Danmarks og Norges
Oeconomiske
Magazin
befattende
en Blanding af adskillige velsindede Patrioters
indsendte smaae Skrifter,
angaaende den muelige Forbedring
i Ager= og Have=Dyrkning, Skov=Platning
Mineral=Brug, Huus=Bygning, Fæe=Avling,
Fiskerie, Fabrik=Væsen og deslige.
Dennem til Tieneste, som elske almindelig Velfærds Befordring.
Det ottende Bind.
Kiøbenhavn, 1764, trykt hos Andreas Hartvig Godiche,
og findes hos hannem tilkiøbs næst ved vor Frue=Skøle.


Fortale til Læseren.
O¬
m Agerdyrkeren siger det gamle Ordsprog, at
han bliver aldrig klog, forstaae aldrig saa fuld
klog og forstandig i sin Handtering, han træn¬
ger jo til at lære saa længe han lever. Hvem skulle tæn¬
ke, at Bondens Videnskab var saa vanskelig, da den ikke synes
vidtløftig, dog er Ordsproget sandt, og dets Sandhed beroer
meest paa den Uvished om Veyrligets tilfældige Forandringer,
som forbyde ham at see forud, hvilken Sæd og hvilken Omgang,
med Ageren, det Aar, skal geraade best. Jmidlertid giør Bon¬
den vel i at faae paa Haab, efter beste Jndsigt, ventende Guds
Velsignelse.
Om andre Oeconomiens Deele, ja allermeest om den al¬
mindelige Oeconomie, om Nærings=Midlernes Uddeelelse og
Anvendelse, i hele Lande og Riger, samt den større eller mindre


Fordeel, som deraf vil flyde, kand man paa nogen Maade sige
det samme: Oeconomi blive aldrig fuld kloge, endogsaa i den
Alder, da der allermeest legges Vind paa deres Videnskab: Tu¬
sende tilfældige Forhindringer møde dem paa den bedste Vey.
Maalet, som syntes dem gandske nær, naaes undertiden ikke, og
de befinde ved Forfaring, saasom den rette Lære=Mæster, at de
have gjort urigtig Regning, fordi de ikke af Begyndelsen indsaae
alle tilstødende Hendelser, og de mange Tilfælde som Tiden fører
med sig, tvert imod alt det de kunde formode.
Saaledes gaaer det hos os, og tillige hos alle andre euro
pæiske Nationer paa denne Tiid. Aldrig blev der saa meget tænkt,
talt, skrevet og læst om Oeconomiske Materier, som nu omstun¬
der, og aldrig gjorde man sig meere Umage for at udfinde de
nærmeste Midler til almindelig Velfærds Befordring. Disse Be¬
møyelser have ikke heller været gandske forgieves. Her og der
haver mangen Mand befundet sig vel ved at bryde Jisen og bane
Veyen. De som nyeligen udloe ham, ere omsider blevne hans
Efterfølgere. Den tilkommende Slegt vil maaskee skiønne aller
meest herpaa, nemlig naar vi kaldes de gamle og naar vore
Raad have tabt noget af den Modbydelighed, som alt det nye fører
med sig, hos Alderdommens Elskere. Hvad jeg her egentlig sigter
til, er dette, at da ikke den som planter eller vander, men allene
Gud, giver Vext og Velsignelse, saa sees kiendelig nok den Mis¬
regning, Menniskene kunde giøre sig, i at love den eller den Virk¬
ning af de eller de oeconomiske Anstalter og Indretninger, særde¬
les hvad hele Landes Flor og Velstand angaaer. Aldrig var Ver¬
den mere oeconomisk Sindet, det er mere betænkt paa at sammen


holde hvert Lands Kræfter til egen Fordeel. Men aldrig syntes
Verden fattigere eller længere fra sit oeconomiske Øyemerk. Hvor¬
af kommer dette, maaskee af de anvendte Midlers urigtige Val?
Vel mueligt, hvad visse særdeles Ting angaaer, men ikke i det
gandske. Det store Øyemerk nemlig Fædernelandets Kræfter at
sammenholde og viiseligen at anvende, tilfelleds Velstand eller
Nærings Forøgelse og flere arbeydende Borgeres Hielp, er pri¬
seligt og alle de der til tienlige Midlers Forsøg, er en Pligt som
ikke bør forsømmes.
Setter jeg nu at dette skeer, menforslaaer ikke tilat opfylde
alt det Manglende, ja setter jeg end, at midt i saadan oeconomisk
Forbedring, reyser sig endogsaa en kiendeligere Trang og Mangel
paa almindelige Kræfter, da er man derfor ingenlunde beføyet til
at anklage de nyere oeconomiske Forsøg, saasom unyttige. Deres
Nytte kand være stor, men dog ikke tilstrekkelig nok, til at afverge
den Mangel, som paa samme Tiid indfinder sig af fremmede og
tilfældige Forhindringer. Dersom disse sidste ere uden fra Menni¬
sket, eller af Gud tilsendte Lande=Plager, da veed en fornuftig,
end sige en christelig Medborger, at stikke sin Mund i Støvet og
ydmyge sig under Guds veldige Haand. Denne uddeeler ikke al¬
lene til private Personer, men ogsaa til hele Stater og Lande,
baade Godt og Ondt i saadan Propoxtion, som svarer til den Jevn¬
vegt, han vil have holdet blant Menniskene, i enhver Verdens
Alder. Saavidt skal man komme, og ikke videre. Synes det,
man maatte kommne langt videre, i følge af de og de anvendte
Fremgangs=Midler, da standses man dog ved saadanne Tilfælde
som Forsynet sender, til den Ende, at ikke Menniskets, men Guds


Raad, maa bestaae, og at ingen skal sette en Allen til sin Længde,
om han end sørger derfor og stræber derefter. Betragter man
dernæst Sagen paa en anden Side og befinder, at den nye og større
Mangel som reyser sig midt i et oeconomisk Seculo, kommer af
flere og større Overdaadigheds Kilder, aabnede paa een Side,
just da man paa den anden Side søgte at tilstoppe dem, saa mener
jeg, man er ikke beføyet til at sige, de nye oeconomiske bemøyel¬
ser ere frugtløse. Ney, de have gjort hvad de naturligviis kunde
giøre, men dette samme er ikke nok, til at møde den mødsatte
Overdaadighed, hvilken er indkommen tilligemed, skiønt ikke kom¬
men deraf. Den kunde, ja ville vist nok have indfundet sig der¬
foruden, og da maatte den have haft langt farligere Virkning,
formedelst mindre Modvegt. Maalet kand tages af en privat
Huusholdning. Jndustrius, som eyer en Herregaard her i Lan¬
det, havde i mange Aar ikke drevet sin Avling saavel som i de sidste
15 Aar, ikke heller ladet spinde og væve saa meget i sit Huus
og paa sit Gods, som i denne Tiid, monne han derover være ble¬
ven fattigere, ney. Dog er han virkelig fattigere nu end nogen
Tiid. Hvorfor? Monne det være hans større Stræbsomhed som
har draget denne stridige Virkning efter sig, ney, den haver tvert¬
imod hiulpet hal noget til rette og opfyldt en Deel af hans Man¬
gel, hvilken ellers allerede havde været langt større end den er.
Men det som setter Mandens Velfærd tilbage, er en idelig
Forøgelse af nye Udgifter, som borttage hans nye Fortienester og
langt mere dertil. Spørger man hvorledes? da svarer jeg: Jn¬
dustrius er ingen Gnier. Han vil leve som andre og giøre alting
med. Nu have hans Naboer og Gienboer begyndt en Levemaade,


som udkræper, i det mindste, en tredie Deel mere, om ikke dobbelt
saa meget, som tilforn. Dette var af Begyndelsen langt fra Jn¬
dustrius. Han satte sig derimod og fraraadede det alvorligen, saa
længe det var noget nyt og rart. Men da den nye Levemaade
omsider tog overhaand og blev almindelig, saa syntes ham, lige
som Naboen, det kunde ikke være anderledes. Lidt efter lidt be¬
gyndte han at giøre med. Førend han vidste deraf, var han midt
i Strømmen. Den fik Magt over ham, ligesom over andre, føl¬
geligen maatte han giøre Selskab, og siden den Tiid slaae alle
Overslag feil, Balancen er tabt og han veed ikke hvor vidt Strøm¬
men vil føre ham. Thee, Caffe, Sukker og Viine af kostbareste
Slags, aarlig Forandring i Silke og Fløyels Klæder, ikke som
fordu til heders, men til daglig Brug, omskiftelige Facons paa
Meubler, Porcellainer, Sølv=Tøy, Uhrer, Daaser, Etvier, Ta¬
peter, Kareter, Phaetons og utallige phantastiske Paafund,
alt dette, eller dog det allermeeste deraf, kom ikke i Overslag, den
gang Jndustrius begyndte sin Huusholdning, efter samme Plan
som i hans Faders Tiid. Da kunde hans Gaard og Gods rige¬
ligen nære sin Mand. Dog syntes ham, det var vel mueligt, at
det gode kunde blive noget bedre, ved Oeconomiske Forandringer,
i Markernes ordentligere Deelning og Hegning, i meere Gødning,
bedre Pløyning, renere Sæde=Korn, rigere Græsning, og Høe¬
Avl, følgelig bedre Tiltræk af alle Slags Creaturer, samt saa
kaldte feede Vahre, item ved Bøndernes Skaansel for ubilligt
Hoverie, ved Hielp af et Par egne Plove, eftersom Sædegaar¬
dens Mark var bleven større, ved nøyere Tilsyn med Fogeder og
Forvaltere, saa at disse ikke fik Leylighed til at udsue Bonden,


under Skin af aarlig Forstrekning til Skat, Æde= og Sæde¬
Korn. Alt dette, siger jeg, kunde Godsets fleste Bønder nu
undvære. De begyndte at give Hosbonden en god Dag, og
den var ham kiærere end klynkende Complimenter. Deres Gaarde
besadde de med visseste Haab at efterlade dem til Børn og Børne¬
børn, thi ved Arveskifter fik Fogeden ikke forlov, at handle efter
eget Tykke. Jndustrius drog selv med, og viiste sig som de Umyn¬
diges Fader. De Bønderhuse hvor Flittighed havde Sted, fik nok
at fortiene, og ingen torde være ledig, som ville lade sette sig i Ar¬
beyd ved Spinderie, Strikkerie og deslige. Af den Slags Oecono¬
mie befandt Jndustrius sig saa vel, at han end ogsaa med sit
Exempel, drog nogle Naboer til Efterfølgelse og Forfaring viiste
ham, at Gaarden, som altid havde passeret for god, kunde ta¬
ge mod mange Forbedringer, ja saa mange og saa vigtige, at
dersom ikke den nu paa nye grasserende Qvæg=Syge havde sadt
baade ham og hans Bønder meget tilbage, da maatte Fremgan¬
gen have været anseelig. Ja uanseet bemeldte Qvæg=Syge,
siger Jndustrius, ville jeg endda have beholdt en god Overvegt
af mit Godses Jndkomster mod de sædvanlige Udgifter, dersom
begge Deele vare blevne i en proportionerlig Forhold mod hver¬
andre. Men foruden Qvæg=Sygen, siger han, føler min
Pung en grasserende Mode=Syge, som ikke regnes blandt Lan¬
de=Plagerne og er det dog, frem for nogen anden. Min Kone
og Børn ville gierne passere Vinter=Maanederne i Kiøbenhavn,
og jeg negter ikke, at min egen Tilbøyelighed ogsaa gaaer der¬
hen. Men Aar efter Aar bliver den Kiøbenhavnske Leve¬


maade bekosteligere, og jeg, som altid haver indrettet Kaage¬
Bogen efter Jorde=Bogen, begynder nu at kryinpe mig meere
ved 5 a 6 Maaneders Forblivende i Kiøbenhavn, end tilforn ved
dobbelt saa lang Tiid. Dette beroer ikke alleene paa Forskiellen
i daglige Levnets=Midler, saavidt kunde jeg finde mig deri, thi
vi Proprietairer drage ogsaa deraf vor Fordeel: Men en Mæng¬
de af andre nyemodes Daarligheder i begge Kiøns Klæde¬
Dragt, Coiffure, Eqvipage, Spille=Penge, Comoedie=Penge
og jeg veed ikke hvad for Penge, giør at man idelig maa have
Haanden i Lommen, ikke for at holde paa Pengene, men for
at udøse dem til saa liden Nytte, at jeg seer ikke, hvorledes man¬
gen Familie, større end min og maaskee mindre bemidlet, Aar
ud og ind holder sig vel paa et Sted, som ret kand kaldes
Pungens Fægefyr.
J det samme som jeg talede med denne gode Mand her om,
indfandt sig i Selskabet en anden Ven, som nyeligen havde fuld¬
endet en Udenlands Reyse. Han hørde til en Tiidlang, og be¬
klagede tillige med os dette, at endnu intet Middel var fundet
til at nedsette den Hamborgske Vexelcours, som ligner en tæren¬
de Feber i Statens Legeme og altsaa forøger den Sygdom, som
desuden var farlig nok, nemlig vor Smag paa det fremmede,
ja de allerdaarligste Omskiftelser i fremmede Moder. Jmidler¬
tid, sagde denne nyeligen hiemkomne Landsmand, saavidt der
kand synes at være nogen Slags borgerlig Trøst i Poetens Ord:
Solamen miseris socios habuisse malorum,
saa kand jeg forkynde dem, at midt i den store Overdaadigheds
VIII. Deel.


Syndflod, som nu omstunder oversvømmer og næsten drukner
de fleeste Europæiske Nationer, svømme dog vi Danske endnu
med de beste, jeg meener de mindst fordybede. Hvad Tiden og
Tingenes Fremgang vil føre med sig, det staaer derhen, men i
Ligning mod de Nationer, som jeg nyeligen haver seet, er det
sandt, at vor Tilstand maa kaldes taalelig, særdeles for Folk
af den Stand, som trykkes allermeest af selv udvalte eller frie
villige Byrder, nemlig den tilforn omtalte kostbare Levemaade.
Jeg kiender her ogsaa visse Folk, som føle vel Tidernes Forskiel,
men skikke sig i Tiden, tage Seylene ind og om de, paa een Si¬
de, nødes til større Udgifter, søge paa den anden Side, at spa¬
re desto meere i alt det som spares kand, foruden Synd og Skam.
Ja, svarede Hr. Jndustrius, disse sidste Vilkaar tillade
ikke at slaae meget af. Uden Synd kand man ikke afkorte
Almissen, men maa snarere forøge den, til fleere Trængendes
Hielp, og uden Skam kand man ikke omgaaes sine Ligemænd,
foruden at ligne dem i Klæder, Eqvipage og anden Opførsel.
Just derfor, sagde denne forstandige Mand, stræber jeg ikke
efter det man kalder en større Caracter, eller at komme høyere
op i Rangen, thi ellers maatte jeg tillige synke dybere ned i
Gielden.
Saadan Samtale gav mig Anledning til at eftertænke de
mange Forhindringer, som Overdaadighed legge i Veyen for
almindelig Velfærd, end ogsaa naar man synes at sigte meest
der til. De arbeidende Bønders og Borgeres Classe, maa giøre
hvad den vil, saa forslaaer det ikke, til at bøde paa Skaden af


de øvrige Classers grændseløse Fremgang i Brugen af det frem¬
mede, det overflødige og overdaadige. Jo meere dette kommer
i Brug og bliver almindeligt i Middelstanden saavelsom hos Ade¬
lige, jo tungere maa Byrden falde paa Almuen i den nederste
og nyttigste Classe. Haandverksfolk, Søefolk, Bønder og Fi¬
skere ere alleene de som arbeide paa at frembringe noget til egen
Fornødenhed og de andres Overflødighed. Bliver deres Byrde
for tung, da tragte de efter at unddrage sig derfra, og at opstige
til Middelstanden, ligesom denne til høyere Stand, det er til
Brugen af fleere og større indbildte Fornødenheder, skiønt
Tallet af dem som skulle forhverve de samme, tager af, i saadan
Proportion som Byrderne tiltage.
Heraf sees noksom, at naar man nu omstunder i alle Lan¬
de, klager over trange Tider, da er det egentlig alleene Almu¬
ens Folk, som bør høres med sit Klagemaal. Resten er ikke vær¬
re faren, end den vil være. Om de særdeeles Vandheld som
kunne tilstødes een eller anden, efter Guds vise Styrelse, tales
her ikke: men i Almindelighed er det som trykker allermeest, den
Lyst man haver til at rette sig efter Naboens Exempel, meere end
efter egen Evne og Overlæg med sin Pung.
Hernæst udkræver Øyemærket at melde noget om Jndholden
af vort Oeconomiske Magazins ottende Bind. Samme be¬
staaer næsten alleene i saadanne Afhandlinger, som sigte til
Giensvar paa de i forrige Aar opgivne fire Problemata.
Disse have, efter alles Tilstaaelse, været heel vigtige, og blant
deres Opløsninger torde i det mindste findes nogle saadanne,


som ramme Maalet og fortiene at tages i nøyere Overveyelse
af enhver Vedkommende.
Endnu fleere Patrioters Giensvar paa samme Spørsmaal
ere indkomne, og naar deres Forfattere ikke finde dem her indfør¬
te, da bør de underrettes om Aarsagen til deres Udeladelse:
Denne er, i Henseende til nogle Afhandlinger, deres alt for sto¬
re Vidtløftighed, ved hvilken mange andre mindre, men lige
saa grundige og fuldstændige Stykker, maatte have blevne ude¬
lukkede, naar dette Bind ikke skulle være de foregaaende alt for
uliigt i Storlighed. Udi nogle alt for vidtløftige, dog brugeli¬
ge Tractater, haver man seet sig nødet til at afskiære, her og der,
nogle saadanne Stykker, som vel kunde mistes, saa at det Væ¬
sentlige og Sagen egentlig vedkommende, maatte finde Sted og
Rum. Men hvor dette ikke lod sig giøre, haver man seet sig
nødsaget til at udelade det gandske, helst naar andre Besvarel¬
ser, i mindre Ord, indeholdt det selv samme.
Næst Vidtløftighed, er Uforsigtighed og en uanstæn¬
dig Skrive=Maade det, som haver forpligtet Udgiveren til at
lade nogle indsendte Besvarelser blive liggende i Skiul, saa at
ingen Læsere skulle støde sig derpaa, og Forfatteren, saa vidt
han kunde giættes, ikke tildrage sig nogens Uvenskab, anseet at
man ved at aabne denne almindelige Publications Vey, for vel¬
findede Patrioter, ingenlunde agter at giøre Aabning for dem,
som, under Anonymi Skiul, ville udøse, til Næstens Fortør¬
nelse, Bedrøvelse eller Beskiæmmelse, et ondt Hiertes Fyl¬
de, eller i det mindste sine private Affecter, for hvis ubehagelige
Læsning andre burde skaanes. Een Gang tilforn haver man


bedet, og beder endnu, vore patriotiske Skribentere, bruge Mo¬
deration og Sagtmodighed i at udtrykke deres Tanker. Een og
anden ubeqvem Talemaade kand man, ved foregaaende Prø¬
velse, vel udslette, men alt for meget af det Bidende og Fornær¬
mende, giør, at man omsider maa legge det gandske Skrift til
Side, efter at man møysommeligen haver begyndt at rette det,
men fundet alt for meget at rette.
Særdeles haver saadant Sted i de Materier, som sigte til
Oeconomiam publicam, sat Sapient. Her giør en Privatus aller¬
best, mod sig selv og andre, naar han ikke stemmer i med hine
utidige og uendelige Qverulanter, som indbilde sig, at deres
Stemme er den eeneste der fattes i Raadstuen, for at rette alt
det Krogede. Kom de der, da ville de maaskee strax tale af en
anden Tone og tilstaae, de havde taget feyl, fordi de ikke indsaae
Sagen eller følede Sygdommen saa fuldkommelig som behøve¬
des, men dømmede efter det lidet som var dem bekiendt (*).
De mange oeconomiske Betænkninger, som denne Gang
legges Læseren for Øyne, indeholde, saa vidt man skiønner, paa
den ene Side, slet intet Fornærmeligt, og paa den anden Side
meget saadant, som enten nu strax, eller dog vist nok i sin Tiid
vil give Anledning til gode Tanker og omsider til gode Giørninger
in publicis & privatis.
Særdeles møder i nærværende Samling, meget saadant,
som hensigter til Dannemarkes Velfærd ved Folke=Mæng¬
dens Forøgelse, følgeligen vel er værd at tages i nøyere Be¬
3
Eaele, psi enm valemug, ægroris eonsla demgs. TI. si lie este, A1.
ter sentires. Dam. TERENT.


tragtning: helst da alle ere saa godt som enig derom. Vel
mener man ikke, at vox Populi altid skulle være vox Dei. Ved
de fleeste Stemmer blev een Gang fældet den aller uretfærdigste
Dom. Men mangen Gang kand dog en Sag være saa klar og
ved de fleestes overeensstemmende Jndsigt, saa utvivlelig: at
dens Foragt og Tilsidesettelse, vist nok ville blive uforsvarlig efter
dens Dom som haver sagt: Hvem som veed at giøre Godt
og gjør det ikke, ham er det Synd. Mig synes det mærk¬
værdigt, at blandt de mange indbyrdes ubekiendte Patrioter,
hvis Penne ere satte i Bevegelse, formedelst det forgangne Aars
opgivne Problemgta, findes hart at ingen, der jo falder paa de
Tanker, at i et Land, som Dannemark, der selger Føde til an¬
dre, og endda ikke endnu dyrker alle sine frugtbare Grunde, er
Folkets, som den største Rigdoms=Forøgelse, meget muelig, ja
saa vel muelig, at fremmede Hvervinger tillige med deres man¬
ge Slette følger, inden faa Aar, kunde undværes, Agerdyrknin.
gen og andre Nærings=Midler, uden mindste Hinder eller Afgang.
Denne vigtige Velfærds=Sag, og meget andet som haver
Hensigt der til, vil Læseren finde i følgende Blade oplyst og stad¬
fæstet af vore Oeconomiske Skribentere. End meere, til at give
denne muelige Sag sin Virkelighed, ere næsten alle eenige i at
foreslaae selv samme Vey, Maade og Middel. For at finde Over¬
ensstemmelsen, tør man ikkun læse Bogen selv og sammenligne
dens adskillige Stykker. Men efterdi nogle ikke finde Tiid og
Leylighed hertil, vil man lette dem Umagen, ved at give det al¬
lerkorteste Udtog af disse mange Forslag, hvis Hoved=Sumiua
er denne:


Almuens nærende Classe, som er den eeneste, der trænger til
at forøges, kand inden faa Aar, blive folkrig nok, naar nogle
Hundrede aarligen udvandrende Bønder=Karle, af munterste og
beste Slags (thi de sletteste lade sig lettest holde) faae meere Lyst
til at blive i deres Fædreneland. Dette skeer, naar deres Vil¬
kaar blive bedre. Disse blive bedre, naar det nu ubestemte Hove¬
rie, bliver sat inden for sine naturlige og paa begge Sider billi¬
ge Grændser, (see pag 418) eller ligesom Skat og Landgilde,
ved Lovene reguleret. Jtem, naar den rige Mands Søn, saa
lidet som den fattiges, kand slippe frie fra Jndrullering, ved Her¬
rens eller Fogedens tilkiøbte Venskab, eller naar hvert Soldater¬
Læg, ligesom det skeer paa Strøe=Godset, søger en frievillig
Karl, givende ham, saa længe han tiener, en aarlig Douceur
af 2 a 3 Rdlr lignet paa Læggets 60 Tønder Hartkorn. Jtem,
naar man formindsker Tallet af de Aar, i hvilke en Soldat kun¬
de tiene sig frie, om ikke gandske frie fra sin Føde=Stavn, hvor
han endnu kunde ansees som Landværn, saa dog frie for videre
Udskrivning, frie for at tvinges til en øde Gaard, ja berettiget
til at kræve, om han ville, en ledig Gaard uden Fæste.
Dernæst naaedes Øyemærket, efter vore Skribenteres
Meening, naar Ægteskabernes Forhindringer, saa vidt mueligt,
bleve ryddede af Veyen, fleere Jorder optagne til Beboelse og
Deelning, de gandske ufrugtbare Ægteskabers Stiftelse vel til.
ladt, men dog med Vilkaar, at give, enten aarligen eller een
Gang for alle, en maadelig Kiendelse til visse Udstyrs= og Op¬
dragelses=Casser, indrettede i hvert Amt, under Opsigt af et
Huusholdnings=Selskab. Jtem, naar Børnløse Folkes Efter¬


ladte Midler, overstigende 500 Rdlr maatte til samme Casse af¬
give den tiende Penge, ligesom de der gaae ud af Landet, og
Cassens aarlige Beholdning bruges til Udstyr for et Tal af saa¬
danne uberøgtede Piger, som desto snare fandt Friere, samt en
liden Capital til at sette sig i Stand med. Jtem, naar ugiftede
Bønder=Karle over deres 30 Aar, skulle være de første til at
commanderes ud, enten til Garnisoner eller til Floden, og de yn¬
gere som vare giftede, derimod have meere Frihed, til at blive
hiemme hos Hustrue og Børn, hvilket Fortrin viser sin Virk¬
ning paa Rømøe og andre Eilande, hvor en Matros desto sna¬
rere gifter sig, for at være nærmere ved den Frihed og da han fæ¬
ster Boepæl i Landet, desto vissere kommer tilbage. Jtem, ved
at forsikkre Bondens Eiendom, naar hans=Stervboe skal skif
tes, saa at ikke Hosbondens Foget alleene, men tillige Kongens
Herrets=Foget tarerer Gods og Gaard, eller liqviderer Bon¬
dens Gield.
Flere Forslag som giøres til Folke=Mængdens Forøgelse, ved
vel betænkte Testamenter, ved Handels og Fabriqvers Opkomst
i Kiøbstæderne og andet deslige, vil man for Vidtløftigheds
Skyld ikke berøre i denne Fortale, men overlade det enhvers egen
Skiønsomhed, ønskende af et velmeenende patriotisk Hierte, at
den Sæd, som ved deslige smaa Skrifter, uformerket saaes i Læ¬
sernes Sind, maa med Tiden frembringe sin Frugt til alminde¬
lig og privat Velstands Befordring. Dersom Udgiverens Liv
og Leylighed tillader dette Arbeids Fortsettelse, da skal Magazi¬
nets næste Bind fremlegge nogle saadanne Afhandlinger, som
denne Gang ikke kunde rummes, men dog fortiene at komme i
Betragtning.


Hernæst vil man til de oeconomisk sindede Patrioters Behag,
endnu give nogen Efterretning om de i Sønder= og Nørre¬
Jylland boesatte Colonister, nemlig dette, at da den halve
Deel af dem, ved daglig Forfaring befandtes at være, deels van¬
artige og uroelige, deels til Agerdyrkningen uduelige, saa haver
man resolveret at give dem deres Afskeed, og allene beholdet saa
mange, som Landet var tient med. Disse ere udsøgte, flittige og
gode Landmænd, have ogsaa, ved Guds Velsignelse, ret god Frem¬
gang i deres Foretagende, helst da det sidste Aars Høst gav dem
saa overflødig Afgrøde, som man nogen Tiid kunde ønske. Dette
sees noget udførligere af følgende Brev fra en af de Kongelige
Commissarier.
Med Colonisterne i Jylland har det afvigte Aar haft føl¬
gende Beskaffenhed, da Commissarierne ved Colonisternes An¬
komst, undersøgte hvad de vidste af Agerdyrkning, forefant de en¬
deel ubeqvemme til Agerdyrkning, og strax anholte om deres Re¬
duction, men efter Ordre maatte antage og prøve dem, og da de
nu paa tredie Aar havde forsøgt og prøvet Colonisterne ved He¬
dernes Opbrekning og Agerdyrkning udi den skarpeste og san¬
digste Egn, saa erfaredes, at nesten den halve Deel af disse frem¬
mede, vare deels Handverksfolk og Dagleiere, deels Deserteurer,
fra Armeerne, som ikke vare beqvemme til Agerdyrkning, ey hel¬
ler tilforn havde lagt Haand paa Ploven, og nu ikke kunde lære
det, og da disse bleve af al Magt drevne til Arbeyde, og der var
nu bleven Fred i Tyskland, ligesom og endeel havde stor Længsel
til at hiemreyse, bad de om at dimiteris; Til den Ende, siden
Bygningerne ey vare større indrettede end de Huuse, tvende Fa¬


milier da havde, kunde een Familie, naar Jorden kom i Brug,
neppe behielpe sig med, saa blev allernaadigst en Reduction til¬
ladt, og samme af Commissarierne, i Hans Excellence Hr. Kam¬
mer Herre Mogens Rosenkrantz, Deputeret for de Konge
lige Financer, hans Overværelse, foranstaltet med al optenkelig
Præcaution, at de beste bleve udsøgte saa meget mueligt, og for¬
bleve, og de slette den 18 Augusti a. c. og følgende Dage, afleve¬
rede til de tilbage blivende, deres Besetning og Redskaber, og
med Pas reyste af Landet uden allermindste Uorden, og blev da
Gaardene gjort til heele Gaarde nemlig i steden for 300 halv
Gaarde blev 150 heel Gaarde, med ligesaa mange Familier, og
er der nu i Ahlheden 463. og i Randbølhede 191. i alt 654 Siele;
Da nu de tilbageblivende Colonister saaledes hver har faaet tven¬
de støre Haver, og alt det Jord, som to Familier tilforn har op
brudt, Giødet og saaet, og den største Deel af dem ere gode Ager¬
dyrkere og har Lyst til at blive her, saa skulde man haabe, at de
bringe Eiendommen i Stand, siden det, de havde faaet i Aar,
har givet god Afgrøde af Rug og Boghvede, ja end og ved Fri¬
derichshede lidet Byg og Havre; J Besynderlighed har de avlet
en stor Mængde Pateter og Havesager, ja der er den Familie,
der har avlet fra 10 til 30 Tønder Pateter, som bruges deels til
Føden, deels til at fede deres Creaturer, deels selges tilligemed
Hvidkaal, Rødder og Roer med videre, som de afsetter i Viborg,
Colding, Fridericia og andre Kiøbstæder, hvor de kiører til Torvs
med deres Stude, og med Fordeel kand afsette samme, da de har
faaet for en Skieppe Pateter 20 a 22 Skilling; Disse Tydske
giør og Felleskab med de Danske Bønder, da de Danske skaffer


Jord og Giøde og de Tydske planter Pateterne til halvs, og er
det merkelig, at i den Jord, hvor der plantes Pateter, og der¬
efter saaes Rug, giver det saare skiøn Rug, saa at disse Pateter
ere af større Vigtighed, end nian vel har kundet forestillet sig,
ja i dyre Tider kand skaffe mange Mennisker Livets Ophold;
Saaledes har nu hver Familie 4 Stude, 2 Kiøer, endeel Faar,
Plov, Harre, Vogn og alt hvad til en Gaards Besetning behøves.
Haverne ere i ypperlig Stand, hvoraf de deels kand have Føden
selv, deels til deres Creaturer ja end og selger endeel. De fleeste
Colonier har i Aar saaet hver Familie 3 a 5 Tønder Rug, i god
raadnet og Giødet Jord, derimod er der trende Colonier hvor
Jorden er murret og saare skarp, hvor Jorden vil have lengere
Tiid at raadne, og der vil det koste meere Arbeyde og Besvæ¬
ring end ved de andre sex Colonier: Dog har bemelte tvende Co¬
lonier, hvor Jorden er saa slet, en stor Mose, hvor de i tørre Som¬
mere kand græsse deres Creaturer, og i fald samie blev igien¬
nemgravet med Render, siden Mosen har Afløb, kunde det give
en anseelig Mængde Høe, men som Mosen er fast en Miil lang,
ville det koste stort Arbeyde, dog til stor Nytte. Saavidt bemelte
Brev. Om de Sønderjydske eller Slesvigske Colonister i
Særdeleshed, vil jeg her anføre nogle Ord af den til deres Hielp
og Opsyn bestilte Mag. N. Schythe hans Brev, dateret Flens¬
borg den 4 December 1763, saa lydende. ?= Efter at omtrent
300 Overtydske Colonist=Famlier vare i afvigte Foraar, som
uduelige Borgere i dette her i Landet nye Selskab, formedelst
Dovenskab, Fylderie, Slagsmaal &c. reducerede og bragte udaf
Landet (thi disse Vandbier have fra første Tiid, egentlig sat


, det heele Etablissement i slet Udraab) saa maa jeg til de efter¬
blevne Colonisters Berømmelse sige, hvad enten de virkelig ere
, boesatte eller og indqvarterede hos Bønderne, vente paa at pla¬
ceres, at de samtlige ere flittige og skikkelige Lemmer, der stræbe
at opfylde det Maal, hvorfor Monarchen haver ladet dem ind¬
kalde i sine Provincer, hvilket og de Herrer Amtmænd i
Gottorf og Flensborg Amter, Hr. Geheimraad von Hol¬
, stein og Cammer=Herre von Plessen maa bekræfte, naar de
ved deres tvende gange aarlig anstilte Visitationer, undersøge
enhvers Forhold i Flittighed og Levnet.,
1k
Den Forskiel der tillige er paa Jord=Bundens Beskaffen
, hed i Colonisternes Land, da nogle have Moser, men andre
Heeder og Lyngnjorer at cultivere, vil vel med Tiden og foraar¬
, sage, at de ikke alle af Agerdyrkningen allene kunne subfistere,
da Myre=Beboerne hastigere kand bringe deres Portioner til
Agerland og Engbund, end Heede=Colonisterne, der maae
, med andre Ting end den brugelige Land=Oeconomie medfører
, nemlig Have=Gevexter, Tobak &c. slaae sig igiennem, om de
J Henseende til de Huse, som skal
vilde ellers komme fort.
, herefter bygges, for hvilke tillige Bønderne selv ere Entrepre¬
j neurs, saa blive samme baade større og massivere end de forrige.
800de og nogle Colonist=Familier have til dette Aars Udgang,
, faaet deres Land i Gottorf=Tønder= og Flensborg=Amter, samt
, Landskabet Bredstedt, nemlig i Gottorf Amt 500de, i Tønder
Amt 236, i Flensborg Amt 80, og i det Bredstedske 9. Dog
have ikke alle disse Familier Huse endnu, og i de tvende sidste
Districter, blive næste Aar, fleere placerede endnu effectivement
j ere. De nu værende Colonister bestaae ikke allene af Ober¬
Tydske, men og af Landets egne Børn, da de casseredes Tal,
, ved dem bliver suppleret, der nyde samine beneficig som de
i Fremmede, undtagen Diæt=Pengene.


Af de Ober Tydske Familier, ere kun ellers nogle og 20
Familier, som ikke have faaet anviste visse Boepæle, men maa
, bie til næste Aar; thi efter at jeg i October= og November
, Maaned havde udsøgt 58ve Colonist=Portioner i Landskabet
Bredstedt, og skulde faret fort med samme Arbeyd her i Flens¬
borg Amt, slog Vinteren til med Snee og Frost og bød mig
med Medarbeyderne at gaae i Vinter=Qvarteer. Saavidt
velbemelte Magister N. Schythe.
Endnu udførligere er den Beretning som Hr. Doctor
Erichsen nyeligen haver meddeelt, i en Copie af sit paa høyere
Steder indgivne. Men eftersom samme falder noget vidtløftigt,
maa det ved Enden af denne Tome, tilføyes som et Appendix.
Saadant skeer blant andet af den Aarsag, at velbemelte Herr
Doctor Erichsen, ved denne Leylighed, søger, om mueligt,
at stille sine Medinteressenter i Saltpeterverket tilfreds, og at
besvare deres Klagemaal over ham, saasom den der skulle have
forladt det begyndte, og derimod blandet sig ind i Colonist=Væse¬
net, til Hinder og Skade for Salpeterverket. Hvorvidt nu saa¬
dant Klagemaal kand være grundet eller ikke, hiemstilles Ved¬
kommende selv at dømme om, da man her, paa Begiering,
allene meddeeler det overleverte, efter at Publicationen af høyere
Vedkommende er bleven tilstedet.
De oeconomiske Problemata, som efter Vedtægt, i dette
Aar 1764, opgives til Besvarelse, med sædvanlige Vilkaar,
ere følgende:
PROBLEMA I.
Kand nogen, paa Grund af tilstrekkelig Forfa¬
ring, angive et gandske vist Middel til at rense Korn¬
Loftene fra Rotter og Haverne eller Markene fra
Muldvarper?


PROBLEMA II.
Er det raadeligt, at et Land, som sædvanligen
haver Heste at selge, forbyder deres Udførsel i fredelige
Tider, og hvorledes kand det altid forsikkres om saa
mange Heste, som behøves til dets eget Brug?
PROBLEMA III.
Var det ubilligt, at en Arv over 500 Rixdaler
naar den, efter Loven, tilfaldt saadanne Personer,
som ikke vare den Afdødes Livs=Arvinger, gav ligesom
de udgaaende Penge, nogle pro Cent til en almindelig
Udstyrs= eller Opdragelses=Casse.
Kiøbenhavn den 31 Martii 1764.
&
2226
84
Tabel over den Summariske Jndhold:
No. I. Tanker over Jndholdene af de i Anno 1763 udgivne Problematiske Spørsmaale,
som udi det Oeconomiske Magazins syvende Binds Fortale findes indrykkede.
Paucis utere, magna fuge. Pag. 3.
II. Patriotiske Tanker til underdanigst Svar paa de udi Fortalen til Oeconomiske Ma¬
gazins syvende Bind fremsatte IV. Problemata. Colendo Varitatem. p¬
25.
III. Tanker om Testamenter opsatte til Besvarelse paa det i Danmarks og Norges
Oeconomiske Magazins syvende Bind fremsatte I. Problema. Qvieqvid agis
prudenter agas, & respice finem. p. 47
IV. Betænkning angaaende Testamenter, hvorved den almindelige Velfærd best kand
befordres, i Anledning af det til Besvarelse fremsatte Spørsmaal: Naar en
bemidlet Mand, som ikke haver Livs=Arvinger, vil giøre et Testament til al¬
mindelig Velfærd, hvilket er da det beste Anslag, som hannem kand gives?
Optimo cuiqve optima placent.
P. J.
V. Parnicn besynderlige Testamente, og Tanker om Testamente, indsendt i Anledning
af derom udsatte Problema. P. 119.


No. VI. Patriotisk Giensvar til det fremsatte Spørsmaal; Naar en bemidlet Mand, som
ikke haver Livs=Arvinger, vil giøre et Testamente til almindelig Velfærd, hvil¬
ket er da det beste Anslag, som hannem kand gives? Omnia pro Patria. p. 131.
VII. De beste Anslag, som kand gives bemidlede Mænd, der ikke have Livs=Arvin¬
ger, om Testamente at giøre til almindelig Velfærd. J Anledning af slig for
Aar 1763 til Besvarelse for December Maaneds Udgang opgivne første Proble¬
matiske Spørsmaal. Af F. B. p. 143.
VIII. Anopphir beste Anslag for den, som vil og kand giøre Testamente til alminde¬
lig Velfærd.
IX. Opløsning af det i Magazinets syvende Bind opgivne I. Problema: Naar en be¬
midlet Mand, som ikke har Livs=Arvinger, vil giøre et Testamente til almin¬
delig Velfærd, hvilket er da det beste Anslag, som hannem kand gives?
Pulerum est benefacere Reipublicæ. p.
X. Underføgning af det 3die fremsadte Problema udi Danmarks og Norges Oecono¬
miske Magazins syvende Bind 1763. nemlig: Hvad er det som meest trykker
Borger=Standens Næring i de smaa Kiøbstæder, og hvorledes kand derpaa
best raades Boed? P. 213.
XI. Forsøg i at besvare det opgtvne Spørsmaal: Hvad er det som meest trykker Bor¬
ger=Standens Næring i de smaae Kiøbstæder, og hvorledes kand derpaa best
raades Boed? Af C. A. F. P. 221.
XII. Patriotiske Tanker over dette 1763. Aars forelagte zdie Problematiske Spørsmaal,
hvorover Svar forventedes forinden December Maaneds Udgang, efter Anmeld
ning udi Adresse=Contoirets Efterretninger No. 75, dateret den 27 Julii: Hvad
er det som meest trykker Borger=Standens Næring, i de smaa Kiøbstæder, og
hvorledes kand derpaa best raades Boed? Af Bions. p. 237.
XIII. Betænkning, angaaende: Hvad det er, som meest trykker Borger=Standens Næ¬
ring i de smaae Kiøbstæder, og hvorledes derpaa best kunde raades Boed. P. 25I.
XIV. Hvad er det, som meest trykker Borger=Standens Ræring i de smaae Kiøbstæder,
og hvorledes kand derpaa best raades Boed? Dette Spørsmaal som det tredie udi
det Oeconomiske Magazins syvende Bind fremsat, og nu kortelig besvaret udi
Patriotisk Enfoldighed. p. 261.
XV. Om Kiøbstædernes Ræring at befordre, for indeværende Aar 1763 er fremsat
blant andre Problematiske Spørsmaal: Hvad er det som meest trykker Borger¬
Standens Næring i de smaae Kiøbstæder, og hvorledes kand oest raades Boed?
Prøy al Ting og udvælg det Beste. p. 267.
XVI. Prøblema: Er det gavnligt og mueligt, her til Lands at undvære fremmede
Hvervinger, uden Hinder i Agerdyrkningen eller anden Slags Næring? Af
O. LuTKEN. p. 277.
XVII. Undersøgning, om det er gavnligt og mueligt, her til Lands at undvære frem¬
mede Hvervinger, foruden Hinder i Agerdyrkningen eller andan Slags Næring?
i følge af det ade Problema udi Danmarks og Norges Oeconomiske Magazins
. 299
syvende Bind 1763.
XVIII. Eenfoldig og velmeent Svar paa det til ventelig Besvarelse for Aarets Udgang,
af det Oecønomiske Magazins syvende Bind fremlagde 4de Problematiske Spørs¬
maal: Er det gavnligt og mueligt, her til Lands, at undvære fremmede Hvervin¬
ger, foruden Hinder i Agerdyrkning eller anden Slags Næring. Af Biøvns. p. 309.


No. XIX. Patriotisk Svar paa det Allernaadigst fremsatte Spørsmaal: Om vi her til Lands
kand undvære fremmede Hvervinger. Allerunderdanigst indsendt af en Dansk p. 3 17.
XX. Project til Landmilicens forbedrende Indretning med et Reserva=Corps, i Anled¬
ning af følgende Spørsmaal, fremsat til Besvaring i det Oeconomiske Magazins
syvende Bind: Kand fremmede udenlandske Hvervinger med Nytte afskaffes? og
Reeruteringen skee af Landets unge Mandkiøn, uden Hinder for Agerdyrkningen?
kortelig forfattet udi Patriotisk Enfoldighed.
XXI. Om at undvære fremmede Hvervinger i Dannemark. Semper Idem.
. 341.
XXII. Frie Tanker om ufrugtbare Ægteskaber, i Anledning af det i Aaret 1763. op¬
givne Problema: Hvilke ere de uskyldigste og sikkerste Midler til at formindske
Tallet af saadanne Ægteskaber, som forud vides at ville blive gandske ufrugtbare?
AGRIMONTANUS.
P. 347
XXIII. Eenfoldige Tanker over dette vigtige Problema: Hvilke ere de uskyldigste og sik¬
kerste Midler til at formindske Tallet af saadanne Ægteskaber, som fornd vides at
ville blive gandske ufrugtbare Non mihi sed Patriæ. p. 361.
XXIV. En Samling af adskillige mindre Stykker til Besvarelse paa et og andet af de i
381
forrige Aar opgivne Oeconomiske Problemata.
Lit. A. Hvilke ere de uskyldigste og sikkerste Midler til at forhindre de Ægteskaber, som man
383. Lit. B. Det for Aaret 1763. kund¬
forud seer at ville blive ufrugtbare?
gjorte andet Prøblematiske Spørsmaal: Hvilke ere de uskyldigste og sikkerste Mid¬
ler, til at formindske Tallet af saadanne Ægteskaber, som forud vides, at ville blive
gandske ufrugtbare? blev saaledes besvaret af M=URS p. 390. Lit. C. Forsøg til
at opløse det første Problemg, som lyder saaledes: Naar en bemidlet Mand, som
haver ingen Livs=Arvinger, vil giøre et Testamente til almindelig Velfærd, hvilket
er det beste Anslag som hannem kand gives? p. 393. Forsøg til at opløse det
andet Problema: Hvorledes man paa beste Maader kand forhindre de Ægteskaber,
som forud vise sig at blive nfrugtbare. Ut de sint Vires tamen est Laudanda
Voluntas. p. 400. Lit. D. Svar paa et Brev, som en god Ven sendte mig med
Posten, den 11 April sidst. p. 402. Lit.E. Svar pa Fragan: Nar en bemedlat
Man, som icke hafmer Lifs=Arfvinger, vil gidre et Testamente til almannelig Val¬
fard, hvilket ar thet baste Forslag, som honom kan gifmes? Vires sølertia vincit,
405. Lit F. Nogle faae Præsiminaria til en Besvaring paa det opgivne første
Problema i Oeconomiske Magazins sypende Bind. Præliminaria til videre Efter¬
tanke p. 407
Lit. G. Om Testamenters Hensigt til almindelig Velfærd. p. 413.
Lit. H. Patriotisk Forslag til den Danske Bondes Friched, Formeerelse og sande
Velstand foruden Proprietariernes Tab eller Skade. P. 417. Lit. I. Til Mons.
paa §. R. A. Forfatteren af No. 16. i det Oeconomiske Magazins syvende
Bind O. LMrREN. P. 424.  Lit. K. Samtale imellem en Patriot og hans Ven,
angaaende Folke=Mængdens Forøgelse og Regimenternes Recrutering med Jnd¬
fødte, saasom gandske muclig og høyst gavnlig for alle og enhver. p. 426.
Lit. L. Tilhæng, bestaaende i Doct. ExicusEys Beretning om Colonie=Væsenet
i Sønder= og Nørre=Jylland, samt hans Forretning derved, efter Kongelig
Ordre. p. 439.


Danmarkes
og
Norges
Oeconomiske
Magazin
Tom. VIII


No. I.
Tanker
over
Indholdene af de in Anno 1763. udgivne
Fire Problematiske Spørsmaale,
som udi det
Oeconomiske Magazins Syvende Binds
Fortale findes indrykkede.


I. Problematiske Spørsmaal:
Naar en bemidlet Mand, som ikke haver Livs Arvinger, vil giøre
et Testamente til almindelig Velfærd, hvilket er da det beste
Anslag, som hannem kand gives:
E¬
fter Danske Lovs 5te Bogs 4de Cap. 14 Art. er det en Mand, som
ingen Livs Arvinger haver (hvorved forstaaes hans Børn) tilladt,
at bortgive til Fremmede sin halve Hoved=Lod, og efter paaføl¬
gende 16de Art. maae han til Kirker, Skoeler og Fattige bortgive,
hvad Gud giver ham i Sinde, hvoraf sees, at det ikke er stridende, at for¬
biegaae sine Arvinger, som ikke ere eens Børn eller i deres Linie, men at det
er en bemidlet Mand tilladt, at destinere alle sine Midler, til Kirker, Skoeler
og Fattige, og hvis han skulde falde paa, at testamentere dennem til noget
andet og paa anden Maade, som ikke med disse tvende Articler var overeens¬


6
stemmende, kunde Kongelige Allernaadigst Confirmation strax derpaa giøre
en Ende.
Forslagene for saadan en Mand til at giøre et Testamente til almindelig
Velfært hensigtende, kunde vel være adskillige, men ikke lige nyttige, og paa
alle Tiider tienlige.
Agerdyrkningen, som paa sine Steder vel kunde drives stærkere og i
større Høyde, endnu skeer, sees ikke stor Overflødighed af Midler, kand hielpe
til nogen virkelig Fremgang, thi jo lettere endeel af Almuen kand fortiene Fø¬
den, jo mindre arbeide de derfor, faae Penge flittige Arbeidere, at jo en stræb¬
som Mand, ved Hielp kand faae større Lyst og Force, til at arbeide og dyrke
sin Andeel, er u-imodsigelig; men om en bemidlet Mand, som, førend han
sine Midler til andre overlader, selv gaaer ud af Verden, kand fastsætte hvor¬
ledes samme, ikke alleene for denne, men og for følgende Tiid, med Nytte her¬
til kand anvendes, veed jeg ikke; Een Eyere af et Jordegods kunde imedens
han levede, ved at hielpe de Fattige, mærkelig forbedre sammes Vilkaar;
saadan Mand kunde og testamentere hans Jordegods til sine Bønder, enhver sin
Andeel, og indrette Hoved=Gaarden til store eller mindre Gaarde af liige Be¬
skaffenhed, hvilket vilde være til vedkommendes Fordeel, der nød denne Gave,
baade i deres og Efterkommeres Tiid, og sætte dennem i liige Vilkaar med
Odelsbønders i Norge, om ikke bedre, hvis Omstændigheder er ulige imod
Fæstebønders.
Handelen og Manufacturer ere Ting, som uomgiengelig behøve Midler,
til begge Deele, i sær det sidste, kunde gives adskillige Forslage; Midlerne maae
u-omgiengelig besiddes af de Handlende eller Manufacturisterne; vilde en Mand
til saadan en eller fleere destinere sine Midler, kunde en Part deraf vel anven¬
des, men hvor meget, og hvorlenge saadant vilde vedvare, var heel uvis, da
der ved Forødelsen, eller anden indfaldende Misheld, standsede den formeenende
almindelige Velfærdt.


Man har haft Exempler paa, bemidlede Folk at anvende nogle af sine
Midler til Medgift for u=gifte Fruentimmere, men om samme kand være til
en vis og sikker Velfærdt for dennem, og deraf nødvendig flyde gode Egteskabe,
naar Fruentimmerne besidde saadanne Medgifte, veed jeg ikke, det kand for¬
aarsage, at de desformedelst ere vissere ikke at døe i første Stand, men ikke
forsikre dennem om Kierlighed, en af Egteskabets Hoved=Øyemeed.
At anvende sine Midler til gudelig Brug, er egentlig til Kirker, Skoler
og Fattige, og at hertil destineres Tiid efter anden adskillige Summer, kand
med Føye ikke nægtes, men var vel at ynske, at det skeede endnu oftere; Kir¬
ker, dertil er nu i disse Tiider, meest overalt, henlagt saa mange Jndkomster,
at man har ikke at frygte for, at de skal nedfalde, naar det dertil henlagde,
derpaa bliver virkelig anvendt; Ved Skoler kand forstaaes adskillige Slags
Indretninger, hvorved Ungdommen underviises udi de for dennem nyttige Vi¬
denskaber; adskillige bemidlede Mænd have oprettet visse Collegia i Kiøbenhavn,
til Nytte for de Studerende, men om de bleve formeerede, vilde den Deel af
Studenterne, som ere fattige og ikke have Evne, at blive ved Universitetet for
at formere og excellere deres Studia, meget hielpes, og derved naae en større
Perfection endnu, da mange maae forsømme det nyttige for det nødvendige,
dog at ved saadan en Stiftelse, de Fattige endelig maatte præfereres, de som
paa anden Maade kunde erholde fornøden Subsistence; Af Skoler hvor Ung¬
dommen oplæres udi deres Christendom, haves saavel paa Landet som i Kiøb¬
stæderne, ved de Allernaadigste Regenteres Forsyn GGud være lovet) saa mange,
at ingen med Aarsag kand beklage sig, at mangle den fornødne Underviisning,
naar Vedkommende sig deraf vil benytte, desuagtet seer man baade i Kiøbstæ
derne og paa Landet mange Børn, meest Fattige, som bortdrive deres Ung¬
dom uden at lære noget synderligt, hverken af deres Christendom eller andet
Huusstanden vedkommende, hvorved de i Tiiden deres Levebrød kunde for¬


8
tiene, udi hvilket deels slette Forældre er Aarsag, og deels Fattige, som ikke kand
føde sig selv, mindre deres Børn, men maae lade dennem løbe omkring, for
selv at fortiene eller aftrygle Folk Føden, hvorved ikke vindes uden en ilde op¬
tugtet Ungdom, vandt til Ladhed og øvet udi alle Udyder; Det vilde ventelig
være meget gavnligt, om Stiftelser, til at forandre dette, bleve indrettede, og
at Ungdommen ved saadanne, foruden Oplæring i deres Christendom, kunde
nyde, enhver efter sin Stand, Underviisning, udi det for dennem i Huusstanden
nødvendige, hvortil gives dette lidet Forslag: Udi saadan en Stiftelse maatte
antages alle fattige Børn fra en vis Alder 5 i 6 Aar, og der forblive indtil de
vare 14 a 16ten Aar, hvilken Tiid kunde formeeres og formindskes i Betragt¬
ning af deres Vext eller Nødvendighed ved andre Forretninger de maatte ved
Tvangs Midler til Stiftelsen drives, ifald Forældrene vare modtvillige; de skulde
nyde frie Kost, Klæder og Underviisning, til hvilken sidste Post alle andre
Børn, endskiønt de ikke vare iblant de Fattiges Tal, skulde ligeledes ikke allene
være berettigede, men endog tvungne, naar Forældrene ey paa anden Maade
lod dennem oplære udi samme Lærdom, som de der kunde bekomme; Under¬
viisningen maatte bestaae derudi, at de, ligesom nu, bleve oplærte i Christen¬
dommen, Regning og Skrivning, og det af habile Lærere, som vel kunde,
til Opmuntring, tilstaaes noget meere til Ophold, end de nu værende, da saa¬
dant et Arbeide er høyere og tungere, at omgaaes og omdanne u-optugtede
Børn, end endeel forestille sig, ynskelig Lysten drev meere, den Lærende end
Tvangen; paa Landet maatte disse Børn, nemlig Drenge=Børnene, gives
Idee og saa stor Kundskab, som muelig, om Agerdyrkningen, om Enge, Have¬
frugter, Træers Hugning og Plantning, enhver Tings Behandling i rette
Tiid, Creaturers Opfødning, Foering og Sygdommes Beskaffenhed, Huus¬
Bygnings og Vogn=Tømmer Arbeide med videre, i Kiøbstæderne hvad til Fa¬
briqver, Manufacturer og Haandværker henhører; Pigebørnene maatte paa


begge Stæder fornemmelig underviises udi at spinde, sye, strikke, kaage,
brygge, bage, vaske, og paa en fornuftig og oeconomisk Maade at besørge
Huusvæsenet; Saadan Education med meere, som her kand tillegges, kunde
ikke gives af een, men maatte skee af fleere Jnformatores, hvis Antal vilde an¬
komme paa Testators hertil distinerende Formue; Indretningerne maatte være
forsynede med fornødne Hnusværelser, Lys og Jldebrand, en vis Summa maatte
beskikkes til Bygningen og dens Aarlige Reparation, en anden til Jnforma¬
torers og Jnformatricers Løn, og en anden til et hvert Barns Føde, Klæde,
Seng og deslige, paa Landet maatte nødvendig til saadant et Sted være en
Avling af 20 Tønder Hartkorn, meere eller mindre, hvorved Ungdommen
kunde øves, saadanne Stiftelser vilde meget komme overeens med Vaysenhuu¬
sets Indretning i Kiøbenhavn, og det nye Opfostrings=Huus sammesteds, man
har og Exempel paa en Skole ungefehr af slig Indretning, udi denne Tiid,
at være oprettet i Jena under Navn Rosenskole ved Jena; hver Indretning
kunde ikke strække sig videre, end for hvert Sogn paa Landet, og for hver Kiøb¬
stæd, i Henseende til den udfordrende Beqvemmelighed for de Lærende, aller¬
helst for dennem, som allene nød Educationen; Mængden af saadanne Jnd¬
retninger vilde og ankomme paa Testatørs Formue.
Hospitaler finder man hist og her adskillige, hvor begge Kiøn, dog for¬
nemmelig Qvinde=Kiønnet, som ere fattige og svage, underholdes, men at An¬
tallet var større, var at ynske, naar man havde saadanne Fattiges Huuse i
hver Sogn eller Herred, vilde de nødlidendes Omstændigheder meget derved
lindres; slige Huuse ihvor de Syge tillige maatte cureres, kunde i
hvert Sogn, eller maaskee bedre i hvert Herred oprettes, thi om et
Sogn havde fleere eller mindre Fattige, end dets Andeel tilkom, kunde
det ved de andre Sogner erstattes, hvorfore det vel var nyttigst, at slig en
Indretning strækkede sig for et heelt Herret; en Bygning maatte indrettes,
VIII. Deel.


10
som for hvert Sogn kunde antage 4 2 6 Lemmer af hvert Kiøn; Lemmerne maatte
være svage, gamle og fattige, og saaledes nødlidende, at de ikke paa nogen
Maade kunde fortiene deres Føde: de ældgamle Fattige maatte forblive derudi
til deres Død, og andre ikkun til deres Omstændigheder forandrede sig, at de
selv kunde fortiene Føden; Svage, som ikke formaaede selv at lade sig curere,
maatte og antages til Helbredelse, i hvilken Henseende skulde lønnes, foruden
andre Opvartere, om ikke en Doctor, saa dog en erfaren og forstandig Chi¬
rurgus, der i fornødne Tilfælde kunde raadføre sig med Provintzial Docto¬
ren; De friske Gamle gaves hver en vis Qvantite til Føden, men for de Syge
maatte den besørges ved en Spiise=Mester, som tillige kunde have Jnspection
med hele Indretningen; Lemmerne maatte have frie Føde, og noget til Klæder;
Hvad de med egne Hænder ved at spinde, sye, strikke ogsaa videre, fortiente,
nød de til deres Tilstands Forbedring; Dette Forslag om Hospitaler er allene
for Almuen paa Landet, som og paa denne eller anden Maade kunde indrettes
i Kiøbstæderne, hvor de ikke allerede ere indrettede, særdeles til at curere de som
kunde cureres.
Hvilket af disse Forslag der er det nyttigste, derom kand vel være adskil¬
lige Sentimens, og maaskee findes de, som ikke noget deraf vil biefalde, jeg
lader det derpaa uden videre Bekymring ankomme, og vil allene til Slutning
melde, at min Meening, som jeg ikkun erkiender for ringe og u=fuldkommen,
vilde blive, at naar en bemidlet Mand, som ikke haver Livs=Arvinger, vil
indrette et Testamente til almindelig Velfærdt, var det beste Anslag at give
hannem, enten at oprette saadanne Pupliqve Skoler, hvor Ungdommen for¬
uden at lære deres Christendom, kunde bekomme en skikkelig Education, enhver
efter og i den Stand, hvorved de agter at fortiene deres Levebrød, og de
Fattige imidlertid at nyde nødtørftig Ophold, eller og saadanne Hospi¬
taler for den fattige Almue, hvor de Syge kunde cureres, og de Gamle


11
nyde Livets Ophold uden samme i stor Kummerlighed at erholde, (*) Af hvilke
det første Anslag, Skolerne betreffende, kunde vel ansees for det til almin¬
delig Velfærdt nyttigste, siden samme kand lindre fattige Forældres Sorg,
bringe Børnene fornøden Ophold, og give dem saadan Underviisning og Op¬
dragelse, som kand være baade dem og deres Medbrødre i Tiiden fordeelagtig
og nyttig.
II. Problematiske Spørsmaal.
Hvilke ere de uskyldigste og sikkerste Midler til at formindske Tallet
af saadanne Egteskabe, som forud vides, at vilde
blive gandske ufrugtbare.
han fordrer efter Naturens Lov, af dennem, som vil begive sig i Egte¬
BI standen, naturlig Beqvemmelighed dertil, saaledes at de ere duelige og
beqvemme til at avle Børn og dennem opføde, der er en af Egteskabets for¬
nemmeste Hensigter, og uden hvilken synes det u=naturlig at vilde indgaae Egte¬
skab; unge Folk kand alletider formodes at opfylde denne Pligt, og om end
paa enten af Siderne, skulde mangle en naturlig Beqvemmelighed, kand man
vente fligt Redresseret, og som man ved dennem dog kand giøre sig nogen For¬
(*) Forfatterens gode Forslag synes vissest og med mindst Bekostning, at kunde
settes i Verk, naar man ved et hvert af vore store og rigeligen doterte Hospitaler,
særdeles i Stifternes Hoved=Steder, anlagde af nye en saadan Sygestue, som be¬
stemmedes allene til curable Patienters Helbredelse, ved nogle Ugers, eller høyest
nogle Maaneders Pleye, Hielp og Tilsyn af Stadens ordentlige Læger, hvilke
maatte nyde Betaling allene for de Patienter, som ved deres Hielp og Guds Vel¬
signelse, udgik i Helbreds=Stand: Saadan Indretning har man her nyeligen gjort
ved Hospitalet Partou, i Jmitation af det store Friderichs=Hospital, og jeg meener
at en Efterfølgelse i alle store Hospitaler, var een af de priseligste Gierninger som
Stifternes høye Tilsyns=Mænd kunde foretage sig, hvor Jndkomsterne tillade det.


12.
haabning, bør saadanne Egteskabe ikke afværges, lige saalidet som de Egteskabe,
der indgaaes imellem midaldrende Folk, om hvis Frugtbarhed man vel kand
tvivle, men er dog ikke aldeles uden Haab; Hvad angaar gamle Folk, Fruen¬
timmeret, naar det er over 50 Aar, som kaldes deres Børne=Aar, vides sær¬
deles faae Exempler paa, at de have avlet Børn, som dog ikke har strakt sig
videre, end til deres 51 Alders Aar, da Fosteret er fremkommen, saa at hos
et Fruentimmer af denne Alder, ikke uden overnaturligviis, kand ventes nogen
Frugtbarhed, derimod er ikke en Mandsperson, som er over 50 Aar, u=duelig
til Egteskab, eftersom man har seet, ved dennem der har været af en høy Al¬
der fremkomme Børn, men at jo Naturens Kræfter ved Alderen hos Mands¬
personerne, ligesaavel svækkes, som hos Fruentimmeret, er paalidelig; adskil¬
lige Borgerlige Love have derfore, ikke uden Grund, forbudet en Mand over 6c
Aar, og en Qvinde, der er over 50 Aar, at gifte sig; Egteskabets Hensigter
er ikke allene, skiønt dog de fornemmeste, at avle Børn og vel opføde dennem,
men endog en indbyrdes Kiærlighed, Fortroelighed og Forbindtlighed, som bør
være imellem Egtefolk, hvilken vel og kand være imellem to og flere Personer af
et Kiøn, uden at være i Egteskab, men at tvende af begge Kiøn kunde indgaae
og fatte saadan Kierlighed for hver andre, uden Mistanke af Jldesindede,
undtagen de egtede hinanden, seer jeg ikke, og for at undgaae sligt, kunde det
vel ikke nægtes gamle Folk, at indlade sig i Egteskab, allerhelst man har seet
Exempel, at en ælgammel Kone med et midaldrende Mandfolk, har indgaaet
Egtepagt, allene af den Kierlighed til hannem, at hun vilde have, han efter
hendes Død, skulde være eyere af hendes Midler og imidlertid hun levede,
drage den fornødne Omsorg for hende og hendes Eiendomme, som hun ikke
vantede, at kunde skee af nogen bedre, og med meere Omhyggelighed, end
af saadan en Person, hvorimod hun gjorde saa vel; jeg veed derfore ikke, om
det kunde være billigt, saadanne Egteskabe imellem gamle Folk, skiønt man for¬


11
modede dem u=frugtbare, aldeles at hæve, men derimod formeenede nyttig, paa
en lemfældig Maade, at indskrænke, hvortil jeg efter min liden Jndsigt, ikke
kand finde nøget nyttigere Middel, saalænge slige Egteskabe ikke gandske skal for¬
bydes, end at Regieringen i saadan en Staat, hvor disse Egteskabe tage Over¬
haand, vilde paabyde en Afgift, proportioneret efter enhver Stand og
Alder, hvorfore Folk indtil de vare imod 50=Aar, dog skulde være aldeles for¬
skaanede, men at Afgiften, fra den Tiid af, Aarlig blev forhøyet, som dog
ikke skulde betales oftere, end naar vedkommende traadde i Egtestanden, hvil¬
ket formodentlig vilde formindske slige Egteskabers Tal.
III. Problematiske Spørsmaal.
Hvad er det, som meest trykker Borgestandens Næring i de smaa
Kiøbstæder, og hvorledes kand derpaa best raades Boed.
orgere ere et Slags frie Folk, som de fleeste holde fore, at de for Souve¬
Drainteten vare ufrie Folk, nu ere de frie, og med adskillige Friheder be¬
naadede, saasom: at bruge Kiøbmandskab og Borgerlig Næring, ikke værves
til Soldatere; befriet for at giøre frie Skyds, hhvilken Frihed mr meget er ind¬
skrænket) de som have Laug kand forbyde andre, som have lært samme Haand¬
værk, at arbeide; disse boe udi Byer, som kaldes Kiøbstæder, hvilke svare
af deres Jorde kuns en liden vis Aarlig Afgift; de der nye Bygninger i Kiøb¬
stæderne opføre, nyde visse Aars Frihed for Skatter og Tynger; ingen Huuse
maa bygges nær Kiøbstædernes Begreb, for at betiene sig af til Borgerlig
Næring; ingen Kiøbstæd=Bygning maa afbrydes; de maa have Axel=Torve;
holde Markeder, indrette Manufacturer med visse Friheder, og deslige; en
Forordning af 28 Januarii 1682. regulerer Magistrats Personerne udi Kiøb¬
stæderne, hvorefter de største skulde have to Borgemestere og tre Raadmænd,
eller en Præsident, en Borgemester og trende Raadmænd, de mindre en Bor¬


14
gemester og tvende Raadmænd, og de mindste allene en Byefoged; denne For¬
ordning fastsætter ogsaa at visse Kiøbstæder og ikke andre, skulde have Frihed,
at bruge Udenlands Handel, den nævner Kiøbenhavn, Corsøer, Kiøge,
Helsingøer, Nestved, Holbech, Callundbortz, Fridericia, Aalbortz,
Aarhuus, Riibe, Horsens, Ringkiøbing, Warde, Nyeborg, Odense,
Faaborg, Svendborg, Kierteminde, Assens, Rudkiøbing, Naschov,
Saxkiøbing og Bandholm, Nyekiøbing i Falster, Rønne og andre La¬
destæder paa Boringholm; derimod skulde de andre Kiøbstæder allene være
tilladt at bruge Jndenlandsk Handel, Agerdyrkning og Haandværker, samt
at beflitte sig paa Manufacturer.
Den udenlandske Handel, som de øvrige Kiøbstæder i Danmark har
været forbudne at bruge, kunde største Parten ikke heller betiene sig af, for¬
medelst deres inde i Landet fra Søekanterne havende Situation, mey maatte
hente deres udenlandske Vahre fra anden Haand udi de store Kiøbstæder, hvil¬
ket vel og ikke var kostbarere for dennem, siden Transporten er det samme,
for saadanne inde udi Landet beliggende Steder, hvis Styrke og gemeenlig er
mindre til at drive saadan udenlandsk Handel, hvorved endeel hazarderes; denne
Mangel af Styrke i Formue er og det, som endnu ikke lidet svækker de smaa
Kiøbstæder, da de ikke formaae at kiøbe deres Vahre fra første Haand, eller i
saadan Qvantite som fornøden giøres, de formaae ikke at have uden nogle faae
Sorter Vahre, som ere meest afsætlige til Bonden, og ikke at holde Klæde¬
Vahre, Estoffer og mange Sorter Jsen= og Urtekram=Bahre til Udsalg, hvilke
enhver maa hente fra de større Steder, hvorved de smaa Kiøbstæder altsaa ta¬
ber den Aventage derved kunde haves
Land= og Forprang ere begge her udi Riget, ved Kongelige Allernaa¬
digste Forordninger gandske forbudne, men de ere dog Ting, som endnu meget
svække Kiøbstæderne, da man finder, allerhelst i Jylland, adskillige Kroe¬


15
mænd, Møllere og fleere, at handle med Salt, Tiære, Sild, Tran, Jern &c,
som allene tilkommer Kiøbstæderne, uden at tale om de mange omløbende Kræ¬
mere, eller den deel af Bondestanden, som til Kiøbenhavn overfører Lærreder,
Ost, Smør og videre, som de hiemme paa Landet have opkiøbt, og derved
gjort disse Vahre dyrere, end de ellers blev eller burde at være, hvilke Vahre
Kiøbmanden tilkom at tilforhandle sig, og her overføre, og de andre at ernære
sig, udi deres Stand ved Agerdyrkningen, ved at spinde, sye, væve og strikke.
Af Haandværker findes vel nogle udi Kiøbstæderne, men udi mange ere
af adskillige Haandværker aldes ingen, som dog kunde være nødv endige, saasom:
Feldbereedere, Garvere, Gyrtlere, Bagere, Kandestøbere, Kaabersmedde,
Muurmestere, Tømmermestere, Posementmagere, Strømpevævere, Uhrma¬
gere, ogsaa videre, ligesom og at de som udi endeel Kiøbstæder af disse og andre
meere nødvendige Professioner findes, ere enten for mange i Tallet af en Pro¬
session, eller og saadanne, som enten ikke have Lyst at arbeide, eller ikke for¬
staae deres Haandværk tilbørligen, hvorved Jndbyggerne nødes til saadanne
Ling fra de store Stæder at forskaffe sig, som altsaa geraader hiine til
Nachdeel; Det er vel tilladt adskillige Haandværker at opholde sig paa Lan¬
det, men samme ere allene de for Bonden nødvendigste, hvilke ikke vilde præ¬
judicere habile Mestere i Kiøbstæderne, som der, desuden kunde have deres
fornødne Næring, naar Antallet i hver Profession, efter enhver Kiøbstæds
Størelse, tilbørligen blev reguleret.
Manufacturer, af adskillige Sorter, finder man største Parten anlagt
udi de store Kiøbstæder, hvor Huusleye, Jldebrand og Levnets=Midler ere
kostbarest, men derimod i de smaa Kiøbstæder, hvor disse Ting ere lette, fin¬
des faae og snart ingen; Bleve derimod adskillige Fabriqver udi disse indret¬
tede, vilde endeel af den fattige Almue see Udveye at fortiene Livets Ophold,
Arbeidernes Tal formeeres, og da ikke allene Fabriqvanterne og deres Folk


16.
ernære sig, men de øvrige Kiøbstædernes Borgere og Haandværker derved
nyde meere Fortieneste og Arbeide; Naar alle Vahre i de smaa Kiøbstæder
kunde faaes for billige Priiser, vilde derved snart ophæves endeel af de aarlige
Markeder, hvorved Stædernes egne Kiøbmænd og Haandværker lidet eller
intet profiterer, efterdi saavel Kiøbstædernes Jndbyggere, som Almuen paa
Landet, til saadan Tiid, opholde med at anskaffe sig de dennem fornødne Ting,
hvilke meest af de store Kiøbstæder, og andre Fremmede blive tilførte, som
altsaa ere de smaa Kiøbstæders Borgere til stor disavantage, da den Fortien¬
neste og Arbeidsløn, som de ellers kunde have ved det, som paa Markederne
sælges, falder andre Udenbyes til Deel.
Det vilde altsaa blive de smaa Kiøbstæder til stor Fordeel, naar Land¬
og Forprang meere blev hæmmet, hvilket enhver Kiøbstæds Jndbyggere kunde
see nogenlunde afskaffet, naar de strictere holdt over de Kongelige Allernaadigste
Anordninger, og ikke for en ringe Penge, som ofte skeer, tillod n=vedkom¬
mende saadan u tilladelig og dem selv meest skadelig Handel, samt sørgede for
at faae de, som uden deres Tilladelse drev denne Handel, tilbørligen afstraffet;
naar Haandværkerne bleve saaledes regulerede, at der vare en eller fleere Me¬
stere udi hver Kiøbstæd af de fleeste, om ikke af alle Professioner, og at Antal¬
let udi hver Profession blev nogenlunde rettet efter Kiøbstædernes Størelse,
hvilket af vedkommende Øvrigheds Personer vel best kunde anordnes, vilde
Næringen for enhver Profession blive bedre, saasnart tillige at Mesterne vare
habile og flittige Folk, som Fordeelen ventelig best kunde tilveyebringe; Og
hvad Manufacturer angaar, hvorved Klæde, Estoffer, Strømper, Lærreder,
Silketøy, trøkkede Vahre og andre Ting kand fabriqveres, da kunde de
og sørges for af Jndbyggerne udi enhver Kiøbstæd efter deres Beqvemmelig¬
hed med Tiiden anlagde, som og ventelig vilde forbedre sammes Omstændig¬
heder, der formodentlig da kunde taale at afsætte deres Vahre til mindre Prii¬
ser, end slige udi de store Stæder indrettede Fabriqver


17.
Disse berørte Poster vilde, efter mine ufuldkomne Tanker, blive nogle
af de fornemmeste, som kunde forbedre de smaa Kiøbstæders Vilkaar, thi hvad
angaar en tarvelig Oeconomie i Klæder og Føde ingen Banqverotter (der for¬
aarsager fleere end eens Ruin) og deslige, ere ikke allene til Nytte for de smaa,
men og for de store Kiøbstæder; jeg meener ikkun at have troffen faae Deele af
dennem, som trykke Borgerstandens Næring i de smaa Kiøbstæder, og vil glæde
mig ved at læse andre og fleere, som til dette Spørsmaals Besvarelse vil og
kand indkomme.
IV. Problematiske Spørsmaal.
Er det gavnligt og mueligt, her til Lands at undvære frem¬
mede Hværvinger, foruden Hinder i Agerdyrkningen
eller anden Slags Næring.
Fan finder iblandt de Nordiske Riger, i sær Danmarks Jndbyggere, en
Slags Afskye for den Militaire Stand, frem for hos adskillige andre
Nationer, hvortil maa være saadanne Aarsage, for hvilke de sidste finde sig
befriede; Til disse kand formodentlig regnes, deels den Tvang og ilde Med¬
handling hiine befrygte sig, deels den Ringeagtelse som denne Stand er udi;
Jblant Soldatesqven findes en haaben ryggesløse og ugudelige Folk, hvilket
ikke andet kand være, saalænge man samme udi Fremmede Lande og Frie¬
Stæderne maae see anhværvede, hvor man meeste Parten ikke erholder andre,
end de, som enten ved Dovenskab, Drukkenskab og anden Liderlighed, Mis¬
gierninger eller deslige ilde Handlinger, have unddraget sig fra nyttigt Arbeide,
hvilke lade sig engagere, enten af Nød, naar de ikke paa anden Maade kand
lae nogle Haandpenge at anvende til deres Debauche,
opholde Livet, eller for at f
VIII. Deel.


18.
og derefter, naar samme ere fortærede, at tage sin Tilflugt, om mueligt, til
en anden Potentat, for at erholde nye Haandpenge, hvortil endeel allerede er
vandt, ved oftere tilforn at have drevet denne Negotie; Paa disse øder man en
haaben Penge ved Anhverving og Transport, som om de see Udveye at escha¬
pere, ogsaa skeer, og for at forebygge sligt, som og for at holde saadanne ryg
gesløse Folk udi den fornødne Disciplin, er det vel og nødvendig, at have den¬
nem udi en stærk Tgang, ligesom og at lade deres Forseelse afstraffe. Men endskiønt
de ikke alle ere slette Folk, og iblant dennem, som iblant andre Stænder, findes
adskillige skikkelige og gode, nyde de dog undertiden en Medfart, hvilken drives ofte
saa stærk, at den kand ansees for en u=bavmhiertig og u=tilladelig Medhandling, ved
det Officererne, deels ildesindede, deels unge og uforstandige, vil viise deres una¬
turlige Myndighed, hvilken forværrer Gemytterne og giør dennem halstarrige
og misfornøyede, da de ere usikre, og seer et ubarmhiertig Menniske enten
selv, eller at commandere andre, at overvælde dennem med Hug og Skields¬
ord for en ringe Forseelse eller for intet, hvis Tilstand saaledes snarere er at
ligne ved et trællende Bestes, end ved et Menniskes; Denne befrygtende ilde
Medhandling, som dog, skiønt ofte, ikke alletider har Sted, er det der giver
Folk endeel Afskye for denne Stand, ligesom og den Foragt, som den nyder,
og for den hos adskillige ugrundet er indprentet, hvilket ventelig vilde meget
bortfalde, naar man iblant Militair=Standen ikke fandt saa mange ryggesløse
og slette Gemytter; Saadan Foragt har hos adskillige andre Nationer ingen
Sted, saasom i Frankrige, hvor Folk snarere giøre sig en Ære og Fornøyelse
af at tiene for sit Fædrene=Land, end ved Tvangs Midler at drives dertil,
men disse blive og ikke ilde begegnede af deres Overmænd, men af dennem, om
ikke som Cammeraler, dog som Venner anseete, og have de altsaa ingen Af¬
skye for denne Stand, men Kierlighed, som Jndfødde, for deres Fædrene¬


19
Land; Denne Kierlighed har ikke Sted hos en Soldatesqve, som ikke er
indfødde Undersaatter, men en Blanding af adskillige Nationer og Religioner,
hvis Hensigt ikke kand være at stride for Fædrene=Landet, saasom de ere Ud¬
lændinge, men allene i Henseende til den Besoldning de nyde, at lade sig bruge
hvor de commanderes, uden nogen Jver for at conservere og forsvare Fædre¬
ne=Landet, og dets regierende Fader, allene sørgende for at bevare sit eget Liv,
og naar Nøden paatrænger, at eschapere, hvorved da forsvinder den Nytte, som
man i paakommende Tilfælde har formodet sig af disse Folk, naar Armeen i
Faren sees blottet og formindsket; Deslige hvervende fremmede Personer ko¬
ster mange Penge at anhverve, da en saadan Karl i Hvervepenge, Trans¬
port og Officerernes Belønning, som besørger Hvervingen, ikke kand haves
under 50, 70 2 80. Den største Part af dennem ere vel friske og stærke Karle,
men derimod de sletteste og ryggeløseste af andre Nationer, hvoraf man maa
være exponeret en haaben fleere Malversationer end af Landets egne Under¬
saatter, og endelig mangler saavel den Tillid, som Nytte man hos den¬
nem burde forvente sig; da man om disse Fokkes Troeskab og Tilstædebli¬
velse er gandske usikker, og man, naar de skal bruges til Landets Forsvar,
om ikke gandske savner Personerne, dog fattes den Jver, som disse burde
stride med, hvilke begge Deele formodes og findes gemeenlig de fleeste Tider
hos den Soldatesqve, som er af et Lands egne Jndbyggere, paa hvilke og
ikke, hverken i Freds eller Kriigs Tiider, anvendes saa store Hvervepenge, lige¬
som man deriblant vel ey heller vilde finde saa mange slette Gemytter; Af for¬
anførte synes det gavnligt, her til Lands at undvære fremmede Hvervinger,
men om samme vilde være mueligt, det bliver den anden Post, som her kom¬
mer under Betragtning.


20
Mange meene vel, at Danmark har Mangel paa Folk til Agerdyrknin¬
gen, Haandværker og Manufacturer, men naar betragtes adskillige Grunde,
som hertil kand være Aarsag, vil endeel af dette Klagemaal bortfalde. Man over¬
veyer det stærke og nesten u= ophørlige Hoverie, ey allene ved Jordens Dyr¬
kelse, men endog ved Bygninger, Reyser og deslige, som den største Part af
Bondestanden i Danmark er plaget med, at udrette før deres Huusbonder,
hvorved deres eget Arbeide meget forsømmes, da Huusbondens først maa for¬
rettes, og Bondens opsættes til en anden for ham ofte ubeqvem Tiid; han er
pligtig at holde større Antal af Folk, til saadan Hovarbeide, end ellers fornøden
gjordes, at lønne og koste disse, ved hvilket Bonden faar større Udgifter og
følgelig derved forarmes; de Hoveriegiørende Folkes Tiid bortdrives ofte me¬
get unyttigt, deels ved lange Frem= og Tilbage=Reiser, til og fra det Sted, hvor
Arbeidet skal forrettes, deels ved Dovenskab og ufornødne Arbeideres Mængde
ved saadant Hoverie, som med mindre Antal Folk kunde bestrides, disse, naar
de i steden for at forrette dette Hoverie, kunde anvende deres Tiid ved at be¬
stride en Jorddyrkning for egen Regning, vilde saadan Tiid ventelig nyttigere
emplojeres til Fordeel for dem selv og deres Medborgere, og da fleere Egte¬
skabe følgelig derved fik Sted, vilde formodentlig ikke allene Landet blive meere
dyrket, men endog Folke=Mængden derved formeeres; De mange Personer,
som Aarligen enten rømme eller og med Tilladelse, hvilken Haandværksfolk
have, gaae udaf Riget, hvortil og kand regnes de Enroullerede som udgaae udi
Engelands, Hollands og andre Nationers Sold, og hvoraf vel endeel Aarli¬
gen indfinde sig igien, men Endeel komme og aldrig tilbage, og da alle disse
meest ere unge Mandfolk, saa bortfalde de Egteskaber, man ved dennem kunde
bekomme, og den deraf flydende Forplantelse; Man vilde og til Landets Jnd¬
byggeres Formindskelse regne den Mangel, som Almuen paa Landet haver


21
udi, at blive cureret for paakommende Sygdomme, da Barselkonernes Fostere, i
Henseende til u erfarne Jordemødere, deels ved Fødselen creperer, og deels
bliver saaledes fordervede, at deres Aldee bliver ikkuns kort; de fattige Børn
af Suldt, Kuld, slet Opdragelse og Sygdomme forarmes saaledes, at om de
ikke døe i deres unge Aar, blive dog endeel deraf smaa, svage og uduelige; lige¬
som og, at de af Almuen, som falde i Sygdomme, ingen Middel have til at
blive cureret, uden saa store Bekostninger, som falder største Parten alt for
besværlige, hvoraf endeel, som ved Lægedoms Midler kunde hielpes, maa om¬
komme, eller og om de ikke miste Livet, er der dog mange, som ikke blive fuld¬
kommen restituerede, men beholde Følgerne af Sygdommene i Kroppen deres
Lives Tid, hvilken derved formindskes; Naar saadanne Aarsager betragtes,
synes det, at Folkemængden udi Landet, ved at hæve og forandre det, som
deraf giver Aarsag til Formindskelsen, kunde formeeres, Agerdyrkningen vilde
da, haaber jeg, ikke klage over Mangel, men bedre have Formue, og maaskee
Overflødighed at afgive til andet Brug; Haandværkerne kunde vel ikke forby¬
des at udreise af Landet, for at cultivere deres Profession, men om det skeede
med Jndskrænkelse af visse Aar, hvor til deres Paarørende maatte være an¬
svarlig, vilde det maaskee formere deres Tal, som dog ved Udreyser ikke kand
sees, at blive meget formindsket, siden samme ved Fremmedes indkomme, sy¬
nes at erlange en Ligevægt; og til Manufacturerne vilde Kiøbstæderne findes
fleere Folk, end fornødent, naar de dertil kommende Fremmede regnes, lige¬
som man vel og om Manufacturernes fordeelagtige Avantage kunde ynske at
være noget vissere end man er; Endelig finder man saavel paa Landet, som i
Kiøbstæderne, mange ledige Personer, som tilden Militaire=Stand kunde emplo¬
jeres; Men da iblant disse, saavelsom den øvrige Almue, overalk er en stor
Afskye og Frygt for denne Stand, seer de paa alle Maader at forstikke og und¬


22
slaae sig derfor, hvor til kand være adskillige Aarsager, som, naar de bleve
forandrede, kunde og vedkommendes Sindelav derved omdannes.
Til disse Aarsager kand man regne I.) de mange slette Gemytter, som
iblant de Militaire findes, der give andre Afskye for dennem, skiønt man vilde
iblant en National Milice ligesaavel, som iblant Fremmede finde nogle slette
Gemytter, men den Afskye, som de Jndfødde derfor have, vilde meget
formindskes, naar de for det 2) ikke vare Fremmede, men at de vare
Jndfødde og af Landets egne Børn; 3.) den sterke Tvang de ere udi, at
de ikke uden efter mange Aars Forløb, kand slippe derfra igien, og det
dog sielden uden at udstaae meget ondt derfor, men naar dette blev fastsat
til visse Aar (thi determineret Tiid vilde ventelig være nødvendig) som dog
vel ikke var tienlig at være over 8 i høyeste 10 Aar, og det med Vil¬
kaar, at de uden nogen Forevending, da skulde nyde deres Afskeed, naar
de det forlangte, og om de forinden den determinerede Tiid, vilde have Af¬
skeed, da at de samme kunde nyde for en vis Summa fra 10 til 100 Rdlr.,
ligesom de havde udtient deres Aar, foruden de bekomne Hvervepenges Til¬
bagelevering; 4) den ilde Medhandling, som endeel begegnes med, naar den
blev formindsket (hvor til Trinnenes ikke saa nøye Afpasning og deslige maaskee
vilde foraarsage noget) og at de paa en ikke alt for haard Maade, for deres For¬
seelser bleve afstraffede, men at de af de Commanderende paa en kierlig og for¬
nuftig Maade bleve begegnede, som da kunde vente Soldaternes Jgienkier¬
lighed, der nu oftest mangler, eller og bestaar mest udi en slavisk Frygt; for
det 5.) den liden Besoldning, som de nyde, men at vente den forhøyet, er vel
ikkun forgieves, siden samme vilde foraarsage alt for store Udgifter, det var at
ynske, at de nøde det, som dennem daglig er tilstaaet, uden alt for mange Af¬
kortninger; man seer at en Karl, som ey arbeidsom, kand, naar han er i


2
Guarnisonen, fortiene saa meget i sine frie Timer, at han dermed rundeligen
kand udkomme, og der haves Exempler, at de ædruelige og sparsomme have
kundet samle sig nogle 100 Rixdaler, og til at encouragere saadan en anhver¬
vende Karl, vilde det vel og være nyttigt, at hannem gaves nogle Hverve¬
penge, nemlig 20 i høyeste 30 Rixdaler, som og ikke var uden en tredie eller
fierde Deel af det en fremmet Karl nu koster; og endelig for det 6.) at naar
de havde tilbragt deres meste Alder i den Militaire Tienneste, og vare
gamle og svage, at de da ikke skulde være nødte til at gribe til Bettelstaven.
Naar Almuen saaledes fik mindre Afskye og Frygt for den Militaire¬
Stand, hvilken ventelig kunde lade sig forandre til en Lyst og Attraae til at
indtræde derudi, da blev den Jndenlandske Hverving ey heller saa vanskelig,
som den for nærværende Tider er; Skulde det hele Danske gevorbne Jnfan¬
terie paa engang af Danmarks Undersaatter udtages, vilde det meget lade
sig tilsyne, og være snart umuelig, men naar samme skeede ikkun for Aar¬
lig at complettere Regimenterne i de afgaaendes Sted, mener jeg ikke, det
skulde giøre stoer Skaar, og naar Landet først blev vandt til, Aarlig at afgive
et vist Antal, vilde det lidet merkes; Jeg tilstaar, de Aarlig anskaffende vil¬
de vel blive 10 a 12 Mand per Compagnie, som for den gandske Armee vilde
udgjøre et temmelig Antal, men naar regarderes Landenes Begreb, og at
samme meest over alt ere bebyggede, saa synes det, at det vilde ikkun blive
3 24 Mand for hver Sogn paa Landet Aarlig, hvis Tal dog blev mindre,
ved de mange, som hist og her i Kiøbstæderne findes, der, til denne Stand,
kunde og burde emplojeres, uden at tale om Norge, hvis gevorbne Regimen¬
ter ikkun ere faae, og altsaa vel kunde afgive nogle fleere til deslige Brug;
Naar nu Landets Milicie var af Landets egne Børn, som lod sig giøre inden
8te 2 10 Aar, kunde disse gives større Frihed, end de Militaire nu have, til


24
at indtræde udi Egteskab, og derved naaes endeel Afkom, paa hvis Opdra¬
gelse kunde anvendes nogle af de Penge, som nu udgives til de Fremmedes
Anhverving, og derved med Tiden erholdes, om ikke alle, dog største Deelen
af de Folk som behøves.
Jeg haaber herved vel at have viist nogle af de Aarsager, hvorfore¬
det baade var gævnligt og mueligt, at undvære i Danmark fremmede Hver¬
vinger, men ikke beraabende mig paa, at have truffen alle, mindre gjort
nogen vidtløftig Forklaring eller Harangne over enhver i sær, som kunde
have givet Skriftet Anseelse, hvorfore jeg erkiender det ikkuns for lidet og
ringe, og skulde noget derudi af retsindige Læsere findes, som støder, for¬
moder jeg mig saa meget desto snarere pardoneret.
Paucis utere, magna fuge.


No. II
Patriotiske Tanker
til
Underdanigst Svar
paa de
Udi Fortalen til
Oeconomiske Magazins
Syvende Bind
fremsatte
IV. Problemgta
Celendo Varitatem.


I. Problema.
Naar en bemidlet Mand, som ikke haver Livs Arvinger, vil giøre
et Testamente til almindelig Velfærd, hvilket er da det beste
Anslag, som hannem kand gives?
§. I.
E¬
fter at man i denne Tiid, ved den Hofmanske Edition af alle
publiqve Stiftelser, er bleven underrettet om den Mængde
af Gaver og Indretninger af vore Christelige Forfædre i
alle Stifter, til Kirker, Academiet og Skoler, i Kiøbstæder
og paa Landet, til Klostere og Hospitaler, for Adel og U=adel, Fattige og Nød¬
lidende i alle Stænder, har mange ved saadan Forfædrenes rige Gavmildhed,
syntes at see disse Stæder og Stænder i Riget at være saa vel forsynede, at
man deels har begyndt med at giøre Donation til Udstyr i Ægteskab, deels
med at giøre Forslag til Testamenter til Udstyr for fattige Piger til Ægteskab
med Handverks=Mænd, til et frie Bogtrykkeries Oprettelse, og maaskee
til andre fleere Ting


28
Jeg for min Deel synes, at de bemidlede som ville giøre Testamente,
men helst til Academiet eller Skoler, kunde endnu der finde saadan Grund at
oprette deres Testamente paa, som kunde give ligesaa nyttig Frugt, som no¬
gen af de Stiftelser har givet, der hidindtil disse Stæder angaaende ere gjørte,
Thi seer jeg hen til de Beneficig, som de ved Academiet Studerende nyder ef
ter de hidtil gjorte Stiftelser, saa har en Academist ingen Adgang til nogen af
dem, førend han har sustineret Examen Philosophicum, har ligget et Aar om
ved Academiet, og i den Tiid søgt Professorum Lectier og Collegia, som be¬
tager ham den største Deel af Dagen, og maae, naar han skal have ret Nytte
deraf, anvende de øvrige Timer til at giennemgaae det hørte for sig selv; føl¬
gelig kand han ikke i det Aar bemenge sig med Børns Jnformation til Sub¬
sistence, men maae søge Ophold i alle maader af sin egen Pung, hvilket ikke
en blant mange er i Stand til. Det skeer derfor ofte, at skikkelige Personer,
som i mange Aar i Skolen har lidt meget for at komme til Academiet, kand
ikke af Mangel paa Ophold, blive der tengere end til de blive indskrevne, men
maae begive sig bort, sor at søge Brød ved en Skole paa Landet, eller deslige,
hvorved deres egne Studeringer kommer i Langdrag, og det Pund, Gud
har betroet dem til andre og høyere Videnskaber, bliver nedgravet.
Altsaa meener jeg, at saadant Testamente af en bemidlet for den af
ham selv udvalgte Provinces eller Byes Deposituris, hvorved de mest Tren¬
gende kunde nyde frie Kost og Kammer, eller nogen Hielp dertil, for det første
Aar ved Academiet, var en ønskelig og høynyttig Gierning. Men ved samme
maatte og sees der hen, at deslige Beneficiarii vare under tilstrækkelig Opsyn
i bemeldte Tiid, saavel i Studeringers som Levnets Forhold; Thi, naar unge
Mennesker, som under Forældres og Læreres daglige Opsigt i deres Skole¬
gang har været holdte i tømme, kommer til Academiet, og med et gaaer paa sin
egen haand i en Bye, hvor saa mange Objecta forefalder til Forførelse og Daar¬


25
ligheder, saa har man mange ynkværdige Exempler af unge Mennisker, som
i en Slags Uskyldigheds Stand, ere komne til Academiet vel lærdte, klædte og
med vel forsynede Punge, ere blevne paa det Aars Tiid, de paa deres egen Haand
skal ligge i Kiøbenhavn, saaledes forførte til Spil, Drik og anden Vellyst,
at Kroppen er bleven nøgen, Pungen tum med stor Gield, Studeringer for¬
sømte, og derimod kommen i Vane med mange Laster til deres Velfærds Tab,
deres Tilhørendes Sorg og Publici store Skade. Derfor var det høy for¬
nøden, at en Mand, hos hvilken Candidati ved deres Ankomst til Academiet,
af Testator aller Ephoris blev anviist Kost og Logemente, skulle ikke allene være
forpligtet til at forsyne dem med nødtørftig Ophold efter Testamentet, men
tillige til nøyagtig Jnspection med dem, saa vel i deres Studeringers som Lev¬
nets Forhold, og have Myndighed til at hindre Extravagance. Samme Mand
burde og ved Testamentet forpligtes til at modtage andre Deposituros fra
samme Skole til Kost, Kammer og bemelte Opsigt, endskiønt de ikke vare i
deres Tal, som frit skulle nyde Testamentets Beneficio; hvilke og skulle være
forbundne til selv at betale det samme, som var accorderet for Beneficiariis,
for tillige med dem at nyde en og den samme Tilsyn.
Ved den sidst udgangne Kongelige Allernaadigste Forordning om de
Latinske Skoler, er vel gjort Begyndelse til nogen Subsistence for Deposituris
ved deres Ankomst til Academiet, med det saa viselig udfundne som Allernaadigst
befalede Oplag af Overskud af Disciplernes Beneficiis i Skolen, til deres Und¬
sætning ved Academiet, i ovenmelte Tiid; Men, som jeg ikke veed, at deraf kand
udkomme den behøvende Hielp, og denne Hielp endogsaa (som Erfarenhed har
viist) kand blive misbrugt af unge Mennesker, som ikke har den behøvende Til¬
syn, og raader selv for de Penge, de faaer, saa er jeg af den Tanke, at mit
givne Forslag i den Post kand endnu have god Grund.


30
Aviserne anførte for nogle Aar siden, Exempler af Lærde=Mænd her i
Riget, som Guds Forsyn har sat i Embede og Velstand, der vare faldne paa
at give tilbage til Academiet den Capital, som de Beneficia kunde udgiøre,
dem de i deres Studenter=Aar havde nydt ved Academiet. Vilde mange følge
deres høypriselige Exempel, kunde snart saadan Indretning deraf foranstaltes,
hvorved Deposituri, paa denne foreslagne Maade, kunde, indtil Examen Philo
sophicum var overstanden, finde Ophold og Tilsyn.
§. 2.) Skolerne paa Landet kunde ogsaa være vel tiente med saadant
Testamente, hvorved baade Skolemesteren og Skole=Huuset kunde bedre
forsynes, thi som Skolemesteren kun nyder Aarlig i Løn 12 Rdlr. og
12 Tønder Korn, og paa mange Stæder ringere, og Skole=Huusene ere
i Almindelighed kun meget slette og knap indrettede, saa faaes mange Stæder
Skoleholdere ikkun af gamle Ladefogder, aftakkede Skytter og deslige, der kun
maadelig kand lære Børn at læse, skrive og regne, og aldeles ikke forstaaer ved
Catechisation at anføre dem til nogen grundig Kundskab i Christendom. Men,
var Huuset sat i bedre Stand, og noget lagt til Lønnen, kunde man vente dueli¬
gere Personer til dette saa vigtige Embede med de Unges første Veyledelse til
Christendoms Kundskab og Øvelse.
§. 3) Skolerne i Kiøbstæderne, hvor Børn faaer Underviisning i Læ¬
sen, Skriven og Regning veed jeg ikke at trænge i Almindelighed til Hielp, deels
efterdi paa mange Stæder noget ved christelige Forfædres Gavmildhed er hen¬
lagt til dem, deels efterdi en Skoleholder der, som lever ædruelig, omgaaes
Børnene med Forskand, og er dygtig til sit Embede, kand ikke mangle Brø¬
det, naar de ikke ere for mange i en Bye. Men mig synes, det kunde være til
stor Nytte, om i hver Kiøbstæd var en eller fleere Skoler efter Byens Stør¬
relse, hvor Børn nogle Timer om Dagen kunde blive anviist i Tegning til at
ridse, hvorved Drenge=Børn, som i Tiden skulle lære Snedker, Tømmermands


31
eller andre Professioner, og Pige=Børn til deres Syening kunde finde sig vel
tiente, og andre igien ved dem i deres Arbeyds Forfærdigelse. En Donation
til saadan Skole lokkede snart en derudt kyndig Person til at sætte sig ned der,
og naar nogle af de meest formuende Borgere gjorde Begyndelse med at lade
deres Børn undervise af ham, skulle det vel ikke feyle, at han jo fik almindelig
Søgning, naar nogle Børns Forfremmelse ved ham blev bekiendt, og altsaa
ikke Fare for, at han jo kunde have Brødet deraf.
§. 4) Et frie Bogtrykkerie, eller en Capital destineret til at bestyre de
Omkostninger med, som til et og andet nyttig Skrift at udgive, kunde behø¬
ves, ønskes i Fortalen til de Kiobenhavnske Samlinger af rare trykte og ud¬
trykte Piecer, i det første Bind. Dette ynskes Fuldbyrdelse ved en bemidlet
Persons Testamente, kunde uden Tvivl føde megen Nytte af sig, naar det blev
saaledes indrettet, at de Skrifter, som maatte nyde den Frihed, maatte allene
være de, som enten efter Jnvitation af Lærde Mænd, som Donationens Ephø¬
ris, vare kiendte værdige til frie Publication, eller saadanne, som af egen Drift
vare forfærdigede, men i saadan Materie, som ved Vedkommendes Censur
fandtes besynderlig rar og nyttig. Naar Jndkomsten af Oplagets Afsættelse
blev henlagt til Donations Capitalens Renter, kunde deraf i Tiden større
Mengde af saadanne Skrifter komme ved Tryk for Lyset. De Exemplarer af
Oplaget, som bleve til overs efter Afsættelsen, kunde ombyttes med andre gode
Skrifter i adskillige Materier hos Boghandlerne, og deraf oprettes et Bibliothee
til almindelig Nytte i den Bye eller Herred, som Testator fandt for godt at sætte
det, hvorved mangen brav Mand, som sidder i en Afkrog, og vel har Lyst til at
læse gode Skrifter, men ikke Leylighed til at forskaffe sig dem, kunde blive tient.
§. 5) En Donation til skikkelige Tieneste=Pigers Udstyr til Egteskab
med Handverks=Mænd, efter Dr. Justitz-Raad HorMANs Forslag i Slutnin¬
gen af sin Fortale til Fundationers Editions Syvende Tome, kunde vel have


32
sin Nytte, dog seer jeg ikke, at slig Stiftelse kunde strekke sig saa vidt til al¬
mindelig Velfærd, som er det, derved det fremsatte Problema spørges om. i
§. 6) Som man i dette Seculi Oeconomiske Periodo har fornemmelig
Øyet henvendt til Land=Væsenets Velstand i Ager og Engs Brug, i Skove¬
nes Fredning og Opkomst &c. saa vil jeg i denne Henseende ogsaa give Anslag
til et Testamente, som efter Behag blev indrettet for et vis Sogn, Herred eller
Amt, hvor en Bonde og Avls=Mand, som paa den Tid, naar den Stiftede,
Capitals Renter faldt, havde i det Aar sat Gierder i Mark eller Bye, af Steen,
Tang eller levende Vext til forsvarlig Fredning, og der om fremlagde de ved
Testamentet ordineredes Beviis, skulle nyde af Renterne som Præmium for
hver Favn Gierde af Steen, saa meget, af Tang eller levende Vext, saa meget,
i Proportisn af de indkomne Efterretninger om Gierdernes Oprettelse og Ca¬
pitalens Frugt; hvorved mig synes, at Ager og Eng paa en ønskelig Maade
vilde blive renset fra Steen, saavelsom Skovene og i sær Under=Skov fredet,
som ret ilde ødelegges ved den Aarlig og tit utidige Hugning til Gierder, baade
i Mark og Bye, hvor imed megen Jldebrand kunde i rette Tiid tages af saa¬
dan Under=Skov, som hastig raadner bort i Gierdet, og forvolder, at Jlde¬
brand maae søges af Over=Skoven.
II. Problema.
Hvilke ere de uskyldigste og sikkerste Midler til at formindske Tallet
af saadanne Egteskaber, som forud vides at ville blive
gandske ufrugtbare?
De Personer, som Problema i Særdeleshed sigter paa, forestiller jeg mig
at være gamle Folk, som formedelst Svaghed og Alderdom ere udyg,
tige til det menneskelige Kiøns Forplantelse. Saadanne kand undertiden finde


33
for got at begive sig i Egteskab, men med ulige Raison. En aldrende Mand,
som sidder for Huusholding, kand holde det fornøden at begive sig i Egteskab,
fornemmelig for at naae Egteskabs scopum secundarium, en troefast Medhielp
til sit Huuses Bestyrelse og sin egen Forplegning i Alderdom og Svaghed. Det
samme kand og siges om en aldrende Kone i deslige Omstændigheder. Begge
giøre vel, naar Vallet falder paa saadan Person, som er ikke alt for ulige af
Aar, og har i det øvrige de fornødne Qvaliteter til Medhielp.
En gammel Mand over 60 Aar (endskiønt i den Alder kand og være
stor Forskiel paa Legemets Vigeur) som tager en ung Pige, synes mig at giøre
et farlig Val, med mindre han har desto fastere Overbeviisning, at saadan
Fruentimmer besidder ret grundig Christelig Dyd.
Et Fruentimmer over 50 Aar, som vil egte en Mands Person under
de Aar, synes mig burde derudi hindres, efterdi Egteskabs scopus primarius
der ingenlunde kand naaes, og secundarius kunde erholdes ved en Mand af eller
over hendes Alder.
Det uskyldigste og sikkerste Middel til at formindske Tallet af saadanne
Egteskaber, er i mine Tanker en Kongelig Forordning, som forpligtede en
Mands Person oper 60 Aar, der ville gifte sig med et Fruentimmer
under 40 Aar, og et Fruentimmer over 50 Aar, der ville gifte sig med
en Mand under 50 Aar, til at søge Rongelig Bevilging til saadan
Egteskab, hvilken Bevilging blev at udstæde paa den Sort stemplet
Papiir, som skiønnedes meest convenabel med den Ansøgendes Stand
og Embede. Præster maatte ved samme Forordning forbindes til, ingen at
troelove eller copulere i benevnte Alder paa begge Sider, af hvad Stand de
end maatte være, førend bemelte Kongelige Bevilgning var foreviist.
VIII. Deel.


34
Dette Middel synes mig uskyldig, thi endskiønt saadant Egteskab ikke
med udtrykkelige Ord er forbudet i Loven, saa viser dog fund Fornuft, at det
meget ilde rimer sig. Og saadan Forordning, som ikke absolute forbød
det, men tillod det ved en Erkiendtlighed til Kongens Cassa, kunde ikke skiøn¬
nes andet end vel grundet naadig og billig.
Dette Middel synes mig og det sikkerste, thi endskiønt en og anden Kon¬
gelig Forordning, i hvor vigtig og nyttig den end er, ikke bliver efterlevet,
som den burde, som kommer deraf, at mange, inter privatos parietes, ikke und¬
seer sig for Overtrædelsen, hvor der ikke er desto nøyere Tilsyn,; saa kunde saa¬
dan Obertrædelse ikke her have Stæd, efterdi Præsten ingen maatte troelove
eller copulere i de benevnte Omstændigheder af Aar og Alder, førend den
Kongelige Bevilgning var forevist.
Vil man herimod indvende, saadan Forordning maatte giøre en Mand
eller Kone forlegen i at søge og finde sin Mage. Saa svarer jeg Jkke just
forlegen; thi den han eller hun endelig ville have, kunde og bekommes, allene
med Kongelig Allernaadigste Tilladelse. Men, den ville have den Virkning,
at man i det vigtige VDal betænkte sig noget nøyere, og saae sig bedr¬
for og om. Det kunde vel og ikke skade, at de, hvis Alder var alt for ulige
og urimelig, bleve tillige ved den Kongelige Bevilgning forbundne til en Gave
efter deres Stand og Tistand til næste Hospital eller anden Brug. ()
Saadan ulige Egteskab falder som oftest for der, hvor det meest
skader, nemlig i Bonde=Standen; thi en gammel Mand eller Enke der, som
vil forandre sig, giør sig sielden nogen Betænkning i at tage et pur ungt
Menneske, og en ung Karl frier mange gange til en gammel Kierling, ikke i
(*) En Dontations, eller Udstyrs Casse¬


35
Hensigt til hendes Person, men til hendes Bæster og den gode Gaard, hvorfor
man og ofte seer, at slige Egteskaber har gemeenligen kun slet Held,
ikke allene i det, at der bliver ingen Ophav til Folkets Formeerelse, men tillige, at
af den Ulighed i Aar og Alder, flyder Forægt, Uforligelighed, Extravagance
og anden Forargelse; hvilket alt benevnte Forordning med god Virkning
kunde standse, thi førend Folk i den Stand vilde bekoste det benevnte Konge¬
Brev, overloed heller saadan gammel Mand eller Kone Gaarden til een af sine
Børn, om de vare til, eller i Mangel af dem til en Fremmet med Herskabets
Consens og den Forpligt paa Efterkommeren, at han skulle svare den afsta¬
ende Aarlig noget vist af Korn og Victualig, til Subsistence for sin Leve¬
Tiid, som og Herskabet maatte være forbundet til at see efterkommet, paa det
at ikke slige gamle Folk, som har opofret deres beste Aar og Kræfter til Her¬
skabets Beste, skulle i deres Alderdom med for stor Kummer lede efter Brødet.
III. Problemg.
Hvad er det som meest trykker Borger=Standens Næring i de smaa
Kiøbstæder, og hvorledes kand derpaa best raades Boed?
I.
t der iblant Borgerskabet i de smaae Kiøbstæder er i Almindelighed megen
fattig Tilstand i vore, frem for i forrige Tider, er en Sandhed, som jeg er vis
paa, ingen kand tage i Tvivl, i det mindste i Henseende til de fleeste Kiøbstæ¬
der, thi jeg troer ikke, at man skal finde mange bemidlede, som har samlet i
de sidste 30 Aar deres Midler ved deres Næring, men at de, som ere Besid¬
dere af Midler, har faaet dem enten ved Arv eller Egteskab, og Grunden saa¬


36
ledes for hen lagt til deres Formue. Hvad Aarsagen er til saadan Fattigdom?
der om ville vel Dommene blive meget ulige. Nogle ville vel dømme den at
være, at Borger=Folk i vor Tiid, gjør langt større Bekostninger paa Klæder,
Meubler og anden Huusgeraad end før, lever meere kostbar i Mad og Drik¬
ke, forsømmer meere deres Huuses Tilsyn ved Visiter, Spil og deslige. Dette
kand vel og have sin Rigtighed i Henseende til en eller anden Bye, en eller
anden Familie i Byen; men at giøre det til den almindelige Fattigdoms Aar¬
sag i alle smaae Kiøbstæder, gaaer ikke an; thi det er kun faae af dem, som
i den Henseende skal kunde meritere det Bienavn af liden Kiøbenhavn, efterdi
deres Borgere, hvad Mengden er angaaende, lever gandske simpel, som og
ENøden lærer dem. Men jeg anseer deres Nærings=Tryk, som den visseste
Aarsag til den grasserende Fattigdom, hvilken møder dem paa adskillige Veye.
§. 2.) Landets Producter af Korn &c. som Kiøbmændene skulle vente
fra Landmanden til at bortføres ved deres egne Skibe, og forhandles paa
andre Stæder, gaaer tit Kiøbmanden forbi, ved det at Proprietarier, For¬
pagtere og andre selger deres Korn &c til fremmede Skippere, som enten kom¬
mer uindbudne, og søger til Herre=Gaarden og andre Stæder paa Landet at
opkiøbe Korn og feede Vahre til deres Ladning, eller at afhente de Vahre,
som for hen ved Correspondence med Proprietarier, Forvaltere eller Forpag¬
tere, ere dem accorderede. Dette krymper vel Kiøbmanden sig ved, men det
trykker dog ikke nær saa hart, som det, at ham unddrages endog paa mange
Stæder, den største Deel af Bondens Korn, ved det at Bonden ikke allene
maae levere til Proprietairen Korn til de Kongelige Skatter og andre Afgifters
Betaling, men endog forbindes at føre derhen, hvad han deraf kand have at af æt¬
te til Kiøbmanden, og det under nøye Tilsyn, nu med Trusel, uu med Løfter at faae


det bedre betalt end i Kiøbstæden, som dog vel ikke altid skeer, og skeer det end
undertiden, saa troer jeg dog ikke andet, end at Bonden taber Gevinsten, deels
paa Overmaal, deels paa Kornets Renselse til Ydelse paa det Sted. Bon¬
den er altsaa, ved den Slags Handling, lidet tient, Kiøbmanden meget mindre,
om høye Herskaber, som selv ikke bestyrer deres Godsers Administration, men
lader det beroe paa Forvalteren, har nogen Fordeel deraf, tvivler jeg om; men,
at mangen Forvalter høster stor Frugt deraf, det viser Erfarenhed paa mange
Stæder, thi hvor skulle det være muelig, at saadan Mand, som for sin Be¬
tiening har 100 Rixdalex, eller i det høyeste for et stor Gods, til 200 Rixdaler,
Aarlig, skulle kunde gifte sig, vedligeholde en vidtløftig og anseelig Huushol¬
ding, forsyne sin Befordring ved Caross, Chaise og Phaeton, spørge, hvad
en Cammer= eller Cancellie=Raads Character kand koste, ja vel undertiden hvad
en Herre=Gaard kand koste for sin egen Regning? dersom ikke saadanne Kil¬
der aabnede sig til hans høyanseelige Vext paa Midler og Formue; men denne
Plads-Regn paa ham, som staar forud vel stivt, giør ham vel meere frugtbar,
men nedslaar den svage og vaklende Kiøbmand aldeles i Fattigdoms Støv.
Vahre, som Landmanden skulle tilhandle sig af Kiøbmanden, gaaer i lige¬
maade for en stor Deel ham forbi, i det Proprietairer, Forvaltere, Forpag¬
tere, Præster og andre forskriver selv mange Vahre fra Stæder uden for Pro¬
vincen, Vahre, som Bonden behøver, maae han betale Kiøbmanden dyrere,
naar han ikke selger ham sit Korn; og, har han ikke rede Penge at kiøbe for,
tør Kiøbmanden ikke betroe ham noget, følgelig maae Bonden tit lide Mangel
paa det han høylig trenger til, og Vahrene saaledes blive liggende hos Kiøb¬
manden til hans Handels Hindring og Skade. Som Bonden er saaledes
kun lidet betroet i Kiøbstæden, faa finder man adskillige Høkere pag Lander,


38
som udpranger til Bonden Tobak, Salt, tør og saltet Fisk &c. som vel skal
have Narn af at være tilforhandlet fra Kiøbstæden, endskiønt jeg tvivler om,
at det altid gaaer den Vey, imidlertid skiller saadanne Høkere Bonden ved
mangen Tønde Korn, som svies bort til Brændeviin til hans Forledelse til Fyl¬
derie og Arbeids Forsømmelse, og contribuerer til Kiøbstædmandens Fornæne
melse og Skade.
§. 3) Handverksmænd i de smaae Kiøbstæder trykkes iligemaade det¬
ved, at meget af det Arbeide, hvorved de skulle have Brødet, bliver bestilt og
hentet fra andre Stæder, thi det er aabenbare, at der findes i adskillige smaae
Kiøbstæder Guld= og Kaaber=Smede, Blikkenslagere for uden Snedkere,
Skrædere, Skoemagere og andre, som alle vel forstaar deres Profession,
men kand ingen Folk hølde derpaa, og neppe selv have deraf det tørre Brød,
hvilket til deels reiser sig deraf, at mange anseer alt hiemmegjort, i hvor
vel, dog som slet giort, og derfor søger saadant Arbeide fra de høyere
Modens Stæder. Og undrer jeg ikke saa meget over, at Fremmede uden for
Byen saaledes handler, men det befindes endog, at Medborgere, som selv ere
undertrykt, og sukker over Jndpas i deres Næring, iligemaade trykker deres
Medborgere i deres Næring.
Der kand her foruden være adskillige andre Ting, som trykker Borgerne
i de smaae Kiøbstæder, nemlig Jldebrands Kostbarhed, Consumptions Paa¬
læg og andre Tynger, og det meere i en, end i en anden Kiøbstæd, men alt dette,
forestiller jeg mig, føledes ikke saa meget, der som Næringen var i sin rette Gang.
§. 4) De beste Midler til Næringens Forfremmelse i de smaae Kiøb¬
stæder holder jeg vanskeligere at forestille, end dens Tryk, ligesom det falder
almindelig lettere at anvise Saaret end beqvem Lægedom derimod, og end meere


39
vanskeligt at sætte de betænkte Midler ret i Verk, thi fra den side, hvor Tryk¬
ket falder over Kiøbstæderne, vil man vel med Hænder og Fødder sætte sig mod
det, som kand sigte til at formindske Overvægten. Jmidlertid efter den Fore¬
stilling jeg har gjort af Saaret, synes mig den beqvemmeste Lægedom for Kiøb¬
manden var (A) at Bonden fik fuldkommen Frihed at selge sit Korn til Kiøb¬
stæden, og ikke paa nogen Slags Maade være forbunden til, men meget meere
forbydes at afhænde til Herskab, Forvaltere, Forpagtere eller andre paa Lan¬
det noget Korn, uden allene Tiende og Landgilde Korn (B.) At de Landmænd,
som hidindtil har haft den Frihed at selge og levere deres Korn til fremmede
Skibe, kunde vel billig formeenes den Handel, og derimod forbindes til at
selige deres Korn til Kiøbstæden, dog med den Frihed, til hvilken Kiøbstæd i
Provincen, de selv fandt fordeelagtigst. Eller, i fald den Frihed at selge til
Fremmede endnu maatte tillades, de dog være forbundne til at erlegge til
Rornhandlerne i den Kiøbstæd, hvor Rornet til Fremmede blev
indskibet, en vis Penge for hver Tønde; og i fald Kornet blev ind¬
skilbet ved Toldstæd, hvor ikke er Kiøbstæd, da Afgiften at betales til
nærmeste Kiøbstæd. Disse Penge kunde af en ved Magistraten beskikket veder¬
heftig Borgere indcaseres, som Aarlig ved aflagt Regnskab skulle proportiona¬
hiter uddeeles til alle Kiøbmænd og Skippere i Byen, som driver Korn=Handel,
og holder Skibe i Fart, efter Skibets Drægtighed. Hvor hos Toldbetien¬
terne maatte være forbundne ikke at give saadan fremmet Skipper sin Told=Sed¬
del, førend han havde foreviist Cassererens Qvitering for Afgiftens Betaling.
§. 5.) Af Vahre, som ved fremmede Skibe førtes til Byen, og kand
oplegges til Forhandling, maatte det ikke være Udenbyes Folk tilladt at iøbe,
førend efter visse Dages Forløb efter Skibets Ankomst, paa det at Borger¬


40
skabet, som søger Næring af saadanne Vahres Udsælging i smaae Partier,
kunde i den Tiid, udenlJndpas see sig forsynet.
§. 6) Bahre, hvor af de smaae Kiøbstæder ikke kand modtage heele
Ladninger, saasom Thee, Sukker, Porcelain &c. skulle Kiøbmændene være
forbundne til at see sig forsynede med saaledes, at andre i Byen og paa Lan¬
det hos dem kunde bekomme det, og for taalelig Priis, saavel efter eget Jnd¬
kiøb, som og efter Qvantiteten, som forlanges af den Kiøbende, da enhver vel
gierne undte Kiøbmanden det til Profit, som ellers gives til Commissionair,
Postpenge eller Fragt med Hafard.
§. 7) Andre forhen benevnte smaae Prangerie paa Landet kunde
Riøbmændene, maar de vare eenige, selv hindre, saa at ingen af dem
solgte Øahre ud til saadan Brug, og derhos brugte deres Frihed til at
inqvirere om, og confisqvere, hvad som forefandtes hos saadanne i større
Qvantitæt end til egen Huusfornødenhed.
§. 8) De omvankende Kræmmere, som byder fald paa Landet Jsen¬
Kram, Lærreder, Baand &c. naar de ere saadanne Kræmmeres Bud, som har
nedsat sig i Landets Kiøbstæder, veed jeg ikke, om med Raison kunde hindres,
saalenge de ikke kommer videre end i den Provintz, hvor de ere boesatte, men
Fremmedes Indgang og omløben i Landet med deslige Dahre, synes
mig, burde og kunde hindres, ved det at Færgemænd og andre blev for¬
budet at transportere slige Handlende med deres Vahre til Landet.
§. 9) Handverksmanden seer jeg ikke kand forhielpes til god Næring
ved andet Middel, end best ved at forstaae sin Profession, tillige at see sig for¬
synet med gvde Materialig, saavelsom dygtige Folk til=Arbeidets Befordring;
thl det, som giør, at Folk, som gierne undte ham Arbeidet, ikke kand oven¬


41
give ham det, er, at man ofte formedelst hans Mangel af Materialia og Folk
ikke til rette Tiid kand faae det forfærdiget, som forlanges, følgelig voxte vel
Næringen hos ham, naar Evnen var der til Arbeidets Befordring; Og den
at forskaffe ham, er vel nest Guds Forsyn, sine Medborgeres og andres Yndest
hans egen Flid og Vindskibelighed det nærmeste Middel.
IV. Problema.
Er det gavnligt og mueligt, her til Lands at undvære frem
mede Hværvinger, foruden Hinder i Agerdyrkningen
eller anden Slags Næring?
§. I.
et kand vel ikke feyle, at det jo maatte være gavnligt, naar den Danske
DArmee bestoed af Landets egne Børn, og det i adskillig Henseende. Man
maatte da vente større Troeskab og Bestandighed af saadan Soldat, end af
de Fremmede, som for en stor Deel, ere andre Nationers Afskum, hvis Laster
har ofte gjort dem landflygtige fra deres egne, hvis Mangel har drevet dem
hid at søge Tieneste, og hvis Lyst til Tienesten er endt med Hverver=Pengenes
Fortæring, hvorfor de og ved alle Leyligheder, saa vel i roelige som uroelige Ti¬
der, ere færdige at desertere. Derimod den Soldat, som gaar udi sin Konges
Tieneste mod sit Fædrenelands Fiender, fra Forældre, Hustrue, Børn eller
andre Tilhørende, maae man naturlig viis forestille sig at gaae u
Leng¬
med
sel, at see sine igien med Glæde og Ære, og derfor at giøre alt sit til at naae
saadant Maal.
§. 2) De Hverver=Penge, som Aarlig udtælges, giør uden Tvivl
en anseelig stor Sum; mange af dem fortæres uden for Riget, tit tabes mange
aldeles, ved det den hvervede deserterer, inden han kommer inden Rigets Grend¬
VIII. Deel.


42
ser, og faar man end Fuglen i Buret, han søger snart et smut Hul, saa at
man hastig igien maae være betænkt paa Penge til en anden. Derimod, der
som de Penge bleve deelte til Landets Børn, som en Douceur ved Indgang i
Tienesten, blev Pengene i Landet, og de ved dem opmuntrede til Velvil¬
lighed i Tienesten.
§. 3) Det kunde være meget gavnlig for det unge Mandkiøn af Bøn¬
der paa Landet, der som de over alt blev ovet ved en fornuftig Krigs¬
Disciplin; thi det er en almindelig Feyl hos Bønder, og i sær hos dem, som
har Raad til at holde deres Børn hiemme, at de lader dem gaae efter deres
eget Hovet, og ikke kand taale, at der legges enten Drift eller Tvang paa dem,
hvorfor de heller ikke sparer, i hvad det end skal koste, at see deres Børn befriede
fra dem røde Kiortel. Men man har og mangfoldige Exempler paa, at det
lykkes slet for disse Kieledegger, naar de sætter Foden under deres eget Bord,
i det de ved Ukyndighed; Ødselhed, Ladhed &c. hastig ødelegger, hvad de ere
satte over, og viser sig i al deres Omgang ret grove og unyttige Drog. Da
derimod fattige Bønder=Karle, som ikke bliver sparede, efterdi deres Pung er
ikke vægtig nok til at bøye Forvalterens Haand til at befrie dem, seer ved En¬
den, at dem skeedte ingen Ulykke, da de fik den røde Kiortel paa, i det de i den
har lært bedre at kiende og oves i Verden, at lystre Commando &c. saa
at man tit seer dem at være blevne af Fæe, Mennesker. Men saa vist som
det er, at en utidig Kielenhed baade hos Forældre og Børn holder mange til¬
bage fra at enroulleres, saa vist er det og, at mange baade Under= og Ober¬
Officereres barbariske Omgang med deres Underhavende uden, Fornuft og Rai¬
son, har indjaget saadan Skrek for Standen, at mange des Aarsag skyer den
som derfor uomgængelig maatte remederes, og skee med Menneskelighed, Rai¬
son og Billighed, saa de maatte behandles som Landets Børn og ikke dets Af¬


48
skum, hvilket og blev at formode, naar Ober= og Under=Officerer vare Landets
egne Børn og fornuftige Mænd.
§. 4) Handverks Lærlinge i de smaae Kiøbstæder havde vel heller ingen
Skade deraf, om de vare forbundne 1 22 Timers Tiid om Søndagen, Guds
Tieneste uforsømt, at comparere i eller uden for Byen under Gevær for en Un¬
der Officeer at exereeres, da deres Mesters Gierning derved intet leed, de selv
derved blev hindret fra unyttig Ledigang og forførisk Selskab, og kunde
ved slig Præparation giøres duelige til at stoppe et Hul i Armeen, naar For¬
nødenhed i en Hast skulle fordre det; dog maatte deres Frihed derved være ufor¬
krenket, naar de vare blevne Svenne, til at begive sig, hvor de vilde.
§. 5.) Naar her videre spørges: Er det mueligt, her til Lands at und¬
være fremmede Hvervinger uden Hinder i &c. da anseer jeg det aldeles ikke
mueligt i den Stand, som Conjuncturerne ere her til Lands i denne Tiid, thi
det er en almindelig Klage i alle Provincer i Kiøbstæder og paa Landet, at der
fattes Folk, hvorover det skeer, at mange, som vil være visse om Tieneste¬
Folk, maae ofte et heel Aar forud see sig om at fæste dem. At jeg ikke skal tale
om den Klynken og Klagen, som nyelig hørtes baade i Kiøbstæder og paa Lan¬
det, da Krigs=Aspecterne begynte at drage nogle Folk bort. Over alt meener
jeg, at i det høye Collegio, hvor Rigets Mandtaller til Extra=Skatten indlø¬
ber, indsees best Landets Styrke af Folke=Mængde, thi naar af dem uddrages
Karle og Drenge, og mod deres Sum sees paa dem Sum, af alle gevorbne
Regimenter, som Soldater af fremmede Nationer udgiør, saa troer jeg, at
det Tal af Karle og Drenge, som blev til overs, efter at ved dem de frem¬
medes Stæd i de Gevorbene Regimenter var completeret, blev kun meget lidet
til at drive Landets Ager=Dyrkning eller anden Næring.
§. 6.) For den tilkommende Tiid kunde det vel blive gandske mueligt,
naar først de Hindringer bleve rydde af Veyen, som holder Folkets For¬


44
meerelse tilbage. Disse Hindringer saa vel i Militair= som Bonde=Stand, ved
Frihedens Jndskrenkelse til Egteskab, ere tydelig lagde for Dagen i Oeconomiske
Magazins andet Bind pag. 213 og følg. hvilke, da de ere betragtede af Autor
af de Oeconomiske Tanker til Høyere Eftertanke, viser han ved sin Anmærkning
i 6te P. 4 Cap. pag. 96 i sær over Proprietairens Forhold i denne Friheds
Jndskrenkelse, at den forekommer ham ret horrible, men en heftigere Horreur
ville vist røre ham, om alle de Ulykker, som deraf har reyst sig her og der, vare
ham bekiendte, nu ved ulovlige Besvangrelser, og Børnenes umenneskelige
Henkastelse, nu ved desperat Resolution til at hevne sig paa dem, som ere an¬
seete som Middel til Egteskabs Hindring, ved Mordbrand &c hvorved den,
som efter sin Naturs Drift, og den Frihed, Guds og Kongens Lov har for¬
undt ham, vil ved et lovlig Egteskab formeere Verden, falder formedelst be¬
melte Hindring, i Desperation til saadan Misgierning, hvorved han baade for¬
spilder sin egen og andres Lykke og Liv. J saadan Overbeviisning kand jeg
ingenlunde biefalde den Proprietairs Raison, som, for at Karlene paa hans
Gods kand i eenlig Stand sanke Penge til et godt Gaard=Fæste, vil see
sig berettiget til at forbyde det, som Naturen efter Skaberens Orden
driver til, og Gud og Kongen tillader, og kand være til Publici Nytte.
Ney! Lad ham sætte unge Mennesker, som allerede ere gifte, og han finder dy¬
dige og stræbsomme, om ikke rige, til sin Gaard, og forstrække dem med Be¬
sætning med videre fra Begyndelen, saa kand de med Tiden ikke allene betale
ham den forstrakte Capital med Rente, men endog have opdraget mange kiønne
Børn til hans Godses Styrke og Publici Nytte. J disse Tanker undrer jeg
mig meget over de Præster, som af Frygt for Proprietairens eller hans For¬
valters Ugunst, Udviisnings og Offers Tab, eller andre Chicaner, lader Hæn¬
derne saaledes binde paa sig, at de end ikke tør Copulere nogen ung Karl
og Pige, førend de har foreviist Tilladelse til Egteskab. Derfor synes


45
mig, at saadan Oeconomie nødvendig fortiener at indskrenkes, saa at ikke nogen
Proprietair skulle torde, hemmelig eller aabenbar, legge Hinder i Veyen for
Indgang i Egteskab, saa lenge Vallet ikke er ufornuftig eller urimelig; men
enhver ung Karl, naar han var 20 Aar, sund og frisk maatte indlade sig i
Egteskab med saadan Person, som lignede ham af Alder, og var uden Forar¬
gelse i Levnet, thi hvor Samlingen er skeet efter Jnclination, kand man vente
Stræbsomhed paa begge Sider, da Kierlighed taaler og overvinder alting;
men derimod findes ofte Forfald til Efterladenhed og adskillige Laster, hvor
Kierlighed er Kold i Egteskab.
§. 7) Hvorledes derimod unge Folk kunde opmuntres til Egteskab,
der om fremføres mange smukke og velgrundede Tanker i Oeconomiske Tan¬
ker &c. I P. 1 Cap. 4 P. 2 Cap og 8 P. 2 Cap. Jeg vil i den Post allene
fremsætte et Middel til Bondestandens Formeerelse, som den vigtigste i den fald
i Landet, som mig synes kunde føre stor Nytte med sig, baade i denne og anden
Henseende: Det er en vis Sandhed, at en Bonde, som vil forfremme sin
Velstand, ynsker intet heller end Frihed for Hoverie, thi naar han helst vil
besørge sit eget, jages han til Hove med alle sine Folk og Bæster, som koster
ham meere at holde der end hiemme, og tit udhales hans Bæster der saa, at
de kun lidet formaar til hans egen Jords=Drift. Han skulle naae sit Ynske,
naar han betalte til Herskabet sin Gaards Hoverie med Penge, og foresløg een
af sine Børn eller anden, til at drive sine Hovmaal mod et taalelig Fæstes Er¬
leggelse, efter Hovmaalets Anslag i Sædeland; denne skulle forsyne Maalet med
forsvarlig Pløyning og Sæde=Korn, men med Giødning fra Herregaardene
og deraf svare Aarlig til Herskabet de 3 Tiender, samt Landgilde=Korn og smaae
Reedsel, saa og visse Traver=Foer til Creaturet paa Herregaarden. Engbund
i Marken, som stødte paa det fæstede Ager=Land, skulle komme Fæsteren til
Deel, men anden frie Engbund skulle være Gaardens Creature førbehølden.


46
Naar denne Jndtægt overveyes, og tillige hvad derved sparedes paa Sæde¬
Kornet og dets Aftersknings Bekostning, og Indretningen skeede saaledes, at
det sædvanlige Hollænderie og Stutterie noget nær kunde holdes, saa tænker
jeg, at Herskabet kunde være vel holden. Og, naar med tiden alle Gaardens
Maal saaledes bleve udfæstede, levede mange, ja fleere Forpagtere af det,
som en nu lever af. Hvad vilde dette ikke contribuere til Bonde=Standens
Formeerelse? Vil man spørge: hvor skulle denne Forpagtere faae Boelig for
sig og sit Korn &c.? Jeg tænker, man havde aldrig nødig at bekymre sig
derfor; thi den Lyst, som den ene havde til befrielse for Hoverie, og den
anden til at faae Brød for sig og sine, lærte dem paa begge Sider at legge
Aarer om Borde at faae et Herberg og en Afdeeling til Kornet paa Forman¬
dens Gaards Grund til god Skiul.
§. 8.) Jeg har og lagt Merke til, at Bonden lever i Almindelighed,
bedre paa en Gaard af 42 6 Tønder Hartkorn, end den der har 12 2 16
Tønder, thi den paa det mindre, giør ikke saa stor Bekostning paa at holde
Folk og Bæster, kand bedre giødske ald sin Jord, avler altsaa rigere,
kand føde ligesaa mange af Fæe og Faar, og legge ligesaa mange Børn
til som paa den store Gaard; følgelig maatte det blive til stor Nytte, om
der blev foretaget en Deeling af de store Bønder=Gaarde, men det seer
jeg vel, vilde finde megen Vanskelighed hos Proprietairen, af Frygt for
Udlæg og Bekostning, hos Forvalteren af Frygt for Umage, ja hos Bon¬
den selv, af den Begierlighed, som er naturlig viis efter det meere at be¬
sidde. Det første Forslag derimod har det med sig, som favoriserer Bon¬
dens Begierlighed, og derfor kom snarere i Drift, naar der aabnedes Vey.
No. III.


No III.
Tanker om Testamenter
opsatte til Besvarelse
paa det
i Danmarks og Norges
Oeconomiske Magazins
Syvende Bind,
fremsatte
I. Problema.
SYMB. Qvieqvid agis prudenter agas, et respice finem


E¬
r der nogen af alle vore Menniskelige Handlinger som ud¬
kræver en fornuftig Overleggelse og forsigtig Behandling,
da er det Testamenter, naar de Personer, som Forsynet har
begavet med Midler, men ikke med Livs=Arvinger, som de
naturlig viis maatte tilfalde, vel giøre Dispositioner, hvorledes der efter de¬
res Død med deres Midler skal forholdes, til hvad Personer de skal uddee¬
les, og til hvad Brug de skal anvendes.
Sielden skrider man til saadan endelig Resolution, førend paa det Yderste,
og i den sidste Tid af Livet, naar man ikke lengere forestiller sig selv at blive
Herrer af den Deel man eyer, allerhelst naar deslige Personer haver det som man
kalder Codiciel, nemlig det Privilegium, at deres sidste Villie uden videre
Formaliteter maa gielde, thi saa nødig som de fleeste Mennisker i Almindelig¬
hed og de fleeste bemidlede i Særdeleshed vil tenke paa Døden, hvorved de
seer sig berøvede en længere Brug af deres jordiske Gods, saa sildig bliver de
gemeenlig færdige med Testamentet, en Handling som koster dem saa meget frem


50
for nogen anden Ting i Verden, og er forbunden med saa mange uangenemme
Forestillinger, som de gierne jo længere jo hellere ville undgaae saa foranderlige
som Menniskenes Gemytter ere, saa ueenige bliver de fleeste gemeenlig med sig selv
om Testamentets Indretning. Den Plan som de i deres Velmagts Dage
har gjort den ene Dag, bliver ofte anden Dagen forkastet, forandret og om¬
gjort saa lenge indtil mange fast ikke selv til Slutning veed, hvad Final=-Reso¬
lutionen skal være, førend hæftig Sygdom som Dødens Forbud, nøder dem
til Hovedkulds, og ofte alt for sildig, at legge den sidste Haand paa Sagen.
Denne Act bliver da gemeenlig een af de sidste paa deres Livs=Skue¬
plads, endskiønt det ikke egentlig saaledes burde være, som her efter skal viises,
og som den da gierne bliver en af de sidste, saa burde den tillige være en af de
beste og dydigste Gierninger, som kunde følge med dem ind i Evigheden, hvor
den aldrig skulle fortryde dem.
Forseer man sig i nogen anden Handling, da kand gemeenlig endten
Sagen selv omgiøres af os, eller og Skaden er i det mindste ey saa stoer, at den
jo paa nogen Maade kand oprettes i den paafølgende Tiid, da man lærer at
blive klog af Skade. Men forseer man sig i denne sin sidste Gierning, som
skulle være en god, ja den allerbeste Gierning man agter at giøre imod det Men¬
niskelige Selskab i Verden, da er Skaden ubodelig, naar Døden setter Seyl
paa Testamentet, og hvad som da eengang er gjort, staar ikke siden til at for¬
andre: Man gaar da ind i en Evighed, hvor man endten skal have en uophørlig
Ære eller Skam, Belønning eller Straf at vendte for sine Gierninger, lige¬
som de her har været endten Gode eller Onde til, men allermeest for sine sidste
Gierninger, ligesom de her har været endten Troens eller Vantroens sidste
Frugter. Man stilles da frem for den Allerhøyeste, de levendes og dødes Dom¬
mere, hos hvilken ingen Persons Anseelse haver Sted, hvor man skal giøre
Regnskab for sin Huusholdning, hvad Pund man har annammet af hans Haand,


51
hvorledes man har brugt og anvendt dem? Og jo fleere og større Pund man
nu har haft, jo større vil Ansvaret blive: hvor got og saligt vil det ikke da i sær
være for alle slige bemidlede Børnløse Personer, om de som kloge Huusfogder, paa
den best mueligste Maade efter Huus=Herrens Hensigt, harlgjort sig Venner udi
dette Liv med den uretfærdige Mammon og emplojeret deres efterladte Midler
til Skaberens Ære, og det efterblivende Menniskelige Selskabs sande Nytte,
hvoraf de ligesom selv kand trække Renten i den anden Verden, som en Naade¬
Løn uden Fortieneste? Men hvor stor vil tvertimod deres Ansvar og Græm¬
melse blive, som ey allene selv ved en slet Huusholdning og syndig Brug, har
forød den store Over=Herres anbetroede Gods udi deres levende Live, mens
endogsaa efter deres Død har legeret deres overblevne Midler ved en ilde over¬
lagt Testamentarisk Disposition, til saadan Brug og saadanne Personer, hvor¬
ved de endten bliver spildte, eller i det mindste ikke paa saa god og ret en Maade
anvendte, som skee burdte?
Her kunde vel siges, at hvad det sidste angaar, da maatte en god Absigt
være nok til Testatoris Forsvar Men foruden at en god Jntention ikke kand
giøre den Sag god, som ey er god i sig selv, men ledsaget med onde Følger?
saa spørges her paa dette Sted ikke egentlig om, hvad der kand undskylde en
Testator, som anvender sine Midler paa en slet Maade, til liden eller ingen
Nytte ved et uforsigtig Testamente, men hvad Anslag der kand gives ham til
at undgaae saa vit mueligt, alle Afveye i denne sin sidste og vigtige Handling.
og at indrette sit Testamente paa den beste Foed til almindelig Velfært.
Spørsmaalet er vigtigt og ey saa let at svare paa, som mangen ere,
primo intuitu maatte tænke.
Det er vel ikke vanskeligt at indsee de fleeste Feyl, som hidindtil ved ad¬
skillige Leyligheder ere begangne i Testamenters Indretning, hvorved mange
Testatores ey har haft den rette Jndsigt som de burde, og derfor ey heller har


52
opnaaet den rette Hensigt som de selv ønskede: Men hvor vanskeligt er det ikke
at oversee de mange endnu muelige Feyl, som kand begaaes herefter, og fore¬
bygge dem, efterdi det Menniskelige Hierte er saa meget tilbøyelig til at falde
hen til lutter Extremiteter, fra den eene Side til den anden, uden at søge og
ramme Middelveyen? Det er vel ikke vanskeligt at udfinde og foreslaar een og
anden nyttig Anmærkning, som kand tiene en Testator til Lærdom og Advar¬
sel ved sit Testamentes Oprettelse, og til at sette dets Indretning paa en bedre
Foed end som af mange hidindtil er skeet: Men hvor vanskeligt er det ikke der¬
imod, at oversee alle de Regler og Clausuler, som saadan Plan kand udkræve,
naar man skal give NB. det beste Anslag.
Her er jo fast utallige Maader, hvorpaa et Testamente kand indrettes
utallig Slags Brug hvortil man kand destinere sine Midler, utallige Personer
i hvis Hænder de kand betroes, og til hvis Beste de kand anvendes, og hvem
kand just saa gandske absolute determinere hvilket der altid er det Beste? Tider¬
ne og Omstændighederne, ja Menniskene selv kand med Tiderne forandre sig,
og det som altsaa, for nærværende Tiid, kunde synes at være der beste Anslag,
kand i fremtiden ikke blive det Beste, men maa vige for noget andet, som
er bedere.
J Almindelighed er og bliver dette, uden al Modsigelse, det allerbeste An¬
Slag som kand gives den, der agter at giøre Testamente, at han i denne saa
vigtige Handling, tager for alting Religionen og Fornuften i Raad med sig,
som unægtelig ere de rette og beste Veyviisere i denne ligesom al anden Foreta¬
gelse, saa at han ikke blindings efter egne Præjudicers og uordentlige Affecters
Drift, eller andre falske og ofte interesserede Raadgiveres Tilskyndelse, skrider til
et Val, som der med maatte være stridig, men, efter foregaaende Bøn og
Paakaldelse til Gud om de beste Raad, indretter sin Plan saaledes efter en
sund Førstands beste Jndsigt, grundet paa Guds aabenbarede Villies For¬


53
skrift, at hans Samvittighed kand give ham det indvortes Vidnesbyrd, at
han har gjort, hvad han, efter beste Overleggelse, med fuld Overbeviisning har
eragtet for at være det Beste, efter Tidernes nærværende Beskaffenhed, og han
altsaa ey er bange for at lade denne hans sidste Villie være hans sidste Gierning
her paa Jorden, efter hvis Fuldbyrdelse han tør understaae sig at fremstilles
efter Døden for den Retfærdige Dommere, som sidder her oven til i Himlen.
Er nu Religionen og Fornuften de beste Veyviisere saa, vel i denne som
i alle vore øvrige Moralske Handlinger, saa bliver følgelig det høyeste Væsens
Ære og det Menniskelige Selskabs sande Nytte det Hovedmaal, hvor til en Te¬
stator maa sigte frem for alleting ved sit Testamentes Forfattelse, thi hrad dri¬
ver Religionen meere paa, end at ære Skaberen og elske Skabningen, allermeest
de fornuftige og synlige Skabninger, som ere af et Blod med os selv? Hvad
er meere overeenstemmende med den sande Fornuft selv, end som begge disse
Pligter? Der ere saa sammenhengende og uadskillelige, at vi umuelig ret kand
ære Skaberen, uden at elske vore fornuftige Nedskabninger, og aldrig bedre viise
at vi ærer den første, end vel at elske og tiene de sidste i Gierning og Sandhed.
Naar dette almindelige Anslag følges af fornuftige og dydige Personer,
jeg meener, naar slige troelig vil rette sig efter den Anviisning, som Re¬
ligionen og Fornuften selv kand give dem, i Betragtning af Tidernes Om¬
stændigheder, og deres Medborgeres Tarv, som de agter at komme til Hielp
efter deres Død med deres efterladte Midler, troer jeg, at de fleeste selv gemeenlig
allerbest skal kunde udfinde de beste Anslag, i Henseende til Hoved=Sagen af
Testamentets Jndhold, uden at dependere af andres vitløftige Raad og Forslag.
Men som her imidlertid ved et Testamentes Oprettelse forefalder adskil¬
lige Omstændigheder at overveye, hvor iblant endog en retsindig og vel¬
meenende Testator lettelig kand tage Feyl i nogle, hvis han ikke der hos er be¬
tænksom og forsigtig, saa bliver det fornødent i Særdeleshed og en detail, at


54
søge de vigtigste Stykker, som her ved egentlig kand komme i Consideration
naar man skal undgaae Afveyene og ramme det Beste.
Det kommer, efter mine Tanker, ved et Testamentes Oprettelse af en be¬
midlet Mand, foruden de sædvanlige Formaliteters Jagttagelse, fornemlig an
paa 4 Hoved=Qvæstioner, hvis grundige Besvarelse uden Tvivl skal kunde give
ham Anledning til at fatte de beste Anslag udi saadan hans Foretagelse, naar
han selv ey vil være selvklog, men lade sig raade.
I.) Til hvad Personer Midlerne skal uddeeles, enten i Henseende
til Capitalen selv, eller Aarlig deraf gaaende Renter?
2) Til hvad Brug Midlerne skal anvendes?
3) Hvorledes der bestkand sørges for Capitalens Sikkerhed e.
hvis Renter bortskienkes til Publici Beste?
4) Hvem man best og tilforladeligst kand udvælge til Execu¬
tores Testamentis?
Angaaende det første Spørsmaal Til hvilke Personer en Testator,
med største Skiel kand og skal legere sine Midler, da er jeg af den Tan¬
ke, at saa sandt han har Paarørende og Slægtninge, bør han allerførst og
fornemlig betenke dem, frem for andre i Testamante, saa vit de er trængen¬
de til hans Hielp og værd at hielpe. Jeg tilstaaer gierne, at han uden for
sin Slægt= og Svogerskab lettelig kand finde dem, som kunde behøve og for¬
tiene hans Assistence ligesaa vel som hans egne, thi man finder jo fattige og
trængende Mennisker nok, i hvor man kommer: Pauper ubiqve jacet: Men
det kand dog aldrig rime sig med Guds Ord og en sund Fornuft, at gaae si¬
ne nærmeste egne Slægtninge forbie, eller at aflegge dem som ofte skeer, med
en ringe Douceur, for af en Caprice og selsom Jnclination at depensere Re¬
sten paa Fremmede og i henseende til Familien gandske uvedkommende; thi


skal vi elske vor Næste i Almindelighed, da skal vi billig elske vore Slægtinge,
som vor nærmeste Næste, frem for andre i særdeleshed, formedelst det uaturli¬
ge Baand, som er imellem os og dem ihenseende til Blodet, og følgelig ere vi
forbundne til at giøre Got imod disse sidste, frem for andre, og derved vise vor
Kiærlighed i Gierningen, naar ingen gyldig Aarsag det forhindrer.
Jeg kand derfor ikke finde mig udi, at Chryses har i sinde at udelukke
fast alle hans egne Venner og Slægtninge af sit Testamente, og at bortskien¬
ke sine Midler til lutter Fremmede, som ey i mindste Maade kommer ham ved.
Lader os høre Mandens Raison: Han siger, at han anseer alle Mennisker
som sine Brødre og Søstre, der har lige Ret til hans Kierlighed, naar de
trænger, og ere hans Velgierninger værd: Jeg svarer Ja, de har lige Ret
til hans Kierlighed, saa vit den bør være hiertelig og oprigtig imod alle uden
Forskiæl, men ey til hans Kierligheds Frugter og Velgierninger, hvilke han
er pligtig at udøve i en større Grad imod hans egne end imod Fremmede,
ligesom i en større Grad imod de Dydige end imod andre, hvilket sidste
Guds Ord kalder den Broderlige Kierlighed, der altid gaaer for ved
den almindelige Kierlighed. Han siger videre, at hans egne Slægtinge har
ikke gjort ham saa meget Got som Fremmede, og følgelig er han ikke de før¬
ste forbunden: Jeg svarer, at han maa vel betænke, om han og nogensinde
har trængt til sine egnes Hielp? om hans egne har manglet paa Villie, eller
paa Evne og Leilighed til at tiene ham? det sidste kand undskylde dem, men
det første kand ey undskylde ham selv, som den der efter Christi Regel ikke maa
betale Ondt med Ondt: Han maa end videre undersøge, om ey de fleeste Tie¬
nester, som han saaledes har nydt af Fremmede, har ventelig været dona ad
hamata og hykkelsk Lokkemad, for at bevæge ham til at forunde dem en ansee¬
lig Plads i Testamentet, thi som Fremmede gemeenlig snarere kand overtale
sig til at simulere og flatere en saadan bemidlet Mand, end som hans egen, saa
løber de og ofte af med Fordeelen uforskyldt.


58
Han siger endelig, at han finder ingen Trængende jblant sine egne
Slægtninge som er værdig til at nyde Sted udi hans Testamente, og ingen
værdig, som er trængende: Jeg svarer, at han umuelig kand vide, om den,
som for nærværende Tid ikke er, eller i det mindste ikke synes i hans Øyne at
være værdig, ey med Tiden kunde blive det, om ikke for sin egen Person, saa
da ihenseende til hans Børn og efterfølgende Slægt, og om den, som for
nærværende Tiid ikke synes at trænge, ey med Tiiden kand komme i trængen¬
de Omstændigheder, altsaa seer jeg ikke, at Chryses herudi følger Religio¬
nens og Fornuftens Regler, som han burde.
Nest efter vore Slægtninge er det billigt, at man i sit Testamente ten¬
ker paa sine gode Venner, som man har staaet i en nøye Forbindelse med frem
for andre, og erholdet vigtige Tienester af; thi er det en vigtig Dyd for en
christelig og en fornuftig Mand at være erkiendtlig og taknemmelig, da gives
ham den sidste og tillige den beste Leylighed at viise saadan Dyd udi sit Testa¬
mente: De vigtige Tienester man har nydt her i Livet af sine specielle Venner,
maa man ansee som en Gield, der billig igien bør betales, endskiønt de ikke
just ere gjorte i nogen Hensigt til Belønning, og hvorledes kand vel saadan Gield
billigere afbetales, end ved at lade deslige Personer frem for andre, nyde noget
Got af vore Midler efter vor Død, efterdi de saa frivillig har givet os Er¬
dit, saa lenge vi levede.
Naar en Testator saaledes i sit Testamentes Forfattelse har opfyldt de
særdeles Pligter, som Slægtskab og Venskab paalegger ham, er det efter mine
Tanker meest gemæs med Fornuft og Billighed, at han i sine øvrige Vel¬
gierninger og Stiftelser, holder sig inden sin egen Stands og Kalds Grændser,
og der med søger fornemlig at giøre dem til gode, som befinder sig i samme
Kald og Stand som han selv: Vel har jeg ikke noget imod, at en Mand e. g.
af Geistlig-Stand giør i sit Testamente noget got imod den Verdslige, ligesom en


57
Mand af Verdslig Stand imod den Geistlige &c. naar Slegtskabs eller Ven¬
skabs Lov det maatte udfordre, thi hvorfor skulle den ene Stand aldeles udeluk¬
kes fra den andens Velgierninger, da de dog alle staar udi nøye Forbindelse, til
at udgiøre et Legeme i Staten?¬
44
Men jeg siger allene, at det er naturligst, og billigst at en Mand, nest
efter sine Slægtninge og Venner, anseer sit Kalds og sin Stands Brødre
for sin nærmeste Næste, der er nærmest berettiget til hans Velgierninger: Den
Stand, hvorudi man selv er opdragen, har nydt sit Brød og samlet sine
Midler, er jo nærmest til at nyde Frugten af det man efterlader sig, frem for an¬
dre Fremmede og Udvedkommende: Fædrenelandet er at ansee som en Stad,
og enhver Stand i Landet som et vist Qvarteer i Staden: Det maatte nu være
en utaknemmelig Giæst, der efter en lang Ophold i et af Stadens Qvarterer,
og i sær det Huus, hvor han havde haft sit Qvarteer sit Bord og Underhold¬
ning, og nydt allehaande gode Ting; ved sin endelige Bortreyse ikke ville
efterlade sine efterblivende Huusegne den ringe Deel af hans Gods og Effecter,
som han ikke selv kunde bringe med sig, men hellere uddeele det til Fremmede
og Uvedkommende uden for Qvarteret og Huuset, med hvilke han ikke har
staaet i nogen besynderlig Forbindelse, og sandelig, det kommer mig ikke min¬
dre uraisonabelt og utaknemmeligt for, naar en Mand i sit Testamente sørger
allene for andre Stænders Beste, uden at betænke i sær sin egen Stand, hvor
udi han selv har fortient og tillagt sig den Deel han efterlader sig, allerhelst
hans egen Stand ligesaa vel har trængende Personer som andre, og aller¬
mindst fortiener af ham selv at foragtes og forbigaaes.
J vore Forfædres Tider, især da den Romerske Catholske Religion var
herskende i disse Nordiske Riiger, gik de allerfleestes Testamenter af Adel= og
VIII. Deel.


58.
Borgerlig=Stand, fornemlig ud paa at beneficere den Geistlige=Stand frem
for alle andre, som og den Dag i Dag er, nyder got af saadanne Stiftelser,
og hvem ville misunde Standen den Lykke nu omstunder? en Stand, som des¬
uden nødvendig skal leve af de andre Stænders Gavmildhed, og har derfor niu
desmindre nødig at agere Betler=Munke, siden den allerede ved flige Hielpe¬
Midler, under en mild og naadig Regiering, er bleven skikkelig forsørget, endskiønt
man ey kand sige andet end at de fleeste Donationer til samme Skand, for be¬
melte vore Catholske Forfædre, har haft en uret Grund efter den da herskende
Religions falske Principia, jeg meener en daarlig Jndbilding om egen Fortie¬
neste, og Haab om at bane sig Veyen ved saadant Middel, formedelst flittige
Siæle=Messer, igiennem Skiærsld til Himlen. Men nu vi lever i meere op
klarede Tilder, og har en rigtig og ved Guds Naade fra al Vildfarelse og men¬
niskelige Lærdomme renset Religion, som viser, at det hverken er Guds Villie,
at vi skal, eller mueligt, at vi kand tilkiøbe os Himlen for vore Penge og Mid¬
ler, naar vi døe, saa seer jeg ey, hvorfor man lettelig skal gaae sin egen Stand
forbi i sine Midlers Uddeeling, man anseer det tvertimod som en Pligt, grun¬
det paa Guds Ord og Fornuften selv, at enhver fornemlig giør den Stand
til gode, som han selv har levet udi; thi derved kunde med Tiden den eene
Stand saavelsom den anden allerbest ophielpes, efterdi der altid findes baade
Trængende og Formuende i alle Stænder.
Jeg undrer derfor ofte over, for Exempels Skyld, naar jeg seer at Folk
af den Civile=Stand ey sielden skienker deres Midler bort ved Testamenter til
andre Stænders Beste, hvorimod jeg finder saare faae Exempler paa, at no¬
gen af de andre Stænder betænker den Civile=Stand ved milde Stiftelser,
hvorved deres ugifte Enker, Faderløse og Fattige kand soulageres? var det


59
ikke altsaa got, at hemidlede Personer ialle Stænder, fornemlig sørgede for den
Stand, hvoraf de selv har været Lemmer? Da blev ingen Stand forglemt,
eller lettelig kom til at lide og fortrykkes,
Da jeg nu har vist in genere, at en Mands Slægt og Venner, samt
Stands og Kalds=Brødre ere egentlig de Objecta, som han fornemlig frem
for andre, bør have Øye paa, og betænke i sit Testamente. (Thi som han
har staaet i en nøyere Forbindelse med dem, end som med andre, er han dem
ogsaa meere forbunden end andre, saa staar endnu tilbage at determinere, paa
hvilke Personer in Specie iblant de foranførte, han i sær maa rette sin Op¬
mærksomhed, og lade Vallet falde, naar det i Testamentet kommer an paa visse
Personer at udnævne, thi hvad kunde være meere daarligt i saadan Fald, end
at lade Vallet gaae i Flæng, uden at giøre Forskiæl paa Personer?
De fornemmeste Syns=Puneier som man maa betragte Personerne af
idenne Henseende, er Dyden og Trangen, for at opmuntre den Første og op¬
hielpe den Sidste, thi settes dette Øyemaal til side, er det slet bestilt med Lesta¬
mentet, og det skeer vel dog, desverre undertiden: Damon giør et Testamente,
hvorudi han skienker sin gamle vellystige Selskabs Broder Clitus en anseelig
Capial efter hans Død, og Resten af hans gode Midler til den riige Adels¬
Mand N. N., af Aarsager som fast ingen kand begribe, hvad skeer? Clitus
forøder Gaven, den riige Adels=Mand N. N. foragter Gaven, som han dog
imodtager og deeler ud til sine Betientere, den Dydige og Fattige, som best
fortiente og behøvede Gaven, maa miste den og lide derunder Er ikke saadan
Festamente ufornuftig og uchristelig en Handling, hvorved Damon giør ilde,
i steden for at giøre vel, og fortiener at lastes, i steden for at roses?
U 71 &L.s.
o12 6
2=3e
Unedri


60
Dyden er unægtelig det vigtigste som man her maa tage i Consideration,
at de Personer til hvilke man bestemmer sine Velgierninger, giver enten vir¬
kelige Dyds Prøver tilkiende, eller i det mindste det beste Haab at blive Dy¬
dige og for Staten tienlige Lemmer, i fremtiden: Jblant de Dydige maa man
igien fornemlig see paa dem, som ere meest trængende, og derfor meest behøver
Understøttelse til at udøve deres Talent. Men som begge deele, Dyden og
Trangen, ikke altid findes samlede, er det billigt, at den Første beholder Præ¬
fereneen frem for den Sidste: Trang uden Dyd fortiener ikke nogen Velgier¬
ning, uden for saa vidt der maatte være Apparence til at giøre derved nogen
Jndhold i Lasterne, og give Anledning til Forbedring: Dyd uden Trang be¬
høver vel ikke nogen Hielp, men fortiener dog Belønning til desto meere
Opmuntring.
Over alt er Trang og Trang hos en Dydig Person to Ting: Her kand
være meere og mindre Trang. Trang i Henseende til det nyttige, skiønt ikke
det fornødne Her kand være, om ikke virkelig Trang, saa muelig Trang, at
den som for nærværende Tiid kand nogenlunde komme ud med sin egen Jnd¬
komst og Formue, kand i Fremtiden ved Familiens Tiltagelse og andre ind¬
faldende vandskelige eller ulykkelige Omstændigheder, befrygtes for at komme
Trang, og mangle den fornødne Udkomme, alt saa bør Dyden uden kiendelig
Trang, ikke just have den samme Skiæbne, som Trang uden Dyd, at udelis¬
kes af en Mands Testamente.
Herspørges 2) il hvad Brng midlerne skel gyvendes: else
Amindelighed maa en Testator søge at anvende dem tilsaadan Brug, hvorved
Guds Ære, og det Menniskelige Selskabs Lyksalighed paa den allerbeste Maade
og efter hans allerbeste Jndsigt kand befordres, uden at hindres og settes til¬


61
bage af andre forfængelige Absigter, og hvorved æres og for herliges vel Ska¬
beren meere? end naar en Mand i saadan Casu, ved sin frie Handling, søger at
bege de Midler Gud har givet ham i Hænderne, til at giøre andre sine Med¬
skabninger lykkelige, baade til Siæl og Legeme.
Gud selv er jo ingenlunde trængende til vore Gaver, vi kand ey give
ham dem paa anden Maade, end ved at anvende dem til en gudelig Brug, og
da er han saa naadig, at han vil ansee al den Deel man af et got Hierte
giver til een af de mindste Trængende, lige saa fuldt som det blev givet ham
selv, hvorfor? Thi da anvendes Gaven til vore fornuftige Medskabningers
Velfært, følgelig til Skaberens Ære.
J Særdeleshed maa en bemidlet Mand udi sit Testamente see paa Ti¬
dernes Mangel, paa Statens nærværende største Trang, hvorudi han befin¬
der sig, og anvende sine Midler ved en fornuftig Disposition til saadan Brug,
hvorved Fædrenelandet kand hielpes i de Stykker, hvorudi det meest behø¬
ver at hielpes.
Det maatte jo være en daarlig Mand, der ville pynte og udstaffere et
Huus med stor Bekostning, førend han først fra Grunden af havde repareret
de brøstfældige Steder derpaa, eller ville foretage sig Reparationen paa de
Steder, som mindst behøvedes førend de meest brøstfældige Sider, i forveyen
vare forsynede og i Stand satte, og saaledes kand jeg ikke rose en Testator, der
skienker sine Midler til en Brug, hvortil Publicum ikke kand eragtes at være
meest trængende for den nærværende Tiid.
J vore Forfædres Dage, i sær udi de første Tider efter Christendom¬
mens Jndførsel, trængte man fornemlig til Kirker og høye Skoler, og de for¬
nødne Lærere i begge, alt saa var de bemidledes Gavmidhed i samme Dage


62
paa en fornuftig og berømmelig Maade anvendt efter Tidernes Trang, som
legerede deres Midler til saadan høynødvendig Brug, hvorfore vi den Dag
i Dag er, maa takke og ære dem i deres Grav:
Længere hen i Tiiden og i sær efter Reformationen, indsaae man paa en
fornuftig Maade, Nødvendigheden og Nytten af vel indrettede Clostere og Ho¬
spitaler: De første ikke længere som tilforn, for lade og ørkesløse Munke, men
for ugifte Fruentimmer og Enker af fornemme Stand: De sidste for fattige
Folk af begge Kiøn, og hvem kand andet end berømme de mange milde Stif¬
telser som til saadan Brug ere gjorte af Landets Børn, hvorved de Trængende
kand soulageres? Ja hvem kand noksom priise vore viise og naadige Konger
selv, som til samme gudelige Brug i alle disse Stykker, har bortskienket største
Deelen af det seculariserede Gods i begge Rigerne, og meere dermed har vil¬
let komme Kirker, Skoler og Fattige til Hielp, end forøge deres egne Do¬
mainer? hvorover vel faae andre Stater skal kunde rose sig af fleere Legatis til
saadan gudelig Brug, end som disse vore Nordiske Riiger kand fremvise.
Endskiønt man nu derfor just ikke kand sige, at aldeles ingen fleere Legata
maatte kunde behøves til samme Slags Brug herefter, saa synes mig dog,
at Publicum paa denne Side i vort Fædreneland, er allerede nogenlunde for¬
sørget, og trænger for nærværende Tid til meere Hielp i andre Tilfælde, hvor¬
paa der tillige maatte tænkes.
Vil en bemidlet Mand giøre et Testamente til almindelig Velfærd, da
maa han allerførst derudi sørge for sine Medborgeres aandelige og evige Velfærd,
at Guds sande Kundskab og sande Frygt meere og meere kand udbredes iblant
dem alle: Nu tilstaar jeg vel, at vore Kirker og Skoler sigter egentlig til saa¬
dant Øyemærke. Men hvem kand nægte, at her jo mangensteds behøvedes


43
bedre Anstalter til Ungdommens Underviisning, i sær paa Landsbyerne, end¬
som der virkelig haves, af Mangel paa fornødne Fonds dertil? Langt fra jeg
derfor egentlig laster, at Eupompus anvender en Capital til at renovere een
eller fleere Kirker paa det ziirligste, at forsyne dem med Orgelverker, lade Alter¬
Tavlen og Prædikestolen prægtig male og forgylde &c; Men jeg spørger allene, om
Pengene ikke bedre vare anvendte til at forsyne Sognene med fornødne Skoler,
som mange Steder fattes, Skolerne med beqvemme og duelige Skoleholdere,
Skoleholderne med convenabel Besolding, end at anvende den paa Kirkens extra¬
ordinaire Prydelse, om det ey var bedre at forsyne Kirke=Stolene med Bibler
og Psalmebøger, som nogle retsindige Patrioter allerede har begynt at giøre,
end at forsyne Kirken med lukte og malede Stole? Jeg tvivler ikke paa, at jo en
hver Fornuftig skal ansee det Første for meere nyttig og vigtig end som det Sidste.
Naar der da saaledes først er sørget ved nyttige Stiftelser for vore Med¬
borgers Christendoms Befordring, og deres Fremvext i Guds Kundskab og
Guds Frygt, som legger Grunden til deres evige Velfærd, maa der siden og
saa sorges for at befordre deres timelige Velfærd, i alt hvad som sigter og
kand sigte til det almindelige Beste.
Jngen kand nægte, at jo et af de første og største Stykker, som con¬
tribueres til et Riiges timelige Lyksalighed, bestaar i Folkets Formeerelse, paa
det der kand haves nok af indfødde Landets Born til at dyrke Landet, ey allene
som hidindtil, mens endog i alle sine hidtil Dags udyrkede liggende Egne, nok
til at forsyne alle Stænder, at forsyne Skibs=Farten, Manufacturer, Konster og
Haandverker med, nok til at recrutere og i fornøden Fald, forøge Krigs=Magten,
med, uden at trænge til de saa meget kostende som lidet tiennende udenlandske
Hvervinger, som efter sidste 6 Aars blodige Krig, vil i lang Tild blive dobbelt


64
bekostelige og besværlige, da Tydskkand og de fleeste øvrige Europæiske Riger
temmelig ere blottede for Mennisker, alt saa kunde bemidlede Personer, efter
islige Omstændigheder, giøre vel, naar de ved gavmilde Testamenter vilde søge
at befordre Populationen paa en fornuftig Maade, og giøre Egtestanden let,
hvis Besværligheder afholder saa mange fra at gifte sig, saasom ved at destinere
Renterne af visse Capitaler til fattige ugifte Fruentimmers Udstyre, og i sær de
nederste i alle Stænder, som i Frankerige og andensteds er brugeligt. Og
som det lige saa høyt kommer an paa Menniskenes Helbred og Livs Conserva¬
tion, som paa deres Formeerelse, saa gjorde bemidlede Testatores Publico en
ikke mindre Tieneste, naar de anvendte endeel af deres Midler paa at anskaffe
og salarere gode Jorde=Mødre og Vund=Læger hist og her paa Landet, i sær i
de Egne, som ere langt beliggende fra Kiøbstæderne, som tillige kunde være for¬
synede med de fornødenste Medicamenter, imod de meest sædvanlige og Aarlig
grasserende Sygdomme, for dermed at tiene Almuen i fornøden Tilfælde, og
fornemlig have Erfarenhed udi, for en billig fastsat Betaling, at besørge Børne¬
Koppernes Jnoculation, hvorved Staten aarlig kunde vinde mange Tusende
Mennisker, som af Forsømmelse og uforsigtig Behandling ved en alt for tilig
Død bortrykkes.
Nest efter et Lands Jndbyggeres Formeerelse og deres Livs og Helbreds
Conservation, har man at tænke paa de Midler, hvorved de kand ernæres og
underholdes: Vel er det priiseligt, at man ved gavmilde Donationer og andre
Anstalter, søger at klæde og føde de Fattige i Kiøbstæderne og paa Landet; men
jeg holder dog for, at det er bedre at giøre saadanne Indretninger, hvorved
Fattigdom kand forebygges, end allene soulageres, og hvorved kand vel
Fattigdom forebygges bedre, end ved at hielpe Ager=Dyrkningen, Ma¬


65
nufacturer, Fabriqver, Skibs=Farten, Konster og Haandverker ved allehaande
Slags Donationer paa Foede, hvorved Landets Børn kand faae Lyst og Ley¬
lighed til at lære noget got, Lyst og Leylighed til at arbeide og fortiene noget
tilstrækkeligt, enhver i sit Kald og Stand, og derved at tiene Fædrenelandet
tillige med sig selv, i steden for at mange ved Ledighed og Ladhed, af Mangel
paa Leylighed og Opmuntring, bliver som Almisse Lemmer sig selv og Publico
allene til Byrde: Hvilket af Deelene er nu vel best, enten at give mange Fat¬
tige, som haver sunde Legemer, og stærke Lemmer, Føden for intet, hvorved
de bliver til unyttige Dagdrivere, eller at forskaffe dem en god Leylighed til at
fortiene selv deres Føde, som altid smager dem best og bekommer dem best udi
deres Ansigters Sveed, efter den af Skaberen selv saa viiselig gjorte Anord¬
ning? Jeg vil kun her til et Erempel nævne, den eneste Articul om Spinderier,
hvor om en retsindig og brav Patriot har givet os en skiøn Afhandling, som
findes indført i det Oeconomiske Magazin: Hvor ynskeligt og nyttigt var det
ikke, at nogle bemidlede Personer i alle Provincier ville Testamenteret nogle
Capitaler til saadan priiselig Indretning, hvorved de meest Trængende kunde
forundes meest Arbeyde og Fortieneste frem for andre: Ved denne og fleere
deslige Indretninger, blive Rigerne tiente i mange Henseender paa eengang,
efterdi deres Fattige ey allene derved bleve forsørgede, men tillige duelige og nyt¬
tige Lemmer for Staten, saa at meget Arbeide blev gjort af Landets egne Børn,
hvorfor Arbeydslønnen ellers maa gives til Fremmede, og gaar ud af Landet.
Naar der da saaledes er sørget først for Menniskenes Formeerelse, deres
Livs og Helbreds Conservation, og deres fornødne Underholdning, ved alle saa¬
danne nyttige Indretninger, understøttede ved kierlige Donationer, som derudi
have nærmeste Jndflydelse, saa er det fornødent, at der nest efter sørges for
VIII. Deel.


56
vore Medborgeres øvrige Beqvemmeligheder, og alt hvad som kand befordre
deres timelige Velstand, Ære og Lyksalighed, og hvor priseligt var det ikke da,
at raisonable Testatores ville destinere deres Midler til at cultivere Studerin¬
ger og allehaande nyttige Videnskaber, hvorved Fædrenelandet ey allene kunde
erhverve sig Høyagtelse hos andre polerede Nationer, og drage dem til sig, i
steden for at søge dem, for at lære noget retskaffent, men endog med Tiden an¬
seelig forbedre sin egen Oeconomie og Tilstand i mangfoldig Maade, thi ingen
kand nægte, at jo meere Lærdom, Konster og Videnskaber stiger udi et Land,
jo meere tiltager Jndvaanernes timelige Lyksalighed efter haanden, endskiønt
det just ikke altid strax er kiendeligt.
Men som det ikke staar i een eller nogle faae bemidlede Personers Formue at
etablere lutter Eymnasia og offentlige Øvelses Skoler for alle nyttige Videnska¬
ber, saa anseer jeg det i den Sted for meget nyttigt, at nogle slige brave Mænd,
som udi disse Tider agter at legere deres Midler til Publici Nytte, destinerede
Renten deraf til Aarlige Præmier, som skulle tilfalde dem af Landets Børn,
der kunde giøre de vigtigste Opdagelser, Forbedringer og Mesterstykker i alle
Slags Konster og Videnskaber, samt udarbeyde de beste og grundigste Priis¬
skrifter, til Opløsning af visse fremsatte betydelige Problemata: Hvad var vel
meere naturligt og billigt, end at en bemidlet Testator, hvad enten han var
studeret eller ustuderet, en Statsmand, Krigsmand, Jurist, Mechanikus,
Konstnere, Land= eller Handverks=Mand, saa vel i sin levende Live, naar han
dertil havde Evne og Vilkaar, som efter sin Død, resolverede til at spendere den
Aarlige Rente af en vis Capital paa at bringe den Videnskab i større og større
Lys og Floer, som han selv meest i sine egne Dage har elsket og lagt sig efter,
og har sit meeste Brød og Lykke at takke for i Verden ?, hvad kunde være


ham til større Glæde i hans Livs Tiid og til større Ære efter hans Død, end
ved Præmier eller Forskudder at opmuntre sine Landsmænd til at cultivere
deslige Videnskaber, og derved ak bringe dem til større Fuldkommenhed, som
kunde blive Fædrenelandet til Ære og Fordeel?
Man har Exempel paa bemidlede Mænd, der i fordum Dag har legeret
visse Capitaler til at lade nogle studerede Personer reyse Udenlands, paa det
de derved kunde indsamle desstørre Forraad paa nyttige Observationer og Vi¬
denskaber, og giøre sig desmeere habile til Landets Tieneste; Dette har og
ingenlunde været uden al Nytte. Men hvor ofte skeer det dog, at adskillige slige
forreyste Personer, enten selv ikke profitere noget Reelt ved deres udenlandske
Reyser, eller og beholder efter Hiemkomsten deres Observationer og Videnska¬
ber for sig selv allene, nedgraver deres Pund, og lader dem begrave med sig
selv efter Døden, uden at lade dem komme Fædrenelandet til almindelig Nytte?
kunde Vallet til deslige udenlands Reyser altid treffe paa saa beqvemme og
duelige Subjecta, der ville giøre sig saa utrættelig en Umage for at tiene Fædre¬
nelandet, og give os saa efterretlige og nyttige Duarier og Reyse=Beskrivelser,
som en de la Condamine i Frankerige, en Calm i Sverrig, og andre fleere de¬
slige, da var den paa deres Reyser gjorde Omkostning ingenlunde spildt, men
vel og ypperlig anvendt.
Hvem kand derfor andet en høylig admirere vores nu Regierende Aller¬
naadigste Konges viise Generositer, som har været saa naadig, af sin egen Par¬
ticulaire Casse, at emplojere anseelige Penge Aarlig, ey allene til visse habile
Personers Reyser i fremmede Lande, mens endog til mange Slags Præmiers Ud¬
deeling i allehaande Videnskaber, hvorved han ey allene har udfundet et Mid¬
del frem for alle hans Forfædre, til at opmuntre sine kiære Undersaatters Fliid,


68
og give dem Leylighed til at viise deres Duelighed, til Videnskabernes Floer
og Fremgang, mens endogsaa herudi, har gaaet sine bemidlede Undersaatter for
med det allerpriiseligste Exempel, at de efter Evne og Leylighed, herudi skulle følge
hans Fodspor: Dette har og nogle ubekiendte brave Patrioter allerede gjort i
vore Tider, en Gierning som billig fortiener at roses, i det de Aarlig har an¬
vendt visse Summer til Belønninger for dem, som kand udarbeyde og frem¬
bringe de beste Forklaringer over adskillige fremsatte Qvæstioner, som con¬
cernerer det almindelige Beste.
Hvad kunde vel være meere berømmeligt, end at disse og fleere patrio¬
tiske sindede Mænd fremdeles ville Testamentere deres til Publici Gavn bestemte
Midler, til samme Brug hereftek, og committere et vist Collegium af lærde Per¬
soner til at fremsette de Aarlige Problemata, efter Fundatorum forlangende
og Forskrifter, og upartisk tilkiende det beste Priisskrift den udsatte Præmie,
samt besørge samme Skrifter til Publici Beste til Trykken befordrede? Skulle
et og andet deslige Leggtum ikke kunde være tilstrækkeligt ved sin Aarlige Rente
at udgiøre saa meget, som kunde være nok til et anstændigt Præmium, var det
bedre at Renten for a til 3 Aar blev samlet, hvorved baade Præmien kunde
blive desmeere anseelig til Vedkommendes Opmuntring, og dem tillige forun¬
des desmeere Tid til Priismateriernes Overveyelse og grundige Udarbeydning,
i sær, naar det betreffer Ting, som udkræver mange Forsøg og lang Forfa¬
ring. Jeg kommer nu til det.
3) Spørsmaal. Hvorledes der best kand sørges for Capitalens
Sikkerhed og fordeelagtige Udsætning, hvis Renter ved Testamente bort¬
skienkes til almindelig Velfærd? Relp dette Spørsmaal er, efter mine Tanker,
ey af liden Vigtighed, men bør med Billighed vel tages i Betragtning; thi


65
der som den legerede Capital ved uforsigtig Omgang gaar overstyre, eller de
aarlige Jntrader deraf formindskes og beklippes, er jo Testators Velgier¬
ning spildt, i det mindste naaer han ey den fulde Absigt dermed, og Pu¬
blicum ey den fulde Frugt deraf, som intenderedes Nogle Testatores har
hidindtil fundet for got, at sette slige Capitaler i Jorde=Gods liggende Grunde,
Konge= og Kirke=Tiender &c. som de selv i deres levende Live har kjøbt og eyet,
hvorudi Pengene efter deres Tanker, bestandig kunde blive bestaaende, som det
sikkerste Sted; Men hvor mange Forandringer er ikke saadant Gods og Eien¬
dom, samt de deraf flydende Reveneur underkastede, hvor megen Underslæb kand
ikke dermed begaaes af vedkommende Oppebørsels Betientere, hvor megen Uvis¬
hed flyder ikke deraf, i Henseende til de aarlige Jndtægter? Andre har derfor
holdet det for bedre, at sette deslige Capitaler paa Rente imod sikker Pant,
hvorved man best kunde giøre en sikker Beregning paa de aarlige Jntrader, uden
Forandring og Afgang; Men hvor liden Bestandighed har det gemeenlig med
saadan Udsætning paa Rente, ofte opsiges Capitalen af Debitor førend man
tænker, og maa atter udsettes paa andre Steder ofte staaer den i halve eller
heele Aaringer gandske Frugtesløs, eller i det mindste er ingen uden dem til
Nytte, som haver dem staaende hos sig in Deposito, og lader dem vel ofte hem¬
melig imidlertid, for ey at mulnes, circulere til egen private Fordeel, under
Prætext, at man vel ved formelle Bekiendtgiørelser udi Aviserne, har ladet Ca¬
pitalen opbyde, men ikke fundet saa anstændige Liebhabere, saa sufficante
Panter, saa antagelige Prioriteter, at man med Sikkerhed har kundet udsette
samme ofte staar Capitalen selv i Fare for at gaae forloren, naar de som ha¬
ver samme under Forvaltning, enten ere uforsigtige med Udlaanet paa uvisse
Steder, eller selv insufficante, og saa utroe, at de omsider selv angriber Ca¬


70
pitalen, og spiller Bangverot førend man veed deraf Under alt dette maa Pu¬
blicum lide, og Testators Gave befrygtelig mishandles og gaae overstyre,
hvilket vel med Exempler kundes beviises, om ikke i de nyere, saa de fra ældere
Tider, da man paa sine Steder temmelig tilforladelig veed, at visse Capitaler
har været legerede til vis Brug og Nytte for Publico, men nu ere forsvunden,
og ingen veed, eller den Dag i Dag er, kand komme efter, hvor de ere afblevne.
Det beste Anslag man altsaa i den Henseende kand give en Testator, er
efter mine Tanker dette, at han deponerer den Capital som skienkes i een eller
anden Tilfælde til almindelig Beste, i den Kongelige Octroyerede=Banqve i
Kiøbenhavn, som efter Regieringens egen høyeste Garantie, har den allerstørste
Sikkerhed, imod en vis fastsat Aarlig Rente og givende Forsikring, at samme
til hverts Aars Omslags Tiid, skal promte udbetales i grov Courant og klin¬
gende Myndt ved assgnation paa nærmeste Amt=Stue i Landet, hvor Vedkom¬
mende det maatte forlange.
Derved obineres den Fordeel, at Capitalen staar sikker paa et be¬
standigt Sted: Renten er vis og uforanderlig, hvorpaa man kand giøre sig en
tilforladelig Regning, det eene Aar som det andet: Saa ere alle Omkostninger
paa Capitalens Omsætning fra en Debitor til en anden, samt paa Revenuernes
Oppebørsel ophævede, og endelig al Underslæb samt Leylighed til Underslæb,
og Mistanke derom, aldeles forekommet. Endelig maa her udgiøres
4) Hvem man best og tilforladeligst kand udvælge til Executores
Testamenti og hvad Love dem skal foreskrives? Ved Executores Testamenti
forstaar, jeg her efter den sædvanlige bemærkelse, de Personer, som i Testamentet
forordnes til at have indseende med og vigilere for, at Testators sidste Villie og
Anordning med hans til Publici Beste legerede Midler, kand vedbørlig i Verk
settes, og paa det allernøyeste efterleves: Nogle har for got befundet, at indsette
ders næemeste Slægtninge i Familien til Executores, hvilket vel kand have


Grund, for saavidt de naturlig Viis kunde synes at være baade nærmest be¬
pligtede og nærmest berettigede til saadan Function; Men jeg for min Deel, hol¬
der ikke just dette Anslag for at være det Beste, med mindre det er Personer,
om hvis Forstand og Redelighed man med desto større Vished kand være for¬
sikret, thi enten kand ved saadan Forretning noget være at fortiene eller ikke:
i sidste Fald vil ingen være meere efterladen til at efterkomme Testators Villie
end som de, der hemmelig fortryder paa, at han har skienket Publico den Deel,
hvorpaa de selv ved ventendes Arv, havde gjort sig Regning, allerhelst naar de
mærke, at de kun skal have Byrden dermed, uden Fortieneste i første Fald ville
vel ingen befrygtes for at giøre sine Fingre bredere end disse, for at søge en util¬
ladelig Jnteresse, hvortil Slægtskabet udi deres Tanker, ofte synes at give dem
en Slags Rettighed og Frihed, meere end andre: Der findes andre Testatores
som har resolveret til at udvelge visse anseelige Embeds=Mænd, af Verdslig= og
Geistlig-Stand til denne Function, saasom Stift=Amtmanden og Biskopen,
eller Magistraten i Kiøbstæderne, Amt=Mændene og Provsterne paa Landet
o. s. f. Jmidlertid er dette derved at mærke, at omendskiønt deslige publiqve
Embeds=Mænd vel ere,i Almindelighed de habileste og troeværdigste som Sa¬
gen kand betroes til, saa ere de der hos gemeenlig saa occuperede med andre
deres vitløftige Embeders Forretninger, at de ofte ikke befinder sig i stand til
at bebyrdes med meere, og forrette det med vedbørlig Jver og Accuratesse.
Mon det ikke derfor skulle være hedre, at en Testator udvælger og formaar
nogle gode, retsindige og fornuftige Mænd af sine gode Venner og Bekiendte, til
at være Exccutores af hans Testamente, uanseet hvad enten de ere anseelige
Embeds=Mænd eller ikke, naar de kun har Vittighed og Samvittighed, Lyst
og Leylighed til at vigliere trolig for Testamentets nøye Efterlevelse, hvorved
det ikke var hbilligt at tillegge dem en convenabel Douceur, i Proportion af den


72
Umage og Arbeyde, som herved udi meere eller mindre Grad, kand blive for
dem at have, efter Testamentets Indretning.
Hvad de Love angaar, som en Testator haver at foreskrive deslige an¬
tagne Executores, da meener jeg, at de Almindelighed kand indbefattes korteligi
følgende Puncter. 1) Skulle de tilholdes at drage Omsorg for at føre den fornød¬
ne Corrspondenee, at indeassere de Aarlige Renter af den legerede Capital, at be¬
sørge samme trolig anvendt til den af Testator bestemte Brug, og giøre rigtig
Distribution deraf til Vedkommende, med hvis Qvitering de maatte forsyne
sig og bielegge deres Regenskaber, hvilket alt er i sig selv en almindelig Pligt, som
altid paaligger alle Executores Testamenti uden Forskiæl. 2) Skulle de holde
een af Stift=Amtmanden og Biskopen i Kiøbstæderne, men af Amt=Manden og
Provsten paa Landet, giennemdragen, numereret og forseglet Protocol, hvorudi
de Aarlig skulle giøre rigtig og ndførlig Regnskab for Distributioner af den legerede
Capitals Aarlige Revenuer, og være tilholdne at lade samme revidere og appro¬
bere af bemeldte vedkommende Verdslige og Geistlige Øvrigheds Personer. Jeg
kand derfor ingenlunde finde mig udi, at nogle udi vore Tider, ere faldne paa
den Methode, at give deres Testamentes Executores en fuldkommen Dispensa¬
tion fra at giøre Regenskab til noget Menniske paa Jorden, men lader alleting
komme an paa deres egen Samvittighed. Gierne vil jeg tilstaae, at der kand
findes saa brave og uinteresserede Mænd, som aldrig skal misbruge saadant
usædvanlig Privilegium; Men hvor lettelig kand man tage feyl i deres Val?
hvor let kand Leylighed give Fristelse til Sviig? hvor stoer Mistanke maa ikke
slige Executores Testamenti i det mindste altid være underkastede, om de end aldrig
ere saa troe og ærlige? Lige saa lidet som jeg derfor, for min Person, ville
paatage mig at være Executor Testamevti paa saadan Vilkaar, saa lidet ville
jeg raade andre til at beskikke dem; thi enten ere de Personer, som hertil ud¬


72
velges, troe eller utroe Huusholdere ere de troe, skal de aldrig krympe sig for
at lade deres Regenskab fremkomme til Øvrighedens som Over=Jnspecteurernes
Eftersyn, som intet videre skulle have med Sagen at giøre, end at eftersee og
attestere, at alting gaar ret og lovlig til efter Testamentets Jndhold, ere de
utroe var det jo at give dem den beste Leylighed i Hænderne, til at søge deres
egen Interesse, og defrandere Publicum, i steden for at opfylde Testators Villie,
til det almindelige bestes Befordring. 3) Skulle det ey allene bevilges dem som
et Privilegium, men tillige paalegges dem som en Pligt i deres levende Live, selv
at udvælge anrde sufficante og habile Mænd til Executores Testamenti udi deres
Sted, naar de enten ikke selv lengere kand forrette dette Embede, eller og ved
Døden maatte afgaae, hvis Udnevnelse tilkiendegives for vedkommende Øv¬
righed, og af dem approberes, saa fremt de ikke finder noget paa Vallet at
udsette, som samme med rette kand forhindre.
Da jeg nu har giennemgaaet de vigtigste Hoved=Stykker, som det i
Almindelighed kommer høyligst an paa, ved et Testamentes Oprettelse til almin¬
delig Velfært, hvoraf Læseren nok som seer, at det ikke har været mit Forsæt at fore¬
skrive og bestemme nogen vis og fastsat Plan til Testamenter, i Henseende til
specialig, hvilke, som jeg tilforn har meldet, umuelig kand determineres saale¬
des, at de kand passe sig paa alle Tider og Steder, men allene at berøre og
undersøge de betydeligste Poster, som maa observeres ved et Testamentes Jnd¬
retning til alle Tiider, for derved at give en Testator selv Anledning til at fatte
de beste Anslag i saadan Foretagelse, efter Tidernes Tilstand, og alle øvrige fore¬
findende Omstændigheder, saa staaer det endnu tilbage for mig, at anføre nogle
Regler og Cauteler i Særdeleshed for enhver Testator, som deels haver sin
Grund i det som allerede er anført, deels fortiener ydermeere at mærkes.
I.) Vær ikke alt for langsom, men ey heller alt for hastig med
Testamentets Forfærdigelse: Lad det gamle Axioma være dit Symbo¬
IVIII. Deel.


74
lum sæevdøv Peædnog. Jeg siger Vær ey for langsom. Speyl dig i Lentulus der
gik saa lenge ueens med sig selv, hvordan han best skulle indrette sin sidste
Villie, og slettede anden Dagen en Stræg over alt hvad han derom havde
forfattet i Pennen den forrige Dag, indtil Døden i det samme bortkaldede
ham, ab intestato, som man kalder det, og indsatte dem til Arvinger af hans
Gods og Midler, efter Lovenes Tilhold, som allermindst vare det værd,
allermindst havde det nødig, og allermindste havde nogensinde faaet Deel der¬
udi, hvis den saa irresolu og nølende Lentulus havde kommet i Tiide til en
endelig Slutning med sin sidste Ville, og ikke opsat Sagen saa længe i hans
sevende Live, indtil baade Forstandens og Villiens Brug blev ham berøvet:
J det mindste foraarsager saadan lang Forhaling ofte den Uleylighed for mangen
en Testator, at han paa sin syge Seng, og i sin sidste Tiid skal Hovedkulds
nødes til at fatte en endelig Resolution, som ikke altid bliver den Beste, men
dependerer meere af de hosværendes Raad og Overraab, end af hans eget fri¬
villige Val, og det som er endnu det værste, at han skal plage sit Sind og sine
Tanker med slige Foranstaltninger, for at beskikke sit Huus, paa den allerube¬
leyligste Tiid, da han best havde nødig, med et roligt Sind, uden al Distraction
at tænke paa Evigheden.
Vær ey heller paa den anden Side, alt for hastig og iilfærdig med en
saa vigtig Sag, som udkræver den nøyeste Overleggelse, skal væxe den sidste,
og følgelig burde være den ædelste af alle dine Gierninger, en Gierning, der
kand bestemme mange Menniskers Skiæbne efter din Afgang, og giøre dem i vis
Maade enten lykkelige eller ulykkelige, ligesom dit Val enten treffer eller forbie¬
gaar dem til, en Gierning, der efter din Død, ey kand omgiøres af dig selv,
og med Billighed ey bør omgiøres af andre.
Jntet bør være meere helligt og ubrydeligt udi sig selv, end en Testators
sidste Villie: suprema Voluntas, qvod mandat fieriqve jubet, parere necesse est¬


7¬
Jntet kand derfor meere opmuntre en bemidlet Mand til at giøre milde Stif¬
telser, imedens han lever, og meere soulagere ham, naar han døer, end at
han er og kand være forsikret om, at hans gjorte Disposition og sidste Villie
uryggelig skal gielde og blive ved Magt, naar han ikke meere selv er til i Ver¬
den: Non aliud videtur solatium Mortis, qvam Voluntas ultra mortem som Qvin¬
tilanus siger, hvilket og, i vis Henseende, har sin Rigtighed, naar man allene
handler om de Slags Trøstes Grunde, som tages af timelige Ting.
Men skal dette Haab om Testamentets nøyagtige Efterlevelse være vel
grundet, og ey slaae Feyl omsider, da er det ikke afgjort, med at opfylde Te¬
stamentet med grumme Forbandelser over dem som maatte rygge det, hvilket
man i gamle Dage har haft for Skik, og dermed tenkt at den hellige Grav var
vel forvaret, men at sette Sagen paa saadan Foed ved en fornuftig og vel over¬
lagt Indretning, at samme ikke af sig selv kand gaae overstyre, ey heller Re¬
gieringen finde grundig Aarsag til, efter indkommende Forestillinger, at giøre,
herudi med Tiden en Forandring, og bestemme deslige Legata til anden og be¬
dre Brug, hvorudi man ingenlunde kand fortenkes, naar Testators Plan
har været ilde og overlagt ufornuftig; thi vel er det gamle Axioma sandt:
Interest supremæ hominis Valuntati Legem favere, og derfor siger den Hellige
Paulus selv i sit Sendebrev til de Galater, at ingen giør et Menniskes Testa¬
mente til intet, som er stadfæstet; Men ligesom det med Billighed kand ansees
for en Velgierning, i steden for et ubillig Jndgreb i Testators sidste Villie, at
forandre hans Testamente, naar det befindes saa ilde indrettet, at ingen ret
og virkelig Nytte deraf kand tilflyde Publico, men meere Uorden og Forvirring
i adskillig Henseende, saa er intet bedre Middel paa Testators side til at førebygge
slig Forandring og Ulempe, end at betænke sig vel, førend man legger den sidste
Haand paa Testamentet, og ikke derudi giør anden Indretning, end som der
virkelig kand bestaae, og staae sin Prøve med Religionen og Fornuften.


76
2.) Søg ikke saa meget ved et brillerende Testamente, at giøre stoer
Opsigt og erholde andres biefald, som meget meere at tilfreds stille
dig selv indvortes, ved Reenheden af de Bevægelsers Grunde, som
har drevet dig dertil: Det er med Testamenter, som det er med Almisser: en
Testator anseer Publicum, og de Lemmer af Publico, han agter at giøre vel
imod, om ey som Almisse=Lemmer efter Ordets almindelige, nedrige og for¬
agtelige bemærkelse, saa dog i det mindste som dem, der trænger til hans Hielp
og Gave: Nu siger Guds egen Aand selv udtrykkelig udi den hellige Skrift,
at dersom jeg giver de Fattige alt mit Gods, og haver dog ikke Kierlighed,
da er det mig ikke nytteligt, og hvad vil Guds Aand dermed sige andet, end
at det kommer ey saa meget an derpaa, at vi med vore Velgierninger kand
giøre en stor Opsigt i Verden, som at vi dermed har en redelig Hensigt til
Guds Ære og Næstens Beste: Findes det sidste hos os, saa er vor Gierning
og Velgierning stor i Guds Øyne, om den end aldrig maatte synes saa ringe
for Verden: Men fattes det sidste, saa er vor Gierning, om ey unyttig for
andre, saa dog for os selv, i Henseende til den Naadeløn, vi deraf skulle vendte
os hos Gud i Himlen, ihvor stoer og brillant den end maatte synes for Verden.
3.) Vogt dig især for tvende skadelige Affecter, som Forfaren¬
hed lærer at ville gierne indsnige sig frem for andre, og tage Over¬
haand i deres Gemytter, som opretter Testamenter, jeg meener Ære¬
giærighed og Hevngiærighed, Vel kand der findes andre Feyl hos en
Testator, hvorfra han ligesaavel maa søge at giøre sig løs, som fra disse for¬
ommeldte; Men jeg taler kun paa dette Sted, om de meest skadelige Feyl og
Affecter, som kan have en ond Influx frem for andre, udi hans Testamentes
Oprettelse;
Thi hvad Pengegiærighed, Vellyst &c. angaaer, da tilstaaer jeg
gierne, at de, desverre, ere lige saa almindelige som Ærgiærighed og


71
Hevngiærighed, ja lige saa syndige og skadelige; men de kommer egentlig
ikke her udi Betragtning, af Aarsag, at de ere saadanne Feyl, som man
allermindst maa supponere hos en Testator paa den Tid, han opsetter og fast¬
setter sin sidste Villie, som gierne bliver den sidste Tiid i Livet, i det mindste
den Tiid, da han tenker paa Døden, stiller sig sit Livs Forfængelighed for
Øyne, og følgelig renuncerer med det samme ligesom paa al videre Ret til
sit Gods, samt paa al Lyst til at forøge eller forøde det paa en ulovlig og syn¬
dig Maade, men de almindeligste Feyl, som en Testator i saadan Tiid for¬
nemlig fristes til, og vel maa vogte sig for, ere, som mældt er
Deels Ærgiærighed, at man saa gierne vil sette egen Roes og Ære¬
til sit Hovedmaal, i det mindste til en temmelig stor Neben=Absigt, hvorefter
man tragter. Hvem veed ey af Cleantes at sige, som for en prægtig Æres¬
Titul at vinde, og at blive roost udi de offentlige Tidender, gjorte sit Testa¬
mente paa en Maade, som han vel ellers aldrig havde gjort, hvis ikke Be¬
giærlighed efter forfængelig Ære, havde været den Afgud, hvortil han ofrede
baade i sit Liv og i sin Død, i steden for at søge Guds Ære for al Ting?
Saaledes kan Ærgiærighed indtage Menniskenes Sind og Gemytter, endog
i deres sidste Tiid og sidste Gierning; Men hvad siger vor store himmelske
Lære=Mestere om deslige Ære=Syge Givere? Resp. De have deres Løn
borte: De giør Gud et syndigt Jndgreb udi hans Ære, ved at søge deres egen
Ære, de vil dermed paa en egenmægtig Maade tage sig selv Belønningen til,
i steden for at vente og annamme den af Guds egen Haand, følgelig kan de
tilskrive sig selv, at de ingen videre Løn har at fortrøste sig ved af hans Naa¬
de, enten her eller hisset:
Man kiender og vel den ærbare Simon, som til Guds Ære og Kirkens
Prydelse loed bekoste et prægtigt Alter=Tøy af den fiineste Fløyel med Guld
Kniplinger garneret paa alle Sider, men tillod derhos, eller, som andre siger,


78
selv befalede at hans Navn maatte broderes foran der paa, til en liden Er¬
indring: saa forfængelig er det menniskelige Hierte, det maa ey heede, at det
er Æren man søger, og det er dog saaledes i Gierningen: det er i den Hen¬
seende sandt, som den Sal. Biskop Thura siger et Sted i sine poetiske Skrif¬
ter: Lit Roes, saa sagte sagt, for Verden høres vil; Men hvor daar¬
ligt er det ikke, at Menniskene saaledes ved deres Gaver og gode Gierninger
vil tragte paa en utidig Maade, efter den forfængelige Ære i Verden, saa vel
i deres Liv, som efter deres Død, thi saa længe de lever, kan de vist vendte,
at Æren skal følge paa deres gode Gierninger, om de end aldrig selv søger
Æren, ja jo mindre den søges af dem selv, jo meere den erholdes hos alle
Fornuftige, og naar de engang ved Døden afgaaer, hvad kan da al Ver¬
dens Ære i Grunden meere nytte dem, naar de ikke selv længere ere til paa
Jorden, for at nyde Frugten deraf:
Den egentlige, rette og allerstørste Ære bestaaer just ikke i andre Men¬
niskers gode Domme over os og vore Gierninger, hvilke Domme ere gandske
fallible, men i Guds Aands indvortes Vidnesbyrd med vor egen Aand og
Samvittighed, at vi har handlet vel og rettelig: Det kan altsaa intet
skade os, at vore Navne ey staaer indhugne i Marmor paa offentlige Steder,
og tegnede med forgyldte Bogstaver, eller anførte i offentlige Skrifter til ævig
Æreminde, naar de kun efter Skriftens Talemaade, ere skrevne i Himmelen
og Livsens Bog, hvorefter de paa hin store Dag og i al Ævighed skal blive
bekiendte med Ære.
Deels Hevngiærighed, at man, for at søge en ubillig Revange,
gaaer undertiden af Had og Fiendskab dem forbie udi sit Testamente, som
fortiente derudi med største Skiæl at have Sted: Orgilius giør et Testamente
paa sit yderste, hvorudi han blandt andre betænker en stor Deel trængende
Personer i hans egen Slægtskab, men udelukker dog fra al sin Velgierning


7.
et vist honet og fattigt ungt Menniske af sine allernæste Paarørende, hvis
meeste timelige Lyksalighed beroer paa den Arv han vendter sig efter ham,
blot fordi dette unge Menniskes afdøde Fader for mange Aar siden skal ved en
Hændelse have gjort Orgilius noget imod, hvorudi Sønnen er aldeeles uskyl¬
dig: En stor Ubillighed, at lade denne unge Person undgiælde for en For¬
seelse af ringe Betydenhed, hvorudi han ikke selv engang havde den mindste
Andeel, og mueligt Faderen mindre Skyld, naar Sagen kom for Dagen,
end som han beskyldes for i sin Grav:
Timorus stoed i mange Aar i Krigs=Tieneste, hvor han udi adskillige
gjorte Feldt=Toger tillagte sig gode Midler, men fordi han ikke kunde avan¬
cere efter Ønske, men maatte see nogle andre trækkes for ved sig, man veed
ey egentlig af hvad for Aarsag, ville han hævne sig paa Standen selv, hvorudi
han havde levet, og paa sin Syge=Seng legerede alle sine Midler til andre
Stænders Nytte, uden at betænke een eneste af Enker, Fattige og Faderløse
udi sin egen Stand, som uskyldig maatte lide, og exeluderes fra at nyde
mindste Frugt af hans Gavmildhed, blot for derved at fyldestgiøre en urime¬
lig Passion.
Sandelig man maa forundre sig over, at Menniskene saaledes kan
blive til Slaver af en saa ufornuftig Affect, men endnu allermeest, at de ey
kan forlade saadan Bassesse, paa en Tiid, naar de selv staaer i Begreb med
at forlade Verden, men skal findes at handle som Daarer eller Dievle i deres
sidste Tiid, deres sidste Villie, deres sidste Gierning i Verden, da man
meest skulde vendte dem at handle som Viise, ja som Engle.
Jeg lader det passere, at en Mand i sin øvrige Leve Tiid kan
vredes, og i visse Maade straffe sin Modstandere, naar det skeer med
Raison og Moderation, samt i Absigt at desarmere sin Fiende, og afholde ham
fra at giøre sig meere Fortred, men at en Mand vil hævne sig paa sit yderste


80
i sit Testamente, som sin sidste Handling i Verden, naar han, om nogen¬
sinde, skulle være forligt med Gud og alle Mennisker, er saa meget meere
urimeligt, som hans Fiende da ikke efter Døden bliver i Stand til at skade
ham meere, og saa meget meere syndigt, naar han ubillig lader Hevnen falde
paa dem, som inet ondt forskylder:
Jeg har endnu mindre noget at sige paa den artige Maade, hvorpaa en
pis Mand fortælles at have revangeret sig udi sit Testamente, paa sin uartige
Broder=Søn, der engang havde practiseret ham et Sølv=Tallerken fra, naar
han i Testamentet selv lader sig forlyde med disse Ord: Jeg testamenterer
N. N. elleve Sølv=Tallerkener, han veed vel selv, hvorfor jeg ey har
operdraget ham Dosinet fuldt.
Men hvad skal man sige til deres Undskylding, som søger ubillig at hevne
sig, enten paa gandske uskyldige Personer, eller dem som allene kand have be¬
gaaet en liden Forseelse imod dem, uden Betydenhed og ofte tillige uden Forsæt,
ja udstrækker ey allene denne deres Hevn til deres sidste Tiid, mens endog saa
efter deres Død, i Henseende til deres Testamente? Sandelig de har, som en
vis Author skriver ved samme Anledning, en ureen og nedrig Siæl, same de
bove) og opretter kun derved sig selv et hesligt Monument og Skand=Støtte
til deres egen Beskiæmmelse; Thi hvad Roes, Fornøyelse eller Fordeel kan
vel et Menniske vendte sig deraf, at han saaledes vil hævne sig udi sit Testa¬
mente? Hans Roes bliver kun denne, at han har haft et uforsoneligt og
gruesomt Hierte til sit yderste: Hans Fornøyelse bliver kun at giøre visse Per¬
soner ulykkelige, som ey fortiente saadan Skiæbne og saa haard en Medfart:
Hans Fordeel bliver kun at forbandes i sin Grav af de Efterlevende, i steden
for at velsignes, og kan vel nogen Roes, Fornøyelse og Fordeel være slettere
end denne? Kan vel noget være større Tegn, paa et nedrigt Gemytte, end saa
slette Sentiments?


81
En Hedning har derfor vel og viiselig sagt: Testamenta Hominum
Speculum Morum or at Menniskenes Testamenter er et Billede paa deres
Sæder, hvoraf man best kan see, hvad der har lagt i dem, hvordan deres
Hierte og Levemaade har været beskaffen.
Vel synes Plinius junior at ville bestride denne Sætning med Domiti
Tulli Exempel, som efter et slet Liv og Levnet, gjorte et raisonabel og ædelmo¬
dig Testamente imod al Formodning i sin sidste Tiid, men dette Exempel viiser
alleene, at et Menniske kan forandre sig, saa vel til det bedre, som til det
værre, følgelig er Testamenter ikke saa meget et Beviis paa, hvordan Folk
har været sindede i deres øvrige Leve Tiid, som alleene i denne deres sidste
Tiid, da Testamentet er forfattet og sluttet.
Jeg har opholdet mig noget længe ved dette sidste Stykke, for at viise,
hvor ufornuftigt og uchristeligt, jeg vil ikke sige unaturligt det er, at betee sig
hevngiærig i sit Testamentes Oprettelse: er det ikke nok, at denne Hevngiærig¬
heds Affect har hersket, som venteligt er, hos deslige Persøner, i deres øvri¬
ge Leve=Tiid, skulle den og indblande sig i deres sidste Gierning, som i det
mindste burde være en Frugt af en sildig Omvendelse? Skulle man endog
udøve Hevn i det Moment og Øyeblik, da man selv skal fremtræde for den
allerhøyeste Dommere, som Hevnen alleene tilhører? Skulle man i den
sidste Termin af Livet, da man endnu har en liden skiønt kortvarende Andeel
i denne Verdens Gods, misbruge det til Redskaber for en saa uanstændig
Passion? Skulle man ey agte et got Navn efter Døden, og endnu meere
sin ævige Velfært høyere, end at opofre begge Deele for en lumpen overiilet
Sinds=Bevægelse at følge og fyldestgiøre?
4) Udvelg de Sriftelser og Anordninger udi di Eestamente,
som passer sig best til Tidernes Trang. Den Mand giør uden Modsi¬
VIII. Deel.


82
gelse Publico en dobbelt Tieneste, som tiener i rette Tiid og Tilfælde, og an¬
vender sine Midler ved Testamente til saadan Brug, som høyligst behøves.
Cajus og Titius giøre begge Testamenter paa een og samme Tiid og Sted?
Cajus legerer sine Midler til de Fattiges Underholdning i Staden, hvortil ad¬
skillige for ved ham, har allerede tilforn bortskienket anseelige Capitaler. Titius
derimod til at oprette en god Dansk Skole for Fattige Børn, hvorpaa der
hidindtil har været Mangel, hvorudi de for liden eller ingen Betaling ey allene
kand lære got at læse; skrive og regne, men tillige øves i andre nyttige Viden¬
skaber, saasom Mathematiqven, Navigations Konsten, Bogholderie &c for
derved at tiene Fædrene=Landet og sig selv i Fremtiden: Nu spørges, hvem af
disse tvende Testatores har vel gjort den beste Gierning? Man maa tilstaae at
Cajus har gjort vel, men kand derhos ikke nægte, at jo Titius, efter nærværende
Omstændigheder, gjorte bedre.
*) Eigr ellerheldst et søedant Lestamente, hvorndi ingen
lettelig og uden gyldig Aarsag forbiegaaes af dem, som efter Christen¬
doms og Billigheds Lov i Almindelighed, samt efter Slægt=Svoger¬
og Denskabs Lov i Særdeleshed, fortiener at betenkes, thi ellers fortie¬
ner og faar du selv lige saa stoer en Utak af den eene Deel, som Tak af den anden:
laudabilius est Testamentum, siger Plinus, qvod Pietas, Fides et Pudor seripst,
in qvod demqve ommbus affmiratibug, pro cujusqve Officio, Gratia relata est &c.
6.) Søg for alleting ved dit Testamente at belønne Dyden og op¬
hielpe Trangen, og lad begge Deele være det rette Øyemærke: Dyden kand
aldrig noksom opmuntres: Trang kand ofte hindre Dyden, og om ey ophæve,
saa dog fordunkle Dydens Glands: Giør derfor i sær de Dydige til gode,
dog meest dem, som trænger Giør de Trængende til gode, dog egentlig dem,
som ere dydige, eller i det mindste kand formodes at blive derved bedre, endsom
de hidindtil har været.


88¬
7) Sæt, saavit mueligt er, dit Testamente paa saadan Fod, hvor¬
ved den mindste Misbrug, efter al Anseelse, kand indsnige sig, og hvor¬
ved den største Nytte, ja meere end som een Nytte, efter din beste Skiøn¬
somhed, kand erholdes: Søg derfor ey allene ved dine Gaver at forbedre
visse Menniskers udvortes Tilstand og Omstændigheder, men tillige, saa vit
mueligt er, at forbedre deres Kundskab, Gemytter og gandske Leve=Maade:
Søg ey allene at giøre dem lykkelige, men tillige dydige og beqvemme til at tiene
Fædrene=Landet: Kort sagt, søg at forbinde Guds Ære, og Næstens Beste,
Kirkens, og Statens Gavn saaledes med hinanden, at alle disse Øyemærker
ligesom concentreres udi een Punct, og samtlige med hverandre kand opnaaes
8.) Tænk endelig aldrig ved dit Testamente, og den gode Gier¬
ning, som du derved giør, at kunde kiøbe dig ind i Himlen: Længe nok
har denne vildfarende Tanke hersket iblant vore Forfædre her i disse Riger, fø¬
rend Reformationen har givet os et bedre Lys: det falske Haab, som den da
herskende falske Religions Principia gav samme tiders Mennisker om at fortiene
Saligheden ved deres gode Gierninger, har vist nok været een af de kraftigste
Drive=Fædre til de mange Legationer, som da bleve gjorte til Publici Tieneste;
thi hvad kunde disse enfoldige Tiders Mennisker lettere overtales til, end at give
nogle Guld=Stykker bort, naar de derfor kunde fortiene sig et Guld=Bierg, at
give deres Gods bort til de Fattige, allerhelst i den sidste Tiid, da de dog skulle
slippe det alligevel, naar de derved kunde vente at fortiene sig en uendelig større
og evig Liggende=Fæe i Himlen, uden at giøre sig nogen videre Umage derfor,
end at Grunde deres Adkomst paa deres Testamenters Meriter? Skade! at
saa priiselige Gierninger og gode Stiftelser udi bemelte Tiider ey har haft en
bedre Grund.
Endskiønt nu at gode Gierningers Fortieneste, efter nøyere Prøve paa Hel¬
ligdommens Vægtskaale, er ved Religionens Forandring saaledes falden i Prii¬


84
sen, at den Augsburgiske Troes Bekiendelse udtrykkelig fradømmer dem al for¬
tienende Kraft til Retfærdighed og Salighed, saa er dog Menniskens Natur,
altid ugemeen tilbøyelig til den Slags Papisterie, at man hellere vil være salig
af egen Fortieneste, end ved vor Frelseres Fortieneste, hellere arve Himlen som en
Rettighed, grundet paa sine gode Gierninger, end af Naade? Jngen bliver
meere fristet til slige vildfarende Tanker, endsom en Testator, der bortskienker sine
Midler til gudelig Brug: han hører andre rose og ophøye denne hans gode
Gierning, og i sær Hyklere, som derved tænker at vinde noget, at ophøye den
indtil Skyerne, og med flaterende Ord og Ønsker at love ham en evig Be¬
lønning derfor: dette kand ofte sette eller bestyrke ham i den Tanke, som han
gemeenlig desuden gierne selv vil troe, at Gud bliver ham følgelig ligesom no¬
get skyldig, som den, fra hvis Haand Belønningen allene skal komme.
Nu er det vel ey at nægte, at den Allerhøyeste aldrig skal lade hans
gode Gierning blive ubelønnet i Ævigheden, naar den skeer i Troen, af en
reen Kiærligheds Drift til Gud og Næsten, og uden Hensigt til egen For¬
tieneste, men grunder han sin Saligheds Haab paa denne sin gode Gier¬
ning, i steden for eller tillige med sin Forløseres Fortieneste, da bedrager
han sig selv, forderver sin Sag, forspilder sin Løn, som ingenlunde kan blive
en Løn af Fortieneste, men en Naade=Løn allene.
Han maa betænke den Forskiel der er paa, naar han har med Menn¬
sker at giøre, og naar han har med Gud at giøre, thi i Henseende til de første,
kan han ansee sit Gods som sin egen Eiendom, for hvis Overdragelse han
billig kan prætendere Vederlag og Betaling, naar han ey vil skienke det bort
for intet; men i Henseende til den sidste, maa han ansee sine Midler og alt
det han eyer som et Laan alleene, der af Gud selv er ham betroet til en vis
Tiid: Hvor urimeligt var det nu ikke, om en Debitor, som omsider gav til¬
bage hvad han havde laant og var skyldig, ville paastaae en anseelig Beløn¬


8
ning af sin Creditor for god Betaling, og hvor langt daarligere er det ikke,
at den som anvender en Deel af de Midler, Gud har givet ham i Hænderne,
til at giøre got med i sin levende Live, og testamenterer dem til een og anden
Gudelig Brug efter sin Død, vil derfor tænke at fordre Belønning af vor
hErre, Belønning, som en Ret efter Fortieneste, Belønning som ey gaaer ud
paa mindre end som Himlen selv, thi at jeg ey skal tale om, hvor liden ja in¬
gen Proportion der er imellem hans smaae endelige Gierninger og den uende¬
lige Belønning, som han derfor vil kræve, saa maatte jeg spørge ham, om
Gud ved giørende Afregning i hans sidste Tiid, vel kan tænkes at blive ham
noget skyldig, eller han selv at blive Gud skyldig, i Henseende til hans Gods
og Midler? Naar han end giver Gud, jeg meener til gudelig Brug og Publici
Nytte i hans sidste Tid, alt hvad han eyer, saa giver han dog ey meere end
hvad Guds er, hvad han aldt har annammet af ham selv, og deraf har til¬
overs ved sin Afgang; men naar han betænker, hvor meget han af disse time¬
lige gode Ting selv i sin Livs Tid har forbrugt, foruden hvad han tillige vel
ofte har misbrugt, saa mangler der jo saare meget i Betalingen, følgelig bli¬
ver han altid Gud skyldig, og kan aldrig prætendere nogen Belønning af
ham i Ævigheden efter Fortieneste.
Lad det derfor aldrig drive dig til at giøre et gavmild Testamente eller
anden god Gierning, at du derved vil tænke at fortiene Himlen, hvortil dine
allerbeste Gierninger plat ud intet formaar; men lad det heller aldrig afholde
dig fra at giøre gode Gierninger og et gavmild Testamente, som den sidste og
beste Gierning, fordi den ikke just kan tiene, som et fortienende Middel og
virkende Aarsag til Salighed: Vær sorsikret, at i hvor ufuldkommen baade
denne og alle andre dine gode Gierninger end ere, saa dog, naar de flyder af
den rette Kilde, som er Troe og Kiærlighed, indrettes efter den rette Regel,


66
som er Guds aabenbarede Villie og en dermed overeenstemmende sund For¬
nuft, og sigter til det rette Maal, som er Skaberens Ære og det menniskelige
Selskabs sande Nytte, da skal den Gud, som er al Naadens Gud, og deres
Belønnere, som søge ham, efter sin uforskyldte Barmhiertighed visselig paa¬
skiønne og belønne din Troes Gierning og Kiærligheds Arbeyde, her i Tiden,
og hisset i Ævigheden.
Jeg vil til Slutning formode, at den gunstige Læsere ikke fortænker mig,
fordi jeg udi disse mine foranførte Tanker har undertiden moraliseret noget
vitløftig, hvilket ikke synes vel at passe sig til et saa kaldet Oeconomisk Skriftz;
men man maa behage at betænke, at et Testamentes Forfattelse er i sig selv
een af de vigtigste, iblant Menniskenes moralske Handlinger, hvorved de baade
maa have andres og deres egen sande Velfært, ey alleene den timelige, men
endog den ævige for Øyne, følgelig kan ey alleene gode verdslige Raad og
Forslag, men tillige gode Moraler være meget tienlige for enhver Testator,
naar han skal fatte de beste Anslag, og ikke geraade paa saadanne Afveye,
som kan forderve alle hans Anslag, og giøre dem onde, i steden for gode,
om ikke altid i Menneskenes Øyne, saa da i det alvidende
Væsens Øyne, som kiender Hierterne.
N¬
11.


No. IV.
Betænkning
angaaende
Testamenter,
hvorved den almindelige Velfærd
best kand befordres
i Anledning af
Det til Besvarelse fremsatte Spørsmaal:
Naar en bemidlet Mand, som ikke haver Livs Arvin¬
ger, vil giøre et Testament til almindelig Velfærd, hvilket
er da det beste Anslag, som hannem kand gives?
SYMB. Optimo cuique optima placent.


Betænkning
angaaende
Testamenter,
Hvorved den almindelige Velfærd best kand befordres.
§. 1.
A¬
t der iblant et Folk altid findes Rige og Fattige iblant
hverandre, er en Sag, som henhører til den Allerhøye¬
stes viise Huusholdning, og hvorudi vi ved nøye Agt¬
paagivelse, kand finde de tydeligste Spor paa Guds
Viisdom, der ikke uden Aarsag saaledes mager det, at der altid
skal være Fattige iblant de Rige: En Riig og en Arm mødte hver¬
andre; HErren giorde dem allesammen, siger Salomon Ordspr.
22, v. 2. Christus siger selv: J have altid Fattige hos eder
Matth. 26, v. II. Og 5 Mose B. 15, v. II. heder det: Fattige
skal ikke ophøre fra at være midt i Landet; derfor byder jeg
De Rige bør
vise Gav¬
mildhed imod
de Fattige.


90


dig og siger, at du skal jo oplade din Haand for din Broder,
for den, som trænger hos dig, og for din Fattige i dit Land;
Saa at HErren derfor vilde ikke lade Fattige ophøre fra at være
Landet, for dermed at prøve de Rige og give dem Letlighed til at viise
Barmhiertighed og Gavmildhed imod deres trængende Ræste. Gud
uddeeler sine Gaver iblant Menniskerne efter sin behagelige Villie og
giver enhver sin beskikkede Deel af det timelige Gode, det eene Men¬
niske meere, det andet mindre, nogle lader han tilfalde Riigdom og
andre derimod blive i fattige Omstændigheder i Verden, paa det at
naar de sidste skal ved Fattigdom øves i Taalmodighed og Nøysom
hed, de første da skal have Leilighed til at viise Gavmildhed og giøre
Barmhiertighed imod de Trængende, og at den, som haver, ska¬
med sit meget komme den til Hielp, som intet haver. Thi Gud gi¬
ver ikke nogle Mennisker meget af det timelige Gode, som andre savne,
derfor, at de skal beholde alle Ting for sig selv allene, og saaledes
ikkun søge deres eget og leve sig selv; men at de skal giøre got dermed,
være deres Næste til Nytte og Tieneste dermed, og derudi viise sig
at være gode Huusholdere over Guds Gaver. Ved saadan de Ri¬
ges Gavmildhed skal der nogenledes holdes en Lige=Vægt imellem Men¬
niskerne, af hvilke ellers nogle maatte omkomme af Armod, naar
andre derimød svømme i Overflødighed. Og som da de, hvilke Gud
har betroet meget af det timelige Gods, bør med deres Overflødig¬
hed giøre got imod deres trængende Næste, og derudi viise sig at være
glade Givere, saa maae de jo allerhelst være bereedvillige til at komme
saadanne Menniskers Trang til Hielp med deres Overflødighed, som
vel til en Tid kand trænge til at blive understøttede ved andres Hielp
men just derved kand blive satte i Stand til, paa en anden Tiid al


J¬
komme deres Veldædere selv eller andre til Hielp med den gode
Forraad, som de ved andres Hielp have indsamlet sig i nyttige Vi¬
denskaber. Det er i visse Maader herudi, som Paulus siger til de
Corinthier om deres trængende Medbrødre Eders Overflødighed,
skal paa denne Tiid komme deres Trang til Hielp, paa det
og deres Overflødighed skal herefter komme eders Trang til
Hielp, at der kand skee Ligelighed. 2Corinth. 8, v. 14.
2) De Gaver, hvormed de Rige kand komme de trængende Denne
Gavmild¬
til Hielp, ja gavne deres Medborgere, ere ikke allene saadanne, som hed kand og
viises i Te¬
de hertil bortgive Tiid efter anden i deres levende Live; Men endog
stam enters
de, som de ved Testamenters Oprettelse bortgive eller bestemme til Oprettelse,
hvis For¬
et vist Brug efter deres Død, hvorved de selv forbeholde sig Bru¬ klaring her
gen af deres Midler, saa lenge de leve, da et Testament egentlig be= gives.
staaer i et Menniskes Villies Tilkiendegivelse, som endnu er
i levende Live og ved sund Fornuft, angaaende sine Midler
og Evendomme, hvem samme skal tilhøre, eller hvortil de
skal anvendes efter hans Død. Og disse Slags Gaver, som
bortgives ved Testamenter, ere det, som vi egentlig paa dette Stæd
have at handle om, da jeg egentlig, saavidt mueligt, haver at besvare
og give mine ringe Tanker tilkiende, angaaende dette vigtige Spørs¬
maal: Naar en bemidlet Mand, som ikke haver Livs Arvin¬
ger, vil giøre et Testament til almindelig Velfærd, hvilket er
da det beste Anslag, som hannem kand gives?
Hvad her i
§. 3) Førend vi begive os til dette Spørsmaals Besvarelse i det til Be¬
sig selv, maae vi først fastsætte, hvad det egentlig er, her spør= s varelse
fremsatte
ges om? Her tales I.) Jkke om dem, som selv have Børn og Spørs¬
maal egent¬
Livs=Arvinger; Thi det er billigt og i Naturens Lov grundet, at
lig tales
om.


58


Børn arve deres egne Forældre, som de der ere allernærmest beret¬
tigede til det, som deres Forældre, efterlade sig. Men her tales allene
om saadanne, som besidde nogen anseelig Formue og have ikke Livs¬
Arvinger, som have nogen naturlig Rettighed til at tage samme i
Besiddelse efter deres Død. Dog kunde her tillige forefalde det Spørs¬
maal: Om det ikke ogsaa er billigt, at de, som have Midler og in¬
gen Livs=Arvinger, men vel fattige Venner og Slægtninger bort¬
skienke deres Midler, eller dog endeel deraf til saadanne fattige og nær¬
beslægtede Personers Nytte, hvilke de dog efter en naturlig Kierlig¬
heds Drift, ere meere forpligtede til at hielpe, end fremmede, aller¬
helst naar de ere skikkelige og stræbsomme, saa at de ved saadanne de¬
res Paarørendes Midler kand hielpes og sættes i Stand til at være
sig selv og andre til Nytte, thi ellers ere de uværdige til at faae saa¬
danne Midler i Besiddelse. Dette Spørsmaal vil vi her ikke meget
indlade os udi, skiønt Kierlighed og Billighed synes at udkræve, at
det med Ja maatte besvares. Jkke heller spørges her 2) Om det
er tilladt, hvor der ingen Livs=Arvinger, ere at giøre Testa¬
mente? Thi dette kand vel ingen nægte. Kand ikke en Eyere af
Midler gjøre med sit, hvad han vil, og imedens han lever, forordne,
hvorledes dermed skal forholdes efter hans Død, naar han selv er
myndig og kand bruge en sund Fornuft, saa at han kand nøye over¬
legge Sagen og derudi handle efter sin beste Jndsigt. De Tvivl og
Jndvendinger, som af nogle herimod ere gjorte, ere af andre tilstræk
kelig besvarte, saa det ikke behøves her at igiendrive dem. Men om,
eller hvorvidt et Lands høye Øvrighed, uden hvis Tilladelse eller derpaa
givne Bekræftelse, et Testament dog ikke kand ansees for gyldigt,
kand have Magt til at indskrænke de Testamenter, som af dens Un¬


93


dersaatter giøres, naar Omstændighederne og Statens Velfærd
kunde udkræve det, eller det oprettende Testamente være af den Be¬
skaffenhed, at meere Skade end Gavn deraf kunde ventes, om ikke
Øvrigheden skulde være berettiget til, i saa Fald at forpligte saadanne
Undersaatter til at bestemme deres Midler, eller dog en Deel deraf,
til et Brug, som kunde være vigtigere og meere sigte til Landets al¬
mindelige Velfærd og Nytte at befordre, det er en Sag, som jeg over¬
lader til de Lovkyndiges grundige Undersøgning og Omdømme.
Men her spørges egentligt: Hvilket der er det beste Anslat,
som kand gives en bemidlet Mand, der ingen Livs=Arvinger
haver, og derfor vil giøre et Testament til almindelig Delfærd?
saa at hans Midler efter hans Død paa den beste, fornuftigste og
for Staten nyttigste Maade, kand blive anvendte. Dette er det, som
vi nu nærmere have at undersøge.
§. 4) Siden her justtales om et Testament, som skal sigte til Den al¬
mindelig
den almindelige Velfærd at befordre, saa maae det forstaae sig gelfærd
selv, det bør være saaledes forfattet, at derved haves Hensigt ikke maae ved
Testamen¬
allene til nogle visse Personers private Nytte og Fordeel, men til det ters Opret¬
telse for alle
almindelige Beste. At den, som vil oprette et Testamente og
Ting haves
bortskienke sine Midler efter sin Død, bør for alle Ting have den al= for Øyne.
mindelige Velfærd for Øyne, er noget, som paa følgende Maade
kand beviises. Enhver god Bougere i en Stat bør ikke allene see
paa sin egen Fordeel, men og paa det almindelige Beste, og altsaa
paa det mueligste giøre sit til at befordre Statens Velfærd, hvoraf
han selv er et Lem, og sine Medborgeres almindelige Nytte. At
dette er enhver god Borgeres Pligt, kand vel ingen nægte. Føl¬
gelig bør han ogsaa, naar han haver Leilighed dertil og ikke noget


94


vigtig er ham derudi til Hinder, tiene Staten med sine forhvervede
Midler, og det saa meget meere, som en bemidlet Mand maae an¬
see sine Midler, hvilke han paa en eller anden Maade haver forhvervet
sig, som de, han haver annammet af Staten, hvorudi han lever,
og som han derfor i visse Maader, skylder igien til Staten; hvorover
han og, naar han selv ingen Livs=Arvinger haver, bør anvende dem
til Statens Nytte, ja endog til saadant et Brug, som kand være
Staten allermeest nyttigt, og hvorved han best kand vederlegge de af
Staten oppebaarne Velgierninger. Jo meere nu Statens Vel¬
færd og den almindelige Nytte kand befordres ved et Testamente
des bedre og nyttigere er det, des større Ære og Berømmelse ind¬
legger Stifteren, som en god Borgere, sig derved iblant sine Med¬
borgere. Følgelig bør en bemidlet Mand, som selv ingen Livs=Ar¬
vinger haver, der behøve eller kand bruge hans efterladende Mid¬
ler, ikke alleene ved Testamente opoffre sine Midler til Statens
Nytte efter sin Død, men og see at giøre saadant et Testamente,
hvorved hans Midler kand komme Staten til den største og be¬
tydeligste Nytte. Og til saadant et Testamentes Oprettelse bør
hannem gives Anslag. Herved er nu Grunden lagt til alt det,
som ydermeere skal forhandles i det efterfølgende, hvor det kommer
an paa nærmere at undersøge og fastsætte, hvilke der maae an¬
sees for de beste og nyttigste Testamenter.
§. 5.) De beste og nyttigste Testamenter ere i Alminde¬
Hvilke der
ere de beste
Festamen¬ lighed de, hvorved de efterladende Midler blive bestemte til saadant
ter i Almine et Brug, hvorved Statens almindelige Velfærd best kand befor¬
delighed.
dres (§. 4). Men at man des bedre maae kunde dømme om,
ved hvilke Testamenter dette Maal best kand opnaaes, saa vil det


blive fornødent, at holde en Deel af de meest bekiendte Ting imod
hinanden, hvortil de efterladende Midler ved Testamenter, kand
bortskiænkes, thi af deres Sammenligning imod hinanden, kand
Slutningen best uddrages, nemlig hvilke Testamenter der af
dem alle maae holdes for de beste.
§. 6) Som der ere mange Ting, hvortik et Menniske kand Herefter
bruge sine Midler, eller bestemme deres Brug efter sin Død, saa betragtes i
Særdeles¬
ere der og mange og adskillige Slags Testamenter. Nogle ere af hed a) de
Testamen¬
den Beskaffenhed, at Midlerne i Kraft deraf, maae efter Eiernes ter hvorved
Død enten tilfalde een eller fleere Personer; eller og anvendes til Midlerne
efter Eyer¬
saadanne Stiftelser, hvorved nogle visse Personer, som just dere nes Død
ved hindres fra at blive Staten til Nytte, skal af Midlerne have ikke komme
til alminde¬
deres aarlige Underholdning. Disse Slags Testamenter, som de lig Nytte
men tilfal¬
sigte ikke til den almindelige Velfærd, hvorom vi her have at de *) en¬
handle, men ikkun til visse Personers særdeeles Nytte og Fordeel, ten een eller
fleere pri¬
saa høre de egentlig ikke herhid, og kand i Kraft af det, som alle= vate Perso
ner.
reede er sagt §. 4. ikke være de beste og nyttigste Testamenter.
Hvad ellers det første Slags af disse Testamenter angaaer, hvor¬
ved Midlerne efter Eyerens Død tilfalde een eller fleere private
Personer, da vil jeg ikke tale, enten om en Mands efterlevende
Hustrue, hvilken maae være allernærmest berættiget til at nyde
Frugterne af hendes afdøde Mands Midler, saa længe hun lever;
ey heller om saadanne Personer, som enten ere Eieren nær beslæg¬
tede, og derhos trængende og skikkelige; eller andre fremmede,
fattige og flittige Personer, som kand med Omhyggelighed,
have opvartet Testamenters Stiftere i Sygdom og Svaghed, eller
gjort ham nogen anden vigtig Tieneste, eller dog saadanne, som


96


ved hans Midler, kand hielpes og sættes i Stand til at giøre Sta¬
ten nogen nyttig Tieneste. Thi som en naturlig Kierligheds Drift,
eller og Taknemmelighed og Billighed, synes at retfærdiggiøre de
Testamenter, som giøres til Beste for de tvende første Slags Per¬
soner, og at udkræve, at beslægtede eller velfortiente Personer blive
ved Testamente indsatte til Arvinger af Eyerens Midler, eller dog
en Deel deraf; saa kand man sige, at de Testamenter ikke ere unyt¬
tige, hvorved Midlerne efter Eyerens Død blive til Deel for een
eller nogle faa fattige, men derhos flittige og duelige Personer, som
baade kand og vil være Staten til Tieneste. Men hvor ofte skeer
det ikke, at en bemidlet Persons anseelige Midler falde, formedelst
det gjorte Testamente, efter Eyerens Død i saadanne Personers
Hænder, som enten desuden selv have Midler, og alsaa ikke træn¬
ge dertil, eller ere ikkun unyttige og uduelige, som enten ikke kand,
eller ikke vil bruge dem til nogen Nytte, men ikkun forøde de dem
tilfaldne Midler, og sætte dem over Styre ved Ladhed, Overdaa¬
dighed og et uordentligt Levnet? Monne vel slige Testamenter skul¬
de være nyttige for en Stat, hvorved visse Personer ikkun faae
Anledning til at føre en ryggesløs, overdaadig og for Staten ska¬
delig Levemaade, eller hvorved samme ikkun fødes og vedligehol¬
des hos dem? Dette vil vel ingen paastaae. Vilde man end sige,
at ved saadanne Persyners Ødselhed, som ikkun misbruge deres
Midler, komme de arvede Midler dog ud i fleere Folkes Hænder
og komme til at roullere i Staten, hvorved fleere faae Nytte deraf;
Saa kand man vel i visse Maader tilstaae sligt; Men monne ikke
de Midler, som ved et overdadigt og ryggesløst Levnet forødes af
nogle, komme oftest igien i lige saa slette og for Staten lige saa lidet


nyttige Personers Hænder, hvorved de endda blive Staten til lige
saa liden Nytte? Overalt kand Ødselhed og Overdaadighed vel
aldrig ansees for at tilbringe Staten nogen sand Nytte og Fordeel.
§. 7) Hvad hernest det Slags Testamenter angaaer, hvorved de 2) eller an
vendes til
efterladende Midler blive bestemte til saadanne Stiftelser, hvoraf
saadanne
alleene nogle faa Personer, som just derved hindres fra at tiene Stiftelser,
hvoraf nog
Staten, faar deres bestandige Underholdning, og deraf nyde an= le faa Per¬
soner faae
seelige Jndkomster, hvorved altsaa Midlerne ikke komme til noget almin¬
deres Un¬
delig Brug og Nytte, da henhøre hertil fornemmelig Klosteres Op= holdning,
uden at bli¬
rettelse, hvorved Staten berøves saadanne Personer, som kunde være ve Staten
til Nytte.
den til Nytte, men hindres just derved fra enten at formeere eller tiene
Staten. Saadanne Klostere ere ufeylbarlig de mange Munke= og
Nonne=Klostere iblant de Catholske, hvor saa overmaade store og an¬
seelige Jndkomster berøves Staten for at anvendes paa endeel lade og
for Staten unyttige Menniskers Underholdning, som hverken formeere
det Menniskelige Kiøn, eller med nogen nyttig Handtering tiene deres
Landsmænd. Og monne ikke det samme kunde og i visse Maader siges
om endeel af de Klostere, som ere stiftede i de Protestantiske Lande,
og som endnu undertiden oprettes hos og, til hvis Stiftels
dertil Fornærmelse for Staten foræres ved Testamenter anseelige
Summer? Jeg veed vel, man vil herimod sige: At ved slige Stif¬
telser tages mange Fattige, som ere af fornemme Byrd og Stand,
under Armene, hvorved forekommes, at de ikke skal lide Nød. Jeg
tilstaaer ogsaa, det er tungere for Folk af Stand og anseelig Her¬
komst at lide Mangel, end for andre, da det ikke er dem anstændigt
eller, i Henseende til deres Opdragelse, mueligt at forhverve deres
VIII. Deel.


98


Brød ved Arbeyde, som andre, der ere af ringere Herkomst. Men
da vi her tale om saadanne Testamenter, som skal sigte til Statens
Opkomst og den almindelige Velfærds Befordring, saa maae man
forlade mig, at jeg ey lettelig kand regne slige Klostres Stiftelse blant
saadanne Testamenters Tal. Thi Klostere stiftes jo ikke allene for
gamle, skrøbelige og vanføere Personer, som ikke ere i Stand til paa
nogen Maade at tiene Staten, men maatte ikkun være den til Byrde;
Men endog for saadanne, som endnu ere unge, friske og sunde,
ved hvilke det Menniskelige Kiøn kunde forplantes, og som kunde
være i Stand til at giøre Staten nogen Tieneste. Og monne ikke
dette forhindres ved deres Jndtrædelse i Klostere, hvorved de berøve
Staten og ligesom afsondres fra det Menniskelige og Borgerlige
Selskab? Og skulde man vel troe, at Staten intet lider derunder, at
saadanne Personer herved ligesom dømmes til at henbringe deres Tiid
i Eenlighed udi Klostere, i steden for at de ellers kunde blive det Men¬
niskelige Selskab til Nytte? Fragaaer ikke derved Staten store og
anseelige Summer, som anvendes paa at underholde dem i Klostere,
og som ellers til større Nytte kunde bruges? Jeg vil ikke forkaste
alle Testamenter, som sigte til Klosteres Oprettelse. For gamle og
skrøbelige Personer, som ikke meere kand være Staten til Nytte;
Men meener ikkun, at de med nogen Føye kand dadles, som
ved Testamenter eller med deres Midler give ikkun Anledning til, at
saadanne Personer blive unyttige, som ellers kunde være den til Nytte.
Og i det øvrige tænker jeg paa, om det ikke kunde være gavnligere,
i fald nogen vilde giøre saadanne Testamenter, at saadanne Perso¬
ners Egteskab og Menniskernes Formeerelse kunde ved deres Midler


99
befordres, i steden for derved at forhindres. Monne ikke saadanne
Personer kunde ved slige Testamenter ligesaa vel hielpes, og det al¬
mindelige Beste bedre befordres?
§. 8) Da altsaa de pende foransørte Slags Eestamenter
*) De Le¬
(§. §. 7.) ikke hape Hensigt til den almindelige Velfærd, men ikkun stamenter
til visse faa Personers Nytte, følgelig ikke ere de beste og nyttigste som føre en
større og
Festamenter (§. 4) Saa lade vi dem her fare, og begive os til saa¬ meere al
mindelig
danne Testamenters Betragtning, som føre en større og meere Nytte med
almindelig Nytte med sig. Af saadanne kand nogle paa visse sig
Tider og under visse Omstændigheder, være særdeles gode og nyttige;
Andre kand paa alle Tider være nyttige og for Staten fordelagtige,
kiønt i en større eller mindre Grad.
disse ere
§. 9) Til det første Slags, som i sær paa visse Tider og
A) enten
under visse Omstændigheder, ere meget nyttige og maae da beholde paa visse
Tider og
Fortrinnet, henhøre de Testamenter, hvorved visse Summer Penge under visse
Omstæn¬
bortskienkes. I) Til Kirkers Opbyggelse, hvor samme behøves,
digheder
eller til deres Vedligeholdelse og i Standsættelse, naar de ere forfald= særdeles
nyttige
ne og ikke selv have de Midler eller Jndkomster, hvormed deres Repa= saasom t.)
rationer kand bestriides. J saa fald er det got og priseligt, naar be¬ Til Kirker.
midlede Folk vil, enten i levende Live eller efter deres Død, komme de
Kirker til Hielp, hvis Lemmer de ere, med endeel af deres Midler,
som til saadant Brug maae anvendes, om det ikke ellers skal med
god Grund blive anseet for en Virkning af Kolsindighed for Reli¬
gionen i vore Tider, at vi ikke med maadelige Bekostninger kand
engang vedligeholde de Kirker, som vore Forfædre med ulige større


100.
Bekostning have ladet opbygge for os, men lade dem af Mangel
enten paa Penge, eller paa Lyst at anvende noget derpaa, staae og
falde ned af sig selv.
2) Til Landets Øvrighed, i sær paa saadanne Tider, naar
2) Til
Landets
Øvrighed., der behøves store Udgifter og anseelige Summer til Landets Forsvar
og Sikkerhed, formedelst paakommende Krigs Uroeligheder eller an¬
dre slige Omstændigheder, hvorved da slige Penge blive anvendte til
Landets Nytte og den almindelige Velfærd og Sikkerhed, og Byr¬
derne kunde i saa fald da ogsaa derved lettes for de uformuende Sta¬
tens Lemmer, som ellers over deres Evne maatte bebyrdes med Paa¬
læg til Statens Udgifter at bestride.
3) Til Rrige-sospitalers og Qvæstsunses Oprettelse i
3) Til
Krigs=Ho
Krigs=Tider, til saadanne Personers Helbredelse, Forpleyning og
spitaler og
Qvæstl
se. Underholdning, som i Statens Tieneste ere blevne lemlæstede og gjorte
udygtige til ydermeere, eller dog for en Tiid at tiene Fædernelandet,
og derover maatte ellers ikkun blive Staten til Byrde. See! paa
saadanne Tider og i slige Omstændigheder kunde Midlernes Bort¬
sklenkelse ved Testamenter til saadant Brug have en usigelig stor
Nytte for Staten. Og altsaa maae Nytten af disse Slags Testa¬
menter egentlig bestemmes efter Tiderne og Omstændighederne,
hvad for Indretninger og Bekostninger samme udkræve.
B.) Eller
§. 10.) Men vi komme nu til de Slags Testamenter, hvis
de ere al
tid nytti= Oprettelse kand paa alle Tider være nyttige og for Staten
ge og tiene
fordeelagtige (§. 8), i hvilken Henseende de synes at fortiene et
Fortrin for de øvrige Testamenter, enten i en større eller mindre
Grad. Saadanne ere de, ved hvilke Midlerne efter Eierens Død


101
bortskienkes, enten til saadannes Nytte, som ikke meere kand tiene
Staten, og selv forhverve deres Brød; eller til forulykkede Per¬
soner, som for en Tiid behøve Hielp; eller til saadanne Huses
Oprettelse, hvor de kand sættes i Arbeyde, som ellers ere ikkun
Staten til Skade og andre til Uleylighed; eller til Videnskabernes
Opkomst og Opmuntring til samme; samt til=Gode for dem, som
skal sættes i Stand til, i Fremtiden at blive Staten til nogen nyttig
Tieneste. De Testamenter eller Dongtioner, som giøres til saa¬
danne Ting, er det, vi noget nærmere maae tage i Betragtning.
46 21
§. 11.) Angaaende de= Testamenter, hvorved en bemidlet
Nytte for
bortskienker sine Midler til saadanne Personers Hielp og Under= dem, som
holdning, der ikke ere i Stand til at tiene Staten, eller selv ikke kand
tiene Sta¬
at forhverve deres Brød (§. 10), da henhører hertil I.) De ten, eller
selv fortie¬
Gaver, som ved Testament bortgives til Hospitalers Stiftelse ne deres
Brød;
eller Forøgelse, hvorudi fattige og nødlidende, gamle og svage, hvor til
eller vanføere, lemlæstede og elendige Folk indtages til Forpleyning, henhører
1.) Hos
og nyde fri Opvartning og Underholdning. Saadanne Ho= talers
spitalers Stiftelse have deres store Nytte, da saa mange
nødlidende og elendige Mennisker derudi blive underholdte, som
ellers maatte være Staten til Byrde, eller selv lide den yder¬
ste Nød. Dog maae, om det rette Øyemeed af Hospitalers Stif
telse skal opnaaes, nøye sees derpaa, at slige Stiftelser blive allene
for saadanne, der kand ansees for rette og værdige Almisse=Lem¬
mer, der formedelst Alderdom eller Svaghed, ikke meere ere i Stand
til at fortiene deres Brød ved noget Arbeyde; men ikke for saadan¬
ne, der enten ere friske og stærke, saa at de kunde arbeyde for deres


102
Brød, hvilke undertiden søge ikkun at blive indtagne i Hospitaler,
paa det de der kand have magelige Dage og æde Ladheds Brød;
ey heller for liderlige og ryggesløse Folk, hvilke henhøre ikke til
Syg-Huuse, men til Tugt=Huuse.
Capi¬
2) Henhører hertil Capitalers Udsættelse og Bestemmel¬
talers ud.
sættelse til se til at komme fattige Enker, faderløse Børn, eller gamle, svage
aarlig Al¬
misse for og nødlidende Personer til Hielp, at de deraf kand nyde en vis
fattige En= aarlig Almisse til deres nødtørftige Ophold; hvilke Stiftelser, som
ker, Fader
løse, Game de ere Christelige og vidne om Barmhiertighed imod de Fattige og
le og Sva¬
ge o. s.v. Nødlidende, saa ere de og i visse Maader nyttige for Staten, hvil¬
ken saadanne Personer ellers maae være til Byrde, da der dog i
en Christelig Stat, altid maae bæres Omsorg for de Fattiges og
Elendiges Underholdning. Og monne ikke alt det maae ansees som
nyttigt for Staten, hvorved der kand raades Bod paa Armod,
og de Trængende reddes fra Undergang? Det kommer ikkun an
derpaa, ogsaa herved at holde et vaaget Øye over, at slige Capi¬
taler ikke imod Giverens Øyemerke blive anvendte til saadanne
Personer, som enten ikke trænge, eller som dertil ere uværdige, til
Fornærmelse for dem, som burde nyde Frugten deraf.
12 81
§. 12.) Foruden Hospitalers Stiftelse og Capitalers Henleg¬
Hielp for
forulykkede gelse til saadanne Personers Nytte, der ikke kand være Staten til
Personer,
som for en Tieneste, eller selv forhverve deres Brød, kunde nu ogsaa med Nytte
Tiid behø¬
oprettes ved Testamenter almindelige Casser, hvoraf kunde gives
ve Hielp.
Hielp til saadanne, som vel kand være Staten og deres Medborgere,
til Nytte, men dog for en Tiid behøve at tages under Armene for¬
medelst et eller andet ulykkeligt Tilfælde, hvorved de have lidt Ska¬


10.


de, og ere blevne skildte ved Huus og Hiem, eller ved Gods og For¬
mue, allerhelst naar de ikke selv have været Aarsag i deres egen Ulykke.
Hartil henhøre da saadanne, som ere forulykkede ved Jldebrand,
Vands=Baade, Skibbrud, Uveyr og andre slige beviislige ulyk¬
kelige Tilfælde. Monne det ikke kunde være got, om nogle, som
Gud havde betroet Midler, men ingen Livs=Arvinger til deres Mid¬
ler, vilde ogsaa tænke paa at giøre Barmhiertighed imod deres nød¬
lidende Medborgere, som paa slige Maader forulykkes, ved at testa¬
mentere endeel af deres Midler til saadanne arme Menniskers Under¬
støttelse, at de ved en vis Uddeeling deraf, som kunde være større
eller mindre, efter Skadens Storhed, samt Personernes og Omstæn¬
dighedernes Beskaffenhed, kunde reddes fra Undergang, og sættes i
Stand til igien at fortiene deres Brød og tiene deres Medborgere.
§. 13) Men monne ikke Tugt= og Arbeyds=Huuses Opret¬
telse skulde være ligesaa nytige for en Sta? hvornd saadanne Folk Arbeyd¬
og Tugt¬
indtages og holdes bestandigen i Arbeyde, som ellers ikke vil arbeyde Huuses
Oprettelse
eller være Staten til nogen Nytte, omendskiønt de kunde; men me= for Lø
get meere ere ikkun andre duelige Folk til Uleylighed og unyttige Jor= Kiengere
og skarnag
dens Byrder. Hertil henhøre Løsgængere, Dagdrivere, saadanne tige Men¬
Betlere, som legge sig ikkun efter Betlerie: fordi de ikke gider arbey¬
det, Bedragere, som nære sig ikkun af Spil, Tyverier og andre
Ugudeligheder. Til saadanne onde Mennisker er jo slige Huuses Op¬
rettelse ligesaa fornødne i Staten, som visse hemmelige Stæder ere i
et Huus, hvor man kand kaste hen al den Uhumskhed, som ellers maatte
ligge for alles Øyne, og ikkun foraarsage en slem Stank i det gandske
Huus. Thi i saadanne Huuse, hindres slige Folk fra videre at


104
være andre gode Folk besværlige, og holdes til Arbeyde, hvorved de
paa nogen Maade kand blive nyttige for Staten, i stæden for at være
den til Skade. Skulde der da end maaskee allerede være saa mange
saadanne Tugt= og Arbeyds=Huuse oprettede her til Lands, som
kunde agtes fornødne til slige onde Mennisker at indtage; saa synes
det dog ikke at være overflødigt eller for Staten unyttigt, at samme
ved Testamenter eller Donationer bleve meere udvidede, saa at flere
der kunde sættes i Arbeyde, saa lenge der endnu findes saa mange
iblant os, der nære sig ikkun af modtvilligt Tiggerie, eller andre
onde og syndige Konster, og gider ikke selv fortiene deres Brød med
Arbeyde i saa mange hos os anlagte Fabriqver, hvor man behøver
Folk, og hvor der uden Tvivl fleere kunde sættes i Arbeyde, og derved
have deres Underholdning.
4.) Til Vi¬
§. 14) Saa fornøden som Straf er for de onde og raadne
denskaber¬
nes O p= Statens Lemmer, saa meget got kunde uden Tvivl derimod udrettes
komst og
ved Belønninger for det Gode, som ved nogen særdeles nyttig
Opmun
tring til Videnskab og Handtering giøre sig fortiente hos deres Medborgere,
samme.
nemlig 1.) og derudi viise en besynderlig Fliid og Duelighed frem for andre, da
Ved Be¬
lønningers det vel ikke kand nægtes, at jo saadanne og andre med dem ved slige
Uddeeling. Belønninger meget kand opmuntres til Flittighed, og videre at legge
Haand paa saadanne Ting, som kand være Staten nyttige, og at
bringe samme til større Fuldkommenhed: Hvor ønskeligt var det der¬
for ikke, om nogle velsindede Patrioter, som Gud dertil haver givet
Evne og Formue, vilde og anvende en Deel af deres Midler, om
ikke i levende Live, saa dog efter ders Død, til visse Belønningers
Aarlige Uddeeling for saadanne, som enten i Agerdyrkningen, som


1¬
enten i Agerdyrkningen, som en Hoved=Kilde til Statens Rigdom,
eller i Lærdom, eller andre for Staten nyttige Konster og Viden¬
skaber, samt vigtige Opdagelser, viiste en særdeles Fliid og Nidkier¬
hed, og derudi overgik andre og foregik dem med gode Exempler.
Hertil er allerede af nogle Patrioter gjort en priiselig Begyndelse, og
det var at ønske, at fleere vilde herudi efterfølge deres lovlige Exem¬
pel, ja endog til slige Belønninger bestemme visse Capitaler, enhver
til saadanne Videnskaber, hvis Opkomst og Fuldkommenhed han,
efter sin Tilbøyelighed, helst ønskede. Hvor vilde ikke sligt tiene til
Opmuntring for mange, der vilde kappes om at dyrke Videnska¬
berne og derudi at overgaae hverandre, hvilke ellers ikke meget be¬
kymre sig derom, saa længe ingen Belønning for deres Umage
kand ventes.
§. 15) Til de Ting, hvorbed Lærdoms og Videnskabernes 2) Ved et
almindeligt
Opkomst og Fremvext befordres i en Stat (§. 10), maae blant Bogtrykke¬
ries Opr¬
andet ogsaa regnes et almindeligt Bogtrykkeries Oprettelse,
hvor lærde og velsindede Patrioters gode og nyttige Skrifter kunde
blive trykte og bekiendte for Publico, uden Bekostning for Forfatte¬
ren. Monne her ikke ligesaa vel i Dannemark, som i andre Lande
skulde findes lærde og flittige Mænd, som ere i Stand til at tiene
deres Fæderneland med gode Original=Skrifter? Monne der ikke
ogsaa iblant dem, som kunde have nogen Tid tilovers til at skrive,
skulde være nogle, som virkelig kunde have saadanne Skrifter lig¬
gende færdige til Trykken? Men hvor mange saadanne Skrifter
maae dog ikke blive liggende skiulte i Mørket, uden at komme nogen
Tiid frem for Lyset, og synes alleene at være forfærdigede for at
VIII. Deel.


115


fortæres af Støv og Møl; allene fordi Forfatterne ikke selv hav
Evne at bestride de store Omkostninger, som udkræves til dere¬
Trykning og offentlige Udgivelse, og her hos os sielden findes no¬
gen Forlegger, som drister sig til, paa sin Bekostning, at paatage sig
Oplaget af slige Skrifter, i et uvist Haab om Skrifternes Afgang¬
Monne det ikke derfor kunde have sin Nytte, om nogen Elskere af
Bøger og gode Skrifter, vilde, efter et Forslag, som for nogle
Aar siden blev gjort af en Patriot, ved Testamente giøre sit til, at
oprette et almindeligt Bogtrykkerie, hvor alle slige Skrifte,
uden Bekostning for Forfatteren, kunde blive trykte til almindelig
Nytte, hvorved gode Skrifter kunde reddes fra Undergang, dere¬
Forfattere fra Forglemmelse, og mange nyttige Opdagelser kømm
for Lyset, som endnu savnes. Hvor vilde ikke mange herved bliv¬
opmuntrede til at meddeele deres Landsmænd saadanne Skrifter,
som de maaskee længe kand have arbeydet paa. Dog vilde det
herved blive fornødent at anordne, at ingen Skrifter saaledes frit
maatte trykkes, uden de, som først vare af vedkommende skiønsom¬
me Dommere blevne igiennemseete og befundne værdige at udgive¬
til almindelig Nytte, paa det ikke ellers unyttige, eller dog mindre
nyttige Skrifter skulde blive trykte frem for de gode og nyttige, og
til Fornærmelse for disse.
d) Til Go¬
16) Men, som vi have sagt, at de efterladende Midler
de for saa¬
danne Per- ved Testamenters Oprettelse, ogsaa kand bestemmes til saadanne
soner, som
dervedkand Personer, som derved kand sættes i Stand til at blive Sta¬
sættes i ten i sin Tiid til nogen nyttig Tieneste (§. 10); da, om man
Stand til
at blive i vilde spørge: Hvilke saadanne Persøoner ere? Saa ere det deels


18.
saadanne, ved hvilke Staten kand formieeres med Mennisker, deels sin Tiid
Staten til
og saadanne, ved hvilke den kand forbedres og dens Velfærd be= Nytte.
1126
fordres.
4443
§. 17) At Folke=Mængdens Formeerelse er en Sag, hvor= 1.) Enten i
denseende
paa Statens Styrke og Vedligeholdelse meget beroer, skulde jeg til Statens
ikke troe, nogen vilde nægte, som det da og af andre tydelig er be= Formeerel¬
se med Men
vist. Følgelig maae det og være en magtpaaliggende Sag at see nisker,
Menniskernes Formeærelse befordret ved lovlige Egteskaber. Da
der nu ere mange, særdeeles af Fruentimmer=Kiønnet, som for¬
medelst Mangel paa Arve=Midler, hindres fra at komme i Egteskab,
hvorudi de kunde ellers blive Midler til Folke=Mængdens Formee¬
velse og derved blive Staten nyttige, saa kunde derpaa raades Bod,
naar velsindede og derhos bemidlede Patrioter, som ikke selv have
kundet blive Midler til Statens Formeerelse med Mennisker, vilde,
efter vores berømmelige Baron Holbergs Exempel, bortskienke
ved Testamente endeel af deres efterladende Midler til Udstyr og
Medgift for saadanne skikkelige Jomfruer og Piger, som føre et
dydigt Levnet, men selv ingen Midler have, at de deraf kunde ny¬
de en vis fastsat Sum til Udstyr, naar de i Egtestanden bleve for¬
synede; hvorved mange af Mand=Kiønnet vilde opmuntres til at
indlade sig i Egteskab med saadanne Fruentimmer, som nu, uagtet
al den Dyd og Duelighed, som ellers kand findes hos dem, ofte
maae forblive i ugift Stand al deres Tiid, alleene fordi de ikke
have det, som i vore Tider fornemmelig skal opmuntre en Friere til
at anmelde sig hos dem.


188
2) Eller i
§. 18) Men hvad kunde det vel nytte, at Staten blev
Henseende
til Statens formeeret med Mennisker, dersom den ikke tillige derved blev for¬
Forbedring meeret med gode Borgere, som kunde være Staten til Tieneste og
dens
Velfærds befordre den almindelige Velfærd? Hvor vigtig en Post er ikke
Befordring
ved gode altsaa Ungdommens rette Underviisning og Opdragelse udi
Borgere,
en Stat, da de Unge jo ere ligesom de Planter, hvormed Staten
som fra
skal forsynes og igien besættes i de Afgaaendes Stæd; det er ved
Ungdom¬
men af here dem Staten skal vedligeholdes, og de ere de, som opvoxe enten til
til blive an
førte og un=Statens Ziir og Gavn, eller til dens Vanære og Skade, alt
derviiste.
Hvortit ha, eftersom de blive anførte til i deres Ungdom. Hvor magtpaalig¬
rer alle¬
gende maae det da ikke være Staten, at dens unge Poder saaledes
haande o
fentlige, blive anførte og oplærte, at de i sin Tiid kand blive deres Medbor¬
Skolers
gere til nogen nyttig Tieneste, at Staten ved dem ikke allene kand
Stiftelse¬
vedligeholdes, men og forbedres og dens Velfærd befordres
Hertil er jo enhver retsindig Patriot forpligtet til at giøre alt sit
efter Formue. Dette kand nu og skee ved allehaande offentlige
Skolers Stiftelse, hvor de Unge, særdeeles og de, hvis Forældre
enten ere døde eller uformuende til at give deres Børn den tilbørli¬
ge Opdragelse og Underviisning, kand dannes, og efter deres ad¬
skillige Bestemmelse, oplæres udi saadanne Ting og Videnskaber,
hvorved de kand blive nyttige Borgere i Staten. Følgelig er slige
Skolers Oprettelse en Post, ja en saare vigtig Post, hvortil be¬
midlede Folk, som selv ingen Børn have, kand ved Testament an¬
vende deres Midler paa en for Staten særdeeles nyttig Maade. Og
hvor var det ikke at ønske, at der i vore Tider vare fleere, som
vilde tage denne Sag ret i Betænkning, og i dette Stykke viist
deres Gavmildhed. Vore Forfædre have herudi foregaaet os mel


gode Exempler, ved hvis Gavmidhed mange Skoler her til Lands,
ere enten blevne stiftede, eller forbedrede. De mangfoldige Kongens
Skoler paa Landet, hvor saa mange Børn, der tilforn bleve op¬
dragne i Vankundighed, blive nu underviiste i Christendommen,
Læsning, Skrivning og Regning, er saa priselig en Anstalt, at
deres Stiftelse allene kunde være nok til at giøre deres store Stifteres,
den Høysalige Kong Friderich den Fierdes Navn udødeligt og
velsignet, endog blant de sildigste Slægter i disse Lande, i det han af
en gudelig og Landsfaderlig Omsorg for sine Undersaatters baade ti¬
melige og evige Velfærd, lod paa egen Bekostning opbygge og indrette
disse Skoler, og til deres Vedligeholdelse, samt Skoleholdernes Be¬
soldning bestemte saa anseelige Summer, hvilke hans store og vær¬
dige Efterfølgere i Regieringen ere blevne ved at anvende til samme,
Brug. Vi have Maysen=Huuse og Opfostriligs=Huuse, som
ved vores Høypriselige Kongers gudelige Omsorg ere blevne stiftede,
for Fader= og Moderløse Børn af begge Kiøn, hvilke der nyde samme
høyfornødne Underviisning. Vore Tider, kand herudi frempise
mange priselige Anstalter, som vore Forfædre endnu savnede, og ad¬
skillige Christelig sindede Patrioter have viist deres berømmelige Nid¬
kierhed, Tiid efter anden i at giøre Forslag til samt paa det mueligste.
at befordre slige Huuses Oprettelse. Vi have altsaa ikke Mangel
paa saadanne Skoler i hvilke Ungdommen kand faae den høystfor¬
nødne Underviisning i Guds Kundskab, samt i at læse, skrive og
regne. Vi have heller ikke Mangel paa saadanne Skoler, hvor
de Unge blive underviiste, som skal forbereedes til i sin Tiid at un¬
derviise andre. Vi have Latinske=Skoler paa adskillige Stæder
i disse Riger, som enten ved de Høysalige Kongers, eller ved andre


109


110.


Christelige Patrioters Gavmildhed, ere blevne stiftede og forøgede.
Vi have Høye=Skoler, Eymnassa og i sær Kiøbenhavns berøm¬
melige Universitet, hvor de Stiderende have Leylighed til at fort¬
sætte deres Studeringer og under grundig Anviisning saaledes at gn¬
vende deres Tiid, at de kand blive lærde og duelige Mænd til at
tiene i Kirken eller i Skoler, eller at giøre Fæderne=Landet nyttige
Tienester i Mathematiken, Læge=Rønsten og Lov=Ryndighe¬
den. Vore Høylovlige Konger have hertil gjort de herligste An¬
stalter og imod de Studerende viist en ret Kongelig og Faderlig
Gavmildhed, og endeel velfortiente Mænd iblant vore Forfædre
have ogsaa af Nidkierhed for Lærdom og Videnskaber at forfremme
opofret deres anseelige Midler til Collegia at stifte eller Stenpendia
at uddeele til de Studerende ved Kiøbenhavns Universitet. Vi have
et Ridderligt Academie i Sorøe, hvor de Unge af Adelstanden,
blive oplærte i saadanne Videnskaber, som er deres Stand anstæn¬
dige, og have Leylighed til at giøre sig beqvemme til at giøre Staten
vigtige Tienester. Vi have Rrigs=Skoler for de Unge, som ere
bestemte til Krigs=Standen, hvortil hører saavel det ældre Cadet¬
ternes=Academie i Kiøbenhavn, som og det i de nyere Tider
anlagte Mathematiske Academie i Christianja udi Norge, hvor
de unge blive oplærte og øvede i allehaande til Krigs=Konsten
henhørende og nyttige Videnskaber. Vi have store Navigations
Skoler i Kiøbenhavn foruden mange smaa private Skoler af sam¬
me Slags, hvor de Unge, som have opofret sig til Søefarten, blive¬
underviiste i den for dem saa uomgiengelig fornødne Søemands
Konst. Vi have Skildre=Maler= og Bildhugger=Academie
i Kiøbenhavn, stiftet af vor Allernaadigste Konge, hvor de, som


5111


have Lyst til at legge sig efter slige Videnskaber, blive grundigen
anførte i de samme, og ved Belønninger opmuntrede til at giøre
sig meere og meere fuldkomne derudi. Endnu blive de Unge i Dren¬
genes Opfostrings=Huus paa Christianshavn, som ligeledes ved
vores Allernaadigste regierende Konges høystpriselige Foranstaltning
er blepen oprettet, foruden Underviisning i Christendommen ogsaa
vante til at øve sig i et og andet nyttigt Haand=Arbeyde; hvilket lige¬
ledes skal skee med Pigerne, i det for dem paa Christianshavn op¬
rettede Tydske Opfostrings=Huus, udi saadanne Ting og Haand¬
Arbeyder, som tilkommer deres Kiøn. Vi have jo altsaa i vore Ti¬
der i Henseende til Skole=Væsenet og de Unges Underviisning, langt
fleere herlige Anstalter, end vore Forfædre have vidst af at sige. Men
monne dog Anstalterne med de Unges Opdragelse skulde nu have op¬
naaet den høyeste og mueligste Fuldkommenhed hos os? Monne der
ikke endnu kunde giøres langt fleere nyttige Anstalter og fleere Sko¬
ler oprettes til de Unges Underviisning efter deres adskillige Bestem¬
melse? Jeg meener jo; Og dette er det, hvorom jeg endnu kortelig
maa give mine Tanker tilkiende.
§. 19) Kunde der ikke paa Landet giøres saadanne Anstalter Anstalter
ved Skoler¬
ved Skolerne for de Børn, som skal bruges til Agerdyrkningen, ne *) paa
og ved Land=Væsenet forhverve deres Brød, at de føruden den til=Landet.
børlige Underviisning i Christendommen, som ingenlunde maatte
forsømmes, samt Skrivning og Regning, saavidt samme behøve¬
des, kunde i visse Timer af Dagen blive underviiste i de første
Grunde, som høre til Agerdyrkningen og Land=Huushold¬
ningen, og anførte til at bruge deres Hænder til at hugge og selv
at giøre adskillige Ting og Redskaber, som behøves til Jordens


112


Dyrkning, da ellers Landmanden i Mangel af at kunde selv giøre
noget af sligt med sine Hænder, maa ofte sinkes i sit Arbeyde, og giøre
mange Bekostninger; som da kunde spares. Men hertil vilde da
udfordres enten besynderlige Læremestere, som derfor maatte lønnes,
eller saadanne Skolemestere, som foruden den sædvanlige Underviis¬
ning forstode at give de Unge nogen ret Underviisning i slige Ting; og
det vilde da blive fornødent, at Skolemesternes Løn maatte forb¬
dres, naar deres Arbeyde blev forøget, saa de derved kunde have
skikkeligt og efter deres Arbeyde proportionert Levebrød. Ventelig
vilde det heller ikke blive uden Nytte, om der undertiden bleve ud¬
deelte nogle smaa Belønninger til de flittigste iblant de Unge, som
gjorde bedre Fremgang end andre, hvilket uden Tvivl vilde blive et
got Middel til at opmuntre dem alle til Flittighed i Haab om Be¬
lønning. Men her maatte da spørges: Hvorfra skulde vel de Ud¬
gifter komme, som til slige Anstalter udfordres? Jeg svarer, at her
kunde de Rige, som ere uden Børn, paa en særdeles nyttig Maade
ved Testament bortskienke deres Midler, eller endeel deraf til saa
vigtigt et Brug.
§. 20) Gaae vi hernest til Kiøbstæderne, monne der da ikke
Skoler
i Kiøbstæ= ogsaa ved bemidlede Folks Gavmildhed kunde giøres meget nyttige
derne.
Anstalter til de Børns Underviisning, som skulde sættes til Haand¬
verker, Fabriqver og Manufacturer, at de, foruden den sædvan¬
lige Underviisning, som de faae i de Danske Skoler, kunde blive
oplærte i de første Grunde af Oeconomie og andre nyttige Viden¬
skaber, hvorved de kunde giøres til flittige og nyttige Borgere, og
deres Sæder, saaledes blive dannede, at de i Tide maatte fatte Af¬
skye for al Overdaadighed, Vellyst og Ladhed, der er saa forder¬


113


velig for Staten og alle dens Lemmer. Ligeledes kunde der vel og
oprettes visse Skoler for de Unge, som blive bestemte til Hande¬
len, Cameral=Væsenet, smaa Justit=Betieninger, o. s. v.
hvor den første Grundvold kunde blive lagt til deres Underviisning
i de Ting, hvortil de i Fremtiden skal bruges, at de ikke herudi
skulle være gandske uvidende, naar de siden komme paa et Contoir,
(jeg vil ikke sige i et Embede), og endeel Aar gaae bort for dem,
inden de faae noget tydeligt Begreb om den Ting, hvortil de ere
bestemte, og deri kunde giøre nogen nyttig Tieneste. Hvor ypper¬
ligt et Mønster for os kunde ikke ogsaa den i Berlin anlagte Real¬
Skole være, hvor de Unge blive oplærte i de første Grunde af alle
de Videnskaber, som kand være dem nyttige, i hvad Stand de
end komme udi i Verden? Monne ikke saa priselig en Anstalt
skulde være værd at efterfølge? og monne sligt ikke kunde befordres
ved bemidlede Folks fornuftige Gavmildhed?
§. 21.) Man seer altsaa vel, at det, som er sagt §§. 18. Videre
19. 20. gaaer derpaa ud, at bemidlede Folk, som ingen Livs= Forslag
giøres an¬
Arvinger have, kunde med deres Midler giøre Staten en vigtig gaaende
Gaver til
Tieneste, naar de ved Testamente vilde bortskienke samme til slige gige Sko¬
Skolers Stiftelse, hvor de Unge kunde oplæres i saadanne Ting lers Stif¬
telse og Op¬
og Videnskaber, som kunde giøre dem til nyttige Borgere i Sta= komst.
ten, efter den Stand, som de agte at komme udi. Hertil kunde
nu enhver, efter sin egen Stand eller Tilbøyelighed til en eller anden
nyttig Videnskab og Handtering, bestemme sine Midler til de Unges
Underviisning, som skulde forberedes til den Stand eller Handte¬
ring, som Giveren selv haver levet udi og forhvervet sine Midler
ved, eller som han selv finder for got, efter fornuftig Overlæg, at
VII. Deel.


114


lade sine Midler blive anvendte til. J det ringeste synes det ikke
ubilligt, at enhver, som vilde giøre Testamente og derpaa erholde
Kongelig Confirmation, burde tilholdes at give en vis Deel af
sine Midler til saadant Brug, efter den Stand, hvorudi han lever
og har forhvervet sine Midler. Jeg vil ikke sige, at endogsaa de
som sidde i saadanne Betieninger, hvorudi de ere aflagte med an
seelige aarlige Jndkomster, burde enten aarligen eller paa eengang
give deraf en liden Afgift til saadanne Skolers Opkomst; thi saa¬
dant Forslag maatte symes ikkun at sigte til at forøge Folkes Byr¬
der og Paalæg; men dette meener jeg dog at kunde sige uden no¬
gens Fornærmelse, at de, som kunde giøre sligt uden deres Ska¬
de, gjorde efter mine ringe Tanker vel, naar de selv hertil fandtes
bereedvillige at anvende en liden Deel af deres anseelige Jndkomster
til saa nyttigt et Brug. Dog taler jeg ikke uden Aarsag om dem,
som have anseelige Jndkomster, thi der kand være mange Embeds¬
Mænd, hvis Betieninger kand være af saa liden Jmportance, at
de neppe derved kand have deres Leve=Brød, af hvilke intet Tilskud
til sligt Brug kunde ventes eller forlanges, da det derimod, syntes
fast bedre, om nogen vilde henlegge en Capital til saadanne Betien¬
teres aarlige Løns Forbedring, paa det de derved kunde sættes i
Stand til desbedre at giøre deres Embede enten uden Suk eller
uden egennyttige Hensigter. Dette kunde mueligen best skee af saa¬
danne, som selv sidde i saadanne Embeder, men ere ved tilfalden
Arv eller ved nogen særdeeles Lykke, komne til Midler, og have selr
ingen Børn, hvilke i saa Fald kunde med deres Midler hielpe at
forbedre deres Efterkommeres Løn i Embedet, og derved giøre sig


11.
fortiente baade hos deres Efterkommere og hos deres Medborgere,
hvis Beste og derved kunde befordres.
§. 22) Vilde vi nu holde alle de opregnede Ting imod hine De hidind¬
til opregne¬
anden, hvortil bemidlede Folks efterladende Midler ved Testamen= de Testa¬
ter kand bestemmes, da see vi, at hver for sig kand enten paa visse menter hol¬
des nu i¬
Tider og under visse Omstændigheder, eller og altid være nyttig for mod hinan¬
den, hvor¬
Staten, i en større eller mindre Grad; og at altsaa bemidlede efter kand
Folk, som i Mangel af Livs=Arvinger, vil giøre Testamente, kand dømmes
hvilke der
aldrig være forlegne for at faae deres Midler bestemte til noget ere til størst
nyttigt Brug. Blant de Testamenter, hvis Oprettelse kand Nytte.
paa alle Tider være nyttig og for Staten i visse Maader fordeelag¬
tig, og som i den Henseende synes at burde have et Fortrin for¬
andre Slags Testamenter (§. 10.). Med mindre Tiderne og
Omstændighederne undertiden maae give det Slags Testamenter
Fortrinnet, som ere opregnede (§. 9.). Deriblant siger jeg, ere de,
hvorved Hospitaler stiftes eller forøges, eller Capitaler udsættes
til Beste for fattige Enker, faderløse Børn, eller andre fattige og
nødlidende Personer (§. 1I.) saadanne, hvorved de Statens Lem¬
mer hielpes, som ikke ere i Stand til selv at forhverve deres Brød,
eller at tiene Staten, og altsaa maatte ellers allene være til Byr¬
de. Ved de Testamenter, som sigte til almindelige Cassers Op¬
rettelse til Hielp for saadanne, som ere forulykkede ved Jldebrand,
Vands Baade, Skibbrud, o. s. v. (§. 12.) tages de under Ar¬
mene, som for en Tiid behøve Hielp, og derved kand sættes i
Stand til igien at være Staten til Tieneste. Ved Tugt= og Ar¬
beids=Huuses Oprettelse (§. 13) befries Staten for at foruroe¬
liges af onde og unyttige Mennisker, som ere ikkun andre Statens


116


Lemmer til Skade og Uleylighed, i steden for at være dem til
Nytte. Ved Præmiers eller Beiønningers Uddeeling for
dem, som i en og anden nyttig Videnskab viise en besynderlig
Fliid og Duelighed frem for andre (§. 14.) opmuntres de Gode
til at dyrke Videnskaberne med des større Fliid, hvilket kand ge¬
raade Staten til særdeeles Fordeel. Ved et almindeligt Bog¬
trykkeries Indretning (§. 15) kunde Videnskabernes Frem¬
vext befordres, og mange gode Skrifter reddes fra Undergang.
Og monne det ikke altsaa kunde have sin store Nytte at bestem¬
me, sine Midler ved Testamente til en eller anden af disse
Stiftelser og Indretninger? Ved de Testamenter, som bort¬
skienke Midlerne til fattige Pigers og Jomfruers Udstyr eller
Medgift, naar de komme i Egtestanden (§. 17.) befordres det Men¬
niskelige Kiøns Forplantelse og Folke=Mængdens Formeerelse ved
løvlige Egteskaber, hvorved altsaa saadanne Personer blive Sta¬
ten til Nytte. Men ved Skolers Stiftelse og Foranstaltninger
til Ungdommens tilbørlige Opdragelse og Underviisning i allehaande
nyttige Videnskaber, hvormed de efter deres adskillige Bestemmelse
kand i sin Tiid blive nyttige Lemmer i Staten (§. 18. 19. 20)
derved sigtes til Statens Forbedring og den almindelige Velfærds
Befordring. Og monne nu ikke denne sidste Post, naar den
legges paa Vægtskaal med alle de øvrige, skulde beholde Over¬
vægten, og befindes at være den allervigtigste, hvortil bemidlede
Folk kunde testamentere deres Midler efter deres Død? da Nytten
deraf er saa kiendelig, saa almindelig, og sigter til Statens Vel¬
færd at befæste ikke allene i den nærværende men og i den tilkom¬
mende Tiid.


11.
§. 23) Nytten af Testamenters Oprettelse til Skolers Nytten vi¬
ses af slige
Stiftelse og Forøgelse og til de Unges Underviisning i alle= Testamen¬
ter, som giø¬
haande nyttige Videnskaber, efter deres adskillige Bestemmelse i res til at be¬
fordre de
Fremtiden, vilde fornemmelig blive denne, at de=Unge bleve ab= Unges Un¬
derviis¬
førte til det, hvorved de kunde blive sig selv og deres Medborgeren ing; og
Slutnin¬
til Nytte; Embeder maatte altid blive forsynede med Mænd,
gen uddra¬
som havde Jndsigt i de Ting, der henhørte til deres Embeds ges heraf.
Pligter, Staten blive forsynet med nyttige og duelige Borge¬
re, og hvor meget kunde ikke Staten herved befæstes og den
almindelige Velfærd befordres? Da det nu er enhver god
Borgeres Pligt at giøre sit til Statens Velfærd, hvoraf
han selv er et Lem, og sine Medbørgeres Nytte paa det mue¬
ligste at befordre, følgelig og, naar han har Midler, men ingen Livs¬
Arvinger, at giøre til den Ende saadan et Testamente, som kand
eragtes for det beste til den almindelige Velfærds Befordring (§. 4)
Og de beste og nyttigste Testamenter ere de, hvorved de efterladende
Midler blive bestemte til saadant et Brug, hvorved Statens al¬
mindelige Velfærd best kand befordres (§. 5.) Saa vil Slutnin¬
gen heraf blive denne, at dersom den almindelige Velfærd befindes
ved nøye Undersøgning best at kunde befordres ved Ungdom¬
mens tilbørlige Underviisning i allehaande nyttige Viden¬
skaber og gode Sæder; Saa bliver og de dertil behøvende An¬


118.


stalter og Indretninger, (dog uden derved at forkaste eller ophæve
andre nyttige Testamenter) det beste, som kand gives en bemid¬
let Mand, der ikke haver Livs=Arvinger, Anslag til at op¬
offre sine Midler til ved Lestamente, som noget, hvorved han
indlegger sig ikke allene selv størst Ære; men og giør Staten
med sine Midler den nyttigste Tieneste.
No. V.


No. V.
PATRICII
Besynderlige Testamente
og
Tanker om Testamente
indsendt
i Anledning af derom udsatte
Problema.
Martial: 4
Munera qvod senibus viduisqve ingentia mittis,
Vis te munificum, Cargiliane! vocem?
Ovid fit largiri, qvid fit donaro; Docebo.


D¬
en gamle bemidlede Herr PATRICUS har beæret mig med en
Fortroelighed, som giør mig til een af hans beste Venner,
at han (uagtet sin egen Erfarenhed og Skarpsindighed)
sielde foretager sig noget vigtig, uden at høre min ringe Be¬
tænkning. Ved en Aften=Visite for kort Tiid siden, finder jeg ham i
usædvanlige dybe Tanker; jeg spørger om Aarsagen, og han svarer saaledes:
hierte Ven! jeg har engang i mine yngre Aar havt i Sinde at gifte mig; jeg
gik længe i Val, og havde mange at vælge i: Men, jeg veed ikke selv, hvil¬
ket Destin der holdt mig tilbage, jeg blev aldrig eens med mig selv, og følge¬
lig blev min Slutning saadan, som jeg siden efter har læst hos Gellert (det
gode Raad) vælg ingen, men bliv frie. Nu bag efter kand jeg ikke nægte,
at det jo høyt fortryder mig = = = her taug han. Jeg loe, og spurdte om
han nu over 60 Aar, sad i Giftermaals=Tanker? Ney! svarede han smilende,
saa daarlig ansee de mig vel ikke; Endskiønt mangen af min Alder vel har


121
dandset paa sin Bryllups=Dag, og jeg for Legems Styrkes skyld, vel kunde
giøre det samme, da jeg i dette Fald kand sige med Ausonio:
Sexaginta annos, baculo sine, corpore toto
Exegi; cunctis integer officiis.
Men en Følge af min ugifte Stand sætter mig i dybe Tanker. De veel
(blev han ved) mit tildeels forunderlige Levnets=Lob, hvorledes Skiæbnen
førte mig, som et fattig Barn, til det lyksalige Dannemark, hvor Forsynet
har velsignet min Fliid og Sparsomhed med kiønne Midler. J mit Fæder¬
neland ere alle Mine uddøde, saa at jeg er blant deres Tal, som Psalmisten
taler om, der har samlet og ikke veed hvo der skal sanke. J slige Tilfælde bør
man jo som en fornuftig Christen, beskikke sit Huus paa beste Maader, thi jeg
vilde ikke at en ublue Skifte=Forvalter skulde blive min beste Arving. Kort!
jeg tænker, og har længe tænkt paa mit Testamente. Her i er jeg nu ligesaa
raadvild, som fordum om at gifte mig. Om min Hensigt er jeg gandske eens
med mig selv. Den er reen, og henvendt til to Ting: Guds Ære, saa vidt
vi usle Mennisker kand befordre den. Dernæst Landets virkelige Nytte, og
almindelige Velfærd, thi Landet anseer jeg som min retmæssige Arving; da
jeg i det har samlet mine Midler. Hielp mig heri, Hierte Ven! med deres
Raad, gjør mig et Forslag, men glem ikke de to benævnte Sætninger af
min Hensigt. Jeg standsede i saa vigtig en Sag, og faldt paa at raade ham
til at bie med denne Sags Overveyelse indtil den 8de Tome af det Oeconomi¬
ske Magazin kom for Lyset, da han vist deri vilde finde endeel gode Anslag.
Han loe herved, og sagde: Ja mange af de indsendte skal blive maaskee latter¬
lig nok, og lige med D. Spifts Testamente til en Daare=Kiste, saa at jeg hier¬
telig beklager den Høyærv. Hr. Revisor, hvis Arbeyde (med at udsøge af
saadan en Mængde nogle læseværdige) vel maae være som han kalder det
Srabulum Augiæ purgare. Og naar jeg faaer de Udsøgte at læse, vil jeg


223
endda maaskee blive tvivlraadig, saa at det kunde hedde om mit Val som
Corneil. Horace trag. siger:
Cest un aveuglement pour lui bien fatal
Davoir tant a choisir, & de choifir si mal.
Jal svarede jeg, anderledes kand de ikke heller vente af mig. Eet Forslag
vil neppe befalde dem; jeg maae proponere adskillige. De har selv at vælge.
1.) Der falder mig først ind: Pauper ubique jacet. Barmhiertigheds
Øvelse skal fornemmelig viises imod de Fattige og Trængende. Giv dem deres
Midler. Godt nok, svarede mig Hr. Patricius, og Theologisk nok! men jeg
haaber at de noget meere end purus putus Theologus, har deres Tanker hen¬
vendte i sligt et Spørsmaal paa Statens almindelige Beste. Det er vel
sandt, Pauper ubique jacet, naar det giælder om at faae eller grve noget, da
er enhver fattig, og vil ligge allevegne; den næseviise Poet der bad Dronning
Elisabeth om en Almisse, og fik af hende bemældte Svar, forlangede endog¬
saa at ligge i hendes egen Seng. Naar det kommer an paa at trænge, da
lader ingen sig drive fra en testamenteret Summa, om han end eyede en Tøn¬
de Guld. Og naar Ordet fattig skal alleene strække sig til Betlere iblant vor
Almue, da tænker jeg ikke at testamentere dem en Skilling. Ratio! jeg har
al min Tiid viist mig saaledes imod Betlere, som jeg vil forsvare. De fleeste
Tider har min Almisse været spildt; thi jeg har vist befundet, at den, som med
friske Lemmer ikke blues ved offentlig at betle, er sielden Almisse værd. Vi
har til den trængende Almue at underholde, saa mange herlige og gudelige
Anstalter, at om de af Vedkommende bleve efterlevede, burde og kunde
aldrig nogen Dansk Underdan gaae med Betle=Staven. Og skulde der giøres
a Parte Testamenter til de Fattige, da vilde alle de Riges Midler ikke forslaae


124
til deres Tal, der vilde indskrives iblant de Fattige, ja quæstio om man ikke
med saadanne Testamenter, vilde føde fleere Betleres Liderlighed, og Tilsyns¬
Mænds Hovmod. Jeg tilstaaer aabenhiertet, at mit Øyemeed med mit Testa¬
mente ikke kand kaldes Barmhiertighed, naar Ordet skal tages stricte og ob
jectum Misericordiæ skal være miseria & paupertas, thi jeg har engang sagt
dem, cher Amil at jeg anseer Landet og Staten, heele Publicum for min
retmæssig Arving. Her skal kun tænkes paa, om noget almindeligt og høyst¬
nødvendigt i Staten kunde hielpes og tienes med mine efterladte Midler.
2) Jeg bragte da vor Discours hen til publiqve Hospitaler. Ney! svare
de min Ven, disse falder og af mine Tanker, deels af foranførte, deels af
andre Aarsager. Vi har og herlige og rige Hospitaler nok, næsten i hver
Kiøbstæd, og mangesteds paa Landet, og skal jeg sige mine Tanker, synes
mig at finde nogle Feil ved Indretningerne. Midlerne gaaer bort, sommesteds
ved alt for store og kostbare Bygninger, sommesteds ved en Forstanderes
Bogholder=Kunst. Hvad jeg vilde meere sige kand læses tydeligt hos J. B.
Schuppen i hans Allmosen=Buchse p. 28 seqv. han slutter saaledes: Es ist
mit dieser Jnspection, ein stachlicht Verk, und man kan sich gar leicht damit
vergreiffen und versundigen.
3.) Jeg proponerede Kirker, Skoler, Academier; Men fandt ikke hel¬
ler Hr. PATRich biefald. Kirkerne i Dannemark, hørdte jeg, mangler
intet, og hvor de mangler, burde Vedkommende staae til Ansvar. Hvorfor
er man saa begiærlig efter at kiøbe Kirke=Tiender, i fald man ikke faae, at
baade Renter og Kirkens Reparation kunde komme herud? Vore Skoler
fattes heller ikke; hverken de Latinske paa honorable Beneficus, i sær efter


121
sidste høystpriselige Skole=Reglement, ikke heller de Danske Skoeler paa
fornødne Anstalter, naar disse ikkun bleve befordrede med Nidkiærhed,
Academiet har saadanne Capitaler og høye Herligheder, som faae i Verden.
Vores Professores ere jo i Liighed med andres (i sær de tydske Academiers)
aflagde som Herremænd, ja besidde virkelig Herre=Godser og Herre=Frihe¬
der. Den studerende Ungdom finder ved vor Academie saadanne Soutiens,
og saa god Leylighed til at lære og til at leve honnetement, som faae andre
Steder, og behøvede ikke nogen Apologie i den usle lille Piece: Gregers
Pedersens Svar. De gamle Afdøde Fædre maae takkes, æres og berøm¬
mes i deres Støv, at de saa rundelig har betænkt Landets den Tiid værende
Trang. Men da nu i vore Tider, Kirker, Skoler, Academiet ere saa vel
forsynede, at de meere behøver ordentlig og retfærdig Tilsyn for at vedligehol¬
des, end forøges, saa kand mine Tanker ikke falde derhen.
4) Saa lad da, blev jeg ved, deres Tanker falde paa at oprette en
Enke=Casse, eller Closter=Stiftelse. Til dette Forslag fik jeg atter ney, og
Hr. PATRIcHI Grunde vare disse: Vi har ja ogsaa Enke=Casser, geistlige,
civile og militaire nok, ja maaskee saa mange, at den ene ruinerer den anden,
og nogle ere fast gaaet under. Hvor keede maae ikke mange godvillige Ge¬
mytter blive af at skienke deres Midler bort, naar de høre: Nu gik den Casse
under; Nu faldt den Stiftelse bort, hvorfor, man havde ikke seet sig for
Pengene stode uvis udsatte N. N. og N. N. spillede bancorupro, derved faldt
de. Naar jeg ikke seer mere Bestandighed i min Stiftelse, saa vilde jeg hel¬
ler i levende Liv give dem bort, saa havde jeg Tak saa længe det varede, Kloster¬
ne maae cher Amil ikke nævne, thi de synes mig fast unaturlige. Hvor¬
ubilligt er det ikke, at et lidet Antal Kloster=Jomfruer skal fortære heele store


126
Godsers Jndkomster, uden at være Verden til mindste Tieneste? hvor una¬
turlig er det ikke, at et ungt Pige=Barn destineres til Kloster med en absolut
Beslutning, førend hun endnu finder den Naturens Drift, som siden bliver
hendes Sinds og Legems Plage. Man svarer strax, hun kand ja gaae af
Klosteret, naar hun lyster, ingen hos os bliver indviet til Kloster=Nonne.
Men! de samme Aarsager der har bragt hende derind, holder hende ogsaa til¬
bage; thi med de fleeste, som ere i vore Klostere, har det sig jo saaledes;
deres høyadelige Forældre har seet og frygtet, at deres Midler ikke kunde stræk¬
ke til at faae dem paa anden Maade indført i et gammel Huus. Dersom
jeg gav mine Midler bort til dette Brug, frygter jeg, at jeg fortiente liden
Tak af mangen ung endskiønt fattig Frøken, der maaskee vilde sukke over mig
Endmeere, cher Amil for at føre dem nærmere til min Raadførelse, vil jeg
aabenbare for dem, at jeg til en Slags Poenitentses Beviis for min ugifte
Stand, sigter mest til, at mine Midler kunde erstatte Landet, det som jeg har
forsømt, jeg meener Folkets Formeerelse; thi denne Punkt anseer jeg som
Statens virkelige og almindelige Nytte.
5.) Dersom min Herr, svarede jeg, havde sagt det i Forveyen, kunde
vi have sparet meget af vor Raisonnement. Saa har vi da ikke heller nødig at
gaae længere i Val. Tænk da min Herre paa en Egteskabs= eller Medgifts=Casse!
Jeg nægter ikke, svarede Hr. PArRicios, at jo mine Tanker længe har hængt
ved denne Sag. Men hvad Indretning skulde her være? hvad Stand skulde
jeg tænke paa? den høye Stand pilde moqvere sig over mit Testamente i saa
Fald. Middel=Standen skulde vel tage derimod. Men hvo skulde efter min
Død upartisk kunde uddeele den Medgift, samme vilde ogsaa efter mit Øyemed
blive utilstrækkelig. Thi hvad jeg ved Guds Bistand venter at efterlade Pu¬


127
blico er i alt (naar nogle aparte smaae Velgierninger til en og anden fradrages)
30000 Rdlr., Renterne deraf var jo i det høyeste ikkun til to eller tre honnette Pi¬
ger at udstyre om Aaret, og jeg anseer mine Midler som manges ja vel Hun¬
dredes Mundportioner, naar jeg kunde finde paa = = = han vilde have talet
meere, men hans Tiener kom i det samme, og meldede en Person an, som øn¬
skede at tale med Hr. PATRIcio. Døren blev aabnet, og der indtraadde en
ung, frisk, velskabt Soldat, som med gandske artige og muntre Manerer, bad
Hr. Parxicio om en liden Hielp. Vi saae begge alvorlige paa Karlen, og
bebreydede ham at han, som en Kongens=Karl, vilde betle. Mine Herrer! sva¬
rede han, jeg beder om noget, ikke som en Krigsmand, den Kongen nødtørftig
underholder, men som en der ønsker at blive en gift Mand. Jeg og egvaker
ung Pige har gjort Venskab sammen. Jeg nægter ikke vor Skrøbelighed;
Vi ere komne hverandre lidt for nær; Men min Soldater=Erlighed har ikke
tilladt mig at lade hende blive en foragtet Skiøge, og maaskee en Mordere til
sit Foster. Jeg har med stor Besværlighed erholdet min Copulations=Seddel,
der er den! men samme har ogsaa paa anden og tredie Haand kostet mig al
min Frøkens Medgift === Hr. Parxicios, som fandt en Munterhed i Kar¬
lens Væsen, og en Slags Erlighed i hans Ord, rakte ham en Ducat, som
han med Glæde tog imod, bukkede sig, og sagde Tak min Hr. Patron. Min
Brud vil paa Søndag blive saa glad som en Princesse; vor lidet lystige Laug
skal erindre deres Sundhed, lev vel!
6.) Nu har jeg fundet (brød Hr. PATRicivs ud) ja uden Tvivl har jeg fun¬
det Maalet af mine Speculationer. Hielp mig, Hierte Ven at tænke, og ret
mig, om jeg tænker Feyl. Har ikke vor Stat i dette Stykke al muelig Hielp
fornøden? Mon ikke her baade Landets almindelige Gavn, og Guds Ære kand


128
fremmes? Jeg forestiller mig i dette Øyeblik nogle tusinde unge raske muntre
Karle, Kiærnen af vor Mandkiøn, at gaae hen under et mbralsk Aag, som
ingen anden Stand, ikke den helligste, vil være underkastet; jeg forestiller mig
disse, for den største Part, i deres Ungdoms Hidsighed, i deres Affecters,
Heftighed; og, de slette iblant dem, i deres slette Opdragelse, liderlige Va¬
ner, frie Levemaade, idelige Svirerie, at brænde af den Drift, som den vise
Natur, i en hellig Hensigt, har indprentet, uden at kunde opfylde den paa lov¬
lige Maader. Himmel! hvilke Synder maae her stikke under. Vi ivres i
vore Domme over de Catholske Mandfolke=Klostere, som en Anledning til
Skiørlevnet; Vi regner det som en stor Stats Feil, at saa mange Personer
lever ugifte hen. Men har vi i dette Fald ikke hos os, ligesaa mange Klostere
som Regimenter? Jeg forestiller mig videre, vi har saa mange ulyksalige beskæm¬
mede Fruentimmer, mange som maaske havde blevet paa Dydens Vey, hvis
de ikke vare faldet for en løsagtig Forførere. Jeg forestiller mig saa mange
uskyldige Fostere, der avles i Løsagtighed for at dræbes, enten i Moders Liv,
eller og siden af en fortvilende Moder bliver niyrdet, saa snart det med en spæd
Graad anraaber hendes Medynk.
7) Meener de ikke, cher Ami! at om nogle af disse Ulykker kunde fore¬
bygges ved mine Midter, da vare de vel anvendte, og Guds Ære befordret;
i det mindste har jeg sigtet dertil? jo! en Militaire Egteskabs= eller Recrutte¬
Casse skal mit Testamente kaldes. Udkastet dertil skal snart være færdig:
Lil Hans Maestærs Case offereres i allerdybeste Underdaighed, den
Summa 30000 Rdlr. med allerunderdanigst Begiering, at Renterne deraf
til S pro Eento beregnet, under Hans Majestærs allerhøyeste Garantie, maatte
i ei1.
saaledes anvendes:


129
Af Renterne 1500 Rdlr.
Nyder 100 Par Egte=Folk Aarlig 12 Rdlr. er 1200 Rdlr.
Til 100 Par Egte=Folk gives paa deres Bryllups¬
Dag en liden Douceur af en Ducat
41
200 Rdlr.
Til en Skole=Mester som lærer Børnene at læse,
skrive, regne, og deres Christendom
60 Rdlr.
Til Bøger, Papier &c.
Summa
1500 Rdlr.
Nogle a parte Viskaar
1) De Gifte som faaer ingen Børn sammen, nyder, ingen Aarig Filleg.
Konen bør nære sig selv, og Soldaten lever af sin Gage.
2) De Gifte som bringer bare Pigebørn til Verden, nyder ikkun Aarlig
10 Rdlr., deres Overskud deeles iblant dem som enten har bare Drenge
eller mange Børn, baade Drenge og Piger.
3) Den Soldat som vil giftes og nyde Aarlig af Cassen, forbinder sig ikke at
gaae af Tienisten i 10 Aar, uden høyst vigtige Aarsager.
4) Alle Drengene ere pligtige at høre til Regimentet, og saa snart deres Al¬
der og Kræfter tillader det, at giøre Tieneste ved Regimentet.
Videre Vilkaar overlades til det Høye Krigs Directorio.
Synes dem ikke, Hierte Ven! at jeg saaledes har truffet et Stykke af
Statens trængende Tarv, og herved kunde befordre dens virkelige og almin¬
delige Nytte. Hvor nyttig, ja unægtelig nyttig var det ikke, om vi selv med
Tiden kunde recruttere vor Krigsmagt med Landets indfødde? hvor troe vilde
disse Planter blive det Land, som de vare voxede i? hvilken martialsk Geist vilde
der oprinde i deres Bryst fra Svøbet af! hvilke hurtige Legemer vilde disse faae
til Krigs=Øvelser, frem for deres, der ere allerede krumme og nedbøyede ved
VIII. Deel.


130.
Spade og Lee! jo jeg seer allerede vore unge Tirones, jeg seer allerede deres
hurtige Gang, deres stolte Miiner, deres ranke Gestalt, deres muntre Væ¬
sen, deres dristige og frie Aasyn. Jeg fornøyer mig allerede ved at forestille
mig, hvorledes de efteraber Fædrene i deres smaae Soldater=Leege. Seer de
hin raske Pog, som allerede er udvalt af de andre til Capitaine, mig synes han
ligner Tamerlan. Seer de hiin trinde og feede Dreng med sin Papiirs=Gre¬
nadeer=Hue, hvor ligner han i Gang og Væsen sin Fader. Og see den lille
Tambour, hvor hurtig kaster han allerede sine Tromme=Stikker? Nu! see nu
marcherer de! Holdt! Cher Amil de maatte tænke at jeg sad i Barndom. Men
ingenlunde; det er den Nytte, som jeg forestiller mig af mit Testamente, der
gjør mit Sind saa munter, og mine laeæer saa levende.
9) De Jndvendinger som af nogle kunde giøres imod Soldateskens
Giftermaal kand let besvares, og ere allerede besvarede i det Oeconomiske
Magazin 2Tom pag. 216. Jeg spaaer mig ogsaa en Vedvarenhed af
dafne Stiftelse, som andre ikke kand love sig. Thi saa lenge Verden staaer,
vil man giftes, saa lenge Verden staaer, vil man nødes til at holde Armeer.
Saa lenge Verden staaer, bilver mine Midler sikre under vore naadige Kongers
Garantie. Giør mig derfor den Tieniste, Hierte Ven! at bringe disse
min Tanker til Papiir, thi Pennen vil ikke ret falde i min gamle
Haand. Jeg maatte love Hr. Parxicio det. Tog for den
gang Afskeed, og ønskede ham
A Dieu.


No. VI.
Patriotisk Giensvar
til
Det fremsatte Spørsmaal
Naar en bemidlet Mand, som ikke haver Livs=Arvin¬
ger, vil giøre et Testamente til almindelig Velfærd, hvilket
er da det beste Anslag, som hannem kand gives?
Omnia pro Patria.


A¬
arsagen, hvorfore de Bemidlede i forrige Tider, i deres Testa¬
menter meere hensaae til almindelig Velfærd, og betænkte sam¬
me ved publiqve Stiftelser og Legata til Kirker, Skoler, Ho¬
spitaler, Fattig , eller visse Videnskabers Opomst, da de bemidlede i vore
Tider derimod, med Tilsidesettelse af saadan Hensigt til almindelig Velfærd,
mestendeel i deres Testamenter indsette visse Personer til Arvinger af deres ef¬
terladte Midler, er vel for en stor Deel, at tilskrive den sørgelige Erfaring.
At adskillige forrige Tiders Stiftelser ere omstødte, mange Legata slet forkom¬
ne eller forødte, og andre ikke saa reedelig og retsindig, som skee burde, be¬
handlede. Jntet var derfore ønskeligere, end at saadanne Anslag til Testa¬
menter, oprettede til almindelig Velfærd, udfindes kunde, som kunde finde
almindelig bifald; som kunde hæve eller svække den nu værende Frygt, at
Tidernes Uheld, eller slet Behandling, snarlig vil omstøde, hvad Testator fast¬
sætter, nedbryde hans heele Bygning og giøre hans kierlige Hensigter frug¬
tesløse, som kunde give nogen større Forsikkring, at Testators Øyemeed, den
til almindelig Velfærd intenderte Nytte, for de sildige Tider og Slægter
opnaaes vilde.


13.
Det beste Anslag, jeg veed at give, er dette: At Testator bortskienker
sine Midler, samtlige, eller den Deel deraf, han det almindelige Beste til¬
tænkt haver, til Staten, til en des Aarsag oprettet Rrigs=Fond eller
Cassa, og det under denne eeneste, men urykkelige, Clausul og Betingelse.
At for samme Midler skal, ved Ministerii Omhue og Foranstaltning, kiøbes
Actier i de sikkerste og fordeelagtigste udenlandske Handels=Compagnier, og
deri, saa længe Gud forunder Riget Fred, aldeles urørte blive bestaaende,
og Jnteressen til samme Brug oplegges og anvendes. Men naar Krig paa¬
kom Staten, da at være Statens Cassa hiemfalden, Staten til Forsvar, og
dens Undersaattere til Lindring i Krigens medførte Byrder og Paabud.
Eet eller tvende slige Testamenter vilde nu vel ikke giøre meget til en saa
almindelig tilsigtet (intenderet) Nytte; Og derfor var det fornødent Enten
at Anslaget fandt noget almindeligt bifald, thi da kunde deraf allene, helst
formedelst den oplagte og igien udsatte Jnteresse, med Tiden samles anseelige
Capitaler. Eller at det fandt noget Medhold af Regieringen, og bestoed vel
samme Rettelse derudi: At Regieringen paabød: at af alle Arve=Mid¬
ler, som ikke faldt i lige nedstigende eller opstigende Linie, skulde
en vis Andeel, eller visse pro Cento, forud erlegges og udtages til
denne Stiftelse og oprettede Rrigs=Fond; dog at der erlagtes
mindre af de Midler, som arvedes efter Lovens almindelig givne
Tilladelse, end af de Midler, som arvedes efter særdeles bevilgede
Lestementer, mindre af det, der arvedes af Slegtninger, end af
Fremmede.
Herved skeede intet, uden det, som er sædvanligt i adskillige andre Stæ¬
der og Stater, da de forbeholder sig en vis Andeel af de Arve=Midler, som
falder paa Side=Linierne, intet, uden det, som Regieringen i en hver Stat


135
er høylig beføyet og berettiget til; Hvad den bemidlede bortskienker og af¬
hændiger, medens han lever, det bortgiver han af sit eget. Hvad han der¬
imod ved Testamente bortskienker efter sin Død, det giver han af en andens;
thi den Afdøde har intet Eget og Eiendom meere i Verden, da samme tilhø¬
rer eene og egentlig den levende Slegt.
Efterlader Testator de Slegtninger, dem Landets Love almindelig,
uden særdeles oprettet og bevilget Disposition, tilstaaer Arve=Rettighed, da
er det deres, han testamenterer bort, ved en særdeles erhvervet Statens Be¬
vilgning. Hvis ikke, da er det Statens. Staten er da den, som disse Mid¬
ler egentlig tilfalder. J begge Tilfælde er det ingenlunde Testators egen, men
Statens ham bevilgede og overdragne Myndighed, der berettiger ham, efter
sin Død, over sine Midler at disponere. Og altsaa staaer det til Staten, saa
meget eller saa lidet af denne sin Myndighed til de bemidlede at overdrage,
som den rettest og tienligst eragter. Vel er det saa, at til desto større Op¬
muntring for Flittighed og Sparsommelighed, har Staterne almindelig fundet
for got, deels ved almindelig, deels ved særdeles Tilladelse, at bevilge dem,
som ingen Livs=Arvinger haver, en temmelig fri Disposition over deres Mid¬
ler efter deres Død. Men heri kand man og gaae videre, end behov giøres,
videre, end Statens sunde Fordeel føreskriver. Den Stund Staten ikke
forbeholder sig, uden en liden og gandske taalelig Andeel af de Arve=Midler,
som overgaaer til Side=Linierne, da kand samme ikke svække Flittigheden og
Sparsommeligheden til mindste Nachdeel for Staten.
Dette Anslag, meener jeg, med rette at kunde til skrive efterfølgende be¬
synderlige Fordeele: 1) At det kom heele Staten og samtlige dens Lemmer
til Nytte. Setter man forud: At Statens Forfatning er indrettet paa det
Beste. At samtlige dens Stænder og Nærings Arter finder deres behørige


136
Medhold. At Ministerii Omhue strækker og fordeeler sig til samtlige Statens
Fornødenheder, og alt hvad som tiener til Stats=Legemets= Sundhed, og
Lemmernes retteste Tarv og Forholdelse. Da er det jo rettere, at den der
ved efterladte Midler, søger Statens Beste, overdrager dem til Staten, og
retteste Fordeelelse for samtlige dens Lemmer og dette skeer ved dette Anslag,
naar man, som venteligt, ponerer: at Skatterne under paakommende Krig
paa beste og billigste vorder fordeelte) end at han vil hielpe Staten i en eller
anden Post og afhielpe een eller anden dens Mangel og Fornødenhed. Siden
Ministerii Plan, siden den Omhue for samtlige Statens Fornødenheder,
siden den rettrufne Forholdelse i alt, hvad som henhører til Statens Forfat¬
telse ved sæadanne foretagende dog i nogen Maade kand forrykkes, og settes
i et Slags Uorden.
Vel er det nu saa: At den heele Stats=Forfatning aldrig settes og min¬
dre holdes kand i saa fuldkommen en Stand og Orden, at der jo alletider her
og der bliver noget at hielpe og bøde paa. Men for først maae man agte.
At de Brek og Mangeler, som i en eller anden Deel findes kand, afhielpes
rettere ved en eller anden Gavmildhed, som skeete for en Gang, og paa nær¬
værende Tiid, da Brøsten befindes, end først efter forefaldende Dødsfald,
og da ved bestandige Stiftelser. (Men forunderligt, at faae faae Mennesker
vil unde sig selv den Glæde, som der er i at giøre Got og udstedde Velgiernin¬
ger, og at saa faae i Live kand slippe noget af deres endog største Overflødig¬
hed, skiønt den i Døden ikkun foraarsager dem Uroe og Bekymring, hvor
de nu helst skal lade, hvad de ikke længere kand beholde). Dernest, negtes det
ingenlunde, ved det at Fortrinnet tilkiendes dette Anslag, at de Testatores jo
giøre vel, som raader Boed paa de særdeles Mangeler, som et eller andet
Sted forefindes kand.


137
Og som dette Anslag saaledes har den besynderlige Fordeel, at det kom¬
mer heele Staten til Hielp, og at Hielpen fordeeles paa retteste muelige
Maade for samtlige dens Lemmer, saa har det og 2) denne besynderlige
Fordeel At det kommer Staten til Hielp i dens meest trængende Omstændig¬
heder. Den, der hielper i Nød, hedder det med rette, hielper to Gange. Og
hvad større Nød for en Stat, end den, Krigen medfører? Af alle Landepla¬
ger er Krigen, den Menniskene selv anstifter, den haardeste, thi den samler og
medfører de øvrige. J sær fordrer Krigen større og usædvanlige Afgifter, og
gjør dog Jndbyggerne tillige uformuende til at bære den sædvanlige Afgifts¬
byrde, i det den formindsker Næring og Næringsbrugeres Antal, og giør Af¬
setningen mindre paa alle de Ting, som ikke ere aldeles uomgængelige tilLivets
Ophold, eller til Krigen selv. Ved Krigens medførte usædvanlige Skatter,
udsettes mange Statens Jndbyggere af Tilstand og Formue, deres Næ¬
ring at fortsette, og derved falder Byrden desto tyngere, og til sidst utaalelig
paa de andre. Under alle andre Lande=Plager kand endda ventes og erholdes
Undsetning fra egne Medborgere, ja fra andre Stater. Krigen derimod,
som den giør egne Medborgere uformuende til at hielpe, saa hindrer og afhol¬
der den øfte Fremmedes Hielp og Undsetning. Jngen Hielp kand derfore
være nødvendigere, eller komme beleyligere, end under de høyst trængende Om¬
stændigheder, som Krigen medfører. Og kunde man ved dette Anslag, naar
det enten fandt noget almindeligt bifald, eller det omtalte Medhold fra Regie¬
ringen, ikke alleene vente den Fordeel, at Krigen og dens Byrder derved
kunde bæres og udholdes, men at den end og afværges og forebygges kunde,
siden den Krigende bespørger sig ligesaa vel om sin Fiendes Formue og
Finance=Væsen, som om hans Krigsmagt og dens Forfatning.
UIl. Pel.


128
Adspørges jeg herpaa: Hvorfore jeg heri, i sær fæster Øye og Omhue til
paakommende Krigstider; da det dog er baade Staternes og enhver Under¬
saats Pligt, i Fredstider at oplegge og sette sig i Forfatning til Krigstider?
Samt: hvorfore jeg foreslaaer de til Krigen henlagte Capitaler at udsettes hos
Fremmede, da adskillige Nærings=Arter i Staten ventelig derved kunde settes i
større og fordeelagtigere Drift? Da er mit Svar til det første kortelig dette
At, i hvor meget Forsigigheds Regser tileader og udesker, under Fr¬
den at oplegge til Krigen, saa viser dog Erfarenheden, at den i de sildigere Li¬
der i de fleeste Stater, ingen synderlig Gehør har kundet erholde. Den nu
herskende, Yppighed, og Staternes eftersøgte alt større og større udvortes
Glands, Anseelse og Myndighed. Den, mange Gange overdrevne, Lyst til
Nyheder, det, ofte ikke nok som grundede, Haab om Forbedringer, der fore¬
stiller nu en, nu anden Post, som manglende, og trængende til Forskud.
Disse Aarsager (uden her at navngive fleere) giøre det i vore Tider til en høyst
vanskelig og snart uventelig Sag, af Staternes sædvanlige Jndkomster, at faae
noget Overskud og Oplag til paakommende Krigstider, og deres trængende
Omstændigheder. Vil man derfore gaae sikkert til Verks, og giøre sig no¬
get vel grundet Haab om saadant Oplag, da bliver vel det retteste, dertil at
foreslaae og udfinde, som her nu skeet er, en nye og egen Fond, uden de sæd¬
vanlige Staternes Jndkomster at berøre og medtage.
At jeg videre har foreslaaet: At de til Krigen hensatte Capitaler best
bleve udsatte i udenlandske Handels=Compagnier, er af den Aarsag: At der¬
som de udsattes i Staten selv, dens Jorde=Gods, Bygninger, Handel og
Nærings=Arter, da vilde deres Opsigelse og Udbetaling standse Næringerne,
formindske de deri circulerende Summer, og forhøye Renterne, hvilket alt


2
forebygges, naar disse Capitaler inddrages fra Fremmede. Jndvendes nu:
At ved disse Capitaler kunde egen Handel og Fabriqve settes i større og for¬
deelagtigere Drift. Da svares: At det er rigtigt nok, at adskillig Handel
og Nærings=Art kand behøve Forskud, og kunde (saa fremt andre Hin¬
dringer tillige bleve bortryddede) ved Tilskudde settes i større Drift. Men
I) maae man agte: At man og mange gange søger at outrere og drive en
eller anden Handel og Nærings=Ret videre, end Omstændighederne til Sta¬
tens sande Fordeel tillader, da Omstændighederne foreskriver enhver Ting
sine visse og bestemte Skranker, over hvilke den ikke til Fordeel drives kand,
ikke, førend Omstændighederne forandre sig, og de ere ofte af en heel vidtløf¬
tig Strekning, mange gange grunder de sig paa Statens Hoved=Maximer,
og væsentlige Deele af dens Forfatning, og mange gange strekker de sig langt
uden for Statens Magt og Myndighed. Og ere derved 2) de Ting, som
behøver Penge og Tilskud for at bringes til Maalet, saa er det dog ikke sagt,
og ingen vis Følge at Virkningen vil skee, at Maalet vil opnaaes, naar
det behøvede Tilskud udreedes og deri indsettes. O ney! der kand endda
være andre Hindringer, mægtige nok, Tingen fra det forønskede Maal at
afholde. Enhver Tings Anlæg er og desuden udsat for saa mange og adskil¬
lige Feyl, at Fordeelen ved en eller fleere af disse, endda gierne kand udeblive.
Efter min Tanke er der faae eller ingen Nærings=Arter, hvis fordeelagtige
Drift hos os staaer tilbage, allene af Mangel paa tilstrekkelig Tilskud. Er
der ingen anden Hindring for dens behørige Drift, da kand den ikke længe
staae tilbage. En eller anden Tiid vil der dog findes Udveye dertil, helst un¬
der vor Regenteres saa store og prisværdige Omhyggelighed for alle fordeel¬


140.
agtige Næring=Arters Opkomst. Hans saa store Gavmildhed, hans saa
anseelige forundte Forstrekninger; samt tilstaaede Friheder og Fordeele, nu
til en, og nu til en anden Nærings=Art vidner, som mig synes upaatvivlelig
nok, at faae eller ingen Nærings=Arter staaer tilbage hos os alleene, eller
fornemmelig, af Mangel paa Tilskud; men at de, som med Rette kand siges
at staae tilbage, og endnu ikke at være bragte til det rette Maal, maae staae
tilbage formedelst anden Hindringer. At der til større Handel, udfordres
større Capitaler, falder strax enhver i Tanke, men derfor maae man ikke
tænke, med Vished at kunde slutte, at større Capitaler i Staten, ja end
ikke større Tilskud, vilde tilveye bringe større og fordeelagtigere Handel.
Ney! der kand ligge mange andre, og for dem, der saa løselig overseer Sa¬
gen, heel skiulte og forborgene Hindringer i Veyen. (Disse er det, at de
Klarsynede skulde opdage, og den, som har Styrke og Kræfter dertil, søge,
saa vidt giørligt og tienligt, at bortrydde). See! dette er Aarsagen, hvor¬
fore jeg ikke foreslaaer, disse til Krigen afsatte Capitaler i Staten selv at ud¬
settes, siden jeg holder for, at uden dem vil vore Nærings=Arter komme til
samme fordeelagtige Drift, som med dem, i mindste maatte jeg forefinde
Levemaaden og Tænkemaaden af en gandske anden Beskaffenhed, end den
nærværende, forinden jeg kunde tilraade dette. Var end een eller fleere Tøn¬
der Guld indbragte til, eller sparede og indeholdte i Dannemark for en Tiid¬
lang, for 30 4 40 Aar siden, saa tænker jeg dog, at vore Vilkor des uag
tet nu vare de samme, og vor Handel og Nærings=Arter i samme Stand,
som nu. Jndbyggerne af tvende saadanne Riger, som disse, faaer nok For¬
mue til deres Nærings=Arters behørige Fortsettelse, naar Lænkemaade,


141
Levemaade, og øvrige did henhørende Ting, bliver derefter, og tilla¬
der det.
Herved har jeg da gjort Anslag, og Rede for mit Anslag. Det
staaer nu paa, om det kand værdiges de bemidledes bifald, og Regie¬
ringens Medhold.
Men som alles Bifald ikke kand ventes til et eneste Anslag, da vil jeg
endnu nest dette med et par Ord foreslaae og anbefale et andet, helst for de
mindre betydelige Capitaler, som man agtede at testamentere til almindelig
Velfærd. Anslaget er dette: At Testator testamenterte sine Midler, eller en
Andeel deraf, vore Uldene Manufacturer til Undsetning og Opkomst, alt un¬
der Commerce=Collegii Omhue og Opsigt, og det under disse Vilkaar: At
Renterne af disse udsatte Midler skulde tillegges dem, der arbeydede som Drenge
i indenlandske Uldene Manufacturer, saaledes, at en Dreng blev Aar¬
lig tillagt 12 Kdlr., dog at det halve blev staaende dem til Beste, indtil de
havde udlært. Og videre: At den, som derpaa reyste paa Professionen,
for ydermeer at perfectionere sig, skulde i 2 Aar aarlig nyde 24 Kdlr.,
dog alt med den Betingelse, og mod Forskrivning: at de bestandig skulde for¬
blive ved denne Handtering, eller i vidrig Fald dobbelte erstatte det oppebaarne.
Vore Uldene Manufacturers Opkomst og Bestandighed, eragter jeg
for, en af de vigtigste Ting, som en Patriot for nærværende Tiid sig kand
antage, og søge at ophielpe. Og, en af de betydeligste Hindringer for deres Op¬
komst agter jeg at være denne: At Jndbyggerne endnu ikke har faaet nogen


142
ret Smag paa disse Handteringer, eller Troe til deres Bestandighed, hvor¬
over enhver hellere setter sine Børn til noget andet, det han bedre kiender, og
eragter vissere. Og forinden vi faaer vore Manufacturister af egne Jnd¬
fødte, giør jeg mig intet Haab om vore Manufacturers behørige Drift,
siden Fremmede, som ved store Løfter og Forventninger skal inddrages,
kommer, ikke saa meget for at arbeyde, som for at berige sig; Denne
Hindring meener jeg da for største Deelen at kunde bortryddes ved dette An¬
slag, helst naar det fandt saa almindeligt bifald, at noget anseeligt
Antal af Drenge kunde nyde dette Tillæg.
No.


No VII
De beste Anslag,
Som kand gives bemidlede Mænd, der ikke
have Livs=Arvinger, om Testamente at giøre
til almindelig Velfærd.
J Anledning af slig for Aar 1763 til Besvarelse for
December Maaneds Udgang opgivne første Pro¬
blematiske Spørsmaal
af
F. B.


D¬
a i Henseende til dette Problema ventelig og ufeylbarlig vil frem¬
komme allehaande ulige Forslag, helst en Adels=Mand her tæn¬
ker anderledes end en Borgere, en Krigsmand og Kiøbmand,
anderledes end en Præst og saa fremdeles; saa at de Herrer
Censores derover torde blive tvivlraadige, om ikke aldeles sættes i Forlegenhed,
hvorhen de egentlig skal med den udlovede Priis, vil jeg, med deres gunstige
Tilladelse, alleneste nøyes med at anføre en liden Catalogum over hvis der,
ved nogen Eftertanke, har meldet sig for min Skiønsomhed, saavit kuns ey
deraf igien er forløbet min Hukommelse, overladende gierne Priisen for dette
Slags Skrivere til den der har Tiid og Evne, grundigst at udføre sit Anslag,
som det beste, naar jeg kuns allene maae have det Fornøyelse, at Publicum,
i Anledning af mine Forslag, kand vinde noge lidet iblant i det mindre eller
større (saafremt de samme ellers værdiges Tryk i det en tvivlraadig Testator,
ved slig Forehavende, kunde udsee sig et Anslag, som var beqvem efter den
Egn, i hvilken han boede, det Folk, blant hvilke han levede, den Nytte han


146
sikkerst og snarest forventede, som efter de Midler, hvilke han saaledes, til al¬
mindelig Velfærds Befordring, kunde og vilde saa redelig velmeent henlegge
og anvende.
Vel er det saa, at til dette Brug anmælder sig strax saa mange (efter
og uden Fornødenhed) for mine som andres Dørre omløbende Tryglere, at
baade jeg og mange velmeenende Patrioter flere, intet hellere skulde see og intet
inderligere ønske, end at for det første nogle betydelige Testamenter maatte sig¬
te derhen og gaae derpaa ud, at de rette Trængende maatte dog engang her¬
efter i Sandhed faae og nyde deres tilstrækkelige Underholdning, og de ublue
Guds forgaaene Betlere og Landstrygere dog engang tilhaabe, med sand og
vedholdende Alvorlighed, blive sat i retskaffen Arbeyde, hvoraf de kunde
have den nødtørftige baade Klæde og Føde uden Landets Besværing, siden
de efterhaand i ret utroelige og fast utaalelige Maader betager os baade Roe
og Lyst, enten at tænke paa, eller skrive om noget nyttigt, eller at forrette
nogen anden Gierning; saa dog, ved at besinde, hvor langt fordeelagtigere
det var for os og Eftertiden, om baade den virkelige yderlige Fattigdom iblant
os, paa nogen Maade kunde forekommes og afværges (see den grundige An¬
mærkning ved det XV. Stykke udi det V. Bind af Danmarks og Norges
Oeconomiske Magazin) og de Kilder betimelig og retskaffen tilstoppes, hvoraf
saa fæle og rasende Strømme saa mægtig fremvælder og tilsamles, der over¬
skyller, oversvømmer og foruroliger os i alt for utilbørlige Maader. Velan;
saa vedbliver jeg min første Beslutning, om at anføre et heel Register og Blan¬
ding af allehaande Anslag, der paa det nærmeste til een af disse Poster skal
kunde lade sig henføre, ja vel ikke allene afværge Armod, men vel ogsaa
tilveyebringe almindelig Velfærd, Rigdom og Velsignelse i Længden, hvor


141.
de kleve eenfoldig antagne og oprigtig efterlevede; hvilke dog Tiden mig nu
ikke just tillader, i nogen saa rigtig Orden at meddeele.
Hvo der altsaa til Landets Hæder og Tarv, for sine Midler vilde have
de beste og dueligste Hoveder fremsøgt og deraf tillægge dennem den manglen¬
de Ævne, som havde Nemme, Lyst og Villie, med den Anordning, at de
just kunde og skulde blive anførte til det, de havde en besynderlig Lyst at lære
og vide, handlede i mine Tanker som en fornuftig og redelig Patriot, hvilken
een eller anden, end i sin Grav, vilde omsider takke for sin Velfært og Lykke,
samt Staten for den deraf med Tiden befundene herlige Nytte.
Jmidlertid var det i saa fald fornøden, at deslige Anstalt blev vedkom¬
mende unge Mennisker betids og fuldkommeligen bekiendt, saa at
endog den torde træde frem med sit Anliggende, der til noget Mod¬
bydeligt blev tvungen af sine ubetænksomme Forældre eller haarde
Værger og være forsikkret, det vilde giælde hans sikkerste Redning
fra et saadan Fængsel, det vilde giælde en tilforladelig Priis for
hans yttrede saa anstændige Moed og Mands Hierte, ja giælde al
fornøden Forskud til hans bestandige Velfærts sande, retskaffene og
ufortøvede Befordring.
Heraf vilde til visse Nytten og Fordeelen i Længden blive stor og uforlige¬
lig, helst om Rectores i de Latinske Skoler og andre brave Mænd, der besad
Forstand og Redelighed tillige, de, ved at have skikkelige unge Mennisker un¬
der deres Anførsel, efter Billighed vilde og ved Lovens Medhold kunde plat
frasige sig den Myndighed og Møye, for Betaling at trykke Øyne, som man
siger, i de kiære unge Menniskers Hoveder, hvilke de faae, skinbarlig at være
oplagt til noget gandske andet og for Staten lige saa nytteligt, som det de
vare satte til, og saaledes være nogle for Gud tækkelige Midler og Redskaber,


148
formedelst hvilke noget virkelig got og nyttigt kunde stiftes og fremmes, ligesaa
mange Desperationer derved betimelig afværges og forekommes
Hvad synes Eder om dette Anstag, J gode Herrer! som tænker saa ædel,
at vilde til Publici Nytte anvende Eders efterladende Capital? Hvor
mange levende Ære=Stytter kunde ikke saadan Foranstaltning op
reyse Eder i vore danske Lande og Provintzer, til Eders priseligste
Afmindelse? Blev Eders saa ædele Beslutning engang sat ret i Værk
med fornøden Forsigtighed, hvilke elskværdige brave Sønner kunde
J ikke derved, paa en rosværdig Maade, efterlade eder til Fædrene¬
Landets Fornøyelse, Ære og Nytte, i den Stæd andre bemidlede
desværre alt for ofte efterlader saa mangt et utidigt Foster til Sta¬
tens Byrde=Skam og Skade.
Saaledes kunde og en Mands eller flereligefindedes Midler hel berøm¬
melig anvendes til at befordre, af begge Kiøn, Ungdommens berimelige Frem¬
hold til Ære og Lære, (hvis Forældre alt for ofte fattes enten Lyst eller Evne,
at de i tide i deres Christendom kunde blive vel oplærte og derhos, enten de vare
sunde og stærke, eller gebræklige og svage, dog lære noget nyttigt, i hvad det
end blev, til deres nødtørstige Underhøldnings Forhvervelse.
Deslige Testamenter kunde og bestemme nogen Hielp for vindskibelige Kiøb¬
mænd som af Samvittigheds løse Bankerotterer ellet store Forliser paa Søen,
vare sadte ud af deres Næring, saavelsom saadanne Søefarende, der Tiid efter
anden vare forulykkede, og derom kunde fremføre troeværdige Vidner eller
Attester, paa det de, saaledes hiulpne, kunde igien komme paa Benene og
forhverve Brødet for dem og deres, item for dem, der ved overskyllende Vand¬
floder, ved ulykkelig Jldebrand, formedelst den giengse Fæ=Syge og Forliis


14
paa andre deres Creaturer, eller paa anden Maade, uskyldig vare blevne
fatte i Armod.
De saa godvillige som bemidlede brave Mænds Testamenter kunde og
tillegge deslige Patrioter visse anstændige Priser, som kunde udfinde Middel
og Maade til at forekomme Fædrene=Landets allehaande betydelige Forliis og
Skade, og forhielpe den til nogen forønsket og for Gud tilladelig Vinding og
Baade, som for Exempel; for at udfinde bedre og sundere Vand i Mærsken,
eller corrigere det usunde, som hvorved saa mange fattige Arbeydere aarlig til¬
sætter Helbreden; eller for den, der kunde giøre det muelig, at hemme Told¬
Sviig, eller den, der vidste og viiste beqvem Middel og Maade, at bringe
Landets Børn paa en behagelig Vey tilbage, fra at nedlade sig med alle i
Holland eller andre Stæder; og for saadanne vigtige Ting fleere; som i sær
for den, derover kort eller længe, enten selv opfandt, eller andensteds opfunden
tilførte Fædrene=Landet, et sikkert Hielpe=Middel imod den giengse Fæ=Syge,
om ellers Midler kunde hielpe. Videre, til Priiser for dem, der underrettede
Publicum om noget sær fordeelagtigt i Huusholdningen, Landvæsenet og an¬
det nyttigt, saavelsom til Priiser for dem, der satte det best befundene og for¬
deelagtigste først og best i Værk.
Vare Midlerne overmaade store, kunde visse Strækninger ved Vester¬
Hav besørges inddiget, og fleere fornødne Sluser blive indrettet.
Af Midlerne kunde vanskelige Veye, hvorpaa saa mange velter, benyt¬
tes og kommer ilde afstæd, i en vis District settes i den herligste Stand, for¬
medelst Auction over deres forsvarlige Forbedring og Vedligeholdelse, for beste
Kiøb, item Pæle og Tegn beskikkes opsatte med Advarsels Bræt for de Rey¬
sende, hvor nogen Farlighed det tilsagde, saavelsom ved Søekanterne giøres
al optænkelig Anstalt til de Seylendes tilforladelige Underretning og allermue¬


150
ligste Redning ved Fyrer, Tønder, Lodser og hvis meere i den Henseende for¬
nøden og nyttig blev eragtet.
Af slige Midler kunde ved adskillige Handels=Stæder, anordnes Modder¬
Pramme i idelige Gang til de Canalers og Strømmes retskaffene Oprydning,
hvor Jndseglingen staaer Fare for at tilsperres, eller allerede var tilsperret;
hvorved saadanne Patrioter vilde efterlade sig et udødeligt Navn og stoer Ære¬
minde, naar samme Byes og Stads Jndvaanere fik at see, hvor mægtig
deres Næring derover var enten kommen til gamle Tiders Flor, og som den
var, før saadan Forhindring tog overhaand, eller stegen ved en nye Vinding,
hvortil Forfædrene aldrig forhen havde saa god og herlig Leylighed.
Til sikker Vinterlag for Skibene kunde en anden faae i sinde, her eller
der at anordne og af sine Midler at bekoste en god Havn, hvor den endnu
ønskedes og savnedes.
Ved saa gode Omstændigheder kunde vel og en velmeenende Land=Mand
giøre Publico betydelig langvarig Gavn, ved at henlegge sin Capital til den
eller den, større eller mindre District, med alle at faae udaf det fortræde¬
lige Fællesskab, i det først alle optænkelige Forhindringer af hans Midler kunde
ryddes af Veyen, nemlig Mageskifterne derved giøres lige, Land=Maaleren
betales med videre, og siden Præmier udloves til samtlige Huses Afbrydelse og
Forflytning for den eller den, af visse i Egnen benevnte Byer, som først vilde
erklære sig til den korte Uroe, mod den langvarige Fordeel; efter Udskiften og
Jndhegnen at vilde være, i følge kunde blive, saa lykkelige, hver at boe om¬
trent mit iblant sine Lænderier, til den herligste Baade, Fornøyelse og Nytte.
Hvad om saadanne Testamenter vel ogsaa fant paa, at faae paa visse
dertil udsøgte Pladser, hvor det var best giørligt og havde den største Rime¬
lighed, retskaffen Anstalt gjort til alvorligere Skov=Plantning, end hidindtil
er fornummet.


151
Monne ey deraf, for den følgende Slægt, skulde endstaae usigelig Gavn
for Landet, naar alting i alle Maader ey allene blev viseligen anord¬
net, men og ligesaa viselig og redelig efterlevet.
Saaledes kunde og ved Testamenter anvendes noget paa, at giøre store
ubrugelige Kiær og Moradser, ved nu i Landet bekiendt Behandling, snart
brugelige baade til Græsgang og Korn=Sæd, hvor smaa anvendte Capitaler
kunde snart indbringe Vedkommende 20 og større pro Cento Renter, imod
den derpaa anvendte Bekostning.
Endelig, som man i enhver Eatalogo, være sig over Boger, eller
andre Ting, der forhandles, finder iblant hinanden anført større eller mindre
Piecer, af betydeligere eller ringere Værd, hvorved tit en kræsen Tilskuer ingen
Smag finder, enten i det ene eller andet af heele Boutiqven, og dog alle Vare
ved Auctionen omsider finder deres Liebhabere, saa torde det og gaae baade
med denne Catalogo (thi NB. andet har jeg jo ikke lovet) og i Længden med
alle de deri givne Anslag, hvoraf dog eet eller andet ønskes, i sær at maae være
anmældet til de Høye spørgendes nogenlunde Fornøyelse; heraf torde vel
endog een eller anden omsider vælge det, som nærmest eller først tiente i hans
Kram; Og om det end alt i dette Seculo stod til at sætte i Værk, overgik det
dog ikke saa meget de redelige Patrioters Ønske, som mit Haab. Jeg maae
derfor til Slutning opsamle endnu nogle Forslag, ligesom de her eller der ms¬
der mig paa en smule Papir optegnede.
Hvor smukt var det, og hvor fordeelagtig, for deraf forventede gavnlige
Følgers Skyld, for vort kiære Fædrene=Land, om og nogle vilde giøre deres
Testamenter saaledes:


152
At gamle tro Tiennere eller Tiennerinder, der længe havde tient paa eet
Sted, maatte til nogen Opmuntring, for sig selv og andre, finde og nyde
nogen Forfremmelse til en liden Boehave for dem selv.
At de Søefarende Matrosers efterladte fattige Enker og Faderløse
Børn, allevegne i Landet maatte nyde nogen Tilskud, for at reddes fra den
yderste Armod.
Og at ey allene store Krigs=Helte, der enten til Lands eller Vands
havde ladet see et tapper Mod og snild Overleggelse, maatte blive aflagde
efter Fortieneste, men endog deres Underhavende Gemeene, enten gamle eller
læmmelæstede og skrøbelige trængende Arbeydere og Strids=Mænd, kunde fri¬
tages for længere at bevidne det mindre anstændige, end sandfærdige Ordsprog¬
En ung Soldat en gammel Betlere.
Hvo der og endelig tilsidst endnu vilde bekoste os ved sit Lestamente faa¬
dan Indretning og Anstalt, at paa alle Egne, i sær ved Belterne, ved Hav¬
Sider og andre Landets Ud=Sider, en retskaffen dertil beqvem og tilforlade¬
lig Mand blev belønnet for, ved hannem tillagde tilstrækkelig Assistence og
Myndighed, at kunde anholde, ja at skulle lade fatte og fængsle deslige Folk,
der lyses om i Aviserne, som nu ere forløbne deres Herrer og Hosbonder og
haver bestiaalet dem eller andre, ere deserterede fra Armeen, haver gjort no¬
gen Ulykke, ja vel ogsaa ere udbrudte af noget Fængsel; thi, hvad Gavn
har Landet deraf, det settes i Aviserne, der ere saadanne Folk paa Flugten,
naar ingen bekymrer sig videre derom; Aviserne løbes igiennem i en Hast og
sendes videre, man tvivler vel siden om een eller anden, men sandser ikke deres
beskrevne Statur, Anseelse, Klæder eller andre Kiende=Tegn. Saa lidet,
som nu nogen vil angribe, fastholde og til Justitzen levere saadanne Folk,


15.
naar de ikke er forvisset om, de samme der at imodtages uden Fortrædelighed,
og til behørig Afstraffelse giemmes med nye anbefalet Alvorlighed, saa langt
mindre vil nogen usikker og med Hassard give sig af med de dennem, skiønt for¬
dægtig forekommende, naar de ey fri og ordentlig kand have og beholde Avi¬
serne og andre fornødne Efterretninger derom, og tillige baade dertil have sær
befaling og Myndighed, saa og derfor kand vente nogen convenabel aarlig
Belønning, eller, efter visse Aars Troeskab, desto tilforladeligere Forfrem¬
melse til nogen bedre Tienneste. Deres Opsigt da og kunde medføre, uden
lang Betænkning eller længere grundet Frygt, at faae de stærke Land=Strygere
strax i Arbeyde med Spade og Trille=Baare, ved en Grøft, Steenbroe,
Vey eller Dige, til de lovede, aldrig meere at komme, hvis de ey i Tugt,
og Rasp=Huse for Livs=Tiid vilde sættes ved deres Vingebeen; Og ligele¬
des medføre, at sætte de nærværende Fattige, som dermed vare tiente, eller
andre omløbende Qvinder, under Huse=Lye i Arbeyde, med Uld at karte,
blende og spinde, eller med Hør og Hamp at tilrette giøre, spinde, vinde og
tvinde, med Strømper, Vanter, Huer og Trøyer at knytte, binde og strik¬
ke, eller hvorved Folk betimelig kunde afskrekkes fra Ladhed, Lediggang og
andres Overløb, ved enten at see dem bragt til billig Arbeyd og Orden, eller
at tilveyebringe de dextil modtvillige, den fornødne Ave og Revselse.
Hvor snart skulde ey de omstrygende Flokke forlade og skye den Egn,
for hvilken Sunde eller Syge havde gjort en saa fordeelagtig,
Kongelig allernaadigst confirmeret Stiftelse, om fri Bekostning af
sine Midler af alt, hvad dertil eragtedes fornøden. Kunde vel
noget optænkes bedre og sættes lættere i Værk, ved mindre Capital
til Statens Fornøyelse og Nytte? Hvor megen Fylderie, Ustyr,
IVIII. Deel.


154
Meened, Guds Bespottelse, Tyveri og Ulykke kunde ikke derved
i utallige mange Maader forekommes
Og dermed endes da dete mit Eikel=Slag, hvor det juist begynde,
det jeg, ved at spadsere i runde med mine Tanker, har ladet Fæderne=Landets
saa hiertelig forønskte sande Gavn og Fornødenhed været mit bestandige Een¬
trum og Øyemærke.
Vit derfor og endelig nogen ansee dette, hvormed jeg begyndte og endte,
for det, der allerførst og allersnarest kand eragtes fornøden, muelig og ny¬
tig, paa det man siden i Roe kand komme nogensteds og have Evne og Vel¬
signelse til de øvrige Anslag efterhaand at bestride, skal det ikke være mig imod,
om mig ogsaa blev tillagt den Tanke og Mening, jeg skinbarlig og
øyensynlig vist nok holdte dette Anslag til almindelig
Velfærd for det beste.
No. VIII.


No. VIII.
ANONYMI
Beste Anslag
for den, som vil og kand giøre
Testamente
til almindelig Velfært
Jeg vil give dig Raad og Gud skal være med dig.
Exod. 18, 19.


D¬
en, som har Villie og Evne til at giøre Testamnente og er sindet
af sine Midler og Efterladenskaber at giøre vel mod Kirker,
Skoler, eller imod sine nødtørftige Slegt og Venner, eller imod
arme og trængende, eller imod flittige og stræbsomme fattige
Mennisker, eller imod hvem eller hvad andet, den almindelige
Velfært til Beste, Himlen giver ham i Sinde at giøre vel imod, hannem gives
dette, som ansees for beste Anslag, at han i agttager følgende Regler.
I. Regul. At Testator beskikker det saa, at det bortskienkte kand blive
securiteret og betrygget i Eftertiden under brave, og saavit mueligt er, ærlig og
redelige Mænds Opsigt og paa deres Ansvar for Gud og Menniskene, paa
det Jntraderne af det bortskienkte, være sig det er Jorde=Gods eller reede Penge,
eller hvad andet det er, redeligen i og med Tidet ver administreret og stedse
brugt og anvendt til den eller det, som Testator haver skienket det til og vil unde det.
Obs. I. Det bortskienkre betrygges best ved at fastsette det, om det er
Capitaler og rede Midler i Tiender, Møller=Gaarde, Landgods, eller Pante¬
og Tinglyste Forskrivninger &c.
2) Under brave og redelige mænds Opsigt hvor ved gives dette
Forslag: At, som det er venteligt, at Testator snarest betænker det Stift, ja


13
vel det Herret, hvor han enten er fød eller har hoed og nydt HErrens Gode;
Derfore indsettes Stedets Øvrighed, nemlig hver Stift=Amtmand over Stifter,
og Amtets Amtmand med Herrets=Provsten, i hvis Stift, Amt eller Herret,
Gaven er falden, stedse til at være Directeure og Executores Testamenti.
3) Den, som er Hoved=Administrator og maa have Møye med Regenskaber¬
nes Førelse, Capitalers Opsigelse og Omsettelse, Skiøders og Contracters &c.
Bestyrelse og tillige staaer til Ansvar for Stiftelsens Midler og Formue, hannem
var det ubilligt at vilde forlange slig Møye og Ansvar af for intet: hvorover der
bør tilstaaes ham 4 pro Cento af den Aarlige Udbytning, hvorved, jo meere
Stiftningens Capitaler voxer og jo fleere 100 Rdlr. der Aarlig kand udbyttes,
jo meere voxer og forøges hans Deel pro Labore, hvilket og er billigt; thi som
Arbeyde og Ansvar tilvoxer, saa bør ogsaa Lønnen at voxe. Og saasom hvert
Amts Amtmand succederer den afgangne Stift=Amtmand og Stift=Amtmand
igien de afgangne Amtmænd, saa formodes, at de have god Jndseende med
hinanden, at alle Ting Stiftelsen til Beste, gaaer rigtig til og som Hoved¬
Directeuren agter at være ansvarlig, og at der med beste Flid drives paa Stift¬
telsens Forøgelse, som Diretteurenes Sportler og Løn øro Fabøre kiendelg
med Tiden derved stiger og forøges.
4) Ved det bortskienkte forstaaes ikke allene den Fond, som først kand
være skienket eg stipuleret, være sig rede Penge eller Obligationer, paa I. til
10000 Rdlr., paa 1 til 6 til 700 Rdlr. en Gaard, en Mølle, en Tiende,
eller hvad det være kand, men endogsaa alt det, som med Tiden kand sam¬
les ved dens Renter og Reveneure, alt hvad der aarlig overbliver og spa¬
res fra Udbytningen, som stedse sammenlegges, dette skal stedse være, blive, og
hede det bortskienkte eller det bortskienktes Incrementum.
5) Jntræderne af det boriskienkte er da Deels de Capitgler, som
aarlig udsettes, deres Renter, dels Landgide og andre Jindkmme af første
11


skienkte eller af det, som siden ved den forøgede Capital tilkiøbte Jorde=Godø,
deels Meel af Møllene, Leye af Huuse og Gaarde &c., som alt bør udgiøres
og udregnes Aarlig i Penge; Og saa snart man kand see ved Overslag til neste
Omslag, ved at tage ind i smaat, at kand naae en Capital paa 100 Rdlr.
skal der betimmeligen være draget Omsorg for, at den til neste Omslag kand settes
ud paa Rente, og aldrig noget Aarshenstaae frugtesløs; Thi i vidrig Fald
standses Stiftelsens Forøgelse i sit Løb, Pensionisternes Tal formindskes, og
Directeuren, i sær den succederende, lider paa sin Løn pro Labore.
6) Og som Publicum gierne og virkeligen anseer det for Mangel paa
Flid, Omsorg og Redelighed hos Directeuren, naar complete Capitaler (være
sig de ere smaae eller store, 100. eller 1000 Rdlr.) bliver satte in Deposito uden
Refiter; saa bør derfore Directeuren ansee det for at betage Publico den for
Stiftelsen skadelige Suspicion, som et Vandheld for sig selv og aarligen selv svare
Renterne af hver complet 100 Rolr, som henstaaer frugtesløs u=udsat, uagtet
man vel veed, at der kand gives mange Tilfælde, der stundom kand tvinge
Directeuren til paa et Aar eller fleere, at sette een eller anden Capital in Depo¬
sito, og kand ikke have Lykke til den Gang at faae den udsat med den For¬
sikring, som han kand see sig tient med, i sær eftersom han og Arvinger til
alle Stiftelsens Midler og Capitaler bliver ansvarlig.
7) Det heder videre At Jntraderne bliver stedse brugt og anvendt
til dem eller det, som Testator har skienket det til og vil unde det.
Hvilket bliver forklaret ved den 4de Regel, men her agtes kun, at, naar Jn¬
traderne med Tiden, ere opvoxne paa 90, 50, 30, 20, 16, 10. eller ringere
Aar til den Høyde, at de overstiger Hoved=Summen af den første voxende Ca¬
pital eller Fond, at da en lige Fond med den første Fond, nedsettes til aarlig Udbyt¬
ning, og det øvrige igien blive en voxende Capital, hvilket overskydende bør være
P. P noget meere end den første voxende Capitals første Aars Renter, ja vel dob¬


160.
helt saa meget paa det man des snarere og i færre Aar, kand naae en hvilende
Capital atter til Udbytning efter 3die Regel.
II. Regul. At Testator forbinder Directionen eller Executores Testa¬
menti til, at de døde Ting, der med Tiden kand forgaae og forderves, med
snarest ved offentlig Auction eller paa anden Maade, udgiøres i rede Penge, og
A4.
Pengene, det snareste skee kand, udsettes paa Rente.
ObL. I. Directionen er tilforn nævnt Reg, J. Obs. 2, 3, 4.
2) Forbindelserne vil an= og indføres i Stiftelsens=Fundatz, og den con¬
firmerde Hoved=Fundatz altid være og forblive i Hoved=Directeurens, en efter
andens Giemme og Forvaring, og vidimerede Gienparter deraf være og fin¬
des hos de andre tvende Med=Directeure, hvilke ere, som før sagt er, hver
Amtmand for sit Amt, og Provst for sit Herret eller alternative Stift=Amt¬
mand og Provsterne, naar Touren falder Amt=Mændene til at være Hoved¬
Directeure, alt hver for sit Amt, til Hoved=Directionen igien kommer til Stift¬
Amtmanden, ved een eller anden Amtmands Afgang; efter Reg. I=Obl. 2, 3.
En Gienpart af Fundatzen bør og henlegges i Stift=Kisten, til disse nye Stif
telser kunde blive samtlig samlet og ved Trykken publiceret til manges ja alles
Oplysning og Efterretning.
3) Ded de døde Ling, som med Tiden kand forgaae og forderves,
forstaaes Mobilier, Løsøre og andet sligt, som henstaaer uden Renter; skulde
derfor Testator bortskienke sin paaboende Sted eller Gaard til almindelig Vel¬
fært: Da efter Testators dødelige Afgang med snarest bortsælge Qvæg og Bæ¬
ster, Vogne og Vogn=Redskaber, Guld= og Sølv=Arbeyde, Tin og Kaa¬
ber, Linnet og Uldet, Boeskab og Senge=Klæder, Bøger, Gevær &c. det
ene med det andet, og stille Gaardenes Avl ved Auction til Bortforpagtning
bestandig paa 3 eller 6 Aar, og de deraf indkomne Penge beforderligst see udsat
paa Rente, og siden ikke have stort meere Bekostning ved Gaarden, end at holde


161
dens Bygninger i god Stand, og Directeuren altid see til, at hvad Skove,
Fiskerie, Jorder eller Herligheder, der kunde være til slig en Gaard og Gods,
de ikke blive til upligt forhuggede eller noget i nogen Maade forringet, men i alt alle¬
tider udbragt paa beste Maader til Stiftelsens Fremtarv, Forøgelse og Nytte.
III. Regul. At Udbytningen af en anseelig Deel af den første bort¬
skienkte Fonds Renter, skeer med snarest efter Testators Død og efter hans
Villie. Og at en anseelig Deel af samme første Fond stedse udsettes paa Ren¬
ter og bliver en voxende Capital.
Obs. I. Udbytningen af en anseelig Deel af den første Fonds Renter bør
skee til saa og saa mange af de Ting eller saa og saa mange af de Personer, i det
Stift eller det Amt eller Herret, som Testator har meent eller tydelig i Fundatzen
sigtet paa, allene eller i sær, at giøre vel imod.
2) Udbytningen bør aldrig tages af den første Fond eller Hoved=Capital,
enten det er den staaende eller den voxende; Thi disse Kilder og faste Fonds bør
aldrig forrykkes eller forderves, men bør alletider helligen staae ubrydt og
urørte; ikke heller bør Udbytningen skee af den voxender Capitals Renter Ney;
Thi disse bør Aar efter Aar alletider sammenlegges og Aarlig paa Rente udset¬
tes, stedse at forøge sig og fremvoxe: Men den første Udbytning bør skee af en
anseelig Deel, saasom NB. af Halvparten af den første bortskienkte Fonds
Renter allene, saavidt de kand strække, hvorefter Pensionisternes Tal og Por¬
tioner bestemmes og indskrænkes.
3) Udbytningen bør skee, det snareste skee kand efter Fundators Død og
ikke forhale Tiden, eller for længe opsætte saa nyttig en Sag, at Tingen ikke
kommer i Langdrag; derfor bør alle Ting med mueligste Hastighed reguleres.
4) En anseelig Deel af første Fond, som Halvparten, der bliver en
voxende= Capital, bør aarligen besørges imod gode Pante=Forskrivninger paa
Rente og Renterne aarligen adderes, indtil den voxende Capital med sine Ren¬
VIII. Deel.


162
ter gaaer noget over Halvdeelen af den første skienkte heele Fond; da der igien
aftages ligesaa stor Capital af den, som den første staaende Capital, af hvis
Renter skeer anden Udbytning til bestemte Ting eller Personer, og den øvri¬
ge Deel, som altid bliver meere end halve Parten, atter igien bliver
en anden voxende Capital og s. f. f. efter følgende Opsats, Ex. gr.,
der kand testamenteres bort Gaard og Gods som kand være 25000 Rix¬
daler Værd, eller vis aarlig i fri Beholdning kand indbringe Renten af
25000 Rixdaler, naar da første heele skienkte Fonds første Aars Renter er
(4 pro Cento) 1000 Rdlr., saa halveres disse 1000 Rdlr og deraf bliver 500
Rdlr til aarlig Udbytning og 500 Rdlr. at udsette paa Renter til første vo¬
xende Capital.
5.) Disse første staaende 500 Kdlr. kand aarligen udbyttes, strax efter
Testators Død efter hans Villie til 5 Personer, hvoraf hver Person nyder til
hver Omslag 100 Rdlr. aarlig (minder 4 Rdlr, som bliver Directeurens Løn)
eller til 10 Personer, da enhver faaer Aarlig kun 50 Rdlr. (minder 2 Rdlr,
som er Directeurens Løn).
6) Disse andre staaende 5o0 Rolr besørges Aarigen paa Rente
efter Tidernes Omstændighed for 4, 41, 5. pro Cento og den Rente, de Aar¬
ligen kaster af sig, aarligen adderes med hvad meere, der efter Tidernes for¬
anderlige Omstændigheder kand nydes af den bortskienkte Gaard og Gods,
end besagte 1000 Rolr, som allene er kun ansat for 4 pro Cento aarlig; da
man vel stundom, ja ofte kand naae langt over 4 pro Cento af Gaard, Gods,
Møller og Tiender &c. Dette legges alt til den voxende Capital, paa det den
des hastigere kand fremvoxe.
7) Men vi vil kun fremstille en Plan paa 500 Rdlr., hvordan den i egne
Renter gaaer frem, til den kand give af sig en anden staaende Capital til
Udbytning.


16
ler pro Labore. Naar da ovenmeldte 12500 Rdlr. er dragen fra den heele avan¬
terende Summa 15514 Rdlr. faaer vi tilbage en god Summa, nem¬
4
lig ¬
3014 Rdlr. til en nye voxende Capital, som sees at være
langt over den første voxende Capital, der alleene var 500 Rdlr. og har til¬
lige endog naaet Udbytning til dobbelt saa mange Personer.
9) Her kunde siges, 90 Aar var en lang Tiid, og det var, som man
siger, at love Folk Hielp i Opstandelsen: Vi maae derover lidet her standse
med vore Tanker og betænke 2 Ting: (1) At man faaer have Taalmodig¬
hed, den fik aldrig nogen ond Ende; hvad kand man giøre for, at 500
Rdlr i simple Renter 4 p. Cent. ikke kand give os i færre end 90 Aar en Ca¬
pital paa 15514 Rdlr. og man maae end synes at det er got, om man i den
Tiids=Punkt kand have den i Behold. (2) Men meere betydeligt er at be¬
tænke: Om man efter Kierligheds Pligt, er meere forbunden at giøre vel
imod vore Tiders med Mennisker end tilkommende Tiders; Om vi,
som nu leve, og de som efter os skal leve, er og bliver ikke under et lige
godgiørende og barmhiertig Guddommeligt Forsyn; ja og Problema
taler jo om almindelig Velfærd, med hvilket passer sig best den almin¬
delig Godgiørenhed, som ey meere har Hensigt til nærværende Tider,
Ting eller Personer, end til Tilkommende. Kort sagt: Det er een og
samme Dyd, der har paatænkt de Trængende i forrige Seculo, som den,
der paatænker dem i nærværende eller tilkommende Seculo: Thi at sigte med
sine Gaver alleene til, at disse Folk allene, som nu lever, og ikke andre i Ti¬
den Trængende, kand nyde Deel i vores Godgiørenhed, kand ikke vel frita¬
ges fra, at det jo har egen Ære i Sigte, og maaskee endda ogsaa noget an¬
det Men lad betrængte Mennisker, som eragtes værdig dertil, blive hiulpet,
i hvem de end ere, enten man har kiendt dem eller ikke, enten de nu lever eller
kand endnu være ufødde, dette kalder jeg efter Problema at sigte til den
almindelig Velfæd.


17
Capital og Renter 13 186 Rdlr. 38te Aar. Capital og Renter 14818 Rdlr. 41de Aar.
Ren
Ren
Capital og Renter 13710 Rdlr. 3gte Aar. Capital og Renter 15410 Rdlr. 42de Aar
Renter¬
Rente
548
Capital og Renter 14288 Rdlr. 4ode Aar. Capital og Renter 16010 Rdlr. 43de Aar.
se. 4gde Aær.
Capital og Renter 14818 Rolr. 4i de Aar. Capital og Renter
12) Her skeeer den tredie Forandring og atter, som tilforn, og hensettes
den zdie staaende Capital 12500 Rdlr. hvoraf bekommes atter den 3die aarlig
Udbytning imellem 5 eller 10 Personer 500 Rdlr. (minder 20 Rdlr som tilfal¬
der Directeuren pro Labore) naar disse ere fradragne sidste opvoxende Capital,
faaer man igien den Summa 4150 Rdlr. at begynde med til en nye voxende
Capital, som sees at være en god Deel over den anden voxende Capital, som
kun var 3014 Rdlr. og vil man endda lade den voxe et eller tvende Aar, inden
man brækker den, bliver Operskuddet til en nye voxende Capital endnu an¬
seeligere og større, og altsaa naar den 4de Udbytning des hastigere med sit an¬
seeligere Overskud, til at begynde den gde voxende Capital med og s. f. f. Heraf
flyder følgende Regel.
IV. ReguI. At den voxende Capitals Renter og Reveneure, naar en
god Deel af den, som 12500 Rdlr. atter med Tiden bliver nedsat til en, som
første staaende Fond, af hvis Renter aarlig kand skee Udbytning, som af første,
at da alle de Renter og Jntrader, som samme 12500 Rdlr. (ogsaa tit den der¬
til kand voxe) kaster af sig, bliver stedse, som første staaende Fond, anvendt
først og fornemmelig til de Ting eller de Personer, som Testator i sit Testa¬
mente har sigtet paa at giøre vel imod, i det Stift eller det Herret, eller den


171
Bye og ey henvendes eller hendrages til andre eller andet, saalænge nogen eller
noget deraf er til, og det kand behøve. Skulde omsider saadan en Tids Punct
endelig engang fremkomme, at alle ere forsynede, eller alt efter Testators ønske
er opfyldt, da forstaaer det sig selv, at Executores Testamenti, som ere Stift¬
ningens Directeurer, selv bør raade for, hvem eller hvad de efter beste Operlæg
anseer nyttigst at anvende den voxende Capitals Fond, Renter og Reveneures paa.
Obs. I. Det skal anvendes til den eller det, som Testator har skien¬
ket det til. Man formoder, det kand blive adskilligt, som Gud kand give
forskiellige Testatores i Sinde, at vil yde sin Godhed paa. Ex. gr. En kand
have Hensigt til den opvoxende Ungdoms Opdragelse i Gudsfrygt og nyttige
Videnskaber; en anden kand have Hensigt paa Handels og Vandels Fremme;
en anden paa Manufacturers og Fabriqvers Opkomst og Drift i Staten; En
anden paa Population og Folke=Mængdens Forøgelse ved Egteskaber; En
anden paa Agerdyrkningens Forbedring og Udvidelse med Bekostninger paa
Jorders Sløyfelse, Mosers Udgravning, Gaarders Opbyggelse, Indhegninger
og Steengierders Opførelse &c. &c. En anden paa Hospitaler og Lazarether og
Syges og Armes Forflegning; en anden til Præmier paa Kiøbsted=Gaarders
bedre og fastere Opbyggelse og Indretning; en anden paa Skibbrud og Brand¬
skader; en anden at fremhielpe en duelig og stræbsom Ungdom, at tage dem
under Armene med et aarligt Tilstød af Penge, for at hielpe den frem og lette
for dem deres Gode og for Staten nyttige Forehavende, at ikke alt for stor
Uformuenhed skulde standse deres Fliid og Curage og dette end og til Opmun¬
tring for fleere; en andens Hensigt kand gaae ud paa god Landværn, at giøre
Landets=Børn villige og lystige til at modtage Krigs=Tieneste; en anden vil
giøre vel imod fattige Præste= og Degne=Enker &c.; en anden mod den, som
Gud har velsignet med mange Børn og har ringe Evne, dem Staten til Nytte
at opdrage; en anden at forsyne Landet med duelige Jorde=Mødre og at hen¬


113
legge noget til deres Ophold &c. &c. Og hvad andre fleere gode Hensigter,
Staten til Nytte, Testatores kand have, see! hvad det nu er, de vil have deres
Gave med sin Fremvext skal bruges til og anvendes paa, da bør Directeuren
altid see der hen, at Testators Ønske kand skee og helligen der over holde, saa
at det, eller noget af det, ikke bliver henvendt til anden Brug, saa længe der
er nogen eller noget tilbage uhiulpen, af dem eller det, som Testator i sit Te¬
stamente har sigtet paa at giøre vel imod.
2) Thi saa længe nogen bemidlet Mand staar i Frygt for, at hans Ga¬
ve (den Gud giver ham i Sinde til en eller anden Gudelig og for Statens
Lemmer nyttig Brud at vilde bortskienke) skal med Tiden, efter Efterslægtens
Gotbefindende, blive i nogen Maade forrykket, eller til andet, end hvad han
har vildet, blive henvendt, under det Paaskud af Efterslægten, at Testator
eyede ey længere sine Midler, Formue og jordiske gode Ting, end medens han
levede, og altsaa ey heller længere raader over dem; men efter sin Død maae
give Plads for andre, at raade og disponere derover. Under saadan Frygt
skienker og testamenterer faae ikke gierne noget bort, men lader det heller efter
sin Død gaae i Arv og Skifte til hvem det kand tilkomme: Og denne Frygt
er en stor Hinder for mange gode Stiftelser.
3) Men naar Testators Ønske bliver fulgt saa længe, til alle og alt,
som Testator har sigtet til at giøre vel imod, bliver forseet og betænkt, da er
det billigt og ret, herefter at overdrage til Directionens Gotbefindende, hvem
eller hvad den anseer nyttigst at anvende de opvoxende Capitalers Renter paa.
V. Regul. At Testators Øye er ligesaa fast henvendt til Armods og
Trangs Afvendelse, som til de Armes og Trængendes Nød at lette, eller de
Arme i deres Armod at underholde.
Obf. I. Her maae vises hvem og hvad man tør raade Testator, først og
fornemmelig at pagtenke, naar Gud, som har givet ham Evne, giver ham


113
ogsaa tillige Villie til at giøre vel. Der er vel i den gde Regel Obs. I. givet
en liden Liste paa hvem og hvad en godgiørende Testator kand faae i Sinde
at vilde giøre Got imod, men ey viist, hvad derved er at agte: Man finder
derfore fornøden at stille ham nogle af de anbragte Ting nærmere under Øye,
og ved hver meddeele beste Anslag.
2) Ex. gr. Testator har et rørt Hierte og en inderlig Ømhed over arme
og skrøbelige Mennisker, deres Nød og Trang ligger ham paa Hierte, dem
ønsker han at lette, til den Ende opoffrer og bortskienker han dem til beste
Gaard, Gods og Eiendomme, det kand posito være af Værdie en 25000
Rdlr., for at sette noget vist; det forstaaer sig, majus & minus non variat
rem, d. e meere og mindre Værdie handler paa lige Maade; Her fremfa¬
res med Donationen efter 3die Regul. De halve Renter, nemlig de 500
Rdlr, som den halve første Fond eller Capital aarligen afkaster, udbyttes
aarligen til saa mange Huus=Armes, Fattiges og Skrøbeliges Pleye, som
Lestator behager at udnævne, dog best, at man tager et prsportioneret Tal,
at enhver kand nyde klækkelig Hielp, som 5 eller 10 Personer for det første,
hvis Armod og Trang ved saadan en Pension aarligen saa anseelig kand let¬
tes, at de strax derved lader af at kaldes arme og at skrives paa de Fattiges
Liste, og om de end ere beheftede med Svaghed eller ere vanføre, kand de ved
saadan aarlig Pension meget glædes og hielpes: Med Tiden kand, ved den
voxende Capitals Hielp, giøres vel imod fleere af denne Classe.
3) De andre halve Renter 500 Rdlr, som den anden Halve=Part
af det Bortskienkte, giver aarligen af sig, bliver derimod stedse til en voxen¬
de Capital, efter Reg. 3. Obf. 6. og naar den er opvoxen til en anseelig Høy¬
de, som viist er, saa at af den kand skee Udbytning paa nye, da igien at lade
den falde paa samme Maade, som nest oven for er viist, paa 5 eller 10 andre
Huus=Arme, Trængende, Sengeliggende eller Vanføre.


124
4) Og naar Udbytningen med Tiden 3die eller gde Gang skeer (om
ikke før) da lade den falde paa duelige og flittige Personer, som Fødsel eller
mange Børn eller anden Vandheld, saasom Jldebrand, Tyvehaand, fiendt¬
lig Overfald, Skibbrud &c. har sat i en kummerlig eller tvungen Tilstand, sit
Brød anstændig at erhverve og sin Formue at forøge, paa det den kand hiel¬
pe de Betrængte igiennem det, som ellers giør ham alting for tungt, og giør,
at han aldrig kand komme fort: Paa saadan Maade hindres og afvendes Ar¬
mod fra ham, ofte som Hovedmand, og derover og tillige mangen Gang fra
hans heele Famille; dette kand kaldes ey allene at understøtte, men og i Gier¬
ningen at forekomme Armod; her kunde tænkes: Paa denne Maade kunde
kun faae hielpes? dertil svares: Dette tør man ikke frygte for, naar Gud
velsigner Stiftelsen og den beskieres med redelige Directeurer, og over alt er det
bedre ( om saa var, hvilket dog anvises anderledes) at faae bliver vel hiulpen,
end mange ilde, det er virkelig Staten til større Ære og Nytte.
5.) Men den personelle Pension bør dog ikke stige høyere, end til en
Hielp for hver i sin Stand, men aldrig saa høyt, at den kand i og for sig
selv hielpe nogen fra sin Stand til høyere, som fra den nedrige Stand til
Mellemstanden eller fra Mellemstanden til den høyere. Thi det var Staten
til større Skade end Nytte, man erindre sig kun i den Fald, hvad det Mexi¬
ranske og Peruvianske Guld og Sølv har haft og endnu til vore Tider har for
skadelige Virkninger paa Almuen i Hispanien og altsaa paa den Spanske¬
Stat; item hvad de rige Udbytninger ved de Americanske Erobringer har ska¬
det de gode Engelske Matroser: Ja Erfarenhed viser noksom, at, naar en
god Bonde=Karl eller god Haandverks=Karl kand have Lykke til at giøre et
riigt Giftermaal, saa forlader han strax sin forrige Handel, slaaer sig enten
til noget mageligere, saasom til at forpagte eller til at drive Kiøbmandskab og
saaledes undrager sig fra Arbeide: Hvor mangen duelig Bonde=Karl og brav


17.
Skræder (eller anden Haandverksmand) seer man ikke, naar Midlerne fal¬
der dem i Hænderne, den ene at forlade Ploven og den anden at kaste Sax¬
sen og forvandles til Herregaards Forpagtere, om ikke til Herregaards Eyere:
Der er intet derpaa stort at sige, (naar det ey skal blive for almindeligt, det
man dog ikke tør befrygte) uden dette ene, hvilket man dog finder fornøden
herved at erindre, nemlig at, naar nogen Pensionist ved Lykkens Medhold,
opstiger enten i en høyere Stand eller i en anden nærsommere Stand, end den
Stiftelsen ved Pensioners Uddeelelse sigter til og paa: Da er det billigt, at han
lader af at blive Pensionist under denne Stiftelse, og Directionen at udstede
hans Pension til en anden trængende.
6) Huuse behøves ikke, uden til største Fornødenhed at opbygges til
Arme, Vanføre eller Sengeliggende, i hvad Navn man end vil give saa¬
danne Bygninger, være sig Hospitaler, Lagarether &c. Thi (a) medtager
saadanne Bygninger, baade til første Gang at i standsette og siden at holde
ved lige, meget, ja alt for meget, Stiftelsen til Stansning og Hinder. (b)
Lærer mange Aars Erfaring, at de man agter at giøre vel imod, anseer
det ikke for nogen Tieneste at nyde der Jndlager, om jeg saa maae kalde det;
men tvertimod anseer det for større Naade, allene at nyde halvt saa meget ved
Udbytningen, om de kun maae være fri for at indleges i slige Huuse, men have sin
Frihed og ey tvinges ved saadanne Steders Statuta og fastsatte Regler, hvilke synes
at giøre dem deres Skiebne endnu tungere under alt det Gode, de ellers der kand
nyde se.) Betager den al Lyst til at forbedre deres Tilstand, naar de først ere
blevne Lemmer i noget Hospital; Thi de anseer det for en Klik og Forklei¬
nelse paa egen og Families Ære og Navn, at kaldes et Hospitals Lem (d)
Veed de, at alt det, de ved Arbeyde og Flid kand i Hospitalet erhverve sig,
tilhører ikke dem med fuldkommen Eiendoms Ret, men allene til Brug, saa¬
som det ikke ved Arv maae falde til deres Familie, men ved deres dødelige Af¬


26
gang skal høre Hospitaler til NV. uden hvad de lønlig i Forveyen kand stiæle ud)
dette setter dem udaf et stræbsom, men tvertimod ind i et ørkesløs og dovent
Væsen, kort sagt: de ere der arme og bliver arme se.) Er der neppe nogen
Arm eller Syg, at han jo skal kunde finde fornød n PPleye enten hos sine Ven¬
ner eller andre, naar han kun aarlig har et got Tistød af gudelige Stiftelser,
det er en Sag man aldrig tør paatvivle. Man kand endog faae af saadanne
Personer, i steden for Tiggere, nyttige Arbeydere, ja Borgere for Staten!
allene at slige dog i mindste skulde forhindes til at have deres Opholdsted i deres
Cirkel, d. e i det Stift, Herret, Sogn, Gods, og Stavn, hvor de ere
føde og som de høre til og hvor Stiftelsen er, paa det at det kunde ogsaa sees,
om de opføre sig anstændig og skikkelig, eller om Pensionisten slaaer sig til Lider¬
lighed, Drukkenskab, Tiggerie og saaledes skammeligen forøder, hvad Hielp
han af Staten bekommer; hvorover han bør, hvor han sig opholder, nøye
paasees og efter Forseelsens Beskaffenhed, første Gang straffes paa sin Pension,
og hielper det ikke, da som et skadeligt og forargeligt Lem, miste sin Pension,
og uden al Naade kastes under god Opsigt i Tugt= og Arbeyds=Huuse.
(k) Ved en Pensionistes dødelige Afgang, burde Pensionen ikke at rykkes
reent fra hans Enke og Børn, om han er gift og har Børn, eller fra Man¬
den, om Konen har været Pensionist: Men Directionen at lade den over¬
blevne Egtefælle nyde og beholde den afdødes Pension, medens den lever og
efter den længst levendes Død, deraf Børnene, som Directionen eragter vær¬
digst dertil og kunde ansees slig Hielp at behøve Thi man trænger ikke saa hart,
efter gjorte Forslag og Indretning, i Stiftelsen igien at indrykke nogen saadan
engang udgaaende Pension, saasom den voxende Capital har alletider sligt
at ersette.
7) En anden faaer i sinde at giøre vel imod fattige Adelige Frøkener,
med den skulde det ligeledes i visse Maader, dog efter deres Stand og Familie,


førholdes. (a) Anseelige Bygninger kunde i Fremtiden undværes: Erfaren¬
hed har lært, at Kiønnet af disse høye Familier vilde kysse Giverens Haand,
om de maatte nyde i Frihed deres tillagde Pension, uden for Closter og
Closter=Regler, og opholde sig hos hver af deres Slegt og Venner, de, efter
Curators og Formynders Raad og Samtykke, helst vilde. Derved kunde
meget af den skienkte Fond spares, som ellers vil medgaae paa saadanne an¬
seelige Stiftelsers Opbyggelse, Indretning, Etablissement og Vedligeholdelse.
Hvor vit Ziir slige Bygninger ere in re for Staten, Ziiren lagt i Veyskaale
med Nytten, overlades til Staatskyndiges Omdømme. (b) Befordrer det
deels snarere slige Adelige Børns standsmæssige Egteskaber, i sær naar de,
endogsaa Gifte, maae beholde den, dem engang af Stiftelsen tillagte Pen¬
sion og at den end meere skulde falde efter Pensionistens Død til Manden og
efter hans Død til den af Pige=Børnene, som Directionen udvælger og an¬
sees dertil trængende: Og hvorfor ikke, thi Stiftelsen, som sagt er (naar
Gud bevarer den fra synderlige ulykkelige Tilfælde) trænger ikke meere til saa¬
dan eengang udgaaende Penfion; thi sligt ersetter med Tiden noksom den
voxende Capital.
8) Den Studerende Ungdom kand og paatænkes af en anden, hvor¬
ledes de kand fremhielpes ved Academiet; thi deres Skolegang besørger nok¬
som Landets publiqve Skoler. Her anvendes den staaende Fonds og den
voxende Capitals Renter alleene til at forøge Pensionisternes Tal, saa længe
som behøves; Naar dette er naaet, kand den ydermeere opvoxende Capitals
Renter anvendes til Navigations, Jngenieur, Architecteur, Regne= og
Skrive &c. Skoler, eller hvad andet Staten da eragter nyttigst: alleene Ren¬
terne maatte ikke for meget medtages til Bygninger; thi hver Student ved
Academiet opsøger sig nok Logement, naar han kun kand nyde en behielpelig
Pension.
VIII. Deel.


78
9) En anden Testator ønsker at ophielpe Handel og Vandel, han bort¬
giver dertil sine Efterladenskaber: Disse maae udgiøres i Penge og udsettes
paa Rente, til der kand opnaaes en anseelig Fond, hvoraf kand haves an¬
seelige Renter, indtil man kand deele Fonden og Renterne, og deraf atter
faae en Capital, af hvis Renter kand aarlig skee Udbytning, og en anden
god Deel til en voxende Capital, og bruge aarlig Renterne af den staaende
Capital, til at give den der bygger et nyt Skib, efter dets Læsters Drægtig¬
hed, §. 10 eller 20 Rdlr. per Læst, saasom Encouragement. Ligesaadan
Forhold vil det have med Fabriqvers Opkomst og Forøgelse, ved proportio¬
nerlige Præmia.
10) En anden Testators Sigte strækker sig til Landets Forsvar og
Værn, til at giøre villige og lystige Krigs=Folk: Han skienker sin Formue
dertil; at hver en duelig Bonde=(eller Almues) Karl, som villig lader sig
under Landets Fane enroullere, nyder aarligen en Douceur paa 4 2 6 Rdlr.,
eller hvad Stiftelsen kand tillade, den han ogsaa al sin Leve=Tiid nyder og
beholder, om han, som en ærekier Karl i samme Krigs-Tieneste, sin foresat¬
te Tiid, tiener redeligen og troe, og under Haanden imidlertid giør sig skik¬
ket og habil til, ved Avls=Brug, Gaards= eller Huus=Fæste, eller ved Fiske¬
rie, Haandverk, eller anden Staten nyttig Handtering, at erhverve sit Brød,
naar han sin Krigs=Tieneste har udtient, eller han af sit Herskab udløses:
Men skulde han ikke have lagt sig des imidlertid efter noget, hvor ved han,
naar han kommer af Krigs=Tienesten, kunde erhverve Brødet for Kone og
Børn, nyder han dog noget af Stiftelsen al sin Leve Tiid, i Respect af,
at han har været Soldat og den Tieneste sin foresatte Tiid udtient, om det
var kun en tredie Deel imod den Duelige: Hvilket efter fast Formodning
meget vil opmuntre Landets=Børn og give dem Lyst og Courage til, villig og
Utvungen at antage Krigs-Tieneste og deri sine foresatte Aar med Lyst og For¬


179
nøyelse at tiene, og ikke saa letteligen faae i Sinde at desertere; NB. her tales
alleene om de Gemeene. Ligesamme Forhold kunde det og have med Matro¬
ser, og de som tage Krigs Tieneste til Vands.
Fleere Exempler at anføre ansees for overflødigt, man finder Anviis¬
ning paa fleere Ting Reg. 4 ObsI.
Disse ere korteligen de beste Anslag, som vides, at kand gives den uden
Livs=Arvinger bemidlede Mand, som vil giøre Testamente til almindelig
Velfært.
ANONeMUS.
uersyrBNeBaBergeBr-BNBBerBærBæBerBnrBerEarEeeE-EN-E==ENe,
Anhang.
19
lle Penge og smaae Capitaler, som nogen ved, een og anden
Leylighed, i Fremtiden giver til de Fattige; eller hvad de Fat¬
tige for een eller anden Forseelse ved Bøder kand tilfalde, de burde ikke strax
uddeeles til de Fattige; Men naar de kun kand beløbe sig til 10 Rdlr. og der
over, da blive Herrets=Provsten imod hans Qvittering tilskikket, i hvilken
Qvittering det tydelig indføres, til hvad Sogn og til hvad Brug Pengene
ere givne og af ham modtagne, den han bliver Sogne=Præsten og Giveren
ansvarlig for, indtil han tilstiller dem Hoved=Directeurens Beviis og For¬
sikkring, at Directionen har modtaget Pengene og vil sørge for dem til Be¬
tævntes Beste i anmeldte Sogn.
2) Directionen kaster aarligen saadanne smaae indkomne Capitaler
Rdlr. eller fleere, og dem til første Omslag
sammen, til de kand udgiøre 100


180
bestyrer udsat paa Rente, saa at de ikke henligge frugtesløs: Men formedelst
sine Renters aarlige Tilleggelse, giør for sig saa længe en voxende Capital,
indtil den kand deeles og halvt blive indstaaende og halvt atter en voxende Ca¬
pital. Af den staaende Capitals Renter, skeer da Udbytningen aarlig til saa
mange Sogner pro qvora, som ved Jndskudet have interesseret til første ud¬
saatte 100 Rdlr. og s. f. f. indtil omsider ved Fremvoxningen, hvert Sogn kand
faae sin egen staaende og voxende Capital.
3) Alle slige smaae Summer bør stedse indføres i Directionens Hoved¬
Protocøl, at Præsterne, hver for sit Sogn, naar de det forlanger, ved
Provsten kand faae nøyagtig Kundskab om, hvorvidt deres Sognes Fatti¬
ges Penge kand være avanceret, og med hvilke fleere Sogner de ere Jnte¬
ressenter, til at udgiøre den Capital, som staaer i Fremvext, og hvad andet no¬
gen Præst, sit Sogns Fattige til Beste, kand agte sig fornøden at viide;
hvilken Underretning Directionen uvægerlig, efter Præstens Forlangende, fuld¬
stændig har at meddeele. Thi dette vil opmuntre fleere til at give
noget i Smaat til almindelig Beste.
No.


No. IX.
Opløsning
Af det i Magazinets 7de Bind opgivne
I. Problema.
Naar en bemidlet Mand, som ikke har Livs¬
Arvinger, vil giøre et Testamente til almindelig Vel¬
fært, hvilket er da det beste Anslag, som
hannem kand gives?
Pulcrum est benefacere Reipublicæ.


§. I.


D¬
ersom den danske Stat kunde glæde sig ved et større Tal af Børn og
et mindre af Testamenter, skulde Forskiællen af dens Lyksalighed,
være saa meget større som den Forskiæl, der er imellem Men¬
nesker, og imellem Penge, Gods og Midler. Et hvert Testa¬
mente er den hele Kuldbørn, enten af et ufrugtbart Egteskab, eller af en Per¬
son, enten ikke har kundet eller ikke vilde gifte sig, og de Penge, Gods og
Midler, som det indeholder, er den hele Mængde af Efterkommere, det for¬
maaer at efterlade Staten til sit Folkes Formeerelse, til større og større Rigdom¬
mes Forhvervelse, og til, at forstørre sin Magt. Men hvad er alle disse Ting
imod Mennisker, som hver for sig, og hvis Efterkommere og Afkom hver for
sig i uendelig længde kunde forhvervet Fædrenelandet uendelig større Rigdom
og uendelig større Magt? Er nu forskiællen saa stor imellem Afkom og Testa¬
menter, at de sidste ihvor vel de ellers kand være indrettede, ikke i Fordeel for
Staten, kand veye op imod de første, saa ligger der og saa meget meere Magt
paa, at Testamenter, kand giøre den Virkning i Stats=Legemet, som er det
allertienligst, og i Ligning med den sande Afkom nærmest hielper det til Styrke
og Anseelse.


184
§. 2. Er det da Staten tienligere, at en bemidlet Mand, der ikke har
Livs=Arvinger, skienker sine Midler bort ved Testamente til een af sine Paa¬
rørende, der enten er rigere end han, eller lige saa riig, eller har dem ikke nø¬
dig, eller har lige saa mange Livs=Arvinger, som han, eller til, een af sine
Venner af lige Omstændigheder, eller og at han indsætter Fattige eller Fattig¬
Huse, Skoler, Kirker og deres Betientere deri til sine Arvinger? Dersom
det geraader Staten til større Lyksalighed i Fremtiden, at een eneste Familie
eller Person, der endda ikke har det nødig, heller bliver hiulpen end mange
trængende, som ellers ikke kand hielpe sig selv, men ved saadan Understøttelse
blive til Nytte for Staten. Dersom Giveren indlegger sig større Høyagtelse
hos Efterkommerne, ved at giøre den Rige rigere, og kand skee den Overdaadige
endnu meere overdaadig, end ved at understøtte Fattige og fattige Børn, der
hver Dag siden skal være levende Beviser paa hans Godgiørenhed, dersom
det er bedre at spilde Arbeyde og Opvartning paa et Træe, der for Tørhed,
aldrig kand bære Frugt, end med Fornøyelse vende den an paa et andet, der
har øyensynlige Tegn til Frugtbarhed, og i Fremtiden vil bære meere end 100
fold, da tilstaaer jeg, at Fordeelen i første Tilfælde er af større Vigtighed,
end i det sidste. Men er Staten, Givere og Annammere, bedre tient med det
sidste end det første, bliver billig det og best.
§. 3. Men siden det er Staten tienligere og en bemidlet Mand der ikke har
Livs=Arvinger, anstændigere, at udvælge Fattige og Fattige=Huuse, Skoler,
Kirker og deres Betientere til sine Arvinger, end rige og utrængende Venner
og Paarørende, hos hvilke intet, uden hver Dags Haab om Døden, giør
hans Liv behageligt, enten befordres da den almindelige Velfært meere derved,
at han indsætter Fattige og Fattige=Huse til sine Arvinger, eller at han heller
udseer Skoler, Kirker og deres Betientere dertil? Dersom Staten ingen An¬


185
stalter har gjørt for sine sande Fattige og Almisse=Lemmer, eller ikke Anstalter
nok allevegne til deres nødtørftige Underholdning, saa de paa mange Stæder
maae lide Nød, og ved deres Tyverier og Tiggerier allevegne være det almin¬
delige til Byrde, da er det unægteligt, at Testamenter, paa disse Statens
Mangeler rettelig anvendte, ere den til langt større Fordeel, end om de bestem¬
mer deres Midler til geistlig Brug til Kirker, Skoler og deres Betientere,
hvoraf de to første aldrig anlegges uden skikkelige Jndkomster, og de sidste al¬
drig bliver kaldede dertil, i Hensigt at arbeyde for intet. Men har Staten føyet
de beste Anstalter for sine Fattige, og har sine Kirker og Skoler tillige med
deres Betientere i den Stand, at de ikke kand fattes, men formedelst Tidernes
Omstændigheder, ikke endnu har faaet saa mange Slags Skoler anlagt hos
sig, som den nødvendig behøver til at opdrage een til alle Konster, Videnska¬
her og Haandverker beqvem Ungdom, og til Siden at fylde Landet med en
vittig og skarpsindig Almue, da skienkes Testamentets Midler aldrig til bedre
Brug, end disse sidstes Anleggelse, efterdi Nytten deraf er almindelig og til
Statens større og større Befordring i Folkets Mængde, hvoraf fleere og fleere
bliver dygtige til at opsøge sig nye Nærings=Midler, og med dem nye Rigdom¬
me, der idelig forstørrer Statens Magt. Herforuden maae man mærke, at
jo fleere Fattig=Huse vi faaer, og jo fleere Almisser vi uddeler til Fattige, jo
flere Fattige faaer vi at underholde, og jo flere Hænder trække vi fra Spinde¬
Rokken og andet let Arbeyde, og jo dyrere giøre vi Folke=Lønnen og vore grove
Hør= og Blaar-Lerreder, fornemmelig i de smaae Kiøbstæder og paa Landet;
thi Tieneste=Pigen, naar hun seer, at hun ved Rokken kand forhverve sig det,
hun behøver til Sul, og ved Dagløn og anden Tieneste=Folkes Godhiertighed,
eller rettere Huus=Tyverier, det hun behøver til Brød, foruden hvad hun fra
sidste Husbond bragte med sig, sætter hun sig heller hen paa sin egen Haand,
VIII. Deel.


186
end hun tager Tieneste hos en ærlig Mand for Kost og Løn, og hun saavel
som de øvrige Spinde=Koner, faaer derved Leylighed til at sætte Spinde=Lønnen
saa høyt op, som de vil. Saa længe det er letteree at leve af Almisse end at
arbeyde, og saa længe Almisser allevegne, fornemmelig hos de utidig barm¬
hiertige, ere saa lette at komme til, saa længe skal og Fattiges og Almisse=Lem¬
mers Tal tage til, og vi skal aldrig kunde samle saa mange Almisser, at der jo
altid skal blive Fattige til overs, som de ikke kand række til, man gaae kun til vore
Hospitaler, og see der, hvor mange af Qvinde=Kiønnet i disse Huse nyder frie
Forflegning, endskiønt de har ligesaa sunde og føre Lemmer til at spinde, sye,
knytte og andet deslige Arbeyde, som mange 100 deres Lige, der aldrig har
bedet om Almisse, eller søgt om at komme ind i et Hospital, og dog ved deres
Hænders Arbeyde, skikkelig ernærer sig. Nu tilstaar jeg vel ogsaa at disse, i
det mindste nogle af dem, spinder, men hvor meget imod de andre, som nærer
sig af dette Arbeyde og saa meget andet, jeg raader derfor langt heller, at give
sine Midler bort ved Testamente til saadanne Indretninger, der forekommer
Ladhed og Fattigdom, end til dem, der giver Leylighed til meere.
Naar en bemidlet Mand, som ikke haver Livs=Arvinger, vil giøre
et Testamente til almindelig Velfærd, hvilket er da det beste
Anslag, som hannem kand gives?
§. I.
(SJodt er det, som gjør noget til vor Lyksalighed, men best det, som dertil
giør meest. Foruden Dydens Veye efterlades os ingen, der fører hen
til de Fuldkommenheder, som Fuldkommenheds Lov fordrer af de ufuldkomne,
derfor gives ikke heller nogen anden til en sand Lyksalighed. Men nn bestaaer
en Stat af mange enkelte Selskaber, og disse igien af enkelte Personer, bliver


181
der da ingen anden Vey til-Lyksalighed for alle enkelte Personer, end Dydens,
saa bliver der heller ingen anden for de enkelte Selskaber, og bliver ingen
anden for disse, saa bliver ikke heller for den hele Stat. Dyden maae alt¬
saa være Hoved=Hensigten af alle Staters Forfatning, og det, hvorfor de
meest bør sørge og bringe til Øvelse. Virturi omna parent.
§. 2) Men til at høste den rette Frugt af denne indvortes Lyksalighed,
udfordres og en udvortes, og denne bestaaer i Statens Magt. En Stat har
ikke Magt uden efter sin Folkemængde og Rigdom: jo større Tallet af disse er,
jo større er og dens Magt. Folkemængdens idelige Formeerelse og tillige med
dens Rigdommes Tiltagelse, bliver altsaa de Ting, der giør en Stat større og
større i Magt, og dens udvortes Lyksalighed.
§. 3) Her har vi da Hensigten af det beste Anslag, og det, som giør meest
til den almindelige Velfært, nu maae vi og umage os lidet med at oplede de
Midler, hvorved en bemidlet Mand let kand opnaae denne sin Hensigt, og
fremme Statens Gavn.
§. 4) Dyden er en Færdighed i at giøre efter Naturens Lov. Den, som
skal giøre efter en Lov, maae nødvendig have en Kundskab derom, han maae
først vide, hvad den er, og hvad for Pligter den forbinder ham til, førend
han kand indrette sin Giøren og Laden derefter, iagttage sine Pligter, og komme
til Færdighed i deres Øvelse. Kundskab forhverves ved Undervisning, egen
Betragtning og Øvelse. Jo før det menneskelige Gemyt er beqvemt til at tage
imod den første, jo snarere bliver det og til de sidste, men nu lærer Erfarenhed,
at det ikke bliver ret mange Aar gammelt i Verden, førend det allerede er skik¬
ket til smaae Undervisninger, og da bliver det den rette Tid til at begynde med
Jndplantelsen af de rette Begreber om Godt og Ondt, og med Opmuntringer
til ligesaa ivrig at elske og efterfølge det første som til at hade og forfølge det sidste.


188
Af Godt og Ondt høster et hvert Menneske sin Frugt, Lyksalighed eller Ulyksa¬
lighed, og af de samme alle Stater deres; der bliver derfor intet, som meere
bør ligge dem om Hiertet, end Ungdommens retskafne Undervisning, Opdra¬
gelse og Anførsel til Dyd og gode Sæder. Det er de Unge, som siden skal blive
Mænd og Borgere i Staternes i Selskaber, og ligesom disse i deres Ungdom bleve
anførte til at iagttage de Pligter om Godt og Ondt, ligesom deres Attraae og
Lyst har været til Dyden og deres Afskye og Væmmelse til Laster i Ungdom¬
men, saadan vil den og blive i deres Manddom og Alderdom, og saadan vil
de og siden opdrage deres Børn.
§. 5.) Nu er det vel alle Forældres Pligt, at opdrage deres Børn saaledes,
at de kand blive nyttige Borgere for Staten: ved eget Exempel at anføre dem
til alt det, der er nyttigt og godt, og indgive dem en inderlig Afskye for alt det,
der er ondt, ved Belønninger at skynde dem meere og meere til at elske det gode,
og ved Skam at indjage dem Frygt for det onde: at oplære dem i saa mange
Videnskaber, som ere fornødne til at giøre dem kloge og skarpsindige i det Em¬
bede, Haandverk eller anden Haandtering, som de efter egen Lyst, i Tiden be¬
stemmer dem til: at holde dem bestandig til Flittighed, at de ikke ved at giøre
intet skal efterhaanden væmme sig til at giøre Ondt, og lade dem oplære i alle
Slags smaae Haand= og Huus=Gierninger, der skikker sig efter deres unge
Alder, Væxt og Kiøn, og ere ved alle Leyligheder særdeles nyttige til Tids¬
Fordriv. Men da de allerfleeste Forældre dertil mangler Tiid, Beqvemhed,
Evne og Lyst, skeer det best ved Skoler for de Børn, som har Forældre, og
ved Opfostrings= og Vaysenhuse for dem, som enten har ingen, eller saa
arme, at de ikke formaaer at underholde dem med det Nødtørftige, eller at
lade dem lære noget. Skolerne burde igien være saa mange Slags og af saa¬
dan Indretning, at et hvert Barn deri kand erhverve den fornødne Kundskab


419
1) Om Godt og Ondt, hvori Grunden ligger til et dydigt og Christeligt Lev¬
net, og dernæst om en reen og usminket Christendom. 2) Om saadanne Vi¬
denskaber, der skiærper dets Forstand alt meere og meere, og virker omsider
en fuldkommen Dygtighed til det Haandverk eller Haandtering det efter eget
Lykke bestemmes til, og 3) om alle smaae Videnskaber og Haand=Giernin¬
ger, der ere det nyttige, i hvad for en Haandtering det siden sættes til, og
gjør det beqvem til at arbeyde og fortiene lidet med til Føde og Klæde, paa den
Tiid, det nu allermindst fortiener noget. Skoler for dem, der oplæres til
Statens Embeder af Geistlig og Verdslig Stand, har vi nok af, hvorfor jeg
ikke heller her har noget med dem at giøre.
§. 6) Af første Slags Skoler har vi et anseeligt Tal i begge Riger,
baade i Kiøbstæderne og paa Landet, saa det er ikke Mirakler længer hos os,
at Bønder kand læse i Bøger og skrive, og Haandverks Folk skrive og regne.
Men om de unge ogsaa i disse Skoler bliver indprentet den fornødne Kund¬
skab om de Pligter, de ere Gud, sig selv og deres Næste skyldige, og væn¬
nes til at aflægge Prøver paa Dyden i Omgang med hverandre: om de der
snarere ved Hug og Slag end Overbevisning om og Skam over de smaae
onde Gierninger, der ere Frugter af den endnu tynde Forstand, afholdes fra
at bringe den onde Tilbøyelighed oftere i Gierningen frem om de der faaer
et levende Begreb om det, de ere deres Medborgere skyldige og deres Fæder¬
neland: om de der indplantes en inderlig Kierlighed og tillige Høyagtelse for
deres Konge, hvis Love de derved siden desto nøyere forbindes til at holde,
det overlader jeg aldt til de mere Kyndiges Undersøgning. Saa meget er
imidlertid vist, at man kun fornemmer lidet dertil i de fleeste Menniskers Om¬
gængelse. Jeg ønsker derfor intet heller, og ikke et lidet Tal af mine Lands¬
mænd med mig, at disse Skoler, der ere aldt for meget i et, og mere, end


490
der staaer i et Menniskes Magt, til Gavns at bestride, maatte, i det mindste i
Kiøbstæderne, skilles ad, og af Stykkerne igien oprettes 4 hele Bygninger:
1) Læse=Skoler, hvor der allene blev lært de første Begyndelser,
eller at læse reent i en Bog, og uden ad den liden Catechismus, og i disse
Videnskaber kunde skikkelige gamle Koner, fornemmelig af Middelstanden, som
vidste vel at omgaaes med Børn, og ikke vare for vrantede, og haarde, være
velskikkede Læremesterinder. De kunde og 1 Times Tiid om Aftenen ved
Spørsmaal og Giensvar lære Børnene eenfoldig at forstaae den liden Cate¬
chismus, og give dem de første Begreber om deres Pligter imod Gud, sig
selv og Næsten, i Anledning af Catechismi rste Part. Tallet paa disse Sko
ler burde indrettes efter Børnenes Mængde i Byen, og ingen tillades at have
flere end 20 Børn i det høyeste til Undervisning.
2) Tegne= og Skrive=Skoler, hvori Børnene, naar de i foran¬
førte havde lært, hvad de burde, af een i Tegning og Skrivning velbeløben
Person, bleve underviste i alle Slags Tegninger, og lærte at skrive en smuk
Haand. Børnenes Tal maatte ikke overstige 30, saa han kunde have 15
til Undervisning om gangen i hver Kunst. Til Betaling for denne Under¬
visning kunde han ikke have ringere til Løn om Aaret end 100 Rdlr., de 66
Rdlr til Kost=Penge, og de 40 til Huusleye og øvrige Fornødenheder, hvor¬
imod han skulde være forpligtet at undervise alle Børn for intet, og ikke nyde
nogen Slags anden Betaling, enten af Foræringer eller andet saadant, und¬
tagen I Rolr til Nyt=Aars=Gave for hvert af de Riges Børn, som nød
hans Undervisning. Vilde nogen give ham noget til Indgangs=Penge,
maatte det staae baade dem og ham friet for
3) Mathematiske Skoler. Een i de Mathematiske Videnskaber,
men i sær Jordmaalings=Styrmands= og Regne=Kunsten vel kyndig Person


791
fik i disse Arbeide med, grundig at undervise et ligesaa stort Tal af Drenge¬
Børn i de saa høyt fornødne som Fornuft skærpende Videnskaber: Maale¬
Regne= og Styrmands=Kunst, hvorfor han nød lige saadan Betaling, som
Tegne=Mesteren ved forrige. Men Styrmands=Kunsten skulde ikke læres
andre, end dem, der i sin Tiid vilde nære sig ved Søen. De Unge maat¬
te ikke opholdes med Vitløftighed, men vænnes til at giøre Verk=Stykker
paa den Maade, som læres i Volffens Auszug aller Mathematischen Vis¬
senschaften. Men da hertil udfordres en Deel Verktøy af Kostbarhed, saa
maatte den Mathematiske Lærere endnu tillægges aarlig 30 Rdlr. for at holde
alle Slags til det Brug behørige Verktøyer i Stand til Disciplernes Tiene¬
ste, som dog ellers alle som en Eiendom, skulde høre til Skolen og af Forman¬
den efter Tal og Numer, afleveres til Efterkommeren, imod behørig Qvitte¬
ring, hvorimod de og burde i behørig Antal kiøbes og leveres den første.
4) Christendoms=Skoler. J disse skulde Ungdommen af begge
Kiøn paa beleilig Tid, undervises i Christendommen og Dydens Lære af een
for god Lærdom og dydig Opførsel bekiendt Mand, som i Betaling for sin
Umage, til Kost, Huusleye og andre Fornødenheder nød aarlig ligesaa me¬
get, som Tegnemesteren.
id Disse 3 Slags Skoler skulde holdes næsten ai alle Kiøbstæders offent¬
lige Skole=Huse, og saaledes forholdes med Undervisningen, at fra Kl. 5¬
til, om Sommeren, lærte Skolemesteren i sidste Skole Pige=Børnene, deres
Christendom, og fra 5 til 7 om Aftenen baade Vinter og Sommer Drenge¬
Børnene, 30 kun i Tallet af hvert Kiøn, men om Vinteren blev Undervis¬
nings=Timerne for de første fra Kl. 6 om Morgenen til 8. Men om Ons¬
dagen og Løverdagen maatte de underpises i Dydens Lære. Naar Bønnen
var til Ende i Kirken og Klokken Slagen 8 om Sommeren og 9 om Vinteren


192
kom Skrive= og Tegne=Mesteren og holdt ved med Skrivningen til Kl. 12
om Sommeren og 12 om Vinteren, 2 Timer i hver Kunst om Sommeren,
og om Vinteren fra o til 10 i Skrivning, men fra 10 til 12 i Tegning, om
Eftermiddagen fra r til 3 i Tegning, og fra 3 til 5 i Skrivning Vinter og
Sommer, men aldt 15 i den ene Kunst, naar andre 15 lærte den anden.
Naar nu Disciplerne kunde skrive reent og læselig og tegne alle Slags Teg¬
ninger, fornemmelig alle Slags Verktøy og Boeskab, Dyr, Fugle og an¬
det saadant, item Grundtegninger af Huse og Skibe, Blomster=Verk og
enkelte Blomster, alle Slags Klæder, hvert Stykke for sig &c. skulde de efter¬
haanden forfløttes i den Mathematiske Skole, og der undervises grundig¬ i
Maale= og Regne=Konsten, men Kiøbmænds og andre Middelstandens
Børn kunde gaae alle did henhørende Videnskaber efter enhvers Lyst og Be¬
greb igiennem, og Søemands Børn, som gierne giver sig til samme Haand¬
tering, som deres Forældre, Styrmands=Konsten allene, med hvad dertil hen¬
hører. Men fattige Haandverks=Folkes og Daglønneres Børn kunde have
nok af en kort og grundig Undervisning i Regne=Konsten allene eller og, for
at spare Tid til nyttige Haandgierninger i de Skoler, som herefter anføres,
være denne Skole aldeles foruden. Men i de Kiøbstæder, hvor der ere Latin¬
ske Skoler, og ingen saadanne offentlige Skole=Huse; der maatte de enten
af nye bygges eller andre Huse kiøbes og indrettes dertil.
§. 7.) Skulde nu nogen af mine Høytærede Landsmænd i begge Riger
synes, at denne Forandring med Skolerne blev aldt for kostbar, eller at den
var unødvendig, da behage han allene at eftertænke, om det ikke er Ungdom¬
mens retskafne Opdragelse i alle Statens Sælskaber, i Stæder og i Lands¬
Byer, Riger og Lande, der er Grunden til dens Lyksalighed, og om det ikke
er Ungdommens Opdragelse i Vankundighed og i den Kunst at giøre intet,


19.
der er Aarsag i al den Ladhed, Betlerie, Tyverie, Løsagtighed, Egennytte,
Bedragerie, unyttige Kunster, forbudne Vares Jndførsel eller Handels¬
Forræderie, Løgn, Bagtalelse, Misundelse, Efterstræbelse, Trætte og Klam¬
merie, Krøigang, Fraadserie og Drukkenskab, Meeneed, og aldt det, der
kand giøre en Stat ulyksalig, i Henseende til dens indvortes Forfatning og for
det meste i Henseende til den udvørtes med. Dernæst indstiller jeg ydmygst
til hans egen nøyere og grundigere Jndsigt, om ikke denne Nytte nødvendig
maatte følge paa denne Forandring (a) at Forældre, i meget kortere Tiid, og i
mange flere Videnskaber endnu vilde faae deres Børn oplærte, (b) at Bør¬
nene da maatte opnaae den Skarpsindighed i Fremtiden, som nu er dem
umuelig, sc) at de ikke allene skulle blive langt dygtigere og beqvemmere til,
hvad som helst Haandverk eller Haandtering de i Tiden bleve satte til, men
endog efter deres i Skolerne lærte Grund=Regler, bringe det langt videre deri,
end vore fleste Mestere nu omstunder, der ingen andre Regler har, end den
Mesters Hoved og Hænder, de har lært hos i deres Ungdom, (d) at de efter
bedre Undervisning ville faae en bedre Kundskab, og i sin Tiid endog i alle
andre Ting, blive langt bedre og nyttigere Memisker for Fædrenelandet, end
Erfarenhed kand sige om dem nu, se) at alle de i Stæderne boende Søe=Folk
kunde faae deres Børn oplærte i Styrmands=Kunsten, og det endda for
intet, (k) at det gemene Væsen, som nu følger med de fleste saadanne smaae
Kiøbstæd=Skoler, ville da falde bort af sig selv, thi Lærerne vare da ikke be¬
tyngede med for meget, og Disciplerne fik nu ingen Timer at læge bort paa
Torve og Kirke=Gaarde, men maatte i den Stæd giøre deres fornøyelige
Verkstykker lige under Øynene af deres Lærere (ø) og endelig, at Fædrene¬
Landets Velfærd nødvendig derved mere vilde fremmes.
VIII. Deel.


194
§. 8) Men for at vænne unge Børn i Tide til Flittighed, og faae dem
i den Vane ikke at kunde være ledig, behøver vi endnu følgende:
I.) Haandgiernings=Skoler, hvori de unge Drenge, hvis Forældre
ere af det Slags Folk, der nære sig af deres Hænders Arbeide i Kiøbstæderne,
nød frie Undervisning i alle Slags nyttige Haandgierninger, der for sig selv
ikke just udgiøre noget særdeles Haandværk, men ere gode at fortiene en Skil¬
ling med, naar det sædvanlige Haandværk eller Nærings=Middel slaaer
Feil, tienlige ikke mindre til at forslaae den Tiid med i Fremtiden, som man
nu saa unyttig og bekostelig sætter bort i Kroen, end til at forhielpe Forældre,
der har mange Børn, jo før jo bedre, til noget ret Gavn af dem, og til at
høste en liden Frugt af deres Arbeide til Lindring i de Bekostninger, der gaaer
med paa deres Opdragelse. Til saadanne Haandgierninger henfører jeg at
spinde, knytte, linne, lade skiære Bræder tynde og høvle dem glatte, at
male med Vand= og Lim=Farve, at karde og skruble, at dreye, at giøre
Træe=Skeer, Pibe=Hoveder=Rør og Hytter, Hægter, Vifter og Futtera¬
ler, Lunte, Tiære=Koste og Fisker=Garn, at sætte Dukker sammen og Duk¬
ke=Tøy med al dets hele Bygning, og af saa mange Slags, som man ved
Hielp af Tegning kand paafinde, og andet saadant Smaae=Tøy, herforuden
endnu i Norge, at giøre Skuffer, Truger og de herlige Norske Bøtter af saa
mange Slags og af saa forskiellig Størrelse, med eet Ord, al den Kram¬
som vi nu i een halv Snees Skibe om Aaret, maae lade os tilføre fra Finland,
og det endda allene til Kiøbenhavn. Fremdeles, at sauge, hugge, skiære
efter een foreslagen Linie, at tage rigtig Maal af noget efter Passer, Maale¬
og Tomme=Stok, at smelte Blye og Tin, og støbe det i Ringe omkring
Skafter paa allehaande Reedskaber og Verktøy, at støbe Hagel og Tin¬
Knappe, at giøre alle Slags Fiske=Kraage, Gardin=Ringe og andet saa¬


25
dant smaat. Til disse Skoler udfordredes en temmelig stor Bygning i hver
Kiøbstæd, hvori kunde være Rum nok til følgende 4 Kammere eller Verk¬
Stæder: (1) Et Spinde=Rammer med alt det dertil behørige Redskab;
Skotte= og Spinde=Rokke, Karder og Skrubler, Kamme og Hegler fine
og grove, og alt andet Redskab, som hører til Ulds og Hørs Behandling.
(2) Et Snedker=Rammer, med alt sit behørige Redskab, dog ikke saa man¬
ge Slags List=Høvler, som i et fuldkomment Snedker=Verkstæd, men kuns
nogle faae af de fineste eller mindste Slags, men smaae Sauge, Passere,
Hammere, smaae Øxer, Linealer, Maale= og Tomme=Stokke, Knibtænger,
Stik=Sauger og andet saadant u=undværligt Redskab maatte og findes her,
og i sin rette Orden. (3) Et Dreye=Kammer med sit Dreye=Lad og be¬
hørige Jern baade til Træe og Been, dog ikke i den Mængde, som ved de
store og kunstige Dreye=Lad hos Mestere og Konstnere. Jtem Smelte=Red¬
skaber, hvortil kunde tiene store og smaae Jern=Skeer: Knappe=Forme i
Steen udgravede og Redskaber til Hagel=Støbning, Træe=Klodser eller
Modeller at giøre Futeraler over, nogle smaae Ambolter og Sperhager,
Nippe=Tænger spidse og flade, een eller 2 Saxer at klippe Kaaber og Mes¬
sing med, og nogle Meiseler, og andet deslige u=undværligt Reedskab. Her¬
til kom endnu i de Norske Skoler, Bøtker=Reedskab, Skee=Jern, Krum¬
Øxer og adskilligt andet saadant Reedskab til den Finlandske Krams Forfær¬
digelse. (4) Et Maler=Rammer, hvori fandtes de til Maling henhørende
Verktøyer: Stene at rive Farver paa med deres Løbere, alle Slags fine og
middelmaadige Penseler, Potter og andre smaae Kar til Farverne, Horn¬
Liim, Papir, Muskel=Farver, Bliants=Penne, Linealer, Passere, og
mere did henhørende. Med Undervisningen blev iagttaget følgende Orden:
Saasnart Børnene i Tegne= og Skrive=Skolen (ligeledes om nogen havde


196
Lyst, efterat de havde forladt den Mathematiske Skole) havde lært, hvad de
burde, skulde de strax træde ind i denne Haandgiernings=Skole, men først.
i Spinde=Kammeret, hvor deres første Arbeide blev at spinde Hør, det fineste
mueligt og at knytte Uldene Strømper, Nathuer og andet saadant, siden at
spinde Uld paa Skotte=Rok, og hegle Hør saa sin som mueligt, men til sidst
at karde og skruble, og blande Ulden ret, at udlede den fine fra den grove,
og føre hvert Slags til sit behørige Brug. Men ingen, som ikke først havde
lært tilgavns, hvad han burde, i Spinde=Kammeret, maatte læres noget
eller komme ind i de andre 3 Kammere, og lod Mesterne nogen komme der¬
ind paa egen Haand, som ikke først havde lært i Spinde=Kammeret, burde
de høyt straffes derfor. Fra Spinde=Kammeret blev de forflyttede til Sned¬
ker=Kammeret, og der underviste i at høvle net og glat, at save og tage
Maal paa alle Slags til det Haandverk henhørende Maader, og af hvert
Stykke i sæx, der henhører til et heelt Stykke Arbeids Forfærdigelse, dog alt
kun i Dukke=Tøy, at sammensætte, sinke og lime. Naar dette var lært,
bleve de forflyttede til Dreye=Kammeret, hvor den fornøyelige Dreye=Kunst
vilde opvække den største Begierlighed hos dem til at dreye de netteste Dukker,
Fløyter, Pibe=Rør, Stokke og Stokke=Knappe, Pibe=Hoveder, Kniv¬
Skafter af Been, Horn og Træe, og sætte Messing= eller Blye= og Tin¬
Ringe der omkring, at giøre Skafter og Opløbere til Vifter, at støbe Ha¬
gel, at giøre Skeer af Træe og Horn, Pibe=Hytter, Hægter og Gardin¬
Ringe, Spække= og Trække=Naale, Pibe=Holke og Mundstykker, Skaf
ter til allehaande Redskab og Fiske=Kroge, at støbe Tin=Knappe, at giøre
Bliants=Penne, og andet saadant Smaae=Tøy, at forfærdige alle Slage
Futteraler og Tiære=Koste. Herforuden i Norge at giøre Skuffer, Truger,
Øse=Kar og andet saadant udhulet Tøy. Men de Norske Bøtters og Span¬


18.
nes Forfærdigelse maatte der læres i Snedker=Kammeret. J Spinde=Kam¬
meret maatte og læres at spinde Lunte, at giøre Net og Fisker=Garn. Alt
hvad Børnene forfærdigede i disse 2 sidste Kammere, skulle af Mesterne efter
Numer, Tal og Dag, indføres i een dertil indrettet, igiennemdraget og af
Stadens Huusholdnings=Sælskab forseglet Bog, og hensættes i Forvaring
paa et vist Stæd (*), hvorfra det Stykke for Stykke siden blev udleveret til
Maler=Kammeret, hvor Børnene skulle lære at male hvert Stykke for sig
med Vand= eller Liim=Farve og at udpynte det med allehaande Blomster og
anden Slags Maling: ligeledes at sætte de smukkeste Malinger paa Papir
til Vifter, og legge det ret i Læg, og endelig at sætte det ret fast med Liim.
Alt hvad der skulde males blev ligeledes ført til Bogs af Maleren, og rigtig
rede gjort for hvert Stykke hvert Barn tilhørende. Men hvad der ikke skulde
males, blev i Forvaring hos de andre 2 Mestere, indtil det eengang om Aaret
blev stillet til offentlig Sal, i nogle af Huusholdnings=Sælskabets Lemmers
Overværelse, som da holdt Bog derover med. Naar Pengene vare indkomne,
blev hvert Barns Forældre fremkaldede, til at tage imod Betaling for hvert
Stykke efter Tal, Numer og Dag i Bøgerne, af de Personer i Sælskabet,
som havde krævet Pengene ind. J Spinde=Kammeret maatte og findes saa¬
dan en Bog, hvori skulle indføres efter rigtig Vægt, alt hvad der fra hvert
Barns Forældre eller andre paa deres Vegne, blev Mesteren leveret til at
spindes, hegles, knyttes, kardes, skrubles &c. Ligeledes hvor meget der igien
var bleven paa nogen af disse Maader forfærdiget af hvert Pund og af hvert
Barn. Fire Gange om Aaret indfandt nogle dertil af Huusholdnings¬
Sælskabet udvalgte Lemmer sig paa Spinde=Kammeret og af Mesteren ved
rigtig Vægt og Maal lod til hvert Barns Forældre eller andre i deres Stæd
udlevere
Bb 3
(*) See mit Svar paa 3 Problema 2 Stykke Rum. 1. med Overskrift: Tøt
inter discerimina.


283
udlevere og afskrive i Bogen alt hvad der fra Fierding=Aar til Fierding=Aar
var bleven forfærdiget. Dette blev en langt anden Tids=Fordriv for vore
smaae Drenge, end at skrige Gader, Torve og Kirkegaarde fulde og slaae
Stenene i tu paa Tagene. De 4 Mestere ved hver Haandgiernings=Skole
kunde ikke vel have mindre til Løn hver, end 60 Rdlr. om Aaret til Kost og
20 Rdlr til Huusleye.
2) Spinde=Sye= og Væve=Skoler, om det var mueligt, en i hver
Kiøbstæd og en i hvert Sogn paa Landet. J disse skulle alle Pige=Børn un¬
dervises i de dem fornødne Haandgierninger, og beredes til at blive flittige og
Huusraadige Huusmødre i fremtiden. De maatte, ligesom forrige, bestaae
af 4 Kammere: (1) Et Spinde=Kammer med ligesaadant Redskab, som
meldt er ved forrige Skole. J dette blev lært at spinde Hor og Hamp efter
dens Finhed og Duelighed til alle Slags grove, middelmaadige, fine og al¬
lerfineste Lærreder og Sye=Traad, at spinde og behandle Uld paa den
Maade, som er brugelig ved og tienlig til Uldne Manufacturer, at udle¬
de den fine fra den grove, og blande den fine med den grove i behørig Forhold
til alle Slags Garn, o. s. m. at hegle Hør saa fin, som mueligt, og hamp
med, og paa saadanne Hegler, som skikker sig efter dens Finhed. Saa snart
Børnene havde lært at spinde Hør og Uld tilgavns, blev de forflyttet til 2)
Sye=Kammeret, hvor de skulde lære at sye een god slet Søm, og ellers al
anden Syening, som forekommer ved at sye Qvinde=Kiønnets Klæder uden for
Middelstanden: at klippe Klæder til paa den Maade, som skikkede sig best efter
enhver Krop og det baade af Uldent og Linnet; at stoppe og bøde Klæder til¬
gavns, saa man ikke længer skulde have Aarsag at sige om en stakkels Mand, at han
var saa forslæbt af Soel og Maane paa Ryggen at Hiertet var kommet ud at
sidde paa Albuerne, at knytte og strikke baade Uldent og Linnet, baade med og
uden Blomster, Svikler, Ruder og andre Zirater, at blege og valke til gavns,


495
men paa den Hollandske Maade, og paa den samme at toe og stryge. Saa snart
Pigebørnene havde forhvervet sig en god Kundskab om alt det, der forefaldt at
lære i Sye=Kammeret, og havde aflagt øyensynlige Prøver derpaa ved deres
Hænders Gierninger, kom de ind i 3) Bæve=Fammeret, og der bleve op
lærte i at væve alle Slags grove og fine Lærreter, Dreyel, Stoffer og Dyne¬
vaar: at væve eller slaae alle Slags Linnede og Uldne=Baand. Til dette
Kammer maatte da af Fornødenhed anskaffes fire eller sex Væve og en halv Snees
Baand=Stoele. Men i Kiøbstæderne blev dette Kammer allene for Middelstan¬
dens Børn, som der skulle lære at tegne allehaande Sye=Tegninger, at sye
alle Slags Søm baade med og uden Tegning, enten den var efter Møden eller
ikke, at stoppe og bøde, uden at man skulde kunde saa let mærke, hvor, og det
baade paa Uldent og Linnet, at tage Rust og andre Plætter af Klæder og Lin¬
tøy, at kniple med den Traad, de selv havde lært at spinde i Spinde=Kam¬
meret, at giøre alle Slags Blomster af alle Slags dertil brugelige Materier
og efter alle Slags Moder, at sætte deres egne Sætter op at skiære og kruse
Haar og kaffere, at toe og stryge alle Slags fint Lintøy, at slaae Baand baade
af Ulden og Linnet=Traad eller begge tillige, baade af en og flere Farver, og
forstod Læremesterinden i dette Kammer flere Konster og smukke Ting, var det
billigt at hun og meddelte Børnene en grundig Kundskab derom Naar der nu ikke
forefaldt mere at lære for dem i dette Galanterie=Rammer, blev de flyttet ind
i 4) Farve=Kammeret, hvor de skulde lære at farve baade Uldent og Linnet
Garn og Tøy med alle Slags Farver, fornemmelig med de Slags Urter,
Rødder, og Træer, Blade, Blomster, Bær og Bark, som voxer hos os selv.
Man skulde og her giøre smaae Prøver med saadanne Urter, Blade, Bark,
Blomster, Rødder, som man troede, kunde være tienlige til nogen Slags
Farve. Materierne til alle fire Kammere anskaffede Børnene selv, og Me¬
sterinderne skulde være ansvarlige for, at det kom reent, sundt og godt og i be¬


200
hørig Vægt og Maal tilbage igien. Børnenes Tal i hvert Kammer maatte
ikke overstige 20. Huusholdnings=Selskaberne i Kiøbstæderne, Præster og de
kyndigste Sogne=Mænd og deres Koner paa Landet, maatte have flittig Opsyn
med disse Skoler, og vel see til, at al Ting blev lært tilgavns, og ingen for
Villie eller Venskab forfremmet eller af Had og Avind forsømt, thi skulle de for¬
nemme til saadant hos nogen af de 4 Mesterinder, maatte de strax søge at faae
en anden i hendes Stæd. Til Løn kunde disse Mesterinder i Kiøbstæden ikke
vel have mindre end 60 Rdlx. og paa Landet 30 Rdlr. Men kunde de ikke
have deres Værelse i Skolen selv, maatre de endnu have 20 Rolr til Huusleye
i Kiøbstæderne og 4 Rdlr paa Landet.
3) Agerdyrknings=Skoler. Af disse behøvede vi i det mindste en i
hver Amt i Dannemark og to i hvert i Norge. De maatte anlegges paa saa¬
dant et Stæd, hvor der kunde være et Stykke Jord til overs i det mindste af
2 Tønders Udsæd, hvorpaa kunde anvendes de fornemste Lærdomme, som
Bonden har fornøden baade i Ager= og Hauge=Dyrkning. J disse Skoler
skulde bestandig 30 Bonde=Sønner, som havde fyldt deres 14 Aar, vænnes
til, ved Sammenblanding af andre Jord= og Giøde=Arter at giøre den ufrugtba¬
reste Jord frugtbar: at give hvert Jord=Art, saasnart de havde lært at skille
dem ret fra hverandre; sit rette og tilbørlige Slags Giøde, og det paa rette
Tiid og Maade. For at opnaae denne Hensigt, maatte hver af Drengene
have et lidet Stykke Jord, som han efter Lærerens Anvisning med egen Haand
skulde oparbeyde, og sætte i Frugtbarheds Stand, og ligesom det efterhaan¬
den ved Tilsætninger af Jord= eller Giøde=Arter blev forandret, burde han af
Læreren nøye underrettes om Aarsagen til Forandringen, og den dermed for¬
bundne Frugtbarheds Grad. De hertil behørige Jord= og Giøde=Arter, skulle
han og selv bringe til Veye, og have dem liggende i visse Dynger strax uden
for dette indhegnede Stykke=Jord, fornemmelig Mose= og Spaane= eller for¬


201
raadnet Træe=Jord, Leer, Sand efter deres Slags, Tørv= og Træe=Aske,
Mergel, Sod, Aske af brændte Been og Læder, Skoemager= og Skinder¬
Skrab, Fyr= og Gran=Jord, item en Dynge, hvori blev henlagt til For¬
raadnelse Luget af Haugen, eller hans Part deraf, og andet grønt og unyt¬
tigt, som han kunde samle ved Giærder og i Skoven, Løvet af Træer og un¬
ge Qviste o. J. m. og de sædvanlige Giøde=Arter hvert Slags for sig, men dog
kun gandske lidet af hvert. Alle disse skulle han lære at sætte til hans lidet
Stykke Jord i behørig Forhold med hinanden, men Fæe=Giøden skulde han
bruge det mindste af som mueligt, for at giøre ham des flittigere i fremtiden
til at forskaffe sig andre end de sædvanlige Giødnings=Midler, og overbevise
ham om, at den meste Giødning ville komme an paa hans egen Flittighed i
at samle den ind fra de Stæder, hvor den ellers laae til ingens Nytte, og gi¬
ve ham et ret Begreb om alle Slags Jords og Giøde=Midlers Natur i at var¬
me og køle, løsne og binde, fede og magre, at han ikke siden, naar han selv
blev Bonde, skulde sætte varm Giøde til hidsigt Land, og koldt til det kolde,
ikke opløsende til den løse og bindende til den bunden, ikke for megen Fedme til
den fede, og for mager Blanding til den magre. Naar dette var lært, bur¬
de han og at vide den beste Maade at benytte sig af Jord, baade til Menniske¬
nes og Fæets større Fordeel. Hertil var tienligt at meddeele de unge Drenge
en grundig Kundskab om Jordens saa høyt fornødne Hvile, og om de meest
fordeelagtige Græs=Arter den i sine Hvile=Aar, til des fleere Fæe=Stykkers
Føde og dermed forbundne meere Giøde, kunde besaaes med om hvert Slags
Korn et hvert Slags Jord meest elskede og bragte meest til Fuldkommenhed;
om Sædens Omvexling med hverandre paa den samme Jord: om Hør= og
Hampe= og Roe-Sædens rette Dyrknings og Tilberedelses Maade, om Tar¬
tuflers, Tobaks, Roers og andre saadanne Mark=Væxters Plantning og
Nytte, o. s. m. Herefter fulgte en tilstrekkelig Kundskab om =Hauge=Dyrk¬
VIII. Deel.


222
ningen, i at faae alle Slags i en Huusholdning fornøden Kiøkken=Urter, og
varte dem ret op, efter deres adskillige Slags, fornemmelig Hvidkaal, Roer
og Rødder, Løg og Bønner o. s. f. i at faae alle Slags Frøe og Kærner baa¬
de af Skov= og Hauge=Træer, at befnitte, pode og flytte dem, og opvarte
dem ret efter deres forskiællige Arters og Marvs Beskaffenhed, og endelig at
plante 50 Støkker aarlig af Skov=Træerne, i den næst ved liggende Skov, det
er for alle 30 Discipler 1500 Støkker garlig (fraregnet de første 6Aar, de¬
behøvede til Væxt) men Frugt=Træerne skulde, saa snart de efter Podningen
vare tienlige til Flytning, sættes hen i de omliggende Bønders og Byers Hau¬
ger. De smaae Skov=Træer, saasom Hassel, alle Slags Torne, Beenved,
Hæk, Vandhyld o. g. s. skulle hensættes i en Hæk eller levende Giærde omkring
de nærmeste Marker og Skove, og aarlig af hver Discipel plantes 2 Favne,
det er aarlig 60 Favne levende Giærde. Hernæst maatte de lære at plante
Humle, baade med og uden Kuler, og rygte den paa den beste og fordelagtigste
Maade. Endelig maatte i denne Skole gives dem den mueligste og beste Un
derretning om Fæe=Avlingen, og for alle Ting om at opdrive Faar til de uld¬
rigeste og tillige fineste Arter, saasom Marokkanske, Spanske, Engelske og
Polske, og at faae de Græs=Arter, der ere hvert Slags efter sin Ulds Beskaf¬
fenhed, meest tienlige til Føde og Foering, om at holde Heste i god Stand uden
at give dem Korn om de Græs= og Høe=Arter, hvorefter Køerne giver den
meste og fedeste Melk, om at opføde Kalve, saa de paa færre Aar endnu naaer
en over den sædvanlige Størrelse: om at kiende Creaturenes Sygdomme, og
meddele dem de tienligste Lægedomme derimod. Men i den Tiid for deres 14
Aar, fra de havde lært at læse reent i en Bog, skulle de om Vinteren, naar
Bønderne best kunde undvære deres Tieneste, i den Skole lære at spinde Uld
og Hør, det fineste mueligt; og paa den Maade, der bruges ved Manufac¬
turer, at skille Ulden fra hverandre og føre hvert Slags til sit behørige Brug


203
efter dens Finhed, at kæmme, karde og skruble, og hegle Hør tilgavns, at
knytte og strikke. Jtem at hugge adskillige Slags Bonde=Redskaber, at giøre
River, Greber og andet saadant. Til Lærere for denne Skole var tienligt at
tage en i Konsten vel erfaren Gartner-Svend, der skulle lære Børnene alt det,
der henhører til Agerdyrkningen, som før er meldt. Til Lærere i Fæe=Avlin¬
gen maatte antages een i dette vel kyndig Person, som fornemmelig forstød sig
paa Opdrivningen med Faar og Geder, og foruden den Lærdom han med¬
deelte Børnene, naar de havde udlært hos Gartneren, skulde reise om til hver
Bonde=Gaard i Amtet, og lære Bønderne ret at omgaaes med Fæet, og
skrive dem Regler for, saa vel i Henseende til Fæe=Avlingen i Almindelighed,
som Faare=Rygten i Særdeleshed. Disse Regler og skriftlige Efterretninger
skulde han nøye erkyndige sig om, og eftersee om de og blev ret efterlevet. Til¬
den Ende maatte han, en eller to gange om Aaret, lade sig Bondens Qvæg
forevise, fornemmelig førend det kom ud paa Græs, og kort efter det var taget
ind derfra, og lade sig af Bonden giøre Rede for, hvad Lægedom han brugte
til at forekomme Sygdomme hos Fæet paa begge Tider, og hvordan han havde
baaret sig af dermed. Alle de Raad, som ham imidlertid forekom imod Fæets
Sygdomme, og ham ikke vare bekiendte før, skulde han i een dertil indrettet
Bog optegne, og ved hvert Aars Udgang, indsende til nærmeste Stads Huus¬
holdnings Selskab, som siden maatte besørge dem trykte og bevarede til Efter¬
kommerne, og til hver Mands sikker Efterretning, og at vi paa nærværende
Tiid fattes saadanne tilforladelige Midler imod Fæets Sygdomme, giør ikke
lidet til at saa meget af Fæet aarlig døer bort, som ellers, om vi vidste ret at
hielpe det imod sine Sygdomme, ufeilbart maattet blevet ved Live, og jeg for
min Deel, kand ikke andet end troe, at den saa vittige Almue i Norge ved sin
Forundrings=værdige Fæe=Rygt har lagt saadanne Hindringer i Veyen i sit
sunde Land, for den ellers almindelige Qvæg=Syge, at han ikke har kundet


204
trænge derind. Foruden disse to, maatte der og for de Børn under 14 Aar,
være en Spinde=Mester, som lærte dem at hegle, karde, skruble og spinde for¬
nemmelig paa Skotte=Rok, at knytte og strikke, og hertil tænker jeg, nogle af
de Drenge, som aarlig gaaer udaf Opfostrings=Huset i Kiøbenhavn, kunde
være gandske tienlige. Til at oplære dem i Hugning og Dreining, kunde tages
en god Landsbye Drejere, som nok best forstod sig paa Bondens Redskaber.
Til Løn kunde hver af disse Lærere tillægges aarlig 50 Rixdaler, og om det
par mueligt; have deres Værelse alle fire i Skole=Huser, og alle fire være lige
gode om Hauge=Væxterne af Urter og Rødder, som Bonde=Børnene blev lært
at faae og plante. Kunde disse Skoler saaledes anlegges, at de hvert 10 Aar
eller hvert 5te kunde forfløttes fra et Stæd i Amtet til et andet, var Nytten
deraf saa meget større og Skovene vilde overmaade vel trives derved. Jorde¬
drotterne og deres Fogder, Præsterne og andre Embeds=Mænd paa Landet
maatte særdeles antage sig disse Skoler, og ved deres flittige Tilsyn, mage det
saa, at alting gik ret til og alting blev lært tilgavns. (*)
§. 9) Midlerne til Fædrenelandets indvortes Lyksalighed eller almin¬
delige Delfært, Dyden, men i Særdeleshed Flittighed og Duelighed,
hos de Unge, til alle de Haandteringer, de bestemmes til i Tiden, har vi nu
giennemløbet, men der fattes os endnu de, der høre til den udvortes, som
bestaaer i Fædrenelandets Magt, og har Folkets større og større Mæng¬
de, større og større Rigdom til Grund.
§. 10) Folkerige ere hverken Dannemark eller Norge, eller noget andet
Land der ikke har Hænder nok til sin Agerdyrkning, men Forraad nok haade
paa ilde= og udyrkede Jorder der ikke paa egne Verk=Stæder forarbeyder
alt det, det har nødig til Klæder og Boehave, til allehaande Livets Beqvem¬
meligheder og gode Ting, og alt det der henhører til Overdaadighed; der ikke
driver
(*) See mere om disse Skolers Anlæg i Svaret paa anden Problema §. 16. med
Overskrift: Si felix est, qvi, qvod Ge.


265
driver sine Fiskerier saa vidt, som det har Leylighed til: der ikke selv forarbeyder
sine Metaller, men kiøber dem heller forarbeydede af andre: der ikke bygger
selv saa mange Skibe, som det til Handel har nødig, men kiøber dem heller
bygte af andre: der ikke igien kand faae plantet sine forhuggede og ødelagte
Skove: der ikke kand undvære fremmede Hvervinger; men det er folkerigt, som
har Hænder nok til alt det foranførte, og mange tilovers endda. Der er der¬
for intet af større Vigtighed for en Stat, der har Mangel paa Folk, end af al
Magt at arbeyde paa dets Formeerelse, og derved bane sig Veyen til større og
større Magt, og til denne er ingen anden saa sikker og beqvem som Handelen.
§. 11) Det er Handelen, der, ved at give alle overflødige Ting Af¬
træk, skal befordre Landvæsenet til større og større Fuldkommenhed, og giøre
de overflødige Ting endnu langt overflødigere det er skikkelig Priis paa Levnets¬
Midler, der skal opmuntre alle dem, der lever af deres Hænders Gierninger til
Flittighed og til Egteskab, men det er Handelen, der stedse skal holde deres
Hænder i Arbeyde, og ved at skaffe efterhaanden bort, stedse give Leyl ghed til
meere. Det er Handelen, der for vore egne Materier og Vare skal bringe
alle de fremmede tilveye, som vi behøver, og holde dem i den Priis, at vi det
kand taale: det er Handelen, der skal give vore Fiskerier deres tilbørlige Vext,
og stedse ved at skaffe den mindre Overflødighed bort, give Leylighed til den
større: det er Handelen, der skal holde Bierg= og Mineral=Verker ved Live,
og ved een fordeelagtig Afsættelse af alle de Ting, de giver af sig, efterlade sig
Opmuntringer til fleres Anlæg: det er Handelen, der, ligesom den finder nye
Ansatser til nye Grene at udvide og formere sig ved, skal bygge flere og flere
Skibe, og sætte flere og flere Søe=Folk i Arbeyde, flere og flere Hænder i
Gang: det er Handelen, derved den Gevinst, den tilveyebringer, skal endog
bygge Skibe og underholde alle de dertil behørige Folk paa fremmedes Regning,
og ved at indtage de Vare, som de selv hverken har Skibe eller Folk nok til,


206
forhverve Staten nye Rigdomme, nye Magt og Anseelse. Kort: Handelen
er Siælen i Stats=Legemet, og det, dernest Dyden skal give det sit rette Liv,
og ved bestandig at igiennemløbe og fordeele sig i alle Aarer, sætte det i bestan¬
dig Bevægelse, og holde det ved Magt i bestandig Sundhed. Der bliver alt¬
saa intet tilovers, der har den Magt, som Handel, til at giøre baade Folk og
Rigdom saa mangfoldig, og derfor gives ikke heller nogen Ting, der meere
befordrer Staternes Magt, der giør deres udvortes Lyksalighed.
§. 12.) Der fattes os da intet mere, end at undersøge, ved hvilke
Midler Handelen kommer snarest paa Been, og hver Mand opvækkes til at
giøre dertil saa meget, han kand, og da skal andre Folkes Erfarenhed, be¬
kræftet endog allerede ved vox egen, kunde vise os, at ingen Drive=Fiædre
har større Kraft til at sætte Handelen ret i Gang, end Priser og Belønnin¬
ger. Det er disse, der driver Tankerne til at løbe omkring i alle Hoveder,
ligesom Hænderne i alle Slags Arbeide: det er disse, der bringer de Ting,
de Efterretninger og de Videnskaber tilveye, som man før ikke have tænkt.
det er disse, der bringer den for en Stat saa umistelige Striid tilveye om at
være den første og den fornemste, den første i at giøre det Beste, og den for¬
nemste i at sætte i Verk. Disse Opfindelser og Bestræbelser, disse Prøver
og Jverksættelser driver Handelen alt Skrit for Skrit frem, indtil den til sidst
kommer i sit fulde Løb. Saadan gik og gaaer det endnu med Engelland, og
hvo tør sige, at det ikke kand giøre ligesaa med Dannemark, endskiønt det
hos os er kun nys begyndt? Priser og Belønninger i alle Handelens Dele
bliver da de sundeste Midler, jeg veed at foreslaae bemidlede Folk, fornem¬
melig dem, der ikke har Livs=Arvinger, til Handelens desto større og snarere
Opkomst i det Land, som de frem for alle andre, er det meste skyldige.
§. 13) Af saadanne Priser og Belønninger skulde efter min ringe
Jndsigt disse være de fornemste:


26
For Landvæsenet:
1.) Til den Landmand, der opelskede, saaede eller plantede det største
Stykke Ege=Bøge=Fyr=Gran=Løn=Avnbøg=Elle= eller Birke=Skov og
Humle=Hauge: der tillagde de fleste Marokkanske, Spanske, Engelske, Pol¬
ske Faar: der leverede den meste, beste og fineste Uld af sine egne opdrevne
Faar, til de Danske eller Norske Manufacturer, der tillagde de fleste Bie¬
Sværme: der udførde de fleste Øxne (naar Qvæg=Sygen havde ophørt og
var forvundet) til fremmede Lande for der at sælges: der udførte det meste af
Landets egye Øxen indsaltede Kiød, der i Freds Tiid udførte de fleste Hester,
Hingster undtagen: der opdagede med 2 Lovgyldige Beviser, en Faare= og
For Verkstæderne:
Hauge=Tyv &c.
2) Til den Borgere, Betiente, Øvrigheds=Person, Landmand eller
anden, der lod væve det meste Klæde, Draget, Filt, Bay, Multum,
Stof &c. der lod trykke og væve de fleste tetteste og smukkeste Kattuner, Sitzer,
Kannifas &c. der lod forfærdige den meste Segl=Dug, de tetteste og fineste
Hør= og Hampe=Lerreter, de fleste af de grove og middelmaadige, den meste
Dreyl, den fineste og smukkeste Linnede Damast, de fineste og smukkeste
Uldne og Linnede Stoffer &c. Til den, der spandt eller lod spinde den meste
og beste Tobak af vore egne Landes Blade: der leverede de fleste Klude til
vore Papir=Verker: det meste og hos os selv voxte Hør=Hampe= og Roe¬
Frøe til vore Olie=Møller. Til den Kiøbmand, der af vore egne og i Stæ¬
derne boesatte Nagelsmedde, lod slaae de fleste Slags og af hvert Slags igien
de fleste Søm. Til den Jsenkræmmer, der af vort eget Jern og Staal og
af de i Stæderne boesatte Kniv= og Saxe=Smedde og Staal=Arbeidere, lod
forfærdige de fleste Knive, Saxer og andet fint Jerntøy og Staal=Arbeyde efter
visse 100 Stk. beregnet: ligeledes de fleste Slags Verktøyer af Jern for alle
Slags Haandverker, ligeledes efter visse 100 Stk. beregnet: af vore egne


228
Gørtlere og egne Metaller, de fleste Skoe= og Knæe=Spender og andet fint
Gørtler=Arbeyde paa samme Maade beregnet. Saadan og det meste Dreyer¬
Arbeyde af Træe og Been &c. Til den Hørkræmmer, der lod slaae det meste
Tov=Verk af de i Staden boende Reebslagere. Til den Jsenkræmmer der
hos Naalemagerne lod forfærdige de fleste og beste af alle Slags Naale. Til
den der i een af Lade=Pladserne eller Stæderne i Norge og i de smaae Stæ¬
der i Dannemark, oprettede det første Spinderie, Fabrik eller Manufactur,
endog af Dukke=Tøy og det med den mindste Bekostning, og til den bestan¬
digste Fordeel. Til den Person eller Sælskab, der bygte flere end et grund¬
muret Huus, flere end et Skib i de smaae Stæder &c. &c.
For Fiskerierne:
3) En anseelig Belønning til den Kiøbmand eller anden Person, der
udsendte de fleste Skibe paa Silde= og Stokfisk=Fangst, for hver Skib han
sendte paa Hvalfiske=Fangsk, for hver een Robbenslager. Til den Bonde
eller anden Fisker, der fangede den meste Sild, Torsk, Sey, Lax, Helle¬
Flynder, Sælhunde, Oder, Flyndre, Aal, Hummer &c. og det paa Jsland,
Færøe og Grønland med. Til den, der af egen Kaagning, frembragte den
meste Tran. Til den, der i Nordlandene, Finmarken, Jsland og Færøe
samlede det meste Veideskab i et Aar. Til den, der opfandt bedre end de hidtil
brugelige Fisker=Redskaber, ved alle Slags Fiske=Fangst, og lærte sine Lands¬
mænd at benytte sig af dem tilgavns. Til den, der opfandt bedre end de hidtil
brugelige Maader ved Fiskens Behandling, saa den ikke allene kom til at
smage bedre, men kunde endog holde sig længer uden at harskne, surne, raadne
eller paa anden Maade fordærves &c.
For Bergverkerne:
4) En anseelig Belønning til den, der opdagede et nyt Berg= eller
Mineral=Verk af beste Slags, fornemmelig Sølv=Tin= eller Stenkul¬


206
Verker. Til den der plantede det største og beste Stykke Skov, enten ved
brugbare eller ved de forladte Verker. Til den, der opfandt bedre Maader
til at optage Verker paa, til at smelte Metaller ligesaa godt som nu, men
med mindre Bekostning &c.
For Handelen i Almindelighed.
5.) Belønning til den Kiøbmand, der udførte det meste Korn, de fleste
Fedevare, den meste Stokfisk, Sild, Lax, Flyndre &c. Tiære, Beeg, Glas,
Jern, Kaabber, Blye, Krudt, Salpeter, Vitriol, Potaske, Marmor,
Top=Sukker, Strup, Svovel &c. de fleste af vore egne Manufacturers og
andre Fabrikers Arbeide, men aldt med vore egne Skibe. Belønning til
den eller dem, der opdagede en Handels=Forræder, eller een, der udførte
fordærvede Vare med vore Skibe for at sælge til andre. Til den, der ud¬
finder det beste, mindst bekostelige og dog tienligste Middel til Havnenes For¬
dybelse, bestandige Vedligeholdelse og Bevaring fra at opfyldes med Dynd
eller Sand &c.
For Folkets Formerelse i Særdeleshed.
6.) Belønning til den; der ryddede et Stykke udyrket Land til Ager eller
Eng, og satte sig need at boe derpaa. Til den, der udgravede en stor Mose,
og giorde den til Ager eller Eng for mange nye Beboere. Til den Bonde,
der udgravede det største Stykke af en vis foresatte Mose, og, naar det var
gjort til Ager og Eng, bygde sig selv en Gaard derved. Til den, der ind¬
førte de fleste Udlændinger i eet Aar for i disse Riger at drive det samme
Haandverk eller anden Haandtering, og som hos os er et alt for lidet Tal aff.
som forhen ude. Til den, der i Rigerne indbragte sine udenlands boende
Slægt og Venner, for i disse at søge deres Næring. Til den, der i et Aar
lokkede de fleste Hiem af dem, der forhen havde forladt deres Fæderneland,
for nu at blive der bestandig. Til den Skipper eller andre, der opdagede
een eller flere af saadanne Folk, der vilde snige sig ud af deres Fæderneland &c.
§. 14) Men der ere og andre Maader, som giøre noget betydeligt til
Handelens større og større Drift, om ikke just saa umiddelbar, som Priser
og Belønninger for alle dens Dele, hvorved bemidlede Folk, der ikke har
Livs=Arvinger, kand stifte sig et lige saa udødeligt Ære=Minde, som ved hine,
saasom ved at skiænke visse af deres ved Testamente efterladte Midler.
1.) Til Udstyr for fattige Piger, der bieve befriede af Nyebyggere og
dem som satte sig need paa udgravede Moser, item af saadanne Haandverks¬
Folk, som man nu savner i de smaae Stæder
VIII. Deel.


210
2) Til en vel erfaren Læge og en Feltskiærer, i hver af de smaae Kiøb¬
stæder, der begge uden Betaling skulde helbrede alle ubemidlede Borgere,
deres Hustruer, Børn, Svenne og almindelig alle Tieneste=Folk og Fattige,
og hielpe Stæderne til at beholde den største Deel af de Jndvaanere, som nu
aarlig døer bort uden retskaffen Hielp, eller forgives ved Qvaksalverie. Lige¬
ledes have tilbørlig Opsyn med Jordemøderne, at de ikke paa saa slet og ufor¬
svarlig en Maade, skulde behandle visse uformuende Folkes Koner, og fordær¬
ve enten dem eller deres Foster eller begge tillige, blot fordi de ikke kand betale
dem saa meget for Umagen, som de Rige. Jtem at de ikke skulde forgive saa
mange nyefødte Børn med Brændevin, dog kand skee man ikke veed af denne
nye Kunst at dræbe Børn paa.
3) Til en Jordemoders skikkelige Underhøldning i hver af de smaa¬
Stæder, der, uden at tage den mindste Betaling derfor, skulde betiene alle
ubemidlede Jndvaaneres Koner, uden at maatte befatte sig med een eneste af
de Riges, undtagen i Nødsfald, hvorpaa hun tilforn, naar hun af det Me¬
dicinske Facultet i Kiøbenhavn var kiendt for gyldig i sin Kunst, efter aflagde
Prøve, skulde giøre sin Eed, ligeledes at hun uden Persons Anseelse vilde be¬
tiene enhver Kone troelig og efter sin yderste Formue, og ikke give spæde Børn
Brændevin ind eller andre saadan stærk Drik.
4) Til Øvrigheds Personers Løns eller Jndkomsters Forbedring i de
smaae Kiøbstæder, der paa mange og de fleste Stæder er saa ringe, at de
ikke nær kand forslaae til en i Middelstanden og dette saa høye og vigtige Embe¬
de anstændig Levemaade, hvilket igien kommer Borgerne paa mange Maader
til Last, forvolder at Lovene ikke bliver efterlevede, og at ingen ret Politie kand
anstilles, ja geraader Embedet selv til Foragt.
5.) Til alt saadant, der kand giøre Byeskatten lettere for Jndvaanerne
i de smaae=Stæder, saasom visse Summers Beskikkelse, hvoraf den aarlige
Rente skulde gaae i stæden for det, som adskillige geistlige og verdslige Betien¬
tere nu nyder til Løn eller Kost=Penge af Bye=Skatten, til Raadhuses og andre
offentlige Bygningers Vedligeholdelse, til de offentlige Brønders og Broers
aarlige Jstandsættelse, til Vægteres og Staader=Kongers Løn &c.
6.) Til alt saadant, som kand fornøye Jndvaanernes Sandser i de smaae
Stæder: saasom visse Penges Bestemmelse, hvorfor der aarlig skulde opføres
en smuk Borgerlig grundmuret Bygning i een eller anden af de smaae Stæ¬
der, som strax skulde sælges til den Høystbydende, og Summen deraf igien
forbruges til at bygge en anden. Smukke Alleers, Hækkers og (


211
Ganges Anlæggelse i og omkring Stæderne, der kunde tiene Borgerne til For¬
lystelse om Sommeren: Musikalske Sælskabers Oprettelse &c.=Saadant ville
drage Jndbyggere ind i de smaae Stæder, thi hvor saadant findes, vil de
helst være, der vil de helst bygge og boe.
7.) Til toe vel erfarne Læger og toe dygtige Feltskiærere i hvert Amt, der
skulde læge og helbrede alle fattige Bønder=Folk, deres Hustruer, Børn og
Tyende, Fattige, Almisse=Lemmer for intet.
8.) Til nogen visse og anseelige Renter, hvorfor aarlig skulde bygges 1
eller 2 Fisker=Hukkerter og skiænkes til de Jslandske Havne paa den Maade,
at 20 Jslændere, som vilde gifte sig paa Fiskeriet og fare ud med disse Skibe
paa Fangst, skulle, saa snaxt deres unge Koner frembragte det første Barn,
have hver sin Part i det ene og andre ligesaadanne 20 i det andet Fartøy.
Hvad Fordeel blev ikke dette for Folkemængden og Fiskeriet paa Jsland?
9.) Til nogle Renter, der aarlig skulde uddeles til den, der opfandt de
beste Verktøyer og Redskaber, hvorved mange Hænders Arbeide kunde spares
ved vore Fabriker og Manufacturer, og nyere og bedre Redskaber end de
hidtil brugelige ved vore Verkstæder.
10.) Endelig da Handelens Sikkerhed beroer paa Statens, og denne
igien ikke mindre paa et kiækt og modigt Folk hiemme, end tappre og talrige
Floder og Armeer ude, paa saadant et Folk, der ikke er bange for at see en
Fiende under Øyne, og vel veed at omgaaes med de Vaaben, der hører til
at tage imod en Fiende paa det høfligste, og vise ham den Vey tilbage igien,
som han ikke var anmodet om at betræde, saa gives og i dette Tilfælde god
Leilighed for en bemidlet Mand, at giøre vel imod sit Fædreneland paa følgende
berømmelige Maader: (a) Ved at indsætte i sit Testamente visse Capitaler,
hvoraf den aarlige Rente skulde tiene til Løn for en Landværns Ober= og 3
eller flere Under=Officerer i hvert Amt, der skulde lære alt Mandkiønnet fra
18 til 60 Aar i samme Amt, Krigs=Kunsten baade med smaat og stort Skiøt,
og giøre dem færdige i alle de Haandgreb, som dertil udfordres. Hertil hen¬
hørte da (b) nogle Kanoner med deres Behør i hvert Amt, hvormed man til
et lidet opkastet Batterie, foran hvilket var opreist en Skive, kunde øve visse
efter egen Lyst dertil udvaldte Bønder og Bønder=Karle, i at skyde vist med
Kanoner, og benytte sig ret deraf i behørig Tilfælde, men det maarte skee paa
saadan Tiid af Aaret, naar det faldt dem best beleiligt. Om jeg mindes ret,
findes der 5 eller 6 saadanne ved Nyekiøbings=Slot i Falster, men jeg min¬
des ikke, hvortil de ellers ere brugelige, og kand skee der torde findes flere


212
Stæder, hvor der gaves nogle saadanne forud. Ligeledes maatte, ved hver
Bye oprettes en Skive, hvortil Bønderne skulde opes i at skyde pist med
Flinter. Flinter og Krut og Kugler dertil samt Side=Gevær blev det hver
Mands Sag at anskaffe, med mindre der i Tøyhusene fandtes saa mavge af
andre Slags end de nu brugelige, som kunde uddeles til dem, der ingen Evne
havde til at anskaffe dem selv, og maatie da disse, som et Jnventarium, bestan¬
dig forblive ved hvert Huus og Gaard efter det Tal, hvori de bleve leverede
dertil. For disse Landværens Regimenter, maatte hver Amtmand være Oberst,
og hver Stiftamtmand General, i hvis høye Overværelse maatte holdes Myn¬
string een gang hvert Aar med saa mange Byers Folk, hvortil stødte Borger¬
Compagnierne af de nætmeste Kiøbstæder, tilsammen paa een Dag, som Be¬
liggenhed og Omstændigheder, efter høye befindende kunde udfordre. (e) Kand
skee der med Tiden torde findes saa mange bemidlede Elskere af Fædrenelandet,
der i Betragtning af den almindelige Sikkerhed, torde besætte vore Kyster med
saa mange Kanoner, som der hører til at giøre dem sikkre imod een ansættende
eller Landgang giørende fientlig Flode af Krigs=Skibe eller Galleyer, hvilke
kunde være i Forvaring i nærmeste Fæstninger, til Nødens Tiid nærmede sig
Hvor stor Nytten er af denne Indretning, seer enhver lettelig, der røres af
nogen Bekymring for den almindelige Velfært.
§. 15.) Efterat jeg saaledes har vist de Midler, der tiener en bemidlet
Mand til let at opnaae sin Hensigt, den almindelige Velfært eller Fædrene¬
Landets indvortes og udvortes Lyksalighed, og fremme Statens Gavn, skri¬
der jeg endelig til Svaret paa det opgivne Problema, og drister mig til at sige:
At det beste Anslag som en bemidlet Mand, der ikke har Livs=Arvin¬
ger, kand gives, naar han vil giøre et Testamente til almindelig
Velfærd.
er dette:
At han i Testamentet bestemmer sine Nidler til Dydens og Han¬
delens større og større Tilvæxt i sit eget Fædreneland, hvoraf det første
erholdes ved de forhen beskrevne Skoler, der med Tiden giver os en vittigere,
flittigere og fornuftigere opdragen Ungdom i Rigerne, hvoraf med Ti¬
den bliver vittigere, flittigere og skarpsindigere Mænd og Qvinder,
der ere af en anden Dygtighed i og Beqvemhed til at søge, forøge og udvide
deres Næring, og altid at skaffe sig nye Udveye til nye, end de vi nu har,
og det sidste ved allehaande Belønninger. Opmuntringer
f Lettelser i alle de Ting, der giøre noget
til Handel.


No. X.
Undersøgning.
Af det 3die f emsatte Problema udi Danmarks og Norges
Oeconomiske Magazins 7de Bind. 1763.
Nemlig:
Hvad er det som meest trykker Borger=Standens
Næring i de smaa Kiøbstæder, og hvorledes
kand derpaa best raades Boed?


J
vores opgivne Problema finde vi allerførst, at det er antaget som
en afgiort Sandhed, at Borgerstandens Næring trykkes i
de smaae Kiøbstæder, og altsaa er dette ikke nødig at stadfæste
eller beviise.
Men skulde nogen midlertid sette denne forudsatte Sandhed,
i Tvivl, saa vilde han mueligen komme i bedre Erfaring, naar han under¬
søgte, (I) hvorledes Folket, i en Tiid af 20, 30, eller 50 Aar, havde
formeeret sig, (2) hvorledes Huuse og Gaarder havde taget til, og (3) hvor¬
ledes Borgernes Formue havde forbedret sig, og det paa følgende Maneer:
I.) Om nødvendige Manufacturer og Fabriker, og andre gode Haand¬
verkere, saasom: Smedde, Vævere, Spindersker og Knyttersker vare blevne
fleere i dem: Jkke om Rentenerer, Pensionairer, Fattig Huus=Lemmer,
Værtshuus=Mænd, Haarskiærere og Blomstermagere vare blevne fleere:
For, alle de Mennisker, som ikke forarbeyde eller frembringe noget af det som
Menniskene nødvendeligen behøve, dem regner jeg ikke her til.
2) Om der ikke staar ligesaa mange Huuse tillukte, forfaldne og gamle
afbrendte Pladser ubebygde, som der paa andre Stæder staar ny opbygde.
3) Om det nu falder Borgerne lettere, at udreede Byens Tynger og
Skatter, end forhen; eller om de Søgende og Trængende til Fattig=Husene
og Almisser, i dets Sted, voxe til, og mange Stole i Kirkerne staa tilspigrede
for Mangel af Betaling.


216
Hvad er det som meest tryk¬
Men da her kun egentligen spørges om:
ker Borger=Standens Næring i de smaa Kiøbstæder, saa gaa vi til Sa¬
gen selv. Og siden vi da ikke vel kand tænke, at Gud, som vil at alle Men¬
nisker skal være saa lyksalig paa Jorden som muelig, kand have sadt Menniske¬
nes Formeerelse og Lyksalighed, inden saa snevre Grendser, som de endnu fin¬
des i vore smaae Kiøbstæder, saa faar pi atslede det op iblant disse Byers
Politiske Forfatninger og herskende Sæder, og da vil vi uden Tvivl finde, at
de trykkes i deres Næring
I) Naar Brænde og Tørv, og alle de Levnets=Midler som in¬
gen Mennisker kand undvære, blive Aar fra Aar dyrere: For, saa kand
ingen Haandverks mand, enten forarheyde eller sælge sine Vare for den Priis,
som fremmede Lande kand, og saa fylder Kræmmerne deres Kramboder fulde
af alle Slags fremmede forarbeydede Vare, følgelig standser Byernes Arbeyd,
Afsætning og Næring.
Og da nu denne Dyrhed paa Levnets=Midler ikke vel kand komme af an¬
det, (Misvext undtagen) end at Jorddyrkerne ikke staa i Proportion og For¬
hold med dem som behøve Jordens Frugter, saa maa denne uliige Forhold og
Mangel paa Jorddyrkere, enten reise sig af en hemmelig og landfordervelig Hin¬
dring, som afholder Almuen paa Landet fra Egteskab, eller og at de fine og
skiønne Kunster maa være blevne saa mange, at de drage Hænderne fra Jord¬
dyrkningen til sig, saa at den ikke kand behandles som den skulde.
Men seer vi nu her med det samme, hvorledes derpaa best kand raa¬
des Boed, saa tenker jeg, at alt det som hindrer Folke=Formeerelsen i Landet
maa paa det allernøyeste udforskes og absolute hæves Og det hæves, blant
meere andet, mueligen og fornemmeligen, deels ved at deele de store Bønder¬
Gaarde i to og i tre Gaarder, og deels ved, at opmuntre Jorddyrkningen. Og da
intet af alt det jeg enten kand optenke eller udfinde, opmuntrer meere, end at
giøre Jorddyrkerne vis paa, at de og deres kand nyde en anstændig Under¬
holdning af deres Sveed og Arbeyd, saa er der og heller intet som jeg veed meere at
recommendere. Dernest saa maatte de skiønne Kunster og for alting ikke dyr¬
kes for tillig eller for flittig; Og det er førend Folke=Mængden var bleven saa
stor i Landet, at den havde sadt Jorddyrkningen i saadan Flor og Gang, at
Menniskene kunde have alt det som hører til deres nødvendige Underholdning


21
for en skikkelig Priis. Og endelig saa maatte og Skovene og Korn begroede
Marker meere freedes for Vildtet; Træer plantes, og Tørve=Graverne vel
Saa vilde Levnets=Midler vist ikke blive meere saa dyre, ot
behandles.
Borger=Standens Næring i de smaa Kiøbstæder ikke meere trykke, i
dette Stykke.
For det
) Saa trykkes Borgerstandens Liæring i de smaa Riøbstæder,
naar alle Kramboder fyldes med al den udenlandske forarbeydede Kram,
som man kun kand optenke: Der er da neppe noget Haandverk eller nogen
Slags Haandtering, hhvor ringe og liden det og monne være, uden at det hin¬
dres i sin Næring: Saa kand Pibemageren ikke sette sine Piber af, Kniv¬
smidden ikke sine Knive, Snørlidsmageren ikke sine Snørlidser, og Børsten¬
binderen ikke engang sine Børster og Skruberter &c. Selges der Petersbor¬
ger Lys i Byen, saa kand Lysestøberne ingen Vey komme; Kommer der Skabe,
Comoder og Consol=Borde fra London og Paris og 1000 flaske Fodere fra
Amsterdam, saa sidde Snedkerne ledig; Føres der 200 tomme Tønder ad
gangen til os fra Holland, saa har Bødkerne intet at bestille; Og bringes
der Vugger til os fra Dantzig, Lybek og Holland, saa kand Kurvemageren
ikke leve. Ja man betenke kun hvordan Nagel=Smeddenes Næring og
Formeerelse maa trykkes, naar 1000 Centner Søm føres aarligen til Kiø¬
benhavn fra Amsterdam? Man læse kun Oeconomiske Tanker til høyere
Eftertanke. 1 Part. 2 Cap.
Og hvem skal nu meddeele os et nærmere Raad herimod, end det sam¬
me Autor har fremlagt i sin 3 Part Pag. 6o==62. nemlig: at fylde alle
Kramboder med alle Slags hiemgjort Arbeide.
For det
3) Saa trykkes den, naar Hovedstaden trækker al Liæringz og
Handel til sig, saa at faae eller ingen nyttige Manufacturer og Fabriker an¬
legges i de smaa Kiøbstæder: For, saa maa saadanne Kiøbstæder under¬
holde deres Fattige i Ørkesløshed, i Mangel af saadanne Manufactur=Huse:
Men da jeg ved nyttige Fabriker og Manufacturer forstaaer saadanne, hvis
Vare hver Mand i Landet trænger til, og som vi i Mangfoldighed afsette i
Ost og Vestindien, i Ching og i Africa, i Jsland og Færøerne, i Grøn¬
VIII. Deel.


218
land og i Finmarken, saa sees letteligen hvordan denne Mangel endnu hindrer
de smaae Kiøbstæders Opkomst.
Og for engang at raade Boed herpaa, saa faaer man tilsidst vel gri
be til det Middel, som Autor af Oecon. Tank t. h. Eftert. har foreslaaen
i sin 1 Part. 8 Cap nemlig: At anmode alle bemidlede i Landet om, at be¬
sørge saadanne Manufacturer i Stand satte: Een et Slag, og en Anden e¬
andet Slag.
For det
Saa trykkes den, naar Overdædighed og Pragt er kommen
i Gantz, og Sæderne blevne saa fordervede, at faae eller ingen Menni¬
sker meere vil nøyes med de Ling, som høre til deres sande Fornødenhed, Be¬
qvemelighed og Vedligeholdelse. For, da blive de Ting, som høre til at sette
Boe og underholde en Familie, saa mangfoldige, at de allerringeste Stæn¬
der end og finde det vanskelig at anskaffe dem: Og hvad Under da, om Ægte¬
skab og nyttige Borgeres Formeerelse hindres, Næringen trykkes, og Kiøb¬
stæderne giøres smaae.
Nu synes det nok, at naar herpaa skulde raades Boed, saa maatte
man søge at forbedre Folkets Sæder, føre dem til Forfædrenes dydefulde
Nøysomhed, Tarvelighed og Eenfoldighed, og ikke det alleene, men det synes
end og, at man, i steden for at ære Overdaadighed og Pragt med Anseelse og
Forfremmelse, maatte giøre Overdaadighed skatskyldig, ligesom Autor i for¬
berørte Oecon. Tank. 4 Part. 1 Cap har foreslaaen: Men hvad skal vi
haabe om alt dette, dersom Verden enten endnu ikke tilfulde troer, at Over¬
daadighed er en Stat skadelig, eller at der hverken hos os eller andre, hid¬
indtil ere opfundne og gavnlig befundne saadanne Leges Sumptuariæ, som
kunde opholde den Overdaadigheds Syndflod, der overskyller alle Lande?
som vi læse i Fortalen af det Oeconomiske Magazins 7de Bind. O! jeg
tykkes, at vi da kun har saare lidet at haabe, enten om det eene eller om det
andet: Og det vilde jo vel være høyst beklagelig!
For det
5.) Saa trykkes den, naar Renterne ere høve: For, ligesom
høye Renter trykker den fattige Proprietair og Landmand, at fortsette og


219
forbedre sin Jørddyrkning, saa hindrer den og Borgeren, og fornemmelig
den nye Begyndere at fortsette sin Haandtering og Næring. vid Oecon.
Lank. Part. 8. Pag. 85,
nit
Og al det Raad, somjes veed hermyd, derer fremlagt i semme Par¬
Pag. 88 nemlig At Regenten laante Penge af sine Undersaatter, for saa¬
dan en pro Cent, som Penge da var til fals for, og tilkiøbte sig, Tiid efter
anden, alle Banqve og Assurance Actier, hvor der er stor pro Cent, at vinde,
og lod saa siden ved beleilige Tider kundgiøre, at de, som ikke vilde nøyes
med en heel eller halv pro Cent. mindre, havde at melde sig, for at faae deres
1151
henge udbetalte.
For det
6) Saa trykkes den, naar Folkeløn og Dagløn er høv, Og den
bliver høy, naar der er Mangel paa Mennisker. Saa, ihvor vi ender og
vender os, saa see vi, at det er alt om Mennisker at giøre.
Ansaa er der ingeneanden Begd, end at søge 8okers Formerse I de
nedrigste Stænder: For, hvor Menniskene blive mange, der faaer og der
vil den eene heller grbeide end den anden, for at faae sin Underholdning, og
saa maa Folkeløn og Dagløn endelig falde.
For det
7) Saa trykkes den, naar Borgerskab, Haandverks=Lautz,
Mester=Stykker, Trolovelse og Bryllups=Bekostninger &c. ere saa
store, at de holde unge Folk i mange og lange Tider fra, at kunde sette Boe¬
og arbeyde for sig selv.
Og herpaa at raade Boed, udfordres go de Politiske Forfatninger og
Anordninger, som efterleves og virkeligen rydde disse Hindringer af Veyen
og befordre Populationen: For, ligesom de store Stæder ikke reyse sig af sig
selv, til den Høyde eller Storhed som de have, men forhielpes dertil ved Po¬


220
litiske Forfatninger, saa kand de smaae Rigbstæder heller ikke vel ophielpes,
ttiknnctigt e, tif Aespie, 20
uden ved de samme Midler.
Og endskiønt der vel endmu ere mange andre Ling, som kand tryke
Borger=Standens Næring i de smaae Kiøbstæder, den kand trykkes
naar Spil og Drik og Hoer og andre Laster ikke holdes noksom under Lovens
og Forordningers Ave; den kand trykkes, naar Ungdommen gaaer hen i
Ørkesløshed, og ikke settes til nyttige Haandteringer; Naar Skatter, Jnd¬
qvarteringer og andre Byens Tynger ikke blive ret fordeelte; Skifter og Po¬
litie ikke ret forvaltede, og Magistrater taale, at Procuratorer aabenbarli¬
gen syndede imod deres Eed, saa har jeg dog ikke villet gaaet videre, siden
vores opgivne Problema kun spørger om de Ting, som meest trykker Borger¬
21311
121
Standens Næring.
Og er der saa noget meere, som trykker een eller anden Riøbstæds
Næring i Særdeleshed, ligesom Løgstør=Grunden i Liimfiorden trykker
Lemvig, Holstebroe, Skive og den største Deel af Nørre=Jylland, og lige¬
som Mangelen af en Bassin eller Broe=Arm alletider har, og endnu mægte¬
tigen trykker Helsingøer, saa ere alle saadanste Efterretninger
vel ikke at vente fra een Haand.
No.


No. XI.
Forsøg
i at besvare det opgivne
Spørsmaal:
Hvad er det som meest trykker Borger=Standens
Næring i de smaae Kiøbstæder, og hvorledes kand derpaa
best raades Boed?


J¬
eg tvivler ikke paa, at de retsindige Patrioter, som har fremlagt
dette Spørsmaal til Besvarelse, forstaaer ved de smaae Kiøbstæ¬
der allene de smaae Kiøbstæder i Dannemark og Norge og i an¬
dre Hans Majestæts Provintzer og Lande. Disse er det jo al¬
lene, hvorpaa deres Omsorg sigter, og hvilkes Forbedring de allene
har for Øyne. Var Spørsmaalet meere almindelig, saa var Besvarelsen
for os og mindre nyttig. Jeg har derfor ey heller søgt at besvare det saaledes,
at det passer sig paa alle smaae Kiøbstæder i Almindelighed. Hvad er det, som
meest trykker Borger=Standens Næring i de smaae Kiøbstæder i Dannemark,
og hvorledes kand derpaa best raades Boed? Det er det allene hvorpaa jeg
har mit Øyemeed, hvor om jeg her meddeeler mine ringe Tanker og hvilket jeg
har den Ære at fremlegge til nøyere Eftertanke.
Det er en almindelig Klage, som vi hører i vores Kiøbstæder, at Leve¬
brødet er slet og at der er ingen Næring. Hvor man kommer, saa priser de
i disse Stykker de gamle Tider, ophøyer dem og nedsetter derimod de nye. J
forrige Tider, siger de, kunde vi forskrive saa og saa mange Vare og afsette det
altsammen, men nu er det langt anderledes. Da kunde vi fortiene meere i et
Aar endnu i mange. Da var der Penger i Landet og da kunde Kiøbmændene
og Haandverks=Folk leve. Da kunde een sette sig ned, begynde med lit og
oparbeide sig til en stor Mand. Da havde vi Capitalister i Byen, men hvad
er de nu. Nu har vi suurt nok i at fortiene det nødvendige, og hvad Forældere
haver efterladt, det bliver nu af Børnene fortæret. Omendskiønt disse Klager


224
er noget overdreven, saa er de dog ikke gandske uden Grund= Een som har
levet en kort Tiid, seer tydelig nok af egen Erfaring, at vores Kiøbstæder tager
daglig af, og bliver aarlig slettere og slettere. De fleeste søger Aarsagen hertil
i de mange Forandringer, som er kommen op i vores nyere Tider. De giver
den ødsle og overdaadige Levemaade som altid tager meere Overhaand Skyld
derfor, og de mange Forbuder og Consumptionen, siger de, trykker Byerne? De
ønsker derfor, at der maatte settes Grændser for Levemaaden efter Stændernes
Beskaffenhed og at der maatte være frie Handel og fri Jndførsel, saa meener
de, blev altilnig got. Det er gandske vist at Levemaaden er nu omstunder gandske
anderledes og en Huusholdning koster langt meere end i forrige Tider, og lige
saa vist er det, at mange derved trykkes og giøres fattig. Mangen som nu klager
over Levebrødet, kunde sidde i god Stand, naar han fra første Begyndelse havde
levet meere tarveligt, naar han havde mindre tracteret, naar han havde ikke klædt
sig og sine saa prægtig og ikke anskaffet sig saa mange kostbare Meubler. Men
hvor vanskelig vilde det ikke være, at hindre dette
Jblant vores Naboer, mellem de omliggende Nationer, ja i hele Europa her¬
sker samme Daarlighed. Da Verden søgte i de forrige Seculis sin meeste
Fornøyelse i et sølende umaadelig Levnet i Drukkenskab og Fraadserie, saa søger
den det nu i en skimmerndesog glindsende Ødselhed. En Daarlighed følger paa
den anden, saaledes er Menniskerne sindet og hvo kand styre det. Kunde det
være nyttig at indskrænke Levemaaden og foreskrive enhver Stand sine Grænd¬
ser, kunde det være nyttig i een Henseende, saa kunde det maaskee være dobbelt
skadelig i andre Henseender. Jeg vil ikke undersøge her om det ikke kunde have
onde Følger onde Jndflydelser i vores Sæder, Videnskaber og i mange andre
Ting, naar vi saaledes fraskildte os fra alle andre Nationer. Jeg vil allene
sige dette: Skulde Stænderne klæde sig, tractere og leve efter en vis Reglement
som forekom Ødselhed, saa maatte nødvendig mange Vare forbydes og hvad
som ikke blev forbuden, det blev dog mindre afsadt. Derved blev Handelen da
meget meere indskrænket og mange som nu lever deraf, betaget deres Næring,
og dette er det jo, som er vores fleeste Patrioters største Forargelses Steen og
hvilket de meest giver Skyld, naar de taler om vores forringede Tilstand.
Ligesaa grundige og dyb indseende ere ogsaa deres Tanker og Domme om Con¬
sumptionen og Forbuder. Disse vilde de have gandske afskaffet og ophævet, saa
blev vores Tider bedre. Dette siger de uden Indskrænkning og forkaster der¬
med gandske de Anstalter som af en kiærlig, klog og fornuftig Regiering er gjort
til vores Beste og Landets Velfært. De seer ikke ind, at Consumptions=Væsenet


225
er et mindre Malum, som er udvalgt for at forebygge et større? Da alting
i vores Tider stiger; da alting bliver dyrere, da Verden bliver vittigere og
mange nye Anstalter og Forbedringer til Landets Sikkerhed, Velmagt og
Velstand maae være, saa er det ogsaa nødvendig, at Regieringen maae have
mange meere Udgifter. Naar nu de sædvanlige, ikke er tilstrækkelig, saa maae
jo extra Skatter, heller de sædvanlige Skatters Forhøyelse giøre det got. Var
det nu bedre at Skatterne i hele Landet blev forhøyet, end at Consumptionen blev
ved i Kiøbstæderne? Jeg meener ney. Ved Consumptionen stiger allene det,
som vi i Kiøbstæderne behøve til vores Livs Ophold, men naar Skatterne i
hele Landet blev forhøyet, saa maatte ogsaa Landmanden og alle som produ¬
cerer noget, ophøye deres Vare og Producter, og derved maatte nødvendig stige
ikke allene det, som vi behøver til vores Føde, men ogsaa det, hvormed vi hand¬
ler og hvoraf vi skal have vores meeste Næring.
Var det muelig i disse Tider, at Sikkerhed, Velmagt og Overflødighed,
kunde finde Sted i Landet ved mindre Udgifter, saa tilstaaer jeg gierne, at
det var bedre og en stor Lindring for fattige Folk, naar Consumptionen blev
ophævet. Thi disse trykkes derved. De Rige, de Velholdene, de som har
Handtering og nogenledes Næring, for dem er det ingen tung Byrde og det
var dem let, naar de vilde, at spare i andre Ting saa meget, som de giver
aarlig i Consumption.
De mange Forbuder skal, som vores Patrioter siger, ogsaa være Skyld
til Kiøbstædernes Trang. Dette er langt fra ikke sandt, naar man siger det
saa slet hen. Man maae nødvendig bestemme visse Omstændigheder, un¬
der hvilke Forbuder alleene ere skadelige. Vores Forbuder ere i og for sig
selv, en meget prisværdig Indretning. Vores Allernaadigste Konge formin¬
drer derved hans egne Intrader, og om saa meget meere viser han dermed
hans store Kiærlighed og troe Omsorg for alle hans Undersaatter. Han
viser derudi sine vise Jndsigter og rette Omhue, at befordre Landets Flor og
Velstand. De ere nødvendige i disse Tider, vil vi ellers haabe nogen For¬
bedring, nogen Flor i Landet. Da efter vores Kiøbmænds egen Sigende
alle udenlandske Vare altid meer og meer stiger og bliver dyrere; og da de
med vores sædvanlige Lands=Producter, ikke nær kand fortiene saa meget, som
i forrige Tider, saa blev vores Tilstand jo altid verre og vi blev jo efterhaan¬
den gandske ødelagt, dersom en viis Regiering ikke sørgede derfor, at vi kunde
undvære de fremmede Vare, og gjorde saadanne Anstalter, hvor ved vi blev
tilholdt, selv at producere fornødne Ting
lt dette kand ikke opnaaes uden
2
VIII. Deel.


226
Forbuder. Thi saa længe det er enhver tilladt, frit at indføre ved en ringe
Tolds Erleggelse, alle Slags udenlandske Vare, saa vilde det see slet ud
med vores Fabriker. En Deel af dem blev ikke begyndt, naar vi paa en be¬
qvemmere og lettere Maade, kunde faae deres Producter fra andre Steder, og
de som opkom, vilde langt langsommere voxe og opnaae deres Fuldkommenhed.
Men nu da de fremmede Vare bliver forbuden, saa snart der sees at de samme kand
her lige saa got produceres som paa andre Steder, saa kand Fabrikerne komme
frem. Nu kand Fabrikantere afsette deres Vare og strax profitere, da de selv kand
sette Prisen. Ved nogles Fremgang opmuntres andre ogsaa at paatage sig no¬
get, og jo meere dette tiltager, jo meere profiterer Landet. Det er jo u=imodsige¬
lig vist, jo mindre fremmede Vare der consumeres og bruges i et Land, jo
rigere kand det blive, og det er en vis Kilde til et Lands Rumn, naar det skik¬
ker mindre Vare ud end det tager ind.
Hvor fornødent er derfor ikke Forbuder for os, dersom vi vil florere og
tiltage. Dette stadfæstes ogsaa af de meest florisante Staters Exempel. En¬
gelland er vel det Rige, som nu omstunder meest florerer, hvor Handel,
Vandel og Næring har naaet en temmelig Fuldkommenhed, og hvor er vel
et Land hvor der er meer Forbuder end der; Ligesaa er det i Frankerig, og
ligesaa bliver det i de Preussiske Lande.
Men omendskiønt dette er sandt, omendskiønt det er unegtelig vist, at
vores Forbuder i og for sig selv kand være hele Landet i Almindelighed og føl¬
gelig ogsaa de smaae Kiøbstæder, til største Nytte og formeere deres Flor og
Velmagt, saa er det dog ogsaa vist, at der er visse Omstændigheder, som
giør, at vores smaae Kiøbstæder trykkes derved og nyder ikke de Fordeele, som
de ellers kunde have deraf. Dette bevises strax, naar man kaster Øyne paa
de Stykker, som efter mine ringe Tanker, er Aarsag til de smaae Kiøbstæ¬
ders Trang, hvilke jeg vil her strax anføre og tillige efter beste Jndsigt søge at
vise, hvorledes der kunde nogenledes raades Boed derpaa.
De mange Bissekræmmere og de mange andre som handler med for¬
budne og indstiaalne Vare paa Landet, gjør vores Kiøbstæder, i sær de smaae,
en utroelig Skade og Afbrek. Hele Landet er opfyldt dermed. Hvor man
kommer, saa finder man Jøder der driver denne Handel. Ja, det feyler heller
ikke paa Christne der gjør det samme med stor Fordeel. Paa somme Steder
er det saaledes, at, naar en Bonde=Karl er ikke tilfreds med sin aarlig Løn,
men vil fortiene noget extra, saa beder han sig Forlov at giøre en Reise til
Holsteen, hvor han henter en dragt Vare som han udsælger. De fleeste ere


22
snedig nok at undgaae Toldstæderne og Toldbetientere, og det er sielden, at
en af saa mange bliver paagreben. Denne utilladelige Handel gaaer saa
vidt, at mange, som boer paa Landet, udtrykkelig siger, at de aldrig har
nødig at reise til Kiøbstæder, for at kiøbe sig Klæder og Galanterier, det bliver
dem overflødig, tillige med andre Ting, tilførdt i deres Huse. Dersom dette
saaledes vedvarer, saa kand det ikke være anderledes, end at vores Kiøbstæ¬
der aarlig taber og tilsidst bliver nesten ødelagt. Det er jo Landmanden de
smaae Kiøbstæder skal have deres meeste Næring af. Naar Landmanden ikke
afhenter sine Vare i Kiøbstæderne, til hvem skal saa Kiøbmanden afsette dem.
Men hvor mange bliver ikke forhindret at hente deres Vare i Kiøbstæderne,
naar de kand faae dem i deres Huse for ringere Priis, da retsindige Kiøbmænd
i Kiøbstæderne, der til deels henter deres Vare fra de foreskrevne Stæder,
fra vores Fabriker og Oplag, hvor endnu al Ting er dyrere, der maae betale
Told og Accis, Skat og Skyld, ikke kand holde Priis med Bissekræmmere;
men maae nødvendig sette deres Vare høyere, vil de ellers leve deraf.
Ved disse Omstændigheder bliver nesten, for Kiøbmændene i de smaae
Kiøbstæder, ikke andet tilovers at handle med, end grove og svære Vare, der
ikke saa let kand fortbringes; heller ogsaa at de giør lige som Bissekræmmere
og handler med forbudne og indstiaalne Vare. Til det første hører alt for
stærk Forlag og Formue og heller ikke alle kunde nære sig heraf. De fleeste
ere derfor nødt til at udvælge det sidste, og naar de tænker, de sidder bedst, saa
bliver de angiven, taber deres Vare, maae betale Mulct, spiller Banqverot
og mister saa tit, som mange have gjort, deres hele timelige Velfærd. Man¬
ge, som seer dette, forskrækkes derved, indskrænker deres Handel, lade Hæn¬
derne synke og sukker over slette Tider. De som har laant deres Penge til
Handlende, bliver ogsaa bange, siger deres Penge op og seer til at de kand
sette dem sikkerer ud. Og saa bliver Trang og Elendighed altid større og større.
J mange af vores smaae Kiøbstæder gaaer det saa vidt, at de fleeste
Kiøbmænd maae nære sig meest med at sælge Øl og Brændeviin, saa at den¬
ne liden Handel bliver slettere og slettere, da Nøden driver alt for mange til
at søge deres Levebrød ved samme. Denne Trang var langt fra ikke saa
slem, dersom de mange Forbuder og Toldens Forhøyelse ikke var. Var der
frie Handel, saa kunde Bissekræmmere og andre Handlende paa Landet ikke
saaledes tage Næring fra Kiøbstæderne. Kiøbmændene i Kiøbstæderne kunde
da sælge deres Vare lige saa got Kiøb som de andre, da de kunde forskrive
dem fra samme Steder; ja, de kunde sælge dem for lettere Kiøb, da de kunde


228
forskrive dem fra første Haand og transportere dem paa en beqvemmere og let¬
tere Maade. Og saa kunde de ogsaa sidde i Sikkerhed og Roe og drive deres
Handtering med langt meere Lyst, Jver og Fliid.
Denne utilladelige Handel paa Landet er altsaa en af de Omstændighe¬
der, som giør at vores Forbuder trykker de smaae Kiøbstæder. Det er, efter
mine ringe Jndsigter, den allerhaardeste, og jeg troer vist, dersom den kunde
hæves og bortskaffes, at den største Deel af de Klager, som nu høres over
Forbuder og Toldens Forhøyelse, skulde ophøre, og mange vilve bedre ind¬
see deres Nytte og Gavn. Var denne utilladelige Handel ikke, saa var Land¬
manden og enhver der vilde kiøbe, nødt til at søge Kiøbstæderne, saa kunde
Kiøbmændene faae deres Vare tilbørlig betalt, saa fik Kiøbstæderne Næring
uden at sette sig i Fare, saa kunde Forbuder og Toldens Forhøyelse dog be¬
staae, Fabriker tiltage og Landet florere
Det er derfor nødvendig, at der bliver alle muelige Anstalter gjort, for
at ophæve denne skadelige Handel. Det er nødvendig, at Straffen bliver
skærpet; at der bliver lovet Præmier til dem, som angiver de Skyldige; at
der bliver sadt Visiterer og Betientere paa Grendserne og paa andre Steder,
og at samme bliver flittigen tilholdt at forrette deres Æmbede, at der krydser
Skibe imellem de udvortes Provintser. Alt dette er nødvendig, men det er
langt fra, som Erfaring og viser, ikke tilstrækkelig, saa længe den falske og
forud fattede Meening hersker over de fleeste Undersaatter, at Forbuder er
Landet til ingen Nytte, men at de alleene kunde tiene dertil, at udsuge
mange for at berige nogle; saa længe de derfor, i Stedet at de skulde an¬
holde og angive dem, som giør derimod, skiuler og hielper dem frem paa alle
muelige Maader, og holder andre, som det ikke giør, for intet andet end Hed¬
ninger, Tyrker og ugudelige Mennisker, der søger deres Fornøyelse i andres
Ulykke. Retskaffene Betientere kand ved disse Omstændigheder, kun lit udrette.
De ere tit knap deres Liv sikker, de maae gaae varsom til Verks, og den al¬
lermindste Part bliver ved deres største Fliid og Vindskibelighed opdaget.
Der burde derfor giøres saadanne Anstalter, hvor ved Almuen blev betaget
deres falske og forudfattede Meening, hvorved de fik bedre Tanker om vores
Forbuder og blev overbeviist, at det var deres Skyldighed at efterleve dem og
hielpe til, at de, som handler derimod, kunde straffes som ulydige og skade¬
lige Borgere, der arbeider til Landets Ruin. Grundige Forestillinger, grun¬
dige Skrifter kunde hielpe maaskee noget hertil. J det mindste bleve mange


229
Forstandige og Jndseende derved bragt paa andre Tanker, og de kunde igien
oplyse andre, hos hvilke de havde Auctoritet og Adgang.
Men det vilde dog gaae alt for langsom og hos mange være gandske uden
Virkning, dersom det allene skulde blive derved. Det er ikke saa let at betage den ge¬
meene Mand sine forudfattede Meeninger. Bedre var det, naar Kiøbstæderne blev
befalet at have Øyesyn med den forbudene Handel, og naar de blev nødt til at ar¬
beyde tillige med de forordnede Betientere, at undertrykke den samme. Det kunde
nogenledes skee paa følgende Maader: der skulde i hver Kiøbstæd af dens meest
anseeligste og fornuftigste Handelsmænd udvelges 4, 8. eller fleere eedsvorne
Mænd, efter Byens Størrelse, som kunde kaldes Byens Opsynsmænd. Disse
skulde have Opsigt over Byens Commeree=Sager, det skulde dem paalegges at
søge at forfremme det, hvorved Handel og Næring kunde tiltage, og bortskaffe
det som er derimod. De skulde giøre Forestillinger over Byens Trang og
Byens Forbedring til det Høypriselige Genekal Oeconomie= og Commerce=Col¬
legio, og være behielpelig til at i verksette og befordre de af Collegierne til Lan¬
dets Floer og Velfært udgivne Ordre og befalinger. Og derfor skulde dem
ogsaa befales at see til, at den forbudne Handel, der er Kiøbstæderne saa skade¬
lig, kunde undertrykkes. De skulde undertiden til den Ende, giøre smaae Rey¬
ser omkring Byen og forske efter, og Byen skulde ogsaa holde dem nogle smaae
Betientere som de kunde udsende og af hvilke de kunde have Assistence.
Og for
at giøre dem des villigere til disse Forretninger, skulde de have visse Æres Be¬
viisninger heller andre smaae Fordeele for andre Borgere forud. Det kand
ikke feyle, at jo en Deel af disse Mænd vilde anvende nogen Fliid herudi. Nogle
vilde giøre det, fordi de var overbeviist at det var deres Skyldighed og deres
Samvittighed udfordrede det af dem. Nogle fordi deres Jnteresse og egen Han¬
del befordredes derved, og endnu andre vilde giøre det af andre Aarsager. Der¬
ved blev mange som nu gaaer frie, opdaget og straffet og andre blev skrækket.
Jngen Bissekræmmer kunde saa være sig sikker, hvor han kom ogsaa midt i
Landet, hvor han var frie for Toldbetientere, maatte han befrygte at blive angi¬
ven, enten af en af disse Opsynsmænd, eller af andre, som stod med dem i Con¬
nection. Almuen blev bedre oplyst, de vilde ikke kaste saa stor Had og Foragt
paa Visiterer og Angivere, og være dem saa meget til Hinder, naar de saae, at saa
mange anseelige og retskaffene Mænd befattede sig der med. De vilde med Ti¬
den blive vandt til at være dem behielpelig, og det blev ikke saa almindelig holdt
for Synd og Skam, at anholde og angive de Forbuders Overtrædere. Det


230
vilde hielpe meere end naar Kongen vilde sette dobbelte Betientere til dem som nu
er, og Landet vilde uden stor Bekostning erfare gode Virkninger deraf.
Handelen paa Landet med vores Lands=Producter, Landprang og
Forprang og alle Slags Borgerlig Handtering paa Landet, som naar Land¬
manden bliver rigere og trækker alting til sig, tager Overhaand, giør de smaae
Kiøbstæder stor Skade og Afbræk. Korn, fede Vare og det meeste som Bon¬
den selger, bliver opkiøbt. Der findes Folk paa mange Steder paa Landet,
som gjør dette og driver en sterk Handel dermed. Der findes andre, som til
Kiøbstædernes største Skade og Afbrek, brænder Brændeviin, og giør Malt,
brygger Øll og Miød og sender bort. Jsær er de smaae Øer som allevegne om¬
giver vores Provintzer, Kiøbstæders skadeligste Fiender. Deres Beboer dra¬
ger hele Landet omkring med deres Baade, kiøbe op og selger ud igien. Mange
af disse har Handelen, som de næste Kiøbstæder burde at have, de handler med
alleting og hvad man ikke kand faae i Kiøbstæderne, det kand man faae hos dem.
Hvad kand det da være anderledes end de tager til, og Kiøbstæderne tager af.
Det er ikke allene nok at de betager Kiøbstæderne Profiten af de Vare som de
selger og som dem med Ret tilhørte, men de skader dem ogsaa i mange andre
Henseende. Kiøbstæderne maae selge det som bliver dem tilovers at afsette, for
ringere Priis end de burde og end de tit kand vel vedstaae, fordi Landmanden
der ikke holder saa mange Folk, der ikke betaler Consumption, saa megen Skat
og Skyld og som har andet tillige at føde sig af, selger det derfor. Ved det
alting bliver opkiøbt paa Landet, saa er Kiøbmændene i Kløbstæder ogsaa nødt
til at giøre mange og lange Reyser paa Landet, hvorved megen Tid og Bekost¬
ning bliver anvendt og hvilket dog tit er forgieves. Der kommer ved disse Om¬
stændigheder kun lit til Byen, og hvad som kommer, det er meesten forhen be¬
stilt og opkiøbt, derover bliver Levnets=Middeler dyrere og knap at faae for
fattige Folk. Den Fortieneste som Kiøbstæds=Manden skulde have af Bonden,
der kommer til Byen og selger sine Vare og tage Vare med sig hiem igien,
falder ogsaa nesten bort.
Alt dette trykker de smaae Steder mangfoldig og giør deres Næring stor
Skade. Der burde derfor giøres tilstrækkelige Anstalter, hvorved dette kunde
hæves. Det skulde alvorligen forbydes, at ingen paa Landet maatte drive no¬
gen Slags Borgerlig Handtering. Jngen maatte brænde Brændeviin, giøre
Malt og brygge Øl og Miød, meere end han behøvede til sin egen Huushold¬
ning, og ikke paa nogen Maade drive Handel med slige Ting. Det skulde dem
allene tillades at viise deres Fliid og Stræbsomhed, og at søge deres Profit i at


231
dyrke Jorden og at frembringe, forbedre og formeere vores raae Lands=Pro¬
ducter. Hvad de heraf vilde selge, skulde de bringe til Kiøbstæderne og de skulde
haardeligen straffes, som paa Landet kiøbte op, for der at handle og marchandere
dermed. Øvrigheds Personer skulde befales at have Øyesyn og nøye Agt her¬
paa og tilbørligen at straffe de som handlede derimod. Og i sær skulde de for¬
omtalte Opsynsmænd see til, at dette blev efterkommet og Kiøbstædernes For¬
deel herudi iagttaget. Da de fleeste af disse skulde være Handelsmænd, som
havde meest Fordeel deraf, naar Byen fik Næring, saa er jeg vis paa, at de
ogsaa vilde anvende al Fliid, for herudi at efterkomme deres Pligt, og allerbest
hindre denne Landhandel og det saa meget meere, da de allerfleeste er overbeviist
derom, og selv siger at det er Kiøbstædernes største Skade og det som trykker
dem meest. Da de store Stæder trækker det meeste af den udenrigs Handel
til sig, ogsaa best kand drive den samme, saa burde der at sees til, at de smaae
Kiøbstæder kunde voxe og tiltage ved den mellemrigs Handel.
Mangel af Credit skader ogsaa de smaae Kiøbstæder i deres Næring og
hindrer dem at de ikke kand voxe og tiltage. J forrige Tider, da der par frie
Handel, begyndte mange Kiøbmænd deres Handel med en simpel Borgerlig
Handtering, med at selge Øl og Brændeviin og deslige. Naar de havde for¬
tient noget hermed, saa forskrev de nogle Vare der var let at afsette, som de betalte
strax og ligesaa meget blev dem ikke tegnet paa Credit. Naar de nesten havde
soldt dem, kunde de sende Betalingen og saa blev dem endnu en større Qvan¬
titet betroet. Mange har paa den Maade begyndt med lit, med nesten slet intet
og oparbeydet sig til rige Folk. Men hvor rart et Exempel er saadan en ikke i
vores Tider. Naar de ogsaa nu, som i forrige Tider, i ligesaa stor Qvantitet,
kunde afsette deres Vare, saa kunde de dog ikke have den samme Fordeel deraf.
Een som nu vil begynde en Handel, der kand drives i Sikkerhed og med god
Samvittighed, maa have langt meere Penge i Hænder end den Tiid, da vores
Fabriker, Oplager og de meeste der handler en Gros i de store Stæder, giver
ingen Credit, men forlanger Penge, saa snart de udleverer deres Vare. De som
ikke har Pengene selv, maa laane dem og betale Renter til rette Tiid, enten de
afsetter deres Vare heller ikke. Det bliver dem herved langt vanskeligere at
komme frem og for mangen en der ingen Assistence har, umuelig at sette sig ned.
De som endeligen kommer saa vit, er nødt til at forskrive allene de almindelige Vare
som meest gaaer af og hvorudaf de snarest kand faae deres Penge igien. De
Vare som ikke saa tit forlanges, som ikke er til hver Mands Brug, finder man
sielden i de smaae Kiøbstæder, de maa søges i de store Stæder og de smaae


232
Kiøbstæder har slet ingen Gevinst heraf. Havde Kiøbmændene i de smaae Kiøb¬
stæder Credit, saa havde de og meere Forlag, og kunde anskaffe sig endeel af disse
Vare og selge, uden at betale de store Kiøbstæder den Profit som de har deraf.
De kunde betale dem ligesaa meget derfør, som de nu faaer og dog tillige selv have
Fordeel derved, i det enhver, som nu maa hente disse Vare fra de store Kiøb¬
stæder, gierne betalte noget meere derfor, naar han selv kunde søge det ud, naar
han kunde faae det naar han vilde, uden videre Umage og Bekostning.
derved blev meget meere heraf afsadt og de store Kiøbstæder fik langt meere Af¬
brek. Saa længe vores Fabrikanter ikke bliver fleere og Mængden af Pro¬
ducter og Vare nøder dem ikke til at selge paa andre Conditioner end de nu
kand selge, saa er det nok intet at vente, at de godvilligen giver de smaae Stæ¬
der meere Credit end de nu giør; Saa længe Handelen i de smaae Kiøbstæder
er saa vanskelig og farlig, saa var det en Uretfærdighed og skadeligt, om man
vilde tvinge dem dertil. Men man kunde giøre de smaae Kiøbstæder dette got
paa andre Maader. Da Mangel af Credit, saavel som andre Ting, nu
hindrer mangen en, som kunde blive en duelig Kiøbmand og Borgere, at
sette sig ned og handle med Fordeel, saa skulde man opmuntre dem, at be¬
gynde Fabriker og derved komme frem. Man skulde til den Ende giøre dem
smaae Forskuder og være dem i alle Maader behielpelig. De skulde kun be¬
gynde med lit, og ikke med meer end de vel kunde oversee og bestyre. Byer¬
ne selv kunde til dette Brug, naar det skulde være, laane en Capital og
med liden Tab assistere og forfremme de som vilde vise sig arbeidsom
og flittig. Naar dette først var begyndt og nogle derved forfremmedes,
saa vilde det opmuntre mange andre. Mange unge Kiøbmænd og andre,
som nu ikke tænker paa Fabriker, vilde legge sig derefter og søge at faae
Kundskab derom og at lære, paa hvilken Maade de beqvemmest og best kand
indrettes. Jeg troer vist, at Landet kunde have stor Fordeel deraf, og
maaskee at Fabrikerne derved bedre befordredes end hidindtil er skeet.
J de
store Stæder begyndes de lit større end een Mands Kræfter, der først begyn¬
der er tilstrækkelig til, de udfordrer alt for store Summer til de store og kost¬
bare Bygninger, og Levemaaden er tit alt for ødsel og prægtig. Herved
fandt heller ikke de Vanskeligheder Sted, der har mestendeels været hos de
store Fabriker, der hidindtil er bleven begyndt i de smaae Stæder af visse Jn¬
teressenter. De meeste er bleven til intet, fordi Jnteressenterne har ikke været
eenige, ikke har havt ens Jndsigter og eens Villie.


2
De store Bekostninger, for at komme i Laugene, trykker ogsaa de smaae
Kiøbstæder, og hielper til, at de ikke saa got kand voxe og tiltage. Mangen
brav Haandverks=Karl, der ikke kand giøre disse Bekostninger, er nødt til
at arbeide hans meeste Livs Tiid hos andre, og naar han endeligen er kied
heraf, saa er der ingen bedre Udflugt for ham, end at han setter sig ned paa
Landet. Andre, som absolut vil være i en Kiøbstad, setter sig strax herved
i Gield. Det feyler dem herefter paa Forlag og paa det nødvendige, at
sette deres Haandverk fort med, alt hvad de fortiener, er forud ædt Brød,
de er derudover i Betryk og de meste kommer aldrig derudaf. Dette burde
derfor ikke være. Det skulde være enhver tilladt, uden de ringste saadanne
Bekostninger, at sette sig ned i hvilken Kiøbsted han vilde. Saa kunde det
ogsaa forbydes, at ingen Haandverker maatte være paa Landet, uden alleene
de, som ikke kand undpæres. De mange andre, som nu giør Kiøbstæderne
stor Skade og Afbrek, skulde sette sig alleene i Kiøbstæderne. Derved fik
Kiøbstæderne meere Beboere og langt dueligere og strebsommere Haand¬
verks=Folk.
Dette er det, som efter mine ringe Tanker, paa nærværende Tiid, meest
trykker de smaae Kiøbstæder, og saaledes, som jeg har viist, meener jeg,
kunde der efter vore Tiders Omstændigheder, bedst og lettest raades
Boed derpaa. Men omendskiønt de smaae Kiøbstæder vilde gandske vist,
efter mine Jndsigter, herved tiltage og forbedres, saa vilde det dog ikke være
nok til at sette dem i en nogenledes fuldkommen Floer og Velstand. Mangel
af Folk giør at vi vel kand forbedre et og andet i Landet, men ikke hidindtil
har kundet bringe det til en Slags Fuldkommenhed. Saa længe vi ikke al¬
vorligen tænker derpaa, at formeere Landets Jndvaanere, saa opnaaer vi al¬
drig, med al vores Forbedringer, nye Anstalter og Indretninger, den Floer
og Velmagt, som vi finder hos mange andre Stater. Vores Lands=Jnd¬
vaanere ere alt for faae, og de meeste af dem alt for got vandt, end at vi kun¬
de haabe at udføre og bringe det til Stand, som vi seer hos andre. Der
skulde derfor først og sidst giøres alle muelige Anstalter, at vi herudi kunde
voxe og tiltage. Man skulde i sær sette meere Beboere paa Landet. En Bon¬
de, som nu lever tit af 8 til 12 Tønder Hartkorn, kunde gierne føde sig af
z til 5 Tønder Hartkorn, ja maaskee bedre. Havde vi meere Folk i Lan¬
det, saa kunde Jorden langt bedre dyrkes og bringe langt bedre Frugt;
VIII. Deel.


234
mangen Plæt, som nu ligger nesten øde, blev bedre brugt; mange smaae
Ting, som nu ikke bliver regnet, bedre iagttaget; mange nye Producter
og Handteringer, hvoraf Landet kunde have nye Fordeel, opdaget; Fabriker¬
ne vilde bedre tiltage; Fabrikantere kunde sælge deres Vare lettere og afsette
meere deraf. Ja havde vi meere Folk i Landet, saa tog al Slags Handel
og Næring langt bedre til i de store Stæder, saavel som i de smaae og overalt
i Landet. Saa kunde vor Allernaadigste og til Landets Velfærd saa omhyg¬
gelige Konge, faae Sine viise Indretninger bedre befordret og glæde Sig
over, at see Sit store Ønske forfremmet. Og saa kunde ogsaa vores ret¬
sindige og retskaffene Patrioter langt meere vise deres Jver og Omhue i, at
stræbe til Landets Beste. Hvor lykkelig var jeg, dersom mine Kræfter
vare saa tilstrækkelig, som min Attraae er stor, at blive
regnet iblant disse!
C. A. E.
No. XII.


No XII
Patriotiske Tanker
over
dette 1763. Aars
forelagde 3die Problematiske Spørsmaal,
hvorover Svar forventedes
forinden December Maaneds Udgang,
efter Anmeldning
Udi Adresse=Contoirets Efterretninger
No. 75, dateret den 27 Juli
Hvad er det som meest trykker Borger=Stan¬
dens Næring, i de smaa Kiøbstæder, og hvorledes
kand derpaa best raades Boed?
fra
Biburs.


N¬
aar Sandheden skal ret for Lyset og det tillades hver en vel¬
meenende Patriot, trøstig at lade sort heede sort, optages det
forhaabentlig ey heller ilde, at jeg paa dette fremsatte Spørs¬
maal, uden Omsvøb ligefrem, forklarer min Meening og paa
Forlangende.
Først tydelig anfører, hvad mig er vedfalden af det, som meest trykker
Borgerstandes Næring i de smaa Kiøbstæder, og
Dernæst ligesaa kort og tydelig efter min enfoldige Jndsigt, nogenlunde
viiser, hvorledes der paa best kand raades Boed.
Haandverks=Folkene settes da meget tilbage i deres Næring og retskafne
Fortieneste, ved de dennem saa utroelig kostbare Laugs=Rettigheder, der med at
paafører de arme Mennisker Armod og Mangel, som skal begynde, at sette Boe
og oprettede Verksted; hvad en saadan Mand i mange Aar har fortient som
Svend, eller det lidet, en ærlig Karl har arvet efter sine Forældre, eller kand
faae ved Giftermaal med sin Liige, det gaaer, førend alle Ting kommer i pynte
for ham, saa aldeles af Haanden, at han med tomme Hænder maae begynde
sin Handtering og derover mangle den liden Forlag, han saa hart behøvde
til sin Nærings rette Drift, foruden hvis der behøvedes til en liden Huus¬
holdnings retskafne Begyndelse, fra Førstningen af; at jeg intet skal melde om,
hvad Laugets Biesiddere dennem siden koster at traciere og for deres Præsidio
ved deres Sammenkomster, at betale og fornøye, om den Svier, deslige Sam¬
linger endes med, naar Biesidderen, efter sin for Bord Enden heel anstændig tømte
Flaske, har forladt dem, de Mulcter, deres overtraadene Leges medfører paa¬
lagt og endelig opdrukket, den uforsvarlige Omgang ved Svennegiøren udi ad¬


238
skillige Haandverker, som endelig den Uorden, ved den ædle Tiid at spilde
slige Ting saa beklagelig forvolder; hvorved det gaaer ud paa den til Driktvungnes
Hæder og Helbred og den enfoldiges Pung, der ved slig Leylighed optrækkes
og holdes for Giæk.
Dette Uvæsen kunde i mine Tanker beqvemmelig og i mange Maader fore¬
kommes, naar den, der paa egen Haand begyndte, i de smaa Kiøbsteder at
arbeyde, uden saa mange Omstændigheder, efterdags maatte erholde fri Forlov,
med Gud og Ære at ernære sig, og at forfærdige sit Arbeyde saa got, som han
formaaede og kunde; hvoraf vilde følge og flyde, at fremmede og egne ey saa
ofte vilde finde sig brøstholdne ved de saa kaldede Laugs=Mestere, hvor iblant vel
en og anden, ved Skade befindes, at være en priviligeret Fusker; Thi da vilde
enhver i Gierningen see Prøver af den Mands Arbeyde, hvilken han antog til
sin Gierning, uden i Blinde at lade sig daare og sit Arbeyde eller Materialier
skiænde, formedelst den usikkere Sikkerhed, han havde jo givet sig af med en
Amts=Mestere, der var ligitime promotus.
Arbeyderne vilde blive fleere, og til visse iblant fleere Arbeydere, ogsaa opdage
fleere retskafne Mestere, naar Dueligheden til Arbeydet forskaffede den redelige,
billige og flittige, arbeyde nok, i det de Formuende ved den Frihed, til deres
Arbeyde at velge hvem de lystede, og hvis Flid ved Arbeydet, Model eller Jnd¬
retning af Zirat og Styrke, Proportion, Skabning og andre Omstændig¬
heder, der stoed dennem best an, fik Lyst, at lade noget jevnlig giøre, til deres
Fornøyelse og Nytte og den fattige Borgere, ved Arbeydernes større Antal og
mindre Kostbarhed, kunde end og i Tiide faae den Ting bestilt og den Brøst¬
fældighed seet til gode, der just for den lange Opsættelses Skyld, tidt og ofte
bliver ham over Evne kostbar.
Jeg seer ey andet, end dette var jo hver Borgeres og hver en flittig
Haandverks=Mands beste Tarv: Saa kunde den, der ikke var oplagt til en
god Muurmand, betids blive omstøbt til en forsvarlig Kalkeslagere og den,
man ikke fandt i Stand, til gavns at optimre et Huus, til sin mindre hoved¬
brud og andres mindre Fortræd, lades Tiid og Kræfter, for got Folk at sauge
og kløve Træ eller Brændeved. See! dette var da ligefrem mine Tanker om
denne Post og hvad Forhindring det omtalte er for en liden eller større Kiøb¬
stæds rette Næring.
Hvilket alt, ligesom Resten af denne eenfoldige Afhandling, jeg gierne
underkastes de høye vedkommendes Censur, som blant andre Patrioters mod¬
nere Tanker og Meening, har ogsaa gunstig tilladt min Eenfoldighed, at frem¬


239
legge sit videtur; men forsikrer aldrig derom at indlade mig i Trætte med
nogen Amts=Mester, ey heller med andre uvedkommende, dertil unødig Penne¬
Krig maatte faae i Sinde, mig at fremæske, thi, ligesom min patriotiske Nid¬
kiærhed befaler mit ved allehaande andre Forretninger jevnlig udmattede Hoved
efterhaand engang at fremkomme med sine svage Lanker, for at lede en ret¬
sindig Læsere paa videre Spor, og der at give Lys, hvor man endog iblant lader
saa naadig og kiærlig lyse for sig ved uisle Proser, saa plat forbyder andre Skri¬
veri mig, der at staae til rede med mange og lange Giensvar og Forklaringer,
hvor man ikkuns de lana caprina hvæssede Pennen.
Jeg vedbliver derfor trøstig og uden at bekymre mig om Venskab eller
Vrede, fremdeles at anføre et heelt Register af saadanne Poster, som jeg i
enhver liden Kiøbstæd, saavelsom og meget deraf uden for, holder ubillige,
syndige og skadelige, tillige udi Jndbyggernes Næring hinderlige, i følge tryk¬
kende og, hvor ingen Forandring i tide velges, besluttes og foretages, til Bor¬
gernes visse Ruin beforderlige, agtende for det øvrige unødig, dem i ordentlige
Classer at rangere, at jeg ikke derover skulde glemme Materien, ved at pynte
og pønse paa Ordenen.
Forekommer da noget, som er Borgernes egen Skyld, da vil det være
deres Tarv, det at efterlade, hvorved deres Skade og Ruin fremmes, hvad
enten de selv kand oplukke Øynene, eller de faaer dennem af vedkommende høye
Formyndere at oplukkes; Og skulde jeg kunde blive saa lykkelig, det at kunde
vise, hvorved Borgerne toge Skade i deres Næring, uden den samme selv ufor¬
sigtig og uforsvarlig at forvolde, da vilde det blive mig en sand Glæde, ey al¬
lene Sammenhængen deraf at have angivet, men fornemmelig at kunde have
foreslaaet et antagelig og nyttig Middel, hvorved saa mange mine kiære og
ynkværdige Medborgeres videre Ulempe, betids kunde forekommes og raades
Bod paa.
Men, naar skal jeg først blive klar med det store Antal, som paa
saa mange Maader staaer i deres eget Lys, og nu formedelst Kiøbstæds
Slentrian, nu ved Ubesindighed og Overmod, teer sig baade latterlige og ve¬
derstyggelige for fornuftige Lands=Byefolk.
Hvad er almindeligere iblant Kiøbstæd=Folk, og end de Fattigste der¬
iblant, end at deres Lys maae brænde hver Aften til Klokken elleve, om det
end af Høkerne skulde borges, derimod de om Morgenen undertiden kand fin¬
des paa Sengen af den Landsbye Mand, der beqvemmelig er reyst et par


240
Miile, siden Soelen stod op; til visse en Udgift, det hielper til at trykke en
fattig Borgere, som følger med Strømmen, uden videre Eftertanke.
Som det gaaer med Lyset, saa gaaer det med Brændselet, det jævnli¬
ge Thee=Drikken, hvori den Fattige, i det mindste to gange om Dagen, vil
ligne den Rige, udkræver ofte ved de slette Huusholdere, nye Jndkiøb i
Utide og i dyre Domme: at jeg intet skal tale om, hvad Kiøbstædernes høye¬
re Huse og større Vindver udkræver, naar man, ved at klæde sig paa Fransk,
vil ikke fryse paa Dansk, dertil kræves atter Udgifter, som ofte trykker meere,
end der behøyedes, ved at leve tarvelig og at strække sig efter sin Dekke, som
man pleyer at sige.
Hvor mange Timer forødes ikke i Kiøbstæderne, ved at tage Stats og
Visiter vare, og, over Spil og Tiids=Fordriv at prøve og øve, adspredes
Sindet, Forretningerne blive liggende, Handel og Vandel forsømmes, man
lader for meget komme an paa uforsigtige skiødesløse Børn eller utroe Tiene¬
re, der siden træder i Forældrenes og Hosbondernes Fodspor; Handterin¬
gen kommer derover i Uorden, man forglemmer at besørge det bestilte eller
forlangte, at anskrive det forfærdigede eller afsendte, eller og at udskrive det
betalte, see! derved spildes omsider Crediten, Næringen lider større og større
Tab, ja gaaer omsider plat over styre, og hvor ey saa bedrøvet Virkning
skal spores og spørges, der maae Aarsagen til visse betimelig hæves, der vil
hedes og arbeides, der vil HErren frygtes, der vil Tiden piseligere og bedre
anvendes.
Forkeert Huushøldning og Levemaade, formedelst Mangel af Samvil¬
tighed eller Overleggelse, tillader en fattig Borgere ofte at junkerere, saa
snart en Daler er løbet i hans Lomme, der strax brænder ham paa Laaret,
til han ved Spil eller Selskab er blevet den qvit;
Og skulde man giøre Huussøgning hos mangen peen Borger=Kone eller
Datter i disse Tider, torde der mange Stæder findes Sirtz og Silke foruden,
hvor der fandtes stor Mangel paa det grove Lærred forinden; thi det giælder
slige Folk meere om ufornøden Pragt, end fornøden Reenlighed og Varme;
og en skikkelig Daase med Snustobak, maae der endelig være i Lommen, at
frembyde de forekommende Selskabs=Brødre eller Søstre, skulle og Smør¬
ret savnes paa Koppen for de nøgne Børn.
Ved saadan Huusholdning, lader de arme ubetænksomme Mennisker
Dagen komme og Dagen gaae; Naar noget er got Kiøb, bliver der intet
indsamlet til fornøden Forraad, bliver i det samme Varene dyrere, og den


241
dertil indløbende rede Skilling vil lidt forslaae, maae slige uforsigtige Folk
borge fra de dyre Lofter og hos de begiærlige udsugende Høkkere. See! saa¬
ledes forødes og forhindres Næringens Velsignelse paa mange Maader.
Videre, naar mangen en nu ved falsk Maal og Vægt, nu ved anden
Bedragerie og Uretfærdighed, har oplagt og efterladt sig store Midler, hvor
ofte kommer ey de samme i een eller fleere Arvingers Hænder, som magelig
og kræsen ere opvandte og til Yppighed og Ørkesløshed opdragne, ved den med
Arve=Godset foreenede skinbarlige Forbandelse, i en Hast faaer det sat over
Styre ved taabelige Anstalter og al urimelig Opførsel, som brave Folk, ved
meere Velsignelse, kunde have havt en god Grundvold af til deres langvari¬
ge timelige Velfærd og at gribe fattige stræbsomme Folk under Armen med.
Fremdeles; Det utidige Mod, som ofte de ubetænksomme Borgere, frem
for Landsbye Manden, har Leilighed at samle eller til lige Syge at besmittes
af, og de adskillige Samvittighedsløse Ophidsere, som af mange ubemerke¬
de Grunde ved den første Hede, bære Olie til Jlden, forvolder ofte, at nu
een for at beholde Rættighed til den Udsigt, han ey behøvede, nu en anden,
for at beholde den Stoel i Kirken, han dog sielden agter at besøge, eller det
Gravstæd paa Kirke=Gaarden, som han intet mindre var bered, end at
bæres til, og for mange haande andre Ting, der let kunde afgiøres i det
Gode og ved Voldgifts Mænd, begynder og vedligeholder saadan langvarig,
fortrædelig og kostbar Proces og Trætte, som tilsidst udmatter hans Pung
og Hoved saaledes, at han ingen Ting derefter formaaer at forestaae og be¬
drive. See! atter en Forhindring for Ubetænksomme og med utidig Mod¬
betagne Borgeres Næring og deres Haandværks eller betydeligere Handte¬
rings rette Drift.
Hvorofte legger sig vel og de fredsommeligste Borgere noget selv i Veyen,
som giør Skaar i deres Næring og Brødvinding, naar de end ved en rede¬
lig Attraa formener, at giøre det allerbest. For Exempel: de handler ikke
just efter deres egen Tarv ved Indslagtning, hvorom jeg erindrer, at have
læst et Ord anført af en anden redelig Patriot.
Naar det lakker mod Høsten, bliver et Par eller tre fortroelige Svogre eller
Venner eenig om, paa en bestemt Dag at spadsere med hinanden ud paa Landet,
for at udsee og kiøbe sig et Slagte=Beest; Touren falder undertiden længere
baade paa Vey og Tiid, og ved slig Venne=Selskab noget kostbarere, end de
sig forestilte, paakommer og iblant et ont Veyr, eller een af Selskabet har
Ont ved at komme den lange Vey af Stæd, er man glad ved, at kunde er¬
VIII. Dele.


242
holde en Bonde=Vogn til Byen lidt bedre Kiøb, end Kiøbstæd=Manden for¬
langer, endskiønt ved deslige Ærender ofte laanes eller leyes Heste. Jmidler¬
tiid gaaer det hiemme i deres Huuse ved deres Handtering og Verkstæd, som
det kand, hvor der tillige forsømmes og forødes meere, formedelst Vedkom¬
mendes Vankundighed, Ladhed og Ødselhed, end som de selv har tilsat baa¬
de ved Tiidspilde, Reyse=Omkostning og deres alt for ofte daarlige og slette
Kiøbmandskab; derpaa følger siden, (naar de end undgaaer større Tab ved
den ufornødne Hasart de underkaster sig) mangfoldig Tiidspilde ved Creature,
at indhente, at lade slagte, lade syne og besee af deres gode Venner; at ned¬
hugge, veye, skifte og dele med Vedkommende, saa fremt de ey haver den
allene. Her maae imidlertid med Moder og Datter, baade Søn og Svend
og Dreng være sinket. Een skal hakke Kiød, en anden skal skiære Talg, den tredi¬
giøre Pølse=Pinde og alle smage Pølsene, saa længe dette Arbeyde varer; det
lidet indbiergede kostbare Brændsel gaaer i Løbet og, kort sagt: det løber, efter
min Jndsigt, ud paa Borgerens Skade i alle Maader.
Brugte de derimod den Maade, at accordere med Slagteren Lispund
viis, saa havde de noget vist for deres Penge, efter Billighed og Tidernes
Omstændighed; i det Slagteren ved at forstaae Haandværket og kiøbe
Mængden, kunde saaledes ofte lade dem bedre Kiøb, hvor ved de kunde blive
i deres gode Roe og Orden til deres Nærings Tarv og Handterings bedre
Fortsættelse.
Jeg havde nær sagt, det har sig ligeledes med deres Bryggen og Ba¬
gen; For smaae Poster jævnlig at have mange Timer spildte ved nu at løbe
om Kornets Jndkiøb, nu føre til og hente fra Mølle, nu til og fra Bageren
og dertilmed at bekoste det fornødne baade meere Brændsel og Huusgeraad,
det er alt, ved Lyset beseet, Rixdaleres Udgift i Stæden for slætte Dalere,
foruden at være underkastet den ufornødne Hasard af Varenes Bedervelse,
enten for eller under Arbeidet, og at bedrages ved Jndkiøbet, som just ikke
alle de ret forstaaer, der bilder sig det ind. Bryggere og Bagere kand til
visse levere dennem slige Ting for langt bedre Kiøb, end de selv kand kiøbe og
tillave det før, saa gaaer det med Lys=Støben, med de fleeste Have=Sa¬
ger, Frugten af Træerne og grøn Kaal undtagne, med Gryngiøren og ad¬
skillige fleere Ting, hvor om det anførte kand være nok, at bringe den Lærvil¬
lige paa andre Tanker, som engang finder billig og raadelig, lidt nøyere at
overveye og redelig at beregne den udkommende Tab eller Vinding; det en¬
hver redelig Huusfader, der forsvarlig vil sørge for sig og Sine, uden sin


243
Næstes Fornærmelse har Lov at giøre, ja bør at giøre, og Tiderne vel skal
lære enhver, at giøre, der ey vil have det lidet Brær heftet over Dørren,
hvor der paa sort Grund med hvide Bogstaver, eller paa hvid Grund med
sorte Bogstaver pleyer at anmældes: Dette Huus er til Kiøbs.
De anseelige Huse og Gaarde, som ofte en Haandværks Mand eller
andre Borgere, som kunde og burdte hielpe sig med mindre, de uforsigtig
binder sig ved, og, ved at sætte dem igien til Pant hos Sælgeren, bliver no¬
gen Tiid betroed, i Mangel af bedre Kiøbmænd og imod at sælge sig selv
igien til Slave, for allene at faae Renten hos sin paastaaende Creditor be¬
talt, udkræver imidlertid møysommelig og kostbar Vedligeholdelse, der snart
udmatter den formeentlige og saa kaldede Eyere baade paa Pung og Sind og
Legeme. See! derover maae og ofte anden Arbeyde ligge ugjort, hvorved
noget var at fortiene og Næringen enten skulde søges eller vedligeholdes.
Det uforsvarlige og syndige Søndags Arbeyde, der gaaer i Svang i
Kiøbstæderne og paa Værkstæderne, hvor mægtig et Skaar bliver det ikke
for Arbeydernes velsignede Næring! hvor mangen en Skrædder med Svenne
og Drenge sidder ikke i fuld Arbeyde, medens Præsten er paa Prædike=Stoe¬
len og Guds Tienesten paa Søn= og Hellig=Dage forrettes, for iblant at
forfærdige den Kones eller Jomfrues Prydelse, der vil giøre Besøg eller kand
vente Besøg om Eftermiddagen; at jeg intet skal tale om Brude= og Sørge¬
Arbeide, til hvilket og da at forfærdige, Mesteren formeener at have meere
end tre gange tyve Aars Hævd.
Med Skoemagere, Peruqvemagere, Barberere og fleere har det sig
paa samme Maade.
Faaer saa nu engang deslige Folk omsider det sure Arbeyde fra Haan¬
den, saa skal derimod Hvilen og Glæden ved Sviir og Selskab begyndes om
Eftermiddagen og gemeenligen holdes ud den hele Mandag; hvad Under, at
retsindige og fornuftige Mennisker i og uden Bye maae blive bange for saa¬
danne Folk og at giøre dem enten af Vare eller Penge nogen Forskud, hvilke
de seer, saa lastværdig at holde Huus, at der umuelig ved deres Handtering
og Næring kand agtes nogen Velsignelse at være.
Med et Ord: hele Gader paa langs og tvers bliver omsider med hin¬
anden brøstholdne, den vankundige Fuskere kand intet udrette og ingen Ar¬
beyde faae; den dovne og liderlige paakommer Lysten siælden, at giøre noget
got med sine Hænder, før den yderligste Nød tvinger ham dertil, og den ar¬
beydsomme, der blant slige Naboer og Gienboer vil gribe det alt, holder sig


244
til idelig Løgn, hvori han er allerflittigst, ret ligesom privilegeret, fordi han
vil beholde sine Kunder, skulde han og bekræfte Løgnen iblant med en dyre
Eed. Hvad synes Eder, kiære Compatrioter! kand saadan Forsamling
(colluvies) af Udyd vente at beholde nogen bestandig Næring, der selv forspil¬
der Næringen og derimod fører sig selv i Ulykke?
Soni Forældrene har anrettet Tingen, saaledes maae ofte de vankun¬
dige nøgne og slet opdragne Børn æde ud, der betræder de samme slette Fod¬
spor; de underrettes betimelig med Fliid, at rygte løgnagtige Ærinder,
hvorom de veed Sammenhængen meget bedre, den første Løgn, naar de
kommer i Fristelse, venner de sig til, at besmykke med andre ti; lidt Got har
de fleeste seet eller lærdt af deres løgnagtige, ryggesløse og lade Forældre med
deres ligesindede Selskab, hvad under, de tilvoxende opfylder deres Foræl¬
dres Maal og bliver tilhaabe end værre Creter, der nemlig stedse vare Løg¬
nere, vilde Dyr og lade Buge, hvad udkommer fra saadanne ugudelige an¬
det end Ugudelighed? Hvad Næring skal saadanne Folk vel have, der ved
at fraadse og svire, forvolder Armod og Nærings=Mangel og ved Søvn og
Ladhed i en Hast kand komme til at bære revne Klæder. Deres i Bond og
Grund fordervede Yngel og Afkom bliver først nogle ublue Gadetrækkere og
siden frække Tryglere, eller de, der uden Slæb og Møye vil nok faae Føden;
nogle Ertz=Bedragere, Spidsbuber og Gavtyve, prioriterede til alle publi¬
qve Arrest=Tugt= og Spinde=Huse. See! i saadanne Vand fanges saa¬
danne Fiske. Hvad var det vel at ønske, det ey i saa mange Stræder og
Hiørner, Kiældere, Kipper og Huller baade tillig og sildig, baade søgent
og helligt, vrimlede deraf. Landmanden betages derved Lysten, at komme
oftere til slige Stæder, end han hart er nødt til.
Deslige Aspecter i en Stad vil sandelig, i mine Tanker, aldrig forhielpe
dens Jndbyggere til nogen Næring og aldrig levne dem det lidet, som deraf
kand være tilbage.
Ere der nu vel endskiønt i Byen og Staden, som der til visse er, man¬
ge ordentlige, flittige, fornuftige og skikkelige Borgere, der søger at nære sig
lovligen, der og nødig vilde legge sig selv noget i Veyen, hvorved de skulde
forspilde Næringen og Velsignelsen, som ved før omtalte uforsvarlige Søn¬
dags=Handel og Arbeyde kand skee og des værre skeer, eller ved at snakke deres
Næste Skillingen af Lommen for falske Vare, ved uforsvarligt Arbeyde, eller
tredsk Forfordelelse i Handel og Vandel paa anden Maade, naar tit Land¬
Manden og andre optrekkes, for hvilke der er skienket i Utide for meget og


24
for længe; saa lider dog ofte de Skikkelige og Ærlige for de uskikkelige Be¬
drageres Skyld, der liderlig fordøyer det, hvoraf de Retskaffene, der har
gjort dennem Undsætning og givet dennem Credit, kunde komme paa Benene
og beholde noget til overs.
Hertil kommer Land=Prang af dertil uskikkede og vankundige unge
Mennisker, som for at undgaae anden Arbeyde i deres unge Aar, med et øn¬
sker at være deres egne Herrer, løber altsaa omkring med deres Kurv, Pose
og Bisse=Kram, som de har borget i Stæderne, betaler engang eller to for
først, for at faae større Credit, sækker endelig op med Kræmmeren ved Ban¬
kerot, til hans liden Baade og Landets ubodelige Skade, der fyldes og der¬
ved i visse Maader med ledige Løsegiængere, som paa nye maae speculere paa
anden Brødvinding, der ikke gider Gravet, eller med deres Hænder gjort
noget andet Nyttigt.
Jeg kand her ikke lade u-omtalt en Passage, der falder mig ved og som
jeg selv til visse har oplevet: Efterat en tredsk Muurmand havde paataget sig for
en vis Mand, i sin Fraværelse nogle Kampe=Steen at kløve og ved derfor
i høyst ublue og ubillige Maader forlangte og for Freds=Skyld erholdte saa¬
dan Betaling, som upartiske Mænd aldrig kunde have tillagt ham, hvor
over han derfor den følgende Tiid var skildt ved sit Arbeyde og han et andet
Stæd for en opmuret Skorsteen havde faaet Betalingen og tog Afskeed med
det Forlydende:, Kand den nu staae til jeg kommer derhen (var ungefær 33
2 4re Bøsse=Skud fra Huset) saa er jeg tilfreds og vis paa, den ey falder;
mig paa Hovedet;, See! saa paafuldte dens Fald og Nedstyrtelse just før
Muurmanden naaede det omtalte Stæd, til Skade for Husets Eyere, der
ved forgiæves at have udgivet Kost og Dagløn, maatte see sine gode Steen
brækket og sønderslaget. Jmidlertid syntes Hevnen at bie denne bedragelige
Arbeydere, thi der han paa tredie Stæd var i Værk med, fra neden af at
oplegge en Brønd af Muur=Steen, rusede Brønden sammen, saa han deri
tilsatte Livet.
Dette tiener til Beviis for, hvor liden Velsignelse der ved falsk og
uforsvarlig Arbeyde kand ventes; og den Mangel, der i de smaae Kiøbstæ¬
der er paa saa stærk Politie og Opsigt, som udi de store, forvolder, at
sligt og der fornemmelig tager Overhaand til Borgernes Skade og Ruin,
saa vel deres, der af slige Folk maae lade sig betiene, uden Erstatning for den
forvoldte Skade, som deres, der saa uforsvarlig forretter saa slet og troløs
Arbeyde.


246
Ligelighed og Billighed bliver og ikke heller alletider troffet, naar Bor¬
gerne skal ansættes at svare Byens Skatter og Tyngseler.
Udi et lidet Huus sidder ofte et par eenlige bemidlede Folk, der eyer
og formaaer meere, end den fierde Part af hele Gaden, og udi et større
Huus, som er pantsat til det omtaltes Beboere, eller andre, sidder en fat¬
tig Arbeydere, som, ved al sin Bestræbelse, knap og møysommelig kand for¬
hverve Føden og Klæden til en Flok u-opdragne Børn, hvoriblant een eller
fleere kand være ebræklige eller i anden Maade svage og uden Stand, til no¬
get at fortiene.
Naar nu saadanne Folk behøver mange ædende Vare, til saa man¬
ge Munde at underholde, hvor, tilmed her en gammel Fader maae holde Sen¬
gen og der en skrøbelig Moder, eller anden nær Paarørende, næppe der af
kand krybe frem paa en Stoel, hvad kand vel saa der af forventes andet end
Nærings=Mangel, ved større Consumption og Accise, større Omkostning paa
deres Huuse, større Andeel af Skatter og Tyngseler, i hvad Navn det end
have kand og maae. Saadan Tyngsel vedbliver at trykke dem, af Aar
andet; man kunde vel, men vil ofte ikke indsee Ubilligheden; og hvor der er
meere Vittighed, end Samvittighed, sættes allevegne læt en uskyldig Farve¬
paa en ubillig Sag.
Ved den saa almindelig grasserende Fæsyge og Hudenes Opkiøb af de
Skoemagere eller andre, der har den rede Skilling ved Haanden, som an¬
skaffer sig de samme udi hele Læsser fra omliggende Byer og Stæder for en
Spot=Penge, trykkes ey allene den fattige Landmand som maae sælge dem til
de faa begiærlige Kiøbere for Værdiens 3die eller 4de Part, men endog Sta¬
dens Medborgere og Beboere i deres Næring og Handtering, de faa, forhen
formuende Skoemagere og andre Leder=Beredere beriges vel meere, men hvor
mange fattige Arbeydere kommer ey derover efter en kort Tiid, aldeles paa Knæ¬
erne, som ey allene maae lade de Rige al denne, jeg havde nær sagt syndige
Profit, men og siden al Arbeydet, naar de intet har at giøre af, uden hvad disse
i dyre Domme vil operlade dennem, naar altsaa de sidste ey formaaer uden
dyrere Betaling at levere et Stykke Arbeyde, og de første mesterlig veed, at
spende Buen paa det høyeste, see! saa trykker dette jo til visse baade Bonden og
Borgeren, der for dem og deres tilvoxende Børn, ved at savne deres Malke¬
Kiør og andet Hornfæ, maae nu give ligesaa meget for hver par Skoe, som


24
de selv har faaet for enhver Hud, smaa og store af begge Slags, med og imod
hinanden lignet, lagt og regnet.
Hvorledes herpaa best kunde raades Bod, fortiener til visse stor Efter¬
tanke og fortiente vel større, om det ey fast agtedes alt for sildig.
Blev det saa sandt antegnet, hvor mange Hude og af hvilken Størrelse
enhver havde solgt og for hvilken Skilling, troer jeg ufeylbarlig der vilde blive
sat en Taxt, hvorefter til videre i nogle Aar Læder=Arbeyde burdte og kunde gives
og betales bedre Kiøb. Det hialp da, saa meget det kunde, om det var giørlig;
men aldrig males eller brækkes en Tønde Bark i saa mange Stykker, at
Jndvendingerne herimod, fra alle dem der higede efter Vindingen, vilde jo
blive ligesaa mange og utallige, de maatte da være grundede eller ikke.
Den Mangfoldighed af Uld, Tælle og Smør der opkiøbes og tilføres de store
Stæder, trykker og i visse Maader Borgerne i de smaa; fordi at alting bli¬
ver dyrere for de fattige Borgere, hvor Enderne, som man siger, ikke kand
naae sammen, saa stumper det og allersnarest der, hvor man ey just med et
bruger det i Længden heet fornødne; J følge kommer den fattige ubetænksomme
Borger=Kone, der intet har at spinde af og intet at holde Hænderne i, ufor¬
merkt til at spinde Rende=Garn, og faaer Smag paa, at løbe Gade langs,
med hvis Udyder, Ledigang om sider blant ligesindede Snak=Systre, videre fører
med sig. Paakommer saa Fornødenheden, da borges af Ulden og Linden,
hvad der er at faae, og benytter sig omsider den onde Raadgivere Armod af saa
mange Lyve=Stevner, i Henseende til Betalingen, at Philisterne langt om længe
kommer dem over Hovedet, naar Dynen længe har været pantsat og ingen Red¬
ning sees, hvorved de uformuende Betalere kunde bedre komme paa Fode.
Paa saadanne og flere Maader, der vilde blive langt at opregne, tryk¬
kes da til visse Borger=Standens Næring i de smaa Kiøbstæder, hvor paa der
vel og langsom nok vil blive raadet Bød, i hvor meget det end var at ønske for
det almindelige Beste.
Dog; ligesom jeg i det forrige ved een og anden Leylighed noksom har
yttret mine Tanker om hvis jeg foreholdte, at hindre Borgernes Næring og
forspilde deres Nærings Velsignelse, (det jeg i følge i Almindelighed holder raa¬
delig at forandre, hemme og forekomme, ved derimod indrettet viselig An¬
ordning, ved nøyere Politie og de gode Anordningers redeligere Efterlevelse,


248
samt den skarpeste Opsigt, at ikke en krum Haand maae forblinde de anordnede
Tilsyns Mænds Øyne;) saa vil jeg dog i sær anmelde nogle opsamlede enfol¬
dige Forslag, foruden dem, der forhen i denne Afhandling findes indstrøet
paa de Stæder, hvor de egentlig henhører.
De mig saaledes vedfaldne, ere følgende:
Ved Consumptionen og Aecise at oppebærge, hvor den tages, var det at
ønske der kunde treffes en billigere Foranstaltning, thi hvor en fattig Borgere
har mange Børn og andre skrøbelige lidt fortienende Bordgiengere, bliver
hans Jndkiøb af Victualier ham desuden over Evne.
En liden Summa af det ved den Leylighed indkommende, kunde paa no¬
gen Maade lettte Byrden for deslige sig derom anmeldende faa stræbsomme fat¬
tige Borgere, hvis Undsætning dog ey torde vare længere, end enten Kornet
vare sær dyre, eller deres umyndige mange Børns Opdragelse faldt dem alt
for tung og besværlig o. s. fr.
Hvad nogen om ringe Værdi havde at skifte, skulde enhver være forbun¬
den, selv enfoldig at forestille og derpaa, uden Rettergang, af en Øvrigheds
Person, eller anden smuk vittig Voldgifts Mand, lade sig sige imellem.
Alle egennyttige og ugudelige Tilskyndere og Ophidsere til Proces og Trætte
skulde nøye efterspores, samt tilstrækkelig ansees og Mulcteres.
Hvo der signaliserede sig af formuende og fornuftige Borgere i Staden,
ved at understøtte Arbeyderne blant uformuende stræbsomme Borgere, skulde
være nærmest til Forfremmelse ved Byens hæderligste Betieninger og Bestil¬
linger, efter Borgernes fri Val, som erkiendte deres redelige Sind for Byens
Velfærd, ved u=interesseret og uden Aager at hielpe de siunkende paa Fode,
giøre dem Forstrækning til deres Haandverks og Handterings bedre Drift,
kraftigt at opmuntre dem til Søefart, rede med dem i et Skib ogsaa fremdeles.
Hvo der af Borgerne anstændig havde erkiendt og vederlagt, den dennem
i deres Nøds Tiid beviiste Hielp i rette Tiide, skulde som befundne taknem¬
melige og gode Mænd, ved al deres billige Ansøgning, ydermere forhielpes
til Ære og Velfærd.


24
At Underbetienterne i de smaa Kiøbstæder, der holdes af Toldere, Con¬
sumptions Forvaltere ved Accisen, Kornmaaling eller andre Ting, heller maatte
have anden tilforladelig Beviis om deres Redelighed, end just tages i Ord,
hvilket Gud bedre det, ved slet Belønning, saa mange overtræder, vilde jeg
vel foreslaae og raade, siden der ellers ved saa hyppig Meneed forvoldes Ulykke
i Staden, baade over disse og andre Byens Jndvaanere, derfor en lumpen
ringe Fordeels Skyld, giøre sig deelagtige i deres Synder, og derøver igien un¬
dertiden maae blive deelagtige i deres Straf og Plager.
At det kunde være saare beforderlig til visse Byers Næring, at deres
Grunde og Indsegling blev opmodret og udryddet, der nu ikke kand tillade
uden smaa Fartøyer og Pramme directe at indløbe, hvor de i gamle Dage saa
beqvem har kundet indlegge med store Skibe for visse Handels Huuse, at Kornet
ved Render fra Lofterne har kundet løbe deri, som blant andre Stæder er bekiende
som den i fordum Tiid saa navnkundige som nu ringe Handels=Stad Ribe,
var høyligen at ønske, hvad enten da Bekostningen kunde udkomme af en Byens
eller Stiftets velmenende og veltænkende bemidlet Mands Testamente, der ved
ey at have Livsarvinger vilde befordre publici Nytte (som hvor om i denne Tiid
og forventes adskillige Svar efter Patrioternes Jndbydelse paa udgivne Spørs¬
maale derom, i Mængde at være indsendte,) see; det var da og en Anstalt og
Foretagende, som først vilde give mange fattige Arbeydere i Byen Fortieneste
og siden hele Staden bedre Næring i Længden.
Men herved falder mig endnu en Post ind: Ligesom endeel af de mindre
Stæder forhindres fra at seile saa dybt som de ønskede, for de deres Indsegling
i følge Næring til Hinder opvoxne, eller ved anden Aarsag tilsamlede høye
Grunde, saa forhindres og nogle andre Stæder fra at seyle saa langt, som de
vel enddog nogen Tiid endnu formaaede, ønskede og vilde. Der skal nemlig
efter Foregivende være disse de Anstøds Steene og Klipper i Veyen, at de plal
VIII. Deel.


250
maae lade nogle faa af de større, hele Proftten, eller kiøbe af med dem, i sær i
Henseende til den Vestindiske Handel directe at maatte drive, med alt for store
og iitaalelig pro Cento, og skal tilmed være forbundne, deres Udrystning og
Tilbehør ved Udreysen, hos den med Skade og deres Nærings ubodelige Hin¬
der, at søge og tage.
Man gjøre da ikkun de smaa Stæder lige i Frihed og Fordeel med de
store og løse de Knuder, hvorved der i flere Tilfælde kand besindes, for hart
at være bundet op for dennem, saa torde endnu et og andet Stæd, til
almindeligere Gavn og Fornøyelse, dukke op ved bedre Næring!
No. XIII.


No. XIII.
Betænkning
Angaaende
Hvad det er som meest trykker: Borger=Stan¬
dens Næring i de smae Kiøbstæder
og
hvorledes derpaa best kunde raades Boed.


D¬
et er beklageligt at Borgerstandens Næring i de smaae Kiøb¬
stæder jo længere jo meere formindskes og undertrykkes, saa at i
stæden, der tilforne fantes anseelige Handels=Mænd, riige Fa¬
milier og Capitalister, findes der nu paa de fleeste Stæder øde
Kiøbmænds=Gaarde og Pakhuuse, fattige Høkkere, nogle ufor¬
muende Haandverks=Folk og Auvls=Mænd, som ey kand sættes in paralelle
med forrige Tiiders Beboere, ikke til liden Tab og Skade, for Hans Maje¬
stæts Cassa, saavel i Henseende til Told og Consumption, som i andre paa¬
kommende Tilfælde, ja det er efter Formeening at befrygte, at om ey i Tide
findes Middel at hielpe Borgerstanden, saavel i store som i sær smaae Kiøb¬
stæder paa Fode igien, at de første i Længden maae blive til smaae og de sidste
til øde Stæder, hvor ingen vil boe, men siden her ikkun spørges:
I.) Hvad er det som meest trykker Borger=Standens Næring
i de smaae Kiøbstæder.
Saa vil jeg ey der udinden være vitløftig, allene holde mig til Ordene og
fremføre de efter mine Tanker meest betydelige og fornemmeste Aarsager
til Borger=Standens Nærings Formindskelse, særdeles i smaae Kiøbstæder,
thi hvor Stæderne ere store, og mangfoldige Jndvaanere, der gaaer det no¬
genlunde an, at den ene kand have nogen Næring, Fortieneste og saa vidre af
den anden, endskiønt mange, og der lider i deres Næring, ved det som meest
trykker Borger=Standens Næring i smaae Kiøbstæder nemlig, den høystforder¬
velige og skadelige Land= og Forprang der desverre gaar i Svang og efter


254
haanden tager jo meere og meere til, og vel aldrig nogensinde har været Kiøb¬
stæderne til større Fornærmelse, end paa nærværende Tiid, deels i det at
Skippere, Matrosser og med dem farende Bønder=Karle og Qvinder, ikke al¬
lene ved sig selv, og deres Handtlangere hos Proprietairer Præster og Bøn¬
der paa Landet opkiøbe, Smør, Ost, Flesk, Tællig, Vox, Uld, Fiedder,
Huder, Skind, Lærret, Stribet=Tøy, Vadmel, Strømper, med meere,
som paa Landet tillegges, og bortføre samme til Kiøbenhavn, Norge og an¬
dre Stæder, mens end og derimod til Beboerne paa Landet hiemfører Viine,
Humle, Hør, Hamp, Jern, Tran og Tiære, ja vel og Tobak, med
meere som i Kiøbstæderne hos Kiøbmændene burde afhentes, deels i det at
visse Bønder og andre paa Landet opkiøber Proprietairernes, Præster og Al¬
muens Tillæg af foranførte Sorter, hvilket, efter Loven burde føres og fald¬
holdes paa Axel=Torv, saa Kiøbmændene med Profit til dem, maae til trygle
sig de fornødne Vahre, siden intet i saa maade føres til Torvs, og derfor
uden høkrer og sælger til Landmanden, de Vahre, samme behøver, uden af
saadan Handel at svare noget enten til Kongen eller Kiøbstæderne, da det
dog er Handlen allene, som Kiøbmændene, og de fleeste Borgere i Kiøbstæ¬
derne, skal leve af, holde deres Huusholdning ved lige, svare Told, Consump¬
tion, og Byernes samt Borgerlige Tynger, Extraordinaire og ordinaire, deels
begaaes og stor Land= og Forprang af Jøder, item nogle Folk fra det Hol¬
steenske, som Vinter og Sommer, igiennemflakker Landet og Kiøbstæderne i
Jylland, med Alen Kram, af alle Slags, og hvor de kommer til Proprietaire,
Præster, Bønder og Borgere, uden Forskiel selger i smaae og store Partier,
samt tilforhandler sig igien paa Landet, hvad tienligt de der forefinder. Og
Deels efterfølger Galanterie=Kræmmer, Glasmænd, og Kiedelførere, Hum¬
melførere deres Exempel, alt til Borgerstandens Nærings Undertrykkelse, og
de smaae Kiøbstæders fatale Ruin, hvortil derforuden ikke lidet contribuerer,
om endskiønt ved mange allernaadigste udgangne Forordninger forbuden, at
endeel paa Landet Møllere og Bønder holder ulovlig Kroehold, Miød=Blan¬
den, og Brændeviins=Brænden, og vil nogle faae retsindige Proprietairer
og Rettens=Betientere hemme sligt, i hvor vel de sidste og Jndvaanerne i Kiøb¬
stæderne kand derved ikkun lidet til Nytte udrette, naar de første samt deres
Forvaltere og Fogder, i alle optænkelige Tilfælde, er dem assisteerlig, saa er
der vel ti for en af begge Slags, som gierne lader det gaae i sin gamle Slen¬
trian og muelig derved kand have end og nogen Fordeel, i det mindste, har
de ey at befrygte sig, de som andre der kand være nøyere paaseende, og med Al¬


255
vorlighed ønskede Hans Kongelige Majestætø Allernaadigste Villie, baade
i dette og andet fremmet, skal ved Forretningen blive endten i Byerne
eller under Veys af ubekiendte afpryglet, og saalenge saadan Handtering paa
Landet til meenige Almuens store Skade, Drik, Dobbel, Tiids og Penge spilde,
Ungdommens Forførelse, Guds Fortørnelse med videre, gaar i Svang, uden
af Kroehold og Brændeviins=Brænden og deslige at betale nogen Afgift.
Og saa længe Borgerstanden skal derimod efter allernaadigste Forord¬
ning af 1 Februarii 1757 svare 14 415= Mk. i Consumption af een Tønde
Grotning og endda være underkast Fortræd og Mulct af 10 Rdlr. om sælges
for 1 Skilling Brændeviin i Huset til nogen Bonde &c, som de mesterlig veed, og
maaskee af deres Hosbonde og andre er udlært paa, til deres egen Sikkerhed,
at Kiøbstædmanden ey skal giøre dem Fortræd, at betiene dem af, kand det
umuelig være andet, at jo Borgerstandens Næring derved meget trykkes, i det
mindste de i Kiøbstæderne, som deraf burde leve, og ey har lært nogen Haand¬
værk, eller har andet at leve af, gandske undertrykkes og total ruineres.
Skulle nogen synes, at foranførte dog ey kand trykke Borgerstanden,
som har lært, og over een og anden Profession, item Avlsmænd og deslige,
da i hvorvel jeg meener, og med Vished kand melde, at forestaaende er det
som meest trykker de smaae Kiøbstæder, vil jeg endnu, som en Sole=klar og
aabenbare Sandhed, legge dette til, at alle de Slags Haandværker, som
kand findes i saadanne smaae Stæder, boer end og tillige rundt omkring paa
Landet, ja mange Stæder fleere, og med Eftertryk fortsætter deres Profes¬
sion, være sig Uhrmaaere, Sadelmagere, Skoemagere, Pottemagere, Tin¬
støbere, Giørtlere, Reebslager, Glarmester, Dreiels=Vævere, Maalere,
Trøkkere, Feldberedere, Kleinsmede, Snedkere og Dreiere med fleere utiltalt
og ubehindret, og derved, saa at sige, ligesom tager Brødet ud af Munden
paa Haandværks=Folkene i Kiøbstæderne (dog tvivler jeg paa det nogenstæds
gaaer saa meget i Svang, som i Jylland) og hvad kand det andet end for¬
aarsage, som Erfarenhed tydelig viser, at adskillige af ommeldte Haandvær¬
ker og Boesatte Borgere, item Haandpærks=Svenne og andre, flytter fra
Kiøbstæderne og sætter sig need paa Landet, hvor de hos en Proprietair eller
anden Jordegods Eyere, som med Glæde tager imod dem, seer at faae et
Huus i Fæste og saa tør ingen, uden at vil have med deres Hosbonde at giøre
og vente at blive indviklet i vidtløftig Proces, hindre dem og andre i deres
brugende Haandværk paa Landet, hvor de lidet eller intet til Kongens Casse
contribuerer, og kand faae hvad de til deres Haandværks Fortsættelse behøver


256
lettere, om ey paa anden Maade, da af Land= og Forprangere, end i Kiøb¬
stæderne, hvor Levemaaden, i Henseende til Told, Consumption, Borgerlig
og Byens Tynge, &c falder sværere, folgelig kand disse og andre Haand¬
værker paa Landet forstaaeligen giøre eller sælge deres Arbeide langt lettere, end
som en anden Haandværksmand af samme Slags i Kiøbstæden, og enhver
i sær, enten han boer i Kiøbstæd, eller paa Landet, nogle faae Patriotiske
Sindede, (eller som rettere maaskee, kand have Indbildning, det bliver gjort
bedre og smukkere det ene end det andet Stæd,) undtagen, bestiller gierne
deres Arbeide, hvor de finder best Kiøb, om de end og seer deres Medborge¬
re derover voxde øde. Nu staaer alleene tilbage, at røre lidet om Avls=Mænd,
Vogn=Mænd og deslige, og hvad der foruden det foregaaende, meest trykker
dem i deres Næring, mon det ey være at baade Lærd og Leeg, den ene med
den anden, som dertil har nogenlunde Ævne, ja end og paa Landet boende,
kiøber Jorder paa de smaae Kiøbstæd Marker, deels for at bruge selv, at have
Foeder og Græsning til et par Kiør, og deels for at profttere ved at erholde
en utaalelig Afgift, naar det bortleies til Avlsmænd, som nødvendig maae have
Jord, men ey formaaer eller kand betale den høye Priis, det meesten overalt
er steegen i, saasom 30, 40 2 60 Rdlr for een Tønde Bygs Udsæd, vel
muelig i somme Kiøbstæder meere og andre mindre Priiser, efter Jordens Bo¬
tiite og anden Omstændigheder, og en Deel, naar det, som oftest efter for¬
anmeldte Beskaffenhed, gaaer til agters med dem i Kiøbmandskab og anden
forhen brugende Handtering, seer da saaledes at faae noget Jord, enten til
Kiøbs eller Leye, i hvad de end og derfor, enten paa eengang eller aarlig,
skal betale, ey betænkende, at de derved giør sig selv, tillige med andre Ska¬
de, og de, som ey forstaae Avling, bliver des Aarsage tillige med de beste
Avlsmænd, uden der kand være nogen iblant, som har Formue, i Bund og
Grund ruineret. Ved at kiøre Vognmands Reiser, kand de, som dertil et
anordnet, paa eendeel Stæder, ikke stoppe, hvor over idelig og at Veyene
ere onde, og mange Stæder inpassabel, høres Klagemaal, i sær giør de
Reisen i nogle smaae Kiøbstæder foruden Tab, undertiden med Fortrydelse,
deels fordi de ey efter Ansøgning kand obtinere Tilladelse, at maae tage lige
saa meget af Miilen, som i Større og andre Kiøbstæder nesten over alt, hvor
Veyen dog kand være bedre, allernaadigst er bevilget. Deels fordi at de
ofte, hvor Lande=Veyen gaaer igiennem, maae giøre usædvanlige frie Be¬
fordring eller saa kaldede Konge=Reyser, der vel paa sine Stæder lignes over
Stædets Borgerskab, men om det og skeede alle Stæder, kand det dog trykke


25
de smaae Kiøbstæder, som lidet formaae. Men det er ikke min Forsæt at op¬
reigne alt, ikkun det, som meest trykker Borgerstandens Næring i de smaae
Kiøbstæder, hvilket formeenentlig i foregaaende er oplyst; Thi vil jeg henvende
mig i Korthed at betragte
2.) Hvorledes kand derpaa best raades Boed?
Erfarenhed lærer, at da den Kongelige Allernaadigste Forordning af
25de Augusti 1741, forbyder, at ingen Sag om Land= og Forprang,
maae begyndes af Jnqvisttion, findes der nu ikkun faae, og snart ingen,
som tør eller vil formere Søgsmaal imod Land= eller Forprangere, i sær disse
har mange Tilhængere, som veed mesterlig at betiene sig af Renker og Svin¬
ker, samt anden ulovlig Omgang, iblant andet vel undertiden med urigtige
Attester, hvilket er vanskelig at komme efter, saa længe derom ey maaskee no¬
gen Undersøgning, og ville een eller anden see sligt ved Tings=Vidne oplyst,
møder at Stevningen paa ovenmeldte Fundamente paastaaes afviist, med
meere. Det var derfore at ønske, at i enhver Kiøbstæd, blev udmeldet 2
eller fleere Mænd, som skulle have nøye Opsyn og ellers enhver, som ville til¬
tale saadanne Personer, eller antræffe de dennem med slige til Land= og For¬
prang sigtende Vare, maatte agtes som Actor Competens, og henføre den¬
nem til neste Kiøbstæd, og der, for Stædets Dommere tale paa Sagen, samt
at saafremt den formeentlige Land= og Forpranger, ved samme Ret, eller
hvor han angribes, ikke strax kunde producere saadan Hiemmel og Beviis,
som kunde gotgiøre at de anholdte Vare ikke vare samlede eller førte til Land¬
og Forprang, da inden 3 Soele=Merker og efter 24 Timers Varsel, samme¬
stæds at lide Confiscations=Dom og Omkostning, samt anden anseelig Mulct,
efter Sagens Beskaffenhed betale, eller i des Mangel, at lide paa Kroppen,
men skulle nogen uskyldig og uden Aarsag angribes, da derfore at gives Er¬
statning, og saadanne Domme synes ikke, at burde appelleres, i sær naar
Hoved=Stoelen, hvoraf Sagen reiste sig, ey var over 30 Rdlr., men ind¬
sendes til Vedkommende Stiftamtmand, eller Amtmands Approbation, og
var ey af Veyen, om nærmeste Almue, Sogne=Foged og Rettens Betiente
paa Landet, blev tilforpligtet, under høy og vilkaarlig Straf, at assistere med
Land= eller Forpranger samt Vares Paagribelse.
Saa maatte det og strengelig forbydes, at ingen Kræmmere maatte
boe, mindre nogen omkiøre eller omløbe paa Landet, være sig, om han end
var Borger i nogen Kiøbstæd, med nogen Slags gjort Arbeide, Kaabber,
Tin, Messing, Jern, Træfang eller anden Slags Vare, i Allen, Vægt
VIII. Deel.


258
eller Maal, at sælge eller kiøbe, men enhver at være pligtig, det fornødne
udi Kiøbstæderne at kiøbe eller sælge, under anseelig Mulct, saa og at intet u¬
privilegeret Kroehold, Miødblanden og Brændeviins=Brænden og deslige hos
Møllere eller Bønder paa Landet maatte skee, og tolereres med mindre Stæ¬
dets Jorddrot, og om det var en Proprietair, som kunde være fraværende,
da hans Forvalter eller Ride=Foged, som skulle være pligtig at have Opsyn
med Godset, endog for hver sin Bondes befindende Forseelse, være sig i Hen¬
seende til Land=Prang eller Brændeviins=Brænden, foruden den=Straf
Bonden eller Beboeren bekommer, at betale, efter forberørte Tiltale og Dom,
i Mulct 20 Rdlr.
Thi paa ingen anden Maade kand man vente, at denne skadelige Hand¬
tering og Miskrug med nogen Eftertryk kand vorde hemmet. Og for at for¬
bindre den Land= og Forprang, som med Skippere, Skibs=Folk og Skibs¬
Leilighed begaaes, kunde anordnes, at ingen Skipper paa nogen Toldbod,
enten ved Jnd= eller Udgaaende, maatte expederes, førend han under sin
Haand og Tilbud af Eed, forklarer, at han ikke indehaver nogen=Slags
Kiøbmands Gods, uden alleene for virkelige Borgere og Kiøbmænd, samt
at hans Skibs=Folk, eller han selv, ikke haver nogen Føring af sligt i hans
Fahrtøy, og dersom det om kort eller lang Tiid skulle opdages, og kunde be¬
viises, at han slig Forklaring urigtig gjort havde, da at tiltales og dømmes
ved den Ret, hvor han forefindes, paa hans Formue, og til Arbeide udi
neste Fæstning eller Tugt=Huus.
Det kand undertiden og arrivere, at den eene Borger giør den anden
Forfang, hvilket jeg formeener kunde hemmes paa den Maade, at det blev
forbuden, at ingen maatte bruge anden Haandværk eller Næring, end den
han havde vundet Borgerskab paa, men at enhver, som ville forandre saa¬
dan sin Haandværk og Næring, til Kiøbmandskab eller Høkkere, forud skulle
være pligtig, sligt i Borgerskabs Protocollen at lade indtegne, og saa deref¬
ter i Skatter og Udgifter at bære Byrde, med hans Medborgere. Dog fal¬
der af sig selv, at under saadan Kiøbmandskab ikke forstaaes, hvad en Haan¬
værksmand til sin Profession, eller andre til deres egen Huus=Fornødenhed
maatte indkiøbe.
Jal da ved Markeder og skeer stor Misbrug, saa kunde sastsættes, at
ingen uden Provincen boende, maatte kiøbe eller sælge noget paa Markeder¬
ne, men at saadanne skulle være obligeret alleene at handle med Stædets
Kiøbmænd, hvor Market holdes, eller forblive i deres egen Province. Til


259
at forhindre at ingen anden Haandværks=Folk, end alleene de Loven tillader,
nedsetter sig paa Landet, var det vel et Middel, at alle Proprietairer og andre
Jordegods Eyere og Beneficiarier, blev forbuden, at ingen maatte meddeele
dem Fæste=Brev, ey heller forunde dem Opholds=Stæd, enten paa Gaard
eller Gods, men naar alle Professioner i de smaae Kiøbstæder maatte profi¬
tere af de for andre Stæder udgivne Laugs=Artikler, lige saa fuldkommen,
som samme in Specie kunde være dennem meddeelt, var dette et større Mid¬
del og Hielp, hvor imod de skulle nøye til Kongens og deres eget Beste, sø¬
ge og tiltale de imod Loven paa Landet boende Haandværker, (med mindre,
at disse strax ville flytte ind i Kiøbstæderne at boe, da sligt kunde tillades,
naar de medbragte Pas og Rigtighed) og over dennem paa for anførte Maa¬
de, ligesom om Land= og Forprangere er mældet, hende Dom, for at sou¬
lagere de fattige Avlsmænd og Vognmænd i Kiøbstæderne, synes mig, at
ingen uden Byen boende, maatte eye, Leye eller bruge Jord paa deres Mar¬
ker, og ligesaa lidet nogen Bonde, som mange Steder skeer, afkiøbe eller fra
Kiøbstæden hente Giødning, men sligt at overlades til ingen anden end Byens
egne Jndvaanere, og Avlsmænd, og hvor Kiøbstæd Jorder, eller anden
Eiendom kunde være i Fremmedes Værge, da inden en vis kort Tiid at ind¬
løses til Byen for sidste Kiøbe=Summa, thi meere maatte ey prætenderes
eller og at Vedkommende skulle afhændige samme ved offentlig Auction til
Byens Jndvaanere; og Vognmændene, eller de som kiørte Reiser, kunde
end og til deres Lettelse, og de Reisendes desto hastigere Befordring, føyes
derudi, at Foranstaltning skeede, at Lande=Veyene overalt strax skulle i
Stand bringes, samt at de smaae Kiøbstæder end og i Betragtning, at de
ofte maae giøre fleere frie Befordringskaber end de store Kiøbstæder, hvor
Amts=Betientere er boende, og Bønder=Vogne strax fra Landet kand faaes
at maae nyde i ringeste det samme af andre Reisende for Miilen, som i Stif¬
tets Hoved=Stæder er bevilget. Vel maatte ingen Skipper boe paa Landet,
men i Henseende de endnu des u=agtet adskillige Stæder findes, kunde dem
paalegges, at de ey længere maatte føre nogen Fartøy, med mindre de virke¬
lig nedsatte sig i en Kiøbstæd, og der holdte Jld og Arnestæd, Dug og
Disk med sin Familie, alt under 20 Rdlr. Straf for hver Reise til nærmeste
Kiøbstæd, eller hvem sligt ville paaanke, og under samme Straf maatte an¬
dre ey have Borgerskab i en Kiøbstæd, og boe, som ofte skeer, enten uden
Riget, Provincen, eller paa Landet, hvilken Øvrighed, som med saadant
saae igiennem Fingre, kunde med dobbelt Mulct straffes. Og paa det at af¬


260
brændte eller øde Pladser, i sær i smaae Kiøbstæder, igien kunde vorde be¬
bygt, som ey uden nogen Encouragement er at vente, var det at ønske, at de,
som opbygte nye Teglhengte Bygninger, maatte enten for dem selv, eller de,
som kom til at beboe saadanne Bygninger, ikke alleene nyde nogle Aars Fri¬
hed for Consumption og Nærings=Skat, fra den Tiid, som med Bygningen
begyndes, hvilket med nøyagtig Attest burde bevises, men end og der foruden,
af den for samtlig Kiøbstæderne i Danmark, Allernaadigst oprettede Brand¬
Casse, erholde nogen Hielp til Tagsteene, saa som for hver Fag paa en gam¬
mel afbrændt eller øde Plads, nye opbygt Stue=Huus i mindste 5 Rdlr., og
paa hver Fag Udhuus 3 Rdlr., hvem som paa slige øde Pladser opbygte
nogen Manufactur=Huus, eller oprettede nogen nyttig Fabrike paa egen
Reigning, med større Frihed at benaades.
Kunde der foruden bevilges de smaae Kiøbstæder ley at tale om de Stæ¬
der, hvor der holdes Torve=Dag, een Gang om Ugen) at der maatte paa
den sidste Dag i hver Maaned, eller om samme var Hellig, da paa neste
Søgnedag derefter, holdes offentlig Market, ville dette og tillige contribuere
til Jndvaanernes Nærings Forøgelse, følgelig Kiøbstædernes Opkomst, Lan¬
dets Tarv, og Hans Majestæts Jnteresses Formeerelse i Tiden.
J øvrigt vil jeg afbryde, med Ønske at andre, som har meere Jnd¬
sigt og Duelighed, maatte ligesom jeg, af Patriotisk Nidkierhed, dog paa
en meere behagelig og fuldstændig Maade, herudinden bringe
Sandhed for Lyset.
No. XIV.


No. XIV.
Hvad er det, som meest trykket
Borgerstandens Næring
i de smaa Kiøbstæder,
og
Hvorledes kand derpaa best raades Boed?
Dette Spørsmaal som det tredie
udi det
Oeconomiske Magazins
Syvende Bind
fremsat,
og nu kortelig besvaret
udi
Patriotisk Enfoldighed.


A¬
t determinere noget vist i Henseende til Borgerstandens Nærings
slette Fremgang i de smaa Kiøbstæder, vil blive vanskelig, da
endeel af dem har beqvemme Havne og Ladesteder, som andre
fattes, nogle haver overflødig Ager=Jord, og ingen Seylads,
da Ladestæder ere langt fraliggende, Kiøbmands=Vahre maa
med stor Bekostning fragtes over Land, med Heste og Vogne; Andre maa
formedelst Havnenes Ubeqvemhed, ved Pramme lodse og lade Fartøyerne paa
hele Miiles Distance fra Stæderne, med et Ord, hver Kiøbsted kand efter sin
Situation, og omkringliggende Landgodsers Beskaffenhed, have visse Fordeele,
og igien visse Hindringer i Handel og Nærings Brug, som ved retsindige og
uegennyttige Mænd, og saadanne som med Fornuft retsindig og best kunde
dømme hver om sit Stæds eller Byes Force og Foible, maatte oplyses. Dog
er her at anføre adskillige almindelige præsumtive Hindringer i Borgerstandens
Næring, som synes at give Anledning til almindelig Klage.
1.) Hindring. Udi den almindelige Søehandel, synes at være Mono¬
polia, som vel er nyttige for nogle specielle Lemmer i Staten, men derimod be¬
tager Handelens Frihed i Almindelighed. Saadanne Monopolia, som i visse
Omstændigheder, paa en Tiid og til visse Tider gavnlige, ere ved Kongelige
Allernaadigste Forordninger confirmerede, men naar de paa den anden Side
befindes at have naaet deres destinerede Nyttes Fylde, eller de efter Handelens
Situation og Drift, befindes maaskee at være skadelige, saa dependerer det af
Kongelig Majestæts Allernaadigste Villie, efter en vis foresat og forud deter¬
mineret Tiids Forløb, dennem igien at ophæve.


264
2) Forhindring. Viser sig udi den forbudne Snigehandel af for¬
budne Vahre, som ved adskillige saa vel Jndenlandske som Udenlandske, hem¬
melig indpractieeres, og af Uvedkommende debiteres til merkelig Skade for
den tilladte offentlige Negocie. Denne af mangfoldige Confiscationer noksom
bekiendte Snigehandel kand neppe hemmes.
1.) Saa længe den almindelige Præsumtion og Jndbildning giør den
fornøden, saa vel paa Kiøbernes som Selgernes Side.
2) Saa længe de Skyldiges Forseelser kand forsones med Penge Mulcter,
eller ved Intercessioner.
3.) Saa længe Interesse regierer hos en eller anden Toldbetient, som til side
setter ofte for en ringe Gevinst, sin Eed og Samvittighed; Saadanne Utroeska¬
ber burde uden Caracterers eller Persons Anseelse, andre til Exempel straffes
uden Naade, eftersom saadanne Malversationer overgaar andre private
grove Tyverier.
4) Saa længe utidig Barmhiertighed regierer in Publico, og ingen enten
vil eller tør være Angiver af Told=Svigs Interessenter, deels fordi Vedkom¬
mendes Collusioner skeer under fire Øyne og ey med lovfaste Vidner kand be¬
viises, deels af Frygt for den ufornuftige Publici Had, og deraf flydende
Bagtalelser hemmelige og aabenbare Chicaner.
3.) Forhindring. Er Mangel paa Debit af Kiøbmands=Vahre,
thi naar een eller to Kiøbmænd i en liden Kiøbsted, har Evne at fort¬
sætte en Handel efter Byens Situation hvor de boer, saa ere de ogsaa i Stand
at fournere den omliggende Deel af Provintzen med de Vare, som paa Herre¬
Gaardene og Præstegaarde i samme Egn, og blant Bondestanden kand afsæt¬
tes, helst naar de tillige har Penge per Cassa at afhandle Bonden sine Korn= og
andre Vahre, derimod maa de andre saa kaldede Kiøbmænd ofte være Høkere
af de Rigeres Vahre, har liden Credit, saa Penge og følgelig slet Næring.
Nu er vel dette en saa kaldet Hinder, men naar man igien vil distingvere
imellem en florisant Handel, (hvor ikke fattes de fornødne Reqvisita til dens
Fortsættelse, og hvorved anseelige Jndkomster kand erhverves) og en ringere
eller mindre Handel, for at vinde et maadelig Levnets=Brød, saa giør tit og
ofte Indbildning og høye Tanker Næringen ringe, helst naar Tæring ikke sættes
efter Næring, og synes saa disse smaa Kiøbmænd, som ved Maltgiøren,
Kroerie, Agerdyrkning og andre Udveye, erhverver deres Brød at være misfor¬
nøyede, og kalder deres Næring ringe, fordi de ikke haver saa meget i Overflø¬
dighed at fortære, at de kand i Levemaade være lige med de riigeste Kiøbmænd.


265
4) Forhindring. Er saa vel i Kiøbmands Standen, som i Haand¬
verker og Professioner, den indsnegne Misbrug, at adskillige saa kaldede Kiøb¬
mænd, som ikke har lært andet end at sælge en Allen Tøy eller grovt Klæde efter
Alen Maal, et Stykke Ringe=Tømmer og deslige efter en vis fastsat Priis,
en Pot=Tiære og deslige, som kand kaldes Bonde=Kram, en saadan dimit¬
terer af sine Lære=Aar en Dreng neppe saa kyndig som hans Principal, der
meget tillig er kommen af Lære med ringe Videnskab; Ligeledes en Haandverks¬
Mand som er forsynet med prægtig Lærebrev fra en anden slet Lære=Mester,
dimitterer iligemaade med anseelig skrevet Lærebrev, een endnu mindre
kyndig Læredreng; Disse ny Svenne opblæste af Høymod, med ringe Viden¬
skab og mindre Forstand eller Begreb, tænker, strax at blive selv Kiøbmænd
eller Haandverks=Mestere, forlyster dem i en Pige, Meublerer Huuse eller
Gaarde, giør Brylluper med stor Bekostning, driver deres Handel og Pro¬
fession paa Credit, med et Ord, mange fortære om Aftenen, og om Søn¬
dagene, hvad de den Dag eller Uge har fortient, i Kroerhuusene. Hvad bliver
Udfaldet? Overflødighed i Lepemaade at fortære meere end Jndkomsterne kand
tilstrække, og følgende Misfornøyelse over sin Skiæbne, foraarsager oftest den
alt for gængse Klage over Mangel i Nærestanden.
5.) Forhindring. Er Mangel paa Fabriqver i de smaa Steder, thi
ved Fabriqvers Anleggelse og rette Drift, kand utallige fattige Borgeres Børn
og opvoxende Uugdom faa Arbeyd og vinde Levnets Ophold, ja med Tiden blive
gode Borgere, i steden for de nu til deels opdrages i Armod, Vankundighed,
Ørkesløshed og Ugudelighed, og bliver Fædernelandets og deres egen Byrde,
ja Fabriqveurerne kunde i de smaae Stæder have lettere Levnets=Midler, og
mindre Anledning til overdaadig Levemaade, ja give lettere Priis paa deres
fabriqverede Vare, end i store Stæder, hvor Overflødighed prædominerer,
og Levnets=Midler ere kostbare, i synderlighed om den Contrebande Handel
med Alvorlighed blev hemmet.
6te) Forhindring. Er Mangel paa Indqvartering; thi da saa vel
Kiøbmænd som Haandværks=Folk i de smaae Stæder søger deres Næring af
Maltgiøren, Bryggen, Brænden og Kroehold, saa er den meeste deres De¬
bit til de Bønder, som sælger deres Korn i Byen, eller allermeest til Byens
egne Lemmer, og til de Borgere, som om Aftenen fortærer deres Dags For¬
tieneste. Det kunde derfore contribuere meget til saadan Borgerstands almin¬
delig Næring, dersom hver Bye efter sin Størrelse, havde Indqvartering af
vel disciplinerede Ryttere eller Soldater, da saa vel Officerernes som de Ge¬
meenes Gage og Besoldning formodentlig blev fortæret i Byen, circulerede
VIII. Deel.


266
fra een til anden, og foraarsagede Næringens Forbedring, baade i Byen og
omkringliggende Landgods.
Vil nu videre, end hvad som allerede er anført, til Forandring og Forbedring
i det som trykker Borgerstandens Næring, forlanges at vide, hvorledes best kand
raades Boed paa det som trykker? saa følger følgende almindelig Besvarelse:
Guds Lop og den Hellige Skriftes Lærdomme, fremsatte af retfindige
Guds Ords Lærere, som baade lærer vel, lever et opbyggelig Levnet, og
foregaaer deres Menigheder med gode Exempler, oplyser enhver Christen om
sin Pligt imod Gud, sig selv og sin Næste.
Naturens Lov lærer os ogsaa at følge Dyder og skye Laster iblant det
Menniskelige Selskab, og at udøve den pligtskyldige Menniske Kierlighed.
Vores Allernaadigste Konges Love i den Politiske Stat veyleder tillige enhver
til sin Pligt og Skyldighed, og ordinerer en god Politie og Orden.
Vi fattes ey heller for Læger, som ordinerer Maadelighed i Mad og
Drikke, saa den eftertænksomme Verden, hverken paa Siæls eller Legems
vegne fattes, den fornødne Oplysning til sin Conservation, enten det er i store
eller smaae Kiøbstøder, eller paa Landet.
Men naar den Pligt og Kierlighed, enhver i Almindelighed, eller nogle
i Særdeleshed, ere Gud, sig selv og Næsten skyldige, settes til Side, den verdslige
Polities Støtter hemmelig undermineres, Overflødighed i Mad og Drikke,
utilbørlig Ødselhed i Klædedragt, over Stand og Jndtægter, ruinerer Legemet,
og giør Svindsot i Pungen, hvortil ogsaa kand føyes den Nationen anhæn¬
gende Lyst efter fremmede Moder, og daglige Forandringer, Levemaade over
sin Stand, Misfornøyelse med sin Stand, og det, som er anstændig i samme;
urimelig Attraa efter Phaetons Vinger at svinge sig over sin Stand, forudfat¬
tede Meninger om gamle, skiønt skadelige Misbrugers og Vedtægters Nødven¬
digheder, manges Søvnagtighed, Dovenhed, slette Eftertanke, Ukyndighed og
slette Applicationer i Nærings rette Brug og Handteringer: Saa vil jeg, i An¬
ledning af det gamle Ordsprog: Contraria juxta se pofita magis illucescunt, an¬
føre det, som det beste Hielpe=Middel til Borgerstandens Nærings Forbedring,
nemlig, at enhver beflitter sig paa at leve et gudfrygtig Levnet, holde sin Sam¬
vittighed reen og ubesmittet, sette Grendser for Høymod og Levnet over sin Stand,
pære flittig, arbeydsom og lærvillig hver i sit Kald og Handtering, uden Egen¬
sindighed, Egenkierlighed og Egennyttighed til andres Fornærmelse, og sætte sin
Tæring efter sin Næring, saa tvivles ikke om Guds Velsignelse, og raades Boed
paa mange, maaskee indbildte, Mangler i Nærings Standen, som ved
Gudsfrygt og et nøysom Hierte, settes til Side og forsvinder.
7742


No. XV.
Om
Kiøbstædernes Næring
at befordre,
For indeværende Aar 1763. er fremsadt blant andre
Problematiske Spørsmaal:
Hvad er det som meest trykker
Borgerstandens Næring
i de smaae Kiøbstæder:
og
hvorledes kand der paa best raades Boed?


D¬
et bliver først at betragte, hvad som meest trykker Borgerstan¬
dens Næring i de smaae Kiøbstæder, som jeg efter mine enfol¬
dige Tanker vil inddeele udi efterfølgende Poster:
1.) Ere de Proprietaire, der opkiøber paa deres eget eller
egne Godser af Bønder (mueligen og uden for samme) Korn¬
Vahre, giør Oplag dermed, udskiber samme, lader igien komme
de Vahre, som Bønder meest bruge, som Jern, Tømmer med meere, hvilket
uomgiengelig trykker de Handlendes Næring, som er en Følge af smaae Kiøb¬
stæders Velstand.
2) Der har været, og endnu muelig er nogle Geistlige som fragter Skibe,
og dermed udskiber deres Tiende=Korn, for en ringe eller skiden Vindings Skyld,
lader komme Vahre fra andre Stæder, endskiønt de der paa har liden eller
ingen Fordeel, naar Fragt med meere beregnes.
3.) Kongelige bestalter Embedsmænd, som betiener Embeder, hvoraf
haves deres Udkomme, og nogle kand deraf oplegge, som bruger Handel med
Korn=Vahre, har Skibs=Parter, forskriver Vahre fra adskillige Stæder, til
eget Brug, muelig og til Negotie.
4) Møllere og formuende Bønder, som bruger Land= og Forprang med
Korn=Vahre og Frugt, som de opkiøber af de mindste formuende Bønder, i
beleylig Tiid, giør Oplag dermed, og igien udpranger samme, uden at con¬
tribuere noget deraf til Hans Majestæts Cassa.
5.) At Bissekræmmere, hvor af endeel er Jøder, og mengden Tydskere,
hvoraf de sidste for et skin Skyld tager Borgerskab i de smaae Kiøbstæder, som
dem er tilladt, derefter stryger Landene igiennem med deres Kram, som en an¬
den skikkelig Handels=Mand ey kand giøre, ey heller er tilladt, imidlertid for¬


270
derves Handelen, Næringen drages fra de udi Skatter derfor anseete. Be¬
nevnte Bissekræmmere betaler ey det, som er værdt at nævne til Hans Majestæt
eller Kiøbstæd=Skatter, fordi deres Næring drives lumsk og i smug, til sidst
naar endeel af dem har Posen fuld, reyser de af Riget, og hvilke der har Kone
og Børn uden Riget, reyser engang hver eller hver andet Aar til samme, og
glemmer Fordeelen der.
6.) At alle og enhver kand uden Forskiæl handle i de smaae Kiøbstæder,
ja indtil Sollesættere og Kiædel=Flikkere, det forderver Handelen, og hvorved
de smaae Kiøbstæder bliver undertrykt. Jo fleere af slige Handlende de Handlen¬
des Tal formeeres med, jo flere Prakkere.
*) At Fabriqverne har Frihed at sælge til alle og enhver i Allen=Maal og
smaae Tal og Vægt. Følgelig kand de, som har Raad til, og behøver slige
Vahre, kiøbe ligesaa let deres Vahre der, som en Kræmmere, hvor vil de
sidste da sælge til de Formuende, som handler promte Contant. Det lader at
have Anseende til at befordre Fabriqvernes Opkomst, de saaledes kand sælge,
men naar Sagen i sig selv ret betragtes, skulde det ikke være meere skadeligt for
samme og muelig det som er Aarsag til Contraband=Handel. Det er slutteligt
derfor Kræmmere bliver Contrabanditer, sætter Velfærdt som paa Spil, for
de kand give samme eller bedre Priiser end Fabriqverne, og derved have Leve¬
Brød, jeg troer det vil bliver Aarsag, at begge vil i Tiden blive gandske un¬
dertrykte.
8) Den meget utilladelige Brendeviins=Brenden, som paa mange
Stæder, endskiønt det ved Hans Majestæts Allernaadigste Forordninger saa
stricte er forbuden, endnu med liden mindre Forskiæl, sees i endeel Landsbyer, bru¬
ges som og utilladelig Kroehold, det trykker de udi de smaae Kiøbstæder, derfor
udi Næring anseete forringes. Kiøbstædernes Consumption trykker Handelen
og Søefarten, hvor meget Korn og Brendeveed bliver saa at sige forødt, eller
kommer til saare liden Nytte, ved det mange i Landsbyerne ikke veed rette Maade
at bruge ved Brendeviins=Brenden, faaer de neppe Brendeveed og Umag be¬
talt, Aarsag er her ikke Tiid eller Stæd at handle om. Blev benevnte Korn
solgt til Kiøbstæderne, kunde de Handlende og Søefarende iblant profitere
og iblant forlise.


271
9.) Hvad som trykker Haandværksstandens Næring i de smaae Kiøbstæ¬
der er, at der bliver seet igiennem Fingre med adskillige utilladelige i Landsbyerne
boesiddende Haandværker, som strider imod Lovens 3 Bogs 13 Cap. 23 Art.
saasom Bagere, Snedkere, Kleinsmede, Uhrmagere, Sadelmagere, Skræ¬
dere, som syer fiint Arbeyde, Skoemagere, som syer Randskoe, muelig fleere.
10) Der kand være adskillige fleere Ting, som trykker Borger=Stan¬
dens Næring meere udi en eller fleere smaae Kiøbstæder, som ikke er eens med
det, som trykker sammes Næring i en anden og flere smaae Kiøbstæder, for
samme kunde fuldkommen blive oplyst, var det ønskeligt Hans Majestæt vilde
Allernaadiste anordne i de smaae Kiøbstæder, en Commission af de fornuftigste,
Handels, Haandværks og Auvlings=Mænd hvor de sidste behøvede at være
med) Byefogederne undtagne, som skulde træde tilsammen, give og indsende deres
Tanker om hvad som trykker Borgernes Næring paa det Stæd. De Mænd
maatte derhos have Allernaadigst Tilladelse at skrive frit uden Frygt for Tiltale.
Det er vel ikke mueligt, at et Menniske kand give saa gyldigt, nyttigt
og antageligt et Forslag: Hvorledes kand best raades Boed paa, at Borger¬
Standens Næring i de smaae Kiøbstæder ey skulle blive undertrykt. Dog vil
jeg fordriste mig, saa vidt mueligt, at give mine enfoldige Tanker derom:
De udi uste Post benævnte Proprietaire, der bruge benævnte eller an¬
den Kiøbmands Handling, maatte ved en Kongelig befaling forbydes sam¬
me, saa og at have Deel i nogen Handling, befales at sælge deres Korn¬
Vare, enten paa de offentlige Axsel=Torve, eller til Kiøbmænd, Bryggere
og Brændeviins=Brændere i Kiøbstæderne. Har Proprietairen Penge til
overs, kand han sætte dem paa Rente.
De udi aden Post omnævnte Kirke=Tiennere, skulde forbydes, under
Embeds Fortabelse, at befragte Fartøyer og udskibe deres Korn=Vare, ja
de Præster, som boer nær Søekanterne, ligeledes forbydes at bruge nogen
Handling med forbi seilende Skippere, befales at føre deres Vare til offentlige
Axel-Torve, eller sælge samme i Kiøbstæderne til Kiøbmænd, Bryggere og
Brændeviins=Brændere, hvor de kunde faae meest for samme.


272
De udi 3de Post benævnte Kongelige Embedsmænd, som bruger Hand¬
ling og have Skibs=Parter, skulle forbydes al Handling og at have Skibs¬
Parter, eller at have Deel i nogen af Deelene, alt under Embeds Fortabelse.
Amts=Forvaltere og Ride=Fogder, skulde under samme Straf paalægges at
sælge deres Korn=Vare til Kiøbmænd, Bryggere, Brændeviins=Brændere,
eller om Foraaret til trængende Bønder og Almue.
De udi gde Post omnævnte Møllere og Bønder skulde alvorlig, under
vilkaarlig Straf, forbydes, at bruge nogen Slags Land= og Forprang eller
anden Handling, og at fragte Fartøyer, at udskibe Korn=Vare og Frugter
med. Skulde de behøve nødvendige Ting til Huusholdning eller Avlings
Drift, skulde de søge de offentlige Axel=Torpe, og ikke reyse om at opkiøbe i
Landsbyerne.
De udi 5te Post omnævnte Bissekræmmere og Joder er vel ved Konge¬
lig Allernaadigste Lop og Forordninger forbuden, at omløbe paa Landet med
deres Kram, men hvor lidet seer Embedsmænd til, at det blivet efterlevet.
Det skulde derfor paalægges de Handlende i Kiøbstæderne, at holde en Ud¬
ridere, som skulde for en lovlig Ræt sværge, at vilde være Hans Kongelige
Majestæt og de Handlende troe, og efterkomme den ham meddeelte Jnstrux,
samme skulde i hver Kiøbstæds District opbringe alle i 4de og 5te Post be¬
nævnte, som bruge Land= og Forprang og tillige inqvirere om utilladelig
Brændeviins=Brænden og Kroehold.
6) At det bliver alle og enhver uden Forskiæl tilladt, i de smaae Kiøb¬
stæder at bruge Handling, er virkelig i sig selv en stor Fordervelse for Han¬
delen, foraarsager, at de Handlende u endelig maae blive Høkkere, og aldrig
kand opfylde Commerce=Forordningen. Det burde aldrig nogen være tilladt at
bruge Handling, uden ha r* vde efterkommet det Kongelige Rescript af 13
Decembr. 1745, tient som Øreng i 5 Aar, og som Svend i 3 Aar; Thi
vil en ey trolig udstaae sin Lære og giøre sig beqvem til sit foresatte Kald, hvor
vil der da ventes, han skal blive en nyttig og troe Borger.
Den der troelig udlærer ved Handel og et Haandværk, hvorved han i
Tiden kand ernære sig og blive en habil Handelsmand eller Mester, bør efter
Guds, Kongens, Natur og Billigheds Love souteneres udi det Kald han er


273
udi. Derimod strængelig under vilkaarlig Straf forbydes, at falde fra et
til andet Haandværk, Handel og Brug, eller bruge Handel og Haandværk
men tillige, eller 2de Haandværker, skulde vedblive det han var oplært udi¬
Alsaa var det høylig fornøden det blev anbefalet, at den, som herefter vilde
tage Borgerskab i de smaae Kiøbstæder, for at bruge Handling, skulde først
have udlært efter Cøntract paa behørig Papir i 5 Aar som Dreng, tiene 3
Aar som Svend, være kyndig i Handling, vide hvor alle Vahre han agte¬
de at handle med, kom fra første Haand, vide Forskiæl i Penge=Cours, saa
blev megen Uorden forekommet, og vilde ventelig sees en Deel fleere formuen¬
de Familier, som vilde sætte deres Drenge=Børn til at lære Handelen i
smaae Stæderne, hvor ved vilde formodentlig med Tiden blive fleere formuen¬
de og habile Kiøbmænd, som blev i Stand til at tage de fleeste af deres Vare
fra første Haand, og ikke blive Høkkere for Lybekere, som hver Aar giør
2de Gange Reyser igiennem Dannemark, hvilket skeer ventelig ikke uden for
at indhente dobbelt Fordeel hos de trængende Handlende.
Det var ypperligt, om der kunde udfindes et Forslag, hvorledes 2
eller 3 nær hos hverandre beliggende smaae Kiøbstæder kunde med Kongelig
Tilladelse oprette et Handels=Compagnie, faae en fast Fond, anlagt udi en
af samme Kiøbstæders Havn, som var best beleilig, til Jnd= og Udskibning.
Troer jeg sikkert, Salt, Jern, Tømmer=Sorter, Tiære, Hør og Hamp,
som i smaae Kiøbstæderne haver meest Afgang, kunde haves fra første Haand,
saa og Viine og Jsen=Kram iligemaade.
De udi 7de Post benævnte Fabriker, hvor iblant de, som fabrikere,
Alen=Maal burde forbydes, at selge samme, uden det skeede i heele og halve
Stykkeviis, og det ikke til andre end Kiøbmænd og Kræmmere. Det var
ønskeligt, der kunde blive saa nyttig en Indretning ved de samme Fabriker,
som der er ved Tobaks=Fabriken, dog maatte nøye observeres, at en Haand,
VIII. Deel.


234
værks=Mand ikke blev betroet til at være Oplags=Havere, og tage Brødet,
af Munden paa en anden bedre dertil beqvem Mand.
De Handlende burde og tillegges for Udselgning flere pro Eentes end
dem er tillagt for Tobakken, siden de Slags Vare ikke ere i smaae Stæderne,
hvor nu forarbeydes meget hiemgjort Tøy, saa gangbare, som Tobak, Bøn¬
der i Mængde snuser og røger, der stikker og fleere Penge derudi, kand og
blive bedervet ved at changere Couleur, eller af Muus og Rotter, med meere.
Alle Sukker=Raffinaderier burde strængelig forbydes, ikke at sælge
Sukker eller Sirup til andre, end til Kræmmere paa Stedet og til de Hand¬
lende i andre Stæder, hvem da behøvede at kiøbe de Vare, skulde igien til¬
kiøbe sig samme af benævnte Handlende, og for de skulde ey tage ubillig Pro¬
sit, kunde dem tillægges visse pro Cento for Transport og Udsælgning. Det
var ønskeligt, samme Beskaffenhed kunde haves med fleere her i Rigerne væ¬
rende Fabriker.
Den udi 8de Post anførte utilladelige Brændeviins=Brænden og
Kroehold i Landsbyerne, burde ved Kongelig Allernaadigst Forordning endnu
meget strængeligere forbydes, i fald noget Brændeviins=Værk efter Dags af
nogen blev opdaget, skulde de ikke alleneste have deres Gaards=Fæste første
Gang forbrudt, men anden Gang, om de befandtes dermed, arbeyde i nær¬
meste Fæstning i nogle Maaneder. De Kongelige Betientere, som med
samme skulde have Opsigt, stærk mulcteres første og anden Gang, med ansee¬
lige Penge=Mulcter og tredie Gang med Embedes Fortabelse. Om samme
derved kunde hemmes, kunde en Deel Familier i de smaae Kiøbstæder der
ved have Leve=Brød, Hans Majestæts Consumption formeeres, Korn¬
Handlere bekomme en Deel meere Korn=Vare, til Handlings Brug, de¬
Søefarende derved faae fleere Fragter og Hyrer, og Prisen paa Korn=Vare
iblant blive billigere for den Fattige og Trængende, Bonde=Standen vilde


27
derved og finde Fordeel ved det mange Korn=Vare, som unyttig bliver for¬
brugt, spartes, overflødig Drukkenskab iblant en Deel af begge Kiøn, som
medfører Armod og Gaardens Forsettelse til Kongens Skade, blev fore¬
kommet.
Betreffende den 9de Post om Haandværks=Standen i de smage Kiøb¬
stæder, burde ingen uden de allerede tilladt er, meddeeles Laugs Rettigheder,
dog skulle alle, som vilde tage Borgerskab i de smaae Kiøbstæder som Haand¬
værks=Mænd, ordentlig bevise med Lære=Breve paa behørig Papir, det
Haandværk han havde lært, udstaaet sine Lær=Aar som Dreng i visse Aar,
efter Haandværkets Leylighed tient som Svend i visse Aar, der efter ikke paa¬
byrdes med videre Udgifter, naar han sig som Mester vilde nedsette, uden for
saa vidt han for sit Borgerskab bør betale. Alle Haandværks=Mænd, som
i Landsbyerne ere boesiddende, undtagen de Bonden nødvendlg behøver, skul¬
de under vilkaarlig Straf strax flytte til nærmeste Kiøbstæder, hvormed et
hver Haandværk i sær skulde have Jndseende, og nyde Øvrighedens
Assistence.
Det var ypperligt, om i alle smaae Stæder kunde være 2de Øvrigheds
Personer af lige Myndighed, den ene beobagte Justicien, den anden Bor¬
gernes Tarv. Den sidste skulle være af Borger=Standen og udvælges af
alle Borgere, og confirmeres af Kongen, kunde leve af sin Næring, og til¬
lægges nogen Avling-hvor Magistrat Jorder havdes, og af Skifter. Jeg
troer der kunde være Exempler paa, det havde været gavnligt, om en saa nyt¬
tig Anordning forhen havde været skeet i nogle af de smaae Kiøbstæder.
Til Grunden at blive oplyst om hvad det er, som trykker Borger¬
Standens Næring i de smaae Kiøbstæder, og hvorledes kand derpaa best
raades Boed? saa og hvorledes de Kiøbstæder, som haver Eiendoms Jor¬


26
der, kunde samme med bedre Fordeel dyrke, er vel ikke mueligt et Menniske
kand give saa nyttig, grundig eller antageligt et Forslag, som udkræves.
Det var høyst priseligt, om Hans Majestæt Allernaadigst vilde befale, at i
enhver af de smaae Kiøbstæder blev sadt en Commission af de kyndig
ste, fornuftigste og patriotisk sindede Borgere, saa vel af Handels
som af Haandpærks og Avlings Stand, hvor de sidste behøvedes,
der kunde træde sammen, nøye overlægge et hver Stæds Leylighed, og hvad
som tiente til Borgernes Beste, der om indgive deres Tanker, som
kunde nærmere examineres af en høyere anordnet Com¬
mission til Fuldbyrdelse.
SxuxoLDu:
Prøv al Ting og udvælg det Beste.
51i4
No. .


No.XVI.
Problema
Er det gavnligt og muelig
her til Lands,
at undvære fremmede hvervinger,
uden
hinder i Agerdyrkningen
eller
anden Slags Næring?


N¬
aar der spørges, om fremmed Hverving er gavnlig, eller om det
var bedre, at undvære dem, da maae vi tage fremmed Hver¬
ving saaledes, som den nu er brugelig. Da Hververen, uden
at see paa andet, end allene paa Høyde, Alder og Førlighed,
antager alle og helst dem, hvorved han finder best Regning.
Under de Anhvervede er da, som bekiendt og noksom forstaaeligt, den største
Deel, Ryggesløse, forgieldede, undvigte, forviste, Forældre og Mestere uly¬
dige, fordrukne, til Ørkesløshed, Ondskab og Liderlighed henfaldne Menni¬
sker, og, efter Soldatens nu værende Vilkaar i vore europæiske Stater, kand
man heller ikke vente, ved fremmet Hverving at erholde mange andre, end om¬
talte Slags. En ringe Haandpenge, eller rettere, nogle faae Dages Druk¬
kenskab, kand ikke vel formaae andre til at forlade Fædreneland, Slegt og
Bekientere, for at nyde den Sold og Vilkaar blant et fremmet og ubekiendt
Folk, den de ellers gierne enten hiemme, eller i Naboelavet, kand erholde.
Og ere derimod de under den fremmede Hverving, der ikke saaldes caracticeres
kand, som af andre, dertil udsatte og tilkiøbte, ere forlokkede, forledte, be¬
dragne og forraadede (thi Hververens Underfundigheder og Bedragerier, veed
man, at Verden nu, skiøndt høyt ubilligt, anseer for undskyldelige, tillade¬
lige, ja rosværdige Snedigheder og Konstgreb) da er det Folk, som ingen
Lyst har, og ventelig heller ingen Lyst faaer, til en fremmed Krigstieneste, da
de ved Forlokkelser og Forraadelser ere unddragne den Næring og Handtering,
hvorved de ventede sig bedre holdne, og altsaa anseer den fremmede Krigstie¬
neste, de ere bragte i, som et virkelig Slaveri, sukkende idelig efter Forløs¬
ning, og Leylighed til at kunde sette sig i Frihed. See! dette er den fremmede


280
Hverving, om hvilken der spørges, om den er Staten gavnlig, eller om det
var bedre, at undvære den (thi hvor faae, om ellers nogle, ere ikke de, som fri¬
villig, med Lyst og Overleg, og uden at være tildrevne ved omtalte Laster og
Liderligheder, lader sig anhverve til fremmed Krigstieneste?) disse ere de,
om hvilke der spørges: Om det er gavnligt og raadeligt, at anbetroe dem Sta¬
tens Forsvar, og i deres Hænder at overlevere Statens Vaaben, Fæstninger
og faste Stæder.
Her spørges altsaa ingenlunde: Enten Fremmede, eller Jndfødte ere de
beste Soldater, enten Tydske, som den meeste Hverving bestaar af, eller Danske,
ere meest muntre, modige, stridbare og sterke til at udholde Krigens Be¬
sværligheder. Her behøves ingen saadan Forskiel at giøres, og intet Fortrin at
gives (da saadant Spørsmaal vil ellers rettest besvares saaledes: at et hvert
Land, almindelig talt, best og rettest forsvares ved Landets egne Børn
og Indfødte, ) thi her tales ikke om Fremmede og Indfødte, Tydske og
Danske i Almindelighed; Men her har man allene at ligne den An¬
deel af Fremmede, som Hvervingen sædvanlig indbringer, og ved den
fremdeles forventes kand, imod de Indfødte, som i deres Sted, naar den
fremmede Hverving hævedes, forventes kunde. Altsaa staar vi her aldeles
ingen Fare for, at de bedre Tanker, som Landsmænd almindelig haver om sig
end om Fremmede, skal have mindste Jndflydelse til at forlede os i denne vor
Undersøgning. Og giøres øs aabenbare Uret, om vi allene mistænkes derfor.
Videre maae man agte: At ved den fremmede Hverving, som her falder
under Spørsmaal, forstaaes egentlig og allene de Fremmede, som ved udsendte
Hververe, fra fremmede Landskaber indhentes, og ikke de fremmede Haandverks¬
Karle, eller andre, som sig her i Staten frivillig har indfundet, og paa no¬
gen Tiid opholdt. Og tænker jeg, at man med god Grund kand giøre For¬
skiel imellem Første og Sidste. Af de første, dem jeg forhen har beskrevet
kand man, almindelig talt, ikke vente andet, end Utroeskab og Undvigelse.
Ved de sidste derimod er sligt ikke nær saa befrygteligt; Thi, da disse frivillig
ere indkomne, da de Danskes Love, Levemaade, ja endog Krigstieneste er dem
bekiendt, og de vide, hvad den medfører, da de havde fuldkommen Frihed, ifald
Landet og Tienesten ikke stoed dem an, Landet at forlade, og Tienesten at und¬
slaae, da kand man, naar de indgaae i vores Krigstieneste, hos dennem for¬
mode større Lyst til Tienesten, større Troskab, bedre Villie og Forset til at for¬
blive, og mindre Længsel efter deres Hiem, end hos dem, som blindlings
ved fremmede Hververe, mestendeel under falske Foregivende og urigtigtige


281
Forstillinger, lade sig inddrage. Disse kand med Billighed ansees, som na¬
turaliserte, eller i mindste, som de, der søger at naturaliseres, og altsaa heri
gierne agtes lige, med de Indfødte. Dog vil jeg under dennem ikke have for¬
staaet de sig her frivillig indfindende Deserteurer, der straxen, uden først at
kiende Landet og Tienesten, søger at engageres.
Siden nu den fremmede Hverving, almindelig talt, ikke indbringer
andre end enten dem, der ere allermeest fordervede i Sind og Sæder, for¬
faldne, liderlige og lastefulde, eller dem, der ere bedragne og forlokkede, og
altsaa anseer Tienesten, som en yderlig Tvang og Slaveri. Da seer vel en¬
hver, at aldeles ingen Troskab, ingen Ærekierhed og Redelighed hos dennem
er at forvente. Ere end de sidste ikke saa fordervede i Sind og Sæder, som
de første, saa er dog Staten ligesaa lidet tient med, og kand ligesaa lidet for¬
lade sig paa dem. De første, dem Haandpengene allene har bragt i Tienesten,
vil den Forhaabning om friske Haandpenge, ved første givne Leylighed være mægtig
nok til at bringe til Undvigelse, og de sidste, der anseer det fremmede Land, som
et Fængsel, og Tienesten, som et Slaveri, vil heller ikke forsømme at betiene
sig af den første Leylighed, som gives, til at sette sig udi Frihed. Erfarenhe¬
den har imodsigelig nok bevidnet denne Sags og disse Setningers fulde
Rigtighed.
Men ihvor tydeligt dette end straxen falder i Øynene, saae maae vi dog
her anstille en nøyagtig Undersøgning, og maae vi da 1.) ansee og undersøge,
hvad som kand siges den fremmede Hverving til Forsvar, og til Omstødelse af
det Forslag, Statens Forsvar til Statens Indfødte alleneste at anbetroe.
Den 1ste Jndsigelse herimod (eller i mindste den almindeligste, thi den
mindste Deel ere Elskere af nøyagtige Undersøgninger) bliver vel denne: At,
siden fremmed Hverving eengang er indført, og i vor Tiid saa almindelig an¬
taget, da sees ikke, hvorledes den er vor Stat meere skadelig, end andre, og
hvorfore vi, meere end andre, deri skulde giøre Forandring. Dertil svares
for det iste: At, dersom man vil vide den fremmede Hvervings første Op¬
komst og Oprindelse, da maae den søges i de Tider, da Stats=Videnskab,
borgerlige Indretninger, med øvrige Konster og Videnskaber, ja sund Sands
selv, har maattet undergaae største, eller i mindste en af de største Formørkel¬
ser. Efterat Staterne i mange Tider, alt under den Overbeviisning, at en¬
hver duelig og Tienstdygtig Borger var pligtig at vove Livet til Selskabets
Forsvar, havde, som det naturligste, retteste og sikkerste, forsvaret sig, en¬
Nogle alleene under den Indretning,
hver ved egne Borgere og Jndfodte;
VIII. Deel.


282
at opbyde og udtage det fornødne Antal, naar behøvedes: Andre under den
Indretning, at udsette et vist Antal, som de, der i sær og for først altid skul¬
de være i Bereedskab til Statens Forsvar. Og andre igien under den Jnd¬
retning og givne Tilladelse: at de Borgere, som selv vare ubeqvemme til Kri¬
gen, eller til deres Forretningers Fortsettelse best bleve hiemme, kunde sende og
holde en anden i deres Sted, eller og fyldestgiøre denne deres paaliggende Pligt,
ved at erlegge de Afgifter efter enhvers Næring og Formue, hvormed andre
lønnes og underholdes kunde. Da er det omsider, (siden den menniskelige
Ustadighed lader ingen Ting, og snart ligesaa lidet den rette og retteste, som
den urigtige og sletteste Indretning, uforandret) kommet dertil: at fremmed
Hverving er kommen i Møden: at Statens Forsvar og Sikkerhed uden For¬
skiel betroes saa vel til Fremmede, som Indfødte. At Staternes faste Stæ¬
der, ja Residentzer og Slotter selv værges og bevogtes end og i sær ved
Fremmede. Og spørges videre om de fornemste Aarsager og Anledninger til
denne antagne Maxime, da har de vel været disse: 1.) At en sig indsnigende,
antaget, tilvoxende, og til sidst herskende Vellyst har, Tiid efter anden, alt
meer og meer svækket, som Jndbyggernes Kierlighed til, og Jver for det Al¬
mindelige, før Statens og Fædrenelandets Velfærd, saa og deres Moed og
Stridbarhed, og gjort dem alt meer og meer lunkne og koldsindige imød Sta¬
ten, samt feye, bløde og frygtagtige mod Krigens Farligheder og Besvær¬
ligheder, saa at en Stand efter en anden har søgt, ved alle muelige Konst¬
greb, under alle optænkelige skinbare Foregivende, den dem paaliggende Pligt
til Krigs=Tiennesten fra sig at afvelte, paastaaende, at det var Staten til
større Fordeel, at den forblev ved sin Handel, den ved sin Fabrike, den ved
sit Haandverk, den ved sin Søefart, den ved Biergverker, den ved Fiskerie,
og den ved Agerdyrkning, og at Staten, i Steden for at bruge dem til
Krigs Tiennesten, gjorde bedre, i at anhverve og underholde Fremmede for
de af Undersaatterne tilbudne og erlagte Afgifter, da Statens Formue og
Næring, saa vel som Folkemængde, derved forbleve uformindskede. En an¬
den, og tillige med denne medvirkende, Aarsag har været en Mangel paa
behørig Jndsigt og Eftertanke ved Statens Ministerium, da disse Jndbyg¬
gernes anførte Grunde ere anfeete vigtigere og gyldigere, end de i sig selv ere:
og at man ikke har agtet: at denne Maximes vedhæftende Mangeler overveye¬
de dens Fordeele. Og efterat den fremmede Hverving nu paa disse Grunde,
af disse Aarsager og Anledninger, først var indbragt, og Statens egne Børn
og Borgere, i mindste for største Deelen, unddragne fra at tienne, som ge¬


283
meene Soldater, da er baade Soldatens forrige Agtelse, saa og Besoldning,
som forstaaeligt nok, saaledes med Tiden nedsatte, at den fremmede Hver¬
ving, engang indført, alt meere og meere er anseet for nødvendig, og almin¬
delig bifaldet og understøttet. befindes det derfor, som nu sagt er: at
fremmed Hverving ikkun er opreist paa saa falske, svage og brøstfældige Grun¬
de at det egentlig og fornemmelig har været Mangel paa Jndsigt, Mangel
paa Kierlighed til Fædrenelandet, som dertil har givet Anledning: Da kand
dens Ælde og Antagelse, i hvor stor og almindelig, ikke komme dem til aller¬
mindste Forsvar og Understøttelse. End videre svares for det 2det: At den
indførte fremmede Hverving er skadelig for alle Stater i Almindelighed, i det
den er Rettens Haandhævelse til anseelig Svækkelse, og Lasternes Afstraffelse
til Hinder. Thi hvor mange ere ikke de, som ved Hverving og Hververnes
forundte eller tiltagne Friheder og Rettigheder, undgaaer Øvrighedens Hæn¬
der, Rettens Tiltale, og den velfortiente Straf? Hvor mange ere ikke de,
som end og i Fortrøstning til denne Tilflugt, overgive sig til adskillige Laster,
og begaae mange Fornærmelser? Hvor mange Tusinde har den indførte frem¬
mede Hverving ikke givet Anledning til at vorde Overløbere, Meeneedere, ja end
og Fiender af eget Fædreneland. Endelig maae jeg bede at besinde, hvad
Virkning de nu saa sædvanlige General=Pardoner, hvorved saa grove Mis¬
gierninger, som Undvigelse, Troskabs Tilsidesettelse, og høytidelige Eeders
Brydelse, erklæres Straffri og aldeles tilgivne, haver paa Sædeligheden
hos den ryggesløse og vankundige Almuens Deel? Og uden den Skik af
fremmed Hverving, seer vel enhver, at General=Pardoner, der ikke ere an¬
det, end en Slags Hverving eller Hvervings Jgientagelse, vilde have blevet
en uhørt Ting i Verden; thi, den Stund enhver Stat førsvartes ved egne
Borgere, var der jo ingen Daarlighed større, end at indkalde saadanne
Troeløse, hvis Udeblivelse snarere maatte ønskes, ja paa det strengeste anbe¬
fales? Den Ting derfore, der er Sæderne og Sædelighed til Fordervelse,
den maae vel erkiendes, som Verden i Almindelighed, saa enhver dens Deel,
høyst skadelig at være. Og hvad Ære kand være større, end først at legge
Haand paa en saa høyst skadelig almindelig Misbrug? Fremdeeles maae
man agte: At et langt større Antal forfaldne og fordervede Mennisker ved vor
Hverving indhentes, end andres Hvervinger afhenter fra os, og altsaa bli¬
ver de fordervede Menniskers Antal, ved den fremmede Hverving, hos os for¬
øget. Og jo større de fordervede Menniskers Antal bliver i Staten, jo meere
taber Sædeligheden. Forargelsen bliver desto større, Lasterne desto fleere,
Nn 2


284
og altsaa bliver de og med Tiden desto mindre agtede og straffede. J fær maae
Sædeligheden førfalde i den Stand, i hvilken man Tiid efter anden indsamler og
indlemmer de meest forfaldne og fordervede fra mange andre Stater og Land¬
skaber. Vel veed jeg, og erindrer det ogsaa: at Bedring og Omvendelse har
Sted, og at mangen en, i Ungdommen forfalden, i følgende Tiid har rettet
og forbedret sig. Men saadant er meget uvist, og ikke at giøre Stat paa
Af et lige Antal vil man alletider af dem, der har været skikkelige fra Ung¬
dommen, forefinde fleere ærlige og redelige i Manddom og Alderdom, end
af dem, der i Ungdom har været forfaldne og fordervede. Til sidst maae
man agte: at den Stat, der ikke har sig andre Fiender at befrygte, end dem,
der ligeledes bruger fremmed Hverving, kand i nogen Maade undskyldes, at
den forbliver ved indførte Skik. Men den, der har een eller fleere Naboer,
der strider ene eller fornemmelig med egne Indfødte, maae u-omgængelig fin¬
de sig ilde ved fremmed Hverving, siden den giør Partiet saa gandske ulige.
2.) Maae man være sig denne Jndsigelse forventende: At den nu ind¬
førte strenge Krigs=Tugt hæver al Forskiel mellem Fremmede og Indfødte,
og giør første til lige saa gode og tienlige Soldater, som de sidste. Dertil
svares: At hvad man i høyeste kand indrømme den strenge Krigs=Tugt, samt
de Commanderendes beste Conduite er dette: at samme kand giøre lige gode
Soldater af lige troeløse, ryggesløse, og i Sind og Sæder fordervede, hvad
enten de ere Fremmede, eller Indfødte. Men, at de kand giøre troeløse og
liderlige Fremmede til lige saa duelige Soldater, som skikkelige og ærekiere
Jndfødte, det kand aldrig tilstaaes. Og adspørges jeg herpaa, som vente¬
ligt, hvorledes jeg, i steden for at sette Jndfødte mod Fremmede, setter ære¬
kiere Jndfødte imod troeløse Fremmede. Da er min Regning denne: At
den største Deel af Nationens selvraadige, ørkesløse og forfaldne, dog tienst¬
dygtige unge Mennisker hos os, som andre, efter nu værende Omstændighe¬
der, indtræder eller indsettes under Soldatesket (hvilket og er Statens For¬
deel, siden de der best kand holdes under behørig Tugt og Opsigt). Disse
Mennisker, og det Antal, som de udgiør, vil da altid under Soldatesket
vorde indlemmede, hvad enten Staten betiener sig af fremmed Hverving, eller
ikke. Vorder nu fremmed Hverving forkastet, og Staten fastsetter, sit be¬
hørige Soldateske af egne Indfødte at oprette, da vil jo alle de øvrige, som
tillegges til det beregnede Antal, som Nationens egne forfaldne unge Menni¬
sker udgiør, tages af dem, der ere bedre, sædeligere og meere ærekiere, udvæl¬
ger Staten derimod at betiene sig af fremmed Hverving, og det efter den hid¬


28
indtil brugelige Maade, da vorder til Nationens egne forfaldne og forder¬
vede tilkiøbt og tillact et anseeligt Antal af lige fordervede og ilde sindede
fra andre Nationer. Altsaa har jeg jo gyldig Grund og Føye til at sette re¬
delige og ærekiere Jndfødte imod fordervede og troeløse Fremmede. Saadan¬
ne Indfødte vil jo da indtræde i Krigs=Standen, i steden for saadanne Frem¬
mede, naar fremmed Hverving undlades, siden Nationens egne forfaldne
unge Mennisker poneres altid, i hvilken Maade der end vælges, derunder at
vorde indlemmede. Al den Stund man derfore ikke kand gotgiøre: at Sæ¬
dernes Fordervelse, Liderlighed og Trøeløshed her er større og meere almin¬
delig, end i andre, og særdeles i de Lande, hvor vore Hvervinger sædvanlig
anstilles (en Beskyldning, som jeg aldrig troer, at nogen har havt Ubluehed
nok til at fremsette) heller ikke: at Krigs=Tiennesten li sig selv, eller den hos
os værende Forfatning, medfører den Sædernes Fordervelse, som alminde¬
lig findes i de gevorbene Regimenter, saa at Soldateskets Sædelighed og
Trøeskab ikke vilde forøges ved sædeligere Folkes Antagelse (en Setning, der
lige saa lidet gotgiøres kand) da staaer denne min Regning fast, da vil den
fremmede Hvervings Hævelse, i steden for liderlige og troeløse Anhvervede,
give os skikkelige og ærekiere indfødte Soldater. Videre da lad være, at
Soldateskets Forefatte nu vide, saaledes deres Folk at fordeele, og i Tref¬
ningen at anføre, at den Troeløse maae giøre sin Skyldighed lige saa fuldt,
som den Ærekiere, saa vil dog dette: at han kand bringes til at staae og slaae
i Trefningen (hvilket dog overlades de Krigserfarnes Kiendelse) ikke sige me¬
get den Stund første Leylighed, som i Krigen ey kand forebygges, ikke alleene
giør ham til Deserteur, men end og mange Gange til Overløbere, hvorom
vi sikkert kand vente os de Krigserfarnes Vidnesbyrd, ja end og heel haarde
Beklagelser.
3) Maae man til den fremmede Hvervings Forsvar vente sig dette
Foregivende: At ved de fremmede Hvervede findes gemeenlig større Liv og
Munterhed end ved vore Indfødte, og at dette er en høyst nyttig og fornøden
Egenskab ved Soldaten, for at udstaae Krigens medførte mange Besværlig¬
heder. Dertil svares: At ved ryggesløse, liderlige og overgivne Mennisker
feyler det ikke gierne paa Liv og Munterhed, og at de deri vist nok har en
Deel forud for dem, der ere stadige og sindige. Men man maae agte: at
deres Liv og Munterhed er ikke den ægte, den nævnes rettere under Navn af
Vildhed, Flygtighed og Ustadighed, og hvor lettelig forfalder ikke de flygti¬
ge og ustadige Mennisker, Mennisker, der har gjort Vellyst, og en utæmmet


286
Frihed, eller Selvraadighed, til deres eneste Hoved=Sag i Verden, med
alle Pligters Tilsidesettelse og alle Baands Sønderbrydelse, ved tilstøden¬
de Mangel og Besværligheder til yderste Misfornøyelse, ja Sammenrottelser
og Oprør. Stadige, sindige og retsindige Mennisker derimod, lad være, at
dem synes at mangle den forønskede Munterhed og deres Væsen at nærme sig
til Dorskhed, Tungsindighed og Misfornøyelse, vil dog bære langt fleere og
større Besværligheder, og for at bringe dem til Opsetsighed og Ulydighed ud¬
fordres langt større Øderligheder. Sagen derfore vel eftertænkt, og falske
Anseelser tilside satte, bliver det vel en fast og uryggelig Sandhed: at stadi¬
ge og sindige Mennisker ere bedre Soldater, end vilde, rasende og overgivne.
Og vilde dette vist nok med en særdeles Glands falde i Øynene, dersom Sol¬
daten anførtes af en sand Menniske=Kierlighed, og ikke behandledes med en
ufornøden Haardhed. Jeg meener, dersom Anførselen ikke, som den nu er
og være maae, var indrettet efter de vilde og overgivne, men som den passede
sig paa stadige og sindige Mennesker, og end meere, dersom ingen Krige
førtes uden lovlige og fornødne; thi, hvad Under, om det feyler den Retsin¬
dige paa Lyst og Fyrighed i den Krig, hvis Uretfærdighed og Ufornødenhed,
han ikke kand andet end indsee. Ufornuftig Behandling og ubesindige Fore¬
tagende kand gaae saa vidt, at Ubesindige dertil rettere tages og af betienes,
end de Sindige. Heri finder da den fremmede Hverving sig heller intet til
Forsvar.
4.) Kand der til Forsvar for den fremmede Hverving giøres saadan
Jndsigelse: At Staten kand have den Fremmede anhvervede lettere,
end den Jndfødte, siden den sidste koster Staten meere at opføde end
den første at anhverve. Dertil svares: At uden at hensee til Nytten, er
det forgieves, at giøre nogen Beregning og Sammenligning over Omkostnin¬
gen. Naar den Fremmede hvervede ikke er længere Soldat, end til han skal
bruges, men ved første Leylighed undviger, gemeenlig med Gevehr og Mun¬
dering, og ofte forfører endog Jndfødte til det samme, efterat han først har
bragt dem til Liderlighed, da er jo al Ting tabt, Sold og Haand=Penge,
alt hvad han nydt og oppebaaret haver, da er han jo Staten ey alleene alde¬
les unyttig, men end og skadelig, og altsaa kand han i ingen Maade settes i
nogen Slags Ligning med en duelig, troe og ærekier Soldat. Og skiøndt
nu alle fremmede Anhvervede ikke just undviger, saa bør dog, naar ret Reg¬
ning giøres skal, de for eller i Krigen undvigende Fremmedes Omkostninger til¬
legges de øvrige forblivendes, og derved forbliver de fremmede Anhvervede


281
Staten langt dyrere, end de Indfødte. Saadan de Fremmedes Foregivne
lettere Kiøb eller Anhverving, geraader derfor den fremmede Hverving ikke til
mindste Forsvar.
Endelig 5.) kand til Forsvar for fremmed Hverving saadan Jndsigelse
giøres: At siden Statens Næring og Nærings=Drift nødvendig maatte standse,
og Nærings=Brugernes Antal formindskes, Statens Jndkomster, som retter
sig derefter, til anseelig Forringelse, naar en Krigsmagt af egne Indfødte al¬
lene oprettes skulde: Da er det en stor Fordeel for en Stat at betiene sig af
fremmed Hverving, hvorved Næring, Næringsbrugers Antal og deres Af¬
gifter bliver uforringede og Statens Folkemængde forøget. (See! denne Jnd¬
sigelse er vist nok den betydeligste, og den, der fornemmelig har anbefalet, og
saa almindelig indført, den Skik af fremmed Hverving, dog vil den under
nøyagtig Undersøgning befindes urigtig og undervegtig at være.) Dertil sva¬
res: At for saavidt maae denne Jndsigelses Rigtighed tilstaaes, at saafremt
nogen betydelig Krigsmagt paa en Gang af Jndfødte skal oprettes, helst om
den tillige med et skal unddrages Statens Næring, og bringes i Felten, da
maae Næringen nødvendig standse og svækkes, og kand altsaa ikke taale saa
store Afgifter, som tilforn. Dog maae man agte At Næringens Svækkelse,
som under paakommende Krig er sædvanlig, har meere end een Aarsag. Næ¬
ringsbrugernes Formindskelse kand vist nok foraarsage den. Men medfører
Krigen, som sædvanligt, større og usædvanlige Afgifter, da maae Næringen
formedelst den mindre Afsetning, og Næringsbrugernes Antal formedelst de
mindre Formuendes Afgang og Udelukkelse, nødvendig aftage, om end in¬
gen af Næringsbrugerne udtages til Krigstienesten. Næringens Svækkelse
og Afgifters Formindskelse er da, som et uadskilligt Onde ved Krigen, at ansee.
Men vi taler her ikke om, hvad en Stat under en paakommende Krig bør og
maae foretage, helst naar den forhen ikke har sat sig i Forfatning, og mindre
om, hvad uomgængelige Uleyligheder Krigen medfører, thi det anførte Onde
nemlig Næringens Svækkelse, og Formuens famt Afgifters Formindskelse
kand under paakommende Krig ingenlunde afværges ved fremmed Hverving.
Ney her har vi at handle om: Hvorledes Staten best i Fredstider forsyner sig
Og da paastaaer jeg: At
med en Krigsmagt til sin Forsvar og Sikkerhed.
naar den gaar med den tilbørlige Langsomhed og Varsomhed til Verks, som
den i Fredstider kand, da kand fremmed Hverving undværes, og Krigsstanden
med egne Jndfødte besettes uden Afgang i Statens Næring og Næringsbruger¬
nes Antal og altsaa uden Svækkelse af Statens Formue. Saaledes er jeg for¬


288
sikret, at 50 Aar, eller noget længere, efterat fremmed Hverving hos os vor¬
der afskaffet, den stund Recruteringen af egne Jndfødte paa en fornuftig Maade
indrettes ved sine behørige Hielpe=Midler, og ingen andre hinderlige Aarsager
tilstøder, vil Folkemængde, Næring og Næringsbrugeres Antal, med Sta¬
tens Formue og Jndkomster, være de selv samme, som om den fremmede Hver¬
ving vedbliver, ja snarere forøgede, end formindskede. Og heri kand og maae
jeg henvise Læseren til de adskillige Afhandlinger, hvori jeg udførlig har behand¬
let den Materie om Folkemængden; thi som jeg indsage, at de urigtige og ube¬
stemte Begreb, som Folk giorde sig i denne Sag, vare af en gandske vidtløftig
Jndflydelse, og vildede dem i mange andre Ting, ligesom de og vist nok har
været til Vildelse imellem Recrutering af Fremmede og af Jndsødte, da har
jeg ladet mig være angelegen, Læseren rigtige og nøyagtige Begreb i denne Sag
at vedbringe. Og haaber jeg: At, hvo som har værdiget samme en nøyagtig
Læsning og Eftertanke, skal her ikke behøve eller fordre noget Beviis for denne
min Setning. Her vil jeg allene summarisk sige dette: At siden Folkemæng¬
den og Næringsbrugernes Antal, naturlig viis, retter sig efter Næringen, dens
Strekning og Fordeelagtighed, da vil samme, ligesom en og anden derfra efter
haanden udtages til Krigsstanden, eller paa anden Maade udgaar, igien ved
Ægteskabenes Formeerelse ersette og recrutere sig selv. (En anden Sag er,
om Næringsbrugernes Antal paa en Gang anseelig svækkes, thi derved kand
adskillige Næringer forfalde, og overgaae i andre Staters Hævd og Hænder)
paa denne Maade, ved en saa gandske maadelig og fast ukiendelig Afgang,
kand Næringen, den stund den ved billige og behørige Midler ophielpes, ikke
svækkes og forfalde. Og en uformindsket Næring, siden det feyler Menniskene
ikke paa Attraae til Ægteskabe og Formeerelse, vil altid, saavidt vedtagne Le¬
vemaade og Arbeydsomhed medfører, forskaffe sig og erholde et tilbørligt, et
uformindsket, i mindste ikke i nogen betydelig Grad formindsket Antal af Næ¬
ringsbrugere. En gandske falsk og urigtig Regning er det derfore, om nogen
vil tænke eller paastaae: at de Indfødtes Antal nu ikke havde været større,
dersom ingen Fremmede ved Hverving vare indbragte: Ney! dersom de Plat¬
ser, som den fremmede Hverving har opfyldt, vare Tiid efter anden blevne
besatte med Indfødte af Næringsstanden, da vilde deres Udgang have foran¬
lediget desto større Formeerelse i Næringsstanden. Ligeledes vilde de Platser i
Næringen, som hidindtil kand beregnes at have været optagne af Frimænd af den
fremmede Hverving, i deres Mangel være blevne besatte med egne Indfødte;
Siden Formeerelsen, som sagt, retter sig efter Næringen, fremgaar, saavidt


289
som denne vil tillade, og standser derimod, naar Nærings Platserne findes op¬
fyldte, hvad enten det er skeet af Fremmede eller Jndfødte. Fremmedes Jnd¬
kaldelse og Lodtagelse i Statens Næring trykker Nationens egen Formeerelse,
som jeg paa andre Steder tydelig nok udført haver. Og som nu Næringen
og Næringsbrugernes Antal ikke vilde forringes ped at recrutere Krigsstan¬
den med Jndfødte i steden for Fremmede, naar samme paa en billig og for¬
nuftig Maade indrettes, saa er Virkningen af saadan Forringelse, nemlig
en Afgang i Statens Formue og Jndkomster, heller ikke derved i nogen Maade
at befrygte. Saaledes i Fredstider at recrutere den staaende Krigsmagt
med egne Indfødte, kand gierne skee uden Svækkelse for Folkemængde, Næ¬
ring, Næringsbrugeres Antal, og Statans Jndkomster; thi da gives For¬
meerelsen efterhaanden Tiid til at ersette Afgangen. Naar derimod en paakom¬
mende Krig med et skulde udførdre Krigsmagtens anseelige Forøgelse, og usæd¬
vanlige sterke Recruteringer et Aar efter et andet, da maae derved nødvendig
existere en Afgang i Folkemængde, Næring og Næringsbrugeres Antal, samt
Statens Formue og Indkomster. Men dette er et Onde ved Krigen, som er
almindeligt, og umueligt forebygges kand. Og paatvivler jeg meget, at det
endda i saadant Tilfælde kand være Staten til nogen virkelig Nytte og Lindring,
i nogen betydelig Grad at betiene sig af fremmed Hverving. Med Krigen føl¬
ger nu i alle Stater høyere Paaleg og Afgifter, og derved udsettes et stor An¬
tal Jndbyggere af forrige Næringsdrift. Pragt og Yppighed tiltvinges der¬
ved at aftakke mange sine Betientere. Ja de fornødne Haandverker selv kand
nu ikke nær underholde saa mange, siden samtlige Jndbyggere, i mindste største
Deelen, nu maae indskrænke deres Udgifter, og behielpe sig knappere. Saa¬
ledes giør da Krigens Byrder alletider et stort Antal Mennisker ledige for, ja
til sidst begierlige efter Krigstienesten. Og maa man ikke just tænke, at der
presses for sterkt, og at man tager Næringsstanden for nær, fordi Folk i Be¬
gyndelsen klager og trykker sig. Naar Krigen har vedvaret noget, vil der
muelig endda findes mange udsatte af Næringsbrug, og ledige for Krigs¬
tienesten. Vore Kiøbstæder fandt for kort siden Vanskelighed ved at udreede
de anbefalede Styk=Kudske. Men Krigens Byrder havde endnu ikke taget deres
Var den gaaet for sig, og, som sædvanligt, havde medført
Begyndelse.
usædvanlige Afgifter, vilde der vel inden Aar og Dag, endnu ligesaa mange
frivilligen have tilbudet deres Tieneste. Disse saaledes i Krigstider af Nærin¬
gen udsatte, bør da først til Krigstienesten antages, og, naar de ikke kand udgiøre
det behørige Antal, da skulde jeg før raade til at antage Leye=Tropper, naar
VIII. Deel.


290
de ere at faae, end til at hverve. Og skal der nødvendig hverves Fremmede,
da maae deres Antal dog ikke være ret stort, ligesom de da vel rettest vorde ind¬
stukne og nøyagtig fordeelte imellem de Indfødte.
Af det, som nu sagt er, er det aabenbare og øyensynligt nok: At den
indførte Skik af fremmed Hverving, helst saaledes, som den nu er
brugelig, har ikke nogen gyldig og tilstrækkelig Grund at staae paa
At dens foregivne og eragtede Fordeele, under nøyagtig Undersøgning, gandske
forsvinder, og allermindst kand erkiendes saa vigtige, at de i nogen Maade
kand opveye dens medførte Uleyligheder. Dens Uleyligheder ere derimod be¬
fundne af allerstørste Vegt, og yderste Vigtighed, da den forderver Sæderne,
formeerer Lasterne, giør dem alt meere og meere almindelige, og altsaa i Ver¬
dens Øyne og for dens Kiendelse, mindre afskyelige og strafværdige. Da den
svækker Rettens Hanthævelse. Da den foranlediger, at troeløse Misdædere
høytidelig erklæres Sraf fri, og igien antages, som ærlige, og lige med ærekiere
Undersaattere. Da den har indført og vedligeholder en ellers ufornøden Haard¬
hed i Krigsdisciplinen. Og endelig, da den anbetroer Statens=Vaaben,
Værge og Forsvar til de meest fordervede, forfaldne, liderlige og troeløse, som
fremmede Stater og Landskaber afkaste. Som der da nu ikke kand nævnes
eller tænkes Uleyligheder af større Vigtighed, end disse, og de ved den frem¬
mede Hverving foregivne Fordeele derimod ere befundne aldeles at bortsvinde.
Da tilvinges man uomgængelig, at erklære den Skik af fremmed Hverving,
helst saavidt den skal være en fast og sædvanlig Maxime (og i saa Maade er det
egentlig, at den her undersøges) ikke allene for unyttig, men endog for høyst
skadelig og fordervelig. Og dermed erklæres da, den Skik, at forsvare Sta¬
ten ved Statens egne Børn og Jndfødte, som den ældste og naturligste, saa
og den retteste og gavnligste at være.
Denne Skiks mange og betydelige Fordeele frem for den nye indførte
Skik af fremmed Hverving her vidtløftig at opregne, eragtes overflødigt, da
den sidstes Uleyligheder viser den førstes Fordeele. Heller ikke kand den være
forknyttet med andre betydelige Uleyligheder (forstaae Uleyligheder, som und¬
gaaes kand) thi da maatte de have yttret sig, da vi undersøgte den fremmede
Hvervings foregivne Fordeele; siden dennes Fordeele just skulde bestaae i at
hæve den andens Uleyligheder. Forsvandt da, som viist er, den fremmede
Hvervings Fordeele, saa forsvandt og tillige de Uleyligheder, som forekastes
den Skik, Statens Vaaben og Værge til Stagtens egne Børn at anbetroe, og
sin Krigsmagt allene af dem at oprette.


291
Vi har da afhandlet den første Deel af det fremsatte Problema, og be¬
fundet, at det er høystvigtigt og gavnligt, at undvære fremmede Hvervinger.
Og tiltræder derpaa 2den Deel, som er at vise Mueligheden, at de und¬
væres kand, og at Krigsstanden derimod kand forsynes med egne Jnd¬
fødte, og der uden Hinder i Agerdyrkningen, eller anden Slags Næring.
Giøres Overslag, hvad Antal vor fremmede Hverving, egentlig saa
kaldet, omtrent kand udgiøre, da udfalder min ungeferlige Beregning saa¬
ledes (thi en nøyagtig er jeg ikke i Stand til at formere) vore gevorbne Regi¬
menter, som de, i hvilke den omtalte fremmede Hverving egentlig kand siges at
have Sted, beløber omtrent til fjørten Tusinde Mand. Af dette Antal, tæn¬
ker jeg, at man billig kand fradrage; Deele, som de der ere Statens egne
Indfødte, eller Fremmede, som sig her frivillig har indfundet, og paa nogen
Tiid opholdt. Den egentlig saa kaldede fremmede Hverving, som findes i vor
Krigstieneste, kand da ikke beregnes høyere, end til 8400 Mand. Skulde
nu dette fulde Antal af den fremmede Hverving besettes med Jndfødte, da
seer jeg ikke, at det kand ansees af nogen betydelig Vanskelighed, hvad enten
man heenseer til Folkemængdens Antal, som i Dannemark, med Holsteen, Ol¬
denborg, og Delmenhørst, beregnes i mindste til 1400000 Mennisker. Eller man
henseer til Hartkornet, Ager og Eng, som i fald det i disse samtlige Provintser til
Hartkorn var anslaaet, vilde beløbe henimod 600000 Tønder. Og maaskee end¬
nu mindre, naar man eftertænker: hvor mange Tusinde Jyder og Holsteener,
der til Holland alleene Aarlig udgaaer, og Sommeren over ere i Hollandsk
Sold og Hyre. Men at dette fulde Antal, som den fremmede Hverving nu
udgiør, naar samme for Eftertiden hæves og undværes skulde, just skulde be¬
settes med lige saa mange Indfødte, seer jeg ikke, just at udfordres. Under
det Spørsmaal: Om fremmed Hverving hæves kand og bør, har man al¬
leene at supponere: at Krigsmagten end da forblev af samme Styrke,
til samme Forsvar og Sikkerhed for Staten. Ligesom det heller ikke
kand feyle, at man, ved at bestemme, hvad staaende Krigsmagt Dan¬
nemark til sin Sikkerhed kand behøve og holde bør, jo maae have antaget et
større Antal Ander den Supposition af fremmet Hverving, og det formedelst
den dermed forknyttede sterke Undvigelse, end om man havde poneret, alleene
at betiene sig af egne Indfødte. Naar man da nu videre beregner: at 1000
Indfødte ere Staten fuldkommen til samme Forsvar, Nytte og Tieneste, som
2000 af fremmet Hverving (hvori jeg venter mig alles bifald, og ingens


292
Modsigelse) da er det ikkun 4200 Jndfødte, som behøves i steden for den
fremmede Hverving.
For dette lidet Antal Jndfødte at spare, og i Statens Næring at be¬
holde (skiønt deres Afgang ved fornuftig Indretning vilde ersettes ved Natio¬
nens egen desto større Formeerelse) er det, Staten hidindtil har underkastet
sig omtalte store og vigtige Uleyligheder.
Vi tiltræder derpaa Spørsmaalet i sig selv: Hvorledes det er mueligt,
og hvad egentlig og rettest behøves, udfordres og foranstaltes bør, til at und¬
være den fremmede Hverving, og Krigsmagten i den Sted, med egne Jnd¬
fødte at besette, til samme, om ikke større, Forsvar og Sikkerhed for Staten,
og uden Hinder for Agerdyrkningen, eller anden Næring. Og eragter jeg
da, de retteste og tienligste Midler, til dette Øyemed at opnaae, at være disse
efterfølgende:
I.) At Soldaten, ligesaa vel som Matrosen, tillades at gifte sig, at
dem paa Drenge=Børnene gotgiøres noget vist mod Forpligtelse at tilhøre Re¬
gimentet, samt at de, fra første tienlige Alder, tilsettes at lære et Haandverk,
hvorved de ikke alleene til Deels kand fortiene deres Brød, forinden de ere
voxne til Tienesten, men end og under og efter Tienesken. De Fordeele, som
her af vilde flyde, saasom: At Krigsstanden, som andre Stænder, da med
Tiden, i mindste for største Deelen, kunde recrutere sig selv: At man da fik
bedre Soldater, dertil fødte og fra Ungdommen opdragne: At Soldaten un¬
der Tienesten, formedelst sit Haandverk, bedre kunde finde Udkomme, og, efterat
han var udgaaet af Tienesten, ernære sig selv, uden saa anseelige Pensioner
fra Staten, som nu dertil medgaae, ere saa store og betydelige, at de Van¬
skeligheder, som hidindtil har hindret denne længe forønskede Sag, heel billi¬
gen burde bestrides og overvindes, da Fordeelene rigelig og til Overflod beta¬
ler Omkostningerne til Qvarteer, Braqver, og Tilskud til Børnenes For¬
flegning. Men, da jeg andensteds, og mange andre med mig, udførlig har
behandlet og urgeret denne Sag, da vil jeg dertil have Læserne henviist, over¬
ladende, som billigt, til de Krigserfarne, Planen til denne Tings beqvemme¬
ste Jverksettelse at udkaste.
2) At man til Folkemængdens Formeerelse, der retter sig efter
Ægteskabenes Mængde, enten deeler de større Bøndergaarde, eller opbyg¬
ger fleere Huuse, saa at Ægteskabene, mod Hartkornets Størrelse, ikke blive
for faae, som de nu i adskillige Byer og Egne befindes, men af det Antal,
at de ikke allene kand frembringe de Folk, som til samme Hartkorns Dyrkelse


29
udfordres, men at der end og et behørigt Antal kand overskyde, saa vel til
Krigs-Tienesten, som til Tieneste=Folk i Kiøbstæderne, paa Herregaarde,
Præstegaarde &c. Var der i Landmaalingen truffen en nøyagtigere Ligning,
muelig jeg da tildristede mig, at fastsette, hvor mange Ægteskabe, der beqvem¬
meligst og til Statens største Fordeel, efter dens Omstændigheder, kunde
være paa visse Tønder Hartkorn. Men nu afskrækkes jeg derfra. Tilstan¬
den paa Landet, tænker jeg, meest almindelig at være denne: At, saa mange
Leyligheder, som der er for Ægte=Par og adskildte Huusholdinger, Gaarde,
Huuse, og beqvemme adskildte Værelser (skiønt der til mange af de sidste neppe
er en Kaal=Plet) saa mange Ægteskabe er der, og at der, saa snart Vacance
skeer, straxen findes Liebhabere. Da derimod mange Mennisker hengaae
ugifte, og største Deelen deres beste og frugtbareste Alder, biende al¬
lene efter ledig vordende Gaarde, Huuse og Boepæle. Naar nu al¬
almindelig saa er: at ugifte Mennisker langt meere bier paa Leyligheder og ledi¬
ge Boepæle, end ledige Steder bier paa Beboere, som jeg venter ikke at kun¬
de negtes, da er jo de større Gaardes Deeling, eller fleere Huuses Opbyg¬
gelse, det første, letteste og retteste Middel, til at ophielpe Folkemængdens For¬
meerelse, alt saa vidt Statens Forfatning og øvrige Maximer tillader, sam¬
me til Statens Nytte at fremgaae. Vil man, at Landet skal afgive fleere
Folk til andre Stænder, da bliver det en u-omgængelig Nødvendighed, at
Ægteskabenes Antal i samme Forholdelse vorder forøgede. Og vil man, at
Ægteskabenes Antal skal forøges, da maae man anskaffe fleere Leyligheder og
Boepæle for Ægtefolk. (Hvad enten man saa agter rettest, Byernes Grun¬
de og Hartkorn, det skee i lige eller ulige Deele, at fordeele til det fulde Antal
Ægtepar, som der paa eragtes det retteste, saa at enhver Byens Jndvaane¬
re faaer nogen Andeel i Byens Grund, eller man og, efter den nu værende
Indretning, inddeeler Byens Jndvaanere i Gaardmænd og Huusmænd,
og efterat Grunden er tillagt de første, forskaffer Huuse til de øvrige Ægte¬
Par, som anslaaes at lodde Byens Hartkorn, hvilket her ikke falder under
Betraatning).
Jeg veed vel, at der findes Folk af andre Tanker, og en vis god Mand
nyelig med megen Umage og Jver, har bestridet Huuse og Huusmænd paa
Landet, og det uden at tale et Ord om Gaardenes Fordeeling, eller, de væ¬
rende Huusmænd til Boels= eller mindre Gaardmænd at forvandle, klagende
derimod blandt mange andre Ting, at de unge Folk gifter og henkaster sig i
Huuse, og at det er derfor, at det mangler paa Tienestefolk. Men derved er


294
ikke agtet At Huusmændene, og til deels deres Koner ligeledes, rettest ere at ansee,
som Gaardmændenes gifte Tienestefolk, Tienestefolk der end og ersetter deres
Afgang ved deres Afkom. Derved er ikke eftertænkt: hvad en saadan Huuses
og Huusmænds Afskaffelse, eller betydelig Jndskrænkelse, vilde foraarsage,
og i Tiden medføre. Gaardmændenes Ægteskaber ere, efter Gaardernes nu
værende Størrelse, aldeles utilstrækkelige til at frembringe de Mennisker, hvor¬
med Avlingens Drift kunde bestrides, mindre vilde dem overskyde nogen til
andre Stænder og Næringer. Altsaa kand man regne: at det egentlig er
Huusmændenes Ægteskabe, der ikke alleene skal tilskyde de øvrige Folk, som
Gaardmændene behøve, men end og frembringe alle de Folk, som de øvrige
Statens Stænder behøver og erholder fra Bonde=Standen. Vist nok, at
dersom man nedrev Huusene, eller formindskede deres Antal, saa blev der got
Kiøb og Overflod paa Tienestefolk, men for en kort Tiid. Henseer man der¬
imod til Eftertiden (i fald man vil umage sig, dertil at kaste Øye) da seer det
heel forvirret ud, der vil Mangelen blive desto større. Raadet er omtrent det
samme, som at raade Landmanden, at saae lidet eller intet. For det Aar be¬
holder han derved meere Korn til Føde og Huusholdning, men i det paaføl¬
gende desto mindre. Saa meget har jeg her nødvendig maattet erindre, siden
jeg har sagt og viist, at det til Folkemængdens Formeerelse er u-omgængeligt,
at Ægteskabenes Antal forøges, og altsaa og Leylighederne for Ægtepar.
Og til denne de større Gaarders Deeling, eller fleere Huuses Opbyggelse paa
Landet, maae jeg endnu vedføye dette, paa samme Maade tienligt til at forøge
Ægteskabenes Antal i Kiøbstæderne: At Haandverks=Mesterne ikke tillades
efter eget Behag og Formue, at holde et alt for stort Antal Medarbeydere af
Svende og Drenge; hvorved der undertiden ikkun er eet Ægteskab paa den
Næring, som kunde føde to til tre Familier. Men dette finder jeg muelig be¬
qvem Leylighed videre at udføre en anden Gang.
Det zdie som udfordres til fremmed Hverving at undvære, og Krigs¬
magten derimod med Indfødte at forsyne, er dette: At Skatter og Paaleg
vorder Bondestanden lindrede i samme Forholdelse, som den Byrde, fleere
Folk for andre Stænder at opføde, hannem forøges. At Bondestandens,
saavelsom andre Stænders, Folkemængde fornemmelig retter sig efter Skatter,
Byrder og Paaleg, forøges ved deres Formindskelse, og formindskes ved deres
Forøgelse. At den nu værende Folkemængde er den, som Byrder og Paaleg
tillader. At enhver Forøgelse af Paaleg trykker Folkemængden, og at den ved
Lindring i Afgifter ophielpes kand og maae, det har jeg paa et andet Sted ty¬


295
delig udført. Thi, endskiønt der er andre Ting, der kand hindre eller ophielpe
Folkemængden, saasom en yppigere, eller tarveligere, høyere eller lavere Leve¬
maade, samt en mindre, eller større Flid og Vinskibelighed. Saa kand døg,
siden jeg, og ventelig de fleeste og retsindigste med mig, er af Tanke, at Bon¬
dens Levemaade hos os, helst i Ligning mod de andre Stænders, ikke bør
settes lavere, og at ham heller ikke større Slid og Arbeyde bør paalegges, (hvilket
jeg udførlig andre Steder haver behandlet) Bondestandens Folkemængde siges
egentlig og fornemmelig at rette sig efter Afgifternes Størrelse. Dette, tænker
jeg, endog for de enfoldigste, at være fatteligt nok.
Spørger man: Hvad
Folkemængde den eller den Landsbye med sine tillagte Grunde, føde og under¬
holde kand, da kommer det, naar man setter, at Levemaaden og Arbeydsom¬
heden bliver her, som den sædvanlige i Landet, og begge poneres, som de, der
intet er at udsette paa, eller ikke at staae til Forandring, fornemmelig an paa,
hvad Skatter og Afgifter denne Byes Beboere paalegges; thi, jo større
Skatter de erlegge skal, jo fleere af Grundens Producter skal de aflegge til
andre, og selv undvære, hvad enten de aflegger in natura, eller i Penge om¬
satte. Skal de nu for Exempel erlegge 200 Tønder Korn, 200 Lam, 20 Øxen, &c.
da kand Byen, under samme og sædvanlige Levemaade og Arbeydsomhed, ikke
ernære saa mange Familier og Mennisker, som om dens Afgifter nedsettes til
det halve, siden dens egen Beholdning derved bliver større. Vil man derfor,
at Bondestandens Folkemængde skal formeeres, da bliver det, siden det er,
om ikke ubilligt, dog høyst vanskeligt, dens almindelige Levemaade at nedsette,
samt dens Slid og Arbeyde at opsette, en uomgængelig Sag, at Afgiften lin¬
dres og formindskes. Dette Hielpemiddel maae uomgængelig føyes og for¬
knyttes med det nest foregaaende; Thi uden dette, vil fleere Ægteskabe og Fa¬
milier ikke finde den fornødne Underholding; og deres forøgede Antal derfore
af sig selv med Tiden formindskes og forfalde. Dog maae man ikke tenke, at den
rette Lindrings Forholdelse er truffen, naar saa mange Tønder Hartkorn, som
nu kand beregnes til at udrede en Karl af dem, som nu meere behøves til Krigs¬
tienesten, end forhen under fremmed Hverving, forundes det Afslag, der kand
udgiøre Karlens Opdragelses Bekostning. Ney! man bør vel heri giøre Reg¬
ning paa tvende, om ikke fleere Menniskers Opdragelse, siden Døden bortryk¬
ker saa stort et Antal i Barndom og Ungdom. Uden dette vil vist nok alt an¬
det, hvad man foreslaar og foretager til Folkemængdens Formeerelse i Bonde¬
standen, vorde frugtesløs og forgleves. Og uden Folkemængdens Formee¬
xelse noget anseeligt større Antal af det unge Mandskab at uddrage, kand aldrig


266
skee uden anseelig Hinder og Afgang i Agerdyrkningens Drift. Skeer derimod
dette, da har Landmanden, hverken Bonden, eller Hosbonden, ved denne Foran¬
dring, billig og fornuftig indrettet, aldeles ingen Grund og Føye til mindste
Klagemaale; thi for hvad fleere Folk de nu maae opføde for Krigstienesten,
skeer dennem i et ret proportioneret Afslag, fuld Vederlag. Deraf har de derimod
den Nytte med de øvrige Stænder: At Sædeligheden tiltager, samt at Sta¬
tens Forsvar og Sikkerhed, der forhen deels beroede paa Fremmede og Frem¬
mede af sletteste Slags og meest fordervede Sind, nu allene betroes til Brødre
og Medborgere.
Flere, end disse nu anmeldte Hielpemidler, udfordres ikke til fremmed
Hverving at undvæxe, og Krigsmagten til samme Styrke, som nu, til samme
Forsvar og Sikkerhed for Staten, med Jndfødte at besette.
Ja ved disse
Midler rettelig afbetiente, kand Krigsmagten endog bringes til det samme Antal,
som den under fremmed Hverping havt haver, og det uden allermindste Afgang,
enten i Agerdyrkningens Drift, eller anden Næring. Thi naar der baade be¬
sørges Leyligheder og Boepæle for fleere Ægtepar og Huusholdninger, og Af¬
gifternes Lindring tillige tillader fleere Ægteskabe og Børns Opdragelse, da
kand man snaar andre nye og usædvanlige Hindringer udeblive) giøre en fast
og aldeles ubedragelig Regning paa Almuens Formeerelse.
Dog vil jeg endnu erindre dette, som et Hielpe=Middel, der ved føyes
kunde og burde, eller som en billig Følge af den fremmede Hvervings Hævel¬
se: At den formedelst den fremmede Hverving og dens fordervede Sind og
Sæder nødvendige, og derfor indførte strenge Krigs=Tugt og haarde Be¬
handlings Maade, efter haanden, som den fremmede Hverving afgik, blev for¬
mildet. Thi, saa nødvendig som Strenghed og skarp Behandling er til at
holde den Ryggesløse i Tømme, saa skadelig er den for de Sindige og Skik¬
kelige, da den spækker deres egentlige og rette Drivere, Lyst og Kierlighed.
Saadan en mildere Behandling, der vist nok udrettede meere ved vore Jnd¬
fødte, end yderste Strenghed hidindtil ved de fremmede Anhvervede, vilde
og for en stor Deel, facilitere den indenlandske Hverving; thi man har virkelig
stor Uret, dersom man tilskriver den slette og ringe Hverving, som falder og
gives i disse Lande, allene til en Mangel eller Knaphed paa Folkemængde;
Ney! samme bør og for en stor Deel at tilskrives, om ikke Nationens størr
Stadighed og Sindighed, saa dog Krigsstandens medførte haarde Tvang og
Behandlings Maade, samt det i Krigsstanden forefundne slette Selskab og
liderlige Væsen, saavel som den af begge Deele foraarsagede ringe Agtelse hos


29
de andre Stænder. Disse Ting ere under en temmelig Folkemængde gyldige
nok til at opholde og afskrække fra Krigsstanden, og at giøre Hvervingen
vanskelig.
Endelig kand jeg ved denne Leylighed ikke lade u=erindret, følgende Po¬
ster til Vedkommendes nærmere Eftertanke at anbefale:
1) Om det ikke var tienligt, at alle Bønder=Karle, vanføre og ge¬
breklige alleene undtagne, fra deres Alders omtrent 2ode indtil 24de eller
26de Aar, skulde staae under samme Militair Exercice, som samme Districts
Land=Soldater, dog at disse ikke hver Søndag, og heller ikke alle Districtets
Karle, tilsagdes at møde paa en og samme Dag. J Steden for de mange
raae Folk, som nu under hastig paakommende Krig, udskrives eller anhverves,
var Staten derved forsikkret om dem, der vare meere tienlige. Et uformo¬
dentlig fiendtlig Jndfald i disse adskillige Landskaber var da ikke nær saa farligt
og befrygteligt. Den utidige Frygt og Skrek, som Bonde=Karlen nu har
for at udskrives til Soldat, vilde om nogen Tiid mærkelig formindskes, om
ikke slet forsvinde, naar han ansaae det for en saa u-omgængelig, som almin¬
delig Skiæbne, at staae under Exercice, og omgaaes med Gevehr.
2) Om det ikke skulde være giørligt, at Compagnie=Cheffernes Fordeel
og Tab i nogen Maade kunde føyes og forknyttes med Soldatens Liv og Død,
end og i de Nationale Regimenter, saa snart de førtes i Felten, paa det at
den sidste desto bedre kunde forsikkres om de førstes Omhue. Heri, nemlig i
Officerernes større Omhue, bedre Tilsyn til Soldatens Pleye og Forflegning,
og en varligere Behandling, har de Gevorbene, i Felten, vist nok hidindtil havt
en anseelig Fordeel frem for de Nationale. Vel ere der de Baand, dem man
desuden skulde agte sterke nok, til at forpligte de Foresatte til den behørige Om¬
hue for, og beste Behandling med deres Underhavende. Dog lærer Erfaren¬
heden, at de Foresattes Fordeel er det stærkeste Baand til at forbinde dem til
saadan deres Pligt. J dette derfore, som i mange andre Ting, treffes Maa¬
let rettest og vissest, naar Pligt og Førdeel behændig forknyttes med hinanden.
Nu staaer da kuns en Ting tilbage her at undersøge, nemlig om den
foreslagne Forandring ikke udfordrer en alt for stor og utaalelig Udgift.
Staten vilde ved denne Forandring deels faae nogen større Udgift, for¬
medelst Soldateskets fleere Ægteskabe, deels nogen mindre Jndtægt, forme¬
delst det Afslag, som Bondestanden maatte tilstaaes i Vederlag og Propor¬
tion af den større Byrde og Bekostning, som fleere Menneskers Opdragelse
nu vilde foraarsage. Men derimod sparede Staten en anseelig Summa,
VIII. Deel.


298
som hidindtil i Recrut=Penge og Hvervings=Omkostninger, er ud¬
gaaet, forstaae! jeg regner ikke efter den Summa, som de af Commissaria¬
ret tilstaaede Rerrut=Penge kand udgiøre, men efter den Summa, som den
fremmede Hverving, det Tab paa de Undvigendes Mondur og Gevehr ind¬
beregnede, virkelig koster Staten, eller samtlige Compagnie=Cheffer, hvilken,
som bekiendt, beløber sig langt høyere, og giør dem et anseeligt Skaar i øvri¬
ge Jndkomster. Naar ret Beregning derfore giøres, og ingen Misregning
tillades enten paa den ene eller anden Side, da kand Staten (helst nu, da
Hvervings Omkostninger saa anseelig stiger) umuelig ved denne Forandring
faae større Bekostning, eller Finance=Væsenet finde sig brøstholden; Thi,
man agte her, som forhen mældt, at man ikke bør regne Mand mod Mand
med Indfødte mod Fremmede, men i mindste een af de første imod tvende af
de sidste, siden den sterke og høyst beklagede Undvigelse da vilde ophøre, samt
den u=ordentligere Levemaade, og dens medførte fleere Sygdomme og Døds¬
fald, siden langt større Troeskab og Ærekierhed da vilde findes ved vort Sol¬
dateske, der langt meere, end Antallet, udgiør Krigsmagtens sande Styrke.
Og naar da Udgiften ved begge Forfatnings Maader, fremmed Hvervings
Brug, og dens Hævelse, saaledes balancerer, saa vindes i mindste herved
dette: at Pengene forbliver i Landet, hvilke, naar Soldaten, i steden for her
at opdrages, fra andre Steder skal anhverves, ved de herfra desto fleere ud¬
sendte Vahre og Levnets=Midler, maae indhentes igien. Overalt, da om end
denne Omkostnings Beregning under andre Hænder og Hoveder skulde udfal¬
de anderledes, saa har dog den fremmede Hverving (uden at tale om dene
Uvished) de saa store og betydelige Uleyligheder, dem Staten gierne med en
liden Summa, liden Sparsomhed, eller Udgifters Jndskrænkning i andre
Ting, maatte askiøbe.
Det fremfatte Problema agtes herved noksom opløst. Men en udførlig
og omstændelig Plan til dette Forslags Udførelse overlades dem, der har
Krigens og Krigs=Commissariatets Øvelse og
Erfarenhed.
O. LUTREB.
X6AR


No. XVII.
Undersøgning
Om det er gavnligt og mueligt,
Her til Lands
at undvære fremmed hvervinger,
foruden
hinder i Agerdyrkningen
eller
anden Slags Næring?
i følge
Af det 4de fremsatte Problema udi Danmarks og Norges
Oeconomiske Magazins 7de Bind. 1763


D¬
a jeg allerførst overtenkte dette saa saare vigtige Problema, da
fandt jeg saa mange Vanskeligheder dert at opløse, og saa mange
Anstøds Steene at rydde af Veyen, for at komme til et Maal
med Ære, at jeg vist ikke tenkte at give mig i Laug dermed, end¬
skiøndt jeg var anmodet derom.
Men da Villien alligevel hengde mig over, og jeg kom ihu, at Autor
af Oeconomiske Tanker til høyere Eftertanke havde ligesom banet Veyen
til at opløse dette Problema, i hans 4de Parts 2det Cap. saa prøver jeg nu
paa, om jeg kand følge ham i alt.
Og det Først anlangende Om det er gavnligt her til Lands at und¬
være fremmede Hvervinger?
dg da synes mig det (1) gavnligt at være, for, saa vilde alle de Re¬
eruk=Penge, som nu aarligen gaar ud af Landet, holdes i Landet: Og det er,
som man regner, mod 4000 Rdlr. aarligen for hvert gevorben Regiment Jn¬
fanterie. Vel hedder det i Danm og Norg. Oecon. Mag. 2det Bind pag 198.
At Staten taber intet ved de Recrut=Penge som gaar ud af Landet. De
maa ikke regnes &c., Men det er en Regning som jeg heller overlader til andres
Undersøgning. For det
2) Vilde det være gavnligt; For, saa vilde der iblant de hvervede ikke
komme saa mange Forløbne, Meen=Eedige og Ryggesløse Kroppe her ind som
der giør: Folk som i Qvarteererne og paa Vagterne rose sig, og giøre sig tykke
af de allerskammeligste Laster og Bedrifter, hvorved de ofte forføre og forderve
mange Jndfødde til ligesaadanne helte Gierninger.
3) Vilde vore Byer og vore Gader, vore Huuse og vore Dørre blive
en hoben sikkrere, end de nu ere: Vi have prøvet Forskiellen i disse Aaringer,
da de Nationale have holdt Gvarnison hos os.


302
4) Vilde Leyermaals=Sager, Horerie og Skiørlevnet, som ikke bør
nævnes iblant Christne, merkeligen tage af, naar Soldaten, som siden skal
tales om, fik Frihed og Opmuntring til at gifte sig.
5.) Der vilde og ikke fødes og omkommes saa mange Børn i Dølsmaal
som der giør: Men Ægteskab og Børns bedre Underholdning vilde holde fleere
Børn i Live og ved Sundhed.
6.) Forhører, Krigs-Retter og Executioner vilde blive mindre.
7) Desertionen, et saa stort Onde, vilde saa got som reent høre op,
na ar Armeen kom til at bestaa af Jndfødde.
8.) Plqvet=Vagterne, som i Freds=Tider og i eget Land, gjør Tienisten
saa fortredelig baade for Officerer og Soldat, vilde med alle gaa af.
5) Fiskere og Strandsiddere vilde ikke miste saa mangen Baad, uagtet
al deres Varsomhed og Oppassen.
10.) Danske Armeen vilde ikke blive saa tynd paa fremmet Bund, og
ikke udraabt, som vi læse i Londons Chronicle 1762 No. 866, for at bestaa
af Tivetusende Deserteurer, som ikke kand lides paa.
11) Vacanterne vilde ikke blive saa mange, og Recruterne ikke saa rare:
Der staar nok i det Oecon Maga; 2det Bind pag. 193 og 198. at den,
der har Penge, han har Folk, og at vi fra andre Nationer ved Hverving
nu og herefter kand vorde fournerede med Recruter,. Men vi have i nest
forløbne Aaringer, erfaret et andet; Vi have erfaret, at naar vi meest behøver
dem, saa ere de mindst at faa.
12) Mod og Tapperhed som aldrig har været savnet i Landets Jndfød¬
de, enten til Vands eller Lands, vilde og meere sees, naar Faderen fægtede
for Sønnen, Sønnen for Faderen, den eene Broder for den anden, og alle
for Fædernelandet.
13.) Armeen kunde da og, naar den bestod af Jndfødde commanderes
paa Dansk, ligesom Floden, Søe=Artilleriet og Søe=Cadet Compagniet alle
Tider har været det, og er det endnu. Og hvem tør sige, at det klinger ikke
saa godt paa Dansk og paa Svensk som paa Tydsk? Den, der tenker saa,
har vist enten et fordervet Øre, eller aldrig hørt en retskaffen Mand comman¬
dere paa Dansk til Vands eller til Lands; Tilmed, saa har og det, at com¬
manderes, tiltales og opmuntres, i sit Mødrene Maal, utvivlelig en hem¬
11 111
melig og saare deylig Udretning paa hver en Mand.
14) Men skulde nogen være saa skrøbelig og tenke, at vore egne Jnd¬
fødde ikke skulde kunde døye Krigens og Feldtens Besværligheder, saadan som


303
den fremmed hvervede Soldat, fordi nogle i disse Aaringer have været Syg¬
domme underkastede, saa giver han kun derved sin mislige Slutning tilkiende:
For, det har ikke været Krigens Besværligheder, som har paaført dem disse
Sygdomme; Men de have været befaldne med dem i de beste Gvarnisoner,
og med den beste Pleye: Forandring af Sted og Luft og Føde kand forvolde
Sygdomme til allehaande Folk, og en Tiid meere end anden. Stolte Normand
var i sidste Orlog baade i Marken, paa Galeyerne og paa Orlog=Skibene
sund og frisk; Nu sygelig. Russerne, et Folk saa haardføre var nu i Preussen
sygelig, og for 5o Aar i Pommern uanfægtet deraf.
15) Altsaa indvende man kun ingen Ting af dette eller noget andet Slag
imod de Nationale: Viser han sig nu i Førstningen, naar han, hiemmen fra,
kommer i Gvarnison eller i Marken noget ukyndig i Tienisten, og ligesom frygt¬
som paa sin Post, saa er det vel ikke at undre? Ney, men man forhaane
ham kun ikke, mindre Slaa ham, og begiere ikke, at han skal vide det, som
han endnu aldrig har hørt, og aldrig er blevet ham sagt, saa skal vi see, at
Karlen nok skal blive Karl: Saa skal de fange Mod og Tilforladenhed til sig
selv, vorde muntre og ærekier, og vise sig, i alle deres Soldats Haandterin¬
ger, ligesom vi i disse Aaringer tilsidst have seet det, saa flink, at intet gevor¬
ben Regiment har overgaaet dem.
16) Dog paa det, at Land=Folket i hastig paakommende Tilfælde ikke
meere maatte være saa uvandt ved Tienisten, saa vllde det kand skee være gavn¬
lig og fornøden, at Land=Folket rykkede Compagnie viis, et om et andet, ind
i de nærmeste Gvarnisoner, laa der et Aar eller to ad Gangen, og brugte Kru¬
det lidt meere: Saa vilde denne Gvarnisons Tieniste og oplive dem lidt meere,
og iføre dem med saadanne Sæder, som tilsidst
giøre dem meere beskedentlig
vilde vorde fortplantet paa Bonde=Folket i Landet.
17) Men i alt dette kunde derfor alle frivillige Fremmede antages i Re¬
gimenterne, eller om ikke bedre i et Corps for sig selv
Og nu anlangende det Andet Stykke Om det og er mueligt her til
Lands at undpære fremmede Hvervinger?
Da megter nu vel ingen meere, at det, om aldrig for andet, saa for
Mangel paa Mennisker, vil være plat umuelig, om og Armeen ikke just skul¬
de beholde den samme Storlighed som den har nu: Men skulde det i Tiden giø¬
res muelig, som jeg tænker, da maatte blant fleere og større Indretninger
end jeg skal udfinde, følgende være fornøden:


304
1) At Folke=Formeerelsen i alle nedrige Stænder ikke meere maatte
hindres, men i den Sted paa alle muelige, billige og Christelige Maader sø¬
ges at fremmes; hvorom og kand læses Trondhiemske Samlinger 2det
Bind Pag. 198== 204
2) Alle Haandverks=Svende maatte med mindre Besvær og Omkos¬
ninger kunde komme til at sette sig ned som Mestere.
3) Proprietgiten maatte settes paa saadan en Fod, at han ikke fandt
sin Regning meere ved, at lade Bønder=Karlene hengaae ugifte, indtil der
paa Godset blev Fæste vacant, som det hedder i Oecon Maga; 2det Bind
Pag. 213. For, dette er jo al for aabenbar en Hindring, saa vel for Folke¬
Formeerelsen og den Nationale Recrutering, som for Landet og Jord=Dyr¬
kelsen i Almindelighed.
4) Bonde-Karlen selv maatte heler ingenlunde finde sin Regning mieere
ved, at gaae saa længe ugift.
5) Jngen Bonde=Karl, med føre og sunde Lemmer, liden eller stor,
maatte fritages for Exerceringen.
6.) Jngen Bonde=Karl maatte faa Gaard i Fæste, førend han i det
mindste havde tient saa og saa længe som Soldat eller Dragon, med mindre
han var gebræklig &c.
ti.
7) Alle maatte, efter Compagniets Tour, rykke ind med i Garnisd¬
nen, med mindre gen, som eeniste voxen Søn, forestod hans udlevede syge
eller afdøde Faders Gaard.
8) Bønder=Karlene kunde og kand skee gives Frihed, at overgaae til
de gevbrbene Regimenter, saa snart Landet var bleven saa Folkerigt, at det
52
kunde miste dem.
*) Og blev saa det 2det nu udsatte Problema i det Oecon Magas.
7de Bind fornufteligen udfunden og Christeligen sadt i Verk, saa at unge
Bønder=Karle ikke giftede aldrende og gamle Bønder=Enker, for af komme
til Gaarde, saa vilde og dette merkeligen befordre Folke=Formeekelsen, og
giøre det meere mueligt at vi kunde undvære fremmede Hvervinger.
10) Jeg skal kand skee ikke tale her, om det vanskelige, men jeg tænker
dog ret ønskelige, Stykke: At Bøndergaarde paa 9 og 10 Tønder Hartkorsi,
og alt hvad der er over, blev engang og hvor skee kunde deelt i 2 Gaarder til
2 Familier: J Sverrig er det mange Stæder allerede gjort muelig og sadt


305
Verk. Man læse om dette og om andet saadant meere Hr. Joh. Fischer¬
strøms meget smukke Tanker i hans Paminnelser |vid Syerriges All¬
manna och enskylta Hushalling. Stokholm. 1761. 8vo.
11) Den gevorbene Soldat, Kyrasseer og Dragon, Under=Officeer,
og Corporal maatte, til deels, ikke allene gives Frihed til at gifte sig, li¬
gesom Kongen af Preussen, efter Avisernes Formeldning, nu i sine Lande
har givet 26 Tusende Soldater Lov dertil, men hannem maatte og gives saa¬
danne Vilkaar, at han kunde være tient med en Pige, og en Pige med ham.
12) Vilkaarene har Autor af Oecon. Tank. t. h. Eftert. i hans 4de
Part. 2 Cap. foreslagen saa omstændeligen, at jeg ikke veed at giøre det bedre.
Han vil at de nye Giftede skulde gives en Medgift, og det vil vist nok være
fornøden, om kun den, som han har foreslagen ikke er alt for liden. Han
vil at Børnene skulde gives Brød fra deres Fødsels Dag, naar Drengene
under visse Vilkaar lode sig enroullere at høre til Regimenterne &c. Han vil
at Drenge=Børnene skulde, fra en vis Alder, aarligen gives en Vest eller
Kiol, og lære Haandverker, og Pige=Børnene at sye og knytte. Han vil
at Drengene og siden maae kiøbe sig løs fra Regimentet, imod en fastsadt
Penge, som skulde komme Kongen til Gode. Han taler og om Baraqver
til Soldaten, saadan som Matroserne have de Nye=Boder; Og kunde Gene¬
raler og Oberster faae dem indrettet efter Soldatens Viis, saadan som de
Nye=Boder ere det for de giftede Matroser, saa vilde dette eene, med lidet
Boeskab utvivlelig være dem bedre og nyttigere end en Medgift af Penge. Og
saaledes kunde det da, efter al mit Tykke, giøres mueligt her til Lands at
undvære fremmede Hvervinger. Alle Regimenter skulde omsider kunde
recrutere sig selv med Sønnerne og Landet være tient med Døttrene; En Jnd¬
retning, som jo vel, for mange Aarsager Skyld, var værd at ønske.
Men skulde endelig alt dette, eller hvad andre endnu kunde fremlegge
om denne National=Recruterings Gavn og Muelighed, ikke findes til¬
strækkelig nok, saa veed jeg heller intet meere, end bede at læse den lærde
Hr. v. Justis Politische und Finanzschriften 1ster Band Pag. 46. Om
en ny og fordeelagtig Krigs=Forfatning. Pag. 192. Om Desertions Aarsa¬
ger og Bestraffelser. Pag. 322. Om Caserners Nytte for Soldaten. Og
fornemmeligen hans Forrgesette bemuhungen ztes Stuck Pag. 348. Om
hvorledes Soldatens Desertion kunde hindres. Men see vi nu, for det
VIII. Deel.


306
13) Hvorfra Midlerne til denne Ægteskabs Opmuntring og Natio¬
nale Recrutering skal komme, for at undvære fremmede Hvervinger, saa skal
vi finde at være kommen til det allervanskeligste Sted af dette Prøblema.
Vanskelig, fordi Regimenternes Reerut=Penge, i de første 18 eller 20 Aar,
da de fremmede Hvervinger endnu fik gaae for sig, ikke kand anvendes her
til. Vanskelig, fordi man nødig vilde besvære Kongens Casse, med mindre
det skulde være tilforladelig, som vi læse i Oecon Tank. t. h Eftert. 8 Part.
Pag. 30. At den Regent, som anvendte Penge paa sit Folkes Formeerelse i
de nedrigste Stænder, skulde sette sine Penge paa de allerhøyeste og beste Ren¬
ter, som nogensinde kunde optænkes. Og vanskelig, for man heller ikke gier¬
ne vilde bebyrde Folket med fleere Afgifter. Og hvad er her saa ved at giø¬
re? Een af Deelene faaer jo dog vel at skee? Ja, men i hvad der og skal skee,
saa skal jeg ønske, at denne Selv=Recrutering, ihvor gavnlig og herlig den
end og er i mine Øyne aldrig og aldrig maae blive bragt i Stand, førend
den skulde blive det ved den Fattiges Suk over denne Afgift.
Der er i Oecon Tank. t. h. Eftert. 4de Part iste og 2det Cap.
fremlagt adskillige Maader at hæve Skatter og Afgifter paa; Og alt med
den Forskiel, at i hvad for een man og udvalgte, saa maatte den Gifte, som
havde Børn at opdrage, kun bære halve Deelen af Skatten mod den enlige,
og den, som ingen Børn havde at opdrage; Og det tykkes mig er anlagt paa
de allerbilligste Grunde der kand være til; Endskiont jeg gierne tilstaaer,
at de billigste Skatter ere ikke altid de letteste til at hæve og oppebære.
Der er i Engeland en Skat paa Vogne, som allereede en Tid lang har
havt Sted, og den er nu forestilt at fordobles.
Og i Frankerig er der nu foreslagen en Art af Kop= eller Formue¬
Skat, i hvilken Folket (de Nedrigste undtagen) skulde inddeeles i 20 Classer,
paa det at Byrden nogenlunde kunde veyes af, efter enhvers Skuldre og
Styrke: Og hvad kand være billigere eller ønskeligere end saadan een, i hvil¬
ken de mindst Formuende meest forskaanes, og de ringeste aldeeles fritages.
Men jeg tænker endnu paa noget andet; Jeg tænker, at siden den
Daler som spares, gielder og gaaer ligesaa langt, som den der erhverves og
oppebæres, hvad tykkes vi, skulde det da ikke være mueligt, paa denne Maa¬
de at kunde komme til saadan en Fond, hvorved denne National=Recrute¬
ring kunde settes i Verk? Jeg beder, man betenke dette ret alvorlig! Det er


307
en Daler som kun behøves at spares i 18 eller 20 Aar: For, siden har vi
Regimenternes Recrut=Penge, og alle Recrut=Penge for evig i Landet.
Dernest saa torde jeg sige: At dersom det først blev afgjort i Høye
Raad, at det var gavnligt og mueligt her til Lands at undvære frem¬
mede Hvervinger, saa at der intet andet fattedes i, for at fuldføre denne
eller saadan en Plan, end at udfinde en Fond, hvorved Omkostningerne der¬
til, kunde bestrides, saa torde jeg, om jeg skrev over det iste Problema i det
Oecon. Magaz. 7de Bind, tage mig paa at bevise: At naar en bemidlet
Mand, som ingen Livs=Arvinger havde, vilde giøre et Testament til almin¬
delig Velfærd, saa kunde hannem, for nærværende Tiid, ingen bedre An¬
Slag gives, end at han testamenterede sine Midler til saadant et Brig, hvor
ved Soldaten blev sadt i Stand til at gifte sig, hans Børn til at opfødes
uden Tiggerie, og hans Sønner opdragne som Recruter til Regimenterne:
Ja, jeg torde sige, at hver en Præst og Casuist, som retteligen betragtede
denne Christelige Gierning, efter al sin Nytte til Staten og Soldaten, kunde
og hellig love saadan en Testamenterende, at finde en Naade=Løn derfor i
Himmelen.
Og nu anlangende det Tredie og sidste Stykke, nemlig: Om det er
gavnlig og muelig, her til Lands at undvære fremmede Hvervinger, foruden
Hinder i Agerdyrkningen eller anden Slags Næring?
Da finder jeg ikke, at Agerdyrkningen i nogen Maade kand hindres
ved saadan en National=Recrutering, som her er foreslagen, men snarere
derved vil fremmes: Og jeg troer heller ikke, at nogen med Føye kand have
noget at indvende derimod.
Men see vi til anden Nærings Hinder, saa vilde lovlige Haandver¬
ker og Professioner, om en Snees Aar, vist nok komme til at savne man¬
gen god Arbeider, som de nu finde blant de Gevorbene, dersom det ikke heri
var betænkt og besørget, at alle gevorbene Soldaters Drenge=Børn, som
havde ladel sig enroullere, skulde betimeligen settes til at lære Haandværker.
Endeligen og tilsidst undre ingen over, at jeg ikke har gjort og besva¬
ret fleere Jndvendinger end jeg har.
Jeg veed nok, og har erfaret det med, at intet i Verden, enten saa
sandt kand siges, eller saa nyttigt foretages, uden det jo baade kand finde
og finder Modsigelser, ja, mangen Gang saa mange, at de allerbeste Ting


308
derover legges til Side, og altsaa vil dette Problema, i hvad for en Opløs¬
ning det og faaer, vist nok finde sine med: Men da vedkommende Høye nok
vil vide at forkaste alt det, som egennyttig Baade, eller Frygt for bare ind¬
blldt Tabe, vil søge at legge i Veyen, saa lader jeg det herved berøe.
Og see! saa vidt og videre gaaer ikke mine smaae Betenkninger: Men
ihvor vidt nogen andens end maatte gaae, saa skal dog neppe nogen faae ud¬
arbeydet saadan en Opløsning eller Plan hertil, som i alle Stykker kand
vorde fulgt.
For, her er et Problema af et saare stort Omfang; et Problema som
betreffer heele Staten og alle Stænder i Riget, om ikke hver Mand i Lan¬
det: Og hvor er ene noksom til det?
Derfor vil det vel heller ikke være ventelig, at noget fuldstændigt vil
komme for Dagen, førend een eller anden Commendant, Oberst eller Capi¬
tain paa Armeens, Garnisonens og Soldatens Vegne, og førend Amt¬
manden og Proprietairen, Regiments=Skriveren eller Amts=Forvalteren
paa Bondens og Land=Soldatens Vegne, og Borgemester eller Raadmand
paa Borgerens Vegne, faaer udladt sig herom, ligesom jeg, der er ingen af
Deelene, har udladt mig.
Men da dette og formodentligen vil skee, efter saadan en offentlig Jnd¬
bydelse til Alle, saa vil Kongen og hans Høye Raad og først være ret i Stand
til, at giøre et ønskeligt Val, og formeere en fuldkommen Plan
til en lyksalig og langvarig National=Recrutering,
hvortik
om er Hærskarernes HErre,
Gud,
give det beste Raad!
No. XVIII.


No. XVIII.
Eenfoldig og velmeent
Svar
paa det
til ventelig Besvarelse for Aarets Udgang, af det
Oeconomiske Magazins 7de Bind
fremlagde
4de Problematiske Spørsmaal,
Er det gavnligt og mueligt
her til Lands,
at
undvære fremmede hvervinger,
foruden
Hinder i Agerdyrkning
eller
anden Slags Næring
af
Biburs.


Priusqvam incipias, conlulto, et ubi consulueris, mature facto opus est.
SALLUSTIUS.
S¬
iden dette Spørsmaal er fremlagt til ventelig Besvarelse ey alle¬
neste for de Vittige, men og for de Oeconomisk sindede Patrioter,
hvor iblant jeg ved saa stor Nidkiærhed, som liden Jndsigt, dog
vel kand fortiene et Stæd, saa maatte det holdes mig til gode,
at jeg, skiønt uden for min Becirk, frembærer, saavit min Tiid
og Evne formaaer, det, som jeg dog sikker venter og ønsker,
til deels vil blive bestyrket ved flere tillige vittigere Patrioters vigtigere og meere
overbevisende Grunde, end dem, jeg enten har kundet indsee, eller, ved at
have flere Afhandlinger under Hænder, har kundet sandse, eller faae Tid til
at sammensanke.
Jeg velger da, i hvorvel med nogen Undseelse, heller til dette Spørsmaal
at sige Ja, end Ney, og med følgende Grunde at lade mig høre, saavel for
de høye gunstige Censores, som for andre fredsommelige Læsere.
Jeg siger med beraad Hu: fredsommelige; thi, hvis man i vor gode
Fredstiid, (fordi der handles om Hvervinger og Krigsfolk, ey havde den Lykke,
med hver Læsere at være af lige Meening,) blev udfordret til Duel med hvasse
Penne, (hvorimod just ingen Duel Mandat vides, at være udgaaet) der vilde
jeg dog med et gierne overlade en slig uforventet Strids=Mand baade Æren og
Seyeren, ja heel overlade hannem Triumpfen over den, der ikke mødte paa
Pladsen, saafremt ellers det første, ved slig Erklæring, holdtes meere nan¬
stændig, end det sidste.


312
Jeg foreholder da hertil Lands.
1) Gavnlig at kunde undvære fremmede Hvervinger.
2.) Under visse Betingninger muelig virkelig at undvære dem, og
Slig Resolution, efter faa Aars Forløb, hverken for Agerdyrk¬
ning eller anden Næring hinderlig.
Holder jeg det gavnligt for følgende Aarsagers Skyld.
2) Pengene, som paa Hvervinger maae fortæres og hvorved de Frem¬
mede Hvervede anskaffes, kunde blive i Landet, i den Sted der aarlig, forme¬
delst Desertion, skulde befindes at udgaae og tabes en utrolig stor Summa,
naar den ikkun for dette Aar fra alle Vedkommende blev angivet, som derved
har haft et anseeligt Tab; de Fremmede udslæber tit og ofte baade Hæst og
Mundering og fører undertiden skikkelige og uskyldige Landsens Børn i Ledtoug
med sig, naar deslige Deserteurer, uden at forvolde os derved nogen fornuftig
Eftertanke, endskiønt forhen, i den korte Tiid, de vare hos os, vel iblant har
roost af, hvor mange Potentater de allerede haver tient med et par Skoe.
b.) Dernæst Gavnlig, fordi derved og derover, Landet engang blev for¬
skaanet for de farlige Speidere, som der iblant kunde stikke, eller i sin Tiid for
vore Fiender vare i stand, Landets og et hver Stæds Leylighed, til vores ubo¬
delige Skade og Fiendens betydelige Fordeel, saa heel nøye at angive.
c.) Gavnligt er det, fordi vore egne indfødde Danske og Norske Folk
ikke eftergiver nogen anden Nation, noget i Moed, Troeskab, Tapperhed og hvad
som giver Ære, hvilket er alt for vel bekiendt, saa lenge deres retskaffene An¬
forere beviser, at have noksom Fortrolighed til deres Mandighed og Tapper¬
hed naar Tiid er.
d) Gavnligt er det og, fordi den, der fægter pro aris &. focis (at jeg
skal anføre en anden Patriots forhen brugte Tanker og Ord) eller den der har
nogen Eiendom, Kone og Børn, eller andre Blods=Forvantere i Landet at
sægte for, gaaer, ved paakommende Fristelse, langt solidere og alvorligere
til Værks, end nogle gemene nedertrægtige, forløbne Leye=Svenne, der enten,
paa fiendtlig Viis, søger, at giøre Bytte ved Stædets haarde Skiæbne, som
Fienden faaer lov, at overstrømme, eller og, ved at see nogen af deres vrede
Brødre eller Landsmænd imod dem at komme anstigende, da i utide foretager
sig, ingen Trætte, mindre Slagsmaal med dem at ville have, men hellere til
Hæst og Fods vender sig med et til den venstre Side, naar de seer, de andre
at sigte til den høyre.


313
e) Ja saadan Gavn skulde og der i sær lade sig tilsyne, hvor et eller flere
Regimenter, bestaaende af bare Danske Karle, tillige kunde af Danske An¬
førere blive commanderede paa got breed Dansk, saavelsom de Norske ved deres
Norske Anførere paa deres Modersmaal; da de ikke af Sproget kunde eller
skulde saa længe forvildes, ved enten at lære deres Exercitier, eller engang af de
lærdte Exercitier sig i Feldten at skulle benytte, saa længe Orden var at holde.
De fremmede høyere og ringere Ober=Officerer, der hindtil staaer i Dansk
Sold, der baade tænker ædlere, end just de gemene Fremmede, der og ofte fra
andre Lande tilfører os store Krigs Forfarenhed og tildeels allerede her ere lige¬
som naturaliseret ved adskillige Aars tro Tieneste, ved Slegtskab, Giftermaal
eller øyensynlig Kiærlighed og Troskab mod vor kiære Konge, saavelsom hans
Riger og Lande, har jeg ikke et Ord imod, for den forbigangene og nærvæ¬
rende Tiid, men raader dog nok, derudi at gaae heel varlig og sparsommelig
tilværks, for den følgende Tiid, alt for, til Fædrene=Landets almindelige
Gavn, at opfylde deres Ønske og lempe sig efter deres Sind, man længe siden
har lugtet, at skulle helst lade sig anføre af dertil fremsøgte og efter Fortieneste
forfremmede Danske og Norske Mænd, der, ved at forstaae Haandværket og
at have forsøgt sig paa fremmede Stæder, kunde til deres største Glæde, som
fornuftige Fædre, da handle og tale med saadanne undergivne, som deres til¬
lids fulde Sønner, paa Lands Viis og Modersmaal; hvorved Frygten alle¬
tider skulle findes, at være ledsaget med en selvsom og forunderlig Kiærlighed,
der først vilde vise sin rette Nytte, naar og hvor det nogensinde for alvor skulde
komme til at gielde.
Ja, just ved saadan Omgang skulde Gavnen deraf best kiendes i Læng¬
den, at man lagde sig allene efter, at recrutere Regimenterne med Landsens
Børn eller dem der vare lige ved dem at agte, ved at have giftet sig i Landet
eller længe tient og arbeydet paa Verkstæderne og anden Maade, der forstode
Dansk og havde faaet saadan Smag paa det Danske Brød, at der ingen meere
Tvivl var tilovers, vort Land jo nu var dem kiærere, end deres eget Fæderneland;
hvor alting for dennem, siden deres Hidkomst, var fremmet, død og øde.
f) Ja var det ikke vist en stor Gavn i Landet, naar enhver i Fredstider
kunde søge sit Hiem, sit Arbeyde, sin Næring og Verkstæd, saavit det var
tilladelig og giørlig, i følge som vitløftig bekiendt med Luften og kosten, med
Folket og Arbeydet, var bedre betroed iblant Folk og lættere kunde vinde sin
skikkelige Udkomst, end vild Fremmede, og i følge kunde ventes, at leve langt
fredsommeligere og ordentligere, end de, der ofte ey kand forstaae hvert tiende
Ord, og hvis Lediggang føder Uorden, Drik og Slagsmaal og allehaande
VIII. Deel.


314
Uteerlighed af sig, baade til de brave Officerers Fortræd og Græmmelse, til
saavel Kongens og Landets som Borgernes og Landmændenes Skade.
g.) Dette var Gavn for Landets Døttre, der hellere maatte lade sig i al
Ære trolove og sammenvie med en brav Dansk eller Norsk Krigs=Karl, som
det skeer med vore allerbeste enroullerede Matrøser, end lade sig besvangere og
skuffe af en Fremmet.
h.) Det var for alleting Gavn i Længden, at der endog blant gamle Folk
i alle Landets Hiørner, kunde i fornødne Tilfælde, findes dem, der snart videre
kunde anføre de Unge og for de samme træde frem i Spidsen, naar, det Gud
i Naade forbyde, nogenstæds fra Landets Udsider eller og ved Søe=Stæderne
til nogen fiendtlig Jndfald skulde blive gjort Mine.
2) Nu kommer det da an paa, nogenledes at gotgiøre Mueligheden
af det, som enhver for de anførte mere og mere betydeligere og flere Aarsagers
Skyld, som kunde betænkes, for saavit maatte lade gaae og gielde for gavnlig
Er det mueligt spørges her egentlig, her til Lands at undvære fremmede
Hvervinger?
Spørges hvorved, om vi af vore egne indfødde Landsens Børn kunde
have nok til Landets fornødne Forsvar, da kand, i mine Tanker, her til ikke
svares anderledes, end at det vel efter nogle faa Aars Forløb, kunde blive mue¬
ligt, naar man betids vilde indrette Anstalterne derefter og ikke sær fatale Syg
domme eller Dødsfald skulde pludselig henrive voxes unge Reserve Mandskab.
Bleve disse, nemlig, alle betimelig exercerede og lærte, saa snart skee kunde,
forsigtig at bruge Gevær, som Stridsmænd fra deres Ungdom af, der frem¬
deles ingen Bonde maatte faae Gaard i Fæste, eller nogen Borger=Søn ned¬
sætte sig ved nogen Haandværk eller Handtering, førend enhver bevisligen var
i stand til, at giøre, hvad en Krigsmand burte, skulde 6 til 8te Aar, efter
saadan Anordning og Anstalt, foraarsage og levere et saadant Militairisk Væ¬
sen i alle Stæder og Byer, at man med Forundring skulde see og høre, alle
smaa Drenge at kunde frisk og utvunget giøre vore Krigs Exercitier, ved ligesaa
tillig at forstaae de derhen hørende Termminos, som at giøre rede for Figurene
paa deres Fibel=Bræt; det vilde da ikke foraarsage en Landsby=Dreng paa
16 Aar saa stor en Alteration, at høre en Flint blive løsnet, som det nu giør
og den latterlige Vankundighed vilde ikke længe blive saa stor, som jeg virkelig
har oplevet med en gammel Karl, der først for sine Øyne lod Fænghullet villig
forsyne med Spurrehagel, da han var overtalt til den hos ham uforventede
Mandighed, at skyde en Bøsse af; som hvor efter han endelig sank i Knæerne,


315
da den i Selskabet værende Skalk, fik Krud lagt paa i Stæden og den med et
brændte af for ham, ved første nye Forsøg og til hans langvarige Forbauselse.
Min Læsere vilde holde mig deslige Fortælning til gode, dermed jeg sigter
alleene til at gotgiøre, hvor vidt det er mueligt, ved kyndige og exercerede Landets
Jndbyggere noget allestæder at kunde udrette og derefter, om en føye Tiid, alle
fremmede Hvervinger at kunde undvære, naar vi nemlig selv havde nok af det, vi
hos fremmede iblant maae søge, nemlig øvede vel exercerede Folk, thi forinden vilde
denne, som efter Ordsproget omnis muratio subita, være periculosa.
Mueligt agter jeg ellers det at være at udrette noget ved mindre Antal
af tro Tienere og redelige Striidsmænd, der, vel exercerte, fornøden klædde
og forsvarlig besoldede, tillige ansaae hinanden for Brødre og een Mands
Sønner, end ved en stor, for hinanden uforstaaelig, iblant hinanden og
mod hinanden misundelig troløs Flok; thi, i den Stæd, de første vilde fægte
som Løver og staae som een Mand, saa kand kuns af de sidste forventes liden
Gavn, der, hvor de skulde stride for vort kiere Fædreneland, muelig torde
søge Leilighed, at see engang deres Hiem, eller andre dennem bekiendte Lan¬
de, igien, naar Omstændighederne førdte dem paa de Veye, om de og der¬
ved skulde udmatte sig paa nogle Miles Reise ved Natten, og derover heller
imodtage en paa anden Maade vaad, end just en blodig Trøye.
Nueligt var det i sær, saavidt jeg skiønner og forstaaer, at tilveye
bringe, saavel til Lands som Vands, det u-omgænglig fornødne Antal baa¬
de til Landets Forsvar og Arbeyde, naar vore utallige udreyste og sig anden¬
stæds opholdende Bønder=Karle kunde, med Frugt, blive hiemkaldet og i
høyfornødne Tilfælde, nogle faa Exempler derpaa kunde blive statueret, at det
var mueligt og endskiønt ved stor Omkostning og bemøyelse, kunde blive mue¬
ligt, at faae en meenedig Bonde=Karl, som enten havde soret Kongen sin
Troeskabs Eed, for at bruges i fornødne Tilfælde til Lands eller Vands,
eller og havde gjort sig usynlig, naar andre hans Ligemænd til de anordnede
Sessioner, paa Anfordring redelig havde fremstillet sig, at faae, siger jeg,
ikkun nogle faa af saadanne, flygtede fra vore Riger og Provintser, med god
Maneer tilbage; var det ikkun og een eneste fra et hver Herred eller Sogn,
hvor de savnedes i Haabetal; dog jeg hertil hellere raader at vælge de milde¬
ste og bedre indtagende end haarde og skrækkende Midler; (thi hvor utroelig
og u=endelig stor er ikke Antallet, der i Holland allene af den Vester=Jylland¬
ske District, uden at gaae videre inden= eller udenlands, baade har nedsat sig
og øyensynlig tænker der endnu at nedlade sig). Hvilken en stærk Jndtryk
vilde det ikke give hos den gemene Mand, naar sligt kunde bevises at blive


316
muelig og giørlig, saaledes at hente en ufri Landsens Undersaattere fra sin
formeente Frihed tilbage, der ellers vist nok i de paafølgende Aaringer, søger i
samme Frihed at giøre fleere af sine Venner deelagtige.
Og dette er da en Hoved=Betingning, under hvilken jeg sikker formo¬
der, baade de fremmede Hvervinger at kunde undværes.
Og fremdeles for det tredie hverken Agerdyrkning eller Manufacturer¬
ne saa at skulde lide nogen Brøst for de fornødne Arbeydere. Naar dette
Forslag og Ønske kunde sees opfyldt (om ellers kyndigere Patrioter vil give det
bifald, da der ventelig, paa et nyt Spørsmaal om rimelig, sikker og for¬
varlig Middel og Maade dertil torde fra vore patriotisk sindede Stats¬
Mænd, indkomme adskillige velgrundede Betænkninger, hvoraf Fædrenelandets
sikkre Forsvar ved HErrens Beskiærmelse for alle Ting, paa en stor Deel kun¬
de beroe, saa fremt Gud ey besynderlig ved Sygdom og stor Død vilde for¬
mindske Tallet paa vore tilsamlede og saaledes fremsamlede og indhentede til
Striid og Arbeyde kiærlig opmuntrede raske og færdige unge Mennisker, eller
paa anden Maade rævse og hiemsøge vort kiære Fædreneland) da kunde saa
mange fleere Folk, der ey vare tilladte alle at udreyse (som vel i Freds Tider
end og kunde tillades et anseeligt Antal, ja burde tillades ved fri Fart og Søen
fremdeles at fortiene os nogle fornødne kiønne Penge=Summer til Hielp i
Skatternes Betaling, og anden Omsætning) jo derfor nok baade i Kiøbstæ¬
derne og paa Landet ved Manufacturer, Fiskerie, Bønder og Haandværks
Folk og saa fremdeles, ligesaa fuldt giøre Gavn, fordi de stode i det eller det
Nummer, ved det eller det Regiment til Hest eller Fods, eller ved den Divi¬
sion af Søefolk og med dertil hørende Mundering vare forsynede, hvoraf de
ingenlunde til nogen Gierning at udrette, blev ringere;
Ja, jeg venter end meere, at den Orden og Subordination, som unge
Folk ved Militair=Standen sættes udi, gav Faderen lydige Sønner, Meste¬
ren flittige Svenne og Hosbonden skikkelige Tienere ved deres Handtering og
Arbeyde, naar, i alle fornødne Tilfælde, baade Fader, Mester og Hosbon¬
de vidste, ved hvis Hielp de kunde faae de ulydige, selvraadige og paa anden
Maade uskikkelige bragt i deres forsvarlige og tilbørlige Grændser.
Med videre vil jeg her ey opholde den gunstige Læsere, som forhaabent¬
lig, i denne vigtige Materie, vil see saa mange vittigere velsindede Patrioter i saa
uforligelige Maader bedre med Pennen at fægte og deres Exercitier bedre baade
at forstaae og forestaae, at jeg (ved at ansees for gammel eller ung) enten som
Emeritus tør villig faae min Afskeed, eller som umoden bortvises, hvor man
ved Jndbydelsen har søgt, af Skribenterne kuns at hverve bare Helte.
æxhrehact=


No. XIX.
Patriotisk Svar
paa
det Allernaadigst
fremsatte Spørsmaal:
om
vi her til Lands kand undvære
fremmede hvervinger.
allerunderdanigst
indsendt
af en Dansk.


et er en med de største Overiilelser i vore Domme, at vi ofte
528
iiøre Slutning, førend Grundsætningene ere overveyede,
sætter os for at bekræfte en Satz, førend vi har vel be¬
tænkt, om den kand bekræftes eller ey. Det er vidst en Over¬
ilelse! Men hvor let kand man ikke falde dertil? En Patriotisk
Nidkiærhed kand end selv forlede os dertil e. g. hvor fristes jeg nu af samme!
nu i dette Øyeblik, da jeg tænker paa det fremsatte Spørsmaal: Er det
savnligt og mueligt, her til Lands at undvære fremmed Hvervin¬
ger, foruden Hinder i Agerdyrkningen, eller anden Slags Næring?
Min patriotiske Nidkiærhed er strax færdig at svare: Ja! o! hvor gierne vilde
jeg svare: Ja! Men her er i Spørsmaalet sat saadanne vise og visse Grænd¬
ser, som modererer min Fyrighed, og befaler mig at gaae frem med langsomme
Skridt til Maalet af mine Slutninger. Jeg har heller ikke Forlov at lade mine
Tanker svæve ud til andre Lande; thi her spørges allene: Er det gavnligt
og mueligt her til Lands &c? Dog kand jeg ikke bare mig at tage Norge,
det trøe Norge, med til min Undersøgning. Disse toe hinanden saa troe=for¬
eenede Riger ere da Grændserne for mine Tanker. Nu kommer her to andre
Moralske Grændser:
I.) Er det gavnligt?
2) Er det mueligt?
2) Der tillades mig en liden Forandring: at jeg maae betragte Spørsmaa¬
lets sidste Vilkaar først. Først vil jeg undersøge om det er mueligt; thi ellers
falder al Tanke om Gavn og Nytte bort. En Ting der er plat umuelig kand
heller aldrig blive til Nytte. Det var maaskee nyttig, om vi kunde lære at flyve
igiennem Luften, men Umueligheden giør det forgieves at tænke paa Nytten.


320
Jearus vilde prøve den Kunst, men han druknede med al sin Klogskab; Op¬
dius beleer ham, og siger;
Dum petit infirmis nimium sublimia pennis
scarus, scarias nomine fecit aqvas.
bliver det umueligt for os, at holde vor Armee med vore egne Landsbørn allene,
da nytter det ikke engang at tænke derpaa. Dette vil vi undersøge.
En god Ven som har discoureret med mig derom, har af en Pa¬
triotisk Drift, vildet paastaae, uden nogen Vilkaar, at det var mueligt; Hans
Argument var: at ligesaavel som Gud havde givet et hver Land de fornødne
Producter og Væxter til Føde og Sundhed, saa havde han og givet et hver
Land de fornødne Jndpaanere til Forsvar og Sikkerhed. Argumentet lader at
være noget, men holder ingen Stik! den første Satz falder hen ved at tænke
paa Holland, Sperrig &c. den anden falder hen ved at tænke paa Grønland,
dette med Snee og Jis bedækkede Land, har vel Producter til at føde Grøn¬
lænder som Grønlænder, der fødes af Selhunde, og cureres af Tran, men
det har ikke Jndvaanere til Forsvar, om en Fiende skulde være saa daarlig at
angribe dem. Argumentet vil jeg vel biefalde, naar det indrettes saaledes
at ligesom et hver Lands Producter ere for Jndbyggerne de sundeste og
sikkreste, saa ere og et hver Lands indfødte de troeste og sikkreste til Landets
Forsvar, det samtykker jeg. Men saa viiser=Argumentet alleneste det nyttige,
men ikke det muelige i Spørsmaalet. Enhver Patriot siger uden Betænkning
det var nyttigt; men de fleeste siger, uden Betænksomhed det er umueligt!
Er det da umueligt, saa maae her være saadanne Modsigelses Grunde som for¬
volder denne Umuelighed. Grundene maae da være efter mine ringe Tanker
disse: enten saaledes: Dannemark har ingen Folk til Soldater. Ergo maae
vi have Fremmede, eller saaledes: Dannemark kand ikke undvære Folk til
Soldater. Ergo &c i disse toe Grunde, saavidt jeg kand see, ligger alt det
der kand siges til at giøre Sagen umuelig. Og der som disse Grunde ere sande,
saa er det forgiepes at tænke eller tale om Nytten. Jeg vil lade dem gielde i
al deres Styrke: jeg vil eftertænke, ja nøye eftertænke dem, jeg vil ikke tænke
paa Slutning; førend de ere overveyede.
4) Det hedder da: Dannemark har ingen Folk til Soldater; det
er: efter manges, ja for manges Tanker, med reene Ord sagt; de Danske
duer ikke til Soldater, Ach! mit heele Jydske Blod bruser ved at høre det.
Dog! jeg vil viise en Jydsk Koldsindighed i at høre videre: En fameux
§. 135. Les Cavaliers Dangis ne sont pas des meilleurs Sol¬
Molesv, tør sige1


321
dats, hvorfor? par ce qv ils sont, generalement parlant, Naturels du pais. Har
nogen hørt grøvere? Det heder af andre, ja saa heder det: de Danske ere
tunge, langsomme, ubeqvemme, ubehændige, forædte, de kand ikke komme fra
Grød=Fadet og Fleske=Skinken. Jyderne ere plumpe. Sjædlands=Farer¬
ne dumme som Fæ. Lollikerne lade. Fyenboerne feige; der er ingen Mun¬
terhed eller Snildhed ved de Danske; Plov og Høelee falder bedre for dem
end Bysse og Kaarde. Ney! da seer man et andet Soldater=Væsen hos
Tydsken. Holdt ind. Nu vil jeg ikke høre et Ord meere. Kiære Landsmænd!
skal vi taale det? Er der da nu ingen Draaber i os meere af det tapre Cim¬
ber=Blod? er nu vor ældgamle Roes ude? kand det nu ikke længere hedde;
J stridbare Jyder! sidst ude i Norden,
Men ikke de sidste i Lynild og Torden.
Behiertede Cimbrer J bære det Rygte
At Verden for Eder maae skiælve og frygte &c.
Duer de Danske nu intet til Soldater=Standen? jeg meener jo; jeg paa¬
staaer, at de ere ægte Soldater; og at hvad Strabo har sagt, er sandt:
Qvo magis ad septentrionem & oceanum vergunt homines, eo sunt hellicosio¬
res, at den ægte Soldater=Art ligger i de Nordiske Folkes Hierter, baade
Danske og Nordske, ja jeg vil regne de Svenske med; Endskiønt en af deres
nyere Autores ikke skriver saa raisonabel om os. At bekræfte denne Sand¬
hed ved utallige Beviis, er uden for mit Øyemed. Man har kun at læse vor
Høyærv og høystfortiente Patriots Hr. E. PONTOPPIDANs Gesta & Vestigi¬
Danorum extra Daniam, der er Tapperheds, Troeskabs, Hurtigheds, Snild¬
heds, ja Manddoms Exempler, i saadanne Grader, som faae, ja jeg tør
sige, ingen Nation i Verden skal fremvise større. Det var i gamle Dage,
maatte nogen sige. Ney! om Forladelse. Exempler og Beviis strækker sig
til de nyeste Tider. Jeg maatte gierne spørge: Naar har vor Nation tabt
sin Færdighed til Krigs=Væsenet? var det vel fordi vi i sidste Svenske Krig,
tabte to Batallier, een paa Skaane og een ved Gadebusk (jeg skammer mig
ikke ved at nævne dem). Er der vel nogen Nation, som jo har tabt et par
Batallier, ere de derfor slette Soldater. Vi vare i fior ikke bange for at
møde ved Gadebusk igien. Vi tilstaaer at vi tabte de benævnte to Batallier,
men naar det skal hedde: Die Danen kriegten Schlage, det disputerer vi.
En eeneste Anecdota vil jeg anføre: Greve Magnus Steenbock, de Svenskes
Anførere, skrev, i sit Fængsel hos os, som en forbittret Fiende imod de
Danske Hans Original=Breve ere uforfalskede trykte 1726. Men aldrig
VIII. Deel.


322
har han mældet, at de Danske vare slette Soldater. Tvertimod extravage¬
rer hans Bitterhed, til at kalde de Danskes Conrage en stolt Hovmod, saa¬
ledes heder det i et Brev til Princessen i Sverrig, dateret Kiøbenhavn den
15 Januarii 1714: Es sare Dannemarks stolzer Hoffart, und Vorhaben
Schweden ganzlich unter die Fusse zu bringen, nicht zu beschreiben. Og oven
for i samme Brev, skriver han, at han havde ønsket at Freden havde blevet
sluttet, et Aar førend han vandt Slaget ved Gadebusk, hvorfor? dann GOtt
seisz, skriver han, datz es mohl seyn murde, venn Schweden sich mit Ehren
los machen konnte. Døm nu enhver, naar en forbittret Fiende, en Anfører
selv der havde vundet 2 Slag, taler saaledes om vor Nation, saa troer jeg
neppe, at vi tabte vor Roes i bemeldte Slag; maaskee havde vi havt mindre
Fremmede, at vore faae egne havde gjort deres Sag bedre. Hvor mange
Søe=Slag tabte vi i den Krig? der vare vore egne alleene.
5) Men ingen tænke, at Kiærlighed til mit Fæderneland giør mig
blind, eller at her stikker en egen Selv=Roes herunder, som von Justi døm¬
mer om de fleeste, der roeser deres Nation. vic. Moral=Skriften 2 Tom. pas.
70. Langt fra! jeg vil derfor endnu lidet undersøge vor Satz, om her maa¬
skee ikke kand være noget sandt deri. Det maae da atter hede: de Danske
ere dorske, langsomme, ubehændige &c. Jeg vil her tilstaae saa meget, som
Sandhed og Upartiskhed befaler mig. Jeg tilstaaer at Nationens Sentimens
nu omstunder ere ikke saa blodige og krigske, som i de ældste Hedenske Tider,
da Straaedød var Vey til Nifelhe m eller Helvede, og en martialsk Død før¬
te til Valhal, da det hedde om en døende Soldat:
Ridendo excepit lethum, mortemqve cachinno
Sprevir, & Elysium gandlens fuecessit in orbem, Th. Parthol Antiqv Dan.
Den saliggiørende Religion har udslettet disse barbariske Sentimens, gjort
Forskiæl paa en ugudelig Vovehals, og en tapper Christen, og har sat den
sande Tapperhed paa en fastere og tilladeligere Grund. Jeg tilstaaer, at
Nationen blev i de mellemste Tider temmelig afvandt fra Krigs=Væsenet,
da den store Forskiæl paa Folk sneg sig ind, og de fleeste, een efter den anden
trækkede sig fra Soldater=Standen, og holdt den lykkeligst,
vi paterna rura
bobus exercet suis, da Jarlerne fik heele Lehn og Provincerne frie, imod et li¬
det Antal Soldater at holde, da Styris=Mændene fik deres Gaarder paa
Levetiid frie fra Leding, Stud, og Jnne, da Herre=Mændene fik Lov at
kiøbe disse Gaarder til Arv og Eyedom, og fik disse Herre=Sæder frie, og
Bønderne bleve vornede og Livegne, da Geistlighed, for nogle Siæle=Messer at


32
synge, fik draget de beste Stykker til sig, og alle deres Kirke= og Kloster¬
Godser skulde være frie, i denne Periodo var Krigs=Væsenet fast uddød.
Naar noget kom paa, maatte Kongerne saa godt som trygle til Stænderne,
inden en Haandfuld Folk kunde samles, hvilket sees tydeligst i Friderich den
Tredies Tider af et Brev dateret den 31 Mart. 1655, at det var med Be¬
sværlighed, han fik samled de saa kaldede Sogne=Ryttere, der bleve holdte
for Landets beste Defension, og udgjorde ikkun 2000 Mand. Jeg tilstaaer
videre, at vor Almue, forstaae Bonde=Almue, er tung og langsom af sig;
de trækker noget vel meget paa Lemmerne. Men kiære Venner! de har jo
aldrig været paa Dandse=Skoelen, lad dem komme der, jeg vedder at en
saa kaldet plump Jyde, skal lære at dandse saa net og let som en Fransk=Mand.
Det er heller ikke saa underligt, at en opvoxende Bonde=Karl, ved en Plov
og Høelee, ofte under en grov Lade=Fogeds Pidsk, faaer en krum Ryg. Mon
ikke al Verdens Bønder gaae ligesaa krumme og nedbøyede ved Ploven, som
en Dansk Bonde, lad ham komme under een af vor nu omstunder honnette og
Menniskelige Officiers, han skal blive den kiækkeste Soldat i Verden. Jeg
saae i disse sidste Aar den største Deel af vor Armee. Men jeg saae i Besynderlig¬
hed vore ypperlige Danske Ryttere, vore hurtige Nordske Dragoner, vore
kiække National=Grenadiers. Himmel! hvilke deilige Folk. Jeg forestillede
mig i dem en udvalt Samling af vore gamle Cimbrer, Gother, og Longo¬
barder, jeg anfaae enhver af dem for at burde underkaste sig den 14 Art. i
Kong Frodes Lov, med ligesaa stør Munterhed, som de tiener den beste
FRIDERICH. Vor Land=Militz viiste, ved samme Tog, Prøver nok paa
Hurtighed, de havde mest med Artilleriet at bestille, 14 til 15 Skud med en
Canon i eet Minut kunde de præstere, var det ikke nok til at vise at de vare
ikke de sidste i Lynild og Torden?
6.) Alt dette kommer an paa Øvelsen: men jeg paastaaer videre: at der
ligger i vore Nordiske Nationer, den ægte Soldater=Geist fra Roden af, saa
at, om vore fleeste unge Drenge, fast i alle Stænder, maatte raade sig selv,
gik de alle i Militaire=Standen. See engang i en Bye, hvor der ligger
Garnison, der finder alle Drengene deres fornøyeligste Leege i at agere Solda¬
ter; deres høyeste Lyst er at canonere og skyde, om ikke med andet saa, med en
Nøgle=Bysse, saa at mangen en gammel Moder med grædende Tone over¬
skænder sin Søn, naar han leeger med sin Træe=Bysse
J lille Michel! lad det Narrerie dog være
Maaeskee du tiilig nok Mousquetten faaer at bære.


324
Alle derom udgivne Forordninger kand neppe holde de gamle Bønder fra den
farlige Lyst, at skyde til Brylluper og Nye=Aar. Jg hvad skal vi tænke om
den Fornøyelse, som de fleeste Borgere i Stæderne finde i at skyde til Skive
og Fugle=Stang? jeg tænker det samme, som den vakkre Skribent J. F. Ca¬
merer om denne Sag skriver: 2 Tom. 846. Aus solchen kleinen Umstan¬
den konnen vir dennoch immer sehen, das noch in uns das alte krie¬
gerische Blut der Odinen vallet. Naar jeg nu drager alt dette sammen,
finder jeg intet i den første Jndvending, som giør Sagen umuelig. Vi gaaer
til den anden.
7) Her heder det: Vi kand ikke undvære Folk til Soldater. Ergo,
denne Grund synes langt vigtigere. Dog! jeg veed ikke hvad den er, thi
naar vore Jndfødte ikke duer til Soldater, da var Sagen ligesaa umuelig
som om vi slet ingen havde, jeg vil her atter tilstaae saa meget, som Sandhed,
og Upartiskhed fører med sig: Jeg tilstaaer, at vi ikke har den Folke=Mængde,
som fordum, da de store Emigrationer skeede, som den Tiid Kong Frode kun¬
de bemande 3000 Skibe, som den Tiid Saxo melder om, at der stedse var
60000 Mand i Jylland, som alleeneste toge vare paa den store Vold Danne¬
virke. Jeg tilstaaer, at dersom vi ikke kand recrutere vor Armee, uden at
Agerdyrkning, Fiskerie, Haandværker og Seillads skal ligge og gaae under,
da er det hverken raadeligt eller nyttigt at tænke derpaa, her er eardo comtro¬
versiæ, som vi maae undersøge. En ærlig Patriot har i det Oecon. Magazin
2 Tom. No. II. vidtløftig demonstreret: at vor Stat er, i Henseende til Folke¬
Mængden, mindre manglende, meere florissant, og fuldkommen end den al¬
mindelig eragtes, jeg vil for det første betiene mig af hans Tanker. Han
viiser da, at her findes ingen Mangel i Middelstanden, hvorhen mange over¬
flødige Skrivere, Laqvaier, Opvartere, ja Dagdrivere ere deserterede fra Al¬
muen. Til Søefarten, efter dens nærværende Drift, dog ønskelige Drift, har
vi Folk meere end vi selv bruger, da nogle Tusinde gaaer aarlig ud paa frem¬
med Fart. Ved Negoeen har vi ikke alleene nok, men for mange; for man¬
ge boesatte Høkkere og Pottekræmmere, for mange, ja alt for mange omlø¬
bende Bissekræmmere. Agerdyrkningen, siger han, kand ikke imodtage fleere
Folk, uden Afgang for de nærværende Arbeydere, fleere blev den til Byrde,
og aldrig har nogens Avling staaet tilbage ved Mangel af Mennisker, men
vel ved Mangel paa Besætnlng. Aldrig har nogen hørt at Proprietaires sen¬
der Hververe ud, for at faae fleere Folk til deres Gødser, men vel at de sæl¬
ger nogle deres Frie=Pas, og giver nogle for Opsætsigheds Skyld til Mili¬


32
taire=Standen, og paa ingen Maade søger at formeere Folke=Mængden.
Alle disse Tanker maae vi biefalde. Jeg tilstaaer, at vore store udyrkede Hee¬
der kunde tage imod fleere Folk, men det vil vor Almue jo ikke selv. Vilde
een eneste sætte sig ned, og bryde det mindste nu ubrugelige Heede=Jord, som
jeg veed mange vilde, da skulde en Bye sætte sig derimod, og raabe at de
maatte gaae fra Huus og Gaard. Da vor Allernaadigste Konge, med saa
stor Bekostning, og af saa brændende en Nidkiærhed, har sat nogle nye Be¬
boere paa nogle faae Heeder: da hedder det med et Mundhæld: Hvad skulde
disse Fremmede? Kongen kunde have faaet nok af Landets egne, meere end
nok, ja tie for een; saa forunderlige ere vi syndige Mennisker!
8) Jeg vil vende mine Tanker til Hans Majestæts Kongens Gods;
der kand mindre pære Trang paa Folk, da Bønderne ere frie fra Hoverie.
Til et overbevisende Exempel vil jeg tage Sønder=Jylland, det heele Slesvig¬
ske, hvor alt Jorde=Gods (saare lidet undtagen) er Kongens; der er virkelig
mangfoldige fleere end der employeres til Landvæsenet. Dersom de aarlige
Emigrationer kunde beregnes i et halv Hundrede Aar til en Summa, de skul¬
de maaskee ikke give et af de gamle Cimbrers Tog meget efter, saa at den
Sværm, som fordum gik ud paa eengang, gaaer nu efter Haanden i smaae
Partier ud. Det kand endnu hedde Cimbria vagina gentium, dersom den
Kloge=Formular til Extra=Skattens Mandtals Lister, som det Kongelige
Rente=Kammer havde befalet, var blevet staaende, da skulde man med For¬
undring kundet have efterregnet det unge Mandskabs Mængde, bemældte For¬
mular inddeelte Rubriqverne meget viiselig efter Antal af Forældre, Børn,
Tieneste=Karle, Drenge, Piger, og Inderster. Men det blev strax her for¬
andret til tre Rubriqver, sc. Formuende, Middelmaadige, og Fattige; disse
Lister giver nu slet ingen Oplysning om det unge Mandskab; enten dette skeede
efter Ordre, eller her stikker en ratio status under, maae den Høyeste vide.
Men hvad behøver Folk heller at være saa kloge! nok er det, at her er Folk,
ja mange Folk til overs fra Land=Væsenet. Her vrimler med al Verdens
Handels=Mænd. En Bonde=Dreng har neppe været til Cønfirmation,
førend han er en Handels=Mand, hvorfor? fordi han kand undværes fra
Ploven, og det er mageligere at løbe om, end at tiene paa et Sted. Til et
speciel Exempel vil jeg anføre N. N. Sogen, som er mig nøye bekiendt. Sogne¬
Præsten har sagt mig, at Personernes Tal fra 12 Aar er der i Søgnet om¬
trent 660; det er dog kun et maadeligt Sogn, hvor stor Tallet nu var paa
det unge Mandskab, kunde han ikke just determinere, men til Octobr. 1762


326
(efter hans Mandtal, i følge bemældte Formular, hvilket Betienterne foran¬
drede) var de unge Mandfolk fra 12 Aar 115, og deriblant 56 Tienstdygtige
Karle, saa meget fik jeg at vide af Præsten, meere vilde den gode Mand ikke
sige mig, men bad mig end ogsaa tie med dette. Af min egen Kundskab til
Sognet, veed jeg fremdeeles: der er 52 saa kaldede Aftægts=Folk, det er de,
som (end ogsaa i maadelig Alder, for at frie en Karl fra Land=Milicen) af¬
staaer Gaarden, imod rigelig Ophold, disse Aftægts=Folk befatter sig intet
med Agerdyrkningen, uden hvad de selv vil i en travl Tiid. Der er i Sognet
nogle Sneese Qvindfolk, som sidder ved Kniple=Skrinet, og giør aldrig
Huus=Gierning, eller vil tiene nogen Mand, uden det kunde være for en
meget høy Sommerløn, aldrig om Vinteren. Videre! der er 10 a 12 gifte
og ugifte Mandfolk, som idelig og altid reyser om med Kram, det hedder Knip¬
linge=Kram. Jeg vil nu ikke regne over en Snees Haandværks=Folk af alle
Slags, som aldrig har med Agerdyrkningen at bestille, thi den Classe bør og
have Folk. Men Summa Summarum, jeg kand bevise at bemeldte Sogn har
over Hundrede Personer, som aldrig bekymrer sig om Landvæsnet; og at vor
Armee gierne kunde faae en halvsnees dygtige Karle, uden at Sognets Av¬
ling skulde lide; de skulde ikke savnes engang; ja savnes vilde vel en
halvsnees Karle i Præstens=Offer; men jeg har dog aldrig mærket
Giærigheds Rod hos ham: Tie Karle vilde vel og savnes i en kiæ¬
len Moders Øyne; hun vilde vel græde, om huin hørte hvad jeg her skri¬
ver. Qvis talia fando temperet a lachrymis! Men videre Tab tog Agerdyrk¬
ningen ikke. Jorden er i Synder=Jylland ikke anslaget til Hartkorns Tøn¬
der; ellers kunde man nøyere penetrere i den Sag. Det var ufeylbar Kon¬
gens allerstørste Fordeel, og til langt bedre Orden i Landet, om denne Foran¬
dring engang blev foretaget. Nu staaer benævnte Sogn for 14 Plove, og
svarer 33 Soldat til den ordinaire Landmilitz; Efter den Danske Landmaa¬
ling a 40 Tønder Hartkorn til en Soldat, skulde da Sognet ikkun bestaae af
140 Tønder Hartkorn. Men hvor er vel i hele Dannemark det Sogn, som
kand tælle paa saa faae Tønder Hartkorn, 660=Mennisker over 12 Aar. Man
maatte nu indvende at dette er ikkun et Exempel af et Sogn, og en Svale
gjør ingen Sommer. Men jeg paastaaer, at hverken skal nogen kuldkaste hvad
her er sagt, ikke heller vise noget Sogn, i Synder=Jylland, som jo i lige Pro¬
portion er saaledes som N. N. Sogn, og i mange skal Regningen gaae langt over.
9) Jeg har foran meldet et par Ord om de mange Handlende; disse ere
ikke allene unge Bønder=Karle, men ogsaa boesidende Gaardmænd, og virke¬


32
lige Bønder, der handler ikke allene med Kram, Gud ved hvad Kram, men
reyser om, Handler med Heste, Stude, Sviin, Korn &c. Nu kunde det vel
hede, at al dette viiser Nationens Stræbsomhed. Jeg tilstaaer det, men man
maae tilstaae mig igien, at det viiser tillige, at her er Folk, ja mange Folk til
overs fra Agerdyrkningen; thi naar saa mange kand have Tiid at flakke om,
saa maae der jo findes Folk nok Hiemme, som foruden disse, kand drive Avlin¬
gen, de finder mere Fordeel og Fornøyelse i den omstreifende Levemaade, end
i at legge Haand paa Ploven. Men om den Levemaade er til Statens almin¬
delige Beste, er et Spørsmaal, som kunde disputeres. Fra Nørre=Jylland
kommer her aarlig en Hoben, nogle har Pas, nogle ingen, der spørges ikke
saa nøye derom, disse avancerer alt videre og videre Synder paa, og gaae en¬
ten reent ud af Landet, eller ogsaa tager Tieniste, og da gaaer desto flere af
Synder=Jyderne og Holstenerne ud til Holland, Hamborg, Engeland &c. ikke
allene fra Søekanterne, men endog midt i Landet, jeg veed den Bonde som i min
Egn, har ikke mindre end fire Sønner, som saaledes farer og har længe faret;
Et Reysepas at faae er en smal Sag. At nu ingen skal tænke at jeg taler af
mig selv, eller forhøyer Tallet paa de udgaaende, da kunde jeg alleguere mange,
som for mig har gjort denne publiqve Anmærkning i det Oecon Magazm.
Ja jeg kunde fremføre mange Tydske Beviiser derpaa, ifald de skulde staae bedre
til Troen; thi i min Egn har det Tydske en mægtig Kraft i de Danske Ører,
saa at naar det hedder andre Steder om en Ting der vidst skal stadfæstes: det
skal jeg viise paa Prent, saa hedder det her: det skal jeg viise paa
Tydsk. Nu! paa Tydsk skal jeg da viise min Satz, den nidkiære tydske Pa¬
triot, som forhen er nævnet J. F. Camerer 2 Tom. pag. 14, naar han med
, siger Mann konnte dann eine genaue
faae Ord rører om denne Sag¬
Rechnung machen, vie machtig Dannemark zur See seyn kønte, mvenn
es nicht so viel Hundert, ja ich kann mohl sagen Tausent Unterthanen
andern Potenzen zur See uberliese. Jch uberlasse diese Materie eiem
andern Patrioten. Jeg ogsaa! dersom vi fra enhver Province kunde faae
rigtige og Patriotiske Beretninger i denne Sag, troer jeg vist, at de fleste
om ikke alle i lige Grad, dog i Hovedsagen, stemmer overeens med mig. Thi
alt hvad min svage Tænke=Kraft kand bringe herud, endogsaa naar jeg tæn¬
ker paa alle mig bekiendte Provincer, bliver da dette: At recrutere selv vor
Armee med vor egne, er aldeeles mueligt; det høyeste jeg kand tilstaae, er at
det vil være vanskeligt. Men det maae jo hedde om mange fleere Ting lige
saa. Sunt operosa qvidem, sed non onerosa volenti.
10) Van¬


328
10.) Vanskeligt finder jeg det, men ikke i anden Henseende, end som alle
nye og nyttige Forandringer i en Stat holdes vanskelige. Mange vil sige mig
imod, det veed jeg, men hvad kand skrives uden Modsigelse? Jndven¬
dinger venter jeg i Hobetal af vores Pøbel og Almue, paa den blotte Grund,
at det er nye Paalæg, nye Byrder, saadant har aldrig været før. Best at
alting blev i sin gamle Stiil. Men hvad er det for Grunde. Døm fornuftige
Læser! Sey Richter liebster Frund, der Pøbel sol nicht richten. Er det
vel nyt, har det aldrig været før? jeg meener jo, i nange Hundrede=Aar for¬
svarede vi os med egne Kræfter, og da forsvarede vi os Best; lige til den Tiid
som foran er meldet (§. 5.) En hob Modsigelser venter jeg ogsaa af endeel Jorde¬
Godsers Eyere. Men hvilke? De illustres Proprietaires af den høyeste Rang,
de lyksalige Høye Herrer, der under Friderichs trygge og naadige Scepter, be¬
sidder heele Grævskaber, Baronier, og Stamme=Huuse; disse der brænder af
Nidkiærhed til at befordre Kongens og Landets Beste. De Adelige Proprie¬
taires, i hvis Aarer det gamle Danske og Norske Helte=Blod løber. De
Velbyrdige Proprietaires, og Patricii, der søger og forstaaer ligesaavel Sta¬
tens almindelige Velfærd, som deres egen private Fordeel. Alle disse skal al¬
drig holde min Satz urimelig; helst da følgende Project foreslaaer saa lidet et
Antal til hver. Jeg faaer da ikkun med de smaa Geister at bestille, saadanne
der drives af egen Nytte, uden at tænke paa, eller sørge for Statens Beste,
saadanne som tænker, at naar de har kiøbt et Landgods, da hører Folkene
dem til med Liv og Siæl, og følges med Godset, som Besætning med Gaar¬
den, og Træerne med Skøven. Disse kand ingen Folk undvære, jeg veed
det; de sværger høyt og dyre, at det er umuelig selv at recrutere vor Armee. For
Folkes Eeder har jeg saa stor Respect, at jeg gierne tier. Dette vil jeg alleneste
ydmygst bede baade Høye og Lave, baade Villige og Uvillige, at betænke:
Naar det skulde hænde sig (som Gud naadeligen afværge) at vi ved fiendtlig
Jndfald, skulde rykke ud Mand fra Huus, og et heel Herreds raae og uexerceerte
Bønder ikke kunde imodstaae et Compagnies Disciplinerte Tropper.
Hvad vilde der da blive af? Vi lever nu GGud og Kongen skee Lov) i Fred.
Men det har aldrig fortrødt en Stat, i Fred at tænke paa Krig!
11.) Det tillades mig ved parallele Exempler at viise min Satz! Det
biergefulde Speitz, der maae nære sine Jndbyggere ved Agerdyrkning, Fæe¬
handel, og Haandværker, ligesom vor Land. Dette Land holder selv sin for¬
midable Landmagt af Landets egne, og har aldrig nogen Fremmed. De toe
største Cantons for Exempel, kand ved første Ordre frembringe, Bern 40000,


329
og Zurich 20000 Mand vel Disciplinerede Folk. Dersom jeg ikke forestillede
mig at mine fornuftige Læsere vidste det selv, saa vilde jeg vidtløftig fortælle
deres Krigsvæsens herlige Indretning, men den Tanke lader mig spare Rum¬
met; ellers læses det punctuellement: Nationen Gesprach & Entrev.
pag 833 seqv. For at undgaae Besvarelse paa alle Exceptioner for dette Land til
vores, vil jeg alleeneste sige dette: deres Oeconomia generalis er fast i lige Stand
med pores, de maae leve mest af Landvæsenet; de søger at afskaffe Fælledsskab,
de bryder mere og mere Jord; de sætter Præmier for Land=Oeconomiens For¬
bedring &c ligesom vi. Ja hvad skal vi sige om det Klippe fulde Norge? Det er en¬
hver saa bekiendt, at den Norske Armee bestaaer, og tages, af Landets egne, at jeg
ikke har nødig at Tale derom. Vil man indvende at Norge ikke har saa stor Ager¬
dyrkning, der udkræver saa mange Folk som vores, da betænkes: at den har desto
større Fiskerie, Søfart, Tømmerhug, Biergværker &c. som ogsaa behøver
Folk. Den eeniste reele Forskiæl paa disse to Lande og Dannemark, i denne
Sag, er at hverken Sveitz eller Norge har saa mange Herre=Gaarder.
12.) Den anden Vilkaar i Spørsmaalet, om det er gavnlig &c. besvarer
sig selv, naar vi først troer at det er mueligt. Landets Forsvar og Sikkerhed
indbefatter al det andet i sig. Om vi med vor Landvæsen og Handel kunde
vinde Mogols Rigdom, og vi for fiendtlig Anfald ikke kunde forsvare vor
Skak, hvad kunde det saa hielpe. Den tryggeste Forsvar er vel snarest at vente
af vore egne, der strider pro aris &. focis
Vi betroer jo aldrig vor Huus og
Hiem til ubekiendte Omløbere. Men en Gniere synes nok at Lande og Riger
kand betroes til fremmede Hvervede, til Chreti og Pleti, til en Samling af al
Verdens Nationer, som ikke tiene os af Kiærlighed, eller for at legge Ære
ind, men har for den største Part, af Trang, af Liderlighed, for en Mis¬
giernings Skyld, ofte i Drukkenskab, givet sig under vore Fahner, er det ikke
gavnlig, at give disse Sværdet i Haanden, langt meere at sætte Landets For¬
svar i deres Hænder, paa en Parade=Plads fylder de smukt Tallet, men paa
en Val=Plads vilde her komme et andet Facit. Vi mærkede tydelig nok
dertil, der de laae paa Rigets Grændser, naar en skal sige Sandhed, vore
National=Folk havde nok at bestille med ellers overflødige Feldt=Vagter, for
at holde paa de gevorbne, der vilde desertere hver Øyeblik, før sviger dog den
Svorne, end den Baarne. Vilde man spørge, om det nyttede vore Finan¬
rer, da spares, at om vi aldrig sparede, var vi dog bedre holdne med vor eget
Folk, det er aldrig Fordeel, at sætte slet Tømmer i en Bygning, omendskiønt
man kunde spare en Deel ved første Udlæg, i øvrigt staaer jeg i den visse Tanke,
at vi sparede, ja sparede meget ved vore egne, det hedder vel af mange: at en Re¬
VIII. Deel.


330
trut kand hverves meget lættere, end en af Landet kand opdrages dette vil vi
see: Vi vil sætte ved Regimentet N. N. staaer No. 4. aus Frankfurt, han er
20 Aar gammel, har capituleret paa 6 Aar, og har kostet os førend han
kom til sit Sted 30 Rdlr.
No. 5. er leveret fra N. N. Gods i Vensyssel, han skal tiene ligesaa læn¬
ge, og er af samme Alder. Hvad har han nu kostet¬
Det første Aar levede han af sin Moders Melk, men hindrede hende fra
dlr.
at fortiene et heel Aars Løn
J de følgende Aar hindrer han hende mindre, men
udkrævede meere til Føde og Klæde, jeg vil derfor regne
høyt i 7 Aar, hver Aar 27 Rdlr. udgiør
49
har altsaa kostet i 8 Aar
55 Nir.
J hans yde og 1ode Aar vogter han smaae Qvæg, og
kiører Plov for den bare Føde og nogle Klæder, og lidet
Skolegang om Vinteren, men hans Forældre maae dog
hielpe ham til de øvrige Klæder, med
2 Rdlr.
57 Rdlr.
J de følgende fire Aar tiener han, foruden Kosten, en liden Løn, som
det eene Aar med det andet, kand beregnes til 16 Rdlr i alt, hans Forældre
tager Lønnen for at klæde ham, men sparer deraf
4 Rdlr.
Fra det Igde Aar til det fulde 20de inelussve 6 Aar, voxer hans Løn og
kand beregnes det ene med det andet a 8 Rdlr. om Aaret, hvilket udgiør
28 Rdlr.
i alt 48 Rdlr. heraf har den sparsomme Jyde oplagt
32 Rdlr.
Naar disse 32 Rdlr drages fra 57 Rdlr. saa har han
kostet Landet at opdrage til sit 2ode Aar
25 Rdlr.
Regningen er snarere sat for høy end for lav, og skulde nogen holde den urigtig.
Vel! jeg vil lade den gaae lige op, de har begge to kostet lige meget, hvilket er det al¬
lerhøyeste jeg kand finde. Men da spørges a) er ikke den Lumma, som vor egen
har kostet, blevet i Landet? b) er vor egen os ikke troere end den Fremmed?
thi vi sætter, at om tre Aar faaer Tydsken Hiemvee, og Leylighed til at deser¬
tere, han tager nogle Monderings Sorter med sig. No. 4. skal completeres
med en nye Soldat der koster ligesom den forrige. Endnu har No. 5. sin Jyde.
Hvad er ikke sparet for Financerne? Jngen tænke, at jeg holder Udlændinge
flettere end vores, thi jeg tilstaaer gierne, at en Dansk deserterer fra andre
Nationer, men nin Satz er: at hver Nation er best tient med sine egne.


331
Endnu kunde anføres en mægtig Fordeel for Financerne, bestod vor Armee af
lutter Jndfødte, da kunde der i Fredstider spares mangfoldige Penge, ved langt
fleere Friemænd, som baade vilde, og kunde langt sikkrere tillades at gaae
hiem, naar de vare færdige i deres Manæuvres; og da fik Bonden saa meget
meere Hielp til Landvæsenet.
13) Vil nogen omsider spørge hvor, og hvorledes Recruterne da skulde
udtages, svares: at saa meget spørges der ikke om i det Allernaadigst fremsatte
Problema, det seer vor viise og milde Salomo og Hans viise Raad nok selv,
Gud være lovet, at enhver Dansk Undersaat kand sove uden Hoved=Brud
for Stats=Sager, heureuse ignorance! Himlens naadige Forsyn har betroet
vore Rigers Velfærd i saadanne Hænder, der styres af det kløgeste og naadig¬
ste Faders=Hierte. Regierings=Sager maae vi ansee som det helligste i Templet,
der til maae vi aldrig nærme os uden Tilladelse, men naar Forhænget aabnes,
og det bliver os tilladt at kige der ind, da bør vi i dybeste Ydmyghed med reene
Hensigter og en redelig Dristighed, aabne vore Hierter. Jeg havde derfor ikke
nødig at lade mine Tanker gaae videre, dog! at ikke nogen skal tænke, at hvad
jeg (§. 7. 8. 9) har sagt om Sagens Muelighed, falder bort, saa længe jeg ikke
kand sige dens i Værksættelse, thi det hedder rigtig nok: Existentia est comple¬
mentum possibilitatis, og naar en Ting ikke kand sættes i Værk, er det det sam¬
me, som at den er umuelig, da vil jeg allerunderdanigst sige hvad jeg derom tænker.
1.) Dersom det Nordske eller Sveitzerske Krigsvæsen skulde imiteres, da
seer enhver lætteligen, hvorledes Sagen skulde anstilles, dette var, efter mine
uforgribelige Tanker, vel den allerbeste og fordeelagtigste Indretning, deraf flød:
a) At Tropperne (saa vidt det var muelig at blotte Fæstningerne i Freds¬
Tider) kom Agerdyrkningen selv til Hielp, bleve anderledes omlagde, og meere
adspredte i Riget.
b) At Almuen fik et langt bedre Væsen, og de smaae Kiøbstæder langt
bedre Næring, og Daglønneres samt Haandværkers Arbeyde blev lættere.
c) At vi havde Soldater uden Afgang fra Landvæsenet, thi jeg vedder,
at om nogle af vore nærværende Regimenter bleve indqvarterede i de smaae
Stæder, som nu ingen har, eller noget Cavallerie paa Landet, da vilde Almuen
klage over alt for stor Folke=Mængde, at den ene gik den anden i Veyen, og
tog Brødet af den andens Mund, jeg hørte Beviis derpaa 1743, da nogle
Nordske Tropper vare indqvarterede paa Møen og Falster. Vi vil have og ikke
have fleere Folk, saa contradictorisk et Dyr er Mennisket.
See! dette var nu en Maade at undvære Fremmede, denne begriber de
Fornuftige, og de Uforstandige behøver ingen anden Oplysning.


332
2) Dersom denne Maade forkastes; dersom de nu værende regulaire
Tropper skal blive uden Forandring, paa samme Fod, i samme Stand og Tal,
som nu, men efter haanden, som de Fremmede gaaer af, completeres med vore
egne, hvilket og gandske piang kunde skee, da har jeg tænkt saaledes i min Een¬
foldighed:
1.) De nut værende gevorbne Regimenter kand vel ikke regnes over 20006
Mand (thi vore National= og Nordske Regimenter ere her uden for)?
2) Disse 20000 at reerutere kand vel umuelig behøve oper 2000 om Aaret¬
3) Nut har den Danske Krone 3297 Kirke=Sogne, lad af dette Tal fra¬
drages for alle beviislig paa Folk uformuende Sogne 1297, saa har vi igien
2000 Sogne, som jeg er vis paa kand taale at give een Karl.
4) Dette blev ikkun en Recrutering og Udlæg paa et par Aar alleeniste,
thi det kunde jo Allernaadigst forordnes, at naar en Bonde=Karl havde lagt
i Guarnison to Aar, og lært Exerctien, saa skulde han uden Hinder faae Hiem¬
lov, imod en anden Karl fra Sognet, derved skeede, at naar saaledes dette
Udlæg var gjort, fik Sognene altid ligesaa mange veldannede Soldater hiem,
som de sendte raae Bønder=Karle bort, hvad kunde dette hindre Agerdyrkningen;
paa Kongens Gods aldeles intet, ja hvad kunde det hindre en Proprietaire?
5.) Naar der vare adskillige Lodseyere i et Sogn, kunde de enten ved venlig
Accord indbyrdes alternatim, eller ved Lodkastelse skaffe Soldaten.
6.) Dersom en Karl skulde døe i Guarnisonen, fik Sognet at ansee det som
en Malheur, begræde ham hiemme, og give en anden i hans Sted
7.) At de hiemkomne exerceerte Folk ikke skulde glemme deres Sager, end
ogsaa naar de vare komne til Gaarder; kunde der letteligen findes, dem uden
Hindex og Skade, beqvemme Hielpe=Midler.
Naar jeg regner Fødde og Døde efter, saa bestyrkes jeg desmeere i mine Tanker, din
Sagens Muelighed. Afvigte Aar er der i Begge Kongerigerne 6659 fleere fødde end døde,
(dette er dog foruden de tydske Provincer, thi disse ere meget paaholdne over deres Efterret,
ninger, og NB. kunde forskaffe uden Tab de fleeste Folk). Lad os nu sætte, som vi vist
kand, at der ere 341 fleere føde end døde, det gjør med de forige 700o, lad os videre
sætte, at af disse er 3000 Drenge, saa sees at Tallet efter de foreslagne Kirke=Sogne letteli¬
gen kand beholdes, thi den Balance af Føde og Døde er holdt ved lige i mange Aar.
Naar Himlen da skaaner os fra Pest og smitsomme Sygdomme, naar den aarlige Deser¬
tion af Rigerne kunde hæmmes, da kand jeg ikke finde andet end at det baade er gavnligt
og mueligt her til Lands, at undvære fremmede Hvervinger, foruden Hinder i Agerdyrknin¬
gen eller anden Slags Næring, hvilket var det der spurdtes om. Jeg har ikke kundet
udfinde andet end et bekræftende Svar, og om jeg end ikke har maaeskee tænkt
efter alles Sind, saa har jeg dog tænkt af et patriotisk Hiert
som en Dansk.


No. XX.
PROJECT
Til
Landmilicens forbedrende Jndretning
Med et Reserva=Corps
J Anledning af følgende Spørsmaal
fremsat til Besvaring i det Oeconomiske Magasins 7de Bind.
kand
Fremmede Udenlandske Hvervinger
med Nytte afskaffes?
og
Recruteringen
skee af Landets unge Mandkiøn
uden Hinder for Agerdyrkningen?
kortelig forfattet
udi
Patriotisk Enfoldighed.


E¬
fter nyere Allernaadist publicerede Indretning over den Danske ge¬
vorbene Armee, giør jeg mig den Slutning, at samme til Hæst og
Foeds herefter skal bestaa af 30000 Mand omtrent, det er ogsaa
begribelig, at en saadant Armee behøves staaende i Marchferdig
Stand, naar Fornødenhed det udkræver, for saavit Dannemark
angaaer.
Det er alletider at vente, at naar Dannemark ved fiendtlig Jndfald an¬
gribes, Norge da ey heller af Fienden bliver sparet, hvorfore samme Rige desto
mindre kand blottes for Mandskab, for at være i Stand at forsvare sig selv,
ved egen Krigsmagt. Det er ogsaa i frisk Minde, at Norge ved seenist be¬
frygtende Ruptur, maatte maaskee over Evne savne deres til Dannemark og
Holsteen transporterede Soldater, og hvor stor Afgang samme Corps har
lidet ved Levemaadens Forandring, samt paafølgende Svagheder og Dødsfald.
De i Dannemark boende haver i Henseende til Agerdyrkningen ogsaa
fundet, hvor nærgaaende heele Landmilicens Udmarch, og tvende Allernaadigst
paabudne Extra=Udskrivninger til de gevorbene Troppers Forstærkninger, har
været baade for Strøelægge, og Proprietairer, som enten har staaet høyt i
Landmaalings Matricul eller ved Smitsomme Svagheder, og paakommende
Dødsfald, eller Desertioner har mistet endeel af deres Mandskaber eller fra
forrige Tider ey forstaaet de rette moyens at peuplere deres Landgods, den Af¬
gang som har troffet endeel af vores Landmilice paa samme March, og efter
deres Hiemkomst ved Dødsfald, langvarige Svagheder, ja ved Desertioner
formedelst ond Lyst til Bonde=Arbeyde, som de paa nogen Tiid har været fra¬


36
vante, særdeles de til Cavalleriet afleverte, trykker enhver Jordegods=Eyer, som
saadant har troffet. Da nu denne sidste Udmarch af Landmilicen og de tvende
Allernaadigst paabudne Extra=Udskrivninger, som neppe udgjorde 10000
Mand, i Dannemark høyligen kunde savnes blant Bondestanden, Specia¬
liter paa de Høyt=Matriculerede Landgodser, saavelsom ogsaa i Strøelæggene
som ere uden Opsigt, og hvor enhver stræber at idpracticere deres Børn. Saa
skulde jeg neppe kunde forestille mig, at nogen retfindig Patriot, som kiender
sit Fæderneland, skulde finde tienlig at fraraade fremmede Hvervinger hvorved
Danmark holdes i en balancerende Peuplering, og adskillige habile Arbeydere
i Konster og Videnskaber, og Haandværker indkommer udi vores Rige, ined
ringe Bekostning, og der med Nytte bruges, foruden at Militair-Tienisten
uden Landets særdeles Byrde, er bleven forsynet i Fredstider, da den største Deel
af Recruteringen hidindtil er skeed ved Regimenternes egen Omsorg og Udgi
ter; jeg derfore giør mig den Slutning, at Udenlandske Hvervingers Afskaf
felse vilde i Fremtiden jo meere og meere gergade til Dannemarkes Landgodsers
store Skade, Folkemængdens Formindskelse, og yderlige Ruin.
Naar det maa være mig som en Retsindet Patriot og uinteresseret Prø¬
prietair tilladt at skrive frit, saa forekommer mig al Recrutering af Landgod¬
serne til de gevorbne Regimenters Forstærkning, at være Landet i Almindelighed,
høystskadelig: Thi de som engageres ved Cavallerie Regimenterne fatter ved et
frit Levnet alt for høye Tanker, og Daglig Erfarenhed viiser, at Bonde¬
standen synes at blive dem baade ubevant, og for nederdrægtig. De som
kommer under Jnfanterie=Regimenterne, hvor meere Strabaze ventes, gaar
med ond Villie dertil, taber derover Kiærlighed til deres forrige Hosbonder,
hvorved foraarsages Attraa hos endeel af de øvrige Bønder=Karle, ved Deser¬
tioner at entledige sig fra Landgodserne, ja naar de kommer til Regimenterne,
venner de sig ofte til de samme uordentlige Levemaader, som Ordingirement
ere gængse hos de gevorbene Soldater; Med et Ord: Landgodserne mister der¬
ved peu a peu de anseeligste, beste, og til Agerdyrkning beqvemmeste og ster¬
keste af deres Mandskaber, og beholder igien til Forplantning af ung Mand¬
skab de mindste, svage, skrøbelige, ja ofte Vanskabninger; Som Træet er,
saa bliver med Tiden Frugterne.
Derimod vil jeg fordriste mig at proponere et Forslag; som formee¬
nentlig sigter til Kongens og Landets Nytte, men som uden Tvivl vil ansees
urimelig, ja høyst skadelig af de fleeste mine Landsmænd, som maatte have li¬
den Jndsigt i Rigets almindelig Velfært.


331
1.) Foruden 30000 gevorbene til Hest og Foeds, som alletider maatte
holdes i parat og Marchferdig Stand, og forsynede med alle fornødne Feldt¬
Reqvisitis, saaledes at de uden egen, og Landets Uleyligheder, paa første Vink
kunde opbrække, maatte en staaende Landmilice i Danmark være regleret i
Mondur og fuldkommen Feld=Eqvipage af 10000 Mand, uden Reflexion paa
Maal efter Høyde, men maatte være sunde, stærke og uden Sinds eller Le¬
goms=Brek, og efter en ny Inddeeling sortere under reglerede Lægge: Til
deres Øvelse i Gevehr og Militariske Exercitier, kunde i hver Compagnies Di¬
strict behøves anlagt tvende ny Exerceer=Pladse, foruden de forhen anlagde, og
der til 2de augmenterede Under=Officiers formedelst Compagnie Districternes
Vitløftighed i de fleeste Egne.
2) For alletider at være i bedre og meere prompte Defensions=Stand ved
uformodentlig fiendtlig Jndfald, kunde det være til Fædernelandets store Nytte
at al ung Mandkiøn fra 18 til 40 Aars Alder som ikke er Boesiddende, saa
vel i Kiøbstederne som paa Landet, nogle Timer om Søndage og Helligedage,
dog uden Gudstienistes Forsømmelse, vexelviis bleve øvede i Militairske Exer¬
eiter, Marcher, og Chargering. Men da det ventelig i Begyndelsen vilde
falde før vanskelig at faa alt ung Mandskab bragt under ordentlig Exercitie, saa
præsupponeres, at naar Landmilicen først efter en ny Inddeeling blev regleret til
et Corps af 10000 Mand i ligesaa mange vist bestemte Lægge, saa maatte
Proprietaire, og Jordegods Eyere, baade i samlede og Strøelægge, udnevne
et lige Antal af 10000 Mand til et Reserva Corps, dog uden Reflexion paa
Høyde eller Anseelse, naar de kuns havde funde og friske Lemmer, og vare frie
for Sindsbrek; sog naar dette Reserva Corps først var indrettet, skulde det i
Fremtiden vel yttre sig, om Landet med Tiden kunde endnu producere et større
Antal af Reserva Soldater.)
3) Af dette Reserva=Corps kunde et hver Læg ersætte de forfaldende
Vacancer under den reglerede staaende Landmilice, og i deres Sted udnevne
andre af Læggets uexercerede Mandskab, paa det Antaller af 10000 Mand
i hvert Corps alletider kunde være complet.
4) Paa Landet kunde de vittigste af de ældste Land=Soldater, imedens
de staaer i Roullen, i steden for selv at exercere, forrette Under=Officiers Tie¬
neste ved Exereeringen, og Ober=Jnspectionen over dette Reserve=Corps an¬
befales hver Compagnie Chef i sit District, dog vilde Hans Kongelige Majestæt
have den Naade, at forsyne hver Landmilice=Compagnie bestandig med en Se¬
cond=Lieutenant og tillige saavelCompagnie Cheffen, som de Subalterne Officiers
VIII. Deel.


338
nogen Forbedring eller Tillæg til deres Gage, paa det de kunde være i nogen¬
lunde Stand at holde Heste for at besøge idelig Exerceer=Platsene, som ellers
ofte forsømmes, naar Officiererne skal nødes at gaae til Fods.
5.) Og som Bønder=Karle og Drenge af deres Løn forsyner dem selv
med fornødne Klæder, saa maatte alle Bønder=Drenge, imod den Titd at de
opnaaer 18 Aar anbefales, at forsyne sig med en til Exercering beqvem og
egal Dragt, bestaaende i en Lerreds=Kittel, en kort Vadmels Vest, et par
snevre Vadmels eller Skindbuxer, et par Uldne hvide Strømper, en Hat,
et par Skoe med Spænder, og et Halsbind, og ey forbindes til at anskaffe
andre Propreteter, naar de blede enroullerede under benævnte Reserve¬
Corps.
6.) Det unge Mand=Kiøn i Kiøbstæderne, nemlig, saa mange som
ey sorterer under Søe=Limiterne, maatte ogsaa uden Persons Anseelse, øves
i Exereering og militariske Øvelser, og af dennem, efter Kiøbstædernes Stør¬
relse oprettes Reserve=Compagnier, og da Kiøbstæderne i fiendtlige Tider
ligesaa vel maae lide som Landets eller Landgodsernes Beboere, saa maatte
de iligemaade vide, at det er deres Pligt, paa ligemaade at øve sig til Landets
eller Stædernes Forsvar, i steden for andre Søndags=Divertissemens.
1) Til det unge Mand=Kiøns Exercering i Kiøbstæderne, kunde bru¬
ges Officierer og Under=Officierer, som formedelst tilvoxende Alder og lang
Tieneste, enten nyder, eller herefter maatte nyde Pension, eller ogsaa nogle
Commanderede af de habileste ved Guarnisøns=Regimentet, som kunde an¬
viises deres Plats i hver Kiøbstæd; Ober=Jnspectionen kunde formodentlig
committeres en af de nærmest hver Kiøbstæd boende Stabs=Officierer af
Land=Milieen.
8) Til saadan Reserve=Mandskabers Exercering, maatte det Allernaadigst
behage Hans Kongelige Majestæt, at lade distribuere det fornødne Gevehr af
det, som giemmes paa Tøyhusene, hvortil Landet maatte anskaffe Gevehr¬
Skabe ved Kirkerne, og Borgerskabet i Kiøbstæderne ligeledes anskaffe de
fortødne Gevehr=Skabe paa Raadstuerne.
1) Det er en bekiendt Sag, at den Forskiel, som ved Land=Sol¬
daters Præsentation, hidindtil er gjort imellem anseelig Voxne, og smaa Karle
har ofte foraarsaget ond Villie udi mange af de til Enroullering præsenterede,


236
som tit tvert imod Eed og Pligt, har taget Resolution at desertere, da de for¬
medelst mindre Vext u=antagelige har glorieret over de andre, ja ofte været
særdeeles gienstridige i Henseende til Fæsteledige Gaardes Antagelse, just fordi
deres Modtvillighed ved Tvang ey kunde sættes Grændser; Men for at beta¬
ge Almuen saadanne og fleere forud fattede Meeninger, burde ingen Reflexion
giøres paa Høyde eller Anseelse, ved Enroulleringen, men snarere fastsættes
visse Aar til at tiene, nemlig i mindste 2 Aar som Land=Soldater, eller 3
Aar som Reserver, at øves vel i Gevehrs Brug, førend det maatte tillades
dem at fæste Gaard eller Huuse.
16) For de under den ordentlige Land=Milee staaende Soldater,
kunde deres visse Tiene=Tiid determineres til 8 Aar, og de under Reserva¬
Corpset enroulleredes i 12 Aar, men de fra disse tvende Corps ved Fæster
eller lang Tieneste Afgaaende, kunde, om Hans Kongelige Majestæt saa be¬
hagede, annoteres i ordentlige derover holdende Rouller, at bære Navn af
Landværn=Corps, som dog ikke skulde holdes under Exercitie, men dog
indtil de havde opnaaet 55 Aar, ansees som Folk der forhen vare vel øvede,
og i yderst fornødne Tilfælde, til Landets Forsvar kunde opkræves at modtage
og bruge Gevehr.
11) Da Hans Kongelige Majestæts hastig udkommende Befaling
paalagde Landet og Kiøbstæderne en Leverance af Artilleriet og Pak=Heste,
er det bekiendt, at samme med stor Møye og Verdien overstigende Priser,
maatte anskaffes, formedelst den store, baade aabenbare og hemmelig skeedte
Udførsel, hvorudover mine Patriotiske Tanker falder derhen, at en alminde¬
lig Repartition med Nytte kunde skee, saa vel over Kiæbstæderne, som paa
Landet over Herregaarde, Præstegaarde, og store Selveyergaarde, propor¬
tionaliter at holde et vis Antal deslige Heste parate til Hans Majestæts Tie¬
neste, efter et vis Maal og indtil en vis determineret Alder; Saadanne Heste


340
maatte aarlig præsenteres for en Commission, holden af fornuftige Heste¬
Kiendere i hver Amt, og der antages og merkes; Saadanne Heste maatte
vel af Eierne bruges, men ikke til Upligt, og alle Forandringer ved Afgang,
Omvexling ved Sall, eller Utienst=Dygtighed, tilkiende gives for den aarlig
holdende Commission, og nye Præsentation skee for samme; Naar Hans
Kongelige Majestæt til Landets Forsvar maatte behøve disse Heste, maane
de alletider være holdne i forsvarlig Stand at imodtages for en Allernaadigst
determineret Betaling; Paa denne Maade kunde ald paakommende Mangel
af Heste, som skeer i Landet ved stærk Udførsel, forebygges, (da en hastig
paabuden Leverance giør ellers Jndkiøbet til paagieldendes Skade, alt
for ufaalelig,) nemlig for saa vidt denne Sort Heste
til Kongens Lieneste angaaer.
No.


No. XXI.
Om
at undvære
Fremmede Hvervinger
i Dannemark


D¬
et var til visse gavnligt, dersom fremmede Hvervinger her til
Lands kunde undværes, thi 1.) sparedes derved endeel Penge,
som for fremmede Hvervinger aarlig gaar ud af Landet, og kom¬
mer ikke tilbage igien. 2) Blev Landet qvit for endeel slette
Mennisker, som eet Aar efter andet opfyldes med, da det er
bekiendt, at mange, om ikke de fleeste, af de udenlands hvervede Soldater,
ere Afskummet af det Menniskelige Kiøn, og gierne hengivne til alle Slags Ly¬
der og Laster. 3.) Er en indfød Krigs=Hær til langt større Styrke og Forsvar
for et Land, end en af fremmede Hvervet, anseet, at de sidste, som Erfaren¬
hed noksom har viist, og daglig viiser; har intet, som forbinder dem til at fægte
mandelig, uden den blotte og bare Eed, de har giort, som dog ikke trykker Folk
af dette Slags, og derfore saasnart de skal gaae imod en Fiende, enten løbe bort
førend de engang faaer ham at see, eller og, naar det gielder haardest, ikke holde
Stand, men viger, og, ved at tage Flugten, redder Livet, som de allene for
Penge har holdet fal: Da de første derimod holde Stand og fægte som brave
Soldater, og troe Undersaatter, siden de har ey allene deres Konge og Fæder¬
neland at forsvare, men end og deres eget Hiem, samt Kone, Børn, Forældre
og Sødskende, som de rette og kraftigste bevægende Aarsager til at foragte Dø¬
den, og at vove Liv og Blod. Altsaa er det en u=imodsigelig Sandhed, at en
Krigshær af indfødde Undersaatter er overmaade gavnlig, fornemmelig her i
Landet, hvor Undersaatterne har alle de Egenskaber, som udfordres til en kiæk
og tapper Krigsmand. Men fordi en Ting er gavnlig, er det derfor ikke just
sagt, at den og er giørlig, eller muelig. Efter Landhuusholdningens nærvæ¬


344
rende Indretning her i Riget, bliver det fast ikke mueligt paa hvad Kandt man
endog vil tage det, at indrette en Krigshær paa hvervet Foed; Da det er be¬
kiendt, at de fleeste Godser ey har meere Mandskab, end der just udfordres,
og om der end ere nogle Karle tilovers, behøver Kiøbsted=Manden dem til sin
Avlings Drift; ja Kiøbsted=Manden er ofte saa forlegen for en Karl, at han
med tiggende Bøn, maae betle ham af Landmanden, som undertiden ey engang
har nogen at undvære.
Det bliver altsaa ikke giørligt, at indrette en saadan Krigshær paa een¬
gang, med mindre man reent ville skille de fleeste Godser ved deres nødvendige
Mandskab, og saaledes i Bund og Grund ødelegge Agerdyrkningen, og med det
samme det hele Land.
Det lader sig ey heller giøre efterhaanden, saaledes at den Afgang, som
skeede ved de hvervede Regimenter, aarlig skulle erstattes af Landfolket, og
den heele Krigshær saaledes omsider komme til at bestaae af lutter Indfødte, med
mindre der kunde udfindes et Middel til at vederlægge Landmanden det Tab,
han saaledes aarlig havde paa sit Mandskab; thi i anden Fald maatte Ager¬
dyrkningen dog til sidst derover gaae til Grunde, anseet at Landmanden, som
meldt er, ey har meere Mandskab i Almindelighed, end han selv behøver, og
døde og fødde aarlig paa et hveri Gods er ongefehr lige, skyder der imidler¬
tid nogle over af de sidste, behøves de høyeligen i Kiøbstederne, fornemmelig
i Kiøbenhavn, hvor der aarlig døer endeel fleere end der fødes. Følgelig
maatte det Tab, som Landmanden saaledes aarlig havde paa sit Mandskab,
hvorfor han ingen Erstatning fik, til sidst over kort eller langmaal, svække
hans Gods saaledes, at der ikke blev en Mand tilbage til at dyrke Jorden, og
Landvæsnet, tillige med saadan en Krigsk Indretning, reent gaae under.
Skal derfore en Krigsmagt af Landets egen Børn indrettes paa hvervet
Foed, bliver det fornødent, at giøre Begyndelse dermed ved Landhuushold¬
ningen, og indrette den saaledes, at den, uden at svække Agerdyrkningen,
kand afgive det dertil udfordrende Mandskab, hvilket og i Tiidens Længde gierne
kunde lade sig giøre.
Det er bekiendt af Historierne, at Danmark, fornemlig i de ældste Tii¬
der, har været overmaade Folkeriig: Aarsag til Folkriighed er Mængde af Egte¬
skaber: Aarsagen igien til Egteskabers Mængde er beqvem Leylighed til at un¬
derholde Kone og Børn; følgelig maae Landhuusholdningen i de ældre Tiider
have været af en gandske anden Indretning endnu omstunder; thi ellers havde
det været umueligt, at Landet kunde have ernæret saa utroelig en Mængde af


345
Mennisker: Denne Indretning, maae upaatvivlelig til største Deelen have be¬
staaet derudi, at en Bonde eller Huusfader i de Tider ey har havt høyere end
en 3 Tønder Hartkorn, efter vore Tiders Jordmaaling, at dyrke, og at vel de
fleeste Bønder har havt mindre Hartkorn da, indtil 5 Skiepper og derunder,
som klarlig kunde beviises, i fald det behøvedes; Saadan en sparsommelig
Uddeeling af Hartkornet (eller Mk. Guld og Mk. Sølvs Jord, efter de ældre
Tiders Jorddeeling) kunde vel ikke andet end underholde en utroelig Mængde
af Ægteskaber med de derudi avlede Børn; og altsaa var det ikke underligt,
at Landet i de Tider var saa Folkrigt.
Sammenligner man nu denne de ældre Tiders Land=Huusholdning,
med vore Tiders, da skal man befinde, at der er saa stor Forskiæl paa dem,
som paa Nat og Dag; Det er bekiendt, at de fleeste Bønder=Gaarder nu
omstunder bestaaer af 6. indtil 18 Tønder Hartkorn og nogle mueligt derover,
følgelig underholdes der i vore Tider, overhoved, ikkuns 1 Bonde paa det
Hartkorn, hvorpaa 4re til; ja vel fleere Bønder, med Koner og Børn, i de
ældre Tider har ernæret sig, og det kand alleene være nok til at viise Grunden
til Folke=Manglen nu omstunder.
Men man maatte spørge, hvad der kand have været Aarsag til, at Land¬
Manden i de seenere Tider er falden paa, at tildeele Bonden saa meget Jord,
frem for i de ældre Tider, i sær da det er bekiendt, at Bonden i Almindelig¬
hed staaer sig bedre ved lidet end ved meget Hartkorn? denne Aarsag skal man
ikke lettelig kunde udgrunde, imidlertid er det upaatvivlelig, at ikke Landman¬
dens Egensindighed, men en u=omgiængelig Fornødenhed, maae have givet
Anledning dertil; Det er troeligt, om ikke aldeeles klart, at denne Nødven¬
dighed reiser sig fra den af Historien bekiendte sorte Død, der her i Danmark
greeb saaledes om sig, at Landmanden af Mangel paa Folk, har været tvun¬
gen til at gribe til saadan Indretning, for at faae Jorden, saa vidt mueligt,
igien dyrket.
Ved denne Indretning er det siden forblevet indtil vore Tider, og Landet
derved paa Mandskab saaledes svækket, at det ikke er i Stand til, for nærvæ¬
rende Tiid, at afgive det til en hvervet Krigsmagt udfordrende Mandskab, uden
Agerdyrkningens Undergang
Men at det i Tidens Længde dog var giørligt, kunde vel ikke nægtes,
naar den gamle Jorddeelings Maade nogenlunde blev iagttaget, saaledes at
ingen Bonde maatte have høyere end en 4re Tønder Hartkorn, og at Land¬
Manden, aarlig, efter hans Hartkorns Størrelse, skulle være forpligtet til,
VIII. Deel.


346
at besætte visse Tønder Hartkorn efter denne Deeling, da Landet omsider med
Bebyggere kunde blive rigelig forsynet.
Men da dette Middel lættere kand foreslaaes, end i Værk sættes, og om
det end blev i Værk sadt, vilde der dog medgaae langsommelig Tiid, inden
det kunde komme til Fuldkommenhed.
Saa bliver det Spørsmaal, om der ikke kunde udfindes et andet Middel
til at erstatte Landmanden den Afgang han maatte lide, ved at afgive Mandskab
til den hvervede Krigsmagt efter Haanden, ligesom det behøvedes?
Det beqvemmeste Middel synes at være dette, at Soldaterne, om ikke i
Almindelighed, saa dog saa mange, som Landmanden afleverede, skulle have
Tilladelse, jo før jo hellere at gifte sig, og at de Børn, som de avlede, baade
af Drenge og Piger, skulle efter en vis Alder, leveres til Landmanden til Ve¬
derlag, i Lighed med det Antal af Soldater, han havde afleveret; og paa det
at denne Børne=Avling desto bedre kunde gaae for sig, og blive befordret,
skulle Landmanden være pligtig, at lade Soldaten tage sin Kiæreste med sig
om han havde nogen; Jmidlertid maatte der i den Fald bruges al muelig
Forsigtighed, at Jordegodset ikke derover alt for meget paa Mandskab skulle
vorde svækket; saa at den Landmand, som et Aar, efter sit Hartkorns Stør¬
xelse, leverede et vis Antal Soldater, skulle i visse Aar igien være frie, og de
til Krigshærens Veligeholdelse manglende Soldater, som Landmanden ikke
kunde staae ved at afgive, imidlertid hverves af Fremmede, indtil saa mange
af de indfødde Soldater vare gifte, at deres Børns Antal kunde være til¬
strækkelig til at erstatte den aarlige Afgang for Landmanden paa fornævnte
Maade; Da ingen fleere Soldater, end dette visse Antal, skulle have Tilla¬
Delse at gifte sig, og enhver Landmand derefter være pligtig, aarlig at afgive een
eller fleere Soldater, efter sit Hartkorns Størrelse, og derimod at nyde ligesaa
mange, eller og fleere, som der var Forraad til, Soldater=Børn af begge
Kiøn til Vederlag.
Naar Tingene saaledes bleve indrettede, kunde Landmanden ey have skiæl¬
lig Aarsag til at klage over Afgang i sit Mandskab, da han fik Vederlag der
for igien, og Haandarbeids=Husene i Kiøbenhavn ville og see
velholdne ved at faae saa mange fleere Spindersker af
Soldater=Standen &c.
SEHPERIDEM.
&Krk. eKok
No.


No. XXII.
Frie Tanker
om
Ufrugtbare Ægteskaber
J Anledning
af det i Aaret 1763 opgivne Problema:
Hvilke ere de uskyldigste og sikkerste Midler til at for¬
mindske Tallet af saadanne Ægteskaber, som forud vides
at ville blive gandske ufrugtbare?
Si felix est, qvi, qvæ vult, habet omnia, qvare
Velle solent homines, qvæ voluisse dolent?
Hvis den er lykkelig, der har alt, hvad han vil,
Hvi vil da Folk det, de fortryde siden vil?


E¬
t Folkes Magt grunder sig paa dets Mængde af Folk, og denne
igien paa Mængde af frugtbare Ægteskaber. Svækker nu en
Stat sin Folke=Mængde, eller seer igiennem Fingre med, at Fol¬
ket selv legger Hindringer i Veyen for dets Formeerelse, fortæ¬
rer den Marven i sine egne Been, og dens Styrkes Glands for¬
vandles efterhaanden til en uanseelig Afmagt.
Vil vi opslaae Erfarenheds Register, for at oplede de Navne der
indkniber Folkemængden i Tvilling=Riget, maae Øyet, iblant mange andre falde
hen til et, der findes tegnet med disse store Bogstaver: Ufrugtbare Ægteska¬
ber, og disse er det just, vi her har at undersøge.
§. 3.) Ufrugtbare Ægteskaber ere mange Slags, men af dem alle, spør¬
ges kun om dem, som forud vides, at ville blive gandske ufrugtbare, og disse
kand ikke henføres uden til et eneste Slags, nemlig de, som indgaaes med et
Fruentimmer, der er over sine Føde=Aar, og alt saa udygtig til Ægtestandens
fornemste Hensigt. Ville vi regne dem herhid, der samledes af gamle Mænd,
der ere over deres 60 og 70 Aar, og unge Fruentimmer, der ere under det
50 Aar, da viser Erfarenhed ofte, skiøndt ikke almindelig, det som er tvert¬
imod. Ville vi sige at det Ægteskab, der stiftes imellem en ung Mandsper¬
son, og en der har tilforn været en gal Skiøge, almindelig ikke er frugtbar,
saa feyler dog dette ofte, og man kand ikke heller almindelig vide saadant for¬
ud. Naar nu dette i Forpeyen er afgjort, skrider vi til de uskyldigste og sik¬
kreste Nidler til at formindske Tallet af saadanne Ægteskaber.
§. 4) Det første og fornemste, det sikkerste og uskyldigste bliver dette,
ved en Kongel. Forordning at forbyde alle Mands=Personer, der ere under
deres 60 Aar, Ægteskab med en Qvindes=Person, der er i eller over sine


350
50 Aar, med mindre de vil betale for Tilladelse at indtræde i ufrugtbart
Ægteskab, 50 Rdlr til nærmeste Stads Huusholdnings=Sælskab, om de ere
af Bonde= og Borgerstand, men ere de Rangs=Personer eller fornemme
geistlige og verdslige Betiente, hvis Jndkomst gaaer over 1000 Rdlr., da
300 Rdlr, de som have til Jndkomst fra 6oo til 1000 Rdlr., 150 Rdlr.,
de fra 300 til 600 Rdlr., 100 Rdlr., og de som har under 300 Rdlr., 50
Rdlr., men de som ere i Adelstanden 500 Rdlr., hvorimod Præsterne, under
Embeds Forliis, ikke maatte vie saadanne Personer sammen, førend de fore¬
lagde dem Beviis fra Huusholdnings=Sælskaberne, at de havde betalt, hvad
de burde, for Tilladelse til ufrugtbart Ægteskab. Saadanne Huusholdnings¬
Sælskaber maatte der i det mindste være et af i hvert Stad. (See mit Svar
paa 3die Problema: Borgerstandens Misvæxt &c. 2det Stykke: 1.) Hvor
de efter Leilighed ere beskrevne). Denne Tilladelse til Jndtrædelse i ufrugtbart
Ægteskab, maatte Sælskabet strax udvirke, ved det Kongl. Commerce=Collegium,
og tilstille Personen, som den førlangte, imod at betale de dermed følgende Skri¬
ver=Penge og Sportler ved Aarets Ende, og dets Regnskabs Slutning.
§. 5.) Saa snart nogen meldte sig ved Sælskabet om at indtræde i
ufrugtbart Ægteskab, og betalte hvad han burde derfor, blev Brude=Par¬
rets Navne ved Aar og Dag indført i en dertil indrettet ufrugtbart Ægte¬
skabs=Bog, og deres Embede, Haandverk eller Handtering udtrykkelig
nævnt, og hvor meget Embedet havde til Jndkomst, tillige med Summen,
som blev betalt til Sælskabet, og ved hvert Aars Udgang, indsendt et Udtog af
denne Bog, hvor mange ufrugtbare Ægteskaber, der i det Aar havde pæret,
og hvad hver havde betalt derfor, til det Kongel. Commerce=Collegium.
§. 6.) For at forekomme Lurendreyerie, saa meget mueligt, maatte
ingen Præst herefter vie noget Par Ægte=Folk sammen, uden foregaaende
nøyagtigt Beviis fra Kirke=Betienterne, om deres Aar og Alder.
§. 7.) Men for at opmuntre Folk ligesaa meget til frugtbare Ægteska¬
ber paa den ene Side, som holde dem fra de alt for mange ufrugtbare paa
den anden, skulde alle de Penge, som kom ind for ufrugtbare Ægte¬
skaber, og de, som følger herefter, bruges til Medgift for fattige
Piger af Borger= og Bonde=Standen. Dog var det ikke billigt, at no¬
gen Bonde=Karl, der gik ind til en Gaard med fuld Avling, skulle nyde no¬
get der af, men alleene den, der ryddede et Stykke Jord, udskaar et Stykke
af en Mose &e. og selv bygde Huus, og satte sig need paa saadant et Stykke
Jord i begge Riger, og fandtes der Mængde af saadanne Nyebyggere, om


351
de end og fik Materier til Bygningerne for intet af Regieringen, saa maatte
alle Sælskaberne i begge Riger komme dem til Hielp med alt det, de havde
samlet ind, for at faae den ødeliggende Jord over alt desto snarere bebygt, og
at bringe Agerdyrkningen, der er Kilden til al den øvrige Handel, alt meere
og meere paa Been, og vare de end Udlændinger, der kom herind med deres
heele Familier, saa skulde de dog ligefuld nyde denne Udstyr, thi de vare da
saa meget nærmere dertil, som de allerede havde Børn, dem de uden Fæder¬
nelandets Bekostning forhen havde opdraget.
§. 8.) Dette maatte da ufeilbart have den Virkning, 1) at de som
ikke vare Eyere af saa meget paa begge Sider, som Tilladelse til ufrugtbart
Ægteskab udfordrede, bleve aldeeles holdte tilbage fra at gifte sig med ufrugt¬
bare Personer, og 2) de, som enten eyede saa meget eller dog kun lidet over,
ville heller gifte sig med en Person, som de slap at betale noget for, nemlig,
den gamle Mand med den gamle Kone, og den unge Karl eller Mand med
den unge Pic= eller Kone.
§. 9.) Til at formindske Tallet paa de ufrugtbare Ægteskaber, hvis
Fordeel man efter nærværende Levemaade sætter i at lettes fra den Byrde,
der følger med Børn, tiente endnu følgende Midler for Borgerstanden, 1)
at alle Børn under 12 Aar bleve frie for Fortærings=Skat. 2) At alle de
Mands=Personer, der giftede sig med et Fruentimmer under 48 Aar, skulde
være frie for de i Forordningen af 1700 paabudne Vielses=Penge. 3) At
ingen Mester skulde betale meere for Laugs=Ret og Mesterstykke og alle øvri¬
ge Laugs=Omkostninger end 2 Rdlr. 4) At alle Haandverks=Folk, som
satte sig need i Kiøbstæderne, skulde, naar de giftede sig med en Pige under
40 Aar eller Enke af samme Alder, være frie for Bye=Skat de 3 første Aar.
Denne Bye=Skat saavel af Grund som Nærings=Taxt, skulde igien for¬
deeles paa de øvrige Jndvaanere, hvoriblant den Barnløse altid svarede dob¬
belt, enten han ellers havde et geistligt eller verdsligt Embede at forestaae,
eller ikke, imod den der havde Børn, og den der havde kun et Barn, dobbelt
imod den der havde 2, men den, der havde 2, dobbelt imod den, der havde 4.
Men de som havde over 6, skulde undtages fra denne Ligning.
§. 10.) Paa Landet maatte den skadelige Skik, som lægger Hindrin¬
ger i Veyen for saa mangt et frugtbart Ægteskab, og bestaaer deri, at En¬
kerne bliver siddende at holde Gaard med deres voxne Sønner, saa mange
Aar, dem Lyster, og med det samme forbyder Sønnerne i alle disse Aar at
gifte sig og at avle Børn, reent afskaffes, og ellers Bondens Byrde paa alle


352
muelige Maader lettes, hvilket just er det, der enten aldeeles hindrer ham fra
Børns Avling eller og tvinger ham til at aple det mindste Tal, han kand.
Kunde Hovernet blive sat sine visse Grændser, saa vilde dette ene alt giøre meget
til Bonde=Standens større Frugtbarhed, og man skulde siden kunde finde Leilig¬
hed til belægge den Bonde med dobbelt Hoverie, som havde ingen Børn, i mod
den der havde Livs=Arpinger, naar Hartkornet ellers var lige for begge, og den
der havde kun et Barn, med dobbelt imod den, der havde 2, men den, der
havde kun 2, med dobbelt imod den, der havde 4; og den, der havde over 6,
skulde man befrie fra en Deel af det smaae Hoverie, men den, der havde 10
Børn og derover, skulde intet andet Hoverie giøre, end alleene pløye og saae
sit Hovmaal. Det skulde og ikke lidet opmuntre Bonden til større Frugtbar¬
hed, om der ovex alt blev indført den Skik, at den Bonde, der havde de
fleeste Børn, skulde i alle Laug og Samqvem være den fornemste, tages til
Sogne=Foged, Taxerings= og Tilsynsmand og deslige, men de, som ingen
Børn havde, skulde være de ringeste og i Laug og Samqvem altid have det
nederste Sted og den nederste Stemme, de som havde kun et Barn næst efter
dem igien, og de som havde kun 2 igien open for disse og saa videre. Blev
alt Bondens Heverie, undtagen Pløyning, Hest og Skibning, anslagen
til visse Penge for hver Tønde Hartkorn, som Bonden aarlig skulde betale,
imod at Jorddrotterne selv besørgede deres Arbeyde med egne eller leyede Folk,
saa skulde dette alleene pære i Stand til at drage en langt større Folke=Mæng¬
de efter sig i Bonde=Standen; thi Bonden fik da meere Tiid til at see sin
Jord og sit Huus til gode, og foretage sig de Ting til sit eget Beste, som han
nu ved det meget Hoverie er aldeeles formeent, og af dette følger igien, at
han meget derved vilde forbedre sine Jndtægter, og finde bedre Leilighed til
at opføde Børn, som han nu er saa afskrækket for
§. 11.) Naar visse Aar var omme, skulde alle de Penge der kom indtil
Selskaberne aarlig anvendes til fattige Pigers og Jomftues Udstyr,
deres Navne, Skudsmaale fra deres Hosbonder, og Udstyrs=Summen ind¬
føres i en dertil indrettet Udstyrs=Bog, som ligesom forrige var igiennem¬
draget, med Tal forsynet paa hver Side, og af det Kongelige Commerce¬
Collegium eller Stiftets høye Øvrighed forseglet. Til den Ende var det for¬
nøden, at alle i Staden værende fattige Tieneste=Piger og Jomfruer, der ikke
eyede 100 Rdlr. eller deres Værd aarlig i Junii Maanet indleverede til Sel¬
skabet et Skudsmaal fra deres Hosbonder eller Huusmødre om deres Opfør¬
sel og Levnet i deres Tieneste, og om deres Dygtighed i at spinde, sye, knytte


353
og det baade i Uldet og Linnet, om de vare sparsommelig ogsaa med Brændsel til,
om de vare troe og flittige i alt hvad dem blev foresat at giøre, om de besadden
fornødne Dygtighed til allehaande Husgierninger, som at giøre reent til gavns
i et Huus, ælte en god Dey, tvette og stryge, lave et tarveligt Maaltid til hver
Dag i Ugen, og behandle alleting reenlig og net, om de ikke vare arrige og
hengivne til at bruge en slem Mund, naar de af Husbonde og Husmoder blev
tiltalt for nogen Forseelse, om de kunde Brygge klart og velsmagende Øl, med
et Ord, om de vare dygtige til at forestaae en Husholdning uden for Middel¬
standen. Paa samme Skudsmaal skulle og findes skrevet Beviis fra Kirkens
Betiente, om deres Fødsels=Aar og Dag. J Jomfruernes Skudsmaale skulle
findes Efterretning om deres Dygtighed til en Husholdning i Middelstanden,
som i alle Slags Syening, i at spinde Uld og Hør til gavns, at knytte og strikke,
at tvette og behandle fint Lintøy til gavns, at sætte deres Hoved=Sætter op, og
at vide at forandre dem efter Moden, at lave Mad til gavns, at see efter med
Pigerne, at de giøre alleting til gavns. Jtem om de ikke ere hengivne til Ød¬
selhed og Overdaadighed, ikke beslagne med Foragt over vore egne Catiuner,
Stoffer og Silke=Vahre, og med Begierlighed efter fremmet Manufaktur¬
Arbeyde, om de ikke søgte at drive Tiden bort med at giøre intet og med Be¬
søgelser, om de ikke vare arrige af Gemyt, og hengivne til Mundhuggerie. Li¬
geledes maatte og paa disse Skudsmaale findes Efterretning om Aar og Alder.
Jo større Dygtighed jo nærmere til Gaven. Af dem, som havde de beste
Skudsmaale, den største Dygtighed til Husvæsenet og den beste Opførsel,
udvalgte Selskaberne saa mange, som der var Udstyr til, for det Aar, efter fleste
Stemmer, og som tillige ikke vare vanføre, eller lydte paa nogle Lemmer, som
kunde giøre dem udygtige til Huusgierninger, og tilkiendte den som var imellem
16 og 28 Aar, naar hun blev gift, en Medgift paa 100 Rdsr., den, som
var imellem 28 og 38 Aar, 8o=Rdlr, men den, som var imellem 38 og 48,
60 Rdlr men over dette Aar skulde ingen Gave eller Udstyr gives til nogen.
Ligesaadan skulde det og gaae til med Jomfruerne, og den, som, naar hun
traadde i Ægtestand, befandtes at være imllem 16 og 28 Aar tilkiendes en
Medgift paa 200 Rdlr., den imellem 28 og 38 Aar, 150 Rdlr., men den
limllem 38 og 48, 100 Rdlr, og det, enten de giftede sig med Haandverksmænd
eller med nogen af Middelstanden. Saa snart Tillysningen var skeet af Præ¬
dike=Stolen om deres Ægteskab; blev Brudgommen af Selskabet udleveret det
halve af den tilkiendte Udstyr imod behørig Qvitering paa slet Papir, men det
andet halve skulde ikke leveres ham, førend hans Kone havde i Gierningen be¬
VIII. Deel.


354
viist, at hun var frugtbar, og bragte det første levende Barn til Verden. Men
førend Brølluppet gik an, skulde baade Brudgom og Brud paa en bestemt
Dag møde for Selskabet, og der give Løfte om følgende Poster 1.) At
de aldrig vilde kiøbe eller slide nogen Slags Klæde=Vahre, uden de, som de
vidste vist at være forarbeydet i vore egne Riger, eller kommen derind med vore
egne Skibe fra Ost=Jndien og China, eller taale noget Slags Boehave eller
Redskab i deres Huus (jeg ønskede, at vore Skibs=Folk maatte giøre ligesaa¬
dan en Eed hver Reyse, førend de tog bort) uden det, der forskrev sig fra vore
egne Værk=Stæder, ikke heller nogle af de raae Materier, de skulle bruge til
deres Haandverk, saa fremt de vare at faae i Dannemark eller Norge. 2.) At
de aldrig vilde flytte ud at boe paa Landet, og derved betage deres Medborgere,
) At de aldrig, saa længe de leve, skulde tillade, at deres
deres Næring.
Børn reyste ud af Riget, og skulde de end giøre det imod deres Villie, skulde
de giøre sig al optænkelig Umage for at faae dem herind igien. Og fandt Sel¬
skaberne fleere Ting til Stædernes upaatvivlelige Opkomst og Forbedring og
Fædrenelandets almindelige Velfært, som gjordes nødig at aflegge en Troe¬
skabs Eed for, kunde den og med det samme aflegges, fornemmelig, om det
angik Overdaadighed.
§. 12) De unge Karles Opførsel vilde og ved Skudsmaal fra de Me¬
stere eller andre, de havde tient, bevidnes, hvori de endelig maatte friekiendes
fra Drukkenskab, Kroe=Gang, Kort=Tærninge= og Lykke=Spil. Gudsfrygt
i deres Levnet og Flittighed i deres Kald, skulde være de Ting, der hialp dem
saavelsom deres Brude, til det forønskte Maal. Skulde Selskaberne tvivle
om Skudsmaalenes Rigtighed paa nogen af Siderne, da maatte den Person,
som havde givet dem ud, beedige dem for Selskabet.
§. 13.) befandtes der nogen Jorddrot, som vilde udviise en Bonde¬
Karl Tømmer eller skienke ham det paa anden Maade, til at opbygge en af
de hist og her i Byerne fordum nedbrudte Gaarde, eller af en stor Gaard
giøre to, saaledes at den store Gaards Hartkorn enten allene kunde udgiøre
to paa fire Tønder Hartkorn, eller om der af den store Gaard igien kunde blive
tre eller fire, om der endog skulde tages lidet Hartkorn fra dem, der vare over
4 Tønder i Byen ellers, da skulle alle disse nye Beboere nyde 100 Rdlr. til
Bygnings Hielp af Selskabet i den Kiøbstæd, hvor Præsten eller Præsterne
af samme Sogn vare Medlemmer af Selskabet. Men vare de Medlemmer af
fleere end et Selskab, gik Gaven dog kun ud af et af dem.


355
§. 14) J Norge, Jsland og Færøe, vilde det blive for vidtløftig for Bøn¬
der=Karle, der satte sig ned, som Nyebyggere eller nye Fiskere, at indfinde sig
hos Stædernes Selskaber om Udstyr og det to gange, først ved deres Gifter¬
maal, og derhiæst ved deres første levende Barn, ligeledes for Selskaberne at
faae Kundskab om alle ufrugtbare Ægteskaber, og om dem, der gik for længe
ugifte, eller af særdeles Indbildninger ikke ville gifte sig, eller gifte sig meere
end engang i de frugtbare Aar. Der maatte derfor indrettes et andet Slags
Sælskaber, som kunde have den beste Jndsigt i og Kundskab om alle forbe¬
rørte Poster, og disse skulde bestaae af Præsterne i hvert Sogn, de Middel¬
stands=Personer, der vare boesatte i hvert Sogn, uden for Krigs=Standen,
og af 8 af de rigeste og beste Bønder, der havde de fleste Børn.
Til disse
skulde alle de Penge, der i Kiøbstædernes Selskaber indføres i ufrugtbare
Ægteskabs Bogen, leveres, og indføres i ligesaadan en Bog, og med Udstyrs¬
Bogen forholdes, ligesom i den §. 17. er melt. Men Præsterne maatte allige¬
vel være Medlemmer af Stædernes Selskaber i Norge, til hvilke de og aarlig
skulle indlevere et Udtøg af begge Bøger, som igien derfra tilligemed Kiøbstæd¬
Selskabernes Regnskab, skulde ved Aarets Slutning, indflyde i det Kongelige
Commerce=Collegium. Paa Jsland maatte af Præsterne selv indrettes et Ho¬
ved=Selskab i hvert Stift, bestaaende af Bispen, Amtmanden, Laugmanden,
Sysselmændene og Præsterne, hvilke paa den med Levemaaden best overeenskom¬
mende Maade, skulle paalegge dem, der begav sig i ufrugtbart Ægteskab no¬
get vist af Fisk, Kiød, Uld, Vadmel, Hoser eller andet at erlegge til Selskabet,
og ligeledes dem, der gik for længe hen førend de giftede sig, eller sad ugifte i
noget Embede, alt dette skulde de efter et vist Tal af hvert Slags bestemme til
Medgift for fattige Piger, og give dem det halve deraf, naar de bleve gifte og
det andet halve, naar de fik det første Barn. Paa Færøe blev ligesaadant et
Hoved=Selskab, og paa samme Maade maatte der og oprettes Selskaber i Fin¬
marken. De Slags Vahre der kom ind for Tilladelse at træde i ufrugtbart
Ægteskab, kunde ogsaa sælges til Kiøbmændene imod andre Vahre, som kunde
gives til Udstyr.
§. 15.) Af denne Indretning kunde ikke andet end udflyde en dobbelt For¬
deel for Fædrenelandet, som viste sig deri, at de ufrugtbare Ægteskabers Tal
ikke allene kiendelig maatte formindskes, men de frugtbares endog meget mere
voxe, end sædvanlig; ja den vilde blive en Grundvold for Folkets Formerelse
og en nye Kilde til nye Velstand for alle dem, der lever af deres Hænders
Gierninger: de udyrkede og uryddede Jorder ville alt mere og mere blive bragt


76
under Dyrkning, de i Landsbyerne nedbrudte Gaarde igien opbyggede, og
Moser og Søer efterhaanden udgravede: Haandverks=Folkenes Mængde i
Kiøbstæderne ville kiendelig tage til, og giøre Forbrugelsen af Landmandens
Vahre kiendelig større, ligesom denne igien hins (saa fremt Haandverks=Folk
ellers intet Tilhold blev tilladt paa Landet) og Forbrugelsen af alle forbrugelige
Vahre ville efterhaanden stige med Folkets Mængde til større og større Fordeel
for Fiskerier og Bergverker, Fabrikker og Manufakturer, hvoraf igien maatte
foraarsages en større Mængde af Kiøbmænd, større Mængde af Skibe, større
Mængde af Skibs=Folk, hvilket alt tilsammen gav Fædrenelandet en meer og
meer anseelig Handel, og udrustede det med større og større Magt. Det be¬
standige Haab om Udstyr vilde holde Tieneste=Pigerne fra al den Utroeskab,
Ødselhed, Overdaadighed, Huustyverier, Ladhed, Opsætsighed, Arrighed,
og slemme Mund, der giør dem til bestandige Huus=Kors i de fleste Hushold¬
ninger i de smaae Stæder, fornemmelig af Middelstanden, og den ene vilde
kappes med den anden, om at vise den største Dygtighed i alle Slags dem til¬
hørende Haand= og Huusgierninger, og i alleting at vinde deres Husmødres
og Husbonders Biefald, som det nu alleene stod til at giøre Regnskab for
deres Opførsel, og at hielpe dem til eller fra den forhaabede Udstyr, og den
Begiærlighed et halv Aars Tiid eller mindre til at see sig om i hver Mands
Huus, vilde efterhaanden forlade deres forvildede Hoveder, efterdi intet Skuds¬
maal, der indeholdt ringere end to Aars Tieneste, skulde gielde noget. Dette
blev da en Oprindelse til det, vi nu fattes, troe, redelige og flittige Tieneste¬
Folk, og hvor høyt er ikke denne Fordeel at skatte for hver Mands Velfært?
Børnenes Tal i alle Ægteskaber ville i Almindelighed blive af et langt større
Begreb, eftersom de største Anstøds=Steene, der nu ligger i Veyen for deres
Fødsel og Opdragelse, blev rømmet til side, og Ægtestandens Hoved=Hensigt
vilde blive almindelig meere eftertragtet af enhver. Enkemænd, som nu af
Frygt for at avle flere Børn med en ung Kone, udvelger sig heller de gamle,
vilde nok heller oplede de unge Piger, hvor med de baade kunde faae en Med¬
gift, og hvorfor de slap at betale altid Byeskat. De unge Karle, som nu, i
Betragtning af at gaae indtil et fuldkommet Boe og Verkstæd, oftest anret¬
ter et bedrøvet Ægteskab med de gamle Koner, der gierne vil have alleting
efter deres eget og deres salig Mands Hoveder, vilde heller udvelge sig de unge
Piger til Brude, som kunde bringe dem ligesaa meget og ofte meere til Med¬
gift, end de kunde giøre sig Haab om, at faae med de gamle Koner, og
denne vilde være tilstrækkelig baade til Laugs=Omkostninger, og til Levnets¬


35
Midler, baade til Verkstæd og de første Materiers Jndkiøb, og inden disse
blev gjort i Arbeyde, fandt de nye Leylighed til flere, og de kunde altsaa ligesaa
lidet i dette, som i forrige Tilfælde, mangle Penge imellem Hænderne; De gamle
Koner som nu saa ofte bedrages af de unge Karles gyldne Løfter om det, de
ofte ikke har i Sinde at holde længer, end til Bryllups=Dagen er forbi, vilde
nu heller udvelge enten at være ene eller at gifte sig med de gamle Mænd, der
skikker sig best med deres Alder, og som de ikke havde nødig at betale noget for
til fattige Pigers Udstyr. De gamle Mænd skulde neppe indlade sig med de unge
Piger ikke mindre af Frygt for at faae Kurven, som nu vilde blive dem saa
meget vissere, som Pigerne ved deres Udstyr, altid kunde giøre sig Haab om at
drage de unge Karle til sig, end af Frygt for at give Anledning til nye Historier om
de Fugle, der mader og opklækker Gøgenes Unger. Fremdeles maatte Horerie
og Skiørlevnet, der ikke eengang bør nævnes iblant de Christne, end sige være
i fuld Gænge, ved saadan Indretning meget aftage, og en stor Deel Fruen¬
timmer bevares fra den Ufrugtbarhed, der ellers efter saadan Opførsel, hænger
ved dem, naar de kommer i Ægteskab, thi det Haab om Udstyr, og Skuds¬
maalene, som Midler til at fyldestgiøre dette Haab, og den Foragt, som saa¬
dan et Skudsmaal om en liderlig Opførsel vilde foraarsage dem, skulde være
dem Bidsel nok til at afholdes derfra. Krøegang og Kortspil vilde vel og blive
noget mindre, og man vilde nødes til at tænke lidt mere paa den nærværende
Tiid, der fordrede et godt Skuds maal, om man tænkte til at faae en Pige med
Udstyr, og lidt mere paa den tilko imende, efterdi en gammel Enke blev nu
ikke saa let at gaae indtil, som før, og for hvis Skyld man idelig ville blive
kast i Næsen:
Hvis den er lykkelig, der har alt, hvad han vil,
Hvi lod du dig saa dumt den Gamle koble til,
Der altid bliver gold, og for din megen Møye
Ey med en Arving kand dig nogen Tiid fornøye?
Du er ey lykkelig, du har ey det, du vil,
Men det, du angre maae, mens du og hun er til.
§. 16) Jeg kand da ikke andet see, end at de uskyldigste og sikkerste
Midler til at formindske Tallet af saadanne Ægteskaber, som forud
vides at ville blive gandske ufrugtbare, bliver disse
1.) En Kongelig Forordning, at ingen Mands=Person under 60 Aar
maatte give sig i Ægteskab med noget Fruentimmer, der var over sine 50


358
Aar, eller i det 5øde, med mindre han betalte for Tilladelse at træde i ufrugt¬
bart Ægteskab, de i §. 4 fastsatte Penge.
2) Et Huusholdnings=Sælskabs Oprettelse i alle Kiøbstæder, der¬
skulde
(a) See paa og befordrede Borgerstandens Velfært og Opkomst i Al¬
mindelighed.
(b) Rydde alle de Forhindringer af Veyen, der trykker Bovgerstandens
Næring, og giøre Børns Opdragelse i denne Stand alt for Besværlig (a).
(c) Jndsamle alle de benævnke Penge fra de Personer, der ere skyldige
til at give dem ud, og beskikke dem til Udstyr for et vis Antal fattige Piger,
der aarlig ved denne Leilighed vilde blive gifte over det sædvanlige Tal i hver
Stad, og til fattige Bønder=Karle, der opryddede et Stykke udyrket Jord,
udgravede et Stykke af en Mose, opførte Bygning, giftede sig, og satte sig
need derpaa, og til de Bønder=Karle, der vilde opbygge de i Lands=Byerne
fordum nedbrudte Gaarde, og drive den til dem liggende, men nu paa de
andre Bønder i Byerne fordeelte, Avling.
§. 17.) Skulde nu nogle af mine Landsmænd ikke synes vel om denne
Indretning, og tænke om mig, som jeg dog ikke har fortient, at jeg kun søger
at opmuntre Regieringen, til at paalægge dem sværere Byrder, end de allere¬
de har, da beder jeg dem saa ydmygelig at eftertænke, 1) at de Folk, som jeg
søger at lægge den formeente Byrde paa, henhører til deres Tal, der, ved at
giøre sig skyldige i det store Buds Overtrædelse: porder frugtbare og for¬
meerer eder, har hidtil svækket og endnu daglig, saa vidt det staaer til dem,
svækker Regentens Magt, og giør deres Medborgeres Liv saa meget meere be¬
sværligt. Der er intet uden Folkets Mangfoldighed i en Stat, der giør den
mægtig, saa længe den ellers, som vores, er forsynet med de viseste Love, der
viser enhver sine Pligter, og holder ham inden for sine egne Grændser, og der
er ikke heller noget, der giør den meere skrøbelig, end Folkets ringe Tal deri.
Den, som lægger Hindringer i Veyen for sin egen Afkom, han svækker Sta¬
tens Magt, og den som lægger Hindringer i Veyen for sin egen og sine Med¬
Borgeres Afkom tillige, han svækker den endnu meere. Men alt det der
svækker Statens Magt, det er imod dens Lyksalighed, og det som er denne
imod, forbinder Regieringen til at vise den største Omhyggelighed, for at
faae det forhindret og gjort til intet, og til at belægge Overtræderne med
Straf. Nu maae jeg da spørge dem, som jeg skulde synes at have fortient


Utak hos, om der kand være mildere og gunstigere Straf, end den jeg forhen
har anført, og om ikke enhver af de Personer, som jeg har anført, som skyl¬
dige i Folke=Mængdens liden Væxt, inderlig burde glæde sig ved at give disse
Penge ud, allermeest, naar de ere bestemte til at fuldbyrde det, som de selv
enten ikke vil, eller af forudfattede Meninger ikke kand. 2) At denne Byrde
hverken lægges paa Vindskibelighed eller paa Levnets=Midler, der kunde giøre
enhver sin Næring besværlig, men alleene paa Personer, der virkelig i Hen¬
sigt til Folke=Mængden, ere unyttige Lemmer i Staten, og mange af dem, ja
kand skee de fleeste, fornemmelig af dem, jeg har anført, aldeeles skadelige og
utaalelige, efterdi de ikke alleeneste intet arbeider, men end og slæber bort fra
de flittige, hvad de har forhvervet.
§. 18) Falder man mig an fra en anden Side, med den Jndvending,
at det var dog Synd at drive en Bonde=Enke fra Gaarden, alleene fordi
hun havde naaet det 50 Aar, og at det var kun at lønne hende ilde for alt hen¬
des Slæb derved i alle de forrige Aar, da griber jeg strax til disse Forsvar:
1) At Fædrenelandets almindelige Nytte ikke bør sættes til side for nogle faaes
Fordeel, og at det ikke gik en Bonde=Enke verre da, end saa ofte nu, da
hun maae forlade Gaarden end og uden Undertægt: at, om hun var Eyere
af 50 Rdlr., eller den unge Karl eller Mand hun fik, eyede dem, saa kunde
hun for dem kiøbe sig Friehed til at indtræde i ufrugtbart Ægteskab, og altsaa
blive ved Gaarden: at dersom hun var saa gammel og skrøbelig, at hun ikke
kunde arbeide, burde Efterkommeren beskikkes af sit Herskab til at give hende
en taalelig Undertægt: at dersom hun stod sig vel, hørde alt det hende til, der
var over Gaardens Besætning, naar hun først havde deelt med Arvinger:
at dersom der i Sognene paa Landet blev oprettet Agerdyrknings=Spinde¬
Sye= og Væve=Skoler, og hun lod eller havde ladet sine Børn oplære deri,
skulde baade hun og de kunde ernæres ved deres Hænders Arbeide: at det er
Landmanden i Almindelighed kun til liden Baade, at de gamle Enker bliver
siddende ved Gaarden og gifter sig med de unge Karle, thi fra denne Kilde
har vi at udlede den Mangel paa Tienestefolk, der findes overalt paa Landet;
men kommer Enken fra Gaarden, kommer og hendes Børn ud at tiene, og
kommer den unge Karl til at gifte sig med sin Lige, avler han og Børn, og
disse kommer vel og undertiden ud at tiene. At der endelig her af vilde for¬
aarsages, en større Mængde af Spindere og bedre, end de vi almindelig har
nu, hvoraf igien følger, at der vil blive vævet meget meere baade af Uldet og


360
Linnet, end det, der væves nu, og altsaa saa mange fleere fremmede Vare
holdes ude af Rigerne. 2) At den store Uforligelighed, der gierne hersker i
saadanne Ægteskaber paa Landet, der ere samlede af en ung Mand og en
gammel Kone, herved vilde gandske forebygges, og Bonden af sine Haand¬
teringer høste større Fordeel, siden han kom til at drive den med større Lyst,
hvilken nu hindres ved Mangel af Børn, der kunde høste Frugten af hans
Stræbsomhed efter hans Død. Nu, siger han, har han ikke nødig at tage
sig Verden saa nær; thi han har ingen at stræbe for, uden sig selv og sin
gamle Kone. 3) Vilde den Utroeskab man gemeenlig træffer hos gamle Bøn¬
der=Koner, der har voxne og gifte Børn af forrige Ægteskab, til hvilke de
hemmelig slæber deres Formue og Frugten af den unge Mands Vindskibelig¬
hed efter haanden bort, herved gandske ophøre, og de unge Mænd befries fra
en daglig Foragt af Stædbørn og Ærgrelse over deres og deres Moders Op¬
førsel imod ham, der ofte æder ham op i den beste Alder, og lægger ham i
den Grav, som ikke, hvis han havde bleven foruden dette Ægteskab, førend
efter mange Aars Forløb, havde blevet gravet til ham. Hvor megen Ugude¬
lighed og Guds Fortørnelse reiser sig ikke overalt i Bonde=Standen af begge
sidste Tilfælde? og hvor skulde HErrens Velsignelse kunde
lyksaliggiøre saadanne Ægteskaber?
11MOATAAUS
AU
No. XXIII.


No. XXIII.
Eenfoldige Tanker
over dette
vigtige Problema:
Hvilke ere de uskyldigste og sikkerste
Midler til at formindske Tallet af saadanne
Ægteskaber, som forud vides at ville
blive andske ufrugtbare.


J
hvorvel adskillige Lærde meene, at de ufrugtbare Ægteskaber
ere i en Stat skadelige, fordi Børne=Avlingen, hvorpaa
Statens Velfært beroer, ikke ved dem kand befordres, saa
synes det dog, at de ikke have betragtet disse Ægteskabers san¬
de Nytte, ey heller hvad onde Følger, der af deres alminde¬
lige Hindring kunde flyde, hvilket efter mit enfoldige Begreb, bør ligesaa vel
tages under Betragtning, som deres virkelige Skade, saa fremt man ellers
skal kiende dem i sin rette Værdie, og vide hvad Nytte man af dem kand have
at vente. Sandt er det; De frugtbare Ægteskaber ere for Kirken og Sta¬
ten meget nødvendige: Man kand med Billighed kalde dem Seminaria Eecle¬
siæ & Reipublicæ. Uden disse maatte Staten og Kirken inden faa Aar see sin
visse Undergang. Men ligesaa sandfærdig er det; at de ufrugtbare ere i Kirken
og Staten meget nyttige: Ved hiine oprettes daglig det Tab, som skeer ved
Døde og Bortreysende; De giver ved den tilvoxende Ungdom nye Forhaab¬
ning om nyttige Lemmer til Statens Velfært at befordre og vedligeholde;
kort sagt: Frier Staten selv fra Undergang.
Disse derimod ved adskillig nyttig Foretagende, saavel til deres egen,
som Statens Gavn, underholde mange, der maaskee ellers maatte savne Næ¬
ring og Ophold; De holde en Ligevægt i Staten, og forebygge en alt for stor
Folke=Mængde meere end Staten kunde underholde, hvormed man ligesaa
lidet ville finde sig tient, som i fald der skulle kiendes nogen betydelig Folke¬
Mangel. Betlere og Lediggiængere fattes aldrig, men vel Duelige og Flit¬


364
tige; Hvad Fordeel ville man vel spaae sig ved en Mængde af de første og
derimod ikkun faae af de sidste? Mængden befordrer ikke altid Statens Vel¬
fært, men vel de gode og nyttige: Naar man nu af Ægteskaber har at for¬
vente begge Slags, maatte man ligesaa gierne undvære det første, som man
havde føye til at ønske det sidste: Bedre faa og duelige, end mange og udue¬
lige: Bedre et Antal, som Staten rigelig kand ernære, end en Mængde man
ey maatte finde Nærings=Midler til; Det Fornødne behøves; det Overflø¬
dige kand undværes.
Vel nok til Agerdyrkning, til Landets Forsvar, til Søefart, til Haand¬
værker og andre nyttige Indretninger i Staten behøves en anseelig Hob Folk,
hvilke vi hos os ikke saa meget virkelig savne, som Mangelen maaskee paa visse
Tider og Stæder, ja ved visse Slags Arbeider undertiden kiendes; Mon ikke
en ulige Deeling, et strængt Arbeide og liden Fortieneste ofte foraarsager Man¬
gelen? Læt Arbeide og got Fortieneste savner aldrig Folk, men kand end og
faae til Overflød; Det besværlige og tvungne derimød vil gierne de fleeste und¬
drage sig fra; Derfor ey at undre, Landets egne søger heller Friehed og besvær¬
ligt Arbeide, med meer Fortieneste, uden Tvang, hos andre, end strængt og
tvungen Arbeide med liden eller ingen Belønning hos os selv; Friehed og god
Næring tragte jo den største Deel efter: Mon ikke det være Anledning til, at
Fremmede høster ofte Frugten af vore frugtbare Ægteskabers Planter, hvilke,
i fald de bleve hos os selv, kunde hindre, vi ikke havde nødig at indbyde Frem¬
mede: Vi deele til andre, og andre til os; Vi giøre saa at sige Mageskifte;
Men om vi faae meer og give mindre til Fremmede, eller give meer og faae
mindre fra dem igien, det lader sig ikke saa nøye bestemme; Forskiællen alleene
bestaaer deri: Vi faae vel undertiden de mindre for de os meere nyttige: Frem¬
mede betale vi for at komme til os, men vore egne gaae bort og vi faae intet
for dem.
Vi have dog ingen Aarsag at klage over nogen synderlig Folke=Mangel,
meget mindre tage nogen Anledning at hindre de Ægteskaber, hvoraf man ey
kunde vente nogen Frugt: Disse Uskyldige søge det Ordentlige, og deres Æg¬
teskab i sig selv giver ingen Forargelse, hverken i Kirken eller Staten.
Det var at ønske, man kunde hindre al anden Uorden, der baade i og
uden Ægteskab, daglig skeer, som er langt meere skadelig og for Børne=Avlin¬
gen en større Hindring end disse; Det Uordentlige er skadelig, men det Or¬
dentlige nyttig; Det ene bør hindres, men det andet handthæves.


365
Man finder vel at Læx Julia & Pompæa hos de Romere, forbød 60 Aari¬
ge Mænd og Fruentimmer af 50 Aars Alder at gifte sig, hvilket Forbud
nogle vil meene at være skeed, for at befordre Folke=Mængden; Men man
kand ligesaa snart troe, at dette Forbud kunde havt en anden Aarsag.
Det synes ikke rimelig at de Romerske Regentere, der havde undertvun¬
get saa mange Folkerige Nationer, og erobret saa mange Lande, skulle ved
saadant Forbud, havt Folke=Mængden til Øyemed; Hvilket har vel været
deres mindste Bekymring. En blot Misundelse over slige Ægteskabers Ro¬
lighed, Had imellem Forældre, Børn og Slægtninge, Ærgierrighed og
Gierrighed, Midler, Eiendomme og andre Rettigheder, der ved slige Gif¬
termaale komme i andre Familiers Hænder, hvor ved Børn og deres nær¬
meste Arvinger undertiden mistede anseelige Fordeele; Disse Aarsager kunde
i mine Tanker ligesaa snart bevæget de Romere til at udvirke saadant Forbud,
paa det dem ingen Fornærmelse i de forventende Fordeele siden skulle skee, som
Børne=Avlingen, der paa de Tider, i Henseende til deres vidtløftige Regie¬
rings=Strækning, synes at have været dem mindst angelegen. Desuden
veed man, at en Deel af de Romerske Keysere have meere hadet end elsket Folke¬
Mængden, hvilket Historierne om de mange store Forfølgelser klarlig nok vii¬
ser, hvor lidet de har agtet deres Underhavendes Liv og seet paa Statens san¬
de Velfært. Jkke desmindre fører dog disse Ægteskabers Modstandere sig
dette Exempel til Nytte.
Hr. von Justi i sin Afhandling om Ægteskaber, biefalder i sær dette de
Romeres Foretagende, og raader, man ey skulde tilstæde et Fruentimmer, der
var over 55 Aar og Mands=Person over 70 Aar at gifte sig, saafremt man
ville have Statens Nytte for Øyne (*), endog han selv tilstaaer at være et le¬
vende Vidne til en Kone i Vien der havde, i sit 66 Aar, avlet en stærk og
33. Menn mvir noch heu¬
(*) von Justi Abhandlung von denen Ehen istes Hauptstuek i
tiges Tages den einzigen Hauptzveck des Ehestandes und den Nutzen des Stats, der
ans der Bevolkerung entspringet, und den man hent zu Tage gar mohl einsieht, vor
Augen haben vollten: so sollten svir keiner Fran, die uber funf und funszig Jahre
Es ist als
alt ist, sie auch keinem siebenzigiahrigen Manne zu heirathen gestatten.
denn nicht die geringste Hoffnung vorhanden, dasz der Endtmeck des Ehestandes er¬
reichet verden kann.


366
munter Dreng med sin Mand, der var 30 Aar gammel (*), foruden anfører
et betydeligere Exempel, at en Mand paa 94 Aar, havde avlet en Søn med
sin 83 Aars gamle Hustrue (**). Lad være, at slige Exempler indtræffe me¬
get siælden, saa viiser dog de, at man ey med nogen Vished kand determi¬
nere Frugtbarheds eller Ufrugtbarheds Aar. Man holder vel almindelig
for hos os, at Fruentimmer over 50 Aar ikke kand faae Børn; Men Gud,
som Skaberen, lader sig ikke binde til nogen Tiid, han betiener sig vel af Men¬
nisker, som Midler til at forplante og vedligeholde det Menniskelige Kiøn, dog
aldeeles u=indskrænket; Han har vel tillagt ved første Skabelse, Ægteskaber
Frugtbarhed, men selv forbeholdet sig sin Ræt at skabe; Børn er dog derfor
ikke nogen absolute Følge af Ægteskaber, hvilket end og den daglige Erfaren¬
hed viiser i de mange unge og ufrugtbare Ægteskaber, som hos os findes.
Jeg veed altsaa ikke hvad Føye man haver til at ville hindre dem, man
ingen Frugt formoder sig af, fra at komme i Ægtestand, meer end de andre,
siden de begge ere lige nyttige for Staten.
Børne=Avlingen er vel scopus Principalis af Ægtestanden, det nægtes
ikke; Men det er dog en Sag, hvor til begge Ægtefælle intet videre kand ud¬
rette, end tilstæde hinanden den blotte Coutum naturalem, hvilket paa deres
Side er det Muelige, og egentlig Opfyldelsen af denne vigtige Ægteskabets
Pligt; Det Umuelige, nemlig Skabelsen og Dannelsen, som ey staaer i et
Menniskes Magt, maae alleene overlades Gud.
Kand nu Ægteskabets Pligter, i Henseende til det Muelige ligesaa vel
opfyldes af en Aldrende, som af en Ung, og Frugten der er alleene Guds
Sag, ligesaa vel feyle for den ene, som den anden, synes begge, at være
lige got berettigede til at nyde uden Hinder, denne ædle Friehed.
33. Jch kann sellst bezeigen, daf ju meiner Zeit in Vien eine sechs und sechigiah
(2)
rige Frau einen starken und muntern Knaben, jedoch von einem dreyzigjahrigen Man¬
ne, zur Velt gebræcht habe.
7. Der ver¬
(k*) von Steinvehr Physische Abhandlung der Acad. zu Paris3 Th p¬
storbene Bischoff von Sees hat versichert, er habe einen Mann in seinem Sprengel
aar vohl gekannt, der im 9asten Jahre eine von ihm schvangere Frau von 83 Jahren
geheirathet, die auch zu rechter Zeit mit einem Sohne niedergekommen sey: Die Zeit
der Patriarchen ist mieder gekommen oder vielmehr nicht ganz vorbey.


36
Jeg tilstaar vel, at unge Mennisker ere til Børne=Avlingen de beqvemme¬
ste, men hvor mange af dem seer man dog ikke i deres Ægteskaber at blive
ufrugtbare. Man tænker vel, naar de gamle blive hindrede at komme i Ægte¬
skab, og lutter unge Folk bleve gifte, man skulle kiende en mærkelig Forskiel;
men jeg frygter man ville giøre en feyl Regning. At skabe nogle Tusinde Men¬
nisker i sin Hierne lader sig vel indbilde, men at bringe dem virkelig frem og til
Fuldkommenhed, lader sig intet saa let giøre, som tænke.
Jeg troer sikkert, de Romere ikke havde ophævet det forhen omtalte For¬
buid, der som de havde fundet nogen besynderlig Fordeel derved, men mue¬
ligt de har erfaret større Skade end Gavn deraf; J hvorvel Hr. von Josri er
af andre Tanker: Han tilskriver de Romerske Christne Keyseres slette Jndsigt
i Republiqvens sande Velfært, som en Hoved=Aarsag dertil. Skiønt den
lange Tiid dette Forbud varede feyler ikke, at Erfarenheden har lært dem at
kiende enten det var skadelig eller gavnlig for Staten; Sluttelig er det, de¬
ikke har fundet sin Regning ved det, siden en Sag af saa stor Vigtighed, er
saa ringe bleven anseet, at den aldeles er bleven forkastet og gandske ophævet.
Ja ihvorvel man ey veed den egentlige Aarsag, kand der dog have været lige¬
saa vigtige Bevægelses Grunde, hvorfore det er bleven afskaffet, som da det
blev i Værksat. Har Christendommen været den fornemmeste Aarsag dertil,
er det ikke at tvivle paa, man jo haver indseet; hvor ubillig saadan et Forbud
har været; Hvor stridende det var imod Guds egen Anordning og Stiftelse;
Hvor ofte man ikke maatte handle imod den Kierlighed, man var sin Næste
skyldig: og give Anledning til megen Uorden og mange Besværinger.
Havde allene impotentes & ad omnem coitum naturalem plane inepti un¬
der dette de Romeres Forbud været indbefattet, havde det neppe bleven igien¬
kaldet, men at det strakte sig til Personer, der endnu var af den Alder og For¬
muenhed de kunde opfylde alle Ægteskabets Pligter, som hos Mennisket var
muelige, og af det kunde kræves, er uden Tvivl, som det allerubilligste
bleven anseet.
Hvad kunde vel agtes ubilligere, end betage Mennisker den allerædelste
Friehed; der ligesom Siælen i Legemet er Livet og Fornøyelsen i det menniske¬
lige Sælskab? En Friehed, der er ligesaa gammel, som det Menniskelige
Kiøn, og uophørlig strækker sig til alle, at de maa betiene sig af, i den Or¬
den, som Skaberen selv haver skienket og givet den, uden enten dertil at tvin¬
ges eller derfra at hindres.
Denne ædle Rettighed haver Mennisket ikke nogen anden end Gud at


368
takke for, under hvis Herredømme det gandske Menniskelige Kiøn i sin na¬
turlige Tilstand betragtet, kand agtes lige og som Undersaatter under en fælleds
Over=Herre? Hvor ubilligt var det da ikke, et Menniske ville betage et andet
den Rettighed ham er given af deres fælleds Over=Herre.
Paaligger det Mennisket som en Hoved=Pligt, at give enhver sin tilbør¬
lige Ret, endog til det, han ved egen Fliid og Umage har erhvervet sig: Hvor¬
meget meere er han ikke pligtig at lade blive ubeskaaret, de Rettigheder, der gi¬
ves af en Høyere: En Undersaat bør jo ey hindre sine Medborgere udi de Frie¬
heder og Benaadinger, dem skienkes af deres Konge; Ansees saadant som
ubilligt; er jo det en langt større Ubillighed, at formeene nogen den allerhøye¬
stes givne Frieheder, hvorved hans Anordning giøres til intet; Jngen Høy¬
agtelse viises enten for ham selv eller hans befalinger, hvilke tilside sættes, og
i det stæd tiltages en Myndighed, man ey kand beviise at have nogen fuld
kommen Ret til, under Skin af at paastaa det, der ikke er nogen blot Men¬
niskelig Gierning, eller allene staar i et Menniskes Magt.
Mennisker, i Henseende til Børne=Avlingen, kand ey som selv virkende
ansees, men allene som med virkende tilligemed Gud, der fornemmelig brin¬
ger den naturlige Virkning til den herligste Fuldkommenhed. Kand et Men¬
niske nu intet uden Gud, udrette i saa vigtig en Sag; Hvad Billighed er der
da i, at det ene Menniske vil kræve af det andet det, der ikke gandske er over¬
ladt i hans Magt.
Guds viise Hensigt med Ægteskabers Stiftelse, har ikke allene været hen¬
rettet paa det Menniskelige Kiøns Formeerelse, men endog at vedligeholde en
Orden, hvorved Mennisket, som et fornuftig Creatur, kunde skilles fra de
ufornuftige Dyr, og ikke ligne dem i nogen uordentlig Beblandelse, hvilken
kunde foraarsage mange farlige og for det Menniskelige Kiøn skadelige Følger:
Til saadant at afværge, synes den viise Skabere beqvemmeligen at have dannet
det ene Kiøn til det andets Tieneste.
Dette vil adskillige ikke vide noget af, men Skabelsens Historie viiser,
hvor fornøden Gud haver anseet det. Et mutuum adjutorium nægter de væsent¬
lig at henhøre til Ægteskab, uden der avles Børn, og paastaar man derfor
ikke burde gifte sig: Jeg tilstaar, naar det ey strakte sig videre, end at den
ene kunde gaae den anden til Haande, som en Tiener sin Herre, eller en Ven
den anden, da kunde det agtes ufornødent, men i et Ægteskab haver det en
langt anden Beskaffenhed, hvor ikke nogen dets Pligter kand opfyldes, uden
det nødvendig maa behøves.


366
Herr von Josxi meener at Gud i Skabelsen, formedelst besynderlige Om¬
stændigheder, havde ligesaa vigtig en Absigt med denne fælleds Hielp, som med
Børne=Avlingen, men ved Verdens Fortplantelse bortfaldt denne Omstæn¬
dighed, ,
at den var især nødvendig for Adam siden han var ene, det er
en klar Sandhed, men at den er ufornøden i vore Tiider, det kand mit en¬
foldige Begreb ikke fatte. Adam havde den gandske viide Verden og alleting
i Verden at betiene sig af, uden at nogen kunde giøre ham Hinder, eller for¬
meene ham sin Ræt dertil. Vi derimod ere saa indskrenkede i vore Tider, at
vi end ikke tør bruge eller benytte os af det allermindste, uden hvad vi selv eye,
eller ved Fliid og Arbeyde kand forskaffe os Eiendoms Ræt til, hvilket vi endda
ikke besidde med anden Ræt, end vi jo altid ere pligtige at give vores foresatte
Øvrighed deraf den Andeel han paalegger os; Ja i Nøds Tilfælde gandske at
overlade til det almindelige beste al vor Eiendom. Hvor mange ere ikke nu
omstunder, der nesten slet intet eye? Hvor møysommelig maa de ikke søge
Næring og Underholdning for sig og sine? Hvor mange Forurettelser, Under¬
trykkelser og Besnærelser foraarsager ikke det ene Menniske det andet? Hvor
mange Intriguer spilles ikke daglig, for at tilvende sig en eller anden Fordeel?
Forskaffer end Folke=Mængden megen Nytte, mange Beqvemmeligheder og
Mageligheder, haver den i følge med sig mange Besværligheder og Uleyligheder,
hvilke man daglig har at befrygte, og naar de indtreffe, at søge al muelig Hielx
og Bistand at afvende. Haver en fælleds og paalidelig Hielp nogen Tiid været
fornøden, synes den allermeest i vore Tiider, da Interesse og egen Nytte søges,
Yppighed og Overdaadighed formeeres, Kierlighed og Retfærdighed derimod
formindskes Hvor rart er det ikke at finde den, der vil antage sig en fremmedes Sag
som sin egen, uden at søge nogen Fordeel derved? Hvorlænge varer Tieneste og
oprigtig Venskab hos de fleeste? Saalænge man kand skaffe Penge og holde
dem gode Dage for. Ægtefælle derimod i Henseende til den Forbindelse, der
(*) von Jveri Abhandlung von denen Ehen p. 32. §. 18. Gott konnte mit grossen Grunde,
als er dem ersten Menschen ein Veib gab, eine eben so vichtige Absicht anf den gemein¬
schaftlichen Beystand, als anf das Kinderzeugen richten, veil sonst kein andrer Mensch
anf der Velt mar, von velchem sich der erste Mensch Hulffe und Beystand versprechen
konnte. Allein dieses maren ganz besondere Umstande, melche nur die erste Ehe be¬
gleiteten. So bald die Menschen in Menge vorhanden maren, so fiel dieser Umstand
hinseg, und niemand hatte ubthig der gemeinschaftlichen Beystandes halben in ehe¬
liche Verbindung zu treten.
VIII. Deel.
Aaa


370
er imellem dem, have en langt bestandigere og fortroeligere Hielp at kræve og
forvente af hinanden; Thi Ægteskabets Pligter forbinder dem til at befordre
hverandres Velfært og sande Lyksalighed; De ere som eet, og saa nøye forbundne
at den ene ikke kand skade den anden uden tillige at skade sig selv.
Naar dette overveyes, kand man ikke undre at Mennisket udvælger og
tragter efter Ægtestanden som det beqvemmeste Middel til at raade Boed paa
alle de Besværligheder, den enlige Stand medfører, hvilken Gud saae ikke var
god for Adam; følgelig ikke heller for hans Efterkommere, som alle have arvet
denne Rettighed efter ham: At Gud skulle have sagt eet og meent et andet, stri¬
der imod hans Høyhed og Hellighed: At han skulle have givet nogle Friehed
til at komme i Ægtestand og nægtet andre den samme; Givet dem den Ræt i
Ungdommen, og betaget dem samme i Alderdommen, strider imod hans Anord¬
ning og Stiftelse.
Hvor uovereenstemmende det er med Guds Villie og viise Hensigt, saadan
et Forbud og Hindring for Ægtestanden: Det kiendes des klarere, ved det
man ofte maatte handle imod den Kierlighed og de Pligter man er sin Næste
skyldig ex. gr. En Kone avler Børn med sin Mand lige til hendes 50 Aar,
derpaa døer Manden, og lader hende efter sig med en Hob smaa og uopfødte
Børn i maadelige Vilkaar og Omstændigheder: Om hun nu ved nyt Ægte¬
skab kunde see sine Vilkaar forbedret, faae en Mand der ville drage faderlig
Omsorg tillige med hende, at de Børn hun havde avlet i første Ægteskab kunde
blive skikkelig opdragne og i Tiiden blive for Staten duelige Lemmer; Kunde man
vel med nogen Føye hindre saadant, fordi man ikke havde Haab om hun kunde
faae fleere Børn; Skulle man heller see hende at komme i Armod og tvinge
hende med sine smaa Børn, til Bettel=Staven, ja tilsidst see dem saa dybt ned¬
fiunkne i Elendighed, de maatte omkomme, maaskee længe for Tiiden: Hvad
Nytte havde vel Staten deraf? Skulle vel nogen dømme Gud kunde have Be¬
hagelighed deri, eller var det at viise Næsten den Kierlighed man er ham skyl¬
dig? Maatte man ikke langt heller til Belønning opmuntre nogen at indtræde i
saadant Ægteskab, end legge nogen Hindring i Veyen.
Lige Exempel kunde indtræffe med en Mand, der var forbunden enten
formedelst Embeds Forretning eller i andre Maader, at søge sin Næring uden
Huset: Han maatte jo lade sine Børn og al sin Eiendom udi fremmedes Hæn
der, undertiden under nogle ryggesløse Tieneres Opsyn og Opdragelse; Naar
han nu saae sig udelukket fra en tro og paalidelig Medhielp, var hans Stræb¬
somhed og Omsorg for sine Børn næsten forgieves; Hans Bekymringer maatte
fordobles og tilsidst gaae i Graven af lutter Græmmelse.


371
Hvad Opsætsighed ville man ikke erfare af voxne Børn imod deres gamle
Forældre, naar de vidste de vare komne til de Aar, de ikke maatte forandre dem
igien, ifald de enten allerede levede eller kom i eenlig Stand og besad nogen For¬
mue de kunde vente at arve? Ægtestanden synes at være det vigtigste og eeniste,
der kunde holde dem ligesom i Tømme og bevæge Børnene til at bevise Foræl¬
drene den Ærbødighed og Lydighed de ere dem pligtige, saa og ved kierlig
Omgang og Forestilling, at drage dem fra videre Tanke om Ægteskab, paa
det dem intet skulle fragaae af det Forældrene havde samlet: Blev det dem der¬
imod forbuden at gifte sig, maatte man vente en stor Deel Børn villedaglig chagri¬
nere sine Forældre at de deshastigere kunde faae Livet af dem og faae hvad de havde.
Hvor mange ville ikke hindres fra at komme til Velfært paa den anstæn¬
digste og det Menniskelige Kiøn sømmeligste Maade? Hvorved de ikke allene
selv kunde hielpes, men endog mange andre til dem. Hvor mange bleve ikke
berøvede det Haab, engang at komme i Friehed og faae noget for sig selv, at de
ikke altid skulle være Trælle og Slaver for andre.
De nødes i Ungdommen at tvinge den Tilbøyelighed de finde hos sig til
Ægtestanden, af Mangel paa Midler og Formue, og af Frygt for at styrtes
i den yderste Armod. Forsynet i tiltagende Alder aabner bedre Vey og be¬
qvemmere Leylighed for dem at deelagtiggiøres i denne ædle Friehed; Skulle
de deri hindres var imod Kierligheds Lov stridende, og den Pligt der paalig¬
ger os at befordre vor Næstes saavelsom vor egen Fuldkommenhed. Det var
at betage dem den Ræt, de havde, uden at give dem igien en ligesaa
god Ræt, som de ikke havde. Vil man formeene dem det ene, maae
man forhielpe dem til det andet: Burde man ikke da besørge dem gifte
i Ungdommen, naar de skulle miste den Ræt de blev ældre. Dette vil man
neppe forbinde sig til, siden det ville blive alt for vanskelig; og bruge den Skik,
som Herodotus (*) fortæller og roser hos de Babylonier, at de aarlig holdte en
offentlig Auction, paa alle Mandbare Jomfruer, og solgte de smukkeste til de
høystbydende: Capitalen som for disse indkom gav de dem, der ville tage de
grimme for den ringeste Medgift; Saadan Kiøbmandskab ville være os lidet
anstændig mindre finde nogens biefald. Hvad kand man da bedre giøre end
lade enhver i Friehed og Fred beholde sin Ræt.
Jeg frygter ellers, man ville høre mange Klagemaale og mange Besvæ¬
ringer over det, man tillod mange Unge at gifte sig som stedse bleve ufrugtbare;
Aaa¬
(*) Herod. Lib. I Cap. 36.


72
Hvorfore man ikke ogsaa kunde tillade de gamle det, siden deres Ægteskab ey
var meere skadelig eller gavnlig for Staten end de andres. De ville useylbar¬
lig paastaae dette: Dersom en formodentlig Ufrugtbarhed var en gyldig Aar¬
sag til at hindre Ægteskaber, var en uventende Ufrugtbarhed ligesaa gyldig
Aarsag at skille dem ad. Er det sidste ikke billigt; synes det første ligesaa ubil¬
ligt. Forgieves ville man søge at undskylde sig med det Haab, der var om de
unges Frugtbarhed, og Vished om de gamles Ufrugtbarhed: At haabe og
intet faae, og intet haabe at faae; det gavner Staten ligemeget: Man viiste ikkun
derved man aabenbare ville forurette den ene og handle tvertimod sit eget Forbud.
Om saadant blev iværksat, hvad ville man da høre almindeligere end
mange Bebreydelser, Bespottelser og Forhaanelser imod de gamle, som Gud
selv i sit Ord byder os at ære. Jeg frygter en stor Deel næsten ville ansee dem
som udelukte fra al Menniskelig Samqvem og Selskab; Foruden mange fleere
onde Følger, man ikke nu kand indsee, men Erfarenheden ville lære, og
for sildig maaskee maatte fortrydes, i hvor meget end Statens Love søgte det
at forebygge.
Adskillige, som ikke kunde tvinge sig selv, ville derved tvinges til at over¬
træde Guds Bud, naar de ikke maatte følge den Orden Gud haver stiftet til
al Uorden at hindre og forekomme, hvilket Tanchius (*) viser, hvor ilde de
handle, som laste og forbyde Ægteskaber. Hvor slette Characterer Paulus
giver saadanne, kand enhver læse 1 Tim. 4 v. 1. 2. 3. Hvo ville da befatte
sig med at legge nogen Hindring i Veyen før saa vigtig en Sag.
Jeg undrer intet meere, end overeen af vores Lærde, som ellers er al Høyag¬
telse værd, har ved sin Betænkning over Ægteskaber nyelig givet tilkiende,
hvor slette Tanker han havde om en Deel af dem, der giftede sig med Fruen¬
timmer over 50 Aar, i det han vil henføre dem under Vellystigheds Titul,
(*) Tanchius in Oper Theol. Tom. VIII. P. 694. male agunt, qvi matrimonium vi¬
tuperant & prohibent, ut fecerunt Fatiani, de qvibns ait Paulus (Tim. 4. Spi¬
ritus mamifeste dicit, qvod in novissimis temporibus discedent qvidam a fide &e,
prohibentium nubere.
li dum prohibent matrimonium, præcipiant contra Dei mandatum hoc fa¬
cere, nempe ut mæchemur. Ratio est, cum enim non sint, nisi duo remedia
contra lasciviam sc. continentig & matrimonium: Non omnibus antem detur do¬
num continentiæ: Ergo ii tollentes matrimonium, tollunt secundum remedium:
Qvid vero tum reliqvum est, mfi ut mæchemur; ergo, qvi tollunt matrimonium;
cogunt homines ad transgrediendum mandatum Del.


73
og ey tilstaae dem nogen Ræt, hverken Theologice eller Politice dertil at have
Tilladelse.
Det er klart at de ey kand staae i de Vellystiges Classe; Saa længe de
holde sig paa begge Sider inden Ægteskabets Grændser, da holdes Kierlighed,
vedlige, som forbyder altid at skade hinanden. Vellyst derimod haver gierne
Umaadelighed til Stalbroder, den nøyes ikke med det Ordentlige; Den vil
ikke blive inden, men allerhelst forlyste sig uden for Grendserne, hvor den Tiid
efter anden samler sine skadelige Frugter, paa hvilken den omsider kiendes.
At de Theologice ere tilladelige, kand man saa meget meere være forvis¬
set om, som man ingen Sted i den Hellige Skrift finder dem expressis verbis
at være forbudne, men derimod findes meget til deres Forsvar: Det oven an¬
førte Sted viser klart nok, de ikke maa hindres. Vil man sige at Paulus har
sigtet alleene dermed til de unge Mennisker, som man formodede kunde avle
Børn, da maatte man med klare Ord saadant bevise, uden at betiene sig af
noget Omsvøb, vrange Meeninger og egne Udlæggelser. Slutteligt er det,
at Paulus der har levet paa de Tider, da de Romeres foromtalte Forbud
stod ved Magt, kunde ligesaa vel have sigtet dertil, som til al anden Uorden,
der gik i Svang blant adskillige Folk at forekomme; Hans ofte igientagne
Erindringer om Ægteskaber, giver tydelig nok tilkiende, han ey har villet no¬
gen skulle hindres fra Ægtestanden, som hos sig selv fandt Tilbøyelighed der¬
til. Jeg veed altsaa ikke, hvad Føye man haver til at vige fra Ordene, og
forklare dem, som man selv lyster: Tænker man derved at udrette noget be¬
synderligt til Guds Ære, troer jeg sikkert man mærkelig feyler. Hvo kiender
vel Mennisket meere grant end Gud? Hvo veed bedre hvad der hør til hans
Æres Udbreedelse end han selv? Hvo kiender tydeligere det, der strider imod
Guds allerhelligste Villie uden han? Tør man vel beskylde Gud for Uviden¬
hed om det, der tiener til hans egen Ære; eller for Ubarmhiertighed, i det
han ville lade saa mange Mennisker fremture i en Last, der skulle være ham
saa mishagelig, som nogle foregive, uden at give dem sin Villie tilkiende:
Det er meget forskrekkeligt.
Læser man det vigtige Capitel Levit. 18. hvor Gud tilkiendegiver sin al¬
lerhelligste Villie om den Orden, hans eget Folk skulle iagttage ved deres Æg¬
teskaber, saafremt de ville være ham behagelige, da de ey alleene skulle holde
sig fra alle de Personer, men end og fra alle de afskyelige Beblandelser imod
Naturen, som der opregnes, hvilken gik i Srang iblant Hedningerne, og
Gud selv siger vare ham vederstyggelige. Denne allerviseste og for det Men¬


74.
niskelige Kiøn allernyttigste Orden, bør enhver Christelig Regent i sine Stater
paa det nøyeste iagttage og holde over, at intet forbrydes imod: Men man
finder her slet intet mældt om de Gamle, at de for deres Alderdoms Skyld,
siden de ingen Børn kunde avle, ikke maatte gifte sig, ey heller at nogen Ung
med en Gammel maatte indlade sig i Ægteskab. Var det nu i sin løvlige
Orden Gud saa mishagelig, som nogle indbilder sig, er dek u=imodsigelig Gud
ikke havde forglemt at give os sin allerhelligste Villie tilkiende, og ey ladet
Mennisker uadvarede fremture i en Last, der var ham saa vederstyggelig.
Skulle man vel meene, at Gud ikke vidste eller ikke tænkte paa det, der var
hans Ære og Hellighed imodstridig: Ney! jeg troer snarere, at Gud har
agtet det gandske ufornøden og som noget et Menniske ikke ma atte kalde i Tvivl,
hvorfore han ved Taushed ligesom haver sat Grendser derfor. Gud kiender
Mennisket, og Menniskets Natur, han handler ey som Mennisker, der giver
og tager, hans Love og Løfter ere uforanderlige; Hvorledes kand han da næg¬
te sig selv, og en Tiid tage den Ræt han har givet Mennisket en anden Tiid,
saa længe som Mennisket ikke selv hindrer og giør sig uværdig dertil.
Et andet og betydeligere Beviis have vi Matth. 22. i den Qvinde, der
havde de syv Mænd, som ved dem alle syv var ufrugtbar, og tilsidst døde
uden Børn: Hvad kiendeligere Prøve af Ufrugtbarhed end denne; Thi naar
hun først havde havt tre eller fire Mænd, maatte de andre vel slutte, de lige
saa lidet kunde vente Frugt, som de forrige: Hvad Alder hun har været af,
da hun er kommen i Ægteskab med de sidste, tales ikke om, men sluttelig er
det, hun ey har været ung; med mindre man ville statuere det er gaaet hende,
som Tobiæ Hustrue, at en Asmodæus havde dræbt dem, inden de kom til
hende efter Qvinders Viis; Men saadant giver Historien ingen Anledning
at dømme, allermindst af det Svar Christus giver Saducæerne. Havde
saadant i Forveyen gaaet for sig, feyler ikke han havde bebreidet dem deres
Vildfarelse, ligesom i det vigtige Spørsmaal, hvem hun skulle have til Ægte
i Opstandelsen: Nok er det; her var en kiendelig Ufrugtbarhed; her tiltales
og svarer Ægteskabs=Stifterne selv: Havde dette Ægteskab været stridig imod
hans egen Lov og allerhelligste Villie; Mon han skulle have tiet dertil? Ney!
det var ey allene en tilladelig, men end og i visse Tilfælde en befalet Sag. Stred
det ikke imod Guds Lov og Villie den Tiid at gifte sig med et Fruentimmer
man ey kunde vente at avle nogen Børn med, veed jeg ikke hvor det kand
være meere stridig imod Guds Lov, og ham til større Vanære i vore Tider,
siden Gud efter den Tiid hverken har forandret Lov eller Villie.


37
Foruden disse anførte Skriftens Steder ere mange andre, hvoraf ad¬
skilligt til deres Forsvar kand udledes, men saadant udkræver en anden or¬
dentligere og vidtløftigere Afhandling, der ikke her kand synes at have Sted,
ey heller er den god at indlade sig udi, for de mange stridige Meeninger adskilli¬
ge have derom, hvilken ere saa forskiellige, og næsten ligesaa mange, som man
finder at have skrevet derover, saa man snart kunde føres ind i en Labyrinth,
hvoraf man ey saa lettelig skulle udfinde. Jeg siger alleene mine Tanker, at
enhver kand tage deraf hvad ham lyster
At disse Ægteskaber, hvilke deres Fiender støde sig saa meget over og
anseee saa farlige og skadelige for Staten, politice ere nyttige; det har jeg i For¬
veyen erindret, saavel som hvad farlige og skadelige Følger man havde sig at
befrygte i fald nogen almindelig Hindring blev lagt i Veyen for dem.
Jeg vil nu viise for en Staten langt større Nytte, hvortil disse Ægteskaber
synes at være bestemte, deres Pligter ligesom forbinder dem til, og man med
Føye kunde paastaae og kræve af dem.
Man bør intet forkaste, uden man tilfulde er overbeviist, det indeholder
meere Ondt end Got, og er meere skadelig end gavnlig. Hr. von Justi synes
heri at være alt for hastig, og, om jeg maatte sige det, noget ubetænksom,
naar han raader, man ey skulle tillegge disse Ægteskaber nogen borgerlige Ret¬
tigheder, hvilket var den beste Vey til at hindre dem (*). Denne berømme¬
lige Mand har, i mine eenfoldige Tanker, ikke givet det beste Raad; Han fæl¬
der Dom uden tilfulde at være overbeviist om Forbrydelse; Ja om den virke¬
lig var der, burde dog Straffen have nogen Liighed med Forseelsen: Man
frakiender dog ikke nogen de Rettigheder, som Statens Love almindelig giver
enhver, uden dem, der grovelig handle derimod. Men jeg begriber ikke,
hvorfore man skulle regne de ordemtlige Ægteskaber, som baade Guds og en
vel indrettet Stats=Love befaler, iblant saa store Mishandlinger. Er det en
Mishandling, at ikke kunde avle Børn i et ordentlig Ægteskab, da maatte
man falde paa de Tanker, det ville ansees som en Merite, at avle Børn end og
uden for Ægteskab; Hvorfore straffes da saadanne; burde de ikke langt meere
belør
(*) von Justi Abhandlung von denen Ehen istes Hauptstuck p. 127. Die Ehe eines jungen
Mannes mit einer alten Vettel ist nicht allein der Bevblkerung und dem besten des
Stats entgegen; sondern sie ist auch offenbar mider die Natur. Veun svir also die
mahre Analogie der Rechte vor Augen haben mollten; so sollten sir einer solchen Ehe
keine burgerlichen Gerechtsame beylegen, die man ohne dem niemals gus den Rechten
ermeisen kann: und das murde jugleich der beste Veg seyn; sie ju verhindern.


76
belønnes: Er en u-ordentlig Børne=Avling Strafskyldig, er den tillige Last¬
værdig: Et lovlig Ægteskab derimod ulastelig; Hvad Ræt haver man da at
straffe eller bruge saa haard en Medhandling imod dem der intet forbryde sig
imod Statens Love; Burde ikke saadanne langt heller forhielpes til Borgerli¬
ge Rettigheder end miste nogen deraf? Skulle de der adlyde Loven straffes som
Lovens Overtrædere? det var den allerstørste Ubillighed, og aldrig nogen Ret¬
sindig kunde biefalde.
Vores Høylærde her Forfatter af det til Besvarelse fremsatte Problema:
Hvilke ere de uskyldigste og sikkerste Midler til at formindske
Tallet, af saadanne Ægteskaber som forud vides at
ville blive gandske ufrugtbare.
Er sandelig høylig at berømme for sin store Forsigtighed; Han vil ingen skal
fornærmes eller have Anledning til Klagemaal over en ubillig Medfart; Han
vil ikke gandske hindre men formindske og have noget der kunde ligne Hindring;
Han vil ingen Tvangs, men uskyldige Midler have: Kort sagt, han vil have
saadanne ingen skal besvære sig over, men dog kunde befordre Statens Gavn,
og det almindelige Beste: Jeg vil stræbe saavit mig mueligt er, at opfylde hans
Haab: Jeg vil søge et uskyldigt Middel i Ægteskabers skyldige Pligter.
Paaligger det Ægteskaber, som en Hovedpligt at avle Børn, er det og
saa deres Pligt at opføde og opdrage dem: Kand de ikke opfylde Hovedpligten,
ere de dog i Stand til at opfylde Neben=Pligten: Kand de ikke avle Børn,
kand de dog opføde Børn; de ere til begge lige høyt forbundne, og ikke meere
frietagne fra den ene end fra den anden. Kand de ikke formeere Tallet kand
de dog udrette meget til at conservere det.
Hvor mange fattige Ægteskaber see vi ikke iblant os, hvis eniste Rigdom
er et Huus fuldt af Børn, og næsten intet at underholde dem med; Forældrene
kand neppe tiene Føden til sig selv, end sige de skulle erhverve Føde og Klæde
til deres Børn, meget mindre noget til Hielp og Pleye for dem i Sygdom el¬
ler det der kunde anvendes til deres Lærdom, hvorved de kunde i Tiiden blive
baade sig selv og Staten gavnlige. Mange ved Bordet og intet paa Bordet
at stille deres Hunger med: Ach! ynkelig Syn for Forældre! Modet maae
falde og Hænderne siunke; al deres Flid og Arbeyde er utilstrækkelig.
Hvor mange Fattige og Faderløse see vi ikke ofte i den ynkeligste Tilstand?
Hvor mange Enker efterlades ikke i de allerfattigste Omstændigheder med en
Mængde Børn? Hvor mange Børn omkomme ikke i deres spæde Aar af Man¬
gel paa den fornødne Pleye Forældrene ikke for Fattigdoms Skyld kand give


37
dem. Slet Leye, slet Pleye, lidet at æde, lidet til Klæde, intet Varme mod Vinte¬
rens Kulde, og intet til Lægedom i deres Sygdom, dræber mange i spæde Alder, ja
maaskee et langt større Antal mellem Aar og Dag end nogen kand forestille sig;
Disse komme Staten aldrig til nogen Nytte? Hvor mange ypperlige Hoveder
blive ikke i unge Aar forsømte og formedelst Fattigdom ey tilholdte at lære det,
hvorved de kunde tiene Staten til megen Nytte i Fremtiden? Her maatte maaskee
nogen bebreyde mig at tale Usandhed; De ville vel svare mig, vi have Opfo¬
strings Huuse, Vaysenhuuse, fattiges Skoler og andre Stiftelser, hvor de
unge pleyes og læres: Det er sandt; Men ere derfor alle disse tilstrækkelige nok
at nære og lære alle de fattige Børn, som hos os vare trængende dertil? Det
var at ønske men det er saare lidet imod den store Mængde der maa staae tilbage.
Her kand de ufrugtbare Ægteskaber giøre Staten den herligste Nytte.
Her kand de øve Ægteskabets Pligt. Her kand de beskjemme sine Fiender og
viise, de ere meere værd at ære og handthæve end vanære og foragte; Her ere
de rette Midler til Ægteskabers Fremme, de Nødlidendes Hielp og Folke¬
Mængdens Formeerelse. Her kand de giøre sig elsket af Gud og æret af Fol¬
ket, naar de vil efterkomme den Pligt deres Ægteskaber forbinder dem til og
de kand opfylde, nemlig, at være de Unges Fosterfædre og Mødre.
Hvad bedre Tieneste kunde Staten giøres, end at disse ufrugtbare Æg¬
teskaber ville antage sig en Deel af de fattige frugtbare Ægteskabers Børn,
som sine egne, til Lærdom og Underholdning, hvor ved de første ikke synderlig kunde
skades, men de sidstes alt for store Byrde paa saadan Maade temmelig lettes.
Vi ville derved finde Opfostrings=Huuse allevegne og et langt større
Antal at underholdes og opdrages, end de Kongelige og publiqve Stiftelser
kand imodtage. Vi kunde vente langt større Opmuntring til Ægtestanden
hos mange unge Mennisker, naar det, som de frygter meest for, at dem skulde
tilslaaes mange Børn, de da kunde have Haab til Hielp og Lettelse under en
trykkende Byrde. Man ville finde en langt større Kierlighed og mindre Af¬
skye for Børn og deres Opdragelse, naar det blev almindeligt, at alle Æg
teskaber, hvad eften de vare imellem Unge eller Gamle uden Forskiel,
naar de ikke selv havde Børn, skulle antage sig andre fattige Folkes
eller Fader= og Moderløse Børn, som sine egne. De Unge synes ikke
meere herfra at kunde frietages end de Gamle, thi Ægteskabets Pligter for¬
binder begge til et og det samme; og naar man hos de Unge, efter et par Aars
Ægteskab, ikke mærkede nogen Frugtbarheds Tegn, burde de ey længer for
denne Pligtes Øvelse være forskaanet, men giøre det imod Fremmedes Børn,
som de vare deres egne pligtige, fik de selv siden nogen, var det ey meer end
VIII. Deel.


378
billigt, de Fremmedes maatte vige for deres egne og lade dem beholde Fortrin¬
net. De gamle kand med Alderdom ey heller undskylde sig, thi de ere ofte
langt bedre skikkede til at omgaaes med Børn end de Unge.
Jntet var meere ønskelig eller til større Nytte for Staten, end alle
ufrugtbare Ægteskaber, som fandtes iblant os baade nu og herefter, uden
Exception af Alder eller Stand, enten de havde havt Børn eller ey, naar de
paa nærværende Tiid ingen havde, kunde formaaes til at opdrage, een, to, tre,
eller fire fattige Børn af gangen, ligesom deres Stand, Tilstand og Næring
kunde agtes, de tillige med sig selv rigelig kunde underholde og bekoste Lær¬
dom paa. De fattige Ægteskaber burde forsørge eet; de meere Formuende
to; de Rige tre eller fire; De burde fra visse Aar imodtage dem, og til en vis
Alder beholde dem; ville de siden have dem længer, maatte staae til dem selv,
men de burde ey at give Slip af dem, før de vare komne til de Aar, de kunde
tiene selv Føde og Klæde.
Saadanne fattige Børn skulle ey hos deres Fosterfædre ansees som
Fremmede, men som Huusegne, ey som Tienere, men som Børn, og som
dem, de besynderlig ville giøre vel imod. Udi saadant Gode burde ey nogen
uægte Børn have Deel, men alleene dem, som vare fødde af Ægte=Foræl¬
dre, ey for det de Uægte jo ligesaa høyt kunde behøve det, og de Stakler ey
vare Aarsag til deres Forældres u-ordentlige Liv, men fordi at saadant maatte
blive meere afskyelig, og deskiendeligere, ansees som et Hielpe=Middel og Op¬
muntring for alle dem, der ville leve i et loplig Ægteskab; Da de fattige
Forældre kunde lettes fra en Byrde, der ellers var dem alt for svar
Dog er ingenlunde mine Tanker, at nogle skulle have den Ræt, alleene
at avle Børn og andre skulle opdrage dem; Det var kun at føde Ladhed og
andre Laster; Men de selv skulle beholde saa mange man kunde synes, de ved
deres Fliid og Arbeyde var i Stand til skikkelig at ernære: Det øvrige Tal,
der syntes at trykke dem alt for meget, overlades til andre.
Faderløse, hvis Forældre havde efterladt dem Midler, burde ey heri
deelagtiggiøres, saa længe de af deres Arv kunde underholdes, thi der ere
Værger og andre, der for Betaling gierne vil have saadanne.
Skulle det komme til Virkelighed, man ville betiene sig af alle de ufrugt¬
bare Ægteskaber, paa denne ommeldte og for Staten høyst nyttige Maade,
kand man vente, der ville findes mange, som ey villelselv tage imod dem; andre
Ægteskaber igien saa slette, man ikke kunde betroe dem de Umyndige til Op¬
dragelse, uden det var at befrygte de lærte meere Ondt eld Got, og i Tiden
blev for Staten meere skadelige end gavnlige, saadanne maatte sættes for en


375
vis Summa aarlig at betale til eet eller fleere Børn, ligesom det blev dem paa¬
lagt at underholde: Disse Penge burde betales til de fattige Børns Forældre,
om de endnu levede, eller og til andre, der ville tage imod dem til Pleye og
Lærdom.
Dette ville være fornødent at iagttage; siden der gives fattige og ufrugt¬
bare Ægteskaber udi alle Stænder, at enhver Stand, saa vidt mueligt var, be¬
sørgede de fattige Børn opdragne, hvis Forældre i Værdighed enten var eller
havde været gandske eller nogenledes lige med dem de hensattes til; Derover
kunde ingen besvære sig.
Skulle i de høyere Stænder findes fleere ufrugtbare Ægteskaber og min¬
dre fattige Børn af samme Stand, som dertil vare trængende, maatte dette
Gode i den Stæd tilfalde et større Antal af de ringere, som med lige Bekost¬
ning kunde underholdes.
Men allerbest synes det enhver efter sin Stand kunde opdrages; Fami¬
lierne var det til største Conservation, og man maaskee ikke ville see en Deel
af dem, saa hastig formedelst Fattigdom, at declinere og blive saa ukiendelig som
ellers i Fremtiden kunde formodes.
Jeg vil nu give enhver at betænke, naar man vil følge mit ringe Forslag,
om ikke Staten kand have allerstørste Nytte af de ufrugtbare Ægteskaber, som
en Deel ere saa forhadte paa, og om de ikke paa den Maade, Politice kand og
bør tillades, da de som umistelige bør at ansees og aldeles ikke forhindres;
Thi ved saadan Indretning kunde mange unge Mennisker faae Lyst at gifte sig,
mange fattige Forældre finde stor Lettelse, et stort Antal Børn spares i Live,
bedre underholdes, sig selv og Staten til største Fordeel oplæres; Mange En¬
ker og Faderløse ville derved glædes, og de Kongelige saavel som andre publi¬
qve Casser ofte spares. Hvor mange fattige Børn kunde der ikke ofte blive
hiulpne til Midler, Ære og Værdighed, ey ved det de havde nogen Arve¬
Ræt at prætendere af deres Foster=Fædre, men de kunde fatte Godhed for
dem, og efter deres Død give dem Arve=Ræt efter sig, hielpe og forfremme
dem i levende Live, langt meere end deres naturlige Forældre? Hvad Nytti¬
gere kunde vel de Midler anvendes til, som ofte, fordi de ingen Børn har,
til een og anden Overdaadighed misbruges, end paa en Maade, der er baade
Gud tækkelig og Staten meget fordeelagtig. Skulle man da forkaste det en¬
hver lettelig kand indsee ville blive for det almindelige Beste meget gavnlig, og
eet med de beqvemmeste Midler til Folke=Mængdens Formeerelse; hvilket ingen
(det mig er vitterlig) tilforn haver mældet om, at føre sig saaledes de ufrugt¬
bare Ægteskaber til Nytte.


380
Dette vil, i mine Tanker, blive det uskyldigste og sikkerste Middel, baade at
fremme og hindre Ægteskaber, saavel som og at forebygge andet u ordentlig
Levnet: Man kunde tillige vente, at enhver heller ville opdrage sine egne end
fremmedes Børn, naar det |blev almindelig, et hvert Ægteskab skulle opføde
enten egne eller andres, ville de fleeste ey blive saa Børneskye som de ere, det den
daglige Erfarenhed ofte lærer, og som egentlig har været Grunden til mit For¬
Slag, nemlig: naar Mands=Person eller Fruentimmer vil gifte sig, enten med
Enke=Mand eller Enke, som har Børn, er intet almindeligere at høre dem
sige, end de havde nok Lyst til at have den eller den, men der er Børn, og er
det saare sielden, de træde ind i saadanne Ægteskaber, med mindre der enten er
Midler, andre Fordeele eller og de have andre pigtige bevægende Aarsager der¬
til. Hvad større Kiendetegn kand man have end saadant paa den Afskye, der er
hos mange til Børn? og hvad bedre Raad kunde man faae imod denne Sygdom.
En Regent, synes mig, sørgede deri viselig for sine Stater og langt meere kunde roses end
lastes, om han lod offentlig befale: Alle uft ugtbare Ægteskaber, hvad Stand og Vilkaar
de havde, stulle tage sig fremmedes Børn til Opdragelse i visse Aar.
Der ere vel dem der meene, at Kierligheds Gierninger ikke burde paalegges nogen Tvang,
men dette er noget der har Grund i Guds og den almindelige Kierligheds Lov, saa og i Æg¬
teskabers Pligter, som bør at opfyldes i alt det, der er mueligt. Den Gode lader sig desuden
ikke tvinge til det Godes Øvelse, han giør det altid med Lyst, han formindsker ikke, men for¬
meerer det, for at giøre sig des kiendeligere; Den alleene kand ansee det som en Tvang, der
setter Kierlighed til Side og glemmer sine Pligter.
Haver Landets Fader, ved sin milde og vise Forsorg, været den ypperste Forgiænger til
saa mange fattiges og Faderløses Opfostring, hvorudi han har havt siden adskillige Efterføl¬
gere, vil jeg haabe, kiære Landsmænd, som dette kunde angaae, du med Lyst og uden Tvang i
langt mindre Grad efterfølger saa god en Konges store Exempel, hvorved Gud kand æres, Kon¬
gen glædes, Landet gavnes, Faderløse forsørges, Fattige hielpes, Enker trøstes, dine Pligter
øves og du selv velsignes. Synes dig end lidet derved at skades, du haver en langt større Be¬
lønning hos Gud i vente, end du kand indsee, du hindres ikke i din hidindtil havde Friehed, men
alleene erindres om det du er pligtig at giøre, hvilket saa meget mindre kand fortrydes, som du
derved selv forhverver dig dine Medborgeres Ære og Høhagtelse, og for dine Velgierninger de
Unges bestandige Kierlighed og Taksigelse.
Jeg havde vel i Sinde at yttre mine Tanker om adskilligt, der maaskee kunde være nyttig
ved saadan Indretning at iagttage, men jeg vil overlade det til andres nøyere og skarpsindigere
Eftertanke, hvilke ere Folkes almindelige Tilstand i Staten bedre bekiendt end jeg; De veed
altsaa best, hvad til Statens Velfært at befordre i saa vigtig en Sag, kunde tienligst eragtes.
Jeg vil alleene lade mig nøye med at have erindret noget, som ved høyeres Eftertanke kand geraa¬
de til Guds Ære, mit Fædernelands Gavn og min trængende Næstes Nytte. Ønsker ikkun mit
enfoldige dog velmeente Raad maatte saavel optages, som det oprigtig af mig er given, uden Hen¬
sigt til egen Nytte. Hvorfore jeg og med Sandhed kand sige alleene at have tænkt
Non mihi, sed Patriæ.
og givet mine Tanker tilkiende.
4 A


No. XXIV
En Samling
af adskillige mindre Stykker
til
Besvarelse
paa et og andet
af de
i forrige Aar opgivne
Oeconomiske Problemata.


Lit. A.
Hvilke ere de uskyldigste og sikkerste Midler til
at forhindre de Ægteskaber, som man forud
seer, at ville blive ufrugtbare?
D¬
ette er det forelagde Spørsmaal, som jeg har foretaget mig at be¬
svare. Da man forlanger at vide Midler til at forhindre disse
Egteskaber, synes man allerede at være overbeviiste om, baade at
de ere alt for almindelige iblant os, og at de ere skadelige. Man
har kun nødig at være lidt kiendt paa Landet, for at blive overbe¬
viist om det første; og den Folkemangel de foraarsage i Staten, den Anled¬
ning de give til Horerie, til Mistanke og Uenighed imellem Ægtefolk, beviise til¬
strækkelig nok det sidste. Dens Aarsager, som gierne ere Lyst til Vinding paa
den ene og utidig Elskov paa den anden Side, kand heller ikke være ubekiendte.
Min Sag bliver kun at viise Midlerne herimod. Aarsagerne maae dog jeg
berøre saavelsom undertiden deres onde Følger, for saavidt det er et Middel imod
dem at Folk i Almindelighed bliver overbeviiste derom.
Der ere ufrugtbare Egteskaber til, som man ikke kand vide. En eller
anden skiult Naturens Feyl kand være Aarsag heri. Visse indfaldende Om¬
stædigheder for Exempel: Sygdom, lange Reyser og saa videre kand giøre at
visse Egteskaber blive enten gandske eller tildeels ufrugtbare. Jeg vil ikke tale
om at der kand være en forsætlig Ufrugtbarhed til; Men det er ikke saadanne
man vil vide Midler imod. Efter den nærværende Indretning gaaer det ikke
heller vel an at forhindre dem. Man vil kun forhindre dem, som man forud
seer at ville blive ufrugtbare. Saadanne bliver de, naar een af Ægtefolkene
eller begge formedelst en vis Naturens Mangel eller Feyl ere udygtige til Børne¬
Avl. Saadanne Egteskaber har Loven retteligen forbudt. Jeg har derfor


384
allene med dem at bestille, som man formedelst Ægtefolkenes høye Alder, forud
seer at ville blive ufrugtbare. Man kand see det forud, hvad enten de begge
eller kun en af dem, ere over deres Børne=Aar. Dog bekymrer man sig ikke
saa meget om det første Slags; her oprettes et Selskab, hvoraf Staten i Hen¬
seende til dets Frugter, hverken har Skade eller Gavn. Vel kand man ikke sige
at Egteskabs Hoved=Øyemærke opnaaes ved dem; men det havde ikke heller
kundet blevet opnaaet, hvis de vare blevne giftede med yngere Personer. Saa¬
dant et Selskab kand have andre Hensigter og Nytter, og haver ikke saa mange
onde Følger i Staten og Huusene. De kand derfor vel tillades, allene at Præsten
burde efter en vis Theologi Betænkning, udelade de Ord: Voxer og formeerer
eder, for ikke at giøre denne Velsignelse til en Satire. Men de Egteskaber,
som man meest bør søge at forhindre, ere de, som for adskillige Aarsagers
Skyld, indgaaes imellem en ældgammel Mand og et ungt Fruentimmer, eller
et gammelt Fruentimmer og en ung Mandsperson. Den unge bliver i disse Egte¬
skaber altid unyttig i Henseende til Egteskabs Hoved=Øyemærke, hvilket ikke par
skeet, hvis han var bleven giftet med sin Lige Gaar han ikke uden Veyen, som
man siger, bliver han dog letteligen mistænkt derfor, saavel af sin gamle Egte¬
fælle, som andre.
Staten lider altsaa en virkelig Skade ved dem, den bør
forhindre dem.
Vel er det sandt, at vi ikke ere i Stand til, nøye at bestemme den Tiid, da
Menneskene blive udygtige til at avle og føde Børn. Himmel=egnen, deres
forrige Levemaade og Legems Tilstand kand foraaarsage at een bliver før uduelig
hertil end en anden. Men Erfarenhed lærer at der er en vis Tiid, efter hvilken
de hos os, helst Fruentimmeret, gierne ere ufrugtbare. Og det bliver altid en
Sandhed, at et Fruentimmer paa 20 Aar kunde have født fleere Børn,
hvis hun havde faaet en Mand paa 30 Aar, end naar Brudgommen har 66
Aar paa bagen. Regieringen kand derfore gierne fastsætte en vis Alder for
Personer af begge Kiøn i Forhold til hverandre, hvorved den bør see paa, at
de i det ringeste kand avle nogle Børn sammen, og at de rimelig viis kand leve
saa længe, at de selv kand opdrage dem til en vis Alder.
Men dersom man vil beforde frugtbare Egteskaber, og forhindre de ufrugt¬
bare, formedelst den Jndflydelse de have i Statens Velfært, maa man for¬
nemmelig have sine Øyne henvendt til Almuen, til Bønder og Haandværks¬
Folk; deres Tilvæxt maae man befordre, thi i deres Mængde har Staten sin
Styrke. Man maae ikke kiære sig saa meget om at en Adelig=Familie uddøer,
som at en Landsbye er fattig paa Børn. Det samme gielder om Middel¬


385
standen. Mange arbeydsømme Hænder ere altid bedre end nogle faae Perso¬
ner, som leve mageligen paa deres Bekostning. Naar man kun søger, finder
man altid i de saa kaldte nedrige, men i sig selv nyttige Stænder, dem som
baade have Lyst til og fortiene at komme i en høyere eller mageligere, men Mængden
i Adel og Middelstanden skulde være stor, om de skulde see sig nødte til at for¬
nedre deres Stand, som man kalder det, for at arbeyde.
Dette har jeg fundet fornødent forud at erindre, for at viise, af hvad for
Grunde jeg slutter, og i hvilken Hensigt jeg skriver, naar jeg foreslaaer Midler
til at hindre de Egteskaber, som man forud seer af vilde blive ufrugtbare. Mid¬
lerne, siger desuden Jndbydelsen, skal være uskyldige, det er saadanne, at hver¬
ken Dyden eller Frieheden lider derved, de skal være sikre, saa at det, som
ved dem skal afværges, pirkelig bliver forhindret. Læserne maae dømme, om
de som jeg nu vil angive ere af det Slags
1) Meener jeg at et af de Midler, som man burde begynde med, for at
forhindre saadanne Egteskaber, som man &c. var noget nøyere og meere at viise
Folk Egteskabets Hoved=Øyemærke, at det var ilde, at indlade sig i Egteskab
med saa ulige Personer, da der fulgte saa meget Ondt deraf, og de selv derved
betog sig den søde Fornøyelse, at opføde og opdrage Børn til nyttige Borgere
i Staten. Love og Tvang ere her ikke nok, man maae viise deres Aarsag.
Skal et onde forhindres, skal noget godt udvirkeg, gjør man best i, først at over¬
beviise Folk om at det er deres Pligt, at det er nyttigt og at det modsatte er
dem selv og andre skadeligt. Det bliver da behageligt at giøre det man skal
giøre, naar man ikke anseer det for en Tvang, men nyttig Pligt; og naar man
finder sig, da bædre i at lade det være, som man ellers troede sig at være nødt
eller forbunden til.
Vil man forhindre ufrugtbare Egteskaber, synes mig og at man burde
giøre det samme. Folk maatte lære bedre at indsee den Sag. Dette kunde
viises saavel af Theologiske som Philosophiske og Politiske Grunde. Skulde
Skrifter herom ikke være tilladte, kunde man i de sædvanlige Brudevielser tale
noget meere om Egteskabets Øyemærke, deres Pligter som give sig i samme
Stand, saavel imellem dem selv indbyrdes, som i Henseende til deres Børn¬
Skulde ikke Brudevielser af dette Slags være til større Nytte, end de Lov¬
Taler og Lykønskninger, som man ellers sædvanligen faaer at høre ved saadanne
Leyligheder.
2.) Foruden Religionen og den borgerlige Dyd, er der og Æren hvorved
Menniskene kand bevæges. Man feyler, naar man tænker at Æren ikke har
VIII. Deel


386
nogen Virkning hos dem, som man kalder gemeene Folk, og hvis Forøgelse
man meest burde befordre. Det er sandt, de holder det ikke for en Skam som
de Fornemme holde derfor, og de feyle ofte deri, at de ikke ansee det for nogen
Ære eller Skam, som i sig selv fortiener det, men det første er vilkaarligt, og
i det sidste feyle de Fornemme og, hvorpaa jeg vel ikke har nødig ak anføre Exem¬
pe, det er nok, og enhver, som har haft nogen Omgang med dem, maae, tilstaae,
at de kiende baade Ordet og Sagen af Ære og Skam. Man maae allene
indprente dem meere Ærekiærhed og viise dem, hvorfor nogle Gierninger i sig
selv ere skammelige, og andre fortiene Ære og Roes holdt de det for en Skam,
som de ikke giør, saavidt jeg veed, at leve i Egteskab uden Børn, er jeg vis
paa, at ingen indlod sig i de aabenbare ufrugtbare, de havde allene nødig at vide
og troe, at de i sig ikke vare saa meget anstændige eller sømmelige, man kunde
og, om saa synes, adskille de Mænd og Koner, som havde Børn ved et vist Æres¬
tegn fra de andre, man kunde give dem, som havde de fleeste, den øverste Rang
§. s. v. hvilken de igien skulle miste, naar de, efter at de vare over deres Børne¬
Aar, indlod sig i Egteskab med en meget yngere Person.
3) Hertil kunde man og legge Belønninger. Der er i Belønningen selv
en Ære, og ikke at faae den, er en Skam, naar den rettelig uddeeles. Romerne
gave dem visse Frieheder, som havde tre Børn, kunde man ikke give dem blant
os, som havde et vist Antal Børn, det samme, eller en vis Sum Penge af en
Casse hvortil de burde give noget aarligen, som ingen havde. Jeg seer herk in¬
gen Ubillighed; thi da man ikke bør forestille sig noget Egteskab uden Børn,
kunne og de, som ingen have, gierne anvende en Deel af det, som de skulde
bruge til deres egne Børns Opdragelse, til at opdrage andres med. Cassen vilde
vel snart blive udtømmet, naar deres Tal som skulde holde den ved lige, tog af;
Men man havde saa andre Midler til at spare dem, som havde Børn, fra
visse Udgifter, som andre havde. Et lidet afkortet i en Bondes=Skatter, for et
hvert Barn han havde levende, var alt nok til at forekomme et større Onde, som
er, at en Bonde=Karl heller tager en gammel Enke, som han kand faae en god
Gaard med, end hendes Datter, naar han skal afgive noget til sin Svigermo¬
der. Philip anfører i hans vergrosserten Stat nogle Steder i Tyskland, hvor
man paa adskillige Maader har søgt at holde Folk fra ufrugtbare Egteskaber,
men hvor saa sære Midler ikke før have været brugelige, kand man ikke heller
vel indføre dem; og Politiqven udfordrer, at man maae giøre Forskiæl paa saa¬
danne Egteskaber, som man for den ene Persons Skyld, forud seer at ville blive
ufrugtbare, og de andre. De sidste fortiene ikke den Skam, som de første.


381
Og endskiønt begge Slags kunde contribuere til andre Børns Opdragelse,
burde dog de første give meest, da det gierne er Gierrighed som har stiftet dem.
Men ved at tale herom, kand jeg ikke andet end ønske, at vore Bønders
Vilkaar og i Almindelighed vare saadanne, at det kunde være dem en For¬
nøyelse at see deres Børn at opdrages og at leve i den samme Stand, som de.
De troede da ey at de fødte Trælle, som Herren efter Gotbefindende kunde
sette enten til en slet Gaard, eller til Soldat. Den Frygt enhver Fader, som
har Sønner, nu maae have for dette, faldt bort, naar de alle ved Fødselen
vare frie for private Folkes Herredømme, men tillige alle forbundne til at tie¬
ne det Almindelige. Faderen, Soldat og Bonde, vilde da fornøye sig over
i sine Børn at kunde see en tilkommende Slægt at opvoxe til Arbeide og For¬
svar, saavel for dem selv som Landet.
4) Er Grunden saaledes lagt ved de foregaaende Midler til disse Ægte¬
skabers Forhindring. Holder man det i Almindelighed for utilladeligt, uan¬
stændigt og skadeligt at indlade sig i dem; kand de ogsaa forbydes ved Love.
Der ere Folk til, som hverken Religion, Dyd eller Ære kand bevæge til at
iagttage deres Pligter, og som vel ikke vilde finde deres Regning ved saadant et
Forbud; men det er just de, som bør tvinges ved Loven. Er det impotentes
forbudt at gifte sig, hvorfore kand det da ikke forbydes Folk af saa ulig en Al¬
der. Aarsagerne kand nesten være de samme hos begge.
Mit allerunderdanigste Forslag skulde da være: At det blev forbudt et
hvert Mandfolk at gifte sig med et Fruentimmer som var 20 eller 30 Aar yn¬
gere end han, og et hvert Fruentimmer at tage nogen som var 10 Aar yngere
end hun; med mindre hun var over sine 50 Aar, da man kunde forbyde hen¬
de Giftermaal med en yngere.
Jngen kunde herved klage over, at ham var betagen Friehed at tage den,
som han havde Lyst til. Det er gierne Penge, Gaard, Faar og noget saa¬
dant som man har Lyst til; men ikke Personen, naar man tager en af saa
forskiællig Alder. Saadanne Giftermaale ere som oftest tvungne i en vis Hen¬
seende paa een af Siderne. Desuden blev der endda nok at vælge i paa beg¬
ge Sider; det er alleene de meget urimelige Ægteskaber, som man vilde have
forbudt. Man kunde saa ogsaa vente, at Forældrene selv kunde leve for at
opdrage deres Børn; hvilket ikke vel kand skee naar Faderen er 40 eller 50
Aar ældere end Moderen. Maaskee en Deel vilde indskrænke sig selv meere
end Forbudet, naar de faae dets Aarsag og Hensigter. Den naturlige At¬


388
traae og Afskye, eller Lyst og Vemmelse, vilde og stadfæste Forbudets Retmæs¬
sighed, man tager ikke gierne en Gammel til Ægte, med sin gode Villie.
Saaledes meener jeg at Ægteskaber, som man forud seer at vilde blive
ufrugtbare, endskiønt de paa een af Siderne, kunde have blevet det, for en stor
Deel kunde forhindres, endskiønt de ved Forbudet ey gandske bleve afskaffede.
Folke=Manglen kunde herved tillige forekommes, endskiøndt de store Herre¬
Gaards Marke og Bønder=Gaardes Nedbrydelse altid vil blive Hoved=Aar¬
sagen til denne Mangel.
De Jndvendinger, som ere mig indfaldne herimod, ere af ingen Bety¬
denhed og kand letteligen besvares af det foregaaende; een eneste synes mig
at være af Vigtighed: Om en Bonde eller Haandverks=Mand siger, man
f. Ex. efterlod sig en Kone paa nogle og 40 Aar, med en Deel u-opfødte Børn,
skulde da saadan en Enke, som ikke vel alleene kunde foxestaae Arbeidet, gaae
fra Huus og Gaard, eller sin Næring, fordi hun var over hendes Børne¬
Aar; Dette var jo Uret, baade mod hende og Børnene? Jeg svarer
(1) Hun kunde tage en Mand, som nogenlunde var af hendes Alder,
men ingen gandske ung Karl. Heri fik hun at finde sig, og bie efter Leilighed,
da man gierne tilstaaer, at det paa sine Steder er rart at finde blandt Bøn¬
derne en ugift Mands=Person, som er over sine 30 Aar, det er dog bedre,
ikke at være gift, end at leve i et misfornøyet Ægteskab.
(2) Det er i de arbeidende Stænder ikke saa vanskeligt, at faae sine
Børn opfødte, de kand tilig begynde at fortiene Klæden og Føden.
3) En Haandverks=Mands Enke kand gierne holde Verkstedet ved
lige med Svenne, indtil een af Børnene blev saa store, at han kunde antage
sig det.
(4) Det er ikke alleene Gaardmænds men og Huusmænds Enker og
Jnderster, som i deres Alder gifte sig med unge Karle, disse exe ikke nødte
dertil.
(5) Der ere kun rare Exempler paa, at en Enke, som er over sine Børne¬
Aar, ikke haver saa store Børn, at de kand tage mod Gaarden. Og for
nogle faaes Skyld, bør intet efterlades, som er godt i Almindelighed. Haver
hun slet ingen Børn, kand hun mod en aarlig Afgift, overlade den til en af
hendes Slægt eller en anden, om hun ey vil sidde ugift, eller kand faae en
Mand af hendes Alder, det er derfore deres Pligt, som har med Bønder¬
Godsers Forvaltning at bestille, vel at see til, at Familien conserveres ved


386
Gaarden, saavel for denne, som andre Aarsagers Skyld, og atlenhver veder¬
fares Ret og Billighed paa begge Sider.
Skulde ellers nogen have andke Indvendninger mod de af mig foreslagne
Midler, er jeg villig til, enten at besvare dem, eller at tilstaae deres Rigtighed,
jeg har kroet, at de af mig=foreslagne Midler ere sikkre, Dydens og Ærens
Virkninger ere ufeiibarlig visse hos deres Besiddere, de andre kand Lovene
tilligemed Straf og Belønninger holde herfra, uskyldige ere de vel og, de for¬
hindrede det Onde paa en god Maade, ingen betages herved sin Friehed, dersom
Friehed ellers bestaaer i at giøre det, som man, efter fornuftige Grunde, hol¬
der for godt. Mangen en ung Pige vil herved befinde sig meere frie, hendes
Forældre kand da i det ringeste ikke tvinge hende til at tage en gammel Mand,
som hun enten slet ikke kand lide, eller som hun, om hun kand lide og agte,
dog ikke elske som hendes Mand; enhver kand desuagtet forvalte sit Gods som
han vil, det forbydes ingen gammel Kone, at giøre en ung Person til hendes
Arving, eller give ham noget, hun maae alleene ikke giøre det for en Om¬
gangs Skyld som er utilladelig, eller, om man ey vil have det, skadelig.
Den Unge kommer saa paa en anstændigere Maade til Midler, end ved at
tage hende, man forhindrer alleene de utilladelige Midler, som Folk bruger for
at opnaae deres gierrige eller urimelige vellystige Hensigter; og det
er gandske uskyldigt.
E27 Tyr FyA0 m27 f2d sdyv svzer 52
kec 3


390
Lit. B.
Det for Aaret 1763.
kundgiorte andet
Problematiske Spørsmaal
hvilke
Er de uskyldigste og sikkerste Midler, til at formindske
Tallet af saadanne Egteskaber, som forud vides, at
ville blive gandske ufrugtbare!
blev
saaledes besvaret
Biburs.
E¬
nddog jeg forud seer, at dette Problematis Besvarelse torde føre een
eller anden, hvorvel forgieves, i Harnisk imod mig, som andre des
lige Skribentere; der aabenhiertet og med en patriotisk Nidkiærhed,
paa forlangende, pleyer velmeent at fremlegge den bare Sandhed;
Saa har dog Frygten for deres Vrede, som man lægger Hinder i Veyen for,
ved deres Midler, saa lykkelig Efterdags at kunde tilforhandle sig en Brud
eller Brudgom, som hidindtil kand være skeed, ikke kundet afskrække mig fra,
at beviise de vedkommende Høye Herrer min fuldkomne Lydighed, ved kortelig
at føre mine Tanker frem, saavit og dette uforventede artige Spørsmaal betreffer.
De samme føder da efterfølgende ligesaa uforventede Forslag af sig, som
jeg vist nok formoder, at skulle giøre Vedkommende paa begge Sider deres,
for dem selv i Længden saa fortrædelige, som forandre baade latterlige og skade¬
lige Resolution stridig.
Her ere de:
Den, som i sine feyerste Aaringer, for Midlernes Skyld, ægtede en
bedaget Kone, som var langt over sine Børne=Aar og kundet være Moder


391
til ham (*), skulde ligesaavel, som den høybedagede bemidlede Mand, der giftede
sig med en ung Pige, i sine blomstrende Aaringer, udstyre, enhver for sig,
efter Stand og Vilkaar, en brav, ærlig og giftefærdig Pige, der kunde være
tient med saadan Tilskud og derved komme i et skikkeligt Egteskab; hvorfor en¬
hver af de forhen omtalte gifte=syge Mænd skulde være forbunden, at fremlegge
Beviis for Præsten, førend han maatte vies.
Begik derefter een eller anden blant saadanne unge Mænd eller Qvinder,
der havde parret sig med nogen af Aar og Alder dennem som ulige (for, paa
en saa lumpen Maade, at komme til Midler) vogensinde beviislig Forseelse imod
siette Bud, skulde af saadanne tages Bøder paa det allerskarpeste, og den be¬
midlede, som havde givet sig af med dem, ingen Opreysning ved Skildsmisse¬
Dom kunde erholde, for saavit den følgende Tiid anbelanger, naar derom
var skeed offentlig Anordning og Advarsel.
Af enhver saa kaldet gammel Pebersvend skulle, i hvad Stand han
end levede, aarlig gives noget anseeligt til en Doterings Casse, hvor¬
af andre skikkelige linge Folk, der ved HErrens Forsyn, i et ærligt Egteskab,
med en Familie trøstede sig ved, at skulde faae det nødtørftige Brød, først er¬
holde nogen Tilskud ved deres Boesætnings Begyndelse, og siden deraf noget
lidet aarlig, naar saadanne Folkes Familie, ved maadelig Omstændigheder,
blev for talriig.
Saadan Udgift skulde erlegges fra deres 3ote til deres Hovende Aar, efter
deres Midlers, deres Godses eller Jndkomsters Beskaffenhed, eller paa anden
Maade; Efterlade de sig og siden ved Dødsfald, noget retskaffent, kunde og
fremdeles deraf til forommeldte Doterings Casse, ved Skifte og Deeling, hen¬
legges et visse, ved Forordning bestemt Qvantum, hvilket Anslag jeg mindes,
en vakker og veltænkende Patriot et Sted forhen, i det Oeconomiske Magazin,
omtrent og saaledes at have givet.
Videre; da voxne og giftefærdige Børn ofte nu af deres Stif¬
Forældre, nu af deres Værge eller Formyndere, ubillig og uden Grund
bliver forhindrede og afholdte fra et ærligt og skikkeligt Egteskab, hvori
de meget vel og anstændig kunde have Brødet; allene, fordi saadanne
enten ikke kand tilveyebringe deres endnu i Hændehavende Midler, eller
og, fordi de finder deres Regning ved, at oppebærge Formynder=Penge, eller
113 319.
(r) See herom det Oeconomiske Magaiins Tom. 5. pag.


392
at bruge Midlerne i deres egen Handel og Handtering (derover man veed,
mangt et vakker Barns Lykke uforsvarlig at være spildt, som end ved den Lei¬
lighed iblant til sin Gremmelse og Desperation har maattet bære en uførskyldt
Skyld af Uduelighed eller Udyd). See! saa vil det være nødig, paa det ikke
de unge Mennisker, der gierne vare villige, ved frembuden og anstændig Leilig¬
hed, at træde i et ærligt Ægteskab, de dog ikke saa uforsvarlig skulde forsinkes
derfra, til deres beste Aaringer vare forbi og deres Helbred ofte havde taget
ubodelig Skade eller Forliis, at der altsaa betimelig blev deslige unge Menni¬
sker Adgang bekiendtgjort og faciliteret, til saadanne geistlige eller verdslige
Mænd, ved hvis Retsindighed og Myndighed de ufortøvet kunne erholde til¬
strækkelig og billig Medhold, mod saa uforsvarlig og ubillig Medfart, og saa¬
ledes tilligere og i rette Tide blive giftede.
Endelig var det og, i denne som adskillige andre Henseender, nyttig og
raadelig, at de store Stæder og Gaarde, som bestaaer af alt for mange Tøn¬
der Hartkorn, Plouve, Ottinger, Demater, Mark=Gods eller hvorledes
Grundens Beregning paa sine adskillige Steder betitles, at de samme ved
Faderens Dødsfald, efter Jldebrand, ved Husenes særdeles Brøstfældighed,
eller anden beqvem eragtet Leilighed, blev skiftet i mindre Parter og saadanne
Andeele, hvorpaa fleere, end just den ældste eller et af Børnene, kunde have
Brødet; Thi hvad er meere bekiendt og landkyndigt, end dette, at Ægteska¬
berne paa de beste Stæder og største Bønder=Gaarde i Landet, alt for jævn¬
lig længere, end skee burde, udsættes, samtlige Børn til Fornærmelse, saa
de fleeste af dem undertiden hengaaer til gove Aar og derover; indtil saa riig
en Mage kand blive opledt, og siden, (hvilket giver nye Vanskelighed og For¬
hindring) den opledte Mage, Pige eller Enke, blive overtaldt, med een af
Sønnerne at lade sig parre og sine Midler villig at fremgive, til at kiøbe de
andre Sødskende ud med; hvis Ægteskaber atter forsinkes til de, hver i sær,
kunde finde et beqvemt Stæd at boe eller bygge paa, hvilket de dog tiligere
og i mine Tanker, rimeligere kunde naae og nyde paa deres Fødested, hvor
der var nok til at udskifte af iblandt dem alle, og nok for dem alle at voge
paa; helst naar de, som Børn af samme Fader og samme Ægteskab, dertil
alle vare lige nær berettigede.
At de Gifte i alle Selskaber og til noget Hæderligt at forestaae, gik
frem for de Ugifte, fik heri at hielpe, saa vidt det kunde, skiønt jeg meget vel
seer, deraf ikke saa stor Forandring eller Fordeel, i Henseende til det Om¬
spurdte, vilde udkomme.


393
Men blev der anordnet, at de ugifte Matroser og Land=Soldater, efter
Lodkastning eller paa anden billig Maade, skulde være de første, som til Kon¬
gens Tieneste og hvor nogen behøvedes paa et eller andet Skib, eller i andre
Tilfælde, at bruges, hvor det just ey var nødig, den heele Trop at fremkal¬
de og tilstævne; er jeg visse paa, at saadan Anordning vilde befordre mange
unge Folkes betimeligere Forlovelse og tilligere Ægteskab. Thi hvorvidt Fri¬
heden og Tryghed for at blive fremkaldet til noget visse Brug, og derimod frit
og ubehindret at kunde afseyle til hvilken Verdens Kandt man lyster, endog
til Giftermaal at fremme, kand være beforderlig, det fornemmes aarligen paa
Øen Rømøe og deslige, med besynderlig Frihed frem for andre Øer og Søe¬
Limitter benaadede Stæder, thi ligesom de der, for den Sags Skyld, har
det største Tilløb af vore unge Karle; saa hører man ogsaa der de allerfleeste
saa snart de nogenledes findes giftefærdige, uden lang Opsættelse
ved Ægteskab at blive parrede.
Lit. C.
Forsøg
til at opløse det første Problema, som lyder saaledes:
Naar en bemidlet Mand, som haver ingen Livs¬
Arvinger, vil giøre et Testamente til almindelig
Velfærd; hvilket er det beste Anslag som
hannem kand gives?
S¬
aa vist som det er, at en Deel Mennisker synes alt for meget om sig
selv, maale sig selv med den store Alen, og indbilde sig, at alle deres
Ord ere lutter Oracler, og at de, og ingen anden, ere i Stand til,
at udfinde de dybeste Hemmeligheder, felde de paalideligste Domme, give de
beste Raad og Midler i alle Tilfælde. Saa vist som dette er, siger jeg, saa
vist er det ogsaa, at mange andre derimod, vove intet, fordi de have ringe


394
Tanker om sig selv, kiende sig ikke i Stand til at udrette det allermindste til
nogens, end sige til den almindelige Velfærd.
Og just fordi disse føle sig selv saa uformuende, tie de heller stille. Men
da de første ere daarlige, saa ere de andre ubetænksomme. Hvo i al Verden
har sagt eller udgivet den Lov: At ingen maa giøre sin Prøve, naar han ikke
fuldkommelig har Jndsigt i en Ting. Slaaer det feyl engang, saa bør vi jo
atter beflitte os paa, at giøre det bedre anden gang, og aldrig maa vi tillade
andres Domme, at anfegte os, at vi derved skulde blive lade.
Ney, andres Domme, naar de ere fældede af paalidelige Personer,
bør meget meere rette og opmuntre os, til at forbedre vor Kundskab i den
Deel vi have taget feyl. Saaledes bereder jeg mig forud, naar jeg vil for¬
søge at besvare eller opløse det ovenstaaende Problema. Men naar man vil
opløse det, da maa man først overveye: Hvad vi høyst og fornemmeligst tren¬
ger til? Hvilken Indretning der besynderligst ligger Magt paa til mange Men¬
niskers Velfærds Befordring? Kand vi udfinde det, og give en Mand, som
haver ingen Livs=Arvinger, Anslag til at testamentere sine Midler, til saadant
Brug, saa bliver Giveren Aarsag til manges Lyksalighed, og vi som har op¬
givet ham dette Anslag, har ogsaa naaet vort Ønske.
Kirker, Fattige=Huse og Enke=Huse, Hospitaler og Skoler, pleye de
Rige og Formuende testamentere noget til, førend de døe. En priisværdig
Gierning, alle disse trænge til Hielp, dog den ene meere end den anden.
Men jeg vover mig til at sige: At i hvor meget der end er bortgiven til Sko¬
lerne, her i Norge, saa er dog ingen af dem (naar jeg undtager den Mathe¬
matiske Skole i Christiania) saaledes bleven indrettet og funderet, at man i en
tilstrækkelig Meening, kunde sige: Den almindelige Velfærd befordres derved.
Endnu gaaer vor Ungdom u oplyste i Geometrie, Geographie, Fædrenelandets
Historie, og mange andre Ting, som paa andre Stæder læres i de publigue
Skoler, i Landets Sprog. Nogle reise bort til Hamborg, Amsterdam,
London og Dublin, og som de sige, alleeneste for at lære Kiøbmands Regning
til Gavns og det saa kaldet Jtalienske Bogholderie.
Andre maatte tænke om de Norske, at de vare saa dumme som Østers
og kunde hverken see eller høre noget til Gavns, førend de kom paa fremmede
Stæder, eller ligesom vi ikke kunde lære noget nyttigt under vor egen Clima.
Gandske faae ere da saa lykkelige i vore Danske Regne= og Skrive=Skoler,
at faae Smag paa de Mathematiske Videnskaber. Og det, som er det
verste, burdte jeg havde næynet først, nemlig: Naar een eller anden pa¬


395
triotisk Jnformant, vil paatage sig at lære nogle af sine Skolarer Geometrien,
hvad Løn faaer han derfor? Jo, man skal faae høre: Han belees og bespottes
af en Deel uforstandige Forældre, som sige: Vore Fædre have ikke vidst om
slige Ting, vi have heller ikke i vor Ungdom bleven bebyrdet med at drage Li¬
nier, tegne Figurer og slaae Circuler, og ere dog alligevel kommen fort i Ver¬
den. Hvorfor tale disse saa, maa jeg spørge? Jo, just fordi de have ikke Be¬
greb om Videnskabernes Nytte: hvad Fordeel og Fornøyelse de fører med
sig, veed en Uforstandig ikke om, og derfor kand han, som taabelig ansee
disse Ting, ikke tillige indsee det Sande, det Reele, som befordrer vor Vel¬
færd; følgelig ogsaa vor Lyksalighed.
Jeg, som en indfødt Normand, taler kun om Skolernes flette Tilstand,
her i Norge, besynderlig Nordenfields, andre Stæder kand jeg ey dømme
om, dog er det ikke at tvivle paa, at denne Sygdom strækker sig nok temme¬
lig vidt. Men jeg synes at nogle af mine Landsmænd vil sige, at min Klage
er ugrundet; følgelig ogsaa ubillig.
Vi have jo, vil de vel sige, mange Skoler og Vaysenhuse i Landet,
hvor vor Ungdom oplæres i sin Christelige Lærdom, i Skrive= og Regne¬
Konst? Dette veed jeg meget vel. Jeg vil ogsaa opregne og give Underret¬
ning om de Skoler, som findes i Bergen og Trondhiem.
Der ere 3de fattige Skoler i Bergen, 1) Domkirkens Skole, kaldes
almindeligen med det Navn Graae=Skolen, af de Klæder som Disciplene bru¬
ge. Til at holde Skole, leyes et vis beqvem Værelse i Sognet; men til Jnfor¬
mator tages en Student. Børnene informeres i Læsning, i sin Børne¬
Lærdom: Catechismo og dens Forklaring. Nogle lære at skrive, gandske
faae at regne.
2) Korskirken derimod, har en deylig muret Skole, vel indrettet baade
for Børn af begge Kiøn, saavel som for Jnformatori og hans Familie.
Denne Skole kand næsten kaldes et Vaysenhuus, thi Disciplene have ogsaa
sit Tilhold der, men spiser samtligen uden for Skolen for aarlig Betaling.
En Student er ogsaa deres Lærer, der komme og gode Disciple derfra,
undtagen i Regne=Konsten ere de ikke avancerede langt. Denne Skole kal¬
des Christi Krybbe og Børnene bære brune Klæder med grønne Opslag. En¬
delig er den 3die Skole Bethlehem kaldet, den er ogsaa af Steen, og hører
til Nyekirke=Sogns fattige Børn. Disciplene af begge Kiøn nyde frie Lær¬
dom og Klæder, men ikke Kost og Forpflegning. De udbede sig Spise hos


396
got Folk i Byen, ligesom Domkirkens Disciple; Nogle af disse kand temme¬
lig skrive, men maadelig regne.
Nu kommer jeg til min Fødebye, Trondhiem, og skal opnævne den
Skole, hvor jeg selv har nydt Lærdom, Klæder og Underholdning, det er det
Trondhiemske BVaysenhuus, som tilforn har været i god Stand i mange
Henseender. De lære endnu der oppe, foruden Læsningen, at skrive og
regne, endskiønt det sidste tager nu meget af. Foruden Vaysenhuset, er her
ogsaa en anden Skole i vor Fruekirke=Sogn, for 20 fattige Børn saaledes
indrettet: Børen som skal komme der, maa tilforn temmelig vel kunde læse
i Bog; Men her, skal Catechismus og Forklaringen læres uden ad, og Ca¬
techisation holdes 2de Gange om Ugen.
Skolemesteren skal, efter Fundatzens Formeld, ikke befatte sig med at
lære nogen at skrive, thi denne Skole er alleneste indrettet til fattige Børns
Forplantelse i deres Christendom.
Man merker letteligen, at det er kun mit Øyemerke at opreigne disse
Skoler, i Henseende hvad Lærdom og Videnskaber ere angaaende og hvor
meget de tracteres. Og da seer man, at Ungdommen her til Lands endnu
ikke til denne Tiid, i disse Skoler, have faaet nogen Anviisning i Geometrien,
Geographien &c. som dog paa andre Stæder høyt drives i deslige Skoler
Vil vi nu betragte de andre Danske Skrive= og Regne=Skoler, Ach!
da laborere de af en farlig Sygdom! Mange, ja enhver som vil, sette sig
ned at holde utilladelige Puge=Skoler, som er den almindelige Velfærd høyst
skadelig. Disse klippe Jndkomsterne af paa alle Kanter, for den, som har
opoffret sig Publico og vil giøre sig dygtig til en Byes Tieneste. Og det, som
meere er, siden mange af disse ikke fundamentaliter forstaae sine Ting, saa
maa de enten sette sig ned til Fals for ringere Priis eller Betaling end andre
eller ogsaa ved Anmasning forskaffe sig en Stue fuldproppet af Børn, uden
Orden, uden Skik, til største Ruin for en Handels=Stad.
Men Gud skee Lov! mange har alt med Eftertanke seet paa denne Ska¬
de; og ønsker intet heller, end at Skolerne maatte faae en nye og god Jnd¬
retnings=Plan. Af denne Uorden, som oven er meldt, skeer det, at mange
ansee deres Børns Jnformator, ikke som en Lærer deres Børn bør adlyde;
men som en trængende Serviteur, og derfor maa en habil Mand ofte lade sig
foreskrive saa mange urimelige Regler og allerhelst af dem, som intet forstaaer,
ja neppe burdte være deres egne Børn betroede. Men de fornuftige, de skiøn¬
somme Gemytter, de handle langt anderledes. Vel have vi hos os gode Lærere,


39¬
som baade vilde og kunde give Børn Smag i Videnskaberne, om de havde
Tiid og Leilighed, samt skikkeligt Leve=Brød. Men da de, for Jmportance
Skyld, maa bebyrde sig med en Mængde smaa Læse=Børn, og saadanne
spiller 100 Comoedier op om Dagen, saa forhindrer disse den Fremgang,
han skulde giøre med de voxne Disciple. Da nu Skolerne findes i denne Til¬
stand, saa nødes fornemme og formuende Folk til at tage sig Privat=Præ¬
reptor i Huset. Denne kand undertiden have en Samling af Latinske=Regne¬
og Skrive=Disciple; Regne=Konsten maa han laborere i, endskiønt han al¬
drig tilforn har gjort sig en simpel Regne=Bog bekiendt, langt mindre veed
at benytte sig af de Grunde, som af de Mathematiske Skrifter maa læres,
førend man vil tænke til at informere retteligen i den edle Konst.
Heraf flyder tvende Ting at føre os til Eftertanke: 1) Den Skade,
som følger af Skolernes slette Tilstand. 2) Den store Nytte man kand vendte
om en god Indretning herudi skulde skee. Skaden er betydelig, den strekker
sig a) til nogle i Besynderlighed, og b) til mange i Almindelighed.
Først og fremst tager den kiere Ungdom Skade, som gaaer Glip af
mange nyttige Ting, som i fremtiden kunde gavne ham, dersom han i sine
modne Aar har blevet underviist derudi.
En er hengiven til
Alle have ikke eens Gaver, ikke heller eens Lyst.
Søevæsenet, den anden vil opoffre sig til den Militaire=Stand, den tredie vil
blive Kiøbmand, den fierde begiver sig til et konstigt Haandværk &c. Alle disse
trenge til Underviisning i de Mathematiske Videnskaber; Den ene i en vis
Deel deraf, meere end den anden. Men oventil har jeg viist, at saaledes, som
Skolerne nu ere indrettede hos os, kand det ikke gaae an. Lider da ikke hurtige
og velartede Børn Skade?
Ja de uformuende Forældre tabe og derved, naar deres Børn opvoxe
ligesom frugtesløse Træer, ere hverken sig selv eller sine kiære Forældre til Nytte.
Ere Forældrene saa hovmodige, at de holde deres Børn for gode at lære en
Profession, et Haandværk, saa maa disse Stakler, omsider gribe til den let¬
teste Konst til Ørkesløshed, og de bekomme eller rettere at sige, de fortiene Navn,
af Dagdrivere.
Den almindelige Skade som flyder af Skolernes Uorden, vil jeg nevne
gandske kortelig, dog forestille den med sandfærdige Exempler. Nogle hurtige
og lærvillige Personer, faaer Lyst til Søen, de giøre et par Reyser uden Lands:
Men som de nu synes at kunde lære meget meere i Navigationen, samt lettere,
det er med mindre Bekostning, lære andre smukke og nyttige Sciencer paa frem¬


398
mede Stæder, saa faae de Lyst at blive der al sin Tiid, og fatter ligesom Af¬
skye til Fædernelandet.
Den Skade som heraf flyder slutter enhver uden min Erindring. Men
ligesom jeg haaber, at dette kand forebygges, og hemmes med Tiden, saa kand
man og let forestille sig, hvad Fordeel vi kunde vendte, og hvor meget den al¬
mindelig Velfært kunde forfremmes, naar de Danske Skoler blive satte i sin
rette Floer.
Og som jeg haaber at disse mine ringe Tanker sere de ikke acurgte opsatte,
saa ere de dog visselig patriotiske) skulde komme adskillige Læsere for Øyne, saa
vil jeg i et kort Begreb, give de ueftertenksomme, en liden Anledning, til at
indsee Videnskabernes Nytte. Jeg vil tage en Søemand for mig, men forud
sette at han har Nemme, Lyst og Villie til at lære noget got; Thi egenvillige og
dumme Hoveder kommer ikke her i Betragtning. Denne Neptuni Søn, er
det ikke gavnligt for ham selv og Ære for vort Land, om han kand lære de
Ting her Hiemme, som mange af forud fattede Tanker, vil at det alleneste skal
læres uden Lands. Har han Lyst at lære Navigationen til Gavns; Hvorfor
ikke i Fædernelandets Sprog, ligesaa got, som i noget andet, og hvorfor ikke
ligesaavel Hiemme som paa andre Stæder. Jo, jeg troer det ligesaa got kunde
lade sig giøre, og maaskee endda med bedre Fortgang end mange tænker.
Det er bekiendt, at Navigationen hos os, læres unge Styrmænd saa
obiter hen, efter de, saa kaldede Hollandske Skatkammer. Men hvad? Kand
saadan Jnformation hielpe til at blive en habil Styrmand? Det er fremdeles
bekiendt, at mange lærer sine Skolarer, Styrmands Konsten saaledes: De
begynde først paa den saa kaldet, Tids Reigning og det efter den Gregorianske
Stiil, med sine brøstfeldige Gylden Tal og Epacter; Men nogle har alt obser¬
veret at Vandtiden efter denne Reigning findes aldrig accurat.
Endelig er det ogsaa bekiendt, at Figurenes Teigning skeer ved saadan
Jnformation, blot ved løse Haandgreb og efter Øyensyn, uden at lære den Geo¬
metriske Accuratesse med Passeren og Lineal. Triangel Reigning, som er en
Styrmand høyt nødvendig at lære, opsettes efter Skatkammerets anvisende
Figurer, uden Henviisning til de paa Dansk udkomne Mathematiske Skrif¬
ter, hvoraf man kand lære Tingene grundig i vort eget Sprog.
Ney jeg holder for, at man efter den Methode Engelænderne bruge,
og Sagen udfordrer, man burdte at begynde først med Geometrien, og det at
kiende Figurer, teigne Figurer og udreigne Figurer, kort at sige den practiske
Geometrie er fornøden først at lære paa Papiir; Og havde nogen Lyst at øve


29
sig i smaa Udøvelser paa Marken, saa kunde man og giøre det.
Dernest
maatte følge Trigonometrien, applicered paa den platte og Sphæriske Seylats,
om Compassets Misviisning, Solens Høyde at tage, med sine adskillige For¬
andringer, &c. &c. og endelig tilsidst Cronologien. Jmidlertid maatte Jnfor¬
mator ikke glemme, ved hver given Leylighed, at anføre de sande grunde af de
Mathematiske Skrifter og give tilstrækkelig Raison, hvorfore man giør saa eller
saa. At dette er ikke unyttigt at lære, det tilsiger sig selv. Altsaa holder jeg
for, at enhver Skolar NB. efter den Alder, Capacite og Lyst, samt efter det
Embede eller den Profession, han agtet at begive sig til, maatte nyde Veyledning
i Videnskaberne.
Dette seer man at skee paa andre Stæder (hvor Skolerne ere indrettede i
Classer) og det af Mænd, som ikke ere studerede Personer; Men af Kierlighed,
til sin Velfært og Lyst til Videnskaberne, har bragt det saavidt, at de infor¬
merer andre til største Fornøyelse og Nytte. Hvad Fordeel var det ikke for
Landets Børn her, om vi ogsaa bleve deelagtige i slige nyttige og fornødne
Anstalter. Jeg veed derfor intet bedre Anslag at give en Mand, som ingen Livs¬
Arvinger haver og vil Testamentere sine Midler til almindelig Velfært, end
dette: At han giver det til Skolernes Opkomst og Floer. Bedre veed jeg ikke
at han kunde anvende en Capital; og visselig, siden mange har alt indseet Tin¬
gens Nødvendighed og de Fordeele vi kunde vendte, naar Skolernes Jnspec¬
teurer kaldte duelige Personer, at betiene Ungdommen i ovenmeldt Videnska¬
ber, samt naar en god Plan for Skolerne blev anlagt: Saa vilde flere komme
til Eftertanke, følge saadan patriotisk Mands Exempel, og hielpe til denne
Indretning, som vi saa høylig trenger til. Ja der tvivles vel ikke paa, at enhver
retskaffen Patriot vilde giøre sig en Fornøyelse, at kunde contribuere noget
til dette for den almindelig Velfært, nyttige Værk. Vore Efterkommere
(thi vores Sæd er deres Høst) ville allerhelst komme til at skiønne paa denne
Velgierning og have dem i Erindring til Velsignelse, som har været Aarsag
til saa manges Velfært. Jeg har da underdanigst dristet mig til at udlade mig
med mine Tanker, hvilke jeg har fremsendt under denne Erindring: Giør
hvad du bør at giøre, det øvrige overlad til Gud, Skrevet af. === M.
Tronhiem den 24 Augusti 1763.


400
forsøg til at opløse det andet Problema:
Hvorledes man paa bedste Maader kand forhindre de
Egteskaber, som forud viise sig at blive ufrugtbare.
Et hvert fornuftigt Menneske har ikke alleneste Askye for det Onde og elsker
T det Gode, men ogsaa tragter efter det bedre frem for det Gode, og
præfererer det fuldkomne for det ufuldkomne. Det er ikke alleneste vor Pligt
at giøre saa, men vi blive og lyksalige ved at følge denne Vandel. J alle
Tilfælde, bør vi da handle saa fornuftig som oven er meldt; Men allerhelst
naar vi tænker til at begive os i Ægtestand, vel betænkende at denne Stand
er ikke som et Embede, vi kand selge eller overlade til andre, naar vi ikke selv
lyste lengere at holde ved.
Ney, der vil en mægtig Haand, og særdeles Omstændighed komme
imellem, førend dette Baand kand opløses. Da nu enhver gierne vil indrette
sine Gierninger saaledes, at de kand komme overeens med Fuldkommenhed og
dette kand ikke andet end tilveyebringe Lyksalighed, følgelig ogsaa Fornøyelse;
men et fuldkommen Egteskab, tilfører de Elskende stoer Fornøyelse; Alsaa bør
en Beyler anvende al sin Fliid at erlange saadan Fornøyelse. En smuk og til¬
lige dydig Hustrue, saadan en, hvis Stand og Vilkaar kommer overeens
med hans Stand og Vilkaar, bør en Beyler see efter, naar han vil giøre et
fornuftig Partie. Men da alle dydige Fruentimmer ere ikke skiønne, og ikke
alle som have et smukt Ansigt ere dydige, saa bør han giøre et fornuftigt Val,
og, udvelge en Dydig frem for en Skiøn.
Jblant mange Fornøyelser, som man har i et got Egteskab, er dette en
af de største, at see smaa Planter at fremspiire til en Prydelse for en frugtbar
Og saa vist som Daphne finder sig i Stand til at
og fuldkommen Egteseng.
opfylde Egteskabets Hoved=Pligt; Saavist vil han ogsaa, at hans elskelige Ga¬
lathe, skal have samme Duelighed. Men da der hører Fornuft til at giøre
saadant Val, som og Kundskab om, hvad Naturens Lov fordrer af os: Saa
maa den unge Amasius feyle heri, naar han, for nogle Penge skyld, lader sig
binde til den gamle Jsabella. Vist nok fører han sig mange Vanskeligheder
og Fristelser paa Halsen, som for Exempel: Ungdom og Alderdom ere forskiel¬
lige fra hinanden, baade i Henseende til de udvortes og indvortes Qvalitæter.
Thi han som et ungt Menneske, omgaaes helst med sin Lige. Enten geraa¬


401
der han i Fortrydelse, eller og, da hans gamle Kone, har Midler nok, til at
underholde en Medhustrue, saa betragter han Sagen Physice, og synes ved en
skiden Lyst at erstatte det, som han mangler i sit Egteskab. Udfaldet herpaa,
bliver Synd, Forargelse og Ueenighed &c.
Og 2) om dette ikke skeer, saa ere en Deel gamle Qvinder dog alligevel
vanskelige at omgaaes med, for unge Mænd. En Smiil, et venligt Øyekast,
et uskyldigt Ord til en Fremmed, kand let bringe Jsabella i Harnisk med sin
Mand; Og da han ingen Fornøyelse finder Hiemme, maa han freqventere ad¬
skillige lystige Compagnier, for at fordrive Tiden, og da tviler ingen paa, at
han jo rigelig betaler Lauget, paa sin Kones Bekostning. Ulykken bliver
desto større!
For det gdie da Amasius, saa let er kommen til Midler, saa synes han
ikke at have behov, at tage sig sit Embede, sin Profession saa nøye an. Des¬
uden venter han ikke paa, at faae nogen Afkom som skal arve ham, saa vil
han nødig formeere Midlerne til sine Stifbørn eller andre. Betragter han sin
Jsabella, da seer han, at hun endnu er frisk og fyrig og tegner sig ikke til at ville
opløse Baandet saa hastig; Altsaa kand han forestille sig, at hun ligesaa vel
kand overleve ham som den forrige Mand.
Kort sagt: Naar Amasius tager en gammel Enke, saa bliver der et van¬
skeligt i det mindste et ufrugtbart Egteskab. Men hvor om alting er, saa skeer
dog tit og ofte saadanne Egteskaber, og dertil kand være adskillige deels nødven¬
dige, deels unødvendige Aarsager.
I.) Paa Landet tager en bedaget Pige eller Enke, gierne imod det Til¬
bud, at giftes med en ung Karl, og det ikke saa meget for sin egen Skyld, som
Fornødenhed udkræver en Tilsyns=Mand over hendes Gaard og Brug. Hun
holder for, det er bedre at tage en til Egte, end at lide paa fremmede Drenge,
som uden Hosbondens Tilsyn, vil ikke være meget paapasselige. En Bonde¬
Karl synes ogsaa at finde sin Reigning ved at tage den gamle Enke, naar han
med det samme kommer til Hosbonds Sæde, eller Bue og Bung, som de
kalde det. Han tænker, jeg har slebet nok hos andre, jeg vil og være min
egen, og endskiønt de begge kand være velaldrende, saa synes de at leve ligesaa
fornøyede som unge Mennesker. 2) Ere der mange gamle Enker, som har
Lyst at gifte sig, endskiønt hverken deres Omstændighed eller anden Fornøden¬
hed udkræver det; Men alleneste som de synes, en vis Sygdom I. I. Det
eneste hun kand give sin Elsker, er nogle Penge, han kand faae at rutte med,
hende og sig selv til liden Profit; Endskiønt nogle i denne Tilstand, kand opføre
VIII. Deel.


402
sig saa, at man maa forundre sig over, at den Menniskelige Natur, i saadan
Hast kand sagtes. Da det nu ikke er raadeligt reent at forbyde og ophæve
slige Egteskaber paa en Gang; Saa veed jeg intet bedre Raad, hvor¬
ved saadanne Egteskaber kunde hemmes, end, at der bliver paalagt en
vis tilstrækkelig Penge=Summa for alle dem, der ville indgaae saadant
Partie. Men saadan Summa maatte proportioneres efter den Stand og
Vilkaar som den befandt sig udi, der endelig vil have Egteskab, og leve ufrugt¬
bar i en frugtbar Verden. Den Plan hvorefter dette skulde anlegges, er
noget som jeg ikke drister mig til at yttre mine Tanker om; Men henstiller det,
til dem eller den, der har større Jndsigt og bedre Leylighed at viise deres Genie.
M.
Jeg er og bliver kuns den samme
Tronhiem den 25 Augusti 1763
Ut de sint Vires tamen est Laudanda Voluntas
Lit. D.
Svar paa et Brev,
som en god Ven sendte mig med Posten,
den 11 April sidst
Min Herre!
P¬
aa det Spørsmaal, som de foresatte mig ved deres seeneste Skrivelse,
vil jeg her tilkiendegive dem mine Tanker, saa vidt min ringe Evne og
Tiid det kand tillade. Min Herres Ord ere disse: Hvad er det, som meest
trykker Borger=Standens Næring i de smaae Kiøbstæder? og hvorledes kand
derpaa best raades Boed? Hvad det første angaaer, da siger jeg, at Bor¬
ger=Standen og i sær Kiøbmand=Standen, som den meest Magtpaaliggen¬
de, og den de her uden Tvivl meenes, kand ansees, ligesom en Materie, der
legges Dynge viis og derover tilsidst opæder sig selv. Seer vi til de forrige


403
Tider, da er vel Kiøbmændenes Tal særdeles forøget, men hvor lidet disse
søger at conservere Crediten, baade i og uden Landet, sees fast daglig ved Op¬
buds Fallit=Boer efter Kiøbmændenes Død: Men hvad er hertil Hoved¬
Aarsagerne? jeg svarer: 1.) Saa snart en Kiøbmands=Dreng bliver gjort
til Svend, synes han, at han forstaaer Handelen ret ex Fundamento, der¬
paa vil han strax være Kiøbmand, han gifter sig med den, som han alt for
mange Aar siden har tilsoret aldrig at ville forlade, men siden de har lidet eller
intet at begynde med, vil de boe i en liden Kiøbstæd, hvor det ey falder saa
kostbar at leve, som i de større: Her er altsaa en Kiøbmand meere end tilforn.
Naar Bonden kommer (maaskee af Nysgierighed) til denne nye Kiøbmand,
for at kiøbe Hør, Hamp &c. svarer Drengen (thi hans Husbond var ey vel:
tilpas i Aftes og derfor ligger endnu tillige med sin unge Kone) at for nærvæ¬
rende Tiid haves intet af det og det Slags, men ventes med allerførste: den
stakkels Bonde, som ey kand rette sin Tiid efter den andens, maae da gaae
til en anden Kiøbmand, som har havt saadan Forlag, da han blev Kiøbmand,
at han kunde kiøbe sine Vare fra første Haand, og ey havde nødig at tage
dem hos sin Naboe eller og i de store Kiøbstæder, som Bonden har handlet
med i mange Aar, fordi han har vidst at omgaaes baade ham selv og andre
Bønder vel, som kand give ham Credit, om han det forlanger, som gierne
giver Vare for Vare, med faae Ord: saadan en, som mestendeel findes i
hver af de smaae Kiøbstæder, og under hvis Vinger de andre Kiøbmænd sid¬
der. 2) Naar saadan en Kiøbmand nu har sadt sig need i en liden Kiøbstæd,
maa hans Eqvipage være blant de smukkeste i Byen, hans Kone, som for¬
nuftig foregiver, at Erediten skal conserveres, maae endelig være paaklædt,
ligesaa kostbar som hendes Naboerske, hun maae endelig eengang om Dagen
invitere hendes kiære Søstre at drikke Caffe, Manden, som ey gider hørt paa
dette Fruentimmer=Snak, gaaer imidlertid paa Viin=Kielderen, at læse
Aviser, og for at fordrive Tanker, drikker 1 til 2 Flasker Viin; saaledes be¬
gyndes Dagen, saaledes endes den, og heele Handelen dependerer af en Kramboe¬
Dreng: Hvad undres da? at saa mange Kiøbmænd ere fattige, naar de ey
vil sette deres Tæring efter Næring, men en kort Tiid leve i Herlighed og siden
være skyldig til Gud og hver Mand. Den 3.) Hoved=Aarsag til Kiøbmæn¬
denes slette Tilstand i de smaae Kiøbstæder, som ligger omkring ved Liimfior¬
den, saasom Luxtør, Schive &c. er denne: at Grundene i Fiorden ere saaledes
sammengroede, at ingen Skibe kand gaae derind, og Kiøbmændene altsaa
af lige Beskaffenhed, er det med Sæbye,
maae kiøbe deres Vare i Aalborg,


404
hvor Aaemunden er tilstoppet. Men at dette er en Hoved=Aarsag, sees kien¬
delig der af, at bemeldte Byer i den Tiid de havde Havn, Vare, forsynede
med rige Kiøbmænd, da der nu neppe findes en god Kiøbmand i hver Bye,
ja hvor meget Seilads contribuerer til en Kiøbstæds Velgaaende, kand kien¬
delig sees i Hiørring og deslige Byer, som (saa gammel de end ere) dog aldrig
har været beboet af bemidlede Folk. Min Herres andet Spørsmaal er saale¬
des: Hvorledes kand der raades Boed paa, at Kiøbmænd kunde komme i
Stand i de smaae Kiøbstæder? Her svares: at ligesom ingen er Aarsag i en
Kiøbmands Ruin end han selv, saaledes kand og ingen bedre overbevise ham
om hans Gavn, for saa vidt hans egen Oeconomie angaaer, men da det ey kand
nægtes, at der jo iblant Kiøbmændene findes duelige Huusholdere, som med
al muelig Forsigtighed og Fornuft selv styre deres Handel, seer man at deri
maae endnu være en anden udvortes Hoved=Aarsag, nemlig, Kiøbmændenes
alt for store Mængde, thi hvorledes kand nu fire leve ved det som een har levet
af tilforn, og til at forekomme samme, burde enhver liden Kiøbstæd I.) an¬
sættes for et vis Tall Kiøbmænd, som der maatte boe, 2.) maatte ingen blive
Kiøbmand, med mindre han havde opnaaet en vis Alder, samt tillige, at han
enten ved Arv, Giftermaal, eller paa anden lovlig Maade havde forhvervet
sig saadan en Capital, at han kunde begynde at handle, uden at sette sig i alt
for stor Gield, og for al Ting fra Hoved=Kiøbmanden i en stor Kiøbstæd have
gode Attester om hans Duelighed og Skikkelighed. 3.) Naar en Kiøbmand hav¬
de spillet Banqverout, skulle der nøye eftersøges, om saadant var foraarsaget enten
ved hans Drukkenskab, Forsømmelse i sin Handel eller anden u=anstændig
Maade, og hvis saa befandtes, han da ey siden blev antaget til noget Em¬
bede eller Betiening; thi derved blev hemmet den almindelige Tænke=Maa¬
de; Naar vi har bedraget hver Mand, kand vi vel endda faae et Stykke
Leve=Brød og i det mindste blive Degn, end meere: saa Snart en Skræder,
Skoemager eller anden Borger (som i deres Metie kand være gode) faaer
meere end de kand æde engang, vil de strax være Kiøbmænd, alt i det
Haab, at dersom Kiøbmandskabet slaaer feyl, kand de igien gribe til deres
Haandverk, men hvor kiendelig disse feiler, sees daglig, og altsaa: dersom
dette saaledes var bragt i Orden, kunde og turde ingen med bare Hænder,
stolende paa Lykken, blive Kiøbmand, og følgelig ville Handelen, i mine
Tanker, florere blandt alle Kiøbmænd i en Bye, naar de alle havde gode
Vare og i sær førte tarvelig Huusholdning, hvilket man kunde vente hos saa¬


405
danne udsøgte Personer. Her seer Min Hr. mine enfoldige Tanker i denne
Sag og i øvrigt tegner mig
Min Herres Tiener
Wensyssel del 5 Maji 1763
N. N.
Lit. E.
Følgende er indsendt fra Sverrig,
Svar på Frågan:
Når en bemedlad Man, som icke hafver Lifs=Arf¬
winger, wil giore et Testamente til almannelig Wålfård,
hwilket år thet båste Forslag, som honom
kan gifives?
E¬
hurusal jag har ondt om Tid, vvil jag dock i Korthet lemna nagra Ord
v til Smars pa thetta, som jag nyligen sett i Avisorna. Jag har i nagra
M ar tankt uppa denna Sak, och trodt mig kunna fa Tilfalle at thermed
tjiena nagon i mit Fadernesland, hvvilket dock kan mara lika mycket, allenast
thet kommer til Menniskioslaktets gemensamma Nytta.
Then som har Egondom, med hvilken han tanker gbra Nytta, har
ofelbart afmen tillika nagon Afsigt pa sin egen Fordel, som ar heder och ar¬
kansla therfore. Om for then Skuld thesse bagge kunna i Forslaget traffas,
lare Onskan mara munnan.
Ett Rikes Styrka och største Rikedom bestar i en idog Folkmangd,
Grunden ther til ligger i en Myckenhet salartade Barn. Bar. Holberg talar
har om i sit Iter Subterraneum med mycket makre Utlatelser: Hvad Jus Trium


406
Liberorum mvar i Rom ar bekant. Men nu sker thet merendels sa: at med
Barnen dkas Bessar, Kostnad och mere for Fbraldrarna; icke eller vet jag
i nagot Rike annorlunda vvare bestalt.
Om jag therføre hade Penningar, ansande jag them vvist til medelldsa
Fbraldrars Hielp och Understbd: Jag sille ansla til Exempel en Summa
af 1000 Rdlr, som skulle arligen utbetales til then, som hade the maste akta
Barnen. Hvilket Præmium antingen kunde blifsa allmant, eller inom et
sist Stand, eller vvist Formogenhet indskrankt.
Hyart Nyear borde en Lista tryckas pa them som svoro Candidater til
thette mit Præmium, hvar til ingen hinte, førr an han moro Agare af 12
Barn: The som hade flere komma hogre up pa thenna Lista; Barn af et
Aktenskab togo Pra for them af flere; Gossar for Flickor etc. cæteris paribus.
Jag skulle ock utvarka hos Ofmerheten misse Formaner och Privilegier,
(kanske ock Hedersteken) for them som antingen kommit en gang pa thenna Lista,
eller atminstone en gang fatt thette Præmium.
At vidløftigare nu utfore thette Forslag, eller ock at beskrifna thes Nytta,
ja oek foretrade for andre, sasom ock heder for thes Jnrattare, m. m. tillater
intet min Tid thenna gangen:
Skulla mit Projedt vinna Tykke, skal jag thet fremdeles gbra. Hvvar
ock icke, forstbres med fblgende mitt innelykte Namn.
Vires solertia vineit.


407
Lit. F.
Nogle faae
PRÆLIMINARIA
Til en Besvaring paa det opgivne
Første Problema
J Oeconomiske Magazins
Syvende Bind.
D¬
et en Moralist siger et Stæd, at de fleeste Vildfarelser den lærde Ver¬
den har været underkast, meest har reist sig af Magelighed, eller at man
ikke har giort sig den Umage, selv at undersøge Sandhederne, men
ladet sig nøye med at forsvare de Formænds Principia og Decisioner som man
har udvalt sig at efterfølge; Det samme kand siges om andre Stænder i Ver¬
den, og om de fleeste Mennisker i enhver Stand, at de uden at undersøge om
en Ting er saa eller anderledes, følger Strømmen, og lader Forfædrenes
Exempler og Domme, være næsten deres eeniste Veyledere og de Grunde hvor¬
paa de bygge baade Slutninger og Pligter. Denne Magelighed, at man ikke
gider giort sig den Uleylighed, selv at overveye en Tings rette Beskaffenhed,
men bliver hvilende i den Indbildning, at det saa mange berømmelige Fædre
og Formænd have været enige, i at antange, endelig maa være det eeniste
rette og sande, men alt det som siges derimod falsk og og urigtig, dette siger
jeg med hin Moralist, maa vel være een af de største Aarsager til saa mange
Vildfarelser, og at det hidindtil har holt saa hart med Christendommens Ud¬
bredelse, Videnskabernes Fremgang og Lasternes Afgang.
Vel er sandt, at andre Hensigter i sær Egennytte derudi har haft sin store
Jndflydelse, og mange gange virket med Magt, men det er ikke mindre sandt


408
at Exempler, og Efterladenhed i at undersøge Exemplernes Grund eller Ugrund,
almindelig har gjort det meeste; Spørger man, om Grunden og Aarsagen til
adskillige Skikke i den Lutherske Kirke, saasom, hvorfore den Afløsning man efter
foregaaende hierrelig Fortrydelse, og Afbedelse har faaet i Skriftestoelen for een
eller anden vis Synd, ikke maa ansees for gyldig, med mindre den lofte efter
Aar og Dags Forløb) offentlig bliver igientaget? hvorfore Trolovelser den
Byrde for Almuen holdes ved Magt? Hvorfore den fattige Almue ikke (uden i
Preusiske Lande) maa gifte sig i de Grader, Gud har tilladt? Og hvorfore
man skal helligholde Apostel=Dagene, da dog Gud selv har befalet os at Ar¬
beyde 6 Dage Ugentlig? See! Da faaer man i steden for overbeviisende Rai¬
sons, gemeenlig dette til Svar: at de ere Skikke som i gamle Tiider ere opkomne,
siden ved Love autoriserede, af Efterkommerne i gudelig Hensigt conserverede,
og som uden Anstød for Svagtroende ikke kand afskaffes.
Mine høye og skiøn¬
somme Læsere observerer behagelig at her ikkun tales om Theologiske, men ingen¬
lunde Politiske Grunde. Thi disse kand være der, endskiønt en Particulier ikke
seer dem. Spørger man en Sædlandsfar, hvorfore han ikke inddeeler sin Jord
saaledes, at den kunde hvile noget længere, give meere og reenere Korn, bedre
Græs, og han ikke have nødig at lukke Bæster, Kiør, Stude, Faaer, Lam,
Sviin, Giæs, ind i een og den samme Mark? Da bliver Svaret dette: at hans
Forfædre saaledes har brugt Jorden for ham, og at giøre nogen Forandring
derudi, var at vende op og need paa alt. Jeg erindrer mig for nogle Aar siden,
en Bonde som havde tvende voxne, men i Kundskaben om Gud aldeles van¬
kundige Sønner, denne da han efter mange foregaaende Paamindelser, endelig
med Alvorlighed af Herskabet og Sogne=Præsten blev tilholdt at lade bemelte sine
Sønner gaae i Skole, blev vred og svarede, at han og hans Forældre aldrig
havde lært at læse et Guds Ord, og vare endda komne vel igiennem Verden,
ligesaa kunde hans Børn, og saaledes gaar det i mange andre Tilfælle.
Er det nu i Anledning af det opgivne Problema tilladt videre at spørge,
hvorfore vore berømmelige Forfædre der have gjort saa mange ypperlige og
roesværdige Stiftelser, for Videnskaberne og de Nødlidende, ikke førend under
nærværende milde og allernaadigste Regiering ere faldne paa at komme Oeco¬
nomien og Flittigheden med noget til Hielp, da dog begge har den samme Re¬
lation til Staten, som Seiglene til Skibet, da kand vel heller ikke andet sva¬
res dertil: end at de just ikke have gjort sig nogen Tanker derom, fordi de in¬
gen Exempler havde derpaa, og derfore ladet sig nøye med at blive ved det
Gamle, og holde for, at de Forskrifter saa mange brave Formænd og Med¬


400
Borgere havde givet dem, endelig maatte være saadanne, som ikke kunde
forbedres, formodentlig havde det og herudi, som i mangfoldigt andet, blevet
derved, om ikke vores Dyrebare Monarch, ved Sit eget Allerhøyeste Exem¬
pel, og paa saa utallige andre Maader, havde opmuntret, ja ved visse Naa¬
des=Tegn ligesom lokket Sine Undersaatter til, nøyere at eftertænke, skrive
om og undersøge Ting, der tilforn ikke vare paatænkte, omskrevne eller un¬
dersøgte, men dog høyst nyttige til almindelig Velfærts Befordring.
Og da jeg iblant saadanne allerhøyeste Opmuntringer ogsaa finder det
første Problema i Oeconomiske Magazins 7de Bind, hvorudi Spørsmaalet
reqvirerer det beste Anslag, en Godgiørende kand gives til sine Midlers An¬
vendelse, saa tillades det mig herved anden gang, underdanigst at melde mig
under denne Samling og nedlegge for de Høye og Skiønsomme Læsere nogle
saadanne enfoldige Tanker i ovenmeldte Punct, som egen liden Erfarenhed,
har villet forsikre mig, ikke at være aldeles urimelige eller unyttige.
Saa daarlig er jeg ikke at slutte, at jeg skulle kunde fremsette Planer,
der til alle Tider, i alle Stænder og i alle Omstændigheder vare anbringelige.
Ney, min Circul er alt for snævr og min Tænke=Kraft alt for svag, at vove
saa dristrigt et Forsøg, tillader derfore, Høystærede! at jeg incommoderer
med nogle faae Præliminaria i faveur af Religionen, Oeconomien og Flittig¬
heden allene, og dømmer saa, men kiærlig, om nogen af dem ere antagelige
eller ikke, see! her ere de:
Da det er enhver redelig Landmands Pligt efter Muelighed at befor¬
dre tilligemed sin egen, og saa sine Medborgeres Lyksalighed, og han til den
Ende i alle sine frie Gierninger, bør ligesaa vel have Øye paa det Heele som
Deelene, saa kand en bemidlet Mand, der til almindelig Velfærts Be¬
fordring vil giøre et Testamente, iblant mange andre gode Leiligheder,
ogsaa finde følgende iblant og paa hvilke, han efter Behag kand vælge og
rafinere saaledes, som Tiid, Stæd, og Omstændigheder dertil giver ham
Anledning.
I.) De sande Nødlidende fortiener den Godgiørendes første Opmærk¬
somhed. Salig er den, som forstaaer sig paa den Nødtørftige, HErren
skal redde ham paa en ond Dag &c. men den Godgiørende maa vel see til, at
han ved sine Almisser ikke giver Leilighed til at føde Ladhed og Ugudelighed,
vilt du giøre Godt, da viid hvem du giør det, saa faaer du Tak for dit Go¬
de, giv den Gudfrygtige og hielp ikke Synderen, giør de Elendige til Gode
og giv ikke en Ugudelig. Saadanne syge, skrøbelige, sengeliggende og elen¬
VIII. Deel


4410
dige Mennisker, som hverken har, eller kand fortiene noget til Livets Ophold
og Pleye, bør være berettigede til den første Plads i hans Medlidenhed, og
nyde hans Almisser omsonst, men alle de andre Trængende, som har i nogen
Grad Helbred og Kræfter, bør han ved sin Stiftelse, forbinde til den Tak¬
nemmelighed imod Gud, sig selv, og Fædernelandet, at forrette noget vist,
enhver efter sine Omstændigheder, til almindelig Nytte, saafremt de, som Uvær¬
dige ikke vil udelukkes af Stiftelsen, og denne Vilkaar bør af Giveren aldrig
efterlades, hvad heller de Trængende opholde sig adspredt i et vist District,
eller samlet i et for dem indrettet Huus.
2) Til Guds Æres og Kundskabs Udbredelse, kand en Godgiørende
aldrig anvende for meget, helst paa de Stæder, hvor ingen tilstrækkelig Anstalt
derom forhen er føyet. Vi have, Gud skee Lov! mange priselige og berøm¬
melige Stiftelser for den Studerende Ungdom, næsten i alle Videnskaber, men
faae eller ingen tilstrækkelige, for fattige Børn, at komme i Kundskab om
den levende og sande Gud, en Kundskab der af alle er den høyeste, vigtigste
og fornødenste, men som, desværre, saa ofte savnes hos mange, ikke for Læ¬
rernes Skyld, men fordi Forældrene ere saa fattige, at de ikke formaae at
give Børnene Klæder og Føde, imedens de skulle gaae i Skole, ingen Ga¬
ver kunde derfore bedre anvendes end de, som herudi lettede Lærerne, og For¬
ældrene Byrden, Giveren ville derved her forævige sit Navn, og hisset faae
sin visse Belønning af den, hvis Æres og Kundskabs Udbredelse han her
havde befordret.
Byd de Rige i denne Verden, at de giøre Godt, blive rige i gode
Gierninger, og samle sig et Liggendefæ for det Tilkommende &c. Tænk,
Kiære! et Liggendefæ, som Møl og Rust ikke kunde fortære.
3.) Siden Skolcholderne, paa Landet, undtagen paa Deres Maje¬
stæts Godser, i Almindelighed ikkun ere maadelig aflagde, saa vare de Hielpe¬
Midler vel anvendte, hvorved Landsbye=Skolerne med beqvemmere Persø¬
ner kunde forsynes, og disse forrette dette Magtpaaliggende Embede uden Suk
og Trang
Ved denne Post kunde ellers giøres en nyttig Anmærkning, som dog
af sine Aarsager forbiegaaes.
4) En bemidlet, som faldt paa at giøre et Testamente, gjorde sig
Publicum særdeeles forbunden, om han ved sin Stiftelse søgte at etablere imel¬
lem os, nogen af de Haandværker og Konster, vi saa meget trænge til, men
endnu fattes eller ikke have i fornøden Mængde, saasom at forfærdige fiine


411
Uldene og Linnede Stoffer, giøre Kniplinger, Strømper, Papir, Jsen=Kram,
Søm, Sæbe &c.
5.) Jligemaade, om han ikkun ved sin Gavmildhed, gav fattige Børn
Leilighed at lære, inden eller uden Lands, disse Konster og Videnskaber.
6) En Jorddrot som ingen Livs=Arvinger havde, og ville giøre et Te¬
stamente, kunde for Exempel lætte og lindre sine Bønder Afgifterne og Hove¬
riet, hvorunder de saa ofte maa sukke, give dem Eiendoms Skiøder paa
Gaardene, men forbeholde Hoved=Gaardene en vis Herlighed og Direction
derover, og saaledes for nærværende og tilkommende Tider, giøre et stort
Tal af sine Med=Christne lyksalige, og hvad i Verden skulle vel være beha¬
geligere for et ædelt Gemyt, end at giøre andre Mennisker lyksalige, en Dyd
der virkelig har noget Guddommeligt i sig.
7) Saadan en Mand kunde og for ævig, enten skiænke Bønderne de
Tiender, han eyede pleno Jure, eller og for en vis og fastsat taalelig Afgift, til
anden almindelig Nytte, overlade dem samme bestandig og derved ikke alleene
mærkelig forbedre deres Tilstand, mens og befrie dem fra de Fortrædeligheder
Tiendernes Ydelse in Natura gemeenlig medfører.
8.) Han kunde udsette en Capital eller vis Eiendom, af hvis aarlige
Renter eller Revenuer, Præmier kunde tages til dem, der plantede de fleeste
Frugt= og Gavn=Træer, anlagde de beste Humle=Hauger, satte de fleeste
Favne Steen=Diger, fabriqverede det meeste og beste hiemgjort Tøy, brændte
Teigl &c.
9) Og da ved denne Leilighed det andet Problema i forbemeldte Ma¬
gazinets 7de Bind tillige falder mig i Tankerne, nemlig, hvilke der ere de
uskyldigste og sikkerste Midler, til at formindske Tallet af saadanne Ægteska¬
ber, som forud vides at ville blive gandske ufrugtbare, og det synes unødven¬
dig, at bekymre sig noget om den Post hos andre end Bønder; Saa bliver
vel intet Middel i saa Fald meere sikker og uskyldig, end at see den til Børne¬
Avling forældede Bonde=Kone tillige med hendes u=opfødte Børn (om hun
har nogen) saaledes forsørget: at hun kand taale at renuncere paa det Lovens
Beneficmm, Gaarden efter hendes Mands Fæste=Brev at vedblive, og Her¬
skabet faae frie Hænder, Gaarden med unge Folk igien at besætte. Og her
har atter den Godgiørende Leilighed at tiene det Almindelige.
.10.) Ved ødeliggende Markers Jndtagelse og Dyrkning, unyttige Mo¬
sers og Moradsers Bereedelse til Græsning og Eng, ung Skovs Platning &c.
kunde en Patriotisk Testator vel og indlegge sig Ære og Fædernelandet Nytte.


412
11.) Jligemaade paa vore indenlandske Fiskeriers, Kalk= og Salt¬
Brænderiers samt Fabriqvers bedre Opkomst, efter Tidernes og Stædernes
Leiligheder.
12.) At forhielpe fattige Piger til Brude=Sengen og derved befordre
Folkets Formeerelse, derom har han berømmelige Exempler for sig af andre.
13) Til nyttige Entrepriser i den udenlandske Handel (i sær paa
Grønland) som ikkun faae af de smaae Kiøbstæder tør indlade sig udi, fandt
vel og den Kyndige og bemidlede Leilighed til gode Opmuntringer.
Endelig for det
14) Da man veed, at en vis god Mand, for nogle Aar siden, udsatte
en anseelig Capital til Biblers Tryk og Uddeelelse mellem begge Rigers Al¬
mue, ligesom og endeel Herskaber og Præster have havt den Christelige Om¬
sorg, at forsyne deres Bønder og Tilhørere med Bibler, Bede=Kiæder, Psal¬
me=Bøger &c. Saa skulde den Patriot ikke giøre sig det Almindelige mindre
forbunden, som ved sit Testamente besørgede Almuen tilveyebragt nogle saa¬
danne beqvemme Haand=Bøger i Moralen og Natur=Læren, hvoraf den
paa en behagelig og fattelig Maade, kunde ledes til at giøre fornuftige Slutnin¬
ger i begge, men i sær underrettes om de nyttige Decouverter og Forbedrin¬
ger, der hidindtil ere gjorte i Agerdyrkningen og Landhuusholdningen. Al¬
muen er af selv samme Natur og Tilbøyeligheder, som andre Mennisker og
mange iblant dem, u=anseet deres ringe Opdragelse, meget begiærlig efter at
lære og læse noget Godt, men af bare Mangel, deels paa saadanne Skrifter,
som for dem kunde være forstaaelige, og deels paa Ævne til at kiøbe dem,
maa lade sig nøye med Holger Danske, Roland, Uglspeil og andre saadanne
Eventyrer.
Videre tillader Tiden denne gang ikke, maaskee dette lidet endda er
for meget, men i hvordan det nu er, haaber jeg dog at pardonneres af saa¬
danne Læsere, der indsee: at jo mere man taler og skriver i en Sag, jo nærme¬
re kommer man det Rette og Sande i Sagen, og at i saa Fald de urigtige
og ufuldstændige Begreber selv, naar de holdes imod de rigtige og fuldstæn¬
dige, hielpe til at give Sandheden et klarere Lys.
Skrevet Mortens Dag 1763
Devisen:
Erelimpigaris til videre Eftertanke.


413
Lit. G.
Om
Testamenters
hensigt til almindelig Velfært.
D¬
a i det Oeconomiske Magazins Syvende Deel, anføres det Problema,
naar en bemidlet Mand, som ikke haver Livs=Arvinger, vil giøre et Te¬
stamente til almindelig Velfærd, hvilket er da det beste Anslag, som
hannem kand gives, altsaa for a priori der om at handle, maa først anføres,
hvad der in statu qvo, er givet til gudelig Brug, hvad derved er at erindre, og
endelig hvad der endnu behøves.
1.) Angaaende Kirkerne, da ere de alle i Dannemark i en saare skiøn
Stand, og dertil til største Deels henlagt endeel Gaver; Landsbye=Kirkerne
behøve intet, de have deres Tiende, Kiøbstæd=Kirkerne, naar de ey paa an¬
den Maade kand komme i Stand, faae de Hielp af Stifternes=Kirker, saa de
ey behøver, men tverimod var at ønske, at naar Reparationer skeede, at det
da i Aviserne blev publiceret, at de, som ved Auction vilde giøre det for mindste
Betaling, blev dertil antagne.
2) De Danske Skoler saa vel i Kiøbstæderne, som overalt paa Landet
ere i Dannemark saa vel i Kong Friderich den Fierdes, som i Kong Christian,
den Siettes Tiid, satte i skiøn Stand, saa at de vel kand Hielpe dem.
3.) De Latinske Skoler ere 8 i Siælland, 2 i Fyen, 2 i Lolland og
8 i de Jydske Stifter, 1 paa Bornholm og en paa Færøe, som alle ere med
ypperlige Donationer forsynede, ja Lærerne ved 8 af de største Skoler ere me¬
get rigelig belønnede; og formeenes, at Lærerne ved disse 8te Skoler kunde
have nok til Løn, de fattige Discipler derimod noget meere; ligesom det
og derimod var høysttienlig, at Lærerne frem for alle andre efter 8te Aars


414
Tieneste ved Skolen, allernaadigst fik et got Præstekald, naar de dertil vare habile;
thi naar Lærerne idelig skal slebe ved Skolevæsenet, blive de tilsidst knarvorne, og
ey har den Lyst at lære Ungdommen, som i de unge Aar, hvorved Børnene,
som oplæres, faae samme Gemyts Syge, som deres Lærere; Foruden at
melde, at Skolevæsenet er saare besværlig for gamle Folk; Endelig synes det høy¬
nødvendig, at de Disciple, som antages i de Latinske Skoler, skulde være skik¬
kelige Folkes Børn, og en af den ringeste Almue, med mindre de havde præg¬
tige Hoveder, thi slige ringe Folkes Børn har gierne en slet Optugtelse, og
naar de engang nyde et Embede, viser deres Opførsel først deres slette Educa¬
tion i Ungdommen.
4) Elostere i Dannemark ere 8, hvorudi er 124. Fruer, Frøkener og
Jomfruer, det synes et stor Antal, og var at ønske, at ingen, førend 40 Aars
Alder, deri maatte antages, med mindre de vare svagelige; Thi Egteskabe blive
derved forhindrede, og mangen en brav Mands Barn synes heller at vil leve i
Klosteret, end gifte sig, hvor hun ey kand leve i saa gode Omstændigheder,
som i Klosteret, følgelig synes ey fleere fornøden af det Slags.
5) Enke=Casser, i Besynderlighed den Militaire og de Geistlige Enke¬
Casser i Stifterne, ere i skiøn Stand, desuden har adskillige bemidlede henlagt
endeel til Enker i Geistlige og Civil=Stand, for Exempel Sal. Hr. Cancellie=Raad
Smit givet Lundegaard og Gods til Fattige i Fyen, Sal. Mester Maturin
Castensen 20000 Rdlr til dem i Riber=Stift, de Friser og Jueler Taarupgaard
med Gods til deres Familie, Baronesse Krogh, Rosenørn, Borneman
Lassen, Worm og fleere ligeledes givet anseeligt til fattige i Familien; Oberst
Aalkreutz til 10 gamle Officerer med videre, saa at de har skikkelig Hielp.
6.) Kiøbenhavns Academies Studentere haver store og rige Stipendia,
desuden er og givet a parte til dem, som deponerer fra Skolerne af de Jueler,
Etatz=Raad Fogh, Doctor Hans Michelsen og fleere, foruden adskillige
Reyse Sripendia saa de og kand hielpe dem.
7. Hospitaler, foruden Kiøbenhavn, ere i Dannemark 105, hvori er nogle
Tusinde Mennesker, og naar man regner de Capitaler, som til Fattige i de fleeste
Sogner i Dannemark er givet, hvis Renter udeeles, udgjør det fast lige An¬
tal og naar Vartou, Convent= og Børne=Huusene tillige med de øvrige Hospi¬
taler i Kiøbenhavn tillegges, udgjør det tilhobe 4500 Siele, som alle leve af
slige Gaver, hvilket man neppe skulde troe, dog rigtig befindes, naar det efter¬
regnes; De fleeste af de Fattige i de smaa Kiøbstæder og paa Landet, nyde
hver Ugentlig 2 a 3 Mark og fordrive deres Dage i Ledighed; Da dog


415
den største Deel af dem ere saadanne, som kunde spinde og bestille noget; Det
var derfor høylig at ønske. I.) At ingen nød den Almisse uden Gamle og Svage,
2) At alle de Lemmer, som vare saa rørige, at de kunde spinde, skulde for Be¬
taling, spinde visse Pund Maanedlig, og ifald de ikke samme efterkom, da at
miste deres Uge=Penge, siden det dog er utilladelig, da Dannemark føder for
intet 4500 Siæle, at den detsuagtet dog er nød til at forskrive spunden Garn
fra fremmede Stæder til sine Fabriqver. 3) Viser Erfarenhed, at de smaa
Hospitaler paa Landet ere besværlig for den Fattige, som i dyre Tider maa saa
got som sulte ved sine 2 a 3 Mark Uge=Penge, derfor var det bedre at give en
Capital til et Sogns Fattige, og lade enhver Fattig nyde Maanedlig sin Al¬
misse af Renten, hvormed den hos sine Venner meget bedre kunde nyde sit Op¬
hold, end i et Hospital paa Landet, hvor den mangler paa alle Ting.
8) En navnlig Stistrup har givet en anseelig Capital til at lade trykke
Danske Bibler for, at gives de Fattige efterhaanden i alle Stifter, saa at der¬
paa ikke vil blive Mangel.
Heraf sees at vore Naadige Konger og Forfædre har været meget Gav¬
milde, og meddeelt den Fattige af den Guds Velsignelse, de har efterladt;
men naar man derimod nøye betragter Nytten af Gaven, saa synes intet at
være tilbage uden den betydelige Sag at befordre Giftermaale hvorved Landet
formeeres; Thi Mængde af Jndbyggere er ustridig et Lands største Lyksalighed,
i mange Tilfælde, Landet dyrkes til Gavns, Kiøbstæderne forøges, talrige
Armeer giør Naboer frygtsomme, og intet Land, i følge af dens Størrelse, haver
mindre Folk end Dannemark, thi hvor en Bonde paa 7 a 8te Tdr. Hartk boer i
Dannemark, har 3 a 4 Familier deres Føde i Tydskland, enhver, som kiender
Landvæsenet, maa tilstaae, at en Bonde, som har meere end 4 Tdr. Hartk. har
meere Eiendom, end han kand dyrke til Gavns; Fabriqver i Dannemark i
hvor store Penge derpaa end anvendes, er dog ey tilstrækkelig nok til at klæde
sine egne Jndbyggere, Haandværkerne ere over alt slette og kostbarere, end i an¬
dreLande. Aarsagen er, at naar en skal giøre Mesterstykke, maa han betale an¬
seelig til Lauget, Borgerskab, Bryllup, Verktøy og fornøden Boeskab, ko¬
ster anseelig, hvorved han kommer i Gield, og har intet at fortsette sit Haand¬
værk med, deraf nødvendig maa følge, at han sin Livstiid maa leve i Armod,
og følgelig maa ved Bedragerie søge at fortsette sin Næring; Andre af Bor¬
gerskabet kand ey heller fortsette deres Handtering for Mangel af Forskud til at
sette sig i Stand, og naar de da ey seer anden Udveye, forfalder de gierne til Li¬
derlighed for dermed at slukke Sorgen; Med Bonde=Karlen, naar han skal


416
feste Gaard, gaar det ligeledes, alt det Karlen har tient, gaar bort til Fæste,
Bryllup, med videre, saa har han intet til at fortsette sin Gaards Avling med,
hvor over endeel tager gamle Enker ved Stederne, derved bliver Folke=Man¬
gel, og Manden forfalder til Daarlighed; Mange af Middelstanden gaaer
det ikke bedre, at anskaffe fornøden Huus, Meubler og Domestiqver at holde,
koster anseeligt, Børns Opdragelse ligeledes, hvilket holder mange tilbage fra
at gifte sig, og saaledes henlever ugift, og ofte i syndig Levnet, hvilket alt for¬
volder Mangel paa Folk og mange Synder derved gaae i Svang; Jntet for¬
meenes derfor at være en bedre Gave, end at skienke Capitaler til Giftermaale,
til den ende foreslaaes.
1) Naar en skikkelig Haandverks=Karl havde tient tre Aar for¬
Svend, og giftede sig med en uberøgtet Pige af Borgerskabet, som
ey havde over 50 Rdlr til beste, skulde han nyde 50 Rdlr. Bryllups=Dagen, der¬
imod maatte Allernaadigst befales, at ingen, som gjorde sit Mesterstykke, burde
betale meere for at blive Mester, i hvad Navn nevnes kand, end 4 Rdlr til
Lauget og 4 Rdlr. for sit Borgerskab, saa havde han det øvrige til Haand¬
værkstøy og Meubler, og følgelig kunde begynde sit Haandverk uden Gield;
og naar saaledes hver Aar i en Bye paa denne Maade 3 a 4 nedsatte sig, kunde
med Tiiden ventes gode Haandverks=Mestere ligesom og Mængden vilde forvolde,
at den ene kappes med den anden, at giøre got Arbeyde og til billig Priis:
2) Bonden i steden for han nu giver Feste af en Gaard, hurde skienkes
Festen, og ey tillades at gifte sig med en Enke over sine Børne=Aar, man har
Exempel paa, at fornuftige Proprietairer, som har forundt en dygtig Karl en
Gaard uden Feste, har været bedre holden, end den, som har faaet en stor
Feste af en maadelig, Karl og efter et par Aars Forløb faaet Gaarden øde,
og derpaa siden maatte anvende dobbelt saa meget at faae Gaarden i Stand, end
Festen har importeret, følgelig burde Bonde=Karlen, der festede en Gaard,
hellere nyde en Doucenr til at sette sig i Stand med, end ved Festes Betaling at
fratage ham det, han kand settes i Stand med.
3.) De, som vilde anvende større Capitaler til Publici Nytte, kunde skienke
en skikkelig Capital til Officerer, Geistlige og Civile Betienteres Børns Gifter¬
maale, thi naar en ærlig uberøgtet Jomfrue kunde nyde en 5 a 600 Rdlr.
kunde hun altid vente en brav Mand til Beylere, hvilket og Salig Baron
Holberg meget viselig i sin Stiftelse har eftertænkt, dog var det høylig at ønske,
at Bryllups Bekostninger maatte indskrenkes saa meget mueligt, og at al Over¬
daadighed saa vel i Klædedragt som Tractemente maatte afskaffes, og reent


41
komme af Moden, ligesom og at ingen uden Bønder brugte Gilde ved Bryl¬
lupet; Thi siden Nationens største Passion er at efterabe de store, saa, naar
de støre afskaffede slige Overdaadigheder, skulde de ringere Classer snart følge
efter; Og hvor betydelig den Sag er, viser Erfarenhed, at mangen en øder sin
Kones Medgift allene til Bryllups Tractemente og Kiæder, ja ofte saa meget
den Dag, som de ellers i 1 a 2 Aar kunde leve vel af; Af denne korte Beskrivelse
forhaabes, at enhver maa tilstaae: at ingen Gave i Dannemark
kand bedre anvendes end til Giftermaales Befordring
Lit. H.
Patriotisk Forslag
til
den Danske Bondes Friehed, Formeerelse og
sande Velstand foruden Proprietariernes
Tab eller Skade.
D¬
et er saa langt fra, jeg vil betage Hr. Malling til Astrup i Jylland den
mindste Deel af den Berømmelse ham kand tilkomme for Indretnin¬
gen med sit Bøndergods, hvorom hans Project er at see i Adresse¬
Contoirets Efterretninger; at jeg endog vil ønske ham Lykke til at faae det ud¬
ført til Fordeel baade for sig og Bønderne. Men jeg har alleene i Anledning
heraf villet erindre, at det ikke i Almindelighed er den Part af Bøndernes
Hoverie, som kaldes Pløyning, Sæd og Høst, der ruinerer dem; thi det
kand ikke ruinere en Bonde, at han pløyer og saaer 5 til 6 Tønder Vaarsæd
til Hove (Rug=Sæden er ham endnu mindre besværlig) naar han i andre Maa¬
der soulageres og conserveres: Men det uophørlige daglige Hoverie, som paa


418
nogle Stæder saa meget bliver misbrugt, at alle Folkene paa Herregaardene
har at commandere over Bonden med samt hans Folk, Heste og Vogn, det
ruinerer Bonden meere end mange Proprietairer selv troer; thi jeg kand ikke
tænke, at de skulle være overbeviiste derom og dog tillade det. Enhver, i hvor
liden Erfarenhed eller Videnskab han har om Land=Væsenet, kand dog let¬
telig forestille sig, at naar Bonden daglig skal være til Hove med Heste og
Vogn, ja nogle Dage paa 3 a 4 diverse Steder, saasom, naar Manden er
i Reise til Kiøbstæden eller anden Sted, Karlen til Hove at tærske, Drengen
eller Pigen udi Pligts=Arbeide ved en Bygning, Vadskning, Veifylding
ved at klippe Faar, Skove, age Vand til Herregaarden eller deslige, og den
liden Portion Levnets=Midler, som Bonden ellers meere sparsom kunde ud¬
deele hiemme ved sit Bord, skal deeles om i 3 eller 4 Madpoeser, det da maa
være Bonden til stor Bekostning og Forsømmelse i hans egne Ting, og dog
passerer næsten alle disse Ting under Navn af smaae Hoverie, da de dog i sig
selv ruinere Bonden meere end Jordens Dyrkelse. Det var ubilligt at nægte
nogle Proprietairer den Berømmelse, som dem tilkommer for Christelig Mild¬
hed og Lemfeldighed imod deres Bønder, og der har været dem, som har
gjort sig stor Umage for at ophielpe dem, end og med deres store Tab; Men
at andre derimod jo misbruge deres Herredømme, er ligesaa vitterligt, som
øiensynligt, da nogle end ikke lade Bonden Søndagen frie for Hoverie, og
som de ere faldne paa de Tanker, at de ikke har andet af Bonden end Arbei¬
de, som vel paa nogle Steder er sandt, men af Begyndelsen har været Eyer¬
nes egen Skyld, saa vil de og skaffe Bonden saa meget at bestille, at de aldrig
skal være leedige. Det er derfor ingen Under, at Bønderne kand ønske der
maatte komme Qvæg=Syge paa Herre=Gaardene, paa det de kunde faae
Kiødet af det døde Qvæg til Føden.
Nogte Proprietairer har kiøbt deres Herre=Gaarde meget dyre, thi des
er ikke i disse Tider usædvanligt at høre, den Gaard, som for 30 Aar siden er
solgt for 20 Tusinde Rixdaler, nu at koste 60 Tusinde, og naar da den, som
har kiøbt saadan en Gaard, ingen Midler har, nødes han til, for at faae sine
Renter herud, enten at angribe Skoven, om der er Skov dertil, eller plage
Bønderne.
Derimod er det og ligesaa sandt, at de fleeste Bønder paa Proprietaire
Gods, i sær i Sielland, ere blevne som forhærdede og halstarrige under Aaget,
at de bekymre sig lidet om deres egen Beste, og skal tvinges til alt det Gode
de skal giøre. Er dette ikke jammerligt?


41
Skal derfor Hoverie ophæves, Landet og det Almindelige til nogen Nytte
og Opkomst, da maa det gandske cessere. Dette kand ikke skee paa anden
Maade, end at Herregaards=Eyere skulle (om ikke gandske miste) saa dog ind¬
skrænkes udi det Dommium eller Herredømme, som de fra gamle Tider af,
formedelst Forfædrenes simplicite, Fattigdom og Tidernes Vanskelighed,
have forhvervet sig over Bondestanden; thi skal noget opmuntre Bondestan¬
den, da maae det være Friehed, som er det kraftigste Motiv til at opmuntre
Folk til Stræbsomhed og Arbeide, hver i sin Stand, ligesom Trældom og
Slaverie derimod er odieux for den Menniskelige Natur; dette har den Store
og Høysalige Konge, Kong Friderich den Fierde af Høylovlig Jhukommelse
Allernaadigst og Visest indseet og sigtet til, ved den Høypriselig Forordning af
21de Februarii 1702, som man kand see af Fortalen til Allerhøyst bemeldte
Forordning: men at Bondestanden, Tiid efter anden, alt meere og meere er igien
blevne lagte under Aaget og bunden til Godserne, har været af den Aarsag,
at da Proprietairernes Herredømme over Bønderne, i sær de, som indlade
sig ved Fæste paa deres Land=Godser, ikke aldeeles var ophævet, og det ud¬
fordrede Mandskab til Kongens og Landets Tieneste, blev æsket af Proprie¬
tairens, saa søgte den ene Proprietair ved List og Practiqver, at trække Mand¬
skabet ind til sig, fra Naboe=Godserne, saa at nogle Godser gandske bleve blotte
før Mandskab, hvorover indløb saa mange Klagemaale til Hans Kongelige
Majestæt des angaaende, at Hans Majestæt, Høysalig Kong Christian den
Siette, blev bevæget til at hæfte Bondestanden igien ved Allernaadigste
Forordninger af 4 Februarii 1733, Art. 18, 19 og 23, af 9de Decembr.
1735 1te Post og af ite Julii 1746 Art. 2den.
Altsaa bliver da Qvæstio, om Bondestanden kand komme i den lyksalige
Tilstand at erhverve sig deres Friehed, uden at fornærme Proprietairer eller
Jordegods=Eyerne? Jeg tænker at det kand lade sig giøre, og dersom jeg
tør aabne mine ringe Tanker videre derom, da kunde det, efter Formeening
skee paa denne Maade:
At vores Allernaadigste Souverain beskikkede visse fornuftige og i Land¬
Væsenet erfarne Mænd, 4re i hver Amt, som efter afleggende Eed om Re¬
delighed og Upartiskhed, skulle taxere hver Bondes Jorder af Agger, Eng,
Skov, samt Bygning og Besætning, hvilken deres Forretning de skriftlig
skulde forfatte og i Hans Majestæts Rente=Kammer eller Oeconomie=Collegio
indlevere, saa og til hver Proprietair imod Betaling deraf give Copie. Ved
denne Taxt kunde Commissairerne ikke vel rette sig efter Forordningen af 31


420
Januarii 1691, overalt, efterdi Jordegodses Priis er saa ulige og udi disse
Tider langt høyere end i gamle Dage, der og er saa stor Forskiel paa Hart¬
Korn, at een Tønde paa nogle Steder har kostet 106 Rdlr. og derover og
paa andre Steder er solgt for 20 Rdlr og derunder.
Men det holdes for at være vissere og til mindre Fornærmelse for Pro¬
prietairer, at Commissairerne tog Proprietairernes Jorde=Bog for sig og
regnede saaledes, for Exempel:
N. N. udi N. Bye i Sielland, hans Jorder staaer i Landmaalingen for
8 Tønder Hartkorn Agger og Eng og Skovskyld a Skpr.
Jorderne ere skikkelig gode, bestaende deels af Leer og sort Muld med
lidet Sand meleret.
Han kand saae aarlig det ene Aar at bøde paa det andet,
Rug 10 Tønder, deraf bør han aarlig svare til N. N.
som Proprietair a Tønde 3 Mk. er
5 Rdlr.
kan saae Byg 10 Tønd. a Tønde 2Mk. er ¬ ¬
3= = 2Mk.
Havre 6 Tønd. a Tønde 1 Mk. 8 skl. er 1= = 3Mk.
J Steden for Hoverie bør svare a Tønde Hartkorn
§. 2. 4 § 4.
1 Rdlr. er
Og desuden giør Proprietairen aarlig en Reise i god Vey
og beleilig Tiid paa 6 Miile. NB. Hvilket alt maatte
skierpes og lindres efter Egnenes adskillige Beskaf¬
fenheder.
Hans Gaards Bygning, naar den fornødne Reparation
er fradraget, er 200 Rdlr. Værd, deraf svares
aarlig Rente a5 prø Cento er
10 Rdlr. ¬
Besætningen er 250 Rdlr. Værd, Renten deraf er 12 Rdlr. 3 Mk.
Summa 48 Rdlr. 2Mk.
Som N. N. Aarlig skal svare til sit Herskab, og altsaa er bemeldte
V. N. Gaard 800 Rdlr. Værd, til hvilken Priis den herved fastsettes til
Indløsnings Ræt i Tiden.
Skulle Bonden ikke præstere sin Rente i rette Tiide, som maatte være i
tvende Terminer, skulle Bonden efter lovlig Omgang, ved Dom kiendes fra
Rettighed til Gaarden, og maatte ingen Bonde uden efter Landstings Dom
afsettes, dog at Sagen imellem ham og Proprietairer a prima Instantia blev
paadømt i Underretten, og skulle Proprietairen ikke have større Magt over


421
Bonden end en Creditor har over en Debitor, efter Lov og Forordninger. Li¬
gesom og Skifterne efter Bønder, deres Hustruer og Børn saavelsom Tieneste¬
Tyende ikke skulle administreres af Proprietarii Fuldmægtige, men af Herrets
eller Birkeføgden, ligesom i Norge af Sørenskriveren og Proprietairen skulle alle¬
ne derved møde som Creditor, for at observere sin Ræt; Brøstfældigheden,
paa Bønder=Gaarde og Besætningens Vurdering skulle til Tinge edelig Af¬
hiembles og af Vurderings=Mændene derpaa giøres Juramentum Credulitatis.
Bonden skulle have Friehed til at opsige Gaarden i følge Loven, og efterlade
sig den med Bygning og Besætning efter den Taxt, som derpaa var sat, hvil¬
ken af fire uvillige Mænd fra Rætten udnævnet, uden Forslag af Proprie¬
tairen, skulle eftersees, vurderes og edelig bekræftes, og om det befantes, at den
sidste Taxt overgik den første, skulle det Bonden bonificeres, men gik den un¬
der, skulle Proprietairen være berettiget, frem for andre Creditorer, at søge
Betaling derfor i Bondens øvrige Effecter og Midler, efter løvlig Omgang.
Naar den Ulykke indtraf, at een eller fleere Gaarde i en Landsbye afbrændte,
skulle (dersom ellers ingen Brand=Casse for Bonde=Bygninger skulle blive op¬
rettet) og ifald Bonden ville blive ved Gaarden, som han ikke uden lovlig Und¬
skyldning maatte undslaae sig for, Proprietairen ey allene eftergive ham 2Aars
Rente af den Summa, den afbrændte Bygning var taxeret for, men end og,
tilligemed Byemændene i samme Bye, hielpe ham i alle muelige Maader at
faae Gaarden opbygt, Propritairen med Materialer og Byemændene med Ar¬
beyde. Husene i Byerne skulle inddeeles til Gaardene i Proportion af deres
Mængde, og taxeres under Gaardenes Vurdering, saa at Gaardmændene
skulle kiøbe dem af Proprietairerne eller svare Rente deraf, og derimod være
berettiget Huusleyen af Huusmændene at oppebære, derved tvinges Huus¬
mændene, som ellers paa mange Stæder legger Gaardmændene øde, til at være
Gaardmændene føyelige, og burde derimod Gaardmændene at give hver sin
Huusmand lovlig Fæste=Brev og deri beringe sig alt hvad Huusmændene
skulle give dem enten i Penge eller Arbeyde.
Men paa det Hans Kongelige Majestæt, uagtet Bønderne ey vare Vor¬
nede, dog kunde have en National=Milice til Landets Defension i paakommende
Tilfælde, saa skulle alle Landboer, endog de paa Hoved=Gaards Taxt boende
inddeeles i Lægde af Hartkorn (Proprietairen med Familie og Fokk exciperet
til Mandskabs og Hæstes Udreedelse, nemlig saa mange Tønder Hartkorn til
en Mand, ogsaa mange til en Hæst, i Proportion af det udfordrende Antal;
og skulle baade Mandskab og Hæst forblive i Landboernes Tieneste og Brug,
3


422
men af de dertil bestilte Officiers, paa visse Tiider om Aaret, som for Landman¬
den kunde være beleylig, med Mildhed og Lemfældighed mynstres og excer¬
ceeres, at de i fornøden Fald kunde være skikkede og beqvemme til Landets Forsvar.
Dersom Lægs=Brødrene ey i Mindelighed, kunde foreenes om Karlens
eller Hæstens Anskaffelse, skulle det ved Lodkastning første Gang udfindes, og
siden alternere efter deres Nummere i Lægs=Roullerne, ligesom nu ved Strøelæg,
og de andre Lægs=Brødre derefter at concurere med Betaling til Hæstens Fo¬
der og Karlens Løn, efter en engang for alle fastsat Priis.
Enhver Soldat eller Dragon skulle tiene 10 Aar med mindre Sygdom
eller andre Tilfælde forhindrede det, og maatte ikke enroulleres førend de vare
en snees Aar. Hæsten skulde ikke være under 6 og ikke over 16 Aar. Dersom
Karlen selv havde Lyst, maatte han fremdeles blive staaende over 10 Aarimod,
en Douceur af 4 Rdlr. Aarlig af Lægs=Brødrene, og han maatte ansees for
den fornemmeste af alle Bønder=Karle i Lægget, ligesom og Lægget i Sygdoms
Tilfælde skulle forpflege ham.
Bonden eller hans Hustrue efter hans Død, skulle have Friehed til, om
han eller hun vilde, at afstaae sin Gaard til Søn eller Daatter eller en Frem¬
met, som de kunde have Godhed for, men hver Gang der saaledes kom en
nye Beboere, skulle betales en Kiendelse til Proprietairen fra 2 til 5 Rdlr. 2
Tønde Hartkorn efter Egnenes Beskaffenhed og Gaardenes Fordeele.
Dersom Bonden kunde komme saavidt, at han kunde kiøbe sin Gaard
af Proprietairen og de derom i Mindelighed kunde foreenes, maatte det skee,
efter den forhen ommelte Taxt. Men Bonden skulle da være pligtig, i fald
Proprietairen det forlangede, at bekræfte ved sin Eed til Tinge, at det var
hans egen Kiøb og ikke for andres Penge, som han kunde have laant, han sin
Gaard ville tilkiøbe sig; thi saa længe han skulle forrente Gaarden, var han
pligtig at forrente Pengene af den Proprietaire, som Gaarden var underlagt.
Een Post, som og ikke lidet ville formindske Bøndernes=Hoverie og for¬
meere Jndbyggerne i Landet, saavelsom Jordens=Grøde, var at alle de Bøn¬
der=Gaardes eller Byers Jorder, som siden Lovens Publication vare under¬
lagte Herregaardene og ødelagde, skulle igien til Bøndergaarde udlægges og
med Bygning og Besætning forsynes, i følge Lovens 5te Bogs 10 Capit. 48 Art.
Dersom Herremænd eller Proprietairer skulle synes at tabe noget ved
denne Indretning, da ville de behage at betænke, hvorledes Revenuerne af deres
Godser, som nu ere underkastede stoere Hafarder af Qvæg=Syge, Misvext &c.
bleve meget vissere, da de, for den største Deel, kunde spare de store og


42
uomgængelige Forskudder, som nu medtager de fleeste af deres Jndtægter. De
kunde da betiene sig af deres Herregaarde som Lysthuuse, og ved hver Gaard, tage
sig saa meget af Hoved=Gaards Taxtens, Agger, Eng og Tørvebond som de
fant best og tilstrækkelig til deres og Betienteres samt Hæste og Creaturers For¬
nødenhed, og sælge det øvrige, enten paa forbemelte af Sr. Malling propo¬
nerede Maade, eller for en vis aallig Afgift, som ved det Kongelige Slot
Hirscholm, hvor denne Indretning, allerede i nogle Aar har været brugt og
saavidt jeg veed til Fordeel. Skulle nogle tænke, at alt for mange af Bonde¬
standen, naar de fik deres Friehed, ville begive sig ind i Kiøbstæderne for at
bruge Haandværker eller Borgerlig=Næring, og det altsaa skulle mangle paa
Agerdyrkere, da ville de betænke, at det just er Friehedens Tab og det svare
Aag, som giør Bondestanden foragtelig, hvilket ville ophøre naar de fik Frie¬
hed og Leylighed til at arbeyde for sig selv, og naar de vidste at de kunde be¬
holde for sig og sine, hvad de stræbede for, fik de meere Lyst til Fædrenelandet
og dets Dyrkelse, formerede sig meere, de kunde betale deres Skatter og Af¬
gifter selv, efterdi de selv eyede noget, faldt dem Vanlykke til, havde de dog
Credit, ja man maatte vente at de bleve skiønsommere, billigere og forsigtigere,
naar de havde noget at miste. Og skulle end nogle af Bondestanden faae Lyst
til at begive sig til Haandværker eller anden Levemaade uden for Landsbyerne,
saa ville derimod mange Friefolk af andre Stænder, forlyste sig med at dyrke
Jorden, naar de ikke derved skulle tabe deres Friehed.
Endelig ville det nok være fornøden, at det blev forbuden alle dem der
vare af Bondestand, at begive sig udaf Riget, uden sær Kongelig Allernaadigst
Tilladelse.
For det øvrige maa jeg sige det samme om disse ringe Tanker, som Hr.
Lutken i Helsingøer om sine Oeconomiske Tanker, at de ere allene skrevne til
Høyere Eftertanke, af dem som har en stærkere Tænke=Kraft og større Forfa¬
renhed end jeg.
Skrevet i Siælland den 23 de Januarii 1764.
Anonimus.
Post Seript.
Jisse Tanker har jeg ladet en Fornemme Lærdmand, som selv eyer halv Part
2
udi en Herregaard, see, og begiert hans Meening derom. Han har
biefaldet min Meening i alt og lagt tvende Poster til. 1.) At de Gaarde der


424
er større end paa 6 til 7 Tønder Hartkorn maatte deeles, hvorved Landet blev
meere bebygt og dyrket, Kongen fik fleere Folk, og Vedkommende bedre kand
svare hvad de skal. 2) At enhver Gaard maatte faae sit paa en eneste vis
Stæd afdeelet og indhegnet. Samme store Patriot har og givet mig
Dristighed og Anslag til at faae forbemelte mine Tanker ved
Tryk publicerede.
Lit. I.
Til Mons. H.
paa S. R. A.
Forfatteren af No. 16.
i det
Oeconomiske Magazins
7de Bind.
Min Herre vilde behage at observere:
A¬
t ligesaa vist, som 4 Gange3 giør 12; og 12 og 5 er 17, saa vist
maae et Stutteri af 1 Hingst med 4 Hopper, naar 3 Føl beregnes
aarlig at tillegges, og Tillegget i 5te Aar at bortselges, beregnes aar¬
lig at bestaae af 17 Bæster, hvad enten Stutteriet vedvarer kort, eller længe,
hvad enten dets Bekostning beregnes i 1 eller i 100 Aar. Og giver det intet
til Sagen, intet til Forandring i Beregningen, at den, som begynder saadant
Stutteri, i første Aar ikkun har 5, i andet 8, i tredie 11, i fierde 15, og
først i femte Aar 17 Bæster. thi giøres Beregningen, som jeg har gjort den
paa otte Aars Forløb, da haves og holdes maae i 9de Aar de 12 Fol, som
feylede i første Aars Antal, i tiende de 9, som feylede i andet, i ellevte de 6,
som feylede i tredie og i tolvte de, som feylede i fierde Aars Antal. Behager
min Herre derfor at anslaae Stutteriets Bekostning af niende tiende ellevte og
tolvte Aar til første andet tredie og fierde Aar, saa finder han at min 8 Aars


425
Beregning af 12 Bæster aarlig er gandske rigtig, og at hans Beregning paa
Kiørs Holdelse og Jndkomst i første, andet tredie, og fierde Aar har intet Sted.
2) At Smørret udgiør ikke nær et Hollænderies hele Jndkomst, for¬
uden Smørret maae her beregnes den Jndkonist af Hollænder=Ost, samt Jnd¬
komst af Vallen til at føde og feede Sviin. Naar min Herre erindrer og
omslaar disse tvende Poster, beregner han vist nok Hollænderiets Jndkomst
ligesaa høy, som jeg.
3.) At en Hæst behøver samme Huus og Rum, som to Kiør, semt at
Bekostningen af en Seng til to Karle, eller to Piger er accurat den samme.
Altsaa behøves i en Balance=Beregning imellem Stutteri og Hollænderie, intet
at tales om Staldens eller Koehuusets Vedligeholdelse, heller intet om Seng
til Staldkarle, eller Malkepiger.
4) Til Hollænderiet bruges og behøves de fleeste Steder, hverken
Vogn eller Hæste. Dets Producter transporteres af Herskabet ved Hov¬
ning. Og denne Hovning giver hver Bonde neppe et Ægt aarlig til nær¬
meste Kiøbstæd.
See! dette, uden at gaae videre, eragtes nok til at overtyde
min Herre om min Beregnings Rigtighed, og deres Anmærkningers Ugyl¬
dighed. At dette stiles til dem allene, er, fordi jeg tænker ikke, at nogen an¬
den behøver slig Oplysning. Skulde ellers en Lyst, til at giøre Anmærknin¬
ger til mine Skrifter, tiere overfalde dem, da tienner til Efterretning, at No. 9.
og No. 10, i det Oeconomiske Magazins Syvende Bind, ligeledes
ere forfattede af Deres Tienere.
O. LUTEEB.
VIII. Deel.


426
Lit. K.
Samtale
imellem
en Patriot og hans Ven,
Angaaende Folke=Mængdens Forøgelse og Regimen=
ternes Recrutering med Jndfødte, saasom gandske muelig
og høyst gavnlig for alle og enhver.
Vennen
Hvad godt Nyt siden vor sidste Samtale?
Patrioten.
Jnter synderligt, som jo er baade dig og alle bekiendt; dog har jeg nogle
nye Forslag i Hovedet om Armeens Recrutering, i Anledning af det udi
Danmarkes og Norges Oeconomiske Magazin fremsatte Problema:
Om det er gavnligt og mueligt, her til Lands at undvære fremmede
Hvervinger, foruden Hinder i Agerdyrkningen eller anden Slags
Næring?
Vennen. Hvor er du kommen paa de Tanker?
Patrioten. Nyelig var jeg hos en god Ven, hvor en stor Patriot
dreyede Discoursen paa det samme Spørsmaal; Han talte først om Folke¬
Mangel, som syntes, her at være frem for forrige Tider, og som snart skulde
sluttes deraf, at man har maattet lade komme de bekiendte tydske Colonister,
for at beboe og cultivere de saa længe ødeliggende Heeder i Jylland og Hol¬
steen, med saa stor Bekostning, og beklagede, at disse herved forefaldende
store Udgifter, som maatte uden Tvivl udgiøre en anseelig Summa, ikke kun¬
de blevet vore egne Landsmænd til Deel, som dog sikker, med meere Fliid og


427
Nidkiærhed, vilde have søgt at udføre den Høye Giveres Øyemed, end som
Fremmede, hvorom man nu maatte høre, at, da Underholdnings Douceu¬
rerne begyndte at tage af, eendeel Familier gik bort igien, og ønskede han her¬
ved, at vide, hvad der kunde være Aarsag til denne Folke=Mangel hos os,
at vi skulde nødes til, med saa stor Bekostning, at lade dem komme fra andre
Lande, ikke alleene til denne omtalte Brug, men egdog til at underholde vores
Armee, da han dog ikke kunde mærke eller troe, at Ufrugtbarheden alleene
var Aarsag derudi; men at der maatte være andre Aarsager og Hindringer.
Og da jeg biefaldt dette, og satte dertil, at de Danske nu omstunder ikke vare
af anden Materie eller mindre Frugtbarhed end de Gamle, tilligemed yttrede
mine Tanker noget vidtløftigere om Hvervingen, og Mueligheden at kunde
undvære fremmede Hvervinger, saa syntes han, derudi at finde Behag, og
bad mig, at føre mine Tanker i Pennen, i sær om det sidste. Jeg undskyldte
mig vel, det beste jeg kunde, at jeg ikke havde saa megen Tiid tilovers, helst
da sligt inden faa Uger skulde indleveres. Men da han formaaede min Ven,
at drive paa mig, har jeg nøyere eftertænkt denne Sag, saavidt mine Forret¬
ninger nogenledes have tilladt.
Pennen. Ja naar man meener at kunde angive noget, som tiener til
det almindelige Beste, holder jeg for, at man er skyldig, saa meget muelig,
at sætte sine egne Sager tilside, for at fyldestgiøre saadan Pligt imod sit Fædre¬
neland. Jeg længes nu efter at vide dine Tanker i denne Materie.
Patrioten. Herudi skal jeg tiene dig: Hvis vi skal kunde undvære
fremmede Hvervinger, maa man foriid være betænkt paa, hvorledes vi kand
faae indenlandske Folk nok. Altsaa seer du, at Folke=Formeerelsen er det før¬
ste man i dette Fald faaer at betænke, thi dette er Kilden til saadant nyt¬
tigt Verk.
Dennen. Ja det see vi hos andre Nationer, hvor der er saa stor en
Forraad af Folk, at de ligesom sælge sig til os; fordi der er for mange hos
dem selv.
Patrioren. Det kommer da fornemmelig an paa; efterdi vi see at vor
Nation er ligesaa frugtbar som andre,
1) at rydde det af Deyen, som hindrer Formeerelsen.
2) at udfinde Midler, at conservere samme, og endelig
3) at forekomme det, som foraarsager saa megen Afgantz eller
rettere Bortgang.


428


Dennen. Hvorved meener du vel at saadant sikkerst skeede?
Patrioten. Hertil vil jeg alleene give dig Texten:
1.) De forudseede ufrugtbare Ægteskaber maatte ikke blive saa mange.
2) Den Straf og Foragt, som følger Formeerelsen uden for Ægte¬
skab, maatte noget forandres og de saa kaldte Leyermaals¬
Bøder ikke falde til Lods=Eyeren; men anvendes til en nytti¬
gere Brug.
de ugifte Mandfolk, som have Levebrød, af hvad Stand og
Vilkaar de end maatte være, ingen undtagen, naar de vare
over 40 Aar gamle, maatte contribuere noget vist aarlig, enhver
efter sin Stand, og zk af deres ved Døden efterladte Midler,
til fattige og u-ægte Børns Opdragelse, hvortil og eendeel af
ufrugtbare Ægtefolks Efterladenskab maatte gives.
) De kostbare Bryllups=Ceremonier, som hindre mange Ægte¬
skaber, maatte afskaffes, ligeledes
5.) De kostbare Mesterstykker, som baade forhindre mange Ægte¬
skaber, og desuden jage mange Svenne ud af Landet.
6.) De mange store Herregaarders ubeboede Hovedmarker at ud¬
legges til Beboelse, hvorved mange Tusende gifte Familier kunde
ernæres.
7) At der i hver Sogn maatte foranstaltes 1 a 2 gode velkyndige og
examinerede Jordemødre.
8) At anordnes Hielpe=Midler paa Landet, for Syge og ved adskil¬
lig Hændelse til Skade komne, da mange, af slig Mangel, enten
døer eller blive Krøblinge.
9.) Herremændenes Tiid efter anden ubillig tiltagne Myndighed over
sine Bønder med et ubestemt Hoverie, noget mærkelig at indskræn¬
kes, da mange Jldesindede ved Misbrug deraf, og alt deres
haarde Medfart ligesom tvinger de stakkels Bønder=Karle og Søn¬
ner, imod deres gode Villie, at forlade Fædrenelandet. Endelig
10.) At Frihed og Selv=Eiendom, hvorpaa heele Landets Opkomst
beroer, blev etableret; der vilde da vist faae eller ingen af vort
unge Mandkiøn gaae ud af Landet, for at flye hen til de Stæ¬
der, hvor disse 2de store Herligheder findes, som nu saa idelig
skeer, i sær fra Jylland.


426
Dennen. At der i Jylland maae være Mangel paa ugifte Bønder¬
Karle og Etablissement for dem, see vi tydelig nok af den Mængde Bønder¬
Piger, som heele Ladninger viis kommer herover; hvis de kunde faae Mænd
hiemme hos dem selv, gjorde de ventelig ikke disse Udtog, i saa stor Mængde.
Patrioten. Du seer selv, at der var meget at sige, angaaende disse
10 Articlers Forklaring og Jværksettelse; men hermed maa du, for nærvæ¬
rende, lade dig nøye, indtil jeg en anden gang, faaer beleyligere Tiid at ud¬
lade mig nøyere herom.
Bennen. Jeg har nu nogenledes fattet, hvorledes du meener at Folke¬
Formeerelsen kunde sættes i Stand, begriber ogsaa let, at dette først burde
at tænkes paa; Men da det synes, at du, u=agtet alle disse Hindringer, endog
ikke troer, at Folke=Manglen er saa stor, at man jo kunde undvære frem¬
mede Hvervinger, og at Recruteringen gandske vel kunde tages af vore egne
Lande, uden Hinder for Agerdyrkningen eller anden Slags Næring, saa
udbeder jeg mig herom dine Tanker, jeg vil haabe (saasom du indseer Frihe¬
dens Nytte) at din Plan og er, at det skeer paa en umodbydelig Maade, og
uden Tvang.
Patrioten. Der er kuns ade Veye at vælge. Enten maa det skee ved
en frie Hverving, eller ved Udskrivning, som hidtil er skeet ved Land=Mi¬
licens Holdelse. Den første Vey, nemlig ved en frie Hverving, under Vil¬
kaar af Douceur og Frihed i og efter Kongens Tieneste, synes at være den
letteste og korteste; Thi naar det var alle og enhver tilladt, som havde Lyst til
at tiene i den Militair=Etat, hvad enten de vare vaarnede eller frie, saa bleve
i det ringeste Vaarnede nok, som vilde have Lyst til at tiene under det Vilkaar,
mit Forslag tilbyder dem, at de derfor erholdt Friheden, efter at de havde ud¬
tient, og uden Tiltale kunde opholde sig i Kongens Lande og Riger, hvor de
fandt det for got.
Vennen. Jeg troer vel, at Friheden er for det Menniskelige Kiøn en
kostbar Herlighed og stor Drivefieder, men mon dette Middel skulde være af
saa stor Virkning, at derved skulle fremstille sig saa mange, som man behøver?
Patrioten. Vist nok fleere end man behøvede. Tænk lidet efter, hvad
aldrig ellers var skeet, vilde vist nok skee i vore Dage, da de Vaarnedes Vil¬
kaar er slettere end nogen Tiid tilforn. Thi vil ikke nu enhver være Herre¬
mand eller Proprietair? Ere derved Godserne ikke stegne dobbelt saa høyt i
Prisen, som tilforn? Skal Proprietairerne ikke have deres Renter af Pen¬
gene? Hvem skulde de faae dem af, uden af Bønderne? Hvad Under da,


430
at Ladefogderne og Udriderne med deres Hielpere, altid staaer med Pidsken
over Bondens Hoved, at de ved allehaande Kunstgreb saa udsue disse Ar¬
mes Sveed og Blod, at de fleeste neppe beholde saa meget, som de kand skiule
og føde deres usle Legemer med. Hvad gjør man ikke, naar man seer Udveye
til at komme ud af sligt et Slaverie. Jeg er vis paa, at ey alleene de Ugifte,
men endog Boesiddende og Gifte vilde forlade Kone og Børn, Huus og
Hiem i Hobetal.
Dennen. Paa den Maade var jo dette Problema let opløst.
Patrioten. Jeg tvivler dog paa, at Knuden lader sig løse paa denne
Maade, thi man maae ikke gaae Hovedkulds til Værks, derved ruine¬
rede vi rigtig nok Proprietairerne, hviiket ey heller lader sig giøre, thi det
maaskee uden Hinder i Agerdyrkning og anden Slags Næring.
Vennen. Er det da bedre, at 1000 Bønder skal have Capsun paa,
eller at een Proprietair lidet indskrænkes?
Patrioten. Vi vil forsøge den anden Vey, hvorved i mine Tanker
ingen fornærmes, og hvorved ingen med Føye kand besværge sig, nemlig:
ved Udskrivningen. Udskrivningen er hidindtil brugelig ved Land=Mili¬
cens Udtagelse, saa at 60 Tønder Hartkorn, efter forhen brugelig Maade,
maa skaffe en Mand, og denne Vey holder jeg for den beste og beqvemmeste,
dog saaledes, at de Feyl afskaffes, som derved paa mange Steder foregaaer,
og som jager vor beste Mandkiøn ud af Landet, og i sær fra Jylland til
fremmede Lande, saa at man kand gierne antage, naar en Tiid af 10 Aar
balanceres, at der gaaer 200 Mand, om ikke meere aarlig ud, dog mærk!
alt af Proprietairernes Godser.
Vennen. Det er en ubodelig Skade for Landet, men hvorfor alleene
af Proprietairernes Gods og ikke af Strøe=Gods?
Patrioten. Det skal jeg sige dig: Den modbydelige og egennyttige
Tvangsmaade, som bruges af Ridefogderne ved Udskrivning er Aarsag
dertil. Hvad de ikke udtager til Soldat, truer de dermed. Har en Bonde
lidet meere, end han kand spise op paa eengang, og har en Mand een eller
fleere Sønner, da trues de med at gaae Soldat Aar efter andet, du for¬
staaer vel, at sligt sigter til et Offer, somme Tider til Herremanden eller
hans Frue, og somme Tider til Ridefogden selv eller hans Kiæreste. Disse
idelige Plukkerier tilligemed deres haarde Medfart, indskyder dem vist nok Tan¬
ker om at blive forløst, lykkes det dem nu, at de kand snige sig bort til Hol¬
steen eller andensteds, saa er heele Verden, og i sær Holland og Engelland,


431
dem et Paradis, hvorfra de aldrig ønske at komme tilbage, og drev end Kiær¬
lighed til Fædrenelandet dem, tør de dog ikke komme for Hosbondens Tilta¬
lelse for Undvigelsen, hvorpaa vi have desværre bedrøvelige Exempler nok.
Vennen. Du maae vel selv have været Ridefoged, siden du veed
saa got beskeed.
Patrioten. Ney! hertil havde jeg for stoer Menniske=Kiærlighed. Vel
er jeg en Bonde=Søn, men ikke af de ulyksalige Trællers, om hvilke jeg ikke
kand tale uden Rørelse. Min Fader havde Frihed og Eiendom, og kunde
derfor ogsaa efterlade sine Børn 2000 Rdlr. i Arv, hvorved den yngste uden at
trykkes ved Fæste, beholdt endog desuden Gaarden. Vare alle Bønder saa¬
ledes farne og Bondestanden overalt paa den Fod, skulde man ey allene finde
meere, men og taprere Folk, og større Velstand i Landet, Huuse og Gaarde
høldtes i Stand og Landet blev overalt bedre cultiveret, Folke=Formeeringen
og Landets Forbedring, kom da af sig selv. Men dette er ikke Udskrivningen
vedkommende Ting. Udskrivningen paa Strøegodserne derimod, skeer
paa en meere menniskelig og uimodbydelig Maade, og dertil sigter jeg.
6ove Tønder Hartkorn udgiør, efter forrige Indretning, et Læg, og der¬
Naar nu
over sættes en Lægsmand, hvilken Lægget selv udvelger sig.
en Soldat, i stæden for den, der haver udtient sin Tiid, skal udvel¬
ges og anskaffes, da udsøger Lægsmanden, som nøye kiender alle sine
unge Folk, en Tienstdygtig Karl, accorderer med ham, og ligesom hverver
ham, dog med hans gode Villie, og herpaa fattes det Lægsmanden aldrig, men
han har meget meere Vallet, saasom der findes villige nok, i det saadan en
Aarl nyder aarlig noget vis derfor af Lægget, ved denne fornuftige og
utvungne Hverving, kand enhver Bonde beholde sine Sønner Hiemme hos
sig, i god Sikkerhed, da der aldrig feyler paa Liebhavere og frievillige.
Vennen. Kunde dette Forhold, allevegne sættes til et Model for Ud¬
skrivningen, havde ingen Aarsag at beklage sig, og Kongen og Landet var
bedre tient med slige frievillige, hvorpaa man kunde forlade sig, at de ikke
allene ey løbe bort; men at de og vilde fægte tapper og mandig.
Patrioten. Dette maa aldeles sættes til Grund, og Kongen, som ikke
vil see sine Undersaatter umenniskelig behandlet, maa ved høyeste Unaade an¬
befale sligt, saasom vi see dette paa alle=Strøegodserne at være mueligt.
Dette forudsat, vil jeg forelegge dig hele Planen.
I.) Paa det Proprietairen og Landmanden ikke med Føye skal have
Aarsag at beklage sig over Afgang paa Folk, saa vil vi lade det
blive ved det gamle, og lade Landmilicen blive bestaaende paa den


432


gamle Foed, som den hidtil haver staaet, nemlig: af 60 Tønder
Hartkorn skal leveres en god Soldat, og de nu værende Reserver
afgaae, som udi mit Forslag nærmere paa en anden Maade skal
blive erstattet.
2) Denne Soldat maae, ved Jndrolleringen, ikke være under 16 og
ey over 20 Aar. Skal tiene udi 12 Aar, nemlig 5 Aar ved
Landmilicen og 7 Aar under et gevorben Regiment, Curassier,
Dragoner eller Jnfanterie.
3) J de 5 Aar, han tiener ved Land=Milicen, skal han aarlig have
3 Rdlr., 2 Rdlr. Douceur og 1 Rdir. Fortæring ved Excerce¬
ringen, som ham af de 60 Tønder Hartkorn, der udgiør Læg¬
get, uden Ophold 2de Gange om Aaret, nemlig Paaske og
Michaelis, hver Gang det halve, betales ved een under disse
60 Tønder Hartkorn udnævnet fornuftig Lægsmand, der af de
øvrige skal indkræve det, som beløber sig ongefær til 4 og en halv
Skilling per Tønde Hartkorn, hvilket, om det ikke rigtig beta¬
les, Soldaten ved hans Officiers Assistence er berettiget at ind¬
drive. Dette er at forstaae om Proprietair=Godserne, thi hvad
Strøe=Godserne angaaer, der paa samme Maade skal levere en
Soldat, faaer de, som hidtil er skeet, selv at accordere med ham,
om det han skal have for at tiene for Lægget.
4) Naar de nu saaledes have tient 5 Aar ved Land=Milieen, skal de
endnu tiene 7 Aar under de gevorbene Regimenter, hvortil de
aarlig afgive 20 Mand per Compagnie, der nu bestaaer af 100
Mand virkelige, hvilken Afgang strax maa besættes igien af Læg¬
gene, og altsaa hver 5te Aar leveres en Mand.
5.) J fald een, forinden disse 5 Aar ere udløbne, skulde blive sindet
at fæste Gaard, skal det tillades, naar han ikkuns skaffer en
Tienst=dygtig Karl af lige Alder i sit Stæd.
6) Denne Afgift, som maatte bestemmes til en vis Tid aarlig, giør
per Regiment der er 12 Compagnier 240 Mand, og for de fire
Danske tvende Holsteenske og Oldenborgske, hvilke trende sidste
udgjør ligesaa mange Mand som tvende Danske Regimenter 1440
Mand, som alle, naar de have udtient de fastsatte 12 Aar, skal
ved Afskeeds Erholdelse, der ikke maa nægtes dem til bestemte
Tiid, være fuldkommen frie, og ikke meere Vornet, dog ikke


483
have Frihed at reyse ud af Landet, men der boe og nære sig,
hvor de lyster, og, om de end skulde nedsætte sig, og fæste Gaard
paa Proprietair=Gods, skal de eller Børn, ikke være vornet,
men fuldkommen frie.
7) Af dette lidet Antal saaledes udskrevne Mandfolk, udtages ved de
dertil af et hvert Regiment commanderende Officiers, først 10
Mand til hver Esqvadron Cavallerier og Dragoner, de udgiør
for hver Regiment, som bestaaer af 5 Esqvadrons, 50 Mand,
og for vore 6 Regimenter Cavallerie og 4= Regimenter Dragoner,
500 Mand, de øvrige 940 Mand, til lige Deeling under vore
12 Danske Infanterie=Regimenter, som bliver 78 Mand par
Regiment, der bestaaer af 12 Mousqveterer= og I Grenadier¬
Compagnie, altsaa for hver Compagnie 6 Mand, de øvrige fire
Mand lignes paa Regimenterne.
Dennen. Men hvorfor tildeeler du hvert Regiment, Esqvadron &c. sine
visse Mand, og ikke, som et hvert Regiment &c. kand have nødig, meere eller
mindre til?
Patrioten. Hensigten dermed og Nytten deraf er denne Ved saadan
Inddeeling kand Halvdeelen af vort Cavallerie=Regiment som par Esqvadron
bestaaer af 146 Mand, blive om 7 Aar lutter Danske udsøgte Folk, der ikke
vil tænke paa at desertere med Hest og fuld Eqvipage, som ofte af de Fremme¬
de skeer, til stor Skade, siden Tabet derved er ligesaa stor ved een, som ved
fire Mousqveterers Bortgang, og dernæst, om ikke et hvert Regiment &c. fik
ved denne Inddeeling visse Mand, kunde nogle blive efterladne med at hverve
det Antal der desuden kunde fattes dem, i Tanke at de efter derom indgivne
Lister, skulde faae i Proportion efter det feylende Antal.
Dennen. Denne efter dit Anslag liden Afgang af Mandfolk i et heelt
Riige, seer jeg ikke at være til nogen Hinder udi Agerdyrkningen eller anden
Næring. Men skal disse Udskrevne da ikke, ligesaa vel som fremmede Jnd¬
hveroede, have nogen Douceur og Haandpenge for de 7 Aar de tiene i de
Jeg har øfte hørt af de Hrr. Regiments= øg Com¬
gevorbene Regimenter?
pagnie=Chefs, at en Karl koster dem 4o, 50 til 60 Rdlr., hvoraf de fleeste
dog ere slette og fra andre Potentater forløbne Folk, hvilke deels forderve vore
egne, deels ved første Leylighed løbe bort. Frugten heraf saae vi i sær afvigte
for os lykkelige Aar, da vi skulde bruge dem, løbe de i Hobetal børt, vi maatte
I. Deel.


43.
opfylde disse Bortløberes Nummere med vor egne Danske, og bruge disse, i
sær de Norske, til at bevogte hiine, som ingen Troeskabs=Eed agter.
Patrioten. Alt dette, har jeg ligeledes eftertænkt, fandt det og ubilligt
at slette fremmede Jndhvervede skulde have Preferencen for vore troe egne Land¬
sens=Børn; men jeg har herudi vildet ligesom været deres Formyndere Naar
disse udskrevne, efter 5 Aars Tieneste i Landmilicen, antræde deres 7 Aars Tie¬
neste ved de gevorbene Regimenter, skal de strax have par Mand 5 Rdlr.
Haandpenge, til at anskaffe sig Lintøy og andre Nødvendigheder for, paa det
de ikke skal nødes til at giøre laan hos deres Chef, som siden trækkes dem af i
Lehningen, af hvilken de dog intet kand miste uden at lide Nød. Dernæst
skal de siden have, for hver af de 7 Aar, de tiene, 5 Rdlr., hvilket udgiør den
Summa 35 Rdlr., og betales af Hans Majestæts eller Regiments=Casser; men
ikke før de 7 Aar ere exspirerede, og de faa Afskeed, maa udbetales dem, her
paa maa aldeles ingen Beslag, ingen Credit, ingen laan giøres i eller uden Re¬
gimenterne, men uden Afkortning ved Afskeeds Forholdelse, udbetales dem, og
ifald een i disse Aar, ved Døden afgik, det han fik tilgode, paa samme Maade
betales den afdødes Kone eller Børn, døer han derimod udi eenlig Stand
tilfalder hvad han har tilgode, Hans Majestæts eller Regiments=Cassen til
Soldater=Drengebørns Opdragelse.
Skulde en Tienstdygtig=Karl, efter disse7 Aar, endnu have Lyst at tiene læn¬
gere, skal han fremdeles for hvert Aar, endnu nyde 5 Rdlr. Douceur; men i saa
Fald, betales ham hverken for de 7 Aar, han har tient, eller de Aar, han herefter
vil tiene, før ved Afskeeds Erholdelse, da han nyder det altsammen paa engang.
Vennen. Nu finder jeg dit Forslag Raisonabelt og billigt for voxe kiære
Landsmænd; men sig mig! Hvi er du saa paastaaende i den Punct, at Dou¬
ceurerne ikke maa betales dem før ved den endelige Afskeeds Erholdelse?
Patrioten. Du approberer Douceurerne, de faae, men derhos maa
du endnu agte, at mod disses Erholdelse, forbindes de ved Afskeeden til, igien
at indtræde og giøre Tieneste i det Regiment, hvorfra de ere beafskeedigede, til
de ere 40 Aar, eller og at skaffe en anden Tienstdygtig=Mand i deres Stæd,
Fald nogen Krigs Urølighed skulde paakomme, men efter deres 4ode Aar, skal de
være fuldkommen frie. Ved denne Indretning meener jeg, at de 50 Reserver ved
hvert Compagnie, fuldkommen erstattes med erfarne og Tienstdygtige=Folk. Med
den Arrest, jeg saa at sige, giør paa Douceurerne, derved har jeg baade det almin¬
delige saavelsom Soldatens eget beste i sigte, det almindelige; Soldaten faar ey,
som de fremmede Jndhvervede, Pengene, før han har fortient dem, og ey læt


431
deserterer fra hvad han virkelig eyer, og faaer naar han har udtient, Kongen
sparer den Pension han ellers, som hidtil er skeed, maatte give, der udgiør
noget anseeligt, Landet befries for Omløbere og Tiggere, Soldaten har noget at
etablere sig med, enten paa Landet eller i Kiøbstæderne og kand blive Landet
nyttig, ved det han derved kand komme i Stand og ernære sig selv.
Vennen. Endnu bad jeg, du vilde underette mig om, hvorledes Armeen
kunde vedligeholdes, uden fremmed Hverving; da de udskrevne, efter den Plan,
som var 1440 Mand, ikke synes mig at være et tilstrækkelig Antal nok, for
hele Armeens Recrutering, hvorfra skal Resten komme?
Patrioten. Paa engang, uden at giøre Hinder og alt for stor Skade,
baade for Landmanden og Bonde=Arbeydet, samt anden Næring, kand dette
Antal ikke, i mine Tanker, udbringes, at man ey, ved at forbedre det ene
skulde forværre og forderve det andet; men med Tiden bliver det fuldkommen
giørligt, i sær, hvis, det vi i Begyndelsen har talet om Folkeformeerelsen, blev
iagttaget, og dertil sigter jeg end videre dermed, at her til et hvert Drengebarns
Opdragelse af Soldater=Standen, maatte Ugentlig gives 7 Skilling, hvis For¬
ældrene forlanger det, indtil samme Dreng blev 12 Aar, hvilket udgiør aarlig
3 Rdlr. 3 Mark og i de 12 Aar 42 Rdlr, fra det 12te Aar, maatte saadan
en Dreng selv fortiene Føden, indtil sit 18de eller 2ode Aar, fra hvilken Tiid af
han derimod maatte være pligtig at tiene for halv Douceur og 3 Rdlr. Haand¬
penge, udi 14 Aar, hvilket udgiør 38 Rdlr, og siden paa samme Maade
som de udskrevne at være frie.
Dennen. Dette Anslag vilde Hielpe anseelig til Armeens=Recrutering;
Herved fik man gode Soldater, som vare opfødde i Etaten, da mange Sol¬
dater Børn ellers døe af Mangel paa Underholdning; men da dette vilde for¬
aarsage store Udgifter, maatte dette jo extraordinair betales.
Patrioten. Ney, Regningen bliver den samme En udskreven for
40 Rdlr.
7 Aar
80 Rdlr
som giør for 14 Aar
En Soldater=Drengs Opdragelse (da de nyde frie Skolegang,
42 Rdle.
som hidindtil) koster
udi de 14 Aar han tiener, faaer han kuns
38 Rdlr.
i Doucur og Haandpenge som udgiør samme 80= Rdlr.
Vennen. Den Regning er rigtig, men da man maa soupponere, at
en Deel af disse Børn, som udi meer eller mindre Aar, have nydt disse


436
Skilling ugentlig, døe, før de kand tiene eller ikke faae en Tienstdygtig
Vext, tabes jo virkelig derved.
Patrioten. Dette Tab erstattes fuldkommen, deels ved de ugifte Sol¬
daters Dødsfald, hvis Douceurer, som før er meldt, hiemfalder til Hans
Majestæts Casse til dette Brug, deels ved de hidtil givne Pensioner, vi før
talte om, som nu spares
Vennen. Skiønt denne Indretning med disse Soldater=Børn, er
gandske god og gavnlig til Armeens Vedligeholdelse i Fremtiden, ønskede jeg
dog, for nærværende Tiid, da saadant dit Anslag har endnu nogen lang Ud¬
seende, at vide nogen Udveye til: hvorledes du meener vi endog for nærværende
kunde undvære fremmede Hverving.
Patrioten. Naar alle og enhver blev deelagtig udi de efter denne Plan
forundte Douceurer og Friheder, og de som have udtient deres Capitulations
Aar, foruden den dem allerede Allernaadigst tilladte Frihed, at arbeyde som
Friemæster, i den Profession de have lært, fik endnu Tilladelse at antage og
lære saa mange Drenge, de fandt for got, dog uden at maatte giøre dem til
Svenne, hvilket skulde skee ved en Amtsmester, hos hvilken, saadan en ud¬
lært Dreng først maatte staae i Forbund eet Aar, og imidlertid nyde halv
Svenne=Løn, saa tvivler jeg ikke om, at der jo skulde være nok, som havde
Lyst at tage Tieneste.
I.) Alle de Capitulanter, som nu ere i Tienesten, naar denne deres
Capitulation var ude.
2.) Mange af Borgerstanden og de frie Bøndex.
3.) Mange Fremmede, som hørte disse fordeelagtige Tilbud, hvor¬
ved dog var at observere, at de ved Afskeedsholdelse ikke gik
ud af Landet.
4) Maatte det og være Herremændene tilladt, at overlade de Tienst¬
dygtige Bønder eller Karle, som enten vare Straffældige eller
uskikkede til Bondestanden, for 20 Rdlr til det nærmeste Re¬
giment, naar samme ikke vare over 26 Aar, disse skulde have 10.
Rolr Douceur og tiene 8te Aar; men siden ved Afskeeds Er¬
holdelse være aldeles fri fra Fødestavn og Hosbondens Tiltale,
herved kunde man vente et stor Tilskud til Recruteringen.
Vennen. Jeg giver nu dit Anslag med Udskrivningen, saaledes som
du har fremsat den, fuldkommen Blefald; dog falder mig endnu i Tanke Ar¬
tillerie og Husar-Regimentet, disse haver du ikke udvist nogen Recruter.


43
Patrioten. Sandt nok, men de kand og altid uden Møye, som hidtil,
skaffe sig selv Folk nok.
Vennen. Jntet finder jeg nu meere at indvende mod denne din Plan
til Recruteringen og Armeens Vedligeholdelse med Jndenlandske og egne Folk.
Jeg indseer tydelig den Nytte der upaatvivlelig flød deraf:
Vi fik en frivillig og tilforladelig Armee, hvoraf faae eller ingen
vilde desertere, naar vi for Alvor havde dem nødig. Vi havde
ikke nødig at bringe saa stort et Antal i Feldten som nu; da man
forud maa giøre den Bestik: at den tiende Deel løber bort, hvil¬
ket ikke er et lidet Tab, da Mand, Gevær, Mondur og heele
Eqvipage gaaer med i Løbet.
Vi beholdte de Penge i Landet, som hidtil ere gaaet ud til uden¬
landske Hvervinger, for utroe, uvillige og bortløbende slette Sol¬
dater, hvilken Sum er af Betydenhed.
3) Endskiønt vi ikke sparede den Summa for de Jndhvervede Uden¬
lands fra, (der beløber sig, naar man endog kuns regner
40 Kdlr. par Mand, til 57600 Rdlr.), men gav næsten
ligesaa meget, nemlin 5040o Rdlr til vore egne, faaer de
dem dog ikke førend efter 7 Aars Forløb, naar de have for¬
tient dem, da Renterne saavel som hvad der hiemfalder for de
Ugifte Afdøde, kand bruges til Soldater=Børns Opdragelse.
4) Er den Modbydelighed, som hidindtil ligesom haver udjaget vort
unge Mandkiøn af Landet, blevet indskrænket, og vi kand med
Tiden vente saadan Forraad af Folk, som enten have tient eller
ere opfødde i Militair=Etaten, saa at man i Nødsfald ey tør
vente at blive forlegen for gode Soldater uden Tvang.
J Steden for mange Tiggere og Pensionister af de beafskedige¬
de Soldater, kand man nu vente gode Bønder og Borgere,
siden de faae noget at etablere isig med.
(6) Bliver Afgangen hos Proprietairerne, ved saadan Udskrivning,
saaledes lignet overalt, at ingen fik billig Aarsag til at beklage
sig, da ellers ved en frie Hverving, de skarpe og ufrugtbare
Jorder, saavel som og de Steder, hvor der fandtes umilde eller
ubillige Proprietairer, vilde blive næsten øde og tomme for
Arbeydere.


438
Jeg er derfor nu og gandske eenig med dig herudi, og biefalder overalt
dine Tanker, og udbeder mig videre ved en anden Leylighed, nar jeg har den
Fornøyelse at tale med dig, nogen nøyere Underretning om dine Tanker, i
Henseende til Folke=Formeerelsen, hvortil du efter dine egne Ord, alleene har
givet mig Texten.
Patrioten. Da du biefalder disse mine Tanker om Recruteringen
ved den fremsatte Udskrivnings=Maade, skal det være mig en Skyldighed og
Fornøyelse, hvis jeg har den Lykke at derpaa bliver reflecteret, at jeg til en
anden Tiid, kand foretage mig en fuldstændig Afhandling om Folke=For¬
meerelsen. Jeg overlader imidlertid disse mine ringe Tanker, til forbedrende
høyere Eftertanke, med Ønske: at den Høyeste vil velsigne hvad Monarchen,
vor milde Landets=Fader, saavel herudi, som alle andre Ting, foretager sig
til sine Landes og Rigers Tarv og Nytte, Gud lade Hans Majestæt, i man¬
ge Aar, see Frugten af den utrættelige Omsorg, Han viser for Sine Under¬
saatter, hvorudi Han frem for andre Potentater søger at vise Sig den
Største. Lev vel!
Hiemsted den 25 Febr. 1764
Denne Afhandling indløb noget sildig, nemlig da Trykken af det
øvrige næsten var fuldendt, men fandtes saa betydelig at den
ikke burde udelades.


Lit. L.
Tilhæng
bestaaende i
Doct. ERICHSENS.
Beretning om
Colonie=Væsenet i Sønder= og Nørre=Jylland,
samt hans Forretning derved, efter Kongelig Ordre.
Min Herre!
D¬
en sidst belovede korte Efterretning om Coloniernes Tilstand i Hertug¬
dømmet Slesvig, har jeg allerede faaet med sidste Post; jeg havde
nemlig forlangt af Herr Jnspector Warner Ostenfeldt, Hr. Casserer
Dumreicher, ved Colonie=Væsenet, og Hr. Secretair Jensen paa den Got¬
torfske Amtstue, at tilsende mig et accurat Udtog af Protocollerne, eller at be¬
svare visse Spørsmaal, efterdi jeg skulde give en liden Rapport til Trykken,
og jeg ikke vidste alting saa accurat uden ad, som dertil udfordredes, ligesom
jeg ikke heller, som de selv vidste, havde saa meget med den indvortes oecono¬
miske Indretning at bestille, som meget mere med de første Anlæg, som Phy¬
sicus, for Exempel med Landets Udtagelse og Uddeling, samt at forbedre
Feylene og Mangelerne ved Jorden, formedelst foregaaende Præparationer, saa¬
som Grøvters Opkastelse og Vandets Afledninger, nye Veyes Anleggelse,
Brøndes Gravelse, Broers Opførelse, Teiglbrænderier &c., for at giøre Lan¬
det beqvemt til videre Dyrkelse og Huses Opbyggelse: Sligt har da forbemeldte
gode Venner, som aarvaagne Mænd, i alle deres Forretninger, og i Sær¬
deleshed i Colonie=Sager, ogsaa efterkommet, og strax skikket mig denne Efter¬


440
retning, som jeg her meddeler. Men derhos giver jeg og følgende korte Be¬
retning, som grunder sig, deels paa Udtog af Protocollerne, og deels paa det
mig selv er vitterlig derom.
Om de Jydske Colonier kand jeg ikke give nogen anden Efterretning,
end den, som jeg selv har af gode Venners Breve. Man har der, ligesom i
det Slesvigske, holdt en sterk Mynstring eller Reducering, det er, man har
aftakket og afskediget alle de udygtige, liderlige og urolige, saavelsom og de
blotte Haandverksfolk, der forstode intet af Agerdyrkningen, om endskiønt de
ellers vare brave Folk, men dog uduelige til dette Øyemed. Dog fik de sidste
Tilladelse at blive i Landet, og nære sig af deres Haandverk, og Hans Kon¬
gelige Majestæt skienkte dem endda Allernaadigst 20 Rdlr til deres Indretning;
men de fleste af dem toge dog Passe, og reyste bort med de andre til Preussen
og Rusland. Unge Familier, som var Børn af de tilbageblevne, saavelsom
og Landets Jndfødte, har faaet deres Pladse og overalt saa meget Huus=Rum
og Jord, som ellers to havde bekommet; dog findes Antallet der endnu af
250 Familier, og bestaaer af Fremmede og Jndenlandske. J afvigte Høst
har hver Familie saaet 7 Tønder Vinter=Rug. De faaer endnu Dag=Penge,
og man mener, at de beholder samme indtil næste Sommer.
Ellers skal de
iforgangen Aar, have faaet stor Velsignelse paa deres Marker af Have= og
Mark=Frugter, thi det fugtige Aar har just været et got Hede= men slet Marsch¬
Aar. Da Folkene 1760 blev nedsatte, saa vilde de endelig, efter deres høy¬
tydske Maner, boe i store Byer tilsammen hos hinanden, og der hialp ingen
Forestilling; men nu har de allerede for Aar og Dag siden, indseet Skaden,
og gjort allerunderdanigst Ansøgning om, at de maae, saasnart deres Kræfter
tillader dem det, fløtte deres Huuse paa deres egen Bekostning, hver paa sin
egen Jord.
Man har strax fra Begyndelsen af, udspredet mange Usandfærdigheder
saavel om de Jydske som Slesvigske Colonister, om Tyverie, Rov og Mord;
men jeg kand med Sandhed og for Gud forsikkre, at de, hvad saadanne grove
Ting angaaer, forholder sig ret vel, i sær imod de gamle Jndvaanere, og at
ingen har berøvet den anden saa meget som en Knappenaals Værdie, og man
skulde neppe have forestillet sig, at det kunde gaaet af uden saa faa Uordener,
da der ofte iblant saadan Mængde Folk af vore egne, forefalder flere Uordener
i saadanne Tilfælde. De vare verst imod sig selv, thi de klamredes og sloges
ofte, saa at der engang blev en af dem død i saadant Slagsmaal. Men nu,
efterat man har lært at kiende de urolige Hoveder, og skikket dem bort, saa er


441
alting stille og fredeligt. J Almindelighed ere deres Hustruer meget flittige i
Havedyrkning, Spinden, Vævning for Exempel. J Jylland var overho¬
vedet flere gøde og flittige Koner end Mænd.
Meer veed jeg ikke om Jylland, thi siden August 1760. er jeg bleven brugt
ved begge Colonier i Hertugdømmet Slesvig, og havde i sin Tiid heller ikke an¬
det i Jylland at bestille, end at opsøge Vand, udsøge de beste iblant saa mange
Heder, og anlegge Teiglbrænderier; og saasnart det var kommet i Gang, og
jeg havde sat Folk derover, som derefter allernaadigst bleve installerede, saa reyste
jeg, efter Kongelig allernaadigste Ordre, til Hertugdømmerne Slesvig og
Holsteen, for der at besee det øde Land, og at prøve, om det duede noget, og
hvor mange Colonister sammesteds vel kunde blive nedsatte, saa at de gamle
Jndvaanere dog alligevel kunde beholde Tørvemoser og Græsmarker til deres
egen Huusholdning? Efter mit Overslag, som jeg ikkun gjorde speculativisk,
fandt jeg, at i begge Hertugdømmerne, fra Pinnenberg af indtil Hadersleb
indberegnet (altsaa Pinnenberg, Rantzau, Syderditmarschen, Bredstedt og
Lygomkloster med indbefattet) kunde blive Plads til 3000 Familier, og dog alli¬
gevel Hede og øde Ørkener nok tilovers, hvorudi de der værende Jndvaanere
ere saa høyt forelskede.
Hvor jeg siden i de følgende Aar ogsaa er kommen til
virkelig Undersøgelse og Udtagelse med Landmaalerne og Sandemændene, der
er mit forhen ved blotte Øyesyn gjorte Overslag, altid truffet ind, og man har
paa hvert Sted, virkelig fundet flere Pladser, end jeg saa løseligen i Aaret 1760,
havde anslaget. Fra den 25 August 1760 indtil Juul, gjorde jeg denne almin¬
delige Undersøgning gandske allene; og i Aaret 1761. maatte jeg selv begynde
med den specielle Indretning og at uddele Pladse til Folkene, som allerede vare
paa Veyen og virkelig ankom i Foraaret, først i Amtet Gottorf og siden i
Amtet Flensborg. Jeg havde saa gierne vildet reyse til Norge igien, til mine
Salpeter=Verker, men jeg kunde ikke slippe bort, førend alting var bragt i
god Gang, og kunde fortsettes af Jnspecteurer, som nu er nær ved. Jeg har
maattet lide, at Salpeter=Jnteressenterne har beskyldt mig, som at jeg havde
forladt Salpeter=Verkerne og trængt mig ind i Colonie=Væsenet: saa
at mig skede en stor Tieneste, om deres Magnificence med et Par Ord vilde
berøre denne Sag, og paa det beste redde min Uskyldighed og Ære fra denne
Blame. Tre offentlige Breve fra Directionerne, som jeg skal forevise deres
Magnificence, skal overbevise dem om Beskyldningerne, og alle Conseillets høye
Ministere, samt det hele høylovlige Kongelige Rentekammer kand vidne og alle
kand attestere om mit virkelige Kald, at jeg ikke har indtrængt mig, men at
VIII. Deel.


442
Hans Kongelige Majestæt har fundet mig særdeeles beqvem dertil, og Aller¬
naadigst befalet mig det. Først skulde jeg ikkun paa en 14ten Dage, reyse til
Ahlheden i Jylland, hvor 250 Familier allerede camperede i Telter eller Hyt¬
ter, ligesom i en Leyer, og som Physicus eftersee, om der ikke sammesteds
kunde findes Vand? og allerunderdanigst referere derom: saa kunde jeg siden
ligesaa got seyle fra Aalborg, som fra Kiøbenhavn til Norge. Om nu end¬
skiønt at alle raabte, at der var sammesteds intet Vand at finde: saa skrev
jeg dog, at man kunde faae Vand, hvor man vilde, naar man ikkun grave¬
de dybt, og tilbørlig forebyggede, at Sanden ikke maatte styrte ud, men blive
staaende. Derpaa fik jeg Allernaadigst Ordre, selv at sette dette i Verk, og,
som Physicus at prøve Jorden, i den største Heede, og udsøge de beste Egne,
hvor der var megen god Jord samlet hos hinanden, at Colonierne eller Byer¬
ne sammesteds kunde blive anlagte af de Herrer Commissarier, og at samme
ikke skulde komme paa de urette Steder, saa skulde jeg og desuden søge Kampe¬
stene, Leer og Tørvemoser, og om mueligt var, anlegge nogle Teglbrænde¬
rier. Alt dette bragte jeg, fra midt i April til midt i August, saa vidt i Stand,
at andre Betientere eller Jnspecteurer behøvede ikkun at fortsette det. For det
første udsøgte jeg de beqvemmeste Pladse til at anlegge Colonierne paa; for det
andet, efterat hver Bye var afstukket, lod jeg midt i hver Byes store Gade
grave en Brønd, snart 32, snart 28, snart 20, og snart 15 Alen dyb. Ef¬
terat man nu overalt havde seet Mueligheden, og jeg var borte, saa blev siden
flere Brønde gravede, efter de Herrer Commissariers Foranstaltning. Jeg
fandt ogsaa Kampestene, Tørvemoser og skiønt Leer, saa at jeg paa 4 forskiel¬
lige og for Bygningen beleylige Steder, udsaae 4 Teglbrænderier, og endnu
førend jeg reyste bort, bragte jeg selv z i Gang. Nu tænkte jeg, at mine
Commissioner havde Ende, og at jeg kunde reyse til Norge igien; men saa
fik jeg Allernaadigst Ordre, at komme til Colding, naar Hoffet retournerede
fra Holsteen. Da jeg kom derhen, saa laae allerede en Allernaadigst Ordre
færdig, efter hvilken jeg skulde reyse til Slesvig og Holsteen, og sammesteds,
ligesom i Jylland, undersøge alle Ting, i Henseende til de Colonier, der ogsaa
skulde anlegges. Der hialp ingen Jndvending; det heed: Hans Kongelige
Majestæt er fornøyet med hans Opdagelser, og han er lykkelig derudi, alt¬
saa maae han lade alting staae og ligge, og først ogsaa forrette denne Com¬
mission. Til Juul var jeg og færdig dermed, og tænkte da at reyse til Nor¬
ge; men! den 15de Februarii 1761 fik jeg atter Allernaadigst Ordre, strax
at reyse til Slesvig igien, for at tage imod de Colonister, som vare underveys,


44
og begynde med den virkelige Placering, for det første i Amtet Gottorf, og i
den Forretning er jeg endnu, og kand ikke blive færdig dermed, førend til St.
Hans Dag 1764. Jeg hører ogsaa overalt, at der er ingen Forløsning for
mig at vente, førend alle de høytydske Colonister ere forsynede og placederede;
man siger, at Kongens Arbeyde gaaer for alt. Jmidlertid har jeg i Aaret
1761, paa min egen Bikostning, skikket en habil Chymicus til Norge til
Salpeter=Verkerne, understøttet ham med Penge og gode Raad, og siden
den Tiid havt megen Brevvexling. Efter St. Hans Dag i dette indeværen¬
de Aar, tænker jeg gandske vist selv at kunde reyse derop. Altsaa har jeg ikke
trængt mig ind i Colonie=Væsenet, heller ikke forladt Salpeter=Verkerne;
men mange Interessentere har, som urigtige Betalere, forladt mig med deres
Penge, og standset mine Operationer. Er der nu ikkun først Penge igien
saa vil jeg og snart selv være der, uden Penge kand jeg dog intet bringe til
Fuldkommenhed, om jeg endog stod derhos. Da jeg nu i begge Kongeriger¬
ne er meget blameret formedelst Salpeter=Verkerne, saa kunde Publicum
paa den Maade allerbest blive anderledes underrettet, dersom Deres Magni¬
ficence gunstigst vilde opfylde min forhen gjorte ydmygste Begiering. Og hvor
torde jeg, som en Kiøbenhavns Jndvaaner, vel understaae mig, at foregive
Usandheder og lade dem komme i Trykken, da jeg veed, at denne Bog kom¬
mer i Hans Kongelige Majestæts og alle Høye Ministeres egne Hænder.
De maae imidlertid forespørge sig paa saa høye Steder, som de vil: saa skal
det overalt blive bejaet, at jeg ingenlunde har indtrænget mig i Colonie=Væsenet.
Nu maae jeg komme til Rapporten om Colonierne i Hertugdømmet
Slesvig, hvor jeg selv har gjort Anleggene, og endnu er derved. J Majimaa¬
ned 1761 ankom de første Transporter til Slesvig over Hamborg, fra Frank¬
furt ved Mayn. J Altona fik de de første Kostpenge, og frie Vogne til deres
bestemte Sted. Denne Defilering eller bestandige idelige Ankomst varede et
heelt Aar, i hvilken Tiid der i adskillige Transporter, ankom i alt henimod
1000 Familier, som imidlertid bleve indqvarterede hos Bønderne, indtil
Pladse kunde blive udseete, afmaalte og dem anviste; derpaa bleve de lagde
ind i de Byer, paa hvis Heder de havde faaet deres Jord, og hvor deres
anviste Jord var for langt beliggende fra Byerne, der blev bygget Hytter
for dem, hvorudi de boede om Sommeren; altsaa bearbeydede de allerede
deres Jord, førend de fik Huse. Jmidlertid blev endnu samme Aar, i Am¬
tet Gottorf, bygget 89 og i Amtet Flensborg 79 Huse færdige. Saadant
et Huus koster Hans Kongelige Majestæt almindelig 300 Rdlr. overho¬


444
vedet. Man bruger den Holstenske Bygnings Maade, og bygger Coloni¬
sternes Huse ligesaadanne som de andre Bønderhuse, undtagen at de ere min¬
dre, men alle af Grundmuur. Foran er en stor Port, som gaaer ind til
Loen, paa begge Sider ere Baaser eller Faarestalle, og Qvæget æder af Loe¬
gulvet eller Dælerne; ved Enden af Loen, er Arnestedet med en Buehvelving
uden Skorsteen, og bag i Huset ere tvende Stuer. Saadant et Huus er
42 Fod langt og 43 Fod bredt. Oven over Løen, Staldene og Stuerne lig¬
ger Høet og Kornet. De fleste Huse ere tækkede med Rør, og faa af dem
med Straa. Røgen bliver i Huset og conserverer Taget og Træverket, og
tørrer Foederet, naar det kommer halv vaadt i Huus, som ofte skeer i denne
Regn=fulde Egn. Qvæget gider ogsaa meget gierne æde af det røgede Foeder.
Naar Hosbonden seer igiennem et lidet Vindue i Stuedøren, saa har han
strax alt sit Qvæg og sine Folk for Øyen. Denne Bygnings Maade hover
mig, omendskiønt jeg ikke selv er født der, og nu befalder den ogsaa Coloni¬
sterne, endskiønt de strax i det første Aar opholdte sig derover, førend de lær¬
te at kiende sammes Nytte. Jeg har ogsaa selv allerunderdanigst udbedet
mig en Plads paa Mosen i Colonien Friderichsholm, og allernaadigst erhol¬
det samme med alle Colonisternes Bevilgninger, undtagen Reyse= og Dag¬
Penge, for øyensynlig at vise Colonisterne den rette Omgang med Mose og
Lyng=Jordens Dyrkning, ved Spade, Jld og Sand, og den derpaa fulgte
store Frugtbarhed, og for at opmuntre dem til Efterfølgelse, og jeg bygger
mig ligesaadant et Holsteensk Huus, som de øvrige Colonisters Huse ere,
undtagen noget længer og bredere, saa at jeg er ret selv indtagen af den Hol¬
steenske nyttige Facon af Bønder=Huse. J Holsteen selv ere endnu ingen Co¬
lonister; men vi har først begyndt Norden for Eyderen, eller Norden for
Rendsborg i Hertugdømmet Slesvig, og har gaaet frem imod Norden,
men Bygnings Maaden er dog eens i begge Hertugdømmerne Holsteen og
Slesvig, og kaldes den Holsteenske Bygnings Maade. J Hertugdømmet
Slesvig fik Colonisterne ikke deres Villie; her maatte enhver boe paa sin egen
Jord, og de indseer nu ogsaa allerede den store Nytte deraf, i Henseende til
Jldsvaade, som kunde paakomme, at de ikke har saa langt at kiøre deres
Giødning og Korn, og at de bestandig kand have Opsigt over deres Jord,
som de kand oversee igiennem Vinduerne. Her har vi aldeles ikke havt no¬
gen Vandmangel, men har før været plagede af formeget Vand, hvilket har
kostet noget anseeligt, at faae afgravet. Da det paa nogle Steder var no¬
get langt til Flensborg, nemlig a til 9 Mile, og der tildeels paa nogle Ste¬


44
der var meget slem Vey, at hente Muurstenene derfra, saa har jeg i Aaret
1761, paa 4 meget beleilige Steder, hvor der var skiønt Leer og Tørv nok,
i Nærværelsen af store Colonier, for Kongelig Regning, anlagt 4 Teglbræn¬
derier, som nu i en 3 Aars Tiid ere med stor Fremgang og Magt blevne
drevne for Kongelig Regning; men de har dog ikke kundet anskaffe alle de
Stene, som behøvedes, men man har maatte stille mange Huses Opbyggel¬
se til Licitation med Stene og alt, til saa mange, som vi ellers aarlig har kun¬
det levere Stene, har Hans Kongelige Majestæt selv leveret Stenene, og
da giorde Entrepreneuxerne det nogle og 5o til 60 Rdlr. ringere og bedre Kiøb,
for hvert Huus, naar de ikke skulde selv legge Muurstene til. Det var en
stor Lettelse for Undersaatterne, i Henseende til Kiørselen, at de dog havde saa
mange i Nærværelsen og ikke saa langt borte fra at føre. Vognleyen er ofte
kostbarere end Stenene selv, naar de skal hentes langt borte fra. Ellers har
Stenene paa nogle Aar været meget dyre, og ikke at faae ringere end 6 Rdlr.
og ofte neppe for 7 Rdlr., ja vi har engang maattet give 9 Rdlr for hvert
Tusende. Vore 4 Teglbrænderier kand aarlig selv levere et Antal af 1626000
Muurstene eller for 9756 Rdlr. Dersom og Hans Kongelige Majestæt
endelig engang ikke meere behøver disse Teglbrænderier, men vil sælge dem,
og skulde heller ikke faae meget for dem; saa har de til deels allerede betalt sig
i 4 45 Aar (saa længe kand Kongen selv behøve dem), og deels betaler de sig
videre som et nyttigt Anleg i Landet, efterdi Skovene dog tager saa meget af,
og der dog tilsidst maae bygges lutter sterke Bønder=Huse, naar de gamle
skulde forgaae eller afbrænde. Det er nu allerede der i Landet lettere, at op¬
føre et grundmuret, end et Bindingsverks Huus, saafremt Veyen er ikke
alt for lang, at føre Muurstenene. Der kand sammesteds aldrig blive nogen
Mangel paa Tørv eller Jldebrand til Teglbrænderierne, saa store og dybe
ere Moserne. Nøyagtigere Efterretning derom seer Deres Magnificenee af
Hr. Jnspector Ostenfeldts Promemoria derom.
J Junii Maaned 1763, førend Mønstringen eller Reductionen skede,
fandtes overhovedet i Hertugdømmet Slesvig af omtrent 1000de, endnu 953
Familier; de øvrige vare døde eller bortløbne. J Julii Maaned efter Re¬
ductionen, fandtes 678, og i Januarii 1764 findes endnu virkelig 674 Fa¬
milier, eller 2855 Siele, med Koner og Børn indberegnede. De, som ere
blevne reducerede eller har selv aftakket, ere altsaa overhovedet 275 Familier
eller 1070 Siele. De beholdne 674 Familier ere efter al Anseelse ret gode og
flittige Folk, og ere saaledes fordeelte: Amtet Gottorf har deraf faaet 409,


446
som vel allesammen har Jord, men ikke alle Huse og Besetning, men skal
have til Foraaret. J Amterne Gottorf og Flensborg, har allerede 178 havt
deres fulde Besetning, siden Maji Maaned 1762, og 368 Huse ere for den
største Deel gandske færdige; nogle faa deraf (omtrent 30) ere i Amtet Got¬
torf endnu ikke gandske indrettede, saa de kand beboes; 120 andre har været
J fald det skulde komme
til Licitation, og skal opbygges i dette Aar 1764.
dertil, at 3 Hede=Schæfferier Kongel. Forpagtnings Stykker) skulde blive
gjorte til Pladse for Colonister, som er i Gierde, og som allerede ere opmaal¬
te saa faaer Amtet Gottorf endnu 85 til, og altsaa i alt 494 nye Jndvaa¬
nere flere, end det forhen havde. Men i dette Aar kand der dog intet blive
af, efterdi Bønderne paa engang ikke kand skaffe saa mange Vogne og ud¬
holde den Kiørsel. Jeg har allerunderdanigst gjort Forslag, at det var bedre,
at disse og andre, ikke meget indbringende, og ikkun saa kaldede, men ingen¬
lunde virkelige Schæfferier, naar Forpagtnings=Aarene vare til Ende, bleve
deelte i smaa Bøndergaarde paa 30 Demather, hver Demath til 216 Eyder¬
stædtske Qvadrat=Roder, og hver Rode til 8 Al. beregnet, og at sælge dem paa
Condition, at enhver Kiøber skulde bygge et Huus paa sin kiøbte Grund og
ikke Byeviis. Det blev da omtrent Fierdendeels Gaarde. Thi det var jo
et skiønt Koppel og en prægtig Vang eller Løkke, som holdt 6480 qvadrat
Roder, eller hvorudi der kunde saaes 22 Tønder Udsæd; saa fik Hans Kon¬
gelig Majestæt for intet, Landet bedre besat med Folk, og ved de Fremmede
blev indført nye Mark= og Have=Frugter, som de øvrige kunde tage Mynster
af til Efterfølgelse. For de Fremmede skulde findes Hede=Jord nok, der skik¬
kede sig ogsaa bedre til saa mange Friheder og Fortin, som de faaer, end som
gammel og skatskyldig Jord, hvorfor Kongen gierne kunde faae Penge til, og
endda Landet besat med Folk. Ved Meyeriegaarden Krakelund i Amtet Flens¬
borg (som er en maver Geest= eller Hede=Gaard, tet ved den bekiendte flyvende
Froesle=Sand) gjorde jeg samme ret tydeligt, som nu ogsaa allerede til den Ende
er opmaalt, efter det høylovlig Rente=Kammers Ordre. Samme indeholder
foruden Græs=Marker og Tørvemose, allene af Hede=Agerjord og endnu ubrudt
og udyrket Hede, 802576 Qvadrat=Roder, a 8 Alen, eller 3715 Demahter,
eller 221 Tønde Udsæd, eller 123 smaa Gaarde, hver paa 30 Demahter, eller
221 Tønde Udsæd, a 233 Qvadrat=Roder, som almindelig tages. J den
Stand, som det nu er, indbringer det omtrent 350 Rdlr. Forpagtnings¬
penge. Alt for faa Petige af saa megen Jord! naar nu Reparations Bekost¬
ningerne fra Bygningerne skal afgaae fra Jndkomsterne af saa mavert Gods,


447
saa bliver næsten intet til overs. En Mand kand heller ikke saa vel tvinge saa
meget Land, som 123 Mænd kand, og Afgivterne deraf vilde 5 gange over¬
stige Forpagtning=Summen, naar endogsaa hver Gaard ikkun aarlig gav
10 Rdlr i alle Slags Udgifter og Skatte, i hvad Navn de end have kunde.
Jeg supponerede, at de første Kiøbe=Penge for hver Plads vilde beløbe sig til
100 Rdlr. Forpagteren skal nu ogsaa trække 120 Rdlr. visse Jndkomster,
hvilke kunde a parte blive lagte til det Kongelige Register; det meste deraf er
Hoverie=Penge &c. Enhver skulde billig selv bygge, og det paa sin egen Jord.
Jeg tænkte, at mange velhavende Borgere fra Flensborg skulde sammesteds
bygge sig Lyst= og Apls=Gaarde, efterdi det ikkun er en Miil fra Staden; og
de nye nedsatte Bønderfolk kunde da, ligesom Amagerne i Kiøbenhavn, trække
store Fordele af Flensborg, og Staden igien af dem, efterdi der er ikkun en
Miil derfra indtil Staden. J Nødsfald var da sammesteds og et heelt Com¬
pagnie Recrouter at faae, som vilde holde Stik. Dersom det nu ogsaa
kom dertil, at der blev gjort ligesaadan Indretning med alle de øvrige Domai¬
ner, og alle de øvrige Heder og Overdrev i Landet bleve deelte imellem Bøn¬
derne, optagne og dyrkede, og de alt for store Bøndergaarde blev deelte i min¬
dre, og efter Forældrenes Død fordeelte imellem Børnene, og naar det blev
ogsaa smaa eller fattige Folk tilladt (uden først at spørge Bønderne derom) at
indrette sig en Kaalhave, og derhos bygge sig et lidet Huus, hvor de ikkun
kunde anvise Sand= eller ledig liggende Hede=Jord: saa skulde man efter 50
Aars Forløb, næsten kunde tælle 2 gange saa mange Mennesker som nu, og
ikke mere trænge til, at faae den Kongelige Armee talrig og holde den ved lige,
ved at anhverve fremmede Recrouter for saa mange Penge (som ofte ere meget
lastefulde, og befænger Landets Børn dermed, og kand føre dem i Uorden,
ja som ydermere sielden holder Stik, naar det kommer til Trefning. Hermed
skulde vel og tillige det allervæsentligste af det 4de Problema i det 7de Bind af
det Danske Magazin være besvaret.
Græsmarkerne og denne skiønne store Tørvemose ved Krakelund &c.
kunde a parte bortforpagtes, men ikkun til de nye Beboere, hvorfor de skulde
hæfte til Stavn, og kunde nærmere foreenes om Brugen. Sligt maatte være
et Arve=Fæste eller Forpagtning, og være grundet paa en billig Taxation. Jeg
antager altsaa ikkun 409 Colonister for et vist Tal for Gottorfs Amt, omend¬
skiønt, dersom det forbemeldte skeer, de 85 dog alligevel kand komme dertil, og
blive Slesvigske eller Jndfødt Colonister. Men det maae gaae til hvorledes
det vil, og skee af hvad for en Nation det vil, saa bliver dog Gottorfs Amt


448
til Slutning 494 Familier rigere, saa længe disse Domainer ikkun ey bliver i
den gamle eller uddeelte Tilstand. De forbemeldte 120 Familier i Amtet Got¬
torf, hvis Huse ikkan først har været til Licitation, og som først i denne Efter¬
høst er bleven deres Jord anviist, har dog allerede arbeydet noget der¬
ved, efterdi de ligger indqvarterede i de nærmeste Byerved samme Jord. Am¬
tet Flensborg og Landskabet Bredstedt har i Aaret 1761. faaet 79 Familier,
hvis Huse allerede for længe siden ere opbyggede, og Folkene forsyne med fuld
Men nu skal de endda have flere; Thi jeg har faaet naadigste
Besetning.
Kammer=Ordre, at gaae det bedre igiennem (den første gang kunde jeg ikke selv
være hos ved Landets og Jordens Udtagelse, efterdi jeg havde meget og det
samme at forrette i Amtet Gottorf) og jeg har ogsaa i afvigte October og Nø¬
vember Maaned, gjort en god Begyndelse dermed, og allerede fundet 58 Pladse
meer, allene i Landskabet Bredstedt, hvor der forhen ikkun vare 9 udtagne;
thi i dette lidet Landskab, var endnu af udyrket Hede 3539500 Qvadrat=Ro¬
der, eller 16386 Demahter 124 Qvadrat=Roder, eller 12289 Tønder 268
Qvadrat=Roder Udsæd, og til de 58 Pladse medgik ikkun 250560 Qvadrat¬
Roder, eller 1160 Demahter, saa at der for Liebhabere blev endda Hede¬
Ørken nok tilovers. Sandemændene ansloge ikkun 58; dette Forret¬
nings=Jnstrument underskrev vel jeg og Herr Magister N. Scythe men, dog
med Reservation af en nærmere Demonstration til noget mere, som ogsaa skede,
og vi beviste efter Maal og Hedens Bonitet, at der gandske føyelig kunde ned¬
setres 108 nye Colonister, og at der dog alligevel blev Overdrev eller Hede
nok tilovers, nemlig 3072940 Qvadrat=Roder, i dette lidet Landskab, hvor¬
af desuden endda Halvparten er Marschland. Jeg siger, at der bliver endda
Hede nok tilovers, ligesom det skulde saa være. Ney! det gaaer mig ikke fra
Hiertet, men jeg maae ikkun rette mig nogenledes efter det der i Landet endnu
brugelige gammeldags Begreb, ligesom at ingen Bonde kunde leve uden He¬
de; ellers var at ønske, at der i Landet, ligesom i en Deel andre Lande, in¬
gen Hede mere fandtes. Hede skulde ikkun erklæres frie eller som en confisca¬
bel Vahre, og gives til Priis for enhver. Det kand være, at man i Flens¬
borg=Amt, finder endnu ligesaa mange Pladse. Vinteren afbrød denne nøyere
Undersøgelse; men med Bredsted blev man dog just færdig. Udtagelsen
skeede nu, ligesom altid, af mig selv, eller i min Fraværelse af min
Adjunctus Herr Magister V. Scythe og 2 meget habile og eedsvorne
Sandemænd, som tillige ere gode Landmaalere Landkortmagere, og heder
Brødre Hemsen, hvilke selv tillige ere Bønder, og boer i Nyble i Tunder¬


449
Marsch. Den udtagne Jord bliver strax taxeret af dem, hvad den kand ind¬
bringe Undersaatterne i den nærværende Stand, efterdi Hans Kongelige
Majestæt allernaadigst vil gotgiøre dem det i deres Afgifter. Enhver Co¬
lonist har, i dette Hertugdømme, faaet 30 Hedeskiepper eller 4320 Qvadrat¬
Roder, eller 15 Tønder Udsæd, men man har siden befundet, at det virkelig
er for lidet for en Familie, for at kunde leve deraf, i sær da Grunden ikkun
er maver og sandig. Det er dem ogsaa allerede blevet allernaadigst lovet, at
saasnart de har dyrket denne Jord, skal de faae meere Land, efterdi der ligger He¬
de nok rundt omkring dem. (Nogle ere allerede færdige med deres Jord.) Amtet
Tundern blev ogsaa undersøgt sildig i Efterhøsten 1762, og fundet 236 Pladse,
hvoraf de 82 allerede bliver bearbeydede og dyrkede, og Husene har været til Lici¬
tation, at de skal opbygges i dette Aar 1764. De øvrige ere deels underkastede
Stridigheder, og deels kand dog Amtet i et Aar ikke taale eller udholde al Kiørselen
til Bygningerne, derover er de øvrige Huses Opbyggelse udsat, indtil i Aaret 1765,
og da skal Pladsene besettes med Landets egne Børn, som kand og vil giøre det, uden
Dag=Penge, af hvilke mange ogsaa anmelder sig) for at faae en Blanding af
to Nationer, til en nyttig Nidkierhed og Kappen, dersom alle de Tydske
skulde imidlertid være blevne placerede andensteds. De 82, som allerede dyrker
og bearbeyder deres Jord, ere inqvarterede i de nærmeste Byer. Hver anden
Plads er omtrent bleven ledig, thi det er bedre, for ovenmeldte Kappens Skyld,
naar de Tydske og Danske bliver blandede imellem hinanden, end naar hvert
Slags boer for sig selv. Der findes endnu overhovedet 134 Familier, som ere
uplarerede eller i Reserve. Til dem har man destineret enten de vacante Tun¬
derske Pladse, eller de Bredstedtske, tilligemed dem, som bedre frem i For¬
aaret, kand blive udtagen og afmaalte.
Til Amterne Husum, Apenrade, og Hadersleb, saavelsom til Birket
Lygum=Kloster &c. er endnu ingen komne, og samme ere heller endnu ikke ordent¬
lig blevne undersøgte af mig, med Sandemænd og Landmaalere. Men der
fattes virkelig heller ikke Hede=Land i disse Amter J Amtet Gottorf har fire
Holsteenske Mænd indfæstet sig i Colonisters Huse og nyder ogsaa Dagpenge.
Jblant Mose=Colonisterne blev strax i Begyndelsen, immer den 5te Mand med
understukken af Landets egne Indfødte, efterdi de vidste bedre at omgaaes med
Mose=Jordens Tilberedelse, hvorfor de Høytydske vare bange; det beløb sig
til 37 Familier, hvilke ligeledes faaer Dagpenge. Og da siden afvigte Junii
Maaned og efter Reductionen, er bortløbet en Deel Tydske, og der i forrige
Efterhøst=Session blev casserede nogle slette og liderlige eller dovne af Landets
VIII. Deel.


450¬
Jndfødte (men ikke en eeneste Høytydske) saa ere ogsaa 36 andre indfødte Fa¬
miler eller Landets Børn uden Dagpenge antagne og blevne satte i de vacante
Pladse. Der melder sig saa mange, at man ikke er forlegen, for at faae Va¬
rancerne besatte, og Tilløbet bliver bestandig større, efterat de seer, at det
gaaer an, at man kand got leve og boe der, og de forlanger ingen Dagpenge.
Naar man først har faaet og afmaalet Hede=Jorden, (men den maae man lige¬
som tage med Staal Handsker, thi ingen vil miste noget af den kiære Hede, og
heller ikke dyrke den; ja de tænker endog virkelig, at det er deres private
Eiendom) og der er blevet et lidet Huus opbygget, saa vil det aldrig fattes for
Bebøere, eller komme til at staae ledigt; Løber der en bort, eller bliver casse¬
ret, saa findes der strax igien 10 Sollicitanter, som allerede længe har luret
efter en Vacance, saa at man ret har Val og kand søge ud. Jeg mener ellers,
at ikke ret mange flere nu løber bort, og at der ogsaa skulde blive faa flere at
cassere, thi de, som vi nu har tilbage, ere ret artige, lydige og flittige Folk;
de har altid, men i sær i afvigte Aar, arbeydet saaledes, som de tænkte til, at
blive der ævig. Cassation er nu den største Straf; derfor ere de overmaade bange,
i sær da de seer, hvorledes de Jndfødte ikkun lurer efter deres Pladse, opmun¬
trer dem til at løbe bort, og siden selv antager deres Pladse, og det uden Dag¬
penge. Tilforn truede de os med, at ville reyse bort, naar man talede dem
til, men nu er det gandske omvendt og forandret, naar de ikke ere flittige, saa
truer vi dem med Afsked, og Cassation er, som sagt, den største Straf for
dem. Siden den Tid at der er bleven sat flere Jnspectores, og de har atter
igien i hver Colonie en Ladefoget under sig, saa har Sagen faaet en gandske
anden Anseelse og Orden. Der er i forrige Sommer allene bleven meere ar¬
heydet, end i de to Aar forhen. Det maae man tilstaae, at de Høytydske,
som ere skikkelige Folk, ere tillige med deres Koner xet udvalgte Bønder, hele
Agerdyrkere og Huusholdere; deres Huus og Tøy er saa reenligt, deres Ha¬
ver saa smukt i Stand, og deres Agerjord arbeydet saa fiin som Meel.
De holder deres Qvæg meget net; de strigler endogsaa Køerne og Stu¬
dene, og giver dem flittigt Salt, og noget at purgere efter; de siger, at det
er meget sundt for dem, de, som har Evne dertil, strøer Salt i deres Høe¬
Stakker og Hekke, naar de fører det ind; Samme smelter, naar Høet spe¬
der, gjør det grønt, velsmagende og sundt, i sær, som de siger, naar der
skulde findes giftige Jnsecter, eller mange af deres Æg deriblant. Deres
Koner ere meget flittige om Sommeren i deres Haver og ved deres Bleeg, og
om Vinteren ved Spinderokken og Væven. De holder meget gierne deres


451
Børn i Skole, og lader dem lære at læse og skrive. De rette Agerdyrkere
iblant dem førstaaer, foruden Avlingen, af de sædvanlige Mark= og Have¬
Frugter, Rug, Boghvede &c. Cartofler, Hirse, Tyrkisk=Hvede, Vikker,
Humle &c. og ogsaa at avle Saffran, Annis, Skiersødt, Tobak, Farve¬
Urter, &c. og enhver af dem er en halv Urtegaardsmand. De ere allesam¬
men meget for Haver, og derpaa har vi stor Mangel.
Geest=Bonden avler i alle sine Dage ikke andet, end Rug og Boghvede,
græsser og føder sit Qvæg paa Heden og Overdrevene, graver og sælger
Tørv, og meyer sine Græsmarker og Enge, naar han har nogle, og troer
derhos fuldt og fast, at der kand intet andet voxe, ellers vilde deres Forfædre
for længe siden have plantet det, saa det var kommen til dem. J at hugge
Træer og fælde dem, ere de store Mestere, men hverken forstaaer eller har Lyst
til, at plante et eneste. For saa vidt er det meget got, at der ved de frem¬
mede Folk, som hist og her bliver adspredte i Landet, og paa hvilke alles Øyne
ere henvendte, bliver dog antændt et bedre oeconomisk Lys. Jntet uden Exempler
ere i Stand til, at opmuntre Bonden til at giøre Forsøg; Ord, Skrifter,
Formaninger og Forordninger kand altsammen intet udrette hos ham; og
det er ligesaadant beskaffent med den Høytydske Bonde; hvad han ikke har seet
i sit Fæderneland, det troer han ikke heller, for Ex. at der af Mosejord kand
blive god Jord, og at det vaade Land kand ved Afgravning og Grøftning
blive got, frugtbart, og meget bedre Land, end den øvrige sandige Geest er.
Der skal vel ingen troe, hvad jeg nu i tre Aar har udstaaet med dem, an¬
gaaende denne Artikel. Man maatte tvinge dem til, at giøre Graver og op¬
kaste Grøfter; jeg gjørde det først paa mit Stykke til Mønster for dem; da
de nu i 2 Aar efter hinanden, hos mig og hos sig selv, har seet de skiønne Frug¬
ter deraf, saa troer de det først nu, og legger sig efter at grave og grøfte af.
Derudi ere nu Landets Jndfødte bedre, naar de ere komne fra saadant
et Sted, hvor sligt Arbeyde er i Moden. Derimod er ingen Sandbund saa
slet, at Colonisten tænker jo dog at kunde avle sit Brød derpaa; thi hans Ho¬
vedsag, som er Cartoflerne, voxer i al Jordbund, og allerhelst i Sand. De
Høytydske Colonister ere meget sparsommelige og gode Huusholdere, det seer
man iblant andet ikkun af denne Omstændighed:= De smaa Børn løber hele
Dagen ud paa Heden, omkring paa Fæedrifterne og paa Landeveyene, og
samler s v tørre Koekaser og Hesteskarn op med Hænderne, og bærer det sani¬
men i smaa Hobe; derpaa kommer Moderen, og bærer det hiem paa Hove¬
det i en Kurv efter deres Sædvane, og kommer det i Møydyngen, eller der¬


452
som det er langt borte, og Manden allerede har Heste og Vogn, saa henter
han alle disse sammensankede smaa Dynger hiem med Vognen. Denne
Sparsommelighed og fattige Jndsamling af Giødning, samt den store Umag
og Slæb, beundres endog høyligen af Slesvigerne, som ere vante til, at have
alle Ting fuldt op.
Saa snart det ikkun er en Colonist mueligt, at kunde føde en Koe hele
Aaret igiennem paa Stalden, saa giør han det, han tager ogsaa de øvrige
Kiør hver Aften hiem, sigende, at en Koe, som bliver foeret hele Aaret igien¬
nem paa Stalden, skaffer mere Giødning, end 5 Kiør, som den meste Tiid
af Aaret baade Nat og Dag, gaaer omkring paa Heden; thi for Giødningens
Skyld holder man just Qvæget. Naar en Colonist ikkun først har samlet saa
megen Giødning tilsammen, at han for sig og en Koe kand avle nok af Car¬
tofler, Kaal, alle Slags Rødder og Haveurter, Klever= og Vikke=Foeder, &c. saa
har han ikke nogen Nød mere, thi saa foerer han sin beste Koe hele Aaret igien¬
nem paa Stalden, med Blade, Ukrud eller Aflugning, Rødder, Cartofler, &c. og
kommer snart i den Stand, at han kand avle saa meget, at han kand holde2, og til¬
sidst flere Kiør hele Aaret igiennem paa Stalden. De siger og, at en Roe, som
paa Stalden faaer saa meget grønt Foeder, som hun gider æde, malker
ligesaa meget som 2 andre, der løber omkring paa den almindelige
Græsgang, og enten bliver plagede af Fluer, eller maae udstaae meget af
ondt Veyr, men den Giødning, som faaes mere, er dog Hovedsagen. Jeg
har og selv observeret, at de Slesvigske Bønder samler ikkun meget lidet Giød¬
ning af alt deres mange Qvæg, som næsten i de tre Fierding Aar, baade Dag
og Nat, løber omkring paa Heden, og at de strøer aldeles ikke under Qvæ¬
get, efterdi de maae give deres Creature det Straa at æde, som andre Natio¬
ner bruger til at strøe under dem, siden de endnu ikke forstaaer, om Vinteren
at foere med Cartofler, Rødder &c. Naar man har mindre Giødning, avler
man mindre Korn, og følgelig bliver lidet eller intet Straa til Understrøelse,
eller tilovers til Giødningens Forøgelse. Colonisterne ere eensstemmige i at paa¬
staae, at Køerne om Vinteren malker bedre efter Cartofler end efter Høe; men
saavidt ere vi dog endnu ikke komne, at vi skulde have saadan en Mængde af
dem, at vi kunde bruge dem til at foere Qvæget med; dog vil det ikke
vare længe, førend det kand komme dertil. De ere endnu for dyre og
kostbare, thi naar Colonisterne fører dem til Kiøbstæderne, kand de der
afsette dem for 10 Mark Danske Tønden. Colonisterne siger, at de maae
først blive saa overflødige og i saa let Priis i Landet, at Tønden ikk giel¬


453
der mere, end 4 Mark Danske førend man med Fordeel kunde bruge
dem at foere Qvæget med. Borgerfolk, Haandverksfolk, Soldater og
fattigt Folk i Kiøbstæderne, finder stor Smag derudi, og deres Regning
derved, og siger, at et Maaltid Grød er kostbarere end 3 Maaltider
Cartofler; hvad ville de ikke sige, naar de først kand kiøbe Tønden for
4 Mark Danske; Thi meer, siger Colonisterne, at de ikke koster i deres
forrige Fæderneland, hvor de ere i Moden, og avles i stor Mængde.
Der kand altsaa allene ved denne Frugts Fremavl, med Tiden
tilvoxe Fædernelandet og dets fattige Folk, stor Nytte.
Riøbenhavn den 6te Februaril 1764.
J. G. ERICHSEN.


455
J de 8 Hede= og 8 Mose=Colonier i Amtet Gottorf fore¬
findes
289 Pladse.
J den 17de, 1øde, 19de, 2øde og 21de Colonie ved Du¬
venstedt, Børm, Berend, Klapholtz, Havetoft,
Hostrup, Bistoft og Taarsbalig, hvis Huse virkelig
har været til Licitation
40
9 Pladse.
Ved de 3 Shefferier i Amtet Gotorf, Mihlberg, Ehur¬
burg og Binge skal forefindes
Tilsammen i Amtet Gottorf, 494 Pladse.
De i den uste, aden, zdie, ade, 5te, 6te, 7de og 13de
Colonie i Amtet Gottorf, som tilsammen udgiør 99
Familier, har havt deres fulde Besetning siden Maji
Maaned 1763, og til de øvrige Colonier, saasom den
øde, yde, 10de, 11te, 12te, 14de, 15de, 16de,
17de, 18de, 19de, 2ode og 21de Colonie i Amtet
Gottorf, ere Besetnings=Pengene allerede anviste til
Betaling, som bliver dem udbetalte i Foraaret.
79 Familier findes i Amtet Flensborg, hvis Huse ere byg¬
gede og forsynede med al Ting.
Af Holstenere, som nyder Dag=Penge, har indfæstet sig
overhovedet
4 Familter.


456
Af Holstenere, som ere Mose=Colonister, og endnu nyder
Dag=Penge
37 Familier.
Af Holstenere, som ere Mose=Colonister, og ingen Dag¬
26 Familler.
Penge nyder, forefindes
Udtogets Rigtighed bevidner
Slesvig
den 28 Januari 1764.
Dumreicher. C. Jensen.


