Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio
Første Hefte.
1766
og
1767
Kiøbenhavn,
Trykt hos Brøderne J. C. og B. C. Berling.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Januarius
1766.
Dannemark.
I.
Fra Trede Christan afsielet blev for Norden,
Var ingen Nyt=Aars=Dag som denne til paa Jorden.
Da saaes vort Liv og Haab i Sengen kold og stiv, (*)
Nu Sengeliggende foruden Haab til Liv.
Da blev en Faders Død et Sværd i alles Hierter,
Nu gav en Faders Liv os næsten samme Smerter.
Man da begræd en Død, nu vel en Levende;
Mens Ach! en Levende, som tallte Dagene!
(*) Kong Christian den Tredie døde Nyt=Aars Dag 1559.


O, fæle Nyt=Aars=Dag! o, grumme Nyt=Aars=Dage!
Dog, - har J rekket os, den suure Skaal at smage
J Trede Christians Død og Femte Fridriks Liv?
Skal suurt dog blive sødt, naar Himlen siger: Bliv!
For Tvende Hundrede og syv Aar siden skede
En Himmel=Reise af Kong Christian den Trede.
Vor Femte Friderik i Dag med Himmel=Sind
Beredede sig til at tage Himlen ind.
Hiin toeg ved Ærens=Bord sin Jesum der i Øye,
Ved Naadens Denne fik sin Jesum her i Eye.
Den Trede Christian i Himlen selv indgik,
En Himmel i sin Siel fandt Femte Friderik.
Seer Hannem giøre Vold paa Himmeriges=Rige,
Og rykke det til Sig, ved Tro og Bøn tillige.
Seer den Trofastede og Elske=Værdigste,
Hans kroned Mgte-Ven med Hannem stridende.
Seer Hende ved Hans Seng i Himmel=Andagts Heede
For Kongens dyre Liv og Nordens Vel at bede.
Hør hele Hoffets Røst og tvende Rigers Raab
At legge Amen til, i tillids fuldest Haab!
Ney!
Gud ey høre vil. - i tretten Nyt=Aars=Dage
Vi Bønner ofrede med Graad og Suk og Klage!
Men paa den fjortende - forfærdelige Slag!
Var det vor Friderik den Femtes sidste Dag.
III. Han døde. - Det er nok, den Sorrig at betegne,
Som hver en Nordens Krog formørknet allevegne.
For Bøn var Jammer nu. - Med Graad i Øynene
Stod Haabet selv forbaust mod Himlen stirrende.
Som Soelen glimter frem igiennem Skyens Dekke,
Naar Straalerne faaer Magt at kunne giennembrække,
Saa faaes vor Morgen=Soel, paa denne mørke Dag,
At bryde frem med Kraft til Yndest og Behag.
IV Vel
(*) Dronning Juliane Marie communicerede Nyt=Aars=Dag tillige med den død¬
syge Konge, Kong Friderik den Femte, i Hans Majestæts Døds=Gemak.


411


IV. Vel kom en Døds=Herold, og bragte os beklemte
En Dødsens Tidende om Friderik den Femte;
Men samme gav sig Selv i Hast Modsigelse;
Han lever i Hans Søn, den Krone-værdigste!
Udi Kong Christian den Syvende. Han leve!
Han leve! - Christian den Syvende, Han leve!
Den Gienlyd skialdede mod Slottet Christiansborg,
Saa Haabets Christian Selv studset i sin Sorg.
Han der ved Fridriks Tab, som Faders, sad bedrøvet,
Han tænkte, Nordens Børn det samme er berøvet,
Han, som den Stærke var, - thi Gud Ham styrkede!
Han hørte Nordens Skrig, i den Bestyrtelse,
At kalde paa Hans Navn. - Sit eget Tab Han glemte
Erindret, Gud igien til Fader Ham bestemte,
Han, som Selv manglet Trøst, til Landets Trøst frembrød.
Og lod alt Folket see, at Kongen ey var død.
Det Syn, det store Syn, hver ind til Sielen trængte
Af den omstimlende og tusindtalte Mængde.
Gientaget Vivats=Raab for Christian blev hørt,
Saa Luften bævede og Himlen selv blev rørt.
Han var den eneste, der os forstoed at trøste,
Og det kun var vor Trøst, der kunde ham forlyste.
Han styrkede sig Selv ved Folkets Fryde=Raab,
Og nu i Herrens Kraft opreiser Nordens Haab.
Hvad gjorde Christian den Syvende i Norden
Den allerførste Dag, Han var dens Konge vorden?
Hvad var det første Tegn, som den Selvhærskende
Paa Konge-værdig Dyd lod hele Verden see?
Det var ustridigt vel den Kongelige Naade,
Der røbede en høy og ædel Tænkemaade:
Kron=Prindsens Ledere og Lærere man saae
Det allerførste var som Kongen tænkte paa.
Det høye Æres-Tegn, en Reventlau kan bære,
Og de Benaadninger, som er en Nielsens Ære,
Sligt vel ophøyer dem, og viser deres Værd;
Men Nordens Christian den Syvende langt meer?


VI. Høystsamme samme Dag sit Christiansborg forlader,
Og det til Sorrigs Borg indvier for sin Fader.
Hvor Hans glorværdigste afsielet Majestæt,
J Sørge Pomp og Pragt, blev en Parade seet.
VII. Det første Bud var sort, som Christian udstædde (*)
Og ey bebudede for Norden megen Glæde!
Men det høylovligt var, og sortere ey blev,
End Hierte-Sorgen selv sig forud foreskrev.
VIII. Det andet Bud var tydsk, for Kongens tydske Stæder, (¬
Ved hvilket Arvinger sig der med Føye glæder.
Thi ødsel Pragt paa Liig, som kuns er Daarlighed,
Vil Han, hos kloge Folk, maae ikke have Sted.
Fra Slottet Fridriksberg Han Begge lod udgive
Hvor denne Maaned ud, Han agtet at forblive!
Dog, ney, saa længe Han ey kan forblive der,
Og lade Christiansborg i Sorgen eene her.
IX. Hvor ofte see vi ey, at denne milde Fader,
Af Sønlig Kierlighed sit Fridriksberg forlader,
For Julianæ Skyld, med Hende Sorgen bær,
Der ingen Lindring seer, hvor Kongen ikke er.
En Moders Kierlighed med Hans sig saaes forene
Da den selv saarede Sophie Magdalene,
Der selv behøvet Trøst, dog kom, at øse Trøst
Af høy Erfarenhed i Julianæ Bryst.
Vor sanuarius, den meer end grumme Maaned,
Som Hof og Stad og Land, ja Jntet havde skaanet,
Saae nu det Nederlag, dens Grumhed havde gjort,
Forfærdedes, blev rørt, og skyndede sig bort.
Den næsten syntes selv sin Haarhed at fortryde,
Og sig med Vederlag til Afsked lod forlyde.
Gav os en vigtig Dag derpaa til Underpant,
J hvilken Nordens Haab en hellig Vellyst fandt.
Sørge=Forordningen af 16 Januar. item Forordningen om Ringen med Klok¬
kerne under samme Dato.
(*) Forbud, at bruge Eege=Træ til Liigkister, af 20 Januar.


XI. Den Nie og Tyvende skal staae i ævig Ære,
For Børn og Børne=Børn den Fryde=Fest skal være.
Den Dag, som Livet gav, alt sytten Aar forhen,
Den Ønskers Prinds, som nu gav Norden Liv igien.
Dens første Konge Glands sig holder, som forborgen,
En Taage sammentrakt indhyller den i Sorgen!
Dog skimter man den grandt, og Straalerne os spaaer,
At Nordens Dag i hast sin fulde Lysning faaer.
Den
Styrkes Dag for det Modfaldne Tvilling=Rige,
Lod Nordens Christian, Han, store Fædres Lige!
Paa Slottet Fridriksberg i Stilhed hellige,
Hvor Han Fortienester og Dyden lønnede.
XII. Han saae en Reventlau til større Naade værdig,
Strax Elephanten stoed til hans Belønning færdig.
En Wind, Geheime=Raad, Han og ophøyede
Og fem fortiente Mænd blev hvide Riddere.
At nævne hver i sær jeg ey fornødent skiønner,
Nok, Dyden nævner dem og Kongen dem belønner.
Et liige Tal endnu fik Kammer=Herre=Rang.
Med fler Betlaadninger, som hørtes denne Gang.
Hør Land-Etaten hvor den Christian velsigner,
Og nu sin Herlighed med Søe-Etatens ligner,
Da begge fælles fik een Ober=Secretair,
En Rosenkrands; et Navn! alt nok om Mandens Værd.
XIII. Vi L Union parfait for al vor Velfærd priser,
(Den store Sønne=Søn paa Tronen det udviser.)
Hvad Under, Samme da i Dag hukommet blev!
Af den, som Himlen bød: Til Nordens Beste, Lev!
Af den velsignede Sophie Magdalene,
Som Gudsfrygt haver lært med Høyhed at forene,
Nie høye Ordens Tegn, paa denne Høytids Dag,
Hun værdig deelte ud til Troskabs Velbehag.
XIV. Den Fred i Bitterhed, som denne Dag os skienkte,
Vort Universitet høytidelig betænkte,
Dets Doctor Kratzenstein forkyndte Lægedom
For hvert et saaret Bryst, som der at læges kom
(*) Til Geheime Conferentz-Raad.


Hver fandt den kraftig nok! Gud os den Selv bestemte
Udi den vise Søn af Friderik den Femte.
Lev Christian, opnaae den Vises Alderdom, (*)
Der yngere end Du paa Danmarks Trone kom.
Vi siden have Tid, Dig at tilønske meere.
XV. En Glædes Fest endnu er denne Maaneds Ære,
Lowises Fødsel=Dag! hvis dyrebare Navn
J Norden helligt er. Det blive Andres Gavn!
Bye=Sager skulde jeg vel og min Læser mælde!
Men god Undskyldning kan for denne Maaned gielde
Mon smaae=Ting kunde vel erindres udi den,
Naar man saa store Ting har i Hukommelsen?
Mercurius sig vil til andre Riger skynde
Dog, ey forlanger meer, end Dannemark at ynde!
Hvortil To Gange før den værdig blev erkiendt. (¬
Og nu udbeder sig, som gandske u=fortient.
Tydsk=Land.
Her føles intet Tab i Josephs Arve=Lande,
Hver Efterretning vil saa kier en Sandhed sande.
Religionerne, som har i Keiseren
En fælles Herre, seer i Ham en fælles Ven.
Han med Sagtmodighed, Lemfældighed og Naade,
Handthæve vil enhver, saavidt Han har at raade.
En Luttersk Kirke Han i Prag opbygge vil,
Og Paven gandske vist vil skiele fælt dertil.
Regierings Sagerne Han Selv vil Mægtig være,
Des Aarsag alle Ting fra Grunden af vil lære.
Sædvaner, Ret og Lov i hvert Hans Herredom
Maae gives denne Prinds nøyagtigst Kundskab om.
Christian den IVdes.
(**) i Bording og Wivet.


III. Den taaleligste Priis Han vil, skal fastsat være
Paa alt hvad nødigt er til Livet at ernære,
Saa ingen Undersaat skal gaae mistvivlende,
Og sukke i sin Sved for det Nødtørftige.
Frankerig.
Dauphin er død! –. Saa hør man heele Riget klage
Og for hans Siele=Roe anstilles Bede=Dage.
Hans Siæl er roelig nok, og Messe=Munkene
Sig mere Umag giør, end de behøvede.
I1. Gid ingen være Præst i Erke-Bispens Stifter,
Naar man ey nidkier nok de unge Nonner skrifter!
En Præst i St. Merey, som alt for naadig er,
Har Bispens Vrede føelt og ey maae skrifte meer.
Hvordan den gode Bisp vil slippe vel fra dette,
Vil franske Tidender med Tiden vel berette;
En stakkels Nonne er dog sagte Medynk værd,
Skiønt hun just ikke Agt for Pavens Bulle f bær.
III. De høye Dødsfald, som man fpørger allevegne,
Giør Silke=Kræmmerne udi Paris forlegne.
Een paa en mægtig Sum alt Bankerot har gjort.
Hvad skal berige dem, naar alle klædes sort?
Men hvor end Himlen vil for Sorgen give Glæde!
Og hvem den unde vil i Silke sig at klæde!
Vil ingen Patriot dog ønske, noget Sted,
At Franske Kræmmere beriges maae derved.
Engeland.
J Nord=America Uroelighed tiltager
For Stempel=Actens Skyld, som alle der mishager.
Og hvis man ikke den igien ophævet faaer,
Det da ey meget Got for Rigets Handel spaaer.
(*) Bulla Unigenitus, som har gjort saa stor Opsigt i Frankerige.


8. Den Danske Mercurius for Januarii Maaned 1766.
II. Den Brittiske Monark har mist sin yngste Broder (*)
Udi en Alder, da man Døden ey formoder.
En Prinds paa sytten Aar: dog, Ungdom ikke kan
Fra Dødens Haand befri, saa lidt, som Byrd og Stand.
II1. Den Pavelige Tro ey Engelskmanden hover,
Med dens Udbredelse han ey vil bære over;
Men den nu synes Selv at blive vaklende
Da Pillerne for den man seer ustadige.
To Præster offentlig har afsagt Pavens Lære.
et saa svagt Beviis, vi gierne vil undvære
Dog
Paa Paveus Lærdoms Tant, da vi har stærkere.
Det er imidlertid til Lærdom tienende:
De seer, formodentlig, de ikke giør sin Lykke
Jblandt et Folk, som ey vil Pavens Bud samtykke.
Hvad Under da, de vil sig efter Veiret snoe?
Da verdslig Fordeel just har smeddet Pavens Troe.
Portugal.
Hør her, hvor naadige de gode Patres ere,
At de vil offentlig forsvare saadan Lære,
Som giver Konger Magt til Undersaatterne
At byde, omendskiøndt de ere Geistlige.
Man skulde neppe troe, at det var sandt, man læste,
Hvis man ey Lissabon saae Sagen selv stadfæste.
Hvad mon vel stikke dem? vil de i Kirkens Band?
Hans Hellighed i Rom sligt aldrig taale kan?
Ja, de nok passer det! De Kongers Magt erkiender,
Og med Beviserne til Kongen Selv sig vender.
Men forbeholder sig, igien at sadle om,
Ved allermindste Nik fra Peders Stoel i Rom.
(*) Friderich Vilhelm.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Februarius
1766.
Dannemark.
I.
Nu kom vor Konge hiem; dog, hvor har Han ey Hiemme,
Som kan sig sikkert Sted i hver Mands Skiød bestemme?
Ja, Staden Kiøbenhavn Han dog den Ære giør,
At den besynderlig Hans Hiem sig kalde tør.
Han kom, og Christiansborg saaes Hovedet oprette,
Det stræbte med sig Selv, sin Hierte=Sorg at lette,
Det letter Hiertet, naar man Sorgen yttre kan;
Thi dulgte ingen den for Landets Christian.


10
I1. Han saae sit Sørge=Bud saa nidkier efterlevet,
At mange giorde meer, end Buddet af dem krævet,
Hver det for Ære holdt, i dybest Sørge=Dragt,
At ære Dem, som den til Ære var anlagt.
Gid ingen Undersaat i Dine Stater trives,
O dyre Christian! som ey af Ære drives,
At holde Dine Bud fremdeles, som i Dag!
Saa reiser Du igien i Hast vor faldne Sag.
III. Dig hører Troeskab til af alle Rigets Stænder,
Og Eden lyder hid fra alle Nordens Ender:
Forbandet være hver i høy og nedrig Stand,
Som ikke holder hvad han svor vor Christian!
1. En høy Fortrolighed, saa Høye Sieles Ære!
Sees mellem Kongen og Hans Konge=Slægt at være.
De store Dronninger, som ere Kongens Trøst,
Hver Aften Hannem har til værdig Sælskabs=Lyst.
Monarchen kiender Selv Sig Konge af Guds Naade,
Og hvad vi andre er, er vi af Kongens Naade.
Det gav Kong Christian vor Norden at forstaae
J det Rescript, Han loed den syvende udgaae. (*)
VI. For Slesvig kom et Bud, som Fælledsskab ophæver, (
Hvor Fælleds Enighed og Fordeel det udkræver.
Gid begge Rigers Børn paa fælleds Beste see!
Sca fremmes hver Mands Vel og Kongens Villie.
VII. Den blinde Fægter alt en Ridder haver slagen,
Af dem, som nyssen blev i Ordenen optagen. (¬
Dog, længe leve Han, som skaber Riddere!
Saa faaer vi nok igien til Landets Tieneste.
c*) Reskrivt af 7Febr som indkalder Bestalinger Bevillingere til allern. Confirmation.
(**) Forordning af 10 Febr.
(*) General Finck, som blev Ridder af Dannebrog den 29. Jan. og døde den 23. Febr.


VIII. Seer til Charlottenborg, hvor Konstnere opklækkes,
Af hvilke Dannemark i Haabet Frugter rækkes,
Der sees Forsamlingen af Directeurerne
Uddeele Themata til Konsters Øvelse.
Gid Konsten længe der til Landets Gavn florere,
Den store Stiftelse og Stifteren til Ære!
Gid Eleveerne, som vinde Premier,
Snart vinde Leve=Brød i Dannemark især.
IX. Hvor Borgeren sit Brød skal kiøbe af Soldaten,
Der seer det farligt ud for Staden og for Staten.
Fred være Dannemark! saa har det ingen Nød.
Naar Borgerne de har, har og Soldaten Brød.
Lad ham beholde det! det skal hans Liv ernære;
Han faaer jo ikke meer end han kan selv fortære.
Hvo vil vel kiøbe det? Saa nedrig Vinde=Lyst
Bør ikke finde Sted i noget Borger=Bryst. (*)
Det Directorium, som nogle Aar har været,
Og som besynderlig Land=Magten har regieret,
Seer nu sin Saint Germain, som Præses, ikke meer;
Af Kongens Naade ham den Byrde lettet er.
Dog blev han General=Feldt=Marchal hos os Danske,
Til Gavn for Dannemark, og Ære for de Franske.
Hans Krigs-Erfarenhed kan kyse Fienderne;
Men, Gud bevare os fra dens Udøvelse!
Ved hvilket Glykstad vist maae være vel fornøyet.
II. En Gæhler, Kongen har til Commendant ophøyet,
Armeen glæder sig ved hans Ophøyelse,
Og ønsker ham endnu at stige høyere.
(*) See Placat fra Politie= og Commerce=Collegium af 4. Febr.


12
XII. Hvi mon det Politie skal allevegne være?
Knap kan en fattig Skielm i Byen sig ernære,
Før disse strenge Folk ham strax paa Fingre seer.
En Tyv jo dog en Mand udi sin Næring er.
Den Stymper, som gik om Post=Penge at indkræve,
For selvopdigtede og hiemme=gjorte Breve,
Opsnappede de nys, gav hannem Porto fri,
Og sikker Convolut i Stadens Slutterie.
XIII. Ey daglig Øll er nok; man daglig Brød maae vinde,
Knap var det, Bryggerne det sidste kunde finde;
Des Aarsag de en Mark paa Godt=Ølls=Tønden nøed,
Saa de til Huus=Behov nu haver Øll og Brød. (*)
Norge.
Knap
havde Christian besteget Fædre-Throne,
Før Han med Bergens Stift sig naadigst lod forsone. (
Det Opløb, der var skeet, jeg ikke veed hvordan;
Men veed, det er forglemt af Norges Christian.
Tildeels Lettroenhed, tildeels utidig Jver
Til denne Daarlighed vel Hoved=Aarsag bliver;
Dog, hvorom alting er, var den Tildragelse
For ædle Norske Folk den usædvanligste.
Vel, det er nu forbie! Det hændes aldrig mere,
Saa længe Norske Mænd, som nu, oplyste ere
Om Kongens Villie, Hans Naade og Hans Magt,
Ham de alleene er med Glæde underlagt.
F*) Ved Kongel. Rescript af 7. Febr.
E*) Tilgivelsen er dateret den 17. Januar.


13
I1. J Trundhiem lyster mig den gudelige Enke,
Som vilde alt sit Gods saa Christelig bortskienke, (*)
Madame Hornemann, hvis sidste Villie
Bestandig staae i Kraft til Efterlevelse!
II1. Jeg Bergens Magistrat et Skandskrift seer at nævne (*)
Og Pasqvillanter bør man ingen Ære levne:
Et Udskud være den, i Skrevent og paa Prent,
Som siger mere end han være tør bekiendt!
Tydsk=Land.
Den Tydske Keisers Navn man aldrig nok berømmer!
Den Lov ej meere er end sig hans Dyder sømmer.
Men, fromme Joseph! hvad er det, Du taer Dig for?
Hvo havde nogen Tid formodet Dig saa haard?
Kan det ey røre Dig, at de saa kaldte Smukke
Vil blegne ved Dit Bud og sees for Spellet sukke?
O grumme Keiser! da Du Sminken dem forbød,
Da gustnet mangen Kind, som før var Rosen=rød,
Naturlig Skiønhed dog Dig, Joseph! vil velsigne;
Nu Konsten ikke tør Naturen efterligne.
Den grimme Konst, som mod Naturen førte Krig!
Og havde Skiønhed selv snart gjort mistænkelig.
11. En Kuldskier neppe vil for vores Vinter gyse,
Naar han kun hør, hvor haardt det kan i Ungarn fryse: J¬
Den Jøde nok saa strunk i Rittet bar sig ad, 1-2
Som der stiv=frossen død endda paa Hesten sad.
e) Prøvst Hornemanns Enke, Anne Margarerhe Hammond, som estamenteredeal
sin anseelige Formue til gudelig Brug.
F*) Under 31 Januar.


14
III. Aviser nys i Prag en Luthersk Kirke bygte,
Nu heele Bygningen er et ugrundet Rygte.
At lyve, er ey smukt; dog det ey regnes maae
Saa nøye just med dem, som haver Hævd derpaa.
IV. Hvad Keiseren angaaer, da er Hans Roes den samme,
Han vil i alle Ting den beste Maade ramme;
Hvad Hannem koster meer, at holde udi Stand,
End Nytten er deraf, alt det afskaffer Han,
Frankerig.
J got Folk, som endnu saa tale kan og skrive;
At ingen Dødelig kan klog paa Eder blive!
J er vel best i Stand, til at forklare os
De Ordsprog som endnu Forstanden byde Trods.
Gid nogen vilde mig for dette giøre Reede:
Jeg har dig ret saa kier, at jeg dig kunde æde!
Hvert Ord man kan forstaae; men efter Meningen,
Det gyse maae i hver, som troer, han har en Ven.
Mig maatte alle før, til Aften, være vrede,
End een til Frokost mig af Kierlighed opæde;
Men man vel sige vil: Det ikke haver Sted,
At man kan æde Folk; forstaae, af Kierlighed!
Jo, hører kun, hvad Nyt man fra Provence skriver,
Der dette Paradox paa nye bestyrket bliver,
Et fælt Exempel det i fulde Lys har sat:
En Brudgom aad sin Brud den første Bryllups-Nat.
Den første Bryllups=Nat! De Ord giør meest til Sagen.
At det var Kierlighed, er nu saa klart, som Dagen;
Thi var det siden skeet, en Maaneds Tid forbi,
At de hinanden aad, saa var der Intet i.
Vel sees i Tidenden paa samme Post=Dag skreven:
af et Hunde=Bidd, Brudgommen gael var bleven;
Men der er intet om. Han jo fornuftelig
Den gandske Bryllups=Dag i Alt opførte sig.


15
Der tør og findes De, som hele Sagen nægter;
Mod slige Vantroe Folk man vel forgieves fægter.
Og de, som ey vil troe, hvad de kan see paa Prent,
Med deres Modsagn er det ikke stort bevent.
Lad Sagen være selv urigtig eller rigtig;
Moralen bliver dog af samme lige vigtig.
Man vil indbilde os, at Kierlighed er død!
Ney, i Provence den end brender Lue=rød.
Ja flere Steder sees den vel i samme Hede;
Men man uskiønsom er, og tør det kalde Vrede.
Ney, hvor du seer og hør, at een den anden beed,
J Gierning eller Ord, viid, det er Kierlighed.
I1. Ved Foer= og Pelds=Værk Folk ukiendelige ere;
Og
saadant skal Beviis paa Kuldens Strænghed være,
Ja, det maae være der. Hos os det ey er saa;
Her seer man laadne Folk, endog i Tøe=Veyr gaae.
III. Den Skriver fra Paris man hastigen indhaler
Som var fra Myndten rømt med en fem hundret Daler.
Han fik sin Straf; men tænk, fem hundret Daler kund
Det var jo for et Been at giøre sig til Hund.
Engeland.
Den Mætte veed ey hvad den Hungrige maae lide,
Dog
Hunger er et Sværd, som maae til visse bide.
Den, her i Engeland, tre fiire Hundrede
Har ved sin Haardhed bragt til fuld Fortvivlelse.
En gandske Bonde=Bye med Jld de ødelægger,
Og Koren=Laderne med Voldsomhed opbrækker,
Dem Graadighed har bragt til saadan Rasenhed,
At intet Forraads Sted for dem sig sikkert veed.
At værre Følger ey det efter sig skal drage,
Vil Under=Huuset nu alvorlig sig umage,
At Prisen falde kan paa Føde=Varene,
Som vist maae være der bragt til det Høyeste.
Rusland.
En Falskner skulde her sin Haand og Ære miste,
Som en halv Tønde Guld fra Næsten vilde liste;


16 Den Danske Mercurius for Februarii Maaned 1766.
Dog Keiserinden ham af Naade gav hans Haand,
Skiønt Æren borte var, thi Skielmen var af Stand.
Spanien.
Hvad nytter Rigdom til, naar man maae Brødet savne?
Al Croesi Guld ham ey i Hunger kunde gavne.
Det Jnfantinden her ved Kongens Taffel saae,
Da Hun til Brødet toeg, som der for Hende laae;
Thi Brødet var af Guld! Hun kunde det ey lette;
Dog
her, foruden det, var nok, der kunde mætte.
Saa Kongens Datter ey fixeret blev derved,
Men holdt, som billigt var, det værd at tage med.
Portugal.
Det Kongers Krigs=Magt er, som Riger skal forsvare.
Hvad Under da at Hver paa den vil tage vare?
Og at De vender an alt, hvad anvendes kan,
For den forsvarligen at holde udi Stand?
Naar De nu have gjort alt, hvad De kunde giøre
Og venter Lydighed skal Deres Bud udføre,
Hvad Under, at De da paa dem kan blive vred,
Som Buddet har forsømt af Egennyttighed?
Vi see i Lissabon en Konge billig vredes,
En Oberst, efter Dom, til Døden at henledes.
Hvad havde han da giort? - Den Nederdrægtige!
Han trakte Kongens Sold for blinde Nummere.
Jtalien.
Til Banco=Sedlerne jeg nok gad Arving været,
Som Ridder Saint Georg har bort testamenteret;
Men hans Prætension paa Engeland, jeg vil,
Min største Fiende maae med Resten høre til.
Dog, Sønnen (*) arver det. Det var hans sidste Ville,
Og Paven have maae kuns lidet at bestille,
Som Ham handthæve vil? Det bedre var han saae,
Til sit Stadtholderskab Skriftmætzig Ret at faae.
(*) Carl Edvard.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Martius 1766.
Dannemark.
I.
Giør Ret! og du da ey for Magten tør at bæve,
Stormægtighed den blev for dig, dig at handthæve!
Da viiser Konger først den rette Majestæt,
Rætfærdighed af Dem for alle Ting udkræves.
Af Gud De Sværdet fik, og bær det ey forgieves.
Naar De mod List og Vold er Dydens Hevnere,
Saa bær De lovlig Navn af Allernaadigste.
Naar den fortrængte Dyd De skaffer Dom og Ret.


18.
Seer Kongen, Christian den Syvende, beklæde
J Dag (*) for første Gang, sit Overdommer=Sæde!
Skuul Udyd, skiul dig, skiælv, at komme Thronen nær;
Viid, Han udi Guds Sted, som Dommer sidder der.
J Forurettede, Ham dristig eder nærmer!
J nærmer eder kuns Uskyldigheds Beskiermer.
Gud høre Bønnen for og af vor Christian
Saa dømmer han sit Folk med Viisdom og Forstand.
Den Ret, den Høyeste, man her i Norden holder,
Dens Aabning blev farhen forkyndet ved Herolder;
Men Pauker rørtes ey, og ey Trompeters Klang
Ved dens Udraabelse man hørte denne Gang.
De alle Glædes-Tegn paa denne Tiid forsømte,
Jndhyllede i Floer for Den, os fordum dømte,
For den Glorværdigste, den femte Friderich,
Som alt for tidlig her fra Dommer=Sædet gik.
II. Den Dom, Naturens Ret foruden Skaansel fælder,
Og Kongerne saavel som Slaverne undgielder
Blev hørt med Bævelse i femte Fridrichs Død
Og nu høytidelig til Vidner os indbød.
Os Klokkers Kaste=Slag lod Timerne bebude,
At see ved tusind Lys, at Nordens Lys var ude.
En bitter Sandhed os i Døren toeg imod,
Et AXTe DiEm: Han for Tiden os forlod!
O, fæle Catafalque, som alt for klart opdaget
Et Syn, som Nordens Børn i Hierterne mishaget!
Du skiulte Danskes Lyst og Konge=Herlighed,
Hvor herlig du end var af Mesteren bereed.
Jardin (**) var Mesteren, og Kiendere maae dømme
Hvormeget han er værd, for samme at berømme!
Thi jeg paa a la greque ey haver den Forstand,
At jeg det, som sig bør, kunstmægigt skildre kan.
Den hele Herlighed forsvandt, og blev forlaaret
Den attende, den Dag! da Liiget blev udbaaret.
*) Torsdagen den 6te.
(r) Hr. Profesor Nicolas Henri Jardin, Intendant des Batimens du Roi,
Kongel. Bygmester, Correspondent ved det K. Bygnings=Academie i Paris, og
Medlem af Academierne i Bologne, Florentz og Marseille.


19
Det høye Liig, som drog hvert Øye efter Sig,
Og giorde, næsten hver Tilskuer Selv, et Liig.
III. Den smerteligste Pligt, fordi det var den sidste,
Som denne Hoved Stad sin Friderich udviiste,
Blev seet i Sørge=Pragt paa alle Husene,
Hvorhelst Høysammes Liig forbie passerede.
Alt, hvad som Kunst og Vidd formaaede at udfinde
Til Sorgens Ære=Tegn og Ærens Sørge=Minde,
Blev udviist overalt, og hver i Øye faldt
Som alle Tidender os noksom har fortallt.
De Forestillinger man her maae ikke vente
Og denne Natte=Glands formaaer man ey at prente;
Thi Myriader Lys saa funklende var tændt,
Som Luftens Under=Egn, var Himlens Firmament.
Hver, efter Villie og Evne forebragte
Hvad Underdanighed og Kierlighed tilsagde.
Dog, alle Hierters Sprog med eet udføres kan:
Tab i Kong Friderich! Trøst i Kong Christian!
IV. En Patriotisk Aand, som seer ey paa sit eget,
Har alle Borgerne naturlig=viis bevæget
Selv at udnævne Dem, som distinguerte sig
J Sindriighed og Pragt for andre, kiendelig:
Mon Børsen ikke strax opholdt vor Eftertanke
Ved Ære=Mindet, sat af Hoved-Stadens Banque?
Mon her var noget glemt til Femte Fridrichs Priis,
Og af de Følelser den fik ved Hans Forliis?
VI. Gietthuset, som er laant til Brug for Compagniet, (*)
Lod see paa Kongens=Torv hvortil det var indviet,
Statuen skinte der i Efterlignelse
Af den, som Fridrichs=Stad er snart forventende.
VII. Vort Kunst=Academie sig offentlig undskyldte,
Fordi det ey lod see den Pligt, som Hiertet fyldte:
Det var et Konge=Slot, som dennem huusede,
Paa Det de deres Konst ey torde lade see."
*) Det Afiatiske Compagnie, paa hvis Bekostning denne Jllumination blev fore¬
stillet.


20
Hvis man har søgt derom, det være maae afslaget.
O Skade, deres Konst blev denne Lyst betaget!
Naar de nu havde havt til Brug et mindre Hiem
Hvad kunde man sig da ey ventet udaf dem?
VIII. Den ægte Patriot, den ærlige Minister!
Toe Navne, som vor Thott, mens Norden staaer ey mister,
Paa Begge er Han Selv et skinnende Beviis,
Hvad Under, hans Hotel da vidnet Kongens Priis!
Der,
den Veldædigste blandt Kongerne i Norden
Og Hans Velgierninger, i ziirligst anbragt Orden,
Fremskinte talende, saa rørende, som kort:
Kiend og erkiend dog Nord, hvad Han mod dig har gjort.
IX. Det adlet Borgerskab, som snart i hver en Gade
Paa
Udtogs=Veyen gav en sørgelig Parade,
Lod see, som før er sagt, med fler Jndvaanere,
Alt hvad som Kierlighed og Pligt udfordrede.
X. Men til en Middelpunet de alle som henviiste,
Raadhuuset samlede, hvad hver især forliiste,
J hele Stadens Navn den Høye Magistrat,
Oplyste alles Tab i denne Sorrigs=Nat.
Her ingen Ting var spart, som kunde Vidne være
Om prægtig Skiønsomhed til Femte Fridrichs Ære.
XI. Den Danske Wiedeveld, Professor i sin Konst! (*)
Gav klart Beviis, han ey sin Titel bar omsonst.
XII. I Staden ingen Stand sin Hierte Sorrig dulgte
Men med væmodigt Syn sin fordums Glæde fulgte.
Stads=Voldene brød ud i Sørge=Skud i Skud:
Et rørende farvel! Du dødelige Gud!
Farvel, vor Friderich! hvil Dig hos Dine Fædre!
Tillad Din Residenz Dit dyre Støv at hædre:
Du aldrig nogens Nød med egne Øyne saae,
Før du jo var bereed, at raade Bod derpaa.
XIII. Hist saaes den beste Søn den beste Fader jorde,
Og ved hans Konge=Grav sit Taare-Offer giorde.
Nu giorde Han sig stærk, Sin Pligt Han tænkte paa,
Vi strax Hans Ansigt som en Engels Ansigt saae.
(*) Hr. Professor og Hof=Bildhugger Wiedeveld, som ligeledes havde inventeret Ban¬
qvens Sørge=Præsentation.


U
21
XIV. Velkommen Christian! Gid ingen til maae være
Af os, naar Dig engang skal ydes samme Ære!
J Dig vi ære vil Din Fader i sin Grav.
Dit Liv allene nu igien os Livet gav.
XV. For den medlidende Kong Friderich den Femte,
Den Folke=Ven! som ey sin arme Næste glemte,
Holdt Fridrichs Hospital den fem og tyvende,
En Klage=Tale til Hans Navns Hukommelse.
Erkiendtlighed og Pligt ey kunde Ham forgiette,
Sig om en Talsmand saae, og udsaae just den Rette, (*)
En Wivet toeg sig paa at tale Deres Sag
Med en Veltalenhed, som værdig vandt Behag.
De Geistlige (i fald der slige til kan være)
Som neppe Bibelen forunde vil den Ære
At tage udaf den, den Talekonst, som er
Den ægte Prydelse i alle Prædkener,
De Talen læse kan, naar Pressen den forlader,
Om det ey gavner, det dog heller ikke skader,
Skal Hierter tages ind - og ikke Ørene
Allene kildres - maae det vel af Skriften skee?
XVI. Den viise Joseph, som er Keiserdommets Ære, (
Sin høye Skiønsomhed vil end vor Norden lære!
Al Verden, sagde han, seer af Kong Christian,
At Holsteens Hertug og fuldaarig styre kan.
XXVII. Seer Kongen og Hans Huus sig i sin Frelser fryde,
Og Salighedens Pant ved Naadens Bord at nyde.
De dyre Siele Gud bevare hellige,
Som herliggjorde der hans Døds Hukommelse.
Norge.
Saa ont er intet, det jo got kan af sig føde.
Nød, siger man, til Rok kan nøgen Qvinde nøde,
Det Ord vel gammelt, men, saa gammelt dog ey er,
At det jo end er sandt. Hør Bergen os det lær!
*) General=Fiscal F. W. Wivet, som en af Directeurerne for bemeldte Hospital.
(*) Keiser Josephus II, som har meddeelt vor allernaadigste Konge, Kong Chri¬
stian VII. Veniam Ætatis i Henseende til de Holsteenske Lande.


22
En Spinde=Rok ey der, som Huus=Kors, nogen skrækker,
Korskirkens Lemmer den i hundret Tal anlegger,
Et Linnet=Spinderie har der sin fulde Gang.
Hiul er den slette Tid, og Driveren er Trang.
Tydsk=Land.
Prisværdig Sparsomhed er Josephs Keiser=Smykke,
Og Tydskland Ham anseer, som Opgang for dets Lykke,
Til Carels=Bad han snart med Keiserinden vil;
Men det heel tarveligt paa Veyen skal gaae til.
Det Dyd=bekiendte Par vil, som u-kiendte, være,
Og ey modtages vil med Keiser=værdig Ære.
At Kruddet spares kan, Kanoner ey maae gaae,
I1. Men Keiser Joseph dog sig selv vil ikke spare,
Og ingen Undersaat Bekostning giøre maae.
Han Bøhmens Tilstand Selv personlig vil erfare.
Hver Festning vil han see, og dens Beliggenhed.
See til Han veed er got; men bedre at gaae med.
III. Ved Zorndorff Keiseren en Ulve=Jagt bievaaner;
Thi intet skadeligt han at udrydde skaaner.
Gid det maa lykkes Ham at holde Staten reen,
Saavel for Ulvene paa toe, som fiire Been!
IV. Nys kom en Vaade=Jld for Hans aarvaagne Øre,
Kort Keiseren er stoer og daglig bliver større.
Strax, skiønt af Jagten træt, indfandt Han sig ved den,
Og alle saae ham der som Keiser, Borger, Ven.
Hvo, som u-slukkelig kan efter Coffee tørste,
Vel neppe er tilfreds med Hessen=Cassels Fyrste.
Han Coffee=Drikkere til Gavns curere kan
Een Koppe spæder Han med fiorten Dages Vand (*)
I dette strenge Bud mod disse brændte Bønner
Har Hessens Doktere nok Skyld, saavidt man skiønner,
Men, om end Coffee var for Sundhed skadelig,
Hvad skulde Docterne derom bekymre sig?
(*) Forordningens 2den Art. forbyder Coffee=Drik iblandt Bonde= og Arbeids=Folk,
item Handværks=Svenne, Daglønnere og Tieneste Tyende, under 10 Rdlr. Bø¬
der eller 14 Dages Fængsel paa Vand og Brød.


23
Er ikke Sygdom det, som holder dem i Live?
Gid aldrig man hos os af slige Tanker blive!
Det da saae farligt ud for dem, som heller gik
Fra Huus og Hiem, end fra den ædle Coffee=Drik.
Frankerig.
Hr. Silhouette, som saa redelig, saa længe
Har holdet Contra=Bog for Frankrigs Konges Penge, (*)
Har nu begivet sig udi den geistlig Stand.
Saa Financiererne og Messer læse kan.
I1. Hvor med de Store man vil ikke overbære
Der burde vel de Smaae lidt vaersomme at være?
Var Advocaterne da ikke daarlige
J Rennes, at de ey den Regel agtede?
Naar
Frankrigs Ludewvig ey sparer Parlementer,
Men tør behandle Dem, som andre Smaae=Betienter,
Naar De sig understaae, at giøre Hannem vred,
Hvor stærkt de pukker end paa Deres Myndighed,
Mon
Advocater da ey burde kloge blive,
Og tænke, det var Tid for dem at eftergive?
Ney, de sig Kongens Bud saa længe har modsat,
At hver en Advocat vel bliver Land=Soldat.
II1. Nu er Leer=Alderen for Rommer=Stoelens Vælde,
Den synes meer og meer til Undergang at hælde.
Den Konger, Keisere i fleng bansatte før,
Nu ey bansætte kan en ussel Fransk Acteur.
VI. Kong Stanislaus, som var værd en bedre Skiæbne,
End den, mod hvilken Han sig vidste at bevæbne,
Har nu i Lothringen al Verden sagt farvel,
J hvilken han ey toeg i Live megen Deel.
Af Ædelmodighed og andre høye Dyder
Hans velfortiente Navn sit Æreminde nyder.
Han fiirsindstyve Aar og Nie paa Bagen fik,
Før Han af Naadens ind i Ærens Rige gik.
Engeland.
Her mærkes nu igien, Nød bryder alle Love.
Man førte Kornet ud, ind, torde ingen vove;
(*) Han var General=Controulleur for Financerne.


24 Den Danske Mercurius for Martii Maaned 1766.
Men nu har Hunger lært at fatte andet Sind:
Det ey maae føres ud, men gierne føres ind. (*)
II. Den store Stempel=Act, som Engeland forvirret,
Og Nord=America til Stemplinger opirret,
Ja gav Regieringen selv nok at giøre med,
Den er nu endelig bragt udi Rigtighed.
J Parlementet vil endeel, den skal vedblive,
Men disse maatte dog for Mængden eftergive.
Herr Pitt, som Hoved var for Overmængden der,
Fik Overhaand, saa den nu reent afskaffet er.
Man havde længselfuld paa dette Udfald ventet.
Nu heele Engeland velsigner Parlementet,
Kiøbmændene især indbyrdes fryder sig,
Og Nord=America vil give Seyer=Skrig.
Spanien.
Hvis Skibsfolk vilde kun ey meer forvovne blive
Saa vilde jeg dem nok en Hendelse beskrive;
Den er i Cadix hørt, og derfra os meddeelt;
Men drister de derpaa, da ønsktes det u-mældt.
Et Skib fik under Seil en Styrtning af en Bølge,
Saa toe Matroser ud med samme maatte følge.
Hvo venter nogen Tid om Borde dem igien?
De komme dog; Det sees af Skipper=Tidenden.
Det samme Bølge, tænk! som over Bord dem kastet,
Den samme strax igien med dem til Borde hastet.
Der stoed de biergede, og Tidenden er sand;
Men om det hændes meer, man ey forsikkre kan.
Holland¬
De Syv forenede Provindser længe ventet
Den Glædes Dag, som de den aattende indhentet.
Den Dag Statholderen opfyldte Atten Aar;
Og nu Sit høye Amt fuldmyndig forestaaer.
Med alle Æres Tegn hver Hollandsk gik i møde
En Dag, som femten Aars Forlængsel af sig fødde.
Gid Wilhelm leve maae, den haabefulde Prinds!
Til syvfold Glæde for hver Nederlandsk Provinds.
(*) Dog ikkun fra de Engelske Colonier i America.


Den
Danske Mercurius
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Aprilis 1766.
Dannemark.
I.
Prinds Friderich! min Sang giør intet til Din Ære,
Din Ungdoms Sindighed og Jndsigt alt kan lære,
Du Selv Din Ære er. Hæld være over Dig!
Du aagre med Dit Pund, og Renten blive riig!
J Høye Vidner, som nys vare der tilstæde,
Hvor denne unge Prinds nøyagtig gjorde rede
For hvad Han havde lært i Videnskaberne
Helst i Guds Kundskab og vort Lands Historie. (.
(*) Prindsen gav desuden Prøver paa sin Kundskab, saavel i den almindelige Historie,
som i alle Metaphysiqvens Deele.


26
J sige:
Mon ikke Eders Haab blev fyldestgjort?
Jo, vor Prinds Friderich vil ingen Prindser vige;
Hans Grundighed er vis, Hans Aar saa vel anvendt,
At Han Berømmelse af alle har fortient.
II. J fyrgetinge Aar og sex, Lyksaligt Norden!
Er dine Kronede bestandig Venner vorden.
Det Venskab vaere ved, til Bægges Ziir og Gavn,
Saa længe Grunden bær Stoekholm og Kiøbenhavn!
- Gud Viisdoms Aand vil skienke,
Jo, det skal vaere ved.
Saa Nordens Riger skal sit eget Vel betænke.
Trods Avinds List og Magt, - Hvor den end reiste sig!
Saa længe disse Tre vil staae hinanden bie!
Hil være Tidenden, som os i Dag forkyndes! (
Den Svenske Kron Prinds og vor Kron=Prindsesse yndes.
Hun er høytidelig begiert til Hans Gemahl,
Og denne Værdige samtykte Prindsens Val.
III. Ey noget Sorrigs Tegn - hvor billigt det end bares-
Paa denne Ja=Ords=Dag ved Hoffet maae erfares.
J Galla=Klæder blev dog ey vor Fridrich glemt,
Som denne blanke Dag Selv havde os bestemt.
IV. J Ønsker var den seet forhen af Trende Riger;
Just det et Compagnie (**) i Dag med Navnet siger,
Som Det Fregatten gav, der løb af Stabelen; (*
Bestemt, at seile til og fra Westindien.
V. Foreningen, o Gud, den heldige Forening!
Lad faae Lyksalighed af dig udi Forlening!
Den Bøn al Nordens er. Vor Handels=Compagnie
Paa samme Maade og i Dag udtrykte sig
Gid Compagnierne og Deres Ønsker nyde!
Gid beste Fordeel hiem med deres Skibe flyde!
Gid hver en Verdens Part Foreningen indgaae:
At Nordens Handel skal for alle Fortrin faae.
Den 3die April.
Det Asiatiske Compagnie.
4*) Rigernes Ønske.


27


VI. En Mohr - der fremmet var, som af Naturen Alle,
Fra Livet udi Gud - lod sig ved Ordet kalde,
Antoeg det Christne Navn i Jesu Christi Daab,
Og fik u-svækket Grund til Salighedens Haab.
VII. Et Bud er nys udstædt, Vestindien til Baade, (*)
Saavidt som Christian af Norden har at raade:
Det skierper Straf for dem, som lister Slaver bort;
Hvorved Planteurer der tit komne er for kort.
VIII. Vor Danmarks brave Korsk, ney, Ruslands vil jeg sige!
Dem Bægge nu forlod, ja hele Jorderige!
Han Ruslands Ære er og Dannemarkes Roes.
Hans Patriotisk Navn tør Tiden byde Trods!
J sex og tiuge Aar Han her Gesandt har været, (**)
Og har for Ruslands Skyld til Danmark sig foræret.
Den redelige Korsk! Det Danske stoed Ham an!
Gid vore egne Selv var herudi som Han?
IX. Gaaer til Charlottenborg, hvor Konstnere beløntes;
Seer først, hvorledes der paa Skildrer=Kunsten skiøntes:
Den store Præmie i Guld Herr Almer fik:
Og Ryde, Abildgaard af med toe mindre gik.
Bildhugger Herr Dajon den Stoere fik med føye,
Og Canchy, Willerup med mindre loed sig nøye.
For Bygnings=Kunsten man Herr Bradt den Store bød,
Og Rosenberg for den en mindre dito nøed. (***)
X. Fem unge Talere fra Fridrichsstad beskrives,
Hvis Ligemænd vel knap udi Naturen gives.
Een femten, derfra ned til een paa aatte Aar,
Med femte Fridrichs Priis udi Cathedret gaaer.
Man billig regner det for et særdeles Under.
Det ey maae være Børn, som fødes nu omstunder?
Og Skolemesteren, i hvo han endog er,
U-imodsigelig er Mester=Hatten værd.
1) Af 25 Marti.
*) Af hvilke Aar han fra 1746 til 1748 var i Sverrig som Ambassadeur Ex¬
traordinaire.
(**) Alle Guld=Medailler i alt 3 Store og 5 Smaae.


28
XI. For Undersaatterne vor Konge sig ey dølger;
Men med opmærksomt Syn enhvers Handtering følger.
Land=Magtens Øvelser Han næsten daglig seer,
Da Han som oftest Selv paa Vagt=Paraden er.
XII. Hvad Tilsyn maae sig da Søe=Magten ikke vente
Til dens Fuldkommenhed i Christians Regimente?
Da den, som er bekiendt, ey giør den mindste Deel,
J Feide og i Fred til disse Rigers Vel.
Den sine Seilere til Lyst og Skræk har rede.
Nys lagde Tvende ud, (*) dog ikke udi Vrede;
Ey heller blot for Lyst; Ney de i Søen gaaer,
At de beseilet Skib og øvet Mandskab faaer.
XIII. Een General=Major endnu har Kongen faaet,
Og Hessens Friderich den Rang har værdig naaet.
XIV. Liv=Guardens Corps til Hest med Ablefeldt er tient
J Moltkes Sted, som har desuden Regiment.
XV. Det er en Vellyst, som er ikke at afmale,
At see Monarchen mildt med alle Folk at tale.
Et venligt Ansigt har den Egenskab hos sig,
At endog Afslag selv i Det er tækkelig.
Hvor har vi ikke seet vor Christian saaledes?
Den Ringeste, til Ham at nærme sig, tilstædes.
Naar Konger viselig Selv spørger, seer og hør
De tit at vide faaer det, De ey vidste før.
XXVI. Nys uden Vester=Port en Vaade=Jld antændtes;
Men Faren, Gud skee Lov, betimelig afvendtes.
Selv Kongen reyste ud, hvor sildig det end var,
At see, hvad Anstalt man i slig Tilfælde har.
XVII. Det Adelige Soer, hvor, fra ældgamle Dage,
De lærde Muser har sin Boelig vildet tage!
Det har - som alting har - forandret Skiæbne havt,
Snart været, som paa Knæ, snart udi fulde Kraft.
E*) Orlog=Skibdene Dannemark og Prinds Friderich, under de Herrer Commandeur¬
Capitainer Hanssens og Fischers Commando.


29


J Nordens Kongers Gunst dog altid haver staaet;
Men Øyemærket ey just altid er opnaaet.
Vor milde Christian, den Videnskabers Ven!
For Alvor søger nu at reyse Det igien:
Han bød sin Reitzenstein, (*) dets Tarv sig at antage,
Og Sorøe Ham undfik med Fryd i disse Dage.
Reys nu dit Hoved, Soer, og hvis det Nu ey skeer,
Saa er der neppe Haab, at du dig reyser meer.
XXVIII. Ambassadeur d'Ogier fra Hoffet Afsked tager,
Som handlede hos os det Franske Riges Sager
Han var en kyndig Mand i hans Negotie.
Gid Han maae see Paris i høy Velgaaende!
Han, efter Ordre, alt til Reisen sig tillaver
Og de Blosset, som man i hans Sted udnævnt haver
Skal handle Dem igien; dog ey som Herr dOgier!
Ey som Ambassadeur, ney kun som Envoye.
XIX. Fra Stor=Brittannien vi nylig saae en Herre,
Herr Gunning er hans Navn. Han skal herefter være,
Som Engelsk Resident i Kongens Residentz;
Han fik den Ellevte sin første Audientz.
XX. Herr Hilmer kommen er, som hielpe vil de Blinde,
Til deres Syn igien. Kort Tid han er at finde;
Thi maae de skynde sig, i Fald de hielpes vil!
Og hvis han ikke kan, gik de vel før April?
Sverrig.
I. En skiønsom Fryd man seer paa alle Rigets Stænder:
Guds Forsyn, Sverrigs Hæld de samtligen erkiender.
Enhver, ey uden Grund, sig megen Lykke spaaer
Med den Prindsesse, som den Svenske Kron=Prinds faaer.
Nu Svenske Ønsker kun gaaer ud paa dette eene:
At see udi Stokholm Sophia Magdalene.
Vi kiende best den Skat, de udi Ønsker seer.
De meget have hørt, men vil erfare meer.
(*) Herr Geheime Raad Wolf Veit Christoph von Reitzenstein, som Ober¬
Hofmester for Sorøe Ridderlige Academie.


30
II. En Bonde=Kone her curerte Mave=Pinen,
Sygdommen var vel slem; men værre Medicinen:
Hun Ræve=Kager aad; Hun døde. Det var kort;
Men hvor det gik, saa gik dog Mave=Pinen børt?
III. De Svenske et Forbund vil indgaae med de Britter.
Og hvo som meget stærkt om sammes Jndhold fritter,
Fra Holland alt derom fuld Efterretning seer.
Der veed man Alt, og Grund for Alt, tit før det skeer.
Tydsk=Land.
I. Den Niende vil staae i Efter=Slægtens Minde,
Den gav en Saxisk Prinds en Erke=Hertuginde. (*)
Han fik en dydig Brud, det tvivles ikke om,
Og Huuset Teschen til, som Arve=Hertugdom.
II. Hof=Damerne, - hvis de forfængelige ere
Vil gandske vist til Wien fortrydelige være:
Sex Heste drog dem før, men Keiseren vil troe,
At de, i fuldest Pomp, nok trækkes kan af Toe.
Den vise Joseph seer i Alt til Cassens Beste;
Der fler skal fødes end unyttige Hof=Heste.
Han sparer hvad han kan! Og det vil virke meer
Paa Undersaatterne, end Tie Forordninger.
III. Al Hessen=Cassels Vel Landgræven vil forøge,
Og Amt for Amt enhvers Besværing undersøge;
Det er Landsfaderligt. Gid, Han sit Ønske naae,
Naar alt er undersøgt, at raade Boed derpaa.
Frankerig.
Herfra beskrives os en Claire Bellonelle,
En Jomfrue, der - saavidt Avisen kan fortælle
Har levet hundred Aar og eet i Jomfrue Stand.
Det var besynderligt! - Det kan dog vel gaae an?
Men det som endnu meer forundringsværdigt falder
Er, at Hun ørkesløs opnaaede denne Alder.
Som Markens Lilier, hun aldrig spundet har;
Ja for alt Arbeid hun en svoren Afskye bar;
J Prinds Albert af Saxen, formælet med Keiser Josephi II. Syster Maria Christina.


Mon fler ey skulde være
Det holdte hun for sundt.
Af samme Tanker, som den gode Jomfru Claire?
See, hvor man luurer, - om jeg vil udlade mig!
Ney, Tak! Mercurius er ey saa taabelig.
Engeland.
Herr Pitt, - som Ordet gaaer i London - man erfarer,
Skal snart udnævnes der til Rigets Seigl=Bevarer;
Dog først optages i den Grævelige Stand.
En Charge og en Rang, stoer udi Engeland.
Den Lord, som man betroer Sligt Aftryk udi Hænde,
Hans Redelighed maae man vist af Grunden kiende;
Thi udi vidrigt Fald, hvad kunde da ey skee?
Det gyse maae i en, kun blot ved Tankerne!
Spanien.
Hvis alle var i Smag saaledes som de Spanske,
Blev det kun lidt bevendt med Smagen hos de Franske.
Al deres Vittighed, især i Klæders Snit
Var da saa godt som spildt. Det seer man i Madrid.
Før nogen vil paa fransk sin Kiortel lade skiere,
Han før staaer færdig der, at vove Liv og Ære!
Det dog for meget er, og falder lidt for Spansk;
Saa haard u-føyelig var aldrig nogen Dansk.
Ney, vittige Paris, vi handelige ere.
Du os, saa tit du vil, kan skiere og omsklere;
Vi gav - jeg veed ey hvad - velvilligen til Priis,
Kun for at ligne dig, o vittige Paris!
Polen.
I. Roes og Berømmelse saa mandig at anhøre,
At det til Overmod ey Hiertet skal forføre:
Det er en Fristelse, som visselig er stoer!
Og som de Store er i sær udsatte for.
Des Aarsag, gid enhver, som hører sig berømme,
Maae saa beskedentlig, som Polens Konge dømme:
Vi roses; ikke for den Dyd vi har, maaskee,
Men, for vi muntres skal, at blive dydige.


31


32
II. At Polske Sabler ey i Skeden sad ret faste:
Det har man Aarsag havt paa dennem tit at laste,
Ey, naar det saaes til Gavn for deres Republic,
Men, naar de blottede U-orden og U-skik.
Forsøg i sidste Fald nys udi Warschou skede,
En Herre overfaldt en anden udi Vrede,
Der giorde ham, maaskee, en latterlig Fortred
Og derpaa Flugten toeg, til indbildt Sikkerhed;
Men Kongen gandske vist, saavidt man kan fornemme
Vil saadan Rasenhed for Alvor see at hemme.
Han Gierningsmanden vil, skal eftersættes ret,
Ey for et Syns Skyld, som vel mangt et Sted er skeet?
Han vil, Exempel skal paa hannem statueres,
At see, om mueligt ey den Sygdom kan cureres!
Hans høye Charger har Han alt frataget ham.
Slig fæisk Vildhed er Fornuften jo en Skam.
II1. Den Sandhed ey er nye: Med Ont kan Ont fordrives;
Dog er det gandske Nyt, som nys fra Polen skrives,
Og, slig Opdagelse i Medicinen giør,
Som ingen Practicus er kommen efter før;
En fik den kolde Brand. Et Been ham skal afsættes;
Hvordan det stoed ham an, naturlig viis kan giettes.
Med Smerte ventet han kun Morgenen at see;
Thi baade Haab og Frygt hans Søvn forstyrrede.
Af Længsel og af Skræk kom han i dobbel Hede.
Han tørster, strax man sprang, om Lædske=Drik at lede.
Feiltagelse ham gav en Kande Brændeviin,
Just den for Kold=Brand saa u-kiendte Medicin!
Han drak. Han var en Polsk, - man kan da let eragte,
At han drak ikke falsk - ham Medicinen smagte.
Paa samme sov han hen, og da man vakte ham,
Man til den kolde Brand ey mindste Tegn fornam.
Hans Franske Doctor maae Recepten attestere;
Man kan om sammes Brug med ham correspondere;
Thi, hvad Slags Brændeviin det var, jeg ey har har læst;
Fransk, Russisk eller Polsk? Men nok: probatum est!


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Majus 1766.
Dannemark.
Den angenemme Vaar, som al Naturen glæder,
Forkynder Frugtbarhed, fra næsten alle Steder;
Men Siellands kolde May Herr D.. staaer ikke an,
Gid han maae tage Feil den Jndsigtsfulde Mand!
Han taer vel ogsaa Feil? Det tør vel blive bedre?
Kold May gav varem Lo: saa meente vore Fædre;
Dog herom meene maae enhver som han har Lyst!
Min Meening giemmer jeg, for Visheds Skyld, til Høst.


34
Gud var os altid god. Naar feilte Jordens Grøde?
Naar kunde Dannemark ey andre med sig føde?
Gid vi kun passe paa at bruge samme ret;
Thi hvis vi mangle selv, anvendes det kun slet.
II. Foruden Aarets Vaar, - som Himmelen velsigne!
Vi see en anden Vaar, hvad kan dens Grøde ligne?
Vor Nordens Glædes Vaar, Vor Christian! vor Trøst,
Som spaaer for Rigerne Lyksaligheders Høst.
Den Spaadom træffe ind endog i vore Dage,
Og Efterkommerne dens moedne Frugter tage!
Dog hvor det gaaer, det gaae, som Gud og Kongen vil!
Naar Kongen vil, som Gud, saa gaaer det rigtigt til.
Vi see Hans Majestæt see til med Alting nøye.
O Herre! intet Ont lad komme Ham for Øye,
Undtagen det, som Han afværge vil og kan!
Sligt aldrig holdes dulgt for Dydens Christian!
III. Hvad Anstalt Staden har til Jldens Magt at tvinge,
befalte Christian for Slottet at frembringe.
Der ingen Fare var; thi saae man med Behag
Den Mynstring, der blev holdt den første Maji Dag.
IV. Lyst og Begierlighed sin Kundskab at forøge
Just giorde, at vi saae Hans Majestæt besøge
Sit Rente=Kammer, hvor han hvert Contoir besaae.
Paa beste Fødder Hans Finanzer altid staae!
V. Han seer til Bondens Kaar (*) Gud Hans igien velsigne;
Hvi skulde Bondens meer end andres, Trældom ligne?
Ney, Kongen sagde ney! Hans Fædre ligesaa.
Gid, Bondens Talsmænd maae for Tronen stedse staae.
VI. Den Arve=Fæste=Ret, som Slesvigs Bonden haver,
Men nogle Amter der ey lovlig iagttager,
befaler Christian at passe nøye paa. (*
Saa Bonden vide kan, for hvem han slebe maae
Hvad Præmie kan vel indtage Bonden meere?
Hvad Overtalelse kan meere kraftig være,
c*) Bønderne paa Kiøbenhavns Amt skulde efter Kongelige Skiøder, nyde Hoverie Fri¬
hed og Eiendoms=Ret til deres paaboende Gaarder &c.
(*) S. Forordn. af 14 April.


End naar han kan sin Flids og Arbeids Frugter see,
For sine Arvinger, at blive fredede?
VII. Den frie Landsbye=Luft, de Blomster=strødde Enge
Har Majestæterne og Hoffet ventet længe;
Men denne Længsel nu er rigeligen stillt,
Og Staden midlertid ved al sin Glæde skilt.
Dog ney, Vor Konge=Slægt er jævnligen herinde,
Thi Juliana end paa Slottet er at finde.
Saa længe Hun er her, det ikke mangle vil
Paa Kongeligt Besøg i Staden af og til.
Desuden har det jo Hans Majestæt behaget,
At fra sin Residentz Han længer ey er taget
End til sit Fridrichsberg! Han, for det første, der
Sin Sommer=Glæde har, og vi, at han er nær.
Gud giv Ham, hvor Han er, saa værdig Sommer=Glæde,
Som vi er færdig til for Ham den at udbede!
Gid Majestæterne og Kongens høye Slægt
Maae stedse fryde sig ved Himlens Varetægt.
VIII. Vor milde Christian, som alle vil fornøye,
Sin Broders Sommer=Lyst og haver havt for Øye
Han Ham forærede Lyst Slottet Sorgenfri.
Ey Kongen har engang et saadant Slot for Sig.
Det veed man alt for vel. - To Rigers vaagne Hyrde!
Som føler alles Sorg, og bærer alles Byrde!
Han, leve Sorgen fri? Hvor skulde det gaae til?
Ney, hverken Kongen kan, ey heller Kongen vil.
IX. Han den og bære kan! Thi vil Ham Afmagt minde,
Saa veed Han gode Raad, hvor Kraften er at finde:
Han kaster al sin Sorg paa den Almægtige,
Og alle Ting formaaer ved Hans Paakaldelse.
O viise Christian! Du bliver u-bedragen.
Hvo har dig underviist saa at angribe Sagen?
Alleene Viisdoms Aand! Høystsamme blive ved,
Og du adlyde den i Underdanighed!
Vor Nordens Vægter seer, Hans Vagt kun er i Taage,
"Hvis Den Alseende vil ikke med Ham vaage.
"Vort Hælds Opreiser veed, Han bygger kun omsonst,
"Gud! hvis du Ham ey lær den rette Bygningskunst;


35


36
Hvad udbad Salomon? - Kun Viisdom, at regiere.
Hvad beder Christian? – Han ey forlanger meere.
Hør Ham som Salomon, saa faaer Han Resten til;
Fordi Han ikke meer end Viisdom have vil.
Hans Bøn i Dag (*) er hørt, og Millioner Sukke
Med den til Himlen foer, Guds Hierte at oplukke.
O Talsmand mellem Gud og Mennesker! du bær
Hvert Suk for Thronen frem! du gielder eene der
Styer nu, o Christian! du fik, hvad du begierte.
Vær det du vil! en Mand, kun efter Herrens Hierte.
Slaa Laster, Christian! - Du er nu her, som Gud,
Naar baade Himmelen og Dig de fordre ud.
X. Vor Christians sikre Raad og Ober=Kammerherre,
Som nidkier vaagen er for Kongens Gavn og Ære,
Nys for sit eget Gavn til Holsteen reiste hen.
Naar seer Finantzerne sin Reventlau igien?
XI. Hvad Got, som stiftet er af Kongens salig Fader,
Til dets Forfremmelse Han intet efterlader;
Spørg Slesvig, Holsteen ad! der Skole=Væsenet
I Underdanighed i sær beviidne det.
XII. Den vidtberømte Stad, hvis adelige Hierte
Den Trede Friderich til Gavns at kiende lærte,
Sig af Kong Christian paa nye stadfæstet seer
Udi sin Adels -Ret og Privilegier.
Hvad Under, at den da kom Kongen selv til Orde
Da, ved Udskikkede (**) den sin Opvartning giorde?
Hvad Under, Han gav Ja til Stadens Flor og Tarv?
Han! som handthæve vil sin Eiendom og Arv.
Til Lykke ædle Stad med din fornyet Naade;
Gak frit til Christian, Han vil dit Beste raade.
Tael aabenhiertet; det en Fader er, som hør.
Han aldrig glemmer dig; det ingen Fader giør.
e*) Den 25 Mav, paa den allerehristligst anordnede Bede=Dag, til den Allerhøye¬
stes Paakaldelse om Velsignelse og Biestand i Regieringens lykkelige Bestyrelse. &c.
*) Geheime=Conferentz Raad og Ober=Præsident von der Lyhe, Etats-Raad og
første Borgemester von Schrodersee, med Formændene for Stadens 32 Mænd;
Herr Nicolai Finke og Andreas Johan Andresen.


J¬
XIII. Fra Staden vil vi ud paa Fælleden, og lære:
At Helte udi Fred ey ørkesløse ere.
See, hvor veløvet, flink og færdigt alting der,
Af hvert et Regiment, i Kongens Paasyn skeer!
XIV. Sicilien nu snart forvente kan en Herre,
Som Kongelig Gesandt fra Danmark der skal være.
Toe Hoffer alt forhen har skiønnet paa Hans Værd,
Og hvem er ubekiendt, det von der Osten er? (*)
XV. Den usædvanlige Gesandt (**) fra Frankerige
Fik nu høytidelig Forlov Farvel at sige.
Hvordan den Afsked var, man let begribe kan;
Den passede sig paa Hans Caracter og Stand.
DOgier da borte er; dog derfor ey desmindre
Vi Hans Nærværelse i Danmark vil erindre.
Vi ere vel tilfreds, og vist forsikret paa,
At Han med Dannemark kan være ligesaa.
XXVI. Stats-Raaders store Tal er mærkelig formeret;
Gid det gaae Staten vel! - De, sidst blev avanceret,
Just Syv i Tallet er, saavidt Avisen veed,
Paa Cancelliet faaer man nærmere Besked.
XXVII. Af Søe=Etatens Fond, Hans Majestæt befaler
Rangsmæssig Sold for Toe Hans Vice=Amiraler. (*
Det viser Kongens Agt for disse brave Mænd,
Som Begge baade vil og kan fortiene Den.
De, som imidlertid saa lykkelig har været,
At Kongens Naade dem for andre har beæret
J Søe=Etaten, hver med en Division,
Er Kammer=Herre Kaas og Baron Gyldenkron.
XVIII. Staldmester Sperling blev forleden Kammer=Herre,
Og man vil viide: at Han skal tillige være
Af Kongen gratulert, - saavidt som Ordet gaaer
Til en Rit jesters Post i Kongens Guarde Corps.
XIX. Nu vor Westindien skal Gouverneur forandre,
Den kiekke Claussen hen, den fromme Prock hiem vandre.
(*) Adolph Siegfried von der Osten, Kongelig Dansk Kammer=Herre, og Ridder
af den Ruziske Alexander Newski og den Polske Stanislai Orden.
*) Extraordinaire Ambassadeur.
) Vice=Amiral Græv Danneskiold=Laurvigen og Romeling.


37


38
Det kommer ikke an paa Gouverneurens Navn;
Men paa Hans Majestæts og Landets sande Gavn.
XX. Høyskolens Rectorat, som Aarligen nedlegges
Og Aarligen igien en anden overrækkes,
I denne Maaned slig Forvandling giennemgik
Da Kratzenstein sit Spir til Rector Cramer fik.
XXI. Hvis Luther og Calvin nu vare udi Live,
Alheeden vilde dem, som et Vidunder, blive:
Den Strid imellem dem er der saa reent forglemt,
At Begges Lærdoms Floer een Kirke er bestemt.
XXII. En vittig Handelmand maae vove for at vinde.
Derfor den Vittigste tit største Tab kan finde.
Det Herr Fabritius (*) i Live vel befandt?
Dog uden Risico i Døden alting vandt.
XXIII. Det er kuns Knald og Fald med vores Liv at giøre;
Græv Wedel (*) sund og frisk blandt Dødes Tal vi høre.
Gud frie os fra at døe saaledes, som vi kan!
Vi døe, naar Herren vil, men ey saa brat, som Han.
XXIV. Ved Hilmers Konst en Blind fik Syn paa tre Minuter (***)
Og Han beholdte det vel længer? – man det slutter.
En Døv i samme Bye Han opererede?
Men der ey mældes, om den fik sin Hørelse.
XXV. Europæ Udskud til America at skikke,
Var vel en gammel Skik; men af de Beste ikke.
Slig Deputation blandt de Vantroende,
Gav ey det Christne Navn just megen Renommee.
Vel! at man vil maaske den Feil herefter rette:
Toe Tyve loed man nys paa Wardøe Fæstning sætte.
Lad dem kun trælle der! - Behøver Wardøe fler?
Den kun kan sige til, her ingen Mangel er.
Norge.
Gud glæde Kammeret, som Bergen ey for jetter,
Men Koren=Prisen der, ved beste Anstalt, letter.
Gid det faae Evne til, som det har Villie,
At giøre hver en Stad saa vigtig Tieneste!
(*) Etats-Raad og Banqve=Commissair Hr. Just Fabritius.
(**) Hannibal Wedel til Vedelsborg, Kammer=Herre &c. (*) J Nyborg i Fyhn.


39
Sverrig.
1. Nu Konge=Hofferne i Nord er, som forlegne
At kunne Høyest Agt hinanden ret betegne.
Snart reiser Kierlighed, At give Haand i Haand,
Snart Venskab hid og did med Ridder=Ordens Baand. (*)
Paa Nordens svorne Fred fler Tegn man ey behøver,
End slige Kierligheds= og Venskabs=fulde Prøver.
Velsignet Naboe! du med os skal have Fred;
II. Gud giv dig for dig selv indvortes Sikkerhed.
Tydsk=Land.
I. J Brunswig Døden gav os Danske dobbel Smerte, (*
Fordi den saarede et noksom saaret Hierte!
En saa empfindtlig Siel, som Julianes er,
Bevar, o gode Gud! fra fler Bedrøvelser.
I1. Tugt, Orden, Flittighed, Retfærdighed er Dyder
Som Ungarns Med=Regent og Tydsklands Keiser pryder.
Hvad Under Han da vil hos Undersaatterne
Jndpræge meer og meer sit eget billede?
Med den Betingelse, af slige gode Sæder,
Han ved uskyldig Lyst og Tids=Fordriv dem glæder.
Gud glæde Ham med dem og Dem med Ham.
Min Gud!
Lad aldrig mynstersk Dyd for Thronerne døe ud!
1I1. Han giør Forandringer iblandt de militaires!
Hvis de skal være nye, maaske de blive værre?
Ney, alting settes skal igien paa saadan Fod,
Som det, for meere end for tie Aar siden, stoed.
Af de Anordninger man øyensynlig skuer,
At de nærværende Indretninger ey duer.
Jeg har udi en Bog - jeg veed ey hvilken
læst:
"Naar alting er forsøgt, er tit det Gamle best.
IV. Som noget rart man os fra Maynstrøm veed at sige
Om en Søvnagtighed, som ey skal have liige.
E*) Hans Majestæt har regaleret den Svenske Kron=Prinds med Elephant-Ordenen,
efter at Allerhøystsamme fra det Svenske Hof havde faaet Seraphiner Ordenen.
) Ved Princesse Christina Charlotta Lovises Død, Canonesse til Qvedling
borg, Drønning Juliane Maries Søster.


40


"Et stakkels Pige=Barn syv Dage udi Rad
"Der lever i een Søvn foruden Øll og Mad.
Men det en Sygdom er! – Hvad er da vel i dette?
Ney, vi har Sovere, som alle Ting forrette,
Som kiøre, ride, gaae, ja æde, drikke med,
Og aldrig vaagne var endnu, saavidt man veed.
Frankerig.
Man i Paris giør Vind! hvo tør den Sandhed nægte,
Naar Mechaniqven selv den vil og kan forfægte?
Dog, Konsten ey derfor just ene Æren fik;
Thi der kan giøres Vind foruden Mechanik.
Engeland.
En Statsmands Hoved=Dyd - hvis den skal være nogen
Er denne gandske vist: At være indgetogen.
Hvad for en Richelieu er da ey den Agent,
Som man fra Wyrtemberg til Engeland har sendt?
Hans Underhandlinger ey let sig lade røbe,
Jeg trodser, man med dem skal om i Byen løbe!
Ney! dertil er han vist en alt for caut Person,
Han holder Alt fordækt, indtil Religion.
Spanien.
Stort Oprør i Madrid, i Saragoss tillige!
Sligt udi Spanien maa ikke meget sige.
"J øvrigt, skriver man, er alting roeligt her!
Jeg gad nok vide hvad der større Uroe er,
Portugal.
Hvor høyt end Tallet er paa Morder=Vaaben steget,
Saa synes Vittighed dog ey det er for meget.
Fornuften selv til Skam, den immer pønser paa,
At kunne Høyden af Umen skelighed naae.
En Fransk i Lissabon giør Bomber og Granater,
Hvis Værd man meere end de forhen brugte skatter.
Han haver Prøven gjort, og den er lyktes vel,
Det er: De kan maaeske slaae flere Folk ihiel.
Dog hvor utallige end slige Midler ere,
Har Verdens Kunstgreb dog nok eet, som end er værre,
Og u-afbødeligt: Det er Bagvaskel sel
Den dræber ey, men kun begraver levende.
4


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Junius 1766.
Dannemark.
I.
Det ædle Skytte=Laug, som sig i Freden øver
At naae den Færdighed, som Tapperhed behøver,
Dets priselige Maal opnaaes meer og meer
Og for Fuldkommenhed alt Ære=Krandsen seer.
Uhrgamle Laug, du var af Ælde, som betynget;
Men du fik Fyer igien, og Kraften blev forynget.
Velsign din Friderich den Femte, Nordens Ven,
Hvis dyrebare Liv besielet dig igien.


42


Ey Konge=Skiftet, det Gud giorde nys i Norden,
Dit Hælds Omskiftelse i mindste Deel er vorden;
Den Søn af Faderen, som fyldte Tronens Savn,
Med lige Jver saaes, antage sig dit Gavn.
Han, som vor Ære er, Han giør sig Selv den Ære,
En Ære, Konger værd! - En Borger=Ven at være.
Midt i det Borgerlig, dog Konge-værdig Laug,
Saaes Folkets Christian at finde sin Behag.
Velsignet være hver, som Kongens Naade priser,
Saa tidt Han lige Agt for alle Stænder viser;
Hver Stand, hver Undersaat er Kongen lige nær,
Og ingen ærlig Mand af anden Mening er.
Berømte Laug, opnaae det Maal hvortil du sigter!
Dig Æren driver, og din Konges Guust forpligter.
Paa ædel Øvelse hver fyrig Prøve gav,
Men Herr Hans Kiærrumgaard skiød Papegøyen af.
II. Hirtzholm, det prægtige liveget Dronning=Sæde,
Saae nu i Sommer=Dragt sin beste Sommer=Glæde,
Da Landets Faer=Moer did med Toe Prindsesser droeg,
Og paa det smukke Stæd sin Sommer=Sæde toeg.
III. Knap Kongens Søe=Etat den Længsel kunde dølge,
Som af dens Kierlighed var en naturlig Følge,
Knap uden Jalousie den længer kunde see
Den Høytid, der blev gjort af Regimenterne;
Men Nordens Mægtigste, som Statens Styrke kiender,
Den nu sin Konge=Agt høytidelig tilvender.
Umueligt kan dens Tarv i Glemme blive sat;
Thi Kongens høyre Haand er Kongens Søe=Etat.
Nye=Holm sin Christian undfik, og Ønsker spaaede
Sig af Hans Navn den Agt og samme høye Naade,
Som af Kong Christian den fierde, den Monarch,
Hvis Viisdom den ansaae, som Muur for Dannemark.
Den Konge=Løsen gav, og havde sig belavet
At vise Christian, den Hersker over Havet!
Dens Nidkierhed og Flid for Kongens Tieneste
Til Orlogs Flodens Tarv ved dens Forøgelse.


43


Tre Skibe loed den ud fra Bankestokken glide,
Ved Konsten dannede i Tiden til at stride;
Dog Gud forhindre dem at blive nogen vred
De bygges, ældes før, og hugges op i Fred!
Det største blant de Tre, stolt udi sine Gange,
Saaes stoltere endnu udaf sit Navn at prange,
Med Majestætisk Air det hurrende løb ud,
Bar Navn af Christians udkaarne Konge=Brud.
Gud glæde Hende Selv, den store Fyrste=Dotter,
Som Kongen glæde skal og alle Undersaatter;
Gud styre dette Skib; Han være Flodens Vagt,
Og giøre frygtelig den Danske Orlogs=Magt!
IV. Sin Naades Velbehag gav Christian tilkiende,
Og lystet sig til Søes, da Acten var til Ende:
For Hannem nejede Krigsskibet Dannemark, (*)
Og hævet i sit Skiød sin værdige Monarch.
Vor Konge=Broder kom med Kongen der om Borde,
Strax Skibet af Hans Navn sig seilefærdig giorde,
At følge Dannemark, som agtet i sin Favn
At føre dette Par til Nivaaes nye Havn;
Men Himmelen var selv saa nænsom over Dennem,
At ingen Vind fik Lov at trænge sig igiennem.
Et Hav=Blik næsten blev, som Farten ey var tient,
Saa, ved Sophienberg, den Lyst=Seiglads blev endt.
V. Hirtzholmen fik Besøg af disse Høye Giester,
Besøg, som dagligen anstiller Glædes-Fester,
Snart paa det ene, snart det andet Sommer=Sted,
Hvor Konge=Slægten sees i høy Fortroelighed.
VI. Dog Sommer=Sæderne dem ikke saa kan holde,
At de jo vexelviis er inden Stadens Volde
For Julianes Skyld, hvis ømme saaret Bryst
Ey ret vil finde Smag i nogen Sommer=Lyst
(*) Orlogskibet Dannemark, som tillige med Orlogskibet Prinds Friderich nyeligen
vare komne hiem fra Beseiglingen.


44
VII. Velkommen, Reventlau! igien fra Holstens Egne,
Hvor du var Tilsynsmand paa dine egne Vegne,
See her nu i dit Amt paa Kongens Vegne til,
Da Gud og hver Mand veed, du kun Hans Beste vil.
VIII. Hvad vil vor Christian ey see, og lære kiende?
Seer Ham sin Agtsomhed til Cancelliet vende!
Hvor Cancelliets Mand og Ober=Secretair
Ham foreviste Alt, Hans høye Kundskab værd
IX. Tak, gode Christian! fordi Du ey forgietter
Med Kongeligt Besøg dit Corps af Land=Cadetter!
Hvis nogen bad dig om, at ville komme der,
Da er den Talemand vist dobbel Ære værd.
Nu seer du Selv, Monarch, hvor færdige de ere,
Du skiønner: Fiorten strax kan Officierer være.
Ja, Fierde Fridrich ey opklækket dem omsonst;
Ansee hans Stiftelse, høystværdig al din Gunst!
X. Den Hessiske Prinds Carl, Artilleriets Maitre,
Vor Christian hos sig til megen Ære sætter:
Han Elephanten fik; Men det kuns lidet er,
Langt større Ære vi paa Ham at vente seer.
XI. En Oberskienk, et Navn, som lang Tid ikke førtes,
Paa nye, ved Kongens Bliv, i denne Maaned hørtes.
Forlyst dig kun ved det, du Græve=Søn af Holck!
Thi Ære-Titler er jo Kongers Naades Tolk?
XII. Stift=Amtmann Cicignon sin Charge skal aftræde,
Og Kammer=Junker Scheel hans Ære=Post beklæde.
Til Lykke, Bergens Stift! Vent af din brave Scheel,
At han vil i dit Vel oprigtig tage Deel.
XIII. To længe værdige, som deres Poster ærer,
J Søe Etaten er udnævnt til Commandeurer:
Paa Fridrichs=Værens Værf den ene Kongen fandt,
Den anden blev Han vaer i Holmens Commendant
XIV. Blandt denne Maanets Nyt man finder og opskrevet,
At sex er Obrister i Land Etaten blevet.
Jeg efter Rang og Gang dem ey anføre kan,
Og dem vel ikke staaer Poetisk Mynstring an?


45
XV. Niels Krabbe Wind (*) er død.
- En Hofmand, som var ærlig,
Mod Hof-Etaten mild, mod hver i Omgang kiærlig;
En Mand, som Trin for Trin paa Ærens Trappe steeg,
Og ey for Vindings Skyld fra sine Pligter veeg.
Hans Glands var intet Laan; for Guld Han ey blev æret;
Og intet Svogerskab hans Opkomst haver været;
Thi Han var aldrig gift. - Blot ved Fortienester
Han Fiire Kongers Gunst blev lovlig agtet værd.
At finde nok af dem ey Konger altid lykkes;
Hvor billigt sukkes da, naar slig en Mand bortrykkes?
Hvor mange veed man vel at peege paa af Dem
Der gaaer sin Vey, som Han, i Verden lige frem? (*
Tydsk=Land.
I. Naar man berømmeligt fra Tydskland meer ey hører,
Da Keyser Joseph vist ey længer Septret fører.
Han ynder Jagten, men den før indstille vil,
Før Jordens Frugt ved den skal komme noget til
Landmandens Flid og Sved er vigtig i Hans Øye,
Han den vil heller end sin egen Lyst fornøye.
I1. Til Carlsbad er Han reist; men ikke kiendes vil
Undtagen udaf dem, hans Hielp kan trænge til.
Han hvers velgrundete Besværinger vil høre
Men ingen for hans Skyld sig maae Bekostning giøre.
Det Forbud nødigt var; thi Landets værdig Agt
Vel ellers havde sig af Glæde ødelagt.
III. Om Stades Guarnison og kiække Regimenter
Man stor Berømmelse ved Rygtets Mund indhenter.
Man næsten fattes Ord, til at ophøye, Der
Hvers muntre Færdighed i Helte=Øvelser.
(*) Geheime Conferentz Raad og Ober=Hofmester ved Hendes Majestæts Dronning
Julianæ Mariæ Hof-Etat. &c.
(*) recto gradu o: lige frem, var tillige denne Salige Herres Symbolum som
Ridder af Dannebroge.


46.


En Stades Patriot, som henrykt over dette,
Til Guarnisonen har indgivet en Sonnette;
Hvad synes Læseren?
Mig synes, den er smuk.
For at udspeide Ham, jeg oversætter den:
Sonnet. (*
Ja, Venner, hver fandt Vellyst af
Den Leeg, som Alvor syntes være;
Den, Høy og Lav, til Eders Ære!
Den grundigste Forhaabning gav.
Jers Vidd, Jers Arm udretter Stort;
J ere længe vant at vinde;
Man spørge ikkuns Eders Fiende,
Hvad J i sidste Krig har giort
Forglem nu ey de større Pligter.
At J, som Christne=Helte, sigter,
Og overvinder Uddyd med.
Da Himlen først velsigner Eder,
Og Eders Helte=Spor veyleder
Til Ære og Lyksalighed.
Frankerig.
I. Man spøger ikke her med dem, som sig beriger
Paa Kongens Reigning, og fra deres Pligter viger.
Det viser Lallys Dom, hvis Rang og sølvgraa Haar
Ham fra en skændig Død at frelse ey formaaer.
Man fandt udi Hans Boe, at det kan være giørlig
J Hast at kunne faae en Rigdom, snart uhørlig, (**
Der siges, endnu Tre er, som Medskyldige
J hans Forbrydelser til Regnskab fordrede.
II. Madame Geoffrin (**) maae have større Gaver,
End Fruentimmerne almindeligen haver.
Tænk, Polens Konge har paa Hende satt den Priis,
At Hun forskreven er til Hannem fra Paris.
*) See Kopenhagener Zeitungen, No. 52.
(**) Da hans Boe blev confisqueret blev befunden Midler til 1800000. Livres og
efter en vis Kundgiørelse fra Hoffet, endnu 2400000. Livr. paa adskillige Steder
nedsatte.
(*) En Dame af Stand, gammel over 60. Aar.


47


Ja, Keiserinden Selv i Rusland vil det samme;
Som ønsker Sig bekiendt med denne Franske Dame,
Saa Hun nok kommer til at reise vidt omkring.
Hvad har dog Frankerig ey mange rare Ting!
II1. Ney - dette Nyt er meer end London kan fordrage!
Hver Engelsk Dame maae det ind i Siælen nage!
"En paa Galanterie hos dem har solgt sig riig,
"Og nu udi Paris beleer dem offentlig. (*)
Af begge Kiøn hos os, gid dette eftertænkes,
Før os, til Vederlag, den samme Skaal iskienkes.
Hvad! om man i Paris alt har udseet det Sted,
Som man vil give Navn. De Danskes Daarlighed?
Engeland.
Fra London spaaer man os en glædelig October;
Dog ikke gladere, end vi den selv forhaaber.
Hvad Glæde skulde vel vi Danskes overgaae,
Naar vor Mathilda vi i Christians Arme saae?
En mægtig Brude=Skat man lover os tillige, (**)
Hvor stoer den er, den dog vil ikke meget sige;
Tie Hundret Tusind Pund, Tie Gange tallt, forslaaer,
Ey mod den rare Skat, vi i Prindsessen faaer.
Spanien.
I. Var hver en Gouverneur i Spanien saa færdig,
Som de la Mina er, var de al Ære værdig;
J Barcellona han, som en aarvaagen Mand,
Et Oprør forekom ved Mod og sund Forstand;
I1. Men andre Steder er det ey saa let at dempe,
Og Folkets Raserie forvolder stor Ulempe
De foreskrive tør, med stoer Dumdristighed,
At ingen Hofmand der maae være fremmet klædt
Sqvillace, Kongens Mand, har Flugten maattet tage
Af Frygt for Trudseler, at komme slet af Dage;
Saa alting siges kan at være ret oprørt.
Sligt er i Spanien vel næstendeels u-hørt?
(*) En Fransk Galanterie=Kræmmerske, da hun kom hiem fra London med en stoør
Rigdom, har hun kiøbt et anseeligt Land Gods, og ladet samme kalde la Folie
des Dames Angloises o: De Engelske Damers Daarlighed.
(**) Efter den Londonske Avis 90000. Pund Sterling.


48
Preussen.
Græv Reuss fra Dannemark (*) Minister nu skal være
Hos Preussens Friderich, i Stats og Krigs Affaires;
Desuden har han faaet et vigtigt Æres-Tegn. (*
Det viser: Rige Folk er ingen Steds forlegn.
Jtalien.
I. Hvor kan Hans Hellighed saa ligegyldig være,
Og ey for sit Archiv en større Omsorg bære,
End at han lader det for Vind og Vove staae
Og ingen holde vil, som det kan passe paa?
En Archivarius jo altid giøres nødig?
Hvad Hof har slig Betient anseet for overflødig?
Naar ellers dets Archiv har været noget værd,
Som alle vel vil troe, det Pavelige er:
Det vist fuldstablet sees med rare Documenter;
Adkomster, Skiøder der i Hobetal man venter;
Ja, Gavebrevet, det, som Constantinus skrev!
Hvor vilde det see ud, om sligt forkommet blev?
II. Paa Kirke=Himmelen det nærved havde blevet
Et Mørk, som mange vel tilforne har oplevet;
Hver sig befrygtede at høre: Paven død!
Han var og sandelig! bestæd i største Nød.
En pludsig Afmagt saaes Hans Hellighed betage;
Dog, Dagens Byrde den nok kunde foraarsage?
At skabe Helgene er ey saa let en Sag!
Og dette giorde han! den heele gandske Dag.
Et Værk, som holdes for, at fordre Guddoms Kræfter!
Man kunde da vel spaaet Alt det, der fulgte efter?
Hvo meer end Kræfterne tillader, taer sig paa,
Den jo naturligviis i Afmagt falde maae?
Tyrkiet.
For Prinds Heraclius sig Stoer=Sultanen frygter,
Da om Hans Fremgang gaaer saa frygtelige Rygter.
Han gierne giver ham, for Fred Georgien,
Men denne tappre Prinds knap nøyes vil med Den.
Græv Hlenrie VI. Rens.
(**) Ober=Kammer=Herre-Nøgelen.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Julius 1766.
Dannemark.
Vor Juli Maaned ret os vidste at indtage
Da den sig førte op med trende Galla=Dage.
Den sidste bliver dog den første i min Sang;
Mathildes Fødsels=Dag ey sømmer anden Rang.
Dag, som for femten Aar Brittannien oplivet,
Da det med Sorrigs Mørk og Taage var omgivet; (*)
Dit første Lys var alt til en Slags Trøst bestemt
For dem udi et Tab, som nu er hældigt glemt.
(*) Carolina Mathilda, fød den 22. Julii 1751, posthuma, o: efter sin Fa¬
ders Død, følgelig i Sørge=Aaret for Prindsen af Wallis.


50


Saaes da, paa slig en Tid, din første Morgenrøde,
Som skabt til Bitterhed og Kummer at forsøde?
Hvad Under da, din Glands, alt som den meer tiltoeg,
Til et langt større Mørks Adspredelse forsloeg?
En sørgende Monarch Du nu i Norden trøster,
Og midt i Sorgens Aar To Rigers Børn forlyster.
Velsignede, din Glands tiltage meer og meer!
Vort Norden da sit Hæld ved Dig fuldkommen seer.
Mathilda, - ey forsmaae vor allerbeste Gave!
See - der er Hierterne! - dem skal Du alle have;
Dog, Du dem alt har havt fra Du fik Christians.
Hvad Hierte er der vel adskilleligt fra Hans?
Den søde Længsel, som afbilder os Din Komme,
Jndbilder os i Dag, at Sorgens Tid er omme,
Ved Hoff, i Stad og Land en billig Glæde er,
Som mueligste Beviis paa Hiertets Følelser.
Vi have kuns Dit Navn! saa got som vi forstoede,
Forsøgte vi med det at giøre os til goede.
Allene Nævnelsen var saa oplivende,
At den blev Vellyst nok for snart Utallige.
Velsignet være Det, man hørte allevegne,
Høyagtelse for Det hver stræbte at betegne,
Det var ey nok vi fandt Dets Jndtryk i vort Bryst,
Ney, vi og havde Det til fælleds Øyens=Lyst.
I1. Et Sælskabs Evne (*) Det ved Kunst en Lyst=Jld tændte,
Saa Navnet tindrende mod Firmamentet brændte.
Selv=Christian sin Lyst paa sine Børen saae,
Og paa det Navn, som Ham og dem om Hiertet laae.
Kort, alles Sind og Sands til Lyst Det maatte tiene:
III. Et andet Sælskab (*) saaes, og hørtes sig forene,
At stemme op for Det en liflig Harmonie
Mathilda først og sidst da Capo var deri.
Vor Strenge=Leeg, vor Sang, vor Fryd var Du, Mathilde!
Din høye Fødsels=Fest ey anden Moroe vilde.
Hvad Glæde, naar vi faae dig Selv engang at see?
Den alle Sprog paa Ord vil giøre manglende!
(*) Skyde=Sælskabet uden Vester=Port.
(**) Det musicalske Sælskab i Raadhuus Strædet.


51


IV. Den anden Fødsels=Fest loed see en prægtig Seene,
Og var indviet vor Sophie Magdalene,
Dog mindre vores nu, end Hun har været før.
Lyksaligt Naboe=Folk! Hun meere dig tilhør.
Ja, Hun blev din; men vi dog forbeholdt os dette:
At Intet kan hos os Prindsessens Navn udslette.
Hver ægte Svensk af Haab, hver ærlig Dansk af Lyst
Og fælleds Pligter rørt opløfter Ønskers Røst:
Lev, Gustavs Hiertes Fryd og Svenske Stænders Ære!
Til værdig Du med Ham skal Sverrigs Purpur bære;
Den Svenske Throne da ved Eder styrke sig,
Den aldrig fattes Mand af Gustav og af Dig!
V. Hirschholm endnu en Dag stoed blank, (*) og sig forlyster
Ved udseet Ægte=Pagt for Kongens yngste Syster,
For vor elskværdigste Lovise, som til Brud
Høytideligen der, paa den, blev nævnet ud.
Den Hessiske Prinds Carl, som er sin Stammes Ære
Og Kongens Yndest værd - skal Hendes Brudgom være.
En Ære, ingen Prinds kan større vente sig!
Durchlauchtige Prinds Carl! vi gratulere Dig.
VI. Alt Kongens Huus var der; men Juliane ikke.
Hun sig til ingen Fryd i Sorgens Tid vil skikke.
VII. Charlott Amalia hos samme Dronning blev,
Og Tiden Hende her paa Christiansborg fordrev,
VIII. Fornøyelsen Hun fik dog siden af Dem alle
Da Kongens gandske Huus sig værdigst lod befalde,
At tage Maaltid ind hos den Velsindede,
Høystværdig, hvor Hun er, al Sinds Fornøyelse.
IX. Det smukke Fredensborg fik Lyst=Besøg af Hende;
Men Hun sin fordums Lyst paa det ey kunde kiende.
Det var ey Fridrichs Borg, - som det tilforne var
Thi saae Hun om et Sted, som deraf Navn dog bar.
Did kom Hun, og loed see sig der som halv fornøyet.
Den brave Gramm (**) i Hast fik mueligst Anstalt føyet,
At tage værdigt mod den Æreværdigste,
Som Ham benaadede med sin Nærværelse.
*) Den 4de Julii, Dagen efter Prindsesse Sophie Magdalenes Fødsels=Dag.
(**) Carl Fridrichvon Gramm Geheime Conference=Raad og Amtmand over Fridrichs¬
borg og Cronborg Amter.


52
X. Høy Stiftet Walløe nøed den meer end høye Naade,
At Kongen Selv drog did at see paa Stiftets Baade.
Dets høye Stifter (*) saaes i Kongens Følge med,
Hun kunde give Ham den rigtigste Besked.
De sig opholdede i Egnen nogle Dage,
For et og andet der i Øyesyn at tage.
Hvor vel er ikke det, at Kongen saa gaaer med,
At intet bliver skiult for Hans Opmærksomhed?
XI. Anordningen gik ud om Guld= og Sølv=Brodering, (*
Som Perlestikkerne vil give vigtig Næring.
Vor Konge føyer dem og vil fornøye fleer,
Der udi Sølv og Guld helst deres Hæder seer.
Han siger ey, man skal; men, at man maae det bære.
Gid mange vilde det fornuftigt lade være!
Det ønsker Kongen Selv, - dog kan man forudsee,
At vi vil faae en Hob broderte Staadere.
XII. J Daarlige, hvis Syn af ringe Vinding blindes,
Hør dog, hvor faderlig af Kongen J paamindes: (*
Er det forsvarligen, at handle der med Thee
(14
Hvor det kan koste Skib og Gods for Rhederne?
Taer Eder dog i Agt, og seer paa fælleds Beste!
Vil J, for Tie Pund Thee, bedrøve Eders Næste?
Forbander den Gevinst, J derved kunde faae,
Og lader Eders Pligt for Øyen stedse staae.
XIII. Hvor er vor Konges Sølv?– Det maae hos Nogen være,
1321
Det kan Forordningen mod Kongsbergs Tyve ) lære.
Jeg troer at Mange sig den frække Tanke giør:
De frit og u tiltalt fra Kongen rane bør.
Slaae dem paa Fingrene, saa Lysten dem betages.
Gid, uden Præmie, de alle maae opdages!
Det var Belønning nok, at spore Deres List;
Saa Kongen kunde faae igien hvad han har mist.
) Dronning Sophia Magdalena.
*) See General=Landets Oeconomie= og Commeree=Collegii Patent i det Tydske
Sprog af 18de Julii, den Sag angaaende.
15) Ved Forordning af 21. Julii, hvorved Handel med Thee forbydes Matroser¬
ne, paa de fra Dannemark og Norge til Stoerbrittanien farende Skibe.
121) Et Skib, som fører 10 Pd. Thee ind i Engelland, eller 5. Pd. i Jrland,
bliver confisqveret. (**) Af 22. Julii, som bestemmer Belønninger for
dem, der kan opdage Sølv=Tyvene ved Kongsbergs Sølv=Værk.


U¬
XIV. At Post-Betienterne i Kongens Fyrstendomme
Som uforsvarligt var - ey til for kort skal komme
Ved mange Reisende, som ey betale vil
Det Tal af Heste de dog seer, de trænge til,
Saa sees vor Konge sligt ubilligt Forhold hemme, (*
Og Forspands=Hestes Tal herefter Dags bestemme.
XV. For Nortorffs Station fornyer Han igien,
Til Byens Lettelse, den Skik, som var forhen. (**
XXVI. Artilleristerne for Kongen maneuvrerte,
Og giorde det saa vel, at hver dem applauderte;
Stoermesteren Prinds Carl de blev et stort Beviis,
Paa hvad de vidste. Hans Durchlauchtighed til Priis.
XVII. Den Prinds, i sin Metie, en værdig Post har faaet,
Og derved lige Rang med Generaler naaet; (*
Ham Selv ophøyer det dog ikke denne gang;
Thi hvad er høyere, end Kongens Svogers Rang?
XVIII. Hvis man fra Rendsborg faaer den Tidende at høre:
"Den andre Festninger vil Rangen stridig giøre;
Hvad Under, siden den nu har en Gouverneur,
(E
Der hver en Gouverneur sit Fortrin stridigt giør?
XIX. Geheime=Raad Græv Knudt, vor Konge har fornøyet,
"Pkn
Og ham til større Rang blandt sine Raad ophøyet.
Hans Jndsigt er bekiendt for alle og enhver,
J sær i Siellands Stift, hvor han Stift=Amtmand er.
(Mu*x¬
*) hvis Hierte vist i rette Stilling sidder,
XX. Von Huth,
Af Danner=Kongens Haand nys Slagen blev til Ridder.
XXI. Schack Carl von Rantzau, som Rigs=Græve værdig er,
Meer Rang, som General=Lieu tenant, nu bær.
XXII. Vor Julianes Gout, at vælge just det Rette,
Veed hver, som værdig Priis paa hende veed at sette;
Og skulde nogen det end være ubevidst
Han see det i den Moltk, Hun toeg til Hof=Chef sidst. (
XXIII. Græv Laurvig, som han kan, i Alting sig maae finde:
(MAkLAA
Ham nu berøvet sees Hans dydige Grævinde. (
(*) See General=Post=Amtets Placat af 27 Junii. (**) See en anden Placat af
samme Dato. (***) Som General=Feldt=Tøymester. (**) Herr Friderich
Carl Ferdinand, Prinds af Brunsvig=Luneborg=Bevern. (*) Til Ge¬
heime=Conference Raad. (**) General=Lientenant. (**) Anthon
Henrich von Moltke, forhen Mareschal hos Kongen, som Kron=Prinds,
(**) Dorothea Sophia, fød Holstein.


53


54
Gudsfrygt, Taalmodighed og Ædelmodighed
Har Ærens Monument for Hendes Navn bereed.
XXIV. En Frue von Rosenkrands (*) til Graven Døden kalder,
Hun fik dens Kald i Fyen, udi sin høye Alder.
XXV. Haxthausen derimod sin yndige Gemahl (*
I Hendes beste Aar saae her blandt Dødes Tal.
XXVI. Et Dødsfald, skiønt det ey berøver Rangens Classer,
Jblandt Rangeredes dog meget værdigt passer:
Ey Rang=Forordninger i Graven gielder meer;
Lars Stistrup, uden Rang er høyt rangeret der.
Hans der taer Rangen bort fra mange Fløyels Kister,
Fyldt med velbaarent Støv udaf Naturalister.
De stærke Aanders Been, hvor frække de var her,
Tør der ey, af Respect, hans Aske komme nær.
Høy Agt for Bibelen, og at den kunde blive
End meer almindelig! Det var Hans Sag i Live. (*
J Bibel=Spottere,
Plads, for Herr Stistrup! – Plads-
Om J end stoed tilforn paa Ærens Tindinge.
XXVII. Det Armods Tilflugts=Sted, som Frederich den Femte
Ey Selv fik bragt i Stand før Graven Hannem giemte,
Sees Hans retviise Søn at skynde hastig paa
Ved Guds Tilskyndelse - i Stand at kunde faae.
Grundsteenen alt er lagt i Dag (****) paa Kongens Ordre,
Af dem, som i Hans Navn skal Armods Tarv befordre (****
Du svage Alderdom, som her skal finde Trøst,
Ær Fridrich i hans Grav! Tak Christian Folkets Lyst.
XXVIII. Vi saae Velsignelsen, som Himlen os tilkiendte,
Da den Toe Skibe os fra China nylig sendte,
Hvis rige Ladninger, til Handelens Profit,
Kom velbeholdne hiem ved Dixen og ved Smidt.
*) Geheime-Raadinde.
F*) Grævinde Haxthausen, fød von der Osten.
(***) Det sees af hans og hans afgangne Hustrues bekiente Testamente af 2. Dec. 1748.
hvorved gives iblandt andet, 11. Banco=Actier, eller deres Værd, bort, som bliver
en ævindelig fast Fond, af hvis Udbytte eller Renter Bibler skal anskaffes og ud¬
deles til Huus=Arme og Trængende i alle Stifterne i Dannemark og Norge. See
herom mere i Hofmanns Saml. af Fundat. 3die Tom, pag, 89 til 102.
(**) den 24. Julii.
(*) Præses og Directeurer for det Fattiges Væsen.


55
XXIX. Ulykkers Tidender om Lyn=Jld, Storm og Torden
Fra alle Steder snart med Rædsel hørt er vorden;
Dog, de er gandske vist ey bleven rørt derved,
Som Næstens Nød kan see med Ligegyldighed;
Men da vi komme selv i Øyensynlig Fare,
Da blev vel alle rørt, og bad, sig Gud bevare!
Forfærdelige Nat, den sex og Tyvende,
Som maatte skrække end den allerfrækkeste.
J sær da Staden saae og med Bestyrtning hørte:
At Lynilds Straalerne et Skib i Floden rørte;
Dog, Gud skee Tak, som holdt for Landets Velfærd vagt.
En Maste=Hætte kun blev udi Lue bragt.
XXX. Qvægsygens Fremgang nu skal have Hindring fundet,
En Mand fra Polen kom, som Midlet har udgrundet,
Og Lands=Oeconomie=Commerg=Collegiet
Forsikkrer det er got; de har erfaret det.
Tydsk=Land.
I. Hvor Joseph kommer frem, han største Ære nyder;
Hvad er den Ære meer end Majestæten byder?
Men, at han elsket er af Store og af Smaae!
Maae alle Æres=Tegn i Verden overgaae.
II. Juveeler er tilladt i Tydskland vel at bære;
Men de, som bære dem, Formuende skal være.
Det falder af sig selv - vel mange svare vil?
Hvo der vil føre Pragt, maae have Raad dertil.
Det er dog ey saa klart. Man kan det creditere!
Og hvo det ey vil troe, kan det i Wien lære;
Dog, for at hemme det, vil Joseph giøre Sit:
Man paa Juveeler der ey give maae Credit.
Han ønsker: fattigt Mood sig vilde lade lære,
Og ey i borget Glands sin Næstes Sved fortære.
Paa vore Daarer gid der bide samme Tugt!
Saa bliver mindre Træ til Bettelstave brugt.
III. At mangen Frue bar et Helte=Mod i Brystet,
Har mangen ærlig Mand kun saare lidet trøstet;
(*) Paa Fregatten Moen, hvilken Maste=Hætte dog, ved aarvaagne Anstalter,
betimelig blev nedkappet, og Jlden slukt, saa al videre Fare fra dette Sted blev
afværget. Den vagthavende Officier, paa Nye=Holms Hoved=Vagt, var sam¬
me Nat Hr. Capitain Jacob Ahrenfeldt.


56


Men denne Oberst, som jeg nu vil tale om,
Hans Frues sindig Mood ham ret til goede kom:
En Giæk ham overfaldt, og fordrede paa Livet,
Fordi han havde ham en sund Formaning givet.
Det midt om Natten var, i Sengen Begge laae,
Da denne Ludring kom, sin agtet Hævn at faae.
Men Fruen var en Helt, der rigtig skielne torde
Paa Feighed og paa Mood. Hun Sagen strax afgiorde.
Hun toeg til en Pistol, skiød, traf og fældede,
Paa sine Gierninger, den Nederdrægtige.
Frankerig.
Paris er dog Paris! -- Hør her, hvor Konsten stiger
Det vist var Spøg, i fald det stoed fra andre Riger.
Coeffures, Bukler, Krep, og hvad det er for Slags,
En Academisk Konst skal være efterdags.
En vis Monsieur le Gros, Academiets Stifter!
For Konstens Dyrkere udgiver Krølle=Skrifter.
De Lærde skaffer nok Papiers=Krøllerne;
Thi Krølleriet selv er kun le Gros Metie.
Hvorledes Damer kan foranderlig coefferes!
Er egentligen det, hvorpaa her skal studeres.
Hvis derfra, nogen Tid, man hør Promotion,
Da kan man kalde den un pris pour la facon.
Et jeg dog fatter ey: Hvi man det vil tilstæde
Et saa ærværdigt Navn, som Viisdoms eget Sæde;
Med mindre Ligningen man søger derudi:
At Begge øver sig udi Haarkløverie.
Engeland.
Fra Engeland man skriver:
Nu faaer vi Gillis nok.
En Øe opdaget er, som lutter Kiemper giver.
Fra syv til nie Fod høy; - Uhyre Størrelse!
Dog, vi ey skrækkes vil, før vi dem faaer at see.
Spanien.
Har Mexicanerne de Spanske ihielslaget,
Hvad er da meer vel skeet, end de har Giengield taget?
For Mexicaners Blod, udøst foruden Sag,
Er det vel knap endnu retfærdigt Vederlag?


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Augustus 1766.
Dannemark.
Vor Nordens Souverain sin Kundskab vil forhøye,
Og med Fortællinger sig ikke lader nøye.
Lyst=Reiser giør han vel fra et til andet Sted;
Men Lysten ikke er Hans Hoved=Øyemed.
Han vil, Hans Sommer=Lyst Ham Fordeel skal indbringe,
En Fordeel, sandelig! for Landet ikke ringe:
At Kongen alle Ting med egne Øyne seer.
Han Sandheds Kundskab faae, den skylder Ham enhver.


58
Reis da i Jesu Navn, o Konge! hvor Du lyster,
Din Lyst er Nordens Lyst, paa Dig den sig fortrøster.
II. Fra Fridrichsberg brød op vor milde Christian,
For at fortsætte den fastsatte Reise=Plan.
III. Paa Veyen nød Hirschholm den kongelige Glæde,
For Majestæterne et Maaltid at berede;
Den ganske Konge=Slægt hos dem forsamlet var,
Som Alle høyest Lyst i kierligst Omgang har.
IV. Derfra til Fridrichsborg saaes Konge=Reisen gielde,
Et Slot, som Vidne er om Danske Konsters Ælde.
Mon vor Tids Konstnere, blandt os og Fremmede,
Ey skulde finde der Grund til Ydmygelse?
V. Derfra til Jægerspriis, som veed sig end at prise
Af den Lyksalighed, at Fridrich og Lovise
Der holdte Sommer=Hof i første Samlings=Stand;
Mens Scepteret blev ført af Siette Christian.
VI. Derfra til Fridrichs=Værk hvor Midlerne beredes,
Som Tretter skielne skal, naar Jordens Guder vredes.
Et vigtigt Værk; Thi hvad er Flode og Armee,
Naar Begge ey med dem er vel forsynede?
Did kom Hans Majestæt, og Alting saaes betragte,
Hvad Clausens (*) Vittighed i Konsten forebragte.
Han Støberiet saae, ja saae Kanonerne
Faae deres første Skik i Hans Nærværelse.
Indretningerne der Han alle tog i Øye,
Hvor Alting blev forklart for Kongen at fornøye.
Man viste Ham omkring paa alle Møllerne,
Og Kongens kloge Mænd var der Fortolkere.
Herr Clausen passer paa at have Kongen sikker;
Des Aarsag intet Krud paa nogen Mølle ligger.
Det Allerringeste kan dog - o Tanke, væk!
Dig er jo alt forud betaget denne Skræk:
Herr Clausen er en Mand, der vidste, hvad han giorde,
Før han vor Christian hos sig omføre torde
Forsigtighed er god, og ingen Tiid for stoer
Hos Nogen, noget Sted, hvor Kongen sig betroer.
(*) General=Krigs=Commissair Clausen.


59


Jeg ey vil tale om den Høytid der blev holdet;
Ey om de Ære=Skud, som blev for Kongen toldet;
Thi sligt kun smaae Ting er til Christians Honneur,
Mod det: At Alting der befindes, som sig bør.
VII. See Kronborgs Søe=Castell velvillig sig opla der
Og tager værdigen mod Landets kronet Fader.
Det ellers er og blir vel u-opladelig,
Naar en Poul Beenfeldt ey er Commendant deri? (*)
Dets Styrke Kongen saae, et fast Beviis at være
Paa Alderdommens Konst, til Anden Fridrichs Ære.
Dets viise Anlæg selv forklarte Kongen der,
Hvor høyst=betydelig den Grændse Festning er.
VIII. Told=Kammeret - som der er Dannemarks Regale,
Til hvilket Skat og Told al Verden maae betale,
Naar denne Verdens=Kant de vil passere frit,
Og Kronborg gaae forbi beholdne, hver til sit
Det saae Hans Majestæt og Alting toeg i Øye.
IX. Den nye anlagte Havn Ham værdig saaes fornøye.
Dens Fordelagtighed selv for sig tale kan;
Men Fontenay (*) dens Tolk dog var hos Christian.
X. Fra Havnen Kongen sees i Vagt=Chalouppen stige,
Sæt af! - Hans Majestæt i Skibet vil tillige.
Er Kongens Komme tit, som her, ey forudsagt,
Saa vil det gielde om, at være paa sin Vagt.
XI. Den Sundets Hersker kom i Land igien fra Sundet,
Og Kongens Have blev Hans Agtsomhed forundet.
Han til Palladset der, som til sit eget, toeg,
Før Han fra Helsingør for denne gang bortdrog.
XII. De glade Borgere for Kongen paraderte,
Og paa det herligste for Ham sig udstafferte;
Hvis deres Magistrat hos Kongens Majestæt
Sig havde forespurgt, da kunde Forbud skeet;
Thi Kongen gierne vil Hans Undersaatter spare,
Som man fra Kiøbenhavn herefter skal erfare (***)
Saasnart Ham synes kun Besværlighed at see,
Strax Villien er nok for den Dybttænkende.
(*) Den bekiendte Poul Beenfeld, som af taabelig Lettroenhed opgav Festningen til
de Svenske, Aar 1658. (**) Amiral de Fontenay. (***) See p. 61. No. XIX.


60
Han Naadens Velbehag lod see, og drog tilbage.
XIII. Til Juliana Han paa Veyen saaes indtage;
Hun var paa Fredensborg, som hendes Sommer=Sted,
At tage der forbie, forbød Hans Kiærlighed.
XIV. J høy Velgaaende Ham Fridrichsborg omfavner,
Hvor ikke længe Han sit beste Sælskab savner;
Thi begge Dronninger, med Kongens Sødskende,
Og fler aflagde snart en kiær Besøgelse.
Et stort Fyrværkerie Herr Clausens Omsorg tændte,
Som der, til Hoffets Lyst, i Luft og Vand afbrændte
Gid Krudets Virkninger vi stedse see anvendt
J Lyst=Jld, Ære Skud! dermed vi best var tient.
XV. Hirschholmen Ham igien beværtet nogle Dage,
XVI. Til Ham Hans Fridrichsberg omsider fik tilbage:
Den To og Tyvende anlangte Kongen der,
Og vi forlængtes, snart at hilse hannem her.
XVII. Durchlauchtig Vice=Rer af Danner=Kongens Naade,
Som i Hans høye Navn skal Norges Beste raade!
Tag af Guds Naade Hæld og Viisdom til Din Stand,
Vær det, man veed, Du vil: En Guds og Kongens Mand!
XVIII. Din større Æres=Dag sig nærmet meer og meere,
Vi saae den Tredevte dertil bestemt at være;
For, paa det Prægtigste at herliggiøre den,
Kom Alle Hofferne paa Christiansborg igien.
Velsigner denne Dag, J Tvilling=Rigets Sønner;
Det Oldenborgske Huus har Ret til Eders Bønner.
Prinds Carls Formæling med Lovise, give Gud
Maae til det Herligste for Stammen falde ud!
Vi tage Herrens Ord, som Harboes Mund udlagde, (*)
Med de Forjættelser, Guds Aand dem da tilsagde,
Og holde Himlen for. Den dem opfylde vil
Paa Dem og Deres Sæd, mens Slægter ere til.
Den Andeel Staden toeg i denne Bryllups=Glæde,
Vil Kongens Ømhed ey Jndvaanerne tilstæde
Udi udvortes Tegn at maatte blive seet;
Men alle viide bør, den dertil var bereedt.
(*) Psalm 73. v. 24. Vielsen blev forrettet af Biskop Harboe, som Kongelig
Confessionarius.


U¬
XIX. Det Forbud, eene ey for denne Gang skal gielde;
Thi Magistraten loed udaf Rescriptet mælde,
At samme efterdags er Stadens Rette=Snor
Ved hver en Fryde=Fest, som staaer vor Norden for.
XX. Endnu et andet Bud, hos Kongen bragt til Veye,
Blev ved Placat bekiendt, til Byetings Rettens Pleye (*)
Enhver Vedkommende deraf erfare vil,
Man der en bedre Skik og Orden trængte til.
XXI. Græv Adam Gottlob Moltk er bleven demitteret,
Og nu er ikke Alt, hvad han har fordum været.
Alt, hvad Han fordum var, vil jeg fortie her,
Thi Verden - veed man vel - kun seer paa det, som er.
XXII. Græv Danneshold (**) igien Geheime-Raad skal være
I det Geheime Raad, den gode Danske Herre!
Man veed, til Landet Han det beste Hierte bær;
Gud vogte Ham saa sandt fra onde Mennesker.
XXIII. Den Høystbetroede Mand, som veed, hvad Landet tiener,
Seer vi, Hans Majestæt paa nye igien forleener
Med de Betieninger, Han haver havt forhen,
Da Siette Christian udnævnte Embedsmænd:
Han er Sur-Intendant til Søe=Etatens Ære,
Samt Ober=Secretair for alle dens Affaires.
At Rosenkrands gik af, enhver vel slutte kan,
Naar Græven Danneskiold er Søe=Etatens Mand?
Her Glæden er opøst blandt alle Officierer,
Som nu indbyrdes sig med Græven gratulerer.
Gid denne fælles Fryd maae længe vaere ved,
Saa Græven leve maae, og naae sit Øyemed,
Som er Marinens Flor og væsentlige Baade,
Samt hvers Opførsel see fortiene Kongens Naade!,
XXIV. At Majestæten dem saasnart besøgede,
De meene, om de tør, var Hans Tilskyndelse.
Af hvilken Gammel=Holm saaes første Frugt at tage
Den syv og tyvende blandt denne Maaneds Dage,
Da Kongen loed sig der af Græven vise an
Og høy Oplysning toeg om Værfftets viise Plan.
Ved Placat af 13de August.
(*) General=Amiral=Lientenant Græve af Danneskiold=Samsoe.


61


62
Ey ene Gammel=Holm sig brystet af den Lykke;
XXV. Den blev og Doquens Deel - Det store Mesterstykke!
Det uskatterlig Værk, for Flodens Velbehold!
Og som foræviger allene Danpeskiold.
XXVI. Den brave Romeling blev værdig Deputeret
J Søe=Collegio (*) den samme Dag erklæret,
Og Kammer=Herrerne, Herr Kaas og Herr Rumohr,
Til Assessores der Hans Majestæt betroer.
XXVII. Jblant Avancements vi de med Glæde høre,
Som spaaer Mathilde snart hos os vil Hof-Staat føre.
Den dydige Frue Pless (**) os nævnes denne gang,
Som faaer ved Hoffet da blandt Damer første Rang.
XXVIII. Hofmester Gabel, hos vor Hessiske Lovise,
En Mand, hvis Stamme=Navn vi Danske stedse prise; (*
Han nys optaget er blandt hvide Riddere.
Vi dette elsket Navn i Ære stedse see!
XXIX Til farlig Sygdom nu man her i Staden kiender,
Som rykker mange bort i næsten alle Stænder.
For Svaghed Høstens Tid er ikke gierne fri;
Men Mange har, maaske! Selv nogen Skyld deri;
XXX. Forbud mod u sund Frugt fra Øvrigheden kommer;
Men derfor lige høyt der skraales: Her -er =Plommer -- -
J Staden groer de ey; indføres de ey maae;
idet vel bliver saa?
Mon de da regner ned?
Norge.
I. Som rørt af Torden selv, vi Torden=Buddet hørte,
Som hørtes Norden=Fields, og vore Brødre rørte;
Hvor smerteligt, at faae saa fæl en Tidende:
At fjorten Dages Brand fortærer Skovene?
De, deels ved Lyn=Jld, deels ved Vaade=Jld antændes;
Et Tab, som mange Aar i Trundhiems Stift vil kiendes.
II. Har Stiftet derimod mist sin befalings Mand,
*) lettere erstatte vil og kan.
Det Grambow (¬
J det combinerede Amiralitæts= og General=Commissariats=Collegio.
(*) Kammer=Herrinde von Plessen, fød Berckentin.
(**) Han stammer fra den u-forglemmelige Gabel i Friderici III. Tiid.
*) Kammer=Junker Diederich Otte von Grambom.


Sverrig.
Her al Slags Yppighed og Overdaad forbydes.
Berømmelige Bud, gid det kun maae adlydes!
Dog nok, Hans Majestæt vil giøre hvad Han kan.
Hvo ey adlyde vil, lad den kun løbe an.
At Frihed bedre er end Tvang, vel ingen nægter?
Men, seer man Frihed til Selvraadighed vanslægter,
Saa ønsker ingen sund fornuftig Moralist
Den længer Tøylefri; thi Følgen er beviidst.
Tydsk=Land.
J Bryssel faldt et Barn af Vaade udi Vandet,
En Puddel=Hund sprang ud, og bragte det til Landet.
Den Hund en Lovsang bør; Hvo tør vel nægte det,
Da tidt fornuftige den faaer med mindre Ret?
Den Hund! det var en Hund, som Mennesker beskæmmer,
Slig Hunde Kierlighed man lidt blandt dem fornemmer;
De smaa Canallier jeg ey vil tale om
Som før ey fødte Liv før de det Selv omkom;
Et Fæe, som mæle fik, der kunde Dommer være
Men mon de Mødre vel indlegge større Ære,
Som føde kun, fordi de veed, de føde maae,
Og siden var tilfreds, de Barnet aldrig saae?
En Naade Nu og Da, om De det vil besøge,
For Tidsfordriv med Det, som med en Hvalp at spøge!
For Resten Sorgesløs, og ligegyldige,
Om det optrækket blev som Mennesk eller Fæe.
Frankerig.
I. Man atter har en Ulv med Møye ihielslaget,
Som nogle Mennesker af Dage havde taget.
Den var af anden Smag og meer Stoermodighed,
End som de Forrige, man her har tumlet med.
De sidste anfaldt Børn og skrøbelige Qvinder;
Men denne store Ulv med Mænd ikkun anbinder;
Med Undersøgningen vi os ey bryde vil;
De Franske Physici det nærmest kommer til.


63


64
II. Rousseau forstyrrer Stat, tør Himlen selv vanære.
Skal saadant æret Vidd, og misundt Visdom være?
Ney; - Titel af en Nar jeg før udvælger mig,
Thi Hans Beundrere dog er det virkelig.
Engeland.
Hvis Efterretningen fra London er velgrundet;
Saa har den Kiempe Øe, som Engelske har fundet,
En meer end sælsom Gout. Hvo har i Verden tænkt,
At nogen holdte det for Stads at blive hængt?
Og anderledes der de ingen Død begrave.
De gode Kiemper maae den Ære gierne have;
De Store for sig Selv dog noget have maae?
Til saadant Mausole vi holde os for smaae.
Jtalien.
Hvi tøver Paven dog, at skabe Cardinaler?
Hvi mon den svage Mand saa stort et Værk forhaler?
Han veed jo dog, det er kun disse Skabninger
Som Pave skabe kan, naar Stolen ledig er?
Tyrkiet.
Man søger Ærlighed, og veed ey, hvor den findes;
Man af det Christne Navn undskyldelig forblindes,
Og den antræffe vil, hvor Christendommen boer?
Har nogen funden den? - Fordølg da ikke Hvor!
Blandt Tyrker, veed jeg vist, man ey forgieves leder.
Vil nogen see Beviis? - Venedig det udstæder!
Den Stor=Sultanen Selv derpaa vil føre an,
Hvis tyrkisk Ærlighed de Christnes skiemme kan:
Af en Venedisk Øe en Consul Tilbud gjorde,
J Stor=Sultanens Vold han Corfu vil antvorde,
Paa Vilkor, at han blev Moreæ Gouverneur.
Mon ingen Christen=Prinds har sligt antaget før?
Men det er aabenbare,
Det er just ey bekiendt;
Hvor ædelmodige Sultanens Tanker vare:
Han lod Venedig strax Forræderiet see,
Og Selv Forræderen til dem antvordede.
HA


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
September 1766.
Dannemark.
I.
Vor Korn=Høst har vi seet almindelig velsignet,
Ey mange gode Aar dens Frugtbarhed har lignet.
Mon Nogles svedne Ax og Andres magre Kiør
Saa klar en Sandhed os vel stridig giøre tør?
Vi saae Velsignelsen i Laderne indkomme,
Som øyensynligen ey bleve afviist tomme;
Nu er den kommen ind, ey for at blive der,
Men for at blive Brød for alle og enhver.


66
Skiønt man ey nogle Aar har seet saa riig en Fylde;
Tør man dog samme Aar for Misvæxt vel beskylde?
Af Koren=Priserne man skulde slutte det;
Men hvo formaster sig, at giøre Gud Uret?
Hos Landets Mennesker al Skylden da skal blive.
Hvordan de har holdt Huus, de selv kan best beskrive;
Thi Mangel har vi føelt, det Gud og hver Mand veed
Trods Kongens vise Bud og Himlens Gavnmildhed!
Gud nu forstyrre hver, som vil hans Anslag hemme:
Gid Danmarks Frugtbarhed til Nødtørft blive hiemme!
Gid Koren=Laderne maae blive vel forløst,
Og det til rette Tiid, den Fattige til Trøst!
11. Ja Jordens riige Skiød ey Aaret ene trøstet,
Hvad Trøst har Rigerne end større ikke høstet?
Vi for een Bitterhed saa mangen Glæde faaer,
At Nordens Klage=Dag er vendt til Jubel=Aar.
Vor Arve=Konges Huus gav mange Fryde=Fester,
Og vi Forviisning har, at end langt flere rester,
Af hvilke denne Fest ey er den ringeste,
Voe Julianes Dag (*) en Ziir for Dagene!
Paa Den en Dronning fød, Den Nordens Børn vil ære,
Saa længe Dronninger paa Jorden til skal være,
Fød til de Danskes Trøst i Brunsvigs Helte=Skiød,
Som Tvende Rigers Sorg med Kraft at vige bød.
De Heltemodige og Fyrstelige Dyder,
Som dette Stamme=Huus saa arveligen pryder,
Har Vor Heltinde her i Med= og Modgang viist.
Ach! - At Hun kiendes nu som den, der har forliist.
Vort Tab oprettet er; Men, hvo opretter Hendes?
Dertil den Mægtigste alt for afmægtig kiendes.
Guds Trøst oprette det! om ellers Rigerne
Sit store Glædes Haab skal ret fuldkomment see.
III. Vor kronet Nordens Ven, som alles Sorg vil lindre,
Bød Sørge=Skygger fly, og Hoffets Glands at tindre.
Hans milde Majestæt for Dronningen loed see,
At Hendes Munterhed var al Hans Ønskende.
(*) Den 4de September.


67


IV. Haxthausen (*) værdig var, det hvide Baand at bære,
Og nøed af Kongens Haand i Dag den store Ære.
Vor Juliane Selv fandt deri Høy Behag;
Thi Dyds Belønninger er Hendes Ønskers Sag.
V. Bereed Dig, Nordens Lyst, Sophie Magdalene!
Du Naboe=Rigets Haab - Dit Hierte at forene
Med den elskværdigste Prinds Gustav, Din Gemahl,
Som Dyden alt har sat blandt største Prindsers Tal.
J Hans og Rigets Navn vi saae en Ambassade
Med dette Ærinde for Hoffet sig udlade.
Det ædle Svenske Blod, af Kierlighed oprørt,
Forventer længselfuld saa hældig Pagt fuldført.
Den Ambassades Pragt (*) hver maatte admirere,
Da her den landede til Kronen Sverrigs Ære!
Og Høytids Dagen Selv med al Dens Herlighed,
October ævig vil navnkundig blive ved.
VI. Jmens man alle Ting til Festens Glands bereder,
Vor Konges Arve=Huus og Konge=Slægt os glæder.
Monarchen Sielen er, som giver Hoffet Liv,
Og med uskyldig Lyst afvexler Tidsfordriv.
VII. Vindskibelig Han sees i alle Rigets Sager,
Gud give Hæld til Alt hvad Han sig foretager!
Mon Ondskab skulde for Hans Øyne vel bestaae?
Mon Laster Tøyle fri Han skulde lade gaae?
Persons Anseelse, mon den vel torde vente
Fritagelse for det, dens Gierninger fortiente?
Ney, Nordens Dommer veed at nægte Skaansel der,
Hvor Hans Retfærdighed den største Naade er?
VIII. Mon Nogen skulde vel omsonst paa Retten raabe,
Og ey at trænge ind til Kongens Øre haabe?
Ney, Kongens Øre, som Hans Hierte, aabent staaer,
Og Jngen vente maae, han det allene faaer.
(*) Kammer=Herre Græve von Haxthausen Deputeret i Søe-Etatens Commissari¬
ats=Collegio.
(**) Ambassadeuren fra det Kongelig Svenske Hof var Hans Høy=Grævelige Excel¬
lence, Hr. Adam Horn, som med en brillant og talriig Svite her anlangede
i dette høye Ærinde, og havde Audience den 22de.


68
Fortrykte, hvo du er, som holder dig fornærmet,
See frit til Christian, Han vil dig see beskiermet,
Han aabner Lov og Ret, og holder den med dig?
Trods da det Over=Raab, som døve skal dit Skrig!
IX. Du, Enkers Forsvar og de Faderløses Fader,
Gud! - saa at nævne dig, Du Selv jo os tillader?
Men, med dit eget Navn du Konger ære vil.
Vor Christian Dit Navn vi frit da legger til.
J Enker! kommer frem, som Søemænds Død beklage,
Af hvilke J til Trøst kuns Navnet har tilbage,
Af hvis Fortienester J ventet noget Stort,
Siig! - Har Kong Christian ey Eder fyldesgjort?
Hvad vil J kalde Ham, naar J jer Mund oplader?
Tak Enkers Værge, Du, de Faderløses Fader!
Tak for den Miskundhed, som frydede din Siel,
Da du faae Leylighed at kunde giøre Vel!
Gud saae Dit Hierte, og Du kunde ikke dølge,
De ædle Rørelser, som var hans Samfunds Følge.
Ømhiertet Christian, mon noget Konge=Brev
Med større Glæde Du til Dato underskrev,
Ja, J Husvalede! J ey formeget siger.
Med Kongens Lov og Priis kun frit til Himlen stiger;
Selv Gud sit Velbehag vil finde derudi.
Men gaaer ey Kongens Mand, vor Danneskiold, forbi!
J ey befrygte tør, J deeler Kongens Ære,
Ney, Kongens Ære just derved udbredes meere;
J Kongers brave Mænd man Konger ære kan
J da i Danneskiold kan ære Christian.
En Konge nok saa god som Christian i Norden
Om der en bedre og kan være til paa Jorden
Er dog et Menneske, og ey Alseende;
Men derfor har Han Mænd, som sine Seere,


69
Som skal Ham Landets Tarv, hver i sin Cirkel, sige,
Og vise Midlerne, som fremmer det tillige.
Sligt giorde Danneskiold, til Søe=Etatens Gavn!
Hans Navn velsigner Den i alle Enkers Navn.
X. Den Jesuiter=Sværm, som Jorden har forgiftet.
Og i hver Verdens Kant saa stoer Ulykke stiftet,
Udryster Christian af dette Jordens Skiød,
For hvilket Han i Nord, som Tilsyns=Mand er fød.
Al Slags Forførelse, til Pavens vrange Lære
Fra Evangelio, hos os skal Fredløs være (*)
Tak, Christeligste Prinds! - Det Navn Dig hører til;
Lad Paven give det for Resten, hvem han vil!
XI. Den Skat, som Konger fik for Copulationer
Ophæver Christian for visse Slags Personer. (**)
Gid den selvgjorte Skat, Forfængelighed har
Paa Ægtestanden lagt, tillige hævet var!
XII. Gid der var Vragere i mange Slags Tilfælde,
Saa kom ey Skaller tidt for Kiernen til at gielde.
Vor høye Magistrat, saavidt, som Gods angaaer,
J Kraft af Lovens Bud, os derfor Borgen staaer. (*
XIII. At vise Jords=Mon an til Løn i Sted for Penge,
I Amtet Norborg og paa Arrøe gieldte længe.
Ved Forestillinger vor Christian indseer
Den skadelige Skik, saa den ey gielder meer. (**)
XIV. Jeg for Avangements og skulde Reede giøre,
Gid jeg kun kunde dem med Ziirlighed berøre!
***) sees den Danske Elephant;
Paa Nassaus Fyrste
Og Ordens=Herren Selv Ham derved Sig forbandt.
(*) See Forordningen af 19de September.
) See det Vestindiske og Guineiske Rente= samt General-Told=Kammer=Collegii
Placat af 27de August.
**) See Magistratens Placat af 3die Sept.
**) See Forordningen af 22. Sept i det tydske Sprog.
6¬
) Herr Carl Christian, regierende Fyrste af Nassau=Weilburg.


70
XV. Prinds Carl af Hessen blev en Lem udaf Conseilet.
Han til vor Kiærlighed har med Lovises beilet;
Den skal da ofres Ham af begge Rigerne,
Og altid stige bør med Hans Fortieneste.
XIV. Til Søe=Etatens Flor og Baade saaes udkræves
At dens Collegium aldeles skal ophæves,"(*)
Det skede. Og det har behagt Hans Majestæt
At giøre Toe igien af Det, som før var Eet.
I Hoved Sagen De dog end skal enig være;
For bedre Ordens Skyld de kun adskildte ere.
Hvad før var combinert, det er nu separat;
Et Amiralitæt, (*) Et Commissariat. (
XVII. En elsket Holmens Chef i Naade er afgaaet,
Og samme Ære=Post en Anden haver faaet.
Den allernaadigst blev Herr Reyersens igien,
Han nu er Holmens Chef, som Schindel var forhen.
XVIII. Sur-Intendinten man kan allevegne spore:
Nys blandt Cadetter han en Mynstring toeg sig fore.
Man største Aarsag har at forestille sig,
Den der fornøden var uforbigiengelig.
XIX. Krigs=Directorium er gaaet over Ende,
Vi tabte Navnet; men ey andet Tab bør kiende.
Det høye Krigs=Raad vil og skal oprette det,
Hvad meer kan være tabt ved Directoriet.
Dets Navn allene spaaer Retfærdighed og Naade,
Samt grundigt Overlæg til Land-Etatens Baade.
Og hvad ey Navnet spaaer, saa spaaer Personerne,
Som af vor Christian er der beskikkede:
(*) Det combinerede Amiralitæts- og General=Søe=Commissariats=Collegium op¬
hævet den 10de Sept.
*) Amiralitæts=Collegium bestaaer af følgende Herrer, som Deputerede: Amiraler¬
ne, Herr Friderich Hoppe og Hr. Caspar Friderich de Fontenay; Vice¬
Amiralerne Hr. Christian Conrad Græve af Danneskiold Laurvig og Hr.
Hans Henrich Romeling; og Hr. Etats-Raad Christian Fleischer med As¬
sessores, Kammer=Herrerne Hr. Commandeur Friderich Christian Kaas, og
Command. Capit, Ditlev Christian Rumohr.
**) J General=Commissariatet ere udnævnte til Deputerede, Kammer=Herrerne
Hr. Gregers Christian, Græve af Haxthausen, og Hr. Christian Friderich
von Holstein og Hr. Justitz-Raad Henric Wium.


71


Prinds Carl, som dobbel Eed til Danmarks Vel forbinder,
Vi nu, som Præsident, i Rigets Krigs=Raad finder,
Vor brave Ahlefeldt, () af Jndsigt saa bekiendt,
Den redelige Helt! er Vice=Præsident.
De Deputerede (*) jeg gierne vilde nævne;
Men Prosodien ey forunder mig den Evne.
Nok det er Alle Mænd af hvilke vi os troer
En fordeelagtig Plan til Land Etatens Floer.
Nu ønskes dem kun Hæld hvert Overlæg at fremme,
Saa Kongen og enhver kan Frugterne fornemme.
Naar de da have naaet det viise Øyemeed,
Kron da, Krigs=Hærers Gud det med Bestandighed.
XX. For Land=Cadetters Corps har Kongen viist sit Ynde,
Og nu sin høye Agt Det atter loed forkynde,
Da det til Chef igien sin elsket Gude saae,
Som General=Major, dets Vel at vaere paa.
XXI. H err Gudes Regiment, som med høylovlig Ære
Bær Navn af Dronningens, skal Rantzau (***) commandere.
Faldt Regimentets Mod, da Gude reiste væk;
Saa reistes det igien ved Rantzaus Komme, kiæk.
XXII. En Nøgel Kongen har til Ære-Tegn bortskienket,
Og en Justitz=Raad med Etats=Raads Rang betænket.
Det første har von Blohm til Kammer=Herre gjort,
Og Lindenkrones Navn det Andet viiste Stort.
XXIII. Skiønt Sommer=Sæderne sædvanligen betager
Den Glæde, Hoffet her i Staden foraarsager,
Saa fandt dog Staden ey i Sommer noget Savn;
Thi Den Dem, af og til, toeg Alle udi Favn.
Men nu Nærværelsen og Aarets Tiid os lover,
At Alle Hofferne hos os vil blive over.
Det Stadens Vinter giør til Sommer, Høst til Vaar,
Og hele Norden Deel i Stadens Glæde faaer.
7) Herr Conrad Wilhelm Græve af Ahlefeldt, til Langeland og Rixringen &c.
(**) Foruden Præsident og Vice=Præsident, ere følgende Herrer udnævnede som De¬
puterede; General=Lieutenanterne Herr von Arnstedt og von Huth, General¬
Major von Hoben, Kammer Herrerne von Firchs og von Ahlefeldt og Con¬
serence=Raad von Braem.
(***) General=Lieutenant Schak Carl, det H. R. Riges Græve af Rantzau=Ascheberg.


72
XXIV., Saa skal Fortienester i Dannemark belønnes,
Og Dydens Ære=Krands langt efter Døden grønnes!
Det var Sophiæ Bud. - Hirschholm knap hørte Det,
Før Marmor=Stytten stoed Græv Stolbergs Navn bereedt.
At Fæste=Gaarde der blev gjort til Eyendomme,
Vil Hun, at Amtet skal til ævig Tiid hu kom me,
Og for Indretningen Den viise Dronning vil,
Græv Stolbergs vise Raad al Æren legge til.
Norge.
J Bonde=Klæder fandt man her en selvgjort Læge.
Hvad mon vel kunde ham til saadan Dragt bevæge?
Ney Johan Lude, du ey Konsten ret forstaaer,
En Øyen=Doktor ey i slige Klæder gaaer.
Man greb dig rigtig nok, og holdt dig for Bedrager,
Man dig din Doktor=Hat i din Kabuds borttager,
Det vaagne Politie (*) al dit Salarium
Frakiendte dig igien ved deres viise Dom.
Men, respective Ret! forlad mig en Betragtning,
Som jeg anstille tør ved Eders Doms Eragtning;
Jeg for vort eget Land er lidt interessert,
Og derfor ønskte nok, J havde saa erklært:
Herr Jean von Lude, hør, der har du Tie Rixdaler,
Tael ikke Nordens Sprog, lad see du færdig praler
Reis nu, Herr Oculist! og skaf os hiem igien,
Hvad ved Qvaksalvere vi have mist forhen!
Saa længe Dannemark og Norge Forraad giver,
Jeg ikke mindste Nyt fra Fremmede forskriver.
Jeg mine Landsmænds Gunst derved forhværver jo?
Gid man mig kun vil troe!
De ynde Hiemgiort best.
(*) Politie=Commissionen i Bergen.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
October 1766.
Dannemark.
I.
Ulignelige Dag, af Maanedens den Første!
Blant Fester af det Slags, saavidt man veed, den Største!
Betydeligste Dag! hvad Ære=Navn for Dig,
Som kunde os dit Værd betegne tydelig?
Til Stor=Brittanjens Ziir loed Christian sig vie;
Og Sverrigs Gustav fik vor deylige Sophie;
Det Første London saae; det Andet Kiøbenhavn;
Og Nordens Riger Grund i Begge for sit Gavn.


74
Jmens Mathilda giør i Engeland vor Lykke,
Vil vi vor Naboes Hæld i Dannemark samtykke:
I1. Sophia, Danskes Lyst i Herrens Helligdom,
J dette Ærende for Herrens Alter kom.
Hun gav al Sverrigs Haab Sit dydefulde Hierte
Og Sig med Haand og Mund for Hans Gemahl erklærte.
Velsignet Naboe! vi til din Lyksalighed
Ey, i vort Eye, meer end Dette Ja=Ord veed.
Tre Nordens Riger nu sin fælleds Vælfærd kiender;
Høytideligen De gav Samfunds høyre Hænder;
Gud lægge Haand derpaa! Trods da den Over=Haand,
Som sønderriver det Treeeenighedens Baand.
III. Al gammel Misforstand ævindelig forgiettes;
Den, i Al Nord endog til Navnet skal udslettes.
Hver Dag til Takke=Dag os Nordens Venskab gav
For Takke=Festerne, som nu er takket af. (*)
IV. Det Danske Konge Hof, Gustavi Brud til Ære!
Saaes paa det Prægtigste foranderlig brillere.
V. Det Kongelige Bud fra Svenske Naboe=Folk
Var Hoffets, Gustavs og de ædle Stænders Tolk.
Hvor høyt af Hver især den rare Skat vurdertes,
Som dem, for Gustavs Skyld til Troer=Haand levertes.
Han meer end trolig nok loed see i Kiøbenhavn,
Den ægte Patriot, i heele Sverrigs Navn.
Hans Ædelmodighed, Hans Pragt og Politesse
Udviiste værdig Agt for Dannemarks Prindsesse.
Ja, Naboe! Skiønsomhed ey kunde giøre meer;
Dog, hvad kan være nok, mod Kron=Prindsessens Værd?
Ambassadeuren fik udtrykt sit Folkes Mening:
Mon der vel gives kan en smukkere Forening?
Ney, Herre, Sverrig har deri fuldkommen Ret.
Hver Dansk og Norsk med Dig vil underskrive det.
(*) J Sverrig er afskaffet de Taksigelses=Fester, som gav Erindring om de Svenske
Vaabens Seyervindinger over de Danske, ligeledes i Dannemark den af 11te
Febr. og i Norge den af 13de Januar., som erindrede det, der var tvertimod.
(**) Paa Ambassadeurens prægtigt illuminerede Hotel stoed over Portalet imellem
det Svenske og Danske Vaaben, denne Inscription: Nexus qvis pulchrior
alter?


75


Han gav et stort Festin, hvor Overflod certerte
Med Pomp og Ziirlighed. Selv Kongen det beærte
Med sin Nærværelse. Man saae Gustavi Brud
Med Høye Sydskende i samme Giæste-Bud.
At skildre paa et Blad al den Magnificence,
Som her omskinnede Den Svenske Excellence,
Ey mine Læsere af mig forlange vil.
Nok, det gik Kongeligt og Høytidsmæssigt til.
VI. Hans Equpage dog et lidet skal omtales,
For Stads-Karossens Skyld, og for en sund Morales:
Karossen prægtig var og vandt særdeles Priis.
Endeel formodet den forskreven fra Paris.
Men vi Forsikring har af vore Svenske Venner,
At den var Hiemme=gjort med brave Svenske Hænder,
Samt, At Hans Excellentz var saa veltænkende,
At han for slige Ting ey giødet Fremmede."
Den Svenske Patriot! Hvor maae dog vore Eegne
I Hiertet skamme sig, naar De Foragt betegne
Mod Alt - det være giort end nok saa mesterlig
Saa snart de hør, det ey er gjort i Frankerig:
Med=Borgere - hvad Stand og Rang J end beklæde
Laer dog en Fremmede os Brød af Munden æde!
Giør J vel mindre J, som lønner fremmet Konst (*)
Og lader Eegnes Flid fortære sig omsonst?
Vil vi da endelig os efter Andre rette?
Gid efter Svenske vi da rette os i Dette!
Hvor smukt, endog i Det at være Enige?
Vi er jo dog med Dem nu som Sam=Sydskende?
VII. Men det er Tid, vi os til Christiansborg begiver,
Charlottes Fødsels=Dag der helligholdet bliver.
Den Dydiges, hvis Lys, som Christendoms Beviis,
Hos os er skinnende til Himlens Lov og Priis.
(*) Enhver skiønsom Læser begriber letteligen, at ved fremmet Konst ikke forstaaes,
det Arbeide, som her i Landet kunde blive forfærdiget af Fremmede; thi det
var latterligt, at ville skiønne Fortienester efter Tungemaal. Her misbilliges
kun Dette: J Fald nogen Medborgere enten af Foragt eller Forfængelig¬
hed, foretrækker Arbeid, forfærdiget paa fremmede Stæder, frem for det,
som kan giøres her i Landet.


76
Det staaer i Bogen - der saa mangt et Blad fuldtegnet,
Og vor Charlottes Navn til Naade=Løn beregnet
Ad Aften lakker det! dog lent, o Lønnens Gud!
Det længste mueligt er, før Hende sendes Bud.
VIII. Nu reiste Kongen sig; og Hoved-Stadens Volde
Vor Svenske Kron=Prindsesz ey længer kunde holde.
Det ømmeste Farvel i Alles Øyne stoed,
Da den Elskværdigste os sidste Gang forloed.
Al Staden fulgte med; hvo kunde sig vel baere?
Vi maatte være der, hvor vore Hierter vare.
1X. Tilpakket Helsingør! vi stormede til dig,
Og var med billighed paa dig misundelig.
Lyksalig Grændse=Stad, som nved den store Ære,
J Kronborgs Kiempe=Skiød al Nordens Skat at bære.
Du bliver ævig stolt af denne Afskeds=Dag,
Da du var Vidne til de sidste Favne=Tag.
Du ved den Leylighed, som andre var betagen,
Al Nordens Kiærlighed og Pligt fik lagt for Dagen.
Dit Torden=proppet Bryst vel brast i Lyn=Jld ud;
Dog, kun til Fryde=Fyer og Afskeds Ære=Skud.
Tillad os, ved din Fod en Times Tid at hvile,
Og skimte Helsingborg ved Kronborgs Hilsen smile.
Den ved hvert Afskeds=Skud, som her blev hulket ud,
Paa Velkomst laver sig for Gustavs milde Brud.
Endnu et Øyeblik, indtil vor Kikkert siger,
At Hun, ved Gustavs Haand, den Svenske Grund bestiger
Far nu Sophia vel! Vi see Dig i Behold,
Og anbefale Dig i Guds og Gustavs Vold.
X. Nu har vi, Helsingør! Din Ære=Dag bievaanet,
Besøg os nu igien først i November=Maaned;
Saa skal du see et Syn, som Sands betage kan.
Vor Glands Mathilda blir; Vort Lys Kong Christian.
XI. Vi forud haste vil; dog Ney, en Omvey drager!
Den Vey Vort Herskab toeg, vi Vellystfulde tager.
J Staden ingen Ting, at haste efter, er,
Naar Majestæterne med Hoffet ey er Der


77


XII. Vi vil til Fredensborg og see vor samlet Glæde
Paa Julianes Slot høytidelig tilstæde.
Hvis Hospitalitet skal oversættes ret,
Saa faaes Begrebene Hos Hendes Majestæt.
Prinds Fridrichs Fødsels Dag vi her vil celebrere,
Ney, Galla=Dage ey paa Fredensborg maae være,
Hun hele Hoffets Lyst og Alles være vil;
Men Hendes Eegen har Hun ingen Anstalt til.
XIII. Den frydefulde Fest Hirschholm kan herliggiøre,
Vor Haabefulde Prinds skal der vort Ønske høre:
Tag, dyre Fridrich! til i Alder, Viisdom, Dyd
For Gud og Mennesker, Du Tvilling=Rigets Fryd!
XIV. Vort Høye Herskab vi i Staden favne vilde,
Og Længselfulde der forvente Vor Mathilde.
XV. Tys!
Alt i Altona opstemmes Glædens Skrig,
Selv Hørelsen beskrev den ubeskrivelig.
Den Landets=Moder alt vort Danmarks Grund betræder,
Og med sit Engle=Syn opliver alle Stæder;
Hvis Sorgens Skygger ey fordrevne var forud, (*)
De havde lystret dog Mathildes Øynes Bud.
Lyksalige! - J alt kan Hende gaae i Møde
Med Underdanigheds og Troskabs Førstegrøde;
Men, jer Lyksalighed snart vores blive vil;
Vi har Magneten, den Mathilde iiler til,
Nyd kun imidlertid, Medbrødre! Eders Lykke.
Antænder Fryde=Jld, Jføer Jer Høytids=Smykke,
Jo meer vi høre kan om slige Ære=Tegn;
Jo nærmere vi veed, Mathilde er vor Egn.
Vort Belt lydagtigt staaer at efterleve Ordre:
Den Kongelige Brud til Sielland at befordre.
Og Vinden veed Besked, at den maae føye sig!
Mathildes Overfart skal være lykkelig.
XXVI. Al Sorg ophøre nu i Nordens Tvilling=Rigel
Dets Fader trøstet er med Børnene tillige.
Gud lade Glædens Soel, saa længe vi kan see,
Nu aldrig meer i Nord gaae os af Øynene.
*) Sørge=Dragten var befalet at aflegges Dagen før Hendes Majestæts Ankomst.


78
XXVII. Vor milde Christian, hvis Faderlige Hierte
Os noksom er bekiendt, vi meer at kiende lærte;
Han i Veldædighed Sin Fader slægter paa.
Man aldrig Æblet langt fra Stammen falde saae,
Hiin saae - Gud bedre det - at ikke vore Kræfter
Som vores Ville var; og gav os Skylden efter. (*)
Hans store Søn endnu det samme seer - desvær
Og døbbelt Prøve gav paa Eftergivelser. (*)
Vort Gods, vort Liv og Blod, Monarch! var ey formeget.
Du jo til alle Ting kan tage, som Dit Eeget?
Omstændigheder ey os kunde tage frie,
Hvis Skaansel meer end Krav ey gieldede hos Dig;
Men, Du en Hyrde er af Sind, som Dine Fædre.
Omstændighederne vel engang blive bedre!
Gid af Din elsket Hiord Du Syv=fold Grøde faae!
Og Nordens gyldne Tiid for Den ved Dig opgaae!
Ved Guds Velsignelse Din Viisdom spaaer os Dette;
Naar hver udi sit Kald sin Eed ey vil forgiette.
Al Egen=Raadighed og Egennyttighed,
Vor Gud hiemsøge skal i trede, fierde Leed!
XVIII. Hvor vil det nu see ud? – Ach! var det dog ey Skade?
Hvor mange ventet Nys, at giøre smuk Parade,
Og Nu - da baade Guld= og Sølv=Broderingen,
Ved Lovens Herres Vink, er kaldet ind igien
(7¬
Seer al Anseelse og Værdighed forlaaren?
O, stakkels Mennesker! J ere ilde skaaren.
Gid det gaae Kongen Vel! Hvordan det gaaer med jer,
J faaer at søge Glands udi Fortienester!
*) See Patentet om Prindsesse=Styrs Eftergivelse af 20. Aug. 1764.
(**) See Patentet om begge Prindsesse-Styrenes Eftergivelse, af 6. Octobr. dette
Aar.
(**) See Forordningen af 27. October.


79


Men, ingen Fabriqueur den Glands kan Eder give,
Om han end vilde den, for Aftræks Skyld, forskrive.
Ja, blev den end til Fals? Saae det dog comisk ud,
Naar Eselet stak frem af denne Løve=Hud.
XIX. Korn=Skattens Reglement for Aaret, som tiltræder,
Saavel i Dannemark, som Kongens tydske Stæder,
Udgivet er paa Prent. - Af Jordens Frugtbarhed,
Gid altid ydes Guds og Kongens Rettighed!
XX. Hver Stodder, siger man, udi sit Sogn skal blive
Man en afsielet Krop kan Stodder=Titel give!
Den tigger kuns om Jord, og faaer velvilligen!
Men i sit eget Sogn bør hver dog have den. (*)
Det Høye Krigs-Raad er, som Generalitetet. (*
XXI. Et Commissariat desuden er oprettet. (*
Saa Land-Etaten nu, som Søe-Etaten, staaer;
Og Haabet smilende os Begges Velstand spaaer.
XXII. At Søe=Etaten har en Talsmand, man nok hører
Nys giorde Kongen Sex i Den til Commandeurer.
XXIII. Land=Magten mindre Tolk for sig ey heller seer:
Den nys beriget blev med trende Obrister.
XXIV. Octobers første Dag hver Siel i Norden mindes,
Vor Hiertes Glædes=Dag! dog kan der Nogle findes,
Som om den Æres=Dag bær dobbelt Minde=Tegn:
De, Kongen tegnede med Naadens Ære=Tegn.
Feignet og Baron Weos den daglig skal erindre,
Naar paa det venstre Bryst De Stiernen seer at tindre.
Den kiække Trolle vil og ey forglemme den,
Som blev paa samme Dag betroet Nøgelen.
(*) See Forordningen, angaaende den Orden, som skal iagttages, ved Stadens
Sogne Kirkers tilliggende Kirke=Gaarder.
(**) De Høye Membra i det Høye Krigs-Raad ere de Samme, som sees i Septem¬
ber=Maaneds Mercurio pag. 71. undtagen General=Lieutenant von Arnstedt og
Conferentz Raad Braem, som ere udnævnede til Deputerede i Commissariatet.
(***) Land-Etatens General Commissariats Deputerede ere foruden forbenævnte 2de
Herrer, endnu Hr. Justitz-Raad Peder Ludvig Muinch og General=Kriegs¬
Commissair Hieronimus Johan Schulie.


80
Den æres af enhver i alle Nordens Egne;
Dog alle lige høyt det ikke kan betegne.
XXV. En Dame udaf Stand, hvis Haand var Hiertets Tolk,
Paa den gav Brude=Skiænk til alle Brude=Folk. (*)
Den Dame var Frue Pless! - Hvo mon den Anden være,
Som udi Altona, den Æres Dag til Ære,
Fik samlet en Collect til et Opfostrings=Sted
For unge Pige=Børn? - Er ingen, som det veed?
Det vel den samme var? - Det tør man ikke sige,
Men man dog sige bør, det var Frue Plesses Lige,
Ey tvende Draaber Vand hinanden ligner meer.
Ja, Damen, - hvo Hun er - er Alles Ære værd.
XXVI. Tak, kiere Faderland, al Jorden dig bør ære,
Naar du kun ærer dem, som Æren værdig ere.
Du ærer Baron Korff med Rette i Hans Grav.
Den Ære=Værdige fortiente dig det af.
Hans Danske Rygte staae, trods Avind! ubeskaaren.
Meer redelig en Siel ey Jorden haver baaren! (**)
Medaillens sande Præg Han Selv i Live var.
Hvad Under, Danmark da saavel Ham truffet har?
Dør, Brødre! trættes ey med Daaren,
Han har ubrydeligen svoren,
At være og forblive dum.
Hvi vil J ham hans Lyst betage?
Hvi maae Han ey sig selv behage?
Det er hans Privilegium!
Forgieves vil man blege Mohren,
Forgieves vil man revse Daaren,
Hiin blir dog sort, og denne dum.
En Giæks Forbedring mig ey bryder;
Men, trods, han mig at lee forbyder!
Det er mit Privilegium.
Bremische Beytrage.
(* 30. Rigsdaler til hvert Brude=Par, paa Hirschholms Amt, som paa samme Dag
holdte Bryllup, og siden i Faddergave 10. Rigsd., samt Hielp og Understyttelse
i tiltagende Alder.
*) Paa Medaillen, som er af Sølv vægtig 6 Lod 2. Ort, læses dette Eftermæle
paa Latin: Animam non candidiorem Terra tulit.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
November 1766.
Dannemark.
I.
Var Alle=Helgens Veyr vel nogen Tid saa faver?
November majes ud, den Sommer=Dragten haver.
Vort Aar, som alt i sin næstsidste Maaned gaaer,
Selv ved Naturens Smil ny Lyst at leve faaer.
Mathilda er den Soel, som Nordens mørke Dage,
Gav, ved sin Komme, Lys og Liv og Lyst tilbage.
Man alle Steder fra dens Virkning os beskrev,
Til nu, vort Siælland selv af Den bestraalet blev.


82
Seer det utæmte Belt selv sine Bølger tæmme;
Al Nordens Lyst=Seillads med Drønningens at fremme,
Stolt af den Værdighed, som Themsens Ære var
Det sin Beherskeres Beherskerinde bar.
II. Corsoer, din Strand=Bred pryd for Havets Monarchinde,
Som for Monarchens Skyld en Landgang har i Sinde.
Det ikke er en Carls; den ey bør mindes meer; (*)
Men Carolines er et ævigt Minde værd.
Din Festning, der nu meer ey Lande Værn skal være,
Kun buldret Velkomst ud, til Landets Moders Ære!
Det var din Ære, du Belt=grændsende Corsoer!
Vi dine Salver nu i Tryghed høre tør.
Vær, Allermildeste! velkommen tusindgange!
Til Millioners Vel vi saae Dig der anlange.
Du i Din Herres Navn der samme Hilsen faaer
Af Den, som sikker nok sin Konges Ærind gaaer.
III. See Sorde Musers Chor mod Drønningen at iile
Hvor Hun paa Viisdoms-Borg toeg første Natte=Hvile.
Ethvert Palais og Slot paa heele Siælland maae,
For denne Æres Skyld, for Soer tilbage staae.
IV. Ældgamle Roeskild, nu maae Touren dig tilfalde,
At tage værdigen mod Christians Udvalde.
Du pyntede dig ud, som det dig vel anstoed,
Og den Elskværdigste fra Ringsted toeg imod.
Det Roeskildske Palais oploed sig for Mathilde,
Som der, af Reiser træt, sin Roe opsøge vilde,
Jndtil den Dag brød frem, den allerklareste
Da Hun sin søgte Skat fik første Gang at see.
Det støre Øyeblik med Ord at forestille,
En Christian og Mathilde,
Var en Formastelse.
Selv de Stormægtigste, ey dertil var i Stand.
Taus Hver i Sielen fandt den Herrens Lues Brand.
(*) Til de Aarlige Mindes=Mærker om de gamle Fiendtligheder, som sees i forrige
Maaned paa. 74. at være afskaffede baade i Dannemark og Norge, skal og reg¬
nes Taksigelsens Fest i Nyborg den 14. November.


83
Der saae Det Høye Par, hvad før De ikkun troede,
Og Saba=Dronnings Ord i Deres Hierter stoede:
Alt hvad vi have hørt - Om min Mathilda Jeg:
Jeg om min Christian! - Halvdeelen var dog ey
V. Vor Konge med Sin Brud til Fridrichsberg hiemvendte,
Han, Hendes Reises Maal, med Hende Den fuldendte.
Hvers ædle Længsel strax Mathilde stillede,
Da Kongens samlet Slægt saae den Ønskværdigste
Hun der til videre velkommen residerte,
Afvexlende Besøg der Hende diverterte
Fra Kongens Christiansborg, til det den Lykke nøed,
At see personligen Høystsamme i sit Skiød.
VI. Med Konge mæssig Pomp det Høye Jndtog skede,
Og u-beskrivelig var Hoved-Stadens Glæde.
Hvad Hiertet følede, det veed allene Gud
Som tallte Ønskerne for Kongens dyre Brud
De stoed livagtig nok i Alles Øyne maelte,
Og meer end tusinde Trophæer for sig taelte.
Drag ind i Herrens Navn, Du Guds Velsignede!
Og glæd vor Christian med begge Rigerne.
VII. J Slottets Helligdom vi Haabets Vellyst smagte,
Da disse Kronede hinanden Haanden rakte.
De Hymens Templer, som i Staden kneisede, (*)
Er ey at tale om mod det, sig her loed see.
Seer Jordens Guder knæle
Guds Tempel aabner Sig
For alle Guders Gud med Himmel-fyldte Siele!
Hvers Siæl Selv Tempel var for Gud den Levende.
Ved Troen helliget hans Aands Jboelse.
Det Allerhelligste Dem der Sig aabenbarte
Og hvad De søgte, De ved Ordets Kraft erfarte,
Guds store Gierninger De kiendte hver for Sig,
Og for Guds Ansigt dem bekiendte offentlig (**)
(*) Det ene for Raadhuset, og det andet ved Indgangen til Gammel=Holm. Om
hvilkes Pragt og Sindrighed behøves ikke at siges meere end dette: At de Beg¬
ge havde Prosesser Wiedeveldt til Jnventor.
1*) See den Guddommelige Text, Ps. CXI. v. 2. hvilken af Hans Majestæt Selv
var anbefalet Confessionario, Biskop Harboe ved denne Leylighed at forklare.


84
Det Syn, saa rørende indtagende tillige!
Hver Siæl blev forestilt i Nordens Tvilling=Rige,
Hver føelte Virkningen, og Hierterne brød ud
I Andagts tændte Suk for Kongen og Hans Brud:
Gud, vore Fædres Gud! udgyd din Godheds Kilde
Paa Nordens Christian og Christians Mathilde!
Bestyrk Den Ægte=Pagt, Du Pagtens stærke Gud!
Den være Nordens Hæld til Jordens Slægt døer ud!,
VIII. Alt hvad høytideligt ved Hoffet kunde være,
Til saa betydelig en Høytids=Dag at ære,
Blev ey i noget spart. Og Alle og Enhver,
Saa vidt som mueligt var, fri Adgang havde Der.
IX. Monarchens Glædes Dag hver Siel i Staden glæder,
Og Gienlyd hørtes hid fra Alle Nordens Steder.
Hvorledes hver for sig sig haver grebet an!
Begribes lettere, end det beskrives kan
Dog Ney, Beskrivelsen saa tung ey heller bliver,
Hvers ædle Hiertelag mig dertil Udkast giver:
J begge Riger har - at jeg skal være kort
Hver ægte Patriot Alt, hvad han kunde, gjort.
X. Han, som Fortiennester hver Dag i Norden skiønner
Paa denne store Dag endeel især belønner;
Græv Danneskjold, som før kun var Geheime Raad, (*)
Blev allernaadigst nu en større Rang betroed.
Geheime Raaders Tal med Trende blev formeeret.
Og Tolv udvalgte Mænd med hvide Baand beæret. (
e) Geheime=Raad Grev Dannenkiola Samlie, Diretur ved Post=Amtet, blev
Geheime Conferentz-Raad.
(*) Med Herr Christian Adam von Kleist, Hr. Hentie Bille og Hr. Hans Casper
Græve af Bothmar, som tillige er Ober=Hofmester hos Hendes Majestæt Caro¬
lina Mathilda.
(*) Herr von Ableseldt, Hr. Andreas Peter, Friherre af Bernstorsk, Hr. Wil¬
helm Ditlef Werner von Staffeldt, Hr. Levin Ludvig von Hoben, Hr.
Baron suel Wind, Hr. Græv Otto Ludevig von Raben, Hr. Græv
Christian Holstein, Hr. Schack Carl, det hellige Rommerske Riges Græve
af Rantaan=Aschberg, Hr. Caj von Rantzau; Hr. von Epping, Hr.
Adolph Siegsried von der Osten, og Hr. von Perkentin.
NB. Ved denne Leylighed erindres: At den 6te Linie i No. XXIV. pag. 79. af
Mercurio for October læses saaledes:
Naar, paa det høyre Bryst De Stiernen seer at tindre;
Thi paa det venstre var samme Sted en stoer Feiltagelse.


85


Een Nøglen blev forundt. (*) Og Tie man saae endnu
Med Conferentz-Raads Rang at kommes udi Hu. (**)
Jeg kunde nævne fler af mindre Rang og Classer;
Men sligt i bunden Stiil sig alt for trungent passer.
Jeg seer mig tvungen nok endda foruden Det,
Og kan ey, som jeg vil, min Pligt opfylde ret.
XI. Endnu et vigtigt Tegn paa Himlens høye Ynde
Loed denne Maaned os heytidelig forkynde:
Den Dronnings Fødsels=Dag, hvis Lys i Verden kom,
Til vor Lyksalighed, med dette Seculum.
Hvo vil ey Ønskerne paa denne Dag foreene
For Enke=Dronningen Sophie Magdalene?
Gid Hendes Majestæt maae længe tage Deel
J begge Rigernes og Konge=Husets Vel!
XII. Den Femte Friderich midt i vor Glæde mindes,
Til at hukomme Ham vi høyst forbundne findes;
Af Hans Goddædighed vi daglig Minde har.
Af Jydske Heeder dog kun nu Anledning taer.
Der dyrker man Hans Navn, saa længe Heeden dyrkes,
Og ved dens Dyrkelse Hans Minde der bestyrkes;
Men, Colonister! - var det vel forsvarligen
Om Skiødesløshed det til Heede giør igien?
Sligt forebygge vil Hans Søn, og Bud udstæder:
Hvo skiødesløs med Jld omgaaes paa Jydske Heeder,
Alvorlig straffes skal! "- Man see Forordningen, (*
Og ønsker Den, med fler, kun Efterlevelsen!
XIII. Mon ey, foruden Den, udstæd for Jydske Heeder,
Er Konge=Varsler nok for alle andre Steder?
Hvi høres da saa tidt - snart ved Uagtsomhed,
Snart ved, jeg veed ey hvad - afbrændt saa mangt et Sted?
Nu svedd man Selsoe af, nu atter Tryggevelde!
Gud veed, hvad Domme man om saadan Brand skal fælde.
Hvad Skade der er skeet paa Sæd, paa Gaardene,
Jeg ey fordoble vil ved dets Gientagelse;
Herr Armand Frangois Lovis de Mestral de St. Sophorin.
(*) De Herrer Berendts, Friis, Dauv, Lusdorff, Helmstierne, Stampe,
Tente von Adeler, Carisius til Censtantinsborg, von Warndorff og Eggers.
(**) Af 31. Octob. 1766.


86
Ved Brand=Hielp hver, maaskee! sin Skade kan forgiette,
Men, Hvo er vel i Stand for Landet at oprette
Det smertelige Tab, det paa Horn=Qvæget leed? (*)
Er Sygen ikke nok? -- Skal Jlden qvæle med?
XIV. October virket Guld og Sølv forbød paa Klæder,
Undtagen Hoffets Dragt, den sømmer saadan Hæder
Dog, som det kort tilforn var hver og een tilladt,
Saa havde mange sig udi Bekostning sat.
Sligt saae Hans Majestæt, og mildest ikke vilde
For de Forgyldede det gjorte Udlag spilde
Den gyldne Tid igien de fik et gandske Aar, (¬
Naar de - af Schoos Fabrig - kun med Balletter gaaer.
Tilladelsen man saae udtolket saa tilforne:
At end paa Hattene blev Schoos Galuner baarne.
Man taug dertil, men nu Udtolknings Reglerne
Slig tagen Frihed ey tillader længere.
At man det gav tilforn stiltiende Samtykke,
Har mangen ærlig Karl skilt ved sit Hoved=Smykke,
Thi Buddet var nu knap fornyet ved Placat,
Før strax det gieldte om, Hvo Karl var for sin Hat.
XV. Fra Rusland længe det Gesandskab var os lovet,
Som nyligen indtraf. von Saldern er dets Hoved,
En Mand, som nidkier gaaer sin Keiserindes Bud.
Os Tiden lære vil, hvad Han skal føre ud.
XVI. Vi saae Hr. de Blosset fra Frankerig sig mælde,
Han ved det Danske Hof for Envoye skal gielde
XVII. En fra Neapolis (***) og nys ankommen er,
Et usædvanligt Syn iblant Gesandter her!
XVIII. Toe Skibe (****) satte Cours til Asien at fare,
Og føre Ladning hid af de Chineske Vahre.
Gid baade Vind og Vand dem føye hen og hiem
Til Compagniets Tarv, som har udredet Dem!
XI
*) Begge Steders kostelige Besætning blev tillige fortæret af Jlden.
) Ved Rescript af 7de November.
(**) Herr Cantandi.
**) Skibet Drønning Sophia Magdalena, ført af Capit. Dixen, og Prinds
Friderich, ført af Capit. Smidt.


87


XIX. Bedrøvet Vemmetoft, som Værgeløs var bleven,
Da dig din brave Wind ved Døden saaes bortreven.
Glæd dig nu frit igien, og pris din Konges Val,
Da Ærligheden Selv din Værge være skal.
Sverrig.
Den Skat, som Stænderne sig ønskte saa begierlig,
Nu giemmes i Stokholm og skattes uskatterlig.
Sophia, Gustavs Brud Sit Jndtog holdte der
Og Alles Kierlighed hæystværdig agtet er.
Fra Helsingborrigs Strands, de lykkelige Bredde,
Med Hende steeg i Land Al Landets Haab og Glæde,
Som har Sig efterladt uglemmelige Spoer
Hver Stad, hver Sted, hver Flek, hvor Hun igiennemfoer.
Men den dog kiendeligst i Hoved=Staden kiendtes,
Hvor alt optænkeligt til dens Beviis anvendtes.
Den Fierde vilde der i ævigt Minde staae,
En Dag, som Sverrig ey i Mande=Minde saae.
Dets Glæde tage til, saa sandt den er velgrundet!
Den blive Børne=Børn utallte Leed forundet!
Den være Tronens Hæld, og Svenske Stænders Flor!
Den grunde Venskabs Pagt uryggelig i Nord!
Frankerig.
Paa Ufuldkommenhed, naar Selv Paris maa klage,
Hvo vil da troe, man den til Mynster skulde tage?
Dog jo, Hvem der har Lyst, kan det endda anstaae;
Thi man Fuldkommenhed af ingen fordre maae.
Hvad feiler da Paris? Den feilede, desværre!
Blant sine Skuespil, eet i det Militaire.
Vi over denne Feil hør den beklage sig;
Men er det ikke nu oprettet riigelig?


88


En fiire aarig Krig een Aften der udføres!
Mon meere expedit det kunde vel afgiøres?
Og dog endnu Paris man misfornøyet seer.
Det er besynderligt! - Hvad vil den have meer?
Det Militaire Spil opføres kun ved Dukker!
Og over denne Feil Paris allene sukker.
Mig synes, det til Suk langt større Aarsag er:
At see et saadant Spil opført ved Mennesker.
Polen.
Polsk Rigs=Dag længe nok har til et Ordsprog været.
Hver Raads=Forsamling, hvor Uorden har regieret,
Man ey med bedre Navn har vidst at nævne før!
Men Polens=Rigsdag nu det vist til intet giør.
Dens Viise Konge veed Gemytterne at lempe,
Og al Ueenighed i Fødselen at dempe.
Gid det maae lykkes Ham, at naae sit Øyemeed,
Og bringe til Raisons den Polske Geistlighed!
Omstændigheder spaaer, At de Prælaters Jver,
Hvor nidkier den end er - vel ey saa farlig bliver.
I Hoved Staden Selv os Rygtet love tør
En Luttersk Kirke bygt!  Men, hvad er det, vi hør?
Før den skal blive bygt - svor Cracaus Biskops Jver
Jeg før til Hiørne-Steen mit Bispe=Hoved giver!
Ney, Gud forbyde, at det komme skal saa vidt!
Et Bispe=Hoved og kun dertil tiente lidt.
Fyrst=Biskop, spar kuns Dit! Du kand det Selv behøve,
Og denne Rigs=Dag nok vil sette det paa Prøve.
Langt bedre Hiørne=Steen til Grund vor Kirke veed!
Vil Polen kun, saa sandt, Den unde Bygge=Sted!


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigt Privilegio.
December 1766.
Dannemark.
I.
Det Aar i Fryd blev endt, som tragisk nok begyndte,
Vi skyndede paa det, og det paa Sorgen skyndte;
Nu er de Begge glemt. Gid vi kuns ey saa sandt
Forglemme: Gud os slog og os igien forbandt.
Vi leve nu i Fred, har Juul og gode Dage;
Seer Haabefulde frem, og Trøstefuld tilbage;
Mon vor Lyksalighed skal varig holde Stand?
Det paa vor Skiønsomhed vil ene komme an.


90
II. Ved Hoffet idel Liv og munter Glæde spiller;
J Norden overalt det Lystighed anstiller.
Er Majestæten mild, saa leer det heele Land!
Er Han bedrøvet, hvad mon da fornøye kan?
Afvexlet Tidsfordriv, naar Tiden det tillader,
Tillader Kongen der, endog til Masqverader.
For visse Classer saaes Tilladelsen udstædt,
Naar hver anstændig kom og sømmeligen klædt. (*
Det er vel Nyt for dem, som af Forundring gaber,
Naar Masqven en Bekiendt til U bekiendt omskaber;
Men det er ey saa Nyt, som man indbilder sig.
Hvad Hof i Verden vel for Masqver veed sig frie?
Kom dog ved Hofferne ikkuns de kiendelige,
Saa vilde det endda saa meget ikke sige;
Men mod Tilladelse der og tør komme De,
see.
Som Konger kan ey Selv - skiønt De er Guder
De er af værste Art; Thi disse lidt betyder,
Som demasqveres maae, naar Majestæten byder.
Gid aldrig Nogen staae for Nordens Christian,
Som Hans Skarpsigtighed jo demasqvere kan!
III. En Troup adteurer kom, forskreven fra de Franske;
Thi vi ey havde nok allene i den Danske.
Saa Vinteren vil gaae saa lystig, som den kan,
For dem, som Penge har og Tid at vende an.
IV. Af vigtigere Ting jeg skulde meer anføre,
Jsær udaf det Slags, som Rigets Tarv udgiøre:
Blandt dem er Handelen, hvis Compagnie (*) vi saae
J en almindelig Forsamling sig raadslaae.
Dog, Ting af Vigtighed ey der besluttet ere
Undtagen for saa vidt det vigtigt nok kan være
For dem, som Actier i Sammes Handel har,
At ey Udbytte der endnu for Nogen var.
(*) See den i Trykken, ved Hof Marehal Moltke, betiendegiorte Kongelige Til¬
ladelse.
*) Det almindelige Handels=Compagnie.


V. Et andet Compagnie (*) har gjort et bedre Bytte,
Participanterne og Handelen til Nytte,
Da Skibet (*) fra Bengal kom hiem med beste Fragt,
Og velbeholden her for Vinteren indlagt.
J samme Fordeels Haab, - gid det dem aldrig feile
Loed Det endnu et Skib (**) i dette Aar afseile.
Naar det kun Folk og Gods gaaer efter Skibets Navn.
Har Compagniet det saa got som Alt i Havn.
VI. Jmens jeg handler her om Handels=Compagnier,
Jeg det Guineiske med rette ey fortier;
T112
Det octrojeret blev af Friderich i Fior;
Men under Christtan i Aar først kom i Flor.
Af Slave=Handelen den Fordeel Selv at drage,
Som Andre saaes tilforn paa Danske Kyster tage,
Er Compagniets Sag og Hoved=Øyemeed,
Som vittigt Overlæg vil see i Rigtighed.
I denne Hensigt gik, paa Compagniets Vegne,
Toe Skibe bort i Aar til disse Verdens Egne.
Hvad Frugt vor Norden sig af denne Handel spaaer,
Bør Henning Bargums Navn og Jndsigt Æren for.
VII. Den Ære, Ære bør! Hvo kan da nogen glemme
Der - i hvor lidt det var - saaes Landets Nytte fremme?
Hvad Tak mon denne Stad da ikke skyldig er
Til Dem, som har udredt de Fiske=Hukkerter?
Maaskee, at mange det til smaae=Ting kun henregner,
Og mig til - hvad de vil! - fordi jeg Sligt antegner;
Men Nytten er saa stoer for dens Jndvaanere,
At den var Mad ey værd, som det ey skiønnede.
VIII. Paa Armods Vegne jeg har Fuldmagt fra mit Hierte
At takke Dem, hvis Haand har lindret Syges Smerte.
Den Syge=Casse maae Den Stifter glædes ved,
Der blev Anledning til saa stoer Goddædighed.
Det Asiatiske Compagnie,
Skibet, Grævinde Moltke.
***) Skibet, Rigernes Ønske.
71*) Den 18de Martii 1765.


91


92
Her gives rundelig, frivillig, u-ombedet,
Og Sengeliggende, Huus=arme Siele glædet.
Her gives; Men af Hvem? - Det Jngen sige skal.
Gud! du i Løndom seer, det aabenbart betael!
IX. Jeg maae fra Dannemark for dette Aar mig skynde,
For andre Rigers Skyld, som og skal Nyt forkynde;
Vort Eget vil dog ey endnu tillade det,
Før denne Maaneds Nyt først skeer sin fulde Ret:
X. En nye Minister kom, Czarinden Ham erklærte
J Baron Rorffes Sted, som Døden rappellerte
Hans Navn Filosophow; Hans Rygte priselig;
Saa Dannemark i Ham Erstatning lover sig.
XI. Den brave Gynthelberg har lang Tid siden kundet
Med billighed begiert Det, ham nu blev forundet;
Det var Hans Dimission; Men det end meere er
Hans Manddoms Prøver vandt den Rang, de vare værd. (*)
XII. Toe, tre Befordringer endnu jeg bør hukomme:
Cavalleriet saae en Oberst i von Blohme;
Hos Numsen, Gyldenkron, fandt Nøglen rette Sted;
Professor Rererdil Etats-Raads Værdighed.
XIII. Madam von Stokken (*) nu har faaet fuld Forviisning
Om det, som mange her kun anseer for en Gisning
Hun døde, og det Liv, som hun begyndte Der,
Hun takker Naaden for, men en Fortienester.
XIV. J Rente=Kammeret har Døden gjort Antegning,
De Deputerede har tabt i deres Regning
Herr Conferentz=Raad Lund; En Mand, som er bekiendt,
Sin Gud og Konge troe og vel at have tient.
XV. Det gode Jsland har toe souveraine Herrer.
Den Ene Kierlighed, Den Anden Frygt dem lærer.
Den Første nærmere! Den Anden ey saa nær!
Det ønsker - veed jeg vist - enhver, som lever der.
Schoutbyngets Caracteer.
(*) Frue Generallieutenantinde von Stokken.


93
Den sidste Heela er, som Jld og Svovel spruder,
Og Ødeleggelser dødtruende bebuder.
I dette Aar i sær dets Torden=Røst er hørt,
Som heele Landet har Forskrækkelser paaført.
Sverrig.
Om ævigt Minde her en stoer Mands Been forvisses;
En Stats=Mands? - Generals? – Ney, Jngen udaf disses!
De stoere være kan paa rette Tid og Sted;
Men der hør flere til et Lands Lyksalighed.
En god, vindskibelig og kunsterfaren Borger,
Som, med sit Ansigts Sved, aftørrer Mangels Sorger
For Landet og for Sig, har Navn af Stoer fortient,
Og Giengiæld skylder Ham et værdigt Monument.
Den Skylds Qvitering kan enhver i Sverrig finde,
Paa Stiernsunds Kirke læs Mats Grusels Æreminde!
Hvad Sverrig mistede i Ham beklages der;
Men og de Levende en vis Opmuntring er.
Tydsk=Land.
Hvad nogle Tidender om Hamborg haver skrevet,
At den er fra Algier nu nylig bleven krævet
For Kugler, Krud og Sligt af Krigs-Fornødenhed,
Det vil den gode Stad slet ikke kiendes ved.
En slig Beretning man giendriver som ugrundet,
Paa Grund, at med Algier den ikke er forbundet
Ey heller agter den at indgaae saadan Pagt,
Og synes Selv, det er fornuftigt overlagt.
Hvad mon vi mod os Selv dem Vaaben skulde give?
Ney siger Hamborg, ney det lader vi vel blive.
Den raisonerer ey endda saa meget galt.
Gid alle Stater kun paa samme Meening faldt.
Frankerig.
Man sige hvad man vil, til vore Fædres Ære,
Om deres Ærlighed, Forstand og saadant mere!
Vor høyoplyste Tid dog lettelig indseer,
At deres heele Vidd var ey en Bønne værd;


94


De over mindste Svig Samvittighed sig gjorde;
De Næstens Eiendom sig knap tilvende torde;
Om de end Sølv og Guld paa Alfar=Veye saae,
Saa syntes de dog ey, det dem i Veyen laae.
Ja disse gode Fædre,
Hvad skal man kalde Sligt?
Som ikke deres Sprog forstoed at dyrke bedre,
Det kaldte Ærlighed; Men vi langt bedre veed
At give Barnet Navn: En tyk Vankundighed!
Hvis de har havt Forstand, - som man os vil fortælle
Da kiendtes den kun lidt udi den Kunst at stiele.
Den Vittigste besad ey nær saa meget Vidd,
Som Kunstens Lærlinger i vores slebne Tid.
Det mindste Jndgreb da i Næstens Eyendomme,
Som skeede vel iblandt - saaes strax for Lyset komme;
Hvad Kunst var vel i det, at gribe Næstens an
Og blive derfor hængt? - Det var en dum Forstand.
Ney Kunsten stiger nu. Hvad Giemme er saa helligt?
At Snedighed ey veed at giøre Det tilfælligt.
Guds Kister, Kongers Skat, ja hvad det er for Slags
U-efterforskelig kan ranes nu til Dags.
Naar hos en lille Tyv - en Gade=Dreng - man sporer
Det Vidd, at han forstaaer at sluge Louidorer,
Hvad Kunstgreb maae man da ey vente practicert
Af større Tyve, som har Kunsten udstudert?
Spanien.
At sætte Gamle af, ey Leve=Brød dem række!
Sligt Purgatorium maae unge Krigsfolk skrække.
Ey Pavens være bør dem saa forfærdeligt;
Thi hiint er virkeligt, naar Pavens er en Digt.
Hvad! kan man - tænker de, naar de faaer Tid at tænke
Ey samme suure Skaal for os engang iskienke?
Den Tanke uformærkt i deres unge Bryst
For Tiden qvæle kan al Manddoms Fyr og Lyst.


95


Ney, Kongen heller seer, at slige Tanker qvæles,
Han vil, Benaading og Belønning skal uddeeles
Alt efter Aarene, som Nogen haver tient."
Og har sin Villie gjort som en Lov bekiendt.
Ey anden Talsmand nu en Spansk Soldat behøver,
End sine mange Aar og Redeligheds Prøver,
Det strax forhøyet Sold ham skaffer, som en Ret.
Men ingen Ludring tør, for Aars Skyld, vente det
Polen.
Den Polske Rigs=Dag kom for denne Gang til Ende;
Men Dissidenters (*) Nød den kunde ey afvende.
Hvor billigt, grundigt og alvorligt der blev taelt
I deres faldne Sag, det dog, som Intet, gialdt.
Hør en Cracowisk Bisp udstyrte slige Eder,
Som Sømmelighed her at nævne ey tilstæder;
Hør ham forbande sig, saa Haaret størle maae,
At ingen Dissident Opreisning skulde faae:
Det Bispelige Skrig fik Overhaand, desværre!
Men Tiden vil maaskee Sagtmodighed ham lære.
Han faaer vel tage Raad for et saa hidsigt Blod?
Hans Sundhed ellers det umueligen udstoed.
Kom Curlands Adelstand i Rolighed omsider,
Tør man i Polen og vel vente samme Tider!
Den Polske Geistlighed, endskiønt den synes vred,
Sig finder dog engang vel udi billighed?
Jmidlertid enhver forvente bør med Længsel,
At der maae raades Boed paa Dissidenters Trængsel!
I Undertrykkelse Gud aldrig fandt Behag;
Han Dem forskaffe Ret, som har retfærdig Sag!
Jtalien.
I. Til Pins=Dag Paven vil igien canonisere!
Gid han vilde dog det Arbeid lade være!
Ey! -
Han er en gammel Mand, og taaler ikke stort,
Hvor vil han med saa svært et Arbeid komme fort?
(*) Dissidenter eller Disuniter kaldes alle De i Polen (endog de infødde Under¬
saatter) som ikke bekiende sig til den Pavelige Religion.


96
Et syndigt Menneske vil Himlen foreskrive,
Hvem Den blandt Helgene skal hisset Fortrin give!
Den sidste Gang bekom det Ham kun maadelig (*,
I1. Fyrst-Bispens Fætter kom til Rom for at studere,
Og for sin Farbroers (**) Skyld bevises megen Ære.
Han har Hans Nidkierhed for Paven selv fortalt,
Sligt hos Hans Hellighed for alle Dyder gialdt.
Fyrst-Bispen lever end.
Han kunde ellers gjort til Pintz=Dag smuk Parade,
Paa Helgens=Liste; det var vel det ringeste,
Ham Paven kunde gjort igien til Villie?
Det maae og bør jeg troe; Jeg dertil er beføyet,
I Underdanighed og skyldig Ydmyghed.
Mon Du særdeles ey bør ihukommet blive?
Tillad, at jeg min Tok Dig skylder offentlig,
Da andet Vederlag jeg ey maae giøre Dig.
Til Slutning vil jeg hver unyttig Eensor bede,
At spare, om han kan, sin slet anvendte Vrede.
Jeg søger ingens Roes; Jeg agter ingens Last;
Men, De Veltænkendes jeg aldrig har forkast.
En Aargang har jeg endt, en ny jeg tør begynde,
Thi Sandhed mig tilsvor hver skiønsom Læsers Ynde:
Fra Dyds Fornedrelse og nedrigt Hyklerie!
E*) Hans Farbroder er den før omtalte ivrige Biskop af Cracom.
See den Danske Mercurius for Junii Maaned pag. 48. No. II.
Den just min Skytz=Gud er -, Dig, svor den, skal jeg frie
Men Du, min ædle Wen! som gav Forlov at skrive,
Og Naade, Gunst, Behag at skiønne er bereed
At dette Maaneds=Skrift min Læser har fornøyet,
J Sandhed, det var Skade!
Gid Han paa Pintze=Dag vil det erindre sig!


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Januarius 1767.
Dannemark.
Monarchen Lykke skee i Viisdoms Regimente!
Mathilde yde Hans og Nordens Ønskers Rente!
Sophie blive ung, og Juliane graa!
Saa bede vi, o Gud! giør meer end vi forstaae.
Prinds Fridrich tage til i Fyrstelige Dyder!
Lovise bringe Frugt, som Hessens Vel udtyder!
Spaer os, til Manges Gavn, Charlott Amalia!
Amen er Jordens Røst; og Himmelens er Ja.


98


Hver efter Stand og Kaar, i alle Landets Stænder,
Opnaae det Øyemeed, som Viisdom gavnligt kiender!
Gud giv hver ærlig Mand, hvad Nøysomhed begier,
Han uden Frygt og Haab al Verden da anseer.
Min Læser ønsker jeg Alt, hvad ham kiert bør være!
Mig Selv kun Hæld, en Pen saa got at kunne skiere,
At for min egen Haand den bliver duelig,
Og lader hver sit Snit, ubrugeligt for mig.
I. Det første Nye=Aars Nyt, som jeg berette skulde,
Var en særdeles streng og usædvanlig Kulde.
Den Sandhed hver har føelt. Gid hver en Sandhed maae
Saa følelig, som den, enhver til Hierte gaae.
II. Trods Vinters Frost og Kuld vor Nord dog vil florere.
Og Januarius fuldkomne Frugter bære.
Paa Thronen moednes de; J Landet sankes de,
Og vederqvæger hver i Begge Rigerne,
I Dag (*) for atten Aar fremspirede for Norden
Den Herrens Plantelse, som alt dens Læ er vorden,
En Prinds, Vor Konge nu! Den milde Christian,
Fød til Lyksalighed for hver en Underdan.
Den Dag en daglig Fest i vore Hierter stifter
Paa Grund af Christians frugtbringende Bedrifter.
Gud, som os Hanem gav paa vore Bønners Raab,
Vil Ham og give Kraft at fylde Nordens Haab.
III. Sædvanlig Naades-Tegn og Glædes=Tegn tillige
Lod sig ved Hoffet see og i vort Tvilling Rige.
Monarchen toeg imod Endeels Lykønskninger,
Og den Alvidende modtoeg Enhvers især.
IV. Græv Molik den Yngere, som arver Stammens Hæder,
Nu ved vort Konge-Hof sin Faders Post tiltræder,
Saavidt hans Myndighed; som første Marschals, er,
J denne Cirkel, Hæld ham ønskes af enhver.
C). Den 29. Januar.


99


V. See Troskabs Ære=Tegn fra Vor Sophies Hænder
Uddeeles rundelig til Dem, hvis Værd man kiender. (*)
En Dag, som denne Dag, faa Konge=Mødre saae;
Den blev Sophies Deel; thi skiønner Hun derpaa.
Høytidelige Fest! Hvo kunde dig forglemme?
VI. Hør Musers Høye Chor dig Ære Sang istemme,
Magnificencen os vor Herlighed ved Dig
I Høyærværdigt Lys fremsatte offentlig:
Vor Konges Lyst til Gud, Agt for Religionen,
Saavel i yngre Aar, som nu Han bærer Kronen,
Vor Cramer viiste der ja loed os forudsee:
At Hans Bestandighed vor Velfærd kronede."
VII. Endnu en anden Røst - ey i den lærde Tone
Paa denne Fødsels Dag indtrænger for Guds Throne:
Et stammende, afbrudt og fattigt Sprog man hør
Dog saa veltalende, at det Guds Hierte røer
Fra de nødlidende, Huus=Arme, Christi Lemmer,
Som Næstens Kierlighed paa denne Dag fornemmer.
De glade Givere (**) man ey maae kiende til;
Men Han, som kiender Dem, det vist optegne vil.
Gud deres store Løn for Christi Værds Skyld, være,
Som Kongens Fødsels=Dag saa værdigt celebrere,
At anden Vellyst de foragter imod den
Som er en Vellyst selv for Gud i Himmelen.
VIII. For Alle Danskes Lyst og Hessen=Cassels Ære
Saaes os den attende Geburts=Dag hellig være,
For Vor velsignede Lovise, i hvis Vel
Hver ærlig Dansk og Norsk oprigtigt tager Deel.
IX. Vor Christian, hvis Lyst er sine Landes Beste,
Ved beste Orden vil De Sammes Vel stadfæste;
Hans tydske Stater nys derom forvisset blev
Ved den Land=Ordning, Han for Ægteskaber skrev:
Til 7. Damer og 13. Cavaliers.
(**) Blandt dem er særdeles at mærke en Ubekiendt, fra hvilken 100de Rigsdaler
paa Kongens Fødsels=Dag blev uddeelt til 34 Huus=Arme, item den vel¬
meenende Høveds=Mand, som fra Samme Dag af har forskreven sig at vil
le underholde af afskedigede Militaires 8. Mænd og 4. Koner og Børn i Syg¬
døms Tid.


100
Familiernes Roe vil Christian bestemme
Og al Selv=Raadighed alvorlig see at hemme;
Det Middel til det Maal, som man anordnet seer,
Beviser, mildere vil ikke hielpe der. (*
Hvis Nogen hemmeligt af Sognet sig begiver,
Og paa et andet Sted end ægte=viet bliver,
Skal saadan Vielse dog blive uden Kraft;
Naar man kan lovlig Grund til Forbud have havt.
X. Fra Tydsklands Keiser=Hof, hvor Josephs Viisdom byder,
Hans kronet Danske Ven en kierlig Hilsen nyder,
I dette Ærinde Græv Welsperg kommen er,
Som Keiserlig Gesandt, og skal forblive her.
XI. Mercur fra Dannemark nu minder ikke meere
Der, efter Sammes Plan, mærkværdigt kunde være,
Saasnart den færdig er med de Befordringer,
Som Rang=Forordningers tre første Classers er.
Græv Conrad Ahlefeldt til Eschelsmarch udbeder
Kun sin Dimission, den Kongen ham udstæder,
Hans Commendantskabs=Post i Rendsborg derimod
Blev ved den Leilighed von Reith igien betroed.
Artilleristerne derfor von Lehmann savne,
Som altid reede stoed med Jver dem at gavne;
Thi Han det Regiment, (*) som Herr von Reith forloed,
Mødtager nu igien paa en gevorben Fod.
XII. von Moldrop, von der Lihe, Hver Obrist=Rang har naaet,
Den Sidste dog med den i Naade er afgaaet.
XIII. de Hofmann, Videnskabs utrættelige Ven,
Føer med Etats=Raads Rang (**) herefter nu sin Pen.
(*) See Forordningen i det Tydske Sprog af 8. Dec. 1766., den Sag angaaende.
(**) Det Slesvigske gevorbne Jnfanterie=Regiment.
C*) Med angiennetet fra 18de Julii 1766.


101
Den Danske Josepho Navn og de Merkværdigheder,
Som fra Hans Konge=Hof er spurgt paa alle Steder,
Paa nogen Tiid mit Blad saa fuldt indtaget har
At for den Tydskes Navn knap Plads tilovers var;
Men nu, da Tiid og Rum jeg seer for mig at være,
Fra
Tydsk=Land
siunger jeg Den Tydske Josephs Ære.
Hans Viisdoms Ære=Navn - ved hvad Han taer sig for
Fra Wien udbreder sig saavidt, som Rygtet gaaer.
I. At hele Statens Saar; At styrke Landets Kræfter,
Er Alt, hvad Joseph sig utrættet legger efter.
Fornuftig Sparsomhed Han u-undværlig saae,
Hvis Han skal glædes ved, det Øyemeed at naae.
II. For den at faae i Gang i sine Arve=Riger
Han dens Ær agtighed i sit Exempel siger:
Sig Selv Han skrænker ind, og er Sig Selv en Lov
Saa Undersaatterne knap flere har behov.
At Joseph ved sit Hof afskaffer Galla=Dage,
Naar Han de samme seer formeget at medtage,
Hvad frugter ikke det? - som vi fra Wien hør,
Hver af at spare der, sig alt en Ære giør.
III. Men sparer Joseph end unyttige Udgivter
Han Intet sparer, hvor Hans Udgivt Nytte stifter:
Til Videnskabernes og Konsters sande Flor
Han viiser Keiserligt, at Cassen aaben staaer.
IV. Han elskes af enhver, Den Faderlige Herre!
Vi veed det med os Selv, det ey kan andet være
Men man forsikrer os, at hver en Militair,
For en Forordnings Skyld, dog elsker Ham især;
Paa Folke=Mængdens Flor Forordningen sig grunder;
Den hver en Militair at givte sig, forunder
Med Landets egne Børn!
Mon Midlet ikke er
Naturligt, Christeligt, og Eftertanke værd?


102
V. Endnu en Viisdoms Plan: Fordomme at udrydde,
Vil Keiseren enhver alvorlig overtyde,
At ingen Videnskab, som er til Landets Gavn,
Bør af Vankundighed faae et berygtet Navn."
Tre kunsterfarne Mænd i at curere Heste
en Kunst, som Alle veed, er Mennesken til Beste
Af Patriotisk Drivt er blevne enige
At lære Andre den, og det methodice:
De Heste=Kroppe vil for hver anatomere.
Mon nogen vilde vel i deres Skole lære?
Mon de ey snarere blev steent af Pøbelen,
Som meener, det kun er en Sag for Rakkeren?
Dog, Keiser Joseph har dem derfor garanteret,
Hans souveraine Bud har offentlig erklæret:
At Hvo sig drister, dem at forekaste Sligt,
Straf og Unaade skal erfare føeleligt;
Han haver tvertimod, til Videnskabens Baade,
Forkyndet hver og en sin Keiserlige Naade,
Hvad Stand han end er af, som der vil være med."
Den var jo selv en Hest, som bluedes derved?
VI. Erlangen klager sig, og Aarsag veed til Klage;
Men slige Klager maae sand Glæde foraarsage
Hos Den, hvis Afsked er dem saa beklagelig,
Hvis med sig selv han veed, det ey er Hyklerie:
Herr Græv von Montmartin, en Keiserlig Minister,
Er den, som Erlangen med vaade Øyne mister.
De Udtryk, den har brugt ved Grævens Reise=Færd,
Antages for Beviis paa hans Fortienester.


103


Hvor sød og trøstefuld for hver retskaffen Herre
Maae da ey saadan Graad og slige Klager være?
Væ den, som derimod fra svære Poster gaaer,
Og ingen anden Tak, end Landets Sukke faaer!
Frankerig.
I. Bort Piller, Pulvere og Apotheker=Draaber!
De Vahres Afgang man omsonst herefter haaber;
Nu er det ude med den heele Medicin;
En Doctor i Paris curerer Folk med Viin!
En Syg, ey indbildt Syg, ney en, som laae for Døden,
Var den Lyksalige, som kaldte Ham i Nøden.
Drik - sagde Dokteren, den Høyerfarne Mand!
Drik dig et get Glas Viin, det ene hielpe kan."
Han lydde Doctoren - Det var for ham en Lykke,
Han andre Syge ey var liig i dette Stykke
Han drak og drak igien i fulde Pæle=Maal,
Til han blev sund og frisk, sin brave Doctors Skaal!
Det for en Freds Pocal - hvis Cuuren approberes
Jmellem Læger og Poeter vil erklæres;
Har disse hiine før satyrisk drukket til,
De vist en anden Sang herefter qvæde vil:
Den ædle Medicin vil deres Geist oplive,
Og Doctor Herr Tronchin den Helt, de dyrker, blive!
Ja, alle Doktere, ved dette Recipe,
Om ey blandt Guder - vist faaer Sted blandt Stiernerne.
II. Man Franske Kokke veed den Konst ret inde haver,
At de reensmagende og lette Supper laver,
Men nu begynder den at blive alt for reen:
Paa trende Nødder faaer de Suppe nok til Een.


104
De Franskes Konster har og faaer dog aldrig Ende;
Vi dem til Vederlag dog Noget burde sende:
Avise=Skrivere! fortæller dem igien,
At paa en Pølse=Pind vi Danske laver den.
II1. Fra Lothringen man hør et Nyt foruden Liige:
Og, in Parenthesi: det hør til Frankerige
En sex Aars=Dreng saa vel sin Regnekunst forstaaer,
At Intet er for tungt, hvad man ham setter for.
Han tænker - tænk engang - og, uden at han tegner,
De vanskeligste Tal i Tankerne udregner.
Hvad Regne=Mesterne i heele Frankerig
Til dette sige vil, vedkommer ikke mig.
Det Eventyr man dog for noget Værd bør skatte,
J Skolerne, naar Børn ey Reglerne kan fatte,
Den Lothringsk Bonde=Dreng man da kan føre an,
Med regelmæssig Prygl, til de faaer hans Forstand.
Spanien.
Ved Græv Arandas Flid Aarvaagenhed og Jver
Madrid ukiendelig med allerførste bliver.
Jndvaanerne og Hver ey nok beundre kan
Det hurtige Talent, der er hos denne Mand,
Uroelighederne han haver seet at dæmpe,
Og vidst Gemytterne saa snildelig at lempe,
At hvad ey kunde før ved største Trudsler skee,
Det skeer nu af sig Selv foruden Bydende,
Man spaaer os alt, Madrid - om sandt, vil Tiden lære
Saa sikker, reen og lys, som nogen Stad kan være.
Hvo ønsker ikke med? Til Stadens Ziir og Gavn,
Det samme høres maa engang om Kiøbenhavn!


Den
Danske Mercurius.
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Februarius 1767.
Dannemark.
I.
Den haarde Vinter sees sin Jise=Broe udstrække,
Og Havet som en Steen, udi dets Afgrund dekke:
Den fængsler Bølgerne, bespotter deres Magt,
Og giør, at Land med Land maae slutte tvungen Pagt.
Den for Meen=Eedere en kort Tid Veyen baner,
Som ikke ere værd at følge Danske Fahner.
Piqvet=Vagt sættes ud, at hindre Rømningen;
Endeel dog komme fort, ey vidste selv: Hvorhen.


114
At mange fandt sin Grav, det maae man sikkerst vente;
De Daarer Lande=Vey paa Jisen ikke kiendte.
Forfrosne nogle dog vel komme i Behold;
Men, trods! de komme i en Bedre Konges Sold.
Hvo, som det Danske Brød ved Danner=Kongens Pleie
Forsmaaer, lad slige kun gaae deres egne Veye!
Sligt Afskum bedre er, vi kiende udi Fred
End naar vort Vel beroer paa deres løse Eed.
III. Men Marschen er forbie. Et Tøe=Veyr sig indsinder,
Der Jsen gav et Knek, som den ey meer forvinder.
Gud Regn og Stormen bød, at føre samme fort
Man strenge Herrer veed regiere ikkun kort.
Søefarten aaben er, som Handelen vil gavne,
IV. Vi Skibe alt har seet i vore trygge Havne,
Og Aarets Tiid os spaaer, at ingen Vinter=Tvang
Søe=Farende og Os adskiller denne Gang.
Got vil vi spaae os selv, og haabe til det Beste,
Guds Godhed er den Grund, som vil vort Haab befeste.
Til Juule=Mærker og Aspecter vi ey see,
Hvad Herren vil, os skee!
De alle kan slaae feil.
Næst Gud, vor Velfærds Haab vi paa vor Konge grunde,
Til hvis Opfyldelse Gud Viisdom Ham forunde,
Han over Aar og Dag har styrket os deri,
Og stedse giøre vil dets Grund urykkelig.
V. Blandt vigtige Beviis et nyt vi nys erkiendte
J Kongens Øyemeed med den nedsatte Rente: (*)
Før Fem af Hundrede var tilladt hver at faae,
Nu meer ey, under Straf, end Fiire tages maae.
Hver, som besidder Sit i faste Eiendomme,
Vil Kongen see derved til Hielp at kunne komme,
Manufacturerne og Handelen især
Til Fremvext, Floer og Gavn det øyensynlig er.
(*) See Forordningen af 13de Febr.


115


VI. Tobaks=Fabrikerne i Aggershuus Stift stige;
J Godhed, beste Priis vil de for ingen vige.
Hvad Under, Christian, Fabriqvers Arve=Ven!
Til Sammes Beste da udgav Forordningen? (*)
VII. Det frygteligste Corps til Lands for Landets Fiender
Hvis nogen nærmer sig, som Gud dog vel afvender
Har man i nogle Aar særdeles pønset paa
Udi en pyntelig og færdig Stand at faae
Til saadant Maal at naae, er intet bleven sparet,
Det første hver kan see, det Andet er erfaret.
Nu manglet intet, - næst Vedligeholdelsen
End nye Forandringer udi Jnddeelingen;
Just dette nu er skeet: J fire liige Deele,
For bedre Ordens Skyld, Jnddeelte man Det Heele. (*)
Bataillon=Viis sees dets krigeriske Pragt
Naar det udtordner sin forfærdelige Magt.
En nye indrettet Stab den nye Plan udkrævet
Ved hvilken Leilighed Avancements er blevet. (***
VIII. Von Weybye Kongen saae en Oberst=Charge værd
Men Corpset eyer dog sin Weybye ikke meer (***
IX. Ritmester Sperling blev fra Guardens Corps befriet,
Og Oberst=Rang og Ritt fik ved Cavalleriet;
Sligt et særdeles Tegn paa Kongens Naade er,
Som Sperling stræbe vil altid at agtes værd.
(*) Af 3de Febr., ved hvilken alle Slags fremmede spundne og karvede Tobakkers
m. m. Jndførsel forbydes udi Aggershuus Stift.
(**) Den 21de er Artillerie=Corpset indrettet udi 4re Battailloner, af 16. Com¬
pagnier.
) Første Obrist=Lieutenant Herr Fr. Anthon von Dilleben, Anden O¬
brist=Lientenant Herr Christian Daniel von Kruuss, og Tredte Obrist¬
Lieutenant Herr Sigismund Jacob von Biehlefeldt. Første Major Herr
Francois dAubert, anden Major Herr Polycarpus Chrisostomus von Beu¬
vius, Tredie Major Herr Hans Friderich von Boysen, Fierde Major
Herr Hans Erasmus von Mecklenburg. Og Herr Johann Michael von
Thranmoes benaadet med Majors Caracter af Artilleriet.
F***) Artillerie Obrist=Lieutenant Herr Thomas Friderich von Weybye udi Naa¬
de dimitteret med Obristes Caracter af Jnfanteriet.


116
X. Den dydige Frue Gram (*) os Døden har berøvet,
Og tvende Amters Ven, en kiær Gemahl, bedrøvet.
Nævn kun i Fridrichsborg det elsket Navn von Gram,
Saa faaer J best Begreb om Hende og om Ham.
XI. En gammel General (**) i Præstøe fik befaling,
At yde Syndens Sold, Naturens Gields Betaling.
XII. Herr Obrist Weitersheim fra Regimentet gik, (*k
Da Han Marsch-Ordre nys fra Over=Herren fik.
Norge.
Den Jord-Beskrivelse, hver skiønsom Kiender yndte,
Som Cap tain Wangensteen saa mesterlig begyndte;
Hans Flid fuldendede det generale Kort
Og Aggerhuuses Stifts, - Saa toeg ham Døden bort
Skal dette rare Værk, de Norskes Ziir og Ære,
I Dvale ligge hen og ey fuldkomment være?
Ney, Nordens Friderich, før Han fra Jorden foer,
Udstædte Konge=Bud, at bringe det i Floer
Herr Hammer (***) Buddet fik, hvis Duelighed kiendes,
Af ham paa dette Værk al muelig Flid anvendes;
Men uden andres Hielp kan det umueligt skee!
Det giør han Selv bekiendt ved hans Jndbydelse. (**)
Jndbydelsen er alt gientaget nogle Gange.
Kan han da ikke faae den Hielp han maae forlange?
Er Norge ey bekiendt af Patriotisk Aand?
Mon hver da rekker ey den Norske Atlas Haand?
c*) Frue Sophia Hedevig von Gram, fød von Holsten, en elskværdig Gemahl
af Hans Exellence Hr. Geheime Conference=Raad Friderich Carl von Gram,
Amtmand over Friderichsborg og Cronborg Amter.
1) Herr Generallientenant Peter von Kaasboll.
*) Herr Carl Eugenius von Weitersheim, Obrist over det Jydske Cuirassier¬
Regiment død i Slagelse.
M*) Herr Christopher Hammer, Cancelie=Raad og General=Conducteur over
Aggerhuus Stift i Norge, har dertil faaet Kongel. befaling af 18de May 1765.
(**) See den ved Trykken bekiendtgjorte IJndbydelse til de Norske Korter af
21de April 1766.


117
Den Danske bliver jo fortsat af alle Kræfter,
Kan da den Norske ey faae Kraft at følge efter?
Jo, Patrioters Tal i Norge er saa stort,
Den Tvivl da falder bort.
Som udi Dannemark!
Sverrig.
Rigsdags=Beslutningen nu sees i alles Hænder
Ved Trykken gjort bekiendt af Sverrigs Riges=Stænder;
Det gandske Riges Vel dens Hoved=Jndhold er,
Den allerførste Post beviidner det især:
Hvis man til nogen Lov et Forslag vil indgive,
Maae Rigets Stænder det, som Lov, ey underskrive,
Før det er taget først paa det nøyagtigste
Af alle og enhver i Overveyelse:
Hvad i saa Maader man en Rigsdag sees indgive,
Kan ikke nogen Lov før næste Rigsdag blive.
For Freds=Forstyrrer har al Sverrig den erklært
Som strax forlange vil sit Forslag approbert.
Saa stoer Betænksomhed i Love at forfatte
Maae Sverrig billigen for største Fordeel skatte;
Thi Lovens Grundighed og grundig Varighed,
Man i det ringeste kan love sig derved.
Tydsk=Land.
I. Den militaire Stand i beste Stand at sætte,
Er Keyser Josephs Sag. Hver Anstalt vidner Dette:
Han Regimenterne forøger, men især
Et vaagent Øye har med sine Festninger.
II. Vi alt fra Wien i Fior har havt den Efterretning,
At man i Arbeid var med Renternes Nedsætning.
Nu høstes Frugten alt deraf anseelig
Til Statens Lettelse i heele Østerig.
II1. Det Keiserlige Hof Forlystelser tillader,
Og Keyseren er Selv just deraf ingen Hader;
Men Gøglere dog vil forgieves vente der
At blive agtet meer end de kan være værd.


118
En Westris (*) nyelig sig ved Hof-Theatret mældte,
Hvis Dands i Wyrtemberg snart uskatterlig gieldte.
Han ventede i Wien at faae af Keyseren
Hvert Spring saa vel betalt, som udaf Hertugen. (*
Sex Tusind Gylden, tænk, det tør den Giæk begiere
For første Optrin der af en fornuftig Herre!
Men Facit slog og feil - Det kunde vel enhver
Ham have forud sagt - Ney Wien ey Stutgard er.
IV. Man seer udi Bayreuth en net Postil udkommen,
Som cavallierement kan stikkes udi Lommen;
Kuns aatte Blade er dens gandske Tykkelse!
Kan nogen Cavallier den ønske nettere?
Af Cavallier=Postil sees den og Titel bære.
Forfatteren maae ret en Hierte Kiender være!
Mon han til Læsere vel dem, han venter, fik,
Hvis han ey en galop sin Text igiennemgik?
Frankerig.
Et vigtigt Magazin man her seer aabnet være,
J Sandhed, det er rart, og er Paris en Ære!
For Koren=Vahre der anvises Oplags=Sted,
Som man i Nødens Tid kan hielpe Staden med:
Naar Koren=Priserne utaalelige blive,
Hvad Rytte vil da ey sligt Forraads=Kammer give?
For nogen Tid hos os man taelte nok derom;
Men det og derved blev, og videre ey kom.
Jmens vi snakker om, hvordan det skal indrettes,
Seer vi hos Fremmede det alt i Stand at sættes,
Og nu med samme først lykønske maae Paris,
Som derved sætte kan sin egen Koren=Priis
En berømt Jtaliensk Dandser.
) Han har kostet Hertugen af Vurtemberg=Stutgard i det ringeste en 140000
Gylden.


119
Engeland.
Et Fruentimmer nys sig meldte hos en Herre,
Om hun har kiendt ham før, det laer jeg usagt være
Thi Herren var fornem;
Dog det vel før er hændt:
En fornem Herre har en stakkels Pige kiendt?
Jeg dog ey sige skal, om denne just var Pige;
Men Noget havde hun til Herren Selv at sige.
Et vakkert lille Barn hun med paa Armen bar,
Som man ey heller veed, om hendes Eeget var.
Det var formodentlig i Slægt med Huusets Herre
Og Hendes Ærind var, Ham Barnet at levere.
Tidt er fornemme Folks Familie saa stoer
At de ey Samme Selv kan giøre Rede for;
Thi maae man, nu og da, dem en Erindring give,
At deres Eegne kan af dem bekiendte blive:
Saaledes gik det her. -- Men, kiendte Herren det?
Tidt er fornemme Folks Hukommelse kun slet?
Ja, Hun ey heller sees paa samme meget lide
Hun satte Barnet smukt; Sig skyndte bort i Tide!
Huus=Herren traadde ind; saae den uventet Ret
Høytideligen satt paa Middags-Taffelet.
Det Ham med Ret tilkom maaeske, og maaeske ikke?
Saa vilde han det dog ey bort af Huuset skikke.
Hvis hver de Retter, ham tilkom, paa Bordet fik,
Da mange Fruer vist al Appetit forgik.
Spanien.
At give Skat og Told den Skat og Told bør ydes,
Er Jesu Bud; men ey af Jesuiter lydes.
Nu Kongen længer ey vil dem fritaget see:
De skal, som andre Folk, smukt give Tiende.


12


Portugal.
Herfra et vigtigt Nyt os loves snart at høre,
Som Kong Josephi Navn udødeligt vil giøre:
Til Jnqvisition, - det Helved-Tribunal!
Skal aldrig høres meer i gandske Portugal!
Ja, begge Jndier, saavidt Hans Scepter byder
Med samme glade Bud alt Rygtet forud fryder."
Er dette Kongens Agt? da gid Hans Majestæt
Faae Lykke, Moed og Kraft til at fuldføre det!
Preussen.
Nu døde Edelmann, som Christi Guddom nægtet,
Og med forvorpet Vidd mod Hans Miracler fægtet.
O at Hans Lærdoms Gift tillige uddød var!
Ney, Verden nok endnu af Edelmanner har.
Polen.
Hvad har vel de at sige?
Toe Russiske Couriers!
At Keyserinden ey et Straa=bredt vil afvige
Fra den Erklæring, Hun har sidste Rigsdag gjort
Kan Hun ey svares kort:
I Dissidenters Sag.
Hun maae frafalde det! Thi Cracaus Bisp har svoren,
At Dissidenters Ret i Polen er forloren?
Ney! skal Hun svares saa, faaer Bispen være Bud;
Jmidlertid det her seer heel alvorligt ud.
Jtalien.
J Kirke=Bønnerne man nu bør Paven sætte,
Ey udaf Frygt, som før, - hvad vil vel Han udrette?
Han, hvis Regiering fast indskrænket er til Rom,
Og af hvis Brev kan sees, han gaaer i Barendom
Ney, af Medlidenhed hukomme vi at bede
For Clemens udi Rom, som er i Vilderede!
Han troer, Hans Faare=Flok af os besmittes kan
Den stakkels gamle Mand!
Den Han just smitter Selv¬


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Martius 1767.
Dannemark.
I.
At ville Alles Vel er stort! Men endnu større,
Hvor saadan Ville er, at kunne den udføre.
Det er en Herlighed, ja en Lyksalighed,
Af hvis Besiddelse kun Gud alleene veed.
Dog findes Mennesker af Gud forundt den Lykke,
At efterligne Ham endog i dette Stykke,
Saavidt som mueligt er i Ufuldkommenhed,
Og Jordens Guder just af denne Lykke veed.


122
Hans unge Hierte Gud til Viisdom saa ledsage,
At den Selvstændige for alt Ham maae behage!
Han er paa Veyen sat, Han saa til Maalet see,
At intet Anstød giør Hans Trin ustadige!
II. Seer vor velsignede Mathilde allevegne
At see Sig nøye om i Hoved-Stadens Egne.
I Underdanighed vi følge Hendes Fied
Os drager Majestæt og Moders Kierlighed.
Det ikke smaae Ting er, ey Stadens Vaniteter,
Som vor Mathildis Lyst og agtsomt Øye mætter,
Ney Ting af Vigtighed, ja just de Vigtigste
Af Hende eene nøed en værdig Agtelse.
Hun ey allene saae, men vilde Alting kiende
Og nogle Dage saaes til samme at anvende. (*
O priselige Lyst: - Kom tidt Elskværdige!
Din Lyst og Nordens Lyst sees altid samlede.
Hvor var vor Christian, den saa aarvaagne Fader!
Hvis Lyst at selv see til ey nogen Tid aflader?
Mathilde, Kongens Siel! paa hvert mærkværdig Sted!
Er her ey døbbel Grund, at vente Hannem med?
Af Frygt og Længsel vi vor Uroe ey kan dølge:
Hvi er vor Christian ey i Mathildis Følge?
- Han var - upasselig
I11. Forfærdes ey, o Nord!
Du nu maae vide det, da Faren er forbie.
Ja, Gud skee Lov, forbie! -- vor Konge syg at høre,
Var jo det samme, som vor Øyesteen at røre?
O! at dog Ønsker ey saa meget kan formaae,
Vi Konger kunde frie for andres Skjebne faae!
1*) Den 1ste hujus: Det store og det mindre Opfostrings=Huus paa Christians¬
havn; Hr. Essingtons Klæde=Fabriqve sammesteds og Porcelain=Fabriqven paa
Amager. Den 3die Lyst=Stædet Bernstorff med de oeconomiske Indretninger
til Land=Huusholdningens Forbedring, sammesteds. Den 4de det Schimmel¬
manske Sukker=Raffinaderie, den Botaniske Hauge og Citadellet. Den 6te
Doqven, gammel og nye Holm. Den 8de paa Rosenborg Slot de Kongelige
Regalier, samt adskillige ældre og yngere rare Amindelser efter forrige Høylor¬
lige Konger, som der forvares.


123


Vor kiekke Christian, som stedse er paa Færde,
Og Sig saa mandig vil mod Kuld og Heede hærde,
Uskad og vel til pas da Alting giennemgik
Og neppe Mindelse af Menneskelighed fik;
Men, da det er omsonst at vente Sligt paa Jorden,
Hvor Guder høre Selv til Menneskenes Orden,
Og Millioners Liv, i vor empfintlig Nord,
Dog paa vor Jordisk Gud, Hans Liv og Vel, beroer,
En nidkier Kierlighed sig da til Tronen trænger,
Og i et kielent Skrig vor Fader overhænger:
Vær om vor Helbred øm! - Vor Liv hold kostelig!
Vi have ikkun eet; Det er O Konge, Dig!,
IV. O hældig Tidende, som offentlig kundgjorde
At vi vor Konge Vel med Vished vente torde.
Hver Dag var Uge=Lang, i den for lange Tid,
Til selv vort Øye saae: At Himlen end var blid.
Den gav os vor Monarch! og vor forviiste Glæde
At nærme sig igien vi nu først lod tilstæde.
Vort frydefulde Syn saae den Lyksalig Stund,
Da Kongen sund og frisk reed ud til Frydenlund.
Gud vær med Christian, og intet Ont tilstæde
At giøre Skaar i Hans og vor tilladte Glæde!
Gud være Kongens Lyst, og Kongen Guds igien!
Vor Nords Lyksalighed da aldrig svinder hen.
V. Mon os Nærværende vor Konge ene fryder?
Ney end America Hans Naades Frugter nyder:
De Danske Havne der, Saint Thomas og Saint Jean,
For Handels=Friheds Ret velsigner Christian. (*)
Lad Engelskmanden kun af Dominique (*) sig bryste,
Frie=Handlens Fordeel han nu ey skal eene høste.
Ham Æren undes maae, at have kommet først!
Men vi vil kappes om, hvis Høst skal blive størst.
Forordningen er af 22de April.
*) En Americansk Øe, som blev afstaaen til Engeland ved seeneste Krigs Slut¬
ning, og som for et Aars Tid siden er declareret for en frie Havn.


124
Det Danske Handels=Vidd laer sig ey saa forknytte,
At Det jo kan endnu af Tiden sig benytte.
Velsignelsen fra Gud, og Hævd af Christian
Giør, at De Sidste let de Første blive kan
Men jeg maae haste fra den frie Handels Havne,
VI. Og faae Optegnelsen paa millitaire Navne,
Som til Avancements blev fra Monarchen hørt
Da Land-Etatens Plan Han vilde see udført:
VII. Et Majestætisk Vink en Ramzan naadigst sagde:
"Tag den Commando=Stav, som Schmettau nys nedlagde.
Med Hæld og Ære vil Græv Rantzan føre den (*)
Sig Norge spaaer i Ham en Helt og Folke=Ven.
VIII. J Obrist Voperschnov (*) blev Kongen vaer at leve
En General=Major; Det lod Han ham bebreve.
1X. Og Regimenterne, som vare ledige,
Saaledes er forsynt, som Læseren kan see: (**)
Poetisk Frihed snart et Slaverie vil blive,
Hvis jeg dem, hver i sær, forsøger at beskrive.
X. Hr. Schultze derimod, som og til Magten hør, (*
Jeg med Etatz=Raads Rang utvungen nævne tør.
(*) Hr. Schack Carl, Græve von Rantiau Ascheberg, som commanderende
Chef over den Norske Armee.
*) Obrist over det Siællandske Cuirasseer=Regiment.
Liv Garderne til Hest og til Fods fik Obristen Hr. Magnus Friderich,
Græve af Moltke, som virkelig Obrist=Lieutenant. Hans forhen havte Hol¬
steenske Cuirasseer Regiment fik Obristen Hr. Hans Adolph von Ahlefeldt,
som virkelig Obrist og Chef. Det Danske Liv Regiment til Fods Herr
Friderich Prinds af Hessen=Cassel. Hans forhen havte Norske Liv=Regi¬
ment til Fods, Hr. Frantz Eudevig von Ahrenstorff. Kongens Re¬
giment Hr. Johan Friderich Gotthilff von Lehmann. Hans forhen havte
Schlesvigske gevorbne Jnfanterie Regiment Hr. Friderich von Johann¬
sen. Det Siællandske gevorbne Regiment til Fods Hr. Henning von
der Maase. Det Bornholmske Regiment Hr. Exnst Christoph von
Blucher og Det Holsteenske gevorbne Regiment til Fods Hr. Gottfried
ron Penz. Enhver Sit som virkelig Obrist og Chef.
G*) Som General=Krigs=Commissair.


M
125
XI. En værdig Adelsmand af Adeler og Lenthe (¬
Til Himlens Borgerskab Gud loed fra Jorden hente.
XII. Etatz Raad Waliher døer, Etatz-Raadinden Leth,
Af Verdens Møysomhed og Livets Byrder træt.
XIII. O! at jeg nogen Tid et Dødsfald skulde tegne,
Ved hvilket Frækhed Selv maae gyse, skielve, blegne:
Den brave Captain Witts!
som fandt sit Livs Forliis
Udi sin trygge Seng, paa menkelmordisk Viis,
Ved sine egne Folk -- kan Ondskab tænkes større?
Mon Furierne selv det værre kunde giøre?
Men mon den gode Witt ey selv ved Tyrannie
Kan have dennem bragt til dette Raserie?
Hvad!
Tage Deel i slig umenneskelig Handel?
Ney! det var langt fra Witt og Hans retskafne Vandel;
Selv de Umennesker, som myrdte ham, især
Blev daglig overøst af Hans Velgierninger.
Skal de Misgiernings=Mænd kun Straffen ey undløbe?
Ney! om de og i Skiul i Jordens Jndvold krøbe!
J Bolt og Lænker alt de er paa Veyen hiem,
Hvor en retfærdig Dom kun oppebier dem.
XIV. Op alle Folk i Nord! en hellig Fest kundgiøres,
Som skal fra Nord til Syd, fra Vest til Østen høres.
Faaer denne Maaned just ey Ære=Navn af Den,
Fik den dog værdig Deel i Forberedelsen.
Den Prinds, som styrer Nord med fri ubundne Hænder,
Som ingen Overmagt paa heele Jorden kiender,
Paa Den høytidelig vil legge Kronen ned
Og hylde Overmagt i Underdanighed.
Af alle Kongers Gud og Herrers Over=Herre
Han Aandens Salvelse og Viisdom vil begiere.
Afmægtig, uden Ham, Han vil erklære Sig.
Hvad Act meer rørende og meer betydelig?
(*) Geheime Raad Fheodorus lenthe af Aaeler; Rider, Herte tillykletholim
i Fyhn.


126
Hvad Under, Christian da forud med Mathilde
Sig saa høyst christelig til den berede vilde?
Toeg Christi Kiød og Blod i Nadveren til Pant,
At naadig Audientz De for Guds Ansigt fandt?
XV. De Tanker, hver for sig om Kongen vilde fatte
Fra første Øyeblik Han sig paa Thronen satte,
Er indtil denne Dag end meer forøgede:
Men hvad! -- kan Christian os ind i Hiertet see?
Dets skiulte Tanker jo Hans Symbolum beretter:
J Folkets Kierlighed jeg al min Ære sætter? (
Det tænkte vi om Dig.
Vel, Allernaadigste!
Hvis Ære bliver nu vel Danner=Kongens Lig?
Al Nord Dig Den, Monarch! til Arv og Eye yder,
Tak, at Du ey forsmaaer, hvad Skyldighed Dig byder.
Lad Andre Æren sat, i hvad de vil, kun faae,
Din Grund urykkelig med Norden skal bestaae.
XXVI. Selv Majestæterne er Salvings=Festens Ære.
Udvortes Ære=Tegn skal dog dens Minde være;
Thi hørtes Dagen før til dens Hukommelse,
En stoer Befordring, fast i alle Classerne:
Den Høye Elephant blev sendt en værdig Græve. (*)
Og aatte Riddere af Dannebroge bleve. (**
Geheime-Raaders Tal Tre større blev end før. (**)
Og Fiire Neglen fik, som Kammer=Herrer giør.
Med
Kong Christian den Syvendes Symbolum: Gloria ex Amore Patriæ.
*) §. T. Hr. Hans, Græve af Rantzau til Ascheberg, Geheime=Raad og
Land-Raad i Fyrstendommene.
(**) De 6 Kammer=Herrer: Hr. Joachim Ehrenreich Behr, Hr. Christian Henrie
von Beulevitz. Hr. Peter ron Rosenorn; Hr. Wolf von Blohm; Herr
Christian Rudolph Phillip, Baron af Gersdorf; Hr. Ludevig Henrich,
Baron af Bachhoff! med de 2de Conference=Raader; Hr. Johan Friderich
von Arnold, og Hr. Friderich Christian von Heespen.
"***) Ved disse Herrer: Hr. Christian Friderich Græve af Molike; Hr. Fride¬
rich Wilhelm, Baron af Wedel, og Hr. Achatz Ferdinand von der
Asseburg alle tilforn Riddere.
****) Nemlig: Hr. Friderich Christian, Græve af Schack; Hr. Eilert Chri¬
stopher vor Anlefeldt! Hr. Iver, Baron von Rosenkrands, og Hr. Niels
Krabbe Juel.


127
Med Conferentz=Raads Rang Monarchen Fem aflagde. (*)
Og Fem Etats-Raads Navn til Virkelighed bragte. (*)
Etatz=Raads Valg endnu paa andre Fiire faldt,
Blandt dem, som Kongerne har Vore Andre kaldt. (t
Saa meget denne Gang man melde kan om Festen,
Og May den Ære har at forestille Resten.
Vi vil imidlertid til andre Riger gaae,
Og see, om Noget der er værd at agte paa.
Frankerig.
Dauphines Høye Liig er aabnet; og befunden,
At der i Sygdommen er taget Feil af Grunden:
Thi Lungen var betændt; skiønt Doctor Herr Tronchin
Paastoed mod en og hver, at det var Leveren.
Hvis med de Andre han nu havde enig været,
Hans Cuur for deres knap var bleven præfereret;
Thi den der vente vil at blive Stort anseet,
Maae aldrig kalde Ret, hvad Alle kalder Ret.
Ey Læger ene bør det Kunst=Greb iagttage,
Men Hver, som Navn af Stoer vil faae i vore Dage!
End for Theologi det nyttigt være kan!
Hvad er vel den, der troer som den gemene Mand?
Ney egne Meninger - jo galnere jo bedre
Som hverken vi har hørt, ey heller vore Fædre,
Som baade sund Fornuft og Skriften har fordømt
Det er den rette Vey at blive ret berømt.
Engeland.
Der længe nok har Ord af Kiempe=Øen gaaet!
Nu har man endelig derfra en Prøve faaet.
Ey deres Størrelse just usædvanlig var
Men udi Styrke de vel neppe lige har?
c*) Hr. Hans Simonsen! Hr. Johan Christian ron Schrodersee! Hr. Otto
Georg Panli! Hr. Erich Scheel von Holsten, og Hr. Friderich Hauch.
(**) Hr. Johan Waleur! Hr. Terkel af Klevenseld! Hr. Christian Fleischer!
Hr. Claus Bager og Hr. Nicolai Feddersen.
**) De Herrer Berner, Carstens, Schumacher og Sehested.


128


For dem er Glavind Straa, og Heltes Magt kun ringe,
De ubevæbnet kan al Verden undertvinge;
Mon den ey Prøver nok paa disses Kræfter har?
Skiælv J, som mindst formaaer!- Det Guld og Perler var.
Spanien.
Hvad! - vil man Pavernes livegen Munke-Orden (*)
Da reent udrydde, ja forbanne af al Jorden?
Den nys er greben her, indpakket, sendt til Rom,
Hans Hellighed til Arv og ævig Eiendom.
Hvad skal den arme Mand med dem nu foretage!
Sligt Jndqvartering vil ham sætte reent tilbage.
Hans Benediction i dem kun fylder lidt,
Som bringer Intet med, undtagen Appetit.
Han faaer at lade dem - i Fald de gidder - grave;
Roms øde Marker kan dem alle nødig have.
Faaer han dem viet ind til Agerdyrkere,
Saa giør de Verden just den første Tieneste.
Polen.
J Warschau ventes kan en Rigsdag snart at høres,
Hvor Dissidenters Ret og Paastand skal afgiøres.
Omstændighederne man seer udfordre den,
ort Tid siden een
Endskiøndt man holdte i
skrive,
u dem
Man overordent
en skal blive.
atlig man h¬
Skiønt gandske ord
Ey Dissidenter sig til denne havde vendt,
Jfald den forrige meer ordentlig var endt.
Jtalien.
Herr Wortley Montagu, som med utrættet Møye
Har al Arabien igiennemsøgt saa nøye,
Og sine Reyser har fuldendt saa lykkelig,
Kan af Opdagelser ey lidet bryste sig:
Paa Bierget Sinai er ey en Tøddel bleven,
Som tilforladelig jo er ved Ham afskreven,
Og denne rare Skat nu Rom til Bytte faaer.
Kun Skade, ikke Een et Ord deraf forstaaer!
(*) Jesuiterne.


Den
Danske Mercurius
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Majus 1767.
Dannemark.
I.
Det var en Maji=Dag, til hvilken at bestunge
Vi savne en Tullin hans Geist og søde Tunge.
Kun en saa hældig Skiald, som denne Nordiske,
Var dannet til saa stort et Foretagende.
Langt fra, min matte Aand hans Ørne=Flugt tør vove,
Og, meer end den formaaer, endnu langt mindre love;
Saa stoer Forvovenhed betoeg mig ey endnu;
Jeg kommer gysende en lcarus ihu.


130


Med en historisk Pen jeg Dagen kun betegner,
Som for sin Æres=Dag Selv Majestæter regner,
Den kronet første May, da Nordens kronede
Udbade sig og fik Guds Aand og Salvelse.
Her krones Kongerne i Moders Liv til Thronen,
Og kan af ingen Haand paa Jorden rækkes Kronen;
Umiddelbar af Gud de nu annamme den;
Hvi har Monarker da paalagt sig Salvingen?
Al Verden vide skal, at Kongerne i Norden,
Hvad Fordeel de end har for Guderne paa Jorden,
Dog sætte al sin Roes og Ære derudi:
At under Guders Gud de kan ydmyge sig,
Regaliernes Glands, den souveraine Vælde
Vil kun som Skygge=Værk i disses Øyne gielde
Mod Ordets Lys, det De i alt raadføre vil,
Og Aandens Kraft, den De sig ene hælde til
Velsignelsen til et lyksaligt Regimente
De eene vil fra Gud ved Bøn af Ordet hente;,
Al egen Visdom dem ey skikket giøre kan
Det indsaae Friderich, det sander Thristian;
Thi lagde viselig Hiin Enevolds Regenter (*¬
Saa christelig en Pligt paa Sine Descendenter,
Og denne Værdige derfor med Dronningen
Ved Herrens Alter=Fod nu vil opfylde den.
II. En Majestætisk Glands, den danske Throne værdig,
Omgav vort kronet Par, og Tusinde stoed færdig
Paa allermindste Vink i Underdanighed
En saa høylovlig Vey for Dem at see bereed.
Vi saae Kong Christian i Salvings Dragt fremtrine,
Og i Hans Fodspor kom vor milde Caroline!
Hvad Tanker deres Syn indskiød i Hierterne,
Et Syn allene var for den Alseende.
(*). Friderich den Tredie, Høylovlig Jhukommelse. See den uforanderlige
Souveraine Konge=Lov.


131


Han, som giør større Ting end vi formaaer at tænke,
Os vore Hierters Bøn og Siæls Begiering skienke!
J en lyksalig Tid det høye Par da kom
I dette Ærinde i Herrens Helligdom.
III. Velkommen Christian, velkommen med Mathilde!
Gud for sin egen Skyld sin Pagt hukomme vilde,
Og holde dig den Eed han Dine Fædre svor!
Saa sandt Du elsker ham og frygter for hans Ord.
Du nidkiær vaere vil din Herres Varetægter,
Og Han vil være Din og Dine Rigers Vægter.
Du Dig ydmyger for Den Eene=Vældige
Og Han ophøyer Dig for Jordens Vældigste.
IV. Saa fryd dig da, o Nord, J Riger eder glæder,
Hver Dannemarks Provinds og underlagte Steder,
Opløfter eders Røst til Himmelens Behag
Paa denne hellige og herliggiorte Dag!
Seer en Guds Salvede, som Christum har for Øye,
J Sin indvortes Glands og Kraft udaf Det Høye!
Udvortes seer J kun den Christian, som før
Og dømmer saa, hvad vi af hannem vente bør
Vi vil af Frugterne fremdeles det erfare
Gud Nordens store Haab udi Monarchen spare!
Han med Mathilde see, saa længe vi kan see,
Guds Ære, Statens Vel bragt til det Høyeste!
V. Ey kunde Borgerne saa Hierte=glade være,
For Salvings=Acten Selv blev Residencens Ære,
Ey kunde Almuen saa hierte-kippet gaae
Og vente paa den Pris, hver agtet sig at faae
Naar Klæde, Steg og Brød, Viin, Penge blev til Bytte,
Meer af vedtagen Skik, end til retskaffen Nytte
At Amtets Bønders Fryd jo Begges overgik
Ved den sollde Priis, de ubeskaaren fik. (*)
For Børne-Børens Børn vil ældste Grander qvæde,
Naar de hver Maji Dag omkrandset sees med Glæde:
Da Christian med Sin Mathilde salvet blev,
Vi Friheds Skiøde fik og Velstands Feste=Brev.
Jeg
(*) De Kongelige Skiøder paa Eyendom og Selv-Eyer Rettighed, bleve just paa
Salvings=Dagen Bønderne paa Kiøbenhavns Amt overleverede.


132
Jeg mig ey længer ud i Landet tør begive,
At i Betragtninger jeg ey skal borte blive,
Hvad Flek saa liden vel i begge Rigerne,
Som ey høytidelig den Dag erindrede?
VI. Til Staden strax igien! Lad see, hvad det betyder
At Frue=Klokke her saa høytidsmæssigt lyder:
En høyærværdig Act Høy=Skolen aabnede
Den Høye Salvings-Fest til Høy Amindelse.
Høylærde Tindinger den kronede med Ære,
Og paa høylovlig Viis gav Doctor=Hat at bære. (*
Sund Lærdom krones der, og Videnskaberne
Altid en Visdoms Ven paa Nordens Throne see!
VII. Den Værdighed, som Rang og Titler kunde give,
Paa Salvings=Dagen faaes ey heller spart at blive,
Det Tal vor Salvede kom Dagen før ihu,
Han med forskielligt Navn forøgede endnu. (*
VIII. Prinds Carl med Sin Gemahl ey længer kunde dølge
Den Drift de begge fandt; men ikke kunde følge,
Før Kierlighed og Pligt først havde æret her
Den beste Svogers, Vens og Broders Salvings=Færd;
Nu dette elsket Par ey Noget holde kunde
Fra en elskværdig Slægt et kiert Besøg at unde.
De toge Høyt Forlov til den Fornøyelse,
Og ønskes her igien jo før jo hellere!
(*) De Høylærde Herrer Candidati vare i Theologien: Hans Magnificence Hr.
Johannes Andreas Cramer, S. S. Theol. P. P. ord.; Hr. Georgius
Castaneus Bloch, Biskop over Riber Stift; Hr. Christian Michael Rott¬
boll, Sogne=Præst for Trinitatis Menighed; og Hr. Balthasar Munter,
Compastor ved St. Petri tydske Kirke her i Staden. J Jurisprudencen:
Hr. Janus Bing Dons; og i Medicinen: De Herrer Rudolphus Buch¬
have og Adamus Cron.
(**) Med 2de Geheime-Raader: Hr. Bernhard Hartvig von Plessen og Hr.
Wulff Henrich von Thienen. En General=Major Hr. Peder Clau¬
sen. Trende Conference Raader: Hr. Johan Ludolph Rumohr, Hr.
Christian Gottfried von John, og Hr. Christian von Brandt. Tvende
Etaz=Raader: Hr. Leopold August Cirsovius og Hr. Martin Nicolaus
Hennings. &c.


133


IX. Foraarets muntre Dragt og buntet Blomster=Smykke
Gav nu Lyst=Slottene den dem misundte Lykke;
Vi maatte see derpaa, at Trende udaf dem (*)
Berøvede vor Lyst og Stadens Konge=Hiem.
X. Den øvet Garnison for Kongen nogle Dage
Saaes deres Øvelser med Færdighed gientage.
XI. Og begge Holmene undfik Hans Majestæt,
Hvor de fornemste Ting i Hast blev overseet.
XII. J Staden Kiøbenhavn fritoges Magistraten,
For den Uleilighed at hæve Extra=Skatten.
Ved en Commission sligt efterdags skal skee,
Som paa det billigste skal samme lignet see (*)
Ophæves kan den ey; thi Landets Gields Betaling,
Udfordrer Skattens Mynt og denne Nød-befaling;
Men, læser Miskundhed i hver en Linie! (*
Seer Byrden værdig lagt paa Meestformuende!
XIII. Hver Norges Kiøbstad nu, ved Kongelig Erklæring, (*
Seer af en aabnet Vey sin Borgerlige Næring:
De Brændviins=Brænderie fik sat i Stand igien,
Og selv den Fordeel faaer, som andre toeg forhen.
Da Koren=Priser saaes for nogen Tid at stige,
Det dem forbuden blev; Nu er de taalelige.
Gid Koren=Prangere den Glæde aldrig naae,
At Prisen de igien derved forhøyet faae.
XIV. Vort Land frembringer os saa lekre Have=Frugter,
At vi ey lystes bør ved udenlands Producter.
Lad da hver lekker=Tand, som har saa høy en Gout
At vrage Landets Frugt, kun frisk betale nu! (")
X¬.
Friderichsberg, Hirschholm og Fredensborg.
(*) Commissionen, som skal holdes paa Raadhuset, bestaaer af følgende Commis¬
sarier Hr. Conference=Raad Bærens, Hr. Conference=Raad de Schrodersee,
Hr. Justitz-Raad Hæseker, Hr. Kammer Raad Hansen, og de Herrer Beck
og Kobke, Begge af Stadens 32 Mænd.
) See Forordningen af 12 May.
77*) See Forordningen af 12 May om Brændeviins Brændens Tilladelse i Kiøb¬
stæderne i Norge.
*) See Forord. om Told af friske Frugter af 21. May.


134
XV. Nu om Befordringer til Embeder og Ære
Min Læser efter Skik vil underrettet være:
J Herr von Rosenkrands (*) saae Christian en Feil
En Herre, som for Sig, i Sit Geheim=Conseil.
XXVI. Herr Kammer=Herre Fircks det hvide Baand blev værdig,
Da han stoed med sin Prinds til Hanau reisefærdig. (
Von Sperling seer man og, ved Kongens runde Haand,
Med Stierne paa sit Bryst og samme Ordens=Baand,
XXVII. Ey skulde Christiansand sin Adler længer savne,
Thi Kongen kiendte den, som kunde Stiftet gavne!
Hr. Hagerup dets Tarv at skiønne er i Stand,
Og det befordre vil, som Stiftsbefalingsmand.
XVIII. Seer Graven aabne sig, til Hvile at annamme
Et æreværdigt Støv af en elskværdig Dame! (*
En reen, usminket Dyd er Hendes Gravsteds Glands
Og bruger intet Laan af Hendes Salig Mands.
XIX. Den klare Sandhed staaer med nok et Æreminde,
Som skal opreises vor udlevede Bispinde.
Gudsfrygt, Godgiørenhed er dets Sindbilleder,
I dem man levende Bispinde Hersleb seer.
XX. I Alders Sølvgraae Haar anmeldte Dødens Komme
For Conferentz=Raad Friis, at Dagene var omme,
Oeconomie, Commere og fattig Væsenet
Ey kunde taale før saa god en Ven begrædt.
XXI. Her høres Trauer=Skud og Sørge=Kanonade!
Frue Gynthelberrigs Gaard blev sort paa Østergade,
For Hendes fromme Mand, en værdig Schoutbyngct,
Fik Hendes Kierlighed og Omhue Afsked sagt.
Hvad Hierte-Trøst for den beklemte Enke=Frue,
At Villien var i Stand ved sammenspart Formue,
At lade Verden see og høre Mandens Værd?
Taer Hun kun ey sin Død ved denne Jordefærd!
Hr. Geheime Raad Friderich Christian Rosenkrands.
) Som Mareschal hos Hans Durchl. Prinds Carl af Hessen.
*) Frue Amiralinde Hylleborg Catharine v. Suhm, fød Lerche.


135


XXII. Den Danske Orlogs=Magt al Verden frygter, ærer;
Den aldrig mangle skal paa kiække Officerer
Fra Ungdom øvede, af Landets egne Børn;
Den Hensigt rustet ud Fregatten hvide Ørn. (*)
XXIII. Ey Rigers Ønske (*) sidst til Navnet vilde svare,
Da ved Udreisen det paa Lessøe stoed i Fare,
Sligt ikke just saa nyt og usædvanligt er,
Hvor mange svarer vel til Navnet, som de bær?
Det dog med Folk og Gods slap frelst igien fra Grunden,
Dets Skade alt er lægt og Tabet er forsvunden.
Nu gik det ud igien; og Alles Ønsker spaaer,
Det Reisen lykkelig og vel fuldendet faaer.
XXIV. Brand Skaden ey saa let paa Bryggerset forvindes, (**)
Som med Forskrækkelse hver Siel i Staden mindes.
Forfærdelige Syn, o gruelige Nat,
Da Flammen rasende blev udi Frihed sat!
Det Kongens Bryggers var
tør vi erindre Stedet,
Og den selvraadig Jld
saa nær ved Konge-Sædet?
Jo, den ey funklede med overhørig Magt,
For nogle Timers Tid at holde os paa Vagt,
Ney, for vi Himlens Gunst bestandig skal erindre
Og kiende: at en Straf ey kunde være mindre.
Vi Tabet gierne maae forglemme om vi vil,
Naar Gud kun Æren faaer, som sagde: hidindtil!
Tydsk=Land.
Skal Dydens eget Hof saa pludselig bedrøves,
Og midt i Ungdoms Vaar sit Ære=Smykke røves?
Josepha er ey meer, - Josephi Lys og Lyst!
Et Graads og Sorrigs Mørk er Hans og Hoffets Trøst.
Det Hierte var af Steen, der kunde det undlade,
At tage føelsom Deel i denne Josephs Skade.
Mon de vel ere værd, at kiende Dydens Værd,
Som ligegyldige dens Væ og Vel anseer?
Under Hr. Capitain Hans Ahrenseldts Commando.
(*) Skibet Rigernes Ønske ført af Capitain Bagge, til Bengalen og China
destineret.
(***) Skaden ansees for meere end en Tønde Gulds Værdie, foruden hvad videre
Tab for Brygger Lauget vil flyde, som Følger deraf.


136


Vi veed hvor snart det er, at friste slig en Skiebne,
Og med Taalmodighed mod den sig at bevæbne.
Gud spare Josephs Liv til Glæde mange Aar,
Og skaane Dannemark for Tydsklands Hierte-Saar!
Engeland.
Har Jesuiterne sig forud forestillet
Det Puds, dem Spanien for nyligen har spillet?
Saa vil man lade dem, at de maae have haft
Meer end almindelig og stærk Jndbildings Kraft.
J Engeland man Sligt om Dennem foregiver,
Og Foregivendet derved bestyrket bliver,
At store Summer er udført af Spanien
Og sat af dennem der i Actier forhen.
Er den Beretning sand - man den for sand udgiver
Et Jesuiter=Kneb det da til visse bliver:
Men hvoraf kunde de vel dertil slutte sig,
Da Kongens Anstalt var, som viis, saa hemmelig?
Mon Egen=Kundskab ey har forudsagt dem dette?
Jo ellers havde de det aldrig kundet giette;
De vist maae have haft en ond Samvittighed;
Den altid er af Frygt til Flugten forbereed.
Skotland.
Gid alle Adelsmænd, som kaldes Patrioter,
Det Jndfald vilde faae, som vore ædle Skotter!
De har af begge Kiøn med Haand forskrevet sig,
Paa Kongens Fødselsdag at see hinanden lig.
Hvori, i Giækkerie og flanevurne Moder?
J daarlig Yppighed og udenlandske Noder?
Ney, derved giorde de kun Landet lidet Gavn,
Og slet beskiemmede det Adelige Navn.
For Lands Fabrikerne at hielpe ret paa Foede,
De da optage vil en patriotisk Mode:
Ey bære noget Tøy, som ey er hiemmegjort;
Sligt Dagen værdigt Syn er Adeligt og Stort.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Junius 1767.
Dannemark.
I.
Guds og vor Salvede det Land og Folk vil kiende,
Hvis Forsorg Ham af Gud betroet er i Hænde;
Hvert Sted af Vigtighed alt derfor er bereed
At imodtage Ham i Underdanighed.
Hans tydske Stater naaer for denne Gang den Ære,
At Kongens Reises Maal skal deres Glæde være:
J høy Velgaaende vi saae Hans Majestæt
Fra Sielland iilende for at opfylde Det.


138
Gud følge Kongen med, Ham hen og hiem bevare
Fra Reysers Farlighed og Uhælds skiulte Snare!
Gid Guds og Kongens Lyst maae kiendes hvert et Sted,
Hvor den Velsignede vil sætte sine Fied
Saaledes - hvor Han er - enhver af Nordens Sønner
Ham dog nærværende vil see i sine Bønner.
Man kiender Bønnens Kraft og skal erfare den,
Naar Landet seer sin Lyst paa Fridrichsberg igien.
II. Hvad Lyst paa Fridrichsberg var længer for Mathilde,
Naar Christjan efter Sig der Hende lade vilde?
Hun skyndte Sig derfra, at komme nærmere
Til Hendes ædle Lyst i Hans Fraværelse.
Hirschholm og Fredensborg just Dennem havde inde,
J hvis Omgiængelse Hun samme kunde finde;
Thi saae Hun Fridrichsborg, som disse laae saa nær,
Til Opholds Sted for Sig og Vor Charlotte værd
III. De trende Hoffer nu indbyrdes Lyst forøger,
Naar daglig vexelviis Hinanden De besøger.
De have Hver for Sig - hvor Store de end er
Opmuntringer Behov i denne Tid især.
Gid Deres ædle Lyst maae Dag fra Dag tiltage,
Til Ønskerne engang faaer Nordens Fryd tilbage.
Vi vil imidlertid forlyste os med det,
Som desforuden er i Landet hørt og seet.
IV. Bør hver en Handels=Stad af Altona ey lære,
Ved egen Handel sig med Fordeel at ernære?
Hvad Opkomst var det ey for Fiskerierne?
Seer Majestæten selv dertil Opmuntrende!
Af eget Fiskerie sig Altona benytter,
Og Kongen sammes Drivt høymodig understytter:
Et Silde=Compagnie de octroyeret see,
Og tilmed Løfte fik paa aarlig Præmie.
V. For Slesvig Kongen saae forderveligt at være
At Ungdom, som endnu sig selv ey kan regiere,
Faaer Arve=Midler der i Egenraadighed,
Før de fornuftigen dem at bestyre veed.
((*) Den Kongelige Octroy, som er paa 10 Aar, er af 13de April sidst.


Paa slig Uleylighed skal raades Boed i Tide,
Og Kongens Villie fik begge Kiøn at vide:
Ey Nogen efterdags fuldmyndig agtes der
Før eet og tiuge Aar de først paa Bagen seer. (*)
VI. Conlumption af Thee herefter skal erlægges!
Mon ey de Handlende ved dette Bud forskrækkes?
Ney, de kan sette paa; og de, som drikke Thee,
Kan holde det for sundt, at skienke tyndere.
VII. Discipler flittig sig i Talekunst skal øve,
Og deri aarligen aflegge beste Prøve. (**)
Det Kongens Omhue er for Skolevæsenet
Som denne Prøve giør paa at forbedre det.
VIII. Den Kirke=Disciplin, som Loven forhen krævet,
For Eftertiden er for Leyermaal ophævet.
Hvor god og christelig end Lovens Hensigt er,
Erfarer Kongen dog, den opnaaes ey, - desvær! (
IX. Bundtmager=Arbeid nu vor Hoved=Stad bereder,
Saa billigt og saa got, som udenlandske Steder.
Den Sandhed ey saa snart blev Kongen forebragt,
sAurku
Før andensteds beredt ved Forbud blev afsagt.
Dog een Undtagelse fra dette Forbud gives:
Vel fremmet Foer=Værk maae til eget Brug forskrives.
Vil nu det eget Brug kun ey misbruges saa,
At Kongen heller ey sin Hensigt kan opnaae?
X. Vor Christjan viiselig Geheime=Raader søger,
Herr Willum Bierregaard nu deres Tal forøger.
En Obrist meer end før vi og at nævne fik,
(ttter)
Som dog tilligemed fra Regimentet gik.
XI. Paa Døds=Registeret man Herr von Heien finder,
17katrn
Stift=Amtmand før i Fyhn, og Toe Etatz-Raadinder;(
Den Første pludselig forlod en Ægte=Ven,
De Sidste aldrende forladte var forhen.
See Forordningen af 27de April sidst.
See Forordn. af 6te Jun.
See Forodn. af samme dato.
See Forordn. af 8de hujus.
*) See Forordn. under samme dato.
Er) Obrist von der Maale af det Delmenhorstiske Regiment.
(**) Bornemann og Eggers.


139


140
XII. Et Fredensborg (*) kom hiem, som Cantons Vahre bragte,
Og i vor roelig Havn sig nys for Anker lagde.
Et andet Fredensborg (*) gik herfra ud igien,
At trække Fordeel ind ved Slave=Handelen.
XIII. Krigs=Directorium kan indsee Kongens Beste,
Og deres Handlinger slig Jndsigt vil stadfæste
Vi Prøver nok har havt og vist nok flere faae,
Hvis disse store Mænd kun med os leve maae.
Det nyeste vi fik fra dem, var den Indretning,
At Norske Steder ey skal have Norsk Besetning.
Det Delmenhorstiske og Møenske Regiment
For at afløse den desaarsag did er sendt.
XIV. Hvad Konst er vel i det, alting at ødelegge
Og aldrig tænke paa det mindste at opklække?
Det er en Videnskab, hvor til hver Ødeland,
Om han var nok saa dum, dog have kan Forstand.
Mon vi vel vare værd at nyde Landets Gode,
Som vore Fædres Vidd i vores Haand betroede,
Hvis vi kun bragte det udi Forvirrelse
Og giorde Landet bart for Efterkommerne?
Langt Andet kan vi see vor Øvrighed os lære,
Hvis kun enhver i sit lærvillig vilde være,
Vi Skoven bruge maae - thi vi behøve den
Men vil vi hugge ned, vi plante bør igien.
Seer Plante=Skolen (**) an først saaet for tre Aar siden
Hvor den opelsket er til Skov for Eftertiden!
I dette og i meer for dem vi sørge saa,
At de ey sukke skal naar de os nævne maae!
1414
XV. En ædel Gave gav von Stockens Testamentel-
Til den, som paa eet Sted 10 Aar bestandig tiente.
Den gode Frue Selv det af Erfaring har,
At det og var en Fugl, som er i Skoven rar.
Ført af Capit. Svane.
(**) Ført af Capit. Espen Ronig.
I Indelukket ved Fortunen i Jægersborg Dyre=Hauge.
) Frue Generalinde von Stockens af 5te Aug. 1763.


141


Tydsk=Land.
Af Josephs Gudsfrygt man ey kunde vente mindre,
End at Han vilde jo Forargelser forhindre.
Hvor eftertænkeligt i den Henseende
Er ey Hans Keiser=Bud imod Fritænkere?
Om end al Verdens Magt ey kan forhindre Tanker,
Og intet Herre-Bud dem foresætte Skranker,
Som veed af ingen Tvang, som lystre intet Bud,
Og ingen Dommer har undtagen eene Gud,
Saa seer dog Joseph sig den givne Magt at have,
Som disse Tøylefrie kan holde udi Ave;
De uanstændige og frække iblandt dem
Skal holdes fængslede i deres skiulte Hiem.
De aldrig skal i Ord - saa vidt han har at byde
Mod Gud og mod Hans Ord ustraffede udbryde
Frietænker Hierne=Spind og ilde vævet Garn
Skal ey besnære der det mindste Rigets Barn.
Prisværdig Nidkierhed og Christelige Jver!
Hvortil i vores Tid Nødvendigheden driver;
Da dette Ukrud har saavidt udbredet sig,
At knap den gode Sæd er meere kiendelig
Fortræffelige Mænd af rare Sindets Gaver
Det fast til Sædemænd i alle Lande haver,
Hvis lærde Vittighed dem til Oracler giør,
Dem man med større Agt end Guds Oracul hør.
- En anden paa Voltaire!
Een gabe paa Rousseau!
Hvo Bibelen, Guds Ord, forsøger at vanære,
Forringe Christum Selv, hans Embed og Person,
Det er en Daare, om Han end var Salomon!
De være viise Mænd i andre Videnskaber;
Men i Religion de Begge ere Aber!
Hvad Middelvey? - Hvad Snak!- Er her vel Middelvey,
Jmellem Sandt og Løgn?- Guds Viisdom siger Ney!


142
Engeland.
I. Den Jesuiter=Sværm, som Spanien uddriver,
Giør at Regieringen med Grund opmærksom bliver;
Den ikke skiøtter om, at alt for stort et Tal
Af disse Fædre sig just her nedsætte skal.
Man ikke noget Hof fortænke kan i dette
Som sine Staters Vel ey vil af Øye sætte.
Hvo der taer Fremmede udi sin Tieneste,
Jo gierne Skudsmaal vil af sidste Herre see?
Og disses Skudsmaal ey just lyder med de beste:
Saafremt man ellers Troe til Rygtets Ord tør fæste
De har - saa siges der - med Eed forbunden sig,
At være deres Chef meer troe og føyelig
End Paven." Dette dog saa meget ikke sagde,
Hvis værre Lydighed ey Eden dem paalagde
De meer end Konger ham - og altsaa meer end Gud
Skal lyde!- Hvo har hørt saa Diævleblændt et Bud?
Lad Paven huuse den -- See han dem og forskyder!
Forhadt i alle Land, paa Havet de omflyder.
Toeg Corsicanerne omsider dem i Land?
Velan sligt Colonie dem ey misundes kan!
II. Man Engelskmandens Lyst til Hane=kamp vil dempe;
J Sandhed, skal det skee? da maa det skee med Lempe.
Det stærkeste Castel man før indtaget fik,
End man ved Magten tvang en gammel daarlig Skik.
Jtalien.
I. Det Røver=Næst Algier tør lade sig forlyde,
Strax med Venetien at ville Freden bryde,
Hvis den fornøyer ey dets nye Fordringer,
Som saa uhørlige, som skammelige er.
Det dem jo Ære giver?
Dog hvad er skammeligt?
Naar al Europa dem tilsidst skatskyldig bliver?
Algier forstaaer sit Snit, de taer, hvad de kan faae.
Man kiender Christnede, der giøre ligesaa.


II. Om Stutgards Hertug (*) har Venedig nok at sige,
Hans Fyrstelige Pragt vel neppe haver lige.
Hans Ædelmodighed og Mennesk=Kiærlighed
Knap Republiken ret med Ord at nævne veed.
Man veed af Rygtets Mund, den dertil er beføyet;
Saa det er deres Pligt at være vel fornøyet.
Og Fyrstens store Navn er dobbelt Ære værd,
Naar i Hans eget Land hver saa fornøyet er.
III. Tør Bisperne endnu mod Øvrigheden fnyse,
Og med Bansættelser forsøge Folk at kyse?
Da Paven neppe Selv har mere Mod dertil?
Sligt er i denne Tid et meer end sælsomt Spil.
Ja, gammel Vane ey saa let er at forglemme;
Hos Parmas Erke=Bisp man dette kan fornemme:
Den kiække Hertug der sit Land forbedre vil,
Og see at Alt gaaer ret og ordentligen til.
Hvad priseligere kan han sig foretage?
Mon nogen Erke Bisp vel saadant vil mishage?
Ney, dette havde de endda vel overseet;
Uagtet ey hos dem var Forespørsel skeet
Hvis de ey havde hørt, Lands=Herren sig tillave,
Med Geistligheden selv at ville Opsigt have.
Det var Forgribelse mod Kirkens Myndighed!
Som den Koldsindigste jo maatte giøre vred?
Hertugen vil dem ey den Herlighed indrømme,
At de maae, som de vil, sædvanlig Sager dømme.
Han har paa egen Haand opreist en Tribunal,
For hvilken efterdags alt Sligt afgiøres skal;
End og Forordninger, som Paven selv udgiver,
For denne Tribunal først undersøgte bliver;
Der faae de Kraft af Lov, hvis de er nyttige;
Hvis ikke, blive de med eet forkastede.
Formastelige Ting! i Erke=Bispens Tanker.
Hans Vrede fnysende gik over alle Skranker;
Den Fyrstelige Ret han dristig imodstoed,
Og efter gammel Stiil, forført af Overmod,
(*) Carolu Eugenius, til Birtemberg Stutgard.


143


144
Endog i Kirkens Ban dens Assessorer lyste.
Sig ey erindrende, at sligt ey mere kyste
Hertugen hørte det, og har Medlidenhed
Med denne arme Mand, som bleven var saa vred;
Dog, for at lære ham sin Øvrighed at ære,
Loed Han saa lempelig ham værdig arrestere.
- for Pavens Næse!
Tør
Midt i Jtalien! -
En Hertug vove det, ey Konger vovet før?
Ja, Rom vel tie maae; Omstændigheden nøeder.
IV. Den Pavelige Stoel staaer Selv paa svage Fødder;
Trang og Gienvordighed i Kirke-Staten er,
Og allevegne fra kun slette Tidender;
Han ey paa Spanien kan tænke uden Smerte,
Hans Sønners Skiæbne her et Sting er i hans Hierte.
Og Polen bryder ham med fler Bekymringer,
For Dissidenters Ret man sig antager der.
Formanings=Breve nok han hid og did omskriver;
Men springe maae af Harm, saa lidt det agtet bliver.
Gid han kun ey for stærkt i Sædet vrikke maae!
Thi Stolen gammel er og ey at lide paa.
Constantinopel.
En Bande søgte her med Æren sig at nære
Ved falske Vidnesbyrd mod Næstens Navn og Ære.
Maaskee de kaldte det Tienstberedvillighed?
Der mange Maader er at vinde Brødet ved;
Paa deres Tieneste man her dog ikke skiønte,
Men med Galleyerne og Galgen dem belønte:
Mon mange Christne har ey samme Nærings=Vey?
Hvor gierne ønskte man, at kunde svare Ney!
P.S. J nogle faae Stykker af foregaaende Maaneds Mercur vilde Læserne sætte
pag. 135. not. (*) Hr. Capit. Hans Ahrenfeld i Stæden for Hr. Capit.
Krieger.
J ¬
X¬


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Pririlegio.
Julius 1767.
Dannemark.
I.
Hil være dig, o Dag, som Nordens Dag er vorden! (7
J en lyksalig Stund opgik du over Jorden.
Fik Storbrittannien dig end at hilse først,
Blev dog din Opgangs=Hæld, skiønt sidst, for Norden størst.
Ey mindre Herlighed for os du aabenbaret,
End Carolines Værd, til Himlens Priis erfaret.
Hun Landet Moder blev, og Kongen en Gemahl,
Hvis Dyder velfortient af Begge skiønnes skal.
(*) Den Toe og Tiugende.


146.
Et stille Andagts Raab skal paa Bønhøring trænge:
Mathilde leve vel! vor Moder leve længe!
Velsignelser, som de Guds Venner høre til,
Vor Dronnings Kierlighed og Værd skattere vil.
II. Hirschholm og Fredensborg Mathildes Dag til Ære,
Saaes Majestætisk Pragt ret angelegen være;
De kiere Hoffer loed af høyest Evne see
Hvad Hierte Begge bar til den Elskværdigste.
Med alt Optænkeligt Mathilde at fornøye,
Var just det store Maal, Dem Begge stoed for Øye,
Og blev til Deels opnaaet; Mathildes Velbehag
Var Begge Hofferne et værdigt Vederlag.
Men al den Yndighed, som begge Steder eye,
Og hvad Natur og Kunst end haver bragt til Veye,
Dog ikke denne Gang sig torde understaae,
At vente Dronningens fuldkomne Agt at faae.
III. Et Gottorf kunde kun sig af den Lykke bryste,
Endskiøndt fraværende, Høystsamme at forlyste;
Hvor langt det borte var, det dog med Vished saae
Det som nærværende for Hendes Øyne laae,
Der var Mathildes Siel, Hvo kunde det fortryde?
Hvad Sted forlangte vel Opmærksomhed at nyde
Frem for et Gottorf da? Hvor det man elsker er,
Vil Hiertet være med; thi var Mathildes der.
Der var Kong Christian, Mathildes Deel paa Jorden,
Hans Rigers Tilsyn Ham var lovligt Forfald vorden;
Dog saaes paa Gottorf Slot Hans værdigste Behag
I den for Rigerne og Ham velsignet Dag.
IV. Jmidlertid vi her forsikkres om Hans Komme,
Naar den fastsadte Tid med Maaneden er omme.
Vor Længsel glemmes ey imedens Kongen sig
Paa hvert et andet Sted giør uforglemmelig.
V. Al værdig Tidsfordriv vor Dronning sig udsøger,
Og hver Mands værdig Agt og Kierlighed forøger
Sit Folks Hengivenhed Hun heller ey forsmaaer
Hvad Under, Hierterne Hun da indtagne faaer?


147


VI. Vor Stad fik høyt Besøg af Landets Caroline,
Som hver oplivede med Mildheds Engle=Mine.
Det naadig Ærinde hvori Hun den Gang kom,
Var, paa vort Compagnie (*) at ville see sig om.
Hvad Vahre Jndien i Danske Havne bragte,
Hun, som vor Velfærds Ven, fornøyet faaes betragte (**)
Og i den Glæde toeg enhver Jnteressent
Meer Andeel end i Det han ventede fortient.
Hun høyt Geleide nøed udaf sin Herres Broder,
En Prinds, af hvilken Nord sig store Ting formoder,
Som sig en Ære giør af alt, hvad dydigt er,
Og sine Fædres Gud til Leder selv begier.
VII. Han for sit Sorgenfri udbad og nøed den Naade,
At Dronningen ey der at være Giest forsmaaede.
Dog lovet Han sig ey, hvad Navn end Slottet bar,
At Alt just denne Tid der efter Ønske var.
VIII. Ney, Roeskild glædtes ved det første Sted at blive,
Mathilde anden gang sit Ønskes Maal at give
Thi Kongen ventede man nu hvert Øyeblik,
Og alle forudsaae, Hun Hannem der undfik.
Det ingen var bekiendt; men hver med Grund det spaaede;
Thi hvem er ey bekiendt Mathildes Tænkemaade?
At forekomme Ham, Hun altid er bereed,
J Eftertænksomhed, Forstand og Kierlighed.
Hun kom, den Huldeste, før Hendes Elskelige,
Et ømt: Velkommen Ven! Ham rørende at sige.
Al Landet stemmer i, giør eet med Dronningen:
Velkommen Christian! Vær Guds og Folkets Ven!
Gud giøre vel mod Dig, Vort Vel Du da vist rammer,
Os gavner ikkun det, som Du af Ham annammer,
Annam da Raad og Hielp af Jesu Ord og Aand,
Saa lykkes alle Ting ved Ham udi Din Haand.
(*) Paa det Asiatiske Compagnie.
(**) Saavel de Chinesiske med den i forrige Maaned hiemkomne Chinafahrer, som
de Ostindiske hiemkomne i denne Maaned med Skibet Kron=Prindsen, under
Capitain Jenners Anførsel.


148.
J Folkets Kierlighed Du jo Din Ære sætter?
Guds Kierlighed Du da umueligen forgietter.
Dit Folk, Stormægtigste! er ogsaa Ærekier,
At elske Gud og Dig just vores Ære er.
IX. Nu saae da Fridrichsborg sin ædle Længsel stillet,
Og i dens muntre Egn Alting af Glæde spillet.
De dyrebare Toe det samlet fik hos sig,
Hvis Vel og Landets Vel er uadskillelig.
X. Om Norges Extra=Skat kom nærmere befaling (*)
Hvordan den hæves skal til Landets Giælds Betaling,
Reent at ophæve den, det vil vor Christian,
Men see, Nødvendighed giør, at Han ikke kan.
Hans Norge bør saa vel som Dannemark betale,
Dog hør man Kongen dem meer bede end befale.
Hver ægte Normand Sligt til Sielen trænge vil,
Saa han den sidste Skiærv velvillig byder til.
XI. Til Ordner, Nøgeler og Høye Caracterer
I denne Maaned ey sig nogen distingverer!
XII. Men en Etatz-Raad (**) har vor Herre distingvert,
Hans Himmeltagne Siel en Engle=Rang erklært.
XIII. En vakker Herre har sig nylig her indfunden,
Som føle vil om vi har Tænder udi Munden.
Paa Fransk, paa Tydsk og Dansk har han tilbudet sig
At aabne os vor Mund, men Pung fornemmelig.
Hans Navn er Lallemant, Hof=Raad, for raadne Tænder
En prægtig Practicus, saa vidt han selv bekiender,
Hans Videnskabers Plan meddeeler han omsonst!
Men vil tilstrækkelig betales for sin Konst (*)
Ham Tiden kostbar er, ey meer end fjorten Dage
At aagre med sit Pund hos os ham vil behage;
Dog, han betænker sig! Alt Reisen er udsat
Hvor kunde han og see saa hastig os forladt?
1) Af 3die Julii.
(*) Etats Raad Oluf Mlack gammel 74 Aar.
(***) See hans Pris=Courant i hans trykte Avertissement.


149


Ja, ey for vor Skyld Han sig bør opholde længe!
Kan Hessen ey saa haardt som vi til Tænder trænge?
Mon Kierlighed til os Ham vel undskyldte der,
Om den blev Tandløs, mens Hof=Raaden lenter her?
Sverrig.
Hvad tænker vel den Svensk, der saa oprigtig skriver?
Hans Tankers Frihed vel af ingen hindret bliver!
Men han udgiver dem jo offentlig paa Prent,
Maaske han stoeler paa, hans Navn er ey bekiendt?
Hvor tør han love sig, at han skal ikke røbes?
Mon ey hans beste Ven kan dertil underkiøbes?
Hævngierrigheden vist ey Umag spare vil!
Saa staaer han der en kiøn! faaer Skam til takke til.
Hvad er hans Tanker da, mens de saa farlig ere?
Mon for Fritænkere Forsigter han vil være?
Mon han erklærer Krig mod Gud og mod Hans Ord
Og Kirkens ædle Fred forstyrre vil i Nord?
Ney, nu om Dage man for saadant ey beskiemmes,
Det snarere er Vey til Ære at forfremmes;
Og giorde Sverrig ham end til en Fredløs Mand,
Saa fandt han dog vel Skyds udi et andet Land.
Mod Staten da?
O, Ney! dertil er han for ærlig,
Mod den han, som en Svensk, er sindet vel og kierlig:
Dens sunde Overlæg i Dens Anordninger
Opdager han for hver, som misfornøyet seer.
Hvad kan det være da?
Maaske han giør Pasqviller,
Og den misundte Dyd i Smug ved Æren skiller?
Ney, om han tabte end Sinds Rolighed derved,
Saa vandt han dog igien Endeels Bevaagenhed!
Men denne Frække Sig, saa yderligen vover,
At han Forfædrene og deres Sæder lover:
De Tider - siger han - i Sverrig været har,
At Mandfolk maadelig og duelige var,


150


Man baade muntre dem og sunde saae at være,
J Sind og Lemmer rask, til Levemaadens Ære,
Retskaffen Nidkierhed de da for Frihed bar,
Og dyb Ærbødighed for Alt hvad helligt var.
Ja Fruentimmerne - fortfarer han at sige
De var Fornuftige, ærbare, sædelige,
Enhver var Sysselsat i sin Oeconomie,
Og Børns Opfostrelse de søgte Æren i.
Hvad Ont er vel i det –- Hvo tør ey Sligt berømme?
Ja bie og hør! siig saa, hvad man om ham vil dømme!
Ved Enden mærkes først hvor Avindsfuld han er:
Den Tid - han siger - var, men er nu ikke meer.
Vort Mandkiøn - hør engang - den kiække Slægt sig taber
Qvindagtigheder dem i vores Tid omskaber.
Og paa det smukke Kiøn, dog kun den største Deel,
Man ligeledes seer en væmmelig Forskiel,
Jo, hvo tør andet sige?
Er Manden ikke gal?
Han burde, for sin Mund, forvises Sverrigs Rige;
Dog, ingen ønske, han til vore Kyster drev;
Thi han honette Folk kun her til Plage blev.
Engeland.
I. For mangen stakkels Mand een Kone er for mange,
Men seer en Engelskmand, som ey for Tre var bange
Som ægte viet er til dennem alle Tre,
Og, nota bene, har dem Alle Levende!
En nedrig Penge=Lyst har lokket ham, at vove
Saa stoer Forbrydelse mod Guds og Landets Love.
Han hierte=kippet nu for Retten er fremkaldt,
Og faaer Medgivterne til visse dyrt betalt.
Hvis han af anden Lyst end Gierrighed var dreven,
De tvende Vielser da havde ude bleven
Og han dem alle Tre vel kunde havt i Fred,
Til Trods for Lov og Ret, og Øvrigheden med!


151
Den Giæk!
- enhver ham nu med Haanhed forekaster,
At han har ikke vidst at dølge sine Laster.
Hvor mangen vittig Mand mon ikke have Fler,
Og sig dog sikker nok for al Tiltale seer?
II. En Lord i Engeland en Brud sig har udkaaren,
Paa hvilken Fødderne var begge reent afskaaren;
Hvo skulde have troet, at hun fra Haanden gik?
Jo, Tiuge Tusind Pund har gjort, hun Fødder fik.
Mon ikke mindre Sum kan større Ting udføre?
Alt hvad utroeligt er, kan Penge troeligt giøre.
Hvo skulde kunde troe, at Somme Hoved har
Hvis klingrende Beviis ey gjorde Sagen klar?
II1. Saa sandt man til at troe Aviserne forbindes,
Saa er den Lærdeste, der nu i Verden findes,
Opdaget i Lovain. En Nicolas Bacon,
Med al sin Lærdom dog en ynkelig Person.
En stok=blind Jøde er den Mand, som her beskrives,
Og for et Underværk af Lærdom der udgives;
Han i det ringeste maae have læst sig blind.
Thi Lærdom kan dog ey med Skeer søbes ind.
Men Efterretningen ey Maaden gier beskreven,
Paa hvilken han, som blind, den Lærdeste er bleven.
Nok at han lærdest er, og vi i Hannem saae,
At og de Lærdeste kan udi Blinde gaae.
Frankerig.
At gaae en Middelvey, det er: at ramme Maade,
Er just det Ærens Maal, som Dyden ene naaede.
Hvor lit til Siderne den end udskeje vil,
Den taber strax sit Navn, ja er ey mere til.
Ved Middelmaadighed ey manges Agt tilvendes,
Hvad Under, Dyden da saa lit af Verden kiendes?
Til Yderlighed nu de Fleste vende sig
For at forvisses om, at blive kiendelig.
Paris, som aldrig har Mærkværdigheder savnet,
Os en Madam Gaussin, bekiendt af meer end Navnet,


152


Gior derfor meer bekiendt. Hun har i sin Metie (*) J
Ret vidst at drive det indtil det Yderste.
Ey som Actrice, ney, det vil jeg ikke sige,
Men som Coqvette. Hvad! er Disse vel uliige?
Ja, vel uliige? Thi, sees ingen Muelighed
At skielne mellem dem, saa riv Theatret ned!
Polen.
Et Luthersk Bedehuus loed Varschau dog indvie,
Selv Cracaus Bisp det faae, og fandt for got at tie.
Man ikke mærkede, han var en Mand af Ord!
Thi han forglemte slet den dyre Eed han svor. (**)
U-svoren vel var best! Men naar en Eed er falden,
Er det meer christeligt at kunde styre Galden,
Og plat foragte saa ugudelig en Eed!
Som den Fyrst=Bispen svor i Ubesindighed.
Det hans Sagtmodighed derfor en Ære bliver;
At han til Hiørne-Steen sit Hoved nu ey giver!
Men holder det i Hævd langt meere end sin Eed.
Hans Hoved unde Gud, med Kirkens Grundvold, Fred!
Jtalien.
Hans Hellighed i Rom et Jubel=Aar paabyder.
Hvad mon slig Lystighed i denne Tid betyder?
Mon ey et Sørge=Aar var venteligere,
Og bedre skikkede sig der med Tiderne?
Ja, man fornemmer og det aabnes ey af Glæde!
Men for fornøden Hielp af Himlen at udbede.
For baade Kirkens Nød og Statens Trang at staae
Tør Han ey denne Tid sig eene tage paa.
Guds Kirke og hver Stat kan Forbøn have nødig,
Saa vidt Gud Selv vor Bøn ey anseer overflødig!
Men Pavens Kirke-Stat staae, eller falde ned!
Guds Kirke staaer endda, og alle Stater med.
(*) Hun var en gammel berømt Actrice, som efter Hendes egen Tilstaaelse havde havt
7700de og nogle Liebhabere, foruden Opvartere af Abeer, Prelater og andre.
(*) See Den Danske Mercurius for November 1766. pag. 88.
J¬


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Augustus 1767.
Dannemark.
I.
Vor Tvilling=Riges Lyst forlyster sig i Landet!
Snart Dem et Lyst=Sted har, snart favner Dem et Andet;
Det glade Helsingør forlystet sig især
Da det Dem Glade saae paa Lyst=Palladset der.
Det lystelige Sted sig Kongens Agt tilvender,
Han vil det ikke see udi private Hænder;
Vor Juliana det til Gave faaet har,
Mon det vel nogen Tid i bedre Hænder var?


154
yst det stedse være,
Den al Lyst Værdi
det haver Ære,
Det svare til et Na¬
ey ene pligtig er,
Ja, dertil dette St
Hvert Sted Marien=Lyst i heele Landet vær!
II. Til Slottet Fridrichsberg omfider Kongen kommer,
Hvad Tid tilovers er af Aarets korte Sommer,
Man vel formode kan, han vil fordrive der;
Thi det just er Hans Lyst, at være Staden nær.
Den Hans Nærværelse og, af og til, fornemmer,
Han Intet Tilsyn værd i Residentzen glemmer.
II1. Artilleriet Ham igiennem samme drog,
Da paa Amager det Manoevres foretog.
Det Corps, hvis Element er Svovel=Damp og Luer
Jldsprudende Beviis, hver Høy og Lav Tilskuer
Loed høre og forstaae, paa Færdighed og Kunst,
Og at det Lod og Krud fortærer ey omsonst.
Krigs-Disciplin vi veed det have havt i Skale;
Meer paa dets Troskab dog end paa dets Kunstgreb stole.
At Troskabs=Jld hos dem langt Kunstens overgaaer,
Giør, at det værdigen sin Konges bifald faaer,
IV. Krigs=Kunsten er desværr en Videnskab paa Jorden,
Hpis Dyskalle hver Slat en Hoved-Sag er vorden;
ias
Hvad Midler være kan saa ødeleggende,
Den dem jo legger an, som u-undværlige?
Den grumme Videnskab man nødes til at prise,
Jo meer den udi Fred kan sine Konster vise.
Hvo saae vel Branderen, og den ey Biefald gav,
Da den sit Kunst=Beviis paa Grumhed brændte af?
Det var kuns blind Allarm; den ikke kom af Stedet;
Den til Ulykker ey var den Gang tilberedet;
Og Gud forbyde at dens Lige noget Sted
Skal slippes løs, at naae Krigs=Kunstens Øyemeed!
Endnu en blind Allarm den giorde udi Staden:
Der varsledes for Brand i Taarnet og paa Gaden.
Saaledes denne Gang toe Prøver blev aflagt;
Een paa Krigs=Videnskab, een paa aarvaagen Vagt.


135
VAl Jorden Herrens er: Men Jordens mindre Herrer,
Dog i Hans høye Navn her over den tegierer.
Medmennesker og Dyr er dem til Tieneste,
.. Og deres Velbehag er underkastede.
Derpaa et billed sees udi Parforce=Jagten,
En Herlighed, som kun tilhører Overmagten,
Og nu til Tidsfordriv for Nordens Mægtigste
Er sat paa ny igien i frisk Bevægelsel
VI. Forandring til Forsøg at ramme Alles Beste
Man i Forordninger og i Placater læste. (*
e Gid hvert Forsøg i sligt opnaae sit Øyemeed,
1116 Til Kongens Ære og Hans Staters Sikkerhed.
VII. Stats=Sager mange Aar i gik giennem Vaitzes Hænder;
Og Kongen hannem nu Stats=Raads Bestalling sender.
Det første giør Hans Amt, som Dansk Post=Controleur (*)
Det sidste Tidender om hans Meriter giør.
VIII. J Slesvigs Ober=Ret nys Døden sig anmeldte,
Dens høye Ærinde Herr Cantzler Plessen (*) gieldte.
Den brave Herre strax fra Dommer-Sædet gik,
Og ævigt Sæde hos al Verdens Dommer fik.
IX. Et Dødsfald jeg endnu nødtvungen maae berette!
Forgieves ønskende, at kunde det forgiette!
Det er en Pligt, hvorved min Svaghed trykker sig,
Som ved den haardeste, der kan paaligge mig.
som Fred og Ufred kiendke,
Det var en prøvet Helts.
Og stoed sin Prøve, hvor Ham Gud og Kongen sendte;
Som ærede sin Post, og Æret vandt i Den
Fortient Høyagtelse af Fiende og af VVen.
1 mo:
M2m at dix  Hans
23
(*) Forordningen om Land=Milleen i Dannemark ee af 21de Ang. Vitem Placa¬
terne, 1) Om Toldens Nedsættelse, paa fremmet hvid Sæbe, af 18de Aug.
hvorved den af 1ste Febr. 1753 ophæves. 2) Om ikke at giøre Forskud til de
ved Haandverkerne arbeidende Frimænd af Soldatesqven af 26de Aug. og 3)
Fra General=Post=Amtet af 15de Aug., Post-Befordringen i Bramstedt be¬
treffende
) i Hamborg.
"* Herr Bernhard Hartvig von Plessen, Geheime-Raad og Cantzler udi Her¬
tugdommet Slesvig, hastig død, den 28de Aug. i sin Alders 58de Aar.


156
Medlidenhed forlader
Hans Navn min Ære er!
*7)
Mig disse svage Træk, som Skyggen af min Fader!
og mindre ikke maae.
Jeg ikke meere kan,
Hver Krigs=Mand ønsker jeg Hans Gravskrift værdig faae.
X. Man veed at Villien er intet uden Evne,
Vort adlet Skytte=Laug holdt derfor Skyde=Stevne.
Dets arvet Helte=Mod har færdig Villie,
Men Evnen ikke faaes foruden Øvelse.
Hvor vidt den dreven er, de alle færdig viiste,
Lyst=Fuglens Undergang hver Skyttes Sigte priste;
Og Fugle=Konge Rang paa Skyde=Sælskabs Viis
Blev Kammerherr von Grams (**) Herr Mollers Skud til Pris.
XI. Mon Madam Scaglia jeg vel tør springe over?
Ney, blev hun vred derfor, jeg da formeget vover;
Dog hendes Fromhed vist maae Styrken overgaae;
Thi heel forvoven ey just hendes Mand udsaae.
Naar slig en Karl har turdt befrie saa stærk en Pige,
Der bær saa Mange, som paa Hende kan opstige,
Der Smedde, Hamrene med Ambolt paa sig taer,
Laer dem arbeide frisk, og dog Courage har,
Der i sit Hoved=Haar sees samme Ambolt bære,
Som med en Hals=Tuur, hid og did med den spadsere,
Der bær et opfyldt Fad, som Jntet, paa sit Bryst,
Og end til et Glas Viin faaer under Byrden Lyst,
Da maae han forud vist forsikret have været;
At Heste=Kræfter var af Due=Sind regieret.
Men troeligt, hans Madam ey da var stærkere,
End som hans Hunde og hans Hest var kunstige,
Den Tid de første Gang hos Hannem kom i Lære.
Jtalien af dem misundes ey sin Ære:
Og man beskæmmede af slige Kunster seer:
At udi alle Land een Nar kan giøre fler.
ey) Ør. Cdritian Peter Plemdorg, Sgoubynagt, og Ehef for den 3dis Divson
Søe=Folk, død d. 8de Aug. i sin Alders 76de Aar.
(*) Hof-Jægermester von Gram, paa hvis Nummer Konge=Gevinsten blev ned¬
skudt ved Hof Bogtrykker Nicolai Moller.


M
157
XII. Fra Roeskild hører man en Sieldenhed beskrive:
Et Thee=Træe vises der i tre Aar holdt ved Live,
Det Blade bar i Fior af beste Smag og Lugt,
Og bringer end i Aar sin Eyer større Frugt;
See, det har saaet sig Selv, dets Frøe nu Planter skyder,
Dem Eyeren til Fals udi Avisen byder.
Hvad Rigdom spaaer det ey"- saaledes spørger man - (*)
Om vi engang os selv med Thee forsyne kan?
Ney frygter ey for det. Det havde ingen Fare,
Om endog alle Straa i Sielland Thee=Træer vare,
Hvis Lugt og Smag og Kraft end trodset udenlandsk.
Hvo vilde drikke den? Den var jo dog kun Dansk?
XIII. Enhver nu let sig fri for Hoved=Vee kan sige;
En sympatetisk Ring befaler den at vige.
Hvo samme kiøber ey, imens den kiøbes kan,
Han vist af Hoved=Vee har mistet sin Forstand.
Naar man kun holder den et halv Qvarteer for Panden,
Gaaer Hoved=Pinen ud! Herr Lucas! Han er Manden,
Som byder den til Fals; Han bør og være den,
Man sig maae holde til, hvis den gaaer ind igien.
Dog, han forsikkrer Ney!
Hvo nu kun ey vil spare,
Kan Selv for nogle Mark dens Virkninger erfare.
J Viin=Patroner, seer! det er en Ring for Jer;
Med den J trodse kan Hiins Morgen=Virkninger.
I Herrer gifte Mænd, som undertiden mærker
Ved Eders Koners Hielp, at Eders Pande værker,
Til Strasborg (*) iiler hen! og kiøber hver en Ring.
Den største Videnskab er tidt en ringe Ting.
Engeland.
Til London er hiembragt en Ladning meer end vigtig:
Man forudsætte vil, Vurderingen er rigtig
Hvad Diamanterne allene ere værd,
Beløber til en Sum, som snart utroelig er. (***)
*) See Altonaiske Mereur. No. 135.
(**) Stadt Strasborg i Laxe=Gaden.
7*) 250000 Pund Sterling.


158


Hvo seer vel mildere, end den man Rigdom bringer?
Det lykkelige Folk vel da af Glæde springer?
Ney man fornemmer dog, at der er Maade med,
De seer det næsten an med Ligegyldighed.
Hvad hielper- siger de - om man paa alle Kanter
Os end garnerede med lutter Diamanter,
Naar der ey passes paa, at ey Udførsel skeer
Med vore gode Faar, som Landets Velfærd er?
22
Hvad Daarlighed er større,
Ja, Klagen haver Grund.-
End lade - hvad det er - til Overdaad indføre,
Og taale derimod, at det Nødvendigste
Til Livets Underhold gaaer ud til Fremmede?
Frankerig.
"44
Herr Mieilara i Paris har fremsat saadan Lære,
Som kan for Dokterne ey stoer Fortrøstning være.
Han Sundheds Midlet nu vil giøre Folk saa let,
At hver en Skræder=Sax kan tilberede det.
Han Klæde=Dragten vil de Regler foreskrive,
Ved hvilke samme kan et Sundheds Middel blive:
Fra Top til Taae han vil hvert Stykke mynstre saa,
At Blodets Omløb ey af noget hindres maae.
Hvis Sundheds Elskere - som alle jo vil være?
Nu efter hans Facon laer deres Klæder skiere,
Og sig befinder vel i saa beqvem en Dragt,
Hvad Hindring er da ey for Medicinen lagt?
Dog, denne gode Mand nok sine Landsmænd kiender,
Han veed alligevel, han faaer dem under Hænder;
Endskiøndt han giver dem saa got et Sundheds Raad.
Han seer det forud alt almindelig forsmaaet;
Hvo af sin Sundhed vel slig Slave vilde være,
At lade efter den sig sine Klæder skiere?
Ney deri, veed enhver, bør følges Modens Plan,
Og Blodet Omløb faaer at tage, som det kan!


160
J Herrer Doktere omsønst kun da forhaaber,
At faae et Ord indført i vore Garderober.
Hvad Stykke blev vel der for Eders Dadlen frie?
Ney, dertil taer vi Folk af anden Smag, end J.
Jtalien.
I. En rig, velsignet Host til Kirke=Statens Baade,
Korn, Viin og Olie har givet overmaade;
Og Clemens, som vi veed, ey mangler StatsForstand,
Ved god Anordning vil, det vel skal vendes an:
Han seer den Fattige for Mangel kan staaer Fare
Ved Monopolier paa Salg af Føde=Vahre;
Thi vil Hans Hellighed, som verdslig Fyrste, see,
At intet Forprang skeer af de Formuende.
II. Ey heller glemmer Han Guds Tak, for saadan Gave
Det giør en Hedning ey, langt mindre bør en Pave
En Takke=Fest i Rom man hør paa Romersk Viis
Af Ham anordnet er, Guds Forsyns Haand til Pris.
Fra Guds Stadholder den høytideligen høres
Tre Dage udi Rad at skulle herliggiøres,
Og hvo paa samme Tid kun udi Kirke gaaer,
Faaer Synds=Forladelse for syv tilkomne Aar."
Hvad skal man kalde sligt? -- Er Clemens nu den Samme?
Giør slig Forvovenhed hans Statskunst ey til Skamme?
Som verdslig Fyrste man berømme maae hans Bud,
Men, er han ey en Giæk, naar han sig giør til Gud?
Hvor kan en vittig Mand, som Clemens sees at være,
Der Aflad daglig dog maae Selv af Gud begiere,
Saa slet forløbe sig, at han tør sige god
For hvad hans Næste giør i Syv Aar Gud imod?
Men, mon man ey for vidt hans Naade=løfte trækker?
Maaskee Forladelsen sig ikke længer strækker,
End til Forbrydelser mod Pavens egne Bud?
Man mindre heller ey kan deraf trække ud;


159


160
Velan, J Fyrster! da, som vil hans Aag afkaste,
Til denne Rommer=Fest J iilende bør haste,
Kan J ey møde Selv, saa send Gesandtere,
Han dem i Eders Sted vel antaer gyldige?
Derefter kan J frit foragte hans Conclave,
Og lade Herrens Ord meer gielde end en Pave;
Hans Munke-Ordener J frit afskaffe kan;
At det er ham imod, gaaer Eder ikke an.
Guds Evangelium sit løb J bør tillade,
Og Jngen for sin Troe i Eders Lande hade.
J syv Aar faaer han vel at see det roelig an?
Og i saa lang en Tid I Stort udrette kan.
Trods, han tør blive vred! Trods han sig tør beklage,
Naar J kun har i Rom bievaant hans Høytids Dage!
Er Eder ey forud tilsagt Forladelsen?
En saa ufeilbar Mand ey taer sit Ord igien.
II1. J al Sicilien og andre flere Steder
Ved samme rige Høst sig Menneskene glæder,
Forraad for trende Aar de alt udregner der.
Mon nogen da blandt dem vel misfornøyet er?
Venedig svarer. Ja, at der dog nogle ere.
At det er Mennesker vel ey kan troeligt være?
Venedig siger: Jo, og ingen Tvivel er,
De i det mindste jo seer ud som Mennesker.
Det er Korn=Prangere, hvis lukte Koren=Giemmer
Sit nedrig Fordeels Haab tilintetgjort fornemmer
Ved den Velsignelse, som Himmelen har skienkt.
Saa snart de Samme faae, Eendeel sig strax har hængt!
Som Fæet - siger man - saa skal og Baasen være."
Hvad Gren var vel for god, en saadan Frugt at bære?
Var deres Øye ont, fordi at Gud er god,
Lad dem da hænge! dem en Strikke bedst anstoed.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
September 1767.
Dannemark.
I.
Vor Julianes Vel er Maal for vore Bønner,
Den Dronnings sande Værd enhver i Norden skiønner
Hun høste Frugterne af samme mange Aar!
Ey nogen Drønnings Vel da Hendes overgaaer.
For Hendes Majestæt en hellig Andagt knæler,
En børnlig Kierlighed dens Fyrighed besieler,
Hun Alles Glæde er, Den Guds og Dydens Ven!
Gid Hun Sin Glæde see paa Sine Børn igien!


162.
Seer Alle Hofferne paa Fredensbørg tilstæde,
Ved Julianes Dag sig værdigen at glæde.
En Kierlighed, som til en Moder, Dotter, Ven,
Drog Dennem, hver fra Sit til dette Lyst=Slot hen.
Det var en Fødsels=Dag saa høyt et Møde værdig.
Lad Underdanighed desuden kun staae færdig
Til de Opvartninger, som Rangens Ære er.
Trods Et med Alt var meer end Dronningen er værd!
II. Saa længe Aarets Tiid ey Land=Lyst vil forbyde,
Ey Staden vente tør saasnart den Lyst at nyde,
At see Al Landets Lyst hos sig forsamlede;
Dog vil den Samling vel i næste Maaned skee?
III. Vor Konge midlertid ey stille er paa Landet,
Hans høye Opsigt der man seer fra Sted til Andet.
Fandt Stutterierne paa samme ey Beviis,
Først det ved Fridrichsborg, saa det paa Jægerspriis?
De Danske Hestes Værd man andre Steder skiønner,
At heege dennem op, Umagen nok belønner.
Det er en vigtig Deel af Rigets Herlighed,
Og altsaa Kongeligt, at see lidt til dermed.
1. J Brand=Anordningen man Kongens Hierte læste,
Som brændende af Lyst til Norges Stæders Beste:
Han understøtte vil - forsikrer Han enhver
Hans store Fædres Værk og viise Stiftelser."
Paa saa prisværdig Agt mon vi vel Tegn behøve?
Ja Kongen giver dog os Dette til en Prøve. (*)
Skeer nu Brand=Skade der - som lettelig kan skee
Hvor sikker kan enhver dog ey sin Velfærd see?
V. Nys fik vor Magistrat af Kongen en Erindring,
Som for Selvraadighed er bleven god Forhindring.
Af hver en Kiøre=Svend, naar man behøvet ham,
At skrives Love for; det var jo og en Skam?
(*) See Brand=Forsikrings Anordningen for Kiøbstæderne i Norge, samt, Forord¬
ningen angaaende Brand=Væsenet sammesteds, begge af 18de Aug.


163
Paa Kongens bydende gav de velviise Herrer
Da Kiøre=Taxten ud, som Skik og Orden lærer. (*
Den følges alt - thi det er ey for Nogen dulgt
Som Magistratens Taxt sædvanlig bliver fulgt.
VI. Hvorledes Koren=Skat det næste Aar skal ydes,
Seer man, som aarligen, af Kongen forudbydes. (*
Den, Skat, som Skatten bør! Det er Guds eget Bud,
Og allervilligst den til Kongen gives udi
Men, da Gud end i Aar saa uforskyldt vor Norden
Har givet en saa riig Velsignelse af Jorden,
Hvo kan begribe da, hvorledes det er fat,
At vi os sette selv endnu en Koren=Skat:
Den høye Torve=Pris - som ingen sees omstode?
Om Himlen gav os end Egyptens syv Aars Grøde¬
Er nogen Statsmand til, som kan nedsætte den,
Saa gid han Villien faae? som Kongens, Landets Ven!
VII. See det Academie som Konsterne forfremmer, (*
Af en roesværdig Drift forsamle sine Lemmer.
Græv Adam Gotlob Moltk - var deres Samlings Sag
Fortient Høyagtelse at legge for en Dag.
Dog, den, Ham dette Sted og dette Sælskab skylder,
Er ikke ventelig de nogen Tid opfylder
Jeg Sallys Styrke ey i Tale=Konsten veed,
Men veed, Han bør tilstaae her sin Afmægtighed.
Den Høye Præses vil imidlertid behage
Den gode Villie for Evnen at antage,
Thi Guld-Medallien Han naadigst imodtoeg,
Som De Erkiendtlige Hans Navn til Ære slog. (
VIII Vor brave Danneskiold saaes sine Mænd fremviise,
Al Fortrin værdige, til Jngens Præjudice:
***) blev derpaa Schoutbynacht,
Den ældste Commandeur,
(2
Og Den, hvis Tour det var, ) Division tillagt.
See Taxten for Hyre=Kudskene. it. for Vognmands Lauget, begge af 14. Sept.
)See Forordn. af 22. hujus.
Skildre=Bildhugger= og Bygnings Academiet.
See den Alton. Mercur. No. 159.
**) Hr. Jorgen Torhiornlen.
(**1) Hr. Commandeur Simon Hooglant.


164
End en Neptuni Søn () - skiøndt han blev dimitteret¬
J hans Gienvordighed er naadigst soulageret:
Mon Schoutbynacten Holst Beviis ey være kan,
At Miskundhed har taelt og rørt Kong Christian?
IX. Det nette Regiment, von Sames commanderer, (**
Og saa beskedentlig, som flittig, exercerer,
Har gjort Ham værdig til at sættes over meer;
Al Fodfolks Exercitz fik Ham til Directeur.
X. J Slesvigs Ober=Ret fik Rantzau (**) Cantzler=Sæde;
Og Vice=Cantzlers Post Herr Wasmer sees betræde;
Blandt Assessorerne gav Kongen samme Gang
Land=Raaden Herr Rumohr en Conferentz=Raads Rang.
XI. Stift=Amtmand Juel (***) er død; kun kort han nøed den Glæde
At eye Thorsinge, som arvet Herre-Sæde.
") Tab beklage Amterne
XII. J Mar schal Rantzaus 6
En elsket Amtmand, ja, heel nødig byttede!
XIII. En General Major udgik af Reglementet
Med Herr von Norkenkron, som blev fra Jorden hentet;
(234
Hans havte Regiment forhen fra Hannem gik, i
Thi gik Han Sysselfri nu, han Marsch-Ordre fik.
XIV. See Pest-Huus-Lemmernes Ærværdige Velgiører,
Herr Claudius Rosett man nu til Graven fører.
Den Nøgne klædte Han; den Hungrige gav Brød;
Og lindrede enhver i deres Trang og Nød.
Dog, de ey sørge skal; Dem end Hans Død maae gavne;
Maøøere
Han selv har sørget for, at de skal Intet savne. (¬
Han vil, som Levende, besøge dem hvert Aar;
Derfor vor Øvrighed Selv=skyldig Borgen staaer.
1V.
Hr. Jacob Nicolai Holst.
11) Det Oldenborgske gevorbne Jnfanterie Regiment.
*) Hr. Caj Rantzau, Ridder.
1111) Hr. Carl Juel til Ronnebechsholm og Thorsinge, Stift=Amtmand i
Fyhn og Langeland, død i sit 62de Aar.
M*) Hr. Christian Ditlev ron Rantzau, Amtmand over Wordingborg og
Tryggevelde Amter, død i hans Alders 48de Aar.
1) Det da værende 2det Jydske Cuirassier=Regiment.
D¬
() Han har testamenteret til det saa kaldede Pest=Huus, eller St. Hanses
Hospital, en Sum af 20000de Rdlr.


XV. Naar man en Gierning har fuldført i sin Jndbildning;
Da er det sandelig en jammerlig Forviildning,
At see Jndbildningen med eet at svinde bort,
Og blive vaer, at der endnu er Intet gjort.
Mon ey den Bygnings=Mand en Daares Roes var værdig,
Som altid byggede og blev dog aldrig færdig?
Som, naar Hans Bygning saaes nær ved sit høyeste,
Med samme, ved dens Fald, i Grunden rodede?
Hvad Andet! - See, vi nys Beviiset fik i Hænde
Fra Amtet Hadersleb udi Toe Muurer=Svende:
De lagde Steen paa Steen og daglig muurede,
Til de en Skorsteen fik nær ved dens Høyeste;
Men nær ved nytter ey, naar man skal Krandsen vinde.
Det maatte disse Toe med deres Tab besinde.
Den gandske Skorsteen faldt; Arbeidet var omsonst;
Og daarligt Overlæg beskiemmet deres Konst.
En af Arbeiderne har derved tilsat Livet;
Men det har Bygningen dog ey Opreisning givet.
Ja, om de begge Toe end havde Livet endt,
Saa var Vedkommende dog dermed ikke tient.
Gid, hver udi sit Kald af disse Toe maae lære,
At god Begyndelse er ingen Giernings Ære,
Med mindre Enden og Begyndelsen er liig!
J modsat Fald man kun Foragt bør vente sig.
Engeland.
Nys Ministerium holdt Raad i nogle Dage,
Hvad med America man skulde foretage,
Da har Det Høye Raad Herr Franklin ey forsmaaed
J Raads=Forsamlingen at tages med paa Raad.
Af denne Philosoph og Patriot tillige
Forlanges, ikkun frit sin Mening at udsige.
De vente best Begreb af ham om dette Land!
Fordi de veed, han er en fød American.


165


166


Man hør, at Raadet og sin Hensigt haver naaet,
Thi det af samme Mand har stoer Oplysning faaet.
Et Lands Indfødde bør jo kiende Landet best,
Som Verten til sit Huus meer kiender, end hans Giest?
Frankerig.
En Betler ydmyg kom en Reysende i Møde!
Ham om en Gave bad, sin Kummer at forsøde.
Den anden - som maaske for ofte paa sin Vey
Sligt Møde havde havt - afviiste ham med Ney.
Det Ney han neppe fik gientaget et par Gange,
Før Betleren ham slap, og Intet vil forlange.
Den Betler været har af et langt andet Slags,
End de, man andensteds kan møde dagligdags;
Ja, det en Franskmand var, som ret at leve kiendte!
Han ikke tryglet meer; Men sukkende sig vendte:
Min Herre - sagde han - Hvi tvinger de mig til
At gribe til en Ting, jeg saa ugierne vil?
Hvad vil J gribe til? –- den Reisende forskrekket
Ham spurgte, og i Hast en Engelsk Skilling rækket.
J Sandhed, slige Suk, hos hver en Reisende,
Let kunde Blodet faae sat i Bevægelse?
Hvad kan Fortvivlelse ey gribe til at giøre?
Dog, denne vilde snart ham af hans Angest føre:
Min Herre - sagde Han - jeg takker hiertelig,
At De har, for i Dag, derfra afholdet mig!
Hvis deres gode Haand De havde holdt tilbage,
Jeg havde maattet Haand i Høst=Arbeidet tage.
En Ting, jeg nødigen mig vil befatte med,
Da jeg af min Natur meest elsker Rolighed.
Det Svar ey Giveren har kundet stort behage;
Han har nok heller seet sin Gave holdt tilbage?
Enhver, som tænker vel, jo maatte ærgret sig,
Naar Han sin Godhed saae anvendt saa liderlig?


Polen.
I. Augusti store Pund og rare Sindets Gaver,
Alt blænt Regentere ham Fortrin givet haver.
Hvad Viisdoms Minde=Tegn er hos Hans Majestæt
J en saa vanskelig Regiering ikke seet?
Hans Agt for lærde Mænd er al Europes Ære.
II. Hr. Niebuhr skal Beviis - til Danmarks Ære-
være,
Den Danske Lieutenant, som fra Arabien
Alleene overblev for Dannemark igien.
1I1. Al Jordens Frugtbarhed er tørt og got indhøstet,
Og Overflødighed har Polske Lader trøstet.
J Dantzig høres Fryd ved flige Tidender,
Dog Udenrigs endnu en Noget afsat er.
Hvo mon Polakkerne fortænke vil i dette?
De Jnqvartering har, som Lidet ey vil mætte.
J Fald de for Gevinst først solgte Fremmede,
Og siden manglet selv, man burde dem belee.
Jtalien.
I. Roms kaldte hellige og Selv=Tre=Kronet Fader,
Hvor Aflægs han end er, dog ey endnu aflader,
At giøre hvad han kan, ja, meere end han kan!
Beviis: At Fordom meer regier end hans Forstand,
Paa Jorden knap Gehør man hannem meer vil give
Han Himmelen enddog tør Love foreskrive:
Paa Helgenenes Bænk, hvem den skal sætte der,
Ved Rang=Forordninger sees han fastsætte her.
Sex Candidater han til Helgen=Classen regner,
Og deres Gierninger blandt Under=Værk antegner:
Een toe ulige Been har lige lange gjort:
Een har Gesvulsten hos en Pige dreven bort;
En anden i en Hast hialp Systeren Kirstine,
Da hun anraabte ham - fra hendes Syv Aars Pine;
En anden haver skilt en Pige fra Colic,
Samt flere slemme Ting, hvormed hun qvælet gik;
¬


167.


168


Bortdreven Kiøbmands Gods, den Femte kunde mage,
At det mod Strømmen smukt kom drivendes tilbage;
Ey Rygtet siger, hvad den Siette haver gjort;
Men hans Vid Under vist er af den samme Sort.
Vil Nogen tvivle om, at disse Tegn var ægte;
Ja, som Vantroende, dem vel aldeeles nægte;
Saa har Hans Hellighed og derpaa raadet Bod:
TingsVidne, veed han dog, ey siges kan imod?
Lad være, noget langt det synes efter Tiden:
Halvtredsindstiuge Aar og meere er det siden
At disse Syndtre - nu Helgene - var til,
Hvis Gierninger med Eed man nu beviidne vil.
For nogen verdslig Ret sligt Vidne neppe gieldte;
Men det dog intet giør mod dette Nysbemeldte.
Selv Paven kalder det u-modsigeligt.
Tør nogen da i Rom vel kalde det en Digt?
Dog jeg maaskee taer Feil? - man være maae forsigtig
Jeg ey af Rygtes Ord erfare kan saa rigtig:
Hvad enten Vidnet er paa denne Tid afhørt:
Hvad heller samme er ved deres Dødsfald ført.
Det være hørt og ført, hvad Tid det end har været,
Saa er det Fabel Værk af Overtroe regieret.
Saaledes Paven Selv bør tænke; om han sig
Ey Selv vil giøre snart u-efterrettelig.
II. Ferrare skarpt Forhør har holdt imod en Jøde,
Hvor en anseelig Mulet han tildømt blev at bøde,
Da ham var forelagt unægteligt Beviis,
At han aarsagede den høye Koren=Pris.
Hvor Jorden giver sit, og Dyrtid ey opholder,
Der kan man altid troe, at Jøder det forvolder;
Thi toe Slags Jøder er. Omskaarne Navnet bær,
Og u-om skaarne tidt det udi Hiertet er.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven.
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
October 1767.
Dannemark.
I.
En uhørt Tidende fra Nordens Zion høres,
Og under ivrigst Bøn os offentlig kundgiøres.
Er Tidenden uhørt?
Hver den da giette kan:
En ny Velsignelse fra Gud for Christian!
Mathilde skylder Hans og Nordens Ønskers Rente,
Den Vi ad Aare tør høytidelig forvente!
Det er den Tidende, som bringes dig, o Nord!
Sig nu, Guds Miskundhed ey over dig er stoer?


170
Den kronet Livs=Frugt os bevares, styrkes, fremmes,
Og Nordens gode Haab i intet Fald beskiemmes!
Vort Zion Gienlyd gav af Bønnens Himmel=Lyd
Som til Guds Trone foer med en andægtig Fryd.
I1. Den Guds Velgierning ey saa snart i Staden hørtes,
Før til Veldædighed enhver mod Næsten rørtes.
Hver til at viise den og havde Villien;
Men Samme samlet saaes med Evnen kun hos Een:
Til Armods Barsel=Seng gav Den - jeg ey kan tegne
Til hvilket Kiøn, jeg skal den glade Giver regne,
Og, om jeg kunde end, jeg det dog ikke tør
En Gave, liig en Siel, hvis Værd man kiendte før.
III. For Fridrichs Fødsels=Dag Hirschholm en Fest bereder;
IV. Og ved Charlottes Liv Vort Fridrichsberg sig glæder;
Hvad Norden da udbad for Hver især af Gud,
Dertil er Mærke lagt utallte Aar forud.
V. Vor Vinter=Glæde saaes høytidelig begynde,
Og Kongen Christjansborg for Fridrichsberg at ynde.
Hvor ubehagelig og Aarets=Tid end var;
Er alt os dog Behag, naar Ham vi hos os har.
VI. De ældre Droønninger her høyt Besøg aflagde;
Men Staden dem ey end til Vinter=Lyst behag de.
Det lader, ligesom at Disse Store Toe
J Aar fandt større Lyst i Landets stille Roe.
VII. Paa Jorden ingen Fryd bestandig er at finde:
Derom Erfarenhed os daglig vil paaminde.
Hvi skal vort kiere Hof saa tidt Beviiset see,
Da ingen Viisdoms=Ven den Sandhed nægtede?
See mørke Tidender dens Galla=Klæder sværte,
Udvortes Minde=Tegn om dets indvortes Smerte.
Vor Dronnings Broders Tab Ulyst aarsager der
J Ungdoms friske Vaar: Prinds Edvard er ey meer. (*
Gud giør, at slige Bud for ofte os ey sendes!
Naturens Orden ey i Norden saa forvendes,
At Blomsteret gaaer ud og trøsket Stubbe staaer!
Vor Danmarks Kikajon giv Palme=Træets Aar:
c*) Edvardua Augustua, død paa sin udenlandske Relse i Monaes i Jtallen i sin
Alders 29de Aaar.


171


Vor Konge leve! Vi al Sorg da vilde glemme,
Og ved Hans Liv vor Hæld og Velstands Vext fornemme.
VIII. Seer Konsters Spire=Frø i Fridrichs Plante=Beed,
Ved Thristians runde Haand groe til Fuldkommenhed:
Den rigelige Sum og Kongelige Gave,
Academiet fik og aarligen skal have, (*)
Beviiser meer end nok, at Christjans Gavmildhed
Ved kloge Raad blev styert til rette Tid og Sted.
IX. Hvis Hans Retfærdighed ey hver i Øyet falder,
Vi Hans Decision (**) da lovligen fremkalder
Til skinnende Beviis, "At Kongen heller seer
Sit øyensynlig Tab, end Han Gevinst begier,
Naar billigheden for Hans Undersaatter taler.
Foragtet Han ey nys Tre Tusinde Rixdaler,
Som Han ved Efter=Bods Bevilling kunde spart,
Fordi Han vilde just see Lovligt Bud forsvart.
X. Seer Kongen see paa Hans Landsfaderlige Fædre,
De giorde Landet got; Han vil det giøre bedre.
Land Væsenet hos os med Længsel vente vil,
Dets væsentlige Gavn, som Kongen sigter til.
Kiend Commissarier det Øyemeed at fremme. (***)
Fra hvilke vi en Plan i Tiden skal fornemme.
Gid hver af Dem især saa dyb en Jndsigt faae,
At den, Trods Tiden, kan i hver Provinds bestaae!
XI. Af nye og gammel Tid det Ordsprog sandet bliver:
Hvad først i Ulvs=Kloe er, man ey saa let udriver.
Men mangen Arving har vel seet sin Arve=Part
J dens Forvaltnings=Haand at holdes nok saa hart?
Lad indeholdes; Men, Formeget er Formeget!
At skalte, valte med sin Næstes, som sit Eeget,
Jndsaae det mindste Barn, ey kunde holde Stik,
Raar Folkets Fader først det ret at vide fik.
(*) En aarlig Fond paa 5000de Rdlr. og desuden 6000de Rdlr. aarlig til 15 be¬
standige Pensioner.
See de Berlingske Tidender Nr. 86.
*) De dertil den 27de October allernaadigst udnævnte Commissarier vare: Hr.
Kammer=Herre Baron Holger Rosenkrands, Hr. Conferentz=Raad Stampe,
Hr. Etatz Raad Reverdil og Hr. Justitz-Raad og Bye=Foged Oluf Bruun.
Til Protocollen at føre: Hr. Cantzellie=Raad Marcus Hagæus Hojer.


172
Pris være Den, som det for Hannem har andraget.
Tak være Kongen sagt, som slige har betaget
Den givne Leylighed og tagne Eegen=Magt.
For dette viise Bud (*) Tak være Kongen sagt.
XII. Subordination er god i alle Stænder;
De Militaires den alvorligst dog anvender.
Har de den hidtildags alvorlig nok ey brugt?
Saa fik de nu en Nye, som lær, til visse! Tugt. (*)
I denne Jeren=Tid faaer det vel saa at være?
En sees den anden nu med Magt subordinere.
O gyldne Tid, i Fald hos os man kunde see,
At Kierlighed enhver subordinerede!
XIII. Hver Haandværkmand som Skind her Barker og bereeder,
Ved Tolds=Forhøyelsen (*) paa det Slags Gods sig glæder.
De kysse Kongens Haand, sam derved nok forbød,
At ingen fremmet Haand skal dem betage Brød.
XIV. Vi fem Placater saae Aviserne kundgiøre,
Som egentligen kun til Kiøbenhavn henhøre:
(1) Een skrev: Med Hitte=Gods hvordan forholdes bør,
Hvormeget Taberen og Finderen tilhør.
(2) En anden friede for Skorsteens Feger=Penge
Dem, som ved Steen=kuls Brug til Renselse ey trænge.
(3) Den Trede varslede, at tage sig i Agt,
Og ikke glemme sin Respect for nogen Vagt.
(4) Den Fierde truede - dog ikke meer end billig
Hver Huus Vært, som endnu herefter blev uvillig
At mælde paa sit Stæd hver Fremmed, som ankom.
Da tidt nok er forhen Erindring gjort derom.
(5) Den Sidste var om Skarn, derved jeg ey vil røre.
Lad dem, som Penge faae for samme at udkiøre,
Kun Selv strax tage det beholden bort med sig,
Naar det opdynget sees-
saa feyes ordentlig.
See Forordningen af 30te Oct.
See Forordn. af 12te Oct.
(***) See Forordn. af 22de Oct.
(1). af 28de Sept. (a) af aden Oet. (g) af 5te. (g) af 26de og (5) af
28de October.


J
XV. Den Norske Officier ey meer forundt maae blive
Den fri Skyds, Almuen ham før var vandt at give:
Alt hvad som kun har Skin af Tynge og Besvær
Forsikrer Kongen dem, Han vil afskaffe der.(*)
XXVI. Mon Kongen kunde vel Hans Tydske Stater glemme?
Ney, alle Steder skal Hans Agtsomhed fornemme;
(1) Processers Langdrag der vil Han forkortet see.
Er Nogen det imod? - Det er ey Parterne!
(2) End til nye fødde Børn Hans ømme Omhue rækker,
Han vil forhindre alt hvad deres Helbred svækker,
J Holsteen overalt forundes disse Smaae,
At blive Hiemme døbt mens Vinteren staaer paa.
XXVII. Du elsket Danneskiold! (**) skal vi saa pluds lig høre;
Du din Commando=Stab ey længere vil føre?
Ja, Du saae vigtig Grund til dens Nedleggelse,
Og iilede dermed paa Kongens Bydende.
Din værdig Alder vil ey Kongen længer lide
At blive mattet ud i Tide og Utide.
Han saae, Du nidkier gik, aarvaagen overalt,
Det vel unægteligt Hans Majestæt biefaldt?
Men Han vil skaane Dig; Dig for Bekymring lette;
Du være vil tilfreds og takke kan for dette.
Dog - ved den Ømhed som Din Konge bar for Dig
Den kiekke Søe-Etat selv har sig ømmelig.
At Alt, hvad Kongen vil er Vel, den forud vidste;
Men den sin Danneskiold dog nødig vilde miste.
Dens Trøst nu er dit Navn! Din Ære: At Du Dig
For den har anden Gang gjort dobbelt elskelig.
Tag da et ømt Farvel af hver - Du gode Græve!
Fra Amiral til Math, med Hurra: Græven leve!
Ja lev Din Tid i Roe, Du Søe=Etatens Ven!
Og Gud forstyrre hver, som vil forstyrre den!
(*) Se Forord om Dovnings Friheds og frie Skyds Afskafelse i Norge af 26de
October.
1) Ved Forordn af 7de Sept. (2) See Forordn. af 16de Oet.
(**) Hans Høy Grævel. Excell. Hr. General=Amiral=Lieutenant Græve af Danne¬
gkiold Samfoe.


173


174
XVIII. Den vigtige Etat ey skal formeget savne!
Thi fik den for sin Ven igien hans elsket Navne:
En yngre Danneskiold; (*) Men gammel i Forstand.
Han faae kun Leylighed til den at vende an
Her aabner Kongen ham den Selv.-- Hvad mon han tænker?
Han tænker: Min Monarch en Hader er af Rænker
Og jeg en ærlig Mand, - det ingen Stolthed er,
At være det bekiendt , Han derfor mig udseer
Til Søe=Etatens Mand, dens Ven at følge efter.
O Skam, om jeg da ey anvendte alle Kræfter
For Kongen og for Den at bruge min Forstand,
Og viise, Ædelt Blod i Jngen være kan,
Der ikke u-forfærd, u-egennyttig taler,
Hvor Kongens Tieneste og Sandhed det befaler.
Vel tænkt, Herr Amiral! - Til Lykke, Christian!
Du aldrig savne dem der saadan tænke kan!
XIX. Stifts=Amtmands Rang i Fyen en Bille (**) fik beklæde!
En Carstens (***) og en Munch (k?**) Etatz-Raads Rang og Sæde!
Græv von der Lippe (*,) fik en Land=Raads samme Gang;
4aaa.
XX. Men Fiire derimod med Ormene fik Rang. (
XXI. Ja mange mange Fler, som Søemandskab har drevet,
For deres Leve Tid er bleven derangeret
Ved deres Velfærds Tab, og maaskee Helbreds med;
Da Storm og Uveyr toeg saa grummelig afsted.
Hvor suurt det kiere Brød paa Søen er at vinde,
Kan paa Land-Jorden en Forøderen just finde.
Hvad, om paa hans Desert den Varsel bragtes an?
Smag: med Livs Fare dig hver Bid er bragt i Land!
Hr. Christian Conrad, Græve af Danneskiold Laurvigen.
Geheime Raad Henrich Bille.
Herr Christian Gottfried Carstens med enciennete fra 29de Junii.
*) Hr. Peder Ludvig Munch.
(****) Hr. Carl Christian von der Lippe, af Huuset Bisterfeldt den 28de Sept.
(****) General Major von Liittichou i sin Alders 73de Aar; General=Major¬
inde von Koppelow, fød von Pens, i sin Alders 66 Aar; Conferentz-Raad
Voigt i sin Alders 82 Aar; og Etatz-Raadinde Birthe Scheel Bille, fød
Holstein.


J1
175
XXII. Budolphi Kirke (*) hør sin Gudme den paaminde
Den sig -som det sig bør - taknemmelig skal finde:
Den nys til Helligt Brug fik af Toe Ægte-Folk
En Gave (*) værdigt kiendt for Christne=Hierters Tolk.
Og hvad end Gavens Værd anseeligt forøger
Er det: At Giverne ey egen Ære søger:
De har for Øyne havt Guds Ære, Kirkens Gavn,
Og Ligegyldigt seet paa deres eget Navn.
Norge.
Her Kirker, Skolerne og Armods Pleye=Steder
Et værdigt Monument, mens Tid er til, bereder
Den Trundhiems riige Ven, Herr Thomas Angels Navn, (*
Som saa anseelig har seet paa deres Gavn.
Vel er det Verdens Art, Velgiørere at glemme;
Men Sligt man ingen Tid i Trundhiem skal fornemme.
Testator haver viist, han kiendte Verden ret,
14
Og Selv, forsigtig nok, har forebygget det." "
Tydsk=Land.
Hvo vilde nogen Tid i Josephs Regimente?
Et mindre Bud, end stort og priseligt, forvente?
Hans Undersaatters Tarv at fremme eene er
Alt, hvad Hans Majestæt af Septrets Magt begier.
Dyr=Tid paa Brød og Meel udi Hans Herredomme
Vil Denne Joseph see at kunne forekomme.
Derpaa Hans Residentz i sær skal Prøve see,
Hvor Folke=Mængden let forhøyer Priserne.
Man der et Magazin skal offentlig anlegge.
Og kan Privates Pung til Jndkiøb ikke strække,
smaaen
Saa er dem alt en Sum anviist, saa klækkelig, (
At Wien sit Forraads=Huus vel snart seer aabne sig?
J Aalborg.
71) En meget kostbar broderet rød Messe=Hagel.
*) En anseelig riig Kiøbmand i Trundhiem, død den 19de Sept. i sin Alders
75. Aar.
"**) See Hans gavmilde Testamente af 28de Sept. 1762 med hosføyede sær¬
deles omhyggelige Codiciller.
(**) 600000de Fl.


Engeland.
Hvad kan Skilsmisse, dog for Qval ey foraarsage?
Bedrøvet Enke=Mand! hvad vil du foretage?
Ja, det i fuld Galop,
Gaaer du fra Huus og Hiem?
Da han sin Kone saae at give Aanden op.
Hvad Desperation? Mon han vil døe med Hende?
Er Jngen, som ham kan igien tilbage vende?
Ney Intet holder ham, og Jngen er i Stand,
At faae ham til sig Selv. Den trøstesløse Mand!
Hans Kone levet nys; Det kan han aldrig glemme.
Og før han i sit Huus skal hende død fornemme,
Han før forløber det, vil aldrig see det meer,
Før han der levende igien sin Kone seer
Saa maa det gandske vist ham aldrig mere vente!
Thi hvorfra vil han Liv for den Afdøde hente?
Ja, han om denne Sag alt Haab dog ey bortslog!
Han løb til næste Stad og strax en Anden toeg.
I denne Levende, han Tabet saae oprettet,
Og nu sit Huus og Hiem ey længer har forgiettet,
Ey heller Aarsag seer det længere at skye!
Saa snart han kommer hiem, hun lever i den Nye!
Frankerig.
Vent her et Hospital Retfærdighed til Ære!
Hør den Inscription det skal i Tiden bære: (
Det stiftet er af Det, som man Udsugeren
En vis von Chanvallon - erstatte loed igien. (*)
Udsugere vel ey er Christenhedens Ære!
Men, da alligevel de allevegne ere,
Hvad Land undsaae sig da, om man dets Christne Egn
Til Ære ønskte sligt Retfærdighedens Tegn?
(*) Cet Hospital a ete fonde de l!'Argent que Lon a fait restituer an Con¬
cussionnaire Chanvallon.
(**) 100000de Livres.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
November 1767.
Dannemark.
I.
Monarchen Floden vil forøge og forbedre,
Og følger herudi Hans viise Konge=Fædre.
Han seer, hvad Disse faae; Og De saae meer end vel:
At den i Kronen var den ypperste Juveel
Høystsamme sin Armee ey derfor elsker mindre,
Ney, Han skal styrte Hver, som vil dens Vel forhindre!
Jeg in Parenthesi giør den Anmærkning her,
At daarlig Jalousie ey skal fornyes meer. -


178
Nye=Holm paa Kongens Vink Hans Villie udførte.
Da fra dens Batterie man Konge=Hilsen hørte:
Toe nye Skibe (*) der løb statteligen af,
Som Flodens stærke Magt end større Styrke gav.
Med Navn af Christian den Syvende det Eene
Saaes med Toe Ligemænd i Styrke (**) sig foreene,
J Spaane=Haugen først de havne alle Tre
Før Noget Konge-Navn afløber oftere!
II. Mathildes ømme Siel og Moderlige Hierte,
Ved første Øyekast, Enhver at kiende lærte.
Mon Sorøe=Amt vel blev det eneste Beviis?
Ney, heele Norden alt paa Samme sætter Priis.
Det lykkelige Soer (**) det dog særdeeles kiender;
Dets unge Fæste=Møer Beviiset har i Hænder; (i**)
Al deres Brude=Sang og Bryllups=Glædes Lyd
Er Vor Mathildes Navn og Landets Moders Dyd.
Velsigner Dronningen, J Døttre udaf Norden!
Velsigner Den, som er af Gud velsignet vorden!
Formæhlings=Dagen (*****) staae i æret Minde her,
En Dag, som Dronningen Selv mindes Ære=værd!
II1. J Aar Hirschholm ey end af Vinter veed at sige,
Dets Glædes Sommer=Tegn er u-foranderlige;
Sophie, Slottets Soel og Egnens Liv, end ey
Fra Stedets Horizont toeg vanlig Vinter=Vey.
Den aatt og Tyvende, den stoere Dag for Norden,
Som Thronens Styrkes Dag til denne Dag er vorden,
Sophies Fødsels=Dag, saaes endnu Dronningen,
Vor Beste=Moder, der; Et Syn, knap seet forhen?
Hun seer den gode Dag, skiønt Dagene er onde,
Den Hende er Behag, skiøndt Aarene tilstunde,
Hvis Velbehag lighed enhver ey bliver skienkt;
Thi Hun fra Ungdom af har paa sin Skaber tænkt.
Orlogskibene: Christian den Syvende, paa 90, og Slesvig paa 50 Kanoner.
) Med Friderich den Femte og Christianus Sextus.
*) Som det Sted i Sielland, hvor Hendes Majestæt toeg sit første Natte Leye.
21) Hendes Majestæt har givet Bryllups=Udstyr til 25 Bønder=Piger i Sorøe=Amt, til
hver 30 Rdlr. samt 10 Rdlr. til Faddergave for ethvert af deres første fødde Børn.
17) Den 8. November var berammet til bemeldte Bryllupper, Formæhlings¬
Festen til Erindring! Men formedelst indløbende Forhindringer, ere de nu
udsadte til førstkommende 29de Januar.


179


Tag da Forjettelsen, Sophie Magdalene!
Hvad skal Gudfrygtige vel ey til Gode tiene?
See, Ære-værdige saa tidt Din Fødsels Dag,
Som Du i Tiden kan den see med Velbehag.
IV. Et glad Velkommen stoed i hvert et skiønsom Øye,
Da Juliane saaes til Slottet sig forføye;
Og med Sin Friderich toeg her Sit Vinter=Hiem,
Som glæder Staden meer, end den kan glæde Dem.
V. Hvad Glæde vilde Gud Det Danske Hof ey unde?
De med en hellig Frygt den altid nyde kunde!
Dem Hanau nylig gav for Danner=Kongens Slægt
Et frydefuld Beviis paa Himlens Varetægt. (*)
VI. Her glæder Kongen os; hvad Maaned skulde endes,
Og - i hvor lidt det er - Hans Omsorg ikke kiendes
For sine Rigers Børn, for Hver udi sin Stand,
J viiselige Bud, som Landet gavne kan?
(1) At Fællig ikke er saa nyttig, som Indhegning,
Derpaa har Jndsigt alt u-feilelig Beregning;
Hris Amtet Gottorf det saa let ey falde vil,
Saa viiser Kongen Selv dem giennest Vey dertil.
(2) Fra Berthel Schuartzes (*) Tid ey noget Feldtslag vindes,
Hvor man ey vel forsynt med Krud og Bøsser findes.
Krud har vi meer end Nok ved Classens (**) sorte Konst
Og Bøsser ventes nu fra Hannem ey omsonst.
VII. En Gahler (***) blev behængt med Dann brogs Ordens=Kiæde;
Von Jugert if
*) nys indtoeg von Wasmers (") Cantzler=Sæde;
Etatz=Raads Nummeret endnu et Tillæg fik
fA**
Ved det, Herr Hennings i
ind i Trede Classe gik.
(*) Ved den glædelige Tidende, at Hds K. Høyhed Prindsesse Lovisa af Hessen=Cassel
lykkelig var nedkommen med en Prindsesse. Høysamme fik i Daaben de Navne:
Maria Sophia Friderica.
(1) See det Kongel. Patent om Indhegnings Gebyhr i Amtet Gottorf, af 3. Oct.
(2) See Forordn. eller Jnstrux for Jnfanteriets Skyde=Gevæhrs Beskaffenhed og
Probering af 8. Nov.
*) Den bekiendte Munk, som først skal have opfundet Krud.
(r) Gen. Krigs=Commissair Classen, som nu tillige er Exer af Gevæhr Fabrigden
ved Helsingør.
) Conferentz Raad og Præsident i Altona.
*) Land Raad Johann Ludvig von Jugert.
(
Forrige Vice=Cantzler i Ober=Retten til Gottorf, som ved Døden er afgaaen.
(**) Justitz-Raad Hennings i Pinneberg.


180
VIII. Hav=Fruen (*) lykkelig sit Ærind fik forrettet;
IX. Mens Ørnen (*) i sin Flugt af Modbør bliver trættet,
Dog vidste den sin Tiid, og toeg sit Reede ind,
Da Himlen gav dertil den forderlige Vind;
Men her Taalmodighed var nær forgaaet Somme
Fordi man Veyr og Vind ey havde i sin Lomme.
Vel Menneskelighed Eendeel undskyldede,
Som havde den betroet Sit Allerkiereste;
Men, var det ikke Folk, som seilte for at lære?
Hvad Tid mon best beqvem da dertil skulde være?
Midsommers? - Ja, den faaer vist nok hver Dames Val
Ney Høstens er det just, som Søemænd danne skal.
X. Ud paa et nyt Forsøg, for Handelen at gavne
Gik Cap tain Elphinston (*) til de Ost=Jndske Havne.
Den kiekke Søemand hver vil Medbør ønske til,
At Reisen endes maae, som Compagniet vil.
XI. Krigs-Directorium, det uforglemmelige!
Selv for Baraqverne loed Bygnings=Krandsen stige,
Det var den første Krands, som kronet deres Flid;
Den sidste velfortient dem flettes i sin Tid!
XII. Den meget smukke Skik, tilmed opbyggelige,
2222
Af hviken Hamborg har i lang Tid vidst at sige,
Herr Munthers Ankomst vel har bragt til Kiøbenhavn,
Dog hidtil var den kun St. Petri Kirkes Gavn.
Med dette Kirke=Aar Herr Rotthols Haab sig glæder,
At see den Skik indført ved Danske Meenigheder:
Ved Trinitatis han har alt begyndt dermed;
Og Syge=Cassen faaer alt, hvad der vindes ved;
Det Første, venter han, blir Meenighedens Nytte,
Og derfor for sig selv forlanger ey Udbytte;
At giøre, hvad han kan, han anseer, for sin Pligt.
J Alt, hvad han kan troe, er den opbyggeligt;
Fregatten: Hav=Fruen, som kom hiem fra Maroeco.
Fregatten: Hvide Øruen, som var ude for at øve Søe Cadetterne.
Førende Skibet, Kron Prindsen kaldet.
*) Nemlig at udgive Texternes Dispositioner i Trykken, og samme for Prædken
at uddele.


181


For Samme kan han da ey søge egen Ære;
Men for det Sidste bør han billigt æret være;
Han Kirkens Tienere stiltiende har lært:
Hvor smukt det lader, de ey er interessert.
XIII. Det Danske Lotterie, Opfostrings-Huusets Stytte,
Trak Lykkens Gaver ud; Og det fornemste Bytte
Kom ned til Helsingør; (*) Gid de, som vandt ved det
Forstanden tabe ey, det at anvende ret!
Engeland.
I. Mon man saa ofte vel paa Skiebnen skulde klage
Og ikke uden Knur dens mindste Kalk modtage,
Hvis man i Ydmyghed den Sandhed skiønnede:
Hvor ont vi har, os dog langt værre kunde skee?
Den sunde Regel, gid den altid staae i Ære
Hos Hver, som synes sig ulykkelig at være!
Mon nogen skulde da fortvirle i sin Nød,
Og selv see Livet endt ved en for tidlig Død?
Den Fader, i Dublin, som vilde sig bevæbne
Med en dumdristig Haand imod den haarde Skjebne,
At see ved Bøddelen sin Søn at straffes af,
Og derfor Dagen før ham Gift i Fængslet gav,
Han et Advarsel skal for hver Gienstridig være,
Der ey i Stilhed vil sin Skiebnes Byrde bære:
Tænk,Sønnen Giften toeg! og neppe var det skeet,
Før Kongelig Pardon for hannem blev udstædt!
Men Giften virker alt! Hon ikke reddet vorder!
Han døde piinefuld, og blev sin Egen=Morder!
O, J Elendige! bær Byrden, som den er!
Bie dog Guds Time op! Befrielsen er nær!
Den ulyksalig Faer, som dette ikke vilde
Saae nu sin Daarlighed! Men nu var det for silde!
Et Øyeblik tilforn om han den havde seet,
Hvad Glæde var da ey for Sorgen ham bereedt?
(*) De 15000 Rdlr. tilfaldt en Skoemager og en Sergeant ved det, der for nær¬
værende Tid i Garnison liggende, Siellandske Regiment.


182
Nu dobbelt Hierte=Qval hans Tilflugt saaes at være;
Ham Byrden blev for tung, han kunde den ey bære;
Han endede sit Liv tillige med sin Søn!
Seer: Det er U-taals Frugt og selv=betalet Løn!
II. Et Jndfald mangen Gang langt meere kan udrette,
Naar det uventet er - end Kræfter, som en Jætte,
En Apotheker=Dreng slap ved et Jndfald frie
Der, hvor ham al hans Magt knap havde staaet bie:
En Røver greb ham an! Affordret ham hans Penge!
Han, for at redde sig, betænkte sig ey længe,
Min Herre, sagde han, ved Penge er jeg ey;
Men kand jeg tiene dem, jeg ikke siger Ney.
Behager Herren ey en Slurk udaf min Flaske?
Med samme trak han en i Hast udaf sin Taske!
Men det var Medicin - Den muntre Vittighed
Selv Røveren biefaldt, som loed ham gaae i Fred.
III. En god Foed er det nok, som den Matros kan skrive.
Om hvilken Rygtet os vil Underretning give,
At begge Hænder ham med Arme afskudt er!
Dog skriver, tegner got og gode Penne skier.
Ja, lad ham nok saa got end skiere, tegne, skrive!
En god Haand, hør man dog, det kan umueligt blive?
Hvor høyt Aviserne det end forsikkre vil
Hvo god Haand skrive skal, maae have Haand dertil.
IV. Nu kan ey Nogen sig i Nærings=Sorg beklage,
Hvor Videnskaberne og Konster saa tiltage
Som udi London; Tænk, En, i Hof=Egnen der,
Har nylig sat sig ned, som Stands=Folks Negle skier.
Han ved det Skiererie skal vinde store Penge,
Og alt i Sinde har at holde Lære=Drenge.
Man Magelighed dog for Meget takke maae!
Thi Mange, uden den, vist maatte brødløs gaae.
(*) Det formodes, at Han og Selv har taget Forgift ind.


183


Frankerig.
Voltaire næsten blind ved Sengen sig maae holde,
Og Døden seer man ey endnu ham Skræk forvolde.
Han til Theathrets Brug, som Blind, opofrer sig; (*)
Det kan man kalde, ret sig Selv at være liig.
Rusland.
Saa blev da Rusland eens med alle Christne=Riger.
De fra Hinanden nu i Stilen (*) ey afviger.
Nu feyler ikkun eet: At Christenheden er
Og eenig udi Tro og gode Gierninger!
Portugal.
J Lissabon forhen man tidt beskyldte Fanden,
At han der legemlig besatte en og anden!
Dog, hvorom alting var, saa fandtes altid En,
Som ved Beelzebub drev hannem ud igien.
Men oftest mærket man det var kun Fandens Maske,
Den virkelige stak i Geistlighedens Taske!
I deres Hierter jeg ey under ham Qvarteer!
Skiønt mueligen han og iblandt forstak sig der
Nu er dem gjort bekiendt Josephi Konge-Villie:
De ey maae have meer med Fanden at bestille!,
Og,, hvis man Nogen seer herefter, som forhen,
At forestille sig besat af Diævelen,
Saa vil Hans Majestæt de Diævle Selv uddrive.
Han sees alt lykkelig udi sin Cuur at blive:
Syv Fruentimmer Han Tugt=Huuset overgav,
Hvor Arbeyd blev en Pest for det Slags Diævelskab.
J Sandhed, hver og en, som søler sig i Laster,
Og af een skiden Lyst sig i en anden kaster,
Har meer end Diævle nok, som gaaer om ham paa Luur.
Hvad, om han paa sig selv forsøgte Kongens Cuur?
Er ikke Lediggang just Fandens Hoved=Pude:
Mon ikke Arbeid da holdt disse Diævle ude?
Jo i det mindste toeg de ikke Overhaand;
Og var der end iblandt en saa haarnakket Aand,
e*) Han skal i sin Blindhed paa sin Søtte=Seng endda have dieteret en Comødie paa
3 Acter.
(*) Den nye Stiil eller Calender.


Der ikke vilde fort flux med de andre haste,
Saa har man nok et Raad! Det Raad er: Bøn og Faste!
Men det er Bibelsk, Mon man da vel vente tør,
At det saa lettelig i vor Tid faaer Gehør?
Ja, - Veed man bedre Raad, end Biblen veed at give?
Da giør den ikke vel, som det fordulgt laer blive.
Hver giøre sit Forsøg! Forsøg jo er en Konst?
Dog, spottes Biblens Raad! Al Konst da er omsonst.
Polen.
Rigs=Dagens Udfald her fortrykte Dissidenter
Med merre Haab end Frygt nu længselfulde venter!
De vrede Bisper nu med deres Rasenhed:
J Warschou ikke meer skal giøre dem Fortræd.
En Bisp af Cracor ey dem længer skal udskielde!
Thi Skieldsord for Beviis Czarinden ey loed gielde.
Den inspirerte Mand - af Romer=Gudens Aand
Som indgroed Trodsighed lod tage Overhaand,
Man uden stoer Allarm fik lært at være stille
Og ham Geleyde gav did hvor han nødig vilde,
Der kan han have Tid at lære Sindighed,
Mens Polens Rigsdag, ham foruden, bliver ved.
Med Tiden troer man og, han klog lig sig besinder,
Thi i den Tilstand, nu hans Høyhed sig befinder,
Ham alle Damers Gunst (*) fortrøste vil omsonst!
Hvis Bedring værdig giør ham ey Czarindens Gunst.
Jtalien.
Til Rom fra Corsica har Jesuiter flygtet,
Og for at blive røbt paa Veyen billig frygtet
Som verslig Præster de sig derfor klædte om
"Og derved u-tiltalt hvert Sted igiennem kom.
De Verden ret har kiendt!
Den Præster just ey ærer,
Men med at de er til dog gierne overbærer
Naar de alleeneste vil være Verslige.
Lad dem nu lære det af Jesuiterne!
J(*) Eendeel Damer skal have tilbudet sig, at være Fyrst=Bispen af Cracom, mod
alle Tilfælde, behielpelige med alle deres Juveler.
P DKA


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
December 1767.
Dannemark.
I.
Nu er det ikke Tid at leve indgetogen,
Mon Danmark vel i Smag nu eftergiver Nogen?
Hvad Fremmed sige kan - naar han vil sige sandt
At Leve=Maaden ey hos os er ret galant?
Vor Christjans muntre Hof, som Glædskabs=Løsen giver,
Et Vittighedens Speil for alle Hoffer bliver.
Er Alt just ey endnu bragt til det Høyeste,
Vil man da ikke troe, det kan med Tiden skee?


186
Dets Vinter=Lyst ter sees saa afpasset være,
At ikke Preussens Selv meer ordentlige ere, (*)
Et Hof, som ellers vil de fleste overgaae
Ney Christians vil vist i Alting Fortrin faae:
Comoedier og Balls, Banqvetts og Mazqverader
Vort Hof oplyse maae til Mørket det forlader,
Det fæle Vinter=Mørk, som ellers faldt for sort;
Dets ellers lange Tid nu derved giøres kort.
Ey Hoffet har for sig den Herlighed alleene,
Ney alle Stænder kan af samme sig betiene?
Den frie Adgang, som er naadigst tilladt hver,
Er heller ey forsømt, saavidt man mærker der.
II. Ey heller Hoffets Lyst til Slottet just indskrænkes;
Den Ære nu og da og mindre Huuse skienkes:
At have Christian den Syvende til Giest,
Og Ham forlyste, som enhver forstaaer det best.
Det Schimmelmanyske med det Laurvigske særdeles
I denne Maaned saaes den Naade at meddeeles:
At tage offentlig imod Hans Majestæt,
Hvortil de Hver for sig var prægtigst forbereedt.
III. Vel torde Aarets Tid til Land=Lyst ey indbyde;
Men Juliane den frivillig vilde nyde.
Hvad Lyst paa Landet nu?
Jo, Den Veltænkende
Forventet Længselfuld paa Hirschholm den at see:
Hun sin Frue Moder der et kiert Besøg vil give,
For Selv Personligen at kunde glædet blive
Med den Erfaring, at Høyst-Sammes Sundheds=Stand,
Var meer paalidelig, end Rygtet meldte an.
IV. Vor Konges Nidkierhed for Landets Tarv at fremme
Kan man af meget, men især af det fornemme:
At Han bievaanet Selv den Land Commission,
Som nys udnævnet er, (*) i Høyeste Persohn.
(*) Vinter Forlystelserne ere ved det Preussiske Hof paa følgende Maade inddeelte:
Søndag Cour hos Hendes Majestæt Dronningen; Mandag Opera; Tirø¬
dag Redoute; Onsdag Fransk Comoedie; Torsdag Cour hos Hendes K.
Høyhed Enke=Prindsessen af Preussen; Fredag Opera; Løverdag Hviledag.
*) See den Danske Mercurius for October Maaned pag. 171.


187


Toe Lemner har den mist (*) men det vil ikke hindre;
Dens Fremgang til dens Maal ey derfor bliver mindre;
Thi Kongen - siges der - har givet den igien
Toe lige dygtige og Jndsigtsfulde Mænd. (*)
V. Vort Lands Oeconomie nu Landets Fader sætter
Paa den forønskte Fod, og Magazin opretter: (*)
Hvor Forraad være skal af god forsvarlig Rug,
Den Kongen kiøbe vil til Landets beste Brug,
Saa god og priselig en Anstalt Gud beskytte,
Til Kongens Ære og Hans Undersaatters Nytte!
Hvo kan ophøye nok saa viis Forsigtighed?
Til Koren Prisens Fald den varig blive ved!
VI. Er Konger dog ey meer at ynke end misunde,
Naar man allene vil paa deres Pligter grunde?
De Ære, Liv og Gods for mange Tusinde
Paa tusind Maader skal - som Eeget - vogtet see,
Og end De Viiseste, som beste Anstalt føye,
Dog ofte blive vaer med et empfindtlig Øye
At Verdens Vanart og tillige vaagen er,
At skuffe deres Vagt paa tusind Slags Maneer:
Hvad Spot, hvad Skiændsel, Straf og piinligste Henretning
Har vore Konger ey til vores Livs Undsetning
Udgrundet, ja udført paa de Vanartige,
Som her u-skyldigt Liv fra Næsten ranede?
Men har det frugtet end? Blev Dræbtes Tal vel mindre?
Saaes Bøddel, Steile, Hiul den feyge Haand vel hindre,
Der stial sin Næstes Liv kun for at miste sit?
Erfaring siger Ney desværre alt for tidt.
J Slige søger vor nu værende Regenter
At sette slig en Skræk, som han at frugte venter:
Hvo andre dræber, just fordie de dræbes vil,
Just derfor ey skal naae det Maael, de sigte til!
(*) Hr. Etas=Raad Rerercil, fortige Geheime Cabinets=Seeretair, som er aske¬
diget og bortreist; Hr. Justitz- Raad og Bye=Foged Oluf Bruun, som ved
Døden er afgaaen.
(r) Efter Forlvdende Hr. Ober=Skiænk Græv ron Holck, og den nu rærende Ge¬
heime=Cabinets-Secretair Hr. Etatz Raad Andreas Schumacher.
(*) See Forordn. om Rugs Udskrivning i Dannemark af 8de Dec.


188
Ney, nu skal de ikke dødes!
De Døden ønsker?
De er af Livet kied? – Det skal dem just paanødes
Og det til daglig Straf, i haanligst Trældoms Stand! (7
Det Middel, give Gud maa lykkes, Christian!
VII. Ved Forbud Kongen maa det Lotterie beskytte,
Som er privilegert Opfostringen til Nytte:
Tænk, Egennyttighed har alt paa nogen Tid
Søgt at fornærme det ved underfundig Vidd! (*)
VIII. Mon Kongen skulde ey for Norges Beste sørge?
Jo, man kun dens Appels Forlængelse adspørge,
Saa bliver man strax vaer, at Christian har seet,
Sex Uger var for lidt til Kongens Kammer=Ret. (*)
IX. Af nok en Ordning sees, at Kongen har behaget
Hvad Hans Collegium (***) Ham haver foredraget,
Da han gav Orden ud for Staden Helsingøer,
(4
Saa sammes Broe og Havn kan holdes, som sig bør g
Det gode Anlæg er af Friderich den Femte;
Men see, om Christian den Syvende det glemte?
Han har det bragt i Stand. Mon meer vel ønskes kan,
End Fridrich blive fulgt i Godt af Christian?
X. Jo, Haabet spaaer end meer; Den gode Søn vil søge
Sin Faders gode Ting med Tillæg at forøge;
fraaaa:
See Post=Indretningen, for Reisende saa god, (¬
(
Ved en nye Station end sat paa bedre Fod!
XI. Krigs-Directorium nu ey skal nævnes meere!
Det har Vor Christian behaget at erklære;
De ældre Fodspor nu betrædes skal igien
Med en Forbedring, som anstaaer Erfaringen.
Dets bedre Plan man vel endnu ey kan kundgiøre,
Men vel det bedre Navn, det skal herefter føre,
Som nu paa gammel Fod paa ny er sammensaf
Mu
Af Generalitet og Commissariat. (
See Forordn. om Delinqventers Afstraffelse af 18de Dec.
*) See Forordn. mod Lykke=Spil af 4de.
See Forordn. af 15de.
crtr) Af øde.
) Oeconomie= og Commeree= Collegium. (
Can¬
*) Af 28de May 1762.
(**) For Staden Sønderborg ved en Placat af 12te Dec. 1767.
() Det Kongel. Generalitæts og Commissatiats=Collegium fra d. 18de Dec.


189
At Hiint er ikke meer, kan man dog vist berette,
Samt at Græv Saint Germain er ikke udi Dette,
Ja ey i Dannemark!
- Og naar han ey er der,
Vort Ønske, følg ham da i Verden hvor han er!
XII. Den Danske Græve=Stand forlehnes med den Ære
At Mænds Fortienester dens Liste kand formere:
Hver seer hvad Kongen saae, da Han De Tre udsaae.
Lehns=Greve Herlighed saa værdigen at faae;
At veye Hver i sær og Deres Værd vurdere,
Saa daarligt var af mig, som Noget kunde være!
Al Verden kiender Dem og meer ey har behov
End høre: Berenstorff med Tott og Reventlau.
XIII. Herr Kammer=Junker Holck (*) opsteeg i anden Classe,
Og som Hof=Marschal alt kan Hoffets Doont oppasse.
XIV. Den brave Schindel (**) nu - som har Opvartning der
J Søe=Etatens Navn (**) - med Ære Nøglen bær.
XV. Den ældste Schimmelmann udaf Den Ældres Sønner,
Ham Kongen gammel nok til Conserentz=Raad skiønner.
XVI. Græv Molik (***) Græv Ahlefeldt, (**) blev hver især tilkiendt
(M
Af Majestæten et Dragoner=Regiment i
XXVII. Fra Verdens Tummel slap en Syv Aars gammel Græve,
(M21
Og bedre faren er end de der efterleve.
MMAMMN
XVIII. J mangt et blodigt Slag von Klee (¬
har holdt sig brav,
Men nu den første Gang sig tabt for Døden gav.
XIX. Vor Danmark endelig tilbage, som et Bytte,
M
Sin lærde Niebuhr (¬
fik, og Kundskabs skiulte Nytte,
Som var hans farlige Om=Reysers Hoved=Sag,
Den lærde Verden snart vil legges for en Dag.
Kammer=Funker og Kammer Page Hr. Eriderich Wilhelm Græve af Holek.
Commandeur.
Som General=Adjutant ved Marinen.
(**) Herr Magnus von Moltke.
J**
Herr Bans Adolph von Ahlefeldt.
Den første det Holsteenske og den Anden det Fyhnske.
Lun
) Hr. Johan Ludvig Græve af Holstein til Lethraborg, fød 1760.
()
Hr. Johan Carl von Klee, forhen Oberst af Artilleriet, død i sit 77. Aar.
(t*) Hr. Lieutenant Niebuhr, den eneste overblevne af det Lærde Sælskab,
som for nogle Aar siden afreiste til Arabien.


190
Den vidtbereyste Mand man for Monarchen førte
Som allernaadigst Selv ham spurgte og udhørte;
Og høyest Velbehag lod Kongeligen see
Saavel i Ham som hans forrettet Ærinde.
XX. Hvad Brød og Kiød i Salg her veye skal og gielde
Loed Stadens Magistrat høytideligen mælde. (¬
At Stadens Borgere, som handle her med Sligt,
Vil efterleve det, vil være venteligt.
XXI. Det rige Handels Haab ved Christians Septer stige,
Og udi Fred og Flor berige Danmarks Rige!
J dette søde Haab gik Captain Svane bort. (**)
Hans Reyse hen og Hiem Gud giøre god og kort!
Norge.
1.. Hvi skulde Norge ey saa vel, som Danmark, trøstes?
Jo, der og Glædens Frugt af Kongens Anstalt høstes:
Det og sin General taknemmeligst gav hen
For Dets Collegium og dets udvalgte Mænd. (.
De Norske Ønsker sig forene med de Danske,
Monarchens Ære giør med Statens Vel Det Gandske:
Gud styrke hver Mands Haand, som styrker Landets Magt,
Og ødelegge hver, som vil Den ødelagt!
11. Smaalehnene ey kan Forst=Amtets Sorg beklage!
Forst=Amter ikke Deel i Lehnenes tør tage!
Thi hver af dem fik nok udi i sin egen Deel,
Da Begges sande Ven i Fleischer (*) bød Farvel.
Ved Taxt for Bagerne og Slagterne under 7de Dec.
) Førende Skibet Fredensborg Slot bestemt til Canton i China.
(***) J Stæden for en commanderende General er ligeledes den 18. December i Norge
constitneret Et Kongelig Generalitets- og Commissariats=Collegium, hvis
høye Deputerede ere: De Herrer General=Majorer Claus Jorgen von Schell
og Pierre de Poumeau. Samt Herr General=Kries=Commissair Peter Voss,
med Herr General=Krigs iCommissair og General, Auditeur Johan Lebrecht
Lengnick.
(r) Herr Etatz-Raad Baltier Seckmann Fleischer, Deputeret i General Ferst¬
Amtet, og Amtmand over Friderichs=Stad og Smaalehnene, død i sit 64de
Aar.


191


Sverrig.
At Dronningen er syg, os Sverrig nys lod sige,
Dog eftertænksomt nok forsikkrede tillige
J samme Tidende: Hun uden Fare er!
Man kunde ellers let sig taget det for nær?
Jrland.
Har ikke Engeland forbarmeligt sig klaget,
At levnets=Midlerne var alt for stærkt medtaget?
Det hele Aar omkring snart hver en Tidende
Jmod den dyre Tid jo raabte Ach og Vee?
Ja, slige Tidender jo tidt har foraarsaget,
At Andre haver Deel i deres Skjebne taget?
Hvor mange Fremmede, som Selv behøved Sit
Tildeels af Medynk, deels maaske og for Profit
Har ikke kappeds om, dem Forraad at tilføre?
Hvad er det da for Snak, vi nu fra Jrland høre?
Vil man saa holde Huus med Føde=Vahre der,
Da var det største Synd dem at tilføre meer.
J Fald Beretningen paalidelig skal være
Man der af Overdaad jo giør sig ret en Ære?
Kan saadant riime sig med Mangel i et Land,
Som ikke vide vil af Mangel paa Forstand?
Jeg kiender kuns af Navn Marqvisen von Kaldare!
Men kiender intet Vidd, som hannem kan forsvare,
Naar han paa slig en Tid, da mange Tusinde
Maae sukke efter Brød, kan uden Følelse
Kun til en Frokost der saa Meget legge øde,
Som overflødigt var et Aar omkring til Føde. (*)
Han være hvo han vil, saa seer man, ham til Spot,
At hvad han ikke er, det er en Patriot.
(*) Til denne mageløse Frokost blev forødt: 200de Laar og andre Stykker af Oxer
100 Oxe=Tunger, 100 Faare Tunger; 100 stegte Giæs; 100 stegte Kal¬
konske Høns, 100 stegte Ænder, 100 stegte Høns, 100 strkker Vildfugle,
1000 Fransk Brød, 2000 Saffran=Kager, 4000 fyldte Tærter og 2500
Boutellier Viin &c. &. 3c. 3


192


Portugal og Spanien.
Det Skrift, blir knap en Ziir blandt Portugiske Skrifter:
Om Jesuiternes Toe Hundred Aars Bedrifter.
Tænk, een Misgierning der ey al den Tid er hørt,
Som jo Forfatteren har dem til Regning ført.
Hvad enten det nu er beviisligt eller ikke,
Saa faaer de, som de kan, sig derudi at skikke!
Thi hvis de drister sig at igiendrive det,
Saa vil Ulykken først for dennem vaagne ret.
Vel mueligt, at man dem formeget Ont tillegger;
Men det Beskyldningen mod dem dog ikke svækker.
Om de det Halve end sig kunde legge fra,
Saa var i Rettens Haand jo Resten nok endda?
Man derfor Spanien til Last det ey udtyde,
At Jesuiterne den Forsvar vil forbyde:
Jus Talionis ey saa let i Øye faldt,
Man paa den større Haand skal see, som styrer Alt.
Min Læser, din Mercur sin anden Aargang ender,
Og ender den med Lyst, da den dit Biefald kiender.
Hver Læser paa sig Selv vel let fornemme kan,
At den Erklæring gaaer kun hver Retsindig an?
Hvor mange der af dem i vores Nord florere,
Har jeg ey Liste paa; Dog skal mit Ønske være:
At de maae tage til, som Aaret tager af!
Det mig langt større Lyst, end al Opmuntring, gav.
J dette søde Haab jeg vil Det Nye begynde,
Og med hver Maaneds Nyt i mueligst Hast mig skynde.
Jeg veed nok, Læseren har ventet lidt iblandt;
Jeg hans Taalmodighed har prøvet! det er sandt!
At det skal aldrig skee, tør ey mit Løfte blive!
Thi jeg, som et Project, den ikke kan udgive.
Min Eftertanke mig tillades, hvor det gaaer!
Tids nok, naar Læseren Mercur kun god nok faaer.
M¬
S¬
44 a a4.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Andet Hefte.
Kiøbenhavn,
Trykt hos Brødrene J. C. og B. C. Berling.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Januarius 1768.
Dannemark.
I.
Hvad fattes os endnu? Det lader - saa at tale
Som, hvad vi vilde, vi kuns havde at befale;
Lyksalig Nord, mon du ey snart misundes maae
Som faaer saa u=forskyldt alt hvad du peeger paa?
Mon Kongen, Kongens Huus og hver Mands Huus i Landet
Man nu til varigt Hæld vel har at ønske andet
End viise Hierter til at bede som sig bør,
Da Gud enhver især saa villigen bønhør?


En dobbelt Nyt=Aars Fryd fra begge Kongeriger
Som til Lyksalighed ved Himlens Forsyn stiger
Vor Januarius nys udbasunet fik:
Den gav os Christian og Ham en Friderich!
Ja, den gav Christian; Den Ham os aarlig give!
Vort Hæld da aarligen ved Ham vil større blive,
Thi Viisdom og Forstand med Aarene taer til,
Og derved han os just lyksaliggiøre vil.
Hvad gav ey Himmelen i saadan Nyt=Aars=Gave?
Og vilde dog endnu Det skulde Tillæg have:
II. Mathilde Moder blev, og Landets Fader fik
End til sin Fødsels Dag en nye=fød Frederich.
Lad alle Rigers Folk i alle Jordens Egne
Kun Guds Velgierninger, Ethvert for Sig, optegne;
Lad Hver opregne os, hvad Gud mod dem har gjort,
Vi veed - man kiender Gud - at det maa blive stort;
Men, dersom Skiønsomhed i noget andet Rige
Kan giøre det saa stort, at vi for dem vil vige,
Saa vare vi ey værd, at være Vidne om
At intet andet Folk med os i Ligning kom.
Vor Skiønsomheds Beviis Gud ey forgieves vente!
Bekiendelsen er god, som sammes første Rente;
Men Heele Verden vil paa Vor Opførsel see.
Blandt Skiønsomheds Beviis er den det sikkerste.
III. Hvor billig Glæden er ved slige Naade=Prøver,
Man ingen føelsom Siel, at minde om, behøver;
Mon Selv en Heraclit ey udaf Glæde græd,
Naar Fødslen gav ham Deel i Nordens Herlighed?
Naturligt er det da, At Hoffet, Staden, Landet,
Ved en saa hældig Fest ey giver Tegn til andet
End Munterhed og Fryd; at hver, saa got han kan
Udøser Hierterne for Gud og Christian:
Lev længe Christian! Gud, Dig og os til Ære.
Mathildis Kierlighed Dit Hiertes Glæde være.
Guds Kierlighed bevar, i Kron=Prinds Friderich
Det dyre Pant, som Du og vi paa Begges fik!


211


IV. Da Himlen denne Tid os gjorte saa mærkværdig,
Stoed Majestæten og i samme Hensigt færdig
Med Ridder=Ordener, (a) med Nøgler (b) og med Rang (e)
Som Hans Velyndede blev meddeelt samme Gang.
V. Sophia manglede kun dette i sin Glæde:
Ved en saa sielden Act at være Selv tilstæde,
En Sønne=Sønne=Søn at bære til sin Daab.
Hun leve og endnu see opfyldt dette Haab!
VI. Hans
(a) Med den høye Orden af Elephanten blev benaadet: Hans Excell. Gehei¬
me Conferentz Raad og Ober=Præsident i Kiøbenhavn, Herr Wolrath Au¬
gust von der Luhe; Hans Høy=Grævelige Excell. General af Cavalleriet
og Gouverneur i denne Kongelige Residenre=Stad, Hr. Conrad Wilhielm
von Ahlefeldt; og Hans Excell. Geheime Conference=Raad og Ober=Jæ¬
germester, Hr. Carl Christian von Gram. Med den af Dannebroge:
Ober=Skienk Hr. Gustav Græve af Holck; Kammer=Herre og Obrist Hr.
Albrecht Christoph Schaffalitiky de Muckadel; Hr. General=Major
Græve Caspar Moltke; Kammer=Herre og Hof-Jægermester Hr. Christian
Friderich von Gram; Kammer=Herre og Amtmand Hr. Adam Christopher
von Holstein; Kammer=Herre og Stifts=Amtmand Hr. Caspar Herman
Storm; Hr. General=Major Claus Jorgen von Schnell; Kammer=Herre
og Extraordin. Envoje ved det Stor-Brittanniske Hof, Hr. Christoph
Diede rum Fürstenstein; Kammer Herre og Extraordin. Envoje ved det
Franske Hof Hr. Hinrich Carl von Gleichen; og Hr. Gen. Major Bar¬
thold Cuno von Bulow,
(b) For de Herrer Kammer=Junkere: Georg Flemming von Lerche; Græv
Joachim Godske Moltke; Capitain Græve af Ahlefeldt; Obrist Jacob
Friderieh Schaffaliteky de Muckadel; og Hr. Christ. Frid. von Qvalen.
(c) Som Geheime Conference=Raad, H. Exc. Hr. Geheime=Raad og Ober=Hof¬
mester hos H. Maj. Dronning Sophia Magdalena, Ditlef Conrad von
Reventlau; Geheime Raader: Ober=Hofmesteren hos Hds. Maj. Dron¬
ning Juliana Maria, Hr. Anthon Henrich von Moltke; Kammer¬
Herrerne Joachim Otto von Schack; Gregers Christ. Græve von Haxt¬
hausen; Christian Holstein Græve til Lethraborg; og Hr. Conference¬
Raad von Heespen; Conference=Raad: Hr. Etats-Raad og Cabinets¬
Secretair Nielsen; General Lieutenants: De Herrer General Majorer
Niels Juel von Schinckel; Christian Christoph Græve af Holck; og
Baron Schenck von Winterstadten, Og som Schoutbynachts: De
Herrer Commandeurer Baron von Guldenkrone, Frid. Limmer; og Kam¬
mer Herr Frid. Christian Kaas. Desuden beærede Hds. Maj. Dronning
Sophia Magdalena i samme glædelige Anledning, Følgende med Orde¬
nen de la Fidelite: Geheime Conference=Raadinde von der Liihe; Hof¬
Marcchal Græve af Holck; Frue Grævinde af Calenberg; og Frue Ober¬
Hofmesterinden von Perkentin.


VI. Hans Jgienfødsels=Dag - som overgaaer den Første,
Den Salighedens Fest, blant Dagene den største,
Blev Han til Naadens Port ved Juliana bragt;
Hvor Gud med Kongens Søn indgik en ævig Pagt.
En naadig Guddoms Kraft i samme Ham stadfæste
Udi en Verdens Tid, som ey er af de beste!
Jo, vi i Ønsker seer: Han i tiltagne Aar
Trods Vantroes Bølge=Slag, dog, som en Klippe, staaer.
VII. Veltalenheden nær forlegen havde bleven
Før den fik Christians Goddædighed beskreven,
Som Han mod Musernes vindskibelige Chor
Allene har udvist i næstafvigte Aar. (d)
Hvo hørte da vel der, til Majestætens Ære,
Ham Videnskabers Flor saa angelegen være,
Og ikke nidkier blev i et hengivent Sind
For hans og deres Skyld paa dem at legge Vind?
Der nok er at bestille:
VIII. Et Øyekast til Soer! -
De Denne deres Ven og herliggiøre ville.
Hans Fødsels=Fest med Lyst dem dobbelt herlig er,
Fordi en dobbel Pligt de kan udøve der:
Vor Christians Fader=Navn, Mathildes Moder=Hierte
De at forævige ved Viisdoms Fødder, lærte.
Det Sidste skrev man først i Sorøes Helligdom,
For heele Sorøe=Amt: et ævigt Jhukom! (e)
IX. En Siel - Gud kiender den -- det vel den samme bliver
Som altid ubekiendt den Armes Siel opliver¬
Rørt af Taknemlighed for Konge=Huusets Vel
Loed Armod atter faae i sin Velgierning Deel (f)
(d) Af Orationen paa det Kiøbenhavnske Academie erfaredes, at Hans Majestet
foruden den anseelige Gave til Maler=Academiet. See den Danske Mer¬
cur Første Hefte pag. 171, endnu har givet til den Astronomiske Videnskabs
Fremvæxt 1000de Rdr. og 8000de Rdr. til Videnskabernes Sælskab samt
beskikket paa sin egen Bekostning 2de nye Lærere een i Philosophien og een i
Lovkyndigheden.
(e) Ved H. Excell. Ober=Hofmesteren Hr. W. V. Chr. von Reitzenstein; cons.
Den Danske Merc. første Hefte pog. 178.
(f) 100 Rdr. i Anledning af Dronningens Forløsning.


X. De blide Tidender, som denne Tid frembragte,
Selv gjorde Tiden Blid; Selv Vinteren behagte.
Hvor haardt, hvor skarpt, hvor strængt den end regierede,
Den maatte tiene dog til frisk Forlystelse.
Monarchen u-ndskrænkt ey Kuld, ey Heede tvinger,
Lyst=Reyser hid og did Han ligefuldt fuldbringer:
Den banet Vinter=Vey Hirschholm den lykke gav,
At han en kort Visit med Lyst der lagde af.
X. Den raske Kane=Fart Anledning blev for Flere,
Af Hans Nærværelse at kunne profitere:
Grev Moltkes Thurbyeholm og von der Liihs Retrait
Et efter andet fik til Giest Hans Majestæt.
en Allernaadigste ey Udenbyes allene
Ses gieste Disse Toe, som Ham til Takke tiene;
XII. J Staden man endog Høytideligen saae
Tre Høystfortiente Mænd den Høye Naade faae:
Gry Berenstorff, Græv Tott, Græv Reventlan certerte
Hvoærdigst kunde ret Hans Majestæt beværte
dog, at Han skiønsom seer til Hvers Fortienester,
et er langt meer endnu end al Beværtning værd.
XIII. Manf Forordninger os Fiire nu beskreve,
Skiøl i afvigte Aar de alt til Regler bleve:
a blev et Reglement for Jnqvarteringen,
Morske Borgere skal rettes efter den. (g)
De ale Tre angik kun Kongens Tydske Stater!
Dog eymindelig dem alle indbefatter.
Afm erfare kan enhver Vedkommende
RForhold, (h) Sikkerhed, (i) Jrettesettelse. (k¬
XIV. Raad=hen ved Placat loed Handlende advare,
At mældmmende vragbare Æde=Vahre.
ørsel ey til Lands af dem maae giøres meer,
Vrager=Mærket først har kiendt paa deres Værd." ()
XV. Korn¬
(g) See Rerntet angaaende Indqvarteringen i de Norske Kiøbstæder af 25
Deceml767.
(h) Forord. Gnfirmanters Examen, m. m. for Slesvig 23de November 1767.
(i) See Menrand=Gilde Forordn. for Glytstad, Crempe, Vilster og Jtzehoe,
af 22 tember 1767.
(k) See Foroimod Post=Jntradernes Besvigelse i Slesvig, af 20 Nov. 1767.
(l) See Magins Placat, det angaaende, af 20 Januari, dette Aar.


XV. Korn=Taxten for i Aar - Capituls=Taxten kaldet
Af Stiftets=Amtmand og dets Prouster er biefaldet. (m)
At sligt i hvert et Stift er Disses Amt, mand veed,
Og troer De blindes ey af Egennyttighed.
XVI. At deele Ære ud og Naade=Titler skienke
Til visse Tider ey kan Kongens Haand indskrænke;
Vel den Lyksaligste, som Norden ønskte sig,
Blev ved Avancements særdeles mærkelig!
Men Majestæten veed endog paa andre Tider
At sette Ære=Tegn paa dem, hans Naade lider:
En Reventlau (n) - som nys fra Amtmandskabet gik
Rang, som Geheime=Raad, i dets Sted naadigst fik.
Jens Juel vel Nøgelen til Lundsgaard tidt har baaren!
Den Gyldne Nøgel han dog ikke bar tilforen.
Etats=Raad Carstens (o) Værd ey Kongen før forna
Før Slesvigs Hertngdom Land=Cantzler saae i har
Mon Kongen vel en Schulz i Glyckstad skulde glemme
Ney, til Etatz=Raad Han ham naadigst loed forfremmi
En Brockdorss (p) ey i Rang kom høyer end hanved,
Men Land=Raads Chargen ham dog ikke var in.
XVII. Et æreværdigt Liv loed Livets Herre endes,
Og et u-endeligt vor Sohlenthal (9) tilkiendes,
Hvis Navns Fortienester i Nordens Minde staa
Dets velfortiente Lov min Lov=Sang overgaaer.
XVIII. Vor brave Byefogd døer, (r) og ingen Leye=Pe
Behøvedes en Mand, at skildre af, som Denn
Hver Dydens Elsker Selv nok skiønner Dys Værd,
Og dens u-kiøbte Roes den beste Grav=Skrik.
En lige værdig Mand (s) indtog Hans DommSæde,
Som saaes med Ære før en større Post beklæde
Ham er Hiins halve Roes nok til Fuldkeenhed
Og taber Han ey Selv, har ingen tabt det
XIX. Rosett
(m) J Siællands Stift en Tønde Rug 15 Mk. Byg 12 Og Havre 7 Mk.
(u) Kammer=Herre Ditlef von Reventlau, forrige Amtntil Pløen.
(o) Hr. Christian Gotfried Carstens.
(p) Kammer=Herre Hans Schack Baron von Brockdor
9) H. Exc. Hr. Georg Wilhelm Baron von Sohlenthal, er af Elephenten &c.
r) Hr. Justitz-Raad og Bye=Foged Oluff Bruun.
(*). Hr. EtatsRaad og Høyeste Rets Assesfor Ancher Aas ron Subm.


XIX. Rosett er ikke død, endskiøndt ham Jorden dækker,
Saa længe Tid er til han Armod Haanden rækker:
Hans Christne=Kierlighed Pest=Huuset vidner om
Og Samme ey saa snart for Ømheds Øren kom,
Før Den ved Hiin, antændt i Elskovs Lue brændte!
For sin udvalgte Ven Hiins Virksomhed erkiendte!
Ved samme svanger blev; Saa dette Hospital
Saa vidt man mærker - ey Rosetter mangle skal. (t
XX. Med funklende Gevalt steeg en ubændig Lue,
Det skrækket Naboe=Laug med Undergang at true:
Man saae dens slammende fortærende Gestalt
At giøre Mine til at ødelegge Alt!
Det grumme Element, hvis Graadighed, desværre,
Saa ofte prøvet er, dog maatte nøysom være:
Kun samme blev til Priis et Raffinaderie! (u)
Thi Vinden nægtet plat at tage Deel deri.
Tydsk=Land.
At Natte=Gangere udi Naturen gives,
Os af Historier troværdigt nok beskrives!
Jeg mener, Sovende, dem man i Søvne see,
Sig foretage Ting, som de var vaagende.
At gruble paa, hvordan sligt kan naturligt være,
Er ikke Pinen værd. - Phycologiens Ære
Det umisundeligt skal blive! Thi den dog
Med al sin Grublen sig med os giør lige klog.
Nok, det Beviser har, og ubedragelige.
Hvi vil da Strasborg et bedrageligt os sige?
Hør siger Tidenden, Folk kan i Søvne gaae:
Her en Artillerist saaes af sin Seng opstaae!
Gaae ud af sit Qvarter, og fløytende med Munden
Bag om Casernerne gik, u-forfærd for Runden;
Den ham ey heller faae." Endnu vel ingen seer
Et nyere Beviis, at sligt i Søvne skeer?
Skild¬
(t) Det sees af Bekiendtgiørelserne. Og enhver af Pest=Huusets ædelmodige
velgiørere bekiendt og ubekiendt, vil høre det, som et Ære Navn,
at kaldes en Rosette, ligesaa vel som en Fædrene=Landets Fader hører sig
kaldes en Augustus.
(n) Hr. Richards kostbare Sukker=Raffinaderie i Dronningens Tvergade.


Skildvagten blev ham vaer! thi samme just var vaagen,
Uvist, hvad han har hørt, men vist han skimtet Nogen
Wer da? – ney, intet Svar,  Tre gange Hans Wer da
Ey andet Giensvar fik end skingrend Gienskald; Da=a a
Soldaten paa sin Post sin svorne Jver kiendte,
Paa Stedet lagde an, og løs paa hannem brændte,
J en uhældig Tid han nu saa lige skiød
Som maaske aldrig før -med eet han skiød ham død,
Hvo skal os nu forklare,
Han faldt, der ligger han.
Den Døde ey kan svare!
Om han i Søvne gik?
Og paa hans Legeme kan dog vel ingen see,
At det saa lige just er truffet sovende?
Saa dunkelt et Beviis antoeg man ey for ægte,
Hvis man saa vantroe var, at ville Sagen nægte.
Men, være langt fra os, at ville nægte det,
Som er saa mangt et Sted med større Vished seet.
Vi selv den daglige Erfaring kan citere,
At Natte=Gangere udi Naturen ere,
Ey de, som sværmende forstyrrer Andres Roe,
Thi de er vaagende, man Hørelsen maa troe!
Men de, som høylys Dag kan Alting foretage,
Med aabne Øyne gaae, og dog vort Syn bedrage.
Hvo skulde kunde troe, at de ey vaagne var,
Hvis deres Drømme=Værk ey gjorde Sagen klar?
Frankerig.
De Franske Rotter saaes af Glæde fyrig spratte
Et selsomt Dyr opstoed, (v) som dræbte alle Katte.
Dog vi det ikke gierne saae,
Høg over Høg!
At Rotterne hos os den Glæde skulde faae.
Langt heller Kattene med fedest Melk at føde,
End Muus og Rotter see at legge Laden øde.
Men Danske Katte frit kan holde Rotte=Jagt
For dette franske Dyr, thi det er ødelagt.
(v) J Bayonvilliers.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Februarius 1768.
Dannemark.
I.
Hieschholm ey længer nu Sophie holde kunde,
Hun maatte Sig og os den ædle Glæde unde,
Med sin Nærværelse at ære Kiøbenhavn,
Og tage længselfuld al Nordens Lyst i Favn,
Den os nyefødte Prinds, vor Carolines Gave,
Som Himlen vilde, vi til Vidne skulde have
Paa dens Goddædighed mod os saa u-forskyldt.
Hun kom, Hun saae, og see, hvert Ønskes Maal opfyldt!


10
Den gamle Simeon vel saaes en større Herre
J et langt større Haab paa sine Arme bære;
Hans Glæde følgelig - vi kiende Den han har
Af en langt anden Grund end vor Sophies var;
store Lignelser ifald man vil tilstæde
Dog
At bruge udi Smaat - Var saa Sophies Glæde!
Ja, for det Barens Skyld, som paa hiins Arme laae,
Sophie Grund for Sig til saadan Glæde saae.
Alt hvad da foregik i Hendes Moder=Hierte,
Hvad det i stille Suk af Troens Grund begierte,
Paa Prindsens Hoved, Gud! lad falde hvert et Ord,
Til Hæld for Kongens Huus og Folkene i Nord!
I1. Fra Slottet midlertid man ikke andet hørte
End glade Tidender, som alles Hierter rørte,
Om Carolines Vel, om Prindsens ligesaa!
Og andre Tidender om Dem vi aldrig faae!
Saa god en Tid, som den, til lutter Fryd anvendtes,
Hvis Virkning først og sidst paa Majestæten kiendtes!
II1. Han Kyndelmesse=Dag os gav det første Tegn,
Da Han foer til og fra den Lethraborgske Egn.
IV. En prægtig Kane=Fart i klingrend Kane=Føre
Han allernaadigst lod al Staden see og høre,
Det kongelige Tog gik til Charlottenlund, (a)
Hvor Han behagede, at holde Middagsstund.
Hvor stoer Fornøyelse Han med sit Høye Følge
J slig Forfriskning fandt, Han ikke vilde dølge:
Sex Dage efter gav Han hver det at forstaae,
Da vi til Frydenlund et lige Optog saae.
V. Hidindtil holdtes kun paa Slottet Masqverade;
Men nu Monarken saaes Høykongelig tillade,
Af en særdeles Gunst, at Herr voo Schimmelmann
Gav Een i sit Hotel for Folk af Rang og Stand.
(g) Det gandske Tog, som bestod af henved 40 Kaner, var inddeelet i Tre Divi¬
sioner med ligesaa mange Corps Musikantere foran. For den første Division
hørtes H. K. H. Prinds Friderichs ganske Regiments Musik; For den An¬
den lod Panker og Trompetter af den K. Garde til Hest sig høre; og for den
Tredie kom Musiken af den K. Liv Vagt til Fods.


11


Hvad fler Forlystelser sig her afvexlet have
I denne muntre Tid blandt Høye og blandt Lave,
Alt efter hvers Begreb og beste egen Gout,
Forlanger Læseren vel ey at høre nu?
Af det anførte kan man let til Resten giette.
Man veed jo vel, at Smaa sig efter Store rette?
En Konge i et Land er saa betydelig,
At Han det heele Folk kan danne efter Sig.
VI. Seer ret paa Kongen da! Og seer Ham Omsorg bære
For hvad som Landets Tarv beforderligst kan være.
Bar den vel værdig Navn af ærlig Underdan,
Som ikke herudi og fulgte Christian?
Hver i sin Cirkel kan og det jo giøre efter!
Skiøndt med ulige Skridt, som med ulige Kræfter;
Naar hver, hvor lidet end, dog noget stræber med
Saa slaaer vor Nordens Haab endnu en Øyne ned.
VII. Hvor Een kan være nok, man ey behøver Tvende,
Det saae Hans Majestæt! Gav det i Stoert tilkiende,
Da Toe Collegier Han skrænket ind til Eet, (b)
Og satte Mænd deri, som kan bestride det (c)
Mon for en hver i sit det ey kan giøres nødig?
At skaffe meget af, som er dem overflødig?
Kan hver da ey i Smaat betræde Kongens Spor,
Og tage hannem og i Sligt til Rette=Snor?
VIII. At Slaver nøyes bør med Slave=Tractemente
Er umodsigeligt! Jfald man vil forvente
At naae det Øyemeed, som Straffen sigter til
See, dette er just det, som Nordens Dommer vil! (d)
Utidig
(b) General=Landets-Oeconomie= og Commerce=Collegium, med det Westindiske
og Guineiske Rente- samt General-Told=Kammer, blev indskrænket til Eet,
under Navn af General=Told=Kammer= og Commerce=Collegium
den 15de Febr.
(c) Første Deputeret, Herr Kammer=Herre Andreas Petrus, Græve af Bern¬
storff, Ridder; Anden Deputeret, Conference=Raad Joachim Wasser¬
schlebe, og Tredie Deputeret, Bartholomæus Berthessen de Ceder¬
feld. Som Committerede: De Herrer Etats-Raader Cornelius Schu¬
macher og Johan Frid. Wilh. von Jessen; Justitz-Raader Lorenta Præ¬
torius og Peder Hersleb Clasen.
(d) See Forordningen om Arv, som tilfalder Slaver, hvorledes dermed skal for¬
holdes af 15de Januar.


12
Utidig er da den Barmhiertighed hos Mange,
Der række Slaver Haand, saa tidt de det forlange!
Thi uden Overhæng for dem at gaae i Fred,
Det garanterer vel den mindre Øvrighed?
IX. Seer Kongens Kierlighed og Ømhed for Fabriqver. (e)
Hvor vel mon den sig ey for hver i Landet skikker?
Hver brænde udaf den i patriotisk Aand;
Foragte contraband, og styrke Kongens Haand.
X. Hver fremme Næstens Vel, og Naboe=Venner være;
See, dette Norden og kan af sin Konge lære:
Kiels Høye=Skole han saa nidkier sig antaer, (*)
Og fremmer Andres Vel, som det Hans Eeget var.
Saaledes viiselig vi seer paa Hans Jdrætter;
Saaledes priselig vi efter dem os retter;
Den største Ære, vi hans Navn bevise kan,
Er, at vi kappes om at giøre Ligedan.
XI. De Mænd, som Naade har for Kongens Ansigt fundet,
Og Charger eller Rang i Staten blev forundet,
Maae vor Opmærksomhed nødvendig blive værd:
Hvem Kongen ærer, bør jo æres af enhver?
XII. Conseilet saaes igien sin Molike at annamme
Som var paa nogen Tid entlediget fra Samme.
Hvo har vel ventet, at en Mand af dette Slags
Forlangte Rolighed, som Fordeel, efterdags?
Ney, hvo der har, som Han, havt alle Hænder fulde,
Dem uden Byrde knap i Skiødet legge skulde.
Vi ønske Hannem Hæld i hans fornyet Stand;
Han giøre, hvad han giør, for Gud og Christian.
XIII. Nær havde Kammeret mod Skiæbnen udøst Klage,
Da med sin Reventlau det skulde Afsked tage.
Den Tale Græven holdt let kunde røre der
Hvor Hiertet alt forud bevæget var i hver.
(e) See Forordn. om Silke= og Uldene Vahres Forhandling &c. af 12te Februar.
it. Det Kongelige Forbud mod fremmede Fajance Vahres Jndførsel i Sles¬
wig &c. af 11te Febr.
(f) See Forordn. om at studere 2de Aar ved Christian Albrechts Academie i Kiel
af 1ste Febr.


13
Dog, var hans Excellentz i Kamret overflødig,
Det da var Lykke, at ey Kongen havde nødig
At længe gaae i Valg: Det værdig faldt paa Schack, (g)
Man Graaden hemmede og sagde Kongen Tak.
XIV. Land=Commissionen nu til visse vil brillere,
Da saa illustre Mænd dens Lemmer blevne ere.
Moltk, (h) Schack, (i) von Schimmelmann (k) og Holck (l) er
Navnene.
Fra hvilke sluttes kan til dens Anseelse.
XV. Sin Skatte=Commission den extraordinaire,
Vil Kongen heller ey i mindre Glands skal være.
Geheime=Raad Græv Molik den Ældre ligesaa
Skal dens Beslutninger, som Præses, forestaae.
XXVI. De Toe Collegier, som Søe-Etaten byder:
Ved Kongens Forsyns Haand ey liden Ære nyder:
J Hvert, som Auscultant, en Moltke indsat er; (m
Og næste Maaned vil om Samme viide meer.
XVII. Von Salderns sande Værd Zcarinden veed at skiønne,
Og Dannemarks Monark med Ære at belønne,
Tegn paa det Sidste saae hver Patriot med Lyst
J Elephantens Tegn paa Salderns edle Bryst.
Hans havte Ærinde er lykkelig forrettet;
Og, skiøndt dets Frugter os er giemt i Cabinettet,
Vor Forestilling dog alt nogle haver smagt,
Og til de moednere i Haabet Haanden rakt.
XVIII. Vi til Geheime=Raad veed ikkun een at tælle;
Thi fler Aviserne endvu ey vil meddeele:
En Herr von Ahlefeldt (n) just denne eene er;
Men Cancelliet veed - som Rygtet hvisker - fler.
XIX. Til
(g) Geheime=Raad Joachim Otto Schack, som første Deputeret for Finan¬
herne; Ved samme Leylighed er Kammer=Herre Gustav Græve af Holck
allernaadigst beskikket til Anden, og Stiftsbefalings-Mand Jorgen Erich
Scheel til tredie Deputeret.
(h) Geheime Raad Græv Adam Gotlob Moltke, som Præses.
(i) Geheime=Raad J O Schack.
(k) Geheime-Raad Baron von Schimmelmann.
(l) Kammer=Herre Gustav, Græve af Holck.
(m) I Admiralitets=Collegio, Command. Capit. Græve Adam Ferdin, Moltke,
og i Commissariats=Collegio, Kammer=Herre Græve Godsche Moltke.
(n) Kammer=Herre Henning von Ahlefeldt.


14
XIX. Til hvide Riddere blev ikkun Tvende regnet,
Da Dannebroges Tegn en Holst (o) og Scholler (p) tegnet.
XX. Vi derimod des fler af Conferentz-Raad saae. (g)
En Rang, som vor Monark vil ikke spare paa.
XXI. Jeg Ordenen afbrød - det var imod min Vilie
Mig Kammer=Herrene det ey optage ilde!
Walmoden med von Krogh (r) og Schimmelmann (e) De Tre
I denne Maaned blev betroet Nøglerne.
XXII. Jnfanteriet fik en Obrist i von Rieger;
XXIII. Og til Etats-Raads Rang en Fædder, Wium, stiger.
Jeg gratulerer Hver af Hiertet, som sig bør,
Hvormeget Bryderie De end min Prosa giør.
XXIV. En Administrateur det Grævskab Rantzau savner;
J Conferentz=Raad Brøndt nu den med Glæde favner.
Han Kongens, Folkets Gavn uadskildt holde vil,
Som baade Hans Forstand og Hierte er dertil.
XXV. Den Engelske Gesandt, den gamle gode Herre, (t)
Som ønskte til sin Død i Dannemark at være,
Har nu sit Ønske naaet. - Vi ønskte Ham igien
Fra hvert et jordisk Hof; men ey fra Himmelen.
XXVI. En anden Envoje forlod os, før vi ventet,
Han ey til Himmlen just, men til Berlin blev hentet?
En Preussisk Tænke=Kraft bemestrede Hans Siel,
Og vi ham ønskte et veltænkende Farvel!
Baron von Borche var den Afskedtagend Herre.
XXVII. Den kommende von Finck skal Hans Successor være.
Den Sidste havde alt sin første Audientz
Hos Kongen, førend Han forlod sin Residentz.
) Kammer=Herre Græve Ulrich Holst.
(p) Conference=Raad de Scholler.
(d) Hr. Etats-Raad og Cabinets-Secretair Andreas Schumacher; De Herrn
Etats-Raader Hieronymus Johan Schultie, Joachim Wasserschlebe
Bartholomæus Berthelsen de Cederfeldt, og Terkel af Klevenfeldt, den
sidste med enciennete fra 29de Januar. item Hr. Land-Raad Christiar
August von Reutz.
(r) Som tillige er udnævnet til Reise=Staldmester i ron Sperlings Sted.
(s) Conference=Raad de Schimmelmann.
(t) Herr Walter Titley, Esquire, det K. Stor=Britanniske Hoffes Extr. Envojeved
dette K. Danske Hof, hvilken Post han har beklædet udi 39 Aar: død den
27de Fehr. Han var fød den 28de Nov. 1700.


Bemeldte Herre da meb Flere nøed den Ære,
J Kongens Følge med til Fridrichsborg at være.
XXVIII. Hvor Kongen Selv besaae og loed dem Samtlig see
Det smukke Stutterie Han der sig heegede.
Som Kongen vilde der tilbringe nogle Dage,
Og Vint ren ey tillod Selv Egnen at indtage,
Saa fik Monarchen dog det der afklædet Sted
Med alt optænkeligt Indtagende, iklæd.
Til Lyst=Afvexling der sin Opholds Tid at give,
Den franske Troup Acteurs Han did og lod udskrive.
Da smilte Fridrichsborg, beholdt sin Ven i Favn
Skiøndt Maaneden gik ud - til Harm for Kiøbenhavn.
Jtalien.
For Rom kuns Ach og Væ fra alle Kanter høres,
Saa Pavens Hierne Selv i Vilderede føres.
Det lader, ligesom den gandske Christenhed
Var sammensvoret til at giøre ham Fortræd.
O gyldne Tid, da ham den heele Verden lovet,
Som Guds Vicarius og Kirkens Overhoved!
Nu Hans Bestalling Selv ham bliver disputert.
Ach, Clemens! den besørg fra Himlen confirmert,
Før saa betydelig en Charge gaaer til Grunde!
Det var en ævig Skam, i fald du ikke kunde.
Den maae jo have nu den samme Fynd og Kraft,
Som fra Begyndelsen, hvis den har nogen haft?
Originalen du nu længer ey fordølge,
Med dens Kundgiørelse lad Torden=Kiler følge!
Faaer du Naturen ey just dertil overtaelt,
Lad Kunsten da slaae ned Bansettelsers Gevalt!
du har intet Mod -- hvad skal da Enden blive?
Ney
Vil du Opfyldelsen til Luthers Spaadom blive?
skulde man i Dit Exempel see,
Den Kietter?
At en Prophetisk Aand ved hannem talede?


15


16.


Ja, Tiden dømme vil imellem Eder Begge!
Og samme ikke sees dig uden Grund forskrække.
En Hertug ey engang, (u) ey mindste Republik (x)
Vil give mindste Agt paa Rommer=Stolens Nik.
Ey til din Geistlighed, Biskopper og Prælater,
Som Stytter for din Magt i andre Herrers Stater
Du dig kan hælde meer! End disse taer Partie,
Og for Lands=Herrers Ret erklære sig mod Dig.
Til Sorg og Græmmelse du al din Tilflugt tager!
Mon det opreyse kan dig dine faldne Sager?
Nu vil du Himmelen bevæge - om du kan
Da intet Slags Forsøg paa Jorden vil slaae an;
Drag i Procession kun fra St. Peders Kirke!
Men ey fortvivl, ifald den ikke skulde virke!
Bevægelige Syn!– Hvis Kirkens Fader græd!
Det var for tungt Beviis paa Menneskelighed?
Dog, Han det agter ey, hvis Himlen ikkun agter
Hans dybe Ydmygheds bevægelige Fagter.
Det nu beroer derpaa, om den bevæges vil.
Det seer imidlertid ey meget ud dertil.
En Løve agtes ey naar svækket er hans Kræfter;
Naar Vognen hælder, sees jo alle skyde efter;
Saa gaaer det Paven nu. Ham ingen frygter meer.
Hver aabenbare tør, hvad Hiertets Tanker er.
Hvad tales udenlands, det kan endda fordrages;
Men ved sit eget Hof af Sandheds Røst at plages
Er u-fordrageligt. Tænk, hans Hof=Prædikant
Er saa behiertet nu, at han tør tale Sandt!
Han tier ey engang med Hoffets egne Laster!
Men dem med Nidkierhed tilbørligen antaster.
Selv Paven hør derpaa, som ey kan tage Feil
Men kiender dog vel een i dette Sandheds Speil?
Det være hvad det er, saa er det Pavens Ville:
At see, han faaer ham til engang at tie stille.
Hertil Hans Hellighed ey bedre Middel veed
End giøre ham til Bisp? -
Det har sin Rigtighed!
(u) Hertugen af Parma.
(1) Genua &c.
P


Den
Danske Mercurius
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Martius 1768.
Dannemark.
I.
Hvo var vel Livet værd, der slig en Fader glemte
Saa naadig, øm og god, som Friderich den Femte?
J fald Vankundighed Hans Værd ey skiønte ret,
Saa vilde Himmelen os ey tilregne det!
J vore Hierter staaer for Ham en Ære=Støtte,
Som ingen Tidens Vold skal rokke, mindre flytte;
Lad Konsten reyse Ham et Ærens=Monument
Det koste, hvad det vil - ey meer end velfortient!


18.


Er Ernen just ey Hvers til Samme at opføre,
Da til saa store Ting maae store Kræfter høre,
Hvo kan da giøre nok af De Veltænkende,
Som Intet haver spart til dets Fuldførelse,
Det ædle Compagnie, (a) som alt for lang Tid siden
Begyndte paa et Værk, der nu vil trodse Tiden?
Hvo har fra Sallys Haand ey Mester=Stykket seet,
Den Mindesværdigste til Mindetegn beredt?
Vel er Hans Gierninger Hans sikkre Æreminde,
Som ey ved Konsten først et ævigt Navn skal vinde,
Men Verden kiender man, og dens Hukommelse:
Hvem tænkes mindre paa end dens Velgiørere?
Lad da kun den Statue, Den Folke=Ven til Ære,
Et tienligt Jhukom for vore Slægter være.
II. Metallen blev som Vox, og antoeg Skikkelsen,
Trods Tidens Tære=Tand, af denne Nordens Ven.
Herr Gors (b) utrættet Flid og redelige Møye
Har Alles Ønsker haft beforderligst for Øye,
Hvad Sally seent fik trakt til sin Fuldkommenhed,
Fik Gor i Hast iklædt en jordisk Ævighed.
U-egennyttighed geskæftiget hans Hænder,
Og Sallys fiine Træk man nu livagtigt kiender
Ved Gors Nøyagtighed. Saa Mindet sige skal:
Seer Fridrich levende udi en død Metal!
II1. Vor Christjan midlertid opmuntret sig paa Landet
Og ved den Leylighed saae til med eet og andet;
Herr Classens Krud Fabrik, Kanone=Støberie,
Med meer af samme Sort, Ham lokkede til sig.
Hvert Sted fandt Naade for Hans Jndsigtsfulde Øye,
En Classens Anlæg kan ey andet end fornøye.
See Majestæten det stadfæste allerbest
Da samme naadigst blev sin Classens Middags=Giæst.
V. Dog
(a) Det Kongelig Octrojerede Asiatiske Compagnie.
(b) Hr. General Commissair Gor, som har forestaaet denne prægtige Statues Støb¬
ning. Hvilken lykkelig gik for sig d. 2den Martii paa det Kongelige Giethuus i
den Høye Directions Nærværelse, hvor tillige indfandt sig en høyanseelig For¬
samling af alle Stænder.


19
IV. Dog meget længe ey Ham Resideneen savner!
Han kommer! -- Christjansborg med Længsel Hannem favner:
Det største Ærinde, hvortil Ham Gud har kaldt,
Høytideligen nu Ham i Erindring faldt;
At skaffe Folket Ret er Christjans Kald i Norden,
Dets Klagemaal forhen anbragte var i Orden
Og paa Hans Vegne alt den Høye Ret forkyndt!
Hvis Gænge, efter Skik, blev af Ham Selv begyndt.
Døm, Konge, da dit Folk! Du har om Viisdom bedet,
Og, naar har Viisdom ey dens Elskere veyledet?
Du aldrig tvivle kan om vis Bønhørelse,
Og Bønnens Jver seer enhver af Følgerne.
V. Vor Dronning, Landets Lyst og Himlens dyre Gave,
Gav os den Glæde nu, som Ønsker vilde have:
Den ordentlige Tid fra Hendes Nedkomst af
Hun offentligen Gud sit Takke-Offer gav.
Gud Hendes Majestæt igien den Glæde give,
At Nordens Ønsker maa paa Hende opfyldt blive.
Hvo skaffer mig da Ord,
Den skiønner Hendes Værd.
Som kan udtrykke dem for denne Landets Moer?
VI. Naar fik vi andet ont vor Arve=Prinds at høre,
End at Hans Høyhed vil sin Fødsel Ære giøre?
Af ald Slags Kundskab Den af Ham er værdigst kiendt:
At kiende Gud og den, som Gud os har udsendt.
Al værdig Kundskab Han, næst Den, sig lægger efter
Og kiendelig taer til ved Aars og Alders Kræfter.
Hvorvidt vor Frid rich det i sidste Aar har bragt,
Til hvers Fornøyelse blev nys for Dagen lagt.
VII. Land=Commissionen her (c) hver Maaned snart formeres,
End til dens Lemmer Tre berømte Mænd (d) erklæres.
Beviis: At sammes Plan vil sindig legges an,
Hvis Land=Huusholdningen skal bringes ret i Stand.
VIII. Nok en Commission i Slesvig (e) os vil lære,
At Land=Forbedringen almindelig skal være!
c) Som nu har faaet Navn af General=Land Commissionen.
(d) Hr. Etatz-Raad Lovson; De Herrer Justitz-Raader Hans Nicolai Missen og
Steman.
(e) Den 28de Martii, under Navn af Slesvig=Holsteenske Land=Commission.


20
Monarchen seer det er en høynødvendig Sag,
Gud, giv Ham Naade til at see den Ønskers Dag!
IX. Frue Pless (f) sin Afsked fik, og hastig Afsked sagde,
Frue von der Lyh (g) igien man Hendes Rang tillagde
En Dame, sandelig, al Agt og Ære værd!
Dog, Hun jo selv Beviis paa denne Sandhed er?
X. Sophies Ordens Tegn betegner Hendes Ynde,
Til samme værdige Hun Trende lod forkynde,
Frue Grambow (h) Wintherfeldt (i) og Longveville (*) seer
Sig derved distingvert. Hvad vil de ønske meer?
XI. Et yngre Kiende=Tegn Græv Holck (k) et Tegn er vorden,
Paa Majestætens Gunst, i Dann brogs Ridder=Orden.
Han efter Eed og Pligt paa Kongens Ære see!
Hans Ære mørknes da ey af Misundere.
XII. Græv Wedel Friises Post blev Staffeldt overdragen (*)
Til Staffeldts derimod von Bulow er antagen. (m)
XIII. Fra Carolines Hof en Reventlau (n) gik af,
Hvis Plads vor Christian igien Græv Holstein (o) gav.
XIV. En Conferentz=Raads Rang endnu beriger Staten (p)!
XV. Den siette Schoutbynacht (g) opstod i Søe-Etaten!
God Forraad bedre er end Mangel i et Land,
Det sidste neppe nu os overkomme kan
XVI. Foruden Lowson, som jeg nys Etatz=Raad kaldte, (r)
Man og til samme Rang Justitz=Raad Smidt (s) udvalgte.
XVII. Til Regiments=Chef blev udnævnt Græv Schulenborg (t)
At jeg ham nævner sidst, det er hans mindste Sorg.
XVIII. Det
(f) Forrige Ober=Hofmesterinde von Pless, fød Berkentin, som er afskediget og bortreyst.
(g) Frue Geheime=Conserentz-Raadinde von der Lyhe, fød Comtesse af Holck.
(h) Stifts=Amtmandinde Gramboe i Trundhiem.
(i) Baronesse Gedde Wintherfeldt i Lolland.
(*) General=Majorinde de Longveville.
(k) Hof=Marechal Græv F. W. C. von Holck.
(l) Som Ober=Staldmester.
(m) Kammer Herre Frid Lud. Ermst, Baron von Biilov, som Staldmester.
(n) Den forrige Ober=Hofmester Ditlef Conrad von Reventlan,
(o) Geheime Raad Christian von Holstein, Græve til Lethraborg.
(p). Ved Hr. Conrad Fabritius. (g) Hr. Simon Hooglandt.
(r) Sce not. (d) paa den forrige Side.
(s) Tolder Christopher Otto Schmidt. (*) For det Jydske Dragoner=Regiment.


21


XVIII. Det æret Navn Schulin staaer end i æret Minde;
Gid Danmark Faderen i Sønnen (u) maatte finde!
Det Tydske Cancellie os først fortælle vil,
Hvorvidt vort gode Haab kan have Grund dertil.
XIX. Sit Commissariat (x) saae Christian til gode,
Von Gabel, Godske Moltk til Opsyn det betroede; (y)
Og hvis det ey forslog, Han viiselig udsaae
Hr. Top, (2) som Tredie til sligt at forestaae.
XX. Man husker Schindel sidst ved Rejersen afløstes? (a)
Den Sidste nu igien paa samme Maade trøstes:
At være Holmens Chef er Byrde og Besvær!
Al det Herr Wulfgang Kaas for Rejersen nu bær.
XXI. Paa Dødens Liste sees en Conferentz=Raadinde! (b)
Det Tab er taaleligt og staaer til at forvinde.
O, at man ey endnu paa samme saae en Mand,
Hvis Tab for Staten ey saa let forvindes kan!
Lad Søe-Etaten tale
XXII. Vør brave Fleischer døer! (c)
Og dens Collegier sit visse Tab afmale.
En sex og tyve Aars Erfarenhed er meer,
End den kan vente sig erstattet i enhver.
Lad Venner komme frem, som kiendte Ham til Prikke,
En ægte Ven er rar, Hvor rar var Han da ikke?
Er det undskyldeligt at skielde Døden ud,
Dog, Ordren kom fra Gud!
Da bliver det hos dem -
Dog, Ney lad dem kun tie!
Lad Fiender tale med! -
Og denne Tavshed Selv dem ind til Sielen svie.
Hvad skal de sige? – naar de ey tør sige sandt
De egen Skiendsel kun, i hvad de sagde, fandt,
Samvittigheden dem tilsiger, Ham til Ære:
Den Mand, man nu begrov, vi kunde ey besnære,
En Hexemester Selv med al sin sorte Konst
Ey kunde male for Hans Øyne nogen Dunst.
(n) Kammer=Junker Græv Schulin, bleven Medlem i det Tydske Caneelle.
(x) Søe-Etatens. (y) Som Med-Deputerede i samme.
(2) Hr. Justitz-Raad Hans Top. (a) See den D. Mercur for Sept. 1766 p. 70.
b) von Brugmann, død i Fyhn i Hendes Alders 60de Aar.
(c) Hr. Etatz-Raad Christian Fleischer, tilsidst Deputeret i Søe-Etatens Com¬
missariats=Collegio.


22
XXIII. Den Aarlig Sammenkomst til Banqvens Tarv og Beste
Vi saae berammet nu, og dens Beslutning læste! (d)
Man dens Direction i sikkre Hænder gav! (e
Den ene Værdige den anden løste af! (f)
XXIV. Et herligt Giæstebud Græv Molike lod berede, (g)
Hvor Kongen, Dronningen og Prindsen var tilstæde.
Hvi skulde ikke Han den Naade have med,
At varte Dennem op ved given Leylighed?
XXV. Hvor høyt vi lever end i vore gyldne Tider,
Som ingen Klagemaal og ingen Mangel lider,
Hvormeget vi endog os Selv at bryste veed,
Frem for Forfædrene, af Mennesk=Kierlighed,
Kan man paa Gaderne dog finde Folk forladte,
Med hvilke ingen sig af Medynk vil befatte
Og ingen kiendes ved i yderligste Nød.
Tænk, Tolv i sidste Aar paa Gaden havde død,
Hvis Øvrighedens Syn ey havde dem opdaget,
Og paa behørigt Sted til Pleie dem indtaget!
For Toe af dem man dog forgieves Omsorg bar,
De døde, Og man veed endnu ey hvo det var.
XXVI. Man Toe Tildragelser fra Hadersleb beskriver,
Som vor Oeconomie ey megen Ære giver!
J fald det og er sandt! Thi - med Tilladelse
Man læser ofte Tant udi Aviserne!
En paa et Veddemaal en Daares Vidd udviiste,
Selv vandt han intet! Nok, Hans Vederpart forliiste;
Om Hundred Daler just han Veddemaal indgik,
Uskad at stikke ud en Hundred Dalers=Drik.
En Sæddel af den Værd han til sin Hensigt bruger,
Den uden Hexerie i et Glas Viin nedsluger.
Mon han i samme ey har drukket Banqvens Skaal?
Thi ingen, uden Den, vandt ved det Veddemaal
(d) Udbyttet for sidste Aar blev fastsat til 15. Rdlr. af hver Actie.
e) J Geheime=Raad og Ober=Kammer=Herre Ditlef Græve af Reventsaus.
(f) Geheime=Raad Willum Berregaard og Abraham Pelt, afløste Geheime¬
Raad Græve Christian Fridrich Moltke og Etatz-Raad Joost von Hem¬
mert, som Commissarier.
(g) Hr. Gebeime Raad Græv Adam Gotlob Moltke, i Hans Grævelige Palais i
nye Fridrichsstad.


Et andet Stykke, snart af samme Art, som dette,
Man om en Bonde vil fra samme Sted berette:
Sit Market havde han i Hundred Daler gjort,
Dem, paa Tii Daler nær, forspillede i Kort!
Og, at han skulde ey i Spil dem alle miste,
Han, i en Seddel, aad af Ærgrelse de Sidste."
Forholder det sig saa? -- Det bliver vist ukiert
For hver en Patriot, at høre confirmert,
At man i Hadersleb tør spøge saa med Penge.
J gode Venner, laer os ikke vente længe
Før J kundgiør, hvordan de bleve straffede!
Det ellers er en Plet i vor Historie.
Polen.
Den Polske Rigsdag nu man lykkeligen endte
Og for Grundlove dens Beslutninger erkiendte.
Lad Paven fnyse kun ved hvad der for sig gik!
De Dissidentiske dog Rettens Medhold fik.
Hver, som, sig derimod at sette, faaer i Sinde,
Den være skal anseet, som Fædren landets Fiende.
Forstands og Viisdoms Aand, oplys nu hver en Siel
J Polens Republic, at see sit sande Vel!
Jtalien.
I. Et Sted af Jorden faaer dog Jesuiter bære,
Saa længe Himlen vil de skal paa Jorden være?
Og Kirke=Staten hør den Byrde nærmest til,
Naar Skaberen i Rom dem ey omskabe vil.
Man der i Hobetal og seer dem sig nedsette
Og til Forretninger sig ordentlig indrette.
Ja, de Forretninger just overdrages dem,
Hvortil man Ordenen erkiender best beqvem.
Hvad for Forretninger mon det vel skulde være,
Hvortil de just beqvem for andre Ordner ere?
Verrona siger: At de er de Færdigste
Udi den Videnskab at skrifte Nonnerne.


23


24
Den Todis Biskop just for denne Jndsigt priser:
At han udi sin Stad dem slig en Post anviser.
mon der hør mere til,
Hvo kan begribe det?
Naar Todis Nonner, end naar andre skriftes vil?
Det er en Hemm lighed, som ingen kan forklare,
Hvis ey Verrona vil os samme aabenbare.
Vi tænker, hver en Munk vil giøre det saa net,
Som nogen Jesuit, naar ham betroes det?
II. Om Rommer=Stoelen nu ey andet er at mælde,
End at den daglig sees til Undergang at hælde!
Dog ney, den synes end at ville reyse sig!
Bør Paverne i Rom sig selv ey være liig?
Som i Fortvivlelse sees Clemens om sig fægte,
Og pukke paa den Magt, som alle ham vil nægte:
Bann=Straalen griber han, i sidste Aandedræt,
Og husker ikke paa, det er kun en Raqvet
Som mellem Hænderne udaf sig selv creperer
Den haarde Sandhed ham en Parmes Hertug lærer:
Den kiække Herre rev det heel forvovne Brev,
Som Paven rasende imod Hans Høyhed skrev,
Som Undersaatterne fra Troskabs=Eed frikiendte,
Ved Bøddelen i tu og offentligen brændte!
Hvad er tilovers nu for ham at gribe til?
O, at han greb til det, som han saa nødig vil,
Til Skriften, og i den foruden Fordum grundet,
Randsagede og fandt det ingen Pav har fundet:
Hvis en og anden det end fundet har forhen
Har verdslig Fordeel da ey qvalt Tilstaaelsen?
At slettere man ey af Skriften sig betiente
End legge den til Grund for Pavens Regimente!
Ney, Stoelens Grund er Tant, og som sin Grund bestaaer,
Naar mindste Tøddel ey af Skrifterne forgaaer.
H 8
LALMALX
BxLAARA
6 4


Den
DansKe Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Aprilis 1768.
Dannemark.
I.
Hvorvidt Sally og Gor sig have distingveret,
Det har de hver for sig i Gierningen erklæret
Og Kiendere af Vidd, af Konst, af Danneshed,
Tilbørlig ærer dem og det at skiønne veed
De, Konstens Sønner, har ved Fridrichs Æreminde
Tillige sat sig Selv hos os et værdigt Minde.
De Begge have stræbt - Hver til sit Øyemeed
Saa dette store Værk snart naaer Fuldkommenhed;


26


Men sig vor Wiedevelt ey mindre Roes indlagte
Ved det Konst=Stykke, han saa mesterligt fuldbragte:
Hver, i Kong Christian den Siettes Mausolee
Fra denne Konstners Haand, kan denne Sandhed see.
Hvad Nordens Hierner kan frembringe, naar de dyrkes,
Af Mester=Stykker nok i al dens Tid bestyrkes.
Os fattes Øyne kun, det selv at kunde see,
Hvis Andre nu og da os dem ey aabnede.
At giøre stort deraf, Umagen ikke lønner;
Thi Upartiskhed det alligevel nok skiønner,
Og de, som altid vil det Danske Vidd forsmaae,
De aldrig see, om end man gav dem Briller paa.
Det er jo Gierningen, som Mesteren skal priise?
Og disse, hver for sig, til samme kun henviise.
Man Konsters Værksted saae des Aarsag vrimlende
Af allehaande Folk, allene for at see.
II. Monarken, Konsters Ven, lod naadigst sig behage,
De Mesterstykker Selv i Øyesyn at tage:
Charlottenborrig saae den Skiønner først hos sig,
Som der belønner Flid og Konst saa rigelig.
Der blev Høystsamme først af Sally harangueret,
Og Ham Elevernes Arbeyder præsenteret.
Hans Velbehag i alt og med enhver især
Gav dobbelt Liv og Lyst i hver Konst=Elsker der.
III. Giethuuset kunde Han ey denne gang forgiette;
Sin Faders Minde Han hos Sig ey vil udslette,
Did hen han skyndte sig, at see af Hans Statue
Hans Billed i sin Siel oplivet, som paa nye.
IV. Hans Faer=Faers Monument og Dødeligheds Minde
Hans Agtpaagivenhed derefter saaes at vinde (a)
Den haarde Marmor selv Han saae begrædende
Det Tab, som Landet leed ved Hiins Fraskillelse.
(a) Kong Christian den 6tes Begravelses=Monument, hvorpaa af Hr. Professor
Wiedewelt blev begyndt i Aaret 1760, var nu i disse Dage fuldfærdiget at see
paa den Kongelige Material=Gaard.


De Dyders Renommee den stumme Steen udtaelte
Og udi et Portrait dens Liv til Vidne kaldte,
Hvis rare Gudsfrygt og retskafne Gierninger
Beviiste, at Ham ret var Gud og Folket kier.
V. Lyksalige Monarch, som har saa store Fædre,
At, Hvers Hukommelse din Ære er at hædre!
At følge Hver i det, som her har gjort Dem stoer,
Er, Arve=Konge, jo hvad du har sat dig for?
Vi veed det. Var det vel allene for at vise
Din Høye Velbehag og Mesterne at prise,
At Du benaadet dem med Din Nærværelse?
Ney. nok en anden Drift dig dertil skyndede?
Et værdigt Jndtryk Du for ofte ey vil finde
Af disses kronet Dyd og Sammes Æreminde?
Af sand Ærbødighed Du Dig en Ære giør
For den Hukommelse, som hellig være bør?
VI. J Herrer Konstnere, der truffet har saa lige
Vor gode Friderich - som alle Kiendre sige
Nu vil det gielde, om jer Konst sin Prøve staaer?
Her er den Dommer, J bør staae og falde for:
Vor Juliane Selv, (b) Hvis Hierte kan fremvise
Just den Original, J vil ved Konsten prise.
Vel staaer vor Friderich, som hvers Erindrings Lyst;
Men saa livagtigt ey, som udi dette Bryst!
Vil Friderichs Gemahl og Mageløse Mage
Berømme Eders Konst, saa kan J frit modtage
Enhvers Berømmelse, Thi Hendes Biefald giør,
At hver Konst=Dommers Dom derefter rettes bør.
Jo, Den Elskværdige af Friderich den Femte
Hans Efterlignelse sit sande Værd bestemte,
Og Hendes Velbehag blev Konstens Præmie.
Nu Hr. Sally og Gor!, nu blev J Mestere.
VII. Lad nogen sige nu, at vore peene Damer
Sig ved at have Been i vore Tider skammer!
Ney, har det været før, det nu er ikke saa.
Naturen gav dem Been; Mon ikke for at gaae?
(b) Ledsaget af H. K. Høyhed Prinds Friderich.


27


28


Jo, intet vissere! -- saa raaber de tillige,
Og ey en Eneste et Ord mig tør modsige.
Slet ingen det at gaae gemeent nu kalde tør,
Og skumle over dem, som ikke altid kiørr.
De alle tier. - Ja, sig giør deraf en Ære,
At lade alle see, dem Beenene kan bære.
Før var det vel gemeent; men er saa fornemt nu,
At Hiemmet, for at gaae, tidt kommes ey ihu.
Hvad er da Grunden til saa vigtig en Forandring,
At daglig Kiørsel er omvendt til daglig Vandring?
Viid: Dronningen Selv gaaer, - Den saa Ophøyede¬
Paa Stadens Volde, ja endog paa Gaderne,
Og dermed har beviist, at Høyhed intet lider
Ved at nedlade sig til Fods paa sine Tider.
Tak, Caroline! Tak for den Opdagelse!
Du friske Folk har lært at bruge Lemmerne.
VIII. En Mængde borger kiækt; ey agter dem, dem kræver,
Og - som man siger - lar dem sørge, som længst lever.
Ney de længst Levende vil Kongen sørge for.
For deres Sikkerhed Hans Naade Borgen staaer
J den Bevilling, Han for Arvinger udstædte.
Forordningen best Selv derom kan underrette (c¬
Nok, uden Arv og Gields Fragaaelse enhver
For den Afdødes Gield dog uden Fare er."
IX. Hvorledes Flagmænds Rang her efterdags skal være,
Har Kongen regulert. (d) Dem Ære, som bør Ære!
De, som vil derfor skievt til Søe=Etaten see,
Har vist langvarig Fred gjort overmodige.
X. Det nye Collegium, (e) som vil ophielpe Landet,
Skal Agerdyrkningen hukomme frem for Andet,
Opmuntre Bondens Flid, forbedre ham hans Kaar,
Med meer, som Kongen Selv dem haver skrevet for. (f)
See Forordn. af 8de April angaaende Beneficium Jnventarii
(d) See Forordn. af 11te April.
(e) General=Landvæsenets Collegium.
(f) See Forordn. af 15de April.


29
Af dennie Forskrift sees den Kongelige Jver,
Med hvilken Christian paa Landets Opkomst driver.
Det nu kun gielder om at treffe Midlerne,
Og at anvende dem, saa hver kan Nytten see.
XI. Den Jndqvarterings=Sum, som aarligen skal hæves
Commissionen vil skal ordentlig indkræves
Og har udvalgt den Tid, som erden sikkerste,
Just naar Huus=Ejere er helst formuende. (g)
XII. Den stærke Koren=Priis, som ey vil eftergive,
let kunde Bryggerne fra Huus og Hiem fordrive,
Hvis ingen talede for deres svage Kaar!
Sligt Stadens Talsmænd dog har gjort for dette Aar. (h)
XIII. Det dyre Spine=Kiøb har Fleskets Taxt forhøyet,
Saa Magistraten og har Slagterne fornøyet. (i)
De som beklage sig er kun de Fattige,
De gierne ønskte sig eens Smag med Joderne?
XIV. Guld=Smeddene kom og i naadigste Erindring,
Saa dem i deres Konst skal ikke giøres Hindring. (k)
XV. Men Skræder=Laugets Naal er sat Jndskrænkelse;
Thi hver maae sye, som kan, i sær for Pigerne. (*)
XVI. Nu bør de Naades Tegn i vor Betragtning komme,
Som allernaadigst har signaliseret Somme.
Mod Prosodien vil jeg nødig løbe an,
Men vil opregne dem saa rimeligt, jeg kan:
1. Den første Værdige vi saae i Demercieres,
Som To og Tiuge Aar saaes Dann brogs Orden bære.
See, Ordens=Cheffen nu hans æret Alderdom
Med Elephantens Tegn i Naade ihukom.
(g) See Indqvarterings=Commisonens Plaeat af yde April.
(h) See Magistratens Placat af 11te April, Bryggerne angaaende.
(i) See Magistratens Placat af 13de April, Svine Slagterne angaaende.
(k) See Magistratens Placat af 25de imod uberettigede Guld= og Sølv=Arbei¬
dere.
(l) See Magistratens Placat af samme dats om Fruentimmer=Skrædere.


30
2. Min vigtige Patron, von Mosting, (m) sidst man glemte,
Som til Geheime=Raad Guds Forsyn dog bestemte. (*)
Jeg har ham neppe seet, men vist af Rygtet veed,
Jeg overskygget er af hans Bevaagenhed.
Grutschreiber, Storm, Græv Schack, (n) von Woida desforuden
Den samme Caracteer blev allernaadigst buden
Og det forstaaer sig selv, at de den imodtog,
Fra Titeler med Rang ey mange sig undslog
3. Græv Scheel, (o) som Envoje just ved det Hof skal være,
Hvor Catharina sees saa Keyserlig regiere,
Blev først ved Kongens Haand til Ridder Slagen her
Og vil udi sin Post sig viise mere værd.
4. Hof=Marschals Værdighed en Levetzau beærer! (p)
5. Og fire Nøgeler giør fire Cammer=Herrer. (g)
6. Som General=Majors Toe Obrister man saae, (t)
Og atter Toe, (s) som nu i Tienesten ey staae.
7. Etatz-Raad Petersen skal hist i Bergen byde
Som Stifts befalings=Mand; Og Levetzau (t) skal nyde
Her udi Riber=Stift den samme Værdighed;
Thi Begge ere Mænd for Kongens Øyemeed.
8. De Herrer Schmidt (u) og Graah (x) i Tred'e Classe stiger,
Og fik en Rang, som vel i Krigen meget siger?
De kaldes General=Krigs=Commissarier.
Herr Munie sig saae udnævnt til Commandeur.
9.
m) Hr. Friderich ron Mosting, Kammer=Herre og Amtmand paa Møeu.
*) Alt fra 29de Januarii.
n) Græv Hans Schack, til Schakkenborg.
(o) Kammer=Herre Græve Christen Scheel.
(D). Hr. Henrich von Levetzau, ved Dr. Sophie Magdalenes Hof.
(g) Conferentz-Raad Christian von Brandt, Hr. Capitain Friderich, Baron
von Rantzau, Hr. Christian Friderich, Baron af Holck, Amtmand
over Oplands=Amt, og Kammer=Herre Christian Fridrrich von Qualen.
(r) von Koss og von Haxthausen.
(s) von Andrehsen og von Trumbach.
(t) i Kammer Junker Theodose von Levetzau.
(u) Som virkelig
(x) Hr. Agent Jacob Gregorius Graah.


21110
10. De Herrer, Kongen gav Etatz=Raads Rang og Ære,
Kan jeg for Mængdens Skyld ey denne gang sortere!
Enhver som kiender dem, seer hvers indvortes Værd. (y)
Al Rang dog kun en Klang foruden Samme er.
XVII. Den Rang som Graven gier, hvor alle ere Lige,
Til den vi Tvende (2) saae fra Verdens Rang nedstige.
Da har man endelig opnaaet den beste Rang,
Naar dette sidste Trin ey giør derangement.
XXVIII. Eet Huus var fælleds før for begge Corps Cadetter!
Men bedre Skik nu Eet for hvert af dem indretter:
Et af Palaierne (a) til Nytte vendes an
For Land=Cadetterne; og ventes snart i Stand.
For Søe=Cadetterne Giet=Huuset skal indrettes!
Men af Nødvendighed det nogen Tid udsettes.
Græv Laurvig midlertid, som gierne laaner Huus,
Har laant dem Kongens, (b) da han selv har eget Huus.
XIX. Vor Konge nu igien saa naadig saaes at være,
At Han souperte hos sin Ober=Kammer=Herre.
Det kosteligt gik til, det kan man let forstaae;
Thi efter Giesterne sig Værten rette maae.
XX. Toe nye Skibe, nys man gav Afløbnings Ordre, (c)
Den Asiatiske Commeree at befordre.
De foer paa Dybet ud i Havets Herres Navn,
Og nok saa varligen dem Bølgen tog i Favn.
Guds Øye følge dem, og deres Fart beskytte!
De stedse komme hiem med velbeholdent Bytte!
Paa Rhederne og dem hvert Ord, opfylde Gud!
Som i Hans Navn blev taelt, da de i Det løb ud!
XXI. Man
(v) De Herrer Johan Piper og Johan Henrich von Berger, Liv=Medic. Johan
Christian Kall, Professor Phil. &c.; Bernhard Mollmann, Professor Ju¬
ris &c.; Hans Nicolai Nissen, Raadmand &c.; Friderich Horn, Politie¬
Mester &c. Peder Aagaard, Cancellie=Forvalter &c.; Christian Sehmidt,
og Erie Johan Jessen, Cancellie-Secretairer; Johan Friderich Holmsted og
Abraham Falch, begge Raadmænd.
(2) Geheime-Raadinde Adeler til Lykkesholm i Fyen, fød Rosenkrands og Hr.
Conserentz-Raad Simonsen, ligeledes i Fyen.
(a) Det forhen kaldte Brockdorfske.
(b) Det Huus ved Kanalen, som allern. er forundt Ober=Secretairerne for Søe=Etaten.
(c) Det ene fra Compagniets Plads, og blev kaldet Kongen af Dannemark,
det andet fra Sr. Gads Plads, og blev kaldet Caroline Mathilde.


31


32
XXI. Man for Ustadighed altid April beskyldte,
Og den i dette Aar til visse det opfyldte:
Den gav os Sommer=Smil udi Begyndelsen,
Og strax en Kuld, saa haard, som midt i Vinteren.
XXII. Jeg en bedrøvelig Erindring maae opvække!
Om den fatale Brand, (d) som Staden saaes forskrekke,
Man vel med den fik bugt, og den betids fik slukt;
Dog ubetids derved blev Trendes Øyne lukt,
Som giorde Livet tungt for deres Efterladte.
Hvad? - mon om denne Brand man vil Mistanke fatte?
Man frygter, at man kan. - U-menneske, hvad Brand
Vil din Samvittighed da ikke gribe an?
Man med Bekymring hør enhvers velgrundet Klage,
Som udi Følgerne sin Andeel maatte tage.
XXIII. Nu glade Tidender blev derimod bekiendt
For dem, som Nat til Dag, og Dag til Nat, har vendt
Og dog paa Gods og Liv befrygter ingen Skade:
J Staden offentlig maae holdes Masguerade! (e)
De i Naturen nu en Feil allene seer;
Beklageligt, at det ey altid Vinter er!
XXIV. En smitsom Syge let kan farligt om sig gribe;
Blandt Heste er, som Pest den smitsom Kropp og Snibe.
Mon man da være kan noksom mistænkelig
Og nøye vogte, Sligt ey skal indsnige sig?
Vor vaagne Magistrat, som seer paa Stadens Beste,
Derfor en Mynstring holdt med alle Laugges Heste.
Blev her ey Stadens Tarv Forsigtighedens Sag?
Kun Skade, Mynstringen indtraf en flytte=Dag!
Fra andre Riger ey mærkværdigt findes meget.
Og vore Riger har alt nok i deres Eeget.
De Læsere, som Nyt blandt Fremmede vil see,
Skal blive fyldestgiort en anden Gang, Maaskee!
J Hr. Etatz-Raad Bergers Gaard i Gotters Gade.
(. Dog ikkun endnu paa Comoedie=Huset.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Majus 1768.
Dannemark.
Hvor reiser Kongen hen:
Til sine Tydske Stater;
Han er endnu en Helt, som Reyser ey udmatter.
Guds Øye følge Ham! at Han paa hvert et Sted
Opdager Landets Tarv, som Reysens Øyemeed.
Vi saae den siette May, og Dagen os bedrøvet,
Al sin Standhaftighed vor kiekke Stad behøvet,
Da den med Vished saae, at der blev Alvor af,
Og Kongen virkelig paa Reysen sig begav.


34


Du kielne Hoved=Stad, hvorfor vel saa nedslaget?
Mon ikke Kongen før med dig har Afsked taget?
Mon Han vel Tilsynsmand allene blev for dig?
Kan Hver med lige Ret Ham ey tilegne sig?
Ja, vi ey nægte kan, at billighed jo taler,
Og Brødre=Kierlighed desuden os befaler
At unde hver en Flek i Begge Rigerne,
At see og glæde sig ved Hans Nærværelse.
Det er saa langt fra os, vi nogen det misunde,
At vi langt hellere  i Fald det ventes kunde
Saae Ham utrættelig, saa vidt Hans Septer naaer,
At reyse, for at see og kiende hver Mands Kaar.
Af samme Grund vi da ey mindre end fortryde,
At Holsteen nu igien Vor Herlighed skal nyde;
Men mon en Fremmede den blive skal til Deel?
Sandsynlig Grund til Frygt bemestrer sig vor Siel,
Misundelse en Dyd i dette Fald os bliver,
En Børnlig Kierlighed til nidkier Sukke driver,
Jmellem Frygt og Haab, saa got, som vi forstaae:
Gid Kongens Reise=Lyst ey over Grændsen gaae!
II. Gud sette Grændser for den taareskrevne Smerte,
Som læstes kiendelig fra Carolines Hierte!
Det rørende Farvel, Hun nu sin Herre bød,
Hver ærlig Underdan blev dobbelt Hierte=Stød.
II1. De Allerhøyeste og Høyeste i Norden
Hver paa sin Maade rørt ved samme Syn er vorden;
Saa meget mueligt var, Enhver dog dølgede,
For Carolines Skyld, sit Sinds Bevægelse:
Vi saae Dem samme Dag særdeles at biedrage
Til Alt optænkeligt for Hende at behage:
De giorde - for at see adspredet Tankerne
En Lyst=Spadsere=Fart med Hende Samlede.
Ja ingen Dag vi vil hos os maae nævnet blive,
Som Hendes Majestæt ey kan Opmuntring give.
Gid Hoved-Stadens Egn var saa indtagende,
At blive værdig Lyst for Den Elskværdigste.


35


IV. Den Allernaadigste sees dog til Takke tage,
Og Egnens Ære er, Høystsamme at behage.
Den sig udmayede, og til Opmuntring stoed.
Og Landets Moder den, som jævnligst toeg imod.
V. Mathilde, Landets Lyst, sin Lyst særdeeles søger
J Sin og Nordens Lyst; det hver Mands Lyst forøger:
Den elskelige Prinds, Hun os som Moder gav,
Hans Pleye frem for Alt har Hun Sin Moroe af.
Hun til sit Moder=Navn i Gierningen vil svare.
Gid alle Mødre saa omhyggelige vare!
Enhver som sig for god indbilde tør til Sligt,
Kun see paa Dronningen og føle Moders Pligt.
VI. Den Værdige til Trøst nu kom en Estaffette,
Som nogenledes faaes Bekymringen at lette,
Hun fra sin Herres Haand Selv fuld Forviisning fik,
Hvor Reysen lykkelig, som hurtig, for sig gik:
Alt paa den fierde Dag var Gottorff=Slot indhentet,
To Dage, førend der man havde Hannem ventet,
Uventet Tidende, naar den er glædelig,
Opliver altid meer end den man venter sig.
Hver Post=Dag lettede desuden meer og meere,
Da Guds Beskiermelse saaes om Monarchen være;
J Holsteen holdte Han den heele Maaned ud,
Hvorfra vi om Hans Vel altid fik visse Bud:
Sædvanlig Munterhed ham fulgte allevegne,
Saa Alting spillede i de henrykte Egne.
Den sidste Tidende vi fik fra Travendahl.
Og Juni veed hvorfra den næste bringes skal.
VII. Fra London en Courier Mathildes Hierte rørte, (a¬
Den Hun dog denne Gang standhaftig nok anhørte;
Thi, naar man hærdet er i een Bedrøvelse,
Bærr man gemeenligen den anden lettere.
VIII. Til Land=Forlystelser nu Heffets Sommer=Sæder
Sig ved Naturens Hielp tillokkende bereeder.
(a) Ved dens sørgelige Medbringende, om Dronningens Søsters, Prindsesse
Lovisi Ane, idligeDød. Hm vr sød den i9de Mati 174.


36
Det Kongelige Huus de derved til sig drog, (b)
Og al vor Sommer=Lyst i Staden os betog.
Dog os vor egen Lyst kan ligegyldig være,
Naar De, Enhver for Sig, kun velfornøyet ere.
Fornuften byder det, og al Naturen vil
Ved Naadens Almagts Vink indbyde Hver dertil.
IX. Vor Souverain vi hør ved Bud paa Bud paabyde
Alt, hvoraf Fordeel kan paa nogen Maade flyde.
I Hans Jntrader Han ey komme bør for kort:
Dansk Brænd viins=Brænderie derfor skal pagtes bort. (e)
X. To Skilling hver Qvartal Hvert Menneske skal give, (d)
For Afgift derimod paa Salt fritaget blive."
En Skat vel lettere ey kunde finde Sted,
Hvor ingen taber, og dog Kongen vinder ved?
XI. Den anden trykker meer, - det kan vel ingen nægte?
Men Byrden bæres vel, hvor Kierlighed er ægte:
Den med afpasset Vægt sig retter efter Hver,
Som de har Jndkomst, naar de kun ey Geistlig er. (e)
XII. Endnu den Trede Skat paa visse Eiendomme
Saaes paa de forrige umiddelbar at komme;
Og, som særdeeles Grund for samme, føres an,
At Extra=Skatten just desfør ophøre kan (f)
XIII. Det Vahre-Magatzin, som høldtes for at være
For Lands Fabriker god, nu kiendes saa ey meere.
Et Magazins=Comptoir i dets Sted etablert,
Ved Resolution, for bedre er erklært. (g)
XIV. Herr Raben (h) og Herr Juel (i) af Majestæten kiendes
Beqvemme udenrigs, som Envoyees, at sendes.
(b) Drønning Caroline Mathilde med Kron=Prindsen og Prindsesse Charløtte Ama¬
lie til Friderichsborg. Dronning Sophie Magdalene til Hirschholm; og
Drønning Juliane Marie med Arve=Prinds Friderich til Fredensborg.
(c) See Forordn. af 3die May.
(d) Som har fyldt det 12te Aar, see Forordn. desangaaende dat. Gottorf Slot
den 14de May.
(e) See Forordn. om Extra=Paabud af Geistlige og verdslige Betientes Gage og an¬
den Embeds Jndkomst &c. for Dannemark, Norge og de tydske Provincier, alle
af 14de May.
(*) S. Forord. om 4 Procent af det contribuable Hartkorns Værdie &c. af samme Dato.
(g) Et General=Magazins Comptoir. See Raadstue=Placaten derom af I1te May.
(h) Kammer=Herre Siegfr. Vict. Raben. (i) Kammer=Herre Christ. Sehested Juel.


37


Strax til det Preussiske den første sig begav,
Og til det Sachsiske den anden reyste af.
XV. Jblandt Geheime-Raads alt von der Lieth (k) er regnet
Fra Januari af, skiøndt en før nu antegnet,
Og den Avancement, som er paa Gottorff skeet,
Endnu til samme Rang har Trende Nye (l) udseet.
XVI. Fremdeeles Kongen der Toe Riddere har slaget. (m)
Men Rygtet To endnu i Ordnen fik optaget
Og i Avisen sat, dog, naar man hør sig om,
Seer man, at Rygtet end med dem for tidlig kom (n)
XVII. Monarchens Gavmildhed fem Nøgeler bortskienkte, (o)
XVIII. Med Conferentz=Raads Rang Høysamme To betænkte (p.
XIX. En Ross fem Grader steeg derfra, hvor før han gik,
Da baade Rang og Gang med Brigadiers han fik.
XX. I Danner=Kongens Sold og Tieneste at være,
Selv Prindser - som sig bør - sig holde for en Ære.
Hans Gunst en Hertug da blandt Obrister indskrev. (g)
XXI. See Naaden smilte: Strax fem-- sex Etats-Raad blev. (r
XXII. Hver ved sit Æres=Trin i Glæden holde Maade!
Seer til Græv Holckes (s) Huus: Mon Høyhed, Kongens Naade
Hos Ungdom, Rigdom, samt en yndig dydig Brud:
Ey giorde samlet her en sielden Lykke ud?
(k) Kammer=Herre og Jægermester Ditlev von der Lieth.
(l) Kammer=Herre og Amtmand over Vordingborg Amt, Henrich Adolph vog
Brochenhuus, Kammer=Herre og Amtmand til Skive=Huus=Amt, Baron
Werner Rosenkrands, og Kammer=Herre og Ober=Staldmester Wilh. Ditlef
Werner von Staffeldt.
(m) Obrist Græve af Ableseldt til Eskildsmark og den Chursacfsiske Minister,
Kammer=Herre von Volkersham.
(n) See Addresse Contoirs Efterremn. Nr. 56. og de Berlingske Tidender Nr. 46.
(o) Til Landraad og Vice=Canceler von Jugert; Obrist Henning von der Maas;
Obrist Georg Friderich von Krogh; Land=Ober Rets-Raad von Rumohr;
og Kammer=Junker von Adeler.
(p) Etats-Raaderne Anthon Fabritius og Adolph Gotthard Carstens, Begge
i det tydske Cancellie.
(g) Hans Høyfyrstel. Durchl. Hertugen til Slesvig=Holstein=Glycksborg, ved Ca¬
valleriet.
(*) Hr. Thoger Lasson; Herre til Aakiær a; Niels Hostmann, Landsdom¬
mer; Frid Chr. Boy; Johan Henrich Kirkhost; Christ. Lud. Steeman
og Joh. Christ. Leisching.
(*) Hr. Hof=Marechal Euid Wilh. Conrad Græve von klolcks.


38
Kan til Lykfalighed vel meer sig Nogen minde?
Og dog i dette Alt den ikke var at finde:
Midt under al den Glands af Lykkens Herlighed,
Tog Døden Hans Gemahl (t) og al Hans Glæde med!
Ved Hendes Grav blev hørt saa mageløse Klager,
At de snart Sind og Sands med al Fornuft betager: (u)
Foruden Flatterie man dette deraf lær:
Vor onde Verden ey saa meget Got var værd.
XXIII. Den upartiske Død sin mildre Ordre meldte,
Hvis Execution Tre Høye Herrer (x) gieldte,
Og disse aldrende berømmelige Mænd,
Forsøgt i Krig og Fred, med Glæde fulgte den.
XXIV. Hvad ønskeligere end Publicum betage,
De vrange Meninger, som Mistvivl foraarsage?
Hvor priseligt giør da vor Handels=Compagnie, (y)
Som Hver Oplysning gir, saa efterrettelig?
Blev før, for mindre Værd, en Actie afhændet,
Fordi man ey, før nu, dens sande Værd har kiendet?
Vil samme efterdags vist stige, som sig bør;
Sligt dets Forstandere ey liden Ære giør.
De stige meer og meer for alle Compagnier!
Det just er Handelen, hvortil vor Velfærd frier.
Dens Yndling være Nord! Og dens Befordrere,
At den beriger os med frie Hænder, see.
XXV. Den beste Theorie om Pligterne at vide,
Og ey Anvendelsen forstaae i rette Tide,
Er, som en Gniers Guld, en Korenpugers Sæd:
Kuns et nedgravet Pund, det hver maae blues ved!
Som sligt er aldrig hørt, skal det og aldrig høres
Om Danmarks Søe=Etat: Den derfor just anføres
Fra Ungdom af at see ret anvendt hvad den veed.
Nys en Fregat fe) gik ud i saadant Øyemeed.
Norge.
(t) Frue Christiana Holck, fødde Sto kseth, i sin Alders 18de Aar.
(u) See Addresse=Conitoirs Efterretn. Nr. 48.
(x) Generallicutenant Friderich von Krogh i sin Alders 82de Aar; Generallien¬
tenant Ferd. Wilh. do la Pottrie: i sin Alders 72de Aar; og Obrist von
Ehrenfeldt i sin Alders 76de Aar.
(*) Det almindelige Handels samt Jslandske og Finmarkiske Compagnie.
(2) Fregatten Trauquebar, under Hr. Capitain G. W. Beckers Commando.


Norge.
Med Jndqvarteringen da nu Omvexling skede,
De Norske toeg og gav igien med lige Glæde:
Det Møenske Regiment slig Medbør ønsktes frem,
Som den der havde bragt det Nordensieldske hiem.
Tydsk=Land.
I. At Staden Maunheim seer, skiøndt den ey feyler Blinde,
Vil Taylor (a) med Rabat udi sin Regning finde.
Hvis alle Steder var saa nøye=regnende,
Saae det kun fattigt ud for Oculisterne.
Chur=Fyrsten (b) vil see til, at Blindhed ey bedrages,
Og ey i Øynene af Øyen=Doktre tages;
J den Henseende Hans Forsyn budet har:
At Taylor hver en Blind, han under Hænder taer,
Forskaffe skal sit Syn, hvis ey, da sine Penge,
Og selv til Caution forblive der saa længe!"
Blev slige Regler først hver vandrend Ridder viist,
Saae han sig vist nok for, før Han blev Oculist?
Til slig Forsigtighed hvad har vel Aarsag været?
Herr Taylors Kunstgreb har jo al Europa æret,
Som saa behændig den har aabnet Øynene?
Skal han mistænkes for Markskriger=Ærinde?
Ja, Mannheim har erfart, at denne gode Ridder
Markskriger Egenskab unægtelig besidder:
Man vel erindrer sig, hvorudi den bestaaer?
De lyve, prale af det aldrig de formaaer,
Al Verdens Hoffers Gunst de dristigt foregive,
Har blandt Hof=Lægers Tal dem naadigst ladet skrive.
Af disse Kiendetegn er Taylor røbet der, (c)
Og nu maa nøyes med sin rette Caracter.
En Oculist, noksom bekiendt af hans egne Sedeler.
J At prats.
(c) See den Alton. Mercur Nr. 74. Mannheim af 2. May.


29


40
Man kunde Ham dog nok undskylde, om man vilde,
J een mislinget Cuur hvorfor han hører ilde?
En Pater, Jesuit, som blind blandt Andre var,
Han ey, som han gav for, sit Syn forskaffet har."
Ey paa Churfyrstens Dom er noget at udsette;
Dog kan Høysamme vel tilgive Hannem dette?
Al Verdens Læger dog ey end har lært det Snit,
-tænk – hos en Jesuit!
Der lesner slig en Star?
I1. Tak, Himmel, at du har saa længe spart Voltaire,
At meer og meer Beviis han mod sig selv kan være!
Den store Philosoph, hvis hældige Talent
Ham blandt Skribentere har paatalt første Rang,
Som sin Tids Vittighed og Klygt saa høyt har dreven,
At den til Mynster snart for al Tid er opskreven,
Hvor er nu den store Mand,
Ja fast tilbedet!
Der om Philosophie saa prægtig tale kan,
J en fortryllend Stiil saa mægtig den beskrive,
Som den Retfærdighed for Dommen kunde give?
Der Christi Lærdom Selv fornedrer under den,
Og alle Dyders Dom afsiger ved sin Pen?
-- Elendige Voltaire,
Hvor blev den Philosoph?
Prunk nu kuns ikke meer med Dyders laante Fiære!
Din Mennesk=Kierlighed - det smukke Mode-Ord-
Hvis Skin dig haver gjort i Verdens Øyne stoer,
Voltaire nu ey skaaner
Du selv har demasqvert!
- Ja forhaaner
Forvandte, Yndlinge og Venner!
Dem offentligen til! "(d) -- En smuk Philosophie?
Rar Mennesk=Kierlighed? -- Fortreffeligt Genie?
(d) Da han havde jaget dem alle, endog hans egen Søster=Datter, fra sig, og de
samtlig grædende forlode hans Huus, sad den gamle Voltaire allene følesløs,
og saae dette bevægelige Optog an igiennem Vinduet; sigende:, Det var
et artigt Skuespil; kun Skade, at vi har ingen Tilskuere.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Junius 1768.
Dannemark.
I.
Saaes Kongens Reise=Lyst dog over Grændsen kige?
Ja, - Han vil see sig om! - Hvo vil Haus Lyst modsige?
Vor Lyst jo være bør, hvad Kongens Vilse er?
Den skee og Himlens med! Hvad kan vi sige meer?
Han reyste Udenlands! Nu vel, J Landets Sønner!
Ledsager Kongen da med Legioner Bønner;
Ham Skokke Engle=Vagt Undsætning bringe skal;
Gud, Guders Gud, veyviis Vor Prinds af Travendahl!


42
Hans Reise for sig gaae til Majestætens Ære,
Og Nordens sande Vel dens ønsket Udfald være!
De Kierlighedens Suk fra Millioner gaaer,
Som Tro- og Tillidsfuld for Naade=Stoelen staaer.
Naar Kongen lader Gud, Vi Gud og Kongen raade
Hvers beste Ønske da opnaaes paa beste Maade.
Vort Haab dog seer Ham snart igien i Nordens Favn
Til Herliggiørelse for Guds og Kongens Navn.
II. Vi følge ey Hans Spor, undtagen udi Aanden;
Nok, at os Tidender meddeeles efterhaanden:
At Kongen frisk og vel, opmærksom, hvor Han er,
Hver Steds Mærkværdigste adspørger og beseer.
Den siette Junii den Reise Han begyndte,
Som mangt et fremmed Sted med Vellyst os forkyndte. (a)
Ja, gode Venner! J got ved at glædes har:
Men, det er eders Lyst, som Norden sin betaer!
Med Forestillingen vi os maae lade nøye.
Mon Himlen skal os just i hver Begiering føye?
Dens Godhed hidtildags har os vel kielne vant;
Nu Vor Taalmodighed vil prøves lidt iblandt.
Vi faae imidlertid den Kraft, som vi behøve,
J fald den, som sig bør, udholde skal sin Prøve!
III.. Paa Konge=Slægten sees dens Virkning kiendelig
Til Øvelsen de Selv indbyrdes muntre sig,
Som Undersaatters Trøst ey lidet sees forøge.
Seer Dennem vexelviis Hinanden at besøge:
Snart sees et Frydenlund (b) at lokke Dem til sig,
Snart et Sophienberg (c) at være Sælskab liig,
Snart et Marienlyst (d) for Deres Lyst til rede,
Og snart et Sellerød (e) Dem værdigen at glæde.
IV. Mon De kun for Sig Selv vil have fælleds Lyst?
Ney, Undersaatterne skal see den, sig til Trøst;
Hvor
(a) Fra Hannover af den 10de, 14de og 17de Junii, Hanau den 17de, 21dt
og 22de Junii; Frankfurt ved Mayn, den 23de Junii; Cølln den 24
Junii, og Amsterdam af den 29de Junii.
b) Dronning Carolina Mathildes Lyst Sted.
(c) Dronning Sophie Magdalenes Lyst=Sted.
) Dronning Juliane Maries Lyst=Sted.
(e) Arve=Prinds Friderichs Lyst=Sted.


43
Hvor talriigst Samling er, did vil de sig begive,
For Hver, med deres Smil, at muntre og oplive:
Dem Byen Hillerød jo offentligen saae
De Hierte=Vindere - blandt Markets Folket gaae.
End paa et andet Sted, blandt en langt større Mængde,
Som intet mindre end paa slig en Naade tænkte
Ved Kilden saae man Dem! (f) Pyrmont din Sundheds Brynd,
Om den end udraabt var for nok saa stoer en Fynd,
Mod Dyre=Haugens Vand, og dens benaadet Kilde
Det dog for dristigt var, om den sig ligne vilde.
Vel mueligt, mangen Svag drak Helbred i dens Vand,
Og smagte da den Fryd, som ey udsiges kan,
Men, Tallet er dog vel langt større paa de Andre,
Som misfornøyede fra den har maattet vandre?
Vor Kilde derimod Nu slige Kræfter fik:
At ey en eneste fra den mistrøstet gik.
V. Monarchen og med Trøst os Kongelig betænkte,
Og sin Nærværelse fraværende os skienkte;
Vi see og kiende Ham i hver Forordnings Bud,
Som baade ere for og efter komne ud:
1. Han Handels=Friehed saae for Landet gavnligt være,
Og derfor aaben den for Alle loed erklære,
Forstaae, paa Africa - For dette Compagnie (g)
Dets Monopolium nu altsaa er forbie.
2. Til Lættelse for dem, som skulde recrutere,
Og over Tredev Aar ey nogen Karl levere,
Han naadigen tilloed, at Regimenterne
Maae end modtage dem, som ere ældere. (h)
VI. Salt=Taxen saae vi nu af Rente-Kamret sættes,
Ved hvilken Kiøberne betydeligen lettes.
Aatt Skilling gir man nu med Glæde aarlig hen;
Da Saltets daglig Brug vil spare meer igien.
(*) St Hans Dag, ved den saa kaldede Kistine Pile Klide i Løgerborg Dy¬
re=Hauge.
(g) Det Africanske Compagnies Oetroy af 21de Martii 1755. ophævet.
(h) Dog ikke over 35. Aar; See Forordn. dat Travendahl den 3 Junii.


44
VII. Den Grævelige Stand sig holder for en Ære,
At Dehin (i) af Samme nu et værdigt Lem skal være.
Af Alle elsket, og af Landet vel fortient,
Blev Ham den Værdighed fra Gottorff gjort bekiendt.
VIII Vor elsket Amtmand Wind (k) Geheime=Raad er bleven,
Endnu til samme Rang en Gahler (l) staaer opskreven;
1X.  En Holst, (m) en Luttichau (n) blev tallt blandt Riddere,
X. Og en Baren af Holck (o) blandt Kammer=Herrerne.
XI. Er ingen nu forglemt? Jeg vilde det ey gierne!
Nær havde det dog skeet:
- En Brabrandt, Morgenstierne (p.
Før Kongen reiste, dog til Stats=Raads Rang slap frem.
Nu, derved blir det vel indtil Han kommer hiem?
XII. Jeg ikke veed, hvad Rang Sophies Orden (g) giver;
Frue Heinen (r) og Herr Storm (s) da ey unaadig bliver,
At de i Ordenen tilsidst anføres her!
Nok, at de Begge sig med den benaadet seer.
XIII. En Naade Døden blev endog i Ungdoms Dage;
Men meer, naar Aarene og Dagene tiltage,
Da baade Naades-Tegn og Æres=Tegn med Alt
Hvad andre glæde kan, os længer ey biefaldt.
Mon her vel Nogen da fornuftig græde kunde
For Frue von Lutzom (t) og Herr Lemvig? (u)¬
Jngenlunde!
Naar Verden smager best, er den dog intet værd,
Langt mindre naar vi Selv for den en Afsmag er.
(i) Hr. Friderich Ludvig von Dehn, Geheime-Raad og Statholder i Fyrsten¬
dommene Slesvig, Holsteen &c.
(k) Hr. Baron Jens Juel Wind, Amtmand over Kiøbenhavns Amt.
(1) Hr. Sigismund Wilhelm von Gabler, Præsident i Altona.
(m) Hr. Kammer=Herre og Obrist Conrad von Holstein.
(n) Hr. General-Majør Cæsar Læsar von Liittichau.
(o) Hr. Major Erich Rosenkrands, Baron af Holck.
Begge Landsdommere.
(g) I"Union parfaite.
1) Frue Stifts=Amtmandinde von Heinen til Hollufgaard i Fyhn.
(s). Hr. Geheime=Raad og Stift=Amtmand Caspar Herman von Storm.
(t) Frue General=Lientenantinde von Liitzau, fød Brochenbuus, død i Mosf i
Hendes 88de Aar.
(u) Hans Exeellence Hr. Viee=Amiral Wilhelm Lemvig, død 79. Aar gammel.


J¬
XIV. Al Raadstue-Raadets Sigt er Borgerne at gavne,
Thi bør dets Høye Raad Raadgivere ey savne.
Derpaa Hans Majestæt for lang Tid var betænkt,
Og en paalidelig dem i Herr Kock (x) har skienkt.
Som nu for første Gang i Raadet toeg sit Sæde; (y)
Han kaldes Stats=Raad, men som Stads=Raad os vil glæde.
Gid, paa hver Raadstue=Stoel, saa fort der een blev tom,
Altid en Borger=Ven, som denne Herre, kom
XV. Af nye Opdagelser for mange aldrig høres,
Og af Opdagerne for meget aldrig giøres
Naar disse ey ved Hiint - som alt for ofte skeer
Paa egen Nytte kun, og ey paa Landets seer,
Thi af det sidste Slags var een endda for mange.
Det falder os for dyrt, ved Skade at erlange
Den Klogskab, da at see: Det kun var store Ord,
Og, man en anden Gang maae see sig bedre for
Af en langt anden Art Opdagere er Denne
Hvis mindste Nyt bestaaer i Norske Blyants=Penne.
Hans ædle Blyants Ertz og dens saa riige Brudd
Vil vigtigere Ting for Landet bringe ud,
Han uden Forskud selv i aatte Aar har trællet
For den Opdagelse, han nu os har meddelet:
Ved anbragt Blyants-Stof Han Skibe lover det
Som er til dato ey, trods al Forhudning, seet. (2
Ey nok, han lover det; Ney, han har aflagt Prøver,
Saa ikke Vantroe selv meer Vidnesbyrd behøver.
Til Værkets Drift, som er af Kongen approbert, (¬
Han Patrioter har paa Kuxer invitert;
Men Tre Allene alt har indseet hele Sagen,
Saa alle Kuxerne af dennem er optagen.
Et Skib løb nylig ud, som den Forhudning fik, (b)
Og fik tillige Navn af Kron=Prinds Friderich.
Det
1) Hr. Etats=Raad Ray Kock, forhen Jnformator ved de Kongelige Prindsesser.
v) Som Vice-Borgemester.
(2) Denne Blyants=Forhudning holder Skibene tætte, og bevarer dem fra Orm¬
stik, Muslinger og andre for Skibene skadelige Ureenligheder.
(d) Paa dette Blyants=Værk, Englidahl kaldet, er meddeelt Opfinderen Gustav
Peter Engzelius og Med=Jnteressentere Kongel. Privilegium af 17. Febr. 1768.
(b) Fra Sr. Aplebyes og Søns Skibs=Værft paa Christianshavn.


45


46
Det Navn velsigne Gud, og Skibet seiglbar være!
Dets Eyere til Gavn, Engzelius til Ære.
Gid Blyants=Værkets Stof saa nyttigt skiønnes maae,
At intet Skib gaaer ud, som jo taer Samme paa!
XVI. Endnu en Patriot - Corsøer ham ey forglemmer,
Som har den bragt i Floer, som Handelens Forfremmer
Jo, det ey af Veyen er;
Skal jeg ham nævne?
Thi man af slige Folk kun kiender faa, desvær!
Herr Rasmus Langeland er Manden som jeg meener,
Hvis Nye Anlæg ham nyt Ære=Navn fortiener:
Et Grønlandsk Compagnie, - hvortil er anlagt Plan
Til Handlens større Tarv han bringer der i Stand.
Monarchens Velbehag det værdig haver vundet,
Og Privilegium alt naadigst er forundet. (e¬
Hver Kiøbstæd - af de smaae, som hælder - ønsker man
Endnu mens det er Tid, en Rasmns Langeland.
XXVII. De Lærde trækker alt betids til Norder=Poelen.
At varte Venus op, naar hun passerer Soelen (d)
To gaaer til Wardøehuus; de gik igiennem her, (e)
For denne Sieldenhed at observere der.
Tydsk=Land.
I. Med Glæde Schønbrunn saaes igien sin Joseph favne,
Som havde reist omkring, for Ungarn og at gavne;
Men Ungarn heller, end den Glæde, havde seet,
At kunne have havt endnu Hans Majestæt,
Enhver Provinds, hver Stad, hver Bye, hver Flek, Hans Øye
Har seet og undersøgt saa grundig og saa nøye,
At Ungarn neppe nu har een Fuldkommenhed
Og knap en Mangel=Post, som Keyseren jo veed.
Hvor Han det første saae, der saaes strax Naaden skiønne,
Og hver Vedkommende med Ære at belønne;
Men hvor det sidste saaes, Han ikke der afloed,
Før Han Sig fik raadført om Midler derimod.
(c) Af 25de May 1768.
(d). Som skeer den 3 Junii 1769.
(e) Hr. Hell, Keyserl. Kongel. Astronomus og Pater Taynowitz, hans Medfølger.


Den ønskelige Tid de frydefulde Egne
For den Lyksaligste i Tiden vil optegne.
De tælle vil med Lyst fra denne Tids=Punkt af,
Ja vilde: Sligt Besøg der aarligen indtraf.
Med Naaden denne Gang de sig maae lade nøye;
II. Lands=Faderen har Fler udi sit Forsyns Øye,
Ham alle lige kier, de og besøges vil!
Det nu skal Steuermark og Bøhmen falde til.
Frankerig.
Den Viise taaler kun at forudsee sin Skiebne,
Han seer den, og betids mod den sig vil bevæbne.
Naar Daaren derimod for Tiden giorde sig
Ved Forudvidenhed kun meer ulykkelig.
Hvor lang en Tid forud har heele Frankerige
Af Tegn, saa skrækkende som ubedragelige,
Ey seet, ja forud føelt det nu anbragte Stød:
Den dem saa elskende, som elsket Drønnings Død (*)
Og haardt nok truffede endda de synes være,
De ømmeligen nok ved Svien sig adbære.
Hvorledes havde de da taaelt det haarde Bud,
Naar Skiebnen havde dem ey givet Vink forud?
Engeland.
Brødkurven hænger høyt! - Det Suk er hørt saa længe,
Da Koren=Vahre knap kan veyes op med Penge.
Regieringen ey her med al anvendte Flid
Har hidtildags formaaet, at skaffe bedre Tid.
Ey Landet Mangel har udi dets egne Tanker,
Man troer at visse Folk har store Koren=Banker,
Og vil ey ud dermed. Nu en velsignet Regn
Er bleven Almuen got Koren=Markets Tegn.
Det lader, synes de, at alt som Regnen falder,
Saa falder Modet med hos dem man Pug're kalder.
Da Mangel lettelig
Gid Synet ey slaa Feil!
Til Desperation kan der forgribe sig.
(*) Maria Leninska, fød den 23. Junii 1703, død den 24. Junii 1768.


47


48


Rom.
Hvad siger Paven nu? – Han nu er i en Klemme,
Som ingen vilde vel sig ønske at fornemme.
Og Klemmen just bestaaer i den Forlegenhed;
At, hvad han sige skal, han Selv snart ikke veed.
Tre Riger (g) frister ham, i en alvorlig Tone,
Han skal med Hertugen af Parma sig forsone,
Og førend der endda maae tænkes paa Forliig,
Skal han bekiende først, Han har forløbet Sig!
lad saa være!
Hvad? – Han forløbet sig? - En Pave?
Det dog er alt for haardt, i saa Fald, at begiere,
At han skal tilstaae Selv, han har forløbet sig.
En slig Tilstaaelse var alt for mennesk lig?
Det var fra Paverne jo gandske at vanslægte?
Hvis Clemens giorde det, da var han ikke ægte.
Man kan ey heller troe - saavidt man kiender ham
At han giør Pavernes Ufeilbarhed den Skam?
Vel sandt, Han er kun Een, og suart saa got som Eene,
Da heele Verden fast ham Medhold vil formene,
Mon Trudsler kunde da hos ham ey giøre nu,
At han for Angest ey sig selv kom meer ihu?
Ney det har ingen Nød. -- En Pave blir en Pave!
Men, siger han sig fra Ufeilbarhedens Gave,
Det faare lidet blev!
vad bliver han da til?
Han seer det, og hans Svar er:Hvad jeg skrev, jeg skrev.
Man faaer mig aldrig til at kalde det tilbage;
Jeg før bør lade Stat, Folk, Rom og Alt indtage.
Det Svar var Paveligt- Maae det kun finde Sted?
Mon Clemens gav det Svar paa sin Samvittighed?
Genua.
Hvad Gavmildhed vil nu vel Genua regiere?
Mon hele Corsica den Frankrig vil forære?
Hvad Kunst at give hen
Ja, var det da saa stort?
Det man har tabt, og seer, ey Selv at faae igien.
(g). Frankerig, Spanien og Sicilien.
P.S. J May Maaneds Mercur pag. 37. not. (o) læs i Steden for Obrist
Henning von der Maas, Obrist Friderich von der Maase.
Ææ3


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Julius 1768.
Dannemark.
I.
Lad Holland lystes ved vor Herlighed at nyde,
Vi seer det, og derpaa af Kierlighed fortryde:
De har vor Christian! -- Vi sukke, mens de leer,
Da vi vort Kiereste i andres Arme seer. (a,
Hvert Sted velsignet være,
Dog, Kongen leve vel!
Som Den Velsignede paa Reisen vil beære
Med Sin Nærværelse! Han være alles Lyst,
Og beste Tidender besegle os vor Trøst!
(a) See Efterretn. fra Amsterdam af 5te, Harlem af 8de, Haag af 9de, 12te, 15de
og 18de, Leiden af 19de, Haag af 23de, og Bryssel af 26de og 28de Julii.


50


Ey Nordens heele Siel - en Siel man ey kan deele,
Hvor da den halve er, der være maae den heele
Ey Nordens heele Siel os da betaget er,
Mens vi den halve har, os som den heele kier!
Vor Caroline, den velsignede blandt Mødre!
Hvad Navn mon Nordens Børn nu kunde nævnes sød re?
Hvert Hendes Øyekast fordeeler Længsels Skye
Og alles søde Haab opliver, som paa nye.
Vor daglig Glæde er Vor Christjans jordisk Glæde,
Vi see Ham, som Han selv var synligen tilstæde.
Han forestilles os paa Sielens Vegne her;
Thi den jo være maae, hvor Hans Mathilde er?
I1. Ved Hendes Fødsels=Dag vi os med Hannem glæde!
Vi veed, at, hvor Han er, Han dertil og er rede;
Endnu ey nogen Dag, paa al Hans Reise=færd,
Har kundet være os, mod denne, Ære-værd,
Paa Den vil Himmelen høytideligen høre
De Ønsker samlede, vi ellers jævnlig giøre.
- Og da al Verden bliver vaer
Den høre dem!
At bedre ønsktes ey for noget kronet Par!
III. Vor Carolines Dag at vise værdig Ære
Saaes Julianes Sag omhyggeligst at være.
Hun paa sit Fredensborg fik alle Hofferne
Forsamlede hos Sig ved kier Jndbydelse.
Al Høytidsmæssig Pragt paa dette Dronning=Sæde
Det beste Sælskab gav den ordentligste Glæde.
Vor Julianes Gout al Landet er bekiendt,
Hvad Under, Festen da til Hvers Behag blev endt?
IV. Den Land=Lyst Aarets=Tid foranderligen giver,
De kiere Hoffers Deel ved sød Afvexling bliver;
Ey eegne Slottes Egn den Lykke ene har,
Af andre Egnes Lyst De og Opvartning taer:
Retraits lyksalig Egn sig bryster af den Naade,
At Trende Dronninger med Prindsen (b) ey forsmaade
En Fisker=Hyttes Lye og ringe Fisker=Bord,
Hvor de sig smage loed, hvad man Dem satte for.
(b) Arve =Prinds Friderich.


51


Den glade Fisker selv med muntre Fiskerinde
J at opvarte dem sig vidste net at finde.
Jeg vedder, von der Lyh med huuslige Gemahl
Det ikke nettere end disse giøre skal.
Den Lethraborgske Egn den Naade og begierte,
De yngre Dronninger med Prindsen at beværte.
Grævskabets unge Møer med Blømster krandsede
Betegnet Egnens Fryd ved slig Besøgelse.
Her var et Græve=Slot hist kun et Fisker=Leye;
Hvad Under, større Pragt da her saaes bragt til Veye?
Dog ziirede Retrait en yndig Herlighed
Som manglet Lethraborg til dets Fuldkommenhed.
Den Grævelige Vært, til Stammens Flor og Ære,
Saa vigtig Herlighed for længe ey undvære!
Vi Grævens Lethraborg og Holsteins ædle Navn
Vil ønske Vel opfyldt saa kiendeligt et Savn!
V. Vor reysende Monarch, før Reisen Han tiltraade,
Gav Grønlands-Handelen (c) en Virkning af sin Naade,
Og kraftigt Forbud skrev mod al Slags fremmet Tran,
Naar Rhederierne kun selv forsyne kan (d)
VI. Ja end paa Reysen han os ikke vil forglemme
Vi kan det fra den Haag i Dannemark fornemme,
En nye Landmaaling Han for Riget der udskrev,
Og viiste Grundene, som Hannem dertil drev.
Hver vidste vel forud, de var Landsfaderlige?
Lands=Faderen os dog det naadigst Selv vil sige.
Nu den Opmaaling først vor Sielland forestaaer,
Og al Omkostningen af Kongens Casse gaaer. (e)
VII. Tre Høye Herrer sees endnu ophøyet mere,
To (*) til Geheime-Raad og een (ø) til Kammer=Herre.
Hans Majestæt dem alt for Reysen kom ihu,
Men ingen Tidender har vidst det førend hiu.
i Altona og Glyæstadt.
(d) See Forbud mod fremmet Trans Jndførsel i Hertugdommene, af 2. Julii ef
ter Kongelig Resolution af 3die May.
(e) See Forordn. angaaende en nye Landmaaling i Dannemark dat. Haag af 9. Jul.
(f) Kammer Herre og Stift=Amtmand Matthias Wilhelm von Hvidtfeldt, fra 22
April. og Stift=Amtmand Joachim Hattvig Johan von Barner fra 20. Map.
(g) Hans Joachim Græve af Ahleseldt, fra 26. April.


52
VIII. Hvad har Monarchen vel meer nidkier havt i Minde,
End Land=Forbedringen at kunde ret udfinde?
Det Høye Sælskab, (h) vi ved Hannem samlet saae
Er jo det høyeste Beviis man har derpaa.
Høysamme Sælskab nu vil Kongens Hensigt fremme,
Af dets Jndbydelse (i) enhver det kan fornemme.
Fremkommer, Landets Børn! opgiver, hvad i veed
Til Land-Huusholdningens Forbedrings Muelighed!
Her sidde Dommere, som Forslag veed at skiønne,
Og Forslags Frugterne vil Eders Vidd belønne.
For hvert et Landets Barn blev denne Præmie
Saa sandt han ægte er - den allerkiereste.
IX. Vor Handel staae i Flor! -- Ja, Himlen det vil høre
Paa dens Velsignelse vi alt tør Regning giøre;
Et riigt beladet Skib, (k) til Compagniets Gavn,
Nys Anker kastede udi dets trygge Havn.
X. Vi Taxterne har læst betids paa Prent udstædte,
Hvorefter Slagterne, som vanligt, sig skal rette. (l)
J hver en Udsalgs=Boed man dem anslagne seer,
Og Kiøberne - jeg veed - ey kan forlange meer?
Tydsk=Land.
Lad giøres nok saa stort i Taler og i Skrifter,
Af Preussens Friderichs fremfarne Krigs=Bedrifter;
Man give Ham hvad Navn, man helst udnævne vil.
Af Heltenes! - Man veed, Han svare kan dertil;
Europa kiender Ham, og Ham den Store kalder.
Mon for Hans Daad i Krig den Titel Ham tilfalder?
Ja Stor, og maaskee Størst, det Ham blandt Helte giør;
Men eene Helte=Navn ey store Konger giør.
Vil nogen Den Monarch, Hans sande Storhed agte,
Den Ham da ey, som Helt allene, bør betragte,
Men see, hvor Han i Fred, som en Lands=Fader gaaer
At hele Landenes end u-tillægte Saar:
(*) Generale Land Brsenets Collegium.
(i). Af 4de Man 1768.
(k) Det Asiatiske Compagnies Retour=Skib, kaldet Sophie Magdalene, sørt af
Capit. Dixen fra Canton i China.
(l) See Placaterne af 4de og 6te Julii.


53
Westphalen saae Ham nys; hvert Sted Ham kunde spore,
Hvor Han igiennemdrog, som Friderich den Store.
De Stæder Bielefeldt og Herfort fandt især
At Hans Lands=Faders=Navn saa stor, som Heltens er.
Hans Ædelmodighed sig faderlig forbarmet,
Berigede enhver ved Fiende=Haand forarmet;"
O store Friderich, man altid see dig saa!
Mod slige Gierninger er Krigs=Bedrifter smaae.
Engeland.
Det Fruentimmer ey er for den lange Hvile
Som i tie Timers Ritt faer hundred Engelsk Miile;
Dog, man kun veed endnu: at hun opsadlet har;
saa er Hun ride=klar
Fem Hundred Guineer?
Hvo saa nysgierrig er, for vist at ville viide
Om Hun saa lang en Vey kan og saa kort Tid ride,
Kun for et enest Ord kan Hende faae forsøgt,
Naar han med denne Sum allene gider spøgt.
Dog, Manden vover selv at lade Hende ride;
Han Hendes Færdighed da vist maa forud vide.
Det blir vel derfor best, man sig betænker vel,
Før man for slig en Sum i Prøven tager Deel?
Den gode Mand sig meer endnu af Hende lover,
Paa Hendes Appetit en lige Sum han vover,
Han sætter, at Hun strax derpaa fortære vil
En Lamme fierding med toe Flasker Viin dertil;
Saa accurat han veed, hvor tidig hun vil blive.
Den Engelskmand sig jo ret lykkelig kan skrive,
Der slig en Kone har, og det endda af Stand?
Mens Veddeløb er til, han aldrig trænge kan.
Jeg gierne en Moral af dette vilde drage;
Men - sandt at sige - seer ey, hvor jeg den skal tage.
Hvis nogen Selv kan see, hvorudi den bestaar,
Han da af dette Nyt allene Nytten faaer.


54


Spanien.
Nunciaturet her, det strenge Pavelige,
Selv=tagen Dømme=Magt i dette Kongerige
Har øvet u-indskrænkt i alt, hvad geistligt var,
Og dertil hørte alt, hvad Navn deraf kun bar.
Slig geistlig Domstoel nu Don Carlos i sit Rige
For Eftertiden ey vil vide af at sige.
Paa hvilken Adkomst Rom end tør beraabe sig,
Han den dog kuldkast har, som Sin fornærmelig.
Ja, hvis ey Clemens snart paa bedre Tanker falder,
Og sit forvovne Brev mod Parma igienkalder,
Seer det end værre ud for Stoelens Høyhed her:
Man knap en Nuncius fra Rom da taaler meer.
Ey nogen Potentat befrygter Pavens Vrede,
Har han end før befaelt, man lær ham nu at bede.
Naar Buen bliver spendt for høyt, den springe maae;
Det har Erfarenhed saa tidt havt Prøver paa.
Svitzer=Land.
Lyksalig Genf, som nu af Skade klog er blevet,
Og Usamdrægtighed af Staden har fordrevet.
Dig meer end længe nok har trykket Følgerne
Som uadskilte er fra Misforstaaelse.
Til Lykke med den Dag som Roligheden bragte,
Da Raad og Borgere hinanden Haanden rakte!
Nyd nu af samme Frugt, og høst Velsignelsen,
Som din ynkværdig Stad sees nærme sig igien!
Som Dagen skiønnes best, naar Natten er forsvunden,
Saa seer du skiønsomst nu din Freds=Soel ny oprunden:
Den mindste Flek bestaaer ved Enighed og Fred,
Naar Monarchiers Fald er Usamdrægtighed.
Polen.
Ey denne Republik, desværr saa klog er bleven.
Ueenighedens Aand det her saa høyt har dreven,
At Rov og Mord og Brand confoedererede
Sees true alle Ting med Ødeleggelse.


Hvad sidste Rigsdag blev høytideligt vedtaget,
Har slig Forstyrrelse i Riget foraarsaget.
Og dens Beslutning dog det Vidne fik med Skiel:
At Alting sigtede til Polens sande Vel.
De underkastet Selv sig Ruslands Mellemhandling;
Men nu Gemytterne har faaet stoer Forvandling.
Lastværdig Nidkierhed for indbildt Frihed der
Har mod Medborger bragt Medborger i Gevær.
Hvad Almuen ey selv kan finde paa at giøre,
Af Uforstandighed, til Alting at forstyrre
Saa styrkes den end meer af visse Geistlige,
Som dem ved Overtroe giør reent forstokkede:
Af Aabenbaringer, Mirakler og deslige
Veed man saa meget Tant i denne Tid at sige,
At det ey lader til, man med Taalmodighed
Tør bie Frugten op af slig Lettroenhed.
Med Magten faaer man vel at bringe dem i Knibe;
Skiøndt Polen sukkende vil til det Middel gribe.
Hvo ey beklager dem, er meer end Flinte=haard;
Den Borgerlige Krig al Krigs=Nød overgaaer
Rom.
Mod det Bourbonske Huus sig Paven nu vil sette.
Med Kirke-Statens Magt?
- Ney, langt fra ikke dette!
Et Jubilæum skal modsættes deres Magt,
Og samme er til Rom høytidelig ansagt.
Mod dem han Himlens Hielp høytidelig forventer,
Og alt udstædet har fornødne Reglementer
For Messe=Bønnerne, for Faste, og for meer,
At Alting Pave=Ligt og Romer=mæssigt skeer.
Sig i en Fristelse han seer, som ingen Pave
Endnu har været i, fra Stolen kom i Lave.
Hvad Under, han sig da saa nidkier griber an,
For at faae Himmelen bevæget? om han kan.


55


56


Hvis den ey Hans Partie mod Magterne vil tage,
Saa maae Statholderen paa al sin Magt forsage.
Den forhen brugte nu forgieves bliver brugt,
Da Vaticanens Jld - misbrugt saa tidt - er slukt.
Men, han ey heller slet paa Himlens Hielp forsager,
Naar den kun - som han vil - hans Jubel=Aar behager,
Maae det kuns blive holdt saa ordentligt og ret,
Som Selv Hans Hellighed har foreskrevet det,
Saa haaber han endnu det haver ingen Fare.
Og hvorfor skulde Rom hans Bud ey tage vaere,
Da han erbyder sig den Beredvilligste
Man kun Hans Tilsagn see
Til Tieneste igien?
Han aabner Himnelens u-tømte Naade=Skatte
For hver, som følger det af hannem foresatte.
Hans runde milde Haand fuld Synds=Forladelse
Uddeeler rigelig til alle Syndere,
Som komme vil til Rom og Pavens Høytid ære."
Mon noget Menneske kan meer erkiendtlig være?
Det er fuld vel betalt. Er alle Gierninger
Af alle Mennesker vel nær saa meget værd?
Men, er han og i Stand at holde, hvad han lover?
Ja, Rom, som Paven troer, det paa det samme vover.
Vi overlade dem og Ham Guds Villie
Gid den paa Jorden skee, som udi Himlene!
Corfica.
Det synes, Paoli Regent ey den Gang bliver;
Til Riget Corsica sig Ludwvig Konge skriver.
Hvordan Jndbyggerne det sidste hove vil,
Kan af Beslutningen paa Corte sluttes til
Naar Genua dem vil til Frankrig overdrage,
Saa vil og Corserne de Franske imodtage.
Hvordan Modtagelsen vil blive, man ey seer,
Men vist formoder, den med Favnetag ey skeer.
M
4


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Augustus 1768.
Dannemark.
I.
Naar ey Mathildes Favn og Nordens Skiød maa nyde
Sin dyre Christian, og sig ved Hannem fryde,
Hvem vilde man Ham da vel ønske hellere,
End Dem, Han fryder nu med sin Nærværelse?
For Majestæten vi ey elskelig re Venner
Paa heele Jordens Kreds - os Selv undtagne - kiender,
End de Elskværdigste, hvis Favn Han iilet til,
Som paa det kierligste Ham og omarme vil.


58


Man spørger ikke om, hvad Tidender berette;
Thi, hvor Monarchen er, hver af sig Selv kan giette.
Det eneste, hvorom man dem adspørge kan,
Er, om Han lever frisk og vel i Engeland?
- Hans Ankomst Dower glædte,
Jo, tilforladeligt!
Alt, hvad Hans Agt var værd, den til at sees bereedte.
Ney, svarde kongeligt den skiulte Majestæt:
Jeg her vil Intet see, før jeg har Kongen seet.
Den ædle Længsel blev paa begge Sider stillet,
Og Glæden tindrende i Begges Øyne spillet,
Da Disse Kronede i Venskabs Sigte fik
Det Første Favnetags forønskte Øyeblik.
Paa dette kiere Sted Han hver, og hver Ham ynder,
Det første London seer, det sidste Selv forkynder:
Hvert Engelsk Hierte alt af Ham indtaget er
Og lystes ved den Tid, Han vil forblive der.
Vi lystes Selv derved; men ønsker og tillige
Naar den Tid er forbie - at Tidenden vil sige:
Fra London iilede en længselfuld Monarch
Kun for at see igien sit kiere Dannemark!
Vi vil imidlertid os Selv i Haabet trøste,
Og os med Indenrigs - saa got vi kan - forlyste:
I1. Høysalig Friderich den Femtes Monument
Til sig, i denne Tid, fik Alles Øyne vendt.
Det rige Compagnie, (b) som Fridrichs Naade skiønnet,
Med runde Hænder har i mange Aar belønnet
Herr Sallys snilde Haand, dog ey for dyre kiøbt
Dens Efterlignelse, som nu Herr Gor har støbt.
Den prægtige Statue, den Faders Minde værdig,
Stod fra den Sidstes Haand for alles Øyne færdig:
Prompt Execution hver skiønte da hos Gor;
Og Danske æret ham forlegne nok derfor
(a) See Beretningerne fra Bryssel af ade Angust, London af gde, Calais af tøde,
London af 12te, 16de, 17de, 19de og 23de August.
(b) Det Høylovlig octrojerede Asiatiske Compagnie.


59


Den længe ønsket Dag - naar denne Ridder=Stytte
Til sit bestemte Sted dog engang skulde flytte
Brød frem den femtende en klar og hældig Dag,
Hvis Morgenrøde hver bød Velkomst med Behag;
Dansk=Løsen kongeligt Dagbrækningen forkyndte,
Og Fridrichs Elskede, som Elskende sig skyndte
Did hen i Hobetal at see og føle nu
Af saa elskværdig Ven et værdigt: Kom i Hu.
Hans Jhukommelse os ævig hellig være!
Hans Efterlignelse bevares udi Ære!
Det var Geleidet, man Kong Fridrichs billed gav,
Da det til Fridrichsstad gik majestætisk af (c)
Af Mesterstykket selv Sally og Gor har Ære,
Men Zuber (d) Æren fik for det at transportere.
Kunst=Stykkets svære Vægt at bringe paa sit Sted
Vel ikke var en Kunst af mindre Vigtighed?
Transporten for sig gik (e) - Hvo holdte det ugiørlig?
Hvad Vægt mon Holmens Magt ey skulde giøre rørlig?
Det var det Danske Vidd meer end fornærmeligt,
At torde holde det udueligt til sligt.
Hvad Land du kommer til, stik Fingeren i Jorden!
Dog det behøves ey udi vort Danske Norden,
Thi den er tres honnet. Trods nogen finde kan
Meer Overbærelse i noget sydligt Land!
Her Lysten Værket drev, saa kier en Ære=Stytte
De Danske giorde sig en Ære af at flytte.
Det var, som Spil og Leeg, for hver Vedkommende,
Kun for at faae den snart uflyttelig at see.
II1. Den sextende August man til en Fest bestemte,
Og dog for Skyggen kun af Friderich den Femte,
Ja Skyggen var alt nok, hvo saae den og ey saae
Ham Selv, som levende for Sielens Øyne staae?
c) Fra det Kongelige Giethuus paa Kongens Nye Torv.
(d) Hof=Tømmermester Tuber.
(e): Om Morgenen Klokken 43, ved Hielp af 200de Matroser, commanderede af
Sr. Svendsen, Kongelig Skipper ved Brabænken paa Holmen. Klokken 4.
Eftermiddag, blev efter Ordre gjort Halte i Dronningens Bred=Gade lige for
Indgangen til Piedestalet, hvorpaa den først Dagen efter skulde opsættes i det
Kongelige Herskabs Overværelse.


60


Spørg Julianes Syn og taareblændte Øye,
See Hende til sin Søn sig moderligen føye,
Læs Hendes Hiertes Sprog i samme Øyeblik:
Min Ven og Landets Ven, - din Fader, Friderich!
Prinds Friderich, tidt rørt ved et saa elsket Minde,
Sin Faders Kierlighed og Ømhed syntes sinde.
Vor Caroline vel den Fader aldrig saae,
Ved Sammenligningen dog saae sin Siels Attraa.
Den tusindtallte Flok, som stimlede til Stedet,
Hvor denne Mennesk=Ven et Minde blev bereedet,
O Fader Friderich
Ham stirrende saae an:
Tak for vort Vel, naar os, som Du det vilde, gik!
Hvis det os ilde gik, da var det mod Din Vilse,
Du kunde Ømhed ey fra Enevold adskille.
Ophøyet være Du og Din Hukommelse
Af hver en skiønsom Siel i begge Rigerne!"
Paa nogle Timers Tid (f) stoed Fridrichs Ære=Støtte
Paa sit grundfæstet Sted. Trods den, den nu skal flytte!
End ikke Tidens Magt; thi naar end Alt forgaaer,
Den u-forgiengelig dog i vort Hierte staaer.
Saavidt saae Skiønsomhed nu sine Ønsker bragte,
Hvad Under, dette Syn den gandske Stad behagte?
Og Fridrichsstad nu først de rette Øyne fik,
Som aldrig faaer afseet sin kiere Friderich.
Konst=Stykket dog endnu Fuldkommenhed ey kiender,
Det skal paa ny igien i første Mesters Hænder,
Kun tvende Aar endnu - de vel med Resten gaaer
Da først sin fulde Glands det ævig Arbeid faaer.
IV. Udvortes Ære=Tegn, en Dag, som denne, værdig
J og om Fridrichsstad, paa mindste Vink stoed færdig. (g)
Som Compagniet ey har sparet hidindtil,
Det nu paa slig en Dag det mindre giøre vil.
V.
(*) Paa mindre end 24. Timer.
(g) Foruden anstændig Beværtning for alle Vedkommende, laae et, Compagniet
tilhørende Skib, Prinds Fridrich kaldet, paa Strømmen, udziiret fra Øverst
til Nederst med adskillige Flagge af alle Nationer, hvilket saluterede saavel
ved de Kongel. Personers Ankomst og Bortreise, som da Statuen stoed besæ¬
stet paa sin Piedestal Kl. 53, hver Gang med 27de Skud. &c.


61


V. Græv Molike (h) først og sidst bør Æren for alt dette,
Ham som den Skiønsomste vi skiønsomt forudsætte.
Det rare Minde af vor Mindesværdigste,
Vort Øye havde vel ey blevet værd at see,
Hvis denne Herre ey paa Værket havde drevet?
Hans Navn hos os for Det i Ære staae opskrevet!
Enhver Vedkommendes fortiente Ære=Navn
Ved den Tilstaaelse ey lider mindste Savn.
VI. Den ordentligste Flid med Dagens Værk blev færdig,
Et Værk, som Dagen giør, mens Tid er til, mærkværdig
Hver nu, som i Triumph, fra Æremindet gik,
Men toeg dog Mindet med af Femte Friderich.
VII. Jeg bør nu, efter Skik, vel Læseren berette
Hvad udi Maaneden er skeet foruden dette?
Men denne Gang jeg veed man vil undskylde mig,
Om jeg det Øvrige berøer kun kortelig?
Den glade Nærums Egn i Jubel-Sang beretter:
At den benaadet blev af Trende Majestæter,
Som med Prinds Friderich en Lyst=Tour gjorde did,
Og Staffeldts (i) Lyst=Sted gav en lystig Aftens=Tid.
VIII. En Told=Forordning nu Avisen først udskriver,
Som Holsteens Hertugdom en Regl herefter bliver.
J fælleds Herrers Navn den alt i May udkom:
Hvad ey før nu er hørt, kan før ey tales om
Den Told, Forfædrene behagede at tage,
Var efter Priserne, som gialdt i Deres Dage,
Men nu, da Priserne paa Alting stegne er,
Maae Tolden stige med, som Forholds=Reglen lær. (k)
IX. At Kiøbstæd=Manden ey skal Landsbye=Manden tvinge,
Ey heller denne hiin udaf sin Handel bringe,
Har Kongen Skranker sat - naar hist () Tilførsel skeer
At ey den ene af den anden skeer for nær.
Dee
(h) Hans Høy Grævelige Excellence, Græv Adam Gottlob Moltke, Geheime¬
Raad i det Geheime Conseil, som Præses for det Asiatiske Compagnie. &c.
(i) Hans Exeell. Hr. Geheime=Raad og Ober=Staldmester Staffeldts.
(*) See revideret fælleds Told=Forordning for Hertugdommet Holsten af 11t.
May.
(l) Søndensields i Norge. See Forordn. desangaaende dat. Bryssel af 30te Julii.


62
X. Seer Herren Staterne de la Calmette (m) ære,
Som længe saaes hos os i værdig Ære være
Som en Gesandt fra Dem. Vel blir han, som han er,
En Hollandsk Envoye, men extraordinzir.
XI. De Trende Classers Rang har ingen Tilgang faaet;
Men Afgang: Døden har sig dertil understaaet.
Man veed, paa Kiød og Kiød den ingen Forskiel seer,
Alt Kiød er Høe for den, hvad Classer det end er!
Den Trende fældede, een Dame og tre Herrer:
Thi den med noget Kiøn ey heller overbærer
Von Beul vitz, (n) Eppingen (o) og Trappaud (p) vare De¬
Hvis Siele smilende undgik dens Morder=lee.
XII. Land=Væsenet til Gavn, er, efter Høye Tykke,
Det Første Spørsmaal gjort: Det væsentligste Stykke!
Hvorledes Bondens Kaar kan best og nemmest her
Forbedres, saa derved ey Andre skeer for nær?" (q.
Hvo best og tydeligst kan derom underviise,
Den vil det hele Land for hældigst Jndsigt prise.
En Guld-Medallie desuden færdig er,
Til at belønne ham. (r) - Han er det ærligt værd.
XIII. Vort Compagnie (s) er værd, at hver for Det bør bede,
Og skiønsomt glæde sig ved Alt, hvad det kan glæde;
Thi stoed enhver bereed, at takke Gud med Dem,
Da De endnu et Skib fik velbeholden hiem. (t)
XIV. Vort Skyde=Sælskab, man, som vanligt, sammenkaldte;
Det, efter gammel Skik, en Konge sig udvaldte;
Ved fleste Stemmer ey, men ved det beste Skud,
Og Valget paa Herr Kiær faldt Kongeligen ud.
(m) Hr. Carl Frantu Bose de la Chmette.
n) Frue Geheime-Raadinde Ottonine Beulevitz, fød Warnstedt, død i Sorøe.
(0) Hr. General=Major Reinhard von Eppingen; Ridder, Commendant paa Fest¬
ningen Friderichsteen.
(p) Hr. Conferentz-Raad Ditlev Trappaud, Amtmand over Dronningborg, Sil¬
keborg og Mariagers Amt.
See General=Land=Væsenets Collegii Jndbydelse af 8de hujus.
r) Spørsmaalet ønskedes besvaret til 1ste September.
*)1 Det Asiatiske Compagnie.
(t) Skibet Prinds Friderich fra Canton i China, hiemført af Capitain Kuie,
"saasom Capitain Smidt er død underveys.


Tydsk=Land.
J Leipzig siges der, og jeg det siger efter;
Men aldrig troer, at Rom det nogen Tid bekræfter;
Tør jeg og sige det?
Jeg troer jeg tier stil;
Ey frisk, - man troe deraf saa meget, som man vil
Der siges: Paven vil i Kloster sig begive,
Man veed endog, Han vil en Capuciner blive.
Det er ey mine Ord, ey heller Leipzigs Ord.
Man kun fortælle vil, hvorledes Ordet gaaer.
Selv Leipzig siger:det Bekræftelse behøver."
Paa Upartiskhed ey kan gives større Prøver¬
Og jeg vil legge til: at det en Fabel er.
Hvad kan Hans Hellighed da vel forlange meer?
Engeland.
I. Af alamodisk Smag den Herre ey har været,
Om hvilken Engeland har dette averteret:
Et vakkert Pige-Barn han havde kaaret ud,
Og alt i Kirken kom med sin bestemte Brud,
For der høytidelig at lade sig forbinde
Ved helligt Ægte=Baand med denne sin Mandinde.
Hvad skeer, Han bliver vaer, at hans Trolovede
Ey under Tienesten lod mindste Andagt see;
Men flygtig hid og did loed Øynene omløbe,
Og et letsindigt Sind i alting saaes at røbe.
Det ikke - tænkte han - en Kone er for dig:
Religionens Pligt Hun bryder offentlig!
Hvor lidet vil hun da sin Ægte Pligt vel agte?
Den Tanke ham med eet paa andre Tanker bragte.
Skulde han vel nu ey holde Trop?
Hvorledes?
Var det vel gyldig Grund for ham, til at slaae op?
Hvorlidet har han kiendt til Modens Levemaade,
Naar for saa smaa Ting han en Skiønheds Værd forsmaaede?
Ja,, Han forsmaaede den dog gandske rigtig nok.
Nu først han saae sig om iblandt sin Brude=Flok,


63


64


Som ved den Leylighed i Kirken var tillige
Paa Brudens Søster saae - en stille, ærbar Pige,
Men ikke nær saa smuk - al den Ærbødighed,
Som, efter hans Begreb, man skyldte dette Sted.
Af Hende tør han sig meer sikker Troskab love:
Han Hende gir sin Haand, og vil det derpaa vove,
Paa Stedet lod han strax fuldbyrde Vielsen.
Den anden maatte smukt gaae ugift hiem igien.
Hvert Land har sine Skikke;
Har man vel Magen hørt?
Sligt alle Steder dog - som vel er - taales ikke!
Bevar os vel, hvor sær og underlig var Han!
Hum! - Han maae have havt kun gammeldags Forstand,
Ja, det dog lader, som hans Slutning lar sig høre:
Til mindre Utroskab han slutter fra den større?
Aa! - Slutning hid og did! Hvad gaaer det Danmark an,
Hvad Slutninger man giør sig udi Engeland?
Hver saa adstadig just ey heller er, som Denne.
II. Een af en anden Art vi af Aviser kiende,
Som meer end flygtig nok og let og færdig er:
Han hopper - om man vil - paa eet Been tre Qvarteer,
Og ikke paa eet Sted, men Gade efter Gade
Vil giøre offentlig slig hoppende Parade."(x)
At ingen sige skal, det er en brødløs Konst,
Saa vil han heller ey just giøre det omsonst,
Men paa et Veddemaal. (y) - Og der vel findes Flere
Af anden Flygtighed end denne unge Herre?
Det stakkels Pige=Barn, som nylig blev reject,
Vel treffer da for een af denne hoppend Slægt?
Man den paa Dansk gir Navn af unge Spradebasser,
Hun just for saadan een og Han for Hende passer.
Hvad har hun nødig da at sørge sig til Død?
Hun bliver vist nok gift. Det har slet ingen Nød!
(x) J Londen, fra Obelisken i Hyde=Park=Corner til Brandsaulen, igiennem Picca¬
dily, St. James=Strædet, Pall Mall, Stranden, Fleet Strædet, Cheap¬
Siden, Cornhill forbie og Grace=Church=Strædet.
(p) Af 70. Guineer.


Den
Danske Mercurius
efter BORDINGS Maade
skreven
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
September 1768.
Dannemark.
I.
Vi end den Glæde har, og Engeland den Ære,
At Deres kronet Giest, vor Nordens kronet Herre
Opholder sig hos dem i Høy Velgaaende,
Og vinder høystfortient enhvers Høyagtelse.
Hør alle Tidender fra de Lyksalig' Egne.
Seer Glædens Ære=Tegn betegnes allevegne,
Hvis nogen fremmed Prinds i noget Rige nøed
Fler Kierligheds=Beviis, det Engeland fortrød." (a)
(g) Se Efteretningerne fea Londen af 2 6. 3. og 13de Srypt. Opford af 15de,
London af 16. 20. og 23de September.


66


Monarchen tager Deel i Nationens Ære,
Laer i sin Yndest den igien deelagtig være,
Betegner overalt sin milde Velbehag
Og giør Giernvidenhed til Reysens Hoved=Sag:
Hvad Sted i Riget har nu ikke havt den Lykke,
At ære denne Prinds og vinde hans Samtykke
Til dets Indretningers Høypriselige Val?
Indretninger, som just et Land berige skal:
Fabriqvers Arve=Ven saae Engelands Fabriqver,
Jndsaae den Velstand, de Vinskib ligheden skikker,
Besaae det smukke Land, beboet af Konstnere,
Hvis muntre Boeliger fast Egnen skiulede.
Rørt af Fornøyelse hver saae Ham over dette!
Hvo kunde vel ey da Hans Hiertes Tanker giette?
Sit Nords Fabriqver Han slig Velstand ønskede.
Gud lad Ham leve, og det Ønske opfyldt see!
Minervæ Templer sig udpyntet allevegne,
Den Videnskabers Ven høystværdigt at betegne;
Han ofret overalt paa Hendes Altere,
Ja, ofrede Sig Selv til Hendes Tieneste. (b)
Kort: Majestæten saaes i Christiani Følge,
Saa intet fremmet Navn den længre kunde dølge;
Al England sagde strax og ævig sige skal:
Her var langt meere end en Prinds af Travendahl.
Det gielder nu kun om, hvor længe det skal vaere,
For Majestætens Glands vi skal hos os erfare?
Alt, som i Dvale lagt, vor Norden ligger hen,
Forventende sin Soel til Lys og Liv igien.
Det Haabet ene er, som giør, vi ey forsage,
1I. Ja giør, at vi endog anstiller Høytids=Dage,
Og skiensomst glæder os ved det Nærværende;
Den Haabets søde Frugt paa Fridrichsborg vi see:
(b) Hans Danske Majestæt imodtoeg allernaadigst en Academisk Ære=Grad (som
Doctor Juris civilis) ved Academiet i Oxford, efter de Høylovlige Engel¬
ske Kongers, Wilhelmi III. og Georgii I. Exempel &c.


Vor Caroline der en hellig Høytid holder
En hældig Fødsels=Dag slig FrydeFest forvolder,
Den Allerskiønsomste vurderte Dagens Værd,
Den uvurderlig fandt af Julianes Værd.
Formeget, saae Hun strax, af den ey kunde giøres.
Hvad Under, Fridrichsborg da største Pragt iføres?
Udsøgte Glædes-Tegn af tækkeligste Smag
Udmærkede saa kier en Moders Fødsels=Dag.
Af velanvendte Aar Hun værdigst saaes indtræde
Det Fyrgetiugende, til Nordens Rigers Glæde.
Vor Glæde være Hun endnu saa mange Aar,
Som den Velsindede at leve Selv attraaer!
III. September Staden loed den ønskte Vellyst finde,
At Landets Dronninger var Alle Tre herinde.
De Yngre allerførst med Arve=Prindsen komm
For, paa vort Compagnie (c) at see sig naadigst om.
De Skatte, Jndien i Aar har ydet Norden,
Stoed der fremstillede i ziirligst anbragt Orden;
Men tabte deres Glands ved Disses Nærmelse,
Som altid bliver os De Uskatterligste.
Vor ældre Dronning kom, Hun Fridrichs Æremæle
Saaes allernaadigst nu den Ære at meddeele
Som Moders Kierlighed Ham værdigst skyldede
At Hun betragtet det med ømmest Følelse.
IV. Tilsidst gav Maaneden os en bestandig Glæde,
Da Caroline her indtoeg sit Vinter=Sæde
Med Cron=Prinds Friderich. - Hvo er vel ubekiendt,
Den ømme Moders Syn fra Ham er u-afvendt?
Charlott Amalia, som er Prindsessers Ære,
Sees vanligt, som man veed, Det Hof i Følge være.
Vor Christjansborg med Lyst dem favner Alle Tre,
Og holder sig bereed for De Forventende.
(e) Det Kongelig Allernaadigst ectrojerede Asiatiske Compagnie.


65


68
V. Hvor længe skulde vel Vor Caroline kunde
Vor Kron=Prinds have her, og ikke os forunde
Det Vellystfulde Syn, at see Ham offentlig, (d)
Hvor Han er munter, frisk og sund og trivelig.
Hver - Guds Velsignelse forudsat - jo erkiender
Slig Gave, som en Frugt af Hendes Pleye=Hænder.
Blev Caroline størst som Dronning eller Moer?
Det Spørsmaal ævig blir u-afgiort her i Nord.
VI. Monarchen, som er fød til Opsynsmand i Norden,
At paasee overalt den beste Skik og Orden
Uordentlighed saae i Holsteens Hertugdom,
Og den betimelig ved Forbud forekom.
Uliige Vægt og Maal var der i Mande=Minde!
Hans store Fædre det vel ofte randt i Sinde,
At føre Liighed ind i Deres Arve=Deel,
Til Undersaatternes og Handlens sande Vel,
De giorde tidt Forsøg Uordenen at hæve,
Men alle hidtildags dog frugtesløse bleve.
Alt hvad De ønsket har og ikke opfyldt seet,
Det er nu virkelig ved een Forordning skeet."(e)
VII. Et Laane=Huus opladt for Staden Eckernførde
Man ved Bevilling nys paa dens Begiering hørte. (t
VIII. Og til Berg=Almuen i Kongsberg Kongen saae,
At den paa Rug og Byg ey Mangel lide maae. (g)
IX. Den ellevt Junii en vigtig Rang (h) indrentet
Herr von der Asseburg, (i) den han først nu afhentet.
X. Fru Jahnus, hvis Gemahl er Hamborgs Commendant,
Sophiæ Ordens Tegn paa Hendes Naade fandt.
(d) Man promenerede strax en Carosse med Hans Kongelige Høyhed igiennem Sta¬
den til og fra Rosenborg Have.
(e) See Forordningen om eens Maal og Vægt i den Kongel. Andeel af Holsteen,
af 25de April.
(f) Et Lombard eller Laane=Huus for samme Stad oprettet af 3die September.
(g) See Forordn. det angaaende af 13de September.
(h) Geheime=Conferentz Raads.
(i) Hr. Geheime-Raad Achata Ferdinand von der Asseburg.


2


69
XI. En gammel Amiral (k) i Nyborg Afsked sagde,
Og al sin Lyst til Krig i Graven fredsom lagde.
XII. Ud af Told=Kammeret (l) Etats-Raad Jessen (m) gik,
Da først Naturens Told han af clareret fik.
XIII. Veløvede komm hiem de unge Søe=Cadetter (n)
Fra den Seilads, hvorved man aarlig dem afretter
Til Kongens Tieneste og Fædren landets Gavn.
De døe graahærdede med Fædres Ære=Navn!
XIV. Hvor ofte vil man dog med Jldebrand os skrække?
Man Tyvens Vold med Magt, hans List med Laas kan giekke;
Taer han end hvad han kan, han alt dog ikke taer!
Men Jldens Tyve=Haand desværre intet spar'r.
Nys saae vi Walbyes Brand i Naboelauget stige,
Ja, det som værre er, Formodningen vil sige,
At ingen Vaade=Jld den have skal antændt,
Forvorpne Haand, gid du da før var selv forbrændt!
XV. Nu faaer ey Havet Lov saa mange at opsluge,
Naar hver Søe=Farende Vand=Trøyen kun vil bruge,
Som Engelsk Vidd opfandt, og bragte hid til os (o)
Med den man Bølgens Slug skal kunde byde Trods.
Hvad er da Tie Rixdaler?
Forholder det sig saa?
Thi meer man ey for den til Sælgeren betaler,
Han vove Trøyen nu, og Selv med samme paa,
Begive sig til Søes for Kiøbere at faae.
XXVI. For Rugens Misvext man i Aar hørr bittre Klager,
Og alt af Følgerne de bittre Frugter smager,
Da Prisen steget er saa u-sædvanligen,
At det er ikke hørt i mange Aar forhen. (p)
XXVII. Dog, hørr man noget Ont, saa hørr man og det Gode.
Man af Aviser kan jo alle Ting formode?
En Mand saa eyegod, som Dagen den er lang,
Man os fra Odensee beskriver denne Gang:
(k) Vice=Amiral Caspar von Wessel i sit 76. Aar, han var den yngste Broder af
den fordum tappre Danske Amiral Tordenskiold.
(l) Det Kongelige Told=Kammer= og Commeree=Collegio.
(m) Johan Friderich von Jessen, Committeret i samme Kammer.
(n) Med Fregatten Tranqvebar, ført af Capitain Bekker.
(o) See Addresse Contoirs Efterretninger No. 108.
(p) En Tønde Sæde=Rug er stegen i Jylland og flere Steder fra are til 5 Rdlr. 2 Mk.


70


Han er Commisssonair! (g) han kiøber og han sælger,
For sig ey, kun for dem, som ham dertil udvælger,
Alt u-interessert; kun til Fornøyelse
For Kiøberne, saavel som og for Sælgerne,
Han største Paahæng har - som sees af det indsendte
(*)
Hvad Under, da kun Faa, som han, sin Næste tiente.
J venlig Stilhed han giør sine Sager af,
Saa de, til denne Dag, ey onde Sviter gav.
Land Væsenet især i hannem faaer en Stytte!
J fald det skiønsomst vil af ham sig kun benytte.
Hvi er hans dyre Navn ey længe for indsendt?
Dog, Manden være Tak, som giør sig selv bekiendt,
Tydsk=Land.
Her saae det ud til Krig. - Hvorledes? - Er det troeligt?
Var paa den tydske Bund ey hidtil alting roeligt?
Nok, at Jtalien og Polen er oprørt!
Gid flere Steder fra det aldrig blive hørt!
Ja, man om denne Krig, hvorom der nys gik Rygte,
Ey Tydsklands Undergang just havde at befrygte.
Dog kunde den endda giort lidt Uleylighed,
Hvis Trede Mand i hast ey havde skaffet Fred:
Ved Weser=Strømmen var Grævskabet Lippe Stedet,
Hvor til en farlig Krig Toe Græver (s) sig beredet:
En gammel Tvislighed i tvende hundret Aar,
Som u-afgjort endnu imellem dennem staaer,
Een vil saa lidet, som den anden, eftergive:"
Thi kunde det jo let engang til Alvor blive?
Ja, nu det og brød løs, det ramme Alvor blev
Man til det yderste det nu med Magten drev
Den eenes Vaaben=Ret den Anden inveheret!
Og i hans Residentz ham ordentlig bloqveret.
Til Lykke trede Mand kom til,
som før er sagt
De kunde ellers jo hinanden ødelagt!
4) Hr. Kammer=Raad Pagger, paa Juulschov.
(r) See de Berlingske Tidender No. 77. i Anhanget.
(s) Den ene af den Detmoldiske og den anden af den Philippinske Linie.
(t) Den regierende Græve af Byckeborg, som Hovedet for den Philippinske Linie.


Hvis denne Stærkere ey kommen var i Tide?
Han hindrede med eet dem Begge fra at stride:
Han overrumplet fik den fiendtlige Armee, (u)
Udi et Verts=Huus smukt han den indsluttede,
Bød den forblive der og holde sig smukt stille,
Til andre Fyrster først i Sagen skielne vilde
Det den Bloqverede (x) gav Luft. Og Begge Toe
Saavidt man veed endnu
sig holde udi Roe,
Ja, af Aspecterne man tør Forsikring give,
At det for denne Gang nok derved vil forblive;
Chur=Coln man alt har hørt sig tage Sagen an,
Saa Freds-Tractaterne vel komme snart i Stand?
Engeland.
I. En Moder døde nys! Hun Verden rigtig kiendte,
Det saae man kiendelig af Hendes Testamente:
En Bibel, døende hun rækkede sin Søn,
Med den trohiertige og Moderlige Bøn:
At, hvis det hendte sig, han Modgang skulde smage,
Han vilde da kun smukt til den sin Tilflugt tage"
J Medgang Hun just ey af ham forlanger det,
At det forgieves var har hun vel forud seet?
Thi hun og kiendte ham - - Det gik just, som hun tænkte:
Han Bogen imodtoeg, den i en Krog henslængte,
Til samme aldrig saae, mens Verden gik ham med,
Ney, det blev ikke just den Tid hans Leylighed -
Nu kom da endelig en Tid, som ey behagte,
Ulykkers tykke Luft og Skyer sammentrakte,
Han kom nu til sig Selv, han tænkte.
-og maaskee
Det var den første Gang, han fandt sig tænkende
Hans Moders sidste Ord randt hannem nu i Sinde,
Gid han den gamle Bog nu ikkun maatte finde!
Jo: " Han blandt Støv og Møll den endelig blev vaer,
Fik den her frem og den med Suk i Haanden taer,
(u) Den Detmoltske.
(x) Græven af Alverdissen af den Philippinske Linie.


71


72


Vil efter Moders Raad med Samme sig raadføre,
Om hvad i denne Nød for ham vel er at giøre,
Han Bogen aabnede -- Han med Forundring saae
Ved første Øyekast Bekymringen forgaae.
Hvad saae han da –Han saae sex Tusinde Rixdaler
J Vexel=Breve der! "som just hans Nød husvaler.
Dem havde Moderen vist henlagt der med Flid,
Just for at række ham dem udi Nødens Tid,
Hvis i en anden Bog hun havde dem forvaret,
De knap til Nødens Dag for ham var blevne sparet,
Men Denne vidste hun i Haand ey taget blev,
Før yderligste Nød - som sagt - ham dertil drev.
Var Bibelen for hver af slige Blade fulde,
Man den saa u-raadført da neppe finde skulde,
Som den desværre nu hos alt for Mange sees.
Ja, Sammes Jndhold blev - saa langt fra at belees,
Al Verdens Medhold værd. Men da dens rige Skatte
Langt overstiger Alt, hvad Verdens Værd kan fatte,
Saa holder Verdens Vidd desværr sig alt for klog,
At rekke Øret til dens skimlet Viisdoms Sprog.
II. Man hører altid Nyt, kun sielden af det Gode,
Det Onde man desværr sig oftest kan formode.
Hør man da ikke nok? skal man end høre meer?
Hvad er det da for nye og fæle Tidender?
De Tidender, som nu fra London os berettes,
Er aldrig forhen hørt og aldrig kunde giettes,
Ja aldrig kunde troes, hvis de ey prentet var:
En Dames Skiøde=Hund Smaa=Kopper faaet har!
beklagelige Skiebne!
Det nette Creatur!
me sig bevæbne;
Hvorledes vil man ve
aade vil;
Jnoculation m
Thi hvad, om disse Smaae kom derved Noget til?
Æ


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
October 1768.
Dannemark.
I.
Endnu holdt Engeland den Ven, vi slap saa nødig,
Og vi af Længsel snart os haver sukket mødig.
Man ey fortænker dem, da Hans Nærværelse
For hver en Engelskmand er saa indtagende.
Hvor Vellystfuld var ey hver Tidende os sendtes? (a)
Hvor kostbar hørtes ey, at Tiden der anvendtes,
Kun for at kunde ret betegne denne Giest,
At hver Hans Opholds=Dag var Kierlighedens Fest?
(2) Fra Londen af 4de, 7de og i 1te October, Cambridge, Nenmarket af 7de
Oct. London af 14de og 18de October.


74


Den helligholdes der for Ham af alle Stænder,
Og Glæden er det Tegn, hvorpaa man samme kiender.
Men hvo fortænker os, at vi os sukke træt,
Just for vor Kierlighed og at betegne ret?
Hver Dag er sammes Fest i alle Danske Stænder;
Men ach! - paa Længsels Suk man den allene kiender:
Hvor længe skal vor Nord i Dvale ligge hen,
Forgieves ventende at faae sin Soel igien?
Nu smigres Haabet dog; Thi Tidender fortælle,
At vor Monarch ey vil i Eng land længer dvæle.
Han kierligst Afsked alt med Hoffet tager der
Og gunstigst mildt Farvel med alle og enhver.
Han Londogs mægtig Stad og Stadens talriig Mængde
Ved sin Afreyse sig saa got som giennemtrængde;
Thi Alle stimled til, og Alles Kierlighed
J u-afladelig Lykønskning sulgte med.
Af Ham den Nation særdeles var indtagen,
Og lagde det endog til allersidst for Dagen.
Hans Majestæt lod see til Vederlag igien,
At Han i Hiertet og var Nationens Ven.
Han Engeland forlod. -- Vort Haab Ham alt modtager;
vi blive vaer, at det os end bedrager! (b,
Men see!
Han landet ved Calais, som vel Hans Hiemvey var,
Hans Vey dog denne Gang til Norden ikke bar.
Den har at Sydden hen. Det smukke Frankerige
Han ikke ved Calais just kunde Afsked sige.
Man saae, det havde og sig kongelig bere edt
At tage værdigen mod Danmarks Majestæt.
Et agtpaagivend Syn Han der paa Alting fæstet;
Anlangte til Paris og Frankrigs Ludwig giestet
Paa Hans Fontainebleau, (c) hvor begge Kongerne
Hinanden efter Rang og Stand begegnede.
(b) See Efterretningerne fra Valenciennes af 22de, fra Paris af 24de, fra Fon¬
tainebleau af 29de, og endelig fra Paris af 3 1te October.
(c) Et Kongeligt Lyst=Slot neden for Paris.


75


Paris Ham fik igien; Den Hovedstad paa Jorden,
Som alle Reysers Maal og Øyemeed er vorden;
Hvor nok er at besee for alle Kiendere.
Den Kiender vil da vist den ret til Gavns besee.
Han for det første der i denne Maaned bliver,
Og Hans Opmærksomhed November vist beskriver,
Vi seer Hans Majestæt
Ja den ter sige meer:
J Kiøbenhavn maaskee før nogen ventet det "
Velan, saa vil vi da i Haabet os fornøye,
Og takke Himmelen, naar den det saa vil føye.
I1. Vi her paa det vi har, imidlertid vil see
Og skiønsomst glæde os ved det Nærværende:
Nu alle Hofferne i Staden er tilstæde,
Da hver indtaget har sit vanligt Vinter=Sæde. (d¬
III1. Det gav forhøyet Glands til Glædes Festerne,
Som ellers af sig selv var nok ophøyede.
Hvo saae i Maaneden den ellevte (e) og siette (f)
Og kunde Dagenes indvordtes Værd forgiette?
De den udvordtes Glands vel ey behøvede,
Dog fik den, som de var den meer end værdige.
Vor Caroline dem udmærkede til Hove,
Og stille Andagt saaes i Landet Herren love
For Arve=Prindsen og Charlott Amalie,
Hvis Liv er hver til Liv og Vederqvægelse.
Hvad ønskes hver i sær vel hellere end Livet,
Som aarlig haver os saa rige Renter givet?
Liv=Renter, give Gud, af velanvendte Aar,
De Begge rigelig til Høyest Alder faaer.
IV. Hvad Kongen har forkyndt, som Lov at efterleve
Udi Forordninger og andre aabne Breve,
Mercur paa rette Tid med Glæde ihukom,
Hvis den kun blev saa snart erkyndiget derom,
(d) Dronning Juliana Maria med Prinds Friderich, item Dronning Sophia
Magdalena, indkomne i denne Maaned.
(e) Hans Kongelige Høyhed Arve=Prinds Friderichs Fødsels Dag.
(f) Hendes Kongelige Høyhed Prindsesse Charlotte Amalies Fødsels=Dag.


76
1. Alt først udi April Hiin Handelens Handthæver
Et Handels=Compagnie, nys octrojert, (g) bebrever
Tii Aars Forlængelse paa sammes Handels=Ret, (h
Men denne ey før nu har tordet mælde det.
Hvad hele Staden veed - foruden først at giette
Det tor Mercurius dog langt fra ey berette,
Før det først en Avis bekræftet har paa Prent
Af Frygt, Beretningen skal blive underkiendt.
2. Skiøndt Jgientagelser ey Tale=Konst behage;
Man dog det Gode kan for ofte ey gientage
Udi Regiere=Konst. Det Onde nemmes let,
Det Gode derimod man seer, forglemmes slet.
See, Kongen seer det selv, Han derfor igientager
Det Bud for Tale=Mænd i uafgjorte Sager:
Hvorledes for en Ret de sig opføre bør,
Saa de for Lovens Ret sig ey at frygte tør (i)
3. Et fælleds Bud gik ud for Holsteens fælleds Stater;
De Kongelige og Storfyrstelig Prælater
Skal Lande=Veyene forsvarlig legge an,
Og nøye følge den dem forelagte Plan" (k
4. Den Lykke fælleds er for alle Handels=Stæder,
At Danske Konger sig ved deres Fremtarv glæder;
Men Glykstad denne Gang især den Lykke har,
At Danner=Kongen saae hvad Stadens Fremtarv var
Og satte det i Værk (l) - Hver Stad tør vente dette
5. Korn=Skatten fik sin Taxt, derefter sig at rette (m
6. Her Øvrighedens Vagt Barbeerer=Amtet saae
At ikke Fuskere dem Jndpas giøre maae:
Det Bud, som derimod udgik for lang Tid siden,
Snart syntes som forglemt. (n)- Hvad glemmes ey med Tiden?
Hukommelsen til Hielp, man derfor ved Placat
Det nu fornyet fik fra Stadens Magistrat. (o)
7. Var
(g) Det Guineiske, octrojeret den 18. Martii 1765. See den Danske Mercur for
1766. pag. 91. No. VI.
(h) See Prolongationen af 5te April dette Aar.
(i) See Forordn. for Advocater dat. Glykstad den 13. Sept.
(k) See den fælleds Vey=Forordning for Holsteen af 28de Sept.
(l) See Forordn. af 30te Sept.
(m) See Forordn. dat. London den 11te October.
(n) See Forordn. af 9de Nov. 1735. (o) Ved Placat af 24de Octobr.


77


7. Var ingen Orden til, gik Verden selv til Grunde;
En Bye da snarere det samme frygte kunde,
Naar dens Forstandere ey nøye agte vil,
At alle Ting i den gaaer ordentligen til.
Mon eene udi Stort os derpaa gives Prøver?
Ney, end det Ringeste Jndseende behøver:
Sligt Byens Opsyns=Mænd loed viiseligen see,
Da de gav Orden ud for Skaren=Kiørerne. (p)
8. Det Amt, som Tidender fra Norden vidt udspreder
Og Postens Gang hos os beforderligst bereder
J Norge priselig har nys beredt for den
En nye Befordrings=Vey, som savnedes forhen (g)
V. Vi den Befordrings=Vey, som førr til Rangens Ære
J Norden saa bekiendt - seer altid aaben være,
Og vore Kongers Haand det allernaadigst giør,
At den de Stræbsomste og snart til Maalet før'r.
De, som i Maaneden er bleven os bekiendte
At have faaet Rang - af Kongen velfortiente
Jeg ey opregne vil i Prosa denne Gang;
Man see paa Noterne (r) og ære deres Rang!
VI. Af Rangen Andre gik, men Æren lod tilbage,
Som fulgte deres Navn i deres Leve=Dage.
Lad Døden tage bort alt, hvad os Verden gav,
Det Navn vi har fortient, ey skiules i en Grav!
(p) See Placat om Orden ved Møgs Aflosning af 26. Oct.
(g) See Gen. Post=Amtets Placat af 29de Oct. om en nye Post imellem Trun¬
hiem og Wardehuus 8te Gange om Aaret, indtil viidere.
(r) Til Geheime=Raader: den 20de May, Hr. Kammer=Herre og Amtmand
Baron Werner Rosenkrands; den 19de September, Hr. Kammer=Herre
von der Schulenburg og Hofmarechal Græve af Holck; denne sidste er til¬
lige udnævnt til Grand=Mastre over Hans Majestæts Garde de Robbe. Til
Ober=Kammer=Herre hos Dronningen, Hans Excell. Hr. Erhard,
Græve af Wedel Friis. Til Ober Hofmester hos Dronning Sophia¬
Magdalena, Hr. Christian Æmilius, Græve af Rantzau. Til Commen¬
dant paa Festningen Friderichsteen, General=Major von Haxthausen, den
24de Sept. Til Regiments Cheffer, Obrist von Johansen ved Kron¬
Prindsens Regiment; Obrist von Scholten over det Holsteenske Regiment;
og Obrist von Lautzan over det Første Oplandske Jnfanterie Regiment, alle
af 24de Sept.


78


Toe Herrer (s) skiulte den, som Vegge aabenbare
Lod Verden deres Værd i Livets Tid erfare;
I Dødens ligesaa; Saa Døden denne Gang
Fik kuns til intet giort den timelige Rang;
Men hvo vil tale om det Tab, som samme giorde?
Den, det Livagtigen for Øyne stille torde,
Sin Uforsigtighed bebreidedes med Ret;
Thi hvo vil hugge Saar, som en kand læge det?
Toe Fruer (t) denne Gang kom med paa Dødens Liste,
Maaskee at mange og dem nødig vilde miste?
Da deres Dyder nu til deres Rang har svart,
Saa har de Æren og for Dødens Haand bevart.
VII. Hvert Europæisk Hof vor Danske Norden ærer!
Det Portugrsiske blandt andre det erklærer;
De Mello (u) Tolken er, som gav det at forstaae,
Den vi for Dronningen nys præsenteret saae.
VIII. Det Brockedorsske Pallads - forhen saaledes kaldet
Omsider er med Ret Hans Majestæt tilfaldet;
Høystsamme eftergav dog naadigst al sin Ret,
Da Land=Cadetterne Han mildest skienket det.
Man seer, det smukke Corps i beste Skik og Orden
I dette nye Hotel er indqvarteret vorden.
Hvo ønsker dem ey Gavn af deres Ungdoms Flid
Ved gode Talemænd hos Kongen i sin Tid?
IX. Et Corps, (x) som ogsaa tør af Færdighed sig bryste,
Kom, med sit grove Skyt, Amager til at ryste,
Da det sin Exercitz dog gientog kun for Spøg
Og kaldte Vidner til sit aarlige Forsøg;
Det var saa lang fra det, det nogen der forskrækket,
At det Fornøyelse hos hver og een opvækket,
Der faae dets Fyrighed og frygtelige Konst,
Som vandt den beste Priis: Dets Foresattes Gunst.
(s) Hans Excell. Hr. Otto Manderup, Græve til Rantzau &c. død den 2den
Oct. i sit Alders 51de Aar, og Hr. Kammer=Herre og Hof=Jægermester Chri¬
stian Friderich von Gram, død den 27de i sit 32de Aar.
(t) Frue General=Majorinde Kaas til Nedergaard paa Langeland, og Frue Obri¬
skinde von Drecsel, fød Comtesse von Sponeck.
(u) Extraordinair=Envoie Hr. de Mello.
(x) Artllerie=Corpset.


79


Frankerig.
Hvorlænge vil Paris paa andre Stæder lære
Og disse derimod bestandig tungnemm være?
Kan ingen sine Feil og Mangels Poster see,
Før Franske dennem først har aabnet Øynene?
Ney, man snart skulde troe det altid blev umueligt,
Og at ey noget Vidd, foruden Fransk, var dueligt
Til at opdage det, som mangler i et Land,
Samt til at give Plan, som det afhielpe kan.
Er det dog ey en Skam?
Hvi har ey andre kundet
Blandt Flyve=Bladene den synlig Mangel fundet
At der var ey blandt dem en Mode-Tidende?
Før samme først Paris skal lære dem at see.
Hvad vilde det vel sige?
En Mode Tidende!
En Maanedlig Coureer (y) fra Modens mægtig Rige,
Som sees jo alle Ting sig have underlagt;
Den første blir dog kun om Fruentimmer=Dragt.
Den nyest Modens Putz, som Frankrig kan optænke,
Vil denne Tidende i Hast al Jorden skienke,
Ja meer, man skal af den besynderligen see,
Hvad Mode Maanedlig er der den herskende.
Meer end et tusind Ord af Modens Caracterer
Den giøre vil bekiendt for unge Cavalierer,
At de skal ikke staae, som Tosser, gabende,
Og ey med rette Navn kan nævne Tingene."
Man et Register seer paa Huerne allene, (2)
Som petits Maitres kan til stoer Oplysning tiene.
Hvor høyt vil de da ey med Tiden faae det bragt,
Naar hvert et Stykke blir saa tydelig udlagt?
Hvad eyer de, som de Paris for den ey skylder
Der slig en Mangels=Post i deres Kundskab fylder?
Hver, som forsætlig nu ey vil foragte Vidd,
Med Posten faae sig en, imens det end er Tid!
(y) Courier de la Mode, eller Journal du gout.
(2) For Exempel: a la Sultane, a la Rhinoceros, a la Clochette, a la on ne
Pavise jamais du Tout; a la Debacle, a la Gertrude &c. &c.


80


Portugal.
Som Koren=Høsten her ey haver givet meget,
Har det Regieringen i Lissabon bevæget:
Alt Monopolium at ville skaffe af.
Og til det Maael at naae, man Reglement udgav:
At ikke een Privat maae Koren=Vahre sælge.
Man vil alleneste et Magazin udvælge,
Fra hvilket efterdags skal ene Udsalg skee."
At det til Maalet førr, man ey saa let kan see!
Kand det ey Lettere een udi Munden falde.
Et Monopolium sligt Magazin at kalde?
Lad dem besvare det,
Dog det er ey vor Sag.
Som har sligt Reglement fra Raadstuen udstædt,
Jtalien.
Hvordan har Corsica de Franske imodtaget?
De Overgivelse har gandske plat afslaget.
Hvordan saae Frankerig da dette Afslag an?
Man det foragtede og fulgte givne Plan.
De Franske Vaaben saaes den samme at begynde,
Og Lykken sig lod see, Begyndelsen at ynde!
Men lod tillige see, at den sig selv var liig:
Kun Sand at bygge paa saavel i Fred som Krig.
Paoli værget sig, de Franske Vaaben standset,
Og neppe holdte sig mod Øens Magt forskandset.
Hvad de fra Øen toeg, den næsten toeg igien,
Og desforuden slog Tre Tusind Franske Mænd.
Men disses Slagne Magt en nye Forstærknnig venter,
Fra Frankerige selv, af nogle Regimenter.
Naar den paa Corsica først haver fæstet Fod,
Vil man med Eftertryk forsøge Øens Mod,
Man Ludvigs Herredom med Fynd da vil forkynde,
Og dette store Værk paa ny igien begynde.
Paoli vil modstaae indtil den sidste Mand!"
Men vi i Fred vil see, hvo der faaer Overhaand.
10¬


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
November 1768.
Dannemark.
I.
Paris vel Kongen har, men Kiøbenhavn Hans Hierte,
De beste Tidender, vi nogen Tid begierte
Det Franske Rige blev Hans Agt og Ære værd;
Men til det Danske dog alt Reisen fastsat er.
Alt hvad Hans Velbehag var mueligt at befordre
Kong Ludwig dertil gav udtrykkelige Ordres.
Ja, hver certerte om, at kunde give best
Afvexlet Tidefordriv for denne Høye Giest.


82


Den fremmede Monarch sit agtsomt Øye mætter
Paa Rigets vigtigste og største Rariteter,
Hvert efter sit Værdie Hans Høye Biefald fik:
Og intet blev, som Hans Opmærksomhed undgik;
Faldt samme ongefær paa et og andet Stykke,
Den franske Artighed strax holdt det for en Lykke:
At kalde det Præsent just for Hans Majestæt,
Og for en Ære, at Han ey forsmaaede det.
Høystsamme toeg imod Opvartning af de Lærde; (a
Han med forskiellige Samtaler dem beær de,
Og disses Vittighed - som dem og smukt anstoed
J løs og bunden Stiil Hans Lovsang klinge loed.
Han Franskes Glæde var." Den Glæde blev vor Ære;
Dog ønskede vi snart den Ære at undvære,
Jmod den Glæde, som blev vor Lyksalighed:
At til Hiem=Reysen alt vor Konge stoed bereed.
Den Glæde blev vor Deel; Gud saae til Nordens Trængsel
Forlindrede dens Suk, og stillede dens Længsel:
J næste Maaned skal Hiem=Reysen for sig gaae,
Og vi i Januar igien vor Konge faae.
Uigienkaldelig det Konge=Sagn vil blive,
Som Grundene dertil er uforanderlige;
Monarchen tvingende tillod at kalde dem.
Hvad Tvang? Jo, Kierlighed til Folket drog Ham hiem. (b¬
Nu vel, saa kommer Han; Thi Himlen vil forstyrre
Alt, hvad saa Faderligt et Forsæt vil omgiøre!
Vor Nord nu fuld af Haab da kun paa Tiden seer,
Og paa hvad Indenrigs indtil dens Fylde skeer:
II. Sophia fyldte Aar; Det vores Glæde fyldte;
Vi ofrede den Tak, vi Hendes Dyder skyldte,
For Hendes Leve=Aar til den Almægtige.
Han krone Hendes Aar med sin Forjættelse!
(2) Blandt andre de Herrer: Mairan, d*Alembert, Marmontel, la Condami¬
ne, Diderot, Helvetius, Condillac og flere.
(b) See Efterretningerne fra Paris af 12te, 14de, 21de og 25de November;
Versailles af 26de og Paris af 28de og 29de November.


A¬
II1. De yngre Dronninger, Vor Moder Kongens Moder
Med Hendes Friderich, Vor Konges yngre Broder,
Besøgte Holmens Verft (c) hvor færdig Konst og Vidd,
Til Trods for Vejrliget, fik lokket Dennem did;
Af Videnskaberne, Neptuni Sønner dyrke,
Til Orlogs=Flodens Magt, som Rigets Værn og Styrke-
De saae en vigtig Frugt, da Skibet Dronningen (d)
Med Majestætisk Pomp udløb fra Stabelen.
IV. Udvortes Sikkerhed ved Magten man handthæver;
Et Riges Forsvar dog langt meer endnu udkræver
God Velstand, Orden, Skik jo og handthæves vil?
Det ved Forordninger sees Kongen sigte til:
1. En skal, som Rette=Snor for Slesvigs Præster tiene
Hvorledes Eftermand og Formand sig skal eene,
Saa ingen udaf dem skal kunde skee for nær;
Hvorved al Tvistighed nu forebygges der (e)
2. Fra en til anden Ret Brand=Sagerne at drage,
Omkostninger og Tid for meget kan medtage;
Thi vil Vor Dommer nu strax slige Sager see
Fra Brand=Ret stævnet ind for Landets høyeste (t
3. Den Naade, Kiøbenhavn for tre Aar siden skeede,
At den fik Oplags=Ret paa fremmet Rug og Hvede, (g)¬
Forundte Kongen den endnu paa trende Aar. (h)
Om mueligt Han derved kan lindre Stadens Kaar.
4. At ey vor Stad til Brød formeget skulde trænge,
Blev samme anviist Rug til maadelige Penge, (i)
Hver Borger skiønnede slig Anstalt, meer end god,
Og Magazinet Rug derefter overlod. (k)
5. En Salt=Taxt har vi seet, og flere vil udkræves,
Nu feylte Vished kun, at de ret efterleves;
Den tilforladelig nu Danmark og kan see
Udi de tvende Bud mod Overtrædere. ()
d) Paa 80. Kanoner.
(c) Nye=Holms.
e) See Forordn. af 2den Mart. paa tydsk.
) den 26de Jul. 1765.
f) Ved Placat af 1ste November.
Til 16. Mark Tønden.
(h) Ved Placat af 18de November.
(k) 10000. Tønder. See Magistratens Placat af 7de Nov.
(l) Et fra Raadstuen for Kiøbenhavn, og et fra Rente=Kammeret for de andre
Kiøbstæder begge af 19de Nov.


83


84
6. Lad Kongen i Paris - ja hvor det var - end være,
Sit Lands Fabrikers Ven han vil sig dog erklære,
Hvor langt Han børte var, Han Kobber=Førere
Dog meer end rigtig nok saae her paa Fingrene. (m)
V. Ja, Kongen saae og seer alt hvad i Norden fattes;
I Rang og Embeder det manglende erstattes:
1. En Herr von Schulenborg (n) Tegn paa det første faae,
Da med Geheime=Raads ham blev forundt at gaae.
2. Hof=Jægermester=Post - for tidlig ledig - savnet
For længe ey sin Mand. Vel savnes han i Navnet;
Men Chargen taaler ey at lide noget Savn:
Von Ahlefeldt (o) i den vil giøre samme Gavn.
3. Til Conference=Raad Herr Mollmann (p) værdig findes.
4. Sit Jslands lidte Tab i Frankrig Kongen mindes,
Bød Conferentz-Raad Prock(g) - før i Vestindien,
En elsket Gouverneur - oprette det igien.
Fra en til anden Poel hinanden saa ulige,
Som deres Climata? – Det noget har at sige!
Dog, det Baronens Navn og desto større giør,
Og Hans Hukommelse fra Poel til anden føer.
VI. Langt over Poelerne faaes andre Fire (r) stige,
Ulige vel i Rang, men dog i Skjebne lige,
De doede! og det Støv, de Jorden fik betroed,
Ey allermindste Tegn til Rang=Striid mærke loed.
VII. O at de Levende saa roelig vilde være;
Men det er meer end man paa Jorden tør begiere.
En neppe taaler her, at Jorden andre bær,
Saa snart de ey med ham har lige Meninger.
(m) See Forordn. dat. Paris den 26de Nov.
(n) Kammer Herre Johan Henric von Schulenborg.
(o) Kammer=Herre Ferdinand von Ahlefeldt.
(p) Etatz Raad og Laugmand Hans Ulric MoIlmann.
Herr Christian Lebrecht Baron von Prock, som Stift=Amtmand over Jsland.
(r) Frue Geheime=Raadinde Schmettau, fød Brandt, Dechantinde paa Walløe
85. Aar gammel; Frue Schoutbynachtinde Catharine Ulfeldt, fød Dne,
død i Kiøge 90 Aar gammel; Kammer=Herre Joachim Ehrenreich Bæhr,
død i Apenrade, og Obrist Jolian Gerhard von Meidel, død i Norge.


85


Enhver Tids Krønike Exempler kand frembære;
Og - ach! - vor egen Tid stadfæster dem desværre!
Det sorteste Beviis vi kan i Polen see,
Hvor Avind Tænder skier mod Dissidenterne.
Bør vi ey tage Deel i vore Brødres Smerte?
Bør os ey deres Nød og Trængsel gaae til Hierte?
Jø, see Vor Fader Selv paamindte os derom;
Forordnet en Colleet, (s) som dem til Gode kom: (t)
Gid kun von ringe Skærf saa vidt sig maatte strække
At den til deres Hielp, som Noget, kunde klække;
Dog, nok for os, at vi vil giøre, hvad vi kan;
At ville giøre meer - man seer - gaaer ikke an.
VIII Vort Universitet samtykte Doctor=Ære,
Og offentlig til den een værdig loed erklære. (u)
Herr Doctor, dig skee Hæld, bliv Faders Ære værd!
Den Ære mere værd end Doetor=Hatten er.
IX. En patriotisk Aand, i Ønsker fast udtrættet,
Dog bliver nu og da - til Landets Lykke - lættet
Ved et og andet Nyt - ved Nyt, som sielden skeer
At Een og Anden dog paa fælleds Beste seer.
Blandt slige Hans Lafrentz (x) opstoed, sit Navn til Ære,
Hvis Gryn=Fabrik i Stand ved Castrup sees at være.
Hvo Nærings-Midler vil forøge, Ære bør,
Thi vi har meer end nok, som dem forøde tør.
X. Forfædrene vi Tak paa mange Maader skylde,
Det er en anden Sag, om vi vor Pligt opfylde?
Ja, om for vore Børn vi giør os den Umag,
At de bør takke os? er og en anden Sag
Vel, at man hist og her saameget faaer opsporet
At Eftertanken dog ey gandske er forloret,
Paa Efterkommerne dog Nogle tænke vil
Og paa sig Selv ey stet al Verden sette til:
(o) Ved Rescript til Biskopperne i Dannemark af 20de May.
(t) Collecten blev indsamlet 1ste Advent=Søndag.
(u) Herr Johan Henrie Schonheider, Medlem af det Edimburgiske Medicinske
Societet.
(x) En Mand fra Femern.


86
Toe Brødre (y) var, som een, der sparede saa meget,
Midt i en Hoved=Stad, hvor Yppighed er steget
Fast til det Høyeste - At Efterkommerne
Det Navn erindre vil sig med Velsignelse.
Just Deres nøysom Flid - en Dyd, som neppe kiendes
Har giort, at deres Liv i Døden ikke endes.
Saa længe Klosteret (x) og Vimmelskaftet staaer,
Den Borger=Ære=Krands ey visner og forgaaer.
XI. Vor Handel meer og meer med Fordeel at udbrede,
Dertil Vort Compagnie (a) utrættelig er rede.
Det tvende Skibe (b) alt herfra udreedet fik,
Som Begge nys til Seils i saadant Forsæt gik.
Norge.
Fra Sundmøer (c) hører man, en Suurbrønd er opfunden,
For hvilken Landet er Opfinderen forbunden,
Ja dets Forbindelse derved forøges meer,
At han gir Haabet Mod og Lyst at søge fler.
Hvi skulde Norges Skiød, som laer sig ey udtømme
Ey af den samme Kraft, som andre, sig berømme?
Dets Mineralier al Verden er bekiendt,
Den kunde med dets Vand da og vel være tient?
Dog ney, vi i vor Nord den Tid ey tør forvente,
At Andre vores Vand for deres Sølv skal hente.
Men naar vi kun har Sølv, saa længe de har Vand
Og Andet - vi da ey paa Aftræk mangle kan;
Vi er fornøyet, og misunder Andre ikke,
Naar af vor egen Brønd vi Sundhed kun maae drikke.
Hvad gaaer os Fremmedes Qvaksalverier an,
Naar vi har Midlet Selv, som os helbrede kan?
De Herrer Albtecht og Bastian Petersen Borgere og Kræmmere i Kiøbenhavn.
J1). Jomfrue Klosteret i Vimmelskaftet stiftet ved deres Testamente; Grund¬
steenen til samme blev lagt den 25de April, og Bygnings=Krandsen i denne
Maaned opsat.
(a) Det Asiatiske Compagnie.
(b) Skibet Grævinde Moltke kaldet, ført af Capit. Norup, bestemt til Tranqve¬
bar og Benaalen; og Skibet, kaldet Printz Friderich, ført af Capit Jenner,
bestemt til China.
(c) Ved Præste=Gaarden Øren.


87
Engeland.
Den Franske Saint Germam, Ham Danmark sig vel mindes?
Han baade frisk og vel i London nu befindes
Til alle Danskes Trøst. Om han forbliver der?
Det er en Sag, hvorom endnu ey Vished er.
Frankerig.
I. Man skriver fra Paris: "At det har ingen Fare
Gid, de Propheter vare,
J Tiuge Aar for Krig.
Som skrev den Tidende; Men, da de det ey er
Man Sligt, fornuftigviis, for Snik=Snak kun anseer.
II. En anden Tidende: At Brød=Trang vist vil lindres,
Og Torve=Prisernes Selv=Raadighed forhindres,
Naar Handelen med Korn for Alle bliver fri,
Kan - uden Spaadoms Aand - enhver sig finde i.
Selv Kongen,- hidder det - " som vanlig lar sig sige
Hvod Torve=Prisen er udi Hans gandske Rige,
Har med Bekymring seet, at den er stegen saa,
At den sees Meenig=Mands Formue overgaae,
Hvis Dagløn stiger ey, Hvis Jndkomst ey forøges.
Mod saadant Kongen vil i Tide Raad skal søges
Fri Handel holder han for det enfoldigste,
Men og tillige seer, det er det Sikkreste.
III. Om Børne=Kopperne vel bør inoculeres,
Det er en Sag hvorom endnu her Disputeres,
Men, da en Doctor (d) alt har foretaget sig
Reent at udrydde dem; saa falder denne Krig.
Et Skrift om denne Sag han agter at udgive,
Skal Midlet værre kun end Sygdommen ey blive?
Hvis Skriftet duer ey, det let udryddes kan;
Med Sygdommen, desværr, det ey saa let gaaer an!
Preussen.
Her The= og Coffe=Drik blandt Almuen forbydes
Ved strængest Straf for dem, af hvilke samme nydes;
Men Preussen ingen Part har i Vestindien,
Ey heller svækkes den i China Handelen.
(d) Doctor Herr Paulet.


70


Rom.
For Himmel og for Jord St. Clemens vel beklager
Den Nød, han er udi; Men ingen Hielp opdager.
Vel har han faaet de Bourbonske Magters Svar,
Men det hans lidet Haab til mindre Trøst end var:
Han bør - saa mener De - ey nogen Skylden give,
Men Alt, hvad ham er mødt, sig Selv kun smukt tilskrive,
Han haver sig betient af Kirkens Myndighed
Udi en Sag, som ey kom Troens Sager ved;
En egen Politik - man troer - ham haver drevet
Til det omtvistet Brev, som er mod Parma skrevet;
Han tænkte: Sammes Prinds sig ey forsvare kan!
Og derfor vilde helst med Hannem binde an;
Han skulde spurgt sig for, før han sig dertil vovet;
Hvor maa dog slige Svar ey bryde Pavens Hoved?
Hvo har vel saadant hørt?
Han skulde spurgt sig for?
Han,
som, i Liv og Død, al Verden har raadført!
Polen.
En værre Blindhed er vel neppe under Solen,
End den, Rebellerne er slagen med i Polen?
Mod deres Venner de hos Tyrken søger Raad!
Det er: at drukne sig, for ey at blive vaad
Tyrkiet.
Det Christelige Navns Eedsvorne Arve=Fiende,
Mod Rusland al sin Magt nu søger at anvende
Alt dette først og sidst dog over Polen gaaer,
Som sig til Lægedom vil hugge Saar i Saar.
Gud holde midlertid Hans Rasenhed i Tømme!
At han ey, som han vil, skal alting oversrømme:
Med største Bulder alt Hans Tropper rykker an
Mod Poløns Grændser, hvor al Uhæld frygtes kan.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
December 1768.
Dannemark.
J Frankrig stoed nu ey saa rare Ting tilbage,
Vi dem jo ventede beseet paa aatte Dage;
Thi af Vor Elskedes Forjættelser vi saae,
At flere Dage der Han ey opholdes maae.
J Løfter vidste vi, Han ey os kunde svige;
Han skyndede sig og at hilse Frankerige
Det villigste Farvel; Men det saa villigen
Ey saae Ham reyse bort, som at Han kom igien.


90


Hans Danske Majestæt, " Paris saaledes siger
Saaes reysende fra os hiem til Hans egne Riger;
Men vor Bedrøvelse var saa almindelig
Som Hans Elskværdighed i hele Frankerig;
Det eneste, som os kan trøste nogenlunde,
Er Haabet - det vi dog paa Andres Sagn kun grunde
At vi engang endnu tør vente Ham at see,
Og det, som mere er, det skal ad Aare skee!" (a)
Ja, J skal have Tak, J gode franske Venner!
Men hvis i anden Trøst i Eders Sorg ey kiender,
Giør det os ondt for Jer; Thi Haabet siger her,
At J vil saadan Trøst forgieves vente der,
Saa fremt, som Ønsker maae i Norden mere gielde,
J alle muelige selvønskede Tilfælde
Vi gierne Eders Haab med Glæde opfyldt see,
- Ney, det maae aldrig skee!
Undtagen udi det.
Vor Konge komme hiem! - Han skal vor Glæde være;
Vi være Hans igien; Og ingen Skilsmiz mere
Kan vi ey med den og giøre Pagt?
Før Døden;
Nok, vi ey slippe Ham! Det har al Norden sagt.
Til os Han iilede, det saae man allevegne,
Man kunde knap faae Tid sin Glæde at betegne
Med værdig Ære=Tegn hvor Han igiennem foer,
Skiøndt udaf samme sees dog æreværdig Spor (b)
Selv Hanau ikke blev i Stand Ham at opholde,
Hvormeget der end var til Ophold at forvolde;
Man der saa lit som her forventet Ham at see
Ved Hans Tilbagekomst saa snart indtagende,
Hvad Grund var der da ey at bede Hannem lente?
Ney, intet Baand saa stærkt, som udenrigs tør vente
At holde Kongen nu; Langt stærkere Han blev
Ved Kierlighedens Kraft, og løs fra alt sig rev.
(ø) See Skrivelsen fra Paris af 12. December i den Alton. Mercur No. 203.
(b) Kongens Reise=Route med videre for denne Maaned sees af Beretningerne fra
Paris af 2den, 5te, 9de, 12te, 13de og 16de; Frankfurt am Mayn
den 12te, 20de og 22de; Meg den 14de; Mannheim den 21de; Hanau¬
den 22de og 24de; Neder=Elben den 30te, Strasburg fra 21de; og fra
Brunswvig den 29de December.


91


Hver kunde kiendelig paa al Hans Adfær kiende,
At Længsel skyndede at opnaae Reysens Ende.
Naar Alting er forsøgt, saa er dog Hiemmet best?
Til samme saae man og Hans Attraa eene festt.
Hans eegne vilde Han den Glæde skulde have,
At hiemle sig paa nye den beste Nyt=Aars Gave;
Men mindre end Ham Selv saae Han nok, ey forsloeg
Og stoed for Grændserne før Aaret Ende toeg
I Arve=Skyldighed og underdanigst Glæde
Al Nordens Kieriighed med aabnet Favn stoed rede
Forventende kun det benaadet Øyeblik,
Som med det Nye Aar den og i Eye fik.
Vi vil i dette Syn med Glæde Aaret ende,
Og neppe Øyet kan fra dets Betragtning vende;
Vi faaer dog løseligt til et og andet see,
For at faae fyldesgjort Decembers Tidende?
I1. Den Ordens=Elephant, Europes Ridder=Ære,
Som høye Siele kun kan værdeligen bære,
Og Danske Kongers Haand alleneste udgir,
Fra Christjans nylig blev en værdig Fyrste=Ziir. (c)
III. Ved Dødens kolde Haand blev rørt en gammel Herre; (d)
Halvfierdsindstinge Aar Han tællede med Ære;
I Himlen Ære=Klæd han nu ey tæller Aar;
Langt mindre spørger om den Ære, som forgaaer.
IV. At Nordens Christian ey nogen Tid har sparet
For Videnskaberne, al Norden har erfaret,
Og af Hans Reyser nys al Verden lærte det.
Hvad hindrer da, om et og Andet blev forgiet
Kun af Uvidenhed - som Han til sammes Fremme
For lang Tid siden alt bortskienkede her hiemme?
De Stierne kyndige (e) som hist fra Wien kom
At varte Venus op, naar Hun til Wardøe kom,
(c) Hans Durchlauchtighed Herr Carl, regierende Fyrste til Nassau=Saarbruck.
d) Herr Geheime=Raad Joachim von Barner.
(e) Hr. Hell og Compagnon, see den Danske Mercur for Junii Maaned 1768.
pag. 46.


92
Paa Hans Bekostning gik; Og hvis de Kundskab henter,
De Ham at takke har for Jndsigts=Jnstrumenter;
To Danske Lærde (f) Han og nu veyledede,
Den Stiernes sielden Gang paa Tromsøe at besee.
V. Terminen mældte sig for at indsamle Renter;
Hos nogle den endnu forgieves samme venter,
Dog det er kun hos Faa; Thi offentligen ey
Man hørte meer end Tre, som dertil sagde Ney.
Det i en Hoved=Stad vil ikke meget sige,
Naar man kan Mængden see at være hovederiige?
Man maa jo Synet troe?– man veed, det i sin Kreds
Os ey bedragede og ey bedragedes
Hvor alle udi Fleng med Penge sees at rutte,
Man der sandsynligen ey tør til andet slutte,
End, Rigdom overalt? Og hvor sees det vel meer,
End i den gode Stad, hvis Borgere vi er'?
Gid aldrig den Termin sig nogen Tid anmælde,
Der slig en Slutnings Grund sig understoed at fælde.
En ravgal Slutning da kom i den førstes Sted;
Thi Rigdom omvendt blev til udleet Daarlighed.
Vor frygtsom Syn vi vil fra denne Scene liste
VI. Og ynksom kaste det til Stadens Daare=Kiste:
Seer der et Menneske, som neppe Lignelsen
Af dets Medmennesker tilovers var igien.
Et Syn af Mennesk lig Elendighed knap større
Kan forestilles, end forinden disse Dørre (g)
Hvor Hun indsluttet laae i fulde atten Aar,
Berøvt Forstandens Brug, som mangen En forsmaaer.
Hvo til Spectaclerne sees higende at løbe,
Her sin Nysigenhed for dyrt kan aldrig kiøbe;
Her er Spectacler, Her kan Viisdom blive hentt,
Blir Penge nogensteds, de her blir vel anvendt.
Tydsk¬
(f) Hr. Professor Feder Horrebom og Hr. Lector Matheseos Ole Nicolai
BiitzOW.
(g). Hnn laae indsluttet i et Skab, gandske nøgen paa bare Straa, fast som en umæ¬
lende Skabning. Af hvilket langvarige Leye hendes usle Lemmer vare saa
krum voxne og saaledes indsvundne, at hun ikke var større end et lidet Barn;
Hendes Liigkiste var kun 5 Qvarteer lang.


Tydsk=Land.
Toldvæsenet at faae i Stand paa beste Maade
Og Tolden nedsat her til Østerriges Baade,
Det er den Hoved=Sag, man paa sit høye Sted
J mange Tider har beskæftiget sig med;
Nu Maalet er opnaaet: Told=Rullen alt er færdig,
Et Værk, som Østerrigs Beherskere er værdig:
Afgisterne saa mildt ved samme nedsat er,
At alle Handlende sig billig glæder der.
Regenten venter og derfor saa meget mere,
Skiondt Told=Svig i sig selv er altid en Vanære,
At den ey nu begaaes " og venter det med Grund;
Thi for et Been vel ey sig nogen giør til Hund?
Frankerig.
Sig med de Glade ret af Hiertets Grund at glæde,
Og med de Grædende selv følende at græde,
Er Kierlighedens Art. Hver vil dog hellere
Sin Næste første Lyst end sidste Pligt betee?
Hvor gierne glædes hver da med sin Franske Næste?
Det Riges Glædes Grund vel ingen Skiønner læste
Og ey med det toeg Deel i den Lyksalighed,
Som det i sin Dauphin (h) alt forud krones med?
Den haabefulde Prinds faaer Lyst til at spadsere,
Spadseeregangen selv ham lærerig skal være:
Landmandens suure Sved - for Landet dog saa sød,
At det tør blande den endog i Kongers Brød
Han Selv beseer; Ja meer, Han Jndsigtsfuld berømmer
Et Arbeid, som hans Vidd for u-undværligt dømmer;
Han Frugten smage vil af det, som Himlen bød:
Udi dit Ansigts Sved du æde skal dit Brød;
Han legger Haanden selv paa Ploven; Ploven kiører;
En Arve=Rettighed, som Adams Børn tilhører
Landmanden seer derpaa, og nu sit Arbeid meer
Ey som en Byrde, men som Tids=Fordriv anseer."
(h) Kron=Prindsen i Frankerig


93


94


Erfaren Prindsen nu det ædle Arbeid kiender;
Det sin Heyagtelse høytidelig tilvender;
Et rart Exempel fik Han strax derpaa aflagt,
Værd Efterfølgelse ved hver Parforce Jagt:
Han ved slig Herre=Lyst indfandt sig kort derefter,
Hvor eftersættes skal, man veed, af alle Kræfter;
Besaaede Marker og en slagen Lande=Vey
Tidt kommer ud paa eet i slig en Hur lum=hey?
Hans Kudsk jagtmæssig saae en frisk besaaet Ager,
Og følgeligen den, som nærmest Gienvey, tager;
Holt - raabte Prindsen - Holt! den Mark ey os tilhør,
Vend om; thi vi den da og ey fordærve tør!
Lyksalig Frankerig, hvis Trones Arving giver
Saa tidlig Prøver paa, hvor stoer han siden bliver!
Saa ædelmodig Sind og saa retskaffen Siel
Er dig et sikkert Pant paa dit fuldkomne Vel.
Engeland.
Hvis Mod og Tapperhed det Middel var allene,
Som Fruentimmers Gunst blev værdig at fortiene,
Det da vist farligt nok for mangen en saae ud,
Som heller lugte vil til Slagvand end til Krud;
Døg vilde det vel og af Harer giøre Løver,
Og fylde Krøniker med andre Manddoms=Prøver,
End de, man jævnligen der amuseres med,
Hvor Fruentimmer Gunst kun kroner Kielenhed;
Det Corsicanske Mod og tappre Helte Hierte
J Stor=Brittanien selv Damerne beær de
Med deres ædle Gunst; Hr. Paoli man seer,
De rekke gavmild Haand for Hans at styrke meer.
Vil dette mægtig Kiøn saaledes altid tænke,
Og ikkun slige Mænd Bevaagenheden skienke,
Af alle Riger blev da Stor=Brittanien,
J slig Belønnings Haab den farligste Uven.


95


Holland.
Her saae man Vished paa, at det forfløyne Rygte,
Som os saa dristigen gav Aarsag til at frygte,
Var, Gud skee Lov, grundfalsk: Det Rygte, nemligen:
Der sagde ødelagt fast al Jtalien,
J sær Neapolis og andre Stæder flere
Ved Jordskiælv, og jeg veed ey hvad Ulykker mere;
Ja jeg ey veed, om man sig end erindre vil,
Det saa forvovent var, at sætte Dagen til?
Man hører meer end nok desværr af onde Rygter,
Hvis Rigtighed man tidt ey uden Grund befrygter.
Dog, gid, om hvert og et, tilsidst vi høre maae:
At det ugrundet var; saa er vi oven paa.
Reapolis.
J sidst afvigte Aar Vesuv holdt op at brænde,
Dets Naboer vil sligt taknemmeligst erkiende:
Herr Januario den hellige - maaske,
Men tilforladeligst af Pavens Helgene
(*)
Taksigelsen derfor Neapolis tilvendte.
Mon den uskyldig Mand og veed, at Bierget brændte?
Det er en Sag, som ey saa let afgiøres kan;
For Guds Stedholder Selv det aldrig her gaaer an
At skaffe det beviist; Men, lad det nu saa være;
Vi os opholde kun ved den guddom lig Ære,
Som ham paadigtet blir af Roms opdigtet Gud:
At han har Biergets Brand Mirakel viis slugt ud.
Pav Clemens ikke Selv engang hos Jordens Guder
Kan Aflad faae;, Og dog Forladelse bebuder
Fra alle Guders Gud for hver, som knæle vil
Og troe, Saint Januar har slukket Biergets Jld ??
(i) Den 22de November sidst.
(k) Hans Billede er bleven oprettet i Marmor paa Magdalena Broen ved denne
Stad, med saadan Overskrift: Pave Clemens XIII. meddeeler for altid
100de Dages Aflad til enhver Catholsk, som forretter sin Andagt ved dette
den Hellige Januarii billede: ved Breve af 10de May 1768.


Den gode Janusr, om han og Helgens Ære
Hist har, undseelig vist Selv derved vil være?
Dog, det er ikke værd at bryde sig med sligt,
Naar hver ey indsee vil, at Paven Selv er Digt.
Corfica.
De Franske Tropper vist saa haard en Vinter døyer,
Som udeholdes knap med nok saa tykke Trøyer,
Det er just Kulden ey, der saa forhærdet er,
Men Corsicanerne, som trykker dennem her.
Man med Herr Paoli vel gierne handle vilde
For Vinter=Leyene at faa lit mere milde?
Men, han har givet et saa ubarmhiertigt Svar,
At man nok hørede, det fra en Corser var.
Han skaffer ey Qvarteer - Han saae dem før crepere
Han har dem - svarer han - ey ladet invitere."
Endeel har bedt sig Lov at reyse lidet Hiem,
Og komme knap igien; ifald det staaer til dem?
Min Læser, jeg med Dig er altid velfornøyet,
Men Tiderne sig ey har altid saadant føyet,
At Du hver Maaned just fornøyet var med mig.
Jeg veed det, og tilstaaer: At Retten er med Dig;
Tidt alt forlænge jeg Dig Maaneds-viis ophøldte:
Søvnagtighed hos mig - jeg tilstaaer, sligt forvoldte.
Ved slig Tilstaaelse jeg seer, Du studser alt;
Men siig: Mon Tiden vel dig mindre kiedsom faldt?
Med Haanden under Kind al Norden sad bedrøvet,
Og savnede det Liv, som den saa høyt behøvet.
Hvad Kraft blev da hos mig? – Min meer end dorske Aand
Tidt vilde sove ind med Pennen i min Haand.
Men, nu er det forbie; Pas paa, om Du skal vente
Og ey ad Aare faae din maanedlige Rente;
Nyt Liv vi Begge fik. Vi Begge bruge det;
Jeg, til at skrive vel; Du, til at dømme ret;
E


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Januarius 1769.
Dannemark.
I.
Velkommen Nyt=Aars=Dag! Nyt Liv besteler Norden;
Den er ved Dig, Monarch, igien oplivet vorden
Du Nordens Liv og Siel! Alt gammelt er forbi,
Og Alt er bleven Nyt til Nordens Vel i Dig.
Velkommen Christian, Du beste Nyt=Aars Gave!
Tak for den Kierlighed, Du for os vilde have,
At see til os saasnart. Vor Kierlighed Dig seer,
Og Alt hvad i os er, dit Syn i Møde leer.


98


Erfarne Landets=Faer! Du Andre vilde gieste,
For af Forskiellighed at vælge ud det Beste.
Hvor Du Dig nærmede, Du kom, Du saae, Du vandt:
Men dine Egne Du dog vinde=værdigst fandt.
Vi var vel vundne før; Men Fader, sperg dit Hierte!
Lad eegne Følelser fortælle Dig vor Smerte!
Vel sandt, Skilsmisse kan forsøde Kierlighed,
Men Længsel skienker dog en Bitterhed derved?
Vi smagte den, og Du sandsynlig ikke mindre.
Hvad Under, fælleds Lyst da søgte sligt at lindre?
Vi skyndede paa Gud, Gud skyndede paa Dig,
Og Du Dig skyndte, os at giøre lykkelig.
Din Herre styrke Dig, tilbagevendte Herre!
Vor Favn udstrækkes Dig med børnlig Agt og Ære,
Fra Rigets Grændser af og til din Hoved=Stad,
Du nu faae ingen glad, som jo var Hierteglad.
I1. Naturlig Kierlighed sig selv kun forestille,
Hvorledes gode Børn en Fader møde ville,
Der havde skiulet sig, men, uformodentlig,
J slig Forlegenhed for dem fremstilte sig!
Saa kan den allerbest Selvfølende opdage,
Hvorledes Landet saaes Ham hvert et Sted modtage
Fra anden Januar (a) og til den fiortende,
Ja sidstes Glædes Tegn den da især vil see,
Det Hoved=Stadens var -- Tænk, paa en Dag, som denne!
Da vi Ham allerførst for Fader kunde kiende - (b
At see Ham, som paa Nye; At kiende Ham igien¬
Med meer ublandet Fryd, end trende Aar forhen!
Hver Siel i Staden Ham i Ønsker vel indhentet;
III. Men da den Dag brød frem, paa hvilken vi Ham ventet,
Vor Carolina Selv paa Veyen sig begav,
Og Ham persohnligen fra Roeskild hentet af.
(g) Den 2den Januarii ankom Hans Majestæt til Altona.
(b) Den 14de Januarii 1766.


99


Det var den trede Gang, Roeskilde noed den Ære,
Som ingen anden Stad, at maatte Vidne være
Til slig en Sammenkomst; En Velkomst mellem To,
Hvis Ankomst Kilden er til Millioners Roe.
Elskværdig Dronning, kom, skynd Dig til os tilbage!
Velkommen med den Skat, Du for os vil indtage!
Altid velkommen! men i Dag besynderlig,
Da Du Vor fælleds Ven hiembringe vil med Dig!
Hun kom den Værdigste i Christiani Følge,
Den Glæde, som Hun fandt, Hun ikke vilde dølge;
Thi hele Nordens Lyst alt Hendes Majestæt
Ved første Øyekast i Roeskild havde seet,
Og nu ved Haanden Selv os kunde den giengive.
IV. Lyksalig Hoved-Stad, Hvo kan din Fryd beskrive?
Du den og yttrede i slige Ære=Tegn,
Som ikke kiendte var i lang Tid, i din Egn;
Du glemte fast dig selv, din Forstad end oplyste (c)
Til Varsel for den Glands, som Stadens Mørke kyste;
Du Legioner Lys fik udi Lue sat,
Og vilde nu hos dig ey taale mindste Nat.
Sligt - med Tilladelse - var usædvanlig Glæde!
Hvor tør din Magistrat slig Lysning vel tilstæde?
Jo de, saavel som du, af Nidkierhed antændt,
Anvende selv det Lys, de forhen fik afvendt (d)
Ja, Elskov=brændend Stad! de Større med de Mindre
Ey kunde Virkningen af fælleds Fryd forhindre.
Formeget hver for sig ey kunde have gjort;
Og mindre, Ædle Stad! var blevet dig en Tørt;
Tænk! Myriader Lys, tallt Myriader Gange,
De tusind Gange til, og Alle, nok saa mange
Tilsammen regnede, i Dag dog ey forslog,
Det var, som med en Praas man Solen imodtoeg.
(c) Efter Hans Excellenees, Hr. Geheime Conferentz Raad og Ober Præsident von
der Lyhes, og Høye Magistrats Foranstaltning udrede 100de Brygger Karle
til Hest, som med Stang=Løgter bleve pøsterede paa Vester Broe fra Konge
Porten til Revelinen. Stakitterne fra Revelinen til Porten var, efter Stads¬
Kæmnerens Foranstaltning, behængt med Løgter.
(d) See den Danske Mercur for August 1766, pag. 59 og 61.


100
Vor Soel gik op paa nye, og dobbelt Glands udbreder
Alt med fornyet Liv sig ved dens Opkomst glæder:
Vor Christian, Vor Soel, for os vil skinne saa,
At ingen Trones Glands vil Nordens overgaae.
Han Leve! - og vi da af intet Mork vil vide,
Han vil paa alt vor Savn vist raade Boed i Tide;
Han kom til rette Tid, Han kom, og Landet saae
At Kongen udenrigs vort Vel kun tænkte paa,
V. Nu vide vi, "at Gud sin Salvede bevarer:"(e)
En sød Erfarenhed den Sandhed os forklarer,
Ved dens Betragtning og vor Herrens Salvede
I Helligdommen fandt sin Siels Forlystelse.
Troe Undersaatter kan ey Noget meer fornøye
End, deres Konger see for Kongers Gud sig bøye
Det setter Kierlighed udi sin fulde Brand!
Just, som den brænder nu for Nordens Christian.
VI. Han Selv saaes brændende i Aanden, Gud til Ære,
Ved Jesu Naades Bord Han Giest nu vilde være,
Et Bord, man, Gud skee Tak, veed altid aabent staaer
Han der og værdelig sin Hunger stillet faaer. (f)
Benaadede Monarch, benaaded Undersaatter,
Gud dog sin Kierlighed i sær for Norden blotter?
Han Christjan Naade gav, at see sit Land igien:
Og Landet Ham at see, som Guds og Folkets Ven.
Det syntes Gud for lit; - Han vil end giøre Større,
VII. Gav os Hans Fødsels Dag paa nye at herliggiøre.
Ja, Gud den give vil endnu saa mange Aar,
At Han vor Velfærds Plan fuldkommen udført faaer.
Jeg vanlig Glædes Tegn ey denne Gang vil tegne,
Man Kongers Fødsels=Dag jo ærer allevegne:
Men, Hvis med større Lyst? og Hvor ved bedre Tegn,
End disse Kronedes i Danner=Nordens Egn.
(e) Psal. 20. v. 7. som vare H. H. Biskop Harboes Indgangs Ord, da Deres
Majestæter behagede at bievaane Guds=Tienesten i Slots=Capellet.
(*) Tillige med Hendes Majestæt den regierende Drønning.


101
Dog, nu paa denne Dag, - en Fødsels=Dag, som denne
Ved nye Æres=Tegn man Glæden gir tilkiende,
Ved Tegn, som søgte at betegne egentlig
Det Skiel=Tegn, hvorved Han i sær fraskiller sig. (g)
VIII. En Land=Huusholdnings=Plan (h) gav Tegn, at Hoved=Sagen
Af Hans Regierings=Plan var noksom lagt for Dagen,
Den derfor Tillidsfuld - ey bedre vidste den
Sig da fik helliget Den Land=Huusholdnings Ven.
IX. Vor Kunst=Academie (i) en nye Tids=Alder regner,
Som denne Fodsels Dag et værdigt Minde tegner;
Rørt af Erkientlighed det næsten blev forlegn,
At faae for den udsøgt de rette Kiende=Tegn:
En Guld=Medaille det udi en Hast fik færdig,
Og Kierlighedens Præg, Monarchens Naade værdig,
Den giorde værdig nok, at blive overrakt, (k)
Dets søde Følelser at faae for Dagen lagt.
Man blottet Kunsternes, og Vittighedens Skatte
Og samme offentlig til hver Mands Skue fatte,
Som Kongens Naades Frugt; Men man saae forud let,
At Naadens Skiønnere sig der saae aldrig mætt;
Thi skal hverandet Aar Begierligheden fødes,
Og aatte Dage der ey mindre end forødes. (l)
Prisværdig Ødselhed - Ney, ædle Gavmildhed;
Naar Konger øser ud til Ærens Øyemeed.
X. Hvorledes denne Fest fik opvagt hele Landet,
Har Rygtet gjort bekiendt for hver fra Sted til andet.
Alt sligt at regne op er ey mit Øyemeed;
Hvo kunde være tjent med slig Vidtløftighed?
(g) Nota caracteristica.
(h) En trykt Plan for et Landhuusholdnings Sælskab, som er oprettet for at op¬
muntre ved Priser og Præmier Landmanden, Kunstneren og Handels=Man¬
den udi Hans Majestæts Riger og Lande, samme Plan blev allerunderdanigst
overleveret ved S. T. Græve af Bernstorsk.
(i) Skildre=Bildhugger og Bygnings Academiet.
(k) Ved Academiets Præses S. T. Græve af Moltke; Medaillen forestiller paa
den ene Side Hs. K. Msts. Buste og paa Reversen læser man følgende Jn¬
scription: Statori Suo Reduci, neden under: Regia Academia Pict. Seulpt.
& Archit. MDCCLXIX.
el) Altid fra 29de Januarii til 5te Februarii.


102
Hver herrliggiorde den skiønt Maaden var ulige,
Det meeste, man har hørt, har været fra de Riige:
Her drak man Kongens Skaal! der holdt man Assemble,
og saa fort videre
Hist skiød man Ære=Skud
Et Sted i Sielland (m) bør dog billig Prisen bære
Og Præsten - hvo han er - sin velfortiente Ære;
Han giorde Anstalt til at og de Fattige
Af slig en værdig Fest fik værdig Følelse.
Kort: Det en Velkomst var for Nordens Tvilling=Rige!
Tak=Offers Røgelse fordobblet saaes opstige;
Til disse Offere Selv Himlen naadig saae.
Al Norden - give Gud - slig Naade skiønne paa!
XI. Vor hiemvelkomne Ven, vor Konge og vor Fader,
Saae mldt til Børnenes indtagelige Lader;
Han svor en værdig Eed:Al Verden dem og mig
Ey, med min Villie, giør meer adskillelig!
XII. Han saae fra Tronen ned; Ham naadigst randt i Sinde
At sætte denne Fest et Naadens Ære=Minde:
Fortienester, hvor han dem maatte blive vaer,
Giør han ved Ære=Tegn end meere aabenbar;
1. Den gyldne Elephant fik Toe Durchlauchtigheder; (n)
2. For Tre Geheime=Raad Han større Rang bereeder; (o)
3. Han til Geheime=Raad Tre Andre sig antog; (p)
4. Og Tie til Riddere af Dannebroge sleg; (g)
(m) J Horns=Herred, under Roskilde Amt.
(n) Hr. Carolus Fridericus, Marggræve af Baden-Durlach, og Hr. Ludoricus,
Prinds af Nassau-Saarbrück.
(o) Til Geheime Conferenz Raader: De Herrer Wolf Veit Christoph von
Reitienstein, Ludevig Wilhelm von Biilos og Georg Friderichvon Hol¬
stein; Desuden blev bekiendt Hr. Friderich Henry de Cheusses, som Ge¬
heime Conference Raad fra 21 de Julii 1768.
(p) De Herrer Græve Andreas Petrus von Perustorff, Christian Carl von Gabel
og Ludvig Christian von Oertr.
(9) Hr. Græve Christian von Ahlefeldt; Hr. Baron Conrad Detlef von Knuth;
Hr. Baron Holger Rosenkrands; Hr. Christian Fridrich von Kaas;
Hr. Henrich von Leretzau; Hr. Græve Magnus Moltke; Hr. Wulf Die¬
drich Græve von Schulenborg; Hr. Gotsche Hans von Krog, Hr.
Muinchhausen i Brunsvig og Hr. Græve af Brockdorff.


103


5. Med Nøgler denne Gang han dog kun Sex betænkte; (r)
XIII. Sophia derimod et mægtigt Tal bortskiænkte
Af sine Naades-Tean; (s) Til Tegn, at denne Dag
Hos Hendes Majestæt vandt værdigst Velbehag.
XIV. Ublandet bliver dog i Verden ingen Glæde;
Midt i dens Velbehag Sophia faaes at græde;
En elsket Broders Død (t) de Taare fordrede!
Og Hun betaelte dem med ømmest Følelse!
Men vi om ingen Sorg i Norden nu vil høre,
Fornuftig vi os vil - som Hun - i sligt opføre;
Han er nu vel forvart? – XV. Vi paa os selv vil see,
Og see, Hvorledes vi blir her forvarede
Ved nye Anordninger, hvis Hensigt hver bør hædre:
1. Brand=Cassen fik ved een (u) Forandring til det Bedre;
2. Og ved en anden (x) man retfærdigen saae til
Med Jøderne, som Guld og Sølv omsmelte vil.
Hvad heller de nu er omskaaren eller ikke
Skal de dog alle fligt til Jagenreuther skikke,
Det Danske Mynter nu vil for Omsmeltning frie,
Og hemme Sølv og Gulds medhælet Tyverie."
3. Almuens Lettelse den trede (y) indbefatter,
Samt Kongens Sikkerhed for ubetalte Skatter,
Den ved Jnddrivelsen al Misbrug hemme vil,
Dog see, at Kongen faaer, hvad Kongen kommer til."
XVI. J Stats=Calenderen, som Altona os skriver,
Man Rang=Forordningen saa mange Noter giver, (2)
At hver maa kiøbe den, hvis ey seiltages vil
J den udvordtes Pligt, som Rangen hører til?
(r) De Herrer Kammer=Junkere? Adam Mogens Lilttichau; Carl Adam von
Raben; Friderich Georg von Adeler; Friderich Raben; Hr. Henrich
Greve von Holstein, og Hr. Land-Raad Revenseldt til Neuenhof.
(s) Til 20ve Damer og 3de Cavallierer.
(t) Hs. Høysyrstelige Durchl. Hr. Friderich Christian, regierende Markgræve til
Brandenborg=Culmbach eller Bareuth.
(u) See Placat detangaaende af 9de Januar.
(x) See Magist. Placat af 23de Januar.
(v) See Forordningen for Norge, sligt angaaende, af 31de Januar.
(2) For Aaret 1769.


XXVII. Herr Rosenkrands vel blev i sin Ansøgning føyet!
Men hver ey derved blev saa vel, som Han, fornøyet!
Herr Berregaard igien den Post, som Hiin forloed,
J Kongens Høyest Ret (a), tillige tog imod.
XVIII. Vor Told=Commere=Colleg fik tvende nye Lemmer, (b)
De, til Det Væsens Tarv, skal give nye Stemmer,
Som Committerede. XIX. Og Glückstad blev til Deel
Et nyt Regierings Raad (c) for dens Regierings Vel.
XX. Døds=Klokken i Mercur for een kun har at ringe:
Rigs=Græv Hans Rantzau nys man saaes til Graven bringe; (d
Sit Liv tilbragte han til Kongens, Landets Gavn,
Sig Intet var bevidst til Plet for Ærens Navn. (e
XXI. Vor Frue=Kirke=Taarn man endelig betænkte
Med heele Klokker (f). Nyt, hvortil det høylig trænkte.
Dets Trang erstattet er, dets nye Klokker gaaer!
Gid de maae Prøve staae saalænge Taarnet staaer!
XXII. Toe Compagnier (g) vi af Hiertet maae beklage,
Som fik et Stod paa nye i Aarets første Dage,
Da senner stødte an paa Gottenborrigs Skier,
Og fandt med Skib og Folk forloren Reise der. (h)
Dog, deres Handels Mod ey derfor vil forsage,
De reedet ud et Skib endnu i samme Dage,
Det førtes af Herr Holm, (i) Han bedre Lykke faae;
At Nordens Handels Haab ey reent skal undergaae.
Som Justitiarius.
(b) Hr. Etats-Raad Christian Lærig Stemann og Hr. Justitz-Raad Thyge¬
Rothe.
Kammer=Junker Cay Friderich von Bulow.
(d) Geheime=Raad Hans Rantzau til Aschberg, Ridder af Elephanten, død i sit
76 Aar.
(e) Nil Conscire Sibi var den Salige Herres Symbolum, som Ridder.
(f) Med 3de, No. 2 Søndags=Klokken, som veyer 18 Skpd. 17 Lpd. 12 Pd.
No. 3 Vagt Klokken, som veyer 10 Skpd. 9 Lpd. 12 Pd. og No. 4 Mid¬
dags Bede=Klokken eller Tolv=Klokken, som veyer 4 Skpd. 10 Lpd.
6 Pd.
(g) Det Afiatiske= og Søe=Assurance=Compagniet.
Med Skibet Prinds Friderich til Canton i China bestemt.
(i) Førende Skibet Sophia Magdalene, bestemt til Canton i China.
O4


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Februarius 1769.
Dannemark.
I.
Nu roer Norden sig og giør sig ret tilgede,
Den Haabets Fylde vil ey uden Grund formode,
Da den sin Christian igien har i sin Favn,
Ja seer Ham Kongeligt see til for Landets Gavn.
I1. Han til sin Søemagt saae, personlig den besigtet,
Som Landets Fader Han sig dertil saae forpligtet,
For den, som Kiernen af det Danske Nordens Magt,
Hans Jndsigt holde vil gorpaagen Konge=Vagt.


106
Han sine Fæders Post her i kun tager vaere.
Og Følgen man deraf vil snart med Lyst erfare.
Lands=Faderen saa sandt kun ingen Hindring see,
At Han jo samme faaer bragt til det Høyeste!
111. Land=Magten Hannem vel har kostet overflødig
Ved de Forandringer, man fandt den have nødig?
Han desuagtet dog ey fandt sit Øyemeed
At være nær opnaaet til dens Fuldkommenhed.
Han saae, den manglede i alle sine Deele,
Og sligt vil forderligst erstatte i det Heele:
J begge Riger Han saa kraftig styrker den,
At den sig neppe Selv nu kiende vil igien. (a)
Han er ey Nogen vred; ey derfor den forøger;
Forsvarlig Anstalt Han kun derved ene søger.
Hvo, end i tryggest Fred, ey var bereed til Krig,
J vor Tids Alders Løb, ey handlet viiselig,
Gud styrke Kongens Hænder,
Det seer vor Christian. -
At Han maae naae sit Maal ved det Han nu anvender.
Han kunde stolet paa, at det alt opnaaet var,
Thi paa hans Side det i intet manglet har:
Men Mangelen er seet paa Land-Etatens Side,
Af Nordens Forsvar selv indseet endnu i Tide:
Dets Aarsag Han ey blir ved ny Bekostning kied
Til Viisdoms Øyemaal og Folkets Sikkerhed.
IV. Mon Kongen nøyes med sit Norden at bevare,
Ved Magtens Frygtbarhed, imod udvordtes Fare?
Ney Han ey Fiender veed, vil derfor giøre meer,
Dens Ziir og Nytte og for Konge=Pligt anseer:
(a) J Konge-Riget Norge er allernaadigst oprettet 6 nye Regimenter, nemlig
et Dragon=Regiment, kaldet det tredie Syndenfieldske, under Ober¬
ste von Lepelin, og fem Jnfanterie= Regimenter: saasom det andet
Aggerhuusiske under Oberste de Seue; det andet Smaalehnske under
Oberste von Bruggemann; det tredie Trundhiemske under Oberste von
Gron; det andet Bergenhuusiske under Oberste von Schacht; og det
andet Vesterlehnske under Oberste von Koss; desuden 10 Skieløber¬
Compagnier. J Kongeriget Dannemark er Jnfanteriet forøget
med 16 National=Bataillioner, Cavalleriet pr. Regiment med 100de He¬
ste, og Artilleriet pr. Compagnie med 12 Mand.


107
Han allernaadigst saaes De smukke Konsters Ynder:
Den Elsker, Kiender sig til Deres Værkstæd skynder.
Det Mesterskykker var Alt hvad der viistes frem;
Hvad Under, Skiønsomhed da og biefaldte dem?
Han saae og ey fortrød de Kongelige Gaver,
Som efter Faders Plan Han dertil givet haver;
Blandt Mesterstykkerne eet frem for andre dog
Den Kienders gandske Agt og Skiønsomhed indtoeg,
Hvad var det for et Stykke,
Han det og med sig toeg
Som nøed paa dette Sted saa uforventet Lykke?
Hvad uforventet?
Ney det ventede enhver,
Som havde forudseet det Mesterstykke der:
Det var en mignatur Vor elskede Mathilde
Saa ligt, som Hende man sig forestille vilde;
Det havde Alle seet. Hvad saae da ikke Han?
Hvo bedre skiøndte det, end Hendes Christian?
Originalen Selv stoed skildred i Hans Hierte,
Copien Han med det paa Stædet confererte,
Den fandt original. Ja, som en funden Skat
Sig hiemlet den for Alt, som var til Skue sat.
Det vel en Ære var for Skildreren Hr. Hojer, (b)
Det frem for Andre ham naturligviis fornøyer;
Men hele Norden dog toeg i Hans Ære Deel,
Og hans Fornøyelse opfyldte hver en Siel.
Velsignet Konge=Par, det Norden just fornøyer
Naar Eders Kierlighed Hinandens Værd ophøyer.
Ophøyet være Gud, som Norden Eder gav
Og Eder Kierlighed, som ey vil tage af!
V. J Gud fornøyet vi med Kongen er fornøyet,
Og Han med Sin og Vor Mathilde staae ophøyet
J alle Danskes Bryst, saa tit vi Dennem see
J værdig Sælskabs Lyst fornøyet samlede!
Til et saa værdigt Syn saaes Aarets Tid indbyde,
En fælleds Vinter=Lyst saae vi dem samlet nyde:
Snee=banet Kane=Føer for Dennem lagde sig
Det loed, som Vinteren kun Dem var føyelig,
(b) "Agreeret ved Academiet, og Medlem af det Churfyrstelige Kunstners Acade¬
mie i Dresden, saaog af Academierne til Bologne og Florence.


108
Da ellers den i Aar har ingens Ønsker føyet;
Men i Forandringer bestandig sig fornøyet:
I Dag ey som i Gaar, i Gaar ey som i Dag,
Den hele Maaned ud var Aarets Vinter=Smag.
V1. Os uforanderlig Vor Christian vil lære,
Endskiøndt Forandringer Han nodes at erklære
Ved nye Forordninger, at han dog ved enhver
Allene sigter til, hvad han os tienligt seer:
1.Omstændighederne Han mærkede, udkræve,
Den gamle Told=Tarif i Noget at ophæve,
J Noget derimod at rette, ændre, den;
Sligt Hannem til den nye just blev Anledningen; (e)
2. Nok een Forandring ved Forordning Kongen byder,
Ved samme Almuen i Trundhiems Stift sig fryder:
Høst=Tingene Han der aldeles skaffer af,
Som største Lettelse To Fogderier (d) gav.
VII. Vor Amiralitet ey mangler Assessorer
Det Kongens Forsyn dog for Eftertiden sporer;
Han i Herr Juul (e) betids en Ascultant det gav,
Saa man ey blir forlegen, naar Nogen nu gaaer af.
VIII. Som med sit Arsenal Monarken er fornøyet,
Saa finder Han sig og, af Naade, som beføyet
At ære dem, der det oppasser, som sig bør:
Thi hørtes Holmens Chef udnævnt til Commandeur,
IX. Een Conference=Raad (*) kun denne Maaned giver;
Men næste Maaned dog lit mere gavmild bliver
Saa vidt man alt har hørt, men endnu ikke seet:
Det først maae sees paa Prent, for man vil mælde det,
X. Naar Dødens Liste jeg med Rangens confererer,
Min Plan kun finder Toe, som til min Liste hører:
Toe Enke=Fruers Død, hvis levnet, hver for sig,
Af Dyder, som af Aar, var Livets Ære liig. (g)
XI. Med
ec) See den nye Told=Rulle bateret Paris den 26de Novemb. 1768. og bekiendt
giordt den 28de Febr. dette Aar.
(d) Guldals og Ørchedals Fogerier. See Forordn. af 3die Febr.
e) Hr. Kammer=Herre og Søe=Capitain Niels Krabbe Juul.
t (f) Storfyrstelig Etats-Rath Pasch, Adelsmand von Kossel.
(D) Frue Stiftamtmandinde Maria Elisabeth Bager, fød Muiller, 78 Aar, og Oberst¬
inde Mette Marie Sebille von Poell, fød von Sehubart, 60 Aar.


U¬


109


XI. Med Konge=Slægtens Flor vi Himlens Hensigt prise!
Den bredte Samme ud i Hanan ved Lovise!
Hun nedkom med en Søn (h) Og Alles Glæde her
Vil svare til det Haab, man deraf giør sig der.
XII. Hvo nu kan fatte Haab og vil det derpaa vove
Den tør sig Lykkens Gunst for Tie Rixdaler love:
Stats=Lotteriet (i) skal forbedre Alles Kaar,
Som der haandfaaet Pant paa Lykkens Gaver faaer.
XIII. Nu kun en Ploug=Fabriqv (k) mig rester at beskrive;
Dog Ney, Beskrivelsen jeg ikke vil udgive;
Jeg gyldig Aarsag har; den ey beskrive kan;
Thi jeg har aldrig kiendt, ey hørt, ey seet dens Plan.
Herr Dahl den anlagt har; ved ham ey Kunsten røbes;
Hans Ploug vil rigtig gaae, hvis Plougene opkiøbes;
Thi i Ducaters Tal (l) er Prisen satt for hver
Saa høy, at ey Hert Dahl sig selv nu ligner meer:
Den Mand, den Patriot, som u-interesseret,
Kun blot for Landsmandskab, fast aarlig inviteret
At see hans Konst omsonst! - giør han den nu saa rar?
Ja, dertil - skriver han - han gyldig Aarsag har,
Jeg til hans Aarsag mig ey understaaer at giette;
Men hvordan skal vi vel da komme ud af dette?
Er det Uskiønsomhed hos Landbrugs Kiendere
Ey!  De da ey engang for Penge bør at see!
Jeg een Maskine (m) dog nysgierrig var at kiende;
Men Tie Ducater er for meget at anvende
Kun blot for den at see ved ham i Virkning sat;
Thi den for fire blir enhver jo overladt?
Dog man ey gruble bør i hemmelige Sager;
Herr Dahl har Grund i alt, hvad han sig foretager.
Nok: At den gode Mand sig selv dog lader see
Og taler end med Folk foruden Præmie!
Som i Daaben blev kaldet uillelm.
(i) See Planen til det ny oprettede Stats-Lotterie af 18de Febr.
(k) Anlagt af Hr. Regiments Skriver Dahl i Kollekolle.
(1) 4. 5. 6. a 8. Ducater.
m). Den Maskine, med hvilken man kan hæve Vandet i Moser og Kier nogle Allen
21 3
t i Veyret, for at faae Affald.


110


Sverrig.
Her Adolph Frid rich saae en Rigsdag høylig nødig
Senatet derimod ansaae den overflødig;
Han ikke seer, som De; De ikke seer, som Han;
let kan forskielligt Syn opvække Misforstand?
Ney, det har ingen Nød blandt Venner; Kongen vidste
At viise dennem den nødvændig paa det sidste:
Han ikkun sagde sig af med Regieringen,
Strax blev det Soeleklart, at man behøvet een.
Den nu udskrevet er og skal med første settes. (i¬
Hver Resten selv kan see, som fra Stokholm berettes
Al Verden ønsker dem hvad Selv de ønsker sig:
Den vel udsøgte Text (o) sin Hensigt blive liig!
Tydsk=Land.
Den Wienske Øvrighed Forsigtigheden bruger;
Et raat og fugtigt Veyr holdt ved i nogle Uger,
Strax for Jndvaanerne udgik et Sundheds Bud:
Ey nogen af sit Huus maa fastende gaae ud.
Det var et deyligt Bud. Gid Fattige og Rige,
Til at adlyde det, i Evnen vare lige!
J Villien man troer, de vist nok lige er
Gud hielpe hver, som det maa overtræde det!
Frankerig.
Man uretfærdigt Gods ey nogen kan misunde,
Om nok saa umistænkt de det end samle kunde;
Ved dette feede Kiød altid en Kiertel er:
En ond Samvittighed, dets Eyer til Besvær.
Ey ofte kommer det i trede Arvings Hænder,
Ney oftest svinder det i første Samlers Hænder.
Paa begge Deele sees et skrækkende Beviis,
J den Leverandeur, som døde i Paris:
(n) J Norkiøpping førstkommende 19de Aprill.
1o). Den af Kongen udvalgte Text, over hvilken skal prædikes ved Stændernes
Sammenkomst, kan læses i iste Petri Epistels 4de Cap. 8. Vers.


111
Hvad Aarsag vel til dette?
Han skiød sig selv ihiel!
Hans Armod giorde ham nu Livet tungt med rette,
Ham, som med Uret før selv havde gjort sig riig
Ved Leverancerne i Frankrigs sidste Krig.
Ey nok, slig Rigdom ham var mellem Hænder svunden,
Han fandt endog den Løn, som er med den forbunden!
En tung Samvittighed;
Saa han, af Livet kied,
Ved Selv=Mord lønnede sin Underfundighed.
En slig Tildragelse enhver til Hierte tage,
Som end har Leylighed, sin Konge at bedrage,
Før det for sildig er; Thi, hvortil gavner vel
Al Verdens Eiendom med Skade paa sin Siel?
Leverandeurer det i sær bør giøre vaerlig.
Ey Nok, de faaer Attest, at Alting er forsvarlig,
Ney, de maae see paa den, Samvittigheden gir!
Thi uden dens Attest de Tyve er og blir.
Engeland.
I. Her Een giør Salt af Snee; Den Konstner bør man ære,
Fem hundred' Guineer sees og hans Løn at være.
Det ey formeget var end ey fem Gange tallt;
Men bort! naar han igien vil giøre Snee af Salt;
Gid vi udi vor Nord den første Konstner finde.
Alt hvad han kostede, vi skulde snart forvinde.
Dog vi ey være vil saa gierrige paa Salt,
Maaskee til Slutningen det bedre ey udfaldt?
Saa store Anslag for vel ere foreslagne,
Men man ved Enden dog har funden sig bedragne.
Vi heller kiøbe vil vort Salt lit dyrere,
End spises af tilsidst for Salt med egen Snee.
II. Den slemme Brud, som ey den Time kunde bie,
Jndtil at Præsten kom, som vilde hende vie!
Den slemme Præst, som kom ey da han var bestilt
Brudgommen stoed jo nu ved Brud og Medgift skilt?
Tænk,Bruden løb sin Vey med Capital og Rente
Og efter Præsten ey i Kirken vilde vente.
Vor Brudgom stoed en kiøn i den tvivlraadig Tid?
Mon han paa Stedet ey gik fra Forstand og Vidd?


11


Ney, ey for Brudens Skyld - hun ikke kom tilbage,
Thi hendes Tab ham ey saa meget faaes at nage,
Som Brude=Skattens Tab; det sidste kunde vist
Forrykket hannem der Concepterne tilsidst.
Men han lovkyndig var: hans dybe Jndsigt gjorde,
At om sin Medgivt han end Haab sig giøre torde:
Han vil, at Præsten skal for slig Forsømmelse
Betale det, som han ved Bruden mistede."
Det Kneb var ey saa galt; hvis det for ham maa lykkes,
-om slig Paastands Ret af Dommere samtykkes,
Men,
Hvor Mange vil da ey for Brude=Skamlen gaae
I Haab, at Præsten let et Forfald maatte faae,
Som kunde Bruden bort paa Præstens Regning jage?
De Herrer vilde sligt ey stort til Hierte tage,
Hvis Ægteskab man seer indgaaes, som Kiøbmandskab?
Men hvo vil ynke dem, naar de seer døbbelt Tab?¬
Jtalien.
Om Krigs=Udrustning gik i Kirkestaten Rygte,
Men ey om hvilket Land for samme skulde frygte;
Al Verden vidste vel om Paven, han var vred,
Men hver dog troede sig for ham i Sikkerhed.
Den gode gamle Mand, hvad mon han vilde giøre?
Han vist af visse Folk har ladet sig forføre?
Vel, at den gode Død betimeligen kom,
Før Krigs-Erklæringen fra Paven udi Rom!
Laint Clemens nu er død (p) da, Pave=Stoelens Vælde
Al Verden haver seet til Undergang at hælde;
Maaskee han saae der selv, og har formodentlig
Meer det end Døden selv til Hiertet taget sig.
Man hannem ved hans Grav dog sige bør til Ære:
Han var den beste Mand, som Stoelen kunde bære.
Det eneste paa ham man at udsætte har
Er: At han gav sig ud for det han ikke var.
(c) Clemens fXIII., hvis Døbe= og Stamme=Navn var Carl Retzonico, død
den 2. Febr. i sin Alders 76. Aar.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Martius 1769.
Dannemark.
I.
Den kronet Præsident: som Over=Dommer=Sæde
Af Himlen blev betroed i Norden at beklæde
Paa Dommer=Thronen steeg og aabnet Retten der,
Hvor sidste Kiendelse i Ret og Uret skeer.
Han sees sædvanligen kun første Gang i Retten;
Men er dog altid den, som der adskiller Trætten;
Ja er der altid Selv. Hvo Hannem ey kan see,
Den høre Dom, og see Ham da nærværende,


114
Dom, som ey har Appel til nogen Ret paa Jorden,
Ey Nogen uden Han afsiger i vor Norden.
Han sige Dommen af fra Dommer=Thronen her
Saa længe een er til, som Ret har faaet der!
Retfærdighed i Nord da meer og meer handthæves.
11. See Majestæten seer end mere at udkræves:
Nys Rigets Hoved=Værn vi hørte Ham besee,
Da Han i Februar besigtet Holmene;
Men Hans Aarvaagenhed nu atter den besøger,
Hvor Hans, Vedkommendes Aarvaagenhed, forøger.
Ja et saa snart Besøg af Hannem der igien
Forøger og vort Haab om denne Nordens Ven.
III. Vor Christians Kierlighed og Omhu for Fabriqver,
Som sig saa kongeligt for Landets Fædre skikker,
Er Hannem arvelig; det har al Norden seet;
Guld-Huusets Uld=Fabriqv nu og erfarte det:
Did kom Hans Majestæt, og loed sig der behage
Dets ordentlige Drivt i Øyesyn at tage.
De mange Mennesker, som sysselsættes der
Og vinder Leve=Brød ved Hænders Gierninger,
Giør Værket værdigt nok til Landets Faders Naade;
Thi Nærings=Veyene er Landets Børens Baade,
Og disses er fra Hans jo uadskillelig?
Hvad Under, han da der ret som forlystet sig?
Det er Forlystelse saa god en Konge værdig;
IV. Dog, med sit Konge=Værv, naar han iblandt er færdig,
Thi Byrden nu og da dog Hvile=Timer gir,
Skiøndt i en vis Forstand, Han aldrig færdig blir
Ham ligeværdige Forlystelser indtager:
Mathildes Sælskab da Ham frem for Alt behager.
Hvo har ey seet med Lyst Dem at forlyste sig,
Men Begge, hvor det var, som u-adskillelig:
J Egnen om vor Stad den friske Luft behagte;
Dem paa Charlottenlund et Middags Maaltid smagte;
Lyst Slottet Frid richsberg De lystet at besee,
Dog, dertil hvert et Slot i Sielland skielede,


115


De alle billigen saaes Frid richsberg misunde;
Thi hvert sandsynligen let forud giette kunde,
Hvad Lyst=Slot alt i Aar den Naade tiltænkt var,
At blive Sommer=Slot for dette dyre Par!
J Staden Kongen saaes med Dronningen ved Siden
Spadserende til Fods; En Lyst, som ey var liden
For hver Tilskuers Syn, der blev saa lykkelig
Af et saa deyligt Syn at kunde roese sig.
Guds Syn veylede Dem hvert Fodesied De giøre,
Saa altid Deres Spor paa Dydens Veye føre.
Man veed, som Herren er, saa følge Tienere,
De følges da i Nord, som Exemplariske.
V. Ved een Forordning det sig dog lod ikke giøre,
Eens Maal og lige Vægt i Holsteen at indføre; (a)
Thi blev to nærmere Anordninger udstædt:
For Holsteen har vi een, (b) og een for Slesvig (c) seet.
VI. Af Elephantens Tegn, hvis Værd al Verden kiender,
Den høye Ordens Chef eet værdigen anvender:
Georg af Mecklenborg (d) seer kiendelig af det,
Hvad Agt han staaer udi hos Danmarks Majestæt,
VII. Vor Søe=Monarch vil see, til Søe-Etatens Ære,
At der af Flagmænd nok skal i Reserva være;
Det blev stiltiende i den Bestalling sagt,
Der gav Herr Hansen (e) Rang og Flag, som Schoutbynacht.
VIII. Til Conferentz=Raads Rang vor Christjan heller ikke
For mange Værdige i Staten kan beskikke:
Hr. Suhm, (f) de Esmarch, (g) Graah (h) forhen var distinguert,
Og Is lin efter dem og værdig blev erklært.
(a) See den Danske Merkur for Septemb. 1768 pag. 68.
(b) dat. Glyckstad den 15de Februar.
(c) dat. Gottorff den 6te Martii.
(d) Hans Durchlauchtighed Prinds Georg af Mecklenborg=Strelitz.
(e) Hr. Commandeur Ole Hanssen.
(f) Hr. Etats Raad Peder Friderich Suhm, fra 29de Januarii¬
(g) Hr. Etats-Raad og Hoved-Bogholder Henrich Christian de Esmarch,
ligeledes.
(h) Hr. EtatsRaad og Cancelle=Forvalter Andreas Graah, ligeledes;
(i) Hr. Etats Raad Reinhard Iselin, af 10de Martii.


116
Der kiendes fler endnu, jeg kunde Een navngive;
Men Samme til April vil forbeholden blive.
1X. Landraader Kongen gav for Fyrstendommene:
Man i von Blome (k) og von Bulov (l) dem kan see.
X. Hvi mon Aviserne ey have vildet mælde
Det Tab, som saaes i Aar Grev Ahlefeldt (m) at gielde.?
Man dog har seet paa Prent, at Saaret svier der
Og at Han trøstesløs for sin Grævinde (n) er.
XI. En ædelmaadig Siel forlod sin jordisk Hytte,
Glad ved at kunne den med bedre Hiem ombytte:
Det var Frue Herbstes Siel. (o) - Den upartiske Pen
Kun skriver det for dem, som ikke kiendte den.
XII. Vel Rente=Kamret ey har Savn paa Committerte;
Men Sammes Skiønsomhed sig selv dog Savn erklærte
Udi Herr Bærnses Død; (p) Han var den Ældste der.
Aar gir Erfarenhed, det skiønnes bør af hver.
XIII. Toe Fruer Døden end Udødlighed forundte:
Den første var maaskee i Rang og Gang Frue Munthe. (g)
Og hvis Frue Brochenhuus (r) end efter Hende gik?
Hun udi Alder dog et vigtigt Fortrin fik.
XIV. For Resten intet Nyt fra Danmark er at skrive;
Aviferne til meer ey vil Anledning give;
Vi med det Gamle og iblandt kan være tient,
Det Nye ey altid just sees være stort bevent:
Vagt=Skibene gaae ud, ethvert sin Post indtager;
Det er jo gammelt, thi det Aarlig sig tildrager?
Det var tilvisse nyt i fald de ey udgik;
Men her vi hører helst den gode gamle Skik.
(k) Hr. Kammer=Herre Wolff von Blome.
(l) Hr. Kammer=Junker Cav Friderich von Bulow.
(m) Hans Excellence Hr. Friderich, Græve von Ahlefeldt, til Langeland og
Rixingen.
(n) Frue Marie Elisabeth, fød von Ahlefeldt, død 24de Januar i hendes Alders
50de Aar.
(o) Frue Schoutbynachtinde Anne Catharine Herbst, 64 Aar.
(p) Hr. Conferentz Raad Johan Hinrich Bærens, 74 Aar.
Frue Etats-Raadinde Margarethe Munthe, fød Clausen, 58 Aar.
(r) Frue Oberstinde Bartha Magdalena Fon Brochenhuus, 84 Aar.


117
Jmidlertid der er dog noget nyt i dette,
At man saa tidligen i Aar det kan berette.
Det Jisfrie Vinter=Hav, Thormaaneds Foraars=Gunst
Kiøl Veyen viste dem, som søges tidt omsonst.
XV. Endnu et andet Nyt, hvis Nytte ey er liden:
Det forhen vel er hørt, men det er længe siden (s)
De Danske Officiers tildeels udbede sig,
Som Naade, at de maae bievaane Ruslands Krig. (t
Sligt er forstaaeligt og Christne Krigsmænds Ære,
Jsær da Krigen sees mod Christnes Fiende være,
Men hvordan det gaaer til, at Somme - ey hos os
J Tyrkisk Tienest gaae, og deri søger Roes,
Er uforstaaeligt og Christendoms Van Ære!
Dog med Religion man faaer at overbære;
Den trykker ikke stort i denne Verdens Tid,
Hvor Ligegyldighed er Stats Forstand og Vidd.
Enhver jo søge kan sin Roes, hvori han lyster?
Skiøndt udi Skiensel sig vel ikke mange bryster?
Vi vil fra disse gaae
Det var en Parenthes!
Og vore Officiers den Ære de attraae,
Saa æreværdigt søgt, tilønske vil at finde:
Gid Tyrken see for dem et Russisk Æreminde!
Gid Danmark see igien de ægte Landets Børn!
Og, om ey alle, da kun een, som Løvenørn!
Norge.
Hør Christiania for tvende Mænd sig klage,
Som til Retskafnes Sorg fuldendte Livets Dage;
J vore Brødres Sorg vi billig tage Deel,
Da deres Vel os er saa kiert, som eget Vel.
(*) J. Høylovlig Jhukommelse, Kong Friderich den Fierdes Tid.
(t) De Herrer Officiers, som dertil have faaet allernaadiast Tilladelse ere følgende:
Obrist=Lieutenant von During; General=Adjutant von Gahler, M jorer¬
ne von Moltke, von Briggemann, og von Blücher; Capitainerne von
Morgenstierne, von Kaltenborn, von Penz, ron Lepel, von Pogrell,
von Strikker; og von Couradi; Licutenanterne von Rohveder, von Dii¬
ring og von Heiliger.


118


Johan von Mangelsen, (u) den Helt var der den Ene,
Som Landets Taare saaes til Ære=Tegn fortiene;
En Mand i Raad og Daad trofast og redelig. (x
Gid hver en General sligt Navn forhverve sig.
Den Anden, og en Helt, - skiøndt ey af militaires:
I den civile Stand kan ogsaa Helte være;
Enhver, som nidkier er for Kongens, Landets Gavn,
Hvad Stand han end er af, fortiener Helte=Navn.
Det var Herr Feddersen, (y) hans Stad Ham saadan kiendte
J Eet og Tinge Aar som Præsident han tiente
Og fra hans første til hans sidste Embeds=Dag
Var Borgerskabets Vel hans Embeds Hoved=Sag.
Nu er han død, den Ven! - den Fiende af Vanære
Hans Eftermæle sees den Overskrivt at bære;
For mine Fiender jeg endog lyksalig blev.
Den Gravskrift Sandhed der - til Dydens Trøst - ham skrev.
Tydsk=Land.
Vel sandt, Bekiendelse til Galgen mange bringer;
Endskiøndt de Fleste man den nødig nok aftvinger
Tænk nu, om alle de, som Galgen har fortient,
Det Jndfald vilde faae, at giøre sig bekiendt,
Saa kiendelig, som een i Bøhmen nys det giorde!
For Folke=Mængdens Skyld man det ey ønske torde
Den arme Tyv sig selv for Dommeren angav,
Væmodigen udbad sin længst fortiente Straf,
Just under Galgen, da hans Broder man ophængte,
Hvor Faer og Faer=Faer var den samme Naade sklenkte.
Til Galgen paastoed han ey mindre Ret, end de,
Og skammede sig ey ved sin Familie."
(u) Hans Excellence Hr. Generallieutenant Johan von Mangelsen, 76 Aar.
(x) Det var tillige den salige Herres Symbolum, som Ridder.
(y) Herr Conserence-Raad og forrige Præsident Nicolai Feddersen, 70 Aar.


119
Man ikke tvivler paa, ham Dommeren jo føyer,
Og til hans Fædres Rang ham værdigen ophøyer.
Jmidlettid man seer af den Tildragelse:
At man Samvittighed ey altid bør belee
Hvem meest den agter ringe
Som noget Fabel=Værk.
Den allersnarest vil, maaskee, til Galgen bringe;
Thi den er ikke Digt, som Mange drømme om,
Den engang gandske vist afsiger deres Dom;
Engeland.
Hvad er Dybsindighed udi vor Verdens Alder?
Thi, om end heele Folk den Caraeteer tilfalder,
Hvad Ære, naar man den dog ikke bruge vil,
Man just af Brugen seer om den os hører til:
Man Engelskmanden den tillegger allevegne,
Got, - Men naar man nu hørr fra disse Viises Egne,
At Frankrig setter dem i aarlig Skat for Fiær" (2¬
Mon da ey Vittighed Dybsindighed beleer?
Preussen.
Den Franske Troup Acteurs - forhen saameget yndet
Er uformodenlig Forviisnings Dom forkyndet.
Fra Berlin og fra det hele Land!
Hvorledes?
Mon da ey Skue=Spil dem der staaer længer an?
Det kan man neppe troe om et saa vittigt Rige?
Ney, Preussen vil, maaskee, kun dette dermed sige;
Vi har Acteurer nok udi vort eget Land,
Der Skuespil saa got, som andre øve kan.
Jtalien.
Guds Kirke staaer endnu, og det foruden Pave;
Den Rommerske, man troer, dog een igien vil have,
Thi Cardinalerne, som ene have Magt
At skabe saadan en, nu derfor er tilsagt?
fa) Fiær=Muffer, af hvilkke Frankerig tilforer Engeland aarligen 5o00ode Styk¬
ker og derover.


120
De møde skal i Rom og samles i Conclave,
Da kun af dette Ægg udklækkes kan en Pave.
Hvor lang en Tid de der nu kan behøve til,
At ruge hannem ud, os Tiden lære vil.
Det havde midlertid sig meget nær tildraget,
At Jesuiterne sig havde det paataget,
En Chigi, Cardinal og deres Ordens Ven,
De vilde have sat paa Peders Stoel igien,
Og med Conelavets Aand sig derom ey raadføre.
Vel, det i Tide kom Vedkommende for Øre;
Nu blir det neppe ham. Ja hvem det ogsaa blir,
Guds Kirke- Gud skee Tak, - det ligemeget gir
II. Mens Stoelen ledig er, og Kirken uden Hoved,
Vil vi det Hoved see, som nylig er hensovet,
Og hvad dets Hellighed den Dag sig foretoeg,
Da Pave Clemens hen til sine Formænd drog.
Det var vor Frue=Dag. (a) Nok var der at bestille;
Som selv Hans Hellighed til Gavns fuldføre vilde:
Her var saa mange Lys, som skulde vies ind;
Det fik han endelig klart efter eget Sind.
Opvartet midlertid af Fiir og Tiuge Herrer. (b)
Nu en Procession! - Mon den Ham ey besværer?
Ney, han til Lættelse en Porte=Chaise taer;
Hans Himmel over ham man saae Prælater bar;
Han i sit Pave=Kald sig holdt saa got han kunde,
Og saaes til Slutning hver Velsignelsen forunde:
Paa Himlens Regning han gav Synds Forladelse
For trediv Aar til hver Tilstædeværende.
Det var hans Testament og sidste Siele=Gave;
Men, inden Aften saaes han selv den nødig have:
I Afmagt døde han, som andre Syndere,
Og tigget - hvis han fik - Selv Synds=Forladelse,
Maria Renselses-Dag.
(b) Cardinaler.
283


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Aprilis 1769.
Dannemark.
I.
Din Arve Prinds, o Nord! dig længe har indtaget,
Hans Ungdom har du seet af Viisdom som bedaget,
Hans Dage tage til! det var din daglig Bøn,
Som aldrig lader af for denne Konge=Søn:
See kun, hvor Prindsen Selv forstaaer at tælle Dage,
Ey efter Mængden just Hans Høyhed de behage,
Men efter det, han seer de er anvendte til;
n8  Thi efter Dages Tal Han Biisdom samle vil.


122
Hans Dages beste Brug allene Ham indtager
Og Aarlig Regenskab for samme Ham behager:
Han nys aflagde Eet (a) med slig Nøyagtighed,
At Nordens grundet Haab grundfæstedes derved.
II. Foraaret fryder sig ved vore Majestæter
Og Dem til Velbehag al muelig Lyst anretter:
Det ret en Sommer=Air imellem taer sig paa,
At de af Sommeren betids skal Forsmag faae;
De mærke det, og sees Sig af dets Gunst benytte,
De derfør Land=Lufts Lyst med Stadens tidt ombytte:
Nys faae Charlottenlund Dem med Prinds=Fridericz,
Hvor Middags Taffelet en Vaar-Forfriskning fik.
Prinds=Fridrichs Søllerød Dem samme Lyst beredte,
Hvor Juliana Sig i Deres Sælskab glædte.
Mod Aften Staden Dem igien dog altid saae;
Thi Luften i April man ikke lider paa.
Ja, i sin Volde=Kreds Selv Hovedstaden havde
Et Lyst=Slot, som for Dem sin Foraars=Lyst tillav de,
Den blev og ey forsmaaed; thi Rosenborg saa got
Opvarter Kronede, som noget andet Slot.
De allernaadigst faaes mod dets Opvartning tage,
Til Fods De kom derhen, til Fods De kom tilbage;
Stads=Voldene Dem bar ved denne Leylighed
Og grønnedes i Lyst at kysse Deres Fied.
III. Sit Hirschholms Lystig Egn Sophie Magdalene
En Lyst=Besøgelse ey heller vil formene;
En munter Foraars=Smil den Lykke skienkte den,
At den fra Slottet saae et Glimt af Drønningen.
IV. Naturen bydes selv saaledes at fornøye
Den Faders Konge=Huus, som har vort Vel for Øye.
For Norden Han igien giør sin Regierings Vaar
Saa frugtsom, at den og et frugtbar Udspring spaaer:
(d) J Overværelse af det Høye Conseil, da Hans Kongelige Høyhed viiste sin Frem¬
gang i Moralen og Physiken.


123


Paa hans Anordninger saa god en Spaadom grundes,
Af hvilke Norden nye fast maanedlig forundes:
1. Landvæsenet man veed, er Kongens Øyesteen?
Seer dets Collegium i Orden sat ved een,
Som deeler Lemmerne i tre ulige Classer:
Den førstes Myndighed sig for en Præses passer,
De Deputerede til anden Classe hør,
Som der med Præses nu de fleste Ting afgiør;
J trede Classe staaer de Committerte Lemmer,
Dog er dem Sæde og forundt saavelsom Stemmer,
J øvrigt bydes de, i Beredvillighed
At gaae til Haande der med hvad de kan og veed. "(b
2. Det er ey Kongen nok, at indsee de Fordeele,
Som Undersaatters Vel kan fremme i det Heele,
Ney,, Han og Jndsigtsfuld seer til for hver især,
At Adgang u indskrænkt til Nærings=Veyen er.
Saa takker Kongen da J Borgere i Landet
Hvor Faa J og end er - som ey kan giøre andet
End virket Guld og Sølv;, Thi kun til Gavn for Jer
Maae Guld og Sølv igien nu bæres af enhver;
Dog endnu ikke, før syv Maaneder er omme, (
Just, for en Fremmede skal Eder forekomme." (d)
Arbeider nu og seer, J syvfold Forraad faaer!
Forfæng lighed er stoer, til den ey lidt forslaaer.
3. Familiernes Flor og Norges Folke=Mængde
Besørger vor Monarch forøgt i Tidens Længde
Ved den Tilladelse: At Norske Bønder der,
Naar deres Odels Gaard de saa vidtløftig seer
At den kan flere end det ældste Barn ernære,
Da og blandt deres Børn maae deele den til Flere." e
Hvad Fordeel spaaer det ey for Agerdyrkningen?
Hvad Ære er det ey for vor Landvæsens Ven?
(b) Ved en skriftlig Kongelig Anordning af 24de April.
"(c) Det tager sin Begyndelse den 1ste November førstkommende.
(d). See Forordn. for Dannemark og Norge af 11te, og for Holsteen af 18de April.
(e) See Forordningen det angaaende af 14de April.


124
4 Hans Tydske Stater saaes endnu toe Bud udkræve,
Før man ulige Maal og Vægt kan der ophæve,
Det Grævskab Rantzau eet, (f) og Pinneberrig eet; (g)
Dog ey for mange til saa stort et Værk, som det.
5. Retfærdighed forbød ved Kongelig befaling (h)
Al utilbørlig og fornærmelig Forhaling,
Som skeer af Parterne for Trætters Endelse;
Og Holsteens Hertugdom, Hans Andeel, lystrede.
6. Ja kronet billighed endnu et Bud forfatter.
Som Skifte=Regel gav i Kongens tydske Stater:
Hvad Fortrin Lægers Løn og Lægemidlers Værd
Bør have, naar et Boe u-vederhæftigt er." (i)
7. De øvrige, som blev udi April udstædte,
Fik Staden Kiøbenhavn, derefter sig at rette:
A Told-Kam ret (k) varslede,  At Told-Betientere,
Fik større Frihed her end i Smaastæderne."
B Told=Jnspecteurer fik fra samme Kammer Ordre, (m¬
Som ufortøvet de til Borre (n) saaes befordre:
Den blev Grossererne et lovligt Forholds Bud,
Naar Viin og Brændeviin de Landverts føre ud."
C Jmod Blondinerne endog et Forbud hørtes,
Dog kun mod dem, som os fra udenrigs indførtes."(o)
Den Trost tilovers er, at de kan giøres her;
Saa Kiønnet mister dog ey sine Prydelser.
DAt ingen Ridende og ingen Trille=Børe
Maae mindste Overlast Trottoirne (p) tilføre"
Har Kongen ved Rescript til Stadens Magistrat,
Og Disse Staden det igien ved trykt Placat. (g)
(1) Af 8de Martii.
g) Af 10de Martii.
h) See Forordn. for Holsteen af 27de Febr.
(i) See Forordn. derom af 12te Martii.
(k) General-Told= Kammer= og Commerce=Collegium.
(l) See Placaten derom af 5te April.
(m) Af 15de April.
(n) Hr. Hof=Agent Borre, som Formand for Grossorerne.
(o). Som ligeledes blev commuceret D. H. H. Told=Jnspecteurer d. 15. April, og af
dem igien meddeelt Hr. Lorentzen, som Oldermand for Kræmmerne.
(p) d: De nye anlagte forhøyede Fortoge. (g) Af 3die April.


125


V. Nest efter Kongens Bud mig bydes at anføre
De Rangs=Benaadninger Høystsamme loed kundgiøre;
1. Staldmester Bulov (r) kan som Ridder ride nu;
2. Med Nøglen Kongen kom Herr Lilienskiold (s) ihu;
3. Ham, som i Sielens Sag med Christian confererer,
Med Conferentz=Raads Rang Monarchen og beærer. (t)
4. Den Charge og den Rang, som Voss (u) fornys forloed,
Strax Norges Ven igien von Brocher (x) fik betroed.
5. Etats- og Land-Raads Værd i Rangen ere lige,
Til samme Kongen Toe lod værdigen opstige:
Det første Ære=Navn tilegnedes Herr Moth, (y)
Von Rantzan (2) derimod det sidste blev betroet.
VI. Nys Graven blev betroet Støv af Toe Militaires,
Som den til større Rang igien skal udlevere:
Herr Voss (a) den norske Jord sit i Forvaring gav.
Og Dietrichs (b) lagde sit udi den jydske af.
VII. Det Danske Septers Blink endog paa Havet byder;
En mægtig Orlogs=Magt dets mindste Vink adlyder.
Aarhundrede har ært dens Seyerrige Navn,
Og Rygtet skielver selv, naar den gaaer ud af Havn.
Det er dens Æres Ret, at den bør være frygtet;
Men, Hvo mon denne Gang vel skielve vil for Rygtet?
Mon Rygtet ey har sagt enhver tilligemed
Til høystfornøden Trøst - den er ey nogen vred (c)
O3
Hr. Friderieh Ludevig Ernst, Baron von Bulow.
(s) Hr. Command. og Kammerjunker Gustav Lilienskiold.
(t) Hr. Biskop og Confessionarius Ludvig Harboe, med anciennete 29de af Jan.
(u) Hr. General=Krigs=Commissair Peder Voss.
(x) Hr. Obrist=Lieutenant Johan von Brocher.
(y) Hr. Justitz-Raad Christian Frid. Moth.
(2) Hr. Græve Peder von Rantzau.
(a) Bemeldte Herre, som tillige er Med deputeret i det Kongel. Norske Generali¬
tets og Commissariats=Collegium, døde den 28de Martii.
(b) Hr. General=Major Johan Christian von Dietrichs, død paa Haunsegaard i
sin Alders 80de Aar.
(c) Denne fredelige Escadre, som er udlagt paa Rheden, bestaaer af 8 Rangskibe
og 2 Fregatter; Rang=Skibene: 1 Juliane Marie, ført af Escadre¬
Chessen Hr. Schoutbynacht Hansen; 2 Norske Løve, Commandeur Capit.
Dan. Ernst Bille, 3. Jsland, Command. C. Stephansen; 4. Wilhelmine
Caroline, Command. Capit. Fontenay; 5. Sædland, Command. Capit.
Frisch; 6. Sleøwvig, Command. Capit. Arst; 7 Mars, Command. C.


126
VIII. Barmhiertighed har sat sig mange Æreminder;
Men man knap flere end om Danner=Tronen finder.
Og, at de samme ey med Tiden her forgaaer,
De Arve=Kronede i Nord nok sørger for
Det Tal af Stiftelser til Armods Rygt og Pleye,
Som Christen=Kierlighed hos os har bragt til Veye
Og os vedligeholdt ved dem til denne Dag,
Er meer end Vidner nok i denne klare Sag,
Toe Stiftelser (d) skal døg, skiøndt negrende af Ælde,
Til Deres Omsorgs Priis, som nye Vidner gielde:
Opreyste som paa ny, foryngede med et
J det ny Hospital, (e) nys her inviet seet.
1X. Vor Skat=Direction (f) imod Formodning finder,
At første lagte Plan (g) giør Lotteriet Hinder
J Trækningen, saafremt den vist skal for sig gaae
Den Dag, som man bestemt til samme forudsaae;
Thi kom en anden Plan, skiøndt væsentlig den samme
Den sees ey anden Dag til Trækningen beramme,
Men for en Visheds Skyld, at Ophold ey skal skee
Formindskes Lodderne paa atten Tusinde. (hy
Enhver, som ikke vil den glimrend Lykke spilde,
Nu bruge Tiden, at han kommer ey for silde;
Thi - som af Planen til Forandringen er seet
Det bliver, før man troer, formodentlig complet.
X. At hielpe mange, det ved Een besværligt giøres;
Langt Lettere kan Een ved Mange Hielp tilføres;
Thi blev bevilget nys et lidet Lotterie, (i)
Som Lowtzov (k) skadeløs kan fra sin Gaard (l) befrie.
Frid. Christ. Kaas, og 8 St. Croix, ført af Command. C. Jac. Ahrenfeldt
Fregattterne Christiansøe og Ferrøe føres af Capitainerne Hans Ahrenselat
og Basballe.
(d) I. Brøndstrædets Hospital, eller de saa kaldede Siæle=Boeder, og 2 de
Fattiges Convent Huns.
(e) Som blev kaldet: Nye Kiøbenhavns almindelige Hospital.
(1) Den Kongelige Ober=Skatte-Direction i Kiøbenhavn.
Til det allernaadigst bevilgede Stats Lotterie af 13de Febr.
h) Fra 50000de Lodder nedsat til 32000de, den 24de April.
1) Paa 20000de Lodder, hvert Lod ikkun 10 s Danske.
(k) Hr. E. D. von Lovtzov Kongel. Dansk Obrist, forflyttet fra Rendsborg til Norge¬
(l) Hans Gaard i Rendsborg, vurderet for 1875 Rdlr.


XI. Trods al Alvorlighed og vaagneste Anstalter,
Her hidtil brugt af Dem, som Armods Tarv forvalter,
At hemme Tryglerie, som offentligen skeer,
Enhver, ved Overhæng paa Gaden, til Besvær,
Saaes Alt dog hidindtil saa got som intet frugte.
Selv Fattig=Fog derne, som dertil bleve brugte
Med Morgenstiernerne, dem de stak høyt i Sky,
Var meer end Varsel nok for Staaddere at fly;
Men nu den Øvrighed vil Sagen ret angribe
Og bringe Betlere for Alvor udi Knibe:
Nu stærke Karle - de, Den nys antoeg i Sold
Dem overrumpler, før de seer sig i Behold.
XII. En Daare levede i Wiborgs Daare=Kiste!
Hun døde, men dog fik Forstanden paa det sidste!
Det var en Naade. Gud forunde den enhver
J Kisten, der saa stoer som Jordens Omkreds er!
Engeland.
Paa Wilks og Frihed her man uden Ophør skriger!
De Fleste veed maaske ey selv hvad Munden siger?
Det er et Valsprog af Uroelighedens Aand
Som synes lidt for stærkt at tage Overhaand.
John Wilkes, meer end nok berygtet, af hans Skrifter, (m)
Er den, som middelbar al denne Tummel stifter.
Ham til Repræsentant man have skal og vil;
Skiøndt Han tre Gange er udygtig kiendt dertil.
Det Landskab Midleser vil ingen Anden have
Og taer sig det saa nær, som Staten var af Lave.
Mod Huusets Kiendelser (n) man stedse sætter sig,
Og vil, de være skal uefterrettelig
Det paa ham faldne Valg maae Huuset ey omstøde;
Han, som Repræsentant, sig samme vil paanøde.
Men dette veed vi vist
Det blive deres Sag!
At Wilkes for det Valg, der faldt paa Hannem sidst
Og som Aviserne fra London lod os vide
Ey nær saa hidsig vil, som for det første stride:
(m) Jsær af North Britton No. 45.
(n) Underhunsets, eller Under=Parlementets i Engeland.


127


128
Endeel Spitzbuber der paa Retterstædet komm;
De under Galgen stoed, afvartet deres Dom;
O, Wilks og Friehed!" toeg de alle paa at skrige
Hver undret paa, hvad de vel dermed vilde sige?
At de paa Frihed skreg, det ingen undret paa,
Thi frie for Galgen vel hver Skielm sig gierne faae?
De Omkringstaaende forlængtes kun at høre,
Hvad de vel vilde, Wilks for dennem skulde giøre
Paa slig en Tid og Sted, hvor de sig nu befandt?
O-raabte de - at han var vor Repræsentant!
Rom.
I. Endnu er Stoelen tom og Stilhed i Conclave,
Ey Kirken Hoved faaer, for man faaer valgt en Pave,
Og det ey lader til, saasnart at kunde skee,
Thi det vil have Tid at samle Vælgerne;
Rom saae imidlertid, det den knap vente torde,
At Rommer=Keiseren den Ære Staden giorde
At han besøgte den. Conclavet sig oploed,
Og toeg Hans Majestæt vedbørligen imod.
Det kronet Hoved der omsaae sig allevegne;
Og alle Hellige i disse hellig Egne
-Naar - spurgte Keyseren
Ham fulgte overalt. -
Skal man ved deres Valg en Pave see igien?
Han spurgte videre -, Om hvilket et Conclave
Der var forsamlet længst, før det udsaae en Pave?
Det første blev besvart: "At Valget vilde skee,
Naar Cardinalerne blev alle samlede.
De for det andet og ham skyldigst gjorde Rede. (o)
O - svarte Keiseren -, de blive kun tilstæde
Forsamlede, om end det varede et Aar
Naar man en Pave kun som Lambertinus faaer:
Paa dette ingen svarte.
Een, som er alles Ven!
Man nu taalmodigen faaer Tiden at afvarte.
De vælge dog vel en? saa faaer vi det at see:
Han, som hans Formænd, vel gir Agt paa Tiderne?
(o)  Nemlig, at det var Pave Benedicti den 14des, hvilket vedvarede 6 Maane¬
neder og nogle Dage.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Majus 1769.
Dannemark.
I.
May var ey nær saa blid mod Staden, som mod landet;
Vel mærkte Landet og dens Aasyn Vinter=blandet
J Førstningen, men sligt meer end forvundet fik
Ved dobbel Foraars=Gunst før Maaneden udgik.
For Staden derimod det ikke kunde klække,
At May til Slutningen bortsmed sit Vinter=Dække,
Og al sin Yndighed paa eengang viiste den;
Thi den jo meget meer fra Staden toeg agien?


130
Ja, Alt blev Landets Deel. De frydefulde Egne (a)
Sig nu med dobbelt Lyst udmayer allevegne;
Men Vi! -- Hvad Fryd for os, da May os saa bedrog
Og under Foraars=Smil os al vor Lyst betoeg?
Vor Christjansborg blev tomt! Hvad blev os da tilbage?
Paa trende Dage den vel meer ey kunde tage?
Dog, vi af Hiertet ey paa den kan blive vred;
Der sees et født Bedrag udi dens Øyemeed:
Vor al Lyst=Værdigste en bedre Lyst at unde
End den, al Tidsfordriv i Staden give kunde,
Det just dens Hensigt var med dens Tillokkenhed;
Vi Lyst=berøvede selv lystes maae derved.
De nyde, Hver for sig paa deres Sommer=Sæder
Al den Lyksalighed, Naturens Skiød bereeder
Med Sundhed og Behag! Og Staden Kiøbenhavn
Endda Dem, af og til, tør vente i sin Favn.
II. Dem dog ey Luft og Jord allene skal betiene,
Sig Elementerne velvilligst vil forene,
Hvor stridig de end er - naar det kun gielder paa,
At Nordens Kronede de kan til Haande gaae.
Seer Havet spillende mod Stadens Østre=Side, (b)
Saa snart det mindste Nys fra Landet fik at vide
Om deres Villie. Escadren neyede
Og toeg med Ære Frygt mod De Stoermægtigste.
Jloproppet Munde loed sig, orlogmæssigt høre,
Saa Høy en Ankomst der i Velkomst at kundgiøre,
Og dundrend Gienskrald ud fra hver en Strandbred foer,
Forkyndte, Strømmenes Selv=Hersker var om Bord.
Stoer=Toppens Konge=Flag for Land og Vand kundgjorde
Hvad Skib den Naade nøed at have Ham om Borde,
Og Søemands ærlig Bryst toeg til sit vanlig Maal
Saa Luften bævede ved nidkiert Hurra=Skraal.
Friderichobergs, Hirsaholms og Fredensborgs.
(h) Det behagede Hans Kongelige Majestæt, at lade sig sette om Bord paa Flag¬
Skibet, med Dronning Caroline Mathilde og Arve=Prindsen, fra Kalk¬
brænderiet.


¬


131


III. Seer Stadens Felleder fast skiult af Militaires
Med Miner, som til Feldts, at vinde Helte=Ære,
En ædel Tvedragt man i hvert et Ansigt saae,
Den ene vilde flux den anden overgaae.
Den priselige Strid holdt ved i mange Dage;
Et Regiment trak ud, at andet trak tilbage,
Saalænge her var et i Kiøbenhavn igien,
Som ikke havde der passeret Mynstringen.
Selv Majestæterne dem jævnligen besøgte,
Det ikke lidet Lyst og Færdighed forøgte,
Den kiække Guarnison og viiste sig saa brav,
At Kongen hver i sær et naadigst bifald gav.
IV. Det brave Regiment - de ere alle brave
Som er udseet, til Chef Prinds=Frederich at have,
Fik først den blaa Mondour for Mynstringen aflagt,
Og ligner nu sig selv udi den røde Dragt. (c)
Nye Fahner Prindsen dem til Mynstringen forærte,
Hvis rige Broderie man meer end høyt skatterte;
For høyt det aldrig dog vel blive kan vurdert,
Naar man til Haanden seer, som haver dem brodert.
V. Som her blev Mynstring holdt, saa holdtes den tillige
Ved Tilforordnede i Danmarks gandske Rige
Samt Fyrstendømmene; Og hvert et Regiment
Til sit bestemte Brug forsvarligt blev erkiendt.
VI. Det krigeriske Syn vil vi af Øyne sette!
Hvad Helte torde vel see skievt til os for dette?
De mynstre længe nok og exercere smukt!
Vi deres Færdighed vil aldrig høre brugt.
Vi læse heller Nyt om ædlere Bedrifter;
Thi Heltes Ædleste endda Ulykker stifter
At Borger stride sees med Borger udi Fred,
Hvo sig kan vise størst i Ædelmodighed:
(*) Røde Kioler med guule Opslag og Rabatter, hvid Under=Mondonk og hvide
Tresser om Hattene.


132
Det er den Strid hvorom vi altid vilde høre;
Skiøndt Rygtet om slig Strid kun sielden kom for Øre,
En ædel Borger her dog nys opvagte den,
Men maatte give tabt for Danner=Dronningen:
Han sin Medborger hialp i rette Tid til rette,
Hans Velfærd og Persohn i Sikkerhed at sette
Mod Creditorens Magt, som u-forsvarligen
U-eftertænksom sig forsikkre vilde den
Ney, han bør ey tabe meere;
Skal jeg ham nævne?
Mon Dydens Vinding ey er, ubekiendt at være?
Vor Caroline dog har faaet Nys derom
Og aldrig sligt saasnart for Hendes Øren kom
Før Hendes Majestæt betænkte til det Beste
En saa veltænkend Mand og ædelmodig Næste.
Ja, Ædelmodighed loed Majestætisk see,
At den har Arve=Ret at krone Dyderne. (d)
Lyksaligt Land og Folk, der saadant kan berette;
Hvad Nyt i vores Tid er sieldnere end dette?
Men det forgieves er
Og hvad dog ædlere?
At vente saadant Nyt i hverdags Tidender.
VII. At Bondens Vilkor skal paa mueligst Maade lettes,
Og Agerdyrkningen paa beste Fødder settes,
Det Nyt, til Kongens Priis, hos os alt gammelt er
Og ældes meer og meer ved nye Anordninger.
En Bondens Hoverie afskaffes, men bestemmes,
Saa Lyst og Leylighed til Stræbsomhed forfremmes;
Han giøre bør sin Pligt, men ikke heller meer."
Og dette Grændse=Skiel han nu afpasset seer. (e)
VIII., Hver vel med større Lyst den Agers Dyrkning driver,
Hvis Høst han forudseer, hans visse Fordeel bliver,
End dens, af hvilken han vel Frugten samle tør,
Men veed dog ey forvist, hvem Samlingen tilhør?
(d) Hendes Majesiæt har, ved sin Ober=Hofmesterinde Frue von der Lyhe, ladet
bemeldte veltænkende Borgers Kone regalere med en Guld-Medaille paa 8te
Lod.
(e) Ved Forordning af 6te May, om Hoveriets Bestemmelse.


133
Saa viis en Slutning giør vort Danske Jordbrugs Fremmer,
Vor kronet Patriot - hver Patriot den nemmer
Os Naadigst blev forundt Hans Hierte at forstaae:
Hver Fæster ønskte Vi Selv=Eyer blive maae. "(f)
IX. Gud Fyrstendømmene med Rigerne bevare
Fra Jldebrand, saavel som fra al anden Fare!
Dog, bryder Jlden løs? - som alt for ofte skeer
Hver Afbrændt Redning da udi Brand=Cassen seer,
Som blev almindelig for Byer og for Stæder; (g)
Men Christjan efter Alt til Alts Forbedring leder
Og skiønsomst deeler den; saa Stæder, Byer faaer
En særskilt Casse hver fra først tilkommend Aar. (h)
X. Indhegnings Fordeel sees og indsees meer og meere,
Selv Stadens Felleder til deels indhegnet ere.
Dens viise Raadstue=Raad nys gjorde det bekiendt; (i)
Og Nytten blir enhvers, som dermed seer sig tient.
Ja, hvo vil ey indsee saa nyttig en Indretning,
Saa grundig sluttet af Erfarings Forudsætning;
Dog Vanens Fordom er, som Markernes Ukrud,
Erkiendt for skadelig, men seen at rydde ud.
XI. Med hvad Fornøyelse hør man da ey berette
At mange hist og her kan den tilsidesette?
Stamherre Mollerup i Jylland (k) det forstoed;
Trods al Besværlighed han dertil fattet Mod:
Han al sit Bønder=Gods har ligedeelt indhegnet; (!)
Ey fem Aars varig Flid og ey Bekostning regnet.
Han nyde Frugten nu deraf i mange Aar!
Hans Ære ey uddøer mens Stamme=Huuset staaer.
(*) See Forordningen af 13de May, om Selv=Eyer=Bønder &c.
(g) I Aaret 1759.
h) See Forordning om Brand-Forsikkrings Casserne i Hertugdømmene ie.
(i) Ved Raadstue=Placat af 8de May.
(k) J Thye Land, til Stamhuuset Vesterviig=Kloster og Ørum.
(l) Det skal omtrent bestaae af 700de Tønder Hartkorn.


134
XII. Herr Gyldenkeron (m) fik Stoel i Amiralitetet;
Desværr der een blev tom, som siden blir berettet¬
For en Division han stoed som Chef forhen;
XIII. Men ved den Leylighed fik Hansen (n) den igien.
XIV. Herr Doctor Holm indtoeg Høy=Skolens Rector=Sæde,
Det han to gange for med Ære saaes beklæde.
Derved han fik igien den Conferentz=Raads Rang, (o)
Som blev af Horrebow nedlagt for denne Gang.
XV. Syvaatte Herrer blev tilkiendt Etats=Raads Ære,
Hvis Navne ey endnu sees alle nævnte være.
Vi af de første syv kun fiire (p) nævnte see;
Thi Herr von Asperen er vist den aattende? (g)
XXVI. Vort Amiralitet uvarslet blev berøvet
Dets brave Fontenay; (r) Etaten blev bedrøvet;
Den ham i Raad og Daad fandt efterrettelig.
Hvad Under, naar han selv loed Gud veylede sig. (g)
XVII. Von Scholler, (t) mæt af Aar, saaes Verden Ryggen vende,
XVIII. Og Schoutbynachten Holst (u) paa al sin Strid fik Ende.
Gid ingen tage sig en Verden alt for nær,
Der, før vi vente det, os ligegyldig er.
XIX. Den Tid, da Trætter ey om Mit og Dit opreystes,
Ey Trætte=Skielnere naturligviis udkeistes.
Nu keiser man dem ud, og de med Liv og Blod
Skal sætte sig, som Værn, hver Trættekier imod.
(m) Herr Schoutbynacht, Baron Jens Gyldenkrone.
(n) Herr Scheutbynacht Ole Hanssen.
(o) Dette sees vel ikke i Rang Forordningen, ikke heller af de Altonaiske Noter uu¬
der samme i Stats=Calenderen for i Aar; Dog forholder det sig saa efter Re¬
script af 2den May 1755.
(p) De Herrer Justitz Raader: Johan Samuel Augustini, Christian Horrebow;
Christian Lodberg Friis og Johan Chiistoph Willebrandt alle af 5te May.
(g) Herr Jacob Wilhelm von Aspern, Justiz-Raad og Stads-Kæmner i Altona
af 22 May.
(1) Hans Exc. Herr Amiral Caspar Friderich de Fontenav. gl. 76 Aar.
(s) Hans Symbolum, som Ridder, var Dien est mon guide o: Gud er min Ledsager.
(t) Kammerherre Stie Tonsberg von Scholler, i Trunhiem, gl. 69 Aar.
(u) Herr Schoutbynacht Jacob Nicolai Holst, gl. 59 Aar.


135
Det er ey Penne=Krig - det lættelig kan høres,
Thi den med mindre dog end Liv og Blod afgiøres,
Og de, som den udføer, faaer oftest saadan Sold,
At de, i hvor det gaaer, kan være i Behold
Ney, hiine Krigens Børn - som sig til Stater leye¬
Med Ære, Liv og Gods, kort: med alt hvad de eye,
For Kroners Sikkerhed, for Folkenes Forsvar,
Og knapt nok daglig Brød endda til Vinding har,
Om de og føre ud Alt, hvad dem er befalet
De er det egentlig, hvorom nu bliver talet.
Mon det forsvarligt var, at noget Christnet Land
Sig ikke slige toeg i Alderdommen an,
Som deres beste Aar og Kræfter saaes fortære
J Landets Tieneste og Fredens Bolværk være?
Ney, i det mindste kan saa stoer Uskiønsomhed
Udi vort Danske Nord umueligt finde Sted:
Vor Christjans Pleye=Huus (x) vil graae Haars Pleye være
For hver Afskediget, som bær dem ind med Ære.
Ja her enhver Soldat seer Tilflugts=Sted bereedt
For Kone og for Børn, naar de behøve det."
Man ingen i vor Nord saa fremmet vil formode,
Der ingen Anstalt her for Jnvalider troede
Før nu at være gjort; Thi slig Fornærmelse
Jmod dens Kronede, De Ædelmodigste,
Ey at undskylde var; men dette hver bør sige:
Til Christians Pleye=Huus man saae endnu ey liige;
Og ingen brav Soldat i nogen Herres Sold
Kan Aflægs vente sig et bedre Underhold!
Jtalien.
Al Verden har vel alt den Efterretning faaet,
At Roms Conclav - som nu frugtsommelig har staaet
Meer end et fierding Aar - blev endelig forløst,
Og har en Pave født; (y) dens Kirke=Stat til Trøst?
(x) Hvis Capel blev indviet 1ste Søndag efter Trinitatis, af Hans Høyædle Høyær¬
værdighed Biskop Harboe.
(y) Den 19de May. Nemlig forrige Cardinal Franta Laurenta Ganganelli, nu
værende Pave Clemens XIV.


136


Enhver vel slutte kan, det megen Møye koster,
Før Cardinalerne et saa fuldkomment Foster
Kan faae for Lyset bragt? Ja, ikke nogen veed
Undtagen de, hvordan det ret gaaer til dermed,
Vel hørte man, at Een der inde (2) sige torde:
Det ey saa hemmeligt tilgik, som det sig burde."
Den Hellig Samling Selv sig og ey siger fri
For Uforsigtighed, Mistanke og Partie;
Dog, alle enig var i en tvivlraadig Længsel
At kunne slippe ud engang af dette Fængsel;
Al deres Virksomhed de derfor vendte an,
Og fik forfærdiget den Peders Eftermand.
J Verden dromte ey Apostelen Sanct Peder
Om slige Eftermænd, som de, man der bereeder,
Han, som knap havde Selv - forstaae til Eyendom
En Stoel at sidde paa, dengang han var i Rom!
og see den nys Udvalte
Han skulde nu see op,
At settes paa en Stoel, som man Sanct Peders kaldte;
For ham at bøyes Knæ; ham kysses Haand og Fod;
Ham, som en Arve=Ret at tage sligt imod
J Sancte Peders Navn; ja paa hans Embeds Vegne,
Sig Navn af ypperst Præst og Guds Statholder egne?
Den gode Peder vist af Blussel skiulte sig
Gik ud, for nok engang at græde bitterlig;
For Himmel og for Jord han vilde protestere
Jmod slig Skam=Flæk, der sat paa hans Navn og Ære!
Han vilde nægte, ja fornægte overalt
Alt hvad om Peders Stoel og Høyhed bliver taelt;
Hans Nidkierhed maaske til meer ham torde drive?
Men, han blev kun beleet ifald han kom til Live;
Rom vil dog Paven meer end Sancte Peder troe?
Det beste derfor da han bliver i sin Roe.
(2). Cardinal Lante.
P,§. J næstforegaaende Maaed pag. 124, læs den næstsidste Linie saaledes:
Har Kongen ved Rescript sagt Stadens Magistrat.
rn eilie


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Junius 1769.
Dannemark.
I.
Skiersommers rige Haand Naturerns Pragt uhænge
Og hver til dagligt Brug dens Yndigheder skienkte.
Dog sin tiltænkte Deel Enhver just ey attraaer;
Der Sommer=Giekke er, som den endog forsmaaer.
Vel findes udaf dem kun Faa i store Stæder,
Hvo attraaer ikke der Naturens Yndigheder
Kiøbenhavn! den dig ey kiendte ret
Og Land=Luft?
Som dig beskyldte for, at du forsmaaede det;


138
Men det Ulykken er, at dig din Dunst=Kreds giver
Saa tykt Begreb om Alt hvad Skabningen opliver,
Du gisper for at faae det sunde Aandefang
Og ret dog ey forstaaer at drage det engang:
Landluften hyppig nok Jndvaanerne udlokker;
Paa denne Tid i sær de Sværmeviis sig flokker,
Forlader Staden, ret som de udrøget blev;
Mon Sundheds Drivt dem vel til disse Reyser drev?
Ja, just Kirstine Piils Magnetisk Sundheds=Kilde
Er deres Reisers Maal, de der den øse vilde;
I Dyre=Haugen alt hvad kunde krybe, gaae,
Til Hende iilende man, som sædvanligt, saae;
Men hver som der har seet det sælsom Sundheds Gilde
Saa god en Hensigt vil sig neppe forestille?
Det ligere saae ud, som hver en Kilde=Giest
Sig havde foresat at holde Bacchi Fest:
Man saae en rygend Leyr sig rundt om plantet have,
Og en forvildet Sværm at støye, tumle, rave.
En gandske Nat og Dag saa nøye anvendt blev,
Som Kilde=Reglerne Diæten foreskrev.
Mon Madam Rirsten Piils ædruelige Kilde
De Virkninger, der saaes, man vel tilskrive vilde?
Ney, Sancte Hanses Nat langt andre Kilde=Væld
I Dyre Haugen er, som deri havde Deel
Og disse søges meest. Det er og ingen Under,
Thi Kilde=Vand giør ey Mirakler nu omstunder;
Det var jo og en Skam, at vilde troe en Digt,
Naar man vil neppe troe hvor Troen er en Pligt;
Hvi søges Kilder da i vor oplyste Tider
Af stærke Aander selv, som Sandheds Troe ey lider,
Hvi viser ikke de,
Langt mindre Overtroe?
At man bør slaae Foragt paa Kilde=Reyserne;
Ney, skiøndt i Overtroe de ingen Deel vil tage,
De Kilde=Lysten vil dog ikke saa forsage;
Hvis Kilde=Reyserne var Vellyst kun imod,
De vist nok Pøblen dem med Resten overloed!


139
II. Den sunde Sommer=Luft al Landet ellers nyde!
Naturens Yndighed enhver fornuftig fryde!
Den alle bydes til, som den at bruge veed,
Thi Misbrug være langt fra alles Øyemeed!
III. Vort Herskab, Stadens Lyst og Danner=Nordens Glæde
Retskaffent nyder den, Hver paa sit Sommer=Sæde;
Al sund Forlystelse og sand Fornøyelse
Uafbrudt qvæge Dem, De Leve=værdigste!
Ja Dem den yndig Tid tredobbelt yndig bliver
Saatidt De vexelviis Besøg hinanden giver,
Og hvad den ey endnu er bleven, bliver den
Ved det Besøg, vi seer udi Forventelsen;
IV. Vor Dronnings Broder (a) vil vort Konge=Hof besøge!
Saa kiert Besøg dets Fryd ey lidet vil forøge.
Anstalterne alt spaaer, at Hans Modtagelse
Og Hans Beværtning vil med største Høytid skee;
Dog, kan formeget vel af slig en Velkomst giøres?
Hvormeget bliver gjort, i Julio skal høres.
Saa meget denne Gang man at berette har,
At Orlogs=Skibet Mars (b) sig gjorde seyle klar,
Da det Marsch=Ordre fik, ved Lybek at indtage
Den Kongelige Prinds, for hid Ham at ledsage (c)
Det viiste kongeligt, fra hvem det udsendt var,
Og hvad Høyagtelse man for Hans Ankomst bar.
V. Vi vil imidlertid see Kongens andre Ordres
Udstædte, Landets Vel og Opkomst at befordre:
Mon ey enhver sig kan den Første slutte til?
1. Jo, den Landvæsenets Forbedring fremme vil:
Lands=Faderen ved den vil kraftigen forhindre,
At Bonde=Standen ey i Landet giøres mindre,
Og at ey Hoverie blir større end det er."
Hvo samme giør imod, alt Straffen forudseer. (d)
2. Hver
(a) Hans Kongelige Høyhed Wilhelm Henric, Hertug af Glocester.
b) Paa 50 Kanoner, ført af Commandeur=Capitain Frid. Christian Kaas.
(c) Til hvilken Ende og afgik den Kongelige Chalouppe og en stoer Konge-Baad;
item til at styre Chalouppen, Herr Kammer=Herre og Commandeur Schindel,
som ellers gik med, som Kongelig General=Adjutant.
(d) See Forordningen af 6te Junii, angaaende Straffens nærmere Bestemmelse
for dem, som ødelegge Bønder=Gaarde &c.


140
2. Hver indenrigs Fabrik af lang Erfaring kiender,
At Kongen al sin Agt til deres Tarv henvender.
Voxdugs=Fabrikken her dog ny Erfaring fik,
Da ny Anordning nys til sammes Tarv udgik. (e)
3. Af mange seete Tegn med Vished forudsettes,
At nye Forfatninger til Fordeel vil indrettes;
Hvad Kongen leder om, Han Selv gir at forstaae:
Det er allene om Anledningen at faae.
J den Forventning just nyt Konge=Bud udstædtes,
At Ham skal forderligst nøyagtigt indberettes
Hvor mange Mennesker, fra toe til ældste Aar,
J Kongerigerne og sammes Lande boer. (f)
Han vil dem mueligen lyksaliggiøre Alle,
J hvor besværligen det Hannem end vil falde;
Men hvad Besværlighed? Han jo Dens Salved er,
Hvis Almagt, hvor han vil, slig Byrde med Ham bær?
4. Et Bud til Mord og Drab (g) kom ud, da man befrygtet
En smitsom Galenskab, og Frygten kom af Rygtet
At Hunde galne var. Naar det forholdt sig saa,
Saa var det høye Tid af Veyen dem at faae,
At ikke Mennesker, der noksom smittet ere
Af egen Galenskab, end skulde blive værre:
Thi galent Hunde=Bidd, naar det nu dertil kom
Blev, frygtet man, omsonst al Verdens Lægedom.
VI. Collegiet, (h) som her Landvæsenet skal gavne,
Maae til sit Øyemeed Arbeidere ey savne,
Det derfor fik endnu tre committerte Mænd, (i)
Som med de Andre der taer Haand i Gierningen.
fe) See Forordningen af 27de Junii.
(f) See den Kongelige Anordning ved Magistraten kundgjort for Kiøbenhavn den
12 Junii.
g) See Placaten af 5te Junii.
(h) General=Landvæsenets=Collegium.
(i) Justitz Raaderne Paridon Nicolaus von Kossel og Christian Friderich Han¬
sen samt Cancellie-Raad Marcus Haggæus Hojer.


141


VII. Søe=Orlogs=Væsenet, de Danskes Skjold og Ære,
Ved Danner=Kongens Gunst end daglig æres mere,
Et glædeligt Beviis det paa det sidste fandt,
Nu det fik Danneskiold igien til Intendant. (k)
VIII. Krigs=Væsenet til Lands saae Kongen og tilgode,
Liv=Regimentet (l) Han von Trolle (m) nys betroede;
Det Delmenhorstiske, som Trolle bød forhen,
Von Krebers (n) Bydende adlyde skal igien.
IV. Den Ordre Døden fik, de Levende at byde,
Blandt andre Følgende følgagtig saaes adlyde:
1. En General=Major (o), en Helt fra Ungdom af,
Afvigte Seculo os Helsingør ham gav
Selv han sig siden gav for Kongen og for Landet;
Men ingen eftergav og blev ey overmandet
For nu ved Dødens Haand paa Ærens Sotteseng,
Hvor alle, som man veed, nedlegges udi Fleng?
2. De Esmarck (p) fulgte med, som tallte sine Dage,
Hver det Bogholderie Alt Andet foredrage
Det var hans Hoved=Sag, og blev ham meer til Gavn
End hans Bogholderskab med Conferentz=Raads Navn.
3. De Thestrup, (g) seer man, og paa Dødens Liste kommer,
Som med Berømmelse i Jylland var Landsdommer (r)
Den Søn, han efterloed (s) hans Embed forestaaer
Og forestaaet har med Roes i sytten Aar. (t)
4. De Hoffmann (u) savnede sin elskelige Frue;
Hvor haardt end dette Savn hans Glæde saaes at true,
Saa veed jeg dog forvist, at Videnskaberne
Blev truet haardere, hvis de ham savnede.
1) Amiral Danneskiold Laurvigen.
(l) Det Danske Liv=Regiment.
(m) Kammer=Herre og Obrist von Trolle.
(n) Obrist=Lieutenant von Kreber, forhen Premier=Major ved Liv=Garden til Fods.
(o) Hr. Daniel Andreas Gunther, i sit 79de Aar.
(p) Conference-Raad og Hoved=Bogholder Henric Christian de Esmarck, 68 Aar.
(g) Etats-Raad Mathias de Thestrup, 82 Aar.
1) J Nørre=Jylland, 36 Aar til 1752.
(s) Justitz-Raad Frantz de Thestrup.
(t) Fra 1752.
(u) Etats=Raad og Præsident de Hostmanns Frue i Fridericia, 43 Aar.


142
X. Den nye tydsk Kirkes Spiir (x) fik Knap og Fløy at bære syd
Til Hoved=Stadens Ziir og Bygnings=Konstens Ære;
Med al Høytid lighed og gammel vanlig Skik,
Til alles Velbehag den Gierning for sig gik.
XI. Det alt for ofte er, desværr, erfaret vorden,
Hvad Tvedragt Venus har anrettet her paa Jorden
Et Trojæ Undergang det mindste er, maaskee,
Som Frugten været har for hendes Dyrkere?
Det mennesk lige Kiøn bør Hendes Naade frygte
Langt meer end Heltenes udspredte Vredes Rygte,
For Hende Heltene selv Slaver blive kan
Hun giør den ene til den andens Banemand.
Mon den Jordiske kun har saa slet et Rygte?
Men,
Ney, om den Himmelske er samme at befrygte:
Hun gandske ordentlig vel Soelen gik forbie, "
Men hvad Uorden Hun her satte os udi
Ved den Spadseeregang, det skulde Hun kun viide?
Hvo tør paa jordisk Fred nu her vel længer lide?
Jeg vil ey tale om den store Tyrke=Krig,
Thi den desuden var vel u-undgaaelig?
Men hvilken Tvedragt er ey opreist blandt de Lærde?
Forvarsler alt os spaaer hvad Krig der er paa Færde;
Fortropperne vi see jo mynstret offentlig:
Skields-Ord, Bebreidelser og nedrigt Skiererie?
Hver, som han kunde, saae, og sig lyksalig priiste;
Hver paastaaer nu, Hun Ham meer Gunst end Andre viiste;
Just dette har antændt indbyrdes Jalousie!
Hvad andet Tynder var til hiin Trojanske Krig?
x) Friderichs tydske Kirke paa Christianshavn.
(y) Taarnets hele Høyde fra Grunden til den øverste Spidse er 112 Alen.


143


Frankerig.
I. Man skriver fra Paris, at Koppernes Jndpodning
Har til sin Fremgang der en ønskelig Formodning;
Man troer, et Hospital dertil indrettet blir:
Skeer det, saa blir det vist det franske Vidd en Ziir.
Forslaget alt er giort - gaaer det kun ey tilbage?
Hvad nyttigere kan man sig vel foretage?
Paris dog frygter for det Slags Forhindringer,
Som mange Forslag faaer, fordi de nye er,
Og ikke uden Grund befrygtes saadan Hinder;
Thi, da Indpodningen endnu har stærke Fiender
J Facultetet selv (2) man neppe vente kan,
At et Jndpodnings=Huus saa hastigt legges an;
Men, man beskedentlig vel tør om Sandhed spørge?
Mon ey for sligt et Huus hvert Rige burde sørge?
Paris tør svare Jo; Men spørger man, hvorfor?
Man da vel rigtigt Svar, men ey saa vigtigt, faaer,
Som man sig ønskede. Den svarer ikkun dette:
Jndpodnings=Huuse bør hvert Rige sig indrette,
For visse Lægers Skyld, som giør det ey omsonst,
Men til uhørlig Priis taxere deres Konst."(a)
Den Grund er nok for dem; vil dog ey meget sige.
Lad Lægerne saavel som andre, sig berige!
En vigtigere Grund til sligt et Hospital
Er, at de Syge ey de Sunde dræbe skal.
Smaa=Kopper er som Pest; men Pesten kan ophøre,
Og intet Land ved Konst vel loed sig den tilføre,
Med mindre, det sig først udsaae en særskillt Sted,
Hvor Konsten kom i Flor med Andres Sikkerhed?
Jndpodning være god og Læge=Konstens Ære;
Men bør vel nogen Konst Uskyldige besnære?
Hvad skeer vel mindre, naar enhver, hver Tid, hvert Sted,
Kan dræbe mig med det, som han helbredes ved?
(2) J det Medicinske Facultet.
(g) Man klager over, at de Franske Privat=Jnoculateurs ofte begierer for saa let
en Operation 25 Louis dor og vel mere.


144
II. De beste Virkninger man vilde sig forvente,
J heele Frankerig, af den nedsatte Rente; (b)
Men, som man hører nu, i sær fra Handelen,
Har Virkningen ey nær svart til Forventelsen.
Jo ringere Procent, jo høyere man meente
At man de Handlende til Landets Fordeel tiente,
Man giorde da Forsøg, som altid er en Konst;
Alt hvad man sige kan, er: At det blev omsonst;
Thi Penge=Eyere, som Selv ey drive Handel,
Ey vil udsette Sit for slig Procent i Vandel.
Paa andre Veye de vel vide meer at faae?
Saa Penges Omløb her man slet forhindret saae.
Hans Franske Majestæt desaarsag vil gienkalde
Det Bud, som der saa dybt bød Renterne nedfalde."
Det aldrig er en Skam for Store eller Smaae
At tilstaae Feilene, som man ey forudsaae.
De Russiske og Polske Grændser.
Her Tyrkerne faae Hug - hvis Sandhed Rygtet grunder
Og Skam faae den, som dem ey hvad de faaer velunder!
Dens Christendom ham vist ey meget trykkede,
Som loed i Ønsker her sig ligegyldig see?
Dog, Polens rasende forstokkede Rebeller
Til egen Undergang, dem Fremgang ønske heller.
Men Gud forbyde det at skulde for sig gaae,
Som disse Daarlige med dem arbeider paa!
Corsica.
Her kiendtes Helte=Mod og Tapperheden ægte,
Da man saae Corserne og franske Tropper fægte:
For Frihed, Fædren land De Første trodsig streed,
Og Seyers=Ære gav De Sidste Fyrighed;
Omsider Corserne for Mængden maatte bukke,
Selv Corte (c) torde ey mod Ludwigs Vaaben pukke;
Ved allerførste Skud den Ham sig overgav,
Og Øens Skjebne er vel derved snart gjort af.
(b) Til 4re Procento.
(0) Hoved=Staden paa Corsica.
23


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Julius 1769.
Dannemark.
I.
Den Prindselige Giest, som kierligst var forventet,
Fik med uventet Fart Amager=Land indhentet,
Men Mars ey kunde selv befale Vindene,
Som vilde Farten ey befordre længere.
Høytideligen der Hans Høyhed blev modtaget;
Til Kongen, Dronningen Han værdigt blev ledsaget;
At første Velkomst her imellem Disse Tre
Af mig beskrives ey, kan hver vel forudsee?


146
II. De offentlige Tegn, Velkomstens Æreminder,
Til at beskrive jeg beqvemmere mig finder;
Men det behøves ey at giøre stort af det,
Som hele Staden selv har meer end stort anseet,
Ham Majestæterne gav klarligen tilkiende,
Til Hans Fornøyelse at ville alt anvende,
Hvad Dennem mueligt var, enhver, hans Opholds Dag
Gav De omhyggeligst afvexlende Behag.
III. Ey noget Lyststed her for ham sig maatte dølge;
De til ethvert ham gav Selv allerhøyest Følge.
Og Dronning=Hofferne især ham toeg imod
Med al den Værdighed, som Dem og ham anstoed.
IV. Mærkværdigheder nok hver Skiønner at fornøye
Har Kiøbenhavn, som alt Hans Høyhed toeg i Øye,
Og Kongens beste Mænd, enhver udi sit Fag,
Ham foreviiste Alt, høystværdigt hans Behag.
V. Den Danske Flode just, som giør vor Nord saa sikker,
Den deels i Havnen nu, og deels paa Rheden ligger,
Paa den Hans Høyhed og opmærksom saae sig om.
En Engelsk Prinds, maaskee, den liden forekom?
Men, den var altid stoer, saaes stedse os beskytte;
En større intet Land kan giøre større Nytte:
J Kiekhed saae Han nok, den ingen eftergav,
Hvad Under, den sig da Hans Biefald tiente af?
VI. Hans Danske Majestæt sin kiere Giest til Ære,
Al Stadens Guarnison Revuen lod passere. (a)
Dens Øvelser den og med Færdighed gientoeg
Og alles høye Agt, som vanligt, til sig drog.
Ja Kongen og enhver allene stoed for Øye
Alt hvad en skiønsom Giest var værdigt at fornøye.
Saaledes Dagene høytideligen gled
Jndtil den store Dag for Danskes Skiønsomhed:
(o) Saavelsom og Helsingørs Guarnison, det Oldenborgske Regiment, da Hans
Kongelige Høyhed besaae samme Bye og dens Fæstning Cronborg.


J
VII. Den to og tiugende, den Æres=Dag for Jorden,
Lyksaligheders Fest for dem, som boe i Norden,
En Dag, Anledning nok for Kongens Hiertes Lyst,
Til Undersaatters Fryd og sidste Slægters Trøst.
Hvo ikke skiøndte paa dens Himmelgivne Gave,
Den var og ikke værd til Eye den at have.
Ney! vi, som Andre, vel kan have store Feil,
Paa slig Uskiønsomhed dog aldrig blive Speil!
Vor Skiønsomheds Beviis jeg dog just ey tør tage
Af den udvordtes Pomp, som Dagens Høytids=Dage
Udmærket kongelig og overordentlig,
Og, som langt større var end man erindrer sig,
Ved lige Leylighed, tilforne seet at være;
Thi vi vor Konge bør for det allene ære.
Det paa Hans Side blev et glimrende Beviis,
At Han holdt denne Dag udi høystværdig Priis.
Monarchen aldrig for fandt den forønskte Glæde,
Som Han fandt denne Gang, at være selv tilstæde
Hos Sin elskværdigste og værdigst elskte Ven,
Paa saa forønskelig og hældig Dag, som Den! (by¬
Hvad Under, Glædens Tegn, til Kierlighedens Ære,
Man usædvanlige da og befandt at være?
Men, slige Glædes-Tegn kun Kongens Evne er
Og svage nok endda mod Hiertets Følelser.
Vi andre skiønne og, vi elske vor Mathilde;
Men har til Glædens Tegn ey Evnen, som vi vilde.
For Hende ofre vi -- vort Sølv? vort Guld? O ney!
Hun kiender vore Kaar og sligt forlanger ey.
Vi ofre Hierterne; Dog ney, de har Hun borte!
Mon Offre skulde da i Dag for Hende skorte?
Ney, Bønners Røgelse fra Andagts Alter gaaer
Og Gud behagelig om Almagts=Thrøne staaer,
(b) Den 22de Julii 1767 var Hans Majestæt fraværende i Holsteen, og den 22de
Julii 1768 i Holland.


147


148.
Sød Lugt den gives der ved Menneskers Forbeder,
Giensendes, som en Regn udaf Lyksaligheder,
Paa Kongen, Dronningen og paa det gandske Land,
Thi mindre Naade ey Mathilde mætte kan.
VIII Vor Dronnings Broder end personlig var tilstæde,
Og Engelsk Vidne blev til Danskes moersom Glæde,
J samme tog Han Deel ved samme Leylighed
Og til Afreysen strax derefter var bereed.
Mars var og strax bereed Hans Høyhed at modtage
Hvor det ham satte af og førte Ham tilbage.
Saa Travemynde fik igien den dyre Prinds,
Hvis Reise siden gaae, som han blir Selv til Sinds!
IX. Vi denne Fødsels=Dag saa ofte vil gienkalde,
Jndtil den Dronningen vil Selv besværlig falde!
Seer den ey aarlig just saa store Ære=Tegn,
Den dog, mens Tiid er til, ey blive kan forlegn,
Da den har Ære nok af Dronningen allene,
Som Nordens Ære vil, mens Jorden staaer, fortiene.
X. De ældre Dronninger Land=Slottene forloed,
Al Kongens Huus vor Stad med Glæde drog imod
Hver saaes personligen Lykønskende tilstæde
Og toge ædel Deel i Fødsel=Festens Glæde.
XI. Et usædvanligt Savn paa slig en Høytid dog
Af mange Tusinde Bekymrings=Sukke drog,
Som ikke vidste ret, og neppe spørge torde
Om Aarsag til det Savn, som dem dog frygtsom giorde.
Vor elsket Arve=Prinds var Den, man savnede!
Enhver nu slutte selv til vor Beængstelse!
Man hvisket, han var syg. Just det, som man befrygtet!
lidt Haab og mindre Trøst man lang Tid fik af Rygtet,
Jndtil det, Gud skee Lov, blev offentlig bekiendt,
At Prindsen meer end vel var med sin Sygdom tient.
Hans Høyhed uforfærd den Sygdom gik i Møde,
Som ingen Magt og Konst i Verden kan afbøde,
Den, Menneskers Tyran, som hver bør skielve for,
Der ikke velbereed imod dens Anfald staaer.


149


Han Lægekonstens Raad og Seyervante Vaaben
Sit Høye Blefald gav og Fienden Adgang aaben,
Han forbereedte sig og fordrede den ud;
Udfordrings=Midlerne velsignede vor Gud.
Vor dyrebare Prinds, den Haabefulde Herre,
Uskadt og vel tilpas, til Guds og Konstens Ære!
Den Fare overvandt. (c) Og Gud bønhøre os!
Vor Friderich saa sandt al Fare byder Trods.
Ey mindste Skygger nu af Sorgen blev tilbage.
Vi Glæden, som paa ny, med dobbelt Sødhed smage.
Paa Christiansborg igien meer roelige end før,
Vi spørge tør om Nyt, og sige, hvad vi hør:
XII. Eendeel Befordringer Monarchen saaes behage,
Nyt, som sædvanlig sees paa mærkelige Dage,
1. Ved Elephantens Tegn blev Tre (d) antegnede
Til ypperligste Rang blandt Danske Riddere.
2. Hvis Lieut nant General man læse kan tilbage,
Saa fik der Tre (e) Forlov den Titel at antage.
3. Ja, end een Excellentz blev lagt til Disses Tal,
Da Herr Torbiorensen blev Vice Amiral.
4. See aatte (f) brave Mænd med hvide Baand optoges
J Ridder=Ordenen, som kaldes Dannebroges.
5. Sex Nøgler (g) har man seet til Kammer=Herre=Rang;
Thi de man ey har seet, forties denne Gang.
(e) Koppernes Indpodning blev lykkelig forrettet ved Herr Hof=Chirurgus Kolpin,
under Herr Etats-Raad og Liv=Medici von Bergers Direction.
(d) Hans Høy=Grævelige Excellence, Hr. Geheime Conference=Raad og Assessor i
Høyeste Ret, Christian Ditlev, Græve af Reventlan, H. Høy Gr. Excell.
Hr. Amiral og Intendant de Marine Christian Conrad Græve af Danne¬
skiold-Laurvigen, og Hans Excell Hr. Geheime Raad i det Geheime Con¬
seil, Friderich Christian Rosenkrantz.
(e) De Herrer General-Majors: de Montargues, von Bulow og von Hoben.
(1) De Herrer Kammer=Herrer Rumohr, von Holstein og Schack Brochdorsi;
De Herrer Conference=Raader: Gerhard Albrecht Braem og Henrich Stam¬
pe; item Hr. Stiftamtmand og Deputeret for Financerne, Jorgen Erich
Scheel; end videre Hr. Gen. Major Ingenhaef og Stiftamtmanden over
Trunhtems Stift Herr Diderich Otto von Grambom,
(g) Hr. Capitain og Kammer=Junker von Voss, Hr. Commandeur=Cap= Adam Fer¬
dinand Græve af Moltke; Hr. Obriste von Hvidtfeldt, og de Herrer Kam¬
merjunkere Holger Reetz, von Blüicher og Enwold Brandt.


150
6. De, som af samme Rang i Land-Etaten ere,
Dens General=Majors, og skulde være flere,
Saa Rytteriet fik, dets Aarsag, Toe endnu. (h)
Fodfolket Kongen kom med lige Tal ihu. (i)
7. End Een med lige Rang er Søe=Etaten undet,
Da Fischer (k) værdig blev til Schoutbynacht befundet.
8. Herr Bille, (l) Stephansen med Fontenay, (m) De Tre
Formeerte Tallet der paa Commandeurerne.
Sligt Tillæg Dagen gav De trende første Classer;
XIII. Men Kongens Naade sig til alle Dage passer;
Den syvende forhen han havde ey forsmaaed:
Paa hvilken en fik Navn af Hans Geheime=Raad. (n
XIV. Den ægte Patriot vel ingen bør forgiette,
Som saa velmeenende forsøgte at oprette
Vor Dronnings Fødsels Fest et Minde, Dagen værd?
Hvi maa Erkiendtlighed ey viide, Hvo han er? (o)
Huus=Armes skiulte Trang, som mangen Gang er større
End den, der giør sig selv bekiendt for hver Mands Dørre,
Skiøndt hiin ey blotter sig, blot af Undseelse
Holdt den Veldæder for den hielpeværdigste.
Hans Spiisnings=Casse (p) blev den stille Hungers Lindring,
Som satte Dagen til Velsignelsers Erindring;
Den Glæde, syntes ham, var værdigst slig en Dag.
Gud give mange fler saa christelig en Smag!
) De Herrer Obrister: ron Leriner og ron Eicehstedt.
(i) De Herrer Obrister: de Seue og von Bruggemann.
k) Hr. Commandeur Henrich Fischer.
(l) Hr. Commandeur=Capitain Daniel Ernst Bille.
(m). Hr. Commandeur=Capit. Anthon Nicolai de Fontenay.
(n) Hr. Kammerherre og Obrist Albrecht Christoph Schaffelitzky de Mucadel.
(o) Dog slutter man sig med Vished til, at det er den samme velmeenende Høvids¬
mand, som paa Hs. K. Majestæts Fødselsdag den 29de Januar. 1767 op¬
rettede tvende Stiftelser: Een for 6 fattige Officier=Enker, som i Syg¬
doms Tid nyde ugentlig 5 Mk, og een for 12 fattige aftakkede Soldater og
deres Enker eller Børn, som nyde ugentlig 2 Mk.
(p) Til samme haver Han høystbemeldte Dag lagt Grund med 30 Rdlr. Spiis¬
nings Sedlerne blive uddeelte ved de Herrer Sogne=Præster. Og sees sam¬
me Indretning, efter saa god en Begyndelse, ugentlig at tiltage og under¬
styttes.


151


XV. Til Kongens Ære og Hans Undersaatters Beste,
Man atter nu igien en nye Forordning læste. (
Den samme Sigte har, som Kongens fleste Bud;
Paa Agerdyrkningens Forbedring gaaer den ud:
Af før udgangne Bud er noksom kundbart blevet,
At Kongen ønskte snart alt Felledsskab ophævet.
Paa mange Steder han sit Ønske opfyldt seer,
Men flere Steder er det mødt Forhindringer,
Dem vil Hans Majestæt af Vejen ryddet have
Hvortil hver Jorddrot Selv af Buddet sig kan stave
Vel varsler Han endnu; Men efter fiire Aar
De Uindhegnede for Hiemgiæld Skade faaer."
XVI. Det er ey Kongen nok, Fabriker at formere,
Han vil tillige see dem, hver i sit, florere
Og dertil giver Selv den forderligste Kraft.
Paa hvilket Rendsborg har et stort Exempel haft. (r
XVII. Med Statens, gaaer det til, som med hvert Legems Lemmer,
Ethvert i sit Bedrift det Gandskes Vel forfremmer;
Men lider et af dem - om end det ringeste
Er hele Legemet strax i Forvirrelse.
Hvad Under, Staten da saaes nidkier at beskytte
Et Stats Lem, ringe vel, men dog til Statens Nytte
Og, som foragtes kun af dem Foragt er værd'? (s
Hvad er u-ærligt, naar det u-undværligt er?
XVIII. Ved Fugle=Stang man saae det ægte Laug sig øve,
Som der paa Færdighed aflegger aarlig Prøve.
Det allernaadigste Besøg, det kunde faae,
Det nu - som før er seet - udi Monarchen saae.
Ja, i Hans Følge saaes Hertugen af Glocester
En Giest, som Ære var for Laugets ædle Giester,
Monarchen, til enhvers Opmuntring, skiød og traf;
Et Skud, som dobbelt Fyer enhver i Lauget gav:
(g) See Forordn. om Fælledskabets videre Ophævelse i Danmark, af 28 Julii.
(r) S. den Rendsborgske Olmerdug=Ulden= og Linnet=Fabriks Friheder af 21de
Oct. 1768.
(s) See Magistratens Placat til Natmesterens og hans allerunderdanigste Lydig¬
heds Beskyttelse af 17de Julii.


152
Nu Fuglens hærdet Bryst den ikke længer nytter;
Den fandt, at efter det var meer end skarpe Skytter;
Den faldt; men for en Giest. (1) Og Laugets Love vil
Dets Konge=Værdighed ey Giester dømme til
Thi maatte Skiven for, den Sagens Udfald viiste,
Dens Centrum giennemskudt som Konge=Skud man priste:
Min Wivet (u) Æren hiem med Konge=Baandet bar,
Jeg Æren: At jeg nu til Ven Selv Kongen har.
XIX. Vor Handels Suk og Raab fik ønskelig Bønhøring,
Da den fra Asien, med rigeligste Føring,
Fik tvende Skibe hiem. (x) Gid Nordens Handel maae
Paa alle sine Suk saa riig Bønhøring faae!
XX. Tolv=Klokkens vældig Lyd Sanct Nicolai lod høre,
Monarchens Gavmildhed al Staden at kundgiøre.
Gud, een Velsignelse giv Kongens Huus igien
For hvert et Klokke=Slag, der lydet er med den! (y)
XXI. Fra Slesvig Glædens Lyd til alle Grændser hørtes,
Og Fyrstendommene ved sammes Gienlyd rørtes:
Statholderen Prinds Carl, saa længe ventet, der
Man med Lowise nu igien paa Gottorf seer.
Velkommen, Høye Par! - Statholderskabets Ære
Og Undersaatters Lyst - Velkomne skal J være!
Vi ønske Gottorffs Fryd - i Haabet smilende
Lovise med Prinds Carl, her og Velkommen see!
(t) For Hr. Peder Soestedt i Helsingøer.
(u) Hr. General=Fiscal F. W. Wivet.
(x) Fredensborg=Slot, ført af Capitain Svane fra Canton i China, og Kron¬
Prindsen, ført af Capitain Elphinston fra Tranqvebar og Bengalen.
(y) Den har hængt i det forrige Slots Taarn og er støbt 1491. Desuden fik
samme Taarn paa samme Tiid endnu en Klokke, kaldet Fem Mands
Klokken, som veyer 17 Skp. 4 Lpd. 15 Pd., omstøbe paa Kirkens egen
Bekostning.
TÆXRAA


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Augustus 1769.
Dannemark.
I.
Vort Herskab er vor Lyst, som uforandret bliver,
Forandring Deres Lyst dog nu og da opliver:
Lyst=Slottet Fridrichsborg fra Fridrichberg dem drog,
Hvor en forandret Egn Dem, som paa ny, indtoeg
Forgieves Fridrichsborg dog søgte at indtage
Dem meer, for denne Gang, end netop aatte Dage;
Moed faldet saae det sig af Dem forladt igien,
Saae skielt til Fridrichsberg og tvang Misundelsen;


154
Hirschholm og Fredensborg, det saae, imod sig kneise,
Fordi de og fik Deel i denne Konge=Reise:
Dog kunde det ey skielt til disse Slotte see,
Dem, sukkende, tilstoed sin Lykke værdige.
I1. Vor Stad saae Friderich, vor Konges elskte Broder,
J ønsket Følge med sin dyrebare Moder,
Vi saae Ham, som paa ny, gientog vor daglig Bøn
Om Guds Beskiermelse for denne Konge=Søn.
Vi fuld Forviisning vel af Rygtet havde faaet:
Han havde lykkelig sin Sygdom giennemgaaet,
Nok for vor Roe; -- Men os dog Tiden syntes lang
Til selv vort Øye saae Hans Velkomst første Gang.
Det elskelige Par sig her dog ey opholdte:
Thi det var Fridrichsberg, som Deres Hidkomst voldte.
Did ud de skyndte sig, hvor Majestæterne
Til Middags=Taffelet Dem kierligst ventede.
III. Vor Konge har vi seet Land=Magten sig antage,
Saa snart Han kommen var fra Udenrigs tilbage,
Med nye Alvorlighed, da Han dens Mangel saae,
Han end betimelig fik raadet Bod derpaa,
Den mægtigt styrket blev til Landets Forsvars Beste,
Hvert Rytter=Regiment forøgt med hundred Heste."a)
Men slig Forøgelse uventet hist og her
Blev Regimenterne Anledning til Besvær,
Til meer Fourage de nødvendig maatte trænge
Og, visse Steder, den knap kunde faae for Penge,
Landmanden derfor nu er paalagt, som en Pligt,
Til anbefalet Priis at skaffe dennem Sligt." (b)
IV. Hvad Ære er det ey for Holsteens fælleds Herrer,
At see den Enighed, som mellem Dem regierer?
At høre, vexelviis, nu Hiins, nu Dennes Bud
Paa Begges Landes Vel enstemmig at gaae ud?
Hvers
2) See den Danske Mercur for Februarii 1769 §. III.
(b) See Forordningen af 8de Aug. angaaende Havre=Høe= og Halm Leverance
for Betaling til de udi Sædland, Fyhn og Jylland inqvarterede Cavallerie og
Dragon Regimenter, indtil videre.


155
Hvers Andeel lige Ret og lige Adgang blotter
Til Lære Embeder for Begges Undersaatter" (c)
Ja, Tak skee Herskerne.
Det er jo og eet Folk?
Hvis De ey giorde eet, man andet fik at see.
V. Af Jøder meer end nok vi har i vore eegne,
Saa vi for fremmede ey være tør forlegne.
Det mærker Kongen Selv; Gav derfor at forstaae,
At Holsteen fler ey Pas til Danmark give maae." (d)
VI. Gid heele Norden var befordret til det Beste!
En slig Befordring, man med større Fordeel læste
End de Befordringer, som udi Rangen skeer;
Dog, Mange og ved dem sin ønskte Fordeel seer.
1. Land=Væs nets Høye Raad, som vil dets Beste ramme,
Til Fordeel vil sin Pless (e) som Deputert annamme.
2. Post Amtet kan med Grund sin Fordeel see derved,
At blandt dets Directeurs Herr Lange (f) og fik Sted.
3. Ja endog enkelte Personer Fordeel nyder
Om Kongen dennem kun med blotte Tiller pryder,
Mon vel von Cronstern (g) ey med Ortved (h) Fordeel fandt,
Da nu, fra fler end før, de Gang og Sæde vandt? (i)
VII. Det er dog ikke værd paa Fordeel her at bygge;
Som best man holder fast, man holder kun en Skygge.
Herr Gabel (k) sander det; Hans unge Dames (l) Grav.
Nys al den Fordeel toeg, som Livet hannem gav.
VIII. Hvo al den Fordeel ey, som Ønsker fatte kunde,
Vor Nordens Handels Drift af Hiertet vilde unde,
Den kiendte ikkuns lit til dens Nødtørftighed,
Vel at dog Nogle kan sin Fordeel see derved.
e) See det Kongel. Reseript, dat. Guæstadt d. 14. Ang.
fd) See Rescript mod fremmede Jøder, dat. Glyckstadt den 5. Jul¬
e) Kammer=Herre Christian Ludvig Scheel von Plessen.
(f) Justitz Raad og Post-Forvalter Jens Lange.
(g) Etats Raad Carl Erid. Schreiber von Cronstern.
h) Justitz Raad og Borg=Rets=Præsident Truels Ortved.
(i) Den første, som Conferentz- og den anden som Etats Raad.
(k) Geheime Raad Gabel, Deputeret i Søe=Commissariatet.
(l) Birgitte Sophie Gabel, fød Baronesse af Rosenkrands, død 23 Aar gammel.


156
Det kiere Compagnie, som Asien beseiler,
Nu ikke, for i Aar, i Ønsket mere feiler,
Det saae sit trede Skib; fik Rigers Ønske (m) hiem,
Og naar det altid skeer, kan meer ey ønskes dem.
1X. Stats=Lotteriet blev for første Gang udtrukket,
Fordelene ved det, hvorefter mange sukket,
Dog Faa kun kunde faae; Og for Mangfoldige
Just at de intet fik, størst Fordeel var, maaskee!
Den græder ey for Guld, som ikke Guldet kiender,
Det sielden Fordeel blev i uforsøgte Hænder.
Vel at det største Lod da faldt - som Rygtet vil
Udi en Haand, som veed hvad Penge duer til.
X. De Stiernekyndige, hvis Natte=Søvn gaaer over,
For Himlens Omgangs Skyld, mens hele Jorden sover,
Fik nok i denne Tid at tage vaere paa.
Nys man med Venus dem jo sysselsatte saae?
De saae, og hvad de saae, de os fortælle gierne,
Men ach, vi jordiske har saa uhældig Stierne,
At klog re, end vi var, vi ikke blevne er;
Taalmodig vente vi dog ny Formodninger!
Nu opsteeg en Comet (o), som dem end mere trætter,
Den dem en Spaae=Mand blev for lange vaagne Nætter;
Og, hvis den meere spaaer, vi Got da haabe vil;
Thi Andet seer vi ey, vor Jord kan trænge til.
XI. For sildig jeg vel nu med min Undskyldning kommer?
Hver fremmet Gøgler, vi har havt i denne Sommer
Og Tallet har formeert i Kongens Kiøbenhavn,
Jeg ikke maanedtlig har meldt og givet Navn!
Hvad skal undskylde mig?
J Sandhed, Gøglerier
For Stadens Æres Skyld med Forsæt jeg fortier.
Man veed hvad Folk til Torvs de Kiøbmænd have vil?
Naar nu paa sliges Vink al Staden stimler til
(n) Skibet, Rigernes Ønske, ført af Capitain Bagge fra Bengalen.
(n) 50000de=Rixdaler.
(o) Observeret paa det Kongelige Observatorio den 24de Aug. men dog ikke mad
Vished kiendt for en Comet, førend den 28de Aug.


Og ey paa Penge seer - hvor Faa de end har hiemme,
Dem de til Statens Krav fornødne har at gjemme
Hvor kunde jeg da troe, man dermed fandt sig tient
At see sin Daarlighed gjort offentlig bekiendt?
Dog, at ey min Mercur skal derfor høre ilde,
Jeg da forsikre kan, saa nødig som jeg vilde,
At hver, fra Neubert (p) af til Biørne=Trækkere,
Har i vor kloge Stad havt frisk Fortieneste!
Tilsidst kom Rosignol (g) - men neppe blir den Sidste
Han Fugle=Stemmer stærkt at efterabe vidste;
De, som har hørt hans Slag, for andre har den Trøst
At Nattergalens Slag de have hørt i Høst.
Sverrig.
Norkiøping længe ey opvartet Rigets=Stænder,
Did kom de, efter Kald, fra alle Rigets Ender.
De kom, de samlet sig, men heller ikke meer;
De den sig ubeqvem til Samling strax anseer.
Rigs=Dagen i en Hast de til Stokholm forflyttet;
Den syntes ey saa vel i mindre Stad beskyttet;
Forhen i Rigets Raad just det var Kongens Raad,
Som Stemmers Overvægt dog den gang fik forsmaaed.
De Svenske Stænder og, som Raadets Principaler,
For dette og for meer dem nu til Rette taler;
Men Kongens Forhold de med dyb Ærbødighed,
Taknemmeligst har viist sig høystfornøyet med.
De nu, til Rigets Vel, anvender alle Kræfter,
Dets Velfærds=Midler ret at kunde komme efter,
Hvorvidt de derudi kan blive lykkelig
Vil af Beslutninger vel snart udviise sig?
Man har det beste Haab udi det hele Rige,
Alt forudseer sit Hæld til største Høyde stige,
Ja, hver Mand vel tilfreds i alle Stænder spaaer!
Det dog vel meget er at vente paa et Aar?
(p). Med hans talende Schefferinde &c.
(g) Rosignol, paa dansk en Nattergal, en Jtaliener.


157


158
Engeland.
I. Uroeligheden her alt meer og meer tiltager,
Selv London nys indgav til Kongen bittre Klager,
Og efter denne Stad alt flere retter sig,
Som Ministeriet giør meget Bryderie.
II. At holde Vedde Strid og Veddemaal oprette,
Ja største Summer tidt derved i Vove sætte,
Er fast en medfød Lyst hos Engelænderne;
Skiøndt Striden ofte sees kun lidt betydende.
Mod Hanekampens Lyst jeg intet har at sige,
Det var en Daarlighed at ville den bekrige,
Da den er Almuen saa saare Hierte=kier?
Jeg ellers sagde:Den var ikke Syne-værd.
- Holdt, det er jo ey dette
Mon deres Vedde=Ritt?
Som jeg skal denne Gang fra Engeland berette?
En finder udi et, en udi andet Smag,
Og Smagens Værne=Ting jo er: Enhvers Behag?
Dog den Beretning, jeg har derfra nu at mælde,
Er og en Vedde=Striid, der saaes om Penge gielde,
Men Veddemaalets Sum er ey betydelig,
Til fem Rixorter Dansk den knap beløber sig. (r)
Dog saa betydelig sees Striden selv at være,
At mange Slige der blev Veddelystens Ære:
Flid saaes udfordre Flid" - en Strid, som vist er rar
Og de Udfordrede to Spinde=Piger var.
Sex Dage de paa Kap vil mod hinanden spinde,
Hvo nu meest Spindeløn i den Tiid kunde vinde,
Hun skulde være den, som Veddemaalet vandt.
De spandt, saa Konsten end ey deres Lige fandt." (s)
Hvis Eng lands Vedde=Lyst - som Franske Daarligheder
Engang formodentlig til Norden sig udbreder
Da gid den yttre sig i den Slags Vedde=Strid,
Hvis Maal Opmuntring blir for nyttig Konst og Flid!
5 Engelske Skilling.
(2) Den ene spandt 18 Pd. til 18 dansk Skilling Pundet, som beløb sig til 3 Rd.
2 Mk. 4 sk. og den anden 6 Pd. til 3 Mk. Pundet, hvis Beløb er 3 Rdl.


Frankerig.
For kiedsomt Overhæng vil Hoffet være sikker,
Ey nær sig paa en Miil vil lide nogen Tigger."
En velindrettet Stat det og ey lide bør;
Til sunde, friske Folk ey Bettel-Stave hør',
Ja den ey sees engang, tillade dem de Svage,
Thi, slige, Staten vil Selv under Arme tage.
Hvad Under, Ludevig da under haardest Straf
Dem alle fra sit Hof saa lang Afviisning gav?
Men man paa Tiggere stoer Forskiel veed at være?
Dem, som en liden Sum til Almiss tør begiere
Og ey Undseelse for Nogen have vil,
Er det vel egentlig, som Kongen sigter til?
Thi alle Tiggere kan Han umueligt meene,
Med mindre, hvor han er, han leve vil allene;
Men Hans, ja ingens, Hof det kunde vel anstaae;
Hvers Audienee=Sahl brillant jo være maae?
For Cer moniens Skyld de Cour dog faaer modtage?
Hvis man nu paa en Miil hver Tigger holdt tilbage,
Hvor fattigt vilde det ved mangt et Hof udsee,
Hvor tyndt blev Tallet der ey paa Opvartere?
Hvor største Staaddere som oftest meest brillere?
Og disse Hofferne vel ikke vil undvære?
For dem, for Statsens Skyld, faaer Adgang være fri;
Saa Kongens Forbud ey til dem kan strække sig.
Rusland.
Slet Nyt fra Petersborg! - Er det ey at beklage?
Dens Venus=Speidere vel alle kom tibage,
Men tænk, ey klogere end da de reyste bort,
Thi Sky=Gardiner dem har alt usynligt gjort!
Den sære Venus! – Dog maaskee hun andre Steder
Ey skiuler sig for dem, som efter hende leder?
Thi, hvis fra hvert et Sted man sligt om hende hør,
Da er hun ikke værd den Cour man hende giør.


159


Jtalien.
Paol sit Fædren land med Ære Ryggen vendte,
Da hans usvækket Mod det ikke længer tiente.
Sin Magt han svækket saae ved Magt, ved List, ved Konst,
Og indsaae viiselig al Modstand nu omsonst.
Livorno søgte han og naaede, hvad han søgte:
Et Sted, hvor intet Ont han havde at befrygte;
Men kunde Paoli ey blevet hvor han var?
Han heller intet Ont jo der at frygte har?
Der vel udlovet blev en Sum, som ey var ringe,
Til den, der kunde ham i franske Hænder bringe;
Men dermed havdes jo det beste Øyemeed?
At man ham vilde kiøbt, var blot af Kierlighed!
Den Aarsag selv Paris jo dertil foregiver? (t)
Hvi mon paa Corsica han da ey roelig bliver?
Ney, han vil heller flye for Frankrigs Kierlighed,
Og søge, hvor han kan, sig andet Tilflugts-Sted.
Livornos Havn ham og modtog med slig en Ære,
At lig re en Triumph end Flugt det faaes at være.
Ved hvert et Fyrste=Hof Høyagtelse han nøed,
Ja Keiser Joseph selv til Taffels ham indbød. (o)
Tyrkiet.
Constantinopel nys af Vaade=Jld hiemsøgtes
Og Pestens Overhaand udi dens Egne frygtes;
Selv har den slaget Jld til Krigens grumme Brand;
Mon Lande=Plager fler den vel udholde kan?
skal det ey kunde frugte
Krig, Pest og Jldebrand!
Og Tyrkens Overmod mod Christenheden tugte?
Endnu det ikke seer, desværre, ud dertil;
Dog vi af Himmelen det beste haabe vil.
Vi Rygte hør om Strid; vi Rygte hør om Seyer;
Men mellem Frygt og Haab dog Rygtets Vægtskaal veyer.
Det arme Polen er at ynke først og sidst,
Som ikke bedre har sit eget Beste vidst.
(*) See Aton. Mereur No. 110, Verfølg von Paris, vom 3 Junii.
(u) J Mantua.
J000


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
September. 1769.
Dannemark.
I.
Vi er saa vante nu til Fryd og Galla=Dage,
At vi staae Fare for, de meer ey skulde smage.
Mon Medgang uafbrudt ey blir usmagelig?
Hvor mange nyder den og finder sig deri?
Tør vel de nyere det gamle Ordsprog vrage:
Der stærke Been skal til, at bære gode Dage.
Ney, det ey vrages kan, hvis man ey vrage vil
Alt, hvad Erfaring er uvilligt Vidne til;


162.
Dog blive langt fra os, vor Skiønsomheds Vanære!
At slige Dage, os usmag lig skulde være,
Som Julianes Dag. Den var, den er og blir,
Saa tidt den komme vil, vor Nordens Fryd og Ziir.
For tidt al Jorden veed, den aldrig komme kunde,
Forstaae, naar kun os selv vi vil det Beste unde,
Men Dronningen vi den ey ønske oftere
End Hendes Majestæt Selv ønsker den at see.
Gud glæde Hende her Hun altid er vor Glæde,
Til Hendes Glæde vi og altid ere reede;
Men alt, hvad vi formaaer, og jordisk Vidd forstaaer,
Til Hendes ædle Siel at glæde ey forslaaer.
II. Land=Slottene endnu vort Herskab vil behage,
Et efter andet saaes Dem af og til indtage;
Jndbyrdes Sælskabs=Lyst er fast den eneste,
Som ret forlyster der De Glædeværdige.
Dog Kongen, Landets Liv og alle Hoffers Glæde,
Jmellemstunder sees Dem anden Lyst berede.
Snart et, snart andet Sted, Han mildest fik tilsagt,
Til Helbreds Tidsfordriv en Lyst=Parforce=Jagd.
III. Vor Handels Mægtigste dens mildeste Beskiermer.
Og største Fiende af alt, hvad den fornærmer,
Hvis Kongelig Behag er dens Velgaaende,
Nys naadigst nærmet sig med Dronningen at see
Hvad Asien i Aar til den har maattet skatte;
Vor skiønsom Compagnie og alt til Skue sadte,
Som Skienk af Kongens Haand. Alt Begges Biefald vandt
Og Kongen i dets Flor Løn for sin Naade fandt.
IV. J alle Verdens Hav vor Handels=Skibe fredes!
Ved Guds og Kongens Skyts de hen og hiem veyledes!
Hvad Frygt da, omendskiøndt Algier er bleven vred? (a)
Man kiender alt for vel dens Vredes Øyemeed;
Monarchen gode Raad - er gode Raad end dyre?
Dog viiseligen veed, dens Vrede snart at styre.
(a) Dette er meldt fra Algier, men og, at det formodes, Sagen snart bliver bragt i forri¬
ge Rigtighed. Jmidlertid har den Danske Consul, Hr. Agent Andreas Arreboe
forføyet sig til Marseille.


163


Vor Handel roer sig i lovlig Sikkerhed,
Saalænge Norden har med andre Magter Fred,
Den, Gud os give vil, mens vi den Selv vil have;
Thi ædlere end Fred er ingen himmelsk Gave.
Man ønske hvad man vil, til Legem eller Siel!
Mon Fred ey udgiør Alt til Begges sande Vel?
V. En Flode giestet os - en Russisk Orlogs=Flode! (b)
Vil Danmark mindste Ont sig nu af den formode?
Ney intet mindre, Ney, den her kom fredelig
Og fredelig igien herfra forføyet sig;
Dens Cheffer Audientz hos Kongen blev forundet; (c)
Den naadigst blev tilladt Passage giennem Sundet.
Hvor den vil lande sidst, ey vides tør i Aar;
Ad Aare Tyrken vel det først at vide faaer?
VI. Den sikre Fred er Lods og Skyts i vore Havne,
Saa Kongen kan i Roe sit Arve=Norden gavne,
Land=Væs nets ønskte Tarv, som - saa at sige
Hans Væsen, Maalet naae ved Hans Bestrebelser!
En Dronning (d) haver sagt - i England Hun regierte
Hvis efter Hendes Død man aabnet Hendes Hierte,
Calais man vilde der da læseligen see."
Saa Hierte=nær toeg Hun sig samme Levende;
Men mon vor Konge ey som Levende os lærte,
At, hvis vi kunde see Hans Faderlige Hierte,
Land=Væsenet deri da vist som prentet var?
Saa nær hans korte Tid sig det jo taget har?
Dets General=Colleg ved ham har frie Hænder,
Og man dets Virksomhed i heele Landet kiender,
1. Ja, bedst udsøgte Mænd, som Commissarier, (e)
Skal det til Haande gaae. - Hvad mangler da vel meer?
VII. Jgiennem det Colleg, hvis Kald er at forsøge
Alt, hvad de Kongelig Financer kan forøge,
2. Kom
(b) Nogle og tiuge Skibe stærk, oppebiende endnu flere, som med den skulle foreenes.
c) Amiralen, Hr. de Spiridoff, Vice=Amiralen Hr. Anderson, og Contre=Amiral
Hr. Elmanoff med alle de Herrer Skibs Chefferne, indførte til Cour ved den her
værende Russisk Keyserlige Minister, Herr Filosoffow.
(d) Maria, da den vigtige Stad Calais i Piccardie blev af de Franske igien erobret
fra Engelænderne, Aar 1558.
(e) Toe for hvert Amt, eller toe for flere Amter, efter Amternes Beskaffenhed i
hele Danmark.


164
2. Kom nylig ud en Plan - den just udgiør ey stort¬
Om Brænd viins=Brænderie, som skal forpagtes bort; (k)
Men ingen Oeconom bør liden Fordeel vrage,
Hvor han med Rettens Hævd den kan til Jndtægt tage;
Thi hvo som altid vil forkaste Skillingen,
Den - som man siger - faaer ey heller Daleren.
VIII. Post Amtet, Kongen saae end videre tilgode
Med en Med Directeur; den Post Han Sturtz (g) betroede;
IX. Vor Høye Skoles Ven, hver Videnskabs Mæcen,
Har Lægekonsten (h) dog - alt Maaneden forhen (i)
Som sin Patron og Ven særdeeles sig tilegnet,
Da Kongen den i sær Sin Høye Skyts betegnet,
Ved det udseete Val, som Konsten Ære giør
At den fik i Græv Thott Patron og Directeur.
X. Hvad fler Avancements September kan berette,
Jeg, efter tagne Plan endnu ey vil forgiette;
Det er min Pligt i Aar, naar Aaret er forbie,
Jeg for den største Deel vil Læseren befrie;
Jeg selv befries med, ved Sligt at udelukke,
Fra meget Slaverie, hvorunder jeg maae sukke;
Thi Navne, Titeler, med Stand og Rang og Gang
Mig - meer end tvungen nok - er altid dobbel Tvang:
1. Geheime=Raad Græv Holck, (k) som voxer meer og mere
J Kongens Naade, ham saaes Naaden mere ære,
En høyer Rang og Gang (l) end den han havde før,
Ved Rang=Forordningen ham nu med Ret tilhørr.
2. Toe nye Geheime=Raad (m) sig Kongen og udvalte,
3. Og Tvende fler end for Han Kammer=Herre kaldte; (n)
4. End vid re blev et Par forundt Etats=Raads Rang; (o)
Dermed vi være kan fornøyet denne Gang.
See Rente-Kammerets Plan og Conditioner desangaaende af 24de August.
g) Legations=Raad Helfried Peder Sturtz.
h) Collegium Medicum Regium.
(i) den 18de August.
(k) Hr. Friderich Wilhelm Conrad Græve af Holck.
(l) Som Geheime=Conserentz Raad.
(m) Hr. Frid. v. Klingenberg, fra 22. Jul. og Hr. Gustav Gr. af Holckd. 22 Sept.
(n) Hr. Major Arnold Ludewig v. Haxthausen og Hr. Landraad Christian Ernst
Schauenburg.
(o) Hr. Anton Friderich Schæfer og Hr. Hans Roefod.


LLL¬
165
XI. Liig=Listen byder mig, for Rangens Skyld, at sige,
At Tvende Levende kom i de Dødes Rige:
1. Fru Tønders (p) første Rang giør Hendes Dødsfald størst,
Det, følgeligen, bør da og anmældes først.
Maaske, at Hende Selv vel Mange ikke kiendte?
Men, Navnet: Tønder dog man velbekiendt vil vente.
Den Skam jeg aldrig troer vor Norden overgaaer.
At Gamles Hete-Navn den slet af Tanker slaaer?
2. Det andet Dødsfald har den trede Rang berøvet,
Da Otto Henrich Juul sit Baronie bedrøvet
Med sin Familie og hver, som ham har kiendt; (g)
Han med min Lov=Sang ey, som ubekiendt, er tient.
XII. Det første Handels=Skib, bygt til en Grønlands=Fahrer,
Som baade til sit Brug og Fahre=Vandet svarer,
Fra det Corsøerske Værft løb statteligen af, (r)
Man Navn af Chrtstian den Syvende det gav.
Saa stort et Navn! til et saa lidet Skib, som dette?
Ja, hvorfor ikke det? -- Det Handlen vil oprette,
Som Kongens Fader=Navn langt større Ære giør,
End den, hans Helte-Navn ved Orlogs=Magt tilhør!
Hiint frygtelige Skib (s) som tordner ud Hans Vælde,
Gid det i stille Roe, afmægtig giort af Ælde,
Sit Navn, sin Tieneste og alt maa legge ned,
Før det udfordres skal til Dettes Sikkerhed!
Dets Navn, dets Ærinde, velsignes og vellykkes!
Det Handels=Compagnie - langt fra at undertrykkes
J Himlens Varetægt og Kongens Naade staae!
Saa denne Handels=Green med Frugter bugne maae.
(p) Vice=Amiralinde Tønder, fød Bendsen, Enke=Frue efter Hr. M. C. L. F.
Tonder, død i hendes Alders 64de Aar.
(d) Død i hans Alders 64de Aar.
(r) Fra Sr. Rasmus Langelands Skibs Værft, i Overværelse af H. Excellence Hr.
Geheime Conferentz Raad W. V. C. von Reitzenstein, som Præses for det
Corsøerske Grønlandske Robbenslager=Compagnie. Skibet var
drægtigt 67 Commerce=Læster.
(s) Christian den Syvende i Floden.


166.
Tydsk=Land.
I. Sig Tydskland Noget Stort spaaer af sin store Keyser,
Og af Hans vigtige Landsfaderlige Reiser:
Hans Arve=Staters Tarv har trukket Ham omkring,
Dets Fremme Josephs Sag var frem for alle Ting.
Hvad om Hans Værende i Mayland Landet taler,
Hvor Han i Tusind=Tal (t) antoeg Memorialer,
Har Rygtet, Ham til Priis, alt vidt og breedt udspreedt;
Ja Wien Gienlyd gier for at bekræfte det.
Vel sandt, saa stort et Skrig af Ankemaal og Klage,
Som hørtes Keyseren i Mayland at modtage,
Læt kunde giøre hver af slige Reiser kied;
Men han anhører alt med rar Taalmodighed
Og raader Boed derpaa: - som Wien os beretter¬
Finance=Væsenet paa bedre Fødder setter,
Hvad Folket trykket der, Han høyst misbilliger,
Og vil ophæve alt, hvad dem er til Besvær.
II. Prag stemmer Lovsang op; men veed ey paa hvad Maade
Den ret besiunge skal hans Mildhed og hans Naade,
Han tidt af sit Gemak - mens han opholdt sig der
Selv udgik, for at see og tale med enhver,
Som ventet Audientz sin Nød for Ham at klage,
Ey nok, Han hvers Soupplik saaes naadigst Selv modtage,
Ney, Han tillige Selv hvers Jndhold giennemgik
Og paasaae, at Enhver al mueligt Medhold fik.
II1. Hans Eegne eene ey af Hannem er indtaget,
Hvert Preussisk Hierte Han i Neutz (u) har til sig draget:
J kierligst Hensigt nys han søgte, ubekiendt,
At overrumple der Den Preussiske Regent;
Men intet fremmet Navn kan nogen Herre dølge,
Hvor altid Majestæt med Mildhed er i Følge.
Selv Preussens Friderich, Ham Østrigs Magt ey tvang,
Sit Hierte overgav velvillig denne Gang.
(t) Over 6000de.
(u) En Preussisk Stad i Ober=Slesien.


Frankerig.
Møysommeligen nok Endeel sig foretager,
At giøre Samlinger af smukke rare Sager;
Ey Penge, Tid og Flid, ja Intet bliver spart
Saafremt dets Kiender er af rette Samler=Art.
Man forestille sig, at slig en ægte Kiender
Sin hele Samling saae adspredt ved Tyve=Hænder!
Mon han forsømte vel det minste Øyeblik,
Før det Adspredte han igien opsporet flk?
Ney, han forsømte før at spise, drikke, sove,
Og al sit andet Gods lod staae for Vinde=Vove.
Nu kan enhver da let vel forestille sig,
Hvordan det nyligen stoed til i Frankerig?
Af unge Koner, Tænk, af Jomfruer og Piger,
Hvis Værd er velbekiendt i alle Verdens Riger
Paris møysommelig en Samling havde giort."
Endskiøndt dens samlet Tal just ikke var ret stort,
Lit over Hundrede vil ikke meget sige
Udi saa stoer en Stad og saa berømt tillige
Men udi Tallets Sag fastsetter ikke jeg
Om det har Forholds=Maal til Staden, eller ey.
Nok, at der ikke var paa eet Sted samlet flere
J Staden kan, maaske, fler Samlings=Pladser være?
Den glædte sig, - som hver vel selv begribe kan
Der har, paa Samlinger af denne Art, Forstand?
Nok saa omhyggelig den i en vis Indhegning
Dem vilde klække op og give dem Forpflegning
- Aa, andet ey end det?
For deres Lives Tid.
Hvortil saa megen Snak? Hver forudseer vel let,
Man den Indhegning for et Nonne=Kloster skriver
Og dem for Nonnerne, som der indsperret bliver?
Ja, vist nok, man dem indsperrede;
Jndsperret?
Endeel af dem tilforn og Nonner var, Maaskee?


167


168.


Utroligt er det ey; - Men man formoder ikke
At deres Levnet nu med Nonners sig kan skikke?
For deres Dyders Skyld de nu ey samlet blev,
Langt mindre man dem nu i Klosterne indskrev:
Den heele smukke Flok var nedrige Personer;
Skiøndt Piger, Jomfruer og nylig=gifte Koner
De blive kaldede udi det franske Sprog,
Til ævig Fængsels Straf man dem fordømte dog.
Men denne gode Fangst Paris ey længe glæder,
Den liderlige Sværm, den Pest for gode Sæder,
Har fundet Leylighed at skuffe Vogterne,
Om Atgus Portner var, da kunde sligt vel skee
Ved slige Qvinders List? – Kort, de er alle flygtet.
Hver Dyd saaes skielvende alleneste ved Rygtet.
Tænk, over Hundret meer end for nu løse er,
Og vidt udspreder sig i Landet her og der!
Vel takkes bør Paris for trøst lig Efterretning:
At en og anden alt, ved hurtigst Eftersetning,
Er halet ind igien; og i Forvaring sat;
Men, hvo forsikkrer os den faaer dem alle fat?
Hvad, om de slippe ud af Riget ubekiendte?
Hvorledes var med sligt vel andre Riger tiente?
Ethvert - saavidt jeg veed - vil svare for sin Deel:
Gid det gaae Frankerig ævindeligen vel
Hvis dets Aarvaagenhed og Vidd os kan forvisse,
At ey en eneste skal slippe ud af disse!
Alt hvad du slipper ud, galante Frankerig;
Vi ellers gierne taer; Kun dem behold for Dig
For denne Maaned taer min Læser saa til Takke!
Jeg vil en anden Gang ham mere foresnakke;
Snak er i beste Kiøb; de fleste tækkelig.
Hvad Under, jeg da og derefter retter mig?
J¬


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
October. 1769.
Dannemark.
I.
Vor Prinds, vor Friderich den ældre i vor Norden,
Endskiøndt den yngere i Thronens Arve=Orden
Fuldkomne sexten Aar tilbagelagte fik,
Af hvilke ingen Dag for Ham forloren gik.
Med Forsæt har Han vist ey nogen Dag forloret,
Det har vel Hoffet seet, og hver i Landet sporet?
Arv da, vor Arve=Prinds! den Frugt, som uden Arv
Vindskib lighed tilhør, til din og Arvens Tarv!


170
II. Mon Anden Friderich for toe Aarhundret siden,
Som stiftede en Fest for Tid og Efter Tiden
Paa denne glade Dag for Lærdoms Elskere,
Vel Dagens Værdighed for Tiden kunde see?
Det ikke troeligt er og tænkes ingenlunde;
Dog nok, man ingen Dag meer værdig vælge kunde
End den, som Fødsels Fest blev for en Lærdoms Ven,
Og daglig Jubelfest for Frid richs Navn igien.
Hans runde, milde Haand forsynligen anviiste
Et dækket Konge=Bord, som Hundrede bespiiste;"(a)
Det sees paa denne Dag toe Hundrede bereed,
Trods Tidens Tære=Tand og Krigens Graadighed.
Det staae mens Tid er til! Det Lærdoms Sønner mætte!
Kun Sandheds Hunger der opvække kierlig Trætte!
Fred være Stiftelsen, skiondt udi daglig Strid;
Men Ladhed aldrig faae ved Fridrichs Bord en Bidd!
III. Prindsessen, Gudsfrygts Speil og alle Dyders Tempel,
For Smaa og Store et saa skinnende Exempel,
Prindsessers Ære, Guds og Menneskers Behag
Paa Tredssindstiugende og fierde Aar i Dag, (b)
Charlott Amalia, for Hende offres Bønner
Af ædle Mennesker, de Cimbrers Christne=Sønner.
Kun Christendommens Kraft giør ædle Mennesker,
Al anden Menneskhed er ikkun Medynk værd
Hun leve, os til Lyst! og Christendommen lykkes!
Hun da, som Menneske, af Alderdom ey trykkes;
Thi hvad kan trykke den, som veed sig igienfød?
Den ældes kun til Liv og lever i sin Død.
Guds Zion i vor Nord med Helligdommens Sønner
Bedst kiender Hendes Værd og Hendes Naade skiønner.
IV. Mon Kongen kunde da vel vælge bedre Dag
Til at antage sig Guds Huuses faldne Sag?
(a) Det Kongelige Communttet (Klosteret ellers kalder) stilftet af Kong Frlderig
den Anden 1569. hvis Toehundrede Aars Jubilæum blev celebreret her ved
Universitetet, paa Arve Prinds Friderichs Fødsels=Dag den 11te October.
(b) Den 6te October.


171


Ey udi Dannemark! Ney disse - veed vi alle
Saa vel antagne er, at de ey kan forfalde.
See disses Bygninger, ja meer, see Visses Pragt!
Og skiønne saa enhver, hvor høyt de er i Agt.
Det var ey heller her. Ney det var Pfaltz, som trængte;
Dets Herrens=Huuses Trang vor Christian betænkte
Og gav vor Gavmildhed en mild Tilladelse, (c)
At række Bygnings=Hielp til disse Trængende. (d)
V. Den Dag Anledning gav vor Christian tillige
At give Ære bort, og Dincklag (e) saaes opstige
Som forhen æret var - blandt hvide Riddere
Ved Kongens Gavmildhed til nye Fortieneste.
VI. Det store Christjansborg modtoeg med største Glæde
To store Hoffer hiem fra Deres Sommer=Sæde,
Det giorde Fridrichsberg med Fredensborrig tom
Jndtoeg dem rummelig og havde endda Rum
For Enke=Dronningen Sophie Magdalene,
Som vilde dog endnu ey deraf sig betiene.
Gid Vinteren dem her maa blive Sommerlig
Og Christne=Hierters Lyst oplive hver for sig!
VII. At Vinde=Broer her for hastig ey skal svækkes
Og ved balstyrigt Folk for Tiden ikke knækkes,
Saa kom Advarsel ud, som samme vil befrie
Fra al utidig Vægt, mens de gaaer op og i (f
Hvo hverken Broer vil, ey heller Trudsler, agte,
Bør dog for Farens Skyld vel gierne faere sagte?
Thi hvad Ulykke kan der ikke faeres til,
Naar Ubesindighed forvoven være vil? (g)
(c) J tilladte Bekkener for Kirke-Dørrene ved St. Petri Tydske= og Guarnisons
Kirken i Kiøbenhavn, saavelsom ved den Tydske Friderichskirke paa Christians¬
havn og den Tydske Slots=Kirke i Helsingør.
(d) De Evangeliske Lutherske Jndvaanere i Mentzingen, Langenthal og Auen i
Churfyrstendommet Pfaltz til en Kirkes og Skoles Opbyggelse.
e) Hr. Kammer=Herre og Land-Raad Adam Levin von Dincklage.
(f) Ved Kong. Rescript til Havne Commissionen af 28. Sept. bekiendtgjort d. 5. Oct.
(g) En utaalmodig Matros kom for endeel Aar siden fra Proviant Gaarden til Hol¬
mens Broe, just da den var i Ophidsning; han vilde ved et Spring fortsette
Hiem Veyen; men faldt igiennem Broen, og som han havde sin Kaast Rug paa
Ryggen fastbunden, trak samme ham til Bonds, saa han kom ikke længere dengang.


172
VIII. At ey Guldtrækkere Optrækkere skal blive,
Lod Christian betids dem Regel foreskrive; (h)
Den viser, hvad Gehalt det Sølv bør være af
Som de maa trække ud og undgaae Falskners Straf.
1X. Lands=Faderen end meer til Landets Gavn beskikker.
Naar saae han ikke til med Rigernes Fabriqver?
See i Forordningen den Orden, Ret og Skik,
Manufacturer her for deres Halle fik! (i)
X. Hukommelsen til Hielp vil Kongen gierne komme
Ved igientaget Bud (k) til Lettelse for Somme,
Som kunde have glemt, at ikke dennem bør
At skifte efter den, der til Søestaten hør.
XI. Langt fra, at Kongen vil Fortienester forglemme!
Det Nyborgs=Fæstning fik med Glæde at fornemme,
Da den blev værdig seet at faae en Commendant,
Og saae, at Kongen Fircks (l) just dertil værdig fandt.
XI1. Desuden Kongen saae, foruden ham end Flere
Udi sin Land=Stat værd til meer at avancere:
Lad være, hver kun fik en Obrist=Caracteer! (m)
Saa lærer dette dog, de Chargen blive værd?
XIII. Sophia paa Hirschholm forglemmer ikke mindre,
At lade, nu og da, sin Ordens=Stierne tindre;
Hun bød den denne Gang at tindre paa et Bryst,
Som Schaffalitaky blev nu dobbelt Øyens Lyst. (n)
XIV. Men Døden, nu og da, forgietter heller ikke,
Til de Rangerede sit visse Bud at skikke
Det sorte Helsots Bud, som mørknet denne Gang,
Herr Tautes Øyens=Lyst, (o) uanseet Stand og Rang.
XV.
(h) See Forordningen af 4de October.
1). See Forordn. af 11te October.
k) See Forordn. af 19de October.
(l) Hr. Kammer=Herre Magnus Ernst von Fireks, Chef for Prinds Friderichs
Regiment.
(m) De Herrer von Brockelmann, von Devitz, von Blüicher, von Numsen
og Detlev von Rantzom¬
(n) Frue Geheime-Raadinde Schaffalitaky de Mucadel.
(o) Frue Oberstinde von Taute, fød Bærmund, gammel 63 Aar.


LLLL.
173
XV. Vi saae, at gaae til Seils Een Deel af Kongens Flode, (p)
Den Øster=Søen sig til Krydsnings=Tog betroede;
Kun atten Dage Den vor før forsøgte Ven
Besøgte nu og kom Erfaren hiem igien.
XVI. Erfarenhed er god; Got er, at see sin Fare
Mens det endnu er Tid, fra den sig at bevare.
Erfarenhed er ond, naar man sin Fare seer,
Og seer tillige, at fra den ey Redning er.
Lyksalig derfor du tilbagekaldte Jøde, (g)
Som gik ved Jesu Lys din Fare udi Møde,
Og ved hans Lærdoms Kraft betimelig undkom
J Ham Messias saae, fandt Daab og Christendom.
Gid din Bekiendelse, (r) hvis Sandhed du erkiendte,
Maae kraftig blive kiendt af ey endnu Omvendte!
Ja, Hvorfor vil J døe, J udaf Jfrael?
(7
Da Livet blevet er, som Forlods, Eders Deel?
XXVII. Han, som seer lige Vel og Vaagen til for alle,
Der tør sig Borgere udi Hans Stater kalde,
Han gav, for Jøders Skyld, et Tilsynsværdigt Bud,
Som Michels Flytte=Dag fem Dage sadte ud (t)
XVIII. Endnu en Flytte Dag blev denne Maaneds Ære,
Hvis Komme Ønskers Maal i lang Tid saaes at være,
Godgiørenheders Haab, Elendigheders Trøst,
Barmhiertigheders Frugt og Christne=Hierters Lyst:
Sanct Hanses Hospital - Pest=Huuset ellers kaldet
Det Jammers Vaanings Huus, saa sammerlig forfaldet,
At dets Jndvaanere, de, al Bejamring værd',
Snart dobbelt Jammer fandt i Naadens Huuslye der,
(p) Under Herr Schoutbynacht Hansens Anførsel.
(g) Marcus Salomonsen, nu Lndvig Jorgen Nyborg.
Hans Bekiendelse, eller Bevægende Aarsager, hvorfor han har forladt den Jø¬
diske Religion, og antaget Jesu Christi sande og allene saliggiørende Lærdom, er
trykt paa hans egen Bekostning hos Hofbogtrykker Moller i Friderichsberggaden,
hvor den og findes tilkiøbs.
(o) Ejechiels 18. Cap. 31. Vers (et af de Val: Sprog, som er anført for i hans
Skrift:
(*) Dog ikkun for i Aar i Anledning af deres Løvsalers Høytid, som indfaldt paa
vores almindelige Flytte=Dag.


174
Blev nu forflyttet; dog kun Stiftelsen allene;
Thi Huuset kunde ey til Sammes Flytning tiene.
Et tienligt Huus og Hiem blev dem paa bedre Sted (u)
Af Fattig=Væsenets Bestyrere bereed.
XIX. Algier har Freden brudt, det Sandhed er, desværre!
Men Tiden vil, maaske, dem Freds=Brudds Følger lære.
Jmidlertid det dog er got, at Løgn er til;
Tænk, Rygtet har udspredt og os fortælle vil:
At Jrringerne er paa dette ene grundet,
At ey det danske Krud forsvarligt er befundet!
Man veed, det Røver=Nætz faaer aarlig Skienk deraf,
Og hver, der havde slet, dog alt for got dem gav
Det allerbeste Krud, som Kongen har i Eye
Som saa forsvarligt er ved Classen (x) bragt til Veye,
Det skulde kiendes der for u-antageligt?"
Hvo kiender ikke det for uantagligt Digt?
Saa meget vil man dog af denne Fabel lære,
At Løgnere ey just altid Poeter ere:
Thi i ubunden Stiil den Løgn er forebragt,
Og af Vedkommende forsvarligen modsagt.
Hamborg.
Herr Neubert burde ey en Gøglers Skiebne mærke:
At reise Verden om med skiønne Spilleværke.
Skam for hans Fødeland, hvis det er bleven vaer,
Hvad Kundskab han besad og det ey skiønnet har.
Nu Hamborg skiønte det, Herr Neubert blev det værdig,
Den Kunstner haver der gjort to Brand=Sprøyter færdig,
Som alle hidindtil bekiendte overgaaer."(y)
Mon Danmark ey med Grund af ham sig Fordeel spaaer?
Engeland.
En Graver til en Død det Leye skulde lave,
Som alle Levende til Hvile arvet have,
Han gravede - man veed, at Jorden er det Sted,
Hvor sidste Herberg os tilfælles er bereed¬
(u) Den forige Krigs=Hospitalets Ladegaard, som nu er opkaldt: St Hanses Hø¬
spital og Claudi Rosetts Stiftelse.
(x) Hr. General=Krigs=Commissair Classen.
(*) Hvorfor ham er tilkiendt en Præmie i Hamborg af 100de Ducater.
(2) Som Kongel. Dansk Hof-Mechanicus.


Det var hans Embed; Men, han gravede forlænge,
Han gravede fordybt, kun for at vinde Penge,
Ey udi Graven, - Ney, der er Gevinst forbie,
Selv Croesus eyer der ey det han svøbtes i
Ney ved et Veddemaal - Hvad kan Gevinst ey giøre?
Den kan til Gierrighed arbeydsom Dyd forføre,
Og hver en Embeds Pligt, hos ellers store Mænd,
Kan blive lastefuld, ja skadelig ved den
Han havde veddet paa, den ti Fod dyb at grave,
Han nu just færdig er, vil Vedde=Summen have,
Men nu sank Graven ind og qvalte Graveren,
Saa Livet samt Gevinst med ham blev skiult i den.
J Levende, som her utrætteligen grave,
Af denne Graver bør en frygtbar Lærdom have:
Han grov en andens Grav, men den hans egen blev,
Saasnart som Vindesot hans Æres Helsot blev.
Holland.
Paol, som maatte flye for Frankeriges Vaaben,
Staaer endnu Opholds Sted paa mange Steder aaben.
Blandt andre Han fornys besøgte Amsterdam,
Hvor hver Hollænder selv toeg høfligen mod Ham.
Hans Efterlignelse man ønskte der at eye,
Men meget vanskeligt blev samme bragt til Veye;
Man veed, naar Skildreren sin Konst skal lade see,
Forlanges muntert Sind hos den Afskildrede,
Og det hos Paoli ey altid er at finde;
Thi Corsica vel ey saa let ham gaaer af Minde?
Og naar han mindes det, Hans kiere Fædren land!
J beste Lune han vel ikke være kan?
Jmidlertid han dog sig dertil loed beqvemme.
Nu Malerinden - en Francoise - vil fornemme,
Saasnart hun færdig var med hans Aftegnelse,
Hvad Klæde=Dragt ham helst derpaa behagede??


175


17


2


Det Spørsmaal ey saa snart til Ham fra Hende skede,
Før han i lige Hast med dette Svar var reede:
Just Hendes Nation er den, mig har afklædt;
Lad den nu klæde mig, som hun behager det;
Tyrke=Krigen.
Fra adskillige Steder:
Forønskelige Hugg faaer Tyrken allevegne;
Dog ey begegnes, som han andre vil begegne,
Saasnart det kunde skee, som hans Førønskning var
Men, Gud skee Tak, som det endnu afværget har!
Ham ingen Adgang staae til Christne=Lande aaben!
I den Henseende Gud styrke Ruslands Vaaben
Og alle deres, som taer Christeligt Partie!
Gud styrte derimod enhver, som staaer ham bi!
Det seer og ud dertil, saavidt man kan fornemme,
At Rusland faaet har ham i retskaffen Klemme;
Fyrst Gallitzin et Slag ved Dnisteren ham gav,
Som eftertrykkelig: hans Jndbrud viiste af;
Det Choczyms Overgang fuldkomment med sig trakte;
Ja hele Moldau sig Gzarinden underlagte;
Uorden, Frugt af Skræk, har Tyrkens Hære bragt
Paa en iilfærdig Flugt for Hendes frygtet Magt.
u nog.
tæt.5
Rom!
Naar ikke Paven maae ufeilbar længer være,
Saa falder af sig selv al Rommer-Stoelens Lære.
Vel sandt, der bæres Tvivl, om Sammes Rigtighed;
Men Skolens Støtter bør dog ikke tvivle med?
Dens Cardinaler! Tænk, de tør ham lade høre:
At Han i samlet Raad med dem sig bør raadføre."
Hvad? Mon de raade vil mod et ufeilbar Raad?
Paastaaer de det, er jo Grund=Støtten søndertraadt?
Dog, denne Pave er klog nok, i dette Stykke;
Han laer ey Stolens Grund saa s aabenbar forrykke;
De i Hans kiekke Svar kan see, som i et Speil?
At taer ey Han, saa toeg vist De i Hannem, Feil.
140


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
November. 1769.
Dannemark.
I.
Hvert Rige, som seer Tegn fra Kongernes Udvalte,
At Disse ingen Dag meer Mindesværdig tallte
End Den, som lagde Dem i værdig Konge Favn,
Der gav Dem Moder=Rang, et Dronningværdigt Navn.
Det Rige, skiøndt misundt, til sine Kongers Ære,
Bør paa sit Fortrin dog paastaaeligt at være.
Hver have sit for sig; Men, hvor det end gaaer til,
Misundes hellere end ynkes hver dog vil.


178
Lyksaligt Danmark da, naar alle Riger kunde
Maaske vel Nogle kan - dit Fortrin dig misunde?
Nok, dine Drønninger, saa langt fra, ey fortrød
Til Kongers Medhielp her at see sig være fød,
At De langt hellere den hele Verden vise,
De ey af nogen Dag sig saa lyksalig prise,
Som af den Æres Dag, da Kongers Ynde her
Gav Dem det elsket Navn. De Danske Dronninger.
Din Christjans Engelske, nu Danske, Caroline
Ey mindes nogen Dag saa æreværd, blandt sine,
Som Den; Det sagde Hun først Sorøes Fæste=Møer. (a)
Nu dem paa Antvorskov i fællig med Corsøer. (b)
11. Hirschholm endnu Besøg af Kongen saaes at nyde.
Tør Egnen vel endnu til Land=Lyst Ham udbyde?
Ney, anden Lyst Ham did med Juliane drog;
Og Arve=Prindsen Deel i Lyst=Besøget toeg.
De søgte Alle Tre kun Lyst i dette eene:
At hilse Dronningen Sophie Magdalene,
Som endnu fandt Behag sig at opholde der,
Skiøndt Løv=Fald Vinteren bebudet meer og meer.
Gientagede Besøg gav Hende da i Sinde
At stille Længselen, som Hoffet fandt herinde:
Hun lavede sig til; Hun skyndede sig hid,
At De ey oftere sig skulde skynde did.
Med Glæde Hoffet toeg paa Christjansborg mod Hende,
Før Tredsindstiuge Aar og Nie Hun saaes fuldende;
1I1. Hun dem fuldendte her. See Dagen kom igien,
Den, Nordens Bønners Frugt, og hver velsignet den.
Den kommer vist igien - i Fald den tør biefalde
Saa tidt, som Dronningen den Selv vil igienkalde;
Men ikke oftere. Ney Gud forbyde det!
Den u-velkommen her maa aldrig blive seet!
See den Danske Mercur for November 1767, med January 1768.
(b) Ligeledes 25. Bønder=Piger, som hver fik, paa den Dag, 30. Rixdaler til
Brudegave; Hvilken høytideligen blev uddeelt udi Antvorskovs Slotskirke ved
Amtmanden, Hr. Conference Raad de Lovenorn. Brude Folkets og Deres
Følgeskabs Beværtning blev bekostet af Ober Skatte-Directionen.


LLr.
179
IV. Ved Floedens Fødsels Sted (c) dens Fader saaes at møde,
Da det stoed i Begreb en Elephant (d) at føde.
Den, liig en Behemoth, sig skiød i Havet ud,
Balstyrig mod ethvert, undtagen Kongens, Bud;
Det, som hvert Floedens Skib, er Konstens Mesterstykke;
J Kongens Ærinde dem alle følge Lykke!
Forud gaae Frygt og Skræk, til Redning for enhver!
Naar de med Vredens Bud i Fahre=Vandet er.
V. Den Deel af Floedeus Magt, som laae i Aar paa Rheden,
Som hidset fulde Seyl - ey mindre end af Vreden
Og, som paa Fredens Rhed dem falde loed igien,
Saaes nu i fuld Begreb med Krigs Aftaklingen,
Paa Toe Fregatter nær. (e) De skulde rusted blive,
Og næste Maaned vil dem Forholds Ordre give;
Dog, Forholds-Ordren hver vel forud læse kan,
Som seer den Handlens=Ven, vi har i Christian.
Ja Han, vor Handels Ven og Fredens Ven tillige,
Langt fra ey sover ind, imedens Andre krige.
Vi have Prøver nok paa Hans aarvaagne Vagt;
Men dog endnu paa een endda bør give Agt,
VI.
Som lærer Dannemark, at holde paa det beste
Altid i færdig Stand tienstduelige Heste, (f)
Saa dets Cavallerie med eet opsadle kan,
Naar Tiden fordrer det paa Vink af Christian.
VII. Som han aarvaagen er i Landet at regiere,
Saa vaager han og for at Hoffet kan brillere;
Af høye Charger der, som før var enkelte,
End een (g) nu dobbelt blev i den Henseende.
Aa 2
c) Paa Nye=Holms Skibbygger=Værft.
(d) Orlog Skibet Elephanten paa 70. Kanoner.
(e) Fregatten Christiansøe, ført af Hr. Capitain Hans Ahrenseldt, og Fregat¬
ten Hav=Fruen, ført af Hr. Kammer=Herre og Capitain N. K. Juus.
(f) See Forordningen, det angaaende, af 21de November.
(g) Ober=Staldmester=Chargen, da S. T. Græve Christian von Holstein blev
Ober=Staldmester hos Drønningen.


180
VIII. En Stats Raads Værdighed er virkelig tilegnet
Liv=Lægen Struensee; (h) Men ey for nu antegnet.
Den gode Herre selv maae have skiulet det?
Thi hans Bestalling er den tolvte May udstædt
IX. En Obrist Caracteer saaes Kongen underskrive,
Og Ahlefeldt; Major ved Garden, den at give. (i
Af visse Classers Rang gav Han ey mere bort.
Mercur opholdes da ey fra at faere fort
X.
Til andet, daglig Nyt: Til Dødens aabnet Grave,
Der dagligen en Skierv, som Syndens Sold, vil have.
O, ja det er jo ikke heller meer?
En Skierv? –
Den Syndbefriet Siel gir dem en haandfuld Leer,
Som de dog ey engang formaaer at kunne giemme,
Naar Sielen fordrer det igien ved Jesu Stemme;
Sin Skierv Herr Hoyer (k) gav, med al Hengivenhed,
Til, den giengives skal - og Frue de Folfack (l) med.
XI. Fra Graven vil Mercur lidt ud paa Havet kige.
Det er jo og en Grav? Ja det vil intet sige;
Det bliver aldrig Grav for dem, den bliver vaer.
Før Handlens svage Kaar ey Gud til Værge har:
Toe Skibe, (m) blir den vaer, fra Graven at udhale,
Fra Compagniets Grav - vi dennem Gud befale.
De vel udreedet her paa Rheden mynstrede;
Vi dem fra Asien vil rigt hiemladet see!
XII. Det gode Sælskab, Det, vor Land=Huusholdnings Ynder,
Sit første Møde nu at have holdt, forkynder.
Dets Vice=Præsident Herr Morten Hubner (n) blev;
Til et saa hældigt Val hans Jndsigt alle drev.
(h) Johann Friderich Struensee.
(i) i Kammer=Herre Friderich Carl Christian Ulrich Græve von Ahlefeldt.
(n) General Krigs=Commissair Hans Hojer i sin Alders 71de Aar.
(l) Enke Frue Etats Raadinde Helene Marie de Folsack, sød Brumund, i 63de
Aar
(m) Det Danske Asiatiske Compagnies Skib Caroline Mathilde, ført af Capi¬
tain Schifter, bestemt til Bengalen, og Kongen af Danmark, ført af
Capitain Dixen, bestemt til Canton i China.
(v). Justitz Raad, J. U. Philos. og Hist. P. P. O. ved det K. Universitæt i Kiø¬
benhavn, og Assessor i Consistorio &c. Medlem af det for Konsterne, Manu¬
factuterne og Handelen oprettede Sælskab i London, med videre.


181


Hver ægte Oeconom Sælskabet ønsker Lykke!
J giørlige Forsøg det viselig samtykke!
Hver see, fra denne Dag, lærvilligen paa Det!
Beholde hvad han hør r og det anvende ret!
XIII. Al Verdens Herlighed, som Fordeel, ene kiendes,
Hos hver udi sin Deel, naar samme ret anvendes.
Ey Lykkens Gaver da til Fordeel blev for Fler
End dem, som har Forstand at kiende deres Værd?
Saaledes har jeg tænkt; og Tanken er saa rigtig,
At jeg, bestandig saa at tænke, seer mig pligtig,
Lad Lykken deele dem, for mig, til hvem den vil!
Jeg nævner, som jeg bør, hvem Loddet falder til:
Han vredes, eller ikke!
Herr Pilborg (o) vandt det nu; (
Saa, ønskes ham Forstand i Lykken sig at skikke!
Thi, med saa stoer Gevinst, at handle vel og troe,
Dertil vel hør'r lidt meer, end til at flikke Skoe?
Sverrig.
J Østad har man sat en Koe et Eftermæle
Og holdt dens Levnets Løb, os, værdig at meddeele;
Thi man i Ystad troer, at et Umælende
Saa vel kan give Stof til Levnets=Krønnike,
Som mange Mælende. - - Ja, hvorfor ikke dette?
Lad høre, hvad de os om deres Koe berette!
Den Stald, hvor Koen først for Lyset er frembragt
Ey nævnes; Men paa det ey meget ligger Magt.
Hvor nange Mælende vil det vel underskrive?
Tænk, manges Fødsels=Stad, var den ey at navngive?
Samt, af hvad Stamme de vel baarede fremkrøb?
Hvor saae det da vel ud med deres Levnets Løb?
(o) Rasmus Pilborg, Borger og Skoeflikker i Horsens.
(p) 15000de Rdlr., som den høyeste Gevinst i det 17de Kongel. Danske Lotterie.


182
Til Koen nu igien:Den døde i en Alder,
Som ikke hver en Koe almindelig tilfalder,
J eet og tiugend Aar, og kunde den, maaske,
Sin Alder have bragt endda lidt høyere,
Hvis ey en voldsom Død, ved Slagter=Arm indstevnet,
Den havde faldet an og endt dens Liv og Levnet."
Ja, det var ilde, at den Morder=Øxe kom;
Thi nu man ikke meer jo sige kan derom,
End, at en Koe er død som længe havde levet
Og gierne længere ved Live kunde blevet?
Hvi loed man flagte den? Hvi loed man den ey staae,
Og af Nysgierighed den Naadens=Foer loed faae?
Saa kunde man endda i Tiden os meddeelet
En Alder af en Koe, som var mærkværdig blevet,
Men nu? – Hvad er vel nu, som mærkeværdigt er
Hvis om et Menniske - som er langt mere værd
End end den ældste Koe i noget Land kan blive
Man ikke havde meer mærkværdigt at beskrive,
End: N. N. gammel blev og ældre bleven var,
Men, ach, en tidlig Død hans Liv forkortet har!
Hvad burde man vel da om slig Beretning sige?
Er da om Mennesker ey ofte hørt dens lige,
Som ey en Tøddel meer om dem har indeholdt,
Og dog Høyagtelse hos Læserne forvoldt?
Men om vor Svenske Koe er og lidt meer at skrive,
Dens Levnets Krønik skal da ey saa maver blive;
Dens Eftermæle har - skiønt den kun var et Nøed
Langt meer at sige os, end, den er fød og død:
Tie Kalve vel den bar og dem vel baarne føde,
Sin Slægtes Undergang i Sverrig at afbøde,
De samme voxte op paa deres Føde=Stavn,
Til Eyermandens Lyst, til Fødelandets Gavn.


183
Langt fra, som Føde=Nød - man ønskte dem opregnet,
Men Slægt=Registeret, desværr, ey er optegnet
Hvor mangen vældig Tyr, hvor mangen drægtig Koe,
Hvor mangen prægtig Stud har Sverrig - maae man troe
Ey blant dens Afkom seet? – Men disse ere blevne
Ey andet mærker man - i Glemme=Bogen skrevne.
Maaskee, vel andre der, som andre Steder, er
Et varigt Minde sat, som var det mindre værd?
End meer: Den gode Koe sig ubesmittet holdte;
Endskiøndt Qvægsygen Død i hver en Baas forvoldte:
Tre Gange Sygen kom; Tre Gange holdt den sig!
Som den udi sin Baas var ubesmittelig;
Af Skrøb lighed den faldt en gang i Alderdommen,
Da Sygen fierde Gang til Ystad var gienkommen;
Man holdte den for død; men der var intet om;
Den reyste sig igien - blot ved den Lægedom,
Som var omsonst forbrugt til alle, der bortdøde
Og strax fandt nøysom Smag igien i daglig Føde.
Vel kalvede den ey i de syv sidste Aar;
Men dens Velgiørere dog riig Erstatning faaer:
Med overflødig Mælk den daglig dem belønnet
For Huuslye, Pleye, Foer - som om den kunde skiønnet
Den, end det sidste Aar, tre Kander daglig gav.
Mon det vel siges kan ved noget Fød=Nøeds Grav?
Tydsk=Land.
Græv Saint Germain i Worms sin Boe=Pæl nu vil sætte,
Al Verdens Uroe der i Roe og Fred forgiette,
Og af sin Pension der leve rundelig,
Som ham fra Dannemark ordholdes kongelig.
Han blive der i Roe, den saa forsøgte Herre!
Ney, blir han der, saa maae jo Danmark ham undvære?
Ja, det fornøyet vil vel finde sig deri,
Naar han fremdeeles kun for Uroe bliver fri?


184


Frankerig.
Hvor mange brave Folk er ikke at beklage;
Som ikke veed, hvorfra de daglig Brød skal tage?
Det trøster meget lidt, at dem kan blive sagt?
Der bliver daglig Brød i alle Lande bagt,
Naar, uden Tryglerie de det dog ey kan have.
Mon Ære=kiere Mænd til Tryglen haver Gave?
Ney, dertil deres Siel er ikke nedrig nok;
Men Skiebnens Haardhed jo kan tvinge dennem dog
O, at en Adelaide (g)
Til slig Fornedrelse?
Da alle Tider var for slige Folk tilrede!
En afsat Officier i yderligste Nød,
Skiøndt man i Frankerig og daglig bager Brød
Sig saa fornedret saae og bragt i saadan Knibe,
At han sig tvungen fandt til Tryglerie at gribe,
Men høye Siele dog ey blotter sig for hver,
Der ere Hænder til, ved hvis Velgierninger
En Armod=plaget kun fordobblet seer sin Plage.
Gud trøste hver, som skal til dem sin Tilflugt tage!
Han for Prindsessen kom, beklagede sin Nød,
Som ikke mindre var, end Trang for daglig Brød,
J ædle Udtryk der sin Jammer han fremførte
Og Ædelmodighed Prindsessens Hierte rørte,
Strax saaes Goddædighed udi sin sande Pragt:
Hun Penge Summer just ey havde i sin Magt,
Som klækkelige var saa brav en Mand at give,
Og derfor heller vil slig Gave lade blive.
En Almisse, tænkte hun, er u-anstændig her
Et ærekiert Gemyt den kunde trykke meer
En prægtig Tabattiere,
End al dets skiulte Trang?
Som hun holdt meget af, hun vilde før undvære,
Den ædle Armod hun ey trøstesløs kan see
Den Ædelmodige!
Hun skienkede ham den.
(g) Den ældste Kongelige Franske Prindsesse Madame Matie Adelaide.
D
D¬


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
December. 1769.
Dannemark.
I.
Den sidste Maaned saaes i Aar den første blive;
Ey efter Soelens Gang det lader sig beskrive,
Men efter Jordens Løb og de Forandringer,
Som uforandret gir den nye Skikkelser.
Af vor Tids=Alders Aar os ingen Maaned viiste
I Hovedstaden det, som denne, Aarets sidste;
Det nydeligste Syn, det første hidtildags
Har da den Sidste gjort til Første i sit Slags:


186


Seer, Dronningen til Hest fra Christjansborg uddrage
Og til Charlottenlund et Lyst=Ritt foretage!
Om Kongen fulgte med, er ey at spørge om;
Han ey, saa langt vi saae, fra Hendes Side kom.
Sig Arve=Prindsen holdt ey heller langt tilbage,
Men holdt det for sin Lyst Høystsamme at ledsage.
Desuden Følge saaes med Hver af Disse Tre,
Som følgemæssigt var for Hvers Anseelse,
Og, følgeligen, saaes, for Dronningen at følge,
Ey Hendes Damers Lyst sin Ride=Konst at dølge;
Dog, denne Gang, kun Tre (a) den torde lade see,
Med Tiden blir vel Fler i Konsten øvede
Som kan endnu, maaske, for Rittet være bange
Naar de kun det har seet gientaget nogle Gange.
Og denne Maaned alt saae Hendes Majestæt
Med Færdighed og Lyst tit at gientage det.
Monarchen kierligt faaes, som oftest at behage,
Den sunde Motion med Hende at gientage;
Den Stilhed, som hans Amt Ham ellers fordrer af
Ham ellers lettelig Upasselighed gav?
II. De sunde Overlæg, som kun i Stilhed giøres,
Og dog saa hyppigen fra Cabinettet høres
Beviser meer end nok, hvor uopholdelig
Han der for Manges Vel i Stilhed matter sig:
.. Der husket Kongen paa, at vilde komme efter
Til Guds brøstfældig Huus i Aarhuus - Reisningskræfter;
Han det ældgamle Huus saae u-formuende;
Til Faldet negrende; men kan dets Fald ey see. (b)
Hans gode Hierte bød, ney det ikkun begierte:
Hver komme det til Hielp af eget gode Hierte!
J danske Christne, naar i Huus=Besøget faaer,
For Guds og Kongens Skyld gir da, som J formaaer!
Den
fa) Frue Geheime Raadinde og Ober=Hof=Mareschalinde, Grævinde Molkke, Frue
Geheime-Raadinde, Grævinde Hokck, og Kammer=Frøken ron Eiben.
(b) See det Kongelige Rescript af 3die Novemb. Aarhuus Domkirke til Beste.


187
2. Der tænkte Kongen paa, de Handlende at gavne,
Som skaffer hid Tobak fra de Vestindisk Havne:
Tobakkens Oplag her blev Pak=Huus Leye frie;
Dog ikke længer end Tre Maaneder forbie." (c,
c. Der pønset Kongen paa, i Sleswig at befordre
Det Gode, anlagt alt ved Hans Herr Faders Ordre,
Til Folke=Mængdens Flor, den, Hertugdommets Tarv,
Som baade her og der befordrer Kongens Arv:
Ved Jorde=Mødres Hielp befordres den til visse.
Hvad Under, Kongen da i Naade seer til Disse
Og rekker dennem Haand til deres Tarv igien?
De den haandgribelig fik ved Forordningen (d)
d. Der grublet Kongen paa, at Føddes Tal var mindre
End Dødes blandt hans Børn; det ønskte han at hindre,
Et Ønske, Faderligt - Men Spørgsmaal blev: Hvordan?
Din Gud velsigne Dig; Du saae det, Christian;
Du smitsom Syge faae - ved Koppernes Jndpodning
Dig rane dine Børn; just tvert mod din Formodning.
Du Selv Jndpodningen Jndførselen gav fri
Og tænkte, den dem just bevare skal for mig?
Du tænkte ret og vel - Guds Navn skee ævig Ære
Den har bevaret Den, vi kunde ey undvære.
Vi have Aarsag nok, at takke Himmelen
Og kysse Konstens Haand, som trøstet os ved Den,
Men Dig det ingen Trøst, som Fader, kunde give,
Om hvert indpodet Barn end og blev holdt ved Live?
Naar over Tusinde, ey just Jndpodningen,
Men just dens Smitte Dig berøvede igien; (e)
Her hørtes Graad og Skrig i Staden allevegne,
Man øynet Fædres Suk, man Mødre saae at blegne
Hver sine Børn begræd, fordie de dine var;
Det dig for Øren kom, Dig ind i Hiertet skaer:
Bb
(c) NB. Fra Jndførselens dato (ikke fra Dec.) at regne. Ved et Kongel. Reseript
af 21. November.
(d) See Kongens nærmere Anordning udi nogle Poster angaaende Jordemadre¬
Væsenet i Hertugdommet Slesvig, af 13de November.
(e) Kopperne har i Aar berøvet Kongen 1219. af Stadens Børn.


188
Du greb om Konstens Haand. Holdt!" raabte Du, som Fader,
Den Hielp du Nogle giør, dog alt for Mange skader;
Mig baade først og sidst; Hold inde, nu jeg vil;
Jeg vil, for Smittens Skyld, dig sette: hidindtil!
Tak, gode Christian! du Konsten ey forsmaaede;
Men med dens gode Raad dog holde vil til raade.
Den hielpe - hvem den kan - paa et afsides Sted:
Ey overfalde dem, som ey er forbereed
Saa ødeleggende en Fiende at modtage,
Og, som dens Hielpe=Haand maaskee ey vilde vrage,
Naar de Uskyldige kun Varsel fik derom!
Dog; - Nu er det forbie, - Du nu det forekom; (*)
II1. Blandt disse Dødes Tal, som sidste Maaned fældte,
En Mand af første Rang det og om Livet gieldte,
Herr Willum Berregaard (g) det just om Livet gialdt,
En Mand, der i sit Liv fast u-undværlig faldt.
J Tre Collegier (h) hans Optrin er bekiendte,
Og disse dølger ey det Skudsmaal han fortiente,
Ja, Fattig=Væsenet med Stadens Borger=Stand (i)
Hans vaagne Nidkierhed (k) ey nok beskrive kan.
Hans Grav=Skrift ævig staaer i Avertissementet, (l)
See der, hvad Dødens Haand unddrog os, saa uventet!
Jeg gierne, Ord for Ord, den vilde føre an;
Men, min Mercurs Begreb den ikke fatte kan.
(f) See det Kongel. Rescript af 1ste December, hvorved herefter ingen Jnocula¬
tion i Kiøbenhavn tillades; Derimod bliver anlagt og indrettet en Stiftel¬
se uden for Staden, til saadant Brug, efter de Herrer Etats-Raader von
Berger, Struensee og Linde, samt Justitz Raad Jensenius, deres Plan
og Omsorg; hvortil Hans Majestæt vil skienke i 5 Aar, Aarlig 4000de
Rdlr. med videre.
(g) Hans Excellence Hr. Geheime-Raad Willum Berregaard, død den 1ste Dec.
i sin Alders 53de Aar.
(h) General Amiralitets=Collegium, General=Landets Oeconomie og Commerce¬
Collegium med Høyeste-Ret.
(i) Han var Directeur for de Fattiges Væsen, og paa nogen Tid Præses i
Kiøbenhavns Extra Skatte Commission.
(k) Ardore & Vigilantia c: Nidkierhed og Aarvaagenhed, var tillige den
Sal. Herres Symbolum, som Ridder.
(1) See Avertissementet til den Berlingske Tidende No. 102.


189


Ved dette Dødsfald blev vel ledigt mangt et Sæde;
IV. Endnu dog ikkun eet Monarchen loed beklæde:
Det Rettens Sæde var, fra hvilket sidste Dom
Nøyagtigst Gienlyd gir af den, fra Tronen kom,
Geheime=Raad Juul Wind (m) det Sæde sees beklæde,
V. Og Kongen ikke saaes ret længe om at lede,
Den Sidstes Amtmands=Post (n) igien at faae besat;
Han fandt i Prock (o) til den en værdig Candidat.
VI. Den yngste Græv Schulin, (p) den ældste og tillige,
Thi Dannemark ey nu af flere veed at sige
Opliver os vort Haab, at Æren stige vil
Med de Fortienester, som Navnet lokker til.
VII. Jeg fra Avancements, med Aarets Ende, haster.
Tænk, man mig min Mercur, blant andet, forekaster,
At hele Sider den opfylder, mangen Gang,
Med blotte Titteler, med Navne, Gang og Rang."
Ja, det som værre er, man end Mercur beskylder:
At den af Mag lighed sit Maaneds Blad opfylder
Med sligehaande Ting; Thi Noter - siger De¬
Giør intet Hovedbrud, som hørr til Navnene."
Høer, kiere Læsere, alt Saadant jeg maa høre,
Ja meer end det, som jeg just nu ey vil anføre,
Taalmodighed er her den beste Medicin!
Er ingen Læser til, som mig vil laane Sin?
Dog, ney jeg ingen tør Taalmodighed betage;
Langt større Onde det mig kunde foraarsage.
Thi Mange trænger selv til meer, end den de har,
Fordi Mercurius saa sildig bliver klar
Det var en Parenthes - Nu til min Afskeds=Tale:
VIII. Jeg trede Classes Gunst mig selv vil anbefale;
Men - for Fortales Skyld, som ovenfra er hørt
Den Classes Tilvext ey ad Aare blir anført.
(m) Herr Baron Jens Juel Wind.
(n) Over Kiøbenhavns Amt.
(o) Hr. Conference-Raad Christian Lebrecht Baron von Prock.
(p) Hr. Friderich Ludevig Græv von Schulin, betroet Cammer=Herre Nøgelen.


190
Jeg - som sædvanligt - dog dens Afgang vil berette,
Og ingen Læser vil fortale mig for dette?
Paa brave Folks Forliis - med eller uden Rang¬
Hver vel taalmodig hørr en værdig Klage=Sang?
Men er ey een tilbage,
Mit Løfte holdes skal.
Som mod min Afsked kan - paa Classens Vegne - tage?
Vel, at jeg værdig blev
Herr Theodorus Holm (g)
At mælde: Kongen dig til Stats=Raad værdig skrev!
IX. Trods alle Farer, sees vor Handel sig bevæbne,
Den bliver u-forsagt endog i haardest Skjebne,
Den loed et Skib endnu til Asien (r) udgaae,
Det vi udreedet vel paa Rheden mynstre saae.
Ja, den kan giøre det; thi Danske Konger ikke
Den Danske Handel lar i Faren ene stikke,
Dens Fare er bekiendt - Algier, du faae Utak!
Og Rigers Ønske (s) just i Faren ene stak;
Men den behøvet kuns for Christian at forklare
Sin - for tilkomne Tid - formødentlige Fare
De to Fregatter (t) strax sin Forholds=Ordre saae:
Til Handlens Sikkerhed J følge skal og slaae!
g. December midlertid en Frost og Snee lod falde,
Som, u-formodent ig jeg gierne torde kalde
Hvis ingen torde kun mig Spørsmaals viis belee:
Er u-formodentlig Decembers Frost og Sne?
Ja, Herrer Critici! jeg kan jer ey giendrive,
Naturens Orden selv vil eder Medhold give;
Men, mon Erfarenhed ey Medhold giver mig?
Hvor mange føelte den ey u-formodentlig?
Tilstaaer - det maae J dog - det just ey aarlig hendes,
At vor December sees i Frost og Snee at endes.
Lidt Tryghed da iblandt vel blir undskyldeligt?
De lider nok endda, som ey formoder sligt.
(g) Med=Directeur i Post=Amtet. Etats-Raad fra 18de August.
(r) Skibet: Fredensborg, ført af Capitain Svane, til Canton i China, bestemt.
(s) Skibet: Rigernes Ønske, trobret af Algiererne.
(t) Christiansøe og Havfruen. See den Danske Mercur for Nov. No. V. not. (e)


XI. Den faldne høye Sne Land=Jorden vel ey skader?
Faldt dog kuns lidt til Gavn paa Kiøbenhavnske Gader.
Her saaer man intet Korn, her ventes ingen Høst,
Sne=Dyngerne da her os gier kuns liden Trøst.
At brække Arm og Been, at falde eller vælte,
Var al det Nyt, som den nyfaldne Sne os mældte;
Vi viiste dog tilsidst, da vi med den fik Bugt,
Den kunde blive her til nogen Nytte brugt,
Da Magistratens Magt fik Dyngerne omvæltet
Og Stadens Vrimmel dem fik hist og her nedæltet,
XII. De største Gader da meer farlig ey udsaae,
End, at man Kane=Fart jo torde foreslaae
For Majestæterne, Som, af særdeles Naade,
Ey heller - som den var - den Kane=Fart (u) forsmaaede,
Dog, viis Forsigtighed bød Fakler faere med,
For at oplyse hver om Faertens Farlighed.
XIII. Den Ellevte - mon meer behøves vel at sige?
Mon den ey er bekiendt blandt Fattige og Rige?
Den afløb, denne Gang, for Staden taaeligen,
Kun eet Contoir sig gav, ved Opbud, tabt for den;
En Kiøbmand gav sig med. - Man Tiderne jo kiender?
Der mange Kiøbmænd er i allehaande Stænder,
De alle kiøbe, men kuns Faa betale, vil
Og tidt for Disses Skyld maae Kiøbmænd lukke til.
Hvad, eet Contoirs Forliis? Eet mere eller mindre
Kan denne Handels=Stad ey lindre eller hindre.
Naar kun ey hver Termin eet (x) at opbyde bød,
J saa Fald fik hun snart sit sidste Hierte-Stød
Man Staden Kiøbenhavn for riig ey bør udraabe;
Det og vel ingen giør, saavidt man skulde haabe?
Bør da vel nogen ynke den?
Hvad, om det skeer?-
Da den giør Alting med saa ubesindigen!
(u) Et Train paa 24 til 30 Kaner, under Musik af 3 forskiellige Chør.
(x) NB. Eet Handels=Contoir.


191


192
Dog, det blir Stadens Sag og mig kuns liden Baade,
At sette noget ud paa Sammes Levemaade;
Den ældre er end jeg, og, altsaa klogere.
Ja klogere endnu ved Skade blir, maaske!
XIV. Jmidlertid enhver, til Stadens Priis, maae sige:
At dens Goddædighed tillige sees at stige.
Om Syge=Cassen jeg ey nu just tale vil,
Hvert Aar jo den har seet, hver Maaned, tage til,
Fast daglig styrket ved Goddædigheders Gaver?
XV. Men Spiisnings Cassen jeg just nu for Øyne haver.
Kom Rotboll (y) hiin ihu
Hvad giør Exempler ey? -
Strax Munther (2) denne og faaes ihukomme nu.
Mon fler ey følge? –- Jo, jeg nu Prophet vil blive;
En Redelig engang mig dertil Syner give!
Han tier til en Tid - taug Munther ikke med?
Han kommer gandske vist til rette Tid og Sted!
Endnu en ærlig Siel, for Cassen at beskytte,
Hvo vil den understøtte?
Kom med en Støtte frem. (a)
Det vist hver Stervboe bør! De, som al Staden veed
Er paa Catalogi, i Hundret=Tal, bereed
Kun for at hentes af; ved Tusind de afhentes;
Een Kiøber iblandt Tie dog fast forgieves ventes.
Laer Spiisnings Cassen da Toe Skilling faae for hver!
Den visse Kiøber vist ey paa Toe Skilling seer.
Til Læseren.
Ont kan for tidlig, Got vel ey for sildig komme?
Nu takker jeg dig først for Aaret, som er omme
Og ønsker dig al Hæld i det, du har indtraadt!
Vel sildig!" (b) - siger du - Men, det jo dog er Got?
(x) Med sine Texters ugentlige Dispositioner. S. den D. Mercur for Nov. 1767.
(2) Compastor til St. Petri Kirke, nu ligeledes med sine fra dette Kirke=Aars
Begyndelse.
(a) En Ubenævnt har gjort Forsøg dertil, med at betale 2 Sk. for hver Catalogus,
som er over 6 Ark stort.
(b) Siden denne Decembers Mercur først udkømmer i Martii Maaned.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Januarus. 1770.
Dannemark.
I.
Jo længer Verden staaer jo galere den bliver.
Det skimlet Ordsprog nu vel ingen underskriver?
Jeg, i det mindste, ey. Man mig ey dertil faaer,
Om man end lovet mig al Verden, som den staaer;
For Gunst og Gave jeg det heller saa omskriver:
Jo længer Verden staaer, jo klogere den bliver.
Saa smigrende et Sprog vil bedre finde Sted,
Hvad, troer man min Mercur ey og at leve veed?


Kun Staden Kiøbenhavn den til Beviis skal tage;
Man see Dens Klogskab nu frem for i gamle Dage:
Jndvaanerne tilforn forlode Huus og Hiem
Saa tykt, at Gaderne knapt kunde rumme dem,
Hiemsøgte hvert et Huus, særdeles de fornemme;
Endskiøndt de forudfaae, de der fandt ingen hiemme.
Det taasset Gade=løb hvert Nyt=Aar for sig gik,
Af tomme Ønsker fulgt med mumlent Buk og Nik.
See, om man nu ey seer, at saadant før lod ilde?
Hvo vil hiemsøge Folk med Ønsker mod ders Ville?
Mon Klogskabs yngre Tid mig da ey Medhold gir:
Jo længer Verden staaer, jo klogere den blir?
Nyt=Aars=Ønsker er da længer ey i Mode?
Nu,
Det kommer mig i sær fortræffeligt til Gode;
Tænk, var de end i Gaug, hvor gik det da vel mig?
Blev da ey min Mercur al Staden latterlig?
Den skulde da jo og med Nyt=Aars=Ønsker komme,
Skiøndt fiire Maaneder af Aaret alt er omme?
At hilse Folk i May i Januari=Stiil,
Det var med Ønsker først at løbe ret April;
Dog ønskes Læserne - for sildig ingenlunde
At Januars Mercur i May dem smage kunde?
Det Ønske, siger man, jo eegennyttigt er?
Ja, Læser! ere vi ey alle Mennesker?
Du det saavelsom jeg i Barmen maae samtykke,
Og jeg saavelsom du, endog i dette Stykke,
Sees følge Modens Vey.
Uegennyttighed;
Hvor Den? - Veyviisere, viis mig dens Opholds Sted;
Jeg vil dig midlertid min Læser, det forskylde,
Om du mit Ønske vil - saa let du kan, - opfylde;
Thi inden May gaaer ud, skal opfyldt sees af mig
Alt hvad til samme Tid Mercur kan skylde dig.


L
II. Min Jndgang længre snart end Texten skulde blive?
Til Hovedsagen jeg mig derfor maae begive,
For ret udførligen at kunde mælde det,
Som er i Januar i Danmark, hørt og seet:
Jeg mine Ønsker seer; - De overflødig ere;
Thi Alles Ønske sees jo alt opfyldt at være?
Vor Konge lever! – meer man jo ey ønsker sig?
Hvad Ønske kunde da vel legges til af mig?
Saa lev da Christian! Du Alles Ønske ligne!
Din og al Jordens Gud Dit Liv hos os velsigne!
Vort Haab har trofast Grund; det er ey bygt paa Sand,
Ey paa Sybiller, (a) ney, oplyste Christian!
Vi have Mosen og de Bibelske Propheter;
Paa dem vort Haab med Dit sin trygge Bygning setter.
De yngre Spaamænd Du i Medynk vil ansee,
Og vor oplyste Tid dem christeligt belee?
Dit Navns Regierings Tal, det Syvende, vi ære;
Men af et Syvtal vi dog ingen Viisdom lære.
Du leve end til syv og syvsindstinge Aar
Vi af vort Seculo med Dig paa Bagen faaer!
Dog,, Grund for Nordens Haab og Danmarks Saligheder
Ey nogen sund Fornuft af Tallene udleder.
Lad dem gaae ud paa syv, paa sex, paa tretten med! (b)
Vort Uhæld eller Hæld ey regnes ud derved.
Men, syvend Christian! Du vil vor Opkomst blive,
Skiøndt sytten Syvtal ey os dertil Haab kan give;
Thi Du er Selv vort Haab i dine Gierninger,
Hvoraf vi mange saae men vente mange fler.
(a) See den uefterrettelige Spaadom, som af Overtroens Nat er manet for Lyset
igien i Addr. Cont. Efterretninger No. 20.
(b) Vores nu regierende Konge er den Syvende af Navnet, den Siette af
7 og 6 er 13 - og han er just den 13de
de Souveraines
Seer om ikke Mercurius
af den Oldenborgske Stamme.
og kan regne vittigt?


II1. See, Tiden Danmarks Haab endda en Stytte giver!
For Thronen, i vor Tid, den ey nødvendig bliver;
Men Eftertiiderne, Gud, dem giør lykkelig
Ved Kron=Prinds Friderich, og dan Ham efter Dig!
Hans Fødsels=Fest i Aar en Søndag saaes indfalde
Kun da Guds-Tieneste, vort Herskab, saaes, at kalde
Til Herrens Huus, som her paa Fransk er reformert.
For Resten, Dagen blev i Stilhed celebrert, (e)
IV. Med hvert et christligt Hof Monarchen Venskab holder.
Som Danner=Nordens Haab ey liden Trøst forvolder
Hvad Under, hver Gesandt her imodtages da
Med al Høyagtelse, hvad Hof han end end er fra?
Den Russiske Gesandt, den extraordinaire,
Som dog knn saaes bestemt en kort Tid her at være, (d)
Vel alt i Petersborg har Hoffet der fortallt
Hvor vel ham Hoffet her og Kiøbenhavn bifaldt?
Ham saa behagelig en Tidsfordriv at unde,
Som Kongen har den Selv, var alt hvad giøres kunde:
Blaae Gaard beværtet Ham; J Hoffets Kane=Fart
Og dets masqverte Ball Hans Excellentz fik Part.
V. Ey Christian ene vil mod Fremmede betegne
Sit beste Sindelaug, Ney, helst mod sine Eegne;
Derpaa saaes mange Tegn, og denne Maaned vil
Ved tre Fororninger end trende legge til.
Særskilte Jndhold har vel hver af disse Trende
Men, naar de samlet sees, ikkun eet Maal, een Ende;
Til Landets Opkomst de har Udsigt alle Tre:
Den første Værge er for Traad=Fabrikkerne. (e)
(c) Til Middag, hos Dronning Sophie Magdalene og til Aften hos Dronning
Juliane Marie.
(d) Den, ved det Storbrittanniske Hof standene Russiske Ambassadeur §. T. Hr.
Græve Ciernichem.
(e) i Hertugdommene Slesvig og Holsteen, See Forordn. af 23de Januar.


Den anden Styrmand blev fra de Westindske Kyster,
Raae Sukkre derfra ey maa havne, hvor de lyster;
De lande, hvor de vil, til Sukker=Sydres Gavn
J Kongens Havne; dog, helst i hans Kiøbenhavn." (f
Den trede, nye Herold om Christjans faste Ville,
At hver sit Jords=Mon skal fra Naboens adskille, i
Og, hvor de fiire Aar (g) til Værket ey forslaaer,
Der gives Tiid og Rum i fulde aatte Aar. (h)
VI. Det Danske Scepter naaer til alle Jordens Egne;
Dets Styrer dog ey Selv kan komme allevegne,
Ey Norges Rige selv, vor Thrones svorne Arv,
Endnu har øynet Den, hvis Tilsyn er dets Tarv;
Men derfor har Han Mænd, klarsynede, at skikke.
Mon Norges Riges Stat sin Bentzon (i) kiender ikke?
Den, Længsel=Sorrigfuld, vel efter Kongen seer;
Dog ey nedslagen; Mens Statholder Bentzon er.
VII. Den Fæstning Frid richssteen (k) har Dødens Anfald fristet,
Ja har sin Commendant (l) i samme Trefning mistet.
Den bleven er til Værn igien forseet med Een; (m)
Gid Han i Fred og Roe og legge sine Been!
Endnu et Dødsfald her ey blive kan umældet,
Ved hvilket Kiendere vist have Taare fældet.
Jeg er kun Patriot - af de Eenfoldigste
Tør dog forsikkre. Det mig meget rørede!
Det Stephan Hansens var; Den ærlig Danske Herre,
Vel andre Titler kan hans Rang af hver begiere? (n)
Men, gammel Ærlighed - en Tittel meer end rar
Hos Ham just meer i Agt end alle Rangens var:
f) See Forordn. af 23de Januarii desangaaende.
(g) See Forordn. af 10 Febr. 1766.
(h) Altsaa til den 10. Febr. 1774 for Hertugdommet Slesvig. See Forordn. af
26de Januarii.
(i). S. T. Hans Excellence Hr. Jacob Bentzon.
(k) i Norge.
(l) General=Major Friderich Gottschalck von Haxthansen, i hans Alders
65de Aar.
(u) General=Mafor Cdristian Friderich ron Ingenhaes.
(n) Som General=Krigs=Commissair, død i hans Alders 69de Aar.


Des Aarsag vil hans Støv - til hans og Jyllands Ære!-
Kun denne Overskrivt, saa velfortient, begiere:
Her skiulte Jorden os en god og ærlig Mand;
Mon den hver Maaned vel kan miste een, som Han?
VIII. Vort Danske Sælskab (o) først saae paa sit eget Beste.
Det var nødvendigt, før det vores kan befæste
Seer dets udsøgte Valg, eenstemmigt overlagt,
Som underdanigst blev vor Bernstorff (p) overrakt,
De toeg vist ikke feil; De torde den begiere
Som fyndigst Talsmand kan med myndigst Præses være.
Han slog og dem en Feil. -- Til Lykke, danske Mænd!
Hvers Ønske nu er fyldt; Opfyld nu Hvers igien!
IX. Den kostelige Vey, saa bred, saa jævn, saa lige,
At Danmark hidtil ey dens Lige veed at sige
Som herfra til Hirschholm blev kant og klar i Fior,
Stolt og steenhærdet knap vil vise mindste Spoer
Dens Stolthed dog vel tabes
Af tusind Centners Vægt.
Saasnart dens Lige først til Roeskild herfra skabes?
Et Anlæg, hvormed alt man truer den i Aar
Du mageløse Vey! du da vist Mage faaer.
Ja, Kongelige Vey! du faaer da meer end Mage;
Thi Roeskilds Lande=Vey fra dig vil Prisen tage:
Den endnu længre blir, og det, som end er meer,
Man meer nødvendig den mod dig alt forudseer,
Ja, det, som end er meest, naar den, som du, blir færdig
Beviser den for hver mod dig sit Fortrin værdig.
Toe Kongers runde Fond har udplaneret dig;
Men Roeskilds Veyen ey af sligt benytter sig.
Den ønskeligste Fond seer den for sig opfundet,
Hvorpaa den en Chaussee (g) saavelsom du, blir grundet;
Ey Kongens Casse den vil blive til Besvær,
" thi de Tvende Een kun er
Ey heller Landets;
(o) Land Hvngholdnings Sælskab.
(p) S. T. Hans Høy=Grævelige Excellence Hr. Johan Ernst, Græve af Bernstorst,
(g) Saaledes kaldes denne Vey=Anlegning paa Fransk.


Hvor vil slig Lande=Vey ey Landets Børn forlyste?
Hvad Vey tør sig mod den i Tidens Fylde bryste?
Hvad har dog slig en Fond ey kostet Hovedbrudd?
Hver Dansk velsigne den, som sligt har fundet ud
X. Søe=Veyene man ey saa sikkre kan anlegge;
Skiøndt Januar dem gav i Aar et Vinter=Dekke,
Som nok saa kosteligt, saa jævnt og lige var;
Men fæl Erfaring veed, det ingen Bielker har.
Det blev dog Lande=Vey, vor Handel ey til Baade,
Til Skade - Gud skee Tak - ey heller over Maad.
Dog skielvet Actier, hvor fast end Jisen laae,
De i dens Kiempe=Favn vel deres Skibe saae;
Men ach! sligt Favne=Tag dem ikke meget lystet,
Det kunde meget let vor Handels Liv forkrystet
Og, fast Convoyens med (r), som Handlens kronet Ven
Udredet Selv til Værn, af Kierlighed til den.
J Sandhed, Frygt og Haab hinanden vilde fælde
Og Sey ren ofte faaes til Frygtens Side hælde;
J sær, da dem fra Land al Hielp afskaaret blev,
Og den selvraadig Jis ey bar, ey brast, men drev.
Kun Faa betænke ret, hvad Ont en Søemand lider:
Han er med Liv og Gods i Vove alle Tider;
Men Mange, ganske vist, nu Eftertanke fik,
Som saae hvor haardt det her, paa Rheden end, tilgik?
Gid de kun ey, saa sandt, for hastigt det forglemme!
Thi Haabet endelig slap ud af Frygtens Klemme.
Den Skade, Skibene, det Onde, Folket leed
Med Maaneden blev endt og bragt i Rigtighed,
Forsvarligst Anstalt blev og heller ikke sparet,
Saasnart som Muelighed til Redning blev erfaret;
Her var og Hænder nok, som kunde rekke til
For alle Søemænd det saa got ey lykkes vil.
O Der tvende Kongelige Fregatter, Christianøge og Hav=Fruen. See den
Danske Mercur for December 1769.


XI. Hvor mange Stæder fra er ey Beretning faaet,
At Folk med Skib og Gods er plat til Grunde gaaet;
Det kummer fulde Liv Endeel dog bierget saae
Og holdt det for Gevinst: Nye Kummer at udstaae.
Livs=Ophold er en Drift, som Jld og Vand ey tvinger,
Hvor mange Tusind den end af med Livet bringer:
Hvad Tanker burde da ey skrække dem i sær
Som Tusinds Leve Brød i Ødselhed fortær?
Hver Søemand, midlertid, som rage skal paa Grunde,
Gid han saa hældig dog i Vanhæld være kunde,
Paa slig en Herres Grund, at maatte løbe an,
Som dens der Eyer er udaf Als Oddes Strand (*)
Gud kiender Ham, ey jeg, hans Navn endnu fordølges;
Men hans Exempel bør af hver Strand=Eyer følges.
Er ey Skibbrudden Mand berøvet nok endda?
Bør vel hans Rednings Haab ham Resten rane fra.
XII. En ey velvogtet Jld brød ud ved Midnats Tider (t)
Omspændte eensom Boe med Vold paa alle Sider,
Beboeren, som var en enlig Enkemand,
Vil dog sin beste Skat see reddet, om han kan,
Sinds=Samling han beholdt - den, Angest sielden sparet
Han husket rigtigt nok, hvor Skatten laae forvaret:
Det var Toe syge Børn! Han dem i Barmen toeg
Og, som en Hector, sig igiennem Jlden sloeg!
Han saae dem kierligst an, fra Jlden frelst ved Live;
Men saae dem nu til Pris for Sne og Kuld at blive;
Thi broed han nidkier ind i Jldbespændte Hiem,
At rive noget ud, til Livets Tarv for dem.
Gud saae af Medynk ned -.bød Luen ham fortære!
Bød Kuld og Sne, hans Smaa, til Tarv for Livet være!
Sligt Faders=Hierte var for rart for Jordens Skiød;
Blandt hellig Offer Røg Gud det opstige bød.
Jkke langt fra Mariager i Jylland.
(t) Udi Schierum=Sogn, ungefær 3 Miile fra Hiøring i Jylland.
M¬
K0
6


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigt Privilegio.
Februarius. 1770.
Dannemark.
I.
Ey Februar sig lod, i Førstningen, forlyde,
Til Promenader her ret mange at opbyde;
Dog trak den paa et Smiil, erindret sig sit Navn
Og Blide=Maaned blev i Kongens Kiøbenhavn.
Den gav en Sommer=Dag, som Vintre sielden give,
Dens Gave, u-anvendt, ey heller saaes at blive;
Den lokket Hofferne af Deres Vinter=Hiem
Og sund Forfriskning bød, hiemfølge Hver af Dem.


10
II. Blaagaard sig brystede af Majestætens Naade.
Et Formiddags=Besøg den mueligt sig ey spaaede
Paa denne Aarets Tid? Men see, den samme noed,
Da Sundhed Christian slig Promenade bød.
II1. J og om Kiøbenhavn vor Dronning promenerer,
Medfulgt og efterfulgt af Damer, Cavalerer;
Slig Promenade nu sædvanlig skeer til Hest,
Thi det Slags Motion skal tiene Sundhed best.
IV. Den blide Maaned saaes vor Kronprinds og behage,
Da dens fri milde Luft ham tilladt blev at drage.
Han slig Tilladelse saa tidt, som mueligt, faaer
Og blir til Luften vant fra sine spæde Aar.
Saa sund Opdragelse vil styrke Legems Kræfter.
Gid kielne Medre den til Regel toeg herefter,
Som gyse ved, at see der blæses mindste Vind
Paa deres kiere Smaa og disses fiine Skind.
V. Endnu en Sommer=Lyst vor Maaned Dennem (a) giver
Ved Hvilke Nordens Syn bestandig lystet bliver:
Man saae Charlottenlund til Middag Dem modtoeg,
Hvorfra, til Aften=Lyst, Dem Fransk Thalig droeg.
VI. For Ham, som Byrden bør, for Danner=Norden bære,
Bør vel til Lettelse al Lyst opfordret være?
Ey Themis skaffer den; og, dog er hun ham kier;
Thi Kongen lystes ved, at han Lovgiver er.
4 Salt=Taxter aarligen i Dannemark ophæves! (b)
Salt=Skatten meget vel kan ligefuldt indkræves?
Ved Lov, den sættes let; men Taxten ikke saa.
Derfor hver Sælger selv nu samme sætte maae.
Den Concourence, som imellem dennem findes,
At see, enhver for sig, paa hvad ved Salt kan vindes,
Vil sette sikkerste og beste Priis derpaa,
Som ved Forordningen (c) var ikke at opnaae.
Deres regierende Majestæter, og Prinds Friderich.
(b)! Som vare anbefalede ved Forordningen af 14de May 1768.
"Ec). Sie den Kongelige Placat af 13de Febr.


LL
B. Hvor skiubar ere dog ey Kongernes Omsorge?
Seer Christians endnu for Dannemark og Norge,
Som angaaer beggesteds Søe=Enroulleringen (d)
Dog, hvad er Under, at hans Omsorg gaaer til den
Da den, haandthævet vel, er ævig - saa at tale
Et Seminarium af Søe-Nationale?
Hvad var vel Landets Værn og Rigernes Forsvar,
Naar Orlogs=Floden her ey fuldbemandet var?
Men hvorfra skulde den vel slig bemanding tage,
Naar i en Hast paakom ufredelige Dage
Hvis Enroulleringen, saa priselig anlagt,
Ey blev vedligeholdt ved viis og vaagen Vagt?
Vel sandt, man Fremmede i Hyre kunde tage,
Hvortil man alt for tidt var nødt i gamle Dage
Men hvad er Fremmede, hvor kiekke de end er?
Det de Indfødde vel om Lands=Værn gielder meer?
Hvo vil da Hiine vel for Disse foretrække?
Ney, Landets=Fædre vil langt heller Lyst opvække
J de Indføddes Bryst - thi Mod dem fattes ey
At slaae for Landet selv og bane Ærens Vey;
Dem Privilegier med Frihed nok forsættes;
Til hvis Haandthævelse Monarchens Haand Selv settes."
De af Forordningen det selv at høre faaer
Naar den blir ret bekiendt først i tilkomne Aar (e)
C. Endnu ved en Placat, udstædt i denne Maaned,
Hans Omsorg faaes, at faae de Norske Skove skaanet:
Den, for Saugbrugere, fik nøyere bestemt
Angivelsernes Tid, som, mueligt, før blev glemt;
Straf fastsat er for hver, som nu tør udeblive
Og hvert Aars Skiørsel ey til rette Tid angive.
Hvo der giør Overskuur, i Straffen, selv kan see,
At Kongen Værge er endog for Træerne. (t*)
(d) See Forordningen af iste Fbr.
(e) Den skal læses af Prædike-Stolene &c. førstkommende Søndag efter Nyt=Aar.
(f) See den Kongelige Placat af 27de Febr.


11


12.
D Lovgiveren vil see - som af Hans Villie høres -
At alle Sager kan ved kort Proees afgiøres. (g)
Og, man - i Rettergang - vel ey formode kan,
At denne Villie ey Parterne staaer an?
Ey heller vil man troe, den Dommerne mishager;
Thi de forvildes kun ved vidtudtrakte Sager;
Men seer De Sagen først - paa Skrevent eller Prent
Saa blir den kort og got, foruden Omsvøb, endt.
E. Hvad nytter Loven til, naar frit den overtrædes?
Sligt af Haandthæverne vel ingensteds tilstædes?
Ja, jeg ey veed det vist; Men dette seer Enhver,
At dens Haandhævere ey sligt tilstæde her:
Vort vaagne Raadstue-Raad, saa vidt dets Syn maae rekke
Vil end de Loves Kraft til Liv igien opvekke
Som her for Ældes Skyld fast have samme mist;
Blev daglig overtraadt; Skiøndt, Raadet ubevidst:
Jmellem Portene man Loven end forgietter,
Ey agter opstilt Vagt, Skildtvagter, Bajonetter;
Men rider, kiører, farr en Jehu Nimsis Færd.
Da langsom, sømmelig dog Lovens Bogstav er." (*)
Seer, om slig Uskik kom dem snarere for Øre,
End de stod færdige at lade Loven høre: (i)
Man høre den betids. -- Dog - Tiden Hver i sær
Formodentligen vel, at kiøre sagte, lær?
VII. Fra Hoffet og fra det Lovgiveren befalte,
Mercur sædvanlig gik og vanligt Nyt fortallte,
Som: Rangs=Befordringer og Dødsfald; Denne Gang
Veed den dog ingen Nye til første, anden Rang.
VIII. Et Dødsfald har den dog af anden Rang at mælde,
En Mand, hvis sande Værd - naar Sandhed Dom maae fælde¬
Som Christen, Adelsmand, som Borger og Soldat,
Sig selv, af første Rang et Minde haver sat.
283
(g) See Forordn. for Regierings=Cancelliet i Glyctstad, og de med det forbundne
Retter; af 29de Januar.
(h) See Forordn. af 10 Martii 1725.
(i) Ved Repetitions=Placat af 5. Febr.


13


Hans Navn blev og en Ziir paa Dødens fæle Rolle.
Enhver vel slutte kan, at det var Herlov Trolle? (k)
Det Navn Veyledning nok til Ærens=Tempel er.
Det lyse for Hans Søn (l) og hver en Militair!
IX. Nu saae oplivet Haab til Compagniets Skibe,
Som nyeligen slap ud af Jisens haarde Knibe,
Det dem paa ny igien i Fahrevandet seer,
Hvor de sig ingen Jis vil nu formode meer,
Da Blide=Maaned har den knækket, brækket, drevet,
Saa fri og aaben Fart for Handlen her er blevet:
Den ene China=Fahrr (m) alt rækket Helsingøer,
Hvor den, samt dens Convoy, kun oppebier Bøer.
Den anden (n) midlertid fremviiste Kiendemærke
Af Jisens Favne=Tag, der faldt den lidt for stærke
Fik dog sin Skade lægt, saa neppe kiendtes Arr,
Og efter skyndte sig saa snart, som mueligt var.
De begge, som fornys saae Vinter=Fart ey spøge,
Paa ny i seilbar Stand nu Søen vil forsøge.
Gid, anden Gang, for dem det bedre lykkes maae,
Om de endog Convoy ey skulde med sig faae;
Han convoyere dem, som dem opholdt i Jisen,
Han skal dog, som Ham bør, allene have Prisen?
Vort skiønsom Compagnie Hans Lov istemme vil. (o
Assurandeurerne skal legge Amen til.
X. De hos os Værende (p) holdt General=Forsamling,
Hvoraf Beslutningen beviste, uden Famling,
At man ved Handelen ey spinder Silke her;
Skiøndt Vinter=Maaneder ey heele Aaret er.
(*) Kammer=Herre, Herre til Kieregaard i Fyhn, og Obrist for det banske Liv¬
Regiment til Fods, død 54 Aar gammel.
(1) S. T. Herr Christian Friderich Trolle, Capitain ved Liv=Guarden til Fods.
(m) Kongen af Dannemark kaldet.
(n) kaldet Fredensborg.
(o) Man slutte fra deres Skiønsomhed imod en jordisk Gud, deres u-forglemmelige
Veldæder, Friderich den Femte!
(p) Participantere i Søe=Assurance=Compagniet.


14
Vist Actierne ey i Assurancen stige,
Hvad Handelen end giør - som Auctioner sige,
Men al Erfarenhed i alt Slags Handelsskab
Har lært, at Kiøbmands Brug just er Gevinst og Tab.
De Begge vil igien en bedre Tid forvente,
Og, hvad et Aar er tabt, et andet Aar indhente.
XI. Af Himlens Sammenhæng man snart udregne vil
Hvordan Søe=Farende sig ret skal bære til:
Professor Hell, bekiendt, som stoer blandt Astronomer
Udgivet har et Skrift, (g) som Grund til flere Tomer,
Deri afhandler han den Jagttagelse;
Som gjorde Folk i Fior saa heel opmærksomme.
Han kom for Kongen og Prinds Friderich med samme,
De allernaadigst saaes og naadigst det annamme;
Snart vil bevises det, man før var uvis om.
Saa han til Wardoehuus forgieves ikke kom.
Man nu fortryder ey Bekostninger og Møye,
Som er paa Reyser gjort og han har maattet døye?
Og, naar Søe=Farten først vil Nytten deraf see,
Den skiønsomst setter da hans Navn blandt Stiernerne.
XII. Fra Jorden saae man her et Luft=Syn at opstige
For Landets Frelses Skyld ey taales mange slige
Det Siellands Land=Jord var, hvorfra det, som et Lyn,
beklagelige Syn:
Som Jld i Krud, opfoer,
Paa Donse Krud=Fabrig (r) en Mølle sprang af Vaade!
Vel Landet leed derved ey Tab just over Maade;
Thi der stoed fler endda. Ja endnu mere: Her!
Endnu jo en Frabrig os Forraads Kammer er?
Herr Classens Krud Fabrig (s) der for vort danske Norden
Er u-udtømmeligt af Kongers Naade vorden;
Men ved alt Forraads=Krud, forsvarligst end erkiendt,
Med Donse=Krud Fabrig vi Vel dog ere tient.
Tydsk¬
(g) Om sin i Wardøehuus, i Finmarken, fuldkommen gjorte Observation over
Veneris Gang igiennem Solen, den 3die Junii 1769. trykt i det Latinske
Sprog.
(r) beliggende i Hirschholms Amt.
(s) Friderichs=Værk kaldet, betiggende i Kronborgs Amt.


Tydsk=Land.
Det Universitet, som vist er Sachsens Ære (t),
Chur Fyrstens gandske Agt og værdigt sees at være;
I Tydskland er det eet af de berømligste.
Hvad Under, Fyrsten da sees paa dets Beste see?
Han dets Studerende vil Naadigst Haanden række,
Og kan ey taale, de sig selv skal ødelegge;
Han holde vil igien paa Ungdoms ødsle Haand,
Som, naar den end er tom, dog fyldes kan ved Laan¬
Sin gode Villie Stads-Raadet Han kundgjorde;
Og disse længe ey Høysamme dølge torde
Den, vaersom Regel, blev hver Borger og Student,
Da Raadets Lydighed opslog den saa paa Prent:
Ey nogen Kræmmer her, ey Spise=Væxt med flere,
Maae nogen ung Student i Leipzig creditere;
Ey Kræmmere, til meer end Tie Rigsdalers Værd;
Og Værter, ey for meer end Toe=Rigsdalers Værd?
Han vil, at ingen der - som sagt - maae Leve ødsel,
46
Med mindre, at de er af høy Stand eller Fødsel;
Thi i det sidste Fald man ingen Grændser seer;
De sidste borges maae og borge frit af hver."
Tør jeg ved Fyrstens Bud vel en Anmærkning sette?
Ja, jeg det vove vil! og, hvorfor ikke dette?
Anmærkningen er god, Chur=Fyrsten og er god,
Saa har da Jngen her vel Noget derimod?
Det mig er paradox: At nu Churfyrstens Naade,
Laer disse meer sig selv, end andre Unge, raade!
Det lader, som man troer: at ingen Høy af Stand,
Til Leipzig kom saa ung, han jo har den Forstand,
For overflødigt Laan sig saa at tage vaere,
At for Betalingen ey nogen løber Fare;
Hvis saadan Tro har Grund, kan Leipzig, lykkelig,
Af sine Adels=Mænd særdeles bryste sig
(*) Universtetet i Lelpiig, stiftet 1409.
(v) See den Leipzigske Placat, anmældt i Addresse=Cont. Efterretning No. 29.


15


16
Mod andre Steder, hvor tidt Disse meest optage
Og, ved Betaling, mindst paa Regninger afdrage?
Ja, hvor en Creditor - om de afdrage det
Maae sligt endda ansee som Naade, ey som Ret?
Engeland.
I. Man veed jo, Britterne er vant at overregne
Og Handels=Summerne med rige Tal optegne?
Rabbat i Regningen de dog vel stundum faaer?
Ja, fik den gandske vist i næstafvigte Aar:
Man læse, Stats-Forstand til Eftertanke, skrevet
Hvad Handel de i Fior paa Frankerig har drevet:
Didhen de har udført, det sidste halve Aar
Tre Hundred Heste og et dobbelt Antal Faar.
Til Vederlag igien dem Frankerig indfører
Tre hundred Skræddere, Sex hundrede Frifører
Samt et Halvhundrede Nymodens Mestere" (x)
Et herligt Bytte jo for vittigt Handlende?
II. Herr Wilkes og engang vel burde nævnet blive,
Da alle veed om Ham at tale og at skrive?
Hans Tænkemaade er ey min Beretnings Sag;
Hans Levemaade den kun legge vil for Dag.
Stats=Fange veed enhver han, efter Dom, har været;
Men, hvad har han dog ey, i den Arrest fortæret?
Viin=Handler=Regningen man kun allene see (y)
Og slutte sig fra den til Føde=Varene!
Hvis Udyd allesteds til Straf saa skulde leve,
De sultne Dyder da vist reent udhungret bleve:
Dog, det vel ikke har endnu saa haard en Nød?
For deres Nøysomhed faaer de vel daglig Brød?
(x) eller, Petits Maitres.
(v) Den var for Viin Leverance i hans Arrest, omtrent i halvandet Aar, paa 500
Pund Sterling, eller 2500 Rixdaler.
P. S. De tvende sidste Linier paa den anden Side i Januarii Mercur vilde behage¬
ligst læses saaledes:
Thi May i rette Tid opfylde skal ved mig
Alt, hvad til samme Tid Mercur kan skylde dig!


Den
Danske Mercurius
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Martius. 1770.
Dannemark.
I.
See til, du ey for snart og ubesindige agter
Den for en trofast Ven, som viiser Venskabs Fagter
End allerblidest Smil er ey at bygge paa!
Hvortidt mon Falskhed skiult ey under samme laae?
Søe=Manden frydet sig ved Blide=Maaneds Øye,
13. Det loed, at det som Ven hans Attraa vilde føye,
Thor=Maaned gav ham nok saa favre Øyekast,
Saa han, uskyldig, blev troeskyldig i en Hast.


18
Men slig Lettroenhed ham dyrt nok haver staaet,
Og over Skjebnen vist er heede Sukke gaaet,
Da midt i seilbar Søe han Jsebundet saae:
At det var Vint ren selv med Foraars=Maske paa.
Ja, Vinteren fik Bugt med Foraars svage Kræfter,
Dem, ingen ventet dog, saa plat at give efter,
At Stadens aabnet Rhed, ved Kuld og Frost og Sne,
Blev heel tillagt igien, saa langt man kunde see.
I1. Selv Handelens Convoy, (a) som skulde den forsvare
J lige Nød bestædt, sig saae i lige Fare,
Al dens Aarvaagenhed sin Magt og Kraft anseer
Alt for afmægtig til sig selv at vaere her.
Den raabte Selv om Hielp; saa kan enhver vel vide,
Til dens Jndiisning kom al Medhielp ud i Tide,
Hvorved den slap i Havn omsider i Behold.
Vel indefrossen der, dog tryg for Jisens Vold;
III. Men Frosten og blev tryg, foragtet Vaarens Kræfter,
Bar Frygt for Soelen; men sig hærdet meer derefter.
Og fik sin Vinter=Vey begyndt og bragt i Stand,
Til trods for Soel og Vaar - herfra til Skaane=Land.
IV. Strand=Vagter sættes ud, for Veyen at beskytte,
At ey Landløbere af den sig skal benytte;
Men, hvorfor laer man ey sligt Udskud løbe an,
Som Troskabs=Eed end ey i Fredstid holde kan?
Lad Vagten løbe med - hvis de det faaer i Sinde
Hvad Baand er ey for got Meen=Eedere at binde? -
Endeel og løb sin Vey; Gud veed, hvor langt de kom
Thi man fra Sverrig ey Beretning har derom.
Saameget veed man vist og trøstigt kan berette,
J fald der nogen Trøst kan være udi dette
At vi fra Skaane=Land langt større Antal fik
Af saadant Udskud hid, end det der fra os gik.
1.) De tvende Kongelige Fragatter Christiansze og Hav=Fruen.


V. Det syntes, midlertid, som Aarets Tiders Orden
Var uden for sig selv og halv forvildet vorden;
Dog Tiden gammel blir, dens Ende forestaaer;
Maaskee det den nu alt, som Menneskene, gaaer?
VI. Vi lande nu igien, at see hvor Retten rettes
Ved Høyest Over=Ret, som kan paa Jorden sættes
Jeg faaer vel sige strax for dem, som kløver Ord:
Ved Jorden her forstaaes kun Danner-Nordens Jord.
J Templet, ret opreist ved Septrets Ene=Vælde, (b¬
Der staaer den Domstoel tryg, som sikkerst Dom kan fælde,
Der alle Tvivlsmaal blir, ved Kiendelser forgiæt;
Thi iile Alle did, som tør adspørge Ret!
Der aabnes aarlig den Retfærdighedens Scene,
Som aldrig nogen end fri Adgang saaes formeene.
Høytideligste Syn, hver saae det og blev glad:
Vi saae Monarchen Selv paa Dommer-Stoelen sad.
Retfærdigheden der skarpsynet stoed afbildet,
Som Alt Forvildet saae, Selv eene U forvildet.
Dens aldrig tvungne Sværd, dens altid lige Vægt
Saaes, som Drabantere til Sandheds Varetægt.
Magneten altid sees eens Vende=Punkt at have,
Til Norden vender den - hvis den er ey af Lave
Det med Retfærdighed og saa beskaffent er:
Langt fra, jeg sige vil, at den just Norden, meer
End andre Poeler, er til Vende Punkt bestemmet;
Thi under hver en Poel jo Retten bliver fremmet?
Ney, jeg af Lignelsen kun denne Lighed taer:
Hiin har sin Vende=Punkt; sin Syns=Punkt denne har,
Og det just Loven er - hvad Poel det end er under
En Daare kun sit Haab paa Rettens Medhold grunder,
Naar han saa frit, som den, ey tør paa Loven see.
Hvad Under, Norden da opelsker Lovene?
18
(b) Den nu værende Høyeste Ret, stiftet ved Souverainteten.


19


20
Hvad Under, at den er - ey at fornærme Nogen
For at opklare dem besynderligen vaagen?
Det viiste hidtildags Enhver Lovgiver her;
Ja Vor Regierende beviiser det i sær.
VII.
Han altid naae det Maal, som Han ved Love søger!
See, fiire Bud endnu de andres Tal forøger;
De tvende første alt kom ud i Januar:
At mælde det, før nu, Mercur umueligt var
Han saae Uordener; Han søgte, dem at hemme;
Han nok endda - desværr - uhemmet vil fornemme,
Men, Rom blev ikke bygt paa een Dag - siger man
Og al Uorden ey paa eengang hemmes kan?
1. Ey Slesvigs Hertugdoms faldt ham saa snart i Øye,
Før Han til bedre Skik, saaes beste Anstalt føye: (c)
Han til Vurderinger beskikket have vil
Mænd, af den Jndsigt og Erfaring, der hør til
Eedsvorne Mænd; Og, just af disse man allene
Sig ordentligen nu i Slesvig skal betiene;
Ey længre følge den u-ordentlige Vey:
Udnævne hver i Fleng, af Kundskab, eller ey!
2. Han Slesvig hialp endnu udaf et Vilderede,
Hvori den Jydske Lov saaes forhen Dem forlede,
Som skulde Ornums-Ret bestemme efter den;
Thi nu det først bestemt blev ved Forklaringen. (d)
3. End i America vor Nordens Septer lydes
Hvad Under, den da og af vor Lovgiver bydes,
Han bød: Uordener - som let sig reyse der,
Fordie dens Myndt og Dansk er ikke eens af Værd
Ey hindre Handelen; Ey svække hans Intrader!
Hvo der ey veed, hvordan det best sig giøre lader,
Den see af Regelen, Han Myndten foreskrev,
Den Forholds=Liighed nu, der mellem begge blev (e)
4. Han
ke). See Forordn. af 22. Januarii, den Sag angaaende,
(d) See Forordn. af 29. Januarii angaaende den Præscriptio immemorialis, som,
efter den Jydske Lov, erfordres til, den saakaldte, Ornum
(e) Af 20. Martii, hvorefter Myndten paa de Kongelige Americanske Eylande, og
dens Forhold imod Dansk grov Courant, bestemmes, med videre.


4. Han saae i Dannemark en selvgjort Skik og Orden,
Som var ved Misbrugs Hævd fast til en Regel vorden
Og stoer Uorden gav i Land=Huusholdningen,
Alt Aarsag nok for Ham, til at mishage den:
Den Fahrdag hidtildags Landmanden foreskreven,
J visse Maader, ham en farlig Dag var bleven.
Han sine Tyende paa Heel-Aar fæstede, (f)
Ved Fahrdag de da og forloed hans Tieneste;
Men Huusbond uadspurgt, hvis Huus kom i Uorden
Ved Vanens Uskik; thi, den alt en Skik var vorden,
Som bød ham fæste Folk paa ny hvert halve Aar;
Skiøndt mindste Tøddel ey for Sligt i Loven staaer.
Blev denne Skik forsømt! – Da maatte Huusbond høre:
Vi gaae, skiøndt u-opsagt, som vi er vant at giøre;
Ja Vanen, hist og her, ved nok eet selvgjort Bud,
Bød Ham sit Sæde=Korn i Løn dem legge ud.
Hvo derved vegret sig, ey torde sig belave
Paa bedre Folk end dem, som Jngen vilde have."
Slig dobbelt Uskik nu vor Land=Huusholdnings Ven
Af Veyen ryddet fik. -- Man see Forordningen! (g)
VIII. Han prøver Meget, for i Alt at hielpe Staten.
Til nok et Vidnesbyrd fremstilles Søe=Etaten.
Han dens Collegier nys Selv adskillede; (h)
Men nu Han dem igien forenede vil see.
Det kongelige Navn det samlet fik at bære,
Som i saa mange Aar det baaret har med Ære
J Hans Herr Faders Tid. Det blev, som det var før (i)
Og ny Forandring det vel ikke frygte bør?
IX. Til Lyst=Forandringer for Deres Majestæter,
Som Septer=Byrderne saa iideligen trætter,
Gav Vaaren Veyr og Sne til Ritt og Kane=Fart.
Og, paa al kunstlet Lyst blev ikke heller spart:
(*) Fra Michels=Dag til Michels=Dag.
(g) Af 23. Martii.
(h) See Den Danske Mercur for September 1766.
(i) Det Kongelige Amiralitets- og General=Commissariats-Collegium.


21


22
Herr von Filosoffov, Czarindens Bud i Norden,
Fik her i sit Logie Theatret bragt i Orden
Og Dem til Opera paa Aftens Maaltid bød;
Jndbydelsen man saae og Begges Biefald nøed.
X. Paa Æres-Trappen saae en Seh sted (k) sig ophøyet
Til Kammer=Herrers Trin, paa samme velfornøyet;
Ja, dette Ære=Trin, kan vel fornøye hver,
Da det er Naadens Tegn fra Christian i sær.
Paa Embeds=Trappen er Adskillige opsteget,
Hvad Trin enhver har gjort, at nævne, blev formeget
Og uden for den Plan, Mercur sig nu har sat
Men een dog nævnes bør udi vor Søe=Etat:
Den brave Schoutbynacht, Herr Fischer bliver Manden,
Han fik Division, i Ordenen, den anden.
Den fik igien i ham en god, oprigtig Mand,
Paa hvis Aarvaagenhed den sikkert stoele kan.
XI. Dens forhen havte Chef (l) Døds=Listen saaes formere
Og Liiget offentlig med Sorgen Paradere.
Hvad giør ey Kierlighed og øm Høyagtelse?
Frue Baronessen loed, tre Dage, begge see.
Paa samme Liste stoed endnu et Sørge=Minde
For den udlevede Hof=Dame og Grævinde
Von Sponeck. (m) Dette Navn i æret Minde er,
Og denne Salige dets Ære var i sær.
XII. Den Kiøbenhavnske Bane seer sine Directeurer
J aarlig Sammenkomst, hvor den sædvanligt hører
Regnskaberne qvitert. Blandt andet den og seer,
At for dens Tilsyns=Vagt, iblandt, Afløsning skeer:
Græv Thott blev denne Gang afløst ved Demescieres;
Men, det, som Læserne vil meest interessere,
Helst dem, som have Deel udi Uddeelingen,
Er vel den riige Sum, der fastsat blev til Den? (a)
(*) Etats-Raad Holger Schested.
(1) Herr Schoutbynacht, Baron Jens Gyldencrone. Deputeret i Amiralitets¬
Collegio, i sit 58de Aar.
(n) Comtese Sophis Charlotte ron Sponeck, Hof=Dame hos Prindsese Char¬
lotte Amalia. 69 Aar
(n) 16 Rixdaler per Portion.


23
J mangen Sammenkomst for andre Compagnier,
Det til Deelhaverne -desværr for ofte - svier,
Men Banqvens Actier og dens Deeltagere
Oplives hverengang Forsamling der skal skee.
XIII. Søe=Officiererne har aldrig været bange,
For Krigs Erfarenhed ved Orlog at erlange.
Men - da vi, Gud skee Tak, Halvtredsindstiuge Aar (o)
Har vidst at holde Fred - de den ey Hiemme faaer.
De faaer da see sig om, hvo vilde dem det nægte?
De saaes i sidste Krig (p) for Frankerige fægte
Hvorved de fægtede sig selv til Riddere, (g¬
Og samme Lyst endnu hos dem er brændende.
De Orlog sig udbad, for Lykken at forsøge
Og Danske Heltes Tal blandt Søemænd at forøge.
Vel sagdes (r) De drog ud i Ruslands Tyrke=Krig,
Men Tidenden blev kaldt u-efterrettelig (s)
At de er reyst, er vist; for Ære at indlegge; (t)
Thi andet Ærinde dem aldrig kunde trække.
For Stoer=Sultanens Port Mercur vel aldrig kom?
Lad ham da mælde det saa langt, han flyver om!
Frankerig.
Møn vel til Controleur i noget Kongerige
Naar for Financer han er Controleur tillige
Og hver vil afbetalt paa beste Maader see¬
En bedre ønskes kan end Abbed Herr Terray? (u)
(o) Førstkommende 30de Juni.
(p) Jmellem Frankerig og Engelland.
(g) Den nu værende Schoutbynacht, J. G. Arff, og Commandeur=Cagitainer,
G. W. Becker med C. C. Basballe; Af Fordre du vrai Merite militaire
de france o: Den franske Orden for sand Krigs=Fortieneste.
(*) J en Hamborgsk Avis, Neue Zeitungen, kaldet.
(s) S. De Berlingske Kiøbenhavnske Tidender No. 25.
(t) De Herrer Søe=Officierer: J. G. Arff, C. C. Basballe, C. F. Tonder,
P. J. Fasting, J. Acheleye, N. T. H. Ployardt og J. C. Nissen.
(u) General=Controleur for Financerus.


124


Han svarer alle Vel; skiøndt alle ey faaer Penge;
Han kiender Cassen, men, og kiender dem, som trænge;
Han ønsker hver betalt hvad hver tilgoede har;
Dog med en viis Forskiel, som viises i hans Svar:
En Sanger mældte sig - en, Hof=Capellets, Sanger;
Sig og det gandske Chor han udbetalt forlanger
Langt fra, at Herr Terray ham svarte: Gaae jer Vey;
Marsch; i det franske Sprog - Han sagde dog vel Ney?
Ney gandske tvertimod. Han svarte.Ja, min Herre!
Det syngende Capell skal faae hvad de begiere.
Men! - de, som synger end, faaer vente lidt endnu;
Thi man de Grædende maae komme først ihu?
Hvad Sangerne har tænkt, kan ligemeget være.
Nok, at Ministeren har, af sit Forhold, Ære.
I den Omstændighed, som Penge=Cassen var,
Blev det et kongeligt og ædelmodigt Svar.
Polen.
Man skulde kiende Folk af Snit paa deres Klæder
Og dømme Tiderne igien af Folkets Sæder?
Hvad Dom mon Polen da vel vente vil at see,
Som kunde blive dem den fordeelagtigste?
See, her er Acterne;, O Tider! og, o Sæder!
Naar Graad har billigst Sted de der sig yppigst glæder,
Ja end de Geistlige, som dem advare skal,
Sees u bekymrede i lystigst Carneval.
En fæl Tragædie med Republiqven spilles,
Comædier og Balls dog ligefrisk anstilles;
Af en forbedret Smag det kaldes, Følelser;
Men, mon det nærmere ey Følesløshed er?
Det lader ikke til, man stort til Hierte tager
At Landet hiemsøgt er med største Lan deplager.
Mon Himmelen da vel hiemsøgte noget Sted,
Kun for at styrke Folk i Ligegyldighed?
01133 1b1.
9 (


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Aprilis. 1770.
Dannemark.
I.
Vor Friderich, vor Prinds, fød Arving til vor Norden,
Sin Fødsels Ære er for længesiden vorden;
Sin Høye Fødsels Værd Han indsaae ey saa snart,
Før strax hans Ungdoms Lyst saaes af den rette Art.
Hvad var hans Ungdoms Lyst vel andet end at lære
Alt hvad hans høye Stand og Fødsel giorde Ære
Og at anvende det, som det en Prinds anstoed.
Der ey udartede fra Stammens ædle Roed?


26


Dog Ham var det ey nok Naturens Kald at høre,
Han loed og Naadens Kald sit unge Hierte røre.
Den Rang, den Arve=Ret hans Fødsel Hannem gav,
Til Dyds Opmuntring Han sig vel betiente af.
Men da oplyst Forstand af Skriften lod sig sige
Sin Nye=Fødsels Rang, som Arving til Guds Rige,
Strax faaes en himmelsk Lyst i hans benaadet Siel,
At dannes værdigen til Lysets Arve=Deel.
Hvor saaes ey denne Lyst Hans Høyhed at indtage
Og stille Siele Lyst hos Alle foraarsage?
Ved Naaden tog han til i Viisdom, som i Aar,
Og al god Kundskabs Vext i Dag fuldkommet faaer:
For den Tre-Enige i Dag (a) Han sig fremstiller
Og til Hans Tieneste sig offentlig fraskiller.
Sin Jgienfødsels Fest Han herliggiorde her;
Gientog sin Daabes Eed for Gud og Mennesker.
Gud, den Treeeenige, - som Sandheds=Vey Ham lærte,
Ham til sit Hierte bandt, og vandt igien Hans Hierte
Sig forbeholde Det bestandig helliget;
Og være Selv Hans Pant paa Himlens Arve=Ret.
J Mennesker, som der for Herrens Ansigt hørte
Hvad Prindsens sandru Mund af Troens Grund fremførte
Mon hver af Eder ey blev ind i Sielen rørt
Og piiste Gud for det J havde seet og hørt?
Velsignet Arve=Prinds, bestyrket i Guds Naade,
Bestyrk, ved Naadens Liv, til J Esu Riiges Baade,
Hver Danner Undersaat til Liv af samme Haab,
Som det Du grundet seer ved Ordet i Din Daab.
Ved slige Mynstre skal Fritænkere beskjemmes,
Guds Ord faae Vidnesbyrd, Guds Dyrkelse forfremmes,
Ja, over Kongens Huus og hver Mands Boeliger
Fornemmes rigelig vor Guds Velsignelser.
(d) Palme= Søndag; hvilket er saameget mere mærkværdigt, siden alle de Kon¬
gelige Prindser, fra Confirmationens Jndførsel i Dannemark, have offent¬
lig gientaget deres Daabs Løfte just paa denne Søndag. Texten, som til
denne hellige Forretning, af Hans Kongelige Høyhed selv var udvalgt, blev
af Biskop Harboe, som Confessionarius, foreholdt af 1 Joh. Ep. 5, 20.


27


I1. Nu saaes først Kuldens Magt for Soelens tabt at give,
Og Rheden endelig for Alvor aabnet blive,
Et For=Aar, dette liig i Vægelsindighed,
Vel ingen Levende sig at erindre veed?
Dog, Handlen kom i Gang, som haardt nok laae forknyttet,
Af aabnet Rhed og Fart den sig og snart benyttet:
Skiøndt - mod dens tidlig Haab - det noget sildig var;
Men, Hvo giør meer end det, hvortil han Kræfter har?
III. Dens synlig Skyts=Gud Selv ey kunde giøre mere
End det han havde giort, for den at secundere,
Skyts-Engler havde Vink, fem Maaneder forhen,
At giøre Veyen tryg og ryddelig for Den.
Men Drive=Jisen ey af Veyen var at rydde.
Skyts-Englene jo selv for den tilbage flyede?
Og Handels=Skibene, som forud seilte af,
Paa den usikre Vey sig Skjebnen overgav.
Derfor des stærkere Han lod den Arm bevæbne,
Som Himlen hannem gav til at bestemme Skiebne:
Esqvadren lagde ud, tie Skibe blev den stærk (b)
At foretage sig et Konge=værdigt Værk.
En Schoutbynacht - forsøgt udi de Fahre=Vande,
Hvor Farten Fare staaer - skal Fienden overmande!
Gid han saa lykkelig i Farten blive maae
At Handels=Skibene kan hans Undsetning faae
Hvor de behøve den! - Men, om saa skulde være,
De frygtet Fare alt forud undgaaet ere?
Saa kommer Han endda forgieves ikke der;
Algier vil tids nok see hvad Kaases Ærind er.
D2
(b) 4re Skibe af Linien: nemlig Prinds Friderich 70. Kanoner, ført af Com¬
mandeur=Capit. Becker; Prindsesse Sophie Magdalene, 60 Kan., Com¬
mandeur=Cap. Krieger; Slesvig, 50 Kan. Commandeur Cap Ellebracht
og Mars, 50 Kan. Capit. C. U. Kaas, foruden de tvende Fregatter: Chri¬
stiansøe og Havfruen, 2de Bombardeer Galiother, og 2de Transportskibe.
Esqvadren commanderes af Hr. Schoutbynacht Frid. Christ. Kaas fra Flag¬
Skibet Prinds Friderich.


28
Hans Ærind, give Gud, til Danmarks Ære lykkes!
Dets Undertrykkere bestandig undertrykkes!
Vor Æres Forsvar Selv, til Flagget og foer ud,
For, der med Lyst at see sin Æres visse Bud
For de afseilede Hans Ærinde at rygte;
For dem, i alle Hav, hver Danmarks=Fiende flygte!
Skiøndt Danmark, Gud skee Tak, ey nu af Fiender veed,
Ey heller vide vil - Maae vi kun holde Fred?
Thi seer man end Algier i Venskabs=Løfter svige,
Den Svig forstyrrer dog en Freden i vort Rige.
Lad Svig paa Halsen kun sin egen Herre slaae!
Og meer Forstyrrelse vor Nordens Fred ey faae!
IV. Den aarlig Strømme=Vagt for Rheden, Sundet, Beltet,
Hvis Ønsker længe nok paa fri Udhaling gieltet,
Slap giennem Bommen med. Og vilde Alle Tre (c)
Enhver sig paa sin Post med første lade see.
V. Monarchen altid staaer paa Vagt for Landets Gode,
Han overseer sin Post, at hielpe alt paa Fode.
Og Hertugdommene saae denne Gang i sær,
Hvor vaagen han saae til for Lands=Fabriqver der (d)
Han saae, Fortrydelig, at samme Jndpas skede;
Gav en Forordning ud - dog ey endnu i Vrede
Ved den forbuden blev al Handel efterdags
Med det saa kaldede Fajance, fremmet Slags"
Hvo seer ey, at det der kan saa forsvarligt giøres,
At Penge ey for Sligt til andre bør udføres?
Mon da Monarchen ey det samme haver seet?
Hvi er ey Forbud der mod Fremmet før udstædt?
Jo vist har han det seet; og, Hvo kan ey erindre
Hans toe=Aars gamle Bud, Jndførsel at forhindre? (e)
Men Kongers Bud paa Bud jo intet nytter til,
Naar man dem legger hen, og hver giør hvad han vil?
(e) Fregatten, Vildmanden, ført af Capitain Andreøs Bille paa Rheden, Fre¬
gatten, Hvide Ørn, ført af Capit. Peter Schionning i Øresundet, og
Hukkerten, Amager, ført af Capit. Lientenant Peter Wichmann paa store
Belt.
(d) See Placat i det tydske Sprog af 10. Apr. imod fremmede Fayancs Vahre.
(e) See Forbuddet derimod af 11te Febr. 1768.


29


Thi vil dog Kongen see, engang for alle Gange,
Om ham ey mueligt er, sit Forsæt at erlange?
Forsøg kun, hvo der tør, naar Aaret er forbie,
Thi Kongens Mildhed gav saalænge Udsalg fri,
For sligt indsneget Gods af Veyen først at skaffe.
Man, Danske Konger, veed, er langsom til at straffe?
Men, byder da til Fals Fajance, offentlig!
J vist at føele faaer, hvad Cours det er udi.
VI. Et andet Konge-Bud Bekostninger anviser
Paa visse Mordres Straf, som Livet ey forliser;
Men pidskes aarligen paa slig Misgiernings Dag
Hvad Sted de end er fra - til Hovedstadens Kag;
Omkostningerne skal den Bye, det Amt, udrede,
Hvor slig Misgierning først af Gierningsmanden skede,
Og sammes Øvrighed dem prompt betale ud,
Saasnart den faaer derom, fra Hovedstaden, Bud." (f)
VII. Man veed at Kongen veed Fortienester at skiønne;
Besynderligen dem med Ære=Tegn at lønne,
Som Hans Opmærksomhed kan synes værdige,
Blandt hvilke os April i sær fremstiller Tre:
1. En Kongelig Captain den Ære fik at bære
Det Tegn, som viiser hver, at han er Kammerherre.
Mon hver Mand ikke veed, at det en Nøgel er?
Ved samme Kongen fik betegnet Lersners (g) Værd.
2. Af General=Majors vil Kongen have flere
Og Herr von Barner (h) strax saaes sammes Tal formere.
3. Major Fabritius (i) blev blandt Civile talt,
Da Conferentz=Raads Rang paa hannem naadigst faldt.
VIII. Nu skulde da Mercur adspørge Dødens Liste,
Om Rangen denne Gang vel maatte nogen miste?
Liig=Listen for April vel dertil svarer: Jo;
Men, trøsteligt, den det beviser kun med Toe:
(f) See Placat af 2de April; i Anledning af Forordningen under 18. Dec. 1767
anført i den Danske Mercur, sammesteds.
(g) Philip Ludvig von Lersner.
(h) Helmuth von Barner.
(i) Michael Fabritius.


30
4. Den første Prøve paa, hvad Rangen maatte miste,
Endda den første Rang - beviser samme Liste
Med Mette Raases (k) Død, hvis sidste salig Mand
Vor Søe=Etat saavel, som Norge (l) mindes kan?
Hans Rang bød Hende Rang, den hun og ey forsmaaede,
Og, derfor døde Hun med Rang, som: Deres Naade!
Dog, naar Hun roeste sig - som jeg har hørt, Hun har
Var det deraf, at Hun Mathisens (m) Dotter var.
2. Det andet Dødsfald vel kun trede Rang berøvet,
Men u-paatvivlelig dog mange har bedrøvet;
Det Segebergske Amt beviiser det især:
Etats-Raad Stemanns (n) Tab beklages der af hver.
Hvor ofte har vi ey i Danmark havt den Ære
Af de Besøgelser, vi burde at undvære:
Markskrig re, Gøglere, Hans=Wurster, Springere,
Hvo husker Navnene?
Qvaksalvere med Fler? -
Hvi skulde
Norge
da ey samme Ære have?
Jo, Tvilling=Broder! du dig og dertil belave.
Dig en og anden har vel nu og da besøgt,
Men det, som intet er, mod dem, for os har spøgt.
Herr Campioni - thi, de er jo alle Herrer?
Vi høre, Frid richshald Fyhrværkerier lærer,
Og, læres just ey Nyt af Ham i denne Konst,
Saa læres dog, at ey hans Luft=Syn skeer omsonst.
Det er naragtigt nok at læse og at høre:
Tand=Doktre reise om, Fyhrværkerie at giøre.
Og saae man det, maaske, man maatte da tilstaae,
Fyhrværkeriet selv at være ligesaa?
(k) Hendes Naade, Enke=Frue Amiralinde og Stiftamtmandinde Mette Kaas.
gammel 753 Aar.
(l) Hvor han, for nogen Tid, var Stiftamtmand.
(m) Vor uforglemmelige Regnemesters, Søren Mathiesens, Klokker til Trinita¬
tis Kirke.
(n) Amts Forvalter Poul Christian Steemann, død i sin Alders 71de Aar.


Hvi mon han har changert? - Hvor saaes det Uhæld møde,
At Hans Profession sin Mand ey lunde føde?
Han enten være maae en Fusker? eller og
Han troer, at Folk nu alt af Skade bliver klog?
Det sidste mere er at ønske end at vente,
Vi Tegn dertil hos os, desværr, ey hidtil kiendte
Det første derimod jeg ey modsige maae;
Thi blandt Tand=Dokterne man Fleest af slige saae.
Dog kan det endelig der ligemeget være
Hvor han ey mælder sig, for Tænder at curere.
En Reise=Skilling man ham sagte unde kan;
Den aldrig sad saa fast i Norden, som en Tand.
Frankerig.
Den Konst: At giøre Glas, hvor høyt den end er dreven
Er den dog i Paris nu saa forhøyet bleven
At alle Vindves Glas, som brugtes hidtildags,
Vil springe, hvor man seer det nys opfundne Slags.
Det giennemsigtigste forhen man eftersøgte;
Det fandt enhvers Behag, som og dets Priis sorøgte.
Men nu det, gandske klart, vil falde i sin Priis,
Saasnart man hører først, den falder i Paris.
Dets Giennemsigtighed man endnu gierne lider
J franske Vinduer; men ey fra begge Sider.
De gamle Ruder der er komne slet tilpas!
De kiendes alt cassert, som u beskedne Glas.
Tænk, Ubeskedenhed, i vore slebne Tider,
Man neppe, som man hør, i Vindves=Ruder lider!
Hvor lidet, troer man da, at der vel inden for
Af Ubeskedenhed vil kiendes mindste Spor?
Beskedne Sæder har da nye Glas opfundet;
Dem, eens betydend Navn, med Sæderne forundet:
Glares discretes" det er paa Dansk: beskedne Glas,
Som, fransk Beskedenhed, sees komme vel tilpas." (c
Ko) Thi man har tillige begyndt at bruge dem i Karosser, Badstuer og i Da¬
mernes Cabinetter.


31


32


Jeg har dem ikke seet; Men - som man dem beskriver
De ikke, uden fra, den mindste Jndsigt giver;
Udsigten, derimod, til Gaden giør saa klar,
At man kan Alle see og Selv ey blives vaer.
Fortræffelige Glas! - - dog, farlige tillige
For Glas=Fabrikerne i hvert et Land og Rige!
Sees al det gamle Slags at tabe sin Credit,
Maae Magazinerne jo alle gaae Fallit?
Ney, disses Undergang, det nye ey kan forvolde;
Det gamle, soeleklart, sit Fortrin vil beholde
Saa længe smukke Folk ey staaer for Vinduet
Saa meget for at see, som for at blive seet.
America.
Det, fra Nye Engeland, ey Nyt just er at høre,
At det forsøger sig, det gamle, liig at giøre,
Særdeles derudi, at giøre hvad de kan
Mod Parlementets Bud, naar de dem ey staaer an,
Ney det saa gammelt er, at Engelske Gazetter,
Hver Post=Dag, meer end nok om saadant indberetter:
Om Med= og Mod=Partie, og om - jeg veed ey hvad
Er alt, hvad man har hørt i nogle Aar paa Rad.
Dog kan man - om man vil - et Nota Bene sette
Ved det, som Posten nu fra Boston (p) sees berette:
Tre Hundret Damer alt er blevne enig der
Tre Hundret Enig? - Det, Nyt nok, jo eene er?
Ja jeg det nægter ey; Men vil og ey formode
At nogen skulde troe: Det var udi det Gode?
J saa Fald maae tilstaaes, det, Nyt til visse, var;
Men disses Enighed det gamle Sigte har.
De har besvoret sig, de aldrig The vil smage
Før The=Afgivterne man kaldet har tilbage!
Det kan man kalde ret: En Selv=Fornægtelse,
For, dog at faae engang sin egen Villie?
(p) Hoved=Staden i Nye=Engeland.
J¬
M¬


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Majus.
1770.
Dannemark.
I.
Nu blev det rigtig May udi vor Danske Norden,
Saa Aarets Tider her dog eengang kom i Orden.
Al Landet frydefuldt May=Maaneds Ansigt saae,
Og samme - vil man troe - vel var at lide paa?
Begyndelsen var god, den Foraars=Længse! stillet
Vor Vinter=Slør blev slængt og al Naturen spillet;
Den spillende Natur ey heller blev forlegn
For hvers Opmærksomhed, ved første givne Tegn.


34
II. Vi velfornøyet her vort Herskab saae fornøyet,
Som sig til Fridrichsberg paa Vaarens Vink forføyet.
Sin Dronning med sin Prinds tog Fredensborg imod;
Men Hirschholms Foraars=Pragt foragtet ene stoed.
III. U passelighed holdt dets Dronning her tilbage; (a)
Deel i de andres Lyst Hun ikke kunde tage!
Bekymring blandet sig i første Foraars=Smag;
Man Staden vel forlod, men ey med ret Behag.
Tvivlraadig Længsel saae fast dagligen tilbage;
Men see, Bekymringen saaes derved meer tiltage;
Thi Jngen kunde see det, Alle vilde seet,
At det til Bedring blev for Hendes Majestæt.
Det u-formærkt til Bedring blev for Hende,
IV. Dog jo,
Hun i beleylig Tid saae glad sit Levnets Ende,
Af Verdens Uroe kied, paa Slottet Christjansborg;
Men satte Det med Os i ubeleylig Sorg: (b.
Vaar=Lysten os forgik, den, May dog syntes love,
Thi see, dens Ansigt blev, som Ansigter til Hove:
J Dag ey, som i Gaar. Den Sommer=Smil, den gav
Som Løv=Fald nu saae ud, da den toeg Masqven af.
Uventet blev forvendt vor buntet Foraars=Klæde,
Da May omklædede med Sørge=Dragt vor Glæde;
V. Men Kongen - paa hvis Sorg og Glæde alle see
Os Tid og Maade strax for den bestemmede.
1. Han bød:Den skulde kun til Sorgens Minde tiene,
En sexten Ugers Tid, i Kiøbenhavn allene" (
2. Dog, uden Sørge=Dragt, Han bød at lade see,
Endnu et Sorrigs-Tegn i begge Rigerne:
(a) Enke=Dronning Sophia Magdalena fik Anstød af en Upasselighed den 19de,
i den ganske Høi=Kongelige Families Nærværelse, som just samme Dag vare
Hendes Majestæts Middags=Giester.
(b) Hndes Majestæt tøde den 27de om Morgenen Klokken 4rt; gammel 693
Aar.
(e) Dee Sørge=Forordn. dat. Friderichsberg den 28de May.


35


Thi da saa sørgelig en Tilstand ikke sømmer
Den mindste Lystighed; Han den og ey indrømmer
For mindste Undersaat ved nogen Leylighed?
Hans sørgelige Bud end vid re bliver ved:
Al Instrument=Music aldeles skal ophøre,
End ey i Kirkerne man Orgel Værk maae røre
Den hele Sørge Tid, for Ham saa smertelig
Som nogen Faer=Moers=Søn kan forestille sig." (d)
VI. Monarchen lystet just en Sommer=Tour at giøre;
Man Reyse Routen alt til Gottorff fik at høre,
Men ach, Hans Faer=Moers Død gav den, til videre,
En ubehagelig og tung Opsættelse.
VII. May=Maaned, kortelig, blev lig de fire første;
Skiøndt udi fiint Bedrag den blev endnu den største;
Det Tab, vor Tillid leed, ved Hiines Vægelsind,
Vi ventet just ved May os skulde rentes ind;
Men, smigger fulde May! hvi giorde du os dette?
Du giorde os et Tab, du aldrig kan oprette,
Du til Parade vel tilsidst opsminket dig!
Men, - hvad Parade! - det jo var Sophies Liig?
VIII. Jmidlertid i Sorg det altid er en Lykke,
At man ey lader sig af samme undertrykke;
Monarchen derfor og, af Sorgen u-adspredt,
For Statens Tilsyn saaes, som han forhen var seet.
Han til sit Arsenal med Intendanten iiler,
Hvor alting fredelig i god Behold sig hviler
Endskiøndt han aldrig der saae nogen Hviledag?
Og alting værdig fandt hans Kongelig Behag.
Hvad der opstablet sees, og dagligdags formeres
Gid det til Landets Værn i Kongens Tid undværes!
Ja ævig hvile der, til Landets Fienders Frygt!
Saa hviler Landets Børn med Landets Fader trygt.
(d) See Forbuddet paa Spil og Leeg af 28de.
(*) Den sidste Mav blev Hendes Majestæts Lig, for første Gang under Klokker
nes Ringning seet paa Parade=Sengen.


(e)


36
1X. Hans Olde=Faders Bud (f),om indenrigske Vahre,
Og, om hvorledes man med samme skal forfare
Jmellem Rigerne, til Hævd for Kongens Told."
Som altid, hvor det gaaer, bør komme i Behold
da han det saae forgiettet
Han nys erindrede (g¬
J den Told=Rulle, han fik i Paris indrettet.
6.
Og satte det i Lys for slige Handlende.
Hver agte nu paa Det, sig selv til Rettelse!
X. Det kolde Jsland hist Han faderlig opvarmer,
Hans Enevældes Kraft det Kongelig omarmer,
Dets Opkomst, ja dets Floer, vil Han med Tiden see,
Og ved sin Commission (i) er Raad Forventende.
Dem til Veyledelse bør hver i Landet tiene,
Da dem u-mueligt er, sligt at udrette ene.
Dets Stifts=befalings=Mand (k) nu og befaling fik
Sig at opholde der. "- som just ey før var Skik
XI. Hans Magazins Comptoir, som her udborger Vahre,
Bør, for Betalingen, ey heller løbe Fare:
Jndførsel sammes Krav skal stille strax tilfreds,
Ved Øvrighedens Hielp, foruden al Process." (!
XII. Han Dovnings Frihed vel i Norge fik ophævet, (m)
Som Land=Militiens Indretning da udkrævet;
Men da Militien nu staaer paa anden Fod
Saa siger Kongen og sit sidste Bud imod "(n)
KIII. Til Æres-Trappen tør Mercurius vel kige,
At see hvor mange der ved Rangens Hielp opstige?
Et Trin den agter ey at giøre, fra sin Plan,
Og altsaa, denne Gang, kun Toe anmærke kan:
1) Af 16de Julii 1706.
(g) Ved Placat af 24de April sidstleden.
(h) See den Danske Mercur for Febr. 1769.
(i) See Forordn. af 15de. Commissionen bestoed af Ober=Land=Commiffair Andreas
Holt, Laugmand Torkild Fielstæd, og Ober=Kiøbmand Thomaz Win¬
dekilde.
(k) Hr. Justitz Raad Lars Thodal.
(l) See Forordn. af 15de, desangaaende.
(m) See den Danske Mercur for October 1767. pag. 173.
(n) Ved Forordning af 30te May.


37


1. Den seer Herr Warensted (o) den Nøgel, der at bære,
Som Kongen hænger ud til Kammer=Herres=Ære;
Med Ære bær han den, til Kongen videre
Ham giver andet Tegn paa hans Fortieneste.
2. Herr Struensee (p) fik og syv Classers Rang paa Bagen;
Til Conferentz=Raads Rang han naadigst sees optagen.
Det er det første Trin, som anden Rang hør til,
Fra det han stige vil saa høit, som Kongen vil!
XIV. Det visse Trin, som hver skal uden Forskiel giøre,
Ved hvilket Rang og Gang paa Jorden skal ophøre,
Døds=Trinnet denne Gang af Fiire findes gjort,
Som velbedagede ey agtet Rangen stort:
1. Een tredsindstiuge Aar, hvis Æres Sørge=Minde,
Paa Brahesborg i Fyhn, vi ævig opreist finde. (g)
Skiendt Hendes Herre der sig Sorgen stakket spaaer;
Thi han har nesten fyldt halvfemtsindstiuge Aar.
2. Een, fiirsindstiuge Aar, en Enke=Frue Grævinde (r,
Kan man i Pinneberg paa Dødens Liste finde.
Tie Børn med Græven alt forud i Glæden er,
Saa Frue von Perkentin (s) allene græder her.
3. Een, tredsindstiuge Aar og eet, med Livet endte,
Da Ubestandighed selv Constantinsborg kiendte; (
Men, naar ey Døden tør gaae Kongens Gaard forbie.
Den da en Herre-Gaard langt mindre tør befrie.
4. Halvtredsindstiuge Aar og fiire saae den Sidste,
Før han i Frideritz saaes sidste Skjebne friste:
En General=Major og afløst Commendant (u)
Sin sidste Fiende der med alle overvandt.
) Reise=Staldmester Hr. Friderich Carl von Warnsted.
Etats-Raad og Lecteur, Johan Friderich Struensee.
(4). Frue Geheime Conference=Raadinde Eleonora Hedevig von Rantaan=Asdal,
fød von Plessen.
(r) Von Callenberg, fød von Holstein.
(s) (Enke=Frue Geheime Raadinde) eneste Efterlevende af 11 Børn.
(t) Frue Conference-Raadinde Charisius, fød Baronesse af Gyldenkrene.
(u) Von Grabow.


38
XV. Een, fød af ringe Byrd, er død i Ringerige:
Christoffer Rheder! (x) Hvo har vel om ham hørt sige?
Han her var ubekiendt og Een - og u-bekiendt
Fra Ringerige har Hans Minde os indsendt
Nok, Norge kiendte ham - saavidt hans Sirkel strakte
Og mangen stoer af Byrd, mod Ham, bør mindre agte:
Fornemme æret ham for hans Navnkundighed;
Hver Fattig elsket ham for hans Godgiørenhed.
Tænk, Jngen hielpeløs er fra vor Saug=Fogd gaaet,
Naar Han, paa lovlig Fod, at hielpe har formaaet.
Om Jngen, størst af Byrd, vel meer at sige er?
Undtagen: Gid saa sandt det sagdes om Enhver!
Hans ringe Byrd. Gud veed, hvad Byrd bor agtes ringe
Christoffer Rheders Byrd kan tusind Ahners tvinge,
Al Dyd er høy af Byrd - og uden sammes Rang
Al Høyhed neppe værd at nævne er engang.
Hans Liigbegiængelse jeg vel fortælle kunde.
Hvis Jngen høy af Byrd ham vilde den misunde?
Man dannet fik i Hast af unge Grane=Træer,
En Fierding-Miils=Allee, bestrøet med Grane=Bær;
Til Kirken fra hans Huus enfoldig Kunst udgjorde
Af Grane=Træers Topp ham fiire Ære=Porte."
Mig synes, ligesom at mange Store alt
Midt i Fortælingen mig ind i Ordet faldt:
Vi kunde faae Allee af Ceder, om vi vilde
Kun efter vores Død paa saadant Penge spilde,
Hvor mange venter man da mellem os at faae,
Der til slig Stodder=Stats misundeligen faae?
Got! – Jeg ey heller seer i Gran, ja ey i Ceder!
Et misundt Ære=Tegn for vor Christoffer Rheder.
Men, -- seer dog ingen skielt til dette Sorrigs-Tegn!
Langs med Alleen stoed, fra den forsagte Egn,
(*) Sangfoged i Hønnefosen paa Ringerige i Agerthuus Stift, gammel og
Aar.


Nedslagne Qvinder, Mænd og deres Børn med dennem,
Og græd" ey underkiøbt –" den hele Vey igiennem!
Hver græd sin egen Sorg, som ved en Faders Liig!
Tør Høihed uden Dyd slig Liigfærd vente sig?
XVI. Vort ældre Compagnie til Handlen at befordre (y¬
Gav Captain Jesper With paa ny Afseilings Ordre: (*)
Han skal - om Himlen vil - gaae til Ostindien!
Gud give Ordre til at see ham vel igien!
XVII. Vort yngre Compagnie, (a) som Slave=Handel driver
Med Aarene alt meer og meer anseeligt bliver,
Det Præses og Patron nu fik udi Herr Scheel. (b)
Sligt ikke lidet spaaer til dets forønskte Vel.
XVIII. Det store Sælskab her, hvis Nidkierhed antager
Sig, udi videst Kreds, vor Landhuusholdnings Sager,
En vægtig Præmie (c) en Bonde (d) tildømt har,
Som ud af omspændt Jld sin syge Naboe bar
Og Luen gav til Priis sin eegen Gaard, som brændte."
Sligt, af et Sælskab kun, som dette, var at vente:
Som Bondens Forhold meer end Landhuusholdersk var,
Saa holder de og meer end de os lovet har.
XIX. Et mindre Sælskab (e) nys Vestindien til Baade,
Fik kraftigt giort bekiendt, paa fordeelagtigst Maade,
Plan til et Lotterie, hvor ingen lider Tab.
Faa Lotterier har just denne Egenskab
Navn af et Laan Contoir det ønskte sig at bære,
Strax dertil octrojert af Kongen saaes at være
Og blev for Plan og Laan selv sikker Garantie;
Men hver maae skynde sig, som ønsker Deel deri."(f)
XX. Et
(y) Det Asiatiske Compagnie.
(*) Førende Skibet, Prindsen af Dannemark, kaldet.
(a) Det Guineiske Compagnie.
(b) Herr Jorgen Erich Scheel, Ridder, Deputeret for de Kongel. Financer.
(c) Et Sølv forgyldt Bæger, staaende paa Fod, holdende omtrent en halv Pot,
opfyldt med hele Danske Kroner &c.
(d) Jorgen Jorgensen, Gaardmand i Flemløse i Fyhn.
(e) Reinhard Iselin & Compagnie, Joost von Hemmert & Sønner, samt
Borre & Fenger, Kiøb o og Handelmænd her i Staden.
(t) See Addresse=Contoirs Efterretninger No. 73.


40
XX. Et Spørsmaal, siger man, et Svar er altid værdig?
Ja, oftest alt for snart, man er med Svaret færdig;
Men dette Spørsmaal, Det, som nys opgivet var (g¬
Behøver grundigt - ach! - tillige hastigt Svar!
Hver grunde ved sig selv, her spørges ey om mindre:
End, om Assecurantz Qvæg=Sygens Tab kan hindre?
Om slig Assecurantz og giørlig, nyttig er?
Og Svarets Vigtighed vel skiønnes da af Hver!
Saa giv da, hvo der kan, et Svar, som approberes,
Mens vi end noget har, som kan assecureres!
Det døer jo atter bort, snart hisset og snart her?
Og hvo vil agte Tab, som ey kan tabe meer
XXI. Et Optog tør Mercur for alting ey forgiette,
Som Snedker=Svennene saa kostbart saaes anrette
Ved Skildtets Flytning; thi da sligt sees sielden skee,
Fik de den halve Stad i fuld Bevægelse?
Dog, Snedker=Lauget vil og bør min Pen undskylde,
At sin Velvillighed den meer ey kan opfylde!
Optoget lettere kan sælges for en Mark (h)
End May=Mercurius opfyldet har sit Ark.
Frankerig.
At Æreminde her opreises skal Voltaire;
Derom man i Paris nu ikke tvivler mere.
Academiet kun ueenig er om: Hvor?
Thi alle agter ham just ikke lige Stoer:
Jblandt Medlemmerne endeel begriber ikke,
Hvorledes samme kan paa deres Sahl sig skikke.
Thi holdte nogle for, det nærmere tilfaldt
Det loed og ey saa galt?
Commoedie=Huusets Sahl."
See Addresse=Contoirs Efterretninger No. 80.
() Hos Langets Oldermand.


Den
Danske Mercurius
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Junius. 1770.
Dannemark.
I.
For den afsielede Sophie Magdalene
Vor glade Christiansborg til Sorrigs=Leyr (a) maae tiene
Det alt den syvende for alle aabnet stoed
Og hvers Opmærksomhed væmodig tog imød!
Syv Dage saae man der - beklageligt - os lære:
Al Verdens Herlighed Forfæng lighed at være!
Al Høyheds= værdig Pragt vel alt for klar blev seet,
Da den gav sidste Glimt af jordisk Majestæt?
(a) o: Castrum Doloris.


42
J slig Betragtning blev syv Dage end for mange
Og Adgangs Timerne, afkortet, dog for lange,
Jndtil den Time kom, som giorde Pinen kort
Og tog den Sorrigs=Glands for vore Øyne bort:
II. Man os fra Øyne tog Døds=Mindet med Sophie; (b)
Livs=Mindet nok endda i Tabet kunde svie.
Det ikke gaaer saa let af vor Hukommelse,
Som Hendes dyre Liig kom os af Øynene.
Tak for dit Liv i Norden,
lev vel, Høystsalige!
Der snart Halv=Hundret Aar (c) vort Liv og Lyst var vorden
Du ære værdig saaes for Fiire Konger her, (d
Som Alle havde dig - hver paa sin Maade - kier.
Tak for din Skiønsomhed - om jeg det saa maae kalde?
At Du loed alle Ting hos os dig vel biefalde!
J sidste Val-Text (e) jo dit Hierte os tilstoed:
Dig paa det deyligste tilfalden var din Lod?
Det stiftet Ordens=Tegn: for hældigste Forening (f
Beviser, sligt ey blev nu først din sidste Mening;
(8.
Ney, fra dit Bryllup af - som her Sølv=Bryllup blev
Du samme Val-Text alt dig Selv til Minde skrev.
Ja, Gud i Christo Tak, som lod dig see det sidste:
Hiin skiønne Arvedeel for hvad du her forliiste!
Din Ham hengivne Siel nu den besidder heel
Og let forglemme kan al jordisk Lod og Deel;
(b) Ente=Dromning Sophia Magdalena, sød Printesse af Brandenborg
Culmbach.
(c) Fra den 7de Aug. 1721 til den 27de May 1770.
(d) For Friderich IV. som Svigerdatter; for Christian VI. som Gemahl; for
Friderich V. som Moder; og endelig for Christian VII. som Faer Moder.
(e) Liig=Texten, som Hendes Majestæt selv havde udvalgt, af Psalm 16, 6.
(f) In felicissimæ Unionis Memoriam, eller de I'Union parfaite, stiftet den
7de Aug. 1732. Med hvilken hun har benaadet 385 Personer, nemlig:
227 Damer, og 158 Cavalierer.
(g) 25 Aar, paa een Dag nær.


43


Undtagen denne Deel, den, Du vel loed tilbage,
Men, som med Sielen dog skal Deel i Arven tage
det er det eneste,
Dit dyrekiobte Støv!
Du end ey glemme kan af dette Jordiske.
Vi her ey heller vil dets Værdighed forglemme;
Det, som et Hvede=Korn, udi Guds Ager giemme
Til Livets store Haab; - Det Haab, som billiger
Standsmæssig Pomp og Pragt ved Liigbegiengelser
Hvor Majestæters Støv og Purpurs Aske hviler,
Didhen vi værdigen da og med Dette iiler!
Roeskilde=Mausolee bevare det i Roe,
Mens Støvets Vogter vil det slig en Skat betroe!
III. Man vilde her vor Qval saasnart, som giørligt, dæmpe
Og Sorgens Minder sig derefter maatte lempe.
Hvi skulde Kiøbenhavn og staae alleneste
Til Sorrigs Skueplads for begge Rigerne?
Strax Ringningen ophørte (h)
Ney, Kongen sagde Ney!
Og Orgelværkerne i Kirkerne sig rørte." (i)
Han, som alt forudsaae den Sorg os forestoed,
Da Han med Dronningen i Sorgen os forloed (k)
Han vilde ikke os for dobbelt Sorg udsætte,
Og derfor, loed os først den første mueligst lette.
Han kiendte vore Kaar, og tænkte:Hvad Besvær,
Naar en foruden Hielp en dobbel Byrde bær?
Vi bar da Sorgen her paa taaleligste Maade,
Som Frugt af Christians besynderlige Naade!
IV." Høy=Skoelen sig til Roe dog ikke gav endnu
Det høye Dødsfald den pligtskyldigst kom i Hu!
Den indbød hver og een, som kunde Vidne være
Til dens Aarvaagenhed for vor Sophies Ære,
Saa Staden opfyldt blev med Klage=Sang og Klang;
Men det da endelig og var for sidste Gang. ()
h) Med Liig Processionen, Klokken 1 om Natten til den 14de Junii.
(i) Den 17de.
(k) Den 18de gik Kongens og Dronningens hidtil opsatte Reise for sig til Gottorff.
(l) Den 19de da der blev ringet med alle Stadens Klokker en Time for og en Ti¬
me efter Orationen.


44
Vi nu i Rolighed og Stilhed kan betragte
Hvod andet bedre Nyt os denne Maaned bragte:
V.  Vor værdig Aroe=Prinds, den Guds og Dydens Ven,
Selv mildest rakte Haand til Land-Huusholdningen,
Da, naadigst, Han toeg Plads iblandt de gode Lemmer,
Som eegen Velfærd her til Landets Vel bestemmer.
Til Lykke, Danske Laug, med denne stærke Lem
Hvert værdigt Forslag Han vist giver Fynd og Klem;
VI. Vor Faders Varetægt just mødte vor Formodning,
Da Grændserne blev sat for Koppernes Jndpodning: (m)
Vor Frygt for Smitten vi vist havde Aarsag til;
Lad Somme give den hvad Navn de give vil!
Mon ey Erfaring gav velgrundet Frygt tilkiende?
Jndpodnings Nytten Han os dog ey vil afvende;
Kun til et særskilt Sted! –- just det, vi ønskte!
See,
Her Kopper alt i May og plat ophørede.
Paa Solitude (n) nu udvalgte Mænds Forvaltning
Fik aabnet første Gang (o) den viise Foranstaltning;
Der Alle - hvo der vil - hver Alder, Kiøn og Stand,
Med dobbelt Sikkerhed inoculeres kan."
Hvad Ære er det ey for Kongens Enevælde,
At Han Exempler ey, i saa Fald, lader gielde? (p)
Lad andre tvinge Folk til tvivlsom Lægedom!
Den Tid, vi aldrig troer, i Danner=Norden kom?
Den da - som skiønte ey vor Konges Fader=Hierte,
Ey takte Kongens Haand, som Stiftelsen beskierte
Saa rig lig aarlig Fond, ey ønskte Stiftelsen,
Bestandighed og Hæld - var ingen Mennesk=Ven!
VII. Det Extra=Paabud - det, som alt for toe Aar siden
Kom ud og ventedes at kaldes ind med Tiden,
Ja, just med denne Tid - (g) dog ey indkaldet blev.
See, , Conjuncturerne paa dets Vedvaring drev;
(m) See den Danske Mercur for December 1769.
(n) Uden for Stadens Nørre=Port.
(o) Den 14de Junii.
(p) See de Tvanas Midler, som ere brugte i Frankerig og Venedig, og som findes
allegerede i Cammissionens Anmældelse til Publicum af 23de May sidst.
(9) See Forordningen om Extra=Paabud af 14de May 1768.


45


Monarchen ventet Selv, Han kunde det indkaldet,
Hans høylig Ønske er dog nu ey saa udfaldet;
Algier! Algier! Algier!"– hvis man undskyldelig
Kan bande Nogen? Vi da trøstig bander dig
Du bær særdeeles Skyld; Dit Fredsbrud har forvoldet,
At Danner=Kongen ey sit Ønske har erholdet."
Dog, du, til rette Tid, vel din Betaling faaer!
Og Kongen, midlertid, skal faae hvad vi formaaer.
Hans Extra=Paabud vel fremdeeles skal vedvare;
Men vi Hans Mildhed dog i samme vil erfare,
Han allernaadigst kom den Geistlig Stand ihu:
Den ey skal skylde, meer end andre Stænder, nu. (r.
VIII." Den Helsingørske Rhed, hid op ad, uklar findes,
Ved blinde Ankere, dem ingen Eyer mindes,
Dem Fartens Værge vil af Veyen ryddet see;
De, uden Forskiel, skal tilhøre Finderne "(s)
IX.Hans Søe=Folk "- Fler, maaske, end man sig forestiller
Som uforsvarligt sig fra deres Landsmænd skiller,
Ved General=Pardon hiemkaldes nu igien
Paa tydsk; (t) thi de paa dansk hiemkaldet er forhen. (u)
X. Hans tydske Stater vil - mod Hans gientagne Villie
Ved gammel Vægt og Maal sig hastig nok ey skille;
Thi skal dem settes nu en Jnqvisition
Og sligt, som plat cassert, ey gives meer Pardon." (x)
XI. Hvordan mon holdes huus med offentlige Penge?
Til dette Spørsmaal kan vel alle Stater trænge?
Ja, Danner=Nordens Stat har ofte spurt de rom.
Det store Spørsmaal nu og nys til Bergen kom! (y)
XII. Etats Raad Hornemann (2) nu, sig til Ære, priser
Den Kongelige Vey, som Stie til Rangen viiser:
Han saae til Nøgelen, fik den af Landets Ven
Og ingen Patriot ham bør misunde den!
XIII. Den
(r) See Forordningen om fremdeles Extra Paabud &c. af 12 Junii.
(s) See Placat, om at opfiske Ankere, af 6te Junii.
(t) See den Kongelige Rappel af 14de.
(u) Ved Forordn. om Søe=Enroulleringen af 1ste Febr. sidst.
(x) See Forordn. desangaaende af 14de May.
(v) Ved et Konge igt Commissorium sat for Bergen i Norge den 14de April.
(2) Gerrit Horneman.


46
XIII. Den, al Naturens, Vey, den Stie til Ærens Rige
For alle dem der seer til Maalet christelige,
Nys fiire Ærede (a) til Maalet haver ført;
Hvis Vandring her blandt os er længe seet og hørt.
XIV. Vor Høye=Skole staae, sund Lærdom her til Beste!
Gud og hans Salvede dens Myndighed befeste,
At for Vildfarelser den kan i Gabet staae
Og dem med Eftertryk fra Norden afviist faae!
Naturalisters List sig aldrig her indsnige,
Og, under Friheds Skin, al dydig Tvang bekrige!
Vi til Bestyrelsen (b) see stedse slige Mænd,
Som de, der hidtildags omvexlet aarligen! (c)
XV. Vor Handel være frie! den best kan Frihed gavne,
Med Guds Velsignelse den fylde vore Havne!
Vor Nødtørft, frie og frelst, trods alle Fienders Tvang,
Vor Handels China Farr (d) og hiemfik denne Gang.
XVI. Vor Velfærds Haab faaer Liv, naar Danske Undersaatter
Sig ey giør Ære af, at synes Patrioter,
Men af at være det; -- De kappes nu derom:
Et ædelt Sælskab nys med Plan og Anlæg kom.
Hvad Plan? – Hvad Anlæg? "sligt jo Staten tit nok hører
Tys! – disse deres Plan og Anlæg selv udfører;
En nye Norsk agend Post de selv oprettet har!
Som nyttig eene ey, men og nødvendig var. "(e)
Tak, gode Sælskab, Tak! – gid vi maae fler fornemme,
Der vil paa egen Pung saa gode Anlæg fremme!
Blandt vore Eegne kun vi slige vente vil;
En Fremmeds Anlæg skal her gierne Forskud til.
(a) Enke=Frue Grævinde Catharine Marie von Schulin, fød von Mosting, i
56de Aar. Kammer=Herre Johan Hinrich von Ahlefeldt. Ridder. Ge¬
neral-Major Samuel Gottfried von Koppelav, i 87de Aar. Enke=Frue
Stiftamtmandinde von Heinen, fød Iwer, 48 Aar.
(b) 2: Rectoratet.
(c) J Aar afløstes Doct. Theol. Hr. Peter Holm af Etats-Raad og Professor,
Hr. Johan Christian Kall.
(d)Skibet Dronning Sophie Magdalene, ført af Capitain Holm.
(e) Denne Post afgik første Gang den 13de Junii.


Tydsk=Land.
Her Rygtet vil:At den navnkundige Voltaire,
Som snart er gammel nok,, skal syg for Alvor være.
Der eengang endelig maae blive Alvor af
For ham og for enhver, hvad Navn dem Verden gav
Han venter, siges der, hans Endelig tilstunder;
Et saligt Endeligt hver Christen ham velunder,
Og, u-paatvivleligt Voltaire det og faaer,
Hvis det alvorligt er, hvad om ham skrevet staaer
Og skal tilligemed hans eget Alvor være:
Han vil Raadførsel nu udaf den Bog begiere
Med hvilken han kun Spot har drevet hidindtil!
Vel, Ham!
-om han endnu dens Raad adlyde vil;
Han da ey heller sees den første just at være
Af Biblens=Spottere, som giver Gud sin Ære.
De sig vel gir, ja faaer, af stærke Aander Navn;
Men skielve dog tilsidst i Dødens kolde Favn.
Paa Biblens Guddoms Kraft, Guds Kierlighed til Ære,
Kan Syge=Sengene Exempler nok frembære,
Og Gud, for Christi Skyld, er ey endnu saa vred,
At Fler jo finde vil dens Kraft til Salighed.
Vi da, som man af Spot kun svage Siele kalder,
Med al den Kraft vi faaer af Gud, vor Gud bønfalder:
At alle Spottere - Gud kiender hver af Navn
Maae søge ævigt Liv i Biblen, sig til Gavn!
Voltaire midlertid ey skytter om at flytte;
Sin jordisk Ære han ugierne vil ombytte;
For Døden ængstes hver, det heel naturligt er,
Men en Voltaire vist har større Angester
Sin Læge beder han, al muelig Kunst ey spare;
Men Ham, for denne Gang, fra Dødens Haand bevare!
Og, til Salarium, for Livs Forlængese,
J sine Skrifter, vil han ham forævige!


47


48


Frankerig.
Dauphins Formæhling med en Erke=Hertuginde (f)
J dobbelt Hensigt vil Paris ey gaae af Minde:
Den Hæld, som Frankerig i slig Forening fandt,
Paa hvilken dette Par er Riget sikkert Pant,
Har Hoved=Staden vel sat ævigt Ære=Minde;
Men, Uhælds Mindet vil den alt for varigt finde;
Den store Trængsel der, for Festens Glands at see,
Selv gjorde Sorrigs Nat af Glæde=Dagene:
Man der, i hundret Tal Ulykkelige tallte,
Fortrykte og fortraadt, lemlestede og qvalte
Paa Gaden myrdede, i Stranden druknede,
Som fyldte Stad og Hof med Graad og Græmmelse.
Maltha.
Constantinopel skal i Russisk Hænder komme,
Det alt Valette (g) saae - før dette Aar er omme; (h)
Nys af en gammel Muur slig Spaadom der udkrøb;
En Lykke, den slap ud før dette Aar forløb!
Det Overtroen vist vil give dobbelt Kræfter,
Der sig, som ved en Muur, ved saadant gierne hæfter.
O, mon Prophetens Navn og Prophetiens Aar
Ney, derom intet staaer.
Ey saaes tilligemed?
Ey Maltha Selv kan troe, den haver Muurens Ælde;
Og hver vel seer hvad Dom, man bør om saadant fælde?
Men, skiøndt den Spaadom er kun Munkers Abe=Spil,
Seer det dog midlertid alvorligt ud dertil!
(f) Maria Anthonia.
(g) Hovedstaden paa Øen Maltha.
(h) Spaadommen lyder saaledes?
1770.
ConstantlnapoLls AtVICIs DIV poslesa reDITAD TVslos.
P.S. J May=Maaneds Mercurius pag. 37. læses den første Linie i den sid¬
ste Strophe saaledes:
Halvfierd sindstiuge Aar og fiire saae &c.
JJ8


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade,
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Julius. 1770.
Dannemark.
I.
Den hele Maaned ud, de Danske=Tydske Stæder
Med Majestæternes Nærværelse sig glæder;
Høystsamme Begge Toe sig der og vel befandt,
Hvormed os Tidender her glædede iblandt.
Og, mindre Glæde os vel aldrig fyldesgiorde?
Dem Selv vi ey endnu tilbage vente torde;
Endskiøndt vi havde nær fordristet os dertil;
Enhver det Beste sig jo helst forvente vil?


50
Og vor Forventning var just saa ugrundet ikke,
Da Majestæterne vi saae uventet skikke
Meer end den halve Deel af Reise Følget hiem
Hvor lidt end Følget var - Hvo ventet da ey Dem?
II. Jmidlertid indfaldt den Fødsels Dag for Norden,
Som her paa nogen Tid dens Glædes Dag (a) er vorden.
Den ofte falde ind, vor Christian til Lyst,
Mathilde til Behag og Rigerne til Trøst!
Vi her var ret forlegn, for Festen ret at ære,
Og vidste neppe selv hvormed det skulde være;
Thi Evnen ikke var dertil, som Villien,
Og Lysten borte var! - Vort Holsteen havde den!
III. Vor agtsom Søe=Etat dog noget randt i Sinde
Hvor lidet det end var - til Festens værdig Minde:
Paa Bankestokken just til Reisen færdig stoed
Fregatten Samsøe (b) den man da afløbe loed!
Men Intendanten (c) loed det derved ikke blive:
Han smukt Fyerværkerie om Aftenen loed give,
Som ved Hans Lystgaard faaes, fra Stadens Østre=Port,
Til hver Tilskuers Lyst og Dagens Ære gjort.
IV. Vi saae fra Travendahl, vor Konge randt i Tanke,
At holde tienlig Fred paa Aalborgs Østers Banke; (d)
Han saae. Hvis altid der, som hidtil, skulde gaae,
Saa blev derfra tilsidst en Østers knap at faae.
Det Østers=Fiskerie er derfor plat ophævet,
Som der, for Fordeels Skyld, umaadelig blev drevet;
Just dette Forbud giør, at vi desflere faaer;" (e)
Men, Østers-Elskere, jeg kan ey sige: Naar!
(a) Den 22de Julii.
(b) Paa 20 Kanoner, fra Nye=Holms Bankestok.
c) S. T. Herr Amiral Græve Danneskiold=Laurvigen.
Jmell m Schagen og Hirzholmen.
Fe) S. Placaten derom, af 10 Jutii.


51
V. Mod Overdaadighed ved Bryllupper og Barsler
HIIV.
Har Kongens Fædre gjort alvorlige Advarsler.
106.
Høystsamme man jo og i Agt og Ære seer?
Paa fleste Stæder sligt for lang Tid aflagt er?
Har Tiderne ey lært, sparsomm lig nok at leve
Ved slige Handlinger, som Sammenkomst udkræve?
Ja,
Slesvigs=Hertugdom ey kommer sligt ihu;
Dem ikke Tiderne har lært det ret endnu;
Thi vil vor Christian dem nu tilgavns det lære,
Ey der med Yppighed paa Landet overbære" (f
Det intet Spørsmaal er: Om Han sit Maal kan naae?
Han værre Yppighed saa sandt afskaffet faae
VI. Paa Titteler med Rang, paa Tegn, som giver Ære,
Sees nu Hans Majestæt sparsommelig at være:
Een Kammer=Herre (g) dog, at nævne, falder for
Hvor gammel han end er! Tænk: Han er fra i Fior! (h)
VII. Ey Døden, denne Gang saa sparsom var, desværre!
Skiøndt den af første Rang kun toeg en enest Herre,
Men -- det var Danneskiold! -
-() Meer jeg ey sige vil.
Hver føle dette Tab, som hver har Hierte til!
Hans Hierte kunde man udi hans Val=Sprog (k) speile.
Got;- Mon da Valsprogs=Speil saaes ingen Tid at feile?
Nok: At om Danneskiold de aldrig feilede!
Han det med Ære her loed fiire Konger see;
Ham Aarhuus saae tilsidst fra Embeds Byrder lettet,
Han ey sit Val=Sprog end i sidste Stund forgiettet.
Nu er han død! og vist al Ære her forsmaaer;
Dog vil den skyldes ham, mens Søe-Etaten staaer!
VIII. En
(f) See Forordn. af 23de April, desangaaende.
(g) Herr Andreas August von Hobe.
) Fra den 14de Jan. 1769.
(i). S. T. Hans Høi=Grevelige Excellence Herr Friderich, Greve af Danneskiold¬
Samfoe, o. s. v., død i sin Alders 67 Aar.
(k) Den Salige Herres Val=Sprog eller Symbolum, som Ridder af Dannebroge,
var den 11. Octobr. 1723, nec temere, nec timide, paa Dansk: Hver¬
ken forvoven eller frygtsom; og Hans Valsprog, som Ridder af (Ele
phanten den 4de Sept. 1747, var, Semper Idem, paa Dansk: Altid
den Samme.


52
VIII. En Russisk Flode kom! – Jgien en Russisk Flode?
Ja. Men den vilde her kun giøre sig tilgode (l)
- Velkommen være den,
Og os ey mindste Ont!
Og hver en Flode her, som er vor Nordens Ven!
Dens Komme ellers var, for Sundet at passere,
Og over Tyrkens Moed tilsidst at triumphere;
Den til sin Nødtørft fik og hvad den pegte paa.
Hvo bør til Venners Hielp for sligt sig vel undslaae?
Vi saae det kiekke Folk, hvis blotte bare Rygte
Er Ottomanner nu alt Aarsag nok at flygte.
Hvo vil ey ønske dem den Ære, de attraae,
Da de, unægteligt den dyrt nok kiøbe maae?
Engeland.
I. Os Hendes Majestæt i helligt Minde være!
Saa tænker Britterne til deres Dronnings Ære;
Høy Eftertanke hun, paa Majestætisk Viis,
Har viist, som ævigt der blir Hendes Navn til Priis:
Hun har betænkt enhver af Hendes Hof=Betiente,
Og dem Forsikkring gjort, som de ey torde vente,
At ingen Enke der skal føle Armods Nød,
Der overleve maae en Mand i Hendes Brød!
Maaske vel Dronninger paa sligt, for Hende, grundet?
Fra Dronning Annes (m) Tid det dog ey Sted har fundet.
Hvad Ære? – Ha! ey meer? - Hver Dronning Ære bør
Ney spørg: Hvad Kierlighed slig Dronning ey tilhør.
II. Le Fevre nylig kom med en Recept i Lommen
Og hele London bød ham inderlig Velkommen!
Hvor tager man ey vel en saadan Doctor an,
Der dristig love tør; Han hver helbrede kan?
() Med smaat og stort, en 18 til 20 Setlere stærk, Floden commanderes af dan
- Russiske Contre=Amiral J. G. Arff.
(m) Anna Stuart, som havde den Danske Prinds Georg til Ægte.


53


Med begge Hænder hver mod slig en Kiøbmand tager,
Jsær, naar hans Recept er hemmelige Sager!
Slig Fordoms Syge og hver Reise-Doctor veed;
Derfor er deres Kunst og lutter Hemm lighed,
En philosophisk Steen!
Le Fevres var saaledes:
Halvtredsindstinge kan for Podagra helbredes;
Men ikke Fler; thi han ey flere Doses har.
Og andre Cuurer han ey heller paa sig taer.
For saavidt ligner han dog ikke just de andre,
Som sees fra Hof til Hof fra Sted til Sted omvandre;
Thi de sig lige let, hvor de kan Jndpas faae,
Med Doctor Theriac taer alle Cuurer paa.
Le Fevre vil dog dem ey deri eftergive:
At see, sin Hemmlighed forud betalt kan blive;
Et Hundrede Ginees, ey mindre fordrer han."
Han veed: En Podagrist er sielden fattig Mand.
Ham London viiser og, han sig ey har forregnet,
Det fulde Antal fast ved Forskud sig har tegnet: "(n)
Taalmodighed, det er le Fevres første Bud;
Thi atten Maaneder skal Cuuren holdes ud!
Om det sig endelig vil da til Bedring tegne,
Det er en Sag, man ey saa let kan forud regne;
Men, at le Fevre ey tomhændet reiser hiem,
Den Regning er saa reen, som, Tre og Toe er Fem!
Frankerig.
En Helte=Gierning her sig nylig har tildraget!
- Rousseau (o), saaledes den at kalde, har behaget
Man kan fortælle den, som den os er bragt til?
Hver maae da give den hvad Navn, han give vil!
(n) Ved Postens Afgang fra London, havde han alt 46 Patienter, saa det er ikke
at tvivle paa, at jo Antallet nu er overecomplet.
(o) Den Sveitzerske Philosoph, Joh. Jac. Rousseau.


54


En Fegtemester der, en fød Jtaliener,
Med hvad han havde lært, sit Leve=Brød fortiener,
Og for at vinde Gunst og fler Fortienester
Greb han sig heftig an i sine Øvelser.
Nys han sig saa greb an, at han med eet gav efter;
Fordi han greb sig an langt over sine Kræfter.
Haand Lægerne blev kaldt, de kom og strax fornam,
At der ey Middel var til Helbreds Haab for Ham;
Reent ud de sagde da: Faldoni kan ey leve!
Meer Ærlighed vel ey af dem man kunde kræve?
Men, Tænk, et Dødens Bud for denne unge Mand, (p¬
Som just hos Lægerne om Livet holdte an,
Mon det vel var saa sødt, som det var sandt, at høre?
Hvad saae man ham vel nu i denne Skynding giøre?
Et yndigt Pige=Barn han havde sig udvalgt
Og Livets Glæder alt i Haabet forudtallt!
Nu døe? - J beste Aar? - Fra Alt? - Endog fra Hende?
Først, dette haarde Bud han Hende gier tilkiende!
Hun hører til, men blev som af et Lyn=Jld rørt,
Da dette Torden=Bud af Hende var udhørt!
J stum Fortvivlelse de begge længe bleve!
Til Pigen skreg og svor: Ham ey at overleve!
Det Skraal opvakte ham, han Hende ansaae stift;
Han trak en Flaske frem; Han raabte: Det er Gift!
Og drak! Hun saae derpaa, ham Flasken rev af Haanden!
Sank Resten med Begier - for at opgive Aanden!
-Ney,, denne Gang det ey den Fare har;
De døer?
Thi Drikken ey var Gift; Det kun en Prøve var,
Som Hendes Kiereste paa Hende vilde sette;
Men nu De Begge Toe om Sagen kom til rette;
Fik grusomt overlagt det fæle Øyeblik,
J hvilket begges Død alvorlig for sig gik:
(p) Han var 30. Aar, og hans, siden omtalte Kiereste, 20 Aar gammel.


Kort:De til et Capel sig hemmelig begiver
Og der, for Alteret, hinanden Selv afliver!
Saa vidt Historien - Men, nu om Gierningen?
Enhver det frit staaer for, hvad han vil kalde den,
Rousseau - som sagt - den just en Helte Gierning kalder:
Han er en Philosoph, som ikke Faa biefalder
Jeg aldrig havde tænkt" - saaledes er hans Ord
Man slige Helte fandt endnu paa Verdens Jord!
Hvo ikke kiender ret Rousseau med samt hans Lære
Vel heraf dømme kan, hvad Lærer han maae være?
Nok,, Øvrighedens Dom" - som ingen Fordom var!
Dem, som Selvmordere kiendt og behandlet har.
Fra de Polske Grændser.
Et Vanhæld store Folk saa let, som Smaa, kan møde!
Tænk, Tre Vindspillere her for et Herskab døde.
Herskabet, siges der, en vis von Lonsky er,
Som dette Vanhæld nys i Neustadt traf, desværr!
Ach, eet var ikke nok! - af en uhældig Stierne
Man veed Ulykkerne ey ere ene, gierne?
Her to i Følge var: En Vogn=Hæst og fik Meen,
Den Kiereste, maaske! - paa et af sine Been!
Just den, som Skoen bær, best føler hvor den trykker,
Best føler da enhver, som baaret har Ulykker,
Hvad Græmmelse og Harm von Lonsky da udstoed
Og undres ey, at han til Hævn det komme loed?
Han Stedets Herskab er, best kan han da kundgiøre
Sin Vrede? Lige let man saae ham den fuldføre:
Tre Fruentimmer alt, som Hexer, ere brændt!
Thi uden Hexerie sligt ham ey kunde hændt?
Foruden disse tre forhexende Matroner,
Sees Vreden hævne sig endnu paa sex Personer:
Mistænkte ere de, til Jnqvisition,
J dybe Huller sat og neppe faaer Pardon;


55


56


Thi før fra Helvede Forløsning kunde blive,
End disse Fængseler Afløsning vilde give
Nie Mennesker man da giør ingen Regning paa,
De slig Vanlykke vist med Livet bøde maae!"
Enhver oplyst Forstand har længe sligt erklæret,
For Frugt af Overtro med Hævn confoedereret;
Mon vore Fædre ey sligt Mørke har indseet
Og det, ved Skriftens Lys, klart nok for os adspredt?
Vi da ey frygte tør, det Overhaand skal tage.
Et Mulm vel hist og her end synes kan tilbage,
Som, for Exempel, det, der nu i Neustadt saaes,
Men det kun er en Damp af Pavens slukte Praas;
Og i hiint Vilderede
Vi see ved Skriftens Lys!
Vel neppe nogen nu vil lade sig forlede?
Mon Hexe-Koglerie med Munke=Diævelskab
Ey vor oplyste Tid, for lang Tid, Afsked gav?
Dog, vi ey heller maae Guds Lys af Øyne sette;
Hvis vi ey falde vil i værre Mørk end dette
Høytideligen staae i vor Hukommelse:
At vi fra Overtroe af Gud ved Fædrene,
Formedelst Ordets Lys, er ordentlig hiemkaldte!
om vi Vantro nu for Overtro udvalte?
Hvad,
O, Den og Hævn blev snart med al Vildfarelse,
Til Altings Undergang, confoedererede!
Derfra os Gud befrie i disse sidste Tider!
Han viise, Han endnu Selv for sin Kirke strider!
Vi bygge paa Hans Ord, som ævig skal bestaae.
Lad Himmel kun med Jord imidlertid forgaae!
J¬
Sugts


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
Augustus. 1770.
Dannemark.
I.
Hvad Nyt;
- Hvad andet Nyt vil Folket vel adspørge,
End, Hans Befindende, som bør for Landet sørge?
Han sig befinder vel og skal med Dronningen,
Før Maaneden gaaer ud, vist være her igien.
Den Danske=Tydske Bund De Begge vil forlade,
For, her nærværende at giøre mange glade;
Nys jo fra Travendahl toeg Altona mod Dem,
Saa Reisen uden Tvivl vil derfra bære hiem?


58
Den næst velkomne Post det Haab og ey modsiger:
Skiøndt Deres Reise=Lyst lit over Grændsen stiger,
Hvorpaa Bekræftelse vi nok en Postdag fik
Thi kun til Lyneborg Lyst=Reisen for sig gik.
II. Kort Møde skede der med vor Mathildes Moder, (a
Samt Hendes Majestæts bekiendte Hertug=Broder. (b)
Man Hoved=Sigtet da af hele Reisen saae,
Som for vor Hoved=Stad, til nu, forborgent laae.
III. De komme, naar De vil! De vil og snarlig komme
Til daglig Lyst igien for Maaneden er omme.
Mon Majestæten os ey u-undværlig er?
Den alt for ofte dog her ikke sees, desvær!
IV. Mens De Regierende endnu ey var tilstæde,
Saae vi Den Majestæt, som er al Landets Glæde
Og kiendes af enhver i Julianes Navn,
Med sin Nærværelse at ære Kiøbenhavn.
Hun og vor Friderich (e) sig ordentlig indfunde,
For, Allernaadigst her og Naadigst at forunde
Hofmæssig Audienz for Officererne, (d¬
Som end paa Rheden laae i Russisk Ærinde.
V. Omsider komme De, som kierligst var forventet;
De med tilfælleds Lyst fik Fridrichsberg indhentet;
Al Landets Fryd blev stor, dog Hovedstadens størst,
Fordi - som nærmest - den slig Velkomst hørte først.
De blev paa samme Slot - fra det De og uddroge
Til Maaneden gik ud og der mod Velkomst toge
Af alle og enhver, hvis Rang og Carakter
Gav slig Tilladelse at forestilles der.
VI. Nu til de Konge-Bud - Rescripter og Placater,
Som saaes udstædede for Kongens Arve=Stater:
De, for Vedkommende, alt forud var bekiendt,
Men os ey, før August, meddeelte her paa Prent.
(a) Augusta, Enke Prindsesse af Wallis
(h) Hertugen af Gloucester, som besøgte os i Fior.
c) Hans Kongelige Høyhed Arve=Prindsen.
(d) De bleve underdanigst forestillede af Den, nu værende, Russiske Contre=Ami¬
ral J. G. Arff.


59


1. Det ældste bliver det, som Kongen loed kundgiøre
Udi de Stater, ham paa Tydsklands Bund tilhøre,
Mod de Udvandringer, som alt for ofte skeer,
Og blotter Landene for Undersaatter der.
Det Forbud, egentlig, var Keiser Josephs Ville,
Som han lod Fyrsterne i Neder-Sachs tilstille, (e)
Den fik nu dobbelt Kraft til Efterlevelse
J Kongens Andeel der ved Christians Bydende. (f)
2. Han søger alle Ting i lettest Gang at sette,
End mellem Grændserne (g) Han Postens Gang vil lette
Hvor nu med Kongelig Post Rettighed og Navn
Gaaer daglig Post til Fods, Brev=Vexlingen til Gavn. (h¬
3. J Cremper=Wilster=Marsch loed Christian bestemme
For dem, som eeget Gavn ved Skifter ey kan fremme,
At Sogne=Fogderne, som forhen vare fri, (i
J Nøds=Fald være skal der smukt behielpelig. (k)
4. At Kongens Casse skal paa alle Sider lide
Og gode Anlæg ey ophielpes udi Tide?
Om Sligt vi ingensteds vil høre noget fra!
Skiøndt alt for ofte vi maae høre det, endda
J Norge - siges her, det Kongen er berettet
Salt=Værket Walløes (l) Salt skal være plat forgietteti
Et Salt=Værk,  som bekiendt -paa Kongens Pung anlagt,
Bestandig drevet, ja, til saadan Høyde bragt,
At aarlig virkes kan en ret anseelig Mængde."
Hvad Hæld, om Norge ey til Salts Jndførsel trængte?
Jsær, da Walløes Salt skal ligne, overgaae
Alt virket udenrigsk - det fiine at forstaae?
e) Fra Vien 7. Julii, 1768.
(1) Af 24de Junii, sidst.
g) Jmellem Altona og Hamborg.
(h) See det Kongel. Rescript af 28de May, publicert ved Placat af 30te Junii.
Denne Gaaende Post tog sin Begyndelse den 1ste August.
(i) Efter Reglementet af 19. Nov. 1753.
)See Patentet om Sogne-Fogdernes Concurrentz, af 23. Julii.
(l) J Nærværelsen af Kiøbsteden Tønsberg.


60
Det ligger dog saa hen!" - Hvad Grund kan dertil være?
Det Spørsmaal ingen bør besvart af mig begiere,
Thi det forblommet blir for mig, som for enhver,
Saalænge Salt er Salt, og Normænd Normænd er!
Jmidlertid er hørt, at det sig saa forholder.
Hvo kan da undre paa, sligt Forhold her forvolder
Rescripter, som udstædt til hver Stiftamtmand er:
At Saltet lignes skal paa hver en Kiøbstæd der. (m,
VII. Græv Rantzau-Ascheberg (n) - fra Holsteen kaldt tilbage,
Den Danste Krigs=Magts Tarv sig skulle nu antage!
I den Henseende han naadigst blev erklært
For Krigs=Collegiet, (o) beskikket Deputert;
Vor Dronnings Regiment beholdte han tillige;
Tilmed i Glykstad fik, som Commandant, at sige;
Han fylde Kongens Haab paa alle Posterne,
Som Landets Krigs=Magts Ven og Ven af Borgerne!
VIII. Herr Carl de Fontenay, (p) paa underdanigst Maade,
Afløsning fra sin Post (g) udbad og fik i Naade. (r)
1X. En Conferentz Raads Rang fra Kongens Mund udgik,
Hvorved Herr Wolters (s) strax sin Gang forhøyet fik.
X. Toe Damer gik sin Gang, alt Kiøds Gang, Rangens Ende,
En Gang - tung nok for dem, som den ey forud kiende
Fru Hoppe (t) kiendte den; saa talrig Leve=Aar
Slig Kundskab Hende gav, som Ungdom tit forsmaaer.
Fru Lilliensxiold (u) - skiøndt ung- den langt fra ey forsmaaede,
Med Døden velbekiendt hun den holdt for sin Baade;
Saa denne sidste Gang faldt Hende ikke tung:
Her mange Gamle kan beskiemmes af en Ung.
(m) See Rescriptet til Stiftamtmændene i Norge af 26. Junii
(n) Herr Schak Carl, det hellige Rommerske Rigs Græve, &c.
(o) Det Kongelige Generalitets- og Commissariats=Collegium.
(p) Commandeur.
(g) Som Chef for Søe=Cadet=Corpset.
(r) Med Schoutbynachs Caracteer fra den 8. Martii.
(5) Sebastian Peter, Regierings-Raad i Glyckstad.
(t) Hendes Naade Frue Else Marie, fød Lemvig, gammel 78 Aar.
(u) Fru Kammerherrinde Mette Cathrine, fød Cederfeldt, 24 Aar.


XI. Nu skulde vel Mercur sin Læser Regnskab giøre,
Hvordan de Danske sig imod Algier opføre?
Ja, det saae farligt ud udi Aviserne
Saa vidt man kunde her af Fransk Beretning see.
Kun Skipper=Tidender vel samme saaes at være,
Men ach, hvor vare de dog alle Danske kiere?
Det franske Rygte gik: (x)At Bombarderingen
Var mod Algier begyndt fra først i Maaneden (y¬
Dog, Staden Fiendtlighed mod Floden først begyndte
Da Freds=Articlerne blev der ved Tolk (2) forkyndte
Men Skibene derved dog ingen Skade fik;
Thi alle Bomberne i Luften søndergik.
Derpaa Algiererene saaes Lyne med Kanoner
Og loed de Danske see, de vare ey Cujoner,
Men dermed heller ey de Noget rettet ud.
Tænk, de kun fyrede med deres slette Krud!"
Hvi mon de Taasser ey først til det danske toge,
Det veed man jo var got? (a) Ney, de var nok saa kloge;
De sparede paa det udi Begyndelsen;
Men har, formodentlig, det brugt mod Slutningen?
De Danske Bomber da begyndte og at spille
Og nu et Helvede man skab sig forestille!
Den Franske Michel vist er dannet til Poet
Da han afskildrer Jld, han aldrig haver seet
De franske Skibe strax saaes Havnen at forlade;
J Søen hører de Tie Timers Kanonade,
Og frygter: At Algier er neppe mere til,
Hvis den ey i betids om Naade bede vil!
Man os moroede med saadan Fransk Beretning,
Til vi den Danske fik og slap for længer Gietning:
Græv Molik, (c) som Adjutant fra vor Escadre kom;
Men ingen Helved-Jld hans Komme meldte om:
(x) Til og fra Palma.
5) Julii Maaned.
(2) Ved den franske Consul, Herr Valliere.
(a) See den Danske Mercur for October 1769, pag. 174.
(h) Efter den franske Skibs Capitain, Herr Michaels Beretning.
(c) Herr Command. Capit. Adam Ferdinand.


61


62


Algier er til endnu af Jlden ufortæret!
Hvor stoer dens Skade har af vore Bomber været,
endnu.
Just ey bestemmes kan - saavidt han veed
Algier de Danske dog vist komme vil ihu,
Desværr, at Vore der uventet Modstand funde;
Algiererne dog ey derved forhindre kunde,
At vor Esqvadre dem jo bombardeerte digt
Og ey tilføyet blev Selv ubehageligt.
Vi trøstes: Sammes Havn skal være bragt i Knibe,
Bloqveret med en Deel af vor Escadres Skibe, (d
Samt, at den gode Dey (e) var sindet fredelig.
Saa vi vel vente tør en Ende paa den Krig?
Herr Kammer=Herre Kaas dog fundet har fornøden,
Da paa Escadren det saae farligt ud til Døden,
At gaae til Portmahon, Forfriskning der at faae." (f)
Ach, Fransk Beretning var ey her at lide paa!
XII. Var, paa en gunstig Vind, for Russerne at lide,
Saa passet de den op og lettede i Tide.
Herr Arffs Escadre her laae ventende paa Bøer,
Fik samme ønskelig og gik ad Helsingøer.
XIII. Grævinde Moltke (g) - og af Vinden gunstigst føyet
Kom fra Bengalen hiem og giorde her fornøyet
Sit høye Compagnie. Hun nu, i Havn hos os,
Kan Kapere og Storm frimodig byde Trods!
XIV. Hvis Skiebnen vilde nu saa føyelig kun være
For den Bestræbelse - Opfindelsernes Ære
Commere=Collegiet har nylig ladet see:
At giøre -om de kan - Qvæg=Sygen standsende.
Saa skal Jndpodningen af Høren=Qvægets Syge
Paa hundred sunde Kiør dens Dadlere ydmyge!
Saa blir den lille Øe, som er ved Wordingborg,
Hvor nu Forsøget skeer, en Borg for Landets Sorg!
(d) 4re i Tallet.
(e) Han er Præses i det Raads=Collegium, kaldet Divan, som der fører Regie¬
ringen.
) Med Resten af Escadren.
(g) Det Aflatiske Compagnies Skib, ført af Capitain Norup.


63


At ey Feiltagelser udi Forsøget møder,
Den Sag besørges vel af Herr Professor Oeder? (h
Og de Beretninger, han om Udfaldet gir,
Vil blive vissere end Franskens om Algier?
Engeland.
Den sidste Villie giør skiulte Folk bekiendte,
Naar samme legges frem i saadant Testamente,
Som her en Lady har sin Tiener Robbert gjort;
Fordi han i et Aar sig skulde klæde sort. (i)
Hver har sin egen Smag. Det var nu Hendes Grille,
Med sin Knægt Robbert saa fordækt et Spil at spille,
At han i Trediv Aar ey saae sin æret Stand:
For hende at gaae sort, som Hendes Ægtemand.
Petersborg.
Victoria! Et Raab, som nu er Russer eget
Een efter anden Gang er over Tyrken skreget
Saa skingrende og høyt, at Janitscharerne
Selv for Commando snart har tabt al Hørelse.
Victoria til Søes den femte Juli hørtes,
Saa Elementerne i Scios Havn oprørtes.
Seer Tyrkens Søemagt deelt imellem Jld og Vand!
Hvad ey blev skudt i Grund, foer op i Røg og Brand.
Victoria til Lands den attende gientaget
Da Tartar=Chan ved Pruth totaliter blev slaget!
Hvad flygte kunde, fløy til Stor=Vizierens Leyr
Og der med Bævelse forkyndte Russens Seyr.
Har Stor=Vizieren nu meer Tyrkisk Mod tilbage?
Jo, han med Over=Magt vil dobbelt Giengield tage:
Hans Mængde Ordre fik at ringe Russen om,
Men Græven Romanzom (k) betids ham forekom,
Han angreb Tyrkens Leyr, trods dens tredobbelt Skandse!
Besteeg, bestormet den, slog Storvizieren gandske.
Victo¬
(h) Medic. Doctor og Prosessor Botanices.
(i) Han fik 100de Livres til Taknemmelighed for den troe Tieneste &c. han havde
giort hende i 30 Aar, men over 10000de Livres, for han skulde sørge for
Hende i et Aar, som for hans Kone.
(k) Han er, for denne Actions Skyld, avanceret til General=Felt Marechal.


64


Victoria han sang da midt i Fiendens Leyr,
Hvor alt til Bytte blev - for saa mærkværdig Seir! (*)
Nu sværger Tyrkerne, at Russer ey kan tabe;
Stoer=Herren frygter, man hans Stad og Land skal skabe
Til et Siberien. Han saa forbittret er,
At neppe Nogen tør ham mere komme nær.
Hvad, om nu Elphinston (m) saa lykkelig kan være,
At Dardanellerne maae lade ham passere?
Constantinopel Selv han da beængste kan?
Mon Malthas Spaadom da tør ikke blive sand? (n
Presborg i Ungarn.
Den Nytte - tænker man - just ikke meget siger,
Som flyder af de Ting, der over Grændsen stiger.
Vandfloder, meente man forhen, ey nyttede
Til andet, noget Sted, end Ødeleggelse.
Markfloder saaes i Aar, som mange andre Floder,
Gaae over Grændserne; og blev just ey en Moder
Som Niil (o) - til Frugtbarhed; de sig dog efterlod
En Watt, et tykt Slags Uld, som til sit Brug blev god.
Hvad kan dog Vittighed i vor Tid ey opfinde!
Har man maaske forsøgt Markflodens Uld at spinde?
Ney, en forstandig Mand har deraf giort Papier!
Sligt vor Tids Vittighed er end til større Ziir.
Hvad kunde i vor Tid vel meer af Nytte smage,
End, nye Materie til nyt Papier opdage,
Da Skrive=Lysten er saa fri, saa stoer, saa viid
At man vist mangle vil Papier, om stakket Tid?
Kun Skade, dette Nye lidt i det Sorte falder
Men, man got Skriv=Papier det desuagtet kalder.
Maaske og skrives der af Mette Corporals,
Saa man for Hende just har sort Papier tilfals?
(*) Dobbelt mærkværdig, i henseende til Dagen, den 1. August, J fald nogen i
denne seyerrige Armee har erindret sig den 1ste August 1757.
(m) En Russisk Amiral.
(n) See den Danske Mercur for Junii Maaned pag. 48.
(o) Den bekiendte Flod i Egypten, som frugtbargiør Landet.
P


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
September. 1770
Dannemark.
I.
Hvad Sorg September end vor Norden kunde give,
Maae den dog nogen Trøst tilovers lade blive
Saa længe, vi faaer Lov, paa Himlens Velbehag,
At helligholde her vor Julianes Dag, (a)
Vort Nordens Jubel=Dag, som aarligen os glæder,
Naar, hver September, Hun nyt Leve=Aar indtræder
Saa længe, een er til af os, der skiønner paa
Hvad hver en Undersaat her baade seer og saae.
(2) Den 4de September. Hendes Majestæt indtraaede nu sin Alders 4øde Aar.


66
II. En Dag af andet Slags, dog Jubel=Dag i Norden,
J sær for dem, som hør til Skytte Laugets Orden! (b)
Vor Caroline Selv, til Hest, sig did begav
Og baade Stand og Kiøn (e) der Naadigst lagde af.
Hun skiød det andet Skud - Thi Kongen skiød det første,
Ja Laugets Jubel=Dag og været har den største,
Da ved dets Skydning Han fandt første Velbehag; (d)
Men det ey kommer ved dets Jubel Fryd i Dag (e
- Enhver, som var tilstæde
Hun skiød og Fuglen traf!
Jndskiødes ved det Skud en u sædvanlig Glæde;
Det gav et Jubel=Skud i hver af Lemmerne;
Thi kun een Dronning før har der Amindelse. (f
Fortsettelsen blev gjort udaf de andre Skytter,
Saa store Formænd vist i Sigtet meget nytter
De skiøde Alle, ja, de skiøde Alle saa,
Som hver den gandske Fugl til Jorden vilde slaae.
Beslutningen man saae ved Cancellie=Raad Haaber; (g
Det gandske Sælskab ham for Konge strax udraaber,
Og Fugle=Skydningen saa agtbar Ende fik,
At med Gevinst og Tab hver Hiem fornøyet gik.
III. Man, Dagen efter, saae Vort Herskab at uddrage
Fra Slottet Frid richsberg, for Hirschholm at indtage,
Kron=Prindsen bragtes med; Saa det formørket Sted
Fik nu langt anden Glands ved Disses Herlighed.
IV. Vor Caroline der sig ey har vel befundet;
Men Ungdoms Kræfter fik slig Svaghed snart forvundet,
Saa Graaden hemmes kan; Hun der paa nye igien
Befindes nu saa vel, som før Hun drog derhen.
b) Det Kiøbenhavnske Skyde=Compagnie.
c) I Henseende til Dragten.
d) Endog som Kron Prinds.
(e) Den 5te September.
(*) Dr. Charlotte Amslia, som, den 7de September 1694, tillige med Hendes
Gemahl Kong Christian V. og det gandske Kongelige Huus, var tilstæde
ved Papegoyens Nedskydelse.
(g) Han nedskiød med eet Skud Kroppen (Konge=Gevinsten) samt den høyre
Vinge og Halen.


67


V. Hvordan befinder sig vor Nordens Skat, Charlotte?
Omvexler Hun ey Lyst paa Hoffets Sommer=Slotte;
Ney, Hun paa Fridrichsberg udi sin Eensomhed
Sig selv forlyste kan og vil ey fare med.
Den Lyst som hende der velsmager, dog forøges
Ved det, Hun nu og da af Vennerne besøges:
Besøg fra Fredensborg i denne Tid Hun fik
Af Enke=Dronningen og af Prinds Friderich.
VI. Til Omsorg for sit Folk Hans Majestæt utrettet
Anvender jævnligen sin Tid i Kabinettet;
Med Høy Bedømmelse Han alting overseer,
Og, for at jævne Alt, bebyrdes meer og meer.
1. Land Væsknets Trang og Tarv Ham altid er om Hierte;
Dets Vel ey fremmes vil saa fort, som Han begierte;
Skiøndt største Hindringer Han mueligst forekom:
Da Han tilegnet hver sit Gods, som Eiendom;
Dog vare Godser til, hvor sligt ey loed sig giøre:
Vor Nordens Geistlighed ey Jordegods tilhøre
De har; men kun til Laans -- Hvor veed Besiddere
Hvo der af deres Flid skal høste Frugterne?
Vort Liv er her kun kort? – Ja, Mange kunde sige:
Just De arbeide bør for andre at berige.
Ney, ihvormeget man end fordrer af den Stand,
Slig Fordring Jndpas dog ey fik hos Christian:
Han gav dem Mod og Lyst det Jordsmon at forbedre,
Der bør ernære dem, som Kirkens Lære=Fædre!
Hver nu anvende tør derpaa, hvad han formaaer;
Thi Kongens Bud for Tab ham altid indestaaer."(h)
2. Fordomme seer Han an for det, de altid blive,
For Skygge=Spøgelser, der Sandheds Lys fordrive,
En Gift for Stater; Han desaarsag kommer frem,
Som Statens Læge her med Modgifts=Cuur for dem.
Her
(h) See Forordn. af 14de Sept. Om hvorvidt en Præst, Degn eller anden Be¬
neficiarius i Dannemark skal nyde Erstatning af sin Eftermand i Embedet
for de paa beneficerede Gods, til Landvæsenets Forbedring, giørende Be¬
kostninger.


68


Her er Recepten (i) os Stats=Lægen naadigst skienker:
Hver tænke, som han vil, og skrive, som han tænker;
Censuren ikke tør ham rette derudi,
Ja Jngen være bør frie Tanker hinderlig!
Bogtrykkerierne " de nu sig ey forsømme!
J disse Riger de om sligt ey kunde drømme
Faaer Frihed uindskrænkt i den Henseende,
At sprede ud paa Prent hvad Skrift de faaer at see."
Kong Christian naae sit Maal! Han ønsker kun at viide
Alt hvad hans Staters Saar kan læge, end i Tide?
Ja, mangen Sandhed vist, med baade Fynd og Klem,
Som før laae skiult, tør nu for Lyset træde frem;
Men og Vanskabninger vil blive frit udklækket,
Som, ved en Censors Hielp, i Fødslen før blev knækket;
Kongen skielne Selv imellem Ont og Got,
Dog,
Til Trøst for Sig, til Gavn for hver Hans Undersaat!
Jmedens Kongen saa seer til for Statens Baade,
See Gud til Ham og til sin Kirke her i Naade!
Guds Rædsel falde selv paa hver forvoven Pen,
Der nu blir spidset til, frit at anfalde Den!
3. Omvexlinger med det, som mange kan fornøye
Seer man blandt andet, og Monarchen har for Øye:
Didhen man regne vil den nye Indbydelse
Til Heste=Veddeløb. (k) - Den aarlig skeer, maaske!
J Engeland, man veed, er Heste=Renden Mode,
Et Ridt, som ofte der sin Rytter hialp paa Fode;
Men mangen en har og sin Velfærd redet bort;
Thi den i Ridt saavel kan tabes, som i Kort.
Dog, Jngen her endnu sig frygte tør for dette,
Saalænge Kongen Selv kan Præmier udsette
October setter ind den første Rytter=Fest,
Hvor det vil komme an paa beste Ride=Hest.
(i) See Forordn. dat. Hirschholm, om den uindskrænkede Bogtrykker Fri¬
hed af 14de Sept.
(k) See Kammer=Herre og Reise=Staldmesters von Warnsteds Jndbydelse, efter
Ordre, dat. Hirschholm den 21de September.


69


4. Erobreren desvær! Folks Liv kun ringe agter;
Han Undersaatterne som Slagte=Fæe betragter.
Lands=Fad ren derimod sit Folk vil have spart;
Dets Liv, som eget Liv, for ham er dyrebart.
Ja, Vor Lands=Fader vil sit arme Folk bevare
Endog i Hændelser, hvor Livet kan staae Fare!
Af Doctor Henslers Skrift (l) kan hver Beviiset see,
Som Christjans Gavmildhed omsonst uddelede. (m)
VII. Det, ingen Tid, er Tid i Sikkerhed at leve,
Og mindst i denne Tid, da alle Stater bæve
For Livets Herres Haand i hans Hiemsøgelse
Med Pesten, den man hør, sig vidt udbredende.
Hvert Land vil slaae Cordon, de viiseligen giøre?
Hvo vilde lade Pest sig ordentlig tilføre?
J Norge paa sin Post Statholder Bentzon staaer.
Og Kongen, sikker nok, til ham sin Tillid slaaer.
Vel er han gammel; men er og sin Alders Ære;
Og ingen Konge troer, han Gamle kan undvære,
Langt mindre Christian; thi Hans Jndseende
Vel seer, at Viisdom just taer til med Aarene?
Stathold ren, høystbenævnt, sees der, paa Kongens Vegne
At vaage, som en Mand, for hans betroede Egne:
Et Hollandsk Skib (n) om Bord har Pest, som ham er sagt,
Trods, det tør nærme sig, hvor Bentzon holder Vagt! (o
VIII. Udi ethvert Colleg - hvad Navn det end maae føre
Man stor Forandring tidt, ja meget tidt, kan høre.
Fra Rente Kammeret den kiekke Schack (p) gik af;
Og Kongen, i hans Sted, igien os ingen gav.
(l) Om hastige Rednings Midler for dem, som ved adskillige ulykkelige Tilfælde
synes at være blevne Livløse, o. s. v. Det er oversat paa Dansk ved Doctor
Garboe.
(m) See Placaterne af 25de Sept. udstædte igiennem det Kongel. Rente-Kammer.
(n) De snelle Tee Post, kaldet.
(o) See, Magistratens Placat, udstædt i Bergen d. 20 Aug. foranlediget af høist¬
bemældte Herr Statholderens Skrivelse til Stiftamtmanden af 11de Aug.
(p) Herr Joachim Otto Schack, hidtil første Deputeret for de Kongel. Financer.


70
Til anden Deputert den brave Scheel (9) blev kaldet
Hvad Under, Kongens Val paa denne Mand er faldet
Udi Græv Holckes Sted? (r) - Hæld skee Financerne;
October nævner os vel snart den Tredie?
IX. Fra Raadstuen blev kaldt en Vice-Borgermester;
Udi hvis Regnskab der ey mindste Tøddel rester.
Han derfra heller ey blev kaldt ved Kongens Bud;
Men ved et Bud, som tør selv Konger kalde ud:
Ved Døden!
Dette Kald vor Raadstue ret bedrøvet;
1. Thi just Etats-Raad Koch, (s) dem derved blev berøvet!
Han, som sit Sæde der saa vel beklædede,
At, efter Ham det strax beklædet blev af Tre. (t)
2. End en Etats=Raad saaes til Graven at udbæres,
Og Norge har den Tro, han kunde ey undværes:
Det var Herr Heltzens (u) Liig; dog haaber Kongsberg Trøst
Hvis Kongen Liige veed til Ham, som blev afløst?
3. Blandt Stores Dødsfald her og nævnes kan en Mindres?
Vor lille Annes (x) bør høytidelig erindres:
Alt hvad en Gigli var i Stort, (y) var Hun i Smaat, (2)
Ja meer af Værd endda, som indfød Undersaat;
Dog, ingen tænke maae, Hun lod sig see for Penge!
Ney, dertil kunde Hun - hvor arm hun var - ey trænge;
Knap blev hun aatte Aar, for hendes Fattigdom
Med sielden spæde Væxt for Landets Moder kom. (a)
(g) Herr Jorgen Erich Scheel, forhen 3die Deputeret.
1) Hr. Gustav Græve af Holck, Ober=Skienk, forhen anden Deputeret.
(8) Herr Kay Koch.
(t) De Herrer Etats-Raader Johan Jacob Hæsecker, Hans Nicolay Nisson og
Abraham Falch.
(u) Hr. Michael Heltzen, Ober=Berg=Hauptmand, død 59 Aar gammel.
(x) Jomfrue Anne Marie, fød den 22 Decemb. 1755 i Branderup Bye i Jyl¬
land af Christen Larsen og Maren Larsen.
(v) Man erindrer sig vel den Jtalienske Vext, som her lod sig see for Penge 3?
Alen høy sidst i Aaret 1765.
(2) Hendes Døds=Dag var d. 15de Sept. i hendes Alders 15de Aar, og da var
hendes Vext 1 Alen 3 Tomme.
(a) For Hendes regierende Majestæt i Aaret 1763.


71


Strax torde ingen Trang den lille Skabning trykke!
Sligt indfaldt just den Tid, da Norden nød den Lykke
Og lille Anne med - at fælles Moder var
Vor Juliane Selv, os altid dyrebar!
X. Forfædrene har os betænkt ved Testamenter;
Gudshuuse (b) trækker end i vor Tid deraf Renter.
Fordom og Overtro, maaske, dem sligt indgav:
Gud veed det! men vi veed, at vi har Gavn deraf.
Nu kan da hver, som vil, Forfædrene bedømme.
Og deres Gavmildhed, hvad Navn han vil, indrømme;
Men Sandhed Sandhed er og altid holder Stand:
At vore Fædre vi ey nok velsigne kan!
Trods de, som allermeest den ældre Tid bekrige,
Med god Samvittighed vel torde andet sige!
Hvis Hiine havde ey saa christeligen tænkt,
Og os til Gud ligt Brug saa rige Gaver skienkt,
Hvorledes vilde vi da huuse, rygte, pleye
Den Mængde Fattige, som alt er bragt til Veye,
Og ved vor Yppighed formeres end maaske?
Vil vi nu legge dem paa Efterkommerne?
De store Bygninger vist vore Børn forskrækker,
Hvis Gud ey, nu og da, en Christen=Siel opvækker,
Som, efter gammel Troe, testamenterende
Betænke vil vor Navns Vedligeholdelse,
Der ellers af sig selv som Steen i Gruus nedfalder?
Jo, Toe betænkte det: - Stort Tal i vores Alder
Hermanny (c) gav af Sit til Stadens Hospital (d)
Paa Christjans=Pleye Huus faldt Madam Brondbyes Val. (e)
XI. Det
(h) Til Guds=Huuse, haaber jeg, Læserne regner flere, end Kirke=Bygninger.
(c) Hr. Lorentz Lorentisen Hermanny, Borger og Jsenkræmmer her i Staden.
(d) Kiøbenhavns almindelige Hospital, til hvilket han har testamenteret
1000de Rdlr., og desforuden til Helliggeistes Kirkes Fattiges-Skole 200de
Rigsdaler.
(e) En Enke af den hæderlige Borger Stand. Hun har testamenteret til dette
Militaire Pleye=Huus 200de Rdlr. og dermed lagt den første Grund til
samme Stiftelses selv tilhørende Fond.


72
XI. Det er af Frugterne, man Træerne skal kiende!
Jfald jeg ikke maae det Tanke=Sprog anvende
Paa vort Artillerie; Saa skal dets Øvelse
Bevise, jeg har Ret, trods hver Modsigende!
Amagers feede Land de viiselig antastet
Og der i Fred og Roe, som Venner, Bomber kastet;
Det var fornøyeligt, at see paa deres Konst.
Den aldrig blive brugt, mod Fienderne, omsønst!
Frankerig.
Hvad Franske Tidender os i August berettet,
Angaaende Algier har man vel ey forgiettet?
Thi, det var lutter Løgn; Dog, om Forladelse!
Jeg burde brugt et Ord, der loed lidt fiinere;
Men, Meningen dog ey kan anderledes blive,
Hvad Oversættelse man Ordet end vil give?
Nu kommer man igien med friske Tidender,
Af samme Suurdei, som de forrige, desværr:
De Danske for Algier har gjort - paa Fransk- Merveille!
Den franske Løgn er læst fra første Haand, Marseille¬
Saa Deien til Algier skal have virkelig
Alt underskrevet Fred med Dannemark og sig."
Ey nok, "De samme sig ret ynkelig beklager,
I det de himmelhøyt opløfter vore Sager
At Tunis Dey er ey saa føyelig mod dem,
Men i sin Fiendtlighed haardnakket farer frem.
Hvad mon man kalder sligt? - Ey Løgn! - Mon, Politesse?
Mon, viis Forsigtighed i egen Jnteresse?
Thi alle veed jo vel, at Frankrigs snilde Magt
Al Trætten mellem dem og Tunis har bielagt?
Mercur sig forestiller:
Det kaldes, hvad man vil!
At man i Frankerig kan giøre gode Briller.
Hvad Under, at de selv dem gierne afsat faae?
Gid de dog aldrig her starblinde Kiøbmænd faae!
P¬


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
October. 1770.
Dannemark.
I.
Det onde Tider er!
Saa er de Flestes Klage
Men, Gud skee Lov, vi har dog nogle gyldne Dage!
Paa hvilke ikke Een, som er paa Tiden viis,
Vil glemme, noget Aar, at sætte skiønsom Priis.
October end et Par af slige Dage haver,
De Hoffets Fester er, som Tidens gode Gaver,
Og for hver Undersaat de æretegnet staaer,
Til sød Amindelse om forbigangne Aar.


74
1. Charlottes Fødsels=Dag, den, gamle Dages Minde,
Loed Glimt af disses Soel for Tankerne oprinde.
Selv Hoffet tænkte paa, at celebrere den,
Og Landet tænkte paa at see den tidt igien!
Hun, som har Ære af at tælles blandt de Gamle,
Tilønsktes flere Aar for os endnu at samle;
Thi, Himlen veed, Hun ey behøver dem for Sig.
Hvorvel i Løndom Hun giør Høihed lykkelig.
2 Prinds Fridrichs Fødsels=Dag, som dobbelt stoer er vorden
Nye Lyst ved Hoffet gav, nyt Liv i Hoffets Norden,
Da Han - hvers Haab opfyldt - opfyldte sytten Aar
J den Fuldkommenhed, som Ældre sielden naaer.
Hirschholm en galla var, for Hannem at modtage
Med Enke=Drønningen. Gid slige Glædes=Dage
Tidt blive Hoffets Lyst og gyldne Tiders Præg!
Og, over Klagerne dog engang slaaes en Stræg!
II. De gyldne Tider er for længe siden omme;
Man venter dem igien, ach! naar mon de vil komme?
Vor Nords Forventning dog maae have nogen Grund?
Den grundes paa hver Ord, som gaaer af Kongens Mund:
1.Han saa ugierne seer, hans Undersaatter trykkes
Og ønsker allerhelst, det Hannem maatte lykkes,
At kunde lindre dem i alle Slags Besvær.
Omstændigheder dog forhindrer ham, desvær!
Han vil; Hvad vil han vel? – Han kan; Hvad kan han giøre?
Han kan ey det han vil: At Skatterne ophøre;
Dog vil han hvad han kan." Beviis kan Danmark see
J hans Ophævelse af Salt=Afgivterne. (a,
Vel sandt, den Undring var endnu kun saare liden,
Men mon ey større vi bør vente os med Tiden?
Ja, den som Jntet var - Selv Kongen det indsaae
Jfald Salt=Sælgerne Salt=Priis forhøye maae:
2.Han derfor eftergav Alt, hvad de burde svare
Af den Beholdning, de end har af slige Vahre,
(4) Sek Forordningen derom, dat. Hirschholms Slot den 8de Octobr.


75
Og haaber, Jngen da taer mere end forhen,
Jmens de noget har udaf Beholdningen."(b)
Vi og vil haabe det -, Men naar den Tid er omme,
Bør i sin gamle Gang Salt=Priserne at komme,
Og Kongen faae sin Told, hvert Sted, som det sig bør."c)
Gid kun Vedkommende ey Told=Svig haabe tør.
3. Med Vished Kongen veed at Pesten kan indføres
Saavelsom andet Ont. Naar nu med Vished høres,
At Pest i Polen er, hvor let kan da ey skee,
Den her kan løbe ind ved Overløbere?
Sandt!" tænkte Christian -, Dog, Thott! du skal befale
Og mit befalte Ord til hver Stiftamtmand tale:
Hver skal udi sin Kreds saa troligt passe paa
At ey Omløbere den her indsmige maae! "(d)
Grev Thott befalte det. Og Danmark fik at vide,
At tage sig i Agt for Pesten, end i Tide.
Den dræber Folk i Fleng, hvor den end kommer fra,
Fra Polen, eller hist fra Alexandria. (e)
4. Ja, Kongen saae endda, den kunde hid indflyde,
Trods vor Stiftamtmands (t) Vagt, som ey kan Soeværts byde,
Thi bydes Kiøbenhavn med Havnen Helsingør
At holde Hovedvagt for samme, som sig bør,
En Sundheds=Commissjon skal Adgang den formene!"
Dog er ey hidtil hørt af nogen Qvarantaine
Men Commissairerne man begge Steder veed, (ø
De veed vel og dertil et udseet særskilt Stæd?
(b)? See den Kongel. Bevilgning igiennem Gener. Told=Kammer og Commeree¬
Collegium, af 22de Oct.
(c) Saaledes, som han burde have haft den, sørend den (nu ophævede) Forordning
af 14de May 1768 udkom.
(d) Samme befaling er forhen udstædt ved Kongel. Circulair=Skrivelse af 25de
Sept. i det Danske Holsteen &c.
(e) S. den Danske Mercur for Sept. Maaned sidst, p. 69.
(f), Over Siellands Stift.
(g) J Kiøbenhavn, under Præsidio af Ober=Præsidenten, S. T. Hr. von der Lihe,
med hannem sidder, foruden de anordnede Civile, en Officier af Søe= og en af
Land Etaten. J Helsingør præsiderer S. T. Hr. Told Kæmmerer Putscher,
med S§. TT. Hr. Borgermester Wilde og Hr. Capit. Negler.


76
5. Han vil sit trygge Folk allene ey beskytte
Fra den Gienvordighed, at blive Pestens Bytte;
Gienvordigheder nok endda tør mælde sig,
Dog, fra dem alle, Gud Selv Norden naadig frie!
Han hor den dyre Tid uhørligt at tiltage;
Han nu først hørte det af Resideneens Klage;
Man meer end længe nok har Klager ført derom;
Hvad hialp det, naar de ey for Kongers Øren kom?
Hvad Hindring de har havt, vi nu ey vil adspørge;
For den fremfarne Tid det ey er værd at sørge;
Nok, at de Klagende ey nu tør svares Sligt:
For Kongen dølges bør Alt U-behageligt!
Men, den tilkomne Tid, for den er værdt at sørge;
Monarchen søger og dens Fremtarv at adspørge.
Hans Hierte, gives Gud! Det, Kundskab og Forstand,
Med gode Hierters Raad, til Hans forønskte Plan!
Vor Brød=Trang hørte han; Strax han den lindre vilde;
Han den for dette Aar, dog hørte noget silde; (h
Thi nu til Vinter=Brød, forgieves ventes paa,
Tie Tusind Tønder Rug fra Fremmede at faae.
Dog saae Jndvaanerne deraf Hans Fader=Hierte
Og Haabet dem med Smil den ønskte Sandhed lærte:
Hvad ey kan skee i Aar, kan jo ad Aare skee,
Ja Aarlig, ved hans Vink og Guds Velsignelse?
6. Til daglig Brød Han veed,, at Tienest Folk henhøre
Som deres Embed ret og christeligen giøre, (i)
Vil derfor heller ey, at vi skal lide Nød
For det Slags daglig Brød der tiene kan sit Brød.
Hvert halv Aar kan - som før - vel Tienester omskiftes;
Men just beleyligst Tid af Hannem nu indstiftes.
Den gode Orden, han for Landet stiftede, (k)
Til vort Landvæsens Tarv og Bondens Lettelse?
(h) Den Kongelige Bevilling for Bagerlauget, i den Henseende, udkom den 22de
October.
(i) S. Luthers Forklaring over den 4de Bøn i Fader=Vor.
(k) Ved Forordning af 23de Martii S. D. Danske Mercur, for samme Maaned.


Til dette gode Bud er just Veiledning vorden:
Mun¬
Saa Kiøbstæd=Skifte Tid kom og i beste Orden. (1) 110
Et got til andet Got best Veyen vise kan!
Sligt altid lykkes ham den gode Christian!
7 Kiøbstæderne, de smaae, Han gierne ønskte større,
Og, Danmarks Velstand snart Hans Ønsker opfyldt høre!
De kaldes alle smaae; De fik vel dette Navn
J Sammenlignelse med Staden Kiøbenhavn?
Men den Slags Størrelse dem lidet kunde gavne,
Den sande Storhed ey bestaaer i store Navne
Det er ey heller den, som Kongen sigter til;
J Flor og Velstand han dem Stoere have vil!
Kiøbstæderne - de smaae, de fleste her i Landet
Har deres Velmagt seet for længe siden strandet,
Ja nesten Haabet med til at faae bierget den,
Da de fast syntes sat udi Forglemmelsen.
Nu kan en lille Bye - en Kiøbstæd vil jeg sige
Dog give Haabet Liv hos sig og sine Lige.
Det Nibe Kiøbstæd er (m) stoer af sin Stifters Navn, (n)
Anlagt at blive stoer ved Handlens Flor og Gavn;
Dog har den, næstendeels, lagt tinge Aar i Dvale
Fordi ey nogen ret for den har vildet tale.
Nu taelte Kongen selv til dens Hukommelse. (o)
Vel den, som først derom til Kongen talede!
Tør da hver Kiøbstæd ey af denne Kiøbstæd lære,
At Christjan mueligst vil enhvers Ophielper være?
Jo, endog Kiøbenhavn - hvor stoer den lader til
Sin sande Størrelse ved Ham sig haabe vil.
8. Endnu ham Wiborg=Stift at takke findes pligtig
For en Velgierning, skiøndt den synes mindre vigtig,
Men vigtig nok endda for dem, hvis Pligt det er,
At møde, efter Kald, ved Lande=Modet der;
(l) See Forordn. dat. Hirschholm af 5te October.
(m) J Jylland i Wiborg Stift.
(n) Friderich den Fierde.
(o) Ved Reseripter til Stiftamtmanden; See de Berlingske Tidender No. 86.


78
Den tidlig Aarets Tid Besværlighed forvoldte
Det Lande=Mode der, som man i Fasten holdte;
Thi blev nu Modets Tid, som syntes Stiftet best,
Den næste Onsdag paa Trefoldighedens Fest (p)
III. Eens Død, en andens Brød! man, for et Ordsprog, siger;
Men undertiden man fra alle Ordsprog viger;
Thi velfortiente Mænd, udtiente Helte giør
For andre ofte Plads frivillig før de døer:
1. Vor ældste Søe=Helt nu (g) sig ønskte demitteret,
Og Kongens Villie hans Ønske accorderet;
Ja Hans fortiente Rang man end forhøye lod,
Som Tegn han vel fortient i Kongens Naade stoed (r,
J Søe=Collegiet - som eyn kan demitteres-
Vor brave Fisxer saaes (s) til Medlem at erklæres,
Han der i Raad og Daad til Landets Tieneste
Forstand og Hierte vist vil lade Kongen see.
3. Stats Viisdom ene seer, hvormeget det kan nytte,
At lade brave Mænd afløse, skifte, fløtte:
For kort Tid siden Kaas afløste Reyersen, (t)
Han nu i samme Post afløste Kaas igien!
4. J Rente=Kamret og, man i September hørte
Afløsnings-Ordres dem Mercur og da anførte (u)
Det Sæde, der blev tomt for tred'e Deputert,
Til det Herr Pauli (x) der vist værdig er erklært.
5. Artilleristerne, vor Nordens Land=Magts Ære!
Ethvert, vor Landmagts, Corps det samme vil erklære?
Ey havde Chef; men fik nu Chef just i den Helt,
Som dem har holdt i Hævd, den kiekke Bielefeldt (y.)
IV.
(*) Den Kangelige Befaling til Stistamtmanden og Biskopen i Biborg Stift af
21 de Sept.
5(g) Hans Excell. Hr. Amiral Friderich Hoppe.
r) Til General=Amiral=Lieutenant.
(3) Hr. Schoutbynacht Henric Filker.
1) S. den Danske Mecur for Martii Maaned 1768 paa 21.
(u) S. d. D. Mercur for Sept. sidst pag. 69 og 70.
(x) Hr. Conference Raad, Otto Georg Pauli, ældste Committeret.
(yd: Hr. Sigiemund Jacob von Bieleseldt.


IV. Døds=Listen min Mercur om fiire Dødsfald minder!
Af dennem mindes først, Toe Conferentz=Raadinder;
Frue Rostgaard (2) og Frue Pentz (a) ær værdig vare de;
Dog vel af deres Mænd meest æreværdige?
En General=Major (b) kan Staten mange miste?
Jo Staben har endnu paa dem en talrig Liste.
Ja, men de Gamle? - de, som før har været med!
Kan Landet miste Dem, endskiøndt vi end har Fred?
Det kunde ey ret vel -- Vi sees dog jævnlig miste
Dem, som med Ære stoed paa Danske Heltes Liste?
Ja,
Freden, Gud skee Lov, har gjort dem mistelig!
Vi aldrig savne dem i uforventet Krig!
En værdig Biskops Tab (c) vor Nord og maatte friste!
Hvad Tab? Den har jo Tolv, - Een kan den da vel miste?
Ja, vor tøylløse Tid, som leer ad Geistlighed,
Glad saae vel meer end tolv hensovede i Fred?
Men, Nordens Konger her, som Kirkens Foster=Fædre
Vil vist hver ledig Plads besætte, Standen hædre!
Bedaaret Tid!
du dig da glæder jo omsonst?
At holde Kirken op, er Himlens mindste Konst!
V. Erfaring daglig seer Livs=Scener sig forandre;
Men alle, som gaae bort, til Graven dog ey vandre!
Vi savne Mænd, som dog endnu er levende,
Uvist, om nogen Tid vi faaer dem her at see!
VI. Gud, Rigers Ønsker hør, dem fremme meer og mere!
Blant andre de, hvorved vor Handel kan florere!
Det Riges Ønske (d) da, som gik fra Kiøbenhavn,
Vist kommer vel opfyldt i vore Ønskers Favn.
VI.
(a) Frue Conradine Rostgaard, fød Rerenseld, død paa Krogerup, i Sielland
i Hendes 83de Aar.
(a) Fød Holstein, Død i Fyhn.
(b) Hr. David Eimhaus, død i Norge, i hans Alders 80. Aar.
(c) Herr Andreas WVoldicke, Biskop over Wiborg Stift, død 84 Aar gammel,
efterladende sig et værdigt Æreminde. J Kirkens Embede levede han, som
Præst, Provst og Biskop 61 Aar. Og til Statens Tieneste overlevede han
en talrig og værdig Afkom: 7 Børn, 29 Børne=Børn, og tre Børnebørns
Børn.
(d) Bestemt til Bengalen, ført af Capit. Fester.


79


80
VII. Vor Christiansborg saae Lyst, da Christjan med Mathilde,
For Cer moniens Skyld, sig hid begive vilde:
Det var for Preussens Skyld, som sin von Geiseler,
Lang Tid hos os bekiendt for Stats=Buds=Secretair, (e)
Gav større Værdighed, med mere Rang, at bære:
Hans Konge gav ham Navn af en Charge dAffaires,
Paa samme, Creditiv. Sligt Document, man veed,
Hvert Hof modtage bør med al Høytid lighed?
Derfor kom Kongen ind og Dronningen tillige.
Vort Hof, i Høflighed, vel intet Hof bør vige?
Og vi saae dobelt Lyst. Den længe vaere ved!
Han u-hiemkaldet her forblive udi Fred!
VIII. Erindringen er sød af de forgangne Dage,
Hvad enten de forgik med, eller, uden Plage.
Hvad maae Erindringen da ikke være sød
For dem, som Himlen Selv, at smage samme, bød?
Et værdigt Ægte=Par (f) Den saadant gav at smage
Tænk, De Guld=Bryllup holdt i dette Seculs Dage!
Man veed, at dertil hør Halvtredsindstiuge Aar
Og vor Tids=Alder ey den Lykke mange spaaer!
IX. Nær havde jeg forglemt det Vedde=Løb i Riiden
Hukommelsen man let jo tabe kan med Tiden?
Jndbydelsen enhver udi September saae,
Og Hvo saae Ridtet nu ey fyrigst for sig gaae?
Gid, ikkun Pegasus (g) - om han min Hest maae være
- jeg da ey skulde meer begiere;
Saa fyrig løb!
End eet jeg da begier:
Maaske, han er min Hest?
Med mit seendrægtig Ritt, min Læser, overbær!
(e) Legations-Secretair.
(f). Hr. Commandeur=Capitain Bernhard Grotschilling med sin Frue Marie
Catharine, fød Bendson, den 11te October.
(g) Den saa bekiendte og meest beriidede Hest.


Den
Danske Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
November. 1770.
Dannemark.
I.
Monarchen lever vel, og vil sit Nordens Beste,
Guds Villie saa sandt Hans Villie befæste!
Som i et Chaos skiult, Han seer sit Nordens Liv,
Og vil fremkalde det ved Majestætisk Bliv!
Men, Menneske=Forstand det aldrig giør allene
Vor Christian heller ey til Sligt fortroer sig Ene:
Vi veed Hans valgte Sprog (a) hvorpaa Han grundede,
Da Han paa Tronen kom, al sin Bestyrelse?
(i) Ps. 127, v. 1.


82
Det er Hans Grund endnu, paa den Han altid bygge!
Og Hans Stats=Bygninger paa den skal hvile trygge.
Vor Byggemester saae, Han bygte kun omsonst,
Hvis Gud ey lærte Ham den rette Bygnings=Kunst.
Han Selv erklærede: Hans Vagt kun var i Taage,
Hvis Herrens Varetægt ey vilde med Ham vaage." (b)
Den Hans Erklæring Gud i Naade vil ansee!
Ham vise Reglerne og Varetægterne!
II. Vi see, det er Hans Sag Selv alt at ordinere;
Endog Forlystelser Han synes at reglere?
Hvor smaa Ting det end er for Ham at tænke paa,
Hvis Tid, til større Ting knap synes at forslaae
Jmellem Frid richsberg og Christjansborg Han deeler
Det Liv, den muntre Lyst, som Hoffet nu besieler;
Hver Mandag her blev Cour, hver Torsdag der Concert;
End nærmere det blir for hver Dag regulert:
Skal ey Comoedier, nu Dansk, nu Fransk opføres?
Bør ikke Sangere og Sangerinder høres?
Vil Maskeraderne og Balls ey for sig gaae?
Mon da ey bliver nok hver Dag at vaere paa?
Dog for sin egen Skyld ey nogen Siel maae tænke,
At Kongen dannet har den Eftertankes=Lænke,
Den Lysters=Kiæde! Ney, Hans Tankerige Siel
Taer deri, som man troer, den allermindste Deel;
Han Selv sig Ulyst giør, for deres Lyst at fremme,
Hvis Eftertanke ey dem kan forlyste hiemme;
Hvor Mange - ach, hvor Faa - tør vel begynde paa
At samles med sig selv? Som de dog ey undgaae!
Men Kongen veed ey Selv, hvordan Han alt skal føye,
Saa Han enhver især kan, ester Smag, fornøye:
Fem Dage slog ey til, de Ugen fandt for kort,
Hvis dem ey Løverdag med Søndag gives bort!
See den Danske Mercur for Aar 1766, pag. 35 og 36.


Nu!
de da Begge fik (c) og vil ey have flere,
Fordi de ikke kan af Kongen fler begiere.
Han leve!
Han engang med Tiden yttre sig
Og sige: Den gang var jeg alt for føyelig!
Jmidlertid, enhver, som gaaer i Vilderede
Og ønsker Penge, Tid og Tanker at adsprede,
Paa Maaderne dertil skal aldrig have Savn,
Naar han saa hældig er at boe i Kiøbenhavn.
II1. Ved Forestilling loed Monarchen sig behage,
At skaffe af endeel af Fest= og Helligdage.
Man veed det er kun faa, som Protestanterne
Med Grund kan skaffe af, som overflødige?
Til Arbeids=Dage de ey stort vel skal udgiøre?
Ja, - vi vil Kongens Grund til slig Afskafning høre:
Hans Overveyelse har intet derimod,
At jo den første Grund kan have været god
Paa hvilken Fædrene anordnet disse Dage,
Et gud ligt Oyemeed Han dem ey vil betage;
Men, saadant Øyemeed Han nu ey længer seer
At haves udi Agt."- Og Han seer ret, desværr!
Til sand Guds=Dyrkelse han seer dem ey anvendte;
Men meer til Lediggang og Laster, som bekiendte;
Ved grundigt Overlæg Han saadant hemme vil:
De skal for Misbrugs Skyld, da meer ey være til!
Han nu forseer sig til, at Zions Helligdage
Søndagene og de, Han loed os end tilbage¬
11.
Med meer Alvorlighed, meer gudelig Andagt. (d)
Her helligholdes skal. "- See, Grunden forebragt (e)
(c) Den 4de November, efter Kongelig befaling, den første Søndag til Opera
og den 10de November, den første Løverdag til Comoedie.
(d) Læserne mærke nok, at de ikke kan udsige Andagt med sit rette Tone=Hold
paa dette Sted; men man undskylde mig i slige Historiske Vers.
(e) Ved Forordningen, datert Hirsichholm, d. 26de October det angaaende.


84


Vor Alders Christenhed vist være maa uægte,
Naar den sin Frelses Gud Hans Dyrkelse vil nægte,
Ja, nægte den saa grovt: At Nordens Herskere
Selv Christne, som man seer - de allermildeste
Ey mildre Middel veed, end samme at betage
Uskyldigst Leylighed til Himlen at mishage?
Tænk:Man for Misbrugs Skyld selv Brugen skaffer af
Det vist vor Kirke=Tugt ey megen Ære gav;
Hvad Frygt, hvad hellig Frygt bør os ey overfalde?
Kan man ey Resten med paa samme Grund hiemkalde?
Thi, skiøndt vi veed forud,
Ja, selv Sabbaterne?
De aldrig hævet blir ved noget Mennesk Bud,
Saa har dog Kirkens Gud, som er Sabbatens Herre,
Naar han paa samme Grund saa nidkier vilde være
Jo meer end Aarsag nok, at kalde dennem ind
Og overlade os til vores eget Sind?
At flytte, tage bort sit Lys med Lyse=Stage,
Da vi saa liden Deel i Lysningen vil tage?
Ja! -- Ney, han kiender os, han veed vor Trang og Tarv;
Han ey formørke vil sin Eiendom og Arv.
IV. Vor Christian har hørt, at Landet Brødtrang lider,
Han forekomme vil befrygtelige Tider:
Ey allermindste Korn, hvad Navn det end er af,
Fra nu (f) udføres maa, alt under haardest Straf!
Dog mellem Landene, dem Gud ham bød at byde,
Maae gierne ud og ind de kiere Vahre flyde!
Som Fader sørger Han for sine Eegne først; (g)
Slig Forsorg er just det, der giør en Konge størst.
Desværr, vi havde da vel ikke meget hiemme?
Det kunde Kongen Selv i Kiøbenhavn fornemme;
Thi, naar en Tønde Rug gialdt fem Rixdaler her,
Og ingen førte hid, var Landet tomt, desværr, (h)
(1) Den 5te November.
(g) See Forordningen, igiennem General-Told=Kammer= og Commeree=Collegio
under ovenmeldte Dato. Ligeledes i det tydske Sprog, for de tydske Provintser.
(h) Den gialdt alt saa meget her i November, da intet hindrede Tifførsel.


85
Vel sandt, man hører nok Markskrigere at raabe:
Her fyldte Lader er! – Men hvo tør Sandhed haabe?
Det er utidigt Raab! – Hvi sige de ey hvor?
De var her; men, hvor blev den Sne, der faldt i Fior?
Hvad borte, borte er;
V. Ja, apropos! om Sneen!
Den vist nok borte var, men mon ey Efter=Væen
Blev føelt i Kiøbenhavn, hvor ingen drømte om,
Fiorfalden Sne og Jis, at den tilbage kom?
Jo, hver Grund Eyer fik den i optøede Minde,
Da Rensnings=Cassen ey sin Regning vilde finde
Ved aarlig vanlig Sum. Hver for sit Hiem fik Bud:
Paa den hiemfaldne Sne at giøre Efterskud. ()
VI. Nye Sne snart Aarets Tid os venteligen bragte;
Betimeligt det da Hans Majestæt behagte,
At giøre her bekiendt for Stadens Magistrat:
Han vilde Staden ret i Lysning have sat! "(k
Ved Lygter saae enhver forhen saa got han kunde;
Men Kongen andet Lys os gierne vilde unde:
Han tilloed Faklers Brug i Fleng paa Gaderne,
Saa hver nu kunde frit, saa got han vilde, see?
Begyndelsen blev seet; men saaes dog ey ret længe;
Novembers Fakkel Glands kom meest fra Gade-Drenge,
Det blev dem rette Kands! - Folk saae de for sig flye!
Trods, Vægtre, Politie det mindste torde knye!
VII. Til sund Oplysning for Monarchens Undersaatter,
Vor Danske Consul (l) os de Franskes Mening blotter,
Først vor Commere=Colleg derom Oplysning fik,
Fra hvilket, strax igien den ud til alle gik:
(i) See, Magistratens Placat af 14de Nov., grundet paa udvirket Kongeligt Re¬
script af 26de October, at de 4450 Rdlr. 4 Mk., med videre, skulde
reparteres paa Stadens samtlige Jndvaanere, og hos dennem indkræves.
(k) See Politie=Mesterens Bekiendtgiørelse derom; i de Berlingske Tidender
No 92.
(l). Hr. Ployart i Marseille.


86
Marseille Ordres har - som der maa efterleves
At Sundheds=Passer skal af alle Skibe kræves,
Som Sundet har passert."(m) - Selv veed vi, Gud skee Lov,
Vor Nord endnu ey har sligt Sundheds=Pas behov;
Men andre ey saa let, som vi, det ville vide;
Vel, vi da varslet blev om deres Tvivl i Tide;
Thi ellers kunde det jo letteligen skeet:
At Sundhed kom der ey med Sundheds=Pas forseet?
VIII. For sunde, friske Folk udkræves Mad og Drikke;
Det Danske, Norske Folk lang Fasten taaler ikke;
Monarchen føelte det og saaes endnu en Gang
Med Told=Jntraders Tab - at lindre Norges Trang.
Mon Norge bør vel meer end Danmark Mangel lide?
Vor fælles Faer med Ney besvarte det i Tide!
Det Ney gav Haab,, saa der af fremmet Ost og Smør,
Tilsidst i første May - Tilførsel ventes tør. (n)
IX. Publiqve Midler skal med Sikkerhed udsættes;
Udsætterne dog bør - som mueligst - Byrden lettes!
Stor Konst det er vel ey, at fodre Regenskab,
Naar, som Forvaltre, de skal lide ene Tab?
Ney, større Konst er det, at kunne Regnskab giøre;
Sligt Kongen regnet ud, da det kom Ham for Øre;
Han saae Erfarings-fuld, der hørte meere til;
Han derfor Byrderne for slige lette vil:
J Trundhiem saae man først Hans Villie aabenbartes, (o)
Af Stiftets Øvrighed Hans billighed erfartes: (p)
Nu der de brave Mænd, som sligt skal forestaae
Dog kan, ved skyldig Pligt, uskyldigst Tab undgaae.
(m) See General-Commeree=Collegiets Communication i de Berlingske Tidender
No. 96.
(n) See Bergens Magistrats Bekiendtgiørelse af 20de Oct., bekiendtgjort i Kiø¬
benhavn ved de Berlingske Avisers No. 90
(o) Under 21 September 1770.
(p) Under 14de August, 1770.


X. Mathilde satte her sin Bryllupsdag et Minde, (g)
Som i Mands=Minde ey vil Landet gaae af Sinde;
Saa længe Hun er til, Novembers aattende,
Gaaer Hun fra Amt til Amt med Brude=Gaverne.
Det Kiøbenhavnske Amt fik denne Gang de Gaver,
Som Hun for Brude=Par paa den Dag udsat haver. (1)
Det var kun trede Gang, Hun saa velsignte dem,
Men Hun velsignes alt af femten Gange Fem.
XI. Os gode Tidender i lang Tid havde glædet
Og, ved Gientagelser, os sikkert Haab tilstædet
Om en Besøgelse fra Naboe=Venners Nord;
Men, det stoed længe hen, før Rygtet holdte Ord!
Hvor mangt et Længsels Syn trak ikke over Sundet,
Før Haabets Udkik her det rare Syn blev undet,
At blive Prindser (s) vaer, af ædelst Tænke=Art,
Sig Danmark nærmende i Venskabs snelle Fart?
Vi fik Dem da i Land og undfik Dem med Glæde;
Loed Fordums Tænke=Art sligt nogen Tid tilstæde?
De saae, i Korthed her, alt hvad her var at see
Og Alting hovet Dem, de Jndsigt elskende!
XII. Toe Dødsfald har Mercur at mælde dennesinde:
Frue Hæseker (t) er død, en from Etats-Raadinde!
Etats-Raad Henningsen (u) i Pinneberg er død;
Men Begges Dyders Rang selv Døden, gjemmes, bød.
XIII. Nu vil vor kiere Nord for Alvor sig angribe:
Bør vel Algiererne optage vore Skibe?
Ney, vor Esqvadres Vagt (x) skal convoyere dem,
At de i Tryghed maae passere frem og hiem;
6g) See den Danske Mercur for November 1767 paa 178.
(r) De bleve uddeelte ved Amtmanden over Kiøbenhavns Amt, §. T. Hr. Conference¬
Raad, Christian Lebrecht Boron von Prock.
(o) Deres Kongelige Høyheder: Kron=Prinds Gustav og Prinds Friderich
Adolph af Sverrig, under Navn af Græver af Gothland og Øland.
(t) Anne Kirstine, fød Kroyer, i sit 55de Aar.
(u) Martin Nicolaus, Amts Forvalter.
(x) Under S. T. Hr. Schoutbynacht Simon Hooglants Anførsel.


88
Man og Esqvadrens Magt, at styrke, ey forglemte;
To Skibe (y) end gik ud, til Middelhav bestemte;
Dog fik de Ordre:Først til Flekkerøe (2) at gaae,
Sig Norges Handels=Fred derfra at tage paa!
Vor Ære ønsktes: Bøer! -- Convoyen bedre frugte
End Bombarderingen! - Mon vi Algier skal tugte?
Vil nu kun Vinterens uvisse=føysom Tid
Ey hindre vor Succours betids at komme did! (a)
XIV. Af Skade blir man klog, men sielden riig desværre!
Hvem derved bliver klog, bør hver dog billigt ære
Vel sandt, man haver Selv det største Gavn deraf,
Og kan hos ingen da paa Æren giøre Krav
Vort gode Compagnie (b), som aldrig burde trænge,
Saae Rhedens Jis, i Fior, (c) kom førend Rhednings=Penge.
Sligt Mishaab satte Det i Frygt for Fare; - Dog,
Til Handlens Ære! Det i Aar, er blevet klog:
Nu saaes betimeligt To Skibe at udreedes (d)
Ved Guds og Kongens Skyts de hen og hiem veyledes
Det for Søe=Røvere da haver ingen Nød,
Og Danmarks Handel faaer da aldrig sidste Stød.
XV Paa Slump langt lettere kan vigtig Fordeel findes
J Lotteriet, naar kun størst Gevinst kan vindes:
De Femten Tusind (e) just den Rette slumpet til;
Men jeg, af vis Raison, hans Navn fortie vil.
(*) Orlog=Skibet Grønland, 50 Kan. under Hr. Command. Capit. Adam Fer¬
dinand, Greve af Moltke, og Fregatten Falster, 30 Kan., ført af Hr.
Capit. Peter Janus Bording.
(1) Og at opholde sig der 8te til 14ten Dages Tid. See den ved Magistraten i
Bergen bekiendtgjorte Placat af 3de November.
(a) Til Livorno, hvor Resten af Esqvadren vilde opholde sig.
(h) Det Asiatiske.
(c) See den Danske Mercur for 1769 Decembr. paa 190.
(d) Skibet Rigernes Ønske til Tranqvebar og Dr. Sophia Magdalena, til
Canton.
(e) J det 17de Kiøbenhavnske allene privilegerede Lotterie.
40


Den
Danste Mercurius,
efter BORDINGS Maade
skreven
ved
CHRISTIAN FLENSBORG.
Med Kongelig Allernaadigst Privilegio.
December. 1770.
Dannemark.
I.
Ey om vor Herskab stort blev meer, end før, at tale.
Vi baade os og Dem Guds Naade anbefale.
Aviser vel ey mindst om os fortælle kan?
Dog min Mercur ey meer, end efter tagne Plan:
II. For Høye Giesters Skyld (a) endnu De ikke kunde
Plat nægte, Kiøbenhavn Besøgelser, at unde;
Vi, fire Dages Tid, fik daglig Glimt af Dem;
Men, Frid richsberg forblev dog Deres Natte=Hiem.
(a) De Rongelige Svendske Prindsers. S. Mercur for November pag. 87.


90
Det Slot opholdte Dem i jævnlig Conference,
Og Kongen savnedes i vanlig Residence;
Men vi, fra Frid richsberg, ey savnet Konge=Bud,
Som i Hans Høye Navn blev hyppig stædte ud.
II1. Jeg disse Konge-Bud, Rescripter og Placater,
I Orden fore bør med hvad de indbefatter;
Men Læser, tænk dog, Tolv jeg har at føre an!
Undskyld et Ark Papier! - Undskyld Mercurs Forstand!
1. Den Skat, som paalagt blev, for meer end længe siden,
Kun for at hæve op vor Extra Skat i Tiden, "(b!
Er ey, til denne Dag, seet være klækkelig
Til Landets Lettelse, som Kongen ønskte sig;
Dog saae man Kongen nu, ved Konge=Brev, erklære:
Han forberørte Skat aldeles vil undvære (c)
Man klækkelig're Skat da vel maae lide paa,
Om Extra=Skatten skal engang til Grunde gaae?
for din Skyld fik vi høre,
2. Algier, Algier, Algier!
At Kongen kunde ey sit Løfte fyldesgiøre
Den Tid Han ønskte det. "(d) - Langt mindre kan Han nu
Da Han, din ønskte Straf, end komme vil ihu
Med en langt større Magt end den, som gik forgieves;"
Hvad vil ey forudsees, til saadant, at udkræves? (e)
Dog, de, som drevet har paa denne Tyrke=Krig,
Omkostningen, maaske, vil selv paatage sig?
Maaske, paa egen Pung, udruste Kaper=Skibe?
Maaske, med Ad lers (f) Mod, selv Tyrkerne angribe?
Vor Amiralitet vil først det faae at see,
Om nogen mælder sig i saadant Ærinde."
3) Hvor¬
(b) S. Forord. om 4 Procents Erleggelse, med videre, af 14 Man 1768. i
Mercur, for samme Aar, p. 36.
(c) S. Forord. om fremdeles Extra Paabud af Betienteres Gage, af
12te Junii sidst, i Mercur, p. 44.
(d) S. Forord. angaaende Ophævelsen af den, under 14 May 1768, ud¬
skrevne 4 pr. C, dat. Friderichsberg d. 30 Nev. sidst.
(e) S. Det, efter Høykongelig Ordre, Udstædte fra de udenlandske Affaires De¬
partement; til alle Consuler, samt Magistraten i Kiøbenhavn.
(anført i de Berlingske Tidender for 7 Dec. sidst.)
(*) Den vidtberømte Cort Sivertson Adeler, fød i Brevig i Norge, tilsidst Ga¬
neral=Amiral i Kongelige Dansk Tienste.


91


3) Hvormeget Fattigdom med Utugt maae tiltage,
Derpaa et nyt Beviis vi fik i disse Dage.
Den ny anordnede Opfostrings Stiftelse
For fler nyfødde Børn det klart beviidnede. (g)
Vel vor Høysalige Kong Friderich den Femte
Den første Stiftelse til saadant Brug bestemte,
En Levende Han saae langt heller end en Død;
Hans ømme Hierte Ham da dens Indretning bød;
Men, hans ømhiertet Søn i disse onde Dage
Seer Dens Nødvendighed saameget meer tiltage,
Som baade Fattigdom og Utugt stiger til,
Og, paa en anden Fod, den derfor sette vil:
Af ingen, uden Ham, den nu skal dependere!
Han Selv dens Opsynsmand umiddelbar vil være!
Det Første ey er Nyt; Thi ey allene Den,
Men hver en Stiftelse - som er af Mennesken
Hos os ey kan, ey vil, af andre dependere
End udaf Kongerne, som Enevolds regiere.
J dyre Stiftelser; for jer det slet saae ud,
J fald J stoed og faldt for hver Qvaksalvers Bud.
Det Andet, derimod, betyder noget mere:
Han Selv, umiddelbør, dens Opsynsmand vil være!"
Dens Opsyn var betroet til mange brave Mænd
Det Kongen Selv, saavelsom Landet veed - Forhen;
Dog er ey hidtil hørt dens Orden og Uorden
Saa lidt, som hver Mands Tarv og Trang i Danner=Norden
Ham være kommet for, undtagen middelbar.
Tænk da, hvad Opsyn Nu den fremfor Fordum har!
Ey nogen nævne mig de tvende Directeurer;
(Hvis Rang og Navne Selv Anordningen anfører)
Skiøndt de befaling har!" Thi jeg ey veed: Hvorom,
Men veed: u-middelbar for Kongen de ey kom.
Den større Stiftelse strax fordrer større Penge?
Og, uden samme, den vel ey bestaar ret længe?
Det arme Kiøbenhavn sees først paa Forslag sat;
Af Heste skulde her udstyres første Skat.
41
(g) S. Anordningen om en Kongelig Opfostrings Stiftelse før ny fødde
Børn dat. Friderichsberg den 7 December.
12123.


92
Ak! til hvor lidet vil den Udstyr sig beløbe?
Stads=Mændene jo her i Hyrevogne krøbe?
Stads=Rytterne i hast man og at tælle veed.
De Fleste var vel de, som Kongens Heste reed?
4. Det første Sælskab her, som vor Land=Faders Naade
Sig samlet fik i Hast, Landvæsenet til Baade, (h)
Land=Commission blev kaldt; Sit Navn fornøyet skrev:
Men, altsom det toeg til, det Navn forringe blev (i)
Med Tillæg: General, dets Navn da blev forhøyet,
Hvormed, i nogen Tid, det levede fornøyet;
Men, see! Det trivedes ved Mænd af første Rang;
Det ønskede, og fik Collegi=Navn og Gang. (k.
Seer og, hvor Verden kan sig underlig omdreye;
Dets største Lemmer sidst nu der, som Jntet veye;
Man det jo alt besat med andre Lemmer har?
Det bær sit ældre Navn, som sidst forringe var. "
5. Ethvert Collegium man nu tør frit tilskrive;
Skiønt man hver Medlem ey ret Titel just kan give:
Tidt maatte man forhen sig saa forlegne see,
Som Hvert, uvanlig tidt, ombyttet Lemmerne -
Til Dem Titulatur, ved Kongens Brev, ophæves,
Fra Dem da heller ey Titulatur maa kræves:
Alt mældes skal i Form af Pro memorier; "(m)
Thi Alting, korteligst, vil nu afgiøres her.
6. De tydske Stater - de, i Danske Kongers Eye
Jndbyrdes Frihed sig, for længst, fik bragt tilveye: (n)
At Tiend=Penge der ey Kongen ydes bør,
Naar deres Midler, samt Effecter, de udføer."
Men nu man den udstrækker
Den Frihed var for Dem:
Saa langt, saa vidt og bredt, som Kongens Septer rækker. "(o)
Hvad Lettelse er dog ey dette Friheds Bud
For hver, som Midler har og vil dem føre ud?
(h) den 27 Oct. 1767.
(i) J Febr. 1768.
1) Ved en skriftlig Kongelig Anordning af 14 Apr. 1769.
(l) S. Forord. dat. Friderichsberg den 7 Dec., den Sag angaaende.
(m) S. Rscriptet, sligt angaaende, anmældt i de Berlingske Tidender af 14 Dec.
(n) Ved en Forord. af 25 Mai, 1746.
(o) S. Forord. dat. Friderichsberg den 24 Dec.


7. At Søe-Etatens Magt, dens Værfter, Arsenaler,
Bør sees i beste Stand, Erfarenhed befaler;
Dens viise Konger har end trodset Mangelen,
Før vildet mangle Selv, end Mangel see paa Den.
Hvad Ondskab maae da ey de Nedrige besiele,
Som stiæle, hæle vil, for Den at forfordeele?
Hvad Straf er vel for skarp for Store, eller Smaa,
Som paa dens Beste ey, men paa dens Værste saae?
Man derfor altid saae hver Konge den beskierme;
At straffe List og Vold, som torde den fornærme;
Saa, ikke noget Nyt, man væsentligen saae
J dette Konge=Bud, som man lod nu udgaae; (p
Dog jo, man noget faae, - det værste Væsentlige
At yngre Tyve er meer end de Ældres Lige!
Ja, at de Yngres List de Ældres fast beleer;
Hvi skulde, ellers, nu Tyvs=Straffen skierpes der
8. Gud gir Velsignelse, af alle Elementer,
Hvor Stræbsomhed og Flid i Jesu Navn den venter!
Tør vi og vente den i denne onde Tid,
Som sig tør vente Alt allene ved sin Flid?
Jo,
Gud er Gud endnu; Han Ene er den Gode,
J dette Guddoms Navn tør vi langt meer formode
End Livets Ophold her; - Trods Vantro! Jngen Nød
Tør da forlede os til Tvivl om dagligt Brød!
Vor Stad - hvordan det gaaer - dog sande maae, blandt andet,
At den ey savnet har Velsignelsen af Vandet,
J sær fra den Tid af, da visse brave Mænd, (g)
Ved Fiske=Hukkerter, ophialp Tilførselen
Paa Selv=Gevinst og Tab; ey tilbad Forskuds Penge;
De og kun Danske var; Og, vist! De tabte længe,
Saalænge, Staden ey ret skiønnede derpaa ¬
Nu gjorde Gud: At Hver kan uden Tab bestaae! (c)
9. Nu¬
(p) S. Forord. Dat. Friderichsberg, desangaaende.
(g) De, i Aaret 1766.
(r) Ved de adskillige Friheder, som forundes dem, der udreede Vand= eller Fi¬
sker=Skibe, for at bringe levende Salt=Vands Fiske til Kiøbenhavn; See
Forord. af 27. Dec. derom.


93


94
Rug Prisen saa var stegen,
9. Nu fattedes kun Brød!
At hele Dannemark og Norge blev forlegen:
Kun Brød, det kiere Brød! – i egentligst Forstand,
Som Hytter, Stæder, Hof dog mindst undvære kan.
Den frygtsom Mangels Post Vedkommende da lærte:
Ey at fordølge den for Landets Faders Hierte!
Strax Hiertet saaes paa Prent (s), O, kommer da enhver
Med al den Rug J har, før det for sildig er!
10. Hvor Kongen Loven er, er Han og Lovens Ende;
Og, efter Velbehag, den op og ned kan vende.
Hos os er Kongen saa; Vil derfor ændret see
Det Forbud, Loven skrev for Ægteskaberne:
Den saaes for Elskende forbudne Led anføre,
Som Penge altid saaes tilladelige giøre!
Tidsspilde var det først; tilsidst Bekostning blev;
Thi fik Vedkommende nu almeent Kongebrev. (t)
11. Et heel mærkværdig Bud Opmærksomhed forvoldte,
Enhver sig over det undskyldeligst opholdte,
Vor Nord var raadvild før; Dets Haab var Christian!
Men nu forvildet blev fast Haabets gandske Plan:
Allene, uden Raad, vil Christian regiere!
Mon Selv en Salomon Raadførsel tør undvære?
- dog ey forsagede;
Vi studsede derved;
Thi vi vel vidste, Han om Raad sig maatte see;
Hvad Navn det Nye end fik os ligemeget gieldte!
Men! - - da en hviskend Lyd vor skielvend Øre meldte
Det Raad, der vilde nu indgive Kongen Raad,
Da brast vort Haab med eet i en afmægtig Graad!
For Ham den ey blev dulgt! – Den ikke dølges torde
En Act, paa Tydsk og Dansk, man da bekiendt os giorde (u¬
Han vilde ey, at vi i Mishaab skulde gaae;"
Hans gode Hierte vi og aldrig tvivlet paa.
(g) See Forordn. om fremmed Rugs Jndførsel til hele Dannemark, og Norge
Syndenfields, dat. Friderichsberg d. 28. Dec.
(t). See Forordn. om Tilladelse at givte sig udi visse, i Loven forbudne Led. ogt.
Friderichsberg den 27 Dec.
(u) See den Kongelige Act angaaende det Geheime Cønseils Ophævelse, dat.
Friderichsberg Slot, den 27. Dec.


Vi læste - vi fik Luft - en til den anden taelte
Men, ach! -- med Ønsker kun hinanden vi husvalte:
Guds Raads=Aand! raadvild gior det Raad, vi kyses med!
Skaf Raad, som baade vi og Han kan glædes ved!
12. Den sidste Aarets Dag saaes første Bud befordre
I det fornyet Navn af Cabinettets=Ordre:
Her baade Rang og Gang, som Naades Caracteer,
Sig næsten reducert til første Jntet seer!"(x.
At, i Collegier (y) ey Rangens Fortrin gielder
Hos en betitlet Nye, der sig som Medlem mælder,
Med Kongeligt Forlov, er Ordrens ægte Ziir;
Thi Rangens Fortrin vel ey Kundskabs Fortrin gir?
Den første Ordre, da, som kom fra Cabiettet,
Saa viis, saa kongelig, saa faderlig indrettet,
Vel ingen Undersaat drog slige Følger af,
Som de, os, Ordren selv tilsidst tilkiendegav?
At, ligesom altsaa Benaadnings Caracteerer
Udi Collegier ey nogen præfererer,
At, ligesom altsaa ey Kongens Ordener
- Ey Hvide, ja ey Blaa - skal agtes meere der,
Saa, over Hovedet, skal ikke sees paa Samme,
De vil dog værdelig for al Europa bramme
Undtagen, naar de her ved Hoffet viser sig,
Og, naar Tilfældigviis udfordres Cer monie!
IV. Nu sees fast Arket fuldt! - Mercur sig da maae skynde;
Hans, hidtil, fulgte Plan dog vilde meer forkynde.
Forkynd da Udenrigsk?
- Ney Læser, kræv ey Sligt,
Ved Indenrigsk han er friekiendt for denne Pligt;
Hvor tit gav det vel Rum om Udenrigsk at mælde?
Ak, hiemgjort meer end nok Mercur saaes overvælde!
Han større Last endda med Gysen forudsaae;
Desaarsag dette Blad saa sildig sees udgaae! (2)
V. Mercur er fast forglemt, den aldrig dog forglemte
Hvad Nyt dens fem Aars Plan sig selv til Pligt bestemte;
Ved
(x) S. Den Kongelige Cabinets-Ordre, som blev besalet Det Danske Can¬
cellie paa behørige Steder at bekiendtgiøre, af 31 December.
(y) Til Collegier henfører Cabinettet Departements eller Dicasterier.
(2) Det burde været udkommet i Januar. 1771. Men ak! det har ikke kundet
komme førend nu i April 1772.


95


96
Ved Slutningen den da ey heller vil, ey kan,
Forglemme noget Nyt, værd til at føres an.
Vel, at December ey gav Meget af at tage,
Thi saa forældet Nyt forgammelt maatte smage!
VI. Af Rangs=Mænd ey et Ord der hørtes denne Gang,
Rang=Ordningen laae selv i sidste Aande=Fang;
VII. Guds Kirke her ey end saaes al sit Tilsyn miste;
Hvormeeget Spotterie den ellers maatte friste
J Rottbol den igien en trofast Hyrde fik,
For Ham, som afløst ind til Over=Hyrden gik.
VIII. En Conferentz=Raads Død fra Fyhn blev hidberettet,
Og en Etats Raads Tab i Staden ey forgiettet:
Den Første (a) Herre var til Godset Fiellebroe
Den Sidste (b) Tiener var, ved Søe=Etaten, troe.
IX. August Commers=Colleg os gav en sund Formodning:
Qvægdøden skulde døe ved Sygdommens Jndpodning;
Herr Oeders Haand fik Magt at giøre Sagen af; (e,
Men aldrig Kundskab os man om dens Udfald gav.
X. Os Sielland derimod gir gysende Beretning:
At Wordingborg har mist toe Hundred' Kiørs=Besetning,
At Byer, rundtomkring har ey eet Høved meer"
Desværr! – Herr Oeder da for sildig kommer der.
XI. Vor danske Handels=Gnist sees ey endnu udgaaet
Hvormangen Storm den end i Asken har udstaaet
Den Asiatiske fra Banke=Stokken fik
Et nyebygt Handels=Skib, med Navn: Prinds Friderich.
Saa endelig Mercur den femte Aargang ender,
Som sukkende slap ud fra sin Forfatters Hænder!
Ey Læserne fra Ham den siette Aargang (d) seer,
Før det forrykte Aar ey Hannem trykker meer!
(a) de Pentu. (h) Henrich Wium, gl. 67 Aar (c) S. Mercur for Ang.
p. 62. (d) Aaret 1771.
S¬
Døv¬


