No. 1.
Den
Danske
Proteus.
Tirsdagen, den 28 Jan. 1766.
J¬
eg havde allerede skrevet et blad færdigt, i hvilket
jeg paa antagelige vilkaar, som mig syntes, søg¬
te at vinde min Læseres bekiendtskab og fortroe¬
lighed, og jeg kan ey nægte, at jeg jo derpaa
havde anvendt megen tiid. Efter at min Forlæggere
havde læst det igiennem, gav han mig det tilbage med
forsikring, at dersom mit Skrift ey blev af anden be¬
kaffenhed, vilde han ey befatte sig dermed: Dette styk¬
ke, sagde han, indeholder intet uden complimenter, og
man bør strax gaae lige til sagen. Enhver kan let fore¬
stille sig, hvor smærtefuldt dette kunde være for mig, i
sær som jeg deri tillige havde været Poet; men, som
ingen ulykke kommer uden at have noget godt i følge,
saa glæder det mig og paa visse maader, at jeg kan be¬
gynde et moralisk ugeskrift med at give et ydmygheds
exempel, saasom det der uden tvivl vil give mine til¬
kommende moraler des større eftertryk; og der kan vel


2
ingen negte, at det jo maa ansees, som en stor selvfor¬
negtelse, naar en Auctor giør, hvad jeg giorde? Jeg
tog nemlig mit blad med gladt ansigt igien, læste det end
eengang igiennem, og som jeg befandt det saa afpasset
til nærværende tiid og omstændigheder, at jeg en anden
gang ey kunde betiene mig deraf, saa lagde jeg det smukt
ind i min ovn, hvor jeg med koldt blod saae alle mine
indfald gaae op i røg. Endnu mere: jeg havde tænkt
at mine blade skulde sælge sig selv, i fald de vare gode;
og dersom de ey syntes saa, da skiøttede jeg ey om at
de bleve solgte, saasom det var meget lettere at afbryde
et Skrift, end at fortsætte det. Til følge heraf var min
tanke hverken at begiære subscription, eller at lade mine
blade bæres omkring. Men min Forlæggere lod mig
viide, at han saa vel kiendte periodiske skrifters skiebne
her i landet, at han gierne vilde have sort paa hvidt,
inden han befattede sig med forlaget; og han sagde mig
desforuden, at omendskiønt Kiøbenhavns indbyggere
gierne lode hente sig kapuner, østers, vildt og deslige
sager, saa var det dog ikke brug med bøger, i sær med
ugeblade, men at de burde lægges dem i hænderne, i
fald de ellers vilde vente sig at blive læste. Herudi la¬
der jeg nu ham raade, saasom han maa forstaae disse
siger best; og at desmere vise mit føyelige sind og føl¬
ge hans plan, vil jeg uden mindste forberedelse strax
give oplysning om hensigten af dette Skrift og dets til¬
kommende indhold, paa det Læseren deraf maa see hvad
han af mig kan vente, uden at indgaae nogen contract
med hinanden.
Man kan uden tvivl af titelen strax giette sig
til, at dette Skrift vil blive af samme Slags som den
Engelske Spectator, den Hamburgske Patriot, den
Svenske Argus og den Patriotiske Tilskuer, hvilke
fire jeg holder for at være de beste blant alle mig be¬
kiendte periodiske skrifter. Sammes Forfattere have


3
havt til øyemeed paa en skiemtsom og behagelig maade
at forestille lærdomme og videnskaber. Saadan er og¬
saa min hensigt. Jeg tænker hver uge at udgive et halvt
ark, og meener at det er tilstrækkeligt, thi alt hvad vi
viide om de fleeste magtpaaliggende ting, kan, som jeg
troer, gierne faae plads derpaa. Disse blade skulle
indeholde Moralske afhandlinger, forudfattede menin¬
gers igiendrivelser, anmerkninger over adskillige viden¬
skaber m. m. og jeg kan ikke negte, at jeg jo herved
ofte tænker at kunne sige noget nyt, hvorforuden jeg ey
skulde have paataget mig et arbeyde, som vil blive van¬
skeligheder underkastet. Dersom jeg nu herudi ey alle¬
tider skulde være saa lykkelig, at bringe Læseren paa min
side, da vil jeg giøre aftale med ham, at vi desuagtet
holde venskab med hinanden. Den menneskelige vi¬
denskab er saa kort, at det er ey umagen værdt at see
suurt paa hinanden for ulige meningers skyld, som maa¬
skee en gang kunne besindes at være lige falske. J det
mindste har jeg saa lidt lært Philosophien efter Wolf¬
fens methode, at jeg tvert derimod alletider har et øre
aabent, til at imodtage nye underviisning, og dersom
nogen af mine Læsere fremdeles vil overbevise mig om
nogie af mine meningers urigtighed, da vil jeg ikke alle¬
neste ansee som en pligt at igienkalde dem, men jeg vil
og være samme Læsere høyeligen forbunden, thi jeg er
aldrig mere fornøyet med min dag, end naar jeg kand
lægge mig visere, end jeg opstoed.
Jeg haaber at man saa meget mere vil oversee
med nogle af mine meningers selsomhed, som jeg derhos
helligt erklærer, at i hvor nødvendigt det end er i saa¬
dant et Skrift undertiden at bruge en satyrisk skrive¬
maade, saa er jeg dog aldeles ikke i sinde at satyrisere
over enkelte Personer, thi had og avind ere hos mig ube¬
kiendte fornemmelser. Langt fra at jeg skulde finde be¬
hag i at opholde mig over nogen i sær, saa forsikrer jeg


4
min Læser, at jeg er ligesom i tvang, naar jeg har at
skaffe med hele Nationer og deres laster. Jeg er aldrig
bedre tilfreds, end naar jeg paa engang kan faae det
gandske menneskelige kiøn under min pen. Den som
derfor vil see sin naboe belcet, finder her ikke, hvad han
søger. Alle personalia, alle huus=historier og desligt,
som ikke er godt meer end for een dag, ere for mig alt
for smaa ting. Man kan heraf slutte, for hvilken deel
af Nationen jeg skriver; og sandheden at sige, saa ven¬
ter jeg mig ey heller mange Subscribentere, men jeg
venter i den sted, at man ogsaa næste aar skal læse mi¬
ne blade.
Og dette kan være nok sagt om materien. Hvad
formen angaaet, da veed jeg vel at tørre sandheder giø¬
re kuns liden lykke i vor tiid, og vil jeg derfore stræbe
at give disse blade alt det behag, som saa lille et skrift
kan imodtage, og skal ikke regne nogen tiid for spildt,
som anvendes derpaa. Jeg er ikke saa lykkelig, at jeg
kan sætte mig blant de Skribenters tal, der berømmer
sig af at skrive hurtig og med lethed. Tvert derimod
maatte jeg bekiende, at endogsaa et halv ark koster mig
megen umage, og jeg skal i sandhed holde mig for me¬
get lykkelig, dersom jeg med sex dages idelige arbeyde i
hver uge, kan give en oplyst Læsere nogle minuters for¬
nøyelse paa den syvende. J det mindste vil jeg søge at
opvække og vedligeholde det behag forandring giver.
Jeg haaber ved min dragt fra en dag til en anden at
giøre mig ligesaa ukiendelig, som en Hoffmand, og til
og med navnet skal man finde alting foranderligt hos
Proteus, om man allene undtager kierlighed til det
menneskelige kiøn, og nidkierhed for dets sande lyksalig¬
hed, i hvilke begge poster han gierne vilde foregaae an¬
dre med bestandigheds exempel.
Jngen kan negte, at jo et godt ugeblad har me¬
gen nytte med sig, i henseende til den leylighed samme


5
haver, at udbrede vigtige sandheder og oplyse menneske¬
ne. Det bliver anseet som en Avise, og læses følgeli¬
gen af de fleste, ja ogsaa af dem som ellers ere nok
lærde, eller nok vankundige, til at foragte bøger. Læ¬
serens agtpaagivenhed kan ved saadant et blad ikke træt¬
tes; han holdes alletider i forventning af noget nyt og
dersom han ey altid lærer noget, som han før ey vidste,
bliver han dog erindred om saadanne ting, hvis igien¬
tagelse ey kan være ubehagelig. For Scribenten er og
et saadant Verk, som udgives arkevis, til stor Fordeel,
saasom han derved alletider holdes aarvaagen. J en
stor bog kan en Auctor undertiden have lov at sove:
man merker der ey saa strax, om alle stykker ere lige vel
udarbeydede, om der ere nogle igientagelser, nogle fal¬
ske meninger &c, men en uge Scribent er nød til overalt
at anstrænge sine kræfter paa det yderste. Han bilder
sig ved hver linie ind at Læseren staaer| over ham, og
han tør følgeligen aldrig sige andet, end det som er nøye
prøvet og vel udtrykt tillige. Hertil hielper ey lidt den
vished han haver, saa strax efter arbeydet at blive læst af
den fornemmeste deel i landet; thi hvilken mand af an¬
seelse skulde det vel være, som ikke læser et Moralisk
ugeskrift, som udgives i hovedstaden? man er jo dag
fra dag nød til at læse endogsaa de ugeblade, som en¬
gang ere erkiendte for slette? Man er nemlig nysgier¬
rig; man venter uge fra uge at finde noget merkeligt,
og i mangel af andet, giør man sig en slags fornøyelse
paa Auctors Bekostning.
Til at nu give dette ugeblad des mere anseelse,
kunde jeg vel med lige saa liden umage, som nogle blant
mine berømte formænd, skaffe mig til medhielpere nogen
Hofmand, Prest, Kiøbmand, Bonde m. f. hvis beskri¬
velse jeg og her kunde give. Men jeg frygter, at da jeg
derved gav mængden et høyt begreb om mit Verk, vilde
den deel af Nationen, hvis biefald jeg meest søger,


6
kuns fatte maadelig tanke derom, saasom man gemen¬
ligen merker, at mange kokke lave den sletteste suppe,
og at i sær tiug af betydenhed forrettes bedre af en end
af to, bedre af to end af fire, og saa videre. Des for¬
uden skulde jeg, til følge af min plan, nødvendigen giø¬
re alle disse Herrer til Philosopher, inden jeg kunde til¬
lade dem at tale i mine blade; og naar de vare blevne
det, er jeg bange for, at enhver beholdt saa lidet til
overs af det, som kunde giøre hans stand kiendelig, at
man i Kiøbmanden ey mere skulde kiende Kiøbman¬
den igien, og ligesaa med de Fleste. Jeg vil derfor ey
berømme mig af saadanne medarbeydere, som jeg ey
haver, men jeg vil ey heller fortie min styrke. En Phi¬
losoph, hvis selskab jeg agter høyere end mange Hof=
mænds, har lovet mig ikke alleneste at see igiennem og
rette alt hvad jeg skriver, men og selv undertiden at for¬
fatte afhandlinger til dette blad, hvilke uden tvivl ville
blive dets prydelse. Samme ven tør jeg ikke nevne med
sit rette navn; men efterdi jeg tænker at forfatte en kort
Biographie om ham, vil jeg her kalde ham Tranquil¬
lus. Læseren maa dog for det første troe, at han er
ingen ting mindre end pedant, omendskiønt jeg giver ham
et navn, som endes paa us.
J sin ungdom holtes Tranquillus i en publik
Skole, hvor han allerede forraadde et saa lykkeligt ge¬
nie, at han slet intet forstoed af det meste, som der lær¬
tes. Nogen fremgang giorde han alligevel i sprog, Geo¬
graphie, Historie og andre sager, som komme alene
paa hukommelsen an. Han har ofte fortalt mig, at han
var paa sit sextende aar, naar han for første gang tænk¬
te, hvilket sikkerlig er en ting at anmerke, eftersom man
finder, at de fleste døe bort, uden endnu at have begynt.
Efter at han nogle aars tiid havde øvet sig i alle de Vi¬
denskaber, som enhver Studerende bør lære, overgav
han sig ganske til Philosophien, som han lærer af saa¬


7
danne Auctorer som Plato, Cicero, Locke, Leibniz,
Bayle, Montesquien &c. og mere endnu af egen ef¬
tertanke. Det varede ey længe, inden han saa forel¬
skede sig i dette studium, at han begyndte at undre, hvor¬
ledes det var mueligt, at nogen studerende kunde befat¬
te sig med andet. Under denne tiid omgiks han vel meest
med sig selv, men som hans ugemene forstand trængde
igiennem allevegne, saa kunde og ey andet skee, end at
han jo endeligen hørte sig berømmes for et meget yp¬
perligt hoved. Dette var noget nyt for ham: han hav¬
de under al sin studerings tiid dag fra dag faaet nye
overtydelse om sin vankundighed, og han knurrede ofte
hemmeligen over sine naturs gaver. Hans berømmelse
blev dog saa ofte igientagen, at han endeligen begynte
at række øret dertil, og endskiønt han alletider havde
havt meget maadelige, eller rettere ingen tanker om sin
egen dygtighed, saa kunde han dog ved anstilled sammen¬
ligning imellem sig og andre studerende, ey undgaae at
see, at han allerede havde ladt fast alle langt efter sig.
Nu anmældre han sig derfor som søgende til en Philoso¬
phisk Profession, som skulde bortgives, og han smigrede
sig allerede med det haab, snart at giøre sig ligesaa berømt,
som Linnæus i Upsal eller Michaelis i Gøttingen. For¬
uden de sædvanlige Akademiske øvelser, sammenskrev han
paa moders sproget nogle smaa philosophiske afhandlin¬
ger, som baade indeholde noget nyt, og tillige visede at
hans videnskab var henvendt til fædernelandets umiddel¬
bare nytte. Disse skrifter indgav han til en fornemme Herre
hvis navn jeg aldrig har kundet faae at vide, men som hold¬
tes for at være en Mand af stor forstand og af god smag,
og som desforuden meentes at kunne være en søgende be¬
hielpelig. Han blev vel imodtagen, og fik meget naadige
ord, men tienesten fik en anden. Dette gik ham meget til
sinds, og han havde snart begyndt at tvivle om sin egen dyg¬
tighed, dersom han ikke, ved en anden samtale med samme
Herre, havde forstaaet, at han ikke engang havde læst hans
Philosophiske betragtninger. Herpaa besøgte han fremme¬


8
de lande, hvor han reyste 2 a 3 fordomme bort, lærte sig
at kiende de fleste berømte Mænd, og Nationers adskillige
sæder tænkemaade og Regiering, Ved sin hiemkomst søgte
han atter to Bestillinger efter hinanden, og det paa samme
maade som før, men og med lige lykke. Den ene fik et barn,
hvis fader havde 5600 Rdlr i aarlig indkomst, den anden
blev bortgiven til en, der ikke engang var Student, men
hvis broder var Kammertiener hos en mægtig Herre. Her¬
over kom Tranqvillus i megen forlegenhed, thi endskiønt
hans Forældre havde efterladt ham en smuk sum penge, saa
havde han dog gaaet saa Philosophisk om dermed, at han
havde kiøbt sig visdom og kundskab for den ganske Kapital,
og havde nu intet tilovers, ikke engang en ven i landet. Han
troede dog et høyeste Væsen, og at dets forsyn regierer ver¬
den, omendskiønt han selv ey var bleven forsynet.
Det varede og ey længe, inden der ved to uformo¬
dentlige Dødsfald tilfaldt ham en anseelig arv, hvorpaa
han aldrig havde tænkt. Nu behøvede han ey mere at søge
nogen bestilling, og han kom derved i de for en Philosoph
allerlykkeligste omstændigheder. Herudi vil jeg og nu for¬
lade ham opsættende til en anden gang at anføre hans øv¬
rige tildragelser.
Af hvad hidindtil sagt er, kan Læseren noget
nær giøre sig begreb om dette Skrift og dets Auctorer. Og
som vi paa den ene side haabe, at vi for ingen skulle blive et
uanstændig Sælskab, saa skal det paa den anden være os en
særdeles fornøyelse, dersom nogle af de lærdeste og mest vel¬
talende undertiden ville hielpe os *) med smaa Afhandlin¬
ger, giøre paamindelser til Landets beste, rette vore feyl,
og med et ord hielpe os at udbrede god smag, sund for¬
stand og alle dyder. Det er saa redelig en hensigt, som be¬
væger mig til at giøre denne begiering, at jeg ingenlunde
tvivler, at den jo hos vedkommende vil finde sted.
1) Brevene adresseres til den Danske Proteus, og gives
Boghandler Allerman i egne hænder.


No. 2.
Den
Danste
Proteus.
Torsdagen, den 6 Febr. 1766.
D¬
a jeg overlagde hos mig selv, med hvad Mate¬
rie jeg til en begyndelse helst skulde under¬
holde min Læser, forekom mig, at ingen skul¬
de være for alle og enhver saa magtpaaliggende, som en
afhandling om Lyksalighed. Man finder virkeligen,
at, omendskiønt Ære, Rigdom og Vellyst er den vor
verdens Treenighed, som af de fleste dyrkes som meest,
ere dog mange, som ikke offre paa dens alter, da imid¬
lertiid ikke en eneste er, som jo attraaer lyksalighed. Vi
ere skabte til lyksalighed, og vi kunde letteligen komme
dertil, dersom vi ikke snart alle begik den feyl, at søge
den samme langt uden for os, da den dog ingensteds er
at finde, uden hos os selv.
Jeg var fornøyet med den Materie jeg havde
valgt, og var alleneste betænkt paa, hvorledes jeg paa
beste maade skulde bibringe min Læser den samme, da en
drøm, som jeg havde følgende nat, paa en gang befrie¬
de mig fra al videre umage.


16
Det var i morgenstunden, i det mindste efter mid¬
nat, da mig syntes, at en af de velgiørende Aander,
som siges undertiden at gaae menneskene til haande, kom
til mig i menneskelig gestalt og sagde: jeg skal vise dig,
hvor Lyksalighed boer. Han tog mig ved haanden,
løftede mig op fra jorden, og efterat han en lille stund
havde ført mig ganske hastigen igiennem luften, satte han
mig sagte ned paa en grøn mark, som var ganske be¬
strøet med vellugtende blomster, og hvor en saa stor stilhed
regierede, at jeg let kunde fornemme, at jeg var allere¬
de langt fra byen. Lige for mig stod en Bygning, som
var meget prægtig, men dens vidtløftighed paadrog sig
min hele opmerksomhed. Den var saadan, at jeg al¬
drig hverken havde seet dens lige, eller kundet i tanker¬
ne forestille mig dens muelighed. Paa porten stod skre¬
vet med store bogstaver: Nøysomt Sind. Den
var saa høy, at det høyeste taarn havde kundet gaae der¬
igiennem. Min Ledsager bad mig vende mine øyne op
og see til, om jeg kunde læse nogen skrift over porten.
Jeg saae i væyret og efter lang stirren kunde jeg seent
omsider stave mig til Lyksalighedens Boelig. Han
berømte mit syn, og sagde mig, at omendskiønt skrif¬
terne vare umaadeligen store, kunde de dog af gandske
faae læses med blotte øyne, saa at de fleste denne byg¬
nings beboere vidste ikke engang selv, hvor de vare. Vi
ginge ind. Jeg følede her sovende de samme fornem¬
melser, som foraarets liflighed og landets stille pragt gi¬
ver en vaagen tilskuer, og denne mine sandsers henryk¬
kelse forøgedes ey lidt ved betragtningen af dette maje¬
stætiske pallads. Min Læser kan forestille sig, at han
staaer ved havbredden, og kaster sine øyne ud paa alle
sider, saa langt de kunne naae, og indtil himmelen og
havet synes at foreene sig. Om han saa kan bilde sig
ind, at alt hvad han saaledes har seet er indesluttet inden
fire vægge, saa kan han faae saa omtrent et begreeb om
denne bygning. Dens brede kunne man med øynene
fatte, men længden var for dem umaalelig.


11
Det første, som mødte mit syn var en mæng¬
de børn, der forekom mig ligesaa utallig som græsset
paa marken. Jeg spurgte min Ledsager, om alle børn
i verden fandtes her, hvortil han svarede: ikke de uly¬
dige. Disse, sagde han, saasom de der følge deres
egen villie i en alder, hvor man endnu ey forstaaer,
hvad som er en nyttigt eller skadeligt, bringe sig
derved gandske ud af veyen til Lyksaligheds boelig,
hvis port de siden, ofte i deres ganske levetiid, for¬
giæves soge. Jeg saae med fornøyelse de nærværende
børns glade ansigter, og hvorledes de alle ubekymret
sprang og legede med hinanden, men som jeg giettede,
at ingen af dem havde kundet læse portens overskrift, og
jeg følgeligen ikke kunde vente mig megen undervisning
i deres selskab, saa gik jeg dem og hastigen forbi.
Herfra kom jeg iblant en trop fuldvoxne men¬
nesker, som alle havde meget lattermilde ansigter. De¬
res dragt var saare besynderlig, og øynene syntes noget
forstyrrede paa dem alle, men jeg lagde ey stort merke
dertil, glædende mig fast mere, at jeg nu strar kunde
faae fornuftige folk i tale. Den første, hvorpaa jeg fæ¬
stede mine øyne, par klædt i en gammel grøn kiole og
bar en kort peryk, hvortil var hæftet en haarpung saa
fransk, at man ikke gierne kan faae dens lige i størrelse
at see her i landet, uden det skulde være paa Comoedien.
Paa hovedet havde han en galoneret hat, hvorpaa en
af hvidt papir udklippet ørn tiente til kokarde; ved siden
hængde et stort sværd, og hans hvide uldene strømper
vare optrukne over knæene. Jeg spurgte denne sel¬
somme figur, hvorledes han levede paa dette sted. Ret
vel, miin søn, svarede han mig. Dette pallads er
mit, tillagde han. Alle de, du her seer omkring mig,
ere min Hofstat, og der er ingen blant dem alle,
som ikke giør sig en ære af at varte mig op. Saa
snart jeg vil have noget frem, understaaer sig in¬
gen at sige Veto; og jeg haaber, sagde han til mig,


12
at du hylder mig, ligesaavel som de andre. Af
denne tale forstod jeg, at jeg havde den ære at see en
Konge for mig; men som jeg af naturen er meget und¬
seelig, saa nøyede jeg mig med ved en dyb compliment
at give mit jaord tilkiende, og drog mig strax ud af
hans aasyn. Neppe var jeg ham løs, da en anden af
denne flok griber mig ved armen og siger: hør! nu maa
du troe, at jeg har dem alle i mine garn. See en
gang hvilken passe par tout, sagde han i det han vise¬
de mig en Kaarde, hvis fæste var besat med glitterstene
af intet værdie og af endnu slettere smag. Intet fru¬
entimmer i verden, tillagde han, hvis hierte
jeg ikke nu ligesom bær ved min side. Jeg sva¬
rede ham, at jeg ey troede, at Jomfrueburene
vare nu saa stærk befæstede, som i gamle dage, saa at
man ey behøvede mere med sværd at bane sig veyen til
fruentimmeres hierter: han kunde derfore spare sig den
umage at bruge vold imod det smukke kiøn. Det er ey
heller min tanke, sagde han, at bruge vold. Men
see en gang ret til, hvilken glands der gaaer
ud af denne Kaarde. Hvilken skiønhed skulde
vel kunne holde ud imod dens straale? Alle
fruentimmere i byen vare allerede forliebte i
min person, inden jeg fik denne ypperlige Kaar¬
de, og nu maa de derfor blive reent gale. Det
som herved er kiædsommeligt, er allene dette,
at jeg, i henseende til den store mængde jeg har
at gaae val udi, ikke veed, hvilken jeg helst skal
giøre lykkelig. Efter at han havde sagt disse ord,
gik han en Jomfrue i møde, og glad var jeg, at
jeg blev denne Mand quit. Jeg saae paa min Led¬
sagere med et par øyne, som gave min bestyrtning
tilkiende. Undre ikke over disse mennesker, sagde
han. Alle de du her seer ere folk, som ere gaaet
fra forstanden. Den første, du talte med, er
en skræddersvend, som heeder Stanislaus, og som
har reyst paa sin profession. Han kom ved


13
sidste Kongeval hendelsevis til Warschow, hvor
en Kanon, som uformodentligen gik løs ved
siden af ham, giorde den virkning i hans hier¬
ne, at han bildede sig ind, at samme kanon¬
skud forkyndede hans eget val til den Polske
Krone. Efter sin hiemkomst har man bestyr¬
ket ham i dette galskab, og Herrskaber, som boe
omkring det sted, hvor han opholder sig, giøre
sig en tidsfordriv af undertiden at varte ham
op, og at bevise ham, som Konge, al ærbø¬
dighed. De lade ham og ikke mangle noget,
saa at han lever fornøyet og er ligesaa lyksa¬
lig, som om han havde et virkeligt Kongerige,
uden at føle dets besværligheder. Den anden,
som holdt dig an, er en nar, som bilder sig
ind, at alle fruentimmere ere forliebte i ham.
Han er derved meget fornøyet med sig selv og
just ved sit galskab her indkommen, lige saa vel
som alle de taasser, her ere. Overalt maa du
og vide, at der er i jordiske ting saa liden for¬
skiæl imellem indbildning og virkelighed, at alle
disse narre ere ikke mindre lyksalige ved de for¬
dele de i sin indbildning have, end de der vir¬
keligen besidde dem.
GUd bevare mig fra at komme ind i Lyksalighe¬
dens boelig paa disse vilkaar tænkte jeg. Mig syntes
og, at jeg havde mange ting at invende imod denne tale;
men naar jeg saae min himmelske ledsagere an, forekom
han mig saa majestætisk, at jeg fik ey andet frem, end et
spørsmaal, om alle de jeg her saae vare daarekiste gale.
Der er megen forskiæl imellem dem sva¬
rede han: thi de som ere gale af noget Slags
ikke alt for usædvanlig galskab, holdes ikke blant
mennesker for taasser. Den du der seer med
den galonerede Kiole, sagde han, er allene ved
samme her indkommen, saasom han bilder sig
ind, at alle see derpaa med samme behag, som


14
han selv. - - - Den med det mavre ansigt, som
dog seer saa stolt ud, er en skolastisk Philo¬
soph, som kan bevise alle ting, foruden at han
selv intet veed. Han troer, at ingen ting i
verden er ham ubekiændt, og ved denne troe er
porten bleven ham aabnet. -- Den med de
rosenrøde fyldige kinder, som gaaer der og seer
saa venlig ud, er en Auctor som er meget for¬
nøyet med sine Verke, og han er her for in¬
gen anden aarsags skyld. - -- Herpaa visede han
mig saa mange adskillige taasser, at jeg gierne kun¬
de giøre en heel bog af deres beskrivelse; og jeg
maatte endeligen selv bede ham, at føre mig fra
dette Selskab, thi galne folk have alletider været
mig en modbydelighed
Nu blev den rette skueplads aabnet for mig,
hvorpaa jeg længe havde ventet. De andre begge Klas¬
ser havde jeg kuns gaaet hastigen igiennem, saasom jeg
næppe agtede dem min opmerksomhed værdige. Jeg
havde maaskee ellers ogsaa der kundet faaet at see man¬
ge af de selv samme ting, som jeg nu først lagde merke
til, og som min Læser skal faae at høre. Jeg saae her
Afrikaner, som sadde ganske fornøyede med hænderne i
kryds den heele dag; Chinesere, som gik og strøg sig
om deres lange nægle med megen behag, og syntes ret
at ville overgaae hinanden i Complimenter og høflighed;
vilde Amerikaner, som paa en forunderlig maade havde
smurt deres ansigter til, og bare pile og buer i deres
hænder. De muntre Europeer kunde jeg let kiende
igien ved dered ustadige vindskibelighed, som ogsaa her
fulgte dem. Disses tal syntes mig og af alle meest an¬
seeligt, enten det nu kom deraf, at her virkeligen vare
flere fra Europa, end fra andre verdens deele, eller
at jeg gav mere agt paa dem, saasom mig meest
vedkommende. I det mindste er det vist, at in¬
gens vilkaar holdes blant os saa ulyksalige, hvoraf
jeg jo fandt nogen, som her var indkommen. Min


15
Læser vil troe mig, naar jeg siger ham, at jeg saae
her en og anden i en lang slaaprok med en færle
under armen, ja endog italienske Kastrater, hvis til¬
stand jeg let kunde giette af deres skiæggeløse hager
og qvindagtige ansigter. Dog syntes disse sidst¬
nævnde alle at være noget til alders.
Den første jeg saae i liberi holdt jeg an
og spurgte, hvorledes han kunde være lyksalig? Hvor¬
fore ikke, spurgte han mig igien. Naar min
Herre og husbond maa sørge for, hvad jeg
skal spise, drikke og klæde mig med, ligger jeg
den meste tiid og sover sødt paa mit cre. Men,
indvendte jeg, den tvang J leve udi? Tienere maa
jo alletider lystre en andens bud, og faar aldrig
giort deres egen villie? Forlad mig det, svarede
han; saa snart min Herre for exempel befaler
mig at skiænke ham et glas viin, tænker jeg
strax hos mig selv: nu befaler jeg dig, min
herre, at du strax drikker dette glas viin ud,
som jeg vil bære dig til haande, og giør saa¬
ledes min egen villie. Ligesaa, blev han ved,
giør jeg i alle ting, og anseer min herre ikke
anderledes, end om jeg havde en slave for mig.
Hvo kunde andet end briste i latter ved saadant et
svar? jeg saae og min Mand tage veyen med sto¬
re trin til det nummer, hvorfra jeg nys var kom¬
men.
En Bonde, som hændelsevis kom mig midt
paa livet, giorde jeg samme spørsmaal, som jeg nys
havde giort tieneren. Han svarede mig: naar
jeg kan betale Kongen skat og Herrskabet sit
landgilde, saa giver jeg ingen efter i lyksalig¬
hed. Efter at han havde givet dette svar, slog
han sig for sin mave og spurgte mig til, om jeg
meente at han vilde bytte bort den og sit friske
Legeme for noget Ridderbaand i verden, hvorpaa
han satte sin hat paa snur og vendte mig ryggen.


16
Herpaa gav jeg mig i tale med adskillige soldater,
matroser, borgere, prester m. f. som alle gik iblant
hinanden, og vidste den største deel ikke selv, hvor
de vare. Her fandtes og nogle faa Hofmænd, Ge¬
neraler og Statsministrer, som alle havde meget
aabne og venlige ansigter. Ja, jeg saae her endog
en Konge, hvilken jeg let kunde kiende paa hans
Krone. Han syntes mig meget mild og majestætisk
af anseelse. Om han var det eneste kronede hoved
paa dette sted, skal jeg ey vist kunne sige: i det mindste
saae jeg ikke flere.
Jeg havde nu den ganske tiid gaaet lige frem i
en ret linie fra porten, og havde allerede lagt et temme¬
lig stykke vey tilbage. Lige for mig saae jeg ingen ende:
vendte jeg mig om, da var det ligesaa, og overalt vrim¬
lede folk. Ved beskuelsen af denne utroelige mængde
kunde jeg ey andet end priise Skaberen, som havde giort
denne Boelig saa rummelig. Jeg fik tillige aarsag at la¬
ste mig selv og alle andre, som meene, at her komme
saa faa ind, da jeg dog nu med egne øyne saae langt
andet. Min Ledsager lærde mig og, at det var men¬
neskenes egen feyl, at ikke endnu flere vare her, thi veyen
sagde han, er ikke mindre magelig, end let at finde,
og porten staaer aaben for alle.
Som vi gik videre, blev jeg en stør mængde
fruentimmere vaer, hvilke alle syntes mig at være
gifte, saa vidt jeg af deres klædedragt kunde giette.
En af dem kom mig med en lang ugle i møde, den
hun af vanvare nær havde stødt mig lige i ansigtet.
Jeg undvigede denne compliment, saa godt jeg kun¬
de, og giorde hende en i steden som var lidt antage¬
ligere, forsikrende hende tillige om min høyagtelse, og
hvor fornøyet jeg var, at see hende munter og geskæf
tig, og at hendes lyksalighed ey giorde hende do
ven. Jeg lyksalig, svarede hun. De gaaer sik
kert feyl, min Herre. Jeg har med min


17
egne hænder maattet forhverve snart alt hvad
jeg eyer. Min Mand slæber paa sin side, og
jeg paa min, og vi kan endda næppe lægge
200 Rdr. op om aaret; thi alt hvad man
skal leve af, er nu omstunder saa grumme
dyrt. Jeg har saa meget at bestille, at dagen
synes mig den meeste tiid kuns at have tre
timer: maaneder gaa for mig som uger, og
aar som maaneder; og jeg troer, (Gud for¬
lade mig min slemme synd) at jeg ikke engang
havde tiid at være syg, som jeg og (Gud skee
lov) aldrig har været. Nej dem kan de kal¬
de lyksalige, som have alting uden arbeyde,
og som ere saa rige, at de kan leve saa præg¬
tigt, som de vil, af deres renter, om det end
var til dommedag. Rigdom giør os ikke lyksa¬
lige, hierte Madame, svarede jeg hende. Det
nytter ikke stort, at man daglig kan have en snees
retter paa sit bord, og boe i tredsindstyve værel¬
ser: man kan jo endda ikke meer end spise sig mæt,
og drømme paa et sted? Eller meener De, fort¬
foer jeg, at om De nu paa engang fik den rig¬
dom, De selv ønsker, De da derfor skulde lægge
hænderne i skiødet, eller tage Dem noget andet for,
end det, hvoraf De hidindtil har befundet Dem |vel.
Det troer jeg ikke, svarede hun; thi arbeyde er
min lyst, og saa snart jeg sat stille en dag,
blev jeg vist nok syg i to. Nu, saa er de jo
lyksalig, sagde jeg, og det efter deres egen til¬
staaelse. Det kan gierne være, svarede hun; men
jeg har ey tiid at tænke derpaa. Det er i dag
min Mands navnedag, og vi har buden man¬
ge fremmede. Jeg har vel en halv snees pi¬
ger, men de giør aldrig noget til gavns. Jeg
maa selv giøre alle ting. Efterat hun havde
sagt denne remse i et aandedræt, fløy hun sin vey,
og jeg fortsatte min igiennem denne fruentimmer¬


18
skare, hvor jeg iblant de sidste fik et syn at see,
som jeg allermindst havde ventet i lyksalighedens
boelig.
Jeg saae nemlig en Mand uden been, som
havde sat sig i en lænestoel, midt iblant det sidste
leed af nys omtalte fruentimmere, hvoraf nogle
vartede ham op. J førstningen vilde jeg ey troe
mine egne øyne, men da jeg kom nærmere til ham,
blev jeg fuldkommeligen overtydet, at jeg saae ret,
og des mere nysgierrig var jeg til at spørge ham,
hvorledes han var her kommen ind. Jeg har la¬
det bære mig her ind i den samme stoel, som
De her see, svarede han, og jeg er i det mind¬
ste ligesaa lyksalig, som nogen anden paa dette
sted. Heraf kunde jeg slutte, at min Mand kiend¬
te sin lyksalighed, og jeg bad ham derfore sige mig
noget om sin tilstand, og hvorledes han derudi
kunde leve fornøyet. Hiertelig gierne, sagde han.
J førstningen, da jeg ved et tilfælde havde
mistet begge mine been, ansaae jeg mig for
meget ulykkelig, men jeg stræbede dog strax af
alle kræfter med taalmodighed at bære en ulyk¬
ke, som jeg ey mere kunde ændre. Jeg tak¬
kede Gud, at intet værre var hændet mig, og
at jeg havde forstanden i behold. Saa snart
jeg hørde, at nogen var falden i større ulykke,
hvilket mig syntes, at jeg hørte hver dag,
tænkte jeg strax: hvo veed, om ikke det sam¬
me havde vederfaret miig, i fald jeg havde
havt mine beens fulde brug? Desforuden trø¬
stede jeg mig med min formue, som er saa til¬
strekkelig, at jeg og kan have min opvart¬
ning; og om den end ved nogen ulykkelig
hændelse toges mig fra, ere her dog saa man¬
ge medlidende folk, at jeg og mine lige aldrig
behove at frygte nogen mangel. Med disse og
flere trøstegrunde giorde jeg i begyndelsen nin


19
tilstand taalelig. Nu, siden jeg er kommen
her ind, behøver jeg ey mere nogen trøst,
men anseer mig fast mere, som ganske lyksalig.
Og er det ikke sandt, min Ven, spurgte han
mig, at eftersom dette korte liv ikke kan ansees
uden som en prøvetiid, hvori vi skulle berede
os til noget bedre, da har jeg allerstørste aar¬
sag at være glad, saasom den der ikke kan ta¬
ge deel i verdens daarlighed, om jeg end al¬
drig saa gierne vilde, men maa nødvendigen
vende mine tanker til noget, som for en læn¬
ger tiid kan gavne? Jeg kunde ey andet end
bejae saadant et spørsmaal, og jeg maa tilstaae,
at jeg blev ret opbygget af denne Mands tale.
Samme giorde og, at jeg siden mindre faldt i
forundring, naar jeg hist og her saae mennesker,
som havde fløttet deres sænge med sig her ind.
Jeg fortsatte min vey i samme linie som før,
og var ey langt kommen fra den sidst omtalte Mand,
da jeg begyndte at faae i sigte et forfærdeligt tal hatte
og perykke, som bevægede sig uophørligen tvært
over værelset, fra den venstre til den høyre haand.
Jeg kunde see, at der var menneskelige hoveder,
men legemerne, hvortil de hørte, kunde jeg ey blive
vaer. Hvad er dette, sagde jeg til min Ledsager.
Jo, gav han mig til svar, dette er nok det rareste du
her faaer at see. Til lyksalighedens boelig, fortfoer
han, er ingen ordentlig port mere end den samme,
hvorigiennem vi ere komne: men paa den venstre
side af Palladset ere tre lønporte, af hvilke den
middelste heeder Ære, den paa høyre om samme
Rigdom, og den paa venstre Vellyst. Disse porte
ere i sig selv ikke saa meget snevre, men blive det
saare formedelst den trængsel, der bestandigen er,
saa at mange blive knuste i indgangen, og mange
komme lemlestede igiennem. Alle de mennesker,
du spørg om, ere komne giennem nogen af disse por¬


20
te; thi som de ere tæt ved hinanden, saa er der og ey
meer end samme vey fra dem alle, og den er bleven
saa nedrig, som du seer, ved den store søgning, som
der alletider har været. Jmedens min Ledsager un¬
dervisede mig paa denne maade, vare vi komne denne huu¬
le vey saa nær, at jeg tydeligen kunde see de her vandrende,
som var en uendelig mængde af alle Stænder og af begge
Kiøn, dog langt flere mandspersoner. De havde næsten
alle glade ansigter, men deres glæde syntes ey at være saa
jævn, som den jeg havde formerket hos de forrige. Den
var hos nogle større, hos andre mindre, og begierligheden
lyste ud af alles øyne. Det som herved tiente mig til be¬
ste tidsfordriv, var at see de mange krumspring, en hver
giorde. Jeg saae alle paa en gang at rekke sig efter noget,
som de vilde gribe med haanden. Som nu dette skede
med megen ivrighed, saa faldt mangen herved af egen uskik¬
kelighed; negle bleve stødte omkuld og nedtrampede af
andre, som ey vare lykkeligere, thi de fleste fik ey det de
ønskede, hvilket jeg let kunde dømme af deres gebærder.
Nogle faa syntes alligevel at være fornøjede med deres
fangst, og opsatte derved meget glade ansigter; men efter
en lille stund saae jeg dem begynde samme spil, og med stør¬
re attraae, end før, at gribe i luften, hvoraf jeg sluttede,
at de havde taget feyl i deres regning. Jeg bad min Led¬
sagere at forklare mig dette syn, og at sige mig, hvad det
var, som de greebe efter med saadan begierlighed; thi jeg
kunde slet intet see. Det er et spøgelse, gav han til svar,
som staaer lige i veyen for alle dem, som komme her
ind igiennem nogen af de nys omtalte porte. Sam¬
me viser sig i gestalt af et deyligt fruentimmer, og
smiler saa venligen, at en hver opfyldes strax med be¬
gierlighed efter de ting, hun bær, og synes at love;
men, som du seer, saa narrer hun dem alle. Kom
ned og døm selv, sagde han. J det samme tog han mig
ved min venstre haand og førde mig ned. Jeg behøvede
ey selv at dreye mit ansigt til høyer; thi jeg havde næppe
fæstet fødder paa denne slibrige vey, da en iilfærdig stald¬


21
broder gav mig saa vældigt et stød paa min venstre axel, at
jeg derved giorde et hurtigt rechts um, og strax blev jeg
vaer et fruentimmer, som stod lige frem for mig og som
bar en laurbærkrands paa sit hoved. J sin høyre haand
holdt hun en lille æske af guld, og med den venstre løftede
hun saa sagte den nederste deel op af sin grønne silkeklæd¬
ning. Hun havde et saa fortryllende ansigt, at mig
syntes ingen kunde andet end elske hende. Fornemmeli¬
gen giorde hendes yndige hovedzirath et vældigt indtryk
i mine øyne, og som hun stod mig saa nær, saa kunde jeg
ey andet end rekke min haand ud efter denne smukke krands.
Jeg var saa lykkelig, maaskee ved min Ledsageres hemme¬
lige tilskyndelse, at jeg strax fik en deel deraf. Jeg knyt¬
tede haanden fast tilsammen, og var ubeskriveligen for¬
nøyet over min fangst; men da jeg vilde betragte den sam¬
me, og til den ende aabnede min haand, fandt jeg til min
store forundring slet intet; og i samme øyeblik visede sig
fruentimmeret atter for mig, paa længre afstand end før,
men ogsaa i deyligere gestalt. Jeg vilde nok engang for¬
søge min lykke, men min Ledsager, som atter tog ved min
haand, rykte mig i det samme ud af denne hule vey og op
paa den anden side, da jeg ey længre kunde see denne skiøn¬
hed. Jeg undrede nu mindre, hvorfor alle de her van¬
drende fulgte en og samme kaas tvert over salen, da jeg
imidlertiid saae alle andre stedets indvaanere at gaae ube¬
hindret frem og tilbage, ja og undertiden at nedstige i den¬
ne nedrige vey, hvilket de dog giorde meget vaerligen og
paa kort tiid, vogtende sig frem for alt ikke at vende øyne¬
ne| til den side, hvor denne qvindsperson spøgede. Jeg
spurgte min Mentor, om de vare dømte til at gaae uop¬
hørligen i denne vey, og om der var intet middel for dem
at komme op blant de andre Lyksalighedens undersaatter.
Det er ingen umuelighed, svarede han mig. Det
skeer ofte, at nogen af dem, som ere indkomne igien¬
nem den rette port, stiger her ned og tager en Ven
ved haanden, som han rykker herfra. Det hender


22
sig og undertiden, at en og anden bliver saa tit bedra¬
get af spøgelset, at han endeligen kiæd begiver sig
herfra af egen drift, men dertil forders baade sinds
og legems styrke, thi fruentimeret, som svæver dem
for øynene, er smukt, og opgangen derfra er, som du
seer, allerede steyl, og vil blive det dagligen mere.
Det sædvanligste er derfore, at de, som giennem no¬
gen af disse tre porte have taget ind til Lyksaligheden,
blive gaaende paa denne vey og fange luft, indtil de
uforvarendes befinde sig i Ulyksalighedens Boelig.
Denne sidst nævnde, tillagde han, som er beliggende
paa samme side, til hvilken de alle vende sig, hænger
sammen med Lyksalighedens Boelig, men ligger saa
meget længre ned, som den vey, hvorpaa de gaae, er
nedrigere end huusets ordentlige grund. Han pege¬
de tillige med fingeren og visede mig paa mellemvæggen en
udgang, som han kaldede Fortvivlelse, men navnet var
saa hesligt, at jeg vilde ey see derad. I den sted blev jeg
ved at spørge ham, om de ey kunde vogte sig for denne fæle
dør, hvortil han svarede, at de, som bleve bestandig gaaen¬
de i den huule vey, kunde det ikke. Thi sagde han, som
deres formeente Gudindes natur er, at drage sig alt
længere og længere tilbage, jo nærmere man kom¬
mer hende, saa skeer og, at de, som blive ved at forføl¬
ge hende; vilde selv ikke et ord deraf, førend de alle¬
rede ere inde i ulyksalighedens boelig, hvor der er saa
mørkt, at de hverken kunne see deres skiønhed meere,
ey heller finde veyen tilbage.
Jeg blev endnu en lille stund staaende at betragte alle de
luftspring og fald, som fulgte paa hinanden i denne vey,
og hvorledes alle de her vandrende desuagtet bleve ved at
jage i luften, hvilket saae des selsommere ud, som man der
oppe, hvor jeg stod, ey kunde see hvad de greebe efter. Si¬
den min nysgierrighed var fuldkommeligen tilfredsstillet,
gik jeg herfra med et medynksomt hierte over de i denne
blendverks bane løbende mennesker. Da jeg havde giort


23
nogle faa trin, fik jeg i sigte en meget maver og bleeg
Mand, som just ikke var vredladen, men havde dog saa
alvorligt et ansigt, som jeg endnu ikke havde formerket hos
nogen paa dette sted. Min Mentor, som saae at jeg paa
denne mand havde fæstet min opmerksomhed, sagde mig
at samme var en Philosoph, og en af de allerviseste, som jeg
her kunde finde. Jeg traadde ham nærmere og beviidnede
min forundring over at finde en Philosoph her, saasom jeg
alletider havde hørt, at Visdomsveyen gik langt fra Lyk¬
salighedens Boelig. Han svarede mig meget venligen, at
jeg havde ikke meget uret derudi, og at de fleeste Vise kom¬
me her aldrig. Jeg selv, sagde han, er kuns for kort
siden indkommen, og har tilbragt mine fleeste dage
paa andre steder. Jeg har ofte tænkt saa længe paa
Gud og paa verden, paa siælen og paa Menneskets
Frihed, at jeg har været færdig at slaae hovedet mod
væggen, og har mangen gang begyndt at tvivle, om
jeg og selv virkeligen var til. Under al den tiid at jeg
hermed var beskæftiget, saae jeg ingen vey til Lyksa¬
lighedens boelig; men saa snart jeg havde fattet den
modige beslutning med taalmodighed at bære min
vankundighed i de ting, som menneskets fornuft er
for svagt til at udgrunde, gik jeg strax herind, hvor
jeg ey vilde bytte vilkaar med nogen Prinds. Havde
jeg været fød i høy stand, tillagde han, da havde jeg
formodentlig anseet for min skyldighed at forbedre
verden, og havde da maaskee giort den galnere, end
den var; men nu takker jeg Gud, at jeg i denne min
stand ey anser noget andet nødigt for mig til at ved¬
ligeholde mig paa dette sted, uden allene at iagttage
mine pligter, som menneske og som borgere, som ven
og som fader. Da han havde fuldendet denne tale, tog
han op af sin lomme en Tome af Ciceros Verke, hvormed
han satte sig afsides. Jeg fortsatte min vey videre frem, og
fandt, at det her var lige saa opfyldt, som paa den anden
side, af folk af alle stænder og af alle lande. Den munterhed


24
og nøysomhed, som lyste ud af alles | ansigter, giorde den¬
ne folkemængde betragtnings værdig, da den ellers just
ikke faldt i øynene, men lignede meere en Kirkeforsamling,
end en Hof stat. Her vare vel, som sagt er, fornemme
nok og ridderbaand af alle farve, men de bleve alle blant
den saa kaldede gemeene Mand, som var her i uendeligen
støre antal, saa usynlige, at en, som dømmer sit selskab
efter dragten, havde heller opholdt sig ved den huule vey,
og havde visselig tabt en stor deel af den fornøyelse jeg
fandt i at beskue alle disse glade Mennesker, og at under¬
holde snart en, snart en anden af dem. Nu begyndte jeg
dog ey at høre noget nyt mere; og som jeg desforuden
ey endnu saae nogen ende paa dette Gallerie, spurgte jeg
min Ledsagere, om vi ey snart skulde komme til den her re¬
gierende Gudindes Alter, hvor jeg bildede mig ind at
faae see Lyksaligheden selv siddende i al sin herlighed, og
omgiven af sine lykkeligste favoritter. Her er intet Al¬
ter, svarede han. Alle de, du her har seet, ere Lyk¬
saligheden lige nære. Jeg vil viise dig hende, fort¬
foer han, under et billede, som du med dine øyne kan
fatte. J det samme tog han paa mine øyne, og bad mig
at see op. Jeg var meget begierlig at lyde, men saae ey
andet, end en lys himmelblaae skye, som laae udstrakt
over alles hoveder i den gandske sal, undtagen over den
hule vey, hvor den gik ligesom bølger, og steg snart nedi
større mængde til de der vandrende, snart drog den sig at¬
ter aldeles op fra dem. Jeg vilde spørge min Ledsagere,
om dettte var Lyksaligheden, men da jeg saae til, fandt
jeg ham ey meere. Jeg saae op efter skyen, men den var
og forsvunden. Jeg saae ned efter de som vare omkring
mig, men kunde ingen see, ikke en gang Palladset, hvori
jeg var. Jeg tænkte da, at jeg havde mistet mit syn,
hvorover jeg blev saa inderligen forskrækket, at jeg vaag¬
nede pludsligen, meget glad at kunne see min nathue og
sengedække paa gulvet.


No. 3.
Den
Danske
Proteus.
Torsdagen, den 13 Febr. 1766.
Følgende breve ere mig tilsendte.
Min Herre!
O¬
mendskiønt jeg hverken er en af de lærdeste eller
mest veltalende i landet, haaber jeg dog, at
De ey tager mig ilde op, om jeg hermed til¬
kiende giver mit behag over at see et moralisk ugeblad
hos os. Saadant et skrift er virkeligen til megen
nytte; og det er en bekiendt sag, at de Eng lske have
deres gode ugeblade, i sær den uforlignelige Spectator
mest at takke for den gode smag, den skarpsindighed,
den lyst at læse nyttige bøger, som deres Nation frem
for andre kan i almindelighed berømme sig af.
Men, min Herre, skal man ved et ugeblad
naae denne hensigt, da bør det være saaledes indrettet,
at en hver maa faae ligesaa stor lyst at læse det, som
en hver har efter at vide nyt. Skal atter dette skee,
saa fordres, som mig synes, ikke aleneste at man paa
en tydelig, behagelig og stedse foranderlig maade fore¬
stiller visse sandheder, men ogsaa at disse sandheder ere
af den beskaffenhed, at de angaae i sær den Nation,
blant hvilken bladet udgives. At De vil lære os no¬
get nyt, min Herre, er en ting som de lærde uden tvivl
ville optage med taknemmelighed, men det gaaer dog
paa kiøbet, thi i et ugeblad venter man sig intet nyt;


26
ikke heller venter man der nogle almindelige Philoso¬
phiske betragtninger, hvilke, just fordi de ere almin¬
delige, ikke kunne gaae en hver saa nær. Jeg vil just
ikke hermed sige, at De jo nogen gang kan med des¬
lige sager giøre deres blade des meere anseelige og de¬
res værd des varagtigere. Tvert derimod berømmer
jeg saadant et forsæt og ønsker Dem virkeligen til
lykke med en forstand som er saa systematisk og som
seer alle ting under et, thi jeg er lige saa lidet misun¬
delig som De, min Herre, og kan gierne berømme
hos andre, hvad jeg selv ikke har. De vil sande mi¬
ne ord, naar jeg bekiender for Dem oprigtigen, at jeg
har en forstand, som er just vrangen af deres. Jeg
seer nemlig alle ting kun i stykkevis, og endskiønt det
nu snart er en tiid af tive aar, som jeg har været ide¬
ligen i arbeyde med, at samle alt hvad jeg har kundet af
gamle bøger og af nye erfarenhed, er jeg dog saa
ulykkelig, at jeg indtil denne dag ikke har været i stand
af al min videnskab at drage en eneste almindelig slut¬
ning, som tillige var sand til alle deele. Om derfore
nogen spørg mig for exempel, hvad retfærdighed i
almindelighed er, da har jeg intet at svare, omendskiønt
jeg vel veed, hvad af de beste Autorer derom er skre¬
vet; men at retfærdighed i Dannemark er at følge
Dannemarks Lov, det er mig ligesaa vel bekiendt, som
tilstrekkeligt til mit behov. Jeg lader andre i Abbed
St. Pierres foedspor umage sig med at stifte en altid
vedvarende fred i heele Europa: for min part er jeg
tilfreds, om jeg kan stifte fred imellem Mand og Kone
i et vist huus her i byen, som trænger dertil. Saale¬
des er min ganske videnskab og alle mine bestræbelser
indskrænket inden en saare trang kreds, uden for hvil¬
ken jeg dog aldrig tænker at gaae. Levede vi nu om¬
stunder saa længe, som Patriarcherne for syndfloden
kunde det vel hende sig, at siden jeg havde anvendt otte
hundrede aar paa erfaringer og enkelte anmerkninger,
jeg da fik lyst paa det nie hundrede at forfatte noget
Slags Systema; men paa en tiid, hvor et menneskes
duelige alder neppe kan beregnes til fyrretive aar, er
mig umueligt at fatte saadant et forsæt. Man finder
ogsaa, at af alle dem, som have givet sig af med at op¬


reyse politiske, moraliske eller metaphysiske Systemer,
er ikke en eeneste som har faaet sin bygning ret i stand,
omendskiønt mange blant dem have havt et ypperligt
genie, og have mesterligen vidst at benytte sig af hi¬
storien og deres egen ikke ringe erfarenhed.
De maa ikke beskylde mig, min Herre, at jeg
skriver Dem en heelt systematisk epistel til, da jeg har
noget ganske andet i sinde. Jeg vil have den ære at
sige Dem, at jeg er noget til alders: jeg elsker derfore
at snakke, og De maa vænne Dem dertil, saa godt
først som sidst. Det er ikke uden de, som see alting,
som kunne forkorte altiug, og følgelig maa man holde
mig min vidtløftighed til gode. Jeg har ellers intet
andet i sinde med denne lange disputatz, end først at und¬
skylde min enkelte videnskab, thi De veed vel, min Her¬
re, at en hver finder gierne aarsager op til at giøre det
Slags bestræbelser anseelige som ere blevne hans øye¬
meed, Dernæst er mit forsæt, at tilbyde Dem min
tieneste i Deres nye forretninger, saasom Subaltern,
og det uden at forlange nogen videre løn, end at faae
tage deel i den ære, at være Fædernelandet til nytte og
fornøyelse.
Her var det vel sted, min Herre, at give Dem en
omstændig beskrivelse om min person men som jeg allere¬
de, jeg veed ey hvorledes, er bleven alt for vidtløftig,
saa vil jeg for denne gang alene i Korthed mælde no¬
get, hvoraf De kan see, at jeg er ikke aldeles uskikkelig til
at forsvare den plads, i hvilken jeg vil sætte mig. Jeg har
under min vidløftige læsning alletider havt for sædvane,
at opskrive alt hvad jeg fandt merkeligt og mindre al¬
mindeligen bekiendt. Paa denne maade har jeg samlet
mange selsomme historier og en stor mængde exempler
paa usædvanlige dyder og store laster, hvoraf disse kunne
blive mange Læsere ikke mindre nyttige end hiine, naar de
begge blive saa forestillede, at man faaer ligesaa stor af
skye for de sidste, som lyst at efterfølge de første. Jeg har
ogsaa i min studerings tiid giort mange egne anmerk¬
ninger, som synes mig rare; men som min forstands be¬
skaffenhed ikke tillader mig at gaae videre dermed, saa er
det mig en fornøyelse at kunne overlevere dem alle i De¬


28
res hænder, ikke tvivlende at De jo benytter Dem deraf
til det almindelige beste.
Foruden alle disse beskrevene sager, har jeg mange
andre i mit hoved, som kunne komme Dem til nytte. Jeg
har af mig selv havt saa tilstrekkelige midler, at jeg al¬
drig har behøvet at forvalte nogen Betiening eller spilde
min tiid med at forhverve penge, og har just derfore væ¬
ret desbedre i stand at kunne forrette en Tilskueres em¬
bede. Her ere faa familier i landet, som jeg jo kiender;
i det mindste har ingen af dem i de sidste 20 aar givet an¬
ledning til at tale om sig, hvis tilstand ikke er mig saa
nøye bekiendt, at jeg kan give tilforladelig aarsag til sam¬
mes ophøyelse eller fald. Uden at være Kiøbmand, veed
jeg ligesaa vel, hvorledes vor handel skulde føres med
større fordeel for heele landet, som nogen af de der dagli¬
gen gaae paa Børsen; og jeg troer neppe, at nogen spil¬
ler banqverot omkring den 11 uæstkommende Junii,
hvis navn jeg ikke allerede har optegnet i min brevtaske.
Lige saadan kundskab har jeg om andre ting her i byen til
og med de fleste Stænders feyl og fordomme; og som
saadanne ting fornemmeligen bør udgiøre indholden af
et ugeblad, til følge af det jeg i begyndelsen af mit brev
har mældet saa haaber jeg og at mine anmerkninger ikke
skulle komme Dem ubeleyligt.
For at tiene Dem endnu mere har jeg overtalt min
Svoger, paa lige maade som jeg at gaae Dem til haan¬
de. Han er en Mand, som kiender vore fruentimmere
saa vel, som nogen kan giøre, og som jeg ikke tvivler, at
De jo i sær tager Dem det smukke Kiøns forfremmelse
an, saa veed jeg og vist, at han vil meddeele Dem mange
anmerkninger om dets feyl og svagheder, som De selv
formodentlig ey har havt leylighed at giøre, og som der¬
fore vil blive Dem ligesaa nødvendige, som det er for en
Læge at vide Patientens tilstand, inden han legger haan¬
den ved sygdommen.
Nu er jeg færdig, min Herre. Jeg vil aleneste
tillægge, at dersom De finder for godt at forunde dette
brev en plads i Proteus, da anseer jeg det som et tegn, at
de ikke forsmaaer min ringe tieneste, og jeg vil til følge
deraf strax være betænkt paa at opfylde mit løfte. For¬
bliver &c.
Bornevue.


29
Min Herre!
Deres No. 2. var saa fuld pakket af Lyksalighed,
at mine øyne nær havde faaet en ulykke ved at læse det.
Mig synes og, at De, i henseende til deres gode Bogtryk¬
kere, og deres gamle eller ofte gifte Læseres øyne, kunde
giøre Deres blade lidt mindre stærke, og derved tillige
spare Dem selv en deel umage. J det mindste ere vi her
i byen ikke vant til at faae credit og saa fuldt maal
paa en gang, i sær, naar vi vil have gode vahre tillige.
Dersom jeg havde været i Deres sted, da havde jeg slet¬
tet ud den huule vey, thi jeg kan ikke begribe, hvad
Haabet kan have giort Dem saa meget imod. Med alt
dette har jeg dog læst den ganske drøm med ikke mindre
fornøyelse, end deres første nummer; men om De
tillader mig at sige min meening, min Herre, saa sy¬
nes mig at De er ret ingen Politicus. Jeg sætter
forud, at De, som en hver Autor, vil gierne have
mange Læsere, og De maa nu sige hvad De vil, min
Herre, saa er dog dertil intet sikkrere middel, end
at giøre som deres Formænd, det er: først at be¬
skrive sig selv som en meget besynderlig Person, men
som tillige har seet, læst og tænkt meget; siden at
stille sig an, som man havde mange medarbeydere af
alle Stænder, hvoraf Læseren strax fatter den tanke,
at ingen ting er, som man ikke kan faae at lære i
saa godt selskab. Af alt dette har de ingen ting vi¬
dere giort, end at De beskriver os deres ven Tran¬
quillus, hvis historie De ikke engang har fuldendet,
og som til slutning endda ey vil blive andet, end en
tør Philosoph. Om deres egen person har De ikke
nævnt et eneste Ord. De kunde dog vel have sagt
os for exempel, at De havde giort en reyse til Egy¬
pten for at tage nogen Pyramide i øyesyn, eller at
De havde opholdet Dem et par aars tiid hos de Can¬
nibaler. J det miudste havde De kundet give Dem
nogle gods i Jylland: det havde kun kostet Dem lidt
og havde dog været til stor nytte; thi De veed vel,
at alt hvad som kommer fra rige folk, har alletider
dobbelt anseelse. Det er vel sandt, at just fordi De
intet har sagt om Dem selv, kan man holde Dem
for alt hvad man vil. Man kan tage Dem an for


30
en meget anseelig Mand, sandt nok: men man kan
ogsaa tage Dem an for en Student, som logerer selv
tredie i et værelse paa Regentzen.
For nu at raade boed paa nogle af disse man¬
geler, og strax i begyndelsen give Proteus behørig
anseelse, har min svoger allerede tilbydet Dem sin tie¬
neste, og jeg haaber at min skal være dem ikke min¬
dre kiærkommen. J det mindste skal de her finde en
Original in natura, hvis lige Deres indbildning nep¬
pe skulde kunne opfinde. Jeg vil give Dem en lille
tegning deraf, saa kan De selv dømme.
Jeg er ung og vel skabt, og kan presentere mig
saa artigt i et selskab, som nogen Cavaleer i Danne¬
mark. Jeg leer naar jeg vil, taler høyt om alle ting,
og er des foruden munter, beleven og temmelig ufor¬
skammet. Med alle disse Egenskaber kan De vel tæn¬
ke, at jeg er vel lidt hos vore fruentimmere, heldst da
jeg endnu lægger til min beskrivelse, at jeg veed at klæ¬
de mig i allerhøyeste smag, ja kan og selv undertiden
sætte en mode paa gang. Det er mig, som Kiøbmæn¬
dene her i byen have at takke for, at de nu paa nogle
aar have kundet sælge flere Slags klæder, end grønt og
rødt. Jeg var den første her i Landet, som tog klæder
paa af alle Slags høye farve, og blev derudi efterfulgt
af mange, som fandt at de ey behøvede at gaae i uniform
længere, siden de endda ey vare Officeerer. Foru¬
den alle disse fortienester er jeg fød med et meget fyrigt
og virksomt gemyt. Jeg har aldrig fundet det uma¬
gen værdt at leve, blot for at spise, drikke og sove.
Hvad de fleste mennesker arbeyde deres ganske levetiid
for, det anseer jeg med saa megen ligegyldighed, at
jeg ofte har ønsket, at vi kunde undvære alle disse ting.
Jeg maa stedse have noget usædvanligt for, om jeg
ellers ey vil døe af kiædsommelighed. Havde jeg ble¬
vet Kiøbmand, saa havde jeg sendt mit første skib til de
saa kaldede Australske Lande, ikke i tanke at opfinde
nogen nye handelsgreen eller nye guldminer, men for at
opdage en ubekiendt deel af verden og give den mit navn.
Var jeg bleven Officeer, da havde jeg oprørt himmel
og jord for at faae krig, og derved kunne vise min tap¬
perhed, samt give folket noget at tale om. Med et


31
ord: hvor jeg var kommen, der havde jeg giort opstand,
og bevægelse, og det er virkeligen en lykke for Danne¬
mark, at de her have saa smukke fruentimmere, som
kunne optage heele min virksomhed. De kan heller
ikke troe, min Herre, hvor meget disse skiønheder give
mig at bestille. Om jeg ikke gaaer længere tilbage, end
til forleden May, kan jeg alene fra den tiid tælle otte
adskillige fruentimmere, som jeg har været forliebt udi;
det er næt op en for hver maaned, thi det er nu omtrent
sex uger, siden jeg giorde mig løs fra den sidste. Efter
den beskrivelse jeg har givet om min person kan De vel
tænke, at jeg ikke er doven i min kiærlighed. Saa
snart en Nymphe har giort mig til sin slave, seer jeg
aldrig andet end hende for mine øyne, jeg tænker paa
intet andet og drømmer om intet andet. Jeg forsik¬
er Dem, min Herre, at det ofte har hændet mig, at da
jeg har været paa veyen til min Chloris, og gaaet over
nogen broe eller forbi nogen Kirke, er jeg imod al rime¬
lighed paa en gang bleven bange, at broen skulde falde
under, eller spiiret over mig, med et ord, at jeg ey skulde
komme frem: saa megen fornøyelse har jeg allerede fo¬
estillet mig i Jndbildningen, at jeg neppe har troet, at
jeg kunde komme dertil. Saa hæftig en kiærlighed kan
naturlig viis ikke vare længe, hvilket jeg dog først for
kort siden har lært. J begyndelsen af mine kiærlige
udfald, havde jeg altid for sædvane blant andet og at
forsikre om min bestandighed, men nu kiender jeg mig
selv saa vel, at jeg har udeladt denne post; og er der
nogen saa kræsen, at hun endeligen forlanger forsikring
om bestandighed, da giør jeg alletider dette forbehold i
tankerne: saa længe hun bliver smuk i mine øyne.
Dette behøves dog siælden; thi de fleste kiende mig alle¬
rede saa godt, at de selv veed, at det er kun en ogergang;
men langt fra at dette skulde giøre min praxis ringere,
formeerer det den virkeligen, saa at der kan nu mere in¬
tet fruentimmer blive ret navnkundig, inden hun forher
har gaaet igiennem mine hænder og erkiendt mit herre¬
dømme. Jeg siger herredømme, hvilket mangen kun¬
de synes at være et uegentligt ord: men jeg har stedse
maget det saa med alle mine Beherskerinder, at naar
nogen af dem har regieret mig i nye maane og første


32
quarteer, da har jeg regieret hende igien i fuld maa¬
ne og sidste qvarteer.
De maa ikke tænke, min Herre, at disse mine
bekiendtskaber ikke strække sig uden til nogle slette og ret¬
te Jomfruer. Her ere faa fruentimmere i byen, som
jeg ikke understaaer mig at blive forliebt udi, naar øy¬
nene og hiertet saa byder; og uden at prale, har jeg
havt mangen en elskovs handel, som langt høyere per¬
son, end jeg, vilde berømme sig af. De seer saaledes,
at jeg er i stand at give Dem al fornøden efterretning
om Fruentimmere, deres dyder, feyl, passionerne. hvil¬
ket jeg saa meget heller giør, som jeg endda ingen ting
har at bestille disse maaneder over, da jeg, ligesom biør¬
nen, ligger i vinterleye. Til vederlag vil jeg for min
egen deel anmode Dem om et og andet, saasom ved De¬
res medhielp at giøre en vis spartanisk sædvane lidt me¬
re bekiendt her i landet m. m. som jeg hernæst skal mæl¬
de. J det mindste haaber jeg, at De ikke har noget at
udsætte paa min levemaade, som bekræftes ved den
gandske polerte verdens exempel. Fruentimmere ere
jo skabte til vor lyst, og hvo kan andet end gaae ifra det
som er mindre smukt, naar man seer noget smukkere?
Med alt dette vil ieg ikke undlade at mælde, at i hvor
ubestandig jeg end er i kiærligheds sager, har jeg dog
aldrig elsket meere end een af gangen. Jeg haaber, at
De i henseende hertil forunder mig Deres bifald, og
tillader mig at være &c.
Polyphil.
Jeg optager med erkiendtlighed alle Materialier
til mit ugeblad, som enten disse eller andre Corresponden¬
tere behage at meddeele mig, og jeg skal vende dem, saa
godt jeg formaaer, til det almindelige beste. Hvad Po¬
lyphil i særdeleshed angaaer, da vil jeg ikke alleneste be¬
nytte mig af den nærmere kundskab om fruentimmere, som
han troer at kunne give mig, men jeg vil endogsaa tage
ham selv under min tugt. Det er mig virkeligen meget
ukiært, at han, som med saa virksomt et genie kunde være
bleven Landet til ære og gavn, nu ikke anvender det, uden
til at bedrøve familier, og stifte ueenighed imellem mand
og kone, forældre og børn. Saa ryggesløst et levnet
kan ved ingen exempler retfærdiges. Ustadighed i kiær¬
ligheds handel bør ikke ansees med andre øyne, end alt an¬
det bedragerie, hvilket jeg ved leylighed ikke skal undlade,
at viise meere udførligen.


No. 4.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 20 Febr. 1766.
Ce n'est pas fur l'habit,
Que la dirersite me plait; c'est dans l'esprit.
la Font.
M¬
an har ikke uden Aarsag undret, hvad jeg i
mit første blad meente, da jeg sagde: til
og med navnet skal alting findes foran¬
derligt hos Proteus. Jeg kunde svare hertil, at der
ere allerede nævnede ligesaa mange formeente forfattere
til dette ugeblad, som nummere deraf udgivne, og at jeg
følgeligen ikke har sagt andet, end hvad hidindtil er ble¬
ven sandt. Men jeg vil bekiende oprigtigen, at jeg havde
noget andet i sinde. Man havde nemligen sagt mig
allevegne, at lærde afhandlinger paa modersmaalet hav¬
de kuns liden afgang, og som jeg troede, at disse spotte¬
re maaskee havde ret, saa var jeg strax betænkt paa et
kunstgreb, hvormed jeg uskyldigviis kunde bedrage læse¬
ren, ligesom naar en læge lader sine piller forgylde. Jeg
erindrede tillige, hvorledes et ugeblad, som begyndtes med
forgangne aar, fandt strax usædvanligen mange kiøbere,
hvortil jeg troede at finde ikke den mindste aarsag, i den
artige malning, som stoed for paa det første blad. Nu,


34
som jeg gierne er en efterfølger af alt hvad jeg finder
berømmeligt, saa besluttede jeg strax at tage navn af
Proteus, og at male det samme paa 50 forskiællige
maader, saa at jeg, ligesom den bek endte havgud, ikke
blev mig lig igien, førend efter et vist tal forvandlinger,
da jeg og i det sidste blad havde i sinde, at sige al den
sandhed, som jeg vidste. Engang vilde jeg sætte mit navn
opad ligesom et kirkespir, en anden gang tænkte jeg at skri¬
ve det i en halvmaane, saaledes, at Proteus omsluttede
den danske, (redie gang vilde jeg have viist det under
gestalt af en slange; og alt dette just ikke i fleng, men
efter afhandlingernes nærmere anledning. For exempel
naar jeg havde om kiærligheds sager at handle, vilde jeg
mænge alle Slags farver ind i mit navn, og hist og her
sætte nogle smaae Cupidiner paa luur: naar jeg skulde
tale om sorg, død og deslige, vilde jeg hefte pleureuser
til visse bogstaver o. s. v. Jeg tvivlede ingenlunde, at jo
dette paafund vilde paadrage mig en almindelig opmærk¬
somhed, og at man i det mindste hver torsdag skulde læn¬
ges efter, hvorledes Proteus vilde komme til at see ud.
Jeg var saa meget desto sikkrere paa at opnaae mit øye¬
med, som jeg endnu havde et hielpemiddel i forraad, hvil¬
ket jeg dog ikke vilde bruge uden i yderste nødsfald. Sam¬
me bestoed deri, at jeg vilde lade alle bogstaverne i mit
navn forgylde, da jeg ey tvivlede, at jo alle de, som døm¬
me folk efter dragten, vilde komme i hobetal for at subscri¬
bere, i hvilket fald jeg virkeligen havde beklaget alle scriben¬
tere i byen, saasom prisen paa papir uden tvivl havde ste¬
get samme dag. Jeg var meget fornøyet med dette mit
paafund, vel vidende, at det hos mange vilde tillige give
mig navn af genie, og i disse behagelige tanker udgav jeg
mit første blad. Men førend det andet nummer endnu var
færdigt at trykkes, havde allerede saa mange subscribentere
meldet sig, at oplaget var meere end betalt. Jeg kom des¬
foruden i de Dage til at læse med meere opmærksomhed end
tilforn, nogle taler af Spectator, som handle om al Slags
falsk vittighed, hvilken alletider har været mig meget mod¬


35
bydeligt; og som jeg frygtede, at man i eftertiden, med no¬
gen ret, kunde henregne mine forvandlinger til en af de der
opregnede elasser, saa var jeg glad, at jeg ikke havde disse
optøyer fornøden. Jeg var det saa meget meer, som jeg ey
tvivlede, at jo og jeg vilde have faaet mine efterfølgere, og
at vi saaledes, i tidens længde, skulde faaet at see had,
avind, bagvaskelse og vankundighed, ikke alleneste som for¬
hen i bøger, men ogsaa paa titelbladet under adskillige figu¬
rer. Saaledes har jeg da forladt mit første forsæt og i
den sted beslutted, at begynde hvert blad med et latinsk
eller fransk epigraph, med hvilken omvexling jeg ikke tviv¬
ler, at jo mine beste læsere vilde være fornøyede. Dog vilde
jeg, imellem os at sige, ikke gierne, at man skulde aldeles
forglemme min første idee, uden for i veyen at anmerke,
hvor kunstig jeg har været, som nu har givet mig al ære af
dette paafund, uden at underkaste mig nogen Deel af det
latterlige, som samme uden tvivl vilde have ført med sig, i
sær, naar mit udkast ey var bleven vel udført. Man kan
fremdeeles, i fald man saa behager, slutte heraf, at de fare
vild, som mene, at lærde skrifter intet aftræk have i denne
bye. Auctorer, som have forstand, vittighed og smag, be¬
høve alleneste at fremtræde og vise os noget smukt; da ville
vi vide at skiønne derpaa ligesaavel som andre steder, og
den som siger andet, kiender endnu ikke den danske nation.
Jeg har ikke udgivet mig, uden for en moralist, men saa
snart Læseren allene saae een redelig hensigt, var det alt
nok, til at skaffe mig et tilstrekkeligt antal subscribentere,
som endnu forøges alle Dage, og hvoriblant jeg allerede
har seet et og andet navn, som i mine tanker veyer op imod
tusinde andre. Man maae ikke tænke, at jeg skulde troe, at
jeg havde min egen fortieneste at takke for dette. Jngen
Deel er der, hvori jeg saa frit tør byde en hver Scribent
trods, som i overbeviisning om egen utilstrekkelighed og
ringe gaver, hvortil jeg for min part hver Dag faaer nye
aarsag. Men just dette beviser, at de, som med større lær¬
dom og vittighed vilde paatage sig at skrive paa moders¬
maalet, skulde finde saa meget des fleere læsere; hvilket jeg


36
hermed vil have sagt baade til forfattere og forlæggere af
danske skrifter.
Man har videre i anledning af dette skrift undret,
hvorfore jeg derudi ikke skrev substantiva med store bogsta¬
ver, og gav dem den ære, som i saa lang tiid er bleven dem
tilstaaet baade af den Danske og Tydske Nation. Nu kan
jeg vel ey negte, at jo substantiva ere al ære værde, saa¬
som hvoraf de fleste andre ord herstamme; men som alle
deele af en tale ere lige nødvendige, og substantiva des¬
uden findes i saa stor en mængde, at de ey kunne ansees
uden som bønder, saa veed jeg ey heller hvorledes man
imod al sædvane er kommet til at give dem den ypperste
rang. Jeg kan vel finde mig deri, at det kan lade smukt
i manges øyne, at see visse bogstaver i en hver linie staae
og paradere ligesom fløymænd, men man kunde jo ligesaa
gierne have sat verba i første leed, uden hvilke ingen mee¬
ning kan fremsiges, og som des foruden ere saa vidtløftigt
baade i sig selv og i henseende til deres følge? Jeg tvivler
ingenlunde, at jo enhver af de øvrige talens deele ogsaa
vilde have fundet deres Patroner, og jeg seer allerede at
mange smukke ting kunde siges en hver til beste, men jeg
skynder mig, og vil allene tillægge, at dersom jeg var bleven
kaldet til raads ved denne rangforordning, da havde jeg ik¬
ke taget i betænkning at sætte conjunctionen i den første
Classe, saa vel for deres ringe antals skyld, som for de
nødvendighed i den allervanskeligste post, som er at sam¬
menbinde talen. Men som det er en fast umuelig sag at
bringe de lærde til nogen forandring, og jeg følgeligen ey
kan haabe at faae min villie frem, saa har jeg og besluttet i
mine skrifter at skiære alle ord over en kam, og behandle
dem herefter paa samme maade, som en viis Konge om¬
gaaes sine undersaattere, det er, at ikke give et hvert anden
rang, end den, dets indvortes dyd og den plads hvori det
staaer kan fortiene. Jndvender man nu herved, at jeg med
min heele disputaz har ingen ting sagt, saasom det ey var
for rangens skyld, at man begyndte substantiva med store
bogstaver, saa svarer jeg uden at høre denne indvending til


37
slutning, at hensigten med dette skrift ingenlunde er, at
lære børn at giøre forskiæl imellem adjectiva og substanti¬
va. Ellers vil jeg til meere oplysning i denne vigtige mate¬
rie ikke lade usagt, at jeg indtil denne dag har havt saa¬
danne forretninger, som have nødt mig til mere at skri¬
ve og læse latin og fransk, end mit eget moders maal,
hvorfore jeg og ikke før end efter anvisning har lagt
merke til den titulatur, som imellem Danske ord bru¬
ges. Havde jeg tænkt derpaa, inden mit første blad
blev trykt, saa havde jeg maaskee lige saa vel ladet Bog¬
trykkeren raade herfor, som jeg lader skrædderen raade
for snittet af min kiole.
Mange have indbildet dem, at jeg ey var
studeret, fordi jeg i min Dansk ey declinerede latinske
ord efter den latinske grammatica. Dette synes mig
endnu mere urimeligt, saasom det der sætter forud, at
en Dansk ikke skal torde understaae sig at skrive sit eget
moders maal, inden han først har lært en fremmed
grammatica. Jeg tænker, at naar man skriver Ju¬
piters gemal og søn af Venus, saa kan man vel og
skrive til Publikums beste. Naar udlændinger blive
naturaliserede i Dannemark, saa dømmes de efter lan¬
dets lov og ret: skulde man da ikke vove sig at giøre
det samme med fremmede ord, som ere naturaliserede?
J det mindste skal jeg før paa alle andre maader søge
at overtale Læseren, at jeg kan latin. Dog maa in¬
gen troe, at jeg er saa ivrig purist, at jeg, med no¬
gen forandring i alt for sædvanlige talemaader, skulde
vilde gøre vold paa nogens ørne.
Man har ogsaa begyndt at forske efter min
person; og endskiønt jeg med fliid havde giort begyn¬
delse med mine blade paa en tiid, da folket har langt
andet at tale om og at tænke paa, hvorved jeg tænkte
saa sagte at kunne liste mig ind i min Læseres be¬
kiendtskab, saa har dog allerede fundet sig mange, som
have havt stunder nok til at opholde sig med mig, og


38
jeg tvivler ingensinde, at jo de nysgierriges tal frem¬
deles vil forøges, dersom jeg ikke forekommer samme.
Jeg vil derfore hermed erklære, at jeg har føyet saa¬
danne anstalter, at ingen kan giøre sig haab om no¬
gensinde at faae at vide, hvo jeg er: jeg tilstaaer til¬
lige, at min forsigtighed har gaaet saa vidt, at jeg selv med
flid har giort nogle personer mistænkte for dette blad
som enten allerede ere nævnede eller sikkert ville blive
det, og hvorover jeg efter denne erklæring giør mig
slet ingen samvittighed. Mine Læsere kunne derfor
spare dem al unødvendig umage i denne post, i sær
de af dem, som gierne ville læse mine afhandlinger
det gandske aar igiennem; thi dersom, uagtet alle mi¬
ne anstalter, mit navn engang blev bekiendt, vilde
Proteus samme dag ophøre at skrives af min haand.
Der ere mange aarsager, som bevæge mig til
at forblive ubekiendt, hvoraf jeg har nok her at anføre
en eller to. Jeg er nemlig for det første saa gammel i
denne bye, at her ere i det mindste sex hundrede perso¬
soner, med hvilke jeg er saa bekiendt, at saasnart jeg
møder nogen af dem paa gaden, standse vi strax begge
og spørge hinanden, hvorledes man lever, hvorfra
man kommer, hvor man gaaer hen og flere sager af
slig betydenhed. Var jeg nu bekiendt, skulde en hver
af disse kunne indbilde sig at han var meent i |mine
blade, den eene her, og den anden der; og omend¬
skiønt jeg aldrig tænker at laste uden i almindelighed |,
skulde dog mangen være vittig nok til at |hentyde |paa
sig baade et og andet, hvilket nødvendigen maatte sætte
mig i en stedse varende bekymring, og betage mig paa
engang al skrivefrihed. For det andet skulde man, i
fald jeg var bekiendt, høyeligen undre, hvorledes jeg
turde ophæve mig til Moralist, jeg som selv har saa
mange feyl og svagheder. Nu synes mig vel, at jeg
ikke just har flere eller større skrøbeligheder end andre
mennesker, mig synes endog, at jeg har faaet magt


39
med en og anden feyl og fordom, som ellers ikke er saa
almindeligen udryddet; men man veed vel, at endog
de beste og dydigste mennesker geleydes af saa megen
ufuldkommenhed, at ingen af dem er, som ikke taber
meget ved en alt for nær undersøgning, og viiser, at
det ordsprog er sandt, som siger, at ingen er helt i sin
kammertieners øyne.
Dette incognito, som jeg nu lever udi, har
ellers nogle uleyligheder med sig, hvoriblant ikke den
mindste er, at saasnart man i et selskab, hvor jeg er,
taler om Proteus, bilder jeg mig strax ind, at alle
øyne staae vendte paa mig; og endskiønt jeg alletider
er bereed paa saadanne svar, som passe til min hensigt,
saa begynder dog denne agtpaagivenhed at blive mig
saa besværlig, at jeg derpaa let kan finde, hvor ilde
jeg var skikket til at skiule en ond samvittighed.
Jeg
faaer ogsaa undertiden at høre saadanne domme om
Proteus, som kunde blive mangen en Auctor en pind i
hans liigkiste; men for min deel er jeg temmeligen be¬
væbnet imod alle disse ulykkelige hændelser. Demi¬
pho hos Terentius raader, at naar man kommer
hiem fra en reyse, bør man alletider for i veyen fore¬
stille sig alle muelige ulykker, saasom at sønnen kan være
falden i slette hænder, datteren syg eller moderen død,
efterdi dette alt er ting, som kan hænde; paa det man
siden maa kunne holde alle mindre ulykker for en Slags
gevinst, og ikke i hastighed tage sig hændelser for nær.
Det samme giør jeg og, med den forskæl, at da jeg
er hiemme paa mit kammer, forestiller jeg mig alt det
onde som man nogensinde kan sige om Proteus i byen;
og naar jeg saaledes hører at der siges, at han skriver
maadeligt, fryder jeg mig at det ey er aldeles slet;
naar nogen siger at han er meget frie, glæder det mig
at han ey er en slave, og naar nogen kalder ham en
satyricus, er det mig kiært, at han ey heeder pasquil¬
lant. Den første jeg spurgde, hvad han syntes om


40
Proteus, svarede mig lige frem, at det var noget
dumt tøy, men dette holdt jeg snart for en lovsang,
saasom jeg havde forestillet mig noget værre. J al¬
mindelighed kan jeg og sige, at alt hvad man vil an¬
føre min forstand og lærdom til forkleinelse, gaaer mig
slet ikke til sinds: men der er en anden Slags bebrey¬
delse, hvorved jeg er meget emfintlig. Saaledes kan
jeg ey nægte, at det jo har gaaet mig til hierte, naar
jeg hist og her har hørt nogle, som have fundet dem
stødte over Polyphils brev, saasom jeg deraf forstoed,
at det ey allevegne blev taget i samme hensigt, i hvilken
det af mig blev indført. Jeg ansaae nemlig Poly¬
phil for en meget beqvem person til at give det smukke
Kiøn afskye for alle hans lige, og jeg kan ey nægte, at
jeg jo endnu er af samme tanker. Den som ellers sy¬
nes at have fundet noget grovt deri, vil uden tvivl ved
nærmere undersøgning finde, at han maaskee har sat
det til af sig selv, og forbundet nogle ideer dermed,
som Auctor formodentligen ey har havt. J det mind¬
ste har jeg derudi ikke fundet en eneste talemaade, som
var mindre anstændig. Overalt bør man ey heller
dømme en Auctor saa hastigen, men give sig liden tiid
til betænkning, og imidlertiid erindre sig, at for de
reene er alting reent.
Nu vil jeg til en slutning bede Læseren om
forladelse, at jeg denne gang har underholdet ham
med mig selv. Det har ikke skeet uden aarsag, og
skal ey heller skee oftere, uden i høyeste nødsfald. Jeg
bliver selv hver dag saa kiæd ved at høre andre tale om
dem selv og deres egne bedrifter, at jeg har temmeligen
vænt mig fra denne feyl.


No. 5.
Den
Danske
Proteus.
Torsdagen, den 27 Febr. 1766.
La Mort a des rigueurs, a nul autre pareille;
On a beau la prier:
La cruelle qu elle est, elle bouche l'oreille,
Et nous laisse crier:
Le pauvre en sa cabane, ou le chaume le couvre,
Est sujet a ses loix:
Et la garde, qui veille aux barrieres du Louvre;
N'en defend pas nos Rois.
Racine.
A¬
f dette blads overskrift vil Læseren allerede have
dømt, at jeg i dag tænker at underholde ham
med døden; og endskiønt det vil blive vanske¬
ligt at sige noget nyt om en saa gammel materie, skal
dog dette ikke kunde afholde mig fra at opfylde en pligt,
som nærværende tiid fordrer. Der ere endnu ikke syv
uger forgangne, siden Nordens begge forenede Riger
bleve forsadte i den allerdybeste sorg ved at tabe deres
høyt elskede Konge, en Konge, som endnu efter sin
død viser sig en Landets Fader, da han fra den høyde,
hvori han nu lader sig see af os alle, ligesom synes at
raabe: Børn! seer dog, i skulle alle døe. Denne
vigtige sandhed skulde vel de sædvanlige dødsfald, som
daglig skee for vore øyne, synes at kunde indskiærpe os:
det skeer og, at vi i vor ungdom røres hæftigen og an¬
stille ikke siælden meget alvorlige betragtninger herover,


42
saa ofte vi see at nogen af vores bekiendtere døer bort
men denne emfintlighed forgaaer med aarene. Den men¬
neskelige ufuldkommenhed fører det nemlig saa med sig,
at just fordi vi blive vante til, daglig at see saa mange
af vore medborgere blive et bytte for døden, røres vi om¬
sider ey mere deraf, ligesom de, der dagligen behandle
haarde materier, tabe endeligen al følelse. Skal nogen
opvækkes af denne følesløshed, da behøves dertil ikke
mindre, end at han mister en af sine beskyttere, en ven
eller fader; ligesom vi nu alle ere blevne alt for opvakte,
da vi have tabt vor fælles Beskytter, Ven og Fader.
Hvor bedrøveligt er det ikke, at vi skulle have saa store
og smærtefulde exempler fornøden, for at bevæges til at
anstille en alvorlig døds betragtning, da dog tusinde an¬
dre ting burde daglig formaae os dertil?
Om man lægger 1757 aars beregning til grund,
og retter derudi, hvad man af nyere erfaringer veed be¬
dre, saa bedrager man sig ey meget, om man paa den
bekiendte deel af jordkuglen tæller 1000 millioner men¬
nesker. Tager man nu heraf tre procent, som er den ren¬
te døden aarligen kræver, finder man at de dødes antal
er for et aar 30,000,000: for en dag 82191; for en
time 3424; for et minut 57, det er omtrent een for
hver secund; og at følgeligen et menneske døer ved et
hvert slag, som perpendikelen giør.
Jeg veed ikke hvad betragtninger andre ville
giøre sig herover: for min deel seer jeg aldrig saa snart
et uhrverk nogensteds, at jeg jo strax derunder forestiller
mig døden, og i steden for den lee, man ellers giver ham,
anseer jeg perpendikelen for det instrument, hvormed han
ved et hvert slag forkynder et menneskes bortgang: jeg
forestiller mig tillige, at det slag, som skal trette mig,
vil en gang komme lige saa hastigen, som alle de jeg un¬
der værende betragtning har hørt, uden at jeg kan vide,
om det og ikke vil komme selv samme dag. Naar jeg
gaaer til sengs, erindrer jeg mig, at inden jeg vaagner
igen ere allerede 24000 mennester døde paa jorden, og
betænker tillige hvor mueligt det er, at den Høyeste kun¬
de have besluttet, at jeg skulde være en af dem, der sam¬
me nat hialp til at fylde det bestemte tal.
En hver kan trække dette saa langt som han be¬
hager, og drage de slutninger deraf, som han finder at


43
være sig de nyttigste. Saa meget er vist, at vi kunne
aldrig noksom forøge de billeder og merker, hvorved dø¬
den forestilles os meere nærværende, end sædvanligt er;
hvorfor og adskillige Moralister have raadet, at en hver
skulde udvælge sig et vist klokkeslet, eller den tiid man klæ¬
der sig af og gaaer i seng, eller og nogen anden daglig
hendelse eller forretning, hvormed man giorde sig en lov
alletider at forene en alvorlig betragtning over sin dø¬
delighed.
Der er nemligen ingen ting i naturen, som er af
saa almindelig en nytte, til at holde et menneske paa dy¬
ens vey, som denne daglige erindring om sin døds time.
Vi vide at vi da ikke alleneste skulle gaae fra alt hvad
vi have elsket og attraaet af jordiske ting og af denne
verdens herligheder, men at vi ogsaa i samme øyeblik
skulle fremstilles for den Høyestes throne, der at giøre
regnskab for vore handlinger. Det hielper da ikke at
fremkomme med nogle natursgaver, med nogen lærdom
eller, anden Slags forhvervet duelighed: endnu mindre kun¬
ne de titler, den rigdom eller den myndighed, vi have
havt, komme os til gode: det eneste vi tør være be¬
kiendte for, er om vi have nogle kiærligheds gierninger
at opvise; om vi have bidraget, saa vidt mueligt, til vo¬
re medskabningers lyksalighed; med et ord: om vi af
yderste kræfter have søgt at følge den rets og kiærligheds
lov, som GUd selv, uden middel af nogen Moses, har
med egen finger indskrevet i alles, endogsaa i tyranners
og misdæderes hierter.
Er der nu ingen ting andet, end saadanne gier¬
ninger,
som have deres grund i kiærlighed til GUd og
næsten, som paa denne store dag kunne lade sig see; hvad
skulle vi da sige om de mennester, som, ophøyede over
andre, ikke synes at være det, uden for des friere at kun¬
ne følge deres utæmmede lyster, og som, langt fra at
bidrage til det menneskelige kiøns lyksalighed, ere tvert
imod aarsag til mange enkelte personers, heele familiers,
ja ganske Landes ulykke? Hvad skulle vi tænke om de
Monarker, som uden gyldig aarsag begynde krig, og hvis
falske æresyge forvolder saa mange tusindes død, og flere
overlevendes ulyksalighed og jammer? Har Gud dannet
os alle saa, at det for et hvert, ikke aldeles følesløst, hier¬
te er den allerstørste qual, at have tilføyet et eneste men¬


44
neske nogen uret og skade, som man ey har kundet op¬
reyse, hvilket og er blevet mange menneskers død; hvad
vil det da blive for utaalelig en byrde for disses samvit¬
tighed, da den i det mindste efter døden vaagner og af¬
tvinger dem den tilstaaelse, at de have giort hele byer
og lande, ja ganske verdens deele skade og uret? Disse
alle have visselig ikke havt nogen bestemt tiid paa Da¬
gen, hvorpaa de skulle erindre dem deres dødstime, ney,
jeg frygter at de i det ganske aar ikke havt nogen tiid
dertil. De ville lee af den viise Monark i Orienten, om
hvilken der fortælles, at han holdt en besynderlig Em¬
bedsmand ved sit Hof, hvis bestilling ikke var anden, end
hver morgen paa en vis time at igientage for ham disse
ord: Konge betænk at du skal døe.
Til at føre sig alt hvad hidindtil sagt er til nytte,
behøves ikke en gang at man er Christen; det er nok her¬
til, om man alleneste troer en Gud, og at hans forsyn
opholder og styrer verden. Men her ere et Slags men¬
nesker, som man finder i stor mængde blant alle slebne
Nationer, de der ikke alleneste ere uchristne, men som end¬
og have slet ingen religion. De leve som fæ, og meene
derfor, at de vel ogsaa kunne døe som fæ. At giøre disse
til Christne paa en gang, er vel alt for meget at begiere,
og for min deel skulde jeg være ret fornøyet, om man til
en begyndelse kunde giøre dem til fornuftige hedninger.
I denne hensigt vil jeg i forbigaaende give dem et styk¬
ke af et argument, som med megen god fremgang er brugt
til den christelige Religions fordeel og er af mange ble¬
ven anseet, saasom dens yderste forskandsning. Jeg vil
nemligen erindre alle disse troeløse, at de vove alt for for¬
færdeligen meget ved at troe ingen ting; thi de kunne
vel dog ikke negte, at det jo er mueligt, at de kunne have
en siæl, at der er et liv efter dette, og at der er en Gud
til, som vil straffe det onde og belønne det gode. Ja,
det er saa mueligt, at haarene maa vel reyse sig paa de¬
res hoveder, naar de alleneste paamindes herom.
Jeg kommer tilbage til det ganske menneskelige
kiøn, blant hvilket ikke en eneste er, der jo kan blive et
dydigt menneske, allene ved at anstille en flittig betrag¬
telse over sin forestaaende dødsstund. Der ere vel faa
blant os, som ikke have havt leylighed nogen gang i sin
livstiid at anmerke, med hvad øyne vi ansee pragt, pen¬


45
ge, rang og slige ting, naar vi, angrebne af nogen hæf¬
tigere sygdom, ligesom see døden for os. J saadan en
tilstand vilde man gierne, om mueligt var, sælge al den
ære, rigdom og vellyst man har nydt her i verden for
en eneste god gierning: had, avind og andre udyder
forsvinde da ganske; thi der staaer os ingen meere i
veyen: da opgaaer hos os den kiærlighed til Gud og
næsten, af hvilken alle andre dyder have deres oprin¬
delse: det skeer og ikke siælden, at vi alvorligen
sætte os for, dersom Gud forhielper os til helbred
igien, da fremdeles ikke at anvende vor tiid uden til
Guds ære og næstens lyksalighed. Kan nu en sygdom,
formedelst de døds betragtninger samme opvækker, for¬
aarsage saadan en forandring hos et menneske, saa er
og ingen tvivl, at jo en selvtagen dødsbetragtning kan
have samme gode virkning. Til at naae dette vigtige
øyemeed behøves alleneste, at man, som tilforn sagt er,
giør sig til en uryggelig lov ingen dag at lade gaae for¬
bi, med mindre man tænker paa den sidste; at man
derhos erindrer sig, hvor mange skiulte farer vort skrø¬
belige legeme er underkastet, og hvorledes snart ingen
menneskelig handling er, som jo har foraarsaget nogens
død, og kan følgeligen foraarsage vores, og at man saa¬
ledes nøye betænker, hvor nær den stund kan være, paa
hvilken vi skulle see Gud, og i glandsen af hans Maje¬
stæt giøre reede for, hvorledes vi have handlet med det
af ham os anfortroede pund.
Naar man nu har sat sig i saadan en forfat¬
ning, og man, med en daglig anraaben om Guds
naade og bistand, gaaer dydens vey saa lige frem, at
man ikke har andet end saadanne skrøbeligheder, som
ere fra den menneskelige natur uadskillelige, at drages
med, da vil jeg ikke længere at man skal frygte for dø¬
den, i det mindste ikke ansee ham med saa stor en gru¬
else, som de fleeste giøre. Han er langt fra ikke saa
grum en person, som man forestiller sig, og som baade
gamle og nyere Skildrere have malet ham af. Hiine
have klædet ham i en sort kaabe besprængd med stierner
og med sorte vinger paa ryggen: til boelig have de gi¬
vet ham en underjordisk huule, der et beegsort mørke
regierede, hvorudi han selv laae paa halvopædte been,


46
og ved sin uophørlige gøen forskrækkede de i denne blo¬
dige kule heromsvævende aander: og endskiønt de ansaae
ham som en Guddom, var han dog den eneste, som
blev uden tilbedere, saasom man vel vidste, at hos ham
fandt ingen bøn sted De uyere have givet døden en
lee i haanden, og forestillet ham som et beenrad, af hvis
øyne ikke andet end gift og pest neddryppede: til bolig
for ham have de opreyst et mørkesort marmortempel,
hvor de piinagtigste sygdomme gik ham til haande som
tienerinder, og hvor han selv staaende paa en liigkiste af
jern, imodtog hvert øyeblik menneske=offer. Disse be¬
skrivelser, og fleere andre som man har givet om døden,
have giort et vældigt indtryk hos mange, hvorved de
samme ere blevne saare bange for at falde i saa grum
en persons hænder, ligesom børn frygte for, efter sin
død at ligge allene paa kirkegaarden.
Men det som giør, at endnu fleere mennesker
grue for døden, er forestillingen af den visse plage man
har at udstaae i sin dødssygdom, i sær i det sidste øye¬
blik, da siæl og legeme skilles fra hinanden. Naar
man siger, at ingen er endnu kommen tilbage, som
har sagt os, hvad det koster at døe, saa meener
man, at det maa være en smærte, som saa vidt over¬
gaaer alt hvad vi have følt forher, at vi ikke engang
kunne giøre os noget begreb derom. Denne indbildning
har en saa forskrækkelig virkning hos de fleste emfintlige
mennesker, at vel mange af dem undertiden kunne øn¬
ske, ikke at leve, allene for en gang at slippe at døe.
Disse alle kunne ikke tænke paa deres engang forestaaen¬
de død uden største gruelse, og som dette hindrer dem
fra at anstille de daglige dødsbetragtninger, hvortil jeg
i dette blad har raadet, saa vil jeg til en slutning søge
til at betage dem denne utidige frygt.
Jeg kan vel ikke negte, at jeg jo holder med
dem, der sige, at den beste død er den, man mindst
har seet forud; men det skeer ingenlunde af den aar¬
sag, at jeg anseer legemets pine for saa utaalelig hos
dem, som en haard sygdom giør døden uundgaaelig.
Man behager alleneste at anmerke, hvorledes vor ind¬
bildning og følelse alletider dreyer sig efter vort legemes
beskaffenhed, og hvorledes det som nu synes os utaale¬


47
ligt hos andre, bliver gandske taaleligt, naar vi selv
komme i samme omstændigheder. En piinlig operation
giøres i dag paa en person; et emfintligt menneske har
ikke en gang hierte at ansee den, og tænker selv langt
heller at vilde døe, end at udstaae samme: men kommer
det selv af en ulykkelig hændelse i saadan tilstand, hvor
den samme operation behøves til at redde livet, da un¬
derkaster det sig den ikke allene, men fryder sig endog
derved og anseer en Chirurgus ikke anderledes, end
som en skyts engel. Samme beskaffenhed har det og
i en dødelig sygdom; saa slem som den nogen tiid kan
være, er den dog aldrig saa smærtelig for den lidende,
som den synes for de omstaaende: patienten begynder
snart at ansee døden som sin rette Chirurgus; og at ikke
plagen derved kan være alt for stor, derom kunne vi
blive overtydet ikke alleneste af Guds godhed, som ey
lægger os større byrde paa, end vi vel kunne fordrage,
men ogsaa af vor følelses beskaffenhed, som ikke taaler
meer end en vis grad af piine, efter hvilken al sands
ophører, og denne piine er ikke større, end at jo de
fleeste af mine Læsere ville allerede en gang i deres livs¬
tiid have udstaaet samme. De som have været i stor
vandsnød eller anden livsfare, fortælle, at de paa en¬
gang have tabt al sands, og at de efter deres redning
ere opvaagnede ligesom af en søvn: det er og meer end
troeligt, at dersom de samme gang vare blevne borte,
saa havde de derfor ikke vaagnet meere i dette liv.
Saaledes forholder det sig vel med alle døende: man
merker hos de fleeste, at de allerede for deres dødstime
ere uden al sands; og de som endnu synes at have no¬
gen følelse tilbage, have den dog i en meget ringe
grad, af hvilket alt jeg temmeligen sikkert slutter, at vi
gaae ud af verden, ligesom vi komme herind, der er
uden at vide deraf.
Behøve vi nu ikke at grue for døden i sig selv
saa veed jeg ikke, hvorfor vi videre skulde frygte Vel
er sandt, at vi skulle skilles fra alt hvad vi have havt
kiært her i livet, hvoriblant vore venners forliis kan sy¬
nes at være den emfintligste; men endog denne forlis
er langt meere rørende for dem, end for os, ligesom


48
naar to elskende personer forlade hinanden, den reysen¬
de alletider er bedre til mode, end den som bliver til¬
bage. Mange ting kunne ellers trøste os i denne uom¬
giengelighed at døe, som vi have tilfælles med alle men¬
nesker. Vi ere jo ikke fødte til verden paa andre vil¬
kaar, og hvad vilde vi vel giøre her, efterat vi havde
lært at kiende alle tings forfængelighed? Den rigeste
trøst finde vi ellers i den forviisning, vi kunne have om
et liv efter dette, hvori vi skulle nyde den lyst, som
intet øye har seet, intet øre har hørt, og i intet
menneskes hierte er opsteget.
Spørger man nu, hvori dette liv skal bestaae,
saa har fornuften kuns lidet at svare. Deres meening
synes mig vel mindst urimelig, som bestemme det i an¬
ledning af vor siæls uophørlige formue i at tiltage i
viisdom, hvoraf de og tage et ikke ringe beviis for
sammes udødelighed. De sige nemlig, at eftersom
alle umælende dyr have deres bestemte grad af fuld¬
kommenhed, over hvilken de aldrig kunne stige; men¬
neskets siæl derimod allene har den formue, dagligen
at gaae videre og videre i fuldkommenhed, saa er troe¬
ligt, at denne formue, som af en viis GUd ikke er
given forgieves, vil endnu efter døden vedvare, og at
saaledes lyksaligheden i det andet liv vil bestaae i, uop¬
hørligen at tiltage i viisdom og kundskab, og stedse
nærme sig Gud, uden at nogensinde naae ham fuld¬
kommen; ligesom det Slags mathematiske linier, der
nærme sig hinanden uophørligen, men gaae dog aldrig
tilsammen. Denne meening, siger jeg, synes mig ikke
urimelig, men det er og alt; thi naar jeg tænker paa
hvad den menneskelige fornuft er, og tillige paa, hvad
Gud er, finder jeg let, at vi ingen ret begreb kunne
giøre os herom. Nok er det, at hvori end den nye
maade at leve paa, og den dermed følgende lyksa¬
lighed kommer at bestaae, saa kunne vi dog aldrig an¬
det, end vinde ved byttet.
For min deel anseer jeg derfor ikke døden, uden
som en god ven, der aabner døren for mig til en bedre
bolig, hvor jeg først for alvor skal begynde at prise
min GUd, og i al evighed fryde mig over mine med¬
skabningers uophørlige lyksalighed.
T.


No. 6.
Den
Danske
Proteus.
Torsdagen, den 6 Mart. 1766.
Scribimus indocti doctique - - - - HORAT.
Følgende brev tilligemed nærværende afhandling
er indsendt.
Min Herre!
J¬
eg begynder at troe, min Herre, at De behø¬
ver sex dage i ugen, for at give os noget at
læse paa den syvende: i det mindste lider De
mangel paa forarbeydede afhandlinger, hvilket jeg
slutter af Deres sidste blad, det De vel ellers ey havde
givet os, førend den anden periode var bleven aldeles
sand, da den ogsaa havde giort bedre virkning. Jeg
haaber derfor, at De imodtager herhos følgende af¬
handling, den jeg havde sammenskrevet i lang anden
hensigt, end til at fylde et nummer i Proteus: end¬
skiønt jeg og heraf giør mig en fornøyelse, saasom jeg
med samme giver Dem tiid til at skaffe forraad. Maa¬
skee ellers at jeg bedrager mig i disse tanker, og at De
har afhandlinger nok færdige, men at samme ey skikke
sig for nærværende tiid. Jeg er snart færdig at troe
det, min Herre; thi uagtet Deres alvorlige mine,
tillader De mig vel at sige, at jeg derunder har allere¬
de, synes mig, kundet formærke en temmelig dosis
af lattermildhed, og De kan maaskee vel have den


50
ambition, fremdeeles at bringe den ganske bye i latter.
For min deel ønsker jeg virkeligen, at paaske var for¬
bi, da De sømmeligen kan giøre det, og viise den
kunst, som jeg allerede tilstaaer Dem. Har jeg giet¬
tet ret, min Herre, at De nemlig i denne tiid ey vil
give os uden alvorlige stykker, saa skal min nærværen¬
de afhandling komme Dem des bedre til pas; thi deri
er sikkert ingen ting, som man skal lee sig fordærvet af:
dog veed jeg, at De selv - - -- &c.
S.
Jhvor lidet jeg er i sinde at smigre for mine medbrø¬
dre i Apollo, saa kan jeg dog ikke negte, at jo dette aar¬
hundrede er dem megen forbindelse skyldig for adskillige
rigtige sandheder, som i vor tiid ere af nogle blant dem
opdagede, og af andre saa tit igientagne og saa net frem¬
satte, at de allerede paa mange steder i virkningen vise
en ønskelig frugt. Religions stridigheder ere ikke meere
saa farlige for det menneskelige kiøn, som i gamle dage;
man har begyndt at indsee deres urimelighed, og hvor
lidt man udretter, naar man, under navn af at oplyse
forstanden, vil tvinge samvittigheden: gode Skribentere,
have paa den ene side viist deres landsfordervelige føl¬
ger, paa den anden have de giort dem saa latterlige, at
dersom nogle Fantaster end en gang skulde opstaae og
vilde paatvinge andre deres meeninger, da skulle de Re¬
gierende og mægtige meere være i stand til at kunne leg
deraf, end at dræbe hinanden derfor. Regieringer lade
denne tiid see en kraftigere bestræbelse til at befordre de¬
res lyksalighed, for hvis skyld de ere indrettede, og un¬
dersaaterne have nu et Slags friehed næsten over heele
Europa; ja endogsaa de, som leve under de meest uind¬
skrænkende Enevolds=Herrer berømme sig deraf, og det
ikke uden grund, saa længe Landets Love følges. Folket
er i almindelighed bleven mere oplyst og følgelig mere
dydigt: ja selv det menneskelige liv har faaet større vær¬
die, end det fordum havde, formedelst de mange opfin¬
dinger, som fra dette hundrede aars begyndelse ere gjor¬


31


de, og som have tient og daglig tiene menneskene til nyt¬
te, beqvemmelighed eller fornøyelse.
Alle disse fordeele har man at takke de Lærde
for, og næsten dem alene. Det er derfor ikke uden
aarsag, at man paa alle steder saa meget berømmer Vi¬
denskaber og deres Dyrkere, og at man, uden henseen¬
de paa fødsel, titul eller rigdom, setter store genier i
rang med alt hvad som høyt agtes i verden. Man skul¬
de vel ogsaa tænke, at jeg med denne indledning vilde
bane mig vey til en Lovtale over de lærde, og hvor gier¬
ne vilde jeg ikke have dette forsæt at opfylde? Men naar
jeg nøye eftertænker, hvor mange de kunne være, som
virkelig fortiene navn af gode Skribentere enten i de nyt¬
tige eller i de smukke videnskaber, da finder jeg deres an¬
tal saa lidet, at jeg næsten skammer mig ved at bestem¬
me det, da derimod en hver kan merke, at deres mæng¬
de er utallig, som aarlig oversvømmer Europa med
uduelige Skrifter. Denne sverm slette Auctorer skiu¬
ler de virkelig gode og betager dem deres glands, lige¬
som skyer undertiden skygge for solen; og, det som end¬
nu verre er, de som ville lære noget, vide i denne grue¬
lige mængde ikke hvor de skulle begynde, eller hvor de
skulle slutte. Vil man atter begynde at læse i fleng,
snart en snart en anden Auctor, da løber man fare for
at forvirre sin hierne: i det mindste kan man let fatte
afsmag for et arbeyde, hvori man seer ingen slutning;
og ligesom de der daglig overlade deres bord med man¬
ge retter, snart fordærve deres mave og sluttelig faae
vemmelse for al Slags spise, saa fordærve og hiine deres
forstand og faae endelig en lede til alle bøger, saa at man
til følge heraf snart maatte troe den sindrige Professor,
som i anledning af slige betragtninger har spaaet os et
tilkommende barbarie, hvilket turde være færdigt at
indbryde i Europa, inden vi os det ere formodende.
Hvad mig angaaer, da maa jeg bekiende, at jeg
aldrig saa snart setter min fod inden for et Biblio¬
theks dør og seer mig omkring, som jeg jo tænker, at her
ligge allevegne skiulte løgn, haarkløveri, falsk vid og falsk
smag, som lure paa mig i lige saa mange baghold, som
der ere hylder til. Jeg aabner aldrig en ubekiendt bog
uden et Slags frygtagtighed, og dersom ikke det første blad
lover mig strax noget godt, har jeg sielden mod at gaae


52
videre. Man skulde vel tænke, at lærdoms historien
kunde komme os til hielp i denne Nød, men ulykken er,
at vi ikke have nogen almindelig, hvorpaa man i alting
sikkert kan bygge. Det er og maaskee forgieves at vente
nogen; i det mindste kan det ey skee, førend store Me¬
stere levere stykker dertil, en hver i sin videnskab, hvoraf
man siden kunde forfærdige en, som var fuldstændig og
tilforladelig: inden alt dette skeer, er bistoria literaria
kuns et smukt navn. Hvad de nyere bøger er angaa¬
ende, saa kunde vel mange troe, at den mængde Jour¬
naler, som under saa adskillige navne daglig udgives,
skulle kunne lære os at giøre forskiæl mellem de gode og
de onde; men iblant de firesinds tive af det Slags, som
man omtrænt kan tælle i Europa, er det saa vanskelig
en sag at treffe det gode, og man finder endog i disse
saa utallige slette bøger berømte, saa megen nyttig lær¬
dom og saa mange stridige domme om Auctorer og de¬
res Arbeyder, at man i steden for at faae hielp heraf,
snarere bliver mere forvildet, og falder i Scylla, naar
man vil undvige Charybdis.
Jeg har mange gange søgt at udgrunde, hvad
det kan være for aarsager, som setter alle disse elendige
Auctorer pennen i haanden. Uden tvivl ere mange af
dem enfoldige nok til at bilde sig ind, at deres prente¬
de navne forsikre dem strax om en plads i udødelighe¬
dens tempel. Andre, fordi de have den lykke at passe¬
re for vittige inden for deres lille Sphære og i de smaae
selskaber, hvor de pleye at komme, meene strax at de
derfor besidde tilstrekkelige gaver til at fornøye og under¬
vise verden. Mangen en bær vel nogen mistroe til sin
egen dygtighed, men han vil dog forsøge sin lykke: maa¬
skee har jeg mere forstand end jeg selv veed, tænker
han; det maa komme an paa en prøve. Nogle
tænke, at de ved deres Skrifter, ligesom Vexelerere,
kunde skrive dem penge til; andre, at de derved kunde
skaffe dem meriter til nogen betiening; men flutningen
bliver dog, at de fleste tænke ingen ting. Tænkte de no¬
get, da skulde de finde, at saa snart man lover den lær¬
de verden en bog, da forbinder man sig tillige at lære
mennesker noget, som de forud ey vidste, eller at levere
ogle stykker i de smukke videnskaber, som kunne settes
ligning med de beste Mesteres; det vil sige: man lo¬


53


ver at vise, alt efter materiens beskaffenhed, at man har
mere erfarenhed, mere lærdom, mere forduft eller mere
vittighed, end andre mennesker. Den som uden nogen
af disse fordeele giver sig ud for Auctor, begaaer jo en
stor daarlighed, og kan næppe undgaae at blive anseet
for en nar, uagtet alle de latterlige forevendinger og a r¬
sager han i en fortale kan frembringe, ja om han endog
der, krybende paa sine blotte knæ, bad Læseren om naade.
Hvadsomhelst en aarsagen maa være til
den forfærdelige skrive syge, som hersker i Europa,
da er i det mindste vist, at dens smitsomhed aldrig har
videre grebet om sig, end just i vor tiid. Fra Kon¬
ger indtil tienere finder man skribentere i alle stænder.
Enhver alder i det menneskelige liv udhekker sine, dren¬
gen er ikke saa snart kommen ud af skolen, og har end¬
nu neppe faaet Skiæg paa hagen, saa vil han strax
være Auctor; og man er endda lykkelig, dersom han
giver sig den umage at skrive noget nyt, og ikke under
titel af Forsøg, leverer os til en begyndelse nogen af
sine gamle stilebøger. Fruentimmere have ogsaa be¬
gyndt at berige os med deres lærde Værke; og man
skulde snart tænke, at deres siæle vare langt frugtba¬
rere, end deres legemer; thi i den sted at de behøve
nie maaneder til at frembringe os et livs foster, seer
man mange blant dem, at kunde hver maaned levere
os et af deres hierne, og det undertiden i lige saa stor
format. J Tydskland oplægger man aarlig saa man¬
ge læster bøger, at de naturkyndige have maattet an¬
stille adskillige forsøg, til at forfærdige papiir af træer
og planter: den sædvanlige materie findes der ey mere
i tilstrækkelig mængde, og det er en jammer at høre,
hvorledes det ganske hellige Romerske Tydske Rige,
ikke slider klæder nok til deres Messe=Auctorers tieneste.
Horaz fortæller nogensteds om en Cassius
Parmensis, at samme efterlod sig saa mange skrifter,
at de allene udgiorde tilstrækkelig materie til det baal,
hvorpaa deres Auctor blev gjort til aske. Erindrer
man sig ikke herved den tiid, hvori Horatz skrev, saa
maatte man vel briste i latter, naar han anfører denne
hændelse, saasom noget sælsomt; thi hvilken Auctor
er der vel nu omstunder, som er nogenledes kommen
til aarene, og ikke skulde kunde med sine egne skrifter


154
opbrænde baade sig selv og alle andre slette forfattere,
i hvor utallige de end ere?
Denne gruelige mængde bøger har samme
virkning hos de lærde, som det skulde have hos en
haandværks mand, dersom han var overhyldet med
saadan en mængde verktøy, at han i sin livstiid næp¬
pe kunde oversee dem alle, mindre lære at kiende dy¬
den af et hvert i sær. Det hender derfor ikke sielden,
at en Professor, som al sin tiid med fliid har lagt sig
efter en vis videnskab, faaer endeligen paa sit 60de
aar for første gang høre nævnes en Auctor, den han
ved undersøgning befinder at være den beste i sin vi¬
denskab, og hvoraf de, han hidindtil har beundret,
have hentet al deres styrke. Ja, der ere hele lærde
Sælskaber, som med deres exempler have beviist, hvor
umueligt det er, at lære at kiende alle, endogsaa gode
bøger: de udsætte ofte præmier, dem de siden til¬
kiænde saadanne Concurrenter, som ey have givet
dem anden umage, end at udskrive deres afhandlinger
ord for ord af en anden bog. Jeg erindrer mig her¬
ved en historie, som jeg nylig har læst, jeg veed ey
hvor. Et vist Akademie havde udsat en pruismaterie
at skrive over. Blant andre, som kappedes herom,
var der en ung studerende, som siden den tiid har
giort sig bekiendt i den lærde verden. Samme ud¬
valgte en af den berømte Bossuets Taler, den han
med snart ingen forandring passede efter nærværende
materie. Naar Akademiet kom tilsammen at dømme
om de indsendte priisskrifter, blev dennes afhandling
anseet for den beste, og ham følgeligen prisen tildømt.
Nogen tiid derefter beviste han sin erkiendtlighed mod
Akademiet, ved at giøre det foræring af denne deel af
Bossuets Verke, udaf hvilken han havde taget sin nu
mere kronede afhandling. Jeg tvivler ey, at jo bin¬
det var prægtigt, endskiønt jeg ey paaminder mig at
have læst noget derom: i Auctors sted havde jeg vir¬
keligen anvendt den heele priissum derpaa, hvorved
jeg, som mig synes, ikke lidet havde forbedret den
ganske historie.
Heraf vil jeg nu aldeles ikke drage nogen ube¬
hagelig slutning for Akademiet og dets lemmer. Jeg
vil allene, at man herpaa merker, hvor umueligt det


D¬


nu omstunder er, at lære at kiende de beste bøger, og
at jeg har ret, naar jeg siger, at de slette Auctorer
skiuler de virkeligen gode. At veylede sig blant
denne gruelige mængde, er det samme, som et af den
store Herculis arbeyder, hvortil fordres mere end
menneskelige kræfter. Man maa derfor ikke undre
længer, at Bibliotheker for nærværende tiid samles
mere for Zirats end for nyttes skyld, og at man der¬
ved mere seer paa papiir, tryk, bind og format, end,
paa noget virkeligt. De sædvanlige oplæg af Plu¬
tarchus, Xenophon, Polybius, Thucydides,
Plato og Demosthenes tiene ingenlunde til denne
hensigt. De ere alle in folio, og faaes desuden ikke
gierne paa auctioner uden i pergaments bind, som
vanzire et retskaffent bibliothek. Derimod finder man
Pamela, Clarisse og Grandisson i smuk format udi
alle boglader, og i smukt bind paa alle auctioner.
Nogle sneese deslige eller lidt slettere Auctorers Verke.
udgiøre nu et af de zirligste modens bibligtheker, hvor¬
med enhver agtes noksom at give tilkiende sin lærdom,
smag og lyst til alt hvad smukt er. En og anden
lærd, som endnu finder saadan en samlen alt for sæd¬
vanlig, og derfor vil skille sig fra mængden, har be¬
gyndt at lægge hertil alle rare, forbudne og brændte
bøger, hvilke de samle uden mindste forskiæl, allene at
de have nogen af nys nævnte egenskaber: samme hol¬
des og for at giøre en fortreffelig virkning i et bogkam¬
mer, og ikke lidet bidrage til dets Zirat, i sær om de
indsluttes i et skab med glas foran. Men her ere
endnu et Slags Wirtuoser, dem man maa tilstaae al
prisen i bogsamlings forstand. Det ere de, som samle
alle muelige oplæg af en og samme bog, og som, end
skiønt snart alle mennesker have begyndt at skrive bøger,
dog alligevel ikke have nok heraf, om de ey tillige faae
see flere aftryk af samme bog. Alle disse kan man ikke
tillægge ringere berømmelse, end den Herr Buffon,
har givet Plinius, om hvilken han, i hensigt til sam¬
mes naturhistorie, siger, at den ganske natur va:
for lille for hans store genie.
Man skulde snart troe at jeg skiæmter, naar
jeg taler saaledes, men det er aldeles ikke min mening
denne gang. Saa længe man ikke giør sin næne ska¬


56
de, maae jo en hver have sin smag? Jeg har hørt
tales om en Mand, som for faa aar siden levede i
Helsingborg, men hvis navn jeg ikke kan huske. Sam¬
me fandt sin fornøyelse udi, ikke at samle skuepenge,
steene eller rare bøger, men i at samle tobaks piber.
Fra dem, som der gik nogle pund udi, indtil dem,
som man maatte stoppe med et lille knappenaals hoved,
havde han samlet piber i alle formater, af alle mate¬
rier og fra alle verdens deele: jeg har og ladet mig
sige, at han var saa vidt kommen med denne samlen,
at han allerede kunde tælle mange hundrede, da døden
kom i det samme, og paa engang betog alle disse piber
deres fælles hoved. Jmedens han levede, var ellers
hans beste tids fordriv at besee og mynstre alle disse
piber, dem han havde i et besynderligt værelse op¬
hængte over alle vægge, og i stor symetrie, som man
vel kan tænke. Han vidste og at fortælle mange
Anecdoter ved mange af dem, saasom at den pibe No.
16. havde en vis bonde i munden, da Carl den 12te
kom ham uformodentligen over; den anden No. 140.
var aarsag til en vis gaards afbrændelse, formedelst no¬
gen uforsigtighed paa den smøgendes side &c. &c. med
hvilket alt han giorde tiden kort baade for sig, og for
alle dem, der vilde høre ham.
Men jeg merker, at jeg er gaaen fra min ma¬
terie, og at jeg fylder dette blad med ubehørige ting,
siden jeg ey mere har noget behørigt at sige. Sagen
er den, min Læser, at jeg virkeligen ikke veed at raa¬
de boed paa denne bogmængde, hvorover jeg i dette
blad har klaget, og hvormed jeg ellers naturlig viis
burde slutte min tale. Maaskee veed Ptoteus at sige
os noget hielpemiddel herfor? I det mindste haaber
jeg, at denne afhandling kan opvække nogen lærd Pa¬
triot til at yttre sine tanker herom, hvilket jeg gierne
skulde see. Det er vel og mueligt, at det onde, hvor¬
over jeg klager, ikke er saa stort som jeg tænker, og
at det maaskee kuns synes saa i min indbildning. Jeg
vilde ønske af mit ganske hierte, at saa var; men for
min deel maae jeg bekiende, at jeg endnu i denne dag
anseer det for alt for virkeligt; og ligesom jeg veed, at
et menneske kan tilskynde sig døden, saa vel af for me¬
gen spiise, som af slet ingen, saa er jeg og bange, at
den lærde republik bliver saa længe overhyldet med bøger,
indtil man endeligen ingensteds mere finder de lærde igien.


No. 7.
Den
Danske
Proteus.
Torsdagen, den 13 Mart. 1766.
Il faut avoir un ami, gu en tout tem;
Pour son benheur on ecoute, on consulte;
Qui fadle rendre a vorre ame en tumulte
Les maux moins vifs, E les plaisirs plus grands.
Volt.
C¬
or at opfylde mit løfte, inden Læseren forglem¬
mer det aldeles, vil jeg her fortsætte den lev¬
nets beskrivelse om Tranquillus, som jeg i
mit første blad har begyndt. Jeg skal tillige søge at
vogte mig for den feyl, som man med rette forekaster
næsten alle nyere Biographister, at de nemligen i deres
beskrivelser sammenrapse uden val, alt hvad de vide,
ligesom den Auctor, som iblant andre merkværdige
tia i fortæller om sin helt, at hatten blev ham engang
blæst af paa reysen, og som derved har underkastet sig
vor berømte Holbergs censur, hvilken, efter at ha¬
ve anført denne Anecdote, tillægger, at naar vinden
ikke var saa stærk, at hovedet blæste af tillige,
saa var det øvrige ingen ting at fortælle.
Efter at Tranquillus ved arv havde faaet saa
stor en Capital i hænder, at han kunde leve meget ri¬
geligen af sine renter, og han følgeligen ikke meer be¬
høvede at ansee nogen bestilling, som et næringsmid¬
del, brsluttede han ikke videre at gave de lærde i veyen.
Han havde alletider anseet for en ussel ære, at tiene


58


fædernelandet med ord, naar man kunde giøre det med
handlinger, og var derfor glad, nu at kunne overgive
sig til nogen practisk deel af Philosophien, hvorved
han kunde være sine medborgere til mere umiddelbar
nytte. Han udvalgte uden lang betænkning Lovkyn¬
digheden, som han ansaae for den allervigtigste, og
det samme i Staten, som hiertet i et menneskes lege¬
me. Siden han i denne hensigt havde studeret paa
nye de lærerigeste historier, læst alt hvad de viseste
Mænd have skrevet om Lovenes kraft at giøre et folk
lyksaligt, lært alt, hvad han kunde lære i fædernelan¬
det, i sær at kiende dets Love og dets virkning paa sine
Landsmænd til alle tider, var han dog hermed ikke
tilfreds, men besluttede endnu at foretage en reyse
udenlands, besynderligen i tanke at benytte sig af den
aldrig nok berømte Montesquieu, som endnu levede.
Han ville dog ikke nok engang kiøbe forstand for al sin
eyendom, saasom han tilforn havde kuns befundet sig
slet derved, og var derfor betænkt paa, inden han rey¬
sede, at sætte ud sine penge paa en maade, som var
ham anstændigt. J denne hensigt kastede han øynene
paa en ung kiøbmand, hvis redelighed og handels for¬
stand var ham vel bekiendt. Samme havde nyelig be¬
gyndt sin egen handel, men var fattig, og havde des
uden af naturen saa megen undseelse og blufærdighed,
at han ikke kunde faae en Credit, den han aldrig kun¬
de formaae sig at forlange, og som dog var ham nød¬
vendig, i fald han ellers skulde blive Landet en nyttig
Kiøbmand. Hos denne Mand indfandt sig Tran¬
quillus, og satte ham i stor forundring, da han paa
en gang giorde ham tilbud af sine penge. Dette laan
kunde vel ansees som et Slags bodmere, men han for¬
langede dog ikke 36 pro Ceuto. Han begierede ikke
en gang en vis deel af den gevinst, som kiøbmanden
i sin handel kunde giøre sig af hans penge, i hvorvel
han gierne kunde have indgaaet saadan en Accord med
ham: det eneste han forbeholdt sig, var 3 pro Cent,
aarligen, men 6 saa længe han reysede, samt at kiøb¬
manden vilde honorere hans vexeler, i fald nogen ufor¬
modentlig udgift skulle paakomme, hvilket da skulde
drages fra hovedstoelen. Efter at han paa denne maa¬
de havde giort sig af med den største deel af sin Capital,
reysede han ud med den fornøyelse, at have bidraget


53


til et skikkeligt menneskes opkomst, og med den velsig¬
nelse, som smukke gierninger alletider føre med sig.
Han tog den korteste vey til Paris, hvor han
fandt let adgang til Montesquieu, saasom hvilken
han forher kiendte af person. Hos ham fik han nøg¬
len til mange lønporte i den bekiendte tive aarige byg
ning, som denne store Mand har opreyst, sig og men¬
neskeligheden til uforgiængelig ære. Han har ogsaa
fortalt mig, at Fontenelle undertiden aabnede for
ham den haand, hvorudi han holdt en deel sandheder
indelukte, som han ikke viiste for en hver. Under disse
store Mænds anførsel lærde han sig at kiende den
franske Nations Love og sæder, samt den virkning og
tilbagevirkning, der altid er dem imellem. Paa min¬
dre end sex maaneder giorde han sig færdig fra Paris,
og reyste til London, hvor han opholdt sig kuns et
fierding aar. Dersom nogen skulde finde denne op¬
holdstiid alt for kort for en, som reyser i saadan en
hensigt som Tranquillus, da behager man befinde,
ikke alleneste at han allerede forstoed de fremmede nød¬
vendige sprog, men at han og inden han reyste, var
vel grundfæstet i alle tilhørende videnskaber, at han
vidste hvad han vilde lære, at han gik alle unødven¬
digheder forbi, og at for saadan en Mand er en maa¬
ned lige saa god, som 10 aar for en anden. Fra
London reyste han tilbage til Paris, og saa videre
igiennem Frankerige til Jtalien, hvor han paa adskil¬
lige steder tilbragte nie maaneder, og resten af et aar
i Schweitz. Efter denne tids forløb foer han igien¬
nem Tydskland, opholdt sig i Berlin, og kom derfra
hiem i landet tilbage, siden han paa mindre end tre
aars tiid havde fuldendet sin ganske reyse. Jeg kan
ikke denne gang følge ham nøyere paa hans vey, end¬
skiønt der hendtes ham mange ting, som ere værdte at
anmerkes; maaskee jeg kan fremdeles faae leylighed at
mælde noget derom. Saa meget vil jeg alleneste sige
at hvor han foer frem, giorde han sit land ære ved
sin forstand, kundskab og menneskekiærlighed; og en
studerende, som reyste samme vey kort derefter, har
fortalt mig, at han aldrig hørde Tranquilli rette
navn nævnes nogensteds, uden jo strax en berømmelse
fulgte derhos.
Det er om saadanne genier man retteligen kan


60
sige, at de reyse incognito. Deres menneske=kiærlig¬
hed giør, at en hver, som taler med saadan en, troer
strax at han underholder sin ligemand, da der dog i
henseende til indvortes egenskaber er større forskiæl imel¬
lem en Tranquillus og et sædvanligt menneske, end
der nogensinde kan være imellem en Fyrste og en tigger
i udvortes omstændigheder. Hvor imidlertid saadan
en Mand kommer, der udbreder han kundskab, opvæk¬
ker lyst til dyd, og igiendriver skadelige fordomme.
Han taler alletider menneskelighedens Sag, hvorudi
han ikke lader sig forstyrre, hverken af rigdom eller
myndighed. I den familie, der uenighed regierede
ved hans ankomst, deri stifter han eendrægtighed, in¬
den han forlader samme: hvo som heldst er ulykkelig
og vil hielpes, har strax rettighed til hans bistand, saa
snart han finder samme i sin vey; og naar det kommer
derpaa an, unddrager han sig ey heller nogen Slags
umage, endskiønt han ey, som Ruchardsons Don
Quichotte reyser landet omkring i denne hensigt.
Saa snart Tranquillus var kommen hiem,
søgte han strax at komme til nogen saadan post, hvor
han kunde efter formue tiene sit fæderneland. Inden
jeg gaaer videre i min fortælling, maa jeg dog sige, at
Tranquillus havde saa idelig anvendt sin tiid paa at
lære hvad fornødent var, at han aldrig havde faaet
stunder at bemerke, hvorledes der gik til ved Embeders
bortgivelse, og hvorledes ved en Mands befordring
tive andre og ofte flere skulle tillige forfremmes mand
efter mand. Han havde vel selv allerede faaet afslag
i en og anden ansøgning, men det gik ham saa lidt til
sinds, at han ey videre tænkte derpaa. Man maa
derfor ikke undre, at han endnu fulgte sin forrige me¬
thode. Han aflagde tilstrækkelige prover paa sin vi¬
denskab og patriotismus, hvorefter han ved første ley¬
lighed søgte saa høy en Bestilling, som jeg ikke en
gang tør nævne, for ikke at give nogen anledning at
lee paa Philosophiens bekostning. Siden han i sin an¬
søgning havde i korthed mældet noget om den tiid og
umage han havde anvendet, for at giøre sig beqvem til
landets tieneste, anførte han, saasom en merite, hvor¬
paa han ey lidet stolede, at han ey endnu var over
tredive aar. Han tvivlede ikke, sagde han, at lige¬
som man retteligen belønnede forbigangne fortienester


61


med pensioner og ærestitler man jo og ved virkelige
Bestillingers bortgivelse, næst duelighed havde meest
henseende paa dem blant de søgende, som endnu i de¬
res blomstrende alder kunde baade best og længst tiene
landet; saa meget des mere, som en Embedsmand er
for Embedets skyld, og ikke tvert derimod. Jeg veed
ikke, hvorledes denne suppliqve blev optagen, men det
varede ikke længe, inden meer end en snees søgende
havde anmeldet sig, hvoriblant Tranquillus blev an¬
seet, som den sidste. Uden haab begiærede han der¬
for sin ansøgning tilbage, og sagde som hiin Græker,
at det var ham kiært, at fædernelandet havde saa man¬
ge dueligere mænd, end han var. Jeg veed dog ikke
om han herved nøye eftertænkte, om og saa i sandhed
var; men det veed jeg, at han kort tiid derefter var
virkelig glad over sin ansøgnings slette udfald. Han
havde nu giort hvad han kunde for at komme i stand
i gierningen at tiene sit fæderneland, og holdt sig der
med qvit fra den forbindelse, som ellers enhver er un¬
derkastet; thi til smaa betieninger kunde han umueligen
ansee sig saa skikked som de, der ikke synes skabte til
andet, og hvorpaa der aldrig i noget land er mangel.
Han undgik tillige den avind, der alletider følger dem,
som ved deres egne fortienester bringer dem i anseelse.
Desforuden, saasom en retskaffen mand, som kommer
til en høy Bestilling, ey kan andet end foretage en og
anden nyttig forandring, hvorved nogles indkonister
og fleres hovmod nødvendigen bliver lidende, saa giør
han sig dermed saa mange uvenner, at saadan en mand
aldrig kan vente andet end had og forfølgelse, saa læn¬
ge han lever: det er sandt, at ære og berømmelse føl¬
ger nødvendigen derpaa, men ulykken er, at man skal
døe forher.
Fri fra det besvær, med egen uroe at tiene
landet, ansaae sig dog ikke Tranquillus befriet fra
nogen af de forbindelser, som enhver borgere ved fød¬
selen holdes for at indgaae. Han besluttede derfor til
en begyndelse at udkaare sig en brud. Efter et aars
tiid eller mere kom han hændelse-viis i bekiendtskab
med en Jomfrue, som jeg her vil kalde Amaryllis.
Hun var 20 aar gammel, af lidt høyere stand end han
selv, og havde havt en meget god opdragelse. Des
foruden var hun dydig, forstandig, venlig og smuk,


63


og hendes heele væsen var tillige saa indtagende i hans
øyne, at han havde den lykke at blive forliebt i hende
hvilket er en tref, mere selsom end man troer, for den
der vil gifte sig. Det var omtrent ved denne tiid, som
jeg havde den fornøyelse at komme i Tranquilli be¬
kiendtskab, og det varede ey længe, inden vi stiftede
et saa helligt venskab, at enhver, som seer os, skulde
troe, at vi fra barus been af havde været fortroelige
venner. Det første spørsmaal jeg giorde ham, var,
at han vilde sige mig, hvorfore han ey giftede sig; thi
den heele bye vidste allerede, at han havde faaet Ja af
den smukke Amaryllis, og at det kom allene paa ham
an, at bestemme bryllupsdagen. Han svarede mig
hertil, at han levede saa overmaade vel nu, da han
hver dag havde frihed at komme i Amaryllis foræl¬
dres huus, og der havde den fornøyelse at læse i to
smukke øyne, hvorledes han var al deres attraae, og
giorde allene en elsked persons heele lyksalighed, at
han ey endnu havde turdet vove med ægteskab at for¬
styrre denne livets største glæde, hvilket han frygtede
at kunde giøre, ligesaa vel som alle andre gifte folk,
hvis kiærlighed forsvinder, man veed ey hvor, saa
snart de ere sammenviede. Han var derfor betænkt paa
noget middel, hvorved han kunde giøre denne kiærlig¬
hed vedvarende, og kort tiid derefter fortalte han mig,
at han endeligen troede sig have fundet det rette. Han
sagde, at ligesom et Vælde bevares best ved samme
midler, hvorved det er stiftet, saa var og paa ingen
anden maade mueligt at vedligeholde en øm kiærlighed
i ægteskab, end at føre sig ligesaa op imod sin kiæreste
efter brylluppet, som imedens man var beyler. J gier¬
ningen maatte man vel nødvendigen tage sig lidt mere
frihed; men i tale, dragt, manerer, høflighed og
alle andre udvortes handlinger, burde man være den
samme efter ægteskabet, som forhen. Kiærlighed var
nemligen efter hans tanker, at forligne med visse Spi¬
tites, dem man med all muelig omhyggelighed maae
Ledække og forvare, dersom de ey skulle forgaae i damp,
og paa en gang miste all deres kraft.
Kort derefter giftede han sig; og endskiønt der
nu siden den tiid ere otte aar forgangne, lever han dog
med sin kone endnu paa samme maade, som fordum med
sin kiæreste. Det har ofte hændet, at fremmede rey¬


63


sende, som have været budne til giæst af Tranquil¬
lus, have efter maaltidet spurgt nogen af de nærvæ¬
rende, enten Amaryllis var Tranquilli Søster eller
Cousine; og for nogle aar siden havde en vis person
ligesaa bedragen, udspredet det rygte i byen, at Tran¬
quillus holdt en Mantresse i sit huus, hvilket ey lidt
fornøyede ham, da han fik det at høre. Han ligger
ikke alleneste den meste tiid i sit eget kammer, hvor der
og staaer en seng for mig, men han har endog maget
det saa, at hvad som ellers er en skyldighed i ægte¬
skab, det kan han aldrig forlange uden saasom en
gunst. Det tildrog sig ikke længe siden under et aften¬
maaltid, at Tranquillus lod falde et alt for vittigt
udtryk imod det smukke kiøn i almindelighed, hvorved
jeg strax mærkede, at Amaryllis gav ham en vis mi¬
ne. Jeg forstoed ikke da dens betydning, men giette¬
de mig let dertil, da Tranquillus efter maaltidet bad
mig at holde sig selskab samme nat. I deres første
ægteskabs aar var jeg ogsaa en gang nærværende, da
Tranquillus kom sin kiæreste uformodentligen over,
imedens hun endnu ey var nok paaklæd, hvilket jeg
havde leylighed at bemærke, uden at hun kunde blive mig
vaer. Saasnart hun saae sin Tranquillus, gav hun et saa
hierteligt skriig og blev tillige overtrokken med saa beklage¬
lig en Rødme i hendes Ansigt, at jeg virkeligen fik Lyst
at gifte mig samme dag. Af disse exempler kan man
dømme, hvorledes Tranquillus i andre stykker fører
sig op imod sin Kone, og jeg troer ikke, at alle ville
ansee denne levemaade for pedantisk, endskiønt den ey
passer sig for alle og enhver,
Han har i dette lykkelige ægteskab allerede fire
Børn, som moderen selv har givet die, og som faderen
har vænt til efter haanden at taale kuld og varme, regn
og blæst, hvilket allerede har havt saa ønskelig en virk¬
ning, at hans ældste søn seer ud som en lille Kiempe,
naar han omgaaes fornemme mænds børn, som ere af
lige alder. I denne sin lille familie lever en Tran¬
quillus fornøyet, og endskiønt han er den store verden
temmelig ubekiendt, har han dog, foruden mig, mange
andre venner i byen. Deriblant er ogsaa den forbe¬
mældte kiøbmand, som ved hans ædelmodighed er ble¬
ven formuende, og var det allerede inden Tranquillus
kom hiem. Jkke des mindre vilde han dog aldrig tage
meer end 3 procent for sine penge, hvorfore kiøbmanden


64
holdt sig forbunden ved fester og andre leyligheder at
giøre ham eller hans kone adskillige dyrebare forærin¬
ger. J førstningen taalte Tranquillus dette, men det
gik omnder saa vidt, at han for samme aarsags skyld
opsagde ham Capitalen, den kiøbmanden ey heller læn¬
ger behøyede. Hvad Tranquillus ikke fortærer af
sne aarlige indkomster, som af hans Kones medgift ere
blevne anseeligen forøgede, det anvender han at hielpe
medlidende med, saa vidt han formaaer. Han har og
for sædvane, at giøre alle sine foræringer, uden at nogen
faaer at vide, hvorfra de komme. Han siger nemligen,
at saa snart man giør en velgierning aabenbar, bliver
man nødvendigen berømt derfor, hvormed man maa
holde sig for betalt; men at denne betaling er ingen
ting i ligning med den inderlige og bestandige fornøyel¬
se man føler, da man giør godt uden hensigt til andet,
end det gode, som er i handlingen, hvorved man
tillige efterligner Gud, saa vidt et svagt menneske kan
Man maa ikke tænke at Tranquillus tillige med
verden ogsaa har forladt sine sluderinger. Tvert deri¬
mod lader han aldrig en dag gaae forbi, at han jo læ¬
ser i nogen grækisk, latinsk, fransk eller engelsk bog, og
jeg troer vel, at vi fremdeles skulle faae at see et smukt
Verk af hans haand. Ulykken er alleneste, at omend¬
skiønt han har saa megen læsning og erfarenhed, som
faa nu levende kunne berømme dem af, har han dog
saadan en idee om den grad af fuldkommenhed, som en
Skribent bør besidde, at han aldrig troer sig færdig
nok til at lægge haand ved verket. Han seer aldrig
paa det, som han allerede har lært, men paa det som
staaer tilbage; han er saa ivrig alle dage i at forøge
sin kundskab, at jeg ikke uden møye kan overtale ham,
at forfærdige et af disse blade, og han har allerede be¬
breydet mig at han spildte, jeg veed ey hvor mange
timer, paa No. 5. Han maatte dog kort derefter for¬
andre sin mening herudi, da jeg viiste ham Frue Sim¬
plises brev, som i anledning af samme nummer er mig
bleven tilsendt, og som ey kunde andet end fornøye saa¬
dan en menneske-ven, som Tranquillus er.
De som hidindtil have fundet denne min ven
besynderlig, behager at have taalmodighed. De ville
sikkert forlade ham det, saa snart de lære bedre at kien¬
de hans caractere, som jeg i et af mine følgende blade
vil beskrive.


No. 8.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 20 Mart. 1766.
Quæ cuique est fortuna bodie, quam quisquc secat spem,
Tros Rutulusve fuat, nullo discrimine babebø.
Virg.
er er snart ingen Europeisk Nation saa lille og
uanseelig, som jo desuagtet finder hos sig til¬
O¬
stræktelige aarsager, til at holde sig for den
fornemste af alle. I den sammenligning man giør, an¬
seer man nesligen sit eget Land paa den gode sike, men
alle andre paa den onde, hvorved man let kommer til
saadan en slutning; og man opholder sig saa meget des¬
heller dermed, som en hver privat person troer at han
ophøyer sig selv i lige grad, som han kan opløfte det
folk, hvoraf han er et lem. Dette nationale hovmod
har mange skadelige følger, og foraarsager blant andet,


66
at mangen en Mand, den man gierne kunde foragte
saasom lastefuld eller vankundig, den foragter man ikke
nu omstunder uden fordi han er en Tydsk eller Fransk¬
mand.
J min ungdom studerede jeg en tiid ved et vist
Universitet, hvor der var en mængde Studerende fra
alle næst omliggende Provintser. Disse talede alle et
lands sprog og vare undersaatter af en og samme Kon¬
ge, men desuagtet havde de dog fundet for godt at ind¬
deele dem i visse Nationer, af hvilke en hver tog navn
af den Provints, hvorfra dens lemmer vare, og havde
sin besynderlige skik og lov. I denne lov var der en ar
tikel, som formodentligen var ubeskreven, men holdtes
dog meget uryggeligen, at nemligen en hver af disse saa
kaldte Nationer skulde af hiertet have og foragte alle de
øvrige. Til følge heraf giorde en hver Student sig
umage at samle alle de falske eller sande Ancedoter, som
fortaltes i byen, andre Nationer eller nogle af deres
lemmer til vanære og spot, og den som kunde opdigte
den latterligste historie om nogen af disse, den blev blant
sin Nation holden for den største Patriot og fik paa de¬
res Landskabsmøde frem for andre et hæderligt sæde.
For at des mere lægge deres indbyrdes uvillighed for
dagen, gave de og hverandre adskillige øgenavne: de
studentere, som vare fra en vis Provints, hvor indvaa¬
nerne spiste ofte pandekager, bleve kaldte Pandekager,
og en anden Nations lemmer fik for slig en aarsags
skyld navn af Blodpølser; de som vare komne fra ho¬
vedstaden, og som holdtes for at være mere maneerlige
end de andre, dem kaldte man Jomfrueknegte, og be¬
boerne af et stykke land, hvis jordmon var saadan, at
indbyggerne fandt mere deres regning ved at faae harre,
end al anden sæd, bleve derfor kaldte Havresække &c. &c.
Denne uvenskab gik omsider saa vidt, at den brast ud i
en aabenbar Krig, som førdes om natten, og hvorudi


67


en hver nation havde sin General og Officeerer. Efter
nogle smaae skiærmydseler forenede sig endeligen visse
Nationer, da der strax blev leveret en hovedtrefning, i
hvilken der gik saa skarpt til, at en Jomfrueknegt
stak en Havresæk midt igiennem med sin kaarde, adskil¬
lige Blodpølser bleve saarede og mange Pandekager
beskadigede. Følgerne heraf vare, at en stor deel Stu¬
dentere blev anden dag kastet i Academiets fængsel, som
kaldtes Proba. Hvorledes det siden løb af, skal jeg ey
kunde sige, thi jeg reyste samme tiid derfra, og Krigen
begyndtes desuden samme aar imellem Preusen og Øster¬
rige, saa at jeg forglemte at søge videre underretning
herom.
Dette er et billede af det, som gaaer for sig
imellem heele nationer og Riger. Man skulde snart
tærke, at der var en hemmelig lov, at alle Europeiske
Nationer skulde hade hverandre indbyrdes, besynderli¬
gen de, som meest omgaaes hinanden; og ingen ting er
saa ringe eller urimeligt, som ikke antages for godt, naar
det angaaer at beskiæmme sine naboer. En ubehøvled
Svensk tænkte at han spottede meget artigen, naar han
bespurgte sig, om alle vore hustruer vare Koner, hvilket
sidste ord med liden underskiæl i udtalen betyder i deres
sprog liderlige qvinder; og en Dansk Auctor, som
ellers ikke mangler et Slags vittighed, troede nylig at
han gav de Svenske en stærk stikpille, da han i et Skrift
loed give en tigger en Svensk halvskilling, endskiønt
denne er en Dansk myndt, som vi ligesaa lidt behøve at
skamme os for, som de Svenske, om de havde den. Jeg
tvivler og ikke, at jo den Jtaliener meente at giøre en
vigtig opdagelse, som først kom paa det indfald, at en
mælkegris beskiæmmede de Franske, da han siger ont,
oui, omi. Saadant alt kan man efter Auctorernes for¬
sæt virkeligen lee ad, men paa deres egen bekostning og
paa alle deres, som bruge saadant hørnesnak i lige hen¬


63


sigt. Disse og slige andre historier tage imidlertid plads
i tomme hierner og udbredes af ørkesløse mennesker
hvilket ey lidt bidrager til at underholde det indbyrdes
nag, hvormed skikkelige folk ey lade sig merke nu omstun¬
der, men som dog boer i flere end den gemeene mands
hierter, og har i gamle dage ofte været aarsag til aaben¬
bar Krig.
Datte indbyrdes had har sin meste oprindelse
af det nationale hovmod, som er et hvert folk ligesom
medfødt, thi med store tanker om sig selv følger gierne
foragt for andre, og omsider had, naar man vil giøre
os vor indbildte fortrin stridigt. Om man da kan
nedslaae hovmodet, falder dette had af sig selv, hvorfo¬
re jeg og i dette blad har foresat mig at viise, at der
er virkeligen ingen Nation, som har noget særdeles at
hovmode sig af frem for andre.
Der er vel, som jeg allerede har anmerket, ingen
ting af saa liden betydenhed, som jo en Nation bruger
til sin fordeel, naar det kommer an paa at ophøye sig
selv; men i almindelighed ere der dog ikkuns tre aarsa¬
ger, som synes at være nngenledes rimelige, hvoraf de
meest navnkundige Nationer betiene dem, for at bevise
deres ypperlighed i sammenligning med andre.
Den første af disse aarsager er rigdom. Enhver
Nation, som har meget guld, foragter alle dem, som
have mindre af samme metal. De som kunne prale
meest af deres rigdom, have imidlertid ikke forhvervet
den, uden ved at arbeyde for andre, eller at bringe vah¬
rer ud af et land i et andet, hvorfore de have ladet sig
umagen vel betale. Denne ære synes mig kuns at være
ringe, og den staaer desuden paa meget svage fødder,
thi hvor bliver vel alle disse Nationers rigdom af, naar
et hvert folk i Europa fortfar, som det har begyndt,


69
at arbeyde for sig selv, at drive sin egen handel og for¬
syne sig selv med alt hvad nødvendigt er? Men lad væ¬
re at denne rigdom blev bestandig, ja om den end tiltog
aar fra aar, saa kan den dog ikke give besidderne megen
anseeise, saa længe man kan erindre sig af historien, at
fattige nationer have til alle tider undertvunget de rige¬
ste, og at de Romere vare aldrig mere dydige og tap¬
pre, aldrig mere ære værde, end da de endnu vare fat¬
tige, og foragtede rigdom. Det kan derfor aldrig blive
nogen ære at besidde en ting, som man viser ædelmodig
hed i at foragte.
Den anden aarsag, hvorfor en Nation giver sig
fortrinnet for andre, tages af ypperlige Krigsbedrifter.
Et folk, som lang tiid har været lykkelig i krig, bliver
naturlig vis stolt, og begynder at ansee andre med for¬
agtelige øyne. Man betænker ikke herved, at der ee
fast ingen nation i Europa, der ikke til adskillige tider
har været snart tapper, snart fei, og at følgeligen aar¬
sagen til en hver nations lykkelige eller ulykkelige perio¬
der i Krigen, bør søges andensteds, end i den medfødte
tapperhed, som visse Nationer bilde sig ind at have frem
for andre. Man finder den fornemmeligen i gode an¬
førere, hvilket man kan see og lære af alle tiders histo¬
rier. Cæsar havde fundet Romerne allevegne, og
Frederich skulde have skabt Preusere, hvor heldst han
var fød Krouprints Naar derfor en Nation beholder
overhaanden i et eller flere felttog følger ey andet deraf,
end at samme har havt bedre General, hvilket er en
slumpelykke, thi der kunde gierne være samme tiid en
endnu dygtigere General i den slagne Krigshær, som
ey blev brugt, og hvis gaver maaskee ey en gang vare
bekiendte. Men jeg opholder mig for længe herved,
thi at menneskene indbilde sig at fortiene ære med at myr¬
de hianden paa beste maade, alleneste for at fornøye
ærgierrighed med en ny titel, er vel, som en Engelsk


70
Auctor har anmerket, saa urandsagelig en hemmelig¬
hed, som nogensinde har vanæret den.
Den tredie aarsag, hvoraf man benytter sig til
at uuderstøtte det nuationale hovmod, finder en hver
Nation i de store Genier, som høre til samme, enten
disse have været berømte Kunstnere, store Skribentere,
eller ogsaa gjort nogle særdeles vigtige opdagelser. Nuy
kan jeg ikke negte, at jo alle disse fortiene ære og be¬
rømmelse, den de og gierne maa deele med den Nation,
til hvilken de høre; men mig synes at alle Europæiske
Lande kunne tillegne sig denne ære, saasom ikke et eneste
er, hvor jo en eiler anden vigtig opdagelse enten er skeed,
eller i det mindste udviddet og giord nyttigere for det
menneskelige kiøn. Hvad støre genier er angaaende,
da vil jeg ikke med Herr Helvetius paastaae, at en hver
person, som har et vel dannet legeme, har tillige samme
ævne, som det allerstørste genie, til at blive en stor Mand
i nogen Konst eller Videnskab, alleneste han faaer en
god opdragelse og kommer i fordeelagtige omstændighe¬
der; men saa meget er dog sandt, at naturen aldrig
giør meer end den halve deel, og at den, som ey tillige
har den lykke at faae en tienlig opdragelse, kan aldrig
blive særdeeles berømt eller nyttig for fædernelandet, var
han end af naturen nok saa begavet. Hvo kan derfor
vide, om ikke just paa denne tiid en Voltaire, en
Tartini, en Mengs gaaer og graver i jorden i Jyl¬
land, som vilde have giort Dannemark lige saa megen
ære, som enhver af disse har gjort sit land, i fald hans
genie havde faaet leylighed at udville sig? Alt dette kom¬
mer saaledes paa en slumpelykke an, thi ingen Nation
er, som jo har mange hoveder af første rang, endskiønt
de siælden komme paa deres rette sted, og følgeligen ikke
kunne vise dem.


71


Foruden disse tre aarsager ere der vel endnu fle¬
re, som man i samme hensigt bruger; men som de ere
af mindre betydenhed og kunne desuden næsten alle be¬
svares paa selv samme maade, saa skynder jeg mig, og
drager af det, som allerede sagt er, den slutning, at in¬
gen Nation har noget frem for andre, som den med
rette kan hovmode sig af, og at følgeligen ingen ting
staaer i veyen, med mindre vi jo i steden for had og for¬
agt kunne begiægne hinanden med indbyrdes kiærlighed
og høyagtelse. Hertil raader os ikke alleneste fornuf¬
ten, men ogsaa Guds Ord, som befaler, at enhver skal
elske sin næste, som sig selv, uden henseende til enten han
er Jøde eller Græker.
Saadan en sinds beskaffenhed er med vores na¬
tur og bestemmelse overeenskommende. Vi have alle
en fælles fader, som vil at vi skulle omgaaes hinanden
som brødre, hvorved vi giøre baade dette liv behagelige¬
re og berede os tillige til et andet, hvor vi ey skulle be¬
høve at inddeeles i Nationer. Denne betragtning er den
allerkraftigste til at undertrykke den uvillighed mod an¬
dre, som er saa færdig at opstige hos os; og dersom
vi giøre os en lov af, alletider at have denne betragt¬
ning for øyne, da skulle vi alle snart komme i den stand,
at vi med en lige kiærlighed kunne omfatte det gandske
menneskelige kiøn, hvilket er den største grad af fuld
kommenhed, som et menneske kan ønske.


72
Som jeg ikke selv kan igiennemgaae Correg¬
turen, saa har i dette Ugeblad indsneget sig adskil¬
lige trykfeyl, hvilke i sidste numer ere blevne saa
talriige, at jeg ey længer kan nedlade at giøre en
fortegnelse paa de vigtigste: haaber dog, at det
ey videre skal behøves.
Trykfeyl.
Pagina 1. linie 1 staaer hvilke læs hvilket. paa.
20 1. 24 st. jeg l. jeg. P. 21. 1. 3 st. ftuentimmer l. fru¬
entimmer. P. 21 l. 14 st. haagden l. haanden. P.22.
l. 14 st. længre I. lavere. P. 26 1. 21 st. spørg l.
spørger. P. 27 l. 19 st. nye forretninger l. Ugefor¬
retninger. P. 29. I. 8 st. vahre I. varer. P. 301. 10.
st. kunne I. kunde. P. 30 1. 22 st. klæder l. klæde.
P. 32 1. 34 st. kunne l. kunde. P. 34 l. 15 st. Cu¬
pidiner l. Cupidoner. P. 35. l. 1 st. modbydeligt
I. modbydelig. P. 38 I. 1. st. ingensinde I. ingen¬
lunde. Pag. 39 1. 24 st. moderen l. konen. P. 42l.
32 st. trette l. treffe. P. 47 l. 33 st. der l. det P. 50.
I. 13 st. rigtige l. vigtige. P. 52 I. penult. st. ogle l.
nogle. P. 52 I. ult. st. ligning l. i ligning. P. 53. l.
9 st. en 1. nu. P. 56 1. 20 st. ham uformodentligen
I. ham en gang uformodentligen. P. 57. st. Qui la¬
che rendre a votre en tumulte l. Qni sache rendre a vo¬
tre ame en tumulte P. 57. I. ult. st. ussel I. usel. P.
58 I. 12 st. dets virkning l. deres virkning. P. 58.
J. 17 st. ville I. vilde. P. 58. I. 21 st. anstændigt l.
anstændig. P. 58. l. 33 st. 100 pro Cent l. 36 pro¬
Cent. P. 63 l. 24 st. beklagelig l. behagelig. P. 63
I. 37 st. en l. nu. P. 64 l. 9 st. medlidende l. nødli¬
dende.


No. 9.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 27 Mart. 1766.
La medisance est la fille immortelle
De l amour propre & de k oisivete;
Ce monstre aile paran male & femelle,
Toujours parlant, & toujours ecoute.
Amusement & sau de ce monde,
Elle y preside, & sa vertu feconde
Du plus stupide ecbauffe les propos:
Rebut du sage, elle est L'esprit des sots.
Volt:
J¬
ersom vi ikke af den hellige skrift vidste, at den
menneskelige natur var fordærvet, skulde vi
dog af fornuftens lys, ligesaa vel som adskil¬
lige hedninger, kunde leede os til denne kundskab og fin¬
de, at vor natur virkeligen ikke er saadan, som den bur¬
de og kunde være. For min deel finder jeg et stort be¬
vis herpaa i den lyst, som menneskene i almindelighed
have, heller at høre og udsprede alt hvad som er andre
til last og skade, end det som er dem til ære og gavn,
hvilket er et upaatvivleligt onde, som følger den menne¬
skelige natur, og hvorved vi mere, end ved nogen ting
andet, giøre hinanden livet suurt.


72


Frue Frydifald er i denne deel mere menneske,
end nogen af de jeg kiender, og kan ret tiene til et myn¬
ster, naar man paa denne side vil betragte den menne¬
skelige naturs fordærvelse. Om noget bedrøveligt hæn¬
der, saasom for exempel at en falder i unaade, eller giør
noget anseeligt tab, eller og om nogen ellers geraader
udi nogen enten fortient eller ufortient ulykke, da kan man
alletider være sikker, at Frue Frydifald er en blant de
første, som har efterretning derom. Hun giver Herr
Garrus en aarlig pension for den umage han haver,
at bringe hende alle ulykkes tidender fra første haand
hvilket han saa meget des lettere kan giøre, som han har
sin gang og er vel lidt i alle fornemme hunse i byen, og
veed desuden at stille sig saaledes an, at der ere ikkuns
faa, som ansee ham for den, han virkeligen er. Denne
Garrus er saa aftettet, at saa snart han kommer med
nogen ulykkelig hændelse til denne Frue, og førend han
lader sig mælde hos hende, befaler han alletider hendes
kudsk at spænde for, paa det hun strax maa være i stand
til at kunde føre ud det hun faaer at høre. Man kan
og ikke uden uret betage Frue Frydifald den berømmel¬
se, at hun er hurtig i sin gierning, saa at Garrus snart
hver gang har den ære at ledsage hende til hendes vogn.
Hun kiører da uden ophold til den næstboende af hendes
bekiendtskab, hvor hun næppe giver sig tiid til at hilse,
inden hun spørger, om de ei have hørt noget nyt. Sva¬
res der nei, hvilket svar hun allevegne faaer, saa begyn¬
der hun strax at fortælle sin historie med al nuelig vel
talenhed og med saa hurtig en tunge, at man gierne kan
dømme, at den byrde maa være let. Vel er sandt, at
hun gierne tilsidst lægger til, at samme hændelse giør
hende ondt, og at hun haaber, at ikke alt er saa ilde be¬
skaffen, som rygtet gaaer, men man læser ganske andre
tanter i hendes øyne; og hun har desuden næppe sagt
disse sidste ord, saa sidder hun allerede i sin vøgn, den
nye bevægelse giver hende nye indfald og lykkeligere ven¬
dinger, saa at historten blirer ikke lidt forbedret, inden


73


hun kommer dermed i niende eller tiende huus, hvor hun
undertiden finder Frue Ørkesløs for sig, som fra en
anden ende af byen er kommen med samme historie, og
betager hende al videre umage for den gaug, hendes
kudsk og heste til ingen ringe husvalelse
Jeg veed ikke om nogen ting kan optænkes, som
mere fornedrer den menneskelige natur, end denne lyst
til at høre og udbrede andres ulykker, imod hvilken vi
des mere burde arbeyde, jo naturligere den os er. Det
er jo saaledes, at man beskriver os fanden, hvis fornøy¬
else, om han ellers har nogen, ikke kan bestaae i andet,
end i at see og befordre sine medskabningers ulykke J¬
midlertid skeer dog, at Frue Frydifald og Frue Ørkes¬
løs ere velkomne allevegne, hvilket ikke alleneste opmun¬
trer dem at fortsætte deres haandverk og meddeele Pu¬
blikum gratis efterretning om alle ulykkelige hændelser,
men giver og andre lyst til samme forretning, saasom de
bemerke, at man derved giør sig behagelig og vinder yn¬
dest. J mangel af noget virkeligt giøre de sig ikke hel¬
ler samvittighed af at opdigte adskilligt, hvorved en og
anden kan beskæmmes. Vi troe alt saadant, og ud¬
sprede det videre, indtil omgangen endeligen kommer til
os selv, da vi faae at høre mange ting om os, hvoraf vi
selv ikke have vidst noget at sige. Hvor denne sladder¬
aand kommer i mode og almindelig brug, der maa al
indbyrdes tillid og høyagtelse nødvendigen faae ende,
og had og uvillighed derimod tage overhaanden, hvilket
baade giør vort levnet ubehageligt, og har tillige saadan¬
ne følger, som man næppe skulde troe.
Da jeg for nogle dage siden var i et stort sel¬
skab, tog man sig der anledning af den trængsel man
samme aften havde forspurgt paa gaden, at bemerke,
hvilken stor mængde indvaanere her var, og at kiøben¬
havn efter vore tanker vel kunde regnes for en af de stør¬
ste stæder i Europa. En fremmed som har opholdt sig
her nogle aars tiid, foretog sig at giøre os denne mee¬
ning stridig, og forglemte ikke at strax komme frem med


74


Paris og London. Vi svarede hertil, at omendskiønt
Kiøbenhavn i henseende til størrelsen ikke kunde sættes
i ligning med Paris eller London, hindrede dog dette
ingenlunde, at jo den Danske hovedstad kunde holdes for
en af de største i Europa, saasom man overalt ikke kunde
tælle mange, som vare større. Man skulde vel tænke,
at dette svar var gyldigt nok, til at giøre al videre ord¬
vexling herom unødig, men vi havde faaet med en So¬
phist at bestille. Han giorde endnu adskillige indvendin¬
ger, dem vi dog lykkeligen besvarede og holdt os temme¬
ligen vel, indtil han omsider kom paa det indfald at spør¬
ge os, om vi kiendte mange store byer i verden, hvor slad¬
der og bagtalelse gik saa meget i svang, som her. Til det¬
te spørsmaal var en af Selskabet saa oprigtig at svare nei,
hvilket de andre med en almindelig taushed syntes at be¬
kræfte. Saa snart han fik dette givet, raabte han strax
seyer, sigende at en bye, hvorudi fladder og bagtalelseefter
vor egen tilstaaelse var saa almindelig, kunde aldrig an¬
sees uden for en lille bye, saasom man i de største stæder
alletider havde saa meget at bestille med egne sager, at
man fik kun liden tiid til at befatte sig med andres.
Jeg har anført denne samtale ikke tvivlende at jo
mange af mine Læsere ere gode Patrioter nok, til at ikke til¬
lade, at fremmede længer ved saadant et argument kunne
betage Kiøbenhavn nogen deel af dens anseelse, og at de
derfor ikke alleneste vænne detn selv fra denne sladderfeyl,
men ogsaa hielpe til saa meget mueligt er, at udrydde den
hos andre. Her ere saa mange ting af betydenhed at tale
om, at vi aldrig skulle behøve at frygte for mangel paa ma¬
terie, hvormed vi kunne underholde hinanden, uden at det
nogensinde skal giøres fornødent at personalisere. Vil kun¬
ne undersøge i vore samqvæm, hvorledes overdaadighed
best skal hemmes uden at giøre handelen skade;
hvorledes folket i almindelighed kan giøres mere
lyksaligt uden at derfor blive fædernelandet min¬
dre nyttigt; ved hvilke midler en vis almin¬
delig udyd best kunde udryddes &c. &c. De som fin¬


75


de disse betragtninger alt for høye for dem; kunne ind¬
give deres betænkning, hvorledes de meene, at man skul¬
de kunde komme til at bruge skoe og strømper her i byen
uden at betale en hyrekudsk daglig skat derfor; hvorledes
de selv best kunne vænnes fra en vis feyl, som bringer
dem ofte i fortræd og giør dem livet ubehageligt &c. &c.
Kan samtaler endnu herved ikke blive nok levende, og
vi endeligen maatte tale om fraværende personer, da
kunne vi dog ansee dem paa den gode side, og i steden
for at opholde os over deres feyl, berømme deres dyder.
Herr Freeport kan ikke roses for sin belevenhed, men vi
kunne tale om hans gode Hierte, som er almindeligen be¬
kiendt. Herr Lysimont har kuns en maadelig forstand,
men han er saa god borger, saa god mand og faa god
fader, at vi aldrig maa tillade os at nævne hans navn
uden med høyagtelse. Naar vi saaledes omgaaes med
hinanden, da vise vi at vi ere fornu tige mennesker og
Christne; vi giøre os da venner, i steden for uvenner,
og vi undskylde tillige vore egne feyl, med hvilke ingen
skal finde lyst i at opholde sig, siden vi selv ere saa lem¬
fældige mod andre.
Men, vil mangen svare, skal jeg ikke faae lov
at sige hvad heele byen allerede veed, og som er sandt,
endskiønt den det angaaer kan lide derved? Jo, om det
er noget, som allerede staaer blant Høyeste Rets paadøm¬
te sager, eller andet af flig beskaffenhed, da kan man gier¬
ne tale derom, naar man saa behager. Hvad jeg her
raader til, er alleneste, at vi ikke skulle finde fornøyelse i
andres ulykker; at vi ikke følge vor næste i hans huus, og
tage hans private levnet i alt for nøye øyesyn, for siden
at forkynde de feyl og svagheder han kan have; at vi ikke
udsprede den spot og skam, som kan være hændet ham
og ikke er saa almindeligen bekiendt, men at vi lade alt
saadant døe i vor barm: og vi skulle heri finde en langt
større fornøyelse, end den vi have, naar vi med deslige
historier hielpe til at fylde byens forargelige krøniker.
Ligesom det nu er os uværdigt, med en Slags
fornøyelse at ansee andres ulykker, og befordre saadanne


76
historier som fortælles paa den tredies og fierdes bekost.
ning, endskiønt de kunne være sande, saa er det ganske
afskyeligt, at paafinde usandfærdigheder, hvorved vor
næstes gode navn og rygte lider skade, hvilken last er be¬
kiendt under navn af bagtalelse. Den er saa meget det
mere hæslig, som den gemeenligen udøves imod de an¬
seeligste og berømteste mænd i landet, saasom de der ere
den meeste avind underkastede. Ligesom de beste frug¬
ter ere hakkede af fugle og stukne af orme, saa blive og
alletider de største mænd angrebne af bagtaleres tunger;
og den, som kommer i et fremmed land, og der faaer at
høre adskilligt som lægges en indvaaner til last, og man¬
ge forargelige historier som omføres paa hans bekostning,
kan alletider dømme, at samme mand nødvendigen maa
have en eller anden overordentlig merite.
Den som herom tvivler maa søge oplysning af
historien, og han skal ikke længer kunde negte denne sand¬
hed. Han vil der finde, at de største Konger, Stats¬
ministere og Generalør have til alle tider været et maal
for bagtalerske tunger. J de lærdes historie skal han
finde det samme sagt om alle store genier, som i nogen
vis videnskab eller konst have giort dem særdeles berøm¬
te; og der er for nærværende tiid tvende partier i Fran
kerige og næsten i heele Europa, som synes at kappes
med hinanden, enten det ene skal mere berømme, eller
det andet mere laste en og samme person. Socrates,
som var den viiseste og meest Christne af alle hedninger,
har ikke meer end andre kundet undgaae baqvaskere: de
have endogsaa hertil taget dem anledning af hans død,
hvorved han ellers viiste det allerstørste heltemod, og som
er det smukkeste stykke i hans levnets beskrivelse. Lucia¬
nus siger nemligen herom, at Socrates giorde af nød¬
vendigheden en dyd, og viiste sig alleneste taaligen at
vilde imodtage det, som han ej meer kunde forhindre:
og naar det falder ham vanskeligt at beviise dette, og
ellers i andre maader at laste Socrates, lader han Cer¬
berus fortælle os, at han saae forsagt ud, naar han kom
ned i de dødes rige. Dette maa man bekiende er at


77


gaae langt i at dadle: men hvad skulle vi sige? De stør¬
ste helgene ere blevne lastede, og deres beste gierninger
ilde udtydte. Evangelisten Hohannes og Jomfrue
Marie have havt deres bagtalere, ja vor Frelser, som
var helligheden selv, har ogsaa havt sine, og deres slægt
er desværre endnu ikke uddød.
Siden man nu veed, at saa skeer og er skeet til
alle tider, synes det at den mand skulde handle meget
klogeligen, som satte sig for ingen ting at troe af alt det
som lægges andre til last, besynderligen naar de, det an¬
gaaer, ere meget berømte personer, enten de nu ere det
ved deres høye Embeder, Patriotismus, forstand, eller
og formedelst andre aarsager. Det er et artigt indfald af
Thales, naar han siger, at løgn er lige saa langt be¬
liggende fra sandhed, som øynene ere fra ørene
hvormed han vil give tilkiende, at vi ey letteligen bør
troe det, som fortælles om ting, som vi selv ey have seet.
Had og avind er nemligen saa konstig i at udtyde alting
til det værste, og med temmelig sandsynlighed at anbrin¬
ge adskilligt, som kan lægges berømte mænd til last, at
man kan aldrig noksom forvare sig mod deres sladdergift.
Alle disse bagvaskere have selv ingen Slags fortieneste, og
kunne derfor ikke taale at see den hos andre; de ere fød¬
te fiender af alle berømte mænd; og hvorledes vil man
da sætte troe til deres historier? Eller meener man, at
saa nedrige gemytter have ædelmodighed nok til at for¬
lade en fiende hans dyder?
Jeg vil ikke hermed sige, at alle store mænd ere
uden feyl, og give aldrig anledning til flig en bagtalelse.
Tvertimod maatte man tilstaae, at man bliver ofte i de
meest glandsende Caracterer de største pletter vaer; og
man forlanger umuelige ting, naar man vil, at den ild,
som brænder dem uophørligen og bringer dem til alle
store handlinger, skal alletider brænde saa lige, og ikke
nogen gang slaae op i damp og i røg. De have saaledes
deres feyl, men hvilket menneske er vel, som ikke har sine?
Og naar vi af Christelig kiærlighed bør holde alle andre
mennesker deres feyl til gode, hvor meget billigere er det
ikke, at ei regne saa nøye med dem, som ved store dyder


78


og fortienester betale deres feyl, og have derved ligeson
en større rettighed til at snuble, end andre? Hvor utak¬
nemmeligt er det ikke derimod, at gaae store mænds for¬
tienester forbi, for ikke at opholde sig uden med deres
lyder, og i steden for den berømmelse man er dem skyl¬
dig, ikke give dem uden en foragt, den de ei fortiene?
Desforuden bør man alletider erindre sig, at adskillige
store mænds gierninger, som lægges dem til last og synes
at være lastværdige, kunne maaskee være meget berøm¬
melige, naar vi faae deres motiver at vide; thi det er
bekiendt, at den samme gierning kan være enten dydig
eller lastefuld, saasom den forrettes af ulige aarsag; og
ingen gierning kan dømmes moralsk ond eller god, med
mindre man veed dens bevægende aarsager. Naar derfor
en skammelig gierning er beviist og ikke længer kan dra¬
ges i tvivl, giør man ikke ilde, om man med Trappe
Munkene antager, at samme kan være skeed i en god
meening af den, som derfore beskyldes, og om dette sy¬
nes at være en alt for overdreven kiærlighed, da er den
i det mindste langt berømmeligere end deres ukiærlighed,
som ikke drage i betænkning, at tillægge gode gierninger
ureene absigter, for derved at berøve vedkommende den
ære, de ellers deraf kunde vente dem.
Jeg vil til slutning i fortroelighed sige et ord til
alle bagvaskere, og til alle dem, som have den gave at lee
paa andres Bekostning, alleneste for at lee og giøre ska¬
de. Det er, at de i det mindste for deres egen anseelses
skyld ikke lade sig formerke med denne ulyksalige tilbøye¬
lighed, thi den er alletider et vist tegn til et ondt hierte
og til en lille forstand, og bliver anseet som deres merite,
der ikke have nogen anden.
Trykfeyl i No. 8.
Pagina 67. staaer ubehøvlet læs uhøvlet.
P. 68. st. nag l. ag. P. 70. st. som nogensinde har
vanæret den. I. som nogensinde har forvildet for¬
nuften, og saa grov en urimelighed, som nogen¬
sinde har vanæret den. P. 72. st. nedlade l. und
lede.


No. 10.
Den
Danske
Proteus.
Torsdagen, den 3 April 1766.
Sed tu simul obligasti
Persidum votis caput, enitescis
Pulchrior multo
Horat.
O¬
mendskiønt jeg baade skriftlig og mundtligen har
fornummet, at Herr Polyphil, i steden for at
give mine blade behørig anseelse, har strax i
begyndelsen sat dem hist og her i miscredit, vover jeg
dog paa nye at anføre et brev af hans haand. Jeg vil
alleneste i forveyen sige et eneste ord til mine smukke
Læserinder, det er, at jo mere de under dets læsning
bade Polyphil og alle hans lige, des kiærere er det mig.
Min Herre!
De tænker vel, min Herre, at jeg har forglemt
baade Dem og mit løfte, men det er ey min maade.
Vel er sandt, at jeg med fruentimmere ikke regner
det saa nøye, men kan hos dem med god samvittighed
bryde baade løfte og eed, naar jeg derved finder min
regning. Jeg er nemligen i kiærlighedssager af sam¬
me religion som hedningerne, de der troede, at deres
Guder tillode dem meeneed i denne post, og hos hvil¬
ke derfor at sværge ved Venus var det samme, som
at sværge ved ingen ting, hvorom den som beha¬
ger videre efterretning kan blive fornøyet i Platos
Giæstebud. Naar jeg undtager denne deel, kan


80
man i alle andre ting forlade sig paa mit ord, i sær
saa længe vinteren varer.
De faaer saaledes endnu et brev af mig, min
Herre; og De kan strax af begyndelsen see, hvor nyt¬
tig den moral har været, som De standsmæssig har
været nød til at give mig, thi jeg kan ey negte, at
jeg jo, uagtet Deres skrækkelige navn af moralist,
anseer Dem for alt for galank homme, til at De
skulde meene det saa oprigtigen, og ikke i hiertet sy¬
nes.om en levemaade, som forskriver sig saa gerade
fra Paris.
Jeg har ellers hørt, at mit forrige brev har
giort bevægelse hist og her i byen, og at min afbild¬
ning behager ikke fruentimmerne nær saa meget, som
min person. Jeg vil ikke troe, at de ansee deres tilbøy¬
elighed for mig og mine lige som en naturlig svaghed
den de ey tør være bekiendte for, og at de saaledes
fordømme med ord, hvad de i gierningen lade sig be¬
falde. Hermed maa nu være hvorledes det vil, da
er i det mindste vist, at de, som have nærmeste rettig¬
hed til kiønnets bevaagenhed, ere alle mænd af min
caracter, saadanne nemlig som kunne støye og snakke
hen i taaget, som kunne lee ad alle ting, og som des¬
uden ere tilstrekkeligen geskæftige i deres manerer,
hvilket altsammen udgiør den behagelige uforskam¬
menhed, hvorom jeg har talt i mit forrige brev, og
som altid vinder feyer, hvor heldst den gaaer frem.
Jeg kan bevise denne sandhed ikke alleneste af den be¬
skrivelse jeg allerede har givet Dem om de lykkelige
tog, som jeg selv forgangen vinter har gjort, men og¬
saa af mange andre exempler, af hvilke jeg vil nøye
mig med, her at anføre et eneste.
Jeg har fra min ungdom af været en meget god ven
af Herr Parart, som nu nyligen er kommen til en
temmelig høy civil betiening. Denne Parart havde
faaet en meget god opdragelse, saa at, naar hans stu¬
derings tid var forbi, havde han erhvervet saa megen
kundskab, som faa af hans alder kunne berømme dem
af. Desuagtet, og endskiønt han i sin barndom var
meget dristig og snaksom, blev han dog paa sit sexten¬
de aar paa en gang saa taus og blu, at han næppe
kunde være tilstede i gammelt folks selskab, uden at
rødne. Denne store undseelighed forgik vel noget med
aarene, men han beholdt dog saa meget tilovers der¬


81


af, at da han siden kom ind i den store verden, førde
han sig saa sædeligen og stille op, som om han kunde
have været en mand af 60 aar. Han søgte ikke at
vinde andres bevaagenhed, uden ved sin venlighed, bele¬
venhed og fornuftige tale, og man kan ey heller negte,
at jo alle mandspersoner agtede ham allerede høyt, og
begyndte snart at ansee ham for en fuldkommen elsk¬
værdig person. Hos fruentimmerne tænkte han at kunde
vinde yndest paa selv samme maade Han begegnede dem
derfor alletider med megen ærbødighed, var stedse ven¬
lig, sagde dem aldrig imod, men talede dog fornuftigen
med dem, og bibragte dem paa en behagelig maade ad¬
skillige nyttige sandheder. Hermed troede han nu at giø¬
re sig tilstrekkeligen recommenderet hos dem, men for¬
giæves: de ansaae ham næsten alle som en berømmelig
Pedant, og alt hvad han kunde vinde var, at et og andet
lærdt fruentimmer og nogle bedagede Matroner toge til¬
takke med ham. Nu, som han ikke desmindre havde stor
lyst til at giøre sig elsked hos den smukkeste deel af kiøn¬
net, og han tillige af mit exempel saae, hvad han man¬
glede, saa satte han sig for med konst at bøde paa natu¬
rens feyl. Til den ende sluttede han sig inde paa sit kam¬
mer, og stillede sig an som om han var syg. Det første
han giorde var, hemmeligen at tage en fegtmester an, ik¬
ke udi forsæt at lære sig til at føre en kaarde, men for at
vænne sig til med hurtighed at falde frem og tilbage,
hvilken konst han havde befundet at være til stor nytte
i samtale med fruentimmer, og at den udgiør en ikke
ringe deel af det som hører til geskæftige manerer.
Siden opsøgte han med megen møye en tydsk sprog¬
mester, som havde feyl paa ørene, i hvis selskab han
lærde sig at snakke ud af munden: han skaffede sig og
nogle saadanne bøger, som L'Espion Chinois, hvoraf
han lærde sig, uden principier at tale frem og tilbage,
om alle ting. Dette var nu alt meget vel betænkt;
men i den tredie post begik han en stor feyl. For at
nemligen vænne sin mund til latter, foretog han sig
at læse Molieres og Holbergs Comoedier; og naar
der forekom noget latterligt, var hans bemøyelse alle¬
neste, at lee baade høyere og længer, end ellers sæd¬
vanligt er. Saa snart jeg kom til ham og saae hans
hensigt, underrettede jeg ham strax om hans vildfa¬
relse og lærde ham, at det var ingen sag at lee der,
hvor alle fornuftige mennesker kunne lee, men at sagen


82
var, at kunde lee alletider og uden mindste aarsae
For at herudi hielpe ham til rette, gav jeg ham nogle
tydske original Comoedier i hænderne, omtrent i sam¬
me smag skrevne, som de der gaves ud her i byen for¬
gangen aar, og bad ham at vænne sig til under deres
læsniug at bryde ud i latter en eller flere gange, ved
en hver side, uden henseende til det der sagdes, var
det end nok saa sorrigfuldt: jeg bad ham ogsaa, i
denne post at raadføre sig med nogle store speyle, som
han havde sat op i sit kammer, og frem for dem saa
længe at øve sig, indtil han fandt at han kunde lee
med behag, naar han vilde, og uden at hiertet havde
mindste deel derudi. Efter at han havde tilbragt et
halvt aar paa denne maade, og under samme tiid prø¬
vet sin videnskab paa nogle piger, som fandtes i sam¬
me huus, samt derved allerede forspurgt en ønskelig
virkning, begav han sig endeligen paa nye i den store
verden; men i steden for at sidde eller staae stille paa
et sted og tale fornuftigen, som han før havde gjort
fløy han nu fra en ende af værelset til den anden lige
saa hurtig, som om han kunde have været fød smaa¬
herre; saa snart han aabnede sin mund, tog han ly¬
den af alle andre, og loe af fuld hals ved et hvert
ord, som sagdes. Nu skulde De have seet, min Herre, li¬
gesaavel som jeg, hvad forandring dette foraarsagede paa
alle fruentimmeres gemytter: mange af dem vilde ikke
kiende ham igien, men ansaae ham for en ganske
anden person; de fleeste sagde, at sygdommen havde
været ham nyttig, at man vel kunde see paa ham
forher, at hans sædelighed herrørede af en deel u¬
sunde Vædsker, som nu denne sygdom havde befriet
ham fra; og alle komme overeens derudi, at han
var bleven dobbelt elskværdig. Det viiste sig og snart
i gierningen; thi han blev strax favorit hos adskillige
af de smukkeste fruentimmere, og hvor han tilforn
næppe var lidt, der blev han nu tilbeden. Fra den¬
ne tiid af har han og bestandigen fulgt mine fodspor
saa nøye, som det nogensinde er mueligt for konsten
at efterfølge naturen.
De seer saaledes, min Herre, at stoyende
caracterer befalde fruentimmere bedst. Hvad aarsa¬
gen hertil kan være, skal jeg ey med vished kunde
sige; dog vil jeg anføre to berømte Skribenteres
meeninger herom. Den første er Addisson, som


83


siger hertil, at efterdi fruentimmerne ere af naturen
mere flygtige og levende, end mandspersoner, saa
er det ikke andet, end en omvendt egenkiærlighed,
naar de elske og beundre disse samme egenskaber hos
mandspersoner. Den anden, som synes mig at gi¬
ve en rimelig aarsag hertil, er Montesquieu, da
han siger, at fruentimmere elske meest spøgagtige og
stoyende Mandspersoner for den aarsags skyld, at
samme synes at love dem til alle øyeblik, hvad man
ikke kan holde, uden tiid imellem. Man kan at
disse begge aarsager vælge, hvilken man heldst vil:
nok er det, at sagen forholder sig saaledes, hvilket
er mig en tilstrekkelig aarsag, til ikke at skamme
mig ved en caracter, som frem for alle andre beha¬
ger den smukkeste deel af det menneskelige kiøn.
De maa ikke undre Dem, min Herre, at
en mand, som jeg, er bekiendt med saa mange For¬
fattere, som jeg i dette Brev har nævndt. Vel er
sandt, at saa længe jeg staaer paa mine been, har
jeg alt for megen fyrighed og ild til at kunde holde
mig stille med en bog i haanden; men som jeg i en
tiid af tie aar uden ophold har havt for sædvane, al¬
drig at staae op om dagen uden ved samme klokke¬
slet, ved hvilket jeg gaaer i seng om natten, og jeg
dog af alle disse timer ikke sover bort meer end sex
eller syv, anvendende alle de øvrige paa læsning,
saa er heraf skeet, at der ere faa gode bøger, som
jeg ikke har læst eller i det mindste kiender, hvorpaa
De skal faae nye beviis i de herhos følgende papirer,
som jeg sender Dem for dermed at opfylde mit løfte.
Forbliver &c.
Polyphil.
Disse Papirer, hvorom Herr Polyphil taler,
indeholde adskillige fruentimmers Caracterer, skildrede
efter naturen, saa vidt jeg kan dømme. Jeg skal og
ikke glemme efterhaanden at betiene mig deraf, ligesom
leylighed gives.
Hvad ellers den beskrivelse angaaer, som Herr
Polyphil har givet om sin person, saa vel i dette, som
besynderligen i forrige brev, da skal jeg ey sige, enten
han virkeligen er saadan, som han der maler sig af,
eller om han har skildret sig saa, allene for at give det
smukke kiøn afskye for deslige caracterer, i hvilket
sidste fald man maatte bekiende, at hans hensigt er


84


ganske philosophisk. Hvor om alt er, da synes mig
i det mindste at hans Portrait er hæsligt nok, til at
give vore smukke fruentimmere afskye for alle hans lige,
som ikke søge andet, end at forføre og bedrage dem.
Angaaende den streng, hvorved Herr Polyphil
fornemmeligen rører, da er det en gammel klage, at
fruentimmere i almindelighed foretrække spasagtige og
sladdervorne mandspersoner for dem, som ere sædelige
og fornuftige; og som dette uden tvivl er en naturlig
feyl, saa burde de des meere arbeyde derimod, og for¬
vare deres hierter mod saa farlige fiender. De børe
nemligen betænke, at disse i deres Øyne saa elskværdi¬
ge personer, tiene den meste tiid til intet andet, end at
forøde deres midler, forøge deres naturlige feyl, og
giøre dem livet suurt og ubehageligt, thi det behag de
finde hos dem, saa længe de ere beylere, vedvarer ge¬
meenligen ikke længe efter sammenvielsen. De maa
ogsaa vide, at det staaer i deres magt, at skabe saa¬
danne mandspersoner, som de ville; thi saa snart de
ikke tillade os længer at behage dem, uden ved ærbar¬
hed, forstand og god Opførsel, skulle vore smaaher¬
rers tal snart formindskes: men til denne vigtige ma¬
teries afhandling forbeholder jeg mig en anden gang et
heelt nummer af disse blade. J dag vil jeg til slut
ning anføre et andet brev, som er indsendt.
Min Herre!
Af deres No. 4. kan jeg dømme, at de, da det ud¬
gavs, var fornøyet med det antal Subscribentere,
som allerede havde mældet sig til Deres ugeblad.
Jeg veed, at de den tiid beløbe sig til meer end to
hundrede, men hvor mange fremdeles have ladet
dem tegne, er mig ubekiendt. Det kan jeg allige
vel fortælle Dem, min Herre, at ligesaa mange
hundrede Subscribentere De have, lige saa mange
tusinde Læsere kunne de med vished regne. Jeg er
ikke mindre bekiendt her i byen, end Deres Bor¬
nevue, min Herre, men jeg kan sige Dem, at hvor
heldst, jeg er kommen, der har jeg fundet, at en
hver, som har subscriberet paa Proteus hos Bog¬
handler Ackermann, har i det mindste tre eller fire,
som mundtligen have subscriberet hos sig, af hvilke
en hver har to eller tre andre Subsctibentere, disse
atter sine, Gud veed hvor langt. Nu kan jjeg vel


83


ikke vegte, at jo dette i visse maader kan udlægges
Nationen til berømmelse, og tiene til beviis paa en
særdeeles huusholdnngs forstand, men som man
ran drive alle dyder for vidt, saa synes mig og, at
man gaaer temmelig langt, naar man, for ute at
udgive en Rigsdaler efter et aars forløb, berøver
sig selv den ære, at see sit navn trykt i begyndelsen
af et dansk moralsk ugeblad, hvis befordrer man
tillige kan ansees at være. Uden skiæmt vil jeg ellers
sige, at fremmede, som ikke regne flere Læsere for et
hvert skrift, end de seg at der ere Kiøbere, fatte heraf
den urigtige slutning, at den Danske Nation i almin¬
delighed ikke har lyst til læsning, men bekymrer sig om
langt andre ting, end at uudervises i dyd og videnskaber.
Desforuden giør ikke heller et ugeblad al den nytte, det
bør og kan, om det ey er ligesaa gangbart som en api¬
se, og findes allevegne. Jeg har derfor sat mig for, om
mueligt er, ved dette brev at skaffe Dem flere Subscri¬
bentere, hvilket forsæt ikke kan være Dem ubehageligt,
endskiønt jeg vel seer, at gierrighed ey er Deres
hoved, passion, og at De skriver i langt anden
hensigt, end for at skaffe Dem en haand skilling:
Jeg vil her i forbigaaende alleneste nævne, at
da den Hamburgske Patriot og den Engelske Spec¬
tator gaves ud af trykken, fandt den første 5000 Kiø¬
bere, og den anden fire gange saa mange, hvilket er
bleven regnet den Tydske og Engelske Nation til stor
ære, og opmuntrede ef lidt Forfatterne af samme uge¬
blade til at stræbe at give saadan en mængde Læsere
noget læsværdigt i haanden. Dersom disse exempler
kunne udrette noget hos mine Landsmænd, skal det
være mig kiert; men som jeg selv ikke venter noget der¬
af, saa vil jeg foreslaae et andet middel, som formo¬
dentligen vil virke bedre. Eftersom De endda er i
sinde, min Herre, at lade trykke alle Subscribenteres
navne, saa vil jeg raade, at De derved alleneste iagt¬
tager, at der paa en hver side bliver opreyst adskillige
columner. J den første kommer som billigt er, med
store bogstaver og fulde titler alle deres navne, som
have subscriberet hos Ackerman: J den anden maa
de, med mindre bogstaver og uden titler lade sætte
alle mundtlige Subscribentere, som hos nogen af de
foregaaende have meldet dem: I den tredie deres
navne, som ikke faae Proteus at læse uden i tredie


86
omgang, og saa videre, indtil dem, som faae dette
ugeblad af sidste haand, hvis navne maa trykkes med
saa smaa skrifter, at de ikke kunne læses uden briller.
Herved vinder man to fordeele: først, at enhver kan
see, at her i Kiøbenhavn ikke ere saa faa Læsere af
nyttige bøger, som man bilder sig ind; for det andet
behandler man tillige en hver efter fortieneste; og det
vil blive ret fornøyeligt for mangen en Student og
haandverksmand, som her kommer at staae i samme
Classe med Conference Raader og Geheime Raad¬
inder, da imidlertid mange skikkelige Folk maatte
gaae saa meget til side, at de blive ganske ukiendelige.
Jeg tvivler ikke, at jo denne sidste betragtning vil ha¬
ve en ønskelig virkning i en bye, hvor man er saa rang¬
syg, saa at man, for at undgaae saadan en skam, vil
hobetal indfinde sig og subscribere paa Proteus.
Men skulde dette være en falsk Formodning, hvilket jeg
snart skal faae at vide, da vil jeg i det mindste sætte
Dem i stand til at kunde i verk sætte mit forslag, og
til den ende skal jeg efter nogle ugers tiid, om saa be¬
høves, sende Dem en fortegnelse paa saa mange af disse
extra læsere, som jeg, eller nogen af mine venner, har
kundet komme efter.
Skulde alt dette imidlertid synes Dem at være
smaating og uværdige at opholde sig med, da vil jeg
sige Dem, min Herre, at det er ikke for Deres egen
skyld allene, som jeg beder Dem, at De vil indføre
dette brev i Deres ugeblad. Jeg maa bekiende, at
jeg selv er een af Deres subscribentere, som har megen
uleylighed af disse neben læsere, og jeg faaer aldrig
beholde noget nummer af Proteus længer, end den
første time. Jmidlertid læser jeg der ofte et og an¬
det, som kommer mig i tankerne de følgende dage; men
naar jeg vil nøyere eftersee samme, finder jeg aldrig
det nummer jeg søger, hvilket da maaskee er i tiende
haand. Jeg vil derfor benytte mig af Deres eget
ugeblad for at lade alle dets frilæsere vide den uley¬
lighed de foraarsager; og som man ey mundtligen
kan sige dem; thi De sinder vel, min Herre, at siden
de samme ikke skamme sig for at begiere det til laans
ud af huuset, saa skammer man sig og for at negt
dem saadan en bagatel &c. - - --


No. 11.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 10 April 1766.
Liberius si
Dixero quid, si forte jocosius, boc mibi juris
Cum venia dabis.
Horat.
D¬
e som have troet, at den Danske Nation var
alt for magelig, til at tage deel i periodiske
Skrifter, som ikke have anden hensigt end det
almindelige beste, og at følgeligen den indbydelse, som
jeg strax i begyndelsen giorde, skulde blive uden virk¬
ning, behage alleneste at kaste deres øyne paa disse
blade, og de skulle strax blive overbeviste om deres
vildfarelse.


90
Min Herre!
Der er allerede meer end et aars tiid, siden
jeg forfattede en Comedie under titel af: den skind¬
syge Philosoph. Samme blev ikke opførd forme¬
delst visse Aarsager, som jeg ikke finder for godt her
at anføre. Jmidlertlid, som jeg paa dette stykke har
anvendt megen tiid, saa vilde jeg dog gierne for min
umage høre, hvad Publikum dømmer derom, og
beder Dem derfor, min Herre, at De vilde være saa
god og indføre herhos følgende Scener i deres uge¬
skrift, som læses af mange personer, hvis smag jeg
erkiender for god. Jeg veed vel, at en Comedie,
som læses stykkeviis, kand ikke andet, end tabe der¬
ved, hvilket med saa meget des mere sandhed kan
siges om den nærværende, som jeg ikke en gang er
i finde i korthed at fortælle dens indhold, eller hvor¬
ledes Scenerne ere bundue tilsammen. Men som
jeg holder for, at det ikke er nok at en Comedie er
smuk i det heele, men at endogsaa en hver af dens
deele bør have noget smukt i og for sig selv, saa vil
jeg, for des bedre at faae at kiende disse Sceners
værd, ikke give dem nogen fordeel af det sammen¬
hæng de kunne have med det heele, men lade dem
staae deres egen fare. En Comedie kan nemligen
være vel anlagt; eenheden i henseende til tiden, stedet
og handlingen kan derudi være med en yderlig streng¬
hed iagttagen, og den kan dog desuagtet være meget
slet skreven, hvilket den er, saa snart man ikke i en hver
Seene formerker nogen deel af det Comiske genie,
som oplivede en Moliere, en Regnard, og en Hol¬
berg. Dette er hovedsagen, og hvor dette mang
ler, der mangler alting. De maa ikke troe, min
Herre, at jeg bilder mig ind at have saadant et genie:
endnu mindre, at jeg skulde være saa taabelig at sige
det, om jeg endog var stolt uok til at troe det. Mit
forsæt er alleneste at forsøge min lykke baade i et og


91


andet, for derved at lære hvad Slags naturlige gaver
jeg kan have. Jeg er nemligen endnu uug, og der¬
som jeg først finder at jeg formedelst arbeyde kan
bringe det vidt i nogen Konst eller Videnskab, da
maa De troe, min Herre, at jeg ey tænker at grave
mit pund ned i jorden. Men det er at opholde Dem
alt for længe: jeg vil derfor strax lade den skindsyge
Philosophs tiener tale, omendskiønt en Konstdommer
kan sige, at han begaaer en feil, inden han endnu
aabner sin mund.
A. B.
Actus I.
Scena 3
Johan allene.
(kommmer springende ind paa Theatrum og søger sin
Herre.)
Ney, Herren er ikke her. Havde jeg vidst det,
hvorfor skulde jeg da havt nødig, at rende Aanden af
Halsen? Men naar nogen Ting skal forrettes for hans
Fæstemøe, faaer jeg aldrig lov til at gaae, men maae
flyve afstæd, ellers gaaer det ey rigtigt til. Nu haver
jeg været henne, at hente hende et Stykke Silketøy til
een Klædning. Fabriqueuren boede paa Christianshavn
og Skrædderen ved Øster=Port, ret ligesom ingen fleere
Skræddere vare i Byen. Nu skulde jeg give Beskeed
fra mig derom, og saa er han just ikke her. Ach hvad
een Tiener dog er ulyksalig! Alletider maae han passe
op som en Hund og giøre hvad andre lyster, uden at
han nogensinde faaer Tillagdelse til at giøre, hvad han


92
selv vil. Han maae døye sin Herres onde humeur
naar andre have opirret ham, undertiden tage imod
Skieldsord og Stokkeprygl og det mangen Gang for
ingen Ting. Han maae være oppe for Dag og giøre
Jld, legge sig efter Midnat i et koldt Kammer. Ach
hvorfor er jeg ikke født en riig Mands Søn! saa hav
de jeg vel ved denne Post arvet nogle 1000de Rixdlr.,
thi jeg er ikke ung meere. Da havde jeg kundet sove
i Roe heele Dagen og om jeg havde faaet Lyst engang,
at gaae paa Viinhuus, da havde jeg kundet kiøre der
hen. Var jeg endda bleven Laqvai hos nogen fornem
Herre, da havde jeg efter nogle Aars Opvartning kun¬
det faael en hæderlig Betiening. Det er vel sandt,
at jeg ingen Ting haver lært, men det er ingen Ho¬
vedsag, naar man kuns haver naturlig Forstand som
jeg, og kan føre sig vel op, hvilket man lærer paa saa¬
danne Stæder. Jeg troer ogsaa virkeligen efter lang
Betænkning, at man i fornemme Huuse drager finere
Aande til sig, hvad enten det nu reyser sig af de Sto¬
res Uddunstninger eller af andre Aarsager, og at denne
haver Jndflydelse paa vores Hierner, saa at den giør
os skikkede til alleting uden nogen Lærdom; Ligesom
jeg haver hørt Herren sige, at nogle ville paastaae, det
de, som fødes i et varmere Climat skulde have meere
Jld og Skikkelighed, end de Nordiske Folk. Det maae
nu forholde sig dermed, som det vil, saa er dog i det
mindste dette vidst, at jeg haver kiendt mange, som for
et par Aar siden ey vidste stort meere, end jeg, men nu
sidder een i den Ræt, den anden i den, og undersøger
ja dømmer uforligneligen, ja mangen en kiører i Aar
i den Vogn, som han i Fior stoed bag paa. Saadan
Lykke kunde jeg ogsaa giøre, om jeg kom til at tiene hos
en Minister eller anden høy Herre. Men hvad hielper
det mig vel, at jeg ønsker? Jeg haver ønsket mig saa
meget i mine Dage, men endnu haver jeg aldrig faaet
noget deraf. Jeg haver giort mig selv mange Beha¬
gelige Drømme om Guld og grønne Skove, men saa¬


93


snart jeg haver vaagnet, haver jeg været den samme
Slyngel Pasop som tilforn. Jeg vil derfor ikke be¬
kymre mig om nogen Ting herefter, men troe Herren,
som siger, at alle Mennisker ere omtrent lige lykkelige,
naar man sammenligner deres Fordeele og Besværlig¬
heder med hinanden. Det er dog een haaben besvær¬
ligt, at faae saadant i fit Hoved, naar jeg ret tænker
efter. Men der seer jeg HErren komme. Han seer
meget forbittret ud: jeg er bange, at han glemme
Dag igien at Studene.
Scena 4.
Medoc uden at see Johan.
Det maae jeg bekiende, det var ret artigt.
Hvor er der dog Muelighed i, at saa megen Deylig¬
hed kand boe sammen med saa megen Falskhed. Hun
gaaer ige ned ad Gaden, ligesom hun vilde gaae til sin
Søster, men ved første Tvergade bøyer hun og gaaer
ind i et stort Huus paa Hiørnet, hvilket jeg ikke kiender.
Hvis der boede nogen Jomfrue af hendes Bekiendt
skab, som hun underveys ville besøge, da havde hun vel
sagt mig det. Derfor maae hun visseligen aflegge no¬
gen Slags anden Besøgelse paa det Stæd, som hun mindst
skytter om, at jeg skulde viide. J visse Maader er det
mig dog kiært, at jeg fik nys om, hvor hun haver sin
Gang. Det maae koste hvad det vil, saa skal jeg nok
forske ud, til hvem det er og derefter skal jeg siden tage
mine Mesures. Skulde jeg ikke besidde Mod nok, til
at tage min Kiærlighed fra den, som giør Besøgelser,
hos andre Ungkarle, og er mig utroe? Jo saasnart som
jeg faaer det vidst at viide, vil jeg aldrig i min Livstid
see hende meere for mine Øyne, og da maae den Kiær¬
lighed, veed jeg, eengang forgaae. Dog? det var at
giøre hende alt for stor Ære, naar man ansaae hende


94
saa farlig. Jeg vil see hende hver Dag og foragte hen¬
de. (han faaer Johan at see). Er du der Johan.
Johan.
Ja Herre! Jeg haver allereede været her een
heel stiv Time. Tøyet kom rigtig til Skrædderen og da
jeg gav hannem de 2 Rdlr. til at deele ud i Drikkepen¬
ge, lovede han at alle hans Folk skulde arbeyde heele
Natten, saa at Klædningen efter Herrens Begiæring,
betids i Morgen skal blive færdig.
Medoc.
Det er godt, men ellers haster det just ikke nu.
Johan.
For lidet siden hastede det dog temmeligen.
Medoc.
Ja, Ja: Naar du haver gjordt, hvad jeg bad
dig om, saa haver du forrettet, hvad du burde: Jøv¬
rigt behøver du ey at bekymre dig. Men det var vel,
at du kom, thi jeg maae skikke dig bort i et magtpaa¬
liggende Ærende.
Johan.
Herren behager, at befale. Jeg er alletider
til Tieneste, uagtet jeg aldrig siger underdanige Tiener.
Medoc.
Kom hid! seer du Huuset der paa Hiørnet af
første Tvergade paa høyre Haand?
Johan.
Ja jeg giør. Det er et stort graat grundmun¬
ret Huus, tre Etager høyt.
Medoc.
Rigtig nok. Der skal du gaae ind og faae at
viide, hvad de alle heder, som boe der, samt deres
Stand og Omstændigheder. Men du skal ey hilse fra
mig, tvertimod lade, som du gjordte det paa din egen
Haand.
Johan.
Det bliver en svær Forretning Herre! Her¬
ren veed vel, at man gaaer ikke saaledes omkring og rand¬


95
sager i Huusene her i Byen. Desuden torde de tage
mig for en Spion eller et Førbud for en usædvanlig
Skat, og da frygter jeg for at blive saa slet imodtagen,
at jeg maaskee vilde komme til at dandse hovedkulds
ned af Trapperne.
Medoc.
Du skal ikke gaae ind til de Logerende selv,
forstaae mig vell, men giøre dig bekiendt med Gaards¬
Karlen eller Portneren, om der er nogen, og hos ham
skal du forespørge dig herom.
Johan.
Ja, men jeg er endnu bange, at han ikke haver
Tid til at svare mig til saa mange Spørsmaale og at
jeg kommer tilbage med uforrettet Sag¬
Medoc.
See! her haver du en Rdlrs. Seddel (han gi¬
ver ham en Banco=Seddel) giv hannem den saa faaer
han nok Tid til at svare.
Johan.
Ja det kand lade sig høre. Penge udretter al¬
ting her i Byen og jeg troer vel, at det gaaer ligele¬
des til paa andre Stæder, hvilket Herren best maae
viide. Men jeg vilde gierne høre nok eengang, hvad
jeg skal spørge om, for desbedre, at kunde huske det.
Medoc.
Hvert Menniskes Navn, som boer i Huuset til¬
ligemed eenhvers Stand og Caracter. Jo meere du
ellers kand faae at viide af deres Omstændigheder, jo
bedre er det. Gaae nu din Vey, men du skal ey lade
dig see af for mange, ey heller tale til nogen om dit
Ærende, uden til din Mand; for hvilken du sagtens
kand hitte paa, at give en Slags Aarsag til din Nys¬
gierrighed. For alle Ting, nævn ikke mit Navn.
Johan.
Ney, Ney Herre! men med Tilladelse skal jeg
da ogsaa spørge om Fruentimmerne, som kandskee boe
der. Jeg hørte forleden Dag, da HErren havde no¬


96
gle gode Venner hos sig, at de trættedes, om Fruer¬
timmer vare Mennisker eller ey, da nogle sagde de var
Engle, andre at de vare
Medoc.
Du Nar, du skal spørge om alle, som boe der,
Nøl nu ikke, men vær strax her igien.
Johan.
Ja jeg gaaer da. Det gaaer an, siden Veyen
ey er saa lang.
Medoc. (for sig selv.)
Her gaaer jeg nu alleene, da hun kandskee imid¬
lertid sidder ved en anden Mands=Persons Side, som
hun hellere gider liidt end mig; Ach! hvor ilde bliver
ikke den oprigtigste Kiærlighed i Verden belønnet --
Dog, kand hende sig, at jeg er saa lykkelig, at tænke
feylt . . Men saa havde hun vel kundet - . Ag
fordømte Nysgierrighed, Om jeg endda ikke havde
gaaet efter hende, saa havde jeg troet, at hun sadd hos
sin Søster, og jeg været roelig til Sinds, i stæden for
at jeg nu plages af den værste iblant Helvedes Furier!
Hiertet brænder i mig og en kold Sveed triller ned over
heele Kroppen.
Scena 5
Spartan og Medoc.
Spartan.
God Dag min Broder; hvorledes befinder du
dig?
Medoc.
Hvi saa, er du bleven Doctor?
Spartan.
Uden at være Doctor drister jeg mig ey alleene
til at sige, at du er syg, men endog, hvorudi din Syg¬
dom bestaaer - Naar jeg seer dit forbittrede Ansigt
og hører tillige din vreede Røst, saa haver jeg Symp¬


tømer nok, hvoraf jeg kand slutte, at du haver faaet et
Anstød af din gamle Jalousie=Feber.
Med oc.
Ja noget nær min Broder.
Spartan.
Ja jeg kunde nok giette det og skal jeg sige dig
min Hiertens Meening, min Broder! saa kiender dig
ingen meer igien, siden du er bleven forliebt. Tilforn
var du een Prydelse i alle Sælskaber, hvor du kom hen
og omendskiønt du aldrig var den, som kom Folk til at
lee, saa var du alligevel stedse munter, tog Deel i all¬
ting og sagde ofte noget, som endog den følgende Dag
gjordte os godt. Nu kommer du sielden ud, og faaer
man dig nogentider at see i Sælskaber, saa seer du saa
tankefuld ud, som een Premier=Minister; langt fra
at tage Deel i Sælskabets Tidsfordriv, synes du sna¬
rere, at stødes over deres Fornøyelse og at ønske dem
langt borte fra dig. Dette kand ey giøre dig meget
behagelig, hvilket jeg bør sige dig som en Ven, og jeg
raader dig, tillige, at du dog eengang bliver ved god
humeur igien og bortjager de uroelige Tanker, som uden
Ophør plage dig.
Medoc.
Det tør snart skee, disværre! jeg troer, at jeg
udi een af disse Dage kand sige dig, at jeg ey længere
er forlicbt.
Spartan.
Hvad siger du? tænker du saa snart at gifte digt
Men uden Skierts, saa vilde jeg dog just ikke, at du
skulde gaae saa vidt. Du haver jo een Festemøe, som
er ung, skiøn og forstandig, saa at du haver meget stør¬
re Aarsag, end de fleste, til at vedligeholde din Kiær¬
lighed og sætte den i høy Agt og Priis. Men derfor
kand du jo endda være som andre Folk og elske fornuf¬
tigt.
Medoc.
Elske fornuftigt, det forstaaer jeg ikke.


98
Spartan.
Da forstaaer jeg det min Troe! Jeg haver elsket
mange gange i min Levetid og for nærværende tid er
min Kiærlighed falden til Lucilias Søster, som du selv
veed. Men saadant kand saa lidet betage mig For¬
nuften, at det ikke engang foruroeliger mig i mindsie
Maade. Naar jeg er alleene hos Philandia, saa veed
jeg vist, at jeg er den behageligste af alle Mennisker i
hendes Øyne og hun nægter mig aldrig nogen Ting,
som jeg med Anstændighed kand forlange til min For¬
nøyelse. Hvad kan man ønske sig meere eller hvad skal
man for resten skruple over? Kiærlighed er een natur¬
lig Nødtørft, ligesom at spise og sove, naar den er stil¬
let, saa er det for den gang forbi, uden at man behø¬
ver, at giøre sig videre Griller.
Medoc.
Det kalder du at elske fornuftigt? Jeg derimod
holder ingen Ting for meere ufornuftig, thi det er just
at gaae til Verks, som de umælende Beester.
Spartan.
De umælende Beester ere meere fornuftige, end
vi, i at følge Naturens Hensigt; og vi vilde føre et
langt lyksaligere Liv, om vi i visse Tilfælde efterfulg¬
te deres Exempel meere end vi giøre.
Medoc.
Hvem som vil kan efterfølge deres Exempel; jeg
for min Part kand ikke finde mig deri. Kiærlighed
naar den tages paa denne Maade er een nedrig Pas¬
sion, som ikke kand foraarsage synderlig større Fornøy¬
else, end et godt Glas Viin. Det eneste der efter
mine Tanker giør Kiærlighed saa behagelig frem for
alt andet, er den Vished, man kand have om at gis¬
re een elsket Persons heele Velfærdt og Lykke. Dernæst
alle de ømme Følelser som ere Følger deraf, hvilke
man bedre kand kiende end beskrive. Naar Kiær¬
lighed bliver betragtet paa denne Maade, holder
jeg den for den eneste Passion, som kand hielpe


95


os til at bære Livets Byrde og trøste os i den Ulykke,
vi have af at være til. Saaledes tænker jeg.
Spartan.
Eenhver haver sin Smag. Men skulde jeg end
bifalde din Tænkemaade, saa haver du endda ingen
Aarsag til Uroe og Misfornøyelse. Lueilia zisker dig
jo af inderste Hierte og ønsker intet hellere, end at for¬
nøye dig og af dig blive fornøyet.
Medoc.
Det veed du bedre, end jeg.
Spartan.
Jeg kiender hende saavel og haver saa ofte seet
hendes Opførsel i dit Sælskab, at jeg i det mindste al¬
drig haver kundet tvivle derom.
Medoc.
End om jeg nu siger dig, at just medens vi tale
om hende, sidder hun hos en anden Ungkarl og haver
maaskee ved hans Side i denne Time forglemt, at et
saadant Menniske er til i Verden, som heder Medoc.
Spartan.
Det skulde jeg aldrig troe: hvoraf veed du det?
Medoc.
Jeg haver seet det med mine egne Øyne; hun gik
nu ind her paa Hiørnet i et Huus, som jeg ikke kiender,
og hvor jeg ikke engang vidste, at hun nogensinde ha¬
ver sat sin Foed.
Spartan.
Hvilke Griller! kand hun ikke være hos noget
Fruentimmer af sine bekiendte, som boe der?
Medoc.
Ja, men kand hun ikke ogsaa være der, hvor jeg
siger? Hun var nys her, men Jlden ligesom brændte
hende under Fødderne, inden hun kom paa Døren,
og da jeg spurgte hende, hvor hun vilde hen, sagde hun,
at hun var nødt til strax at gaae hen til sin Søster;
imidlertid seer jeg hende dog gaae ind paa et andet Sted.


100
Spartan.
Derfor bør du dog ey giøre dig nogen Tanke,
førend du faaer at vide, hvorledes det hænger tilsam¬
mens. Lad ogsaa være, at din Soupcon var grundet
hvilket den ingenlunde er i mine Tanker, monne du da
vel kunde raade Boed paa Sagen dermed, at du grubler
og plager dig selv? J Sandhed, jeg kand ikke andet end
lee af Medynk, naar jeg tænker paa de Stakler, som
plages af Jalousie, det er af Griller, som de giøre sig
selv; det er over ingen Ting. Man seer imidlertid, at
næsten hver Mand i den heele Bye er meere bange for¬
Horn i Panden, end for at Huus og Gaard skalbræn¬
de af; og hvad er vel en Kones Utroeskab i sig selv?
Smaae Ting, naar man veed det og slet intet, naar
man ey veed deraf. Kan jeg alligevel ikke spise ligegodt
og sove lige sødt?
Medoc.
O! jeg gider ey høre dig længere og jeg veedik¬
ke, hvor du kand være saa urimelig. Er det da ingen
Skam længere, naar man bliver udraabt for Hanrey,
over heele Byen og alle smaae Drengene pege Fingre
ad een.
Spartan.
Ney, det kand jeg ikke finde. Om jeg havde en
Kone, som var mig aldrig saa utroe, saa skulde jeg der¬
for ikke agte mig selv et Haar ringere. Hvad bryder
det mig, om andre ere saa naragtige, at legge mig det
til Last, som jeg ikke kan for?
Medoc.
Meener du da ikke, om du blev dømt til at sidde
din Livstid i een Daarekiste, hvor alle loe dig ud, at det
skulde smerte dig og at du heller vilde være daare med
de andre, end eene klog? Dog jeg vil ey tale meere der¬
om, men til een Tid holde med dig derudi, at vores Vel¬
færd ey beroer paa andres Tanker. Men er det da ey
et vist Tegn, naar en Kone er sin Mand utroe, at hen¬
des Hierte er hannem fravendt og hvad Fornøyelse kan
han da have i sit Ægteskab?


101
Spartan.
Een Kones Hierte er en Ting, som jeg ikke for¬
staaer mig stort paa. Jeg er fornøyet, naar jeg alle¬
neste haver Sælskab af hende, og mig synes, at een
Kone nødvendig maae elske sin Mand mest, som den hun
oftest seer og nyder mest godt af. Jeg for min Part
vilde snart ønske mig een Coquette til Kone, om jeg
nogen Gang skulde gifte mig. Saadanne ere de aller¬
behageligste og netteste. Hos dem findes ingen suure
Øyne, ingen Kræft af Snustobak og ingen sorte Strøm¬
per paa Beenene. Som de alletider have noget at fryg¬
te for, saa ere de og stedse venlige, kiærlige og smigrende.
De sige aldrig deres Mænd imod og lader ham gierne
agere Herre i sit Huus.
Medoc.
Ja, naar de kuns faaer Frihed at agere Koner
uden Huuset. Een af det Slags vilde jeg ønske dig, da
skulde du snart ændre dine gale Tanker. Det skulde
ret være mig een Fornøyelse, eengang at see dig Jaloux.
Spartan.
Jaloux kand jeg aldrig blive.
Medoc.
Man kand ikke viide. Vi ere os selv fra Tid
til anden saa ulige i Sind og Tanker, at man ikke kand
forsværge nogen Ting.
Spartan.
Jo det kand jeg sikkert forsværge. Jeg jaloux?
skulde jeg være saa dum, at kunde blive fortrydelig over,
at en anden spiser af samme Ræt som jeg?
Medoc.
Ach! tie dog eengang stille med denne Daarekiste¬
Snak.
Spartan.
Ja jeg vil ogsaa; Men kom lader os gaae ud,
at spadsere lidet tilsammens. Jeg haaber at den frie
Luft skal curere dig bedre, end min Tale og blæse de for¬
te Dunster bort, som omgive dig.


102
Medoc.
Ja jeg vil nok: men lad mig dog blive frie for
at høre dine Kiætterier i Kiærligheds=Sager.
Spartan.
Det skal ingen Fare have, naar vi komme ud,
faae vi vel andet at tale om, saasom Hyrevognene, som
overstænker os, og de skidne Gader, uagtet alle Feyerne.
Actus III.
Scena 7.
Medoe og Spartan.
Medot - -
Ney, hendes Sindelaug frygter jeg er alt for liigt
hendes Søsters, og det er een Ting, som jeg endelig vil
komme efter. Nu i Aften haver jeg en prægtig Leylighed,
til at sætte Prøve paa hende, men jeg behøver din Hielp
Spartan.
dertil.
Lad mig høre een gang, hvad det er.
Medoc.
Jo, du veed her bliver en Slags masquered Ball
i Aften, ligesom paa andre støre Stæder i Fastelavns¬
Tiider. Did tænker jeg at føre hende og sætte hende paa
Prøve: om du vil, kand du ogsaa føre Philandia did.
Spartan.
Jeg behøver ikke at probere hende; hun er alt pro¬
Medoc.
beret.
Ja deri kan du giøre som du behager. Naar vi
nu kommer did, saa er jeg klædt en chauve souris eller no¬
gen anden simpel Dragt, men saa snart Lucilia kommer i
nogen Contre=Dands vil jeg giøre mig usynlig: da skal du
blive hos hende der; og naar hun haver sluttet sin Dands,
siger du, at der kom magtpaaliggende Bud efter mig et
Stæds fra, hvor du vil, og at jeg ikke kan komme igien, men
bad dig i mit Stæd at ledsage hende hiem, hvilket du ogsaa
maae giøre, i Fald det behøves.


103
Spartan.
hvad vil alt dette sige?
Medoc.
Jo hør: imidlertid gaaer jeg Hiem og bytter Ma¬
sne, Skoe, Strømper, Lintøy, alleting, og Klæder mig i
Domino, som alt ligger til reedes. Denne Forandring til¬
lige med det affecterede Mæle, som man i slige Tilfælde ha¬
ver lov at benytte sig af, skal vist nok giøre mig ukiendelig i
hen des Øyne. Da søger jeg Leylighed, at komme i Sam¬
tale med hende, og ved min prægtige Dragt, een Ring paa
500 Rdlrs Værdie, Gulduhr, Gulddaase og andre Nip¬
per, som jeg i denne Hensigt tildeels haver laant tildeels
kiøbt, skal jeg strax ved første Øyeblik kunde indbilde hende,
at jeg maae være enten een stor Herre eller en af vore smaae
Herrer. Naar jeg haver talt med hende en Stund, er jeg
vis paa, at hun ey længere skal kunde hølde mig for nogen
petit maitre og følgeligen maae hun troe, at jeg er een
Minister eller noget saadant stort Creatur. Kommer jeg
først saa langt med hende, seer du vel, saa haver jeg Spillet
vundet.
Spartan.
Nu merker jeg først, hvor du vil hen.
Med oc.
Du veed jeg kiender Fruentimmerne godt, og at jeg
kand snakke dem efter Munden, naar jeg vil. Alt hvad jeg
nogensinde haver lært, vil jeg her benytte mig af. Jeg vil
sige, at jeg kiender hende, at jeg længe haver været forliebt
i hende og at jeg med Fliid haver udseet denne Leylighed,
for at deelarere hende min Kiærlighed, paa det min Undse¬
else ey skulde kiendes for merkelig om jeg fik et ubehagelig
Svar. Kunde jeg med 10000 Rdls Revenne og med at
ophøye hende til Grevinde fortiene nogen Deel af hendes
Hierte, saa skulde jeg holde mig for den lyksaligste iblant
alle Mennisker: og inden jeg giver mig tilkiende, skal jeg be¬
giære Svar herpaa og hvorvidt hun giver mig noget
Haab. Seer du, at jeg aldrig paa en sikkere Maade kand
udgranske, om hun virkeligen elsker min Person; thi er det
for mine Penges skyld, at hun vil gifte sig med mig, saa
maae hun nødvendig overgive sig til den, som viser meere
deraf. Forstaaer du mig vel?


104
Spartan.
Jeg forstaaer det altsammen.
Medoc.
Vil du ogsaa tiene mig herudi og følge med.
Spartan.
Jeg gaaer gierne med. Den Friehed man haver paa
Masqverader er meget efter min Smag.
Medoc.
Men du maae for alle Ting være oprigtig og ikke for¬
raade mig, endskiønt du hos dig selv maaskee leer af heele
Anstalten. Jeg veed, at jeg er gal, men giør mig dog til
Villies denne Gang, som en Ven og vær mig troe og siig
hende hvad jeg haver bedet dig om, men intet andet.
Spartan.
Jeg lover dig det.
Medoc.
Du skal sværge derpaa.
Spartan.
Jeg sværger dig.
1710000
Ved Plato og Homerus.
Spartan.
Ved Plato og Homerus.
Medoc.
Ja, nu er jeg fornøyet. Jeg veed, de ere dig ligesaa
hellige, som mig. Kom nu lader os gaae at lave alle Ting
til rættes. Gud give jeg maatte være saa lykkelig, ey at fin¬
de det jeg søger.
(Her skulde Masquerade=Balletten dandses.)
Actus IV.
Scena I.
Medoc og Johan.
Medoc.
(Kommer ind i en prægtig Domino med en Masque
for Ansigtet, som han holder med Haanden) Bind nu brav
Johan.
fast.
Ja, Herre, vil kuns Baandet holde, saa skal den nok
sidde, det vil jeg være god for


t05
Medoc.
Naa, naa, ey heller alt for fast. Saa nu er det just
Johan.
til pas.
(Gaaer frem og seer paa sin Herre) ha-ha-ha,
Gud bevare mig hvor seer Herren ud! Jeg troer ikke,
at een Tyrk eller Hedning kan være hesligere af Ansigt.
Men er det ikke Synd, at vanskabe sig saaledes og at
ville mestre Skaberen.
Medoc.
Uden at mestre Skaberen, kan man lige saavel tage
een Masqve paa, som man bærer een Perryk, thi seer du,
vi ere ey heller skabte med Perryker. Du kand gierne blive
et Guds Barn, min kiære Johan, og endda klæde dig som
du lyster: det er en gandske ligegyldig Sag. Men hør,
gaae nu Hiem; og om der kommer noget Bud fra Lucilia,
saa fiig, at jeg haver Hovedpine og at jeg ikke kand gaae ud
i dag; Hører du vel?
Johen
Ja, Herre; jeg gaaer strax.
Scena 2.
Medoc og Spartan.
Medoc.
Velkommen, Spartan!
Spartau.
Jeg
Ab! je vous counois beau Masque-
havde saamænd ikke kiendt dig igien i denne dragt, der¬
som du ikke havde talet mig til; men hvorfor er du saa¬
ledes klæd, og hvorledes gik det til i gaar med dit Fri¬
erie. Jeg saae, at du talede længe med hende paa
Ballet, men siden hun selv ikke talede et ord derom,
saa vilde jeg ey heller for mistankes skyld spørge hende.
Medoc.
Sagde hun da ikke, imedens du ledsagede hende
hiem, at en fremmet cavalier havde opvartet hende
paa Masqueraden. Spartan.
Hun talede aldrig et Ord derom.
Medoc.
See eengang! Det er da ingen Tvivl at hun jo
fandt. Behag i den nye Bekiendtskab og at hun tænker
at benytte sig deraf til sin Fordeel. Ja min Ulykke er
(desværre) meere end alt for vis. Ach hvad er Elskov


106
en fatal Ting for et Menniskes Rolighed og hvor slet
riimer sig ikke Kiærlighed og Forstandighed med hin¬
Spartan.
anden.
Hos vore Poeter riimer sig alle Ting min Bro¬
der. Men du maae ellers ikke tale ilde om Kiærlighed:
Den er god i sig selv, endskiønt du fordærver den med
alt for meget Koglerie. Dog mærker jeg at du spille¬
de din Rulle ret flinkt i Gaar: Siig mig dog engang,
Medoc.
hvorledes det gik.
Just da jeg havde klædt mig om og kom tilba¬
ge, holdte Lucillia endnu ved at dandse. Jeg saae og
saa, at du efter Dandsen talede med hende. Men
hvad var det hun sagde dig? jeg syntes hun saae saa
Spartan.
bedrøvet ud.
Efterat jeg havde sagt hende hvad du befalede
mig, svarede hun, at om hun havde vidst det var hun
ey kommen paa Masqueraden.
Medoc.
Hvilken Mesterinde i at forstille sig!
Spartan.
Og hun bad mig tillige, strax at ledsage hende
Med oc.
hiem.
Gud give du havde giort det.
Spartan.
Det vilde jeg ikke, thi saa havde jo dit heele
Anslag gaaet overstyr. Derfor sagde jeg hende, at jeg
var engageret i et Sælskab der paa Ballen, som jeg
endnu paa nogle Timer ey kunde forlade. Herpaa saae
jeg hende gaae bort, at sette sig i een Loge, hvor du
ogsaa siden kom efter, saavidt, som jeg kunde giætte
Medoc.
mig til
Ja jeg fulgte hende stedse med Øynene og blev
glad af Hiertet, da jeg saae, at hun gik hen og satte
sig i Eenrum. Jeg tænkte ved mig selv: formodent¬
ligen sidder hun nu og tænker paa sin Medoc. Hun
haver skildt sig ved all Sælskab og tager ey Deel i no¬
gen Slags Fornøyelse, efterdi hand ikke er nærværende.
J disse behagelige Tanker gaaer jeg op til hende. Ach,
hvad var hun sød? hvor var hendes masque deylig!
Jeg havde ikke betragtet hende ret, førend da; Men
jeg kand sige dig i all Sandhed og paa min Ære, at
mig syntes det hun var behageligere den gang, da hun


107
havde masque paa end det deyligste af alle andre Fru¬
entimmer med sit naturlige Ansigt.
Spartan.
Du haver en stærk Jndbildnings=Kraft, det
maa jeg bekiende. Medoc.
Det første, hun saae mig, blev hun bestyrted;
Men saasnart jeg havde talet nogle Ord og beviist hen¬
de nogle Høfligheder, hørede hun mig an med For¬
nøyelse og svarede til alle Ting med saa stor Friehed,
at jeg i Begyndelsen tænkte, det hun skiærtzede og drev
Spot med mig. Jeg blev ved efter min Hensigt med
at fortælle hende, at jeg var een Greve, der havde
anseelige Revenuer og at jeg ikke ønskede nogen Ting
høyere i Verden, uden den Tilladelse af hende, at maat¬
te giøre hende saa lykkelig, som jeg kunde. Hun loed,
som hun hørte alt dette an med Behag, og da jeg siden
spurgte hende om hun da vilde love, at elske mig,
svarede hun: Eders heele Tale Min Greve! er saa an¬
geneem (hvert Ord af dette Svar staaer mig endnu for
Ørene) at ingen haver Aarsag at tvivle, det jo Eders
Ansigt og øvrige Væsen svarer dertil, følgeligen kand
jeg ey heller nægte, at jeg jo allereede er Eder hengi¬
ven og haver været det fra første Øyeblik, da jeg saae
Eder. Ach! hvor gik ikke disse Ord mig lige ind til
Siælen! Jngen Friere haver nogensinde faaet Kurven
med større Modbydelse, end jeg fik dette Ja.
Spartan.
Det maae jeg bekiende; du er gaaen temmelig
vidt min Broder! Alle andre Folk foruden dig have
nok at bestille, med at være jaloux paa fremmede, men
tillige at kunde blive jaloux paa sig selv, som du haver
gjort, det kalder jeg een Kunst.
Medoc.
Ja hvorudi styrter os ikke den fordømte Kiær¬
lighed! Men hør endnu meere. Jeg troede endnu næ¬
sten, at det kunde være skrømt, thi hun talede med
mig, som hun havde kiendt mig i mange Aar og toeg
saa behændig mod alle Kiærligheds Forsikringer, som
den erfarenste Francoise Jeg besluttede derfor, at
søge endnu tydeligere Beviis paa hendes troeløse Let¬
sindighed, og sagde til den Ende, at endskiønt jeg læn¬
ge siden havde kiendt og seet hende i Kirken, paa Pro


108
memader og eømtoedier, saa vidste jeg dog ikke hendet
Tilnavn eller Stædet hvor hun nu boede, bad altsaa
ifald hun havde nogen Godhed for mig, at hun da
vilde sige mig det, paa det jeg kunde vide, hvor jeg
skulde finde hende. Hun svarede: hierteligen gierne
Min Greve! Jeg vil give Eder det skriftligen; derpaa
bad hun mig, at jeg vilde lade hende blive for sig selv
een liden Stund. Jmedens jeg da var borte, strev
hun selv sit Navn med meere som du her kand see (hand
tager een Sæddel op og læser for ham) (Lucillia Jo¬
sepha Francisca Barbara Wankif boende i den og den
Gade det og det Huus.
Spartan.
Om jeg ikke kiendte hende, saa skulde jeg snart
troe, at hun var født i Østerrige, siden hun haver saa
mange unødvendige Navne.
Medoc.
Da jeg kom igien og hun gav mig denne Sed¬
del, blev jeg saa slagen at jeg ikke vidste, at finde mig
deri i een hast, men maatte bryde Samtalen tvert af¬
jeg bad hende alleeneste til Slutning, at hun vilde møde
mig her paa dette Stæd og omtrent ved denne Tid, saa
vilde jeg fremdeles give mig tilkiende og komme over¬
eens med hende om adskilligt, det hun ogsaa lovede.
Dermed gik jeg paa Døren og hiem paa mit Kammeri
tusende uroelige Tanker, som du vel selv kand slutte.
Spartan.
Du haver saamænd gjort dine Sager meget got,
det kand jeg mærke.
Medoc.
Men meener du ogsaa, at hun kommer? Naar
jeg betænker alle Ting, saa troer jeg endnu næsten, at
det kunde være Skiemt.
Spertern.
Det sidste kand jeg ikke vide; Men hvorfor skul¬
de hun ikke komme, naar hun haver lovet det? Jeg
troer gandske vist, at hun kommer og om jeg var i dit
Stæd skulde jeg stille mig meere kiærlig an, end nogen¬
sinde tilforn, optænde hende saa meget, som jeg for¬
maaede og tage imod alt hvad jeg kunde faae paa Gre¬
delig Regning.
Medoc.
Ach! min Ven! railler mig intet. Jeg er mee¬


J09
re ynkværdig, end du troer. Den Plage, som trykker
os, bør ikke saa meget skatteres efter den Vægt, den
kand have i sig selv, som efter Patientens ømme Følel¬
se, og du veed, hvor empfintlig jeg er. - - Men for
Gud i Himmelen! seer jeg hende ikke komme der paa
Gaden (til Spartan) Gaae botr (hand gaaer) Ach ulyk¬
salige masquerade. Fordømte Grevskab! troeløse
Fruentimmer!
(Hun kommer umasgueret ind, men klædt i andre
Klæder end i foregaaende Acter.)
Scena:7
Lucilia og Medoc.
Lucilia.
See, min Greve! ere de allereede her?
Medoc.
(Med et forstilt mæle i begyndelsen, men som siden
blir alt meere og meere naturligt, jo lengre hand kom¬
mer ind i Scenen.) Ja, min Jomfrue: jeg er ikke
den, som ved saadan leylighed skulde udeblive.
Lucilia.
De ere vel ikke heller misfornøyet dermed, at jeg
kommer, skulde jeg haabe.
16edøe.
Jntet mindre, end det. Jeg haver jo selv bedet
Lucilia.
hende derom.
Mig synes dog, at Herren tager saa koldsindigen
imod mig, og at den Kiærlighed De forsikkrede mig om
i gaar allereede er bleven koldere.
Medoe.
Forlad mig det, min Jomfrue; Jeg er just kom¬
men herhid for endnu meere at beviidne den samme;fog
ifald min Stand, mine Jndkomster og det ømmeste Hier¬
te i Verden kand efter hendes Tanker erstatte de Meri¬
ter, som der kand feyle mig, saa skulde jeg|holde mig
for den lyksaligste af alle Mennisker.
Lucilia.
Da giver jeg Dem lov at være saa lyksalig de
Medoc.
nogensinde vil.
Saa maae jeg da være forvisset om at hun lider
mig, endskiønt hun endnu ikke haver seet mit Ansigt, og
ikke kiender mig viidere, end efter min egen beskrivning.


110
Lucilia.
Gandske forvisset. De ere, min Herre, saa
angenem og indtagende i all deres Væsen, at der beh¬
ves slet ingen Ansigt for at giøre sig elskværdig.
Medoc.
Jeg vil ogsaa bekiende, at Naturen ey haver væ¬
ret mig gunstig paa Ansigtets Vegne, og saa ofte jeg
raadfører mig med mit Speyl, synes mig alletiider det
siger, at jeg maae være lidet smuk i andres Øyne.
Lucilia.
Det giør ikke noget til Hovedsagen; min Hr.
Greve veed vel, at Fruentimmer blive saaledes opdia¬
ged, at de maae kunde vænne sig til alle Slags Ansigter.
Naar en Karl er fuldkommen i alt andet, saa seer man
lidet derpaa.
Medoc.
Jeg vil dog ikke fortie mine Feyl, men oprigtigen
bekiende for hende, at jeg haver en stor Muud, som
stedse staaer aaben, og min Næse flyder bestandigen.
Lucilia.
Det er smaae Ting; jeg skal nok holde den ren.
Medoc.
Hun er alt for artig, min Jomfrue -- -
faner jeg da være vis paa hendes Kiærlighed? (Sagte)
Gud give hun da vilde sige Ney eengang!
Lucilia.
Ja saa vis, som de kand være paa nogen Ting i
Verden.
Medoc.
Og at hun virkeligen elsker mig, mig (hand klap¬
per sig paa maven) saadan som jeg er og som jeg nu staaa
her.
Lucilia.
Ja jeg elsker dem virkeligen, dem= dem, saadan,
som de ere og som de nu staaer der.
Medoc.
(Sagte) Ach jeg døer (Høyt og med halvvreed
Røst) Er det da ingen muelighed, at faae hende=--- at
hun kan forecaes=== at hun holder op at elske mig?
Lucilia.
Jeg vil elske dem saa længe jeg lever.
Medoc.
(Sagte) O! hvad er jeg en ulykkelig Siæl!
(Høyt) Giver hun da ogsaa sit Samtykke til at jeg fand


111.
beg ære hende af hendes Formynder eJeronymus, saa
Lu ilia.
snart jeg vil
Ja, om han var i byen, saa kunde Greven for min
Skyld gierne begiære mig i denne dag og det skulde være
Medoc.
min største glæde.
(Sagte) Oh! jeg kand intet meer (Høyt) Men
jeg vil ogsaa sige hende, at jeg er lidet jaloux og ligesom jeg
giver hende mit hierte heelt og holden, saa ville jeg ey hel¬
ler gierne, at hun skulde have Kiærlighed til nogen anden.
Lueilia.
Jeg haver slet ingen Kiærlighed for nogen anden, i¬
fald jeg det havde, saa forsikkrer jeg, at ikke engang een
Fyrste, langt mindre nogen Herre skulde kunde formaae
mig til at changere. Medoe
Jeg haver dog hørt, der siges, at een vis Pedant,
som heder Medoe skulde staae sig temmelig vel hos hende,
og at hand maaskee haver nogen deel i hendes hierte.
Lucilia.
Jeg kiender ingen Pedant, som heder Medoe, og
jeg forsikkrer, at jeg aldrig haver elsket nogen anden end
dem: (imedens hun siger disse sidste ord, løser Medoe
baandet paa Masquen og naar hun haver udtalt demas¬
guerer hand sig hastig, sigende:
Medoc.
(ivrigt) jo du haver, Forræderske Siæl!
Lucilia.
Ney, jeg haver ikke; det er jo jer jeg taler med.
Medoc.
Ja, Undskyldningen er fortreflig, og jeg raader
hende at betiene sig af den hos andre: hos mig kommer
den dog forseent. Ney, ney -- jeg haver (disværre) alt
for gode Øyne, og jeg haver nu faaet alt for tydeligt beviis,
paa hendes letsindighed og forfengelighed, samt paa det
jeg alletiider haver tænkt, nemligen at Fruentimmers
Troeskab ey varer længere, end til der kommer nogen og
byder over. Gaae nu hen og skaf sig een Herre længe nok
Lucilia.
for mig.
Kiære hierte! tag dog ikke alting saa vreed og ha¬
stig op. Jeg kand overtyde Eder, naar jeg vil, at, J tager
Medoc.
Feyl.
Ja, maaskee med hendes Øyne: men jeg kand have
den ære at lade hende viide, at jeg ikke meere tænker at fæ¬


112
ste mine Øyne paa hende (hand seer bort) Alt hvad hun for
resten kand sige til sit Forsvar, det haver jeg allereede sagt
mig selv: at hun kiendte mig, at hun raillerede, at hun var
nysgierrig for at see den ubekiente Masque, alle saadanne
Ting ere forgiæves: hun taler kuns for døve Øren; hun er
og bliver uværdig til min Kiærlighed i Ævighed, og jeg et
ulykkeligt Menniske.
Lucilia.
Troer J da, at et Fruentimmer ikke haver sine5
Sind og at man skulde troe een Karls Smigren, som man
seer den allerførste gang, ja ikke seer ret eengang?
Med oc.
Ja, jeg troer. Lucilia.
Og at man strax paa Tiimen skulde give sit Hierte
bort til een masguered Person.
Medoc.
(ivrigt) Ja, ja endog til een eastrered Person
ifald han var Greve og havde Penge.
Lucilia.
Haver J den Seddel hos Eder, hvorpaa jeg skrer
mit Navn?
Medoc.
Aa ja; og om hun aldrig saa meget vilde undskyl¬
de sig, saa er den et sikkert Vidne imod hende.
Lucilia.
Giv mig den da, saa skal vi see hvad den vidner.
Medoc.
(Gir hende Seddelen) Maaskee hun skammersig
ved at et saadant beviis er i mine hænder; men jeg glen¬
mer det derfor ikke.
Lucilia.
Jeg kiender Jer vel og veed hvor fuld J er af mis¬
tanke, derfor haver jeg og taget mine messurer derefter.
Er J blevet denne forsegling vaer og hvad derunder staaer
skreven? (hun viser ham en fordulgt Forsegling) Saa
snart, som J kom til mig i Logen og aabnede Eders
mund, kiendte jeg Eder strax igien. Læs hvad her staaer!
(hun viiser ham hvad der staaer skrevet under Forseglin¬
gen, efter ad denne er aabned.)
Medoc.
(Hand læser) For ingen anden, end min kiære
Grev Medoe (hand gaaer fladøret ud paa Dørren, uden
at sige et ord.)
Lucilia.
oldt dog og bie lidt, at jeg kand tale med E¬
der -- Ney, hand vil ikke høre.


No. 12.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 17 April 1766.
Vincit amor patriæ. -
Væk¬
Brev til Proteus.
S¬
iden jeg har været syg en tiidlang, min Herre,
er jeg i dag kommen paa fødder igien for
strax at begynde en liden krig med Dem,
hvortil De har givet mig anledning ved de ord,
hvormed De slutter en af Deres afhandlinger, sigen¬
de: at den største grad af fuldkommenhed, som
et menneske kan ønske sig, var at komme i den
stand, til med en lige kiærlighed at kunde om¬
fatte det heele menneskelige kiøn. Jeg kan ikke
negte, at jo denne tanke syntes mig i førstningen at
være smuk; men ved nærmere undersøgning finder
jeg at dens iverksættelse ikke allene er umuelig, men
skulde endogsaa være til sine følger skadelig. Maaskee
er det ikkun mit korte øyesyn og indskrænkede tænke¬


114
maade, der kommer mig til at dømme saaledes, i
hvilken fald jeg gierne imodtager rettelse. Jmidler¬
tid vil jeg dog her anføre de aarsager, som bevæge
mig til at ikke være af samme tanker, som De, i den¬
ne sag.
Det kan ikke være Dem ubekiendt, min Herre,
at der er en Seet Philosopher, som giver sig navn
af Cosmopoliter, og erkiende formodentlig for stif¬
ter hin Græker, hvilken, da han blev tilsprugt i hvilken
bye han var borger, svarede at han var en verdens bor¬
ger. Det er denne Sect, eller i det mindste nogle, som
Herr Rousseau meener, da han siger, at mangen
en Philosoph elsker nu omstunder de Tartarer,
for at slippe at elske sine medborgere, hvilken tan¬
ke synes mig at være ikke mindre grundig, end smuk,
som jeg og strax vil vise. Jeg kan vel ikke negte, at jo
disse Philosophers talemaader lade sig meget vel høre,
saasom de ikke predike andet end menneskelighed, hvor¬
med de meene en lige kiærlighed til det heele menneskeli¬
ge kiøn; men naar man foretager sig nøyere at tænke
derpaa, finder man, at disse smukke grundregler, lige¬
som de der bruge dem, have virkeligen ingensteds hiem¬
me. Mennesket er nemligen et indskrænket væsen, hvil¬
ket man aldrig bør forglemme, saa længe man philsso¬
pherer for mennesker. Vor siæls kræfter ere ingen ting
mindre end uendelige, og vi have saaledes ikke heller faaet
meer end en vis dosis af kiærlighed at udøve. Den som
derfor stedse stræber at udstrække sin kiærlighed i lige
grad over det heele menneskelige kiøn, kan ikke andet
end tillige anseeligen svække dens kraft og giøre den der¬
ved mindre virk som, og endeligen ganske ubetydelig, li¬
gesom en plade under uophørlige hammerslag taber nød¬
vendigen i tykkelse, hvad den vinder i udstrækning.
Erfarenheden lærer os, at et menneske, som har
alt for megen egenkiærlighed, elsker aldeles ikke andre
mennesker. Af hvad Aarsag, min Herre, om ikke, fordi
en, der elsker sig selv saa meget, har allerede forbrugt den
deel af kiærlighed, som var falden paa hans lod, og har


115
derfor intet til overs for andre. Af samme aarsag kom¬
mer, at en elskere, som er hæftigen forliebt har ikke øyne
uden for sin kiæreste, og med et ord, at saasnart man for¬
elsker sig i noget hvad som heldst, bliver man strax lige¬
gyldig i henseende til andre ting. Naar jeg derfor seer
en Poet, der har saadan en lyst til at skrive vers, som
Corneille, kan jeg ikke andet end ynkes over hans gifte¬
færdige dotter, og naar jeg bliver vaer, at en kone elsker
for meget sin skiødehund, beklager jeg virkeligen hendes
mand.
De seer saaledes, min Herre, at et hvert menneske
har ikke meer, end en vis deel af kiærlighed at anvende,
og at man følgelig bør være huusholder dermed, ligesaa
vel som med sine midler, om man ey vil staae fare for
at spille banquerot. Det er ikke uden GUd allene
som med en lige kiærlighed kan omfatte det heele menne¬
skelige kiøn; men om et svagt menneske herudi søger at
efterfølge det høyeste Væsen, kan det aldrig beholde
Kiærlighed nok til overs for sit fædreneland og sine
medborgere, som dog have den største ret dertil, og
dem man og best kan være i stand til at tiene. J
Sandhed synes mig og, min Herre, at om jeg elsker
en Japoneser, og om jeg elsker en indvaaner i Sa¬
turnus eller Mercurius, kan det ret være et og det
samme, thi vor kiærlighed kan ligesaa lidt nytte den
ene, som den anden af disse folk.
For resten er jeg ganske af Deres tanker,
min Herre, da De lærer os, at alle Nationer bør
ære hverandre indbyrdes. Man veed, hvorledes Pla¬
to allerede lastede de Græker, fordi de havde deelt det
menneskelige kiøn i to deele, Græker og Barbarer
under hvilket sidste ord de begreeb alle folk, som ikke
kunde snakke Grækisk: desuagtet haver dog snart en
hver nation antaget samme deelning, og anseer sig
selv for Græker, men alle andre for Barbarer.
Dette er jo alt for urimeligt, og jeg berømmer der¬
for Deres hensigt, naar De søger at dæmpe dette na¬
tisnale hovmod, og i den stæd opvække en almindelig


116
velvilligheds aand. Jeg vil alleneste, som sagt er,
at vi deele vor kiærlighed saa, at fædrenelandet faaer
den største part deraf: dernæst de Nationer, som ere
os de nærmeste, og med hvilke vi have meest at skaffe
hvilket ikke kan staae vel tilsammen med en lige kiær¬
lighed til det heele menneskelige kiøn &c.
Bornevue.
Det er det ottende af disse blade, som sluttes
med den meening, hvorover Herr Bornevue har fun¬
det for godt at opholde sig i foregaaende brev. Jeg
havde i samme afhandling ingen anden hensigt, end at
vise, hvor urimeligt det var, at een Nation vilde kaste
foragt paa andre; og som Herr Bornevue herudi ikke
modsiger mig, tvert derimod bekræfter, at et hvert folk
anseer sig selv for Græker, men alle andre for Barba¬
rer, saa vil jeg ikke for et ords skyld indlade mig i no
gen krig med ham, ey heller denne gang tilkiendegive,
yvor vidt jeg billiger hans grundregler. J den sted
tænker jeg i dag tale noget om det hovmod, som i et og
samme land er en hver Stand eget, hvilket er lige saa
almindeligt, som det nationale, og ikke mindre urime¬
ligt.
Man maa herved bemerke ikke alleneste med
hvad øyne de tre eller fire hovedstænder i et hvert land
ansee hverandre, men ogsaa iagttage, hvorledes de, som
ere af samme stand, men af adskillig handtering, begiæg¬
ne hinanden. En soldat foragter en bonde, og forag¬
tes igien af en haandverksmand, som atter bliver ringe
agtet af kiøbmanden, og saa videre indtil adelen, som
foragter dem allesammen. De betænke ikke, at de alle
ere lemmer af samme legeme, som er Staten, for hvil¬
ken de ere lige umistelige, og at følgeligen deres rang¬
strid er ligesaa urimelig, som billedet deraf skulde synes
at være, om man i en nye fabel loed maven giøre op¬
stand imod hovedet, hænderue imod fødderne, og saa
videre.
Jeg tvivler ikke, at jo mine Læsere for det første
vilke tilstaae mig, at adelen er den stand, som i almindelig¬


117
hed meest agtes og æres, hvilket ogsaa bør saaledes at væ¬
re for borgerlig ordens skyld. Om jeg derfor kan vise,
at denne fornemste stand ingen ting særdeles har at hovmo¬
de sig af frem for andre, haaber jeg at de ringere stænder
deraf ville slutte, at de have endnu mindre aarsag til at væ¬
re hoffærdige, og behøve følgelig ikke beholde meere tilba¬
ge af deres rang indbildninger, end som nødigt er, for
ikke at trænges, naar man vil ind igiennem samme Dør.
Det hovmod som lægges adelen til last, har vel
sin største grund af den store høyagtelse hvormed de fleste
adelsmænd ansee deres herkomst. Nu kan jeg vel ikke neg¬
te. at der jo ere visse familier, som synes at have nogle na¬
turlige fortrin, og at kunde skilles fra andre ved den skiøn¬
hed, tapperhed, vittighed &c. som er dem ligesom egen.
Men jeg bemerker herved, at disse egenskaber og andre, som
fortplantes ved fødselen, ere alle af den beskaffenhed, at de
ligesaa lidt kunne lægges et fornuftigt menneske til berøm¬
melse, som en kan roese sig deraf, at han har skarpere syn
eller finere lugt, end en anden. Derimod seer man, at saa¬
danne egenskaber, som giøre et menneske virkeligen stort,
jeg meener selv forhvervet dyd og duelighed, komme efter¬
kommerne saa lidt til gode, at man neppe i den ganske hi¬
storie skal finde et eneste exempel paa en meget berømt fa¬
der, som har havt en lige berømt søn Man skulde snart tæn¬
ke, at naar naturen frembringer en stor mand, griber hun
sig saaledes an, at hun behøver lang tiid at hente kræfter,
inden hun i samme familie kan atter frembringe saadan en.
Man kan heraf slutte, at de egenskaber, som give
en mand lov at berømme sig, fortplantes ikke ved blodet i
nogen Slægt. Med alt dette var dog at ønske, at man
kunde opfinde noget middel, hvorved ikke allene visse, men
alle Slægters afkomme kunde giøres til ædlere mennesker,
og dueligere til fædrenelandets tieneste. Det synes ey
heller at være umueligt, efterdi sindets gode egenskaber
herrøre for en stør deel af et vel dannet legeme. Plato
siger paa et sted, at dersom man ved giftermaal magede det
saa, at stridige gemytter alletider bleve parrede, skulde det
i henseende til afkommen have en fortreffelig virkning.
Han har anmerket, siger han, at naar to lige hidsige ge¬


118
mytter blive leed efter leed gifte tilsammen, bliver endeli¬
gen deres afkom gal og rasende, naar paa den anden side to
alt for sagtmodige komme sammen i flere leede, blive deres
børn omsider dumme og taabelige: han raader derfor, at
en mand af et sædeligt gemyt tager sig en fyrig kone, og
tvertimod, om han ellers vil fornøye sig ved at see gode og
dygtige børn. Maaskee var det i slig en hensigt, at So¬
crates, som ved sin Philosophie var bleven en saa eyegod
mand, valdte sig til kone Tantippe, den bekiendte Oberst¬
inde for alle arrige Qvinder. Dette er dog kun en gis¬
ning af mig, den jeg saa meget mindre vil bede nogen
at antage, som Æenophon lader Socrates selv give
en anden aarsag dertil, da han af en bliver tilspurgt,
hvorfor han havde taget sig saa slem en kone. Han
svarer nemligen hertil, at efterdi han saae, at de som
vilde blive gode ryttere, toge dem altid for at tæmme de
uregierligste heste, saa havde og han, som vilde lære
sig at omgaaes mennesker, med fliid udvalt sig saadan
en kone; vel vidende, at dersom han kunde fordrage
hende, skulde det falde ham des lettere at komme til
rette med andre mennesker.
Hermed maa det nu være hvorledes det vil, saa
er i det mindste vist, at vox adel, som den nu omstunder
bliver opdragen næsten i heele Europa, kan allermindst
vente sig at fortplante saadanne egenskaber paa sine Børn,
som naturen erkiender for ædle. Alle naturkiendere kom¬
me deri overeens, at baade mand og kone bør for alting
have sunde legemer, om dygtige Børn skulle avles. Til
sundhed fordres, som bekiendt er, at man er i stændig be¬
vægelse heldst i fri luft, og at man siden nyder god og
tarvelig spiise, hvormed gierne følger et fornøyet sind.
Dette alt finder rum hos bondestanden; men ingenlunde
hos vor adel, og allermindst hos de adelige Damer.
Disse sidde den ganske dag i et værelse, uden at tage dem
noget for. Deres største bevægelse er at lade sig kiøre fra
et huus i et andet; og dersom de om sommeren under¬
tiden lade sig trække til kongens hauge, eller opholde dem
paa deres landgodse, saa ere dog kun faa timer om dagen,
som ikke ere for varme eller for kolde at tilbringe under


119
aaben himmel. Deres borde overlades med mange og
stærk kryddede spiiser, hvormed de uformerkt og efter¬
haanden saa belade deres maver, at de omsider intet meer
kunne nyde, hvilket sees af den blege farve, som blant de
fornemme er bleven saa almindelig, at den og kaldes for¬
nem hos andre. Saadan en levemaade hos forældre
kan ikke andet end have indflydelse paa børnene, og giøre
dem skrøbelige og uduelige til alting. Dersom herudi
ingen forandring skeer, da skal man og efter nogle aar¬
hundrede see en adelig at opkomme, som ikke meer skal
kunde bruge sine beene, om de end vilde, men af trang
blive nød til at giøre det, som man nu giør af en fornem
sædvane, og for bequæmmeligheds skyld.
Der er derfor ikke, synes mig, tilstrækkelige aar¬
sager, hvorfore en adelsmand skulde tænke, at hans her¬
komst og gamle familie kan allene ophøye ham over
andre mennesker. Fornuftige folk ansee hans vilkaar
med saa liden misundelse, at de troe fast alle, at ham
paaligger større forbindelser til fliid og arbeyde, end nogen
anden. Hans rang og stamgodse ere ham af forfædre¬
ne for ingen anden aarsags skyld tilkomne, end at han,
fri fra al omsorg for sin egen person, ikke skulde behøve
at anvende nogen deel af sin tiid, uden til Statens be¬
ste og sine undermænds lyksalighed. Det er en ærekiær
adelsmand ikke nok, at han ligner sine berømte forfædre:
han bør søge at overgaae dem alle, og bringe sine fortie¬
nester saa vidt; at han overlader sin familie større ære,
end den han af samme har arvet. Jeg erindrer mig
herved, hvad jeg alletider med fornøyelse har læst i be¬
gyndelsen af den lovtale, som Herr D. Alembert har
holdt over Montesquieu. Efter at han paa en heel
side har opregnet alle de friherrelige forfædre, hvoraf
Momtesquieu herstammede, tillægger han: dette slægt
register kunde maaskee synes ubehørigt i begyndel¬
sen af en lovtale over en Philosoph, hvis navn saa
lidt behøver forfædre: men vi maa ikke misunde
deres minde den glands, som dette navn udspreder
derover.


120
Saadanne adelsmænd giøre ikke alleneste dereg
Stand, men deres fædreneland, ja den ganske menne¬
skelighed ære. Man maa ikke heller troe, at jeg vil,
at de, for at fortiene berømmelse, endeligen skulle være
Philosopher. For at vise, at dette ikkt er min meening,
vil jeg slutte denne afhandling med at anføre et andet
exempel paa saadan en adelsmand, hvilket jeg har hørt
fortælles af en Svensk Herremand. Det er rørende;
og jeg tvivler ey, at jo nogle af mine Læsere ville fælde
taare derved, i sær de som kiendte den person det an¬
gaaer, som er Greve Gisors, søn af Hertugen af
Belle-Jsle.
Da denne Herre for nogle aar siden var i Stoek¬
holm, hendte det sig en dag i et stort selskab, at Rigs¬
raadet Baron Scheffer talede ham til paa følgende
maade: over Dem, min Greve, haver Forsynet udøset
alle de fordeele, som natur og lykke har i eye. De er
ung, vel skabt, af god og hærdet helbred, søn af den
største Herre i Frankerige, forlovet med det dydigste,
deyligste og rigeste fruentimmer i landet, og har desuden
løfte paa alle Deres Herr Faders høye Bestillinger og
æretitltr, saa at dersom ikke De er fornøyet, kan vor¬
Herre ei heller fornøye nogen. Jeg forsikrer Deres
Excellence, sagde Greven, at med alt dette tilbrin¬
ger jeg alligevel mange søvnløse nætter. Nu, ind¬
vendte hans Excelleuce, saa er da ingen tvivl meere, at
jo mennesket er et slet kreatur, men jeg havde vel lyst at
vide, hvad De da kan forlange, eller hvorpaa De tæn¬
ker. Jo, svarede Greven, just fordi jeg har faaet
alle de fordeele, som nys nævnedes, af en blot slim¬
pe lykke og uden min ringeste fortieneste, saa grun¬
der jeg dag og nat paa intet andet, end hvorledes
jeg best skal kunde anvende min tiid og hvad heldst
jeg skal begynde, som kan giøre mig alle disse vel¬
signelser værdig, og sætte mine fortienester lige¬
høyt med min lykke. Han viiste og at hans svar
kom fra hiertet, da han kort derefter gik i krigen, og
heller loed skyde sig ihiel i sin Konges tieneste, eftersom
skiæbnen saa vilde, end han skulde leve med ond samvit¬
tighed og sin lykke uværdig.


No. 13.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 24 April 1766.
Amant alterna Camoene.
Virg.
Samtale imellem Nepos og Procen¬
tenstedt.
Nepos allene.
N¬
u, saa kan jeg da sige, at man og har aarsag
til at klage over besværlige tider, thi aldrig
har det været saa ondt for penge, som nu om¬
stunder. Hvor jeg før uden vanskelighed for 18 eller
20 pro Cento har kundet commendere flere hundrede
Rigsdaler, der kan jeg nu ikke faae en ducat til laans
foruden pant. Jeg veed i sandhed ikke, hvorledes jeg
skal bære mig ad denne gang. L=== har stævnet mig
for 200 Rdlr., som uden opsættelse maatte betales.
D==- skal have 150 dito myndt. Adskillige smaa
Reverser ere forfaldne, som tilsammen tagne udgiøre


122
en smuk Sum, omendskiønt en hver af dem er saa lilli
at jeg skammer mig ved at blive stævnet derfor, og vil
langt heller vove alting, end have den fortræd. Panter,
saa vel egne, som laante, har jeg udstaaende for 300
Rdlr., og de maatte nu alle nødvendigen indløses, om
jeg ellers skal kunde vise mig meere for Folk; thi jeg
gaaer nu alt for længe sort, uden at nogen gang imel¬
lem trække en buntet kiole paa: en stor deel af mine
pretiosa savnes, og de andre maatte have deres igien.
B-, havde jeg nær glemt: den vexel=obligation
han har paa 100 Rdlr. er i morgen forfalden, og han
bør frem for alle strax fornøyes, thi dette er den første
gang, som jeg har laant penge af ham; og dersom han
nu bliver rigtigen betalt, da skal jeg vel efter nogen tiids
forløb kunde faae hos ham en større Sum. Dette
altsammen vel beregnet udgiør net op 900 Rdlr, ogte
hundrede behøver jeg til haandskillinger, saa at, naar pro¬
Cento, som strax afdrages, bliver regnet, bør jeg i alt have
1200 Rdlr., og jeg har ikke meer end en Rdlrs seddel. Jeg
maatte forgangen uge laane 6 Rdlr. af min tiener, under
paaskud, at jeg ey havde andet end en 100 Rdlrs seddel,
men nu vil han vel undre, hvorfore jeg i saa mange dage ik¬
ke har byttet; dog kan han vel allerede see paa mig, at jeg
hverken har smaa eller store sedler meere, thi jeg seer alleti¬
der ganske nedslagen ud, saa snart mig fattes penge: naa
derimod min brevtaske er i velstand, kan ingen gaae meere
rank, eller holde hovedet høyere i veyret, end jeg: jeg har
mangen en dag givet alle hyrekudskene at bestille, og har
tit sat den ganske bye i bevægelse paa en gang. Men see der
kommer Procentenstedt alt for beleyligt: det var just
ham, som jeg vilde træffe. Jeg maa dog ey strax give
min trang tilkiende, men see til om jeg i forveyen kan faae
ham i god luune. See, god dag min kiære Herr -- -
Procentenstødt.
Skyldige tienere, skyldige tienere.
Nepos.
Hvorledes lever J, min Herre: man seer Eder saa
siælden nu om Dagen.


123
Procentenstedt.
Skyldige tienere; De tager mig ikke ilde op; jeg
har at forette.
Nepos.
Jeg tænker ey heller at opholde Eder. Men hør
en gang: J giorde alt for ret imod Lurius; den heele
bye holder af Eder derfor.
Procentenstedt.
Ja, hvad skulde jeg giøre: Reversen var forfalden.
Nepos.
J fik ogsaa strax Eders penge paa den maade Man
seer deraf, at saadanne vexel=obligationer ere lige saa gode,
som Bancosedler, saa længe byetinget er i Kiøbenhavn,
hvor man kan faae paateigning i nødsfald.
Procentenstedt.
Det er en hoben besvær dermed alligevel; men jeg
har virkelig ingen stunder at staae her længer.
Nepos.
Bie et øyeblik: jeg har kuns et par ord at sige Eder,
og det angaaer noget, hvorved J kan fortiene penge.
Procentenstedt.
Hvad er det da
Nepos.
Jo, veed J vel: jeg behøver 1200 Rdlr. paa 6
maaneders tiid; og dersom J vil skaffe mig dem, da skal
jeg, foruden den rente man billigen kan forlange, give
Eder saa hæderlig en douceur, at J skal have Eders
umage vel betal..
Procentenstedt.
Jeg har ingen penge, min Herre. Jeg behøver
selv at laane.
Nepos.
Naa, min hierte ven, hielp mig dog denne gang:
jeg skal give Eder alt hvad J selv vil forlange i interesse,
og det skal strax drages af Summen.
Procentenstedt.
Ja, det er godt og vel, men jeg kan aldeeles ikke


124
Nepos.
Jeg har allerede skrevet vexel=obligationen færdig
paa stemplet papiir, og bær den her i min lomme. See
en gang hvilken haand, og mit signet hvor tydeligen det
staaer under navnet.
Procentenstedt.
Det kan alt ikke nytte: jeg kan ikke.
Nepos.
Men dersom jeg lover i alt at give Eder 150 Rdlr.
for det J hielper mig.
Procentenstedt.
Ja, skaf sikker caution af nogen boesiddende mand i
byen, saa vil jeg see til hvad jeg kan giøre; endskiønt det
virkeligen er vanskeligt at faae penge i disse tider.
Nepos.
Jeg kunde alletider skaffe caution nok, men jeg vil
saa nødigt falde mine venner besværlig, og desuden har jeg
ingen stunder at løbe derefter. Det er just for at undgaae
denne besværlighed, som jeg byder Eder saa meget: ellers
behøvede jeg jo ikke det?
Procentenstedt.
Hvad De byder, eller ikke byder, nytter intet til sa¬
gen. Hvis De ikke kan skaffe sikkerhed, kan jeg ey heller
skaffe penge.
Nepos.
Er det ikke fikkerhed nok, naar jeg giver Eder min
vexel=obligation. J kan jo sætte mig i slutteriet, dersom
jeg ikke betaler til rette tiid.
Procentenstedt.
Hvad er jeg tient dermed? Da maa jeg jo føde Dem
oven i kiøbet, til vederlag fordi jeg ikke kan faae mit
igien.
Nepos.
Men J veed vel, at ingen vil lade sig underholde
i slutteriet, og at man heller griber til det yderste middel,
end saaledes at blive forhaaned.
Procentenstedt.
Ja, men naar det allerede er brugt, saa at man har
intet meere tilovers.


123
Nepos.
Nu, nu, et godt ord igien, jeg beder. J kan el¬
lers være forsikret paa, at jeg har mange hielpemidde¬
ler for efter nogle maaneders forløb at skaffe penge.
Saa snart N. N. kommer til byen, caverer han strax
for mig for saa stor en sum, jeg nogensinde vil forlan¬
ge. Desuden er jeg næsten forvisset paa at faae en pi¬
ge, som har sine 30000 Rdlr., og det er meget for
hendes skyld, at jeg har sat mig i omstændigheder:
men hun skal nok betale mig den skade. Hielp mig al
leneste denne gang: I kan aldrig træffe nogen, der
bedre betaler Eder for Eders umage.
Procentenstadt.
Det er alt godt; men jeg kan intet skaffe foruden
caution.
Nepos.
Men, om jeg da byder Eder endnu meer.
Procentenstadt.
Dersom De endog vilde afstaae to tredie deele,
kan jeg dog ikke tiene Dem.
Nepos.
Nu, saa kan jeg sige, at J og er ret nedrig: der
er slet ingen ædelmodighed hos Eder. J er ret en Tyrk,
en Hedning, en Blodsuer, en - -
Procentenstadt.
Ret saa, skiæld kuns. Alleneste naar jeg faaer
samlet saa mange penge, at jeg kan giøre hvad jeg vil,
saa maa De gierne kalde mig hvad De vil. Den for¬
nøyelse vil jeg gierne tilstaae Dem. Skyldige tienere.
Nepos.
Gaae fanden i vold, din jøde. Det er ogsaa for¬
underligt, at saa mangen en gnier, som ey veed at bru¬
ge sine penge, skal have skab og kister fulde deraf, men
en galant bomme, som forstaaer at leve og giøre sig go¬
de dage, maa næsten alletider savne dem.


126
Samtale i de Dødes Rige imellem Horaz
og Boileau.
Boileau.
Det er mig usigeligen kiært, en gang endeligen at
møde min kiære Horatz, hvilken jeg, som min Læreme¬
ster, er saa megen taknemmelighed skyldig.
Horaz
Mig ikke mindre, at træffe en Mand, som har fulgt
i mine foedspor paa en maade, som giør baade ham og mig
saa megen ære.
Boileau.
Ja, men hvortil nytter det nu? da jeg hører, at der
gives lande, saa langt beliggende fra solen, at de der sætte
en Peder Paars i ligning med min Lutrin.
Horatz.
Der findes vel ogsaa de steder, hvor man sætter Ju¬
venalis ved siden af mig; ja hvor man endog synes bedre
om hans pasquiller, end om mine saryrer: men sligt skader
ey meget. Naar man først selv er ret overtydet om sin egen
duelighed, kan man siden gierne lade folket snakke. Man
beholder dog alletider sit værd i rette kienderes øyne, som
tillig eller silde vinde mængden paa deres side. Maaskee og
saa, at i de lande, hvor man gjør Dem den vanære at sam¬
menligne Holbergs rim med Deres vers, have de endm¬
ingen indenlandske mynstre, i hvilken fald man alletider
holder det beste man haver for fortreffeligt, indtil noget
bedre fremkommer, ligesom Cicero hos os holdtes en tiid
for at være en ypperlig Poet Snarere havde De aarsag at
befrygte nogen formindskelse i Deres Poetiske ære, hvis
nogen spørger, hvad den forstandige Bøileau tænkte, da
han gav ud sine sidste Satyrer og Epistler, paa en tiid, da
hans ild og styrke ey kunde andet, end være aftagelse.
Boileau.
De forbandede Jesuiter, og i sær Perrault kunde
ikke lade mig fred De begynte en trette, som De vel her har
hørt tales om, og paastoede at de nyere Forfattere burde
foretrækkes frem for de gamle; og for des meere at støde
mig for hovedet, anførte de, blant andet, mine egne Skrif¬


127
ter saasom et bevis. Nu, som jeg ikke andet kunde, end tage
de gamles partie, saa vilde jeg dræbe modstanderne med
deres egne vaaben, og sammenskrev derfor nogle vers, som
jeg vel vidste, at ingen skulde kunde sætte i ligning hverken
med Deres, eller med Virgilii.
Horaz.
Skiæmtvis sagt er den aarsagen meget god; men
hvad var ellers den rette?
Boileau.
Jo, jeg vil sige Dem. Siden mine tiltagende aar
havde erindret mig, at jeg ey længer kunde være Poet,
brugte jeg alligevel som en tidsfordriv undertiden at sætte
op nogle rim, ligesom tappre Krigsmænd, som ey meere
kunne gaae i felt, finde sin fornøyelse i at have kaarder og
andre vaaben i haanden. Ulykken var alleneste, at naar jeg
var færdig med noget, havde jeg ey meere den forstandens
styrke, som til dets bedømmelse var nødig, men fattede strax
en umaadelig kiærlighed dertil, ligesom man alletider el¬
sker de børn meest, som blive en fødte i alderdommen.
Horaz.
Sammenligningen hielper Dem noget og man har
visselig aarsag endnu meer at elske de hiernefofter man paa
sin gamle alder frembringer, saasom man kan være forvis¬
set om, dertil selv at være Fader. For øvrigt giorde De ik¬
ke vel herudi. En Auctor, i sær en Poet bør alletider i sin
beste alder indgaae det forbund med sig selv, efter visse aar
aldrig at udgive noget. Han bør vide i tiid at hænge sin
Cithar paa væggen. J anden fald forringer man den ære
man allerede har forhvervet, og giver Desfontainer og
Freroner vundet spil, ligesom den gamle løve, som blev un¬
derkastedt alle dyrs, ja ogsaa æselers tand.
Boileau.
Jeg er ganske af Deres tanker herudi; og det fornøy¬
er mig ret, at min gamle Læremester ikke har anden feyl at
bebreyde mig, end den jeg selv merkede samme dag, som jeg
blev sat over af Charon.
Horaz.
Bie, bie. Jeg veed nok endnu en feyl med Dem, og
hvorved De ingenlunde fulgte mit exempel.


128
Boileau.
Maaske derudi, at jeg ey søgte min fornøyelse med
Horazz.
fruentimmer?
Ney, det var jo ikke Deres skyld? Men det var De¬
res egen feyl, naar De gav sig til at følge Ludvig XI i
Krigen. En Poet paa en hest følge en Krigshær i selt, og
give en Cavoye anledning til indfald, samt underkaste sig
alle dumme soldaters begabberiel Saadant er jo uforlade¬
ligt? Dersom det endda havde kommet an paa at flygte,
saa havde De dog nogenledes med ære kundet bivaane felt¬
toget, saasom den der formodentligen havde Pegesus at
ride paa.
Boileau.
Naa, naa! ikke alt for skarp, kiære Horatz! Hvad
skulde jeg vel giøre. Jeg fulgte ey med saasom Poet, men
saasom Historie=Skribent. Kongen havde udnævnet mig
til sin Historiographus, og befalet, at jeg selv skulde være
med i alle felttog for des bedre at kunde tage i øyesyn hvad
jeg siden skulde fortæle.
Horatz.
De havde jo kundet giøre, ligesom jeg? Augustus
udnævndte og mig til sin Haand-Secreteer, men jeg b¬
takkede mig i al underdanighed, og loed ham forstaae, at
jeg havde det langt bedre paa mit Tibur, hvilket han o
holdt mig til gode.
Boileau.
Ja, sandheden at sige, blev jeg ogsaa snart kiæd ved
at leve i selt. Jeg fulgte armeen ey meer, end den ene
gang, undskyldende mig med mit svage helbred, naar
jeg siden blev commandered.
Horaz.
Ja, det havde De strax burdet giøre. Store Herrer
have gierne skiønne geister ved siden af sig, men i alminde
lighed vide De ey at skaffe sig større nytte af Deres selskab,
end den, at faae lee en gang, imens kaalen fordøyes Naar,
de da træffe for saadanne som Plautus og Taubman,
hvorpaa aldrig er mangel i noget land, da er alt ret og i
sin orden. Men saadanne Mænd, som De og jeg, synes
mig at være alt for hæderlige narre, endogsaa for Konger
og Keysere.


No. 14.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 1 May 1766.
Til est quelques Esprits par le Ciel destines
As ouvrir des chemins incounus au vulzaire,
A franchir des beaux Arts la limite ordinaire,
La nature est alors prodigue en set present:
Elle egale dans enx les uerius aux talens.
Le souffle du gknie & ses fecondes flammes
Nont jamait descendu que daus de noblet amet.
Volt.
F¬
ølgende brev af Herr voltaire giør Philosophi¬
en saa megen ære, at jeg ikke kan undlade at an¬
føre det i disse blade, endskiønt det ey meere kan
ansees for nyt. Jeg giør det saa meget des heller, som
man deraf tillige kan slutte, at Herr Voltaire maatte
vel dog ikke have saa ondt et hierte, som de fleste giøre


130
sig en Slags fornøyelse af at troe, jeg veed ikke af hvad
aarsag.
Jeg sætter forud, at historien af den ulykkelige
Johan Calas, som i aaret 1761 blev henrettet i Tou¬
louse, er endnu de fleste Læsere bekiendt nok, at jeg følgeligen
her ey behøver igientage, hvad man i alle offentlige Tiden¬
der har læst. Den som ellers behager videre efterretnine
derom, kan faae den allerbeste i begyndelsen af Hr. Vol¬
taires mesterlige af handling om taalmodighed i Reli¬
gions sager.
Brev fra Herr Voltaire til Herr dAm. an¬
gaaende den sag med den ulykkelige Calas og
hans elendige Familie.
Jeg har læst Herr Beaumonts nye forestilling om
Calas uskyldighed med en overmaade stor begiærlighed.
Den har sat mig i forundring: den har presset taarer af
mine øyne, men den har intet nyt lært mig. Det er alt læn¬
ge siden jeg var overbeviist, og var saa lykkelig selv at til¬
veyebringe de første beviisgrunde.
De forlanger at vide, hvorledes Europens paatale
paa det juridiske mord, som skeede, da denne ulyksalige blev
radbrækket til Toulouse, har kundet trænge ind til en lille
ubekiendt vraae at et land imellem Alperne og det bierg
Jura, henimod hundrede miile fra den skueplads, hvor
denne forskrækkelige Scene gik for sig. Og paa sligt er det
just, at man kan best blive den fiine kiæde vaer, som binder
alle hændelser i en ulyksalig verden.
Det var ved enden af Martii maaned 1762, at en
reysende, som var kommet igiennem Languedoe, og som
besøgte mig paa min gaard to miile fra Geneve, fortalte
mig Calas henrettelse, og forsikkrede tillige, at han var u¬
skyldig. Jeg svarede ham, at hans forbrydelse havde ingen
skin af sandhed, men at det dog var endnu mindre troeligt,


131
at dommere skulde, uden at kunde vente sig nogen nytte der¬
af, have ladet en uskyldig radbrække. Den anden dag hørte
jeg, at et barn af denne ulyksalige var flygtet til Schweits,
ikke langt fra min hytte Af hans flugt sluttede jeg at fami¬
lien ikke maatte være uskyldig. Jmidlertid betænkte jeg,
at faderen var dømt til døden, som den der havde myrdet
sin søn, allene for Religionens skyld, og at denne Fader var
død i en alder af 69 aar. Jeg erindrede mig ikke nogensin¬
de at have læst om en gammel, som saa forskrækkelig en fa¬
natismus havde betaget. Jeg havde altid bemerket, at det
ikkuns er ungdommen, som dette raserie i almindelighed
overfalder, der nemligen, hvor en brændende, flygtig og
spæd indbildningskraft ophidses af overtroe De Sevenni¬
ske Fantaster vare alle nogle ubesindige af 20 til 30 aar,
som fra den spædeste alder vare afrettede til at spaae. Fast
alle de Enthusiaster, hvoraf jeg havde seet en stor mængde
i Paris, vare enten unge jomfruer, eller mandfolk, som
endnu ikke havde faaet skiæg paa hagen. Gamle munke ere
mindre hidsige, og indtages mindre af nidkiærheds raserie,
end de, som nyelig have fuldendt deres prøve=aar. De be¬
kiendte mordere, som Fanatismus havde bevæbnet, vare
alle unge mennesker, ligesaa vel, som alle dem man nogen¬
tiid har holdt for at være besatte. Aldrig blev diævelen
manet ud af en gammel. Denne forestilling giorde, at jeg
begyndte at tvivle om en forbrydelse, som desuden neppe
har sted i naturen. Omstændighederne derved vare mig
ubekiendte.
Jeg loed den unge Calas komme til mig. Her havde
jeg ventet at faae en Enthusiast at see, saadan en, som hans
land adskillige gange har frembragt. Jeg saae et enfoldigt,
et friemodigt barn, af de behageligste og meest indtagende
lineamenter, og som, i det han talte med mig, forgiæves
stræbte at hemme sine taarer. Han fortalte mig at han var
1 Nimes, i lære hos en Fabriquer, da han af det almin¬
delige rygte fornam, at man i Toulouse vilde dømme hans
heele slægt til døden, at næsten heele Langvedoe holdt den


132
for skyldig, og at han, bange for saa afskyelig en skam, va
kommet, for at skiule sig i Schweitz. - -
Jeg spurgte, om hans forældre vare af en heftig
Gemytsart. Men aldrig havde de efter hans beretnin
slaaet et eneste af deres børn. Aldrig havde naturen dannet
kiærligere og meere eftergivende forældre. --
Fleere beviis behøvede jeg sandelig ikke til at blive
fast overtydet om hans families uskyldighed. To for deres
ærlighed bekiendte handelsmænd i Geneve, som havde op¬
holdt sig hos Calas i Toulouse, gave mig nye efterretnin¬
ger: Og disse bestyrkede mig i min meening. Langt fra at
holde Calas familie for fanatisk og morderisk, troede jeg,
at de vare det, som havde anklaget og fældet dem. Jeg
havde alt længe vidst, hvad man kunde vente af partieskhed
og bagtalelse. - -
Men hvor forskrækket blev jeg ikke, da baade Catho¬
liker og Protestantere, svarede paa de breve, som jeg, i den
ne sælsomme begivenhed havde skrevet til Langvedoe, at
man ikke burde tvivle om Calas forbrydelse? Jeg loed det
ikke afskrække mig. Jeg tog mig den friehed, at skrivetil
dem, som havde været befalingsmænd i provindsen, til
dem over de næstliggende, og til slaatsministrene. Alle ga¬
ve mig enstemmige det raad, ikke at befatte mig med saa
slet en sag. Heele verden var mig imod, og jeg blev ved.
Hør nu, hvad jeg giorde! -
Calas enke, hvilken man, for at legge overvægt til
hendes ulykke, og den uret, som var skeet hende, havde be¬
røvet hendes døttre, var flygtet til et enligt sted, hvor hun
nærede sig med sine taarer og ventede paa døden. Jeg
spurgte ey, om hun bekiendte sig til den protestantiske reli¬
giøn eller ikke, men alene, om hun troede en Gud, som be¬
lønnede dyden og straffede lasterne, Jeg loed hende spørgt,
om hun vilde underskrive, at hun krævede denne Gud til
vidne paa hendes mands uskyldighed. Hun betænkte sig ik¬
ke: og jeg var ikke heller tvivlraadig. Jeg bad Herr Ma¬


133
riette, at han vilde paatage sig hendes forsvar i Conseillet.
Madame Calas maatte drages frem af sit skiul og paata¬
ge sig en reyse til Paris.
Da blev man vaer, at om der gives store laster iblant
de dødelige, der ogsaa findes dyder; og at om overtroe fø¬
der gruelige ulykker, philosophien igien forbedrer dem. -
En Dame, hvis ædelmodighed lignede hendes høye
byrd, og som den gang var i Geneve, for at lade sine døt¬
tre inoculere, var den første, som kom denne ulyksalige
familie til hielp. Franzmænd, som opholdt sig i dette
landskab fulgte hendes exempel, og disse bleve igien efter¬
fulgte af ædelmodige Engellænder. Og som Herr Beau¬
mont siger: der var en ædelmodig striid imellem begge disse
nationer, om best at kunde hielpe dyden, som paa saa grue¬
som en maade var undertrykt.
Hvo veed det øvrige bedre end de selv? hvem har
nogentiid tient uskyldigheden med en iver, som var meere
utrettelig, og meere uforsagt? Hvor meget har de ikke op¬
vakt de taleres stemme, som har været hørt af det heele
Frankerige og af det opmerksomme Europa? Vi have seet
den Tiid fornyes, hvori Cicero, i en forsamling af lovgi¬
vere, forsvarede den for fadermord anklagede Amerinus,
Adskillige personer, af dem, som man kalder hellige har op¬
reyst sig imod denne ulykkelige familie. Men efter Fana¬
tismi oprettelse, er dette den første gang, at fornuftens til¬
bedere har paalagt dem taushed.
Hvor herlige seyervindinger er holder ikke da fornuf¬
ten hos os? Men skulde de ikke tænke, min herre, at denne
familie, der fik saa anseelig en hielp og saa billig en opreys¬
ning, var den eneste, som religionen a aklagede for et una¬
turligt mord, den eneste, som opofredes for rasende for¬
domme. Der er en, som er endnu ulyksaligere, eftersom den,
prøvende samme forskrækkelige skiebne, ikke fandt samme
trøstemidler. Den fandt ingen Mariette, ingen Beau¬
mont, ingen Loiseau.


134
Det synes, at den helvedes furie endnu skulde ophol¬
de sig i Langvedoe, som blev bragt derhen af inqvisitorer¬
ne i Simons selskab af Montfort, og at hun siden til ad¬
skillige tiider ryster der sin fakkel. -
En lehnsherre af Castres, navnlig Sirven, havde
3 døttre. Eftersom denne familie bekiendte sig til den saa
kaldede reformerte religion, røvede man den mindste af
moderens arme. Man setter hende i et kloster. Man pidsker
hende, paa det at hun desbedre skal lære hendes catechis¬
mus. Hun bliver afsindig, gaaer hen og kaster sig i en
brønd, som var en miil fra hendes forældres huus.
Strax tvivle de nidkiære ikke paa, at jo faderen, moderen
og søstrene har druknet dette barn. Man holdte det
for afgiort hos Catholikerne af denne provinds, at det
var en hovedartikel i den protestantiske religion, at fæ¬
drene og mødrene skulde være forpligtede til at hænge,
drukne eller myrde dem af deres børn, om hvilke de fat¬
tede mistanke, at de havde mindste tilbøyelighed til den
catholske religion. Det var just paa den samme tiid,
at Calas og hans familie var i lænker, og at man byg
te deres rettersted.
Hændelsen med den druknede datter spurgtes
strax til Toulouse. See raabte man, et nyt exempel
af forældre, som ere børnemordere! Det offentlige ra¬
serie formeertes derved. Man radbrækker Calas og
man stævnet Sirven, hans kone og døttre. --
Den forskrækkede Sirven har neppe tiid til at flye
med sin heele syge famile. De gaaer til fods, blottede
for al hielp, tvert over de steyle bierge, som da vare
skiulte med snee. En af hans døttre giør barsel midt
imellem iisstykkerne, og døende bær hun sit halvdøde
barn i armene. Tilsidst tager de veyen til Schweiz.
Den samme skiæbne, som bragte Calas børn til
mig, vil endnu, at jeg skal see Sirvennerne. Fore¬
stil dem min ven, fire faar, som af en slagter beskyldes


135
for at have ædt et lam, og see saa det samme, som jeg
saae. Det er mig umueligt, at afskildre saa stor uskyl¬
dighed, og saa mange ulykker for Dem. Hvad bur¬
de jeg giøre, og hvad havde De giort i mit sted? Bør
man nøye sig med at sukke over den menneskelige na¬
tur? Jeg tog mig den friehed at strive til den øverste
Præsident i Langvedoc, en dydig og fornuftig mand:
men han var den gang ikke i Toulouse. Jeg loed ved
en af Deres Venner tilstille Vice=Canceleren en sup¬
plik. Jmidlertiid henretter man ved Castres, faderen,
moderen og begge døttrene in effigie. Deres gods er
beskrevet og ødelagt. Der er intet meer tilbage.--
Der er nu en heel, artig, uskyldig, dydig familie
underkastet den skam at tigge hos fremmede! Uden tvivl
finder de medlidenhed: men hvor haardt er det ikke
indtil sin grav, at være en gienstand for medlidenhed?
Man svarer mig endelig, at man kunde udvirke et be¬
naadelses brev for dem. J førstningen tænkte jeg, at
det var deres dommere, om hvilke man talte til mig, og
at dette brev skulde være for dem. De maae vel troe,
at denne familie vilde heller tigge sit brød dør fra dør
og døe af armod, end udbede sig en naade, som vilde
forudsette en forbrydelse, der var alt for gruelig, til at
kunde eftergives. Og hvorledes skulde de vel paa den
anden side faae ret, hvorledes skulde de lade sig sætte i
i fængsel i et fædreneland, hvor endnu halvdeelen af
folket siger, at Calas mord var retfærdigt? skal man
endnu engang appellere til Conseillet. Vil man sette
forsøg paa, at bevæge den almindelige medlidenhed, som
Calas ulykke maaskee har udtømt, og som vilde blive
kiæd af at have anklagede for børnemord at forsvare,
skyldigkiendte at give opreisning, og dommere at for¬
virre? --
Disse to bedrøvelige hændelser, som ere fulgte
strax efter hverandre, ere de ikke beviis, min ven, paa
denne uundgaaelige skiæbne, hvilken vores elendige slægt


136
er underkastet? En forskrækkelig sandhed, som saa stærk
er indpræntet os af en Homer og en Sophocles,
men en nyttig sandhed, eftersom den lærer os selvforneg¬
telse og taalmodighed! --
Skal jeg sige eder, at imedens mit ømme gemyt,
var oprørt ved Calas og Strvens forskrækkelige
skebne, et menneske, hvis stand i kan giætte af hans
snak, bebreydede mig den andeel, som jeg toeg i to
fremmede familiers ulykker? Hvad er det, J befatter
eder med, sagde han til mig; lad de døde begrave de¬
res døde! Jeg svarede ham, at jeg i min udørk havde
fundet ifraeliten svømmende i sit blod. Taal, sagde jeg,
at jeg lægger lidet olie og viin paa hans saar! J er
Leviten, lad mig være Samaritanen.
Det er sandt, at man, til belønning for min
umage, har behandlet mig som en Samaritaner.
Man har skrevet en pasqvill over mig, under navn
af pastoral instruction. Men man bør glemme
den. Den er sammensat af en Jesvit. Denne
stakkel vidste ikke den gang, at mit huus var et
tilflugtssted, for en af Jesu selskab. Kunde jeg gi¬
ve et bedre betiis paa, at vi bør ansee vore fiender
som vore brødre?
Deres passioner ere kiærlighed til sandhed,
menneskelighed og had til bagtalelse. Overenestem¬
melsen af vore caracterer har dannet vort venskab.
Jeg har henbragt min levetiid, med at søge og be¬
kiendtgiøre denne sandhed, som jeg elsker. Hvilken
anden af de nyere historie=skrivere har forsvaret en
stor prindses minde, imod de grumme bagtalelser,
af, jeg veed ikke hvad for en scribent, som man kan
kalde kongers, ministres og store generalers bagva¬
skere, og som enda den dag i dag ikke kan finde
nogen læsere?
Fortsettelsen følger.


No. 15.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 8 May 1766.
Sit mibi fat audua loqui
Vig.
(Slutningen af Herr Voltaires Brev.)
J¬
eg har følgelig ikke gjort noget i Calas og Sir¬
vens forskrækkelige Ulykke, uden det, som alle
mennesker giøre. Jeg har fulgt min Tilbøy¬
else. Denne er hos en Philosoph, ikke allene at be¬
klage de ulyksalige, men og at tiene dem. --
Jeg veed med hvilket raserie fanatismus be¬
væbner sig imod phi osophien. Denne haver to døttre,
sandhed og taalmodighed, som hiin gierne ønskede at


138
udrydde paa samme maade, som Calas, da Philol¬
phien imidlertiid intet ønsker meere, end at berøve fa
natismi børn, løgn og forfølgelse, deres vaaben. Men¬
nesker, som ikke bruge deres fornuft, have vildet bringe
dem i foragt, som benytte sig af den. De have blan¬
det Philosophen med Sophisten, men de have bedraget
sig. Den sande Philosoph kan undertiden blive ophid¬
set imod den bagvaskelse, som forfølger ham. Han kan
med en evig foragt belegge den nedrige daglønner, som
tre gange om maaneden skiænder paa fornuften, smagen
og dyden *). Han kan ved leylighed giøre dem latter¬
lige, som anfalde Lærdom i den helligdom, hvor de bur¬
de have æret den. Men han veed hverken af sammen¬
rottelser eller af underfundige konstgreb at sige. Han
kiender ikke hævngierrighed. Han veed, som den viise
Montbart og Vore, at giøre jorden frugtbarere og
dens beboere meere lyksalige. Den sande Philosoah
oppløyer de udyrkede marker, formeerer plovene og føl¬
gelig de pløyendes tal, sætter den fattige i arbeyde oo
beriger ham, opmuntrer giftermaalene, hielper den fa¬
derløse, knurrer ikke imod nødvendige paalæg, og sætte
hondrn i den stand, at han kan betale dem med glæde.
Han forlanger intet af menneskene, men han giør alle
det gode, som han kan. Han gruer for hykleren, men
han beklager den overtroiske. Kort: han veed at va¬
re ven.
Jeg merker, at jeg har skildret Dem, og at
der inket vilde fattes i, dersom De var saa lykkelig at
boe paa landet. Forbliver &c.
*) Hermed forstaaes Freron, som, for at følgr
Herr Voltaires skrivemaade, er bekiendt for
1' Ane Riixernire.


139
Paa foregaaende Brev er et svar indrykt i den
Journal som kommer ud under navn af Gavette litte¬
raire de l'Europe; men det fortiener intet uden foragt.
Siden Forfatteren dertil ey kan negte, at jo Herr
Voltaire har havt ret i at dømme Calas uskyldig, saa
vil han bevise, at det dog ey følger af de grunde, som
Herr Voltaire har anført i dette brev, ligesom om man
i et brev til en ven var pligtig til at bruge samme grun¬
dighed, som i en academisk Disputatz. Derpaa beskyl¬
der han ham for forfængelighed. Han eftertænker ikke,
at det som kan være forfængelighed hos ham og hos
andre lærde, er det ikke hos en Voltaire. Denne
Mands store genie er saa almindeligen berømt over
heele Europa, at der maaskee skulde være faa af de
største, som ikke vilde giøre sig en ære af at være bekiendt
for en brevvexling med ham; og han selv er alt for stor
Philosoph til at være forfængelig, naar han anseer sig
som ligemand med alle, og ikke agter noget høyere i et
menneske, end mennesket selv.
Endskiønt jeg i mit sidste blad satte forud, at histo¬
rien af den ulykkelige Johan Calas, som i aaret 1761.
(læs 1762) blev henrettet i Toulouse, var endnu de
fleste Læsere bekiendt nok, og at jeg følgeligen ey behø¬
vede igientage, hvad man i offentlige Tidender havde
læst, saa dog, som jeg har forstaaet, at en deel Læse¬
re, som formodentligen ikke er det franske mægtige
have forlanget at høre denne historie fortalt af en Vol¬
taire, saa vil jeg derudi føye dem, og med samme
Auctors ord her fortælle dem den i sit heele sammen¬
hæng.
Johan Cales var 68 aar gammel, da denne
ulykke overgik ham. Han havde været Kiøbmand i


140
Touloufe over 40 aar, og var almindeligen bekiendt
for at være en god Mand, en god borger og en god
Fader. Saa vel han selv, som hans kone og børn
vare Reformeerte, undtagen en søn, som havde anta¬
get den Romersk Catholske lære. Faderen var saa
saa langt fra at hade sin søn Ludvig Calas derfor,
at han tvert imod gav ham en lille Pension, og han
havde desuden en Catholsk tienestepige i huuset, som
han havde haft hos sig i 30 aar, hvilken alle hans børns
opdragelse havde været betroed.
Han havde endnu en søn ved navn Mare An¬
ton Calas, som havde lagt sig efter studeringer. Disse
havde dog faaet saa lidt magt med ham, at han over¬
alt holdtes for at være af et uroeligt, skyggefuldt og
arrigt gemyt. Siden al ting ey gik ham efter ønske,
og han desuden som reformert ey kunde haabe at be¬
stige de æretrin i Toulouse, som han ønskede, beslutte¬
de han selv at ende sit liv, og han loed sig formerke
dermed for nogle af sine venner: han bestyrkede sig
ogsaa i dette forsæt ved at læse alt hvad han fandt skre¬
vet om selvmord.
En dag (det var den 12 Octobr. 1761) som
denne Mare Anton havde tabt sine penge i spil, be¬
sluttede han ey længere at opsætte sit forehavende. Afte¬
nen forhen var fra Bordeaux til Toulouse ankommet
et ungt menneske omtrent 19 aar ved navn Lavaisse,
en søn af en berømt Advocat i sidstnævnede bye. Dette
unge menneske var over alt bekiendt for et godt og fromt
gemyt; og som han var en ven af Mare Anton Ca¬
las, saa vel som af den hele familie, saa kom han af
en hændelse til at spise med dem om aftenen. Faderen,
moderen, Mare Anton deres ældste søn, og Peter
den anden søn vare de, som spiiste med den unge La¬
vaisse. Da maaltidet var forbi, gik de ind i et andet


141
værelse, men Mare Anton gik ud. Da Lavaisse
vilde gaae, fulgte Peter Calas med ham, og da de
komme ned fandt de Mare Anton ophængt paa en
dør i hans bare skiorte, som ikke var i mindste uorden.
Hans klæder vare sammenlagde paa Contoiret, hans
haar vare vel friserede, og paa hans legeme syntes in¬
gen saar eller blaghed. Alle naboer vare forsamlede,
thi klokken var endnu ikke 8; og endskiønt der ikke var
meer end et tynt plankverk imellem dem og stedet, hvor
gierningen skeede, saa havde de dog ikke hørt mindste
skrig eller raab, af hvilket alt man kan slutte, at Marc
Anton Calas havde hængt sig selv.
Man kan let forestille sig en deel af Forældre¬
nes sorg og forskrækkelse ved denne ynkelige hændelse;
den yttrede sig i skrig og i raab, som bleve hørte af
alle naboerne. Lavaisse og Peter Calas løbe ganske
afsindige hen at hendte nogle Chirurgi og Rettens be¬
tientere. I det samme havde pøbelen samlet sig om¬
kring huset, hvilken, som er at mærke, er meget over¬
troisk og hidsig i denne bye. De ansee andre mennesker
som udyr, saa snart de ey ere af samme Religion, som
de. Det er i denne bye, at man aarlig ved processio¬
ner og andre glædestegn holder den dag høytidelig, paa
hvilken de for 200de aar siden dræbte 4000 reformer¬
te indbyggere. Syv Raadsbeslutninger have forgieves
forbudt denne afskyelige fest: det Toulousiske folk har
alletider blevet ved at fiire den som en glædes dag.
Blant denne mængde pøbel, som havde samlet
sig uden for huuset, var der en som raabte, at Johan¬
Calas havde selv hængt sin søn Mare Anton op. J
mindre end et øyebliks tiid hørtes samme raab overalt.
Man veed, at naar pøbelens gemytter en gang ere op¬
bragte, saa gaae de baade langt og vidt. Nogle tillag¬
de snart, at den døde skulde dagen derpaa afsværge den


142
reformeerte lære, og at hans familie, saavel som den
unge Lavaisse, havde af had imod den Catholske reli¬
gion myrdet ham.
En Raadsherre (Capitoul) i Toulouse ved navn
David, som blev opvakt ved denne folkets tale og vilde
giøre sig berømt ved sin nidkiærhed, loed fængsle den
gandske familie, tilligemed Lavaisse og den Catholske
tienestepige, som alle bleve sluttede i jern. Mare An¬
ton blev med stor vragt begraven i St. Stephang
kirke, uagtet at sognepresten var derimod. Et munke¬
brøderskab i Toulouse, som kalder sig de hvide Poeniten¬
ter, loed holde en høytidelig siælemesse over ham, ligesom
om han kunde have været en Martyr. Man tilbad
ham og allerede som en Helgen. En munk, som vilde
skaffe sig vedvarende reliquier, rykte ham nogle tænder
ud af munden, og et ungt menneske blev gal, fordi han
han havde bedet nogle nætter paa den nye helliges grav,
uden at kunde erholde et mirakel, som han forlangte
&c. &c. &c.
Tretten Dommere forsamlede sig alle dage for
med det første at afgiøre denne sag. De kunde intet be¬
vis faae imod familien, men deres fanatiske iver tiente
dem til beviis, og efter mange ordtrætter komme de en¬
delig saa vidt, at den gamle Johan Calas blev ved8
stemmer dømt til at radbrækkes.
Nu bør man vide, at det ved undersøgning
blev beviist, at Johan Calas, hans Kone, Peter
Calas, Lavaisse og tienestepigen ikke havde været
skildte ad et eneste øyeblik den gandske aften, da
denne ulyksalige gierning skeede. De skulde følge¬
lig alle have været Johan Calas behielpelige til
at ophænge sin søn, hvilket Dommerne ogsaa troe¬
de, og følgelig burde de lade dem alle radbrække.


143
De nøyede sig dog med til en begyndelse at fuld¬
føre dommen over Johan Calas. De tænkte nem¬
lig at en gammel mand ey skulde holde mange
pinsler ud, men at han under bødlernes slag skulde
bekiende sig skyldig, og angive dem, som vare deel
agtige i samre misgierning. Man kan tænke,
hvor bestyrtede de bleve, da han paa steyle og
hiul og i sin sidste dødsangest ey havde andet at
sige, end at han krævede Gud til vidne paa sin u¬
skyldighed, og bad ham ey regne sine Dommere
denne gierning til onde.
Siden Johan Calas var død paa denne
maade, torde Dommerne ikke radbrække flere. La¬
vaisse og tienestepigen bleve satte paa fri fod, Pe¬
ter Calas blev forvist landet: døttrene bleve tagne
og med magt indsperrede i et kloster. Moderen,
som havde mist sin Mand, Børn og Eiendom,
opsøgte sig et sted paa landet, hvor hun var lige¬
som en Eremit midt i den folkerigste deel af ver¬
den, uden brød, uden haab og næsten qvalt af saa¬
dan en uhørt og græsselig ulykke. Her var hun,
da nogle retsindige personer hende anmodede om at
foretage en reyse til hovedstaden, for der at an¬
raabe Kongen om naade og ret. Hun lod sig
overtale til at reise, endskiønt hun var saa svag,
at hun neppe kunde staae, og hun kom endelig til
Paris, hvor hun strax blev hørt og fik i en hast
mange ædelmodige hielpere. Hendes to Døttre ble¬
ve hende tilbage givne, og man saae dem snart alle
tre gaae omkring i byen klædte i sørgeflor og med
vaade øyne: faa kunde see dem, uden selv at fælde
taarer.
Der fandtes ikke des mindre endog i Pa¬
ris nogle personer endnu, af det Slags som man


144
kalder hellige, (devotes) hvilke ikke vare familie
bevaagne, fordi religiouen var blandet i denne saa¬
Disse sagde offentlig, at det var bedre at en uskyl¬
dig Calvinist blev radbrækket foruden paatale, end
om 8 Raadsherrer i Languedoe skulde blive nødt
at bekiende, at de havde bedraget sig og dømt feyl.
Man betiente sig og af dette udtryk: Der ere fle¬
re Magistrats personer end Calas i verden.
De betænkte ikke, at Dommeres ære, ligesaa vel
som andres, bestaaer saa vidt mueligt i at forbe¬
dre sine feyl: de erindrede ey heller, at det ikke er
sandt, at der ere flere Mag stratepersoner end Ca¬
las i verden, thi en hver, som ikke er Dommer,
kan ansee sig herved som en Calas, det er som en
mand, den samme ulykke kan overgaae. Alle andre
fornuftige og upartieske mennesker i hovedstaden to¬
ge sig aabenbar denne elendige families sag an, og
i sær de Herrer Beaumont, Loiseau og Mari¬
ette, som ved deres veltalende nidkiærhed i denne
sag have erhvervet sig en stor berømmelse over
heele Europa, og have skaffet familien
saa stor en opreisning, som
muelig var.


No. 16.
Den
Danske
Proteus.
Torsdagen, den 15 May 1766.
Nec meus hic sermo est -
Harat.
Brev til Proteus.
Min Herre!
O¬
et femte Nummer af Deres Ugeblade har væ¬
ret mig en frugthar Anledning til vigtige
Betragtninger. Det kunde næppe være
andet for dem, der har Eftertænksomhed endog ikkun
i liden eller mindste Grad. Den Sag, som i det
var Maal for Tankerne, fortienner vel billig Dødeliges
nøyeste Agtsomhed. Er det en Sandhed, at den lever
best, som er best skikket til at døe, saa maae vel en or¬
dentlig og jævnlig anstillet Betragtning over Døden
være et beqvemt Middel til at vedligeholde Lyksalighed
i Livet, saa længe Livets Herre vil, at vi skulle eye den
her i Verden.
Jeg læste bemeldte Deres Blad, saasnart det
var kommet mig til Hænde, med sand Opbyggelse. Det,
som jeg finder en rørende Fornøyelse i ved at læse andre
gode Skrifter, skaffede mig og her en betydelig Glæde;
det er dette; at jeg fandt mine Tanker derudi til deels


146
satte i større Lys, til deels bekræftede. Saaledes havde
jeg ved fuldkommen Sundhed en vigtig Nytte af De¬
res Arbeide.
Men Forsynet behagede at sætte mig i Omstæn¬
digheder, ved hvilke det endnu kunde giøre mig større
Tieneste. Jeg faldt i Sygdom; vel var den i Begyndelsen,
ikke saa hæftig, at jeg behøvede at overgive Livs Haab;
den, der har Karrene fulde af Mælk, og Marven i
Beenene vædskefuld, har vel ved stærkere Angreb endog
tordet betragte Døden, som langt borte, og trodse denne
Forskrækkelses Konge med en modig Forsikring endnu
ey at blive hans Rov; men omendskiønt jeg troede at
kunne undgaae Døden, uden ligesom at rives fra den
saa holdt jeg dog for, at jeg ey tog Feil i at betragte
enhver Sygdom, i hvor svag den end er af Begyndelsen,
og hvor meget den smigrer os med Haab om Livet, som en
Overbringer af det Budskab, hiin Konge fik: Beskik dit
Huus, du skal døe og ikke leve! Jeg forestiller mi
en i Angrebet lemfældig Sygdom, som en Læge eller Præ¬
hos en Dødsyg, som dog ikke gierne vil troe Dødens
Komme. De pleye at bruge mange Omsvøb, Talemaader
som baade give Haab og dog indjage Frygt, for at faaetil¬
bragt den, Døden spiller paa Læberne, det Begreb om Dø¬
den, som han saa meget flyer for. Uden Tvivl handler saa¬
vel Lægen, som Præsten herudi efter Forsigtigheds Regler,
hvor Omstændighederne fordre det; Erfarenhed har ved
adskillige Exempler stadfæstet, at en overiilet Forestilling
om Døden har gjort det lidet Haab, som var tilovers for
Lægen, og Præstens gandske Øyemeed frugtesløst; men
jeg troer herhos, at den Syge handler best for sig selv, som
betager baade Lægen og Præsten Nødvendigheden i denne
Forsigtigheds Anvendelse; lykkeligst skeer dette, efter min
Mening, hvor Døden, endog ved Begyndelse af Sygdom,
omgaaes med den Agtsomhed, man er et hvert Budskab
skyldig, og i sær det, der bringer os saa vigtige Efterret¬
ninger.
Saasnart var derfor ikke Anmældelsen skeet, fø¬
rend jeg tillod Døden frie Adgang til mine Tanker. Den


147
havde ubehindret Ind= og Udgang hos mig, og ved hvert
Besøg blev den mig taaleligere. Tænke=Kraftens Indret¬
ning hos os giør det naturligt, at en fortsat Eftertanke som
oftest og helst hæfter sig ved det, hvorfra den har hentet sine
sidste Forestillinger; det er saaledes ikke underligt, at Mel¬
lemhandlingen imellem Døden og mig grundede sig paa de¬
res Tranqvilli Betragtninger. Sandhederne i dem skin¬
nede overalt i sit klareste Lys, men tvende af dem udviklede
sig da i Særdeleshed udi mit Sind.
Jeg fandt hvad Kraft, Ære, Rigdom og Vellyst,
disse, der med saa stor Hengivenhed dyrkes i Verden, ja
endog, naar man forestiller sig dem meest ordentlige, hvad
Kraft de har paa den Syges Sind, naar han seer Døden
for sig.
Ynkværdige Slaver! der, som hiine i den huule
og slibrige Opgang til Lyksalighedens Boelig, har hen¬
bragt deres Dage med at gribe efter Skygge og visnende
Blomstere, hvor forfærdeligt maae det Øyeblik være for
deres Tanker, naar den Frugt, som deres Siæle ene har
attraaet, viger tilside, og alle Ting, som vare feede og skin¬
nende, fare bort, og det saaledes, at de ingenlunde finde
dem meere, Hvad skulde hos saadanne forsøde Dødens
Bitterhed? Død og intet Liv? ingen Evighed efter Døden?
det er jo ikkun Piine for disse, der endnu hiige efter Velly¬
sters Strømme. Evighed da, men hvad for en skulde trø¬
ste dem, uden den der svarer til Odins eller Mahomeths
Lære=Bygning? Kunne de vel, tør de vel ved Eftertanke
om Døden lroe saadan Evighed? Nogle saa haardt sovende
i Livet, kunde maaske sove hen i disse søde Drømme i Døden;
men, naar Vækkeren inden fra ikke længer vil lade sig dysse,
naar Vægterne uden fra begynde at raabe, naar Formod¬
ning og Overbeviisning forkynde saadanne Krig, og Dø¬
den i det samme fremstiller sig, som den sidste og værste Fi¬
ende; O Forbarmeren, den evige, lade sig da røre af disse
Ulyksaliges Nød! han, som Hav og Væyr ere lydige, dæm¬
pe det oprørte Hav, der bruuser og skummer i deres Hier¬
ter! Hvorledes skal ellers Dødens Bitterhed bortvige?


148
Men der gives et andet Slags Mennisker, som
ansee alle disse Ting med andre Øyne. En Panlus Eremit,
en Simeon Stylit og andre have for lang Tiid siden savnet
deres Tilhængere, og man har fundet og biefaldet den
Sandhed, der dog ikke var saa skiult eller i Tvivl indviklet,
at der er en med Fornuft og Christendom selv overeensstem¬
mende Brug af Verden. Det er ikkun Menneskehadere
eller uordentlig tungsindede, der tør paastaae, at det Væ¬
sen, der selv er idel Fornøyelse, skulde have lagt en Verden
imellem Mennisker, der er saa smuk, saa vel indrettet til at
opvække en uskyldig Glæde, for at de stedse skulde tillukke
Øynene for den, eller og see paa den med Øyne, som altid
ere dumme af Misfornøyelses og utidig Bedrøvelses Taa¬
rer. At bruge Verden saa, at man ikke misbruger den; at
see paa og fornøye sig i dens deylige Skikkelse saa, at man
derved stedse erindrer sig det Forgiængelige i den, er de
allene Viises Øyemeed anstændigt, som Verden har sin
Oprindelse at tilskrive. Skulde dog og saadannes Tanter
ved Dødens Forestilling ikke lide nogen Forandring? Tor¬
de jeg sætte min Erfaring til et almindeligt Beviis, vilde jeg
i en vis Hensigt svare: jo, dertils dog saa at Forandringen
svarer til de foregaaende Forestillinger om Verden, og
her ikke, som hos det første Slags, ere Tanker satte tvert
imod hverandre. Det gaaer uden Tvivl med saadanne, som
med Vandringsmanden. J Begyndelsen af hans Hiemrei¬
se er han meere rund paa Tid til Forfriskninger, Hvile og
andet saadant; jo nærmere han kommer Hiemmet, jomee¬
re hiiger han derefter, og dette: at han seer det alt meere
tydeligt, optænder og forøger hans Længsel. Han, der før
undte sine Venner heele Dagens Sælskab, kunde slaae sig
tilRoelighed med dem, og i Fornøyelse synes at have glemt
Huus og Hiem, han bliver nu stundesløs og regner meere
paa Minuter end før paa Timer. Han bebreyder sig selv
hver en Deel af Tiden, han har anvendt paa det mindre
nødvendige, af hvilket han nu holdes ligesaa langt tilbage,
fra det, som er og bliver ham det Kiæreste. Anvendelsen
heraf flyder let: J Ungdoms Sundhed og gode Dage
kan et Hierte, som ikke er ont, eller fordybet i Verden, ny¬


149
de den og benytte sig af den med et mindre levende Jndtryk
af det forgiængelige i den og derimod det blivende i den
Stad, hvor hans rette Hiemfindes; men naar denne her¬
lige Stad igiennem Dødens Porte aabnes for ham, saa
stunder han meere derefter, og omendskiønt han ikke føler
en nagende Fortrydelse, saa ønsker han dog, at de Timer,
han har givet Verden for mange, havde været anvendte af
ham til endnu meere iKundskab og Hengivenhed at nærme
sig den Stad, hvilken nu kiendes saa værdig til hans Læng¬
sel. Det var den ene Sandhed i deres Blad, som
giorde mig opmærksom.
Den anden angaaer det meget rørende i vore
Venners Forliis, der for en deel giør Dødens Forestilling
bitter. Naar alt andet har sig ved Dødens Betragtning
paa det ønskeligste, naar vi kunne ansee den, som vor Ven,
eller den, der maae giøre os Tieneste, ved at oversætte os i
en Tilstand, hvorimod ald den Lyksalighed, der kand nydes
i Verden, er intet, alle dog kuns ringe; saa bliver dog det
te, at skilles fra sine Venner, noget, som giør ald Kiøds
Vey trang at vandre.
Naar De anseer Sagen paa dens Side allene, som
fraskilles, da er jeg strax enig med Dem. Det Tab, den
lider, som døer, veed han, naar han er i Stand til at be¬
tragte Døden paa den gode Side, bliver ham overflødig er¬
stattet; han faaer langt flere og fuldkomnere Venner der,
hvor han henflyttes, og han kand forsikkre sig om et kiær¬
ligt Minde i Hierterne hos dem, han forlader. Det er saale¬
des best for den Reysende, naar han betragter alene sig selv.
Men! de, der elske hverandre, som deres egen Siæll Deres
Hierter rives ikke fra hverandre endog i Døden selv. Med
hvad Hierte sidder en Jonathan ved Sauls Bord i Høy¬
tids Glæde, naar David maae gaae paa Marken landflyg¬
tig? hvor tungt er det vel ikke for den Reysende, omend¬
skiønt han farer til Canaan, at efterlade sin Ven, som har
havt lige Deel med ham i alt udi Ægypten, at see den, der
har troelig baaret Byrden, nu ey at kunne nyde Vederqvæ¬
gelsen, tilligemed ham, den, der har følet det Behagelige
i den ringere Lyksalighed under Venskabs Baand, nu ey


150
glædes tilligemed ham i den større, den evige. Jeg vil ikke
tale om dem, hvis Vilkaar ved Deres Vens Fraskillelse bli¬
ve trange; der underkastes tildeels Vold og Uret, tildeels
Forargelser; den, der kand døe vel, og i sin Død vælte sin
Omhue paa HErren, kand vel og troe, at denne vise og
mægtige skal see til, skal formaae at tage de efterladte under
sin Omhue og sørge for dem, om deres Vilkaar vare ikke
engang gode og mindre iblant de beste. Men mit Øye er
her vendt endog til saadanne, der have meere end den dag¬
lige Nødtørft, der efterlades iblant troe og retsindige Ven¬
ner, som kunne ved Guds Naade forebygge Vold og de far¬
lige Følger af det Onde, Verden ligger udi. Den Smerte,
saadanne føle ved en Vens Fraskillelse eller ved Forestilling
om den, kand og hindre den Stilhed, med hvilken en syg
og døende kunde betragte sin Henfart.
Jeg taler her atter af egen Erfaring; dette, maae
jeg tilstaae, kostede mig Strid; omgiven af de beste Ven¬
ner, hvis Øyne overalt forklarede mig en Bekymring og
Frygt for Skilsmisse, følede jeg midt i Hengivenhed do
et Sting i Hiertet ved Dødens Betragtning. Saasnart,
jeg nævnede Død, eller gav Anledning til at forstaae, den
var min Betænkning, strax var Frygten malet i Ansigter¬
ne, og den, hvis Hierte er bundet til mit, røbede samme
strax med de heedeste Taarer; det gaaer haardt, naar den
tredobbelte Traad skal sønderrives. Jeg havde her en
Slags Forsmag derpaa.
J saadanne Omstændigheder var Døden mig paa
denne Side alene bitter; jeg tænkte paa at rydde endog
dette Anstød af Veyen for mig, men saasnart jeg satte For¬
søg derpaa, var jeg ved Ømhed over at forøge Bedrøvelsen
hos andre, afskrækket. Jeg fattede da mit Sind i Stilhed,
og hensatte dette til et nærmere Forsøg paa den Tid, naar
min Opløsning aldeeles utvivlagtig kunde kiendes for
Haanden. Jntet kunde hindre mig fra at tage imod den
med Glæde, naar jeg allene kunde forestille mig mine efter¬
ladte trøstede; det skulde blive mig en betydelig Hierte¬
Styrkning at tage Afskeed med dem, ikke som følesløse, men
dog som de, der havde Mod nok til at ønske mig til Lykke


151
med min Henfart. Jeg kunde giøre det uden Frygt i Hen¬
seende til deres Velfærdt og Lyksalighed; den jeg efterloed
dem, vidste jeg, var større end jeg; og kunde jeg være saa¬
lykkelig at høre dem tale, som hiin Mand efter Guds Hier¬
te, og trøste sig, som han efter sit Barns Død: Jeg kom¬
mer til det, omendskiønt det ikke til mig, da holdt jeg
mig ved HErrens Kraft mægtig til at sige: visselig er
Dødens Bitterhed bortviget.
Til at naae dette fandt jeg nu ikkun en Vey; den
maatte blive det sidste Forsøg, naar Haabet var meest for¬
svundet, og Nødvendigheden da kunde komme de andre be¬
vægende Aarsager til Hielp; Jblant disse sidste maatte den
Tillid og Hengivenhed, vi ere Gud skyldige, den Overla¬
delse i hans Villie, samme fordrer, have det første Stæd.
Hertil havde jeg tænkt at føye endnu een, hvorpaa jeg, un¬
der Guds Naade, stoelede endeel. Jeg vilde bestride dem
med deres egne Vaaben. Den Kiærlighed, som var Aar¬
sag til deres Sorg, skulde være med at stille den, eller trøste
i den: Det er Kiærligheds=Art, at søge ikke sit eget, men sin
Vens; Misundelse er langt fra den, hvor den er uskrømtet,
og den fornøyer sig i det Gode, der møder dens Ven, som
det var den selv vederfaret, Ved den inderlige Kiærlighed,
med hvilken jeg var elsket, vilde jeg derfor forbinde dem til¬
at holde Maade i Sorg, og trøste sig over min Død. Jeg
vilde befale dem Gud og hans Naades Ord, og dette skulde
være min sidste Bøn, at de ey vilde misunde mig den liden
Tiid, jeg vandt forud for dem, til at komme i Hvile; de
maatte forestille sig at de havde fulgt mig, som deres Ven,
hiem, og havde endnu et lidet Stykke til deres eget, som den,
der har giort dette, ikke misunder den første sin Glæde, eller
bliver staaende ligesom for hans Dør uden at gaae videre,
men opmuntres af den Fornøyelse, han erfarer hos ham,
til at iile for selv at smage den Sødhed, hvormed Hiemmet
tager imod Vandringsmanden, saa skulle de og findes i
hellige Omgiængelser og Gudfrygtigheds Øvelser, som de,
der vente og haste til Guds Dags Tilkommelse.
Da jeg med et roeligt og Gud hengivent Hierte for¬
nøyede mig i disse Betragtninger, erfarede jeg, at min Hel¬


152
bred efter Haanden nærmede sig; jeg nyder nu igien, ved
Guds Naade, nogenlunde Sundhed, men det er saa langt
fra at jeg anseer de Dødsbetragtninger, jeg har anstillet,
som forgiæves meget meere: jeg troer at leve nu for endnu
bedre at lære at døe, og det skal blive mig noget af det vig¬
tigste, jeg herefter med fordobblet Fliid skal lægge mig ef¬
ter: at lære hiin hellige Skribent den saa nyttige, som store
Kunst af: at døe daglig.
Her har De mine Tanker; til at meddeele Dem sam¬
me har jeg en dobbelt Aarsag; den første er denne: At
De selv, ved Deres Tanker, har givet Anledning til Dem,
den anden: at jeg paa denne Maade kunde giøre Dem baa¬
de mig selv og andre meest nyttige. Jeg har vel andre Ley¬
ligheder til at udbrede mine Tanker for mig selv og give an¬
dre Deel i dem, men denne Maade har en Beqvemhed for
de andre i dette, at de her ere underkastede Prøvelse, Ret¬
telse, Biefald, Oplysning og meere saadant, hvorved de
kunde blive Gud til en videre udbredt Ære, og fleere til
Opbyggelse. Jeg overlader Dem derfor gandske Deres
Gotbefindende, hvad enten De behager at lade Dem ind¬
føre, eller nu og da i Anledning af dem give os en lærerng
Afhandling iblant deres Ugeblade. Det Begreb, jeg har
faaet om Dem og Deres Tranqvillus, forsikrer mig on
ald den billighed i Domme over mit Arbeide, som jeg øn
sker mig. Bliver det Dem ikke kiædsommeligt, vil jeg,
maaskee, oftere vove et Forsøg at tiene Dem med nogle
Tanker, kand være, at jeg endnu eengang opholdte Dem
med Betragtning over Døden, men hastig eller ofte maatte
det ikke ventes; den liden Tid, der er tilovers fra et vidt¬
løftigt Æmbedes Forretninger, og de, for sammes tillige¬
med Helbredens Skyld, nødvendige Forfriskninger, hin¬
drer den Lyst, jeg ellers nok havde dertil. Jmidlertid er
jeg Dem og alle, som arbeyde Guds Gierning og tiene
det almindelige med at forbedre og fornøye, en særdeles
hengiven
Redivivus.


No. 17, 18, 19 og 20.
Den
Danske
Proteus.
Torsdagen, den 29 May 1766.
Fungar vice cotis, acutum
Reddere qua ferrum valet, exsors ipsa secanai.
Horat.
V¬
ølgende critiske anmærkninger ere indsendte af
en Forfatter, som tegner sig med et S, og
maa, saa vidt jeg af haanden kan dømme,
være den samme, som jeg haver at takke for No. 6. Jeg
tvivler ey, at jo saadan en afhandling, som den nær¬
værende, vil være nogle af mine Læsere mindre behage¬
lig, hvorfore jeg og til et Slags vederlag giver de samme
saa meget papiir paa en gang, at de ey heller kunne
være |gandske misfornøyede.


154
Forsøg i de skiønne og nyttige videnskabe
samlede ved et Patriotisk selskab. Denne er titele
paa en Samling af Skrifter, som giør Danneman,
megen ære. Om man undtager vor store Holberg,
saa veed jeg ikke at nogen dansk Auctor har givet os et
eneste stykke i de smukke videnskaber, der kan settes i
ligning med de beste, som findes i denne samling. Sel
skabet, som man haver at takke for disse skrifter, har ved
saa ædelt et foretagende og dets iverksetning erhvervet
sig et udødeligt navn, og der er ingen tvivl, at det jo
opnaaer sin hensigt, at nemlig forbedre sproget, bestem¬
me smagen og opvække gode Genier til en ædel kappen.
Jeg tager mig den frihed allerede at hilse dets Lemmer,
som smagens Fosterfædre i Dannemark, og jeg haaber,
at vore sildigste efterkommere en gang vil stadfæste dem
denne titul.
Man maa dog ikke tænke, at alle disse Forsø¬
ere fuldkomne i sit slag, ligesaa lidet som denne feyle
selskabets, da det ikke har kundet levere bedre stykket
end de, der ere blevne indsendte. Saaledes tillader ma¬
mig vel at sige, at en og anden synes indkommen i den¬
ne samling, uden at have iført sig bryllups=klædninge
og maaskee uden en gang at have faaet tiid dertil. Mig
tykkes, jeg seer forud, at naar man en gang giør et nyt
oplag af disse Forsøg, da skal man at alle næppe ville
beholde flere end fem eller sex. Man seer heraf, at jeg
bær megen tillid til vor annærmende gode smag, og det
er med saadan en fin og streng smag man bør at dømme
i de smukke videnskaber, og i alle ting, hvor forlystelse
mere end nytte søges. Alt hvad der i deslige sager
ikke kommer fuldkommenheden meget nær, bør strax at
holdes for elendigt, thi man kan jo være det foruden.
*) Læseren forstaaer vel, at jeg her ey har henseen¬
de til Holbergs saa kaldede Poetiske skrifter.


155
Det er og langt bedre, at have slet ingen Poeter og
Talere, end at have middelmaadige, ligesom man hel¬
lere, end at høre en slet Musik, haver aldeles ingen.
Det almindelige beste fordrer at tænke saaledes, og
Publicum selv bør aldrig berømme andet, end Mester¬
stykker. Jeg vil sige aarsagen: store Genier ere de,
som ære og berømmelse egentlig tilkommer. Man kan
med intet andet betale dem de usigelige vanskeligheder,
som endog de mest begavede blandt dem have at oversti¬
ge, inden de naae deres høyde; følgelig tør man ikke
heller deele berømmelse ud til en hver Auctor, som har
en sund forstand og sine fem sandser, men man bør hol¬
de derpaa, saasom paa en meget rar mynt, paa det at
den ey maa blive for meget udspredet og derved tabe
sin fornemmeste værdie.
Efter denne indledning kommer jeg nu til styk¬
kerne selv; men som de alle ere forud noksom bekiendte,
saa bør man des mindre undre, om jeg gaaer de fleste
forbi, og ikkuns opholder mig lidet ved Pris=Skrifter¬
ne. Af disse er det første Herr Tullins om Søefar¬
ten. Dette Skrift er et mesterstykke, og det samme
blandt samlingen, som den er blandt andre danske bøger.
Jeg er ikke aldeeles af samme tanker med selskabet, som
ønsker at Digteren havde opholdet sig meere ved de for¬
deele, som seyladsen har tilveyebragt menniskene. Jeg
troer at Forfatteren har anseet sagen ikke alleneste paa
den meest Poetiske, men ogsaa paa den retteste side, naar
han mere har beklaget det onde handelen har udspre¬
det, end som roest den nytte, samme har medført, Vel
er sandt, at seiladsen er en forunderlig opfindelse, og faa
sager giøre det menneskelige genie mere ære. Men vi
have dog ikke andre fordeele deraf, end at vi kunne be¬
nytte os af adskillige ting, som vore egne Lande ikke
frembringe og som vi gierne kunde undpære, ligesaa vel
som vore Forfædre. Denne leylighed vi have til at


156
faae al Slags overdaad giør, at vi alle daglig ligeson
arbeyde paa at forøge vores nødvendigheder, i steden for
at enhver burde søge til at indskrænke dem. At behøve
ingen ting er gudommeligt, siger Plato; og at be¬
høve saa lidt mueligt kommer Guddommelighe¬
den nærmest. Handelen og den dermed følgende over¬
daad har lært os at tænke tvert herimod. Følgerne der¬
af er unøysomhed, uretfærdighed, og alle gamle og sto¬
re dyders udryddelse. Slutningen bliver Landes og
Rigers alt for pludslige undergang, hvilket alle tiders
historier kunde lære os, dersom vi ikke allerede vare for
syge, til at imodtage nogen lægedom.
Men at komme til Skriftet selv, da maa man
bekiende, at alt hvad der kan tiene til at giøre en
Digt ypperlig, det findes her: godt anlæg, høye tanker,
rigtige udtryk, god versifikation og overalt en megtt
levende indbildningskraft. Jeg kan ikke bedre bevise
dette, end ved at anføre nogle stykker deraf, og jeg haa¬
ber at ingen af mine Læsere tager mig det ilde op. De¬
som have læst dette prisskrift ni gange tilforn, skulle
endnu med lyst læse det den tiende, thi denne Digt er
ogsaa en blant dem, som Horatz havde i sigte, naa
han sagde; bærc decies repetita placebit.
Naar Forfatteren i forveyen har talt om Sey¬
ladsens oprindelse, og hvorledes man paa havets vilde
ørk brugte om dagen solen, om natten polstiernen til
veyvisere, tillægger han pag. 16.
Saa voxte vid og kunst, men vellyst endnu merer
Fra hver opdaget strand kom nye lyster frem;
Det land som mætted en, det avled mange flere,
Og med hver ladning guld kom tusind laster hiem.


157
Den tarvelig natur, som plejes slet med meget,
Den skabte man nu selv fornødenheder nok,
Man tvang den meer og meer at væmmes ved sit
eget,
Og gav den saa til pris for lægedom og k¬
En findrig gierighed ophittet tusind sager,
Det blev nødvendigt strax, som blot vellystigt var,
Med kunster strømmed ind en hob beqvemme pla¬
ger,
n Og ved erimplers fvang blev viedom sev ilnar.
Gemyttets roe blev qualt, og vellyst fødte smerter;
Den rene Gudsfrygt blev af pragt og kunster fuld,
Urene lyster fik sin helligdom i hierter,
Og himlen fik et huns af Cederte og gnd.
Jag bort det stolte skib, hvor Jndjens ambra ry¬
Og vinpler svære i en aromatisk skye!
Paa stavnen sidder pest og ubekiendte syger
O hvilket Lagaret! - - nysgierig landsmand


158
Kom pralende forstand, som havet kan regiere,
Vis frem din fundne skat og roes den om di
tør!
Er verden bleven rig, fordi den mangler mere?
Fandt mennesker i guld den dyd, de savned før?
Blev sandhed hendtet ind med Ceylons specerier?
Fik ømhed større rum i hierterne end før?
Blev kierlighedens lov Europas lov? -- du tier!
Ja, tie kun med en sag, som skam forklare bør.
ai Begrav i tuntheds grav dens navn, som føst oe¬
daged
En fteens forborgne kraft at dreye staal til nord,
Som ridsed cirklen af, hvorefter vellyst jaged
Til skiulte vraaer hen, og fandt en anden jord
i Skiælv rylige Barhar! dn som med nøgne am
Afbilder selv din Gud og troer helligdom,
Som offrer uvens blod, og æder selv hans tarme,
Dit forhold blir ey meer en sag for himlens dom.
Frygt ey for solens brand, som falder paa din isset
Ey for de giftig dyr, hvoraf din mark er fuld;
Du har dog skiul for hin, og kan undløbe disse,
Men skiælv, fordi dit land har ædelsten og guld.


159
Du seer det gule støv, og veed ey selv, hvor vægtigt
Det er for hines siæl, som nærmer sig din strand;
Men viid, der er en jord, hvor guldet er al¬
mægtigt,
Og hvor man himlen selv for verler kiøbe kan;
Hvad nytter det, jeg vil Eurepas laster skone,
Naar døbtes blotte navn er hedninger en skrek?
Hør blodet raaber lydt fra Montezumas throne!
Mon iberfloden kan aftvætte denne flek?
Du aabner sindrig nok naturens skiulte giem¬
mer.
Og gir for vind og hav snart almagts love ud;
Du bringer verdner frem, men plyndrer dem, og
glemmer,
At ogsaa vildes suk kan trænge op til Gud.
Du med en modig aand erobrer, deler jorden,
Men for en haandfuld støv gir siælens ro til pris;
Det folk, som dyrker dig, det knuser du med
torden
Og aabner helvede i verdens paradis.
Du


160
Du borger dig et navn af himmelske legater,
Og kalder lyst til guld en lyst til siæles bod:
Men fredens Engle blir strax furiers soldater,
Og skildrer troen af med Mexicaners blod.
.O drag forhænget ned fra denne fæle Seenel v.
Vig bort vanhellig sværm! J verdens sysler hvi¬
ler!
Det er min siæls sabbath, lad alting blive tyst
J længsler kommer nu, forsamles her og iler!
Det er alt aabnet vey til kierlighedens bryst.
O løft, almægtig haand! løft disse svage sukke,
Som stræber i min siæl, selv til dit hierte op,
Velsignelsernes hav hos Dig kan ene slukke,
Den inderlige tørst hos en saa talrig trop.
Jeg seer et tvilling folk, hvis muntre fiæle viser,
At fred og frugtbarhed ernærer deres blod,
Et folk hos havet, som sig selv og andre spiser
Med din velsignelse til tarv og overflod.


261
Her er mit hiertes kreds -- jeg ey din fød for¬
lader,
Før du med dette folk oprettet har en pagt,
At blive deres Gud, beskytter, ven og fader;
Du maa min Gud! -- du skal! -- saa stor er
hiertets magt!
Lad kiærlighed og dyd forene deres Tanker!
Lad enighed og ret udføre deres sag!
Saa tidt de hisser seyl, saa tidt de kaster anker
Saa lad lyksalighed omringe deres flag!
Dog hvad?, hvad skulde du et saadant folk ey
unde,
Som du en konge gav, hvis hierte ligner dit?
Velsigne ham! -- hør! nu opløftes alle munde,
Og milliver sul forene sig med mit.
Giv du hans Septer glands ey blot de ære¬
skygger,
Som verden offrer dem, hvis mod og overmod
Sin æres monument paa slagne landsmænd byg¬
ger
Og kiøber sig et navn for undersaatters blod.


162.
Ney giør ham stor hos Dig, og ey i hykle skrif¬
ter;
J dydens øyne stor, og dette marmor værd:
Den femte Frederik blev stor ved freds¬
bedrifter,
Og vandt med visdom meer end helterne med
Men skal -- Du har en dom, som ene blod for¬
soner-
Skal nøden drage sværd mod voldsmænds oper¬
mod;
Sga skab du Fredriks siæl i Fredriks legioner,
Og viis, at saadan siæl er værd hans helters blod.
Ru hørte jeg en hyd, som vil dit hierte røre!
Dit folkes siæle brød i jubel=psalmer ud;
Bønhør nu hvert et suk, som Engle ikke høre!
Bønhør mit hæse raab, min kraft! min sang!
min Gud!
O Læser! syng, føl og græd! jeg kiender frem¬
mede, som ere bevægede indtil taarer af disse vers: hvad
skulle da Danske være? Men naar de høye og rørende
tanker, som her findes, presse taarer ud af vores øyne,
da lader os ikke glemme under det samme at fælde no¬
gle til Forfatterens ære, og begræde det tab Danne¬


163
mark giorde af et poetisk genie, hvis lige det ikke har
havt, og næppe saa hastig faaer. Her er vel ikke for
nærværende tid nogen Digtere i begge Riger, som tør
love os saa mange gode stropher i rad? Er der maaskee
nogen hos vore naboer, som formaaer det? Gellert
kan ikke, og Dalin er død. Hvilken skade for os, at
vor Tullin ikke havde leylighed at anvende al sin tid
paa studeringer, at han ikke levede i hovedstaden,
men frem for alt at han ikke levede?
Det er om saadanne Poemer, som det jeg nu har
anført stykker af, at Horatz siger:
Uhi plura nitent in carmine, non ego paucis
Osfendur maculi,: quus aut incuria fudnt,
Aut Pumana parum cadit natura
Jeg skulde derfor ey heller gaae videre, dersom
Auctor endnu var i live. Men som han alt længe siden
er gaaet bort, og vor berømmelse nu ligesaa lidt nytter
ham, som vor dadel kan skade, saa vil jeg ikke undlade
at anmerke nogle smaa feyl, som han synes at have be¬
gaaet. Jeg giør det saa meget des hellere, som vore
rimmagere, der kalde sig Poeter, deraf maa kunde see
og slutte, at om man ikke overseer med en Tullins feyl,
da skal man endnu mindre giøre det med deres.
Det første jeg finder at anmerke, er at Diævelen
spiller en alt for stor rulle i denne digt. Auctor har
brugt dette fæle ord paa 8 adskillige steder, og det uden
at have nogen kraftig aarsag, thi man seer ikke paa no¬
get sted, at det opvækker nogen særdeles sterk forestilling
hos Læseren. Jeg veed ikke om Auctor har tænkt med


164
et saa haardt ord at give sine vers mere styrke og vægt,
eller hvad andet forsæt han kan have havt dermed; men
det er vist, at det er her ikke vel anbragt. Et par a
disse steder ere og blevne temmelig uforstaaelige: det
første pag. 12.
Hvad synger du min geist? hvis fodspor eredisse
Har Engle virket her, fandt diævle dette ud?
Ney, send en speyder op til tænkekraftens spisse
Og knæl saa for dig selv du Engel!-- diævel!-
Gud!
De to sidste limier skulle nok forklares saae send
en speyder op, saa faaer du at vide, at det er en geist
af samme slægt som du, der er Auctor til alt dette, og
at du saaledes maa tilbede dig selv, din egen geist, hvad
enten den er Engel, diævel eller Gud. Det andet
pag. 14.
--- - En kunstners Skaber taaler,
At himlens skilderie en diævle maske bær
Skal nok være: at Gud taaler, at mennesket
(himlens skilderie) bær en diævle maske (gierighed)hvil¬
ket er et slet udtryk. Jeg veed vel, at det kan udtydes
paa flere maader, men det er just det, som ikke bør at
være. Et saadant udtryk findes ogsaa pag 21
Almisser fra din haand er alt, hvad geister lan.
--- parum claris lucem dare coget,
Arguet ambigue dictum.


165
Pag. 6. Finder man denne Beskrivelse over havet:
Det som var før et hav er nu en sol og himmel,
Dog ney det er en sol, en himmel i et speyl.
Et afbildt firmament, en emailleret flade
En vælving af Azur, en blank og endløs is,
Et gulv af sleben staal, en indlagt jaspis plade,
En luft; et æther- kort: -- en plan til para¬
dis.
Auctors indbildnings=kraft forleder ham her til at
kalde samme Ting snart en enløs is, snart et gulv af
staal og snart et æther.
Qui variare cupit rem prodigialiter unam
Delphinum sylvis appingit, fluctibus aprum.
Pag 12. - - - - - Pyreneiske bølger¬
Er alt for dristigt.
Pag. 20.Og aabner helvede i verdens paradis.
Denne linie er i henseende til verse=kunsten feyl¬
agtig, efterdi stavelsen de i helvede bliver i verset lang,
da den dog i udtalen er kort. Denne feyl bliver des
mere mærkelig, eftersom bemistichium indfalder herpaa,
hvilken alletider vil have en meget lang stavelse. Her¬
ved vil jeg anmærke, at alle trestavige ord, som ikke ha¬
ve tone holdet paa den anden stavelse, ere aldeles udue¬
lige i sædvanlige danske Vers, jeg mener i de jambiske


166
eller trochaiske. Skulde nogen undtagelse herved gi¬
res, da kan den ikke strekkes videre, end til saadanne
trestavige ord, som ere sammensatte af to andre, saa¬
som ligevægt, varetægt m. f. dem man endelig kan
taale. Jeg veed nok, at vore Skribentere regne det ey
saa nøye, og at de endog snart alle sette slige ord, som
helvede og tienere endog i slutningen af verset og lade
dem rime sammen, men jeg veed og at det skurrer stærkt
i sunde ører. Skulde man lade det gaae, da burde det
dog ikke være uden i fabler, Comoedier og saadanne
Slags Srifter, som ikke egentlig ere Poesie.
Pag. 10.Forlad det førr ge hav.
Denne apostrophering holder vel ingen til gode,
og jeg saa meget mindre, som jeg holder all ordenes
forkortning for utilladelig i vers, endogsaa om udtalen
ey er derimod. Den poetiske friehed bestaaer i langt
andre ting, end i at vanskabe sproget, hvilket bør finde
sin helligdom hos Poeter om det end af alle andre Skri¬
bentere forhutledes. Vil man endelig giøre noge
undtagelse herved, og tillade Poeterne undertiden at
bortkaste en stavelse, da skeer det vel rettest i de trestavi¬
ge ord, som forud ere omtalte saasom i vers ubrugelige,
men da maa udtalen desforuden give lov dertil f. 4.
himlen for himmelen.
Pag. 7. m Jag ogsaa du min gest!
Jag er her i henseende til det følgende et alt for
vægtigt ord til at være kort, og giør derfor et ubehage¬
ligt øre=lyd, hvilket en Poet alletider bør undvige, thi
det er just for at behage ørene, som Poesien er opfunden.
Jeg sagde, at jag i henseende til det følgende ord var
alt for vægtigt til at være kort, thi dersom man i steden


167
for og setter bort, som der staaer pag. 17. 5Jag
bort det stolte skib &c. da falder verset godt, eftersom
bort har der en stærkere betydning, end som jag. Man
seer heraf, at jag kan i danske vers være baade lang og
kort. Det samme finder man og med alle enstavige
ord, hvorom en hver kan forsikre sig ved at omsætte de
enstavige orden i et vers, f. e. det som staaer pag. II.
At han sig deri trygt
Og at han sig deri *)
Her hører man, at det sidste halve vers falder
ligesaa godt i ørene, som det første, endskiønt de ord
som i det ene ere lange, blive i det andet korte. Om¬
endskiønt man nu heraf kan slutte, at i dansken findes
ingen vokaler, som uforanderlig og af sin natur ere en¬
ten lange eller korte, saa finder man dog, naar man
raadfører sig med ørene, at monosyllaba i et vers ey
alletider kunne i fleng skifte med hinanden, men synes
at følge denne regel; af to enstavige ord staaer det
alletider i den lange leed, som til sin betydning har
mere vægt end det andet. Saaledes skal man i
vort sprog ikke kunde finde noget saa langt og vægtigt
ord, som ikke i vers kan blive kort, dersom man setter
derhos et andet, som har i meningen endnu mere vægt
og betydning, og tvert derimod.
Pag.
*) Deri kan just derfor taale at udtales paa to
maader, eftersom det er sammensat af to
enstavige ord, som endnu beholder et hvert
sin natur, at nemlig kunde vare baade langt
og kort.


168
Pag 23., Din forsyn er det, som) utæmte lyster tæmmer
Pag 26., Og skeer ey det saa er |fornuften værr end fæ¬
Disse, og flere deslige vers, som jeg ey anfører
ere en Tullin ikke værdige:
Que toujours dans vos vert, le seus conpant let
mots,
Suspende P'hemistiche, en marque le repos.
Pag. 27., Jeg seer et tvillingfolk &c.
Jeg undrer, at vor Poet har antaget dette lige
saa urimelige, som almindelige, udtryk. Man kan jo ikke
kalde tvillinger, uden dem, som ere fødte af en moder o
paa en gang? Vil man nu ansee havet for moder til
Dannemark og Norge, saa lærer dog historien os, at
de ey ere komne for lyset paa een dag: følgelig bliver
ogsaa tvillingfolk og tvillingrige negentlige ord Je¬
haaber at nogen Poet med tiden opfinder os et andet
ord, som kan være mere ædelt og mere tienligt til at
betegne begge Riger og deres indbyggere.
Nu kommer jeg til det prosaiske Pris=Skrift.
hvis første deel er meget vel skrevet og al berømmelse
værd. I den anden findes og nogle smukke stykker
men Forfatteren viser der overalt, at han ikke er Poet,
hvilket ey er nogen feyl; men det er en, at endda ville
dømme om Poeter. Auctor synes at ville give Poesien
værdie efter sin grundighed, og at holde dem alene for
de rette Poeter, som i bunden stiil undervise os i The¬
logie, Philosophie, Physik &. Heraf kommer, at han
ikke anseer Homer og Virgil for saa gode Poeter, som
Polignae og Racine den yngre, og at han vil po¬


169
byde, at sandheden allene herefter maa udgiøre indhol¬
den af et sindrigt vers.
Auctor giør her Poesien mere ære, end den
virkelig forlanger. Dens hensigt er vel, som Horaz
siger, baade at opbygge og behage; men det første skeer
dog meest tilfælligviis og opnaaes derved, at Poeter
paa en klygtig maade paaminde menneskene om deres
pligter, opmuntre dem til dyd og afskrække dem fra la¬
ster. En hver kan see, at det man kalder at undervise
grundigen, er noget gandske andet. Den som vil
giøre det, maa fra en vis antagen grundsetning gaae
trin for trin, uden at giøre noget spring eller tage no¬
gen afvey, lige til han kommer til den setning, som
han vil bevise. Hvo skulde nu taale en Poet med saa¬
dan en skildpaddegang? Han som bør fare frem som
en brusende Strøm, tordne og lyne for vore siæle!
At undervise grundigen, bliver derfor en ting, som
Poesien maae overlade til de nyttigere videnskabers
dyrkere; thi primum, iterum og tertio skulde klinge
alt for akademisk i et vers.
Hvad sandheden angaaer, da er jeg langt fra
at ville banlyse den ud af Poesien. Jeg veed vel, at
den er det, som setter det fornemste værd paa alle
ting, at
Le vrai seul est gimable
Quil doit regner par tout E meme dans le fable.
Men dette udelukker ingen Slags opdigtelse, (løgn siger
vor Auctor), naar den ikkuns har nogen grund i na¬
turen, og passer sig til sagen; og hvo veed ikke des¬
foruden, hvad der er for en stor forskiæl imellem den
Philosophiske og den Poetiske sandhed, til hvilken sidst¬


170
nævnde den mindste tingenes lighed og overensstem¬
melse ofte er tilstrekkelig?
Jeg vil nu nærmere undersøge nogle af An¬
tors tanker, hvori han synes at have forhastet sig.
Pag. 78, heeder det: Man tæller saa faa grundige
Poeter paa samme tid, man seer saa utroelig en
mængde af de andre. Af det Slags grundige Poeter,
som Auctor her mener, saadanne nemlig som Racine
den yngre, som har afhandlet paa vers visse deele af
Theologien, tan man bekiendt vis tælle saa mange i
et hvert land, at jeg ey en gang holder det umagen
værdt, at anføre exempler derpaa. Faa af disse for¬
tiene dog navne af Poeter; og jeg veed overalt ik¬
ke, at de ere mange, dem dette ærenavn til¬
kommer.
Auctor kalder vel ikke med den gemeene mand
alle dem Poeter, som skrive i bunden stiil, ligesom
man ikke bør kalde en hver Maler, som kan smøre
nogle farver paa et bræt. Det er derfor nødigt at be¬
stemme, hvad man bør forstaae under det navn Poet,
og jeg tænker, at Horaz gierne kan antages til dom
mere i denne sag. Man veed, hvor stor Ziirlighed,
hvilken vel anbragt vittighed, hvad sandhed, hvilken
klygt og fiin skierts der overalt regierer i denne Poets
Satyrer og Epistler; dog alligevel forlanger han
ikke Titul af Poet for nogen af disse Skrifter.
Han siger:
Ingenium cui sit, cui mens divinior, at gre at
Magna sonaturum, des nominis bujut bonorem.


173
Efter denne beskrivelse paa en Poet, skal man
i de Lande, som have været de meest frugtbare paa
Poeter, næppe kunne tælle over fem eller sex i et hvert,
og de fleeste have slet ingen af dette Slags at fremvise.
Naar man derfor vil bestemme deres antall, som i
alle lande og til alle tider have fortient at nævnes
Poeter, da skal man næppe finde meer end to, eller
høyst tre, for en hver Sang=Gudinde, og den utro¬
lige mængde forsvinder følgelig gandske.
Pag. 79. ønsker Auctor Poesien mange Raci¬
ner, Hallere, Polignacer, Poper, og holder
dem følgelig ikke allene for Poeter, men og for
gandske ypperlige. Jeg anmerker herved, at Anc¬
tor havde burdt skrive Racine den yngre; thi
naar man nævner Racine alene, menes dermed alle¬
tider faderen, ligesom man med Corneille for¬
staaer den store, og ingen mener Thomas, uden
naar Thomas staaer derhos. Denne Racine har
skrevet en temmelig god afhandling om Poesien,
som mig synes; man er ham ogsaa tak skyldig for
hans Faders og Boileaus brev=vexling, den han
ved trykken har ladet befordre. Naar man undta¬
ger dette, veed jeg ikke, at han har giort noget
smukkere stykke arbeyde, end da han for nogle aar
siden lod sig male med sin faders skrifter i haan¬
den, og øynene fæstede paa dette vers i tragoedien
Phedre:
Et moi fils inconnu &un si glorieux Pere.


172
Det er just sandheden, der giør hentydningen af
denne linie saa smuk. Hvad Haller angaaer, da
har jeg i hans saa kaldede Poetiske Skrifter fun¬
det mange smukke og høye tanker, men mig synes
derfor ikke, at han fortiener navn af Digter,
Jeg veed nok, at han af mange holdes derfor
men det giør intet til sagen. Om end hele Tydsk¬
land med en mund raabte ham ud for sin beste
Poet, og jeg endog ikke havde seet hans Skrifter,
skulde jeg alligevel vove at sige ney dertil, i hvor
stor ærbødighed jeg ellers har for heele landes
domme. Til at undskylde mig selv for denne dri¬
stighed, behøver jeg alene to data: Først hvad en
Poet bør have lært, og siden hvorpaa Haller har
anvendt sin tid.
En Poet bør først af naturen have und¬
faaet et stort genie, og dette genie skal være poe¬
tisk. Han bør lære grækisk, latinsk, fransk, en¬
gelsk og italiensk, ikke løeslig, men saa vel, at han
grundig kan forstaae de beste Poetiske Verker, som
ere skrevne i disse sprog. Jngen maae tvivle om
nødvendigheden heraf: thi hvad skulde det være
for en kunstner, som ikke vilde lære at kiende alt
hvad mesterstykke er i den kunst, hvori han agter
at giøre sig fuldkommen? Og hvor langt kunde
man vel ellers gaae? Det er og at merke, at en
Poet ey kan benytte sig af oversættelser (*), thi
(*) Jeg veed nok, at en Dryden kan oversætte
Virgil, og en Pope Homer, men det
skeer kuns sielden, at en Poet oversætter
en anden.


173
en oversat Poesie er just en kold suppe. Siden
bør en Poet være mester i Philosophien, erhverve
sig en grundig indsigt i mange andre videnskaber,
og i ingen være gandske ukyndig. Han bør videre
lære at kiende mennesket fra grunden af, lige faa
vel som sin tiids tænkemaade og sæder, ved hoffet
ikke mindre end paa landet. Paa det sprog, hvori
han agter at skrive, og som ikke bør være noget
andet end moders maalet, maae han anvende sær¬
deles megen tiid, og ikke troe at det er am nok,
at han læser sin tids gode Skribentere, han maa
lære det til gavns, det vil sige, han skal studere
det gamle Sprog, hvoraf det nedstammer, og de
nye, hvormed det er i nærmeste forvandtskab; thi
det hører just Poeter til at bestemme sproget, at
berige det med nye talemaader, og undertiden med
nye ord, at giøre det fyndigt og vellydende, give
det et behageligt fald, og deels imodstaae, deels
rette de tvungne talemaader og den unaturlige or¬
den, der af andre uvedkommende, men bekiendte
sprog alletider er færdig at indsnige sig, med et
ord, at give det al den fuldkommenhed, dets na¬
tur tillader, hvilket alt ikke retteligen kan skee,
uden ved en grundig indsigt i stam= og slægt spro¬
gene. Jmidlertid bør han selv begynde at skrive
paa vers, hvilke han maa underkaste flere Ari¬
starchers granskning, som kunne vise ham de feyl,
han selv ey seer, sige ham, i hvilket Slags Poesie
det best lykkes for ham, og frem for alt lære
ham, ey at være alt for vittig, men at efterligne
naturens eenfoldighed, lige saa vel som dens pragt.
Han bør skrive i mange aar, og i samme merke
sig de utallige smaae ting, som høre til den Poe¬
tiske Kunst, og hvilke man ikke, uden ved arbeyde
og lang eftertanke kan fatte, inden han vover sig


174
til at give noget ud ved trykken; og naar han
tyve af sin levetids beste aar stændig har været be¬
skæftiget med alle de videnskaber, som jeg nu har
nævnet, da kan han siden imellem sit 30 og 4ode
aar, og ofte seenere levere verden nogle mesterstyk¬
ker, som fortiene ham den Poetiske Laurbærkrands;
men mangler han i nogen af disse deele, da venter
han forgieves at blive æret hos Efterverden
som Digter.
Nu ville vi see til, om Herr von Haller
har kundet opfylde disse vilkaar. Man veed, at
han har anvendt sin tiid paa en videnskab, der
hænger af idel erfaringer, og at han deri har
bragt det saa vidt, at faa kunne sættes i ligning
med ham, hvilket synes at have været nok for en
heel mands alder. Han siger ogsaa selv, at han
har dyrket Poesien aleene som en tidsfordriv, og
for at forlyste sig. Hvorledes vil man da, af
han skal have havt tiid til at giøre sig til Poet,
om han endog havde naturlige gaver dertil? Eller
meener man, at Poesien er saa let en kunst, at vi
kunne drømme os den til, og at Madame Kar¬
schin er det samme som Virgil? Den dette troer,
maa enten have slet ingen smag, eller og han
maa være bleven forvildet af nogle Poeters udtryk,
hvilke man har forklaret, som om de vilde sige, at
naturen aleene giør Poeter, da de dog i sand¬
hed ikke andet sige, end at Kunsten er utilstræk¬
kelig til at danne en Poet, dersom ikke natu¬
turen har i forveyen giort sit, hvilket ingen
nægter.


175
Lader os da ikke længere give enten Hal¬
ler, eller nogen anden navn af Poet, fordi han
kan skrive riim, eller sætte sine tanker i bunden
stiil. Dette er saa gemeen en gave, at man fin¬
der ofte tieneste=piger, der, paa kortere tiid, end
Virgil har behøvt til en linie, kunne opfylde heele
sider med tanker paa riim, og undertiden med tem¬
melig lykke; men man var jo dog alt for gavmild,
dersom man derfor strax tildeelede dem et stort ge¬
nie, og gav dem sæde hos de nie Sang=Gud¬
inder?
Om jeg nu har søgt at aftrække Haller den
Krands, som syntes kuns at hænge saa løslig paa
hans hoved, saa maa ingen derfor tænke, at jeg
skulde ville betage denne berømte mand nogen af
fine rette fortienester. Jeg tilstaaer tvert imod,
og tilstaaer det med glæde, at Herr von Haller
er en af de største Lærde i Europa, at han har
i været verden til mere nytte end de fleste Poeter,
og at han ligesaa lidt behøver, som han maaskee
selv forlanger, den forøgning i sine Titler, som
det Poetiske navn kunde medføre.
Siden jeg nu paa denne maade har sagt
min meening om Haller, holder vel ingen for nø¬
digt, at jeg tillægger noget videre om Polignac.
Hvad Pope angaaer, da er det sandt, at han li¬
ge saa vel som Voltaire, har viist os, hvorledes
en Poet kan poetisk behandle visse lærde materier,
som ellers ikke høre til Digte=Kunsten, hvilke de
begge have giort ikke grundig, men langt bedre.
Disse deres Poemer, i hvor smukke de end ere,


176
blive dog for materiens skyld alletider henregnede ti
en mindre ypperlig elasse af Poesie, og Voltaire
agter sig selv meere Poet for sin Zaire eller Maho¬
meth, end for alle sine Lære=digte, om han endoe
havde skrevet tie gange saa mange.
Paa denne samme 79de Side giør Auctor
Æneas gandske elendig, og det for at faae os sagt,
at han elsker meere de Poemer, som underviise os
i Religionen, end de, som ikke have uden en Æne¬
as, eller slige lidt opbyggelige materier at handle
om. Dette er i en vis hensigt roesværdigt, saa¬
som det uden tvivl er en for vidt dreven dyd, der
har givet vores Auctor saadan en smag; det er
nemlig naturligt, at naar man er heftig indtagen
af noget hvad som helst, da vil man gierne at al¬
ting skal handle derom og gaae derpaa ud. Men
man maa herved see nøye til, at man ikke gaaer
videre end tingenes natur tillader, og at man ikke
ved en alt for stor nidkiærhed skader der, hvor man
tænker at gavne. Vores religion er saa hellig en
ting, og hvad den byder, maa tages saa nøye og
troes saa eenfoldigt, at her bliver intet sted for
nogle tilsætninger, og allermindst for saadanne poe¬
tiske opdigtelser, uden hvilke man ey kan giøre
sig noget begreb om Poesie. Man seer og, at
de, som have forsøgt at afhandle Theologiske sager poe¬
tisk, have snart alle havt det vanheld, at selv sandheden
har under deres hænder faaet et skin af fabel=værk,
hvilket ikke anderledes har kundet skee, i henseende til
den mængde af egne indbildninger, som de saa ofte
have været nødt til at mænge deri. Til følge af alt
dette tykkes de Poeter at have tænkt best, som have ud¬


177
valgt saadanne materier, hvor man med fuld friehed
kan gaae ind i alle deres opdigtelser, og hvor man
uden fare kan overlade sig til alle deres indbildninger.
Vil man nu paa den anden side sige, at det er let at
skille digten fra sandheden, og at de hellige Digtere
følgelig uden fare for os kunne blive ved at synge, saa
skal det ei heller være mig saa meget imod, thi jeg for¬
dømmer dem ikke alle. Men øveralt maa man dog
vide, at materien giør her det mindste til sagen. Poe¬
sien er ligesom malerkunsten, og man bør dømme saa¬
ledes om den ene, som om den anden af disse kunster.
Om man nu haver at vælge imellem to ligevel giordte
Skilderier, hvoraf det ene er biblisk, men det andet
verdsligt, da vil jeg berømme den; som er saa god Chri¬
sten, at han foretrækker det stykke, hvoraf han formo¬
dentlig undertiden kan opvækkes til gudelige tanker:
men i fald der i henseende til malningens smukhed og
kunsten var nogen kiendelig forskiæl imellem disse to
stykker, da maa jo en fornuftig mand helst vælge det,
som er best giordt, uden henseende paa enten der fore¬
stilles Venus eller Jomfrue Maria.
Pag. 86. siger vor Anetor, at Voltaires
Henriade er noget nær saa smuk, som Virgilii
Æneis. Der er ikke større forskiæl imellem nat og
dag, end der er imellem begge disse Poemer, og til at
overbevises derom, behøver man kuns en liden kund¬
skab om Henriadens historie. Voltaire skrev dette
Poem, imedens han endnu var ung; han anvendte
kun liden tiid paa dets udarbeidelse; han tænkte ey en
gang i førstningen at han skrev et episk Digt, hvorfor
man og endnu finder deri saa mange Satyrer og andre
sager, som vanziere et helte digt; han blev ikke heller
færdig dermed, som er at see blant andet af de mange
variantes lectiones han selv haver udgivet. Naar man


178
nu tillige erindrer sig, at det man kalder Episk digt e
et non plus ultra ikke alene for Poeter, men for de¬
menneskelige forstand, hvorledes vil man da give Hen
riaden navn deraf, hvorledes vil man ligne den med et
mesterstykke, hvorpaa en mand af største genie har an¬
vendt 10 aar af sin beste alder, efter at han først hav¬
de øvet sig i saa mange Slags anden Poesie, og udru¬
stet sig med tilstrækkelig kundskab og lærdom? Det som
har givet Voltaire rang blant de største Poeter, er
derfor ikke Henriaden, men hans Tragoedier og de
Poetiske Skrifter, som indeholdes i den siette Tome af
hans Verker, som ere udgivne i Paris. Jeg vil dog
ikke hermed sige, at Voltaire ikke har havt gaver til at
skrive et Episk digt. Polybius siger et sted om Han¬
nibal, at dersom han havde begyndt med at bekrige og
undertvinge andre Nationer, og til slutning angrebet
Romerne, var det troeligt, at han havde overvundet
dem og opnaaet sit Forsæt, som nu synes alene at være
mislykket derfor, at han begyndte med det, hvormed
han havde burdt ende. Dette samme vil jeg sige om
Voltaire, og jeg troer, at om han, i steden for at be¬
gynde med et heltedigt, havde endt dermed, da havde
han sikkerlig givet os et Mesterstykke, i det mindste
saa vidt hans taalmodighed og det franske sprog havde
tilladt.
Pag. 92. søger Auctor at støde Homer og
virgil fra det høye sæde de til denne dag have havt
blant Poeter, og han haaber at man ej dømmer
ham for en kiætter, om han erklærer, at hverken
den enes, eller den andens Skrifter i hans troes
bekiendelse faae sted blant de Symboliske bøger.
Dette er dog at være kiætter, i de smukke videnskaber
at giøre saadan en troes bekiendelse, thi Horatz og
Despreaux, de helligste Fædre i denne kirke, endog


179
efter Anctors egen tilstaaelse, have aabenbart og tyde¬
lig erkiendt disse Skrifter for Symboliske. Man skul¬
de tænke, at Auctor havde meget stærke grunde, hvor¬
paa han bygger saa besynderlig en troe; men ved un¬
dersøgning besindes de saa svage og saa let besvarede, at
man gierne kan see, at denne, saa vel som hans andre
heterodoxier, ej har kundet komme ham, uden af det
underlige begreb han engang har gjort sig om grundig
Poesie.
Han siger: at Homers og Virgils Digter
ere gode nok, ja høist fuldkomne efter deres tiid,
men ei efter vores: at vi ikke have nogle andre Reg¬
ler, at dømme om hellevers, end dem vi have lært
af disse to Poeter, og dømme dem saaledes efter dem
selv: at vi læse disse begge Poemer i vore unge aar,
da vi ikke dømme men fornemme, og at disse for¬
nemmelser blive saa ofte igientagne og saa vældig
indtrykte i os, at vi siden vor levetiid ansee dem som
fuldkomne, hvilket saaledes ikke herrører uden af
fordomme.
Til det første svares at eftersom Auctor
erkiender Homer og Virgil for fuldkomne efter deres
tiid, saa kan i denne post ingen striid blive os imel¬
lem, thi det er just efter deres tiid de skulle døm¬
mes, og ikke efter vores. De have skrevet for Græ¬
ker og Romere, og ikke for Nationer, dem de ej
engang til navnet kiendte. En Forfatter af et
heltedigt er nødt til at antage sin tiids almindelige


180
troe, enten han agter den grundet, eller ei. S¬
har Homer, og saa har Virgil giort. Saalede
maatte og den Digter giøre, som nu blant os op
stoed for at skrive et episk digt. Han kunde ikke
undgaae at antage de almindelige fordomme, som
nu regiere, enten han anseer dem for saadanne, el¬
ler ei, og ihvor lættelige de engang kunde synes
vore efterkommere om et eller fleere tusinde aar.
Eller troer man maaskee, at vores alder er fra ver¬
dens begyndelse den eneste, der tænker ret i alle
ting?
Jmod den anden indvending tiener til svar
at man har dømt Homer og Virgil ikke efter dem
selv, men efter samme mønster, som de i deres Skrif¬
ter have fulgt, det er naturen. Man har fundet
at de have fulgt den saa nøje i alle deres beskri¬
velser og malninger, at man ingen bedre mønstere
kan fremsætte for unge Poeter, som ikke alletider ha¬
ve noksom gode og stadige øyne til selv at merke
naturens gang. Dette hindrer dog ingenlunde, at
jo en Poet engang kan komme, som overgaaer dem:
det er og berømmeligt at have dette forsæt; men
hidindtil er det ikke skeet, og dertil behøves en hob
vanskelige data, hvoriblant et er, at have et lige¬
saa godt modersmaal, som det Grækiske eller La¬
tinske.
Hvad den tredie indvending angaaer, saa er
det ikke mueligt i sine unge aar at kunde rettelig
forstaae Homer og Virgil, thi at tyde dem er ik¬
ke at føle deres smukheder. Man skal kiende na¬
turen og mennesket, grundig forstaae det Grækiske
og Latinske sprog, og med megen agtsomhed læse


181
deres Verke, om man i en moeden alder skal kun¬
de forstaae dem. Vil atter Auctor sige, at vores
læremestere indtrykke i os i ungdommen, at alting
er smukt i disse helte digte, da er jeg bange at det¬
te beviser just det imodsatte af det, som Auctor tæn¬
ker. Dersom man vil at en ting skal tabe noget
af sin smukhed, da behøver man alene at byde og
befale os at finde den smuk; og jeg kiender man¬
ge, som da de ere komne til skiæls aar og alder
aldrig have kundet læse visse Skolebøger med lyst,
ihvor vel de end ere skrevne, og des alene fordi de
i deres ungdom ere blevne nødt til bestandig at
have dem under hænder og for øyne, som noget
smukt. Skulde ikke deslig en grund have været
aarsag til vor Auctors ekkel for begge disse Poeter?
Jeg bær saa stor høyagtelse for denne Skribents
lærdom og vittighed, at jeg vil gierne troe det.
Da jeg første gang læste Homers og Vir¬
gils heltedigte, fandt jeg ikke megen behag deri, og
som mig syntes betalte de mig næppe den møye.,
som jeg havde andvendt til at kunne forstaae dem
Jeg havde da kundet tale om dem, som Auctor til
dette pris Skrift giør; men jeg var ikke aldeeles
saa dristig. Og hvorledes kunde jeg være det? Jeg
vidste at jeg havde den heele lærde verden imod
mig, at Despreanx, som jeg allerede erkiendte for
Poet, siger om Homer:
Aimex donc ses ecrits, mais dun amour fincere;
kest &avoir profite que de savoir sy plaire,


182
og om Virgil;
Si je pense exprimer un Auteur sans defant
La vaison dit Virgile -
i steden da for at fordømme disse Auctorer, fordi
jeg ei fandt dem smukke nok, fordømte jeg min
egen slette smag, og beklagede mig over skiæbnens
haardhed. Jkke desmindre, eftersom jeg fandt disse
Poemers berømmelse allevegne for mig, besluttede jeg
end en gang at gaae dem igiennem, hvilket jeg giorde
med mere fornøyelse end før. Nogen tiid derefter
giorde jeg samme forsøg med mere lykke, hvilket jeg
siden til adskillige tider saa ofte har igientaget, at jeg
nu endelig selv kan føle at de svare til den anseelse som
de have, og at de ere saa prægtige som naturen, hvi
smukhed ingen kalde i tvivl, endskiønt alle ikke see den.
Hvad jeg her siger om mig selv, er til ung¬
dommens tieneste, og kan ikke blive noget exempel for
vores Auctor; men ham vil jeg søge at overføre paa
en anden maade. Han giver sig ikke selv ud for
Poet, men han erkiender Horatz og Despreaux der¬
for. Nu veed Auctor, at disse paa mange steder,
som jeg ey behøver anføre, have erklæret Homer og
Virgil for de ypperligste Poeter. Bør han da ikle
tage sin fornuft til fange, holde dem for fuldkomne,
endskiønt han selv ej er saa lykkelig at føle det, og troe
disse kunstdommere, som have været med saa længe,
at de have snart graae haar under tienestens? En Kunst¬
ner maa jo bedre forstaae at dømme i sin kunst, end
andre. Auctor har jo selv tilstaaet, at Horatz og


183
Despreaux har saare saa falske tanker. Hvorfor
vil han, at just de skulle være deriblant, som af alle
retskafne Poeter have blevet bekræftigede, som sande?
Her var endnu adskilligt at anmerke ved den¬
ne anden deel, men jeg frygter at jeg allerede har
været for vidtløftig. Her vil jeg derfor slutte; men
ikke uden først at sige, hvor meget jeg beundrer Sel¬
skabets skiønsomhed, som allerede i Fortalen har paa
en vis maade erklæret denne deel af Afhandlingen for
Apokryphisk. Et Selskab til de skiønne videnskabers
forfremmelse kunde i sandhed ej heller erkiende et styk¬
ke for godt, hvori der findes saa mange meeninger,
som ikke anfegte mindre end siælen deraf, det er den
gode smag.
Tredie Priis=Skrift om Skabningens
ypperlighed af Tullin. Dette digt har visselig for¬
tient priisen: det er fuldt af ædle tanker, smukke
malninger, og saa lykkelige opfindelser og vendinger,
at man kiender Poeten igien paa en hver side. Jeg
kunde ogsaa gierne opfylde nogle blade med saadanne
udtog deraf, som med deres smukhed skulde fuldkom¬
men bevise, hvad jeg har sagt. Men ihvor meget
man kan med rette sige til dette Poems berømmelse,
finder jeg alligevel, at det ikke kan sættes i ligning
med det om Søefarten, enten det nu kommer deraf,
at materien var for stor til at indbefattes i saa kort
et Digt, eller at Auctor ej har givet sig tiid nok til
dets forarbeidelse.


184
Forfatteren har først valgt et Slags vers
hvor to enstavige rimlinier (versus masculini) stedie
staae sammen uden at rime med hinanden, hvilke
i et ordentlig Poem alletider er en feil, og tillader
ikke uden i de vers, som skrives efter en vis melodie,
Man merker desforuden her alt for tidt den feil, som
Franzmanden kalder enjambement, at nemlig versene
gaae ind i hinanden, og at man følgelig ei kan for¬
staae meeningen af en linie, inden man har læst den
følgende og somme tider fleere, hvilket strax giør stilen
mindre poetisk, og er tegn til at versene ei have
været længe nok under arbejde. Denne feil har vores
Auctor temmelig undgaaet i sit forrige Stykke, hvor
en hver linie noget nær har sin egen meening; der
har han og undertiden ikke overtrædt regelen, uden for
at giengielde det med dets større smukhed, som for
exempel hvor han beskriver et oprørt hav paa denne
maade:
Snart væltes Alper op af himmel=høye bølger;
Snart styrtes de igien med deres skummig top
J havets afgrund ned; strax andre større følgert,
Som med forbittret magt mod himlen slynges
og.
En hver kiendere kan see, at den anden linies sammen¬
føyelse med halvdeelen af den følgende giør her en
fortreffelig virkning, og at beskrivningen bliver derved
sagens natur des mere lig, og stilles Læseren ligesom
Fortsettelsen følger.


185


under øynene. Men det forholder sig ikke saaledes i
nærværende Poem, hvor Auctor uden fornødenhed la¬
der versene gaae ind i hinanden, og hvor man følgelig
ikke har, uden feylen, at bemærke.
Pag. 8. giver Poeten os et høyt begreb om en
deel af den heele verdens udstrækning i følgende stro¬
pher:
Tag lysets vinger paa, og flyv med stadig flugt
En verdens alder frem, fra klode og til klode!
Tæl sole, verdner der, hvor før kun prikker
stode;
Og see den første sol i øyekredsen slukt!
Tænk saa din flugt er endt, men viid du har
igien:
En lige endløs vei, hvor verdners skare vrim¬
let
Som der du kom fra før! - almægtig Gud,
jeg svimler!
Paa denne almagts top al tanke daaner hen.


186
Det, som vanzierer dette smukke indbildnings stykke, e
den fierde linie: og See den første sol i øyekredser
slukt! thi siden man har ladet en flyve frem med ly¬
sets hastighed en heel verdens alder, saa er det ikke en
smuk vending, at bede ham ved enden af sin fart see
tilbage til vores soel, saasom den der allerede for man¬
ge tusind aar maa være forsvunden for hans øyne.
Pag. 24. kalder Auctor solen en umaalt krox,
da han dog pag. 15. har sagt at den er 1000000
gange saa stor som jorden.
Pag. 15. taler Auctor om solen paa denne
maade:
Hvo slukker ud dens ild? mon alle skyers
vand,
Mon alle verdners magt kan dette ildbierg
stoppe,
J fald det skrider ud af ligevægt der oppe,
Saa det ei tumler ned, og setter alt i brand?
Om man ogsaa kunde slukke solens ild, naar den var
skridet ud af sin ligevægt, saa var man jo endda ikke
hiulpet dermed?


183
Disse tre nu nævnede feil har jeg anmerket,
fordi de ere imod den grundighed Poesien vil have.
Man tillader gierne en Poet at antage hvad hypothes
han behager, men man vil at han skal blive stadig
derved, at han skal have tænkt sin sag grundig igien¬
nem, at den skal være fuldkommen til alle de deele han
finder for godt at vise os deraf, og at intet falskt be¬
greb maa forstøre det billede, som han vil oprejse i vor
indbildning. Andre feil, som her findes, og som Phi¬
losopher, der ikke forstaae digtekunsten skulde holde for
meer betydelige, vil jeg ikke engang ansee for saadanne.
For exempel: naar Auctor siger pag. 20. at en hver
plantes frøe indeholder frøe til uendelig andre,
og pag. 23. at man ved giordt overslag paa fødde
og paa døde har befundet en lige stor mængde
af et hvert kiøn. Endskiønt nu den første af disse
sætninger er igiendreven ved Herr Buffon, og vi af
efterretninger fra de lande, hvor Polygamien er i
brug, lære, at der fødes langt flere pigebørn end dren¬
ge, saa blive dog disse ingen poetiske feil, thi det er en
Poet alt nok, at en meening har været almindelig an¬
tagen en tiid og at den har noget skin af sandhed, til
i visse tilfælde at kunne vælge den frem for sandheden
selv.
Pag. 12. Brænd over Orion - - - feil
imod prosodien, thi i Orion er den anden stavelse lang.
Pag. 10., Stor er den almagt, som min Sang til¬
beder nu
Pag. 19., Mon visdomøverket til; uendelighed
iger


188
Man finder vel, at som og til høre til den sidste det
af linien, men dog staae de her inden for den første
grændser. Dette giør, at man, ved det ophold hemi¬
stiken fordrer, maa afskiære meningen, hvilket alletide
sløder ørene. Med samme ret kunde man jo skiære a
heelt ord af, f. e.
Hvor stoør en versema gere har Gyurler været
Og jeg undrer, at vore rimmagere ikke begynde den¬
med, thi saa var versekunsten endnu lettere,
Pag. 22. Hvor vidt materien rekker
Denne materie støder alt for meget baade øyne
og øren.
Pag. 27.
Hvor blev den lerke af, hvis søde toners kling
Jndbød min Philadon til morgenrødens under?
Den muntre vægter, som fra luftens top herunder
Opvækked Skabningen til andagt med sin sang.
Den fløy mod himlen op, og brændte fuld af lov
For ham, som havde bygt den spæde hals, som
trilled;
Og just da den sin bøn, sin morgenpsalme spilled,
Den blev=-o Philadon! -- den blev en falkes rov.


184


Hvad sukker du? -- Er suk vel Philosophisk her?
Skal lerken aldrig døe? Skal falken ikke leve?
Blev verdens orden størr, om rovdyr aldrig bleve?
Betænk dig, du, som selv det største rovdyr er:
Ja meer, naar alt har liv og nærer sig af liv;
Hvad forskiel er der da paa rovdyr og paa andre
Naar døden kun bestaaer i formen at forandre,
Saa er jo altings død et blot vedvarigt bliv!
Auctor beviser her sin thesis ilde, thi han glemmer at
lerken har følelse. Naar man forestiller sig, hvor em¬
fintlig denne lerke kan være, maa man nødvendig blive
rørt af medynk over dens skiebne, og det nytter herved
lidt, om man veed, eller ei, at døden kun bestaaer i
at forandre formen.
Af det som jeg nu har anmerket saa vel ved
dette, som det foregaaende Tullins priis=skrift, kan
man tage anledning til at opsætte følgende grund¬
regler, som bør iagttages ved verkenes mechaniske
bygning.
1. En hver linie i et vers bør have sin egen
meening, og bør kunde forstaaes for sig selv uden hielp
af den derpaa følgende.
2. Meeningen bør skiære en hver verse-linie
midt over paa det sted, hvor hemistiken indfalder.


190
3. En lang og en kort, eller rettere en vægtie
og en mindre vægtig stavelse bør i Alexandriniske
vers bestandig vexle med hinanden, ligesom de enstavige
og tostavige rimlinier.
Og herved er at agte, at man ikke er Poet
fordi man følger disse regler; men man kan ikke ofte
overtræde dem, og endda fortiene denne titel.
Jngen maa nu tænke, fordi jeg ved Poe¬
met om Skabningens ypperlighed alene har anmer¬
ket fejler, at jeg derfor skulde holde det for slet.
Havde jeg giort det, saa skulde jeg ikke engang have
talet derom. Jeg vilde selv gierne være skyldig til
alle disse i rette Sættelser med de vilkaar, at jeg og
skulde være berettiget til den ære, som dets forfatter
tilkommer. Den er stor, thi skiønhederne ere her i
langt større mængde end som feilene, da jeg dog ikke
engang har anført alle. At derfor slutte til Anctors
berømmelse, ligesom jeg har begyndt, saa kan jeg ei
bedre giøre, end at her anføre de smukke linier, hvor¬
med han ender dette sit Poem:
*) Saa kaldede efter Alexander af Paris, som
levede i 12te aarhundrede, og har skrevet
en Roman paa vers om Alexander Magnus.


191


See her en Pyramid af Skabninger opstaaer,
Som alle haand i haand, til deres Udspring iler,
Til ham, den første han, den Skabningsven,
som smiler
Fra spidsen ned til alt, saa vidt som væsner
naaer.
Kom Philadon, følg med, stig op ved hellighed
Til din original den helligste, den største,
Den store alt i alt, den sidste og den første,
Dit lys, dit liv, din sol, din Gud, din salig¬
hed
Her daanede min geist! hør Engle synger nu,
Og verdner gienskrald gir af englechorets tone,
Ja Guder knæler ned for den uskabtes throne,
Og synger: hellig, stor, og vie, og god er


193


Du aarsag til alt skabt, dets ophold, liv og
ven,
Ei ene Englers Gud, men ogsaa midere
fader,
Som føder Cherubim og ej en arm forla¬
der
velsignelse, og lov, og priis er din igien!
Foruden disse tre prisskrifter findes endnu
i denne Samling tvende, som fortiene at skilles fra
de øvrige. Det ene har til titel: Lykkens Tem¬
pel en drøm ved Herr Evald, og det andet kal¬
des: Tossernes Lyksalighed. Auctor til lykkens
tempel giver os allevegne prøve paa saa heldig en
indbildnings kraft, at jeg næsten forlader ham, at
han ikke har skrevet paa vers. Han har tillige
med saa megen dybsindighed anlagt sin plan, og
har overalt drømt saa vaagen, at man ikke veed
hvad man meest skal beundre, enten hans indbild¬
nings gaver eller hans skiønsomhed, egenskaber som
ikke findes i selskab uden hos meget lykkelige gemer.
Det andet af disse Skrifter, som er forfattet paa
vers, er ogsaa meget smukt. Man finder deri paa
en hver side saa megen vel anbragt vittighed, saa
sin skierts og saa lykkelige vendinger, at Horag
gierne skulde kunde erkiende dette Styk¬
ke for sit, om han levede
blant os.


No. 21.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 5 Junii 1766.
Perjuria ridet amantrm.
Ovid.
J¬
et brev fra Herr A. B. ombedes jeg at indføre
i disse blade nærværende Scener af den Co¬
medie, hvoraf jeg i No. 11. har anført
nogle stykker. Auctor siger tillige, at han ingen¬
lunde billiger Philandras caractere, men troer dog
at han kan skildre den, fordi den findes i naturen.


194


Actus III.
Scena. I.
Philandra allene.
Hvilke fataliter paa eengang. Først skulde
Spartan komme just som min Søster læste brevet, saa
jeg ikke kunde faae det igien; siden skulde hun tabe sin
Skiørtelomme, hvori det laae og saa skulde denne just
falde i Medoes hænder, som efter sin gamle vane haver
giort en heel historie deraf, og ventelig vil giøre meere,
thi jeg kunde ikke faae den udaf hænderne paa ham, i
hvor meget jeg bad ham derom. Det haver jeg alt¬
sammen mig selv at takke for: jeg kunde ey beholde
mit brev for mig selv: jeg kunde ikke leve, uden at min S¬
ster ogsaa skulde læse det: jeg burde have forestilt mig, at
siden hun er af gandske anden humeur end jeg, og ret
pietistisk i Kiærligheds=Sager, saa kunde dette brev ey
heller interessere hende meget, og at det altsaa var for¬
giæves umage, at vise hende sligt. Men vi ville ende
ligen, at heele verden skal finde behag i det, som for¬
nøyer os. Nu er jeg vis paa, at den skindsyge Medoe
uagtet alle mine bønner, viiser Spartan brevet og da
er jeg i flugten. Af alle mine Elskere er Spartan den,
som jeg heldst vilde udvælge til Mand, og derefter ha¬
ver jeg alletider indrettet mine mesurer. Han er ung,
rask, riig og tillige af saa godt og taaligt Sindelaug,
som man nogensinde kan ønske sig. Han siger vel ogsaa,
at han ikke er jaloux, men saa siger de næsten alle.
Fandentroe--dem--. Vore mandfolk ere ubillige nok
til at ville betage os Fruentimmer all Fornøyelse, da de
dog selv tager sig Friehed til alle ting; og hvad kan
der være ubilligere til udi verden? de have meget der


195
fornøyer dem foruden Kiærlighed. Somme finde
Smag i Ære og titler; mange i at samle Penge og
endnu fleere i at forøde Penge; de kunde reyse, jage,
fegte, ride, studere, drikke, spille, svire--- tusinde Ting
som kan fly dem noget at bestille og fordrive Tiden.
Vi stakkels Fruentimmer, hvad have vi? Jngen Ting
uden Kiærlighed; og saa vil man ogsaa betage os den.
De forbyde os all Elskov inden vi blive gifte, ligesom
det ogsaa var vidst, at enhver nødvendigen skulde faae
Friere: og endskiønt mange af os nu i 30 Aar forgiæ¬
ves venter derpaa, saa vil de dog, at vi skal tilbringe
vores heele Ungdom i bare haab, bevare vores hierte
og see vores Roser visne dag fra dag, uden at høste no¬
gen frugt der af. De selv fyldestgiøre imidlertid deres
Lyster uden Skam og have gjort sig de commodeste regler
i verden. De kunde elske enstæds og have deres hierte
een andensteds, og i følge heraf holder de al Kiærlig¬
heds Spill tilladelig for dem; ja, man skal høre mangen
forloved mand, som ey blues ved at tilstaae, at han el¬
sker paa andre Stæder. Han forsvarer sig strax hos sin
Kiæreste og siiger, at hans hierte er alletider hos hende,
endskiønt Kroppen somme Tiids er ude i byen. Men
vi --= vi stakkels --- vi som ey have meere, end denne
ene passion -- vi maae ey faae lov til at følge deres
exempel: os er det en Spot og een ubodelig Skam. - -
Ja, tienerinde, mine Herrer! J maae prædike saa me¬
get Jer lyster, J maae misbruge Eders Magt saa læn¬
ge J vil til at tvinge os, J maae tage Moden og Sæd¬
vane til hielp endnu meere, end J haver giort, Natu¬
ren bliver dog stærkere: den siger os, at vi skal elske
medens vi kand og ikke tøve saa længe indtil vi ikke kand
meere; og dens bud følger vi hellere, end alle de hellig¬
ste Menniskelige love. En biørn haver faaet Styrke,
en hare hurtige been, et Menniske Forstand og Mand¬
folk i sær Mod og tapperhed: hvortil? hvis ikke eenhver
skulde bruge sine Gaver. Vi have faaet deylighed i


196
vor lod: Skulde vi da ikke benytte os deraf den korte
Tid som den varer? Os selv fornøyer vores Skiønhed,
ikke: jeg kand staae een heel dag og betragte mig i Spen¬
let, uden at finde nogen særdeles fornøyelse deraf, og
jeg behandler min heele blotte Krop med samme kold¬
sindighed, som i fald jeg havde et stykke Lammeskind i
haanden: Skulde jeg da ikke overgive mig dem, som
finde behag derudi og betale mig med lige Mynt? Jo¬
til Kiærlighed ere vi fødte, dertil have vi stærkere be¬
giærlighed, end alle Mandspersoner og mindre Kræfter
til at staae Fristelsen imod. De maae derfor holde os
til gode, at vi fornøye os ligesaavel som de. Forskiæl¬
len bliver alleneste, at vi maae cachere vores Spill for
at undgaae den Skam, som de haver behaget at sætte
derpaa; og det er ogsaa noget, som jeg alletider haver
beflittet mig paa. Jeg haver mange Elskere, og een
Nar er den, der viser nogen bort: Man finder ofte
hos een, hvad der fattes hos een anden og aldrig finder
man alle Fuldkommenheder foreenede i een Person.
Een haver Penge og er gavmild; den anden seer godt
ud, og giør vores Smag berømt; den tredie haver an¬
dre Egenskaber, som giør ham elskværdig, med et ord:
der er ingen, som man jo finder noget godt hos. Van¬
skeligheden bestaaer alleneste i at hindre, det den ene ey
faaer at viide hvor vel den anden er anskreven, thi der¬
med endes gierne deres Kiærlighed: og dette er det,
som giør mig bange for min rendex vous med Damon.
Men see der kommer han.
Scena I1.
Damon og Philandra.
Damon.
Allerede her, min sødeste Ven! og jeg kommer
en halv Time for Tiden som var beramt. Det havde


197


jeg ikke villet for meget godt at hun skulde være den før¬
ste, thi jeg haver mærket, at een Person, som lader
vente efter sig, viiser sig imidlertid ikke paa den beste
Side.
Philandra.
Da kan jeg sige, at det giør en gandske stridig
Virkning hos mig, og langt fra at tænke noget, som en
var til Eders Fordeel, saa var jeg nu tvertimod henrykt
i saadanne Tanker, som skulde inderlig fornøye Jer, om¬
jeg vilde sige Eder dem.
Damon.
Hun er, som sædvanligen, alletider fuld af
Artighed; men overalt var det dog bedre den Tid, da
vi ey behøvede saa mange Omstændigheder, og jeg hvert
Øyeblik paa Dagen kunde see hende i min Faders huus,
uden mindste Umage.
Philandra.
Det er sandt, at det var en angenem Tid, og jeg
haver endnu aldrig været kiæd af eders Sælskab, kand
ey heller blive det. Men det fører ogsaa sin Fornøy¬
else med sig, at man ikke er dagligen tilsammens; det
giver Kiærligheden meere liv og giør den forelskte Per¬
sons Nærværelse endnu meere behagelig, hvilket jeg
mange gange haver fornummet; og jeg finder Eder nu
paa denne Time saa overmaade indtagende, at jeg næ¬
sten er glad over at jeg ey længere boer i Eders Fa¬
ders Huus.
Damon.
Underdanige tienere, min hierte Jomfrue! men
hun haver maaskee andre Aarsager dertil. Jeg er vis
paa, at hun ikke sidder den heele Tid igiennem og læ¬
ser i Taare=Persen, naar hun ikke seer mig; og jeg
haver hørt, at hun skulde have mange bekiendskaber.


198
Philandra.
Bekiendtskaber haver jeg nok, men de ere alle
nefterrettelige. J er den eneste, jeg nogensinde haver
elsket.
Damon.
Man haver dog sagt mig, at Herr Spretthor
skulde staae meget vel anskreven.
Philandra.
Spretthøg (hun leer) ha-ha- ha den største
abekatt i heele byen hi- hi= hi han kommer hver dag
bare for at vise sin Haarskiæreres Kunst. Hans haar,
som efter hans egen beregning i almindelighed bestaaer
af 50 boucler, er han saa bange for, som en anden
for sit Øye og dersom een eneste bouele kommer af lan¬
ge, saa er det ude med ham den heele dag, og strax gaaer
han hiem paa sit Kammer og beklager sig over Skiæb¬
nens Haardhed. Han er, som J veed, saa svag og ma¬
ver, at han ikke kan gaae over nogen broe, naar det
blæser ha- ha- ha men endog vil han endelig ansees
for velvoxen; og jeg haver ladet mig fortælle, at han
hver dag skal bære et halv douzain Caleconger hi=hi¬
hi=det haver jeg i det mindste seet med mine egne Øy¬
ne, at han haver falske lægge; Vi var forleden paa Bal
sammen, og da var han saa ulykkelig, at den ene gil
udaf lauge i en contre=dands: J maae troe, at vi græd
ikke ved denne hændelse ha- ha= ha men den stakkel blev
saa nedslagen over denne ulykke, at jeg troer visseligen
han hellere havde brækket sit rette been tvert af. Nu
haver nogen bildt ham ind, at Skiæg lader ham vel,
og at Fruentimmerne synes meget godt om loddene ha¬
ger hi= hi= hi siden han haver faaet dette i Hovedet,
lader han sig aldrig ragen nogen torsdag, fredag eller
løverdag, og omendskiønt han ikke haver videre, end
nogle straae under Næsen og paa Hagen ha- ha-ha¬
lader han dem alligevel blive saa lange, at han alletider
seer ud om Søndagen, som en Jøde=Kat hi=hi=h.


199
Damon.
Som en Jødekatt ha-ha- ha lille Tossel mee¬
ner hun at een Jødekatt er anderledes end andre Kat¬
ter? det er ellers sandt, at han er en fuldkommen Spra¬
debasse, men hun lider ham dog gierne i sit Sælskab.
Philandra.
Til at lee ad, min hierte ha-ha ha ligesaa
affecteret, som hans dragt er, saa er ogsaa hans Tale,
og han lukker aldrig Munden op, uden han siger een
Sottise, saa at han er i Sælskab saa god som en Co¬
moedie hi= hi= hi da vi spillede Trisett her forleden
var han og jeg tilsammens: og som han i første spill
fik 4 Kort en suite fra Tristen af, begyndte han: min
naadige Jomfrue, jeg haver den Ære, i gallop at an¬
noncere ved en Postillon een Neapolitaine quatrieme ha¬
ha, ha een anden gang, da han spillede a lombre og
var paa veyen at sætte Bet, gav han ogsaa sin Mening
gandske artig tilkiende og sagde: at han stod paa poin¬
ten af precipicen til at tombere i en Bet, hi= hi= men
i gaar greb han sig forskrekkeligen an; thi da han kom
og vi begge havde sat os, begyndte han med at begiære
en triple alliance sluttet med mine øyne ha- ha- ha
og da han gik bort og jeg bad ham hilse sin Søster,
svarede han med en doucereux Rost: jeg veed ikke om
jeg tør efterkomme min naadige Jomfrues befaling,
thi jeg er saa bange man skal sige, at jeg løber byen om
med Sladder hi-hi- hi.
Damon.
Hun beskriver sine venner gandske godt. Men
hvad siger hun da om Hr. von Butterskjold?
Philandra.
Ach! min hierte; det er et andet original. Han
seer alle Mennisker over Skuldrene fordi han er adels¬


200
mand og ligeledes foragter han sine ligemænd, hvil
de ey haver Anhær nok. Udi hans Tanker maae de
hvis Stamme=Fader for nogle 100 aar siden haver he¬
gaaet drapelige Gierninger, nødvendigen have ædlere
blod, end den hvis Fader ved fine egne Fortienester
forhvervet sig Adelskab. Han gaaer ey ofte i Kirkeaf
den Aarsag, at der kommer saa mange gemeene Folk.
Os Fruentimmer beviiser han imidlertid den Ære, at
ville familiarisere sig med os efter Jupiters exempel,
men jeg forsikrer jer, at vi lee ham ud, saasnart han
vender Ryggen, og at alle hans Anhær slet ikke giør
noget indtryk hos os. Ellers bær han aldrig andet
paa læberne, end Grever, Baroner og blaae Riddere;
og hvis der bare spørges om et stykke lærreds godhed,
laster eller berømmer han aldrig uden at beraabe sig paa
Ambassadeuren eller i det mindste paa nogen af Min¬
strerne.
Damon.
Hvad siger hun da om Spartan; han er nok
ikke saa latterlig i hendes Øyne?
Philandra.
Spartan-- ho, hvad Spartan -- han er--
ham er jeg nødt til at omgaaes, siden han er en saa god
Ven af min tilkommende Svoger og følgeligen ofte i
Sælskab med min Søster. Ellers forsikkrer jeg Eder,
at der er os ingen Ting imellem.
Damon.
Ja, ja, hun haver alligevel intet at sætte ud
paa ham, som jeg hører, ne.


No. 22.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 12 Junii 1766.
Pectus præceptis format amicis.
Horat.
S¬
tore Skribentere have i alle lande og til alle
tider været meget rare, enten det nu kommer
deraf, at naturen danner kuns faa saa lyk¬
kelige hoveder, som ere i stand til med nye tanker at
kunde forbinde en behagelig skrivemaade, eller og, at de
fleste aldrig komme i de omstændigheder, at de kunne
anvende og vise de gaver, som de maaskee ellers hant.


202
Frankerige er et af de lande, som kan opvise de meeste
af dette Slags, dog troer jeg ikke, om man undtager
dets 6 eller 7 Poeter, at man der skal kunde tælle stor
flere, blant de allerede afdøde, end Bourdaloue, Fle¬
chier, Massillon, Bossuet, Fenelon, Fontenelle o
Montesquteu.
Man kan heraf slutte, at den, som ikke læser,
uden hvad som er vel skrevet, faaer sit arbeyde snart
endt, og kan vel ved slutningen deraf ønske, at det end¬
nu var ugjort, og at denne fornøyelse stoed ham til¬
bage. Den som derfor kan opdage et forkommet skrift
af en stor Auctor, giør dermed de smukke videnskabers
elskere en stor tieneste, og jeg haaber, i henseende dertil
at mine Læsere i dag med fornøyelse vilde see i disse bla¬
de et brev af Bossuet, som Herr Abbed d Olivet nye
ligen har kommet over, og som findes indført i den siet
te oplage af hans oversættelse af Ciceros Tanker.
Jeg havde gierne vildet give det samme uafkortet; men
som den bog, hvorudi det staaer, endnu ey er kommen
vore Boghandlere til haande, saa nødes jeg at indføre
det, ligesom det findes i den Encyclopediske Journal
for Februarii maaned 1765.
Brev til Dauphin, Søn af Ludvig
den XIVde.
Naadige Herre!
De maa ikke tænke, min naadige Herre, at man
i Deres læsetimer irettesætter Dem saa alvorligen alle¬
ne derfor, at De i henseende til sammensætningsmaa¬
den have forseet Dem imod Grammatikens regler. Last¬


203
værdigt er det uden tvivl hos en Prinds, som bør være
ordentlig i alting, at begaae saadanne feyl; men vi see
paa høyere ting, naar vi (*) fortørnes derover. Det
er ikke feylen saa meget, at vi laste, som den mangel af
agtpaagivenhed, hvorved feylen foraarsages. Denne
uagtsomhed giør, at De for nærværende tiid forvirrer
den orden som ordene udkræve, men lade vi denne slem¬
me skik blive gammel, kommer De først i vane dermed,
da bliver det ikke meere i ordene, at De vil forvende
ordenen, men i tingene selv. Nu taler De
imod Grammatikens love; da vil De foragte de
bud, som foreskrives os af fornuften. J steden
for at straffe, vil De da belønne; og hvor De burde
belønne, der vil De straffe; med et ord: De vil giøre
alting uordentlig, dersom De ikke fra Deres spæde al
der af, vænner Dem til at være agtpaagivende, at be¬
stemme Deres flygtige og uordentlige rørelser, og at tæn¬
ke alvorlig hos Dem selv paa det, som De har at for¬
rette.
Det som giør, at mægtige Prindser, som De,
i fald de ikke des mere tager dem i agt, lættelig falde
til efterladenhed og en art af dorskhed, det er den over¬
flødighed, til hvilken de fødes. Nøden opmuntrer andre
mennesker, og bekymring for deres udkomme kalder dem
uafladeligen til arbeyde. De tvert derimod, for hvil¬
ken de midler, som ere nødvendige ikke alleneste til at le¬
ve, men til at leve herligen, fremstille sig af sig selv.
De have ingen ting at vinde ved arbeyde, intet af desli¬
ge ting at forskaffe Dem ved eftertanke og fliid. Men
tænk ikke, naadige Herre, at visdommen kommer Dem
saa let, og uden at De med fliid lægger Dem derefter.
Y3
Det
(*) De Herrer Bossuet og Huet vare denne Prind¬
ses Jnformatorer.


204
Det er os ikke mueligt, at indprente i Deres
sind det, som tiener til at dyrke forstanden og dyden, saa
længe De tænker paa allehaande andre ting. De bør
derfore opmuntre Dem selv, beflitte sig og stræbe, at
fornuften stedse maa herske hos Dem. Det bør være
al Deres forretning: det er det eneste, som De hargt
giøre og at tænke paa. Thi, ligesom De er fød til at
styre mennesker ved fornuften, og det derfor er nødven¬
digt, at De maa have meer deraf, end andre; saa ere
tingene og saaledes lavede, at andre arbeyder intet kom¬
me Dem ved, at De eene har at dyrke Deres forstand
og at danne deres fornuft
Tænker De, at saa mange Folk, saa mange
Krigshære, en saa talrig og saa stridbar Nation, hvor
gemytterne ere saa uroelige, saa virksomme, saa stolte,
kan styres ved et eneste menneske, dersom samme ikke
af alle Kræfter beflitter sig paa saa stort et verk? Der¬
som De ikkuns havde at styre en eneste hest, som var
noget vild, skulde De ikke komme til rette dermed, om
De aldeeles lod tømmen hænge, og havde tankerne paa
andre steder: hvor meget mindre vil De kunde styre
denne utallige mængde, blant hvilken saa mange stridi¬
ge passioner, saa mange adskillige bevægelser herske!
Der vilde komme krige, der vilde reyse sig oprør; et hid¬
sigt folk vilde allevegne lade føle virkninger af sit rascri:
Hver dag nye uroeligheder, nye farligheder. Man vil
sætte Dem snarer: hyklere og bedragere vilde omgive
Dem: et uroeligt hoved vil oprøre langt fraliggende
Provindser: en anden vil stifte sammenrottelser midt i
Deres hof, som er regieringens middelpunct. Han
vil opmuntre den hovmodige, ophidse den forvovne og
forbittre den misfornøyede. Neppe vil De finde een,
paa hvilken De kunne forlade Dem. Partier, rænker
og forræderi vil regiere. Midt under stormen skulde


205
De maaskee holde for, at det eneste, som var tilovers,
var, at blive stille og roelig i deres Cabinet, i det haab,
som en af Deres Digtere siger, at Guderne skulde for¬
rette Deres ting, imedens De sov. Men de var langt
fra sandheden, dersom De tænkte saaledes. Det er
ved at vaage, siger Cato viselig, som Sallustius for¬
tæller os, det er ved at handle, det er ved god
overlæg, at man er lykkelig: men overgiv Dem til
en roelig efterladenhed, da vil de forgiæves an¬
raabe Guderne: de ere vrede; de staae færdige til
Deres fordærvelse. Saaledes skeer virkelig alletider.
Det er ikke uden hensigt, at Gud har givet os dette lys,
som oplyser os bestandig, denne kraft til at igienkalde
det forbigangene, til at kiende det nærværende, og at
see det tilkommende forud. Hvo som ikke vil benytte
sig af denne himmelens gave, han maa nødvendig ha¬
ve Guder og mennesker til fiender. Thi man maa ikke
vente, hverken at menneskene skulde bære høyagtelse for
den, som foragter det, hvorved han er menneske, eller
at Gud vilde beskytte den, som ikke skiønner paa hans
allerherligste gaver.
(Taleren opmuntrer fremdeeles Prindsen til at
gribe sig an og til at rette sig efter Kongens sin Herr
Faders exempel, som bestyrer alting selv og stifter i sit
rige de viseste love.)
Jntet ønsker han saa høyt, som at meddeele Dem
sine raad, og i tide lære Dem den kunst at regiere. Dann
Deres aand saaledes, at den kan svare til saa store
hensigter. Tænk ikke paa hvor mægtigt det Rige er,
som Deres Forfædre have efterladt Dem, men hvor
megen aarvaagenhed der behøves til at forsvare det,
og at holde det ved lige. De maa ikke begynde med for¬


206
sømmelse og efterladenhed et liv, som er bestemt til saa
mange forretninger og handlinger. Saadan en be¬
gyndelse vilde giøre, at da De er født med saa megen
forstand, De ikke kunde tilskrive nogen, uden Dem selv,
udslukkelsen og ubrugbarheden af dette beundringsvær¬
dige lys, som er en saa stor himmelens gave.
(Taleren søger her at bevise ved bekiendte exem¬
pler, at af mangel paa brug og anvendelse, forstanden
falder til en dorskhed og søvnighed, hvoraf det ikke me¬
re er mueligt at opvække den.)
Da vil der reyse sig skammelige lyster da vil
hengivenhed til vellyster og vrede, som ere de to farlig¬
ste raadgivere for Prindser, forleede Dem til alle Slags
laster; og naar da det forstands lys, som eene havde
kundet veylede Dem, engang er udslukt, saa har De be¬
røvet sig alt det haab, som De kunde giøre sig om hielp
og redning. De begriber selv lettelig, hvor lidt skikket
man vilde være til at regiere i saadan en tilstand. Og
det er sandelig ikke uden aarsag, at et menneske, som er
henreven af sine passioner, bliver betragtet som den, der
ikke meer er Herre over nogen ting. Da han ikke er
Herre over sig selv, hvorledes vil han da være det over
andre? En slave, som saa meget des mere er at beklage,
fordi hans trældom falder paa denne deel af ham selv,
paa denne fornuft, ved hvilken Gud har vildet, at alle
mennesker skulde være frie. Den som derfor vil være
Herre, og holden for at være det, han begynde at øve
sin magt over sig selv, han vide at styre sin vrede, over
ham maa vellysterne, uagtet alt det indtagende De kun¬
de synes at have i sig, ikke tyrannisere; han maa alle¬
tider have sin forstands fulde brug. Men dette er just


207
en ting, som man ikke kan vente af nogen, dersom sam¬
me ikke fra sin første alder af har vant sig dertil.
De behager at erindre Dem, paa hvilken maa¬
de tyrannen Dionpsius behandlede Dions søn, i den
tiid, han havde ham i sin vold. Det allergrue¬
ligste, som man nogensinde kan forestille sig, var det, som
hadet imod faderen kom ham til at foretage imod søn¬
nen. De haver seet i Deres Cornelius Nepos, at
opfindere af en nye Slags hævn, trak han ikke sværdet
imod dette uskyldige varn, kastede det ikke i fængsel, og
lod det ikke lide hverken sult eller tørst; men det som
var endnu mere ynkværdigt, han foretog sig at fordær¬
ve alle hans siæls gode egenskaber. For at fuldføre
denne hensigt, tillader han ham alting; han overgiver
ham i en uforsigtig alder til sine egne lyster og tilbøye¬
ligheder. Det unge menneske, henrevet af ungdoms
daarligheder, forfaldt til den skammeligste vidtløftighed.
Jngen gav agt paa hans opførsel: ingen stod hans pas¬
sioner imod. Man tilfredsstillede alle hans lyster; man
roesede alle hans feyl. Saaledes fordærvet af ulyksa¬
lige øyentienere, styrtede han sig i alle arter af laster.
Men see en gang, naadige Herre, hvor meget lettere
menneskene falde til uorden, end som de lade sig igien
bringe til at elske dyden. Efter at dette unge menne¬
ske var igien kommen under sin Faders kiærlige opsigt,
blev han overleveret til Hovmestere, som ikke forglemte
det ringeste af alt det, som kunde tiene til at forandre
hans gemyt. Alting var spildt; thi han vilde hellere
døe, end at forlade sine sædvanlige lyster, og styrtede
sig derfor en dag ned fra det øverste af huuset. De
behager herfra at drage to følger, af hvilke den
første er, at de ere vores rette venner, som imod¬
staae vore passioner, og at derimod de, som smigre


208
for dem, ere vore grummeste fiender; den anden o
den meest vigtige: at om man i tide passer vel
paa børn, saa kan forældres myndighed og gode
exempler udrette meget. Tvertimod, om slette og
falske begreb en gang faae indpas i deres forstand,
da bliver vanen en uovervindelig tyran; og intet
middel, ingen kunst kan meere afhielpe dette onde
Man bør derfor i tide gaae dette onde i møde
paa det at det ey maa blive ulægeligt. Beflit
Dem derpaa, min naadige Herre, og flye al Slags
forhindring, paa det at Deres fornuft maa giøre
den største fremgang, som muelig er. Overgiv Dem
ikke til barnagtige tidsfordriv, men underhold Dem
med vise og sunde betragtninger; opfyld der¬
med Deres forstand; giør Dem deraf en rettesnoer
for Deres levemaade; og væn Dem til at høste
de rige frugter, som deraf kan
frembringes.


No. 23.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 19 Junii 1766.
Cum tu Lydia, Telephi
Cervicem roseam, J cerea Telephi
Landas brachia, væ, meum
Fervens difficil bile tumer jecur:
Tunc nec mens mibi, nec color
Certa sode manet; bumor & in genas
Furtim labitur, arguens
Quam lentis penitus macerer ignibus.
Horat.
V¬
ølgende tvende Seener af den Comedie, hvor¬
af jeg allerede har leveret stykker, ere indsendte
af Herr S.; og som jeg finder, at hoved=per¬
sonen er derudi endnu nøyere skildred, end forher, saa
vil jeg i dag underholde mine Læsere dermed, i mangel
af noget bedre.


210
Actus II.
Scena 6.
Medoc og Lucilia.
Medoc.
Jeg er overtydet om, at hun for nærværende
tid elsker mig: men føy mig nu i min begiering og fiig
mig en gang imedens vi staaer her og bier, om hun
aldrig haver elsket nogen anden, førend jeg var saa lyk¬
kelig at vinde hendes Gunst.
Lucilia.
Jeg haver -- - -
Medot.
Bie et Øyeblik, lille hierte; jeg vil ikke at hun
skal svare mig endnu: der er slet ingen Feyl begaaen,
om hun haver været indtagen af nogen anden: og paa
det hun desbedre kan troe, at det er min hiertens Tan¬
ke; saa vil jeg oprigtigen tilstaae, uden at hun spørget
mig derom, at jeg haver elsket mange Fruentimmer
inden jeg saae hende, endskiønt ingen af dem haver
havt min Kierlighed i saa høy Grad som hun. Følg
derfor mit erempel og bekiend kuns reent ud for mig:
jeg veed allereede noget deraf, men jeg vil gierne høre
det af hendes egen mund og jeg forsikkrer at hendes
Fortroelighed i dette tilfælde skal være mig saa kiær
at jeg skal elske hende dobbelt saa meget, om hun siger
mig det.
Lucilia.
J skulde elske mig dobbelt saa meget, om jeg
sagde det?


211
Medoc.
Ja 10 Gange saa meget.
Lucilia.
Saa siger jeg det da.
Medoc.
(Sagte) O! hvor skiær det mig i mit Hierte
(høyt og koldsindig) Siig mig da ogsaa navnet paa
den, hun haver elsket.
Lucilia.
Det kan jeg ikke giøre.
Med oc.
(lidet ivrigere) Siden hun allereede haver sagt
mig at hun haver elsket en anden, saa er det forgieves,
at hun vil dølge Navnet.
Lucilia.
Om jeg havde nogen hemmelighed af dette Slags
at aabenbare Eder, saa frygtede jeg for, at J ikke
holdte ellers eed med at elske mig desto meere derfor
Eders Ansigt tilsiger mig det allereede. Des aarsag
vil jeg hielpe Eder ud af drømmen og endnu een gang
igientage, hvad jeg saa ofte tilforn haver sagt, at jeg
aldrig haver elsket nogen Mandsperson, førend jeg
saae dem.
Medoc.
Det kan jeg dog aldrig troe. Hun er nu neppe
18 Aar, og jeg haver ikkuns været en kort tid bekiendt
med hende. For den tid haver vel nogen Mands¬
person seet hende og følgeligen ogsaa elsket hende.
Lucilia.
Aldeeles ingen.
Medoc.
Det er ikke mueligt. Siig mig dog Navnet
paa nogen, min sødeste Ven.


212
Lucilia.
Naar jeg siger Eder, at jeg ingen Elskere have
havt fleere, end Eder, saa kan jeg umueligen nævne
nogen anden.
Medoc.
Siig mig da dens navn, som hun havde elsket,
ifald hun havde havt nogle.
Lucilia.
Nu veed J selv ey længere, hvad J spørger
om, min Kiære Herr Medoe!
Medoc.
Haver hun ey heller elsket Damon; det kan hun
dog vel ikke nægte, siden hun saa længe haver boet i
huus med ham. Han er elskværdig og en Liebhaber
af Fruentimmer; og siden hun nødvendig maatte see
ham hver dag, saa er det ey heller mueligt andet, end
at hun jo undertiden haver fornummet nogen Slags
Ømhed for ham. J det mindste haver han vel ikke kun¬
det bare sig for at elske saa deylig en Jomfrue, som
hun er?
Lucilia.
Det er dog een ting, som han aldrig haver betro¬
et mig. J veed at bande min Søfter, og jeg var paa
een Tid hos vores Formyndere Jeronymus, og den
gang holdt hans Søn sig stedse til min Søster. Siden,
da vi kom derfra og jeg efter Eders hemmelige Foran¬
staltning kom til at boe hos min Tante og min Søster
et andet Sted, seer jeg ikke meget til Damon, længes
ey heller derefter.
Medoc.
Ja, ja: jeg seer nok, at man ingen ting kan faae
at vide af hende: hun er mig alt for snild. Men nu
maae jeg en gang spørge om hendes Formynder snart
kommer til byen, thi skal jeg siige sandhed, saa er jeg
selv kiæd af all den Uroe, jeg giør mig, saa snart hun er
fra min Side, og jeg vil gifte mig i een af disse dagt.


213
Lucilia.
Herr Jerony nus forventes hver dag, og jeg troer,
at J ey skal behøve, at bie længe efter hans samtykke,
siden J selv veed, hvor føyelig han er og hvad særdeeles
godhed han bærer for Eder.
Scena 7
Johan, Medoc og Lucilia.
Johan.
Herre! Vognen er her. Men jeg seer Jomfruens
Søster og Hr. Spartan komme paa gaden.
Medoc.
Des meere maae vi skynde os. Gaae du til
Madamen. (de gaae alle ud.)
Scena 8.
Spartan og Philandra.
Spartan.
Hendes Søster er ikke her, og jeg seer ey heller
Medoe. Sagde hun ikke til Jomfrue Lucilia, at vi
ville komme hid?
Philandra.
Jo, jeg giorde, men jeg er vant til, ey at finde
dem hiemme, heldst naar de vide, at jeg vil komme.
Medot haver ingen Roe, uden naar han er med min
Søster allene, og nu ere de vel for samme Aarsags skyld
gaaet ud tilsammens.
Spartan.
Han kan dog ikke være jaloux paa nogen af os
begge, veed jeg.
Philandra.
Man kan saa just ikke vide det. Han er ikke me¬
get fornøyet dermed, at jeg og min Søster elske hinan¬
den saa hierteligen. Jeg haver ofte seet, hvad for en


214
fortrædelig mine han sætter op, naar vi taler meget ven
ligt tilsammens: Han meener, at ligesaa stor Kierlig
hed som min Søster viiser imod mig, ligesaa meget
gaaer der hannem fra, og om han raadede, saa troer
jeg nok, at han ønskede, det ingen fleere Mennisker vare
til i Verden, end de toe. J det mindste vilde han nok
boe med hende paa een ubeboet Øe eller et andet øde
Stæd, hvor ingen kunde komme og betage hannem den
ringeste deel af hendes hierte og tanker.
Spartan.
Den lyksalighed blev han snart kiæd af--- men
jeg ynker ham i Sandhed af mit inderste hierte; han
som ellers er af saa stor en Caracter, saa ædelmodig,
saa godhiertet, saa oprigtig, saa fornuftig, og skal alli¬
gevel af een urimelig Kierlighed være forfalden til saa¬
dan daarlighed.
Philandra.
Ja det kan vist kaldes daarlighed, thi det gaaer
viidere, end nogen kan troe. Naar de undertiden ere
hos mig begge toe, saa finder jeg min Tidsfordriv i at
give Agt paa hans Uroelighed. Min Søster maae lage
sig for, hvad hun vil, saa er han allerider kunstig nok,
til at udtyde det til sit værste. Sidder hun stille paa
een Stoel og intet taler, saa meener han strax, at hun
tænker paa nogen fraværende, der fornøyer hende mee¬
re, end hans Nærværelse. Staaer hun imellem og seer
ud paa Gaden, saa kiger hun vist efter unge Karle som
han troer, og om han seer hende hilse nogen eller han
hører een Vogn kiøre forbie, strax farer han op fra
Stoelen til Vinduet, som der var ild i ham, og faaer
han paa Tiimen ey at vide, hvem det var, saa haver
han Andledning nok til græmmelse i en heel Uge. Seer
hun nogen gang ud af døren, saa er han hende strax i
hælene, og endskiønt ingen haver kaldet paa hende, saa
troer han endda, at enten een Biller doux eller en ung¬
karl nødvendig maae være falden ned af Skyerne for


215


at bie hende op. Med et ord: der kan ingen anledning
til uroe og mistanker ophittes, som han jo giør sig ved
hvert Fied hun gaaer og ved hvert ord hun taler.
Spartan.
Ja, naar nogen passion tager overhaand hos os,
saa ere vi megen daarlighed underkastede.
Philandra.
Men kan man da ikke styre sine passioner med
fornuft og ey giøre sig til nar for Gud og heele verden.
Spartan.
Styre sine passioner med fornuft -- det er at
sætte lam til vægtere over glubende ulve; Medoe haver
nyeligen underviset mig i den Sag. Tænker hun vel,
min hierte, at hun raadfører sig med sin fornuft, naar
nogen hæftig begiærlighed antænder hende.
Philandra.
Ja, det meener jeg.
Sprrtan.
Ja, vi meener saa; men naar vi ved Regningens
beslutning seer ret til, saa finde vi, at vi ikke haver brugt
Fornuften, uden til at ophitte visse Aarsager som sætte
Stempel paa vores daarlighed og giøre den tilladelig i
vores øyne. Dette siger jeg dog ikke for at undskylde
Medoe, thi af alle passioner synes mig, at jalousie er
den uriimeligste og som jeg allermindst kan begribe.
Philandra.
Det er een hæslig Ting; man seer Chimerer paa
alle kanter: foruroeliger sig selv dermed og alle dem, som
ere omkring os, særdeeles den, man elsker; og om jeg
var i min Søsters Sted, saa tabte Medoe meget af
sin credit derved.
Spartan,
Ja, jeg troer, at saadan en Elskere aldeeles ikke
skulde anstaae hende.


216
Philandra.
Ney, een, som udtyder hvert ord ilde og giver Agt
paa hvert eneste Fied man giør, kan vist ikke være en
behagelig Elskere i manges øyne, og var jeg end den
kydskeste af alle Fruentimmer, saa troer jeg dog, at jeg
gav saadan en noget at løbe efter.
Spartan.
Det troer jeg gierne: hun er deylig og ubestandig
nok dertil: men er Damon ligesaa lidet jaloux som
jeg, saa behøver hun ikke at spille os det Puds.
Philandra.
Om Damon er jaloux eller ey, bekymrer jeg
mig slet intet om. Saa længe jeg var i hans Faders
Huus, snakkede jeg gierne med ham, thi han er fornøye¬
lig i Sælskaber. Nu siden jeg er kommen derfra og
bleven bekiendt med Eder, haver jeg gandske forglemt
ham og seer ham ikke meere.
Spartan.
Det skal være mig kiert, om jeg allene kan giøre
hende fornøyet, min søde Ven; dog tvivler jeg meget
derpaa, naar jeg seer hendes smaae skielmske Øyne.
Men hvad staae vi her efter og bier? Vi leve jo langt
bedre og i større Friehed udi hendes lille Kammer?
Naar Medoe og Lucilia komme tilbage, besøge de hen¬
de nok.
Philandra.
Ligesom de behager. Hvad Spartan vil, det vil
jeg med.
Spartan.
Nemlig, naar jeg ikke vil andet, end det hun vil.
(De gaaer.)


No. 24.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 3 Julii 1766.
Følgende er sendt fra Helsingør.
Adspredte Tanker.
En Sommer=Aften i dette Aar.
J¬
et var een deylig Aftenstund,
Da Solen end paa Himlen tindred',
Men ey mit svage Øye hindred',
At see sin Lyst i Mark og Lund.
Jeg gik Naturens Hauge om,
Hvor Millioner Tunger taler,
Hvor Eng og Dal af Vellyst praler,
Som yndefuld mig forekom.


218
Et større Syn jeg før ey saae,
End det, mit Sind til Lyst opvakte,
Da Almagt for mit Øye strakte
En Plan for Sandsernes Attraae.
Jeg saae Almagtens Godheds Lov,
Hvorpaa Hans Kierlighed er bygget,
En Lov, som Evighed ey rykket,
En Lov, som Engler har behov.
Her saae jeg Herlighed og Pragt.
Udi den beste Orden mænget,
Jo meer mit Syn det blev forlænget,
Jo meere blev for Øyet lagt.
O Skaber, hvo kan nævne Dig?
Aldeeles vi i Dig os taber;
Thi, naar vi ikkun nævner: Skaber!
Saa er Du ubegribelig.
For mig, Navnløse! er det nok.
At jeg deroppe og herunder
Kan kiende Dig i Dine Under,
Og priise Dig med denne Flok.
Almægtig! Stor! det er Dit Navn.
Hvad under da, at skabte feyler?
Naar De paa Gisnings Havet feyler,
Og giætter om Din Guddoms Stavn.


219


Nok er det mig, jeg eene veed,
At Du er GUd, at Du er Skaber,
Og at ved Dig jeg intet taber,
Da alt Dit Verk er Kierlighed.
Saa syng min Geist, saa got du kan!
Lad Overmod dig ey forleede,
At du til høye Ting vil meede,
Som overgaaer al din Forstand.
Laan til Naturens simple Sprog
Et ydmygt og fornuftigt Øre!
Der nok er, som din Sands kan røre,
Saa fremt du ikke er et Drog.
Men hvo kan skue dette alt?
Min flygtig Geist, hvor blev den Svimmel!
Da den saae al Naturens Vrimmel,
Den Tankløs til sin Ringhed falt.
Mon skabt, saa sagde den, vel kan
Almagtens Gierninger beskrive?
Mon Afmagt Tolk for skabt kan blive,
Som har een GUd til Skabermand?
Fornuftens svage Øye seer
Forundringsfuld paa altings Orden,
Men den dog lige klog er vorden,
Den seer kuns af sit dunkle Leer.


220
Paa Gisninger det meeste groer,
Og hvad end Sind og Sands udfinder,
Dog alt om vore Mangler minder,
Fornuften mindre seer end troer.
OVisdoms Dyb! hvor underfuld
Henrykt min Tænkekraft forsvinder!
Jeg seer igiennem Øyets hinner,
Hvad Aand kan skue af sit Muld.
Hvo seer i mindste Væxt ey Dig?
Hvad større Magt, hvad større Under?
Jo meer jeg herpaa tænker, grunder,
Jo større bliver Du for mig.
Jeg flytter Øyet hist og her.
Strax alting alle Sandser rører,
Jeg skuer, lugter, smager, hører,
Jeg føler først nu min Begiær.
Kuns Dig, du lille Glem mig ey! *)
Som ved dit Navn min Andagt fremmer,
At jeg min Skaber ey forglemmer,
Men viiser mig til Hannem Vey,
Kuns dig! .. Min GUd! hvor meget saae.
I denne Blomst ey her mit Øye,
Da jeg betragtede den nøye?
Jeg saae selv Himlen i dens Blaae;
5 Vergifz mein nicht.


221


J Midten Solen var antændt,
Som Straaler paa sin Himmel bringer,
Og Stilken var Almagtens Finger,
Som bar det heele Firmament.
Den lærer mig Uskyldighed,
Den sig ey stolt blandt Mængden viiser;
Men ikkun der sin Skaber priiser,
Hvor reene Lyster boe i Fred.
O! at jeg da, som Du, ey maae
Min Skaber nogen Tiid forgiætte!
Ja! lille Blomst! kom lær mig dette,
Saa reen og frie for Feyl at staae!
Her brød mit Øyesyn nu af,
Jeg saae hen over hiine Enge,
Saa langt, som Synet kunde trænge,
Eet vidt udstrækket Korn=hav.
Min GUd! hvad saae mit Øye her?
Et overflødigt Spiise=Kammer;
Hvor Forraad var for Suk og Jammer,
Ja meer end Gierrighed begiær.
Her saae jeg Haabet spiire frem,
For een vansmægtig Hob af Stakler,
Hvis svage Foed paa Armod vakler,
Og klager over eet Bestem;


222
Som Modbør af een Trængsels Vind,
J nogle Aar har maattet lide,
Naar andre frem har kundet glide
Med fulde Seyl i Vellyst ind.
Ja! Ja! du Giærigheders Flok!
Som andres Trang ey kunde mærke;
Men dig mod Armod lod forstærke,
Og var ved Suk, som Steen og Stok.
Som egen Fordeel kuns ansaae,
Og nægtet dig for de Betrængte,
Der sig i Støv for Dig nedslengte,
For det Nødtørftige at faae.
Nu seer du selv, hvad du formaaer,
Du maaskee endnu Forraad haver,
Og skakkre vil med HErrens Gaver,
Men nu Forstanden stille staaer.
Ja slaae kuns af paa Kiøb og Priis,
Der seer du, GUd er Landet naadig,
Du bliver maaskee nu tvivlraadig,
Men frygt kuns for dit eget Riis.
Thi saa kan Han, som kuns er god,
Som udi Nød vil Haanden rekke,
Din Afmagts svage Vinger stekke,
Og paa vor Trængsel raade Bod.


Velsignet Store Ophavemand!
Dig ene bør vi Æren give,
Som lod eet Aar, som dette, blive,
Saa frugtbar, som det mindes kan,
Hvo skuer ey Din Kiærlighed,
Med eet erkiendtligt ydmygt Øye,
Som burde Siæl og Hierte bøye,
Med Tak og Priis i Støvet ned?
Men, Store GUd! om vi ey før
Har viist os, som taknemmelige,
Saa styrk os selv, at vi kan sige
Dig Tak, saaledes som vi bør.
Vi meer end Aarsag har til Priis,
J dette Aar Dig, GUd! at yde,
Som lod vor Sorrigs Grøft udflyde,
Ved vor Kong Friderichs Forliis.
Da Du, o GUd! os gav igien
En Konge paa Sin Faders Throne,
Som værdigst bær den Danske Krone,
Og ønsker ikkuns Dig til Ven.
Som i sin høye Ungdoms Vaar,
Een Salomon i Viisdom ligner,
Der beder først, Du Ham velsigner,
Før Han i Møde Kronen gaaer


223


224
Saa hør Hans Suk, og Folkets Bøn!
Lad Ham i Viisdom, Alder, Naade,
For Zepteret og Riiget raade!
Og giv Ham sidst Dig Selv til Løn!
Ja giv Ham, GUd! Du Dyders Ven!
Alt hvad vor Christian begiærer!
Han, som Sig selv til Dig forærer,
Forær Du Dig til Ham igien!
Det er jo dog Din Hellige,
Bestraal da Selv Hans Konge=Sæde!
Opfyld Hans Huus med Fred og Glæde!
Og giør Ham Stor blant Kongerne!
Vi see ved vor Kong Christian
Det Aar, Han paa Sin Throne stiger,
Saa signer Du Hans Kongeriger,
Og frugtbar giør Hans heele Land.
Saa hør vor Bøn! Du Evige!
velsigne Kongen, Thronen, Landet!
velsigne Jorden, Luften, Vandet!
velsigne alt! Velsignede!
Forfattet af
Emanuel Balling.


No. 25.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 10 Julii 1766.
Jndleveret
Vester=Havets
Hvane=Sang
over
Den Stormægtigste Monarch
vores
Allernaadigste Arve=Herre
og Konge
Kong Friderieh den 5tes
Høystbedrøvelige Død den 14de Januarii
1766. Om Morgenen Klokken 14
Allersørgeligst udnynet
Westen For Lembvlg.
D¬
illad Høist=salig Siæl! at jeg mig her indfinder
Og viiser ved Dit Støv min underdanigst Pligt,


226
At jeg min svage Pen og Fusker Haand paaminder,
At skrive vel-forskylt og Skyldigst Ære=Digt;
Skiønt ei et digtet Ord, thi hvad jeg her vil skrive,
Skal fra en Digter=Pen betitlet aldrig blive.
Thi uden Digte-Kunst og Digt jeg her kan skrive,
At Du Høist=Salige foruden Liige var, a)
Din Liige forhen ej har Norden kundet give,
Hvor Kongelige Mænd den os end givet har,
Og mueligt neppe det hereftee saa sig skikker,
At faae saa store og saa fromme Frederikker.
I Din Regierings Tid har Freden sig rodfæstet,
Du svarte Herlig til Dit frederige Navn,
Ei nogen Fiende os i ald den Tid har giæstet.
Vi frem for andre sad i Fredens riige Favn,
Vi frem for andre, her kand os Lyksalig sige
Ved vor Kong Frederik den store Frederiige.
Han har da Fredelig i tyve Aar regieret,
Hvis Han den Siette i Augusto havde seet,
For Tyve gid det Tregang tyve havde været!
(For Danmark kunde da ei større Lykke skeet.)
Hvad
a) Hans Lige har man neppe i mange Henseen¬
der (thi der kand findes i sær noget rart
hos een, som ej gives hos en anden, dog
lige stor Konge,) men fornemlig, i Hen¬
seende til den bestandige Fred vi under Ham
har nydt nesten i 20 Aar.


227
Hvad Han i tyve Aar i Fred har her bedrevet,
Kand et halv hundred Aar knap give os beskrevet.
Min Pen den er for kort og Geisten er i Knibe,
At knibe alle Ting i korte Stropher ind;
Da nogle Riis Papir ei skulle indbegribe
Det mindste store af den store Konges Sind.
Den store Frederik ei nogen kand beskrive:
Vel neppe Maro selv, kom han igien til Live.
Jeg med min liden Baad paa Dybet mig dog giver,
Om jeg kuldseiler og med samme undergaar,
Det mig ej smerte skal, naar man min Grav=Skrift
skriver
Med samme Ord, som der paa Phoetontis staar:
Han vilde alt for højt, mod Solen sig opsvinge,
Men fra sit Forsæt faldt, som ej var af de ringe.
Lovtalen er for slæt, for dunkel og for ringe:
Et Mesterstykke selv skal prise Mesteren,
Regieringen skal selv med Gierningen opklinge
For denne Menneskers og Guders største Ven.
I Tidens Malm og Erts har Kongen selv indgravet
Hans Æres Statue paa Jorden og paa Havet.
Saa snart Kong Frederik Regiæringen tiltraade, a)
Var Han betænkt paa Fred med Tørken i Algler,
Til Handelens og til Søfartens største Baade,
Som kunde seile frie for deres Røverier,
a) 1746. den 6 August
b) 1747.


228
Dernæst Han stiftede for Rigerne Liv=Renter, b)
Som giver god Gevindst for dets Jnteressenter.
Krigsmagten samme Aar i Danmark blev forstær
ket a)
Med tvende Compagnier af nye Jnfanterie,
J Norge dette Aar man haver ogsaa mærket
Sex Compagnier blev, som Løber der paa
Skie, b)
Krigsmagten den blev stærk des uden der formeeret,
To Compagnier af Dragoner ordineret. c*)
J Soer et Ridderligt Academie funderes. d)
Samt og i Kiøbenhavn et Sælskab Friehed fik e)
Et Handels=Compagnie for alle Octroieres, f)
Da Jislands=Handelen og siden der til gik. g).
Sicilien derpaa Tractat med Danmark giører. h)
Og Skue=Pladsens Huus vor Konge selv opfører. *)
Men Sytten hundrede og Ni og fyrgetyve
Den 12te i April, lod Fredrik Fedrike=Stad
Den Plads Amaljenborg til Bygninger opgive,
Hvor nu Palladser staar med Slot ved Slot i
Rad;
a) e. a. den 18 April.
b) den 27 Maye. 4.
c) 1749.
d) 1747. den 27 Julii.
e) 1747. den 24 April.
fPe a. den 4 Septbr.
E) 1764.
h) 1748. den 16 April.
i) e. 4.


229
Saa Kiærnen denne Stad af Kiøbenhavn man
kalder,
Thi sammes Bygninger i Øyet alle falder.
Selv samme Aar, som var Tre Hundrede Aars¬
Dagen,
Fra den Dag Oldenborg paa Danmarks Thro¬
ne kom,
I denne Fredriks=Stad har Frederik selv tagen
Og lagt den sørste Steen til Marmor=Kirken, som
Undtagen Christjans=Borg, som Bygnings=Rang bør
Naar den er færdig bygt, vil trods til alle byde,
nyde.
Et Aar derefter blev vor Frelseres stafferet a)
Med Spiir paa Christjanshaun, som Kirken zii¬
rer end.
Og et Skibs=Bygger=Verst blev i Stavern funderet,
Man derfor Fredriks=værn nu ogsaa kalder den.
Det vigtig Grændse=Skiel fik Aaret efter Ende, b)
Som derom en Tractat for Nørge gav tilkiende.
Det samme Aar Han og Tractat med Tunis giøres c)
Og et nyt Taarn til Fphr paa Skagen blev
opbygt.
Der efter Han Tractat med Tripolis opfører, d)
Og Søe=Artiklerne blev ogsaa derpaa trykt, e)
a) 1750.
b) 1751. den 18 October.
c) den 8 Decembr. e. a.
d) 1752. den 22 Januar.
e) e. a. den 3 Februarii.


230
Ja Kongen samme Aar den første Steen lod sættee)
Til Fredriks-Hospital i Staden at oprette.
Mærk kun, hvad dette værk er til for Gavn og Nytted
Af Fiorten hundrede, som der i Fioer var, b)
Har over Tusinde sig derfra kundet flytte,
Som mesten hver og een sin Helbred faaet har.
Et Fostermoder=Huus der stifted og Lovise
Hvorfore Publicum ej hende nok kand prise.
Et Seminarium i Bergen Han anrætter.
Og et i Trundhiem med. Men Aaret efter Han
Opfostrings-Husene paa Christjanshavn opsætter, c*)
Som Lotteriet meest nu holder udi Stand,
Og der Tre hundrede og ti og tyve Drenge,
For Intet, nyder Kost, Opvartning, Klæder, Senge.
Om Fiskerie i Nord Han nye Anordning giver. d)
De for forvovne Spil sin Afskeed ogsaa fil. e)
Tractat med Kejseren udi Marocco bliver;
Et Handels=Compagnie til Africa hengik. 1
Jnfanteriet Han med Reglement forøger, 8)
At sætte det i Stand vor Konge dermed søger.
2) e. 8. den 29 Julii.
b) 1765. var 1407 i Hospitalet hvoraf 1119 udgik.
c) 1753. den 29 Junii.
d) 1753. den 12 Julii.
e) e. a. den 6 Octøbr.
f) 1753.
D)e. a.


231
Han Aaret efter et Academie funderer a)
For Skildrer, Bygnings=Mænd og for Bilt¬
Huggere,
Som indtil denne Dag besynderlig florerer,
Hvori man Mestere kand Mage=Løse see.
Han som en Fader sig og Norrige antager,
At den kand bygges meer det Hannem meest beha¬
ger b¬
I Affrica Han og at Handle frit tilsagde, c)
Og i America med Colonisterne.
Til Fredriks=Kirke Han den første Steen nedlagde, d)
Som fiire Aar derpaa fik Øyne med at see; e)
Paa Christjanshaun Han lod den Kirke smukt oprætte
For tydske Folk, som der sig lyster at nedsætte.
J Vartau=Hospital Han samme Aar lod sætte f)
En Kirke op af nye. Han af Matroser og
En nye Devision i Staden lod oprætte. g)
Med Genua Han saa et Forbund foretog. h)
Dernæst et Forbund Han med Porten ogsaa giører, *)
Som Rigerne god Gavn i Handelen tilfører.
a) 1754. den 31 Martii.
b) e. a. den 6 May.
e. a. den 30 August.
d) 1755. den 31 Martii,
e) 1759.
f) 1759.
P) 1759.
h) 1756. den 13 Martii.
i) e. a. den 14 Octobr.


232
Det priiselige Værk, som man Nye=Boder kalde
Med stire Længder man forøged den Tid saae.
De gamle Elve=Marks Ducater Han indkalder,
Til to Rixdalers Værd at lade samme slaae.
End et Livrente blev i Staden Ordineret, b)
Men sammes Classer blev ej alle Completeret.
Et Seminarium i Kongsberg Kongen giver, e)
At lære Berg=Mands Konst og Jordens Dyr¬
kelser.
Charlottenborrig til Naturens Samling bliver, d)
Naturlig Raritet i Mængde viises der;
Med allehaande Rart i Jorden og i Havet,
Som man ei før har seet, er dette Slot begavet.
Vi til det Største nu af all det Store skrider
I Kongens Eenevolds Monarkisk Jubel=Aar, e)
Saa stor af Nytte og af Gavn, som ingen Tider
Og ingen Alder at erindre sig, formaar,
Her Ager=Dyrkningen og alle Grene meenes,
Som under dette Navn Oeconomie foreenes.
a) 1757. den 4 Julii.
b) e. a. den 17 August.
c) 1757.
d) 1759. in Marti
e) 1760.


233
En stor Ceconomus, ja vel den Allerstørste¬
Vi billig kalde maa vor store Frederik.
Mon man en Konge faae? Mon man vel saae en
Første?
Som Land=Huusholdningen saa nær til Hierte
gik.
Landvæsenet var jo vor Konges Hovedvæsen,
Hans Hoved=Studium ved Pønsning, Skrivning,
Læsen.
Derfor i Jubel=Aar et Seculum begynder,
Som Oeconomicum i Danmark kaldes bør,
Han da adskillige Anordninger forkynder,
Som Landevæsenet i Rigerne tilhør;
Og dermed viiste os den rette Gyldne=Mine
Som ey, mens Verden staaer, sig lade kand ud¬
piine.
Deri er Dannemark det rigeste blant Riger.
En Rigdoms Skat, som ey af nogen stiæles kand,
En Rigdom, som saa læt ey nogen Krig bekriger,
Og ey opsluge kand den graadig Jldebrand:
Heri har Dannemark sit Guld og Sølv forvaret,
Som aldrig kand forgaa, naar det af Gud blier sparet.
Hvad regnes Sølv og Guld? Hvad regnes Ædel¬
Steene?
Hvad regnes ald den Kramt, som begge Jndier
At prange af formaae? Mod dette store Eene
Vi har af Land og Vand i disse Riger her.


234
Med Mida over Guld og Gylden=Kar at sulte
Hrad gavner det, naar man af Hunger sig maa skuld
Men i hvor naadig end Han Skatten os tilbyder,
Saa findes dog, desvær, i Landet mangen Mand.
Som alt hvad der er Nyt, kuns dadler og mistyder,
Og der forbliver ved den gamle Slentrian;
Men disse ere ey vort Nordens ægte Sønner,
En ægte Patriot paa Landets Velfærd skiønner.
Men derimod vi kand med Sandhed ogsaa siige:
At Lande=Væsenet har mangen duelig Mand.
Vil vi i Skrifter om Oeconomien kige,
Vi finder store Mænd af Høy og nedrig Stand:
Men gid vi kunde dem ved Ploven ogsaa finde,
Thi Gierningen er det, som her skal Læsset binde.
Men vi dog haabe vil at Tiden os skal give,
Ey Theoretici men gode Practici;
Da mange store Mænd ey derom sees at skrive,
Men selv bag Ploven gaar og selv tar Haandeni.
J sær en Berensdorph og Moltke bør man priise,
Som os Exempel og Beviis kand derpaa viise.
Et Særskildt Kammer for Guinea og Vest Jnden
Saavelsom Tolden blev anrettet dette Aar. a)
En Casse Lives=Tid, for Manden og for Qvinden, b)
Hvoraf de Pension, imens de lever, faar.
4) 1760 d. 7 Januari.
b) e. a. d. 5 Martii.


235
Harforce=Jagten den og reent afskaffet bliver,
Som mangen modig Hest og Hund sin Helsot giver.
Her blev selv samme Aar i tre samfældig Dage a)
Holt Jubelfæst og Fryd for Kongens Ene¬
Magt.
Som Gud for Hundred? Aar paa den Dag lod
behage
At blive uden Blod, godvillig Ham tillagt:
En Gierning hvorfor vi ey noksom Gud kand priise,
Der frem for andre os den Naade vilde viise.
At Luften ey usund i Staden skulle blive
Af de mangfoldig Liig, som bleve jordet der,
Lod Kongen uden Byes en Plads med Muur om¬
give b)
Til Kirke=Gaard, og gav hvert Sogn sin Plads
i sær;
Da de som Jnden=Byes sit Grav=Sted vilde have,
En meer forhøyet Sum betale skal for Grave.
Da Hertugen af Pløen ved Døden blev bortrykket, c)
Faldt disse Lande vor Kong Frederik til Arv.
En nye Told=Rulde blev og Aaret derpaa trykket. d)
Gav Et Academie til Ager=Brugets Tarv e)
a) 1760 d. 17. 18 og 19 Octobr.
b) e. a.
c) 1761 d. 18 Octobr.
d) 1762.
e) 1762.


236
Dernæst Forordning om Armeens Røgt og Plie.
Hvordan forholdes skal med den i alle Veje. 3)
Han samme Aar og lod i Kiøbenhaun fundere b)
For Krigets Cancellie et Directorium,
Og i Christjania Han et lod Ordinere, c)
Som ligeledes der selv samme Navn bekom.
En Extra=Post Han og fra Kiøbenhaun lod blived
Til Hadersleb, og den lod der paa Friehed give.
Aar Sytten hundrede og fiir og Tredsindstyve, e)
Tre Regimenter blev paa den Gevorben Fod,
Af Pløen, Delmenhørst, og Langeland de blive
Nu kaldet, deres Navn Han dennem give lod:
Saaledes Hans Armee Han dette Aar lod stærke;
Og til det Pløenske i sær vi legger Mærke.
J Sin Regierings Tid, Han ellers har creeret
Just syv og tredive til Ridderlige Mænd,
Af gylden Elephant, og dermed dem beæret,
Som Han af Danneshed og Byrd har værdie
kiend
To Huudrede og to gang ti af Dannebroge
Sin Ordens Ziir og Rang af denne Kongs togt.
a) 1763. den 3 August.
b) e. a. den 28 Oetobr.
c) 1764. den 4de April.
d) 1763. den 9 Septbr
e) 1764.


237
aar alle disse Ting ja mange mange fleere
Udblæser i Basun vor store Konges Lov,
don da den hældigst Pen kand Kongens Priis
formeere?
Ney! gylden Krandse har ey Guldet selv behov.
ans blanke Purpur, og Hans ranke Ære=Ceder,
anhældes ikkun da af en vanhældig Feder.
Kaae Alexander ey i fleng hver Fusker male,
Men ikkuns bare tre sit Skilderie betroer,
kør jeg da driste mig om Kongens Lov at tale,
Som i den kolde Nord ved Vester=Haved boer?
ey før maa Wadschiær selv Maronis Over=Me¬
ster
gien forføye sig til Havet her i Vester,
rør man paa denne Kant Copien kand fuldføre
Som ligner noget nær saa stor Original;
gsan kand, om nogen kand, Allene dette giøre,
Men alle andre det forvoxen blive skal;
an om Kong Christian med Gefionis Tunge
Ti Konges Ære=Song har forhen vidst at siunge. a)
den jeg dog drister mig en Hyrde-Sang at nyne,
(Skiønt den ey ligne kand Maronis Hyrde-Sang)
it Patriotisk Sind jeg lader her til syne,
Skiønt Sangen skurre vil som bruden Klocke=Klang:
a) See det uforlignelige Porma over Christians¬
s=Slot ved C. F. Wadskiær Hafn. 741.


238
Min Konges Kiærlighed jeg ikke her kand dølge,
Skiønt Sangen døvet blier af Vester=Havets Bøle.
En saadan Konge, som Kong Frederik den Fem¬
Har Landevæsenet vel aldrig eyet før!
Var det ey derfor Skam om det sin Pligt forgleme
Og Hannem derfor ey den sidste Ære giør!
Helst Julland aldrig kand Kong Frederik forglemme,
Bør den da ey i sær en Ære=Sang istemme?
Med underdanigst Tak at kysse Kongens Aske;
Som udi Døden selv er dog udødelig.
Din Priis, men Verden staar, bravere skal og braske
Din Ære=Obelisc opretter hver Mand Dig,
I Din Regiering vi paa intet os kand støde,
Undtagen at Du alt for hastig os fradøde.
Men, hvad er Kongen død? Ney! Han er end i
Live,
(Thi Kongerne hos os de aldrig dødes kand)
Naar Kongen siges død, da lader Han sig give
Et andet Navn i Hast, og kaldes Christian;
Han før sig Frederik, men nu sig Christian kalder;
At vexle Navne saa, det Gud og Ham befalder.
Jblant meget andet sigtes her i sær til de anlag¬
te Colonier paa de Jydske Heder, som m
er i fuld Drift.


239
Naar Kongen ældes Hand, som Ørnen sig forynger.
Han som en Phoenix er udi Arabien;
Den Mageløse Fugl, hvorom Poeter synger,
Der af sit eget Støv strax lever op igien:
Den danske Konge vi den danske Phoenix kalder,
Thi Han er Mageløs og Mager selv sin Alder.
For Sorg nu Fryde=Sang! Vor Konge sig for¬
ynger,
Han før var syg ja død, nu er Han ung paa nye.
Vi glemmer Græde=Sang og saa af Glæde synger,
At det i Dannemark skal skingre høyt i Skye:
For vores unge og vor Mageløse Konge,
J Sted for Svane=Sang, vi Brude=Sang vil siunge.
Da Gud med første det saaledes selv vil mage
At Kongen mageløs skal snart Sin Mage faae,
Naar Han sin Engel skal fra Engeland modtage,
Som udi alle Ting Hans Moder slægter paa:
Da samles skal igien Kong Fredrik og Lovise,
Som begge Riger før ey noksom kunde priise.


240
Lev da Kong Christian i Jubelfryd og
Glæde!
Du som til verden kom det store Ju¬
bel=Aar, a)
Til Du, dog sildig, vil til ævig Jubel
træde,
Naar moden Alder har forsølvet Dit
Dit Haar.
I Din Regierings-Tid vi ret vil Jubi¬
lere,
Da hvert Regierings=Aar vort Jubel=Aar
skal være.
2) 1749 d. 29 Januari.


No. 26.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 17 Julii 1766.
Om Forskiel paa Lærdom
og Pedanterier!
af det Engelske.
J¬
i høre ofte Personer af en vis Opdragelse
og af visse Stænder bryde løs med det, som
de finde Behag i at kalde en Opdragelses
Maade efter Skole=Regler; og mod den Ærbø¬
dighed, som Alderdommens dumme beundere be¬
viser mod alt det, som er skreven enten paa Grædsk
eller Latin. De holde dette for en Levning af en
gammel Overtroe, som end nu vedbliver, uagtet
dens Urimelighed er bleven haandgribelig, og
Vejen til at giøre Lykke i Verden har øyensynlig


242
faaet en anden Vending. Talen, som disse Folk
føre imellem sig, er skinnende nok og har i det
mindste en Overstrygning af Fornuft og Grundig¬
hed, men i Grunden er der slet intet deri: det La¬
tinske og Grædske har endnu sin Nytte, endskiømt
andre Sprog ligeledes ere nyttige; det er saa langt
fra, at den gamle Lærdom er en Levning af Over¬
troe, at man meget meere maae takke den gamle
Lærdoms Fornyelse for, at Overtroen er bleven
opdaget og udpeben. Med et Ord: den gamle
Maade at opdrage Ungdommen paa, maa ikke
letsindig forkastes; thi, uagtet en Fransk eller
Tydsk Kosthaveres Huus kan være got nok til
mange Hensigter, saa har dog vore store Skoler og
Academier, og deres Nytte, og indhente mange
andre Absigter meget bedre.
De nye Beundere af den sunde Fornuft og
rigtige Smag, som de kalde det, bliver gemeenlig
ikke vaer, at de ikke øse noget af dette udaf de
nyere Tiders store Hoveders Opfindelses Kraft el¬
ler Skarpsindighed, men af deres Bekiendtskab
ved Alderdommen og dens Høyagtelse. Vi maa
takke ikke den løse men fuldkomne Kundskab af de
Latinske og Grædske Skribentere for de fortrefli¬
ge Verker, som giøre de nyere Sprog saa megen
Ære, saa at naar mange Folk med de vel skrevne
Historier, de forundringsværdige fuldkomne Poe¬
sier; de Philosophiers Lærebygninger, som frem¬
viise deres Forfattere Viisdom og Skarpsindig¬


243
hed, og den store Mangfoldighed af Skrifter i
Vid og Videnskaber, der have fortient og faaet
almindelig Biefald, saa beviser det saa lidet, det
De vilde bevise dermed, at det tvertimod hos alle
de, der ere lovlige Dommere, er det klareste Beviis,
imod dem; thi de veed meget vel, at det alt skriver
sig fra det, de har studeret hos de Gamle,
og at, hvis dette nogensinde skulde forsømmes,
maatte vi igien henfalde i samme Tilstand, som
Verden var, førend at studere de gamle kom i
Anseelse, det er paa got Dansk: i et aabenbar
Barbarie.
De, som ere af anden Meening, giøre gierne
denne Paastand: at der gives en Mængde Men¬
nesker, som man i Almindelighed tilstaaer megen
Lærdom, og som dog ere ligesaa unyttige og usle,
som den, der aldeles ingen Lærdom besidder, og
at deres Værker vel ere udstoppede med Latin og
Grædsk, men ere dog intet værd. Hertil kan man
svare paa tvende Maader: først, at saadanne Slags
Skribentere ikke allene kan synes mange af rin¬
ge Betydenhed, men endog være det, da de dog
ere brugelige og meget nyttige for andre: Chrono¬
logernes, Philologernes, Comentatorernes og
Konstdommernes Værker ere tørre og ikke under¬
holdende; og man holder dem, som anvende all
deres Tid paa disses Udarbejdelser, for Daarer;
men maaskee de dog ikke ere det, siden der dog og
behøves et Slags Genie til disse Arbeider; imid¬


244
lertid lad være, som det vil, de ere dog ikke nyttige.
Generalerne og de høie Officerer giør stor Fi¬
gur ved en Krigshær, sielden høre vi noget om den
gemeene Skandse=Gravere, uden hist og her i
Aviserne; dog ere disse Gravere nyttige Folk og
Generalerne selv holde dem derfor. Ligeledes er
Skandsegraverne og Handlangerne nyttige blandt
de Lærde, siden de oprense Lærdommens Lande¬
Veje, der ellers vilde tilstoppe sig, og, skiønt de selv
ikke komme vidt paa disse Gader, saa letter de dog
meget de øvriges Fortkomst. Vil man lade Paa¬
standen i sit fulde Begreb gielde, saa er det andet
Svar lige frem og giør Ende paa Sagen. Lær¬
dommen kan ligesom alle de Menneskelige Naturs
Fortrin misbruges, men det forringer aldeles ikke
dens Fortreflighed, og, naar et Menneske med
Lærdom endnu er et Doger=Hoved, saa er ikke at
tvivle paa, at han jo uden Lærdom var bleven et
langt større.
En anden Modsigelse er: at man har man¬
ge Exempler paa, at Geniet, eller det vi kalde
Gaver, setter Folk i Stand, uden Hielp af Lær¬
dom at komme igiennem Verden endog med stor
Omtale, ja, at mange ikke har gjort en liden Figur
i de Lærdes Staat, uden at have forstaaet andet
Sprog end deres Moders=Maal: men, naar vi
nøye betragter det, da finde vi at det sigter ikke til
Maalet. Thi først kan man sige at man kan er¬
lange megen Kundskab i Old=Sager uden at for¬


245
staae et andet Sprog med det Danske. Men,
lad dette være sandt, saa kan dog ikke nægtes, at
saadanne Personer jo ansees som Under og Und¬
tagelser, som giver almindelige Regler en nye
Styrke: saa at det, ifald saadanne Personer fore¬
drager den øvrige Deel af det menneskelige Kiøn;
tilstrækkelig bevises, at vi har upartiske Dommes
almindelige Jstemmelser, at saadan Slags Lærdom
er nødvendig. Endelig for det tredie, da haver
disse besynderlige Personer, eller i det mindste
nogle af dem, i dette Stykke biefaldet Alderdom¬
mens Elskere ved deres udtrykkelige Overbeviis¬
ninger: Cato begyndte endnu i sin høye Alder
at lære Grædsk. Den Franske Minister,
Colbert anvendte alle sine ledige Timer paa at
lære det latinske Sprog, da han havde op¬
naaet det høyeste og vigtigste Ærestrin i Frank¬
rige; og det samme kunde siges om en Person,
der paa samme Maade hos os har bragt det til
det høyeste. Ja jeg kiender Damer, der mis¬
under vores Kiøn at have lært Latin. Disse
Mænd, som Verden har sat langt bort over Lær¬
dommen, kiendte altsaa ved deres egne Gavers
Styrke den Mangel, som oversees af andre.
Endnu en Modsigelse tages af det store
Tab paa Tiden, som er forbunden med denne
Slags Studering. Men, kan vi ikke spørge, de,


246
som giøre denne Paastand, hvad det er for ey
Tid, som efter deres foregivelse tabes? Er det
ikke Barndommen den minderaarige og umyndige
Alder? bortgaaer den ikke ligesaa meget i for¬
fængelig og daarlig Spøg, i smaa fornøyelsers
Afvartning, paa at lære daarlige Øvelser, paa
at slendre omkring fra et Sted til det andet? eller
forderves ikke Tiden, naar den anvendes til læ¬
sefulde Fornøyelser, til at efterløbe en Sværm
af Laster, eller til utallige Daarligheders Under¬
holdelse? Er det ikke bedre at skaffe Ungdom¬
men en anstændig Beskæftigelse, og at forstræk¬
ke de Udsigter, som kan føde de opblomstrende
Lidenskaber, og tillige være nyttige i fremtiden?
Var det sikkert, at føre Drengebørn tilig ind i
Verden, saa maatte denne Paastand faae nogen
Vægt; men Erfarenhed, der allene kan vidne
til denne Tankers Fordeel, er gandske derimod,
og viser, at de, som ere uvidende i det Grædske
og Latinske, og alt for tidt ere uvidende i For¬
nuft og Dyd.
Man kan og tør ikke nægte, at nogle ha¬
ve paa en anden Opdragelses Maade og havt
en lykkelig Følge. Adskillige Levnets Omstæn¬
digheder udfordre en Forskiellighed i Tugt; og for¬
skiellige Gemytter, hvorpaa man og bør see for
længe, ligesom forskiellig Jord, store Forandrin¬


247
ger i Maaden at dyrke den paa. Dette stem¬
mer overeens med den sunde Fornuft og det
er meget at beklage, at man ikke tiere giør disse
Betragtninger og igiennemtænke og overveyer
den ved unge Menneskers Opdragelse. Alt dette
vidste de Gamle, og Liebhaberne af den gamle
Litteratur tilstaae det gierne: de ere langt fra at
ville paanøde nogen deres Lære-Maader; dette
paastaae de kun, at, skiønt denne Slags Lærdom
er nogle unyttig, er den dog mange meget nyt¬
tig.
Vi kan endnu tillegge til det, vi allerede
have sagt over denne Materie: At de tage me¬
get mærkelig feyl, der indbilde sig, at Pedante¬
rie allene hænger ved det Grædske og Latinske;
der gives i Sandhed og Franske, Tydske, En¬
gelske ja Danske Pedanter. Det Menneske,
som bestandig taler i et fremmed Sprog, eller
makker Fransk, Dansk, Tydsk mellem hinanden,
som efteraber fremmede Sæder, og sætter Ziir¬
lighed i at tale eller skrive paa en Maade i
hvilken han af Egensindighed eller af Hændelser,
er indtagen, den er en Pedant. Saaledes er
den ærlige Johann en Pedant, saa indskrænker
den sunde Forstand, et got Hierte, og gode Sæ¬
der i Vestens eller Østens Skikke, fordi han er
der fød eller opdragen. Saadanne Folk ere i alle


248
Anslag og Forehavender Pedanter, om de end
ikke kunde læse et Grædsk Ord, eller sammensæt¬
te en latinsk Phrase; ja just den som spotter over
denne, der veed disse Sprog, og skielder enhver,
der elsker Læsning, for en Bog-Orm, beviser der¬
ved et Slags Pedanterie, som i vor Tid ikke er
usædvanlig. Mænd, derimod, af rigtigere og
meere vidtløftig Kundskab, af grundige Gaver
og sund Forstand, dømme gandske anderledes;
de veed, at Mellemveyen er her som i alle andre
Ting den beste; og at det vel er en stor Daar¬
lighed, at holde Pedanterie for Lærdom, men ikke
mindre daarligt, ja meget meere farligt, at belee
en nyttig og grundig Lærdom under Navn af
Pedanterie, og at ville berøve hende den Berøm¬
melse som hun saa lovlig fortiener.


No. 27.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 24 Julii 1766.
Poetisk Eftertanke
over
den Kongl. Liig=Text 1 Mos. B. 48, 21.
Paa den Høysalige Konges Høylovlige
Jhukommelses
Kong Friderich den Femtes
Begravelses Høytid, d. 18. Mart 1766.
allerunderdanigst indsendt fra Jylland
Frid. Gerh. Voss.
S¬
t Udraab Sørgefuldt i Hoved-Stadens Gader
Er hørt at raabes ud, paa dybe Sørge=Maa¬
Hvert Øre haver hørt i vores Tvilling=Rige,
En Lyd af Klokkerne os vel har kundet sige:


250
Kong Friderich er død, af dette Navn den Femte,
Hvert Hierte bæve maae, thi Hierte-Sorg os klemte,
Ved det at Knappen sprang, maae Stolpene vel bæve,
Ved Ceder=Træets Fald, Fyr=Træer bange bleve.
Beklageligt det er, at Zions Klage=Tone
Paa os skal passe sig, nu faldt vor Hoveds-Krone,
Vort Hiertes Glæde blev med eet til Sorgen vendt
Vor Glæde=Dands holdt op, og grædende blev endt;
Thi alt for vel vi har maat Syrachs Viisdom lære:
I Dag en Konge, men i Morgen død skal være.
J Tvilling=Riget hver i Dag med Taare klager,
Vor Konge Scepteret har lagt, og fra os drager,
Han er alt stegen ned udaf sit Dommer=Sæde,
Hanzs Støv i Marmor lagt, men Siælen er i Glæde,
Hans Støv til Fædrenes maae vel i Aften føres,
Men i Triumph hans Siæl nu over Støvet høres.
GUd ham ved Høstens=Tiid indbandt i Livsens Knipper,
Og førte hannem hiem til Himlens faste Klipper;
For Purpur=Klæder nu ham klæder Himlens Ære,
For Kronen udaf Guld, ham givet er at bære
En Ærens, Livsens og Retfærdighedsens Krone,
Som ævig vare skal, hans Navn nu for Guds Throne;
Men skiønt vi fuld vel veed, at Ære uden lige,
Og Glæde fryder ham udi sin Faders Rige;
Vi for et Sørge=Tegn dog maae nødvendig agte,
At her for Fryds=Musik nu røres Sørge=Tacte,
At røde Purpur hen for sorte Bay maae vige,
At Zions Daatters Mand man seer i Støvet ligge,
At Zions Orgeler og hendes Alters Smykke,
Som hun selv klædes sort, ey agtes for en Lylke;
Thi det hun sørger for er det, som høyest skattes,
Og det, som skattes høyst, det vil man nødig fattes,
Hvad meest umisteligt blant alle Stænder holdes,
Naar dette mistes, og den største Sorg forvoldes,
Naar Guds og Kongens Huus har Græde=Kilder
Da ey forgieves er i Landet Suk og Raaben.


251
En saadan Græde=Røst i Dag saaledes høres,
Prophetens Raab i Dag til Eftertanke føres,
Ham bydes: Prædike! Han vil først Texten lære,
Han faaer det Svar: Alt Kiød er Høe, skal Texten
være,
Her ingen Forskiel er, alt Kiød er Høe til haabe,
Den visseste saavel, som taabeligste Taabe,
Som Græs og Blomster maae foruden Forskel blive
Til Høe, saa maae alt Kiød og Dommen underskrive;
O! kunde Kongers Magt en Sygdom kuns bortjage,
Og Kongers Herlighed forlænge deres Dage.
Da meer end ypperligt det var, et Spiir at bære,
Men at det hielper ey, kand disse Ord os lære,
Vi hør alt Kiød er Høe, vi see og det er Sanden,
Vi see i Dag med Sorg udføres Scepter=Manden,
Vi hør udaf en Text, som over ham forklares,
At ey de Helligste for Dødsens Bud maae spares.
Den Dag vi seer man maae vor Konge død udbære,
Den bør herefter sort i vor Calender være;
Om denne Dag det ey urettelig kand heede,
Det er en Grumheds Dag, en Dag for HErrens
Vrede.
En Skylds= og Straffes Dag, en Dag for Sorg og
Trængsel,
En Dag, som sadte os i Sorgens mørke Fængsel.
Hvad undrer vi da paa, at Mørket os omgiver;
Ti Tusind tændte Lys vil os ey andet sige,
End at et Lys er slukt, hvis Skin var uden lige.
Thi maae vi sørgende os til Liig=Texten vende,
Den bringer Sorrigs Bud, det maae enhver bekiende.
J Textens Ord der er for Øye og for Øre
Fuldkommen Mættelse, de Graad og Glæde føre;
Af Textens første Ord to Rigers Øyne mættes
Med Graad; men sidste giør vor Glæde overvættes,
Først skuer Øyet det, som vel er værd at skue,
Men ved det samme Syn man græde maae og grue;
Saa her for Øyet er vist meer end nok at see,


252
See! Seel din Konge døer, O! græd af Hierte=Vee.
Dernæst for Øret er og noget værd at høre,
Og ikke mindre fiert, end værd at laane Øre,
Og følgeligen maae det Glæde foraarsage,
Jmod det Øyet seer, forvolder Graad og Klage.
At udi Ordet: See! Jeg døer, er nok for Øyet,
Som der er værd at see, det viser Ordet nøye;
Thi Ordet: See! det er et heelt merkværdigt Ord,
Som viser stundum godt, og stundum onde Kaar.
At det er ikke kiert, kand Ordet: Jeg, nok lære,
Jeg Jsrael, Jeg døer, Jeg, Jeg, din Fader kiere.
Kan gode Børn vel see en Fader døe med Glæde,
Ney, dette Syn det vil nok lære Børn at græde,
At græde, naar de seer, han døer, er vist en Følge;
Og, naar han alt er død, kand de ey Graaden dølge.
Vort Tvilling=Rige seer i Dag et Syn mærkværdig;
Men ikke kiert at see, thi hver er Græde=Færdig.
Vi seer vor Konge til sit Hvile=Sted henføres,
Det sees ey uden Graad, af Sorrig Hiertet røres;
Vi seer en Konge døer, vi seer ham død at være,
Vi til hans Grav=Sted seer ham ført med Pragt og
Ære,
Men denne Sørge=Pragt kand Sorgen selv ey lætte
Men Pragten volder at vi maae os græde trætte.
For Øret derimod er noget værd at høre,
Som er till ge kiert, og Glæde kand medføre,
Her siger Jfrael: GUd være skal med Eder,
Til Joseph taler han, hans Søn han dermed glæder;
Han, som der havde seet, hvad ham kom til at græde,
Han nu at høre faaer, hvad foraarsager Gæde.
Da Jfrael han døer, han GUd sin Søn befaler,
Med sine Sønner og til dem særdeles taler:
Nu jeg ey længre kand, skal GUd hos Eder blive,
Jeg intet bedre har, ey heller veed at give;
Hør Tvilling=Rige, Hør, hvad Eders Konge siger,
Da han fra Verden gaaer, de ham paa Hiertet ligger,
Han taler til sin Søn, og Eder med det samme;


253
GUd med Jer være skal, og Eders beste ramme.
Som dette vel er værd, saa er det kiert at høre,
Han taler til sin Søn, som skal hans Scepter føre,
O! Tvilling=Rige, hvad maae du i Sorg dig glæde
Ved det, at Kongens Søn, kand Faders Krone
klæde.
Vor Nordens Jfrael, og heele Folkets Fader
Vel udaf Verden gaaer, men Joseph efterlader,
Med den Forsikkring, at GUd skal med Joseph være,
Saa og med Rigerne, som Joseph skal regiere.
Kom Danmark, Norge da, kom see og hør tillige,
See! Eders Konge gaaer nu bort fra dette Rige,
Giv Agt paa Ordet: See! hvorom det vil paaminde,
Man allevegne skal det heel merkværdig finde;
Til glædelige Ting det os vel stundum leder,
Men til at sørge dybt i Dag to Riger beder,
Liig=Texten siger: See! Jeg Jfrael henfarer,
See Joseph! See! Enhver, at Døden ingen sparer,
Sce, hvilket herligt Kar en Pottemager kryster,
Som andet ringe Leer, naar det kun hannem lyster.
O Øye! du, som sidst faaer Liv af alle Lemmer,
Og aldrig mættes før end Døden Hiertet klemmer
Du, som saa gierne vil, om mueligt, alting skue,
Og løber efter det, der tit mon intet due,
Her kand du noget see, som sielden kand betragtes,
Vel ey fornøyeligt, men læreriigt mon agtes.
En Konges Liig=Færd sees i Dag, sligt sielden
hendes,
Endskiønt tit Dødsens Bud til Konger tilig sendes;
Men fordi Kongers Tal i Verden ey er mange,
Man Kongers Liigfærd seer derfor ey mange Gange.
O! lad da dette Syn saa komme os til Nytte,
At vi maae hver Dag staae bereed herfra at flytte.
Nu vil vi nøyere den Jfrael betragte,
Som siger: See! Jeg døer, Hvo han er, lnøye


254
Det Josephs Fader var, om hvem man kunde sige:
Han var en Patriarch, og Mand foruden liige,
Han var det samme Træe, hvoraf Guds Søn er
runden,
Jblant Propheterne er Jsrael og funden,
Han haver mandig brugt i Striid sit Sværd og Bue,
Han var et Speyl, hvori man kand Guds Forsyn
skue;
J Striid mod Mennesker var han en Overvinder,
J Striid mod GUd man ham og som en Fyrsle
finder.
Hans Navn var Jacob før, Gud Jfrael ham kaldte,
Fordi i Striid med GUd ham Seyeren tilfaldte.
Derfor hans Afkom fik af Jsrael og Navnet,
Skiønt saa af dennem har ham efterfulgt i Gavnet.
Den Første=Fødsels Ræt han ikke havde arvet
Men samme Ret han har sig ved et Kiøb forhvervet,
J Følge dette Kiøb ham Herredom tilhørte,
J Følge samme han og Præstedommet førte.
Vi vil da Jfrael som Konge lade mahle,
Med Scepter i sin Haand, som Magt til at befale;
Vi i den anden Haand en Salve=Krukke tegner,
Og derved Præstedom den Jfrael tilegner,
Sligt Tvilling=Embede han havde at forrætte,
Som Præst han Altere indviede og indsætte
Han som en Konge vel sit Huus og Folk regierte,
Og som en HErrens Præst, Guds Villie dem lærte.
J vores Dannemark og Norges Tvilling=Rige,
GUd længe givet har os Konger Jacobs Liige,
En Fredriig Christian, en Christen Friderich
haver
Paa Thronen længe fulgt med lige høye Gaver;
Som Konger haver de fortient at kaldes Store,
Og i Religion man deres Gudsfrygt spoere.
Man derfor Moses seer med Aaron sammenføyet,
Dom=Stoel og Alter med hinanden vel fornøyet;


255
Religion og Staat er her som tvende Greene,
Og kommer af en Roed, som Greenene forene.
Saa længe Verden staaer skal Konge=Loven give
Lutheri Lærdom Haand og uforandret blive.
Her skal Retfærdighed en sand Gudsfrygt omfavne,
Her uden Forskiel kand Guds Ord enhver Mand gavne,
Thi her maae Læg og Lærd selv Skrifterne randsage
Her Ordets Lys er sadt paa rette Lyse-Stage;
See Kongerne hos os med rette kaldes Fædre,
Som fostre Kirken op, og Landene forbedre.
Det Danske Jfrael og Norske ligemaader,
J Dag forsamles og beklager slig en Fader,
Den Femte Friderich har lagt sin Jordisk Krone,
Derfore overalt man hører Klage=Tone;
En Konge er nu død, hvis Scepter GUd selv førte,
J hvis Regierings Tiid os ingen Fiende rørte;
J hans Tiid blomstrede Guds Kirke meget herlig,
Mod Ordets Tienere var denne Konge kierlig;
De blev belønnet vel, fik Kald paa lovlig Maade,
Til de Studerende han saae med megen Naade,
Nu nogle Tusende, som kand i Ungdom skrive,
Sig blant de Lærde bør ham derfor Tak at give,
Og Millioner, for de har lært GUd at kiende.
Thi han forkynde loed Guds Ord til Jordens Ende.
Hver Siel i Rigerne bør staae med Tak tilreede,
For vi i Krigens Tiid ved Fred os kunde glæde;
Thi hans Frederiige Sind afvendte Krigens Plage,
Saa Freden vi beholdt i alle Kongens Dage.
Til hans Berømmelse jeg intet kand udrette,
Og disse Blade har for lidet Rum til dette;
Jeg derfor bryder af, og gaaer til Jacobs Leje,
Hvad der mærkværdigt er, det vil jeg overveie;
Jeg vil end eengang see ham i hans Døds=Minute,
Af ham jeg lære vil, mit eget Liv at slutte,
Det er vel sørgeligt, men læreriigt tillige,
Jeg vil med Tankerne derfore did hen kige


256
Det er mod Sorgen Trøst, at see at han er reede,
At gaae af Verden ud, er vis paa Himlens Glæde;
De Himmel-søde Ord, som af hans Mund udflyder
Er vis Forsikkring, at et bedre Liv han nyder.
O! hvad andægtigt Syn var det ey at erfare,
J sær for Jacobs Børn, som alle samlet vare,
Med hans Livsalig Mund han Trøst og Lærdom giver,
Og af den samme Mund de og velsignet bliver.
Saa har Kong Friderich og Jacob deri lignet,
At han som Jacob har sit heele Huus velsignet,
At han som Jfrael var reede at herflytte,
Og overloed sit Huus til GUd selv at beskytte,
Sin Søn leverte han sin Riger at regiere,
Med den Fortrøstning, at GUd skal med hannem
være;
Derpaa han velbereed, som Ejechias vendte
Sig om til Veggen og sit Liv frivillig endte,
Han vendte Verden Ryg, var kied af hendes Møye
Og var med Tankerne opfaren i det Høye.
Her seer man Døden giør en Forskiel paa Personer,
Men at de og maae døe, som bære Konge=Kroner;
Man veed at Guders Navn er givet dem at bære,
Og at GUd givet har dem megen Magt og Ære;
Man Jordens Guder kand med rette dennem kalde;
Men de som Mennesker maae dog for Døden falde,
Vor salig Konge var og vist en GUd paa Jorden,
Som sad paa HErrens Stoel udi Guds Sted i Norden,
Han som Sergja var en Fyrste from og stille,
Som en Freds=Konge vi ham og erindre ville;
J hans Tiid Sverdet til Plou=Jerne kunde smedes,
Til Segle=Spydene da kunde og beredes.
Her var Retfærdighed med Mildhed sammenbunden,
Dog Naaden mægtigst blev paa Rettens Vægt besun¬
den;
Her sees kun nogle faa af de Lineamenter,
Man i et Ansigt saae paa Dannemarks Røgenter;


257
Thi en Apollo kand hans Dyder ey opregne,
Og en Apelles ey det Skilderie ret tegne;
Men Korset sparte dog ey denne Dydens Boelig,
Ach! ney, det klemte ham, saa Sorgen blev utroelig,
Den Tiid GUd førte hiem med sig til Himmerige,
Hans Sinds og Øynes Lyst, hans Dronning uden lige,
Da denne Topas=Steen blev tabt udaf hans Krone
Han sang Rebeccæ Sang, *) med sørgeligste Tone.
Har GUd velsignet mig med denne Engle=Fromme,
Hvi skal slig Angest da saa hastig mig paakomme.
Som GUd behagede at prøve Jacobs Kræfter,
Saa maatte Kongen ogsaa følge Jacob efter,
J sær da han tilsidst saa brugte Jacobs Vaaben,
Og holdt bestandig ved sin GUd med Bøn og Raaben,
Om hans Velsignelse, indtil den blev ham givet,
Vel gik hans Hoft af Leed, dog vandt i Striiden Livet,
Saadanne Kongens Striid maae vel den gode heede,
Han Troens Seyer vandt, hans Siel til evig Glæde.
Nu vil vi Tankerne til Kongens Grav henvende,
Og dem i Aften hen med ham til Graven sende;
Vi veed det været har en Skik iblant de Gamle,
At Børn Fædres Been til Fædres skulle samle;
Ja Joseph Jacobs Søn maae Jacob Løfte give,
At Jacobs Been skal ey udi Ægypten blive,
Og Joseph holder hvad han Jfrael tilsagde,
Og ham i Canaans Land hos sine Fædre lagde;
Vi veed og dem, som har i Verden været mægtig,
Og frem for andre er begravet meget prægtig;
Saa bliver og i Dag vor Konges Liig udbaaren,
Og i det Gravstæd sadt, hans Fædre har udkaaren,
Paa Kongelig Maneer han kostelig udføres,
J begge Rigerne for hannem Klage høres;
Saa om ham siges kan, som er om Joseph skreven,
At udi Stæderne er han begravet bleven;
*) 1 Mos. B. 25.


258
Thi i hver Stad og Bye man som hans Grav bereeder,
I det man overalt hans Død og Grav begræder.
Nu vi om Død og Grav vil her ej meere røre;
Men vil nu høre det, som Glæde kand medføre;
Vi med Jfraels Trøst os ville trøste lade;
Thi naar GUd er med os kand ingen Ting os skade.
Vi Textens sidste Ord med Glæde eftertænke,
En herlig Gave har den Jfrael at skienke;
Han siger nu Farvel til alle sine Sønner,
Med en Velsignelse han hver i sær belønner,
Og Joseph udi sær med den Fortrøstning glæder,
Som GUd han var med mig han være skal med Eder.
Om een GUd taler han, og ey om Guder fleere,
Den ene sande GUd, han skal med Joseph være;
Den GUd, som Jacob selv, saa meget nøye kiendte,
Den samme GUd, som han saa vel og troelig tiente.
Han veed den GUd er til, han holder ham for Fader,
Derfor i Faders Stæd ham Joseph overlader;
Den GUd han skal med ham og hos ham alting være,
Den Gild er hannem nok, hvad kand han meer begiere;
Thi hvo som haver GUd, har alting overflødig,
GUd dennem være skal, alt hvad de haver nødig.
Skiønt vi ham ikke kand med Jacobs Arme fatte,
Vi maae dog Salige os her og hisset skatte,
Om vi som Thomas kand ham med en Finger røre;
Thi Gud er eene den, som kand lyksalig giøre;
Den der er rig i GUd, har Rigdom uden Ende,
Og den der eyer Ham, med Jaeob kand bekiende,
Jeg har aldeeles nok, langt meer end Verden eyet,
Guds Naade, som jeg har, ald Verden overveyer.
Jeg har alt hvad som er; Thi GUd er alt allene,
Og medens jeg ham har, skal alle Ting mig tiene,
Naar Moses spørger ham, hvad Navn han monne bære,
Da Moses faaer det Svar: Jeg er den, Jeg skal være,
Og da hans Navn det er: Jeg er den, Jeg skal være,
Da skal han være os alt hvad vi vil begiere.


259
Om vi er nøgen, da vil GUd os Klæder give,
Som Kongens Daatter skal vi herlig iført blive.
Om Viisdom fattes os, kand Salomon os lære,
At Viisdom søges skal allene hos vor HErre.
Kort sagt: Hvem GUd er med, har Himmerig paa
Jorden,
Og til et Paradiis er deres Boelig vorden;
Foruden GUd vi kand ei Foed i Verden sætte,
Foruden GUd vi kand slet ingen Ting udrette;
Ey et forsvarligt Trin vi kand i Verden giøre,
Om GUd ei lede vil os ved sin Haand og føre;
Og naar af Verden vi den sidste Foed skal flytte,
Er GUd da ikke med, vi giør usalig bytte.
Best da betimelig, at faae GUd paa sin Side,
Han være vil med dem, som søge ham i Tide;
Ja, hvo som er med GUd, den vil han ey forlade,
Men hos dem blive skal med overflødig Naade.
Vi veed at Joseph holdt sig fast til GUd i Trængsel,
Derfore førte GUd og hannem ud af Fængsel,
Derfore Jfrael og Joseph kand tilsige,
At GUd herefter skal fra hannem ikke vige.
Nu førend Tankerne vi bort fra Texten vende,
Vi vores Hilsen vil hen til den Joseph sende,
Som i Ægypten nød fuldkommen Konge=Ære,
Og Magten var betroet til Riget at regiere;
Hans egne Brødre først ham som en Slave sælger,
Men for Ægypti Land GUd ham til Fader vælger,
Hans Lenker kastes hen, han Purpur faaer at bære,
Guld=Kieder om hans Hals omhænges ham til Ære,
Han var vel Aarsag til, ham Pharao ophøyct,
Og at Ægypti Land for hannem sig nedbøyet?
Gudfrygtig Viisdom med en viis Gudsfrygt forbun¬
den,
Var Midlerne, hvorved han haver Naade funden;
Hos GUd og Kongen og hos ald Ægypti Rige,
Saa Avind selv for ham med Skamme maatte vige,


260
Saa gaaer det, naar GUd er med os og os beskiærmer,
Maae Fienden vige hen, naar han end grummest svær¬
mer;
Den HErre Zebaoth er vist med vore Lande,
Ja vist er GUd med os, det maae vi alle sande;
Thi vel er Jfrael ved Døden fra os kaldet;
Men Joseph lever jo, vor Lod er deylig faldet.
Her er en Medicin, som kan vor Smerte lindre,
Er vor Forliis end stoer, er ey Gevinsten mindre;
Thi Lykken var saa god, som vi den kunde vendte,
Og meget bedre, end vi nogen Tid fortiente.
Guds Forsyn haver det saa lavet i vort Rige,
At det sig Kongeløs skal aldrig kunde sige.
Vor Salomon er aldt paa Fædres Throne steget,
Og Riget bleven er af HErrens Haand hans eget;
Et Faders Hierte skal han vist nok lade kiende,
Til gode Børn han vil sig med sin Naade vende.
Retfærdighed i Dom vi skal hos ham fornemme,
Med fyrig Nidkiærhed han skal Guds Ære fremme.
Som Diamanten er den ædelste blant Stene,
Og derfor Konge=Navn blant dennem kand fortiene;
Saa er vor Joseph, som den ypperste i Norden,
Og nu en Konge for et Tvilling=Rige vorden.
Hiin Joseph fordum var en høy og mægtig Herre,
Stormægtig Konge-Navn vor Joseph bær med Ære;
Hiin Joseph var vel en Regenter uden Krone,
Men Vores Arve=Fød til Krone og til Throne,
Udaf det Konge-Blod, som vi i sær velsigne,
Tie Tusende af os er ey mod ham at ligne.
Men, i hvor stor han er, han dog for GUd nedfalder,
Og ham allene for sin Over=Herre kalder,
For hans Fodskammel han nedlegger Magt og Rige,
Sin Krone, Scepter og sig selv med aldt tillige,
For GUd, som ham har giørt til Konge her paa
Ja, haver gjort, at han er Christen Konge vorden.


261
Vel Konge=Navn er stort, men Christen Konges større;
Vel Joseph paa sin Haand en Pharaos Ring kand
føre,
Og selv paa HErrens Haand som en Signet-Ring
bæres
En Konge æres meest, naar GUd af Kongen æres,
Josias fordum har en Krone meget prægtig,
Hver Ædelsteen i den var ypperlig og prægtig;
Men ingen Ædelsteen saa glimrende kand være,
Som Kongens Nidkiærhed han havde for GUds Ære.
Om Josephs Brødre sig end dybt for hannem bøyet,
Saa knælede han dog for GUd, som ham ophøyet;
Saa maae og den, som er paa Ærens øverst Toppe,
Og har med Salomon sit Sæde sex Trin oppe,
Ey glemme, at GUd er dog over ham allene,
Og at han under GUd ham ære bør og tiene.
Hvor deyligt er det dog, naar den, som meest er være
dig,
Er og den første, som der er til Offer færdig,
Som Kronen giør, saa giør og den, som Sværdet fører,
Saa og den Maal og Vægt og Hammeren tilhører;
Paa Kongen agter hver, og alles Øyne vendes
Til Kronen, derfor kand det ogsaa ofte hendes,
At en Lovgiveres Exempel meer udretter
End alle Lovene, som han for Folket sætter.
Nu Tvilling=Riget har vel Aarsag sig at glæde,
Ved det, at Salomon er sadt paa Davids Sæde;
Hver Undersaat kand see Gudsfrygt og alle Dyder,
J Kongens Hierte boer, og all hans Vandel pryder,
Tre gange 10 Aar seer vi Josephs Alder være,
Da ham Ægypten blev betroet at regiære;
Vor Joseph haver kuns lidt over halv hans Alder,
Da Tvilling=Riget ham sin Souveraine kalder
Men samme Alder har han nu, han bærer Kronen,
Som Salomon, da han ophøyet blev paa Thronen,
Og just det ene Tal, som man fuldkommen kalder,
Hans Chifre teignes og med Ti udgiør hans Alder.


262
Stormægtigste Monarch! Paatag din Faders Krone
Tag Fædres Spiir i Haand, sæt dig paa deres Throne.
Kand Bønnens Olie i Lysets Lampe lyse,
Skal Kongen meget seent fordunkles eller fryse.
Vi uafladelig enhver i sær er reede,
Vi ald Velsignelse vor Konge vil tilbede;
Vi af Bensja Ord til David os betiene,
Hans Ønske vi i Dag med Jsraels foreene:
O! Himlens HErre. vær med Kongen vores Herre,
Hielp, som en Fader han os i sin Favn maae bære,
GUd være stedse med ham udi Dommens Handel,
Guds Ord hans Raadmænd bliv i ald hans Værk og
Vandel,
Af de Raadgivere ham raades aldrig ilde,
Thi sunde Raad man faaer af Salighedens Kilde.
Giv at Retfærdighed med Mildhed her forbindes,
At de som Seepteret og Æblet sammenfindes;
Giv, at den Viisdom, som der kommer af det Høye
Paa Kongen hviile maae, og sig til hannem bøye,
Saa hans Raadstue maae Gudsfrygtes Værksted blive,
Hans Rente-Kammer skal Guds Lovbog Ordre give;
En Faders Kierlighed, med billighed beblandet,
Skal giøre Liigningen paa Skatterne af Landet,
Saa glædes Enker, og saa hielpes Faderløse
Hver Hielpeløs kand Hielp af denne Kilde øse;
Saa blomstrer herlig det almindelige Beste,
Saa Josephs Skade kand forvindes paa det neste.
Stormægtigste Monarch! Til Dig i Dag vi sige,
Det, som en stoer Prophet har fordum sagt din Lige *)
Giør hvad dit Hierte har besluttet at fuldkomme,
Thi HErren er med dig i alle dine Domme.
Vær en nye Morgen=Soel, hvorfor ald Mørket viger,
Giør lyst, som før var mørkt i dine Arve=Riger;
Et meere gudeligt Forsæt kand aldrig være,
End Davids var, da han begyndte a tegiere,
*) 2 Sam. 7 3


263
Han siger: Aarle jeg af Landet vil udslette
Enhver ugudelig, og dem, som forurette,
Dem jeg udrydde vil af HErrens Stad tillige,
Jeg ikke lide kand de Onde i mit Rige.
Og Salomon, som har paa Thronen fulgt sin Fader,
Han Faderens Forsæt og ikke efterlader;
Saa Konger ligne maae en Viingaardsmand som
flytter
I Haugen nogle Træer, som ey paa Stædet nytter,
Og andre derimod, han giøder og beskiærer,
Saa de med Tiden ham de beste Frugter bærer.
Den allerviseste blant Jordens Konger alle
En retviis Konge maae saaledes selv afmale:
Han sidder paa sin Stoel, af hvilken han adspreeder
Med sine Øyne dem, som Ondskabs Vey betræder.
Retfærdige Regent! Taeg paa din Dom-Stoel Sæde,
De Gode samle, men de Onde slet adsprede;
Lad Dyden faae sin Løn, lad Udyd straffet blive,
GUd selv af Himmelen dig hertil Styrke give.
O Viisdoms Elskere! Det vil nu ikke feyle,
At jo enhver nu vil til Viisdom flittig beyle,
Enhver forsikkrer sig, at Viisdom skal belønnes
Med Ære, og at her skal grandt paa Viisdom skiønnes.
J saadant Haab vi vil os i dit Skiød nedlegge,
Vi veed, at vores Nød dit Hierte kand bevæge.
O! Allernaadigste Kong Christjan, store Herre!
Til dig vi Rigerne, os Selv og aldt levere;
Til Forsvar ville vi dig Kirken overgive,
Til Eye Kronen din, og Dines Arv skal blive;
Til Pleye ville vi og Rætten dig befale,
Med Gods, med Liv og Blod, levere vi os alle;
Men, Mildeste Monarch! vi vil forsikret være,
At du ei glemmer, at vi var Din Faders Kiære;
Vi raaber nok engang, og sige: Naade, Naade,
Guds Naade vær med dig, og Naade ligemaade
Med den din Engel, som fra Engel=Land skal komme,
Hvorfra GUd gav og dig din Engle=Moder fromme.


264
Gud HErren være og med Dronningerne begge,
Og sin Bønhøring selv til deres Bønner legge.
Med vor Pring Friderich den samme GUd skal være,
Og hannem paa sin Haand, som en Signet=Ring bære,
Han er den eneste af Børn, som ret kand glæde
Hans Moder i sin Sorg og Enke=Dronning=Sæde;
Hun har i denne Søn en uskatteerlig Gave,
En bedre kunde hun i Verden ikke have;
Hvad der er dyrebar, er ikke overflødig,
Man Diamanter har i Skieppe=Tal ei nødig;
Thi vel een eneste af dyrebare Steene
En Mand kand giøre riig og lykkelig allene.
De Dyrebare Tree Princesser, uden Liige,
GUd være og med Dem, og aldrig fra Dem vige.
Med vores Ønsker vi os nu til Kirken vender,
Og vore Bønner ind til GUd for hende sender;
O GUd! velsigne den Retfærdighedens Boelig,
Du Zions hellig Bierg, gid! du maae blive roelig,
Og uanfægtet staae, naar Verdens Dage vare,
Ret som en Perle sadt i Ophirs=Guld det klare.
Gud vær med Kongens Raad, og dem som Kirken
tiene,
Din Aand med deres Raad og deres Aand foreene.
Enhver velsindet Mands Anslag GUd selv fuldføre,
Ja HErren være med Enhver, som godt vil giøre;
GUd med de Hoveder, de Hierner, Hierter, Munde,
Og med de Hænder er, som tænke og udgrunde,
Som taler og som giør, hvad Kongen, Kirken, Landet
Og Staaten nytte kand, i Landet og paa Vandet.
GUd selv og Naadelig med begge Riger være,
Gid! hver Mand frygter GUd, og giver Kongen Ære;
Saa faaer de visselig hvad de af HErren beder,
Og Textens Fylde naaes: G Ud være skal med Eder.


No. 28 og 29.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 31 Julii 1766.
Reisen til Maanen.
En Fabel
Hr. Linnæus.
D¬
a de syv Viise engang vare forsamlede i Athen,
siger en Nyesigen til dem: man paastaaer,
at J ere de klogeste blant Menniskerne; jeg
vilde, at enhver af Eder sagde mig, hvad han anseer
for det største Under. De syv Vise begyndte at gabe,
bleve tavs, pønsede meget, og havde maaskee ikke fyn¬


266
det noget tilstrækkeligt at svare, hvis ikke den iblant
dem, der havde den største Oplysning og de høyeste
Begreber, havde erindret sig det Spørsmaal, der just
til den Tid giorde Jordens Kloge ueenige. En Ting,
raabte han, som overgaaer langt alle de underlige
Ting som forbanse den gemeene Mand, er i min
Tanke Stiernekigernes Meening, at Fix=Stiernerne
ere Soele, og have deres Jordkloder, som velte sig
omkring dem, og hvoraf enhver ligesom vores Jord
have sine Indbyggere. Denne Tanke syntes, endskiønt
den var temmelig gammel, et Beviis paa Genie, og
giorde at de Vise meget beundrede deres kloge Med¬
broder; de antoge hans Lære=Bygning, som om han
selv havde været Mester for det, ja det gik end videre,
de begave sig alle til Jupiters Tempel; de faldt i Knæ
for hans billede, og bad, at han vilde tillade dem at
giøre en Reise i Maanen, saa længe indtil de havde
noksom overvundet denne Planet, for at kunde aflegge
et nøye Regnskab, naar de kom tilbage. Endskiønt
disse Bønner frembragtes af de 7 Vise, vare de dog
lidet daarlige; dog bønhørte Jupiter dem, og befalede
dem at begive sig paa Spidsen af et høyt Bierg; der
skulde de forefinde en Skye, som skulde oversætte dem
1 Maanens Sletter, disse sidste Ord vare ikke saa snart
sagde af Oraklet, at jo de Vise toge Ingenieurer med
sig, og begave sig paa Bierget. Jupiter opfyldte sit
Løfte; Skyen bragte dem over i Maanen, og det før¬
ste, der faldt dem i Øynene, var en prægtig Pallast,
som var i Stand sat for at tage imod dem.
Vore Reisende traade af i denne Pallast, og
beundrede den; De vare trætte af Reisen; og desuden
er den Dag, da man ankommer, just ikke gierne den,
hvor lærd man end er, som man anvender paa Jagt¬


267
tagelser. De hvilede sig altsaa indtil følgende Dags
Middag. Paa Jorden kand man vel arbeide hver Ti¬
me paa Dagen, men saaledes er det ikke i Maanen,
Man anrettede et saa velsmagende og stadselig Mid¬
dags Maaltid, at de syn Vise, uden at tænke derpaa,
spiste som syv Tærskere; deraf bleve de tunge og følge¬
lig ubeqvemme til at giøre Slutninger; altsaa havde
de nok at giøre den øvrige Tid af Dagen med at for¬
døye. Alleneste mod Aften kigede de giennem Vind¬
vene i Spisesalen, og saae fortreflige og indtagende
Sletter, og deylige Blomster=Enge, som glimrede i
Soelens Straaler. De kom og saavidt, at de opda¬
gede, at Luften var opfyldt med den behageligste Lugt,
og gav Gienlyd af en uendelig Mængde Fugles velklin¬
gende Sange, herover giorde vore Vise deres Betragt¬
ninger, indtil Dagen havde Ende. De store Speru¬
lationer, som de havde foresat sig at giøre, opsatte de
til den følgende Dag, og opfyldte med deres Forsæts
Fuldgiørelse, reiste de sig alle, før Morgenrøden frem¬
kom. Men i det Øyeblik, som de gik ud af Slottet,
for at bemærke og beskrive Maanens Herredømme,
mødte dem en Sværm unge Piger, som med en be¬
hagelig og forførende Geskæftighed tilbød dem tusinde
smaa Tienester; det havde været alt for eget, hvis
kloge Mænd, der Aftenen tilforn ikke havde kundet
imodstaae et Giestebuds Behageligheder, om Mor¬
genen havde været saa plumpe at gaae forbi disse
Smukke uden at see paa dem, de saae da paa dem, i
Førstningen med Ligegyldighed, strax derpaa med
Beundring; men det var ikke nok; de fornøyede sig
saa meget med at see paa dem, og at examinere dem,
at de sluttede med at lege og dandse med dem. De
troede at de ikke havde spildt uden et Øyeblik i dette
muntre Selskab, da Arbeidstiden allerede var forsvun¬
den; Dagen begyndte allerede at helde, og endtes med


268
Lystigheder, Giestebuder, kielne og passionerede An¬
modninger og en indtagende Musik. De syv Vise
overgave sig til disse søde Følelser; men et skrækkende
Skrig forstyrrede deres Fornøyelser; en opbragt Ska¬
re af Landets Jndbyggere vare blevne misfornøyede
med vore Reisendes Ankomst, overfaldt dem og be¬
skyldte dem, at de havde voldtaget dets Døttre. Nogle
af de Philosopher, som beboe Maanen, havde Med¬
lidenhed med vore Vise, giorde forbøn for dem, og
kunde dog ikke tilfredsstille Mængden, uden ved at
love, at de nøye vilde undersøge disse Misdædere og
igien overgive dem. Den heele tredie Dag tilbragte
de syv Vise i største Frygt; deres Meglere med For¬
bønner og Folket i Fortrydelse; de havde megen Van¬
skelighed at vinde Dommeren. Til Lykke var den
Tid omme, som Jupiter havde betinget dem, med
Soelens Nedgang, saa at de ved Nattens Jnd¬
trædelse i hast saae sig oversatte til Atheuen; men
da Aarsagen til deres Reise var enhver bekiendt
kunde deres Tilbagekomst ikke holdes hemmelig. Fol¬
ket forsamlede sig Skareviis omkring dem, og an¬
holdte, at de maatte fortælle dem de underlige Ting,
som de havde iagttaget. De havde tabt for meget
af Modet til at kunde strax opdigte Fabler, og vare
for meget skamfulde til nøye at sige Sandheden:
derfor svarede de at Engene i Maanen vare fulde
af Blomster; Træerne besatte med Nattergaler: de
nævnede ikke Landets Døttre, uden Tvivl havde de
deres Aarsager. Man blev meget forundret, at
syv Vise ikke havde seet i Maanen andet end Mar¬
ke, Blomster og Fugle, men, siden de ikke havde
kundet bemærke noget andet, vilde man i det mind¬
ste vide, hvordan de Blomster saae ud, og hvad
Slags de Fugle vare. Om Nympherne i Maa¬
nens Pallast vare Brunetter eller Blondiner, det


269
vidste de Vise fortreflig; men havde de havt Tid
at undersøge Blomsterne, og opholde sig ved Fug¬
lene? de svarede slet intet. Man havde got ved
at spørge dem; de viiste, at den Kloge og kand
lettere spørge end svare. Folket vendte dem Ryg¬
gen, dog lod man ikke af at høytagte Viisdom¬
men; men i den følgende Tid havde man mindre
Agtelse for de Vise.
Disse Reisende, disse Grædske Viise ere
meget almindelige i dette Aarhundrede. De trende
Dage, som bleve tilbragte i Maanen, ere Livets
trende Alder.
Ungdommen er for svag, for ubestandig,
for letsindig til at beskæftige sig med grundige Be¬
tragtninger og til at indtrænge i Naturens Hemme¬
ligheder. Og naaer man den mandige Alder, saa
undergiver man sig det smukke Kiøns Herredømme,
man sukker ved deres Fødder, eller man indretter sig
med dem, man gifter sig, og af Begierlighed at frem¬
drage sin Familie, opvoxer Æresygen. I Alder¬
dommen finder man sig gandske indbunden i Forret¬
ninger, og de sidste Aaringer bortgaae i Uroeligheder,
Processer og Fortrydelser. Saaledes bortflyver Livet,
uden at Mennisket, dette fornuftige og kloge Væsen,
veed, hvorfor han har annammet det, eller hvad
han har gjort, endnu langt mindre, hvad han skal
giøre.
Dette er taget af journal encyclopediqve. 1763.


270


Vellystens Proces
for
Philosophien
som
Dommere.
Vellysten blev engang ført for Dommeren Philo¬
sophien; Man saae Fortrydelsen at forfølge hende.
Dommeren betragtede strax Misdæderen med et strengt
Øye; men blev vaer under ham den søde Melankolie;
Overveielsen med en rynket Pande, og store Øyne¬
Bryne begyndte Anklagelsen; den skeeløyede Uroe¬
lighed og den mørke Mistanke fik befaling at afhøre
Vidnerne.
Man stevnede strax Sandserne for et Vidne
mod Vellysten; men hendes raadgivende Adoocater,
Begierligheder, Egensindigheder og Haabet erin¬
drede herimod, at Sandserne ikke kunde være Vidner,
siden de nødvendig maatte enten tabe eller vinde, ved
Sagens Udfald. Sandserne erklærede paa deres Si¬


271
de, at de ikke havde Ret at tale, siden de stode under
Villien, og at de ikke vare Courerer for at bringe
Begrebene til Sielen, og endelig at de ikke vare andet
end Passageres paa Skibet, naar Villien stod ved
Roeret. Man formaaede derfor Villten at fremstille
sig, men hun soer, at Sandserne altid regierede hen¬
de, at de havde styrtet hende i en Mængde Uleilighe¬
der, at de ikke havde ladet det blive derved, men hav¬
de først lænket hende som en Slave ved Fødderne af
en forfængelig Tyran, som kaldes Moden, og be¬
handled hende paa det haardeste. Man besluttede der¬
for at erklære Moden Arrest, og imidlertid proceder¬
te man for Retten med Vellysten¬
Det første Vidne, som man bragte mod hen¬
de, var et ungt Menneske, der allerede var svag og
affældig; hans smale Skin=been kunde neppe bære ham
for Retten; han stod ofte stille for at faae sit Vær;
endelig udpeb han dette Vidne med en sygelig, og
røstende Stemme. Han erklærede, at den Anklagede
var den største Bedragere under Soelen, at han havde
tilsat anseelige Midler, og en sterk Sunhed for at
følge hende, at hun vel havde givet ham søde Ord;
men altid skuffet ham, at han først engang havde giort
Bekiendtskab med Vellysten ved Universitætet, hvor
hun havde fristet ham under et billede af en smuk
Jagthund for at holde ham fra sine Studeringer, han
sagde, at han strax havde sat sig i en glimrende Equi¬
page for at ære Vellysten, og at søge at faae hende
fat i Comoedie=Spille=Jomfrue= og Viin=Huse, men
at han aldrig havde truffet hende. Han tilstod, at
han undertiden havde seet hendes Spøgelse paa Viin¬
huuse, men, eftersom han temmelig ung havde begyndt
at drikke, og han altid var enten drukken eller dorsk,


272
havde han sielden havt den Satisfaction at nyde hen¬
de. Naar han var ædrue, var han ikke vel, og naar
han var fuld af Viin, sloges han, Endelig erklærede
han for Retten, i det han soer ved sin GUd, at Vel¬
lysten i enhver Betragtning var en aabenbar Bedra¬
ger.
Det andet Vidne var en artig Dame af en
empfindtlig Complexion; hun kom med megen Beha¬
gelighed flyvende ind i Skrankerne, og vilde kaste sig
om Misdæderens Hals; men den fornemmeste Bye¬
svend, Overveyelsen, giorde halte i hendes Henryk el¬
ser, og spurgte, om hun kiendte hende. Ved dette ly¬
stige Spørsmaal brast denne Smukke i Latter, blev
strax rød, undskyldte sig stamlende, og faldt hen paa
Bænken mellem Egensindighed og Haabet, Velly¬
stens Advokater. Hun blev atter tilspurgt om hendes
Forbindelser med den Anklagede; hun svarede: at det
var hendes Fortroeligste, at hun havde været opdra¬
get med hende fra hendes Barndom, og at Domme¬
ren og hans Byesvenne vare Barbarer; og i dette
vendte hun sig mod den Fangne, og indbød hende at
at komme i en Forsamling, hvor hun vilde finde et
kiælen Sælskab, som Frøken C. Madame W. Jfr. L.
hun nynede derpaa en Opera=Arie og forsvandt i et
Øyeblik.
Derpaa hørte man en gammel Mand, som
uagtet hans mange Aar og Alders Kulde, endnu vii¬
ste Levninger af en stærk Sundhed: See! sagde han,
du ærværdige Dommere, det ulykkeligste Menneske;
jeg har min heele Levetid søgt Vellysten, indtil jeg
endelig er nedstyrtet i Elendighedens Afgrund. Jeg


273
hørte ofte i min Ungdom tale om hende; hendes bille¬
de indtog mig, og jeg brændte af Begierlighed at kiende
hende; jeg tænkte allene paa hende, jeg elskede hende,
og blev ligesom de Forliebte en Poet, for at gefalle
hende. Jeg havde strax i denne Hensigt lagt mig efter
Videnskaber, men jeg troede, at jeg snarere vilde fin¬
de hende formedelst Poesien. Jeg overgav mig gandske
til at giøre Vers; men, hvordan, i steden for Vellyst,
høstede jeg bare Bitterheder; Man beskyldte mig for
en artig Lediggænger, eller for en Udskriver; den
uvidende og misundelige udtrommede mig. Efter disse
Forsøg, vilde jeg afgive mig med Handelen; jeg reiste
over Havet for at berige mig; Mine Midler formee¬
rede sig aldrig ved min Vellyst. Stormvinde, Skielmer,
Banqveronter, tusinde Modbydelser giorde alle de For¬
haabninger forgieves, som jeg havde til at opnaae den.
Endelig tænkte jeg: du har gjort Vinding nok, nu vil
du slaae dig til Rolighed, for saa meget lettere at
komme til Vellysten; jeg blev atter bedraget: da jeg
intet havde at beskæftige mig med, forstyrrede
denne Ledighed min Roe og satte mig i ond Humeur.
Hvad var nu at giøre, at flye min uroelige Geist no¬
get at bestille, jeg foretog mig derfor at undersøge
Naturens Love; jeg studerte disse; jeg opledte deres
første Aarsager; men, hvordan! jeg drog ingen anden
Nytte heraf, end en umættelig Begierlighed at vide
meere, end der er forundt Mennesket at vide, og kum¬
merlige Betragtninger over mine Studeringers For¬
fængelighed. I disse Forvirrelser gav jeg mig til at
bygge, jeg passerte min Tid blant Arbeyderne, og jeg
troede, at jeg nu smagte den sande Vellyst: et nyt
Blendverk, Arbeidets Langsomhed foruroligede mig;
Mesterne geraade i Strid; jeg maatte dømme imellem
dem. Tilsidst blev mit Huus færdig, jeg tog imod
mine Naboer, jeg havde Venner, jeg fastsatte mine


274
Børns Lykke, og jeg overtalede mig at jeg var lyk¬
kelig; dog, disse Venner vare Smigrere; disse Naboer
misundelige, og mine Børn længtes efter min Død
for at faae mine Midler, saa at Vellysten efter saa
mange Arbeyder endnu er ligesaa langt fra mig, som
den første Dag, jeg søgte den.
Da alle disse Anklagelser vare anbragte, spurg¬
te Dommeren den Skyldige, hvad hun havde til sit
Forsvar. I denne Forvirring frembragte Vellysten
Kierlighed og Skiønhed. Ved dette Syn opløfte¬
de Melancholien sit Hoved, Overveyelsen antog en
mildere Mine og Philosophien sukkede. Forstandig¬
heden, som hidtil havde skiult sig, traade frem, og gav
befaling til tvende Byesvenne. Frygten og Mis¬
liden at arrestere Kierligheden og Skiønheden, som
hun anklagede for Meen=Ed, og derfor ikke vilde anta¬
ge dem. Vellysten blev derfor nødsaget, selv at agere
sin Sag.
Dersom Menniskene, sagde hun, omgikkes mig
saaledes, som jeg fortiener det, vilde man ikke slæbe
mig herhen som en Misdædere, men, man vilde be¬
lønne mig som en Ven. De kalde paa mig for at trø¬
ste sig, og, jeg er aldrig saasnart kommen, før de giø¬
re mig til en Slave af Deres Begierligheder og plage
mig uden Ende. Jeg har aldrig kiendt hint unge
tøyleløs Menneske, som har vidnet mod mig; dersom
han havde fulgt sine Studeringer, havde han kundet
finde mig; men, han har taget en anden for mig, til


275
hvilken han har hengivet sig: hendes Navn er Galen
skab, og det er hende og ikke mig, han har at takke for
alle sine Ulykker. Hvad den Daare angaaer, som jeg
efter hendes Sigende skal have geleidet fra hendes
Barndom, da lyver hun: Egen=Kierlighed har været
hendes Ledere, og til hende har hun givet mit Navn.
Den gode Gamles Tilfælde er vel det Alvorligste, men
han er en Hykler; jeg har altid vildet følge ham, som
hans Hustrue, men han vilde behandle mig som en
Maitresse, han underholdte, for af Forfængelighed at
fremvise til andre; denne liden Pralerie opvakte min
Foragt og jeg forlod ham.


276


Forsøg
til en Oversættelse af Gellerts Fabel
die Vidersprecherinn.
Modsigerinden.
Jsmene havde, ved end mange andre Gaver,
Og den, at siige Folk imod.
Man troer, sligt Konerne er som i Kiød og
Blod,
At de den Dyd snart alle haver;
Dog om slig Meening end ald Verdens Biefald
vandt
Saa holder jeg den for usandt
Og siiger aabenbar at det er Løgn, og Tant.


277


Jeg er jo og med mangen Kone kiendt,
Hvor hesselig hun var, saa har hun aldrig skiendt
Naar jeg end sagde, hun var smuk; kuns for at prøve
Om hun sig ikke skulde røve,
Mens ney, hun sagde ey imod.
Det er da, som jeg før paastoed,
Det er Bagtalelse allene:
Men for at komme paa Jsmene,
Folk løy ey hende paa, hun sagde sterk imod,
Og sig ey disputere loed.
Hun med sin Mand der begge sadde
Eengang til Bords blandt andre Fade
Een Giedde og paa Bordet kom;
Min Engel! sagde han, det lader, hart ad, som
Den Giedde ey er rigtig blaae af kaaget;
Det, skreg hun, tænkte jeg nok paa
At det saaledes vilde gaae,
At Du, mig til Fortred, har over Fisken maaget,
Jeg siger tvertimod, den Giedde er for blaa:
Got! Du maae det forstaae,


278
Min Hierte! sagde han, og dette
Skal ey opvekke nogen Trette
Saa som en Hane, naar ham viises noget rødt,
Strax blusser op af Harm, og er paa Timen stødt,
Og bliver rød og blaae i Pande, Næse, Øye,
Til Strids med Vingerne at skurre og at støye
Han helmer ikke, men ald Galdens Ondskab maae
Med Skrig og Bulder ham af Hals og Strube
gaae.
Saa i Jsmene, da kuns Manden det fik sagd,
Skiød Blodet øyeblik med een ret voldsom Magt
I Hendes blege Kind, ja blaae, og saare tykke
Løb Aarer, Lipper op, og end et gandske Stykke
Blev Hagen længere, og Næsen; Haaret gav
Som børster sig til Veyrs, og stødte Huen af;
Saa skreg hun, bævende, Jeg, Mandl jeg svær
derpaa,
Og siiger end engang, at Giedden var for blaae;
Hun tog til Glasset drak. Lad hende ikke drikke


279
Han selv gik bort, og taalte ey,
Men neppe gik han ud sin Vey
Før hun besvimede. Det ikke
Jo var at undre paa! Paa Vreden strax at
drikke!
Der blev strax Anskrig gjort, det var en Ynk
at see,
Man vristed Tommelfingrene,
Man strøg med Spiritus og Balsom, som var
stærke,
Paa Puls og Tinningen, dog uden Liv at mærke;
Man tog end brændte Haar og holdt for Næsen
tæt,
Umsonst! Hun lugter ikke det,
Hun bringes neppe meer til Live.
Han kommer ind, af Graad hans Øyne de
staaer stive
Ach! sagde han, Du døer, min Hierte! ach! hvi


280
Hvi saa væmodig skeer mig dette?
Ach! den forhærded Fisk, GUd veed den var ey
blaae.
Her fik hun Liv, hun skreg, og jeg, med rette,
Jeg paastaaer den var blaae, vil du imod mig
trette;
Her, Geisten af Modsigelser,
Var meere kraftig end som alle Smørelser.


No. 30.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 7 Augusti 1766.
J¬
Dag vil jeg traktere mine Læsere med Thee¬
Vand. Om denne Drik ej var til, som samlet
Folk nogle gange om Ugen; saa skulde Sam¬
qvem snart ophøre, siger en Engelsk Autor. Theen
binder Folket ofte meeere sammen end alle Love. Chi¬
neserne søge herudi det Menneskelige Kiøns Beste.
Man fik 1759, 22 Skibe derfra, nemlig 11 Engelske,
2 Franske, 3 Hollandske, 2 Svenske, 3 Danske og 1
Portugisiskt. Efter min Relateurs Hoved-Bog skal
dette udgiøre 23; Men efter Søren Matthisens Reg¬


282
ne=Bog kommer kun 22 ud deraf. Det er uforladeligt
at tage feyl, naar man ikke haver mindre Ting end
Ostindiske Skibe at bestille med. Hvad Theerne an¬
gaaer, saa steeg Mængden af den grovere Sort, som
indførtes til Engeland i omtalte Aar, til 4382200
Skaalpd, af Congo 74000 skaalpd, Heysan 147000,
Singlo 1533200 do., Soatchoun 2900 skaalpd.
Theerne sammentagne udgiorde 6199300 skaalpd.
Legger man hertil den indsnegne Thee, som kan beløbe
til 1400000 skaalpd. saa udkommer den faarlige
Summa af 7599300 Pd., som fortæres der i Landet.
Jeg kan vel ikke slutte med nogen Vished herfra til
den Europæiske Thee Drikken; Men at Vand og
Thee misbruges her i Verden, slaaer ikke feyl, naar
man i Holl= og Engeland indfører meer end i det gand¬
ske Chinesiske Keyserdømme forbruges. Maae man
pludre lidt om den Europæiske Thee Drikken som Hi¬
storicus? Det er et heelt hundrede Aar siden at Lords
Arlington og Osfory bragte nogle Theeblade ind i
Engeland. Uden at fortale det smukke Kiøn, forsikkres
oprigtigen, at 2de Fruer eller Ladis Arlington og
Ossory fandt denne Drik fortræffelig, og derved blev
Afien Europas Herskerinde; Thi inden kort Tid blev
det en almindelig Mode. Theen kostede alligevel
meget, nemlig 60 Sk. eller 3 Pd. Sterling 1 Skaal¬
pd. Og dette priisværdige Kiøb stoed endnu Aar
1707, skiønt Hollænderne betalte kun 4 eller 5 Sk i
Batavia, og trak følgelig Engelænderen forskrækkelig
paa Læsten. Aar 1715 blev Thee-Drikken meere
almindelig. Ved samme Tiid blev Grøn= eller Keyser¬
Thee bekiendt. Aar 1720 begyndte Frankerig og at
føre Thee ind fra første Haand. Fra Aar 1717 til
1726 kom for Compagniets egen Regning ikke over
700, 000 Skaalpd. ind i Engeland. Aar 1732
indtil 1742 have Engelske Skibe frembragt Aarligen


283
1200, 000 Pd. Og da Tolden siden formindskedes
har Jndførselen hvert Aar steget til 3 Millioner Pd.,
og Aar 1755 til 5 Millioner Dito. Men Aar
1758 medbragte 9 Skibe ey meer end 2795130 Pd.
Derforuden forskrev man 1 Million Pd. fra Holland;
Man forsikkrer at Chineserne giøre sig nu ikke meget
af at prøve Theerne, siden Fortæringen er saa stærk
og umistelig i Europa. Keyseren og de Store ere
de eneste som faae ret oprigtig Thee. Hollænderne
faae noget got imellem: Men sælge det ey under 60
Skilling.
Jkke desto mindre drikker enhver Thee; thi
det er i Moden; hvad vil man have meere? Jeg
slutter med en Merit=Liste paa Theen.
Der var engang en hæderlig Karl, som i
heele 40 Aar holdt en meget nøye Diæte. Han stod
op hver Morgen Kl. 6, røgte sine 2 Piber Tobak til
Kl. 7, og drak ey meer end 4 Tasser Thee til Kl. 8.
Siden spatserede han i Haven til Kl. 1, aad Oxe¬
Steg til Kl. 2, drak et Kruus godt Øll til Kl. 3,
hvilket ledsagedes med 3 Boutell. Viin til Kl. 4, der¬
paa lædskede han sig med Thee=Vand til Kl. 5, røgede
anden Gang sine 2 Piber Tobak til Kl. 6, og smaa¬
sov heele Aftenen indtil at han efter alle Regler op¬
naaede sin ordentlige Ruus. Efter hans Død gav
man ham en Gravskrift efter Fortieneste af følgende
Jndhold: Her hviler den som røgte 58400 Piber
Tobak, drak 115800 Kopper Thee, aad 32850 Pd.
Oxekiød og drak 43800 Bouteiller Viin. Hvilket
Tab for det Almindelige at sligt et Lem er mistet?


284
Faaer jeg siden Lov at lægge Læserne et Spil
Kort paa Bordet? Man svarer: Kun maver Tracte¬
ment, men jeg beder at de ikke foragte dette og Thee¬
vandet for Værternes skyld, Frantzosen og Chinesen.
Hvem skulde vel ikke nøyes med det som kommer fra
saa gode Hænder? Hvor mørkt skulde der ikke være i
vore Huuse, om Chineserne ikke oplyste dem, hvor
fattig skulde ikke vor Smag være, om Chinesen ligesom
vi satte større Værdie paa Roes end haard Mynt!
og hvor lange skulde ikke vore Dage blive; om
Frantzosen ikke ved Opsindelser af uendelige Forly¬
stelser havde lært os at forkorte dem! Dagen har
neppe kiget frem førend Smagen hilser paa China,
og giør siden i Sælskab med alle de øyrige Sandser,
kostbare Lystreyser den gandske Døgn igiennem til det
nøy somme Frankerige. Blant disse Tidsfordriv reg¬
ner man med billighed Kort=Spil som i Almindelig¬
hed er smageligst:
Aar 1390 opfandtes. først Kort i Frankerig.
Anledningen var denne: Carl 6, da regiærende Her¬
re i Frankriig, var, jeg veed ikke af hvad Hændelse,
bleven Melancolsk og tungsindet. De som vare Tro¬
nen nærmest udtænkte adskillige Midler derfor og
opsøgte adskillige, som ved Omgang kunde forlindre
dette Onde. Man var da saa lykkelig eller ulykkelig
at opfinde Kort.
De smaa ere de stores Aber: Spadille var
neppe seet ved Hove, førend den blev begiært af Smaa¬
Folk. Af Naboerne var Spaniolen den, som strax
begiærligen lærte at blande Kort. Derefter blev
denne Kunst videre forplantet. Kunsten at trykke


285
var endnu ubekiendt: Bladene maatte males og vare
altsaa noget dyre: Der faldt ey ringere Kort=Spil
end om 3 Livres. Den Franske Regiering mærkede
endelig skadelige Frugter af denne Opfindelse: Jkke
desto mindre var man saa lætsindig, at man giorde
det til et Haandværk; Og Drenge, som hverken havde
svedet for deres Eiendomme eller lært endnu den
Kunst at holde dem sammen, spillede store Summer
bort ladende sig nøye med den Ære, at det skeede i
Kort.
Man formeerede Forbud herimod, skiønt med
liden Virkning. Et som Hertng Emanuel af Sa¬
voyen lod udgaae fortiener Opmærksomhed: da det
ikke betog Fruentimre den Friehed at spille; Uden
Tvivl har Hertugen villet forekomme det Onde at
sætte store Penge=Summer paa Vove=Spil; eller og
har han syntes at Kort i Fruentimre=Hænder vare
paa det rette Stæd, og at et Mandeligt Tidsfordriv
hørte Mandelige Hænder til.
Jeg torde maaskee fordybe mig her for meget
i denne Historie, da Kundskab er gierne mistænkt:
Men i mine Tanker skader Kundskaben ikke, naar
den ophæver Misbrugen og forbedrer Brugen.
At Mennesker elske nogen uskyldig Leeg og
Spil er ikke at dadle. Slig Leeg er en liflig Hvile
for udmattede Tanker. Den kiender ey Sindet og
dets Virkning, som troer at Jern ikke kand sliides op.
Jngen bør derfor undre at man Tiid efter anden har
opfundet Spil, som kand lindre et møysommeligt Ar¬


286
beyde, og strøer ligesom Sukker paa en bitter Ret.
J gamle Dage, da Naturen selv kunde amusere de
Dødelige, lod man sig ikke forblinde af nøgent
Skyggeværk og usle Efterabninger. Men siden da
denne Simpelhed tog af, Nødtørft forøgedes og
Kunster samt Haandværker begyndte at tiltage, blev
Arbeyd ikke allene saa besværligt som før, men tiltoge
endog Forlystelser og Tidsfordriv. Underligt nok!
at jo mindre man arbeyder, jo meere Tiid behøver
man til at rette sig ud. Mangen torde heraf tage
Anledning til at troe, at Kunsterne meere skadede end
gavnede Verden. I det mindste synes man med
Tryghed at kunde paastaae, at Vellyst til deels ud¬
slukker den arbeidsomme Aand. Have ikke ofte de
største Opfindelser foraarsaget ikke alleene særskildte
Personers men endog Stæders og Staaters Fordær¬
velse? Og seer man ikke med Beundring, at visse
Kunster ligesom med Fliid arbeyde paa at dysse Men¬
neskene i Søvn i Vellysternes Skiød? Det bliver
derved, at saa gavnlig og uskyldig en Ting ogsaa er,
saa skadelig kan den og blive os korttænkende dødeligt.
Man seer undertiden Blomster, man plukker dem med
Begierlighed, og man mærker ikke førend for seent
den hemmelige Gift som uddunster deraf.
Jeg erindrer mig herved en Beretning af en
god Ven som kom tilbage fra Tydskland, hvor han
havde været henreyst for at lære Naturens Skikke og
Sæder m. m. Berettelsen er følgende:
Jeg opholdt mig, sagde han, nogle Maaneder
der i en af de berømteste Stæder i Riget. Jeg
mærkte her Tiid efter Tiid en besynderlig Omsiændig¬


287
hed: En Hob Folk løb paa visse Tiider tilsammen,
ligesom for at gaae til Market eller Kirke. Engang
gik jeg af Nysgierrighed efter Hoben, og kom ende¬
lig til det Huus hvor Sælskabet gik ind. (Det er
bekiendt at jeg aldrig tager Kort i min Haand, min¬
dre forstaaer at spille) I det jeg traadte ind ad
Dørren nævnte man Pharao. Lykkelig Foretagende
af mig! sagde jeg hos mig selv, her kommer jeg
blant Folk, som læse Bibelen. Jeg var nær ved at
beklage mig, at jeg ikke før havde været saa nysgierrig
at opsøge sligt Sælskab: Men i det samme begyndte
nogle at tage et stort Spillebord frem og at sætte sig
til at spille. Jeg glemmer aldrig min Forundring:
Jeg havde nu hørt af Bibelen saa meget jeg fik at
høre den Gang: Man begyndte nu at raabe paa
Knægte hvert Øyeblik. Jeg lader staae ved sit Værd
om det var Pharaos Knegte eller ey.
Jeg var velkommen: satte mig derfor need at
see og høre herpaa. Mynten var her en utrættet
Vandringsmand. Jeg hørte ikke, hvem der vandt
eller tabte, men kunde slutte mig det til af Ansigterne,
som Tabet maltes gandske kiendeligen i. 50 til 100
Ducater holdtes paa eet Kort. J Førstningen giorde
jeg den Anmærkning, at Staden maatte nødvendigen
staae i Underhandling med Bierg=Folkene i Potosi
Guld=Gruver; Men da jeg saae, hvor usle Folk gik
paa Gaderne og forfulgte de forbiegaaende, syntes
jeg selv, at min Mening var ugrundet; skiønt jeg
havde Vanskelighed med at forene saadan overflod af
Penge med samme overflod af Usle. Jngen Ting
fortrød mig meere, end at jeg med saa aabne
Øyne skulde see saa megen Daarlighed blant Men¬
nesken. Jeg blev kied af dette Syn, og vilde


288
gaae, men Sælskabet, som uden Tvivl indbildte sig
at jeg var kommen for at lære Spillet, nødte
mig af Høflighed til at blive. Spillet blev omsi¬
der endt til min ubeskrivelige Fornøyelse. Nogle
overregnede deres Gevinst, andre deres Tab. Sæl¬
skabet havde nu ligesom deelt sig i 2de Partier:
Det ene viiste glade, det andet fortrædelige An¬
sigter. Ach! tænkte jeg, hvor lykkelige vare J ikke
om J gik alle ligesaa vel tilfreds hiem som jeg!
Thi mangen Een tog en bedrøvelig Afskeed med
en Andens proppede Pung og anhørte med
Ængstelse Lyden af sin Mynt
i en andens Lom¬
me.


No. 31.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 14 Augusti 1766.
Den Ønskværdige.
J¬
eg vil afskildre een af Guddommens ædelste Ga¬
ver, en af Dydens bedste Lærere, en med Uskyl¬
dighed, Dyd og den guddommelige Viisdom
ziret Skabning, de dydige unge Karles Længsel og de
Giftes Glæde, kort sagt: den Ønskværdige.
O! du guddommelige Dyd! styr min Haand,
medens jeg giør dette yndige Portrait! giv mig selv
de Fuldkommenheder, som kunde ligne dem, som jeg
nu vil afskildre. Min rystende Haand maatte ellers
forraade mit Hiertes Bebreydelser, og efterlade i Bil¬
ledet Kiendetegn af Mahlerens Forvirring.


290
Hun blomstrer i en ubesmittet Ungdom. Alle
hendes Ansigts Træk udtrykke en ædel Enfoldighed og
en høy Uskyldighed, der synes at være ligesaa ukyndig
om deres egen Værdie, som kyndig om den fordærvede
Verdens Ringegyldighed. Ziret med tusinde Egen¬
skaber, af hvilke hun kunde være saa stolt, at ophøye
sig over sine tankeløse og forfængelige Lege=Systre,
begegner hun dem med en Ydmyghed, som om hun vil¬
de viise, hvor langt hun i hendes Tanker endnu er fra
den Fuldkommenhed, som hun tragter efter.
Hendes Enfoldighed og Uskyldighed er ikke af
den Beskaffenhed, som en blød Agnes, hvis Øyne ikke
sige noget, og som ikke oplukker sin Mund, fordi hen¬
des Siel ikke engang kan frembringe taalelige Tanker.
Af hendes muntre Øyne fremskinner Forstand, hendes
betydende Miner vise Vittighed, hendes Gebærder An¬
stændighed, og alt tilhobe forraader en Siæl, som er
oplagt til ædle Følelser.
Om den milde Natar havde givet hende end og
det allerskiønneste Legeme, vilde hun dog skamme sig,
i fald hendes ædle Siel ikke meget overgik det. Allere¬
de i de første Aar af hendes Barndom har hendes
vise og forstandige Moder dybt indpræntet i hendes
bløde og lærvillige Hierte denne Lærdom: J dit Le¬
geme, min Datter, boer noget ædlere end det der¬
ved er den beslægtet med Guddommen, ligesom
ved dette med Støvet. Det samme fortiener all
din Omsorg; ligesom du dyrker det, skal du bli¬
ve lykkelig eller ulykkelig. Denne kloge Moder,
som bestandig havde hendes høye Lærdom og hendes
Pligt for Øyne, har i de Aar, som man allermindst
troer at fortiene Opmærksomhed, selv dannet denne til
hendes Omsorg saa værdige Datters bøyelige Hierte.
Hun har behandlet de endnu spæde Følelser med en
klog og behændig Haand, og givet dem den lykkelige
Dannelse, som er tvertimod den naturlige Vanartig¬
hed, og hvorved man giør sig og andre lyksalig.


291
Egensindighed, som i de unge Hierter er den stær¬
keste og farligste Tilbøyelighed, har hun med den kiær¬
ligste og ømmeste Omsorg betaget hende, og tilig vant
hende til at see og taale, at gemeenlig det skeer, som er
tvertimod vore Ønsker. Nu er hun saa lykkelig, at
hun altid glæder sig, naar hendes Ønsker opfyldes, og
aldrig knurrer, naar Himmelen nægter hende den For¬
deel.
Hendes Forfængelighed har hun ikke bedre vidst
at hæmme, end ved at vende den ædle Drift, til at
giøre sig fuldkommen og bemærket, til store og for
hendes Siel adelværdige Ting, og ved at lære hende
at foragte det, som de smaae Siele ansee med saa støre
Øyne. Hun viiste hende, at Skiønhed uden Sæder,
Vittighed uden Skiønsomhed, og Rigdomme uden den
Kunst at bruge dem vel, saa langt fra forhøye vores
Værdie, at de meget meere formindske den. Derfor
er denne guddommelige Pige aldrig stolt iblant Hæsli¬
ge, aldrig indbildsk iblant de taabelige, og mod dem,
som ere mindre bemidlede end hun, altid ydmygere,
end mod de Rige.
Hun har ikke Aarsag til at misunde nogen; og
da hun bruger de Fordeele, hvormed Naturen og hen¬
des Flid har ziret hende, som om de ikke vare hendes
egne, saa bliver hun ikke heller misundet af nogen. Hun
har alt for mange Fuldkommenheder selv, som hun dag¬
lig stræber at forhøye til at hendes Vittighed skulde fin¬
de i andkes Feil en kildrende Fornøyelse. Skarpsynet
nok til at bemærke dem, drager hun deraf Lærdomme
og bevægende Grunde til Forsigtighed, og i fortroeli¬
ge Samtaler troer hun, at hun til sin Næstes Opbyg¬
gelse, har Tilladelse til at bemærke dem. Men hun
skyer meer end Gift al forhaanende og fornærmende
Vittighed, hvorved Næsten, som Menneskelighed skulde
have Medynk med, bliver et Maal for Ondskab og
Misundelse. Dette erhverver hende en almindelig
Kierlighed og Høyagtelse; og da ingen frygter for


292
hendes Vittighed hvor fiin den end er, saa bliver den¬
ne saa farlige Fuldkommenhed, som skaffer andre den
halve Verden til Fiende, et Middel til at forskaffe
hende Venskab hos enhver. Jngen er bange for hen¬
de uden den hierneløse Spradebasse, hvis tankeløse vit¬
tige Jndfald smelte, for hendes, ligesom Sneen for de
milde Foraars=Vinde.
Saa lemfældig som hun er mod Næsten, faa stræng
er hun mod sig selv. Hun bedrøves og ydmyges me¬
re ved den mindste Feil, end andre ved en Forbrydel¬
se. Hendes fiine Følelse finder i hendes hemmeligste
Drifter saadanne Bevægelser, som foraarsage hende Mis¬
fornøyelse og Uroe, fordi hendes Dyd derved er ufuld¬
kommen.
Hun har en sikker naturlig moralsk Følelse af
hvad som er ret og uret; og har endnu mere forbedret
og forhøyet den ved Lyset af den Viisdom, som hun
har lært af de Viises Skrifter, men i sær af hendes
fortreffelige Moders Læber.
Skaberen anseer hun som det første, som det for¬
nemste Maal for hendes Pligter. Hun troer, at alle
hendes Drifter, alle hendes Følelser bør være ham hel¬
ligede, bør ved Tanken om ham være ophøyede. Dog
er hun saa langt fra al sværmerisk Skinhellighed, som
fra en lunken Ligegyldighed. Hun besøger ikke de falske
Helliges vanhellige Forsamlinger, og ingen hofmodig
Bedesyster betræder hendes Dørtærskel. Hun kiender
Ufuldkommenheden i hendes Nidkiærhed, yun føler
Svagheden i hendes Troe, og troer, at det er hendes
Pligt, som Christen, at fordrage de vildfarende Brø¬
dre og Systre, og ikke at afsondre sig fra dem. Hun
veed, at den GUd, som hun ærer, fordrer af de Dø¬
delige Kierlighed som den første Pligt næst efter hans
egen Ære, og hendes ædle Hierte er af Naturen til¬
bøyelig nok til denne skiønne Dyd. Jntet Øyeblik er
hende dyrebarere end det, som giver hende Leylighed,
til dens Udøvelse.


293
Mod hendes Forældre er hun et artigt og føye¬
ligt Barn; hun foretrækker deres Villie for hendes
Fornøyelser, opofrer for deres Skyld sin egen Smag,
og er aldrig gladere, end naar hendes Lydighed mod
dem vinder Seyer over hendes egne Tilbøyeligheder.
J Venskab er hun et Mynster paa Føyelighed og
Oprigtighed og hun har havt den Klogskab, at vælge
ikkun saadanne Veninder, mod hvilke hun kan være op¬
rigtig, uden at staae i Fare for at blive fordærvet.
Hendes Omgang er opbyggelig lige saa meget
ved hendes eget Exempel, som ved hendes Samtaler,
og angenem ved de Yndigheder, som findes ved alt hvad
hun siger eller giør. Disse flyde af hendes Forstands
ægte Skiønhed og af hendes Hiertes usminkede From¬
hed.
Denne sidste viiser hun i sær mod de ulykkelige og
trængende. En temmelig Deel af de Penge, som man
bestemmer til hendes Fornøyelser og smaae Udgifter,
bruger hun til at lendre deres Smerter og Trang; og
ingen Pligt har for hendes ømme Siel saa indtagende
Yndigheder som denne.
Hendes Artighed mod hendes Næste er ingen
Virkning af en tvungen Høflighed. Den flyder af
hendes Gemyts=Art, som søger sin Fornøyelse i andres
Fornøyelse. Den er ikke heller nogen ufornuftig Efter
abelse i de Ting, hvor Sælskabets Forlangende over¬
skrider Anstændigheds Grændser.
Mod den Ringere og Svagere er hun venlig.
Hun giør alt hvad hun kan, for at lindre ham Følel¬
sen af hans Ringhed. De Fortrin, som Naturen og
Forsynet har skiænket hende, skulde blive hende til Byr¬
de, dersom deres Misbrug eller Betragtning skulde for¬
aarsage hendes Næste nogen Misfornøyelse.
Mød dem, som Alder, Værdighed og Fortiene¬
ster ophøye over hende, har hun den dybeste Ærbødig¬
hed, og for hendes Lige, har hun en Agtelse og Høf¬
lighed, som nærmer sig til Ærbødighed.


294
Hun veed mod en næsviis og indbildsk Sprade¬
basse at holde over den Ærbødighed, som hendes Kiøn
tilkommer, og, uden at spille en forstilt Peens Person,
holder hun den unge Herre inden Skrankerne af den
Anstændighed, som han i sine Ord bør iagttage.
Hendes Forstand er alt for fiin og alt for vel
dannet til at en lykkelig og vel udsøgt Skiemt og et op¬
vakt Jndfald skulde mishage hende. Hun gaber ikke
ved en viis Mands høye Taler; men hun ærgrer sig
ikke heller over en ung Persons muntre Jndfald.
Wielands og Bødmers høye Digter ere hendes Sinds
behageligste Næring; men i glade Øyeblikke læser hun
med lige saa megen Fornøyelse den uforlignelige Daf¬
nis, ærværdige Gesner.
Det Romanske i Omgang hader hun ligesaa me¬
get som Læsningen af disse Sind= og Hierte fordærven¬
de Bøger. Hendes ædle Hierte er dannet til Kiærlig¬
hed, men hun frygter for den mere end for alle andre
Livets Farligheder tilhobe. Hvorledes skulde hun ikke
giøre det, da en ung Mandspersons fordærvede Hierte
allene lurer paa et enfoldigt og sikkert Fruentimmers
Uskyldighed, eller allene tragter at giøre det til et Offer
for sin Egennyttighed og Ærgierrighed.
Hvor er den Mandsperson, som er hende værdig,
og det Hierte, som fortiener at foreenes med hendes?
Han er funden; Patrioten er den Person. Hans
Egenskaber ere alt for rare, til at undgaae hendes Op¬
mærksomhed, og hendes Dyder alt for store, til at lade
ham være ligegyldig ved deres Betragtning. Han
kiendte deres Virkning til at lyksaliggiøre hans Liv,
og hun havde for megen Høyagtelse for hans Dyd, til
at nægte ham den Belønning, som hans Ønsker for¬
tiente. Hun gav ham sit Hierte, og dermed de dag¬
lige Opmuntringer til Dyden, som et Ægteskab imellem
Dydige giver Anledning til.
denne Tilstand er hver Dag ham en nye Aar¬
sag til Glæde. Deres Kiærlighed var grundet paa det,


295
som er Grunden til et oprigtigt og ædelt Venskab, paa
Forstand, Dyd og et godt Gemyt; derfor blev den jo
længere jo bestandigere. Den tog vel af i Glands, og
kastede ikke saa klare Straaler fra sig; men den blev
derimod daglig finere, renere og fuldkomnere; den blev
Venskab, og enhver Tilvæxt i deres Dyd og Fuldkom¬
menhed blev en Næring for de ædelste Drifter, som
lyksaliggiøre de Elskende.
Naar hans Forretninger fordre hans Nærværel¬
se uden for sit Huus, kan Forestillingen af hans Pligt
allene undertrykke den Ulyst, med hvilken han forlader
sin Veninde; og han længes inderlig efter den Tid
da disse Forretninger tillade ham at vende hiem til sit
Huus, hvor Orden, Fred og Fornøyelse herske, hvor
Dyden har sin Boepæl, og den guddommelige Viisdom
kaste sine Straaler fra sig.
Medens han er beskæftiget med at befordre Sta¬
tens Bedste, med at udbrede Sandhed og Dydens
Rige, eller med at formeere paa en tilladelig Maade
de Skatter, som hans Forfædre have efterladt ham,
sørger hans Elmire med en moderlig Omhyggelighed
for Huusholdningen, og udøver i smaat en viis Re¬
gentindes Dyder; en Omhyggelighed, som i manges
Øyne synes at være nedrig, men som i Gierningen og
og ved Maaden, hvorpaa hun viser den, er ligesaa stor
og vigtig som hendes Mands. Den samme Forstand,
som vedligeholder Orden og Harmonie i en Familie,
skulde udrette det samme i en Stat, naar Forsynet hav
de anviist den saadan Plads.
J de Timer, da hendes Mands Forretninger til¬
lade ham at nyde hendes Samtaler, føder hendes
Viisdom og Forstand hans Siel, og om end Lærdom
og Erfarenhed giver ham store Fortrin frem for hende,
lærer hun ham dog meget, som den milde Natur har
skiult for Philosophernes stolte Uagtsomhed, og hvis
Kundskab den har indgydet i sine Yndlingers ædle
Siæle.


396
Hun lærer ham end mere at tvinge den Hidsig¬
hed, som er meest almindelig hos Mandfolkene, at
tæmme Ærgierrighed, og at indskrænke sine Begier¬
ligheder, uden hvilken Jndskrænkelse han skulde tage
Feil af den sande Lykke: Hans Dyd laaner af hendes
sagtmodige Dyd en Mildhed, som giør den meget me¬
re elskværdig og indtagende, og hans Forstand faaer af
hendes en Fiinhed og en Delicatesse, som er ham en
Kilde til utallige angenemme Følelser.
Deres ædelste og angenemmeste fælleds Forret¬
ning er, at fortplante deres Dyder paa deres Kierlig¬
heds yndige Frugter. Og de have den Glæde, som al¬
lene kan føles, men ikke beskrives, at see dem selv i de¬
res Sønner og Døttre, og i disses muntre Spøg at
nyde igien deres blomstrende Ungdoms uskyldige Dage.
J en himmelsendt Datter, som opvoxer til Dy¬
den og de himmelske Følelser af den reene Kiærlighed,
beundrer han paa nye og dobbelt elsker sin elskværdige
Elmire. Ved en ham værdig Søns tilvoxende man¬
dige Dyd og Viisdom henrives hun af Glæde over at
have skaffet ham saadan en Gave. Deres Medborge¬
re veed ikke, om han mere skal beundre og prise dem lyk¬
salige for den Lykke, som de finde hos dem selv, eller for
den, som de finde i deres Børn. Deres Alderdom er
lige saa lyksalig som deres Ungdom, fordi denne har
været dydig. Den flyder hen i mindre levende, men
roelige, angerløse og fornøyelige Følelser, indtil den
endes med den salige Forandring, i hvilken deres Dyd
skal nyde den i Religionen lovede Belønning.


No. 32.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 21 Augusti 1766.
B¬
ogtrykker=Kunsten er en af de ædelste og
nyttigste Opfindelser, som nogen Tiid ere
skeete. Skiønt den ikke er ældre end siden
Aaret 1430 eller 1440; saa har den dog været til fø¬
rend den Tiid, men indsvøbt i megen Mørkhed. Aar¬
sagen dertil er, at den første Opfinder har været meer
for Vinding end for Ære. Kunsten kunde dog ikke
længe dølges, saa at jo mange fik Kundskab derom, og
trykkede i Løndom. Endelig gave fleere sig ud paa een¬
gang for Opfindere, og det var saa meget des vanskeli¬
gere at vide, hvilken der var den rette, som de alle hav¬


298
de trykt Bøger i lang Tid uden at sætte Stæd eller
Aarstal paa dem- Den, som de fleeste holdt for første
Opfinder, var Joh. Gutenberg, fød og boende i
Staden Mayntz. Hans Med=Jnteressentere og Med¬
borgere Joh. Gensfleisch og Joh. Fust eller Faust
have ogsaa giort nogen Pretention paa Opdagelsen.
Hvorom alting er, saa haver dog Staden Mayntz pro¬
duceret det første Bogtrykkerie mellem 1440 og 1450.
Men Strasburg og Harlem have gjort Mayntz denne
Ære stridig. Det kan ikke heller nægtes, at jo Coster
i Harlem har førend nogen anden øvet et Slags Bog¬
trykning; men har ikke brugt løse og bevægelige Stiiler,
har allene indgravet Bogstaverne i Træe=Tavler, og
trykt med dem, næsten paa samme Maade som Chine¬
serne giøre. De første Forsøg i Bogtrykningen vare
saa slette, at man siden, da den blev forbedret, og
nye Oplag bleve trykkede af Bøger, ikke værdigede at
giæmme de første Editioner; Hvorfore de nu ere saa
rare og i høy Værdie hos Kiændere og Samlere. Co¬
sters første Oplag var mestendeels gaaet under. Jkke
desto mindre har Hr. Meerman fundet nogle Levninger
deraf, som sætte Costers Ret til Æren for Opsindelsen,
i fuld Dag; Denne Mands rette Navn er Lorents
Janssoen. Han var af adelig Byrd og en hæderlig
formuende Magistrats=Person i Harlem, men tillige
Klokker, som paa Hollandsk heder Coster; (Thi i de
første og Catholske Tider var den ringeste geistlige Tie¬
neste baade hæderlig og forsynet med store Jndkomster.)
Engang da han tog sig fore at skiære Bogstaver i Bark
eller Træe, og trykkede dem paa Papir, faldt han paa
den Tanke, at man paa den Maade kunde uden Penne
producere heele Bøger. J Førstningen skar han heele
Texter ud og aftrykte dem paa Papir. Men siden
fandt han Uleylighed af saadant et Slags Tryk, da disse
Bogstaver, som han havde haft saa megen Umage med,


299
ikke kunde mange Gange bruges. Til hvert Værk han
vilde trykke udfordredes saa mange udskaarne Tavler
som der vare Sider i Bogen. Han faldt derfor paa
det lykkelige Raad at udskiære en mængde Bogstaver,
hvert paa sin Stifte, som kunde sættes i hvilken Orden
det helst behagede. Paa denne Maade trykte han ad¬
skillige smaa Bøger, meest Skolebøger: Men han fo¬
retog ogsaa et større Værk in 4to, hvorudi dette er be¬
synderligt, at nogle Sider vare heel, andre halv ind¬
skaarne i Former, men andre igien satte med løse Sti¬
ler, saa at det saae noget slet ud. Denne Coster
havde en Svend navnlig Johan som 1440 rømte af
Trykkeriet med en heel hob Stiiler og Redskaber. Og
det lader rimeligt, at dette var den Johan Gensfleisch
som oprettede siden Trykkeriet i Mayntz; og som denne
Johan var en Broder og nær Beslægtet af Johan
Gutenberg, hvis rette Familie=Navn var Gens¬
fleisch; saa har denne sidste derved faaet Anledning
til de Forsøg som han tog sig for i Strasburg. Da
de begge samledes i Mayntz, have de meget forbædret
Kunsten, i Besynderlighed siden Peder Schæffer
Aar 1457 fandt paa, at, i stæden for Træe=Stiler,
støbe dem af Metal. Johan Fust selv synes ey at ha¬
ve haft anden Deel i de andres Arbeyde, end at han,
som en riig Mand, gjorde Forskud med Penge.
et er en Fordeel for enhver Staat at kiende sin
Styrke: Men denne Kundskab kand ikke erlanges uden
ved dens Folke=Mængdes virkelige Beregning. Af alle


300
de enkelte Personer, som udgiøre en Staat, er der kun
en Deel, som kand bruges til dens Tienesle og Be¬
stand. Man kommer da ikke til vist at kiende dens
virkelige Styrke, uden ved at deele Indbyggerne i
særskilte Classer, og dette kand ikke skee uden efter
et nøye Mandtal. Hr. Edv. Runeberg i Sverri¬
ge inddeelte Riget Aar 1760 i 3 Classer, og be¬
fandt at der var kun 2, 383, 113 Jndbyggere;
af hvilke de 1, 127, 938, vare Mandfolk, og da
1, 255, 175 Fruentimre. Hr. Runeberg ansaae
alle fra 1 til 5 Aar, og fra 80 og derover for
unyttige Borgere, og henfører dem til 1ste Classe.
I den anden Classe satte han dem fra 5 til 15
Aar og fra 65, til 80, og anmærker, at Standen,
og Sælskabet ikke kand have stor Fordeel af dem.
Altsaa er det kun imellem 15 og 65 Aar at Men¬
neskene kunde passere for nyttige Borgere; og følgeli¬
gen bestaaer en Stats Styrke ikkun i denne 3die
Classes Folke=Mængde, fra hvilke man maae fra¬
drage de Syge, Vanskabte og Lemlæstede. J følge
denne Sætning befinder Hr. Runeberg, af Børns
Antal fra 1 til 5 Aar maatte Aar 1760 fastsæt¬
tes til 339, 108, dens fra 80 Aar og derover til
17, 406. Tillige trækker han fra de nyttige Bor¬
geres Antal 85, 647 Personer, som bruges, nogle
til Børns Opdragelse, og andre til de Gamles
Opvartning.
Med følgende Vers haver den høye Ronsear
besvaret de Jrættesættelser, man han gjort paa ham
for nogle indløbne Afvigelser i hans Vers:


301


Si pourtant quelque esprit timide
Du Vinde ignorant les Detours,
Opposuit les regles d'Enclide
Au desordre de mes discomt:
Quil fache quautrefois Virgile
Et meme eus Muses de Sielle
Approuver de pareils transports;
Et qu enfin cet hedreus delire
Peut seul des maitres de la Lyre
lmmortaliler jes Accorda.
Under Aarsagerne til Folke=Mangel i en Stat
høre Emigrationer, enten de ere kun temporaire eller
forknyttede med Expatriation. Endog Krigs=Folk,
som reyse ud i fremmet Tieneste og kommer tilbage,
igien, ere dog Folkemængden hinderlige, i Henseen¬
de til de Uordentligheder de begaae, og de Svaghe¬
der, de paadrage sig deels herved, deels ogsaa ved
de Møysommeligheder de udstaae i den Tid de ere
i fremmet Tieneste, hvor de have fortæret deres


302
nyttigste Alder, og komme siden hiem som erfarne
men unyttige Borgere. 2) Overdaadighed, da
den ruinerer Sundheden, hindrer Ægteskaber, og
Børns nyttige Opdragelse, og giør at alle de Ri¬
ge lokkes fra Landet ind i de store Stæder. 3)
Agerdyrkningens Forsømmelse hvorved Levnets-Mid¬
ler betages. 4) Maaden at behandle Syge; hvor¬
ved mange sætte Livet til.
Aarsagerne til de Epidemiske Sygdomme ere:
1) Umaadeligt Arbeyde. 2) At Folk paa
Landet, naar de have haft et haardt Arbeyde for,
lægge sig meget uforsigtigen ned at hvile paa et
koldt Stæd. 3) Væyrets Ubestandighed. 5)
Husenes Bygnings=Maade enten ved at boe ne¬
drigt ved Jorden saasom i Kiældere, eller at byg¬
ge paa fugtige Stæder og exponere sig de kolde
og skadelige Damper. 6) Den Vane at lade
Vandet staae at raadne i Rendesteenene eller an¬
dre Stæds paa Gaderne eller i Gaarden. 7)
Drukkenskab, hvorved Kræfterne svækkes. 8) Fol¬
kenes Provision, som i Almindelighed bestaaer i
for mange salte Vahre og for meget Kiød, samt
fordærvet Rug, og slet æltet og baget Brød,
samt Misbrug af Allun i Brød, som mange
Bagere bruge, hvilket foraarsager Forstoppelse i
Jndvoldene, Afmagt, Flos=Febere og Hectiske
Sygdomme, m. m.


g03
Tanea en Stad paa Øen Creta toge Tyrkerne
Aar 1715 fra Venetianerne. Jndbyggerne beløbe
omtrent til 4000, hvoriblant de halve ere Græke¬
re, men de øvrige Tyrker. Staden er tæmmeli¬
gen befæstet og Havnen kunde blive meget god, om
man kierte sig meer derefter. Husene ere kun lave
og slætte og Tagene ere flade, og vende næsten alle
mod Norden, i Henseende til Sønden=Vinden hvor¬
af Folk ofte qvæles, og naar Norden=Vinden blæ¬
ser betiene de sig af et Slags Terrasser, som de ha¬
ve opført bag ved Husene. Jmellem Biergene og
Staden er Landet særdeles indtagende, og paa den
anden Side ligesaa. Man seer overalt Skove af
Olie=Træer, og Viingaardene og Buskagerne give
en meget smuk Udsigt. Øen frembringer gierne
hvert Aar 150, 000 store Maal Olie. Man seer
ogsaa Skove af vilde Pomerantz= og Limon=Træer
og nogle Cedre, Blomme= og Kirsebær=Træer imel¬
imellem. Disse Træer betage den slemme Stank,
der er af de Døde, hvilke begraves tæt ved Veye¬
ne og ganske oven i Jorden. Retimo er bygt paa
Kanten af en Klippe, haver vel Volde, men de
tiene meere som en Zirat end en Forsvar for Sta¬
den. Ved Veyen til Staden, som gaaer ned igien¬
nem en Daal, staaer en Moschee og en Caraven¬
seray, eller et Huus, hvori Reysende, som komme
saa sildig til Byen, at de ikke kunde komme ind,
vorde for intet indtagne og beværtede. Rund om
Candia er Jord Egnen mild og frugtbar. Tyrker¬
ne ere meget ærbare og ærbødige mod Folk, og i
Besynderlighed meget Ædruelige. Men paa visse


304
Tider holde de en Fest, hvor det gaaer ligesaa ly¬
stigt til som med Carnevalen i Venedig. Samme
kaldes Bairam, og indfalder efter den store Faste
Ramazon, naar den første Ny=Maane, staaer
op. Dette kaldes den store Bairam og 70 Da¬
ge derefter indfalder den Lille. Hver af dem va¬
rer 1 3 Dage, da de allerærbareste og ædrueligste
Tyrker vorde de største Fantaster af Verden.
Korte Meeninger.
Naar en Fattig vorder riig, saa forandres kun
Maaden at være elændig paa.
Stor Beqvæmhed opvækker ikke Misundelse saa
længe den er foreenet med Trang; Men den følger den
første i Hælene, naar Lykken forknytter de fortiente For¬
dele dermed.
Legemets Svaghed befordrer som oftest Siælens
Sundhed.
Beskedenhed vinder ikke mindre andre Folks Høy¬
agtelse, end Stølthed deres Foragt.
P. S. Proteus vil vise at den i alle Maader vil
svare til sit Navn, hvorfore den endog i eet Blad vil
være sig fuldkommen liig ved saa ulige Materier.


No. 33.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 28 Augusti 1766.
E¬
rfarenhed lærer, at fleere Mennesker blive syge,
og bortdøe ved de Tider af Aaret, da den kor¬
teste Dag indfalder, end som paa andre Aar¬
sens Tider. Dette kand tilskrives forskiællige sammen¬
stødende Aarsager. Den foregaaende Høst har saale¬
des forandret Væyrliget at det vorder Sundheden høyst
skadelig. Om Vaaren forandrer den raa Kulde sig til
en lummer Foraars=Luft, og den frugtbærende Natur
uddunster balsamiske Damper i den milde Luft=Kreds.
Den paafølgende Sommer er os vel noget besværlig ved
sin Heede; Men vi ere allerede da noget vante til
Varme, og have saaledes mindre at frygte for den end
for vor egen letsindige Uagtsomhed. Ligesaaledes er


306
man ved Vinterens Ankomst beredede af Efteraaret til
at tage imod den raa Kulde. Allene om Høsten for¬
vandles Sommer=Varmen til en uangenem og fugtig
Kulde; Storm, kolde Regnskyer og Frost afvexle da
med hinanden. Solens korte Nærværelse om Dagen,
og dens skraa=faldende Straalers matte Virkning stride
saa afmægtigen imod de ruskede Vindes Anfald. Lege¬
met vorder i saa mange Henseender hindret i sine For¬
rætninger, og Sindet nedslaget af den ubehagelige Aa¬
rets Tid. Derfor seer man mod Enden af Høsten en
Mængde Sygdomme, som anfalde og plage endogsaa de
friskeste, om de ikke meget nøye tage sig i agt. Svage,
og sygelige Personer maae paa denne Tid i Besynder¬
lighed frygte for Døden, om deres Jndvolde ikke ere
gode. Mennesket frem for alle andre Dyr ere mest un¬
derkastede Sygdomme og Farligheder derved. Mueligt,
at den besynderlige Spise og Drikke samt den Uorden
deri, som Mennesket har for sig selv frem for de andre
Dyr frembringe saadanne egne Menneske=Sygdomme.
De Mennesker som levede for nogle 1000 Aar siden
havde med en stor Deel af de samme Sygdomme at
bestille, som vi endnu plages af. Vaaren har Hyppo¬
crates kiendt som en Aarsens Tid, paa hvilken et Men¬
neske blev mat, hiemsøgt af Afsindighed, Galde=Syger,
faldende Syger, Blodstyrtninger, Hals=Syger, Snue,
Heeshed, Hoste, Udslæt, Bylder og Værk i Ledemode¬
ne. Efter de nyeste Anmærkninger hærsker i Martio,
Flod, Flos=Febre, Hoste, Sting, Trang=Brystighed,
Gigt og Slag; J April Frisler Sting, Trangbrystighed,
Hals=Syger, Tand=Piine og Flos-Febere, og i May¬
Maaned i Besynderlighed kolde og Flek=Febre. Om
Sommeren mærkede Hyppocrates i Besynderlighed
bestandige og hidsige Febre, 3die og 4de Dags Febre,
Opkastninger og Durchløb, Øynenes Jnflammation,
Ørepiine, Udslag paa Munden og hæftig Sved. Nu
seer man i Junio Flosfebre; J Julio Frisler med hid¬
sige Udslag paa Huden og stærk Sveed; og i August
hidsige og smitsomme Syger og Durchløb.


307
Vovene ere at ansee som Summen af den Deel af Frie¬
heden, som det har været enhver enkelt Borger i en
Stat mueligt at frastaae. Jntet Menneske har nogen
Ræt over sit Liv, eller Friehed at slaae sig selv ihiel;
Jngen har altsaa kundet overdrage den til nogen anden,
eller til det Sælskab hvoraf han er et Medlæm.
Døds=Straf er at ansee som en Krig af et heelt Folk
mod en enkelt Borger, hvis Udelukkelse man betragter
for nyttig og nødvendig til det samtlige Sælskabs Ved¬
ligeholdelse. Denne Nødvendighed kand finde Stæd,
naar Uordner indtage Lovenes Stæd, men ikke, under
et roeligt Regiment, under saadan en Regieringsform,
som billig er Fokets forenede Stemmer, og hvor man
for Riigdomme kiøber kuns Fornøyelser men ikke Vold¬
somheder. Hvilke ere vel Menneskenes naturlige
Tanker om Døds=Straffer? Vi kunne kiende dem af
Uvillighed og den Foragt, hvormed man gaaer Skarp¬
rætteren i Møde, som dog er uskyldig og befordrer
Sælskabets Sikkerhed mod dets indvortes Fiender,
lige som tappere Soldater forsvare det mod de Udvor¬
tes. Menneskene føle, saa at sige, i en Krog i deres
Siæl, hvor de oprindelige Naturens Beskaffenheder
have opholdt sig, en Fornæmmelse, som giver dem til¬
kiende at ingen, uden det Væsen som regierer Verden,
haver Magt over deres Liv. Den Døds=Straf, som
en Misdæder lider, er for de fleste Mennesker ikkun en
Medlidenheds og en Uvilligheds=Gienstand. Begge
disse Fornemmelser opfylder Tilskuerens Siel meget
meere end den Frelse=Skræk, som Loven derved vil ind¬
blæse. Ja Dødsstraf vorder, ved den Grumheds
Eftersyn, som den giver, Sælskabet skadelig. Thi Lo¬
vene, hvis Endemaal er at opvække Sagtmodighed og
Menneskelighed, maae ikke forøge Exemplerne paa Grum¬
hed. Erfarenheden beviiser til alle Tider, at Døds¬
Straffer have aldrig afskrækket ryggesløse Folk fra at


308
tilføye Sælskabet Skade. Jkke Straffens Heftighed,
men kun dens Varighed virker stærkest paa det menne¬
skelige Gemyt. Hæftige Jndtryk overraske og røre;
men deres Virkning varer ikke længe. De ere i stand
til at frembringe saadanne Forandringer, som pludseli¬
gen giøre en gemeen Mand til en Lacedæmonier.
Nogle Mennesker gaae Døden i Møde med et uforan¬
dret og roeligt Ansigt af Enthusiasterie; Andre med en
vis Stolthed, som ledsager os endog i Graven; og end¬
nu andre med den yderste Fortvivlelse, og Forlængsel
efter at vorde skilt ved deres Elendighed eller at faa
Ende paa Livet. Men Enthusiasterie og Stolthed for¬
lade Misdæderen i Baand og Lænker, og Fortvivlelse
giør her ingen Ende paa hans Elændighed; men forø¬
øger den meget mere. Ved Døds=Straffer sætter
ethvert Exempel af Straf en ny begangen Forbrydelse
forud: Da derimod eet eneste Menneskes Slaverie gi¬
ver iidelige og bestandige Eftersyn. Disse ere ogsaa i
den Henseende fordeelagtige, at de sætte den, som er et
Vidne dertil meere i Skræk end den, som udstaaer dem.
Thi den, som liider finder Hielpe-Midler og Trøste¬
Grunde, hvilke de, som ikkun seer Ulykken an, ikke kieg¬
de. I det mindste maae Sværmerie hæmmes ved
corporlige og smertefulde Straffer. Thi denne Forbry¬
delse, som grunder sig paa Stolthed maae tvinges ved
Spot og Uærlighed. Sværmerens Stolthed vorder
best tæmmet ved Tilskuerens Stolthed, en klog Lovgive¬
re forsvarer Statens Sikkerhed for Vaaben med Vaa¬
ben af samme Art, og bestrider Meeninger med Mee¬
ninger.
Søe=Farten haver, ligesom andre Videnskaber og
Nærings-Midlex, i Begyndelsen ikkun været liden
og ufuldkommen. Flyde=Træer og Pramme drevne
ved Aarer, eller og ved Hude i Steden for Seyl


309
have været de første Fahrtøy. Længsel efter frem¬
mede Vahre var Roden til en opvoxende og sig
videre udbredende Søefart. Siden opkom Nød i
at undflye en mægtigere Naboes Voldsomheder:
Samme lærte at bygge store Skibe, og at indtage
borteliggende Landskaber. Da dette ansaaes for no¬
get beqvemt, begyndtes med Landgang hos Frem¬
mede og med Røverier i aaben Søe: hvilken Søe¬
fart dog er yngere end den fredsommelige. Hvad
denne angaaer, da findes den at være dreven af
Vig=Beboerne og West=Gotherne ved Ombytning
af Vahre: af Normændene paa Finland samt
Gothlænderne og andre i mange Landskaber. Si¬
den Cl ristendommen begyndte, bragtes Handelen vi¬
dere, saa at der allerede i det 12te Seculo saaes
Svenste Skibe i Ha nen ved Alexandria. Saa
længe Krigs=Rustningen stod paa i nogen Havn,
maatte intet Kiøbmands=Skib gaae til Seyls. Paa
det at Kongen maatte have nogen Jndkomster af
Seyladsen, fragtede han et Rum paa hvert Skib
for egen Regning. Den ældste Søefart til Orlogs
bestoed i Søerøverier og Landgang hos Venner og
Uvenner, bekiendte og ubekiendte. De nordiske Folk
droge, i Forhold med andre, langsom i Harnisket:
Men naar de kom, førte de Baade i Søen i 600
Viis, saa at man maatte i mange Lande holde
Strand=Vagt imod dem. Saaledes gik det til i
nogle 100 Aar. Omsider findes, at der i Dan¬
mark blev oprettet et Gilde og Sælskab til Søe¬
røverens Udredning, sammes Medlemmer kaldes
Søe=Haner, hvilke havde visse Statuter at efterle¬
ve. Disse borttoge 82 Fahrtøy, inden at Landet
kom i Rolighed. Hvad endeel paastaaer om den
Mængde af Skibe, som de Gamle have brugt, sy¬
nes at være for meget. Det er alt anseeligt nok,
at Harald Blaatand kunde viise sig med en Flode
af 700, hvert i det Høyeste med 6 par Aarer. J


310
det 10de og 11 Seculo havde man allerede Ski¬
be til 100 eller 120 Mands Besætning. Siden
toge de endnu meer til i Størrelse, som sees af
Kong Hans, hvilken førte 500 Skerpentiner, og
Kong Gustav den 1stes Rangskib, som havde 300
Baadsmænd og 1000 Knægte om Bord. Kong
Eric den 14de kunde ved sin Faders gode Foranstalt¬
ninger Aar 1564 sende en Flode ud paa 35 Orlogs¬
Skibe, som vare forsynede med gode Metal=Kanoner.
Hvorledes Skibene i gamle Dage have seet ud er van¬
skeligt at sige. De ældste holdes for at have været
flade, men siden er Kiøel=Skibe kommen i Brug. Det
er troeligt, at de ældste have bundet deres Skudder
sammen med Vidier, men siden Biergværkerne kom i
Gang, da med Søm. Forstannen paa Skibene kald¬
tes Halsen, og lignede en Dyre=Hals. Paa Gallionen
var udhugget en Drage, hvis Svants stod op ved Bag¬
staunen som en Krog. Dragehovedet var undertiden
forgyldt, og kunde tages af, og forvares. J Heden¬
skabet brugtes Afguds=billeder paa Staunen, men
Fartøyet maatte ikke med dets Gud legge an i nogen
Havn, hvor ander Guder eyede Jus Patronatus; hvil¬
ket synes at være Aarsag til den nu vedtagne Flag¬
Hidsning. Paa Bakken havde Standart=Giemmeren
sit Sted i Søe=Slagene, og forved ham stod Kongens
Fahne. Neden under var Rummet, hvor de Syge laae,
og Høysættes-Kisten eller Skedet for Gevæhr til Æn¬
tring. Det høyeste Sted paa Bagstaunen kaldtes
Lypting eller Skandsen. Derunder var Cajuten,
hvor Kongen med sine Hofmænd havde sit Sted. Løg¬
ter synes ey at have været almindeligen brugelige Mel¬
lemdeelen af et Orlogs=Skib kaldtes Kroppe=Rummet,
og var afdeelt i Rum og Bænker for Roerne, hvor der
var kun lidt Seyldug over for Regn og Soel, og ikke
noget Dække. Men for og efter har der været et Dæk¬
ke, som kaldtes Tilje. Pumpe= eller Øse=Rummet har
formodentligen været ved Cajyten. Roer=Knegtene va¬


311
re fordeelte i Rummet, og ved dem Krigs=Folket, som
var øvet i Bue=Skytterie. Ved Foden af Masten var
Kielderen, hvor Drikket laae. Deres brugelige Fahr¬
tøyer vare Asker, Arker, Baade, Eyer, Flener, Holker,
Hopper og Mærseskibe. Til Lastdragere hørte Butze,
Byrding, Bartze, Jagter, Kogger, Krøyere, Bojor¬
ter og Pinker. Blant Orlogs=Skibene nævnes
lange Skibe, Dragerne, Karverne, Skeiderne,
Galeyer, Snekker, Knorer, Barder, Barker o. s. v.
Skialderne brugte egne selvgjorte Ord, og kaldte Ski¬
bene Søe=Kongernes Træeskoe, Bølgernes Hæstem. m.
Men andre gave hvert Skib sit særdeles Navn. Odins
Skib han Skidblaner: Hringhorn og Nagelfare
omtales i Edda: Asmunds Skib heed Gnod, Fri¬
thiofs Ellida, Halfdans Jarnbard, og i Oluf Tryg¬
sasons Flode nævnes Ormen den lange og den stær¬
kere m. f.
Korte Meeninger.
Den som hænger efter de sandselige Forlystelser
kommer, enten det varer kort eller længe, til at fornem¬
me Misfornøyelser i Sielen.
Tager man Naturen til Raads; saa lærer den
os nok, hvorledes man kand være fornøyet uden Rig¬
dom. Men lader man Gierrighed faae Jndpas; saa
lærer den os at være fattig og elendig midt i Overflod.
Ungdommens gode Opdragelse er den sikkerste
Borgen for en Stats tilkommende Velstand.
Gode Ord virke meer end haarde, ligesom
man ved en Onze Honning fanger flere Fluer end ved
en Tønde Ædike.
Det er sieldent at finde en, som kun siger det,
som maae vorde bekiendt; og dølger det som ikke maae
vorde aabenbaret.


312
Løfter uden Opfyldelse er et deyligt Træe uden
Frugt.
Det eneste sikkre Middel, at opvække Æmula¬
tion til en Stats Beste, er, at belonne dem ædelmodi
gen, som tiene Staten troe og redeligen.
Forsynet.
Sy Hændelse, mig uforstaaelig;
Ey Skjebnens blinde Spil;
Ey Daarers Feyl, ey Kloges vise Raad,
Regierer Verdens Tummel=Plads.
Et Forsyn, som indfatter alle Ting,
Fra Soel til Myre=Boe.
Er det for ringe meer at tænkes paa,
Som engang Skabelse var værd?
Hint store Lys ey ene virker paa
Jord Kuglers Overdeel;
Dets Kraft endog i Gruber danned Guld,
I Dybet farved Snegle=Huus.
J Labyrinth af en Mæandrisk Gang
Dig staaer imod
Din Fordom og ugrundede Begreb
Centaurer til at plage dig.
Giv dig tilfreds, søg Ariadnes Traad:
En god Samvittighed;
Saaledes du til det dig tienligt er
J Tidernes Omstændighed.
Saa vil du see et ævigt Forsyns-Raad
Sig vise meer og meer,
Den Stie, som nys var trang og taagefuld
At blive banet Lande=Vey;
Hen til det Maal, hvor alt, hvad syntes krumt,
Vil sees lige, jevnt;
Hvor Torne, som dig stak, forsvinde hen
J Roser, som du ikke før blev var.


No. 34.
Den
Danske
Proteus.
Torsdagen, den 4 September 1766.
J
Henseende til den Forskiel paa et Menneskes
Høyde om Morgen og om Aftenen har Hr.
Wasse maalet adskillige Folk, saavel af dem
ved stillesiddende Arbeyde, som de der gaaende og bæren¬
de fortiene deres Brød, og befundet, at de om Afte¬
nen, dog med Forskiæl, have været 1 Tomme korte¬
re end om Mørgenen. Den hele Forskiel, som han
har fundet imellem arbeydende og stillesiddende Folkes
Høyde er denne, at hiine toge langsommere og i alting
i Almindelighed mindre af end disse. Han har ingen
Tiid fundet, at, naar man engang har tabt af Høyden,
man da hverken ved Hviile, ikke heller ved kolde Bade,
kunde faae den igien paa den Dag. Han har ogsaa
maalet sin Hest, som var 7 Aar gammel, lille, stærk og
tykbeenet; og det baade for og efter han havde redet 7
Miile paa den, man fandt ingen Forskiæl hos den.
Den Forandring i Længden hos et Menneske kommer
deraf, at den Bruske, som befindes imellem Virvel¬
beenene synker, og giver efter for Tyngden af Legemet,
som falder i en perpendiculaire Linie derpaa.
Forsøg af en Henrykkelse.
Saa har i Guder! da Behag
Ved Marter, Livet at betage;
Det er jo kun Tyranners Sag,
Ved Pinsler at forbyde Klage.


314
Men J! Hvis Naade livner op
Og under Naaden piinlig dræber:
Hvi fængsles Siælen af en Krop
Og ved sit Støv saa længe klæber.
Hist lokker J ved Eders Kald;
Men tør en Synder det adlyde,
Den søger Gunst, men frygter Fald,
Og tør i Sukke ey udbryde:
Ja naar den sukker, J da seer
Dens Sukke an fra verste Sider
Naar Eders Straaler mildest leer
Den under samme piinligst lider.
At vilde hvad selv Daarlighed,
Ey engang rasend kunde vilde,
Foruden Stand og Mandighed,
Med egen andres Lykke spilde.
Ney, Guder! troer at saadan Jld,
Besmitter ey min reene Luc.
Dens Vold, der aldrig farer vild
Fortvivlet Haab maae underkue.
Hvert Træe her skyder frygtsom Frugt;
Hver Gunst bebreyder fordum Dage:
Hvert Blomster aander giftig Luft
Hvad Deel i Naaden da at tage.
J Guder! ved Jers Alter ned
Et oprørt Sind sin Hvile søger
Der smiler dens Lyksalighed,
Men rundt om Haanhed skræksom spøger.
Hvi fik en Haandfuld Jord da Liv?
Hvi fik den Følelse med Livet?
O! Almagts, Naades, Vredes bliv,
Tag naadig, hvad du vred har givet.
Giv Sukke Roe, hvis ey slaae til.
Velsignet Grav! du ey anfægter:
En Orm der Hvile finde vil
Som Guder ved at give, negter.
Dog holt, forlad at Svaghed kand
Et Solegran ved Angst betage.
En Aand gir Mod at holde Stand,
Selv Guder ynder hvad at klage!


315
Velan, nu bliver Sindet let.
Alt uden for giør ingen Svie.
Hvad Guder giør er Vel og Ret.
Jeg Resten taale vil og tie.
No. 2.
A¬
uf Auge, schau, wie dir der HErr last seine Gnaden,
wiederfahren.
Erkenne ob sie jemahls mehr und grosserk als sie hente
waren.
Anf Zunge las dein schwachen Schall.
Entflamte Hertz dein Entzuck marcken
Versage nicht mit schwachen Flugeln dich empor ju
schwingen
(Zwvar søllen Gotter seyn, um Gotter ju besingen.)
Die Gnade selbst in diesem Fall.
Wird euch entschuldigen und enrem Muth bestærken.
Entzuckte Geist! die Edelmuth, die dich hat hente hin¬
gerissen.
Sie licbet selbst die sisse Gluth, las nur dieselbe immer
wissen.
Vergesse aber nicht dabey,
Die Dankbarkeit und Winsch ju singen
Doch melcher Dank kann diese Gnade genugsam erwiedern
Und welcher Wunsch in bethoneten Liedern.
Gott selbst belebet dein Geschrey
Durch seme Hulfe mird dasselbe mohl gelingen.
J Anledning af Viinhandler Sr. J. og Kiæ¬
reste Mad. B., Copulation d. 29 August
1766, er følgende opsat.
Sildig i Aftes gik jeg udi en Hauge,
Fornøyede mig ved at see,
Meere ved at tænke,
Hvirvelen af det Almindelige havde ophørt,
Jeg var eenlig,
Og i min Eenlighed, roelig,
Lyksalighed vilde mit Sind efter;
Jeg overveyede:


416
Hvo kan siiges lyksalig?
Min egen Tilstand paa den Tid, syntest mig ikke
ueffen,
Den kom mig for:
Meget Lig efter det første Menniskes;
GUd var ikke borte,
Det Jndvortes vidnede om hans Nærværelse,
Luften var stille,
Varme eller Kulde fornam jeg ey,
Træer og Park passede til mit Ynske,
Alting var behageligt;
Jeg saae vel at mange af de første Fornøyelser og
Fuldkommenheder manglede dog,
Men jeg troede:
Adam der nøed dem, vidste ey hvad Modgang var,
Den, som ey vidste af Ondt, kunde ey retskaffen
skiønne paa Got,
Og altsaa!
jeg, som nyelig og vel havde faaed Sind og Lege¬
me af et temmelig Arbeide,
Erindrede ikke Modgang,
Agtede alt som Medgang,
Kunde noget nær ligesaavel regne mig lyksalig
som han;
J det ringeste fandt jeg ikke Rum da til større Glæde.
Dog see!
Hvor længe varede det?
Mig manglede noget før jeg vidste deraf;
Jeg meente det var Siælen, som vilde længere hen
end Leerkarret kunde følge,
Jkke Uræt for saa vit,
Men jeg gav Agt paa Leerkarret selv,
Blev vaer det og havde Øye efter meere;
Mon Adam
(Tænkte jeg tilbage)


117
Fattedes intet i den Stand, mod hvilken jeg nu
ligner min,
Hans eenlige Stand,
Den jeg nyelig fandt meest vederqvægende?
Jo!
GUd HErren sagde, det er ikke got at Men¬
nesket er for sig allene,
Deraf saae jeg, at Adam leed Mangel i hans
Eensomhed,
Jeg saae og, at jeg var een Adams Søn,
Sælskab maatte for en Dag paa nye, om Lyksa¬
lighed skulle naaes;
Dog ikke et Almindeligt, som forhen var min Uroe,
Men et særdeles,
Et Engel= jeg meener: Enkelt=Sælskab
Et Sælskab, hvor Toe giør et Par;
Jo meere jeg tænkte, jo meere jeg ynskte,
Jeg haabede paa den glædelige Slutning:
Jeg vil giøre ham en Hielp, som skal være
hos ham,
Længsel løb vidt hen med mig;
Endelig standsede jeg lidet,
Den meere dydige, end indtagelige af faae bekiendte
Patientia,
Hun indfandt sig, hviskede mig i Øret:
Aldrig faaer got Taal, ond Ende,
Men jeg i Hast, hviskede igien:
Kommer dog ikke tyndt Øll bag efter?
Jeg gav mig vidre paa Flugten,
Bestigede Høye,
Krøb og udi Grave,
Hvor jeg kom, var ingen efter min Smag;
Dog Een, traf jeg omsider,
Een dydig og smuk,
En velbehagelig udi alt;


318
Ved denne ventede jeg Lyksalighed uden Ophold,
Men hendes Formynder heed Ratio, med hvem jeg
og var slægtet,
Han kom til, og spurgte:
Have J her noget at æde?
Deraf observerede jeg, nu meere end forhen,
En temmelig Forskiæl mellem min Stamme=Fader
og mig,
Mellem den frie Stand og den Trældoms;
Jeg hungrede vel ikke i dette Moment,
Men dermed var Sagen ikke klar,
Eftertiden vaagnede og ville snakke med;
Og havde jeg end lidet til mig selv,
To som bliver til Eet, spiser dog ikke Eet,
Verre endda, naar Toe bliver flere;
Sr. Ratio svarede jeg, ved Taugshed i Steden
for Tale,
Hans Myndling gik bort,
Jeg fik allene til Trøst:
Staae din Lære ud hos Patientia,
Og kom saa igien:
O tunge Skiæbne!
See og ikke smage,
Og hvor var Patientia?
Hende ynskede jeg nu nok at træffe,
Men forgiæves den Gang;
Min fornemme Stand, som jeg lignede med det før¬
ste Menniskes,
Den fik Ende med Suk,
Min Lyksalighed kom der et U for ved,
Jeg gik til Hvile, og faldt endelig i Søvn.
J Morges den 29 Augusti 1766,
Da indfandt sig dog atter Patientia;
Jeg bad hende tage sig min an,
Hun lovede Ja,


319
Men paa det jeg ikke oftere skulle svare hende saa
Øllet som i Aftes,
Sce!
Saa har hun ledet mig hid ind, at betragte:
En Brudgom, som har viist sig taalmodig i hans
Ung=Karls Stand,
En Brud, som ikke har været utaalmodig i
hendes Enke=Stand.
Hvorledes disse Tvende nu, lønnes med
Lyksalighed?
Tillad derfor:
At jeg ved denne Glæde=Færd,
Paa denne Høytid,
Ey allene betragter,
Men og kortelig Lykønsker,
Betragter hvad skeer, og lykønsker til det samme:
Skaberen æres,
Venner glædes,
Fiender beskiæmmes;
Toe der besidde
Dyd, Yndighed, Velstand og Ære,
Samles og foreenes,
Fuldkommenhed indgaae et ævigt Faunetag,
Velædle
Herr N. J.
Fornemme Borger og Vunhandler i den
Kongel. Residentz-Stad Kiøbenhavn,
Og
Velædle
Madame A== Ca= P-
Velærværdige Sal. Hr. B. Efterladte,
Give hinanden Hænder
Paa et kiærligt Ægteskab,
En uafladelig Fortroelighed
Fælleds Fliid,


320
J-- og gode Dage;
Er saadant ikke Lyksalighed,
Hvad da i det Forkrænkelige?
Dette kan nok føre mig til Lydighed mod Patientia,
Hun som har befordret Deres Vel, skal og befor¬
dre mit,
Ved hende befinder jeg, at man er Lyksalighed,
allernærmest;
Værdige Ledsagerinde!
Værdige mig derfor bestandig, din umistelige
Førelse.
Men jeg lovede eller tilbøed at ynske:
Give GUd,
Elskværdige Par!
At Eders Indgang og Udgang maa altid være i
Velsignelse;
Han, den Allerhøyeste, være Eders, og J Hans,
Han lade Eders Dage blive mange,
Og i samme:
Eders Anslage lykkelige,
Eders Gierninger bekræftede,
Eders Fornøyelse forøget alt meere og meere,
Eders Ægteskab opfyldt i sit Øyemed:
Vorder frugtbare og mangfoldige;
Ja Han give Eder for alle Ting:
Liv naar her ikke Liv er til,
Liv som er livligt tilstrækkelig.
Det jeg skriver, meener jeg,
Det jeg meener, skriver jeg ikke tilfulde,
Antag Villien i Gierningens Sted,
Jeg erkiender min Skrøbelighed under en ærbødig
Com=Pli=Ment.


No. 35.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 11 September 1766.
Følgende er indsendt:
Samtale
imellem
Økonomus og Siælandikus.
Øk.
G¬
od Dag Landsmand! Gud hielpe
Jer!
Siæl. Tat tak! GUd hielpe os alle, hvor kom¬
mer J nu fra?
Øk. Jeg kommer fra Jentofte.
Siæl. Fra Jentofte? ja GUd hielpe dem!
Øk. Hvorfor siger du det?
Siæl. Fordi de har nødigt at GUd skal hielpe
den


322
Øk. Ja deri har du ret, jeg vil ønske, at Gud
vil hielpe dig og andre, som han har hiulpet dem.
Siæl. Ney! GUd bevare mig og andre fra
deres Handtering, det er bedrøveligt i alle Maader.
Øk. Da jeg kom derhen, saae jeg intet bedrø¬
veligt, ey heller, da jeg gik derfra.
Siæl. Ja da maae J intet vide, naar J ikke
veed det, men saae J dog ikke de mange Grøfter paa
Marken?
Pk. Jo, det giorde jeg, men jeg saae intet be¬
drøveligt, som du siger.
Siæl. Ja J forstaaer mig nok, naar J vil!
Øk. Du maae tale mere forstaaeligt, om jeg skal
begribe det, som du kalder saa bedrøveligt.
Siæl. Ja GUd hielpe de stakkels Jentofter og
de andre med! kan jeg troe.
Øk. Endnu er jeg ligeklog paa hvad du meener.
Siæl. Jeg kan troe, veed J det ikke, saa faaer
jeg sige eder det; har de ikke maattet skifte deres Jord?
skal de ikke fløtte deres Gaarder? bliver de da ikke for¬
armede, hvor skal de have deres Giæs og Sviink har
de ikke maatte føre dem til andre? Ja GUd hielpe dem
saa de faaer at finde det, saa længe der er Folk i Jen¬
tofte Sogn.
Øk. Nu begriber jeg dig først: Er det saadant
du kalder bedrøveligt, da vil jeg ønske dig samme Be¬
drøvelse, saa blev du først Mand i din Gaard.
Siæl. Man maae tale med een, man maae
tale med ti af eders liige, saa gaaer det altid ud over os
stakkels Bønder, men J forstaaer det ikke saa vel som
vi, den, der har Skoen paa, veed best hvor den trykker.
Erf det ret Eders Alvor, at J vil, om det stod til eder,
føre os i saadan Bedrøvelse, som de i Jentofte?
Øk. Bedrøvelse vil jeg aldrig føre dig eller
Nogen paa, men at skifte Jorden, nægter jeg ikke, at


323
jeg vilde føre dig paa, om det stod til mig, uden
saa er du kunde betyde mig, hvad virkelig Skade
du og dine Lige kunde have deraf.
Siæl. Det kand jeg gierne, vil J sætte Jer
her hos denne Travehob, saa skal jeg sige jer noget der¬
af, som J maaskee ikke tænker mig til; thi sligt maae
vi Bønder bedre vilde end J og eders liige: Det første
jeg vil sige eder, er at vi faaer en grumme hoben Ar¬
beyde og Slæb ved saadan Forandring, som vi ey har
nødig, som det nu er, vi har Hoverie nok alligevel, saa¬
som Hofmarkerne at slaae og Høsle og Høet at indkiø¬
re, hvor ofte maae ikke Hest og Vogn Folk og Tøy hol¬
de en heel Dag, og knap kand blive af med et eneste
Læs Høe, Steen og Brænde=Reyser, Jagt og Sand¬
Reyser, Konge=Reyser og Brev=Reyser, Kiørsel med
Møgen fra Kongens Stalde, afbrændte og øde Gaar¬
der, som skal kiøres Tømmer til og opklines, daarlige
Bønder, som skal hielpes om Vaar og Høst, Kirke og
Præste=Arbeyde, Skole= og Hunde=Tørv, som skal skiæ¬
res og hiemføres, Materialier og Handverks=Folk kiø¬
res til og fra Skolen. Lukkerne omkring Konge=Mar¬
kerne, Engenes Rensning, de mange Forspands=Heste
til adskillige Reysende. Soldater=Reyser, foruden Vil¬
lighed til Fogden, Udrideren og Kroe=Manden, som
jeg ey vil regne, kommer nu denne nye Forandring til
saa bliver vi reent forplumret, og kommer hverken til
at faae eller Høste i rette Tiid, kan J nu forstaae det
jeg siger?
Øk. Min Danmand! Du har fortumlet mit
Hoved med denne lange Ramse, saa jeg faaer tage mig
en Pris Tobak, om jeg skal give dig rigtigt Svar der¬
paa: Men om jeg kan bevise dig at alt dette skal falde
dig lættere at bestride, naar Forandringen er skeet,
endnu, hvad siger du da?
Siæl. O Kiære! lad os høre det engang hvor han
vil hen


324
Øk. Naar Kongen, som han har lovet, skiøder
eder eders Gaarder, giver eder frie for det meste Ho¬
verie, betaler eder for det nødvendige, naar du kand
pløye, saae og høste, naar du vil, uden at tvinges dertil
af din Naboe, naar du kan bruge den Jord, som duer,
og lade den ligge, som ikke duer, naar du faaer 3 gan¬
ge bedre og mere Sæd, end uu, naar du kan holde fle¬
re Folk og bædre Heste, end nu, naar du paa et Qvar¬
teers Tiid kan oversee din hele Mark, saa kan du udret¬
te din Pligt og Arbeyde meget lættere, end du nu giør,
og med rette kan klage over, forstaaer du nu hvad jeg
siger?
Siæl. Nu er jeg lige saa fortumlet af eders
Snak, som J var før, men siig mig ret alvorlig, kom¬
mer der ikke mere Arbeyde over os end før?
Øk. Ja af Begyndelsen, men derimod kand du
vente 9 for hver 3 Tønder du før høstede, og faae me¬
re at tage til, end du før havde.
Siæl. Nu er jeg en gammel Mand, hen ad et
halv hundrede Aar, som jeg fylder paa den Tid, naar
vi skal slaae til Hove igien, men dersom jeg kunde saae
paa upløyet Jord, saa vilde jeg lade mig nøye med
to Tønder efter en udsaaed, saa vidste jeg, at jeg en¬
gang kunde faae Tid til at røge mig en Pibe Tobak,
drikke mit Glas Brændeviin i Roe, og sove til Krop¬
pen var ret udhvilet, men jeres meget Arbeyde sparer
os ikke mange ledige Timer.
Øk. Fve for en Skam! vil du være saadan en
Dagdriver ald din Tid? Er det Bøndernes Himmeri¬
rige i Siælland, vare de ikke værd, at de skulde boe
udi saa godt et Land, men jeg skulde dog ikke troe at
alle vare saa sindede her i Landet, som du; thi da var
Kongen ilde faren med saadanne Undersaatter?


325
Siæl. No, No! J er svar kort for Hovedet,
det var ikke mit Alvor: Jeg sagde det kuns saa, J maae
saa mæn ikke tale noget derom, at det kan komme for
Øvrigheden, vi ere lige gode Venner for det. Men
maae jeg nu spørge jer om noget igien?
Øk. Siig frem.
Siæl. Skal da heele Kiøbenhavns Amt opmaa¬
les paa eengang, saa vil her blive en farlig Allarm.
Øk. GUd bevare os! ney vidst ikke: Man taer
ikkuns 3 a 4 Byer næst Kiøbenhavn for af gangen, og
bier saa 3 a 4 Aar for at see hvorledes Godset kommer
Siæl. Meener J da at Kongen faaer sine Skat¬
ter udi de 4re første Aar?
Øk. Tabte han noget i det første, var Skaden
aarlig ikke saa stor, men du maae være forsikret paa
at han vandt udi den sidste Ende: nogen Befrielse vil¬
de være nødvendig, medens Værket var udi sin Fødsel.
Siæl. Skulde da hver Mand have sit indelukt
for sig selv, naar skulde da alle de Diger kunde blive op¬
reyste?
Pk. En Kongens Ord er et stort Ord: heele
Kiøbenhavns Amt skulde snart reyse Digerne op den
første gang, siden kunde de lættere holdes ved liige.
Siæl. Enten skulde da Digerne kastes ind paa
hver Mands Lod, som vi kalde Flække=Diger, eller ka¬
stes sammen, som et Vold=Dige?
Øk. Det første giver mindst Trætte, det sidste
længst Varighed.
Siæl. Men gik der da ikke en Deel Jord bort
til spilde.


326
Øl. Ney det blev det samme; thi Jorden, som
blev opkastet, har omsider ogsaa Frugt, derimod fie du
ikke saa mange Renner udi Agren, som du nu har, da
du ikkuns har Strimler i Stædet for Agre, og din
Naboe kunde intet tage fra dig.
Siæl. Ja det var sandt; thi min Naboe ligger
mig altid paa Halsen hvert Aar: baade pløyer han fra
mig og legger Rennen om, som jeg har lagt, og om
Høsten skynder han sig for at hugge den første Skaar,
saa tager han drøyt i min Ager, men det maae han bø¬
de for med Skindet hver Mikkels=Dag, og det har han
fortient: I den Henseende var det meget got, som J si¬
ger; thi saa skulde Michel holde sin Snude fra min
Jord, men fiig mig hvorledes kunde hver Mand faae
sin Jord til sin Gaard?
Øk. Nogle Gaarder skulde fløttes ud paa de¬
res Jord, hvor der fandtes Vand, faa var der Plads
til de øvrige.
Siæl. Da vilde jeg nok blive, hvor jeg var.
Øk. Du maae troe den havde bedre, som blev
fløttet, thi han kunde snarere høste end de, som laae i
Byen, og følgelig udi Enden af deres Lod.
Siæl. Men hvem skulde bekoste denne Fløtning?
Øk. Det syntes billigt, at den, som befalede Fløt¬
ningen, skulde giøre det første Udlæg, og igien efter 10
Aars Forløb tage sin Betaling af Opsidderen paa
Gaarden.
Siæl. Ja! see der! det gaaer alt paa Penge
løs af den stakkels Bonde?
Øk. Naar 10 Aar ere forbie, er du ingen stal¬
kels Bonde længere, men en Selv=Eyere, en lyksalig
Mand under en naadig Regiæring: forstaae, naar du
ikke for meget vil sove, røge Tobak og drikke Brænde¬
piin.


327


Siæl. Ja ja! jeg forstaaer nok hvad J vil sige:
Jeg skal ikke ligge paa den lade Side, det bør jeg ikke
heller, men J skal ikke heller føre os ind i for megen
Fortrædelighed.
Øk. Den Fortrædelighed maae du sige mig.
Siæl. Med vore Sviin, Giæs, Faar og ung
Qvæg, hvor skal man hen med dem? det er dog dem
hvoraf vi skal leve.
Øk. Du vil vel ikke pløye ald din Jord op, som
du før havde udi 3 Marker, og nu udi eet, der skal du
have det, hvad som kand tøygres, kan være hvor du
har Vang, og til det, som nødvendigt maae gaae løes,
afgraver du dig et Overdrev, hvori du føder det.
Siæl. Saa faaer vi jo atter flere Diger at
grave?
Ok. Du kan lade en Huus=Mand bygge paa
din Jords=Mon og give ham en Hauge at indhægne,
og han kan grave for dig, og tillige hielpe dig at høste;
thi hans Contract skal være saaledes indrettet, at han
ey kan svige dig.
Siæl. Ja Huus=Mændene ere feede Karle, om
Vinteren tage de til Takke med vor Kost, men om
Sommeren kan man ikke faae dem for Sølv og Penge;
thi da lade de sig dagleye og fortiene store Penge, og
om Michels=Dag kan de give større Spille=Mands
Penge, end Gaard-Folkene.
Øk. Ja det veed vi gode Raad for, Huus¬
Mændene bør sortere under Gaardene, og der giøre de¬
res Arbeyde efter en vis Accord, som kan taales paa
begge Sider.
Siæl. Men hvorledes skal man faae sine Giæs,
Sviin, Faar, og andet Creatur drevet ud paa Over¬
drevet, naar det ligger langt fra Gaard. Det skulde jo
hiem hver Aften?
Øk. Det kan skee paa adskillige Maader, hvor¬
af jeg vil sige dig Een. Du planter Tydsk Piil ved og


328
paa dine Diger, som tillige størker Diget, at det ikke
lættelig regner ned: Denne Piil giver dig en Mængde,
Qvidste som til Kurve, deraf binder du dig Lukker lige¬
som Kurve=Faddinger ere gjordte, enhver Længde paa
5 Alen, disse sættes hvert Aar ned mellem nedslagne
Pæle udi to Rader, ligesom et Stræde eller Gade fra
Gaarden lige til overdrevet, og derigiennem drives alt
smaat Kræe til Huus: Disse optages til Vinters og
forvares for at nedsærtes paa et andet Stæd, hvor
Overdrevet skal være et andet Aar.
Siæl. Naar skulde alt dette giøres færdigt?
Øk. Om Vinteren i Stædet for at række Bæn¬
ken.
Siæl. Saa maae J nok ikke kiende Tieneste¬
Folk nu omstunder, og hvor lidet en Huusbonde har at
sige over sine Folk; thi naar min Karl beder mig holde
Munden, maae jeg tie, og naar han har sviret Søndag
og Mandag med, maae jeg og min Kone passe paa, at
Maden er færdig til han kommer hiem, saafremt han
skal giøre Godt den heele Uge, hvis ikke alle Ting ere
efter hans Hoved, qvitterer han Tienesten og drager de
andre med, saa er man ræt opskiørtet, og skal han ende¬
lig tvinges til at tiene sin Tieneste ud, saa gaaer han
som en Tværdriver fra Morgen til Aften, og sover den
meste Tid bort.
Øk. Har du og været saadan en Karl, da du
tiente? saa kan du see, hvad Skade Ladhed er udi Bor¬
dens Handtering.
Siæl. Ja Gud bedre, Ungdom og Viisdom
følges ikke altid ad, men jeg ønsker nu, at jeg ey havde
havt saa støer Friehed, som jeg havde, da jeg tiente.
Øk. Ja den som sagde A faaer og sige B, Re¬
gieringen som er for, at Huusbonderne skal reyse sig
kan ved gode og skarpe Anorduinger raade Boed der¬
paa, og paa meere; thi en Dreng bør ikke give sig ud


323
for Karl, førend han for alle Bye=Mændene havde be¬
viist med de Huusbonder, hos hvilke han haver tient,
at han kan giøre, hvad en Karl bør kunde giøre, og en
Karl ikke faae sin Løn, førend han havde beviist, at han
havde tient til Nøye, særdeles giort Aftens Arbeyde om
Vinteren, saa at Huusbonden ikke havde noget med
Føye at klage over ham, og hvis der da fandtes Man¬
gel, da at miste noget af sin Løn, saa vel at degraderes
til Dreng igien. bøde til de Fattige og saadant meere.
Siæl. Nu snakker J som en ærlig og viis
Mand, kunde det skee, var det værd at tage sig noget
for, men som det nu er, var jeg tilfreds at jeg var
Huus=Mand udi et Huus, men hør mig nu igien kunde
een Mand ikke faae meest Engbund og een anden meest
Ager Jord.
Øk. Siig da mig, hvo du meener var best faren,
enten den, som havde meest Engbund, eller den som
havde meest Ager=Jord?
Siæl. Jeg meener de fattedes begge noget, dog
tog jeg helst Ager=Jorden, naar den var god.
Øk. Jeg giorde ligesaa; thi Ager=Jorden kan
føde baade Folk og Fæe til Nød, men Engbunden ikke,
Ager=Jord kan blive Engbund, naar man pløyer den
og bejaaer den med Kløver=Græs, men Eugbund bli¬
ver ikke altid til Ager=Jord.
Siæl. Men om en fik feed Jord, og en anden
Udjord, som var maver, hvad saa?
Øk. Derfor skulde ingen Mand i Byen, det
Aar Jorden blev skiftet, kiøre sin Møg ud, men giøre
ved Møgen Lodene lige gode, saavidt mueligt var.
Siæl. Men skulde da alle Loddene være lige store
efter lige Tønder Hart Korn?
Øk. Den skuffelige Jord fik en større Vidde
end den gode, ligesom det skeete ved forrige Opmaal¬
ning.


330
Siæl. Skulde man da kaste Lod imellem Bye¬
Mændene?
Øk. Ja det maatte skee, ellers skeete der megen
Underslæb.
Siæl. Skulde Præsten i Kirkebyen kaste Lod
med?
Øk. Præste=Gaarden kunde ikke vel kastes ud fra
Kirken, derfor maatte Præsten have Jord omkring, eller
ved en af Siderne af Præste=Gaarden.
Siæl. Ja saa! saa drog han af med den beste
Hiemme Jord, han sik Kiødet og Bonden Beenene.
Øk. Det kunde være en Træf; thi han kom dog
langt med Enden ud i Marken, saa velsom de andre:
Men Præste=Gaarden, om den var stoer i Jordskyld,
burde miste noget, som kunde tages paa et andet Stæd,
og blive en Lod for sig selv, hvor Præstens Enke og
Børn kunde tage hen, naar han var død.
Stæl. Hvem skulde bygge den Gaard op?
Øk. Den kunde bygges som andre afbrændte
Præste=Gaarder, der kunde enten en Huus Capellan
eller een af Præstens Børn boe, indtil Dødsfald skeete,
eller og Præsten drive den selv, om han havde Lyst.
Siæl. Det kunde være godt for hans efterladte
Kone og Børn, at de kunde viide, hvor de skulde hen,
naar de maae gaae fra alle Ting, men skulde hun ikke
ogsaa holde den Gaard ved liige?
Øk. Naar hun tog den med Syn, skulde hun,
eller Arvingerne aflevere den ligesaa; thi, at den skulde
sælges, som andre Præste=Gaarder, tor jeg ikke raade
til, uden at Præste-Enkens Børn maatte, naar ingen
Enke var, have Ræt til at besidde Gaarden mod en taa¬
lelig Afgift til Præste=Gaarden.
Siæl. Dette forstaaer jeg mig ikke paa, og kom¬
mer mig ey meget ved, men! hør mig nu, meener J
Kongen fik alle de Tønder Hart-Korn i Byca, som den
nu er hadt for?


331
Øk. Det kom ikke an paa en Pølse i Slagter¬
Tiden, pleyer man at sige; thi om her gik en Tønde
Hartkorn eller 2 bort ved Deelningen, saa var det ikke
at see paa, imod at faae Bønderne giorte til bedre
Sæde=Mænd.
Siæl. Saa troer J ikke at vi Bønder forstaaer
vor Avling saa godt som nogen anden kan sige os det?
Øk. Ney vidst giør J ikke, der feyler meget
derudi.
Siæl. Da troer jeg ikke at de paa Steengaden,
i Byen skulde have Behov at komme ud for at lære os?
Øk. Det er nu lige meget, hvo der skal lære eder
bedre, nok er det J bær jer ikke rigtig ad.
Siæl. Siig da noget, hvorudi vi bær os ikke
ret ad?
Ok. Jeg skal sige dig det jeg veed e. gr. Eders
Plog er for tung, eders Heste ere for mange og daar¬
lige: J føder eders Heste taabelig: Den ene forfører
den anden til at pløye og saae for tidlig: J forsaae
eders Jord, og naar den, som har forsaaet sig, maae
Meye fordi Sæden er forknyt, og derfor snarere moed,
saa maae den, der har velvoxet Sæd, som behøver læn¬
gere Tiid at voxe udi, af Nød hugge sin Sæd grøn af,
at den ikke skal blive opædt: J pløyer eders Engbund,
op, allene fordi den ligger høyt, hvorved eders Creatu¬
rer bliver forknyttet: J giør. -- -
Siæl. Holdt holdt, det var en Fandens Skrolle
den, vil J saa til Mhr. Økonomus, saa vil jeg ikke
længere snakke med eder.
Øk. Du bad mig jo selv siige det.
Siæl. Veed J ey, at Sædemanden bliver al¬
drig klog?
Øk. Det er et galt Ordsprog; vidst kan han bli¬
ve klogere end han er, endskiønt han aldrig bliver ud¬
lært: Dersom du nu skulde see den første Plog, som
var brugt her i Siælland, saa vilde du vel lee af den,


332
og tænke, at den var Tiid efter anden meget forbedret,
og ligeledes kan den endnu forbedres¬
Siæl. Det er sandt J sige; thi vore Karle, som
vare udi Holsteen, har viist os en lettere Plog, som
der bruges.
Øk. Saaledes er det og med andre Ting, men
jeg maae gaae.
Siæl. Med Forlov, skal ikke og Kirken flyttes
og deeles udi mange Deele, siden Gaardene skal saaledes
kastes ud i Marken: ellers kommer der ingen Folk til
Kirke.
Øk. Du meener nok Kroen, men om jeg har
hørt Ret, pleyer Folk i Kirke=Byen at være meest for¬
sømmelige udi at gaae i Kirke, men nu kommer de til
at gaae flittigere i Kirke, efterdi de ved Kirken kan
tale med dem, de har Ærinde til.
Siæl Saa mænd! der er noget i det J siger:
Men hvorledes skulde det gaae til med Skolegangen,
naar Gaarderne vare adspredte.
Øk. Der blev vel nogen Raad, naar det kom
saavidt: Skole=Mesteren burde være anden Mand,
end han er, i det mindste lidet meere end Degnen; thi
den er jo meere, som lærer mig mit Fader vor, end den,
som lærer mig ikkuns at sige Amen.
Siæl. Degnen skal jo læse omkring i Byerne
om Aftenen om Vinteren?
Øk. Ja deri agerer han Skole=Mester, men
hvad giør han om Sommeren?
Siæl. Han æder og drikker som vi andre, syn¬
ger og taer Offer.
Øk. Faer vel min liære Siælandikus.
Siæl. Vær saa god at besøge os i Juulen, saa
skal jeg nok faae dem sadt ud paa Jer, som bedre skal
bide i Kieppen med eder, min kiære Økonomus.
Pl. Jeg siger mange Tak. God Nat.


333
GodMorgen Kiære Overflod! du Hærskerinde over vo¬
re Hierter jeg har længe tænkt at giøre dig et Høytideligt
Besøg; og tilligemed andre at optænde dig et Røg=Offer
paa dit Altar. Men da du har været noget knap imod mig;
har jeg nølet noget, og just derfore vorder mit Offer noget
mavert. Jeg vil ikke desto mindre korteligen tale om
dine Fortienester mod os. Det var uforladeligt at
føre Klage=Sange over den lille Deel af Jord=Kloden
som udgiør vort Fæderne=Land. Jorden, uagtet den
hviler under sin hvide Vinter=Klædning, lønner dog
paa faa Uger Arbeydernes Møye. Have og Floder
dække Bord for mange 1000 Jndbyggere. En reen
Luft forbædrer deres Sundhed. De haarde og ube¬
boelige Bierge selv, som synes at være Nationens Mis¬
fostere, give af deres Jndvolde en Skat, som bær ty¬
delige Vidnesbyrd om et mildt og naadigt Forsyn.
Men med alle disse Fordeele vare de gamle Forfædre
endda usle. De klædte sig i Skind=Pelser og Vad¬
meler, aade den groveste Spiise, og slukkede deres
Tørst med mange og foragtelig Drikke=Vahre. Jord¬
Drotten pløyede selv sine Marker, og naar han fik sit
Bælte om sig var han tillige færdig at tage imod sin
Fiende, og dem som søgte at forstyrre hans Rolighed.
Deres Huse vare smaa og ubeqvemme, og deres Huus¬
geraad lignede deres øvrige Opførsel. Deres Leege
vare grove, og Sværdet blinkede undertiden i de gla¬
deste Samqvemme.
Hvor skulle vi ikke forundre os ved at see nu op¬
staae en gammel Dansk i sin heele Prydelse! Aldrig
skulde nogen af os erkiende ham som en Stamfader:
Ney, et saa groft Blod løber ikke om i vore fine Aarer.
Kunde de Gamle nu staae op igien af Gravene; saa
skulde de troe enten en nye Skabelse eller i det mindste
det første Folke=Færd uddøet; hvorom de ikke i deres


334
Eenfoldighed havde drømt. Lykke at denne Jern¬
Alder allerede er forbie.
Jeg begriber ikke hvormed det smukke Kiøn ha¬
ver paa de Tider kundet indtage Mand=Follene; End¬
nu giorde ingen sort Kunst=Plette nogen behagelig
Skygge i den Skiønnes Ansigt: Endsu var ey Silke¬
Tøy hendes Dragt. Fiine Spidser, Couleurede
Baand, kostbare Smykker, lange Slæb og en mat
Gang var endnu ikke blevet nogen Deel af hendes Pynt.
Dumme Elskere som alligevel sukkede! Den unge Spig¬
dere brystede sig ey under en Silke=Væst: Hans Haar
faldt i den gamle naturlige Orden, beskyggede en Deel
af Panden, og vidste endnu af ingen kunstig Tvang.
Lintøyet sad ikke endnu i Folder, Bugter, Boller og
Kruser om Halsen eller Hænderne: Ney, man behøve¬
de Forstørrelses Glas til at see det. Utallige smaa
Stierner tindrede ikke endnu paa Foden; En Rem
udgiorde baade Nytten og Prydelsen. Rige og dyre¬
bare Skænker førte ey Ordet for en tom Hierne.
Arme Stoddere, som alligevel besadde et Hierte af
Vox. Kiære Overflod! hvor skal jeg finde tienlige
Ord til at fortælle din Berømmelse. Et ungt Men¬
neske af nedrig Herkomst er nu bedre klædt en Græver
og Frie=Herrer, ja end Fyrster i Fortiden: En stor
Sag! om baade Fædrene- og Mødrene=Arven hænger
paa Skuldrene. Anseer jeg Klæderne, saa træffer
jeg en Minister paa hvert Hiørne af Gaderne; En
stor Sag! om Ministeren staaer ubetalt i Bouti¬
qven. De flestes Borde bovner under en mængde
lækkre Rætter; En stor Sag! om det Almindelige
maa bøde hos de Udenlandske for uindskrænkede
Vellysters Skyld.
Vand, Mælk, Most og Øll smagte vel i
gamle Dage; men nu fordrager vor Mave ikke saa
grov Drikke. Vi skatte os endog ulykkelige, om de
Udenlandske vægrede at modtage vore Penge for
deres Viine.


335
J forrige Tider forstod man ikke meer end
ligesom Fæenødet at slukke sin Tørst: Nu har man
ved utallige nyttige Opfindelser endeligen lært den
Kønst at legge Siælen i en liflig Dvale; for at
slippe fra at tænke fornuftigen, nedslukke Bekym¬
ringer. Sorg er en Fiende af den menneskelige
Omgang, og af den Lystighed som Siælen saa
høyt elsker: Var det da ikke ogsaa uforsvarligt at
ikke drukne denne Fiende om endog hertil udfor¬
dredes den allerkostbareste Vædske? Hvor vel kom¬
mer du os ikke til Hielp du kiære Overflod! i
disse og flere Begivenheder! og hvor vittig viser du
dig ikke i at rette dig efter vor Smag! Jeg skul¬
de tale mere til din Ære; men et forargeligt Brev,
som jeg just nu tog imod, har gjort mig tænkemat.
Uagtet min Misfornøyelse maatte jeg dog af Høy¬
agtelse for Kiønnet (min Correspondant var et
Fruentimmer) indføre her hendes Brev:
Min Herre!
Jeg haver meget nøye læst Tidenderne, og
seer deraf at Vexel=Coursen stiger noget høyt. Jeg
undrer hvad der foraarsager det? Siden man paa
en 40 til 50 Aar har begyndt at bære saa man¬
ge Silke=Vester, Buxer, Strømper, Kioler, Baand
og Blondiner, saa mange dyrebare Juveler, Guld¬
Daaser og Uhre, samt faaet saa mange prægtige
Vogne, Kaner og Sadle, saa ere Pengene blevne
rare. Siden man begyndte at fortære saa meget
Sukker, Caffe, Thee, Viin og Brændeviin, m.m.
Siden man begyndte ved et par Pd. Voxlys at
spise 8, 10 til 12 Rætter Mad, saa troer jeg at
Vexel=Coursen har steget. Jeg skal undre, om ikke
disse Vahrers Jndførsel skulle være overvægtig mod de
udgaaende, og om dette ikke skulde være Aarsagen til
Vexel=Coursens Stigen? Jeg besvarer mit Spørsmaal
uden Betænkning med Jo; tænker ikke heller at behø¬


336
ve Beviis i denne min Sætning. Jeg undrer tillige,
om ikke Kiølen i hvert et Handels=Skib drager smaa
Aarer fra enhver Borgers ubetænksomme Huushold¬
ning. Jeg troer at dette bliver en Sandhed, at den,
som i sin Huusholdning ikke raadfører sig med sin Pung,
maae laane Penge undertiden af egennyttige Folk, som
veed at giøre dem Fordeele af andres Ruin. Videre
undrer jeg, om alt det Sølv, som findes i vort kiære
Fædrene=Land er kommet af vore egne Gruber? Tilli¬
ge undrer jeg, om Folk af nedrig Stand ikke maae
(jeg kan nu ikke sige: kand) leve sparsommeligere end
de af den høyere; (thi det er nu ved Mode næsten ble¬
vet en forbydende Lov) da Fruentimrene ere Lovgive¬
re, og sætte Mændene i Klemme mellem Vexel=Cour¬
sen og Fattigdom. Jeg frygter for, at dette alt er
Aarsagen til at de nyttigste Love og Forbud om Jnd¬
førsel vorde til Landets Skade saa yppigen brudte.
Fruentimrene have derfor anskaffet sig Huusholdnin¬
gens Førsel; saa at baade Mand og Fader maae pas¬
sere for Lov=Brydere. Jeg for min Deel gaaer næsten
altid hverdags=klædt, og lever tarveligen, men ikke
uden Foragt af mine Sydskende. Jngen af dem kun¬
ne med Hæder sætte Foden uden for Døren, om hun
ikke hver gang kand lade sig see med nye og foranderli¬
ge Klæder; ligemeget, om det skeer paa inden= eller
udenlandsk Credit, og om Manden har store eller smaa
Jndkomster. Jeg havde uendeligt mere at sige herom
og om andet; Men vil for denne gang slutte, forbli¬
vende o. s. v.


No. 36.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 18 September 1766.
Tanker ved Herr Olrogs Død.
A¬
k taareblændte Øye! -- Ak! hvad skuer du
vel her; See Zions Døttre, see! de Hellige
i HErrens Menighed omringende en kiær
Faders Grav, de nedkaste sig i Støvet for deres Over¬
hyrdes Fødder; Du allene er hellig, du er viis, siger
de med en grædende Stemme, og dine Miskundheder
skal hvile over os i Tidernes Vedvarenhed; -- Dine
Beskikkelser, ere idel naadefulde og dine Førelser For¬
undringsværdige. Vi maae nu klage: hErren har be¬
drøvet os, og han har saaret vore Hierter til en uud¬
sigelig Smerte, --- og dog du Naadige! hvo vil kunde
takke dig? dine Veye ere ikke som Menneskenes, men de
ere idel Naade og ubegribelige, men du, du evige Viis¬
dom veed allene at styre alle Ting til vores Salighed,
vi ydmyger os derfore i Støvet for din saa høyt op
høyede Throne, vi kysser med en børnlig Kiærlighed di¬
ne naaderige Hænder, din Munds Tale saarer, os, men
dine helbredende Hænder læger vore Smerter,-Snart
maae en øm Fader see sin haabefulde Søn at bortrykkes


338
i sine blomstrende Dage, medens Døden forhaler at op¬
fylde den Gamles Ønsker, der er mæt af at leve; ---
nu maae en kiærlig Egtefælle see al sin Glæde og all sit
Haab at nedlegges i Jordens mørke Skiød; --- nu
maae de lydigste Børn, see, deres allerkiærligste Foræl¬
dre, at borttages fra deres Øyne, ja vel det, som me¬
re er, her maae en HErrens Meenighed ofte sukke:
hvor er nu vor Hyrde og hvem er nu vor Lærere, der
skal udsaae til os HErrens Høstes Sæd, saaledes maae
vi nu og sukke, saa maae vi klage, da HErren, den al¬
mægtige, har holdt op at giøre vel imod os ved denne
i Døden hensovede HErrens Tiener, den nu i Døden
saligste, men før i Livet den dydigste Lærere Herr Ma¬
gister Jens Olrog. Vi siige ikke meere, end at du var
en af de Hellige, og det er nok; dit herlige Exempel,
som vi med en dyb Taushed skal beundre i vore Hierter,
skal bestandigen staae afmalet for vores Øyne, naar vi
seer den Gudfrygtige at sukke over Menneskenes Syn¬
der, og at udstrække sin Haand til den elændige, naar
vi seer ham at indgyde Trøstens Olie i den Bedrøve¬
des Saar, at udrive den Fortvivlende af Dødens An¬
gester, at oplyse den vankundige, at overbevise den haard¬
nakkede Misdædere, og i alle Ting at bevise sig som en
retskaffen Christen og en stor Lærere, da raaber Sand¬
heds Mæle til de Efterlevende, saa var en Olrog, og
saa vandrede han for HErrens Øyne, indtil dette klar¬
skinnende Lys mæt af Dage og overøst med Velsignel¬
ser, gik udaf Livet, for at samles til sine Fædre; --
Ak, saa maae de da døe, --- ak! Salige --- meer
kunde de ikke fremføre for Graad og mine Øyne kunde
ikke udstaae længere at ansee dette bedrøvelige Syn;
Jeg saae derfor hen til den høyre Side af Graven, her
laae en forladt Ægtefælle omringet med sine elskeligste
Døttre, ligesom halv døde i hverandres Arme, endelig
kom de dem saa meget at de kunde tænke paa hvor de
vare, men smerteligste Forestilling! -- de levede ikke
endnu uden for at tage deres tillagt til Graad, tvende


339
Sønner, ved deres Sider stode udrustede med Fornuf¬
tens Trøste=Grunde, men som vare alt for svage til at
fordrive den skræksomme Taushed, der laae paa disse
sorrigsfulde Hierter, da saaes Religionen, iført sit snee¬
hvide Klædebon at nærme sig til disse i Sorrig nedsiunk¬
ne Siæle, hun rørte ved dem med sin styrkende Haand,
og strax aabnedes deres Ørne til at høre paa hendes
Tale, og deres Øyne til at erkiende hvem hun var, hun
talte til dem med hendes behagelige Stemme, og deres
Ørne hørte til med Begierlighed: Græder vel mine
Børn, sagde hun, thi eders Tab er meget stort, yder
Naturen denne Told, men lad Sorrig ikke betage for
mig Adgangen til eders Hierter, holder Maade i eders
Sorg; thi J har jo endnu i eders GUd, en Fader og
en Læge, der helbreder de sønderknusede Siæle. Kast
eders Omhue paa HErren og han han skal frelse jer, og
i det samme udbredte hun sine Vinger og opfoer til sin
Sædes Throne; de saae alle op efter hende med en
længselfuld Mine til Himmelen, men hun kom ikke
meere; de sukkede over hendes Bortgang, og jeg gik
bort begrædende deres TaB.
D¬
e Gamle have tilskrevet Musiken en saa høy Virk¬
somhed, at de have holdt for at den haver civi¬
liseret Nationerne. Polybes, naar han taler om de
2de Folk i Arcadien, skriver, at det ene var et høfligt
og artigt Folk, saasom det med Fliid lagde sig efter
Musiqven; men at det andet var grovt og vildt, saa¬
som det gandske forsømte den. Endog Grækerne, som
vare saa polerede, ansaae denne Kunst som et væsent¬
ligt Stykke af Ungdommens Opdragelse, saa at den,
som var uvidende deri, passerte for et slet opdraget
Menneske. Socrates, saasom han var af ringe For¬
ældre, kunde i sin Ungdom ingen Underviisning faae
i denne Kunst; Men han holdt sig det ikke for en


340
Skam at lade sig undervise deri, da han var kommen
noget til Alders. Plato ansaae ikke Musiken som en
Tidsfordriv allene, men betragtede den endogsaa som
en Kunst, der kunde holde Gemytterne i Tømme og
og giøre Sæderne behagelige. Og man kand ogsaa
virkeligen sige, at den bereder Veyen til Fromhed,
Medynksomhed og en behagelig Omgang; den stiller
Vredens Bevægelser; den opmuntrer Siælen og for¬
andrer Bedrøvelse til Lystighed. Men den vigtigste
Fordeel, som man erkiender hos den er at den giør end¬
ogsaa noget til et Menneskes Sundhed. Man har
kun at give agt paa de omværende Ting, saa kand
man kiende hvilken Magt den har over os. Den be¬
hagelige Snusen af en Aa, og det Monotonium i en
stum Røst dysser os uformærkt i Søvn. Skarpe og
stærke Lyd tvertimod vaagner os op og indjager os en
frygtsom Gysen; Deslige ere Hundenes uventende Giø¬
en, Ulvenes Tuden, og Kattenes Miauen om Natten.
Haarene blive stive paa Hovedet, og Huden trækker
sig sammen ved en Fiil, som fiiler eller ved en Spaan,
som kommer for i det man saver. Det er da en klar
Sag, at Hørelsen haver Herredømme over vort Lege¬
me; og dette Herredømme kand bestemme os enten til
godt eller ondt. Paa denne Maade forstod Centaurus
Chiro at tæmme Achillis hans Lærlings ubøyelige
Sindelav; og ved samme Middel stillede David Sauls
Galenskab. Blant de Midler, som vedligeholde Sund¬
heden er der intet Virksommere end de, som fordrive
Kiædsommelighed, som formindsker Sorgen og giver
vores Sind en vis Klarhed, der fører det til Fornøy¬
else; Thi Siælen flyder saaledes ind paa vore Lege¬
mer, at den svækker vore Lemmer ved Bedrøvelse, men
giør vore Forretninger meere frie ved Lystighed. Mu¬
siken er en Slags Spore, som opvækker vort Sind, som
ligger i Dvale, uddriver Uroeligheder og indgiver
Munterhed midt i Sorg og Bekymringer: Derfor til¬
bringer man Høytidsdagene ved Musik i Kirkerne, i Cero


341
monier, Forsamlinger og Giæstebud; Derfor søge
Kunstnere, Arbeydsfolk og Slaver en Hvile ved
Sange og Viiser; og udstaae derefter Besværlig¬
hederne des lættere: Musiken synes endogsaa at
formindske Dødens Skræk midt i Feldslagene;
Soldaten trodser Faren ved Trommens og Trom¬
petens Lyd: Hundene selv vorde ligesom hidsige ef
ter Rov ved Valdhornets Stød.
Høre-Nerven har Communication med alle
Deelene af Legemet formedelst Jntercostal=Nerven;
deraf kommer den Magt, som Musiken faaer over
alle vore Lemmer: Fibrene i Legemet ere ligesom
Strænge, der sættes i en bævende Bevægelse ved
Lyden og befordrer den, enten den er behagelig el¬
ler ubehagelig, op til Hiernen. Derfor er ikke
ald Slags Musik behagelig for et hvert Menneske:
den maae passe sig med Gemyttet med Temperamentet
og Lysten: En Musik opvækker Lidenskaber, en anden
stiller dem; denne føder Glæde af sig, hiin føder Be¬
drøvelse; den ene forhøyer Modet, den anden ned¬
slaaer det; Qvint=Majoren udtrykker stor Sorrig,
Tertz=Majoren er skabt til Lyslighed: De Grædske
Musici brugte den Doriske Maade i alle ærbare og
Religieuse Ceremonier, for at indtrykke Ærbødighed og
opmuntre Mandhaftighed; de søgte at opvække Vrede
og Galenskab ved den Phrygiske Maade; og henegnede
den Lydiske til Elegier og bedrøvelige Ting; Den
Æoliske forbeholdte de til de kiælne Lidenskaber, og
til at opvække Kierlighed og Glæde. Den nu bru¬
gelige Musiqve er hverken mindre lærd eller mindre
foranderlig. Skulde man ikke kunne for samme Aar¬
sagers Skyld anvende den til samme Øyemed? Det
er at sige, til at giøre os Menneskeligere, flittigere
dydigere og lydigere? Hvorom alting er, saa giver
Musiken alle besiælede Legemer behagelige Følelser;
derved forøges Hiærtets Elasticitet; Blodet stødes
hastigere ud i Vasa; Afsondringerne skee med mere


342
Friehed; Uddampningen tager til; Huden vordet rø¬
dere, og Ansigtet mildere.
En Vens Afskildring.
Pleon fik i Fødselen en Fiinhed i Lemmerne, som ofte
Sgeliide hans Klygt; En brændende Jld flyder om
i hans Aarer og udspænder Liv i alle hans Handlinger;
Denne Jld nærer men fortærer ham tillige; Hans
Klygt indblæser ham en Munterhed, som hans Legems
Beskaffenhed ellers nægter ham; Lad et Ord engang
opvække hos ham et nyttigt Begreb. Da faaer man
strax see ham at hoppe, han staaer op, han taler, han
tumler sig, han synes at sige: Jeg er ikke til, uden for
at fornemme og for at skiønne. Hvilket Liv! Hvilke
Udtryk i hans Udseende! Hvor mange Fruentimre
skulde ikke hans Øyne kunde fortrylle! Men ney, han
udskyder Jld af Klygt; Og skiønt meget Jndtagende
ere de dog ikke skabte til at pryde en Veneris eller
Gratiernes Pande.
Hans Ansigtes Træk ere hverken mandelige
eller qvindagtige, hans Smiil er behagelig og kiælen;
Hans Ansigts=Straaler fiine, fulde af Udtryk, noget
besynderlige, og anviise Oprigtighed og Munterhed;
Men iidelige Stød af en hæftig Forestillings=Kraft af¬
male Tid efter anden Foragt, Vrede eller Fortørnelse
i hans Udseende, med et Ord: Man kand ikke ansee
hans Gestalt uden som et Speyl paa hans Tanker.
Seer han smuk ud? eller seer han hæslig ud?----
Siig mig da hvad han tænker i samme Øyeblik! og jeg
skal svare.
Min Vens Hierte er uskatteerlig i mine Øyne;
Saasom han er en dydig Ægte=Mage og hørig lydig
Søn i Henseende til den Omhyggelighed han bær for¬
Naturens= og Venskabs=Pligter, saa mærker man ikke
meer den Foragt, han dog paastaaer at bære for smaa¬
Deggerier, ey heller den Kierlighed for store Grund=Lær¬
domme, som indgive Afskye for smaa=Stykker. Lader
os være Menneskelige! siger han undertiden, men lad


343
det gode være Fornuftens Værk og ikke Hiertets, hvor
Følelighed er kuns Skrøbelighed; Jngen Medli¬
denhed; Det er kun Smaa=Ting; Hans Stolthed,
forviiser den, det er sandt, men den flygter ey længer
end ned i hans Hierte. Hans Fornuft, som foragter
at følge en banet Stie, gaaer ud fra den og begiver sig,
dog uden at fare vild, paa ubekiendte Veye; Hans
Hierte, som ikke er i Stand til at forlade den gode Na¬
tur, gaaer stedse side omside med den: Altsaa ere hans
Følelser og hans Tanker bestandigen forskiellige. Hans
Lærdoms=Grunde behærske ham paa en grusom Maade.
Cleon har tilbragt sit Liv med at bestride sine Lidenska¬
ber, og Striden er ikke endnu til Ende. Hvor man¬
ge Chimerer fordyber han sig ikke udi! det er nok, at de
synes ham hans Beundring værd. En nøye Stoicis¬
mus, Vunderting i Alderdommen, Vankundighed, de
Vildes Eenfoldighed ere allesammen Gespænster, som
fortrylle hans Forestillings=Kraft.
Skulde det være bedre at have ham til Ven end
til Kiereste? J Kierlighed vilde han indføre for megen
Enthusiasmus; og maaskee han skulde opleede billeder
selv for hans Forestillings=Kraft; Ellers skulde det væ¬
re vanskeligt at fornøye ham, da det var vanskeligt at
elske, som han. Dersom Cleon havde elsket mig, tviv¬
lede jeg om at han havde kiendt mig; Hans Venskab
smigrer mig for meget dertil. Da han er bestandig i
Kierlighed saavelsom i Venskab, er en lækker, hidsig,
og næsten misundelig Beyler; saa vilde han indføre
Selv=Hærskerie i Kierlighed og Friehed i Ægteskab.
Han bær ligesaa stor Høyagtelse for Fruentim¬
rene, som de for ham, thi ingen har meere Smag end
han for Skikkelighed; han elsker den af Drift, men
aldrig har Forstand eller Skiønhed kundet foreene den
med Uanstændighed. Han har kun een Gang elsket,
for det mindste efter som han selv siger; Hans Hiertes
Saar er vendt til Gevinst for hans Siæl; Naar hiint er
nedslaget er denne opmuntret; naar hiint har ikke væ¬


344
ret meget kiælent, har denne opløftet sig, og fattet Mun¬
terhed endog da, naar den mistede af sin Følelighed.
Hans Venner ere vel hans Venner, men hvorlidet
er Tallet! Cleon mister ingen af dem ved sin egen Skyld;
Han foreener en sand Kierlighed med et virksomt Ven¬
skab; han kræver det samme af sine Venner, som han finder
sig i Stand til at giøre for dem, og faa Mennisker kunde
giøre det.
Hans Egenkierlighed er reen uden Følger. Saa¬
som han paa een Tid er frygtsom og fortroelig, troer han
sig at være i Stand til at paatage sig de største Ting, men
naar han skal legge Haanden paa Værket, føler han intet
meere end sin Afmagt.
Er han end iblant sine gode Venner er hans Geist
munter, behagelig, fortroelig. Følelser tale hos ham ved
Epigrammata; han besidder alt for stærk en Geist til at
have matte Jndfald Naar det kommer an paa at være vel¬
talende, forstaaer Cleon baade at lade en Eftertryks og en
Dommers Tone fare; Da han er ligefrem og naturlig taler
han om sig selv med Sædelighed og om sine Venner med
Hidsighed.
Jngen forstaaer bedre end han at giøre andre fornøy¬
ede med sig selv; Man finder i Omgang med ham at man
har Forstand, og man faaer den virkeligen ogsaa; Man
forlyster sig i sig selv med Lækkerhed, men den Træthed man
formærker deraf giver tilkiende, hvad Kræfter han har
kommet een til at anvende.
Jngen kand tænke at de høre meer end min
Ven; og jeg undrer mig ikke derover; en Haandeven¬
dings Taugshed er for ham et Aarhundredes Tanker,
og det er just dermed man bør afmaale Tiden.
Cleon forsømmer alt for meget de smaa Plig¬
ter i Sælskab, han seer kun de han elsker, og jeg frygter
han tilsidst kommer til at leve eene. Rummet byder mig
at slutte.


No. 37.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 25 September 1766.
Aurum per medios ire Satellites & perrumpere amat
Saxa, potentius ictu fulmineo
Hortat.
J¬
eg sværger ved Ducater, Caroliner, Sædler og
alt det, som kand løfte en Stymper af Støvet,
at jeg hellere vilde være død end fattig. Hr.
Dumhierne en gandske hederlig ung Person her i Sta¬
den og en hiertens lækker Glut, (i det mindste siges vo¬
re Piger at sukke andægtigen for ham i Kirken og paa
Ballerne) bestormede engang alles Øren=Hinder i et
Samqvem med disse Ord.


346
Jeg saae efter min Hat, og gik hiem, gandske
fortreden over det Jndtryk, som denne Tal mraade gior¬
de i mit Sind, og over den Seyer, som denne Stoer¬
praler søgte at erholde over mine Meeninger. Ach
hvor lykkelige Medborgere! tænkte jeg, om Penge ud
giøre Lyksaligheden.
Fra min Barndom af havde saavel mine For¬
ældre som mine andre Lærere ingen Umage sparet for
at indprente mig, at Dyden giør et Menneske lyksa
ligt, og at et stort og prægtigt Steenhuus ofte skiuler
et uselt Dyr, men en fattig Leer=Hytte beboes af et
i Henseende til Uskyldighed og Sindets Gaver lyksa¬
ligt Menneske.
Denne Lærdom forestilledes mig paa en indta
gende Maade, og jeg blev saa meget desto mere forel
sket deri, som jeg havde den Fornøyelse, at hist og her
opdage en fattig men tillige lykkelig Landmand, hvil¬
ken, langt fra at misunde sin rige Naboe, talte ligesaa
mange fornøyelige, som hiin kummerfu de Timer, og
tog Deel i den Uroe, som plagede hans Sind.
De uskyldige Landsbye=Stæder havde givet
mig denne tørre Lære-Regel, at jeg vilde glemme dem
naar jeg fik Kiøbstæden at see. Jeg havde ikke heller
seet saa megen Rigdom, Overflod og let forhvervet
Velmagt som her. Jeg begyndte snart at mistænke
mine Læreres Sæde=Regler, og at see Lyksaligheden
allene ved en stor Casse. J hvor liden Høyagtelse jeg
bærer for Hr. Dumhierne; maatte jeg dog tilstaae at
hans Udsagn aabnede Øynene paa mig, og gav mig
Anledning til at nøyere eftertænke Sagen.
Jeg var i Begyndelsen noget enfoldig (og hvem
kand fordre god Smag af Bonde=Tosser og Landsbye¬
Junkere?) Jeg troede, at Dyd og Vid giorde Men¬
neskene lyksalige; men hvor blev jeg ikke bedragen! jeg
kom i Bekiendtskab med en Mand, som altid søgte at


347


foreene en ærkar Opførsel med sin dybe Jndsigt; men
havde ikke desto mindre maattet sulte ihiel; om ikke hans
Fader i det samme havde været saa artig mod denne
sin Søn, at tage Afskeed fra Verden.
En ung Spradere, som eyede meer Mynt end
Vid, havde faaet klæbet fast ved Hukommelsen nogle
af de Lærdes Navne og Sætninger, og talte med frit
og frækt Mod i de vanskeligste Sager; saa at han
holdtes for en lille Afgud, førend han selv vidste at
han var et Menneske: Mynten drog Drengen frem,
og Daarlighed talte for ham.
J forrige Tider var Verden saa dum, at den
hædrede Fliid og virkelige Fortienester: En fattig og
nedrig Fødsel var ingen Hinder paa Ærens Vey;
Midt i Ærens Skiød samledes den Riiges og den
Fattiges Sønner, og bleve strax Slægtninger paa
Dydens Vegne, uden at Blodet vidste af den ringe¬
ste Bekiendtskab. Jeg rødmer selv paa de Velhaven¬
des Regning, naar jeg hører tale om, at en Vadmels
Trøye forvandles til en Fløyels Kiortel: Det grove
Blod skæmmer dem dog, uagtet alle Prydelser. Vor
oplyste Verden indseer dette: Guldets Egenskaber maa
tilforn have været saa nøye bekiendte som nu; og de
gamle Naturforsker maa tilforn nødvendigen have slum¬
met: 10, 000 Daler paa et Sted samlede trække
Hatten af Hovedet paa de Forbiegaaende, og ere den
50, 000, saa staaer Peruqven i Fare, for at følge
med: Tønder Guld, sætte Krampen i Ryggen paa Folk,
og det hele medicinske Facultet er ikke i stand til at
hielpe ham. Naragtige Forsøg, at ville erlange Ære
uden ved Penge; Thi paa denne Maade søges den med
en utroelig Fordeel: Naar møysommelige Dage og
vaagne Nætter lønnes med Foragt; saa vækker Guldet
den i Høysædet som sin heele forbigangne Tid har so¬


348
vet saa stærkt, at han ikke kunde vaagne førend ved
denne Tildragelse.
Han sidder der alligevel siden han har faaet
Søvnen tørret af Øynene, og puster ud, ligesom om
han med matte Fied havde søgt at vinde Æren. Det
forunderligste er at Guldet ærer ikke Eyeren allene: men
undertiden er altsammen ærværdigt lige fra Herren
indtil Kudsken paa Sædet og Tieneren bag paa Vog¬
uen.
Credit giør nesten det samme som Penge, og har
sat mange paa Fødderne: Den, som har den, giør Vun¬
derværker; Thi han æres for Guldet, som han aldrig
eyede, og seer gamle hæderlige Folk saa stivt i Øynene,
som han selv havde svedet for sin tillige Velmagt.
Faa kiendes ved den fattige: Tvertimod, den
rige tæller Venner i Skokkeviis: Disse staae paa Sprin¬
get ved mindste Vink, drikke Guldets Skaal under Ey¬
erens Navn, og sette Barmhiertigheds Gierninger ud
paa Rente.
Guldet eyer desuden en sælsom Egenskab. Siel¬
den seer man en riig Lovbryder: De Formuende ind¬
see lætteligen Lovens Fordringer, og leve mestendeels
ustraffelige midt i den forføriske Verden. Med faa
Ord: De Riige synes dog at leve lyksaligen og at døe
ærefuld; Paa disse Tanker haver Hr. Dumhierne
bragt mig. Har han forført mig, saa beder jeg at
ville rette os begge: Men et vil jeg sige under 4 Øyne:
Hr. Dumhierne vorder besværligere at føre paa andre
Tanker; Thi han er riig.
er er meer Jern end Guld i Verden. Nogle
D¬
Naturforskere paastaae, at man finder Jern


349
ikke allene i Minerne, men at dens Bestands=Deele
findes ogsaa i alle Legemer. Desuagtet er Jernet
uendeligen nyttigere end Guldet, hvis indbildte Værd
bestaaer allene i dets Sieldenhed. Om man kunde
oversee den gandske Verden; saa skulde man tydeligen
see, at den viise Skabere haver frembragt de Ting i
største Mængde som ere nyttigst for Menneskene. Han
har tilstrækkeligen sørget for vor Naturs sande Behov.
GUd har ikke skabt os i Fattigdom, men begavet os i
Overflod med det, som tiener til vort Livs Ophold.
Men den Begiærlighed, som boer i det menneskelige
Hierte er aldrig roelig. Midt i Overflod qvæler et
Menneske sig med Mangel; saasom det begierer hef¬
tigst det, som lættest kand undværes. Overflod bliver
en Kilde til Mangel. Hungeren stilles meget læt; men
der skal en stor Kunst til at opvække appetit hos en fuld
Mave. Tømmermandens grove Øxe er nok til at be¬
rede os en hastig og sikker Boepæl. Bildhuggerens fine
Meissel og Malerens bløde Pensel tiene kuns til at
pynte den ud. Bondens Eenfoldighed anskaffer Korn;
Urtegaards=Mandens Kunst forhøyer Blomsternes Far¬
ve. Jern og Guld giør Forskiæl paa de Mennesker
som leve i Naturens Stand, og lade sig nøye med
det Nødtørftige, og paa dem, som Overflødighed le¬
der til Fylderie. Hiine gribe efter Jernet, overladen¬
de disse Guldets Glimmer. Kulden og Varmen af¬
vexle hos dem, skiønt de ligesaa lidet undersøge det
eenes som det andets Natur, og kiende hverken Vende¬
Cirelen eller Poli=Høyde. Solen skinner ligesaa klart
for de Folk, som ikke spørge om den staaer stille, som for
dem som stride om, enten Copernicus eller Tycho har
Ræt. Ja, et Menneske kand leve dydigen, om end
Sædelærernes Undersøgninger om Dydens Væsen er
det ubekiendt; Den; som nægter Frieheden i den men¬
neskelige Villie, beviser ikke mindre Frieheden i sine


350
Handlinger, end den som forsvarer den. Saaledes un¬
derholder GUd, det som er umisteligt i Naturen; Kun¬
sten befatter sig kun med det Nyttige og Behagelige;
Men Yppighed og Fylderie giør det Unødvendige til
Nødvendigt.
D¬
en Cretiske eller Candiske Labyrinth i sin nærvæ¬
rende Stand er en underjordisk Lov og uregel¬
mæssig Hvælving, som bestaaer af saa mange Dreynin¬
ger og Vendinger, at man maae regne dem i tusende¬
fold og hvilke ere paa saa vildsom en Maade inddeelte,
saa at man snart skulde falde paa, at Labyrinthen var
bleven til af en Hendelse. Labyrinthens krumme Slan¬
ge=Gange indtage hele Strækningen under den Høy,
som ligger ved Foden af det berømte Bierg Jda, der
ligger neppe tre fierdings Veys fra Ruinerne af Gor¬
tyna.
De som ville gaae derind maae forsyne sig med
mange Fakler; Thi der hersker saa tykt et Mørke, at
man ikke kunde finde derud af igien. Indgangen er
igiennem en Aabning, som seer gandske uarbeydet raa og
naturlig ud, den er vel temmeligen bred, men kun fem
Fod høy, saa at man maa bukke sig naar man gaaer
derned. Loftet er gandske fladt og glat, men Gulvet
skruppet og ujævnt, saa at det er meget slemt at gaae
derpaa. Der er en stor Forskiel paa Stenene, som den
bestaaer af; mange af dem ere overmaade smukke og ra¬
re og mange meget uanseenlige; Thi hele Høyen be¬
staaer af mange Lag Marmor, saavel af den gode som
den sletteste. Herfra kommer man ind i en temmeligen


391
viid Huule, som er Forkammeret til den gandske Byg¬
ning. Gulvet deri er ligeledes njævut, og Væggene
bestaae af en forskiællig mengde Steen=Arter; fra Lof¬
tet hængte en stor Hob giennemsigtige Røer ligesom
Jistapper (Stalaciter.)
Naar man kommer videre frem, saa aabner flg
den heele Skue=Plads af denne Labyrinth. Der er saa
minge Gange, Bie=Veye, og Aabninger i saadan
Mængde og med saa mange Forandringer, saa at man
slet ikke kand forundre sig over de gamle Skribentere,
om de end have giort aldrig saa meget deraf.
Hoved=Veyen er dog den redeste, samme gaaer ne¬
sten en heel Miil omkring og har mange Aabninger og
Side=Veye ved sig. Fra denne store Vey kommer man
endelig i tvende store Huuler, hvilke synes at forestille
et par meget deylige Værelser. Denne Hoved=Gang,
deeler sig henimod Enden i to eller tre Arme. Men
foruden dem ere nogle andre Veye fra Hoved=Gangen,
som ere gandske liige og gik liige frem. Her igiennem
kand man komme tilbage igien til den første Indgang,
hvorfra man tillige kand komme ind i de rette Indgan¬
ge, som er omtrent tyve engelske Yards brede, hvoraf
enhver er fjorten sex ottendeel Tommer længere end de
Leipsigske Alen. Dybere inde komme saa mange Om¬
lugter og Tvær=Veye, saa at det syntes umueligt at no¬
get Menneske kunde finde reede i dem. De omtalte
Topper som hængte ned som Jistapper vare Sparer,
det er: Giennemsigtige Kalkspat, et Mineral, som et¬
hvert Vand fører saa uformærkt med sig. Samme af¬
sondrer sig fra Vanddraaberne, som svede ud af Ste¬
nen, førend de kunde falde paa Jorden.
Det er det samme, skiønt af en langt slettere
Art, som giør den Steen=Skorpe i Theekiedlerne eller


352
andre Kar, som der koges bare Vand i. Denne Kalk¬
spat søger i Vandet sin Vey igiennem Klippen, og der
hvor Stenen er frisk udhulet, finder den de beqvemmeste
Aabninger for sig. Paa denne Maade kommer den og
her i disse Huller og skiller sig fra Vandet. Først sæt¬
ter den sig paa en lille Plæt, siden udbreder den sig meer
og endelig trænger den ligesaaledes frem paa Overfladen
af Klippen som Stalactiterne. Begges Substantz er
eens, og gandske forskiællig fra Klippen, saa at man
slet ikke heraf, som nogle ville, kand bevise at Stenene
groe.
Labyrinthet skal ellers være henimod 3000 Aar
gammel, og man finder den at være lige saaledes beskre¬
ven for 17 til 1800 Aar at have haft samme Afmaal¬
ninger, Gange og Aabninger som nu: Men naar Ste¬
nene skulde have voxet, saa maatte Gangene nu efter saa
kang en Tid merkeligen være formindskede, om ey næsten
tilspærrede. Det synes for Resten at disse Labyrinther
ere byggede af den blotte Natur, thi det var et Arbeyd,
som for Menneskelig Flid var umueligt at fuldføre: Om
Kunsten har paa nogle Stæder kundet komme Naturen
til Hielp, er en Sag, man lader staae ved sit Værd.


No. 38.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 2 October 1766.
E¬
t. Kilda er en af de smaa Øer, som ligge Ve¬
sten for Skotland og kaldes Westernes eller
Hebrides. Den er omtrent 3 Engelske Mi¬
le lang fra Østen til Vesten og to Mile bred, bestaaer
af 5 høye Klipper hvorimellem der er meget lidt brug¬
bart Land. Jndbyggerne, hvis Antal for de didførte
Koppers Skyld er for nærværende Tid nedsat til 80,
leve af Faare=Drift og Fugle. Man har engang op¬
muntret dem til Agerdyrkningen: Men da de første
Forsøg ikke ret lykkedes, saa begave de det igien; Thi
de have, ligesom de fleste efter den oprindelige Maade,
levende Mennesker, en stor Afskye for Nyheder, men
lade det gierne blive ved det Gamle. Da disse Klip¬
per ligge under en ubehagelig Himmel-Egn og vorde
meget lidt besøgte af andre: saa have disse Kildaner
meget tilfælles med de West=Jndiske Folk. Alle Jnd¬
byggerne boe sammen paa et lidet Sted, Husene staae
liige over for hinanden, have flade Tage, og udgiøre
en lang Gade. Hist og her seer man endnu nogle Lev¬
ninger af smaa Klostere og Kirker. Hvert Aar hellig


354
holder man de 2 Helgenes Colombas og Brendans
Fæster. Paa hvilke Høytider man fordeler al den
Melk, man har i Forraad der paa Øen, mellem alle
Jndbyggerne saavel, Mændene som Qvinderne
og Børnene; saa at ingen gaaer tomhændet ud, og
ingen har noget Fortrin; Kildanerne have ogsaa en
Slætte som de kalde Bede=Marken. Paa samme ense
de deres Faar med Vand, Jld og Salt, naar de skulde
drives paa en anden Mark, menende derved at forekom¬
me Hexeriers og onde Aanders Kraft paa deres Hiord.
Ja ikke langt herfra er en anden stor frugthar Plads
som de holde saa hellig at ingen vover sig til at røre
derved. De ere af den Mening, at, om man vilde be¬
bygge samme, deres Øe da overgik en stor Ulykke. Gud¬
dommens Navn have de forglemt, og dyrke altsaa som
hine Athenienser en ubekiendt GUd. De have ogsaa
3 Kilder hvilke de ikke alleneste holde for hellige; men
tillegge dem endegsaa en besynderlig Kraft mod adskil¬
lige Sygdomme. Der er paa denne Øe en forskrække¬
lig Hob Træk=Fugle, saa at, naar et Træk er borte,
kommer et andet igien. Det er umueligt at opregne
alle de sindrige Kunster, som disse Jnsulaner bruge i at
fange disse Fugle. En stor Fugl hos dem kaldet So¬
lan Goose haver et langt Næb og æder gierne Sild. De
binde altsaa en slig Fisk paa et stykke Træe som de ka¬
ste i Vandet. Naar nu Fuglen vil hugge i dette Rov
saa støder han Næbet saa dybt ind i Træet, at det sid¬
der fast. Den Fugl Lavie er meget vanskelig at fange;
Men Kildaneren bær sig saaledes ad: Han stiller sig om
Aftenen paa et Fiæld og hænger et hvidt Linnet Klæde
over sig; Saa at Fuglen holder det for et Stykke af
Fiældet; hvorudover den setter sig ned derpaa, og fal¬
der sin Fiende i Hænderne. Fuglene selv have og man¬
ge Slags Midler til at redde sig: Fuglen Tulmer sprøy¬
ter den, som vil overfalde den paa Reden, en hob Tran
i Ansigtet og flyver saa bort. Jndbyggerne vide at
giøre en heel Spaadom af disse Fugles Skrig og


353
Flugt. Uagtet deres overtroiske Skikke henregne de
sig dog til den protestantiske Kirke. Nogle troe en nød¬
vendig Skiæbne; men vise sig dog i deres Troe ikke
anderledes end de, som antage en fuldkommen Friehed.
De formærke et modbydeligt Aandedræt naar en Frem¬
met nærmer sig til dem. Thi deres Øe er stedse skiult
med Taage og deres Legemer omgivne med Tran=Stank,
hvorfor den fine og rene Luft er dem uangenem. De
ere venlige og tienstfærdige. Deres Fruentimre vel
skabte og kydske. De ere ikke ødsle, dog ikke karrige,
ikke riige men heller ikke fattige. De have hverken Lo¬
ve, Dommere eller Procuratores. En Skotsk Herre
seuder undertiden sin Fuldmægtig til dem for at hæve
Oppebørsler af dem. De kunde hverken læse eller
skrive; Ja det kommer dem forunderligt for at man ved
Skrift kand meddele en anden sine Tanker. Deres
Sprog har en Lighed med det Norske, og er beqvemt til
Digte- og Tale=Kunsten. De kunde intet Begreb giø¬
re sig om de Ting uden for deres Øe, som man fortæller
dem om. Man førte engang en Kildaner til Skotland,
som forundrede sig over at Verden var endnu større
end hans Øe. Han faldt og i Forundring over Træ¬
erne, saasom paa St. Kilda ikkun ere smaa Buske.
Husene holdt han for Klipper, og vilde ikke gaae paa
Gaden. Da nogle masqverede Personer mødte ham
holdt han dem for Misdædere, som af Frygt for Straf
havde gjort sig ukiendelige; og Klokke=Lyden satte ham
i Frygt og Skræk. Man gav ham Brændeviin at
drikke, hvorpaa han faldt om og sov: Men efter at
have sovet Rusen ud, sagde han: Det havde jeg ikke
tænkt, at man saa læt kunde komme ud af Verden uden
at lide nogen Pine.
L¬
graiber kalder man det slags Jndianer, som besatte
den Deel af det Sydlige Amcrica, som de Franske


356
kaldte les Iles de Vent. Disse Folk have siden forladt
disse Øer og trukket sig ind paa det faste Land. Nogle
af dem leve endnu og ere adsplittede paa Guadeloupe
og Domiiqve, men nu paa lang Tid er der ingen uden
paa Øen St. Vincent. Det fortælles, at disse Folk ha¬
ve været meget forundrede over at see de første Euro¬
pæer som kom til dem, saa at de sagde: Eders Land
maae enten være meget fælt eller og J maae have me¬
get lidt, at J vil søge nye Lande saa langt borte og med
saa stor Fare. Man siger at disse Barbarers Forsland,
er ikke meere oplyst end de umælende Dyrs Drift. De¬
res Religion er vanskelig at beskrive. Det lader til at
de erkiende en god og en ond Gud: men de ofre kun til
den onde Gud. Missionairerne kunde intet formaae
hos dem angaaende Religionen; og lader nogle sig dø¬
be, da skeer det kun for de Gavers Skyld som de faae
derfor, men de frafalde strax igien; Og der ere de iblant
dem, som lade sig mange Gange døbe for Fordeles
Skyld. De Negrer, som man bruger paa Øerne til at
dyrke Jorden, har ikke meere Forstand end Caraiberne,
men de ere meget meer arbeydsomme. De, som komme
fra Kysten Guinea kiender man hvor gamle de ere paa
deres Ansigter. Nogle af disse Negre ere vittigere og
næmmere end andre, men saa har de igien en for¬
færdelig Lyde: nemlig i Henseende til deres
Utroeskab Had og Hævngierrighed, som driver
dem til at bruge en Gift paa en meget listig
Maade til at tage Livet af deres Contrapart med; ja
de begynde paa deres egen Familie, Kone og Børn, for¬
ey at vorde mistænkte. Folkemængden er meget stor
paa Martiniqve: Men Øen St. Christopher er som en
Moder til alle de andre. Det er gandske almindeligt
at see 10, 12 til 15 Børn i et Huus. Det er tillige
forunderligt, at Fruentimrene gifte sig og avle Børn
meget tilig, og blive ved meget længere end de Euro¬
pæiske Koner. Man fortæller herom utroelige Histo¬
rier: En Kone paa 100 Aar, siger man blant andet,


357
havde et 5 Aars gammel Barn, og en paa 80 Aar lod
sig beligge af en ung Dreng, og blev derved svanger.
Man svøber ikke Børnene der, men tager dem somme¬
tider ved Hænderne og andre Tider ved Føderne, og
løfter dem i Væyret, som om man ikke kiærte sig efter
dem. Man lægger dem paa Gulvet, uden at sætte
dem i Gang=Vogn, eller lade nogen see efter dem for at
de kunde lære at gaae, da de krybe paa Hænder og Knæe
og til sidst lære selv at gaae ret op.
De Sygdomme som Fremmede faae paa Øen
Martinique bestaaer i en brændende og haardnakket
Sygdøm, hvori Blodet løber ud af Næsen og Øynene,
og undertiden af alle Lemmerne. Sygdommene blant
Negrene ere først Mave=Sygdom, 2 det tørre og haar¬
de Blægner og undertiden Bylder, som man holder for¬
en Art venerisk Sygdom. Tetanas er en Sygdom,
som baade Hviide og Sorte kunde faae. Den giør
heele Legemet stivt og ubevægeligt, og er meget vanske¬
lig at curere.
E¬
araiberne give deres Læger Navn af Piayer. Disse
ere nogle bedrageriske og interesserede Qvaksal¬
vere, som give sig ud for færdige i at curere Syge. For
at giøre sig desto anseeligere, blande de Diævelens Paa¬
kaldelse med Medicamenterne naar de give de Syge
dem; Og som disse Folk ansee Diævelen som deres
Forfølgere og deres afsagte Fiende, saa betragte de ham
og stedse som den første Aarsag til deres Sygdomme.
Man kan ikke nægte, at de jo have nogen Kundskab om
Gevæxter, som i dette Land have store Kræfter. Om
de kun bleve ved dem, og kiendte til fulde det Ondes
Natur, og Urters, Barkers, Frøes, Blades, Rødders,
Gommes og Harpixes Egenskaber, og appliceerte dem
ret og fornuftigen, saa var der intet andet end taaleligt
i deres Curer; Men det er uvittige og Nærige, som


351
ikke have anden Hensigt end skiden Fordeel og fattet
aldrig paa slette Aarsager til at besmykke de Feyler, de
have begaaet. De maae gaae igiennem mange Gra¬
der førend de opnaae den Distinction af Læge. Om
det end ikke koster saa mange Penge, som i vore Medi¬
cinske Faculteter for at faae Doctor=Kappen og Huen,
saa koster det dog megen meere Svie og Taalmodighed.
Prøye=Tiiden er i det ringeste 4 Aar. De regne Aa¬
rene efter en Stiernes Tilbagekomst som de kalde Pous¬
siniere; Thi deres Aar have hverken Maaneder eller
Uger; Deres Vdenskab gaaer ikke saa vidt. Den som
vil være Piaye, gaaer hen til Chesen for
Qvaksalverne; Denne forsamler da sine Med=Brødre,
og examinerer Postulanten; Er han en Piayes Søn,
vorder han antaget uden Vanskelighed og Omkostnin¬
ger blant Candidaternes Tal. Har han ikke denne
Fordeel, maae han see at giøre det af med de Gamle;
Man giør intet for intet. De have betalt Rettigheder
og Afgifter; Man maae da betale dem dem igien;
Uden hvilket man ikke har de behørige Beskaffenheder.
Naar Forliget med dem er skeet, maae Candidaten
underkaste sig en meget stræng Leve=Maade i heele 4 af
deres omtalte Aar, i hvilken Tiid Studeringerne skulle
vaere: Intet kand befrie ham derfor; og den mindste
Forbrydelse forspilder alting, skiønt man endogsaa næ¬
sten er kommen til Enden af dette 4de Aar. Den
Fasten, som Følger med denne Prøve Tid, bestaaer i at
ikke spiise noget Creatur der har Haar, ikke heller nogen
Slags Fisk der har Tænder. Begge have alt for stoer
Styrke, og føde for stærk; saa de forhindre Forstan¬
dens Arbeyde i at lære Piayleriet eller Gougleriet som
det kaldes i Cgnada, eller Bedrageriet, hvilket sidste er af
de 3 Deele i Medicinen den eneste, som de giøre sig en
Nødvendighed af. Candidaterne leve ikke i denne Tiid
af andet end smaa fiine Fugle, som der er kun lidt Føde
ved, hvilke man skyder med Piile. Antallet af dem
som dem ere foreskrevne er ikke stoert; det er nok naar


359
de spise saa at de ikke sulte ihiel: De kalde disse Fugle
Vonorimisfi, (et sloert Navn til saa smaa Ting!)
De Fiske, de maae spiise, er hverken større eller
nærsommere for dem; Man kalder dem Starconssari.
Det er færske Fiske som det er vanskelig at fange, da de
ere saa smaa: Denne lætte Spiise, og som de faae saa
lidet af, giør disse Candidater saa skrøbelige, smalle,
affaldne og magre ved Enden af de 4 Aar, at de see
ud som besiælede Been=Rader og ikke som Mennesker.
Desforuden ere de forbundne at tage et Slags Medi¬
cament, hvorved de renses baade for oven og neden paa
en meget haard og grov Maade. Dertil bruge de
grønne Tobaks=Blade; De piller deraf en vis Mæng¬
de, trykker Saften ud af dem, hvilken de komme i
Vand og lade koge 2 a 3 Dage: Den beste Europæiske
Viin syder ikke saa got som dette. De gamle Piayer og
deres Candidater forsamle dem, naar det nu er færdigt
til at drikkes og drikke saa heele Kar fulde deraf, hvor¬
iblant det mindste holder i det ringeste en god Flaske:
Der skal kun lidt deraf til at giøre dem drukne, og til
at kaste det fra dem igien; Da de siden begynde paa
frisk at drikke til de blive saa tykke som Køer: Dette
er meere utaaleligt for de unge Candid. end for de
gamle Piayer: Portionen er fastsat af de gamle: Men
man maae drikke det, om og Candidaten skulde blive
paa Stedet: Denne Saft er gandske beesk, og skal
drikkes paa eengang uden at spiise til. J de første 3
Aar følge de med deres Lærere i Botaniken, og lære at
kiende Urter; Han viser dem og hvorledes de skulle
bruges; Men i det 4de Aar examinere de Gamle Can¬
didaten, og naar de finde ham vel lært, anvende de det
fierde Aar paa at vise ham Enden af hans Studium,
det er at sige, Qvaksalveriet, Skiælmeriet og Bedrage¬
riet, som er Siælen af denne Kunst: Det er i disse
Lectioner at han maae fordoble sin Agtpaagivenhed;
Thi det han har lært før, er lidt eller intet i Sammen¬
hold med de Hemmeligheder man udvikler for ham,
som skulle giøre ham elskværdig, berige ham og forskaf¬


360
fe ham Fortieneste. Nogen Tiid førend sidste Aars
Begyndelse, forsamle de gamle sig, da Candidaten ind¬
stiller sig gandske nøgen, og den som har lært ham eller
en anden af de Ældste irster ham hans heele Skind op
fra Halsen til Fødderne med Spidsen af en Rage Kniv
eller andet skarpt og hvast Jern: Denne smertefulde
og grumme Medfart heeder epene paa deres Maal;
Man giør denne Ristning saaledes at den skiærer heele
Hinnen igiennem, saa der kommer en heel Deel af det
øvrige Blod ud; Hvilket er efter Reglerne; skiønt frem¬
met for vor Læge=Konst; da denne begynder med Aa¬
reladen og andre med Purgatz; i stæden for at den
Guayanske begynder fra stærke og oste igiennemtagne
Purgatzer og andre med en af de overflødigste Aarela¬
den. Candidaten maae vel have befæstet sig med
Taalmodighed; Alting var spildt om han loed mærke
mindste Følelighed og Ømhed, om han gav sig det
ringeste, i sær, om han loed det mindste Suk falde, i
det lange Tiids=Rum der er imellem hvert Rist han
faaer af denne Bøddel: Naar dette er forbie, og han
er gandske blodig og fuld af Saar, ledsager man ham
ned til en Aabræd for at toe ham; Den eene af Piay¬
erne øser ham da Vand over Hovedet med et Kar
imens en anden kløer ham brav igiennem med en Haand¬
fuld Løv kaldt salombo. Denne hæftige Gnien ripper
paa nye Saarene op, saa at Blodet kommer ud i
Overflod, hvorefter man salver ham med Carapat¬
Salve for at forekomme at denne kløen ey skal foraar¬
sage Bylder og Hævelse; Naar han siden er malet rød
saa give alle de Piayer, som have været overværende
ved hans Oplærelse og Examen, ham hver 60 Pisk
af alle deres Kræfter. Det er, som man seer, en yp¬
perlig Cuur; De betiene dem dertil af Pidske af Pal¬
me=Riis som ere flettede i hinanden og er meget smalle
og stærke.
Efter denne Execution lader man Caudidaten i
Roe nogle Dage, at Saarene kunde heeles og læges


No. 39.
Den
Danske
Proteus.
Torsdagen, den 9 October 1766.
Tanker paa Herr U. F. Lindemanns og
Jomfrue G. A. M. Holms
Bryllups=Dag d. 24
September 1765.
A¬
k! alt for tiilig haver Verdens Lyst, den mil¬
de Sommer, forladt os, og efter dens troe¬
løse Yndigheder fremkommer den bedrøvelige
Vinter; fuld af Mørke og Kuld. Nu spiller ingen
kiølende Zephir, hvis sagte Blæsen saa tidt gav os nye
Forfriskning. Ney, voldsomme Vinde tuder, Uveyr
hyler, og rasende Stormvinde truer at ødelegge de for¬
dum vellystrige Enge og Dale, som ved deres yndige
Afvexlinger henrykkede Sandserne og opvakte søde Fø¬
lelser i Siælen. Allerede for længe siden sørger den


368
ellers gladefulde Lerke og med hende Naturens heele
Sanger=Chor i de fordum skyggefulde Skove, hvor¬
hvert et Træ af muntre Sange lydede. Rædsom sør¬
ger de stiltiendes. Endnu længere siden er det, at min
Sang tier, som saa tidt fuld af Lyst og Glæde lod sig
høre, da en munter Skiemt oplivede den. Men nu
vender den sig fra mig, ligesom en falsk Ven, derkun
besøger den tumlende blinde Lykkes Yndling. En taus
Kummer binder Tungen, Sorgens sorte Skyer trække
sig for Siælen. Modløs og forstemt hviler nu den
vellystfulde Lut. Men --- Ney, den skal ikke hvile
længere. Denne Dag, som helligholdes af Kierlighed
og Troeskab, fortiener de sødeste Sange. Den er ey
skabt til Misfornøyelse, og mig bør den Glæde frem
for alle. Ja, min Arist! denne Dag, som bringer
Dig den største Lyksalighed, den er for mig den gladeste
Dag. -
Delan min Muse! lad os ey forglemme,
Vor dyre Pligt; lad os berømme
J Elskovs Sange vor Arist.
Lad kuns en stoisk Siæl os dadle,
Koldsindighed ved sminked Viisdom adle;
Den sande Viise veed, at han er skabt til Lyst.
Men dog skal min Sang ophøye sig til alvor¬
ligere Toner. Mit Hierte byder mig det, og tænken¬
de Siæle vide, at ikke den kiælne Elskov, ikke en skalk¬
agtig Vittighed allene giver os den sande Fornøyelse.
Enhver fornuftig, som kiender sin Bestemmelse,
og Menneskelighedens Værdie, søger sin Lykke. Alle
tragte derefter, men kuns faa finde den. Mange finde
i Stæden for Lykken Skyggen deraf. Vellystens kiæl¬
ne Træl søger sin Lykke i sandselige Forlystelser, hvilke


369


ikkuns ere Lykke for en fordervet Smag. Damp er hans
Lyst, og Sindets Rolighed svæver for en ubestandig
Vind. Siælen er tom ved alle rasende Fornøyelser.
Den udvortes Skin bedrager og fører ham uformærkt
fra den rette Vey. Han er ynkværdig midt udi al sin
skinnende Lyksalighed.
Tidt vorder Mennesket en Lærere af den be¬
drøvede Lærdom, at denne Verden ey har tilladelige
Forlystelser. Han er forgabt i sorrigfulde Timers me¬
lancholiske Yndigheder, og skammer sig ved, at være
glad. Nu begynder han, at laste den glade og skiem¬
tende Dyd, og kalder den daarlig Letsindighed. Den
ømmeste reeneste Kierlighed er udi hans Øyne fardana¬
palisk Kiælenskab. Men det er ikke mandhaftig Al¬
vorlighed, ikke Viisdommens roelige milde Mine, som
maler sig i hans Ansigt. Ufornøyelighed fremskiuner
af alle hans Lader. Den klæder alle Ting omkring ham
udi en sorrigfuld Mørkhed. Saaledes besnærer tidt
bittre Tanker og en ildegrundet Græmmelse efterhaan¬
den Menneskens Siæl. Ved at undflye Verden søger
han Roe for sit Hierte, men finder den ikke. En Vild¬
farelse avler stedse den anden.
Med et grandskende Øye seer den Vise denne
Verden og med en forsigtig Foed gaaer han de Veye,
som fører til Lykken. Den himmelske Dyd veyleder
ham om Dagen og den guddommelige Viisdom oply¬
ser Natten for ham. Rolighed og Trøst fremsmiler
af hver Mine, og saaledes igiennemvandrer han Ver¬
den. Ved Dyd og Viisdom er han mod Skiæbnen,
hærdet. Ligesom Søemanden ey ved hæftig truende
Stormvinde forsager, naar han haver Havnen, hvor
han skal lande, i Synet: Saa er og den Vise uforsagt
ved alle Gienvordigheder, og slipper Livets sidste Maal
aldrig ud af Øyet. Han søger ey sin Lykke i forgien¬
gelige og skuffende Fornøyelser. Berømmelse hos de


370
Redelige; Kierlighed hos dem, hvis luttrede Smag veed
at sætte Priis paa det sande og skiønne; ja iagttagen¬
de Englers Biefald er den sande Lyksalighed, som den
Viise søger og finder.
Men og den Viise er det ey forundt, at være
altid fri fra Lidelser. Ak! og han maae tidt være Sliæb¬
nens Bold, forfølges tidt af Sorg og Kummer, hvis
Rov han bliver, naar hans tvivlraadige Siæl ey ved
Trøst opmuntres. O hvor letteligen forvildes det af
Sorg beklemte Sind paa denne mørke Vey, naar man
er sig selv overladt. Vee den, som er allene, naar han
falder, er der ingen, som kand opreise ham. Det sorg¬
bespendte Bryst kan ey altid vindes ved Viisdommens
kolde Grunde; men et oprigtigt Venskab og en reen
Kierlighed opliver, ligesom den opgaaende Soel, Siæ¬
len, naar den af Bedrøvelses Skyer overvældes. Den
retter venligen, naar Foden viger af.
Dette indseer den Viise. Af det menneskelige
Kiøns yndigste Deel søger han at vinde sig een til evig
Ven, som stedse kand være om ham. En velopdragen
munter Jomfrue, hos hvilken den blomstrende Ungdom
med smilende Yndigheder er forbunden, finder hans Bi¬
fald som Rachel fandt Jacobs. De elske hinanden, sige
sig det, og love hinanden Troeskab. Nu fører den glade
Brudgom sin udvalgte Veninde til Alteret. Der staaer
den elskværdige prydet som Soelen, naar den kommer
frem i Østen. Alt for længe siden gav hun ham Hier¬
tet; nu rekker hun ham høytidelig Haanden til Pant
paa en evig Troeskab. Kierligen tager han imod den.
HErrens Tiener legger Velsignelse paa dem, og nu faaer
en oprigtig Elsker alt det, som kan giøre ham Livet sødt
og angenemt.
For hendes milde Øyekast viger alle Bekym¬
ringer; thi hun, som deeler Medgang og Modgang
med ham, og hvis Liv med hans, som i Eet, er ind¬
flettet, søger dagligen at glæde ham. Hun forjager af


371
ugrundet Sorg fra sin Udvalgtes Sind, og ved hen¬
des venlige og indtagende Opmuntringer lættes al hans
Byrde. Med en villig Haand tager hun de fleste huus¬
lige Pligter af hans Skuldre, og legger dem paa sine
egne. De Timer, i hvilke han er fri fra Forretninger,
tilbringer han i den sødeste Omgang med hende. Nu
priser han de roelige Fornøyelser, og fører langt fra
Verdens Tummel et stille roeligt Levnet.Viig bort, van¬
hellig Sværm, som kuns Daarer avler. Jkkuns til Dydens
Venner, som finde Behag i hans roelige Stand, opof¬
res de øvrige Timer. Saaledes er den hele Ægte¬
stand for dem en gylden Alder. Selv Livets Aften
er ey foruden Glæde; thi omendskiønt de letsindige
Skiemte og flygtige Forlystelser forlade dem, saa bliver
dog Sindets roelige Glæde tilbage. Den forlader dem
aldrig, men følger dem ind til Evigheden. -- - -
Sec her, min mig tilfødte Ven,
Det billede, hvoraf jeg saa henrykkes.
Min Glæde større er, end den
I denne svage Sang udtrykkes.
O hvilket Syn indtager mig!
Du lever med Din dydefulde Mage
J mange Aar de lykkeligste Dage. --
Du veed, min beste Ven, hvor høyt jeg elsker Dig.
Ja ingen Ting i Verden meere,
End som Din Lykke mig kand røre! --
S¬
laverne paa St. Crvix bliver solgte ved Auctioner,
ligesom man her sælger Løsøre og andre Vahre;


372
Da til slig en Auction indfinder sig alle Landets Bor¬
gere for at kiøbe, og er det artig nok at bivaane samme,
naar alle disse Mennesker, som sidde, staae eller ligge
paa en Plads ved Auctions=Stedet. Førend saadan
Auction gaaer for sig, ere gierne Borgerne for i Veyen
en Times Tid for at besee dem, undertiden udsøge de
og hvem de have Lyst til, og om dens Fingre eller Fød¬
der binder en liden Traad til Kiendetegn, naar de til
Sælgning blive opsatte, andre tegner dem paa andre
Maader. Naar da Auctionen begynder, bliver en ef¬
ter anden paaraabt at staae inde paa Gulvet til han er
solgt, da Auctions=Directeuren indsætter ham for en
vis Priis, som gierne er for en Slavemand 170 til 180
Ridr., og da begynder de at byde, den ene efter den
anden, indtil 300 Rdlr., vel og undertiden 400 Rdl.
naar han er stor og stærk. Det er ellers artigt at see
paa saadant et Menneske, naar han staaer for Auctio¬
nen til Sælgning, hvor mange Folk der forsamles om¬
kring ham, som alle have Lyst at kiøbe ham, og hvor¬
ledes han visiteres; Thi for det første er han eller hun
nøgen, saa at de let kand see, om de have nogen Feyl
eller ikke; dem sees og i Munden, om de have deres
Tænder, saavelsom om deres Tunge er rød og sund,
saa føles dem og paa deres Been, Laar og Arme om de
ey ere svulne; Ligeledes maae de enten løbe, springe
eller hoppe fra Jorden, og strække deres Arme og
Been, for at see om de ere smidige; de fornemme og,
om de ere kort aandede. Naar de da udi disse og an¬
dre Poster ikke skade noget, løbe de til en høy Priis;
thi den ene vil heller have saadan een end den anden.
En Mand som agter at kiøbe 12 eller flere, har gierne
en Feldtskier hos sig, som han consulerer om de have
Bræk eller ey, thi har de Mangel, løbe de ikke i saa
stor Priis, og bliver da alle Slaverne bortsolgte een
efter anden, dog først alle Mandslaver, dernæst Qvin¬


373
derne, saa Drengene, og tilsidst Pige=Børnene; hvad
Patte=Børn angaaer, da følge de Moderen og sælges
under eet med hende, derfor har gierne hver Moder
sit Barn paa Armene, og undertiden blive de vel solgt
2, 3 a 4 Børn tillige med Moderen, naar de ikkun ere
smaa og ey over 3 a 4 gamle; Men saa skal og Mo¬
derens Graad være Aarsag dertil. Slig en Moder
med 3 a 4 smaa Børn kand da koste, 6, 72 800 Rdlr.
og vel mere. Naar Slaverne ere solgte, ere de saa ly¬
stige, at ey mindste Frygt eller Bekymring hos dem er
at see, og naar Auctionen er til ende, følger enhver
Slave med den, som har kiøbt ham. J Førstningen
kan man ey forstaae, hvad slig en Slave siger, han er
og gandske dum til Arbeyde, og veed ey hvordan han
skal bære sig til, saa at han udi alle Ting maae vises,
hvilket er Tegn, at de ikke ere vante til Arbeyde, hvor
de ere komne fra, men leve vildt, og ernære dem,
GUd veed! paa hvad Maade. Enhver Borger kien¬
der da sine Slaver, dog ere der de, som mærke dem,
og lader sætte deres Navn med 2 a 3 Bogstaver paa
dem, som skeer med et Mærke=Jern, de blive brændte
med paa Brystet eller Armene, som en Slave ey esti¬
merer, efterdi Pinen er snart over; Men det lader ar¬
tig nok, saaledes paa den sorte Hund at see 2 a 3 Bog¬
staver, som næsten ere hvide, efterdi det er saaledes af
Naturen, at hvor en Slave faaer et Saar, bliver der
en hvid Plet efter. Som da af alt dette sees en Sla¬
ves Begyndelse ved Fødselen til Verden, saavelsom
dens Opdragelse og Trældoms Arbeyde, der varer til
hans Død. Naar han er bleven ældgammel maae han
enten sidde og holde Vagt og passe paa en liden Ting,
eet eller andet, eller og, om han er ganske uduelig, bli¬
ver ham hans Føde besørget indtil han døer, og bliver
han, samme Dag eller Aften han døer, uden mindste
Ceremonie kastet i et Hull paa Marken, uden Liigkiste


374
eller anden Omstændighed, dog ere lder vel de iblandt,
som enten har tient i Huuset, eller forstaaer noget af
et Haandværk, som faaer fire Bræder at ligge i, saa og
at endeel Slaver udbeder sig Forlov samme Aften, han
er lagt i Jorden, at danse den Afdøde til Ære, som skeer
saaledes: at de springe omkring paa deres gale Ma¬
neer og synge, samt slaaer med Fingrene paa et Skind,
som de have gjort som en Tromme, hvorudi deres stør¬
ste Liigfærd bestaaer; Men en stakkels Plantage=Slave
bliver uden nogen saadan Herlighed kast i Jorden.
Til Slutning kand jeg ey sige andet, end at
Slaverne ere det beste i Landet, hvorved enhver Borger
der forskaffer sig sit Leve=Brød og Rigdom, det er og
derfor arriveret, at en Slave, som iblandt andre paa
Auction efter en Planteurs Død, er løben til 1000
Rdlr. og derover; Men saa har og saadan en forstaaet
enten et Muur= eller Timmer=Haandværk, og er det en
Slavinde, som har været overmaade dyr, da kand hun
enten sye eller kaage Mad. Paa dette Land ere og en
deel frie Slaver, hvoraf nogle ere Christne, og selv har
Plantager og Slaver som leve skikkeligen og vel, nogle
ernære dem, enten med Haandværk eller Fiskerie, af
hvilke saadanne frie Slaver man ønsker at have flere,
siden Erfarenhed har lært, at de i paakommende Til¬
fælde har viist deres Troeskab, hvorpaa St. Thomæ
frie Slaver ere et Exempel.


No. 40.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 16 October 1766.
P¬
roteus er en god Christen, min Ven! i det
allermindste ingen Hedning. Til Beviis her¬
paa vil han i Dag betragte baade sin og din
Dødelighed.
Blant andre Misbrug som Fordomme og Ær¬
gierrighed har indført er en vis nuderlig Mode besyn¬
ligen værd at nævnes: Det er denne høyeste Mode at
døe. Sandt er det, at Omstændighederne giøre
nogen Forandring og Ulighed: Den ene farer lige¬
som i Galup ud af Verden, og bruger kortere Ceremo¬
nier; den anden reyser høyti deligere bort og farer lang¬
som afstæd. De fleste komme deri overeens, at de
synes, at virkeligen have giort Aftale med hinanden om
at i den sidste Time bedrage sin Næste, ved det de gaae
alle nøgne ud af Tiden.


376
Vaagner op J Usle! og seer til! hvorledes
det menneskelige Sørge=Spil endes. Hvorledes gaaer
det almindelig viis til? En Sygdom paakommer et
Menneske, og varer maaskee 9 til 14 Dage. Saa¬
som Almagten har nedlagt hos os Dødelige stor Om¬
sorg for vort Liv, og en yderlig Afskye for Døden: saa
bekymre de sig i Begyndelsen for at faae Sundheden,
igien og at beholde Livet: De ønske hierteligen dette
sidste: det kiere Liv er dog meere end Sundheden.
Kort: hele Bønnen gaaer derpaa ud, at man bare
kunde leve, ligemeget da, i hvad for Vilkaar. De
tænke som Mecocnas: Vita dum superest, dene est; d.e.
Naar man kun lever, er det got; Og ikke som Martia¬
lis: Non est vivere, sed valere, vita; d. c. Det heder
ikke, at leve, men at leve vel. Saaledes lærer Philo¬
sophien, det er, den daglige Erfaring, at Mennesket
haaber det som han dagligen ønsker. Et stort Beviis,
paa vor Svaghed, samt at Naturen fordrer Trøst og
Lindring i Plagerne. Her kommer jeg til at nævne en
stor og betydelig Sandhed. Og hvorledes lyder den?
Saaledes: Den Syge haaber altid, med eller uden
Grund, at vorde frisk igien; og tænker, saa længe det
endnu ikke er paa det Alleryderste, ikke med Alvorlighed
paa Døden. Jmidlertid tager Sygdommen til, og
forvirrer baade Vid og Forstand. Endeligen, naar
Forvirrelsen. stiller sig noget, spørger man denne Usle,
om han ikke vil have Præsten til sig? Han svarer da,
Ja. Strax hæntes Præsten, hvilken finder den Syge for
svag til at taale en skarp Jrettesættelse. Jmidlertid gi¬
ver han ham maaskee imod sin Villie Sacramentet.
Neppe gaaer et par Minnter forbi, førend Uroeligheden
indstiller sig: den reysefærdige Siel forstyrres af en
urolig Søvn; og strax efter et par Timer, høyst et par
Dage, gaaer han ind i Evigheden, uden at have forar¬
beydet nogen Sinds=Forandring under saa skrækkelige


377


Tilrustninger. Hvor mange træde ikke paa denne
Maade ud af det Menneskelige Sælskab?
Et ligesaa stort Antal vandrer sædeligere og
med mindre Allarm ud af Verden: deres Kræfter for¬
tæres langsomt og Forstanden beholder sin fuldkomne
Styrke indtil sidste Aandedrag. Man maae beklage,
at de fleste af disse Syglinger ikke have tænkt paa Evig¬
heden eller bekymret sig om Tilstanden efter Døden, ik¬
ke engang yderligen paa deres Sotte- og Døds=Seng,
saa længe der var mindste Liighed og Haab at komme
sig igien. Som oftest opsættes de vigtige Betragtnin¬
ger indtil at Eftertanken forbyder sig selv og at Døden
spiller paa Læberne. Langvarige Sygdomme fører det
med, at der indfinder sig megen Omvexling af onde og
gode Timer: hvorved det skeer, at man stedse smigrer
sig med Haab om bedre Helsen. Denne behagelige
Jndbildning indtager saaledes Sielen, at den intet
Rum har til andre Tanker. Endeligen faaer han Over¬
beviisning om sin farlige Tilstand, hvori han er. Hvor¬
paa gaaer nu allerførst hans Omsorg ud? Mon ikke
paa et Testament, skulde han ikke forklare sin yderste
Villie førend han døer? Denne er mestendeels eens i
Hoved=Sagen, og lyder noget nær saa: Som jeg ikke
faaer blive ævig her paa Jorden, og kand umue¬
ligen efter min Død forsvare, mindre bruge min
Eyendom, saa vil jeg, mig til liden Ære, føye
alle muelige Anstalter, at de skulde falde i deres
Hænder, som ere i henseende til Tanker, Følelser
og Sindelav mine Nærmeste. Nu kommer Tillæg¬
get, hvilket er forskielligt efter Omstændighederne. Dog
som man har bundet sig til Moden i sit gandske Liv;
saa følger og dens Virkning ofte ind med i Testamen¬
tet. Men hermed har jeg for denne Gang intet at be¬
stille. Man maae efter den nyeste Mode see Døden
ret ind under Øynene. Det er: Man døer ikke efter


378
eget fornuftigt og christeligt Overlæg, men følger andres
Domme: Dette mærker man ikke mindre hos Folk af
Forstand, end hos det mindre oplyste Slags.
Den herskende Mode fordrer, at naar Døden
nærmer sig, maae der endeligen sendes Bud efter Præ¬
sten. Naar han kommer, saa skal den Syge med faa
Ord, og ikkun slet kalde sig en Synder, bede om Naa¬
de hos Gud, nyde den hellige Nadvere, og prise sig
ævigen lyksalig. Dette skal skee for en Forsamling og
uden Omsvøb. Nær havde jeg glemt et Hovedstykke:
Naar de omkringværende see lidet eller slet intet Haab
om den Syges Sundhed og Opkomst; saa viser denne
en meget= liden Omhyggelighed, og er mærkeligen lige¬
gyldig, i hvad hans Samvittighed endogsaa erindrer
ham om. Han taler med Frimodighed, og røber ingen
Frygt for Døden, men underkaster sig den Høyestes
Beslutning. Efter denne Mode døe mangfoldige,
men vinde dog sines Berømmelse; Man taler ikke om
andet den hele Tid, uden om hvor saligt hans En¬
deligt uden Tvivl har været. Det hører mig ikke til
at anstille dybsindige Betragtninger herover. Jeg
vil ikke bedrøve mine Læsere paa Søgne=Dage, men
heller tiene dem med en eller anden hidhørende og
mindre fortrædelig Historie; hvoraf sluttes, at Frimo¬
dighed ikke er medfødt, men forstilt eller ved Kunst og
Øvelse erholdet. Jeg har læst om en fornem Officier,
hvorledes han et par Gange uden Frugt har været i
Tve=Kamp, blevaanet 110 Slag og adskillige Stor¬
me; hans Heste ere skudte under ham, og hver Gang
har han taget sig en Dosis Havana Snuus=Tobak, og
dermed svinget sig op paa friske Heste, han er selv og¬
saa saaret og hugget; men har forbundet sig med sit
Lomme=Tørklæde, og fortsat Striden, ja ladet Felt¬
skieren baade skiære og brænde Saaret, uden at jamre
sig det mindste derved. Dette Mod havde han erhver¬


379
vet sig ved Børne=Leeg, men det ophørte, da Kiempen
nogen Tiid derefter faldt i en Sygdom af hidsig Feber,
hvilken dens Læge søgte at forekomme ved en Aarelad¬
ning. Her vorder denne Martis Søn ret bange, og
Frygten driver ham Blodet op for Hiertet. Jeg gider
ikke beskrive et saa løyerligt Eventyr. Den farlige
Lancette maatte til det fleere Gange. Kiempen for¬
bindes, daaner han, og kand neppe med alle de lug¬
tende Vande i Huset faae Liv og Munterhed igien.
Hvad er Aarsagen til en saa uformodet Feyhed? Jo
den er denne, man har ikke brugt samme Kunst til at
væbne ham imod Aareladningen som imod Krut og
Kugler. Saaledes findes der ikke faa, som uden Ræd¬
sel bestorme hele Fæstninger, men bæve og skiælve
ved mindste Uveyr paa Søen. Helte ere ikke altid og
allesteds Helte; de ere det ikke længere, saavidt jeg for¬
staaer Sagen, end saa længe en mandhaftig Rørelse
spører dem an. Jeg erindrer mig her en Kæmpe=Hi¬
storie: En Rytter ønskede meget at med det første bie¬
vaane et Feldslag: inden kort Tiid opfyldtes hans
Ønske, ret nu skal han rykke frem imod Fienden; han
tordner, bronter og bander, at han skal dyppe sit
Sværd i sine Fienders Blod: Endelig gives Tegn,
og alle sætte sig til Hest. Hvad giør vor Helt, han
stiger til Hest fra høyre Side, og rider grædende i
Felten.
OHerrer Poeter i Kiøbenhavn! jeg spaaer Eder et
Duroeligt Veyr, som vil forstyrre Eders Stilhed.
Men tillader mig i det mindste at jeg maae kalde mig
Eders Ven! Jeg vil nu viise, at jeg ikke er aldeeles


380
dette Navn uværdig. J viide at jeg er nysigen; Thi
min Bestilling udfordrer det: Men J kunne aldrig
troe, hvilke Myrer jeg har faaet i Hovedet siden jeg
nyligen begyndte at patrollere for Eders Regning.
Troer mig kuns mine Herrer! J har færre Venner
end J tænke; Jeg vil under fire Øyne sige Jer nogle
fortredelige Domme, som jeg har opsnappet.
En lille indbildsk Karl satte Næsen i Veyret,
og pralede efter Sædvane overmaade stærkt, forsikkren¬
de med en myndig Mine, imens han tog sig en Priis
Snuus, at vore Poeter skrive mat; Og heele Sæl¬
skabet, som bestod ellers af ret smukke Folk, soer paa
at det var sandt: Meere Beviis behøvedes ikke. En
anden belæst Mand (Jeg vover ey at sige andet; thi
jeg er meget bange for Processer) satte med stor Be¬
sværlighed Munden i Lave, og ærede vore Poeter ved
følgende Vers, som han gav ud for sit eget:
Man skriver ofte dens Berøm,
Der burde knap som Mennisk nævnes;
Men er iblant saa lidet øm,
At Dyden liden Ære lævnes.
Om Æren var vor Skialder liig,
Befrygter jeg den lagdes øde;
Thi ingen nævntes naar han døde,
Naar han ey her har været riig.
En anden berettede, at han havde selv læst
Fresens, Runii, Nordenflygts, og v Dahlins, og
desforuden utallige Franske Vers, og paastod, at aldrig
have seet saa megen Selvtagen=Friehed i Skialder som
nu. Siælden, sagde han, kommer Hviilen eller Ca¬
daneen paa sit rette Sted; Verset gaaer tungt, og
Ordene maae tage Lyd efter Poetens Behag, og ikke
efter Sprogets Natur. Jeg var saa ulykkelig at være
overværende ved denne Prædiken; Men jeg blev kied
derved og tog Afskeed af Sælskabet, da han blev ved


381
at bevise hvad han havde sagt af de nys=udkomne
Skrifter.
En paastod ved en anden Leylighed, at Versene
lignede mere Raketter og Vætte=Lys end stadig Jld,
med meere, som jeg ikke vil giøre mig Umage for at
erindre.
Om sligt Vinkel=Pract kommer af Eftertanke,
eller Ukyndighed, eller af anden Grund vil jeg ikke af¬
giøre. Jeg vil sige, ligesom en vis Person over sin
Amasia:
Min - - tier stille.
Jeg beklager ikke desto mindre Skialden; thi hans
Møe eller Gudinde hører ikke eet Ord: Uden Tvivl
ligner hun en Deel af sit Kiøn som har intet at sige.
Hun nunnede en lang Grav=Skrift ud, om hvis Værd
Kiendere maae dømme. Een Ting vil jeg begiere af
Eder: Skulde nogen, for et eller andet Skrifts Skyld,
som røber mit Navn, ville kalde mig Poet; saa nægter
det for al den Deel i Verden er! J kunne ikke beskyl¬
des for Usandhed, og jeg slipper at deele Sportlerne
med Eder.
Med Fornøyelse har jeg, og maaskee fleere med
mig, læst et og andet Stykke, som har ladet sig see i
Pressen. Jeg erindrer blant andet dette over Døden
og Vexel=Coursen, som lyder saaledes:
Saa stiger Tiden og nedfalder:
Een naaer halvfemtsindstyve Aar.
En anden døer paa nie Aars Alder:
Døden al par før alle staaer:
Paa Livet aldrig Vexel drog;
Men gierne dobbelt Ufo tog!
Brev fra Hr. Voltaire til Hr. de la Harpe.
8¬
æst den Fornøyelse at see Deres Tragoedie, min
Herre, er det Brev, hvormed de beære mig, den


382
allerstørste.  De have ret gode Grund=Sætninger
inde, og Deres lidet Skrift bær Vidne om alt det, De
sige i Deres Brev. Racine, som var den første der
havde Smag, ligesom Corneille, hvilken først havde
Vittighed, og den beundrings=værdige Racine, som
ikke kand tilfulde beundres, tænker ligesom De. -
Pragt i Skuespillene er ikke nogen Smukhed, uden naar
den udgiør en nødvendig Deel af Materien; Ellers er
den kun en Zirat. - Jndfald ere ikke nogen Fortie¬
neste, uden naar de ere naturlige, og Declamationer ere
altid baraagtige, i Besynderlighed, naar de ere fulde
af Hovnelse. De meene, min Herre, at de ikke have
gjort Vers, som ere værde at holde paa, og jeg finder at
de have gjort mange af dette Slags. De Vers, som jeg
holder meest paa, ere de, hvori Talemaaderne ere for¬
andrede til Følelser, og hvori Digteren søger ikke saa
meget at lade sig selv see, som at lade en Person see, ved
hvilken man ikke søger at henrykke, men ved hvilken Na¬
turen taler, og siges hvad der bør siges. Det er saa¬
danne Vers jeg er for. De dømme nu selv! om jeg ikke
bør være fornøyet med Deres Arbeyde. - De lade
til at have megen Fortieneste; De kunne da belave sig
paa mange Modstandere! J gamle Dage, saasnart som
en havde giort et got Skrift, gik man hen til Broder
Vatble og gav ham an for en Jansenist. Broder
Vatble sagde det til Fader le Tellier, hvilken igien berette¬
de det for Kongen. Giøre De i disse Tider en god Co¬
moedie, saa vil man strax sige, at De ere nu Guds For¬
nægtere. - Det er ret Fornøyelse, at høre de Stræ¬
ger, som Abbed d' Aubignac øser ud til Forfatterne af
Cinna. Der haver altid været Smaa=Lærde i den lær¬
de Verden; men man siger, at der maae være Smaa¬
krøb til; Thi Nattergalen æder dem for desto bedre at
synge.


No. 41.
Den
Danske
Proteus.
Torsdagen, den 23 October 1766.
E¬
n af de Naturforskendes vigtigste bemøyelser
har vel været at undersøge, hvilke de Grænd¬
ser ere, som afpæle de trende Riger i Natu¬
ren. Vel er det en læt Sag, at skille et fiirfødet
Dyr eller en Fugl fra en Eeg eller en Nælde; men
der gives derimod ogsaa virkelige Dyer, som endog¬
saa af store Kiændere ere i Begyndelsen tagne for
Planter. Og man har farjaget af Plante= og ind¬
sat i Dyr=Riget en stoer Mængde Legemer, som
hver Mand ellers har holdt for Planter, og hvoraf
nogle have troet, at have endogsaa seet Blomster:
Adskillige, saasom: Peyssonell, Reauntour, Ju¬
sicu og Ellis, tilligemed andre store Mænd, som
have giort vigtige Opdagelser, have staaet i den
Tanke, at Coral=Arterne vare ikkun Sammensæt¬


384
ninger af Orme. Ligeledes have og nogle holdt
Pimp=Steenen for en Hav=Gevæxt, da den dog vir¬
keligen hører under Steen=Riget. Nu er det virke¬
ligen sandt, at ethvert Menneske allereede af sig selv
har Begreb om, hvad en Steen, en Plante eller et
Dyr er: Men naar en Kundskab, som bygges paa
tydelige Begreb, skal meget foretrækkes saadan en,
som kuns beroer paa utydelige Begreb, saa er deraf
klart, at vi ikke maae lade os nøye med det Begreb,
som enhver har om et Dyr eller Plante i Alminde¬
lighed; men at det ogsaa er nødvendigt at sige, hvori
for Exempel et Dyr er forskiælligt fra en Plante?
Grændserne imellem Steen= og Plante=Riget vil man
foretage først; og da de tillige gandske skille Steen¬
Riget fra Dyr=Riget, saa agter man siden at un¬
dersøge Forskiællen imellem en Plante og et Dyer.
Skribenternes Meeninger om en Steens Forskiæl
paa en Plante, gaae ud paa to Ting. Nogle søge
den i en altid bestandig og uforanderlig Skikkelse,
som er egen for Planterne, og fattes tvertimod Mi¬
neralierne gandske. Hr. Prof. Ludiig (inist. regn.
Veget.) er af denne Meening, i det han nemlig si¬
ger, at de naturlige Legemer ere Planter, som altid
have een Slags Skikkelse, uden at kunne bevæge sig
fra et Sted til et andet; ved den bestandige Skik¬
kelse vil han skille Planterne fra Mineralierne, og ved
Mangel paa Bevægelse skille dem fra Dyrene. Men,
gives der Mineralier, hvilke altid have sin egen Skik¬
kelse, om de ikke ved et blot Tilfælde enten vorde
hindrede at antage den, eller om den allereede dannede
Skikkelse ikke ved et andet Tilfælde er gaaet bort og
mistet, saa kand enhver lætteligen indsee, at dette
Kiænde=Tegn paa Planterne tilkommer ogsaa Mine¬
ralierne, i det mindste nogle iblant dem. Men
hvor mange Mineralier er der ikke til, som altid ere


385
eens og regelmæssigen dannede, Qvartsen faaer al¬
drig Kalk=Spatens Skikkelse, og Dencanten vorder
aldrig dannet som Salpeten: Men enhver af disse
Steene beholder altid dens fastsatte Skikkelse. Mi¬
neraliernes Dannelse er meget meere saa bestandig,
at man ofte ikke kand giøre bædre og vissere Forskiæl,
end just ved denne regelmæssige Model. Jeg vil
blant en stoer Mængde Exempler kun vælge eet, som
synes at være meest forbigaget. Ædelsteenene kiæn¬
des ikke vissere eller bædre fra hinanden, end ved
deres bestæmte Skikkelse og deres Haardhed. Seer
man her efter de fleste Mineralogers Exempel paa
dens forskiællige Farve; saa kommer man til at fare
vild ved hvert Trin, ligesom de fleeste have gjort.
Formodentligen er dette nok til at vise, at et Le¬
gems bestandige Skikkelse ikke er i Stand til at ude¬
lukke det af Mineral=Riget, og oversætte det blant
Planterne: Thi ellers maatte et altiid paa eens
Maade crystalliseert Salt snarere være en Plante
end en Byssus. Andre have søgt at skille Plan¬
terne fra Steen ved een med Læmmer forseet Byg¬
ning og Liv. Den udødelige Linnæus be¬
tiener sig af dette Kiændemærke, i det han siger:
Steenene voxe, Planterne voxe og leve. Livet be¬
staaer deri, at de have saadanne Deele, hvorved de
trække Nærings-Saften til sig, og andre, hvorigien¬
nem de afsondre andre Safter; og naar denne be¬
standige Næring ophører, saa døe de virkeligen ud;
Det ene Kiøn af Planterne forener sig med det an¬
det Kiøn, og fortplantes derved; man mærker, at de
baade sove og vaage; ja mange Planter bevæge sig,
i det mindste med nogle Deele deraf. Vil man des¬
uagtet disputere Planterne Liv, saa maae man billig
nægte Fosteret i Moders Liv det. Saa at altsaa
Forskiællen paa Planterne og Steenene bestaaer i Li¬


386
vet. Jeg finder det neppe erindringsværdigt, at
Dyrene deri og skilles fra Steenene: hvorfor jeg har
ikke tilbage, uden at vise, hvori Forskiællen imellem
et Dyr og en Plante egentligen bestaaer. Her
forekomme igien tvende Meeninger, som Skriben¬
terne have sat imod hinanden, deraf den første be¬
staaer i en Beqvemhed, at bevæge sig fra et Sted
til et andet. Man paastaaer, at et naturligt Lege¬
me, som er i Stand til at bevæge sig selv, er et Dyr,
og at just heri en Plante skilles fra et Dyr. Men
hvorledes bær man sig ad? naar der ere Planter til,
som virkeligen bevæge sig; og hvorledes, naar der
gives Dyr, som deres gandske Tiid blive paa et
Sted; Saa maae man uimodsigeligen oplede andre
Kiendetegn, for at kunde skille Dyr= og Plante=Ri¬
get fra hinanden. Om man vilde anfore nogle Slags
Vandfluer (fuci) som et Slags Planter, hvilke kunne
bevæge sig, saasom de svømme hist og her paa Havet;
saa var det det samme, som at ville bekræfte en i sig
selv rigtig Sætning med et falskt Beviis. Det er
saudt, Planterne forandre ofte deres Sted; men er
ikke Aarsagen hertil at søge i Vandets bestandige Be¬
vægelse, og skulle man ikke saa tillegge Flintsteene en Be¬
qvemhed til at forandre deres Sted, naar de i
Bekkerne drives ved Strømmen? Man har ikke
nødig at grunde sig paa deslige tvedydige Beviis;
Thi der gives Planter, som virkeligen bevæge sig,
uden at de drives af Vandet, eller en anden uden for
dem værende Aarsag. Det er i Urte=Læren eller
Botanikken en almindelig Sætning, at de Planter,
som virkeligen voxe under Vandet, skyde deres Blom¬
ster paa den Tiid, da de aabne sig, op oven over
Vandet. Man undersøge de Bekke eller Damme,
hvori disse Vand=Gevexter groe, saa seer man i Dag
Kropperne tillukte og staaende gandske under Van¬


387
det, men i Morgen aabnede, og at flyde open paa.
Uden denne mærkværdige Egenskab hos disse Planter
kunde de slet ikke fortplantes. Det er nu omstunder
allerede en gandske bekiendt og afgjort Sag, at ingen
Plante kand frembringe moden Sæd, med mindre
den tilforn vorder befrugtet eller besvangret ved Han¬
nens Blomster=Støv; Men hvorledes kunde vel
Blomster=Støvet giøre den unge Sæd frugtbar, naar
den heele Blomst stoed under Vandet. Den hyppige
og overflødige Regn, som falder paa den Tiid, at
Sæden staaer i Blomster eller Dræe, og som foraar¬
sager, at Land=Manden i Steden for tykke og fulde
Ax, faaer ikke uden et tomt Straae, beviser noksom
Vandets Skadelighed for Blomsterne. Skulde
altsaa Vand=Planterne paa samme Maade, som de
andre fortplante sig, saa er der intet andet Middel
hertil, end at den aabnede Blomst maae sættes i
Sikkerhed for Vandet. Men, maatte man spørge,
er ikke Blomstrets Dannelse i sig selv Aarsag til, at
det svømmer oven paa Vandet, siden det før, da
det kun var i Knop, par under Vandet? Knoppen
paa det Søe-Blomster Nymphæa, er en rund Kugle,
hvis Axel er neppe saa stoer, som en Trediedeel af
Blomstret i Tvermaal, da denne tvertimod bestaaer
af lutter brede og flade Blade, og svømmer altsaa
paa samme Maade som et tyndt Guld-Blad; da just
dette Guld sank, naar det var af Skikkelse som en
Kugle. Men dette giør ikke til Sagen; Thi gaves
der endskiønt ingen Planter som kunde bevæge sig,
saa gives der dog tvertimod Dyr, som man maae
gandske nægte Ævne til at bevæge sig. Nogle Søe¬
Muskler, i Besynderlighed Læpas=Slægten høre her¬
hid: Disse sidde paa Klipperne, eller paa store Musk¬
ler ubevægeligen under Vandet, uden at det ringeste
kunne forandre Stedet, i Ja næslen den gandske


388
Slægt af Lithophiter, og Zoophyter høre ogsaa her¬
hid. Et andet Kiende=Tegn, som skiller Planterne
fra Dyrene, er Følelsen, som de første fattes, men
de sidste besidde. Hos de fleeste Dyr er det tydeligt
nok, at de virkeligen føle, men hos andre er det no¬
get vanskeligere at opdage. Men den Maade, paa
hvilken Dyrene i Almindelighed tage Næring til sig,
giver det tydeligste Beviis paa deres Følelse. Hos
Planterne befinde Rødderne sig i Jorden, og trække
deres fiine Næring bestandigen der ud af. Men
et Dyr maae ved en vilkaarlig Bevægelse bringe det,
hvoraf det faaer sin Næring, hen til det Sted, hvor¬
de fiine Vaser ere, som forestille Rødder hos ham,
og som trække Nærings-Saften ud af den tiltagne
Spise. En Plante bliver bestandigen ved at nære
sig, men Dyret maae selv fylde sin Mave, naar
det vorder drevet af Hunger, og føler Mangel paa
Næring i Maven. Altsaa maae et hvert Dyr have
Følelse, da det ellers af Mangel paa Føde maatte
miste Livet. Nu har vi da at afgiøre og bestemme,
om ikke nogle Planter ogsaa have Følelse? Skulde
vel den viiseste Skabere have tillagt Planterne noget,
som var overflødigt og unyttigt? Skulde Planterne
vel have Saudser, naar de slet ikke kunde bruge dem?
Dette er vel ikke at formode. Al den Nytte, som
et følende Legeme har af sine Sandser, kand henfø¬
res til trende Endemaal; De tiene nemlig enten til
Underhold, Forsvar eller Forplatning; Men en
Plante behøver ikke Sandser hertil. En Plantes
Næring og Underhold skeer bestandigen af sig selv
ved den Saft, som stiger op i Nærings=Vaserne.
Det som de dertil bestemte Verktøys=Deele ved en
mechanisk Indretning trække til sig, opholder Planten
uden at deres Vilkaarlighed har det mindste dermed
at bestille. Ligesaa lidt har en Plante Sandser nø¬


389
dig, til at føle deres Fienders Nærværelse, for at
redde sig for dem. Den gode Natur har anviist
mange Planter saadanne Steder til Boepæl, hvor
de ere sikkre for deres Fiender: Den haver til den
Ende sat en stor Mængde Planter paa en fælles
Stamme, og ophøyet dem i Luften, paa det at de
Dyr paa Jorden ikke letteligen skulde udrydde dem.
Slig en Sammensætning kalder man et Træe, hvil¬
ket Linnæus derfor meget smukt tillægger det Navn
af en omgiordet Naturens Hange. Andre Planter
har Naturen tvertimod forsynet med Pigge, hvilke
holde de Dyr borte, som kunde beskadige dem:
Men et Dyr tvertimod maae selv overfalde dets
Efterstræbere med sine Vaaben. Planternes Skyts
bestaaer altsaa i Volde og Spanske Ryttere; men
Dyrenes i et aabent Feldtslag med Fienden. Hvad
Slægtens Vedligeholdelse hos Planterne angaaer;
saa udfordres vel tvende Slags Kiøn: Men enten
ligge de Redskaber og de Værktoy, som afsondre
Han-Blomstrets Støv, saa nær ved de Redskaber,
som bringe sammes Kraft til den Sæd som skal be¬
svangres, saa at dette Støvs Needfald eller ogsaa
sammes Elastiritet kand føre det hen til sit Stæd:
eller og at Vinden forretter hos Planterne det, som
Vilkaarligheden giør hos Dyrene, nemlig fører
Blomster=Støvet derhen, hvor den skal giøre Frøet
frugtbart. Hvortil have da Planterne Følelse og
Sandser nødig? Maaskee dertil, saasom nogle har
den Egenskab, at de trække deres Blade sammen,
naar man rører ved dem. Man paastaaer, at disse
Planter fornemme og føle, men Tvetydigheden lig¬
ger alleene i Ordet: Følelse, saa at den heele Strid
er kun en Ord=Krig, men gaaer ikke ud paa Sagen
i sig selv. I det latinske Sprog har man tvende
Ord herpaa, nemlig percipere og sentire: Til det


390
sidste udfordres en Siæl, men ikke liig det første.
Og da Planterne ingen Siæl have, saa kunne de
heller ikke sentire, føle, fornemme, men vel perci¬
pere, fatte, tage imod, naar nemlig der foregaaer
Forandringer deri, og derved som ere grundede i
noget, der berører dem. Lige saaledes som et leven¬
de Blomster fatter, saa fatter ogsaa Hiertet hos et
Dyr, end ogsaa nogen Tiid efter at Dyret er gand¬
ske dødt, og efter at Hiertet er udskaaret af Lege¬
met. Planten vikler sig tilsammen, naar man rø¬
rer ved den; ligeledes suger og Hiertet sig sammen,
naar det stimuleres dertil ved noget dertil egent og
beqvemt. Altsaa ligger den egentlige Forskiel paa
en Plante og et Dyr i Sensibiliteten eller Følelig¬
heden; Irricabiliteten eller Fatteligheden har saavel
Planterne som Dyrene, ja endog de Dyr, som er
Planterne nærmere forvandte end andre, have alle¬
reede en større Irritabilite og en mindre Sensibilite.


No. 42. 43. 44. 45.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 30 October 1766.
Samlet Beskrivelse
Over de foregangne Høytideligheder ved det
Danske Konge=Hof i Anledning af de høye
Formælinger, først imellem Hendes Kon¬
gelige Høyhed Printzesse Lovisa, fød d. 30
Jan. 1750. og Hans Høyfyrstelige Durch¬
lauchtighed Printz Carl af Hessen=Cassel,
fød d. 19 Dec. 1744. Dernæst imellem
Hendes Kongelige Høyhed Kronprintzesse
Sophia Magdalena, fød d. 3 Julii 1746.


392
og Hans Kongelige Høyhed Kron=Print¬
Gustav af Sverrig, fød d. 24 Jan. 1746.
med videre derhen hørende.
E¬
naf de i Norden uforglemmelige Dage blev den 4
Julii dette 1766 Aar, da Hans Majestet
Kongen med Deres Kongelige Høyheder Hans
Majestets Sydskende vare med flere Fyrstelige Per¬
soner tilstæde hos Hendes Majestet Dronning So¬
phia Magdalena paa Hirschholms Slot, hvor i Al¬
lerhøyst= og Høystbemeldte Høykongelige Personers
Nærværelse samme Dag blev erklæret Formæling
imellem Hendes Kongelige Høyhed den Durchlauchtig¬
ste Printzesse Lovise, Hans Majestets Kongens yngste
Syster, og Hans Høyfyrstelige Durchlanchtighed, den
i Kongelig Dansk Tieneste staaende, Landgreve og
Printz Carl til Hessen, &c. Hans Kongelige Majestets
elskelige Fetter, paa hvilken høytidelige Glædes-Dag
Sørge=Dragten var til Side lagt og alle i prægtig Gal¬
la. Saasnart denne Høye Formælings=Declaration
var bleven bekiendtgjort, virkede saadant en almindelig
Glæde iblant Undersaatterne, og da den 30 Augusti
var fasisat til samme høye Formælings Fuldbyrdelse,
fordobbledes de inderligste Forbønner og hierteligste
Velsignelses Tilønskninger over dette høye Par. Ad¬
skillige af Stadens Jndvaanere giorde og Tilberedelser,
ved offentlige Glædskabs=Tegn at eelebrere denne Festi¬
vitet; men forud blev det fra Magistraten tilkiendegi¬
vet, at, for at spare Jndvaanerne fra Udgifter, havde
Hans Kongelige Majestet allernaadigst befalet, at in¬


393
gen i Kiøbenhavn til de ved det Kongelige Hof fore
staaende Festiviteter maatte antænde Jlluminationer
eller Lys i Vinduerne, ey heller giøre nogen særdeles
Indretning til Ziir og Prydelse paa deres Huse. - Ef¬
terat Hans Majestet Kongen og de samtlige Høykon¬
gelige herskaber havde forladt Deres Sommer=Resi¬
dentzer og begivet sig til Christiansborg, hvor den fore¬
staaende høye Formælings=Fest skulde eelebreres, bleve
Ministerne og Cavaliererne samt deres Damer af de 2
første Classer i Rangen tilsagte, at bievaane samme
høye Festivitet. - Løverdagen den 30 Augusti, om
Eftermiddagen Klokken halv 6, forsamlede alle de til¬
sagte høye Herrer og Damer sig i Dronningens For¬
gemak. Derfra skede det høye Optog, under Paukers
og Trompetters Lyd, ind i Hans Majestets Kongens
inderste Forgemak, i følgende Orden: Først alle Cava¬
liererne; dernest Hans Excellenee Greven af Wedel¬
Friis med Ober=Hof=Marskalks=Staven, og Hans
Excellence Hof=Marskalk Greve af Moltke med Mar¬
skalks=Staven; derefter Hans Høyfyrstelige Durch¬
lanchtighed Printzen=Brudgommen med Hendes Kon¬
gelige Høyhed Printzessen=Bruden, hvis Slæb blev baa¬
ret af Frøken Hofmesterinde v. Numsen og Comtesse
Holck. Efter det høye Brude=Par kom Hans Maje¬
stet vor allernaadigste Konge og Hendes Majestet
Dronning Sophie Magdalene, hvis Slæb bares af
Kammer=Frøken v. Carlowitz; Derpaa fulgte Deres
Kongelige Høyheder Printz Friderich, Kronprintzesse
Sophie Magdalene, hvis Slæb blev baaret af Frø¬
ken von Raben, og Printzesse Charlotta Amalia,
hvis Slæb bares af Contesse v. Sponeck; og endeli¬
gen sluttede alle de øvrige efter Ansigelse tilstædeværende
Cavalierer og Damer Procession. J Gemakket hvor¬
ind Processionen skede og hvor Vielsen stod, var dertil
forfærdiget en Forhøyning, overtrukken med rødt Car¬


394
ntoisinfarvet Klæde. Over denne Forhøyning var en
prægtig dobbelt Baldaqvin eller Brude=Himmel. Paa
Forhøyningen og ud over Gulvet var udbredet et kos¬
bart Fløyels Teppe, virket med Guld og Sølv. Her¬
paa stod Brudeskammelen, hvilken ligeledes var over¬
trakt med et kostbart Teppe. Ved hver Ende af Bru¬
deskammelen og under Brude=Himmelen stod en ægte
forgyldt og med rødt Fløyel og Guldgaloner betrokken
Lehnestoel. Paa hvert Hiørne af Teppet stod en høy og
og overmaade kostbar Gueridon af støbt Sølv, og paa
hver 10 hvide Voxlys. Under Brude=Himmelen stode
8 ægte forgyldte og med rødt Fløyel og Guldgaloner
betrokkene Stole til det Kongelige Herskab bestemte.
Ved Jndtrædelsen i dette Gemak begyndte et talrigt
Capelle at opføre en prægtig Musik ved alle Slags
Instrumenter. Jmidlertid indtog enhver af de høy¬
kongelige Herskaber sin Plads paa de for Dem satte
Stole, bag ved hvilke de opvartende Cavalierer og Da¬
mer bleve staaende. Dernæst toge de øvrige Cavalie¬
rer og Damer Plads, de første paa høyre og de sidste
paa venstre Side i Gemakket. Klokken Syv og en
halv Slet forrettedes da denne høye Copulations=Act af
Hans Høyædle Høyærværdighed Hr. Biskop og Confessio¬
narius Harboe. Texten, som Hendes Kongelige Høyhed
Printzesse=Bruden selv havde udvalgt til Brude=Talen,
var Davids Ord af Ps. 73, 24. Du skal lede mig
ved dit Raad, og derefter antage mig til Ære. For
og efter Vielsen blev siunget et Vers af den Psalme:
J JEsu Navn skal al vor Gierning skee. Efterat
denne hellige Act var forrettet, begav det samtlige Høy¬
kongelige Herskab sig tilbage i Forsamlings-Sahlen, og
da der paa alle Sider var aflagt og imodtaget aller¬
og underdanigste Lykønskninger, satte man sig til det i
Spise=Gemakket serverede prægtige Galla=Taffel, hvis
Pragt og Gout var lig den, som 2 Aar forhen, ved lige


395
Leylighed med Hendes Kongelige Høyheds Brudens
Printzesse Syster, var anrettet. Ved Taffelet place¬
redes Cavalierer og Damer efter Numere i bundtet
Rad, og imedens det varede, opførtes den behagelig¬
ste Mufik af Capellet. Ved Taffelet bleve de samtlige
Kongelige Personer opvartede af Kammerherrer, som
vare Riddere. Foruden dette Kongelige Taffel vare
og 2 Marskalke= og 1 Cavalier=Taffel anrettede for de
derhen hørende Herrer og Cavalierer. Efterat Taffelet
var ophævet, blev det høye Brudepar ledsaget til Hen¬
des Kongelig Høyheds Brudens Gemakker, saaledes:
Foran: Ministerne og Cavaliererne; Hans Majestet
Kongen førte Printzessen=Bruden; Hendes Majestet
Enkedronning Sophia Magdalena førtes af Hans
Høyfyrstelige Durchlauchtighed Brudgommen; De¬
res Kongel. Høyheder Kronprintzessen og Printzessen
Charlotta Amalia af Printz Friderich; derefter alle
Damerne. Til disse Gemakker var den Kongelige Liv¬
garde til Hest og til Fods opstillet i Parade. Hendes
Kongelige Majestet Dronning Juliane Marie tog
ingen Deel ved sin Nærværelse i denne Dags Høytide¬
ligheder; dog behagede det Hendes Majestet incogni¬
to at anhøre Vielses=Talen. - Søndagen derefter,
som var den 31 August, bivaanede det samtlige Høy¬
kongelige Huus Gudstienesten, deels i Slotskirken, hvor
for Prædiken opførtes en behagelig Musik med alle
Slags Jnstrumenter, og efter Prædiken blev under den
stærkeste Musik synget den Psalme: O store GUd vi
love Dig, deels i Hendes Majestets Dronning So¬
phie Magdalenes Gemak, hvorpaa sidstbemeldte Hen¬
des Kongelige. Majestet havde dem samtlige hos
sig til Middags=Taffel, og Hendes Kongelige Ma-
jestet Dronning Juliane Marie ligeledes til Aftens¬
Taffel. - Om Mandagen indfandt sig alle i Resi¬
dentz-Staden værende Minislere og Herrer, hvis Rang


396
saadant medfører, ved Hoffet, ligesom de 2 forrige Dy¬
ge en Galla, for at aflegge allerunderdanigste og under¬
danigste Lykønskninger, hvorpaa til Middags hos Hans
Majestet Kongen var fuldt Taffel, og derforuden
store Marskalks=Taffeler og 2 Taffeler i Rosen. Til
Aften samme Dag var ved Hoffet Apartement og Galla¬
Taffel paa 79 Couverts i bundtet Rad, samt ellers 3
Marskalks og 2 Cavalier=Taffeler. - Desertet paa det
Kongelige Taffel den høye Formælings=Dag, den 30
August forestillede heelt igiennem en Have, som var
ziret med mange Grotter; i Midten var en stor Grot¬
te i Form af et Sneglebierg, paa hvilken der stod et
Palmetræ, af hvis Top under Taffelet sprang naturligt
Vand, som af en Fontaine, ned paa Palmebladene, og
derfra rundt omkring ned paa Grotten. Omkring
Palmetræet vare de 3 Gratier eller Heldandinder dand¬
sende med Krandser og Fakler forestillede. Paa et
Skildt midt for Grotten læste man følgende Jnscription
af Horatio:
Fervidus tecum Puer, & solutis
Gratiæ z0nis, properentque Nymphæ,
Et parum comis fine te jurentus,
Mercuriusque.
o: Lad her stedse være tilstæde Ynglingen den sy¬
rige og muntre Amor, de anstændig frie og yndige Gra¬
tier; de deyligste Nympher skynde sig hid, og du Ung¬
dom med Veltalenhedens GUd, uden hvis Nærværelse
alting er uden Liv og Tekkelighed.
Om begge Sider af Bierget vare Labyrinther,
eller Jrgange, men næst derved paa hver Side en liden
Lyst=Skandse med Kanoner. J Midten af hver Skand¬


397
se vare de høye Formæledes Navne at see i Parterret.
J øvrigt var det hele Desert med mange brændende
Voxlys paa det smukkeste illumineret.
Til et Glædes-Tegn over den høye Formæling
blev, efter Anordning af Sr. Marcus Moses Valen¬
tin, Ældste for den Portugisiske Jødiske Synagoge i
Snarre=Gaden, d. 31 Ang. om Eftermiddagen, føl¬
gende Ceremonier indrettede: 1) Opført en Sympho¬
nie med fuld Musiqve, og dernæst af det gandske Chor
synget en Lovsang til GUd, som egentlig til denne høye
Formæling var indrettet, indeholdende en Lykønskning
over dette høye Par. 2) En Solo med Vocal= og Jnstru¬
mental=Mufik, indrettet til denne høye Fest, og et hvert
Vers med Musik igientaget, hvornæst det gandske Chor
afsang den 89 Davids Psalme til det 39 Vers. 3)
Blev af bemeldte Ældste det Hellige aabnet, hvor den
hellige Thora forvares, og afsynget en Velsignelse over
Hans Kongelige Majestet, Hans Høye tilkommende
Gemahl, og de Høye Formælede, og ved enhvers Høye
Navn panceret og med Panker og Trompetter honore¬
ret, derved hver gang en a Parte Velsignelse, som af det
gandske Chor hver gang blev beseglet med Amen, hvor¬
paa fulgte det andet Symphomie. 4) Derpaa blev
den anden Poesie, som til Hans Durchlauchtigheds egen
høye Person var forfattet, paa lige Maade en Solo af¬
siungen og hvert Vers med fuld Musik igientaget. 5)
Afsang det gandske Chor den 45 Davids Psalme. 6)
Den tredie Poesie, forfattet til Hendes Kongel. Høy¬
heds Printzessens høye Person, som ligeledes med igien¬
tagende Musik en Solo blev afsiungen. 7) Sang det
gandske Chor den 21 Davids Psalme. 8) Blev af
samme det Hellige igien aabnet og afsiunget en Velsig¬
nelse over begge Deres Kongel. Majesteter Dronnin¬
gerne, og ved hvers høye Navn pauceret og med Pau¬
ker og Trompetter honoreret, derved hver Gang en a


398
pørte Velsignelse, som af det gandske Chor hver gang
med Amen biev beseglet. 9) Blev den 72 Davids
Psalme af det gandske Chor afsiungen. 10) Blev det
Hellige atter aabnet af samme og affiunget en Velsig¬
nelse over den gandske høye Kvngelige Familie, og ved
hvers høye Navn panceret, og med Pauker og Trom¬
petter honoreret, derved hver gang en a parte Velsig¬
nelse, som af det gandske Chor hver gang med Amen
blev beseglet. 11) Den sidste Poesie en Solo ligeledes
for den gandske Høye Kongelige Familie forfattet, som
med igientagende Musik og blev afsiungen. 12) En
Lovsang til GUd, som vexelviis med Musik blev af¬
slungen, og tilsidst med en Symphonie besluttet, og
hele Menigheden var med deres beste Helligdags Klæ¬
der paaklædet. Musiken til denne Ceromonie var com¬
poneret af den Kongelige Violon Hr. Jacobsen.
Mange uden for Kiøbenhavn viste høytidelig deres
Glæde over denne det Kongelige Hoffes Bestyrkelse ved
saa høy en Formæling. Jblant andre har Hr. Obrist
v. Trambach i Colding celebreret denne høye Fest d.
31 Aug. om Aftenen med en smuk Jlummation i sin
iboende Gaard overalt, hvor og i det middelste Fag
saaes Printzessens og Printzens Ravne med Krone og
Underskrift:
Vive L. moire vive la gloire.
Dernæst var i Major v. Blickenbergs ibo¬
ende Værelser overalt ligeledes illumineret, som var
meget behageligt at see, og giorde en særdeles smuk Zi¬
rat, siden begge disse to store Gaarde ligger lige over
for hinanden paa Torvet.


399
En ikke mindre uforglemmelig Festivitet ved
Konge-Hoffet er den Kongelige Danske
Kron=Printzesses Sophie Magdalenes
Formæling med Hans Kongelige Høyhed
Kron=Printz Gustav af Sverrig.
Ifterat den Kongel. Ober=Kammerherre og Hofmar¬
skalk, Hr. Niels Philip, Greve af Gyllenstolpe, var
den 30 Martii indeværende Aar kommen til Kiøben¬
havn i et extraordinaire Gesandtskab fra det Kongelige
Svenske Hof, udi samme sit Kongelige Hoffes, i sær
udi den Darchlauchtigste Herres Hr. Gustav, Krøn¬
printz til Sverrig &c. &c. Hans Navn, formelig at an¬
holde om Hendes Kongelige Høyhed vor naadigste
Kronprintzesse Sophia Magdalena til Gemahlinde
for bemeldte Høykongelige Printz: saa blev denne høye
Formæling høytidelig kundgjort ved Konge-Hoffet den
3 April næst efter, paa hvilken Dag Cavaliererne i tal¬
rig Mængde indfunde sig paa Slottet Kl. 1. i det
Kongelige Forgemak, og Damerne Kl. 6 Eftermiddag i
Hendes Majestets Enkedronning Sophie Magdale¬
nes Forgemak, til allerunderdanigst og underdanigst
Opvartning og Lykønskningers Afleggelse. Forud gav
Hans Majestet Kongen den forbemeldte hidkomne
Kongelige Svenske Gesandt Audience, da Hans Excel¬
lence tilligemed et Brev fra sit Kongelige Hof overgav
Hans Majestet den Kongelige Svenske Seraphiner¬
Orden. Alle, saavel inden= som udenlandske Herrer
og Damer, lode sig see i prægtig Galla, de Herrer


400
fremmede Ministere undtagne, hvis egne Hoffers Sorg
ey vilde tilstæde dem at legge den til Side. Til Mid¬
dag var fuldt Taffel hos Hans Majestet Kongen paa
16 Personer, hvilket holdtes i den store Apertements
Sahl. Hos Hans Kongel. Høyhed Printz Friderich
var Taffel paa 12 Personer. Desuden vare trende
Marskals=Taffeler paa 24, 26 og 20 Personer, samt
tvende Taffeler i Rosen. Til Aften var Apartemens
og Galla, det Kongelige Taffel paa 76 Personer i
bundtet Rad, og Marskalks=Taffeler, samt i Rosen, som
til Middag. De anbragte Deserter paa de Kongelige
Taffeler vare af adskillige Decorationer overmaade præg¬
tige og velindrettede Til Erindring om denne Høy¬
tidelighed og ønskelige Forening lod det Kongelige
Octroyerede Asiatiske Compagnie en Fregatte løbe af
Stabelen, som bleo kaldet Rigernes Ønske, og det
almindelige Handels=Compagnie ligeledes en Fregatte
kaldet Foreeningen. Da nu den Kongelige Svenske
Ober=Kammerherre, Hans Excellence Greven af Gyl¬
lenstolpe havde udrettet sit høye Gesandtskabs=Æren¬
de, erholdt han Afskeds=Audience hos Hans Majestet
Kongen og den Kongel. Familie den 5 May og derpaa
tiltraadde Reysen til det Kongelige Svenske Hof igien.
Den 16 Septbr. ankom til Kiøbenhavn det Konge¬
lige Svenske Hofs Ambassadeur, Hans Excellence Rigs¬
Raad, Ober=Marskalk, Ridder og Commandeur af
Hans Svenske Kongelige Majestets Seraphiner=Or¬
den, Hr. Greve Adam Horn, med sin anseelige Svite,
som bestod af følgende Cavalierer: den Pommerske
Land=Marskalk Greve Podebus, Capitainerne Baron
Stackelberg og Pauli, Vice=Corporal ved det Kon¬
gelige Drabant=Corps Greve Gustav Horn, Hof¬
Junker Baron Barnikov og Licutenant Klingspor,
hvilken høye Ambassade tog det Grevelige Skackiske
Pallads i Friderichsstad i Beboelse. bemeldte Hr.


401
Ambassadeuren, hvis bøye Ærende var, at afherte
Hendes Kongelige Høyhed Kronpringesse SophiaMag¬
dalena til sin bestemte Gemahl, Hans Kongel. Høyhed
Kron=Printz Gustav af Sverrig, havde den 22 Sep¬
tember Kl. 1. om Eftermiddagen Andience hos Hans
Majestet Kongen, Deres Majesleter Dronningerne
og Deres Kongelige Høyheder Printzen og Printzesser¬
ne af den Kongelige Familie paa Christiansborg. Til
denne Audience blev Hans Excellence hentet af den
Kongelige Ceremonie=Mester Hr. Kammer=Herre von
Raben, og ført i en Kongelig sexspændt Stats=Ca¬
rosse, med 6 Personer af det Kongelige Livree foran,
samt sit eget Livree ved Siderne gaaendes; efter sam¬
me Kongel. Carosse fulgte de Herrer Gesandtskabs=Ca¬
valierer og øvrige Officiantere i 3 sexspændtr og 2 to¬
spændte Carosser, med hver sit Livree ved Siderne
gaaende; hvilket Tog gik saaledes for sig fra det af
Hans Excellence beboende Pallads igiennem Norges¬
Gade, Dronningens Bredgade, Kongens Nyctorv,
Østergade, Amagertorv, Vimmelskaftet, Nyegade,
Gammeltorv, Raadhuusstrædet, Kalleboderne, ind ad
Slottets store Port, over Ridebanen, igiennem Taarn¬
porten paa Slottet, hvor Hans Excelience ved Udtræ¬
delsen af Carossen blev imodtagen af 2 Kammerherrer,
havende Hof=Junkere og Pager til Opvartning; siden
imodtoges Hr. Ambassadeuren af Hans Excellence Hr.
Ober=Ceremonie=Mesteren, Geheime=Conferenzraad v.
Plessen og andre høye og vedkommende Herrer, som
videre ledsagede Hr. Ambasfadeuren til Audiencerne.
Efter erholdte Audience blev Hans Excellence tilbage,
til Hans Kongelige Majestets Taffel, efter hvis Fuld¬
endelse han, med samme Optog som før, blev ledsaget
til sin Residence igien. Den 29 Septembr. om For¬
middagen indfandt Hans Excellence Hr. Ambassadeu¬
ren sig i det Kongel. Geheime=Conseil, og der i sit Hof¬


402
ses Navn undertegnede Formælings=Tractaten imellem
Hans Kongel. Høyhed Kronprintz Gustav af Sverrig
og Hendes Kongel. Høyhed Kronprintzesse Sophia.
Magdalena af Dannemark. Til denne høye For¬
mæling, som var fastsat at skulle skee ved Procuration
den 1ste October udi Slots=Kirken paa Christiansborg,
hvor de fornødne Anstalter dertil vare føyede, bleve alle
i Staden tilstædeværende Damer og Cavalierer af de 2
første Classer i Rangen tilsagte at bievaane samme, og
anviiste at tage Plads nede i Kirken paa begge Sider;
ligeledes de her ved Hoffet residerende fremmede Mi¬
nistere, hvilke anvistes Plads paa de 2 Conseils=Stole
paa Mezzanine=Galleriet. J øvrigt var det enhver,
saavel Folk af Hoffet som af Byen, tilladt at komme
ind i Kirken, hvilke alle bleve staaende paa Gallerierne.
Enhver blev overladt at klæde sig efter eget Gotbefin¬
dende, undtagen Damerne, som fremkomme en Robe.
J Slots-Kirken var indrettet en sterk Jllumination af
hvide Voxlyk, deels i 36 Glas=Lyse=Kroner, og deels
i Lyse=Armer, som overalt indvendig paa Pillarerne
vare anbragte. Omtrent det halve Kirkegulv oppe
imod Alteret var forhøyet 2 Trin, og Forhøyningen
belagt med rødt Klæde. Midt paa samme var lagt et
Fløyels=Teppe med Guld og Sølv virket, hvorpaa stod
Brudeskammelen med ligesaadant rigt Betræk; over
samme var en Brude=Himmel eller Baldachin, overtrakt
med rødt Fløyel og beriget med Guld=Galoner og
Fryndser. Ved hver Ende af Brude=Skammelen stod
en ægte forgyldt med rødt Fløyel og Guld=Galoner be¬
trukken Lehne=Stoel. Paa de fire Hiørner af Teppet
stode 4 masive Sølv=Gueridons med 10 Voxlys paa
hver; ved hver Ende af Alteret stode 2 mindre Sølv¬
Gueridons med Voxlys, og paa Alteret 2 store og 2
smaa Alter=Lys. Klokken 6 om Eftermiiddagen, paa
den berammede Dag, drog Hans Excellence det Kon¬


403
gelige Svenske Hoffes Ambaffadeur op til Slottet i
prægtig Galla; efterat Hans Exeellence fra sin Side
paa bemeldte høye Formæhlings=Dag havde givet et
Festin til Middag for det høye Ministerium, for de
fremmede Ministere og for andre høye Rangs=Perso¬
ner, Taffelet paa 140 Couverts, hvis Overflødighed,
og Pragt svarede til den øvrige Stats, som Hans Ex¬
cellence her skinnede udi. Saasnart Hr. Ambassadeu¬
ren var ankommen til Slottet, blev han indført i Hen¬
des Majestets Dronning Sophie Magdalenes For¬
gemak. Sammesteds forsamlede sig og alle øvrige til¬
sagte Damer og Cavalierer. Klokken henved 8 Slet
begyndtes at ringe med Klokkerne i Slots=Taarnet, og
da begav først Hans Excellence Hr. Ambassadeuren, led¬
saget imellem den Kongelige Ceremonie=Mester og en
anden Kammerherre og omgivet med sin Suite, sig ned
i Kirken, hvor Hans Excellence tog Sæde paa For¬
høyningen i en for ham sat Lehnestoel. Derefter fulg¬
te den Høykongelige Svite i følgende Procession: 1)
Kammer=Fourieren; 2) De Kongelige Pager; 3) Hof=
Junkere; 4) Kammer=Junkere; 5) Obrister og Com¬
mandeurer; 6) Conferentz=Raader, General-Majorer
og Kammer=Herrer; 7) Riddere af Dannrbroge; 8)
Geheimeraader; 9) Geheime=Conferentz-Raader; 10
Riddere af Elephanten; 11) Det Kongelige Gehei¬
me=Conseil. Efter dem fulgte 12) de opvartende
Kammerherrer, som alle vare Riddere; 13) Hofmar¬
skalken med Marskalks=Staven; 14) Den Høykonge¬
lige Brud, ledsaget af Hans Majestet Kongen; Hen¬
des Kongelige Høyheds Slæb bares af Frøken Hofme¬
sterinde Trolle og af den ældste Hof-Dame; 15) Hen¬
des Majestet Dronning Sophia Magdalena, ført
af Hans Kongelige Høyhed Printz Friderich; Hendes
Majestets Slæb blev baaret af Kammer=Frøken v.
Carlowiz; 16) Deres Kongelige Høyheder Printzes¬


404
serne Lovisa, hvis Slæb bares af Frøken Hofmester¬
inde v. Numsen, og Charlotta Amalie, hvis Slæb
Frøken Hofmesterinde v. d. Osten bar; 17) De samt¬
lige Hof= og andre Damer sluttede Processionen. Saa¬
snart Døren aabnedes for den høye Brud at indtræde
i Kirken, ophørte Klokkerne at ringe, og derimod be¬
gyndtes den anordnede Musik. Jmidlertid førte Hans
Majestet Kongen Printzessen=Bruden til den for Hen¬
des Kongelige Høyhed ved den venstre Side af Brude¬
skammelen satte Lehne=Stoel, og Hendes Majestet
Dronningen Hans Kongelige Høyhed Printz Friderich,
som Procurations=Brudgommen, til den ved høyre Si¬
de af Brudeskammelen fatte Lehne=Stoel, hvor begge
Deres Kongelige Høyheder toge Sæde, ligesom og
Deres Majesteter selv toge Plads paa Forhøyningen
paa begge Sider af Alteret, og ved Siderne af Aller¬
bøystsamme Deres Kongelige Høyheder Printzesserne
Lovisa og Charlotta Amalia. Bag den høye Bruds
og hans Kongelige Høyheds Printz Friderichs Stole
opvartede Deres samtlige Damer, høye Hofbetiente og
Cavalierer. Nærmest bag Hans Majestets Kongens
Stoel opvartede Hans Excellence Hr. General=Liente¬
nant af Cavalleriet og Ober=Staldmester, Grevel af
Wedel=Friis, som for den Dag var udnævnet til at føre
Ober=Hof=Marskalks=Staven, Hr. Hof=Marskalken
med sin Marskalks=Stav, den opvartende Kammerherre
og øvrige til Hoffet henhørende Cavalierer; Bag Hen¬
des Majestets Dronningens Stoel Kammer=Frøkenen,
Ober=Hofmesteren Kammerherre og Landraad v. Re¬
ventlau, og den opvartende Kammerherre; Bag De¬
res Kongelige Høyheders Printzessernes Stole Deres
Oberhofmesterinder, Hofmestere og opvartende Kam¬
merherrer. Samtlige øvrige Damer rangerede sig
paa den venstre, og samtlige Ministere og Cavalierer
paa den høyre Sidt af Deres Majesteter Kongen og


405
Dronningen, saaledes, at Damerne komme udi en Rad
bag Hendes Majestets Dronningens Stoel, og Mi¬
nisterne og Cavaliererne udi en Rad bag Hans Maje¬
stets Kongens Stoel. Efterat enhver havde saaledes
indtaget sin Plads, blev det første Vers af Psalmen,
J J Esu Navn skal al vor Gierning skee, udsiun¬
get under Panker og Trompetter, hvorpaa Hof=Mar¬
skalken gav Tegn til Hans Høyædle Høyærværdighed,
Hr. Biskop og Confessionarius Harboe, som da traad¬
de frem for Alteret, og holdt en til den hellige Forret¬
ning passende Tale over Panli Ord til de Ebræer 13
Capitel 5 v. Thi han haver selv sagt: jeg vil in¬
genlunde slippe dig, og ingenlunde forlade dig;
som af Hendes Kongelig Høyhed Bruden selv vare der¬
til udvalgte. Efter Talen giorde Hr. Biskoppen de
sædvanlige Spørsmaale af Ritualet, efter hvis Besva¬
relse med Ja, Deres Kongelige Høyheder Printzesse¬
Bruden og Printzen=Represententen omvexlede Finger¬
Ringe, og Hans Høyværdighed beseglede Løfterne med
Velsignelsens Lysning. Derpaa blev det sidste Vers
af forbemeldte Psalme udsiunget under Jnstrumental¬
Mufik, og videre musieeret imedens Processionen begav
sig ud af Kirken tilbage til Hendes Majestets Dron¬
ning Sophie Magdalenes Forgemak i samme Or¬
den som før, undtagen med den Forskiel, at den høye
Brud nu blev ført af Hans Kongelig Høyhed Repre¬
sententen, hvorimod Hans Majestet Kongen førte Al¬
lerhøystbemeldte Dronning, samt at Hans Excellenee
Hr. Ambaffadcuren med sin Geleyde og Svite nu slut¬
tede Processionen. Fra Hendes Majestets Dronnin¬
gens Forgemak førte Hans Majestet Kongen Hendes
Kongelige Høyhed Kronprintzessen, og Hans Kongeli¬
ge Høyhed Printz Friderich førte Hendes Majestet
Dronning Sophia Magdalena, tagende de 2 Høy¬
køngelige Printzesser Lovisa og Charlotta Amalia


406
ved Haanden, igiennem Allerhøystbemeldte Dronnings
Audicutz-Gemak, Eremitagen og ind i Apartements¬
Salen, hvor Galla=Taffel var anrettet. Saasnart
Deres Kongelige Majesteter og Kongelige Høyheder,
vare her indkomne, begyndtes med Panker og Trom¬
petter, som vare placerede i det lidet yderste Forgemak,
med hvilke man vedblev, indtil Hof=Marskalken gav
Tegn til at ophøre. Hendes Kongelige Høyhed Bru¬
den tog imidlertid Sæde udi Midten for Taffelet, og
paa Hendes høyre Side Hans Kongelige Høyhed,
Printz Friderich; næst ved Bruden tog Hans Maje¬
stet Kongen, og næst Printzen Hendes Majestet
Dronningen samt de 2 Kongelige Printzesser Sæde.
Hans Excellence Hr. Ambassadeuren, Ministerne og
Caraliererne toge Sæde efter deres Numere i bund¬
tet Rad. De samtlige Høykongelige Personer bleve
serverede af de bemeldte opvartende Kammerherrer Rid¬
dere af Dannebroge. Jmedens Taffelet varede blev
opført en dertil af den Kongel. Capelmester Hr. Schei¬
be sammensat Mufik. Efterat Taffelet var ophævet
begave de Høy=Kongelige Personer sig i samme Orden
tilbage til Hendes Majestets Dronningens Gemak, og
atter derfra over Gangen ved Høyeste-Rets Salen hen
til og op ad Marmor=Trappen til Hendes Kongelige
Høyheds Kronprintzessens Gemakker, hvilken Vey var
besat af den Kongelige Livgarde til Hest og Fods i
dobbelt Rad, som ved Deres Kongelige Majesteters
og Kongelige Høyheders Passage presenterede Gevær.
Herfra begave sig de Aller= og Høyeste Kongelige Per¬
soner hver til Sine Gemakker, og saaledes vare denne
Dags Høytideligheder til Ende, udi hvilke Hendes
Majestet Dronning Juliane Marie ikke tog videre
Deel, end at Hendes Majestet i byb Sør gedragt in¬
cognito behagede at bievaane den hellige Forretning i


407
Slotskirken fra den Kongelige Tribune, hvorefter Al¬
lerhøystsamme siden holdt Taffel en retraite.
I Henseende til den dobbelte Procurations¬
Formæhling, som saavel her som i Engeland foregik
paa en og samme Dag, den rste October, da 3de glo¬
riense Puissancer ved et nøyere Baand bleve forenede,
forestillede Desertet paa det Kongelige Galla=Taffel i
Særdeleshed en vel anbragt Orden af Ærestytter og
Obelisker, som ved vel udsøgte Jnscriptioner, hvilke
hver for sig alluderede paa en vis merkværdig Omsten¬
dighed af denne Høytidelighed, vare satte paa følgende
Maade, Paa Middel=Obelisken af Kongens Fløy 3de
Genier, holdende et Skildt med følgende Jnscription:
Trifolium. Connubii Regium. Danis. Britannis.
Srecisque Sacrum. d: Til Ære for den tredobbelte
Kongerigernes Formæhlings=Forening imellem de Dan¬
ske, Engelske og Svenske. Den 1ste October 1766.
Trende af de Obelisker, som stode ved høyre og ven¬
stre Side af Kongens Fløy, havde følgende Inscription.
Rex. Et. Celsa. Domus. Felix. Vigeatqve Peren¬
his. o; Kongen og Hans lyksalige Huus blomstre ævin¬
delig! Neden paa venstre Side: Virtuti Pronobæ. o:
Dyden, som Ægteskabs Stifterinde! Neden paa høy¬
re Side: Hilaritati. Publicæ. Sacrum. o: Helliget den
almindelige Glæde. Ved hver Obeliske vare anbrag¬
te Fontainer, med dette Ønske: Quot. Guttæ. Tot.
Vota. d.: Saa mange Draaber, saa mange Ønsker.
Torsdagen den 2 October var stort Cour ved
Hoffet, til Middags fuldt Taffel i bundtet Rad, og
Bal, hvilket Hans Kongelige Majestet aabnede med
Hendes Kongelige Høyhed Kronprintzessen.
Fredagen den 3 October var atter fuldt Taf¬
fel hos Hans Kongelige Majestet; om Aftenen var
Comoedie, hvortil billetter bleve uddeelte, og derpaa
Galla=Taffel i bundtet Rad. Taffelerne vare hver
Gang prydede med gandske nye Jnventioner og Par¬


408
terrer, som vare besatte saavel med historiske som em¬
blematiske Grønper og Decorationer.
Til Høytidelighederne, som skede i Anledning
af Høystbemeldte Formæling, maae og regnes det Mid¬
dags Giestebud, som Hans Excellence Hr. G heime¬
raad og Ober=Secretair Baron v. Vernstorff gav,
Løverdagen den 4 October, hvortil iblant andre ind¬
budne høye og flere Herrer ogsaa var tilstæde Hans
Excellenee den Kongelige Svenske Ambassadcur.
Den paafølgende Søndag, d. 5 Octobr, hav¬
de Hans Excellenre høybemeldte Hr. Ambassadenren den
Ære, til Aften at regalere Hans=Majestet Kongen,
Hans Kongelige Høyhed Printz Friderich, Deres Kon¬
gelige Høyheder Krouprintzessen Sophia Magdalena
af Sverrig, Dannemark og Norge, Printzesse Lovisa
af Hessen Cassel, Dannemark og Norge, der høye Mini¬
sterium, de Herrer fremmede Ministere, og flere ind¬
budne Herrer, ved adskillige, og i alt over 40 Taffeler.
For at giøre denne Høytidelige Festin ret brillant, hav¬
de Hans Excellence ladet sit iboende Hotel fra øverst til
nederst med Lamper udvendig og andre Lys indvendig
paa det ziirligste og kostbareste illuminere; desuden va¬
re udvendig paa Siderne af Portalet anbragte det
Kongelige Danske Vaaben paa venstre og det Kongeli¬
ge Svenske paa høyre Side, samt i et Midtel-Fag over
Portalet et Sindbillede paa Hymen, samt tvende Ge¬
nier, som holdte hinanden i Haanden for ved et bræn¬
dende Alter, hvor oven over læstes de Ord: Nexus
quis pulchrior alter, 2: Hvilken Forening kan være be¬
hageligere? Den ved Palladset værende Have var og¬
saa med Lanterner meget smuk illumineret. Ved de
tvende Sidebygninger af Hotellet vare anbragte tvende
Blafons med Fontamer, af hvilke der i den ene var
lagt rød og i den anden hvid Viin, som sprang hele
Natten til Priis for den gemeene Mand. Oven paa
hver af disse Bygninger stod en stor forgyldt Vase i
Form af en Ferrine, og midt paa holdte 2 Engle et


409
forgyldt Løve=Hoved, af hvis Mund Vinen udsprang
Omtrent Kl. 8 og en halv Slet skede Toget af det
Kongelige Herskab under stor Høytidelighed og Kon¬
gelig Pragt fra Christiansborg til Palladset, hvor det
Høykongelige Herskab ved Ankomsten saluteredes med
Pauker og Trompetter af de paa begge Fløyene af
Palladset placerede Kongelige Trompettere ved Hoffet og
Livgarden. Efterat Taffelet var ophævet, aabnedes et
Bal, hvilket vedvarede en Tidlang ud paa Natten, da
de Allerhøyeste og høye Giester derefter begave sig til
Rolighed.
Mandagen den 6 October havde høybemeldte
Hr. Ambassadeuren, sin Afskeds=Audience hos Hans
Kongelige Majestet og de flere Høykongelige Personer,
og drog Hans Excellence i en Kongelig fexspændt Stats¬
Carosse, med det Kongelige Livree foran, og sit eget
ved Siderne, samt en Suite af 5 andre sex og tospænd¬
te Carosser, i hvilke Hans Excellenees Ambassade=Ca¬
valierer sadde, i Procession op til det Kongelige Slot.
Efterat Hr. Ambaffadeuren var indført til Afskeds¬
Audiencen, forblev Hans Excellence til Middags=Taf¬
fel hos Hans Kongelige Majestet, og blev i lige Optog
Kl. 5 om Eftermiddagen ført til sit Hotel igien. Der¬
næst begav det Høykongelige Herskab sig Kl. 6 samme
Eftermiddag herfra Kiøbenhavn til Hirschholms Slot
i saadan Rad: Først Hendes Majestet Enkedronning
Sophia Magdalena med sin Suite. Noget derefter
6 Carosser af Kongens og Kronprintzessens Suite. De
Kongelige General=Adjutantere, Liv=Tiener og Kammer¬
Pager til Hest. Laqveyerne til Fods. Hans Maje¬
stet Kongen og Kronprintzessen i den Kongelige Stats¬
Carosse med 8 hvide Heste for. Hendes Kongelige
Høyhed Printzesse Louisa med sin Durchlaucht. Ge¬
mahl i een Carosse. Deres Suite for og efter Dem.
Hans Kongelige Høyhed Printz Friderich ligeledes med
sin Suite; alle Suiterne escorterede af den Kongelige
Lirgarde til Hest. Den gandske Rad bestaaende af no¬


410
gle og tyve Carosser, tog Veyen ud fra Sløttet over
Ridebaneu, igiennem Slottets store Port, over den sto¬
re Broe, igiennem Kalleboderne, Raadhuuestrædet,
Gammeltorv, Nyegade, Vimmelskaftet, Amagcrtorp,
Østergade, Kongens Nyctorv, store Kongens Gade,
ud igiennem Øster=Port og videre fort. Dette Hendes
Kongelige Høyheds den dyrebare Bruds Udtog er ikke
gaaet af, hverken af Høystsamme eller de Allerhøyeste
og Høyeste Ledsagere, uden ømmeste Bevægelse paa alle
Sider; og Undersaatterne, som i utallig Mængde hav¬
de besat Gaderne, ønskede med inderligste Rørelse Hen¬
des Kongelige Høyhed ligesaa oprigtigt som underda¬
nigst Farvel.
Tirsdigen den 7de Oetober reyste Hendes Ma¬
jestet Dronning Juliane Marie til Slottet Fred us¬
borg, hvor Hendes Majestet samme Dags Middag be¬
værtede Allerhøyst= og Høystbemeldte Gester. Samne¬
Dags Eftermiddag kom Hans Majestet Kongen D¬
res Kongelige Høpheder Kronprintzesse Sophie Mag¬
dalene, Printz Friderich, og Printzesse Louise med sin
Durchlauchtigste Gemahl Printz Carl af Hessen=Ca el
til Helsingøer. Et Stykke Vey uden for Byen blev
Allerhøyst= og Høystsamme im dtagne af 12 Liv-Dra¬
goner til Hest, samt 2 Corporaler og 1 Trompetter,
som alle vare iførte grønne Klæder med Guld=Knap¬
huller og havde Pallasker ved Siden, samt Galloner
om deres Hatte, hvilket Corps, som var oprettet af
Byens Borgere, convoyerede Hans Majestet og De¬
res Kongelige Høyheder til Slottet Cronborg, fra hvis
Festningsverker saluteredes ved Ankomsten med Kano¬
nernes Løsning. Dette høytidelige Besøg, som Sta¬
den Helsingøer gaves i Anledning af Hendes Kongelige
Høyheds Kronprintzesse Sophie Magdalenes Bort¬
reyse fra Dannemark til Sverrig, der var fastsat at
skulle skee Dagen efter, havde opvakt saadan alminde¬
lig Glæde hos Helsingøers Jndvaanere, at de ligesom
kappedes om at jegge Prøve for Dagen paa deres al¬


411
lerunderdanigste Devotion for det Kongelige Huus. To
Æreporte, zirede med grønne Grene og overalt behæng¬
te med Lamper, vare opreyste i Staden. Jkke allene
Slottet Cronborg og Helsingøers Raadhuus, men
endog hele Byen var paa det prægtigste illummeret,
hvilken Jlumination brændte hele Natten.
Hans Høygrevelige Excellence Hr. Geheime¬
Raad i Conseillet, General=Admiral Lientenant og Sur¬
Jntendant de Marine, Greve Danneskiold-Samføe,
som i Følge sit høye Embedes Medfør allernaadigst
var befalet, at overfore Hendes Kongelige Høyhed
Printzesse Sophie Magdalene over Sundet, og der¬
til fra Søe=Etaten at besørge det fornødne, havde til
den Ende alleranderdanigst foranstaltet den Konge¬
lige Galley Fredensborg paa 32 Aarer indrettet, og med
Forgyldning, nyt Poncean=Dekken over Ruffet med
Guld=Tresser og Fryndser udziret, og dens hele Mand¬
skab 108 Mand med nye Equipage af Skiorter, røde
Skierser og Tørklæder forsynet; de 3de Kongelige Far¬
tøyer, nemlig den Kongelige dobbelte Chalonpe Løven
paa 18 Aarer, med nyt Carmoisin=Fløyels=Dekken over
Ruffet prydet med Guld-Tresser og Fryndser, Silke
Konge=Flag og Fløye, og dens 18 Kongelige Chaloupe¬
Roere i nye Kongelig Eqvipage; den Kongelige Reyse¬
Chaloupe paa 12 Aarer med nyt Poncean=Telt og Hyn¬
der med Sølv=Tresser besat, og den Kongelige Jagt¬
Chaloupe ligeledes i Kongelig Eqvipage udredede; Hans
Excellences General=Admiral=Lientenants=Chaloupe i
nye dertil forfærdiget Eqvipage, og 20 af den Konge¬
lige Orlogs=Flodes Chefs=Chalouper under 8 Comman¬
deur=Capitainer og 12 Capitainer i deres beste Epui¬
pager udcommanderede, hvilken Flotille gik ned til Hel¬
singder den 5 October, efterat Vagtskibet fra Kiøben¬
havns Reed, Freaatten Wildmanden, kort forhen var
gaaet did, for tilligemed det der værende Vagtskib,
Fregatten Doqven, at postere dem saaledes, at de ved
Overfarten kunde giøre den foranstaltede Honneur; og


412
Dagen efter forføyede Hans Høygrevelige Excelenee sig
selv derned, for at oppebie Hendes Kongelige Høyheds
Aunkomst, der skede, som forhen er meldt, den følgende
Dag imod Aften
Den følgende Dag (Onsdagen den 8 October,)
som var bestemt til Hendes Kongelige Høyheds Trans¬
port, ankom om Formiddagen begge Deres Majesteter,
Enkedronningerne til Cronborg, for at tage sidste Af¬
sked med den Høykongelige Kronprintzesse. Alle Ting
vare i Beredskab, og ventede paa den Time, som det
behagede Høystsamme at gaae over. Til den Ende
blev en halv Time forud givet Signal ved et Kanonskud
fra Galleyen, til at begynde med Embarqveringen af
Suiten udi de 20 Chefs=Chalonper, paa det at intet
Ophold skulde skee, naar Hendes Kongelige Høyhed selv
ankom. Derpaa imød Klokken 10 gik Hans Høyfyrskelige
Durchlauchtighed Printz Carl af Hessen i Forveyen orer
med den Kongelige Reyse=Chaloupe, geleydet af Vice¬
Admiral Rømeling; og noget efter Klokken 10 begynd¬
te dette høye Tog, i det Hendes Kongelige Høyhed,
Kronprintzessen med det samtlige Høykongelige Herskab
kom i Carofser fra Slottet Cronborg under Salutation
af 27 Skud fra Festningen. Helsinaøers Borgerskab pa¬
raderede paa Gaden under Gevær med klingende Spil og
flyvende Fahne, og foruden forommeldte 12 Livdragoner,
opvartede 8 Livskytter i smukke uniforme Klæder ved
denne Høytidelighed. Ved Toldboden behagede det
Deres Kongelige Majesteter og Kongelige Høyheder,
at stige ud af Vognene, og strax begyndtes en velklin¬
gende Musik, som opførtes af et Chor Muficantere,
der vare placerede sammesteds. Over Porten ved Told¬
boden, hvorigiennem det Kongelige Herskab med høye
Suite passerede, var opreyst en Pyramide, som til beg¬
ge Sider præsenterede det Kongelige Danske og Sven¬
ske Vaaben, og i Midten en Laurbær=Krands, som
blev holdt af tvende Engle. Allerøverst paa Spidsen,
saaes en Kongelig Krone. Toget fra Porten til Ned¬


413
gangen til den Kongelige Chaloupe skede derpaa i føl¬
gende Orden: Foran gik de ommeldte 12 Livdragoner
med Carabiner i Armene, anførte af en Corporal med
Pallafk i Haanden; derefter deres Excelleneer de Herrer
Geheimeraader Bernstorff, Thott og Reventlau; efter
dem gik Hais Majestet Kongen samt Hans Konge¬
lige Høyhed Printz Friderich; derefter kom Hendes
Kongelige Høyhed Kronprintzessen, Deres Majesteter
Dronningerne og Hendes Kongelige Høyhed Printzesse
Lovise, som alle fire bleve baarne i Kongelige Porte¬
Chaiser, hvilke til den Ende vare til rede ved Porten.
Broen fra Porten af, en Distance over 300 Alen, var
beklædt med rødt Klæde, der siden blev givet til Priis.
Da den Høykongelige Kronprintzesse kom til Chalou¬
pen, blev hun imodtagen af Hans Høygrevelige Ex¬
cellenee Hr. Greve Danneskjold, under Salut af Gal¬
leyens hele Skyt og dens Pauker og Trompetter, og
efterat Hans Majestet Kongen, Begge Deres Ma¬
jesteter Dronningerne, Hans Kongelige Høyhed Printz;
Friderich, og Hendes Kongelige Høyhed Printzesse
Lovise havde paa den meest tendre og rørende Maa¬
de omfavnet og sagt Høystsamme Kronprintzesse Far¬
vel, og de høye Damer og Cavalierer, nemlig Frue
Oberhofmesterinde Trolle, Frøken Raben, Com¬
tesse Wedel, Hans Excellenee Hr. Ambassadeuren,
Hendes Kongelige Høyheds her havte Hofmester
Hr. Greve Haxthausen, tilligemed bemeldte Herr
Greve Danneskiold, som Chef for Toget, havde
taget Plads i Cahyten, blev sat fra Land, under
nye Salnt fra Festningen med 24 Skud, og Toget
oretaget i saadan forud inddeelt Orden, at Flotillen
har rangeret i 3de Colonner, nemlig den høyre
Colonne de 10 Chefs=Chalonper under Commandeur¬
Capitainerne: Hooglandt, C. F. de Fontenan, Ste¬
shansen, Schultz; Capitainerne: W. Kaas, Riis¬
lricht, Walthersdorff, Grev Moltke, Krog og Bor¬
yng: den venstre Colonne de andre 10 Chefs=Cha¬


414
louper under Commandeur=Capitainerne: Hansen
bille, A. N. de Fontenay, Arff, Capitainerne:
Krieger, J. Ahrenseldt, Becher, Ellebracht, H.
Ayrenseldt og Grodtschilling; og den midtelste Co¬
lonne Hr. Greve Danneschiolds General=Admiral¬
Lientenants Chaloupe under Hans General=Adjutant,
Commandenr=Capitain Fisker, dernæst den dobbelte
Kongelige Chaloupe Løven, just i Midten, med Høyst¬
bemeldte Hendes Kongelige Høyhed, styret af Kam¬
merherre Commandeur=Capitain Rumohr, og saa det
Kougelige Jagt Chaloupe, hvilke alle holdte den Di¬
stanee, at imellem hver af dem forud, var en halv Kab¬
bel=Længde, saa at de 3de Chalouper i midtelste Co¬
lonne havde Chefs=Chalouperne en halv Kabbel=Læng¬
de fra sig paa hver Side, hvor Galleyen gik forud med
et sterkt Chor af Paurer og Trompetter og anden Feldt¬
Musik, der bestandig hele Overfarten lod sig høre,
ligesom og begge Vagtskibene giorde Honncur ved flag¬
gen og vexe viis givende Salut 9 Skud af Gangen,
indtil hver havde saluteret med 27 Skud. Saasnart
dette Flotillens Tog begyndte, begav det Høykongelige
herskab sig til Fods til Toldboden, hvorfra Allerhøyst¬
samme ansaae det, saa længe det kunde haves i Sigte,
og siden begav sig tilbage til Cronborg=Slot, og strax
derpaa til Fredensborg. Overfarten blev fuldført
næsten i een Time. Saasnart Flotillen nærmede sig
til Helsingborg, ankrede Galleyen et Par Kabbel¬
Længder derfra, og saluterede paa samme Maade som
ved Embargueringen, da begge Colonners Chalouper
aabnede sig og holdt paa Aarerne, for at give Plads
til at legge til Broen med den Kongelige Chalonpe, a
hvis Ruf eller Cahyte Hendes Kongelige Høyhed de
gik ud, og steeg op paa en i Chaloupen dertil aptere
Platteforme, saa at Hun kiendelig kunde sees af alle
og saaledes under utallige Velsignelsers og Velkomst¬
Ønsker laadede ved Helsingborgs Broe, hvor Huf
blev imodtagen af Hendes høye Gemahl, Hans Ko¬


413
gelige Høyhed Printz Gustav af Sverrig, som, saa
saaet at Han havde faaet Efterretning, at Hendes
Kongelige Høyhed var passeret Halvveyen af Sundet,
havde, med en Dee Herrer Rigsraader og Fruer
Rigsraadinder, samt den for Hendes Kongelige Høy¬
hed bestemte Hofstat, forføyet sig fra Sit Hof=Qvar¬
teer ned til Broen, der var belagt fra det nederste Trin
af Trappen af til Høystsammes Qvarteer med fiint
blaat Klæde, for at oppevie Hendes Ankomst, og blev
Hendes Kongelige Høyhed af Ham ledsaget ved Haan¬
den op af Trappen under en til saa høy en Sammen¬
komst opsat blaa Himmel, hvorfra, efterat de første
Høykongelige Glædes Beviisninger over at see hinan¬
den vare gione tilkiende, Han videre ledsagede Hende,
som naadigst fandt Behag i at gaae tii Fods, uagtet
der vare Kongelige Carosser tilstæde, op til det for
Høystsamme bestemte Qvarteer, imellem 2de Has
Kongelige Høyheds Regimenter, et Cavallerie= og et
Jnfanterie-Regiment, som til den Ende en Parade vare
opstillede, og en utallig Mængde af begge Rigers
Undersaatter, høye og lave, der umuelig kunde skiule
deres glædelige Sindsbevægelser over den Lyksalighed,
som Himlen ved denne høye Forening skienkede og ud¬
bredede over begge Rigerne, efterfulgt af Hans Høy¬
fyrstelige Durchl. Printzen af Hessen (iom en halv Time
forud var overreyst i den Kongl. Reyse=Chalonpe) de tilstæ¬
devæxende herrer Rigsraader og Rigsraadinder, Hans
Excellence Hr. Ambassadeuren, Hendes Kongel. Høyheds
høye Hofsiat og samtlig Hendes med Chalouperne
ankomne Suite, og andre, som landede saaledes, at
først den Kongelige Jagt=Chaloupe og saa hver af
begge Colonnernes Chalouper, enhver efter deres Che¬
fers Anciennete debargnerede deres indehavende høye
og andre Passagierer, hvilke alle, saasnart Deres Kon¬
gelige Høyheder vare ankomne i Deres Qvarterer,
bleve naadigst admitterede til Couren hos hver af de
Kongelige Herskaber i sær, hvorefter blev holdet Kon¬
geligt Taffel for de Høye Kongelige Herskaber, og for¬


416.
nemme Ministere og Damer, og Marskalks=Taffeler
for Cheferne af Toget og andre af Distinction, og der¬
paa Bal om Aftenen. Hendes Kongelige Høyhed
Kronprintzessen var samme Dag iført en Brocades
Klædning med blaa Bund og Sølv=Patroner, og Hans
Kongelige Høyhed Kronprintzen en rød Fløyels=Klæd¬
ning med Sølv i Bunden. De Svenske Herrer hav¬
de og ligeledes røde Klæder, og de Svenske Damer,
som imodtoge Kronprintzessen, vare allesammen iførte
Romansk Dragt. Hans Kongelig Høyhed Kronprin¬
tzen viste sig besynderlig Naadig imod alle dertil ankom¬
ne Danske, hvilke Han tillod frie Indgang. Det be¬
hagede og Høystsamme at invitere Magistraten og for¬
bemeldte Livdragoner til Helsingborg, som om Tors¬
dagen indfandt sig, og giorde deres underdanigste Op¬
Da nu denne høye Transport saaledes
vartning.
var fuldført, lod Haus Høygrevelige Excellence Greve
Danneskjold beordre det fornødne ihenseende til Flo¬
tillens Retour, og Dagen derpaa tog han selv aller¬
underdanigst Afsked, ved hvilken Leylighed Hans Kon¬
gelige Høyhed Printz Gustav i de naadigste Udtrykke
behagede, til et Erindrings=Tegn om den Naade, som
Hans Høygrevelige Excellenee havde havt at overføre
denne saa dyrebare og af Sverrig, Dannemark og
Norge saa høytelskede Printzesse, at regalere hannem
med en af de prægtigste og kostbareste med Brillanter
besat Guld-Dagse, hvis Værdie bliver end mere uskat¬
teerligt, naar Hans Kongelige Høyheds Portrait, som
naadigst blev lovet, men som Tiden ey havde tilladt at
faae færdigt, bliver den tilføyet, hvilken med den un¬
derdanigste Respeet blev imodtaget; ligesom og Hr.
Kammerherre Commandcur=Capitain Rumohr, der
havde havt den Naade, at styre Hendes Kongelige
Høyheds Chalonpe, ved samme Leylighed blev regale¬
ret med en kostbar med Brillanter besat Ring, hvorpaa
bemeldte Hr. Greve Danneskjold i sin Chaloupe gik
tilbage, for til Haus Kongelige Majestet at give alle¬


417
underdanigste Rapport om denne ham allernaadigst
anfortroede Expeditions, lykkelige Udfald. Begge
Deres Kongelige Høyheder forbleve i Helsingborg ind¬
til om Løverdagen, da de derfra fortsatte Reysen til
Stokholm under Folkets inderlige Lykønskninger og
Forbønner.
To Dage førend Hendes Kongelige Høyheds
Bortreyse fra Dannemark, nemlig den 6 Octøber, be¬
hagede det Hans Kongelige Majestet allernaadigst paa
Christiansborg at underskrive et Patent, angaaende
Printzesse=Styrs Eftergivelse i Dannemark og Norge,
omendskiønt samme kunde været at paabyde, og det end¬
og ihenseende til hver Formæling for sig; men af Lands¬
faderlig Kierlighed og af medfødt Kongelig Mildhed
og Naade, i Betragtning af de endnu vedvarende sam¬
me Omstændigheder som Ao. 1764, da Høystsalig
Kong Friderich 5. ved Patent af 20 Augusti e. a.
eftergav den Printzesse=Styr, som ellers da havde været
at erlegge, har Hans Kongelige Majestet, ved en døb¬
belt Printzesse-Styrs Eftergivelse, viist sig at være ey
mindre tilbøyelig, at forunde Sine kiære og troe Under¬
saatter al muelig Forlindring og Lettelse, saa at intet
til Printzesse=Styr udi begge anførte Fald bliver ud¬
skrevet eller skal erlegges, for hvilket enhver af Under¬
sagtterne ey vil glemme at takke, og velsigne saa mild
og naadig en Landets Fader.
Om den almindelige Glæde, som i Særde¬
leshed viste sig paa alle de Steder, hvor det
behagede Deres Kongelige Høyheder Kron¬
printz Gustav og Kronprintzesse Sophig
Magdalena at reyse igiemnem, efterat De¬
res Kongelige Høyheder om Løverdagen den


418
11 October Kl. 101 Formiddag vare af¬
reyste under utallige Undersaatteres hierte¬
lige Lykønskninger fra Helsingborg, kan
endnu meddeles følgende:
Da Deres Kongelige Høyheder Kronpringen og
Kronprintzessen samne Dag ankomme til Laholms Bye,
par paa Grændsen af den saa kaldede Hallands=Aas
opsat en smuk Æreport, ligesaa breed som hele Lande¬
peyen, udziret eller klædt op til dens Stolper med Gran¬
Riis, ligeledes Runddelen, hvorpaa saaes tvende for¬
gyldte Løver, holdende en forgyldt Krone over Deres
Kongelige Høyheders Navne G. og §. M. samt
derunder forestillet det Hallandske Vaaben. Foruden
Landshøvdingen og Ridderen Silwerschiold vare tillige
en Deel af Ridderskabet og Adelen samt Præsteskabet
og Bondestanden ved denne Grændseskilned mødte, for
at lykønske Deres Kongelige Høyheder, som og skede
ved en kort Tale af een af hver Stand. Høystbemeldte
Deres Kongelige Høyheder fortsatte derfra Reysen en
Miil t l Skottarp, hvor det behagede Dem at ind¬
tage Middags=Maaltid, og derefter reystes D. K. Høy¬
heder igiennem Laholms Bye, hvor Præsteskabet og
Magistraten aflagde deres underdanigste Lykønskninger.
Paa Byens Torv gaves Salver nogle Omgange ved
Giennemreysen af de der plantede Kanoner, og alle Hu¬
sene i Byen vare ved den Leylighed illuminerede.
Om Mandagen den 13 October kom Deres
Kongelige Høyheder til Warberg, efterat det forud var
tilkiendegivet Stædets Jndvaanere ved Landshrvdin¬
gen Ridder Silverschiold, at Hans Kongelige Høyhed,
det Svenske Riges Dyreste Kronprintz Gustavus samt
Hendes Kongelige Høyhed Kronprintzessen Sophia¬
Magdalena vilde benaade samme Stæd med at tige
Natte=Qvarteer der; og viste da alle og enhver ey min¬


419
dre undersaattelig end glædelig Skyldighed, ved at
imodtage Deres Kongelige Høyheder paa al muelig
Maade tilbørligen. Da Anlomsten og derved Jnd¬
vaanernes Haabs og Ønskers Fuldbyrdelse skede, reed
Stædets Cavallerie=Corps i giøn og guul Uniform,
anført af dets Ritmester og Lieutenanter af Borgerska¬
bet under Pankers og Trompetters Lyd, samt med fly¬
vende Estandart, en Fierdingsvey Sønder uden for
Byen, for at møde Deres Kongelige Høyheder. Jmid¬
lertid blev Byens Jnfanterie udi blaa Uniform, anført
af deres Capitain, samt Lientenant og Fændrick, lige¬
ledes af Borgerskabet, posterede ved Byens Søndre
Port, for ved Ankomsten vedbørlig at salutere. Alle
Husene i Byen vare illuminerede da D. K. Høyheders
Jndtog skede om Aftenen Kl. 7. Præsteskabet, anført
af Herreds Provsten, samt Magistraten og flere Byens
Jndvaanere, anført af Borgemesteren, aflagde deres
underdanigste Lykønskninger. Saasnart D. K. Høy¬
heder vaye komne til Deres Natte=Qvarterer, Kron¬
printzen i Frue Kammerherreinde Ehrenpohls og
Kronprintzessen i Ritmester Paulsens Huus, gav baa¬
de Byens Cavallerie og Jnfanterie i fire Omgange sine
Salver udi god Orden. - Paa følgende Morgen
Kl. 10 behagede atter Deres Kongelige Høyheder udi
ønskelig Velgaaende at fortsette Reysen til Gøtheborg,
og bleve, efterat Præsteskabet og Byens Jndvaanere
paa forbemeldte Maade igien havde opvartet, ledsagede
af Byens Cavallerie een og en fierdendeel Miil til næste
Skyts=Skiftning, da dette Corps paa nye havde den
Naade, at Deres Kongelige Høyheder for dem gave
Deres naadige Velbehag tilkiende saavel over Byens
som begge Corpsenes underdanigste Nidkierhed, hvorpaa
det hele Corps gav 4 Salver. Ved Udtoget fra Byen
var Byens Jnfanterie i Parade opstillet ligesom ved
Jndtoget. Fra Festningen eller Byen blev ikke løsnet
Kanoner efter høy befaling, paa det at Silde=Fiske¬
riet derformedelst ikke skulde tabes.


420
Om Tirsdagen den 14 October ankom Deres
Kongelige Høyheder til Gøtheborg. Ved Ankom¬
sten til Grændserne imellem Halland, Gøtheborg og
Bohus=Lehn bleve de i Underdanighed imodtagne af
Viee=Admiralen, Landshøvdingen, Ober=Commandan¬
ten og Commandeuren af Sværd-Ordenen Gr. D. H.
Tanbe, samt af Borgerskabets Cavallerie=Corps, under
Anførsel af dets Ritmester, fra Begyndelsen af Stadens
District til Falbommen ved Festningens Glacis under
Mufik af Panker og Trompetter ledsagede, hvor Deres
Kongelige Høyheder imodtoges af Stadens Magistrat,
samt Borgerskabets Deputerede, ved hvilken Leylighed
og Præsteskabet indfandt sig, og, efterat den øverste
Borgemester paa Stadcns og Domprovsten paa Præ¬
steskabets Vegne havde aflagt deres underdanigste Lyk¬
ønskninger, skede Jndtoget i Staden, som overalt var
illumineret imellem Kl. 9 og 10 om Aftenen, i følgen¬
de Orden:
Saasnart de første Vogne af Deres Kongelige
Høyheders Suite vare udpasserede igiennem Kongens
Port, begyndte Borgerskabets Cavallerie=Corps Pro¬
cessionen, og næst derefter, foran Deres Kongelig Høy¬
heders Vogne, gik Magistraten og Borgerskabets De¬
puterede til Fods, havende med sig Nøglerne til Festnings¬
Portene under Bedekkelse af Stadens Vagt. Jnden
for Kongens Port formerede Borgerskabets 5 Com¬
pagnier Haye hele Gaden igiennem indtil den paa
Løve=Bryggen opsatte Æreport, som med Deviser og
Jnscriptioner var udziret og overalt illumineret. Der¬
fra continuerede det Hessensteinske Regiment Hayen
over Stadens store Torv, forbi Raadhuset, og fuldfør¬
tes Hayen af den Kongel= Artillerie Bataillion indtil
det for Hendes Kongelige Høyhed Kronprintzessen ud¬
seete Logement i Frue Commeree=Raadinde Sahlgrens
Huus ved store Havnen, hvor der laae et ved Coffardie¬
Søemands=Husets Omsorg med Flagger og Vimpler
prægtigt udiiret samt overalt ilummeret Fartøy. Ved


421
Deres Kongelige Høyheders Forbiefart rørtes Spillet
og honnoreredes med Geværrne samt med Fahnerne,
ligesom og oven paa med Panker og Trompetter, hvor¬
med siden continueredes. Efterat D. K. Høyheder
derpaa vare stegne ud af Deres Vogne, og Hans Kon¬
gelige Høyhed Kronprintzen havde ledsaget Hendes
Kongelige Høyhed Krouprintzessen op til det udseete
Natte=Qvarteer, blev det i Naade tilstædet Mag straten,
at giøre underdanigst Opvartning, hvorved Festnings¬
Nøglerne bleve Hans Kongelig Høyhed underdanigst
præsenterede af Borgemesteren, men Hans Kongelige
Høyhed overlod det naadigst til Borgemesteren at paa¬
passe og forvare dem. Jmidlertid havde Borgerskabets¬
Cavallerie, som havde været med i Proeessionen, mar¬
scheret forbi det Ostindiske Compagnies Huus over
Konge=Bryggen til lille Torvet, hvor det havde opstil¬
let sig med Front imod store Havnen; hvorimod Bor¬
gerskabets Jnfanterie havde draget sig sammen paa
Gaden paa den Søndre Side om store Havnen imel¬
lem den Tydske Brygge og Love=Bryggen, samt Artil¬
lerie-Bataillonen og det Hessensteinske Regiment der¬
imod var blevet opstillet imellem Kæmpe= og Tydske¬
Bryggene, alle med Front imod store Havnen, og givet
Salver i 4 Omgange af Haandgeværene i saadan Or¬
den: at først skiød Borgerskabets Cavallerie med begge
Pistolerne; derefter Borgerskabets Jnfanterie; siden
Artillerie-Bataillonen, og tilsidst det Hessensteinske Re¬
giment. Ellers varede Jlluminationen til Kl. 2 ym
Natten, og behagede det Deres Kongelige Høyheder i
Naade Selv at age omkring i Staden og besee den.
Foruden forommeldte Æreport var og ved Tydske- og
Kæmpe=Bryggene 8 Pyramider opreyste, alle udzirede
med Deviser og Jnscriptioner, samt paa Spidserne
med en blaa Glob eller Klode og ægte forgyldt Krone.
Det bør heller ikke glemmes, at da D. K. Høyheder
ankomme paa Stadens Gebeet, var Almuen fra Sæf¬
vedals Herred efter Magistratens Foranstaltning op¬


422
stillet i en lige Linie ved Veyen med 692 Blus=Fakler
i Hænderne indtil Falbommen uden for Kongens Port.
Ondagen den 15 October blev paa Gymnafii,
Bibliothekets Sahl af Lector Doctor Rosen holden en
offentlig Tale paa Svensk, hvilken Hans Kongelige
Høyhed Kronprintzen selv i Naade behagede at anhøre.
Om Aftenen blev afbrændt paa Stadcus Be¬
kostning et Lyst=Fyrværkerie paa Elven midt imod Kon¬
nings=Huset paa dertil indrettede Pramme. Dagen
derpaa var Bal=Masque Kl. 10 om Aftenen paa Sta¬
dens Raadhnus, som sluttedes Kl. 6 om Morgenen
med en Reveillon.
Torsdagen den 17de behagede det Hans Kon¬
gelige Høyhed naadigst at tage Stadens Festningsverk
i Øyesyn, og om Eftermiddagen at besee Kirkerne og
Sukker=Bruget i Staden.
Den 18 October imod Kl. 1. afreyste Deres
Kongelige Høyheder fra Staden Gøtheborg, efterat
Magistraten samt Borgerskabets Deputerede saavelsom
Confistorii Lemmer havde gjort underdanigst Opvart¬
ning hos Hans Kongelige Høyhed Kronprintzen i
Konnings=Huset, og de forbemeldte tilligemed Stadens
Præsteskab end ydermere havde taget underdanigst Af¬
sked uden for Dronning=Porten ved Falbommen. Og
bleve Deres Kongelige Høyheder af Borgerskabets Ca¬
vallerie=Corps ledsagede fra Staden over dens Gebect
indtil Grændsen af Elfsborgs Lehn, da de gave Sal¬
ver medsbegge Pistolerne i 4 Omgange; og ved Deres
Kongelige Høyheders Udreyse af Staden gav Borger¬
skabets Jnfanterie, den Kongelige Artillerie-Bata llon
og det Hessensteinske Regiment, som havde formeret
Haye fra Hendes Kongelige Høyheds Kronprintzessens
Logemente, forbi den Tydske Kirke og Raadhuset, over
store Torvet og Bryggen, ad Gaden indtil Dronning¬
Porten, ligeledes Salver i 4 Omgange.


No. 46.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 6 November 1766.
Henrykte Tanker paa Oldrikken, et høyt
Bierg ved Bergen.
H¬
il være dig blide Natur! vær velsignet ind¬
tagelige Syn, hvilken sød Henrykkelse
bemestrer sig mine Sandser, Hvilke Vellyst¬
Strømme --- dog, ney, o søde Følelser! J ere ikke
Strømme allene; J ere et dybt Hav af Salighed.
Ja Eders uendelige Dybhed, som strækker sig liige ind
i den 3die Himmel, Eders kildrende Glæde, som igien¬
nemtrænger min Siæl, og den hastige Drift som Jo¬.


424
Følelser! sætter min Tænkekraft i, saa at den svinger
ng op i Engle=Choret, og smager de der hærskende
Sødheder, er mig et Himmerige her paa Jorden. Hvil¬
ken Salighed mætter min Siæl, hvilke Følelser hen¬
rykke mig, hvilken Kraft hæver mit Sind! naar jeg
her betragter, hvor Solens bliide Straaler bade sig i
det stille Hav, og sætter Glands paa de af samme op¬
dampede Dunster: og hist beseer at disse samme Soel¬
Straaler forgylde den høye Klippe-Top; og beseer,
atter andre kysse Jordens Over=Skorpe med Læber,
som udaande det frugtbareste Liv. Salige Følelser!
hvor kraftig og virkende er eders Sødhed, betael mig
Samson! dine 30 Helligdags=Klædninger: Siælens
Opløftelse til Skaberen ved Skabningens Beskrivelse
er stærkere end Løven, sødere end Honningen, lækrere
end Nectar, og behageligere end Davids Strængeleeg,
ja meer indtagende end -- dog ney, ikke meere indta¬
gende, men næsten lige saa meget som hiine salige Aan¬
ders, der mættes ved Skaberens umiddelbare Beskuelse.
Du ville derfor o! Skabere tillade mig at betragte dig
her! og i min ufuldkomne Indbildning at afmaale
din Herlighed med dine Gierningers Stoerhed! Gud!
hvor er du forunderligen stoer! de Vældige paa Jor¬
den see det, og en hellig Frygt betager dem; En for¬
undrende Rædsel overfalder dem, saa de ryste som hiin
Sinaiske Top, da de 7 Tordener fordum forkyndede di¬
ne Bud. Du vil o Skaber! din Majestæt værdige at
see ned til mig som er ikke uden et Midd i denne store
Kreds, ja som et Intet imod det heele han, hvisVre¬
de udfnyser Tordener, hvis Smiil forgylder Himlene,
hvis Ord skaber paa eengang Millioner Verdener, og
hvis Aande udblæser Siæle i Jord Stumper; Han,
har villet tænke paa mig fra Evighederne af, og værdi¬
get mig saa salige Følelser og en himmelsk Glæde her
paa Jorden ved at smage disse Naturens Angenemheder.


423


Salige Tanke! gid jeg aldrig handle uværdig for dig
træng dig ind til Roden i mit Hierte! og hold det
aabent for at imodtage din Naade=Virkning, som er
mægtig til at holde min Siæl og Legeme ustraffelige
til den store Jubel=Dag, da alle Verdners Hvirvler
skulle blive mig som en Myre=Tue.
Er en Prædiken en Tale? Digteren kildrer; Taleren
bevæger, og Læreren underviser. Prædikanterne ere kaldte
tilLærere; og Hoved=Øyemedet af en Prædiken maae gaae
ud paa Opbyggelse. Denne sætter Underviisning forud En¬
Prædiken er altsaa en opbyggelig Lære, og at opbygge
er at opvække i Tilhørernes Hierter saadanne Beslut¬
ninger, som ere overeensstæmmende med Religions¬
Sandhederne, og at opmuntre dem til hellige Hand¬
linger. Hoved=Fuldkommenheden i en Prædiken be¬
staaer ikke i prægtige Ord, eftersom de smukt=lallende
Prædikantere holde for, hvilke ikke finde den Hellige
Skrift brugelig til deres Prædikener, uden for de pa¬
thetiske Forestillinger og høye Udtryks Skyld, som fin¬
des deri. Denne Andragelses Maade taber derved sin
Eenfoldighed og Forstaaelighed. Den poetiske Prose¬
forstyrrer den klare Oplysning ved sine kunstige Sving.
Prædiken indrettes blot til Fornøyelse og Bevægelse.
Forstanden og Hiertet samler ligesaa lidt Forraad ind
ved denne som ved en anden smuk Musik.
Tilhøreren bestormes, uden at han forstaaer
til hvilket Endemaal det skeer; og drives til at gaae,
uden at vide, hvorhen. Han føler at han skulde be¬
slutte noget, men forstaaer ikke, hvad. Taleren stræber at
erobre Hierterne, uden at foraarsage Forstanden en Ef¬


426
tertanke over Beviisene. Hans Forklaringer ere smuk¬
ke Undersøgninger, og hans Beviis rettede derhen, at
han kan bringe de Ting, han vil beviise, til Fornæm¬
melser.
Oratoriske Forklaringer bringe megen tydelig
Overbeviisning med sig, og Rethoriske Beviis ingen
fornuftig Vished. En Prædiken maae visseligen tilli¬
ge være rørende og bevægende. Og maae dog ind¬
skrænkes saaledes, at Pynten ikke hindrer Udførlighe¬
den, Nøyagtigheden, Tydeligheden og Overbeviisnin¬
gen i Lærdommene. Et efter idelig Tillokkelse og Rø¬
relse higende Andrag er ikke noget beqvæmt Middel til
at opvække en Erkiendelse af de guddommelige Sand¬
heder. Et Oratoriskt Andrag er en Storm=Vind,
hvis Virkning er af ingen Varighed. Det er tvivl¬
somt om Saurin har vundet flere Siæle end Franke.
En Prædikant, som blot vil røre, betiener sig ikke
af andet Middel end Digteren, Comedie= eller Ro¬
man=Skriveren.
JEsus, den største Lærere, og Apostlerne rette¬
de deres Andrag hen paa Underviisning. Begge
Gregorii, Basilius og Chrysostomns have prædiket
og fra dem kand man udleede Begyndelsen til den
Skade, som man siden paa alle Tider og næsten i alle
Kirker have sporet, i det man meere kildrer end lærer,
meere rører end underviser.
Vaver den lærde Verden Jesuiterne at takke for ad¬
skillige store V denskabers Opkomst, saa maae man og
sige at de har gjort sig betalt derfor af Politica. De¬
res hemmelige Anstalter have uden al Tvivl gaaet der¬
ud paa, at oprette, om ey et almindeligt saa dog et


427
vidt udstrakt Herredomme; og ingen Gierning har
været saa nedrig, at den jo er vorden beganget, for saa
vidt den har giort noget til at mætte deres Ærgier¬
righed. Endog Fyrsterne selv ere eftersatte af dem,
og hvad en Deel angaaer, vordne Offere for deres
ugudelige Opførsel. Dette styrkede dem i Portugal,
saa at mange Skibs=Laster udskibedes til Paven. Det
er meer end 200 Aar siden Jesuiter=Ordenen oprette¬
des af Spaniolen Jgnatius Lojola. Paven Paulus
den 3. nægtede længe at stadfæste den Orden, men da
de forbandt sig samtlige til at see paa Pavens Fordee¬
le af alle Kræfter, blev Sagen endelig klar. Laine;
og Aqvaviva, Jgnatii Efterkommere i denne Ordens
Forstanderskab bragte dette Broderskab til en større
Fuldkommenhed. Disses hemmelige Absigt var at un¬
der Skin af Religion komne til en Overmagt over hee¬
le Verden. Et Beviis herpaa er den uindskrænkte
Magt, som de have i Paraguay i Amcrica.
Frankrig fandt de stor Modstand i Begyndelsen, men
endelig vandt de dog paa Universiteterne og Parlamen¬
terne, og fik Tilladelse at oprette et Collegium i Paris
selv; og de fornemste Familiers Børn bleve deres Un¬
derviisninger anbetroede. Under den heftigste Strid
imellem Jesuiterne og deres Modstander hændte det sig,
at Kong Henrich 5. blev myrdet af en af deres Disci¬
ple, og Jesuiten Guiquard blev overbeviist om i et
Skrift, at have billiget denne Gierning. Dette gior¬
de saa meget, at de bleve hadte af alle, og Ordenen for¬
dreven, som et forbandet og diævelskt Sælskab, Ung¬
dommens Forførere og Kongens og Statens Fiende.
Jacobiter= og Carthusianer=Munkene havde vel
ogsaa ved deres Lemmer Baurgogne, Clement og Ouis,
som havde Deel i denne Forbrydelse, tildraget sig
noget Had; men de bleve dog ikke saa medhandlede


428
som Jesuiterne. Dog bleve Jesuiterne ikke reent ud¬
jagede ved denne Leylighed, saasom Parlamenterne i
Bordeaux og Tolouse ikke fulgte de andres Meeninger.
desuden bleve alleene Personerne uddrevne; men de
beholdte deres Eiendomme; Samme var anseelig nok
til at sette dem i Stand efter faa Aar til at opnaae
deres forrige Fordeele, og udsprudede deres Gift paa
nye igien. Selv Henrich 4. som ved deres Anstalter
blev myrdet, var gandske favorable imod dem og ind¬
rømmede dem Colege la fleche, samt antog en Jesuite
til Skrifte=Fader. Ludwig den 13de og Cardinal
Richelien yndede dem ey mindre, saasom de virkeligen
giorde meget til Lærdommens Opkomst. Under Lud¬
vig 14. stode de sig i Besynderlighed vel i Frankrig,
hvortil P. la Chaise og Telliek giorde det meste. Un¬
der Ludvig den 15. bleve Parlamenterne nødsagede, at
inregistrere Accepten af Bullen Unigenitus.
man nægtede Jansenisterne Sacramentet gav første
Anledning til Jesuiternes Fald: Encyelopædisterne,
og de øvrige Lærde vare deres Fiender og skyndede
paa deres Undergang, og hos Hoffet og Folket tabte
de al Anseelse. Siden da Krigen brød ud imellem
Engeland og Frankerig kom det til en Total=Under¬
gang med dem. Jesuiterne dreve en stærk Handel
paa Martinigue, og saasom de lede stor Skade i
Krigen, saa bleve de dervedsatte uden den Stand at
betale deres Gield i Frankerig. Creditorerne paastode
da, at Jesuiterne i Frankerig skulde betale deres
udenlandske Medbrødres Skyld. Hvorfor her be¬
gyndtes en haard Proees: Vilkaarene, som de fran¬
ske Jesuiter tilbød Creditorerne vare, at de vilde
synge Siæle=Messer for dem, og bede Gud gire
dem Taalmodighed til at bære dette Tab. Men
de vilde ikke lade sig dermed nøye; saa at Proces¬


429
sen endtes til deres Skade, og de bleve dømte til
at udbetale store Summer, og strængeligen forbud¬
ne at drive nogen Handel. Man fik herved Øy¬
nene saaledes opladte, at man fandt Indretnin¬
gerne med denne Orden at stride mod Rigernes Lo¬
ve, Kongers Magt og Sikkerhed og Staternes
Lyksalighed. Jesuiten Busenbaums Bog om Konge¬
Mord, eller Copien deraf, som blev brændt, blev ud¬
given 1757, samme Aar som Damien søgte at myr¬
de Kong Ludvig den 15: hvoraf er troeligt, at Je¬
suiterne have haft Deel i denne vederstyggelige Han¬
del. Deres Udrøddelse i Portugal skeede derfore, saa¬
som de bleve overbeviiste at have udsendt Malagrida
til at tage den regierende Herre af Dage.
J Paris fik de Aar 1762 befaling, at lukke
deres Skoler og Collegier den 1 April; og uagtet
Kongens Forbøn, blev heele Sælskabet d. 6 August
samme Aar ophævet. Jtalien er nu opfyldt med disse
Stakle, saa at Paven har ondt ved at uuderholde
dem alle.
Min Herr,
De troer om mig, at jeg kiender noget til den Stads
Commeree, hvori de er en Jndvaaner, derfor forlanger de
at vide mine Tanker, hvoraf det kand komme, at de Hand¬
lende og Kræmmere ikke kand komme igiennem, men at
aarlige Banqverotter indfalde, til mange brave handlende
Familiers Undergang, og største Tab saavel for inden som
udenlandske Creditorer. Dersom de endnu kand erindre
sig det, da har jeg allerede for nogle Aar siden sagt dem det,
som for nogle Aar skeede, hvilket ikke har kundet feyle, thi
engang maae deslige Kræmmere i Anledning af den Capi¬
tal der udfordres til at vedligeholde et forteret Vare=Lag¬


430
ger fordybe sig med Credit, og da de fleeste ikke selvbesidde
nogen Capital, maae de benytte sig af andres, for at vedli¬
geholde, hvad de engang har begyndt. Forstanderne
for det almindelige Væsen, som er sadt til at besørge deres
Medborgeres Velfærd, har alt for længe siden udvalgt sig
den Grundsætning, hvilket vel i sig selv er rigtig, men bli¬
ver ilde anvendt, nemlig at Handling maae være frie, der¬
fore tillade de Jøder og andre Landløbere, at tage Brødet
børt for Borgernes Døre. Denne herafflydende Skade
bliver ikke mærket. Men det vil blive forgiæves at giøre
en Stads Comeree blomstrende, naar Grundsætninger
blive antagne, der ikke sigte til god Orden, og det almin¬
delige Beste. Rov=Fugle, som Deres Bye er opfyldt
med, lurer flittig paa, hvad Maade de kand bringe en Hand¬
lende i deres Kløer, er dette engang gjort, spilles med ham
som med Østeren i Fablen; Concurs=Processen bliver med
ald Magt fortsadt, hvorved det meste forsvinder, og Cre¬
ditoren maae med Bedrøvelse see at miste det, som de ved
en billig Behandling kunde have haft i deres Værge!
Hvorvel maae udenlandske Handlende ikke see sig fore,
at han ikke hengiver sin Velfærd paa de Stæder hvor Ju¬
stieen bliver maadelig iagttaget, og hvor den Grundsæt¬
ning er i Mode vel at undertrykke Kræmmere, men al¬
drig at hielpe dem paa Fode! Vores bekiendte Ven
T. * havde god Indsigt i Handlingen, han havde og bragt
det høyt i deres Stad; han giorde en Begyndelse, søgte at
skaffe Byen Næring, men hvad skede han faldt under
Spitzbuber, han havde videre ingen Understøtning, og
man saae ham med største Glæde gaae til Grunde!
Jeg er med virkelig Høyagtelse
Min Herre Deres
beredvillige Tiener


No. 47.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 13 November 1766.
D¬
e 3 saa kaldte Firsten=Schulen i Sachsen ere
anlagte af Chur=Fyrsten Moritz i Stæderne
Pforte, Meissen og Grimme. De ligne
Gymnasierne, for saa vidt at Lærlingerne efter visse
Aar komme liige derfra til Academiet, den høye Sko¬
le. J øvrigt synes Indretningerne at være de samme
som ved Collegierne under de Engelske Universiteter al¬
mindelige høye Skoler. Benævnte viise og gudfryg¬
tige Chur=Fyrste har med disse Skolers Opretning viist
største Prøve paa en ædelmodig vel anvendt Gav¬
mildhed, da han til Pfortes Skole har henegnet saa¬
dan en Hoved-Stoel, at Renterne deraf kunne aarli¬
gen underholde 150 unge Børn, uden at der betales


432
noget for Underholdet og Læren: Paa samme Maade
holdet Meissen 120, og Grimme 180 Lærlinge.
Skolehnset i Grimme er en vidtløftig Byg¬
ning, som ligger meget fornøyeligt ved Floden Mulde.
Porten til dette Huus er bestandigen tillukt, og Lær¬
lingerne forbudne under Forviisnings Straf at uden
Tilladelse lukke den op. Der er 2 Høre-Sahle eller
Auditoria. J det større forsamle de unge sig om Mor¬
genen og Aftenen for at holde deres Andagt; og om
Middagen Kl. 11. og om Aftenen Kl. 6. for at der¬
fra gaae ind i Spise=Stuen at spise; Og saasom de
ere i 2 Classer fordeelte under Navn af de øvre= og
nedre=Lectionarii; saa vorde de første overhørte i den
store og de sidste i den mindre Høre-Sahl. Paa Spi¬
se=Sahlen ere 7 Borde, hvert nu for Tiden til 12 Per¬
soner indrettet. Paa Veggene i den store Høie-Sahl
sidde Chur=Fyrsternes Skilderier fra Moritz af. Paa
dette Sted holde de unge nogle Taler paa 4 Høyti¬
delige Dage om Aaret, da Øvrigheden i Staden, og
andre Folk af Stand eller Anseelse, indbydes dertil.
Oven paa kommer man ind i 2 store Sahle indrettede
til 32 smaa Kamre, i hvilke 3de Lærlinge ere sammen
paa et. Disse 3 kaldes der Ober=Mittel= og Unter¬
Gesel. De 2 første ere forbundne at undervise den
sidste i sin Opførsel, og at rette ham, naar han feyler
i sine Skyldigheder. Enhver Lærling har en Kappe
som kaldes Chalaune. J Pforte=Skolen har de tillige
en lille Hat af en egen Dannelse, dog ikke nær saasom
de Oxfordske Studenteres 4kantede Hoved-Bonetter
eller Huer.
Her er 5 Læremestere hvilke vexelviis og Uge
for Uge have Indseende med Skolen. Denne Opsigt
bestaaer egentligen og fornemmeligen heri, at holde


433
Bøn med de Unge om Morgenen, være tilstæde naar
de spise, see efter at ingen gaaer ud, og at de ere
hiemme om Aftenen. De Lectioner som Rector, Sko¬
le=Bestyreren overhører ere Guds=Kundskaben, Fornuft¬
Læren, Tale=Læren, de lærde Sprog, Kirke=Historien,
og Virgil. Conrector forklarer for de Ældre, visse
Deele af Cicerons Skrifter, Plin, Aristophan og no¬
gle andre Græske Skribentere, og for de yngere iblant
andet Erasmi Grammatica, Skrive=Lære. Den
3die Hører læser for de øverste Horats og Historien
og for de nederste Cornel, Ciceros Epistler, Qvids
Tristia; og giver ellers Underviisning i den Latinske
Digte Kunst. Den 4de, som gierne i Skolerne kal¬
des Syngeren, forklarer Phæder, Sleidan om de 4re
Enevolds=Regieringer og Hutters Udtog, den som ved
Skolerne her er Skrive= og Regne=Mester, underviser
i Regnc= og Land=Maalings=Kunsten, samt de øvrige
Deele af Maale=Kunsten.
Hver Løverdag forsamles Lærerne at holde
Collegium eller Samling, som man kalder Synod el¬
ler Censur, hvori de af Lærlingerne, som have i Ugen
begaaet nogen Forbrydelse, vorde forhørte, dømte og
afstraffede. Strafferne ere 1) den saa kaldte Carena
2) Fængsel eller Carcer 3) Fiolen, som fæstes om
Halsen og bæres krybende paa Knæe, paa den Tiid
at de andre Lære=Brødre sidde til Bords. 4) Afsked
paa nogen Tid. 5) Forjagelse, saa at de ingen Tid
maae komme til at beklæde noget Præsteligt Kald i
Saxsen. Foruden Lærerne er der endnu 7 andre Op¬
syns=Mænd udvalgte af de ældste og beste iblant Lær¬
lingerne selv. Deres Forretning er at være først oppe
af Sengen om Morgenen, og at være de sidste som
legge sig om Aftenen, samt at bringe Lærlingerne ved


434
Ben= og Maal=Tiden i behørig Orden indtil at Lærer¬
ne komme.
Rector eller Styreren faaer aarligen 8o0, men
Med=Styreren eller Conrector 600 Rdlr., og saale¬
des de øvrige Lærere i Forhold, foruden frie Boeliger
og Kost.
Alle Dage i Ugen saavel for som efter Mid¬
dag ere optagne og anvendte til Læsning, uden en Ef¬
termiddag, da de Unge have Tilladelse at fornøye sig
ved at spille Bold eller Keiler: Men aldt andet Spil
er under Undelukkelses=Straf forbudet. Om Somme¬
ren gaaer heeie Skolen 12 Gange ud at spadsere, dog
under Opsyn af en iblant Lærerne. I den Tid maae
de alle drive Tiden, som dem lyster, naar de allene ere
hiemme til Kl. 7.
Bibliotheket eller Bogsamlingen bestaaer af
omtrent 5000 Bind, som Styreren ene har Noglen
til. Til at vorde antagen i Skolen udfordres en Prø¬
ve af et Latinskt Skrift, hvoraf man giennemhører
den Ansøgende saavel som og i Guds=Kundskaben og i
det Grædske. Alle nye Lærlinge betale til enhver Læ¬
rere 2 Gylden for Jndskrivning og dobbelt til Styre¬
ren; og Bogsamlingen har derved en Jndkomst af 8
Groschen, ligeledes betales og naar Lærlingerne kom¬
me af Skolen.: Hvad Huusholdnings=Indretningerne
angaaer, da har en Directeur Jnseende dermed. Ef¬
ter Paaske- og Mikkels=Messen er der Fricheds=Tid i
3 Uger, da i Forveyen de aarlige Overhør skee, hvilke
aabnes ved Latinske og Grædske Stiile, som siden sen
des til Dresden og Over=Conlistoriet. Ugen efter
Overhøret berede de sig til Skriftemaal og den hellige
Nadvere. De som vorde underviste have Haarskiære¬


435
re, Skræddere, Skomagere, Bogbindere, Sprog
Danse= og Spille=Mestere til deres Tieneste, uden deres
egen Bekostning.
At sige, at Overdaadighed, hos et Folk, som har
begravet sig i Lækkerhed og Pragt, ikke er en Gien¬
stand af mange Følger, i Besynderlighed i et slort Ri¬
ge, er at virkeligen giøre en mængde Land-Beboere,
som plages af denne fordømmelige Orm afspænstige.
Naar Hiertet er forført; saa føres Fornuften lætteli¬
gen fangen i de Kiæder, som den paalegger den: at an¬
pr se Overdaadighed er at retfærdiggiøre dens Uret¬
færdigheder, og Egen=Kierligheden er meget vittig ved
slig Leylighed.
Til alle Tider og i alle Lande have de viise
hvilke ere meget forskiellige fra den Mængde nu levende
Verdsligvise, der ere ligesaa kortseende som fordærve¬
de, i det de hæmme de Kaaglerier, som fortrylle den ge¬
meene Mand, stedse anseet Overdaadigheden og dens
ndraabte Følger, som en Pidsk Guddommen bruger til
de Folk, den vil styrte.
Naar Overdaadighed skal være nyttig, enten
det er i store eller smaa Stater; saa kand det ikke være
uden i de Ting som ere bestemte til Udførsel; Men naar
dens Producter vorde fortærede, om det endog skeer ved
den forarbeydende Haand; saa er den uforbigiængeligen
skadelig overalt. Det allerringeste Folk er det, som bru¬
ger meest sine egne Jorders Gevæxter. Det Folk, som
meest har at bestille med Overdaadigheds Vare, er det,
som fortærer meest deraf, og som forbruger meest af


436
fremmede Vare; og er følgeligen det allerfattigste
Folk. Alt det, som sligt et Folk fortærer heraf, er et
reent Tab: og naar denne Fortæring er stoer: saa
kand Overskuddet, som udføres aldrig holde det ska¬
desløst.
Et Folk som er saa klogt, og saa entholdent,
at det ikke befatter sig med Overflods=Vahre uden til
Udførsel, forhverver sig u-modsigeligen store Rigdom¬
me; Jmidlertid maatte man bevise, at det for at sætte
Overdaadigheds Vahre af, er høyst nødvendigt, at
drive Overfloden vidt hos sig selv for at friste Kiøbe¬
ren. Et Handelskab, som kun hænger af Fordomme og
Jndbildning, og hvor man ingen Hæld har uden i For¬
hold med de Bestræbelser, man giør efter at opvække
Smag paa Efterabelse, staaer ikke paa de Fødder, som
Nødvendigheds=Handelen, hvis Beskaffenhed er bekiendt
og hvis Gevinster ere sikkre. Overdaads=Handelen er
meget forskiællig; den giver ikkun ustadige Forretnin¬
ger, og udfordrer umaalelige Forskud, hvoraf Jnd¬
tægterne ere altid uvisse. Man kand anmærke, at det
er ikke fra denne Syns=Punkt, at Overdaads=Handelen
er betragtet hid til Dags. Den giver mange Hænder
at bestille, siger man, og uden anden Undersøgning gi¬
per man den ud for nyttig, og fordelagtig store Stater.
En meget lidt sigende Bestæmmelse, og slet grundet
Paastand!
Spørg vore Manufacturister, som forfærdige
de første og største Nødvendigheder! og de skulle alle
sige, at de har den største Besværlighed med at holde
de Mennesker inden Grændserne, som drive deres Fa¬
brikker; de høre Nødvendigheds=Forarbeyderen at sted¬
se misunde Pragts-Forarbeyderen, da hiin er som of¬
test langt rigere end denne, skiønt han fortiener gemen¬


432
ligen ikke saa meget. Man hører dem at ligeledes giø¬
re de allertydeligste Betænkninger over den mængde
Skoepudsere, som er Staten til Byrde, deres Herrer
til Tyngde og ofte sig selv til Besvær, og hvoraf den
halve Deel findes i en Ørkesløshed, som foruroliger den
arbeydsomme Mand og Borgeren, hvilke meget vel kien¬
de den forladte Tilstand Marker finde sig i, da disse
Folk ere reyste fra dem, just paa den Tid, da de kunde
have været nyttige der.
Det er ikke den Stolthed, som omgiver de øver¬
ste Stænder, der giør dem ærværdigere endogsaa i den
gemeene Mands Øyne; Man kand forsikkre, at de
skulde vorde det endnu meere under en eenfoldigere og
meere patriotisk Opførsel. Fortienester og Værdighed
skulle stedse vinde oprigtige Troeskabs=Forsikkringer; i
hvor eenfoldig den Gestalt er under hvilken de fremstil¬
te sig, intet kand sætte Smitte paa deres Glands, og
Pragt kand aldrig forøge den.
Hvor smukt skulde det væee! at see alle Stæn¬
derne i en Stat samle sig til det almindelig Beste, hele
Verden at med Lyst opofre sin Smag og sine Fordom¬
me, naar patriotiske Udregninger udfordre det, og at
see en almindelig Lyksalighed komme ud af dette har¬
moniske Heele.
Hvor skulde det ikke være fornøyeligt! at see
denne Gladhed herske som en Frugt af en velgiørende
Huusholdning, der var ligesaa langt borte fra det skid¬
ne Gnierie som fra den dumme Ødselhed. Saa kunde
man altid have overflødig Raad til at hielpe Lands¬
Herren, saa ofte som Statens Trang det udfordrede.
Man skulde da ikke længere have den Fortredelighed,
at see endogsaa den besværlige Stand, at nægte sig det


438
Nødtørftige under sit Arbeyd, at den jo skulde til an¬
dre Tider have noget at øde bort, og at kunde udsvæn¬
de en et Udseende af Glæde i sit Ansigt, hvilken kun saa
lidt er til, som dens Børn fattes ofte alting.
Det er uden Grund at man angiver Pragt som
et Tegn til et Folks Gladhed, som et Beviis paa me¬
get overflødigt, saasom det er en Sandhed, at det
man anvender derpaa, er næsten altid tilovers fra det
Nødvendige: Det er meget snarere et Beviis paa den
største Fordervelse, og en Følge af en Galenskab, hvis
Bestræbelser alle sigte til at maskere en honnet Fattig¬
dom, som behærsker den i dens naturlige Tilstand, men
som vorder skammelig, naar den sees under Pragtens
Glimmer, og tager til, jo meere man vil dølge den.
J hvor summarisk og kort den Forklaring er som
man har gjort over Pragt=Handelens Ufordeelagtighe¬
der og Nødtørft=Handlens Fordeele, i det ey tvinges
jeg af de Skranker, som jeg har foreskrevet mig, til at
fordølge mange vigtige Ting; Jmidlertid meener jeg,
dog at have sagt nok, til at enhver kand føle Sandhe¬
den og Nøyagtigheden i mine Betænkninger over denne
vigtige Gienstand.


No. 48.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 27 November 1766.
En redelig Mand.
A¬
t være en redelig Mand er den fordelagtig
ste af alle Egenskaber; da den indbegriber
de fornemste Dyder i sig, som ere nød¬
vendige til at opfylde vore Pligter, og er tillige
en Grund til den sande Fortieneste og en Begyn¬
delse til en bestandig Lykke. Men, naar denne
fortreffelige Egenskab forhverver os en Udødelighed


440
i Himmelen; saa tiener den os ikke mindre til et
ærefuldt Liv, og til Rolighed her paa Jorden.
Thi et Menneske, som er bekiendt for Fromhed
agtes høyt af alle kloge og forstandige Folk; eg
hans Fortienester bane ham Veyen til de første og
høyeste Bestillinger. Da han desuden er frie for
alle uordentlige Lidenskaber; saa nyder han den
lykkelige Rolighed, som hersker i den reene og
uskyldige Siæl; og Freden i hans Hierte vorder
aldrig forstyrret af de forskiellige Tilfælde, som et
Menneske er udsat for. Saasom han stedse er un¬
derkastet Forsynets befalinger; saa finder han en
Trøst i sin egen Dyd. Ligesom intet forsmaaer at
berøve ham denne herlige Skat, som han haver
hos sig; saa kand ikke heller noget giøre ham u¬
lykkelig.
Men saaledes er det ikke beskaffent mel
dem, som sette deres Lykke i Sundhed, Skiønhed,
Rigdom, Høyhed og andre Gaver, som de have be¬
kommet af Naturen og Lykken; Alt dette vorder
ham ofte frarevet ved tusende uformodentlige Tilfælde,
eller de undløbe ham efter det ordentlige Løb i de
Menneskelige Ting: Og saa ere de saa meget ulyk¬
keligere; saa som de finde intet hos sig selv, hvor¬
med de kunne trøste sig i det forfængelige Godes
Forliis, hvilket de har saa stærkt overgivet sig til.
Intet er altsaa fordeelagtigere, end at arbeyde der¬
paa, at man kand være en redelig Mand. For
at nu virkeligen være dette, er det fornødent, at
have en reen og levende Troe; det vil sige saa me¬
get som: at være stærkt overbeviist om alle Chri¬
stendommens Sandheder, at følge paa det nøyeste


441
dens Regler, og at have en stærk Afskye for Frie¬
tænkerie og Ugudelighed. Vor Religion haver saa
tydelige Kiendetegn paa sin Guddommelighed; den
er saa elskværdig, og saa hellig, at de Vantroe,
som understaae sig at foragte den, ere ingenlunde
at undskylde. Naar man undersøger dem uden For¬
domme og med en oprigtig Begiærlighed efter at ville
oplyse dem; saa opdager man snart, hvor ærværdig
den er i Henseende til sin Alder, hvor reen i sin Sæde¬
Lære, hvor høy i sine Hemmeligheder og hvor Gud¬
dommelig i sin Oprindelse; Hvad kand altsaa være
bedre for os, end at underkaste sig en Guds Love?
Da han har oprettet sin Kirke midt iblant de afgudi¬
ske Folk, saa at, skiønt alle Magter paa Jorden have
sat sig derimod, ere de dog, uagtet deres Hovmod og
Fordomme, ikke desto mindre nødte til at er¬
kiende ham for deres Skaber og lade ham vederfare
den tilbørlige Dyrkelse. Og hvad kunde man vel
giøre fornuftigere, end antage en Lære, som er stadfæ¬
stet ved saa mange Vunderværker, som er understøttet
af saa mange Martyrer, som lærer eens Sætninger
og Grundlærdomme igiennem saa mange Aarhundrede,
og som er forsvaret ved saa mange store Mænd, der ere
berømte for deres reene Sæder, samt for deres grun¬
dige Forstand og dybsindige Lærdom? Foruden Troen
maae han ogsaa have Gudsfrygt og Kiærlighed: Hans
Kiærlighed; for at indrette alle sine Gierninger til hans
Ære: Og Frygt; for at holde os inden vore Pligter,
naar hans Kierlighed ikke er stor nok til at hæmme
vore Lidenskabers Uroeligheder. Denne Kierlighed er
det som er blandet med en hellig Frygt, oplyst ved
Troen, opmuntret ved Haabet, og er en egentlig Dyd
hos en Christen, og udgiør hans besynderlige Kiendetegn.


442
Et Kiendetegn, som ene er i stand til at forskaffe en
sand Lyksalighed!
Men Høytydske Ridder-Orden er en af de første og
ældste, efter hvis Mynster siden saa mange andre,
skiønt med mangfold ge ulige Følger ere dannede. Da
de Christne i Europa bortreyste i Hobetal til det for¬
jættede Land i det 12 Aar hundrede; og paa denne
lange og besværlige Reyse ikke allene vare satte i Fart
for Barbarernes Anfald; men maatte ogsaa i Syg¬
domme og andre Tilfælde fattes den vedbørlige Hielp
og Pleye; saa oprettede en redelig Tydsker, som boede
i Jernsalem, et Hospital og et Capelle til den hellige
Jomfrue Maries Ære. Denne Stiftelse anstod de
didkommende tydske Riddere saa vel, at de opførte
flere Bygninger til Pilegrimes, fattiges og saarede
Soldaters Underhold; og sammen fore sig at beskytte
Pilegrimene imod Barbarernes Anfald. Herved op¬
teyste sig inden kort Tid det Ordens=Broderskab, som
er bekiendt under Navn af tydske Herrer; og som ha¬
ver gjort sig befrygteligt for de Vantroe, og ved alle
Leyligheder viist beundringsværdig Tapperhed saa længe
disse Tog varede. Denne Ordens første Statuta vare:
At Ridderne skulde være af adelig Slægtskab; skulde
beskytte den Christelige Kirke og det hellige Land, og
holde de tydske Pilegrime Giæftfnehed. Keyser
Henrich 4. og Pave Coelestinus 3. bekræftede denne
Orden; og anordnede, at den skulde bære en hvid
Kaabe og paa samme, ligesom paa Kiolerne, fore
Pantser, Standarter, og Vaaben, tilligemed et sort i


443
Sølv indfattet Kors; og leve efter Augnstini Regcl.
J Begyndelsen kaldtes de vor kiere Frues Riddere fra
Sions Bierg, Korsherrer og Marianer. Men det
Navn: Tydske Herrer blev strax det almindeligste, saa¬
som den gandske Stiftelse kom fra Tydske, og ingen
andre end Tydskere bleve antagne heri. Ordenen kom
snart til store Midler, og erobrede Hertugdømmet
Preussen, siden efter at den havde mistet det forjæt¬
tede Land i det 13 Aar hundrede, og havde foreenet
sig med Sværd=Brødrene i Liefland. Dog mistede de
Preussen siden i det 16de Aar hundrede ved den da væ¬
rende Stoer=Mester Markgræv Alberts Apostasie.
Siden den Tid residerer Ordenens Overhoved i Mer¬
gentheim i Franken Samme tager i Rigs=Forsamlin¬
gen Sted blant de geistlige Fyrster, og det umiddelbar¬
ligen efter Erke-Biskopperne. Under ham staaer Bal¬
leyerne, som vorde regierte af Land=Commenthurerne og
Ordens Geheime=Raaderne, og saa de dem efterord¬
nede Balley= eller Caneellie=Raader; efter hvilke igien
komme de øvrige Huus= og andre Commenthurer. Rid¬
derne maae forevise fine 8 Fædrene og 8 Mødrene¬
Ahner, og maae anprise Kydskhed, Armod og Troens
Forsvar; hvorfor den ogsaa regnes til de Geistlige.
Sa det 8de Menneske efter Adam, en af den Cai¬
nitiske Slægt, allerede da har været en Mester i Ærts¬
Arbendet; saa maae Menneskene meget tiligen have
begyndt at søge Metallet ud af Jorden. Begierlighe¬


444
den efter at formeere Forraaden paa den glimrend¬
Guld= og Sølv=Ærts haver visseligen ikke aftaget i de
jordisk findede Menneskers Hierter. Ophir, Hevilg og
Schaba vare guldriige Egne 1 Mose B. 2, 13, hvor
nogle af Chus= og Jaketans Efterkommere satte sig
ned 1 Mos. B. 10, 7. 29. Naar man nu betragter
disse ved saa lang en Leve=Alder ret udlærte Bierg¬
Folk, og eftertænker, at Gruberne ikke endnu vare ret
bygte; saa er det let at giette, at der allerede i Davids
Tid har været en anseelig Mængde, baade ædle og u¬
ædle Metaller i Brug blant Menneskene. Man an¬
tage, at der kun er aarligen opgravet halvt saa meget
Guld og Sølv af Bierg=Værkene i Jndien og Arabien,
som Spanierne og Portugiserne have hvert Aar ført
af America til Europa; saa udgiør den Summa fra
Syndfloden til Davids Tider, som er 1300 Aar, ikke
mindre end 17 Millioner Centner Sølv og 1700,000
Centner Guld. Thi ved begge benævnte Nationers
Hænder ere der aarligen komne henimod 13 Millioner
Piastres; og altsaa i 270 Aar 8100 Millioner ind i
Europa. Hvilke umaalelige Skatter har ikke den vi¬
seste Skaber begravet i Jordens Skiød! Det er slet
ikke umueligt, at Kong David jo har besiddet 1 Million
af de paa hans Tid i de Østerlandske Egne værende
17 Millioner Centner. Thi Guds Velsignelse var
med ham. Han havde undertvunget nesten alle om¬
liggende Magter; og Guldet og Sølvet fandtes ikke
da, som nu saa hyppigen mellem Undersatternes Hæn¬
der. Disse Metaller bleve mere brugte i hele Klumper
til Forarbeydelse end til Omløb i Handel og Vandel.
Vel havde man allerede i Abrahams Tid afdeelt Søl¬
vet i ligevægtige Stykker til Vahrenes Ombyttel¬
se; Men for det Babyloniske Fængsel have Jøder¬
ne ingen præget Mynt havt. Derimod regner
Diodorus Siculus 6053 Talenter eller 53920124


445
Ducater i støbte billed=Støtter og Kar af det
faste Guld i Babylons Tempel. Sølpet var den
egentlige Maale=Stok i Handelen; deraf bestod og¬
saa Prøve=Sekelen i Helligdommen. Thi da Da¬
vid betalte Kong Arafna den Lade, som han havde
opkiøbt i de omliggende Lande; saa lagde han 50
Sølv Sekel=Stykker i den ene Vægtskaal 2 Sam.
B. 24, 24. og afveyede 600 Sekel-Sølv deref¬
ter 1 Krøn. 21, 25. Thi Vægten af 50 Sekel
Sølv beløb i Guld til 600 Sekel; saa at Guldet
forholdt sig imod Sølvet som 1 til 12; eller, naar
det ikke var saa fiint, da som 1 til 10. Efter
denne Grund kunne de Ord i det vanskelige og af
Skrift=Spotterne misbrugte Sprog med føye for¬
nuftigen forstaaes 1 Krøn. 22, 14. See jeg ha¬
ver i min Fattigdom forskaffet til HErrens Huus
100, 000 Centner Guld, d: 1000 Gange
1000 Centner Sølv. David besad altsaa ef¬
ter Guldets Værd 100,000; men efter Sølvets
Værd en Million Centner. Efter den Jødiske
Historie=Skriver Josephi Beretning var et Jødiskt
Centner, Kikar, og en Attisk Talent et, og en Se¬
kel det samme som et 4 Drachma=Stykke, da nu,
efter 2 Mos. B. 38, 25, 3000 Sekel beregne.
des paa 1 Kikar; saa maatte 100 Minæ bereg¬
nes paa 1 Talent, og et Sekel være saa vægtigt
som 303 hollandske Es, eller 1. Lod, Cølnsk Vægt;
hvilket er gandske overeensstemmende med Eisenschmidts
Afveyning. Allene efter denne Vægt er det ube¬
gribeligt at de gamle Konger have baaret Kroner
som veyede 1 Talent Guld d. e. 91 Pund. Da
nu desuden efter Ejech 45, 10. 12. kun 16 Se¬
kel skulde udgiøre 1 Minam, og de 70 Fortolkere
have kaldet en Sekel Didrachma; saa er det høyst
sandsynligt, at en Sekel haver for det Babyloniske
Fængsel kun veyet et halv Lod. Efter denne Sæt¬


446
ning har David bestæmt den Summa af 1272
Millioner Dalere til Templets Bygning. Dette
var sandeligen en stør, men ikke umuelig Sum,
Svetonius melder in Vict. Vespasiani Cap. VI. at
denne Keyser haver sagt: at han brugte 2000 Mi¬
lioner Dalere ad hoc, ut stare posset Respublica,
og Cicero kunde allene anvende 10 Millioner Da¬
lere, som han havde faaet af Cæsars Galliske Byt¬
te, paa Forum Julium at opbygge. Det er uri¬
meligt at man triangulerer det Land som David
besad, og siger, at Davids Kongerige var 10 Gan¬
ge mindre end Frankrig, og ikke større end Bøh¬
men. Hvorledes kand David have eyet en Skat
af 1272 Millioner? Thi et Lands Rigdom lader
sig ikke altid bestemme efter dets Længde og Bre¬
de. De 7 forenede Provincier ere tilsammen om¬
trent saa store som Hertugdommet Bourgogne:
Men hvem vilde vel sætte Hollands
Rigdom i Lighed med
dette Hertug¬
dømmes?


No. 49.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 4 December 1766.
M¬
enneskene giøre sig paa en dobbelt Maade
ulykkelige; enten tænke de slet intet paa
Døden, eller og hænge de alt for stærkt ved
disse Forestillinger. Disse sidstes Antal er
vel meget lidet: Jeg troer altsaa at det er nødvendi¬
gere at vise Ulyksaligheden paa den første end paa den
anden Maade. Det begriber enhver, at en bestandig
Erindring om Døden udspænder over vor Siæl et
Slags Mathed, som giør den uskikket til at nyde Li¬
vets Fornøyelser. Der opstiger endogsaa hos den
største Philosoph en liden naturlig Skræk for Døden,
naar han med Alvorlighed tænker paa, at han skal
vorde til Støv. Og just denne mechaniske Frygt, som


448
et Menneske har tilfælles med de mindste Orme, som
vrie og krympe sig derfor, foraarsager, at Kilderne
til Fornøyelser fortørres i vor Siæl: Mennesket syn¬
ker ned i en Hypocondrie og Melancholie, som setter
en Døds=Streg paa de muntreste Optrin i vort Liv.
Slige Folk ere allerede halvdøde; og jeg anseer dem
som en Art levende Gespenster: Deres Legeme er vel
endnu blant de Levende, men deres Aand er for læn¬
ge siden henvandret blant Evighedens Bierge. Ney,
saavidt maae Dødens bestandige Paatænkende ikke brag¬
ge det med os. Skaberen har givet vort Legeme Fø¬
lelser til Fornøyelse. Den hele Verdens Bygning
smiler ad os. Skulde vi da frievilligen berøve os den¬
ne Fornøyelse? det var en Grumhed imod sig selv, og
et Slags fiint, dog virkeligt Selv=Mord. Og var
ikke slig en Opførsel liige imod den gode Skabers En¬
demaal? Men saa skadeligt som det er, at have Dø¬
den bestandigen for Øynene; saa behageligt og nyttigt
er det, at man undertiden forestiller sig dette befrygte¬
lige Optrin i vort Liv, eller den sidste Rulle, som man
har at spille. Jeg vil grundigen stadfæste dette, ved at
vise, at denne Dødens Erindring 1) formindsker Fryg¬
ten for den 2) forskaffer os og andre som ikke tænke
alvorligen nok, en sand ubekiendt Fornøyelse 3) brin¬
ger os derhen, at vi kunne desto lettere beherske vore
Affecter.
1) Lidia er et ungt Fruentimmer, som aldrig
har tænkt paa andet end paa sin Pynt og sine Forlystel¬
ser. Natbordet, Spil og Elskov ere de eneste Ting,
som hun forstaaer. Hun har endnu en Række fornøy¬
elige Aar for sig. Hun seer allerede i sine Tanker en
hob krybende Liebhabere for tilkommende Tider at ligge


449
ved hendes Fødder, og lade hendes Skiønhed vederfa¬
re Ret, og smigre hendes Forfængelighed. Med eet
kaster en dødelig Sygdom Lidia omkuld. Hun for¬
merker Faren paa Doctoren, som trækker paa Ax¬
lerne, og seer saa tvetydig ud, hun spaaer sig det ved
de grædende Øyne og den sagte Hvisken blant de Om¬
staaende, og hun venter det, ved at see Præsten, som skal
berede hende til Døden. Hun føler desuden en døde¬
lig Mathed i sine Lemmer, som kuldkaster ald den For¬
haabning hun selv kunde giøre sig. Hvad føler da vel
vor Lidia? Skræk, Angest, og Fortvivlelse; ja, disse
Udtryk ere endog for svage til at afskildre hendes Til¬
stand. Hun arbeyder under en Byrde af Forestillin¬
ger, blant hvilke de mindste ere geleidede med Skræk
og Angest. Døg indfinder der sig undertiden et lidet
Haab om Liv, hvilket, som en svag Straale, oplyser
hendes mørke Siæl. Men paa engang forsvinder og¬
saa dette svage Glimt. Hendes Sandser begynde at
fordunkles, det arbeydende og klappende Hierte forkyn¬
der, at det er færdigt at sprække, den famlende Tunge
stræber omsonst, at bede de omkringværende om Trøst
og Hielp. En kold Døds=Sved udbreder sig over
hendes Lemmer, og de brustne Øyne see ikkun halvt de
Ting som de stirre paa. Men hendes Siæls Fore¬
stillinger ere endnu saa stærke at de levende afskildre
hende det Forliis, som hun skal lide, og vise hende den
Afgrund som hun staaer paa Kanten af, og som hun
imod sin Bestræbelse er tvungen til at see svinglende
ned i. Hun seer her paa engang Enden af alle hen
des Fornøyelser. Hendes deylige Legeme, som var
hendes Afgud, skal nu være en Mad for Ormene. Hen¬
des tillukte Øyne skulle for evigen udelukkes fra Ver¬
dens Forlystelse. Hun faaer nu ikke længere at høre


450
de søde Tøner i Musiken, eller hendes Elskeres kiælne
Smigrerier - - alt dette forestiller hendes for¬
tvivlende Aand sig saa levende, at Lidia, som ingen
Trøst finder hos sig selv, og ingen kand hente uden
fra ved sine Sandsers tillukte Redskaber, hun stormer
af Raserie imod sit eget System, og ønsker at hun ik¬
ke var født, eller at det Øyeblik, som jager den ban¬
ge Siæl ud af Legemet, ogsaa vilde døde ald Følelse
hos hendes Siæl, og begrave hende i en evig Dovhed.
Og hvorfor er Lidiæ Tilstand saa fortvivlet? blot der¬
for, saasom hun aldrig har tænkt paa at hun var dø¬
delig; Saasom hun derfor har søgt sit høyeste Gode
i forgiængelige smaae Ting, som ved Døden vorde hen¬
de alle paa engang evindeligen berøvede; Og saasom
hun forud seer en ulyksalig Evighed, som maae være
hende saa meget des befrygteligere, som hun saa lidet
har gjort sig bekiendt med den.
Det er en afgjort Sag, at de dødeliges Li¬
denskaber, i Besynderlighed Frygt og Kierlighed, ik¬
ke kunne svækkes bedre end derved, at vi giøre os et ty¬
deligt Begreb om den Sag, som giver os Anledning til
Passioner. Vi frygte ofte ikke saa meget for Sagen
selv, som for det falske Begreb vi giøre os derom. Og
vi elske ofte ikke Sagen selv, men en Uting, et Gespenst,
som vi har udtænkt og afbildet os. Hvilken riig Kilde
til 1000 Daarligheder hos de Dødelige!
Hvorfor elsker Damon ikke længere sin Skiøn¬
ne 14 Dage efter Brylluppet? derfor, saasom han
var blindet af sin Passions Hidsighed, og har ikke el¬
sket hende, men et falskt billede, som han har selv gjort
sig om hende. Han opdager, efter at Blodets hefige


451
Bevægelse har sat sig, at hans skiønne ikke har været
det, som han havde forestillet sig, og som han har ag¬
tet høyt hos hans elskværdige billede. Hvorfor hol¬
der Cajus Hævnen for saa sød og angenem? Hvorfor
holder han for at han fuldbringer den berømmeligste
Handling, naar han giennemborer sin Fiendes Hier¬
te? Og hvorfor finder han en Væmmelse for denne
Gierning, saa snart som han har begaaet den? Blot
derfor, saasom han har billiget ikke Gierningen selv,
men en falsk Forestilling derom. Ligesaa er det i Hen¬
seende til Døden. Vi zittre for den, ikke fordi vi vir¬
keligen har Aarsag at frygte, men saasom det billede,
som vor oprørte Jndbildnings Kraft har dannet for os
derom, er saa forskrækkeligt. Man lære at kiende Dø¬
den bedre, man udvikle dens tilsyneladende skrækkelige
Scener! man vove sig i sine Tanker ind i denne mørke
Dal! og undersøge i sin Forestilling de forskiællige Eg¬
ne i disse os ubek endte Lande, saa skal man finde, at
Døden ikke er saa skrækkelig, som vi bilde os ind. Men
hvorledes kunne vi udgrunde Dødens Natur? Hvor¬
ledes kunne vi trække det saa befrygtelige Forhang op:
og hvorledes kunne vi betage den sit forfærdelige Ud¬
seende, som den har i de fleste Menneskers Øyne, naar
vi ikke ofte forestille os den? er det derfor ikke nødigt,
at vi ofte tænke paa den, for at formindske Dø¬
dens Skræk? De fleste Mennesker handle herudi
liigt den Syge, som ikke vil lade sin Skade ret
undersøge ved en erfaren Læge, af Frygt han maat¬
te finde den slemmere end han selv havde forestilt
sig; da dog den rette Undersøgning om det Onde
skulde være Grunden til Faren. Han døer altsaa
af Frygt for at faae at vide at han skulde være
dødeligen syg.


452
Man vil her forekaste mig Orgons Exem¬
pel. Denne Gnier, som er i Verden, blot for at
passe paa sin Skygge, tænker altid paa Døden;
og just denne Tanke er hans eneste Marter. Først
overseer han roligen den mængde glindsende Metal,
hvormed hans Kister ere fyldte. Han fryder sig
over denne Skat, og løfter trøstesløs strax derpaa
Hænderne og Øynene til Himmelen, sigende: Og
denne ved min suure Sved forhvervede Skat, det¬
te mit halve Hierte skal jeg forlade! hvor roelig
vilde jeg være om jeg i 1000 Aar kunde besidde
disse Kister! Men uretfærdige Himmell jeg maae,
jeg skal, og det maaskee inden faae Aar, derfra.
Hvorledes skal jeg udstaae disse Tanker? saaledes
qvæler Orgon sig, og ved slig Qval føler han dag¬
ligen Dødens Angest og Smerter. Han døer 1000
Gange om Dagen i levende Live, og Tanken om
Døden formindsker saa lidet Frygten hos ham der¬
for, at den meget meer drives til den høyeste Spids
af Angest. Det er ikke tungt at begribe, at Or¬
gon formerer sin Frygt for Døden ved den idelige
Tanke derom, saasom han betænker blot Følgerne
deraf, men udvikler ikke dens Natur og Beskaffen¬
hed. Han tænker altsaa vel paa Døden; men ikke
ret, ikke grundigen, ikke saa, som man skal tænke
paa den, naar man skal tabe Frygten derfor. De
fleste Mennesker ligne heri Orgon. Hans Ven¬
ners Dødsfald, som han dagligen oplever giør den
Tanke levende hos ham, at han og skal engang gaae
alt Kiøds Vey. Ja en vis indvortes Følelse blan¬
der ofte de fornøyeligste Timer med Galde for
ham, ved de pludselig Tanker, at han er dødelig.
Oft mitten unter Rosen hebet
Die Furcht ihr Schlangen=Haupt empor.


453
Men denne Tanke, som er geleidet med An
gest er alt for flygtig, og alt for lidt grundet, til
at den skulde tiene ham, som en Lægedom, er ham
meget meere en Gift. Det kommer deraf, at han
anseer ikke Døden med et behiertet Bryst, han
gaaer den ikke trøstefuld i Møde, men kaster kun
et frygtsomt Blik paa den, og skieler kun til den,
ligesom en Reisende, som vanker ene om paa en
ubanet Vey eller paa en vildsom Mark. Han seer
noget skræksomt at reyse sig i Luften. Den stille
Maaneskin og de derved foraarsagede lange Skygger
giøre det endnu forskrækkeligere for ham. Han seer
til en Side, frygtsom derhen og seer tydeligen et Uhyre
eller Monstrum. Funklende Øyne, et opspærret græs¬
seligt Gab er det mindste af det han bliver vaer. En¬
delig tager han Mod i Brystet, og samler igien de faa
Sandser han har igien, han gaaer lige ind paa dette
Skrække=billede, og leer ad sin egen Daarlighed, i det
han finder et gammelt raadent Eegctræe, som hans
virksomme Indbildnings=Kraft har afskildret saa skræk¬
keligt for ham.
Man undskylde sig altsaa ikke dermed, at den
idelige Erindring om Døden formerer Frygten derfor,
og sætter os i en bestandig Uroe!
2) Men desforuden er ogsaa Dødens Be¬
tragtning Kilden til en sand og ikkun de vise forbehol¬
den Fornøyelse. En sød Fornøyelse, raaber Lisidor,
naar jeg skal tænke derpaa, at de levende Livets For¬
nøyelser skulle ophøre for mig, at mine Sandser ikke
meere skulle kildres af angenemme Følelser, og at den
gandske corporlige Verden skal forsvinde og undergaae
for mig. Lisidor er sandelig ikke vant til nogen anden
Fornøyelse end til de, som opmuntre hans Sandser, og
holde ham i en Slags bestandig Drukkenskab. Han


454
veed intet af den fine Vellyst, som kun smager Siælen,
intet af den Fornøyelse, som ikke efterlader nogen ækkel
Tomhed hos os, intet af den rene Følelse, som rykker¬
Siælen hen, uden at svække Legemet. Kort, Lisidor
er kun et Dyr i menneskelig Gestalt. Og hvorledes kun¬
de han da tage imod en Fornøyelse, som kun smager
Siælen. Den Vise føler ikke alleneste en Fornør¬
else i de lystige og angenemme Optrin i Livet, men
endogsaa i de bedrøvelige Scener deraf. Den stille
Betragtning over Gravene fylder hans Siæl med en
langt større Glæde, end det sandselige Menneske fin¬
der i de fortryller de Forestillinger af en Opera, eller
ved Tummelen af et Bal. Den hele Siæl giennem¬
trænges af en stille og rørende Vellyst, naar den over¬
seer Dødens øde Egne og de bortgangne Aanders Bo¬
liger, som de ogsaa skulle beboe, ikke Aareviis men E¬
vindeligen. Men hvilke ere Kilderne til denne rere
Fornøyelse, som den vise nyder i Dødens Betragtning?
Lader os undersøge den nøyere, og eftersee dens Drive¬
Fier, som sætte vor Siæl i Bevægelse herved! Den
første Kilde til den Gla de, som den Vise har ved denne
Betragtning er ustidigt Skaberens Viisdom. Vi
spore altid en Fornøyelse, naar vi ere i Stand til, at
opdage Tingenes Fuldkommenheder. Vi fryde os over
de Fuldkommenheder, som man opdager hos Dyrene.
Naar vi forestille os deres foranderlige Bygning, de¬
res Ophold og deres Forplantelse, hvorved det følende
og maaskee tænkende Væsen i dem er forknyttet med
den grove Materie, hvoraf deres Maskine er sammen¬
sat. Vi fryde os over den vise Indretning, som vi fo¬
refinde i Planternes regelmæssige Bygning, naar vi
opdage de Love, efter hvilke Saften hos dem stiger i
Høyden og forpandler sig til Dele af Planten; efter
hvilke de i Kiernen liggende smaa Planter udvikles, og
efter hvilke Frugten udspirer af Blomsterne.
Fortsættelsen følger.


No. 50.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 11 December 1766.
(Fortsettelsen af Forrige.)
V¬
i fryde os, naar vi betragte de mangfoldige
Ting i Mineral=Riget, naar vi forestille os
hvorledes der af een Grund Materie udstam¬
me snart Stene, snart Metaller, Salter og andre
Corpora, efter som deres Deeles ForbindelsesMaade
vorder forandret: Naar vi betænke, hvorledes nogle
af disse Corpora blot fornøje vore Øyne ved deres
fortræffelige Skikkelse, men andre røre vor Tunge
ved deres Smag, og foraarsage den ved de forskiel¬
lige Forbindelses=Deele endogsaa angenemme Følelser.
Alle disse Fornøyelser af den Corporlige Verden røre


456
os, de henrykke os, og giøre os en levende Fornøi¬
else. Hvor stoer maae da ikke vor Glæde være?
naar vi opdage den allerfuldkomneste Aands, den
Corporl. Verdens, Skaberes og Aandernes Faders
Fuldkommenheder, Naar vi antræffer hos ham ikke
enkelte Fuldkommenheder, men et heelt Hav deraf,
ja et u=udtømmeligt Hav, som jo meer vi bemøie
os, for at grunde det, jo meer udbreder og udvi¬
der det sig. Men hvorledes kunde vi opdage større
Fuldkommenheder hos dette høistærværdige Væsen,
end naar vi betragte de Boliger, hvilke han har be¬
redt vore udødelige Aander, i hvilke vi skulle for¬
nøyelig tilbringe Evighederne ved at betragte hans
Fuldkommenheder og i at befinde os i Sælskab med
de salige Skabninger.
Her løsnes alle de Knnder, som Fornuften
finder i Henseende til vor Skiæbne paa Jorden.
Hvorfor sættes vi ofte i beklagelige og bedrøvede
Omstændigheder, i hvilke vi ikke kunne tage imod
de sandselige Fornøjelser, hvortil dog den corporlig
Verdens vise Indretning synes at indbyde os? hvor¬
for trykker den bittre Armod ofte den viseste, for¬
aarsager ham derved saa megen Kummer? Han
ligger foragtet i Støvet, og er ikke i Stand til at
komme op og vise sine Gaver og det ham anfor¬
troede Pund. Hvorfor glimrer hiin uretfærdige
Huusholdere, som lever af sine Medborgeres Sveed,
og samler sig Skatter ved de bedragne og fortrykte
Enkers og Faderløses Taarer, saa at han klæder
sig i Purpur og Silke, hvorfor nyder han den læk¬
kerste Kost? hvorfore fødes hans Øyne ved skiønne
Palladser og Hauger, smukke Malerier og prægtigt
Huusgeraad? hvorfor vorde hans Øre kildret ved


453
Musikkens kunstige Toner og hans Beundreres søde
Smigren, da dog den fromme og retfærdige paa
samme Tiid sukker i Armod, Elendighed og Foragt,
og kand neppe skiule sin Skam, og neppe faae de
Smuler som falder ned af den Riges Bord at mæt¬
te sig paa.
Alt dette kand intet svares til, naar vi blot i
dette Liv skulde faae vor Deel, og ikke see ind i hin
Evighed, hvor enhver skal faae det som hans Gier¬
ninger have forskyldt. Dersom vi altsaa stille vore
Øyne hen over denne Tids Grændser, og ud i Aan¬
dernes Verdens Sveve=Kreds; saa skimte vi først
denne Knudes Opløsning, og saa see vi, hvorledes
Skiæbnens Labyrinth=Gange endes i en ordentlig
Udgang; hvor tydeligen viiser sig ikke Skaberens
Viisdom her, hvilken riig Kilde til Betragtninger!
hvilken overflødig Godhed hos det fuldkomneste Væ¬
sen! som ikke vorder træt af at bevise os got, som
oplader sin milde Haand for os, ikke i dette Liv allee¬
ne, men aabner os ogsaa sine rige Velgierningers
Skatter i Evigheden.
Kunne vi vel got ansille alle disse angenemme
Betragtninger, som opløfte Hiertet til Skaberens
Roes og oversætte Menneskene i de salige Aanders
Sælskab, om vi ikke henrettede vore Tanker paa
Graverne, og betragtede de fuldkommen-retfærdiges
Boeliger?
Dette er altsaa den første Grund til den For¬
nøjelser som udspringer af Dødens Betragtning. Den
anden Grund er vel den Mennesket saa naturlig
og det softe fornødne Nysgierrighed. Vi have af


458
Naturen en Drift til at undersøge og udforske de os
ubekiendte Tings Natur. Jo dunklere de Skyer ere
under hvilke Forsynet haver forborget vor tilkommende
Skiæbne, jo fyrrigere og levende er Begiærligheden
hos os, efter at trække Forhænget op og see ind i det
Tilkommende. Kommer ikke heraf det Biefald som
saa mange smag=løse og elændige Prophetier i vor Tiid
vinde, da Forsynet har flettet de fleste Europæiske
Landes Skiæbnesaaledes i hinanden, at vi vente
imellem Frygt og Haab paa dets Udvikling.
Nu vil enhver vide, hvorledes Uroligheden
vil endes. Skal der følge heele Kongerigers og
Nationers Omstyrtelse, eller, hvad Udfald skal den
Forvirring tage hvori næsten vor gandske Jord befin¬
der sig? Just denne Nysigenhed driver os ogsaa til
at undersøge og udforske vore tilkommende Begiven¬
heder, i hvilken Tilstand Døden vil sætte os i. Aa¬
benbaringen forkynder os med Vished et tilkommende
Liv. Fornuften giør os dette samme høyst sandsynligt,
begge lade os i en Tvivl om det tilkommende Liv, hvad
de besynderlige Omstændigheder angaaer. Begge
forkynde os Dødens Følger uden at tydeligen under¬
rette os om dette Skrækbilledes Natur og Beskaffen¬
hed. Hvilken viid Mark for vore Betragtninger.
Det er os tilladt, at vove os ud i disse mørke
Afgrunde. Religionens Fakkel oplyser dem i det Dy¬
be. De ere ikke saa gruelige eller forfærdelige, som vi
bilde os det ind. Vi vove og i vore Tanker ud i
dette os ubekiendte Land. Vi see langt borte de
yderste Pynter af disse Egne, som for tilkommende
Tider skulle vorde vore Boeliger, og vi giøre os for¬
ud i vort Land kiendte med deres Jndbyggere, vore


455
tilkommende Venner og Medborgere. Hvilken Næring
for for Nysigerhed! Jeg seer langt borte en Egn, som
er skiult af Nat og Mørkhed. Mørkheden viger, Taa¬
gen fordeler sig, Objecterne udvikle sig og vorde tyde¬
ligere. Med eet seer jeg nye mig ubekiendte Optrin.
Fornøyelses= og Fryds=Scener, som eet eneste snurt
Skridt skal føre os hen til. Et Skridt, som der¬
hos ikkun synes os snurt. Et Øyeblik, som ey
forestille os behageligt, saasom vi ikke kiende det.
Et Øyeblik, hvilket, i det at det berøvede os alle
Fornæmelser, formindsker, ja, gandske betager os
tillige den Smerte, som Livets Fraskillelse ellers for¬
aarsagede os. Et Øyeblik, som ikke sætter os ud
af Verden i Almindelighed, men kun ud af
den materielle og grove Verden, og ind i en
anden Sammenhæng af Ting, hvilken maae være
lyksalig for de Viise og Dydige. Hvilke Foran¬
dringer skulle da ikke foregaae i vor udødelige Siæl!
hvor vil da ikke den baandløse Aand ophæve sig
i sig selv! hvilke nye Prøver faaer den da ikke at
see paa sin Skabers Godhed, O! en rig Anled¬
ning til Efkertanke for den Vise!
Kand man da vel undre at de viseste i
Grækenland og Rom have vovet sig til dødens Af¬
grund ved den blotte Fornuftes svage Skin? En
Plato, en Socrates, en Seneca og en Cicero ha¬
ve opholdt sig med dens Betragtning. De have
allerede bemøyet sig at beklage dette sidste Øyeblik
det Skræksomme, hvori den vorder indsvøbt ved
vor arbeydsomme Indbildnings=Kraft. De have al¬
lerede talt om Siælens Liv efter Døden, og med
Fornøyelse tænkt paa de fraskildte Aanders Tilstand.
Og deres Tanker vare dog kun blotte Formodnin¬
ger, ingen Vished, ingen Overbeviisning.


460
Hvor meget større maae vor Fornøyelse
være ved disse Betragtninger som ere oplyste ved
Aabenbaringen, hvor rørende hvor indtagende og
og hvor høye ere derfor ikke en Ypungs Tanker,
som besynger Døden og Udødeligheden som en verds¬
ligviis og Christen! Med hvad Fornøyelse læse vi
ikke disse Tanker som den himmelske Muse indblæ¬
ste ham!
Lader os 3) viise at Dødens Betragtning
er os nødvendig, for at moderere Passionernes
Brusen, og at behærske vort Temperaments oprør¬
te Drift.
J hvor meget ogsaa Religionen og For¬
nuften raader Menneskene til at tæmme deres Li¬
denskaber, saa finde vi dog at de Love, som gives
derom ere kun lidt i Stand til at dæmpe disse u¬
roelige Opskyllinger og at, stille deres Bevægelse.
Hvor ofte driver ikke Frygt os dertil, hvor ofte ik¬
ke Vrede? og hvor ofte vikler ikke Sorrigfuldhed,
os ind i billeder, som nedslaae os, og hindre vor
Aand fra at opløfte sig. Alle disse Lidenskaber vor¬
de ved Dødens Betragtninger formindskende. Hist
sidder den fortrængte og |moedfaldne Retfærdige,
og sukker over den Elendighed, som trykker ham.
Hans Legem er svageligt, og hans tvetydige Sund¬
hed lader ham ikke nyde Livets Forlystelser. Grum¬
hed og Ondskab, hans Modstræbere, har berøvet
ham det, som var hans. Han er geraadet i Ar¬
mod og Nødtørft. Hans Fienders Listighed, hans
Dømmeres Voldsomhed, har ved en ulykkelig Pro¬
ees skildt ham ved sit Gods. Hans Formue, og
hans Midler ere borte. Han seer en sorrigfuld og


461
møysommelig tilkommende Tid for sig. Hans Ven,
hans forelskte Gudinde, eller hans Børn, ere ham
ved Sygdom, Krig eller andre Tilfælde berøvede.
Da han er forladt af den hele Verden, tænker han
at han er en, som midt i den store Verdens Bygning.
Han slaaer sine Øyne op mod Himmelen, da han paa
Jorden finder intet uden Jammer. En trøstende
Tanke fremstiger af hans Siæls inderste Grund.
Du er dødelig, din Jammer, din Møysom¬
melighed og din Elendighed skal snart faae en Ende.
Snart, snart, skal det Øyeblik komme, som skal udløse
din bekymrende Aand af dens Baand, som skal bringe
dig paa Jorden forladte til de ophøyede Væseners
Samqvem, imod hvilken de viseste Mænds Omgang,
og det allerbeste Sælskab er intet at regne. Du er i
faa Aar ulykkelig for at ævigen vorde lykkelig. Hvil¬
ken trøsterig Tanke! Sorgen forsvinder, Hiertets Uroe
stiller sig. Han taaler sin Lidelse med Taalmodighed.
Han overvinder den Smerte, som hans Venners og
Paarørendes Fraskillelse foraarsager ham. Han seer
allerede forud, hvorledes deres Arme strække sig ud til
ham af hine stille Aandernes Egne. De vinke
ad ham, og han glæder sig over at hisset faae dem at
see igien. Oprører Kierlighed os, fortumles vi af
Vreden og andre Lidenskaber, som ere forknyttede med
Blodets Omvalling og heftige Bevægelser i Legemet;
saa stiller just denne nyttige Betragtning ogsaa Stor¬
men her.
Skall vel Medor udføre sit Forsæt at forføre
den uskyldige Skiønne, og opofre hende til sine Liden¬
skabers Drift, naar han i en halv Time har betænkt,
at denne blomstrende Skiønne inden faae Aar for¬


462
vandles til Aske; At hendes af Begiærlighed efter Vel¬
lyst klappende Hierte skal snart ikke slaae længer; at en
kold Sveed skal bedekke hendes nu af Kiærlighed bræn¬
dende Lemmer; at, i det Øyeblik, da hendes bange
Siæl skal skilles fra Legemet, de Gierninger, som han
har havt for, skal indstille sig skrækkelige for ham; at
de Taare, som den forførte Uskyldighed har udgydet,
skulle foraarsage ham den føleligste Pine, og at han ved
at blive den sig til ham nærmende Død vaer vilde give
den gandske Verden for at ikke have begaaet disse Ud¬
sveifninger? Vil vel hin fortørnedes Raserie vare læn¬
ge, naar han betænker, at han er dødelig? at han til.
lige med sine Fiender snart skulle bedækkes med Jord,
og at deres kolde Been skulle maaskee finde deres Hvile¬
Sted ved hinanden, skulde vel den Giærrige Nat og
Dag ængsteligen vaage over sine Kiister? skulde han vel
sammenskrabe med sin Næstes Taarer et uretfærdigt
Gods, naar han betænkte, at alle disse Rigdomme og
Skatter, som han saa suurt har forhvervet sig skulle
snart komme i de levende Arvingers Hænder; at da
intet skal blive ham til overs i den lange Evighed u¬
den en bedrøvelig Erindring om det Gods han har
cyet, og uden en Fortrydelse over sammes Forliis;
hvor stærk nedslaaes ikke Menneskenes forskiællige Drif¬
ter og Daarligheder! o! saa snart som denne Tanke
indstiller sig levende i vor Siæl: du er dødelig
Er det da ikke vor Pligt at samle vore Tan¬
ker, og henrette dem til Endemaalet af alt vort Arbey¬
de og alle vore bemøyelser?
Slutningen følger.


No. 51.
Den
danske
Proteus.
Torsdagen, den 18 December 1766.
(Slutningen af Forrige.)
H¬
vor faa, endogsaa iblant de Viise, beobagte
denne Pligt? det kommer deraf, at Dødens
billede skrækker dem i Steden, for at for¬
nøye dem. Men vær trøstet, det Skrækkelige forsvin¬
der, saa snart vi blive nærmere bekiendt med den. La¬
der os derfor betage Døden den Maske, som forestiller
os den saa farlig, lader os, ved ofte anstilte Betragt¬
ninger over dens Natur og Beskaffenhed, giøre os nær¬
mere bekiendt med den!


464
Hvor vidt har ikke mange philosophiske Hedninger i
Alderdommen bragt det herudi? hvor roeligen drak ikke
Socrates sit Giftes-Bægere ud, hvor koldsindigen saae
ikke Plinius til de forbausede Herculanæi Beboere, da den
bævende Jord vilde sluge dem? J steden for at flye
for Døden, gik han den i møde og blev begraven under
den Vesuviske heede Aske midt i hans Undersøgninger.
Skulde vi frygte for Overgangen i et Liv, som vi veed
mere om end alle Vise fra Rom og Grækenland?
Dødens Betragtning.
Sn skummel Himmel, og et stormende Væyr er ofte
i Stand til at forskaffe mig lige saa stor en Fornøyel¬
se, som det prægtigste Syn af det med Stiærner bestrøete
Firmament. Jeg nød denne traurige Fornøyelse en¬
gang, da jeg en Aften lom Høsten betragtede i min
Roe den forandrede Skue=Plads af Verdens Byg¬
ning. Himmelen havde først funklet med 1000 Lys,
da et fra Sønden opstigende sort Forhæng af Skyer
begyndte at sætte et forfærdeligt Udseende paa hele Na¬
turen. Endog den ringeste og matteste Straale af den
klareste Stierne forsvandt, og med den tillige den hele
Bygning. Den Dunkelhed, som bedekkede Jorderig,
begrov alting i et forskrækkeligt fælt Mørke, og satte
mig, som tilforn havde været i Sælskab med saa mange
langt borteværende Soele, i en melancholisk Eensom¬
hed. Vindens Tuden og den øvre Luftens Susen,
giorde Eensomheden ikke saa høytidelig som skræksom.


465
Min Siæl var ved denne traurige Seene ligesaa mørk som
Verdens Bygning. Den ligesom tabte sig i sig
selv, og den Betragtning om alle Tings Forgiæn¬
gelighed og Verdens Forfængelighed foraarsagede
hos mig en Vemodighed, hvilken jeg vilde kalde
traurig, om den ikke havde foraarsaget mig en For¬
nøyelse, som var skyld deri, at jeg klæbede længere
ved disse stille Tanker end jeg ellers efter mit Tem¬
peraments Drifter var vant til at giøre.
Hvad Under, at min med tranrige billeder
indtagne Indbildnings=Kraft fik ogsaa at bestille
dermed i Søvne, og foraarsagede mig følgende
Drøm. Jeg syntes, at jeg saae et meget høyt og
behageligt Bierg, ved hvis Fod der aabnede sig
en forskrækkelig Hule, som var en mørk Afgrund,
som man fik Hoved=Svingel ved at see ned 1. Fra
Bierget styrtede nogle Strømme ned, som med en
forskrækkelig Susen opslugtes af det Dybe. Bier¬
get var skiult med utallige Mennesker, Huse og
Hauger. Menneskene bleve ved en uimodstaaelig
Skjebne, drevne til at bestandigen gaae ned ad
Bierget og nærme sig til Afgrunden. Man hørte
derfor hvert Øyeblik et klageligt Skrig af dem,
som befandt sig ved Kanten af Afgrunden, og saae
sig omsonst om efter Hielp og Redning, og styr¬
tede endelig ned i dette bundløse dybe.
Jeg undrede mig ikke lidet, da jeg hørte,
at Folk saa lidet agtede denne Skrigen. De fleste
gik med den største Lystighed ned af Bierget, de
dansede, de havde Musik, de underholdte sig med
lystige Samtaler, og lode til at meget lidt bekym¬
re sig om, hvorledes det gik dem, som for deres


466
Øyne styrtede ned i Dybheden. Men jeg troede
at ikkun nogle af disse Ulykfalige vare bestæmte til
at synke ned i Afgrunden, eller i det mindste, at
dog de fleste smigrede sig i det Haab at undgaae denne
klagelige Skiæbne. Men hvor stor blev ikke min
Forundring, da jeg erkyndigede mig derom hos disse
gode Folk, og mærkede, at de havde alle denne be¬
drøvelige Begivenhed at forvente. Hvor følesløse ere
ikke disse Creature, sagde jeg, eller rettere: hvor af¬
findige, de vide, at de vorde opslugte af dette dybe
Svælg, og gaae dog saa sikkre og glade ned af Bier¬
get. Endelig faldt jeg paa de Tanker, at disse ly¬
slige Folk ikke frygtede sig for deres Skiebne? det
maatte være Phriosopher, som fuldkommeligen havde sat
deres Lidenskaber og i Besynderlighed Frygten i
Band.
Men hvor tog jeg ikke ogsaa Feil her? Alle
disse gode Folk var af Angest og Forskrækkelse uden
for sig selv, saa snart de vare komne til Enden af deres
Vei, og faae Afgrunden for sig. Klagende og fulde
af Fortøivlelse rakte de Hænderne i Vejret; de stræbte
imod af alle Kræfter; de vilde holde sig fast ved alt
det de kunde naae; Men alting var forgieves.
Endelig styrtede de med Forskrækkelse ned.
Jeg mærkede tillige nogle Mænd, som løbe meget ge¬
skæftige omkring med tynde Silke=Traade, hvilke de
bøde de Rejsende til. De fleste bandt dem om Livet
paa sig, og man lovede dem at ville holde dem derved,
og trække dem igien op paa Bierget fra Kanten af
Afgrunden.


468


Jeg fandt virkeligen ogsaa at nogle blev for
en Tidlang reddede derved. De holdtes oppe, og
klavrede igien op paa Bierget. Men for andre gik
Silke=Traadene i stykker, saa at de styrtede Hielpeløs
ned i Svælget. Men endogsaa de, som een eller fleere
Gange havde derved undgaaet denne beklagelige Skieb¬
ne, maatte endelig tilsidst uforbigiengeligen bukke. De
faldt tilsidst alle, den ene efter den anden, ned i det
Dybe, ja det som mere er, de endogsaa sank derned,
som stræbte at redde de andre med deres Silke¬
Traader.
Jeg maae fortælle de forskiellige Bevægelser,
som jeg mærkede hos disse arme Pillegrime. Nogle
iblant dem bleve forstyrrede i deres Fornøyelse ved at
nærmere komme til at see denne Hule, samt ved det
jammerlige Skrig af de Ulyksalige, som styrtede der¬
ned. Disse deelede sig i 2de Hobe, Nogle søgte at
forhindre sig fra at see den forestaaende Fare ved grøn¬
ne Forhæng de lode trække for, samt ved andre Ting,
og ved den udsøgteste Mufik, som ved den Susen af
nogle lystige omsværmende Sælskabe, betog de¬
res Øren de nedstyrtedes Skrig. Men andre løde sig
ikke opholde ved slige Tidsfordriv, men gik deres
Skjebne koldsindig imod. De talede om den Af¬
grunds Natur, der skulde nedsluge dem; og nogle
af dem gik saavidt, at de forestillede sig, de skulle
neden i Dybheden finde deres gode Venner igien,
og leve der meget fornøjeligere end paa Bierget.
Men alle styrtede dog ned, da de vare komne ud
paa Pynten. De bemøjede sig dog næsten alle at
ville holde sig oppe; og kun meget faa styrtede
sig ned mød en rolig og munter Mine.


468
Jmidlertid opdagede jeg ikke langt borte fra Bierget
en tør Klippe, som var meget stejl og brat. Spidsen
af den zirede en prægtig Tempel, hvorpaa saaes en
glindsende Gestalt indsvøbt i Skyer. Nogle Folk i
sorte Klæder løbe geskæftig hist og her, og viiste deres
Medborgere Vejen til Templen, søgende at overtale
dem til at forlade den almindelige Vei, og at nærme
sig til denne Tempel. Jeg saae virkeligen adskillige at møi¬
sommeligen klavre op paa Klippen. De, som naaede Tem¬
plen, kom ud af den igien med en Fakkel i Haanden,
og styrkede sig siden meget gelassen ned i Afgrun¬
den med den brændende Fakkel. Jeg nærmede mig
hen til en af dem, som stod færdig at giøre dette
farlige Spring. Jeg spurgte ham, hvorfor han var
saa roelig ved den forskrækkelige Fare, som han svæ¬
vede i.
Denne Fakkel, sagde han, som jeg har er¬
holdt af hiin glindsende Skikkelse, den slukkes ikke
i Afgrunden engang. Den tiener |mig meget mere
dertil, at undersøge dens labyrinthiske Gange, og
derved erlanger jeg den største Fornøyelse der nede.
Jeg seer derfor denne farlige Afgrund an som en
Giennemgang til et bedre Liv. Med disse Ord
forlod han mig og vovede dette farlige Spring.
Jkke faa af de Pilegrime, som syntes at
Reysen til Templet var for møysommelig og farlig,
tændte sig selv Lys, og søgte at holde sig op, ved
Hielp af samme, i det dybe Svælg. Men jeg
mærkede, at nogle af disse Lys gik ud i det Øye¬
blik, at de kom til Huulen, men at andre giorde
ved deres matte Skin Afgrunden endnu forfærdeli¬
gere, og formerede ikkun deres Frygt, som styrtede
derned.


469
Jblant dem som midt i Fryde=Skriget kom nær
til Afgrunden, saae jeg mange, som ikke meget langt
derfra bleve pludseligen anfaldne af en Hoved=Svim¬
mel og rullede paa engang ned af Bierget og opsluge¬
des af Svælget.
Andre begyndte, saasom de af Glæde og For¬
nøyelse vare uden for sig selv, at løbe gesvint ned ad
Bierget, og ingen Bøn eller Graad holdt dem tilbage.
De tænkte at de endnu vare langt borte fra Sluget,
da de vare just midt deri. Nesten de halve af de ned¬
gaaende Mennesker styrtede derved tiiligere ned i Af¬
grunden end det ellers havde skeet.
Det allerselsomste ved denne hele Drøm var
dette: de fleste Pilegrimme bildte sig ind, at det var
Tid til at see til at faae en Fakkel, da de vare alt kom¬
ne til Kanten af Afgrunden. De betænkte ikke, at
Svimmelen da kom for stærkt paa dem, saa at de faldt
ned førend de kunde vende om og faae det. J det jeg
beundrede disse Folkes Daarlighed, paadrog et vist
Menneske sig min Opmerksomhed, da han ved et høyt
Raab vilde give de andre tilkiende, at den Tempel man
hist saae, samt den derpaa hvilende Glands var blot et
Bedrag for Øynene. Skyerne, sagde han, afbilde of¬
te ved et Tilfælde alle Slags Gestalter paa Horizon¬
ten, hvilke den sværmende Phantasie anseer for Slotte
og Templer. Derfor vil jeg ikke lade mig forføre fra
den angenemme Vey for at klavre op paa den steile
Klippe. Jeg vil roeligen oppebie min Skiæbne. Han
kom da Afgrunden nærmere. Men hvilken pludselig
Skræk overfaldt ham, Han saae ved sig et Menneske
at fare roligen ned med en Fakkel i Haanden, hvilket
han havde hentet af Templen. Han vendte sig derpaa


470
om til Temvlen, og saae den saa tydeligen og saa leven¬
de, at han var overbeviist om at det ikke var blot Spøg
og Opspind af den arbeydsomme Phantasie. Han slog
sine Hænder sammen fuld af Fortvivlelse, og raabte;
O! Gud en Fakkel! og derpaa foer han ned i Afgrun¬
den. Hans Ansigt fik derved saa græsselige Træk af
Siæle=Angst og Fortvivlelse at jeg vognede af det Jnd¬
tryk, som dette Syn giorde hos mig.
Wenn ich am Ende dieses Lebens
Abgrunde sehe, wo vergebens
Mein Geist zurücke strebt;
Wenn ich den Richter kommen høre,
Mit Wagen, Donner, und die Sphare
Vor seinem Fustritt bebt:
Wer wird alsdenn mein Schuggott
seyn


Erindring.
de Herrer Subscribentere,
paa
Proteus.
A¬
uctor til dette Ugeskrift lovede i Begyndelsen
Guld og grønne Skove, som dog imod For¬
leggerens Formodning blev forvandlet til ba¬
re Flyve=Sand og blotte Fælleder. Man seer heraf,
at mange lover det i deres Nød, som de ey kan holde
til deres Død, efter Ordsproget. Han ikke alene lo¬
vede Register, men endog, hvilket var det fornemmeste
og hans skyldigste Pligt, at fortsette Verket til Aarets
Udgang. Men man kan tænke, at han, som vilde i
alt svare til sit Navn, og være sig selv ulig, vilde og i
dette være en ulignelig Auctor. Havde han endda paa
hans første Blad til Val=Sprog, efterdi han vilde hans
foranderlige Skikkelse skulde være ukiendelig i Val¬
sprogs Forskiellighed, sat: Qui bene Coepit, habet di
midium facti o. Den som begynder vel, har halvt


fuldendt, kunde man maaskee have taget sig i Agt for
den ligesaa forunderlige, som foranderlige Protrus, ek.
ler dens Auctor, som, efter at have gjort en god Be¬
gyndelse, blev gandske usynlig, da han havde halvt
fuldendet. Denne Løfterige Auctor. lovede os ogsaa
iblant meget andet en Fortale til dette Skrift; men
han kunde vel ikke fortryde paa, om man belønnede
hans Ordholdenhed med en Bagtale, endog paa Prent
(thi han har vel selv hørt Folkes mundtllige Domme
om den forandrede Proteus). - Man vil ikke haabe,
at De Herrer Subscribentere fortryder, at de ikke faaer;
et prentet Beviis paa at de har holdt Proteus. De
behager efter den bekiendtgjorte Priis at imodtage de
skrevne Qvitteringer med Underskrift
Kiøbenhavn den
31 Dec. 1766.
Svend Rudius.


Fortegnelse
Paa samtlige Subscribentere paa den
Danske Proteus, som med Adresse¬
Contoirets Efterretninger bli¬
ver uddeelt.
Arends Studiosus.
Ancker Peder Fuldmægtig paa Bremerholm.
A. H. Commandeur Capitain.
Aucker Skriver ved gammel Holm.
Arnolsen Johan Studiof
Angustinus (ved det høye Krigs-Raad) Jusitz-Raad.
Ackerman.
Ahrensdorff, Oberst=Lientenant.
Varholin Seretair ved Kirke=uspectionen.
Beck Cantzelie=Raad
Balle Nicolai, Studios.
Birch Poul.
Baden, Conreetor i Helsingøer.
Bie, Capitain.
Bundsen, Mægler.
Brandt.
von Bernstorst, Cammer=Herre.
von Bulom, Hof=Junker.
Bon Fils, Brøgger.
Bøeg, Studios.
Borrebye.
Bortman, Commeree-Raad.
Bugge.


Bugge.
Berthilin, Capellan ved Trinitatis=Kirke.
Borneman, General=Auditeur.
Brde, Pedell.
Bendtsen, Fuldmægtig.
Bach Christian, Slots og Stifts=Gartner ved Walløe.
Beutzen, Hør=Kræmmer.
Bierøs, Andres,
von Bertench Lieutenant.
Beck, Jørgen, Laqvai hos Frøken Hofmesterinde von
Trolle.
Becker, Søe=Capitain.
Berth, Lars.
von Bergen, Frue Lands=Dommerinde.
Brandt, Joh. Detlem, Studiosus.
Blochrose, Studios.
Becker, Kirke=Jnspecteur.
Bang, Jens, Medicinæ Candidatus.
Brabrand, Justitz-Raad og Lands=Dommer.
Sonrad Ditlev og Søren Monrad, Studios.
Cassius, Fuldmægtig hos Mad. Hoffgaard.
Clansen, General Kriegs Commissarins.
Corsetz, Skrivere ved Admiralitetet.
Cirestie Werner Hosevinckel, Studios.
Carlsen, Commandeur.
Conradi, Bygnings=Jnspecteur.
Crusberg, Forvalter paa St. Jørgensberg ved Roskilde.
Carlevetz, von Kammer=Frøken hos Drønning Sophig
Magdalena.
Carthenser, Perukemager.
Cordtsen, Studiosus.
Clemmensen, Kok.
Dræbye


Deæbye, Frang, Studisus.
Daldorph, Casserer.
Dan, Skriver ved Søe=Etatens Bogholder=Contoir.
Dauw, Conferentz=Raad.
Dahl, Regiments -Skriver i Kollekolle.
Desmerciere, Frue Geheime Raadinde.
Sdelberg, Thee og Porcelain Handler
Engelhard, Regiments Qvarteer=Mester.
Eigtvedt, Frue.
Egede, Professor.
Emken, Perukemager.
Eller, Pastor i Strøe.-
Erichsen, Fuldmægtig hos den Engelske Reekslager.
Egerod, Studiosus.
Erichsen, Studiosus.
Ewald, Studiosus.
Funck.
Jriis, Procurator.
de Thura, Commandeur.
Friderichsen, Friderich, Kandestøber.
Falck, Justitz-Raad.
Færøe, Michael, Studios.
Fabritius, Doctor paa Friderichs=Høspital.
Fransing.
Fabritius, Provisor.
Flindt, Procurator.
Ferslem, Thee og Porcelain=Handler.
Fallenkamp.
Friedherg, Skudbos.
Fasting, Studios.
Fryborg
Frimoth, Auctions=Dirertenr.


Fries, Grev Vedel, Ober=Staldmester.
Otto Fabrit us, Studios.
Flensborg, Studiosus.
Flindorph, Studios. Juris.
Fromm, Christ an,
Foeg, Albert, Sergant ved Søe Etaten.
Farsmann, Supper=Cargue.
Gior, Studivsns.
Graahsted, Kandestøber.
Galten, paa Asseurante Contoiret.
Guldberg, Studiosus.
Gros, Rasmussen.
Gastmeser, Madame.
Gether, Slots=Forvalter paa Christiansborg.
Gyldenschiold, Capitain.
Gerner, Søe=Lientenant.
Gerner, Otto Jac. Thombsen, Søe=Lieutnant.
Gierning, Bendt Nielsen, Jslandsk Kiøbmand.
Graae, Agent.
Gorne, Hofmester hos Grev von Ø¬
Holm, Nicpolans.
Hoppe, Justitz-Raad.
Hansen, Fridcrich Ludvig.
Høyer, Kræmmer.
Hvistendal, Theehandler.
Hagen, Apoteker.
Holmsted, Justitz Raad.
Holm, Prem. Leutnant.
Hielde, Capitain.
Høyer Steffens, Groshandler.
Hein, von Capitain ved det Falsterske Regiment.
Hofmann Peder, Garver.


Hansen, Brygger.
Hæseker, Justitz-Raad.
Horn, Justiz-Raad og Poletiemester.
Hofgaard, Raadmand
Hermanni Lorentz Lorentzen, Jssenkræmmer.
Høeg, Post=Mester.
Hansen, Christian, Skriver paa Rentekammeret.
Hagerup, Assessor.i
Hansen, Joh. Fridr.
Hartmann & Wette.
Høeg, Jens, Jnformator hos Hof=Bygmester Anthon.
Hoffmann, Theehandser.
Hempel, Postmester i Faaborg.
Horup, Jens, Adresse Contoirs Bud.
Hiort, Studiosus.
Hoff, Michael, Adresse=Contoirs Bud.
Harm, Joh. Jens, ligeledes.
Haagensen, Justitz-Raad.
Hartung.
Jn
Holm, Bendir, Studiosus.
Holmaun, Lieutenant.
Holck, Agent.
Høyer, Guarde til Hest,
Jørgensen, Nicolai.
Dørgensen, Cantor paa Friderichs=Hospital.
Jørgensen, Cancellie=Raad.
Jessen, Joh.
Frue Jørgensen.
Johansen, Guldsmed.
Johansen, Kammer=Tiener hos Oherh. Marsch. Moltke.
OLirchhof, Justitz-Raad.
Kiær, Michael.


Msr. Oldrup, Kok hos Geheime-Raadi von der Libe.
Olrick, Hospital-Forstander i Helsingøer.
Ortved, Justitz-Raad.
Panli, Johan Conrad.
Pauli, Simon.
Mad. Preuss.
Hr. Pulz, ved det Falsterske Regiment.
Philippe.
Platz, Hof Muurmester.
Pauli, Cancellist.
Pflug, Capitain.
Platou, Michael.
Plesner, Hans Philip.
Prahl, Niels.
Peter Piper, og P. Nielsen.
Poppe, ved den Kongel. Myndt.
Meinhard, Commere=Secretair.
Richard, Sukker=Rafinadeur.
Rosenberg, Kræmmer.
Rohde, Cammer=Tiener hos Grevinde Laurvigen.
von Rantzon, Marschall.
von Rantzou, Amtmand.
Rothe, paa Rente-Kammeret.
Rømer, Groshandler.
Ritz, Michael, Studiosus.
Ravn, Forvalter paa Assistentz-Huuset.
Ring, Jnspecteur i Friderichs=Hospital.
Rehfeld, Secretaire i Kaneellet.
Reiniche, Studiosus.


Rudin, Mag.
Rothe, paa Rente-Kammeret.
Ryberg, Agent.
Nuhde, Hofmahler.
Hr. Rosted, Præst i Herfølge.
Rasmussen, Thomas, Studiosus.
Skierbeck, Lauris, paa N. Kammeret.
v. Schulin, Frue Grevinde.
v. Scheel, Kammer=Junker og Stift=Amtmand i
Bergen.
Schacht, ved det Rorske Liv=Regiment.
Sverdrup, Niels.
Sleth, Renteskriver.
Schnabel, Marcus, Studiosus.
Schytte, Magister.
Svendsen, Super Carga.
Storp, Raadmand.
Schonberg, Bendt, Studiosus.
Frue Saeedorff, Professorinde.
Snechel, Fuldmægtig paa Rente-Kammeret.
Schilderup.
Saabye, Hans Egede.
Svane, Fuldmægtig paa Rente=Kammeret.
Schiøt, Cancellie=Raad.
Storm, Justus.
Schultz, Joachim, Sergeant ved Søe=Etaten.
Saudøe, Studiosus.
Spliidt, Johan Christian, Addresse=Contoirs Bud.
Schuldsted, Rejersen, hos Grev Haxthausen paa
Amalienborg.


Sahlhold, Ehlers, Studiosus.
Styhr, Andreas, Studios.
Svendsen, Provineial, Chirurgus i Tryggemelde.
Schmith, Henrich, Herreds-Foged i Nakskou.
Schrøder, Fuldmægtig i Secret. Mørcks Contoir.
Seavenius, Justitz-Raad.
Steenholm, Skrivere ved Jslandske=Contoir.
Sevrl, Pastor i Hammer.
Schierning, Niels, Musicus.
Stadius, Claus.
Schønfeld, Kandestøber.
Stiebolt, ved Søe-Etat.
Terentins.
Thura, Commandeur.
Trie, Supper Cargu.
Turane, Comsumptions=Skriver.
Thulstrup, Jørgen.
de Thura, Licutnant.
Hr. Trøyel, Pastor.
Thaarup, Harm, Casserer.
Thaarup, Copiist ved det høye Krigs-Raad.
Thornam, Peder.
Thorværd, A. C. L. Kiøbmand i Nyekisbing paa
Falster.


Truelsen, Lyder, Guldsmed=Svend.
Thrones, Studiosus.
Thorlacius, Studiosus.
de Thott, Frue Geheime-Raadinde.
Weligh, George, Studisus.
Wittrog, Berider.
Woetmann, Volhard.
Walbohm, Urtekræmmer.
Weilbye, Jørgen.
Wilder.
Winchel, Peder.
Westengaard, Berthel, Brygger.
Weyde, Brøgger.
Wulfsberg, Erich Bolling.
Valert, Kongel. Laquai.
Wiedemann, Amts=Chirurgus.
Wendorff, Muur=Mester.
hon Walmoden, Kammer=Junker.
Valentinsen, Hørkræmmer.
Worsøe, Studiosus.


Wejerslem, Vejer=Mester.
Wittrup, Bogholder.
Wahl, Studiosus.
Wiibe, Jens Jensen.
With, Jens George, Studiosus.
Weise, Justitz-Raad.
Zedelius.
pagnie.
Dunkenberg. Bogholder ved det Jlandske=Com¬


