anske Maanedtligt
Skiald=Didender,
Erries
NELEPAAAL
Med Køngelig Allernaadigst Bevilgning.
Første Hefte.
For 27 Maaneder fra aste Ottober 1761.
indtil den 31te December 1763.
Kiøbenhavn, trykt hos L. LHeiden, boende i Peder Hvidtfeldt=Strædet.


lmprimatur,
Jk, Pavziær


Min Læser!


Dette Blad jeg haver ladet trykke,
Jfald Skiald=Tidenden hos Dig har havt den Lykke,
At giemmes, for engang at samles i et Bind,
Da Du med Titel nu kan faae den heftet ind.
Vil Gud, jeg leve maae, saa vil jeg stræbe efter,
At see Dig vartet op med nogle flere Hefter.
Det kommer derpaa an, at jeg kan bifald faae:
Thi uden Læsere jeg Pennen legge maae.
Endeel vel ønskede, jeg critisk skulde skrive:
Saa de opmuntrede og glade kunde blive;
Men paa de Jndfald jeg ey giøre vil Forsøg.
Det er ey mit, med Folk og Ting at drive Spøg.


Maaske at mangen en i Førstningen sig spaaede,
At see slig skiemtefuld satyrisk Skrivemaade.
Maaskee det hialp en Deel til Aftrek paa mit Blad,
Jfald jeg giorde mig paa andres Regning glad.
Men da Skiald=Tidenden sig ey med det befatter,
Som giver Leylighed til at opvekke Latter;
Og da Tidsløbet nu er mindre latterligt:
Saa vilde Læseren undskylde mig for sligt.
Jeg vil udi Din Gunst, min Læser, mig befale.
Fortryd den Skilling ey, Du aarlig maae betale
For dette Maaneds=Blad, som giør mig aldrig rig.
Min Løn skal kaldes stor, naar jeg fornøyer Dig.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender,
skrevne ved N. Prahl.
For October Maaned 1761.
Dannemark.
U¬
tænkelige Du, som fra Din Almagts Himmel
Paa eengang overseer al Jordens Afmagts Vrimmel!
Dig bør jeg nævne først udi mit Skialdre=Blad.
Tak, for Du Dannemark ved Friderich giør glad.
Her kan hver Undersaat i Fred om Freden qvæde,
Og ved sin Friderich, Freds Faderen, sig glæde.
Her vidner Agrene om den Lyksalighed,
Der voxer op, som Frugt af uskatteerlig Fred.
Her er af fiendtlig Fod et Græs ey blevet brekket.
Her er ved udtrakt Sværd en Arm ey bleven svekket.
Her er et Dødens Maal for bleeg og maver Nid.
Her er et Canaan. Her er den gyldne Tid.
Her er hvert Bonde=Boe et Tempel for Jrene (*).
Her prunker Skovene af rolig voxne Grene.
Vor Stierne=fulde Dreng (**) er stedse lige mild;
Hans Horn ey Skade tog af nogen mordisk Jld.
(*) Freds Gudinden hos de Romere. Egentlig Freden selv.
(*) Den Danske Genius. Et hvert Steds Skyts=Engel afmalte de Gamle
som en Dreng, fuld af Stierner, med et Frugtbarheds Horn under Ar¬
men. Og anderledes.


2
Seer hen i Tankerne, J Tænkende! til Hine,
Blant hvilke Krigens Gud gaaer frem med bister Mine.
Seer deres Tilstand an; med vores ligner den;
Og siger: om J nok kan prise Himmelen.
Der Mars i blodigt Vand afvasker sine Hænder.
Her flyder klart Crystal i sine gamle Render.
Der hugges Skygger af; her saaes og plantes Skov.
Der dømmer Krudt og Jern; her skielner Ret og Lov.
Der hyler Mødrene for borteblevne Sønner;
Her smiler Børnene hos Dydernes Belønner.
Der bliver frugtbar Egn til Hede ødelagt;
Her bliver Heden selv til frugtbar Ager bragt.
Der maae Leviterne Te Deum strax opstemme,
Saa snart den vrede Mars har Folket havt i Klemme.
Her synges derimod: O Gud! vi love dig
For vi ved denne Dag har været fri for Krig
O, J Medborgere, hvor glade maae J være,
At Freden hidindtil er Eders Konges Ære.
J pløyer, saaer i Fred; i Fred J høster ind;
Og yder derfor Skat af fredeligste Sind.
En viis Forsigtighed hos Friderich erkiender.
Hver frygter for sin Veg, naar Naboe=Veggen brænder.
Seer hisset væbnet staaer en uforfærdet Magt.
Den staaer for Eders Fred og Landets Vel paa Vagt.
Ophøyer Nordens Gud, som den for Eder satte.
Hvor gierne maae J nu til Magaziner skatte.
Betænker Eders Pligt, med Bøn og Alt staaer bi;
Ved Gud og Friderich J da tør blive frie.
Oplad o Kiøbenhavn! for Kongen viide Porte.
Beed, at han bliver ey fra Dig for længe borte.
Hans Aasyn er Dit Liv. To gange føddes Du
J Sæde=Maaneden. Kom det med Tak ihu.


3
Priis ogsaa Himmelen for frydefulde Dage,
Som Du i Efterhøst i Fred har lagt tilbage.
Din Konges Fasters Dag. Til Hendes Liv beed Aar;
Thi Hendes Troe og Bøn som Muur om Landet staaer.
En liden Friderich, den største Konges Navne,
Som mange Slægter vil ved tilig Viisdom gavne,
Hans Dag til megen Fryd Dig ogsaa bleven er.
Tak Gud, for Du i Fred har slige Fester her.
Beed got for Kongens Huus; thi Du ved det opbygges.
Freds=Tempels Hiørne=Steen hos Dig skal ikke rygges,
Saa længe Friderich er saa omhyggelig,
At hvad der føder Skrek skal være langt fra Dig.
En ond Nødvendighed Han bort fra Dig har taget.
Han for Din Ziir og Lyst heri har Omsorg draget;
Thi derved svekkes ey Retfærdighedens Arm,
Endskiønt Misdæderne ey døer udi din Barm.
See Søe=Kastellerne i deres Hok indhales.
Ved sligt Din lange Fred jo tydelig afmales.
See Handels=Skibene indløber i Din Havn,
Og bringer Vahre hid til Nødtørft, Lyst og Gavn.
Du har til denne Dag ey noget Gode savnet.
Du Dine Printzer har i Vinter=Dragt omfavnet.
Du Dine Muser seer, at smile i Dit Skiød,
Og tale om den Held, ved Luther til os flød.
Maae Du en liden Frugt af Krigens Onde kiende,
Og tælle mere ud for mindre Vinter=Brænde?
O det ey nævnes bør. Betænk, hvor fryser de,
Som ligge maae i Telt, naar det er Frost og Snee.
Nu vil vi følges ad ind i det Tydske Rige.
Naar vi gaaer derud fra, saa skal Du sikkert sige:
Ney, der er alt for fælt. Men her er got at boe.
Gud være ævig Lov for vi har Fred og Roe.


4
Tydskland.
Hør, hvor forskrekkelig og fæl en Kanonade!
See, Jlden kan for Røg sig ey tilsyne lade.
Man har paa Bomberne og Kuglerne ey Tal.
Hvi skeer saa stor Allarm? Det Colberg gielde skal.
Paa Reden spilles op fra Svensk og Russisk Side
En Torden=fuld Musik. Vil Colberg dette lide?
Ney. Den opstemmer strax i samme Toner med:
Saa fælt, at Himlen selv forbavses maae derved.
Jld=Kugler flyver om blant Husene i Staden.
Graad, Hylen, Angest=Raab omcingler Folk paa Gaden.
Der faldt den enes Been; hist fløy den andens Arm.
Kors! Forestillingen deraf kan giøre varm.
Hvor har det da gaaet dem, som midt i Jlden vare,
Naar vi kan gyse ved, at tænke paa slig Fare?
Den tappre Commandant Hr. Heiden viste sig
At være uforsagt i denne fæle Krig.
Han grove Dødens Bud til Fienderne udsendte.
Man Vredens Virkninger paa Flodens Takkel kiendte.
En Deel af samme sank; en Deel fra ham undveeg,
Og kunde længer ey udholde saadan Leeg.
Det endtes. Kom og følg til andre Tydsklands Egne;
See Krigens Lue der snart brænder allevegne.
Her sees Cosakkerne at streife Landet om;
Hist en Calmukkisk Flok giør hver Mands Lomme Tom.
Her kommer Bønderne med Bøsser, Forke, Stager,
Og Franske Tropper bort fra Aurichs Marker jager.
Hist kommer en Armee, som høyst forlegen er,
At faae til Vinteren et mageligt Qvarteer.
De fleste Stæder nu brandskattet har saa længe,
At Bisperne endog maae blive Pant for Penge.


4
J Bremen giøres snart hvert Huus til Lazeret;
Thi hvad er vel saa got, at Krigen sparer det?
Hvor stor Bedrøvelse er blant de Tydske Muser?
Man Fader løse Børn ey næsten længer huser.
Til Wolfenbuttel gak; nu har de Franske den;
Men de har mere havt og mistet det igien.
De Brunsvig vilde og med Stormer=Haand indtaget;
Men det med rene Ord dem gandske blev afslaget.
Den tappre Friderich af Brunsvig jog dem bort:
Saa de ey mere Ondt ved denne Stad fik giort.
Langt lykkeligere de Østerriger vare,
At faae et Schweidnig ind i den opstilte Snare.
En slig Historie er aldrig forhen hørt,
At Mars med Fæstninger i Ring har saadant kiørt.
Ey løsnet en Kanon; en Fæstning dog indtagen!
Her Commandanten har lagt Tapperhed for Dagen.
Hr. Zastrow viste sig ved denne Leylighed,
At han en Elsker er af hele Been og Fred.
Ved Overgivelsen han gandske syg blev funden;
Men man bør ikke troe, at Skrek har været Grunden.
Dog blev han snart saa frisk, han kunde reyse ud
Og lade vie sig til hans udkaarne Brud.
Man seer et Konge=Brev til denne Herre skrevet,
Hvoraf man skulde troe, han havde efterlevet
Sin Pligt, som Officier, og ey paaført sig Skam,
Da Østerrigerne tog Fæstningen fra ham.
Men læs en Efterskrift; der seer du Hoved=Læren:
Alting forloret er, men dog endnu ey Æren.
Sligt Frantz den Første skrev hans Moder til den Dag,
Da han ved Pavia fik ikke vundet Slag.
Om hans Samvittighed for nogen Ting er bange;
Saa maae han allerhelst sig stedse ønske Fange;


6
Thi han vist bliver dømt fra baade Brød og Brud,
Om han sig har forseet mod Preussens fødde Gud.
Anførte vigtigst er af hvad sig har tildraget
Paa denne store Plan, som alt for haardt er plaget.
Nu gaaer vi videre, og seer, om Frankerig
Arbeyder paa en Fred, som ender denne Krig.
Frankerig.
Om man kan Rygtet troe, vil Krigen vare længe.
Vor Ludvig, skriver man, har baade Folk og Penge.
Men Tydskland giemmer dog en heel Hob Franske Liig:
Saa det er Under nok, at han paa Folk er rig.
Nu, siges, laaner han fem Snese Millioner:
Saa har han Penge nok til mange Krigs=Personer.
Ak, dersom Tropperne skal tære dem i Sold:
Vil Mars imidlertid udøve megen Vold.
Her ellers er det Sted, hvor rare Ting opdages,
Hvorfra Opfindelser og Moder siden tages.
Den haarde Krig ey har forhindret sligt at skee,
Som vi af følgende kan øyensynlig see.
Til to Opfindelser Hr. Musy har havt Lykke;
Med en Maskine han paa eengang Tøy kan trykke:
Saa alle Farverne hver sin Skattering faaer,
Og altsaa Trykningen des før fra Hænder gaaer.
Hans anden rare Kunst bør ikke mindre æres:
To Stykker Klæde kan paa eengang overskieres.
Og vil Opfindelsen endnu ham være huld:
Behøver Mennesker ey meer at karte Uld.


71
Engelland.
Her tales vel om Fred, med dog paa saadan Maade,
At Spydet faaer endnu en Tidlang nok at raade.
Jblant Ministerne er og Forandring skeet,
Som Patrioterne ey gierne havde seet.
Man seer en Liste her paa lutter Franske Skibe,
Som Engellænderne har faaet og bragt i Knibe.
Det hele Tal paa dem, som staaer erobrede,
Er just: et Hundrede og et og tredive.
Sverrig.
Blant de nye Tidender fra dette Naboe=Rige
Har Rygtet meget net os dette vidst at sige,
At Sverrigs Rigsdag ey skal ævig vare ved,
Som er for Stænderne en stor Lyksalighed.
Hans Svenske Majestæt et Paabud har udstædet,
Som i det ringeste enhver af dem har glædet,
Der Banco=Sedlerne ey mere kunde flye,
For deres Ældes Skyld; thi nu kan de faae nye.
Man paa Fabriqverne en Liste og leverer,
Af hvilken hver kan see, hvor herlig de florerer.
En slig Fortegnelse vi ogsaa trænger til;
Og de fortiener Tak, som den meddele vil.
Spanien.
Den rige Flode er fra Vera Crux hiemkommen.
Contanter har han med. O trøsteligt for Lommen.
Hvad Under Spanien af Rigdom er saa fuld,
Naar den faaer Skibe hiem med lutter Sølv og Guld.


8
Portugal.
Ved to Forordninger al Adelen befales,
Hvad deres Frøkener til Udstyr skal betales;
Og at til Brylluper ey meer bekostes maae,
End hvad fornødent er. Giør vi ey ligesaa?
Jtalien.
Fra først Hans Hellighed paa Peders Stoel sig satte,
Udi hans Eye han har ey havt flere Hatte,
End just paa denne Tid. O tænk, hvo smiler han,
For mange Skabere med eet han skabe kan.
EPIGRAMMA.
PHANIAS.
so Hagedarn)
Den gode Phanias han skriver flygtigt, let,
Sær naar hans Ledighed giør hannem keed af Tiden.
Han skriver hvad det er, galt, maadeligt, og ret.
Hans Agtsomhed, hans Tvang, og Orden er kun liden.
Han skriver alle Ting i Fleng;
Men uden noget Sammenheng.
Omsider blive dette dog
Til noget, lignende et Bog.
Det før jo tilladt var? Hvad gir, at Momus blæser?
Han skriver just saadant, som snart de fleste læser.
heraf udgives Maanedtlig i Stk. paa det Kongl Adresse Contoir i Kiøbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender,
skrevne ved N. Prahl.
For November Maaned 1761.
Dannemark.
B¬
etragt, o elskte Folk! forundringsfuld det Meget,
Som du af Naaden faaer. Til Giendgield bliv bevæget.
Du Timeviis kan see din favre Lykke groe,
Og vise Frugter frem til hvem, det ey vil troe.
Til Hovedstaden gak. Der har du dit Exempel.
Den Stad bør være dig det største Offer=Tempel.
Der vil din Konge nu tilbringe Vinteren.
Hvo ey kan komme selv, han sende Bøn derhen.
Ak, maatte Kiøbenhavn til ævig Tid beholde
Den store Skat, den nu har inden sine Volde!
Vor Herres Salvede, Guds og sit Folkes Ven,
Samt Kongens Hiertes Lyst, vor Glæde, Dronningen.
See, Hendes Majestet, den Kongelige Moder,
Saa og Printsesserne, vort Kongehuses Poder,
Som alle Mennesker tilønsker Held og Got,
Nu søger Vinter=Roe paa Kongens Hoved=Slot.
Søg ey om Aarsag her til det, at Hoffet sørger.
Ney, du fra Dannemark kun idel Glæde spørger.
Vor Søemagt tager til ved Gud og Friderich.
J denne Maaned vi tre Skibe flere fik.


10
Printzs Friderich løb først, som Krigsskib, ud paa Vandet.
Dernæst kom Tranqvebar, Fregatten, som det andet.
Saltholmen kaldet blev det tredie, en Snov.
Slig nu, om Dannemark ey skylder Himlen Lov.
Søefarende sig kan til Kongens Omhue helde.
Til deres Sikkerhed et krummet Jern maae gielde,
Naar Havet af sin Vom opsender Dødens Bud,
Og Luften Undergang i Storme hviner ud.
De dette Jern ey her skal meer uprøvet tage.
En nye Maskine det skal ynde eller vrage:
Saa Ankersmedene nye Trippeltakt maae slaae,
Om Ankerkieverne skal ey i Stykker gaae.
Fra Jernet og til Guld her lige Omsorg bæres.
Forgieves Smelte=Kunst af Jøderne nu læres;
Thi Sølv og Guld de ey maae smelte, som er ret,
Ey heller nogen, som er uberettiget.
Ved sligt vor Friderich jo stor i Freden bliver.
Gud seer det; og hans Magt nye Fyrstendømmer giver.
Jndbyggerne i Pløen nu og skal tage Deel
J Miskundhederne fra Landets Faders Siel.
See, hvor de Danske Mænd staaer udenlands i Ære.
Vor Konges troe Gesandt i Vien dig det kan lære.
Hr. Bachhoff af Baron Rigsgreve bleven er.
Det giorde Keyseren og hans Fortienester.
Ja, troe, at Dannemark til et Exempel gives,
Saasnart et Paradiis i Tydskland skal beskrives.
Til denne Sandhed let enhver sig slutte kan,
Saasnart jeg nævner kun den Herre Schimmelman
Han fandt vort Dannemark det beste Land at være,
Hvor han sin Leve Tid til Nytte vil fortære.
Til Lykke, Friderich, med mangen Schimmelman!
Du paa Fortienester af Grunden skiønne kan.


11
Tydskland.
Man af Post=Tidender kan ikke andet samle,
End alting er endnu i Tydskland ved det gamle.
Der daglig falder for en Deel Skiermytseler,
J hvilke tabes Liv af mange Mennesker.
Enhver, som Seyers Gud og Flugten Hielp forsager,
Man uden Skaansel fat og til Krigsfange tager.
Kort sagt, der overalt er stor Elendighed,
Saa længe denne Krig i Landet varer ved.
Om jeg een Uges Stoy fuldkommen tegne skulde,
Da maatte mange Ark om samme males fulde.
J Wien man glæder sig, for Erkehertugen
En Arving vente kan med snareste igien.
Her en Professor har opfundet en Maskine.
(Den vist ham længe har gjort Hovedbrud og Pine)
Ved sammes Hielp enhver kan uden Skib og Broe
Gaae over stridigst Strøm, endog med liden Troe.
Han til Opfindelsen paa nye igien maae sukke
Om en Maskine, som sterk Jldebrand kan slukke.
Var den opfunden før: saa laae ey Asken der
Af Skuepladsens Huus, som nu reent afbrændt er.
Men Jlden lader sig ey lettelig forsone.
Det fandt Cassereren med samt hans stakkels Kone.
De satte begge to sit Liv i Luen til,
Og taer ey Penge ind for flere Skuespil.
J Thuringen man seer en lystig Scene spillet.
Der Bønderne sig har halv rasende anstillet,
Og jaget Docterne, som skulde hielpe dem
Mod Blodgangs Overlast, med Steen og Prygle hiem.
Der vel et skarpt Mandat mod dette er udstædet.
Men denne Lystighed har Docterne saa glædet,


12
At de ey oftere vil tage Deel deri:
Saa Bonden sig nu selv fra Blodgang maae befrie.
Hvor gaaer det Colberg nu? Ja, det maae Himlen vide.
Man paa Aviserne desverre ey kand lide.
Saa meget er dog vist, at Floden borte er;
Men Grev Romangov staaer endnu med Russen der.
Den Wiirtembergske Printz dog dennem slaaer tilbage,
Saa ofte de med Storm vil denne Stad indtage.
Men saadan Tapperhed man meget sielden fandt,
Som man erfarer hos den kiekke Commandant.
Thi da den arme Bye paa mange Steder brændte,
Det hele Borgerskab Gesandter til ham sendte:
At det langt bedre var, han Staden overgav,
End at berede den til sin og deres Grav.
Han Kaarden viste dem: Saa længe den ey brænder,
Skal ingen Brand formaae at binde disse Hænder."
Af dette Helte=Svar er meget fatteligt,
At han, som Commandant, vil passe paa sin Pligt.
Coslin fik Preusserne. Den Lykke var kun liden.
Men dersom Himlen vil, den større blir med Tiden.
Dog Russerne igien fra dem tog Treptov bort:
Saa her af Lykken kun blev Mageskifte gjort.
Man Omgang snart i Krig, som Kiøbmænds Handel, finder.
Snart taber Parterne, og snart igien de vinder.
Hvad Krigen æder op, man kan sig slutte til,
Jfald man fra Bayreuth en Regning læse vil.
Men det forgieves er, Beregninger at giøre,
Før den Tid falder ind, at Krigen maae ophøre.
Om denne spaaer enhver, og de i Augsborg med,
Hvor man har Anstalt gjort at handle om en Fred.
Her Haandverks=Folkene har Sveden sat paa Rente;
Thi Ordet stedse gik: Gesandten er i Vente.


13
Der kom og virkelig en Mængde Tøy og Tros,
Samt nogle Tienere, som skulde være hos.
Men meget deraf er nu gaaet igien tilbage:
Saa ingen veed endnu, hvad Ende det vil tage.
Dog haabes fuldt og fast, at Freds Gesandterne
Sig skal i denne Stad med første lade see.
Hver ønsker det. Ja meer, tilønsker dem al Lykke,
At tale Fred, som faaer Monarkernes Samtykke.
J det Gothaiske vist samme Ønske skeer,
Hvor, af Franzoserne, man Strenghed øved seer.
Blant Krigens Sønner selv maaskee en Deel og findes,
Som af Freds=Tankerne kan stundom overvindes.
Som for Exempel hiin, der bort fra Vesel drog,
Aftakkede sit Corps, og Eva med sig tog.
Naar Officiererne selv Flugten kunde tage,
Det stor Forundring da kan ikke foraarsage,
At Borgerskabet reent forlader Stæderne,
Saa i en Bye man knap kan tre til fire see.
Hør, hvilken Tidende fra Eimbeck bliver skreven:
Her er den hele Egn snart til en Ørken bleven;
Gud veed, hvor vi faaer Brød, og Qvæget skal faae Foer;
Thi vor Elendighed er alt for fæl og stor
Men hvad vil Jammeren i Krig herefter blive,
Om man Opfindelsen i Mayntz vil bifald give?
Tænk, naar enhver Soldat kan bære sin Canon;
Af Slaget kommer knap hver tusinde Person.
Skomager=Svendene, som nu i Brunsvig øves,
At løsne Stykkerne, og tiene naar behøves,
Maae sikkert skielve ved saa fæl en Tidende,
Og meer, ifald de faaer en slig Kanon at see.
Frankerig.
Versailles! Slotters Ziir! ak lad os see den Glæde,
Som kielent vimser om din store Ludvigs Sæde.
Luk Slots=Capellet op, at vi betragte maae
Den Daabs Ceremonie, som Fyrsters Øyne saae.
En Hertug af Berry og en Provencisk Greve
Med Fyrsteligste Pomp Daab=fæstede jo bleve.


12
De tvende Kongers Navn at bære begge fik:
Saa Firmel=Festens Pragt ey større for sig gik.
Madame Adelhaid ret Glands den kunde give.
Kun Skade, at hun vil ugift i Verden blive.
Det Forset fattes kun i vores Tid af faa,
Og hos de fleste er ey stort at lide paa.
Nu vil man i Paris blant andet dette vide,
At den Westphalske Bund tillader ey at stride
J formelige Slag, og at det Aarsag er,
Hvi man Huustropperne fra Tydskland komme seer.
Man ligeledes tør for Publico forkynde,
At Underhandlinger om Freden skal begynde
Jmellem Frankerig og Engelland igien.
Men Manden nævnes ey, som sendes skal derhen.
Hans Spanske Majestet vil denne Sag forfremme.
Gid Himlen ikkun vil sit bifald ikke glemme.
Thi han allene kan slaae Mars i Jern og Baand,
Der Kongers Hierter har som Bekke i sin Haand.
Engelland.
Herfra maae intet Krudt og Krigsgevær udføres.
Af saadant Forbud, døm, hvad Slutninger kan giøres.
J London aabner man nu Parlamenterne,
Hvor Kongens Majestet sig naadigst lader see.
Hvad kan de milde Træk i Folkets Ansigt male?
Det giør Hans Majestets høystfaderlige Tale:
Jeg først for Jer, Milords og Edle! giør bekiendt,
At Himlens høye Gunst min Dronning mig har sendt.
Hun heel fuldkommen er i alle høye Dyder:
Saa jeg Lyksalighed ved dette Val nu nyder,
Og den anvende vil til mine Rigers Vel,
Som er den største Jid, jeg finder i min Siel.
Men ak, at Himlen ey nit Ønske vilde ynde,
At Freden kunde fra mit Zepters Tid begynde.
Jeg altsaa færdig er, at sette Krigen fort
Med samme Eftertryk, min Fader haver gjort."
Tænk, kunde slige Ord i Hierterne ey trænge.
Jo, de vil ulme der i Kierligheden længe.


13
Og Engellænderne maae prise Lykken stor
At Kongen gaaer til Giest hos Londons Lord=Major.
Ey noget Tractement saa kosteligt har været.
Ey nogen Steeg saa stor, som den, da blev fortæret (*).
Om man paa Giesterne vil vide noget Tal,
Man af Karreterne sig dertil slutte skal (**).
Sverrig.
Herfra beretter man, at Kronens Orlogs=Skibe,
Der, som er forhen meldt, fik Colberg bragt i Knibe,
Har sluppet hiem igien, og ingen Skade faaet.
En Lykke, som de sig maaskee ey havde spaaet.
Postrytteren, som blev af Røvere anfaldet,
Man ey saa lykkelig i Tidender har kaldet.
Vel slap han hiem igien; men Skindet var ey heelt,
Og Røverne hans Sek indbyrdes havde deelt.
Spanien.
Her Jesuiterne den Dristighed tør vove,
Med en uværdig Bøn at komme frem til Hove,
At nemlig ingen Mund om dennem maatte knye
Som paa den Franske Jord ey Ondskab kunde skye.
Men Kongen svarede:Om Laster, mine Fædre!
Skal ikke spredes ud; saa veed jeg intet bedre,
End at de ey begaaes." Derpaa han fra dem gik.
Hvo priser nok det Svar, de her af Kongen fik.
Portugal.
Man Malagrida her med Skiel paa Baalet kaster.
Han var den største Nar iblant Enthusiaster.
Tænk, hvor ublue han var; han afslog reent al Trøst
Og sagde, at Guds Søn ham havde selv afløst.
Han sig forundrede, man vilde ham henrette.
Hans Brødres Endeligt man kan endnu ey giette.
Men findes det ved dem, som fundet blev ved ham,
Undgaaer de ventelig ey heller Verdens Skam.
(*) Oxestegen paa det Kongelige Taffel veyede 250 Pund.
(1*) Vognenes Antal var 1500.


16
Det Lissabonske Hof er midlertid fornøyet.
Med Tyre=Fægtning det i Belem glæder Øyet.
Derhen nysgierrig kom en Mængde Mennesker;
Thi Folket lever helst hvor Rigets Hoved er.
Polen.
Her Hof=Ministerne har confereret længe,
Og Frugten deraf blev, at reducere Penge.
Men om Skatmesteren forsvare kan sin Sag
For Stænderne, det snart vil legges for en Dag
Det gandske troligt er, at mange sig beklager,
Som ved Nedsettelsen anselig Skade tager.
Den Polske Primas nu har nok at tænke paa
Før han Gemytterne i Rolighed kan faae.
Man frygter Almuen oprørisk maatte blive,
Om man i denne Sag vil intet eftergive.
Men Landets Pøbel ey et Riges Gavn indseer,
Og bør ey spørge om, hvorfor et Paabud skeer.
Tyrkiet.
Ved Stor=Sultanens Hof de Store Afsked gives.
Men det gaaer naadigt til; de kun af Landet drives.
Man veed almindelig, at Strikken der er klar,
Saa snart som nogen sig forseet det mindste har
EPIGRAMMA.
Ønske.
(v: Hagedorn)
En lang Besøgelse for os giør Tiden lang.
En Giest, som sidder til, giør vores Stue trang.
O Himmel! du maae mig ved alle dennem skille,
Som hiemme hos dem selv vil ingen Ting bestille.
Heraf udgives Maanedtlig 1 Stk. paa det Kongl. Adresse=Contoir i Kiøbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For December Maaned 1761.
Dannemark.
D¬
en er jo altid glad, som ikke veed af Vaande,
Som Lykken smilende i alting gaaer til Haande,
Som ikke kyses kan af allerfælest Gast,
Og seer sin Velfærds Grund at blive Klippe=fast.
Saa er vort Dannemark. Her inden fire Vegge
Hver med fornøyet Sind til Hvile sig kan legge.
Den Allerringeste maae yde Sandheds Told,
At ingen Plage giør paa gode Vilkaar Vold.
Hvad Lyst for kielent Syn, at see det Riges Hoved,
Som Gud en ævig Fred har ved en Salt=Pagt lovet.
Det er vor Vinter=Soel. Det er vort Sommer=Liv.
Det er vort Ønskes Maal og Tankes Tids=Fordriv.
Ved Ham vi alle Ting paa vore Torve finder.
Ved Ham enhver sin Hest ved egen Krybbe binder.
Ved Ham løb nok et Aar saa mildt og heldigt ud,
At Folket gaves Mod til dagligt Giestebud.
Ved Ham Arabien af lærde Mænd besøges,
At Videnskaberne og Kundskab skal forøges.
Ved Ham et Tempel bygt den Danske Flora faaer,
Hvori Hans støre Navn vil grønnes alle Aar.


1.
To Skibe Glædskabs Bud til China frem skal bære,
At Freden er endnu vor Konges høye Ære.
Ja Handelsfloder skal, som Fredens stumme Tolk,
Udsendes aarligen til allehaande Folk.
Nævn nu et bedre Land, end Dannemark, paa Jorden,
Hvor Bud og Lydighed gaaer frem i beste Orden.
Guds Spisekammer vel saa stort som Verden er;
Men hvo kan ikke see, hans Forraad findes her.
Stands, Tanke, i dit Løb, og see ved Aarets Ende,
Om du blant Danske bør en misfornøyet kiende.
Hver saae sit Foraars Haab af Høstens Frugt opfyldt,
Og Ødselheden selv fik fuldt op uforskyldt.
Ved Vinter=Rygte om saa grødefuld en Sommer
Endog Familier fra Rhin til Norden kommer,
Hvor de af villig Jord vil lokke frugtbar Sæd,
Som meer forøge skal vort Lands Lyksalighed.
Afdøde Helte her oprettes Æreminder.
Cort Adlaers Liv ved Kunst du Marmor=ævigt finder.
Blev det fortæret før af Stadens Jldebrand,
Da sees det nu igien i prægtigere Stand.
Søe=Helte her i Fred indlegger Æres=Seyer.
Monarken deres Værd paa Viisdoms Vegtskaal veyer.
Beviset ligger der, hvor du en Schindel seer,
Og Flensborg staaer som Chef. Jeg vil ey nævne fleer.
Norge.
En Anders Amundsen af Tønsberg her bør nævnes.
J vor Hukommelse en Plads til ham bør lævnes.
Han døde ---- Er det rart? --- Ja, vil du vide naar?
Udi sit hundrede og end halvsiette Aar.


19
O, blues, unge Mand! som skranter, darrer, hoster.
Er ey din usle Krop den samme Moders Foster?
Hvi sees du aldrende udi dit yngste Liv?
Suur Tanke raaber: Løn for sødest Tidsfordriv.
Tydskland.
Den fæle Skue=Plads, hvor Synet kan forfærde,
Knap flere Egne har med ubesteget Gierde.
Frue Ceres smiler ey i Bondens Stue meer;
Man hendes Forraads Horn i Dynden nedtraadt seer.
Dyr Tid er bleven gjort med Flid til Lande=Plage.
Der næsten ey er Skiul at faae mod Vinter=Dage.
De stridige Armeer maae mangle Brød og Kiød.
Alt saadant dog ey kan befordre Martis Død.
Roswein og Døbel vel neuttale Stæder bliver.
Printz Henrich og Grev Daun det Ord og fra sig giver,
At smaa Patrouiller ey skal paa hverandre slaae;
Men uden Sværdslag det tilsidst ey vil afgaae.
Man mener, Vinteren i Aar Feldttoget ender.
Men hvo, som Krigens Jld af Egenskaber kiender,
Han veed, at sterkest Frost dens Flamme demper ey,
Og baade Jis og Dynd Bellona baner Vey.
Vi tør endnu maaskee faae meget Nyt at vide,
Før Aaret vender os sin grønne Foraars Side.
Os Tiden lære vil det store Øyemed
Hvi ikke Hærene sig slaaer til Rolighed.
Hvad hører man fra Wien? Der lærer Mars at svømme
Saa han i Nødsfald let kan sette over Strømme.
Hr. Thomason (*), som har opfundet denne Kunst,
Har Tyngdens Forhold vidst imellem Vand og Dunst.
Glaspusterierne maae nu fortiene meere,
Naar han en heel Armee med Flasker vil mondere;
Thi deri egentlig den hele Kunst bestaaer.
Men hvad, om Flaskerne ved Stød i Stykker gaaer?
Enhver Soldat dem skal udi Gehenget binde.
Hvor har Udgranskningen dog kundet sligt udfinde!
(*) Han er Offeier ved det Keyserlige Kongelige Militalie=Acabemie, og under¬
viser i Jngenieur=Kunsten.


28
Blye=Saaller tiene skal som Køel for Fødderne,
Paa det Soldaten kan gaae frem des stivere.
Man nogle gange har gjort lykkelige Prøver.
En heel Batallion han nu i Kunsten øver;
Og baade Keyseren samt Keyserinden vil
Med første selv ansee saa rart et Skuespil.
J Hirschfeld spiller man en gandske anden Scene.
De Franske tager der de prægtigste Liigstene,
Som de i Stykker slaaer, og bruger Stumperne
Til Bagerovnenes des før Opmurelse.
Stifts=Kirken sammesteds er til en Steenhob bleven;
Og Mad=Leveringen er skeet saa overdreven,
At baade Borgere og Bønder lider Nød,
Og inden Døre nu har knap det tørre Brød.
Den
tanske Ludvigs Haand dog sine Folk ey skaaner,
Naar de til Armes Bøn sit Øre ikke laaner.
Det vidner Cambefort, som kaldt til Regnskab blev,
For al den Haardheds Magt, han i Ostfriesland drev.
Kom han da til Paris? Det lod han vist nok blive.
Hollænderne ham nu Beskyttelse maae give.
Men hvad Beskyttelse skal vel Westphalen faae,
Som alt sit Korn og Foer til Lipstadt bringe maae?
Den dyre Tid sig her vil vist indfinde lade;
Thi mange Munde giør jo altid tomme Fade.
J Thuringen er snart ey heller meer at faae.
De Franske kiøber op det sidste Korn og Straae,
Vel giøre Bønderne et Snit ved dette Bytte;
Men hvad kan Pengene den sultne Mave nytte?
Hvor intet er til Kiøbs, giør Penge ingen Rig;
Og rigest Mand i Fred tidt fattigst er i Krig.
Naar en Fouqvet, en Fink, og flere Generaler,
Om Krigens Virkninger med dig i Eenrum taler
Da lyder Fængslerne af traurigt Gienskralds=Raab:
Saa du forskrekkes maae i Fredens største Haab.
Mænd, som en halv Armee før commanderet haver,
Nu paa Kastellerne forvares skal som Slaver.
Er dette ikke fælt at forestille sig?
Men det langt fælere endda gaaer til i Krig.


21
Ey Generalerne allene sligt erfarer.
Der for Monarker selv endog opstilles Snarer.
Bæv, Rygte! lyver du. Skielv, Øre! ved et Fund,
Hvortil en Helveds Aand fik lagt den første Grund.
Forbandet Ravaillac og Damiens skal være.
Men hvad skal Hovedet for Jordens Skams Vanære?
Den, som for kronet Helt forrædersk Strikke spandt,
Men, ved at kaste den, en Almagt om ham fandt.
Tael, Preussens Friderich! du er endnu din egen.
Din Guds Beskyttelse om dig kan skiønnes megen.
Du ey forrasked blev af Østrigsksindede.
Stiig paa din Domstoel! døm! fordøm de Skyldige.
Ubluest Ondskab maae paa Purpur sig ey vise.
Lad den sig hævne paa den Brusselske Actrice,
Som i sit Ansigt fik en Mængde Skedevand,
For hun mest dydig var maaskee af hendes Stand.
En Fæstning, som sig ey paa Timen overgiver,
Med større Høflighed ey just begegnet bliver.
Sligt kan paa Colberg sees, hvor Frieren blev vred,
For hun ey skienkede ham strax sin Kierlighed.
Formynderen var kiek. Han frisk forsvarte hende.
Han var ey bange for det Lodne ud at vende.
Han foresatte sig, at vove Liv og Blod,
Men kunde Fienden ey i Længden staae imod.
Os Rygtet nu har sagt, at den er overgivet.
Men har den tappre Helt da vildet skaane Livet?
Han, som i sterkest Frost slog Vand paa Voldene,
Saa at Bestigelsen blev vanskeligere.
Den verste Tidende Bestyrkelse udkræver.
Ak jo! den første Post vor sidste Tvivl ophæver.
Jo Colberg over er. Hvad Øye kan nu see
Forandringen, som vil udi Krigskortet skee?
Frankerig.
Justitzbetienterne og Militair Personer,
Som før i Canada har qvædet Glædes Toner,
Saa længe ingen dem paa Forholds Fingre saae,
Nu for et Parlament sit Regnskab giøre maae.


22
Ret. Lad de Gierrige og Grumme ikkun straffes.
Lad de Uværdige ved Dom af Veyen skaffes.
En ond Justitzbetient sin Straf er altid værd,
Og Sværdets feige Børn selv lide bør ved Sværd.
See hvor Franzoserne til Søes nu sterke bliver.
See, deres Søefolk sig paa Kiøbmands Skibe giver.
En Hertug af Choiseul giør sig et ævigt Navn
Ved Planen, han har gjort til Frankeriges Gavn.
Forhen det Franske Folk har meent det Skam at være,
At gaae paa Coffardie; men giør det nu til Ære.
Af Skibs=Captainerne Søe=Officierer faaes,
Som giør, at Dygtighed af hver Matros attraaes,
Skibbyggeriet nu fortsættes kan med Jver,
Der Officierer nok til største Flode bliver.
Om man Matroser nok kan ey i Riget faae:
Saa kan Soldaterne i deres Sted jo gaae.
Naar Søecastellerne da jager om paa Vandet,
Kan Ludvig holde Jagt med Falkene paa Landet.
Af disse han i Aar har faaet adskillige
Fra Ham, hvis Zepters Magt naaer til Jslænderne.
Med Jesuiterne man jager nu saaledes,
At ved den Franske Luft de hastigt maatte kiedes,
Jfald de vidste ey at snoe sig saa deri,
At de for Bispers Skud og Præsters Puf gik fri.
Dog vil den Myndighed, de hidindtil har øvet,
Vist en anselig Deel nu blive snart berøvet.
Sligt gandske billigt er; thi deres gjorte Got,
J Følge mest har havt den største Viisdoms Spot,
En vis Person sig selv har her til Ridder slaget,
Og under saadan Dragt adskillige bedraget
Men Ridder=Ordenen ham kunde ikke fri,
At paa Galeyerne han maae jo nu staae bi.
Engelland.
Her giøres Slutninger, bestemmes Millioner,
Og stædes Ordre ud til Stats= og Stands=Personer.
Den, som har Tungebaand og ingen skaaren Mund,
Ey let skal nævne ud saa mange tusind Pund.


23
Jfald at Dronningen skal Kongen overleve,
Hun Millioner da om Aaret har at hæve.
Til Floden næste Aar er saadan Sum bestemt
Som bør paa dette Blad i sær ey blive glemt. (*)
At Tydskland bliver ey saa snart for Krigen skaanet,
Paa nye bevises vil i February Maaned,
Da Engelland vil see Forsterkning sendt derhen,
Som kommer mueligt ey saa hastigt hiem igien.
Af Parlamenterne mest Penge=Regning giøres.
Smaa Summer ingen Tid fra deres Munde høres.
Nye Landmagt rettes op. Matroser presses sterk.
Kort, Engellænders Pund faaer alting sat i Verk.
Sverrig.
Ved Kongens Naades Ord Sværd=Ordenen belønner
Her sytten Gange ti af Martis tappre Sønner.
Saa mange Riddere udi en Hob at see,
En Lyst for Øyet er, men Skrek for Fienderne.
Hr. Ehrensværd sit Sværd har ind i Skeden stukket,
Og i hans Vinterhold sin Konges Sundhed drukket.
Nu han med snareste til Sverrig ventes hen,
For at bivaane der Rigsdags Forsamlingen.
Da Kornets Mangel stor udi Stockholm erfares,
Maae intet Brændeviin meer brændes eller klares.
Men at forbyde sligt, kan ikke nytte stort;
Thi hver forbuden Ting jo snarest bliver gjort.
Spanien.
See Spanierne nu Neptunus ret vil dyrke,
Thi Floden tager til i baade Tal og Styrke.
Ni Orlogs Skibe man har faaet paa tvende Aar,
Og tolv af samme Slags paa Stabelen nu staaer.
(7 3640000 Pund Sterling.


24
Portugal.
En Troes Act paa nye man venter her med første.
Jnqvisitorerne, hvis Hvldsighed maae tørste,
Jgien vil lædskes med en Jesuites Blod
Som nu i Fængselet giør suur forgieves Bod.
Tyrkiet.
Seraillet holder ey bestandig Tyrkens Keyser.
Han stundom og omkring i sine Lande reyser.
Han en Besøgelse paa nogle Dage gav
Sit Lyst=Slot, Caragatsch, op til det røde Hav.
Vel hersker gylden Fred endnu udi hans Rige,
Saavidt man samme kan om Tyrkisk Scepter sige.
Men derimod hans Luft forgiftet er af Pest,
Som ogsaa i en Hast kan give Folk sin Rest.
Fabel.
(Prof. B* Dentsche Æsop.)
Den gamle og unge Flue.
En Flue=Unges Ord var til en gammel Flue:
Tillad mig dog, at jeg dig spørge maae:
Naar du vil Blod af Dyre=Kroppe sue,
Hvi setter du dig da i sær
Paa slige Steder, hvor der er
Ophovnelser, ja Saar og Bylder?
Den gamle sagde: andensteds
Min Graadighed ey stilles kan tilfreds
Thi paa den hele Hud mit Ønske jeg ey fylder.
Saaledes og, man finder Mennesker
Med Næstens Feyl sig helst i Færd at give.
Men hvad som got, og hvad roesværdigt er,
Det lader de urørt med Pen og Tunge blive.
Heraf udgives Maanedtlig i Stk paa det Kongl. Adresse Contoir i Kiøbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Januarii Maaned 1762.
Dannemark.
D¬
e sex Aars gyldne Fred i vore Enemerker,
Som Tydsklands Krønneker med fæle Ting forsterker,
Den vorde Friderich og os ved Hannem skienkt
J saadant Tal af Aar, som Avind ey har tænkt.
Fred vorde Dannemark, Fred vorde dig, o Norge!
Gud lad os aldrig Fryd af røvet Bytte borge.
Men du, som taaler ey, hvert Blad begynder: Fred!
Du ikke Fredens Værd i disse Lande veed.
Gid aldrig Tiderne maae mig Anledning give,
At jeg fra Dannemark om Krigen skulde skrive.
Gud kan bevare os naar det seer farligst ud.
Han midt blant Guderne afsiger Dom som Gud.
Hvo gruer, Kongens Søn formilder Herrens Vrede.
En hellig Aand i Ham har tidlig lært at bede.
Han tænker i sin Bøn, og Tanken Andagt har.
Det skal afværge Straf, som mueligt tiltænkt var.
Hør Viisdom af Hans Mund; Ey blotte Ord af Bøger.
Forstanden Vellyst her i Tydelighed søger.
En moeden Dømmekraft kun tæller tretten Aar.
Døm, Folk! hvad Rigerne i Ham med Tiden faaer.
For Mænd, som tager Deel i Kongens Scepters Byrde,
For Lærdoms Dommere, for Kirkens første Hyrde,
Vor Christian har viist, at Gud er Ham bekiendt,
Og al Guds Gierning Ham for Øyen staaer udspendt.
Han viiste, at Han veed, hvad Love skal befale,
Og kan i fremmet Sprog om Rigers Beste tale:
Saa Renten er betalt af Bønnens Hovedstoel,
Da Klarhed overgaaer sig selv i denne Soel.


26


Vi holdt Hans Fødselsfest høytidelig saaledes,
Som Morgenrødens Pragt af Følelsen tilbedes.
Rørt Hierte i hvert Bryst steeg op i Ønskers Raab
Til alle Sieles Siel for dette Nordens Haab.
Vi saae Lovises Dag næst Hans, og bleve glade.
Vi for de dyre Liv om Varighed kun bade.
Og da til Himmelen vor Bøn for Dennem gik,
J milde Tankers Maal vi nævnte Friderich.
Troe ey, Hans høye Siel fra Byrder er befriet,
Skiønt Han et Øy=blik kan mønstre Stutteriet.
Ney Scepter=Byrden er hos Kongens Majestet
Hvor Han befinder sig; thi begge ere eet.
Vor Juliane sig meer Tidsfordriv kan give,
Og ved Nærværelse vor Skueplads oplive.
Man begge Prinzerne ved sammes Aabning saae;
Og af Printzesserne den stundom Lys kan faae.
Men Kongens Hierte maae Regierings Sorg fornøye.
Hans Omhue gaaer endog til Tolden at forhøye
Paa de Barattes Baand, som pleyer føres ind
Thi paa Fabriqver her man legger trolig Vind.
Til stort Beviis herpaa den Staal=Fabrik jo bliver,
Som trende Deichmaner ved Eidsfos Jernverk driver,
Der ved Forordning er paa slige Fødder sat,
At Staalet virkes vil til Sølv og gylden Skat.
Ja her kan Flittighed sig store Penge samle;
Og Rige glemmer ey at giøre Got, som Gamle,
En Mette Rhode (*) har ved sit Exempel viist,
At Gavmildhed blant os har ey sin Kraft forliist.
Nær havde jeg forglemt, at melde Dig, min Læser!
At om Du ey vil gaae: saa er her Portochaiser.
For otte Skilling Du velbaaren blive kan.
Kiøb saadan Herlighed, ifald den staaer Dig an
Tydskland.
Her Tidens kolde Mund et Ord til Kiemper taler,
Og dem, som Mennesker, at søge Læ befaler.
(*) Hun var en Bændeviinsbrænder=Enke, og testamenterede 1200 Rdlr. til Tri¬
n tatis Kirke. Desuden har en Brændeviins=Brænder, navnlig Waad,
giot anseelig Don ition i sit Testamente.


27


Strax Generalerne udsøger sig Qvarteer,
Og paa en aaben Mark ey gider fryse meer.
Al Blods Udgydelse en liden Stund opsettes.
Stilstand, Foreninger, og smaa Forlig oprettes.
Den store Skueplads tillukkes af dens Trop.
Den lille derimod sit Forheng hidser op.
Hiin skrekkelige Sværm, som Trods i Spydet viser,
Den varme Kakkelovn nu som en Afgud priser.
Fra Breslau stiger op i Skyerne en Røg
Af Vinter=Offeret til Martis Aften=Spøg.
De Preussers Jupiter har vildet sig forvandle
Og lidt, som Philosoph, med Frue Euterpe (*) handle.
Af Krigen mattet ud han nu i Stilhed vil
Oplives ved Musik og Sæders Skuespil.
Dog sørger han derhos for sine troe Soldater,
Og lader dagligen i Breslau slaae Ducater.
Skatkammeret for ham endnu ey tømmet er;
Det Stor=Sultanen seer af hans Foræringer.
Ey Warkotsch eller Schmidt ham her tør Uroe giøre.
Lad dem i frygtsom Siel sin Bøddel med sig føre.
J største Lystighed den dem vil giøre Nag;
Thi den er aldrig glad, som har saa fæl en Sag.
En bedre Glædes Grund har Obrist Heyden fundet,
Og midt i Colbergs Tab sin Konges Naade vundet.
Dens Glæde derimod, som stial Printz Henrichs Ring
Vil neppe findes frie for Helveds Siele=Sting.
Krud=Tyven, Cissersen, hvis Skiendsel Mastricht maler,
Veed nu, hvad Ævighed for Tyverie betaler.
De Franske lærer og den falske Eremit,
Som er opbragt til Coln, Spionernes Profit.
Naar hele Tydskland nu fra Krigens Byrde hviler,
Til kierligt Favnetag de Polske Printzer iler.
Printz Albrecht og Kaver først efter nogle Aar
Det broderlige Kys i Unteriviebach faaer.
Ved samme Leylighed de Fyrsten maae besøge
J Schwartzburg=Rudolstadt, og Hoffets Fryd forøge.
Man alle Damerne i Høytids=Dragten seer,
Og under Bacchi Telt Bellonæ Pidsk beleer.
(*) En af de ni Muser. Tilegnes i sær Musik og Videnskaberne i Alminde¬
lighed.


28


J Saalfeld mindre Fryd tør ey i Vinter blive,
Hvor disse Printzer vil den kolde Tid fordrive.
Men hvad i Trochtelborn, hvor alle Pigerne
Har taget Fransk Partie i første Assemble.
Baron von Laudon har og Aarsag glad at være,
Da han Therestæ Brystbillede maae bære.
Han, som beskyldes for at have spundet paa,
At kunde Preussens Liv i sine Hænder faae.
De Colnske Tidender om mindre Glæde melder.
Der Franskmænd kiøbe vil for Penge, som ey gielder
Thi er imellem dem og Stadens Borgere
Et heftigt Oprør skeet med Blods Udgydelse.
I Dreøden Borgerne ved deres Churprintz glædes,
Og Stadens Fattigdom af Fredens Haab begrædes.
J Wien arbeyder man paa nye Indretninger,
Som Fordeel skaffe skal for Staden og enhver.
J det Hannoverske man tænker paa den Arme,
Og vil sig over ham ved Almisser forbarme.
Fra Kiel beretter man, at Gaarens ædle Mod
Har mange Fanger sat paa gammel Friheds Fod.
J Leipzig Muserne til Phoebi Altar iler,
Bag hvilket Krigens Gud ved deres Vellyst smiler.
For det forløbne Aar Tak=Offer bæres frem,
Og Mars en Laurbærkrands vil sikkert faae af dem.
Men til de Handlende han alt for grusomt taler:
Her udbetales skal tre Millioner Daler,
Og nitten Hundrede Recruter skaffes maae.
Hvor skal den Stakkels Stad de Folk og Penge faae?
Frankerig.
Ney nu vil Ludvigs Magt til Søes ret frygtbar være.
Stads=Cor pset i Paris vil ham et Skib forære.
Malteser=Ordenen og Rigets Admiral
Hver ogsaa med et Skib forøger Flodens Tal.
Bourgognes Stænder vil ey heller staae til Skamme:
Og fleer Provintzer alt besluttet har det samme:
Saa Kongen tæller nu tolv Orlogs=Skibe fleer.
Sligt Frugt af Kierlighed hos Undersaatter er.
De søger Kongen om, at de ham maae forstrekke
Med Penge til den Magt, som Fienden skal forskrekke.


29


Af alle Tungemaal Matroser tages an:
Og enigt Øyemed udvider Krigens Plan.
For saadan Enighed man dem ey kan berømme,
Som Jesuiterne og deres Sag skal dømme.
De vrede skilles ad to gange ugentlig,
Og tre Partier her om Dommen fører Krig.
Men Riget uden Tvivl sig allerbest befinder,
Om tredie Partie udi sin Mening vinder:
At jage Ordenen af hele Riget bort,
Da den kun hidindtil saa lidet Got har gjort.
Prælaterne jo bør af Kongens Adfærd røres.
De seer en Slægtskabs=Pagt med Spanien at giøres,
Hvor Blodet legger Grund og Øyemedet er,
At see det fælleds Gavn befordret meer og meer.
De bør, som Geistlige, Mandrins Exempel hade,
Og Landets Rolighed ved Tvedragt ikke skade.
Lad Søsteren til ham kun byde Tiilles Krig,
Og for en Røver=Flok i Spidsen vise sig.
Hun snart til Moedenhed i Ondskab nu er kommen:
Saa Overmagten vil ey indeholde Dommen.
Hun neppe faaer Forlov at skyde fleer ihiel;
Og hendes Krop faaer Skam, hvor det gaaer hendes Siel.
Engelland.
Her Millioner Pund paa nye igien opdrives;
Og om et Veddemaal, som noget selsomt, skrives:
At Een ti Mile reed i elleve Qvarteer,
Men derved ogsaa vandt fem hundrede Gvineer.
Dog reed han ey paa een, men skiftede sex Heste;
Thi ellers kunde man ey Troe til Sagen fæste.
Men at nu Engelland med Spanien faaer Krig,
Det uden Veddemaal i Aar vil vise sig.
Den Spanske Freds Gesandt har Afsked maattet tage;
Men først dog deelt omkring en skreven fiendtlig Klage.
Stats=Secretairen strax faaer en Besøgelse
Med ydmygt Bønnebrev af alle Handlende.
De søger ey for sig, men for de Spanske Skibe,
Paa det de Engelske kan slippe af den Knibe,
J hvilken Spanien dem ventelig har bragt.
Og Rygtet siger os, man Bønnen Ja har sagt.


302


Kun to og tyve Aar en stadig Fred har været
Jmellem Engrlland og Spanien beskieret.
Det udgiør visselig en stakket Ævighed;
Thi sidste Freds=Contract blev gjort om ævig Fred.
Hør Krigs Erklæringen, som Engelland udtordner
Hvorved den lutter Død for Spanien forordner:
Da det Katholske Spiir ey uden Frankerig
Vil holde Engelsk Fred: saa har det yppet Krig.
Udfordring ey er skeet paa Engellænders Side.
For en retfærdig Sag den Høyeste maae stride.
Al Samqvem Ende har med hvem der kaldes Spansk
Her Spydet bruges skal, som forhen mod en Fransk.
Georg befaler det. Udøver Fiendtligheder.
Slaaer, dræber Spanier, altid og alle Steder.
Dog, Trusler dræber ey. Men Spanien vist vil
Fornemme Badets Kraft, man den her laver til.
Paa Themsen findes alt en Mængde Caper=Skibe.
Ja Deyen i Algier vil og til Vaaben gribe
Jmod den Spanske Magt: saa denne Potentat,
Paa alle Kanter vil i Knibe blive sat.
Spanien.
Nu maae de Engelske sin Handels=Frihed savne,
Og deres Skibe ey gaae ud af Spanske Hivne.
Sligt Rygtets vide Mund paa Timen ud fik blæst.
For Resten følgende man herfra haver læst:
Da Engellænderne ey andres Ret har agtet;
Men egen Fordeel mest i mange Aar betragtet,
Og derpaa Prøver viist i meget, som er skeet:
Saa har Hans Majestet med Uroe sligt anseet.
Og da end videre den Engelske Minister
At spørge Kongen ad, sig yderlig fordrister:
Om han vel sindet var, at ville ene sig
Mod Riget Engelland med Kronen Frankerig?
Har Spaniens Monark da hannem svaret ilde:
Han kunde reyse bort, naar og hvordan han vilde.
Og bør ey hans Gesandt fra London kaldes hiem?
Jo. See, en snar Courier det Bud skal bringe frem.
Nu Enigheden er bestemt til Krigens Offer.
Alt Venskab er forbi imellem disse Hoffer.


Det Foregaaende er kun Begyndelsen
Til vigtigt Manifest fra Kronen Spanien.
Men skulde samme ey Avisers Blade fylde,
Kan man dog Spanien for Taushed ey beskylde;
Thi Grev Fuentes har fuld Krigs=Erklæring gjort,
Før efter Ordre han fra London reyste bort.
Rusland.
Her nogle hundrede Personer borte bleve,
Da de paa Nevas Jis den ædle Tid fordreve.
Men aldrig deres Tab bør have Navn af stort
Mod det, at Døden tog de Russers Hoved bort.
Den femte Dag i Aar Czaarindens Høyhed døde.
Hvad vil, o Himmel! nu sligt Dødfald af sig føde?
Dets første Fødsel blev piinagtig Hierte-Sorg
For Hendes Søster=Søn og Staden Petersborg.
Storfyrsten, Czaaren nu, det snart dog kan forglemme;
Men andre længer vil dets Virkning nok fornemme.
Gid Han, som Scepteret antager midt i Krig,
Ved Mellemhandling snart see Freden nærme sig.
Polen.
Skatmesteren endnu mod Penge=Klager bøder,
Og streng befaling har udstædt til alle Jøder,
At den bandsettes skal, som, tvertimod hans Bud
Føer slette Penge ind, og gode Penge ud.
Men kan han anden Straf for deres Svig ey finde:
Han med Bandsettelsen kan gierne holde inde.
Svigagtig Jøde før til Lydighed blev bragt,
Om man ham truede at følge Kongens Jagt.
De, som den fulgte sidst, tynd Lykke har kun fristet;
De Hænder, Fødderne, og Næsen med har mistet.
At jage saa i Frost blev neppe Jødens Lyst.
Krig==Jagt langt bedre er; det vidner Russers Bryst.
Til Tapperhedens Løn Petroina bød at hænge
Paa hver Soldater=Kiol en vakker Skue=Penge,
Til Vidne om det Slag de Frankfurt lode see,
Hvori Hun Peter ved Pultava lignede.
Men tør Cosakkerne og Skue=Penge vente,
Som paa den Polske Jord ti Miles Land afbrændte?


32


Det gaaer vel neppe an; thi de har aldrig brugt
Mod største Overvold Krigs=Ave eller Tugt.
Tyrkiet.
Sultanen glæder sig i Haabet, snart at favne
En nyefød Printz, som han har hidtil maattet savne.
Slaaer dette Haab ham Feyl: saa maae han trøste sig
At førend han er død blir ey om Kronen Krig.
Desuden hans Serail er fuldt af Sultaninder,
Hvoraf en Deel sig nu frugtsommelige finder.
Fra en af dem maaskee en Printz han vente tør.
Hvis ikke, lad dem slaaes om Arven naar han døer.
Vil det imidlertid for hannem sig gelinge,
At han Rebellerne kan i Ægypten tvinge,
Og Pesten længer ey mod ham vil før Krig;
Saa er han uden Printz endda heel lykkelig.
Fabel.
(Der Deutsche Æsop.)
En Vagtel havde sig en Aftenstund angrebet,
e Og høyt udskraalede sin stolte Aftensang.
Da den en Times Tid og længer havde pebet,
Og selv fornøyet sig ved egne Toners Klang:
En Drossel ogsaa lod sin sagte Stemme høre,
Og Verden frydefuld sit Aften-Offer bød;
Men dette skurrede udi vor Vagtels Øre,
Som alle Fugles Sang, foruden sin, forskiød.
Den sagde: Drossel! tie, og dølg din hæse Stemme;
Du mine Regler ey smukt tage vil i Agt.
Hvert Øre tydelig kan høre og fornemme,
Du ey til nogen Sang har Gaver eller Magt.
Jeg synger, som jeg kan, vor Drossel herpaa siger:
Du skurrer ofte selv, naar du i Tonen stiger.
Enhver med rette giør, hvad hans Natur tillader,
Og skriver allerbest udi sin egen Stiil.
Tidt Regler nytter ey saa meget som de skader.
Snegl bliver aldrig Hiort; Æsop er ey Virgil.
Uarerfiagtinatilatnadng i Eekt aaarder kang aftresfte c ortate tagtortaern


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Februarii Maaned 1762.
Dannemark.
M¬
isundes vores Egn? hvad har det at betyde,
At Kongens Majestet Udførsel laer forbyde
Af Korn fra Dannemark og fra Hans Tydske Bund?
Det har i Tidernes Omstændighed sin Grund.
Sligt høyst fornødent er. Lad det dig ey forundre.
Saa længe løse Skud fra vores Skyt kan dundre:
Saa længe kan du dig til Rolighed kun slaae,
Og ey til slige Ting om Aarsag spørge maae.
Viid, Friderich for dig, at sørge ey aflader.
J alle Gierninger du seer Ham som din Fader.
De Tilberedelser, der giøres ved Hans Bud,
Kun deler Liv til dig og Død til Fiender ud.
Naar du af Rygtets Mund og Øyesyn erfarer,
At her oprettes skal et tappert Corps Husarer,
Og naar paa Hiørnerne du haver læst paa Prent,
At Folk anhverves til Dragoner=Regiment;
Da lærer du af sligt aldeles ikke andet
End at din Friderich besørger Fred i Landet.
Lad Floden rustes ud, lad samles Land=Magts Hær.
Alt saadant visselig til vores Beste er.
Det eneste, som dig Betænkninger maae giøre,
Er, at Seyladsen vil i saadant Fald ophøre:
Saa at Tilførsel ey til Kiøbenhavn kan skee,
Og Prisen stige vil paa Levnets-Midlerne.
Men det har ingen Nød. Vi faaer hvad vi behøver.
Vi paa Guds Forsyn før har havt de største Prøver.
Og vi paa denne Tid, som midt om Vinteren,
Faaer Skibe i vor Havn hiem fra Vestindien.


34


Jo, Tvilling=Rige! du af saadan Helt anføres,
Som vil, at Folke=Held kun i Hans Land skal høres:
Som vil, Retfærdighed skal øves overalt,
Og staae udi sin Glands og rigtige Gestalt.
En Vegtskal i dens Haand, og Klæde for dens Øye,
Hans Navn ved Viisdom, Ret og Mildhed skal ophøye.
Den Danske Søe=Mands Haand i Middellandske Søe
Vist Ære=Blomster vil paa Kongens Hoved strøe.
Hver Søe=Mand, som Dragøer herefter hører nævne,
Vil strax erindre sig vor Konges Lyst og Evne,
At faae Lots=Væsenet sat i en bedre Stand:
Saa alle Tryghed har i vores Fare=Vand.
Her trekkes Lotterie; Comoedier her spilles;
Og hvers Haandteringer i Fred og Roe bestilles.
Vi priser Himmelen for Rug=Brød, Flesk og Fisk:
Men meest, for vi har spurgt, at Friderich er frisk.
Tydskland.
Nu lurer Folkene og Haabets Udfald venter,
Hvad Stats=Forandringer til Fredens Grund indrenter.
Jmellem Preusserne og Rusland spaaes om Fred,
Og alle passer paa de Sidstes Øyemed.
De Førstes Rolighed i denne kolde Vinter
Betragter man i Wien, som lutter krigske Finter.
Men saadan Mistroe kun i Augsborg haves bør,
Hvor man til Freds=Congres forgieves Anstalt giør.
Om ogsaa Stænderne i Hertugdommet Cleve
Mistænkte hver Franzos af dem, som underskreve
Dit sluttede Forlig om hvad de yde skal
Til Ludvigs Hær i Aar (*); var Tanken ey saa gal.
Man ikkun liden Troe til deres Ord kan fæste,
Som daglig kan faae Lyst paa nye igien at gieste;
Men mindre Troe endda til Rygtets Sladder=Mund,
Som til det meste Snak har saare liden Grund.
Hvor ublu torde det udsprede Løgnens Tale,
At Preussens klare Soel i Breslau syntes dale.
Dog er hver Tidende ey heller idel Tant;
Thi at Hr. Obrist Kleist ved Mulda vandt, var sandt.
(*) 2 Millioner og 650000 Livres til den Franske Armee, soruden 130000 Livres, som en
Gratification til Generaluetet.


35


Fra Østerrigerne han der tog to Kanoner,
Og til Krigsfanger fik omtrent en Snees Personer.
Men Preusserne dog ey vandt dette uden Tab.
At faae og give Hug er Krigens Egenskab.
Læs kun de Tidender, som man fra Saxen skriver,
Der Østerrigerne en Seyers Ære bliver.
Dog, hvad de denne gang af Fangne vundet fik,
Det mangen gang forhen for dem i Løbet gik.
Det Mecklenborgske Land endnu i Aar maae finde
Et Saar, som lader sig saa hastigt ey forbinde.
Tænk, tyve Tønder Guld det yde skal i Aar,
Og mueligt dog ey Roe for flere Paaleg faaer.
See Eichsfelds Taare an. Beklag den støre Plage,
Som dette arme Land saa kummerfuldt maae drage.
Tre Tønder Guld for det en liden Sum ey er,
Hvor ingen noget har i sine Leddiker.
Men det, som Dreøden, dog med Tiden kan oplives,
Naar det en naadig Fred af Gud til Fremtarv gives.
See denne arme Stad sig reyser af sit Gruus,
Ved det, Chur=Printzen her vil lidet holde Huus.
Hvor mangen nedtrykt Hals opreyser nu sit Hoved,
Ved det, en Stilstand dem tre Maaneder er loved
J Bober=Flodens Egn, og ved den Tidende,
At tvende Magter snart tør blive enige.
Jmellem Russernes og Preussers tappre Hære
Skal Fiendtlighederne nu ikke meere være.
Jmellem Preusserne og Svensken og i Aar
Er sluttet et Fordrag, som Demmn kun angaaer.
Men disse Tidender kan fyde af den Kilde,
At man helst nævner det, man snarest ønske vilde.
Dog, da Freds=Rygtet sig udbreder meer og meer.
Saa torde Fredens Stund for nogle være nær.
Hvad ellers vise Folk i Krigen kan udrette,
Professor Darjes har i Lyset vildet sette.
Hans Rosenskole er et Verk, som giør ham stor,
Hvor midt i haardest Krig hans Viisdoms Ære groer
Frankerig.
Spitzbuber findes nok, desverre, alievegne;
Men fleest beretter man dog fra de Franske Egne.


46


Prioren af Denis af tre angreben blev,
Dog, til hans Lives Held, kun ved et Fordrings=Brev.
Ti Tusend Livres han dog ikke vil betale
Til Folk, som over ham har intet at befale.
Ham sendes nok et Brev, og end det tredie,
Da Buddet tvunget blev at vise Fordrerne.
De bragtes i Arrest. Men syv af samme Bande
Er neppe deres Rest udi de Franske Lande.
Af Kongens Garde Corps en Damiens opstaaer,
Som dog sin egen Krop kun giver nogle Saar.
Det skulde Trofasthed mod hans Monark bevise,
Og hele Frankerig hans Helte=Gierning prise.
Men Skielmen blottet er, og alle vemmes ved,
At sligt hos en Franzos har nogen Tid havt Sted
Til hans Fortieneste blev givet ham en Strikke.
Men Jesuiterne saaledes dømmes ikke;
Thi Paven deres Sag skal først igiennemsee,
Og altsaa har de Haab, at blive skaanede.
Ey nogen tvivler om, at Ludvig jo har Hierte,
Og selv tør møde der, hvor Mars vil Folk beværte.
Versailles og Marly at bytte mod et Telt,
Og gaae til Flanderen, ey agtes af en Heldt.
Skiønt Rygtet bliver ved, det samme at berette,
Vil alle dog ey Troe til slig Beretning sette.
Man nævner os et Tal paa Frankerigs Armee,
Som Kongen føre vil til Nederlandene (*)
Dog meldes videre: om Kongen hiemme bliver,
Vil i hans Sted Dauphin udvise Mod og Jver
Af stridbar Tapperhed i denne fæle Krig.
Men! det er Kroner best, Kron=Printzer skaaner sig.
Engelland.
Man med den Spanske Krig er gandske misfornøyet,
Da Handelen ved den vil see sig dybt nedbøyet.
Den Nederlandske Magt, som nødig trækker Sværd,
Med Fredens Megling her sig give vil i Færd.
Endeel har deraf Haab, at Krigen bilagt bliver,
Før den med Spanien sin Flamme fra sig giver;
(*) 70000de Mand.


2


Endskiønt den største Part begierlig viser sig,
Med uforfærdet Mod at slaaes i denne Krig.
Ja Lyst til Kaperie er her saa overflødig,
At flere Folk vil med, end Kaperne har nødig.
Fast hver en Portugies, her er boesiddende,
Frivillig tiene vil paa Orlogs=Skibene.
Det sidst ommeldte Ord endnu med Rygtet reyser,
At Engelland giør Pagt med Maroccaners Keyser,
For at befæste sig desmeer mod Spanien;
Men dette Rige har dog Frankerig til Ven.
De Tvende, enige formedelst Slægtskabs Love,
Vil efter Rygtets Sagn en dristig Landgang vove
Et eller andet Sted i Stor=Brittannien;
Men denne Tidende vil nok gaae ind igien.
Den derimod er vis, at fiirsindstyve Skibe
Vil føre Spanien ved Kaperie i Knibe;
Og at Algiererne sit Sindelav har viist,
Da Spanien ved dem et Skib har alt forliist
Døm, hvilken Fyrighed, man her hos Folk formoder,
Da det berettes kan, at Kongens yngre Broder
Har søgt Tilladelse, at gaae til Orlogs med
J dette Bad, man har for Spanien bered¬
Spanien.
J Hovedstaden her skal hver en Hund afskaffes:
Og giøres det ey strax, den Skyldige skal straffes
Med Festnings Slaverie i Spanske Africa,
Og ey i fire Aar maae slippe bort derfra.
Men dersom Spanien sig nu erindre kunde,
Hvor støre Tienester de gamle Spanske Hunde
Har fordum gjort i den Americanske Krig,
Og i Columbi Tid hvor troe de viste sig:
Man skulde dem ey nu saa meget dybt fornedre.
Men naar man haver Folk: saa føres Krigen bedre.
Spørg Cadix af engang, hvor sterk en Orlogs Magt
Snart ud mod Engelland paa Vandet bliver bragt.
Tolv Skibe sammesteds udrustede kan findes.
Ved første glatte Lav de neppe overvindes.
Men paa det Kongen kan faae et anseligt Tat:
Han vil, hvert Kiøbmands=Skib til Krigs=Skyt bores skal.


38


Tænk, staaer ey Engelland for saadan Magt i Fare
Som reent foragte tør hver Engelsk Kiøbmands Vahre;
Undtagen saltet Fisk, den ey forbuden er,
Men maae fra Engelland med Lyst indføres her.
Nu Krigs=Erklæringen fra Spanien er kommen,
Hvor Kongens Villie har fældt og udraabt Dommen,
At Fiendtlighederne nu an for Alvor gaaer,
Og begge Parters Ret udi Spydstagen staaer
Man intet uden Krig i dette Land fornemmer.
Man Ødeleggelsen for Engelland bestemmer.
To Snese Kapere man finder færdige;
Men hvad vil det forslaae mod Engellænderne.
Portugal.
Den Frygt, som her hos Folk for Spanske Sværd blev funden,
Er ved den Konges Magt nu temmelig forsvunden,
Som fører værdigst Navn af Allertroeste
Siønt fra Bourbonsk Forlig sig udelukt maae see.
Til Vagt, at Lissabon ey føres skal i Knibe,
Har Engellænderne paa Tago nogle Skibe.
Men paa det Portugal kan forekomme Krig:
Maae kun fem Skibe der paa eengang samle sig.
Skiønt baade Engelland og Spanien tilbyder,
At sende Folk til Hielp; dog Kongen sligt forskyder.
En sterk Neutralitet han fast besluttet har
Og ikke mindste Deel i Tvistigheden taer.
Rusland.
Om Keyserindens Død er dette her at melde,
At ingen Lægedom mod Døden kunde gielde.
Blodbrekning samledes med Hoste paa en Tid,
Da alle Lægerne anvendte største Flid.
De saae, at hendes Liv for Døden stod i Fare,
Og holdt det for sin Pligt, om samme at advare.
Hun skriftede, og lod sig rekke Nadveren,
Samt Morgenen derpaa fik Afskeds Olien.
Omsider døde Hun af Lidelser udmattet;
Og Hendes Tab blev strax ved Peter Czaar erstattet.
Han er den tredie paa Thronen af det Navn,
Og fra Begyndelsen besørger Ruslands Gavn.


23


Faa Dages Tid forhen, før Keyserinden døde,
Hun manges bittre Kaar har vildet mildt forsøde.
Hun Fængflerne oplod; og fra Siberien
Lod de Landflygtige tilbage gaae igien (
Czaar Peter ikke vil forandre Hans Minif
Thi sligt Gemytterne kan stundom giøre bistre;
Og deres Roe er Ham høyst magtpaaliggende,
Som synes at Han heldst vil Fred forfremmet see.
Han hyldes overalt, hvor Russer forefindes.
Og Tropperne ved Eed Hans Majestet forbindes.
De troe Gesandtere ved Konge=Hofferne
Faaer hver udi sin Post en mild Bestyrkelse.
Han mod adskillige sin megen Naade øver,
Paa hvilken Greverne Schuwalowv først fik Prøver,
J det Hans Majestet til disse Brødre gav
Ved Thron=Bestigelsen en høy Feldt=Marschals=Stav (*)
Grev Hordt af samme Gunst er sluppen fra sit Fængsel.
Og mange flere naaer ved dette Spiir sin Længsel.
Man har fra Petersborg en Liste nylig seet
Paa den Forfremmelse, som sammesteds er skeet.
J sær har han ey glemt Printz Jørgen, som sin Fætter.
Han ham til Gouverneur for sig i Holsteen setter,
Og vil, at denne Printz Hans Høyhed kaldes skal:
Saa Rusland neppe ved paa Glædes Fæster Tal.
Blant disse ikke sidst Vand=Vielsen bør regnes,
Og maae for dette Aar særdeles høyt optegnes,
Da baade Keyseren og Keyserinden selv
Bivaanede slig Act ved Russers Jordans Elv (*
De Russisk Adlede nu og for frie erklæres:
Saa Keyser Peters Navn af dem vil ævig æres.
Ja hele Verden Ham vil skylde varig Lov,
For Han har Lyst til det, Europa har Behov.
Det er bedrøveligt, at da man af al Jver
Arbeyder paa en Fred, ny Krig anstukket bliver."
Det var Hans ædle Svar, da Han fik Tidenden,
At Engellænders Fred var endt med Spanien.
(*) Alle de, som for underslæbs=Handel vare forviste til Siderien, bleve friaivne, og de¬
res Gods, som endnu fandtes, restitueret dem. Desuden bleve af Fænpslerne løsladte
14000 Personer, som vare indfatte for Gield, og 25000 Personer, som sadde for
smaa Forseelser.
)Grev Peter Schuwalom, Feldt=Tøymester og Feldt=Marlchal, døde strax efter.
1u Cr)n Foruden andre Cerenonier, nedsenker Ette=Bipen et Cutsr i Pandet.


40
Der Kongens Ordre nys til alle skrevne ere,
Polen.
At kun eet Skieppemaal i Polen nu maae være.
Maaskee de med en stor før maalte gierne ind,
Og med en liden ud, som er mod lovligt Sind.
Tyrkiet.
Jo. Stor=Sultanens Haab har rigtig vundet Seyer.
Han nu i sit Serail en ung Printz Selim eyer.
Hans Glæde aldrig før til saadan Høyde gik,
Som da han denne Printz paa sine Arme fik.
Jtalien.
Skiønt Roms Behersker ey i Krigen Deel vil tage,
Har han dog Arbeyd nok i disse Ufreds Dage.
Man siger, at han sig om større Landmagt seer,
Og sliber Peders Sværd, som nu ey bider meer.
Fabel.
Vandringsmanden og Colibri. (MCL ÆsopischerFabeln.)
E¬
t Menneske, som gierrig drog herfra,
Besøgte Nubien, saae Japon og Suratte,
Men mættedes dog ey af sammes Skatte,
Og endelig kom til America.
Her vilde han et Huus af Guld og Perler bygge.
Af Reysen mattet ud et Cocos=Træ han fandt,
Og vilde hvile sig i sammes brede Skygge;
Men ved uventet Skraal hans første Søvn forsvandt.
Halv tumlende, heel vred, han fat paa Bøssen tager;
Han kiger runden om, men ingen Fiende seer.
Han knaller op i Træet, og fra dets Grene jager
En liden Colibri, som ad vor Kiempe leer.
Ey, er det dig, du Myg!
Hvis Skraalen er saa fæl og styg?
Ja, sagde Colibri, det er.
Derover maae du dig ey harme.
Det gaaer blant Qvæg, som blant jer Mennesker:
De mindste pleyer mest at larme.
Heraf udgives Maanedrug i Stk. paa det Rongl Adresse Contori kiøbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Martii Maaned 1762.
Dannemark.
V¬
ed sidste Tidende for February Maaned
Blev den beklemte Siel for længer Angest skaaned.
Vor Herre undte os det vi os ønskte helst;
Det Kongelige Liv fra Meslinger blev frelst.
O Folk! hvis Herlighed kan ligne din i Livet!
Hvor tidt har Gud paa nye din Friderich dig givet!
Hver gang Besegling er paa Himlens Naade=Pagt,
At Gud besynderlig for Dannemark staaer Vagt.
Er du i tvende Aar ved det ey bleven glædet,
At Kongens Domstoel er af Kongen selv beklædet;
Da see ærbødig an, hvad Aarsag fra Guds Raad
Ham hindrede derfra, og dig udpiinte Graad.
See sand Retfærdighed fra Rettens høye Fader
Afbildet i hver Lem af de udvalgte Rader,
Som sidder Retten der, hvor Kongens Domstoel staaer,
Og hvor den Ringeste den Størstes Forsvar faaer.
Lod Kongens Omhue sidst Udførselen forbyde
Af allehaande Korn, paa det du kunde nyde
Velsignelse af Brød udi dit eget Skiul;
Ved lige Forbud Han dig nu har skaffet Suul
Naar Flesk, samt Smør og Ost ey gaaer fra dine Havne:
Saa skal du heller ey nødtørftigt Maaltid savne.
Sligt Forbud ey betragt som Bud om Krigens Straf.
Priis Ham, som skaffer dig, hvad du skal leve af.
Den høye Magistrat, som Kiøbenhavn opliver,
Os nye Forsikringer om Kongens Mildhed giver,
At fremmet Sæbe ey maae meer indføres her,
Da Sæbe=Verkerne forsyne kan enhver,


42


Vor Fader for sit Folk bær Omsorg uden Ende¬
Den strekker sig endog til syge Tømmer=Svende.
Nye Forholds=Regler Han de friske Svende gav;
Og det er nyt Beviis paa Kongens Sindelav.
En general Pardon for alle Deserteurer,
Som Døds Misgierninger i deres Skildt ey fører,
Er og et Vidnesbyrd om ædelt Konge-Mod,
Og at Hans Omhue er for Landet høy og god.
Vil nogen deraf spaae, at Krigen er i Gierde,
Og styrke Spaadommen ved de nye slebne Sværde,
Som det saa kaldede Frie=Corps har om sig spendt,
Da er den Grund uvis, hvis Maal er ubekiendt.
En hellig Tavshed maae hos Kongens Raad berømmes,
At lutter Gisninger af Almuen kun dømmes.
Styk=Knegte, Skaffere og tusind Kitteler
Endnu beviser ey at Krigen er os nær.
Lad kun Gaardskarlene om deres Presning snakke:
Der staaer dog ingen Hær endnu paa Valbye=Bakke.
Lad Pøbel spørge frit: hvad sigter saadant til?
At nogen tvinges skal Monarken ikke vil.
Sandt. Tvungen Tieneste giør oftest liden Nytte;
Men naar vor Friderich vil Sit og Vort beskytte:
Saa maae det skee ved Folk, og den fortiener Skam,
Som da med Liv og Blod ey villig tiener Ham.
Bør Lediggængere, som driver om paa Gaden,
Og giør det hele Aar ey noget got i Staden,
Vel nu gaae Ram forbi? Ney de maae gribes først;
Thi deres Rettighed til Kitteler er størst.
Hvor røres Hierterne, naar Øynene beskuer
De Fæstninger til Søes, for hvilke Havet gruer.
At see dem takles til, og lastes med sit Skyt,
Tillokker Almuen at vente Krigens Nyt.
To gange Tolv af Rang! desuden Tolv Fregatter!
Nysgierrighed har talt; men ingen Hensigt fatter.
Nok fire Tusind Mand fra Norge komme skal!
Mon Krigen ey er vis af slige krigske Tal?
At slige Rustninger for Lyst anrettes skulde,
Derom man uden Tvivl vel tvivle maae tilfulde.
Men at det sigter til vor Freds Forstyrrelse,
Det er just ikke klart endnu af Tiderne.


80


Vær nidkier, Undersaat, ey for dig selv at sørge,
Ey for om Aarsags Grund til hvad der skeer at spørge:
Men sørg for fælleds Vel, og spørg paa hvilken Vey
Du tiener Kongen best. Gak den og anden ey.
En trofast Patriot sin Tid ey ilde spilder.
See stort Beviis herpaa udi den brave Wilder.
Hans Navn paa dette Blad med Roes bør være fat,
For han af Stabelen lod løbe en Fregat.
J Kongens Omsorg sees en Hiertesorg at møde:
Den største Svigersøns Frue Svigermoder døde.
Vor Dronnings Majestet sin Moder mistet har.
Det Budskab sørgeligt for Konge=Hoffet var.
Tre Maaneder til Sorg af Kongen strax bestemmes.
Men skulde hun saa snart af Tankerne vel glemmes?
Ney. Den udvortes Sorg i ingen Ligning staaer
Med den Bedrøvelse, som Hiertet føle faaer.
Vi den Høysalige har seet i vore Egne;
Og det, at hun saa snart for Døden maatte blegne,
Os alle saaret har. Hun glemmes ikke her
Saa længe Datteren og Hendes Afkom er.
Vi tidlig moeden Frugt af denne alt har høstet.
Fyrstindens Datters Søn os har i Sorgen trøstet.
Ved Overhørelse og Giensvar han har viist,
At Haabet intet har om denne Printz forliist.
O lykkelige Folk! din Troes Grund er sikker:
Den unge Friderich de store Fridericher
I Alting ligne vil, om ikke overgaae.
Den første Prøve han nu givet har derpaa.
Glem ey at ofre Gud Tak=Offere og Bønner
For to saa værdige og vise Konge=Sønner.
Leg Sorgen hastig af. Til Glædskabs Gilde gak,
Og Gud for Friderich, som dig beskytter, tak.
Thormaaneds sidste Dag fornyer aarlig Glæde.
Mod fyrretyve Aar du seer din Konge træde.
Ønsk dettes Udgang glad, og fyrretyves til.
Vi lever vel, naar Gud Ham Livet spare vil.
Tydskland.
Da Aarets Tid igien fornyer alt det Gamle,
Begynder Hærene sig atter at forsamle.


44


De ruster sig til Strid, endskiønt man bliver ved,
J Rygtets Tidender endnu at spaae om Fred.
Man sender Bud paa Bud imellem alle Hoffer;
Men sammes Ærende er Hemmeligheds Offer.
Dog slutter man sig til, at saadant ikkun skeer,
Fordi man Virkningen af Krigens Onde seer.
Man vexler Fanger ud. Man merker efterhaanden,
At Folkene faaer Luft at kunde drage Aanden.
Men det tillades ey at tale offentlig
J Residentzen Wien om Freden eller Krig.
J Schlesien heel sterk paa Preusisk Side hverves;
Og paa det Sachsens Land ey mere skal forderves
Ved større Strømme=Flod af krigsk udgydet Blod,
Vil man i dette Aar tre gange giøre Bod.
Naar Officiererne har intet at bestille:
Saa seer man dem i Cøln Comoedier at spille.
J Breslau derimod de alle glæder sig,
At Preussens Friderich har Lyst til Fred i Krig.
Man denne store Helt særdeles munter finder,
Og mindste Sygdom nu ey giør ham mere Hinder.
Han Bud fra Hoffer faaer og sender Svar igien;
Og hver lykønsker ham til Fred af Himmelen.
Med Rusland er det klart at han skal Stilstand nyde;
Og han det Wienske Hof har ladet Fred tilbyde.
Hver Jerbstigsk Undersaat han eftergivet har
Den Contribution, som der udskreven var (*)
Af sligt hans Sind til Fred jo tydelig kan kiendes.
Men smaa Skiermytseler dog ikke kan afvendes,
Hvori der øses Blod paa begge Sider ud.
Om saadant Schweidnitz=Egn os bringer sikkerst Bud.
Den unge Preussens Printz i Aar til Feldts vil drage,
Og uforsagt en Deel i Krigens Byrder tage.
Og lukkes Krigens Port forinden ikke til:
Det næste Feldttog da heel blodigt blive vil.
J Gøttingen hvert Huus de Franske har optegnet;
Og denne stakkels Stad vil blive haardt begegnet,
Jfald den maanedtlig ey kan betale det,
Som Commandanten har fastsat og kiendt for Ret (
medtlig 124000 Livres.
(*) en Gumma af acooos Rirdaler.


45
Frankerig.
Man stedse Bud fra Wien her seer i disse Dage,
Og de bortskikkes strax med Hoffets Svar tilbage.
Det og bekiendtgjort er, hvad Helt i dette Aar
Den første Marschals=Stav ved Kongens Tropper faaer (*).
Den forhen værende fik Afsked i Unaade,
Og Broderen til ham gik af med samme Baade (¬
Saaledes dybest Fald just er fra høyest Sted;
Men middelmaadig Stand af saadant ikke veed.
Dunkirken faaer i Aar at see den Franske Leyer,
Og man sig forud spaaer imod Hannover Seyer.
Til Officiererne befaling givet er,
At de skal reyse bort til Frankerigs Armeer.
For Landets Ungdom her tilbørlig Omsorg bæres
At den til Rigets Gavn i Kundskab kan oplæres.
Man Jesuiter nu til saadant bruger ey,
Men haver viselig udvalgt en bedre=Vey.
Nu kan der i Paris ey nogen Lediggænger
For Politiets Magt i Roe sig holde længer.
Har de unyttigt før her drevet Dagen hen,
Skal de nu giøre Got udi Vestindien.
Om Jesuiterne, den Pest for Land og Riger,
Her visse Tidender for største Sandhed siger:
At Pavens Hellighed paa Peders Stoel i Rom
Høyst misfornøyet er med Franske Bispers Dom.
Et Rygte giør bekiendt, at dette Selskabs Hoved
Og Ordens General for sin Person har lovet,
Hvad denne Sag angaaer, ey at befatte sig
Med Jesuiterne i Riget Frankerig.
Et andet udstrøet har: den Orden skal ophøre,
Og ingen efterdags maae Løfte til den giøre.
Af deres Bøger her en Slump er nylig brændt.
Dog er ey Virkningen af sammes Ukrud endt.
Engelland.
Man taler her kun om en Pagt som skal oprettes
Hvorved Bourbonsk Forlig skal Stangen kunde settes,
) Hertugen af Orleans, den første Printz af Blodet.
(**) Hertugen af Broglio, og hans Broder Greven af Broglio¬


46


At saadant sikkert er, anføres til Beviis,
At Actierne her gaaer høyere i Priis.
Man vil med Eftertryk i Tydskland Krigen føre,
At i America man større Fangst kan giøre.
Sligt saadant Statsgreb er, af hvilket Fraykerig
Kun liden Fordeel kan med Tiden vente sig.
Hvad Spanien deraf indhøste vil omsider,
Naar Engelland mod den i hele Verden strider,
Det er endnu vel skiult. Dog kan man dunkelt see
At den ad saadan Krig vil ey fornøyet lee.
Blant Stats=Bekymringers og anden Omsorgs Mængde
Man tænker her og paa at finde Havets Længde,
Og Prænner har sat for hvem som finder den ();
Skiønt nogen neppe faaer saa snart Betalingen.
Af sligt man slutte kan, at Engelland har Penge,
Og midt i Krigens Tid skal ey til Forskud trænge.
Man taler ogsaa her om Stilstand, Roe og Fred,
Endskiønt man neppe Grund til saadan Tale veed.
Sverrig.
Stralsunds Stads=Øvrighed to Tusinde Rixdaler
Af Ædelmodighed til Tropperne betaler,
For deres Vinter=Strid i Malchin tapper var;
Og Kongens Majestet dem derfor takket har.
Blant det merkværdigste fra Sverrig ellers bliver,
At man til Rigets Raad et vigtigt Spørsmaal giver;
Om det mest Fordeel var at sette Krigen fort,
Hvad heller at der Fred med snareste blev gjørt?
Rusland.
Herfra det meste Nyt i disse Tider skrives.
Man passer nøye paa, hvad Ordre her udgives.
Den nye opthronede Czaar Peters Øyemed
Opfylder Verden nu med stor Nysgierrighed.
Man seer til Petersborg saa mange Folk inddrage,
At Staden neppe kan mod saadan Mængde tage.
Tildeels de kommer hid, at hilse Ruslands Caar,
Og deels at see dens Liig, som før Caarinde var.
(* 20000 Pund Sterling til Belønning for Orfinderen, og 2000 Pund Sterling til
Forsøgene.


J7


Fra Petersborg igien Courerer stedse farer;
Men hver sit Ærende saa troligen bevarer,
At ey det ringeste deraf kan komme ud,
Skiønt Rygtet giør sig nok saa meget Hovedbrud.
Endeel af slige Bud til London Veyen tager,
Hvor der afhandles vist betydelige Sager.
Ja Rygtet siger os, at Keyseren helst vil,
At Jani Tempel=Dør skal atter lukkes til.
Hvor han sig elsket giør af Fattige og Rige,
Det kan en fastsat Priis paa Saltet os best sige.
En Laane=Banke han og nu oprette vil:
Saa Petri Magni Roes ham snart skal høre til.
Justitz og Politie han at forbedre føger,
Og Folkets Kierlighed hver Dag til sig forøger.
Sligt dempet har den Sorg, som Folkets Hierte brød,
Da de fik Tidender om Keyserindens Død.
Det Keyserlige Liig med Pomp er bisat blevet.
Man har endeel deraf omstændelig beskrevet;
Men Liig=Begængelsen er skeet med større Pragt,
End alle Tidender os hidindtil har sagt.
Alt hvad som prægtigt er nu laves til for Resten,
For ret at sette Glands og Ziir paa Kronings=Festen,
Som skal i næste May i Moskov for sig gaae,
Da nogle Tropper hiem fra Pohlen komme maae.
Spanien.
Her seer man Tropperne at samles og marschere,
Og i Provintzerne man daglig hverver flere.
Men det et Spørsmaal er, om samme kan forslaae,
Saa det Bourbonske Baand skal ey i Stykker gaae.
Portugal.
Ey nogen veed endnu, hvad Slutning denne Krone
J Krigen tage vil. Sligt Tiden maae udtone.
Thi Konge=Hoffet her forlyster sig med Jagt,
Og ingen Grundsteen har til Krigens Bygning lagt.
Man har paa nye igien et Jordskielvs Stød erfaret,
Men Hovedstaden dog fra Skade er bevaret.
Naar Folket vænnes til at taale slige Stød:
Da Tryghed sige vil, nu har det ingen Nød.


48


Jtalien.
Her ærgrer Paven sig, for nogle Polske Munke
Af Peders Varetægt herefter ey vil prunke,
Men den har takket af, og gaaet til Grækerne.
Han vist tillaver dem en stor Bandsettelse.
Man ellers har fra Rom, at Kirkens høye Fader
Har ingen Dag forsømt, at gaae paa Masquerader.
Og omendskiønt en Deel fik Tragi=Comisk=Død,
Var dog Forlystelsen hans gamle Adam sød.
Fabel.
Gaasen og Ulven.
(o. Hagedarn)
Vi Gies har fordum frelst Roms Capitolium:
Saa snaddrede en Gaas; blot dette kan bevise,
At man for tappert Mod maae Gaase=Flokken prise.
Ja, en Ulvinde har opammet Romulum,
Udtudede en Ulv ved Bredden i det samme:
Saa mild Medlidenhed er just hos Ulves Stamme.
Sandt, sagde Gaasen, du har Ret;
Gies ere modige, og Ulve ere milde.
Men det ey sees af Mennesket,
Som er for vores Ære ilde.
En Rov=Fugl lod sig see. Strax Gaasen frygtsom kiekker,
Og Hals og Been forvildet strekker.
Men Ulven gaaer, og faaer et Barn at see;
Han griber, æder det, som umedlidende.
Hvor mange roser sig af Dyd og gode Gaver,
Som de ey fik til Arv, og ey forhvervet haver.
Katesfærgtuæskflaamnatetig e æget agtatdaær dang atresfte Canuterugtunttæren.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For April Maaned 1762.
Dannemark.
N¬
aar saae vort Norden før April saa mild og faver?
May=Maaneds Prydelse i Aar den baaret haver.
For Agerdyrkeren saa frugtbar Varme spaaer
Det grødefuldeste og lykkeligste Aar.
Hvad Under, Kiøbenhavn kan inden sine Volde
J en saa yndig Tid sin Konge ey beholde.
Hans Sommer=Residentz, Naturs og Kunstens Pragt,
Med Blomster=Tepper blev af Floræ Kurv belagt.
Hans elskte Majestet til dette Eden siger,
Og tidligste Farvel med Dronningen os siger.
Gaaer, Undersaatter! ud, og seer den ømme Sorg,
Han har for Eders Fred paa dette Fredensborg.
Kun med et Øyekast J løbe tør igiennem
Befordringslisterne, og see et Tal paa dennem,
Han giør til Vægtere for Eders Roe og Tarv
Og for at styrke det, der er Hans Krones Arv.
See, hvor Hans Majestet en Schimmelman vil ære,
At i Frieherlig Stand han Dannebrog skal bære.
Saa prydet gaaer han nu til Neder=Sachserne,
Og rygter sammesteds sin Konges Ærende.
O, ønsker Kongen dog de Siels og Legems Kræfter,
At skaffe Eder det, J alle sukker efter.
Hans høye Siel og Haand arbeyder paa en Plan,
At vi paa Velfærds Vey skal aldrig støde an.
Det Folk, Han udnævnt har til denne Plan at jevne,
Med Lyst fremstiller sig udi sin fulde Evne.
Hans hemmelige Raad for Ham udtømmer sig,
Kun for hver Undersaat at giøre lykkelig.


Den tappre Saint Germain ey noget efterlader
Af det, som sigtes til af Landets høye Fader.
Hver Krigs=befalingsmand med Lyst og Munterhed
Til Kongens Tieneste sig daglig giør bered.
En Bacche, som bør Roes for mange andre have,
Har lært Husarerne at springe over Grave.
Spørg ikkun Odense, om det har seet at een
Ved slige Hestespring har brekket sine Been.
En Blechenberg, en Dansk, hvis Navn hver Tydsk kan skrekke
Vit nu for Dannemark sin Sabel mandig trekke.
Favin blant Jægerne den anden Nimrod er,
Og vil for Dannemark faae fleer Fortienester.
Den Jld, som i hvert Bryst for deres Konge brænder,
Man hos de Ringeste endog i Lue kiender.
Den saaes i Helsingøer, den Tid Stykknegtene
Med Instrumenters Klang derfra marscherede.
Naar saadan villig Lyst hvers Drivefieder bliver,
At see fuldkommen fyldt vor Konges høye Jver;
Naar Søe=Kastellerne i Renden samler sig:
Saa er jo alting klart til at afværge Krig.
Hvo vil da hæle Frygt? Er Kongen ey vort Hoved:
Er HErren ey med ham, som Fædrene blev loved?
Han sig og alt sit Huus for HErren helliger.
Nye stiftet Naade=Pagt Beviis paa dette er.
Hør den Bekiendelse, Hans anden Konge=Datter (*)
Aflegger om sin Troe, og at Hun mere skatter
Det dyre Gudsbarns Navn, end Verdens hele Pragt,
Og offentlig med Gud fornyer Daabens Pagt.
Seer og, hvor Omhue=fuld vort Overhoved findes,
At for Huusholdninger en Lettelse kan vindes.
Herefter Jylland med de andre Danske Øer
Kan selv til Tieneste beholde sine Møer.
Blant Qvindfolk Lediggang tiltog nu alt for meget.
De vilde allerhelst sig nære af sit eget,
Og krømpede sig ved at æde andres Brød;
Men Kongen denne Last med mere dem forbød.
Seer, Kongen gierne vel mod alle Folk vil giøre;
Man Fedevarene nu atter maae udføre.
Ja, hvo som haver Lyst, og derhos Pungen fuld,
Han Knapper bære maae af virket Sølv og Guld.
(*) Printzesse Wilhelmine Caroline, fød den 10de Julii 1747, confirmeret
den 18de April 1762.


51


Ham i Godgiørenhed vil Undersaatter ligne.
Hver fattig Pesthuus=Lem maae vor Rosset velsigne.
GUd ham for rige Folk har til Exempel sat,
Thi han anvender ret den ham betroede Skat.
Hans rare Stiftelser og Christelige Gaver (¬
Blant beste Borgere ham Navn forhvervet haver.
Han ved at giøre got langt større Glæde fandt,
End den, som største Lod i sidste Trekning vandt
Om nok en Stiftelse Adresse=Bladet taler,
Men Mandens Høviskhed, som giorde den, befaler,
At jeg hans gode Navn maae ikke nævne her.
See, slig Beskedenhed ham største Ære er.
Blant gode Borgere man ogsaa dem bør regne,
Som vil forskaffe os meer Sødt i disse Egne.
Naar tvende hundrede udi eet Selskab gaaer,
Det Raffinaderie da sikkerlig bestaaer i
Om dette Selskab jeg til Trøst for dem kun melder,
Hos hvilke søde Ord og søde Sager gielder.
Vi og got Rygte har fra Chinafahrerne:
Saa Prisen falder nok paa Porcellain og Thee.
Paa Banco=Actier den derimod nu stiger;
Thi samme kiøbes nu endog af vore Piger (**).
Guld kiøbes kan for dyrt; den Sandhed veed enhver
Men det maaskee ey just er saa med Actier.
Salpeter=Actier dog falder vist i Prisen,
Naar Eyerne deraf beregnet har Forlisen;
Thi hvor Naturen selv ey gider virke sterk,
Forgieves Kunsten har anlagt Salpeter=Verk.
Vi fra Arabien den Efterretning haver,
At vores Lærde der anvender deres Gaver:
Saa Lærdommen ved dem et Lys tør vente sig,
Om Enden bliver ey Begyndelsen ulig.
Vi fra Marocco saae to Skibe her at havne.
Men derimod vi Mænd ved Dødens Lee maae savne.
En Sturups, Kalchreuts, og en troe von Støckens Død
Har Kiendere af Dyd ey været alt for sød.
Bisp
(*) See Adrese=Kontvirets Efterretninger for 176s Rum. 97 og 99.
(**) Det nye oprettede Sukker=Raffinaderie i Store Kongens Gade.
(*t*) Da Banev=Actierne forhen ikkun har kostet 500 Rdlr. og derunder, blev
en den 5te April tilslagen Jomfr. Marthe Nostrup for 552 Rdlr.


52


Bisp Spidbergs Dødsfald og af mange er begrædet.
Hver ønsker, at hans Stoel maae værdig sees beklædet.
Han var unægtelig en af de Pillere,
Paa hvilke Kirken her hos os er hvilende.
To fik, som Kiøbmænd, Lov i Helsingøer at handle.
Til større Frihed vil sig Kiøbmandskab forvandle.
Vor Konges Omhue vil, at alle leve skal,
Og ey allene Folk i et indskrænket Tal.
Meer Nyt jeg kunde her min Læser vel meddele;
Men da det meste ey kan røre fine Siele,
Som: at en Karl omkom ved en eenøyet Hest;
En har undsagt sin Vert, kom derfor i Arrest -&.
Saa gaaer jeg det forbi, med prentede Ulykker,
Hvorhen jeg regne vil de nyeste Kunst=Stykker,
Som lokker Pengene fra de Nysgierrige.
Der Munke=Hoveder og Nonner gider see.
Tydskland.
Her snakkes nok om Fred, men man fra Wien dog skriver,
At der al Anstalt gjort til Krigens Fremgang bliver.
Den Østerrigske Magt vil vise Schlesien,
At man er ey endnu af Fredens Forslag Ven.
Hver Wolfenbuttelsk Mand forbedrer Stadens Volde;
Og Lybek vil en Pust med Fienden og udholde.
Ja hele Tydskland sig til Krigen giør bered,
Hust i det Øyeblik man taler mest om Fred.
J Leipzig man nu ey paa Roser heller dandser.
Man Staden sammesteds paa nye igien forskandser,
Og lader Vandet ind udi Stads=Gravene:
Saa denne Stad endnu tør paa en Fiende see.
Den Allierte Hær staaer færdig at marschere;
Og Preussen bliver ved, sin Hær at recruttere.
J Breslau støber man Kanoner Nat og Dag;
Og Gøttingen nu reent forloret har sin Sag.
Den arme Stad kan ey til Penge Anstalt giøre;
Maae derfor al sin Kram til Raadstuen henføre,
Hvor Magistraten det skal sælge offentlig.
See, det er Virkningen og Frugterne af Krig
Fra Eichsfeld ligesaa kun høres Jammer=Klager:
De Allierede alt Qvæget med sig tager.
Ja Krigen ene ey giør nok Bedrøvede;
Det Tal forøges maae ved Stratenrøvere.


5


Den Keyserlige Post fra Cøln har det erfaret,
Udi hvis Postvogn ey det helligste blev sparet.
Ey Passagererne beholdt det ringeste,
Undtagen Livet, som man dennem skienkede.
En Tapperheds Bedrift berettes fra Hannover,
At Slottet Arendsberg sig haver givet over,
Da Arve=Prindsen det greb an med saadan Magt,
At det er mestendeels i Grunden ødelagt.
En Hob Kanoner han i samme fik til Bytte,
Hvoraf de Franske Folk har vildet sig benytte
Udi Beleyringen for Munster dette Aar;
Men de ey denne gang meer Gavn af samme faaer.
Frankerig.
En Patriotisk Flok har her en Plan udkastet
Til et Skibs=Lotterie, hvormed tør blive hastet;
Thi Kongen derved skal et Snees Krigs=Skibe faae;
Saa hans Bevilgning det i sex Aar nok vil naae.
De Franske Damer har saa ædle Sindelave,
At de ey Omgang vil med Mandspersoner have,
Som ikke indsat har i dette Lotterie:
Saa hver af Kierlighed vist setter ind deri.
At Kongen fredelig har stedse sindet været,
Det har han i et Brev for Russerne erklæret,
Men derhos ogsaa meldt, at han forlader ey
Hans Bundsforvandtere paa allerblodigst Vey.
Han Hielpe-Tropper nu til Spanien bortsender,
Og fuld af Nidkierhed mod sine Fiender brænder.
Selv Jesuiterne hans Vredes Virkning seer,
Og faaer i Frankerig ey gammel Frihed meer.
At i America han Martimque har mistet,
Og at Fredstanken sig til Rusland haver listet,
Det ham paa denne Tid deels foruroliger,
Og deels en Aarsag er til Overveyelser.
Engelland.
Den Krig med Spanien tør ey saa let ophøre;
Thi begge Kroner den med Hidsighed vil føre.
Dog taber Engelland hvad Handelen angaaer,
Hvorpaa til klart Beviis en Fiske=Regning staaer. (*
1) Man har udregnet, at Engelland taber blot paa Fisk, som den forhen har aarlig
kundet afsette til Spanien 537500 Pund Sterling.


54


Man hører midlertid Te Deum lystig klinge,
For Monkton Martinique har kundet undertvinge.
Det Tab for Frankerig opmuntrer Engelland:
Saa meget Blod vil til at slukke Krigens Brand,
Et Jrlandsk Oprør her er nys bekiendtgiort blevet,
Hvori Oprørerne stor Grovhed har bedrevet.
De hvide Drenge de sig selv navngivet har,
Og en til deres Chef af dem alt udvalgt var.
Man har nu nogle fat, som sig vil rene giøre,
At de har allermindst tænkt, Folket at oprøre,
Men kun allene søgt i al Eenfoldighed,
Paa Levnetsmidlerne at faae sat Prisen ned.
Man ellers Veddemaal paa denne Tid anstiller,
Og mange tusind Pund bort i et Luftspil spiller.
Er Engellænderne da saa letsindige?
O, hør først hvilken Kunst, en Springer lader see.
Den letteste Person og hurtigste tillige,
Men største Vovehals, er nu i dette Rige.
At flyve en halv Miil (*) han sig har budet til,
Og sex Minuter han til sligt kun have vil.
Han af Naturen ey, som Fugle, haver Vinger,
Men sig ved Kunstens Kraft et Par tilveyebringer.
Naar han dem binder fast og Hale dertil faaer;
Tænk da, med hvilken Fart han giennem Luften gaaer
Man skulde ikke troe, at Rygtet heri lyver.
Og gaaer det lykkeligt for denne lette Flyver,
At han fra Brides Taarn kan naae til Hyde=Park:
Saa flyver han maaskee herhid til Dannemark.
Sverrig.
Til Svenske Hierters Lyst, til GUds og Hoffets Ære,
Kronprintz n offentlig er hørt sin Trees Lære,
Og derom aflagt har en god Bekiendelse,
Hvorpaa han første gang nød Herrens Nadvere.
Hvor har det glade Syn Gemytterne oplivet,
Da Troskabs Hyldings=Eed han Stænderne har givet.
Men hvor har derimod von Løvens Spørsmaal sat
En Skrek i alle dem, som øder Sverrigs Skat.
Han spurgte: hvortil man de Summer har opbaaret,
Som Riget har betalt til Kronens Tarv om Aaret?
(*) To Engelske Mile.


55


Paa dette intet Svar til denne Tid er fulgt,
Og mueligt Sandheden bestandig bliver dulgt.
Rusland.
Czaar Peter bliver ved, de Helte at ophøye,
Som Riget og ham selv kan gavne og fornøye.
Man efterhaanden seer i Petersborg igien
De Mænd, som graanedes udi Siberien.
Grev Lestoeg kommen er, modtagen blev med Naade,
Og fik den Jord igien, hvori hans Fædre saaede.
Grev Munnich, yngere, er ogsaa kommen hid.
Hans Fader ventes og hertil om stakket Tid.
Hvor Hierte=rørende vil dette Optrin blive,
Naar den Graahærdede dem første Kys skal give,
Hvis Fædre for sit Liv, næst Gud, ham takke maae
Og hvis Opelskning ey hans Øyne forhen saae.
Enhver, som efterdags til Pommeren henreyser,
Lovtaler høre vil om Ruslands milde Keyser
Som, rørt af Folkets Nød i denne fæle Krig,
Høyædelmodig har mod Armod yttret sig (*).
Hans store Gavmildhed faaer daglig fleer Beviser.
Dens ædle Virkninger en Curlandsk Hertug priser:
To Millioner ham Petrowna lagde til,
Som Peters runde Haand med tre forøge vil.
Nu bærer han en Ring med Preussers Konges Anled,
Til Tegn, at han med ham om Freden haver handlet.
Dens Raritet du seer, naar du dens Omskrift hør:
Det ikkun Venskab er, som Ringen kostbar giør (*)
Nys lod han offentlig i Petersborg erklære,
At Vaaben=Stilstand skal med hele Preussen være.
Den Glæde, Folket fik ved denne Tidende,
Er ikkun fattelig for Fredens Elskere.
Hans Garde (**) til Besvær nu ingen meer skal blive.
Som et unyttigt Corps han det lod Afsked give.
To Millioner det hans Rige kostet har,
Og ey til denne Dag til mindste Nytte var.
(*) Han har skienket Jndvaanerne i Pommeren 300000 Rubler, og lovet at
sende dem Levnets=Midler uden Betaling.
(**) Omskriften er paa Fransk: Cest l'Amitie qui en fait le prix.
11*) Dette var et særdeles Corps, kaldet Garde=Compagniet, hvilket ey
maael confunderes med Liv=Garde=Regimentet, hvorover Printz Georg
af Holstein Gottorp har faaet Commando som Oberst.


56


Spanien.
Krigsrustningerne her endnu bestandig drives,
Ey fordi Langsomhed hos Folket derved gives,
Men for den Størrelse, som sammes Omkreds har;
Thi saadan fæl Armee ey før paa Jorden var.
Den Tone klinger Spansk, men Engelland ey skrekker.
Kong Jørgen har en Haand, som ogsaa langt nok rekker.
Den Spanske Konge selv sin Hær anføre vil,
Og lade see sit Mod i dette Krigske Spil.
Han haster, med sin Hær til Portugal at komme,
Før Portugiserne faaer hørt en Engelsk Tromme.
Men naar han kommer der, han vaagne finder dem,
Og neppe sine Folk føer allesammen hiem.
Portugal.
Har Kronen Portugal Neutralitet end svoret,
Den dog sit Heltemod har derfor ey forloret.
Vil nogen tvinge den, at tage et Partie:
Saa vil den Spanien dog sikkert ey staae bi.
Den vil, ifald den maae, neutral i Krigen blive;
Men Love lader den sig ikke foreskrive.
See, Spaniens Gesandt nu pakker hurtig ind.
Der den Neutralitet fløy bort i Veyr og Vind.
Polen.
Naar Krig med Undergang de andre Lande truer;
Man her paa Grændserne for Pesten heftig gruer.
Man ogsaa Byrder nok har af de Russers Hær,
Som strengest driver paa, at faae Leveringer.
J dette Rige er bortdød den ældste Bonde,
Som maatte kiedes ved, at see paa Verdens Onde.
Halvandet hundrede og syv Aars Alder kan
Nok dempe Levelyst hos en Trælbaaren Mand
E PIGRAMMA.
(§. F. Treschos kleine Versuche.)
M¬
Og læste lydelig og overmaade lærd
undus vult decipi; det en Magister sagde,
Om alle Ting og deres sande Værd.
Men naar han Bogen fra sig lagde,
Da den, der læste, og der hørte,
Ey havde Vid af det fremsørte.
Heraf udgives Maanedtlig i Stk paa det Kongl Adresse=Contoir i Kiøbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For May Maaned 1762.
Dannemark.
O¬
m man ey gammel Sagn skal som Usandhed hade,
Vil vist vor kolde May opfylde Bondens Lade.
Men den opfyldte ey nysgierrigt Haab, at see
Krigs Tilberedelser for os udviklede.
Vi seer den ønskte Sag alt meer og meer indflettes.
Her Dødnings Hoveder til Hest blant os oprettes.
Saa fæle billeder knap giver Haabet Sted,
At vi i Dannemark beholder længe Fred.
Saa nær sex tusind Mand af vore Norske Jetter
Forøget har den Hær, hvortil vi Tillid setter.
To tusind skal endnu gaae ud fra Fieldene;
Men Hensigten hermed vort Øye ey kan see.
Vor Flode ligger klar paa første Vink at lette,
For kiekkest Vederpart i frygthar Jld at sette.
Den har i Øster=Søen havt fire Sendebud,
Og daglig Torden=Knald paa Reden puster ud.
Vi ingen Fiende har Men Friderich vil vise,
At man i Freden selv bør Krigens Anstalt prise.
Han bød hver Undersaat at holde sig bered:
Hvad kan Han giøre meer til Rigets Sikkerhed?
Han paa sin Tydske Bund sin Hær vil selv besøge,
Og ved Nærværelse sit Folkes Mod forøge.
Velsigner Himmelen en Kongelig Attraae,
Skal vi fremdeles Fred ved dette Scepter faae.
Stor Kongens Naade er. Thi den endog forlænges
For de Meen=Eedere, som billig burde hænges.
Saa nær Han ligner ham, hvis Salvede Han er,
Der overbærer og med onde Mennesker.
En høy Bestræbelse hos Ham er Folkets Lykke.
Han en tillader ey en anden at fortrykke.


58


Han nylig skierpet har det Kongelige Bud
Om Straf for alle dem, som sniger Penge ud.
Vor Banque er ved Vagt saaledes nu beskyttet,
At ey en eneste kan faae en Seddel byttet,
Saafremt han gaaer til Verks med Underfundighed;
Thi Banguen blev tilsidst for Overløbet vred. (*)
Nu Opgelt Jøder ey tør paa Ducater byde;
Og tager nogen den, vil han det vist fortryde.
Profiten bliver da for begge Slaverie,
Hvorfra den Rige sig med Penge ey bør frie,
Hver Dag os nyt Beviis paa gammel Sandhed giver,
At Folkets Velstands Flor er Kongens Lyst og Jver.
Han for Fortienesters Belønning bærer Sorg.
Nys giordes Schimmelmann af Ham til Lindenborg.
For Jslands Fiskerie en Jnspecteur Han satte;
Og ved Hans Scepters Fred gik Rotvitt til Suratet.
Hver trofast Undersaat sig danner i sin Kreds,
At ligne Mønsteret, som merkes allesteds.
En Dahl (hvo kiender ey hans Navn blant Patrioter?)
Sig stiller mønstersk frem for andre Undersaatter:
Han underviser Folk ved oeconomisk Plan,
Og selv fremelsker Træer, samt legger Skove an.
Adres=Contoiret bør ey mindre her forglemmes.
J sammes Tidender en Maaneds Dag bestemmes,
Da Andersen og Holck til Norge skikker Bud,
Som til en Post til Vogns tilsidst tør falde ud.
Om noget Anleg kan fuldkommen nyttigt kaldes;
Vil dette visselig af Kiendere bifaldes;
Før kunde Norge kun faae Pakker op og ned
Det halve Aar omkring, og ved Skibs=Leylighed.
Før maatte Nordmænds Sag til Sommer tidt udsettes,
Da uden Acterne ey noget kan udrettes.
Nu kan hver Maanedtlig sit Sendingsgods faae frem,
Som er en Lettelse for baade os og dem.
Hvor mange har ey før tænkt paa og ønsket dette;
Men Maaden ey indseet, det fuldt i Verk at sette.
Nu er Begyndelsen af Patrioter gjort.
En høy Beskyttelse bør samme hielpe fort.
Der Avertissements med Berlingsk Blad ey følger, (7)
Men sligt for Norge ey Adres=Avisen dølger.
(*) Tilløbet af dem, som søgte at tilvexle rede Penge, var saa stort, at Banqvens
Betientere endog derved hindredes fra at forrette deres Embede.
(**) Det løse Avertissements Blad følger ikke med den ridende Post til Norge.


Den lyser op til Kiøbs, og hvad man sælge vil:
Saa den jo bør en Rang for hine høre til.
Af Stadens Øvrighed her ogsaa Omsorg drages,
At Folke=Mængdens Vext med Lykke kan ledsages.
De Staten nylig har gjort største Tieneste,
At lade danne Folk til gode Borgere.
Gaaer ud ad Nørre Port. Seer den opbygte Skole.
Vankundigheden der paa Hævd skal nu ey stole.
Der Magistraten har til manges Gavn lagt Grund:
Saa Landet Rente faaer af unedgravne Pund.
J Amtet Antvortskov Huusholdnings Omhue bæres,
At Mose=Markerne af Bønder skal udskieres.
Man hæver Fælled op, og hegner Jorder ind,
Og følger derudi Monarkens milde Sind.
Hver fattigt Pigebarn, som sig vil flittigt skikke,
Kan nu i Kiøbenhavn frit lære sye og strikke.
Saaledes kappes Folk at blive nyttige,
Og danne Ungdommen til Landets Tieneste?
Forældre glade maae af saadant sig betiene,
Og lade deres Børn ey slibe Gadens Stene.
Men Skiødesløshed tidt ey seer paa deres Vel:
Saa Møllevinger dem til Straf maae slaae ihiel. (*)
Ved sund Forsigtighed kan saadant Ondt afvendes;
Men naar af Lynilds Brand et Hillerød antændes,
Da maae det ey ansees for Skiødesløsheds Straf,
Men Lykke, Jlden kun sved tretten Huse af.
En større Lykke det for Engelsholm bør kaldes
At naar den Herregaard af Tordens Kiil anfaldes,
Den kommer ey i Brand, men kun Gipsverket faaer
For en bemidlet Mand snart lægelige Saar.
Hvor mild en Aarets Tid i Aar end Søefolk funde,
Gik dog en Galioth med Top og Tavl til Grunde.
Selv siette Skipperen fra Døden bierget blev,
Og ventelig derhos hans Skibs Forsikrings Brev.
J denne Maaned er Hirschholm paa nye oplivet,
Da Enke=Dronningen derud sig har begivet.
Fyrstinden ligesaa er reyst til Sorgenfrie,
Hvor Fuglene hver Dag sin Lovsang stemmer i.
Man paa Befordringer seer stedse lange Lister;
Saa Tapperhed og Dyd Belønning her ey mister.
Jblant de Dødes Tal beklages Oberst Paars;
Men ey den gamle Viv, som meldes død fra Aars.
(*) To Drenge bleve slagne ihiel af Møllevinge. See Adres=Avisen Num. 38.


59


60


Hun just for Rimets Skyld mit Blad skal ikke zire;
Thi hendes Leve=Aar blev hundrede og fire.
At Oberst Osten ey saa høy en Alder fik,
Det hver en tapper Mand og Lærd til Hierte gik.
Norge.
Her er i Christianssand en Kiempe=Fisk inddreven,
Hvis Skabning tydelig og artig er beskreven. (*)
J Christiania har været Jldebrand.
J Bergen har man seet et grusomt oprørt Vand.
Det vaade Element med saadan Kogning rørtes,
Som hist, da Lissabon sin Undergang tilførtes,
Og Veyret samme Dag ret mildt og stille var,
Som siden den Tid det og længe været har
Paa Kongsberg (Rygtets Mund vel her i ey tør lyve)
Har man opdaget og faaet hæftet nogle Tyve,
Som med sit stiaale Sølv drev dristigt Handelskab,
Hvoraf Profiten vel vil blive Livets Tab.
En Sigte=Mølle nu i Aggershuus oprettes:
Saa Landhuusholdningen paa Fode her og settes.
Naar Jorder ryddes op, og Sæden |voxer til,
Man Møller og i Stand til Maling have vil.
Tydskland.
Fra Brunsvig melder man om Russernes Forening
Med Wurtembergerne, og staaer udi den Mening,
At mellem Ludvigs Magt og allieret Hær
Tør blive Hviletid for Krigsfolk og Gevær.
Man og fra Slesien den Tidende tør skrive,
At Fred med snareste tilveyebragt vil blive:
Saa Krigs Opførselen er ey Alvorlighed,
Men at kun Parterne har Fred til Øyemed.
Fra Wien og Ungeren man derimod beretter,
At hele Adelen i Forsvars Stand sig setter,
Og faaer ey Keyseren fleer Romer=Maaneder
Vil Keyser=Dronningen selv lønne Rigets Hær.
Hun fiorten Tusind Mand i Siebenburgen hverver.
Den Tidende alt Haab om Fredens Vext forderver.
Og at hun træder ind i den Bourbonske Pagt,
Har mueligt længer Grund til Krigens Onde lagt.
Jmidlertid man dog ey Hovedslag begynder;
Men Rygtet stundom kun Skiermytseler forkynder.
E) See de Berlingske Tidender Num. 43.


61


Den Østerrigske Hær saavelsom Preusserne,
Af slemme Sygdomme sig maae angrebne see.
Et større Onde maae den arme Bonde lide,
Som Agerdyrkningen kan ikke ret bestride,
For mange Forspands Skyld. Men faaer ey Bonden Sæd,
Hvad skal de Stridende da siden leve ved?
Man Breslau dagligdags langt sterkere befester:
Saa ingen tienlig Post til Stadens Forsvar rester.
Printz Henrich nylig har ved Døbeln holdt sig kiek,
Og tog to tusind Mand fra Østerrige vek.
J Elberfeldt har og de Franske faaet fornemme,
At de Hannoverske Husarer selv er hiemme.
Ved Leipzig næsten ey gaaer nogen Dag forbi,
At for Skiermytseler den hele Egn er frie.
Fra Brandenborgerne det Rygte sterkt udbredes
At mellem Russerne og Preussen alting fredes.
Der tidt skeer kierlige og troe Brevvexlinger
Jmellem disse to Freds Overhoveder.
Nu er og endelig Freds=Pagten underskreven,
Og af dem begge to ratificeret bleven.
De Preussers hele Hær Te Deum synget har,
For denne ønskte Sag saa lykkelig blev klar.
Hvo forestiller sig de store Glædes=Syner
Jblant en kiek Armee, hos hvilken Jernet lyner.
Hver Preussisk Høvedsmand holdt, som andægtig Præst,
Lovtaler for sit Folk, paa denne Fredens Fest.
Hvor er den Høyeste alvorlig bleven takket.
Hvor har man vennehuldt til Sidemanden snakket.
De rette Virkninger af længe ønsket Fred
Kun Preussens kiekke Folk med Lyst at synge veed.
Nu har Soldaten Mod paa nye igien at stride,
Og tappert trekke vil sit Sværd fra hvilet Side.
Med Sverrig Freden og for Preussen er i Stand.
Gid dempet var saavel den hele krigske Brand.
J Heidelberg man saae Cassini disse Dage,
Som lige Linie vil giennem Tydskland drage;
Det sikkerlig for ham langt bedre lykkes vil,
End hiin, i Leyden sig at faste lærte til.
De to Forrædere mod Preussers Overherre,
Har man for deres Synd ey kundet straffet verre,
End i en Lignelse af deres Legemer
At hugge Ondskabs Løn for onde Gierninger.


62


Frankerig.
Hans Franske Majestet har ladet forestille
Det Lissabonske Hof, i denne Krig at ville
Som Blods= og Bunds=Forvandt ey svige Spanien;
Men melder derhos dog at være Fredens=Ven.
Alt Jesuitisk Gods nu bliver seqvestreret,
Skiønt Paven ikke har tilfreds med saadant været,
Hvori Hans Hellighed dog ey er alt for viis,
Som geistlig Sammenkomst vil vise i Paris.
Tre vældige Armeer af Ludvig nu besoldes (*.
Ved hvilke Ligevægt skal i Europa holdes.
At solde slig en Hob skal mange Penge til,
Man altsaa undrer ey, han Gaver tage vil. (**)
Engelland.
Da man et Russisk Corps i Engelsk Sold vil tage:
Saa skal de Engelske fra Tydskland gaae tilbage.
Saaledes dømmer Folk, men mueligt det slaaer feyl;
Thi hvad forandres før end Krigens dunkle Speyl.
Courerer idelig herhid fra Tydskland kommer
Men hvo opkaster sig om Ærendet til Dommer?
Saa meget veed man vist, at de ey bringer Fred,
Som var for Engelland dog stor Lyksalighed.
Sverrig.
Man seer nu offentlig de Svenskes Hiertes Glæde,
For deres Kronprintz har i Raadet taget Sæde.
Men mange sørge maae for Hundes Raserie,
Og for Landskrones Sviin for Sygdom ey er frie.
J Skarastad er Fryd, kan hver sig forestille,
Hvor syv Aars gammel Møe behageligt kan spille.
Hun stryger en Fiol saa artigt, reent og net,
Og synger derhos smukt, saa hver beundrer det.
Den Fryd dog ey forslaaer mod den, som Folket nyder,
J det den gyldne Fred blant dem igien frembryder.
De fandt ey stor Profit ved denne førte Krig,
Og altsaa hastig Fred des heller ønskte sig.
(*) Bed Nederrhin 40000 Mand; ved Oberrhin 85000, og i Flandern
45000 Mand, i alt 170000 Mand.
(**) Han har forlangt 30 Millioner af Geistligheden, som en Don Gra¬
tuit, andre Tidender siger 7 Millioner og 50000 Livres.


63


Spanien.
Med nogen Sikkerhed man ey endnu kan melde,
Hvad Spanske Troppers Magt i Portugal vil gielde.
Men Fiendtlighederne ey længer settes ud;
Thi derom Rygtet har tilbragt os sikkert Bud.
Portugal.
Da Kongen Spansk Partie fandt ey for got at tage,
Man giorde Anstalt strax at drive dem tilbage,
Der torde velte ind paa Portugisisk Jord,
Og vil mod Engelland ey høre noget Ord.
Lad Spanske Tropper kun til disse Grændser støde,
Hver Portugisisk Heldt dem tappert vist vil møde.
Ey nogen Undersaat uvillig viser sig,
At giøre hvad han kan i denne Naboe=Krig.
Om nogen Eyer er af trende gode Heste,
Da overlader han til Kongen strax den beste.
Alting til grummest Krig er her paa Grændserne
J disse Dage nu i fuld Bevægelse.
Selv Patriarken lod af egen Drift befale,
At al hans Geistlighed den Hielp maae ey forhale,
Som de hans Konges Folk paa Marschen vise kan
Der vidner om en god og patriotisk Mand.
Rusland.
De Preussers sorte Ørn af Ruslands Czaar nu bæres,
Og Rigs=Collegiet med gamle Lemmer æres.
Man Geistlighedens Jord har under Kronen lagt,
Hvorved en vakker Sum hvert Aar vil sees indbragt.
Men vilde Fredens=Plan for Gzaaren sig gelinge:
Saa Fred han overalt til veye kunde bringe,
Han da ret Himmel-sendt for vort Europa var.
Men Polen setter ud det endelige Svar.
Fred i hans eget Land aarvaagen han vil holde:
Saa Stratenrøvere skal intet Ont forvolde.
En stor Complot af dem han nylig gribe lod
Som maae for deres Rov nu bøde Liv og Blod.
Slots=Kirke=Vielsen han har med Pomp bivaanet,
Og Kroningsfestens Dag fastsat i denne Maaned.
Men da til sammes Pragt hør Tilberedelser,
Som ey saa snart kan skee, den længer udsat er


64


Med Gzaarens billede man her seer myndtet Penge:
Og de afbrændte Folk skal ikke sukke længe.
De af hvad de har tabt til Laans Halvparten faaer,
Og uden Rente det beholder i ti Aar.
Tottleben sig igien fuldkommen frie befinder
Og Czaaren rydder bort al Agerdyrknings Hinder,
For Korns Udførselen han Tolden har sat ned,
Og daglig sørger for sit Lands Lyksalighed.
Polen.
Kron=Storskatmesteren lod nys paa Prent udgive,
At Penge efterdags skal ey nedsatte blive.
Derhos forbydes strengt de Kiøb= og Handlende,
At lade fremmet Myndt i Riget indført see.
Her til det Polske Hof Courerer stedse kommer,
Og man arbeyder sterk paa Fred i denne Sommer.
De Preussers Friderich tilkiendegivet har,
At han mod Polens Folk ey fiendtligsindet var.
Jtalien.
Man har udi Florentz to Stød af Jordskielv prøvet,
Det første giorde kun den hele Egn bedrøvet;
Det andet derimod har megen Skade gjort,
Og taget megen Pragt fra St. Lorentzo bort.
J Rom er nylig seet en skindsyg Ægte=Qvinde,
Der kunde ey sit Had fornuftig overvinde.
Hun ved en Kirkedør stak den Person ihiel,
Paa hvem hun skindsyg var. Det var en Velsklands Siel.
Tyrkiet.
Printz Selim ikkun kort har Stor=Sultanen glædet.
Hans Dødsfald bliver nu i hans Serail begrædet.
Man siger: at han er henrettet ved Forgift,
Hvortil Skindsyge har vel været største Drift.
Heraf udgives Maanedtlig 1 Stk. paa det Kongl. Adresse=Contoir i Kiøbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Junii Maaned 1762.
Dannemark.
N¬
ys reyste Friderich med fredeligste Tanker
Derhen, hvor Han sin Magt til Fredens Forsvar sanker.
Paa Veyen hilses Han af mange Tusinde,
Der kun eet Hierte har til Kongens Tieneste.
De bøyer sig for Ham, som de næst Himlen ærer.
Hvo seer de Offere, som Hierterne frembærer?
Kun den Alseende. Bliv, Fader! seyerrig,
Om nogen fiendtlig Haand tør drage Sværd mod Dig.
Besee din kiekke Hær udi en døbbelt Leyer.
I Din Nærværelse og deres Mod er Seyer.
Saa frygtbar Krigshær før i Holsteen aldrig var,
Som denne, Friderich for os forsamlet har
Ja, Upartiskhed! tael: hvad Folk besoldes bedre?
Den beste Fader her, størst Søn af store Fædre,
Forøger Lønningen, saa hver gemeen Soldat
Er fra sin Konges Haand i Stand at leve sat.
Lad en uskiønsom Flok fra Eed og Fane rende;
Man seer dem dog med Lyst igien tilbage vende,
Naar General=Pardon fra Kongens Mund udgaaer;
Thi de ey andensteds saa naadig Medfart faaer.
At tiene Friderich kan give Lyst og Hæder.
Tre Hanse=Stæder før, tre gamle Handels Stæder:
Med Hamborg Lybeck og med Lybeck Bremen til
At ære vor Monarch indbyrdes kappes vil.


66


Gud med, og Kongen hos. Hvo tør da mod os stride?
Saa er vort Dannemark forsvaret paa een Side.
Den anden Side har ey Frygt for vunden Sag;
Thi Mod til Seyer sees af hidset Konge=Flag.
Maae Friderich og vi da Fred ey længer have:
Saa skal vi ikke først til Forsvar os tillave.
Kan Fredens Jevning ey i Mindelighed skee:
Saa er alt Anstalt gjort til dens Forsvarelse.
Er, kiere Folk, mod dig end nogen Magt forbittret:
Saa har du med din GUd jo aldrig frygtsom zittret.
Seer du omkring din Fred end mørkest Torden=Skye:
Saa husk, hvor tidt din Soel for dig er bleven nye.
Beed, at ey større Sorg maae dig for Kongen møde,
End see Hans Majestet, at sørge for de Døde,
Ey ved et fiendtligt Sværd, trakt mod Hans Magtes Hær
Men af ret Avnesot, i Blod og Purpur nær.
Du da, o elskte Folk! af ingen Nød skal trykkes.
Din Handel ligefuldt til Lands og Vands skal lykkes
Det see hvordan det vil af Krigs Aspecterne;
Thi Kongen stedse seer paa din Velgaaende.
Han Friheds Brev til een paa Kniplings Handel giver.
En Ulden=Baand=Fabrik her nu og anlagt bliver.
Den første Postjagt alt til Lybek er afsted,
Og Posterne til Vogns i Slesvig Orden veed.
Høyskolens Lærere i Roe en Rector klæder.
Sølvgadens Skytte=Lav sig ved sin Fremgang glæder.
Finlapper legger ind med Trækar i vor Havn,
Og ingen Undersaat veed af sin Velfærds Savn.
Man for de Fattige har Almisse udtaget
Af Kirkeblokkene, hvor Skerv ey bliver vraget.
Man paa bestemte Dag har trakt vort Lotterie,
Og alles Handeler for Standselse er frie.
Guds Forsyn kiendelig hver Time mod os spores.
Siig, hvem vel større Gunst af Himlen vederfores.
Endog i Wemmeløv man dette sande maae,
Hvor man stor Jldebrand i denne Maaned saae.
* Enke=Hertuginden af Pløn, og Hs. Durchlauchtighed Marggreven af Culmback,
Hendes Majestets den Kongelige Frue Moders Broder.


J Snarregaden her en Bryggergaard antændtes;
Men GUd afværgede, at den ey reent afbrændtes.
J Jylland i Rugaard slaaer grusom Torden ned,
Men Skade ey har gjort, saavidt man derom veed.
Et to Aars gammelt Barn her i St. Peders Stræde,
Fra trede Stokverk faldt, og friskt endnu kan græde.
Det er kun faa Beviis paa de Velgierninger,
Som vi paa Himlens Gunst mod os bestandig seer.
To Land=Cadetter gik i Havet sig at bade,
Men maatte deres Liv ved denne Prøve lade.
Det Element for dem ey heller passer sig;
Thi de ey mod Neptun har lært at føre Krig.
Et Ord jeg maae endnu, min Læser! dig berette;
Jeg for mit sidste Blad er raget i en Trette. (*
Men hver, som upartisk vil læse hvad jeg skrev,
Maae sige, at mit Blad uret angrebet blev.
Jeg med Anmerkningen min Mening har forklaret,
Og altsaa kunde man den Møye gierne sparet,
At melde offentlig, det er urigtigt sagt,
Som om Post Tidenden til Norge er frembragt.
Norge.
Fra Christiania tre Dødsfald os berettes,
Som blant merkværdige bør virkelig indsettes;
En døde, som han sad og spiste, i en Hast,
Fordi et Stykke Kiød ham sad i Halsen fast.
En anden frisk og sund om Aftenen sig lagde,
Men Verden en got Nat i Søvne ævig sagde.
Et fem Aars Pige=Barn sin Moders Flaske fandt,
Og drak sig deraf død, til Brændeviin uvant.
En Kirke afbrændt er, samt Skibtved Præstes Lader.
Det Kirke=Eyerens og Præstens Casse skader.
Træ=Kirker, som derhos tidt ere tierede,
Bør ikke have Sted for nær Jld=Stæderne.
Tydskland.
Her seer det bundtet ud. De store krigske Hære
Kan ikke rolige paa nogen Stæder være.
(*) See Begyndelsen af de saa kaldede Kiøbenhavnske Tidender Num. 52.


63


61


Naar en bevæger sig, den anden er i Frygt.
Soldaten ingen Nat faaer Roe at sove trygt.
Man daglig væbnet Magt seer hist og her marschere,
Og de gaaer dristigst frem, som overlegne ere.
J Kiel vil Czaaren nu besolde sligt et Tal,
Som ret Hans Majestet og Høyhed vise skal. (*)
Mod Jesuiterne i Tydskland nu og strides.
Den Orden ingensteds nu næsten mere lides.
Fra Østerrige de skal alle drives bort,
Om Reformation blant dem ey bliver gjort.
Man Russer derimod i Tieneste antager,
Uagtet de nu Sværd mod Østerrige drager.
Man fire Jøder og i Cleve nylig tog
J anden Tieneste, for de en Lord bedrog.
Smaa Korps af Magterne sig flink i Slagsmaal øver,
Og næsten dagligdags hverandres Styrke prøver.
Ved dem kan Sagerne ey bedre Udfald faae,
Skiønt mange derved dog i Græsset bide maae.
Den Russiske Armee sig strax paa Marschen giver,
Naar den til Schlesien at gaae beordret bliver.
En Deel af samme Hær de Allierede
Med første venter og at faae til Tieneste.
Hvad Skade Markerne og Jordens Grøde tager,
Naar slige krigske Folk frem og tilbage drager,
Derom er Tidenden saa tidt bedrøvelig,
At man ey større Ynk kan forestille sig.
Til Romer=Maaneder endnu man Anstalt føyer.
En Udgift, som kun faa af Fyrsterne fornøyer.
Ja Preussens Friderich har givet dennem Val:
Hvo dem betale vil, hans Fiende være skal.
En Vaabenstilstand er udi de flestes Munde,
Som Preussen vel maaskee med Saxen giøre kunde;
Men om han samme giør, det er en anden Sag,
Og er i Tidenden uvis til denne Dag.
Men at Printz Ferdinand den Franske Hær har slaget,
Og nogle Tusinde af dem til Fanger taget,
Den Sag er gandske vis. Spørg Grevenstein kun ad.
Den fiir og tyvende var ey Franzosen glad.
(*) 7 Jnfanterie= og 6 Cavallerie=Regimenter.


6.


Frankerig.
Den Russiske Gesandt blev dette Hof forbuden,
Jndtil en Fransk Courer opløste Tvivlsmaals Knuden,
Hvorledes Keyseren i Rusland sindet var
Mod den Ambassadeur, som Frankerig der har
Her Jesuiternes Forfølgning fortsat bliver.
Man dem fra Stifterne og Ordens=Dragten driver.
Ey heller glemmer man at hielpe Spanien
Med Folk til Lands og Vands, som Bundsforvandt og Ven.
Engelland.
Man Raads=Forsamlinger her længe haver holdet,
Som har Raads=Herrerne vist Hovedbrud forvoldet:
Deels om Forandringer i Ministerio;
Deels om, i Krigens Plan at være flink og troe.
Tildeels man ogsaa har om visse Skridt raadslaget,
Som nogle Hoffer har i disse Tider taget.
Det første er i Stand. Newcastles Hertug staaer
Ey meer i Tienesten i sine gamle Aar.
Hvad bør Ministre ey af dette Mønster lære?
Han tyve Tønder Guld og meer til Landets Ære
Af egen Eiendom godvillig har sat til,
Og dog mod Pension tilsidst ey tage vil.
Det Folk er lykkeligt, som lever i et Rige,
Hvor mange tælles kan af en Newcastles Lige.
Forhøyes Summen lidt endskiønt af Tidenden,
Beviser ædelt Mod dog Værd og Folkeven.
Men hvo beskriver os den mageløse Glæde,
Som nu i Engelland har nylig taget Sæde,
Da det blev gjort bekiendt, at deres Dronning sig
Befandt paa Buckingham frisk og frugtsommelig.
At hielpe Portugal man her al Alstalt føyer,
Og sig ved Seyeren i Haabet sterkt fornøyer.
Hvad Frankerig angaaer, og sammes Trusseler,
Man indtil denne Tid ey heller lunken er.
Udi America Erobringer fortsettes,
Og Byrderne tildeels for Kiøbmænds Handel lettes,
Da mod Sydpolen nys en Øe opdaget er,
Hvor meget Kiøbmands=Gods af alle Slags man seer.


J¬


Tvivlagtigt siger man det er i denne Sommer,
Om Preussens Konge fleer Subsidier bekommer;
Thi da med Russerne og Sverrig han har Fred:
Saa bringer sligt heri Forandringer afsted.
Udi et gammelt Slot en liden Skat er funden,
Hvoraf den Herremand, som Eyer er af Grunden,
Kun nogle Stykker tog, og Resten skienkede
Paa ædelmodig Viis til Arbeyds=Folkene.
For Resten trolig her arbeydes paa at gavne
De Allierede, at de ey Hielp skal savne.
Man Tropper sende vil til Portugiserne,
Og lade Spanien sit Mod og Styrke see.
Spanien.
Saasnart det Spanske Hof var underretet blevet
Om hvad i Portugal var af dets Magt bedrevet,
Det strax befaling gav, at sette Krigen fort,
Og med det snareste beleyre Port a Port.
En haard Beleyring er Gibraltar ogsaa lovet.
Ja da de Spanske sig til Portugal har vovet:
Saa ere de til Sinds, ey at gaae bort igien,
Før hele Riget er lagt under Spanien.
Man en Ambassadeur herhid fra Porten venter;
Thi Tyrkens Venskab nu snart allermest indrenter.
Han fire hundrede Personer med sig har.
Slig Mængde Tyrker før i Spanien knap var.
Portugal.
De gode Spanier for Venner sig udgiver;
Men deres Hensigt dog kun Krigen ene bliv r.
Miranda fik af dem en slem Besøgelse,
Og Fiendtligheden er udraabt mod Skibene.
Almeida derimod den meget haardt afviste,
Saa de en heel Hob Folk for Festningen forliste
Vel er fra Engeland en liden Hielp tilsendt;
Men største Nidkerhed hos Rigets Børn er kiendt.
Hver Kiøb= og Handelmand, hver Kunstner og Haandverker,
De Portugisers Magt frivilligen forsterker.


71


At lære Exercitz de ere flittige,
Og ufortrødne staaer til Landets Tieneste.
Man Spaniens Gesandt at reyse bort tillader;
Thi Høflighed ens Sag aldeles ikke skader.
Den Portugisiske slap frie fra Grændserne;
Saa dette ikkun er som en Giengieldelse.
Sverrig.
Den hele Ridderstand, hver geistlig Mand og Bonde,
Som i de sidste Aar har fundet Krigens Onde,
Sin inderligste Tak til Kongen har aflagt,
For Freden er igien paa Fode bleven bragt.
J Torneaa en Jld to Timers Tid saa brændte,
At man en Aske=Hob for Byens Huse kiendte.
Det var til største Nød, at Folk halvnøgne kom,
Uskadte med sit Liv, fra deres Eiendom.
Rigsdagen sluttet er, saa ingen efter Rygte
J Aar tør nogen Krig af Svenske Vaaben frygte.
Man paa Fabriqverne og meer med roligt Sind
Kan nu til Rigets Flor fremdeles legge Vind.
Rusland.
Soldaters gamle Straf aldeles er afskaffet;
Med rene Stokke=Prygl kun nu maae blive straffet.
Et Lotterie er trakt for Jnvaliderne,
Som Czaarens Majestet med Lyst bivaanede.
Han og besvaret har de Svar, ham bleve sendte
Fra Vien og Frankerig, hvad Lyst man kunde vente
Hos begge Hofferne til en bestandig Fred,
Og underrettet dem om alt sit Øyemed.
Den hele Geistlighed han aflagt har med Penge,
Saa hver kan leve got, og ey til andre trænge.
Man taler meget om, at Czaaren reyse vil;
Dog kommer det maaskee i Sommer knap dertil.
Polen.
August den Tredie bekiendt har ladet giøre,
At man i Aar igien skal Rigsdags Slutning høre.
Den Polske Rigsdag er af Navnet nok bekiendt;
Og denne vil maaskee som hine blive endt.


72


Jtalien.
Venedig nu igien en Doge saae begraven;
Men en langt anden Grav snart graves vil af Paven
For Jesuiterne, i det hans Hellighed
Vil reent oprykke dem og deres Orden med.
En Bulle udstædt er mod denne hele Orden,
Hvorved den fuld af Skrek og sorrigfuld er vorden.
De ypperste af dem for Paven knælede,
Og bad ymygelig om dens Gienkaldelse.
Men hos hans Hellighed de sligt ey kunde nyde,
Derover lode de at sælge den forbyde,
Og dem indsamlede: saa ingen næsten har
Af denne Bulle meer et aftrykt Exemplar.
For gandske stakket Tid lod Paven aabenbare,
Hans Jubelfest i Aar skal fjorten Dage vare,
Da hver, som faste vil, og til St. Peder gaae,
For alle Synder skal fuldkommen Aflad faae.
For Jesuiterne vil dette herligt blive:
Thi Paven deres Synd da sikkert vil tilgive.
Kun Skade, at sligt skeer i Verdens ældre Aar;
Thi Paven nu kun lidt imod hans Formænd faaer.
Fabel.
(Esop. Phad. Lessing.
HERCULES.
D¬
a Hercules fik Sted blant Guderne,
Han allerførst Frue Juno hilsede,
Som hun og hver forundrede sig over.
Thi forhen hun hans Fiende stedse var.
Endeel ham vist for dette holdt for Nar.
Men han sig selv og denne Gierning lover¬
Jeg Juno takke maae for de Forfølgelser,
Som gav mig Leylighed til tappre Gierninger.
Jfald de mindre havde været,
Var jeg blandt Guder nu ey æret.
Olymp strax dette Svar bifaldt og Klygt tilskrev,
Og Juno |fra den Dag med ham forsonet blev.
lgtaf adtgtraateslaanadtig Eet gaerder Uang Atreste Cartatr lligtertaare.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Julii Maaned 1762.
Dannemark.
E¬
n Fest for Hierterne af Aandens Drift paabydes.
Tak=Offere til Gud af stille Andagt ydes.
Det er den Glædskabs=Fest, Guds Magtes Mund paabød,
Da Haabets Fred paa nye blev giennem Frygten fød.
Gaaer ud til Friderich, hvor han beseer de Hære,
Som Borgen for hans Magt til Seyers=Tegn skal være.
Seer der et frygtbart Syn af blandet Smiil og Mod,
Hvor Kiekhed virvler om i hver en Draabe Blod.
En Glædes Gysen kun de Haandgreb maae betragte,
Som viser, Heltene at være uforsagte.
De mange Tusinde uddroge kun eet Sværd,
Da Friderich besaae, hvad denne Hær var værd.
Det Luften giennemskaer, og ved sin Hvinen talte:
Hvor Lynild hidindtil sit billede afmalte
Skal med en Fiendes Blod en Seyer malet staae,
Hvor Gud og Kongen vil, at samme bruges maae.
Da bød Guds Salvede, forvisset om Guds Vælde,
Sin Hær i HErrens Navn, hvo falder an at fælde.
Ey Fiende var endnu erklæret offentlig;
Men offentlige Tegn erklærte blodig Krig.
Den Meklenborgske Jord utvungen oplod Skiødet,
Og ventede i Hast med Blod at blive giødet.
Der stod den Danske Hær. Der stode Russerne.
Som Venner hver sit Sværd til Krigen hveffede.


74


Holdt! raabte Himlens Gud. Hvo skialv ey ved den Stemme?
Lad Sværdet denne Gang i Skeden blive hiemme.
Strax droge Russerne fra deres Leyer bort,
Og Gud har midt blant os et stort Miriakel gjort.
Ey Fiender nævntes de. Som Venner de bortdroge;
Og vi Guds Magtes Arm til Eftertanke toge.
Raadskammeret hos Gud har ingen Nøgel til.
En Bølge længer frem ey bruser, end han vil.
Nedknæl, o Danske Folk, og dyrk den Gud dog gierne,
Som dig endnu i Fred har givet Korn og Kierne.
Befael ham efterdags, som hidindtil, din Sag,
Og stræb, at leve ham til Priis og Velbehag.
Mød glad din Friderich, nu Han fra Holsteen kommer,
Hvor Gud Ham viste sig, som en retfærdig Dommer;
Og hvor alt Folket Ham høyst mild og naadig fandt,
Hvorom du spørge kan en Meklenborgsk Gesandt.
De Deputerede, som Hamborg til Ham sendte,
Hans Naades høye Glands forundringsværdig kiendte.
Du samme Vidnesbyrd af Lubecks Mænd vil faae.
Ja Bremerne Ham og som en Guds Engel saae.
Mød Ham paa Friderichsberg med Offer=fulde Hænder,
Hvor du Hans høye Siel i dobbelt Udtryk kiender.
See, hvor Han kierligen velsigner Printzerne,
Før Kiøbenhavn en Nat faaer Hans Nærværelse.
Følg Ham til Fredensborg, hvor hele Hoffets Glæde
Ved Landets Faders Vel paa nye vil fæste Sæde:
Der styrer Han i Fred sit Land til varig Fred.
Der Gud Ham har en Fest, en Fredens Fest bered.
Jgiennem mørkest Sky vi skimter Glimt af Solen,
Og kiende kan den Haand, som styrter Magt af Stolen.
Det er den Almagts Haand, som stedse med os var;
Og nu besynderlig sig aabenbaret har.
Vi saae til troet Gevær af Borgerne at gribes.
Vi saae med Seyers Haab paa Floden Folk indskibes.
Vi Søe=Castellerne saae stolt til Seyls at gaae
Med aabne Porte der, hvor Dødens Budskab laae.
Men dette saae vi ey, som Gud os nylig viste,
At ey en Slagen Mand vor Konge skulde miste.


7¬


Opirr ey Gud, o Folk! med et uskiønsomt Sind.
Viis dig taknemmelig. Leg paa Forbedring Vind.
Han, til at straffe dig, kan Fiender let opvekke,
Om du Rapsakisk Haand mod Himlen tør udstrekke.
Men om i Ydmyghed og Troe du bliver ved:
Har du Forjettelse nu faaet om ævig Fred.
See, første Frugt deraf din Handel jo indhøster.
Hør dog, hvor vennehuldt vor Friderich os trøster:
Hvert Skib, som forhen laae beslaget til Transport,
Kan ubehindret nu sin Reyse sette fort.
Gaaer, glade Skippere! og Got for Kongen beder.
Forkynder Himlens Gunst mod os paa andre Steder.
Fortsetter Handelen i roligt Farevand,
Og fører Tønder Guld i Fred til dette Land.
Udraaber for enhver, at Landets milde Fader
Brød=Forraads=Kammeret i Dannemark oplader.
Af Rug og Havre maae igien Udførsel skee
Saavel af egne Folk, som og af Fremmede.
Anseer det, som det er, en liflig Frugt af Freden,
Og lader eders Jid fra nu beviidne Glæden.
Nedlegger Skiønsomhed i Skiul i Blokkene,
Som aabenbares Gud i Bøn af Fattige.
En Chinafahrer strax med eder vil istemme:
Det Danske Fredens Folk bør ævig ey forglemme
Saa mange gode Ting, som det af HErren faaer.
Dets Hierter holde bør Freds=Jubel=Fest i Aar.
Et Grønland, Orlogsskib, sees kneysende paa Reden
At tage billig Deel i vores Fryd for Freden.
Den Fred, som ey var brudt, men var sit Maal saa nær,
At den kun ved en Gud blev ubeskaaren her.
Vi har fra Gothaabs Cap og Porto Pray erfaret,
At Gud, som os i Fred til denne Tid har sparet,
Har Handelskibene for dette Aar ført did,
Og heri heldiggiør vor lykkelige Tid.
Forgieves paa Guds Arm det Danske Folk ey stoler.
Derom skal synges tidt ved vore høye Skoler.
Nu er vor Friderich den største Helt i Fred.
Gid det til ævig Tid, maae siges om hans Sæd.


78


Tydskland.
Fra dettte Rige kan Forvirringer kun meldes,
Hvor Magten vexelvus snart slaaer, snart atter feldes.
Men smaa Skiermytseler, som altid koster Blod,
Afgiører Tretten ey, saa Enden bliver god.
Man ey bør undre paa, om Hungers Nød tilvoxer
Blant Østerrigerne, naar deres fede Oxer
Krigsfanger blive maae for Preussers Snedighed (*J;
Thi slige Tropper kan de andre leve ved.
Det og ey Under er, at Meissen er befriet
Fra Krigsleveringen; thi Presningen har sviet
Til den i disse Aar saa sterkt, at man nu seer,
Der ey det ringeste er at afpille meer.
Men det ret selsomt er, som man fra Dresden skriver,
At Preusser i et Skib til Fanger tagne bliver
Af deres Fanger, som de skulde passe paa.
For Uforsigtighed de her beskyldes maae.
Af disse Preusser dog ey nogen sig beklager
Meer end den Officier, som Fangerne ledsager,
Der nu ey Brudgom kan om fjorten Dage staae.
Jo. Serbelloni ham hans Brud vil lade faae.
Om Schweidnitz skal igien i Peussers Hænder komme,
Vil mueligt vise sig, naar stakket Tid er omme.
Det knap forhindres vil af Østerrigers Magt;
Thi sammes Stilling er mod andre Grændser bragt.
Os denne Festning kan best Underretning give,
At Østerriges Hær sig lod tilbage drive
Af Preussers Konges Magt, og derhos mistet har
Sin Post ved Buntgendorf, som fordeelagtig var.
De Allierede ved Luttenberg har slaget
Endeel af Sachserne, og fleer til Fanger taget.
Det er den anden gang udi to Maaneder,
At man har Prøver seet paa Mod hos denne Hær.
J Preussens Rige stod Fryds=Dørren kort Tid aaben,
Da man for Russisk saae igien et Preussisk Vaaben.
(*) General Werner borttog en Trop Oxer af 1218 Stykker Øxen.


J¬


Man mindst formodede at see Omvexling meer,
Skiønt man det Russiske nu atter opsat seer.
Et Øyeblik man saae et Russisk Corps at tiene
Ved Preussernes Armee. Hvo havde skuldet mene,
At det saa meget snart var kaldet om igien,
Om den Bestyrelse ey var fra Himmelen.
Hvad Anstalt giordes ey, Czaar Peter at modtage
Paa Tydske Rigets Bund? Man havde fastsat Dage,
Naar han til Kønigsberg og andre Stæder kom,
Men en almægtig Haand selv vendte Bladet om.
Det heed i Rygtets Mund, at Czaaren hielpe vilde
De Allierede, og Krigens Nød formilde.
Mod Meklenborgers Land et veldigt Corps drog frem,
Hvis Hensigt end var skiult, da det blev kaldet hiem.
Hvad skulde i Berlin til Fred ey været handlet,
Om denne Skueplads ey bleven var forvandlet?
Os Rygtet beste Haab i den Anledning gav;
Men Gud drog Teppet til, og brød Congressen af.
Jblant merkværdigt Nyt bør dette ogsaa være,
At Generalerne i Preussen nu skal bære
En liden Fiederbusk til Feldtegn; hvilket skeer
Maaskee for det til Ziir saavelsom Nytte er.
Frankerig.
Med Hofferne i Wien og Spanien har vores
Saa god Forstaaelse, som nogen Tid kan spores.
Hvad Nyt det ene veed, det andet vide maae:
Saa man seer stedse Bud imellem dem at gaae.
To Stratenrøvere man nylig har radbrekket,
Som forhen manges Liv uskyldig havde stekket,
Samt faldet Poster an, og næret sig af Rov.
Hvad Straf er vel for haard, naar Synden er saa grov?
Krig er i denne Tid Franzosernes Haandtering.
Man seer nu og paa Fransk Monarkens Krigs=Erklæring,
J Gunst af Spamen mod Riget Portugal,
Som Een allene veed, hvor hastig endes skal.


78


Engelland.
Man vil, at dette Hof sig dagligen umager,
At faae engang bilagt Uenighedens Sager
Jmellem Preusserne og Keyser=Dronningen:
Saa Grund til Fredens Haab endnu ey falder hen.
J Jrland har paa nye opreyst sig hvide Drenge:
Saa dette Mytterie endnu tør vare længe.
Det er fortrædeligt for Engellænderne,
At slaaes mod Landets Børn i Krig med Fremmede.
Spanien.
Endskiønt med Portugal har Krig alt længe været,
Er den først bleven nu af vor Monark erklæret,
Da Fælledsskabet reent med os ophævet blev:
Saa ingen Spanier fra Portugal faaer Brev.
En Ordre udstædt er til alle Commandanter,
At de udraabe skal i alle Rigets Kanter,
Hvad Portugisisk Had at øve er i Stand,
Til Varsel for enhver troe Patriotisk Mand.
Portugal.
Om Sammenrottelser man her tør atter melde,
Og at det allerførst skal nogle Store gielde.
At Jesuiterne er med i dette Spil,
Derom man tvivler ey; thi de har Lyst dertil¬
En stor Forbittrelse de vrede Portugiser,
Mod alle Spanier i denne Tid udviser;
Den gaaer til Grusomhed; hvorpaa adskillige
Af Rigets Almue har ladet Prøver see.
Det Spanske Venskab de betragter som et Onde.
Blant andet nylig har en Portugisisk Bonde
Udi en Bagerovn opbrændt en Spansk Soldat;
Og saadan Grusomhed i Verk har mange sat.
Hver bosat Spansk og Fransk befalet blev at vige,
Før Junu Maaned kom af Portugisers Rige.
Men de sin Regning ey ved saadan Fløtning fandt,
Og sig med Liv og Blod til Portugal forbandt.


79


Man her den dyre Tid med Krigen har oplevet;
Hvorfor Hans Majestet aldeles har ophævet
Den Afgift, som var lagt paa allehaande Kiød
Om det kan raade Bod paa Folkets Trang og Nød.
Nu Krigs=Erklæringen først er bekiendtgjort bleven,
Hvori man seer, hvoraf Hans Majestet er dreven
Til Krig med Spanien, og Fred med Engelland;
Og den Erklæring har sat Mod i alle Mand.
De Spanskes Fremgang man ey vildet har afværge,
Paa det de fanges skal imellem vore Bierge,
Hvorfra de ey saa let tilbage|komme tør,
Naar Enden bliver lig Begyndelsen, man giør.
Rusland.
Et høyt Collegium er sat at understøtte
Alt hvad der sigter hen til Ruslands Ziir og Nytte.
Hvad meer roesværdigt for Monarker være kan,
End tage sig sit Folk, og sammes Opkomst an?
Gaar Peter holder sig ey for fuldkommen Keyser,
Om han ey alle Ting til høyest Spidse reyser.
Han slutter hastig Fred. Han pynter sin Armee.
Han Curlands Ridderskab vil vel fornøyet see.
Han synes Kirkerne Forandringer behøver.
Mon han en større Magt end Keyser her udøver?
Den hele Billedstads han vil afskaffet see
Saa nær som Korset og Mariæbillede.
Han Geistlighedens Skieg og lange Præsteklæder
Vil have klippede. Men Troen ey tilstæder,
At slig Forandring kan i Kirkesagen skee.
Den Novogrodske Bisp sligt forestillede.
Nu skienker Czaaren bort en heel Hob tusind Bønder.
Til Kierlighedens Jld sligt vist nok bliver Tynder.
Nu finder han Behag i Preussisk Ligedragt,
Og bruger samme selv som sin fornemste Pragt.
Nu staaer han i en Tvivl, sin Reyse at tiltræde,
Og synes ey at see sit Folkes første Glæde.
Jh! hvad betyder det, at Lænker trekkes skal,
Og Hovedvagter staae i et anseligt Tal?


80


Hvi udgaaer hastigt Bud, den Erkebisp at hente,
Som til Siberien han nys paa Veyen sendte?
Er Folket oprørsk her? Er Keyseren i Frygt?
Kan nu Monarken ey blant Sine sove trygt?
Hvad høres? -- Leve maae den anden Catharine!
Er Keyseren da død? O, hvor forandret Mine
Hver Statsmand hastig fik ved denne Tidende.
Nu sværges anden Eed af alle Russerne.
Men hvi er Keyseren saa hovedkulds nedthronet?
Har han sig ey igien med Biskoppen forsonet?
Een Aarsag haves maae? Czaarindens Manisest
Dig kan om denne Sag oplyse allerbest:
"Religionens Flor og Ruslands Vaabens Ære
Har for sin Undergang høystbange maattet være.
Derover Keyseren saasnart fra Thronen gik,
Og Keyserinden strax hans Krone atter fik.
Det gik i Stilhed til. Ey noget Blod udøstes,
Da dette store Baand af Himmelen opløstes.
Men hvor blev Keyseren? Til Slottet Petershof
Han kom, afsagde selv, blev heftig syg, hensov.
Da han fuldendet saae sit korte Regimente,
Han af en Slags Colik sit Levnets Løb fuldendte.
Han i det halve Aar, som han regierede,
Ey sov, men munter lod sig allevegne see.
Den nye Gzaarinde strax for alle lod erklære,
At hun vil fredelig med alle Magter være.
Men Ruslands Vaaben skal i Preussen opsat staae,
Jndtil Europa Fred almindelig kan faae.
Tyrkiet.
Storherrens Residentz af Jldebrand hiemsøgtes,
Saa med sex tusinde Huusarme den forøgtes.
Det var et mægtigt Tab for denne store Stad;
Men stort nok ey for dem, som har til Tyrken Had.
Feraf udgives Maanedrig i Sk paa det Rongl Adrese Ccontor i Riebenhavn,


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Augusti Maaned 1762.
Dannemark.
L¬
ad nu Misundelsen mod os kun Tænder gnidse,
For Himlen ey tillod, Blod=Flagget at ophidse.
Den Torden=Sky forsvandt. Alt Folket Offer giør
Til ham, som Nøglen har til Jani Tempel=Dør.
Det seyerrigste Haab gleed stolt paa Øster=Havet,
Hvor Skuepladsen var for Nordens Folk tillavet.
Den tappre Fontenay som kiekkest Formand gik,
Saasnart Søeheltene sit Sværd omgjordet fik.
See med Forundring an, hvad Kunsten til os giemte:
Det mageløse Skib, Kong Friderich den Femte,
Som Havet bæver ved at ofre sig til Brud,
Naar det paa engang giør halvfemsindstyve Skud.
See tvende Dronninger, en naadig Juliane,
Og mild Louise her, mod Qvindekiønnets Vane,
Oplukker Portene og viser Dødens Bud.
Hver paa sin Fiende giør halvfiersindstyve Skud.
Cronprintzen ligesaa, samt Dannemark og Venden
Med Jylland, samme Skud kan tordne ud til Fienden.
Nordstiernen derimod saavelsom Seyeren
Kun tresindstyve Skud kan sende sin Uven.
Ti mindre Delmenhørst, Fyhn, Sanct Croix udskyder;
Og Møen sin Vederpart kun fyrretyve byder.
Mon nogen Fiende vel i Verden Skud=frie gaaer,
Naar han saa stort et Tal af Kugler paa sig faaer?


82


Din Søemagt, Friderich! enhver for mægtig skatter,
Naar Orlogs Skibene ledsages af Fregatter.
Havfruen, Hvide Ørn, Vildmanden, Christjansborg,
Hialp alle fire til at dempe frygtsom Sorg
Det samme Langeland og Falster trolig giorde.
Søeridderen sig og i Spillet vise torde.
Den Huggert Femeren ey heller bange var,
Til ventet Feyde Tid sit Skib at giøre klar.
Det nævnte Tal var nok mod fiendtlig Magt at sette.
Vi saae dem Ankerne i Julii Maaned lette.
De skare kneysende igiennem Bølgerne.
Neptunus krøb i Skiul, da han dem fik at see.
Et stakket Krydsende i Øster=Havets Bølger
Med største Seyers Haab de givne Ordre følger.
Og da det store Raab fra Overherren kom,
Vor Flode til sit Hiem med Freden vendte om
Da hørtes Glædskabs Lyd i Skyerne at skingre.
Da rørtes Strængene med Lyst af Norske Fingre.
Da Stadens Borgerskab afløstes fra sin Vagt,
Og Floden i sin Hok blev efterhaanden lagt.
Monarken nu ey meer sin Mængde Rug behøver,
Men strax mod Fattige en Miskundhed udøver.
Hans Proviantgaard er oplukt for Trængende,
Som der faaer Rug til Kiøbs saa billigt det kan skee.
6¬
Han Korns Udførsel før ey Dannemark indrømmer,
Før samme Naade er bered hans Fyrstendømmer.
Det er for Skipperne en vigtig Glædes Sag,
Endskiønt man Skibene paa nye taer i Beslag.
At føre Tropper hiem, hver Skipper maae fornøye,
Som Landets Velfærd har fornuftig nok for Øye.
En nye Tids Regning staaer udi vor gyldne Tid,
Fra den Tid Baron Korff som nye Gesandt kom hid.
Hvo kan afvilde ret den Grund, vi har til Glæde?
Seer Virkningen af Fred paa gamle Kongers Sæde.
Hvor prunker Lethraborg, som Staten skienket har
Ved lyksomt Giftermaal det elskeligste Par.
(*) Efter Kongl. befaling blev af Proviantgaardens Rug=Forraad udsolgt 834
Tønder til Fattige for 2 Rdlr. Tønden. De fattigse kunde faae i Skieppe¬
viis, men ingen over 2 Tønder.


83


Den brave Reventlau glad med sin Holstein leve!
Har da end Staten tabt en værdig tapper Greve
Ved Laurivigs snare Død, hvis Afsked Lybeck saae:
Skal vi dog fleer igien ved slige Fester faae.
Vi har et frigiort Haab til lykkeligste Tider.
Vi seer, hvor Landets Haab som kiekkest Rytter rider.
Vi føler kielen Fryd at ligge derudi,
Man først skrev offentlig: Han reed til Sorgenfrie.
Monarken, Landets Liv, forlader Sommer=Sædet,
Og mellemstunder vil sit Kiøbenhavn see glædet.
To gange saae vi Ham i denne Maaned her,
Hvis Aasyn idelig som en Guds Engels er.
Han søger faderlig det Onde at afskaffe,
Og nu med større Straf Slotstyvene vil straffe.
Ja, Fader! straf kun dem, som stiele tør fra Dig.
Man bør af Kongers Skat sig ey at giøre rig.
Udyden Du et Knek allene ikke giver,
Men Du til flittig Dyd hver Undersaat opliver.
Du om Toldvæsenet en nye Forordning gav,
Hvori enhver kan see Dit milde Sindelav.
Hvor got! at Tolden der er i Courant beregnet,
Og at Accisen er ved alle Vahre tegnet.
Paa Contrabande er Told og Strafbøder sat,
Jfald Snighandleren med saadant gribes fat.
Vor brave Magistrat og Handelen forfremmer;
At sette Vahres Priis de ey i Aar forglemmer.
Hver Øvrigheds Person vil nytte paa sin Viis;
Til Nytte sigter og Professor Paradies.
Han til de Unges Gavn en Skole har indrettet,
Hvorved Opdragelsen maaskee tør blive lettet.
Anviisningen giør Haab om Underviisningen;
Skiønt Bogens Jndhold tidt ey ligner Titelen.
Al den Lyksalighed, det Danske Folk kan finde,
Skal efterdags indsees endogsaa af de Blinde.
Professor Hilmer dem vil giøre seende.
Han reyser Verden rundt til Blindes Tieneste.
De Blinde af slig Kunst sig lader just indtage.
Hvo klare Øyne har er senere at drage.


84


Det er imidlertid en Held for mangen Mand,
At der er blinde Folk i hver en Bye og Land.
Den fierde Classe nu er trakt i Lotteriet,
Hvori ey hver fik Ja, som har til Lykken friet.
Men atten Tusinde endnu i Haabet gaaer,
At faae det største Lod, som een dog ikkun faaer.
Meer af Betydenhed herfra kan ey berettes.
Dog maae fra Borringholm endnu et Ord tilsettes,
Den sidste Danske Øe udi det Østre Hav,
Til Præg paa Landets Børn og deres Sindelav.
Der gives ingen Sold; thi Frihed giør Soldater.
Hver skaffer sig Mondur, som sine Kamerater:
Soldaten kommer hvid, Dragonen rider blaa:
Man Borgeren seer bruun, og Bonden findes graa.
Nys saaes de enige med Skuffer, Spader, Hakker,
At sløyfe Biergene, at jevne Dale, Bakker,
Og skandse rundtomkring sit Festnings Friheds Land,
For mod et Overfald at staae i Forsvars Stand.
Samdrægtig Nidkierhed dem alle giorde lige.
Naar Frihed skal bestaae, sig ingen frie kan sige.
Hver gik godvillig med til sligt Forskandsnings Slæb,
Og Fiender nævntes ey, før Modet raabte: dræb.
Det Borringholmske Blod af Danskes Blod er ægte;
Deri ey Børnene fra Fædrene vanslægte.
De Svenske kiender dem besynderlig til Lands,
Og alle kiender dem og deres Værd til Vands.
Nu priser de vor Gud og paa hans Forsyn skiønner.
De priser Kongens Gunst, som dem med Frihed lønner.
De priser deres Helt, den BYE= og Landets=LOV,
Og har ved disse tre at frygte ey behov.
Norge.
Her Døden har sin Lee imod en Kone hvesset
J Laurvigs Grevedom i Sognet Brunlaugnesset,
Som, om end hendes Aar var hundrede og to,
Dog tænkte ey saasnart at faae i Graven Roe. (*)
(*) Hun saae 73 af hendes Afkom. See mere Adresse=Contoirs Efterretninger
Num. 60.


85


Tydskland.
Rigsdags Forsamlingen i Regensborg fortsettes.
Om Romer=Maaneder man, som sædvanligt, trettes.
Men denne Trette ey kan lignes med den Nød,
Naar man udi Bayreuth slaaes om det kiere Brød.
Det skeer i denne Tid, desverre flere Steder,
At Folk, for Brød at faae, i Tydskland matte græder.
Man Magazinerne før stikke vil i Brand,
End hielpe Trængende af deres Hungers Stand.
Det er saa Krigs Maneer, og sammes onde Renter.
Brødmangel hidser op Jenensiske Studenter:
Saa de slaaer Vindver ind for Stadens Bagere,
Saavelsom hos en Deel af Professorerne.
Vel hielper det til deels, det Tydske Brød at spare,
At alle Russerne nu hiem igien skal fare.
Men det dog ey forslaaer, naar Agerdyrkningen
For Folke=Mangels Skyld ey tager til igien.
Hvad maae ey fyldes i saa mange tusind Maver,
Hvis Hænder ey et Korn af Jorden avlet haver?
Ti tusind slige Mænd allene Schweidnitz fik,
Kort før Beleyringen af Preusserne angik.
De denne Festning lod den tredie opfordre;
Men Commandanten ey til saadant havde Ordre.
Derover aabnede man Løbegravene,
Hvorved kun forefaldt lidt Blods Udgydelse.
Men det fremdeles vil nok koste noget mere.
Blodstrømme, store nok, desuden øste ere
J hele Tydskland ud ved disse Trefninger,
Som ikke kaldes Slag, men kun Skiermytseler.
Man bombarderer sterk paa Schweidnitz Festnings Volde,
Saa den vel længe ey Beleyring ud kan holde.
Dog faaes den ey saasnart igien af Preusserne
Som de forgangen Aar den hastig mistede.
Den sextende August har Preussers Konge vundet
Mod Østerrigerne, (er Rygtet ey ugrundet,
En Fordeel, mægtig nok at kunde standse dem,
Og hielpe Kongens Hær til Maalet bedre frem.
Den Fred, som ikke reent for Preusserne stod aaben,
Da man paa nye igien opsatte Ruslands Vaaben,


86


Er ved Forsikringer nu bleven deres Skat,
Og Preussens Vaaben i det andets Sted opsat.
Den Festning Colberg er og Preusserne indrømmet.
Og var end Pommeren af Russer før udtømmet:
Saa er den nu igien for dennem gandske frie,
At ey een Russisk Mand befindes derudi.
Frankerig.
Paa visse Steder her har saadan Hede været,
At fra Viinrankerne den har al Saft fortæret.
Hornqvæget falder og som Fluerne omkuld:
Saa Ceres sviger Folk naar Bacchus ey er huld.
Man ellers her endnu om Freden stedse taler,
Og meget tydelig Udkastningen afmaler.
Om mellem Frankerig og Engelland blev Fred:
Saa torde Krigen ey i Tydskland vare ved.
Engelland.
Her saadan Hede sig i Landet og lod kiende,
At Skov og Engbund har deraf begyndt at brænde;
Og Qvæget maae af Sult paa beste Græsmark døe,
Om man ey forer det med nys indhøstet Høe.
Paa Slottet Buckingham en med et Nøgle=Knippe
I Dronningens Gemak er funden. Kan han slippe
For Strikken denne Gang; han kommer der ey meer;
Men han har billig Frygt, at det vel neppe skeer.
Den tolvte Dag August det hele Rige kiender
For en lyksalig Dag for hver en Engellænder,
J det at Dronningen paa denne Dag kom ned
Med en velbildet Printz, sit Folks Lyksalighed.
Spanien.
En stor Forlegenhed sig her blant Folk opreyser,
J det et Forbud gik fra Maroccaners Keyser,
At ingen noget Qvæg derfra udføre maae:
Saa man det ferske Kiød for Penge knap kan faae.
Portugal.
Den Krig, som føres her, kun Grusomhed bør kaldes:
Saa ey Opførselen af Krigsmaneer bifaldes.


87


Thi Hadet er saa stort, hos begge Parterne,
At de hverandres Blod kun ene gider see.
Naar Portugiserne de Spanske Folk lemlæster,
Da faaer de samme Løn af disse fiendske Giester.
Sex Bondebyers Folk, med Fruentimmeret,
Nedsablede i Blod, kan nok beviidne det.
En Engelsk General kan saadant ey forhindre;
Endskiønt man venter dog slig Grumhed bliver mindre,
Da han den Spanske Hær udspeydet nylig har,
Og Forholds Regler vist med Grusomheden taer.
Sverrig.
Nu kommer Tropperne fra Pommeren tilbage,
Og Deel i Landets Fryd for vunden Fred vil tage.
For Gustav Adolphs Liv glad Kronprintz Gustav blev,
Og Bøhm en Guldmyndt gav, for han det trolig skrev.
Hans Svenske Majestet har ladet declarere,
Hvi han med Tydsklands Krig sig ey befatter mere;
Thi han ey ventede, den skulde vare ved
Udi saa mange Aar til Menneskers Fortred.
Rusland.
Europa hidindtil har seet paa dette Rige;
Og Rygtets Mund mest Nyt herfra har havt at sige.
De Statsforandringer, her for faldet har,
En vis Materie for hver Samtale var.
Skiønt Læseren derom er underrettet bleven,
Maae Sammenhengen dog og heri staae beskreven;
Thi Keyserinden vil, at Verden vide skal,
Caar Peter ikke var iblant de Stores Tal.
Men først jeg melde maae, at Keyserindens Jver
For Reslands Skik og Brug sin Garde atter giver
Den gamle Ligedragt, og skaffer af den nye;
Samt bød Holstenerne fra Rusland bort at flye.
Af Rigets brave Mænd hun strax endeel ophøyer,
Og med en Moders Siel sig inderlig fornøyer,
At sette ind igien i deres Embeder
Dem, Czaaren agtede ey af Fortienester.
Hun fælder ømmest Graad da hende blev berettet,
At Keyser Peters Kors af Dødens Haand var lettet.


88


J Preussisk Ligedragt hans Liig til Syn blev lagt,
Før det til Graven blev i Newsky Kloster bragt.
Senatet vilde ey, den unge Keyserinde
Ved Ligbegiengelsen sig skulde lade finde.
Men til September hun sin Kroning satte fast;
Skiønt Rygtet siger nu, det har ey nogen Hast.
Men hvad betyder det, hun hans Portrait indkalder?
Hvad mindst i Øyet, mindst i Tanken, Talen falder.
Dog hvo kan giette vist? Det lange Manifest,
Som Keyserinden gav, oplyser Sagen best.
Forbundne til at troe, at det med Sandhed fyldes:
Vi seer, den døde Czaar for store Ting beskyldes.
Af Catharines Ord vi os maae læse til:
Han Græksk Religion paa Døren have vil:
At stor Religion ham ellers fulgte ikke:
Men Nyheder i Troe, i Klæder, Sæder, Skikke:
Ja, i Thron=Følgen selv, uvist hvordan? paa hvem?
At han tilbage vil, hvor Store Peter frem:
At før en blodig Krig er neppe bragt til Ende,
Før nye Udrustning sig til nye Krig lader kiende,
Der saa utidig som ufordeelagtig var
For Ruslands sande Gavn, der Fred til Maalet har
At han hengav sig reent til sine Lidenskaber,
Hvorved en stor Monark sig mindre giør, og taber:
At han sin Moster tidt snart Hiertesorg har gjort,
Og ikke sørgede, da hun blev kaldet bort:
At han indbildte sig, at være høyt ophøyet,
For sin Begierlighed i alt at see fornøyet:
At han sin egen Søn var ey, som Fader, god;
Men ham og Moderen kun efter Livet stod.,"
Heraf maae Verden see, hvi han sit Spiir nedlagde?
Hvi de opsagde ham? Og hvi han frit afsagde?
Samt i Forskrivningen selv lagde for en Dag:
Det Spiir var ham for sterkt, og han var det for svag
Man kan vidtløftigen det forbemeldte finde
Udstædt i alle Sprog af Ruslands Keyserinde.
Har da end Himlen sat Czaar Peter til et Speyl:
Saa bør dog Kierlighed nu skiule disse Feyl.
Heraf udgives Maanedtlig 1 Stk. paa det Kongl. Adresse=Contoir i Kiøbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For September Maaned 1762.
Dannemark.
S¬
ee op til Sions Bierg, du Folk! som Himlen ynder.
Nys blev din Friderich Storfyrstens Med=Formynder. (*
Det Holstein=Kielske Land bestyres nu ved Ham,
Udi hvis Lande Gud forbød at giøre Nam.
En Execution her nu for Lyset kommer
Af hellig Kiendelse fra Kongers Overdommer.
Han vendte Bladet om. Forundres, knæl, og beed,
At Frugterne heraf maae blive Frugt af Fred.
Vil du Takofferet i Troe ey lade ryge,
Da har GUd mange Riis. En Snert af Qvægets Syge
Er følt i Colding=Amt i Jylland, samt i Fyhn.
Kys Riset snart i Bod, og viis en Frekheds Syn.
Din Konge giør for dig, hvad Han formaaer at giøre;
Forbyder, at du ey maae Qvæg til Market føre.
Paa Hans Forsigtighed du her bør sette Priis:
Men vide, at din Bod afvender kun GUds Riis.
Frietages du for Krig; Lad det dig ey opblæse.
Du om GUds eget Folk, et Jsrael, kan læse,
Hvad Forraad strax for dig af Plager rede er,
Om du fornuftig nok hans Forsyn ey anseer.
Tak ham, som lader dig de glade Timer nyde,
At til Lyst=Fugle du Lyst=Kugler kan udskyde.
Vær derhos dobbelt glad, for begge Printserne
Ved denne Tidsfordriv sig naadigst lader see.
(*) Med=Formynderskabet samt Administrationen tilfaldt efter Retten og Slægte¬
Linien Kongen af Sverrig, som nærmeste Stam=Fætter og eventuelle Lehns=Følger; men
efter en Tractat af Aar 1750 af ham overdraget til vor allernaadigste Konge, Friderich
den Femte, som nu ved Commissarier administrerer de Holstein=Kielske Lande.


90


Gak uden Vester=Port, hvor Fugle=Kongens Rige
Paa Stangen staaer til Maal for dem, der skyder lige.
See der, hvor Skytterne det deler mellem sig,
Og Lykke=Bytte giør i denne Skytte=Krig.
Volmeister meget høyt hos Lykken er opskreven;
Thi han nu anden gang er Fugle=Konge bleven.
Er dette noget got, og gode Ting er tre;
Saa bliver han det vist endnu den tredie.
En anden Folkets Lyst, som denne ikke ligner,
Ved hvilken Himmelen det hele Folk velsigner,
Lod Livets Herre os i denne Maaned see,
Da Julianes Aar blev Tre og Tredive. (*)
Da steeg hver Tankes Kraft til alle Kræfters Kilde,
Udøste Troe=fuld Tak, opøste det, de vilde:
Saa mange Aar til dem, som glade sluttedes,
Og fleer, naar Hun og vi med samme tiente sees.
Paa denne Glædes=Fest for skiønsom værdig Tanke,
Skrev Friderich nyt Bud for Hovedstadens Banqve,
At den indrette maae Rixdalers Seddeler:
Saa vi den slagne Myndt kan selv beholde her.
De gielder for Courant, og Banqven vexler dennem,
Naar Indehaveren kan trænge sig igiennem.
Men denne Linie staaer ey paa Sedlerne,
Skiønt hver dens Sandhed kan paa Børsen daglig see
Lad os fra Banqven gaae, og hen til Stadens Verter,
Og see om disse Folk har redelige Hierter,
Ey mod de Reysende, det taer de nok i Agt.
Men om de melder dem til Stadens Hoved=Vagt,
Lad os og see, hordan Skildvagter respecteres;
Thi Sværdet heller ey af dem forgieves bæres.
To gamle Pligter her nyt Liv indskierpet fik,
Da Kongens Brev derom til Magistraten gik.
Seer dog, hvor Friderich vil alt i Orden have.
Seer det af Hans Rescript om alle Haandverks Lave.
En Svend nu lettere sit Mester=Navn opnaaer,
Da han ophævet seer det tunge Mester=Aar. (*)
(*) Den 4de Sept. da Hendes Kongl. Majestets Fødsels=Fest høytidelig holdtes paa
Fredensborg.
*) Mester=Aaret er ved dette Kongelige Reseript af 27 Aug. h. a., bekiendt¬
gjort ved Magistraten den 1ste Sept, ophævet for alle Lavene, undtagen Guldsmede og
Reebslagere.


91


Tracteringer og sligt, som kun Bekostning giver,
At giøres ved hvert Lav fra nu forbudet bliver.
Men Svende=Stykke nu hver Dreng arbeyde skal,
Før ham maae gives Sted blant Lavets Svendes Tal.
Mon slige Tidender vor Glæde ey forøger,
At høre, Kongen kun sit Folkes Beste søger?
Men hør et andet Ord fra Kongens milde Mund,
Som til Hans Huses Flor vil legge en nye Grund.
Vor Konges Majestet paa Fredensborg erklærer,
At Han sin Konges Haand og Forsyn hellig ærer,
Som til Besegling har paa ønskeligste Fred
Fra Hessen=Cassel ham en Sviger=Søn bered. (*¬
Hans og Hans Fædres GUd Hans Konge=Siel ophøyer,
Som Wilhelmines Siel (*) til denne Herre bøyer.
Lykønskning billig skeer til et saa kostbart Par,
Som begge Arve=Ret til vore Ønsker har
Tre gange hver med Lyst Printsesse=Styr vil yde,
Naar Friderich saa tidt maae Sviger=Sønner nyde,
Og til Hans Stammes Kraft see Børne=Børne=Flok,
Saaledes tænker hver, som tænker ædelt nok.
Hvo vilde ikke det som seer vor Konges Naade.
Han, som er sat af GUd for os og vort at raade,
Han for sit kiere Folk giør offentiig bekiendt,
Hvad Han til Lands og Vands for vor Skyld har anvendt,
Jndkomsterne til sligt ey klekkelige vare
Men Han dog hidindtil sit Folk har vildet spare,
Og ey paabyde Skat; men laane Penge før,
Som en anselig Gield paa Kongens Casse giør.
Nu derimod da vi en rolig Fred kan vente,
Vil ey Hans Majestet saa stor en Sum forrente;
Men efterhaanden den igien betale vil,
Og byder, at enhver skal skatte lidt dertil.
Hver skatter maanedtlig, fra tolv Aar, otte Skilling,
Saavel Daglønneren som Herren i Bestilling:
Saavel den Tienende, som den Tiensttagende:
Saavel en arm Student, som Professorerne.
(*) Hans Durchlanchtighed Arve=Printsen Wilhelmus, af Hessen=Cassel, fød den
3die Junii 1743.
1*) Hendes Kongelige Høyhed, Printsesse Vilhelmine Caroline, sød den 1ode
Julii 1747.


22


Dog vil Forordningen den Deel for Skat fritage,
Som har af Livets Held kun Liv i Ynk tilbage,
Og om sin Fattigdom fremføre kan Beviis;
Skiønt Kongens Casse dog ey lide maae Forliis.
De otte Skilling da skal lignes paa de Rige,
Som fik en Broderlod af dette Timelige.
Enhver da være maae heel glad ved denne Skat,
Naar kun Forordningen i Verk ret bliver sat.
Stor Kongens Naade er, som mere ey paabyder;
Thi otte Skilling ey for Rige stort betyder;
Men for den største Deel, som kun har alting tyndt,
Er det en Hovedstoel, og Skattens største Myndt.
Naar ellers skiøntsomt Syn i Øyesyn vil tage
Den Magt, som Skareviis nu kommer glad tilbage,
Og seer frie Folkes Børn at drage hiemad frit:
Saa ofrer Herren sit, og yder Kongen sit.
Seer ned til Sundet; seer Esquadren fra Archangel,
Og priser Himmelen, for J ey lider Mangel.
Den i det ringeste var Eder vist tiltænkt;
Men Overflødighed i Fred er Eder skienkt.
Til ham, som skienker den, med Lov indretter Talen,
Endog for rig ladt Skib, som sidst kom fra Bengalen.
Udbryder ey med Knur, for Kiøbet bliver dyrt;
Men glædes, for i Krig en Dansk blev ikke myrdt.
Af denne Maaneds Nyt nu intet mere rester,
End at Grev Wedel Friis (*) blev øverste Staldmester.
Til sit Stadtholderskab i Holstein er reyst bort
Den værde Baron Dehn, som Dyd har æret gjort.
De Reformeerte har faaet Kirkens Uhrverk færdigt;
Om samme vil gaae ret, det her er Pladsen værdigt.
Justitz=Raad Lassens Død læs og paa dette Blad;
Han Retten pleyede, saa tidt han Retten sad.
Tydskland.
See hist, Lyst=Campement i Wurtemberg anrettes,
Tet ved, hvor Naboe=Fod i Folke=Blod aftvettes.
Man siden Fredens Tid Lyst=Leyer ikke saae,
Som nu paa denne Plet af Tydsklands Bund at staae.
Hans Høygrevelige Excellence, Hr. Erhard, Greve af Wedel Friis, Extraor¬
dinair Envoye ved det Kongelige Franske Hof.


Man veed, at Blomsteret er Frugtens Fæste=Penge,
Og altsaa har det Haab, at det ey varer længe,
Før en velsignet Fred kan komme ret i Stand:
Saa Lyst=Skiermytseler kan sees i hvert et Land.
Man paa Beretninger kan Vaaben=Stilstand vente,
Som Fredens Megling vil Europa først indrente.
Men dersom det ey skeer: saa byder Vinteren
Med første Heltene at stikke ind igien.
Den glade frelste Rest i Preussens Kongerige
Med sine Levninger fra tidt forsøgte Krige
Nys holdt en Fredens Fest, saa got som Evnen var,
Og nu opbygge vil, hvad Russer nedbrudt har.
J Gøttingen enhver giør sine Huse rene,
Og Fredens Fest i dem at holde snart tør mene.
Man seer besynderlig den største Munterhed
Hos Muserne igien at faae sit gamle Sted.
J Schweidnitz Borgerne nu heller ikke sover.
Den Festning ey saa let til Preussen vil gaae over;
Uagtet Mangelen beskrives meget stor;
Men kiekkest Tapperhed i Commandanten boer.
Krigslist en to Aars Dreng forgieves maae udskikke,
At han et Magazin i Brand for dem skal stikke.
Opfordres Festningen, da gives intet Svar;
Og til to Maaneder endnu den Forraad har.
Man daglig haaber sterk, den sig skal overgive.
Man løber Storm til den, og ikke kied kan blive
Af den Besværlighed og Fare, der er hos;
Thi det nu gielder her, om at indlegge Roes.
Besetningen sig ey uhevnet lader fange;
Skiønt Overgivelse den byder fire gange.
Den idelig derpaa forsvarer sig saa kiek,
At de Beleyrede hver gang gaaer af med Smek.
Nysgierrig ventes nu at høre Cassels Skjebne,
Mod hvilken Fienderne fortælles sig at væbne.
Man bruger neppe der den Krigstugt, Preusserne
Har hidtil i Bayreuth mod alle ladet see.
Forenet Fransk Armee i Hessen nu indtrænger.
Hvo seer, hvad dette Land for Skjebne overhænger?
Amoeneborg ved Ohm i Neder=Hessen saae,
At Krøblinger og Liig af Krig kun ventes maae.


93


54


Et Vidne Friedberg er, at Fyrster selv ey skaanes,
Naar mordersk Bly mod dem et Dødens Pulver laanes.
Spørg Brunsvigs Arveprintz, som af et Fransk Gevær
J Lænden fik et Skud, der dog ey farligt er.
Frankerig.
Den borgerlige Krig mod Landets Jesuiter,
Som ved sin Lærdoms Grund den beste Stat besmitter,
Er nu til Ende bragt, og Ordens Stifterne
Samt Klosterne af dem ey meer beherskede.
Til Livets Nødtørft de skal Underholdning nyde;
Men deres General ey efterdags adlyde,
Og ey besvære sig for dette dem er hendt:
Saa deres Magt nu er i Frankerige endt.
De gandske aflagt har Navn, Dragt, Professioner,
Og deels sin Tilflugt tog til første Rangs=Personer,
Deels bleve Lemmer ved det Universitet,
Paa hvis Collegier man dem ey før har seet.
Det søde Fredens Haab sig ellers her forøger;
Og Rygtet derudi sin Tidsfordriv ret søger.
Freds Planen alt er gjort, og Freds Gesandterne
Arbeyder af al Magt paa dens Forfremmelse.
Engelland.
See, hvor hver Engelsk Mand sig til St. James skynder,
Og i Statsvuggen seer en sildig Tids Formynder:
Georg Fridrich August, de Britters første Haab,
Der Preussers Konge fik til Fadder ved sin Daab.
En mild og munter Siel i denne Prinz de finder,
Hvis Daabsdag deres Siel om Bryllups Glæden minder,
Som just paa denne Dag forgangen Aar udbrød,
Og hvorved saadan Frugt af Kierlighed blev fød.
Han allerede har Lyst=Reyser foretaget,
Og blev paa denne Vey af Rytterie ledsaget.
Det tegner og, at han ledsages skal af Fred,
Der allerede har i Rygtet Rigtighed.
Saasnart her nævnes Fred, strax Actierne stiger;
Skiønt Almuen endnu dog efter Kriger higer.
Man ruster Skibe ud med dobbelt Nidkierhed.
Saa Grunden er uvis, som synes lagt til Fred.


95


Sig Freden strekke skal til Portugisisk Krone;
For en god Prise dog erklæres Hermione,
Det Skib, som Engelland borttog fra Spanien;
Skiønt Terre Neuves Tab var meer end Ladningen. (
Spanien.
Nu vil den Spanske Hær reent Portugal forderve;
Thi otte tusind Mand man vil endnu anhverve,
Som Portugieserne og Engellænderne
Skal stridende mod sig i denne Maaned see.
Dog tør den krigske Plan maaskee tilintet giøres,
Om Freden Fremgang faaer, hvorom nu Rygte høres.
Man vil, at Fiendtlighed fra Kongen strax fløy bort,
Da Forestillingen om Freden ham blev gjort.
Portugal.
Den store General, som Engelland hidsendte,
Ved uomskrænket Magt vor Konges Tillid kiendte,
Og at han uanmeldt til Kongen ind kan gaae,
J hvor Hans Majestet sig og befinde maae.
Saa stor og ædel Helt ey større Siel kan have,
J det høymodig han afslog vor Konges Gave,
Og sagde: Kongens Gunst mig fuld Belønning er,
Naar kun ey Tropperne skal lide Mangel her.
Rusland.
Den nys blant Russerne opstegne Keyserinde
Sig lader snart hver Dag udi Senatet finde,
Hvor hun med egen Haand udstæder høye Bud,
At faae Uordener af Riget ryddet ud.
Hun i Særdeleshed alvorlig lod forbyde,
At Monopolier ey hver i Fleng maae nyde,
Samt Rigets Udgivt og dets Jndtægt afmaalt faae:
Saa i ret Ligevegt de begge kunde staae.
Ved Thronbestigelsen hun Rusferne og lærte,
At Almuens Fortred hun sig lod gaae til Hierte.
Hun ved Formaning vil et Onde see afvendt,
Som ved Udøvelsen Unaade har fortient.
(*) Byttet ved denne Prise, fornden Skibet og Udrustningen, skatteres paa
**) Greve von der Lippe Backeburg.
1600000 Pund Sterling.
(***) En Maanedtlig Gehalt af 40000 Crusader.


96


Hun ved et Manisest vil reent afskaffet have
Den Skik blant Dommerne, at tage Skienk og Gave.
Hun vil, at Penge ey skal skaffe Embeder,
Men at de skienkes skal Folk af Fortienester.
Kan hun formaae sit Folk, som Svøben har, og kiører,
At de sig lydige mod dette Bud opfører,
Da vil Retfærdighed der sit Pauluun opslaae,
Og Mænd af Embeder ey al sin Ære faae.
Til Holsteins Printz Georg hun skienker Reyse=Penge, (¬
Og hendes Kroningsdag vel ey opsetter længe;
Thi Printzen, hendes Søn, til Moskov alt er reyst,
For til Storfyrste der paa nye at sees udkeyst.
Hun nylig aflagt har en Deel af de Personer,
Som hende stode bi, med store Pensioner,
En Deel med Jordegods, en Deel mod slagen Myndt,
Og har Regieringen heel viselig begyndt.
Men Frøken Woronzow er aflagt med langt andet.
Hun bleven er forviist til slig en Plads i Landet,
Hvorfra hun kommer ey igien til Petersborg;
Og hendes Fader skal paa Godset døe af Sorg.
Czaarindens Ædelmod sig viser stort i dette,
At Hertug Johan Ernst hun vil igien indsette
J Curlands Hertugdom, for hvilket han og har
Aflagt Taksigelse, og giør sig Reyse=klar.
Den gandske Geistlighed vil ogsaa takke hende,
For hun sig deres Gods og Jord ey vil tilvende.
Hvad Keyser Peter tog, hun giver dem igien,
Og sig vil sette fast udi Regieringen.
Polen.
Det er just ikke Nyt, som gives os tilkiende,
At her Landdagene har faaet en herlig Ende,
Og sluttedes med Hug, Jordskuf og Nævepust:
Saa mangen Arm og Been er bleven sønderknust.
Den Polske Adel nu er sindet som dens Fædre.
Landdages Udfald kan hos dem ey ventes bedre.
De i udvortes Fred indbyrdes krige vil:
Saa mange Adelsmænd maae sette Livet til.
(* 40000 Rubler, og nogle Dage før en Foræring af 100000 Rubler.
Feraf udgives Maanedtig i Stk. paa det Rongl Adresse Contair i Riebenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For October Maaned 1762.
Dannemark.
T¬
il gode Borgere for Himmelen og Jorden
Opdrages Børnene udi vort Danske Norden.
Enhver, som ung faaer Deel udi vor Christne Daab,
Giør ældre offentlig got Regnskab før sit Haab.
To gange aarligen de unge Christi Poder,
Til stor Bestyrkelse for Kirken, deres Moder,
Fornyer selv den Pagt, som de med Gud indgik,
Da de i Barne=Svøb den første Naade fik.
Halvfemte Hundrede og To (*) sidst ere blevne
Ved Haands Paaleggelse iblant det Tal indskrevne,
Som Naade=Hungrige paa Testamentets Ord
Maae søge Siele=Mad ved HErrens eget Bord.
Det ædle Danske Folk sin Ære ey besmitter
Ved Brug af Brændeviin og sterke Aqvaviter,
Som efter Kongens Bud nu frit indføres maae, (*
Naar Ungdommens Begreb slig Dannelse kan faae
Men bruger nogen meer af disse Livets Vande,
End han har Nødtørft til og Styrke i sin Pande,
Da svingler strax den Roes, som forhen rankest stod;
Thi Mad og Drik kun er i Maadelighed god.
Saaledes drikkes bør, at ey Fornuften standser:
Saa hver udi sin Kreds de Vigtigheder sandser,
Som daglig Dannemark meer stort og heldigt giør,
Og hvorved aabnes os Lyksalighedens Dør.
J at ophøye GUd og Kongens Mildhed prise
Vi bør os fyrige men ædrue bevise.
)Saa mange vare Confirmanderne i Kiøbenhavns Kirker, Søndagen efter
1*) See Kammerets Placat af 28. Sept.
Mikkels=Dag, den 3. October.


98


De store Ting, som vi i denne Maaned saae,
Bør os for Øynene livagtig malte staae.
Nye Naade mod vort Land af Herrens Forraad kiendtes,
J det at Tropperne, som hiem til Norge sendtes, (¬
Fandt baade Luft og Vand saa mildt at føye sig,
At Overfarten blev for dennem lykkelig.
De Danskes Fattige har faaet en Tilsyns Værge:
Saa de ey knuses skal af Armods tunge Bierge.
Hvad Kongen fra dem tog og Holsteen gav i Dehn,
Det skienkede han dem i Bernstorf alt igien.
De ivrigt bedende holdt deres Fest den Siette:
En Fest, som Himlen lod blant Jordens Guders sette:
Vor Konges Fasters Fest; da Gud lod Hende see
Af Livets Aar begyndt syv og halvhundrede. (*)
Hun, Andagts Forbøn værd af Fattige og Rige,
Hvis Gudelighed har, desverre, enkle lige,
Men neppe Overmand, det høyeste opnaae
Af Naade, Liv og Lyst, som Troens Folk kan faae.
For Hende Offeret endnu fra Festen brændte,
Da Hendes Faerfaers Dag nye Offer=Jld antændte;
Den merkelige Dag, da vi for ni Aar fik
En Sønne=Sønne=Søn af Fierde Friderich. (**)
Stat ævig til Beviis, du ellevte October!
At Danske Folk til Gud forgieves aldrig raaber,
Saasnart det Thronens Kraft og Landets Gavn angaaer,
Men at vor Troe og Bøn alt, hvad den søger, faaer.
Ey uden Vester=Port kan Kunstens Jld afbilde
Den Lue, Hierterne mod Himlen blusse vilde.
Saa høyt Luft=Sværmere i Skyen ey opsteeg,
At de tilbage jo for Bønnens Flammer veeg.
J Tankens stille Sprog Veltalenhed fremførtes.
Hvor intet Ord blev hørt, der Raab i Himlen hørtes.
Alt Øyemedet var af alles Længsels Bøn:
Liv, Sundhed, Kundskabs Vext for denne Fredens Søn.
At denne Festes Fryd des større kunde blive,
Fandt Kongen selv for got, sin Hovedstad at give
En kort Besøgelse den Dag mod Aftenen;
Men Dagen efter drog til Fredensborg igien.
Tre Skibe med 500 Mand Kongelige Tropper af Hr. Oberste de Gieses Regiment.
(2*) Printzesse Charlotte Amalies Fødsels=Fest den 6. October, da Hun fyldte sin vel¬
signede Alders 56 Aar.
(**1) Hs. Kongl. Høyheds Arve=Printz Friderichs Fødsels=Fest den 11. October, da
indtraadde sit Alders 10de Aar.


93


Gak ud paa Fælleden med denne Folke=Fader,
Hvor nogle Nordmænd staaer opstilte med Granader
Med høyest Velbehag Han deres Haandgreb seer,
Og veltilfreds med dem og Major Greber er.
Nu favner Fredensborg igien de Danskes Glæde.
Løvfaldet hindrer ey dets Navn af Sommer=Sæde.
Oplukker Vinteren endogsaa Kuldens Dør,
Dets Egn en yndig Lyst for Friderich dog giør
Han der ret Kongelig paa Jordens Fyrster tænker,
Og hver i sær Beviis paa Mod og Høyhed skienker.
Han sender en Larrey til Carl den Tredie,
Og lader rygte der, som Ven, sit Ærende.
Til Meklenborg=Schwerin, til Hertugen, Han sender
En Ordens Elephant, hvis Værd al Verden kiender.
Men midt i Kongens Fryd Qvægsygen giør et Skaar;
Thi Folkets Tab derved Ham nær til Hierte gaaer.
J Slesvig heller ey Qvægmarkeder maae holdes;
Thi Sygen smitsom er, og derved kan forvoldes,
At Qvæg, som nu er friskt, let blive kan befængt,
Naar det paa Marked staaer op til hinanden trængt.
Slig Forebyggelse dog Sygen ey kan hemme,
At mange jo endmu dens Virkning maae fornemme.
Man og i Siellands Stift fra en og anden Gaard
Faaer Bud, at Sygdommen hos dem har været haard.
Dyr Tid paa Smør og Brød de Fattige og truer.
Thi Folk, som Penge har, for Dyr Tid ikke gruer.
Det koste hvad det vil: saa faaer de nok af alt,
Om det med Armods Sveed end blive skal betalt
Men see, Hans Majestet Brød=Kammeret oplukker
For Hovedstadens Folk, som efter Brødet sukker;
Og det saa faderlig, at mange Tusinde
For gandske billigt Kiøb kan finde Mættelse. (*)
Lad kun Rug=Hokrerne ved denne Naade gabe.
Jo, Gierrigheden bør imellemstunder tabe;
Men Kongen taber ey ved det, Han naadig er;
Han lever best, naar Han sit Folk velhiulpet seer.
Om end en kostbar Chef i Herbst Hans Holme taber;
Han har dog Mænd igien af lige Egenskaber.
*) Hans Kongl. Majestet har allernaadigst resolveret, at 15000 Tdr. af Hs. Kongl.
Majestets Magazin=Rug skal bortsælges til Kiøbenhavns Jndvaanere: saa at enhver, som
forlanger, kan faae fra 1 til 4 Tdr. men ey derover.


100


En Schindel giøre vil, at Herbst ey savnes skal;
Og Kongen haver fleer af samme Dyd til Val.
Har Staten tabt en Mand udi Etats=Raad Linde?
Hvad Tab? Man Faderen i Sønnen jo kan finde.
Har Garnisonen tabt en Giese? Dette Tab
Oprettet er igien ved Seeboths Egenskab.
Naar fjorten tusinde om lutter Tab kun taler,
J det enhver af dem har tabt en Ti Rixdaler
J dette Lotterie, som er det niende:
Har Staten dog ey tabt; men skeet en Tieneste.
Den gode Skipper Præst og Procurator=Enke,
Som Lykken denne gang det største Lod lod skienke,
Har meget mere tabt end vundet paa sit Lod,
Om de ey skiønner paa, at Herren var dem god.
Men naar Etats-Raad Torm maae tabe ædel Frue,
Da har hans Sorg sin Grund, og hver kan Tabet skue.
Hans Æres Alderdom giør dog hans Tanke glad,
Naar han fra Kiøbenhavn seer hen til Herrens Stad.
Hvad Hovedstaden har i denne Maaned vundet,
Er med Fornøyelsen for Vinteren forbundet;
Thi begge Printzerne til os inddraget har,
Og Handelen seer Gods, som før i Jsland var.
At Vexel=Coursen har begyndt nu ned at glide,
Det er og noget Nyt, som Læseren maae vide,
Skiønt Vexelerer sligt foruden mig vel veed:
For dem er det bekiendt, at den gaaer op og ned.
Men som særdeles rart man det kan Nyhed kalde,
At den i saadan Hast kan tolv pro Cento falde.
Den brave Schimmelmann vist sit har gjort dertil.
Jo, Hamborg, har du fleer? vi dem nok have vil.
Norge.
Herfra beretter man, at Cammerjunker Adler,
Paa hvis Fortienester selv Avind intet dadler,
Og Frøken Cicignon sit Bryllup holdet har
Med slig Anstændighed, som er særdeles rar. (*)
De, som fornemme Folk, i Kirken vilde vies.
Den Ære, sligt dem er, bør ikke her forties;
(*) Herr Kammerjunker og Major Friderich Georg von Adler og Frøken Ju¬
liana Ernestina von Cicignon holdt deres Bryllup den 6. October i Christianssand.
See mere de Berlingske Tidender Num. 87.


Thi Folk foruden Rang et Fortrin søger i,
At kunde sig heri fra Kirke=Skik befrie.
Tydskland.
Her er det eens endnu med Skienden, Brænden, Myrden:
Saa Jorden færdig er at synke under Byrden.
J det Fuldaiske saa stor Elendighed
Som nu, vel aldrig før har nogen Tid havt Sted.
Det samme Klagemaal i plaget Saxen høres
For de Leveringer, som sammesteds skal giøres.
Mithlhausen yde skal en Skat til Preusserne,
Som setter manges Sind udi Bedrøvelse.
Krigsparterne saa snildt om med hinanden feyer,
At snart den ene Part, snart hiin har vundet Seyer.
Ataqver, Plyndringer, Angreb og Overfald,
Er, om saa siges maae, Armeernes Hverdags Kald.
Ret giøre Russerne, som Auctioner holder
Paa Magazinerne, og Tak til Freden tolder.
Men dersom Krigen kan ansees for Tydsklands Straf;
Hvad Under Messerne da slet kun løber af?
Jo, Krigen strekker sig til alle Slags Personer.
De Preussers Konge har forlangt sex Millioner,
Som en frivillig Skienk af Jøder i hans Land,
Hvorhos Formue=Skat skal ydes af hver Mand.
Nu har da endelig sig Schweidnitz overgivet.
Men hvo veed Tal paa dem, som der har mistet Livet?
Man hos dens Commandant har Tapperhed nok seet,
Da han endog tilsidst udskiød sex Skud mod eet.
Ni Uger holdt den ud, men kunde ikke længer.
De Preussers Lovsang nu i Skyerne optrænger.
Om den behager Gud, det er en anden Sag;
Thi han af alle Slags Lovsange faaer hver Dag.
Den samme Tidende fra Cassel man nu venter.
Al slig Ulykke er de visse Krigens Renter.
Hvor lykkelig er den, som sidde kan i Roe,
Og see sit Figentræ ved Fredens Dug opgroe.
Frankerig.
Hans Franske Majestet vil Fredens Haab forøge,
Ved det, han ikke vil Fontainebleau besøge
Paa nogen Tid endnu, som dog hans Forset var.
Det synes Lyst til Fred for Krig her Fortrin har.


101


104


Det bliver ey forsømt, som kan befordre Freden;
Skiønt man dog lettelig indseer Besværligheden:
Thi Spanierne ey vil give efter her,
Men paastaaer, Engelland greb forud til Gevær.
Man Agerdyrkere fra Tydskland hid vil bringe,
At de paa deres Viis til Frugtbarhed skal tvinge
Det Franske Ager=Land, og her nedsette sig;
Thi Bonden skaffe skal hvad mistet er i Krig.
I Haab om hastig Fred, den høye Priis nu falder,
Som før paa Sukker var, og hvad man Vahre kalder.
Men den nedfaldne Priis vist stige vil igien,
Naar Fredens søde Haab paa nye maae svinde hen.
Engelland.
En Deel har Haab endnu, at Fredens Verk forfremmes;
Og af Ministerne ey nogen Ting forglemmes
Til Freden at opnaae, skiønt Sinkelse er gjort
Deri, da Kongens Hof til Vindsor reyste bort.
Den Pragt, man der har seet, Forundring maae opvekke.
Man slutter sig den til af Dronningens Bryst=Smekke,
Som af Jupeler var saa kunstig sigtet fuld,
At man skatterer den paa tvende Tønder Guld.
Skiønt nogle spaaer om Fred, Krigsfrygt paa nye forvoldes;
Thi Land=Militzien skal saa tilsammen holdes,
At den kan staae imod, om fiendtligt Jndfald skeer:
Saa man forønsket Fred paa svage Fødder seer.
Til dette kommer og at Havana gik over,
Som baade Krig og Fred med Spanierne lover.
Det Tab for Spanien, til Engellænders Lod,
Paa begge Sider vist har kostet meget Blod.
Man alle Hoffer vil den Fangst tilkiendegive;
Og Tak til Himmelen ey heller glemt skal blive.
Men siden Haabet nu har liden Grund til Fred:
Saa falder Actier og Annuiter ned.
Dog, dersom det er vist og ey i Haabet grundet,
At Terre Neuve er igien tilbage vundet:
Saa tør Beregningen af Fordeel og Forliis
Vel sette Actier i en langt større Priis.
Spamen.
Almeidas Festningsverk aldeles sløyset bliver;
Og Printzen af Beauveau hver knekket Halsbeen giver,


Som setter sig mod ham. Han nylig henge lod
To Præster, uden Frygt for Hevn af Geistligt Blod.
Man i Valencia indtager Portugiser,
Samt Engellændere, og Tapperhed udviser.
De fik Besetningen, som var to tusind Mand,
Som ey mod Fienderne har kundet holde Stand.
Den Danske Envoye sig nylig har besværet,
At Kiøbmandsskibene anholdte haver været,
Og at man Borgen ey har vildet agte god;
Hvorpaa Hans Majestet strax haver raadet Bod.
Portugal.
Det seer kun farligt ud for dette lidet Rige.
Hollænderne ey Deel vil tage i de Krige,
Som Portugiserne med andre Magter har,
Skiønt disse mener dog at dette billigt var.
De Spanske megen Ynk for dette Land bereder,
J det de nylig har indtaget nogle Stæder,
Og truer fleer endnu med hastig Undergang:
Saa her paa gode Raad, at standse dem, er Trang.
Men Greve Buckeburg vil Portugal beskytte,
Og Krigens Skueplads til Spanien forflytte.
Om dette lykkes ham, og han Førsterkning faaer:
De Spanske Krebsgang da i deres Plan nok gaaer.
Dog, nævn kun Havana. Hver Spanier strax bliver
Mod Portugal optændt af allerhidsigst Jver.
Man skriver fra Paris, at hele Portugal
J Spaniernes Vold for Cuba komme skal
Sverrig.
For Kronens Søemagt ret paa Fode her at sette,
Har Kongen ved et Bud befalet at oprette
Sex Compagnier Folk af Selv=frivillige.
Som stedse giøre skal paa Floden Tieneste.
Rusland.
De Deputerede fra Staden Hamborg haver
For Keyserinden brugt Veltalenhedens Gaver
Udi den Audientz, som de til Afsked fik,
Og meget glade bort for hendes Naade gik.
Hun reysefærdig staaer, til Moskov hen at drage,
For der mod Scepteret og Salvingen at tage.


103


104


Men før hun reyser bort, hun underskrive vil,
At Frihed Grev Rumin igien skal høre til.
Hun for uskyldig ham har offentlig erklæret,
Som nu i fire Aar landflygtig haver været.
Han faaer sin Post igien med saadan Pension
At man kan deraf see, hun ærer hans Person. (*)
Hun Hertug Ernst Johan sit høye Forsvar giver,
Og selv et Brev med ham til Polens Konge skriver;
J sligt Anpriisnings Brev hun venlig beder om,
At Hertugen igien maae faae sit Hertugdom.
Hvad der vil blive af, enhver nu oppebier;
Thi Curlands Rygte os beskriver tre Partier,
Hvoraf med Hertug Ernst det ene holde skal,
Et med den Polske Printz, og et er reent neutral
Hun megler nok paa Fred, om det vil frugte noget;
Thi i Krigs=Sagerne er alting meget broget.
Hun efterhaanden Fred faaer i sit eget Land,
Og hendes Kroning er nu endelig i Stand. (*)
Polen.
han nu paa nye igien en Rigsdag aabnet haver
A Til en nye Marskalls Val; men valgt med ueens Gaver:
Saa der blev intet af, som altid pleyer skee,
Og er ey noget Nyt iblant Polakkerne.
Hans Polske Majestet til Giensvar haver skrevet
Paa Keyserindens Brev, fra Rusland indsendt blevet,
At huu for Hertug Ernst giør kun forgieves Bøn,
Og at ey Retten bør betages Carl, hans Søn.
Men medens man herom med Breve Sagen driver,
Den gode Hertug Ernst til Riga skikket bliver.
Curlandske Herrer ham modtager sammesteds,
Og han med dem, som de med ham, er vel tilfreds.
Jtalien.
u vaagner Paven op og bliver meget bitter
For man i Frankerig udrydder Jesuiter.
Han alle Dommene af Parlamenterne
Erklærer offentlig for reent ugyldige.
Endskiønt man forud seer, at dette intet frugter;
Thi Paven ikke nu, som forhen, Konger tugter:
Saa har hans Hellighed dog maattet giøre sligt
At det ey siges skal: han har forsømt sit Pligt.
Han skal have 20000 Rubler aarlig af Stats=Contoiret.
(**) Hun blev med stor Pomp kronet i Moskov den 3. October.
Heraf udgives Maanedtlig i Stk. paa det Rongl. Adresse=Contoir i Kiøbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For November Maaned 1762.
Dannemark.
K¬
om hid, Med=Undersaat! mæt dig af Lystens Honning.
See, Gudelighed faaer, som alle Dyders Dronning,
Af Majesteterne sin Andagts Røgelse,
Før De i Kiøbenhavn vil glæde Borgerne.
En Æt, som Gud har skabt, at bære Jordens Kroner,
Sig med den Høyeste ved Bod og Bøn forsoner.
O Syn! at see en Slægt, som Naade har for os,
At søge Naade selv, og Christi Korses Roes.
Vor Fader, Friderich, Hans Dronning, og Frue Moder,
Samt tre Printzesser gaaer til Sielens Ven og Broder
Med Troens Lamper frem, og sig deelagtige
J Testamentet giør til hans Hukommelse.
Forenede med Gud De Landet da forlader.
Luk op, o Kiøbenhavn! for denne Folke=Fader.
Han og Hans Huus hos dig nu overvintre vil.
Luk Glædskabs Porte op, og Sorgens Døre til.
Skriv med en ævig Stiil de Dage i din Tanke,
Som du kan aarligen til Glædens Forraad sanke.
Du Kongens Moders Dag i denne Maaned fik,
Da Hun i tredje Aar paa fierde Snees indgik (*).
Du Hendes høye Siel hver Fødsels Dag maae dyrke.
Ved Hende fik vort Folk sin Freds og Velfærds Styrke.
Beed Hende flere Aar fra Gud til rosomt Liv,
Og Kongers Konge Tak i Hendes Ære giv.
*) Den 28 November, da Hendes Majestet Dronning Sophia Magdalena op¬
fyldte sin høyvelsignede Alders 62 Aar.


106


Ja, glade Danske Folk! som Gud til Hæder satte
Blant mange Tusinde, yd villig dine Skatte
Til din priisværdigste og mildeste Monark,
Som nu Korn=Skatten har bestemt i Dannemark (*).
Hæl ikke i din Barm Uskiønsomhedens Aister.
See hist, Fregatterne Møen, Hvide Ørn og Falster
Med sidste Vidnesbyrd om Freden kommer hiem.
Sørg ey, for Sygdoms Nød var meget stor paa dem.
De Døde ey hos dig af fiendtlig Vælde dræbtes.
Ey Dynger døde Liig her fra en Valplads slæbtes.
For denne Glædes Sag glem ey at takke Gud,
Som hialp forunderlig da det saae farligst ud.
Tillad Stykknegtene, som kommer nu tilbage,
At de maae billig Deel i Landets Glæde tage.
Naar de afskediges af Kongens Tieneste:
Saa er du paa din Fred saa meget vissere.
Send, Holsteen! om igien den Hær, du havde samlet.
J den Taksigelse skal aldrig blive famlet,
For hvilken vi i Gield til Himlen herfor staaer,
At ingen Krigsmand sees med Tegn af fiendtligt Saar.
Gud! ved nye Aftensang i Fridrichs Tydske Kirke (*)
Vi ville Ham og os din Varetægt udvirke.
Ey ved Fornuft men Troe skal vor Gudstieneste
J dette HErrens Huus og andre stedse skee.
Taknemmeligheds Tegn af Blokkene fremtages,
Hvor mild Medlidenhed mod Fattige opdages.
De give Almisser, som Lykken skienkte nok:
Saa skal ey være tomt i nogen Kirke=Blok.
J Nicolai=Blok sidst fandtes ti Rixdaler
J Banco=Skrift nedlagt, som Gud igien betaler;
Ens Sind, som lykkelig sin Reyse saae fuldendt,
Blev ved en Almisse af fem Ducater kiendt.
J Frue=Blok var lagt ti Daler i Rixorter,
Som i to tusinde saa meget just ey skorter,
At han, som samme vandt i sidste Lotterie,
Fra Pengekierlighed kan derfor tages frie.
(*) Ved en Forordning af 15 November d. A.
*) Første Søndag i Advent i Aar blev første gang holdet Aftensang i Friderichs
Kirke paa Christianshavn.


107


Det sidste største Lod, som vandt til tusind Daler,
Maaskee ey Fattige endnu saa stort husvaler.
Men saadan Capital Proces og Herlighed
Ved en uventet Fangst gemeenlig fører med.
Endnu ey Parterne, som ligger i fuld Trette,
Kan til saa stor Gevinst en sikker Tillid sette;
Thi vinder de endskiønt: saa lider de dog Tab,
Da dette altid er Processers Egenskab.
De fører Vidner nok, for at oplyse Sagen;
Men en retfærdig Dom snart legge vil for Dagen,
Hvad enten denne Sum skal deles mellem dem,
Hvad heller Enken skal altsammen føre hiem.
Men hvo kan dømme ret, hvad dette skal betyde,
At Rygtet lader sig hver Postdag snart forlyde,
At mange Mennesker har Banco=Sedler tabt,
Da Kunsten dem dog har til god Forvaring skabt.
Forgieves, tænker jeg, de fleste sikkert søger
Ved Efterlysninger at faae de tabte Bøger
Med Banco=Sedler i, helst fra en arm Person,
Som ikke trykkes stort af sin Religion.
Men J, som sige tør, at Troe og Gudsfrygt ikke
Hos Krigsfolk søges maae, J Piben ind skal stikke,
Naar J faaer Tidende om saadan rar Soldat
Som hele Staden har i stor Forundring sat.
Den gamle Tanke er om Krigsfolk høyst ugrundet;
Thi nylig en Soldat har Banco=Sedler fundet (*),
Og samme ey beholdt, men ladet Eyeren,
Som ret og billigt var, sit eget faae igien.
Kun Skade, at hans Navn er ey bekiendtgjort blevet;
Thi da han billighed saa smukt har efterlevet:
Saa var ey den Douccur, han fik til Findeløn,
Belønning nok for ham, som Martis ægte Søn.
Det ringeste han fik, var vel en Banco=Seddel.
Men dennes Kamerat, som i en Brygger=Kiedel,
Der kogte, styrtede, ey slig Belønning nød;
Thi Dagen efter han af Faldet fik sin Død.
Skiønt jeg ey sligt anseer for dette Blad, som Smykker,
Maae jeg dog melde her om nok et Par Ulykker:
(*) 40 Rdlr, som han leverede til sin Eiermand. S. Adresse=Cont. Efterretn. No. 88.


108


En stakkels Møller=Svend har uden Vester=Port
Afmalet Hovedet: og sørgeligt gik bort.
Et Qvinde=Menneske i Dølgsmaal skiendigt fødde,
Og ubarmhiertigen sit Fosters Liv forødde;
Dets Strube med en Sax hun overklippede:
Saa hendes Strube vil med Sværd det samme skee.
Bedrøveligt, at sligt endnu blant os skal høres,
Da dem, som i den Punct forfører og forføres,
Er saadan Anstalt gjort af Kongens Miskundhed,
At slige Børne=Mord knap meer kan have Sted.
Hiin daarlige Matros, som Frygt for Tampens Svie
Tilskyndede, et Barn at myrde, maatte bie
For en retfærdig Straf, som han paa Holmen fik.
Hans Ryg vel slap for Tamp, men Liv i Løbet gik.
Man til Ulykkerne de Skibbrud og kan regne,
Adres=Contoiret lod i denne Tid antegne:
En Skipper af Stavern ved Anholt Skibbrud leed;
Men Vinen bierget blev. Den demper Sorgen ned.
De Handlende blant os befindes meget glade
For de seer Skibene hiemkomne uden Skade
Fra Jsland, Davids Straat, og andre Stæder fleer,
Hvorved de Danskes Flor en større Tilvext skeer.
Man vist beskyldte mig, at have glemt det halve,
Om jeg ey meldte om de tvende Tyre=Kalve
Af otte Lispunds Vegt, som føddes af en Koe
J Fridrichs Stad, saafremt man kan Aviser troe.
Tydskland.
Krig er Guds Feyekost. Det Ordsprog hver Mand sander,
Som seer, hvor ofte her har vanket brudne Pander.
Lad Schweidniz sige dig, hvor grusomt det gaaer til,
Naar Gud med denne Kost blant Folket feye vil.
Den Festning allerbest om denne Sag kan dømme;
Thi den nu fierde gang forandrer Herredømme
I denne fæle Krig, og altsaa sikkert veed,
Om fiendtlig Overlast at give best Besked.
Selv Seyervinderne anseligt Tab maae lide.
Hvo kan de Slagnes Tal i denne Sommer vide?


Spørg Meissen af engang, hvor store Strømme Blod
Guds Vredes Feyekost ved Freyberg efterlod.
Lad Cassel, Bielefeld, og flere Stæder tale,
Og Krigens Grusomhed for dig i Smaat afmale.
Uhørte Summer Myndt hver Fiende presser ud,
Og agter ingen Bøn, og ingen Herre Gud.
Men Keyser=Dronningen vil Hendes Egne skaane,
Og før af Munkene vil Solv til Myndten laane,
Hvoraf man Specier nu frisk i Mayland slaaer,
Som over Mantua til Wien og Hæren gaaer.
De Preussers Konge vil ey nær saa sparsom være;
Han lod i Regensborg for Stænderne erklære:
At han vil hævne sig med Eftertryk paa dem,
Som trekker deres Folk fra Rigets Hær ey hiem.
J Thuringen endnu Leveringer udpresses,
Og Sværdet idelig mod de Betrængte hvesses.
Det stakkels Hessen har sin Skjebne ogsaa seet,
Hvor Overgivelsen af Cassel nu er skeet.
Skiønt Freden glimter frem, dog Jammeren forøges.
Der er snart intet Sted, som jo af Krig besøges.
Partier streifer om og stor Ulykke giør.
Om dette Osnabruck os undervise bør.
Ja Naumburg ogsaa kan den stygge Skrek afmale,
Som jages ind i hver, hvor Fienden vil befale.
Zeiz tier heller ey til Naboernes Graad,
Der findes overalt dyr Tid paa gode Raad.
Hist synes Fredens Sag sig lidet at udvikle.
Man underskrevet har de første Freds Artikle
Jmellem Frankerig og Engelland, hvorved
Europa gives Haab om alle Rigers Fred.
Man Efterretninger derom til alle bringer,
Og Freds Basunens Røst for hver heel liflig klinger.
Hver Fransk mod Vinter=Kuld indtrekker i Qvarter,
Og alting stille nu i Neder=Lausitz er.
J Leipzig tales sterkt om mange Lystigheder,
Som man for Kongens Skyld i denne Stad bereder.
Men alles Ønske er, at Leipzig blive maae
Den Stad, hvor Freden kan sin fulde Fremgang faae.
Det arme Dresden er paa nye igien anfægtet:
Saa Skjebnen denne Stad lang Glæde haver nægtet.


103


110


Hannover derimod har holdt sin Takke=Fest,
For Fred opelske maae den overblevne Rest.
Med Engellænderne nu Tydskland Afsked tager;
Thi disse hiem igien til Fødelandet drager.
O at med snareste enhver drog hiem til sit,
Og aldrig mere Krig blev ført om Mit og Dit.
Frankerig.
Endeel fanatisk Kram man atter har opdaget,
Og til Bastillen dem ved Hovedet ledsaget,
For utilladeligt de mangesteds har talt
Om Kongen og hans Staat; saa det vist gaaer dem galt.
Har end Fontainebleau det Franske Hof fornøyet
Paa nogen Tid med Jagt; har man dog havt for Øyet
Den dyrebare Fred, som nu med Engelland
Ved Freds=Ministerne er bleven bragt i Stand.
Engelland.
Endeel i Engelland kan Freden ikke lide,
Men ønsker, meer endnu mod Frankerig at stride,
Endskiønt man i sin Haand har her faaet Nøgelen
Til Fredens egen Dør og Spansk=Vestindien.
Men deres krigske Sind, som synes Fred at hade,
Vil man til billig Straf sin Harme overlade.
Det være nok; ifald Krigsrustning nylig var
Hvers Lyst og Øyemed: saa er nu Freden klar
Den Preussiske Gesandt lod paa sin Konges Vegne
Ved en Memorial Grev Hallifax betegne,
At det var ikke ret, man havde sluttet Fred,
Og Preussens Konge ey deri indlemmet med.
Den meget sterke Regn her haver foraarsaget,
At Oversvømmelser fra mange har borttaget
Qvæg, Heste, Brændeved, Sviin, Høe, med andet meer:
Saa det bedrøvet ud paa mange Steder seer.
Spanien.
Da man ey Krigen kan i Aar fortsette længer,
Formedelst Vinteren saa nær os overhænger:
Saa haaber man, maaskee al Krig tør blive endt
Ved nylig sluttet Fred, som alt er gjort bekiendt.


Portugal.
At Villa=Bella er indtaget af de Spanske,
Som tager slemt afsted tilligemed de Franske,
Af Portugiserne til deels blev strax betalt,
Da nogle Spanier i deres Hænder faldt.
For Resten frygtes ey for disse Fienders Vrede,
Som torde nok maaskee af Krigen blive kiede,
Før de til Lissabon kan naae med deres Tog;
Thi Engelsmanden er hver Spaniol for klog.
Sverrig.
En Fransk Ambassadeur, von Havrincourt, bortdrager;
Men da med Kongens Huus han sidste Afsked tager,
Han faaer Foræringer med samt sin Frue Gemahl,
Som for fem tusinde Ducater regnes skal.
Rusland.
Den høye Kronings=Fest, som har i Moskou været,
Har mange større Rang og mere Gods beskieret;
Thi Keyserinden har sin Naade ladet see
Mod hver en Undersaat af brav Fortieneste.
Man lange Lister seer paa dem, som ere blevne
J Rang=Forordningen langt høyere opskrevne,
End de har været før. Storfyrsten, hendes Søn,
Sanct Anne=Orden og har skienkt til Dydens Løn.
Skiønt det om Morgenen var taaget Kronings=Dagen,
Blev Luften siden klar, og Pragt fuldendte Sagen.
Tilskuerne her nød i Overflødighed,
Al den Fornøyelse, som kunde have Sted.
Ja, til des større Ziir for Festen blev udstædet
Et Manifest, hvorved enhver Soldat blev glædet,
Som har sig tapper holdt udi den Tydske Krig,
Da han Belønning har for sligt at vente sig.
Den hele Kronings=Fest har otte Dage varet,
J hvilken Tid enhver den Naade har erfaret,
Hvori Czaarinden sees i al den Størrelse,
Som forestilles kan hos noget Menneske.
De Lærde samme Tid ved Universitetet
Har prægtig Glædskabs Act høytidelig anrettet,
Og talet offentlig med al Berømmelse
For Catharines Roes, saa vidt det kunde skee.


111


112


Hun allerede har enhver sin Naade skienket,
Som ved Misgierninger har Rigets Love krænket:
Saa alle de, som ey Guds Lov at straffe bød,
En mild Forladelse for Straf og Fængsel nød,
Polen.
Grev Bruhl skal udelukt fra Polens Adel være,
Og maae ey nogen Plads i deres Raad begiere.
Poniatousky har den strenge Dom afsagt,
Son flere siden har erkiendt, skal staae ved Magt.
Mod Polske Adelsmænd er ikke got at pukke,
Naar de kan saadan Mand, som Bruhl, fra Raadet lukke,
Der dog i tretten Aar, han spiste Polens Brød,
Den samme Frihed der, som Landets Adel nød.
Man Myndte=Rettighed vil Dangig nu betage,
Fordi at denne Stad kun mele vil sin Kage
Ved Republikens Tab, og selv forhøye tør
Den slagne Myndt, hvorved den Polen Skade giør.
Nu Polen skal paa nye for Rigsdag blive skaaned
Jndtil et andet Aar i February Maaned.
Den vel tør lykkes da, og skee i Enighed,
Saafremt Grev Bruhl ey vil i Raadet have Sted.
(C. F. Trescho.)
Daarligheden.
Skal jeg, som Democrit, vel stikke i at lee,
Saa tidt jeg Narrene i Verden faaer at see?
Ney, Narrene leer med, saa Grander det kan høre,
Kun for dem selv desmeer naragtige at giøre;
Og dersom Latteren kan kaldes angenem:
Saa er den virkelig en Lyst, for god for dem.
Skal jeg, som Heraclit, da stikke i at græde,
Naar jeg seer Narrene saa frekke at fremtræde:
Ney, Narren græder med, kun for at synes klog.
Han vil ey hede Nar, endskiønt han er det dog;
Og dersom stille Graad kan kaldes angenem:
Saa er den virkelig en Lyst, for god for dem.
Jeg meget heller ey vil Narrene betragte,
Og naar de flyer for mig, dem glemme og foragte,
Foragt kun koster lidt, og er uangenem:
Saa den er endelig fuldkommen god for dem.
Heraf udgives Maanedtlig i Stk paa det Kongl. Adresse=Contoir i Kisbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For December Maaned 1762.
Dannemark.
V¬
ort Norden dette Aar Freds Jubel=Aar skal kalde;
Thi da Freds Tempelen befrygtedes at falde,
En ævig mægtig Arm den understøttede,
Som et Mirakel er for al Hukommelse.
Vi baade først og sidst, ja stedse i hver Maaned
Bør ofre HErren Tak, som har vort Norden skaaned
For den Elendighed, der følger med den Krig,
Som mest har Tydskland gjort en øde Ørken lig.
Ved Guds og Kongens Raad vi ere frelste blevne,
Men og som Gieldnere for sligt hos Dem opskrevne.
Gud kræver ikkun Tak; Men Kongen fordrer Myndt,
For Fredens Forsvar blev bekosteligt begyndt.
Ved Fredens ædle Skat al Skat og Paabud lettes.
En høy Direction for Extra=Skatten settes,
Hvor Baron Schimmelman Skats=Cassen føre skal
Og Straffen er bestemt seent indsendt Skatte=Tal (*)
J Kiøbenhavn man har bragt Ligningen til Ende,
Som giver Ømhed nok for Fattige tilkiende,
Naar ingen fattig Mand har Sted iblant det Tal,
Som uden Forskiel hver Ni Skilling yde skal.
Om Herren, som er rig, og Fruen vil fortryde,
At deres Tienere skal Rang med dennem nyde
Ved denne Leylighed i Skatte=Ligningen,
Da kan den lettelig jo giøres om igien.
(*) Den 30te December er udgivet en Kongl. Placat, hvorefter Vedkommende tilhol¬
des under 100 Rdls. Straf, at indsende Mandtallerne til Extra=Skatten til behørige
Steder inden 14 Dage for Kiøbstæderne og 3 Uger for Landet.


114


Enhver sin Pligt i Agt mod Gud og Kongen tage!
Saa skal ophøre snart den haarde Landeplage,
Den her grasserende smitsomme Qvægets Død,
Som kan i Ligning staae tildeels med Krigens Nød.
To gange i vor Tid med dette Riis vi tugtes,
Til hvis Afvendelse forgieves Midler brugtes.
Hvor tidt har man ey hørt den ryggesløse Flok,
Ret lede efter Ord, at bande Qvæget nok?
Nu tømmes Laderne, hvor Banden før har stredet
Mod Guds Velsignelse, som burde Tanken glædet.
Hvo nægter, HErrens Haand jo kiendes herudi?
Hvad Middel, uden Bod, fra Plagen kan befrie?
Enhver sit gode Raad i denne Sag vil give.
Men best, naar Kongens Bud og Raad kan opfyldt blive (J.
Hans milde Hierte er af Folkets Plage rørt,
Som indtil denne Dag endnu har ey ophørt.
Ja see, hvor Miskundhed hos denne Nordens Fader
Sin Naades Høyheds Glands blant os fremstraale lader.
Den General=Pardon, som fra Hans Mund udgik
For de undvigte Folk en længer Strekning fik (**).
See: Ey Soldaterne, som Rømningsmænd, allene
Skal denne Miskundhed til Fordeel længer tiene;
Men og Matroserne skal have Deel deri,
Som ere rømte bort, og kiendes gandske frie (*7).
O kommer hid igien Landflygtige! og tiener
Den fromme Friderich, som Jer saa kierligt mener,
Det kiere Fødeland, som har Velsignelse
J Overflødighed til slige Tusinde.
Opbygger Eder her den ønskeligste Bolig,
Hvor hver udi sin Stand kan stræbsom leve rolig.
O kommer, tager Deel i Freds Fornøyelsen,
Der hver Dag er en Fest hos os for Himmelen.
Hvad Glæde er det ey for fredelige Danske,
At Freden sluttet er saa reent imellem Franske
Og vrede Engelske, at Frugterne vi seer
Af det, Ministrene Besøg ey skyer meer (**)
Ja,
Den nyeste Kongl. Forordning angaaende Qvægsygen, af 29 December.
) General=Pardonens Forlængelse af 17 December.
) Pardon og Tilbagekaldelse for de undvigte Matroser og Søefolk, af 30 December.
(***) Den 1ste December besøgte den her værende Franske og Engelske Minister,
første gang hinanden efter Fredens Slutning imellem deres Hoffer.


Ja, mon ey dette Syn, at see vor Hærs Anfører,
Som Freds Herold hos os, hvert skiønsomt Hierte rører?
Vort Haab til Ham var stort, som Kongens Tillid var;
Og Han endog i Fred det samme opfyldt har
O Du, af St. Germain! Du tappre Franske Greve!
Du skal lyksaligen i Fred blant Danske leve,
Og vores Helte=Flok til værdigt Mønster staae:
Saa andre Folk skal Skrek for disses Vaaben faae
De lette Troppers Chef, Grev Caspar Moltke, bliver
En af den Helte=Hær, som Kiøbenhavn opliver
Med sin Nærværelse i denne Vinters Tid.
Og Gud skee Lov, at vi faaer Heltene herhid!
Det er et trofast Tegn, at vores Fred er sikker,
Da Heltene sit Sværd i Skeden rolig stikker.
Ja gid den blive det til Tidens Opholdssted
Har for sin sidste Jld til Undergang ey Fred!
Det Ønske være bør vor sidste Bøn i Aaret,
Og til vor Nyt=Aars Bøn bestandig staae udkaaret.
Den bør ey hede Dansk, som ikke elsker Fred,
Og sukker ey til Gud i dette Øyemed.
Jblant det gode Nyt, som her bør findes skrevet,
Er, at Grev Moltkes Huus den Glæde har oplevet,
At see endnu en Søn af Stamme=Faderen,
Som Himlens Yndling er, Guds, Kongens, Folkets Ven.
Den Danske Kirke har i denne Maaned mistet
En gammel værdig Bisp. En Green, som ey har bristet
Paa Stammen, hvorudi han havde fæstet Rod;
En Mand, som Kiempe=sterk paa Zious Mure stod (*)
Men Gud ved Kongen gav den gamle Mand den Glæde,
At han saae værdig Søn paa eget Bispe=Sæde.
Saaledes lønnes Dyd og Gudeligheds Flid
Blant Christi Danske Hiord i vores gyldne Tid.
Nys fik vor Hovedstad en Mand paa Dommer=Sædet,
Hvorved Retfærdighed ved Byens Ting blev glædet;
Men Dommer=Sædet han to gange kun besad,
For Byens Ting Farvel samt Verdens Ting han bad.
Du Borringholmske Soel (**)! ved Landsmands høyre Side
Du skinnede for kort. Du døde i sltide
(*) Biskop Ramus i Odense, hvis Søn efterfulgte ham i Embedet.
(**) Soune.


115


116


For manges store Haab. Men denne Sorg snart døer
Ved den, som Kongens Ord igien til Foged giør.
Jeg af Ulykkerne, som denne Maaned skede,
Kun tvende her en Plads i Bladet vil tilstæde,
Hvoraf den ene er ey forhen seet paa Prent,
Skiønt den alligevel i Staden er bekiendt.
Den første hændedes vor Frue Kirkes Vægter,
Som ned i Taarnet faldt, og meer at raabe nægter.
Den anden hændedes en uvis Capital,
Som druknet funden blev i Kongens Slots Canal.
Den vist har været dum, som vilde drukne Penge;
Men han nok frygtet har at komme til at hænge,
Jfald han dem beholdt mod sin Samvittighed,
Skiønt jeg har ikke hørt, de savnes noget Sted.
Maaskee han i sin Dyd har lignet hiin Francoise,
Hvorom min Læser kan Adres=Avisen læse (¬
Blant de Tienstsøgende hun ret et Mønster er,
Og har, saa vidt man seer, den slagne Myndt ey kier.
Hun vil for sin Person Condition udvirke
For Kost og Logement, samt frie Karoff til Kirke.
Naaer hun sit Ønske ey; man hende Uret giør;
Thi man ey saadan Troe blant os har fundet før.
De Sytten, som for Gield i Aar har maattet bigte
J Stadens Slutterie, med samt de Syv Undvigte,
Knap paa Huusholdningen har havt saa god Forstand.
Endskiønt Forsigtighed og ødelegges kan.
Lad os til Slutning nu besee de Dødes Liste:
Hvor mange Hundrede har Staden maattet miste
Fleer end den fik igien i det forløbne Aar
Ved nyefødt Børne=Flok? See Tallet her og staaer (7.
Man savner dem vel ey i det almindelige;
Men hver dog savner hans blant Fattige og Rige.
Jeg savner ogsaa dem af mine Læsere,
Som længer ey har Lyst til min Skiald=Tidende.
Min Omhue herudi er dem dog at fornøye;
Thi Rigdom jeg herved ey have kan for Øye.
Men gaaer end nogle fra, mit Haab dog ey forgaaer,
Jeg andre Læsere i deres Sted jo faaer.
See Adr. Cont. Efterretninger No. 96.
(**) 2223 flere Døde end Fødde i Kiøbenhavn.


117


Jeg takker alle Dem, som mine Blade ynder,
Og til det Fredens=Aar, vi nu paa nye begynder,
Lykønsker Dem med Frugt af Freden hver for sig!
Hvornæst i Deres Gunst jeg anbefaler mig.
Tydskland.
Endeel af denne Bund nu mere ey betrædes
Af Fiendtligsindede, hvorved de Stakler glædes,
Som have mistet meer i disse Ufreds=Aar,
End en langvarig Fred at rette op formaaer.
J Bøhmen Preusserne opholdt sig ikke længe;
Men uden Gisseler og mange rede Penge
Ey droge bort derfra. I det Fuldaiske
Udpresses mange Folk til Preussisk Tieneste.
Hvor Staden Leipzig skal den Sum Ducater tage (*)
Som den betale maae paa nye i disse Dage
Til Preussernes Monark; det Tiden lære vil,
Helst da den gamle Gield knap Evnen strekker til.
Man spaaer sig ingen Fred endnu saasnart, desverre;
Skiønt den bestyres kan af Kongers Overherre,
Før største Statsmand selv kan merke Grund til sligt;
Thi HErrens høye Raad er ubegribeligt.
Man seer imidlertid af Preussernes Bedrifter,
At de imellem sig saa manges Midler skifter:
Saa Tydskland tæres ud, og alle Fyrsterne
Snart trekker deres Folk bort fra hiin Rigs=Armee.
Til Leipzigs Skjebne maae et Bamberg og fornemme.
Ja Staden Nurnberg er ogsaa sat i Klemme.
Den lukker Portene af Frygt for Preusser til;
Men disse dem igien vist sikkert aabne vil.
Man den Erklæring seer, som Hr. von Plotho giorde
J Staden Regensborg, der gid ey maatte vorde
En vigtig Anstøds=Steen for ønsket Rolighed,
Da ingen Rigsstad har for Preussen længer Fred.
Hvad vissest Følge kan af slig Erklæring være,
Vil næste Feldtog os nok midt fra Tydskland lære.
Gid nogles gode Haab ey her forsvinde maae,
At det en Gienvey er, som Freden helst vil gaae.
*) 400000 nye Hollandske Ducater med fuld Rand, soruden Restancen 310000
Rixdaler i Lonis d Ors.


118
511


En Vaabenstilstand er nu sluttet for det første,
Hvori vel Vinteren udrettet har det største:
Saa Tropperne som staaer ved Neder=Slesien,
Nye Kræfter samle kan at slaaes paa nye igien.
At Keyser=Dronningen endeel Regierings=Sager
Just nu til Keyseren afstaaer og overdrager,
Om Rygtet Sandhed er, os giver Haab, derved,
Da han ey er for Krig, at see en hastig Fred.
De Preussers Konge nu i Leipzig residerer,
Hvor han snart sin Armee utrolig recruterer,
Thi tyve Tusind Mand af Sachsen skaffes maae,
Hvorved alt Haab til Fred snart synes at forgaae.
Frankerig.
Hvor Fredens Sødhed har den store Ludvig smaget,
Det gandske tydelig for Verden er opdaget,
Da Freds Ministeren til Kongen havde sagt:
Nu Alting er til Fred i beste Orden bragt.
Strax Ludvig svarede. Jeg meget takker Eder
For denne Tidende, som ret mit Hierte glæder.
Det allerchristeligst jo billig hede bør;
Thi det, at elske Fred, en Christen Ære giør.
Han giør Foræringer af stor Værdie til dennem,
Som giorde deres Flid, at Freden brød igiennem,
Og ubelønnet ey den Umag vide vil,
Som hele Frankerig bør bære Offer til.
Man derimod med Flid sig til den Fest tillaver,
Som hver udi Paris nui snart at vente haver,
For Freden kom i Stand, og Kongens billede
Skal settes offentlig til Stadens Prydelse.
Men uformodentlig her Tvedragts Jld begynder
At blusse hidsigt op i Capuciners Tynder,
Fordi at Fædrene vil fra Capitulet
Fordrive Brødrene, der ey vil lide det.
En=hæftig Kloster=Krig om denne Sag har været,
Hvorved kun Fredens Gud er lidet bleven æret
Af denne Munke=Slægt, der dog tør sværge paa,
At ingens Hellighed kan deres overgaae.
I denne glade Tid, da Krigens Lue standser,
Man her paa bedre Fod indrette vil Finantzer,


Og har et Forslag gjort, for Penge ind at faae,
At paa Liv=Renter man en Summa laane maae!
Engelland.
En meer betydelig og Majestetisk Tale
J lang Tid ey er hørt i Parlamentets Sale,
End den, som Kongen holdt til begge Husene,
Da han den gyldne Fred for dem erklærede.
Men omendskiønt nu Fred Bestræbelserne kroner,
Man til Subsidier har dog ti Millioner
Af Engellandske Pund bestemt for næste Aar.
Hvad sluger ikke Krig, naar Fred saa meget faaer?
Af de Beslutninger, som Husene har taget,
Man seer, at Freden har den største Hob behaget;
Skiønt der er Mængde nok af Misfornøyede,
Som paa en daarlig Grund gad heller Krigen see.
Spanien.
Med Freds=Artiklerne er dette Hof fornøyet,
Og ufortøvet har fornøden Anstalt føyet,
At Vaaben=Stilstand er for Hæren gjort bekiendt,
Hvorefter Tropperne har strax tilbage vendt.
Den tappre Gouverneur, Velasco, som tilsatte
Sit Liv paa Havana, vil Kongen det erstatte,
J det hans Enke faaer en aarlig Naade=Løn,
Og af Castilien er Titel skienkt hans Søn.
Rusland.
Grev Minnich skal paa nye forbedre Ruslands Havne,
Og i sin Alderdom de Handlende vil gavne.
Sligt Foretagende en heel Hob koste vil;
Men Keyserinden selv alt Forskud giør dertil.
Hun ved sin Kroningsfest et Oprør har opdaget.
Men onde Følger det kun efter sig har draget
For de Personet selv, som havde det begyndt;
Thi dem Landflygtighed for Dødsstraf er forkyndt.
De kunde lettere for slige Feyl ey bøde;
Men Keyserinden ey har vildet dennem døde.
Dog, saadant Slaverie, som ingen Ende faaer,
Kan ansees som en Straf, der Døden overgaaer.


119


120


Polen.
Den sidste Rigsdags Strid endnu har ikke Ende.
Man kan dens Hidsighed af Manifester kiende
Fra begge Parterne, hvorved knap vindes meer,
End ved at læse dem man Tiden spildt kun seer
Hans Polske Majestet vil fat paa dennem have,
Som trakte Sabler først og ondt Exempel gave
Paa Rigsdags Samlingen; men de sig nok begaaer;
Og Straffen mueligt kun i Trusseler bestaaer.
Den Russiske Gesandt har ladet sig forlyde,
At han ved dette Hof vil første Fortrin nyde
Jblant Ministrene, som residerer her.
En Sag som Paven sig vil tage meget nær.
Den Franske til sit Hof har skikket en Stafette:
Om han vel føye maae Grev Kayserling i dette?
Hvis Hoved=Ærende herhid er Curlands Sag,
Som hos Magnaterne knap finde vil Behag.
Jtalien.
Nu har dog Genua en Doge valgt omsider,
Da den som Hovedløs har staaet i mange Tider.
For Skams Skyld maatte den dog engang giøre Val,
For stedse ey at staae blant Hovedløses Tal;
Fabel.
Den uroelige Bie.
(Der Dentsche Æsop)
En Bie fraskilte sig engang fra andre Bier,
Af deres Selskabs Liv og fælleds Omhue kied.
Den tænkte: naar jeg mig fra Eders Lav befrier:
Jeg bedre leve kan udi min Eenlighed.
Men da den hist og her fløy om paa Blomster=Enge,
Jndfandt sig Vinteren med alt hvad haardt den har.
Den stakkels sultne Bie ey kunde leve længe,
Fordi hos hine den ey meer i Stokken var.
Lær heraf, at du ey fornøyet nok kan leve
Naar du got Selskab vil med gode Folk ophæve.
Tidt den sig selv har ført i allerstørste Knibe,
Som selvklog alt for vidt har vildet om sig gribe.
Heraf udgives Ufhaanedtlig i Stk paa det Kongl Adresse=Contoir i Kiøbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Januarii Maaned 1763.
Dannemark.
S¬
nee=hvid tvepandet Jan Vandmandens Tegn os bragte.
Neptunus maatte ham som Overmand betragte.
Saasnart han aabnede Nye=Maaners første Dør,
Man saae en Jisbroe der, hvor aabent Vand var før
Seyladsen standsedes ved Virkningen af Frosten,
Og Jisen hindrede i Farten ogsaa Posten.
J Belt en Jisbaad sank med Penge, Pik og Pak (¬
Som er Anmerknings=værd udi en Almanak.
J Sundet fandtes Vey til Fods for de Soldater,
Som ingen aflagt Eed anseer for Potentater.
Men Jisen brast med to, og Vandet dennem gav
Til deres Meen=Eeds Løn en dyb og fugtig Grav.
De andre fik man fat, som har sin Løn at vente,
For de saa lidet troe den beste Konge tiente.
Den Troskab er ey Dyd, som kun ved Tvang bestaaer,
Men den, hvor Kierlighed al Villien formaaer.
De Norske løber ey. De elsker deres Hoved,
Og holder Ham den Eed, de sværgende har loved.
Men ak, skiønt disse Folk ved Meen=Eed løber ey:
Saa løber dog ey saa af dem al Kiødets Vey.
Der næsten i et Slag ey kunde faldet flere,
End her i Fredens Tid af dennem faldne ere.
Paa Syge=Stuerne var snart ey mere Rum;
Deraf du slutte kan de Dødes store Sum.
(*) Den 14 Januarii blev en Jisbaad paa Overfarten fra Nyborg til Corsøer trykket
i Stykker af Jisen, og sank med 2 Kufferter og endeel Passagerers Pakker med adskillige
Pretiosa, samt 5000 Rdlr. i Guld og Penge.


122


Er Luften Skyld deri? hvad heller fremmet Føde?
At Norge græde skal for disse mange Døde.
Maaskee det er et Riis, hvormed Gud revse vil,
Skiønt han kun viser det, og slaaer endnu ey til.
Ey nogen af os har et Himmelbrev paa Livet.
J Skrøbeligheds Kar det er os alle givet.
Men første Maaned os et større Tal lod see
Af Døde i vor Stad, end den før pleyede (*).
Endeel af dennem ey fik Tid at blive gamle,
Før Døden vilde dem til deres Fædre samle.
Endskiønt nu dette ey beviser nogen Pest,
Er god Beredelse for hver at døe dog best.
Den Fred, som Friderich har for sit Folk bevaret,
Har manges Lives Traad fra kort Afklipning sparet.
Men dersom denne Fred ey frugter Tak til Gud:
Saa rydder Fred maaskee langt fleer end Krigen ud.
See, Kongens Majestet sig fuld af Ynk nedlader.
Soldater=Standen har i Ham en Ømheds Fader.
Han Jndqvarteringen ey samlet nok anseer,
Og vil, at hver Soldat skal have got Qvarteer.
Ja Fattigdommens Nød Ham rører ligeledes.
Til Gavmildhed enhver formanes skal og bedes.
Sligt fire gange skal herefter aarlig skee
Udi hver Menighed af Prækestolene. (*
Ey allermindste Skaar bør Maaneds=Skatten giøre
J den Barmhiertighed, som Christne skal tilhøre;
Lad være Gnieren sig end tør krympe ved,
Formedelst Skattens Skyld, at vise Gavmildhed.
Nu Extra=Skatten er paa nye saaledes lignet:
Saa Magistraten vist blir maanedtlig velsignet
Af Uformuende, hvis Jndtægt kun er knap,
For de for lige Rang med hine Rige slap.
Lad kun Huusfædrene, som dertil Evne haver,
Betale en Rixort af deres Lykkes Gaver
For stakkels Fattige, og Otte=Skillinger
Foruden for sig selv; thi det retfærdigt er.
Vil nogen Harpax ey den Ligning bifald give;
Men ønsker, at den maae paa nye forandret blive,
J Januarii Maaned er her i Staden 300 flere døde end fødde.
(**) Saadan Tillysning skal skee hvert Aar i Januarii, April, Julii og October Maa¬
neder, førend de Fattiges Colleet indsamles, som i Følge den Kongelige Anordning sigter
til at opmuntre Menighederne, at de ikke skulle kiedes ved at give Almisse til de Fattige.


123


Da burde saadan en ey slippe ringere,
End tre Mark maanedtlig, som mueligt og kan skee.
Eff Rig vil sielden til en Fattigs Nød at kiende.
Naar denne har kun lidt at bide og at brænde,
Og lider Kuld og Frost med slunken sulten Tarm:
Hiin sidder hiemme feed, velspekket, mæt og varm.
Til Bryggerlavets Roes maae dette dog anføres,
At de mod Fattige til Medynk sees at røres,
J det de offentlig har Steenkul budet fal,
Hvoraf man Tønden nu for tre Mark have skal.
Paa Landet Bordingholm man disse Kul opgraver;
Men da man nylig kun begyndt med samme haver:
Saa ere de endnu ey af det beste Slags
Som man formode kan, de bliver Efterdags.
Man ønsker dette Verk bestandig Drift og Lykke,
Som er en Ædelsteen i Patriotisk Smykke.
Opfindelsen deraf tilkommer Obrist Schør,
Som Helt og Patriot har viist sig lige stor
Hvad kan ey Dannemark af sligt et Verk sig love,
Som mægtigt bøder paa de sterkt aftagne Skove?
Ja, hvilket Rige er meer lykkeligt end vort,
Hvor noget af enhver til fælleds Vel sees gjort.
Enhver de høye Spor, som Kongen setter, følger;
Endogsaa alle de, som deres Navne dølger.
En værdig Patriot uddeler Præmier
For tvende nyttige nye Priis=Afhandlinger (*)
Hvo kan vel høre sligt, og ey til Fryd opvekkes!
Siig, er ey Stedet her, hvor fælleds Held opklekkes?
Hvor fra den Ringeste enhver umager sig,
At blive i sin Kreds det store Mønster lig.
Det er Dig, Friderich! Dig Naadens Gud velsigne!
Som alt Dit kiere Folk attraaer at ville ligne.
Du sees i alle Ting en mageløs Monark.
Dit Navn saa ævigt er som hele Dannemark.
Ey Korn maae Søndenfields fra Norge meer udføres (**).
Det Bud, som nyt Beviis paa Kongens Viisdom høres.
(*) Den 1ste besvarer Spørsmaalet; Hvorfor en guddommelig Forløser egent¬
lig var fornøden for os? Den 2den dette Spørsmaal: Hvor vidt Forældre bør
og kan uden Statens Fornærmelse bestemme deres Afkoms udvortes Lyksalig¬
hed i Staten? See mere derom Adr. Cont. Efterretn. No. 3.
(*) Efter Forordning af 19de Januarii d. Aar.


124


Seer, er vor Konge ey til Folkets Fader fød,
Som saadan Omhue har for alles Larv og Nød?
Ja, seer Hans høye Siel udi den Søn forynget,
Hvis Ungdoms Dyders Skin ey bliver nok besynget.
Mod Kronprintz Christian med Ønskers Fylde gaaer,
Nu Han saa heldigen opfylder Fiorten Aar.
Paa nye Han aflagt har indsamlet Viisdoms Prøve:
Saa naar en sildig Død vil Rigerne berøve
Den værdigste Monark, kan sees oprettet Tab,
J det at Sønnen har sin Faders Egenskab.
Hvad Lyst opspirer dog til kielne Tankers Føde!
Hans Majorennitet Han ey vil gaae i Møde,
Før Han for Vidner nok giør Fyrstelig bekiendt,
At Gud har dannet Ham til ærefuld Regent.
Du ni og tyvende Glugmaaneds Dag! bliv faver,
Saa tidt vor Christian dit Lys at arve haver.
Ja lad Hans Lys, o Gud! saaledes tage til,
Som hidindtil er skeet: saa skeer hvad Bønnen vil.
Leg, milde Christian! Dit nye Aar glad tilbage.
Vær ønsket Konge=Liv til mange Fødsels Dage.
Bliv stor i alle Ting som Han, Du slægter paa
Naar Landet skal engang i Dig en Konge faae.
Du kiender Viisdoms Værd: Du elsker Videnskaber:
Saa vor Forundring sig i Din Betragtning taber.
Min Aand har gjort Forsøg at synge til Din Priis (*;
Men Sangen stemmet blev paa ufuldkommen Viis.
Var Fryd i Kongens Gaard, for saadan Kronprintz favnes
Af myndigt Leve=Aar, hvis Leed gid aldrig savnes!
Den ikke mindre var den næste Dag derpaa
Da man alt Kongens Huus hos Kongens Moder saae.
Enhver faaer Aarsag her Guds Kierlighed at prise,
Da saadan Fødsels Dag opleves af Lovise,
Som Hende ønskes tidt, den yngste Værdige
Jblant Printzesserne, til Fryds Forøgelse.
Formedelst saadan Fryd den Hiertets Sorg forgle, mes
Som ellers maatte ved Grev Holsteins Død fornemmes
Hvis Alder æret var, hvis Liv var mønstersk got;
Hvis Plads er værdig klædt igien af Otto Thott.
*) Den underdanigst af mig indleverede Ode til Kronprintzen.


1 125


Tydskland.
Hvor gierne Fredens Maal end her for Haabet settes,
Kan dog fra Krigens Frygt ey Sindets Byrde lettes.
Og om end Engelland for Fred umager sig:
Saa slipper Tydskland ey saa let den bidske Krig.
Men naar Rigsfyrsterne nentrale alle bliver,
Og efterdags fleer Folk til Rigsarmeen ey giver,
Som næsten afgjort er: saa torde Himmelen
Maaskee paa denne Vey forskaffe Fred igien.
De Franske drager hiem, og Plads for Fred indrømmer.
Et Hanau ædelt nok om deres Forhold dømmer.
Kan andre Stæder ey med denne stemme i:
Saa takker de dog Gud, at de for dem er frie.
Med Recruteringen for Preusserne det lykkes,
Skiønt baade Land og Folk maae derved undertrykkes
Thi ey hver General vil ligne Ferdinand,
Soubise og d Etrees, at sette Huus i Stand.
Tet ved Amoeneburg man deres Æreminde
J et opbygget Huus, som nedskudt var, kan finde;
Thi da de samledes i Fred paa dette Sted:
Saa staaer det nu til Ziir for deres Gavmildhed.
Slig Virkning kan af Fred aldeles ikke skrives
Jmellem Preusserne og Rigsarmeen at gives.
Den Vaaben=Stilstand ey med Preusserne kan faae,
Medmindre den ey vil i Riget længer gaae.
Skiønt Underhandlinger nok skeer til Fred at fremme;
Tør dog ey Parterne Krigsdyrkelsen forglemme.
See, Keyserdronningen vil, at hver Officier
J Martii Maaned skal staae klar udi Gevær.
J Wien har Hoffet Sorg for Erkehertuginde
Johanna kunde ey sin Sygdom overvinde,
Og kun i tretten Aar at leve Frihed fik,
Før hun ved Dødens Haand i Ævigheden gik.
Saa mange Taare der dog fældtes ey for hende,
Som for de Presninger, der drives uden Ende
J Eichsfeldt, Vesels Stad, i Schneberg, Thuringen.
Til hvilket sidste Sted Qvægsygen og naaer hen.
J det Hannoverske, hvor Freden Rødder fester,
En heel Hob ledigt Pak vil voldsomt spille Mester.
Men Anstalt føyet er, at gribe Røverne,
Samt at afstraffe dem, som Freds Forstyrrere.


126


En Gartner i Berlin vil lære Folk at seyle:
Saa ingen Skipper skal sin Cours om Natten feyle.
Han sikkert samler sig en stor og vigtig Skat,
Saasnart hver Skipper ham tilsender en Ducat.
Frankerig.
Hvert Hiørne i Paris er ziret med Placater,
Ved hvilke Handelen kundgiøres med de Stater,
Som vare Fiender før: saa Kiøbmandsstanden vil
Snart vinde det igien, i Krigen sattes til.
Det Franske Hof sig nær de Tydskes Sag antager,
Og for en fælleds Fred al nidkier Omhue drager.
Men Keyserinden ey vil miste Schlesien,
Og Preussen ey omsonst flye Sachsen ud igien.
Hvor sterkt end Kulden her har siden Juul tiltaget,
J Skoven Kongen dog har nogle gange jaget;
Og stor Befordring gjort ved Frankerigs Armee:
Saa Generalerne er fast utallige. (*)
Jngenieurerne med hundrede forøges,
Hvorved Anseelse og Rigets Nytte søges.
Courierer dagligen til Tydskland næsten gaaer,
Hvorved den ønskte Fred sit Maal med Tiden naaer.
Engelland.
At Freds=Tractaten ey endnu i Stand er kommen,
For nye Urolighed afsiger ikke Dommen.
En lang Beliggenhed imellem Hofferne
Er Hinder derudi, det ey saasnart kan skee.
Om Preussens Majestet, som nogle Rygter taler,
Ved Declaration saa vigtig Sag forhaler:
Vil Freds Ministrene dog ikke holde op,
Før Fredens Fahne staaer paa Templens gyldne Top.
Man her saa heftig Frost paa nogen Tid har fundet,
At den har manges Liv aldeles overvundet.
Jblant Soldaterne, som stode da paa Post,
To satte Livet til i denne sterke Frost.
Spanien.
Tet ved Alcantara de Franske haver mistet
Et samlet Magazin, og Staden derved fristet.
(*) Hs. allerchristeligste Majestet har paa engang udnævnt 60 General=Lientenanter,
6o Marechaux de Camp, og 97 Brigadierer.


Den Skiebne, at en Deel af Husene faldt ned,
Da Magazinet sprang ved Uforsigtighed.
Portugal.
Jmellem dette Hof og Spamen nu findes
Saa stor Fortrolighed, som neppe nogen mindes.
Kong Joseph, siger man, sin Reyse laver til,
Og mundtlig med Kong Carl paa Grændsen tale vil.
Om saadan Sammenkomst imellem Konger skede,
Da dempedes maaskee en nylig antændt Vrede.
Men Verden er ey nu i den Eenfoldighed,
At mellem Konger sligt kan mere have Sted.
Sverrig.
J Skaane har sig nu den Sygdom og indsneget,
Som smitsom dødelig sit Angreb giør paa Qvæget.
Man strax har derimod fornøden Anstalt gjort,
Og prøver Midler nok, at drive samme bort.
Rusland.
Gzaarinden nylig har et Nota ladt udstæde,
At hun blant alle Folk bør Keyserinde hede:
Saa des angaaende ey Reversalier
Om Keyser=Titelen skal nu fornyes meer.
Herpaa Ministrene lod Audientz begiere,
Og Dagen efter blev tilstædt dem denne Ære,
Da alle Ting løb af for dem fuldkommen vel,
J det ey indført blev nye Ceremoniel.
Af Bønderne en Hob sig knælende lod finde
For deres naadige og fromme Keyserinde,
Hvor hver Besværinger indgav mod Præsterne,
Der ubarmhiertigen med dennem handlede.
Med første deres Sag skal i Senatet høres.
Hvad da af Præsterne til Forsvar kan fremføres,
Det Tiden lære vil. Men har ey Præsterne
Forlov at handle frit med deres Vornede?
Paa Landeveyene kan ingen sikker være;
Thi Stratenrøvere her allevegne ere.
Der gaaer snart ingen Dag i Petersborg forbi,
Man jo faaer Tidender om Mord og Røverie.
At dette Onde kan med første faae en Ende,
Er givet overalt ved et Edict tilkiende,


127


128


At hvo af Røverne, som selv angiver sig,
Skal faae sit Liv og Fred, samt lønnes rigelig.
Polen.
Her giver Curlands Sag hver Statsmand nok at giøre.
Man vil, det Polen skal til Eiendom tilhøre;
Og til Czaarinden har et Bønnebrev opsat,
At hun sig ikke maae antage denne Stat.
Man beder videre, at hun ey vil beskytte
Den Hertug af Biron, og hannem understytte.
Paa dette Polen fik ved en Courier til Svar:
At Hertugen Biron i Curland indsat var.
Skatmesteren god Myndt i Landet vil forfremme;
Men falske Penges Løb dog neppe nok kan hemme
For Reduceringen gemeen Mand bange er,
Som af Bestræbelsen ey rette Hensigt seer.
Tyrkiet.
Ved Porten atter er ey liden Glæde merket,
Da en Sultane har Sultanens Huus forsterket.
Man hende givet har sit Navn af Stierners Glands;
Thi alt Høytravende fortryller Tyrkers Sands.
Fabel.
(G. E. Lessing.)
Ulven og Hyrden.
En Hyrde mistede engang sin hele Hiord
SVed en imellem den opkommen grusom Syge.
Hans Tunge rørtes ey til noget Harmes Ord;
Men Smertens varme Graad blev stille seet at ryge.
Da Ulven det fornam, han hen til Hyrden gik,
Og der sin Coudolentz alvorlig nok aflagde.
Han med afbrudte Ord igiennem Hulken sagde:
Det giør mig meget Ondt, at saadant Knek du fik.
Den kiere fede Hiord, ak, denne er nu borte!
Jeg veed, at dette Tab dig piner i din Siel.
Hvor gierne vilde jeg din Lidelse forkorte!
Ja see, jeg i din Sorg af Medynk tager Deel.
Tak, Mester Jsegrim! for dette, sagde Hyrden,
At du medlidende med mig vil bære Byrden.
Ja, sagde Hyrdens Hund, han er medlidende,
Naar han selv lide maae ved andres Lidelse.
Heraf udgives Maanedtlig i Stk paa det Kongl Adresse=Contoir i Kiøbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender.
skrevne ved N. Prahl.
For Februarii Maaned 1763.
Dannemark.
A¬
t Kongen lider vel, bør allerførst berettes;
Thi ingen Nyhed kan med sligt i Ligning settes.
Har Han ey Sundheds Savn: er Livets Lyst vor Vem.
Døer nogle af Hans Mænd: saa har Han nok igien.
Døer Ludvig Holstein bort som stor og værdig Greve;
See, Kongen har en Thott, som Folket ønsker leve.
Han har en Reventlau til Lem i sit Conseil,
Og i saa viist et Val kan aldrig angre Feyl.
Ja, HErre, spaer kun du den Konge du os skienkte!
Dit Folk og Hans i Ham har alt, hvad Fædre tænkte.
Det altid siges skal i en lyksalig Tid,
Og Blide=Maaned er deri ey ene blid.
See, hvor Han alles Tarv har idelig for Øye.
For dette Maal Han vil Hvid=Sæbe=Told forhøye;
For denne Hensigts Skyld Han underskriver Bud,
At Heste atter maae af Landet føres ud.
Hans Naade strekker sig paa nye til Brygger=Lavet,
Og dette Selskab har med Friheds=Brev begavet:
Saa for en Tønde Øl de to Mark mere faaer;
Skiønt denne Frihed kun maae være i eet Aar.
Har Bryggerne Profit? Øltapperne desmere;
Thi hvad forhindrer dem, at de jo tør begiere
For Potten af sit Øl fem Halveskillinger,
Da Øllet i eet Aar nu Fire Dalers er.


130


Men dette er en Sag, som ey vil meget sige;
Thi mange paa eet Aar sig ey kan tappe rige,
Saafremt ey flere sig vil drikke fattige
J Øllet, end de Folk, som ikke drikker Thee.
Jeg tænker heller ey, at dette vil forhindre,
At Stadens Fattige i Almisse faaer mindre;
Thi man dog noget fandt i Kirkeblokkene
I denne Maaned, da man dennem aabnede.
Om nogen Undersaat den billighed ey priser,
Hvortil Naturens, Guds og Kongens Lov os viser;
Han skielve for det Sted, hvor Kongens Majestet
Ved samlet Viisdoms Mund afsiger Dom og Ret.
De Danske Konger selv en aarlig Orden setter
For denne høyeste af alle Overretter.
Dens Orden for i Aar kom allernaadigst ud
Den fem og tyvende, som høyest Herre-Bud.
Den syv og tyvende udblæstes ved Herolder
Og al sædvanlig Pragt den Ret, som Kongen holder.
De Sager, sammesteds i Aar paadømmes skal,
Bestaaer af hundrede og fjorten. Hvilket Tal!
Det er jo alt for stort for Fredens Kieledegger.
Et Navn, som alle Folk de Danske nu tillegger!
Et Folk, som saae i Fred paa andres Nød i Krig,
Jo burde fredeligt indbyrdes vise sig.
Men Friderich, som Fred blant Konge=Dyder skriver,
De Trettekiere vist forskyldt Belønning giver.
For saadant Himlen Ham igien at lønne veed:
Saa Han Staffetter faaer om Tydsklands yngste Fred.
Hvor glad en Tidende var denne ey at høre!
Hvad kunde Friderich vel meer end Freden røre
Med sødest Følelse af Kongelig Attraae?
Hvad Under, jeg ey Ord til Tanker her kan faae?
Gud være ofret Lov for denne glade Time,
At jeg i Fred om Fred for Fredens Folk kan rime.
Vor egen Frygt forsvandt, og vore Brødres Sorg
Blev endt den femtende paa Slottet Hubertsborg.
Bøy dig, Fredelskende! vi ville HErren takke,
Den Stund Lettroende om mere Krig tør snakke.
Vi ville bede Gud, at denne yngste Fred
Maae i Historien faae hos den ældste Sted.


Det Saar, som nu er lægt, gid ey for snart oprives!
Gid aldrig Leylighed i vore Vande gives
For de nye Lieutnanter af Søe=Cadetterne,
At lade deres Mod imod en Fiende see.
De ey Anseelse ved dette Ønske taber;
Thi det er vitterligt, at Freden Helte skaber,
Som meget overgaaer dem, Krigen danne maae.
Vi paa vor egen Jord Beviser nok kan faae.
Mon Avind smile vil ved disse Ære=Støtter,
Som Freden reyser op for sin og vor Beskytter.
De staaer til hines Trods, som bygtes op i Krig.
Seer, hvo er Friderich, som Folke=Fader, lig?
Det ved Hans Omhue skeer, at Norge Haab kan have,
At faae en Deel igien, som Fædres Jord skal grave.
Han hemmer Sygdoms Ran blant denne Nation,
Som her paa nogen Tid er lagt i Garnison.
Da Døden blant det Folk sig viste ufornøyet,
Blev til en bedre Rygt og Pleye Anstalt føyet.
Døer nu endskiønt ey faa af dem paa Nørre Broe:
Saa har dog Kiøbenhavn for Pestens Frygt faaet Roe.
Lad Foraars Sygdom kun en Hob fra Tiden føre.
Man kan dog deraf ey sig nogen Slutning giøre,
At Luften smitsom er. Den Tanke er ey min,
Men hans, som har begyndt vort Sundheds Magazin.
Forbavses du end ved at læse i Aviser,
At nogle Mennesker i Hast sit Liv forliser,
Og denne Maaned har, som hiin, fremviist for dig,
Just fire hundrede og tresindstyve Liig.
Tænk derfor ey, at sligt den fæle Pest forkynder,
Og at Guds Vredes Høst med dette Tal begynder;
Men tænk, at bedre dig, og giør det mens du kan.
Paa saadan Viis du ret seer Foraars Døden an.
Du taber aldrig ved, dit Huus saa at beskikke,
At Døden ubered en Stund dig finder ikke;
Thi tidlig lært at døe, og leve ordentlig,
Er allervissest Vey til længste Liv for dig.
Uordentlighed jo et Kiempe=Liv kan myrde.
Jeg bør paaminde dig om hiin ældgamle Hyrde,
Som nys i Spandet Sogn i Riber=Stift er død,
Der næsten hundrede og tolv Aars Alder nød.


131


132


Vil du af eet Beviis ey nogen Vished samle,
At Folk i vores Tid endnu kan blive gamle:
Du kan paa Skioldnesholm Skovfoged Schulz besee;
Som næsten hundrede og ni Aar levede.
To Vidner ere nok at reyse og at fælde.
Lad disses Vidnesbyrd da for din Tanke gielde.
Du sikkert nok maae troe, de ey ved Yppighed
Har deres Siele=Boe i Ungdoms Tid brudt ned
Dog Nyt om Dødninge af alle neppe yndes.
For Læseren af mig maae andre Ting forkyndes,
Om disse Blade ey skal slenges i en Krog,
Men blive samlede med Tiden til en Bog.
Blant denne Maaneds Nyt ey blive bør fortiet,
At man den fiortende her trakte Lotteriet.
De femten hundrede deraf til Norge gik.
De otte hundrede man siger Kongen fik.
At Danske Maver nu fortærer Skaanske Stude,
Er noget Nyt, som her bør ikke lades ude.
Skiønt Horn=Qvæg=Sygen naaer endog til Skaaninger,
Er alt det Oxekiød dog friskt, man sælger her.
Tilsidst paa dette Blad forglemt maae ikke blive:
Adres=Contoiret vil os sine Blade give
Tre gange ugentlig: saa denne Stiftelse
Fuldkommen blive kan til manges Tieneste.
De Efterretninger, man har af sammes Blade,
Man visse Fortrin maae for andres overlade.
Man neppe uden dem saa tidt at vide fik,
Hvor ofte Tyverie i Byen for sig gik.
Jeg næsten ønskede, de stundom kunde lyve.
Dog, store Stæder har jo Mængde nok af Tyve.
Den Tyv dog bliver størst, som under Gudsfrygts Skin
J Væysenhuset gik med Lomme=Tyve=Trin.
Soldaten derimod bør have Roes i Staden,
Som aabenbarede den Ring, han fandt paa Gaden;
De to Matroser med, som fandt et Lomme=Uhr;
Thi saadant gierne er mod slige Folks Natur.
Men jeg ey nogen Ting saa meget undrer over,
Som dem, Douceuren bort for tabte Penge lover;
Thi er Douceuren ey saa stor som Tabet var,
Beholder Finderen nok hvad han fundet har.


Enhver, som skiødesløs med Banco=Sedler løber,
Og sammes giørte Tab udi Aviser røber,
Ham burde denne Straf med rette høre til,
At Finderen beholdt, hvad Lykken unde vil.
En lover for en Hund Douceur af to Ducater.
Mon han detaler meer i Skat end en halv Stater?
Slig Hunde=Kierlighed man nok maae kalde Velsk.
Fornuften kusker her, hvor Villien raaber: elsk.
Norge.
Den tappre General og Norske Hærs Anfører,
Herr Gustav Gruner, nu ey Jorden meer tilhører.
Han Gud sin Siel befoel, og hans Commando=Stav,
Som kort men værdig ført, igien til Kongen gav.
Som usædvanligt Nyt man melder, at en Svane,
Er kommen flyvende, mod disse Fugles Vane,
Til dette kolde Land, og fanget levende;
Men meldtes, at den sang, saa var det rarere.
Tydskland.
Saa har da Fredens Gud en Tid her vildet give,
Hvori Aviserne vil meget mavre blive:
Thi Krigen Ende har, og Keyser=Dronningen
Med Preussens Konge har en Freds Pagt gjort igien.
Man har i hubertsborg arbeydet nok paa dette,
At kunde Tydsklands Fred paa Fode atter sette.
Til god Lyksalighed den Spaadom Fremgang fik,
At Fredens Foraar kom før Vinteren forgik.
Det var den høye Tid, ifald man saa maae sige,
At Freden kom i Stand igien i dette Rige;
Thi næsten i hver Bye var Mangelen saa stor,
At intet var til fals, og lidt at kiøbe for.
Hvor mange Klagemaal sees ey fra Leipzig trykte,
Endog da Freden stod i allerbeste Rygte.
At Brændeved og Æg, samt Smør var ey at faae,
Hvornæst Vandmøllerne for Frost ey kunde gaae.


133


134


Obhausen blev af Pest hiemsøgt i samme Dage,
Som Eichsfeldt maatte sig ved Penge=Presning klage.
J hele Sachsens Land, saavelsom Thuringen
De forhen Rigeste knap Skilling har igien.
Hvad Under er det vel, man i Berlin indløser
Hvert skrevet Myndts Beviis, og Penge nok udøser;
Thi hele Tydskland snart til Preusserne bar frem
Alt hvad det eyede, for at forsone dem.
Men Himlen haver dog dets Trivelse forskaaned:
Saa Frugt af femtende i denne Blide=Maaned
Vil fra Sanct Hubertsborg til længste Egn og Tid
Befindes for enhver af Navn og Gavn ret blid.
Saasnart den gyldne Fred at skinne frit begyndte:
De Preussers Konge sig fra Leipzig strax bortskyndte;
Gid det gaae hannem vel i Meissen og hvert Sted,
Jo mere han er Ven af Folkes Liv og Fred.
Frankerig.
En nye Opfindelse af en merkværdig Salve
Man melder fra Paris; dog troes knap det Halve.
Dens Navn er Spalme, og dens Kraft tredobbelt god;
Thi den Forraadnelse paa Skibs=Skrog staaer imod.
Den som en Fernis er, der Bygningstræ bevarer
Fra Luftens Virkninger og alle andre Farer;
Og endelig som Liim den være skal beqvem
Til allehaande Steen, at sammenbinde dem.
Den Franske Konge har sig nyligen erklæret,
At Keyser=Titelen, som brugelig har været
Fra første Peters Tid for Ruslands Herskere,
Tilstaaes Czaarinden og, som nu regierende.
Han Hendes Eftermænd vil samme Titel give,
Saa den maae arvelig paa Ruslands Throne blive,
Saa længe de ey troer, den noget Fortrin har,
Som til Fornærmelse for Frankrigs Høyhed var.
Man til Herr d Alembert skal neppe Mage finde,
J det han nægte vil den Russiske Czaarinde,
At danne hendes Printz til alle Russers Gavn,
Og foredrage tør et roligt Friheds Navn.


Engelland.
Den endelige Pagt om Freden nu er bleven
Af alle Parterne fuldkommen underskreven.
Men nogle af den Hob, som blev for Krigen frie,
Giør Natten farlig her ved hesligt Tyverie.
En Deel af dennem tør i Breve true andre;
Men faaer man fat paa dem, maae de til Galgen vandre.
En Kunstner nylig her har Jld udtrakt af Jis,
Og derved antændt Krud. Han vist nok faaer en Priis.
Spanien.
Til Prinzen af Beauveau, som her har commanderet
Det Franske Hielpe=Corps, har Kongen Carl foræret
Sit eget billede, tolv tusind Daler værdt:
Saa Printzens Forhold vist har Kongen været kiert
En aarlig Pension af tyve tusind Livres,
Og samme Reyse=Sum han ham desuden giver.
Hver tapper Officier, som under Printzen var,
Foræringer endog for sig bekommet har.
Han nogle Tønder Guld at skienke bort bestemte,
Saa selv Soldaterne ey heller bleve glemte.
Det kaldes Kongeligt, og med Høyagtelse
Bør længe tegnet staae for Efterkommerne.
Portugal.
Mod Engellænderne de gode Portugiser,
Sig meget kierlige og vennehulde viser,
Da de tillader dem, at deres Døde maae
J Portugisisk Jord en Grav herefter faae.
Rusland.
En Deel af Røverne paagrebne ere blevne,
Paa hvilkes Lives Teen man neppe Traad vil lævne.
Den Fryd, som opvakt er ved slig Paagribelse,
Er sikkert meget stor for de Retsindige.


135


136


Men en langt større Fryd i det almindelige
Gzaarinden nylig gav til hendes hele Rige,
J det Thronfølgeren, Storfyrsten, hendes Søn,
Blev øverst Admiral til værdig Ungdoms Løn.
Polen.
En Hob Jndvaanere her kivets har saa længe
For de i dette Land tidt reducerte Penge:
Saa ved Trompetters Lyd det udraabt blevet er,
At reduceret Myndt skal tages af enhver.
Printz Carl, som Rygtet gaaer, er bort fra Curland dragen,
Da Hertugen Biron blev sammesteds antagen.
Jmidlertid man saae dog Undersaatterne
Halvtvungne Hyldingen blant sig at lade skee.
Tyrkiet.
Her er nu ogsaa Fred saavidt Suftanen freder,
Som sig i sit Serail hver Dag paa Tyrkisk glæder.
Ja, lad ham glæde sig ved hans Prophetes Grav;
Vi priser Gud, som os en bedre Kundskab gav.
Fabel.
(G. E. Lessing.)
Den unge og gamle Hiort.
Jn meget gammel Hiort, som var af Alder graa,
(Man siger, disse Dyr Aarhundrede kan leve.)
Sin yngre Sønnesøn forsærdet engang saae,
Da Skytterne omkring i Skoven hannem dreve.
Den Gamle sagde da: jeg husker meget vel,
At Mennesket en Tid ey Krud og Kugler kiendte.
Den Unge sukkede: ak, at den Tid sig endte!
Thi da vist ingen Hiort har været Frygtens Træl;
Din Dom for hastig er, den Gamle svarede;
Vi vare paa vort Liv da ikke sikkrere;
Nu vi for Bøssers=Knald, for Krud og Kugler gruer.
Da skiød man os ihiel med Pile og med Buer.
Jæges ertgtaereatnadelig i Cekt gaa det kang atesfe Cantat iAtetietaene.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Martii Maaned 1763.
Dannemark.
R¬
etfærdighed og Fred hverandre her ledsager.
Vor milde Friderich for dem slig Omsorg drager,
At Folkets Liv ved dem kan være sødt og got.
See Rettens Tempel staaer oplukt paa Kongens Slot.
Her dømmer Kongen selv ved Mænd, hvis Vegt Han kiender,
Frygt, Had, og Gierrighed ey Retten her forvender.
Sædvanlig Kongerne i høyeste Person
Selv aabner denne Ret ved første Session.
Men Gud ey vilde os i Aar den Glæde unde,
At Friderich sin Ret personlig aabne kunde.
Han var upasselig, og fandt sig Menneske
Da Retten aabnet blev med Pomp den Tredie.
Vi bade for Hans Liv, som tidt paa nye er givet;
Og Himlen gav sin Kraft igien til Konge=Livet.
Vi saae Hans Majestet af Sundhed hilset blev,
Og hver troe Undersaat Gud Æren strax tilskrev.
Hvad Glæde var det ey for os, Hans Folk, at høre,
At Han adskillige saae deres Haandgreb giøre,
Som Krigskunst lærte dem; da vi Forviisning fik,
At Sygdom havde nu forladt vor Friderich.
For Luftens Taages Skyld, som reent betog os Solen,
Han disse Øvelser ansaae paa Rideskolen.
De Norske Grenadiers der manoeuvrerede:
Saa Han tilkiendegav dem sin Fornøyelse.


138


Hvor stor er dog den Gield, som vi til Himlen skylder,
For Fredens Gud saa mildt vort Ønskes Maal opfylder,
At Friderich i Fred kan sine Krigsfolk see,
Og drage Omsorg for enhvers Velgaaende.
Han Jæger Corpset nu ey længer vil besolde,
Men lader Jægerne Monduren dog beholde.
Gid den Tid komme ey igien i Dannemark,
At saadant Nøds=Corps sees af nogen Dansk Monarch!
Som Fader, Kongen seer, hvad Børnene kan tiene.
Han Dyrtids Jndpas her i Riget vil formene,
Og allernaadigst har meddeelt Tilladelse,
At lade komme Smør og sligt fra Fremmede.
Qvægsygen, som endnu sig ey vil lade nøye,
Smørpriserne har gjort saa overmaade høye,
At ikkun rige Folk, som veed af ingen Nød
J allerdyrest Tid, kan spise Smørrebrød.
Men nu kan haves Haab, at Smør og Ost med mere
Vil falde i sin Priis: saa de, som arme ere,
Ey trykkes skal for sterkt af deres Mangels Lod,
Og prise Friderich, som herpaa raader Bod.
Vor mildeste Monarch sig daglig viser Større.
Hans Naade stedse sees Betrængtes Graad aftørre.
Hver værdig Supplicant, om hvem Han Kundskab faaer,
Husvales i sin Bøn, og det Omsøgte naaer.
Han sørger Faderlig for Jndenlands Fabriqver,
Og Sendebud omkring i sine Riger skikker,
For at opmuntre hver iblant de Handlende,
Fra Kongens Magazin at tage Vahrene.
Hver ærlig Patriot her for sig finder Grunde,
Hvi han en Fremmede bør sine Penge unde,
Naar han i eget Land kan gode Vahre faae
Og Kongens Naade ham derhos skal aaben staae.
Enhver, som kiøber mest, kan høyst forsikret være,
At Kongen lønner ham med Naade og med Ære.
Er det ey noget Stort, at allerskyldigst Pligt
Kan for sin Lydighed forvisse sig om sligt.
Hvad bliver dette dog for Dannemark en Hæder,
Naar ey paa Danskes Krop kan findes Tydske Klæder,
Gid det herefter maae ved Naadens Tilbud skee,
Som strengest Forbud ey har kundet hemmet see!


Hvad Svig i Handelen mod Konge Bud og Love
Tør vel ey Handlende i de smaa Stæder vove,
Om slig Formastelse endog kan for sig gaae
J Kongers Hovedstad, hvorved man røres maae,
Hvor slem en Tidende er ikke den at høre,
At mange dristigen mod aflagt Eed tør giøre.
Jeg herpaa ey Beviis blant os vil føre an;
Thi man dem allesteds nok forefinde kan.
Man vil forbudet Gods til ævig Tid indstiele,
Om med Snighandlerne selv Tilsynsmænd tør hæle.
Der intet Middel er, at forekomme det,
Naar hver udi sit Kald vil ikke giøre Ret.
En Konge ikke er en Gud i Vid og Velde.
Han, som et Menneske, til andre sig maae helde,
Fordi han ikke selv kan være allesteds;
Og de maae findes troe, skal han sees veltilfreds.
Vor Konge viselig til andre overlader
Endeel af Byrderne, der trykker Folkets Fader.
Men hvor uviselig forholder de sig ey,
Som gaaer mod Kongens Bud en egen udvalgt Vey¬
Han vil herefter ey, paa sin Bekostning mere,
befale, Sukkeret at lade raffinere,
Men har udvalgt sig selv en oeconomisk Plan
Og solgt sit Sukkerhuus til Baron Schimmelmann.
En Handels=Jntendant best saadant Verk kan sømme;
Saa Kongens Viisdom er i dette at berømme;
Og Hans Fornøyelse sig stedse viser stor
Naar Undersaatterne kan see sin Handels Flor.
Man seer, at Naadens Haand her Handelen bevarer.
Beviset giver os den sidste Chinafahrer,
Som heftig Vinterfrost saa længe bunden holdt,
At samme kunde snart dens Reyses Spilde voldt.
Ja, da i aabent Vand tilsidst den kunde seyle,
Man saae den gode Vind til sammes Fart at feyle;
Men den laverede sig ud af Cattegat,
Og siden lykkelig sin Reyse fort har sat.
Alt saadant Vidnesbyrd for skiønsom Tanke bliver
Om Kierlighedens Frugt, som Gud de Danske giver.
Hvert Hierte røres maae, som overveye vil
De mange gode Ting, os HErren sender til.


139


140


Os fattes intet Gran af ønskeligste Gode.
Vi faaer hvad noget Folk paa Jorden kan formode.
Den beste Konge os forskaffer varig Fred,
Og Gud velsigner os ved Ham og ved Hans Sæd.
Hvad Lykke skulde vel et Folk, som Nordens, savne,
Hvis unge Arveprintz, vor Store Konges Navne,
Kan giøre Regenskab for gammel Mands Forstand,
Og glæde hver en Siel udi det gandske Land.
Hans Siel er høy oplyst udi Religionen:
Hvad Styrke er ey Han for Danner=Arve=Thronen!
Han moeden Kundskab har i Jordbeskrivelsen,
Og velbevandret er udi Historten.
Europa neppe har et Huus, hvor Han er fremmet;
Men sær Han skierpet har for Fædrelandet Nemmet,
Han alle Pligterne af Sædelæren veed
Som har Jndflydelse i sand Lyksalighed.
J saadan Viisdom Han sin Ungdom stedse øver,
Og derpaa nylig har aflagt de beste Prøver
For Kongens høye Raad, og de Ministere,
Samt grundig lærde Mænd, der saaes nærværende.
Hvo ønsker ey en Printz af saadan Art til Lykke?
En Printz af største Haab, og Kongestammens Smykke!
Gid Han maae voxe op ved Viisdoms Naade=Elv,
Og ældre i Forstand langt overgaae sig selv.
Henrykte ved sligt Syn vi seer endnu et andet.
Et Himmelsk Naade=Syn til Trøst for hele Landet.
Ey noget Glædes Syn med det i Ligning staaer,
At see vor Konge gaae fra fyrretyve Aar.
En Andagts Offer=Røg til Himmelen opstiger,
Og Millioner Suk fra begge Kongeriger
Om mange Leve=Aar for Landets Fader skeer!
Thi alles Ønsker sig i Ham opfyldte seer.
Skiertorsdags stille Fest forhindrede den Glæde,
Som pleyer offentlig paa denne Dag fremtræde,
At lade Folkets Fryd udvortes vigtig see:
Saa Kongens Fødsels Fest blev Fest for Hierterne.
J Stilhed bade vi for Dig, vor Ven og Fader!
Skiønt intet Frydeskrig blev hørt i vore Gader.
Vi bade for Dit Liv, og beder idelig,
At Gud velsigne vil Din Tid og os ved Dig.


Du selv fornøyedes ved mildt at overregne
Det Tal af Leve=Aar, som Gud Dig lader tegne.
Sex hvide Riddere Din Glædes Virkning saae,
Da Du Høykongelig dem alle slog til blaa.
Ti fik det hvide Baand og Dannebrog at bære.
En Orden for de Mænd, som Kongen Selv vil ære.
Ja i forskiellig Rang Du optog og et Tal,
Som til Din Tieneste og Glæde leve skal.
Den Dag alt Folket drak af rene Vellyst=Floder.
Sand Fryd ledsagede den Kongelige Moder.
Hun glad ved denne Dag en Deel beærede
Med Ridder=Ordenen De la Fidelite.
Der fra Dit Konge=Slot til ringest Hyrde-Hytte
Blev bedet for Dit Liv, som Folkets Lyst og Nytte.
Men Testamentets Fest forbød Din Fest, at see
Høytidelighed bragt op paa Parnasserne.
De maatte denne Pomp til næste Maaned lævne,
Og nu Dit Store Navn for Gud i Stilhed nævne.
O Konge! Friderich! Dit Navn os Sødme er.
Vi aldrig savner Dig i Dine Gierninger.
Maae Du og vi endskiønt en Deel af Folket savne,
Som med sit faldne Leer ey Verden meer kan gavne:
Forvindes Tabet dog ved overbleven Rest,
Naar Foraars Sygen ey skal falde ud til Pest.
Saa dristig Sygdom os stor Frygt bestandig koster.
Den meldte sig endog hos Kongens kiere Moster,
Hvor begge Dronninger i en Besøgelse
Fyrstindens Bedring saae, og Hende glædede.
Men jeg blev aldrig klar, ifald jeg skulde skrive
Om alt det meget Nyt, en Maaned os kan give.
Jeg derfor bryder af med en Jødindes Daab.
Vel hende, om Hun ey blev døbt for Jordisk Haab.
Tydskland.
Hver forhen trykt og trængt udi det Tydske Rige
Kun veed i denne Tid af lutter Fryd at sige.
Man synger gladelig Te Deum overalt,
For Fredens skiønne Lod til Tydskland atter faldt.


141


142


Man seer, at Heltene sit dragne Spyd nedlegger,
Og Ærens fødde Glut i Fredens Skiød opdegger.
Den Helt Printz Ferdinand af Krigens Slæb er kied,
Og sin Commando=Stav aldeles har lagt ned.
Til Kongeligt Beviis paa Faderligste Naade
Vil Preussers Konge Bod paa manges Vanheld raade,
Og neppe bleven er fra Krigens=Byrder frie,
Før han opretter strax et vigtigt Lotterie.
Om dette Lykke=Spil man kan med rette sige,
At det indrettet er for Fattige og Rige;
Thi man kan sette ind, og deri sette til
Fra Enste=Skillinger saa høyt man siden vil.
Den Brandenborgske Tarv af Kongen saa indrettes,
At alle Landets Ting paa gode Fødder settes.
Til Undersaatterne uddeles Sæd og Brød:
Saa de forglemme skal al funden Krigens Nød.
Sligt Keyser=Dronningen og meget naadig viser
Mod Arvelandene, som hende derfor priser.
Hun sig fornøyer ved et Romersk Konge=Val,
Som af Rigsfyrsterne snart foretages skal.
For Erkehertugen, Printz Joseph, det skal blive;
Og Preussers Konge vil sin Stemme hannem give.
Det ogsaa var en Punct, som hialp til hastig Fred;
Men kunde let indgaaes for Tabet, der er ved.
J Sachsen stræber man slig Anstalt og at giøre,
At Krigens Virkning maae med snareste ophøre.
Det samme andensteds af alle Kræfter skeer,
Hvor forhen trykte Folk sig frie for Fiender seer.
J Wien bevises de fra Preussen tagne Fanger
Al den Høyagtelse, som Æren selv forlanger.
Man foreviser dem hvad rart der er at see:
Saa de kan finde sig ret vel fornøyede.
Det er fornøyeligt, at kunde saadant melde.
Gid samme Rygte maae herefter altid gielde!
Saa Øster igerne og Preussen bliver ved
At elske fælleds Flor med fælleds Kierlighed.
Hvor vidt det Sandhed er, som Rygtet tør forkynde,
At der, hvor Krigen slap, skal Campements begynde,
Det overlades kan til Tidens Kiendelse;
Thi man ey alt for snart bør troe Aviserne.


Frankerig.
Den Støtte, som til Hest skal Kongen forestille,
Paa hvilken Solen tidt til Øyens Lyst vil spille,
Er nu fuldkommen klar, og i sin hele Pragt
Til Stedet, hvor den skal opreyses, bleven bragt.
Paris saa tung en Klump til Ziir herefter eyer,
Som med sin Helt og Hest tre hundred Centner veyer.
Bevares den fra Jld, da kan den sikkert staae,
Til hele Frankerig med Verden skal forgaae.
En Deel, som ey sin Mund har Tavshed nok befalet,
Men om Regieringen har alt for dristig talet,
Maae nu sin Uforstand begræde i Arrest.
Om Kongers Gierninger er Tavshed ofte best.
Man siger, Magterne udi Europa ere
Til Sinds, hverandres Fred og Land at garantere.
Der er ey noget Nyt i slig Forbindelse;
Men Virkningen blev nye, ifald den kunde skee.
En Øes Opdagelse ved Asien berettes,
Hvorhen Kong Ludvig vil, at Folk skal oversettes.
Man Folk i Mængde kan til dens Besetning faae;
Thi Penge lokker dem til fremmet Land at gaae.
Engelland.
En fattig Arbeydsmand en liden Skat har fundet,
Som for dens gamle Præg ham selv er neppe undet.
Den veltildekket laae i Jorden gravet ned.
En Gierrig sligt har gjort, om det er skeet i Fred.
Fra London finder man i alle Blade tegnet,
Hvor mange tusind Pund man der har sammenregnet,
Som deels var Udgivt før, og deels til Udgivt staaer.
Det Engelsk Regning er, som sildig Ende faaer.
Sverrig.
Enhver, som Guld og Sølv til Myndten vil levere,
Skal Penge faae igien, som deraf slagne ere,
Samt skal for Myndtningen for Udgivt være frie,
Som og et Vidne er om Svensk Oeconomie.


143


144


Rusland.
En Bygg=Commission er nylig stiftet bleven,
Hvortil Gzaarinden er af dobbelt Aarsag dreven:
Deels at St. Petersborg ey skal udvides saa,
Den jo Qvartere kan inddeelt i Orden faae.
Deels og, om mueligt er, at kunde forebygge
De Brande, som saa tidt sig viser alt for stygge,
Til hvilken Ende hver, som Muur opføre vil,
Paa Kronens Regning faaer fornøden Hielp dertil.
Paa fire Steder her Tøyhuse skal oprettes,
Og ligesaadant Tal Stats-Secretairer settes.
Gzaarinden ogsaa vil, at Senatorerne
Skal være mange fleer til Rigets Tieneste.
Man Efterretning har, at Hun fra Moskov kommer
Til Staden Petersborg igien i denne Sømmer;
Men først, som Pillegrim, til Rostoph Hun vil gaae,
For St. Demetrius der at opvartet faae.
Polen.
Den Polske Konges Liv for Døden var i Fare,
Men Himmelen endnu har vildet samme spare;
Thi Lægerne skaer Hul paa Kongens venstre Fod,
Som ham for Hoste hialp, og stillede hans Flod.
Ved dette Konge=Hof man stedse Omhue drager,
At faae paa Fode sat de faldne Curlands Sager,
Dog vil det holde haardt, ifald man ikke sig
Med Rusland derom vil indlade i en Krig.
Til Hertug Exnst Johan Curlænderne vil give
Fornyet Troskabs=Eed, og hannem hulde blive;
Ja Takke=Festen er i Cuxlands Hertugdom,
Høyt deligen holdt for han tilbage kom.
En lang Deduction har Hertug Ernst udstædet
Som ventelig kun lidt Polakkerne har glædet.
Men de forsamles vist til dens Besvarelse,
Saafremt de derom kun kan blive enige.
Jaresf argtraterlatnatag Get gaa det Aang atresfte ckartat Atatierttaren


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For April Maaned 1763.
Dannemark.
S¬
aasnart ophørte ey vor Paaske=Festes Dage,
De Danske Muser jo med Glæde saaes at tage
Sin Høytids Klædning paa thi Kongens Fødsels Fest
At holde offentlig for dennem stod til Rest.
J Landets Hovedstad den høye Lærdoms Skole
Fandt paa sin Høresahl slet ingen tomme Stole.
Man talede og sang til Guds og Kongens Priis;
Og Sorøe Muser sig forholdt paa samme Viis.
J Wiborg, Altona, og mange andre Stæder
Guds Forsyn æret blev, som disse Riger glæder
Ved en saa mild Monark, som Kongen viser sig,
Der svarer til sit Navn, at være Frederig.
En Takke=Fest til Gud Han blant sit Folk paabyder,
Fordi Europa nu af Naade Freden nyder,
Som og fordi vi har Guds Godhed fundet stor,
Og følte ey det Riis, os truede i Fior.
Han har befalet, Bøn at giøres i hver Kirke,
Om Bod og Andagt kan Qvægdødens Død udvirke;
Men derhos glemmer ey, ved Undersøgelser
At komme efter det, som Sygens Aarsag er.
Han lader Norge faae Soldaterne tilbage,
Og byder Borgerne sig Vagten at antage,
Jndtil Hans Residentz kan sin Besetning faae,
Hvorefter Skibene sees i Transport at gaae.
2002


146


Ja, da Han varig Fred i sine Lande venter,
Han allermildest har aftakket Regimenter,
Der kun behøvedes som Nøds Corps mod en Krig,
Hvis Fælhed, Gud skee Lov, i Hast fordeelte sig.
Hans Omsorg ldrig er for Sines Velfærd liden.
For Norges Troppers Skyld udsattes Fløttetiden.
Hvo ønsker Ham ey frie for Siels og Sandsers Sorg
Paa Yndighedens Stot, Hans kieke Fredensbokg,
Han dette Sommer=Løb opleve megen Glæde
Paa et saa Kongeligt indtaget Sommer=Sæde!
Han der med Drømningen og med Pringesserne
Guds Gunst og Varetægt i høyest Sundhed see!
Hirschholm, et Kildeveld til mange Glædes Floder,
Forlyste Drømingen, den Kongelige Moder!
Ey Angest nærme sig til et saa helligt Sted,
Som er til Sommer=Lyst for Konger selv bered!
Vi merker ey det Tab paa Folk, som Staden lider
Ved Dodens Graadighed blant os i disse Tider (*),
Naar Kongen og Hans Huus kun ønsket Sundhed har;
Thi fremfor Tusinde Han er os dyrebar.
Hans høye Gavnildhed er Vilsdoms Lye og Gierde,
Ved den Arabien besees af Danske Lærde.
Han kun til Vederlag forlanget det af dem,
At nye Opdagelser de stedse sender hiem.
Han giør, at Øresund kan tælle mange Skibe (*),
Og at de Handlende kan vidt omkring sig gribe:
Saa Havrens høye Priis maae hastig falde ned,
Og Kiøbenhavn faaer Smør i Overflødighed.
Hvad skeer i Rigerne, som Ham ey maae tilskrives,
Saa vidt hver Leylighed til Got af Hannem gives?
At en Paqvet=Baad løb endnu af Stabelen,
Det bør tilskrives Ham, som Folkets Velfærds Ven.
At en nye Thora er af Jøderne indviet,
Ey heller blive bør paa dette Sted fortiet.
At Anden Classe er af Lotteriet trakt,
Bør og til Kongens Priis og Ære være sagt.
(*) I denne April Maaned er i Kiøhenhavn døde i alt 44x, og 334 flere døde end
ann13 i
7
1
fødde.
**) Tallet paa de Skibe, som i Fior har gaaet igiennem Øresund, er 5026.


At Jslands=Farten er begyndt i denne Maaned,
At for høy Vexel=Cours vor Handet bliver skaaned,
Og at enhver i Fred paa Dyd kan legge Vind,
Det alt tilskrives maae vor Konges milde Sind.
Kom da, Med=Undersaat! ær Gud i Kongens Naade,
Fordi du høster der, hvor du knap engang saaede.
Seer du blant Dødninge en from Grevinde Schark:
Saa kys paa Herrens Haand, og siig i alting Tak.
Giør dig fra denne Tid ved Bod og Bedring færdig,
At holde Takke=Fest for Gud, for Freden værdig.
Du ikke væmmes maae, men stedse glædes ved,
At høre andre Folk og selv at nævne Fred.
Jeg engang ønsket har, saa lykkelig at blive,
J disse Blade ey fra Dannemark at skrive
Om nogen yppet Krig (*) (Jeg ønsker det endnu,
Og kommer takkende vor frelste Fred ihu.
Tydskland.
Hvor Fredens Nydelse det Tydske Rige glæder,
Det viser sig endog udi de mindste Stæder.
Man idel Glædskabs Tegn i alle Byer seer,
Og Frydens frelste Glut i alle Huse leer.
Det over sex Aar var, at Kongers Overherre
Ved Fyrsters dragne Sværd lod Jordens Fred indspexre.
Saa længe Krigens Jld skiød Flammen ud fra Wien
110
Saa længe blev ey seet en Konge i Berlin.
Men Gud, ved Sværdets Hævn og Folkets Blod forsonet,
Har nu paa nye igien vor Jord med Freden kronet.
Han uformodentlig paa Krigen Ende gi¬
Og har forenet dem, som vare Fiender før
J Wien man Vreden saae til Kierlighed forvandlet.
Da blev med Eftertryk om Fredens Opkomst handlet.
De Preussers store Helt sit bifald dertil gav;
Thi en almægtig Haand drev Kongers Sindelav,
Nu saaes da endelig den Time at frembryde,
At Brandenborg igien sit Hoved maatte vyde
(*) See Skiald Tidenden for Januarii Maaned 1762.3.


147


148


Berlin! forkynd os dog den Glæde, som du fik,
Da du omfavnede din tappre Friderich.
en Fest med Glædskabs Graad du henrykt maatte holde,
Da Kongen du igien saae inden dine Volde.
Din ømme Folelse saa vigtig været har,
Som Grunden til din Fryd besynderlig og rar.
Du lod Graadsstrømmene fra milde Øyne rinde.
En meer merkværdig Dag er neppe i dit Minde.
Tak Gud, at du den fik. Hver Skiøn om hielper dig;
Endogsaa de, som ey tog Deel i denne Krig.
Et Dresden venter og at faae den samme Glæde,
Naar Polens Konge vil sin Arve=Jord betræde.
Om nogen Hovedstad ret Nøden følet har
J den afvigte Krig, det sikkert Dresden var.
Det, som i mange Aar ved Lykken var forhvervet,
Har Krigen i en Hast i Bund og Grund fordervet.
Hvad Krigen sluget har, den Summa giør bekiendt
Som Keyser=Drønningen paa samme har anvendt (*)
Et Leipzig forhen har udi Aviser sukket,
For Krigen havde reent dets Velstands Dør tillukket.
Nu frydes det igien, og allerede seer,
At Lykken nærmer sig til Staden meer og meer.
Har dets Jndbyggere end sørget alt for længe,
Fordi der Mangel var paa gode gængse Penge:
Saa har den Penge=Sorg dog her og andensteds
En lyksom Ende faaet, saa hver er veltilfreds.
At Fred kan Folkes Sind og Handels Skik forvandle:
Saa Fiender selv om Frugt af Freden kunde handle,
Det Østerrigerne og Preusser legger frem,
Hvor Tolden falden er fra Tredive til Fem.
Den Wienske Laane=Bank af Freden og husvales;
Saa laante Summer nu igien af den betales.
Ja hvo indhøster ey i Timeviis den Frugt,
Som voxer op af Fred, hvor den ret bliver brugt
Taksigelse til Gud høytidelig nu gives,
Hvis Andagt, Pomp, og Lyst fra alle Stæder skrives.
Frimurerne endog i Braunsvig holdet har
En egen Glædes Fest, da Freden sluttet var.
iir
E*) Denne Krig skal have kostet det Keyserl. Kongel. Hof 600 Millioner Sylden.


Man allerede seer en Skue=Penge slagen,
Som Fredens Slutnings Dag og Sted har lagt for Dagen,
Hvor Slottet Hubertsborg, med Rygtet over, staaer,
Og hvor Astræa ned til Jorden atter gaaer.
Saaledes alle Ting bær Vidnesbyrd om Glæden,
Som Folket nyde kan til daglig Lyst af Freden.
De høye Skoler faaer sit rette Liv igien,
Der var i Krigens Tid snart gandske svundet hen.
Beviset ene ey i Wittenberg kan søges;
Man seer Studenterne i Leipzig og forøges:
Saa om en stakket Tid, naar Lyrken bliver god,
Kan haabes, alle Ting at staae paa gammel Fod.
Frankerig.
Saasnart Kong Ludvig seer, hans Franske Colonier
Paa Smaa=Myndt Mangel har, han dem fra sligt befrier,
Og lader i Paris en Mængde Smaa=Myndt slaae,
Som i America kun gielde skal og gaae.
Hans Tropper efterdags skal tre Armeer udgiøre.
En Marskal hver af dem i sex Aar skal anføre:
Og vil Hans Majestet indrette Rigets Hær:
Saa dens Indretning skal beundres fiern og nær.
Til saadan Ende han sit Maal at naae forventer
Ved et og tredive nye Tilstøds Regimenter,
Som sammenhverves skal udi Provintzerne,
Til Recruteringen for alle øvrige.
Paris sit Lystspil=Huus ved Brand uventet mister,
Til megen Hiertesorg for Stadens Operister.
Men Kongen dem fuld Løn alligevel har skienkt,
Og paa et Huus igien han være vil betænkt.
Engelland.
Den dyrebare Fred, hvis Varighed nu haabes,
Udi hver Engelsk Stad høytidelig udraabes.
Hver Skotsk og Jrlandsk Mand af Hiertet glæder sig,
For saadan Ende blev paa allerhidsigst Krig.


149


150


Ved Freds Udbredelsen det gandske Folk fornøyes;
Og midt i Munterhed fornøden Anstalt føyes
Til Fyrsteligste Pragt ved Kongens Overfart
Til det Hannoverske, som gaaer nok for sig snart.
Enhver, som Krigens Nød og Byrder eftertænker,
Og seer Beregningen paa Sorg=beklemte Enker
Samt Faderløse Børn, som Frugt af denne Krig,
Maae takke Gud, den slap, og derhos korse sig (*).
Hvor glade kunde nu de Unge med de Gamle
Til Fredens Tempel sig i Kierlighed forsamle,
Og med Forundring see den store Kunst og Pragt,
Som Mesterhaanden har paa dette Sted anbragt.
Men just da andre Folk ved Freden sig kan fryde,
Blant Engellænderne man seer Allarm udbryde
For et nyt Paalegs Skyld; og neppe bliver Roe,
Før en Forandring skeer i Ministerio.
Den hele Almue sig tør oprørisk vise.
Den raaber: Eyendom, reen Frihed, ey Accise!
Af Æble=Pære=Most den intet tolde vil:
Saa Jan Tempel=Dør er ikke ret lukt til.
Men hvorfor vil et Folk ey Kongens Told forøge
Som med Guineer kan endog i Vertshuus spøge,
Og paa et Veddemaal med saadant Penge=Slag
Ølkander fylde op? Det er en anden Sag.
Man nylig har i Corck i Jrland ladet henge
Et Par Levellere, som kaldes hvide Drenge.
Og har af dette Slags to Snese fængslede,
Som vil i Galgen vist sit Liv fuldendet see.
Sverrig.
Fra gammel Carlebye den Efterretning gives:
Skibbygger=Kunsten her med saadan Fremgang drives,
At tyve Skiberum og et i denne Bye
Er paa et halvt Aars Tid opbyggede af nye.
Det kan med billighed og som en Nyehed settes:
Man fra Stortuna seer i Tidender berettes,
(* Tallet paa de Matroser, som denne Krig har bortaget fra Engeland, skal belø¬
be sig til 135220, der i det mindste har efterladt sig 33805 Enker, og 67600 Fader
løse Børn.


At sammesteds et Barn er født med Kopperne,
Som er for Lægerne en rar Opdagelse.
Fra Gothenborg man og de Tidender udskikker,
At i en Uges Tid har fire Katholiker,
Oplyste om den Vey, som tiener til vor Fred,
Jblant de Lutherske utvungne taget Sted.
Spanien.
Den Fred, som overalt sig virkende udviser,
Ey heller i Madrit sin Agt og Værd forliser.
Den er høytidelig udraabt i Gaderne,
Som alle prægtigt saaes illuminerede.
Ved Freds Forkyndelsen blev og til alle skrevet,
At Handels Fælledsskab paa nye var stiftet blevet
Med Riget Engelland saavel som Portugal,
Der hver en Patriot til Glæde tiene skal.
Portugal.
Man som en Sandhed tør herfra anmelde dette,
At Kongen vil en Hob let Rytterie oprette,
Hvortil man Heste har opkiøbt i Engelland:
Saa dette Riges Magt skal settes got i Stand.
Rusland.
Priisværdig Gavmildhed en kostbar Roes udvirker
For Keyserindens Navn, som har til mange Kirker,
Endogsaa Lutherske, deelt rige Gaver ud,
For Printzen, hendes Søn, sin Sundhed fik af Gud.
Men Hendes Majestet er ikke at bevæge,
At ville Curlands Saar paa saadan Maade læge,
Som Polen ønskede, thi hendes General
Der Hertug Johan Ernst med Magt befæste skal
Hun og befalet har, den Act at undersøge,
Hvorved den døde Czaar den Frihed lod forøge,
Som Ruslands Adelsmænd med Rette kommer til;
Thi paa en bedre Fod hun den indrette vil.


15V


153


Hun Fyldestgiørelse af Polen og begierer,
For den udi et Svar ey hende billig ærer;
Men haver brugt en Stiil, som hende gaaer for nær,
Der alt af Curlands Sag et vigtigt Følge er.
Jblant sit eget Folk hun sig som Moder viser:
Saa ingen Russisk Mand Forlyste se forliser.
Hun Naaden setter fort, som engang er begyndt,
Og vil afskaffet see al slagen Kaabber=Myndt.
Med Preussers Konge hun et Forbund vil oprette,
At med tolv tusind Mand de skal i Krig undsette,
Om nogen Fiende vil angribe en af dem:
Samt Hertug Ernstes Sag i Curland hielpe frem.
Polen.
En Pro Memoria om Curlands Sag er trykket,
J hvilken Polen har Besværinger indrykket,
At Hertug Johan Ernst kun er ved Russisk Magt,
Men ey Curlænders Gunst, igien i Landet bragt.
Til Slutning bedes om, at Russernes Czaarinde
Vil ved befalinger Krigsfolkene forbinde,
Fra Curlands Hertugdom fredfærdige at gaae,
Da Hertug Johan Ernst stort Tilløb ey skal faae
Hans Polske Majestet har fastsat at besøge
Hans Arvelande snart, og deres Fryd forøge;
Men Sygdom hidindtil har hindret ham i det,
Samt i den aarlige vedtagne Fodetvet.
Til Cracaus Fyrste=Bisp han denne Tvet betroede,
Som laae paa sine Knæe, og tolv Mænds Fødder toede.
Da Tvetten var forbi, han kyste Fødderne,
Og disse gamle Mænd til Fods opvartede.
Jtalien.
Venedig har paa nye den haarde Skiebne fristet,
Og til Bedrøvelse sin gamle Doge mistet.
Men Republiken sligt ved Vallet forud saae,
Og mueligt valgte ham, for snart en frisk at faae.
Heraf udgtves Maanedtlig i Stk paa det Kongl. Adresse=Contoit i Kiøbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede;
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender,
skrevne ved N. Prahl.
For May Maaned 1763.
Dannemark.
D¬
en favre Aarets Tid, Naturens Fødsels Maaned,
Som giver alting Liv, der før laae dødt og daaned,
Har lokket Folket ud, det Skilderie at see,
Som en almægtig Haand har malt for Sandserne.
Enhver, som Evne har at nyde gode Dage,
Man denne Maaned saae fra Staden Afsked tage.
Hvert Lyst=Sted, Landet har, beboet blev igien;
Thi der er Sundheds=Luft og Lyst om Sommeren.
Vor Bronprintg stundom sig med Falkejagt fornøyer;
Men Han dog Fridrichsberg for Kiøbenhavn ophøyer,
Og med Printz Friderich vor Hovedstad forlod;
Thi Landets Sommerluft er frem for Stadens god.
Men begge Printzerne sin Reyse dog udsatte,
Da Hovedstaden sig saa lyksom maatte skatte,
At Kongens Majestet gav den Besøgelse,
Som altid er nyt Liv for dens Jndvaanere.
Saasnart Hans Majestet tog Afsked Dagen efter,
Det gandske Kiøbenhavn ey Kongens Sønner hefter;
Ney, De bør drage Luft paa Sommer=Slotte med,
Og Fyrsteligen see paa Landets Herlighed.
De Gardens Øvelser med naadigst Syn betragter,
Og paa hvert hurtigt Sving og krigske Haandgreb agter.
Gid De maae disse Folk, og deres Samfund see,
Saa længe vi seer Dem, med Fred omcinglede!


15439
Hvert Herskab, Staden sig om Vinteren tilegner,
Nu Landets Herlighed langt mere kostbar regner.
Da Sommersolen steeg, og Kulden var forbi,
fyrstinden og drog ud til Slottet Sorgenfrie.
skyde=Compagnis, som efter e
uglen skyder ned paa sammes
P Har til slig Øvelse Maymaaned ka
Da hver en Selskabs=Lem skiød sine Mester=Skud.
De Tropper, Holstein før i nogle Aar har huset,
Hvis Vaabens Magt, næst Gud, en Fiende vilde knuset,
Saaes velfornøyede til Skibs at komme hiem;
Men Kiøbenhavn ey strax fik Tieneste af dem.
Udmattede til Strid de førtes hid paa Vandet,
Og derfor lagdes ind hos Bønderne paa Landet,
For der paa nogen Tid at faae Forfriskninger.
Got, om de samme fik; thi andet faaer de her.
Dyrt Kiøb for fattigt Folk de her vil strax fornemme,
Hvis Pung og Lomme han ey mange Penge hiemme *
Skiønt ingen Sygdom er blant Høns og Sviin og Faar:
"Saa koster sligt dog meer end næst afvigte Aar.
Sligt uforstaaeligt er for dem, der ikke vide,
At visse Folk, som skal Udgivterne bestride,
Vil rette Tabet op, de har paa Qvæget liidt,
Hvis Plage Landet har endnu ey overstriidt.
Men er Huusholdningen i saadant Fald vel billig?
Hertil skal Ufornuft at svare være villige1.
Man skulde ikke troe -- - holdt, giem kun saadant Svar;
Vi til vor Tarv og Trang Huusholdnings Selskab har.
De maae det best forstaae, som Folkets Nød betragter;
Skiønt Grunden ey indsees af hver en Svineslagter,
Hvorfor han dyrere maae kiøbe Svinene.
Men vi dog andre har, som samme kan indsee.
Jeg for Soldatens Skyld en slig Udskeyning giorde;
Thi Prisen skieller ey saa stort de Riges Borde,
Med mindre Gierrighed har lukt for Pengene,
Da samme mere fæl er dem end Fattige.
Skal ellers Borgerne i Kiøbenhavn betale
Sin Føde dyrere; saa kan det dem husvale,
At Husene blev frie for Jndqvarteringen.
Det Forslag lykkeligt for dem gik ind igien¬


ti5


Hver Borger seer sin Port og Dør paa rette Hængsel
Som torde have dømt sit Huus hans eget Fængsel;
Nok, Kongens Naade bød, at det ey dertil kom,
Og jeg paa dette Blad har meer at synge om
For Norge Kongen har høy Omhue ey forgiettet, u?
Men der Lodsvæsenet paa saadan Fod indrettet, mo¬
At det til Nytte er for Undersaatterne,
12d C¬
Og til forsvarlig Hielp for de Soefarende ().
Hans Majestet sin Siel vil Kongelig fornøye,
At kunde beste Mænd i Rigerne ophøye.
J siu Geheine=Raad Han gav Grev Moltke Sted,
""Som der vist raade vil til hvers Lyksalighed.
Den høye Øvrighed, Han Kiøbenhavn har givet, ¬
Vil at de Fattige skal og beholde Livet,
in¬
Og derfor han den sat en Taxt for Bagere, va i tie
Saavidt som Rugens Priis er bleven ringere.
Den samme Øvrighed har ogsaa Omsorg draget,
At al Usundhed blix fra Værelserne jaget, dami i
Hvori Soldaterne fra Norge ligget har, ss.mt t¬
Hvis Død saa meget stor som Sygdom gængse var.
Til dette Endemaalskal Værelserne hvidtes,so un.
Saa ingen efterdags i dennem skal besmittes;mi
Men mange mueligen paa slige Steder laae,
Hvor aldrig hvidtet er, og Kalk ey bider paa.
Til Sengeklæderne at rense blev opmuret.
11N 1915.
En egen Rense=Ovn. Hvor har dog mange luret
Da den befaling kom paa nyet igien til dem,A¬
Som Klæderne maaskee just ey gad vise frem.n(k *
Men om de vilde dem godvillig ey frembringe,
Man vilde Verterne med Magt til samme tvinge (*¬
Nu er da Rensningen paa beste Maade skeet,e
Gid Virkningen deraf til Supdhed blive seet! e-
En Bispe=Viesse i Fru=Kirkeskede,
Den tolvte Dag i May, som bør merkværdig hede,
Deels for den Høyheds Skyld, ved samme Act=blev seet,
Deels for den Bisp, med hvem Jndvielsen en skeet.
Af ypperst Stand og Rang Bivaanere indbødes
J Kirkens høys Chor man dennem saae at mødes uf?
See Forordningen af 19 Mey dette Aar.
nmmu? C*)
D*) Ser den Høy og Vklædle Magistrats Placat af 18 May.


26


Men den udvortes Act fuldkommen Høyhed fik
Af Kronprintz Christian og Pritzen Friderich.
De sadde Begge To paa Fyrstelige Stole,
Ved Alter=Siderne, og Glædens Magt befole,
At herske overalt udi Bivaanerne,
Som fik Deelagtighed i dette Syn at see.
Da talede med Kraft en Harboe Aandens Tale,
At Overherren vist sit Zion vil husvale (*)
Da knælede i Troe en Ramus ned for Gud,
Og sig sin Faders Aand fra Naadens Haand bad ud¬
Ved Haands Paaleggelse af Stadens første Hurder,
Og Bøn, Bisp Ramus fik Guds Kraft til store Byrder.
Han er den eneste i begge Rigerne,
Som efter Faderen fik Bispe=Embede (*)
Han i det Fyhnske Stist vil Fred i Kirken stifte,
Og mellem Stiftets Børn Guds Naade=Lære skifte:
Saa ingen mangle skal; og derpaa vil han see,
At alting ordentligt og skikkeligt kan skee.
Jeg mere Nyt endnu for May bør her optegne;
Men det kun Stykkeviis i Korthed vil opregne:
Man læste, at en Deel af Toldsvig var bekiendt;
Og at til Fattige blev Ti Rixdaler sendt.
Den Mand, som sendte dem, sig ey tilkiendegiver,
Som ham desstørre Roes for HErrens Ansigt bliver,
Naar Almissen er skeet af Christi Kierlighed.
Gid mange vilde gaae udi hans satte Fied!
Den Landsmand, som har før opmuntret Folk at skrive
J Priis=Materier, og selv unævnt vil blive,
Han har i Aar igien sat fire Spørsmaal frem,
Saa og to Hundrede Rixdalers Priis paa dem.
Spørsmaalene kan sees i vores Sprogs Aviser,
Og hvo, som skrive vil for disse fire Priser,
Han hvedse maae sin Pen og giøre samme snart,
Saa Svaret bliver til Septembers Udgang klart (**).
Det Selskab, som opstod, for at udbrede Smagen,
Og som formeentes dødt, paa nye har lagt for Dagen,
At hvo, som skrive vil, for Smagens Priis at faae,
1444
Nu trygt kan giøre det, og Dommen vente maae (¬
Enhver,
(*) Texten til Jndvielses Talen, Ps. 102, 14. 15. (**) See mere herom Adr. Cont.
1***) See Adr. Cont. Efterr.
Efterr. No. 46. (***) See Adr. Cont. Efterr. No. 43.
No. 49.


141


Enhver, som skrive vil, for det at lade trykke,
Har længe kundet havt i Kiøbenhavn den Lykke,
At han Bogtrykkere fandt nok at vælge i,
Og Staden nys endnu fik nyt Bogtrykkerie.
Saa mange, som af dem Profit ved Oplag søger
Af Catechismuser og Kirke=Psalme=Bøger,
Skal samme efterdags forsvarligt rette saa,
At ingen grove Feyl i Trykken findes maae (*)
Nu har jeg ikke meer besynderligt at melde
Som for Maymaaneds Nyt hos Læseren kan gielde,
Undtagen, at man har fra Chinafarerne
God Efterretning seet. Nu Nyt fra Fremmede.
Tydskland.
Da Himlen Tydsklands Folk ved Krigen vilde skille:
Saa har man overalt nu travelt at bestille,
At faae Forandring gjort udi Krigsvæsenet,
Og paa en bedre Fod at faae indrettet det.
Man Generaler nok til Regenskab fremkalder,
Og mangen en, som stod, ved den Anledning falder.
En Bunian, en Wunsch, en Jastrom, og vel fleer,
Sin Skjebne hver for sig haard og ugunstig seer.
De alle straffes ey paa en og samme Maade:
En mister Værdighed; en anden Kongens Naade;
En lider Ærens Tab; en settes i Arrest,
For hver af dem har gjort hvad hannem syntes best.
Man og umager sig, at bringe det i Orden,
Som ved den fæle Krig er reent forvirret vorden.
Men stakket Tid vist ey til denne Sag forslaaer.
Man faaer Arbeyde nok paa det i mange Aar.
De Preussers Helt en Sal i Potsdam udstafferer
Med Skilderierne af lutter Officierer,
Som i den sidste Krig kiekt satte Livet til,
Og Helte=Salen Han den siden kalde vil.
Han har til Pommeren sin Reyse nu tiltrædet,
Hvor hver en Undersaat vil høylig blive glædet,
At see saa stor Monark, som alle glædes ved,
Besøge Landene i ønskeligste Fred.
(*) befalet ved et Kongeligt Rescript af 6te May, bekiendtgjort under Universitetets
Segl den 20 May 1763.


1584


Den Hamborgske Colleet et stort Beviis os giver,
At Freden alle Folk i Hierterne opliver.
Paa Freden; holdne Fest ved den indsamlet er
For arme Fremmede en Sum Velsignelser (*).
Man en Historie fra Regensborg seer skreven,
Om en bortflygtet Munk, som Protestant er bleven.
Man i Aviserne vil sikkert efterdags
Faae fleer Historier, endog af andet Slags.
Frankerig.
De Tilberedelser, som i Paris fortsattes,
Ved hvilke Fredens Fest ret herlig skulde skattes,
Skal ey fortsettes meer; men det, de kostede,
Vil Kongen vende an for Lyst=Spil=Huus at see.
Han nylig har udnævnt en heel Hob Commandanter,
14
At gaae fra Frankerig til andre Verdens Kanter, i
Til Colonierne, som der de Franske har;
Skiønt al Beregningen paa Lømnen er ey klar.
Man her opfundet har den Kunst, at kunde seyle
Foruden Veyr og Vind; og Kunsten kan ey feyle;
Thi Skibet roes frem: saa det gaaer rigtig an;
Og med det største Skib det samme giøres kan.
Man og opfundet har et Redskab, som bifaldes
Af Caffe=Elskere, og meget nyttigt kaldes:
Det er en Caffe=Trakt med Pose neden til¬
Hvorved klar Caffe faaes saa hastigt som man vil.
Kong Ludvigs billede til Hest er færdigt blevet.
Ja me
Men i hvad Tungemaal paa samme bliver skrevet,
Det er endnu uvist. Paa Fransk det dog nok skeer,
Fordi det brugeligt ved alle Hoffer er.
Engelland.
Skiønt stor Forandring er af Kongen foretagen
Blant høye Embedsmænd: saa kommer dog for Dagen
De Skrifter, hvorudi en stor Partiskhed sees:
Ja hver paa Frihed sig i London skraaler hees.
En heel Hob myndtet Guld og Sølv herfra bortsendes,
Til Hamborg, Frankerig, samt Holland, hvoraf kiendes,
) 23610 Mark L og 10 Skill. L. (*) Til Hamborg 5132 Unser myndtet Sølv;
Til Frenkerig myndtet Guld og Sølv 4000 Untzer af hvert, og til Holland 600 Unzer Guld¬
og 1600 Untzer Sølv i Myndt.


159


At Engellænderne saa snart ey trænge skal
Til Hielp hos Fremmede af disse Slags Metal.
Man her opfundet har et Uhrverk, for at fremme
Søefartens Lettelse, og Længden at bestemne.
Om det befindes got ved Undersøgelsen,
Da er Opfinderen vis paa Belønningen.
For Freden Himmelen og her er takket bleven,
Og Pragten samme Dag af alle høyt er dreven.
Til Kongens Mazestet Tak-Offere og skeer
Af Undersaatterne med Freds Lykønskninger.
Sverrig.
At en tvehovdet Kalp i Abo født er bleven,
Og at en Mængde er derhen at see den dreven
Af blot Nysgierrighed, det fra Stokholm er seet;
Skiønt mange mueligt har ad denne Nyehed leet.
Den Nyehed vakkrere udi Aviser klæder,
At man Anordninger har gjort paa alle Stæder,
For Rigets Fiskerie af Søe= og Saltvands Fisk
Men Bladet fyldes skal: saa man maae skrive frisk.
Ritmester Hallenqvist har Kongelig Bevilling;
Paa en besynderlig og meget rar Bestilling:
At lære Folk den Kunst, de aldrig synke skal;
Dog lærer han det ey paa nogen Høre-Sal.
Ney, hvo det lære vil, til ham derom maae skrive,
Og ham Belønninger for Kunstens Nytte give.
Jeg kalder det en Kunst, men han en Videnskab.
At lære den for lidt, var just ey noget Tab.
Rusland.
En Borch, som uerkiendt ret Polsk Gesandt, forbydes,
At Afskeds Audientz af ham maae ikke nydes,
Som tydeligen nok fremlegger for en Dag,
At Keyserindens Sind er eens i Curlands Sag.
Hun ham befale lod, sin Residentz at vige
Før Nat og Dag forløb, og lod ham derhos sige,
At hvis godvillig ey hans Reyse blev fuldbragt,
Han da paa Grændserne blev bortført ved en Vagt.
Tottleben, som var dømt, at skulle miste Livet,
Af Keyserinden er dog Livets Naade givet;
Men han skal pakke sig fra Ruslands Egne bort,
Holland.
Og al hans Eiendom til Tab for ham er gjort.


660


Holland.
Man velberaad har her et Middel vildet gribe,
Med Messing=Kobber=Blik at klæde alle Skibe,
Som til America herefter seyle maae:
Saa de af Ormene skal ingen Skade faae.
Man Forholds Regler og i Republiqven tager,
Og vil saa got til Søes indrette sine Sager,
At Floden Forsvar blir for alle Handlende,
Om det faldt ud til Krig imod Algiererne.
O, Holland! lad dem see, at en forenet Styrke
Kan tage lovlig Hevn, ey for de ere Tyrke,
Og ikke i sin Troe har vor Bekiendelse;
Men for de viser sig, at være Røvere.
Polen.
Hans Polske Majestet lykønsktes af Magnater,
Da Han fra Warschau drog hen til hans Arve=Stater.
Og Reysen lykkelig saa hastigt for sig gik,
At Han den Siette Dag i Syne Dreøden fik.
Printz Carl nu kommen er fra Curland hid til Polen.
Om han i Curland meer som Hertug skuer Solen¬
Det Tiden lære vil, og kommer derpaa an,
Om Rusland engang ey beskytter Ernst Johan.
Jtalien.
En Bisp af Palafor i Rom canonisertes,
Som af det Spanske Hof forgieves tidt begiertes
Thi Jesuiterne det stedse hindrede.
Maaskee de undte ham ey Sted i Himlene.
Venedig er igien til Held forsynet blevet
Med en nye Doge, som sin Tid har snart udlevet,
Paa Tresindstyve Aar og Fem han tæller op:
Saa Graven uden Tvivl med første faaer hans Krop.
Sig stor Urolighed har ved hans Val tildraget,
Da to Partier tet har paa hinanden slaget;
Og Officiererne, som skulde stille dem,
Fra Caffe=Husene man maatte hente hiem
Heraf udgves maanedtig i Stk paa det Rongl Adrese Contor i Ruavenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender,
skrevne ved N. Prahl.
For Junii Maaned 1763.
Dannemark.
S¬
kiersommers milde Luft er bleven Jordens Føde:
Saa alle Agre staaer ret svangre af sin Grøde.
Man har i nogle Aar ey seet paa Markerne
Saa trivelig og rig en Guds Velsignelse.
Skiønt Slutningen af May var her saa kold i Landet,
At man om Morgenen har fundet Jis paa Vandet:
Har Luftens Varme dog med mild og tidig Regn
Opbygt et Paradiis af hver en Landsby=Egn.
Man sikkert faaer i Aar got Kiøb paa Sæde=Vahre,
Hvorved den Fattige kan Svedens Skilling spare,
Om ikke Prangeren til dyr Tid legger op,
Fordi hans Siel er tom i allerfyldigst Krop.
J et saa frugtbart Aar os intet skulde fattes,
Om kun for Qvægets Død et Maal af Himlen sattes:
Men denne Plage har endnu ey reent ophørt.
O, beder derimod: saa Gud maae blive rørt!
Her mangler ikke Raad til Sygen at afværge:
Men Kiempe Lægerne befindes kun som Dværge.
Det er et Straffe=Riis, med hvilket Herren slaaer.
Oprigtig Bød og Bøn kun læger saadant Saar.
Jmidlertid man bør vor Konges Omhue prise
Som ret Landsfaderlig sin Agtsomhed vil vise
J hvad der sigter til Hans Undersaatters Gavn,
Og derved dagli gen forherliger sit Navn.


162


Han tre Studentere til Fremmede udsender,
Hvor man formodentlig Qvægsygdoms Grunde kiender.
De der i tre Aar skal sig legge efter det,
Som Qvægets Sygdoms Cuur kan giøre vis og let.
Men gid ey Plagen maae vedvare her saa længe,
At nogen skal til Raad ved deres Hiemkomst trænge.
Det Ønske giør enhver med mig i Dannemark,
Og derhos inderlig velsigner vor Monark.
Han til sit Folkes Held ey nogen Naade sparer,
Naar ved Anvendelsen dens Nytte Han erfarer.
Saaledes giver Han med Lyst Bevilgninger
Til hvad ved Enkelte for flere gavnligt er.
Vi seer en Baand=Fabrik anlagt ved denne Naade.
Et Anleg, som en Deel i mange Aar attraaede.
Seerin fortiener Tak af hver, som kiøber Baand,
For han paa sligt har lagt en Patriotisk Haand.
Man Fisker=Qvasserne Bevilgning seer meddeles,
At slige Anleg ey i Fødselen skal qvæles.
Af dennem bliver ey en Skillings Told betalt;
Og til Nedsaltningen de nyder Told=frie Salt.
Alt dette visselig til Folkets Beste sigter,
Og Undersaatterne til Skiønsomhed forpligter;
Thi Kongens Naade er høystfaderlig og stor
Mod hver, som noget giør til fælleds Velfærds Flor
Det denne Naade er, som skiønner og belønner
Der blev paa nye til Deel for dem af Landets Sønner,
Som i afvigte Aar indsendte gode Svar
Til Magazinets Vext, vi trykt iblant os har (*)
For nye Opdagelser hver spender hver en Sene.
En skriver meget høyt om Rhinske Mølle=Stene,
Og vil, de hielpe skal til Brøds Forøgelse.
En anden derimod har viist, det ey kan skee (*)
Men Brøds Forøgelsen fra Møllen ey begynder,
Om man end et Slags Steen frem for et andet ynder.
Den Degn fra Bordingholm fortiener større Lov
Som Brøds Forøgelsen os viser ved sin Plov (*).
Af alle Mønstere paa hidtil brugte Plove,
En ægte Agermand vist denne best vil hove:
*) See Adr. Cont. Efterretn. No. 57. (**) See Adr. Cont. Efterr. No. 40 og 54.
111) See sammesteds No. 54.


Thi den er gandske let udi Anvendelsen,
Og derhos ligesaa udi Bekostningen.
Bør man ey større Agt for slig en Degn at have,
End dem, som lærer os, god Caffe at tillave (*).
Men mueligt Hertels Navn og Plov er hastigt glemt,
Naar Caffe=Planen er Hukommelsen bestemt.
Jblant Opgaverne udi Adresse=Bladet
Har en om Sminke=Synd sig og tilsyne ladet.
Den vist nok fremsat er af øm Samvittighed,
Om Hykkelsk Sminke ey har Haand i Hanke med.
Jo mænd, nu skal man see at meget herom skrives,
J sær da intet Haab til god Belønning gives.
Og om det beste Svar end kunde vente Løn,
Mon nogen Skiønsom skrev imod det smukke Kiøn?
Vil man den Smule Stads i slige Skranker drive:
Saa bliver det jo Synd, Lindklæderne at stive,
Samt hvad som sigter til vort Legems Prydelser,
Og det allene reent, som skident cynisk er.
De Gamle vidste ey af vore Tiders Nykker;
De bare ey engang, som deres Børn, Perykker.
De dystede maaskee ey Meel i deres Haar;
Men derfor vi i Ondt just dem ey overgaaer.
Ney, slig Opgave kan med Svaret stort ey nytte,
Og neppe Dyden kan for Sminkerie beskytte.
Men lad os give op, at nogen lærer os
Hvor Landet mange faaer af Wissings Dyd og Roes.
Han under pudret Haar bar et usminket Hierte,
Og Verden ved hans Død hans Værd at kiende lærte.
Hans sidste Villie var gudelig og god;
Thi han sin Eiendom vel brugt sig efterlod (*).
Lad os og give op, et Middel at udfinde,
At giemme slige Folk et ævigt Æreminde;
Samt sette Lønning ud for Norges Dyrkere,
Naar de os bringer Kar, som nu Finlapperne.
Lad os og give op, at Brændet ey skal stige,
Hvor Freden overalt lyksaliggiør et Rige.
End en Opzave var af allerbeste Slags:
At Banco= Sedler ey skal tabes efterdags.
*) See Adr. Cont. Efterr. No. 61.
(**) See sammesteds mere til denne Proprietairs Ære om hans Gaver.


163


164


De altid bør saa vel som andre Penge giemmes;
Thi Folkes Lykke kan ved dennem og forfremmes.
Og at vi Sedler har, er stor Lyksalighed;
Vi faaer nok Myndt igien, om Freden varer ved.
Vor Fredsfest holden er blant os i denne Maaned
For Danmarks Monarkie fra Krigens Jld blev skaaned,
Og for Europa fik den gyldne Fred igien,
Da alles Offer=Røg steeg op til Himmelen.
At Freden rørte hver, og Gud af Hiertet pristes,
Det øyensynligen i Kirkerne udvistes,
Hvor der var neppe Plads for de Tilhørere,
Som glade gik derhen med Takke=Offere.
Af Guds Huusholdere da lekker Mad fremførtes.
En sand Veltalenhed fra deres Læber hørtes.
Materien var rig, og alle Texterne
Var Underholdning nok for Fredens Elskere
En ydmyg Tanke da Guds Forsyns Hænder kyste,
Og saaes med Fredens Plan sig henrykt at forlyste.
Den nævnte Friderich, og knælede for Gud,
Saa tidt det søde Ord, Fred, blev basunet ud.
Da kunde Talerne for længe ikke vare;
Thi hver begierlig var, Guds Gierning at erfare.
Da under Prædiken ey nogen sad og sov;
Thi alting muntert var til Herrens Priis og Lov.
Da den i Aandens Kraft opsatte Bøn blev bedet,
Blev Hiertet uformerkt af Fredens Guddom glædet.
Der ret en hellig Frygt paa alles Hierter faldt,
Da Bønnen offentlig alvorlig blev udtalt.
Dig, Dig, o Store Gud vi love! da blev qvædet,
For Gud med Fred igien Europa havde glædet,
Og for den dyre Fred hos os bevaret var
Udi de Aaringer, som andre sukket har
Af stille Fryd blev fyldt hvert Huus i alle Gader.
Man bad om varig Fred og Liv for Landets Fader.
Man tænkte ydmyg tidt: O Gud vi love Dig!
For du os skienkte Fred, da andre følte Krig.
Ey her i Kiøbenhavn var Festen stor allene;
Ney, alle overalt det samme maatte mene.
J begge Rigerne, saa viidt den holden er,
Var Fred hver Undersaat fuldkommen sød og kier.


261


Til Festen fra Berlin Lovtaler man hidsendte.
hensigterne deraf mig ere ubekiendte.
Hver Bog af samme Slags kun er en Tomme lang,
Og ikkun kiøbes kan af Herrer uden Trang (*).
De ere dannede i Uhrene at henge.
Hvad giør dog Tydsken ey for at fortiene Penge?
Men jeg fra Bøgerne til Lotteriet gaaer,
Som nu er bleven trakt den tredie Gang i Aar.
Af alle dem, som vandt, jeg ikke nogen kiender;
Men troer, hver sin Gevinst modtog med begge Hænder.
Om Petersen ey glad fra Collecteuren gik,
Var det ey Lykkens Skyld; thi han den største fik.
Blant Jndpasserede man ikkun her skal finde
Den Høy Durchlauchtige Frue Enke=Marggrevinde
Af Culmbach=Brandenborg, som kom fra Holstein hid,
Og her tilbringe vil en Deel af Hendes Tid.
Jeg ikkun nævne vil af vore Dødes Navne
Hr. Kammerjunkeren von Flotho, som vi savne
Paa Døde=Listerne blant os, for Skaane saae,
Hvor hastigt denne Mand for Døden fældet laae (*).
J tvende Maaneder har Døden ellers ikke
Faaet Lov, til Ævighed saa stort et Tal at skikke,
Som i de forrige af dette halve Aar,
Skiønt dog de Dødes Tal de Fødtes overgaaer (*
Tydskland.
Jo meer nu røres op i altings Vilderede,
Jo meer Gemytterne paa Krigen bliver vrede;
Thi stor Forvirring har al Ordens Sted besat.
Saaledes det i sær paa Erfurths Jord er fat.
Men da de Ypperste en rolig Fred nu smager,
For deres Sundhed de en flittig Omsorg drager,
At hver sig længe maae ved Freden giøre glad:
Saa der er Samling nu ved hvert et Sundheds Bad.
Da Preussens Konge kom fra Pommeren tilbage,
Hvor han i Colberg sig opholdt paa tvende Dage,
Han og besluttede, at bruge Sundheds Vand,
Og først fra Potødam drog til hans Westphalske Land.
*) Prisen sattes fra 3 Mark til 7 Mark Stykket, som Bindet fandtes kostbart til.
) See Adr. Cont. Efterretn. No. 63. og 69.
(***) De Dødes Tal i Majo var heri Staden 387, de Fødtes 142. i Junio de Dødes
Tal 434, de Fødtes 211. J disse 2 Maaneder altsaa 468 flere døde end fødte.


186


Han til Hr D Alembert selv haver vildet skrive,
At Kongens Selskab han i Wesel vilde blive.
En Keyserindes Bøn han forhen frit afslog;
Men dette Tilbud han som Philosoph antog.
Den vidtberømte Mand med Kongen gierne drager;
Og Kongen offentlig ham til sit Taffel tager.
Han er en Fransk Marquis, og selv sig overgaaer
Om han paa Sans Souci til Rolighed sig slaaer
Hvor Folk begierlige har i Hannover været,
At see den Konge selv, hvis Navn blant dem var æret,
Det blev for Dagen lagt, da han foer der forbi,
Men efter deres Lyst ey hvilede deri.
Salzthal ligesaa hver vilde ham betragte.
Faa til Fuldkommenhed dog denne Lyst kun bragte;
Thi skiønt han sig opholdt tre Dage sammesteds:
Saa blev dog ey enhver med Synet vel tilfreds.
J Wezlar midt i Fred en liden Krig begyndte,
Som Stadens vise Raad kun liden Fryd forkyndte,
For deres Viisdom før udi den store Krig
Mod Hessen=Darmstadt sig ey viste viselig.
Churfyrstendømmet Mavntz har mistet sin Regenter.
Vel mange Beylere den Brud at favne venter;
Men en kun nyder den, og Tiden lære vil,
Hvem denne Churhat faaer, og Staven falder til.
Hans Polske Majestet i Dreøden sig umager,
At see oprettet vel de ilde faldne Sager.
J viis Huusholdningskunst han alle foregaaer,
Og i Indtægterne en bedre Orden faaer.
Tre store Øyemed han er til Sinds at tvinge:
Saa vidt som mueligt er, al Afgivt at forringe:
At skaffe Proviant, saa Prisen falde maae;
Og Handelen igien paa Fode ret at faae.
Paa nogle Ugers Tid han Sundheds Vand vil smage,
Og midt i Junio til Tøplitz=Badet drage.
Magnaterne, som ham til Dreøden fulgte før,
Til Tøplig sikkerlig med hannem Selskab giør.
J Leipzig, Wittenberg, og flere høye Skoler,
Minerva nu igien paa Fredens Grundvold stoler.
Der samles dagligen en Hob Studentere,
Som Viisdom kiøbe vil af Professorerne.


J Tydskland Sæden staaer saa got som nogen mindes:
Saa sex Aars Dyrtid nu skal lyksom overvindes.
Men alt det Røverpak, sam Tydskland vrimler af,
Er midt i Fredens Tid endnu en Krigens Magt.
Frankerig.
Man Kirkegaardene har i Paris ophævet;
Og naar en Franskmand der herefter har aflevet,
Skal Liget føres ud, og jordes paa et Sted,
Hvor ey Uddunstningen kan bringe Skade med.
Fredsfesten, hvortil var saa megen Anstalt føyet,
Har hver Indbygger gjort tre Dage vel fornøyet;
Og Kongens Billede til Hest med megen Stads
Er samme Tid indsat paa den nye Ludvigs Plads.
Men førend denne Fest høytidelig fuldførtes,
En Lyd af Klokkerne i Stadens Kirker hørtes,
Hvorved nu skede sidst Tilkiendegivelse:
Hvert Jesuiter=Huus blev solgt Høystbydende.
Roms Jnqvisition har nu ey stort at sige
J dette vittige og fine Verdens Rige.
Parisisk Parlement har Paven Sandhed sagt,
At han i Frankerig har ikke meere Magt.
Hvor vil hans Hellighed dog kunde sligt fordrage,
At man i Frankerig hans Bud ey vil antage
Og ham bebreyde tør, at slig Stadtholder ey
J Christi Kirkes Stat gaaer Kirkens Hoveds Vey.
Engelland.
Man om Hr. Wilkes Sag og North-Briton kun taler;
Men hvordant hans Partie end denne Sag afmaler:
Hans Frihed mueligt dog paa svage Fødder staaer.
Det vist hans Lykke er, om han den meere faaer.
Om Engellænderne udsender flere Penge,
De torde, frygtes vil fra London, selv vel trænge;
Thi Landet skrives ey saa rigt som Ordet gaaer,
Naar Holland og enhver sit Banco=Jndskud faaer.
Ved Greve Hallifax har Kongen ladet sige
Endeel Gesandtere, som findes i hans Rige:
At det ham allermest om Fred at giøre er,
Og at han gierne vil gaae Venskab ind med hver.


167


261


Hr. Wilkes offentlig for nylig har erklæret,
At han ey ene om hans North=Briton har været,
Men fleer end tredive af de Anseligste
Med hannem haver Deel i alle Tankerne.
Paa Kongens Fødsels Dag var megen Pragt at skue.
J sær sig læse lod i Kunst=Jlds klare Lue:
De merkelige Ord: For Kronen Værdighed!
For Undersaatterne maae Frihed vare ved
Men denne Glædes Dag dog mødtes af Ulykker,
J det en Deel faldt ned, slog Lemmerne i Stykker,
Ja tretten Mennesker reent Livet satte til;
Og Folkets Lystspil blev til manges Sørge=Spil.
Rusland.
Her har Ministerne ved Hoffet nok at giøre
Med Rigs Affairerne i Orden ret at føre,
Og derhos Curlands Sag bestandig drives maae,
Endskiønt den sikkert ey saasnart vil Ende faae.
Men Ruslands Herrer dog slig Byrde lidet agter
Jmod at see den Plan, som nu saa mange Magter
Til Freds=Pagt haver lagt. De ligegyldige
Sig ikke vise vil, ved samme at indsee.
At Ruslands Handel kan desmere vigtig giøres,
Lief=Est= og Finn=Landsk Korn herefter maae udføres,
Dog ey, saa Fattige skal lide nogen Nød,
Om Misvext nogen Tid formindsker Landets Brød.
Jtalien.
En Verslig=Geistlig Mand i Nonne=Dalen haver
Ved en Mechanici beqvemme Viisdoms Gaver
Et Kammer rettet ind, hvor man afbildet seer
Enhver Bevægelse, som blant Planeter skeer.
Man længe har fra Rom med Længsel maattet vente,
Hvem Luttichs Biskops Stoel hans Hellighed tilkiendte.
Omsider har man seet, Printz Clemens den ey fik;
Men Greve Oultremont dog af med Byttet gik.
Men Rygtet herudi kan lyve, som i mere;
Thi Efterretninger, som siden komne ere,
Vil ey bifalde det, at Pavens Dom er klar:
Skiønt Sagen vist nok nu sin Rigtighed dog har
Feraf udgives Maanedrlig i Stk paa det Rongl Adressecontoir i Riabenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Julii Maaned 1763.
Dannemark.
E¬
y Ormemaaneden i Aar har frugtbar været
Paa graadig Flue Slægt, som Frugten har fortæret.
Thi Luftens Fugtighed og megen Regn forbød,
At saadant Utøy ey sit Liv langvarigt nød.
Men just den megen Regn, som faldt med sterke Storme,
Har kyset Bonden meer, end mange Skokke Orme,
J det de i voxne Sæd, som feed og svanger stod,
Ey kunde Størmens Magt til Slutn ng staae imod.
Dog vilde ikke Gud, som Jorden frugtbar giorde,
At Kornet til et Rov for Stormen skulde vorde.
Han Agermandens Haab til Live fik igien,
Da denne forud saae Høstmaaned blev hans Ven.
Saaledes Dannemark faaer Aarsag at antegne
Det store Fredens Aar som frugtbart allevegne.
Ey ene Maanedtlig, men Dagsig det kan see
Fra Gud ved Friderich sin nye Velgaaende.
Som Guds og Folkets Ven vil Landets Fader kiendes.
Han lader ingen Dag for Riget ubrugt endes.
Med sine vise Mænd Han tidt raadfører sig,
Hvorledes Han sin Arv kan giøre lykkelig.
Det hele Kiøbenhavn fornøyet Kongen takker,
For til Soldaterne opbygges skal Barakker.
Ja Nørge takker Ham, som allermildest Ven,
For det helbredede Soldater faaer igien.


170


Det Selskab, som ved Han seer Jndien beseylet
J baade Ost og Vest, og har ey Lykke feylet
Aflegger glad sin Tak til Kongens Majestet,
Som Danskes Handelskab og Søefart giør saa let.
Med rige Ladninger to Skibe komne ere, (¬
Fra China om igien, med Theer og andet mere.
Vi fra Vestindien og seer anseligt Tal,
Som alle Handelen blant Danske fremme skal.
Ja Kongen finder ret den Kongeligste Glæde,
Naar Han kan Handelen alt meer og meer udbrede,
Velviden de, at den befordrer Statens Gavn,
Og meest foræviger Hans Kongelige Navn.
Hvo har ey seet den Plan, som Kongen vil bestyrke
For dem, som Handelen vil paa Levantet dyrke? (*
Vi altsaa her endnu et Handels Selskab faaer,
Som vist Deeltagerne den beste Fordeel spaaer.
Naar Tvilling=Riget da sin Tak til Kongen yder
For den Lyksalighed, det under Hannem nyder:
Saa ofrer Bregentved sin Tak til Ham i sær,
Fordi Hans Majestet en Uge glædtes der.
Hver Maaned Forraad har paa mange Glædes Dage.
J Julii Maaned vi har tvende lagt tilbage,
Som begge bleve os to Fester, da vi saae
To Konge=Døttres Aa= et Naades Tilleg faae. (*
Det var den Tredie og Tiende vi bade,
At HErren vilde Dem fremdeles voxe lade
J Herlighedens Aar til mange Folkes Lyst,
Og selv forklare sig i Deres Engle=Bryst.
De glæder Slægterne, som lærer Dem at kiende;
Thi Gudeligheds Lys hos Dem sees klart at brænde.
Ved Troe og Almisser De bliver skinnende,
Og trekker Renter ind af Bøn fra Fattige.
Hvad Under, at man seer Barmhiertighed oplives
Blant Undersaatterne, naar den ved Hoffet trives.
Den gavmilde Roseth, der noksom er bekiendt,
Til Pesthuus=Lemmerne paa nye har Gaver sendt.
Skilenes Navne ere Pring Friderich og Drønning Sophia Magdalena.
*) Planen er af 9de Julii. Den findes indrykket i Adr. Con. Efterr. No. 68.
(***) Kron=Printzessen Sophia Magdalena fyldte 17 Aar den 3. Julii, og Printzes¬
se Wilhelming Caroling fyldte 16 Aar den 10. Julii.


Han dette Hospital særdeles sig antager,
Og for dets Lemmers Tarv en Aarlig Omsorg drager.
En Himmelsk Hovedstoel han har i Øyemed.
Naar andre øder bort sin Overflødighed,
Frimerne, det Folk, hvis Selskabs Ordens Skikke
Kun vides af dem selv og aabenbares ikke,
Som sine Samlinger har her i Kiøbenhavn
Blant Pesthuus=Lemmerne sig og har gjort et Navn.
Til disse Stakkele de sendte Skjorter, Serke,
Og mueligt andet meer. Sligt maae jeg her anmerke;
Da dette Murer=Lav fortiener samme Priis,
Som hiint udi Stokholm snart faaer i hver Avis.
De Penge, som paa sligt til Almisse anvendes,
Som vel anvendte jo af Skiønsomhed erkiendes.
De derimod, som Folk udgave for at see
En Kunst=Beriders Trav, anvendtes slettere.
Det var en Engelskmand, som med sin Kunst saaes stadse,
Og trende =Heste reed paa Stadens Tømmerpladse.
Alt, hvad man sige kan til hans Berømmelse,
Er, han en daarlig Kunst veløvet øvede.
Han kunstig blam os reed; og veed han just ey længe:
Saa veed han dog vist bort med vakkre Danske Penge.
Det gierne Omqvæd er, som slige Kunstnere
Udnyner for sig selv for hvad vi faaer at see.
En liden Preussisk Mand, som ikke haver Hænder,
Og mangler Fødder, ham, som man i Veyle kiender,
Der reyser rundtømkring i samme Ærinde,
Er nu og kommen her, for sig at lade see. (*)
En Kone og et Barn han daglig skal forsørge,
Og altsaa mane sit Brød paa saadan Viis adspørge.
Men til Berideren og ham vel siges tør:
Udi sit eget Sogn hver Tigger blive bør.
De unge friske Folk bør noget got at lære,
Hvormed de kunde sig i Alderdommen nære,
Og ey ved Drik og Spil at drive Tiden bort;
Thi derved mangen en er til en Daare giort.
At sligt ey her skal skee, vil Kongen forekomme;
Til hvilken Ende Han har afsagt Straffe=Domme,
See Adr. Cønt. Efterretninger. No. 41.


271


170


Som uden Naade skal de Verter overgaae,
Der lader Tyende slig Lærdom hos sig faae. (*)
Det samme ogsaa kan til god Advarsel tiene
For dem, som efterdags skal holde Huus allene
Med Penge=Pungen, dem Forældrene betroer:
Det Tilleg, som i Aar kom til Høyskolens Chor.
Halvandet Hundrede, og flere, ey saa liden
En Rekrutering er, skiønt større undertiden.
Man Skolevæsenet vil sette paa slig Fod,
At Viisdom lokke kan de Unges Lyst og Mod.
Den første Lavrbærkrands for Verslig Viisdoms Lære
Er bleven nogles Deel, som Hæders Tegn at bære,
Der er almindeligt paa denne Aarets Tid,
Og koster Skillinger, skiønt det er Løn for Flid.
Om Æres Graderne blev dyre nu omstunder,
Da alting stiger sterkt, var det just intet Under.
En Taxt vel findes sat paa Lammekiød og Skind,
Men intet er til Pas for alle Hovders Sind.
Den allermindste Deel i Taxterne sig skikker.
Hvorledes gik det ey de Norske Glas=Fabrikker?
Man raabte: dette Glas er dyrere end hiint;
Det er ey nær saa sterkt, og ikke nær saa fiint.
Sandt nok, i Førstningen var Flaskerne ey gode,
Ey for Arbeyderne jo deres Kunst forstode,
Men for Begyndelsen er altid vanskelig.
Dog, nu kan Flaskerne nok selv forsvare sig.
Af Tyve Borgere, som skulde om dem dømme,
De fik got Vidnesbyrd; og hver maae dem berømme,
Som ret forsvarlige af Glas og Skikkelse;
Og mueligt bliver de endnu fuldkommere.
Skam, at et Folkeslag sit eget vil fornedre.
Det Norske Vindves=Glas befindes dog langt bedre,
End Fransk og Engelsk er. Hvad Pommersk Glas angaaer,
Vi det om stakket Tid saa got fra Norge faaer.
Hver ærlig Patriot det Anleg ønsker Lykke,
Som en den Danske Stat et smukt naturligt Smykke.
Gid ingen efterdags berige Fremmede
For det, vi blant os selv kan got arbeydet see!
(*) Et Kongel. Rescr pi til Kiøbenhavns Magistrat af 1ste Julii.


Men da ved saadan Kiv, som er uskyldig Trette,
Man Ting i større Lys kan undertiden sette:
Saa hialp det mueligt lidt, man Glasset lastede;
Og Tretten nytte kan om Møllestenene.
Om dette Maleverk de to, som forhen skreve
Udi Aviserne, endnu vil vexle Breve.
Den ene Stenene fra Rhin forsvare tør;
Den anden derimod meer af de Svenske giør.
Ved Rugs Besparelsen den første intet vinder.
Den sidste tvertimod vist manges bifald finder,
Naar Danske Stene vi ved hans Anviisning faaer,
Som ligner Rhinske, og de Svenske overgaaer.
En anden Tvistighed imellem tvende Lærde,
Hvor Dyd og Vittighed har Pennen vildet hærde,
Er nogle gange seet som Tvivlsmaal og som Svar
Om Dyret, som Sanct Hans udi sin Synsbog har,
Maaskee at en af dem har Retten paa sin Side.
De mueligt lader os sin Ret til Slutning vide.
Adresse=Bladene er værde nok der til;
Og mange Læsere med Lyst det læse vil.
J samme Blade vi endnu Recepter finder
Mod Sygen, som vort Qvæg saa grusomt overvinder.
De synes gode nok, men hielper Qvæget ey;
Thi det alligevel i Hast gaaer Kiødets Vey.
Naar skal man holde op, Recepter os at give,
Som kun unyttige og ey til Fordeel blive;
Men derimod faae Vid om Sygens Egenskab?
Maaskee naar vi har liidt ubodeligste Tab.
Ansees det som et Riis, hvormed os Herren tugter,
Al Verdens Lægedom iod Hans Raad ey frugter.
Men hvi fritages da et enkelt Sted og Land,
Hvor Synd ey mindre er? Her standser den Forstand,
Vi maae imidlertid vor Tak til Himlen yde,
For vi kan Smør og Melk endnu iblant os nyde.
Lad være samme er lidt dyrere end før
Han midt i Revselsen dog vel imod os giør.
Det Skytte=Compagnie, som skyder her i Staden,
Og har sin Samlingsplads og Bane i Sølvgaden,
J denne Maaned har holdt Mester=Øvelse,
Da de, som Lykken traf, traf paa Gevinsterne.


173


154


Hvad for anmerknings værd i øvrigt her kan gielde,
Er dette, at jeg bør for Læseren anmelde
Den Bispevielse, som prægtig for sig gik,
Da vi den sidste Dag i Julii Maaned fik.
Den Fyhnske Biskop før ey ene nød den Ære,
At begge Printzerne tilstæde vilde være
Ved hans Jndvielse. Ney, Bergens Biskop har
Den samme Naade havt af dette høye Par.
De, med anseligt Tal af Kirkens sunde Lemmer,
Den Sang: Kom Hellig Aand, o store Gud! istemmer.
Med megen Andagt De anhørte Vielsen;
Thi hver af Dennem er Gudsfrygts trofaste Ven.
Den lærde Prædiken, som Biskop Ahrentz holdte,
Dem og Tilhørerne en hellig Lyst forvoldte.
Af Bergens Bisper Han er just den femtende,
Og staaer i Rang med hver udi Fortieneste.
Tydskland.
Man bliver ved endnu at drøfte alle Sager.
J sær i Thuringen man alting for sig tager,
Og maae med Smerte see, hvordant de Mægtige
Har alting ødelagt af Folks Velgaaende.
For Freden destomeer herefter at befæste,
Det Wienske Hof attraaer sit Erkehuses Beste,
Og trende Giftermaal skal settes saa i Verk,
At Fredens Grundvold kan ved samme blive sterk.
Af Festningsverkerne, som nu ey kan bevares,
Naar de ey af Armeer bedekkes og forsvares,
Skal nogle sløyses reent og Voldene besaaes,
Af hvilket og i Fred kan større Fordeel faaes.
I Wesel, Gelderen, saavelsom andre Stæder
En heel Hob Agermænd ved dette Nyt sig glæder.
Om samme for sig gaaer, da er det nok saa brav,
Som kaste Volde op til manges visse Grav.
J Wien sig nylig lod et lidet Jordskielv merke,
Hvis Stød dog ikke just befandtes af de sterke;
Men andre Stæder det har stødt langt sterkere,
Og giort en Hob Fortred og Ødeleggelse.
7. og Biskop Ahreng
(*)Biskop Harboes Text til Vielses Talen var Zacha. 3.
Indgangs Ord vare af Esaiæ 55, 4. See Adr. Contoirs Efteretning. No 77.


Man melder ogsaa om et Uveyr, som er faldet,
Hvis Hagelstene snart har Marken reent gjort skaldet
Ved Neuburg, og saavidt det der i Egnen traf,
J det den fede Sæd blev haskig pidsket af¬
J Sachsen vexles nu de mange slette Penge
Som der i Krigens Tid har ruller om saa længe.
Ved Freyberg myndter man et got forsvarligt Slags
Af Smaamyndt, som blant Folk kan løbe efterdags.
Den Keyserlige Hær i beste Stand skal settes,
Og paa saa fast en Fod fra denne Tid indrettes
At den paa første Vink at slaaes kan færdig staae:
Saa der Aftakkelse vil ikke for sig gaae.
Fra Leipzig melder man, at Dyrtid der vedvarer,
Skiønt man ey nogen Ting, at see den hemmet, sparer
Men af en bedre Priis den neppe blir afløst,
Før Bonden Himlen faaer ophøyet for sin Høst.
Frankerig.
Da Ludvigs Billede man i Paris opstilte,
Faldt saadan heftig Regn, som manges Glæde spildte;
Thi det Fyrverkerie, som skulde tændes an,
Formedelst Regnens Skyld ey kunde faaes i Brand
Men Mængdens Tab ved det, hvorved dem Regnen skilte,
Oprettedes igien, da tvende Bander spilte
Paa Fransk og Velsk for hver en Frie=Comoedie
Til Ludvigs Ære og hans Navns Ophøyelse.
Man bygger Skibe nu i Frankerig i Mængde:
Saa Rigets Flode vist blir sterk i Tidens Længde,
Og vil formodentlig fuldkommen holde Stand,
Jmod Søe=Magterne i hvert et Fare=Vand.
Engelland.
Et Brev til Engelland er fra Bayonne skrevet,
Hvor i det sære Nyt er her bekiendtgjort blevet,
At næsten hundrede af Engellænderne
Sig midt i Freden maae endnu i Fængsel see.
Det Undersaatterne i dette Rige glæder,
At deres Dronning nu frugtsommelig fremtræder
Og for sin Nedkomst ey meer i Kapellet gaaer;
J hvilken Tid hun Kraft af Folkets Forbøn faaer.


135


178


Jullis
Man Guld og Sølv endnu herfra til andre sender,
Og at Regieringen har Deel deri erkiender.
Naar Kronen Borgen er, kan sligt ey hindre stort;
Thi her er meer igien, hvorfra nok skikkes bort.
Bogtrykker=Presserne maae under Tvang ey sukke.
Her Rettens Midler ey for dem har kundet lukke.
Hver Svend sin Presses Ret i heftigt Forsvar tog
Og med Opreysning blev frikiendt for Wilkes Bog.
Endeel bifalder dog just ey den Dom, man fældte;
J sær Ministerne, da man dem samme meldte.
Men denne Friheds Dom, som legges for en Dag,
Forsvarer derfor ey Hr Wilkes Friheds Sag.
Sverrig.
Et prægtigt Marmor=Brug ved Wisbye her indrettes,
Som med fornøden Drift saa lykkelig fortsettes,
At meget deraf er til Fremmede udført;
Og om slig Marmor ey er før i Norden hørt.
Fra den Tid, man Forlov fik Brændeviin at brænde,
Man Rugens høye Priis saa merkelig kan kiende,
At den er alt for dyr at faae for Fattige:
Saa denne Frihed snart gaaer ind igien maaskee.
Rusland.
Czaarinden Rostof vil som Pillegrim besøge,
Og ved at gaae til Fods sit store Navn forøge;
Men Hendes Majestet vil age om igien.
Dog kunde hun for Snee og Jis ey gaae derhen.
Retfærdig billighed hun sig til Regel setter,
Og en Commission i Petersborg opretter,
Hvor hver kan melde sig, som nogen Fordring har
Fra Keysers Peters Tid, for hvad arbeydet var.
Al Told=Forpagtning skal herefter her ophæves.
Af Kron=Betienterne skal Kronens Told indkræves.
Jfald det Sandhed er, at slig Forandring skeer,
Da Kiøbmandsstanden vist vil derved vinde meer.
Jmod alt Mytterie et Manifest udstædes,
Hvor i oprørske Folk at holde Fred ombedes.
Hvis ikke, loves dem den Straf de har fortient,
Om Stempling efterdags i Riget blir bekiendt.
Feraf udgives Maanedtlig i Gtk paa det Rongl Adresse Contair Ribenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Augusti Maaned 1763.
Dannemark.
D¬
en Tredie August heel merkelig er bleven,
Da en Forordning er af Kongen underskreven:
Om den anhvervede Armees Forandringer (*),
J hvilken Foer og Brød til Myndt anslaget er.
At det til Fordeel er for Kongen og for Staten,
At Brødet i Natur ey gives skal Soldaten,
Og at hver Hovedsmand til Hest skal kiøbe Foer
Anseer og indseer Mænd, hvis Lys man billig troer.
Monarken sørger for hver Stand i Stand at sette
Og paa den beste Fod hvers Sager at indrette.
Det samme altid giør den høye Magistrat,
Som har paa Borgerne nye Grundtaxt=Ligning sat (*
Consumtionen er nu atter bortforpagtet;
Thi Kongen dette har mest fordeelagtigt agtet.
Og at Vedkommende kan faae det mere let,
Et nyt Contoir er sat i Rentekammeret.
Lystfuglen er i Aar paa Vestre Skyde=Bane,
Nedskiødt med megen Pragt, som Skytte=Lavets Vane.
Det begge Prinzernes Nærværelse da nod
Viinhandler Kaasbøl sig til Fuglekonge skiød.
Men den Gevinst, hvorfor at skyde han har voved
Ey ligner den, der traf et Siellandsk Lamme=Hoved;
*) See Frordningen af 3 Aug 1763, fire Ark stor.
1*) Efter Kongl. Reserpter af 2g Sext. 1762 og 8 Julii dette Aar, bekiendtgjort
ved Magistratens Placat af 3 Aug.
(**1) See Devisen for det største Lod.


178


Da fierde Classe blev af Lotteriet trakt,
Og giorde mangen en, som tabte, heel forsagt.
Men ingen af de to, som vandt hver paa sin Maade,
Kan meer end rose sig af Frugt, der de ey saaede,
Saa vidt det Jordisk er. En større Vinding fik
Ved aflagt Troens Eed de Hessers Friderich.
Den Act er rørende, da han blev confirmeret.
Man saae, hans Hierte blev af Aandens Drift regieret.
Han giorde offentlig en god Bekiendelse,
Og blev deelagtiggjort i Herrens Nadvere.
Hvad Nyt, jeg mere kan for denne Maaned skrive,
Vil kun bedrøveligt i visse Maader blive
At nemlig Tordenveyr med Hagel, Lynild, Regn
Har gjort i Dannemark Fortred i mangen Egn.
Dog er Landmandens Haab af Himlen blevet trøstet:
Saa han har overalt sin Sæd faaet tør indhøstet.
Her allerede Rug og Byg har faldt i Priis:
Saa Dyrtid længer ey skal være Armods Riis.
Ulykker stedse skeer paa denne Jord, desverre!
For Mennesket sig selv ey kan og vil regiere.
En Kone nylig har forgivet hendes Mand,
Som var slet Kierlighed i hendes Ægtestand,
En Karl paa Vesterbroe hans Penge blev frataget,
Hvorover han ihiel en Kone haver slaget.
Hvo om Ulykkerne vil noget mere see,
Kan faae Oplysning i Adresse=Bladene.
Norge.
Fra Christiania det rare Nyt berettes,
Som bør til megen Roes for Frugtbarheden settes:
J første Barselseng en Kone haver der
Til Verden lyksom født tre friske Trillinger.
De føddes levende, to Drenge og en Pige.
Har denne Kone ey forøget Norges Rige?
Om hver i Frugtbarhed i Rang med hende gik,
For Folkemangel da man Klagemaal ey fik.
Fra Trundhiem derimod har Rygtet for os skriftet,
At der en ugift Præst er slaaet ihiel i Stiftet.
Den onde Gierningsmand ey er bekiendt endnu;
Men saadant Præstemord Gud komme vil ihu.


Tydskland.
Om Jordskielv, Tordenveyr, samt Regn og Kastevinde,
J alle Tidender man nok kan forefinde.
Sligt Uveyr meget har beskadiget den Sæd,
Som villig voxte op i Bondens matte Fied.
Frugthaverne har liidt ved heftig Regn saa meget,
At rigest Blomster=Haab har Trægaardsmanden sveget.
Den megen Fugtighed udi Viinbiergene
Paa sine Steder og giør Vinen dyrere.
Med stor Forfærdelse man saae i nogle Egne
En vinged Myre=Flok fra Luften at nedregne.
J Friedersdorf et Spiir af Lynild kom i Brand,
Og Jlden agtede ey Sprøyter eller Vand.
J Erfurt Tordenen har ligesaa nedslaget,
Og den i Annaburg har Qvægets Liv borttaget.
J Braunsvig man og har havt nogle Prøver paa,
At man for Torden=Slag i Fare være maae.
Den Messe her er holdt, saa ønskelig har været,
Som Handlende den før af Lykken har begieret;
Men da den Bankerot fra Amsterdam blev hørt,
Snart hele Messen var udi Forstyrring ført.
J Hamborg mange Mænd og Bankerot har spillet;
Men Banken sammesteds har dette Onde stillet,
Saa vidt det staaer til den, og det er priseligt;
Thi Vexelhandelen snart blomstre vil ved sligt.
J Thuringen endnu Qvægsygen heftig gives.
En slem forgiftig Dug den samme der tilskrives.
Til Landhuusholdningens Forbedring har man her
Et Selskab rettet op, som har Fortienester.
J Sachsen Kongen har befalet alle Verter,
Jmod Logerende at vise Ømheds Hierter.
Til hvilken Ende han en billig Taxt har sat
Paa Levnetsmidlerne og Huuslye for hver Nat.
Han ingen Officier sin Afsked reent vil give.
J Brød og Tieneste de alle skulle blive.
De Preussers Konge og paa Landets Gavn vil see,
Og setter Priser ud for beste Spindere.
Han, som er bleven stor af megen Krig og Seyer,
Paa nye igien vil see sit Folk udi en Leyer.


178


180


Han mange Heste har indkiøbt paa denne Tid:
Saa Rytteriet skal i Fred staae klart til Strid.
Frankerig.
Madame Pompadour, hvis Navn i hendes Farve
Saavelsom hendes Dragt vil varigt Minde arve,
Skal ligge farlig syg, og være Døden nær.
Døer hun: saa lever hun dog i sin Farve her.
Et mindre æret Navn Statsfangerne kan vente,
Som fra Bastillen kom, at faae hvad de fortiente.
Døds Straf for dennem ey vil blive holdt for stor,
At andre Embedsmænd kan see sig bedre for.
Man fra Provintzerne i Frankerig maae høre,
Hvad Skade haardt Uveyr og Storm har kundet giøre.
Franzoserne for sligt ey kan gaae ram forbi,
Da næsten intet Land er derfor blevet frie.
Grenoble sig i sær derover maae beklage;
Thi neppe noget Sted meer Skade kunde tage.
Man Skilderhusene omkring at flyve saae,
Og Jserflodens Vand som Taarne frem at gaae.
J Nantes saadan Regn to Maaneder har faldet,
At Marken derved er for Frugter bleven skaldet,
Og at Skibsbygningen derover standset er,
Skiønt man den fortsat sterkt i andre Havne seer.
En Friemænd være maae ved Franske Regimenter,
Hvorover man paa nye Uroeligheder venter.
De sterke Hvervinger, som skeer udi Paris,
Giør hver blant Almuen paa Statens Sager viis.
Der hverves ey med Magt, og Listighed ey øves,
Dog faaer hver Hverver Folk saa mange som behøves
Thi Lediggængerne frivillig melder sig
Til Kongens Tieneste i baade Fred og Krig.
Man her opfundet har en Kunst iblant de rare:
For al Forraadnelse at kunde Vand bevare.
Paa lange Reyser sligt til største Nytte er,
Og dets Opfinder det opdager for enhver.
Men dersom nogen vil hans Hemmelighed vide,
Han mod Opfinderens Begiering ey maae stride,
Men efter Mandens Ord sig blindt forskrive til,
At give ham en Sum saa stor han have vl.


Engelland.
Et grusomt Veyr sin Magt ved London har udøvet,
Og mange Skippere paa Themsen høyt bedrøvet.
Det mange Steder har oprykket Træerne,
Og fyldt den hele Egn med stor Forfærdelse.
For Skræder=Mesterne et Uveyr og optrakte,
J det at Svendene sin Pligt ey vilde agte,
Men stedse fandt Behag i Sammenrottelser.
Sligt Mytterie dog nu ved Retten hemmet er.
Skiønt Regn og Hagel har paa Marken gjort stor Skade:
Saa har man dog det Haab, at see hver Bondes Lade
Af Jordens Frugt opfyldt med stor Velsignelse,
Som setter Liv og Mod i Undersaatterne.
Fra Jrland melder man, Oprørerne tiltager:
Saa mange tusinde omkring i Landet drager
Med Trommer, Valdhorn, og med mange andre Spil,
Men Kongens Krigsmagt den at dandse lære vil.
Dog, førend samme skeer, Regieringen helst vilde
Ved stor Lenfældighed Gemytterne formilde.
Til hvilken Ende er oplæst af Præsterne,
At Folkets Enighed var Kongens Villie.
Men de saa kaldede steenhaarde Egehierter
Ey ville røres af de ventelige Smerter,
Halsstarrigt Oprør vist til Slutning føle maae,
Og videre endnu i Stemplingen tør gaae.
Skal slig Urolighed ey derfor større blive,
De regulaire Folk faaer den sit Pas at give;
Thi det gaaer alt for vidt, naar Undersaatterne.
Med slig Haardnakkenhed skal sees ulydige.
Hvad Engelsk Adelskab og Standsfolk kan tilsette,
Naar de udi Paris vil Lystighed anrette,
Den Summa vidner om, som to Banqverere
Fra London maanedtlig dem tilsendt maatte see (*).
Her nogle Kiøbmænd har bestyrtede fornummet,
Hvor Bankerotten er i Amsterdam opsummet.
Der ikkun et Contoir i Førstningen blev lukt;
Men manges Handels Lys ved det er siden slukt.
(*) 80000 Pd. Sterl. hver Maaned for de Engelske Adelsmænd og Standspersoner,
som paa nogen Tid har diverteret sig i Paris, og hvis Tal er beregnet til 800 Familier.


181


182


Nu er det endelig ved Skrivelser opdaget,
Hvi Jndianerne saa slemt afsted har taget.
Og lyver Rygtet ey saa er det meget slet,
At nogen Christen har befattet sig med det.
Den Misfornøyelse, som nogle fandt i Freden,
Da samme sluttet blev, udbrød paa nye forleden.
Man saae i en Avis en saadan Hiernes Brev
Hvori Forfatteren blant andet dette skrev;
"Da Avind Krigens Glød nu atter vil oppuste;
Da hele Floder man for Freden maae udruste:
Saa tykkes mig, den Krig, som slap, langt bedre var,
End saa bekostelig en Fred, som vi nu har.
Men giver Jer tilfreds, og glæder Jer ved dette,
At J nu Forbøn kan i Litantet sette
For nok en vakker Printz, som Dronningen har født (*);
Og lader Knur og Mur for Resten være dødt.
Sverrig.
Qvægsygen yttrer sig saa sterkt i dette Rige,
At den giør manges Kaar i Hast bedrøvelige.
Hornqvæget ene ey af denne Syge døer;
Den mange Stalde og for Heste tomme giør.
Rusland.
J Staden Petersborg Gaarindens Jndtog skede
Med allerstørste Pomp til alle Russers Glæde.
J tvende Timers Tid man skiød fra Voldene,
Og Natten blev gjort Lys i hvert et Vindue.
For Videnskaberne hun megen Yndest bærer,
Og med sin høyeste Nærværelse beærer
De Lemmers Sammenkomst, som trolig dyrker dem,
Og derved hendes Værd, at hærske, legger frem.
Man i tre Ugers Tid har her havt saadan Hede,
At mavre Folk derved endog har maattet svede.
Endeel vil holde for, at i Jtalien
Er ikke hedere engang om Sommeren.
Har nogle Landgods kun ey deraf taget Skade,
Vil deres Eyere for Frugten blive glade.
Men Jldens Hede var i Tiver af større Magt,
Hvorved den hele Stad snart blev i Aske lagt.
(*) Han er født den 16 August.


183


At dens Opbyggelse desfør kan fremmet blive,
Gzaarinden naadigst lod en Tønde Guld dem give,
Som vare brændte af, og meget naadefuld
Dem ti Aar Rente=frie har laant en Tønde Guld.
Hun allernaadigst og bekiendt har ladet giøre:
Om Lysten Fremmede til Rusland hen vil føre,
For at nedsette sig, og ville leve der:
J fiorten Dage de skal have frit Qvarter.
Polen.
Her hverves meget sterkt. Om dette skal betyde,
At man for Curlands Skyld vil Fred med Rusland bryde:
Saa kan Europa sig ey længe rose af,
At den er bleven frie for Krigens haarde Straf.
Sicilien.
Her er det fæle Syn, hvor Ætna Jld udspyer;
Det høye Bierg, hvis Top anrører Himlens Skyer.
Ved Jordskielv det paa nye udsprudet har igien
Jld, Svovel, Steen og Støv, og mørknet Himmelen.
Dets Jldstrøm strekker sig paa mange Velske Mile.
Den løber brændende og søger ingen Hvile.
Dets hule Svælg var lukt halvfiersindstyve Aar:
Men nu Jisdekket Top en hastig Aabning faaer (*).
Nederlandene.
Rousseaus Medborgere har ham i Forsvar taget,
Og for sin Syndicus vidtløftig nok andraget,
At Raadet denne Mand har utilbørlig dømt,
Som har Regieringen dog i sit Skrift berømt.
Hvorledes denne Sag til Slutning vil udfalde:
Saa vil man dog Rousseau tilbage neppe kalde.
Han har sin Borgerret frivilligen opsagt,
Og hans Emille har hans Sind for Dagen lagt.
J Amsterdam! Ak, der en Bankerot er spillet,
Som neppe Handlende sig havde forestillet.
Den ey paa Tusinde, men Millioner er,
Og hæver Handel op for mange Mennesker.
) Dette Jldsprudende Bierg, som sidst brændte sterkt 1693, er 100000 Skridt i
Omkreds, og regnes for 30000 Skridt høyt. Det begyndte denne Gang at brænde den
19 Junii; og den 1ste Julii strakte dets Jldstrøm sig henved 12 Jtalienske Mile. Det
er almindelig øverst oppe tildekket med Snee. Det har opkastet en uhørlig Mængde
sort Støv, som gandske har formørket Luften paa 25 Mile deromkring.


184


Man ey med Vished kan Forlisens Summa tegne;
Thi Bankerotterne forøges allevegne
Ved den Jndflydelse, de i hinanden har,
Hvis Ønskers Øyemed vidtløftig Handel var.
Men Handelshusene, som staaer endnu urørte,
Da andres Undergang saa fæle Stød medførte,
Beflitter sig nu paa, at vogte sin Credit.
Saaledes ens Fortred en anden giør Profit.
En har et Forslag gjort, at ville uden Penge
See understøttede de Folk, som nu maae trænge.
Men dette Forslag dog sin Vanskelighed har;
Thi hver en Creditor helst rede Penge taer.
Ved det, saa mangen en sin Handels Dør har lukket,
De Vederheftigste af Handelmænd har sukket;
Men Banken dennem dog har Haanden rakt ved Myndt:
Saa deres Handels Troe har atter frisk begyndt.
Jtalien.
Nys har hans Hellighed skabt tvende Kardinaler,
Som efter denne Dag med røde Hatte praler.
J Rom blev megen Fryd paa Skabningsdagen hørt,
Og i Palladserne Musik og Dands opført.
De stolte Levninger af Romersk Bygningsmaade
Har liidt et Tab paa nye ved meget stor Jldsvaade.
Hvor Diocletian før bygte Badene,
Var dog til denne Dag en gammel Pragt at see.
Men nu har Jldens Magt ey noget deraf lævnet.
Cartheuser=Kirkens Muur af denne Brand er revnet.
To tusinde Læs Høe man mistede derved;
Dog fik ey Luen Rum, at giøre meer Fortred.
America.
Fra denne Verdens Part hver Postdag nu berettes,
At Jndianerne i krigersk Harnisk settes.
Man af Oprørere et Navn dem legger til,
Skiønt de sin egen Jord dog kun forsvare vil.
Man seer dem overalt at skiende og at brænde:
Saa Engellænderne snart frygter Sagens Ende,
Og længselfulde seer hver Tidende imod,
Om de skal bøde for udgydet Hidensk Blod.
Heraf udgives Maanedtlig i Srk paa det Rongl Adresse=ckontoir Kisbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For September Maaned 1763.
Dannemark.
P¬
aa Slottet Fredensborg, vor Konges Sommer=Sæde,
J denne Maaned var en vigtig Høytids=Glæde,
Hvori hver Undersaat tog allerivrigst Deel,
Og bad for Drønningen med høystandægtig Slel.
Hun, som kan glæde os, og Konge=Hoffet zire,
Da talte Hendes Aar til Tredive og Fire *).
Hun fik Lykønskninger af flere, end Hun saae,
Og Folkets Forbøn vil til sildig Alder faae.
Landsfaderen sig der Høykongeligt fornøyer,
Og for sit Folkes Tarv al Omsorgs=Anstalt føyer.
Han altid viser sig de Fredeliges Skjold,
Og nylig har bestemt Forst=Amtets Retterhold (*)
At Eegelasten ey fra Norge skal udføres:
Saa det skal bart tilsidst fra denne Trælast giøres,
Han forekommet har ved Forbud overalt (***),
Hvor Tolden blive skal af Skippere betalt.
Hans Faderlige Sind endog vil Omhue drage,
At de i Kiøbenhavn, som Frihed har at bage,
Og sælge Rugbrød ud, skal, uder stort Forliis
Med Stadens Bagere i Udsalg holde Priis ("**)
Den 4de September, da Hendes Majestet indtraade sin Alders 35te Aar.
11) Ved Forord. af 2den September.
(*11) Ved Forord. af 26de September.
(**) See Magistratens Placat af 12te Sept. efter Kongel. Rescript til dem.


186


Han for de Reysende har store Byrder lettet,
Og sligt Befordringskab til Hadersleb oprettet,
At hvo, i Kiøbenhavn i denne Time er,
Kan nævne Klokkeslet, naar han vil være der ().
Hver Vognmands Kudsk nu skal i Posthorn kunde blæse,
Skiønt nogles Toner vil nok blive noget hæse
Men det er ligegot, naar Veyen er kun jevn:
Thi ellers Milen vist faaer over Timen Hevn.
Ved slige Konge=Bud vor Konges Røes forøges.
Hvad Under er det da, naar Kiøbenhavn besøges
Af Kongens Majestet, at hver fornøyer sig,
Og alles Forbøns Flok om Fortrin fører Krig.
Vor blide Landets Soel kom ind af Stadens Porte
Just da al Jordens Soel blev for vort Øye borte.
Hvad Jndtryk giorde sligt ey hos de Tænkende,
Som begge Soles Glands paa Volden fik at see.
Velsignet være Du, vor Friderich! vor Fader!
Endskiønt Du strax igien Din Hovedstad forlader:
Saa bringer Du den dog en nye Velsignelse
Hver Gang saa høyt Besøg om Sommeren maae skee.
Lovsange Du vil faae af Udenlandske Lærde,
Fordi Du skiønner paa, hvad Muser ere værde.
Den Skue=Penge, Du en Bøhm i Leipzig gav (*),
For Videnskaberne har viist Dit Sindelav.
Vi forhen vidste det, og andre ligeledes,
At Danner=Kongen ey ved vise Mænd kan kiedes.
Høyskolen her hos os vil altid takke Dig,
For Landhuusholdningen nu læres offentlig.
De Handlende, som seer sin Vinding at tiltage,
Vil med Takoffere til Dig ey staae tilbage.
Blant disse gandske vist de først vil komme frem
Som tvende Skibe fik i Aar fra China hiem.
Da Handels legemet maae Jordskielvs=Stød erfare,
Fik de dog Vinding nok paa deres solgte Vahre.
) See Forordn. af 9de September. d. A.
(**) En Guld=Medaille af 50 Ducaters Værdie, for en Bog, som han har tilskrevet
Kongen


Jfald de skulde dem forhandlet lettere,
Da havde Bønderne i Aar vist drukket Thee.
Det verste var for dem, da Køerne ere døde,
At kunde skaffe sig fornøden Melk og Fløde.
Men en og anden har dog røbet sig saa god,
Paa Melke=Mangelen at ville raade Bod.
De Landet Bordingholm ved sine Køer vil skille,
Og Patriotisk nok til Auction dem stille.
Det er et artigt Kneb udi Qvæghandelen,
Helst om de kiøbes dyrt, og sælges let igien.
Jeg ynker Bordingholm! Thi Landet har sin Plage.
Det nu omstunder er ey som i fordum Dage.
Har Bordingholmerne paa Qvæg ey liidt Forliis:
Saa har GUd tugtet dem med Dyrtids skarpe Riis.
De har i mange Aar Tilførsel maattet have;
Thi deres Agre ey i Laden noget gave.
Og nu har Smør og Melk i Prisen steget der,
Saa hovedkulds og sterkt, som Brændet stiger her.
Det troede ikke de, som før ey kiøbte Brænde,
At samme blev saa dyrt hos os før Aarets Ende.
Men hvad, om det endnu vil blive dyrere!
Det kommer ene an paa Brændehandlerne.
Jylland vil maaskee Dyrtid paa Heste blive,
Om Svensken længe vil sin Handel dermed drive.
Til Skaane har man ført en Hob fra Helsingøer;
Men saadant Tal endnu her ingen Mangel giør.
Naar vi har Heste nok, sligt Kiøbmandskab ey skader;
Man ey foragte bør de gode Svenske Plader.
Ja om Betalingen kun skeer i Seddeler:
Sølv, Kobber, og Papir, cttf mmen Penge er.
At visse Folk har nok, og vil dog have meere,
Deri de visselig ey at fortænke ere;
Thi vi et Ordsprog har, hvis Sandhed de indseer.
Det noksom er bekiendt, at meer vil altid meer.
De fire derimod, som gave sig paa Veye
Til Roeskilde=Kroe, at faae en Skat i Eye,


187


rgs


J Forraad knap har havt ret mange Seddeler;
Men derfor Gierningen ey at undskylde er.
Det Maaden ikke er, til god Gevinst at haste,
At ville Reysende paa Alfar Vey antaste:
Saa den Forretning, de, som Rettens=Folk, (*) har gjort,
Vil efter Lov og Ret dem ikke gavne stort.
Naar man i Nøysomhed betimelig vil lære;
Med GUd og Æren sig i Staten at ernære,
Da skeer det ey saa let, som siden angres vil,
Og gremme Mennesket, saa længe det er til.
At slige Ting kan skee, kun Ledighed forvolder.
Men jeg for længe mig ved denne Sag opholder.
Nu vil vi see vor Lyst paa tvende Seylere,
Hvis Fart er skrevet om udi Aviserne (**).
Delphinen, som er bygt til Lybsk Paqvetbaad, letter,
Og med den beste Fart sin Cours til Lybek setter.
Det skede Aftenen. Om Morgenen derpaa
Afseyler og herfra den gode Skipper Graah.
De begge Seylene for gunstig Vind udspiler,
Og til et fælleds Maal i fælleds Togt nu iler.
Men Skipper Graah dog først til Traveminde kom.
Hvo der kan seyle best, maae andre dømme om.
J Helsingøer man og Lystfuglen kan nedskyde:
Saa Kiøbenhavn den Fryd skal ikke ene nyde,
At læse offentlig om dobbelt Skyttelav,
Og at man Priser bort til beste Skytter gav.
I denne Maaned blev paa nye igien oplukket
Den Danske Skueplads. Thalias Skaal blev drukket,
Og Sacco dandsede til deres Velbehag,
Som fandt i Comos Dands tilsidst ey mere Smag.
En Abild anden Gang i Aar har Blomster baaret;
Men Frugten bliver ey fuldvoxt saa seent paa Aaret.
Om sligt betyde skal, at vi streng Vinter faaer,
Det efter gammel Sagn ved sit Værdie nu staaer.
)De skal have udgivet sig for Rettens Betientre.
(**) See Adr. Cont. Efterretn. N. 94.


233
Tydskland.
Man ikke kan endnu faae alle Ting i Lave,
Skiønt hele Tydskland har annammet Fredens Gave.
Hvad Krigen kunde ey, har Bankerotter gjort,
Til mange Huses Fryd at giøre alt for kort.
Man vil at Ødselhed og Pragt skal Aarsag være,
At mange Handlende sig nu ey kan ernære.
Dog er det troligt nok, at Krigen ey er frie
For den Bebreydelse, at være Skyld deri.
Jmidlertid man seer dem dog igien opkomme,
Hvis Casser ventedes at være gandske tomme.
Der lystigt levet er omkring paa Messerne:
Saa de, som grædde før, nu faaer Fornøyelse.
En liden Dverg, som har kun sex Qvarter i Høyde,
Og efter denne Vext en vel afpasset Drøyde,
J Tydskland føres om; men han ey faaes at see,
Med mindre saadant skal for god Betaling skee.
J det Hannoverske stor Troe til Freden settes:
Saa der i steden for nye Verker at oprettes,
Skal gamle rives ned og sløyses gandske jevnt,
Og ingen mere Frygt for Krig skal blive levnt.
De Preussers Konge vil sit Folkes Flor forøge,
Og ved en Handels=Ret nu lader undersøge:
Hvad Bankerotterne for Grunde have maae,
Paa det at Handelen kan gammelt Gænge faae.
J sexten Maaneder al Skat er bleven skienket
Dem af hans Riges=Folk, som Krigen mest har krænket.
Vil Folk i Pommeren og Neumarck Bopæl slaae,
Af Kongens Casse de skal Reysepenge faae.
Alt mueligt Forskud dem til Næring og tilbydes.
For Hverving visse Aar af dem skal Frihed nydes.
Man ellers legger Vind paa Jordens Dyrkelse,
Og flittigt overalt forbedrer Veyene.


J83


190


Hr. D Alembert nu er fra Brandenborg bortdragen;
Og da han Afsked tog, har Kongen lagt for Dagen,
At han ugierne saae en Mand at reyse bort,
Der ved sit Selskab ham fornøyet havde gjort.
At Dyrtid ikke skal i Landet sig rodfeste,
Har Kongen Faderlig betragtet hver Mands Beste,
Og ved Commission paa alting setter Priis:
Saa Kiøb= og Sælgende kan handle billig viis.
J Wien opholder sig en Kunstner nu omstunder,
Som med Maskiner giør forfærdelige Under.
Han en Maskine har, som ved mechanisk Drift
Kan skrive paa Papir en reen og vakker Skrift.
Han med et magisk Speyl og liden magisk Løgte
At samle sig en Skat forgieves vel ey søgte.
Den Mand har og fortient at blive meget rig.
En Part har mindre gjort og meget samlet sig.
Frankerig.
Huusholdningskunsten her i største Flor nu settes.
Her snart i hver Provintz Forsøg derpaa anrettes.
Bretagne haver dog et Fortrin skaffet sig,
Da den paa mange Ting er frem for andre rig
Jordæbler, Klever, Hamp, samt Hør og andet mere,
Man finder sammesteds ret vakkert at florere.
Qvægs Tillæg tager til. Bi=Avling ligesaa.
Enhver umager sig, sin Jord i Stand at faae.
Man planter Nøddetræer, opelsker store Skove,
Hvoraf ufødte Folk sig først kand Nytten love.
Sligt Patriotisk er, men kan ey altid skee;
Thi faa kun sørge vil for Efterkommerne.
At farve Tyrkisk Rødt, er sammesteds opfundet:
Og om det Sandhed er, den Tidende er grundet:
Bretagne vinde vil ved den Opfindelse
Den hele Sum, som før gik ud til Tyrkerne.


J Rigets Hovedstad de Engelske sig viser
Med saadan ødsel Pragt, at mangen en Pariser
Sig gandske fuldt og fast deraf indbilde vil,
At ingen fattig Mand i Engelland er til.
Man mener nu, det Skrift, som Statens Rigdom kaldes,
Vil af Regieringen samtykkes og bifaldes.
Men Toldforpagterne, og fleer Betientere,
Anraaber Himlen om, at dette ey maae skee.
Holl= og Engelland.
Det var i Amsterdam, der først blev gjort Forhaling
Af visse Handlende med Vexlernes Betaling.
Den Engelske Credit vel rystede, men stod:
Saa Handel kommer nok igien paa gammel Fod.
Jmidlertid man ey endnu vil Modstand giøre
Mod Engelsk Guld og Sølv af Landet at udføre.
Man skriver offentlig, at Londons Banqve selv
Har til Profiten Lyst, som fiskes af den Elv.
De Store og de Smaa har her i disse Dage
Sit fulde Arbeyd med Lykønskning at andrage,
Til Kongens Majestet for hans sidst fødte Søn,
Som ved Adresser skeer, men helst ved Hiertets Bøn.
Sverrig.
Til de Indretninger, som Nytte med sig fører,
Den, som udi Stockholm er gjort, i sær henhører,
Hvor alle Gaders Navn paa Tavler skrevet staaer
Paa Hiørnehusene: saa ingen vildsomt gaaer.
Qvægsygen vil endnu udi det Svenske Rige,
Uagtet alle Raad, Farvel dog ikke sige.
Den Heste, Faar og Svin endog angribe tør,
Og Landet mangesteds aldeles fattigt giør.


191


193


Hvor naadig Kongen er imod sit Folk og Rige,
En Liqvidations Commission kan sige,
Som er i denne Tid beskikket Handelen,
Jndtil den ret kan faae sin gamle Drift igien
Som noget merkeligt om Svenske Stænders Jver
For Kongens Majestet og Dronningen det bliver,
At de har ladet slaae en Myndt til hver af dem.
Mon saadant legger ey høy Tænkemaade frem?
Rusland.
J Cronstad nylig har stor Stads og Opsyn været,
Da Keyserinden med Stor=Fyrsten har beæret
Den der anlagte Havn, og Flodens Orden seet,
Ved hvilken Leylighed en heel Hob Skud er skeet (*).
Polen.
Til Oprøx syntes det sig her at ville tegne;
Thi man til andet ey de Sedler kan henregne,
Som man i Warschau fandt i Mængde kastede
For alle aabenlyst omkring paa Gaderne.
De andre Stæder og i Landet fundne bleve,
Hvori Oprørerne til denne Stempling skreve:
Hver gribe til Gevær og Vaaben mod en Magt,
Som Landet nu vil see fra Lov og Frihed bragt."
Fyrst Primas denne Sag sig meget nær har taget,
Og med Ministerne al tienlig Omsorg draget:
Saa dette Mytterie blev dræbt i Fødselen.
Men mueligt Polen faaer nye Uroe snart igien.
Gid ey Polakkerne maae komme i den Knibe,
At de for Alvor skal til Sværd og Vaaben gribe;
Thi hvilket Rige kan i Rolighed bestaae,
Er det med sig ueens, og hver sin Vey vil gaae.
(*) Ved Hendes Keyserl. Majestets Ankomst og Bortreyse skal være skeet 1461 Kanon¬
Skud.
Feraf udgtiyes Maanedrig i Skk paa det Rougl Adreste Contor i Kiebenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede,
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For October Maaned 1763.
Dannemark.
D¬
et Tal af unge Folk, som Kirken har opammet,
Og nu blant Giesterne ved HErxens Bord annammet,
Var her i Kiøbenhavn til denne Mikkelsdag
Et nyt Beviis igien paa Troens gode Sag (*).
Gid de med visse Trin maae Troens Vey betræde!
Og tage skiønsom Deel i hele Landets Glæde
For den Lyksalighed, som Kongens Huus opnaaer,
Hvis høye Lemmer seer fuldendte glade Aar.
To Gange GUd igien i denne Maaned gjorde,
At Glæden maatte os en Siele=Vellyst vorde;
Thi da den siette Dag af Maaneden vi saae,
Takoffer antændt strax paa Hiertets Alter laae (*).
Den ellevte vi fik vor Glæde frisk oplivet,
For Arvexringens Aar Gud Tillæg havde givet (*
Vi bade da for Dem med en andægtig Bøn:
GUd Kongens Faster spaer! Vogt Kougens anden Søn!
Hirschholm den Glæde saae, som Fridrichs Fødsel føder,
Men den hvers Tanke dog med daglig Vellyst møder;
Thi Han sig aarligen a os meer elsket giør,
J det Han mangler ey hvad Printzer eye bør.
De som ialle Kiøbenhavns Krker sidsi bleve konsrmnerede, vare.
(**) Prinzesse Charlettæ Amauæ Fødsels=Dag, den 6 October da hun fyldte 57 Aar.
E*) Printz Fridcrichs Tødsels=Dag, den 11te October, da han syldte 10 Aar.


184


Hvad Rige kan sig vel af slige Printzer bryste,
Som Undersaatterne har kundet meer forlyste,
End disse Elskede, som vi af Naaden fik:
Vor Kron=Printz Christian og Arving Friderich.
Vort Riges Hovedstad omfavnede Dem Begge.
Her vil De Vinteren i Roe tilb ge legge.
Ja, gid ey nogen Ting forstyrre Deres Roe:
Saa De i stille Fred blant kierligt Folk maae boe.
Er Glæden for et Folk, som elsker Dem, vel liden,
At see Dem offentlig paa Lystspil undertiden:
Den Danske Skueplads vil blive levende,
Naar den beæres med saa høy Besøgelse.
Det er om Vinteren at Byer Folket glæder,
Naar Sommer=Herlighed forlader Sommer=Sæder.
Vor Stad derover og oplukker Glædskabs Dør
For Folk, som samme fandt paa Landet større før.
Monarken dog endnu sit Sommer=Sæde priser,
Og paa sit Fredensborg for Folket Omhue viser.
Men om en stakket Tid Han vil landsfaderlig
Til Hovedstadens Borg i Roe begive sig.
Han efterhaanden seer de Bud at efterleves,
Som til Hans Folkes Gavn af Hannem underskreves.
Det er ved disse Bud Hans Majestets Armee
Ved god Forandring faaer en rar Anseelse.
Hvad Krigs=Forordningen i første Post befaler
Om et besoldet Tal af høye Generaler,
Som her udgiøre skal et Generalitet,
Dertil Udnævnelsen af Friderich er skeet.
Det hele Rytterie og Fodfolk nu omsettes,
Og paa en anden Fod inddeles og indrettes.
Endeel afskediges. Paa Heste Opbud skeer;
Og Krigshuusholdningen udpyntes meer og meer.
J de Forandringer, som herved gjorte bleve,
Den tappre Ahlefeldt og velfortiente Greve
For troe Fortienester sin Konges Naade fandt:
Saa han i Kiøbenhavn blev udnævnt Commandant


195


Til høy Bestyrelse for Kongens Krigshærs Sager
Et Selskab er udnævnt, der samme sig antager
Som et almindeligt Krigs=Directorium;
Hvoraf man seer dets Navn og Gierning i en Sum.
Vor store Fredens Helt, hvis Alder GUd forlænge!
Som nu bejolde vil sin Hær med rede Penge,
Kornskatten i Natur ey tager næste Aar,
Men ved Forordninger (*) til Penge den anslaaer.
At det til Lettelse for Bønderne kan blive,
Som stundom Skieppe til paa Tønde maatte give,
Det tvivler ingen om. Men Oppebærerne
Sin havte Fordeel maae tilintetgjort nu see.
Patent for ypperst Ret til næste Aar er skrevet (*
For hver, som fredelig med Næsten ey har levet.
Retfærdigheden der vil selv afsige Dom:
Saa hver skal nyde Ret, for Aaret løber om
Hvo, til Uægte=Barn herefter Fader bliver,
Kan see sin Pligt i det, som Kongen foreskriver,
At Barnefaderen saavelsom Moderen
Med lige Omsorg skal paasee Opdragelsen.
Ja, da almindelig en saadan Barnefader,
Ey ene Moderen, men Barnet og forlader,
Som giør at hendes Kaar tidt sees elendige:
Saa maae ey efterdags saa stor Uorden skee.
Det, Underholdningen udfordrer, skal de begge
Med fælleds Villighed til Barnets Tarv erlegge;
Og dersom Faderen tør vægre sig derved:
Skal Moderen faae Hielp af lovlig Øvrighed (*)
Ved Forestillinger til Folkets fælleds Beste,
At ey den dyre Tid blant os sig skal rodfæste,
Har Kongens Majestet forundt Tilladelse,
At føre Smør og Ost herind fra Fremmede (7)
(*) See Forordningen af. 3. Oct. b a. om Kornskatten for tilkommende Aar 1764 af.
Dannemark, og af samme dato for Hertugdømmene, at enhver skal betale med rede Penge.
1) Af 14 de October. (***) Focord af 14 de October, at enhver Fader til et nægte
Barn skal betale Halvparten til dets Opdragelse og Underholdning, indtil dets 10de Aar.
11) Ved Placat af 24de October.


136


Men hvo, den Frihed vil sig nu til Nytte ført¬
Betænke maae, den skal med Vinteren ophøre;
Thi slig Tilladelse en Dag ey længer gaaer,
End til Tordmaaned seer sin Udgang næste Aar.
Det andet Nyt, som har i Staden sig tildraget,
Er glædeligt for dem, som faae sit Haab ledsaget
Af Lykken derudi, at hun dem kom ihu,
Da Lotteriet blev til Slutning udtrakt nu.
Den høyeste Gevinst vandt en af vore Velske,
Som qvæder Opera og Kierlige vil elske.
Et andet Aar vi faaer et andet Lotterie,
Hvor man kan tabe meer og vinde meer udi:
J nogle Tidender man har desvette merket,
At Barnemødre har forglemt Opfostringsverket,
Naar de nyefødte Børn i Forstuer har lagt,
Og Mødres Kierlighed Farvel koldsindig sagt.
Endskiønt Opfostringen kan være dem en Byrde,
Bør de ey Børnene paa saadan Maade myrde;
Thi saadan Gierning ey fortiener andet Navn;
Og her er Anstalt nok for dem i Kiøbenhavn.
Den meget sterke Storm, det har i lang Tid været,
Har Glædens Forraad reent for mange Folk fortæret.
Endeel af Skipperne, som Øresund har seet,
Har sikkert ey af sin og andres Skade leet.
Mangfoldige af dem har haardest Skiebne fristet.
En Part har Ankere og Anker=Tove mistet.
En Part har Skibbrud liidt ved grusom oprørt Strand.
En Arbeyds=Sluppe blev i Sundet fyldt med Vand.
J samme elleve Matroser sank i Vandet,
Hvoraf de otte slap med Fare ind paa Landet;
Men trende druknede, og satte Livet til,
Som var ved Helsingøer uheldigt Sørgespil.
Det Nyt fra Horsens sees, man sørgeligt maae kalde,
Ey for en Sandgrav kan paa Marken sammenfalde;
Men fordi Bakken paa en Mand og Kone faldt,
Hvoraf vel Manden strax, men Konen ey blev qvalt


197


Fra Aalborg Rygtet os bedrøvet gaaer i Møde;
At Provsten Thomas Pracm paa Prækestolen døde,
Da han sin Prædiken paa Landemodet holdt,
Hvers Blod derover snart af Gysen strax blev koldt ().
Døds Maade, Tid og Sted af Mennesket ey vides.
Paa sterkest Legems Kraft kan ingen Time lides
En ung kan hastigt døe, men den, som gammel er,
Han paa sin Vandringsvey er Døden sikkert nær.
Hver Dags Erfarenhed den Sandhed os kan lære:
Og den bør allermindst for Præster fremmet være.
Hvo kun i Troen døer, som Bonde eller Præst,
Hvad Tid og Sted det skeer, saa døer han allerbest.
Ved denne Leylighed jeg her om Præster skriver,
Den sidste Vielse blant os erindret bliver (*
Da Weyhe, Kofod, Holst sit Kalds Beseigling fik,
Og til forskielligt Land som Lærere udgik.
Endskiønt Propheter ey i Fødelandet æres:
Saa skal dog Ordet der af de to første læres.
Til Færøe, Bordingholm de bleve kaldede;
Men Holst udi Algier skal lære Slaverne.
Vi ønsker dem al Held saavelsom alle Præster.
Nu er der intet meer, som her at skrives, rester.
Dog bør ey gaaes forbi den Saltsteens Virkninger,
Som for de syge Faar og Qvæg anpriset er (*)
At Hastfær i en Hast er bleven dens Opfinder,
Sligt ikke lettelig i Tanke nogen rinder.
Af dens Beskrivelse, man slutter den er god,
At tage Sygen bort, samt staae dens Magt imod
Dens Priis er billigt sat, naar den kan Qvæget gavne;
Og ingen Landmand bør den i sit Huus at savne.
Hvert Middel ufortalt, som man har raadet til,
Enhver sig sikkert best ved dette finde vil.
Tydsk¬
(*) Hr. Confistorial Assessor Thomas Praem, død i Budolphi Kirke i Aalborg strax
efter hans Indgangs Forklaring. Var 70 Aar gammel. See mere derom Adr. Cont.
Efter. No. 110.
(**) Denne Præste=Ordination var den 28de October.
5) Ved en Efterretning fra Rentekammeret af 3die Nov. h. 4. S. Adr. Cont. Efter.
No. 118.


198


Tydskland.
Fa Wien man skrevet seer, at Folket overregnes,
Og hver Jndvaaner der i Staden skal optegnes;
Men ingen veed endnu hvad saadant sigter til,
At Keyserinden Tal paa Folket vide vil.
Et Romersk Konge=Val nu synes Alvor blive.
Til dets Fuldbyrdelse man Stædet tør navngive.
Men Vaaben=Stilstand først med Porten giøres skal,
Som ellers hindre vil det ønskte Konge=Val.
At Polens Majestet fuldendte sine Dage,
Endeel af Tydsklands Fryd paa nye vel tør betage,
Jfald det Kongeval, som der nu forestaaer,
Desmere lykkeligt ey hastigt for sig gaaer.
Octobers femte Dag er mørk for Sachsen bleven,
Da Folkets Glædes Soel blev fra dets Øyne reven;
Og Sorgen strakte sig til Leipzig hastig hen,
Skiønt hver i Friderich fandt sin August igien.
Der Sørgebud omkring til alle Hoffer sendes;
Og Sorgen ey saa nart i Dreødens Stad vil endes.
Dog glæder det enhver, hans gamle Konges Død
Udi en gylden Fred blev sagte, mild og sød (*)¬
Man i Chursachsen nu med Leeg og Spil ophører,
Og i Bedrøvelsen kun Græde=Toner hører.
Til Liig=Begængelsen, som med stor Pragt skal skee,
Man vil Anordninger nu snart udstædte see.
Før Liget midlertid til Cracau kan henføres,
Hvortil formodentlig skal megen Anstalt giøres,
Bevares det i den Catholske Kirke her;
Og alle venter paa en Hob Forandringer
Frankerig.
Man vil udi Lion nu saadan Kunst opfinde,
Hvorved al Frygt i Krig for Døden skal forsvinde:
*) Friderich Angust, Kongen af Polen, døde i hans Alders Exde Aar, den 5ie
October d. A.


Om nemlig Læder kan saa fast en Haarhed faae,
At Kugler eller Spyd ey giennem det kan gaae?
Mod det udkomne Skrift, som Statens Rigdom heder,
Endeel Modstandere paa Skuepladsen træder.
En paa Jtaliensk har skrevet derimod:
At ey Huusholdningen er allevegne god.
Hvad Biefald han vil faae, vil Tiden snart os lære.
Jmidlertid hans Skrift dog holdes i den Ære,
At i Aviserne det bliver oversat;
Thi for at fylde dem, man griber alting fat.
Engelland.
Den Vugge, som blev brugt ved Printzens Daab, beskrives,
Som Mage til dens Pragt i Verden ey kan gives.
Omhænget var saa smukt, at Dronningen har sagt:
Man sligt i Frankerig har knap for Lyset bragt.
Her Commissarier af Kongen nu udnævnes:
Saa Misfornøyede skal ingen Aarsag levnes
Til meer Beklagelse; thi hver, som Fordring har,
Ved den Commission skal faae den hastig klar.
Sverrig.
Man her Huusholdningen med saadan Lykke øver,
At man i Smaat og Stort paa samme giver Prøver.
Nu er i Wermeland en Glas=Fabrik anlagt,
Der kaldes Annaberg, og i fuld Drift er bragt.
J Linkiøbing er og ved et Forsøg opdaget,
At Frøe, om Høsten faaet, saa heldigt ind har slaget:
Saa man fik Rødder før, og større, end man faaer,
Naar paa sædvanlig Tid man saadant Frøe udsaaer.
Den Sundheds Brønd, hvis Vand til Amel Folk indbyder,
J Aar befunden er af saadan Kraft og Dyder,


193


200


Til Lndring og til Hielp, at man nu Anstalt giør,
Saa den et andet Aar fleer Giester finde tør.
Fra Upland melder man om en høy frugtbar Moder,
Som, da hun havde før frembragt ti unge Poder,
J fyrretyvende og siette Leve Aar
Paa engang atter tre ved lyksom Fødsel faaer.
Men dersom dette Nyt fra Sverrig skal beskrives,
En Svensk Finlænders Aar bør her et Sted og gives;
Thi hundrede og syv han frisk og sund fik talt,
Og gik to Timer selv, før han for Døden faldt.
Rusland.
Gzaarinden nyelig har seet nogle Regimenter
At giøre alle Greb, som man af Krigsfolk venter.
Hun saae Haandgrebene med stor Fornøyelse,
Og gav sin Haand til hver af Officiererne.
Med Underdanighed paa Hendes Haand de kyste.
Slig Tapperhedens Løn har maattet dem forlyste.
Men hver gemeen Soldat en Rubel skienket fik:
Saa alle glade bort fra Hendes Aasyn gik.
Man hendes Fødsels Dag med største Pragt har holdet,
Og alle Hierter har til Hende Ønsker toldet.
Om Curlands Sager nu ey tales mere her,
Fra den Tid, Kongens Død bekiendtgjort bleven er.
Polen.
Hvad Uroe Rygtet her har hastigt kundet giøre,
Da Folk om Kongens Død fik Tidender at høre,
Det ey udtrykkes let; thi hver nu tænker paa,
Hvem Republiken skal igien til Konge faae.
Den gode Greve Bruhl den Sorg dog ey skal møde,
At han skal sørge for, hans Konge fra ham døde:
Thi snart paa samme Tid han samme Budskab fik,
Og af sin Brystbyld ind i Ævigheden gik.
Fgrøf rdgtraae kiklaanædtlg i Sk paa det Rangl Adræsfe=Canteaste l Alsboeahaven.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For November Maaned 1763.
Dannemark.
N¬
u Kongens Kiøbenhavn sin Konge atter favner,
Og ingen i sit Borg af Konge=Huset savner.
Det høye Herskab her vil nyde Vinter=Roe,
Jndtil den lave Soel sig bedre op vil snoe
Til Lykke, Kiøbenhavn, med den dig skienkte Naade.
Du Rigets Store Mænd har faaet iligemaade.
Nu faaer dit Vinter=Liv sin Ungdoms Munterhed,
Og du Forlystelsen indrømmer pyntet Sted.
Fornøyet talte du din Konges Moders Dage (*).
Da tresindstyve Aar og tre blev lagt tilbage,
Af Hendes Majestet, hvis Liv er Folket kiert,
Som og har sine Smaa for det at bede lært.
Det dyrebare Liv, Hun lever, længe vare!
Gud Hendes Majestet ved ønsket Sundhed spare!
Og legge mange Aar til dem, Hun haver talt!
Hør Folkets Forbøn, GUd! som indseer Ønskets Alt.
See, Kongens Majestet, som ingen Omhue glemmer,
Nu Deserteurers Straf ved Konge=Bud bestemmer (*)
Det Spil, som haver faaet sit Navn af Lotterie,
Ey meer end andre Kort for Stempel kiendes frie ((5*)
(*) Hendes Kongel. Majestets Drynning Sophiæ Magdalenæ Fødsels=Dag d. 28de
November.
(**) See Forordningen af 16de November h. 2.
(**1) Ved Forordningen af 14de November, hvorefter skal betales 12 Skil. af hver
Classe i Stempel=Penge.


202


For Polens Konges Død vor Konges Huus har baaret
Den mørke Sørgedragt en tolvte Deel af Aaret.
Dog drev ey denne Sorg de Danskes Glæde bort;
Thi ved vor Konges Liv Gud den til Fryd har gjort.
Liv=Regimentet nu Fornøyelse opvekker.
Med Houtboister det paa Vagt herefter trekker.
Hver Garde=Vagt til Hest optrækker med Standart:
Saa Vagt=Paraden sees nu af en anden Art.
Fregatten Alsing løb af Stabelen nyebygget;
Thi Kongen vil sit Folk for Fiender see betrygget,
Og saadant best kan skee naar Flodens Tilvext skeer,
Og Kongens Troppers Form forbedres meer og meer.
O lykkelige Land! hvis Handel heldig lykkes;
Hvor Undersaatterne ey vide af at trykkes!
See Captain Elphinston med Budskab derom gik
Hen til Chineserne med stolt Pring Friderich.
Det skal basunes ud i andre Verdens Parter
Hvorledes Handelen i Dannemark sig arter.
Hen til Vestindien en heel Hob Skibe gaaer
Just da vi Ladninger i Mængde derfra faaer.
Hvad Under er det da, de Fattige ey glemmes,
Men Medynks=Capital i deres Blokke giemmes.
Der vidner Gaverne om Folkets Gavmildhed,
Skiønt man ey Giverne ved Navn at nævne veed.
Med allerbilligst Roes man offentligen taler
Om en, som havde lagt et hundrede Rixdaler
J Pesthuus=Bøssen ned. Han mange haver tiem,
Og kun vor HErre er til Vederlag bekiendt.
Saa meget sluttes, det har ingen Gnier været.
Af kierligt Sindelav han ubekiendt er æret.
Hvad Glæde er det ey, at see anmeldet sligt,
Som er en vigtig Deel af Christendommens Pligt.
Gid Efterfølgere hans Mønster maae udvirke!
Vi fra vor Frelseres nu gaaer til Holmens Kirke-
En Mohr, som havde før til saligt Liv ey Haab,
Deelagtiggiøres der vel oplyst i vor Daab.


To Velske Spillemænd her nylig været haver,
Som paa vor Skueplads lod høre deres Gaver.
Ey nogen forhen har de Instrumenter hørt,
Paa hvilke rar Concert af dennem blev opført.
Det tvende Brødre var, som Colla lod sig kalde.
Enhver som hørte dem, han maatte strax bifalde,
At den Musik var nye; Og Rygtet sige vil,
At ingen, uden de, som spiller saa, er til.
Men midt i Folkets Fryd dog Tanken maae bedrøves,
Naar vi Horn=Qvæget seer endnu af Døden røves.
Ja Sygdom sniger sig og ind blant Hestene,
Der giør et mægtigt Skaar i vor Fornøyelse.
Om GUd ey raader Bod paa dette Sygdoms Onde,
Seer det elendigt ud for Borger og for Bonde.
Den sidstes Hoverie da bliver dobbelt tungt,
Og Jssen bliver graa mens Hovedet er ungt.
en Patriotisk Mand sees i Hr. Peder Malling,
Som eyer Astrup Gods, beliggende i Salli ig.
Han Bondens Hoverie ophævet gandske har
Gid hver Proprietair, som han er sindet, var!
Tydskland.
Det Polske Konge=Val, som forestaaer at giøres,
Hvis Følger Tiderne til Regenskab vil føres,
Af ingen Stat ansees med Ligegyldighed;
Thi derved forhen er gjort Skaar i Jordens P.
En Romersk Konges Val vil koste mindre Møye,
Thi Lykken Øuskerne sees derudi at føye:
Saa Erke=Hertugen vil snart den Krone fuag
Hvorved en Keyserlig ham siden settes paa.
J Augsborg denne Sag vil overveyet blive
Chur=Fyrsterna vil da sit gode bifald give.
Det Tydske Fædreland skal see skinbarligt der,
At for dets sande Vel skigt sordeelagtigt er.
Den Dag vist blive vil saa prægtig som kan tænkes,
Dens Herlighed en Glands vil af Personer skienkes,


203


304


Som ere skinnende af Stand og af Forstand.
Man mange Fyrster da vil see i Schwabenland.
Skeer Vallet ikke strax, vil dog fra Augsborg høres:
Om Romersk Konges Val ey snart fornøden giøres?
Og Frankfart bliver da for gammel Rettighed,
Maaskee endnu udnævnt til rette Vælgested.
De Wienske Tidender for vist udgiver dette,
At man al Anstika giør, den Hof=Stat at indrette,
Som Erke=Hertugen skal føre, naar det skeer,
At man ved Kroningen ham Romersk Konge seer.
J Sachsen glædes hver, som nylig blev bedrøvet,
Undtagen visse Folk, hvis Fryd er dem berøvet;
Thi Operisterne saavelsom Dandserne
Staaer efterdags ey meer i nogen Tieneste.
Chur=Fyrstens Naade dem har deres Afsked givet:
Saa de nu andensteds maae underholde Livet.
Han Falkenererne bød gaae i samme Trop,
Og al Parforce=Jagt har gandske hævet op.
Han Landets Velfærd kun allene har for Øye.
Ham Maadelighed mest af alting kan fornøye.
Han Marschalls=Taffelet vil plat afskaffet see,
Og spiser ene selv med hans Familie.
Den Tyrkiske Gesandt, som til Berlin blev ventet,
Med stor og herlig Pragt til Staden er indhentet.
Der spares ingen Ting til hans Fornøyelse;
Thi Overflødighed er til hans Tieneste.
Hr. Achmet Effendi hans Navn paa Tyrkisk lyder.
Han fyrretyve Mand til Liv=Vagt daglig nyder.
Hans Følgeskab er stort, og Underholdningen
Er hver Dug ligesaa; men Kongen skaffer den.
En Mængde Faar og Høns for hans Skyld maae aflives.
Til Spille=Penge ham Ducater daglig gives
Tre Snese. Hillemænd! hvor kan han blive rig,
Om han ey fra Berlin for snart forføyer sig.
Han hos Grev Finckenstein blev offentlig modtagen,
Og det med saadan Pragt, som legger Smag for Dagen.


Endda med større Pragt han kort derefter fik
Sin første Audientz hos Preussens Friderich.
Blant Skrædersvendene i Leipzig kom den Grille,
At de for Mesterne ey vilde meer bestille,
Og ikke sye et Sting, saafremt de ikke fik
ped:
Langt større Arbeydsløn, end hidindtil var Skik.
Men Magistraten strax dem noget andet lærte.
Man dem med Vand og Brød i Fængsel lod beværte.
Endeel skal lære Tugt iblant Soldaterne,
Og Resten sikkert nok faaer anden Revselse.
Frankerig.
Der til Versailles skal en Raadsforsamling holdes,
Hvorom af Rygtet nu en heel Hob Snak forvoldes:
At i Financerne der skal Forandring skee,
Og at man Anstalt giør til Penges Hævelse.
Men saadant Rygtets Snak, om Kongers skiulte Tanker,
Bør sielden undes Troe, og altid settes Skranker.
Thi Mængden ey indseer Regieringskunstens Maal,
Og døves bør, saa tidt den giver Daarskabs Skraal.
Hvor stor Paris end er, den dog for liden skrives,
At rumme alle dem, der nu omstunder gives
Af Fremmede deri, særdeles Engelske,
Af hvilke nogle der vil sees Boesiddende.
En Mand nye Arme kan af Fiskebeen tilsette,
Med hvilke Folk til Nød kan hielpe sig til rette.
Der skrives, at man kan med dennem spille Kort:
Saa han Opfindelsen berømmelig har giort.
En anden er berømt af denne Viisdoms Gave,
Han Fruentimmers Haar kan sette net i Lave.
Paa fleer end tredive Manerer det kan skee;
Og han Perykker giør af samme Skikkelse.
Engelland.
Paa Bankerotterne endnu er ikke Ende
Man nylig givet har en nye igien tilkiende.


295


Den skal beløbe sig i alt ti Tønder Guld,
Og mange Handelmænd staaer uden Tvil omkuld.
At ellers Handelen i Engelland florerer,
Og at Fabrikerne en Mængde=Tøy leverer,
Sligt kan man see af det, som blot fra Londons Havn
Udi en Uges Tid er fort til fremmet Stavn (.).
Da Eegetræerne i Engeland aftager,
For sammes Plantelse man nu al Omsorg drager,
At man ey mangle skal Skibstømmer i et Land,
Hvor Handelen til Søes er bragt i beste Stand.
Spanien.
Udi Escurtal en Jldebrand antændtes,
Hvorved et heelt Qvatter i Bund og Grund afbrændtes.
Men da ey Jlden meer til Føde forefandt,
Den sluktes af sig selv, og al dens Kraft forsvandt.
Hvor fælt har dette Syn for Rigets Herskab været,
Som just Escurial da havde nys beæret
Med høy Nærværelse! i faa Minuters Tid?
At see reent ødelagt langvarig Kunst og Flid
uynuun u?
Portugal.
Jnfanten Don Johan, som nylig Glæde skienkte
Sin høye Stanmes Huus, var død for man det tænkte
Høyvise Læger her sin Kunst vel prøvet har;
Men der ey Lægedom mod Dødens Vælde var.
Man settes her i Frygt og mueligt ey ugrundet,
At Fredens Baand, som er saa nylig blevet hundet,
Jgien opløses skal, aafremt Hollænderne
Udi Ostindien vel være fiendtlige.
Af høy Medlidenhed Kong Josephs Hierte røres:
Saa til Gibraltar skal en Pengeladning føres,
Som skal anvendes der, at løse Fanger for
Slig Folke=Kierlighed giør Kongen billig stor (*)¬
For 200000 Pund Sterling.
1id
N111
(**) 500000 Portugisiske Ducater.


207


Rusland.
De mange fæle Mord, som Petersborg har skult,
Hvorfor Retfærdighed endogsaa selv har gruet,
Nu ere standsede ved de Forordninger,
Som gaves derimod, og ved Bestraffelser.
Man nogle Mordere for nylig skienkte Livet.
Dog blev dem samme kun til Skrek for andre giv
Thi efter Pidskningen de Brændemerke fik,
Og Næseløse bort fra Retter=Stedet gik.
J Staden Moskau er et Hospital oprettet,
Hvor Barne=Fødselen for Fattige er lettet.
Czaarinden skienket har en Tønde Guld dertil,
Og aarligen en halv fremdeles give vil.
J samme Hitte=Børn og Fattige opdrages,
Som fra de spæde Aar til Pleye der antages.
Sligt Kierlighedens Verk Caurinden Ære giør,
Og saadan Anstalt var i Moskan aldrig før
Den Vagt, man fremmede Mi¬
re før har givet,
Som deels til Ære var, deels Sikkerhed for Livet,
Skal efter denne Dag ey gives dennem meer,
Som af Beretninger fra Petersborg man seer.
Nu Russerne igien seer Jani Tempel aaben
Og mod Chineserne strax gribe maae til Vaaben;
Thi de et Russisk Land sig har bemægtiget,
Og Keyserinden vil forsvare hendes Ret (*)¬
Lyst=Slottet Petershof hun got i Stand vil sette,
Og efter Engelsk Smag det gierne vil indrette,
Til hvilken Ende hun har sendt til Engelland
En kyndig Urtegaards= og øvet Bygningsmand.
Polen.
Om nogen travelt har, det Poens Herrer bliver,
Som nu sit Riges Vel antager sig med Jver.
arschau
(*) 30000 Mand skal marschere til de sydlige Grændser af Siberien, som Chineserne
T21 1 han bemægtiget sig.


208


J Warschau samlet sees en Senatorisk Hæx,
Og Republikens Gavn er Maal for hver i sær.
En Jldregn merket er, og anmeldt som merkværdig.
Man vilde uden Tvivl sin Spaadom have færdig,
At Tvedragts sterke Jld Forvarsel drev herhid,
Om saadant ey faldt ind i vor oplyste Tid.
Polakkerne vil dog den hele Verden lære,
At der og Enighed ved Konge=Val kan være.
Men hastes ey dermed: er Sagen just ey rar;
Thi Polen før et Aar foruden Konge var.
De har til Rettesnor de værdige Forfædre,
Og tør Rigs=Lovene ey herudi forbedre
En Sag af Vigtighed udfordrer Tid og Raad,
Og Polen sin August først ofre maae sin Graad.
Ved Polens Grændser vil forsamles mange Hære,
Der skal opmerksomme ved Konge=Vallet være.
Sligt Rygtet spreder ud, og man et andet Aar
Erfaringen deraf og meer at vide faaer.
J Warschau seer man og en Mængde af Gesandter,
Og man forventer fleer endnu fra alle Kanter.
Chur=Sachsen sin har sendt med mange Breve hid;
Thi hver for Kronens Skyld nu sparer ingen Flid.
Men ak, Fyrst=Primas nær derover stødt var bleven,
For ey hans Titel stod paa Brevet rigtig skreven;
Skiønt hans Durchlanchtighed paa Forestilling dog
Det til Besvarelse i Hemmelighed tog
Heraf Magnaterne ey nogen Umag spares
At den indvortes Fred i Riget kan bevares.
Med Konge=Vallet det heel langtsomt ud kun seer;
Endskiønt man mener dog, at det ad Aare skeer.
Tyrkiet.
Sultanen budet har, al Guld=Myndt, som ey holder
Sin Værd med sammes Præg, og kun Misregning volder,
Til Myndten bringes skal, for at omfmeltes der:
Saa gode Penge kun skal gaae og gielde her.
Lrastudgres Maanednig Srk paa der Aongl Adrefecamar i Adbandann


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For December Maaned 1763.
Dannemark.
M¬
an kan om Vinteren ey vente Sommerdage.
Men naar de Aldrende nu staaer og seer tilbage,
De knap erindrer sig saa fæle Luftens Stød,
Som Gud tilsidst i Aar om Jorden rase bød.
Decembers Tidender fløy om i alle Lande:
At Vrage sloges op mod Klippefulde Strande;
Thi Luftens Futiet løsslupne rasede,
Og søndersled hvert Hav, for ned til Bunds at see.
Al Havets Bisterhed, da kunde ey afværge,
At Stormen sig til Lyst jo deraf bygte Bierge.
Det slugede dem ned til hvid beskummet Top;
Men Størmen nye igien paa Timen bygte op.
Mod Stormen brusende det Gnister syntes kaste;
Men den med større Magt strax torde det antaste?
Saa Dødens Billede paa hver en Bølge stod,
Og Havets Strube sig med Brølen nu oplød.
Ret som med Seyers=Haab man hørte Luften pibe.
Hevngierrig stødte den mod de betrængte Skibe,
De Havets Yndlinger! og dem sin Cours forbød;
Ja truede hvert Liv med øyensynlig Død.
De beste Søemænd da med Angest saae paa Faren;
Men ingen Udvey saae; thi Døden stod med Snaren
Omkring det hele Skrog, med hvilket Vandets Vold
Og Stormens grumme Magt tilfælleds spilte Bold.


210


En sank med Top og Tavl; en anden drev mod Landet;
En stødte paa et Skier, som skiultes under Vondet;
En løb paa sandig Grund, og huggede sig fast;
En anden mistede hans Stænger, Roer og Mast.
3 Søeskaden, som er spurgt at være foraarsaget
Af denne haarde Storm, der Landet og har plaget,
Er overmaade stor, og langsomt glemmes vil
Thi mangt et Øye er formedelst den lukt til
Saa mange Folk, som har Paarørende om Borde,
I denne Maaned knap Aviser læse torde;
Thi næsten paa hvert Blad man Bud om Skibbrud saae
Gid vi af saadant Nyt ey mere høre maae!
Saa skrekkeligt Uveyr, som var ey nylig større,
Endog har efterladt sig Merker paa det Tørre.
Dog har det ikke gjort Fortred i Kiøbenhavn;
Før hvilket alle her ophøyer Herrens Navn.
Et dobbelt Lynilds Glimt saaes mod Nordost af mange.
Ja nogle Tordenslog har hørt, og bleve bange;
Thi sligt paa denne Tid høyst usædvanligt er,
Da Solen kommer ey vort kolde Norden nær.
Men om end Himlens Soel mat Skin os nu kun giver
Vor Tvilling=Riges Soel dog varmer og opliver.
Han, Herrens Salvede, paa Folket mildest seer.
Hans Naades Aasyn giør, at alles Hierter leer
Et lidet Øyeblik Han fandt for got, at glæde
Med høy Nærværelse sit Sommer=Konge=Sæde,
Og paa sit Fridrichsborg det Stutterie besaae,
Som aarlig Mønstringen for Ham passere mane.
Han stedse bliver ved, utrettet at arbeyde,
At Han sin Hær i Fred indrette kan til Feyde.
Han vil sit Fodfolk see endnu forøget meer:
Saa nye Aftakkelse igien ved Garden skeer.
Saa Elsket en Regent til ingen Garde trænger!
Hans Garde=Regiment til Hest skal ikke længer,
Som hidindtil, bestaae, men indtil videre
J alt af Hundrede og sex og tredive.
Fodgardens Regiment omfmeltes ligeledes;
Kun i den gamle Stand fem Compagnier fredes,


Og tretten takkes af; men man har læst paa Prent,
At her oprettes skal et Dansk Liv=Regment (*).
Al Gurden skal nu Navn af Kongens Liv=Vagt føre,
Og efter saadan Plan har Vagt begyndt at giøre.
Commando over den Grev Caspar Moltke fik;
Og Pleøsen ved Armeen til større Charge gik.
Halvandet hundrede og otte Garder=Heste
Bortsolgtes offentlig; men knap til deres Beste.
Dens Kaadhed snart forgaaer, var han blant deres Tal¬
Som med sin Garder sprang i Kallebøds Kanal. E
Vort Konge=Hof paa nye to Ugers Sorg anlagde,
For Verden sit Farvel en Wiensk Printzesse sagde.
Men midt i saadan Sorg enhver dog glæder sig¬
For Wilhelmine er ey meer upasselig.
Østindisk Compagnie sig her mod Sorg maae væbne,
For slette Tidender om tvende Skibes Skrebne,
Hvoraf Marattiske Søerøver=Hænder har
Det ene plyndret ud, som kaldtes Tranquebar.
Det andet Handels=Skib, som blev Grev Moltke kaldet,
Af Jldens sterke Magt ved Vaade er anfaldet.
Der blev af Skib og Gods ey frelst det ringeste;
Men alle Folkene dog ere biergede.
Skiønt dette Tab ey har det store Selskab glædet,
Det dog et Skib endnu til China har udredet.
Den Resolution blev tagen gandske kort:
Kronprintzen blev udvalgt, tiltaklet, og gik bort.
Sving over Handelen, o Held! din Lykkes=Fane!
Føer hen og om igien beholden Captain Svane!
Lad ikke Vind og Vand mod hannem føre Krig,
Men begge Deele byd saa jevnt at føye sig.
Hver under Armene Søe=Handelen vil gribe.
Her bygges aarlig nye og store Handels=Skibe.
Er ey Hr Applebye blant Patrioter sat,
Som bygte paa sin Plads en Koffardie=Fregat
Han tvende Skibe før af Stabelen lod løbe.
Det sidste lod han nu Grevinde Wedel døbe.
Gid det paa hver en Vey, som det ska seyle, maae
Sin høye Navnes Held og blide Lykke faae!
)d
*) See den Altonaiske Mercur No. 201.


211


212


Jo mere Handelen iblant os sig udvider,
Jo større er vort Haab til milde gyldne Tider.
Fornemmer Almuen nu Dyrtids Plage=Snert,
Er Haab til bedre Tid for Hungeren dog kiert.
Hvoraf det dyre Kiøb paa Sæde=Vahre kommer,
Da vi i Aar har havt rig Høst og frugtbar Sommer,
Maae paa de Lofter sees, som hugner af den Sæd,
Enhver ey dynger op i Josephs Øyemed.
Saaledes raaber de, som bedre ey kan dømme,
Hvis Tunge Tankerne af Hiertet vil udtømme.
Hvo bryder sig derom? Det er ey Pøbelen,
Som har Forstand at see ind i Huusholdningen.
Rosseth! hvad driver Dig til Almisser at giøre?
Seer Du Medborgerne sig ligesaa opføre?
Din Christen Kierlighed imod Nødlidende
Dog til et Mønster staaer; om nøgen det vil see.
Dig Pesthuuslemmerne vil mange Aar udbede,
For Du i Aar igien ved Gaver dem lod glæde.
Ja Sengeliggende og Døende blant dem
Dit Navn i Bønnen vil for Herren bære frem.
Du har forskaffet dem en egen Sygetrøster:
Saa de endog ved Dig for Sielen Forraad høster.
At Du berømmes bør, erkiendes vil for Ret.
Gid hver bemidlet Mand mod Trang var en Rosseth!
Hver flittig Spinderske til større Flid nu drives
Ved de Belønninger, som dem af Kongen gives,
Der meest og finest Garn leveret har i Aar;
For hvilket Walløe=Stift allene Æren faaer.
Der Amtsforvalteren Hr Rosted haver vundet
Den satte Præmie for meest og finest Spundet.
Han Stiftets Spindersker betalte deres Spind,
Og nu en Gave til, som muntrer deres Sind.
Gud troe Arbeydere nok skienker disse Riger,
Endskiønt de Fødtes Tal i Kiøbenhavn ey stiger
J Aar nær deres Tal, som gik med Livets Tyv,
Paa tvende tusinde, syv hundrede og syv.
Men jeg maae bryde af, dog uden at forglemme,
For mine Læsere et Ønske at bestemme:


213
*2


Gid det opnaaede Aar for hver maae blive rigt
Til Siels og Legems Carp, og endes glædeligt?
Norge.
Den Stad, som Navnet fik af Rigets Eyendomme,
Som Herrens Gierninger mod sig maae ihukomme,
Som Elementerne tidt rasende har seet,
Har nylig fuld af Lyst paa nye velsignet leet.
O Bergen! Biergene om dig maae Gienlyd give,
Naar Kirkevielsen skal udbasunet blive;
Den store Fest for dig; som er med største Pragt
Og Andagts Følelse til Ende bleven bragt.
Nyekirken er paa nye oprettet af sin Aske.
O Syn, som Krøblinge og Halte har gjort raske!
See dette Herrens Huus ved Bønner helliges:
Stifts=Hyrden knælende ved Kirkens Alter sees.
Tolv Præster og paa Knæ om Alter=Foden ligger;
De med Forsamlingen vor Kirkes Hoved tigger,
At han med Aandens Kraft vil ale være nær,
Som efter denne Dag sit Offer tænder her.
En liflig Tonekunst Gudstienesten tilføyes.
J samme Viisdoms Aand af Boalths Aand ophøyes (*.
Men holder lidet op! Andægtig Qvædende!
Thi nu Veltalenhed vil røre Hierterne.
Med høy Ærværdighed i værdig Bispe=Kaabe
Bedaget ypperst Præst begavet vil udraabe,
Som Herrens Pagtes OOrds oplyste sikkre Tolk:
Guds Lyst og Velbehag, at boe hos Pagtens Folk (*).
Hans Tale, ey for lang,
Til Siels Opbyggelse.
hrer,
Og til Jndv
Guds Folke¬
at bøe hos Pagtens Gudse
See
E Planen og Ordene til Musken ved denne Act forfattedes af den Latinske Skolge
"Rector, Hr. Cancellie-Raad Boalth.
) Forestillet af Indgangs Sproget 3 Mos. Bogs 26 Cap. 11 p. 12 Vers.
) Forestillet af Texten=Psalm. 84, 11-Vers.


254


See, Biskop Ahrens nu opløfter Mosts Hænder
Og Seyervindings Haab til Christi Stridsm ænd sender.
Nyekirkens Menighed, annam Vetsignelsen!
Og see dit Bedehuus ey falde meer igien.
Hver Nordmand prise Gud, som andre Landes Plager,
J sær Hornqvægets Død, fra Norges Rige tager.
Qvægsygen var begyndt ved Christiania;
Men Kammerherre Storm, næst Gud, den drev derfra
Han Anstalt føyede, saa Sygen strax ophørte,
Som man derop til Skibs ved en Qvægladning førte
Og derved har beviist som Stiftbefalingsmand,
At høy Aarvaagenhed kan læge saaret Land.
Naar Sygen andensteds utalligt Tal henrykker,
Her døde neppe fleer, end fyrretyve Stykker.
Gid dette lægte Saar ey brekke Hul igien!
Saa kan de Norske ey fuldtakke Himmelen.
Tydskland.
De Tydske Fyrster nu fornøden Anstalt giøre,
J sær Churhusene, sig prægtigt at opføre
Naar den Forsamling skeer, som først skal for sig gaae,
Før Erkehertugen kan Romersk Krone faae.
Man mener fuldt og fast, at Val og Kroning kommer
Udi sin Rigtighed med snareste i Sommer:
Ja meer, at Keyseren og Keyserdronningen
Vil selv personligen til Franckfurt komme hen.
Men fastest Forset kan Forhindringer dog finde.
Naar Erkehertugen sin Erkehertuginde
Ved Døden savne maae saa uformodentlig,
Kan fleer Forhindringer jo let indfinde sig.
Hun i en Barselseng af Børnekopper døde;
Og dette skulde just saa uforventet møde,
Da Romersk Dronnings Pragt for hende færdig var.
Saaledes Gud og Folk ey lige Forset har
Meer uformodentlig et andet Dødsfald meldes:
Chursachsens Friderich af Døden overveldes (*).
(* Fød d. 5 Sept. 1722 Kom tilRegiærinaen deg Den. 1763. hai deb samns Ae¬
den 17 Derember, Kl. 2 Formiddag.


Et Slagflod sig indfandt med Børnekopperne:
Saa han ti Uger kun sit Folk regierede.
Hans Søn, Churprintzen, har kun tretten Aar oplevet.
Tænk, hvor det hele Hof er høyt forbavset blevet,
Da alles store Haab saa hastigt døde ud
Og Rygtet fløy omkring med dette Sørge=Bud.
En Mængde andet Nyt i Tydskland sig tildrager.
Grev Wartensleben man i Cassel fangen tager;
Men synder derved ey mod Lov og Folkeret.
Nu er han frie igien, og man forglemmer det.
Engelland.
Hr Wilkes Sag endnu ey er til Ende kommen.
Men mueligt Døden ey ham lader høre Dommen;
Thi i en Tvekamp han en Kugle nylig fik,
Skiønt for hans Vederpart Pistolen først slog Klik,
En Tvekamp i Paris ham før navnkundig giorde;
Skiønt Rygtet spreder ud, han da ey møde torde.
Men at han mødte nu, det øyensynligt er,
Fordi hans Ære var ham fremfor Livet kier.
O Wilkes! maatte du endnu for Døden lære,
At Folkes Ære just af Tvekamp har Vanære;
Thi hver, som fordrer ud, og hver, som møde vil,
Slet ingen Ære har, men Liv at sette til.
De Stratenrøvere fortiener større Ære,
Som for en geistlig Mand den Ære vilde bære,
At de selv fulgte ham uplyndret til hans Hiem,
Saasnart hans Præstekiol var bleven seet af dem.
en Skottisk Lieutnant Dun sig og har gjort næynkundig,
Ved det, han vilde dræbt Hr Wilkes underfundig.
Men Himlen dette Mord dog haver værget af
Og mueligt har bestemt Hr Wilkes mindre Straf.
Men nok om denne Sag. Her og et Ord maae skrives
Om den Fornøyelse, hver Engellænder gives,
At Brunsvigs Arveprintz skal Kongens Søster faae,
Og at han hid til Skibs med Pragt har vildet gaae.
Sverrig.
Man har fra Cimbershavn de Tidender erfaret, ¬
At Creaturet der fra Sygdom er bevaret,
Men¬


21
21


4k


Undtagen Horner=Avæg, som deromkring og døer,
Og et anseligt Skaar i Folkes Velstand giør.
Man skriver videre, at Høsten rig har været,
Og Fiskeriet got, men seer sig dog besværet
Af Dyrtid ---Er det sært, de ey begribet sligt?
Det er jo andensteds og ubegribeligt.
J Ydstad sørges ømt for hele Lehnets Beste:
Ey nogen dertil maae indføre Danske Heste,
At Heste=Sygen ey de Svenske smitte skal.
Men, Naboe! saadan Frygt at pakke sig befael.
Portugal.
Gavtyves Tal saa størt i Lissabon var blevet,
At næsten ingen Mand i Roe der havde levet,
Om Stadens Secretair ved tvende af hans Vagt
Ey havde dette Pak i Fælden snedig bragt.
De maatte nemlig sig i deres Bande give,
Paa det Smuthullerne bekiendte kunde blive,
Hvor de opholdte sig, der lyksomt for sig gik:
Saa man to hundrede paa een Nat grebne fik.
Kong Joseph, Dronningen, og de, som om dem vare,
J Tago=Fløden nys at drukne stode Fare.
Det er nu anden gang, Gud Kongen var saa god,
At han for Døden slap paa den oprørte Flod.
Rusland.
Al Toldforpagtningen til Nyt=Aar her ophæves;
Men af Forpagterne skal Tolden dog indkræves,
Hvormed i tvende Aar en Prøve bliver gjort,
Hvorefter den iglen vist bliver pagtet bort.
Cjaarindens Tanke er, hun større Jndtegt nyder;
Men Toldforpagterne nok denne Troe forbyder.
Jmidlertid hun vil nye Tolde legge paa,
At hendes Jndkomst kan anselig Tilvext faae.
Hiin Staden Petersborg og større Glands vil give:
Saa samme kan en Ziir blant Hovedstæder blive.
Til denne Ende hun vil manges Tanker see,
Hvorledes saadant kan best og beqvemmest skee.
Tngteagerurteamatig æget pat de deng testic emat lltuatune


Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved
NIELS PRAHL,
Med Kongelig Allernaadigst Bevilgning.
Andet Hefte.
For 24 Maaneder fra 1 Januarii 1764.
indtil den 31 December 1765.
Kiøbenhavn, trykt hos L. L. Heiden, boende i Peder Hvidtfeldt=Strædet


Imprimatur,
C. F. WADSKIÆR.


Til Læseren.
Til andet hefte her et Titel=Blad leveres;
Og faa Anmerkninger til mine Læsere.
Paa dem det kommer an, om Pennen skal beskieres
Til flere Hefter, end til det nu sluttede.
Jeg Oværbærelse af dem mig maae udbede,
Fordi at Bladene tidt seent har kommet ud!
Men Geysten ikke er, just naar man vinker, rede,
Til at paatage sig et sikkert Hoved=Brud.


Deg vil imidlertid med Gud al Flid anvende,
At vinde Læsernes fuldkomne Kierlighed.
Og om jeg lever til det næste Heftes Ende:
Skal sees, at dette var mit sande Øyemed.
Der rig Materie herefter vist vil blive
Til disse Tidender, i Følge Tiderne:
Saa dersom jeg faaer Held og Lykke til at skrive
Skal jeg nok Yndest faae hos mine Læsere.
Deg mig i Deres Gunst, som sidst, vil anbefale,
Og takker, for De sig antager Bladene!
For disse eller mig jeg vil ey mere tale;
Men ønske hver for sig rig Guds Velsignelse:


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Januarii Maaned 1764.
Dannemark.
M¬
ed Frost og megen Snee det nye Aar her begyndte;
Men disse Vinter=Tegn sig hastig fra os skyndte:
Saa Luften fandtes mild, og Foraarsagtig blev,
Før man den sidste Dag udi Glugmaaned skrev.
Man midt i Maaneden oplukte Toldbods Bommen
For den Tilførsel, som ved Skibe var ankommen.
Hvor lidet det end er, saa hielper det dog til,
At den høytstegne Priis paa Vahre falde vil.
Vor Konge, som paabød en Hofsorg fjorten Dage,
Fordi Chursachsen saae sin Fridrichs Død saa fage,
J denne Maaned har Høykongelig beviist,
Hans ømme Omsorg har ey mindste Vegt forlist.
En Weneral=Pardon, den fierde underskreven,
For Norske Rømningsmænd af Ham er udstadt bleven.
Den Ottende dernæst, Han den forlængede,
Som Han for Danske Folk forhen lod udstædt see.
Den syvende Hans Haand en mild Forandring gjorde
Udi den Extra=Skat, som ellers maatte vorde
De mange Fattige i Dannemark for tung:
Saa deres Skatte=Lod gaaer af de Riges Pung
Ved den Forordning Han og vildet har befale,
At Rangspersonerne for Rangen skal betale
En fastsat aarlig Sum, der modereret er
For alle Lieutnanter saavelsom Fændriker.


Saa stor en Ronge bør en Ære=Støtte settes;
Men den vil ey forslaae, som Hannem skal oprettes,
Og som ved en Saly er færdig i Model:
Thi den afbilder kun Hans Legem, men ey Siel.
Hans Siels og Naades Priis skat i de Hierter skrives,
Som lever, og som Liv herefter først skal gives.
Der skal opreyses Ham ved Eftertankens Flid
Udi Hukommelsen et Tegn til Ævigtid.
Den store Konge=Søn, i hvilken Himlen vilde
Vor store Konge selvi Naadens Glands afbilde:
Den Printz, for hvilken vi i Gield hos Himlen staaer,
Har atter lykkelig opfyldt et Leve=Aar.
Den ni og tyvende Han femten Aar fik regnet,
Hvert Ønske til got Liv blev Hannem da tilegnet,
Og det saa unget meer som Han beviste først
At paa Hans Alder Han blant Printzerne var størst.
Sielens høye Gaver,
Størst af den høye
Viisdom aagret haver;
Hvormed Han Fyrst¬
Størst af den Kundskabs Vey, paa hvilken Han gaaer frem;
Størst af den Dyd, som har udi Hans Hierte Hiem.
Han til en Kronprintz sig har værdig viist at være;
Men vil endnu om Gud og Verden mere lære,
At intet af det alt, som Printzer vide maae,
Skal Hans Opmerksomhed og Flittighed undgaae.
Hans Fødsels=Fest blev holdt med saadan fyrig Glæde,
Som hos forelsket Folk har nogen Tid havt Sæde.
aa Skydebanen, som er ud om Vesterport,
En Mængde Glædskabs Skud paa denne Dag blev gjort.
Hver for sin Kronpring bad af alle Sielens Kræfter.
Louises Fødsels=Dag, som indfaldt Dagen efter,
Høytidelig blev holdt med al sædvanlig Pragt,
Og Glædskabs Tegn af hver blev frem for Dagen lagt.
Gid intet Uheld maae sig nærme eller ramme,
J alle Verdens Aar, den Danske Konge=Stamme,
Som til dens Svekkelse skat kunde giøre sit!
Det hver Mands Ønske er, som det er altid mit.


Ved Øre=Sundets Told og Fæstning, hvor bestolded
Selv Commandanten blev, Naturens Told er tolded
Af Hr. Geheime-Raad von Osten, Hr. von Mold
Men Kongen er betænkt paa andre brave Folk
Mænd af Fortienester Han har i alle Stænder
Og hvers Værdie af dem Han veyer af og kiender
Seer Han blant Fremmede en fortient værdig Velfortient,
Staaer Naaden saadan en hos Kongen uformeent.
Men hvo, som derimod sig dristig tør indbilde,
At Danner=Kongens Hof og Folk sig laer forvilde
Af Glimren, Brovterie, Skin, store Ord og Pragt,
Han kiender Dansken ey, og finder kun Foragt.
Hiin Brovter, der blant os sig som et Veyrlys viste,
Med eet al sin Credit, ja Frihed med, forliste.
Han søgte nok at faae svøbt Øyne her i Blaar;
Men slige Karle Plads i Slutteriet faaer.
Nu er det vigtigste, min Læser! dig anmelder
Saasnart jeg dig har sagt, en Lieutnant blev nedfældet
Ved Gaarden Killendal i en fordømt Duel;
En anden Lieutnant ham med Kaarde stak ihiel
Til saadant maatte nok en vigtig Aarsag være
O ja! den gamle Grund; en om fornærmet Ære!
For at forsvare den, han satte Livet til;
Og Cains fæle Skrek den anden følge vil
Nu kan de Levende af denne Døde lære,
Hvad Ære han nu har af Forsvar for hans Ære.
Udi en lovlig Krig sligt Blod med Ære flød;
Der, der! men ikke her, er Helte=Daad og Død.
Tydskland.
Om Oversvømmelser, og deraf flydte Skade,
Man læste idelig i denne Maaneds Blade,
Som Rygtets Vinger har fra Rigets Stæder ud.
Hver Post tilbragte Folk derom nye Sørgebud.
Saa kan hvert Element, naar Himlen det vil byde,
Forhindre, at vi Liv og Gods i Roe maae nyde


Ey ene Jld og Vand, men ogsaa Luft og Jord
Har egen Forraad nok til Livs og Lykkens Mord.
Næst saadan Sorrigs Nyt, os Efterretning gives,
Om Franckfurts Glædes Maal, som allesteds beskrives
Det snart utiøl gt er, hvad Umag alle har,
Før Tilberedelsen fuldkommen bliver klar.
Endeel af samme kan endogsaa deraf merkes,
At Stads=Besetningen anselig skal forsterkes,
Ey for at sette sig i Stand mod Fienderne;
Men Franckfurt skal nu snart en Romersk Konge see.
De Østerrigske Folk, som der skal paradere,
Udi Bevægelse nu allerede ere:
Og Tallet meldes øs, som er dertil bestemt:
Saa ingen Anstalt meer til Fred og Fryd er glemt.
Grev Wartensleben nu sin hele Sag forsvarer,
Og, hvad der Aarsag var til Fængslingen, førklarer.
Lad andre dømme den velgrundet eller slet!
Man veed, hver stridig Part vil altid have Ret.
En hver udi Berlin nu seer, at ogsaa Tyrke
Har Videnskaberne begyndt hos sig at dyrke;
Thi Achmet Effendi har fremlagt for en Dag,
At han i samme har en reen og ædel Smag.
Men tænk, hvad Rygtet os fra denne Stad meddeler,
At nogle Brændeved fra Kongen listig stieler
Naar Udlevering skeer til Mustaphas Gesandt.
Mon man først dette Greb ved dette Hof opfandt?
Om alle skulde gaae udi den Spanske Kappe,
Som et og ander bort fra Hofferne tør snappe,
Hvor blev da dette Tal for dem utælleligt,
Som tør indbilde sig, der kan passere sligt
Frankerig.
Den Franske Opsigtsmand ved Komgens Jindtægt, nyder
Den Naade, Kongen selv berømme vil hans Dyder,
Og siger: Ærlighed, Flid, og hans store Pund
Til hans Udvælgelse har lagt den første Grund.


Paa dette Kongen faaer en øyensynlig Prøve;
Thi denne store Mand en Dyd har vildet øve,
Som hos hans Ligemænd knap altid bifald faaer,
Og til Berømmelse for ham bestandig staaer.
Ham af Forpagterne en Penge=Sum foræres,
Som pleyer, efter Skik, engang at oppebæres
Af hver nye Opsigtsmand i dette Embede;
Men de la Verdy ey beholder Pengene.
Han rigtig tager dem, dog sig dem ey tilegner,
Men Kongens Cassa helst til Indtægt dem beregner
Har Frankerig en Hob af saadan Character:
Saa bør i Ærlighed og Moden hentes der
Hans store Flittighed, at see paa Kongens Beste,
Giør, at enhver paa ham i sær maae Øye fæste.
Huusholdningskunsten han fra Grunden af forstaaer;
Og Fruen, tænk engang, selv i sit Kiøkken gaaer.
Udi Provence er en Smed Opfinder bleven
Af et Slags Vugge=Uhr, hvis Nytte er beskreven
At være meget stor, i det ved Kunstens Flid
Maskinen vugge kan et Barn paa nogen Tid.
Da den Maskine er meer troe, end mangen Amme,
Han og Høyagtelse fortiener for den samme:
Og er han ey for dyr, saa vil han Aftrek faae
Paa slige Vugge=Uhr, hvor Vuggen ey maae staae.
Engelland.
De Gamle Hofferne afbildet har ved Bierge,
Hvor de Opstigende sit Fald knap kan afværge,
Saasnart en Sidemand til dennem støde vil;
Og denne Sandhed er endnu paa Jorden til¬.
Men det jo billigt er, at Londons Hof afsetten
Enhver, som Lydighed mod Kongens Bud forgietter.
En Connvay kan sig ey fra saadant Fald befrie,
Naar han ey enig er med Kongens Hof=Partie.
En Konge, som kun vil sit Folk lyksaliggiøre,
Som Verden om Georg den Tredie kan høre,


Bør have størst Partie, og eye Hierterne; 7
Thi han sin Konge-Dyd mod alle lader see.
See, han afskaffer ey en gammel lovlig Vane;
Men for Goddædighed selv naadigst Vey vi vane:
Paa første Juledag han selv til Offers gaaer,
Og Bispen en Klump Guld af Kongens Hænder faaer.
Han til de Fattige uddeler store Gaver.
Sligt stor Velsignelse i Følge med sig haver.
Almisser, naar de skeer i Gudsfrygt med Forstand,
Har aldrig gjort en Rig til nogen fattig Mand.
Det ellers artigt er, og priseligt i Staten,
At det i London er en Skik blant Magistraten,
At to af dem skal gaae i Caffehusene,
Og samle Penge ind til stakkels Fængslede.
Tænk, hvilket herligt Syn! at see en Borgemester
Med en Medbroder gaae omkring til Caffegiester,
Og samle Almisse. Man knap en Raadmand fiki
Udi Smaastæder til, at øve saadan Skik.
Hr. Wilkes nylig fandt for got, sig bort at pakke,
Og før i fremmet Land med Frihed taer til Takke,
End i sit eget Land at leve i en Frygt;
At Livet neppe selv i Frihed der er trygt.
Om Brunsvigs Arveprintz man nu bestandig taler,
Og hans Bedrifter sig i Tankerne afmaler
Saa tidt man nævner ham; ja paa Berømmelser
Har neppe Forraad nok for hans Fortienester.
Hos Fruentimmerne han staaer saa høyt opskreven,
At han blant dennem er al Talens Jndhold bleven.
Endog de Ringeste har taget Part deri
Med saadan Hidsighed, som blev til Klammerie.
Her sees hvor Tapperhed indtager og befalder.
Et Par har vexlet Ord om Printzens Leve=Alder;
Ja den Ordvexling steeg til Skienden, Skieldsord, Slag,
Og lagde Kierlighed i Vrede for en Dag.
En anden Kierlighed udi sin Klarhed fandtes,
Da Hertug Ferdinand til hans Augusta bandtes


Med Enighedens Baand ved Fyrsteligste Dyd.
Hvor har den Sextende opfyldt hvert Bryst med Fryd!
Ey Rygtet er i Stand til at afbilde rigtig
Den Fest udi sin Pragt, som var saa stor og vigtig.
Naar derom skrevet er meest i Aviserne,
Kan man i samme dog knap Skyggen deraf ste.
Man saae paa Gaderne utallige Personer,
Henrykte ved at see Jlluminationer
Til denne Samlingsfest sindrigt indrettede.
Kort sagt, al Pragten var ret Kongelig at see.
Men et langt andet Syn vist den Duel har været,
Da en Landjtinker og en Præst har duelleret.
Tænk, hvilken stridbar Præst, som torde fordre ud!
Hvad Agt har han ey havt for Guds og Kongens Bud!
Landjunkeren sig kun forgieves vil undskylde,
At Præstens Villie han ikke kan opfylde,
Da for sin Kones Skyld og Børns han leve maat.
Her hielper ingen Snak! han maae med Præsten gaae.
Nu tager hver af dem Pistolen fat ret dristig;
Men Præstens Hensigt er, at være mere listig,
End hiin, og skyder først. Nu blev han sikkert glad?
Ney! Skuddet ramte ey: saa han om Livet bad.
Hans Vederpart, som var mod hannem ikke bister,
Ham skienkte det, men han sit Præstekald vist mister;
Thi Præster ikke er iblant de Stridsmænds Tal,
Der saadan Ære har, som glubsk forsvares skal.
Holland.
O Haag! hvor stor Allarm er dog ey foraarsaget,
Da dine Damer saae sit Levnets=Løb opdaget,
Og fremlagt tydelig i en udkommen Bog?
Forfatteren af den har neppe været klog.
Hans Orm har plaget ham med en forhexet Grille.
Hvad vilde han med dem dog have at bestille,
Hvis Magt er allerstørst, naar samme synes mindst?
Foragt hans egen blev, og Baal hans Bogs Gevinst.


P¬


8


Ney, Hr. Forfatter! ney, det Arbeyd ikke duer,
At hvedse nogen Pen mod Jomfruer og Fruer.
Lad dette smukke Kiøn kun leve som det vil.
At lære Dyd af dem tidt Mandfolk trænger til.
Lad slig Opdagelse af Had og Skam ledsages.
Men naar en nye Comet paa Himmelen opdages,
Som nys i Harlem først, dernæst i Haag er seet,
Saa er dog noget rart og nyttigt derved skeet.
Om Fædrene endskiønt i deres Tid ugierne
Saae slig en brændende ustadig Løbe=Stierne,
For Overtroens Skyld, det got betydde ey:
Saa sees de nu med Lyst, at løbe deres Vey.
Rusland.
Czaarinden sørger for, Jldsvaade at afvende,
Og en Forordning har udstædet til den Ende:
Saa ingen Efterdags om Natten mere maae
J Staden Petersborg med tændte Fakler gaae
De Store heller ey med Fakler meer maae kiøre.
Hun ved en Note og Anmodninger lod giøre
Hver udenlandsk Gesandt, at deres Tienere
Paa Gaden sig ey meer med Fakler lader see.
Polen.
Gzaarinden offentlig har ladet her erklære,
At Usandfærdighed ey større til kan være,
End at hun en Piast paa Thronen gierne faae,
For derved selv en Deel af Polens Jord at faae.
De Preussers Konge og lod slig Erklæring give,
At han fra Polen ey vil mindste Stykke rive,
Ved det, hans Øyemed, hvorved han bliver fast,
Er, at faae Kronen sat paa en fortient Piast.
Jtalien.
Hans Hellighed er syg, og der kun bliver givet
Af alle Lægerne et lidet Haab til Livet;
Men Dødens Fælhed ey kan krænke Pavens Sind;
Thi han i Himlen jo sig selv kan lukke ind.
Heraf udgives Maanedtlig i Stk paa det Kongl. Adresse=Contoir i Kiøbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Februarii Maaned 1764.
Dannemark.
O¬
m ikke Maaneden med Frost var sluttet bleven,
Dens milde Foraars Luft for Sommer stod anskreven;
Thi dens Begyndelse udviste sig saa blid,
At Brændehandlerne vandt lidet i den Tid.
Seyladsen blev begyndt; thi Vinteren ey kiendtes,
Og Luften mildere i Nord ey kunde ventes.
At Vandet aabent var, og frit for Drive=Jis,
Gav Levnetsmidlerne en mindre Dyrtids Priis.
Man saae i Kiøbenhavn Kornvare høyt opstegne,
Da kun Tilførsel kom fra Stadens næste Egne;
Thi Veyen var for slem for langt Fraliggende:
Saa Skibes Ankomst blev enhver des kierere.
O J Kornpugere! Som helst om Dyrtid beder,
At Prisen falden er, maae sikkert smerte Eder;
Men det ey skade kan, om større Sorg J faaer,
Naar Himlen giver os igien et frugtbart Aar
Hvad Nyt passeret er, jeg skulde nu beskrive:
Vor Konge nye Beviis sit Folk har vildet give
Paa Kongelig Attraae, hver lykkelig at see,
Og General=Pardon paa Tydsk forlængede
J Norges Extra=Skat Han og Forandring gjorde (**).
Hver Nørsk deelagtig skal i Danskes Lykke vorde.
Han og sin Norske Hær en Formand gav igien:
Den Helt Grev Schmettau skal beundre Mod hos den.
(*) Af 6te Febr.
(**) ved Forord. af 7de Febr.


10


Af Lotteriet er nu trakt den første Classe.
Til anden uden Tvivl faaer mange Lyst at passe;
Saa de kan Sedler faae, som forhen ingen fik,
Fordi Frielodderne i Veyen for dem gik.
Den Danske Skueplads Anseelse nu vinder;
Thi man Tilskuere i Mængde paa den finder.
Dog holder nogle for, det mest for Dandsen skeer;
Thi Sædelæren ey de flestes Sigte er.
De Velske Synge=Spil har nydt den høye Ære,
Af Kronprintg CHRJ ST JAN betragtede at være.
De ligeledes fik en høy Besøgelse
Til et fornyet Liv af Konge=Døttrene.
Vor elskte Arveprintz, som pryder Kongens Stamme,
Som alles Forbøn vil til Øyemed annamme,
En Prøve aflagt har paa Hans Forfremmelse,
Som Han ved Flid har gjort i Videnskaberne.
Han sig velkyndig har til Lyst beviist at være
Udi Historien, de Christnes Sædelære,
Almindelig Phyfik, og det Latinske Sprog,
Og Sig Tilhørernes Opmerksomhed tildrog.
Den høye Magistrat paa Stadens Beste agter,
Og har udgivet Taxt for hver en Svine=Slagter:
Saa de sit Svine=Kiød skal sælge ringere,
End hidindtil er skeet, til Trøst for Fattige.
Hvad jeg fra Kiøbenhavn i øvrigt kan berette,
Er paa Retfærdighed Berømmelse at sette.
Paa Holmen en Matros to Fingre mistet har
For en falsk Eed af ham for Retten aflagt var
Han skulde mistet tre; men han beholdt den ene:
Saa han blant Fremmede endnu kan Brød fortiene.
To Par Soldater kom i ævigt Slaverie.
Falsk Penge=Myndterie dem bragte derudi.
Fra Jylland vi nu og nye Tidender maae høre:
Til Oberst Poulson lod en mordersksindet føre
En Casse, fyldt med Krud, og en Pistol, skarpladt,
Med Udskrivt til ham selv paa samme Casse sat.


Saasnart nu Obersten den Casse fik oplukket,
Blev ved Pistolens Skud strax Jld i Krudet stukket.
J Veggen Kuglen fløy, og traf ey Obersten,
Skiønt den ham agtet var af Casse=Senderen.
Hans Liv vel sparet blev, men han blev slemt tilredet,
Og paa hans Legeme samt Klæder brændt og svedet:
Saa man ham forefandt i en ynkværdig Stand.
Krud=Luen stak endog Gardinerne i Brand.
Paa Børglum Kloster har en stor Allarm da været;
Thi Jlden kunde let den hele Gaard fortæret.
Lampetter, Vinduer og Speyle sprang i tu.
Men Gierningsmanden ey opdaget er endnu.
Af dette kan man see, hvor Folk kan være onde.
Mistanken falder dog ey paa den stakkels Bonde,
Som bragte Cassen frem. Han kun et Redskab var
Hvoraf Spidsbuben sig betient til dette har
De Jydske Kierlighed til Trængende betaler:
En Banco=Seddel paa halv hundrede Rixdaler
J Fattigs=Blokken var i Skanderborg nedlagt,
Som giver Giveren vort Ønske, Roes og Agt.
Ukiendt for Verden han har af slig Gave Ære,
Og til Opmuntring sligt for andre Folk bør være.
Den Christendommens Pligt, at hielpe Fattige,
Kan øves allerbest af de Formuende.
Tidt beste Villie besidder ingen Evne;
Tidt Evnen ingen Plads for Villien vil lævne;
Men hvor de begge to udi Forening staaer,
Der altid Fattige vis Hielp og Tilstød faaer.
De Jydske Ræve har i Vinter gale været.
Maaskee for de har Kiød af døde Kiør fortæret.
De ved høy Middags=Tid gik ind i Byerne,
Og sig for Mennesker ey mere frygtede.
En Mand i Aalborgs Stift to Koner lod begrave,
Og var saa lykkelig, den tredie at have,
Før Aaret Ende fik. Han giver os Beviis,
At som et Albuestød er Hustruers Forliis.


12


Norge.
4 T¬
At Norskes Legemer kan megen Haardhed lide,
Og ikkun saa blant dem af kielen Sygdom vide,
Stadfæstes nu paa nye ved saadan Hændelse,
Som vel henregnes maae til det Merkværdige (*).
En Pige (saadant Syn man ofte der kan vente)
Var kommen i en Baad, sin Huustroe hiem at hente,
Som over Sundet var udi Besøgelse;
Men hun den Aften nød ey Pigens Tieneste.
Hvad har Madamen dog fortreden sig indbildet,
Da Pigen ikke kom, men bleven var forvildet,
Fordi en Vesten=Vind uventet reyste sig,
Og mod vor Piges Cours og Baad erklærte Krig.
Her alle gode Raad for Pigen vare dyre;
Hun kunde Baaden ey med begge Aarer styre
Af Vesten=Vindens Magt hun overvunden blev,
Og nu for Vind og Veyr paa oprørt Bølge drev.
Naar til Beskrivelsen man Tid sig vilde give,
Da kunde den Seylads vidtløftig udført blive,
Og, som en Peder Paars, en herlig Forlags=Bog,
Den alle Folk af Smag i slige Ting antog.
Men jeg Historien i Korthed vil berette,
Dog af det Vigtige ey nogen Ting forgiette.
Da Baaden til et Sted af Vinden var opkast,
Sprang Pigen strax i Land og giorde Baaden fast.
Her stod nu uforsagt den Norske nye Heltinde;
Hun kunde Mennesker i Egnen, ikke finde
Hun kiendte Stedet ey, hvorhen hun dreven var,
Men derfor Modet dog ey overgivet har
Huin saae sig runden om, blev vaer en gammel Hytte,
Af hvilken Fiskerne om Hosten sig benytte;
Dar krob Heltinden ind; der lagde hun sig ned,
For indtil Morgenen at nyde Rolighed.
(* Det er berettet ska Christianssund, og findes indrykket i Adresse Contoirs Efterretnin¬
gerac No. 16.


Det var just Nyt=Aars Nat: saa man kan let begribe,
At Kuld og Frost har ført Heltinden sterkt i Knibe;
Men hendes Norske Blod fandt Kulden med Foragt.
Saasnart det dagedes, opstod hun uforsagt.
Hun hastede, igien udi sin Baad at stige;
Men ingen Nordmand kan den Følelse udsige,
Som ret forskrekkelig i Kroppens Fasthed kom,
Da efter Baaden hun forgieves saae sig om.
I Helte! kommer frem; J kunde mueligt sige:
Hvad Raad der var nu best for vor Heltinde=Pige.
J Nordmænd være maae i Bene, Sener, Kiød,
J fald J skal, som hun, gaae mod den visse Død
Hun gik i Raad med sig, og fandt det best at blive,
Til Døden uforsagt sig strax at overgive.
Paa nye igien hun krøb i hendes Hytte ind,
Og Døden ventede med heltemodigt Sind.
Ni Dage laae hun der og fik ey Mad og Drikke.
I denne lange Tid Heltinden døde ikke.
Ey Hunger eller Frost, som al sin Magt har brugt,
Fik med Heltindens Liv til Døden nogen Bugt.
Hun laae ret ligesom et Menneske, der daaner,
Jndtil en Kone kom derhen at samle Spaaner.
Den Frelserinde saae Heltindens Skikkelse,
Og over hendes Kaar sig strax forbarmede.
Hun Pigen hiem til sit, maaskee besværligt, bragte,
Og den forfrosne Krop opvarmede saa sagte,
At Pigen hastigt fik Live=Aanderne igien,
Som stode færdige at see Fraskillelsen.
Heltindens Hunger nu at yttre sig begyndte,
Som allerbeste Tegn til Liv paa nye forkyndte.
Af Spaane=Konen hun helbrededes nu let;
Thi Pigens store Sult ey kunde blive mæt.
Men da der lidt og tidt var blevet hende givet,
Blev himn omsider mæt, og blev opholdt ved Livet.
Det er en Hændelse, som vel fortiene bør,
At man den ov ratt bikiendt for andre giør.


14


Tydskland.
Churfyrste=Dagen seer nu alt sin Morgenrøde.
Churfyrste=Hofferne Gesandter lader møde
J Frankfurt. Og endskiønt hver Landevey er slem
Paa denne Aarets=Tid: saa mødes dog af dem.
Af Frankfurts Magstrat der strax Opvartning giøres,
Saa hastigt en Gesandt at være kommen høres.
Hvad Pragt vil ikke sees engang, naar Keyseren
Personlig kommer selv med Erkehertugen.
Man næsten fra hver Egn udi det Tydske Rige
Kan høre Rygtets Røst bedrøvet nok udsige,
Hvorledes sterkt Uveyr, Vandflod, Skyebrud, og sligt
Har Landet mangensteds tilredt bedrøveligt.
I Dreøden en Person paa denne Tid befindes,
Der saadan Kunst forstaaer, hvorved en Hob vil vindes.
Han smelter Porcellain i Jld til nyt igien;
Og Kunsten er tilfals, naar man vil kiøbe den.
Man i Chursachsens Kreds har en Planteur antaget,
Som har for Plantelsen i Fior slig Omsorg draget,
At han ved Flid har sat imod tre tusind Træer,
Hvoraf om nogle Aar man visse Frugter seer.
De Herrer Geistlige, som har seet til med dette,
For andre herudi man maae til Mønster sette;
Thi deres Embede og Stand ey lider Tab.
Naar de kun forud har den rette Egenskab.
Frankerig.
Her en Notarius en Bankerøt har spillet,
Som ingen i Paris sig havde forestillet;
Thi han opførte sig, som han en Helgen var,
Og ved Skinhellighed sin Rolle spillet har
Af hans Optrekkerie, man daglig mere sporer
Han laante af en Ven et Tusind Lousdorer
Kort før han rømte bort. Hvorvidt dog Ondskab gaaer!
Thi tæn?, Des Hayes var halvfiersindstyve Aar.


Han er nu for en Skielm blant Folk erklæret bleven;
Thi man hans Ondskab seer til høyest Spidse dreven.
Han mange haver sat i stor Bedrøvelse,
Og er til Straf ophængt udi hans billede.
Her alle Kunster sig til største Høyde nærmer.
Man nu opfundet har nye Soel= og Regne=Skiermer,
Som giemmes magelig i en Spadsere=Stok.
Kan slig Opfindelse betales dyre nok?
Man nye Smtusdaaser og til Nye=Aar har opfundet,
Hvorved Opfindelsen paa Magisk Kunst er grundet:
Saa mange billeder bevæger sig i Spil,
Naar ved en liden Knap man ikkun røre vil.
Her en Harmonisk Stoel er og opfundet bleven,
J hvilken Stoel en Bom, af visse Fiedre dreven,
Omdreyer sig, saasnart man setter sig deri;
Og fjorten Arier udførr med Harmonie.
Engelland.
Hr Wilkes, som til nu sin Skjebne nok har fristet,
Har endelig sin Plads i Underhuset mistet.
Han denne Tidende har faaet udi Paris,
Hvor hans bekomne Saar spaaer hannem Livs=Forliis.
Om Rygtet ey til os de største Løgne støber:
Saa eyer Engelland en usædvanlig Løber,
Som inden to Qvarter tolv Mile løbet har
Endskiønt det Engelske, det dog uhørligt, var.
Det, den nyegiftede Printsesse er foræret,
Meer end tolv Tønder Guld udi Værdie har været,
Og mestendeel bestaaet af ædle Stenes Pragt,
Som Menneskets Forstand i høyest Priis har bragt.
Jblant Uhrmagerne Hr. Arnolds Kunst nu æres,
J det han giør et Uhr, som i en Ring skal bæres.
Dets Omkreds ikkun er en Dansk Toskilling stor
Vil samme rigtigt gaae, han lønnes bør derfor.
Et artigt Veddemaal er her i alles Munde,
At en vis Skienkevert saa reent ey tale kunde,
Som en vis Papegøy; og ved Forsøg man fandt,
At Verten gav sig fabt, og Fuglen rigtig vandt.


16


Da nyelig en Karret omveltedes paa Gader,
Og Kudsken bad om Hielp; var nepp. en i Staden,
Som vilde hielpe ham for Vognens Numers Skyld;
Thi de for Spøg ansaae det som en giftig Byld.
De vilde med det Tal ey have at bestille,
Som fra sin havte Post en Wilkes kunde skille;
Man merker, Tallet var just Fyrretyve Fem,
Hvorunder Wilkes Blad for Lyset og kom frem.
Fra London skrevet er: En Africanisk Skipper
Herefter Tigerdyr knap i Kajuten slipper;
Thi en, som syntes tam, opaad hans Dreng en Nat,
Saa Troe til saadant Dyr bør aldrig blive sat.
Sverrig.
Tet ved Christine=Stad Naturen haver spøget,
Og Jordens Dværgers Tal med en endda forøget,
Fuldvoxen er han høy sex og et halvt Qvarter,
Men større Hoved har end andre Mennesker.
En Hvalfisk har sin Cours til Gotthenborg henstyret,
Hvor man paa hannem har et par Kanonskud fyret,
Som og med smaa Gevær sendt hannem Kugler til,
Og troer, man andensteds ham myrdet finde vil.
Polen.
Magnaterne endnu ey enige kan blive,
Hvem de ved deres Val vil Polens Krone give.
Chursachsens høye Huus de knap udvælger sig,
Af Frygt, Thronfølgen da vil blive arvelig.
De slige Tanker har i Petersborg erklæret,
Saavelsom i Paris; men Svaret haver været:
Naar Poleys Konge=Val frit og utvunget er,
Man alle Printzer saae til Kronen lige nær.
J Warschau idelig Tracteinger anrettes,
Hvor Overflødighed og Pragt til Maalet settes;
Thi nu Magnaterne ret ville vise sig,
At Polen er paa Smag og høye Moder rig.
heraf ndgives Maanedrig i Srk paa det Røng Adresse Contor i Ritbenhavn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Martii Maaned 1764.
Dannemark.
D¬
et første Torsdag er, som i Tormaaned kommer,
At Kongen setter sig, som Nordens Overdommer,
Og rekker Spiret ud til Undersaatterne,
For at adskille dem, som sees uenige.
Den første Torsdag just i Aar faldt ind den første;
Da Retten gabnet blev; den høyeste og største
Af begge Rigernes fastsatte Retterhold,
Der til et Vidne staaer om Kongens Eenevold.
Monarken vel ey selv faaes Thronen at beklæde;
Men en og tredive troe Mænd der toge Sæde.
Retfærdigheden sad ved Siden af enhver;
Og Retten idelig ret Majestetisk er.
Ja, Kongens Majestet sees ved de mindste Retter.
Retfærdighedens Maal for alle Han udsetter.
Hans Sigte ene er, at see hvers Velfærd ramt,
Som Han har nylig viist udi Stavanger=Amt
Ryefølke=Fogderie Tingdage der bestemmes (*).
Han vil, at ingens Tarv skal af Hans Tanke glemmes.
For denne Aarsags Skyld Vartpenge fastsat staaer
For hver en Officier, som nu sin Afsked faaer (*)
*) Ved en udgiven Forordning af 24 Febr 1764.
(**) See Forordningen af 29 Februarii dette Aar


Det er Hans Øyemed, sin Krigsmagt at forøge,
Og midt i gylden Fred et Raad mod Krig at søge.
Han vil sin Land-Militz indrette paa en Fod,
At den mod fordum Tid skal findes dobbelt god.
Hans Søemagt mægtig er, men mere mægtig bliver,
Naar Han ved Holmens Stok Forøgelse den giver
Af dobbelt Compagnie, som blev oprettet der:
Saa nu langt flere Folk til Kongens Arbeyd er.
Det hele Bryggerlav sin Tak til Ham maae yde,
For det et Aar endnu maae en Mark Danske nyde,
Meer, end Forordningen, der gielder efterdags,
For Tønden haver sat for Øl af beste Slags (*)
Han Faderlig enhver vil i sin Attraae føye,
Om beste Fader og kan alle Børn fornøye.
Monark er Menneske, som Undersaatterne,
Der alle nøyes knap med den Almægtige.
Det elskte Arve=Folk veed ret og reent at tænke,
Det Tak til Himlen maae, som Kongen hannem, skienke
For det regieres maae af Femte Friderich
Ved hvem det midt i Krig mild Fred i Landet fik.
Det af et skiønsomt Folk bør aldrig glemt at blive,
At Gud saa store Ting har Norden vildet give.
Slig Konges Fødsels dag bør være Folket kier.
Din Fødsels dag, Monark! den største for os er
Hvor blev den denne gang høytidelig dog holdet!
Hvor har det gandske Folk dog Hænder for Dig foldet!
Da Fyrretyve Aar og eet fuldendt Du saae,
Med Ønske, at Du maae det Tal end engang faae (*).
Hvor blev Dit Konge=Hof ret skinnende betragtet!
Hvo har en større Fryd vel om Din Throne agtet!
De største Rigets Mænd sig hos Dig lode see,
Og Glæden dennem ret af Øyen tindrede.
(*) Efter Magistratens Placat af 10de Martii, hvorved tilkiendegives, at Kongen har
tilladt, Bryggerne indtil d. 18 Febr. 1765 maae lade sig betale 15 Mk. for Tønden af
14 Marks Øllet
(**) Den 31 Martii, da vor allern. Konge indtraadde sin velsignede Alders 42 Aar.


661


Du var dem Glædens Grund. Dit Liv er deres Glæde.
De alle Aarsag har for Dig og det at bede;
Thi de en bedre ey, end Dig, paa Thronen faaer,
Som mildt benaader dem med alt, hvad de attraaer
See kun, Landsfader! see, hvor Din Høyskoles Fædre
Din høye Fødsels dag med megen Andagt hædre.
Til Vidnesbyrd derom den Tale være skal,
Som Lærdoms Tunge holdt paa største Høresal.
En talrig Samling her var samlet for at høre,
Hvor vidt Veltalenhed Din Ære kan udføre.
Den brugte al sin Kunst, men naaede dog ey Dig
Udi den Majestet, som hos Dig viser sig.
Man sang og spillede heel lifligt om Din Ære.
Beviis paa Hiertets Fryd hvert Ansigt maatte være.
O Du! som Konge=Gunst for Videnskaber har,
Hvor var Din Fødselsdag for os dog dyrebar!
Da fik Du Ønsker nok til Snese Fødselsdage,
Som Kongelig endnu Du legge skal tilbage,
For selv den beste Frugt at see om nogle Aar
Af Omsorgs Sæd, som Du til hver Mands Tarv udsaaer
En Mængde sang for Dig og om Dig, Folke=Fader!
Ja vore Munde sig ey nogen Tid oplader
Med Sang til Himmelen, Du jo for Tanken staaer,
Og Dine kommende høykongelige Aar.
De lærde Tunger har beviist paa andre Stæder,
Hvor de og Folkene sig ved Din Fødsel glæder.
J Sorøe, Odensee, og andensteds, Din Dag
Har været Hierterne en vigtig Glædes Sag.
Den Handel, som Du har saa Kongelig beskyttet,
Som af den gyldne Fred sig har saa vel benyttet,
Som skikker Vidnesbyrd om Dig til Asien,
Lod løbe paa Din Dag et Skib af Stabelen (*).
(*) Et Skib, bygt til Seyladsen paa China, som blev kaldet Fredensborg, hvor¬
ved hans Velærværdighed Hr. Trojel holdt Talen over Dom 6, 24.


Saaledes alle ret vil kappes om den Ære,
At kunde Vidner frem om deres Glæde bære,
Og om Fornøyelsen, som føder deres Sind,
Saa tidt Din Fødselsdag, o Konge! falder ind.
Af det frugtbare Verk, vor Land=Huusholdnings Dommer (*),
Som til Din Fødsels dag i Deleviis udkommer,
Kom nu en Deel igien, som er den ottende,
Og lige nyttig er med alle forrige.
Kun Folkefaderen, som skiønner og belønner,
Opliver til sligt Verk sit Tvilling=Riges Sønner.
Enhver, som har Forstand paa Landhuusholdningen,
Her haver Leylighed at bruge nyttig Pen.
Det Skrift allene ey er Dannemark en Ære;
Men det vil ventelig til frugtbar Nytte være.
Naar Kundskab samles med en god Udøvelse:
Saa bliver Frugten stor for Efterkommerne.
Hver vel om dette Skrift med billighed jo mener.
Tak og Høyagtelse Forleggeren fortiener
Som af den Character alt længe er bekiendt,
Han sine Landsmænd har med gode Forlag tient.
Nu jeg til Himmelen, min Læser! dig maae føre.
Der man Opdagelser kan her hos os og giøre.
Man paa vort Runde=Taarn igiennem Kikkert fandt
At der ved Venus sig fremviste en Drabant (*).
Den Stiernekiger Kunst, som læres her paa Jorden,
Fra Tyge Brahes Tid har været stor i Norden.
Hvad Fremmede kan see, seer Danske Øyne med,
Naar de betiener sig af Tid og Leylighed.
Om Venus sig engang paa Jorden lader kiende,
Da kan man faae at see Drabanter nok om hende;
J sær i Maaneskin hun aldrig ene gaaer,
Men da paa Gaderne Opvartere nok faaer.
*) Dannemarks og Nørges Oeconomiske Magazin.
C*) See herom Adresse Cont Efterretninger No. 30 og 31.


221
Til Slutning paa det Nyt, fra Kiøbenhavn kan skrives,
Her maae en billig Plads for tvende Dødsfald gives.
Stiftamtmand Holger Scheels, hvis Død saa mange fandt;
Det andet Paurenseinds, Kastellets Commandant.
Den første ønskedes, langt længer her at leve;
Thi Dyderne ved ham i Ære satte bleve.
Han ret et Mønster var paa ædelt Adelskab,
Og mange sliges Død er føleligste Tab.
En nye befalingsmand har Kongen givet Stiftet,
Som i Fortrøstning staaer, at det til Trøst har skiftet.
Geheimeraad Grev Knuth det nu befale skal,
Og vist sig viser stor iblant de Stores Tal.
Kun med et Ord endnu jeg maae tilkiendegive
Det, i Aviserne man ey har vildet skrive,
At Lax og Torsk herhid i saadan Mængde kom
I dette Aar, saa Folk knap skiøttede derom.
Saa hyppig ellers Folk derefter pleyer løbe,
Naar disse Vahre de langt dyrere maae kiøbe:
Saa langsomt gik de nu til dette Kiøbmandskab;
Saa Skipperne endog ved samme lidde Tab.
Den Bordingholmske Lax knap vilde mere smage.
Man syntes næsten og den ferske Torsk at vrage
Fordi slig Mænge kom, som aldrig kom her før.
Men mueligt meer Profit man sig ad Aare giør.
Tydskland.
Med hvilken Pomp og Pragt det høye Jndtog skede,
Da Brunsvigs Arve=Printz, til manges store Glæde,
Drog ind i Lyneborg, det knap beskrives kan;
Thi Staden stod ved Kunst som i en Jldebrand.
Man saae Sindbilleder og Ønsker staae i Lue.
Man kunde Folkets Sind af Stadens Lysning skue.
Hver Lampe og hvert Lys et Klarheds Vidne var,
Hvor høyt man elskede det høye Ægtepax.


132


Men større Herlighed dog har i Franckfurt været,
Som blev med Keyserens Nærværelse beæret,
Da Romersk Konge=Valtensstemmig for sig gik,
Og Erkehertugen den ønskte Krone fik.
Med Keyserligste Pragt blev Reysen foretaget,
Og til hvert Post=Sted saaes af Majestet ledsaget.
Det Følge, som var med, saa høyt anseligt var,
At hvers Opmerksomhed dets Mængde vundet har.
Det Spørsmaal, som blev gjort, da første Samling skede
Om Romersk Konge=Val fornødent kunde hede?
Besvaret blev med Ja; Saa Kroningen derpaa
Med allerstørste Pragt strax kunde for sig gaae.
Man havde overalt gjort Veyene til rette,
Og tragtet, alle Ting i beste Stand at sette:
Saa ingen Hinder var for Reysen nogensteds,
Og Keyseren sig fandt med alle vel tilfreds.
J Sammenkomstens Tid var hver Dags Fryd og Glæde.
Da idel Lystighed i Franckfurt havde Sæde;
Man rare Lystspil saae, man spiste, dandsede,
Og giorde vexelviis sig al Fornøyelse.
Saasnart som Keyseren til Franckfurt nu blev ventet,
Blev strax fra Nyrnbergs Stad Regalierne hentet:
Rigskronen, meget tung (*), samt Æblet, Scepteret,
Og Carl den Stores Sværd, med stor Solennitet.
Frankerig.
Herfra berettes Nyt, der ret som Fabel klinger,
At trende Mænd en Præst udi Marseille tvinger
Om Natten at staae op, og til en Døende
At følge bort med dem, med Skiul for Øynene.
Han gik, og endelig udi et Hnus indførtes
Hvor den befaling til et Fruentimmer hørtes:
See, Skriftefaderen vi bringer Eder hid;
Skrift snart og lydeligt; her er kun stakket Tid.
ODenne Krone veyer 15 Pund.


Derpaa hun skriftede, men knap har alt opdaget.
Da det nu var forbi, blev Præsten hiem ledsaget
Paa samme Viis igien. Nu hver nysgierrig er,
Hvo der kan tage Deel i slige Gierninger.
Man om et lidet Land ved denne Stad og melder,
Hvor Viin er Lægedom, og ey for Tiden fælder.
Den hvide Cassis=Viin en Mand Dagslædskning gav,
Som et Aarhundrede kom gammel i sin Grav.
J Brest har Desecourt en Prøve lagt for Dagen,
At giøre Søevand ferskt, og viist hans Kunst i Sagen,
Da med lidt Kryderie udi en Spandfuld Vand
Han tager Saltet bort, og bringer det i Stand.
Det er langt giennere, end koge Vandet længe.
Om Kongen Kunsten nu kun kiøbe vil for Penge,
Kan andre have Haab, for intet den at faae,
Og da vil Desecourt til Søes i Ære staae.
Engelland.
Man her opfundet har et Fartøy, Luft=Jagt kaldet,
Som Mandskab redde kan, af Skibbrud overfaldet.
Det bifald fundet har paa Landet af enhver;
Men dog uvist om det paa Vandet nyttigt er.
Da Himlen nylig her var stierneklar og stille,
Man har mod Østen seet en lysende høy Pille,
Der efterhaanden blev Regnbuen næsten lig
Sligt Luftsyn drager dog ey Følger efter sig.
En vis Kornhandler har sig Armods Tarv antaget,
Og ved Leveringer en stor Profit afslaget,
Paa det de Fattige ey skulde røves Brød.
Gid andre, saasom han, antog sig deres Nød.
Spanien.
Nys er udi Madrit en Høytid holdet bleven,
Hvor Pragten saaes i alt til høyest Spidse dreven.


Det var en Bryllups=Fest ved Procuration (*),
Som først fuldbyrdes skal hos Brudgommens Person.
En stor Befordring da af Kongen foretoges;
Thi af det Gyldne Skind til Riddere Ni sloges,
Fem af Sanct Januar, og ved den Spanske Hær
Opløftedes en Hob af troe Fortienester.
Sverrig og Polen.
Men klager fra Stokholm, at mange der fornemmer,
Hvor Bankerotterne fra sidste Aar dem klemmer:
Thi Hamborgs Kiøbmænd nu hos Svenske Handlende,
Prætensioner giør, og sig betalt vil see.
Udi adskillige af Polens Woywodskaber
Man al Høyagtelse for Enigheden taber.
Fyrst=Primas derimod dem ikke høre vil,
Som lukker Ørnene for Eenigheden til.
Rusland.
Af Øll og Brændeviin Afgivten er forhøyet,
Hvorhos Czaarinden har og saadan Anstalt føyet,
At man i alle Ting seer nye Indretninger,
Saavidt Regieringen det fordeelagtigt er.
Hun en Forordning lod for kort Tid siden give,
At ingen Efterdags maae Folkes Dommer blive,
Naar han ey er beqvem til saadant Embede,
Og har Erfarenhed, samt reen Fortieneste.
Hun saae, at Dommerne sit Navn fortiente ikke,
Men saaes vankundige, og løde sig bestikke:
Saa Undersaatterne ey Ret hos dennem fandt;
Men hvo, som mægtigst var og rigest, Sagen vandt
Af en Fortegnelse paa allehaande Vahre,
Jnd=og Ud-førte her, kan nu enhver erfare,
At Handelen i Flor i dette Rige staaer,
Og mueligt efterdags en større Tilvext faaer (*).
Jmellem Erkehertug Leopold og Jnfantinde Maria Lovisa.
1*) Jndført for 3 Millioner 757935 Rubler, 42 Kopeker, og udført for 13 Milli¬
øner 338940 Rubler 31 Kopeker.
Janef efigeruærtaanatg i Eekt aate det Rang Atreste s anat Atunttarn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For April Maaned 1764.
Dannemark.
M¬
an om den første Dag i denne Maaned talte
J lang Tid, før den kom. Endeel sig den afmalte
Forskrekkelig og fæl, for den Formørkelse,
Som skulde for vor Soel ved Jordens Skygge skee.
Det blev et deyligt Veyr da Dagen nu var kommen:
Og Stiernekigerne, som havde afsagt Dommen,
Hvad Tid Formørkelsen begyndte og blev endt,
Har hver for sig med Lyst sin Dom for rigtig kiendt
Paa Stadens Runde=Taarn blev flittigt observeret;
Og Kongens Høye Raad personlig har beæret
Den Jagttagelse, som samme Tid blev gjort,
Da Luften Skygge fik, men ey blev mørk og sort.
Høymesse=Psalmen man at synge vilde spare,
At ey Guds Tienesten for længe skulde vare;
Men ingen var hos os til Sinds at bruge Lys,
For ventet Mørkes Skyld, som hisset i Paris.
Den Tredie besaae hans Majestet den Støtte,
Som støbt til Fridrichsstadman til Hans Priis vil flytte.
Nu er den i Model bragt til Fuldkommenhed,
Og støbes nu vel snart, at settes paa sit Sted.
Den Fierde drog Han ud til Sommer=Konge=Sædet,
Hvor mange Sommere i Fred Han blive glædet!
Et Directorium for Norske Troppers Sag
Til god Oeconomie blev stiftet samme Dag.


Den Trettende blev en Forordning underskreven,
Hvorved Hans Landmilitz er her forandret bleven,
Saa den skal føyes til det Folk, som hvervet er,
Og ikke for sig selv nu meer staae i Gevær.
Den samme Dag Han og har ladet Bud udgive,
Naar Tinge holdne skal i Hedemarken blive
J Aggershuses Stift, som ene sigter til,
At Undersaatterne Han Byrder lette vil.
Den En og Tyvende Han haver ladet byde,
At de, som efterdags skal Jndqvartering nyde
Omkring i Dannemark udi Kiøbstæderne
Og de, den give skal, sig veltilfreds skal see.
Den anden Classe er nu trakt af Lotteriet:
Men mueligt manges Haab saa længe haver biet,
At de betænker sig, om de fremdeles vil
J et saa kostbart Spil nu sette meere til.
Et Skib af Stabelen igien løb ud i Vandet
Til Flodens større Tal og mere Kraft for Landet;
Det ved sit Udløb fik det dyrebare Navn,
Som tages vil fra os i Hessen=Cassels Favn (*)
Hans Høyærværdigheds Hr. Doctor Bildsøes Tale
Ved denne Leylighed har fyndigt kundet male
En klog Regenter af, hvis Hoved=Øyemed
Er Omsorgfor sit Folk og Rigets Sikkerhed (*).
Norge.
J Christiania Hr. Strømboe er at finde,
Som vil opmuntre Folk, et nyt Slags Garn at spinde.
Han har forsigtigt nok forjettet den en Priis,
Som beste Lerret giør i Aar af Humle=Riis.1
Sligt jo roesværdigt er, og patriotisk bliver,
Naar man først afgjort har et Folkes Kunst og Jver
At spinde Garn af Hør, i sær blant Almuen,
Og at man ey har Raad til Spinderie af den.
) Vilhelmine Caroline!!
(**) J Anledning af Ordspr. 22, 3. Er nogen klog, da seer han Ulykken
forud og skiuler sig derfor.


M
Tydskland.
Det intet Under er, at hele Tydsklands Rige
Af Romersk Konge=Val nu ikkun veed at sige.
Og det, hvorhos endda Forundring mest har Sted,
Er just, at dette Val gik af i Rolighed.
Man allevegne fra beretter om den Glæde,
Som havde ved det Val i Folkes Hierter Sæde;
Ja, at hver Landevey, hvor Keyseren fremdrog,
Ret vrimlede af Folk, som Pillegrimers Tog.
Fra Hanau skrives nok om Pragten, der har været,
Da den, med Keyserens Nærværelse beæret,
Jllumineret var, Fyrverkerie stak an,
Og ret udvidede for hver sin Glædskabs Plan.
O Franckfurt, har du før en større Fryd erfaret,
End den, ved dette Val til dig var bleven sparet.
Den Syv og Tyvende i Martii Maaned dig,
Fremfor hver anden Stad, paa Glæde har gjort rig.
Da blev det Val udraabt, som saa endrægtigt skede:
At den, du elsker høyt, skal Romersk Konge hede.
Churfyrsten selv af Maynz, Rigs Erkecantzleren,
Udraabte dette Val for Erkehertugen.
O Joseph! nu bestemt din Faders Spiir at bære,
Og under dette Navn den anden Keyser være,
Tag nu i Heusenstam mod denne Tidende,
Og med din Fader dig i Franckfurt snart lad see.
Der Rigsklenodier til Kroning paa dig venter.
Man tre af dem endog fra Aachen til dig henter:
Et Evangelium, hvis Ælde, Ziir og Pragt,
Opvekker villigste Forundring og høy Agt:
Det er med gylden Stiil paa kunstig Træbark skrevet,
Med Ædelstene, Guld og Sølv udziret blevet.
Paa dette maae du nu to Fingre legge ned,
Naar du ved Kroningen aflegge skal din Eed.
Dig Carl den Stores Sværd vil blive blot antvordet;
Med hvilket du dernæst vil kronet sees omgiordet.
Du og vil helliges, saa viidt som det kan skee, -1
Ved et besynderligt og rart Klenodiemav


48


Det jeg for Læseren vil prøve at beskrive,
For her et kort Begreb om sammes Værd at give:
En Æske, gjort af Sølv, der et Capell er lig;
Usleben ædel Steen paa samme viser sig.
Dog, dens udvortes Pragt for Roes skal blive sparet.
Jeg vil kun melde om, hvad deri er forvaret.
Tænk, den er fuld af Jord, som vist maae være god,
Da samme blandet er med Martyr Stephans Blod
Men jeg ey længer vil ved dette mig opholde.
Hør, hvor det tordner nu fra hver en Festnings Volde
Paa Tydsklands Riges Bund, for dette Kongeval
Hvorom Historien bestandig tale skal.
Lav dig nu, Franckfurt! til, din Keyser at modtage.
Den Ni og Tyvende han vil ind til dig drage,
Med Kongens Majestet, som Romersk Konge er.
Dem nu i Møde gak med Fryds Lykønskninger.
See hvilken Herlighed opfylder hvert et Øye!
Min Pen det Indtog ey beskrive kan saa nøye
Og paa saa værdig Viis, som Pragten har fortient,
Der ved et Kongeval ey større før er kiendt.
Den var ret keyserlig og kongelig tillige.
Det er det vigtigste, som man derom kan sige.
Hvad ikke skrevet er udi Aviserne
Om dette Tog, man vist i Bøger faaer at see.
Den tredie April nu fastsat blev til Dagen,
Paa hvilken Kroningen er bleven foretagen.
Den endtes lykkelig og til Fornøyelse
For alle, men dog mest for den ny Kronede.
Da Acten var forbi, blev synget Glædskabs Toner,
Og løsnet Staden rundt tre hundrede Kanoner.
Enhver derefter gik i samme Orden hiem,
Som han til Kroningen til Kirken var gaaet frem
For denne Kronings Dag at giøre stor blant Dage,
Fandt Keyseren for got, fem Grever at optage
Udi Rigs=Fyrstestand, samt og opløftede
Enhver til større Rang af sær Fortieneste.
Blant det Merkværdige ved denne Kroning settes
At Priserne paa alt ey kunde mere lettes,


J¬
End just paa denne Tid man dem i Franckfurt fandt,
Da ved Tilførselen al Dyrtid reent forsvandt.
Man saae nu Keyseren til Reysen sig at laver
Saa Franckfurt maatte ey den Glæde længer have,
Som den af mangen Stad saa længe misundt var.
Og som saa manges Syn med Lyst fornøyet har.
Han med en kronet Søn tog Afsked med den Mængde,
Som dem tilønskede al Held i Tidens Længe.
Saaledes Ende blev paa denne Herlighed,
Der voxte op som Frugt af ønskeligste Fred.
Hr. Achmet Effendi nu og har Afsked taget
Fra det Berlinske Hof og hen til Polen draget,
Hvor han vel ventelig sin Herres Ærinde
J Warschau rygte skal til Polens Tieneste.
Sverrig.
Her Kongen, Dronningen og Printzerne har været
Saa naadige, at de personlig har beæret
Med høy Nærværelse de Stierne=Kyndige,
Da Maanens Skygge de for Solen skulde see.
De Svenske, som med Lyst Huusholdnings Kunsten dyrker,
Og derved Rigets Vel og Folkets Gavn bestyrker,
Har nu paa nye igien to Spørsmaal stillet frem,
Og sidst ad Aare vist vil vente Svar paa dem.
De spørger: hvordant Skov best holdes kan ved lige?
Som synes gandske let; men er dog tungt at sige.
Skov voxer me get se ent; men snart er ødelagt.
Enhver Skov=Eyer det maae altid give Magt.
De spørger videre: Om nog en kan udfinde
At blande Leer og Sand, og det saa sammenbinde,
At uden Brænding det med brændte Steen kan staae,
Og i et heelt Aars Tid af Regn ey Skade faae?
Kan dette findes ud: saa vil det nyttigt være.
Hver Bonde saadan Kunst i Landet burde lære,
Som aarlig kliner op hvad aarlig regner ned,
Og til sligt Klinerie har tidt kun liden Fred,


43


J¬


f2uhuank.
312
Frankerig.
11d5
Af Frygt, at Dagens Lys betaget skulde vorde,
Naar Maanens mørke Krop for Solen Skygge giorde,
Man Anstalt føyede til Lys i Kirkerne,
At ey Gudstienesten i Mørke skulde skee.
Men Hr. Cassini nød hos Kongen dog den Ære;
Ved Forestillinger Hans Majestet at lære,
At Mørket samme Tid blev ikke nær saa stort,
Som de Uvidende det forud havde giort.
J nogle Maaneder udi Paris har været
To unge Sødskende, som Hoffet høyt har æret
For deres Tonekunst, som de saa got forstaaer,
At de endog deri de Største overgaaer.
Hvor maae den Fader ey af slige Børn sig bryste,
Som alle Kiendere i Kunsten kan forlyste.
Hos Salsburgs Erkebisp, Mozarth! du er i Priis
Men tænk, hvad dine Børn ey ere i Pariis.
Hvor værdig har du dog Musiken dixigeret,
Naar du har dine Børn saa grundig informeret,
At for din Datters Aar fik Tal af Elleve,
Hun spillede Claveer, som de Fuldkomneste.
Men det dog lidet er imod din Søn at regne.
Din Syv Aars gamle Søn vil roses allevegne.
Han al den Kundskab har og al den Færdighed,
Som hos en Virtuos har nogen Tid havt Sted.
Hvad største Mestere i denne Kunst frembragte,
Det kun som Smaating er for denne Søn at agte.
Forundring vekkes op, ja meer, Henrykkelse
Naar paa Claveret han bevæger Fingrene.
Han componerer selv, og hele Timer vanker
Med søde Slag og Fald i mest udsøgte Tanker.
Han Folk fortrylle kan med fødest Harmonie,
Og ved Anvendelsen ey tager Feyl deri.
Han staaer i alle Ting og al Forandring Prøve.
Hvor sterkt har Flittighed her Kunsten kundet øve
Det tiener til Beviis, Naturen villig er,
Naar kun Anførselen paa rette Maade skeer.
imnærk.


Da denne Søn nu har den meget rare Lykke,
At han Sindslidelser kan musikalsk udtrykke:
Bor han i sær sin Kunst at øve ved den Død,
Marquise Pompadour fra Livet vandre bød.
Hun har nu endelig til Ævigheden draget,
Og med den gandske Jord navnkundig Afsked taget.
Af ypperlig Forstand hun stor udviste sig,
Og længe nævnes vil af hele Frankerig.
Engelland.
Blant Kunst=Opfindere her findes en Uhrmager,
Som neppe nederst Sted paa deres Trappe tager;
Thi en Uhrnøgel han opfunden nylig har
Som er for Kunstens Skyld om ey for Nytten rar,
Ved dens Omdreyelse Dags Datum ret indfalder
Paa første Side, og paa anden Maanens Alder;
Men samme større er, end de sædvanlige.
Golu
Dog mueligt ey for stor udi Uhrkiederne.
Nys nogle tusinde af Silkevæver=Svende
Sin Misfornøyelse for Kongen gav tilkiende,
Ved det Franskt Silketøy i Mængte førtes ind,
Som ufeylbarlig ey var efter Kongens Sind.
Hans Majestet og strax saa naadig haver været,
At han paa Svendenes Ansøgning har erklæret,
At Silkevahre ey af noget Navn og Slags
Fra Frankerige maae indføres efterdags.
Rusland.
Der altid findes Folk, som sig ey lader nøye
Med hvad Regieringer til Velfærd lader føye.
J Petersborg har Een udstrøet en slem Pasquil;
Men faaer man Autor fat, man ham betale vil.
Szaarinden sig har gjort udødelig paa Jorden,
Fordi en vigtig Sag hun haver bragt i Orden,
Som er Bestyrelsen af Geistlig Eyendom,
Der først til Rigtighed ved hendes Omhue kom.
§ 2131181
13022
112311
221 Porti


Portugal.
Krigsvæsenet man her paa beste Fod nu setter,
Og det i alle Ting til Fredens Tarv indretter.
Hver fremmet Officier ey kommer høyere,
End han hos andre stod, i Kongens Tieneste.
Mod Auditeurerne har Kongen naadig været,
Og med Captainer dem med Rang fra nu beæret:
Saa de ved Tropperne Anseelse nu faaer;
J sær, om nogens Agt i Rangen kun bestaaer.
Jtalien.
Dyrtid og heftig Sult, to fælleds Landeplager,
Saa stor en Overhaand i Kirkestaten tager,
At mange Mennesker maae døe af Hungers Nød:
Og alle raaber: Rom maae skaffe dennem Brød.
Men Pavens Hellighed kan ey Mirakler giøre.
Han lader lukke op hans Forraads Huses Døre,
Og dele Kornet ud, meer kan han ey formaae:
Thi det sin Drøyelse ey fra hans Haand kan faae.
Fastetidens Lyst har dog ey Mangel været;
Thi den i alle Ting er som i Fior passeret!
Saa hvo, som i den Pragt og Glæde kom herhid,
Ey skulde troe, der var i Rom den dyre Tid.
Man saae den gandske Dag i alle Stadens Gader
Ringrenden, Mummerie og Vellysts Maskerader.
Omkring i Husene var Glædskab overalt;
Og om den dyre Tid i den Tid ey blev talt.
J Carnevalets Tid, saa længe den har varet,
Er Eftertanken vel fra Hungers Nøden sparet;
Men da den var forbi, har den Elendighed
Til Sindets større Skrek indtaget gammelt Sted.
Fra Rom berettes og, at Pavens største Naade
Mod Jesuiterne, knap fremmer deres Baade;
Thi al Credit for dem formindskes nu i Rom:
Saa Himlen muelig e selv har afsagt deres Dom.
Larefærngeuaeteklatnadetig t Eet atarder Lang trefecs antatr turtare


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For May Maaned 1764.
Dannemark.
U¬
di Begyndelsen af denne Maaneds Dag
Vor Konges Moder lod sin Majestet behage,
At sige et Farvel til Rigets Hovedstad.
J Sommer Hende Gud paa Hirschholm giøre glad!
Nu begge Printzerne fra Kiøbenhavn og droge,
Og deres Residentz, som før hver Sommer, toge
Paa Slottet Fridrichsberg, hvor alle ønsker dem
J dette Sommerløb Lyksalighedens Hiem.
Vor Konges Majestet har ved Forordning vildet
Vestindisk Handel see forbedret og formildet
Den Niende April vor mildeste Monark
Udgav befalinger derom paa fire Ark.
Et nyt Departement Han har endnu oprettet,
Ved hvilket Byrden skal for andre blive lettet.
Det Opsigt have skal med Pensionerne
Til Land-Etatens Folk, og andet videre.
I Hovedstaden har adskilligt forefaldet,
Som maae med billighed dens Fordeel blive kaldet,
Og giver os Beviis om deres Nidkierhed,
Hvis Opsigt Stadens Tarv er sat til Øyemed.
For Stadens Slagtere, saavelsom hver Jndvaaner,
Udgaves en Placat, som Uret ikke skaaner,
Men byder Slagterne at giøre Ret og Skiel,
I Udheng, Salg og Vegt. Ja, gid det var saa vel!


34


Ved Stadens Vesterport sees de opførte Broer,
Paa hvilke Mennesker sit Liv og Gods betroer,
At være tagne ned, som reent forældede.
Man dem opbygte nye vil nu med første see.
Arbeyderne ey Flid og Hurtighed vil spare,
At saadant Arbeyd ey skal alt for længe vare,
Som stor Besværlighed for mange fører med?
Men saadant Onde her er stor Nødvendighed.
En Mand har søgt tildeels det Onde at afværge,
Og har til Tieneste anlagt en dobbelt Færge:
Saa magelige Folk, og hvo som Hastverk seer,
Kan slippe over der for tvende Skillinger.
Maaskee hans Ønske ey som andres torde blive,
At man med Nidkierhed paa Bygningen skal drive.
Maaskee han ønsker, den maae langsomt for sig gaae.
Men hvo misunder ham den Fordeel, han kan faae?
En Jøde har igien vor Kirkes Tal forøget.
Man skulde dog ey troe, der blev af hannem spøget
For verslig Fordeels Skyld med al Religion.
J Tugthuuskirkens Funt man døbte hans Person.
Ved Nicolai Funt man og en Daabs Act finder,
Som er merkværdig nok. Hr. Østrup to Mohrinder
Blant mange Vidner der har døbt og givet Navn.
Gid samme vorde dem til Held og ævigt Gavn!
J Byen Fridrichsberg en Jldebrand antændtes;
Men det en Lykke var, at meget ey afbrændtes,
Som man tilskrive maae Hr. Kammerherre Gram,
For Dempelsen, Næst Gud, befordret blev af ham.
Fra Aalborg er anmeldt, at der en Kunstner findes,
Hvis Lige Jylland ey i mange Aar kan mindes.
Hr. Nielsen, som er sat til Stedets Controlleur,
Adskilligt Arbeyd som en vittig Kunstner giør.
Norge.
Den vakkre Fridrichs=Stad for nylig reent afbrændte:
Saa man knap Levninger af den paa Stedet kiendte.
Den Tidende er slet saa vist som den er sand;
Men Jld bør passes paa. Træhuus staaer snart i Brand


Tydskland.
Saa længe Krigens Jld udi Europa brændte,
Man stedse Tidender om saadant kunde vente;
Men nu, da vi har Fred, og Nyt dog skrives maae:
Saa tages, hvad man først at fylde med kan faae.
Man veed, Aviser sig maae efter Tiden lempe.
Fra Dreøden skrives nu om en anselig Kiempe,
Som fire Alne er og nogle Tommer høy,
Og efter denne Vext i alle Lemmer drøy.
Han sig til Tieneste lar Bernhard Gilli kalde,
Og reyser om, for Folk i Øynene at falde.
Som vittig roses han; men deri meest maaskee,
At han paalegger Skat for sig at lade see.
Saa stor og før en Krop dog burde noget lære,
Hvoraf han kunde sig med Gud og Æren nære,
Og ey ved Lediggang faae Levebrød saa let.
Naturen gav ham knap slig Størrelse til det.
Han taler Velsk og Fransk, og siges vel at tænke:
Thi man ey mindre Roes saa stor en Mand tør skienke.
Paa mange Stæder han sig alt har ladet see,
Og lever got, saaviidt han seer Nysgierrige.
Chursachsens krigske Stand i saadan Tilstand settes,
At Cassens Udgivt kan derved anseligt lettes.
Man i en anden Form omstøber Tropperne;
Men foretager ey derved Aftakkelse.
Da Sorgen kunde ey Musik og Spil tillade,
Tog Sachsen kiendelig i Indtægts Cassen Skade;
Men nu oprettes det ved den Tilladelse,
Som Spillemænd har faaet at røre Strængene,
Til Skienke=Husene saa mange Folk sig skyndte
Den første Dag, da Spil paa nye igien begyndte,
At Glas og Kruse ey til Giesterne forslog;
Saa Potter, Fade, Skeer til Drikkekar man tog.
Hvad man i øvrigt fra det Tydske Rige skriver,
Af Romersk Kongeval endnu en Virkning bliver,
At nemlig nu i Wien til Hoffet daglig skeer
For Vals og Kronings Skyld, en Hob Lykønskninger.


35


Frankerig.
Endnu beretter man om den afdøde Frue,
Marquise Pompadour, som lod sig kun beskue
J Fyrretyve Aar og Tre af Mennesker,
At Testamentet, hun har gjort, merkværdigt er.
Marquis von Marigny, som Broder er til Hende,
Hun Søsters Hiertelav ret givet har tilkiende,
Da alt det vigtigste af hendes Eyendom
Ved hendes Villie udi hans Hænder kom.
Hun sikkert rigest var af lydende Personer,
Da hun har efterladt sig Femten Millioner,
Som er i Tønder Guld halvandet Hundrede.
En Herremand er rig, som eyer Renterne.
Hun Kongens Majestet en Gave og tiltænkte,
Og sit Hotel d Evreux til Eiendom ham skienkte.
Men Kongens Majestet det ikke have vil:
Saa Hendes Broder det skal ogsaa høre til.
Om Kongen nogen Tid til samme skulde trænge:
Saa vil han kiøbe det igien for rede Penge,
Og tælle Marigny den fulde Værd derfor.
Er det ey Kongeligt? Høymodighedens Spor!
Hin mange andre har aflagt med skiønne Sager.
Ja hver af hendes Folk stor Deel i Gaven tager;
Endog den ringeste af dem Livrente faaer,
J Forhold efter Løn og hende tiente Aar.
Men det, hvoraf hun bør af alle mest berømmes,
Af hvilket hendes Sind og allerbest kan dømmes,
Er dobbelt Gavmildhed mod dobbelt Lidende,
Hvorved hos mange hun har opvakt Rørelse.
Da hun en Lindring fandt i hendes Helsot=Syge,
Hun strax lod Gavmildhed, som et Takoffer ryge,
Og en anselig Sum til visse Præster gav,
Som beste Prøve paa det beste Hiertelav.
Men skulde Præsterne selv disse Penge have?
O ney; kun dele dem til Pigers Brudegave,
Jmellem Hundrede, som vare fattige:
Saa de ved Giftermaal blev frie for Fristelse.


Den anden Gavmildhed er nok saa stor og større.
Ved den hun Graaden vil af manges Øyne tørre,
Som midt i Fattigdom og allerstørste Nød
Forgieves ofte maae anraabe Folk om Brød.
Hun har en Hovedstoel udsat til dette ene,
At efter Døden hun med Brød kan Arme tiene.
Af samme ugentlig beregnes Renterne,
Og derfor kiøbes Brød og gives Fattige.
Engelland.
Man efter gammel Skik endnu fra London skriver,
Hvor mange Tusind Pund bestemte stedse bliver
Til et og andet Brug, samt hvordant det staaer til
Med Nationens Gield, som aarlig voxe vil.
Det Vigtigste, dernæst fra Engelland berettes,
Er, Fiskefangsten der paa beste Fødder settes,
Som giver Prøve paa et oeconomisk Sind;
Thi voves noget bort; saa trekkes noget ind.
Man blant de Engelske det Ordsprogs Sandhed finder:
Hvo intet vove tør, han heller intet vinder.
De det i mange Ting saa viidt knap havde bragt,
Om Vovning ikke Grund til Vinding havde lagt.
En rar Tildragelse, man skal ey andet sige,
Har Rygtet bragt omkring fra dette stolte Rige,
At nemlig en Person, en Spidsbub og et Drog,
Det hele Smule Mod fra sex Personer tog.
Personerne, som han med blottet Dolk anholdte,
Af hvem han Frygt og Hielp ved deres Skrek sig voldte,
Har været en Jurist, en tapper Officier,
En Tiener og en Kudsk, samt tvende Gratier.
Han svor, han vilde dem ihiel paa Timen stikke,
Om de ham Pengene paa Stedet rakte ikke.
De uden Modstand, strax sin hele Skat ham gav;
Men Fruentimmerne han tog ey noget af.
Han kun vil kysse dem. O hvilken dydig Røver!
De villig kyste ham. See hvilke Medynks Prøver!
Han svor igien, at han var nødt til sligt af Trang,
Og at det første var og blev den sidste Gang.


37


24


Polen.
Den Polske Republik, som intet Hoved haver,
befaler Lemmerne, at vise deres Gaver,
For et igien at faae i det affaldnes Sted;
Men der imellem dem er ingen Enighed.
Der staaer en Russisk Hær udi det Polske Rige;
Men sammes Hensigt er ey Polen at bekrige.
Ney, meget meer at see paa Republikens Kaar:
Saa den til Kongeval ubundne Hænder faaer.
Sligt har Gesandterne fra Rusland nys erklæret.
Provintzen Preussen har dog ey fornøyet været
Med den Besøgelse, som Graudentz af dem fik:
Saa gandske overstyr Polsk=Preussens Landdag gik
Men General Major Hr. Chomoutof forklarer
Udi et Manisest sin Sag, og den forsvarer:
At han i Graudentz ey det ringeste har gjort
Som strider mod den Fred, man ey bør jage bort.
J Warschau krigske Folk bevæbnede nu vrimler,
Men neppe til eet Maal af Statens Frihed stimler;
Thi de, som lønner dem, ey ere enige
Paa hvilket Hoved de vil Polens Krone see.
Der findes sikkert tre, om ikke fleer Partier,
Som efter Leylighed, at bruge sig, kun bier.
Lithauen udgiør et, hvori Magnaterne
Tilvisse regnes maae blant Rigets Mægtigste.
Rigsdagens Aabnelse i Warschau var ved Rygtet
Fastsat den Syvende. Dens Udfald blev befrygtet;
Men da den syvende Maymaaneds Soel oprandt,
Man den særdeles mild paa samme Rigsdag fandt.
Halvparten Sablerne vel alt udtrakte vare;
Men denne Samling dog løb af foruden Fare
Man neppe vente kan, at det herefter vil
J Polske Samlinger saa fredeligt gaae til.
Den Preussiske Monark et skriftligt Svar lod sende
Til Cracaus Castellan, og giver ham tilkiende,
At Polens Friheds Val er Kongens Øyemed,
Og andre Tanker faaer ey i hans Hierte Sted.


En anden Skrivelse til Polske troe Prælater,
Woyvoder, Ypperste, og øvrige Magnater,
Har Preussens Majestet iligemaade sendt,
Hvoraf hans Sindelav tilfulde er bekiendt.
Han siger derudi, at han ret rørt var bleven
Af deres Nidkierhed, som var for ham beskreven,
Og at hans Majestet med samt Czaarinden dem,
Til det forønskte Maal vist vilde hielpe frem.
Kun hans og hendes Lyst er henvendt til det ene,
At kunde Polens Fred og Frihed kraftig tiene.
Derom forsikrer han dem alle kongelig,
Og dem formaner til, at skye indbyrdes Krig.
Fyrst=Prunas giør sin Flid at bøye de Gemytter,
Som den indbyrdes Splid forsvarer og beskytter.
Kron=Storseldtherren sig fra ham afsondret har,
Da han ey hidindtil af lige Tanker var.
Men efter stor Dispyt man endelig fornemmer,
At i en Samling er ved fleste faldne Stemmer
Erkiendt for billighed, at nu Krontropperne
Kron=Storfeldtherren ey skal være lydige.
Man dem alt haver sat et andet Overhoved,
Hvoraf nu bliver Held for Republiken loved.
Det kommer der paa an, om ogsaa Tropperne
Den nye befalings Mand vil blive lydige.
Han har imidlertid sig Vey dertil beredet
Ved strengest Manifest, som er af ham udstædet.
Det Ordsprog blive ey til Polens Valsprog sat:
Man mange Hoveder ey rummer i een Hat.
Rusland.
Gaarinden har bestemt sit Liefland at besøge,
Og ved Nærværelse der Folkets Fryd forøge.
Til Riga vil hun først paa Reysen drage hen,
Og Miethan venter og Deel i Besøgelsen.
Hun ved et Nota nys har ladt tilkiendegive,
At Polen aldrig skal et Tvistens Æble blive
Jmellem Ruslands Hof og Ottomanners Port,
Som hidtil begge eet til Polens Tarv har gjort.


39


40


Ost Jndien.
Udi Moxudabath afvigte Aar har været
En grusom Jldebrand, som Staden har fortæret;
Men saasom det er rart, en Uheld ene er:
Saa slig Ulykke blev af fleer ledsaget der.
Det nys afbrændte Folk forgrædt seer Stadens Aske,
Betrygget, større Nød ey kan dem overraske,
Forbauses tumlende tilbage hist, her frem,
Da Jorden gyngede og rystede med dem.
Det syntes, de sit Liv umueligt kunde redde.
Ti Alen Ganges Flod steeg over sine Bredde,
Og Vandet brusende mod Folk paa Landet kom;
Saa der var idel Død, hvorhelst de saae sig om.
Man forestille sig, hvor Folket var i Knibe,
Den Tid fem hundrede heel rig beladte Skibe,
Som laae paa Ganges Flod, ey Roe at flyde fik,
Men ved Jordskielvets Magt i tusind Stykker gik.
Jo Dehea sine Børn, om den kan flere føde,
Fortælle længe vil om disse voldsom Døde,
Og stedse fattes Ord, den Ynk at male af,
Som faaes, da Jorden sig opslugede til Straf.
Har Jordskielv nogensteds Jordkloden strengt hudflettet,
Og Ødeleggelser til varig Skrek anrettet?
Saa gak fra Lissabon og hen til Lockipor!
Der til din Gysen du skal finde Fælheds Spor.
Men bør jeg vel derhen med dig, min Læser! ile,
Hvor en Landstrekning laae, hvis Omkreds var fem Mile,
Som er der nu ey meer. Der sees udi dens Sted
En Afgrund fuld af Skrek og fæl Elendighed.
Staae! tænk! bæv! frygt! og flye! thi see, nu synker Stedet,
Hvor mange Mennesker og Qvæg var Liv beredet.
Men frelses disse ey? o ney, de synker med!
See hist, nu tumles de udi Afgrunden ned.
Kom lad os vende om, og blive paa vort eget.
Lad Eftertanken her dig giøre ret bevæget,
Ved den Betragtning, at den Plet du lever paa
Kan nok saasnart som hiin med dig og alt forgaae.
Hoeraf udgives Maanedtlig 1 Stk. paa det Kongl. Adresse=Contoir i Kiøbenhavn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Junii Maaned 1764.
Dannemark.
T¬
ro Undersaat! den Grund, du til din Glæde kræver,
At høre, Friderich ved Konge=Sundhed lever,
Skal fra Hans Fredensborg igien tildeles dig:
Saa din Fornøyelse kan meer forøge sig.
Hans høye Omsorg nu sig kongelig nedlader,
At see Forbedring skee ved Hovedstadens Gader.
Det er Hans Villie, at fremme Stadens Gavn,
Og faae Brolegningen i Stand i Kiøbenhavn.
Hvor ønskeligt! ifald det kan den Virkning have,
At hver Fodgænger ey i Gadeskarn skal trave,
Som hidindtil er skeet, ved mindste faldne Regn,
Og meest naar Vinter=Slud opfylder Nordens Egn.
Men kan Broleggerne ey legge Danske Stene,
Saa Gaderne hos os kan altid være rene;
Skal den Uleylighed dog nu en Ende faae,
At i een Gade man ey op og ned skal gaae.
Hver Gade under eet herefter brolagt bliver,
Som i det ringeste en ønsket Jevnhed giver;
Men rene Gader man hos os vil neppe faae
Den Stund Folk kiøre vil, som gierne kunde gaae.
En Land=Jngenieur er kommen fra de Franske,
Som sin Brolegger=Kunst vil vise blant de Danske.
Han med en Gade her sin Prøve giøre vil,
Jfald kun Stenene beqvemme sees dertil.


43


Jmidlertid han har begyndt en Vyy at giøre,
Hvor Kongns Majester til Fredensborg skal kiøre
J lige Linie, og uden Krumminger;
Og hvor tre Veye man jevnsides ligge seer.
Den midterste af dem med Stene brolagt findes.
De to paa Siderne ved Stampning sammenbindes
Af saadan Jord og Gruus, som Kiørselen giør let.
Kort, Veyen kostbar er, men kongelig og net.
Hvor stor Lyksalighed vil Dannemark ey eye,
Naar alle sige maae: det haver gode Veye.
Hvor er den Danske Myndt dog dyrebar og rar,
Som kan udrette sligt! det gode Veye har.
Man veed, at Sielen i Statslegemet er Penge;
Og til hvad fremmedt er Stats Legem mindst skal trænge,
Naar Sielens givne Kraft saa god en Virkning giør,
At Kroppen har nu selv hvad den har kiøbt sig før.
Got og forsvarligt Krud kan her nu fabrikeres:
Saa dets Jndførsel kan fra Fremmede undværes.
Sligt Penges Virkning er, at vi nu selv har Krud.
Jo meer de virker her, jo færre gaaer der ud.
Den fierde Junius kom en Placat om Krudet,
Som dets Jndførsel har i Rigerne forbudet,
Naar det er Udenrigs. Men gid vi aldrig maae
Forsøge om det kan i Kraft mod Fienders staae!
Paa Slottet Sorgenfrie fik Sorgen Seyer vundet:
Saa Navnet efterdags vil synes mindre grundet.
Et Skaar i Hoffets Fryd den Syvende blev gjort,
Da Kongens Moster blev ved Døden kaldet bort.
Hvo kiendte ikke dig, Sophie Caroline!
Hvo fandt, Durchlauchrigste! ey føleligste Pine
Ved din høysalige og Seyer=fulde Død,
Da Du et mildt Farvel os og al Verden bød.
Du var af Fødsel Stor, af Dyder dog langt Større:
Saa dersom Tidens Haand end Graaden kan aftørre,
Som væder Kinderne for Du maae ligge Liig,
Kan den af Hierterne dog ey udslette Dig.
Dig Culmbach Brandenborg ved Følsel har antaget.
Din dyre Ungdom der af Høyhed blev ledsaget.


Ost=Friesland siden Dig til sin Fyrstinde fik.
Men der Din Glædes Soel for hastig undergik.
Vort Norden siden Dig af Jorden meest forlyster;
Her var Du altid nær en værdigst kronet Syster.
Her saae vi Dig ret stor; her var Din Tidsfordriv,
At tale, synge, troe til Gud for bedre Liv.
Du fik det gandske vist, af Naaden dertil værdig.
Du til den Reysefærd hvert Øyeblik var færdig.
Dit Fyrstelige Liig med værdig Pomp og Pragt
Til Kongers Mausole i Roeskilde blev bragt.
Hvil der til Hvilens Dag for Guds Folk ret begynder,
Naar Verden hører op, naar Guddoms Røst forkynder
De faldne Legemer en høy Forklarelse,
Og setter Dit iblant de ypperst Salige.
Din Himmel=Reyse vi maae ret merkværdig regne,
Da tvende Bisper saaes paa samme Tid at blegne
For Dødens skarpe Lee. Den ene foran gik,
Og af den anden Du et Himmel=Følge fik.
Det var den Tredie Hr. Doctor Brørson døde.
Fra Riber=Stift til Gud han gik for Dig at møde.
Og Dagen efter at Du himmeltagen var,
Hr. Hygom, Aarhuus Bisp, Dig Følge givet har
For disse tvende Mænd den Danske Kirke sørger;
Men Stifterne vel snart det Glædes Budskab spørger,
At Kongens Majestet, som Kirkens Hoved her,
Dem Bisper skienket har af troe Fortienester.
Professor Sneedørfs Død vil Norden og beklage.
Han var en Mand af Smag og lærte Folk at smage.
Et Vidnesbyrd derom staaer i Tilskueren,
Og i de Breve, som vi har fra Mandens Pen.
Han sparet var som Barn fra Børne=Koppers Vælde,
Men maatte nu som Mand af dem sig lade fælde.
Hans Jnformatør=Plads hos Printzen Friderich
En æret værdig Mand, Professor Guldberg, fik.
Hvad større Vellyst kan for skiønsom Tanke være,
End at saa god en Mand saa from en Printz maae lære.
Hvor vil Fuldkommenhed opgroe i Printzens Siel,
Som lærer saa betids at troe og tænke vel.


Den ældste Greve Knuth af Stammens yngste Grever,
J hvem et moedent Haab til største Høyde lever,
Har aflagt offentlig med største Færdighed
En Prøve til Beviis paa sin Lovkyndighed.
Til Lykke Dannemark! med slige Adels Sønner,
Hvis høye Fødsel dem med Ære ey belønner,
Meer end Fortienester af tidlig Ungdoms Flid
Sligt spaaer det Danske Folk den lykkeligste Tid.
See kun, hvor Himlen Vey til manges Lyst vil bane.
Vi saae den Syttende, hvor Dronning Juliane
Med rigest Ladning hiem til os fra China kom,
Før femten Maaneder sig havde dreyet om.
Captainen Peder Holm blant Søemænd er den største
Og øverst bør at staae, fordi han er den første,
Som i fem Fierding Aar har saadan Reyse gjort,
Hvorved halvandet Aar og meer gaaer ellers bort.
Hvo sig af Veyr og Vind med Fordeel kan benytte,
Beholden Reyse faaer ved Søemandskab til Bytte.
Forsigtig Dristighed og overlagt Forstand,
Giør, at en Skipper snart naaer det forønskte Land.
Men mange længe nok paa Havets Bølger seyler,
Og faaer ey den Gevinst, som vores unge Beyler
J tredje Classe sidst i Lotteriet fik
Der med den største Lod udi sin Lomme gik.
En af hvert Tusinde, ifald han nu vil give,
Kan han Jnteressent udi det Gnavspil blive,
Som er oprettet her af Magnus Christensen,
Og faae et Instrument af samme Værd igien.
Opretteren, som selv har gjort de Jnstrumenter,
Han setter nu paa Spil, sig manges bifald venter.
Hver Kiender af Musik, og Elskere af Spil,
Han haaber herudi en Brikke tage vil (*
Fra Aalborg skrevet er, at der en christnet Jøde
Har paa en Prækestoel for Folket tordet møde
Og vidnet offentlig om hvad han har erkiendt.
Thi det at merke er, han blev i Aar Student.
er) Dette Guavspils Indretning kan sees i Adres Contvirets Efteretninger No. 60.


Tydskland.
Den første Junius i Regensburg vil mindes:
Thi der ey saadan Dag udi Mands Minde findes.
Den Kongelige Printz, Bisp Clemens, samme Dag
Sit høye Indtog holdt til Folkets Velbehag.
Han tog høytidelig imod sit Bispedømme,
Og Underdanighed lod ingen Ting forsømme,
At giøre Festens Dag paa Fryd og Glæde rig.
Mangfoldige den Pragt har seet, og glædet sig.
J Leipzig Muserne paa Glæden og tør stole
Da trende Printzer har ved sammes Høye Skole
Sig ladet skrive ind iblant Studenterne,
Som ikke før er skeet i to Aarhundrede.
J Nye=Strelitz stor Fryd har ligeledes været,
Da Landets Hertug blev med Ordenen beæret,
Som af et Hosebaand sit Navn og Opkomst har,
Og agtes overalt for baade høy og rar.
Ved dens Jnvestitur man disse Skikke finder,
At om det venstre Knæ et Hosebaand man binder;
Men Ordens Baandet skal omhænges Skuldrene,
Og derudi er hængt Sanct Jørgens billede.
Hver Ordens Ridder faaer paa venstre Bryst en Stierne;
Og ved Paahængelsen enhver formanes gierne,
At tage det i Agt, som Ordens Lovene
Forbinder dennem til, der bliver Riddere.
J Wien Opmerksomhed paa Polens Sag har Sæde;
Man der de Største seer i Conferentzer træde.
Courerer idelig gaaer derfra til Paris,
Og kommer om igien paa høybekymret viis
Det Keyserlige Hof til Presburg ikke drager,
Før Landdags Aabningen i Ungeren først tager
En god Begyndelse, og naar dens Ende skeer,
Biergstæderne Besøg af Romersk Konge seer.
Jmellem Hertugen af Wurtemberg og Folket,
Som hans Landsstænder er, skal blive Fred fortolket
Af Kronen Dannemark, saavelsom Keyseren,
Samt Preussens Majestet og Storbrittannien.


45


Misheldigheder sig har reyst imellem dennem;
Og Upartiskheds Magt vil samme see igiennem,
For at bilegge det, som er indvortes Fred
J samme Hertugs Land til Hinder og Fortred (*).
Man har udi Berlin et Par Personer taget,
Og til Spectakel sat, fordi de havde baget
Det kiere Brød for smaat. Om saadant var en Skik
Paa andre Steder med; man større Brød vist fik.
Frankerig.
Her det Collegium, som Jesuiter=Fædre
Har havt udi Anjou, anvendes skal langt bedre,
Da Kongens Majestet til Skole det vil see
For unge Adelsmænd, i alt fem hundrede.
J samme Skole de fra otte Aar skal lære
Den krigske Videnskab, og hvad dens Hielp kan være.
Tænk, hvor vil Frankerig dog store Krigsmænd faae,
Naar mange bliver det, den Stund de ere smaa.
Engelland.
En Engelsk Vovehals med Penge=gierrigt Hierte
For nylig til sin Skam og Livets Skade lærte,
At ikke nogen skal befatte sig med det,
Som af Naturens Gunst er nægtet Mennesket.
Saa taabeligt det er, at flyve uden Vinger:
Saa daarligt var det og af den forvovne Springer,
Ved hidsigt Veddemaal at vise sig bered,
Fra trende Stokverk af at ville springe ned.
Han tænkte, ved det Spring sin Lykke at forøge,
Og Styrken af hans Been ved Faldet at forsøge.
Det kom dertil; han sprang og Veddemaalet vandt,
Men og ved samme Spring sin Død paa Gaden fandt.
J London fængslet er en arm gieldbunden Skræder.
Hvor Ubarmhiertighed og Hævn dog mange glæder!
Halvtredie Guinee han skylder Creditor.
Var denne Sum vel værd at fængsle hannem for
Denne Beretning skrives fra Regensborg af 11 Junii. See de Altonaiske Avi¬
sex, No. 97.


Hvor dyrt Hævngierrighed sin Vellyst dog indkiøber!
Til Ni Pund Sterling det Betalte sig beløber,
Som Skræderen har faaet at skulle leve af,
Og dog maae han endnu som Fange lide Straf.
Er sligt ey Mennesket en yderlig Vanære,
J Ubarmhiertighed umættelig at være?
Men denne Creditor er ey den eneste
Af saadan Egenskab. Man kan hans Brødre see.
Hazard= og andre Spil, som volder, at de Unge
Forøder hvad de har, beholder tomme Punge,
Og ødelegger sig ved Sviir og Nattevagt,
Skal til Afskaffelse nu være Straf paalagt.
Der siges, at enhver, som treffes nu at spille,
Skal, paa det man engang kan saadant Onde stille,
Paa Kongens Skibe strax bortføres, med den Roes,
At giøre Arbeyd der, som slet og ret Matros.
Jrlænderne sig og saa heftig kan forelske,
At de ey derudi vil eftergive Velske.
En Ung Person sig selv har hængt af Kierlighed,
Fordi en Jomfrue ey hans Frierie gav Sted.
Men til hans Lykke han blev i en Hast nedskaaren,
Og af hans Elskede til Ægtemand udkaaren,
Da denne Tidende af hende først blev hørt;
Thi ved slig Prøve paa hans Elskov hun blev rørt.
Sverrig.
Den Svenske Konge har de Forholds Regler taget,
At paa Postvæsenet der ey skal blive klaget.
Han en Commission har sat i Pommeren,
Som skal paa denne Sag sit Sigte vende hen.
Rusland.
Caarindens Reyse vil til Rga prægtig blive,
Da fire Tusinde skal hende Følge give.
Den altsaa koste tør en stor anselig Sum,
Og der i Staden vil kun blive lidet Rum.
En Ubekiendt derfra udi et Brev saa taler:
Jeg giør mig Haab at faae et Par Contubernaler,


4¬


44


Som ere artige og kan fornøye mig;
Men lader Læseren til Resten slutte sig.
Portugal.
Nu skal de Geistlige i dette hele Rige
Sin Adkomst vise frem til alt hvad de tør sige
At være Eiendom for dem og Klosterne.
For Kongens Jndtægts Skyld skal sligt allene skee.
Man seer med Godsers Kiøb der største Misbrug drives;
Thi naar et geistligt Navn i Skiøderne kun skrives:
Saa taber Kongen sit, som deraf gaaer til Skat
Derover skal den Sag i Lys nu blive sat.
De mueligt kommer til en Deel af det at miste,
Som Munke=Listighed har kundet til sig liste.
Det skader mange ey, ifald de mindre faaer,
Som nu for Fedmens Skyld sig selv til Byrde gaaer.
Polen.
De gandske stridige forskiellige Partier
Med deres Enighed til Polens Velstand bier
Jndtil de faaer at see, om Understøttelser
Uenighedens Brand vil underholde her.
Som Jlden slukkes maae, naar den ey Brændsel finder
Saa sterkeste Partie vist og til Slutning vinder,
Naar hine Svagere sig reent maae give tabt,
Og hylde Kongen med, som Magten haver skabt.
Der er imidlertid i alle Polens Kanter
En stor Bedrøvelse iblant de Protestanter,
Som der har Arnested, for man dem gaaer for nær,
Og giør i deres Ret en Hob Jndskrænkelser.
Fra Varschau skrives nu, at det saa vidt er kommet,
At nogle Tropper har til Slagsmaal blæst og trommet,
Og i en Trefning gik, som haver kostet Blod.
Det vil nok koste meer, før Enden bliver god.
Hvad Curlands Sag angaaer, den Polske Rigsdag haver
En Slutning nylig gjort, hvorved den alting laver
Paa allerrenest Fod for Hertug Ernst Johan,
Hvis Ret nu Polen sig som Rusland tager an.
Feraf udgives Maanedtlig i Srk paa det Kongl Adresse=Contoir i Riøbenhavn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Julii Maaned 1764.
Dannemark.
O¬
s Julii Maaned tidt har glædet her i Livet,
Og denne gang paa nye to Glædes Dage givet,
Som Lyst af Kongens Huus og dets Velgaaende
Har giort des kierere for Undersaatterne.
Vor Kronprintzesses Navn, Sophie Magdalene,
Er stort i Hierterne, som Dyden har gjort rene;
Thi Hun saa stor af Dyd som høy af Fødsel er,
Og nu til Atten Aar sin Alder udbragt seer (*).
Den høye Fødsels Dag med Pomp blev lagt tilbag
Gid Hun det største Tal faae fyldl af Fødsels Dage!
Saa raabte Hierterne udi det Øyeblik,
Da Hun mod Nitten Aar paa Livets Bane gik.
Endnu en Fødsels Dag ved Konge=Hoffet viiste:
At Glæden, ofte smagt, her ey sin Smag forliste,
Ney, Wilhelmines Dag med lige Pomp og Pragt
Høytidelig blev holdt, og Grund til flere lagt (**).
Den Grund er Folkets Bon, som giordes da for Hende,
Udi hvis høye Siel man Dydens Glands kan kiende.
Gid Himlens største Held til Hende være giemt,
Som Viisdoms Forsyn har til Hessens Lyst bestemt!
To gange Kiøbenhavn i denne Maaned gaves
Den Leylighed til Fryd, som ikkun stakket haves,
Naar Landet Fortrin har for Folkerigste Stad,
At vi vor Konge saae, som gierne hver giør glad.
(*) Den 3die Julii.
ode Julii, da Hun fyldte 17 Aar. *)


50


Han atter har i Aar paa deres Jver skiønnet,
Som oeconomisk skrev, og Fem af dem belønnet
Med Skuepenge af Hans Naades Villie.
De To dem fik af Guld; af Sølv de andre Tre.
Hans Stats-Oeconomie indretter Han saaledes,
At alle Slaver skal til Kiøbenhavn veyledes,
Som Hoved=Festningen; undtagen nogle faa,
Der skal i Slaverie endnu paa Cronborg gaae.
Hver Dommer efterdags skal dømme hver Forbryder,
Som Jernet har fortient saavidt som Loven byder,
Til Festnings Arbeyd her i Staden Kiøbenhavn,
Hvor alle og enhver af Slaver kan faae Gavn (P¬
Indretningen er nye, og vist vil nyttig blive,
Vil den kun Leylighed til Rømning ikke give.
Dog som en Svale ey endnu en Sommer giør,
Man af syn Rømningsmænd ey saadant slutte tør
Men faaer man atter fat de syv undvigte Slaver,
Som af Indretningen sig strax benyttet haver,
Man vist vil legge dem saa mange Lænker paa
At de faa let herfra igien skal ikke gaae.
De kan til Leye faaes til al Slags grov Bestilling,
Af Stadens Borgere for daglig Løn sex Skilling,
Og ydermere faaes i stort og lidet Tal;
Men hvo som leyer dem, til dennem svare skal
Anordningen derom dog derhos og befaler,
At den skal give Mulgt Eet Hundrede Rigsdaler,
Som sig tør understaae, ved saadan Leylighed
At see en Slave bragt ved Rømningen afsted.
J denne Maaned har endnu vor Landets Fader
Forpagtet bort igien Hans Norske Told=Jntrades.
Forpagtnings Tiden er sex Aar, i hvilken Tid
Vist Toldforpagterne vil bruge Vid og Flid.
Sølvgadens Skytte=Lav har holdt sin Lyst=Fugl=Skyden
Og ved Sølv Præmier belønnet Skytte-Dyden.
Naar Gaden har sit Navn af Sølv, hvor Banen er,
Gevinsterne af Sølv bør ogsaa være der.
(*) See Forordningen af 29 Junii i Aar.


Men denne Lystfugl kan dog ingen Ligning nyde
Med den ved Fridrichsberg, hvor Printzerne sees skyde.
Kronpringens Høyhed skiød den venstre Vinge ned,
Og viste derudi sin høye Færdighed.
Han i sin Ungdom vil sig giøre kyndig, færdig,
Og øvet i alt det, der giør, at herske værdig:
Saa Han i Lighed kan med Konge=Fædre staae,
Om dem i mange Ting ey meget overgaae.
Lyksaligt Monarkie! hvor Efterslægt opdager,
At første Konge=Dyd i Stammen ey aftager,
Men stedse tager til i de Nedstigende;
Hvor hver kan paa en Stor en Større Konge see.
Der ingen Leylighed for nogen Stand skal fattes,
At blive lykkelig; der Bondens Sveed kan skattes
Før frugtbargiørende; der alles Flid og Jid
Belønnes med alt Got i lykkeligste Tid.
Vort Norden idelig saa lykkeligt har været.
Man her i Kongerne Fuldkommenhed har æret.
Her Handelen sig har udvidet meer og meer,
Med al Slags anden Hild, som alt ved Kongen skeer.
Det Selskab Handlende, som Folk i China kiender,
Med Lykke Seylere paa længste Farvand sender.
De faaer dem hiem igien med rige Ladninger.
I denne Maaned vi har talt den anden her.
Captamen Schmidt, som har ført Skibet, Kongen kaldet
Har seet det i hans Lod i Aar at være faldet,
At han den anden blev af Chinafahrerne,
Som kommer hiem i Aar til Kleverblad af Tre.
Blant mange, som sin Bøn ey glemmer Gud at sende
For de Søefarende, at de maae vel fuldende
Sin Reyse hver for sig, er Stadens Fattige;
Og Søefolk er igien mod dem godgiørende.
Beviis paa Gavmildhed mod Christi arme Lemmer,
Og at Søefarende ey deres Løfter glemmer,
J Holmens Kirke var ret rørende at see,
Da Fattig=Blokkene der bleve aabnede.
Foruden anden Myndt der ogsaa fandtes Kroner,
Som vare lagte ned af gavmilde Personer.


Der fandtes en Ducat indsvøbt nedlagt af Een,
Som saae i Havsnød, at Guds Hielp var ikke seen.
Udi en Seddel stod: hvad loves, bør at holdes,
Paa det Frimodighed i Hiertet kan forvoldes;
Og derudi laae to Rigsdalers Seddeler
Som Giveren til Roes et Sted bør gives her.
Hans Tænkemaade sees at være reen og rigtig.
Enhver at giøre saa, som han har gjort, er pligtig;
Thi Løfter er en Sag, som ey bør spøges med,
Saafremt den Lovende har følt Samvittighed.
Kan ogsaa Høflighed de Virkninger forvolde,
At mange lover meer, end de har Lyst at holde?
Hvor ofte skeer det ey, man af de Høfligste
De største Løfter faaer, og intet videre.
Enhver, som Evne har, at holde det han lover;
Men holder det dog ey, for meget derved vover.
Den Arme, som af Nød tidt sine Løfter giør,
Ved Uopfyldelsen af dem undskyldes før
Om mange Trængende af Løfter kunde leve,
De da forældede saa mavre ikke bleve.
Et Løfte i vor Tid er svagt at bygge paa;
Dog synes Haabet Trøst i Løfterne at faae.
J nok en Seddel laae en Banco=Tie Rigsdaler.
Hvo sine Løfter saa den Høyeste betaler
J ChristiFattige, kan altid vente sig,
Af det i Løndom saaes at høste offentlig.
En Stats Olconomie, som findes vel indrettet,
Har altid Byrderne for Fattigfolket lettet.
Ved Politiens Hielp kun deres Beste skeer.
Man Taxt paa Kiød og Brød til saadan Ende seer.
Vor høys Magistrat til samme Sigte tragter,
Da de paa nye igien har fastsat for hver Slagter,
Hvorledes han sit Kiød og Flesk skal sælge ud,
For hvilket Fattige velsigner dem fra Gud.
En Slagter veed dog, hver er Tyv udi sin Næring.
Han Slagteriet har jo lært som sin Haandtering.
Hvo vil da tvivle om, at han den Kunst forstaaer
Ved Tælgs Jndstopning at faae fede Lammelaar!


Men nok, de Fattige, som har det mavert hiemme, D¬
Kan dog ved Taxterne en Lettelse fornemme.
Dog, om de skulde faae retskaffen Lettelse,
Der maatte settes Taxt for alle Høkkere.
Hvordan det dreyes om, og hvad man end vil sige:
Saa maae den Fattige dog slige Folk berige;
Thi de just kiøber ind alt hvad han trænger til,
Og sælger det saa ud for hvilken Priis de vil.
Men nu vi ville os til Knippels Broe forføye,
For vedlet Optog der os lidet at fornøye.
Hist Kongens Jagt=Captain, og Vice=Admiral,
Grev Laurivig, til Behag af os betragtes skal.
Han Kongens Sluppe sees udi Kanalen ove,
Og vil Sluproerne i Færdigheden prøve.
Det skeer om Aftenen og under Sang og Klang,
Samt talrigt Følgeskab af begge Kiøn og Rang.
Hver vilde være med, endog i Fisker=Baade.
Men Luftens Gud fandt Lyst, at gjøre dennem vaade.
Da var der en Allarm og Skraal af Mennesker?
Til Lykke ingen dog til Skade kommen er.
Vahrtegnet var oplyst: En sød Musik opførtes,
Og Glæden rundt omkring fra Gienlyds Tunge hørtes.
En Mængde ønskede, at saadan Øvelse
Til Sinds Forlystelse hver Aften maatte skee.
Men ingen Tidsfordriv kan her bestandig vare.
Vi Ønskers Afmagt og i andet maae erfare.
Hiint lærde Selskabs Liv udi Arabien,
Var Lærdes Ønskers Maal og Bøn til Himmelen.
Alligevel vi nu med Smerte maae fornemme,
At en Arabisk Død har faaet dem i sin Klemme:
Saa de, saa nær som to, har Livet der sat til.
Et Tab, som Lærdoms Flok vist høyt beklage vil.
Skiønt Læger ere ey af Sundhed mere sterke
End andre Mennesker, er det dog her at merke,
At just den ene af de Overlevende
Er Lægen, som var med; for Kunstens Skyld maaskee.
Vi seer af disses Død, at Kongers Ønsker nyder
Ey sin Opfyldelse, naar Kongers Konge byder.


18¬


53


54


Vor Konge ikke her Bekostning sparet har:
Hans Sigte ved det Tog det priseligste var.
Jmidlertid de To, som ere end i Live,
Os noget Vederlag for hines Død vil give,
Ved de Opdagelser, som de vil bringe hiem,
Om Døden ikke og paa Veyen tager dem.
J det jeg skriver nu om dette Selskabs Døde
Et nyt Liig=Selskab her min Tanke gaaer i Møde,
Som man oprettet har igien i Kiøbenhavn,
Der ufeylbarligt er til manges Hielp og Gavn,
Man noget mindre skal i dette nye indskyde,
Og til Begravelsen den samme Sum dog nyde,
Som i det forrige: saa dette bedre er,
Da det antager og langt ældre Mennesker.
Enhver, som Evne har i samme ind at træde,
Kan gierne giøre det med Sindets Roe og Glæde;
Thi derfor døer han ey herfra des snarere,
Og naar det skeer, saa har han frie Begravelse.
Vel sandt, de sørge maae for sligt, som efterlever;
Men tidt Begravelsen for megen Sorg udkræver¬
Saa den giør viselig som træder ind deri,
Og hans fra større Sorg ved Dødsfald vil befrie.
Maaskee det Selskab dog skal ikke fattes Lemmer,
Endog af dem, hvis Lyst det Gnavspils Trækning fremmer,
Som kun Liebhabere for Kunstens Skyld vil faae,
Og skal den syttende December for sig gaae (*).
Tydskland.
Udi det Wienske Raad man nu de Polske Sager
Medlstor Opmerksomhed saa flittig foretager,
At der er neppe Tid til fleer Raadslagninger.
Med Polens Kongeval det er dog lige nær.
Det Keyserlige Hof til Presborg nu er draget,
Hvor det sin hele Pragt at vise har behaget.
En Ungersk Landdag er i samme Stad bestemt,
Hvor Rigets visse Tarv vil ikke blive glemt.
Churfyrsten har i Maynz den Aarsdag celebreret,
Paa hvilken han blev valgt, saa og introniseret;
(*) Om dette Gnavspils Indretning og Conditionerne derved, see mere i Adresse=Cou¬
toirs Efterretningerne No. 60.


Og paa den samme har modtaget Hyldingen
Af Stadens Borgerskab ved Eeds=Afleggelsen.
Der mindre Glæde er hos Wurtembergske Stænder,
Til hvilke Hertugen sit eget Krigsfolk sender
Paa Execution. Spørg ikkun Tubingen:
Hvorledes det staaer til med Sinds Fornøyelsen?
J Sachsen har de holdt to Bods og Bede=Dage,
For Guds Velsignelse til dette Land at drage,
Hvor Landhuusholdningen, samt Kunst og Videnskab
Jndhenter daglig Hielp for forhen liidte Tab.
Frankerig.
Qvægdøden findes sterk i mange Franske Stæder,
Og ligesom en Gift alt meer omkring sig æder.
Opreysning herfor skal nu skee ved Handelen;
Som efterdags sin Flor faaer paa Ostindien.
Engelland.
En her kan Jern og Staal, til Guld at ligne, farve.
Han burde for sin Kunst Vertinden Harris arve.
Et Skippund hendes Krop og femten Lispund vog
Saa Ormene med Lyst mod dette Bytte tog.
Ved Børsen Husene begyndte sterkt at bæve
En Aften Klokken syv, saa alle bange bleve.
Halvandet Skippunds Lod ved Børsens Klokkespil
Var faldet fra sin Streng, og Aarsag var dertil.
Sverrig.
Dyr Tid her trykker Folk, saa de den knap kan bære.
De, som i Tieneste ved Konge=Hoffet ere,
Ey derfor findes frie; thi de Besoldning faaer
J denne Tid endnu, som før i gyldne Aar.
Polen.
De Polske Sager staaer i ordentlig Forvirring,
Og mellem Lemmerne endnu vedvarer Jrring.
Rigsdagen vel er endt, men Polen ey er frie,
Endskiønt den haver faaet et general Partie.


885


136


Fyrst=Primas tænker, det skal ingen Fare have;
Men alting skal i Fred nok komme ret i Lave.
Hans Forhold ellers var mod Frankerigs Gesandt,
Som han med Folke=Fred kun lidet var bevandt.
Den syv og tyvende Augusti nævntes Dagen,
Da der skal Ende skee ved Val paa Konge=Sagen.
Han havde alt udstædt Universalier;
Men derfor kunde der nok skee Opsettelser.
Han nylig har et Brev fra Sultans Port erholdet,
Hvorved den Frygt forsvandt, som før ham var forvoldet.
De Ottomanners Printz Polakker under vel
Skiønt Tyrker samler sig ved Polens Grændseskiel.
Men hvad om Radziwil kan samle større Kræfter,
Det alt for fredeligt ey blive vil herefter
"Jblant Polakkerne. Han har ti Tusind Mand:
Saa det er hastigt gjort, han komme kan i Stand.
Den sidste vidner jo, at han det ærligst mener.
Der ogsaa nu en Deel med hannem sig forener.
Dog bliver ey hans Jld saa gandske redelig,
Hvor meget han end vil retfærdiggiøre sig.
Vel har han offentlig et Manifest udgivet,
Hvorved han giør bekiendt, hvad der har ham oplivet,
At gribe til Gevær, samt at det menes got,
Da han tør paastaae Navn af Polens Patriot.
Hos Preussens Konge staaer hans Sag ey vel an reven;
Thi denne Majestet fortrydelig er bleven,
For han har Opstand gjort imod Rigs Lemmerne:
Saa han til Preussisk Hielp sig ikke kan forsee.
En Cracaus, Kiorvs Bisp, Kaminiecks, med flere,
J al Urolighed neutrale gandske ere,
Og ville blive det, indtil de faaer at see
Det sterkeste Partie; det samme tager de.
Tyrkiet.
Constantinopel vil sig større Ziir udvirke,
J det de Lutherske opbygge maae en Kirke
Udi en Forstad der, og sin Guds Tieneste
Maae holde offentlig med alle Skikkene.
Htraf udgives Maanedtlig i Stk. paa det Kongl. Adresse=Contoir i Kiøbenhavn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Augusti Maaned 1764.
Dannemark.
Hil dig, o Bregentved! Grev Moltkes Greve=Sæde.
Til Lykke med den dig i Aar iskienkte Glæde,
Da du igien paa nye, som forhen aarlig, fik
En mild Besøgelse af Nordens Friderich.
Sex Dage fik du Lov den Majestet at favne,
Hvis høye Kierlighed gid du maae aldrig savne!
Den første i August vor Konge til dig drog;
Den Siette Han fra dig en naadig Afsked tog
Den Siette er en Dag, som vi maae høyt opskrive
Den af det Danske Folk forglemt vil aldrig blive
Paa den, for Atten Aar, vor Støre Friderich
Det Danske Konge=Spir paa Fædres Throne fik.
Paa den Hans Majestet en Guds Mirakel kiendte,
Da en ubændig Jld ved Siden af Ham brændte.
Paa den har Himmelen os giyet Ham paa nye.
Dens Soel i Snese=Aar for Nordens Soel opgrye
Han seer høystfaderlig paa det, Hans Folk kan nene.
Han vil, at Gaderne skal daglig giøres rene
Og feyes overalt udi Hans Hovedstad C*).
Ved hvilken Anstalt Han har mangen en gjort glad
Men alle de, som skal Betalingen udrede
Til Gade=Feyerne, sig sikkert ey vil glæde
Ved denne Reenheds Sag, helst naar kun Feyning
Eengang om Ugen skeer, og det er Snavs med den.
(*Efter et Kongeligt Rescript af 15 Junii 1764.


Dog, giver Jer tilfreds, J Folk, som misfornøyes
Ved det, nye Udgift skal til Eders gamle føyes;
Thi om en stakket Tid J skulle faae at see,
Hvor reent der blive vil i alle Gaderne.
De høye Herrer, som skal Omhue derfor drage,
Ey med Koldsindighed sig Sagen vil antage.
De har Forandring gjort i Feyer=Lønnens Plan,
Og fleer Forandringer endnu man vente kan
Det komme kan saa vidt, hver Hyre=Vogn i Staden,
Som kiører Skarnet op og rundt omkring i Gaden,
Skal give noget vist til Gade=Rensningen;
Thi de har megen Skyld, ifald den bliver seen.
Monarkens Øyemed er herudi det beste.
Han allernaadigst Syn paa alles Tarv vil fæste.
De Fattige ey gaaer Hans Øyesyn forbi.
Han dem fra mangt et Suk i Armods Trang vil frie.
En mild Barmhiertighed fra Kongens Throne taler:
Der nu udredes skal Ni Tusinde Rigsdaler
Til Fattige hvert Aar af Hovedstadens Grund.
Velsignet Budskab fra Medlidenhedens Mund!
Ey Kongens Slotte selv fra Ligningen fritages.
See, hvilken Kierlighed i dette ey opdages!
Enhver med Glæde bør betale denne Skat
Som nu ved Ligning er paa Stadens Grundtaxt sat (*).
Rosset ved Gavmildhed igien har Himlen æret.
Hos Pesthuuslemmerne han har personlig været,
Og af Velsignelsen, som Gud ham skienket har,
Uddeelt en Almisse i deres tomme Kar.
Han roses velfortient, og ønskes at velsignes.
Gid han af mange maae i dette efterlignes!
Hver giøre got den Stund han haver Tid dertil;
Belønningen derfor ey Naaden glemme vil.
See hvor Retfærdighed sig Ærestøtter skaffer,
J det Lovgiveren Misgierninger afstraffer.
En Conrad Christensen, som var en Rytter=Søn,
Faaer for sit Tyverie paa Slottet billig Løn.
(*) Bekiendtgjort ved Magistratens Placat af 13 Augusti d. A. efter allernaadigst
Kongelige Rescripter af 10 April 1762; 13 May 1763 og 6 Julii 1764.


Der uden Vester=Port en nye Træ=Galge settes,
Hvor denne Slots=Tyv skal til Straf og Skrek henrettes.
Man vel paa samme Sted en muret Galge seer;
Men den for Borgerne og deres Børn kun er.
Det Følge talrigt var, som Tømmerhaandverks=Lavet
Til Retterstedet fik, da Galgen blev nedgravet.
Af Stadens Øvrighed det fik Anseelse,
Som altid være skal ved sligt nærværende.
Skiønt slige Bygninger til Prydelse ey ere,
Kan dog Retfærdighed dem ikke meer undvære,
Saa længe Tyverie blant smaa Folk straffes maae;
Thi man fra Hamans Tid ey Store hænges saae.
Lovgiveren ey vil, at Laster skal udøves,
Og ey at nogen skal sin Eyendom berøves.
Han i sit eget Slot mest Tryghed have bør:
Saa hver bør hænges op, som fra Ham stiele tør.
Men vi om Tyvene ey ville tale mere;
De Straffen visse, om ey her saa hisset, ere.
Vi ville derimod til Skydebanen gaae,
Hvor vi en Lystsugl seer paa nye opreyst at staae.
Her kan en Samling sees af Høye og af Lave,
Som ved Lystskydningen Fornøyelse vil have.
Man Fruentimmer seet at tage Deel deri,
Og giøre Skytterne ved Gildet Compagnie.
Den første Dag gik børt, og ingen nød den Lykke,
At kunde treffe ret paa Fugle=Kongens Stykke;
Den anden ligesaa, og end den tredie,
Før Lykken Lavet lod sin Fugle=Konge see.
Nu var den Lyst forbi. Den Glædskabs Phoenix døde
Men han et andet Aar vil Lavet atter møde.
Ved Kongens Naade han af Asken kan opstaae,
Og aarligen nyt Liv til Lyst for Lavet faae.
Hvor prægtigt nogen kan om denne Lyst end tale,
Saa er den, naar man den mest glimrende vil male,
Dog ikkun som en Nat og Skygge imod den,
Som Konge=Hoffet blev tilsendt af Himmelen.
Den Lyst, som Norden ey i lang Tid større kiendte,
J milde Følelser til hver sin Virkning sendte.


59


6


Den længe yttrede sig i Gemytterne,
Før dens Fuldkommenhed sig lod paa Sløttet see.
Et Kongeligt Parenr (*) kundgjorde denne Glæde,
At der paa Slottet blev tillavet Brude=Sæde
Før Hessens Arve=Prinz; og for den Mellemste
J Danner=Kongens Huus af Konge-De trenk.
J Forbøn gik enhver, og dertil skyndte Sine,
For Printzen Wilhelm og Printzesse Wilhelmme,
At til Formælingen de maatte Lykke faae,
Som skulde Fyrstelig med første før sig gaae.
Alt Følkets Forkiøn blev af Himmelen ammmmet,
Da Bryllups Dagen var for dette Par bepammet.
Til denne Manned var den Gtæde først bestemt;
Men blev af Himlen dog til næste Maaned giemt.
Patentet, som kom ud fra Kongens milde Naade,
Gav hver Mand større Ftyd, end mangen en sig spaaede
Det viser Kongens Sind mod Undersaatterne,
Ved en Printzesse=Styrs mild Eftergivelse.
For Maaneds Skattens Skyld, som skal endnu udredes
Vil Kongins Masster hver Undersaat skab glædes
stie for at betale ud
Ved det
Skat tll den høybaarne Brud.
En allerb
For saadan Raade, som hver Undersagt bør pælse,
Bør de sin Kierlighed mod Kongens Huus udvise
a til den Allerhøyeste,
Ved Bøn!
i høy Velgaaende.
At han vil skienke de
O Konge! saae Du vet) som Hunen seer allne,
Du saae, hvor alles Bøn Tig vil til Godk tiene.
Hver skiønsom Undersaat med en bpløftet Sien
Giør Bømner for Dit Liv og for Dit Huses Vel.
Til saadan Kkerlighed om Grund man ey tør spørge,
Da Du saa Faderlig for alle veed at førge.
akker Kirken Dig, D¬
Støre Friderich!
visper fik.
værdige fortiente
huns=Stift sin Sørge=Dragt afkaste,
Og mod sin skienkte Bisp, Hr. Doetor Bildsøe, hast:
Hvo kan for Riber=Stift udtrykke Glæden nok,
Naar det omfavne skal sin Bisp, Magister Bloch.
(*) Af 20 Augusti d. A.


Hvor kier han Dig end er, vil Du dog Kirken unde
Saa høyfortient en Mand, for Herrens Sag at grunde.
Din Viisdom viser sig i den Udkaarelse,
Som Du har herved gjort til Kirkens Tieneste.
Du, som dens Hoved, har en Mængde tunge Byrder;
Men disse lettes best ved gode Over=Hyrder.
De Menigheder, som Du dem berøve maae,
Vist gode Hyrder skal ved samme Viirdom faae.
Trefoldighedens Børn nu gaaer i Sørge=Klæder,
Og deres Hyrdes Død beklagelig begræder.
De gremmer sig med Sorg for sin Professor Leth;
Men Du, o Konge! giør, at de forglemmer det.
Hør, hvilke dybe Suk fra Horsens hertil høres!
De for en værdig Mand blant Adelstanden giøres.
Etatz-Raad Lichtenberg, den Patriot, er død,
Som til saa mange skaer saa rundt sit Lykkes=Brød.
Ey nogen Pensel kan hans Roes fuldkommen male.
Med stor Henrykkelse maae Jylland om ham tale.
Der Kirker, Bygninger, og
Jkoler reyste staaar 7
Af hvilke han sin Lov end
i Graven faaer.
Han var fuldkommen det, en
elemand bør være;
Stor af Fortienester til Fødelandets Ære.
Han i sin Ydmyghel
ar ene gjort,
End mange af hans
øn skal kaldes stort.
Han var de Fattiges Op!
emmer.
Hans Æreminde vist en sild
Flægt opstemmer.
Hvor høyt han elsket par af Horsens Borgere,
Det faae man tydelig ved hans Begravelse.
Der meget var om ham med Billighed at skrive;
Men jeg til andre Ting maae Plads i Bladet gipe:
En Chinafarer, ført af Captain Knie, pi saae
J denne Maaned ind igienuenu Bommen gaae.
Det er den tredie og sidste som her kommer
Med rige Ladninger fra Canron denne Sommer.
Vi fra Vestindien har og endeel faaet Hiem
Og slere venter man med Held at følge dem.
Den fierde Ulasse er af Lotteriet trekket;
Men knap for største Haab blev Lykken da opvekket.
H 3


E


61


Var der paa Numere til første Classe Trang,
Da vil der blive nok at faae til sidste Gang.
De Femten Tusinde Rigsdaler lokker mange;
Men mange bliver og for Classens Jndskud bange,
Naar de sit store Haab fra Grunden vil besee,
Som ikkun er een Deel af Tyve Tusinde.
Norge.
Fra Norge maae man og imellemstunder vente,
At kunde Tidender til disse Blade hente.
Det meget sielden er, man læser Nyt derfra;
Men nu dog noget sees fra Christiania.
Der en Glarmester har sit Legem slemt mishandlet:
Saa det ved Snit og Stik er til et Liig forvandlet.
Beskrivelsen derom seer heel naturlig ud,
Og gierne kan forstaaes foruden Hoved Brud (*)
Tydskland.
Oldsager findes nu i Dreøden, som man skriver,
Ved det Rorskirken der af nye opbygget bliver.
Var Kirken ey skudt ned udi den sidste Krig,
Man nu ved disse Ting ey havde glædet sig.
Af Rygtet høres og, at Wurtembergske Sager
Til varig Enighed endnu ey Veyen tager.
Paa Megling spares ey af de Ministere,
Som Brunsvig, Dannemark og Preussen skikkede.
Et rart Exempel er i Leipzig øvet blevet,
Som neppe andensteds vil blive efterlevet:
En Mand, som Bankerot forsetlig haver gjort,
Er der afstraffet med to Timers største Tort.
Han til Spectakel blev ved Stadens Raadhuus stillet;.
Men siden blev med ham en anden Seene spillet,
Han smedet blev i Jern og sendt i Slaverie,
Hvorfra i sex Aar han skal ikke blive frie.
Frankerig.
Man har udi Lion et Skuespil anstillet
Med Taskenspillere, og lystig med dem spillet:
Saa de ey efterdags skal giøre meer Fortred,
Men lade Folkes Børn og andre gaae i Fred.
(*) See Adresse Cont. Efterr. No. 94.


Et Brændemerke de nu til Belønning eyer,
Og skal i visse Aar arbeyde paa Galeyer.
Man skulde nu dog troe, at naar de bliver frie,
Saa er den gamle Lyst hos dennem nok forbi.
Engelland.
Man mener, Harrison den støre Priis har vundet
Af Tyve Tusind Pund, fordi han har opfundet
Et Uhr, hvorefter man kan Havets Længde faae,
Og som befundet er at kunde Prøve staae.
Sverrig.
Den Svenske Dronning fik af Ruslands Keyserinde
Sex Heste, som man der ey smukkere kan finde;
Og Sverrigs Kronprintz fik Andreas=Ordenen,
Til høyt Beviis, at han er Keyserindens Ven.
Til Overbringeren Foræringer ey spares,
Hvoraf den høye Smag ved Sverrigs Hof erfares.
Fyrst Baratinskoi bort Sværd=Ordens Ridder gik
Og tvende billeder med Diamanter fik.
Hornqvæg og Heste her paa nye igien bortrykkes:
Saa det med alle Raad mod Sygen lidet lykkes.
Den Landeplage er langt haardere end Krig,
Om Himlen vil, at den ey snart maae stille sig.
Der nu udi Stokholm er et Contoir oprettet,
Hvorved for alle Folk Adressen bliver lettet.
Thi naar man Skrivelser til samme lader gaae,
Man efter Velbehag kan alt udrettet faae.
Ved et Adress=Contoir bør slig Indretning være;
Og det Personerne er ey til liden Ære,
At de paatager sig at tiene En og hver,
Naar kun Belønningen for kostbar ikke er.
Rusland.
Caarindens Majestet sig nylig lod behage,
Sin Orlogs Flode selv i Øyesyn at tage.
Hun saae dens Øvelser med stor Fornøyelse,
Og paa det største Skib til Middag spisede.


64


Hver Mast, hver Stang og Tøv med Flagge var beprydet.
Der Vimpler vayede, og Glædskabs Raab blev ydet:
Saa hele Luften ret af Viat skingrede,
Som Flødens Mandskab med een Mund stemmede.
J Julii Maaned hun sin Reyse har tiltrædet,
Og først den ottende har Staden Reval glædet
Med sin Nærværelse, dernæst til Riga Drog,
Hvor menig Mand høyst glad mod Monarkinden tog
Den Pragt, som viste sig ved mange Ære=Porte,
Og ved Oply=ninger, som ziirligst bleve giørte
Var gandske keyserlig, og staaer til et Beviis,
At Undersaatterne paa Hende setter Priis.
Sig Hertng Ernst Johann i Riga lød indfinde,
For at modtage det den mægtige Czgarinde.
Den Græde, som han fandt derover, var saa stor
At han to Miles Vey imod Czaarinden foer.
J Staden Mietau har ey mindre Glæde været,
Da med Besøgelse den ogsaa blev beætet.
Man Cuulands Adelsmænd fik i sin Stats at see,
Da Reyserinden sig til Staden nærmede.
De fulgte Hendes Vogn ved Siderne til Staden,
Og Borgerskabet stød udi Gevær i Gaden.
Hvert Huus 4 Mietau blev oplyst om Aftenen,
dOg Hoffet ver et Hof var for Fornøyelsen.
Polen.
Af Fyrsten Raziwvill nu intet kan udføres,
Hvorved Polakkers Fred ustadig kunde giøres;
Thi han ey paa sin Flugt har indtil denne Dag
Seet nogen Magt, som vil antage sig hans Sag.
Det blev nu ey tilsidst saa vanskeligt at giette,
Paa hvem man vilde her den Poiske Krøne sette.
Poniatorøsky den vist længe tiltænkt var,
Der stor Fortieneste som Greve vundet har
Man mere vil hernæst om Vallet faae at høre,
Som Himlen uden Blod i Warschau lod udføre.
Det rigtigt for sig gik paa den bestemte Dag;
Men om det hovet hver, det er en anden Sag.
Heraf udgives Maanedtug i Stk paa det Rongl Adresse Contoitr i Kisbenhavn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For September Maaned 1764.
Dannemark.
S¬
kriv atter op igien nye Naade, Nordens Tvilling!
Og lad det være dig den vigtigste Bestilling,
At overregne tidt din Guds Velgierninger.
Tilbeed den Ævige. Du jo hans Yndling er.
September Maaned dig et nyt Beviis tilbragte,
At med Misundelse dig andre skal betragte.
Den Almagts Haand, som har grundfestet Skabningen,
Paa nye befestet har dit Konge=Huus igien.
Septenibers første Dag gaaer Norden ey af Minde.
Paa den behagede det Himmelen at binde
Det dyrebare Baand, som før besluttet var;
Hvorved den nærmere sig os forbundet har.
Om noget Folk, da vi, bør ævigt Forsyn dyrke,
Som giver Kongens Huus Udvidelse og Styrke.
Ja vor Hukommelse forlystes ved den Sag,
At forestille sig den favre Bryllups=Dag.
Skiønt Aanden synes sig i Glæden at forvilde,
Jeg dog forsøge vil, dens Skygger at afbilde.
See da, hvor Høyhed, Byrd og Rang i udsøgt Pragt
Forsamler sig hos Ham, som Gud gav Eenemagt.
See der, hvor Herlighed sig Kongelig fremstiller.
See, hvor den sande Fryd med sine Straaler spiller.
Vær dristig, bange Aand! og uforfærdet gak
Jndtil det Inderste af Kongens Forgemak.


Ney, viig igien, min Aand! dit svage Syn ey taaler,
At see den skiere Glands af Majesterens Straaler.
See hvilket Optog skeer, hvad er dog dette ligt?
Det noget Himmelsk er! Har Jorden ogsaa sligt?
Hvo ere disse To, som foran Kongen kommer?
See, Deres Aasyn har for Tanken frugtbar Sommer.
Betragt, hvor Sielen kan hos Dem afbilde sig
Om nogen, hver af Dem vist, er en Engel lig.
De skal til Mønstere for Mennesker fremsettes.
See kun, og see igien, dit Syn dog aldrig mættes.
Det Brudeparret er, som du betragter nu.
Okom til Ævigtid det Syn, du saae, ihu.
Var her vel nogen Tid paa Kongens Slot en Time,
Som sig med denne kan i alle Maader rime?
Vor Eenevolds Regent en Datter Bryllup giør.
Naar holdtes saadan Fest i Hovedstaden før?
Det Kongelige Huus i høyeste Personer
Nu hilses rørende med Sang og Kunstens Toner.
De alle setter sig i Kongeligste Pragt.
Paa Brudevielsen De nu vil give Agt.
Strax Hoffets Aaron kom, for Parret at velsigne,
Som skal Guds Frelses Folk til sildig Alder ligne.
En vigtig Bryllups=Text af Bruden var udsøgt
Til rette Grund at faae alt Livets Held forøgt (*.
Kun Guds Velsignelse og Naade det kan giøre,
At vor Lyksalighed skal ingen Tid ophøre.
Guds Ansigts milde Lys bevarer vore Trin,
Naar vi til Himmelen kun gaaer ved sammes Skin.
Da Vielsen var endt, det samme Optog skede
Som vel maae Kongeligt i alle Maader hede.
Kom nu, min Aand! igien, og kun frimodig gak
Til hendes Majestets, vor Dronnings Forgemak.
O hør, hvor rørende hver ønsker Parret Lykke.
Opfyldte Hierter der sig neppe kan udtrykke.
Ja Tiden heller ey tillader det at skee:
Thi Kongen give vil en Bryllups Nadvere.
)Ps. 67. 2. Gud! vær os naadig og velsigne os; han lade sit Ansigt lyse over
oo Sela!


Jeg paa det korteste vil min Beretning fatte:
Det høye Herskab sig til Taffelet nedsatte
Da Klokken taltes Ti; og Pragten derhos var
Saa høy og Kongelig som noget Hof den har.
Ti hvide Riddere, som Kammer herrer vare,
Ti Kammerjunkere, Ti Pager, Omsorg bare
Før al Opvartningen ved Konge=Taffelet,
Hvor intet var forglemt, som kunde zire det.
Bestandig sød Musik man fra Capellet hørte,
Som Sindet muntrede, i det den Hiertet rørte.
Hver Bryllups Giest var glad i en Forlystelse,
Som kun paa slig en Fest har Sted om Kongerne.
Saasnart det Midnat blev, var Taffelet til Ende,
Og Tiden Hvilens Tid for Tanken gav tilkiende.
Monarken reyste sig, og selv ledsagede
Sin Datter Bruden til sit Brude=Værelse.
Den høye Brudgom blev af Dronningen ledsaget;
Og da der Afsked var med Brude=Parret taget,
Begav enhver sig hen til sit Gemak i Roe,
Og ønskte idel Fryd til de Nyegifte To.
Jmedmns saadan Lyst paa Slottet sig lod kiende,
Man saae i Kiøbenhavn hvers Kierlighed at brænde.
Den brændte offentlig udi hver Stadens Egn,
Og sig beskue lod ved dens oplyste Tegn.
Det blev for vanskeligt, det gandske at beskrive.
Jeg vil kun et Begreb om Kierligheden give;
Thi mine Læsere til alt kan slutte sig,
Naar jeg har sagt: den Pragt var ædel-Borgerlig
De gode Børgere jo ere Landets Ære.
Hvo vil i deres Tal en Lem ey gierne være?
De gode Borgere som Rigers Piller staaer.
Man altid Leylighed dem ret at kiende faaer.
Det være langt fra mig, saa grovt mig at formaste,
At jeg mig skulde her til Dommer selv opkaste,
Og dømme Kierlighed fra de Medborgere,
Udi hvis Vinduer man Lys ey kunde see.


Ney, see kun, Friderich! du store Landets Fader!
Hvor Dine Borgere sin Glæde tindre lader.
Du kiender deres Værd og deres Kierlighed,
Som for Dit Konge=Huus bestandig varer ved
De aldrig Nidkierhed for Kongens Huus har nægtet,
Og ey fra Fædres Jid i denne Post vanslægtet.
Du har i dem et Folk, som Du kan lide paa.
Din Enemagt hos dem skal helligt Minde faae.
See allermildest ud, hvor Kierlighed sig maler,
Og ved Sindbilleder og tændte Lamper taler.
See Virkning af den Fryd, som alles Hierter fandt
Ved dette Ægtebaand, som ævigt Forsyn bandt.
Hist seer man Kierlighed og Troskab at omfavne
Til varig Varetægt de høye elskte Navne.
Her sees Bestandighed hos Dem at hvile sig,
Og giøre Deres Tid paa Fyrsters Glæde rig.
Hist sees det høye Par hverandre at tilrekke
To Hierter i fuld Brand. Hvad maae det Syn opvekke
Af kielne Følelser i hver Tilskuers Bryst,
Som ofrer Kongens Huus sin Kierlighed og Lyst.
Saa gaaer da ud at see, J Tanker! her i Staden,
Hvor Borger=Kierlighed har skinnet klar paa Gaden!
Og troer, at Kierlighed har klart i Hiertet brændt,
Hvor Lyst og Glæde meer end Mængde Lys var tændt.
Jeg meer om denne Pragt ey drister mig at skrive;
Til hvers Bestræbelse maae hver sin Ære give (*).
Og naar jeg allermest om hele Synet skrev,
Det i Afbildningen kun ufuldkomment blev.
Men vidste jeg, mit Blad til Eftertiden lævntes,
Her om Palladsernes Oplysninger og nævntes.
Dog, jeg i Korthed dem beskriver allerbest
Ved Sammenligning med den sidste Jubelfest.
J trende Aftener var altsaa hele Staden,
Jllumineret smukt: saa det var lyst paa Gaden.
Den fierde Aften blev af mange Borgere
Udi Oplysningen gjort en Forøgelse.
ESee Beskrivelsen over Jluminationerne i Adr. Cont. Efterr. No. 98. 100. og 101.


Da kom den kiere Dag til Undersaatters Glæde,
At Hendes Majestet, vor Dronning, kunde træde
Med høy Velgaaende ind i nyt Leve=Aar,
Og nu til Tredive udi det Siette gaaer.
Som denne Fødsels Dag er kier for hele Landet:
Saa tænkte Hierterne ey heller da paa andet,
End sende Bønner op til Gud i Himmelen,
Om mange Leve=Aar og Lyst for Dronningen.
Den Glæde, som man saae i de afvigte Dage,
Ved denne Fødsels Dag befandtes at tiltage.
Hver trofast Undersaat da var oprigtig glad,
Og Glædens Virkning saaes udi den hele Stad.
Den med Opmerksomhed af Hoffet blev betragtet,
Og Majesteterne har den saa kostbar agtet,
At der i Kongens Navn blev sendt Taksigelse
For Glædens Virkninger til Stadens Borgere.
Til denne dobbelte og høye Festes Ære,
Som kunde rarere for Kiøbenhavn ey være,
Har Kongens Majestet deelt Ridder=Ordener
Til Helte og til Mænd af troe Fortienester.
En Printz af Beveren blant Danske Generaler,
Om hvis bekiendte Mod hver Helt med Ære taler,
Den Danske Elephant herefter bære skal.
De andre gaves Sted blant Dannebrogers Tal.
Saaledes Festens Tid høytidelig fuldendtes.
Nu sluktes Lysene, som før til Festen tændtes;
Men Kierlighedens Jld hos gode Borgere
For Kongen og Hans Huus man aldrig slukt skal see.
Den Femte, Kongen saae igien sit Sommer=Sæde,
Hvor de Nyegifte To sig noget skulde glæde,
Før De begave sig paa Reysen til det Hiem,
Som ævigt Forsyns Raad har selv bestemt for Dem.
Tolv Dage kunde kun de Glædskabs Timer vare.
Hvad maae nu Hierterne for Følelser erfare!
O hvilket Øyeblik! nu skal det for sig gaae
Den Syttende er talt. Der Afsked tages maae.


70


Viig bort, min Aand! og græd; lad Dem nu være ene.
Du ikke taale kan, at see saa høy en Scene,
Naar Kongens Datter gaaer til Hendes Fader hen,
For nu tilsidst af Ham at faae Vesiguelsen.
Jeg heller tie vil, end ufuldkomment tale
Om denne Afskeds Act, som ingen kan afmale.
Nu er den da forbi -- Nu da i HErrens Navn!
Nu kiøres fra Hirschholm og ind til Kiøbenhavn.
Ak, vil det kiere Par i nogen Tid her blive?
Ney Afskeds Audientz De kun een Dag vil give.
Den Nittende De vil med alle drage bort,
Og Deres Reyse hen til Hanau sette fort.
Printzessen vil dog først hos Hendes Brødre spise
Paa Slottet Fridrichsberg og nok engang fremvise
Sit Ansigt, Engle=ligt, for Eder, Elskende!
Som vil fra Kiøbenhavn gaae ud, det Syn at see.
Seer hist et Compagnie til Hest af grønne Skytter.
De sig af Kierlighed i Lavets Navn benytter,
Og underdanigst vil ledsage dette Par
Til Roeskilde=Kroe, hvoraf de Ære har
Fra Skydebanen nu Kanoners Torden høres.
Slig Ære allesteds for Parret vist vil giøres.
Men stands et Øyeblik, min Læser! for at see
Et Syn paa Fridrichsberg, som bliver rørende.
Betragt Printzessen der. Du maae betragte Hende.
Nu om en liden Stund Hun vil sig fra dig vende.
J Hendes Ansigt læs den ømme Kierlighed,
Som nu fra Faders Hof skal bort til fremmet Sted.
Nu byder Hun Farvel. Siig, hvad dit Hierte finder,
Naar du din Naboe seer, hvis Øyne=Taare rinder.
Ønsk Hende, hvad du kan at sukke frem formaae!
Hun vist hos sin Gemahl af Gud skal mere faae.
Med vore Tanker vi paa Reysen Dem ledsager,
Og Deel i Folkets Fryd og alles Ønsker tager,
Som De bestandig faaer saa vidt De drager frem.
Ja, vi vor Forbøn vil til Hanau sende Dem.


Endnu var mange Ting min Læser at berette,
Men jeg til Slutning vil allene melde dette:
At Kongen har paa nye forøget sin Armee,
Og Regimenter har oprettet hele Tre.
Han to Forordninger har ogsaa underskrevet,
Hvorved forandret er i Norges Rige blevet:
At Deliqventer der herefter dommes skal
Til visse Festninger, sex i det gandske Tal (*).
Den anden Almuen i øvre Tellemarken
Har skaffet Lettelse, hvorfore vist Monarken
Velsignet blive vil i Egnen deromkring,
For Han ophævet har for dem hvert Sommer=Ting (*)
Til denne Michels Tid et Tal er confirmeret
Udi sin Daabes Pagt, som har tilsammen været
Halvsiette Hundrede og Een. Gud styrke dem
Paa Livets rette Ven at vandre stadig frem!
Norge.
Den Kierlighed, enhver for Landets Moder finder,
Om Bøn for Hendes Liv hvert Øyeblik paaminder.
See kun, hvor Hierterne i kierlig Lue staaer,
Naar Hendes Majestet opfylder Leve=Aar.
Man ey fra Dannemark allene skal opskrive,
At Hendes Fødsels Dag kan Hierterne oplive.
De Norske føler og den samme Kierlighed,
Og Glæden har hos dem saavelsom Danske Sted.
J Christiania har mange glade været
Paa Hendes Fødsels Dag, og den tilbørlig æret.
Grev Schmettau sammesteds, saa og Stadtholderen,
Har deres Kierlighed udviist for Dronningen.
Rusland.
J Petersborg man har oplevet Glædskabs Dage,
Da Keyserinden kom til denne Stad tilbage,
Fra Reysen, som blev endt i al Velgaaende,
Til Lyst for Hende selv og Undersaatterne.
Af dato 7 September d. A,
(**) Af dato 7de September d. A. med Henviisning til Forordningerne af 28 Febr.
1727, og 13 Julii 1753.


72


Der nylig Jldebrand i Kronstad haver været,
Som Tusind Huse har i Bund og Grund fortæret.
Det dog en Lykke var, at Orlogsfloden der
Ved denne Leylighed beskadiget ey er.
J Slusselborg en Sag sig nylig har tildraget,
Som har Opmerksomhed ved Hoffet foraarsaget.
Det lod, som alle ey har været veltilfreds
Med det, Printz Jvan var en Fange sammesteds.
En Lieutnant vilde sig til noget Stort opsvinge,
Ved denne fangne Printz i Friheds Stand at bringe (*¬
Men han ham tvertimod befordrede derved
Fra alt sit Friheds Haab ind i en Ævighed.
Nu er da Jvan død. Hans Død vil blive hævnet
Og Lieutnant Mirowitsch som en Forræder nævnet.
Belønningen, som han kan vente sig derfor
Af Senatorerne, vil ikke blive stor
Polen.
Den Polske Konges Val, som under aaben Himmel
J Schopa for sig gik, hvor en utallig Vrimmel
Wohlaer=Mark indtog, et heldigt Udfald fik,
Og i Samdrægtighed for saa vidt for sig gik.
Kong Stanislaw August herefter han skal hede;
Og hver Gienstridig maae ham nu om Naade bede.
Men Fyrsten Raziwil har Naadens Tid forsømt.
Fra Gods og Lykke han til Ævigtid er dømt.
De Polske Herregods, som ere ødelagte
Og til Fordervelsen af egne Landsmænd bragte
J Mellemrigets Tid, kan tiene Beviis,
At andre setter ret paa Arve=Konger Priis.
Før Vallet for sig gik, hver søgte at udvirke
Sig Himlens Raad dertil i Sanct Johannis Kirke.
Den Smolenskoske Bisp for dem har præket der.
Hans Text var: Vælger den, som Eder kierest er.
*) Printz Jvan eller Johan var en Søn af Printz Anton Ulrich fra Brunswig
Wolfenbuttel og Printzesse Anna af Mecklenborg.
Lresfergeruartklamateg t æet gaetder kang atresfte s anar Atuntare


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For October Maaned 1764.
Dannemark.
D¬
en Glædens Egenskab, at give sig tilkiende,
Og mildest Ansigt frem til alle Sider vende,
Paa Wilhelmnes Vey er sporet overalt,
Som Rygtet haver os ved hver Avis fortalt.
Corsøers Jndvaanere man ey bør nederst sette
Blant dem, hvis Glædes Drift løod Høytids Lyst anrette
For det Høybaarne Par; Hver givet har Beviis,
Paa deres Konges Æt at sette vigtig Priis.
Hvor har Tilskuerne dog Lyst og Øye gottet,
Ved det Hr. Langeland lod lyse op paa Slottet
Et underdanigst Glimt af den Høyagtet
Han i sit Hierte bar for de Høyparrede.
Han paa sin Fæstnings Vold lod Konge=Flagge plante.
Der Vimpler vayede. Man saae paa alle Kante
En usædvanlig Fryd. For Øret man og fik,
Til Lyst=Afvexlinger, Kanonskud og Musik.
Ey Beltet saadant Syn Aarhundrede har givet,
Hvorved hvert Hierte er saa rørt og ømt oplivet;
Ey Kongens Færge=Jagt har før gjort saadan Fart,
Og ført et Par herfra af saa elskværdig Art.
Vist Efterslægten vil vor Lykke os misunde,
At vi paa denne Tid sligt Syn betragte kunde:
En Hessisk Arveprintg til Sit at drage ud!
En Dansk Printzesse med, som Hans høybaarne Brud,
Hvorhen


74


Hvorhen vi følger Dem med vore kielne Tanker,
Vi nye Forlystelse for Sind og Sandser sanker.
Ved ømmest Kierlighed og dens Udtrykkelse
De paa den hele Vey har seet sig ærede.
Nu maae vi til os selv og hiemad os forføye.
Her forefalder nok af Nyt, som kan fornøye.
Men hele Sagen er! man alting ey kan troe;
Særdeles saadant Nyt, som hviskes mellem To.
Jeg vil i slige Ting mig heller ikke blande;
Skiønt Sandhed selv deraf en Hob maae mueligt sande.
Man maae jo være snild i sin Oprigtighed,
Og ey fortælle alt, fordi man alting veed.
Fra Konge=Hoffet jeg maae først Beretning give:
Den første, Kongen fandt for godt at underskrive
Forordningen om Skat af Dannemark i Myndt
For Kornet, som man ey at yde har begyndt.
Den Tolvte, et Patent af Kongen underskreves,
Som skal i næste Aar af alle efterleves,
Der har Forretninger og søger nogen Ret,
Hvor Sagens Fordrag skeer til Kongens Majestet.
Paa Fredensborg en Fest bleb holdt med aarlig Glæde,
Da Kongens Faster fik et Leed til Livets Kiede.
Hun høybenaadet faae fuldendt nyt Leve=Aar,
Og til Halvhundrede og Ni Hun nu fremgaaer.
Paa nok en Glædes Fest Hirschholm fik Lov at favne
Den Kongelige Printz, som er sin Faders Navne.
Det hele Konge=Huus var der nærværende,
Da Han af Leve=Aar fik fuldtalt Elleve.
J Frue=Kirke har en vigtig Fest og været,
Som blev af Kronens Printz og mange Herrer æret
Med høy Nærværelse den Ott og Tyvende,
Da sammesteds blev holdt en Bispe=Vielse.
To høyærværdige Guds Mænd sig her fremstilte,
Som Herrens Hellig Aand til Bisper sig fraskilte:
En Bildsøe og en Bloch, som her i Kiøbenhavn,
Samt viidt og breedt omkring, har et høyværdigt Navn.


De Asiatiske hiembragte Selskabs Vahre
Ved Opraab solgtes bort, saa vidt man kan erfare,
Til temmelig Profit for Selskabs Lemmerne,
Men derhos heller ey til Tab for Kiøberne.
De Committerede, som Staden feye lader,
Og drager Omsorg for at skaffe rene Gader,
Har ogsaa Anstalt gjort, for at opnaae sin Plan,
At skaffe større Tal af Gade=Vogne an.
Skiønt Virkningen deraf endnu kun synes liden:
Saa har man dog det Haab, den større sees med Tiden.
De, som det ey forstaaer, har dog Jndbildningen
Om sammes Langsomhed formedelst Kiørselen.
De mener, at den Hob, som sig til Vogns forlyster,
Og overstenker Folk, saa Grund og Huse ryster,
Opkiører mere Skarn, end Gade=Feyerne
Med al sin Feyekunst affeyet kunde see.
Man med Fornøyelse dog seer de Kiste=Kale,
Som kiører Vognene, hvor smukt de kunde prale
J deres Kitteler med Nakkeposer paa,
Der lader ligesom man Envelopper saae.
Her paa det ømme Sted det smukke Kiøn antastes,
Naar paa saa smuk en Dragt saa stor Foragt skal kastes.
Nu skulde han staae op, som før om Dragten skrev.
Til nok et Foster han til Hævn vist Fader blev.
Nu skal ey Slaverne saa lettelig undvige;
Ved røde Ærmer de skal giøres kiendelige.
Af bruun ufarvet Uld de Klædes Kioler faaer,
Og Efterdags ey meer i Bonde=Vadmel gaaer.
Adress=Contoiret har en Auction oprettet,
Ved hvilken Penge=Trang for mange bliver lettet.
Den holdes ugentlig, og solgte Vahre der
Jndbringer Penge strax til den, som Eyer er
Jblant merkværdigt Nyt, jeg dette ey maae glemme:
Een, som ved Fødselen paa Amager har hiemme,
Fra Grønland kommen er med sin Familie,
At give Fødeland og Folk Besøgelse.


75


76


Peer Tambur er hans Navn. Han tog en Grønlandsk Enke,
Ved hvilken Himmelen tre Børn lod hannem skienke.
Han Sønner Niels og Jens, og Datter Sara, har
Hans Stedsøn Barnabas har havt en Grønlandsk Far.
Hans Huus har Rachel her med nok en Søn formeret,
Som med anselig Stats til Daaben haver været
Paa Arveprintzens Dag, hvorover han og fik
Den første Lykke, han blev kaldet Friderich.
Det er merkværdigt nok, man skal antegnet finde,
At her til Kiøbenhavn kom en Grønlænderinde,
Blev lagt i Barselseng og paa den fierde Dag
Jmodtog Fadderne til Fods, og var ey svag.
Naar Foraars Tiden sig Seyladsen vil antage:
Saa reyser Peer igien med Rachels Børn tilbage,
Og tager hende med, ifald ey Luften giør
Ved dens Forandringer, at de her nede døer.
Der er i Schedebierg ved Hadersleb i Grunden,
En stor Deel Heste=Skoe og Folke=Knokler funden;
Men Skade er, det ey kan sees af nogen Jydsk,
Om det er Knokler af Svensk Fiende eller Tydsk.
Af alt det Nyt, som jeg kan Læseren berette,
Jeg intet seer, som kan i Ligning staae med dette:
Det er forskrekkeligt, jeg nu at skrive har!
J Winding=Kirke før saa stor Allarm ey var (*)
En Søndag en Student paa Prækestolen træder.
Maaskee nu Bønderne ved noget Nyt sig glæder!
Nye Koste, siger man, de feyer altid best;
Og Somme kiedes tidt ved deres gamle Præst.
Sligt vil jeg gaae forbi; jeg kan det ikke sige:
Men at Tildragelsen har der ey havt sin Lige,
Det kan man gierne troe. Ja den har været fæl,
Og skrekket Bøndernes, men mest Studentens Siel.
O kiere Læsere, Opmerksomhed! jeg beder.
J Prædikanten maae nu forestille Eder!
Nu staaer han talende og veed af ingen Ting.
Han med alvorligt Syn nu seer sig rundt omkring.
1*) See Adr. Cont. Efterr. No. 116.


M.


777


Maaskee han til et Ord nu Eftertryk vil legge,
Og slaaer da med en Haand! maaskee han slog med begge!)
Men ak! ved dette Slag det gik Studenten galt;
Thi han og Prækestoel ned paa en Bonde faldt.
Hvo i det Øyeblik kan see Studentens Tanker?
Hvo føle kan, hvor sterkt hver Bondes Hierte banker?
Og Fruentimmerne! hvad tænker man om dem?
Langvarig Angest har ledsaget dennem hiem.
Den stakkels Bonde mest af alle er at ynke,
Som Prækestolen saae ey fra sit Sted at synke,
Før i det samme den paa Hovedet ham slog,
Og først hans Helsen bort, og siden Livet tog
Til slig Tildragelse en Aarsag dog maae være;
Og samme bliver ey til Kirkeværgens Ære,
Om Prædikanten end har slaaet et Slag i Hast;
Thi Prækestole bør at staae og hænge fast.
Det lader ellers, som at nogle har de Tanker,
At Ordet frugter ey, naar de ey dygtig banker.
Tidt slaaes af Alskens Kraft paa Prækestolens Kant
Saa Haanden Virkningen, men Hierterne ey, fandt.
Dog merkes, saadant skeer gemeenlig kun paa Landet,
Og ikkun der af dem, som mener iblant andet
Ved saaden Nidkierhed at vekke Bønderne,
Naar de af Prædiken vil blive søvnige.
Den Classe, hvorudi det største Lod befindes
Som alle ønsker sig, men kun af een kan vindes,
Blev rigtig nok begyndt den To og Tyvende;
Men næste Maaned først dens Udfald lader see.
Saasnart November har Nysgierrige gjort vise,
Om hvem der vundet har, hvem maattet har forlise;
December siden vil afgiøre, hvem der faaer
De Instrumenter, som paa Spil i Gnavspil staaer.
Her kommer det kun an paa lykkeligste Brikke,
Hvem Skiebnen samme vil udi sin Deel tilskikke.
Man skulde dog vel troe, det Gnavspil Fremgang faaer,
Skiønt Planen engang kun udi Apien staaer (*).
Tydskland.
(*) See Adr. Cont. Efterr. No. 60. hvor dette Gnavspils Trekning er fastsat til
den 17de Dec. d. A. paa Bryggernes Lavshuus.


78


Tydskland.
Anselig Messen har i Leipzig sikkert været;
Den med Nærværelse blev af Printz Carl beæret,
Da han fra Dessaus Egn Hiemreysen foretog,
Hvorhen med Følgeskab han, for at jage, drog.
En Mængde Fremmede har Messen og bivaanet.
Den fine Smag og Pragt er ikke bleven skaanet.
Men om der stor Profit af denne Messe kom?
Det er en Sag, som man maae spørge Kiøbmænd om
J Sachsen ere Folk med Flittighed bevante,
Og ey forsømmer nu paa nye igien at plante,
Og elske Træer op af beste nyttig Art,
Hvor Landet blev for Skov i sidste Krig gjort bart.
Man saadan Flittighed tilbørlig bør at skatte:
Ti Tusinde og fleer Frugt=Træer ere satte
Omkring i Egnene ved Wittenberg i Aar,
Af hvilke Eyerne med Tiden Fordeel faaer.
Og da man dette Aar blant fugtige maae regne:
Saa voxte mestendeels kun Tidsler allevegne.
Man har af sammes Frøe nu presset Olie,
Som synes meget god til Brug for Malere.
Saafremt den Elskere til Afgang maatte finde,
Vil man sig videre til sammes Samling binde,
Samt prøve Klinte=Frøe. Sligt oeconomisk er,
Og efterfølges bør paa Landet af enhver.
Frankerig.
De Franske Geistlige uenige befindes.
De Jesuiters Kiv og Trette alle mindes.
Man før paa deres Sag ey rolig Ende saae,
Før Capucinerne i Klammerier laae.
Viin=Høsten tegnede til meget rig at blive;
Men Overflødighed den ey vil af sig give.
Dog maae det trøste dem, som perser Druerne,
At noget bedre er, end ingen Frugt at see.


Engelland.
Hos Londons Handlende en Frygt for Krig udbryder.
Der menes, med Algier de Fred ey længe nyder,
Da Divan nægter reent at Engellænderne
Ey Passe give maae til nogle Fremmede.
Men skiønt ey Freden kan med Fiender|længe vare:
Det dog med denne Krig har neppe nogen Fare.
Man veed, at Freden er til Fals hos Tyrkerne,
Og at Foræringer giør dennem venlige.
Sverrig.
Kong Adolph Friderich har nylig ladt forkynde,
At Rigsdags Samlingen skal i Stokholm begynde,
Naar fiorten Dage er forbi af næste Aar,
Da man nok mere Nyt derfra at vide faaer.
Man har udi Skanør i Malmøs Lehn opdaget
En stor og vældig Fisk, som efter Sild har jaget
Med saadan Hidsighed, at den paa Stranden kom
Og blev nu Fiskerne til Fangst og Eiendom.
Fem Mand den neppe op paa Landet kunde slæbe;
Og de fik Arbeyd nok, før de den kunde dræbe.
Den fire Favne lang har været fæl at see.
Man regner den blant dem, som kaldes Springere.
Portugal.
Saa slet det var bestilt med Krigsfolk og med Skibe
J Riget Portugal, før det i sidste Knibe
Den tappre store Helt, Grev von der Lippe, fik:
Saa herligt har han der Krigsstanden sat i Skik.
Rusland.
At Ruslands kolde Egn kan Sommer=Frugter give,
Naar Jorden sammesteds kun vel kan dyrket blive,
Det viser et Forsøg, som udfaldt lykkeligt,
Og Keyserinden sig fornøyer ret ved sligt.
Hun nu befalet har, det samme skal forsøges
Paa større Stykke Jord; thi Rigers Gavn forøges,


F0


Og al Lyksalighed for alle bliver stor,
Naar Agerdyrkningen kan komme ret i Flor¬
Polen.
Hans Polske Majestet sig naadigst mild udviser,
Og hos Ministerne imellemstunder spiser.
Han giver Audientz to Timer dagligen,
Og viser, at han er sit Folkes sande Ven.
J Førstningen en Deel ey vilde med ham holde;
Men saadant kunde dog ey stor Allarm forvolde,
Og mindre giøre Skaar i Statens Rolighed;
Det saae de selv, og gik til Unionen med.
At Protestanterne i Polen maatte skienkes
Sin gamle Rettighed, og deri ey indskrænkes,
Har tvende Magter søgt ved Forestillinger.
Men ingen veed endnu, hvad deres Skjebne er.
Til Kroningen enhver i Varschau sig bemøyer,
At vise alt, som ret indtager og fornøyer.
Man pynter Husene, man Ære=Porte seer,
Og Glæden rundt omkring i alle Kroge leer.
De Preusers Konge selv har til Fyrst=Primas skrevet,
Da Kongevallet ham var indberettet blevet.
Han vidner derudi, hvor kiert det hannem var
At man saa værdig Helt til Konge truffet har
Holland.
Hollænderne, som har almindelig den Vane,
At skrive meget Nyt, nu skriver om en Hane,
Hvis Størrelse er rar; dog rarere endda,
At han to Bukke=Horn har bragt fra Africa.
Han Sporer have skal, som Horn, fem Tommer lange
Den med Fornøyelse betragtes nu af mange.
Slig Hane føde kan den Mand, som eyer ham,
Der nu opholder sig i Staden Amsterdam.
Naar han ey længer der kan med sin Hane blive:
Han en Besøgelse Hamborgerne vil give,
For at forsøge der Nysgierrighedens Art.
Maaskee vi faaer ham og at see paa samme Fart.
Laref ertgeruareraanadtig iErt gat der Uang atreste C antate Raturtare


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For November Maaned 1764.
Dannemark.
D¬
et, vi fra Fredensborg igien har faaet at høre,
Det glædelige Nyt! maae alles Hierter røre,
At Gud med Kongens Huus fornyet har sin Pagt,
Og derved atter Grund til Folkets Glæde lagt.
Den Dag, da Lignelsen i Kirkerne forklares
Om Konge=Bryllupet, hvor Naaden stor erfares,
Den blev til Pagtens Dag paa Fredensborg udseet,
Hvor en Trolovelse høytidelig er skeet.
Trolovelsen er skeet med Kongens yngste Datter,
Som ved sin Brudgom sig fuldkommen salig skatter.
Hun gav sit Løfte hen til Salighedens Gud,
At leve og at døe, som hans udvalgte Brud.
Sin Kundskab, Troe og Haab, saa herligt Hun bekiendte,
At hos Tilhørerne hvert Hierte derved brændte.
Selv Majesteterne sig funde rørte, da
Printzessen offentlig gav Sielens Brudgom Ja.
Hvor bør hver Undersaat den Høyeste at prise,
Fordi hans Kierlighed omfavner vor Lovise,
Og Troens Lærdom lod for Hende blive klar,
Samt Levnetspligterne, som Hun at øve har.
Af den udvalgte Text og Psalmer man kan lære,
Hvor nær og kierlig Hun bekiendt med Gud maae være.
Ey nogen uden den, som aabner Gud sit Bryst,
Til saadan Bøn og Sang kan vise hellig Lyst.


Hør vor Pringesses Bøn! den Hun med David beder:
Lær mig, o Gud! din Vey; din Sandhed mig kun glæder.
Jeg deri vandre vil, til du fuldender det.
Foreen mit Hierte til dit Navn at frygte ret (*).
Hun veed, hvad Mennesket i Liv og Død kan tiene,
Og beder, syngende, at kiende det allene (*).
Hun veed, hvor Hendes Siel kan faae den beste Roe,
Og synger glad derom i nye bestyrket Troe (**)
Enhver lykønske nu vor værdigste Lovise!
Gid Verden sildig maae saa stort et Lys forlise!
Hun til et Mønster staae for mange Tusinde,
Og blive Kongens Huus til høy Bestyrkelse!
Ey Konge=Hoffet for med mere vigtig Glæde
Har nogen Tid forladt sit høye Sommer=Sæde,
Naar Efterhøstens Kuld fornummet blev, end nu
Thi bør vi aarligen at komme sligt ihu.
Vi priser Himmelen, for Kiøbenhavn maae nyde
Fra denne Maaned af, den Lykke, sig at fryde,
Ved Kongens hele Huus i al Velgaaende,
Til næste Foraars Tid, hos sig i Fred at see.
Vi sidste Vinter her vel talte tvende flere;
Men Gud skee Lov, for de velfarne begge ere!
Vor Konges Moster fik blant Salige sit Sted;
Og Wilbelmine nu er Hessens Herlighed.
Gid vi i mange Aar ey større Sorg maae friste,
End den, vort Hierte fandt, ved disse To at miste!
Gid vi den Fødsels Dag endnu maae ofte see,
Som helligholdet blev den Ott og Tyvende!
Da Hendes Majestet, vor Konges Moder, skienktes
Et Aar til dem igien, som Hun af Gud tiltænktes.
Hun Tresindstyve Aar og Fire har fuldendt;
Og Folkets gamle Fryd blev i sin Ungdom kiendt.
Ved Knippelsbroe man saae det Huus illumineret,
Som Navn af Engelsk har. Der ogsaa blev tracteret;
(*) Texten, som til denne høye Confirmations Act blev forllaret, er Davids Ord
Ps. 86, v. 11.
)Psalmen for Confirmationen: Et er nødigt, dette ene &c.
**). Psalmen efter Confirmationen: Vil du have Roe, min Siel! &. Al¬
sammen efter Printzessens eget Val og Anordning.


Og Se skabs Lemmerne, ved Jnstrmenters Lyd,
Drak Landets Moders Skaal, og viste deres Fryd.
Med høyest Naade sligt optaget blev af Hende,
Som sin Fornøyelse lod give dem tilkienke
Den næste Dag derpaa, for den udviste Sag,
At de erindrede den store Fødsels Dag.
Men paa det denne Dag ret mindet skulde vorde,
Livvagten første Gang da sin Parade giorde
Udi sin nye Mondur. Og alle ønskede,
At Hendes Majestet de ældste Aar maae see.
Enhver fornøyer sig ved Kongehusets Gode.
Paa denne Grund man kan med Sikkerhed formode,
At Sinds Forlystelse vil kiendes overalt,
For Kongen fik sit Gods i Fyhn saa vel betalt.
Hans Majestet ved sligt kan aarlig meget spare.
Man deraf Frugter vil for Folk og Skov erfare.
Hans Casse bliver dog af Skatter lige fuld,
Og nu forøges med saa nær Tolv Tønder Guld.
Det Syn kan altsaa ey vor Glædes Grund fortære,
At Konge=Hoffet sees en Sørgedragt at bære,
J Fiorten Dages Tid, for en Printzesses Død,
Som af et Holsteensk Huus var høydurchlauchtig fød.
Nu skulde jeg et Ord om andre Ting og skrive:
Rosset har nu igien en Prøve vildet give
Paa hans Medlidenhed mod Pesthuuslemmerne,
Ved Lintøys, Skillingers og Brøds Uddelelse.
Med al Høyagtelse om hannem Rygtet taler.
Men den er ubekiendt, som Hundrede Rigsdaler
J Banco lagde i vor Frelsers Fattig=Blok;
Dog, at Gud kiender ham, kan være hannem nok.
De Fattige sig nu kan Mildheds Gaver vente
Af dem, som Lykkens Gunst i Lotteriet kiendte.
Den høyeste Gevinst tilfaldt Hr. Lorentzen,
Som havde nylig for tilkiøbt sig Seddelen.
Hos ham de Fattige den Sum paa Rente haver;
Thi Manden er bekiendt for Redeligheds Gaver.


183


84


Maaskee at Himmelen den Sag har styret saa,
At Han for mistet Arv Opreysning skulde faae.
Det være, som det vil: Saa er enhver dog færdig,
At sige: Lorentzen er al den Lykke værdig.
Til Tolvte Lotterie, man Planen seer igien.
Indretningen er eens. Til Lykke da med den.
Jblant det Nyt, jeg her for Læseren afmaler,
Jeg ikke glemme bør, at Kiøbenhavns Canaler,
Som usædvanligt er, slig Høyde fik af Vand,
At alle Skibene nær havde flydt i Land.
En Døgn saa sterk en Storm i vores Luft=Egn kiendtes,
At mange Søefolks Liv ved Vrag og Stranding endtes,
Man slutter, med hvad Magt at Stormen Luften drev,
Naar Ferskvands Fisk deraf paa Land opkastet blev.
Sligt ældste Siellandsfar fra Børne=Aar ey mindes:
Saa det antegnet bør for Eftertiden findes.
Gid saadan grusom Storm dem ikke ramme maae,
Som til Ostindien herfra nu skulle gaae!
Gid Vinden føyelig maae Captain Dixen tiene,
Som gaaer til China med Sophie Magdalene!
Da Captain Samsøe vist den samme Lykke faaer,
Som til Bengalen med Grevinde Moltke gaaer.
Nu Rygtet sørgeligt har givet os tilkiende,
At Doctor Cramers Liv i Bombay har faaet Ende.
Der altsaa ikkun er i Live een igien
Af dem, som Kongen lod besee Arabien.
En rar Jndbydelse Een haver ladet trykke.
Jndbyderen maaskee og nyde kan den Lykke,
At faae Tilhørere, som han indbyder til:
Med hvem han physiske Samtaler holde vil.
Man af hans hele Plan kan ikke slutte andet,
End han vil bane Vey til Lykken her i Landet,
J sær for Haandverksfolk, som tager Deel deri.
Han vil, blant andre Ting, afhandle Sympathie.
Han tale vil paa Dansk. Han vil paa Spørsmaal svare;
Og alt, hvad physisk er, bevise og forklare.


Hans Øyemed er got, og gaaer kun derud paa,
At de Ulærde kan en større Jndsigt faae.
Han denne Kunst har lært i London, som han skriver,
Og Engellænderne et mægtigt Fortrin giver
For alle andre Folk, særdeles derudi,
At de kan snakke frit og frisk i Compagnie.
Men han ey Kundskab her om sine Landsmænd røber.
Vi jo i Holbergs Tid har havt en Kandestøber,
Som holdt Collegier for hans Medborgere,
Om hvad der hørte hen til det Politiske.
Hvo mener, at vi har endnu ey nok af dennem,
Som i Forsamlinger gaaer alle Ting igiennem?
Som dømmer alle Ting, indtil retfærdig Straf?
Politisk Selskabs Snak før tager til end af.
Mon Kiøbenhavn ey kan opvise Compagnier,
Hvis Lemmer mindre ey, end Folk i London, tier?
Hvor nogle setter frem, modsiger, støder om,
Forsvarer, slaaer til Lyd, og fælder hver sin Dom
Det Fortrin synes ey betydeligt at være,
Hvormed man vil i sær de Engelske beære,
At i Forsamlinger de taler meget frit,
Naar dette staaer derhos: hver taler kun i Sit.
Det Fortrin større er, i alting sig at blande;
At roe sig ud saa langt, man ey igien kan lande;
At snakke om de Ting, man ey forstaaer sig paa;
Og deri søger Stax sit Fortrin helst at faae.
Man med Forundring maae paa Damons Tale høre,
Hvor frie Betænkninger han tør om alting giøre;
Nu hover dette ey; nu er ey hiint tilpas;
Den Anstalt er kun slet, og den Indretning Fias.
Menalek nu pønser paa, hvoraf det sig dog kommer,
At Rugen er saa dyr paa frugtbar Høst og Sommer?
Han taler frit derom, og selv tør næsten troe,
At han fortiener Plads i et Collegio.
Plebs i sin Tanke har meer Viisdom end hans Fædre,
Og tør indbilde sig, det kunde være bedre


186


For Bønder, Borgere, og alle, end det er;
Saafremt man bare saae paa hans Fortienester.
Aristes Øyemed paa Stadens Gavn sig fæster.
Han tænker ved sig selv: Om jeg var Borgemester,
Jeg skulde vise mig som Borgerskabets Ven.
Men disse ere Slægt med Kandestøberen.
Kort sagt, i Dannemark, saavelsom og i Norge,
Skal Folk ey Selskabs Snak af Engellænder borge.
Jmidlertid man dog Hr. Gren lykønske vil,
At naae det Øyemed, som han har sigtet til.
Nær havde jeg forglemt, den Nyehed at berette,
At uden Østerport man og har ladet sette
En Galge op igien, til Vartegn for enhver,
Som her i Garnison i Hovedstaden er.
En stakkels fattig Tyv i samme skulde hænges;
Men den, som Riges Liv tillader at forlænges,
Tillod ey denne gang, at saadant maatte skee,
Men ham en mild Pardon ved Kongen skienkede.
Tydskland.
For nylig Hertug Carl af Lotthringen besøgte
Hans Broder, Keyseren, og Hoffets Fryd forøgte.
Han Velkomst=Møde fik saavel af Keyseren,
Som ved Marienbrunn af Keyserdronningen.
Men har Fornøyelse end stor paa Schønbrun været;
Man dog i Hanau har ey Glæden mindre æret.
Jndbyggerne ey kan udtrykke deres Lyst.
Det unge Herskabs Lov opfylder alles Bryst.
Enhver velsigner Gud for deres Wilhelmine,
Og Haabet grundet seer til Lyst for sig og Sine.
Hvor alles Ønsker skeer for hende ivrige,
Det af udvortes Tegn paa Glæden er at see.
Af mindre ædel Fryd Nysgierrigheden gaber
J Halle denne Tid paa ffire tamme Aber,
Hvis Sving paa Linier sees hurtige og frie:
Saa denne Kunst er nu kun Abekatterie.


Det er en vis Du Clos, som har afrettet dennem;
Og han i Verden nu sig sagte slaaer igiennem.
Man kan endog hos ham en heel Deel Hunde see,
Der dandser efter Spil, som beste Springere.
Ja meer han viser frem en tam og ydmyg Løve.
Han, for at blive rig, ey mere kan behøve¬
Hvad giør dog slige Folk i Verden meget Gavn!
Fortiener ey du Clos en værdig Borgers Navn?
De Preussers Helt nu giør det til sin Hoved=Tanke,
At see paa Landets Vel; og derfor til en Banque
Bevilgning givet har, som for de Handlende
Til Opkomst tiene vil og Handels Lettelse.
Han lader alles Tarv sig høylig gaae til Hierte;
Hvorover vist hans Sind fornemmer megen Smerte
Ved den Elendighed, som Kønigsberg maae see,
Hvor Jlden siette Part af Staden røvede.
I Dresden ingen maae i Skienke=Huse mere,
Samt andre Steder med, som offentlige ere,
Opsette nogen Ting paa Kastning eller Spil.
Det Forbud mangen en i Sielen krænke vil.
Frankerig.
Mod Jesuiterne man Forholds Regler tager,
Og dem til sidste Mand af Landet reent udjager.
Det nu befalet er, at de ey huses maae
J hele Frankerig; men skal af Riget gaae.
Om nogen, Boskab dem at sælge, sig fordrister,
Ja kun at laane dem, han det altsammen mister.
Dog maae man dem en Døgn, men tænger heller ey,
J Kroer laane Huus, paa deres Rømnings Vey.
Hr Liniere giør sig Publicum forbundet,
Ved det, han Pomper har til Tieneste opfundet,
Som trækker mere Vand, end de nu giengse Slags,
19
Og ventes overalt i Moden efterdags.
Engelland.
Jdhlo mec
176 mrns
Et Rygte siger mi, om det ey vil bedrage,
At Wilkes kommen er til Engelland tilbage,
Men det ey mueligt er, at han tør vove sligt
Saafremt han troer, at han har overtraadt sin
11
V1 411


187


88


En Dorthe Collier, som ret var Jordens Byrde,
Har maattet lade sig af Dødens Hænder myrde.
Hun fire hundrede og meer til tyve Pund
Var vægtig, men derhos dog hurtig, frisk og sund.
Her en Maskine er opfunden med den Lykke,
At den kan Træerne med Rod af Jorden rykke.
Ved Prøve den til sligt ret god befunden er:
Dog vil man give den en Deel Forbedringer.
Polen.
Den Fem og Tyvende blev Polens Konge kronet.
Hvor har Polakkerne da Glædens Lyd udtonet!
Fyrst=Pr imas haver selv forrettet Kroningen;
Og hver Tilskuer har beundret Pragt ved den.
At overdreven Pragt hans Majestet ey smager,
Det lærer man deraf, at da en vis Skomager
J Fløyels Kiol kom op at tage Maal af ham
Blev han viist ned igien til Hovmods største Skam.
Hvad mere daarligt er, end bryste sig af Klæder?
Men saadant seer man dog i alle store Stæder,
Hvor ofte ringe Folk slig Hovmods Grille faaer,
At deres Lyst til Pragt de Stores overgaaer.
Gietnings Spørsmaal. (Hamb. Journ. 1764 p. 885.)
vad er det, som saa uformerkt til vore Hierter gaaer?
Som, naar vi følger, fører os, og, naar vi flyer, os naaer?
Som virker i hvers Gierninger, og os med lige Evne
Forskaffer allerstørste Fryd og Sørg, som man kan nævne?
Som lærer os al Daarlighed? Som os til Viisdom leder
Som begge Kiøn, og hver en Stand, regierer alle Steder?
Som er hos den Bebræmede, og hos en Vadmels Krop?
Med Betlere gaaer betlende? Paa Thronen throner op?
Som i de Vises sorte Dragt indsvøbt med dem fremkommer?
Som har for mangen Charlatan fyldt Taske, Pung og Lommer?
Som for enhver Astronomo til Himlen stiller Kikkert?
Med Junker Hans paa Ræve=Jagt paa Mikkel skyder sikkerti
Som altid drager Lefleren til Leflerindens Hierte?
For hvem den Allerpæneste og ey at flye begierte!
Opløs
24
en Ting, som nu min Læsers Flid maaskee har alt opdaget,
Er samme Ting, som denne Flid har opvakt foraarsaget.
Fref ægeae erlagtaktaig i Ggek gaadet Uang Attese C atatr ifagturtaner


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For December Maaned 1764.
Dannemark.
S¬
aa har et Aar igien fuldendt sin sidste Maaned,
J hvilket Naaden har fra Plager Norden skaanet,
Og deelt Lyksalighed omkring til hver en Stand:
Saa ingen Aarsag fandt til Klager i vort Land.
Naar med et Øyekast vi ville see tilbage;
Hvo kan fuldtakke Gud for de fuldendte Dage?
Det, vi annammet har af hans Velgierninger,
Langt større, end vor Tak for Oppebaaret er.
See, Gud har Kongens Huus velsignet og bevaret;
De Handlende har Held hos Handelen erfaret
Den Vadmels=klædte Flok fik Frugter af sin Sved,
Som Jorden lønnede med rigest Frugtbarhed.
Det mig umueligt er, det Gandske at opregne.
Enhver sin egen Deel i sin Erindring tegne!
Saa bliver Aarsag nok til sand Ydmygelse
Udi vort gandske Liv for den Almægtige.
Guds Forsyn, som er kiendt af Guddoms Egenskaber,
Sig ey et Øyeblik ved Ørkesløshed taber;
Og Friderich, som er af Himlen skikket til
At see paa Folkets Gavn, aarvaagen kiendes vil.
Jgiennem Kammeret Han lod tilkiendegive,
At hver maae efterdags Udlaans Beviser skrive
Før største Hovedsum i stort og lidet Tal,
Hvorved saavel Credit som Handel lettes skal ().
(*) Hvorved den adel Art. i stemplet Pavirs Forordningen af 23de Jan. 1719 er
ophævet, naar kun de adskillige Obligationer skrives paa forordnet Papir.


90


Han vil, at Normænds Gavn i alt skal vel bestilles:
Saa naar nu Eiendom i Norge skal adskilles,
Maae det herefter skee, som Han forordnet har:
Saa Deelningen i alt kan være reen og klar (*).
Han sidst i Aaret har fornyet gammel Naade
Mod Undersaatterne, som paa Utroskabs Maade
Har Rigerne forladt og Hans Søe=Tieneste:
Saa de kan komme hid, og faae Forladelse (**)
Det er Hans største Lyst, at see alt Folket glædes,
At Fryds og Lykkens Vey for alle kan beredes.
Jeg to Beviser vil endnu kun føre an,
At dette er i alt Hans Naades lagte Plan.
Da Holmens Menighed sin Bildsøe maatte yde
Til Aarhuus Bispestoel, Han vil, at den skal nyde
Fuldkomment Vederlag for det, den mistede.
Nu sørger den ey meer, da den har hørt Provst Hee.
Af ham Guds Gierning vil ret evangelisk giøres;
Det grundigste Fordrag veltalende udføres;
Veltalenheden faaer en Vegt af Gaverne;
Og disse Gaver Frugt blant hans Tilhørere.
Er dette ey Beviis, at Friderich vil gavne
Sit anbetroede Folk, saa ingen Fryd skal savne?
Ja alles Lykkes Sag Han og antager sig,
Og allernaadigst vil enhver see lykkelig.
At Kongens Majestet vil ikke nogen ilde;
Men vil hvers haarde Kaar Landsfaderlig formilde,
Og kiendes størst i det, at sees sit Folkes Ven,
Det kan fortælles os af Magnus Christensen.
Det er bekiendt, af ham et Gnavspil var oprettet,
Hvorved han ventede at faae den Byrde lettet,
Som trykte hannem haardt, da Udleg, Kunst og Flid,
Paa Instrumenter var anvendt i langsom Tid.
Men det er og bekiendt, han maatte strax ophøre,
Udi Aviserne sin Plan bekiendt at giøre:
Saa dette Gnavspil ey kom til Fuldkommenhed,
At kunde blive trakt paa fastsat Dag og Sted.
See Forordningen af 15de Dec. 1764.
(**) Ved General=Pardons Patent af 27 Dec. 1764.


J slig Omstændighed han søger Kongens Naade,
Og høster Frugt af det, at Eenemagt maae raade.
Han med Bevilgning nu sit Gnavspil setter fort,
Hvorom Kundgiørelsen med første bliver gjort.
See dette er Beviis, at Kongen hver Mands Lykke
Vil gierne see i Flor, saa intet dem skal trykke.
Sligt giver Haab for dem, som nys har gjort en Plan,
Et Koren=Magazin blant os at skaffe an.
Et saadant Magazin giør Patrioter Ære,
Og for de Fattige til største Trøst vil være,
Som tidt i Frugtbarhed erfarer dyrest Tid,
Hvorover Stræbsomhed maae tabe Lyst og Flid.
Kornjøderne ey vil ved saadant Forslag glædes.
Men lad kun billigt Tab af Gierrighed begrædes.
Korn bør ey være dyrt udi et Dannemark,
Naar dets Behersker er den mildeste Monark.
Gid Kongens Naade vil de Patrioter høre,
Som Hvede, Rug og Byg fra Fremmede vil føre,
Naar Landets Egne tør saa høyt opskrue det,
At Prisen ingen Tid for Fattige er let.
Gid Den Tilladelse vil til Jndførsel give,
Før Søen mod Vinteren useylbar maatte blive.
Enhver lykønsker dem, at faae et Verk i Stand,
Som dennem Ære giør, og nytter menig Mand.
En anden et Project har giort til Landets Beste,
Paa hvilket Agtsomhed nok burde Øye fæste;
Thi da Hornqvægets Død nu bliver Kopper lig¬
Hver Landmand bør desmeer deraf at tage sig.
Projectet fører Navn af Qvæg=Forsikkrings Casse.
Men mueligt ingen vil paa saadant Forslag passe
Dog, det forbedres kan, og man ey glemme bør,
At legge villig Haand paa Ting, som Nytte giør.
Det var en herlig Ting, ifald man engang kunde
Jblant den Mængde Raad, som alle synes sunde,
Faae eet, som kunde reent afværge Sygens Magt,
Der nu i mange Aar har mange ødelagt.
Gid de, som Kongen lod til Frankerig hendrage,
Maae bringe saadant Raad med sig engang tilbage,


91


92


Vi fra Hr. Abildgaard den Tidende har hørt,
At ved en Disputatz han sig har flink opført.
Der disputeredes om Skikkelsen af Heste,
Og om udvortes Tegn, som fandtes ved de beste,
Hvorved Hr. Abildgaard lod saadan Jndsigt see,
At han blev aflagt med den første Præmie.
Hver Hestepranger leer, og tænker, mueligt grundet,
At han den Præmie og gierne kunde vundet;
Samt at det blive vil til Hesteprangens Tab,
Om mange legger Vind paa Heste=Videnskab.
Den gode Abildgaard med rette burde vinde;
Thi man ey andensteds kan bedre Heste finde,
Som mig berettet er, end dem man seer hos os,
Hvor Stutterierne handhævet har sin Roes.
Nu skulde jeg et Ord om andre Ting og skrive;
Blant hvilke jeg en Rang til Gavmildhed maae give.
Den gudelige Dyd her finder Dyrkere,
Hvis Gaver sees; men Gud kun kiender Giverne.
Til Gavmildhedens Priis ærbødigt Rygte taler.
At een (Gud kiender hvem) eet hundrede Rigsdaler
J et forseglet Brev har sendt til Fattige,
Som alle bad for den, sig underskrev E. D.
Gid de Barmhiertige blant os maae blive gamle!
Gud med sit Riges Folk har vildet Een forsamle,
Som sikkert giorde vel mod mange Fattige,
Endskiønt man saadant ey kan af hans Gravskrift see.
Procantzleren er dod. En Mand, vi maatte hædre.
En Fremmet havde knap hans Gravskrift skrevet bedre,
End han skrev samme selv. Høyskolen sorger nu.
Som Bisp og stor Skribent han kommes vil ihu.
Der var endnu vel meer, min Læser at berette,
Som kunde Sindets Kraft i en Opmuntring sette;
Men jeg vil dette Aar og Blad besluttet see
Med Eftertetninger om Efterfølgende.
Adres==Contoiret har bestandig havt for Øye,
At ville Læserne med mange Slags fornøye,
Og sine Blade fyldt med allehaande Ting;
Saa samme Elskere har fundet rundt omkring.


Det sine Læsere har givet nok for Penge;
Og Smagen giøre skal, at det kan vare længe;
Thi da Forandring har sit Sted i Folkes Smag:
Saa sees Forandringer i Bladet Dag fra Dag.
For Texters Deelninger, som fem Aar gratis gaves,
Men gives nu ey meer, kan Vederlag dog haves
J den Opfindelse, man sidst i Aaret saae,
Hvorved det hele Blad vil bedre Yndest faae.
Correspondence nu i Bladet anlagt findes,
Hvorfor hver Læser vist erkiendtlig dem forbindes,
Som først paa dette fandt, der største Nytte har;
Thi nu kan hver faae Raad, som forhen raadvild var.
Artikelen er nye, og Nytte med sig fører,
Naar man ey idelig om Medicinen hører,
Som blev i Førstningen til deres Hovedsag,
Der i at søge Raad og raade fandt Behag.
Tandpine, Hovedvee, Liigtorne, og deslige,
Er got at være qvit; men vil ey meget sige
Mod hvad man spaaede sig af den Artikels Frugt,
Som vel herefter tør langt bedre blive brugt.
Hvad Ære vilde det Adresse=Bladet blive,
Om man af Lægebog det Titel kunde give?
Citroner neppe een fra Punchen spare vil,
Skiønt intet bedre Raad for Hovedvee er til.
Det intet Spørsmaal er om slig Artikel gavner.
Den sikkert nyttig er, naar man ey Sigtet savner,
Og ey saa mange Raad indløber derudi.
Men hvilket Anleg er fra Misbrug blevet fri?
Et Ugeblad, Patrol, man finder overteret:
Saa her i Staden nu vil blive patrolleret.
Men jeg vil raade ham, at tage sig i Agt.
Kulsvier=Nidkierhed er snart i Harnisk bragt.
Jeg ønsker hannem Held. Mig skal det ey fortryde,
Om han et større Tal af Læsere kan nyde,
End jeg har hidtil havt. At føye Mængdens Smag
Udi mit Maaneds=Blad, ey været har min Sag.
Jeg takker alle Dem, som læste mine Blade
J det afvigte Aar. Jeg skal ey efterlade,


93


94


At bruge beste Flid, for at behage dem,
Den Stund mit Mannedsblad herefter kommer frem.
Norge.
Fra Bergen dette Nyt man i Aviser skriver,
At et Adress=Contoir nu der oprettet bliver.
At slig Indretning vist sin store Fordeel har,
Den Sag i Kiøbenhavn er bleven aabenbar.
Skiønt egen Fordeels Maal var Hiulet, jeg dog mener,
At Patriotisk Navn med rette hver fortiener,
Som kun vil legge Haand paa de Indretninger,
Der nogen Nytte har for hans Medmennesker.
Hvor er den Patriot, som uden Egennytte
Ved noget Anleg giør sig dagligt Slæb til Bytte,
Og som ey andet har med giorte Anslag meent,
End uden Vederlag at see hans Næste tient?
Om slige Folk er til, saa maae de være rare.
Dog, man fra Kiøbenhavn forventer at erfare,
At ey allene een, men hele Hundrede,
Sligt Anleg giøre vil til Gavn for Fattige.
Det Koren=Magazin, de agter at oprette,
Vil blive et Beviis til Stadens Ziir paa dette.
Men saa uvederlagt man ønsker ingen Plan.
Sligt for de Fattige allene kun gaaer an.
Hr. Brose Frugter bør af nyttigt Anleg høste.
Og om det skeer ey strax, maae han sig selv dog trøste,
At det med Tiden skeer. Enhver Begyndelse
Sin Vanskelighed har; men bliver lettere.
Tydskland.
J Wien paa denne Tid er lutter Fryd og Glæde,
Da Romer=Kongen vil i Ægteskab indtræde.
Han har sin høye Brud udvalgt fra Bayeren,
Og største Anstalt skeer nu til Formælingen.
Høytidelig dog skal ved Munchens Hof begieres,
At Josephs Hierte med Josephes maae beæres:
Saa Han forvinde kan ved Hendes Kierlighed
Det store Tab, Han før af Jsabelles leed.


Man nu Jndpodelsen af Kopperne vil hade,
Og den mod bedre Kunst betragte vil som Skade,
Naar Jordemoderen i Hackenborg ey døer,
Før hun sin Videnskab bekiendt for Verden giør.
Hun kan ved Fødselen de Kopper forekomme,
Som dræber mange Folk før deres Tid er omme.
For Aabenbarelsen deraf hun lønnes vil;
Og hun fortiener Løn, om saadan Kunst er til.
En Skuepenge er i Sachsen nylig Slagen,
Hvoraf man finde kan dets Tilstand lagt for Dagen.
Paa første Side sees de trende Gratier
Med tre Durchlauchtige Churhosfets billeder.
Paa anden Side sees et dyrket Land og Egne,
Samt Sachsens Hovedstad, med Skrift, som skal betegne
Den lykkeligste Tid for Efterkommerne,
Saa længe gylden Fred vil den handthævet see.
J Staden Kønigsberg en Jldebrand har været,
Som meer end siette Part af samme har fortæret.
En rørt Medlidenhed hos de Velhavende
Jndsender daglig Hielp til dens Opbyggelse.
Frankerig.
Et Dyr, som æder Folk, her nu tilsidst er myrdet,
Hvorom en heel Hob Snak var blevet Folk paabyrdet.
Til Lykke, det blev dræbt, saa dræbtes Rygtet med,
Som daglig bragte Frygt blant Reysende afsted.
Engelland.
Blant andet Engelsk Nyt man ofte fik at høre,
At med en Plantes Saft Een Guld har vildet giøre.
Hver glæddes i det Haab, at kiende samme Urt;
Men nu er Tidenden opdigtet bleven spurgt.
Opfindelser man vil dog idelig berette.
Et nyt Krigs=Jnstrument (o gid man digter dette!)
Skal være fundet op, hvorved en Eneste
Kan rette meere ud, end ellers Hundrede.
Portugal.
Da Agerdyrkningen ey her i Riget drives;
Men Jorden overalt til Priis for Viin=Avl gives:
Saa har man endelig indseet sit Tab derved,
Og vil Viinstokkene i Mængde rive ned.


195


196


Der en Forordning er udskikket allevegne,
At al den Jord, som kan besaaes i Rigets Egne,
Maae efter denne Dag ey bære Vinens Frugt;
Men skal til bedre Gavn for Landet blive brugt.
Men at den Tidende skal ey for meget pine
De mange Elskere af Portugiser=Vine:
Saa kan de trøste sig ved de Formodninger,
At vel den mindste Jord til Korn=Avl duer der.
Sverrig.
Jordæbler overalt man skal i Sverrig plante.
Men naar først Bønderne til samme bliver vante,
Og deres Nytte ret til Underholdning seer:
Saa tør Forordninger ey derom gives meer.
Rusland.
En sælsom Hændelse fra Petersborg berettes,
Ved hvilken Læserne maae i Forundring settes.
En af Soldaterne sin Bryllupsfest har holdt,
Som ham og Giesterne en Sygdom har forvoldt
Saasnart de havde spiist af mange skiønne Retter,
En Latter hver af dem i saadant Arbeid setter,
At de dem lignede, som faaer et heftigt Slag;
Og samme Sygdom kom igien den anden Dag
I denne Hændelse man ey udvikler Knuden,
Før Grunden kan indsees, hvi saadant traf ey Bruden,
Thi hun allene blev fra denne Latter fri,
Som ellers hver en Giest har taget Deel udi.
Maaskee Historien om denne store Glæde
Vil ikkun sige os, at mangen Brud maae græde,
Naar Resten skoggerleer, fordi hun valgte slet.
Erfarenheden selv kan nok bevise det.
Polen.
Hans Polske Majestet et Brev erholdet haver
Fra Britternes Monark, hvori den førstes Gaver
Ophøyes merkelig: saa Verden seer af det,
Med hvilken Værdighed han naaede Scepteret.
Polakkerne ved ham skal prises lykkelige.
De glade sluttet har det korte Mellemrige,
22
Hvortil Historien ey Mage viser frem,
Da Roe og Sikkerhed ey Afbrek leed hos dem.
Feraf ødgives Maanedrlig i Skk paa det Rongl Adrese contair i Riøbenhavn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Januarii Maaned 1765.
Dannemark.
S¬
paae nu kun dine Børn, o lykkelige Norden!
Den allerstørste Diel af gylden Tid paa Jorden.
Du har paa nye igien faaet vigtig Grund dertil;
Og han, som gav dig den, din Spaadom fylde vil
Spaae dem, som efter os udi dit Skiød skal leve,
De søde Følelser, som nylig vores bleve.
Siig: Himmelen dog har ey noget Got saa rart,
At Dannemark jo faaer
Skriv op den attende, den
Forklares over dig i Engellands Mathilde.
Ved den Forklarelse du fandt i Siel og Bryst
Et usædvanligt Lys omringe Livets Lyst.
Kan du udi en Sum den viide Vellyst sank
Som du paa eengang saae udi en hastig Tanke,
Den Tid, du henrykt stod i Forsyns=Straalerne,
Og Rygtet fløy omkring med denne Tidende?
Hvor rørtes du ey da i hele Statens Lemmer!
Hvad Under? Kongen selv en Følelse fornemmer,
Nye for Hans høye Siel, ved den Bebudelse,
Som nu høytidelig ved Hoffet skulde skee.
Han selv, som Krouprintz, fik fra de Britanners Rige
En Skat, hvis store Værd og Tab kun vare tige;
Han nu sin Kronprintz, Søn, og Frugt af denne Skat,
Seer paa eens Forsyis Vey med sin at være sat.


98


Skal denne store Sag, som Rygtet os bebuder,
J dens Fuldbyrdelse tilskrives Jordens Guder?
Ney, disse Guders Gud har lagt den hele Plan
Til dette Ægtebaand for Kronprintz Christian.
Din Ære, Friderich, i Lys Gud herved setter.
Det samme ogsaa skeer Din Kongelige Fætter.
Velsignet være da til ævig Tid den Dag,
Paa hvilken Grund blev lagt til denne Glædes Sag!
For Dig, o Christian! vi alle Ønsker haver;
Men at udtrykke dem, vi fattes alle Gaver.
Ord ey forslaaer dertil, men bøy Dig ud, at see
Hvor Folkets Kierlighed oplyser Gaderne.
Hvert Offer skeer for Dig - for Dig og Din Mathilde
O store Christian! Dig Gud bestemme vilde
Den længste Nydelse af denne rare Skat¬
Saa over Friderich Du deri bliver sat!
Saae Du med Giæde selv, at alle vare glade
Paa denne store Dag; hvad vil da Glæden lade
Dig og alt Norden see paa hiin langt større Dag,
Naar din Mathilde faaer Dit første Favnetag!
Naar Hun til Kongens Borg skal her sit Indtog holde,
Vil Frydens Lynild sees fra Hovedstadens Volde.
Det Krud, som sparet blev paa Nyt=Aars Dag i Aar,
Vi vist til dobbelt Knald i Glædskabs Torden faaer.
Tag da Lykøt.
o Krouprinz! til den Glæde,
sig Aldrig mæt kan qvæde.
Om h
stedse mi i Tanker om den Fryd,
Som det skal faae ved
ringesses Dyd.
Hvad har Fornøyelsen d
De Danners Tvilling he¬
Tinling
Skal daglig vartes o
veralt,
Til Børnebørn for Børn!
er denne Sag fortalt.
Saa tidt Din Fødselsdag, o Christian. er skuet,
Den har vor Kierlighed i Hierterne opluet,
Men ey saa sterkt som nu, den Ni og Tyvende.
Vi før saa viid en Plan til Fryd ey kunde see.


O¬
Nu staaer den derimod for Synet som udspilet
Den Haabets Grund, som har til Frugtbarhed udhvilet,
J Norden dyrket sees ved mildest Forsyns Haand:
Saa vor nu visse Høst forlyster kielen Aand.
Velsignelse, og Fred, og Varighed i Livet,
Formedelst Dig, o Printz! skal Folket vorde givet,
Hvis Fader Du skal sees i Faders Sted engang,
Hos den nyefølte Lyst, hvorom jeg nylig sang.
Den Visdom, Du har lært at kiende og at dyrke,
Den til sin Tieneste Dig meer og mere styrke!
DinGuds Din Dyds Dit Folks, og Din Mathildes bliv,
Og paa den største Siel bestandigt Mønster giv!
Som Du var hidindtil Din Faders Huses Ære:
Saa vil Du og dets Ziir herefter stedse være
Til dette ønskes Dig den Guds Bestyrkelse,
Som Dig til Jordens Lyst fuldkommen dannede!
Den ene Fryd hos os den anden Haanden rekker,
Og Himlen vexelviis hver Dag paa nye opvekker
En nye Forlystelse for elsket Dannemark,
Ved den Lyksalighed, som er om dets Monark.
Løvises Fødselsdag den Tredivte indfalder.
Hun har i Aar opnaaet en Femten=Aarig=Alder,
Og fik Vexsignelser og Forbøn af enhver,
Som i vor Konges Hof, og uden om det er.
See nu, o glade Folk! med roligt Syn tilbage,
Paa disse store tre høystglædelige Dage,
Som du fik atter talt til før optegnede,
Og priis for hver af dem den Allerhøyeste.
Fra disse store Ting jeg gaaer nu til de mindre,
Og vil berette det af Nyt, jeg kan erindre:
Fordi her falden er i Aar en Mængde Snee,
Har man en nye Instrux i Staden faaet at see.
Den Gade=Rensningens Indretninger vedkommer;
Thi da de gjortes først, saa havde Norden Sommer,
Hvoroper ey saa klart blev meldet om et Post,
Som efterleves skal, naar det er Snee og Frost.


100


Jndvaanerne skal selv ophugge Rudestene,
Og sammenskuffe Snee, endskiønt de vilde mene,
For sligt at være frie, saa længe Skillingen,
Af dennem tælles ud til Gade=Rensningen.
Men mange Feyere jo ere gamle Stakler,
Som kun ved Feyningen kan giøre faa Mirakler,
Naar løsest Gadeskarn ey villig vil afsted;
Hvor meget mindre da, naar det er frøsset ned.
Her Upartiskhed selv Partie kan gierne tage:
Og hvo, som vil endnu paa denne Anstalt klage,
Forstaaer sig ey derpaa, ifald jeg skiønner ret.
De Committerede maae sikkerst indsee det.
Men nok om denne Sag. Jeg nu at prise haver
En Deel til Fattige indsendte rige Gaver,
Der bærer Vidnesbyrd om stor Medlidenhed,
Som, Gud skee Lov, endnu blant mange haver Sted
Den Fattige har verst, naar han om Vinter=Tider
J Nøgenhed mod Frost udi hans Armod strider.
Des mere priseligt det for de Rige er,
At give Fattige paa saadan Tid i sær.
At Byrden kan for dem i Sygdom blive lettet,
En Syge=Casse sees i denne Tid oprettet.
Sligt Anleg offentlig ey her har været før.
Opfinderen deraf med rette roses bør.
Saavidt af Planen sees, man ikke kan befinde,
At han har dette gjort, for derved stort at vinde;
Men for de Fattige at skaffe Lettelse,
Om Sot og Sygdom giør dem sengeliggende.
Et andet Anleg bør af mig og kort beskrives:
Her en almindelig Forhandlings Bod nu gives
Hvor hver kan legge ind, hvad han at sælge har,
Hvortil Begyndelsen Adress=Contoiret var.
Men den maaskee endda meer nyttig var i Staden,
Om den ey anlagt var saa just i Gothers Gaden,
Dog, Gaden hindrer ey, og Stedet er beqvemt;
Skiønt Børsen egentlig til saadant blev bestemt.


Nu skulde jeg et Ord om Hvervingen og r¬
Hvorom man paa en Tid med Redsel ma
Men da den største Skrek eri
Saa vil jeg meget kort kun være herudi.
Bye=Rygtet sagde os, at mange, nylig sprungne
Fra deres Børne=Skoe og Lære, bleve tvungne,
At tage Tieneste og giøre deres Eed:
Men Rygtet lyver tidt, det er en Sag, man veed.
Det dog imidlertid for Sandhed skal passere,
At nogle alt for vel medhandlede ey ere
Af visse Hververe, som brugte Kneb og Snit,
At fange Mennesker og giøre sig Profit.
Af Rygtets Tavshed nu det dog saaledes lader
Som her i Kiøbenhavn er Fred paa Stadens Gader!
Ja den maae være der; thi ved Parolerne
Mod slige Hvervinger er gjort Forb
En nye Forandring maae jeg dog endnu anfø
2
At hver Nyehvervet skal nu Troskabs=Eeden giøre
Hos Regimentets Chef; men derfor siges ey,
At han jo bliver frie, saasnart han siger Ney.
En tvungen Tieneste kan sielden nytte meget;
Men der, hvor bifald, Lyst og Attraa er vort eget,
Der kan man vente sig, at Tienesten af dem,
Som tager Tieneste, har baade Fynd og Klem.
Krigsstandens Hvervinger dog lykkelige ere
Mod dem, Forleggere tidt giør, at subskribere.
Naar hine ofte skeer til Regimenters Tat;
Til Compagnier knap sig disse strekke skal.
De Texter Deelninger, som ventedes at komme
Paa nye for Lyset frem, naar sidste Aar var omme,
Nu i Aviserne ey høres noget til.
Maaskee ey nogen dem for Penge have vil.
De ufeylbarlig dog sin Nytte kunde have,
Saa vel naar man dem fik for Penge, som til Gave;
Og Skylden neppe er Bogtrykkerens heri,
Som sikkert gav dem ud, naar han for Tab blev frie.


101


103


Et saadant Ugeblad var Kiøbenhavn ey Ære.
Man seer det udenlands hver Sondag trykt at være,
Da Kirkegangere med Glæde kiøber det,
Hvorved de Prædiken kan fatte mere let.
Men her endda var got, at kunde faae det siden,
Og Nytten deraf blev for mange ikke liden.
Dog, dette er en Sag, som meget vel kan skee,
Saasnart Forleggeren faaer Subskribentere.
Nær havde jeg forglemt, Undskyldning her at giøre,
For jeg ey biede, Patrollen at anføre,
Til denne Maaneds Blad blant Læserne udgik;
Hvorover jeg og fik en lang Patrol=Kritik.
Ved samme Leylighed jeg beder at undskylde,
At jeg min Skyldighed kan ikke før opfylde,
Saavidt Udgivelsen af dette Blad angaaer,
End fast naar sammes Nyt i Glemme=Bogen staaer.
Jeg en anstændig Smag i Blade=Skrifter ærer;
Men vil dog gierne troe, hiin Fabel Sandhed lærer,
Som vil, man skrive skal frisk Daarekiste=Snak;
Thi samme lykkes vel, og kan fortiene Tak (*).
Om jeg i Sinde fik et Ugeblad at skrive,
Den Lærdom skulde vist min Tankes Forskrift blive:
Saa tvivler jeg ey om, at finde Kiøbere,
Patrollen, siger man, har Fjorten Hundrede
Norge.
Fra Christiania to Dødsfald meldte bliver
Som jeg et billigt Sted i disse Blade giver:
Justitz-Raad Anchers Død af dem, beklages maae,
Som Mandens Nidkierhed for Handels Opkomst saae
Raadmanden Hr. Tullin, den største Skiald i Norden,
Som sang paa Engleviis, henrykkende paa Jorden,
May=Sang, Søefartens Værd, og sidst om Skabningen,
Nu i det største Lys beskuer Skaberen.
Hvad Verdens største Mænd i Dødens Time ere,
Det kan du af Tullin og af hans Gravskrift lære.
7211
Tydskland
See C. H. Bierings Moralske Fabler og Fortællinger, p. d. 96 Side.
"ø) Ser Adr. Cont. Efterr. No. 16.


Tydskland.
Den Virtembergske Sag endnu er ey til Ende.
Uenighedens Jld faaer Tynder til at brænde,
Ved det at Hertugen reg
End Landsforfatningen k
er deraf see.
tit
Man offentlig har seet to støre Kongers Breve,
J
Som de til Keyseren i den Anledning skreve
At han vil bilagt see bemeldte Tvistighed?
Saa den ey ældes skal, og føde meer Fortred.
Det Keyserlige Svar en god Forhaabning giver,
At denne Tvistens Sag med første afglort bliver
Saa baade Hertugen saavelsom Stænderne
Paa begge Sider kan sig see fornøyede.
Det hele Wienske Hof nu daglig Glæde nyder, ¬
For Romer=Kongen fik saa stor en Skat af Dyder,
Da han trolovedes den Kongelige Brud,
Ham var a
mmelen i Bayeren seet ude
Hans Romer=Majestet sin Dronning drog i Møde;
Og Pragten ligesom har vildet sig forøde
Paa den Førmæline
sto hvortil Lykønskninger d¬
7 Om allervigtigst
eld fremsendtes af enhver.
en.
En Don de!
At smelte en
Plat
Den
Dens Farve l¬
133
Den samler ald
Den findes
Og attsaa M.
14. 40
Engelland.
i Atoll
Man vil i Fredens Tid nu saadan Anstalt gløre,
At man ey Mangol skal paa Folk til Floden høre,
Naar den skal rustes ud; og ingen Prisninger
1cun 241 1 Skal foretages metr, som forhen brugtes her?


f03


4


Sverrig.
Rigsdagens Aabnelse Herolder har udraabet.
Om den vil falde ud, som mange haver haabet:
Saa vil den uden Tvivl vis Nytte bringe frem,
Og alle Lemmerne kan reyse glade hiem.
Man vil om stakket Tid og noget faae at høre
Af de Beslutninger, dens Lemmer ville giøre.
Men gid den Tidende derfra ey høres maae,
At den, som forrige, skal Blods Besegling faae.
Polen.
Nu vil Historien i Polen ziret blive
Og kan Berømmelser den Kronings Rigsdag give,
Som nylig der er holdt, og det saa lykkelig
At sammes Lige den ey kan erindre sig.
Den Republiken spaaer af sin Monarks Regiering
Den ypperligste Frugt for hver i sin Haandtering.
Det nu ey siges skal, som før et Ordsprog var
At Polen enig ey en Rigsdag holdet har
Et Rygte spreddes ud blant Folk i Rigsdags=Tiden,
Hvorved hver Jøde fik en Skrek, som var ey liden.
For Sandhed gaves ud: man en Forordning skrev,
Hvorefter Giftermaal for Jøder fastsat blev.
Skalkagtigt sagdes der; Forordningen befalte,
5 20
At førend tredive af Leve=Aar blev talte,
t if?
For maatte Jøderne ey gaae i Ægtestand,
Og over denne Sagn blev mangen unggift Mand.
Man Rygtets Virkning kan blant andet deraf slutte,
At Jøderne endog lod vie Patte=Glutte.
Af dette sees, at de det holder for et Tab,
Ey udi Ungdoms Aar at gaae i Ægteskab.
En Mængde over sligt sig nu ey kan beklage.
Allene i een Bye er inden otte Dage
Tilsammenviede en fiirsindstyve Par.
Af Polske Jøders Børn, som Frugt af Frygten var
Fereaf udgives Maanedtig i Sik paa det Rongl Adrese Contar i Riøbenhavn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedrige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Februarii Maaned 1765.
Dannemark.
V¬
or Blidemaaned har i Aar saa blid ey været,
At den jo rigelig har Vinter=Brænde tæret;
Men den til Vederlag for de Lysthavende
Gav Norden Forraad nok af baade Frost og Snee.
Enhver, som havde Lyst, sin Lyst har kundet styre
Paa Kanekiørselen; thi Kaner holdt til hyre,
Og var i Kiøbenhavn at faae i Timeviis,
For Timen fire Mark. Det var jo billig Priis.
Men denne Renselse, her daglig skeer i Staden;
Har Kaneføret skiendt, som anlagt var paa Gaden:
Saa samme varede for mange alt for kort,
Skiønt man ey kiørte Snee i Aar som forhen bort
Jmidlertid man fik dog Bielder nok at høre;
Ja læs af Spillemænd man saae i Kane kiøre.
Et saadant Optog før saa nylig ey er seet,
Og Eftertiden knap vil troe at det er skeet.
For Efterkommerne man bør ey saadant dølge:
Af Kaner vel en Snees og flere saaes i Følge.
De glede jevnt afsted, og kiørte rundt omkring
Ey her i mange Aar er kiørt saa smukt i Ring:
De undertiden holdt, og Spillet lod sig høre,
Som trakte Mennesker til Vinduer og Døre.
Derpaa de kiørte fort hen til et andet Sted:
Saa Midnat neppe før har seet slig Lystighed.


196..
Den Snee, som faldt i Aar, har altsag nyttig været
Ja, Himlen og for den af dem er bleven æret,
Som paa en stakket Tid før Kirkegang blev qvit,
Da de ey kunde gaae igiennem Sneen i Skridt.
Men herom intet meer. Jeg andet maae berette,
Og Vexel=Coursens Fald i Spidsen deraf sette.
Hvor ønskeligt, ifald man deraf kunde spaae,
At vi Couranter nok herefter skulle faae!
Har vel en Schimmelmann til saadant gjort sit Beste?
Hvad Under, Kongen da paa ham vil Øye fæste,
Og løfte hannem op blant sine Raaders Tal,
Som hemmelige Raad til Kongen give skal.
Saa stor Monark, som vor, paa sande Fortrin skiønner,
Og ved Anseelse Fortienester belønner,
Hvad Frankerig har seet udi sin Frortende,
Vor Femte Friderich al Verden lader see.
En tapper Finck derom et Vidnesbyrd maae bære.
En Schæffer samler og Jnsecter til Hans Ære;
Thi ved Hans Gavmildhed kom denne lærde Mand,
Til et saa kostbart Verk, at give ud, i Stand.
Ja, see hvor Kongen sig Retfærdighed antager.
En Rosenkrantz; nu skal afhøre Folkits Sager.
En Mand, som Rettens Vey bestandig haver gaaet.
Han værdig er, Monarck! til Tin Geheimeraad.
Fred og Retfærdighed her enige fremstilles.
Hverandre kysser de, men ey for at adskilles.
Ney, de hos Friderich og hos Hans Afkom vil
Slaae varig Boepæl op, og Stammen høre til.
See Frugt af Frugtbarhed og Fred, som er i Landet,
Sig viser derudi end ogsaa iblant andet,
At sat Capitels=Taxt, for Siellands Stift i Aar,
Ey den, som var i Fior, saa meget overganer (*),
Den blinde Lykke nu i Lotteriet haver
Paa nye igien uddeelt til nogle sine Gaver¬
At løbe=Fastelavn, hun da fik mange til,
Og mueligt viser dem heruæst igien April.
(*) Rug 3 Rdlr, Byg 13 Mark, og Havre 8 Mark Tønden¬


Hver Misfornøyet dog bør Lykken ey beskylde:
Thi hun er ey i Stand hvers Længsel at opfylde.
Den høyeste Gevinst, som alle venter paa,
Naar Trekningen skal skee, kan en dog ikkun faae.
Efald jeg vilde mi om Tyverier skrive;
Materien dertil da kunde rig nok blive.
Man seer i hver Avis en Hob opregnede;
Men derved hemmes dog ey Tyverierne.
En Slave hænges op for sine Tyve=Trekker.
Det uden Østerport en hastig Skrek opvekker.
Men kan ey saadan Straf afskrekke Tyvene,
Hvor meget mindre den, som er langt mildere?
Hvad Kneb er ikke det, man kan berettet finde,
Om en ugudelig og uforskamet Qvinde,
Som Caffebømner op i andres Navne tog,
Og pønser paa, hun kan i Ondskab blive klog
Men hun vist kommer til, de Bønner at betale,
Skiønt Himmelen en Tid med Straffen vil forhale.
Dog dette noget er, som de ey tænker paa,
Der søger, Levebrød ved Tyverie at faae.
Man dennem billigt kan til samme Classe regne,
Som haver fundet det, der tabes allevegne,
Og ey leverer det, naar Efterløsning skeer
Men sig som Eyermænd ved Findingen anseer
En anden Sag det er, naar fundne Ting beskrives,
Og i Aviserne for hver tilkiendegives,
Om Eyermanden da ey mælder sig dertil;
Skiønt saadant uden Tvivl heel selsomt blive vil.
En Kaarde, hvorudi et Feldt Tegn var, er funden.
Mon Tvekamp skulde vel til Tabet være Grunden?
Maaskee en Martis Søn, som Lykken Ryg har vendt,
Har slængt den sammesteds, som meer med den ey tient.
Den Syge=Casse, her for nylig er oprettet,
Vil af Erindringen ey blive reent udslettet
Hos Ædelmodige og ret Godgiørende
Som Nytten deraf seer for Stadens Fattige.


187


108


Lad nogle laste den. Nok, andre den berømmer,
Og om Indretningen ubilligt ikke dømmer.
Med Tiden tør den vel forønsket Fremgang faae.
Men uden Elskere den ikke kan bestaae.
To Standspersoner har indseet dens sande Nytte,
Og ved en Gave den har vildet understytte,
Hvorved de Fattige, som ønsker Deel deri,
Nu for det første kan for Jndskud blive frie.
Maaskee saa ædel Drift endnu tør flere drive,
At de tør ligesaa til Cassen noget give,
For visse Fattige at lade skrive ind;
Thi Cassens Løfte er dog noget meer end Vind.
Jeg om en nye Placat et Ord nok melde vilde;
Men det, den handler om, er Skarn, og lugter ilde.
Den to Afdelinger har under A og B:
Om Koers Ureenlighed, og om Priveterne.
At den ey nyttig er, om nogen vilde sige,
Sligt øyensynligt var, fra Sandhed at afvige.
Naar Aarsag til en Ting af Veyen skaffet er:
Saa hæves af sig selv jo Tingens Virkninger.
Lad dem, der holder Køer, kun deres Rendestene,
Som øfte ey er skeet, for Koemog holde rene.
Det hielper sikkerlig til Gade=Rensningen:
Saa dens Fuldkommenhed ey staaer saa længe hen.
Ja, glemmer nogen Vert sit Koemøg at anmelde:
Saa lad ham kun til Straf paa Pungen det undgielde,
Endog i fald hans Koer det Qvantum ey formaaer,
Som calculeret er og foreskrevet staaer.
Naar Undersøgning skeer og mindre Mog befindes,
End man har regnet ud, bør Eyeren forbindts,
At bøde for hans Koe, fordi hun ikke giør
J den bestemte Tid saa meget som hun bør ().
Endeel, om sligt ey var, sig torde vel undskylde,
At smaa og pæne Køer ey Kisten kunde fylde
J saadan Hast, som de af største Størrelse;
Men nu kan Underslæb i denne Sag ey skee.
(*) See Placaten af 14 Febr. 1765. dens Ete Post.


Nu Spanifarerne, som man dem pleyer kalde,
Ey saa besværlige, som hidindtil, skal falde,
Naar de i Gaderne herefter møder dem,
Der gaaer i Maaneskin, og stundom sildig hiem.
Indretningen med dem fortiener Agt og Ære;
Thi slige Vogne bør ey uden Dækker være.
Den Tilsynsmand, som skal ved Lossepladsen staae,
Har ogsaa faaet en Post, ham ey misundes maae.
Tydskland.
I Dreøden Hoffet vil herefter ikke taale,
At unge Drenge skal paa Gaden støye, skraale
Og giøre slig Allarm, som hidindtil er skeet;
Thi nylig derimod er strængest Forbud seet.
Det ikke feyle kan, at sligt jo mange glæder;
Thi Drengenes Allarm i mange store Stæder
Er fast utaalelig, helst naar Forældrene
Har i sin Ungdom selv havt slet Opdragelse.
Der gode Borgere i Staten ey kan blive
Af dem, som Frihed har, sin Ungdom at hendrive
Udi Vankundighed og Spøg, samt lærer ey,
At kiende Gud, sig selv, og deres Lykkes Vey.
Den Wienske Bryllups=Pragt saa mageløs berettes,
At næsten intet kan i Ligning med den settes.
Der Bryllups=Natten ey paa Schønbrun kiendtes Nat,
Thi hele Sløttet var med tændte Lys besat.
For mueligst Ævighed det Bryllup at udvirke,
Blev fem og tyve Par udi St. Stephans Kirke
Selvsamme Dag og Stund paa engang viede
For fem udpyntede særskilte Altere.
Derefter disse Par gik Parviis til Palladset,
Hvor har de ikke da i saadant Optog stadset?
J sær da de gik hiem med Brudegaverne,
Og Pengene de fik til Bryllups Nadvere (*).
Hvad Under, saadant Syn Forlystelse forvoldte!
Bag efter dennem gik et gammelt Par, som holdte
(*) Hvert af disse Par fik til Brudegave og Tractement 200 Gl.


109


Hæd


Sin anden Bryllups=Dag, da halvt Aarhundrede
Fra første var forbi i mild Velsignelse.
Fra det Chur=Mayngiske en Tidende berettes,
Hvorved en Mængde Mænd i billig Frygt maae settes,
Om deres Koner faaer Skomager=Konens Sind,
Som i sin Ægtepligt blev af Skind=Syge blind.
Historien er kort: en vakker Bonde=Nille
Til en Skomager kom, for Skoe sig at bestille.
Hvorledes han nu Maal af hende taget har
Det for hans Hustrue ey til Pas i alting var
En Dag, Skomageren var i sit Huus ey hiemme,
Kom Bonde=Pigen ind, i Tanke at fornemme,
Om de bestilte Skoe ey vare færdige?
Men det var dyre Skoe; de Livet kostede.
Skomager=Konen strax mod Pigen sprang i Møde,
Skaer hendes Strube af, saa hun paa Stedet døde,
Dernæst af Brysterne en Ret tillavede,
Og op paa Loftet trak det døde Legeme.
Da Manden kommer hiem og Pigens Bryster smager,
Han Konen spurgte ad, hvoraf de lekkre Sager
Ham vare lavede? Hun raabte: Æd dig mæt!
Dit Boelskabs Bryster du kan smage i den Ret.
Om du vil føre dig den slemme Krop til Nytte:
Saa kan du dine Been kun op paa Loftet flytte,
Der svømmer den i Blod. Han springer derpaa op,
Og med Forskrekkelse seer Pigens døde Krop.
Af Harme rasende den samme Kniv han tager,
Og den med hastig Haand i Konens Hierte jager.
Da dette var bestilt, han selv anmeldte sig,
For at udstaae den Straf, Misgierningen er lig.
Saa vidt kan Ondskab gaae, naar vild Natur maae raade,
Og Sindet lader sig ey danne om af Naade.
Skind=Syge allerverst af alle Syger er;
Thi den, som Vrede, giør Udyr af Mennesker.
Rigsstaden Nyrrenberg har sig Fortred paadraget,
Som for et Landkorts Skyld er bleven foraarsaget.


Den er ret lykkelig, om Afbigt fyldestgiør.
At slippe ringere, den ikke vente tør.
Frankerig.
Et ret merkværdigt Skrift er i Paris udgivet
Om Jean Batist Grand Jean, som fjorten Aar af Livet
Et Fruentimmer var; men Qvinde=Klæderne
Derefter slængte bort, og sig som Dreng lod see.
Da Ni og Tyve Aar han havde faaet paa Bagen;
Saa tænkte han: Nu skal du legge ret for Dagen,
At du er Mandsperson; og giftede sig frit
Men derved kom det op, han var Hermaphrodit.
Hans Kone vilde ey med hannem tie stille
Hun lod sig offentlig ved denne Mage skille.
Den Sag for Køngen kom: saa han for Straf er frie,
Men maae ey vove meer at gaae paa Frierie.
Hans Franske Majestet har Canton Schwveig erklæret,
At han ey vel tilfreds har med dets Forhold været;
Og seer han ey dets Bod, før Aaret halvt er endt,
Hans Vrede bliver da for samme ret bekiendt.
En rar Tildragelse man fra Marseille hører:
En Pige samesteds i Baadmands Dragt sig fører,
Og gaaer som Skibsdreng ud til Alexandriæ,
Heel ubekymret om at slippe vel derfra.
Hun alle sine Ting, da hun var inden Borde,
Med stor Nøyagtighed og gandske hurtig gjorde.
Ey nogen merkede, at hun en Pige var¬
Ved Skibets Hiemkomst man det først opdaget har
Da det nu blev bekiendt, og hun ey længer dulgte,
Ad hendes Aarsag var, hvi hun med Skibet fulgte:
En Moders Fattigdom, hun vilde sørge for;
Strax Overbærelsen med hende fandtes stor
Jæ, Skibets-Redere, af den Beretning rørte,
Sig ædelmodige mod dette Barn opførte:
Saa Maaneds=Pengene man hende dobbelt gav.
Man finder rart hos Bdun den Piges Sindelav.


ErX


Rusland.
Det Petersborgske Hof paa nogen Tid har savnet
Adskilligt Tøy af Sølv med Vaabenet og Navnet,
Og haver gjort bekiendt, at hvo, som veed deraf
Skal, naar han melder det, befries for al Straf.
Om nu end Tyvene veed best Beskeed om dette:
Saa ville de dog knap sig i den Fare sette,
Sig selv at give an, for derimod at faae
Den Løn, som færdig skal for hver Angiver staae.
Polen.
Paa Kongens Fødsels=Dag en Opera blev spillet.
Deri blev Goliath livagtig forestillet
Af Riesen Ghillis, som man pleyer male ham;
Ved hvilket Syn enhver en Vellyst ret fornam.
De Polske Jøder nu nye Kopskat skal udrede,
Hvormed den nye August ey giør dem megen Glæde.
Men da Polakkerne dem stedse yder Skat:
Saa henter de nok ind hvad til nu bliver sat.
En Told paabuden er af udenlandske Vahre,
J Forhold af det Gavn man kan om dem forklare.
Af mindst nødvendige det meste toldes maae;
Men dette Paabud knap vil alles bifald faae
Jtalien.
For Jesuiternes Bestyrkelse og Beste,
Har Paven vildet dem i Ordenen stadfeste,
Og derom givet har en lang Forordning ud,
Som siger: Synd mod dem er største Synd mod Gi¬
Endskiønt de ere nu af Frankerig fordrevne
De sig kan trøste ved, igien at være blevne
Af Paven tagne an, som nyttigst Ordens Folk.
Men Paven, veed man, er ey altid Sandheds Tolk.
Heraf udgives Maanedtug i Skk paa det Rongt Adrese Contor iRiøbenharn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved M. Prahl.
For Martil Maaned 1765.
Dannemark.
J¬
ordmaaneds sidste Nyt her være skal det første;
Thi det for Norden er det Vigtigste og Største.
Vor Konges Fødsels=Dag, den En og Tredivte,
Var aldrig før saa rar og rørende at see.
En hellig Skueplads paa Slottet fandtes aaben,
Hvon Kronpring CHRJSTJA gientog sin Pagt af Daaben.
O hvilken Scene blev ved Alteret opført!
Hvo saae og hørte den, og fandt sig ikke rørt!
Den Printz, som Norden Grund til største Haab har givet,
Nu giorde Rede for sit eget Haab til Livet.
Han, som Religion imod den Høyeste
Engang handthæve skal, sin Grund deri lod see.
Han, som mod Landets Børn engang skal Naade øve,
Veed nu, at Konger selv Guds Naade maae behøve;
At beste Gierninger, som Dyden over ud,
En himmelsk Salighed fortiener ey af Gud.
O høystoelsignede og store Folke=Fader!
Naar Du bedaget Ham paa Thronen efterlader;
Saa skal Erindringen af Hans bekiendte Troe
Endog forskaffe Dig forøget Siele=Roe.
Du blant Hans Vidner var den høyeste paa Jorden,
Da Han Gud Troskab spor i Christi Stridsmænds Orden,
Og giorde offentlig en god Bekiendelse,
Samt, til Hans Død i den at staae, forsikkrede.


114


Glæd dig, o Nordens Folk! Din Kronprintz er nu bleven
Guds egen Bundsforvandt. Guds Pagt er underskreven
Af Kronpring CRJSTJAV med egen høye Haand.
Beseglingen er skeet formedelst Herrens Aand.
Han lovet har, den Pagt til Døden ey at bryde.
Han holde vil det, Gud har ladet Hannem byde,
Og det ustraffeligt til J Esu Christi Dag (*)
O Giæd dig, Folk! med Ham ved denne store Sag!
Daabs=Løftet af Hans Mund blev Biskop Harboe givet,
Som paa Guds Vegne stod, af hellig Aand oplivet,
Og hørte Pringens Troe, og Ham velsignede
Ved Haandspaaleggelse og Guds Velsignelse.
Hvor vigtig er den Fryd, som hele Norden kiender.
Enhver af Nidkierhed og kierlig Jver brænder,
At blande Glædens Røst blant de Lovsyngende
Om Tvilling=Rigets Haab for Efterkommerne.
Ja ønsk din CHRJST7AN, o Folk! i Tiden Lykke!
Hans Roes med gylden Skrift den i sin Bog vil trykke,
Og dele den omkring til Verdens Parters Tal:
Saa samme overalt paa Jorden læses skal.
Skienk Ham din Forbøn nu og idelig herefter.
Beed for Hans dyre Liv af alle Aandens Kræfter.
Udbeed Ham meer og meer af Naade fra den Gud,
Som deler Naade nok til Jordens Guder ud.
Lev hellig, store Printz! bliv Printzers Lys og Ære!
Bliv større idelig, bliv Fyrsters Dyde=Lære!
Stiig fra Fuldkommenhed til meer Fuldkommenhed
Og gak bestandig frem i Konge=Fædres Fied!
Saa har du levet op, o glade Tvilling=Rige!
Den merkelige Dag, som hidtil ey har Lige.
Ney Nordens Alder ey saa rar en Dag har havt.
Den være helliget for al Erindrings=Kraft!
Ønsk Landets Fader Held til Fødsels=Dagens Møde (**)
Hvert Foraar ofre Ham dit Hiertes Første=Grøde!
Ønsk, at Han leve maae høykongeligen vel
Til Kongers ældste Aar med høystfornøyet Siel!
*) 1 Limoth. 6, 13. 14 findes de Ord, som Hs. Høyærværdighed Hr. Biskop Harboe
ved denne Leylighed talede over.
(**) Den 31 Martii, da Hans Kongl. Majestet fyldte 42 Aar.


Af saadan Stamme kan kun idel Got udspire,
Som Nordens Egne maae fornøye, nytte, zire.
See, Arveprintzen har paa nye for Dagen lagt,
At Rygtet aldrig har for meget om Ham sagt.
Den Sex og Tyvende Han lod sig overhøre,
Og viste ved Hans Svar, at ingen kunde giøre
J Videnskaberne meer Fremgang ved sin Flid,
End der var gjort af Ham, i lige Alders Tid.
O store Arveprintz! tag til i alle Dyder,
Som uforlignelig Dig i Din Ungdom pryder!
Tag til, saa Du Dig selv kan daglig overgaae!
Det Ønske Du af os hvert Øyeblik skal faae.
Af denne Maaneds Nyt jeg maae nu og anføre,
At man den Tredie Herolder fik at høre,
Der udbasunede den Rettes Aabnelse,
Som her i Norden er den allerhøyeste.
Den Syvende man saae de høye Assessorer
Hos Thronen samle sig, hvor Retten pleye sporer.
De alle troe mod Gud og Kongens Majestet
J Landets Faders Navn forkynder hver sin Ret.
Det Gnavspil, hvorom før jeg noget haver skrevet,
Er nu omsider trakt paa Bryggers=Lavshuus blevet.
Den høyeste Gevinst fik Conferentz=Raad Bram.
Jnteressenterne med den lykønsker ham.
At Officiererne kan kiendelige være,
Naar de fra Tienesten afskedigede ere,
En egen Uniform dem foreskreven er;
Thi Regimenternes de maae ey bære meer (*).
Men hvilken Officier, som bliver reent casseret,
Maae sig ey lade see med Feldt=Tegn udstafferet,
Og maae ey heller gaae med Militaires Dragt;
Thi samme holdes bør i megen Hævd og Agt.
Den simple Uniform er bare røde Kiole
Med Skulderbaand af Sølv, samt hvide Kamisole;
To Farver, hvilke kan betegne, som man veed,
Om Ære for sin Dyd og sand Uskyldighed.
(*) See Forørdningen af 20de Februarii dette Aar.


115


116


Nu Lieutnants Frues Navn tør ingen Jomfrue vente,
Saafremt hun ikke har Tre Tusind Dalers Rente;
Thi ingen Lieutnant maae herefter gifte sig,
Naar han er fattig selv og Bruden ey saa rig (*)
En Hedning, fra Guds Folk og Kirkes Samfund fremmet,
Blev i de Christnes Tal ved hellig Daab indlemmet.
Hr. Østrup døbte ham, og viste da i sær,
At Guds Oplysning er endog for Hedninger (*)
Vor Konges Majestet nu og har solgt Hans Jorder
Ved Slottet Fridrichsberg, som skiødede snart vorder
Til sine Kiøbere. Han derved Vinding giør,
Og mere Afgift faaer af samme Jord end før.
Monarken giver Agt paa det, som Folket tiener.
Med Faders=Kierlighed Han Konge=Gunst forener,
Og gode Gierninger belønner, naar Han seer,
At de af ædel Drift og dydig Hensigt skeer.
Lad Skipper Holterman fra Norge det forklare.
Et Skib fra Sønderborg han biergede med Fare,
Da han det uden Folk fandt paa det vilde Hav,
Og uden Vederlag til Eyeren det gav.
Monarken snarere sig sligt ey lod berette,
Før Han Hr. Holterman benaadede for dette
Med Lieutnants Character udi sin Søe=Etat.
Saa høyt er ædelt Mod i Agt hos Kongen sat.
Af den Beskrivelse om Reyser, som udgaves
Af Fabriqueur Hr. Schmidt, Fortsettelsen kan haves,
Naar Subscribenterne selv haver Lyst dertil;
Bogtrykker Godiche den da fortsette vil.
Han patriotisk har det ladet avertere;
Men om Lysthaverne saa mange blevne ere,
At han kan uden Tab Udgaven sette fort,
Det bliver nu vel snart bekiendt for alle gjort.
Det er imidlertid et Skrift, som taber Prisen,
Og Eierne deraf erfare maae Forlisen,
Jfald de nogle Mark nu spare vil derpaa,
Og dets Fuldkommenhed tilveyebragt ey faae.
Rescriberet den 23 Febr. d. A.
*) I Anledning af Rom. 3, 29.


Det Tilbud, dem er gjort, Berømmelse fortiener;
Og dersom nogen sig fornærmet derved mener:
Saa seer han ikke ind, han sig fornærmer meer,
Saafremt Fortsettelsen af Verket ikke skeer
Tydskland.
Det Keyserlige Hof, som Rygtet gaaer, i Sommer
Med en Besøgelse hen til Tyrolen kommer.
Ved Keyser=Hoffet selv man allerede seer,
At der Anordninger til Reysens Anstalt skeer.
Af Standspersonerne, som vare Bryllups Giester
Ved Kongebryllupet i Wien, og sammes Fester
J Carnevalets Tid med Pragt forøgede,
Nu ere ingen fleer af Fremmede at see.
De droge hver til sit fornøyede og glade,
Da de til Slutning saaes, det Wienske Hof forlade.
Det varer noget til, før saadan Lystighed
Blant Wienske Borgere paa nye igien faaer Sted.
Til Dreøden kommen er en Fraadser hid fra Polen,
Hvis Lige i vor Tid knap findes under Solen.
Churhoffet har for Lyst anseet hans Fraadserie,
Og Rygtet siger, han ey Mage har deri.
Han over tyve Pund af Oxekiød indsluger;
Halvparten af en Kalv til anden Ret han bruger,
Og mange Stene han til Maden synker ned:
Saa han har Fraadsers Navn fortient med billighed.
En Kunstner denne Tid i Leipzig sig befinder,
Som saa at rette ind Karosser sig forbinder,
At om det hele Spand blev løbsk, som trakte dem,
Skal de, der sidder i, uskadte komme hiem.
Frankerig.
Det vilde glubske Dyr, hvorom saa meget skrives,
Skal nu ved List og Magt, om mueligt er, aflives.
En Mængde Mennesker vil nu forene sig
Og offentlig paa Jagt mod Dyret gaae i Krig.
Man merker, at det helst angriber Qvinds=Personer,
Hvorover man har tænkt, at faae en Deel Dragoner.


117


118


J Fruentimmer=Dragt, som det skal legge ned,
Og derved skaffe Folk for dette Udyr Fred.
Hans Franske Majestet 6000 Livres lover
Til den, hvis Tapperhed sig ind paa Dyret vover,
Og det aflivet faaer, saa det blant Dødes Tal
Ey flere Mennesker herefter bringe skal.
Man skriver fra Paris, at Folk i denne Faste
Til Daarligheder ey som forhen saaes at haste;
Det er, man Maskerne paa Bal afskaffet har,
Fordi nye Moder ey til dem at finde var.
Calas Familie nu atter trøstet vorder.
Den Fader, der blev søgt og dræbt som Sønnens Morder,
Ved Parlementets Dom frikiendes i Paris,
Og hans Familie gotgiøres dens Forliis.
Engelland.
Hvor Nøden deres Lov blant Engellænder trykker,
Som skulle leve af at giøre Folk Parykker,
Det merkes tydelig af deres Bønnebrev,
Som Lavet nyligen til Kongen derom skrev.
De om sin Undergang som øyensynlig melder
Saa længe eget Haar meer end Parykker gielder;
De fører Klagemaal imod Haarskiererne,
Som kommer fra Paris at krølle Engelske.
Af Kongens milde Svar de haaber bedre Dage;
Thi han sig deres Sag har løvet at antage.
Hans Undersaatters Vel er Hans Bestræbelse;
Men hines Vel just er Brug af Parykkerne.
Den høye Kornets Priis har Oprør foraarsaget
J Ely, hvilket dog ey Overhaand har taget:
Thi Byens Magistrat, som Rolighedens Ven,
Fik samme stillet strax og dræbt i Fødselen.
Spanien.
J Barcellona nu man alting seer beredes,
Til Reysen snart derfra af Hende skal tiltrædes (*)
Som Erkehertugen, Printz Leopold, til Brud
Sig blant Printzesserne har ene kaaret ud.
(*) Den Spanske Jnfantinde Maria Louisa.


Ved samme Leylighed man alting og tillaver
Til hendes Velkomst, som man snart at vente haver (¬
Til Brud for Rigets Haab, Printz af Asturien:
Saa Grunden dobbelt her er til Fornøyelsen.
Portugal.
Den Jnquisition, som har saa strængt regieret,
At alle Mennesker har bange for den været,
Af Kongens Naade nu er sat paa saadan Fod,
At dens Indretning kan herefter kaldes god.
Før den Anklagede ey maatte underrettes
Om sin Anklagers Navn; men nu maae han ey settes,
Før den, ham giver an, med hannem afhørt er,
Og haver ført Beviis paa hans Beskyldninger.
Sverrig.
Man meget lidet Nyt fra Sverrigs Rigsdag hører;
Thi sammes Lemmer sig forsigtige opfører.
Om nogen Forslag giør, han strax fra samme staaer,
Naar det almindelig hvers bifald ikke faaer.
Det er i Forslag bragt, til Sverrigs Handels Beste,
At man paa Jøderne et Øye skulde fæste,
Og Frihed skienke dem at boe blant Svenskene
Men dette er en Sag, som vanskelig vil skee.
Polen.
Mod den paabudne Told af udenlandske Vahre
Lod Preussens Resident udi et Skrift forklare,
At den er stridende mod de Førbindelser,
Som vare sluttede med Polens Naboer.
Han protesteret har paa Preussers Konges Vegne,
At Polen ikke kan sig saadan Ret tilegne;
Men Republiqven sig knap bryde vil derom,
Da den alt engang har til Tolden fældet Dom.
Hans Polske Majestet i Carnevalets Dage
J Lystighederne har Andeel vildet tage.
Han sig paa Jagt og Bal lod høystfornøyet see,
Og vinder Kierlighed hos Undersaatterne.
(*) Jnfantinden fra Parma, Aopsa Maria Theresa.


119


100


Holland.
Her er et lidet Skrift for nylig blevet præntet,
Hvoraf Forfatteren sig Ære vist har ventet.
Dets Titel er: Project til Gifte=Mæglerie,
Til Tieneste for dem, som selv ey kunde frie.
Det smukke Kiøn i sær han haver søgt at tiene,
Som sig i Ægteskab ey altid kan forene
Med dem, de elsker mest; men ofte tage maae
Dem, de ey lide kan, og hvem de kunde faae.
Et saadant Mæglerie dog neppe bifald finder;
Thi Kobblerierne vil deri giøre Hinder.
Maaskee Forfatteren det sidste har indseet,
Og ved sit Forslag dem i Holland har udleet.
America.
Fra Tuxtla har man faaet en Tidende at høre,
Som jeg i dette Blad og billig maae anføre:
Det var den Tredivte i Julio i Fior,
At Skrek i samme Bye blev usædvanlig stor
Om Natten Klokken Tolv blev hørt slig Knald og Bragen,
At hver opvaagnede i Frygt for Dommedagen;
Og da de lutter Jld omkring i Luften saae
De tænkte, Verden nu reent skulde undergaae.
Rovdyr forvirrede, som tamme, løb til Staden,
Og sig ey frygtede for Mennesker paa Gaden.
Frugtsommelige kom af Skrek for Tiden ned,
Og allevegne saaes en stor Elendighed.
Man først om Morgenen den Aarsag fik at vide,
Som satte Folk og Fæe i saa uhørlig Qvide.
Da saae man, at den Jld, som er i Jordens Skiød,
Af Bierget Monoblanc forskrekkelig frembrød.
Det den udveltede i tvende brede Strømme:
Saa Mennesker og Dyr for samme maatte rømme.
Til Havet banede sig disse Strømme Vey;
Men brændte ligefuldt og sluktes deraf ey.
Sligt som et Forspil er paa hvad engang skal hendes,
Naar Jordens Løb og Gang ved Undergang skal endes;
Thi det dog skeer engang, og da vil Jordens Vand
Selv som et Tynder sees for dens bestemte Brand.
K eraf udgives Maanedtlig i Stk paa det Rongl Adresse Contoir i Kiøbenhavi


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For April Maaned 1765.
Dannemark.
V¬
or Konges Majestet og Landets milde Fader
Paa nye sin Hovedstad og Hovedslot forlader.
Han til sit Fredensborg, sit Sommer=Sæde, drog,
"Og alles Forbøn did til Konge=Sundhed tog.
Gid Han Fornøyelsen der smage ubeblandet!
Gid glade Tidender maae bringes Ham paa Landet
Fra hver en Rigets Kant, saa og fra Fremmede!
Hans Liv og sammes Lyst er os det kiereste.
Blant dem, som kappedes, at vise deres Glæde,
Og til Hans Fødseløfest i Aar med Fryd at qvæde,
Man regne bør Hr. Green; han, som Discourserne
J Vinter haver holdt, der kaldes physiske.
Han sin Veltalenhed lod gammel Frihed bruge,
Endskiønt den høye Fest faldt ind i Dimmel=Uge.
Hans Tale blev begyndt og endt med Digterie,
Gientaget ved Musik, af Engelsk Harmonie.
Et lidet physisk Lav, foruden dette store,
Lod ved et Æredigt sin Glæde ogsaa spore:
Saa der var megen Fryd og usædvanlig Lyst
Udi de physiske Selskabers Lemmers Bryst.
Enhver gav Raab i Raab, lod Struberne istemme;
Saa Luften bævede og Røsten stod i Klemme.
Et Vivat Lemmerne for Kongen lode gaae,
Maaskee, som qvædet blev, til de ey kunde staae (*)
*) See det sidste Vers af Sangen, under Me odie: En Celadon gav Frygdar¬
Raab.


122


Det store Selskabs Sahl var og illumineret,
Som med Tilskuere i Mængde blev beæret.
Hvo Talen læse vil, saavelsom Versene,
Kan faae dem hos Hr. Green aftrykte heftede.
Endeel Cantata og paa samme Tid opførtes,
Hvor blæsende Musik hos gode Venner hørtes.
Alt saadan Virkninger af fælleds Glæde var,
Som i den stille Tid dog triumferet har
Men Kongens Majestet saa naadig var at byde,
Stormklokken maatte ey i Frue=Kirke lyde
Til denne Glædes=Fest paa Hans Academie,
Før Dimmel=Ugen og vor Paaske var forbi.
Den Tiende April de Danske Muser mødte
Paa øverst Høre=Sahl, og i Basuner stødte.
Lovtalen holdtes der til beste Konges Prits,
Og Giæden sammesteds var som sædvanlig Viis.
J Odense den og paa samme Dag sig viste.
Gymnasiarcherne og Stedets Gymnasister
Med Lærdoms Dyrkere har glade samlet sig,
Og Kongens Fødsels=Fest holdt ret høytidelig.
Hos Hendes Majestet, den Kongelige Moder,
Kronprintzen Christian, og Friderich hans Broder,
Anhørte en Musik af saadan herlig Smag,
At den ey skiønnere er hørt til denne Dag.
Det er et Vidnesbyrd, at en fuldkommen Glæde
Hos Enkedronningen paa høyest Enke-Sæde
Kan bilde Himlen af, saa vidt det her kan skee
J det Hun seer sin Lyst paa Sønne=Sønnerne.
En høy forøget Fryd Hun Kongelig har smaget,
Hver gang Hun Børne=Børn i Øyesyn har taget;
Men allermest den Dag, da Hun Personlig kom,
Som Enke første Gang, i Slottets Helligdom.
Den Dag Hun vilde sig for Luftens Kuld ey skaane;
Men allerhelligst Act med Majestet bivaane.
Hun saae sin Christian. Af Fryd Hun toges ind,
Da Hun Hans Vidne blev til Gudeligheds Sind.


123


Hans Ungdom med Forstand har Naaden lært at lyde:
Saa mandig Han engang med Viisdoms Aand skal byde;
Ja byde hver at gaae med Ham til Himmelen,
Og blive for sit Folk en Fader og en Ven.
Paa andet Nyt vi nu et Øye og maae feste.
Vor Konge skikket har et Par Spænd sorte Heste
Til Hanaus høye Hof. Det en Foræring er,
Som Kongens Svigersøn vil blive meget kier.
Den høye Rugens Priis Monarken har bevæget,
At see i Kiøbenhavn hver Fattig vederqvæget,
Og af sit Magazin paa Faderligste Viis
Vil unde Folket Rug for gandske billig Priis (*).
Til Floden Han et Skib Den Norske Løve døber,
Som kiek af Stabelen den Tredivte udløber.
Hr. Wolquartz Talen holdt ved denne Leylighed (**)
Gid Løven ældes maae og hugges op i Fred!
Den Otte=Skillings Skat, som maanedtlig indkræves,
Skal efterdags tildeels i Norge nu ophæves:
Saa Bønderne og de til dem henhørende
Skal ey betale meer for deres Fattige.
Enhver, som tiener dem, og ey har Tie Rigsdaler
J aarlig Løn, han og ey nogen Skat betaler.
Saaledes Kongen vil al Byrde lettet see,
Saasnart Han seer dens Tryk paa Undersaatterne (***)
For Colonisterne paa Jyllands store Heder
To Kirker bygges skal, og vor Monark tilstæder,
At de Catholske og de Reformeerte maae,
Hver i sin Menighed, sin egen Lærer faae.
De Kirkens Lemmers Tal, som HErrens Bord besøger,
To gange aarlig sig i Kiøbenhavn forøger.
Ved denne Paaske=Tid var Confirmanterne
J alt Sex Hundrede og Fiir og Tredive.
Den Havn ved Helsingøer, hvorpaa i Fior begyndtes,
J Aar fortsattes strax, da Foraars=Tid forkyndtes.
Arbeyderne
For 16 eller 19 Mark Tønden. See Magistratens Placat af 24 April.
(**) I Anledning af Esaiæ 11, 7. En Løve skal æde Græs som en Oxe.
(**) See Forordn. dat. Christiansborg den 2 Apr. d. A.


124


Arbeyderne ved den ey spare vil sin Flid:
Saa dens Fuldkommenhed skal sees om stakket Tid.
At Tyveriers Straf ey Tyvene afskrekker,
Men oftest kun en Frygt, som svinder snart, opvekker,
Det kiendes kan deraf, da nok en Slots=Tyv har
Faaet Plads udi Blaa=Taarn, hvor en for nylig var.
Sand Ædelmodighed et Anleg best beskytter.
Saaledes haabes kan, at fleer og sleer Gemytter,
Som drives af slig Dyd, vil understøttet see
Den Syge=Casse her for Sengeliggende.
Man seer nu offentlig bekiendtgiort dem til Ære,
Som ey af Mennesker berømte ville være
At nogle for et Tal af Stadens Fattige
Betaler ugentlig til Syge=Classerne.
En Skilling eller To de ey om Ugen savner;
Men den de Fattige i Sygdoms Tiden gavner.
Ja disse aldrende kan deraf høste Frugt,
Naar slig Goddædighed af mange bliver brugt.
Paa sand Goddædighed her gives store Prøver,
Og mange denne Dyd i Kierlighed udøver.
En gammel fattig Mand blev ey saa snart bekiendt,
Før ham blev Almisse fra manges Hænder sendt.
Adresse=Bladene til deres Ære taler:
Een sendte denne Mand allene Fem Rigsdaler.
Gud kiender Giverne og sligt belønne vil:
Thi al Barmhiertighed hør ham, som Fader, til.
Blant dem, som ugentlig paa Døde=Lister tegnes,
Magister Lorentzen et Sted maae her tilegnes.
Thi han fortiener Rang blant Jubel=Lærere,
Og meget værdig er til god Afmindelse (*)
Høyskolen har paa nye den haarde Skjebne fristet,
At sammes Bygning har en trofast Pille mistet,
Da Døden fra den tog Justiz=Raad Anchersen:
En lærd, gudfrygtig Mand og elsket Folke=Ven.
For hans Studeringer og gode Egenskaber
Hans ypperlige Navn sin Roes vel aldrig taber.
(*) See mere om ham i Adr. Cont. Efterr. No. 42.


Men de Studerende i hannem tabte meer,
End første Øyekast i Sorgens Hede seer.
Af Tolvte Lotterie den Anden Classe traktes.
Begierligheden strax hos Tusinde opvaktes,
At see, om deres Haab det ønskte Udfald fik;
Men saa fornøyede med vundet Bytte gik.
De fleste af den Hob, som i hver Classe tabte,
Paa Lotterie=Gevinst dog ere saa forgabte,
At de tør sværge paa, de ey aflade vil,
Før de har vundet meer, end det, de har sat til
Slig Tænkemaade just er Lotteriers Lykke;
Thi ellers skulde de hinanden ikke trykke,
Paa Treknings=Dagene, som taber idelig,
Og dog, at spille med, bestandig vover sig.
Fem Biørne=Dandsere og Tvende Abekatte
Nysgierrighedens Slægt i Skat for nylig satte.
J Byen Fridrichsberg den Dandse=Skole er,
Hvor Dandsemestere selv bliver Lærlinger.
Man ey befrygte tør, det rette Sted at finde,
Hvor Abekattene og Biørnene er inde;
Thi man deruden for kan altid mange see,
Og allerfleest endda om Helligdagene.
Nysgierrigheden tidt os Mennesker bedaarer.
Den hastige Seylads foruden Seyl og Aarer
Nu anden Gang er seet med stor Fornøyelse!
Thi Mesteren deraf til Lands kom gaaende.
Han havde ingen Baad, fik en med Nød at laane.
Men for sit eget Liv for Jld og Vand at skaane,
Han paa det faste Land, hvor han var sikker, blev,
Og Baaden ind paa Land med Strømmen langsom drev.
Man veed, den gode Karl var første Gang i Fare,
At blive reent forbrændt: saa han sig vilde spare
Ved denne Leylighed; og ind til Byen gik,
Før hans Handtlanger Jld i første Svermer fik.
Kalkbrænderiet har ey nylig havt saa mange
Besøgelser en Dag. Franzøsen selv blev bange.


D323


1226


Da han Tilskuerne i saadan Mængde saae,
Hvorfor han hastede fra dennem bort at gaae.
Koldt var det samme Dag, og han saa længe nølte,
Før han fra Byen kom, at alle Kulden følte.
Til Lykke, at man ey den Dag den Første skrev:
Saa ingen dog April af hannem narret blev.
Om flere Prøver skeer, man ey har faaet at høre.
Det feyler dog vel ey, han kan Undskyldning giøre.
Jmidlertid man kan af disse Prøver see,
Hvad der er ved en Hob af Forslag=Magerne.
Maaskee han haver tænkt et Forskud her at nyde,
Da med sit nye Project han lod sig først forlyde.
Om han det havde faaet; Seyladsen vist var gjort.
Han havde uden Seyl og Aarer seylet bort.
Tydskland.
Det Keyserlige Raad i Vien for nylig siden,
Til alle Danskes Fryd, har fældet Dom i Striden,
Som var angaaende det Coadjutorie
J Lybeks høye Stift: saa den nu er forbi.
Den Danske Arveprintg i Ni Aar valgt har været ();
Men Vallet først i Aar er blevet confirmeret
Af Romer=Keyseren, til hele Stiftets Fryd
Som spaaer sig største Held af Pringens Ungdoms Dyd.
Nu Sagen afgiort er, Han skal engang beklæde
Udi det Lybske Stift dets Fyrste=Bispe=Sæde.
Hvor værdig vil Han da ey sees at herske der:
O Folk! yd Himlen Tak, og Ham Lykønskninger!
Den Wurtembergske Strid saa let ey afgjort bliver;
Thi den Materie for Rygtet daglig giver.
Man ey til denne Tid endnu udfundet har,
Hvorledes mildest Bod paa den at raade var.
Fra Hessen skrives der, at Tropper skal marschere
Til Wurtemberg, hvor de skal Retten exequere.
Os Tiden lære maae, hvad der vil flyde af
Retfærdigheden bør ey faae men give Straf.
crorsdag
(*) Printz Friderich blev udvalgt til Coadjutor af Stiftet Lybeck, den 4 Octobr. 1756.


Skiertorsdag Keyseren og Keyserinden skrede
Til Fodetvettens Act, og lode tilberede
For Tolv ældgamle Mænd og Koner Høytids=Dragt,
Samt dem opvartede med aarlig ydmyg Pragt.
Hver Sachsisk Undersaat har Forbud faaet at høre,
At ingen efterdags maae Uld derfra udføre.
De selv kan bruge den paa Landfabrikerne,
Og derved fleres Held hos sig forøget see.
Frankerig.
Hver Franskmand maae i Stort herefter Handel drive
Skiønt han sig ikke vil i Lav og Selskab give:
Men Kongens Embedsmænd og Landets Øvrighed,
Blant slige Handlende forundes ikke Sted.
En usædvanlig Fugl i Saint Germain betragtes;
Den for et Underdyr udi Naturen agtes.
Den ingen Fiedre har, men Børster overalt,
Og er fra Jndien, som Rygtet har fortalt.
Engelland.
Hvor Fødevahre faaer bestandig Lov at stige,
Og taaleligste Priis ey holdes jevn og lige,
Der har den Fattige slet Fordeel af sin Sved
Og fører Klagemaal med Grund og billighed.
Skiønt Kornet dyrt betalt en Part i Landet nytter;
Saa fødes Bitterhed derved i fleers Gemytter.
J Landet Sommerset er nylig seet Beviis,
Paa ynkeligste Frugt af overdreven Priis.
Der nogle Hundrede oprørte ere blevne,
Fordi at Priserne befandtes overdrevne
Paa hvad der kom til Torvs. De tvunge Bønderne,
At sælge alle Ting paa allerbilligste.
Den stakkels Bonde er tilvisse at beklage;
Thi han af Jordens Frugt skal Skat og Udgift tage;
Og naar den første ey med sidste voxe vil:
Saa er ey verre Kaar, end hans, paa Jorden til.


127


128


Faaer han sin Sæd betalt udi de dyre Tider;
Han med den Fattige alligevel dog lider.
I Dyrtid Bagere og Møllere har best;
Thi Hunger=Død hos dem sig melder sidst til Giest.
Sverrig.
Blant Rigsdags Tidender fra dette Rige skrives,
At alle og enhver skal fuld Erstatning gives
For al Fornærmelse, som Nid har dem forvoldt,
Da sidste Rigsdag blev for Ni Aar siden holdt.
Enhver, som mistet har sin Borgerret og Ære,
Skal Stænderne igien for Borgere erklære,
Paa det at Kierlighed til eget Fædreland
Samt Friheds søde Lyst kan enig faaes i Stand.
Den Svenske Præstestand sligt Forslag først har vovet.
Men hvad Erstatning kan vel gives for hvert Hoved,
Som da blev hugget af, ifald det bifald faaer?
At sette dennem fast igien de ey formaaer.
Rusland.
Sex Polske Ordens Tegn af hvide Ørne sendes
Til Keyserinden her; hvoraf den Agt kan kiendes
Som Polens Konge har tænkt hende kierlig til.
De Fire Tegn hun kan paahænge hvem hun vil.
Polen.
Herefter ingen maae i Polen mere spille
De Spil, som dennem kan ved store Penge skille;
Og Kongen vil enhver til Mønster foregaae,
At ødsel Klæder=Pragt kan villig Afsked faae.
Hans Polske Majestet Skiertorsdag har behaget,
At samle sig et Tal, af Tiden høyt bedaget,
Tolv stakkels gamle Mænd! paa hvilke Fødderne
Men Kongens egen Haand da bleve vaskede.
To Ridder=Ordener han agter at oprette,
Og den af Hvide Ørn i saadan Stand at sette,
At ikke Fremmede skal den forlange meer.
Endog til mindste Ting man ham aarvaagen seer.
Utaf edtigtra eklaanatig i Eert oaa det ang ættast Cartate Rlastveraanen


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedelige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For May Maaned 1765.
Dannemark.
D¬
en Blomster=fulde May, den ædle Sandsers Føde,
J Aar paa nye igien har bragt os Første=Grøde;
Den Jorden haver viist i Ungdoms Skikkelse,
Og aabnet al sin Pragt for dens Beboere.
De store Stæders Lyst mod denne Lyst forsvinder,
Som man paa denne Tid omkring paa Landet finder
Hvor Samlings=Pladsen er af den Fornøyelse,
Der qvæger Mennesket igiennem Sandserne.
Monarken smager den i høye Sundheds Dage;
Og alle higer, Deel i samme Lyst at tage.
May=Maaned lokker dem. Beklag dig, Kiøbenhavn!
At af de største Folk du nu maae lide Savn.
Hirschholm og Friderichsberg har daglig Glædes-Fester;
May=Maaned skienkte dem de høye Sommer=Giester,
Som Himlen skienke vil al værdig Sømmer=Fryd,
For alles Forbøns Skyld og egen høye Dyd.
Nyd beste Sommer=Lyst, o Kongelige Moder!
Nyd, Kronprins Christian, med Friderich, din Broder,
Den Lyst og Tidsfordriv, vort Nordens Eden har,
Som værdig agtes kan for værdigst Pringe=Par.
Gid Konge=Huset maae ey Sørge=Dragt iføres
J mange Aar, hvorved os større Smerte giøres,
End ved en anlagt Sorg, fordi Oranien
En Hertuginde saae afhent til Himmelen.


130


En otte Dages Sorg endnu ved Hosfet bæres,
Hvorved Erindringen af en Printzesse æres,
Som Mecklenborg=Streliz begræd ved Hendes Død,
Der først i Holstein=Pløen sin høye Fødsel nød.
Vor Konges Majestet saa naadig haver været,
At med Nærværelse Han eengang har beæret,
J denne Maaned May, Hans kiere Kiøbenhavn,
Hvor alles Ønsker Ham med Glæde tog i Favn.
Vel maatte Staden kort saa høy en Lykke nyde;
Men slig Besøgelse den allermest kan fryde.
Den inden Voldene ey nogen heller seer,
End Ham, som Stadens Vold og Folkets Hoved er.
Næst Ham, hver glædes ved, at skue mellemstunder
Den Store Printz, paa hvem alt Landets Haab sig grunder.
Hans høye Kiekhed saaes og tydelig blev kiendt,
De tvende Gange, Han kom til sit Regiment.
Kronprintzens Regiment sin Exercering giorde
Paa Nørre=Fælleden, saa den skal mindet vorde.
J sær den sidste Gange saa rar en Scene var,
Som vi i Dannemark ey forhen skuet har
Kronprintzen fandt Behag i selv at commandere.
Da var det Lyst at see hans Karle exercere.
Som een Mand alle greeb, marscherede og skiød
Og hver Tilskuer der en vigtig Vellyst nød.
Det ey beskrives kan hvor alles Ømhed rørtes,
Da høy Commando=Røst fra Printzens Tunge hørtes;
Ja hvilken Jld der fløy i hver Tilskuers Mod,
Da for sit Regiment, som Oberst, Printzen stod.
Hvor mild, hvor vennehuld var ey den høye Mine,
Med hvilken Printzen saaes for Troppen frem at trine!
Hvor heltemæssig gik hans Konge=Høyhed frem!
Ja, ak hvor hierteglad gik hver Tilskuer hiem!
De saae i Ham den Helt, som engang skal opstige
Paa Fædres Arve=Stoel i Nordens Tvilling Rige;
De af Hans Aasyn og Hans Adfærd, samlede,
Ret noget Stort, som de sig spaaede, kunde see.


De bade for den Printz, som Folkets Hierter eyer,
At Han maae over sig bestandig vinde Seyer,
Og blive seyerrig for Gud og Dyd i Fred,
Naar sildig Han engang skal klæde Faders Sted!
Den Faders, som ey Dag, ey Time, efterlader,
At sørge for sit Folk, som Landets Folke=Fader.
Betragt Hans Gierninger i denne Maaned! See,
Hans Omhue for Hans Folk og Efterkommerne.
Vankundighed ey tør paa Hævd for Hannem stole;
Han lader rette op en Jordemoder=Skole
J Staden Altona, og en i Flensborg med.
Han sikkert manges Liv opholde vil derved.
Ung Skovs Opelskning Han besørger mange Steder,
Og ved sit Konge=Bud dens snare Tilvext freder.
Hans Resolution udgik i Fior derom (*),
Og Jgientagelsen i Aar for Lyset kom (**)
Hans Jydske Jordegods, som Han bortsælge lader,
Udviset og, at Han er Folkets ømme Fader,
J det at Bønderne for gjorte Bud maae faae
De Gaarde, som enhver af dennem boer paa.
De sin Taksigelse ey noksom kan udtrykke
For saadan Miskundhed, som grunder deres Lykke;
Thi naar hver Bonde selv sin Gaard i Eye faaer,
Da Avlings Brug og alt fra Haanden bedre gaaer.
Enhver Fornøyelse kan see i sin Haandtering,
Og frydes under en saa Naade=fuld Regiering.
Spørg dem, som physiske Discourser haver hørt,
Hvor hver ved denne Sag i sær sig finder rørt?
En Pen af Lemmernes i dette Selskab skriver,
At Ævigheden Tak til Kongen skyldig bliver
For Skolemesteren de fik udi Hr. Green,
Som dem har undervist, at smelte Ertz og Steen.
Spørg Torsdags=Lavet ad, som efter Skiven skyder,
Om Folk i Dannemark den største Fryd ey nyder?
Spørg dem, som Havnene af Skibe fulde seer,
Om Lykken i en Hast for os kan giøre meer?
(*) Af 4 Junii 1764.
May 1765.


131
J


132


En Lykke ligesom med Haand ad anden vinker.
Man her har talt i Aar saa mange Pommerinker,
Som ikke nylig før: saa man med billighed
Kan haabe, ringere at faae sit Brændeved.
En heldig Enighed i Folkenes Gemytter
Opfører Bygninger, som Velstand understytter.
Sanct Peders Menighed en Munter valgte sig
Med enigt Sind, for ham, som forhen lagdes Liig.
Han fik To Hundrede og Ni og Tyve Stemmer.
Saa stor en Enighed blant Menighedens Lemmer
Er meget priselig; og dette deres Val
Paa Haabets gode Grund dem ikke angre skal.
Om nok en Enighed jeg her og kunde skrive.
Det af Avisers Ord saae ud til Kiv at blive;
Men fælleds Eyere af dem har sluttet Fred,
Og her lykønskes skal med varig Enighed.
De Ribers Biskop Bloch, før Konge=Hoffets Lærer,
Som altid Ordets Brød velsmagende frembærer,
For Konge=Huset holdt tre Afskeds Prækener,
Og nu vel stakket Tid sig kun opholder her.
Jblant de Christnes Tal indlemmet er en Hedning,
Som derfor takke maae en synderlig Anledning,
Hvori Guds Forsyn sees, som har bestemt hans Vel,
Og saa forunderlig har sørget for hans Siel.
Det en Javaner er; og der kun lidet feylte,
At han var død af Sult, da Captain Hielte seylte
Forbi en øde Øe, og fandt Javaneren,
Da han for Tre Aars Tid til China seylte hen (*).
Veldæderen Rosset, som ingen Tid forglemmer,
At giøre vel imod de arme Christi Lemmer,
Linklæder har uddeelt til Pesthuus=Lemmerne
Samt Brød af sigtet Rug, som vanlig pleyer skee.
Den Dyd Veldædighed mod Fattige og Arme,
Og over deres Nød sig kierlig at forbarme
Har, Gud skee Lov, blant os en Mængde Elskere,
Om hvilket vidne kan Adres=Aviserne.
(*) Denne Javaner blev funden d. 7 Apr 1762. døbt d. 15 May 1765 i Mie.
Kirke, og kaldet Christian.


133


Der meldtes idelig om de indsendte Gaver,
Af hvilke Giverne den søde Glæde haver,
At ingen kiender dem, undtagen ene Gud
Saaledes Almisser for Herren deles ud.
Norge.
Fra Trundhiem skreves hid, at øverst op i Norge
Jndfaldt hver Foraars Dag en Mængde haarde Sørge,
J det den dyre Tid tog stedse Overhaand,
Og mange i en Hast opgave deres Aand.
Adskillige, som saae med Sundhed Morgen=Sole,
Har faldet døde ned af deres Sæde=Stole,
Før Aftenen faldt ind: saa bradt og hastig Død
Var som en Følgesvend af Landets Hungers Nød.
Udi Mands=Minde ey saa haard en Frost har været,
106
Og Vandet Folkene med mindre Fisk ernæret,
End i den Vinters Tid, som nu til Ende er.
Gid oftere derfra ey faaes de Tidender!
Men hvad er det for Nyt, fra Bergens Egne høres,
Hvorved Gemytterne i Vilderede føres?
Hvad er det for Allarm, som skeer i Bergens Bye?
Med slige Tidender, o Rygte! fra os flye!
Endeel af Almuen og Bergenhuses Bønder,
Fra Amtets Fogderie, beliggende i Sønder,
Uventet Opløb giør, som Misfornøyede.
O Rygte! kom ey meer med saadan Tidende!
Ved saadant Forhold de sin Held vil knap forøge.
Monarken denne Sag vil lade undersøge.
Et Kongeligt Rescript Han derom skrevet har (*).
Commissionen snart giør Sagen Søle=klar.
(*) Af 13 May 1765 til hans Excellence Hr. Geh. Raad v. Cicignon, Stiftanus¬
mand i Bergens Stift.


234


Tydskland.
Chursachsins høye Hof i Leipzig haver været,
Og med Nærværelse Høyskolens Bogsahl æret,
Hvor Forelæsninger af Profefsorerne
Særdeles holdtes da til dets Fornøyelse.
Churfyrsten har endog med
rintz Xaver, hans Broder,
Besøgt og seet en Deel af Kiøbmænds Handels=Boder,
Ja viist sig overalt saa høyt indtagende
At der var idel Fryd blant Leipzigs Borgere.
Frankerig.
Det Gepaudanske Dyr, hvorom saa meget skrives,
Endnu ved ingens Haand har kundet reent aflives;
Men nogle Jægere har reyst fra Normandie,
I Haab, de Languedoc fra dette Dyr skal frie.
Det viser Appetit til alle unge Piger,
Hvorom i hver Avis os Rygtet noget siger.
Endeel af Bønderne har de Jndbildninger,
At i en Ulvs Gestalt det vist en Dievel er.
De mener, Vievand det kunde best fordrive;
Thi ellers sig i Strid med dette Dyr at give,
De tænker, nytter ey. Jmidlertid er sært,
At de ey dette Dyr har Afskeds=Veyen lært.
Det synes ellers ret at være Franskmænd eget,
At faae Opdagelser; de finder paa saa meget.
Nu er et nyt Slags Viin opfunden, skrives der,
Som meget sterkere, end Mallagger er.
Hr. Poissonnier har nylig gjort en Prøve,
At kunde Havets Vand sin Salthed reent berøve,
Og giøre samme ferskt; som lykkelig er skeet,
Og nogle Printzer har paa samme Prøve seet.
Hr. Comus har iblant Opfinderne knap Lige,
Jfald det Sandhed er, man tør om hannem sige:
Han ved Magnetens Hielp har en Maskine gjort,
Som i Bevægelsen gaaer uophørlig fort;


En Plante, som er brændt til Aske, kan han vise
Naturlig frem igien, et Blad ey at forlise;
At Fluer har Forstand, han har for Dagen lagt:
Saa blant Opdagerne han Kunsten viidt har bragt.
Det være maae en Lyst, det Lystspil at beskue,
Naar Scenen føres op af Comus og hans Flue:
Den hvert et Ord forstaaer af Læremesteren,
Og setter sig kun der, hvor han befaler den.
Opfindelser hos ham er uden alle Skranker:
Ved en Maskine han opdager andres Tanker;
Ja skriver i en Bog, som man i Lommen har
Om man end Tusind Skridt langt borte fra ham var.
Han nu de Vises Steen med første vil udfinde,
Om han ey Verden vil paa Ærmet noget binde;
Thi saadant Brovterie jo lader noget nær,
Som Comus i sig selv en stor Markskriger er.
Engelland.
J London nylig har et heftigt Opløb været,
Og Hoben Dag fra Dag er bleven saa formeret
At den tilsidst bestod af mange Tusinde,
Som viste Virkninger af Misfornøyelse.
Det Væversvende var, som sig har sammenrottet,
Med Hustruer og Børn, søgt lige hen til Slottet,
Og paa sin store Nød forlanget hastig Bod,
Som Kongens Naade dem og mildt forsikkre jod.
Men da de ikke strax fik Virkningen at spore,
De sig langt sterkere og flere sammensvore;
Ja lode Trommen gaae, som Forbud for en Krig,
Og med Forbittrelse mod mange viste sig.
Krigsfolket maatte frem og holde dem i Ave:
Men denne Sag dog knap vil komme før i Lave,
Før Franske Vahre ey saa hyppig føres ind;
Thi det fornemmelig har oprørt deres Sind.
Man søger Rolighed i London at forfremme.
Der en Forordning er udstædt, Opløb at hemme;
Og Vagter overalt i Staden stilles hen,
At dette Oprør ey begynde skal igien.


136


Der og i Jrland er misnøyede Gemytter;
Men Tyve Tusind Mand Regieringen beskytter.
Saa længe disse Folk i samme Rige staaer,
Jrlænderne ey Luft med Mytterier faaer.
Sverrig.
Seeret Udskuddet har lagt Regninger for Dagen,
Hvoraf man seer den Gield, som Kronen er paadragen.
Det viser overalt ved Regnskab tydelig,
At Sverrigs Stats=Sag ey af Flor kan rose sig.
Til grundet Overleg og Hielp den sees at trænge,
Hvorover Kongen har behaget at forlænge
Rigsdagens Holdelse; og det er gjort bekiendt,
At samme denne gang endnu ey bliver endt.
Den Svenske Sildefangst, som aarligen tiltager,
Har foranlediget ved Rygtet nogle Klager
At dens Behandling var ved Saltningen ey god,
Hvorpaa man overalt nu haver raadet Bod.
Der ikke efterdags maae nogen Sild udføres,
Med mindre at det først beviislig rigtig giøres,
At dens Beskaffenhed forsvarlig gandske er:
Saa sammes Aftrek kan befordres meer og meer.
Polen.
Paa overdreven Pragt blant Borgerfolk i Klæder
En Afgivt legges skal. Det skader mangen Skræder.
Og om det settes fast, hvad Dragt hver bære maae,
Vil slig Forordning vist ey alles bifald faae.
Schweitz.
Rousseau, navnkundig nok, blant Schweizerne nu lever,
Hvor, for Forfølgelse, han nu ey mere bæver:
Skiønt Rygtet melder os for gandske sandt og vist,
At han af nogle er holdt for den Antichrist.
Men Neuborgs høye Raad har ham i Forsvar taget
Saa der forgieves nu mod ham vil blive klaget.
Det og befalet har, han ey bandsettes maae,
Skiønt slig Bandsettelse kun lidet bider paa.
Frerfangtaateklatnadtug ( Trt dae der Kang adreste s amtate lgtuertaann


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Junii Maaned 1765.
Dannemark.
S¬
aasnart jeg haver meldt, at Kiøbenhavn har været
Med Kongens Majestets Nærværelse beæret
En Døgn i Maaneden: saa veed jeg næsten ey,
J denne Maaneds Nyt at finde giennest Vey.
Det sidst bekiendte Nyt jeg foran dog maae sette:
Vor Konge Prisen vil paa Rug og Hvede lette,
Saa den indføres maae til os fra Fremmede,
Til i October vi faaer sidste Dag at see.
Hvor er Velsignelsen af saadan Naade megen,
Om Prisen udenlands nu ey for høyt er stegen.
Men dette er en Sag, jeg ey forstaaer mig paa.
Jeg vil til andre Ting i min Beretning gaae.
Den høye Magistrat bekiendt har ladet giøre,
At Landets Fader har med Mishag faaet at høre,
At mange uden Pas fra Staden reyser bort,
Og desuagtet dog fra Landet kommer fort.
Saaledes uden Pas ey nogen bort maae løbe;
Men hver, som reyse vil, sig bør et Pas at kiøbe
Hos Stedets Øvrighed, hvor han vil reyse fra.
Han ubehindret kan til andre fare da
Den derfor satte Straf, hvorom Placaten taler
Er nævnt fra Ti indtil Halvhuendrede Rigsdaler
For hvem, som uden Pas tør nogen føre ud:
Saa de nok frygte bør for Synd mod dette Bud.


138


Det Gods, som Kongen sidst i Jylland lod bortsælge,
Har viist, Han kunde ey et bedre Middel vælge,
Til Cassens Vindings Vext, end slig Oeconomle,
Da Han meer Jndkomst faaer, og er for Udgift frie.
Til nær en Million Rigsdaler det er steget,
Og Landets Bønder selv i sær har kiøbt saa meget,
At andre kun deraf en liden Deel har faaet:
Saa Auctionen er ret vel til Ende gaaet.
Befandtes Renterne paa Wiborg=Snapsting stegne:
Saa kommer Pengene i Brug i Jydske Egne;
Og gives fem pro Cent af Bonden nogle Aar,
Han gandske vis Gevinst igien indhentet faaer.
Om Rente Tiden her, jeg vil ey noget røre.
Det Lykke kaldes maae, man ikke fik at høre,
At mange lukte til, drog bort, og gik Fallit.
Flid og Forsigtighed ey altid faaer Profit.
At sørge med Forstand, for god Profit at nyde,
Og saa, at Fordeel kan af saadan Omsorg flyde
Til Efterkommerne, det er berømmeligt.
Et artigt Forslag har Hr. Hertel gjort til sligt.
Hans Forslag sigter til, en Casse at oprette,
For Faderløses Tarv og Enkers Kaar at lette:
Saa Staten selv derved kan finde Lettelse,
Og efter visse Aar befindes rigere.
Han underkaster det hver skiønsom Læsers Domme;
Og Tiden lære vil, hvad derudaf vil komme.
Der bliver sikkert nok, som siger ham imod.
Men hvilken Casse er i alt fuldkommen god?
Justitz=Raad Møllmann nu høytidelig nedlagde
Høyskolens Rectorat, og sit Farvel det sagde.
Professor Kratzenstein, Naturens elskte Ven,
Optog det efter ham for første gang igien
J denne Maaned har de unge Philosopher
Vindskibelig antændt for Pallas Høytids-Offer.
Hun af et Hundrede og Syv og Tyve saae
Kun to, der kunde ey til Laurbær=Krandsen naae.


Jeg og berette maae, at nylig en Jødinde
Sig til Forsoneren i Daabens Bad lod binde.
J Slottets Kirke var den Glædes Act at see.
Magister Bluhme den paa Tydsk forrettede (*).
Finlapperne igien til os har solgt Beviser,
Hvor høyt de Flittighed i Vintertiden priser.
De ere Mønstere for mange hidtildags,
Hvis Tænkemaade er af gandske andet Slags.
Hvad deres Lands Natur med villig Haand dem giver,
Det ved fornøyet Flid til deres Fordeel bliver.
Den Vinding, som de faaer af Hænders Gierninger,
De neppe øder bort paa Modens Prydelser.
De unge Assens Mænd sidst i afvigte Maaned
Ved Skive=Skydningen har Skiven ikke skaaned.
For Kronprintz Christian blev skudt det første Skud
Af Bager Stephansen, som med Gevinst kom ud.
Et Bæger, gjort af Sølv, ved samme Skud blev vundet.
Hvad Glæde, Lavet har ved denne Lykke fundet,
Jeg ey beskrive kan; thi den, som meldte det,
Fandt samme alt for stor, til at afmales ret.
Men Assens Skytter ey i Fyhn de største bliver.
Det Odenseske Lav dem intet eftergiver.
Det under Tromme=Slag og lifligste Musik
Til Skive=Skydningen den ellevte udgik.
Ja meer, man samme Dag, til dette Selskabs Glæde,
Saae et anseligt Tal nye Skytter at indtræde
J samme Skyttelav, blant hvilke nævnes her
En Moltke og en Gørtz, to Grever, Oberster.
Paa nye her atter saaes den Lotterieske Lykke
At dele Vinding ud; men efter eget Tykke.
Om nogen anker paa, han taber, sætter til,
Han da betænke maae, at Lotterie er Spil.
Blant al den Vaade=Jld, i denne Tid har været,
Har ingen Brand saa viidt udi Begreb fortæret,
Som den, paa Hederne i Jylland fandtes tændt,
Hvor en vidtløftig Plan af Lyng og Krat blev brændt.
(*) Han talede ved den Leylighed over Joh. 4, 22.


139


140


Af Colonisterne med Villie den tændtes:
Men meget meer, end de formodede, afbrændtes.
Det dog en Lykke var, den meer ey til sig rev¬
Saa forhen dyrket Jord ey atter Hede blev.
Den Helsingøerske Havn nu offentlig anprises,
Og dens Beqvemhed kan ved Eftersyn bevises.
Paa ni til ti Fod Vand, som Vind og Strømmen er
Kan Skibe for al Storm heel trygge ligge der.
Sligt manges Glæde har til høyest Grad formeret;
Og tvende Skippere i Havnen har trakteret,
Samt drukket Kongens Skaal med troe Lykønskninger,
Som i den hele Bye istemtes af enhver.
Hvorledes det staaer til med Handelen i Norden,
Kan ey i dette Blad anføres ret i Orden.
J denne Maaned gik de sidste Skibe bort,
Af hvilke Reysen skal paa Jisland blive gjort.
Paa Handel dette Aar did fiir og tyve sendtes
Med hvilke hiem igien kan Mængde Vahre ventes.
Af Finmarksfahrere man otte haver talt.
Det to og tredive giør net op ud i alt.
Fra China hiem igien to Skibe komne ere.
Man kan af Handels Held jo ikke meer begiere.
Priis være Himmelen, for vi beholdne fik
Kronprintz af Dannemark, saa og Print Friderich!
Blant andre rare Ting, som de hiem med sig bragte,
Et Par Skildpadder man for deres Vegt maae agte.
Jmod fem Centner Pund hver af dem veyede,
Og bleve førte ud til Konge=Sæderne.
En kom til Fredensborg, til Fridrichøberg den anden;
Thi slige Havets Dyr ey fanges her ved Stranden,
Og altsaa vare de saa meget rarere,
J sær da begge to befandtes levend
Jblant det trykte Nyt, som man har seet berettet,
Bør følgende af mig ey blive her forgiettet,
At i Aviserne man Efterretning gav
Om en Tildragelse ved Enighedens Lav.


Ti Banco=Seddeler af samme Selskabs Casse
Til eens Begravelse udtoges. Sligt at passe
Staaer ikke længe paa. Det var og hastig gjort;
Og ingen merkede, at Cassen kom til kort.
Man tænkte, Cassen jo for saadant Liig betaler,
Til dets Begravelse, en Sum af ti Rigsdaler.
Man vidste, at der var Rigsdalers Seddeeler,
Og samme Malm i dem som Ti Rigsdalers er.
Paa Størrelsen man ey har givet Agt saa noye,
Og mueligt heller ey paa Stempelet havt Øye;
Men taget af den Slump, som nærmest Haanden laae
Og faaet de Store fat i Stedet for de Smaa.
Nok er det, Cassens Tab derefter blev opdaget.
Man merkede, der feyl af Sedlerne var taget.
Man til den døde Mands, Sørn Poulsens, Enke gik,
Og Sedlerne igien hos hende rigtig fik.
Hun bør med billighed for redelig berømmes,
Og af det øvrige, som skreves, ikke dømmes
At hun ukyndig var om Sedlernes Værdie
Med mindre at de laae urørte alle Ti.
Af den Tildragelse man haver nu at lære,
Hvorledes Tællingen med Seddeler skal være:
Kun Syn og Følelse i Arbeyd settes bør;
De andre Sandser man ey ved at bruge tør.
En Dopskoe (dette Nyt bør her ey lukkes ude.
Mod Numer Tretten fløy, og sønderslog en Rude,
Just ved det Klokkeslet, Artilleristerne
Med deres Kirke=Skridt forbi passerede.
Den Dopskoe været har udi en stræng Bestilling.
Om den blev hentet af for fyrretyve Skilling,
Det meldes intet om. Jmidlertid er sært
Om Kirke=Veyen blev ved sligt desbedre lært.
Men intet af alt Nyt, fra Kiøbenhavn kan skrives,
Maae Ligning eller Rang med de Progresser gives
Af Arithmetiske og Geometriske,
Som i Aviserne man haver faaet at see.


144


1¬


Hvo har begyndt med sligt? vil nogen mueligt spørge:
Den, som sig ævigt Navn her vilde snart besørge?
Hans Titel er for lang; men kortere hans Navn.
Han Lige ventede knap her i Kiøbenhavn.
Han med et Selskabs=Navn i Hamborg er begavet:
Den Speculerende udi Kunstregner=Lavet.
Men her han noget faaer at speculere paa,
Før han kan Ævighed iblant de Danske naae.
Jfald hans Tanke var, at slaae sig her til Ridder
Med nagel nye Tal; han herligt i det sidder
Han har forregnet sig, ifald han Regning giør
At disse ned til ham allene regne bør.
Norge.
Hvad kan et frugtbart Land med billighed ey vente,
Hvor Agerdyrkningen indbringer tifold Rente!
Saaledes Nordmænd vist om Dannemark har sagt
Da dem en Mængde Rug til billig Priis blev bragt.
O Dramen! glæd dig dog ved saadan venlig Lykke,
At Rugens dyre Priis dig fik ey Lov at trykke.
Man Efterretninger fra dme Egne saae:
Der var en Tønde Rug for fjorten Mark at faae.
Rug=Egnes egne Folk den dyrere betaler,
Saasnart Kornprangerne at lukke til befaler;
Og dette skeer saa tidt, som de indbilder sig,
At allerdyrest Priis giør allersnarest rig.
Tydskland.
Fra Torgau skrevet er: J Byen Sigenrode
Er saadan Frugtbarhed blant Koner at formode,
At de almindelig skal føde Tvillinger,
Ja meer, at Trillinger ey noget sælsomt er.
Af saadan Frugtbarhed kan komme Folke=Mængde,
Om den maae vare ved i Eftertidens Længde.
En Kone sammesteds, hvis Mand Kulsvier var,
Fem vakkre Pigebørn paa engang fødet har.


14


23
Men kan end denne Bye i denne Fald berømmes,
Der flere Stæder er, hvorom og høyt maae dømmes
For Frugtbarhedens Skyld, om ey paa Mennesker,
Saa dog paa Kunstnere og paa Opfindelser.
Frang Rizzieri nu i Leipzig sig opholder,
Og mange for hans Kunst anseligt til ham tolder:
De største Bygninger han støber i Metal,
Saa samme accurat dem forestille skal (*).
En Kunst, med lige Krop at gaae igiennem Vandet,
Saaledes som enhver er vant at gaae paa Landet,
Er offentlig i Maynz for Landets Herskab viist,
Og Kunstneren for sligt blev meget høylig priist.
Han med den halve Krop, som under Vandet bliver,
Sig den Bevægelse, som skeer i Gangen, giver
Og kan med Hænderne forrette hvad han vil,
Samt ey befrygte tør, at sette Livet til.
Den hele Kunst bestaaer udi et eget Stykke,
Som han om Livet har, for Luften i at trykke,
Og naar kun Luften har fyldt denne Vand=Vest op,
Saa synker han kun halv, og gaaer med opreyst Krop.
Engelland.
Naar overdaadig Pragt det smukke Kiøn forverrer:
Saa handler allerbest et Se skab unge Herrer,
Der sig har gjort en Lov, at skye blant Skiønheds Kiøn
Enhver, som helst vil sees i fremmet Silke skiøn.
Sligt patrionsk er; og vil nu disse Skiønne,
De unge Herrer dem med Kierlighed skal lønne:
Saa faaer de klæde sig med Landets eget Tøy,
Lad være Smagen er ey derudi saa høy.
Om saadant Mode blev i mange store Stæder,
Gik Fruentimmeret vist tarveligt i Klæder,
Og tænkte: bedre er med Landets Tøy at gaae,
End klæde sig paa Fransk, og ingen Mand at faae.
Por¬
(*) Han støber dem i Smaat; men ved Hielp af Optiken forestiller han dem i natur¬
lig Størrelse. Den første af saadanne Modeller, som han foreviser, er Domkirken i
Mavlaad, og den anden Model er den Katholske Hof=Kirke i Dresden.


144


Portugal.
J Lissabon igien er Stød af Jordskielv fundet.
Dog var ey Skaden stor, men Frygten bliver grundet,
At denne Bierge=Stad maae stedse vente sig
En Jordens Rystelse, den alle Helgens lig.
Rusland.
J Petersborg enhver, i alle Slags Haandtering,
En prægtig Caroussel, Ringrenden og Turnering,
Tillaver med al Flid, da Keyserinden vil
J næste Maaned see et saadant Ridderspil.
Jtalien.
Neapolig vel ey er Kunsters Hoved=Sæde.
Jmidlertid man nu seer en paa Pladsen træde,
Som lever grevelig af sine Kunster der,
Og for sin Videnskab af alle agtet er.
De Lærde, siger han, skal samme Kunster arve
Han Ædelstenene betager deres Farve,
Og giver den igien, saa ofte som han vil.
Med Stenenes Natur han driver ret sit Spil.
Han eftergiør og selv de beste Ædelstene,
Der seer som ægte ud, forsvarlige og rene.
Han Stenen Lazuli særdeles eftergiør
Ey i Neapolis var slig en Kunstner før
Den gode Kunstner maae i Sandhed meget vide.
Han væver et Slags Tøy, som paa den ene Side
Er Klæde; men det Fløyl paa anden Side er.
Slig Kunst jo nyttig er for mange Mennesker.
Han Hamp bereder saa, at den til Silke bliver,
Deruæst han Marmorsteen de beste Farver giver.
Tilsidst han trekker Vox af Urter og af Frugt,
Der, efter Sigende, skal have Honning=Lugt.
Han egensindig er, det kan man nok erfare;
Thi han for Penge vil ey nogen aabenbare
Hvordan han gaaer til verks. Men saadant dog ey skeer,
For, paa Fordervelsen af Virkningen, han seer.
sktesfordigtrae kiklaanadtng i Erek aaat der kang Andtreste Canaatr cklatentaaren


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Julii Maaned 1765.
Dannemark.
O
Fryd! hvor herligt du beverter dine Giester,
Som du i Norden har! See denne Maaneds Fester
Opreyste Vidnesbyrd paa nye igien derom.
Den Tredie du først med Glædes=Skaalen kom,
Den fyldt med Guders Drik du tog i dine Hænder,
Og deelte den omkring. Vi alle det erkiender
Med dyb Ærbødighed for ham, som satte dig.
Hver drak af Glædens Kalk, og Hiertet rørte sig.
Da stege Tanker op, indtagende og rene,
Til Himmelen for Dig, Sophie Magdalene!
Som Kongens værdige og ældste Datter er,
Og for Din Fyrste=Dyd alt Folket saare kier.
Du Kronpringesse er, og til en Krone værdig:
Og dersom Himlens Haand den ey endnu har færdig¬
Saa vide vi, det skeer, for den des rigere
At pynte ud til Dag for Din Fortieneste.
J alles Bønner Dig tilbades saadant Smykke,
Da til Din Fødsels=Dag hver ønskede Dig Lykke;
Thi i de Nitten Aar, Du blant os levet har,
Du hver Dag større blev i Dyder, end Du var.
Jmellem Gud og Dig vor Tanke gik tilbage,
Og saae paa Haabets Plan afbildede de Dage,
Som hver Mand under Dig at maatte tælle her,
Og hvor Gud kroner Dig til Folks Forlystelser.


146


Syv Dage efter Din vi paa Din Syster tænkte,
Som Gud og Kongen bort til Hessens Glæde skienkte;
Thi omendskiønt Hun ey er her nærværende:
Saa er Hun altid dog blant vore Kiereste.
Endnu en Glædes=Fest, ret stor iblant de største,
Og for et kierligt Folk i Dannemark den første,
Var den Prinzesses Fest, den To og Tyvende,
Som er saa vigtig Lyst for Undersaatterne.
Dens Pragt ommeldet blev, paa Fredensborg at kiendes.
Hver fandt udi sit Bryst den Dag en Jld antændes
Af renest Kierlighed til Kongers Konge, Gud,
Som for vor Christian udsaae saa værdig Brud,
Alt Folket rigelig af Glæden blev begavet;
Og her i Kiøbenhavn udviste Skytte=Lavet
Paa Vester=Broe i sær med største Nidkierhed,
Hvor stor Fornøyelse i Hiertet havde Sted.
Der saaes en fyrig Fryd paa pyntet Høytids=Sæde;
Der viste dette Lav, rørt af alt Landets Glæde,
Den Flamme, som steeg op af alles Hierters Brand,
Et Glimt af fælleds Lyst i hele Nordens Land.
Der hørtes Glædes=Skud til længe ud paa Natten;
Der tænktes, taledes og qvædet blev om Skatten,
Den dyrebare Skat, vi har i Engelland,
Som ønskes snart herhid til Fryd for menig Mand.
See saadan Glæde har vi med hinanden delet.
Tænk, hvor hvert Hierte blev ved denne Lyst besielet,
Saavelsom ved den Lyst, vor Konge her at see
Engang i Maaneden, som Han før pleyede.
Hans høye Majestet med Mishag har erfaret,
At mange Nordmænd ey god Orden har bevaret,
Men paa sin egen Haand Budstikke sendt omkring,
Ret som de vilde selv afgiøre visse Ting.
J dets Sted, Lovens Bud de skulde efterleve,
De til hinanden har sendt visse Stevne=Breve,
At møde til vis Tid og vist navngivet Sted,
Saa at Uorden var befrygtelig derved.


6¬
At saadank est gs kan forekommet blive,
Han en Forordning lod mod slig Uskik udgive (*)
Hvorved al Sammenkomst, som er mistænkelig
Forbydes hver, som vil for Straffen vogte sig.
For dem, som tvertimod sligt Konge=Bud tør giøre,
Er sat retfærdig Straf, at Livet skal ophøre.
Men er Forseelsen ey af de groveste,
Da skal de dømmes til at gaae blant Slaverne.
De lærde Borgere forøgede er blevne
J Kiøbenhavn, og de, som bleve sidst indskrevne,
Var just halvfierde Snees, talt efter Hundrede,
Som viser, at der ey er tomt i Skolerne.
Halvfierde Snees og Sex de Laurbær=Krandse gaves,
Som her ved Flittighed kan paa Høyskolen haves.
At Resten, som dertil befandtes værdige,
Ey fik dem, regnes kan til Penges Sparelse.
Til større Æres=Grad steeg Sexten Viisdoms Sønner,
Og bleve til Beviis, at Lærdom Sine lønner.
J verslig Viisdom de udraabtes Mestere,
Og Glæden Gienlyd gav den Dag blant Muserne.
Den brave Patriot, Hr. Dahl, som stræber efter,
At kiende Virkningen udi Naturens Kræfter,
Og med utrettet Flid har Hænder lagt paa det
Der til Forbedring er udi Landvæsenet;
Han en Jndbydelse lod offentlig udstæde,
At ville giøre sig en Ære og en Glæde,
Paa den bestemte Dag at vise Elskere
Af Land=Huusholdningen det der henhørende.
En Mængde fandt sig ind hos hannem, for at lære,
At høre, og at see, og Mandens Vidner være.
Om oeconomisk Drivt dem alle drev derud,
Derom man ikke tør sig giøre Hovedbrud.
Nok er det, Kiendere, som upartiske vare,
Saae Mandens Anleg an, og hørte ham forklare
Erfaringer i Smaat, til Stort udvidede,
Og fandt i alle Ting en stor Fornøyelse.
(*) Dateret Fredeusborg den 5 Julii d. A.


14.


841


Som han paa Marken dem en Hob Merkværdigt viste,
Han siden i sit Huus dem alle vel bespiste.
Naar hver, som Jordebrug i disse Lande har,
Ham lignede, vor Jord da meer velsignet var.
Jeg af Ulykkerne, som hændes allevegne,
Maae efterfølgende paa dette Sted antegne:
Man fra Færøerne den Tidende har seet,
At ved en Sneeskreed der er stor Ulykke skeet.
To Bønder=Gaarde gik ved Skredens Fald til Grunde;
Af Sex og Tyve Folk sig ingen frelse kunde
Men de begravedes ned under Jis og Snee,
Og ingen tænkte paa, at see dem levende.
Tre Dage gravedes; Saa bleve de dog fundne.
De Nitten vare fast med Dødens Lænker bundne;
Men Syv af dem paa nye til Liv ved Lyset kom,
Som blant merkværdigt Nyt med rette skrives om
For Tyve Aar forhen sig samme har tildraget,
Og just paa samme Tid (*), da Livet blev borttaget
Formedelst Sneens Skreed fra Fem Personer, som
Uventet i en Hast til Ævigheden kom.
Hvad kan dog i en Hast i Verden ey passere!
Man Sex Soldater saae forleden desertere
J en Amager=Baad; men dem igien ey fik,
Thi Eftersettelsen de lykkelig undgik.
Man disse Rømningsmænd paa Timen eftersatte,
Som roede sterkt afsted med Hænder, Bøsser, Hatte,
Saa det umueligt blev at hente dennem ind.
Maaskee de og fik Hielp af baade Strøm og Vind.
Det Spørsmaal burde man dog engang og opgive:
Hvorved Soldaten best forhindret kunde blive,
At bryde Troskabs Eed og desertere bort,
Som mangen Officier har Bryderier giort?
Til Slutning maae jeg og det rare Nyt anføre,
Som man øm Spøgerie fra Aalborg fik at høre.
En slig Historie i Ammestuerne
Vil være prægtig Text til lang Udleggelse.
(*) Den 12 Martii, den gang om Morgenen Kl. 7. og denne Gang om Aftenen Kl. 7.


Udi en Bondes Huus udi Wendsyssel, skrives,
Paa nogen Tid Allarm og megen Tummel drives.
Der flyttes Kar og Mad fra et til andet Sted,
Men hvo der flytter det, ey nogen seer og veed.
Morbrænder=Jld man seer anlagt paa nogle Steder.
Man længe efter et og andet smaalig leder,
Og finder det tilsidst henslængt i Gaardens Dam.
Er saadant Spøgerie for Fanden ey en Skam?
Jfald han spøge vil, og faaer Forlov til dette,
Han Folk ved andet Spøg i Frygt og Skrek vil sette,
End saadant Narreverk og flig Afsindighed,
Som onde Mennesker kun kommet har afsted.
Det allerbeste er, at Folk i vore Dage
Af slige Eventyr sig ikke stort vil tage.
Men førend saadant Nyt i Skrivelse blev sat,
Man burde giort sin Flid og Spøgelset faaet fat.
Tydskland.
Da mange løse Folk, som ingen Ting bestiller,
Undtagen stryger om og slemme Streger spiller,
Har nærmet sig til Wien, saa har dens Magistrat,
Saa got som mueligt, den i Tryghed for dem sat.
At hver kan vide sig for slige Folk befriet,
Man de Betientere, som stytter Politiet,
Har med Halvhundrede forøget, som skal see,
Hvorledes det staaer til omkring i Husene.
J Hamborg vil man og Landstrygere oplede,
Og efter denne Dag ey nogen af dem frede.
Til saadan Ende er befalet Verterne,
At give Lister ind paa de Logerende.
Om nogen findes da, som ikke kan bevise
En lovlig Nærings=Vey, han Frihed vil forlise,
Og blive straffet af, hvortil er Anstalt gjort.
Ved dette mangen en vist komme vil til kort.
En General von Harsch er og Opfinder bleven;
Krigskunsten er af ham til saadan Høyde dreven,


144


Jfd


At liden Rytter=Trop mod større nu er sterk,
Om hans Maskine kun er et bestandigt Verk (*).
Preussen.
De Preussers Majestet nu synes ey at glemme
Det allermindste, som kan Handelen forfremme.
Han føyer ydermeer hans Riges Handlende,
Og retter Banken ind, dem til Fornøyelse.
Han paa Levantet dem at handle Frihed giver,
Og Handels=Lovene for hver en Bye opskriver,
Ja Laanebanker vil anlegge i hver Stad,
Saa han hver Undersaat ved Hielp kan giøre glad.
Han og for nylig lod for alle Mand udraabe
Hvad Efterkommerne kan af hans Omhue haabe,
J det han Preussens Printz, bestemt til Scepteret,
Fra Brunsvig har udseet til Brud Elisabeth.
Det Jndtog, som hun holdt i Potsdam var saa prægtigt,
Som Preussens Rige er i Magt og Rigdom mægtigt.
Man Pragt og Herlighed blev allevegne vaer.
Det Syn indtagende for alle været har.
Jeg vil fortælle lidt af det, som Rygtet siger:
Halvandet Hundrede Potsdamske unge Piger
J tvende Rader saaes paa Slottets Broe at staae,
Og alle pyntede med hvide Klæder paa.
Dog havde hver sin Dragt og hver sin egen Mode;
Men de bekrandsede tilsammen alle stode.
Saasnart Printzessen kom, sig tvende nærmede
Til Hendes Vogn. Hun holdt, paa dette Syn at see.
De Hende ønskede Velsignelser og Lykke,
Leveerte Hende Vers, og sang deraf et Stykke.
Og da Hun kiørte frem, Hun var snart ey at see
For Krandsene, som de paa Vognen kastede.
Hver Jomfrue raabte da et Vivat og Velkommen;
Sang=Klokkerne gav Lyd; Militzen rørte Trommen.
Om Aftenen var Ball og rart Fyrverkerie,
Som hver Jndvaaner tog fornøyet Deel udi.
Men
" (*) Maskinen bestaaer af 3 Afsettet over hinanden, som staaer paa en Jern=Lavette
med Jern=Hiul, og styres med en Jern=Stang. Derpaa findes en Mængde tveeggede
spidse Sværde.


Men paa Charlottenburg var meer endda at skue.
Der brændte Hierterne ved Hoffet af en Lue,
Som gandske Himmelsk var, da Parret rakte Haand,
Og sammenbandtes med et helligt Ægtebaand.
Da Ringe vexledes, Kanoners Torden hørtes;
Da Talen af Hr. Sack blev hørt, hvert Hierte rørtes;
Da Vielsen var endt blev Glæden større seet.
Hvor har den smilet frem hos hver og kielen leet!
Jeg mere om den Pragt kan ikke her berette.
Men Læseren kan selv til Resten sig nok giette.
Selv Kongens Majestet paa Ballet dandsede,
Hvoraf man slutte kan til størst Fornøyelse.
Frankerig.
Af Huberts=Ridderne det var besluttet blevet,
At det bekiendte Dyr, som haver sønderrevet
Saa mange Mennesker, nu skulde faae sin Rest,
Og deres Tapperhed det blive til en Pest.
To Snese Riddere sig enigt sammensloge,
At gaae paa dette Tog, men førend de uddroge,
De fulgtes alle ad og paa et Lystspil gik,
Hvor deres gode Agt en Sorrigs Scene fik.
Den hele Lyst=Spil=Sahl indstyrtede med dennem
Saa Dyret vist endnu en Tid sig slaaer igiennem;
Thi ved den Leylighed gik Reysen ind igien,
Uvist, om Ridderne paa nye beslutter den.
Man ellers vil, det Dyr ey noget Nyt skal være.
En Præst i Frankerig vil Verden nu belære,
At et Aarhundrede forhen der ogsaa var
Sligt Dyr i samme Egn, som mange opædt har.
For nylig i Paris man haver sat i Fængsel
Adskillige, som har udviist særdeles Længsel,
Samt talt og skrevet om, at Jesuiterne?
Dog kunde faaes igien paa nye indkaldede.
Engelland.
Et Londonsk Veddemaal vil Sigtet sikkert feyle,
At fem og Tyve Miil en Baad skal kunde seyle


151


152


Udi een Times Tid. J fald at det gaaer an,
Den Kunst da andensteds vel og udøves kan.
Rusland.
Til Caroussellen, her med første skal opføres,
Af alle Kræfter nu tilbørlig Anstalt giøres.
Enhver, som ordentlig og net i Klæder gaaer,
Jblant Tilskuerne et anviist Stade faaer.
Til samme føres op et stort Amphitheater,
Hvis Lige neppe før er seet i Ruslands Stater.
De Riddere, som er i Rusland fremmede,
Kan møde, og har Lov at vinde Priserne.
Dem Frihed given er, ukiendte at forblive,
Og gaae til Taffels med, hvad heller at begive
Sig hiem igien saasnart Tourneringen er endt
Naar hver for Ridder kun af Hielmen bliver kiendt.
Storfyrsten nyelig er et Kunsters Medlem bleven,
Og har sendt Skrivelse, som af ham selv var skreven,
Til det Academie, som Navn af Kunster bær
J Staden Petersborg. Sligt jo merkværdigt er.
Czaarinden har beseet de Folk, hun lod Campere.
Ja, hun Tilskuer ey allene vilde være,
Men selv steeg op til Hest og for sin Garde reed,
Til Vidnesbyrd, at hun besidder Tapperhed.
Polen.
Hans Polske Majestet saa ofte Ball anstiller,
Som man Comoedie i Sachsers=Have spiller.
Hvor Skive=Skydnings Plads i fordum Dage var,
Der han en Dandseplads nu under Telter har.
Kun Jamitskar=Musik ved Dandsen maae opføres,
Og Giestebud hver gang for hver af Kongen giøres:
Saa der fuld Lystighed den hele Sommer er,
Og hver Mand gandske vist har Kongen meget kier.
koeraf udgives Maanedtlig i Sik paa det Rongl Adresse Contoiti Aigbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Angusti Maaned 1765.
Dannemark.
N¬
ey, det er ey saa let, at kunde værdigt qvæde
Om den paa Bregentved i Aar oprundne Glæde.
Den faaes, beundret blev, og Tavshed henrykt stød,
Da fra sin Helligdom den Dekket falde lod.
Ey anderledes kan den Tanken forest lles,
End naar med Straalerne af Morgen=Solen spilles
Jgiennem Purpur=Luft paa Bierge=Toppene,
Naar den sit Aasyns Glands fornyet lader see.
Ret som Naturens Alt sig rundt omkring os glæder,
Naar Lysets Fyrste frem som Jordens Brudgom træder,
Og kysser denne Brud med Faders Frugtbarhed,
Saaledes Glæden saaes i Aar om Bregentved.
Monarkens Majestet, som Nordens Soel og Fader,
Den Femte i August sit Fredensborg forlader,
Og paa sædvanlig mild og allernaadigst Viis
Giør Bregentved igien til Glædens Paradiis.
Hvor denne Nordens Soel udspreder sine Straaler,
Der lyser Glædens Dag, som intet Mørke taaler;
Der lives alting op; der sees Fornøyelsen,
Jndtagende, at faae hvert Hierte til sin Ven.
Men tør jeg vove mig, de Dage at beskrive,
Som Kongen fandt for got, paa Bregentved at blive?
Ney, det forvovent var; thi Ufuldkommenhed
Da meer end ellers fik i mine Blade Sted.


1546
Sex Sole saae Ham der, og Fryd hos Ham ophøyet.
De saae Ham Kongelig den hele Tid fornøyet.
Endog den Ringeste af Greveskabets Folk
Kan om Hans Majestet og Mildhed være Tolk.
Den Tiende August nød Kiøbenhavn den Naade,
At Kongens Majestet gav den iligemaade
En mild Besøgelse, og giorde denne Stad
Ved sin Nærværelse i tvende Dage glad.
Den Tolvte reyste Han til Fredensborg tilbage,
Hvor Glæden være Hans vor Rest af Sommer=Dage!
Vor Dronnings Majestet har og en Middags Stund
Med begge Printzerne tilbragt paa Frydenlund.
Paa samme Lyst=Slot var og samme gang tilstæde
Printzesserne, saa der og Tempel var for Glæde.
Det er alt saadant Nyt, som er fornøyeligt.
Selv Efterkommerne vil glæde sig ved sligt.
Enhver vil Tidender fra Konge=Hoffet høre,
Og dets Fornøyelse kan alle glade giøre.
Som Barn hver Undersaat har Landers Fader kier
Hvis Omhue daglig stor for alles Beste er.
Den Sextende Han har Landsfaderlig forordnet,
Hvorledes Dannemark skal yde Skatte-Kornet
For næste Aar med Sæd, som de har ydt det for,
Hvorved Han Lettelse i Bønders Vilkaar giør.
De nu i tvende Aar har det betalt med Penge;
Men da at Bonden tidt til Skillingen kan trænge:
Saa kan han bruge den herefter naar han vil,
Jfald han har den og, det maae man legge til
Jblant det øvrige, jeg haver at optegne,
Jeg i Særdeleshed den Nyehed bør henregne,
At Frue=Skole holdt en egen Høytids=Dag
Da den forynget fik sin gamle Lærdoms Sag (*).
Til Rector indsat blev Magister Lauriz Lyche,
Som vist arbeyde vil paa Skolens Ziir og Smykke.
Conrecter sattes ind Magister Lauriz Sahl,
Som sikkert ingen Pligt mod Skolen glemme skal.
(*) Den 6te August. d. A.


Ved disse Lærere dens Lys vil nyt antændes,
Og Frugt af deres Flid i Lærdoms Verden kiendes.
Euhver, som elsker Flor og Fynd i Skolerne,
Dem ønsker Sundheds Liv til deres Embede.
Nu vi med Tankerne vil vende os fra Skolen,
Og see, fra Runde=Taarn, Formørkelsen i Solen,
Som, efter Regningen, faldt ind den Sextende;
Men ak, den tykke Luft forbød os, den at see.
Lad os da følges ad til Garnisonens Tempel,
Og see paa den Soldat, som, andre til Exempel,
Fra Galleriet faldt midt under Prædiken.
Om han der kommer meer, han sover knap igien
Sært nok, at mange gaaer i Kirken for at sove.
De sig af Kirkegang kun liden Frugt kan love.
Men det ey Under er, det skeer saa mangen gang,
Naar Kirkegang ey skeer frivillig, men af Tvang.
Artilleristerne Kanonerne har prøvet,
Og paa Amagerland i Skydningen sig øvet.
De har ved Mønstringen lagt Fliden for en Dag
Til den Durchlauchtigste og høye Chefs Behag.
Det store Skytte=Lav har og i denne Maaned
Paa nye, som aarlig skeer, ey Popegoyen skaaned.
For Kronprintz Christian blev Ringens Priis til Deel,
Og Fugle=Konge=Navn tilfaldt Stadshauptmand Treeld.
De øvrige, som og paa deres Skud vandt Priser,
Har været, som man saae i denne Stads Aviser:
Etatz-Raad Schrødersee, Volmeister, Thranemoes,
Og Strøver, hvilke fik for gode Skytter Roes.
J tvende Dage sig Fornøyelsen lod kiende,
Og sik til hvers Behag i beste Orden Ende.
Kanoners, Pankers og Trompetters Knald og Lyd
Forøgede hver Dag det hele Selskabs Fryd.
Den Nittende paa nye man trakte Lotteriet,
Hvori saa mange har til Lykkens Yndest friet.
Den høyeste Gevinst, som udkom denne gang,
Har kundet hielpe Een; ifald han var i Trang.


155


156


Jeg i det mindste fik den ikke i min Eye:
Jeg ellers havde nu ey trængt til Huse=Leye.
Vel, at min gode Vert en ærlig Jode er,
Og meer medlidende end mange Christne her.
En Deel af Jøderne, som lever her i Staden,
En Synagoge har anlagt i Snaregaden,
Og ret høytidelig den samme viet ind,
For der at dyrke Gud med enigt Jødisk Sind¬
O Under, at et Folk, som mod en umild Skjebne
Sig i saa mange Aar har stedse maatter væbne,
Endnu kan lade see saa stor Bestandighed,
Og blive ved at gaae i deres Fædres Fied,
Til slig Bestandighed man neppe finder Mage;
Og, om Medlidenhed vil disse Folk beklage
Paa Grund af bedre Lys, saa bør Høyagtelse
Dog lade Gud og dem sin Ret med Tavshed skee.
Frimurerne, næst dem, Bestandighed udviser,
At tie med dem selv, og Jøders Skjebne priser,
For Aabenbarelsen af deres Samfunds Lov;
Men Sammenligningen her giøres ey behov.
De tidt, som Jøderne, forfulgte haver været
Og dog Bestandighed, som hine, haver æret.
Her begge Parter nu fuldkommen Frihed seer,
At samles naar de vil, og hver paa sin Maneer.
Vort Zorobabels=Lav Berømmelser bør have,
For Pesthuuslemmerne af samme fik en Gave.
Naar det, at giøre vel, er deres Ordens Meed,
Saa har jo Verden ey af saadant Lav Fortred
De Gaven skienkede ey just i rede Penge,
Men Penges fulde Værd; Fem nye opredte Senge.
Slig Ædelmodighed bør roses offentlig,
Som ikke har sin Grund i det, at vise sig¬
Den Ott og Tyvende Lysthaverne sig skyndte
Hen til den Auction, som da i Aar begyndte
Paa China=Vahrene, ved hvis istegne Priis
Det store Handels=Lav ey haver liidt Forliis.


157


Lyksaligheden vil ey deres Vel afkorte;
Thi Skibet Debora, som haver været borte
J nogle Aar, og ført af Captain Hut, kom hiem,
Og bragte Ladning med, som har fornøyet dem.
Fra Helsingøer man har den Efterretning skrevet,
At af et Selskab der til Fuglen skudt er blevet,
Og at Gevinsterne i gode Hænder faldt.
Slig Skydning fast i Brug nu findes overalt.
Fra Fyhn den Tidende er seet blant andre flere,
At ofte Færgefolk ey store Søemænd ere;
Thi sterke Byger kan en øvet Søemand see,
Før samme nærmer sig og bliver rasende.
To Fruentimmer har med Livet maattet bøde,
Og trende Mandfolk nær og vare blevne døde,
Da bort fra Assens Bye den lille Pos=Jagt gik
Og Folkene for seent paa Bygen Øyne fik.
Norge.
Til noget Sted i sær ey Kunsterne sig binder.
Det er ey Udenlands man ene Nyt opfinder.
Fra Bergen meldes nu en nye Opfindelse,
Som mueligt tør faae Rang iblant de nyttigste.
Hr. Captain Rummelhof er den, som har opfundet
En Tiere=Brændings=Ovn, hvorved skal blive vundet
Den Deel, som spares kan ved Tiere=Brændinger,
Naar de i saadan Ovn for Eftertiden skeer.
Det øvrige, som os fra Bergens Bye berettes,
Udi mit Skialdre=Blad med Billighed bør settes,
At nemlig Aarsag til det Opløb, som er skeet,
Er et udspredet Skrift, hvis Falskhed nu er seet,
Ved Politiets Hielp det Lys er bragt til Veye,
At en Knapmager=Svend det først har havt i Eye.
Paa Spørsmaal: Hvor han det har faaet, han gav til Svar;
At han bemeldte Skrift paa Gaden fundet har.
Han indtil videre nu sidder arresteret,
Mistanken paa ham selv velgrundet er formeret,


158


Og paa Formodninger han bedre slipper knap,
End en Knapmager før fra hans Bedrifter slap.
Tydskland.
Hvor høyt har Rygtet ey om Jnsprucks Glæde talet,
Og paa det prægtigste den Herlighed afmalet,
Der var i samme Stad at skue runden om,
Da Keyser=Hoffet med sit Følge derhen kom.
Man Hoffet dagligen saae meere talrigt blive,
Og ret har manglet Ord til Pragten at beskrive.
Tidt havde Staden før omfavnet Keysere,
Men forhen ingen Tid saa prægtig var at see.
Man Romer=Kongen saae ukiendt omkring at drage
Og udi Øyesyn Tyrolens Land at tage,
Samt det Merkværdigste af allehaande Ting,
Som ved Natur og Kunst befandtes deromkring.
J Wildaus Abbedie har Fryd ey mindre været,
Da det med høyt Besøg af Hoffet blev beæret,
For at modtage der den Jnfantinde=Brud,
Som Erke=Hertugen, Printz Leopold, saaes ud.
Printz Clemens Vielsen den Femte har forrettet,
Og hver Tyroler da har Ære=Krandse flettet
Til dette elskede og høye Ægtepar;
Thi Bønderne endog blant Bryllups Giester var.
De kom anstigende med Spillemænd og Krandse,
Og glade hoppede de gængse Bonde=Dandse.
De kom fra Bryllupet ey ubevertede,
Og nok at rose har for Efterkommerne.
Endskiønt det samme Dag lod ikke af at regne,
Saa var dog Glæden stor og herlig allevegne.
Med Guld serveret blev paa Brude=Taffelet,
Og der fremskinnede i alt høy Majestet.
Ball og Oplysninger hver Aften blev anstillet;
Lystspil og Syngespil blev ligeledes spillet.
Hver Dag, som kom paa nye, saae Glæden nye igien.
Hver Time rosom svandt for hver Tilskuer hen.


153


Til Jhukommelse om Glæden paa den Femte
Man hvert et Øyeblik til samme Maal bestemte.
Endog den Attende August fik Deel deri
Jndtil om Aftenen, da Klokken taltes Ti.
Da uformodentlig et Sorrigs Teppe traktes
For Glædens klare Skin, og Skrek hos hver opvaktes;
Thi Romer=Keyser Fran; den Første fik et Slag
Af Dødens kolde Haand, og saae sin sidste Dag (*).
Lad Parma, Piacen; og Guastalla græde,
Før Kopper fra dem tog Don Philip, deres Glæde.
Den Graad ey Ligning har imod den Taare=Flod,
Som sig saa brusende i Jnspruck skue lod.
Tog Wien og Tydskland Deel i forbemeldte Glæde,
De maatte ogsaa nu med Inspruck bittert græde;
Men dette billigt dem i Sorgen trøste skal
Der lykkelig var skeet et Romersk=Konge=Val.
En Sachsisk Dame har bort fra sin Herre draget,
Og Mandens meste Gods tillige med sig taget,
Han lyser Sagen op udi Aviserne,
Og melder, at hun ey var af de Smukkeste.
Hvor vigtigt det ham er, at faae opsporet hende,
Det kan man tydelig af Mandens Løvte kiende;
Thi han Halvhundrede Rigsdaler lover den,
Som kan veylede ham, at faae sin Skat igien.
Det nye Korskirkens Taarn i Dresden ned er faldet.
Muurmesteren ved det knap bliver Kunstner kaldet.
Maaskee Huusholdnings=Kunst behersker samme Mand.
Men Huse falder let, som bygges op med Sand.
Engelland.
Hvad kan dog store Folks Exempler ey udrette!
Man har i Engelland et stort Beviis paa dette:
De Britters Dronning har paa Silke=Avl lagt Vind,
Og nu hver Dame har selvsamme Lyst og Sind.
(*) Født d. 8 Dec 1708. Suceederede i Lothringen d. 27 Martii 1729. Stor=Her¬
tug af Toschana d. 9 Jul 1737. Hans Gemahlindes Medregent over alle de Østerrigske
Lande d. 21 Nov. 1740. Udvalgt til Romersk Keyser d. 13 Sept. 1745. Kronet samme
Aar d. 4 Oct Død d. 18 Aug. 1765.


160


De Silke=Orme nu i første Rang opklekker,
Og disse Mønstere de Ringere opvekker
Til Efterfølgelse: saa Britterne maaskee
Faaer Mængde Silketøy af egen Avl at see.
En kiek Arabisk Printz i London Ære vinder
Og Kiøbmandskabet der sig meget sterkt forbinder,
Da han om Sxecerie Contract med dennem giør
For mere billig Priis, end de har faaet det før.
Preussen.
De Preussers Konge=Hof ey andre eftergiver
J det, som Sind og Sands fornøyer og opliver;
Og Kongen, som har brugt et Slesisk Sundheds Bad,
Har ved sin Hiemkomst hver igien gjort dobbelt glad.
Der meldes fra Berlin, at der Allarm har været,
Da Muur= og Tømmer=Folk sig samtlig har besværet,
At der en Hund blev dræbt optil en Muur, og see,
En Draabe Blod af den paa Tømmer stænkede.
Paa Timen disse Folk, med Jver for sin Ære,
At de uærlige ey vilde derved være,
Har deres Verktøy slængt, og ey arbeydede,
Før ret høytidelig et Optog maatte skee
Den høye Magstrat, for disse Folk at vinde,
Med sin Nærværelse sig maatte og indfinde.
Hvor er Jndbildningen dog høy hos Mennesket!
Hvor lidet kan dog ey paa Æren sette Plet!
Polen.
For Gade=Rensningen i Warschan Omhue drages:
Saa der ey heller skal paa skidne Gader klages.
Om den vil lykkes dem saa got som andensteds:
Saa tykkes mig, de nok kan give sig tilfreds.
fgeraf udgives Maanedtig i Srk paa det Rongl Adrese Contari Riabenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Septemb. Maaned 1765.
Dannemark.
Jgien saae Kiøbenhavn sin Konge sig besøge,
Og først i Maaneden dens Glæde at forøge;
Men dette hele Nord fornyet Glæde nød,
Saasnart den Fierde Dag forønskelig frembrød.
Vor Dronnings Fødselsdag paa nye kan Glæde føde
Hvert Aar, den Ønskerne og Tanken gaaer i Møde.
Jo oftere Hun den blant os opleve maae,
Jo flere Ønsker Hun til fleer endda vil faae
Saa dyrebart et Liv, som Landets Moder lever,
Saa stor og hellig Pligt af hver en Siel udkræver.
Fra Sex og Tredive fuldkomne Leve=Aar
Hun med vor Forbøn nu til mange flere gaaer.
En reen Opofrelse af Løvter skyldes Hende,
Hvis rene Majestet sig giver saa tilkiende,
At hver beundre maae det Uskatteerlige,
Som vil paa Hendes Værd med Eftertanke see.
Det Syn, det store Syn, det bliver Hovedsagen,
Naar Undersaatterne har lagt sin Fryd for Dagen
Paa Hendes Fødselsdag den Tid, Hun var hos os
De kan ey Hendes Værd betale Lov og Roes.
Til Vidne om den Pligt, som alle Hende skylder,
Saa tidt velsignet Hun nyt Leve=Aar opfylder
Det store Skytte=Lav har uden Vester=Port
J sær høytidelig sit Glædskabs Offer giort.


162.


Ved et Fyrværkerie gav dette Lav tilkiende,
At ligesom man saae det flammende at brænde:
Saa brændte Hierterne af renest Kierlighed,
Som havde i hvers Bryst til Landets Moder Sted.
Lyst=Fyrværk og med Lyst ved Fridrichsberg antændtes,
Hvor Ønsker, hrændende, til Liv og Kræfter kiendtes.
Vivat & Floreat! var sammes Overskrift.
Hver Undersaat sit Suk har gjort af samme Drift.
Ey Fjorten Dages Sorg for Parmas Hertug rører,
Naar Konge=Hof og Land saa stor en Glæde hører
At fødes overalt, og give Liv til Liv,
Ja blive Hierterne en hellig Tidsfordriv.
Ney ingen fremmet Sorg den Glæde underkuer,
Som Tvilling=Rigets Børn ved Konge=Huset skuer.
Den Niende en Fest paa Fredensborg og var,
En vigtig Glædskabs=Fest for Høyvelbaarent Par.
Geheimeraad Grev Knuth til Frøken Moltke bandtes
Ved helligt Ægtebaand. Fornøyelsen befandtes
Udi Monarckens Huns ey ene høy og stor
Men og høytidelig blev spoxet uden for
J sær paa Sckakkenborg den mange har oplivet,
Hvor et anseligt Bal den samme Dag blev givet
Af Eyeren Grev Sckak; og det til Kløkken Fem
Om Morgenen, da hver fornøyet reyste hiem (*).
Da Uvedkommende blant Kongens Vildt har jaget;
Det allernaadigst har Hans Majestet behaget,
At lade derimod udstæde en Placat (*),
Som Jagt=Forordningen (*) paa nye i Kraft har sat.
Hans høye Majestet høykongelig befaler,
Der udbetales skal et Hundrede Rigsdaler
For hver, som bringes op af Krybeskytterne,
Da med Vildt=Tyvene Han ey vil oversee.
At saadant Tyverie kan gandske hemmet blive,
Han et Halvhundrede Rigsdaler og vil give
For hver Angivelse, som ret beviislig skeer:
Saa Krybeskytter nu oppasses nok desmeer.
See Adr. Avisen No. 105.
Af Dato Fredensborg d. 5 Sept. 1765.
(**) Af 18 April 1732


163


Der allerede een udi Blag=Taarn er kommen,
Som for sit Skytterie vist angest er for Dommen;
Og han skal være en af det Slags Mennesker,
Hvis Opholdssted uvist som deres Ophold er (*)
Har han fordristet sig, af Kongens Vldt at fælde:
Saa faaer han nu igien sin Dristighed undgielde.
Ja, lad ham skee sin Ret. Vi ham forlade vil;
Thi her er andre Ting at legge Merke til.
Nye Alter=Prydelse i Stokhuus=Kirken kiendes:
Der hvide Lys af Vox paa store Stager tændes,
Naar nogen Kirke=Act skal skee for Alteret,
Hvis Dug og Klæde nu er baade nyt og net.
Af Handels=Skibene, som hen til Jsland sendtes,
En Deel har kommet hiem, og fleer endnu kan ventes.
Jligemaade har Strat=Davids Fahrerne
Beholdne ladet sig i vore Havne see.
Alt sligt er glædeligt, som Rygtet os forkynder;
Endog, at Lystspil nu paa nye igien begynder.
Men Rygtet Glædens Sprog ey stedse har i Mund;
Det stundom legger og til megen Smerte Grund.
Det er jo smerteligt, at læse i Aviser,
Hvor mange Skippere sit Skib og Gods forliser,
Og ofte selv derhos maae Livet sette til
Naar Vind og Veyr for dem sig ikke føye vil.
Med Smerte høres og fra Wiborgs Jydske Egne,
At til den dyre Tid det synes der at tegne,
Formedelst maver Høst; og mangt et andet Sted,
Desverre, stemmer i den samme Tone med.
Jblant Ulykkerne, hvorom Aviser taler,
Anmerkes, at i en af Kiøbenhavns Kanaler
Er bleven funden død en Under=Officier.
Jfald han var for Vaadt, han tørster nu ey meer.
End en Ulykke, som tildeels kan regnes større:
En frisk Artillerist vel døde paa det Tørre;
Men hans Forsigtighed ham Døden voldet har,
Som vilde frie for Fald en Pakke, som han bar.
(*) See Regimentskriver Dahls Vidnesbyrd om ham i Adr. Avis. No. 109.


184


Langt meer bedrøveligt det Syn at see har været,
Da henved Tredive Personer var beskieret,
Her tet ved Kiøbenhavn at drukne ynkeligt.
O at mit Skialdre=Blad ey kunde melde sligt!
Da Skibet Saint Croix (*) fra Bergen her paa Rheden
Var kommet i Behold, opvaktes derved Glæden:
Saa hver Mand ønskede, at komme først i Land,
Og lade Venner see, at alting var i Stand.
En Schluppe sattes ud; i samme sprang saa mange,
At for dens Undergang de øvrige blev bange.
Men hine Dristige, som vare derudi,
Fra Døden ventede at blive sikkert frie.
De seylte glade bort, men naaede ikke Landet:
Thi Schluppen kantrede. Den var for sterkt bemandet.
O tænk, min Læser! dog, hvad Ynk paa Færde var,
Da disse Mennesker i Vandet tumlet har.
En Halvsnees biergedes; ey fleer af Fyrretyve.
O at dog Rygtets Mund da havde kundet lyve,
til Da denne Tidende blev rundt omkring bekiendt,
At manges Liv i Hast saa jammerligt blev endt!
Norge.
Fra Trundhiems Egn man saae den Tidende hidskreven,
At Jordens Grøde der beskadiget var bleven
Formedelst Kuld og Regn, til Bondens liden Trøst,
Som for sin Sved og Slæb kun fik en maver Høst.
Man derfra og har læst, at Egge=Kirke brændte,
Ved det, at Lynild den om Aftenen antændte,
Saa meer ey bierget blev af alt, end net op det,
Som var af Klokkeren lagt løst paa Alteret.
For Kirke=Eyeren den Skade er ey liden.
Men der paa alle Ting kan raades Bod med Tiden;
Og i Ulykken det er dog tildeels en Trøst,
At noget, som er meldt, paa Alteret laae løst.
(*) Det Køngelige Orlogs Skib, under Hr. Capitain Basballes Anførsel, som
opførte de Køngelige Commissarier til Bergen.


163


Tydskland.
Den Sorg, som overgik det hele Tydske Rige
Da Romer=Keyseren med Dødninger blev Lige,
Den Keyserindens Sind saa meget nærmer gik,
Som hun med sin Gemahl ey Afsked taget fik.
Det Keyserlige Liig blev aabnet, balsameret,
Og til Parade=Sorg en Ridder=Sahl stafferet,
Hvor Sorrigs=Slot blev bygt for det Afsielede,
Som ved utalligt Tal af Lys var rart at see.
Saavel i Staden Wien, som alle andre Stæder,
Man sig nu ved Musik, Lystspil og Dands ey glæder;
Men alting stille er, og gandske sørgeligt.
Troet Folk, som saaret er, fornøyes og ved sligt.
To gange dagligen man alle Klokker ringer
Hvis Klang kun Sørge=Lyd til Folkes Ører bringer;
Og saadan stille Sorg vedvare vil et Aar,
Skiønt den hos mange vel endda ey Ende faaer.
Det Keyserlige Liig til Wien fra Jnspruck førtes,
Hvor Siele=Messerne i Hoffets Kirke hørtes,
Og Liigbegængelsen var Sørge=Pragtens Sag,
Jndtil man havde endt Septembers siette Dag
En Tidende i sær for Sandhed os tør sige:
Den Skat, som Keyseren har efterladt, ey Lige
Paa mange Steder har (*). J slige Tidender
Den største Vished dog ey alletider er.
Frankerig.
Man seer Artikelen om Frankerig dog trykkes
Udi Aviserne, saa længe det vil lykkes
Det glubske vilde Dyr, at rive Folk ihiel.
Avise=Skriverne sig derved finder vel.
Om mellemstunder de end noget maae opdigte,
De dog alligevel kan opnaae deres Sigte.
En nye Opdagelse man nu om Dyret giør,
Og vil forsikkre os, det haver ingen Kløer.
(*) Den efterlatte Keyserlige Skats Summa berettes at være meget over fyrre¬
tyve Millioner.


186


Men hvad vil saadant Snak? Det er jo lutter Nykker.
Vi Dyret jo har seet paa mange Kobber=Stykker,
Og det med lange Kløer. Hvo kan vel bedre see,
Naar Dyret bildes skal, end Kobberstikkerne?
En velmeent Skrivelse, som Titlen gav tilkiende,
Man ved Skarpretteren har nylig ladet brænde,
For den oprørisk var, skiønt skreven fra Paris,
Hvor Jlden offentlig faaer ofte sligt til Priis.
Engelland.
Det Storbrittanske Hof, hvor Glæden daglig dyrkes,
Med Kongelige Børn af Himmelen bestyrkes.
J Aar en Konge=Søn det favnet har igien,
Som er den Tredie, det fik af Dronningen.
Saa frugtbart Hoffet er; saa frugtbart er alt Landet.
Man hører overalt fra hver en Kant ey andet,
End milde Tidender fra idel Glædes Røst,
At Engelland ey før har havt saa rig en Høst.
Før Korns Jndførsel var bevilget og fornøden,
Paa det Indbyggerne ey skulde mangle Føden,
Da nu Bevilgningen til Ende løben var,
Monarken den igien og ey fornyet har
En rar Historie fra Engelland berettes,
Hvorved vist mangen Møe vil i Forundring settes:
At da en Brudgom stod for Præsten med sin Brud,
Han nogle visse Ord ey vilde tale ud.
Han i Udsigelsen ey var af Præstens Mening,
Og vilde heller see ophævet den Forening,
Som var imellem ham og Bruden foresat;
Saa han for heftig ey har elsket denne Skat.
Han sagde reent: jeg ey de Ord kan eftersige.
Hvad tænkte samme Tid vel denne lille Pige,
Som ved hans Side stod? Jeg veed det ikke ret;
Skiønt mangen Pige vist sig forestiller det.
Men Præsten sagde: jeg kan dem ey udelade,
Thi jeg er Præst. Sligt var for Bruden største Skade;


Thi Brudgommen derpaa ham svarte ganske kort:
Jeg Deres Tiener er, min Herre, og gik bort.
Der stod den stakkels Brud allene da tilbage.
O siger, om hun ey har været at beklage!
Hun ligeledes bort fra Præsten maatte gaae,
Foruden denne gang en Ægtemand at faae.
Svexrig.
Hvad foreslaget var af Præstestanden blevet (*),
Har Rigets Stænder nu eendrægtig underskrevet,
At de sin Borger=Ret skal med Erstatning faae,
Som før fra Gods og Hiem af Riget maatte gaae.
De da Aflivedes fratagne Eiendomme
Skal deres Arvinger til Gode atter komme;
Saa alt i Enighed faaer gammel Skikkelse.
Sligt vigtig Ære er for Rigsdags=Lemmerne.
Paa Rigs=Huusholdningen de vil med Jver tænke,
Og søger idelig den samme at indskrænke.
Ey Pensioner nu af Riget faaes saa let;
Naar saadant søges om, afslaaer dets Stænder det
Rusland.
Det slette Veyrligt har i Petersborg forvoldet,
At der i dette Aar ey Caroussel blir holdet;
Men det ad Aare vist i Junii Maaned skeer,
Da Sommeren derhos fornøye kan desfleer.
Polen.
Kong Stanislav August, som Polens Throne pryder,
Er skildret paa Latin med Kongelige Dyder (
Naar man betragter ham i samme billede,
Fremskinner overalt det Majestetiske.
Man seer, at Himlen ham har dannet til at bære
Den Krone, som han fik, og blive Polens Ære.
Han bildes med saa høy fuldkommen Character,
At knap fuldkomnere for Pen og Pensel er.
(*) See Skiald =Tidenden for Aptil Maaned d. A.
(**) Af Hr. Janorky efter Grevens Biskop Zaluskys Forlangende.


167


168


Jtalien.
Blant Lærdoms Fostere, som Staden Rom frembringer,
Eets Navn besynderligt i disse Tider klinger.
Dets Fader kalder det: Beviis, at denne Jord
Er ubevælig. Hvo troer ham paa hans Ord?
Just derfor har han sig i Skriftet gjort forbunden,
At hvo, som ey deraf sig finder overvunden,
Naar han har giennemlæst hans Skrift til Slutningen,
Skal sine Penge faae for Bogen strax igien.
Saa klog imidlertid Forfatteren har været,
At han ey Titelen har med sit Navn beæret;
Endskiønt han kunde dog nok være det bekiendt,
Foruden Frygt endda at blive derfor brændt.
Man nylig har i Rom stor Hierte=Angest fundet,
J det at Dødens Magt nær havde overvundet
Hans høye Hellighed, ved en Besvimelse,
Der satte megen Skrek i Cardinalerne.
De tænkte, Himlen nu ham sikkert vil afsiele.
Hans Puls holdt op at slaae; Han tabte Maal og Mæle
To Aareladender frembragte intet Blod.
Det syntes, Sands og Liv aldeles ham forlod.
De høye Geistlige, som nær om hannem vare,
Og faae, han svævede i yderligste Fare
De gave hannem strax den sidste Olie,
Og giorde Bøn for ham, som for en Døende.
Han laae nu gandske bleeg; Hans Hænder vare kolde:
Saa de ham for et Liig med Vished kunde holde;
Da man endnu engang ham Haab=løs aarelod,
Og see, saa sprang der strax en hidsig Mængde Blod.
Han til sig kom igien; begyndte at opleve;
Og hvo tør tvivle paa, de alle glade bleve;
Thi Pavens Hellighed er dennem dyrebar,
Ved det han Nøglerne til deres Himmel har.
Heraf udgives Maanadrtig i Stk paa det Rongl Adrese contoit i Kibenuava


Kongelig Allernaadigst privilegereder
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For October Maaned 1765.
Dannemark.
H¬
vo vil ey skiønne paa, at Nordens Held tiltager,
Og at den ene Lyst den anden frem ledsager!
Den fra Monarckens Hof udflyder som en Flod,
Og Vederqvægelse ey nogen mangle lod.
Den er det, som igien i denne Maaned smagtes,
Da Kongens Fasters Aar til saadan Høyde bragtes,
At Hun fuldtalte dem Ni og Halvhundrede,
Og nok en Fødsels=Dag med Sundhed fik at see (*).
Saa kier Hun Folket er formedelst Hendes Dyder,
Som af Gudfrygtighed sin største Høyhed nyder,
Saa nidkier er den Bøn, som giøres af enhver,
At Hun i mange Aar endnu maae lyse her.
Hun lever til Beviis, at Hellighed kan være
Hos Jordens Herlighed, og er dens største Ære.
For dette Hoffets Lys og hele Landets Trøst
Vor Forbøn være skal i al vor Bøn udøst.
Vor Konges Anden Søn har nu og lagt tilbage,
Sit Tolvte Leve=Aar af høye Ungdoms Dage (**).
Han i det Trettende med størst Forhaabning gik,
At blive stor af Aand som største Friderich.
Til sildigst Leve Tid Lovsange for Ham qvædes!
Ja Norden ved Hans Navn, til Jord ey nævnes, glædes!
Fred være over Ham og Hans Adstadighed!
Det Gode i Hans Siel tiltage, blive ved!
*) Den 6 October.
(**) Den 11te October.


270


Gid stedse saadan Fryd fra Konge=Hoffet spørges!
Skal da for Keyseren end fire Uger sørges,
Kan dog i saadan Sorg den Glæde have Sted,
Som ønskes uafbrudt for os at vare ved.
Hver til Fornøyelse bestandig jo vil høre,
Hvad Kongens Majestet vil uophørlig giøre
Til Gavn og Lettelse for Undersaatterne,
Hvis Vel i alle Ting Han vil befordret see.
Han saadant Sigte vil, skal vorde efterlevet,
Og nok et nyt Patent for Høyest Ret har skrevet (*),
Ved hvilken Ret enhver, som mod Hans Sigte gaaer,
Retfærdighedens Dom til Bod og Bedring faaer.
Han seer ey snarere, som Landets milde Fader,
At Mangel er paa Jern, før Han med Lyst tillader,
Fem Tusind Skippund maae faaes ind fra Fremmede (*)
Saa Handelen derved faaer Understøttelse.
Han paa de mindste Ting endog et Øye haver,
Og byder, ingen nu maae handle meer med Slaver,
Ja ey engang for dem at vexle Penge om (**),
Da forhen meget Ondt afsted ved saadant kom.
Saa længe Sommeren giør Landets Giester glade,
Han vil sin Hovedstad dog ikke saa forlade,
At Han jo maanedtlig engang besøger den
J denne Maaned Han den gav Besøg igien.
Ja Livet ret paa nye for Kiøbenhavn begynder,
Ved det at Luftens Kuld vor Vinters Tid forkynder:
Saa Sommer=Giesterne nu ey Fornøyelse
Paa Landet finde kan imod i Stæderne.
Vi begge Printzerne fik inden vore Volde,
Hvor Konge=Slottet Dem i Vinter skal beholde,
Ja hvor en dobbelt Fryd de Timer var at see,
Da Enkedronningen paa Dennem hilsede.
Al den Forlystelse, som Vinteren ledsager,
Nu daglig meer og meer i Kiøbenhavn tiltager.
Af 18 October for 1766.
See Magistratens Placat af 18 October.
*) See Magistratens Placat af 16 October i Følge et Kongeligt Rescript
af 11te dito.


Ret strax har alle Ting sit rette Vinter=Liv
Ved Bal, Comoedier og anden Tidsfordriv.
Det Musicalske Lav, som tidt i Raadhuus=Strædet
Har mange Mennesker med dets Concerter glædet,
Hvis søde Harmonie almindelig er yndt,
Har nu paa nye igien slig Vinter=Lyst begyndt.
Gid Himlens Miskundhed kun lade sig befalde,
J saadan Lyst, som man kan ret uskyldig kalde,
Ey her ved nogen Sorg at giøre noget Skaar:
Saa samme Glædes=Lyd maae høres mange Aar!
De Sørge Tidender, som man fra Havet hører,
Vel mange Mennesker til Hierte=Krænkning rører,
Da mangt et Øye er ved Skibbrud lukket til;
Men saadant hver Mands Fryd dog ikke hindre vil.
Assurandeurerne Søe=Skadens Virkning finder;
Thi de knap dette Aar et stort Udbytte vinder.
Har Havet mangen Mand rig og lyksalig giort,
Det kan og i en Hast ham alting røve bort.
Af alt adskilligt Nyt jeg vil nu kun anføre;
At fra Persepolis man haver faaet at høre,
Hr. Lieutnant Niebuhr er endnu blant Levende,
Og reyser lykkelig til stør Opdagelse;
At Lotteriet blev paa nye begyndt at trekkes,
Hvorved saa manges Haab til Fryd og Sorg opvekkes;
At Stadens Nørre=Port, som man forbedret har
Nu er igien til Brug og Kiørsel gandske klar;
At Slagter Tiden her den Femtende begyndte,
Da hver Formuende at flagte selv sig skyndte,
At Skibet Fredensborg til China lagde ud.
Ledsag det hen og hid, du hielperige Gud!
At melde med et Ord, jeg bør iligemaade,
De Confirmerede i deres Daabes Naade
Til denne Mikkels=Dag var her i Kiøbenhavn
J alt Sex Hundrede og Nitten; Dem til Gavn!
Og meldes bør af det, hvorpaa jeg Øye fester,
At her den Ellevte blev viet Tolv til Præster


171


172


Paa eengang, som er Nyt, der meget sielden skeer,
Og altsaa i mit Blad fortiener Sted desmeer,
Udi Provintzerne adskilligt forefalder,
Som her omsynges bør. En Siellandsk Bondes Alder
Anmerket billig er udi Aviserne,
Da han, et halvt Aar nær, sex Snese levede.
Hans Leve=Kræfter vist har været meget sterke,
Jfald man oftere har kundet legge Merke
Til det, som merkedes to Dage for hans Død,
Da Bryllups=Gildes Lyst han tvende Dage nod.
Men mueligt, Manden ey har mere spiist og drukket
J Gilder, end net op at blive mæt og slukket.
Langt Liv og hænger vist af sligt i lystigt Lav,
Hvor mangen gravet har med Tænderne sin Grav.
De allerældste Folk man ellers gierne finder
Blant Bønderne, og det saavel blant Mænd som Qvinder.
Maaskee for deres Smag har i Naturen nok,
Og Hunger Kryder er, hvor Nødtørft selv er Kok.
Naar Fiirsindstyve Aar og To ey Bonden skrekker,
Men hans Begierlighed til Ægteskab opvekker
Med Snees Aars gammel Møe, som er i Jylland skeet
Saa har man stort Beviis paa Bonde=Styrke seet.
Hvor vilde Kiøbsted=Møer ad slig en Brudgom kinse!
Men hist den unge Brud vil om i Huset vimse
Hos denne gamle Mand, har hun ey giftet sig
For Penges Skyld; thi han, som Ordet gaaer, er rig.
Man slig Beretning ey forfængelig bør kalde.
Men Tankerne nu maae paa meer Alvorligt falde.
Lad dem i Kirke gaae i Riber=Hospital,
Hvor Stiftets Biskop Block en Tale holde skal.
En Kirke=Vielse af hannem der forrettes,
Og med Veltalenhed den hele Tale settes
For talrig Mængde frem; dog til Opbyggelse:
Thi sand Veltalenhed er ey høytravende.
Om Klokke=Støbningen i Aalborg og bør tales.
Den i Aviserne høytidelig afmales (*).
(*) See Adr. Aviserne No. 122. d. A.


Jndskrifterne derpaa til Efterretning staaer,
At alle Klokker ey kan vare alle Aar.
Norge.
Det for de Norske er allene ey en Lykke,
At de Aviser maae i eget Rige trykke;
Men andre uden for kan og at vide faae,
Hvad Nyt der stundom skeer, som før man sielden saae¬
J Bergen har man seet en trykt Placat udstædes,
Hvis Jndholds Mening er i kort Begreb saaledes:
At Undersøgningen for Ryfølks Fogderie
Om dets Besværinger og Samling er forbi.
Den Stevne, som var sat paa Findøen, lastet bliver;
Men Commissatrerne den Trøst dog dennem giver,
Som haver sig forseet, at slig Forseelse
Ey forestilles skal blant allersorteste.
Ja meer, at Almuen med Tillid sig kan trøste,
At de den beste Frugt skal af sligt Løfte høste,
Naar de kun efterdags udviser Lydighed,
Og har sin Extra=Skat til Høste=Ting bered.
Hvad de Besværinger angaaer, som giorte ere,
Da skal Vedkommende forsikkrede og være,
De undersøges skal, og forestilles saa
At de Beslutningen fra Kongen selv skal faae.
Jligemaade maae og Bønderne forvente,
At Extra=Skattene skal blive dem bekiendte
Ved Trykken, saa enhver sig selv kan læse til,
Alt hvad Hans Majestet i Skat paalegge vil.
Udi en Tidende derfra er og berettet:
Man to Opløbere af dem, som havde trettet
Mod Fred og Enighed, og vare tagne fat,
Har nu udi Arrest paa Bergens Festning sat.
Af Bergens Magistrat ved Trommeslag kundgjordes,
At da det hid til Nord fra Østens Egne ordes,
Hvorledes sammesteds grasserer smitsom Pest,
Saa skal hvert Skib derfra her holde Pest=Arrest.


173


174


Tydskland.
Gemakket, hvorudi den Salig Keyser døde
J Jnspruk, da han Sold som Synder maatte bøde,
Forvandlet blevet er til Helligheds Capell,
Hvor Siele=Messer nu skal læses for hans Siel.
Barfødder=Munkene skal Messerne forrette,
Og allerede har begyndt at giøre dette.
De samme holde skal tre gange dagligen,
Og deres Offere tilbyde Himmelen.
Af Paven dette ey allene tilladt bliver;
Men han endog enhver særdeles Aflad givet
Af Kirkens Naade=Skat, som vil den attende
Udi hver Maaned der sin Andagt lade see.
Det Wienske Hoffes Sorg dog lidet maatte vige,
Da Mindes=Festen kom om tappre førte Krige,
Og Ordens=Ridderne af Krigens=Ordens=Pragt
Ved Hoffet sig indfandt i deres Ordens=Dragt.
Den unge Keyser selv, for Glæden at forøge,
Lod Ni af Ridderne høytidelig udsøge,
Og nævnte hver af dem til Ordens=Commandør:
Saa Ordenen er nu meer skinnende, end før.
Jblant det meget Nyt, fra Wyrtemberg omsnakkes,
Er tilforladeligt, der dagligen aftakkes
Et ret anseligt Tal af Officiererne,
Af hvilke mange gaaer i Russisk Tieneste.
Man disse Herrers Tab kan ikke nok afmale,
Da de anselig Sum for Afsked maae betale.
Men hvad de taber nu, de vinde kan igien,
Om deres Leve Tid i Fred maae skride hen.
Frankerig.
Med Breve fra Paris man seer, der er udstædet
Jblant Forordninger een, som ey haver glædet
Dem af det smukke Kiøn, der ville lade see,
At Kunsten giøre kan Naturen smukkere.


Enhver, som sminket er og kommer i en Kirke,
Skal vises ud igien. Hvad vil ey dette virke
Udi Gemytterne paa mange Sminkede,
Som efterdags ey maae sin Skiønhed lade see.
Hvor vil Forvandlinger i mangt et Ansigt blive,
Naar man den gule Huud maae ey Forbedring give
Med kunstigt Hvidt og Rødt. Ja mangen Kiereste
Derover miste vil en Mængde Friere.
Lad kun de Sminkede for Vrede sig ey bare.
Jmidlertid en Mand staaer nu ey mere Fare,
At see et Ansigt an, naar Bryllups Nat er endt,
Som guult og gustent er, og ham er ubekiendt.
Det Dyr, som længe nok saa manges Liv har truet,
At hele Frankerig ved sammes Navn har gruet,
Er nu omsider dræbt, som Rygtet sige vil;
Endskiønt man ey saa vist kan slaae sin Liid dertil.
En Ulv er rigtig dræbt, som meget stor har været.
Om det den rette er, som haver Folk fortæret:
Saa var den ey saa fæl og slem som Ordet gik;
Thi man ved tvende Skud reent Livet af den fik.
Men der tør flere Dyr endnu tilbage være
Af samme fæle Slags; og Tiden snart vil lære,
Om man ey bliver ved, at holde Ulve=Jagt,
Jndtil man Frygten kan med dem faae ødelagt.
Engelland.
Det gamle Forslag nu i Engelland oplives,
At der en Afgift skal af alle Hunde gives.
Det er forskrekkeligt, som meldes derudi,
At Skiøde=Hunde ey engang skal være fri.
Den Taxt paa hver af dem, som har saa fiin Bestilling,
Dog taalelig er sat, Syv Mark og Otte Skilling.
Hver for sin Skiøde=Hund med Glæde giver det;
Og saadant Paaleg var paa flere Steder Ret.
Og meldes: paa det at ey Orme skal angribe
De langveys farende bekostelige Skibe,


178


1 176


Vil man dem efterdags med Kobberblik beslaae,
Ved hvilket Overtrek de ey skal Skade faae.
Fra London haves og de Tidender ved Breve,
At baade Luft og Vand ret som oprørte bleve
Ved en forskrekkelig Orcan, som stormede
Forbi America, Nord paa, ved Kysterne.
Hvor mangt et Øye er ved den Orcan ey lukket!
Hvor mange Mennesker har ey i Stormen sukket!
Man spørger Virkninger af samme indtil nu,
Og Søefolk slig en Storm kom forhen ey ihu.
Polen.
Med Jagt og Skuespil sig Kongen diverterer;
Men dog om Penge=Myndt og Tolden confererer.
Eens Maal og Vegt nu skal indføres overalt;
Thi Kongen samme har alvorligen befalt.
Tyrkiet.
Den Krig, som Tyrkerne paa denne Tid maae føre
Mod de Georgier, vil dem ey rige giøre;
Thi de udi et Slag har mist sex Tusind Mand,
Og knap mod Fienderne vil kunde holde Stand.
At slige Tidender maae Stor=Sultanen krænke,
Og giøre ham Uroe, det kan man sikkert tænke,
J sær, saasnart han kun vil forestille sig,
At hele Krigen er en Fruentimmer=Krig.
Georgierne ey det længer vil fordrage,
At Stor=Sultanen skal hver deylig Pige tage
Fra dem til sit Serail. Derover er det skeet
At man dem i Gevær mod Tyrkerne har seet.
Enhver Georgier er grum, som grummest Tiger,
J denne Forsvars Krig for deres kiønne Piger.
Og Printz Heraclius, Anføreren for dem,
Vil sikkert Tyrkerne ret tappert vise hiem.
Feraf udgives Maanedrlig i Srk paa det Rongl Adrese Contoik i Riøbdenhavn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For November Maaned 1765.
Dannemark.
Hirsch-Holm og Fredensborg, de lystelige Slotte:
Fra alt Jndtagende nu synes gandske blotte.
De nødes da vel til, at unde Kiøbenhavn
Dens Dyrebareste igien udi sin Favn?
Det længste mueligt er, de lykkelige Steder
Dog glæder sig med Dem, som hele Norden glæder;
Men nu drog Glæden ind med Majesteterne,
Den længselfulde Stad til fuld Besiddelse.
Den fik en Fryde=Fest, som aarligen indfalder,
En Fest som helliges vor Konge=Moders Alder,
En Alder, af hvis Aar det Tredsindstyvende
Og Siette blev begyndt, til Held for Rigerne.
Den Dag med Pomp og Pragt ved Hoffet blev modtagen,
Hvor Underdanighed fik Glæden lagt for Dagen
Udi Lykønskninger ved Rangs=Personerne,
Som Naaden har forundt sig der at lade see.
Der saae de al den Glands, som saadan Fest forvoldte,
Kron=Prindsen Christian en galla Taffel holdte;
Men ingen offentig saae Kongens Majestet.
Han, mod Sædvane, blev udi sit Cabinet.
Hvorledes hver og een ved dette blev til Mode,
De ingen, uden Gud, i Hierterne betroede.
Ey nogen vidste ret hvorledes det var fat,
Og Dagens Glands derved faldt ligesom lidt mat.
Dog hele Hoffets Haab paa Frygten Forbud giorde,
Saa intet Ansigt der, den sig bemestre torde.
Hver Mund lovsyngende Tak=Offeret frembar
For den Velsignede, hvis Fødsels=Dag det var.


178


Strax med Taksigelsen, saaes Bønnen sig foren::
Gud glæde Dronningen Sophie Magdalene!
Gud glæde Kongens Huus! Gud glæde Rigerne!
See alles Glæde er: Bevar din Salvede!
Ved Ham al Nordens Vel utrætteligen søges.
Det ikke er Hans Skyld, om samme ey forøges.
Hvad vil vor Friderik? - kun hvers Lyksalighed.
Hans Villie, saa sandt kun naae sit Øyemed!
Hans Naade er saa stor, at Han vil Jngen ilde.
Det lær endnu det Bud, Han nys udstæde vilde (*):
Han varsler Tyvene, som Kongens Brænde=Vedd
J Kongens Skove ey vil lade staae i Fred;
Han den fortiente Straf for dennem lod gientage,
At de skal ey sig selv Ulykke foraarsage;
Hvis de nu hærder sig i saadant Tyverie,
Saa lad dem fole det, og Han er angerfrie.
For Arrøeskiøbing Stad Broe=Orden Han udgiver, (*
Som dens Søefarende til største Nytte bliver;
Hvis hver kuns holde vil den Orden og den Skik,
Hvortil Formaning skeer af Femte Friderik.
Vort Universitet Priis=Spørsmaal alt udstæder
J fem Materier, for Aaret, som tiltræder.
Dem hver besvare kan, saa kunstigt, som han vil;
Men kun dets Borgere man Prisen dømmer til.
Den Runde=Kirke snart sin Treschow maatte savne,
Som havde sat sig for med Jver den at gavne.
Gud, den Treeenige! see nu paa Sognets Gavn,
At det en Hyrde faaer, hvorpaa det haver Savn!
Den, saa utrættede, god dædige Rosette!
Sees Armods Byrde nu paa nye igien at lette.
En Mand af dette Slags, desvær! er alt for rar.
Hvor mange Ligemænd mon vor Rosette har?
Vor høyoplyste Tid kan best besvare dette:
Jmens jeg andre Ting maae Læserne berette.
De samme vilde dog vel ey fortryde paa,
Om man dem ønsker Drift, at giøre ligesaa?
(*) Forordningen af 8de November.
(**) Af 15 November.


Vi til Charlottenborg vil flygtigt Øye vende,
Hvor Lykken tolvte gang fik Spillet bragt til Ende.
Hvo der blev lykkeligst, man ey bestemme kan;
Det paa Anvendelsen vil ene komme an.
Gud give Lykke til hver ærlig Mands Handtering!
Velsigne Handelen, vor Nordens Hoved=Næring!
J den henseende, hans Forsyns Øye see
Til dem, som skikkes ud i Handlens Ærende!
Af Slige saae vi To paa denne Tid at lette,
Som Begge Deres Cours til Asien vil sætte.
Til Canton eet bestemt, og eet til Tranqvebar;
Det første Svanes Post, det andet Jenners var.
Et hastigt Dødens Bud her pludselig udblæses.
Hvo slige Tidender ey agter værd at læses,
Kan overspringe dem - Slots=Pladsen hørte det,
Da Livet blev blæst ud udi en Hof-Trompet.
Den gode gamle Mand udi sit Embed' døde.
Mon alle vel i det tør Døden gaae i Møde?
Enhver sig spørge selv, hvad deres Embed er?
Det kunde dog iblandt vel være Spørsmaal værd
J Grønne=Gade sees Contoiret aabnet være,
Som alle og enhver vil tienstligst expedere. (*
Man fuld Forviisning faaer, at blive der betient!
Sligt har ey været for saa offentlig bekiendt.
Hvo større Byrder har end han dem selv kan bære,
Sig kun behageligst til samme adressere!
Der lettes Dragten ved beqvemme Dragere
For taaleligste Priis. - En artig Stiftelse!
Dog, dette lidet er mod det, man kan formode,
Naar dette nye Contoir først kommer ret paa Fode.
Dets Drager=Compagnie er kuns Forløberen,
Hvis Følger man maae see i Forestillingen.
Hvor vilde det see ud, om man mig saae forgiette
Den, fra Jtalien, her nys ankomne Jette? (**
Han var dog nok saa stor, at man ham kunde see?
Ja burde! - derom var jo alle eenige?
(*) En Hof Trompetter døde paa Slots=Pladsen ved Enden af Blæsningen.
*) Expeditions=Contoiret.
(***) Bernhard Gilli.


179


180


Man sin Nysgierrighed, for aldrig det! bør tvinge,
Om og den sidste Skierv af Pungen skulde springe.
Saae du den store Mand? – hvor taasset lod det ey,
Om du det Spørsmaal fik, og maatte svare: Ney!
Tre Alen, tre Qvarteer var den opskudte Længde.
Til ham kom kneisende, hver Dag, en talrig Mængde.
Jeg, Du, Han, Vi, J, De saae denne Goliath,
Som al Europa nu har sat i Extra=Skat.
Han reise, naar han vil! Vi takke for den Ære
Af slige store Mænd, som paa vor Pung vil tære.
Foræviget i Træ han dog iblandt os staaer;
Og man den hele Karl for fire Skilling faaer.
Bedrøvet Bud fra Fyhn! den haarde Land==Plage,
Qvæg=Sygen overalt sees Overhaand at tage,
Hvis øvet Grumhed nys, for tre Aar siden, der
Saa vel forvunden var, at det knap kiendtes meer.
O, at man nu igien dens Voldsomhed skal spørge!
Dog, udi Odense man laer Fiolen sørge:
Til Gieddings føres op med største Zirlighed
En ugentlig Concert, som man maae lystes ved.
Norge.
En frugtbar Kobber=Skat Stavangers Klipper yder,
Som Enighedens Værk ved Smeltningen udgyder,
Hvis første Grøde var den Fordeelagtigste.
Gud drive dette Værk til rig Velsignelse!
Ved Trundhiem derimod man ingen Rigdom høster,
Thi Jordens Frugt kun slet den tomme Lade trøster.
Et koldt og fugtigt Veyr har ranet Høe og Sæd;
Saa hver, som lever der, i Angest er bestæd.
Tydskland.
Sin Magt paa Hierterne her Sorgen snarlig taber
Ved Reyser Josephs Dyd og rare Egenskaber.
De Lande, denne Prinds har faaet i Fædre=Arv,
J ham ey andet seer end deres Flor og Tarp


Han Hofbetienterne, de store med de mindre
Fra de tillokkende Indgribelser vil hindre;
Og tager derfor ey mod de Ansøgninger,
Som Undersaatterne ved deres Haand frembær.
De Tilforordnede Collegier allene!
Af dem vil Keyseren sig herudi betiene.
Ey nogen Hofvetient Gien=Veye vise maae,
Det giver Keyseren alvorligt at forstaae.
Ud vil han af sin Gield, derpaa han ene tænker,
Des Aarsag han endog Hof=Taflerne indskrænker.
Er Keiseren i Gield? - Hvad er det da for Skat,
Som den Høystsalige sig haver efterladt?
Jo, Gielden udenlands, som staaer for store Renter,
Han afgiort have vil, som Ungarns Med=Regenter.
Han vil, det Tydske Sprog skal holdes Ære værd;
Det Hof=Sprog være skal, som Modermaalet er.
Til Handelen han seer, den søger at forbedre;
Ey ene ligne vil; men overgaae hans Fædre.
Han fine Stater vil i største Velstand see.
Gud giv ham Lykke til hans Forehavende.
Frankerig.
J beste Politie Paris vil ingen vige!
Vel an, det være saa! vi vil dem ey modsige.
Kun Skade, at de selv tillige Vidne bær,
At heller ingen Stad kan dertil trænge meer.
Fremdeles, man Paris den Ære aldrig nægter
Af Oplags=Magazin for alle Slags Projecter!
Et spinter nyt igien man nu at høre faaer,
Som i Huusholdningen en stor Forbedring spaaer
For den et Fælledsskab man søger at indstifte;
Dog vel, det ikkun er endnu for de Ugifte!
Hvo veed, om man ey kan med Tiden vente meer?
Hvis de det tienligt i Oeconomien seer.


1841


182


Det slemme Dyr er dræbt, som haver dræbt saa mange;
Hvo skal, for dette Drab, nu Præmien erlange?
DAntoine har dræbt eet, og andre har dræbt tre.
Hvo skal nu dømme: hvo det rette fældede?
Engelland.
Den Kierlighed, man har for Kongens Fader=Broder (*),
Brast nu fra Hiertet ud i Øyne=Taare=Floder.
See Hoffet klædt i sort, og Folket ligesaa!
Hvers Trøst kun er, at hver sin Sorg udvise maae.
Her er Bedrøvelse, det vidner Sørge=Dragten,
Og stor Forvirrelse, det giorde Stempel=Acten;
Den har, Halstarrighed hos Colonisterne
Udi America, bragt til det høyeste.
Enhver uvillig er, dens Bydende at lyde,
Det stemplede Papiir man der vil reent forskyde;
Det er saa contrebant for hver en Colonist,
At man befrygter det, som værre er, tilsidst.
J Edenborg man har en usædvanlig Æder,
Og Engelænderne med billighed sig glæder,
At, mange af hans Art, de ikke fylde skal;
Thi ellers, Føden vist for andre faldt for smal.
Jfald Aviserne ey usædvanlig lyve,
Han af haardkogte Æg aad ott og fyrretyve.
Da han sit fulde Maal dog havde gjort forhen.
Det var en farlig Karl for Fieder=Avlingen!
Portugal.
Den Jnqvisition, som selv sig Hellig kalder,
Hvis Hellighed enhver just ey i Øyne falder,
Fra Livet haver dømt To Snese Syndere.
Dermed, at giøre Gud en vigtig Tieneste.
Til Baalet ingen dog, som vanligt, dømte bleve;
Alt nok, man agtet dem ey længer værd at leve.
Hvad havde de da giort? - En det! en andet det!
De tænkte ikke ret!
Men over Hovedet?
(*) Hertugen af Cumberland.


En skyldte Retten selv for urætmæssig Gienge.
Hans Doms Stadfæstelse stod ikke paa ret længe.
Men en var allerværst, - hans Skyld var Soleklar,
Og fandt ey Skul, endskiønt han Doctor Juris var,
Han baade timelig og ævig blev forbandet!
Og Retten var undskyldt, den kunde ikke andet.
Tænk! - han, de hellige og strænge Dommere,
Til deres Embed selv, holdt ikke værdige.
Sverrig.
Rigs=Raad og Stænder her har meer end nok at giøre.
Man ønsker dennem Held til det, de vil udføre!
De Kronens Udgivt kun med Indtægt ligne vil,
Og merker, denne kan ey langt fra række til.
For tvende sidste Aar skal derudi manqvere
Et hundret Tønder Guld. (*) - Det kan dog nok passere!
Nu kommer det kun an, hvorledes Stænderne,
Foruden Extra=Skat, den Sum kan hævet see? (**)
Jo, De vil meene Jo! Og dertil kun udkræves:
At Pensionerne skal viselig ophæves;
At Kronen taer igien, hvad den hør til med Ret;
Samt indbetalet faaer, hvad der er anvendt slet;
Det rigtig nok slaaer til! - Hvo vil vel andet vente?
Hvis ikkun Stænderne alt dette kan indhente.
Naar slige Vilkaar man kun foreskrive kan,
Det da paa intet Tab i Verden kommer an.
See Calmar, saa berømt fra fordum Forbunds=Dage,
Knap frelst fra Jlden har den fierde Deel tilbage.
Af Vaade er det skeet, som det gemeenligt skeer;
Men Følgen, alt for fæl! af slige Vaader er.
En Mand fra Pommeren Rigs=Raadet aabne vilde
Om de ham kun vil troe - en mægtig saltriig Kilde.
Breitsprecker hedder han; men Navnet næsten spaaer:
Man knap fra Pommeren forskriver Salt i Aar.
(*) Alt. Mere. No. 189.
(**) Alt. Merc. sammesteds.


183


(184


Preussen.
For Kongens Systers Død (*) Berlin i Flor indhylles.
En Sorg, som ey er meer, end Hendes Dyder skyldes;
For resten Preussen snart i Silke svøbes vil,
Hvis Silke=Avlingen saa sterkt vil tage til.
See Churmarks Geistlighed med Klokkerne tilsammen
Skiønt disses Geistlighed kun er, at sige Amen;
De dog unægteligt af Standen Lemmer er,
Hvor hurtig de ey er, at vinde Silke der!
En heel Hob Præmier til dem uddeelte ere,
Ved hvilke Kongen vist opmuntrer dem end mere.
Vil Skoleholderne kun passe Skolen med?
Saa lad dem vinde, til de selv gaaer Silke=klæd!
Polen.
Er Mode har man her for lang Tid vel udskrevet;
Men til bestemte Tid det ey er samlet blevet.
De Verdslige og de, saa kaldte, Geistlige
Om samme ey endnu er blevne enige.
Thi vil man Modet paa en anden Tid beramme;
Men hvo vil love os, vi da ey hør det samme?
Hvad endeligt Forlig vil deres Trætte faae,
Naar Sagen ey engang Begyndelsen kan naae?
Her er og Klosterne ret hiertelig forlegne,
Som Jorder her og der ved Warskou sig tilegne,
Og ingen Hiemmel har; thi ingen længer troer,
At Øvrigheden dem vil troe paa blotte Ord.
Den Soel, som Statens Mørk i Polen fik fordrevet,
Da det for Landet snart utaaleligt var blevet,
Er saa indtagende for denne Republik
At den foræviger dens Opgangs Øyeblik.
Sin Konges=Kronings Fest den aarlig Aars vil ære,
Den fem og tyvende kan derom Vidne bære;
Da Polen ene ey, men flere lode see,
At de høylovlig holdt dens Jhukommelse.
T*) Sophia Dorothea Maria, Margrevinde af Brandenborg Schwedt.
Kartaf angtaa tiklatnatg i Crt oaa det Atregs adtresfto sntatre Aatoertnann


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige.
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For December Maaned 1765.
Dannemark.
E¬
n dobbelt fremmet Sorg saaes Hoffet her at sværte,
Da Engelands Forliis (*) og Schwedts (*) vi tog til Hierte.
O, at det derved blev! Du kiere Christjansborg!
Saa tidt vi see dig sort, sørg da kun fremmet Sorg.
Mon hvert et Aandedræt for dig er ikke rede,
Dit Høy=Velgaaende af Himlen at udbede?
Mon hvert et Nordens Barn ey ene zittre kan
Ved Tanken: At din Fryd er i tvivlraadig Stand?
O, fæle Rygte, lyv! din Hvisken vi mistænke.
Hvi vil din Grumhed os med lønlig Sorrig krænke?
Du tør ey tale høyt? o, gid du aldrig maae
Den Frihed nogen Tid, mens vi kan høre, faae!
Hvi søger du hos os Mistanke at opvække?
Hvi sees du rystende paa Skuldrene at trække?
Vor Konge lever Jo? du sukker, hvordan da?
Naar trøstede du før, med et saa langsomt Ja?
Gaaer det ey Kongen vel? det vil du ey besvare?
Du skielver! mere maae man ey af dig erfare.
Er Femte Friderich da kommet noget til?s.
Det kan vi ikke troe; fordi vi ikke vil.
At det Hans Majestet saa lang Tid har behaget
Sig ey at lade see, ey mod Opvartning taget,
Giør os vel Tankefuld; thi Fædrene i Nord
Ey nægter deres Børn at komme sig til Ord.
Hver er saa kielen vant at intet kan os trøste,
Naar vore Kongers Smiil os ikke maae forlyste,
Naar De ey altid sees, de Allermildeste!
Saa er det, ligesom os alting feilede.
Hertugens af Cumberlands Død.
1*) Margrevindens af Brandenborg Schwedt.


186


Hvad skal vi tænke da, hvad Slutning skal vi tage?
Ach! at saa fæl en Tvivl skal vore Hierter nage!
Det beste vil vi troe. Det beste Gud og giør.
Det ubedragne Haab til ham vi sætte bør.
Vor Konge seer vi dog hver Dag tilstæde være,
Sit Tvillings=Riges Roer at styre og regiere.
Seer vi just ey Ham selv, saa kan vi Ham dog see
J Hans Anordninger, til vor Velgaaende.
Ja, Norge blev Ham vaer endog i disse Dage, (*)
Da just Hans Majestet sig mildest lod behage,
At skrive dem et Bud om deres Extra=Skat,
Hvorved det forrige i større Lys blev sat.
Nu vil vi vores Syn til et og andet vende
Som er i Staden skeet for denne Maaneds Ende:
Vi see vor Magistrat giør Anstalt, som sig bør,
At ey den Fattige for Kulden skielve tør.
Ey alle og enhver, som Brændevedd kan savne,
Just har Formue til at kiøbe hele Favne;
Thi holdes dennem Fall to Brænde=Stabeler,
Som maae i Skilling=Viis nedstables for enhver.
See Døden uindkaldt vor Raad=Stue=Samling giester,
Og vinker ud med sig en Vice=Borgemester,
Den brave Kløcker! som ey ene savnes der,
Men flere Steder, hvor hans Sæde ledigt er.
J Byen hist og her man maatte savne mange,
Som for den ellevte December bleve bange.
Det er en farlig Dag, og mange gierne saae,
De kunde samme ud af Almanaken faae.
Uvist, for hvilke den dog allermest er farlig.
J slige Domme bør man være meget varlig;
Men de, som løber bort, er ofte gladere,
End de, der søger dem, hvis Tab er vissere.
Jmidlertid, hvordan end Tingen sig forholder,
Det stor Forvirrelse i Handelen forvolder.
Et usædvanligt Tal, deels Dagen skyede,
Deets skiftet Logement mod deres Villie.
c. 4 *) Under dato Christiansborg Slot d. 24 Dee.


187


J Handels=Speilet vil det sette fæle Pletter;
Hvis slige Tidender man ofte indberetter.
Jeg mener i den Bog, som nys gik ud fra Soer
Om Stadens Handelmænd; hvo er; og hvor de boer.
Thi, hvortil nytter vel, vi udi Speilet kiger,
Hvor hver Grosserers Gaard og mindre Huse ligger,
Naar de Jboende det kunde falde ind,
At skifte Værelser hvert halve Aars Termin?
Dog, man kan andet Glas i Handels Speilet sette.
Det er langt lettere, end Handlen, bragt til rette.
Lad gaae, hvordan det kand lad lukkes op og til!
Naar Handelen kun selv ey Staden rømme vil.
En Tyv paa Christianshavn, som vilde og undløbe,
Sin Frihed for Arrest med Livet maatte kiøbe.
De stiaale Koster han dog først fik fra sig slængt,
Saa druknede sig selv, for ey at blive hængt.
Et fattigt Menneske, som ikke vilde stiele,
Men for sin Føde før møysommeligen trælle,
Hun faldt, og fandt sin Død paa Byrden, som hun bar!
Var det ey Ærens Seng; skiønt den kun Spaaner var?
En Regnemester nys Schluss=Antwort vilde give,
O, gid de andre snart af samme Tanker blive!
Jeg regne kan saa let, som to og tre er fem,
At ingen Læser blev desaarsag vreed paa dem.
Nu har jeg ikke meer for Læserne at melde,
Som, efter deres Smag, for vigtigt kunde gielde;
Dog, ey den høye Smag just hærsker overalt!
Patrollen vidner det, som faaer sin Snak betalt.
Jeg mig fra Dannemark for dette Aar vil skynde,
Og andre Rigers Nyt i Maaneden forkynde.
Men, Himmel, hvad er det? - jeg mig høysttvungen seer,
Endnu at mælde eet, som allervigtigst er
Skal sidste Hellig=Dag i Maaneden forvolde,
At jeg maae Læserne med Sørge=Bud opholde?
Forfærdelige Pligt hør, Prædikanterne
For Kongen giøre Bøn, som for en Døende!


188


O, at man nogen Tid, den Forbøn skulde høre!
O, at man nogen Tid, den Førbøn skulde giøre!
O, at det fæle Nyt, som Rygtet mumlet om
Saa tidlig! tidlig, alt til Virkelighed kom!
For Hierte=Angest kan vi Bønnen knap udføre
O Gud, min Gud! vil du da ey Mirakler giøre?
Slig Bøn jo før er gjort udaf en Salvede? (*)
Vi bede med; fordi han fandt Bønhørelse.
Norge.
Fra Bergen ikke got for denne Maaned mældes;
Men Tidender hvorved vist mange Taare fældes.
Hvert Barn, som Fader har, hver Kone, som har Mand
Paa Søen denne Tid, nok hierterøres kan:
Hver Rheder bliver ræd, og Assurancen stiger;
Thi slige Tidender for dennem meget siger:
Man er en Mængde Vrag i Søen bleven vaer."
O, fæle Tidender! Gud os fra flere spar!
Tydskland.
Ey Rygtet vil saa snart, saa vidt man kan fornemme,
Blant nogen Maaneds Nyt den Tydske Keiser glemme.
Den unge Herres Dyd og hans Regiere=Kunst
Fortælles, læses og betragtes ey omsonst.
Den korte Tid han har lagt Haanden med paa Roret,
Som styrer Ungeren og Bøhmen, har man sporet
Saa dyb en Jndsigt, i at styre samme vel;
At Rigerne ey kan sig andet spaae, end Held.
Af denne Maaned sees, Høystsammes Øyne vendte
Til Land-Etatens Gavn og Fordeel at indhente
Han paa den gamle Fod den ikke have vil;
Fordi han merker, den Forbedring trænger til.
Med Penge vil han ey maae i hans Lande spøges,
Og Underfundighed i Vellyst ey forøges,
Hazard=Spil, Doblerie, i denne Hensigt faaer
Af ham saa stræng en Tugt, at Lysten vel forgaaer.
C*) Af Kong Ejechias.


Kort: man i eet og alt, udaf hans Regimente
Kun hvad berømmeligt og lovligt er kan vente.
Hvad Forbud er ey det, mod Tydsklands Sørge=Raab?
Hvad Styrke, Kraft og Vext for alle Stænders Haab?
Frankerig.
Af Oversvømmelser fra Avignon man hører,
Som til Medlidenhed os christeligen rører,
To trede Dele stod af Staden under Vand,
Og Skaden, som er skeet, ey let forvindes kan;
Men i al Frankerig en anden Vandflod flyder,
Som fra Fontainebleau sig Strømme=Viis udgyder,
En Øyne=Taare=Flod for Frankerigs Dauphin;
Som Død=Syg ligger der, og knap staaer op igien.
Alt Hoffet græder der, hver Dag man ham besøger;
Men hver Besøgelse kun Graaden meer forøger.
Hans Svaghed tager til. See hele Frankerig
For ham, i Bøn og Graad, staaer uafladelig.
Selv Paven Rigets Nød sig lader gaae til Hierte,
Og holder Messer nok, om Lindring i hans Smerte.
Han alle Helgene til Medhielp fordrer ud.
Dauphin er klogere; han holder sig til Gud.
Seer end et Naades Tegn af en fortørnet Pave,
Hvor høyt han Frankrigs Vel dog vil for Øyne have,
Han haver dets Dauphin ret pavelig betænkt,
Og en Reliqve ham af Hellig Ludwig (*) skienkt.
Ja meer, end Avignon, som hør til Pavens Stater,
Med Bønner for hans Liv sig Nat og Dag udmatter.
Men, tænk, man beder for saa vigtig en Person,
Til en Peer Luxenborg! som Avignons Patron!
Engelland.
Fra Engelland man nok om Stempel=Acten skriver,
Og dens Afskaffelse de flestes Ønsker bliver,
Saa vel i London selv, som i America;
Men det saa hastigt vel afgiøres ey endda?
"*) Ludewig von Gonzaga. S. Alt. Mere. No. 205.


189


190


Her Parlamentet vil sin Høyhed iagttage,
Og der vil Borgerne ey taale denne Plage,
De første Haardhed ey ret gierne bruge vil,
Som vel det sidste er, man bør at gribe til.
Man for det første har, som Ordet gaaer, i Sinde,
Om man, derved maaskee, sit Sigte kunde vinde,
At lade dele ud det Stemplede Papiir
Ved militaire Folk. Det vel det samme blir?
Den Pavelige Troe i London har saa mange
Udaf Tilhængere, at Staten snart er bange,
Ey uden Aarsag, at den skal formeget groe,
Og qvæle Engelands udvalgte egen Troe.
Man søger derfor, saa forsigtigt det at lave,
At man et Øye kan paa hver en Finger have,
At passe dennem op, at vide deres Tal,
Saa længer, end man vil, de ikke komme skal.
Med Jesuiterne i sær man haver Øye,
(Som sig indsneget har) at de sig maae forføye.
Naar deres eget Land dem ikke taale vil;
Hvor bør da Fremmede for dem ey lukke til?
J London ellers er en usædvanlig Glæde
For en Decision, som der for nylig skede,
En Sag betræffende, som hele Engelland
Med stor Forlegenhed har ventet paa: Hvordan?
Det Spørsmaal: om man vel en Engelskmand maae hæfte
Før lovlig hværvet Dom Arresten kan bekræfte?
Jtem, om man hans Huus igiennemsøge maae
Og Seqvestrering ham hans Skrivter legge paa?
Det er besvart med Ney, til Nationens Ære!
(Med mindre han kan Navn af Lands=Forræder bære)
Hver Engelskmand sit Huus, som Fristad, nu seer ar,
Sig selv, ey uden Grund, som en misundet Mand.
Man har fra Waterford et Nyt, som kierligt lyder;
Thi, for de Fattige det lidet ey betyder
Om femten tusind Pund man sammenskyde vil,
For, i den dyre Tid, dem Brød at bringe til?


Den Kierlighed man ey just hører allevegne;
Men, gid de der endda ey blive maae forlegne!
Thi kiøbes det kuns ind, for det at pine ud:
Saa er de lidet tient med dette Sammenskud.
Sverrig.
Rigsdagen andet ey end Kronens Fremtarv stifter,
Og nidkier fordrer dens udfordrende Udgivter:
Hvad Kronen hidindtil har ladet saa staae hen,
Man paa en god Maneer vil hale ind igien.
Et gammelt Compagnie, som der er octroyeret (*)
Sit første Løfte ey i lang Tid har præsteret;
Thi, efter dets Octroy, forbinder det sig til,
At det af hver Retour en Afgivt give vil.
Sligt er just ikke skeet. Hvorfor? jo, Rigets Stænder
Umueligheden selv, i nogle Aar erkiender.
Halv hundret Tusinde Sølv Dalere for hver!
Det Compagniet faldt til alt for stort Besvær.
Man det i nogle Aar des Aarsag har befriet,
Og har med Kronens Krav, for Handlens Beste, tiet;
Men nu, da man kan see, det haver Raad dertil,
For Kronens Beste, man ey længer tie vil.
Halv femte Tønde Guld eengang for alle gange,
Paa Kronens Vegne, vil man nu af det forlange.
Og Compagniet glad seer Kronen dermed tient;
Fordi man veed for vist, det bliver vel anvent.
Jtalien.
Hør J, som siger Ney, Mirakler skeer ey mere;
Hvad i Neapolis for nylig saaes passere!
Og seer saa, om J kan, at J bør sige: Jo;
Med mindre, at J har Steenhierter til at troe.
(*) Det Ostindiske Compaguis.


193


133


En Munk, en hellig Munk, saaes knælende at bede,
Jeg veed just ey til hvem, kort sagt han bad. Hvad skede?
Som han i Bønnen nu i ivrigst Andagt laae,
Og sig formodentlig til ingen Side saae;
Kom uforvarendes en ung ufrugtbar Dame,
En Dame udaf Stand i Kirken i det samme;
Thi det en Kirke var, hvor Munken knælede;
Man intet glemme bør i slig Fortællelse.
Hun saae ham; Men han saae vel ey saa hastig hende;
Thi han i Bønnen sig vel ikke vilde vende.
Hun talte; dette var vel ey betænksomt gjort,
At hindre ham hans Bøn? Men jeg maae være kort:
Hun sagde Fader, gid din Bøn min Byrde lette!
Hvori? var Munkens Svar; Hun sagde, udi dette,
At jeg kan faae et Barn! Han svarte: Det skal skee
Hun gik, hun svanger blev, som Munken lovede.
Hun nedkom med en Søn Ti Maaneder derefter.
Det kalder man en Munk, hvis Forbøn havde Kræfter.
Hun selv fortæller det. Al Tvivl da falder bort.
Selv Manden nægter ey, hvad Munken haver gjort.
Forunderlige Ting! Hvor har de dog gjort ilde,
De Potentater, som ey Munke taale vilde?
Paa Folkemængden vil de alle legge Vind!
Men ingen tænker paa, at kalde Munke ind.
Lands=Herrer! seer dog her, just det J leder efter!
Her har J Regelen for Eders Landes Kræfter:
Een Bøn udaf een Munk! det giver mig een Mand!
Hvad gir da tusinde? - Et Rigement i Stand!
&
Hraf ædgtaerilaanadtg i Erek. aae der kag atrese Cattate Ragstornaanen


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Januarii Maaned 1766.
Dannemark.
A¬
fvigte Aar blev endt med Angest, Sorg og Klage,
For Døden truede, at ende Kongens Dage.
Det nye Aar blev begyndt med Frygt og Gremmelse,
For det til Bedring ey med Kongen tegnede.
Hans Majestet sig lod paa Nyt=Aars Dag behage,
Guds Testamentes Pant at rekke og modtage;
Hans aandelige Liv at skaffe Kraft derved,
Da Døden daglig brød det timelige ned.
Paa Slottet herskede en Stilhed uden lige.
Af Kongens Sygdom man ey vidste der at sige:
Saaledes syntes det. Hver sagde: Friderich
Sig kommer meer og meer til Liv hvert Øyeblik.
Langt andre Domme faldt blant Folk omkring i Staden;
Ja, hvor der gik et Par, og snakkede paa Gaden,
Da var Materien, at Kongen var saa svag,
Han neppe levede indtil den næste Dag.
Hver lod imidlertid ey af, sin Bøn at giøre,
At Kongens dyre Liv ey skulde nu ophøre!
Vi bade inderlig om dets Forlængelse;
Men Guds alvise Raad tillod det ey at skee.
Mens saadan Bøn blev gjort af alle Andagts Kræfter,
Vor Fader Friderich kun ene længtes efter,
At Døden vilde sne rt opløse Livets Baand;
Thi Han var velbereedt, at give op sin Aand.
Om Verden Han sig nu bekymrede ey mere.
Hans Kongelige Siel var mæt af at regiere.
Hans Længsel nu kun var Guds Fred i Himmelen,
Og der at samles med den store Siele=Ven.


Den Fiortende brød frem, og Norden fandt dens Morgen
Høysvanger med den Skrek, som siden fødde Sorgen.
O at ey denne Dag var talt blant Dagene!
Saa havde vi ey faaet saa stor Bedrøvelse.
Men see Guds Viisdoms Raad! det denne Dag bestemte
Til Døds og Afskeds Dag for Friderich den Femte,
Hvis Død om Morgenen, just Klokken Halvgaaen To,
Faldt ind, og salig blev i J Esu Christi Troe.
O Du Høystsalige, hvor har det Syn dog været
Ret Hierterørende, da Du har Himlen æret
Med Din Fraskillelse! Enhver, som hørte den,
Velsignede Din Gud og Dig i Himmelen.
Saasnart Du saae, der var ey mere Haab til Livet,
Har Du Forsoneren Dig gandske overgivet.
Det meget Gode, Du i Din Regiering har
Udøvet, ikke da Din Trøst og Tifflugt var.
Paa gode Gierninger Du vil Dig ey beraabe.
Du veed, der Salighed ved dem ey er at haabe.
Guds Naade var Din Trøst i JEsu Christi Troe,
Og deri døde Du med største Siele=Roe.
Af gode Gierninger vi ey retfærdiggiøres;
Skiønt altid saadan Snak af Daarers Munde høres.
Knap brovter nogen af hans gode Gierninger,
Naar Døden kommer ham paa Sotte=Sengen nær.
Den Kongelige Siel ey før hos HErren hviler
Før hver paa Slottet hen til Græde=Huset iler.
Umueligt males af al den Bedrøvelse,
Som rørte Kongens Huus, sær Majesteterne!
Hielp Gud, hvad Virkning dog det høye Dødsfald giorde
Udi Gemytterne, men ingen knurre torde
Mod Himlens Majestet, hvis Gierning samme var.
Den Tanke mangen Taar af Graaden dempet har
Nu var Kong Friderich den Femte død og borte,
Og her blev lukket til enhver af Stadens Porte,
Jndtil hvert Regiment fik Hyldings-Eed aflagt,
Da Borgerne imens besatte hver en Vagt.


Til Slottet reyste op Ministere og flere,
Som, til Opvartninger at giøre, nævnte ere.
De efter Ordre kom, og condolerede
Den Salig Konges Død i dyb Bedrøvelse.
De og lykønskede den nye Landets Fader.
Os faderløse ey den Høyeste forlader!
Han tog vor Fader bort; men gav os en igien,
Som fra Begyndelsen sig viser Folkets Ven.
Hør ove Slottets Plads, hvor vigtigt Echo svever!
Kong Friderich er død! Kong Christian Han lever!
Tre gange det Udraab fra Slots=Portalet gik,
Og Luften hver en gang nyt Chor af Vivat fik¬
Merk nu merkværdigt Nyt, som ikke bør forglemmes
Men med al billighed for Eftertiden giemmes:
Vor Konge Christian det Navn den Syvende,
Fra Slots=Portalet sig lod allermildest see.
Mael, hver Tilskuer! mael den overvettes Glæde,
Du fandt, saasnart du saae, at Kongen var tilstæde!
Der tusind Virvler fløy af Glædens Vivat om
J Luften, da du saae, Hans Majestet fremkom.
Derpaa Herolderne reed rundt omkring i Staden,
Udraabte offentlig for alle Folk paa Gaden:
Kong Friderich er død! Vivat Kong Christian!
Han Nordens Folk, næst Gud, allene trøste kan.
Man Anstalt overalt nu snart paa Slottet giorde,
At hvert Gemak til Sorg betrekket kunde vorde.
Mod Aften samme Dag Hans Majestet uddrog
Til Friderichsberg, og der sin Residentze tog.
Did Hendes Majestet Sophie Magdalene
Ham fulgte, saa Han der ey skulde være ene;
Saa og Prinzesserne, vor Konges Syster=Par,
Af hvem Han i sin Sorg et værdigt Selskab har.
To Dage efterat Han Fridrichsberg opliver,
Han to Forordninger paa engang der udgiver.
Den førstes Jndhold er, at alle Klokkerne
Skal ringes overalt i begge Rigerne.


To Timer Formiddag, to Eftermiddag bydes,
At der med Klokkerne til Hierte=Sorg skal lydes
For den Høystsalige Monarch, Kong Friderich,
Som i de favre Aar til sine Fædre gik.
Den andens Jndhold er, at man skal Sorgen føre
Udi et gandske Aar; og Spil og Leeg ophøre.
De Store Reglement til Sorgs Indretning faaer.
De andre sørge maae, som hver af dem formaaer.
Den Tre og Tyvende lod Kongen først tillade,
At see Hans Majestet Kong Fridrich paa Parade.
Det Kongelige Liig laae der i største Pragt.
Man saae Hans Majestet udi Hans Salvings=Dragt.
Midt i den største Sorg en Glædes=Fest indfalder:
Vor Konges Fødsels Dag! da Han sin dyre Alder
Har bragt til Sytten Aar, og med Velsignelse
Jndtræder glædelig udi det Attende.
Den blev paa Fridrichsberg i Stilhed celebreret.
Men uden Pomp og Pragt den har dog ikke været.
Ney, de Befordringer, som skede, viser det,
At Kongen samme Tid har viist sin Majestet.
Den værde Repentlau, som har Hans Mentor været,
Med Elephantens Tegn ey ene blev beæret;
Men Kongen mildest Ham og før erklærede
Til Overhovedet for Kammerherrerne.
Vil jeg de øvrige Befordringer beskrive:
Saa maae min Geist sig tabt ved samme Arbeyd give.
Der skinner frem i hver slig Viisdom og Forstand,
Som ingen Undersaat noksom beundre kan.
For denne høye Fest med større Lys at tiene,
Uddeelte Dronningen Sophie Magdalene
Sin høye Orden til en Deel af begge Kiøn:
Saa Dagen midt i Sorg var frydefuld og skiøn.
Den Undersaatterne Fornøyelse tilbragte:
Saa de i Siel og Sind den rene Vellyst smagte.
Sin Konges Fødsels=Dag, de glæddes ved at see,
Og Kongens Majestet langt Liv tilønskede.


J begge Rigerne ey nogen Siel blev funden,
Som jo af Kierlighed og Fryd var overvunden.
Enhver sin Glædes Sang istemte hierteglad,
Om Held for Kongens Liv, og Hans Regiering bad.
Høyskolen Dagens Fryd og søgte at afmale.
Professor Krazenstein, som Rector, holdt en Tale,
Der passede sig til saa høy Begivenhed,
Som Kongens Fødsels=Dag. Den altid sees i Fred!
Ja hver, til Vadmels Flok, med Fyrighed udviste,
At de den Høyeste for Dagens Ankomst priste.
Og denne sterke Jld af Kierligheden vil
Til Guds og Kongens Priis, bestandig tage til.
Herr Peter Aplebye og Søn den Dag lod døbe
Det femte Skib, som de fra Stabelen lod løbe.
Sit Navn af Christian den Syvende det bær,
Som til Erindring om alt Folkets Glæde er.
Jblant de vigtigste Regierings Maal og Sager,
Vor Konges Majestet sig mildest og antager
De Forestillinger, som man Ham haver gjort,
At Slesvig=Holstens Eeg aldeles svinder bort.
Man til Liigkister den af Hovmods Aand forøder.
Slig Misbrug Kongen her med strængest Forbud møder (*)
Man Fyrre=Bræder har jo meget lettere,
Og de til saadant Brug giør samme Tieneste.
Nu jeg til Slutning vil kun med et Ord anføre,
At fra Provintzerne man stedse faaer at høre,
At alle Verdslige og Rigets Geistlighed
Afleggger glædelig til Kongen Troskabs=Eed.
Adress=Contoiret nu udgiver fire gange
Dets Blade ugentlig. Hvad kan man meer forlange;
Og man desuden kan, om man har Lyst og vil,
Med samme Blade faae Tre Ugeblade til.
Et Blad er gudeligt. Et Tre=Tal samme skriver,
Og over Texterne Anmerkninger udgiver.
Men dette neppe faaer de fleste Læsere;
Thi hvo bekymrer sig saa sterkt om Texterne?
E) Ved Forrdning, af datn Fridernichaberg §. 20 Janr. 1766.


Det andet Ugeblad er spinter nyt, til Navnet.
Den Danske Proteus her hidindtil er savnet.
Nu har vi hannem og blant Ugeblades Tal,
Og Enden vise vil, hvad Rang han have skal.
Det tredie det er det ypperste og beste;
Thi samme aarligen indrenter vist det meste.
Og hvo er lykkeligst, en Fattig eller Rig?
Patrollen nok et Aar man seer handthæve sig!
Af Tolv Personer den i dette Aar fortsettes,
Som i Aviserne og første Blad berettes.
Men man ey altid kan troe alt hvad prentet er.
Dog dem derom, men en fik fleer Fortienester!
Udi afvigte Aar her mange fødde ere;
Men vore Dødes Tal beløber dog til flere (*):
Saa Folke=Mængden ey i Fior forøget er;
Dog kan man ey paa Folk see nogen Mangel her.
Et Ord til billig Lov for Handelen bør skrives.
Det viser, at den her med Lunkenhed ey drives:
Vestfahrerne, som kom i Fior med Ladning hiem,
Man sammenregnet har net op en Snees og fem (**).
Tydskland.
Det glædelige Nyt, som man fra Hanau hører,
Jeg veed, hver Undersaat i Norden Fryd tilfører:
At Landets Moder har en Sygdom overstaaet,
Og sammes Farlighed med Seyer giennemgaaet.
Af Børne=Kopperne, som ey vil nogen spare,
Hun overfalden blev. Hvor stod Hun da i Fare!
Men Hun nu lykkelig helbredet er igien,
Hvorfor man offentlig har takket Himmelen.
Musik og Bal endnu maae ey i Wien opføres.
Men i Forstæderne paa Dandse=Sahle høres
Bestandig Leeg og Spil; thi der har Keyseren
Tilladt Musik og Dands, som glæder mangen en.
(*) J Kiøbenhavn 1765 fødde 2541; døde 2973; altsaa flere døde end fødde 432.
(**) Deres hiembragte Ladninger beløb 10907 Oxehoveder Sukkere.


Det Keyserlige Hof paa Sparsomhed kun tænker.
Det Hof=Udgifterne bestandig meer indskrænker.
J denne Hensigt det og nu forbudet er
At man fra Schneeberg ey skal hente Theevand meer.
Der mange Flasker blev paa Veyen sønderslagne,
Og naar de i en Sum blev aarlig sammendragne,
Beløb sig Hoffets Tab til vigtig Capital:
Saa af Hofbrøndene nu Vandet hentes skal.
Hamborgerne sin Roes ey nogen Tid forliser,
For de mod Fattige veldædige sig viser.
Til Hielp mod Vinteren for de Nødlidende
Anstilledes Collect i alle Kirkerne.
Af den indsamlede Medlidenhedens Gave
Kan tydeligen sees, hvad Hierte de maae have
Til deres Fattige; og man maae sige: sligt
Er baade christeligt, saa og berømmeligt.
Frankerig.
Dauphin for Dødens Haand tilsidst dog maatte bukke,
Og kom det hele Hof, samt Landet til at sukke.
Hans Enke færdig er, at gaae i Graven med,
Og finder ingensteds for Sindet Rolighed.
J Sens forlangte han sit Hvilested at have,
Og der hans Enke vil og lade sig begrave.
Med største Pomp og Pragt hans Liig blev ført derhen,
Og Erkebispen der har holdt Liig=Prædiken.
Saasnart Dauphin var død, man strax lod Forbud giøre,
At Spil og Lystighed nu skulde reent ophøre.
Der maatte i Paris ey høres meer Musik,
Og ey i noget Huus opføres Pikenik.
Men i Betragtning af den Mængde Folk, man skriver,
Som kun i Ledighed paa Gaderne omdriver
Og uden Tidsfordriv ey leve kan og vil
Man haver maattet dem tillade Leeg og Spil.
At spille Banquerot, en smitsom Syge bliver,
Som mange Mennesker udi Paris henriver.
At laane Penge ud, hver bange blive maae,
Om denne Sygdom skal for megen Fremgang faae.


Engelland.
Hvor Brunsvigs Arveprintz af Engelsmænd er yndet,
Det næsten bliver os i hver Avis forkyndet.
Man Londons Borgerret til ham foræret har
Udi en Daase, som er meget dyrebar.
Hvor sterkt at Yppighed og Fraadserie tiltager
Blant Londons Borgere, man tydelig opdager,
Da nogle for en Kalv og tvende unge Lam
Har givet femten Pund. Sligt var jo Synd og Skam.
Der skrives fra Doublin, at Kongerigets Fanger,
Som sidder fast for Gield, Løsladelse forlanger,
At deres Huusfolk ey skal længer lide Nød;
Men at de søge kan at skaffe dennem Brød.
Fra London har man læst en egen Døde=Liste
Paa meget gamle Folk, som Verden kunde miste;
Thi et Aarhundrede giør hver nok ubeqvem,
At nytte Verden meer. Lad dem kun reyse hiem.
Sverrig.
Ved Slottet i Stokholm man har en Pakke fundet
Af Banco=Seddeler, som der laae sammenbundet,
Og ey en liden Sum sig skal beløbe til;
Men ingen hidtildags ved samme kiendes vil.
Den Karl, som dem har tabt, har vist nok stiaalet dennem.
Lad ham nu ærge sig sin hele Tid igiennem
Fordi han været har en saa enfoldig Nar,
At han sin Pakke ey forvaret bedre har.
Jtalien.
Hans Hellighed i Rom har atter staaet i Fare,
At falde pludselig en Nat i Dødens Snare!
Men Frygten for hans Død svandt meget hastig hen;
Thi han blev aareladt, og kom sig strax igien.
Den gamle Prætendent paa Engellænders Rige
Har Verden sit Farvel for nylig maattet sige.
Hans ældste Søn igien Prætension nu giør;
Men han, som Faderen, vist uden Krone døer.
Laref ængtraa eiaanadtg i Crk aaa da Rang atesfe Cartat katrunkane


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved J. Ch. Bie.
For Februarii Maaned 1766.
M¬
in Sang=Gudinde sig uventelig fremstiller
Paa denne Skue=Plads, hvor først Nysgierrighed
Har aabnet det Forhæng, bag hvilket Rygtet spiller,
Men stundum taler meer, maaskeel end Sandhed veed.
Hvad under! at; det, nyt, som sig saa vidt omtumler,
Som Sneebold større blir jo meer det tumles om
Da dagligt Nyt og Snak som man til anden mumler,
Knap uforfalsket til den tredes Ørne kom.
Det er en afgiort Sag, naar Verden har eet Øre,
Som for Alvorlighed og Sandhed aabnet staaer,
Den tvertimod har ti, som kildres ved at høre
Hvad Rygtets Mund i Digt, i Spøg, i Snak formaaer!
Det være hvad det er; Jeg vil min Held forsøge
Og skiønt i bunden Stiil, med frie Uskyldighed,
Alvorlig uden Tvang, og munter i at spøge,
Fornøye Læserne, saa godt jeg kand, herved!


Dannemark.
18
Vor Residence er omhengt med Sorgers Taage.
Og Taarers yppig Dug paa vaade Øyene=Laage,
Afbilde Libanon nedslaget overalt,
Fordi, ved Dødens Storm dens store Ceder faldt.
Ja Hoved=Stadens Slot, den rette Konge=Bolig,
Ved dette Tordenslag, forpirret og urotig,
Fremviser allesteds Cypressers Sørge=Løv,
Som Sorrigs-billeder af Kongens faldne Støv!
Men vig du Skye opfyldt med Sørge=Tankers Vrimmel,
Som præger kun et Mørk paa Tvilling Rigets Himmel,
Vig mørke Taage bort fra Tvilling=Rigets Stoel,
Nu nærmer sig igien den unge Haabets Soel!
Den som i Fredrichs Sted! er hele Landets Fader,
Og de Forladtes Trøst, sit Fredrichsberg forlader,
For her at live op sit Slot, sin Stad, igien,
Og drive Sorgens Nat ved Glædens Morgen hen.
O! see den høye Drift i Siæle og Gemytter
O! see det helligt Baand, som herligt sammenknytter
Vort høye Konge=Huus!= de tvende Dronninger.
Vor Konges daglige og dydig Sælskab er.
Den Dag som Hoffet selv sin Sørge=Dragt ifører,
Man Staats=Ministrene og Stands=Personer hører,
At vidne om den Deel de tage i dens Død,
Som voldte Kongens Huus, saa dybt et Hierte=Stød.
Ja Skam faae hver den Siæl som ey oprigtig tager
Een Andeel i dens Død, hvis korte Levedager,
Ved tusind Billeder af Naade, Liv og Lyst
Afbildede sig selv i Underdaners Bryst!


11


Den Dag af Aarons Mund nedfløden kraftig Vædske,
En Himmelsk Nectar som hver tørstig Siæl kand ledske,
Vor viise Salomon udvælger selv en Tolk,
Som taler uden Skye Guds Ord til HErrens Folk. (*
Kom Underdanighed din dyre Pligt at fylde
Og med din Troeskabs=Eed, vor Christian at hylde,
Men hvo du endog er i geistlig, verdslig Stand,
Som sværger Troeskabs=Eed, sværg som en ærlig Mand!
Ønsk at dens Tunge ved dens falske Gane klæber,
Hvis Troeskab spiller kun i Ord paa glatte Læber,
Ney vidne for din Gud og sværg af Hiertets Grund,
At være Kongen troe og huld til sidste Stund!
Vor Christian ey vil sin Faders Gierning rygge,
Men hvad hans Naade gav, med Underskrift betrygge, (*
Men findes nogen som uværdig Naaden er,
Da skiul i Glemsomhed det Kald og Brev du bær!
Kom hid du stolte Flok opblæst i egen Tanke
Som tænker Nordens Grund er Kunsters Maal og Skranke
Og til det tause Folk vil sælge indbildt Vid
Som prale ey med Kunst, men vise den i Flid.
Kom til Charlottenborg den anden Musers Bolig,
Og see en indføed Flok opelske Kunster trolig,
See hvor Belønninger ret lokke frem den Kunst,
Som Landets Børn har ved blot Naturens Gunst!
Hvad hist en Zeuxis med sin Pensel malet haver,
Her en Alcimedon med gunstig Gravstik graver;
Vox smukke Kunstners Flok! bliv Ære for dit Land,
Og viis blandt Fremmede hvad Nordens Sønner kand!
(*) Efter Høy=Kongel. befaling blev den grundige Prædiken holdet af Bi¬
skop Harboe.
(**) Rescript af 7 Febr. hvorved Bestal. og Bevillu. til Confirmation ind¬
kaldes.


See Hessen=Cassels Printz, til alle Danskes Glæde?
SSkiønt altid æret nok) i Danmarks Ære=Sæde!
See hvor en St. Germain de Franskes tappre Ziir,
Ved Kongens Naade fra en Byrde lettet blir!
See hvor en Gæhler er ved Kongens Gunst fornøyet,
Som ham til Commendant i Glykstadt har ophøyet,
Gid alle en og hver, som Lykken værdig er,
Den ved Ophøyelse bestandig komme nær.
Hvad maatte nu en Fink for Dødens Komme bukke,
Og paa sin Sotte=Seng de kiække Øyene lukke,
Som uskad ofte saae i Slag, blandt, Sværd og Blod
Hvor Dødens billede i hvert et Fodspor stoed?
Eenhver som gierne vil sin Hals med godt Øll svale,
Maae nu hos Bryggerne for samme meer betale
Saa alting kostbart blir, ja lige til et Ruus,
Dog Mark paa Tønden, giør ey meget paa et Kruus
Men meer alvorlig talt; gid Prisen aldrig stige,
Og gid det heles Tab ey nogle faa berige,
Gid Leve Midlers Priis ey trykke Borger=Mand
Som knap med daglig Slæb, sin Udkomst vinde kand!
Da Landets Styrke meest bestaaer udi dets Vandel,
J en retskaffen Drift og Kundskab af dets Handel;
Saa læs det Handels Speyl man skrev for Kiøbenhavn
Gid saa hver Patriot befordre Landets Gavn!
Hvis man var dømt at gaae med lutter Silkes Strømper
Blev vist i Frankrig nu barbeenet mangen Stymper,
Af Forarbeydere gaaer hid en mægtig Flok,
Of natte Danske Been! o! Silke Strømper nok!


12
Jeg seer hvor Jøderne et Forsvars=Sktift udgive,
Gid deres Talmud nu forsvaret kunde blive!
En Ort for trende Ark, det Flesk er vel betalt,
Ja! Ja! det Jødisk er og maaskee ey saa galt!
Den Skyndning farlig er, hvor Buxerne blir borte (
Det ubeleyligt er at gaae i bare Skorte,
Jeg heller Spidsrod løb, end i en saadan Skik,
Langs et Geleyde af de smukke Piger gik.
Hvi vil man en Matros, saa stærkt om Hiemmel fritte
Maaskee han kunde den i raske Hænder hitte!
Hvis man saa stærkt til Verks, med Hiemmel altid gik
Jeg frygter mangen Een sin Løgte slukket fik.
Norge.
Hvad har det Norske Bryst opægget og bevæget,
Hvor, Troeskab, Konger selv, hos Løve=Mod har præget?
Ey nogen Ondskabs=Drift, men blot Uvidenhed,
Har gjort et Bulder blandt den Klippetrygge Fred.
Ja Nordens Salomon, Retfærdighedens Fader
Som saae hvad Sagen var, tilgiver og forlader, (*)
Thi, for Vildfarelse er Hans Sagtmodighed,
Kun for modtvilligt Ondt, Hans Straffe=Haand bereed!
Bliv Troeskab evig Frugt i alle Norges Stænder,
Og J! som Kongen did til Rettens Pleye sender
Udfører Kongens Bud saaledes som han vil
Saa skal ey sees Gnist af Tvedragts Tære=Jld!
En fattig Enke gav en Skierv i HErrens Kiste,
Maaskee! hun kunde selv den samme nødig miste,
vide adress. Contoirs Efterretn. No. 17. under adverissem. (*)
J*) Tilgivelsen er af 17 Januarii¬


4


Roesværdig Gavnmildhed! -- hvad Tronhiems Enke gav, (*)
Opreyser Ære=Tegn paa Hendes Støv og Grav.
Kand og i Bergens Bye Pasgini Støtte være?
Skiul Glemsomhed dens Haand som sværter andres Ære!
At laste Udyd, er hver ærlig Sindets Pligt,
Men tale ondt om godt det er uredeligt!
Tydskland.
Skal Sminke=Floer ey meer oppudse Tydske Kinder.
Det var et Tordenslag for Deyligheds Gudinder,
Hvad er det ey tilladt at bøde paa med Kunst,
Naar ey Naturen vil forunde Skiønheds=Gunst?
Hvor mangen Rosen=Kind bortvisner, falmer ikke,
Ja mangen Coridon vil tænke paa sin Strikke!
Og Speylemagere et Skaar i Pungen faae,
Naar sminket Skiønhed ey for Speylet meer tør staae.
Ja vig unyttig Kunst Naturens grimme Abe,
Som en Medusa vil til Helena omskabe,
Du som Naturen ey gav Skiønheds Egenskab
Erstatt igien ved Dyd, Fornuft, det lille Tab!
Nu blir Udyret paa den Tydske Bund ret graadig,
Ja! Ja! i Frauendorf er Ulven ikke naadi,
Hvor den en Hyrde i sit eget Huus voldtog,
Vel! at ey Hendelsen med Konen sig tildrog,
Thi; hun den Stakkel blev ved Lys for Dyret bange,
Og udaf Huuset løb for Redning at erlange,
Men om i Mørket end, en Ulv i Konens Moes;
Var kommen, troer jeg knap at Manden løb sin Koes!
(* Provsl Hornemands Enke Anna Margr. Hammond, som gav sine største
Midler til gudeligt Bruge.


161
Frankerig.
At klæde sig paa Fransk, er gammelt blandt os Danske,
Nu skriver Nordens Kuld, dog Moder for de Franske,
Var Frankrig altid kold, saa var det maaskee vel,
Saa frøes, for Modens Skyld, ey Dansk og Norsk ihiel.
Gid ey Forpagtninger et Arve=Gods maae blive,
Og gid man fra Paris det Nyt maae ene skrive,
At end Forpagtnings=Ret kand blive arvelig,
Som ødelegger ti for een at giøre rig.
Jeg ynker hiertelig den stakkels franske Skriver,
Som for den staale Myndt med Skiendsel præget bliver;
Fem hundred Daler er du grove Jldens Gud!
Dog alt for meget for din haarde Halse=Klud!
Man et bedrøvet Nyt ifra Provence=Skriver,
En Brudgom aad sin Brud; hvis saadant Moden bliver,
Bør aldrig nogen Møe til Brude=Sengen gaae,
Før hun kand Caution for Mandens Tænder faae!
Engelland.
See her hvad Nød og Trang til Slutning kand udrette,
De som ey kand sin Sult, sin Harm og Hevn vil mætte,
Thi, bliver Jld og Brand, en fæl og gruesom Tolk.
For et af Hungers Nød oprørt, forbinret Folk!
Spanien.
At give Guld for Brød og Guld for Brød at tage,
Er ey et Nyt som først er hørt i disse Dage,
Dog gad jeg gierne see, man gav mig sligt et Brød
Som Jnsantinden ved det Spanske Tafel nøeds.


J.


18¬


Skiønt det var noget haardt at bide paa med Tænder,
Dog vedste jeg vel Raad at flye det i dens Hænder,
Som naar han kun et Snit af Enden med mig nøed,
Mig gav til vederlag et blødt og lekkert Brød.
Lissabon.
See hvor en Grevelon som Kongen vil beduage,
Den virkelige Sold for blinde Navne tage,
Betaler den Gevinst saa dyre som han kand,
Thi ved en Krigs=Rets Dom blev han en Dødens Mand!
Ja give hver den Siæl som Kongen vil besvige
Og af sin Herres Gods sin egen Pung berige,
J hvilket Land det er, og hvor han findes end,
Maae nyde samme Løn som denne utroe Svend!
Neapolis.
Vesuvius igien sin Vrede=Gave yder,
Og heede Strømme af dets huule Vom udflyder,
Dets fæle Sendebud udbrøler Skræk og Frygt,
Thi hvo kand boe hos slig en voldsom Naboe trygt?
Rom.
Prætensioner giør det hele Rom uroelig,
Da Prætendenten har paa dette Stæd sin Bolig,
Dog faaer hans Hellighed knap Kronen paa ham sadt,
Den kiøbes ey saa let som Cardinalers Hat.
Om Prætendentens Haab og Pavens Nøgle=Hanke,
Den kiække Engelskmand, nok giør sig lige Tanke,
Og skal jeg sige sandt, saa frygter jeg min Troe!
At de bedrage sig i Haabet begge Toe.
Feraf udgives Maanedtig i Sik paa det Rongl Adresecomtoiri Kigbenhavn.


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved J. Ch. Bie.
For Martii Maaned 1766.
Dannemark.
A¬
stræa (*) frydefuld sig nærmede til Jorden,
Og Themis (*) aabnede sin Kundskabs Skat for Norden,
Misgierning skielvede, Uskyldighed blev glad,
Da Nordens Minos i sit Dommer=Sæde sad.
Udraabe Herredag, forkynde I Herolder:
At den som Magtens Spir til Rettens Frelse holder,
Den som nu øverst er i Dom og Ret nest Gud,
Af Himlen rustet er med retviist Hierte ud.
Almægtig Dommer! giv giv Kongen dine Domme,
Lad aldrig i hans Raad en Achitophel komme!
Lys største Kundskab op vor Konges naadig Siel!
Døm længe Christian, døm Landet ret og vel.
Maae da Uskyldighed paa andre Stæder sukke
Og den Fortrængtes Ret for Overmagten bukke,
Skal her Velsignelse af alles Mund opgaae,
Og som et Gierde om din Stoel, din Throne staae.
Velsignet være du, al Verdens Overdommer,
Saasnart en Moses døer, en J osua strax opkommer,
Som dømmer viselig og rettelig dit Folk,
Da Guds, er Kongens Lov, og Kongen Rettens Tolk.
Gudnde for Resærdighed.
**) Gudinde for Lovkyndighed.


Fra Alders bøyet Krop, til Tunge=bundne unge,
Kom hver en Undersaat, kom see din døde Konge,
Men Taares stride Strøm nok hindrer dig at see
Saa gierne som du vil, Hans prægtig Mausolee.
Ey nogen Kunst og Pragt kan noksom værdig være,
Skiønt Kongens Cataphalgue, sin Mesters Haand bør Ære,
Ney, store Kunstner, kom, Jardin! kom hid og see,
Kom jeg skal vise dig et andet Mausolee,
Som er opbygget i hver Undersaattes Hierte,
Og Følesløshed selv ey skuer uden Smerte,
Thi, det opbygget er af lutter Kierlighed
Og meer end Marmor, stærk dets Grund er Ærlighed.
Her Alderdommens Kunst ey nogen Forskrift giver,
Her ey Egypt, Corinth og Græk, Modellet bliver,
Her Bog og Tegning ey Copier sætter hos,
Det er Original og alle Kunsters Trods!
Her Kongens Dyd sig selv i alles Hierter præger,
Med slige rørende, utvungne, rene, Stræger,
At hvert et Træk endog igiennem Sorgens Skye,
For hvert et Øyekast afbilder Dyden nye.
Et saadant Mausolee opbygge Landets Sønner,
Og de oplyse det med Ønsker, Tak og Bønner,
Og Sandheds Opskrift er paa denne Bygnings Skik:
Vi kysse end dit Støv, velsignet Frederich!
Saa see forladte Flok, see Støvet af din Fader!
Du seer Ham aldrig nok! din Kierlighed tillader
Dig knap at vige bort ifra det Sørge=Sted,
Hvor Kunsten for din Fryd et Gravsted har bereed.
Nu er den Aften alt da Sorgen Fakler tænder,
Og Millioner Lys som Sorrigs Vidner brænder,
Ja! Ja! du Sørge=Nat med Kunst oplyses maae,
Da et naturligt Mørk paa Glædens Himmel laae¬


19


Bedrøvelige Pligt for hvert retskaffent Hierte,
At bilde af med Kunst ukunstlet Sorg og Smerte,
Hvor Hiertet føler meer end Haandens Kunst formaaer,
Men hvo kan Smerte frie oprippe dybe Saar?
Dog, da der kunde ey i Sorgen Lindring være,
Saa har en hellig Pligt, og Drift at vise Ære,
Mod dette dyre Støv, fast paa hver Stadens Kant,
J Sorgens Mørke viist en prægtig Diamant.
Med tusind billeder, hvor Kongens Dyder funkle,
En Glands som Død og Grav og Mørk ey kan fordunkle:
Lys, Sorrigfulde Stad, lys den da til sin Grav
Hvis Dyd al Verdens Kreds et Lys i Livet gav.
Spar ikke nogen Ting, spar ingen Kunst og Møye,
For, end ved Sorrigs Tegn at ære og ophøye
En Jorde=Levning fra den store Konges Siel,
Som sparte ingen Ting for Landets Tarv og Vel.
Gak, større Konge! gak til Dine store Fædre,
Vor Villie kan ey nok Din dyre Levning hædre,
Men Troeskabs Olje skal i Hiertets Lampe staae,
Og daglig Næring af Din Dyds Erindring faae.
O! aldrig æret nok! - enhver fortiener Ære,
Som skyldigt Offer kan til Kongens Lov frembære,
Det derfor billigt var at man en Lovsang gav
Den Skialdre Pen, som sang saa smukt ved Køngens Grav (*).
Enhver, saa godt han kan, sin Konge Ære viser;
Thi, vrimle Sørge=Vers som Myrer i Aviser,
At Meningen er god, bør ingen tvivle paa,
Men er det tilladt jeg min Mening sige maae?
Saa burde Tankerne Jndholden værdig være,
Jeg vilde heller med en taus Beundring ære
(*) Hr. Jhannes Evald, Forfatter af den ved Kngens Lighegiængelse ppførte
Sørge-Sang.


20


Og tie hvor jeg ey med Held og Lykke skrev;
Thi Poesien ey er alles Gave=Brev.
Ney, hvo som tale kan med Winets Held og Lykke
J løs og bunden Stiil, sig stændig bør udtrykke,
Ja, Fredrichs Hospital, din Stifters Dyder fandt
Ham en mægtig og en prægtig Prædikant (*).
Den som har Kræfter nok en større Byrd at bære,
Og viseligen kan sit Tvilling=Land regiere,
Den Tydske Keyser Ham, hvad Holsteens Land angaaer
Anseer som moden nok i Skiønsomhed og Aar (**)
Den prises, bør som paa de Syges Nødtørft tænker,
Tak være de som til de Syges Casse skiænker (*
Saa vist som Armes Suk til Himlens Grændser gaaer,
Saa vist en Givere sin Løn af HErren faaer.
Den grumme Morderske, den slemme=Lande Plage,
Som ey allene Kiød, men Brødet kan betage,
Endog til Siælland sig alt nærmer meer og meer;
Thi vogte hver sit Qvæg som har sin Velstand kiær.
Norge.
Roes, Thronhiem, roes dig ey af gode Korn=Priser,
Jeg frygter Slutningen en anden Seene viser,
Om Kiøbmænd Korn har i største Overflød,
Saa maae de andre dog betale dyrt sit Brød.
Jeg kiender meget vel de Moes begroede Klipper,
Naar Jordens Grøde kun et Aar ved Misvext glipper,
Den stakkels Bonde=Mand maae lide største Nød,
Og ofte nære sig med Fyhre=Meel til Brød.
Gen. Fiscal F. W. Wivel, en af Hospitalets Directeurer.
**) Keyser Jos. II. har meddeelt vor Allern. Konge veniam ætatio i henseende til de
Holsteenske Lande.
(**) vide Adresse=Cont. No. 38.


Skiønt Landets Grøde ey Beboerne kan nære,
Det dog en Grændse for utaalig Pris kan være,
Men Pungen tømmes snart, naar Kornet hæntes maae,
Hvor Gierrighed af Nød vil dobbelt Fordeel faae.
Kors=Kirkens Menighed i Bergen prislig lærer,
At det rosværdigt er man lovlig sig ernærer,
Naar Ladhed sulte maae med Hænderne i Skiød,
Arbeydsom Fattigdom kan vinde daglig Brød.
Den bør ey skiemtes med som sveder for sin Føde,
Den rige magelig sin fede Krop kan giøde,
Men fattig Træl er tit ved ringe Føde glad,
Naar Uroe Krydden er paa overflødig Mad.
Tydskland.
Arbeydsom, sparsom og aarvaagen, kan udtrykke
Dens Contrafey som er det store Tydsklands Lykke,
Ja læg kun Kierlighe mod Land og Folk dertil,
Naar Keyser Joseph du til gavns udtrykke vil.
Naar Sundhed byder Ham til Carels Bad at fare,
Ham byder Kierlighed sit Keyser=Navn at spare,
At ey Omkostninger skal falde til Besvær
For Undersaatterne;- Han blir dog hvad han er.
Han Bøhmens Fæstninger selv tage vil i Øye,
Ja hvo som haver Lyst at vide alting nøye,
Maae selv betragte det; det hænder nok maaskee,
At man kan stundom feylt med andres Øyne see.
See hvor Medlidenbed udi Hans Hierte brænder,
En hastig vaade=Jld en Bygning knap antænder,
Før han, skiønt træt af Jagt, dog selv tilstæde var,
Og til utrættet Flid enhver opmuntret har.
See! Wiens Jøder vil ret leve a la mode,
Og med en Kane=Fart sig giøre lidt til gode,


22


Ach wai mihr! dette blev en kostbar Motion,
J Straf gav Hundrede Ducater hver Person.
Forbud mod Coffee=Drik i Cassels Lande lyder,
Og Fyrsten ey dens Brug, men Misbrug kun forbyder
Ja! Overdaadighed er maaskee Grunden til
At man saa stærkt Forbud mod Coffee skrive vil.
En Penge for Coffee og en for Viin udgiver,
Men Spørsmaal: hvo af dem den første Stodder bliver¬
Jeg heller fattig blev af Coffee end af Viin,
Den første skaber dog ey Mennesker til Sviin.
Er Coffee skadelig for Sundhed, maae man spørge?
Ja derfor lader jeg den kiære Doctor sørge,
Hvis Coffee ikke var, jeg knap at leve gad,
Langt mindre var i Stand at skrive dette Blad.
At Folk ved Mechaniqve kan Vogn og Heste kiøre,
Er noget nyt som man fra Leipzig faaer at høre,
Men lærte nogen Folk at gaae ved denne Kunst,
Fortiente han endda en større Tak og Gunst.
Jeg fra Hannover seer blant andet Nyt berette,
At Een om Høyden vil med Kiempen Gilli trætte,
Men dog, som tænkeligt, blir Kiempen Overmand,
Fem Tommer meget paa Eens Høyde giøre kan.
Men med Tilladelse, jeg finder allevegne,
Den lange Gilli sig et Kiempe=Navn tilegne,
Jeg veed nok at Hans Krop, men har ey hørt hans Magt,
Har noget Vidnesbyrd om Størrelse frembragt.
Frankerig.
Hvor er dog Frankrig ey all Kunsters Mesterstykke,
Som giver Bøger ud om Skiønnes Hoved=Smykke,


Hvor vil al Verdens Haar ey kruses nu paa Fransk,
Hvor vil ey denne Bog belees af hver Dansk.
Hr. Silhouette vil sin Klædedragt forandre,
Og fra en Controlleur til Præste=Standen vandre:
Ja Munke ogsaa paa Finaneer lægge Vind;
Thi Siæle=Messerne en Hoben bringe ind.
Det duer ikke stort at pukke i utide,
Lovkyndige ifær begribe bør og vide,
At ey en Undersaat kan trodse Kongens Magt,
Det er og blir en Lov hvad en Monarch har sagt.
Men da det er forglemt af Renes Avocater,
Saa blive de, maaskee, Juridiske Soldater,
Men møn en Avocat, som tappert fægte kan
Med Munden, ogsaa tør i Krigen holde Stand.
Mon ikke Paven med Bandsettelse vil skraale,
Og knuse en Acteur med sammes Tordenstraale,
Man Schreibet von Paris, es habe kein Gefahr,
Og at kun Vatican et fulmen Brutum har.
Kong Stanislaus nu har endet sine Dage,
Ey nogen meer, end Dyd, hans Bortgang bør beklage,
Hvis Verdens Herlighed er en unyttig Pragt,
Har ingen meer end han foragtet sammes Magt.
Engelland.
Man nu en Ende paa den Stempel=Act forkynder,
Som, mens den varede, kun var et Oprørs Tynder,
Forstyrred' Handelen og gavned Landet lidt,
Dens Ophør mest paadrev en patriotisk Pitt.
En nye Opfindelse og Maade i at sørge,
Man af en Enke kan i Staden London spørge
At være gandske sort i Mad, i Dragt og Drik,
Det kalder jeg min Troe, at sørge ret med Skik.
J Lincoln finder man en ret merkværdig Enke,
Som knap har Aarsag meer paa Giftermaal at tænke,


23


24


Hun alt syv gange har i Ægtestand indtraaed,
Er Hun end gifte syg, saa saa veed jeg ingen Raad,
Holland.
De syv forenede Provincier med Glæde
I Alders myndig Aar Printz Vilhelm seer indtræde,
En saadan vigtig, sand, og høyst forønsket Fryd,
Gav billigt Echo af oprigtig Glæde=Lyd.
Pohlen.
Et prægtigt Eventur fra Dresden os berettes,
Som gierne kan blant Nyt i anden Classe sættes,
Jeg just ey vantroe er, men kan dog neppe trøe,
At slig en Vielfras i et Menneske kan boe.
Halvdelen af en Kalv paa engang at forbruge,
Og udaf Oxe=Kiød end tyve Pund nedsluge,
Og Rum til mere Mad i Maven endda faae,
Samt spise Smaasteen som Deserter oven paa.
Det var en Fandens Vom som skulde samme bære,
Den maatte stor som den Trojanske Hestes være
Slughalse troer jeg nok har Stæd i alle Land,
Men slig en Sluger knap i Verden findes kan,
Sverrig.
At sove af et Ruus, kan mangen en curere,
Som, naar han vaagner op, vil gierne drikke meere
Og hør i Hiulhulft Sogn en Drukken sover hen,
Men al Ulykken er, han vogner ey igien.
Med Døden i sit Bryst og Piben udi Munden
Han ganske rolig sad, thi han blev døed befunden.
Her kan man Følgen af formegen Drikken see,
Sligt hender neppe den som drikker kun Coffee.
Feraf ydgtives Maanedtug i Gik paa det Rongl Adresse contari Rbenhavn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved J. Ch. Bie.
For April Maaned 1766.
Dannemark.
S¬
aa lyser Glædens Soel dog midt i Angsters Taage,
Og af en dunstfuld Skye med blide Øynelaage
Livsalig kiger frem, og varmer altid op,
Udæsker Liv og Haab af Glædens lukte Knop.
Som Sole=Blomstret sig mod Solens Nedgang bukker,
Og ved dens Opgang sin Dug=vaade Top oplukker,
Saaledes Nordens Fryd ved Fredrichs Soel nedgik,
Men ved en Christian sin Dug aftørret fik.
Velsignet være du, umaalelige Skaber!
Naar Norden en Juveel af Frydens Krone taber,
Strax strax din Magtes Haand igien erstatter den,
Og i en tiefold Fryd indfatter den igien;
Thi skal ey ympes meer Cypressers Sørge=Planter,
Men Glædens Cedre groe i alle Landets Kanter,
De tause Sukke skal forvandles til en Lyd,
Hvis Echo overalt forkynder Lyst og Fryd.
See, Morgen=Rødens Glands livsalig sig udstrækker,
For tvende Rigers Haab, en Fryde=Dag oppækker,
Nu knytter Enighed de trende Grændsers Magt,
Natur i Nordens Skiød saa nær har sammenlagt.


26


Nu vil den muntre Dan med vaade Læber kysse
De Gothers Naboe=Bred, og hiin vil denne tysse
J Venskabs trygge Favn, mens Norge=klippet Haand,
Sin Naboe troefast gir, som Tegn paa Venskabs Baand.
Men siig, hvad danner vel den bløde Jordens Pude,
Og hvorved knyttes slig tredobbelt Venskabs Knude?
Jo, viid at Danmark har den Dyds Princesse, som
Det store Sverrigs Haab, en Gustav, beyler om.
Naar Himlen Høyden vil af Dyderne forene,
Blir Parret Gustav og Sophia Magdalene,
Dig, Sverrigs Kron=Printz! Dig mit Øye aldrig saae,
Men Rygtet vidner Du Elskværdig kaldes maae.
Tillad, vor naadigste Princesse! jeg beskriver
Din Dyd; og just ved Dig, et sikkert Aftryk giver
Paa Din tilkommende elskværdigste Gemahl;
Thi Dyden aldrig giør et ufuldkomment Val.
Forgiæves ønsker jeg den største Skialdrers Lykke,
Forgiæves borger jeg en Teuxis Mester=Stykke,
Tillad jeg nævner Dig, saa skal Din egen Gunst
Afpræge i Dit Navn Dig selv med største Kunst.
Hvad Siælens Værdighed et yndigt Legem skylder,
Hvor Gud Naturens Gunst med Himlens Gaver fylder,
J hvis Fuldkommenhed er samlet al den Pryd,
Som reyser Templer op for selv Natur og Dyd.
En Dyds Princesse Sig, Sit Navn, Sin Stamme værdig,
Halvdelen endnu knap af mit Portrait er færdig,
Forgiæves tænker jeg at kunde skrive meer,
Naar jeg har sagt, at Hun er Kron=Princesse her.
Vor Ønskers Skiøde=Glut! vi ønske Dig til Lykke,
Bliv al Lyksaligheds og Glædes Mester=Stykke,
Din Gustavs Lykke og de kiække Gothers Lyst,
Nyd samme Stæd hos dem som i de Danskes Bryst.
Du faaer den Medgift med af Nordens tvende Riger,
Som meer end Cræsi Skat en ædel Siæl beriger,
En trofast Kierlighed af hver en Undersaat,
Som ønsker, under sin Princesse idel Godt.


Vor kiække Naboe=Printz, hvor vil det Dig behage
At see hvor viselig Dit Vall har søgt en Mage,
En Mage værdig Dig, hvis Værd dog aldrig nok
Ophøyes, æres kan af tvende Rigers Flok.
Gid den Formæhlings Dag for Glæden ævig blive,
Al Eftertiden den med gyldne Ciffer skrive,
Mens Dansk og Norsk og Svensk, mens Troeskab, Dyd og Mod
Er til; saa bliv, Du Dag! for trende Riger god.
Hver Viisdoms Elsker kom! See Haabets yngre Broder,
Vor Arve=Printz, hvor Han i Kundskab, Viisdoms Moder,
Bestandig tager til, og ved den sunde Sæd
Til høye Tanker giør Sin høye Siæl bereed.
Dig Byrd og Fødsel Vey til Ærens Spidse banner,
Og Kundskabs Kraft Din Siæl oplyser, styrker, danner,
Tag, dyre Printz! tag til i Alder og Forstand,
Hent alt det Kundskabs Lys, som ønskes bør og kan
Livsalige Monark, hvis Naade=fulde Straaler,
Til hver en Stand og Mand livsalig Gunst udmaaler,
O! see den glade Flok! den Kreds som om Dig staaer,
Og nærmer sig naar Du ved Vagt=Paraden gaaer?
Vi see vor Christian saa fuld af Glands og Ære,
Saa mild og naadig som en Jordisk Engel være,
Hvert Ansigts naadig Træk indbyder ret enhver
At nærme sig til Ham som alles Fader er.
O! Glæden spiller paa enhver Tilskuers Tunge,
O! raaber man: o! see! o! see! vor naadig Konge!
Han vinker ad enhver med Naadens hulde Smiil,
Og siger: kom! kom hid! jeg alle hielpe vil:
Lyksalig Land og Folk! hvor Naadens Vey er aaben,
Og Kongens Ørne selv vil høre alles Raaben!
Livsalige Monark, hvor Gunst er Magtens Tolk,
Du kan ey elskes nok, som elsker saa dit Folk.
En Ære=Støtte for Din Omsorg Mars opretter,
Mens Musers Sønner Dig en Laurbær=Krone fletter,
Og ved Din Omsorg af en Renzenstem sig spaae,
At Sorøe stændig skal som Lærdoms Bolig staae.


28


Din Omsorg strækker sig til hine Verdens Kanter,
Hvor den Soelbrændte Træl i Jorden graver planter,
Du sætter Straf for dem, som volde Handlen Knæk,
Og fra Vestindien tør liste Slaver væk (*).
See nok et stort Beviis paa Landets milde Fader,
Som ey i nogen Nød en Undersaat forlader,
Han som en Naades Soel Bekymring driver væk,
Hvor Jldens fæle Bud afpræger Grue og Skræk.
See Salighedens Sag alt meer og meer udbredes,
Og fleer og flere frem til Kundskabs Kilde ledes,
En Mohr nu tvættes fra al Hedensk Smitte ud,
Ved Daabens Naade=Pagt indlemmes til sin Gud.
Arbeydsomheds Beviis! et Skib af Stablen løber,
Da det sin stolte Krop i salte Bølger døber,
Af Rigets Ønsker fik den Thetys Dotter Navn;
Gid ingen ønske det som ey er Rigets Gavn.
Det ey forglemmes bør iblandt Merkværdigheder,
At see hvor Dyden sig en Lov og Tolk bereder
Af de Umyndige; vor store Frederich
Af dem i Fredrichs=Stad en deylig Lovsang fik.
Farvel, du store Korff! du Ruslands Ziir og Ære,
Som af hver ærlig Dansk skal ævig elsket være!
Med dig en Menneskers, en Dyds, en Viisdoms Ven
Er død, men lever dog udi dit Navn igien.
Jeg troer man vilde før al anden Modgang friste,
End sine Øynes Lys, den Lede=Stierne, miste,
Skiønt mangen Ondskabs=fuld et Øye gav til Priis,
Naar kun hans Fiende paa begge tog Forliis.
Men lad dig lede til Hr. Hilmer hen du Blinde,
Og hvis du ved hans Hielp selv Veyen hiem kan finde,
Saa giv ham Løn og Tak, men tak for alting Gud,
Som ruster Mennesker med Kunst og Viisdom ud.
Hvis Børns Død og Tab Forældre høyst kan smerte,
Saa saarer nok dens Død Forældres ømme Hierte,
(*) Forordningen af 25 Marti.


Som uformodentlig sit unge Liv har endt,
J den saa manges Grav, det vaade Element.
Sverrig.
Tak! kiække Naboe! Tak! din Skiønsomhed vi priser,
Som saa usminket din Oprigtighed udviser
Ved Gustavs ædle Vall, vi see den af det Brev,
Som Rigets Stænder til sin Konge samtlig skrev.
Hvert Ord, hver Linie, den Troskab forestiller,
Som i de Gothers Bryst saa uforfalsket spiller,
Jeg uden Følelse ey seer den Lyst og Fryd,
Hvormed du nævner vor Princesses Navn og Dyd!
Det fryder hiertelig og kildrer vores Øre,
Et Æres-Echo af Princessens Navn at høre,
Tag, brave Naboe, tag tilbage all den Lyd
Fra os, som vidner om din Gustavs Held og Dyd!
O! lad os kappes om hinandens Værd at prise,
Ved Venskabs sikre Baand for Eftertiden vise,
At din Gustavi, vor Sophies, Kierlighed
Jmellem dig og os har knyttet ævig Fred!
Saa skal det tappre Folk, hvis mandige Bedrifter
Med Cimbrers, Gothers Lov, opfylde alle Skrifter,
Staae som en Nordens Muur, ved en indbyrdes Fred,
Og altid blomstre i en sand Lyksalighed!
Vi see hvor ret og vel den Svenske Troeskab Lænker,
Som i Anledning af saa høy Formæling skienker
En Gave til den Flok som i sin Vugge vil
Afbilde Glædens Tegn med en uskyldig Smiil (*).
Liusdal i Nørre Helsing Land.
Hør hvilken Medicin en Kone her indtager:
Hun aad for Mave=Værk kun trende Ræve=Kager,
Sygdommen nok forsvandt, men det er sandt, hun døer:
Mon Medicin ey tidt den samme Virkning giør
Tydskland.
Til at betegne sin Fryd over deres Cron=Printzes og vor Cron=Prineesses Formæling
har et Sælskab skiænket 3000 dl. Kobber Myndt til Frimurer Børne=Huset i Stokholm.


30


Tydskland.
Printz Albert fik til Brud den store Josephs Søster,
Er hun sin Broder liig, han ey en bedre lyster,
Saa er en dydig Brud hans Glæde større Pant,
End al den Medgift han i Hertugdommet vandt.
Nys Tydsklands Keyser selv ved Jlden var tilstæde,
Nu ved Forordninger om samme er til rede,
Han skierper Pligter og Belønning større giør,
For at opmuntre hver at giøre hvad han bør.
Skal Wiens Damer nu med tvende Heste kiøre,
Det falder noget tungt, men lader sig dog giøre!
Sparsomme Joseph! tag de mindre alle fra
Og lær enhver at gaae som ey har Podagra.
Theresia som kan paa Dydens Værdie skiønne,
Vil i den unge Daun, den gamles Dyd belønne,
Hun skikker ham et Brev, o! rørende Beviis,
Paa en erkiendtlig Siæl! o! store Dydens Pris.
Hvor maatte dette Brev den unge Daun ey Glæde,
Og ham opmuntre i sin Faders Vey at træde?
Enhver som ammer Dyd ved Løn og Ære op,
Gix Vædske til dens Rod og Frugter i dens Top.
Morbrændere man lod i Nurenberg indhente,
Hvis velfortiente Straf er Giernings billig Rente,
De brændte andres Gods af blot Hevngierrighed,
Men slukkede sit Had og Livets Lampe med.
At man Arbeydsomhed med største Føye priser,
Som beste Medicin; det Olmutz os beviser,
Hvor Byens Magistrat med en til Graven gaaer,
Som levde hundrede og nitten Alders Aar.
Hvis blot Arbeydsomhed kan Livets Tid forlænge,
Saa gid ey nogen maae til Læge=Kunsten trænge,
Gid ingen blive lad, dog det har ingen Nød,
En Doctor slipper nok Arbeyde for sit Brød.
Jeg fra Hanover seer et grusomt Nyt berette,
Hvor en forvoven Haand sit Lip tør Grændser sætte,


See en Haarskiærer der sin Leve=Traad afskaer,
Og tvende Kaarder til saa grusomt Verktøy har
Frankerig.
Jeg undrer at den ey en Præmie har vundet,
Som haver i Paris den skiønne Kunst opfundet,
At sætte Paruqver i saadan sikker Stand,
At de paa Hovedet forrykkes ikke kan
Den Paruqvemager i sin Kunst maae være færdig,
Men den var større Løn og større Ære værdig,
Som selve Hovedet vil sætte i den Stand,
At det ved ingen Ting igien forrykkes kan.
Engelland.
De Engellænders Put til Græve blir ophøyet,
Knap nogen Patriot er derved misfornøyet,
Men gierne ønsker ham den største Ære=Stand,
Som en i Bund og Grund oprigtig Engelskmand.
Det vaagne Engelland paa Spanien har Øye,
Og dets Tilrustninger betragter meget nøye,
Men hvor det end og gaaer, jeg veed den kiække Brit
Ey slipper nogen ud af Legen med Profit.
Ogilvi! naar du dig vil tvende Koner tage,
Hvi kan du da ey til Constantinopel drage;
Slig hæftig Kierlighed Neucastel ey fordrog,
Men dig til Sikkerhed ved Vinge=Benet tog.
Spanien.
Hvor kan dog Spanien ey franske Moder vrage,
Der for de andre Land saa nydelige smage,
Hver anden blir Catolsk og ved en Helgen svær,
Han heller uden Liv, end fransk i Legem er.
Men hvis en Peder Zar, der kunde hurtig rage,
Og Hovedet med hvert i Told for Skiægget tage,
J Madrid sig indfandt, fik Piben anden Lyd,
Den franske Yndighed blev Spansk Grandezzes Pryd.


31


32


Polen.
En Roes af smigrende og falske Hykle=Læber,
Tidt som en Smitte ved en Fyrstes Purpur klæber,
Der for Lettroenhed nok smager Honning sød,
Men skiuler dog en Gift som volder Sandheds Død,
Fornuftig den Monarch! som, naar han Lovsang hører,
Skiønt den som velfortient Oprigtighed fremfører,
Med Polens Konge som Opmuntring den anseer,
Paa det han bør, men ey, som Navn paa det han er.
Hvor kan et hidsigt Sind og en utæmmet Vrede
Dog ikke Mennesker til Nedrighed forlede?
Bystewsxi ey sin Haand og Sabel tæmme kan
Et vildt og flygtig Sind ham giør til flygtig Mand.
Men Polens Konge vil en slig Misgierning hæmme,
Og lærer hvordan man Afsindighed bør tæmme,
Han Stand og Værdighed, som vel forskyldt, betog
Den Ubesindige, som Sværd i Freden drog.
Nye Decouverter nu i Medicinen giøres,
Og mod den kolde Brand et hidsigt Middel høres;
En Polsk ved Lægens Dom rar afdømt med sin Fod,
Forskrækket ved den Dom han tog sig først et Mod.
Af kraftigt Brændeviin han drak, maaskee! nok trolig;
Tænk hvilken Sundheds Drik, han sover ganske rolig,
Den kolde Brand forgik, han vaagner frisk igien,
O! hvilken Mageløs og hastig Cuur var den.
Nu har han begge Been, og maaskee snart faaer fire,
Jfald han bliver ved i Lægedom at svire,
Hvis denne Cuur er sandt og altid holder Stik,
Man før til Kroen end til Apoteqvet gik!
a det Rongl Adresse Contoir i Kiøvenhavn
Læres æagtraætkaaee


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved J. Ch. Bie.
For May Maaned 1766.
Dannemark.
M¬
onarchen lyster selv at skue og betragte
De Hielpe-Midler Kunst mod Jldens Vold frembragte,
O! vel det Land hvor selv en Konge alting seer,
Der alle Ting med Flid og dobbelt Jver skeer.
At Byens Sprøyter i forsvarlig Tilstand ere,
Derom Smaae=Drengene et sikkert Vidne bære,
Dersom ubøden Flok uventet Vædske nøed,
Og end i Soelskin blev ved Kunstens Støbregn blød.
Gid aldrig nogen Tid maae Sprøyters Brug udkræve,
Ynksomme billeder for Tanken endnu svæve,
Udaf den Morders Vold, som engang har din Pragt,
Din Velstand og dit Haab, i Støv og Aske lagt.
Ach ney, vor Hoved=Stad, Juvel i Rigets Krone,
Løft aldrig op din Røst med nogen Sørge=Tone,
Naar nogen spørger om, hvor Glædens Bolig er?
Saa svar bestandig med et Glædes-Echo her.
Ach! Ach endnu et Ord til Fredrichs dyre Minde,
Hvis Rygte, Dybets Svælg og Biergets høye Tinde,
Det Moes-begroede Stæd, Ufrugtbarhedens Hiem,
Paa Rygtes Vinger bær til evigt Minde frem.
Alhedens Kirke Ham en hellig Lov bereder,
Opbygg t ved Hans Flid, Hans Omsorgs Sæd udbreder,
Hvor før det usle Liv ey Ophold kunde naae,
Der baade Liv og Siel nu kan sin Føde faae.


D


Da ret Naturens Skik i al sin Pragt sig viser,
Hver Urt, hvert Blad, hvert Straae sin Skabers Almagt priser,
Da Aarets blide Tid ret vinker ad hver Flok
Og raaber: kommer ud, og høster Glæde nok.
Vor elskte Konge til sin Sommer=Boe sig giver,
Og did ledsaget af utalte Ønsker bliver,
Han, som paa Fridrichs Berg, sin Hoved=Stad er nær,
Dog allernærmest i hvers Sind og Hierte er.
Det gandske Konge=Huus sin Sommer=Bolig søger,
Vor Længsel efter dem, den Bortgang vel forøger,
Dog naar de tage Fryd, saa frydes vi og med,
Og det er Virkning af retskaffen Kierlighed.
Vor dyre Arve=Prinds til Sorgenfrie indbyder
Sin hele Konge=Slægt, som sig indbyrdes fryder
Saa bliver Deres Fryd ved daglig Omgang heel,
Og Landet tager i den søde Glæde Deel.
Hvor værdig følger Du en Frederichs Exempel,
Og bygger op paa Dyd og godt Dit æres Tempel,
Vor milde Christian! Dn Haand forøget har,
Hvad før til Skolers Gavn i Holstein stiftet var.
Vor Konge daglig seer at sig Hans Krigsmagt øver,
Og paa sin Færdighed aflægger største Prøver:
Bliv evig Nordens Fred, men hvis det rønner paa,
Kan Landet noget stort af Martis Sønner spaae.
Og paa Collegier har Kongen vaagsomt Øye,
Han hvert Contoir, hvert Stæd, beseer, betragter nøye,
Jeg veed og troer han var, og blir fornøyet der,
Hvor Troeskab, Flid, Forstand hvert Medlems Udtryk er
Jeg Stadens Magistrat for Kongen seer fremtræde,
Som Tolk og Talsmand for hver Borgers Tak og Glæde,
For Kongens Naade=Haand, den ret bekræftet har,
Som Stadens Styrke blir, og sammes Opkomst var.
Du Stand, som Kongen har indsat til Stadens Nytte,
Og Borgerstanden Vel, bliv altid sammes Stytte,
Tael altid Stadens Tarv, og tael af Hiertets Grund,
Tael som for Kongen selv, med en oprigtig Mund.
Den franske Hr. Ogier paa Reysen sig begiver,
Hvis Bortgang uden Tvivl af mange savnet bliver,


Som under Skyggen af hans Værdighed og Navn
Fandt i hans Tieneste Fortieneste og Gavn.
Thi, en saa høy fornem, saa god og gunstig Herre,
Kan i sin Tieneste, dog mangen Mund ernære,
Vi Lykke ønske dig paa denne Reyse=Færd,
Men glemme ey saa snart at du har været her.
Farvel alt andet Nyt, jeg til den Act vil træde,
Hvor Sielen tumles i en sand og hellig Glæde,
Jeg seer en Ønskers Dag paa Nordens Poel opgaae,
Som evig hellig skal paa Hiertets Talstok staae.
O! hvilken hellig Dag, da tusend Offre brændte
Paa Hierternes Altar, ved Troeskabs Glød antænte,
Min Siel, mit Tempel var, da jeg i Tanken saae
De andre offentlig i HErrens Tempel gaae.
Da tømte Andagt ud hos alle Landets Sønner
Det Hierte som var fuldt af Ønsker og af Bønner,
Dog før udtømmes skal det vide Verdens Hav,
Førend det Kilde=Væld som Landets Troeskab gav.
Ach ney! det velder ud af tusend skulte Aarer,
Og Ønskers største Flod er ikkun nogle Taarer
Af dette Bundløst Dyb som daglig voxer til¬
Og fyldes meer og meer, jo meer man øse vil.
Da stode Vægterne paa Zions Kirke høye,
Opløftede til Gud et vaagent Andagts Øye,
Og med en Arons Mund indtrykket i hver Siæl,
Den Dages Vigtighed for Landets Tarv og Vel.
Gid altid Lærere slig Andagt maae opvække,
Og altid Hierterne saa nøye til sig trække.
Hvo veed, om Lærer, om Tilhører, talte mest?
Ja Lunkenheden selv, den Dag var Andagts Præst.
Den evig Zions Høy, den alle Aanders Himmel,
Opfyldt med ivrige og sande Bønners Vrimmel,
Opfyldte hver en Siæl som baed med hellig Fryd
Og fast Forviisning om sin Bøns bønhørte Lyd¬
Siig Landets Andagt, sug! hvad er din Drive=Fieder,
Og hvorom er det du med saadan Andagt beder?
Det er for den som selv udfordrer denne Pligt,
Som kiender Himlens Magt og sin Regierings Vigt.
331
008 snza Mlihnd


35


36


For Nordens Salomon, vor Christian, vor Konge,
O! beder du for Ham, saa hør ey op min Tunge,
Hver Dag en Bededag, hver Siæl et Tempel bliv,
Og Almagts Finger, Ja! hos gode Bønner skriv.
Tak dyre Konge, Tak! som denne Pligt udkræver,
Jeg seer hvor Ondskab alt for Dine Øyne bæver,
Og tør ey nærme Dig, som nærmer Dig til Gud,
Og ruster Dig betids med Andagts Vaaben ud.
Norge.
Fra Dahlernes Provstie, i Thronhiems Stift.
See nu kan Norge med Forraad til Nyehed give,
Med Tiden lærer man Aviser der at skrive,
En Kone gammel, fem halvfierdsindstyve Aar,
Endda en Patte=Glut ved rukne Bryste faaer.
Og det som mere er, hun gav ham Melk at die;
Tael her hver Physicus, her maae min Muse tie,
Mon Børns Patten blot kan bringe Ammer frem,
Og af saa mange Aar endda udklække dem?
Op! op, hver Phyficus og hvæsse eders Vaaben,
J Jordemødre med fordoble eders Raaben,
Og svær ved Æsculap, den Sag er aldrig sand,
Man med saa ringe Kunst en Amme giøre kan.
Det uforsvarligt er om Glemsomhed forjætter,
Hvordan man Bergens Bye og Stift i Nød undsætter,
Som skikkes Middel mod sin Hungers Tære=Orm;;
Ja det er Følgen af en god Regierings=Form (*).
Sverrig.
Den Svendske Kron=Prinds er hos os en Ridder vorden,
Vor Konge sender Ham sin største Ridder=Orden,
Som selv det samme Tegn fra smukke Naboe fik,
Den Dag at Nordens Dyd Formæhlings Pagt indgik.
Saa deles Venskabs Tegn blandt Nordens ædle Kroner;
Befæst en evig Fred og Fryd de høye Throner,
J*) Til den trængende Almues Understøtning i Bergens Bye og Stift, er herfra forær¬
anstaltet opsendt 8000 Tdr. Havre, og 400 Tdr. Byg.


Gid aldrig fattes dem af begge Kongers Sæd
Som med en jordisk Dyd forbinde Nordens Fred.
Tydskland.
J Ober=Lausitz vil man Bierne formere,
Det lille stræbsom Kre, en Tolk for Skabers Ære,
Et Sælskab tager sig de Stakles Opkomst nær,
Jeg næsten færdig staaer, at ønske: Jeg var der.
Tak, lærde Gellert, Tak! for dine smukke Tanker,
Hvoraf sig Altona Forraad til Nyehed sanker,
Gid man i hver Avis en Hoben saadant skrev,
Der da lidt mindre Snak og meere vigtigt blev.
At Undersaatterne en Frihed bør forundes
Som paa Uskyldighed og Ærbarheden grundes,
Det meget billigt er; thi, alt for megen Tvang
Kan føde ondt saavel som megen Ledig=Gang.
Det skiønner Joseph, paa den vise Tydsklands Fader,
Og Undersaatterne Spadsere=Fart tillader,
J Bratter og Stadt Gut; formodende at ey
Hans Naade aabne skal for Misbrug nogen Vey.
Jeg veed nok, hvad man om Syv=Soverne har skrevet,
Og at den meste Deel for Digt er holdet blevet,
Men see fra Maynstrøm, hvor syv Dage udi Rad
En Pige sovet har! Ja maaskee! hun var lad.
Ney, Stakkel hun var syg, men blev dog bragt til rette,
Hvormed? med en Clysteer! - er saadan Kraft i dette,
Saa gid hver Frisk og Sund, som lad og søvnig er,
Hver Morgen maatte faae til Livs en god Clysteer.
Frankerig.
Man her fra Spanien en nye Beretning giver,
Og Medicinen ey en Hemmelighed bliver,
Gid Pokker tage sig en Feber mere nær,
Naar Coffee og Citron dens Lægemidler er.
Men mon den Cuur er god for alle Febrens Grene?
Maaskee den nytter i Forliebtes Feber ene!
Hvis den al Hidsighed i Blodet stille kan,
Farvel da Gratia probat og Tiære=Vand.


38


Saa er jeg daglig Syg kun for Coffee at drikke,
Thi skrive Feberen fordriver den dog ikke,
Det Skade er man ey den Lægedom beskrev,
For Coffee=Drik saa stærkt i Cassel hemmet blev.
Paris sin Borger=Ret Comoedianter giver,
Hver god Comoediant en nyttig Borger bliver,
Men hvis han spiller ey sin Roulle vel i alt,
Da roes det som er godt, men last det som er galt.
Hvis hvert et Dyr og Best Aviser kunde læse,
Det sikkert vilde dem Hovmodighed indblæse,
At see og høre, hvor det hele Gevaudan
J disse Tider er en ynksom Morder=Plan.
Hvad kan et lumpent Dyr saa stor Allarm opvække,
Til Trods for Kugler, Krud, det hele Land forskrække?
O! Gevaudan, hvis du blandt Norges Klipper laae,
Du meer end engang slig en farlig Fiende saae.
Oplever jeg dets Død, jeg Dyrets Gravskrift skriver,
Det Plads blandt Mordere nest gruesom Nero giver
Endskiønt dets Tapperhed, naar den blev undersøgt,
Bestoed til største Deel, maaskee i andres Frygt.
Fra Paris skriver man til Mechaniqvens Ære:
Den til at giøre Vind kan ogsaa tienlig være,
Den giør vel ogsaa Guld! –- ja vist! hvo vil omsonst
Vel give Prøver paa Opfindelse og Kunst?
Dog, gid man aldrig meer Vindtmagerie vil giøre.
Man den Profession kan allevegne høre,
Endskiønt at giøre Vind tidt er en frugtbar Kunst,
Og ofte blæser op et Regn af Guld og Gunst.
Et ynksomt Nyt man faaer ifra Paris at høre,
Et Nyt som kan og bør, hver vittig Siæl oprøre,
O! Ulyksalige, O! Lally! O! du gav
Den gamle Sandhed Vigt: At ingen før sin Grav
Er sikker i sit Løb paa Verdens Tumle=Bane,
Hvor den som ager frem i Velstands Gyldne Kane,
Tidt styrter Hovedkulds udi en Afgrundned,
Deels ved de Andres Had, deels egen Feyl bered.
Jfra den største Spids man Allerdybest falder,
Bejamringsværdige, som i din Graae=Haars Alder,


39


Da Livets Seyerværk til Slutnings Aften gik
Ved Bødlens Morder Slag din Time sluttet fik!
O! hvilken skiendig Død!
Jeg gyser ved den Tanke,
Og flygter meer for den end Døden Livets Skranke,
See Lallys Løn og Straf og speile dig i ham!
Elsk Æren i dit Liv, saa døer du uden Skam!
Engelland.
Det er de Stores og Fornemstes største Ære,
Medlidende imod Nødlidende at være,
See Hertugen af Nork (*) er Hoved for den Krop,
Som til Barmhiertighed et Tempel reyser op!
Et overdaadigt Slug saa mangen Skat nedsvælger,
Sig selv som Lazaret til Vellysts Følger sælger,
Men kom Barmhiertighed til London, kom betragt
Hvad Skat til Rednings Hielp blir i Guds Kiste lagt! (**)
Jeg gandske sikert troer at Dublins hvide Drenge (**
Med Uroe og Oprør forvirre Folk saa længe,
At den fortiente Straf vil male dennem rød,
Og det uroligt Blod neddempe med sin Død.
Hvor kan dog Overtroe, Vankundighedens Vaaben,
Paa Verdens Skue=Plads ey rette ud en Hoben?
En Mand i Leverpool et grusomt Vidne gir,
Som tvende Børns og sin Kones Morder blir.
Hans Bigte=Fader, som en Helvedes Sirene,
Ham vilde Salighed for Konens Skyld formene,
Og sine Børn han ved Skiersild luttre vil,
f143
Men mon han kom der selv da Strikken traktes til?
Fra Jrland seer man at et Par forenet bliver,
Der knap en Afkoms Slægt, saa stor som Gilli giver,
Brudgommmen for sin Brud tre Tommer forud har,
PA*n
Det endda Lykke er, han ikke mindre var (. I.
Thi Konen udens des vil gierne Høyden tage,
Dog tyst, hvad siger jeg? - ey mine Ord tilbage!
*) Hertugen af York er Præsident for Londons prægtige Hospital.
(**) Den Dag Præses og Forstanderne vare samlede, blev ved Collect til Hospitalet:
indsamlet, 1825 Pd. Sterl.
) Thehwite Boys.
E¬
) Han blev hengt for sin Misgierning.
M*i
E. -)Brudgommen gl. 19. Aar, var 42. Tom. og Bruden gl. 23. Aær, var
39. Tom. høy¬


40


Jeg endnu har det Haab, den lille Engelskmand
Med Tiden længere og voxen blive kan;
Det farligt mellem hvert med smaae Folk er at spøge,
Helst naar de Tilflugt bag de større kunde søge:
Dog, skal jeg sige sandt, saa bør jeg tie her,
Da jeg just ikke selv ret Gardermæssig er.
Med usædvanligt Nyt Nevcastel os begaver,
Som paa den samme Dag et Ægte=Par begraver,
Der føed paa samme Dag, tilsammen levet har
Toe hundred tvende Aar, det kalder jeg et Par!
Kom! hver som samler paa ældgamle rare Sager,
Her er en Raritet som knap en Kiender vrager;
Om Seclers Jomfrudom end hver Avis beskrev,
Jeg troede endda knap at den saa gammel blev.
Spanien.
Man skriver fra Paris, at Madrid er urolig,
Men Jesuiterne afværge Jlden trolig,
Som staae paa Tagene og prædike mod Brand,
See, see, hvor Nidkierhed al Frygt forglemme kan
Dog denne Nidkierhed en Hoben Godt forvolte,
Og det oprørte Folk igien tilbage holdte,
Hvis Rasenhed ey vil antænde noget Huus,
For deres Patres ey at brænde op til Gruus.
Hvor kan et oprørt Folk ey spille mange Fynter
Ambassadeurens Kudsk (*) den spanske Pøbel pynter,
Og raabe: Frankrig Krig, men Fred med Engelland!
Det er kun Spørsmaal, om Beretningen er sand?
Vist er det, Kudsken nøed en uforventet Ære,
Skiønt her ey nogen vil den Spanske Kappe bære
Man med slig Convolut dog svøbte hannem om,
Og pryded hannem som en Raadsherr udi Rom.
Polen.
J Polen sik man en Comoedie at høre,
Som kunde Navnet af en ærlig Kone føre,
Gid hver Mands Huus og Hiem en Skue=Plads forblev,
Hvor baade Navn og Gavn det smukke Stykke skrev.
(*) Den Engelske Ambassadeurs.
Ktaer adgenaærtkatnatig i Frkt aae dær kang treste c antate lskuataarn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved M. Prahl.
For Junii Maaned 1766.
Dannemark.
V¬
elkommen favreste, frugtbareste Skiersommer!
Hvad Høst vi skulle faae, det an paa dig nu kommer.
Saa sagde Bønderne, da deres May blev endt.
Uvidende om det, som dem var spaaet paa Prænt.
Det Folk, hvis Hænder skal de øvrige ernære,
Har af Erfarenhed nu atter maattet lære,
At aldrig noget, Haab saa grundet synes kan,
Der jo Forandring let kan skee i Lykkens Plan.
Om i Aviserne det end ey fandtes tegnet:
Saa vidste man dog nu, at det saa sterkt har regnet,
At Regnen giorde Skaar i Aarets Frugtbarhed.
See dog, hvor lidet man med Vished forud veed?
Men har Afgrøden end paa Marken taget Skade:
Saa maae vi hver for sig dog derhos være glade,
At Skaden ikke er almindelig saa stor
At Høsten ventes jo langt større end i Fior.
Man kiendte Virkningen af det, som Vaaren spaade.
Rug=Markernes Anseen paa Torver fik at raade.
Den satte Rugens Priis i Hast saa meget ned,
At hver Kornpranger vist paa Himmelen blev vred
Lad ikkun disse Folk see suurt ved gode Tider!
De Fromme glædes ey, maar hele Landet lider.
Lyksalighed er stor, hvor Nøysomhed har Brød,
Og hvor man finder den, ey klages over Nød.


O Nøysomhed! du bør jo boe i Tvilling=Riget!
Thi Himlens Naade er fra samme ey afviget.
Hver Undersaat, som vil, lyksalig blive kan,
Naar han kun frygter Gud og ærer Christian,
Guds Viisdom Christian for disse Riger skabte,
Til fyldest Bod for alt, hvad vi ved Fridrich tabte.
Hvo kan Hans Aasyn see, og røres ey derved,
At Gud tiltænkte os saa stor Lyksalighed.
Han sin Regiering jo saa viselig begynder,
At allervissest Haab Hans Riger Held forkynder.
Man finder Hannem jo utrettelig i det,
Hvoraf Han lære kan at herske viist og ret.
Hvor levende et Liv ved Konge=Hoffet kiendes!
Hvor Tiden idelig ret Kongelig anvendes.
Man Alderdommen selv hos Ham forynget seer;
Og Gud opfylder Ham med Viisdom meer og meer
Han den Fornøyelse har fundet, at betragte,
Til hvad Fuldkommenhed Hans Krigsfolk Kunsten bragte;
Og slig Fuldkommenhed Han vist i alle Ting
Vil finde efterdags, hvor Han sig seer omkring.
Hans Undersaatter vist vil kappes med hinanden,
At yde Hannem Frugt af Viljen og Forstanden.
Ey nogen Siele=Kraft for Ham skal være spart,
Hvis Herredom og Liv er os saa dyrebart.
O Konge=Hof og Land! Din Sorg var stor, men større
Din Glæde bleven er. Din Graad du kan aftørre.
Dig Christian er alt, ihvorsomhelst Han er,
Og derfor har du Ham med saadan Ømhed kier
Til Konge=Husets Fryd og Hovedstadens Glæde,
Han hidindtil har valgt sit høye Sommer=Sæde
Paa Slottet Fridrichsberg, hvorfra Besøgelser,
Han giver vexelviis til begge Dronninger.
Hirschholm saaledes Ham har favnet nogle Dage,
Hvor Hans Farmoder saaes sin Sønne=Søn modtage
Paa allerømmest viis, som ey udtrykkes kan.
Hun elsker meer hos Ham, end Navnet Christian!


43


Blant andre Stæder, hvor Hans Majestet har været,
Med sin Nærværelse Han har Nye=Holm beæret,
Hvor Flodens Tilvext saaes af Ham med Velbehag,
Da tre Krigs=Skibe løb af Stablen samme Dag.
Det ypperste af dem fik Navnet af Mathilde (*)
Som hver med Christian snart samlet ønske vilde!
Hans Høyværdighed, den Herrens Mand, Provst Hee
Ved denne Leylighed blev hørt veltalende (**)
Enhver den hele Act sit bifald gav tilkiende;
Og da den lykkelig ved Middag var til Ende:
Jndtoges Middags=Mad af Dannemarks Monark
Paa Hovedstadens Reed, paa Skibet Dannemark.
Det fra Beseyling nys var kommet her tilbage,
Og paa det prægtigste lod vaye Konge=Flagge,
Med samt det andet Skib, ved Navn Print; Friderich,
Nu Kongens Majestet det inden Borde fik.
Han til Sophienberg sig over Vand lod sette,
Hvor Aftens=Maaltidet Han lød for sig anrette.
En af Galeyerne Ham overførte did,
Og stolt deraf igien kom roende herhid.
Gud glæde Ham hver Dag! som Nordens Scepter fører,
Som aldrig glemmer det, Regieringen tilhører.
Hans Folk Ham daglig seer aarvaagen, muntrer, mild;
Thi brænder det til Ham af Kierlighedens Jld.
Hans Danske Cancellie Han undte lige Naade
Med Rente=Kammeret, og der paa samme Maade
Besaae Contoirerne, og hvad Hans Agtsomhed
Befandtes værdigt nok at see paa dette Sted.
(*) Et Orlogs=Skib af første Rang paa 70 Kanoner blev kaldet Caroline Mathilde.
De to andre vare Fregatter, hvoraf den ene, paa 30 Kanoner, blev kaldet Christiansøe
og den anden, paa 20 Kanoner, kaldet Færse.
11) Over Texten af Salomons Høysangs 7 Cap. 1 V. Hvor deylige ere dine
Gange i Skoene, du Fyrste=Datter!


Den Høye Skole her, indrettet for Cadetter,
Ham i Opmerksomhed og ligeledes setter.
Sit høyeste Besøg Han undte den en Dag,
Og Øvelserne saae med mildest Velbehag.
Han forhen mønstre saae en Deel Batailloner;
Nu vil Han see det Corps, hvis Foree er Kanoner.
Artilleriet giør saa flink dets Øvelser,
At engang dem at see, tilstrekkeligt ey er.
Han deres Færdighed betragter nogle Gange:
Og hvergang Han og de beundret blev af mange.
Stormesteren for dem sig viste størst i det,
At fyldestgiøre saa vor Konges Majestet.
Hvad Kongen ey har seet, det kan Han faae at høre¬
Hvor færdigt Hans Armee dens Øvelser kan giøre;
Thi allevegne fra det skrives, at Hans Hær
J dens Krigs=Øvelser fuldkommen færdig er.
Hvor meget var der dog om Christian at qvæde!
Hvorledes Han hver Dag forøger Folkets Glæde!
Om Rummet det tillod i lidet Skialdre=Blad.
Men, Læser! denne Gang min matte Geist forlad!
Det Skyde=Compagnie, som aarligen hver Sommer
Til Fugle=Skydningen for Lyst tilsammen kommer,
Har uden Vester=Port nu atter øvet sig,
Og regner denne Act for høyst høytidelig.
Der Kongens Majestet personlig var tilstæde,
Og skiød det første Skud til Skyde=Laugets Glæde.
Dernæst Pring Friderich, vor Konges Broder, skiød;
Og saa Stads=Hauptmand Treeld at skyde Æren nød.
Derefter skiød enhver af Skyde=Laugets Skarel
Som hundrede og sex i Aar tilsammen vare)
J saadan Orden, som de havde Numere;
Og dem, det lykkedes, tilfaldt Gevinsterne.
Den hele Øvelse stod paa i fire Dage;
Da Hr. Hans Kierrumgaard vandt Frihed at antage
Det Fugle=Konge=Navn, Hr. Treeld ham overlød.
Paa Pladen, denne Gang til Lauget, dette stod:


Mod, Troe og Nidkierhed for Land og Kongens Ære,
Skal Hovedstadens Roes og ævig Losen være.
Hvor tryg er Christian i Skiødet af den Stat,
Som danner midt i Fred hver Borger til Soldat.
Den 5 Junii 1766.
Treeld.
Det Skyde=Laug, som er i Odense oprettet,
Har Skyde=Øvelsen i Aar og ey forgiettet.
Den høyeste Gevinst Grev Magnus Moltke fik,
Og tvende Borgere af med de andre gik.
Blant andet Nyt, hvorved jeg bør endnu at røre,
Er det, at nogle kom fra Hamborg, her at giøre
Sin Stads Opvartninger hos Kongens Majestet
Som hørte dem, og lod sig velbefalde det.
Men jeg ey tale vil et Ord om Lotteriet;
Thi hvem Gevinster faaer, det bliver dog fortiet.
Jeg og ey synge vil om Marschandiseren,
Som med saa stor en Skat indkiøbte Klædningen (*).
Hans Ærlighed man bør saa meget meer berømme,
Naar man om hannem vil som Marschandiser dømme;
Thi det er neppe før i denne Verden hørt,
At nogen for Profit sig saadant har opført.
Man fra Provintzerne har meget faaet at høre,
Hvad Skade Vaade=Jld og Torden=Veyr kan giøre.
Fra Hagendrup i Fyhn man dette Nyt har læst,
At Tag af Huse der ved Hvirvelpind er blæst.
Ja Størmen var saa sterk, at nogle Træer med Rode
Opryktes fra det Sted, hvor de i Skoven stode,
Og hvad paa Blegen laae, ved Stormen Vinger fik:
Saa mange Eyere deels Glip af samme gik.
En Pige lagde sig paa Assens Mark at sove.
Saa mangen Pige før har saadant tordet vove.
Men denne gabede, og i sig fik en Frøe.
Nu sover neppe meer paa Marken nogen Møe!
(*) See Adresse=Aviserne No. 88.


45


Jblant Vidunderne, hvormed Naturen spiller,
Henregnes kan det Lam, som deri sig adskiller
Fra Faare=Dannelsen, at det syv Bene har:
Og denne Sieldenhed anseer man billig rar (*).
Monarkens Majestet sig mildest lod behage,
Den Skabnings Selsomhed i Øyesyn at tage.
Og Siellands=Bonden vist har faaet sit Lam betalt,
Endskiønt det Slagterne til Slagtning ey befaldt.
Ved Selsomhederne Naturen sig ey skammer:
Og Kongen, som af dem kan vise Forraads=Kammer,
Formerer samme nu med et syvbenet Lam.
Opmerksomhed i sligt og værdig er for Ham.
De Herrer Ellius og Aaskow har opdaget,
Hvoraf det kommer sig, at Sygen, som har plaget
Hornqvæget mange Aar, paa Friske smitte kan:
Det paa Uddampningen af Møget kommer an (*)
En Arithmetisk Krig i Fiors Aviser førtes.
Den endtes uden Blod, skiønt Blodet vel oprørtes
Til Bleks Udgydelse hos Parterne i den.
Nu sees et Manifest til saadan Krig igien.
Vor Autodidactos, Hr. Hofmann, det udstæder.
Han blant Studenterne sit Sted med Roes beklæder.
Han til Opløsning har sat tre Problemer frem,
Og med al Høflighed udbeder Svar paa dem.
En Phonedidactos (hver god for sig kan være)
Vor Hofmann møder strax, og ham vil andet lære.
Ey før er dette skeet, før man den Tredie
Med spids og hvesset Pen i Feldten faaer at see.
Hvorledes denne Krig ved Slutningen vil endes,
Kan af Begyndelsen endnu vel ikke kiendes.
Dog kan man have Haab, at Enden bliver god,
Og at, som forrige, den endes uden Blod.
(*) See Adr. Aviserne No. 82.
(**) See Adr. Aviserne No. 90.


Norge.
Fra Bergen meldet er, at Oculisten Bader
Med slet Berømmelse den Stad og Egn forlader,
Da han ey mindste Frugt af Øyen=Cuur har viist,
Og altsaa har han der Attesterne forliist.
Tydskland.
Bestandig Keyseren hans Landes Vel forøger.
J Aar høytidelig han Bøhmens Folk besøger
Samt Arvelandene, ved hvilken Leylighed
Og Dresden et Besøg af hannem gives med.
Paa Caffe Prisen er i Hamborg falden meget;
Paa Vine derimod den nylig haver steget.
Hvad Kiøbmænd taber da ved Caffe=Handelen,
De kan paa Vinene vist hente ind igien.
Sverrig.
Af Rigets Stænder sees paa Sverrigs Krones Beste.
J den Bestræbelse de lader intet reste.
Blant andre denne Sag fuldkommen sande vil,
Foruden mange fleer, en Kierman, Sandel, Grill.
En Sammenrottelse i Wedens Herred skede;
Thi daarlig Jver let kan Almuen forlede.
Den rygtedes i Hast, og indjog mange Skrek;
Men Øvrigheden var aarvaagen, hurtig, kiek.
Oprørerne sig snart bestædte saae i Knibe:
Saa deres Hovedmand de vilde selv paagribe;
Saa snart man havde faaet ham og de verste fat,
En Extra=Hof-Ret blev til Undersøgning sat.
Det feyler ey, at han og hver, som findes skyldig,
Jo dømmes til en Straf, mod saadant Forhold gyldig
En Undersaat ey bør med Misfornøyelse
Udlade sig, skiønt han ey faaer sin Villie.


47


48


Engelland.
Hver Engelsmand har Lyst, Seylads at understytte.
Enhver arbeyder paa dens Tilvext, Flor og Nytte.
Hr. Douglas nylig har en Pompe faaet i Stand,
Hvormed i stakket Tid udpompes meget Vand.
Den prøvet bleven er, og Kunsterfarne mener,
At i Særdeleshed til Søemands Brug den tiener.
Om han Belønning faaer for saadant, meldes ey
Dog, bydes den, maaskee han ikke siger Ney.
Spamen.
Oprørisk Sindelav her spores end i Riget,
Fra det Sqvillaces Huus af Pøblen blev bekriget.
Hvo om det Spanske Folk vel torde saadant dømt
Da det for Troskab er høs alle saa berømt?
Polen.
Her fares stedse ført, de Midler at forsøge,
Hvorved man Kongens Skat og Jndkomst kan forøge,
Samt sette Grændser for den store Myndighed,
Som Adelen har havt, og vil, skal vare ved.
Selv Kongen flittig er ved alle disse Planer,
Og større Friheds=Kaar for Bondestanden baner.
Det er just Bonde=Stand, hvorpaa fornemmelig
Et Riges Held beroer saavel i Fred som Krig.
Rusland.
Czaarindens Agtsomhed for Rigets Flor erfares,
Og Penge af dens Skat til saadant ikke spares.
Nye Colonisters Tal beregnes for i Fior
Til øtte Tusinde. Sligt spaaer jo Ruslands Flor.
Jtalien.
Sin Udgivt Paven nu vil efterdags indskrænke.
Han paa Oeconomie begynder da at tænke.
Maaskee han forhen har sat alt for meget til,
Og altsaa er det Tid, ifald han spare vil.
Harafudgives Maanedtig i Sk paa det Rongl Adresse Contotr i Aigbenhavn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For Julii Maaned 1766.
Dannemark.
H¬
irschholm! du er det Slot, som viser Efterslægten,
At Glæden har i dig beholdet Overvægten.
Et vigtigt Sørgebud fra dig engang udgik;
Men Glædskabs Tidender fra dig vi mange fik.
To Dage dette Aar du helligholdt som Fester,
For Kongens Majestet og Kongelige Giester.
Den første Dag af dem, vor Maaneds Tredie,
Paa trende Rigers Folk med Glæden virkede.
Du saae et talrigt Cour sig samme Dag indfinde,
Og Sorgen hos enhver, til Dragten, at forsvinde.
Lykønskninger i dig gav Echo overalt.
Hvo tæller deres Sum? Den er i Himlen talt!
Bønhøreren hos sig dem saae sig at forene
For Den, han ynder vel, Sophia Magdalene!
Paa denne Fødsels=Dag vor Kron=Printgesse saae,
Hvor nær Hun Kongens Huus og Folk paa Hiertet laae
De elsker Hendes Værd, og hver af dennem vidste,
At denne Fødsels=Dag blev uden Tvivl den sidste,
Som Hun i Dannemark Personlig fik at see.
Det giorde Ønskerne desmere brændende!
Naar Hun Lykønskninger herefter skal modtage
Ved Sverrigs Konge=Hof til Sine Fødsels=Dage:
Saa skal Hun dog fra os Sin Told af dennem faae,
At hun bestandig glad paa Jorden leve maae.


Den anden af de to høystfrydefulde Dage,
Paa hvilke Kongen bød al Sorg fra Hoffet drage,
Er og en Fest af dem, som rare kaldes bør;
Da Konge=Husets Vext den meer fuldkommen giør.
Hans Majestet den Dag en hellig Pagt opretter
Med Hessernes Printz Carl, Monarkens Ven og Fetter,
At Han, som værdigst staaer i Kongens Tieneste,
Herefter endnu meer skal glæde Rigerne.
Med Kongens Svogers Navn Han vorde skal beæret!
Lovise til hans Brud af Kongen blev erklæret.
Hun Kongens elskede og yngste Syster er.
Gud giøre Hende glad, som Hun er Folket kier!
For en Lovise blev paa dette Slot formælet,
Da Hildburgshausens Lyst fra Norden blev besielet.
Nu en Lovise her igien bestemmes Brud.
For Kongens Huus og Folk velsign den Pagt, o Gud!
Hvor høyt det høye Baand enhver i Riget fryder,
Mig her at føre ud, afmægtig Aand forbyder.
Jeg kun til et Beviis anføre vil derpaa,
Hvad Glædes Virkning man paa Skydebanen saae.
Der Skyde=Lauget var forsamlet til den Ende,
At give deres Fryd høytidelig tilkiende;
Kanoner løsnedes saa tidt Pocalerne
Udtømtes sammesteds, og Spillet klingede!
Hver ihukom sin Pligt ved alle høye Skaale.
At synge meer derom, vil Rummet ikke taale.
Af Laugets Ædelhed, som er enhver bevidst,
Et smukt Fyrværkerie anstukket blev tilsidst.
Til Walløe=Frøken=Stift lod Kongen sig behage,
Med Kongelige Slægt, den Femtende, at tage.
Guds Engle, som Guds Børn at vogte glemmer ey,
Har fulgt Hans Majestet i sær paa denne Vey¬
Et Torden=Veyr trak op da Han var nær ved Kiøge.
Hvor maae den Tidende vor Glæde ey forøge,
At den Almægtige lød Tordenstraalerne
At vige af sin Vey for HErrens Salvede.
Et Menneske blev dræbt ved Siden af et andet
Ved Roskild Dagen før; og Torden her i Landet


151


Samt andre Steder har stor Skade gjort i Aar:
Saa man i billig Frygt for samme altid staaer.
Men vi ey frygte tør, at noget Ondt skal ramme
Vor Konges Majestet og Kongelige Stamme!
Naar Gud er Deres Gud og De ham hører til;
Da han i Varetægt Dem stedse have vil.
Opluk nu Friderichsberg! for Kongen dine Porte!
Din Konge vil fra dig ey længer være borte;
Thi Dagen nærmer sig, den To og Tyvende,
Som her skal holdes stor for begge Rigerne.
Oglædelige Dag! hvor herlig vil du blive
Herefter for enhver, da du os nu kan give
Saa sød en Forsmag af den rare Frugt, du bar!
Pringessen! som Gud selv udseet for Kongen har
Hvor faaes Fornøyelsen i deres Aasyn spille,
Som maatte sig til Cour paa denne Dag fremstille!
Alt Folket med een Aand gav troe Lykønskninger
For Hende, som vi snart til Dronning venter her.
Hun sine Femten Aar paa denne Dag opfyldte.
Andægtig Tak og Pligt, som hver til Himlen skyldte
For Dig, o Christian! og for Din Konge=Brud,
Blev ofret da til Din og Dine Fædres Gud.
Gud stedse glæde Dig med Konge=værdig Glæde!
Han Folkets Bøn for Dig Bønhørelse tilstæde!
Han giøre Dig saa stor, som det vil have Dig?
Du større bliver da end Dine Fædre lig!
Hver trofast Undersaat vil ingen Tid forglemme,
Den Lovsang dagligen til Himlen at istemme:
Gid vor Kong Christian og Hans Mathilde maae
De ældste Leve=Aar i Konge=Glæde faae!
Paa denne Dag igien var Skytte=Lauget færdigt,
At vise Glædskabs=Tegn, for dem og Festen værdigt.
De skiøde til en Fugl, illuminerede,
Og stak Raqvetter an, som artigt var at see.
Monarken fandt Behag, det sidste at bivaane,
Og høyest Øyesyn den Glædskabs=Jld at laane,
Som viste skinnende Hans Carolines Navn.
Guds Naade tage Ham og Hende i sin Favn!


52


Hans Attraa er, Hans Folk i større Flor at sette.
Han fra Opstigelsen paa Thronen viste dette.
Nu vil Han, at enhver, som er af Stand og rig,
Med Broderie af Guld og Sølv maae vise sig.
Den Naade prises bør, misbruges bør den ikke!
Man Penge udenlands ey bør for Stads at skikke.
Sligt heller ikke skeer af en fornuftig Mand.
Hver sig bør klæde saa, som passer med hans Stand!
En Borger ofte kan passere for en Greve,
Hvad Klæderne angaaer, naar han forstaaer at leve,
Som Moden det forstaaer; men ham Fornuftige
Ey agter høyere og sielden rigere.
Vor Christian, som vil, at alle Ret skal giøre,
Forbyder, ingen Thee til Engelland maae føre,
Da Skib og Gods er tabt hos Engellænderne
Endog for ti Pund Thee, indført af Fremmede (*)
At alt Sølv=Tyverie ved Kongsbergs Verk kan hemmes,
En vis Belønning nu Angiverne bestemmes,
Som saa anselig er, at det er venteligt,
Ey nogen efterdags gaaer uden for sin Pligt (*)
Saaledes vaager Han for Sit og Rigets Beste.
Et vaaget Øye Gud igien paa Hannem fæste!
Han fik Bekræftelse paa Bededagens Sprog,
Da Torden=Straalen ned udi Hans Flode slog
Forgieves Vægteren har Vagt mod Stædens Farer,
Om Overvægteren, Gud, Staden ey bevarer.
Den Sex og Tyvende vi derpaa fik Beviis.
Gid det kun maae indsees af os til HErrens Priis!
Et Huus for Fattige vor Konge lader sette (**)
De Ham Velsignelser udbede vil for dette.
Han, som er Hovedet for de Barmhiertige,
Har og i denne Dyd troe Efterfølgere.
Beviset raabes op af Syge=Cassens Lemmer
Til Gud, som ævig ey Velgierninger forglemmer.
) See Forordn. af 22 Juliid. A.
(*) See Forørdningen af 21 Julii d. A.
hvorved Forordningen af 27 Janv. 1736. dens 5 Art. nærmere bestemmes.
(***) Grundstenen lagdes dertil i Nye Friderchs Stad i Kiøbenhavn den 24 Julii
af de Fattiges Væsens Directeurer


J denne Maaned de en stor Velsignelse
Af Gaver haver nydt fra de Godgiørende (*).
Jeg sligt af dette Blad bør mindst at lukke ude,
Da saadant kan en Dyd heel levende bebude,
Som mange holder for, blant os at være død.
Ved Guds og Godes Hielp har Cassen ingen Nød!
Jeg nu adskilligt Nyt tilsidst og maae erindre:
Man Qvægets Sygdom kan nu lykkelig forhindre,
Naar man et Middel kun vil føre sig til Gavn
Som Een fra Polen har bragt hid til Kiøbenhavn.
Maaskee det Sandhed er, at han det har udfundet.
Det sælges ey for dyrt til to Rigsdaler Pundet,
Om Sandheds Penne kun skrev det Attesterne.
Men disse ere tidt uefterretlige.
To China=Fahrere fra Canton kom tilbage,
Hvis rige Ladninger maae Handlende behage.
De førte begge Navn af begge Dronninger.
Den Danske Handels Flor fornøye bør enhver.
Vi fra Vestindien og Skibe seer hiemkomme,
Og venter fleer endnu før Sommeren er omme.
En Jager kommen er fra Silde=Buyserne
Med Sytten Tønder Sild, saa kaldte Flamiske.
Man Taxt for Bagerne og Slagterne har skrevet
Paa nye i Kiøbenhavn, som bliver efterlevet,
Saa vist de gode Folk sin Regning derved seer;
Og det ubilligt er om man forlanger meer.
Hr. Rasmus Langeland en Færge=Jagt lod bygge
Paa Verftet i Corsøer, og dette Mesterstykke
Af Stabelen i Søen høytidelig løb ud
Med Hendes Navn, som er bestemt til Kongens Brud.
Paa Rødbye=Markets Dag det har i Lolland regnet
Saa sterkt, det næsten har til anden Syndflod tegnet.
At høre saadant Nyt, er høyst bedrøveligt;
Men det en Lykke er, at meget er en Digt.
Som noget sælsomt Nyt fra Sielland indberettes,
At Melken bliver blaa, naar den i Kar hensettes.
P*) J alt 113 Rigsdaler. See Adr. Aviserne, No. 100, 103, 105, 106, 108,
110, 111, 113, og 114.


54


Blaa Melk i Kiøbenhavn er ellers ikke rar.
Maaskee af Vædskerne at sligt sin Aarsag har
Af mange spørges tidt om det, som lidet duer
Men den, som spørger om et Raad at dræbe Fluer,
Og ey vil bruge Gift, for dem at drive vek,
Han kan dem slaae ihiel ved Hielp af Fluesmek.
Det er en Motion, og den vort Liv forlænger.
Jfald den Spørgende derhos til den nu trænger,
Han dobbelt Nytte da af dette Raad kan faae.
To Fluer med et Smek det kaldes kan at slaae.
Tydskland.
Paa Keyser Joseph seer hvert Tydskt opmerksomt Øye.
Han, ved at see paa dem, sig vil igien fornøye,
Og reyser bort fra Wien i saadant Øyemed,
Men alle Æres=Tegn afbeder paa hvert Sted.
Hans Reyses Sigte er, en Hob at see og lære;
Men ey, at see en Stad ham ved Bekostning ære.
Han selv Huusholder er, og allerhelst vil see,
At andre ere ham i saadant lignende.
De Pladser han beseer, hvor Feldtslag holdte ere.
Fordelene ved dem og Mangler vil han lære.
Paa et Chursachsisk Slot han Konge=Møde fik
Af Preusens tappre Helt, den store Friderich.
Han og, som Rygtet gaaer, i Dresden haver været,
Og allevegne blev beundret, yndet, æret.
Til det, som giør ham stor iblant Regentere,
Endnu anmerkes maae hans Sorg for Fattige.
Han vil, at slige Folk i Wien maae ikke tigge.
Og Stadens Ungdom sees hans Omhue nær at ligge;
Ey ørkesløse Børn paa Gaden findes maae;
Men de arbeyde skal, saa og i Skole gaae.
Lyksaligt bliver Wien, om dette efterleves!
Forældres Kierlighed er aldrig meer forgieves,
End naar de nender ey at tvinge Børnene
Fra Gade=Løb og Leeg til Skole Lærlinge.
Frankerig.
Man har paa denne Tid et Anslag for til Hove,
Som en anselig Sum Skatkammeret kan love:


For hvert Gouvernement omkring i Stæderne
Betales skal en Sum af Rigets Adlede.
Allene Adelsmænd de Poster nu skal nyde.
Ey nogen fattig Helt paa saadant kan fortryde,
Som kiender Penges Værd, og hvad de kan formaae.
Nævn nogen Verdens Ting for Penge ey at faae!
Engelland.
Kors, hvilke høye Folk der dog i Verden findes!
Enhver, som Gigli saae, endnu hans Høyde mindes.
Men han ey fik en Døyt for sig at lade see,
Jfald han reyste til Americanerne.
Ey dem, man hidindtil i Øyesyn har taget;
Men dem, man nylig har fra Engelland opdaget
Paa en før ukiendt Øe ved Magellani Sund.
Der Gigli aabnede om Høyden ey sin Mund (*)
En rar Anmerkning er blant Londons Nyt opskreven;
Da Kongens Fødsels=Dag sidst helligholdt er bleven,
Enhver i Engelsk Tøy til Couren sig indfandt;
Men hiemmegjort af Navn er altid ikke sandt.
Sverrig.
Det Svenske Kiøbmandskab anselig Afbrek lider,
Da Vexler ey kan faaes til kiøbs i disse Tider
For den fastsatte Cours: saa Rigets Stænder maae
Udfinde Midler til at raade Bod derpaa.
Om ikke Aager var, saa hørtes ey den Klage!
Og dersom Stænderne de Midler kan opdage,
Ved hvilke Aageren af Riget jages bort;
Ey nogen Rigsdag før har sligt Mirakel gjort.
Brev=Porto dobbelt nu forhøyes, ey fornedres,
At Kronens Jndkomst og ved dette kan forbedres.
Secret=Udskottet har det Middel fundet ud.
Og slige Forslag skeer dog uden Hovedbrud.
(*) Denne Øe er opdaget af den Kongel. Engelske Fregatte Delphinen. Jndvaa¬
nerne beskrives at være syv til ni Fod høye, og Patte=Glunte tre til fire Fov.


Et andet Forslag er af Admiralitetet
Paa Timen sat i Stand, saasnart det blev indrettet.
En Klokke=Stabel er paa Nidingen opsat
For de Søefarende igiennem Cattegat.
Paa Klokken skal en Karl hver halve Time klemte;
Og Klemtnings=Slagene til fire er bestemte.
Indretningen saavidt er god med Klemtningen,
Men Nytten vil beroe til deels paa Hørelsen.
Rusland.
Hvad Ære er det ey for Ruslands Herskerinde,
At Hun Utrettelig sig stedse lader finde
J Omsorg for at faae Opdragelsen i Stand.
En Gave, til en Fond dertil, det vidne kan (*).
Hun bliver derhos ved, de Midler at udsøge,
Som kunde Rigets Gavn og Folkets Tal forøge.
Fra Tydskland venter Hun en Sexten Tusinde,
Til Moskov dette Aar af Emigrantere.
Precourt og Le Roi var to Entrepreneurer,
Som hun har brugt dertil; men eftersom man hører,
Har de sig understaaet, at gaae langt videre,
End hendes Ordre var, med Folks Antagelse.
De udleverede fra Hamborg begge ere,
Og hun vil uden Tvivl, hvad Ret er, dennem lære.
Enhver, som Uret giør, for Vinding nok at faae,
Med rette taale bør hvad Tab der følger paa.
Tyrkiet.
Constantinopels Stad af Jordskielv saa er rystet,
At dens Moscheer, hvoraf den sig i sær har brystet,
Har derved styrtet ned, samt andre Bygninger;
Og derved dræbtes fleer, end Tusind Mennesker.
Har Stor=Sultanen da ey Byrder nok at bære,
Helst naar han under dem maae derhos bange være,
At Printz Heraclius skal hannem komme nær.
Men Rygtet tapprere maaskee end Printzen er.
(*) Hendes Majestet har foræret to og en halv Million Rubler til Fond for Opdra¬
gelses Anstalterne.
Uanarf ertgtruer laanetag i ærk jat der kangt aftesle C amate Alatatern


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved C. F. Fasting.
For Augusti Maaned 1766.
Dannemark.
D¬
en Soel, hvis Straaler giør et Eden af et Norden,
Som skaber Fryd af Sorg, og Himmel her paa Jorden
Han som vil bygge sig til sit og Rigets Vel?
Et evigt Monument i hver en Borgers Siel.
Tillad mig! jeg min Sang fra denne Helt begynder,
Og skildrer Ham kun som en Fader og Velynder,
Ey som en Helt, hvis Navn kun Fødslen giorde stort:
Ney blot et Scepter Ham til Konge ey har gjort.
Hans Størhed veed jeg er ey fængslet til Hans Throne,
Jeg seer Han glimre nu saa stærkt foruden Krone:
Saa Engler taabe fra Hans store Faders Grav,
At Himlen os i Ham en anden Fredrich gav.


18


O! Hørte Du kun, min Monarch! den Mængde Bønner,
Som Himlen daglig faaer fra dine Danske Sønner;
Saa skulde du en flok af Ciceroner see,
Hvis Haab og Ønsker giør enhver veltalende.
Bliv! som Du har begyndt, Lycurg! i dine Love,
Saa skal Du see enhver sit Blod med Glæde vove,
Og troe, min Christian! at Himlen skabte Dig
Saa viis, kun for at see Dit Norden lykketig.
Hvad kan Din Throne vel med flere Krandse smykke?
Jo! Jo! Mathilde snart fordoble skal Din Lykke,
Saa har Din Dyd og Hun - Hvor er ey dette stort,
Foruden Kronen Dig til dobbelt Konge giort,
End Du? – hvis dyre Siel den hele Stamme pryder,
Som med Din Moders Navn har arvet Hendes Dyder,
Lovise! - Jo! Du har til begge Rigers Fryd,
J Carels Hierte faat Belønning for Din Dyd.
Lev nu, Du Thronens Ziir, og Tvilling=Rigets Smykke!
Lev med Din beste Carl i en bestandig Lykke!
Ja! Ja! den faaer J og;- Han har en ædel Siel,
Og Du har det, som kan befordre alt Hans Vel.
Min Prinds! - ja Himlen Dig i Din Gemahl forundte
En Lykke, som enhver Dig billigen misundte,


J fald ey denne Roes Din Dyd i Møde gik,
At Du fortiente alt hvad Du i Hende fik.
Jeg hører Echo alt fra Norges Alper klinger,
Velsign os  (raaber det) med danske Carolinger!
Saa skal J see hvor Fryd og Ønsker kappes vil,
At ofre dem den Troe, som hører Prindser til.
Alt nok, min Geyst forlod jeg her blandt tusind Bønner;
Og den, som Dyden med en dobbel Himmel lønner,
Som giør dens Dyrkere til Tolker for dens Løn,
Bønhører vist nok min og Millioners Bøn.
Germain den Helt, som fra en Scipio nedstammer,
Der før som en Asbest blev uforbrændt blandt Flammer,
Som drak sig til en Helt i Hannibalers Blod,
Ham tvang nu Sygdom til at legge ned sit Mod.
Og det en Helt som leer, naar Elementer truer,
Dog -- Salamander veed man lever best blandt Luer;
Og Freden oftere end Krig har dræbt en Helt,
Som trodset Døden nys udi en aaben Telt.
Men da jeg veed, Germam vil altid ædelt tænke,
Saa veed jeg og han vil sit Liv med Glæde skienke


6o


For Freden - - ja jeg troer hans Dyd ham ey tillod
En Medicin, som blev tilkiøbt med Danskes Blod.
Wien.
Nu blir den Tvedragts Storm af Ungarn snart fordrevet;
Et Antidotisk Skrift en Lærd har nylig skrevet!
Jmod den Gift, som har at smitte Riget stræbt,
Og mangen Borger i den andens Arme dræbt.
Hans Skrift som er paa Vid, paa Dyd og Stats=Kunst grundet,
Har Raadets bifald, som et Mester=Stykke, vundet,
Lyksalige! som kan ved sligt faae Navn af Stor,
Og bruger Lærdom saa til hele Rigers Flør.
Constantinopel.
Constantinopel vil nu reent af Jordskiælv synke,
Man seer Elændige som Tigre selv maae ynke,
Forgrædte Børen i en Huusvild Moders Skiød,
Og blandt Ruinerne hver anden Borger død.
En Dag Stoer=Herren selv var med Prophetens Sønner
J Templen samlet, for at ofre Himlen Bønner,
Saa jog et voldsomt Stød med et al Andagt bort,
Og Troen kom nu selv med al sin Trøst til kort.
Man saae enhver fløy bort fra denne Jammer=Scene,
Stoer=Herren stod igien i denne Angst allene.


ihi n;


28.
(Han bad, og blev bønhørt, og Himlen som var vred,
Lod Templen staae, endskiønt Seraillerne faldt ned¬
Men endnu var en Drik igien af Hevnens Skaaler,
En Torden=Skye trak op med græsselige Straaler,
Og brølte flammende en Strøm af Toner ud,
Til Torden=Tolker for en Hevner og en Gud.
Her lynte det -- O Gud! som naar Orcaner hviner,
Saa hylte Flammen her blandt brændende Ruiner.
Kom Mahomet og redd! din Tempel staaer i Brand,
Oredd dit Huus, dit Folk, din Troe! ifald du kan
Du sover -- ja maaskee til Tordneren dig vækker,
Naar Hevnen engang til Medinæ Graver rækker.
Vaagn op! og sov dog ey i Helvede saa trygt!
Redd nu dit Monument! som Furier har bygt.
Kom læg den Pest, som har paa nye dit Land forgiftet!
Og dæmp den Siele=Strid, din Alcoran har stiftet!
Du skiælver -- har man vel en Gud saa frygtsom seet?
Ney Helten blev nu til en Afgud af Prophet.
Neapolis.
Nu er det Hospital, det 10 Aars Arbeyd, færdig,
For dem, som Skiebnen har til Lykken gjort uværdig.


6r


62


K. A. priv. De¬
Enhver beundrer det, og Spanjens Konge der (*)
Har viist han Faderlig mod fleer end sine er.
Paris.
J London har Rousseau saa stærk sin Satz forfægtet,
At Hume har ham nu al Skyts og Tilflugt nægtet.
Skal Viisdom blie hans Dolk? ja! ja! maaskee han var
Lyksalig - var han kun en Dosmer eller Nar.
En Viis forspilder tit ved Viisdom al sin Lykke,
Naar Dumheds Føstre blir udraabt for Mesterstykke.
Ney hvis J Lærde vil min Skialdre=Spaadom troe,
Saa troer hvad Hoben troer, saa kan Jdøe i Roe.
Dog holdt, forvovne Pen! og skriv ey den til Ære,
Som med et opblæst Vid tør Himlen selv vanære,
Der med en Catilin forstyrrer Staters Roe.
Ney ær ham for hans Vid, men aldrig for hans Troe.
Man som et Under i Naturen her betragter 2
En Sovere, hvis Siel al Verdens Sværm foragter.
Lyksalige hvis Liv i Verden er saa kort,
Du sover mangen Fryd, men flere Sorger bort.
Hvis Verden var ey fuld af Søvneløse Stakler,
Saa regnet jeg vist dem langt heller blandt Miracler,
(*) Hans Kongel Majestet den nu regierende Konge af Spanien har siele
stiftet det.


Som sover vaagende til levende Beviis,
At vaagne Nætter giør ey altid Sielen viis.
Hver patriotisk Fransk, som seer i Konsters Nytte,
En Muur for Thronerne og hele Rigers Skytte,
(*) Den maae til Dydens Roes beundre her en Viis,
Hvis Forslag skabe vil et Memphis af Paris¬
Han vil enhver skal frit i Skolerne oplæres,
Og Lærdom troer han best ved Præmier kan æres.
Belønning vækker tit en Siel af Dvale, som
Før i en Labyrinth af Ønsker nær omkom.
Udtog af et Brev fra Antigoa.
Maaskee at Spanjen skal nu med sit Blod forsone
Den Vold hvormed den tvang sig til en fremmed Krone,
Den skal - - ifald et Støv tør giette Himlens Raad,
Afskylle med sit Blod den Strøm af Vildes Graad.
En Sværm Oprørere sig nys har sammenrottet
(*) J Mexico, og der med Vold brudt ind paa Slottet.
Som rasende de der har Gouverneuren dræbt,
Og Liiget i Triumph langs Byens Porter slæbt.
kholm
(*) See herom Adresse=Contoirets Efterretninger No.
7*) Tallet paa Oprørerne er voxet til over 40000 som alle staaer daglig i
Vaaben.


68


Stokholm.
Da Trang og Armod meest af ødsle Kilder flyder,
Saa seer man her en Lov, som al Slags Pragt forbyder,
Men Nytten troer jeg nok blev større, hvis den bød
At qvæle Ønskerne i et vellystigt Skiød.
En Gnist, som ulmed kun, har tidt brudt ud i Flammer,
Og den som Vellyst i sin Barm i Skiul opammer,
Den drukner Ønsker tit, jo meer de er i Tvang,
Ney Vellyst hindres ey, men næres meer af Tvang
Sligt vidste vor August, som giør sig stor ved Naade;
Han vil en frigiort Dansk selv for sin Pragt skal raade,
Dens Tvang har tit et Land med skiulte Narrer fyldt.
Nu kiendes Aber best, jo meer de er forgyldt.
Kvae atgtruaerekanategt Fet aat erang Kresas angte stiane


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved C. F. Fasting.
For September Maaned 1766.
Dannemark.
S¬
idst Sang min Muse om en Carl og Lovis¬
Den Sang et Thema, som var nok for alle Viif
Og m.s. 2 nu tør den stolt paa nye blant Ønsker gaae,
Prophetisk lklæd, og fortælle, hvad den saae
Den saae. - dog tie min Geyst - saa har ey Sverg Daliner?
Og har ey Norge meer af levende Tulliner?
Jo! Jo! men dette veed jeg og, at Hieriet har
Tit stilet det, som heldst for svæxt for=Sielen var;
Jeg saae 12 - Sophie hist i Gustavs Arme ilte,
OSynr a Soten selv til denne Scene sy¬
Og tre Nationers Raab fordoblede den Klang,
Som gienpem Æther sog min Norske= Stemme trang.


O Gud! (saa var min Bøn) det Baand dit Forsyn knytter,
O bind det evig fast til Lykkens Marmor=Stytter,
Bønhør kun disse Raab, saa veed jeg vist De faaer
Riig Høst, af alt, hvad De i Dydens Agre saaer.
Vel sandt: naar Tornen staaer betrygget for Orcaner,
Giør Stormen tit en Skov af Eeg til slette Planer,
Og der hvor Thronen blev en graadig Sorg til Rov,
Der saae man Hyrden tryg for dette Rovdyr sov.
Dog Lykken, veed man jo, tit Skiebnen Maske borger,
Har Rigets Vel skiønt skabt en Legion af Sorger,
Saa faldt dog Kronen ey, hvor tung den er, for svær
For en Monark, som har sit Folk og Dyden kiær.
Jeg seer hvor Haabet giør en Plan til Jubilæer,
Naar Gustavs Throne hist skal glimre af Trophæer,
Som Han ved Vid, og Dyd og Fredens Vaaben vandt,
Ja! - Tiden vise vil, Poeter kan spaae sandt.
Hvor skulle Himlen heldst Sophies Dyd belønne,
Hvis Gustav vidste ey paa slig Gemahl at skiønne,
Jo! Jo! en Prinds, som Han, den saae dens Forsyn ud,
Som den, der best var værd en saa fuldkommen Brud.
Alt nok - jeg Glæden saae Vestalske Luer tændte,
Som skiønt de kun i Skiul paa Troskabs Altre brændte (),
Dog
*) Hans Kongl. Majiesæt har til de forestaaende høye Formæblinger forbudet alle
Slags Alluminationer.


Dog sat i et Minut den hele Bye i Brand,
Saa voldsom er den Jld, som Troskab tænder an
Nu vil Critiqvens Lys for Alvor til at brænde,
Og lumpne Skrifter faaer nu sin fortiente Ende,
Det nye Tillæg alt opvækket har en Strid (*)
Som spaaer Journalerne herefter mere Fliid.
O gid de ville kun saasandt den Sværm forjage
Af Rimere, som skabt til sin og andres Plage,
Tør prale dristig med sit Tankeløse Skum,
Og giør (ifald J kan) den hele Slægt dog Stum.
Ja, naar en dum Satyr vil Muserne vanære,
Og tør foragte den, Europa selv maae ære,
Saa viis, at Autor med sin dumme Klygt kun vandt.
Det Navn man skylder hver en nedrig Pasqvillant
Da Lærdom, som man veed, er Armod nær|beslægtet,
Og Lykken længe nok sin Bistand den har nægtet,
Saa har den Patriot en billig Roes fortient,
Hvis Forslag hielpe vil hver hielpeløs Student (*).
1 Nok
See herom den, med Adresse=Contoirets Efterretninger No. 116 medfølgende?
Plan til et Tillæg til samme No. 34 af de Berlingske Lærde Tidender, og No. 132 af
forbemeldte Efterretninger.
*) See herom det i Adresse=Contoirets Efterretninger No. 136 anførte Forslag til
et Seminarinm for Studentere.


68


Nok een hvis Tirocin fortiener lige Ære (*)
Naar Tiden (som han troer) skal engang Nytten lære,
Og alt det Viisdoms Frøe, som hidindtil laae qvalt,
Skal voxe til en Sæd, som neppe kan blie talt.
End Schæster
du som i et Dyeblik aftyeter e7
En Philosophs Mondur, besat med lærde Pletter,
Blir Nytten skiønt for dem, blir denne Roes dog din
Du skabte Mennesker udaf tobeente Sviin.
O fandt man kun saa vist et Raad mod Sielens Pletter,
Som giør hver andet Huus og Bye til Lazaretter,
Saa blev dens Clima fyldt med aromatisk Lugt,
Og Navn af Philosoph ey meer saa tit misbrugt.
Han som vil meer og meer forfremme Rettens Pleye
Og sine Rigers Vel paa denne Vægt=Skaal veye,
Fra denne Solons Haand, saae Norden nys en Lov (*),
Som spaaer en Avocat ey mange fede Rov.
Det høre Kriges=Raad og fordoble vil hans Ære cy,
Naar Carl, som Præses skal i dette Selskab være,
(*) See herom den i samme Efterretningers No. 133 anførte Plan til et Tirocincum
Academicum Havniense.
*) Denne urættelige Mand har en behynderlig Opdagelse i Bærk, angaaende Va¬
sken hvorom kan sees mere i Adresse=Avisen No. 145.
(*) See herom Forordningen om Rettens Pleye.
E) De øvrige høye Medlemmer kan sees i A. C. Efterretninger Nø.


Vil vise Verden, at Monarchen valgte her
En Prinds som stor af Blod, og Vid, og Hierte er.
Den Tempel, Viisdom selv har bygt paa Tausheds Stytter,
Det Baand, som Thronens Vel med Folkets sammenknytter,
Det Raad, hvis høye Bud Nationers Domstoel er,
Her er det Carel og en vigtig Medlem er (*).
Hvor ville Verden ey faae nok af Monumenter,
Hvis Dyden altid blev betalt med slige Renter,
Som de Sophie nys en Gynther skiænket har (*):
Blev Dyden altid saa belønt, blev Marmor rar.
Ja! Ja! end om Du kun, min Dronning! kunde giette,
Hvad Obeliseer man Dig engang vil oprette,
Saa faae Du, ja Du blev ved sligt et Syn forgabt,
Hvor hver en Patriot til Kunstner blev omskabt.
Det Lysned - hvilket Syn - al Luften staaer i Luer,
Een svovlet Legion hidst Elementer truer,
Og med en æthersk Magt mod Himlen stormed an,
Saa hver en Atom, hvor den fløy, blev sat i Brand.
tuixz;
(*) Hans Durchlauchtighed har allerede engang bivaanet det Geheime Conseil
7) Hendes Majestæt Enke ! Dronningen Sopzja Magdalene har ladet oprette Her
Gynther Græve
Stolberg til Ære, en Marmor=Statue, hvis Jnscription kan læset;
i AdressEfterretningerne No. 145.


H¬


og jeg saae salpetriske Cometer
Det knaged
Forsvandt, og i en Hast omskabtes til Planeter.
mon en Gud?
Hvad Almagt skabte sligt et Under
Ney! Ney! en Frieds Forstand fandt sligt Mirakel ud ()¬
Hidst hørte jeg en Lyd, som kom fra hines Leyer,
Der al sin Rigdom blot i Graad og Smerter eyer,
Jeg saae mig om, - og blev ret henrykt ved at see,
dem - o søde Syn - en flok velsignende (*¬
Saa vil du (raabte de) Elendige forglemme,
O! bland din Lovsang dog med vores spæde Stemme,
Velsign dog ham med os, hvis Ømhed fandt et Raaz¬
At standse Floderne af hielpeløses Graad.
Han saae det Blod=Bad an, som Skjebnen ville lave,
Han saae os blind af Graad, og mat af Pinsler rave,
Han saae - og Medynk strax bemestrede den Siel,
Som tusind Arme nu velsigner for sit Vel.
(* Man seer, jeg taler her om Syge=Cassen. Stifteren til dente priselige Jndretning
er Hr. Agent Holck.
(*) Denne Professors Foranstaltning har man at takke for det prægtige Forværkerie,
som blev af brændt i Fridrichsbergs Have, man maae ellers selv have seet det for at kunne
forstaae de to første Linier i denne Strophe; de, som har seet det, kiender lettelig de
Raqvetter, som ved et Knald forsvandt, og blev til smaae Stierner, igien i denne Be¬
skrivelse


Paris.
Saa store Siæle har og sine store Plager!
Voltaire for sin Ven sin Skjebne her beklager (¬
At Lykken har ham nu paa nye igien forladt,
Og at han blev saa viis kun for at blie forhadt.
Han paa det Øyeblik med Længsel nu vil vente,
Som til Elysien hans store Siæl skal hente,
Han skriver: Han ey meer tør frygte Ormers Rov.
Han - som i Livet alt blant lutter Rovdyr sov.
Her er de Farver, som Voltaires Pensel laaner,
Han Himlens Aftryk ey for Navn af Tigre skaaner,
Sandt nok: at mangen Gang den blotte Skabning har
Giort dem til Mennesker, som ellers Rovdyr var.
Men mon han derved kan sit frekke Vid undskylde?
Mon dette Blad=Guld vel hans Laster kan forgylde?
Ney, Ney, hans Pen var alt for villig Sielens Tolk.
Og derved har han nok og slebet selv sin Dolk.
London.
Vaagn op Afgudiske! Vaagn op J Mammons=Slaver!
Som i et gyldent Støv jer levende begraver,
E)Set herom den Altvnalske Mercurius No. 145 under Arikelen af Parnt,


7¬


Forlad jer Skat - jer Gud - kun for et Øyeblik,
Og see det Offer, som jer Afgud nylig fik.
En Enke, som var nys et Rov for Enkers Skiebne (y),
Med Demants=Vaaben nu mod den sig kunne væbne,
Hvad (svarer man) anstaar vel Enker slig en Pragt?
Ney Pialter var og blev dog derfor hendes Dragt?
Ved Pialter blev hun riig; ved Rigdom blev hun Skaader;
En dobbelt Armod hun da ved sin Dragt forraader,
Før var dog Sielen riig skiønt i en nøgen Barm,
Men nu var baade Siel og Legem lige Arm.
118
*)=Hun par for go Aar siden i den alleryderste Trang, men ved helded umættelige
Gierrighed, blev hun Eyere af en utroelig Sum. Man fandt eftet hendes Død over
40, 000 Pund Sterling foruden en Mængde Juveleer og andre Kostbaxheder; men
hendes Klæder var derhos saa pialted og fuldt af Utøy, at man par nød til at kasle
dem paa Mødingen.
1 tiil
1126
12e
ee?
Lenes ætgrnat aane
kekkagvrnsanvn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For October Maaned 1766.
Dannemark.
H¬
il altid være dig, Octobers første Morgen!
For trende Hoffers Fryd, Gud satte dig til Borgen.
Historien ey har en større Dag, end Du,
Og den til Ævigtid skal komme dig ihu.
Da dobbelt Ægtepagt tredobbelt Samfund giorde
Ved Slægt= og Venskabs=Baand, som vil til Styrke vorde
Jmellem Magterne for varig Kierlighed,
Og bygge Mure op om hele Nordens Fred.
Vor Christtan, i Hvem Gud Fædres Dyd opvakte,
Sin Kongelige Haand den Dag til London rakte
Til Carolines Haand, ved hellig Vielse,
Som Undersaatters Bon for Dem bievaanede.
Med Trilling=Rigets Bøn vor Tvilling Riges mødte
Jført sin Andagts Dragt, og i Basuner stødte,
Hvis Lyd til Thronen steeg, som Kongers Konge har
Om alt hvad ønskes kan saa Kongeligt et Par.
Hvor høyt end Rygtets Mund kan al den Pragt ophøye,
Som kunde Sandjerne indtage og fornøye
Paa denne Bryllups=Fest, den var d og ringere,
Eid den, som ikkun saaes af den Alseende.
Han, som ufeylbart Syn paa skiulte Tanker fæster,
Saae en Forsaming der af glade Bryllups=Giester,
Som var utællelig for alle uden ham.
Hans Hierte Virkningen af deres Fryd fornam.


74


En nidkier Eenighed tog til om ham at bruse
Ved Forbøns kraftig Vind for tvende Konge=Huse.
Den giennemtrængte ham indtil hans Jnderste,
Og Naadens Straaler brød fra den Barmhiertige.
De gave Guddoms Skin paa Den af Jordens Guder,
Ved Hvem den Ævige sit skabte Nord bebuder
En meer end timelig Lyksalighed og Roe
Formedelst Hellighed, Hengivenhed og Troe.
De overstraalede den Brittiske Mathilde,
Ved Hvem han Nordens Sorg aldeles hæve vilde.
Da Christian og Hun hverandre gave Haand,
Gav Begges Gud sin Held til dette Ægtebaand.
Vedbliv, o Høytids=Folk! vedbliv for Dem at bede,
At han Dem ved sit Raad til Herlighed vil lede!
En Herlighed som dens, der i hans Samfund staaer,
Og ene Folkes Fryd hos Konger samlet spaaer.
Men var alt Folkets Fryd i London samlet ene?
Ney, den i Kiøbenhavn Sophie Magdalene,
Paa Sin Formæhlings Dag, foreent opvartede,
Og efter dens Natur i samme Prydelse.
Den maatte Bryllups=Giest her ligeledes være;
Thi Troskabs Offere at ofre er dens Ære.
Den seer alt Rigets Vel i Rongens Huses Vel,
Og derfor nidkier den i Dagens Fryd tog Deel.
Hvad andet kunde den til større Andagt drive,
End vi med Naboer forente kunde blive
Ved et saa ønskeligt og got Forenings Baand,
Som da Gustavus gav vor Kronpringesse Haand.
Han, Sverrigs Krones Printz, ey vilde sig forene
Med nogen, fik Han ey Sophie Magdalene.
Hvo seer i dette ey Guds store Gierninger!
Nu er der Venskabs Grund for Nordens Naboer.
Nu bør vi legge frem for Dagen fælleds Glæde.
Lovsange bør enhver for denne Fest at qvæde.
Hver ærlig Dansk og Norsk fornøye sig derved,
At denne Dag os spaaer med Sverrig ævig Fred!


Ey ævig af det Slags, som snart i Tiden endes¬
Ney, Varigheden skal af Baandets Styrke kiendes.
Den Stærke bandt det selv, som bøyer Hierterne.
Det vorde uafbrudt ved hans Velsignelse!
Saa stor en Krone værd vor Kronpringesse fandtes,
Og værdig Hende var den Printz, til hvers Hun bandtes.
Hans høye Siel, opfyldt af Viisdom og Forstand,
For alt, hvad vi os spaaer, en Borgen være kan.
Vi har hans Høyhed seet udi den Ambassade,
Som kunde i meer Glands sig ey tilsyne lade.
Ambassadeuren fik befaling: gak opfyld
Dit høye Ærende, for Folks og Printzes Skyld!
Han kom, og lod sig see til Svenskes ZZiir blant Dænske
Med Pragtens rare Ting, skiønt ingen udenlandske.
Han for Monarchen kom, og blev antagen der
For Ambassadens Skyld paa Kongelig Mancer.
Han for sit Hof og Printz i Kongens Raad skrev under
Den vigtige Tractat, paa hvilken sig nu grunder
Den Glæde, vi os spaaer af Enigheds Contract,
Som strax beseglet blev ved høy Formæhlings Act.
Det just den første var af denne Maaneds Dage,
Da Sverrigs Gustav fik Sophie til Sin Mage;
Og Hans Formahling var vor Christians saa lig.
At begge denne Dag giør uforglemmelig.
Som hiin ved Londons Hof af Majestet brilleerte,
Saa denne mindre ey vort Hofses Glands formeerte.
Hvor lyste den ey frem da Kronprintzessen kom
Til Brudeskammelen i HErrens Helligdom!
Monarchen Selv derhen ved Haanden Hende forte,
Og strax J J Esu Navn, at stemmes i, man hørte.
J Kronprintz Gustavs Sted sad vor Printz Friderich,
Da Brudevielsen ved Bispen for sig gik.
Pringesse=Bruden Selv Sin Brude=Text udvalgte:
For Tillid Trøstes-Ord, af HErrens Mund udtalte (*).
(*) Til de Ebr. 13 Cap. 5 B. Thi han haver selv sagt: Jeg til mgenlunde flaae
Haanden af dig, og ey forlade dig.


76


Vor Kronprintzesses Troe er heri lysende.
Hun Guds Forjettelse paa sig skal opfyldt see!
Hun skal fra denne Dag de Svenske giøre glade,
Selv glad for Hendes Gud vil Hende ey forlade.
Her glædede Hun os paa et og tyve Aar,
Og uforglemmelig i alles Minde staaer.
Formæhlings Acten var nu lykkelig til Ende,
Og Galla=Pragten strax sig derpaa gav tilkiende.
Paa Bryllups=Aftenen den var høykongelig;
Men Andagts Majestet i samme viste sig:
De næste Dages Lyst en Galla var saa herlig,
At dens Beskrivelse maae falde hver besværlig.
Alt hvad saa høy en Fest fuldkommen værdigt var
Det sig ved Kongens Hof tilsyne ladet har.
Den femte Dag af dem, som Bryllups Dage vare,
Ambassadeurens Pomp sig ret lod aabenbare.
Monarchen var Hans Giest, saa og Gustavi Brud;
Og ingen Ting var spart ved dette Giestebud.
Her var hvad Kunst i Hast til veye kunde bringe.
Ved tusind Lamper faaes to Steder Viin at springe,
Og mellem Lamperne en Hymen var at see
Med Forestillinger af de Formæhlede.
De ved en Alter=Jld hinanden gave Hænder.
En Jld af Kierlighed, som reen hos Dennem brænder!
Paa Alteret blev spurgt: hvad Baand er smukkere? (*)
Og Svaret blev af hver: Det er det smukkeste.
Men det udvortes var i Ligning ey at sette
Med hvad den høye Vert indvendig lod anrette,
Som var i alle Ting af saadan udsøgt Smag,
At det forhvervede ham Roes og hvers Behag.
Saaledes denne Dag ret glimrende fuldendtes.
Og om paa forrige ey Glædskabs Lamper tændtes:
Saa brændte dog dens Jld i alles Hierter klar;
Af Forbøns Jld hver Siel illumineret var.
Ey Efter Jnseriptionen som læstes deraver: Merur qui pulehrior alter?


Den næste, siette Dag, blant Festerne og regnes,
For den, som billigst Bon af skiønsomt Folk tilegnes,
Den dyrebareste Printzesse, som vi fik
Af uskatteerlig Værd af Fierde Friderich.
Hun Tresindstyve Aar paa denne Dag opfylder,
Og vi for hver af dem vor Tak til Himlen skylder
Thi uden rigest Frugt for mangen Undersaat
Er en Charlottes Dag til Ende ikke gaaet.
Hun alle Mønster er paa Fyrstelige Dyder
Som deres største Glands af Gudelighed nyder.
Derover er Hun os umistelig og kier.
Gud spare os den Skat endnu i lang Tid her!
J Aar blev denne Dag besynderlig merkværdig;
Thi Kronprintzessen sig nu gjorde teysefærdig,
At holde Udtog fra vor Konges Residentz,
Hvor=Sperrigs Stor=Gesandt fik Afskeds Audientz
Her længer kunde ey af Hende blive lentet;
Thi Hun af sin Gemahl med Længsel blev forventet.
Ja Hun selv ønskede, at være hos Ham snart
Og Dagen fastsat var til Hendes Overfart.
See hvilken Mængde Folk i Hast forsamlet bliver!
Mon blot Nysgierrighed dem ud paa Gaden driver?
Ney, Agt og Kierlighed er deres Drivere.
De Kronprintzessen vil endnu til Slutning see.
Der kommer Hun! som her skal aldrig gaae af Minde!
O Syn! som ikke lod dig see saa got som finde.
Hver taugde, raabte dog med en opløftet Siel,
Paa Kronprintzessens Vey, et inderligt Farvel.
Nu Hun fra Kiøbenhavn i HErrens Navn er borte.
Hun ved sit Udtog drog igiennem Æreporte,
For Hende reyste op af de Fortienester,
Formedelst hvilke Hun vil aldrig glemmes her.
Men denne Dag end meer anmerkningsværdig bliver;
Thi Kongens Majestet paa samme eftergiver
For hver en U-dersaat Printzesse=Styrene,
Og Faders Hiertelav i saadant lader see (*)
ee) Patentet derom er af 6 Oetnber dette Aar.


Ja, for at give os den første Frugt at smage
Af sidste Samfunds Baand, skal vore Takke=Dage,
Som bleve holdte før for Seyervindinger,
Afskaffes ligesom hos vore Naboer (*
Ey mere tænkes bor paa de fremfarne Tider.
Der nu kun Venskabs Frugt skal groe paa begge Sider.
Vor Kronprintzesse er til dette Middelet.
Gud med et ævigt Segl til Fred stadfæste det
Vi ville Hende nu til Helsingøer ledsage,
Hvor Hun med Dannemark tilsidst vil Afsked tage.
Hun Kronborg sidste Nat gav Sin Besøgelse
Med Kongens Majestet og høye Sydskende.
Octobers Ottende optrak sin Morgenrøde,
Og Majesteterne samt Høyhederne bode
Et rørende Farvel til den Elskværdigste,
Som alt paa Veyen var til Sin Formæhlede
Fra Broen sattes af, og Kronborg lod sig høre,
Hvorledes den Honneur kan for Printzesser giøre.
Den stolt af denne Skat sin Afsked tordned ud
Med tvende Hilsener af syv og tyve Skud.
See Kongens Løve an (*), hvor kneysende den svømmer.
For den det hele Togt i Midten Plads indrømmer.
Den over Øresund Sophie fører bort,
Og Tusinde beseer saa høy og skiøn Transport.
Printz Gustav, en blant dem, ved Helsingborg stod færdig,
At tage mod Sin Brud, som Hannem var saa værdig.
Han med bevæbnet Syn langt ud mod Hende saae,
Jndtil i Øyesyn Han Hende kunde faae.
Paa Timen Løven har sin Ære=Seyer vundet.
See, nu er lykkelig Printzessen over Sundet
Nu steeg Printz Gustav ned og Selv gav Hende Haand!
Gud signe dette Par! - og Deres Ægtebaand!
(*) De Takfigelses Feler, som høldtes i Danmark d. 11 Febr. og i Norge den
13 Janv. skal nu ophøre, ligesom og de i Sverrig hvilke der holdtes i samme
Anledning.
z (*) Den Kongelige dobbelte Chalouppe, som oværførte Hendes Kongelige Høyhed,
Kronprintzessen, kaldes Lave.


79


Er Glædes=Festerne ved Hoffet nu ey flere?
Ak jo! den ellevte skal deres Tal formeere.
Printz Fridrichs Fødsels=Dag en af de Fester er,
Som med en udvalgt Pomp bør helligholdes der.
Han, som opfylder alt, hvad Haabet om Ham spaaede,
Nu ind til Fiorten Aar det første Skridt fremtraadde,
Og paa Hirschholmens Slot modtog Lykønskninger
Til dets Oplevelse og nogle Snese fleer.
Endnu Forløbere til nok en Fest indløber.
Vor Længsel af vor Tid hvert Øyeblik nu kiøber,
For at berede os til dens Modtagelse,
Som, næst Monarchen, er al Lyst for Rigerne.
Det Caroline er, for Britters Skat, nu vores
Som paa Sin Vey til os af Rygtet daglig spores.
Hun haster, for at see det glade Norden an,
Som Hun blev Moder til ved Fader Christian.
Hun vil i Altona Sin Hof=Stat for Sig finde.
Nu er Hun der! Som kan hvers Hierte Sig forbinde
Ved viet Majestet og medfødt Kierlighed.
O see, hvor Børnene for Hende knæler ned.
Ved Fryde=Lamperne man deres Knæfald skuer.
Hvert Sted, Hun kommer til, staaer Hierterne i Luer,
Og brænder klarere end Kunstens beste Jld
For Den, som allesteds sees Majestetisk mild.
Til Minde om den Dag, som Norden husker trolig
Blev lagt i Altona Grund til Opfostrings=Bolig (*)
Ved Ædelmods Collect af Een som tænker vel,
Hvis høye Byrd meer Glands har faaet af ædel Siel.
Vor Dronning kommer nu til Beltet allerede,
Og Rygtet derom har fordobblet vores Glæde.
Paa Siellands Grund Hun først i næste Maaned er (*),
Og Residentzen snart faaer raabt: Velkommen her!
(*) At indrettes efter det for Pigebørn paa Christianshavn værende Opfostringshuus,
hvilket er foranstaltet og vedligeholdes af adskillige høye og ædelmodige Damens
Gaver.
**) Den 31 October kom Hendes Majeslet til Nyborg, for derfia at passere dg
sore Belt.


80


766.


Vor Konge, midlertid Han Sin Mathilde venter,
Af Viisdon til Sit Folk uddeler rige Renter.
Na ved Indretninger, i Staten bringes frem (*),
Nu ved Forordninger, som foreskrives dem (*).
Om Pragt i Klædedragt en af de sidste lyder.
Den samme, Guld og Solv al bæres, reent forbyder;
Thi Kongen haver seet at fligt ey nyttigt er,
Skiønt mange derudi har sat Fortienester.
Sverrig.
Med Posterne herfra indløber stedse dette,
At Svenske kan ey Priis paa Kronprintzessen sette.
Hvor Hun med Sin Gemahl imod Stokholm drog frem,
Høytideligste Pragt anrettet var for Dem.
J Gøtheborg især Jndvaanerne udviste
Hvør høyt de denne Skat fra Naboe=Riget priste.
Rig Operflødighed med Kunsten kappedes,
At den indvortes Lyst udvortes kunde sees.
Der hørtes Fryde=Raab, uskrømtede og rene:
Vivat Printz Gustav og Sophie Magdalene.
Enhver begierlig var Gustavi Brud at see
Og fandt i dette Syn alt til Beundrelse.
J høy Velgaaende har De i Sytten Dage
Til Slottet Drotningholm Sin Reyse lagt tilbage (¬¬
J nogle Dage her Printzessen Hvile faaer
Til Hendes Indrogs=Fest, som siden forestaaer.
Den meget glimrende vil ufeylbarlig blive;
Thi alle deres Fryd tilkiende ville give.
Saavist de haver Grund til saadan Kierlighed:
Gid denne blive Grund til ævig Naboe=Fred!
(*) Aund=Etatens Departements Jnddeling d. 22 Oetob. i det Kongl. høye Krigs¬
J og det Kongelige Laad=Etatens General Commissariat. Set Adr. Cont. Efterr.
No. 161.
Af 17 Oct Patent om Høyeste Ret for Aar 1767. Af 27. Oct. Forordn.
et Guld og Sølv ey maae bæres paa Klæderne. Af 31 Octobr. Patent
om Straf for dem, som skiødesløs omgaaes med Jld paa Hederne i Jylland.
1 C Fa den. 11 Octøbr. da de forlode Helsingbørg, indtil den 28 Octøber.
Heraf udgives Maanedrtig i Skk paa det Aongl Adresse Comroski Kiavenhavn


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
skrevne ved N. Prahl.
For November Maaned 1766.
Dannemark.
N¬
ovembers første Soel ey Dagen før begyndte,
For den en Sommer=Dag for Dannemark forkyndte.
Den lod sit milde Smiil igiennem Luften see,
Og ved det store Belt en Zephyr aandede.
Han, hvis befalinger et oprørt Hav maae lyde,
Jmellem Luft og Vand en Stilstand lod paa byde.
Strax Beltets stolte Strøm henflød i Lydighed,
Og med en Vesten=Vind indgik en venlig Fred.
Før Solen kunde naae til høyest Bierge=Toppe,
Var Folk ved Beltets Strøm paa begge Sider oppe.
Prophetisk Øyekast enhver til Himlen slog,
Og det derfra igien med Ønskers Fylde drog.
Det tegner til, i Dag et deyligt Veyr at blive:
Saa Drønningen sig vist paa Vandet vil begive.
Ja, Hendes Majestet vil reyse. Er det klart,
Som herliggiøre skal saa høy en Overfart?
O ja, Grev Danneskjiold, sin Konges Gunst saa værdig,
Har draget Omsorg for, at Smakken ligger færdig:
Med nyt indrettet Telt for Hendes Majester,
Og alting er i Stand, som han befalte det.
Nu kommer Dronningen! om Bord paa den at stige.
Hun Nyeborg nu Farvel for denne Gang vil sige.
O kommer, seer et Syn, som hver maae tage ind?
Fra Landet settes af med ønskeligste Vind


12 K.
Kanoners Hilsener, tre gange Atten, høres,
Som vexelviis med Ni fra tvende Skibe giøres (*).
Et Huzza, virvlende i Luften, følger paa
Saasnart man Smakken seer for fulde Seyl at gaae.
Paa hver af Siderne en Færge=Smakke følger,
Og hele Togtet skeer igiennem Sommer=Bølger.
Hver Miil blev Hilsener med syv og tyve Skud
Fra hvert af Skibene med Husza fyret ud.
En dobbelt Felt=Musik bestandig lod sig høre
Fra Færge=Smakkerne. Hvad Evnen kunde giøre,
At ære Dronningen ved Hendes Overfart,
Blev gjort; og ingen Ting i den Anledning spart.
Hvor ønskeligt et Togt det var, enhver nok slutter,
Da det kun varede tre Timer ti Minuter
Fra Nyeborg til Corsøer, hvor Hendes Majestet
J høy Velgaaende paa Siellands Bund blev seet.
Velkommen Nordens Lyst og altid Britters Ære!
Her er det Land, hvor Du hos Christian skal være.
Her Æreportene for Dig opreyste staaer.
Her Du Din Reyses Maal, og vi vort Ønske naaer
Corsøers Jndvaanere, opstilte i Parade,
J Kongens Kierlighed Guds Kierlighed tilbade.
De saae et Engle=Syn, da Drønningen de saae.
Et Syn, som mindes vil, til Byen skal forgaae (*)
Et Corps til Hest af dem sin Konges Brud ledsager,
Da Hendes Majestet til Sorøe Veyen tager.
J dette prægtige og ædle Musers Boe
Hun mildt behagede at tage Natte=Roe.
Sit høyeste Behag Hun allernaadigst viste
Ved hvers Bestræbelse, ved aabent Taffelt spiiste,
Og tillod en og hver om Taffelet at gaae,
Da de Mathilde saae, men sig ey mætte saae.
Jllumination om Aftenen antændtes.
Taknemmelighed der hos Glædens Virkning kiendtes
Det ved Nyeborg da liggende Vagtskib og en Kongelig Galley!
(*) See mere herom i Adreesse Contøirs Efterretningerne No. 168 og 173.


Alt Byens Borgerskab lod efter Evne see
J Ærefrygtens Tegn den beste Villie.
Da Reysen næste Dag derfra til Ringsted skede,
Academisterne og flere vare rede,
Som havde Dagen før modtaget Dronningen,
At give Hende nu Ledsagelse igien (*)
En Miil fra denne Bye et Corps iligemaade
Var redet ud, og nod den meget høye Naade,
At følge Dronningen til Byen, hvor enhver
Lod see den Agt og Pligt, som Undersaatters er (*)
Da Middags=Maaliid var paa Klosteret indtaget,
Af samme Corps igien paa Veyen blev ledsaget
Jndtil halvanden Mil imod den næste Bye,
Hvorfra et andet Corps i Møde kom paa nye.
Du gamle Konge=Stad, navnkundig Roeskilde!
Glæd dig ved høyt Besøg af Nordens Lyst, Mathilde!
O ja, din Glæde sees; den kiendes brændende;
Hvert Huus er bleven lyst af sammes Følelse.
Du ved Sindbilleder og ved Inscriptioner
Samt andre Fryde=Tegn basuner Ære=Toner,
For Kongens Majestets og Tvilling=Rigets Skat
Paa Reysen tage vil sin Roe hos Dig en Nat¬
Du Ære=Støtter lod for Drønningen oprette,
Som du har Ære af. Du gjorde meer end dette (**)
Thi din Fornøyelse var ubeskrivelig,
Helst da den anden Dag du Kongen saae hos dig
Han hasted fra sit Slot og hen til Roeski de
For der at samles med og see sin Brud Mathilde.
O store Samlings Dag! o helligt Øyeblik!
Da Christian at see først sin Mathilde fik.
(*) See Adresse Cout Efterretningerne No. 168.
(**) See Samme 177.
Sammesteds vidtløftigen No. 166. 171. 173.


84


Hvo torde vove sig, den Seene at beskrive?
Knap Tanker, aldrig Ord, dens billede kan give.
Den fyldte Sielene med slige Følelser
Hos Allerhøyest Par, hvortil ey Udtryk er.
Nu haster Christian til Fridrichsberg tilbage,
At Kongens hele Huus kan Deel med Hannem tage
J det, Ham tager ind af allerypperst Smag,
Den Han ey forhen fandt saa herlig som i Dag
Med Velkomst=Hilsener modtoges her Mathilde.
Sig alles Ansigter fremviste fyrigt milde.
Forgieves skeer Forsøg, at male denne Dag.
Veltalenhed og Kunst til dette er for svag.
Jndtil den ottende blev Fridrichsberg det Sæde,
Som Lyst og Hvile gav for Kongens Skat og Glæde.
Mathildes Majestet dog Majesteterne
Og Konge=Husets Slægt fik vexelviis at see.
Nu lod den ottende sit Morgen=Lys opdage
Og Himlen samme lod med deyligt Veyr ledsage.
Alting i Kiøbenhavn kom i Bevægelse.
Mathildes Indtog nu berammet var at skee
Det hele Borgerskab var i Parade stillet
Samt Stadens Garnison. Der kimet blev og spillet.
Kanoner løsnedes rundt om fra Voldene,
Og hver, som kunde gaae, var ude for at see.
Jgiennem Nørre Port det høye Indtog skede
Med saa anselig Pomp, som Kongeligst maae hede.
For ømmest Følelser var intet Hierte frie,
Hvor Hendes Majestet passerede forbi.
Et pyntet Nymphe=Chor gik Dronningen i Møde
Og Hendes Jndtogs=Vey med Blomstere bestrøede
Langs over Gammel Torv til Hymens Alter hen,
Som ved Portiqven stod opreyst ved Raadstuen.
Der ofrede enhver af dennem deres Krandse,
Og under denne Act Musikken maatte standse


Selv Hendes Majestet holdt stille, for at see
Paa den Ceremonie, som var indtagende.
Saasnart nu Nympherne (*) sin Krandse=Ofring endte,
Fra Hymens Alter de igien tilbage vendte,
Og i Procession for Jndtogs Vognen gik,
Til de ved Slutningen af Torvet Afsked fik.
Ved Krandse=Ofringen og ved Proscessionen
De alle fælleds Røst forenede i Tonen,
Og sang et Ønske frem, som kun af faa blev hørt;
Men han bønhøre det, til hvem det blev fremført!
Gud signe Kong Christian den milde,
Med Hans Caroline Mathilde!
Vi Toget følge vil til Admiralitetet,
Hvor Ære=Tempel var til denne Fest oprettet.
Den gamle Bygnings Kunst blev der for Dagen lage
Enhver beundrede dens Størrelse og Pragt.
Saa stor en Ære=Port, af saadan Pragt tillige,
Til saadan Høytids Dag, veed ingen af at sige.
J Coupelen man saae et Hymens billede;
Men hele Templens Pragt kun saaes af Kiendere.
Jgiennem denne Port forbi de Ære=Porte,
Som vare uden Kunst og uden Hænder gjorte,
Kom Hendes Majestet til Kongens Hoved=Slot,
Af alles Ønsker fulgt til Siels og Legems Got.
Saaledes glædeligt det høye Indtog endtes;
Og Bryllups=Faklerne mod Aftenen antændtes.
Fra Klokken sex til syv, som forhen var befalt,
J Staden kimet blev og ringet overalt.
Det Kongelige Par til Temlen sig begiver,
Som Huus i Kongens Slot for Kongers Konge bliver,
Der De forenes vil ved hellig Vielse
J Ham, som Deres Siet forhen forenede.
.Lz,N
E*) De forestillede egentlig Grækinder, prydede som naar de i gamle Dage ullebuerede,
Hymens Fes.


86


De knæler Begge ned i dette OErrens Tempel,
Opmuntrende derved enhver ved sit Exempel,
At see med Skiønsomhed paa HErrens Gierninger,
Som De beviidner, Sig at skiønne paa i sær (*).
Enhver i Templen bad med Dem og for Dem mere,
End Ord tilstrækkende ret at udtrykke ere.
Ey nogen Undersaat i begge Riger har
Forsømt at giøre Bøn for dette Brudepar.
Som ingens Ægtepagt kan agtes meere vigtig,
Saa ingen Forbøn er for nogen meere pligtig.
Her tvende Rigers Vel paa denne Pagt beroer
OGud! din Gierning giør i den Forening stor!
Beviser Rygtet os har bragt fra alle Stæder,
Hvor høyt hver Undersaat i Rigerne sig glæder
Ved saa høykongelig og rar en Bryllups=Dag,
Paa hvilken Norden saae Guds Yndest og Behag.
Dan aarlig bliver en af Landets Takke=Fester;
Og naar der takkes meest, der mere Tak end rester,
For Rigerne saa god en Konge fik af Gud,
Og for Han fik saa god og dyrebar en Brud.
J Kiøbenhavn den Dag høytidelig blev hædret.
Udvortes Mangel har indvortes Skat forbedret;
Thi Festen æredes i Ære=Lysets Sted
Af Kongens Kierlighed og Folkets Lydighed.
Den første ømt Beviis mod Staden vilde give.
Den anden altsaa maae til Stadens Ære blive.
Det er ved Lydighed, at Undersaatter meest
Kan ære Kongens Huus og saadan Konge=Fest.
Den uforglemmelig dog altid her vil vorde,
Ey af de Æres Trin allene, mange giorde (*)
Men meest af Frugterne, som Folket haaber til,
Og ufeylbarligen af Dagen fødes vil.
(*) Brylkups=Texten, af Hs. Maj. selv anbefalet, Ps. 3, 2. hvorover Talen blev
holdet og derefter Vielsen forrettet af Hans Høyærværdighed Biskop og Confessio¬
narius Hr. Ludvig Harboe,
mr.) Dee de Anancements som skede, i Adr. Anisen No. 167 mg No. 170. .


Fryds=Festerne Gud giør saa talrige for Norden,
Som noget heldigt Folk kan ønske sig paa Jorden.
Den Ott og Tyv ende blant dem optegnet staaer (*).
Gid den maae holdes her endnu i mange Aar!
Blant Majesteterne Sophie Magdalene
Kan hele Folkets Bøn til længer Liv fortiene.
Den Beste Moder Hun for Konge=Huset er,
Og mange flere Aar vil blive lige kier.
Der var endnu vel meer adskilligt Nyt at skrive,
Hvortil Aviserne Anledning kunde give;
Men det for Rummets Skyld maae udelades her,
Fordi en Jndtogs Fest endnu at melde er.
Sverrig.
Den Fierde Sverrigs Folk i alle sine Stænder
Har baaret Ønsker frem med helligede Hænder
Af en uskrømtet Aand til alle Guders Gudsnen?
Om Printzers Held og Aar for Gustav og hans Brud.
J Bøn for dette Par de vilde sig forene:
Thi Gustav elskede Sophie Magdalene,
Og han var Hende kier, dem Begge disse Toe:
Saa deres Vellyst kun i Forbøn fandt sin Roe.
631
Den Drift, som drev enhver til inderlig at bede,
Var Underdanighed og patriotisk Glæde.
M
Ved denne Ægte=Pagt med Vished kunde de
il
See grundet Held for sig og Efterkommerne.
Med Haabets Øye sees langt ind i Tidens Længde.
De droges til Stokholm i meget talrig Mængde,
For der at see den Pomp og Kongelige Pragt
18
Paa Indtogs Dagen ved den høye Bryllups=Act¬
Mt, t?
Sig Øyet kunde her ved Synet ikke trætte.
ma no?
J Kron=Printzessen de ey kunde see sig mætte.
De tænkte idel Fred og idel Kierlighed.
21
mM
Til Verdens Undergang den Tanke vare ped!
S¬ Da Dendts Matestet indtraadde t st 67 Aart 1J Fllcuntakiri upriuect iux.


88


Ved Carlberg samledes om Morgenen den Skare
Som i Procession ved Toget skulde fare.
Saasnart de Audientz hos Kronprintzessen fik:
Det høye Indtog strax derefter for sig gik.
En prægtig Ære=Port bekostet var af Staden.
Ved Enden samme stod opført i Dronning=Gaden.
For Børne=Huset var opreyst en smuk Altan,
Med Maling ziret ud og alt hvad pryde kan.
Paa samme Husets Børn var stillede i Orden,
Og sang om al den Fryd, Gud skaber her paa Jorden (*),
Da=Kronprintzessen der holdt Hendes Giennemfart,
Til hvilkets Herlighed ey nogen Ting var spart.
Af et forelsket Folk ey nogen Ting kan spares;
Thi Kierlighedens Art er, den vil aabenbares.
Den her brød offentlig i Glædskabs Blømster ud
Som vare Ære=Tegn for Gustav og Hans Brud,
Da Kronprintzessen er ved Slottet, Hun modtages
6. Af Gustav Hendes Printz, og ved Hans Haand ledsages
Til Dronningens Gemak, og siden videre,
Jndtil fuldbyrdet blev den høye Vielse.
Om Aftenen var lyst hvorhelst man gik paa Gaden.
Jllumination var ene ey i Staden,
Med Tanke=Billeder og megen Pragt at see;
Der brændte Ære=Lys endog paa Malmerne.
Det hele Konge=Hof i høyeste Personer
Udkiørte, for at see Jlluminationer,
Som vare bragte an paa denne Høytids Dag,
Og derfor sig udlod med naadigst Velbehag.
Du store Fredens Gud, hvis Vink har vildet mægle
Den Venskabs Ægtepagt, du den til Fred besegle!
Lad Takke=Festerne ey sættes ind igien;
Men vær og viis dig her som hele Nordens Ven!
(*) Den Svenske Psalme: Hela Merlden frøgdens Øerraa je. See mere harom
Adr. Cont. Efterr. No. 175.
dneskadtigenate atnatag æt aaae der kang atresfi c antate æagtungt


Kongelig Allernaadigst privilegerede
Danske Maanedtlige
Skiald=Tidender
for December Maaned 1766.
skrevet ved J. Christ. Bie.
Dannemark.
E¬
n nye Forordning fra Hans Majestet tilsiger:
At man i Norge skal forbruge hiemgjort Spiger (*),
Høystpriseligt Forbud! i Norge er Metal,
Men Skam at Fremmede den omarbeyde skal!
Jeg undrer at man der ey elsker op Fabriqver,
At man af Landet ud de raae Producter skikker,
Og feder Fremmede med al den Arbeyds Løn,
Som kunde hielpe fort saa mangen Landets Søn.
Jeg veed at Kobber er blandt Norges største Skatter,
Og at de Fremmede for Norge samme platter,
Saa kiøber man igien det man udskibet har,
Og andre Arbeyds=Løn for vore Vahre taer.
En saadan Handels Green desmeer lastværdig bliver,
Da Norge Leylighed til slig Indretning giver;
Thi Vandfald har den nok, og ved Naturens Gunst
Kan let udføre det, som Kostbart er ved Kunst.
Skam at man tænker ey paa slige Herligheder,
Og Skam, at andre os ved Næsen saadan leder,
Man veed at paa Genie de Norske mangle ey,
Men lær af Naboe=Folk en flittig Nærings Vey!
Den Danske Skueplads, den Smagens Fostermoder,
Den Dyds og Lyders Speyl, Moralens ægte Broder,
Blir nu beæret af vort Høye Konge=Par,
Der dobbelt værdigt giør det Fortrin som den har!
For Agershuus og Christiansands Stifter gielder Forbudet paa fremmede
Spigers Jndførsel af 25 November.


O! gid vort Konge=Par dig altid vil besøge,
Og dig med mere Kraft og Leylighed forøge,
Til at udvise det du haver Styrke i,
Hvis Evner og Forraad kun vilde staae dig bi!
Hr. Henrich Bille sig med Frøken Raben gifter,
Du Store, du som Selv er Ægtestandens Stifter,
Du dette Ægte=Par velsign, lyksalig giør,
Der ey i Dyd og Byrd hinanden vige tør.
En Sølv=Medaillie om Formælingen er præget,
Og ved en Kunstners Haand aftrykket, dannet, stræget,
August, Augusta skal i alles Hierter staae,
Mens Sølen kan sit Løb om Himlens Bue gaae;
Thi Hiertets Præg er meer end alle Kunstners Hænder,
Hvor man den Overskrift af hellig Troeskab kiender:
Bliv du Formæling til den største Spids man veed
Og nogen Tid har vidst, af sand Lyksalighed!
Vor dyre Friderich, vor Konges værdig Broder,
Som daglig Kundskab i Fornuftens Ager poder,
Vil søve Legemet hos et vel pyntet Sind,
Og legger derfor nu paa Ride=Kunsten Vind.
Tag, smukke Printz! tag til i alle Færdigheder,
Og som Dig Tiden meer til Manddoms Vaar fremleder,
Saa vex Du altid frem i Kundskab meer og meer,
Forbud paa Middags Glands, Din Morgen=Røde er!
Nu Masqverade er ved Kongens Hof begyndet,
Og om dens Forhold er et Reglement forkyndet,
Uskyldig Tidsfordriv giør Sindet muntert, let,
Naar det af Arbeyd og Forretninger er tret.
Man Masqverade i hver Stand og Alder spiller,
Og under Masqve en den anden altid driller
Selv den som ivrigest mod Masqverade er,
Tidt et vellystigt Sind i ærbar Masqve bær.
Nu er en Gyldencron, Haxthausen, Kammerherre,
Den kloge Reverdil nu skal Etatz=Raad være,
Stig hver, som har fortient, til Ærens høye Top,
Glid hver uværdig ned som dig vil liste op!
*) Hans Exe. Geheime=Raad Henrich Bille og Frøken Caroling von Raben.


Hr. von Philosophov fra Ruslands Keyserinde
Er kommen hid til os, gid vi i ham maae finde
Den anden Baron Korf, den mageløse Siel,
Som tiente Rusland troe og meente Danmark vel!
Det Skib som Navnet af Grevinde Moltke fører,
Vort Handels=Compagnie paa Jndien tilhører,
Man lykkelig og vel igien hidkommen saae!
Gid de, hvis Navn det bær, bestandig blomstre maae!
Sig allernaadigst lod vor Majestet behage,
Artilleriets Corps i Øyesyn at tage,
Tøyhuset er det Sted hvor det den Ære nød,
Jført nye Uniform, hvis Farve er Morkrød.
Printz Carls Fødsels Fest den 19de indfalder,
Han to og tyve Aar opfylder af sin Alder,
Ved den Anledning Han en Fest til Hoffet gav
Lev længe Carl og vel, før Du gaaer i Din Grav!
Sin Vagt=Parade vil Hans Majestet bivaane,
Viis, store Konge! viis, Du vil Dig ey forskaane,
Og troe at alting gaaer med større Færdighed,
Naar man fornemmer det, Du selv er altid med.
De nye Acteurs nu sin Begyndelse skal giøre,
Og Fransk Spectakles paa Dansk Skueplads opføre (*),
Det høye Konge=Huus beviser dem den Gunst
Sit milde Øyesyn at unde deres Kunst.
En nye Forening ved vor Konges Hof kundgiøres,
En Redtz og Rosencrantz af Elskov begge røres,
Hold, Kammer=Junker Redtz og Froken Rosencrantz,
De ædle Stammer ved i sin sædvanlig Glands.
Om Jslandsk Compagnie man den Anmærkning skriver,
Der ey til dette Aars Termin Udbytte bliver,
Hvis jeg et Medlem var, jeg ønsket inderlig
At faae Udbytte strax; thi jeg er ikke rig.
Man allevegne fra om Kuldens Strenghed klager,
Som usædvanlig stor i disse Aarets Dager,
Det maae jeg troe; thi Folk med saadant Foerværk gaae,
Som om vort Kiøbenhavn paa Grønlands Høyde laae.
M.2.
(*) Vide Berlingske Tidender No. 102.


91


92


Jsland.
Det fæle Heela nys har spilt en gruesom Scene,
Og af sin Afgrunds Vom udspyet Jld og Stene,
Forfærdelige Bierg, du Angsters farlig Tolk,
En skræksom Naboe er for dette arme Folk!
Du Verdens Undergang med fæle Træk afpræger,
Du Jorden, Luft og Vand, opøser og bevæger,
Dog hvad! du Torden=Skræk, din Nytte sikkert har;
Thi uden samme ey den mindste Skabning var.
Norge.
Det lærde Selskab som i Tronhiem var indgaaet,
Nu af Medlemmer har et større Antal faaet;
Thi syv og tyve har forøget sammes Tal,
Af Mænd, udsøgte med Forstand og vittigt Val.
De første Lemmer os meddeelte nogle Dele;
Var skiønt med lige Held ey skrevet i det Hele,
Saa viiste nogle dog den modneste Forstand,
Hvo veed ey hvad en Suhm, Gunnerus, Skiønning kan.
Nu bør man store Ting af dette Selskab vente,
Jo større Summen er, des større blier dens Rente,
Med samlet Styrke kan udføres noget stort,
Og hvad ey en formaaer, det blier ved flere giort.
Dog har Erfarenhed saa tidt beviist os dette,
At store Selskab ey det meste just udrette,
Men her, hvor hvert et Lem er vittig, flittig, klog,
Der bør man vente sig hvert Aar en nyttig Bog.
Man lever ret i den Selskabelige Alder,
En Hob Selskaber nu paa alle Steder falder,
Ja Mennesket er skabt til Selskabs Baand og Pligt,
Men vogt os, Gud! fra det som er os skadeligt!
De høye Norges Field af Glædes Echo galme,
Nu plantes i hvert Sted en hellig Fryde Palme,
Vor Dronnings Indtog er Aarsagen til den Lyst,
Som ivrig blusser op i troefast Norske Bryst.


Sverrig.
Peiisværdig Svenske Folk, som et Forbund indtræder,
Hvis Maal er Sparsomhed i Levnet og i Klæder,
Hvis dit Exempel kun af flere følget blev,
Ey Overdaad saa tidt til Betlestaven drev.
J Mad og Drikke er Sparsommelighed nødig,
Men om hver Stand og Sted er lidet overflødig
Paa slige Sager som i Landet blive gjort,
Af eget Lands Product, det skader ikke stort.
Den Norske Biskop Friis har nyelig havt den Ære,
Ved Stokholms Konge=Hof at forestillet være,
Som ey mishage kan den Norske Nation,
Helst nu den rammer en saa velfortient Person.
Hvo kiender Biskop Friis, veed og hvad got han stifter,
Hans Jndsigt i sit Lands Beskaffenhed og Skrifter?
Og det som endda meer hans Roes anprise kan,
Hos Lærdom eyer han naturlig god Forstand.
Hvis Svenske Lærde vil fra ham til andre dømme,
Da vil de uden Tvivl det Norske Vid berømme;
Af mange Lærde Folk i Norge findes faae,
Hvis Patriotisk Flid og Jndsigt vidre gaae.
Han en Samtale med de Svenske Herrer fører
Om det som Kirker i Lapmarkerne tilhører,
J Kirke=Sager er hans Kundskab rig og stærk,
Han frugtbart her blandt os giør Missionens Værk.
Tydskland
Man seer fra Wurtemberg, der skal de Militaire,
Fra Store af til Smaae indskrænkes meer og mere,
Hvorvidt det nyttigt er, indseer ey min Forstand,
Det veed jeg, uden Folk forsvares intet Land.
En Landets Fader er den kloge Tydsklands Keyser,
Han sig paa Landets Gavn Trophæer selv opreyser.
Roesværdig den Regent som seer paa Landets Tarv,
Til hvilken Viisdoms Skat med Kronen gaaer i Arv.


93


94


Man ey for Navnets Skyld en Konge ene ærer,
Han ey for egen Skyld, men Landets, Kronen bærer,
Og som en Fader først en ret Behersker er,
Man frygter en Tyran, en Fader har man kier,
Saa viser Joseph sig at være Tydsklands Fader,
Han ey i nogen Deel sin Omsorg mangle lader,
At regne alting op alt for vidtløftigt blev,
Og bedre Pen end min, hans Roes ey nok beskrev.
Frankerig.
Hertugen Mazarin, som ilde Huus har holdet,
Sin egen Undergang og andres med forvoldet,
En anden Herre som sin Borgen ødelagt,
Er nu til Straf i det Castel Vincennes bragt.
Den Straffen virkelig til billig Hevn opægger,
Som sig og andre med forsetlig ødelegger,
Men den som blot af Trang blier en Gieldbunden Mand,
Naturlig Kierlighed og Pligt ey hade kan.
De Franske Tyve man udi Paris indhenter
Som udaf andres Gods dumdristig tage Renter,
J andres Eiendom sig liste, smge ind,
Godt at man sætte kan for deres Næse Pind.
Der gives mange som hos andre sig indsnige,
Og endda tør man ey et Ord om dennem sige,
Hvorfor? de stiele ey private Folkes Gods,
Men deres, som man ey blier hørt med Klage hos.
Spanien.
Man et merkværdigt Nyt fra Spanien seer skrive,
Man der vil Pension til gamle Krigsfolk give,
Der have redelig i Standen tient sin Tid,
Det er et Middel til at dyrke Troe og Flid.


Den tiener kun med Lyst som engang Løn kan vente,
Men naar forgieves Haab skal blive Troeskabs Rente,
Naar man allene ey Belønning haabe tør,
Men endog frygte maae at miste det man bør.
Hvo vil med Troe og Lyst da Fødelandet tiene,
Hvo kan det redeligt i saadan Tilstand mene,
Ney Flid belønnes bør og hver bør nyde Ret,
Hvis ikke, vil det gaae i alle Stænder slet.
Polen.
Lad sværge Tracovsk Bisp, lad Vatican bandsette,
Jeg troer dog Tiden vil engang igien oprette
Og billig raade Bod paa Dissidenters Sag,
Som Voldsomhed, Uret, har qvælt til denne Dag;
Vel Uret til en Tid kan Overmagt beholde,
Men løbes engang Storm til dens usikkre Volde,
Strax skielver den af Frygt og sig forsvarer slet,
Den strider ikkun trygt, som fægter for sin Ret.
Florentz.
J Florentz fordrer man de gamle Kloster=Sager
Af Sølv som ikkun et unyttigt Rum optager,
Det hen til Myndten skal, det gangbart giøres maae,
Og i en verdslig Skik om Verdens Hiørner gaae.
Kun Skade at man ey paa Munke=Standen pynter,
Og dem til Mennesker i verdslig Stand ommyndter;
Thi i den gamle Stand de nytte Staten lidt,
Men skiller Staten af med mangen gød Profit.


95


Til Publicum.
Paa denne Skueplads i Aar har mange spillet,
Og Sang=Gudinderne har siunget vexelviis,
At en og anden her en Skiald har forestillet,
Det ey forringe kan den første Autors Priis.
Vor brave Prahl blev træt, maaskee af tunge Tanker:
Ja! Ja! fortrædne Tid, du sikkert trætte kan.
Enhver som møysomt det Uvisse sammensanker,
Og aldrig seer sig bragt til nogen sikker Stand.
Man aldrig nogen bør Fortienester aftrætte,
En Ærlig elsker Flid, men Avind mørker den,
Du skialdret got og net, og du i meer end dette,
Har viset Prøver paa du er en Musers Ven!
Gid Lykkens Sommer maae din Geyst paa nye oplive.
Begynd vor Prahl igien at synge nu som før;
Og om du aldrig vil paa Skuepladsen skrive,
Dit hældige Genie dog roses skal og bør!
Men de, vort Publicum! du Gienstand for Genier
Maae ey fortryde paa du noget ventet har!
Du selv kan vidne om, man tidt saa længe bier
Paa Ting som tusend gang af Værdie mere var!
Jeg slutter dette Aar paa min Forgiengers Vegne,
Og ønsker at jeg selv fik legge Pennen ned;
Thi Had, Uroe, Fortred, som dagligen begiegne,
Den allerstørste Lyst kan giøre tret og kied.
Nu sluttes dette Aar og denne Aargang endes!
Tak, hver Velynder! Tak, som læste dette Blad,
Et velmeent Ønske dig igiennem Pennen sendes,
Af alt hvad giøre kan et ædelt Hierte glad!
Bliv du et stændigt Maal for alle Velstands Deele,
Opnaae den Høyde som et Folk sig ønske kan,
Gid den Lyksalighed som hersker i det Hele,
Forenes med al Fryd hos hver Mand i sin Stand.


