Den
Danske
SPECTATORS
Philosophiske
SPECTATOR.
No. I.
Sælges for 2. Skilling.
KJØBERHAVN, 1744.
Trykt og bekostet af Niels Hansen Møller boendes i Skiden¬
Stræde, og findes hos hannem til kiøbs.


Min Elskelige Læser!
J¬
eg har med saa stor Fornøyelse igiennemlæset den
fornuftige Spectators ugentlige Ark, at jeg ved dis¬
ses Læsning har fatted Tanker, som Philosophus
at igiennemgaa dem, og under nøyere Betænk¬
ning give mine Medbrødere de Tanker, som kunde tiene til
at giøre Spectators Arbeide end meere behagelig; og dersom
du vil, Min Elskelige Læsere, kiende og følge de givne Sand¬
heder, end meere nyttig.
Det som har oplived disse mine Tanker er den Kierlig¬
hed jeg har erfaret at findis til Spectators Ark, hvilken gi¬
ver mig Andledning at slutte rimelig til Begiærlighed efter
at have nøyere Jndsigt i sammes meget nyttige Lærdomme,
denne jeg lover hermed oprigtig ugentlig over hver Ark at
vil meddeele Min Læsere.


Begierligheden til Spectators Ark er meget berømme¬
lig; deels fordi den beviidner en nogenleedis almindelig Kiær¬
lighed til at læse opbyggelige Skrifter, deels fordi den be¬
vidner en nogenleeds almindelig Kiærlighed til at læse
Danske Skrifter, og derved at hielpe Danske Hierner af
med deres fornuftige Fostre, hvilke ellers enten maatte qvæ¬
lis i Fødselen eller tiene i een Urte=Kræmmers Bod for
Kræmmer=Huus, deels fordi den giver den Lærde Verden
til kiende, at Dannemark har lige saa vel en stor Deel Sand¬
heds, Dydens og sit egets oprigtige Elskere, som andre Ri¬
ger: hvilkes Mangel ellers anføres, som en Aarsag til Man¬
gel paa Danske Skribentere og paa eendeel fattigere Bogtryk¬
kere her end andre Stæder.
Det samme, som har givet Spectator sit Kalds=Brev,
har og kaldet mine Tanker frem paa det almindelige Tænke¬
Theatrum, nemlig Kiærlighed til mit Fæderne=Land og den
Forbintlighed som paaligger mig at befordre saa meget jeg
kand min egen og andres Fuldkommenhed.
Leiligheden har Spectators fornuftig sammenskrevne
Ark given mig; skulde der derfor i Andledning af dem frem¬
komme nogle dyde fulde Tanker, da bør Spectator have Tak;
dog fornemmelig Gud, af hvis Forsiun ald Leilighed de¬
penderer, og følgelig denne ved Spectator givne.
Spectator kalder sig med det Naun, fordi det synes Ham
selv meest overeenstemmende med sin Station; jeg kaldes og
Spectator fordi det synes mig mest overeenstemmende med
det Embede jeg har udvalt mig.
De Skue=Pladse, vi haver udvalt os at være Specta¬
tores paa ere foranderlige i henseende til deres Størelse, thi


hand har udvalt sig Verden, jeg derimod et af hans Ark,
hvilket er meget mindre end Verden.
Tingene som skal falde under vores Eftertanke og over
hvilke vi vil give vore Reflexioner, ere ogsaa foranderlige i
henseende til deres Tall; Thi hand tager alle Ting til Efter¬
tanke, og giver over enhver Ting sine Reflexioner; (NB.
Om det er et Menniske mueligt, hvilket jeg dog virkelig veed
Spectator at være, og end meere at hand er et fornuftig
Menniske, thi den i henseende til Kundskab Ufornuftige, har
saa stor Mangel paa Kundskab, at det var den umueligt at
tenke og skrive som Spectator har tænkt og skreven) jeg der
imod tillader ingen Ting at falde under min Eftertanke i
mine Ark, og giver over ingen Ting mine Reflexioner uden
dem som findes i Spectators Ark, og disse Ting ere ikke alle
Ting.
I Henseende til Maaden at beskue og give Reflexioner
paa, ere vi ligeledes foranderlige; Thi han beskuer og
giver Reflexioner over Fæderne=Landets Laster v. Udyder,
for at giøre dem vederstyggelige for sine Elskere paa een
Satyrisk Maade, jeg derimod anseer dem virkelig for det
Spectator har afmaled dem, men desuden vil jeg give Phi¬
losophiske Betenkninger som give Andledning til Dyden
paa een Philosophisk Maade saa vit mueligt er. Han stræ¬
ber at giøre Laster v. Udyder vederstyggelige; jeg derimod
vil stræbe at giøre hans Arbeide end meere behagelig; saa at
Spectator skal ikke vente mig at blive sin Ant Spectator,
uden der, hvor Spectanda ve de Ting som burde ansees
ere snigede ham for hastig forbi, og han derfor har seet
den følgende Ting anderledes an, end den virkelig var.
Han grunder sine Reflexioner paa Erfarenhed, og hvad


som er vederfared ham selv, som den der ey lidet er forsøgt
i Verdens Tummel og til een Tiid har været en Bold for
Lykken, jeg derimod vil stræbe, som Philosophus, at grun¬
de mine Tanker paa Menniskets Væsen og Natur, og føl¬
gelig ey forestille noget, som er imod Erfarenhed; Dette har
vi tilfælles med hverandre at være Lykkens Bold, dog med
den Forskiæl at han efter hans egne Ord har vaaren den
jeg derimod er den endnu, og sant at sige: har den Tanke
at blive den, saa længe jeg lever. Thi at være Lykkens Bold
meener jeg er at være en Ting som dependere af Lykken; Lyk¬
ken dependerer af Guds Forsiun, følgelig at være Lykkens
Bold er at dependere af Guds Forsiun, og hvo vilde ey depen¬
dere af Guds Forsiun, som har optimumd: det Beste til
Øyemeed, og een efter den allerfuldkomneste Viisdom ind¬
retted Kiærlighed som bevægende Aarsag til at naae sit Øye,
med; Dets uden har jeg den Tanke at alle Ting endog alle
de, som vil dependere af deres egen enten til deels virkelige el¬
ler til deels taabelige Forstands Indretninger (skiønt imod
deres Vidende og Villie) dependere af Lykken, og følgelig
af Guds Forsiun, saa at de alle ere en Bold for Lykken.
Jeg tænker derfor at det er bedre at dependere af Lykken
fornuftig om med Glæde i og over Guds Forsiuns Direction,
end at dependere af sine egne forstandig indrettede Giernin¬
ger, hvis Udfald (enten man vil eller ey dependerer dog
gandske og aldeeles af Lykken og følgelig af Guds Forsiun.
Jeg slutter rimelig, at mit Arbeide vil opvække een
Slags Begiærlighed efter at vide hvem jeg er, og derfor
vil for nogenledes at mætte den Begierlighed meddeele føl¬
gende:
Jeg er i Henseende til Fødselen det samme, som Spe¬
ctator. Af Profession er jeg saadan en Studiosus Philoso¬


phiæ, at jeg troer alle Guds aabenbarede Sandheder. Min
Complexion er ey saa ubegribelig som Spectators; Thi toe
stridige Gierninger, kand jeg ey giøre paa eengang efterdi det
er umueligt; Men at den ene kand følge paa den anden
hos mig, som den allerufuldkomneste, negter jeg ikke. Jeg
er altid fornøyet med mine Omstændigheder enten de ere
virkelig Gode eller de synes Onde; Aarsagen er, at jeg an¬
seer mig som Menniske for det jeg er nemlig en Undersaat
i Guds Staat, og GUd for det han er, nemlig den aller¬
viiseste, allerkiærligste, og allmægtigste Monarch, som at
Kierlighed til sine Undersaatter vil, formedelst sin Aldmagt
kand, og efter sin allerfuldkomneste Viisdom virkelig uddee¬
ler saa mange gode Ting, som han uden det aldmindelige
Bestes skade kand, og andre gode Ting begiærer jeg ikke; Men
derfor overlader jeg mig til ham, han giøre med mig hvad
han kiender best at være; Dog glemmer jeg ey med Viden¬
de og Villie at giøre saa meget jeg kand, af det jeg som Un¬
dersaat i denne Staat bør giøre. Dersom jeg vilde sige, at
slette Omstændigheder rørde mig intet, da talede jeg uri¬
melig, men naar jeg siger at slette Omstændigheder formaa
ey at omstøde eller til intet giøre min Fornøyelse da taler jeg
Sandhed. Jeg anseer Fattigdom og Rigdom, Foragt
og Ære ey med Foragtelige. (Thi det var at foragte min Mo¬
narchs Villie og Regiering) men med fornøyelige Øyen.
Denne Forandring er der i denne Sag imellem mig og Spe¬
ctator, at han anseer denne Gelassenhed eller Hengivelse,
som en Virkning af Phlegmas, de tykke Vedsker i Legemet,
jeg derimod anseer denne som en Virkning af de Sandhe¬
der mig ere givne ved Naturens eller Fornuftens Lys. Jeg
holder ligesom Spectator ingen Menniske for Gud, dog bøyer
jeg mig for alle in Publico Værdig giordte, fornemmelig for
dem, som ere Dydige, for at viise, at jeg vil ære den, som


til
Kongen ærer og at jeg er kiendere saavelsom Elskere af Dy¬
den. Thi skulde det hende sig at jeg bøyede mig engang
for een Udydig; saa krænker det mig aldeeles ikke. Thi jeg
tænker. Dersom han ikke er dydig, saa har jeg dog med min
Æresbeviisning vildet give ham tilkiende at han burde være
dydig. Min Philosophie er den samme som Spectators; Men
om nogen kalder den en Wolfianer, som stræber efter at faa
eller allerrede har Guds og Dydens grundige Kundskab paa
den naturligste Maade, saa er jeg en Wolfianer, forstaaes
Ordet i anden Meening saa er jeg ingen Wolfianer. J min
Religion er jeg ligesom Spectator, men dersom nogen kalder
den en Lutheran, som troer at blive salig ved intet andet
end Esum Christum, og i Kraft af den Troe stræber daglig
meere og meere at voxe i Kierlighed til Gud, sig selv og sin
Næste, saa er jeg een Lutheran, forstaaes Ordet i anden Be¬
mærkelse, saa er jeg ingen Lutheran. Thi i Ord=Krig er jeg
meget god at komme til rette med, efterdi jeg seer allermeest
paa Tingen og i dend paa Sandhed. De øvrige mine Par¬
ticularia og Navn holder jeg for unødvendig at giøre bekiend¬
te, og skulde jeg nogen Tiid finde det nødig, da skal jeg med
Fornøyelse give dem og det tilkiende.
Dette er det, som jeg for nærværende Tid, som Forta¬
le til mit Foretagende har vildet fremføre, mit Arbeides
Continuation dependere af mine elskelige Læseres
Begierlighed, hvilken jeg saavidt Sandhed og
Dyd tillader, skal stræbe at
fyldest giøre.


Philosophiske Betænkninger
Over den
Danske SPECTATORS
Andet Ark.
No. 2.
Udgivet den 30 Novembris 1744.
Sælges udi N. H. Møllers Bogtrykkerie (som findes i første Huus
fra Hiørnet af Lille Kiøbmager=Gade og Skiden=Stræde lige
over for Regentz=Muuren) for 2 Skilling.
Den retskafne Patriot.
Non sibi, sed Patriæ natus sibi vivere non vult
Nec sibi, sed Patriæ Consulit ille suæ
Despiciuntur opes, Patriæqve accensus amore
Pro Patria vitam ponere dulce putat.
Dette er paa Dansk:
Den retskafne Patriot, som er ey allene for sit, men tillige for
Fæderne=Landets Beste kommen til Verden, vil ey leve for sig
selv; Han seer ikke paa sit eget Beste, men tillige paa Fæderne¬
Landets. Hans Gods og Midler agter han ringe, ja han
har saa stor Kierlighed til sit Fæderne=Land, at han døer med
Fornøyelse for samme. NB. Om dets Beste paa ingen anden
Maade end ved at overlade sit Liv skulle kunde befordres.
I. Arkets kortelige Jndhold og Reflexioner,
over samme.
D¬
en Danske Spectator fører i dette Ark Krig, imod
nogle af de Laster, som omskabe vore Lands=Mænd,
til uretskafne Patrioter eller uægte Lands=Mænd


10
Denne hans reedelige Intention er een Egte=Kierlighed til Fæder¬
ne=Landets almindelige Velgaaende, og bør han derfor at elskes af
enhver som en retsindig Patriot. Jeg vil ønske at denne hans Krig
maatte borttage alle u-ægte Lands=Mænds ikke legemlige Liv; Thi det
var at vilde berøve Fæderne=Landet endeel og maaskee stor Mængde,
Mennisker; men de Lasters Liv, som vanskabe dem til u-ægte Lands¬
Mænd; Thi saa kunde man vente, at, naar de fik den Kundskab,
som behøves til at være en retskaffen Patriot, kunde de med Tiden ved
at leve efter denne blive Fæderne Landets ægte Børn i Gierningen.
Den første, den Danske Spectator antafter som en u¬
ægte Patriot er Posthumus, en Person, hvis Habilitet eller
Færdighed til at kunde tiene Fæderne=Landet, bestaaer al¬
leene i at have ført en Lygte i nogle Aar for en anden.
Dette giør ham ey til en uægte Patriot, saa længe han bliver i
den Forretning; Thi end og den ringeste i Landet, naar han giør det
han kand og bør giøre for en anden, der ligeledes giør hvad han kand
og bør giøre til at befordre det almindelige Velgaaende, er en ægte
Patriot, endskiønt hans Stæd paa det almindelige Legeme er nederst
paa Foden.
Denne samme Posthumus bilder sig ind at kunde fore¬
staae det vigtigste Embede, søger derfor udelig om samme,
og endelig faaer han det.
Stakkels Posthumus er, som den, der aldrig har været eller lært
andet, end at være Lygte=Mand, at undskylde i sin Jndbildning og
Ansøgning, efterdi det kommer af Vankundighed, som giør, at han
ey kand indsee Embedets Forretninger, og følgelig ey kand giøre Lig¬
ning imellem disse og sine Kræfter, for at faae at vide, om han kand
forrestaae Embedet, men han tager de Principia, som hænge nærmest
ved Lygten, og slutter: Lygten giver eendeel gode Drikke=Penge, men
tillige trætte Been, dette vigtige Embede giver endnu fleere Drikke¬
Penge uden at faae trætte Been, ergo, er det best at søge det. Der¬
paa søgte han det, og fik det, og nu er han i Embedet en u-ægte Patriot.
Men hvem har gjort ham til den? Han selv ikke; Thi han er van¬
kundig, og følgelig dumdristig, og han fik Embedet ved en Hændelse.


11
Phil
Hvem da? Den af Posthumi Lygte=Skin forblindede Recommenda¬
tion, som har formaaed Retsindigheds Forstand, til at anlee ham
som meritered at han kunde forrestaae saa vigtigt et Embede, som han
har, da han dog ikke var, er, eller bliver det
Kiære Posthumi, som endnu ey have faaed Embeder, vil J ly¬
de mig, da mager det saa, at den Danske Spectators givne Tanker
om denne Posthumo blive u-sandfærdige hos Eder; Stræber, naar
Lygten er af Hænderne, at giøre Eder velskikkede til Fæderne=Landets
Tieneste, efter Eders Omstændigheder; Søger saa Embeder, men
ingen, uden dem J kunde forrette virkelig, og forrestaae det annam¬
mede Embede saaledes, at Fæderne=Landets Velgaaende ved Eders
Forretning kand fremmes, saa behøves ey, at J nødes til at overlade
Eder selv, Familie og Fæderne=Landets Velgaaende, i en habil Fuld¬
mægtiges frie Disposition; Men J kand da, dersom Eders Forret¬
ningers Mængde endelig udfordrer en Fuldmægtig, stedse see ham paa
Fingrene med fornuftige og kierlige Øyne, og derved giøre ham, om
han skulle ville være Uretsindig, til en ægte Patriot, og naar dette skeer,
da er jeg forsikkret, at den reedelige Danske Spectator, fatter gandske
andre Tanker om Eder, end han med rette har fattet om den omtalte
Posthumo.
For det Andet forestiller den Danske Spectator tvende
Brødre, Hebetium og Ignorantium, disse begge ere blevne
Studentere imod deres naturlige Disposition; Thi de ere li¬
gesaa uskikkede til Studeringer, som et Asen til Lure=Spillen.
Vist nok er det, at disse, som slette Studentere, ere u-ægte Pa¬
trioter; Thi foruden andet Onde som flyder af dette, vanære disse Fæ¬
derne=Landet, just i det de forøge Dosmer=Rullen, og derved foraar¬
sage slette Domme om Studeringers Floer i Fæderne=Landet hos Frem¬
mede, som riimelig slutte af Mængde til det Almindelige, saa at dersom
der ikke fandtes nogle anderledes dannede Studentere end disse Hebetii
og Ignorantii, saa blev Fremmedes Domme om Studeringers Floer i
Fæderne=Landet Sandhed; Men Skylden til, at disse ere blevne Lan¬
dets u-ægte Børn er meest hos disses urimelige Forældre. Thi man
kand forestille sig (i Anledning af den Danske Spectators Lignelse)
Disse i henseende til Studeringer som tvende Asene, der skal lære at


spille paa Liire, og deres Forældre som de, der befale denne urimelige
Spillen, og saa er det let at slutte, hvem af disse, der er meest skyld
til Uriimeligheden, enten de Asene, som skal spille paa Liiren imod Na¬
turen, eller de Personer, som befale dem at spille.
Kiære Forældre! Skulle eders Børn ey kunde lære andet end spille
paa Liire, saa lad dem lære det. Jeg vil sige hermed: Lad jere Børn
lære det som de af Naturen ere dannede til, og tænk i deres Opdragel¬
se paa at danne dem efter deres natuurlige Disposition eller Beqvem¬
melighed til i Fremtiden at kunde blive nyttige Lemmer paa vores al¬
mindelige Legeme o. ægte Patrioter. Disse have efter Spectators
sigende udstaaet Examina; c: gived Prøver, i hvad Studiis
veed jeg ikke, men dette veed jeg, at det er Lykken meere at tilskrive, end
deres Forstand at de slap; thi Hebetius og Ignorantius har jo ingen
Forstand.
Nu venter de at høste Frugten af deres Arbeyde.
Ja men, Lad dem da faae den; De høste vel ikke meeget, siden
de ikke have Forstand til at faae meeget, eller at faae vel; Men Gud
forbyde ved Retsindigheds Handthævere, at Fæderne=Landet skulle
høste Frugten af deres Arbeyde, og dem at høste Frugten af solide Stu¬
deringer; Thi dersom disse Toe blive Kirkens anseelige Lemmer, saa
frygter jeg for, at den Part af Kirken, som de skal forrestaae vil miste
sin Anseelse. Og blive de anseelige Lemmer i Staaten, saa tvivler jeg
om, at Soliditet eller dybsindig og viis Jndsigt i Sandhed saavelsom
Redelighed, faaer sin tilbørlige Løn; Skulle de blive Lemmer ved
Medicinen til at fremme og tienne Fæderne=Landet med samme, da
frygter jeg, Anatomie, Chirurgie og Medicin blev hos dem forblen¬
det, saa at de som Anatomici ledte vel om Læveren i Hiernen; som Chi¬
rurgi curerede Been=Brud med Pulvere, og som Medici curerede de
vel Svindseet eller Lunge=Syge med Beeg=Plaster. Skulle de blive
Lemmer til at fremme Philologien, saa er jeg bange, at de glemte sig selv og
sine Discipler ved at passe paa Gloser, og i dem paa Bogstaver og Sta¬
velser, og da troer jeg vist, at de laante deres sløve og fattige For¬
stand til at leede efter de gamle Rommeres Tøfler, Skoe og Støvler.
For det tredie tegner den Danske Spectator iblant uægte
Patrioter Sartorium, een Mand, som forstaaer at tiene


hil¬
Fat¬
Fæderne=Landet med sin Sye=Maal, og er saa lykkelig, at
han behøver kun at skiære til, og lade saa sine Svenne for¬
færdige Arbeydet.
Dette udelukker ham ligesaa lidet fra at være ægte Patriot, som
Menniskens Fordømmelse udelukker fra Salighed.
Denne Sartorius studerer med en ugemeen Jver Avi¬
serne og Staats=Sager.
Dette sletter ham ikke heller ud af ægte Patrioters Liste; Thi at
ville vilde meere, end sit Haandverk, og følgelig at ville viide hvad
Ting, som fortælles i Aviserne, er ey at være en u-ægte Patriot. Thi
dersom Contrarium (det, som der er imod) var Sandhed, da blev
det en Følge, at Sartorius ey burde stræbe efter at nyde Kundskab til
Salighed, og det er imod Sandhed. Men kandskee han stræber ey
heller efter den, siden han efter Spectators Siigende, har lært at giø¬
re sig selv saa profitable Snit, og er det saa, da giør han meget ilde,
i det han læser Aviserne, førend han har nogenledes Guds og Dydens
Kundskab inde, efterdi den burde være den første. Og man kand
sagte lade ham læse Aviserne. Thi han læser og forstaaer dem som
Sartorius, efterdi der behøves meere end Sye Naal og Traad til at see
ind i Staats=Affaires.
Denne Sartorius lægger sin Sye=Raal, og efter en i
Traad Slagen Færdighed, i de Ungerske og Polske Affaires,
giør Ansøgning om Staats-Betieninger.
Kiære Sartorius! Behold Sye=Naalen saa længe J lever, eller
og, faae først Betienningen førend J lægger den reent bort, om J vil
være en ægte Patriot. Og sandelig dersom Retsindighed seer ret til,
saa skal J aldrig faae Lov til at blive andet, end en ægte Sye Naals
Patriot; Thi dersom J blev Staats=Mand, saa maatte man frygte,
at J syede heele Verden sammen med Eders sædvanlige Sye=Sting,
og da vilde Uroligheden blive endnu meere end den er.
Oprigtige Danske Spectator, Din reedelige Nidkiærhed sinnes i
mine ringe Studenter=Tanker at gaae for vit, naar du i dit Ark Pag. 11.
Lin 19. siger: At da disse omtalte tragte efter det, til hvilket


der
de ey ere dannede, kand de i een Hast hielpe en Republiqve
paa Knæene.
Ney men! Retsindighed boer jo endnu i Fæderne=Landet, end¬
skiønt den siunes at eye for sin egen Person den mindste Deel i samme,
og den har taget Assurance hos den aldmægtige GUd paa sine reedeli¬
ge og fornuftig indrettede Gierninger, saa jeg tvivler ey paa, at om
disse Gierninger ved Hands Tilladelse skulle for ulykkes, Hand jo da,
som den aldviiseste Assurandeur opretter den Skade, som de for ulyk¬
kede Gierninger har kundet foraarsage, og følgelig at vores Republi¬
qve ey ved disse daarlige Gierninger skal komme paa Knæerne. Og
det saa meget destomindre, siden de fleeste af disse endnu søge og ikke
have faaed Betienninger, ja GUd give de aldrig maae faae dem.
u da jeg sidder i Tanke at continuere Spectators andet Arks kor¬
N telige Jndhold, og mine eenfoldige Reflexioner over samme, faaer
jeg hands 28de Ark; og saa snart jeg tager samme sammenlagt i Haan¬
den, faaer jeg Anledning at igiennemlæse et P. S. som bliver mig Aar¬
sag til at holde op midt i mit Arbeide og reservere de øvrige Reflexio¬
ner over dette Spectators Ark tillige med de Tanker, som tiener til
nøyere Jndsigt i samme at afhandle, udi mit følgende Ark, efterdi jeg,
som endnu ey har været for lyset, nødes til at svare paa de Tanker, som
sigte til mig udi hands P. S.
Dette findes i det 28de Ark Pag 244 og tienner da til
kiærlig Giensvar følgende:
Redelige Danske Spectator, Hvorledes har det sat med din Siæl¬
at du ved et lidet Avertissement i Aviserne kunde saaledes foruroeli¬
ges over dends Tanker, af hvilkens du endnu ingen haver seet. Jeg
tænkte, at du efter dine egene Ord ansaae Foragt og Ære med for¬
agtelige Øyne, og følgelig dette Avertissement med samme, fuld for¬
sikret, at din der nævnte Philosophiske Spectator vilde fremkomme med
Tanker, som sigtede til een af Deelene, eller til ingen af dem, og føl¬
gelig ikke talede eller skrev imod ham førend du saae, om hand var u¬
riimelig i sine Tanker over dit Arbeide.
Dersom jeg var vandt til at troe Drømme, saa troede jeg, at
du var virkelig anderledes qvalificeret i Forstand og Villie, end jeg


har forestillet mig dig; thi du siger i dit P. S., at du mærker, at du
maaskee kand vente fleere Modstandere (jeg kand tænke Publiqve) men
hvem har du endnu? uden Anti=Spectator, og han giør dig ingen Ska¬
de, mig har du ikke nødig at vente som Modstandere, siden jeg er
Philosophus, og stræber daglig at blive Herre over urimelige Passioner.
Dette skulle du ey have sagt: At endnu fleere vil kaste Lod ud,
for at forsøge Dybet i Publici Pung; thi som Spectatores er du og
Anti=Spectator de første; og at prøve om der findes Toe Skilling,
til at kiøbe sig et Ark Papier (som forestiller fornuftige Tanker) i
den Lomme, som der findes mange Toe Skillinger til mindre nyttige
Ting, er jo ikke utilladelig, uden du vil sige, at ingen, uden du og
Anti=Spectator have den Rættighed; saa jeg snart skulle tænke, at du,
som vil ansee alle, ey kand taale, at din Philosophiske Spectator vil
see paa dig. Men mærk! jeg drømmer.
Dette forsikkrer jeg dig i Sandhed, at jeg ikke skriver for at
skrive alleene, men tillige for at giøre dit Arbeyde end meere behagelig,
og med fornuftige Tanker at tiene min Næste, saa at det giøres ey nø¬
dig at nedlægge din Pen, i Tanke at befrie Fæderne=Landet fra at
blive en Strids=Plads; Thi som Philosoph slaaes jeg aldrig uden
i Livs Fare med Næverne og nærværende Instrumenter, og skulle du
med Pennen i dine Ark vilde antaste mig for din Fiende, saa slaaer
du mig jo kun paa Papieret, og om jeg paa den Maade slaaer igien,
saa bliver jo Papiret=Strids=Pladsen, og følgelig Fæderne=Landet
frie for at blive den.
Jeg forsikkrer ligeledes i Sandhed, at du ey skal have nødig at
forsvare din Sag imod mig som din Fiende hverken privat eller pu¬
bliqve. Thi hverken er jeg eller bliver den.
Dette kommer mig underlig for, at du har forresat dig at foragte
Philosophen, førend du veed, enten han er foragtelig eller ey Det
lader her, som du fattes tilbørlig Agtsomhed paa dine egenne Tanker,
og har et hade fuld Hierte, siden du sætter dig for at hade den du ikke kien¬
der. Men mærk! jeg drømmer.
Det var artigt nok, om du gav maanedlig Journal over disse
Philosophiske Blade, thi saa er jeg bange, at alle Spectatores bleve
forjagede.


16
en
Den Erindring og Critiqve, du giver over den Titul jeg giver
disse mine Blade, kommer mig ligeledes forunderlig for, thi du anseer
den som ey Philosophisk, Tvetydig, og du nenner ey at kalde dend
interesseret, men jeg anseer den for ligesaa Philosophisk og tydelig, som
den du har givet dine Ark, og det har jeg saa meeget meere Aarsag at
tenke, siden du i Anledning af den snart (om du ikke havde vidst bædre)
havde sluttet at du selv var Autor.
Navnet kommer dig selsomt for, kand skee det ogsaa er det, efter¬
di det ey er saa almindeligt i Verden, som det Navn Spectator, men
i hvor selsomt Navnet end er, saa kand det dog være mueligt, at der
kand findes noget Got under det Navn.
Du meener, at denne Titul skal give Anledning til den Politi¬
ske Theologiske=Polemiske Spectator, maaeskee! Jeg skal lade det væ¬
re u-sagt; og skeer det, da har vi alle Navn af dit Navn, men dette
er jeg forsikret, at den Malebariske Spectator kommer ey for Lyset, som
Maalebarisk, i det Danske Sprog, uden den bliver verteret, eller Jnd¬
bildings Kraften i en raillerende Hierne faaer Unger.
Det øvrige i dette dit P. S. saavelsom snart altsammen siunes at
ville giøre din Philosophiske Spectators Arbeyde mistænkeligt og forag¬
teligt hos vore Medbrødre paa det du allene skulle læses, og din For¬
lægger have sin liden Fordeel; Men hvorfor ey min Forlægger lidet med?
Dog mærk! jeg drømmer: Og efterdi jeg troer ingen Drømme,
saa forsikrer jeg dig i Sandhed, at jeg har den Tanke om dig at du er
en Fornuftig og Redelig Dansk Spectator.
Forbyd derfor din lmagination Redelige Spectator, at bevæge
dig med sine Forrestillinger til at skrive fleere saadanne P. S.
førend du har seet mig at være din Fiende.
49


Philosophiske Betænkninger
og nøyere Jndsigt,
i den
Danske SPECTATORS.
Andet Ark.
No. 3.
Udgivet den 7 Decembris 1744.
Sælges udi N. H. Møllers Bogtrykkerie (som findes i første Huus
fra Hiørnet af Lille Kiøbmager=Gade og Skiden=Stræde lige¬
over for Regentz=Muuren) for 2 Skilling.
I. Continuation af det andet Arks kortelige
Jndhold og Reflexioner over samme.
J Tanke at min fornuftige Læsere ikke regner mig det til Onde
at jeg har tilladet det andet af mine Ark at fremkomme saa af¬
brudt i sin Materie, men at han skiønner at det var min Skyl¬
dighed mod mig selv at deele mine Tanker saaledes som er
skeet, vil jeg continuere mit Arbeide og vente at nyde den Kiær¬
lighed man har misundt mig, førend jeg som Philosophisk
Spectator var kommen til Verden.
F¬
or det fierde findes antegnede nogle uægte Patrioter,
som kaldes Project=Magere, det skal være efter Specta¬
tors videre Forklaring, nogle i det ringeste ihenseende til Skab¬
ningen Mennisker, hvis Opfindelses Kunst skal bestaa i at
opfinde Maader paa hvilke de kand tvinge den største Deel af
Publici Seene=Saft i sit eget Penge=Legeme, og søge allee¬
ne selv at leve om det endogsaa skulde skee ved Publici Død.
Jeg maa i Sandhed tilstaae at ingen af de endnu anførte ere saa
uægte Patrioter som disse. Thi de før omtalte kand man ey med rette


den Dan¬
18
kalde med Vidende og Villie værende uægte Patrioter, efterdi det har
sin Oprindelse hos dem af Vankundighed, at vilde Fæderne=Landet saa
ilde. Men disse veed at de vil Fæderne=Landet ilde, uden jeg skal tænke:
at de har den Tanke, at det er Fæderne=Landet godt at det har ingen
Penge, og den er jeg forsikret om at de ey have, efterdi de tænke om
sig selv, at det er dem ondt at have ingen Penge, og derfor søge at faa
Penge ved Projecter, som sigte til at udtømme sine Medbrødres Pun¬
ge, saa, at i det de forestille sig sine Medbrødres Pungs Udtømmelse,
som det nærmeste Øyemeed for sine Projecter, veed de, at det er et On¬
de for deres Medbrødre og følgelig for Fæderne=Landet; og i det de vil
deres Projecters Fremgang, vil de dette Onde, og derfor med rette kand
siges at være med Viidende og Villie uægte Patrioter.
Disse have 15 Projecter i Hovedet om Dagen.
Det er merkeligt 15 Projecter om Dagen, det er om Aaret 5460.
Ulyksalige Siæle, i hvilke gules saa mange Ulykker; dersom disse i ste¬
den for virkelig at være Mennesker vare Fugle, saa kunde man kalde
dem Ulykke=Fugle. Dog, Gud skee Lov, at deres disse Projecter blive
i Moderens Liv et i Project=Magernis yngelsomme Hierne, og Gud
forbyde at deres Hierne skulde føde disse Unger til Verden; Thi Specta¬
tor siger, at disse Project=Magere ere mange, og tænk: da vilde Ret¬
sindighed saa saa meget at bestille, med at i rette sætte den Uordentlig¬
hed som disse have stiftet i Staaten, at den fik kun liden Tiid til at tæn¬
ke paa Fæderne=Landets Velgaaende.
Det er ligeleedes forunderligt, at naar man efter Spectators An¬
viisning igiennemseer disse 5460 Projecter, saa synes de alle at sigte
til dem selv, da de dog alle sigte til deres Penge=Pung eller Spare¬
Bøsser, saa man kand ey sige at de virkelig sigte til dem selv, uden
man vilde sige at de vare Spare=Bøsser, eller at de som Penge=Punge
laa i deres egen Buxe=Lomme. Og kand skee der findes de der af een
u-forstandig saa kaldet Medynk ønske dem at være een af Deelene for at
befrie dem fra ævig Ulykke efter Døden, siden de som Project=Magere,
tenke jo kun paa Penge, hvilke tiene Mennisket ey til gode i Ævigheden;
sluttende at de da kunde crepere som Spare=Bøsser eller Penge=Punge,
og ey som Mennisker der allene pønseet paa andres Ulyksalighed. Men
jeg som Philosophus, der bør have een almindelig Kiærlighed til alle Men¬


19
nisker, og følgelig til Project=Magere, ønsker dem ikke dette, men jeg
vil ønske dem at de maatte indsee i Tiiden; forlade sine aarlige 5460
Projecter, og pønse (om de have Forstand) paa de Ting, som kunde
virkelig tiene dem selv og Fæderne=Landet til beste. Thi sandt at sige
det giør mig virkelig ondt, og er virkelig een stor Skade for dem, at
der ikke indfalder dem en Project (tillad at jeg uden at skade Sandhed,
og Dyd kalder fornuftige og dydige Tanker med det Navn) sigtende
til at faa bedre Forstand. Og det vil jeg som Philosophus ønske dem,
efterdi jeg seer ingen Ting efter deres Omstendigheder at kunde være dem
meere tienlig, end at blive forstandige og derved fri fra Daare=Kisten.
Efter disses givne Potrait eller Afritzning eller billede
paa Papiiret, giver den redelige Spectator tilkiende, at han
giør Forskiel imellem Redelig=Sindede, som opfinde nogen
eller nogle Anstalter, hvilke i deres oprigtige Tanker sigte
til det Almindelige Velgaaende, og følgelig til deres egen,
og imellem Project=Magere, efterdi han fornuftig kiender
at de første ey bør kaldes med det heslige Navn.
For det femte taler han om den retskafne Patriot med
disse Ord: En retskaffen Patriot elsker ey sit Fæderne=Land,
for de Fordeele han kand have i samme for sin egen Person,
at han meget meere viiser største Prøver paa sin Kiærlighed
end og saa naar Fæderne=Landet er i Knibe. Dette sam¬
me gaaer han vitløftigere igiennem under een særdeles Per¬
sons Navn nemlig Cajus.
Endskiønt jeg troer at han meener ingen i sær, uden den som fin¬
der Caji Qvaliteter eller dydige Egenskaber hos sig, og hvor mange de
ere kand han vel uden Algebra telle i sin egen Siæl, ligesaa vel som
jeg, men naar vi kunde komme til at legge vores Tal sammen, saa
blev der dog en Summa, og den blev Beviis paa, at der dog findes
nogle retskafne Patrioter.
Skal dette være een Definition eller tydelig og fuldkommen Begreb paa
en retskaffen Patriot i Almindelighed, da er den ey overeensstemmende med
de Regler, som bør fornuftig iagttages naar man vil give en alminde¬


20
lig Tings Definition. Thi denne kand ey passe paa andre Landets Børn, end dem,
som haver mange Penge, og følgelig bleve rige allene ægte Patrioter, og de Fattige
Retsindige fik ey det kostelige Navn, hvilket er imod billighed. Men maaskee Specta¬
tor sælger ikke disse Tanker samlede for en Definition, men vil allene med dem give nogle
af en retskaffen Patriots dydige Beskaffenheder, eller Qvaliteter tilkiende.
At en retskaffen Patriot ikke elsker eller bør elske sit Fæderne=Land,
for de særdeeles Fordeele han kand have i samme for sin egen Person,
kand jeg som Philosophus ey bifalde. Jeg tænker i Kierlighed. Thi det er stridigt
mod Naturens Lov at blive Lem i een almindelig Staat, for at crepere som ægte
Patriot, og jeg har den Tanke, at det fornemmeste Motivum eller bevægende Raison,
hvorfor et hvert Menniske bør giøre sig til Borgere i en Staat, er at kunde beviise
sine Skyldigheder mod Gud, sig selv, og sin Næste, u-behindret af onde Mennisker
i Staaten, og aabenbare Fiender uden for Staaten, og at kunde nyde dette, kalder
jeg at nyde Fordeele i et Land for sin egen Person; og det Land, i hvilket man paa
beste Maade kand kun nyde dette, har de Gamle kaldet Fæderne=Landet i dette Ordsprog,
Patria est ubicunqve est bene om det Land i hvilket man lider vel, er Fæderne=Landet.
For det siette, fremstiller Spectator Euclio. Een Mand som op¬
lægger en Capital efter en anden; en Mand som tilkiøber sig et Jorde¬
Gods efter et andet. Een Mand som er en Slave af Gierrighed.
Dette første giør ham ey til en uægte Patriot. Thi Rigdom, som Rigdom ud¬
jager ey Redelighed af Hiertet. Men skeer det, at en Rig bliver en ureedelig Pa¬
triot, da skeer det for han endnu har en skiden Siæl, og derfor omgaaes sig selv som
Bunden af sin Penge Kiste. Thi Penge som præget Metall, formaaer ikke at bevæ¬
ge et Menniskes fri Villie, men de urimelige Forestillinger som Mennisket selv giør sig
hos Penges Beskuelse, ere de som bevæge til Gierrighed, og denne Lastes indbildte Sød¬
hed til andre i Jndbildningen behagelige Udyder. Det er vel i Anledning af disse, at
Euclio er bleven en Slave af Gierrighed, og følgelig af Penge; men tænk hvor urimeligt.
de Døde regiere her over de Levende. En fornuftig Siæl løber gal, efter Livløse Tings¬
indbildte Anviisning; lader sig fylde med Jord, da den er skabt til at blive fuld af
Himmel; Tillader Penge at bøe i sig, da den efter sit Væsen er bleven en Bolig
for Gud, Sandhed og Dyden.
Denne siger sig i lykkelige Tiider, at vilde være med Liv og Mid¬
ler færdig til Fæderne=Landets Tieniste, naar Nøden paakom.
Disse ere smukke Dyd tilkiendegivende Ord, for hvilke Euclio ey bør lastes.
uden det var Sandhed i Almindelighed, at alle Dyd enkiendegivende Ord bør lastes,
og det bliver aldrig Sandhed. Men er der noget som synes at bør lastes hos disse
Ord, da er det: at Euclio synes at bruge disse uden fornuftig Raison.
Denne naar Nøden paakommer, er i sit Hierte=Lav mod Fæ¬
dern=Landet sindet tvert imod sine Ord, siger Spectator vitløftig det
nestfølgende i hans Ark.
Det var slemt, thi just dette og intet andet giør ham til en ureedelig Mand,
og en mægte Patriot. Thi i det hans Gierninger ere u overeensstemmende med hans


dydige Ord, bliver han en ueredelig Mand, og i det han fordølger sine Midler, for¬
at spare de nødvendige Udgifter til Fæderne=Landets almindelige Forfremmelse, bli¬
ver han en uægte Patriot, og tillige et Exempel paa Dumhed, i det han ey giør
sig den meget fornuftige Spectators Betænkning, ved Skatters Givelse som han i sit
Ark Pag. 13, Liin. II. siger han ey giør sig.
For det syvende findes Autophilus antegnet som en uægte Patri¬
at, een Mand, som af Ærgierrigheds Jndskydelse haver ved glimrende
Meriter, erhvervet sig en Caracteer.
Det er ey saa meget stor Skade for det Almindelige, henseende til Penge
Autophilus kand med sin Caracteer ey betage den Dydig Meriterede sin Merite, end¬
skiønt den ey caractiserede Dydige sidder nederst ved et Bord hvis Lemmer ere skildre¬
de med Caracterer, som flatere den afbildede Person; Thi Guld er Guld endskiønt
det sees i en Jødes Lomme, og Dyd er Dyd endskiønt den sees i de Udydiges For¬
samling. Men det er virkelig skade for ham selv i henseende til hans Ære; Thi han
har ved sin Caracteer foraarsaget sig, at alle endog mindre Fornuftige see med større
Agtsomhed paa hans Ord og Gierninger, end da han var uden Caracteer, for at
see om hans Ord og Gierninger stemme overeens med de Dyder i Forstand og Vil¬
lie, som Caracteeren vil sige, og da taber Autophilus sin virkelige Ære, efterdi hans
Meriter ere glimrende, og ey virkelige, saa at de fleeste i deres Hierte, og hans op¬
rigtige Venner med Munden vil sige til ham, det samme som Løven hos Phædrum
(en Latinsk Autor) svarede Asenet i Løve Huden, som spurte: om han ey i den Ha¬
bit havde gjort sin Sag vel i at skremme Dyrene, Dersom (siger Løven) jeg ikke
havde vidst at du var et Asen, saa havde du ogsaa skremmet mig.
Denne Autophilus krymper sig i trouble Tider ved at give Skat af
sin Caracteer.
Dersom denne Krympelse reyser sig af Fattigdom, saa kand jeg finde at det er
riimeligt. Men reyser den sig allene (som det af Spectatore sigende synes) af at mis¬
unde Fæderne=Landets Casse Penge til nødvendige Udgifter, da er han et meget lum¬
pen Menniske, og en meget uægte Patriot i den Henseende.
NB. Jeg mærker nok, at i fald jeg blev paa dette Ark ved at continuere mi¬
ne eenfoldige Reflexioner over Spectators Ark, blev det mine elskelige Læsere endnu
ubekiendt i hvad Orden jeg vil igiennemgaa hver Art; Kiærlighed befaler mig der¬
for at giemme det resterende af Spectators Ark, og mine Reflexioner at indføre i
mit følgende Ark, og give
2. Fornuftige Tanker, som kunde tiene til nøyere Jndsigt
i den Danske Spectators andet Ark.
§. 1. Et hvert Menniske er Menniske.
Der findes vel de, som nægte denne Sandhed med deres Gierninger, men det
bliver dem dog umueligt at nægte den i Siælen, uden de ere berøvede Menniskelig
Forstands rette Brug 2. De ere galne Mennisker, men merk dog Mennisker.


22
Nat¬
Den
2. Af denne Sandhed følger: At et hvert Menniske bør i
sine frivillige Gierninger omgaaes med sig selv, og andre Mennisker
som med et Menniske.
Dette negter ingen uden de, som have gjort sig selv til Viin Flasker, Mad¬
Poser, Spare=Bøsser, Spille=Borde &c., og disses Ord, som Fugtige, Feede eller
Tørre formaa intet mod Sandhed.
§. 3. Den derfor, som vil vide hvorleedis han bør handle med
sig og andre som med et Menniske i sine frivillige Gierninger, skal give
nøye agt paa sig selv og merke hvad han har hos sig selv, som Menniske.
Dette er ingen bange for at giøre, uden de i §. 2. omtalte. En af deres
Raison dertil er denne: At de ey ved deres Leve=Maades Forandring skulle faa For¬
nuftige og Dydige Folk paa den Tanke, at de ey tilforn har vist tilfulde at de vare
Mennisker. Men kiære! den Raison, saavelsom alle de andre J have, gielder ikke,
Thi den udelukker ey eders øyensynlige UMenniskelighed af den Fornuftiges Tanker
og Eftertanke, og heller ikke Eders selv fra at være Menniske, i hvor meget i stræbe
derefter.
4. Dend, som giør det, han efter §. 3. bør giøre, mer¬
ker strax hos sig, at han har, som Menniske, en Kraft til at kiende Ting
fornuftig, og een Kraft til at vilde eller begiere det han kiender, og han
har et Legeme. Legemet som Legeme kand ey tilskrives denne tenkende
Kraft; Thi man merker, at Legemet efter Døden tenker ikke. Følge¬
lig har et hvert Menniske hos sig, som Menniske, et fornuftig tenkende
Væsen d: Siæl, og Menneskelig Legeme. Og derfor bør han at om¬
gaaes med sig selv og andre i sine frivillige Gierninger, som med de, der
have fornuftige Siæle og Menniskelige Legemer. (§. 3.)
Heraf sees nogenleedes, hvor urimeligt de i §. 2. omtalte handle med sig selv.
og tillige kand kiendes, hvad for Tanker enhver Fornuftig kand ey andet end giøre
sig om deres Leve=Maade i Kierlighed til deres Person som Menneskelig.
§. 5. Alle den kiendende Kraftis o. Forstandens naturlige Gier¬
ninger, sigte til Sandheds Kundskab; Thi den kand ey være given af
Skaberen, til at tro Løgn og Usandfærdighed. Alle Begierlighedens na¬
turlige Gierninger sigte til at vilde Dyden, thi den kand ey være Skab¬
ningen given for, at besudle sig selv med skidne Lyster og Laster, og ved disse
at vanære Skaberen. Alle Legemets naturlige Gierninger sigte til at ved¬
ligeholde samme i bestandig Helbred. Thi Legemet kand ey være dan¬
ned til at ødelegge sig selv, saa snart det er bleven, og derved at berøve
Siælen sit Gode, som den efter Skaberens Villie er skabt til at nyde.
Af dette samled med §. 4. følger at et Menniske, som Menniske, bør saa¬


23
leedes omgaaes med sig selv og andre, at han, og de kand forfremmes
i Sandhed og Dyd, at deres Legemer vedligeholdes i bestandig Helbred,
for ey at vanære, men ære Skaberen.
Disse her fremførte et Menniskes Skyldigheder mod Gud, sig selv, og sin
Næste, ere de Almindelige, de særdeles Skyldigheder ere saa mange, at jeg ikke her
kand anføre dem, uden jeg vilde skrive paa dette Blad et Systema juris Naturæ c: en
Sammenhængig Samling af Naturens Love, hvilket var mig umueligt. Dog
kand disse ansees (uden Sandheds og Dydens Skade) som Sandheder af hvilke de
særdeeles Skyldigheder kand beviises. Thi for Exempel, af disse flyder at de ere
særdeles Skyldigheder: at et Menniske bør forbedre sin Fornuft, lmagination,
Sands &c. Det skeer vel ikke uden Vanskelighed; men vi ere jo ey komne til Ver¬
den uden nødvendig Vanskelighed; vore Forældre have jo ikke befordred vor Opdra¬
gelse uden Vanskelighed, og Opdragelsens Tid er jo hart af den største Deel af vo¬
res Leve Tid; hvorfor skulde vi da vilde leve den mindste Deel af Livet uden nogen
Vanskelighed. Og jeg forsikkrer i Sandhed, at der er overmaade meer Vanskelig¬
hed i at trætte sin udødelige Siæl. 1. J at betænke Udydens Skamfulde Øvelse.
J at skiule sine skidne Udyder, under Dydens prægtige Kiortel. 3. J at laane sit
uskyldige Legems Lemmer, til Udydens virkelig i Værk=Sættelse, end der er i daglig
at bære Gud, sig selv og sin Næste, i en kiærlig Siæl, og tillade Kiærlighed at
styre Taushed, Ord og Gierninger paa Dydens Veye. Og naar man allene for¬
nuftig vil lade sin Eftertanke falde, ved Enden af Livet, paa en udødelig Siæl, og be¬
betænke, om den ikke kunde være i og efter Døden meget meere fornøyed om den var
fuld af Dyd, end om den var fuld af Laster, saa veed jeg at man fornuftig maae
slutte: at den var meget meere fornøyed om den var fuld af Dyd, thi er den fuld
af Laster, saa kand den jo ey være fornøyed i at have tydelig Begreb om sig selv,
efterdi den nødvendig, som udødelig maae tænke paa sig selv; (om den ey faaer andet
at tænke paa) og følgelig kiende sig selv at være kommen skiden til Verden, at have leved
skiden i Verden, og at være udgaaet skiden af Verden. Jeg vil ey tale om den Misfornøyelse,
den vil saa af at merke sig berøved den ubeskrivelige Herlighed, som en lastefuld Siæl berøver
sig i det den stiæler sig fra Christendom; Thi jeg raisonere kun som en Philosophus¬
§. 6. Jngen Menniske kand beqvemmelig beviise i §. 5. omtalte, og de af
disse flydende særdeelis Skyldigheder mod sig selv og andre, uden ved natur¬
lige Tings og andre Menniskers Hielp. Og Mennisker kand ey bestaa, eller
stendig haves i Verden uden Qvinders Legemlig Samling med Mandfolk.
Dette bliver tydelig, naar man giør Sammenligning med Skyldighederne selv,
og eftertenker hvad der behøves til sammes i Verksættelse. For Ex: et Menniske bør
vedligeholde sit Legeme i bestandig Sundhed; dette kand ey skee uden Mad, Drikke,
Klæder og Boelig &c. Disse kand ey haves uden af naturlige Ting; og han kand ey nyde
dem beqvemmelig uden ved andre Menniskers Hielp.
§. 7. Derfor have fornuftige Mennisker indgaaet Ægteskab, for at
formeere Menniskens Tal, og desuden (da Menniskene ere blevne mange)
have de indgaaed Pagt med andre, i hvilken en eller toe have loved at giø¬


24
re hvad de kunde til andres beste o: det som kunde behøves til deres
Skyldigheders i Værk=Sættelse mod Gud, sig selv, og andre, og
disse have loved hiine at giøre hvad de kunde til deres Beste. Og da
ere Familier bleven i Verden.
8. Da paa den ene Side Familierne ere blevne mange, og
lastefulde Mennisker, paa den anden ere blevne mange, maatte Fami¬
lierne befrygte, at de ey ubehindrede af de Lastefulde, skulle kunde frem¬
me, efter Løfte, deres Beste, og derfor have visse Familier, forened
sig med hverandre, for disto mindre ubehindred af onde Mennisker i
og uden for deres Samling, at kunde forfremme deres samtlige Vel¬
gaaende. Og da ere blevne Republiqver eller almindelige Staater.
9. Da de fornuftige Familier i Staaten have mærket, at
alle ikke kunde pønse paa det, som tiennede til almindelig Velgaaende,
og almindelig Rolighed, ere de blevne enige i at overlevere denne
Omsorg o. Regieringen til nogle, og de Fornuftigste til en eniste Fami¬
lies Hoved=Person, og de øvrige have lovet at giøre hvad denne befalede,
og at vilde meddeele ham af de gode Ting, som de under hans Omsorg
annammede. Og da er efter disses allerfornuftigstes Indretning bleven
et Monarche, i henseende til Regerings Maaden.
Saadan et Forbund have vore Fædre gjort med sine Konger, hvilke samtlig
være velsignede i Evighed. Og i saadan et Forbund er det vi, som deres Børn, staae
med vores uskatteerlige og allernaadigste Konge Kong Christian den 6te, under hvis
kierlige Omsorg Landets Børn kunde nyde i Rolighed meget Godt, om de alle vilde.
§. 10. Det Land paa Jorden, i hvilket ens Fædre have indgaaed
saadan en Pagt, som i foregaaende er talt om, kaldes Fæderne=Landet.
Og enhver, som er født i samme, kaldes Fæderne=Landets Barn.
Fæderne Landet kaldes paa Latin Patria, og deraf kaldes Fæderne=Landets
Børn Patrioter. Men den fornuftige Spectator har merket, at der findes et Slags
Patrioter, som i deres Ord og Gierninger leve tvertimod det Forbund, som de staae i med
Kongen og deres Medbrødre, og disse ere uægte Patrioter. De andre ere ægte. Saa
at Definition eller tydelig og fuldkommen Begreb om en ægte Patriot bliver nok denne:
11. En ægte Patriot er en Patriot, som indretter sine Gier¬
ninger mod Gud, sin Konge, sig Selv og sine Medbrødre, saale¬
des, at det almindelig Velgaaende og Rolighed kand blive bestandig i
og uden for Staaten.
Denne Tanke meener jeg at være nogenleedis tienlige til at insee Sandhederne i Spectator¬
Ark. Og nu nødis jeg til at holde op, siden Papiiret slipper, og maaskee! Læserens
Agtsomhed tabes, og derfor begynde i samme Orden paa mit 4de Ark.
A¬


Philosophiske Betænkninger
og nøyere Jndsigt
i den
Danske SPECTATORS
Andet Ark.
No. 4.
Udgivet den 14 Decembris 1744.
Sælges udi N. H. Møllers Bogtrykkerie for 2 Skilling.
I. Continuation af det andet Arks kortelige
Jndhold og Reflexioner over samme.
D¬
en Danske Spectator taler i sit Ark Pag. 14. om en u¬
ægte Patriot ved Navn Claudium. Denne udøser (siger
hand) Penge for at lade sig slæbe Byen rundt, og dræbe
godt Folk med Gratulationer og Compassioner til Hyre=Kud¬
ske og Porteurs, og dette reiser sig af Medlidenhed, enten o¬
ver sine Been eller Skoe; Men naar han skal give en min¬
dre Deel Penge til Fæderne=Landets Tieniste, saa er han ikke
hiemme.
At Claudius giver mange Penge til Hyre=Kudske, kand
jeg ey kiende lastværdigt hos ham, efterdi han har Penge, og bruger
nogle af dem til at give Hyre=Kudske, (siden han ey selv holder Hæste
og Vogn) hvilke ey kunde leve uden ved Penges Annammelse af dem,
som paa ingen anden Maade kunde komme til at kiøre. Jeg kand ey
kiende dette Lastværdigt hos ham, uden jeg vilde dømme alle honette
Folk, som selv holde Hæste og Vogn, Lastværdige efterdi det koster
mange Penge at holde, og da talede jeg Usandhed. Dersom han giver sine
Penge ud allene til disse, da er dette Lastværdigt. Thi lad være disse
ere Patrioter for saa vit de ere Borgere, og Directeurs for de alminde¬
Pak=Huuse, i hvilke Folk i visse Omstendigheder maa lade sig indpakke,
Saa findes der dog andre Patrioter, som han kunde tienne med de Penge
han har til overs, og desuden andre nyttige Ting at nyde for Penge.


anske
26
At Claudius lader sig slæbe rundt om Byen for at dræ¬
be godt Folk med Gratulationer og Compassioner, holder jeg
neppe troeligt, thi jeg tenker: han bliver midt i Byen, og jeg har ladet mig
sige: at de Kugler han skyder med, som Gratulations og Compassions¬
Kugler dræbe ikke, men tvertimod, at mange blive hæftig syge, om de ey blive
skudt af samme. Thi der siges, at dersom man glemmer at skyde, da faaer
endeel af dem, som ere glemte, saa hiertelig ondt, at de kaste en stor
Mængde Forbandelser af sig over den, som glemte dem. Endeel kommer
i urolige Tanker, ved at plage sig med hæftige Indbildinger over Kug¬
lernis Borteblivelse. Endeel mærker man at plages af Krampe i An¬
sigtet, i det Næse og Mund blive trokne nærmere sammen end de ellers
pleie at være. Endeel faaer det med andre Plager, som vilde falde
mig vanskelig alle at opregne.
At Claudius har saa kaldet Medlidenhed over sine Been
og Skoe, kiender jeg ikke Lastværdigt; Thi det første beviidner en
skyldigheds i agttagelse mod sig selv, og det andet mod sin Pung. Beg¬
ge deele maa enhver Fornuftig i agt tage, det første med mindre han til
slutning vil gaa paa Hovedet, eller og ved sin egen slette Omgang med
sine Been gaa med Træe i stæden for med sine egne Been; hvilket er
lastværdigt, efterdi han maa kiende sig selv, som Aarsag til dette Onde;
Men om dette paakommer en Fornuftig mod hans Viidende eller Villie
i de Omstændigheder, eller paa den Tiid, da han skal efterleve sine Skyl¬
digheder, da er det meere berømmeligt end lastværdigt. Det andet
maa han i agttage, om han ey vil gaa barbeenet, eller ansees i Sand¬
hed for ubehøvled; Thi fornuftig Anstendighed fordrer, at alle Lege¬
mets Klæder, og følgelig Skoe bør beviidne Ærbødighed mod den Næ¬
ste jeg taler med; Og naar Claudius har beqvemmet sig til at skyde Gra¬
tulations og Compassions=Kugler, saa kiender jeg ham forbunden til
at komme med reene Skoe, og i ofrigt med saadanne Klæder, som søm¬
mer saadanne en Skyde=Bane, thi kom han i anden Mondur, saa
blev han anseet som Plump=Skytte, og man forbød ham at komme
ind i den meget peene Stue, hvor Gratulations og Compassions Bom¬
barderingen gaaer for sig. Jeg giver denne Maade at give Gratulation
og Compassion tilkiende paa saa underligt et Navn, ey for saa vidt
den bevidner Kierlighed, men for saa vidt den af de fleeste skeer fordi
det er Mode, uden Kierlighed at lade som man er glad over andres
Velgaaende, og sørger med dem i bedrøvede Omstendigheder. Hvilket


at giøre jeg kalder at agere og virkelig være en Philosophisk Hyklere,
som paa en ufornuftig Maade vil hykle sig det til, som han meener sig
ey at kunde nyde ved Oprigtighed.
At Claudius ey vil give Penge ud til Fæderne=Landets
Tienniste, synes mig at være en lidt for haard Beskylding; Thi der
er sagt om ham, at han giver Penge til Hyre=Kudske og Porteurs &c.
og derved hielper han jo til at disse blive i stand til at give de aarlige
Udgifter, som behøves til Fæderne=Landets Tieneste, og siden han vil
dette, saa kand han ey siges: at ikke vilde give Penge ud til Fæderne¬
Landets Tienniste. Men kand skee, han ey vil udgive Penge naar det
heeder at Fæderne=Landet i Særdeelished behøver Penge foruden omtal¬
te, til at bestride nødvendige Udgifter, og er det saa min kiære Clau¬
di, da er i nok Patriot, men ey en ægte Patriot, siden det Begreb, som
er given i mit 3 Ark Pag. 24. §. II. ikke kand passe sig paa Eder.
Den Danske Spectator taler under samme §. 14. om
en uægte Patriot ved Navn Apicius. Denne besøger sin
Matraisse, Complimenterer Spille=Bordet, og alt dette
siger Spectator ey kand skee uden en Salve=Garde af Hæle¬
drivere (det er vel Laqveier,) men naar han skal give Penge
ud til Fæderne=Landets Tieneste saa er han ligesom Claudius
ikke hiemme.
At Apicius besøger sin Matraisse kand jeg ikke ansee for be¬
rømmeligt, efterdi slige Besøgelser beviidner at Apicius behærskis af en Lyst,
som er stridig saa vel imod hans egen, som imod sin saa kaldede Elskerindes
Velgaaende, ja een Lyst, som føder Gierninger af sig, hvilke give de
mindre forstandige Patrioter Anledning til med Dristighed og ligesom
med et Slags Medhold at krænke Fæderne=Landets og tillige Naturens
Love. Thi denne Lyst føder af sig hos dem begge Løsagtigheds Hef¬
tighed, Sundheds Tab, Penges Forliis, og kandskee berøvelse fra
de lovlige Arvinger, ja som tiest al Lyksaligheds Fortabelse, slet
Rygte blandt de Fornuftige og Dydige, snart alle sine Skyldigheders
Forsømmelse &c. og at behærskis af en Lyst, som føder disse og andre
slige onde Ting af sig, kalder jeg at behærskes af en Lyst, som er stridig
mod sin egen og sin saa kaldet Elskerindes Velgaaende. Denne Lyst
føder Besøgelsen, denne kand ey skee i Dølsmaal, følgelig med nog¬
les Viidende, disse nogle have atter nogle hvilke de fortælle Besøgelsen,
og saa fremdeeles, saa at Besøgelsen tillige med det riimelige Tillæg,


28
som de mindre Forstandige giøre sig efter sine fattige Principia, hvilke
samles af de meere Forstandiges Exempel, spatzere af en Siæl i en
anden, og i alle mindre Forstandiges Siele, bliver Anledningen til
at disse efter Apicii Exempel opamme denne skidne Lyst i sine Siele,
giøre Besøgelser til sine saa kaldede Elskerinder, (og maaskee til Apicii¬
Elskerinde for han besøger hende for at holde Næringen ved lige) øve
de Gierninger, som er en Følge af slige Besøgelser, og derved under¬
kaste sig de mange onde Ting, som nødvendig følger af denne veder¬
styggelige Lyst, hvilket at giøre er at krænkke baade Fæderne=Landets
og tillige Naturens Love. Og efterdi de fleeste Patrioter ere mindre forstan¬
dige, da tænk, hvor mange Siæle dette Apicii Exempel giver Anledning
til at dræbes. Jndbildings=Kraften maa nu forestille Apicie denne Gier¬
ning saa kierlig og lovlig som den vil, saa er den dog i Sandhed saale¬
des, og endnu hæsseligere end den her af min ringeste Pen er pendsled.
At Apicius Complimenterer Spille=Bordet og ikke giør
Complimenter for Bordet, ligesom betakkende sig for sidste opvæk¬
kede uriimelige Passioner, men at Apicius giør Complimenter for at
blive en Med=Spillere, er i visse Omstændigheder hos ham lastvær¬
digt, thi giør han sine Læse=Timer (om han er studeret) og sine
Leve Timer til Spille=Timer, saaledes at, at leve for ham er at spille,
og naar han, formedelst tabte Penge inden hans Vexels eller Rente¬
Penges Annammelses Tiid, af Mangel paa Penge og Credit ikke
kand komme til at spille, synes at have tabt tillige sit Liv, og derfor
undslaaer sig fra Spille=Compagnier, søgende Liise i andre urimelige
Gierninger, saa er det meget lastværdigt, i andre Omstændigheder
mindre lastværdigt. Men i visse fornuftige Omstændigheder kand jeg ey
kiende det lastværdigt at spille, og derfor ey i Almindelighed, thi jeg tænker,
at spille er det samme som at lade sine Tanker leege en u-skyldig Leeg.
Endskiønt jeg som Philosophus holder for Sandhed, at de fleeste gior¬
de bedre, at de ikke leegede denne Leeg, efterdi de leege den med Ufor¬
stand, og følgelig leege sig en udydig Færdighed til i Sielen. Mig
synes derfor, at de som ville spille, gjorde vel, naar de prøvede sig selv
om de uden u-fornuftige og udydige Passioners Oprør i sin Siæl (hvil¬
ke gemeenlig følge med Spille=Tanker) kunde spille, førend de spillede,
og mærkede de da at dette Onde havde de sig at vente i fald de spillede,
saa giorde de bedre, i mine ringe Tanker, at de aldrig spillede, end
spillede med saa oprørisk en Siel. Thi tænk hvor urimeligt det er at
vilde kaste en Krud=Patron i en flammende Jld, og vente at den skulde
komme lige hulden tilbage.


O¬
At Apicius har en Hob Laqveyer med sig kand jeg ikke kiende lastvær¬
digt, naar hans Pung strækker til at holde mange. Thi jeg dømmer heraf, at han
tillader mange Fattige at leve af sin Pung, og dette kand jeg ey dømme lastværdigt,
uden jeg vilde sige, at han burde beholde sine Penge for sig selv, og dette kand jeg
ikke sige uden at skade Sandhed, og legge Hoved Pude under den vederstyggelige
Gierrigheds Hoved at sove paa i Rolighed, indtil den opvognede i Ulyksaligheds uro¬
lige Tilstand, og dette kand jeg som Philosophus ikke giøre, siden det strider imod
den Kierlighed jeg bør have til alle og følgelig til den, som bærer sin Siel under
Gierrigheds tunge og plage fulde Aag.
At Apicius ikke er hiemme naar han skal give Penge ud til Fæder¬
ne=Landets Tieneste giør, at han bør ansees med samme Øyne, som Claudius,
og bliver derfor mine ringe Reflexioner over ham de samme, som jeg har giort mig
over Claudium, hvilke jeg ikke her vil repetere.
Den Danske Spectator taler under samme Pag. 14. om en uægte
Patriot ved Navn Polypatrus. Denne veed alting i stille Tiider, men
i uroelige Tider veed han slet intet, men søger om Frihed fra at viise
den Kierlighed han er sit Fæderne=Land skyldig.
At Polipatrus veed alle Ting, er en skadelig Indbilding. Thi at denne
Tanke, som han har om sig selv, er Jndbilding, beviser denne Sandhed: Der er kun et
eniste alvidende Væsen til. At denne er skadelig beviser det Onde, som følger nød¬
vændig af den, nemlig Polypatrus giør sig ingen Umage for at vide det han ikke ved,
siden han ved alle Ting. Polypatrus laster og dadler alle Ting, som synes for ham
lastværdige, siden han, som veed alle Ting, veed hvad der er berømmeligt i en Ting,
og hvad der er lastværdigt, Fornuft og Dyd bliver hos ham det samme, som Ufor¬
nuft og Udyd hos de Forstandige og Dydige; thi han er forstandigere end de For¬
standigste, efterdi han veed alle Ting &c. Og tenk: om dette er ikke skadeligt baade
for Polypatro selv, saavelsom for Sandheden og Dyden. Men foruden dette skader
han sig meget i det han lader sig merke med denne Indbilding. Thi dette giør, at
han, som siger sig at vide alle Ting, siger sig at ikke vide, i det ringeste, denne Sand¬
hed: at han, som Menniske, ved ikke alle Ting. Og dermed giør han sig selv til en
hoffærdig Ignorant o. Pedant, som har høyere Tanker om sin Kundskab end han bør i
Sandhed at have. Jeg ønsker ham gierne at nyde beneficium paupertatis qvod
solidam Cognitionem c: Frihed til at blive anseet for Fattig paa grundig Kundskab.
Thi saa bliver han det han er, og saa dræber han ey store Samlinger af Folk med
sine urimelige Indbildinger, som han nødvendig maa i anledning af den omtalte
have i sit indbilte Systema c: sammenhengig Samling af Jndbildinger. Men
At han søger om Frihed fra at vise den Kierlighed mod sit Fæder¬
ne=Land, som han er det skyldig, anseer jeg for en ligesaa urimelig Ansøg¬
ning, som, om et Menniske vilde søge om, at, blive frie fra at være Menniske, thi,
som Patriot, kand hand vel leve tvert imod sine Skyldigheder, men aldrig blive frie
fra at burde leve efter dem, og derfor aldrig fri fra at elske sit Fæderne=Land, i hvor
meget, og hos hvem han end søger, saa at denne Ansøgning giver ligesom Bekræf¬
telse paa hars omtalte Vankundighed.


30
Dernest under samme Pag. 14. taler den Danske Spectator om en
Mand ved Navn Diaulus, som i Freds Tider har gjort sig tyk af et
Privilegio paa at leve af andres Ulykke, men i Krigs Tiider staar fra
sine Prætensioner.
Hvad dette egentlig er for en Mand, kand jeg ikke af disse Tanker sige, og
hvorudi egentlig hans Last bestaaer veed jeg ikke. Thi jeg veed ingen, som har Privile¬
gium i Fæderne=Landet paa at leve af andres Ulykke, jeg veed nok, at der findes de,
som, af egen Udyds Drift, søge, at giøre andre Ulykkelige for selv at blive Lykkelige;
men jeg veed vist at disse have hverken Himmelsk eller Kongelig Privilegius paa disse u¬
dydige Gierninger. Jeg har desuden den Tanke, at det er altid lastværdigt at leve af
andres Ulykke, og kand derfor aldrig troe at Retsindighed udstæder Privilegium til
nogen paa at leve af andres Ulykke.
De øfrige den Danske Spectators Tanker under samme Pag. 14 og 15. ere fulde
af lystige og artige Jndfald, men hvor vidt de tiene til Lasters Had og Dydens Kier¬
lighed, tillades mig ikke at sige nu da der endnu findes i samme Ark Pag. 16. nogle
Tanker, som mig synes at jeg vil nøyere reflectere paa i Kierlighed. Tankerne gives
tilkiende i følgende Ord:
Jeg vil lade andre dømme, hvorvidt de kand siges at handle Pa¬
triotisk, der tillade, ja vel nøde deres Børn at giøre lange og kostbare
Reiser eller Visiter til fremmede Stæder, foregivende sligt at skee til den
Ende, at de kand habiliteres til Fæderne=Landets Tieniste.
Du siger redelige Spectator du vil lade andre dømme, og giver dog dine Dom¬
me tilkiende i følgende Linier under samme Pag. 15. Alle dine Dømme ere Sandhed,
og jeg blev en Daare, om jeg vilde søge at omstøde dem. Men de formaa intet, at
giøre udenlands Reyser lastværdige, hvilke de synes at skulde giøre. Thi lad være
(som du vitløftig forklarer) at mange kommer hiem fra udenlands Reyser,
som Vanskabninger, saa kand jo disses Vanskabning ligesaa lidet giøre deres oprigti¬
Forældres Øyemeed, til hvilket de sigte med at tillade, ja vel nøde deres Børn,
til at giøre Reyser i fremmede Lande, lastværdigt, som fornuftige og reedelige ind¬
rettede Loves Krenkelse af uægte Patrioter kand giøre disse Love ugrundede. Og
efterdi Erfarenhed samlet med dybsindig og vis Kundskab beqvemmer til at kunde forrette
Embeder med Forsigtigheds Forstand, saa kand jeg ikke andet end tilstaa, at en ung Per¬
sons Udenlands Reiser ere jo berømmelige, og i sin Tiid nyttige for Fæderne=Landet,
naar han, førend han reiser, i nogle Aar erhværver sig først i Fæderne=Landet dybsin¬
dig og vis Jndsigt i de Videnskaber, han vil profitere eller give sig ud for at forstaa,
og da reiser for at samle sig Forraad af Erfarenheder i sine Videnskaber, paa det han
kand af disse samle sig Forsigtigheds Regler, at bruge i det Embede, i hvilket han i sin
Tiid vil tiene sit Fæderne=Land. Og da kand jeg ikke sige: Ham at have anvent Fæ¬
derne Landets Penge uden Rente, eller at have forbyttet sin Siæl og Legeme, fordi
hans Klæder ikke ere skaaren efter den Mode, som lever i Fæderne=Landet, da han et
kommen hiem igien. J andre Omstendigher anseer jeg, Udenlands Reiser Lastværdi¬
ge, thi det er ingen Under at en lastværdig Person før han reiser, kommer meere last¬
værdig hiem, efterdi de Videnskaber, han tager med sig ere allene nogle Færdigheder
i at begaa Laster med Frimodighed eller Frækhed,
Efter disse vægte Patrioters givne Aftigning, slutter den fornuftige Spectator,


31
Philosophis¬
sit andet Ark ligesom med et Ønske, at nyde den Lykke at hans Tanker maatte tiene
til Med Brødrenes Forbedring. Det samme ønsker jeg; og begiver mig til at give
2. Continuation af de fornuftige Tanker, som kunde tiene
til nøyere Jndsigt i den Danske Spectators andet Ark.
§. 12. En ægte Patriot elsker sin Konge, sig selv og sine Med=Brødre.
Thi en ægte Patriot har Staatens almindelige Velgaaende og Rolig¬
hed til Øyemeed i sine Gierninger (§. II.) og, efterdi han vil dette,
finder han Fornøyelse af Staatens Velgaaende og Rolighed og dens
Lyksalighed; den som finder Fornøyelse af en andens Lyksalighed, elsker
den samme; derfor elsker en ægte Patriot Staaten, og følgelig Staa¬
tens Lemmer. Staatens Lemmer ere Kongen, han selv, og hans
Med=Brødre, følgelig elsker en ægte Patriot sin Konge, sig selv og
sine Med Brødre.
§. 13. Den derfor som elsker sig selv alleene, elsker hverken sin
Konge eller sine Med=Brødre, og derfor er den en uægte Patriot, som
elsker sig selv allene.
Denne Tanke kand tiene til nøyere Jndsigt i omtalte Project=Mageres uægte
Omgang med Fæderne Landet.
§. 14. En ægte Patriot adlyder sin Konges fornuftige befalinger.
Thi en ægte Patriot elsker sin Konge, sig selv og sine Med=Brødre
§. 12.) Denne Kierlighed kand ey sættes i Verk, uden ved at adlyde
Kongens fornuftige befalinger; derfor adlyder en ægte Patriot sin
Konges fornuftige befalinger.
§. 15. Følgelig er den, som vægrer sig ved at give, efter sin Konges
fornuftige befaling, Skat i trouble Tider en u-ægte Patriot.
Denne Tanke kand tiene til nøyere Jndsigt, i de Personers uægte Hiertelauv
og Gierninger mod Fæderne=Landet, som den redelige Spectator har afskildret i dette
sit Ark, under disse Navne Euclio, Autophilo, Claudio, Apicio.
§. 16. En ægte Patriot meddeeler sin Konge til sin Regierings
Fortsættelse, saa mange af sine, under hans Regiering annammede,
gode Ting, som han kand, med Fornøyelse.
Thi en ægte Patriot staaer i Pagt med sin Konge, i hvilken hans
Pligt, efter engang gjorte Løfte, er, at meddeele sin Konge af de go¬
de Ting, som han under hans Omsorg har annammed (§. 9.) saa
mange han kand, og efterdi han elsker sin Konge og sine Med=Brødre
saa vel som sig selv (§. 12.) saa kand ikke andet end med Fornøyelse
meddeele sin Konge af sine annammede gode Ting, saa mange som
han kand.
§. 17. Den derfor som enten vægrer sig ved at meddeele sin Kon¬
ge af sine annammede gode Ting; eller med Misfornøyelse meddeeler


inske
32
dem; eller fordølger sine Midler, for ey at meddeele saa meget af dem,
som han kand; er en u-ægte Patriot.
Denne Tanke kand tiene til endnu nøyere Jndsigt i de Personers uægte Hier¬
telauv og Gierninger, som ere nævnede i Anmærkningen under den 15. 6
18. En ægte Patriot stræber at tiene sine Med=Brødre med
de Gierninger, til hvilke at forrette han er meest beqvem.
Thi en ægte Patriot elsker sine Med=Brødre (§. 12.) og følgelig
stræber at være dem til Tieneste med sine Gierninger. At tiene med
de Gierninger, til hvilke man er u-beqvem eller kun lidet beqvem er
umueligt. Derfor stræber han at være til Tieneste med de Giernin¬
ger, til hvilke at forrette han er meest beqvem.
Denne Tanke kand tiene til at kiende den redelige Danske Spectator, fornuf¬
tig redelige Intention mod sine Med=Brødre, og derfor ansee ham, som en ægte
Patriot i de Gierninger han giør som Spectator.
§. 19. Den derfor, som søger at vil tiene sine Med=Brødre med
de Gierninger som han er u-beqvem til at forrette, er en u-ægte Patriot
i det han stræber derefter.
Denne Tanke kand tiene til nøyere Jndsigt i Posthumi, Sartorii, Hebetii,
Ignorantii uægte Hiertelauv mod Fæderne=Landet i deres Ansøgning.
§. 20. En ægte Patriot forøger ikke med sit Vidende eller Villie
unyttige Borgeres Tal.
Thi en ægte Patriot har det almindelige Velgaaende til Øyemeed,
(§. II.) hvilket han vil befordre, som den der elsker sin Konge, sig selv
og sine Med=Brødre §. 12.) følgelig, siden det almindelig Velgaa¬
eende ikke befordres ved et stort Tal af unyttige Borgere, saa forøger
han ikke med Vidende eller Villie samme.
§. 21. Den, derfor, som med Viidende og Villie forøger unyt¬
tige Borgeres Tal, er en u-ægte Patriot.
Denne Tanke kand tiene til nøyere Jndsigt i Hebetii og Ignorantii Forældres
urimelige Hiertelaug mod Fæderne=Landet, om de med Viidende og Villie giøre
denne Uriimelighed.
Disse Tanker maa være nok til nøyere Jndsigt i den redelige Danske Specta¬
tors andet Ark. De ere blevne meere vitløftig end jeg havde forestilled mig, og de
kunde endnu blive meere vitløftig, om jeg vilde blive ved at bevise de øvrige en ægte
Patriots Egenskaber. Maa jeg nu nyde saadan en Gien=Kierlighed af mine Med=Brødre,
som min ringe Kierlighed til dem har vaaren, da jeg har skreven disse Tanker, saa¬
er jeg meget fornøyed. Dog venter jeg den ey af alle, i det ringeste ey af den ly¬
stige Anti=Spectator, (om han meener alt det som han i sit 23 Ark har skreven om
mig) for mig maa han gierne meene om mig hvad han vil, saa vel herefter som til
Dato, thi jeg tænker naar han raillerer med mig i sine Vers, det samme, som
jeg hidindtil har tænkt: At han i Raserie er kommen til at ride paa den
Poetiske Hæst Pegaso, og naar han kommer af den, kommer
han vel til sig selv igien.


Philosophiske Betænkninger
og nøyere Jndsigt,
i den
Danske SPECTATORS
Tredie Ark.
No. 5.
Udgivet den 21 Decembris 1744.
Sælges udi N. H. Møllers Bogtrykkerie for 2 Skilling.
Den retskafne Patriot.
Pro Patria sit dulce mori licet atqve decorum
Vivere pro patria dulcius esse putas.
Sed qvia per luxum vis vitam perdere, non vis
Vivere pro patria, nec Bibiane, mori.
Dette er paa Dansk:
Omendskiønt det er angenemt og anstendigt, at døe for sit Fæ¬
derne=Land, saa har dog du, Bibiane, den Meenig: at det
er meere angenemt at leve for samme. Men efterdi, du vil
ved Overdaadighed miste dit Liv, saa vil du hverken leve el¬
ler døe for dit Fæderne=Land.
I. Arkets kortelige Jndhold og Reflexioner,
over samme.
D¬
en Danske Spectator afmaler i dette Ark tvende Lasters
Vederstyggelighed, nemlig Fraadseries og Drukkenskabs.
Anledningen til hans Tanker i dette Ark, er ham given af
nogle den sidste Lastes Elskeres Discours (see Arkets Pag. 17.)
hvilke have holdet for, det var umueligt at leve saa patriotisk,


34
som den Danske Spectator havde viist at en Patriot burde le¬
ve, ja urimeligt, og at han lærende dette derfor, som en
skadelig Lem, burde udstødes af Societet.
Denne Dom, over den redelige Danske Spectator af disse, i hen¬
seende til Væsen Mennisker, anseer jeg som Beviis paa deres Uredelig¬
hed mod Fæderne=Landet; og derfor ey gyldig til at virke det, som disse
vilde den skulde virke hos alle. Thi at dømme den, at være en skade¬
lig Lem og urimelig Person i et Societet, som af Kierlighed til sine
Medbrødre, stræber at vise dem de Lasters Vederstyggelighed, som de
elske, for at vilde giøre dem, som ellers ere vederstyggelige i Guds og
alle Fornuftiges Øyen, meere behagelige for samme, er at dømme Kier¬
lighed landflygtig fra sit Fæderne=Land, og dermed at vilde Fæderne=Lan¬
dets Velgaaendes Undergang, efterdi dets virkelige Velgaaende hviler paa
indbyrdes Kierlighed, som et Huus paa sine Grundsteene. Desuden ere
disses Tanker om en ægte Patriots Pligter ugrundede, i det de kalde dem u¬
muelige og urimelige, med mindre man vilde sige, at det var umueligt og u¬
riimeligt at være Menniske. Efterdi en ægte Patriots Pligters Muelighed og
Rimelighed grunder sig paa et Menniskes Væsen, eller at være Menniske,
hvilket jeg haver (saa vit Arkets Jndhold har tilladet) beviist i mit 3 og
4 Ark; og følgelig er denne deres Tanke mod Sandhed. Skulde denne
Doms Virkning være, som de vilde, saa seer man allereede af foregaaen¬
de, at de vilde Staatens Undergang i det de vilde giøre den mistenke¬
lig, som vil den vel, og dermed som overmaade Uredelige vilde de gierne,
at Kundskab og Dyd skulde forjages af de Eenfoldiges Hierne og Hier¬
te, paa det de kunde med sin Vanvittighed ansees for store Mænd i
Staaten, og med sine vederstyggelige Laster, som allene Dydige. Men
disse Domme ansees for ugyldige til at giøre den Virkning, siden her
findes retsindige og fornuftige Patrioter, som kiende Dommenes Uri¬
melighed, og derfor hindre den Virkning, som disse vilde. Kiære Bi¬
han, dersom i vil lyde mig, da ønsker jeg at J vilde være noget mee¬
re Menniskelige i Eders Domme, og altid tillade en upassionered Kier¬
lighed at følge med Eders Forstand, naar J vil dømme Eders Næste.
Thi jeg forsikkrer Eder, at man, naar Kierlighed er Forstandens Med¬
broder, altid bedre kand være forsikkret om sine egne og andres Dom¬
mis Sandfærdighed, end naar man lader sig forblinde af Vrede, Had,


Ovi
35
Misundelse, eller andre slige urimelige Passioner; Og skulde det hen¬
de sig, at man, som Mennisker, feilede, saa bevægede den upassio¬
nerede Kierlighed sin Medbroder Forstanden lettelig til at forandre sine
Tanker, da derimod Vrede, Had, Misundelse &c. ligesom tvinge For¬
standen til at holde fast ved sine falske Tanker, og at forsvare disse til
det yderste, uden at skaane sin Næstes Ære eller Liv. At det har sig
saa i Særdeelished kand daglig Erfarenhed vise den fornuftig Agtsom¬
me. Jeg har desuden den Tanke, at der er mindre Fare ved at forsee
sig i at dømme sin Næste i Kierlighed, end at dømme i Vrede, Had,
Misundelse &c. Efterdi det sidste er et større Onde eller en større Udyd,
(endog om jeg dømmer Sandhed) end det første.
De Laster, som den Danske Spectator i dette sit Ark med sine Far¬
ver afmaler, anseer jeg virkelig som de ere afmalede vederstyggelige,
og derfor holder jeg hans Tanker om disse for Sandhed, men efterdi
jeg er bleven Hans Spectator, vil jeg i Kierlighed reflectere paa nogle
andre af Hans Tanker i Hans Ark, som følge:
Han fremsetter Pag. 18, dette Spørsmaal: Om det ø¬
verste Hoved i Staaten er forbunden at lade sin Person see
i Spidsen af sin Armee, og selv i agt tage en Soldats Plig¬
ter, eller om han handler fornuftigere, naar han allene be¬
styrer og anfører sine Tropper ved kloge Anstalter, og for¬
nuftige Regler, i det han indretter i sit Cabinet den Plan,
hvorefter hans Underhavende i Marken skal tage deres Mes¬
surer?
Dette Spørsmaal lader den reedelige Spectator u-besvared; Men
efterdi Spørsmaalet er vigtigt, og Svaret derpaa meget nyttig for de
Eenfoldige i Staaten, vil jeg besvare dette og sige:
Det øverste Hoved i Staaten har forbunden sig til at have Om¬
sorg for sammes almindelige Velgaaende og Rolighed (see mit 3 Ark
Pag. 24. §. 9.) og efterdi denne Omsorg i Krigs=Tider kand af Ham
haves ved at indrette klogelig og fornuftig i sit Cabinet den Plan, efter
hvilken Hans Underhavende i Marken skal tage deres Messurer, saa er
han ey forbunden til at lade sin høy magtpaaliggende Person see i Spid¬
sen af sin Armee¬
Lader han sig derfor see i Spidsen af denne, da giør han meere
end han er forbunden til at giøre, og derfor bør han, som den, der giør


meere end han bør at giøre, ikke at lastes, men meget meere at berøm¬
mis; efterdi han haver givet et større Beviis paa sin formeget yderlige
Kierlighed til sit Fæderne=Land, end han er forbunden at give.
Under samme Pag. 18 fremsætter den Danske Spectator
endnu et andet Spørsmaal, hvilkets Sandheds Undersøg¬
ning han lover at skal være hans Forretning i det følgende.
Spørsmaalet er: Hvilken Patriot fortiener meest at berøm¬
niis, enten den, der lader sit Liv for Fæderne=Landet, eller
den, der conserverer det?
Den reedelige Danske Spectators Tanker, som tiene til Svar
paa dette Spørsmaal, ere Fornuftige og Sandfærdige; dog svarer
han med Forskiel imellem en simpel Borger, og en klog Raads=Herre.
Men efterdi Subjectum, eller den Ting i Spørsmaalet, hvor om der
talis er en Patriot, uden Hensigt til hans færdeelis civile Stand; vil
jeg svare uden Hensigt til samme, og sige: Dersom Fæderne=Landets
Velgaaende, og almindelige Rolighed meere kand befordres ved een
Patriots Liv, end ved sammes Død, da fortiener han at berømmis,
naar han stræber at leve, og lastes om han stræber efter at døe, før¬
sin af GUd beskikkede Tiid.
Dersom Fæderne=Landets almindelige Velgaaende og Rolighed
befordres meere ved hans Død, end ved hans Liv, da bør han berøm¬
mes, naar han villig opoffrer sit Liv, og lastis, naar han stræber at
beholde det.
Dersom man forestiller sig tvende Patrioter, af hvilke den ene
stræber at leve for meere at befordre Fæderne=Landets Velgaaende og
Rolighed; den anden vil villig døe for meere at befordre Fæderne=Lan¬
dets Velgaaende og Rolighed, da ere de, som Patrioter, lige berøm¬
melige; efterdi de leve og døe for at naae det Øyemeed til hvilket de,
som ægte Patrioter, bør sigte (see mit 3 Ark Pag. 24. §. 11.)
At den reedelige Danske Spectator Pag. 20 siger: Der¬
som Landet havde Mangel paa slige fugtige Brødre, da blev
Farten paa fremmede Stæder ikke saa sterk, og Viinhand¬
leres Næring ey dreven med saa stor Succes, synes mig at væ¬
re sagt mod Sandhed. Thi Aarsag til Handel i Fæderne=Landet er ik¬


ke slige fugtige Brødte, hvis Liv er at dræbe sig selv med umaadelig og skadelig
Drikken, og hvis Død er at drikke maadelig; Men jeg har den Tanke, at den for¬
nemste Aarsag er: At Landets Børn kand lide vel ved at nyde de Ting af Fremmede,
som dem fattis, og igien at give disse de Ting som de mangle, uden mange Penges
Forliis. Desuden ere jo ikke alle de, som drikke Viin til Maade hos Viinhandlere,
fugtige Brødre, eller Viin Ahmer. Mig synes derfor at denne, den Danske Spe¬
Stators Critiqve over Handling, og Viin=Handling, er alt for almindelig fremsat,
og derfor mod Sandhed.
At den reedelige Danske Spectator sammested siger: At Scenen
i henseende til Drik, er i Norden nu anderledes end i gamle Dage;
saa at paa Skue=Pladsen i stæden for Drankkere, nu omstunder fin¬
des Fraadsere; kand jeg ikke tilstaa at være aldeeles Sandhed. Jeg tilstaar at
den er forandret, men merk, ey i henseende til Tingen, men i henseende til Tiden,
paa hvilken Personerne agere; thi i gamle Dage agerede Drukken=Bolte deres Rul¬
le om Dagen, saa at enhver kunde øyensynlig beskue den agerende Person; Men nu
agere de om Natten paa Gaden, eller en times Tiid, før de lægge sig, i deres Sove-Kam¬
mer; og somme tage vel deres Lomme=Broder med sig til Sengs for at profitere af
hans ledskende Mund, saa, at enhver just ikke øyensynlig kand beskue dem, men
allene Vægtere paa Gaden eller deres Huusfolk hiemme, i fald de der agere sin Rulle,
Jeg maa tilstaa, at Tiiden som disse Viin eller Brendeviins Seilere rulle Gaderne
igiennem er artig nok udvalt; dersom Seiladsen i sig selv var ey saa udydig; Thi
paa den Tiid befries godt Folk fra at faa Anstød ved disses Sviire=Lavering paa Ga¬
den, siden de Honette da gemeenlig ere hiemme; Og Vægterne have ingen Fare for¬
samme, som de der have Rettighed til at styre slige Seilere, enten til sin rette Haun,
eller til Losning paa Raad=Stuen, i fald de støde an, og komme ved Ord, eller
Gierning til Skade.
At det ikke nytter at censurere eller igiennemhegle Feil (som den
Danske Spectator siger i Arket under Pag. 23. lin. 28.) fordi man ey
kand vente Reformation, kand jeg ikke aldeeles bifalde. Thi dersom dette var
saaledes, saa blev jo Hans eget reedelige Arbeide, saa vel som alle andres, der
stræbe med Skrifter, Tale, eller Gierninger, at giøre Udyden vederstyggelig, og
Dyden behagelig, for et unyttigt Arbeide; hvilket er mod Sandhed; Thi var det
unyttigt, saa kunde det paa ingen Maade, eller hos ingen Menniske virke det, til
hvilket det sigter, og dette bliver meget vanskeligt, om ey gandske u mueligt, at be¬
viise. Thi lad være, at der findes mange, som belee og dadle slige Skrifter, Tale og
Gierninger, og seende ere blinde i at see Sandhederne, som findes i disse, saa, at
de, for nærværende Tiid, blive uden Reformation, saa kand man dog ey slutte fra
nogle til alle, og saa lenge alle ikke ere saa ureene sindede, som disse latter fulde
Dadlere, da kand man ey med rette kalde dette Arbeide unyttigt. Jeg har den
Tanke: At man har ingen fornuftig Raison til at tville, om et udydigt Menniskes
Forandring fra Udyd til Dyd ved fornuftig sunde Lærdomme, saa lenge han lever,
og derfor maa man vente hans Leve=Maades Reformation intil han døer, og da er


38
ey lengere Tiid at haabe, saa at dette Arbeide kand ey kaldes unyttigt i henseende til
den Udydige før han døer. Ja! lad være, at han døer udydig, saa har dog dette
Arbeides Sandheder denne Nytte: At de kand tiene til Vidne mod ham, at han kun¬
de blevet Menniskelig i sin Leve=Maade, og at han kand ey undskylde sig med nødven¬
dig Vankundighed om sin Leve=Maades U-Menniskelighed. J øfrigt lad være, at
ingen Menniske annammede de Lærdomme, som disse Skrifter, Taler, eller Giernin
ger fremstille til Eftertanke, saa er dog Sandhederne i sig selv tienlige til at opvæk¬
ke Udydens Had, og Dydens Kierlighed, og følgelig er Arbeidet i sig selv lige saa
vel nyttig til at opmuntre Siælen at elske og søge Dyden, som Varme er i sig selv
nyttig til at opvarme, omendskiønt der findes ingen, som vil lade sig opvarme.
NB. Disse Tanker ere de Tanker af den reedelig Danske Spectators 3 Ark,
som jeg for denne Gang har vildet reflectere over, og derfor vil jeg efter Løfte give
2. Fornuftige Tanker, som kunde tiene til nøyere
Jndsigt i den Danske Spectators 3 Ark.
§. 1. Et hvert Menniske bør vedligeholde sit Legeme i bestandig
Helbred; (see mit 3 Ark Pag. 23, i Slutningen af §. 5.) dette kand
ikke skee uden Mad og Drikke. Derfor bør et hvert Menniske æde
og drikke for at vedligeholde sit Legeme i bestandig Helbred.
Denne Skyldighed synes vel unødvendig at anføre, efterdi det lærer sig selv
at man bør æde og drikke. Jeg tilstaar det at være Sandhed, men jeg nægter: at
alle veed hvorfor de skulle æde og drikke; eller hvad Øyemeed de, som Mennisker,
bør have i deres æden og drikken. Jeg har desuden her anført den for at faa Lei¬
lighed til at vise, at de andre til deels u bekiente Skyldigheder angaaende æden og drik¬
ken ikke ere ugrundede, men at de virkelig grunde sig paa Menniskets Væsen og Natur.
§. 2. Den, derfor, som æder eller drikker i anden fornemmelig
Øyemeed end for at vedliggeholde sit Legeme i bestandig Helbred, hand¬
ler ikke med sig selv, som med et Menniske, og den, som nøder andre
til at æde eller drikke meere, end de med sig selv veed, at kunde tiene
til at naa omtalte Øyemeed, handler U-Menniskelig med andre.
Denne Tanke kand tiene til nøyere Jndsigt i de Menniskers urimelige Kierlig¬
hed, som for, at ikke vilde have Ord for, at misunde sine Giester Mad og Drikke,
paatvinger dem meere end de vel behøvede til at nyde omtalte allene lonlige og men¬
niskelige Øyemeed. Denne Tanke kand ogsaa tiene til nøyere Jndsigt i de Menniskers
slette Omgang med sig selv, som bruge Mad og Drikke for at nyde Smagens Behage¬
lighed, saaledes, at man skulde snart tenke at dersom Smagen ikke var behagelig,
saa spiise de aldrig, og hellere døde. Jeg nægter ikke, at jo Smagens Behagelig¬
hed kand eller bør være et Med=Øyemeed; Men jeg nægter allene, at den bør være
Hoved Øyemeed. Men skal den være Med Øyemeed, saa bør den altid være i Øye¬
meedenes Orden underkasted Hoved Øyemeedet, og nydes ikke for sig selv, men for at
nyde sit Legems Vedligeholdelse i bestandig Helbred. For Exempel. Dersom to Slags


hilos¬
for Helbreden lige tienlige Spiiser, af hvilke den ene er velsmagende, den anden ilde¬
smagende, fremsættes et Menniske at udvælge, da bør han at udvælge den Velsma¬
gende, for at nyde sit Hoved Øyemeed i æden, ved et behagelig Middel; Men der¬
imod om den ilde smagende Spiise bedre tiener til at naa sin Helbred, end den vel¬
smagende, da bør han, som Menniske udvælge den ilde smagende frem for den vel¬
smagende. Dette samme Exempel kand tiene til fornuftig Jndsigt i et Menniskes
Omgang med sig selv i henseende til at drikke.
3. Den, som har Færdighed i at æde meere end han kand taa¬
le d. Uden at finde Ubeqvemmelighed til at forrette sin Siæls eller Le¬
gems sædvanlige fornuftige Gierninger, er een Fraadsere. Og den,
som har Færdighed i at drikke meere end han kand taale, er een
Drankkere.
Den derfor, som befindes engang at have ædet eller drukket meere end han
kunde taale, bør ikke at dømmis som en Fraadsere eller Drankkere; endskiønt han
ikke kand befries fra Forseelse imod sig selv; Thi en udydig Gierning giør ikke en strax
udydig, efterdi Udyd bestaaer i Vane og Færdighed at begaae visse Slags Forseelser.
Fraadserens Forseelse er ikke faa Øyensynlig blant Mennisken, siden Forædelse yttrer
sig ikke saa strax i de udvortes Legemets Lemmers Forretning. Men Drankkerens er
meget tydelig; Thi naar man nøye giver agt paa et drukken Menniske, merker man,
at, det første Viinen kommer noget utaalelig ind, gaaer Fornuftens Brug, ud fra
Siælen, og da regierer Sandsen og Imaginationen, hvilken, som uden Styrere,
formaa Personen til at drikke saa længe, indtil de sædvanlige Menniskelige Gierninger
aldeeles blive borte, og Personen har intet Menniskeligt til syne hos sig, uden allene
Legemets Skabning. Saa at dersom man ikke saa dette tillige med de bæstiske Gier¬
ninger han i denne Tilstand giør, skulde man tænkke at han virkelig var et af de med
færeste Sandser begavede Bæster. Dette er et drukken Menniskes Beskaffenhed, naar
han en gang er drukken; vil man nu tælle de mange gange een Drankkere er druk¬
ken, og samle omtalte Omstendigheder med hver gang, saa bliver det tydelig hvor
overmaade UMenniskelig een Drankkere omgaaes med sig selv; og at han giør sig
selv med sin Drikken aldeeles u-beqvem til at tiene sine Medbrødre med de Gierninger,
til hvilke han, om han ey drak, var beqvem at forrette.
§. 4. Een Fraadsere og een Drankkere, stræber ikke at tiene sine
Med=Brødre med de Gierninger, til hvilke at forrette de kunde være
beqvæmme.
Thi de giøre sig ved deres saa for megen Æden og Drikken u¬
beqvæmme til at forrette dem. (see Anmærkningen under §. 3.) Og der¬
for stræbe de ikke heller at tiene sine Med=Brødre med de Gierninger,
til hvilke at forrette de kunde være beqvæmme.
§. 5. Patrioter, som ere Fraadsere og Drankkere, ere uægte Pa¬
trioter.


anf
40
Thi de stræbe ikke at tiene sine Med=Brødre med de Gierninger,
til hvilke at forrette de kunde være beqvæme. (§. 4.) De som ikke stræ¬
be derefter ere uægte Patrioter, (see mit 4 Ark Pag. 32. §. 18.) derfor
ere disse u-ægte Patrioter.
Denne Tanke kand tiene til nøyere Jndsigt i Bibiani og Epolonii uægte Leve¬
Maade som Patrioter hvilke anføres af den Danske Spectator, som Exempler paa
Drankere og Fraadsere.
Denne kand ogsaa tiene til at ansee en Patriot, som er Drankere eller Faadse¬
sere, Udyd for dobbelt saa stor, som den var i fald han allene var Menniske og ey
tillige Patriot. Denne kand tillige tiene til dobbelt Afskye hos den retsindige for Fraad¬
serie og Drukkenskab; først for saa vit disse stride mod Menniskets Væsen og Natur,
for det andet for saa vit de stride mod den Kierlighed, som en Patriot er sine Med¬
Brødre skyldig at beviise i Gierningen. Det var at ønske at de stakkels Menni¬
sker, som ere besudlede med disse Laster, vilde eftertænke hvad de giøre, faa Afskye
til disse, og tænke paa Midler til at blive disse qvit, paa det de kunde blive meere
Menniskelige mod sig selv, og meere kierlige mod sine Med=Brødre. Jeg vil til Slut
ning give Anviisning til et almindelig Middel, hvis nøyere Jndsigt kand føde andre
af sig, som alle kunde tiene til at jage Fraadserie og Drukkenskab af Siælen.
§. 6. Fraadserie og Drukkenskab bestaaer i at have Færdighed,
til at tage meere Æde og Drikke til sig end man kand taale (§. 3). Det
naturligste og beste Middel derfor til at blive disse Laster qvit bliver
at erhverve sig Færdighed til at ikke tage meere af Æden og Drikken
til sig, end man kand taale.
Hvor meget enhver kand taale veed ingen bedre, end den, som skal tage mod
Maden og Drikken; derfor giør enhver vel, som vil stræbe at være Menniskelig
mod sig selv som Menniske, og kierlige mod sine Med=Brødre, som Patriot; at han
ikke 1) spiiser eller drikker uden for at vedligeholde sit Legeme i bestandig Helbred.
2) Jkke spiser eller drikker meere end han, uden at skade sin Helbred, kand taale;
og naar han bestandig efterlever disse Regler, bliver han frie fra disse Laster, i det
han faaer en Færdighed, som qvæler dem; saa at han bliver i Æden og Drikken,
det samme, som han er i Væsen og Natur, et Menniske og tillige, naar han vil
arbeide, een, efter sine Omstændigheder, ægte Patriot.
Jeg burde vel give Svar paa de Critiqver, som jeg har hørt over mit Arbey¬
de, af de kiærlige, Thi de Misundeliges og Hadefuldes er ikke billigt at besvare, si¬
den deres tydeliges Had og Misundelse røber deres Hiertelaug mod Sandhed, og
giør deres egne Tanker til Usandfærdighed hos alle Forstandige, som jeg allerede har
erfared. Men siden min Forleggere paastaaer at nyde mit Ark, vil jeg giemme dette
Svar til jeg faaer bedre Leylighed, og ønske: at de Forstandige maa finde Fornøyelse
i at repetere ved dette Ark de Tanker, som ere dem desuden bekiente, og
de mindre Forstandige at faae nøyere Jndsigt i Drukkenskabs og
Fraadseries Vederstygelighed; og blive herefter meere
Mennisker, og meere ægte Patrioter.


Philosophiske Betænkninger
og nøyere Jndsigt,
i den
Danske SPECTATORS
Fierde Ark.
No. 6.
Udgivet den 28 Decembris 1744.
Sælges udi N. H. Møllers Bogtrykkerie for 2 Skilling.
levis ante Corrigi
Mox pravitate post inemendabili
Curvatur arbos: Sic ager pueretiæ
Cum Cura defit, asperos mores gerit
Nullis deinde Cultibus domabiles.
Dette er paa Dansk:
Ligesom et Træ, der lettelig i Førstningen kunde voxe lige, voxer
siden ved en Forsømmelse, som ey kand endris, krumt, saa,
naar der findis Mangel paa omhyggelig Opdragelse, frem¬
bryde i Ungdommens Levnet, vederstyggelige Sæder, som
paa ingen Maade kand temmis.
I. Arkets kortelige Jndhold og Reflexioner,
over samme.
J
dette Ark handler den reedelige Danske Spectator om
disse Tiders urimelige Børne=Optugtelse.
Hans Tanker herom ere Fornuftige og værd at tage til
Eftertankke, men som der findes nogle ikke just Optugtelsen,


42
angaaende, som mig synes at burde være anderleds, vil
jeg give mine Reflexioner over dem.
Pag. 26. Lin. 11. siger han: at den Læge, som skaffer Huud
over Patientens Skade, og ey drager først de giftige Væd¬
sker ud af Skaden, kand siges at handle barmhiertig mod
sin Patient: Dette kand jeg ey tilstaa at være gandske overeenstem¬
mende med Sandhed; Thi Barmhiertighed sigter til at skille den Elen¬
dige, saa vit man kand, af med sin Elendighed, og ikke at formeere
Elendigheden. Naar derfor een Læge skaffer Huud over en Skade,
som er fuld af giftige Vædsker, kand hand ikke siges at formindske,
men heller at formeere Patientens Elendighed; og derfor, at handle u¬
fornuftig, ureedelig, og tillige u-barmhiertig mod sin Patient, saa
jeg ikke kand see at han er barmhiertig mod samme.
At han samme Pag. 26 Lin. 33 siger, det bliver ikke een
ægte Patriots Hoved=Sag, at legge Vind paa mange Børn,
men paa faa gode og vel optugtede, kand jeg ikke bifalde aldee¬
les, jeg nægter ikke, at han bør legge Vind paa at faa vel optugtede
Børn, ikke heller at dette jo bør være hans Øyemeed, som Patriot,
men jeg seer ikke, at han kand nyde dette uden han faaer Børn, og jeg
kand ikke heller sige, at han bør kun aule faa Børn; thi det var at
giøre det til een Pligt imod Fæderne=Landet, som var stridigt mod sam¬
me, i det dens Efterlevelse formindskede Fæderne=Landets Børns Tal.
Mig synes derfor at en ægte Patriot bør anle saa mange Børn, som
han kand opdrage, til sit eget og Fæderne=Landets Tieniste.
NB. Efterdi jeg tvivler paa, at mit Ark skal kunde romme alle de Tanker som
jeg meener at kunde tiene til nøyere Jndsigt i dette Ark, vil jeg giemme de øvrige
Tanker af den reedelige Spectators Ark til i Følgende. Thi mit Hoved Øyemeed
med mine Blade, er paa den enfoldigste og begribeligste Maade (saa vit Arkene og
Tingene kand tillade) at give mine Med=Brødre Grund til de fornuftige Tankers
Sandfærdighed, som Spectator i sine Ark ved høytravende og meget net oratorisk Stiil¬
fremstiller, for at hielpe til Philosophiske meget nyttige Tankers, lige saa stor Almin
delighed i Dannemark, som andre Stæder.
2. Fornuftige Tanker, som kunde tiene til nøyere
Jndsigt i den Danske Spectators 4 Ark.
§. 1. Børn ere Mennisker, og for saavit, ere de for¬
bundne til at stræbe efter deres indvortes og udvortes Til¬


hilosophi¬
stands Velgaaende eller Fuldkommenhed (see mit 3 Ark Pag¬
22 §. 5.) dette kand ikke skee, med mindre de selv, eller an¬
dre (rettere at sige) 1. Kiende og udvælge de Midler, som der¬
til behøvis. 2. Indrette deres Gierninger saaledes, at de
bruge de udvalte Midler til sin Fuldkommenhed, og afværge
de Gierninger, som ere stridige med dette Hoved=Øyemeed i
alle Menniskelige frivillige Gierninger, naar samme skal væ¬
re fornuftige og loulige c: overeenstemmende med det Men¬
niskelige Væsen, som alle Mennisker have, som Mennisker.
Det første kalder man at sørge for Børn, det sidste at
regiere Børn; saa, at Forsorg for Børn er Omhue for
at skaffe Børn de Ting, som de behøve til sin indvortes og
udvortes Tilstands Fuldkommenheds Befordring. Regi¬
mente over Børn er Børnenis Gierningers Indrettelse til
at nyde dette Hoved=Øyemeed. Forsorg for Børn og Re¬
gimente over samme, kaldes Opdragelse eller Optugtelse.
Denne Tanke kand tiene til at opvække hos de Forstandige, som
af en Slags Skiødesløshed have udvalt et andet Hoved=Øyemeed i sine
Børns Opdragelse, end de, som Fornuftige, burde, nøyere efter
Tanke, og derfor Forandring i deres Børns Opdragelse.
Hos de mindre Forstandige, kand den tiene til, at vise dem øyen¬
synlig det Hoved=Øyemeed, til hvilket deres gandske Omgang med de¬
res Børn bør sigte, naar de vil omgaaes med dem, som Mennisker.
Dette nøyere at undersøge, skal være i følgende min Gierning; i kiær¬
lig Tanke at vilde mine smaa Med=Brødres Velgaaende, saa meget
som min ringe Efne formaaer.
§. 2. Forældre ere forbundne til at sørge for sine Børn,
og regiere deris Gierninger, saalenge, som Børnene ikke selv
formaa at giøre dette.
Thi Børn ere Mennisker, som ikke kandsørge for sig selv,
eller regiere sig selv. Derfor bør andre Mennisker, som kun¬
de, sørge for dem og regiere dem. (see mit 3 Ark Pag. 22. §. 2.)
Nu er ingen nærmere forbunden til dette end de, som have


anske
44
anled dem, om deres Forældre. Derfor ere disse forbundne
til dette, og efterdi Tiden er forfalden, ihenseende til Op¬
dragelsen, naar Børnene kand sørge for sig selv, og regiere
sig selv, saa ere de allene forbundne saa lenge, som Børne¬
ne ikke formaa at giøre dette (§. 1.)
Denne Sandhed kand tiene til at beviise alle de Pligter, som For¬
ældre bør iagt tage i deres Børns Opdragelse, og de Pligter, som
Børnene bør iagt tage mod Forældrene i og uden for Opdragelsen;
hvilket skal blive tydelig i følgende.
§. 3. Forældre bør elske sine Børn.
Thi Forældre ere forbundne til at sørge for sine Børn og re¬
giere dem (§. 2.) paa det disse kunde nyde sin indvortes og udvor¬
tes Tilstands Fuldkommenhed (§. I.) og derfor bør de finde Be¬
hagelighed af deres Børns Velgaaende og Lyksalighed; den
som bør finde Behagelighed af en andens Velgaaende, bør
elske ham, følgelig bør Forældre elske sine Børn.
§. 4. De Forældre derfor som ikke elske sine Børn, eller
elske den ene og udelukke den anden fra Opdragelse, handle
U-Menniskelig med sine Børn.
Denne Tanke kand tiene til nøyere Jndsigt i de Forældris Ufor¬
stand, som elske i Opdragelsen deres Drenge=Børn meere end Pige¬
Børn, allene fordi de ere Drenge; eller og Pige=Børnene meere end
Drenge=Børnene allene fordi de ere Piger. Thi de ere jo alle Børn,
saavel Drenge, som Piger, og som Børn, behøve de jo alle Opdra¬
gelse (§. 1.). Derfor er det Urimeligt, Uforstandigt og U-menniske¬
ligt at foredrage i Optugtelsen den ene for den anden. Jeg nægter
ikke at jo et Barn kand findis meere omhyggelig i at efterleve Faderlige
Formaninger Opdragelsen angaaende, end et andet, og derfor meere
bør elskes; men jeg nægter at denne Kierlighed skal udelukke de andre
fra Omhyggelighed i Opdragelsen. Thi naar man meget nøye vil re¬
flectere paa Kiærlighed, kand man merke at den føder tvende Virk¬
ninger af sig, og kand derfor i henseende til disse Virkninger ansees,
som adskillig. Den første Virkning er at finde Behagelighed i det man
elsker, den anden er at søge at befordre det elskedes Velgaaende. Der¬


Philosophis¬
for kand man kalde Kiærlighed i henseende til den første Virkning Vel¬
behageligheds Kiærlighed, og i henseende til den anden Velvillighed¬
Kiærlighed. Man seer heraf, at Velbehageligheds Kiærlighed ikke
bør hos Forældre udelukke nogle af Børnene fra Velvilligheds Kiærlig¬
hed, endskiønt der kunde findes de iblant Børnene, som ey havde det
hos sig, som kunde føde Velbehageligheds Kierlighed i henseende til de¬
res fri Villies Gierningers Indretning efter de givne Formaninger.
§. 5. Forældre bør sørge for deres Børns Siælis og Le¬
gems Velgaaende.
Thi Forældrene bør opdrage sine Børn (§. 2 og I.) Op¬
dragelsen sigter til Børnenis Velgaaende (§. I.) for saavit
de ere Mennisker. Mennisker ere de for saa vit de have Siæl
og Legeme; (see mit 5 Ark Pag. 22. §. 4.) Derfor bør For¬
ældre at sørge for deres Børns Siæl og Legeme.
§. 6. De Forældre derfor, som ikke sørge for deres Børns
Siæls og Legems Velgaaende, opdrage deris Børn paa een
u-menniskelig Maade; Og de som sørge meere for at faa de¬
res Børns Legeme forbedred, end deres Siæle, ere ligeleedis
u-menniskelige i deres Optugtelse.
Denne Tanke kand tiene til nøyere Jndsigt i de Forældres U¬
menniskelighed mod sine Børn, som meere see i Opdragelsen paa Bør¬
nenis kryllede Nakker, nette Klæder, Legemets Bøyning efter Moden,
end paa deris Siælis Velgaaende. Jeg tilstaaer, at dette tildeels bør
i agttages, for ikke at støde de mindre Dydige i sin Kiærlighed til Dy¬
den, men jeg nægter at dette bør giøre at det andet meget vigtige skul¬
le forsømmis. Jeg dadler ikke Opførsel i Legemets Prydelse efter den
vedtagne Maade, men jeg vilde i Oprigtighed gierne, at mine smaa
Med Brødre maatte ved Opdragelsen lære at Dyden bestaaer ikke i
kryllede Lokker, kostbare Klæder, eller noget, som er uden for Siælen;
men at den er en Færdighed i Siælen; som bevæger Tungen og alle de
andre Legemets Lemmer til, saaleedis at opføre sig, at de kand bevid¬
ne dens Jboelse i Siælen.
§. 7. Forældre bør sørge for, at deres Børns begriben¬
de Kraft kand blive i sit Brug meere beqvæm til at begribe
Sandhed.


den
anske
46
Thi Forældre bør sørge for sine Børns Stæles Vel¬
gaaende: (6 5.) Siælen har en begribende Kraft til at kien¬
de Sandhed (see mit 3 Ark Pag. 22. §. 4.) og jo meere beqvæm
denne i sit Brug er, jo større er Siælens Velgaaende i den
Henseende. Derfor bør Forældre sørge for, at deres Børns
begribende Kraft i at begribe Sandhed bliver i sit Brug mee¬
re beqvæm til at kiende Sandhed.
Denne Forældrenis Skyldighed indbefatter en Skyldighed, at om¬
gaaes sine Børn i at forbedre deres begribende Kraft, saaledes som
Logica eller Lærdommen om Fornuftens Brug i at kiende Sandhed,
lærer at man fornuftig skal giøre, naar man vil forbedre sin egen be¬
gribende Kraft, nemlig: 1. Skal man nøye betragte alle de adskillige
Ting, som findes i en Ting. 2. Skal man ligne dem sammen med
hverandre, og 3. See deris Orden og Sammenheng, som de have i at
udgiøre den Ting, hvis Begreb man vil have; og saa fremdeelis i hen¬
seende til alle de Ting, som man vil og kand begribe. Naar man nu
i Opdragelsen vil giøre sine Børns begribende Kraft beqvæm til at be¬
gribe Sandhed, saa udfordris dertil 1. At man venner dem til at give
nøye Agt paa een Ting. 2. At blive vant til at ligne de adskillige Ting,
som findes i den Ting mod hverandre. 3. At de faa Færdighed at see
de adskillige Tings Orden og Sammenheng til at udgiøre Tingen. Det
første kand nydis hos Børn, naar man lang Tiid foreholder dem en
Ting, og opmuntre dem paa alle optænkkelige Maader til at nøye see
paa Tingen, og giør dem ved fornuftige Forestillinger, begiærlige efter
at vilde Tingens Navn; hvilket man bør sige dem, paa det, at de
derved maa komme i Vane med at spørge om Navnet paa de, deres
Sandser forekommende Ting. Det andet kand nydes, naar man vii¬
ser dem de mange Ting, som findes i den Ting de skal have Begreb
om, og ved at sætte disse imod hverandre tillige, at disse ere adskillige
fra hverandre. Det tredie kand nydis, naar man siger dem Navnet,
paa enhver af disse, og viser dem tillige, at Tingen kunde ey være den
Ting den er, uden alle disse adskillige Ting samlede udgjorde den. Paa
denne Maade kand Børn blive vante til, at faa med Tiden tydelige
Begreb, om de Ting, som de vil lære at kiende. Man kand, saa snart
et Barn begynder at lære at læse, venne det til, tillige med at faa klare


hilosophisk
Begreb, at faa tydelige; Thi enhver Mening, som de læse, kand
man forestille dem, som en Ting, der bestaaer af mange Commata,
disse af mange Ord, og disse af mange Bogstaver, og paa denne Maa¬
de kand de vennis til at faa Færdighed i at erhværve sig fuldstændig Be¬
greb o. Nationem ad æqvatam.
§. 8. De Forældre derfor som en sørge for, at deris Perceptio,
Børns begribende Kraft kand blive meere beqvem til at be¬
gribe Sandhed, ere Umenniskelige i deres Børns Opdragelse.
Denne Tankke kand tiene til nøyere Jndsigt i den urimelige Op¬
dragelse, som nægter Børnene tilbørlig Kundskab, da der findis For¬
ældre, som i deres Børns Opdragelse vilde ikke at Børnene skal vide
noget, førend de vide i Overflødighed det, som tiener dem til Onde i Livet,
og maaskee efter Døden. Disse sige gemeenlig Børn ere Børn, og man
maa ey vente, at de skulde have den Forstand, som gamle Folk burde ha¬
ve: Alt dette er Sandhed. Men efterdi Børn ey have denne Forstand,
saa er det eders Pligt, kiære Forældre at give dem den, og denne Sand¬
hed kand lige saa lidet løse eder fra eders Skyldighed mod eders Børn,
som eders Benægtelse for Gud, at J ere deres Forældre, kand befrie E¬
der fra at være det. Jeg vilde derfor ønske, at J vilde ikke holde disse
smaa Med=Brødre for Børn i henseende til den Kundskab de burde, som
Mennisker, have af Eder ved Opdragelsen, men med største Fornøyelse
i henseende til deres Barne=Gierningers Indrettelse efter de givne for¬
nuftige Optugtelsens Regler, dog saaleedis, at de ey fik Vane at agte disse
uværdige at efterleve.
§. 9. Forældre bør sørge for, at deres Børns dømmen¬
Judicium.
de Kraft bliver i sit Brug meere beqvæm til at dømme
Sandhed.
Thi Forældre bør sørge for deres Børns Stælis Vel¬
gaaende (§. 5.) jo beqvæmmere Siælens dømmende Kraft
er i at dømme Sandhed, jo bedre er Siælens Velgaaende.
Derfor bør Forældre sørge for deres Børns dømmende Kraf¬
tes megen Beqvæmmelighed i at dømme Sandhed.
§. 10. De Forældre derfor, som ikke sørge for at befor¬
dre deres Børns dømmende Kraftis Beqvæmmelighed i at
kiende Sandhed, opdrage deres Børn paa een Umenniske¬
lig Maade.


danske
48
Man maa ikke regne mig det til Onde, at jeg giver en slet Opdragelse saa slet et
Navn, at jeg kalder den U-Menniskelig; Thi naar man nøye indseer Sandhedernes
Sammenheng om Opdragelse, saa finder man at ald fornuftig Opdragelse grunder
sig paa Menniskelig Væsen og Natur, og bør kaldis Menniskelig, Fornuftig, Dydig,
og jeg veed ikke alle de hærlige Navne, som den bør have. Da derimod den Opdragel¬
se, som er anderledis eller stridig mod dette, bør kaldis med de Navne, som er over¬
eensstemmende med dens Beskaffenhed, iblant hvilke det skiønniste jeg har kundet finde,
er at kalde den Menniskelig. Thi skulde jeg kalde den med sine rette Navne, saa ble¬
ve de meget slettere. Denne Begiæring beder jeg maa tages til kiærlig Eftertanke i
følgende, om samme den urimelig Opdragelses Navn skulde forekomme.
§. 10. Forældre bør sørge for, at deres Børns fornuft sluttende
Ratiocinium.
Kraft i sit Brug bliver meere beqvæm til at slutte Sandhed.
Thi Forældre bør sørge for deres Børns Siæles Velgaaende (§. 5.
Jo beqvæmmere Børnenis fornuft sluttende Kraft er i at kiende Sand¬
hed, jo større er Siælens Velgaaende. Derfor bør de at sørge for,
at deres Børns fornuft=sluttende Kraft i sit Brug bliver meere beqvæm¬
til at kiende Sandhed.
Det beste Middel til at skaffe den begribende, dømmende og fornuft sluttende Kraft,
Færdighed i sit Brug er flittig Øvelse, saa snart Færdighed i at begribe yttrer sig hos
et Barn, i de Mathematiske Videnskaber; dog saaledes at man ikke lader Barnet
hænge i Sandhedernes Kundskab, men at man viser Maaden, paa hvilken disse Sandhe¬
der kiendes. Thi det er ikke Lærdommen i Mathematigen, som forbedrer Siælen, men
Maaden at kiende disse Sandheder paa, efterlade een uudsigelig Beqvæmhed i Siælen,
til at kiende de andre Sandheder som ere uden for samme. Jeg tilstaaer, at ikke alle
Mathematici tydelig og tilstrækkelig kiende den Mathematiske, eller rættere denne na¬
turlige, Maade at tænke paa, siden de af den Mathematiske Klarhed ere blevne saa¬
blinde, at de holde alle Sandheder uden for Mathematiqven for Usandheder. Men
dette beviser ligesaa lidet den Mathematiske Tænke=Maades Urigtighed, som qvæ¬
keriske Tanker beviser den Christelige Religions Urigtighed. Jeg vil intet tale om
ugrundede Domme, som de ukyndige i den Naturlige eller Mathematiske Tænke¬
Maade dømme om den; siden disse falde af sig selv naar man anseer de dømmendes
Ukyndighed. Men allene sige at de uagtet bliver dog den Mathematiske Øvelse et
Middel i sin Tid for Børn, som sagt meget nyttig.
§. II. De Forældre, som ikke sørge for at forbedre deres Børns
Fornuft=sluttende Kraft til at kiende Sandhed, opdrage deres Børn
Umenneskelig.
Disse Tanker kand tiene til nøyere Jndsigt i de Forældres urimelige Opdragelse,
som aldeeles ingen Omhue have for at lade deris Børn i Ungdommen lære Viden¬
skaber, men tænke (om de giøre sig nogen Tanke om deres Børn) at omtalte Fær¬
digheder komme enten af sig selv, eller siden, naar Børnene bliver voxne, og faae
fleere Aar, men tager eder i agt, kiære Forældre, at i ikke paa den Tiid faa gam¬
le voxne Dosmere i Stæden for fornuftige Mennisker.
NB. De øvrige Tanker, som tiener til nøyere Jndsigt i den Danske
Spectatore 4 Ark, skal følge i mit følgende Ark.


Philosophiske Betænkninger
og nøyere Jndsigt,
i den
Danske SPECTATORS
Fierde Ark.
No. 7.
Udgivet den 4 Januarii 1745.
Sælges udi N. H. Møllers Bogtrykkerie for 2 Skilling.
I. Continuation af Reflexioner over nogle
Tanker i Spectators 4de Ark.
P¬
ag. 27. Fremsætter den reedelige Danske Spectator een
Controversie under dette Spørsmaal: Om en Moder er
forbunden selv at opamme sit Barn, eller kand, uden at bli¬
ve anseet for lidet kierlig og omhyggelig for sit Barns Beste,
overgive det til fremmede Bryste,
Spector holder for Spørsmaalets Svar kand dispute¬
res pro og contra.
Det tilstaaer jeg gierne; Thi Erfarenhed viser, at dette med Suc¬
ces kand skee om de tydeligste Sandheder.
Han synis at grunde denne Disputes Beskaffenhed paa
Exempler, som han anfører, af hvilke nogle, som have ta¬
get mod fremmed Die, have beholdet den tilbørlige Kierlig¬
hed til sine Mødre, nogle have tabt den.
Jeg tilstaaer Exempler at tiene meget til at oplyse, og in singu¬
lari at bekræfte almindelige Sandheder, men slet intet til at bevise dem.
Thi just fordi det saa kaldede tydske Axioma (som han selv har igien¬
dreven) grunder sig, i henseende til sit Beviis, paa intet uden en Sam¬
ling af Exempler, som i deres spæde Aar have drukket Hore=Melk, og


i følgende Alder ere blevne løsagtige; derfor har man fornuftig Raison til
at tvivle om dets Sandhed, indtil man tydelig kand kiende dets U-sandhed,
hvilket i mine ringe Tanker skeer, naar man giør sig følgende Betænk¬
ninger: Løsagtige Tanker kand ikke have Sted i Legemet, fordi Legemet
ikke kand tenke, men allene i Siælen, som den tenkende Deel af Men¬
nisket. Tanker i Almindelighed, og Løsagtige derfor i Særdeelished
kand ikke meddeelis Siælen ved andet end Ord eller Gierninger, som
betyde enten Løsagtighed selv eller Anledning til Løsagtighed; saa at det
er i mine Tanker mod Sandhed, at anføre Melk af en Høres Bryste,
som Aarsag til løsagtige Tanker, uden hvilke virkelige løsagtige Gier¬
ninger ikke kand øvis.
Jeg negter aldrig, at Melken for et diende Barn kand jo i visse
Omstendigheder være skadelig for Barnets Legeme, og for saavit virke
smertefulde Følelser i Barnets Siæl, men jeg nægter alleene, at den
kand foraarsage løsagtige Tanker i Siælen.
Jeg tager mig derfor den Frihed at svare paa forestillede Spørs¬
maal uden Hensigt til Exempel, og sige: Den, som har fødet Barnet
til Verden, er nærmest forbunden til at besørge (skiønt ikke allene)
dets Legems Vedligeholdelse i bestandig Helbred, og det saa meget mee¬
re, som GUd i Naturen har maget det saa, at Moderens Bryste inde¬
holde Føde for Barnet i den meget spæde Ungdom, saa, at man med
Sandhed ikke kand befrie een Moder fra Skyldighed, at opamme sit
Barn ved sine egne Bryste (naar hun kand uden man vilde tilstaa, at Fø¬
den for Barnet findes i Moderens Bryste uden Raison, og dette kand
ikke være Sandhed; efterdi Gud, som Naturens Skabere og Vedlig¬
geholdere ikke virker ved samme uden den allerfornuftigste og hellig¬
Jeg tilstaar, at der kand forefalde Omstendigheder, i
ste Raison.
hvilke en Moder ikke kand fyldestgiøre sin Skyldighed, i henseende til
Opammelsen, mod sit Barn, saa, at hun derfor findes forbunden til
at overgive Barnet til fremmede Bryste, hvilke i hendes Sted skaffe
Barnet (som ikke bør lide, fordi hun ikke kand giøre mod det i denne
Sag, hvad hun burde) sin tilbørlige Føde. Og naar hun i slige sand¬
færdige Omstændigheder giør dette, kand man ikke med rætte kalde
hende lidet kiærlig eller lidet omhygelig for sit Barns beste, angaaende
Legemet.


51
Philoso¬
I Anledning af de fornuftige Tanker, som den ree¬
delige Danske Spectator Pag. 28, siger, at burde indprentes
Børnene, forekommer mig een Mening, som jeg, under de
givne Ords Begreb, ikke aldeeles kand bifalde. Meningen
er denne: der findes gode og onde Naturels, som ved Fødselen
ere saadanne.
Dersom han ved Naturel, forstaar Siælens Væsen og Natur,
uden Hensigt til virkelige Gierninger, saa kand jeg ikke andet end kien¬
de alle Naturels ved Fødselen, at være komne til Verden fuldkommen
gode, efterdi inden Ting i Væsen kand være kommen ufuldkommen,
fra den allerfuldkomneste Skabere.
Dersom han ved Naturel, forstaar Siælens Natur i sin Virk¬
ning, saa kand jeg ikke andet end nægte, at nogen Naturel, ved Fød¬
selen kommer god til Verden, men tilstaaer at alle kommer onde. Thi
Siælen kommer vel ikke til Verden uden Tanker, men uden fornuftige,
i Anledning af hvilkes Mangel den fattes Kundskab om virkelig Ondt
og Godt, saa at den derfor fattes Tilbøyelighed til det sande Gode,
og Afskye til det sande Onde. Og i denne Siælens Tilstand ved Fød¬
selen synes mig ikke, man kand kalde Naturellet godt, efterdi dets
Virkning i Henseende til Forstanden, er at tænke i et stort Vankundig¬
heds Mørke, i Henseende til Villien, at være gienstridig mod at ville
det sande Gode, og have Afskye til det sande Onde, det sidste som een
nødvendig Følge af det første. Sandheden om denne Siælens Tilstand,
kand tydelig bekræftes i de Unges Levnet, som Bedragede af deres Sands¬
og magination enten selv have taget sig Meeninger, som ere gandske
stridige mod Sandhed, og hvilkes Efterlevelse er stridig mod Dyd, el¬
ler og have annammed disse af andre ved udydig Omgang.
2. Continuation af de Fornuftige Tanker, som kunde tiene
til nøyere Jndsigt i den Danske Spectators 4 Ark.
§. 12. Man kand forestille sig de Ting, som ere nær¬
værende uden for os. At denne Kraft eller Efne, er en
Kraft i Siælen, kand man fornuftig slutte, efterdi Lege¬
met ikke kand tænke. Denne Kraft i Siælen kaldes Sands¬
saa, at Sands er en Kraft i Siælen, til at kunde forestil¬ Eensu¬


52
le sig nærværende udvortes Ting, overeensstemmende
med den Forandring, som disse foraarsage i de Lemmer,
som tiene til at befordre Sandseelsen.
Øyet, Øret, Næsen, Tungen i Munden, ere de Lem¬
mer, som befordrer Sandselsen, og i Henseende til disse
bliver der fem Sandser, nemlig i Henseende til Øyet Sy¬
net; Øret Hørelsen; Næsen Lugten; Tungen Sma¬
gen; Seenerne Følelsen.
Øyemeedet i disses Brug er Sandheds Kundskab, siden
disse høre til Siælens kiendende Kraft (see mit 3 Ark Pag. 17.
§. 5.) og derfor jo beqvæmmere disse i sit Brug ere, jo stør¬
re er Siælens Velgaaende i henseende til disses Brug i at be¬
gribe Sandhed.
§. 13. Forældre bør sørge for at deres Børns Sandser,
i sit Brug blive meere og meere beqvæmme til at kiende
Sandhed.
Thi de bør sørge for deres Børns Siæles Velgaaende
(see mit 6 Ark Pag. 45. §. 5.) jo beqvæmmere Sandserne ere
i sit Brug til at kiende Sandhed, jo større er Siælens Vel¬
gaaende (§. 125) derfor bør Forældre sørge for deres Børns
Sandser, som sagt er.
Sandserne i sit Brug give første og største Anledning til at kiende
Sandhed; som de, der forestille Tingene, i hvilke de Sandheder fin¬
dis, af hvilke man kand fornuftig slutte sig til almindelige Sandheder,
som ikke kand forestilles ved Sands. Men deres urette Brug leder i
Vildfarelse fra Sandhed. Jeg tænker derfor tienligt at være at anføre
de Hindringer, som ere Aarsag til deres urette Brug og i Anledning
af dem forestille en Regel som kand tiene til at bruge dem ret. Disse
Hindringer findis enten hos Tingen eller hos den Person, som vil sandse.
1. Hos Tingen findis de 1. naar den enten er for langt borte (e. 4.
en stor Mand langt fra synis som en liden Dreng) eller 2. for liden. (e.
De mangfoldige smaa Dyr, som findis i den minste Draabe Vand,
kand ey sees med bare Øyen) 3. Der kand være Mangel paa Lysen til at


Phil¬
see Tingen (e g. Nærværende Ting sees ikke saa vel i Mørke, som om
Dagen; Et hvidt Haandklæde paa en Væg kand i Tus=Mørke eller
Maanskin blive anseet for Spøgelse) 4. Et stærkere Sandse=Begreb
kand fordunkle det Svagere (e. g. Man seer ikke Stiernerne om Dagen
formedelst Solens stærkere Skin) 5. Tingen kand komme saa hastig
fra os, at vi ikke kand rettelig sandse den (e. g. En Aftenbakke kand
flyve saa hastig forbi vore Øyen at vi ikke rettelig kand see den) 6. For¬
uden disse findis i henseende til Synet mange andre Tilfælde hos Tingene,
som give Anledning til, at de ikke rettelig sees, hvilke forklares i Op¬
tiea o. See=Kunsten.
2. Hos Personen, som vil Sandse, kand være 1. At de Lemmer,
som skal befordre Sandseelsen, ere ikke i sin tilbørlige Tilstand (e. g. Den
Døve synis ikke man taler høyt uden man skraaler) 2. At man mang¬
ler tilbørlig Agtsomhed paa Tingen (e g. Børn i Skolen, som, naar
Læreren forklarer noget, tænke paa andre Ting, veed slet intet af det,
som er sagt) 3. At man lader sin Agtsomhed falde for hastig fra en Ting
paa en anden (e g. Man kand komme paa vores Kunst=Kammer man¬
ge gange, og saa længe man betragter alle Rariteterne med hastig Be¬
skuelse, saa faaer man ikke ret Begreb om nogen af dem). Den der¬
for, som vil lære sine Børn at bruge sine Sandser rettelig, bør lære dem
at tage sig vare for disse omtalte Hindringer, og fornemmelig opvække
Agtsomheden hos dem paa alle optænkelige Maader; Thi er Uagtsom¬
heden ved Vane bleven ligesom en anden Natur, saa ere de deraf fly¬
dende Vildfarelser vanskelige, om ey snart umuelige at afskaffe. Man
kand see dette tydelig hos gamle uagtsomme Mennisker. Jeg holder
derfor følgende fornuftige Regels Efterlevelse for det beste Middel til at
bruge sine Sandser rettelig, saavel for Børn, som gamle uagtsomme
Mennisker: Hold ingen af de nærværende Ting, som forestilles dine
Sandser, for at være rettelig forestillet, førend du er forsikkret, at in¬
gen af de omtalte Hindringer have været nærværende da du sandsede. Jeg
tilstaar at den i Eftetlevelse er vanskelig. Men jeg er forsikkret, at der¬
som denne blev alvorlig fordret fra Ungdommen, vilde man i Alderdom¬
men ikke finde saa stor Uagtsomhed, og saa mange forud fattede Mee¬
ninger hos Menniskene, som man nu omstunder finder hos mange. Jeg
vilde derfor ønske, at Forældre vilde med Alvorlighed fordre Agtsomhed
af disse smaa Med=Sødskinde, og daglig Øvelse efter givne Regel, paa


Den
54
det de kunde faa Færdighed i at bruge sine Sandser rettelig til at kiende
Sandhed. Til Øvelse i omtalte Regels Efterlevelse, maa ikke glem¬
mis de Hielpe-Midler som Kunsten har opdaget ex. g. Kikkerter For¬
størelsis Glas, Tubi acustici o. Tale=Røhr &c.
§. 14. Man kand forestille sig de fraværende Ting i Dag,
som man i Gaar nøye har betragtet i et prægtigt Værelse
eller Compagnie, følgelig har Siælen en Kraft eller Efne
til at forestille sig igien de fraværende Ting, som Sandsen,
har annammet, da Tingene vare nærværende, denne kaldis
Imaginatio Jndbildings=Kraften.
Man kand forestille sig et fraværende Menniske og en
fraværende Hiort; Man kand i Tanken skille Mennisket og
Hiorten ved sine Hoveder, og endelig i Tanken føye det Hior¬
te takkede Hoved til Menniske Kroppen, saa at man faar en
nye Forestilling, som er et billede paa et Menniske med et
Hiorte takked Hoved; heraf sees, at Siælen har en Kraft,
eller Efne til at deele i sin Tanke de Ting, som Jndbildings¬
Kraften forestiller, og ved disses Samling at giøre sig en ny¬
Faculte sin Forestilling, denne kaldis Afbildings=Kraften. Disses
gendi.
Brug er at kiende de Sandhed, siden de høre til Siælens
kiendende Efne (see mit Ark Pag. 17. §. 5.) og derfor jo be¬
qvæmmere disse i sit Brug ere til at kiende Sandhed, jo
større er Siælens Velgaaende i henseende til disse.
Nogle Philosophi give begge disse under et Naun tilkiende. Jeg
vil derfor lade dem passere under det samme her, siden det kand skee u¬
den Sandheds Skade, og jeg des lettere kand forestille de Lærdomme,
som handle om disse.
§. 15. Forældre bør sørge for at deres Børns Jndbildings¬
Kraft i sit Brug bliver meere og meere beqvæm til at kien¬
de Sandhed.
Thi de bør sørge for Børnenis Siæles Velgaaende (see
mit 6 Ark Pag. 45. §. 5.) jo beqvæmmere denne i sit Brug,


55
er, jo større er Siælens Velgaaende i henseende til dem (8.
14.) Derfor bør de sørge, som sagt er.
Jndbildings=Kraften er i sig selv og i sit rette Brug en høynødven¬
dig og nyttig Kraft i Siælen til at kiende Sandhed, men brugis den ik¬
ke rettelig, saa kand den blive en Moder til mange tusinde Vildfarelser
og urimelige Ting i Verden. Thi
1. Dersom den tillades at legge noget til den Tanke, som man har faaet ved
Sandsen, saa forledes Siælen til, at forestille sig Tingen anderledes end den virke¬
lig er i sig selv, og bliver denne Forestilling saa meget des farligere, som man tryg
gelig forlader sig paa, at have virkelig faaet Forestillingen ved Sandsen. Og døm da
selv hvilke vildfarende Domme og Slutninger, den arme Siæl maae giøre sig i An¬
ledning af den falske Tanke, som Jndbildings=Kraften har været Moder til. Man
kand nogenledes see Virkningen af denne Forførelse hos dem, som bilde sig ind at have
seet eller hørt adskillige Spøgelser, som virkelig var mueligt enten at see eller høre.
Paa det Børn maatte blive frie fra denne Forførelse, synes mig at man gior¬
de vel, naar man 1. øvede dem i at bruge sine Sandser rettelig efter omtalte Regel
som er anført under §. 13. 2. Tillod dem at fortælle den Ting, hvis Forestil¬
ling de havde faaet ved Sandsen, naar Tingen var fraværende. 3, Viiste dem, naar
de lagde noget til, som de ikke ved Sandsen havde faaed, at dette var et Tillæg, som
hørte ikke til Tingen. Og paa denne Maade meener jeg, at de kunde faae Færdig¬
hed i at hindre Jndbildings=Kraften fra at forføre sig fra Sandhed til falske Tanker.
2. Dersom Jndbildings Kraften tillades at afbilde en Ting, hvis Deele, en¬
ten ikke, eller meget slet passer sig sammen, saa forleder den Stælen til mange urime¬
lige Tanker og Domme. Man kand nogenledes eftertænke hvor urimelig det
var at bilde sig ind at man havde sit Hoved fuld af Fluer, at man var af Glas &c.
Denne Afbildings Kraft i sig selv, er virkelig en nødvendig og nyttig Kraft i sit
rette Brug, thi den er een Moder til at opfinde kunstige Instrumenter, Machiner,
Tegninger, Moddeller &c. hvilke allerførst ved Afbildings=Kraften maae samles og
forestilles Siælen, førend de faae Virkelighed i Verden. Paa det Børn maatte
faae Færdighed i at bruge denne ret, og blive frie fra at forføres af denne til u¬
riimelige Tanker, saa synes mig at man giorde vel naar man 1. øvede dem, i at
afbilde et og andet. 2. Viiste dem deres Urimelighed tydelig, naar de toge Feyl,
for at indprænte dem Færdighed ikke alleene i at afbilde, men tillige altid see til
Riimeligheden i Afbildingen. Til dennes færdige Øvelse tiener Tegne og Skildre¬
Kunsten mangfoldig.
3. Saa nyttigt, som det er at have Færdighed i at bruge sin Jndbildings
Kraft rettelig, saa skadeligt er det at have en alt for stærk Jndbildings Kraft i sin
Siæl. Man kand nogenledes see Skaden hos dem, som fra Ungdommen formedelst
Øvelse i latterlige Indbildinger, have ligesom givet sin Jndbildings Kraft ald Siæle¬
Styrke og Herredømme; at de ere i Alderen bleven aldeeles ubeqvæmme til at forret
te alvorlige Ting, som fordrede Forstandens Øvelse. Man kand merke den hos dem,
som i Andledning af mindste Liighed i en Tale med deres forudfattede Indbildinger,


56
kand ved samme og fornuftige Ord (hvilke hos dem allene ere i Indbildingen uden
fornuftig Begreb) forestille ved Ord Ting, om hvilke hverken de selv have Begreb
eller andre, som høre dem, kand giøre sig Begreb. Saa jeg synes, at det er let
at begribe at et Menniske, som har saa stærk en Jndbildings=Kraft gandske hastig
kand blive berøved sin Fornuftes Brug, siden han lader de andre Siæle=Kræfter boe
saa udyrkede i sin Siæl. Det beste Middel derfor i mine Tanker mod den store Ska¬
de, som kand flyde af en stærk Jndbildings=Kraft, er at hindre dens Herredømme i
Siælen; og dette kand skee naar man ikke glemmer, at forbedre de andre Siæle¬
Kræfter.
Svar paa et Brev til den Danske Spectators
Philosophiske Spectator.
Monsieur Pantophille Sincere!
eg havde med Fornøyelse besvaret Eders Skrivelse particulier, efter¬
di jeg af den merker, at J har fatted anden Mening om mine Tan¬
ker og Øyemeed i og med mit Arbeide, end jeg selv har havt. Men,
som jeg har ikke den Fornøyelse at kiende Eders Person, og derfor fat¬
tes Addresse til at lade levere Brevet; Vil jeg allene svare derpaa i Al¬
mindelighed dette: Eders meget ærede Brev anseer jeg for at være skre¬
ven af Eder i Kierlighed til min Person (endskiønt der findes nogle em¬
fintlige Tale=Maader) for hvilken jeg i Oprigtighed takker. Eders For¬
maninger i samme antager jeg med saa stor Kierlighed, at jeg holder
dem værdige at efterleve, saavit de ere grundede.
Jeg forbliver i Kiærlighed,
Monsieur.
Eders oprigtige Ven og Tiener
Naar mig maatte givis Leilighed at kiende
Eders Person.
NB. Saasom mig udi mit Bogtrykkerie af en u-bekiendt Person fra Helsinger er bleven
tilsendt en Replicqve paa Vers imod Anti-Spectators 23, 25, 27 og 29 Ark imod
den Philosophiske Spectator, og han i sit Brev til mig har givet at forstaa at vilde
continuere med sine Vers, saa erindres samme hermed, at han ey giør sig
nogen Umage meere at besvare Anti-Spectator, saasom jeg ikke kand saa dette
Forsvars=Skrift approberet, og derfor holder raadeligst at lade ham u-behin¬
dred nyde sin Frihed i at exercere sin rasende Geist mod Philosophen, saa
lenge den finder Approbation.
F¬
M¬


Philosophiske Tanker, som kunde
tiene til nøyere Jndsigt,
i den
Danske SPECTATORS
Fierde Ark.
No. 8.
Udgivet den 11 Januarii 1745.
Sælges udi N. H. Møllers Bogtrykkerie for 2 Skilling.
§. 16. Man kand kiende den Tanke, som man har havt
om et Menniske eller anden Ting, at være den samme, som
man en gang haver havt tilforn, saa tit den forekommer
Siælen igien. Siælen haver da en Kraft eller Evne til at
kiende sine Tanker igien, saa tit de forekomme Siælen. Den¬
Memoria.
ne Kraft eller Evne kaldes Hukommelsen.
Hukommelsen saa vel som før omtalte hører til den
kiendende Kraft i Siælen (see det 3 Ark Pag. 17. §. 5.) og der¬
for jo beqvæmmere den i sit Brug er til at kiende Sandhed,
jo større er Siælens Velgaaende.
§. 17. Forældre bør sørge for, at deres Børns Hukom¬
melse i sit Brug bliver meere og meere beqvæm til at kiende
Sandhed.
Thi de bør sørge for deres Børns Siæles Velgaaende
(see det 6 Ark Pag. 45. §. 5.) jo beqvæmmere Hukommelsen,
i sit Brug er til at kiende Sandhed, jo større er Siælens
Velgaaende (§. 16.) Derfor bør de sørge, som sagt er.
Ma¬


58
Man kand af foregaaende Tanke om Hukommelsen kiende, at den¬
nes Brug fornemmelig er at kiende de forekommende Tanker igien at
være i Sandhed de selv samme, som man haver havt før.
De Forældre derfor, som efter Skyldighed vil beqvæmme deres
Børns Hukommelse i sit Brug hos dem, bør mærke I. Hvor hastig de
fatte en Ting, 2. Hvor vel de fatte den, 3. Hvorlenge de beholde den i
Hukommelsen; og derefter indrætte deres Læremaade Hukommelsen angaa¬
ende. Thi de Børn, som ikke strax ved een eller fleere gange at betragte
en Ting kand beholde den i Hukommelsen, maa saa lenge og saa tit bli¬
ve ved at betragte den indtil de have den fast i Hukommelsen.
De, som hastig fatte en Ting, maa man ey tillade at tage mod
nogen Forestilling for de begribe nogenleedes Sandheden i Tingen, som
den forestiller, at de ikke ved deres Hukommelses Hastighed skulde samle
sig Forraad paa urimelige Tanker, som ere stridige mod Sandhed, og
derved forøge urimelige Begiærligheder, som ere stridige mod Dyden,
sig selv til største Skade i Tiden og derefter.
De, som ikke lenge nok kand beholde det, som de eengang vel ha¬
ve fattet i Hukommelsen, maa ved disse Forrestillingers stændige Jgien¬
Opvækkelse i Siælen forestille sig samme ofte.
Der findis foruden disse omtalte andre Hielpe=Midler for Hu¬
kommelsen:
Sc. 1. Medicamenter. Men Erfarenhed haver lært at de, som
have brugt disse, have i stæden at stærke sin Hukommelse til Slutning
aldeeles forderved den. Jeg synes i mine ringe Tanker, at man giorde
bedre (efterdi Sands= og Jndbildings=Kraften meget dependere af Lege¬
mets Lemmers i sær Hiærnens Beskaffenhed, og Hukommelsen meget
af disse) naar man, i stæden for at bruge Medicamenter, var ordent¬
lig og fornuftig i at æde og drikke, sove og vaage, bevæge og hvile
sig og andre slige Legemets Helbreds Vedligeholdelse angaaende Ting.
2. Hukommelse=Kunsten Ars muemoneuties. Denne skal be¬
staa i at kunde opfinde nogle visse billeder, som Jndbildings=Kraften,
lettelig kand frembringe, og med disse at samle de Tanker, som man
vil erindre sig, paa det at man, naar hine fremkomme, da tillige maae
nødvendig erindre sig de Ting, hvis Tanker man har samled med dis¬


hil¬
se Jndbildninges=Kraftens billeder. Man kand, som et Exempel
til at oplyse den almindelige Tanke om denne Kunst, merke følgende:
Dersom man vilde mage det saa at et Barn skulde lettelig erindre sig
den første Declination i sine Casibus og Numeris, saa kunde man
paa en Tavle, som stendig blev hengende Barnet for Øyene, skrive
Declinationen i begge Numeris med sine Endelser, paa det at med
denne Tavles Forestilling af Jndbildings=Kraften stændig maatte frem¬
komme i Siælen Forestilling om Declinationen. Jeg har ellers ladet
mig fortælle adskillige Exempler paa denne Kunst i Henseende til at
erindre sig Ebraiske Gloser, af hvilke jeg kand erindre mig dette: Til
at erindre sig det Ebraiske Ord i sepivit, obsepivit det er Such
han omgiærdede, skulde man forestille sig en Jæger med adskillige Hun¬
de, med hvilke han vilde antaste en Hare, som sad ved et Giærde, og
derfor raabte til Hundene Such. Dersom Exempler er Sandhed, da
er det i mine ringe Tanker meere Umage ved at erindre een Ebraisk
Glose end derved at erindre mangfoldige Tanker i Mathematiken og
Philosophien, og da synes Kunsten ikke at kunde være saa nyttig, som
den foregivis at skulde være, nemlig at sætte Hukommelsen i stand til at
kunde gandske lettelig kiende sine Tanker, at være de selv samme, som
Siælen har havt før.
Det var derfor at ønske, at de, som havde fornuftig Jndsigt i
samme, vilde meddeele sin Næste noget tilstrækkeligt om samme, paa
det at Hukommelsens Brug kunde blive lettere.
Men, som denne Kunst til Dato ikke noksom er bekiendt, holder
jeg i mine ringe Tanker dette som det bedste Middel for Hukommelsens
Øvelse hos et Barn: At man vænder det til at tænke ordentlig, det er
saaledes, at den ene Tanke flyder af den anden, og altid bærer Om¬
hu for, at dets Hukommelse ikke beholder nogen utydelig Tanke, i det
man altid giver dem tydelig Begreb, om det man vil de skulle erindre
sig, og aldrig fordrer utydelige Tankers Erindring af dem, thi ald
Hukommelsens Øvelse er dog overeenstemmende med denne givne Re¬
gel, være sig enten ved Hukommelses Kunsten eller andre Ting, naar
den skal være fornuftig.


60
anske
De
Jeg har i foregaaende Blade handled om Sandsen, Jndbildings¬
Kraften, og nu om Hukommelsen. Men, som vi have disse tilfælles
med Bæsterne, og derfor i disses Brug ikke skilles fra dem uden for saa
vit de andre høyere Kræfter styre disse, saa vil jeg efter min ringe Evne,
i følgende give mine Tanker tilkiende om disse andre, hvilke egentlig giør
Forskiæl paa Mennisker og Bæster, og viise Forældres Skyldighed,
mod deres Børn angaaende disses Øvelse.
§. 18. Man kand, naar man vil forestille sig et Ansigt,
mage det saa, at Mundens Forestilling bliver klarere for
Siælen end alle de andre Deeles i Ansigtet. Siælen har da
en Kraft eller Evne til at mage det saa, at en Deels Forestilling i
en sammensat Tanke bliver Siælen klarere end en anden eller
alle de andre Deeles Forestilling, hvoraf den heele Tanke be¬
staar. Denne Kraft eller Evne kaldes Agtsomheden.
Denne tillige med forommælte Kræfter eller Evner hø¬
rer til Siælens kiendende Evne (see det 3 Ark Pag. 17. §. 5.)
og derfor er dennes Brug at kiende Sandhed; jo beqvæm¬
mere denne i sit Brug er, jo større er Siælens Velgaaende
i henseende til den kiendende Kraft.
§. 19. Forældre bør sørge for at deres Børns Agt¬
somhed i sit Brug bliver beqvæmmere til at give agt paa
Sandhed.
Thi de bør sørge for deres Børns Siæles Velgaaende
(see det 6 Ark Pag. 45. §. 5.) jo beqvæmmere Agtsomheden
i sit Brug er til at agte paa Sandhed, jo større er Siæ¬
lens Velgaaende (§. 18.) Derfor bør de sørge, som sagt er.
Den største Hindring for Agtsomheden giøre Sandsens og Jnd¬
bildnings=Kraftens meget stærke Forestillinger, som ere nærværende,
naar man vil spænde sin Agtsomhed paa nogen Forestilling. Om derfor
Børns Agtsomhed skal (efter Skyldighed) i sit Brug blive beqvæm til
at agte paa Sandhed, da maa de øves i at kunde med Færdighed afvær¬


Phil¬
ge disse Hindringer, ved at faae Færdighed i at efterleve følgende Reg¬
ler, som tiene til Agtsomhedens Forbedrelse.
1. Naar man vil, at et Barn skal faae Færdighed i at beholde
Agtsomheden paa Indbildings=Kraftens Forestillinger i Siælen, da
maae man venne dem til at forbyde, saa meget de kand, nærværende
Ting uden for dem at forekomme Sandserne til Forestilling.
2. Naar man vil at et Barn skal faae Færdighed i at beholde Agt¬
somheden i stor Allarm paa en Ting, maa man lære Barnet at kunde
beholde sin Agtsomhed i saadan Omstændighed paa Tingen lidet efter li¬
det, saalænge indtil at Barnet faaer Færdighed til at kunde beholde Agt¬
somheden i slig Allarm ikke allene paa en vis Ting i Særdeleshed, men
end og paa hvad Ting man selv vil.
3. Naar man vil at et Barn skal faae Færdighed i at beholde
sin Agtsomhed paa een Ting saa lenge, som man vil, maae man med
Fliid lære det til at beholde den i en vis Tiid, hvilken man efter Be¬
hag kand forlenge, saa langt som man vil.
4. Naar man vil at et Barn skal faae Færdighed, i at have
sin Agtsomhed paa mange Ting i kort Tiid tillige, da maae man øve
det i at faae Færdighed til at have Agtsomhed i paa een Ting, saa lenge man
vil, 2 paa en vis Ting i stor Allarm, og for det 3. at faae Færdighed,
til at kunde deele sin Agtsomhed paa toe Ting, og siden paa saa man¬
ge Ting, som ved flittig Øvelse kand skee.
Naar man vil at et Barn skal have Færdighed i at kunde give
nøye Agt paa hvad Ting man vil, da maae man lære det, at kunde
ikke allene beholde sin Agtsomhed paa de Ting, som ere nærværen¬
de, men end og paa de Ting, som de holder selv for at være u-vær¬
dige til at spænde Agtsomheden paa.
Man kand heraf see hvorledes man bør omgaaes Børn i Hen¬
seende til Agtsomheden. Og sandelig, dersom denne i sin Brug blev
meere øvet af Forældre, eller i deres Stæd af Lærerne, vilde man fin¬
de større Kundskab og Dyd hos dem i Ungdommen, hvis Mangel
kand ikke andet end føde hos de Fornuftige riimelige Tanker om deres egen
Elendighed i Alderdommen, og at de maae i Tiden, om de leve, bli¬
ve slette Borgere i Fæderne=Landet.


62
Dette maae man mærke i Henseende til omtalte Agtsomhedens
Øvelse, at dersom flitig Øvelse efterlades, saa tabes den engang an¬
nammede Færdighed i at bruge sin Agtsomhed, derfor maae Øvelsen
være bestandig, omendskiønt et Barn haver faaet Færdighed.
§. 20. Naar man forestiller sig et Ansigt, kand man
lade sin Agtsomhed falde fra det ene i Forestillingen paa det
andet, nemlig fra Munden paa Næsen, fra Næsen paa
Kinderne, fra Kinderne paa Øynene, fra Øynene paa Pan¬
den, fra Panden paa Munden igien, og saaledes paa alle
de andre Deele, som findes i Ansigtets Forestilling. Siæ¬
len har da en Kraft eller Evne til at styre sin Agtsomhed
Facultas paa hvad Deel den vil i den forestillede Ting. Denne kaldes
reflecten den agtpaagivende Kraft eller Evne.
Denne tillige med forommælte hører til Siælens kien¬
dende Kraft (see det 3 Ark Pag. 17. §. 5.) og derfor er dennes
Brug at kiende Sandhed; jo beqvæmmere denne i sit
Brug er, jo større er Siælens Velgaaende i henseende til
den kiendende Kraft.
§. 21. Forældre bør sørge for at deres Børns agtpaa¬
givende Kraft i sit Brug bliver meere beqvæm.
Thi de bør sørge for deres Børns Siæles Velgaaende
(see det 6 Ark Pag. 45. §. 5.) jo beqvæmmere denne agtpaa¬
givende Kraft i sit Brug er, jo større er Siælens Velgaaen¬
de (§. 20.) Derfor bør de sørge for deres Børns agtpaagi¬
vende Krafts meere Beqvæmhed i sit Brug.
Det samme, som er Hindring for Agtsomheden, er tillige Hindring for
denne agtpaagivende Kraft i sit Brug. Naar derfor Forældre efter
Skyldighed mod sine Børn vil rettelig sørge for at faae denne i sit
Brug beqvæm hos dem, da bør de øve dem til at faae Færdighed i
at kunde være stedse agtsomme paa alle dem forekommende Ting.
Dette kand skee, naar de stændig øve dem efter de givne Regler under


til
§. 19. Thi ingen Færdighed faaes uden stedse varende Øvelse, og der¬
for ikke eller denne uden Agtsomhedens stændige Øvelse, og hvorledes
denne bør øves har jeg tilforn forestillet.
§. 22. Naar man nøye reflecterer paa en Ting, saa faar
man tydelig Begreb om samme, det er et Begreb i hvilket
man kand skille alle de Kiendetægn fra hinanden, som man
har om Tingen. Dette kunde man ikke faae, dersom Siælen
ikke havde en Kraft eller Evne til at forestille sig Ting tyde¬
Intelle¬
lig. Denne kaldes Forstanden.
ctus.
Dennes Brug, saasom den der hører til den kiendende
Kraft, er at kiende Sandhed (see mit 3 Ark Pag. 17. §. 5.)
Jo beqvæmmere denne i sit Brug er, jo større er Siælens
Velgaaende.
Denne Tanke om Forstanden kand blive tydelig, naar man efter¬
tænker, at naar man forestiller sig en Ting, skeer det enten confuse d.
utydelig, eller distincte at tydelig; Det er: enten forestiller man sig Tin¬
gen saaledes at man kand skille Kiendetægnene man har paa Tingen fra
hinanden, eller man kand ikke. Tingene, som forestilles, ere enten
nærværende eller Fraværende. Dersom Tingene, som forestilles uty¬
deligen, ere nærværende, da sandser man, ere de fraværende, da forestilles
de ved Jndbildings=Kraften. Dersom alle forekommende Ting fore¬
stilles tydeligen, da forestilles de ved Forstanden.
§. 23. Naar man reflecterer paa sine Fornuft=Slutnin¬
ger, befinder man, at man har en Kraft eller Evne til at
kunde see almindelige Sandheders Sammenhæng. E. g. Alle
Creaturer holdes ved lige ved Guds Forsiun. Alle Mennisker
ere Creaturer, derfor holdes alle Mennisker ved lige ved Guds¬
Forsiun. Denne Kraft eller Evne kaldes Fornuften. For Ratio.
nuft er da en Siæle=Kraft eller Evne til at see almindelige
Sandheders Sammenhæng Dennes Brug, saasom den der
hører til den kiendende Kraft i Siælen, er at kiende Sandhed,
see


64
den
danske
(see det 3 Ark Pag. 17. §. 5.) Jo beqvæmmere denne i sit Brug,
er til at kiende Sandhed, jo større er Siælens Velgaaende.
Ved disse skilles Mennisker fra Bæster i Henseende til den kien¬
dende Kraft. Thi Bæsterne kand nok forestille sig Ting, men con¬
fuse og utydeligen, de kand nok forestille sig særdeeles Ting, men ikke ald¬
mindelige, de kand nok see særdeeles Tings Sammenhæng, men ikke
almindelige Tings. Og derfor have de, som ikke have haft nøye Jndsigt,
i Siæle=Lærdommen, u-betænksom tilskrevet Bæsternes Siæle Fornuft,
fordi de have mærket dem at have een Kraft, som lignede denne, men
at ligne er ikke at være i alle Ting det samme.
§. 24. Forældre bør sørge for at deres Børns Fornuft og
Forstand i sit Brug bliver meere beqvem til at kiende Sandhed.
Thi de bør sørge for deres Børns Siæls Velgaaende
(see det 6 Ark Pag. 45 §. 5.) jo beqvæmmere disse i sit Brug,
ere til at kiende Sandhed, jo større er Siælens Velgaaende
(§. 22. 23)
§. 25. Forstandens og Fornuftens Brug er at kiende
Sandhed tydelig, og skiønne paa Usandfærdighed s. 22.
23.) skal derfor disse i deres Brug blive beqvæm til at kiende
Sandhed, da maa de nyde adskillige Færdigheder, hvilke
kaldes Forstandens Dyder.
Efterdi Forældre bør sørge for at deres Børns For¬
stand og Fornuft i sit Brug bliver beqvem til at kiende Sand¬
hed (§. 24.) saa bør de ogsaa sørge for at deres Børns
Forstand kand faae Forstandens Dyder.
Hvad dette er for Dyder, og hvorledes de kand nydes i Opdragelsen,
har jeg havt i sinde at meddeele min Næste i følgende Tanker; hvilke kunde
tiene til paa en Dydig Maade at opdrage sine Børn i henseende til For¬
standen, og derefter i henseende til Villien, og de andre Ting, som bør iagt¬
tages i en fornuftig og dydig Opdragelse, men, saasom dette for nærvæ¬
rende Tiid ikke kand skee, vil jeg oppebie bedre Leylighed, og lade disse
Tanker være de sidste, som skal komme til Lyset under dette Navn.
Partzesse


Betænkninger
Over
Den Danske Spectators philosophiske
Spectators
Udkomne Fem Ark.
S¬
aa ofte jeg har erindret mit Løfte om at holde Journal o¬
ver den saa kaldede philosophiske Spectators Blade, saa of¬
te har jeg angret mit Løfte, og ønsket det ugjort. Det blev vel
en let Sag, ikke at holde det, men da jeg i hans Betænkninger
finder her og der nogle haarde Beskyldninger, der angaae saavel
min Person, som mit ugentlige Arbeyde, og jeg paa den anden
Side har eftertænkt, at mange, der ikke see ind i en Sag, skul¬
de snart af min Taushed giøre Slutninger til Beskyldningernes
Sandhed, har jeg agtet det for en Pligt imod mig selv at meddeele et
par Ord, der skal retfærdiggiøre mig. Mine Betænkninger
skal ikke smage af Bitterhed, og, naar jeg maatte finde Leylig¬
hed til at giøre en og anden Anmærkning, skal jeg alleneste
holde mig til Philosophens Papirer, som de, der have givet
Anledningen. Overalt skal jeg stræbe, at endog disse mine Re¬
flexioner ikke skal blive uden all Nytte. Man faaer Leylighed
til at see dybere ind i Sandhederne, naar man seer, at de be¬
strides, og jeg har Philosophen at takke, om hans Betænknin¬
ger give mig Anledning til at tiene mine Brødre ved Tanker,
som jeg ikke havde ventet.
Naar jeg tager min philosophiske Tilskueres første Ark
under Betragtning, møder mig strax en prægtig Berømmelses
Tale, og Manden vil indbilde enhver, at hans Arbeydes Øye¬
merke er at giøre mine Betragtninger behagelige og nyttige;
Dette maa staae ved sit Værd, jeg vil hverken sige, hvorvidt
hans Hierte kand svare til hans Ord, ikke heller hvorvidt hans
Gierning svarer til hans Løfte, jeg siger alleene, at, naar det


philosophiske Hierte skulde være reedeligt, begriber jeg ikke, hvorledes jeg skal
kunde forene hans videre procedure med disse kierlige Erklæringer; thi, naar
han paa et Sted bekiender, at han med største Fornøyelse har igiennemlæst
mine Blade, og roser mine andre Læseres Begierlighed, taler han paa et an¬
det om mig, som det urimeligste Menneske under Solen, og, ved at give
mine Ord en Forstand, som de ikke efter mit Øyemerke og deres fulde Sam¬
menhæng bør have, stræber at giøre mig latterlig. Tingene, siger han,
som skal falde under vores Eftertanke o. s. v. ere ogsaa foranderli¬
ge, (han vilde maaskee have sagt adskillige) i henseende til deres Tall;
thi han tager alle Ting til Eftertanke, NB. om det og er et Menne¬
ske mueligt. &c. Jeg skal ikke sige, hvad der har givet Forfatteren Anled¬
ning til dette NB. enten en Vankundighed i Sproget, eller liden Jndsigt i
mine Ords Sammenhæng; som Spectator kunde jeg sige, at jeg tog alle
Ting, d. e. alle de Ting, som jeg vilde skrive om, under Betragtning,
og dette meener jeg Philosophen kunde have seet uden Briller, hvis han hav¬
de nogle af de Egenskaber, der udfordres hos en god Læser.
Hans Fortale havde bleven saare liden, hvis jeg ikke i min havde kal¬
det mig en Bold for Lykken. Denne Tale=Maade, som er gandske al¬
mindelig, og enhver snart indtil Børn forstaae, spiller Philosophen saa læn¬
ge Bold med, at han neppe igien kand komme til Maalet. Hvad Begreber,
jeg har om Lykken, har jeg ved Leylighed tydelig viist i mine Ark, dog bliver
mine Tanker aldrig, at et Menneske, fordi det hænger af Guds Forsyn,
kand siges at være Lykkens Bold, saa længe det lever. Jeg gider ikke for¬
klaret denne metaphoriske Tale=Maade, og jeg undrer storligen, at en
Mand, der ellers har viist, at han er meere forelsket i Ords ugentlige
end egentlig Bemerkelse, kand giøre saa lang en Harangue over det, som i
sig selv er intet. Et Menneske, der snart lever i udvortes Gode snart Onde
Omstændigheder, der i Dag er noget, men i Morgen intet, kalder man ef¬
ter den almindelige danske Tale=Maade, en Bold for Lykken, altsaa
behøvede ikke disse Ord en saa vidtløftig skiønt intet betydende Commentairie.
Naar Philosophen har Annatommeret sig, har han tillige erindret, at
hans Complexion ikke er saa ubegribelig som min; thi siger han: to stridi¬
ge Gierninger kand jeg ey giøre paa eengang, efterdi det er u¬
mueligt; Han vil dermed, kand jeg tænke, bebreyde mig en Urimelighed,
saasom jeg har sagt, at det var mig mueligt paa een Side at være som Fyr
og Flamme, paa en anden, saa stille som et Lam; kand Philosophen ikke
være det samme, fortiener han ikke sin Charactere. Jeg siger ikke, at jeg
efter min naturlige Beskaffenhed kand giøre tvende stridige Ting paa een¬


gang; men skulde det, for Exempel, ikke være mueligt, at en redelig Lærere
i Guds Kirke kunde paa den samme Tiid, da han med Jver sigtede for
Guds Ære, være i sin egen Sag gandske sagtmodig, eller kand Philoso¬
phen nægte, at jo et Menneske paa eengang baade kand være Pedant og et
Menneske, hvilke Ting ere gandske stridige? At min Spectator er fornøyet
med sig selv, har jeg fra første Tiid, da jeg saae hans Blade, stedse ind¬
bildet mig, og, at hans Omstændigheder, enten de ere virkelig Gode, eller
synes Onde (hvilket jeg meener at være det samme) ere ham fordragelige, kand
jeg ey andet end berømme, skiønt jeg nu ikke vil vise den egentlige Aarsag.
Jeg har sagt, at slette Omstændigheder røre mig ikke, Philosophen siger, at
hvis han vilde sige det samme, talede han urimelig; kand vel være; thi han
forstaaer maaskee Ordet paa en anden Maade end jeg, og naar jeg siger, at
jeg i denne Sag er af samme Tanke som han, have vi intet, hvorom vi
kand stride.
Den følgende philosophiske Slutning indbefatter de haardeste Beskyldin¬
ger imod min Person, og var jeg sindet som Philosophen afmaler mig, viste
jeg mig uværdig til Livet. Jeg har sagt, at jeg anseer Foragt og Ære,
Fattigdom og Rigdom med lige foragtelige Øyne, min Spectator siger, at
hvis han giorde det samme, maatte han foragte Guds Villie og Regiering,
følgelig bliver jeg efter hans Ord en Atheist, og Guds Regimentes Forag¬
ter. Vi have her alt det, der udgiør en fuldkommen Conseqventiarius, det
er, saadant et Menneske, der ved at uddrage farlige Følger af en an¬
dens Meeninger, stræber at giøre hans Person forhadt. Jeg vil ey have saa
slette Tanker om Philosophen; som han efter sin egen Bekiendelse er en Wol¬
fian, saa har han vel seet, hvad hans Læremester siger om saadanne Men¬
nesker paa adskillige Steder i sine Skrifter, sær hvorledes han afskildrer
Synd imod en Philosophum i en Part af sine Bietimer; jeg vil heller troe, at
han af Vankundighed i sin Moders Maal, den han ofte har røbet, og af
Mangel paa nøye Jndsigt i mine Tanker, den han dog vil paastaae at have,
taler saa haardt om min Person. Jeg kand sige, uden at foragte min Ska¬
ber, at jeg foragter, det er, viser mig indifferent, enten jeg har Fattigdom
eller Rigdom, enten man foragter eller ærer mig, og naar man samler de
samme Begreber med mine Ord, som jeg har havt, uddrager man ikke saa
farlige og forvendte Følger af mine Tanker; kunde Kierlighed befale os, saa¬
ledes at gaae til Verks, vilde sandelig deres Tall blive saare lidet, der ikke
kunde blive anførte paa Kietteres Liste, ja Philosophen selv kunde blive til
hvad man vilde giøre ham, hvis man vilde betale ham med sin egen Mynt.
Ligeledes maa jeg henregne det til hans Vankundighed, at han vilde indbilde
Læserene, at jeg deriverer Sinds Fornøyelse af de tykke Vædsker i Legemet,


fordi jeg siger, at jeg i min egen Sag er phlegmatisk; Jeg sætter, at jeg
havde anført Phlegma som Kilden til denne Virkning, og jeg havde da der¬
udi ikke talet meere vildfarende, end min Spectators egen Ordens Broder,
Magist. Petronius i Comoedien, paa hvis Lærdomme man i høyeste Maade,
bør reflectere; ellers troer jeg ikke, at vor Philosophus skulde have mældet
noget om dette, hvis han havde hørt, at man ikke sielden siger om et Men¬
neske, der kand finde sig i alle Slags Omstændigheder med Koldsindighed: Han¬
er phlegmatisk, enten saa hans Temperament er Cholerisk eller Sang¬
vinisk. Skulde det imidlertid komme an paa et Spørsmaal, hvis Lyksalig¬
hed er størst, enten dens, der er udrustet med Fornuftens eller Naturens
Sandheder, eller den, der er af en Phlegmatisk Complexion? troer jeg, at
den Sidstes Lyksalighed vilde overgaae den Førstes.
Min Spectator synes ikke, at det er nok, at han kand giøre mig til
en Foragter af Gud, han siger endog, at jeg foragter Øvrigheden, altsaa
bliver jeg efter hans Ord det utaaleligste Menneske i de Danske Egne. Jeg
har sagt i min Fortale, at, fordi jeg i ingen Henseender holder Mennesker for
Guder, derfor knæler jeg ikke for Patroner; Min Spectator kommer o¬
vereens med mig i det Første, men ikke i det Sidste. Jeg, siger han,
holder intet Menneske for Gud, dog bøyer jeg mig for alle in Publico
værdiggiordte, for at vise, at jeg vil ære den, som Kongen ærer.
At bøye sig og knæle bliver uden Tvivl hos Manden et og det samme, naar
jeg nu haver erklæret, at jeg ikke knæler for Patroner, han derimod siger, at
han bøyer sig for dem, for at ære dem, som Kongen ærer, skulde da ikke
denne Slutning ligge tydelig i hans Ord, derfor ærer ikke Sande=Man¬
den dem, som Kongen ærer. Jeg kand ikke sige, af hvad Øyemerke
Philosophen har aflagt saa offentlige Vidnesbyrd om sin Ærbødighed; men
dette kand jeg sige, at hvis jeg ikke kiendte ham desto bedre, kunde jeg ikke
frietage hans Slutninger fra Ondskab. Jeg merker vel, at han har ikkun
liden Læsning i theologiske Tvistigheder; thi ellers maatte han have seet den
Forskiæl, som anføres imellem Cultum Religiosum & Civilem, den dyr¬
kelse, der tilkommer Gud, og den, som kand bevises andre. Skal det
komme an paa at bøye Legemet, saa kunde vel jeg ved en Maaneds Øvelse
blive derudi ligesaa færdig som en anden; thi min Ryg er endnu ikke stiv, og
min Hat er ikke naalet til mit Hoved; jeg bær en virkelig Høyagtelse for
enhver, som viser sig at være Ære værd, og jeg har stedse indbildet mig,
at ingen kand tvinge mig til at blive overbeviist om de virkelige Fuldkommenhe¬
der, som jeg ikke hos et Menneske kand finde, altsaa ey nøde mig til at give
ham den Ære, som jeg ikke veed, han har foritent. Vi have ingen Dyr¬
Tiid paa Complimenter, og dem skal jeg maaskee saavel komme af Sted som


en anden, men at knæle for en Patron, det er at tilbede ham, at sætte sin
Tillid til ham, idelig at hænge ham paa Dørren, at hykle for ham, at ofre
til ham, at blive hans Tiener forbunden, det giør jeg aldrig; thi jeg veed, at
han er et Menneske, og at det er mueligt, at han kunde være i ligesaa for
Verden foragtelige Omstændigheder som den, der nu ofte forgiæves maa
begiere hans Hielp.
J det andet Ark begynder Philosophen at gaae med Lys og Lygte for
mine Betragtninger, der efter mine Tanker ere saa klare, at de ikke behøve
Lygte=Mænd, og vi kand i Almindelighed sige om de philosophiske Reflexio¬
ner, at hvad der er sundt af dem, falder en hver Læser strax i Tanke, der
med Agtsomhed efterseer mine Papirer. Tiden vilde ikke blive tilstrækkelig,
hvis jeg vilde foretage mig at igiennemgaae alle de Puncter, der kunde meri¬
tere Censure; jeg vil derfor allene holde mig til det vigtigste, og af det
Slags agter jeg de Beskyldninger at være, med hvilke min Spectator angri¬
ber uden Grund mange Forældre, naar han paastaaer i sit andet Ark p. 11.
at Aarsagen, hvorfor Hebetii og Ignorantil ere blevne u-ægte Patrioter,
maa tilskrives Forældre. Jeg nægter aldrig, at jo mange Forældre synes
ligesom at vilde byde over Naturen, og fordi de ere faldne paa de Tanker,
at deres Børn skal i Tiden betiene det eller det, derfor skal de sættes i Sko¬
le, og være skikkede til Studeringer; men vi have dog paa nogen Maade
saadanne Anstalter, der sætte Grændse for denne Forældrenes Urimelighed.
Vores allernaadigste Konge har ved sidste udgangne Forordning om Skole¬
Væsenet, befalet Lærerne at undersøge de Unges naturlige Lyst og Gaver,
og at give de Børn tilbage til Forældrene, der ikke med Lykke kand tiene til
Bogen. Efterkomme Lærerne deres Pligter i dette, saa blive jo ikke Foræl¬
drene Aarsag, at deres Børn i Tilden som uduelige Studentere blive uægte
Patrioter; thi Forældrene kand da ikke finde Leylighed dertil; men forsøm¬
me Lærerne at giøre sig underrettede om de Unges naturlige Diposition, og
sender uskikkede og udygtige Candidater til Academiet, ja vel og indbilde For¬
ældrene, at deres Børn kand i den Qvalite tiene Fædrenelandet, da blive de
de egentlige Aarsager til det Onde, som flyder af disse u-ægte Patrioters Huus¬
holdning. Dette maa jeg endnu erindre, at, omendskiønt de ordentlige Læ¬
rere ved Skolerne i denne Post iagttage deres Pligter, saa lærer dog Erfa¬
renhed, at det Onde ved deres Aarvaagenhed ikke altid bliver forebygt; Jeg
har kiendt dem, der ere blevne agtede for uduelige til Studeringer, og ere
derfor blevne dimitterede fra Skolerne, for at undervises i andet; men, naar
de ere komne til Hoved=Staden, have de strax fundet en forhungret Baccu¬
laureus, der, uden at giøre sig videre Betænkning enten om Candidaters
private Velfærd eller Fædernelandets almindelige Nytte, har efter en kort Un¬


derviisning forsynet en Heberium med et Skudsmaal, og, til dette sigter jeg,
naar jeg siger i mit Ark, at saadanne Brødre erholde paa en Gienvey,
Sted iblant Studentere, hvad videre herved kunde være at erindre, gaaer
jeg med Fliid forbi og overlader til andres Eftertanke. Saadanne uredelige
Brødre, der, for at nyde en Tutte eller noget meer, gierne opofre Fæderne¬
landets Beste, blive iblant andre ogsaa vigtige Aarsager, der forøgte Tal¬
let i en dobbelt Henseende af u-ægte Patrioter, i det de ey allene selv, ikke
have Fædernelandets Beste for Øyet, men anføre endog andre paa saadanne
Veye, at de blive intet uden unyttige Byrder.
J det tredie Ark forekommer mig meget Lapperie, igiennem hvilket jeg
maa trænge mig, førend jeg kand finde noget, der er værd at criticere, og
dette møder p. 20. Manden kand, som Philosophus, ikke biefalde, at en
ægte Patriot ikke bør elske sit Fæderneland for de særdeles Fordeele, han
derudi kand have for sin egen Person. Enten hans Philosophie tillader ham
at biefalde dette eller ikke, meener jeg dog, at Sagen har sin Rigtighed,
naar den bliver betragtet, som den bør; Jngen, uden den, der skriver allene
for at skrive, uddrager saadanne Følger, som jeg seer Philosophen har gjort
hvo skulde indbilde sig, at, fordi jeg ikke vil at en Patriot skal lade egen Interesse
være sit Sigte, han derfor skulde crepere? eller, om jeg sagde til Philoso¬
phen: Skriv ikke allene for at tiene Penge, vilde jeg derfor sige: Du bør sul¬
te ihiel? Et Societet bør saaledes være indrettet, at alle dets Lemmer arbeyde
med hinanden til een Ende, og deres egne Fordeele ere nødvendige Følger af
deres Hoved=Grunde, naar de stræbe at befordre det almindelige Beste, stræbe
de ogsaa for sig selv, saa at det sidste vel kand skilles fra det første, men det
første ingenlunde fra det sidste
Kaster jeg et Øyet i det fierde Ark, bliver mine Domme over det ikke
meget bedre end over det forrige. Jeg undrer mig i Sandhed, naar jeg ef¬
tertænker, hvorledes det kand være mueligt, at et Menneske, der vil skille sig
fra andre ved Fornuft, vil føre sin Pen paa saa besynderlig en Maade, el¬
ler kand finde Fornøyelse i at opfylde sine Blade med saa urimelige og elen¬
dige Jndfald. Jeg taler ikke her af nogen Misundelse, og mine Tanker ere
ikke anderledes end deres, der have mindste Levning af en sund Forstand;
Enten maa jeg sige, at Philosophen ikke har kundet forstaae mine Tanker, el¬
ler at han, for at faae Leylighed til at skrive, ikke har vildet forstaae dem;
Jeg kunde anføre meere end et Sted, hvor han har sønderrevet mine Mee¬
ninger, og ikke gjort sine Reflexioner uden over Stumper og Stykker, vil
han saaledes blive ved at betiene sig af de forefaldene Leyligheder bliver det ham
en let Sag at vedligeholde sit Arbeyde i et heelt Seculo. At jeg ikke skal an¬


føre uden hvad jeg kand bevise, vil jeg fremlegge et Exempel enten paa
hans frivillige eller naturlige Vankundighed i Anledning af en uægte Pa¬
triot, den jeg har kaldet Polyprattus, men Philosophen, Polipatrus. Jeg
vil ikke opholde mig med at raisonnere over de kiønne Jndfald, som min
Tilskuer har havt i Anledning af Polypratto, og hvad jeg egentlig agter at
bevise, kand nærmere skee ved at anføre Diauli Exempel, om hvilken jeg
har sagt, at han har Privilegium paa at leve af andres Ulykke;
Dette bliver for Philosophen en mørk Tale, endskiønt den vilde blive tem¬
melig klar, dersom han for det første vidste, hvor jeg har laant Navnet,
for det andet kunde indsee Sandheden i dette, at der endog findes de Men¬
nesker i Verden, der have befaling paa at leve af andres Ulykke. Nav¬
net har jeg laant hos Martialem, og betegner det samme en Læge; En
Mand, der har lagt sig efter denne Videnskab, og har erhvervet Tilladel¬
se at øve den, meener jeg at kunde siges at leve af andres Ulykke, med
mindre, det ikke bliver en ond Lykke, at plages af Sygdomme. Naar
Philosophen efter sin egen Bekiendelse ikke af mine Ord kand slutte sig til
min Mening, burde han gaae Sagen aldeles forbie, allermindst giøre en
lang Sladder over det Privilegio paa at leve af andres Ulykke, som han
ikke kand føre i sit Hoved. Hvad han taler om de andre lidet redelige Pa¬
trioter, sær om Claudii Medlidenhed over sine Beene og Skoe, vidner og¬
saa, at han ey kand forstaae mig, og jeg agter det unødvendigt at opholde
mine fornuftige Læsere med at Commentere over de tydeligste Meeninger.
Af Mængden, siger vor Philosoph, slutter man rimelig til det al¬
mindelige, og af fire Ark kand man uden Tvivl giøre Slutning til det fem¬
te; hvad jeg kunde sige om de fleeste Ting, der bevise liden Fornuft, veed
jeg af andre allerede at være anmerket, og kand jeg derfor blive desto kortere.
Jeg vil allene erindre med et par Ord, at min Spectator har aldeeles forløbet sig,
naar han beskylder mig for Usandfærdighed, fordi jeg har talt om Drankere,
som de, der befordrede Vinhandleres Næring, og giorde Farten paa frem¬
mede Stæder stærkere, end den ellers kunde ventes. Hans Raisonnement
lugter saa ilde, at jeg hart ad blues ved at røre dem. For, om mueligt er,
at overbevise ham om bedre, vil jeg handle med ham, som med et Barn,
der skal lære at stave, først vil jeg spørge: Hvis ingen af Danmarkes Jnd¬
bygger vilde drikke Viin, mon man da skulde drive nogen Viin=Handling?
Hertil meener jeg, han nødvendig maa svare Ney. For det andet: Enten
bliver Viin=Handlingen større, naar et Lands Jnvaanere drikke til Maa¬
delighed, eller naar de tvende Deele ere Drankere, her maa han uden Tvivl
svare: Jo fleer fugtige Brødre, jo stærkere Næring, og par Conseqvence
jo stærkere Handelen.


Jeg skammer mig ved, at have meere med disse stakkels Pralerier at
bestille, og jeg har ofte under dette mit Arbeyde været sindet at kaste Pen¬
nen; Jeg veed vel, at alle fornuftige regne mig det ikke til Roes, at jeg
med saa usele og intet betydende Beskyldninger har vildet befatte mig, og jeg
tilstaaer, at hvis jeg forud kunde have seet, at Philosophen ikke vilde have
betient sig af en fornuftigere Skrive=Maade, skulde jeg aldrig have gjort
Løfte om Forsvar. Hvad jeg for alle Ting vil bede, er dette, at han dog
af Medlidenhed over Sproget, skaaner det efter Muelighed, og lader de
Prøver, som han ved andre Leyligheder har aflagt paa sin Færdighed i sin
Moders Maal, blive nok til at giøre sig udødelig. Jeg kunde uden Van¬
skelighed anføre adskillige Meeninger, der ikke ere Danske, men, da jeg ikke
har Tiid meere at rode i hans Blade, vil jeg allene antegne disse Ord:
Og at de lærende dette derfor, &c. Autor er meget forelsket i de saa kal¬
dede Participia, og erindrer jeg ret, har jeg seet hos en anden Skribent et
Sted der i Henseende til Stiilen kand agtes parallel med dette: Verbum
er et Ord, som givende tilkiende &c. Jeg veed, at min Spectator er
iblant mine Læsere, jeg bør derfor ogsaa begegne ham med mit Ønske til det
begyndte Nye=Aar. Som han synes heel trængende til Fornuft, den han
saa idelig raaber paa, vil jeg ønske ham den samme, og, da han iblant si¬
ne Axiomata anføre dette: Et hvert Menneske er et Menneske,
vil jeg ønske, at han i det nye Aar
maatte blive det.


Et
kierligt og velmeent
Brev
Til den
Danske
Sandemand.
Sælges for 8 Skilling.
KJØBENHAVN. 1745.
Trykt hos Niels Hansen Møller, boende i Skiden=Stræde.
Og findes sammesteds tilkiøbs.


Min Herre!
J¬
eg læser med Fornøyelse Eders ugentlige
Blade, og jo fleere vigtige Sandheder,
derudi afhandles, jo kierere ere de mig.
Da jeg derfor fik Eders 43de Ark, og ved
første Øyekast blev de Ord vaer: Jurare in verba Magistri,
blev jeg saa meget dismeere begierlig efter at læse det, som
jeg strax ventede at see afhandlet den vigtige og tillige vanske¬
lige Materie om de forudfattede Meeninger, der
grunder sig paa andres Myndighed. Jeg blev
heller ikke bedraget i mit Haab; Jeg læste derfor Eders
Ark med Agtsomhed, jeg bifaldt Eders adskillige smukke
Tanker, Eders ordentlige Maade at gaae frem paa, og
maa ikke tænke, at jeg jo ogsaa var eenig med Eder i
Hoved=Sagen, sc. at det er et fornuftigt Menniskes Skyl¬
dighed at tragte efter at komme paa Sandheds Vey,
samt at de saa kaldede forudfattede Meeninger eller Præju¬
dicia ere de fornemste Hindringer i at naae dette Maal.


at jeg savnede alt for meget ved
Men jeg maa derhos sta¬
denne vigtige Sags Afhandling. Vel kunde det, som J
i dette Ark havde sagt, være nok til at bestride præjudici¬
um humanæ Authoritatis, og derom ventede jeg just ikke
at see meere fra Eder; Men jeg haabede alt, at J skulle
ogsaa angribe de andre Præjudicia; og da jeg i nogle Uger
forgiæves haver ventet efter at see denne betydelige Materie
fortsat, maa jeg nu imod Forhaabning merke, at J slip¬
per Eders Læsere paa Halv=Veyen, at J entleediger Eders
Landsmænd fra deres Leedebaand, og lader dem saa siden
gaae for Vind og Vove. Det er vist, at præjudicium
humanæ Authoritatis er en farlig Afvey; Men det er lige¬
saa vist, at der ere andre Præjudicia, som ere ligesaa far¬
lige, og som man i sær i vore Tider burde stride imod.
Besynderlig er den forudfattede Meening, hvorved
et Menniske drister paa sig selv, den som Philosophi
kalder Præjudicium nimiæ confidentiæ sui ipsius saa skade¬
lig, at jeg troer, at den, som igiennemheggler den første,
uden at røre ved den sidste, haver ikke allene ikkun giort
et halvt Arbeyde, men haver ogsaa i en vis Henseende giort
Skade: Incidit in Seyllam, qvi vult vitare Charybdin.
Tillad mig derfore, at jeg oprigtig maa sige Eder,
at denne Eders Afhandling er ikke tilstrækkelig, at J der¬
ved sætter dem, som udgiøre den største Deel af Eders Læ¬
sere, i Fare, at J flyer dem Svøben i Haanden imod
Lærere, men lærer dem ikke at bruge den, at J opmun¬
trer dem til store Undersøgninger og Prøver, men lærer
dem ikke først at prøve deres Kræfter, at J søger at føre
dem ud fra en Afvey, men fører dem ikke paa den rætte
Vey, at J giør Eder Umage for at dæmpe de høye Tan¬


ker, som de have om andre, men glemmer, at de fleeste
have langt høyere Tanker om sig selv.
Jeg maa endnu eengang udbede mig den Godhed, at
J ikke vil tænke, at jeg haver i Sinde at tale Ordet for de
Søvnagtige, som gider ikke søgt efter Sandheden, men
overlader andre den Umage at opsøge den for dem, eller
at jeg skulle ville forsvare det skadelige præjudicium
humanæ Authoritatis; Men jeg maa tillige overlade til
Eders nøyere Undersøgning, om jeg feyler i de Tanker, at
jeg holder præjudicium miiæ confidentiæ sii ipsius for
at være langt skadeligere og farligere, og at derfor en
Spectator saa langt fra burde gaae denne forudfattede
Meening forbi, at hand meget meere burde begynde fra
den. Jeg haaber, at vi derudi ere enige, at den uordent¬
lige Egen=Kierlighed er en Hoved=Passion hos Mennisket,
og ligesom Formand og Anførere for alle andre syndige
Tilbøyeligheder; jo meere nu et Menniske (som de fleeste
disverre giøre) følger sin fordærvede Natur, jo meere han
tillige voxer og tiltager i Videnskaber, jo meere voxer ogsaa
Egen=Kierligheden, og jo meere tilbøyelig bliver han til
at troe sig selv for vel, og tvertimod at foragte
og mistroe andre. Vel seer han, at han til en Tid
trænger til andres Hielp, som i Henseende til andre Ting,
saa og i Henseende til hans Forstands Dyrkelse, han nøder
sig derfore en Tidlang til at underkaste sig andres Under¬
viisning; Men saa snart haver han ikke faaet Luft, saa
snart haver han ikke snappet noget nu fra en nu fra en an¬
Lærere, førend Egen=Kierligheden sætter ham op paa en
høy Jndbildnings Throne; Nu lærer hand sig selv, nu
mediterer han og undersøger, hvad andre have før, efter


hans Tanker, snakket ham for nu er det hverken hugget
eller stukket, nu er det aabenbare Løgn og Falskhed, og
han glæder sig ved at han kand give i Trykken sine An¬
merkninger derimod, for at viise, at han haver lært at
fornægte præjudicium humanæ authoritatis. Vel skulle
det synes, som denne Betragtning, at et Menniske er mee¬
re tilbøyelig til at driste paa sig selv end paa andre, hvor¬
fornuftig den end er, dog bestrides af den daglige Forfa¬
renhed, som noksom viiser, at alt for mange ligge be¬
gravne i præjudicio humanæ Authoritatis; Men jeg troer,
at naar vi nøye undersøge denne Sag, saa bliver Fornuft
og Forfarenhed her ikke saa stridige, som man, efter første
Anseelse, maatte forestille sig. Jeg tilstaaer gierne, at i
de forrige Seculiis, da Børne=Optugtelsen var meere haard,
da Læremaaden var mindre fornuftig, da man betyngede
Hukommelsen, i Steden for at skierpe Judicium, da Læ¬
rerne dicterede meere end de beviiste, da Forstandens Feyl
blev straffet nok saa stærkt, som Villiens Feyl, da Kiætte¬
re vare visse paa Landflygtighed, og maatte være glade
om de kunde undgaae Baal og Brand, da var præjudi¬
cium humanæ authoritatis en herskende Vildfarelse,
og det ikke saa meget af en naturlig Tilbøyelighed
hos Menniskene, som af en tvungen Lydighed, hvorved
Egen=Kierligheden blev dempet, og fik ikke lov at yttre sig,
som den vilde. Men da der i vore Tider er skeet stor
Forandring paa dette, da Optugtelsen er meere frie, og
maaskee alt for frie, da man nu kand lære meere i 1 Aar
end før i 10 Aar, da Videnskaberne ere satte i et større
Lyys, da Tolerancen fast over alt indføres, da Lærere ere
meere moderate, da begynde Menniskerne ikke alleene at
vindicere sig deres Frihed, og at sliide sig løse fra præju¬


dicio humanæ authoritatis, hvorpaa jeg haver aldeeles in¬
tet at sige, men de falde Hovedkulds hen i en anden Af¬
grund igien, sce til præjudicium confidentiæ sui ipsius,
hvortil den fordærvede Natur er meest tilbøyelig. Ville
vi spørge de mange Separatister, Euthusiaster, Deister,
Fritænkere, og andre saadanne, af hvilke der i vore Tider
er saa stor en Sværm, hvad der haver givet dem Anled¬
ning til at forlade deres Bekiendelser, Kirker og Lærere;
de ere strax reede med det Svar, at de have i Tide vildet
kaste Aaget af deres Skuldre, at de have ikke længere vil¬
let være Slaver af Mennisker, at de ere glade ved, at de
ere komne ud fra det skadelige præjudicio humanæ autho¬
ritatis. Ville vi nu atter igien undersøge, hvorfore disse
Mennisker ere faldne til langt større Vildfarelser end til¬
forne, hvorfore de i sær ere saa paastaaende paa deres
Meeninger, og saa sielden tage imod nogen Overbeviisning,
saa see vi uden Vanskelighed, hvor de ere komne hen, da
de slappe ud fra præjudicio humanæ authoritatis, ser ikke
at de ere komne paa den rigtige Sandheds Vey, men at
de have fuldt Strømmen, det er: Deres uordentlige
Egen=Kierlighed, og ere derved dumpede i nok saa far¬
ligt et Dyb, som det de før laae udi, sc. i præjud: nimiæ
confid. Og at der saa for Resten ere endnu en stor Deel
tilbage, som, tvertimod Egen=Kierlighedens bydende, dog
beherskes af præjud. hum. auth., dertil er Aarsagen, hos
endeel deres naturlige stupidite, at de have dobbelt saa me¬
get Legeme som Siel, og ere derfore ubeqvemme til Un¬
dersøgning. Hos andre er Aarsagen deres Dovenhed og
Søvnagtighed, hvorved de ikke tænke paa, at de ere tæn¬
kende Væsener, og derfore drive deres Tiid hen som u-æ¬
lende Creature. Bør da ikke de, som have Svøben i


Haanden at kiøre med (jeg bruger Eders egne Ord) see
vel til, at de ligesaa lidet velte paa den ene, som paa den
anden Side? Og da jeg derudi er eenig med Eder, at
præjud. hum. author, haver sine skadelige Følger, at der¬
ved Vildfarelser lætteligen forplantes, at derved mange
Sandheder blive liggende i Skiul, og at de som paa denne
Vey af en Hændelse naae Sandheden, dog hverken have
den Overbeviisning om den, eller finde den Sødhed af
den, som de, der selv med Møye søge efter den; Saa skal
J dog vel ikke kunde nægte, at der jo af præjud. nimiæ
confid. flyder langt fleere skadelige og farlige Følger: Der¬
af flyder store Vildfarelser, mange selsomme og latterlige
Meeninger, Spotterier og stikklende Talemaader, mange
utidige Skrifter, som heller burde været skiulte, end at
de nogen Tid burde have seet Lyset, megen Herske- og Lære¬
Syge, megen Spliid og Ueenighed, Selv=Klogskab,
Haardnakkenhed, og det som de Tydske kalde Rechthabere,
ja ikke alleene, at der af dette Præjudicio flyder saa meget
Ondt; Men derved tabes ogsaa saa meget Godt; Derved
undergaaer efterhaanden Ydmyghed, Beskeedenhed, Ær¬
bødighed imod de Gamle, Fortroelighed til Lærere, og det
som er det verste: Sandheden selv tabes, og man skal vel
neppe iblant Menniskerne finde en større Daare, end den,
som farer fort i forudfattede Meeninger om sig selv.
Tillad, at jeg, for dis tydeligere at forklare disse
mine Tanker, bruger den samme Maade, som J saa ofte
i Eders Blade med Nytte betiener Eder af. Hebetius
er et Menniske, som ikke er skabt til nogen Undersøgning,
han haver lidt af ingenio, og endnu mindre af Judicio;
det skal være meget tydeligt, det han skulle kunde fatte, og


havde han ikke den Lykke, at han nogenledes kunde beholde
det han lærte uden ad, saa var han neppe et Menniske.
Hebetius burde længe siden i henseende til det Legemlige
været henviist til en Synaal, Læst, eller andet saadant,
og i henseende til det Aandelige været anført til at lære vel
Luthers Catechismum, og med Andagt at høre endog
Thrasoninum, naar han indskierpede de Pligter, som der
findes. Men han er til al Ulykke holdt til at studere,
hans Forældre have ikke Roe, førend de see ham indviet til
Præst, siden han haver saa reent et Mæle; Hebetius stakkel
tør ikke giøre sine Forældre imod, han er flittig nok, læser
trolig, benytter sig af andre det beste han kand. Men
Hebetius hører saa meget tale om egne Undersøgninger,
om forudfattede Meeninger, han læser i Spectators 44de
Ark, at end og Naturens Lov forbinder Menniskerne til
selv at undersøge, og ikke at dependere af andre; Hebetius
fatter derfore Moed, hans Egen=Kierlighed tillader ham
ikke at troe, at han er fuldt saa dum, som han er, han
kaster derfore bort sin Brochman, sin Hollarium, sin
Glassium, Muller &c. og nu vil han selv søge efter Sand¬
heden: Han begynder da paa den store Hoved=Sandhed,
om der er en GUd til, han haver vel læst noget i de forri¬
ge Skrifter derom, men han synes nu selv, at det fore¬
kommer ham noget for eenfoldigt; han lægger derfore Spi¬
noxam ved den ene og Wolfium ved den anden Side;
Her skal da Undersøgelserne gaae for sig; Men hvad skeer?
Hebetius faaer Hoved=Pine, han bliver gandske forvirret,
han kand hverken hitte reede i den førstes Uorden, ikke
heller følge den sidste i hans Orden; han var tilforne langt
vissere paa, at der er en GUd til, end han nu er. Her
staaer Hebetius! og hvorledes skal vi nu rædde ham, at


han ikke skal føre baade sig selv og andre i vildereede, at
han ikke selv, og Sandheden tillige, skal lide ved hans
Undersøgninger, giøre vi ikke vel imod Hebetium, om vi
sige ham, at han er ikke skabt til store Undersøgninger, at
vi raade ham at blive ved Jorden, og at ikke aagre med
det Pund, som han ikke haver faaet? Bør det udtydes til
et præjudicium humanæ authoritatis, om vi forsikkre ham,
at han uden Fare kand benytte sig af sine gamle Lærere,
og for Resten søge Hielp hos Gud, og være troe og ree
delig. Og da jeg lætteligen kand forestille mig, at He¬
betius er bleven forskrækket ved de Spectators Ord, at han
handlede imod Naturens Lov, hvis han ikke selv
undersøgte, men beroede paa andre, saa maa jeg
befrie baade Hebetium fra Desperation, og Spectators Ord
fra en vrang Fortolkning, ved at underrætte Hebetium
om, at han vel maa giøre Forskiel, imellem de Pligter,
som Naturens Lov kræver af et hvert Menniske i Besyn¬
derlighed, og de Pligter, som den kræver af Menniskerne
i Almindelighed, i henseende til disse sidste vil Spectator,
sige, at Menniskerne, som fornuftige Skabninger ere for¬
bundne saa vel til Undersøgninger, som til andre Siels og
Legems Arbeyder og Forrætninger, alt som enhver er ud¬
rustet med Kraft og Gaver til, og derudi haver Spectator
ræt, og da er det i Sandhed beklageligt, at saa mange
ved Søvnagtighed og Skiødesløshed, overtræde deres
Pligter, og modtvilligen forsømme at giøre sig beqvemme
til det, som de kunde blive beqvemme til. Men deraf
maa Hebetius ikke inferere, at Naturens Lov forbinder no¬
gen i Særdeleshed til de Pligter, som han for sin Person¬
haver ingen Kraft og Beqvemmelighed til at efterkomme.
Saaledes forbinder Naturens Lov Menniskerne i Almin¬


delighed til at see med deres Øyne, og at arbeyde med de¬
res Hænder; Men da de, som enten ere fødde uden Øyne
og Hænder, eller have Skavank paa disse Lemmer, enten
slet ikke, eller og ikke til Gavns kunde efterkomme disse
Pligter, saa viiser Naturens Lov dem, at de staae i et
Societeet, og forbinder dem derfore til at søge Tilsagt til
andre, at see med andres Øyne, og at arbeyde med an¬
dres Hænder; Og deraf bør Hebetius lære, at han paa
den ene Side ikke lader Modet falde, ikke indbilder sig,
at hans naturlige stupidite er en Synd imod Naturens
Lov, at han ogsaa paa den anden Side virkelig synder
imod Naturens Lov, om han drister paa sig selv, og ikke
søger Hielp hos andre, om han heller udvælger at gaae i
Mørket, end at see ved andres Lys. Og naar dette be¬
tragtes, saa bliver ligesaavel præjudicium nimiæ confi¬
dentiæ, som præjudicium hum. auth. Synd imod Na¬
turens Lov. Luxuriantius haver et meget lykkeligt Ho¬
ved, han haver en naturlig Danlighed til at kunde blive,
hvad det skal være. Men det er Ulykken, at Luxurianti¬
us veed dette; Han er derfore doven, gider aldrig læst,
han stoeler paa sit Hoved, og hans fornemste Bestilling,
næst hans Vellyst, er at raisonnere og afsige Domme o¬
ver andre; Det kalder han Undersøgninger, det er efter
hans Mening med Frimodighed at bestride præjudicium
humanæ authoritatis. Derfore, siger han, er han kied af
at læse, fordi det meeste som skrives, er Løgn, og det som
er Sandt, veed han bedre, end nogen kand sige ham det.
Han er en stor Elskere af sin Frihed, han vil intet troe
uden det han kand begribe, han holder, som en vis Skri¬
bent taler, Spotterie for den høyeste Grad af
Fornuft, og en høy Latter for Sandheds rætte


Prøvesteen. Der er intet vederstyggeligere i hans Øyne,
end at see en Lærere, han veed, uden at kiende ham, at
han er en Pedant; Naar hans gamle Fader giver ham en
Formaning, saa foragter han det, som noget Altvætersk;
Men vil dog for Skams Skyld ikke give haardere Phrase
derpaa, end ønske sin Fader selv Lykke til at efterleve det.
Naar han seer en Bonet eller Messehagel, saa beklager
han, at vores Guds=Tieniste er saa ufornuftig; Han gaaer
for samme Aarsags Skyld sielden i Kirken, og naar det
skeer, saa giør han det for at see Løyer paa Thrasonino,
og for at critisere de gamle forslidte Sager, som der, ef¬
ter hans Tanker, afhandles. For nogen Tid siden prædi
kede Telotius, og efter mine Tanker paa en grundig Maa¬
de viiste Bønnens Fornødenhed: Luxuriantius, som just
af en Hendelse var kommen i Kirken, beklagede sig over,
at han saa ilde havde anvendt denne Time, die Praffen,
sagde han, plaudern uns so mas vor, og derpaa forbandt
han sig til med eet eniste Argument at kuldkaste Telotii
heele Prædiken; Jeg som blev meget nysgierrig efter at
høre dette uovervindelige Argument, fik det og strax at
høre i denne Form. Enten veed GUd alt det vi have nødig,
og det vi bede ham om, eller han veed det ikke, tør Telo¬
tius sige, at GUd veed det ikke forud, saa negter han
Guds Alvidenhed; Men tilstaaer han, at GUd veed det,
saa negter jeg Bønnens Fornødenhed, efterdi det er ufor¬
nøden, at lade GUd vilde, det han veed før. Jeg som
herved blev tviflraadig, enten jeg skulle opføre mig de¬
mocritisch eller heroclitisch, besluttede at gaae Middelveyen,
og paa en alvorlig og kierlig Maade forestillede ham, at
Telotius ikke havde nævnt et Ord om, at Bønnen var for¬
nøden af den Aarsag, for at underrette GUd om noget
som


som han ikke før vidste, men fordi det var en Dyrkelse,
som GUd selv eskede af os, og idelig i sit Ord formanede
os til, fordi det var et kraftigt Middel til at erindre os om
vor Trang og Nødtørftighed, til at holde os i en bestan¬
dig Tillid til Guds Forsyn, og til at vænne os til at
søge vores rætte Glæde og Fornøyelse i Gud, at endogsaa
Hedningerne selv havde tilstaaet Bønnens Fornødenhed,
og andet meere, som jeg kunde erindre af Telotii Prædi¬
ken; Men J skal ikke kunde giette, hvad Svar jeg fik der¬
paa: O! det ulyksalige præjudicium humanæ authoritatis,
sagde han, J er saa indtaget af Telotio, at, om han sag¬
de Maanen var giort af en grøn Ost, saa troede J det,
mit Dilemma haver J ved Eders ganske harangue ikke
resolveret; Og naar J vil tale med mig, saa skal J ikke
tale af Johan Arndts Paradiises Urtegaard. Maa J
ikke tilstaae mig, min Hr. Spectator, at Luxuriantius er
befriet fra præjudicio hum authoritatis? Men er han der¬
fore paa den rætte Vey, Ligger han dog ikke i den aller¬
dybeste Fordervelse. Er det da ikke best, at, førend vi be¬
styrke Luxuriantium i hans Afskye til præjud hum author.
at vi begynde for fra med ham, og underrette ham om,
hvorledes han skal gribe sin Sag an, at han kand komme
paa Sandheds Vey? At han skal begynde al Prøve og
Randsagning fra sig selv, at han i sær skal kiende sin u-or¬
dentlige Egen=Kierlighed, som Hoved Kilden til al hans
Fordærvelse, at saa længe han er ubekiendt med sig selv,
saa længe bliver han ikke viis, multi ad sapientiam per¬
venissent, nisi se ham pervenisse putassent, siger Thoma¬
sius, at han skal upartisk examinere sin Forstands Kræf¬
ter, sit Nemme, sin Skiønsomhed, sin Jndbildnings¬
Kraft, sin Hukommelse, at han kand see, baade, hvor han


er stærk og hvor han er skrøbelig, hvor han nogenledes kand
troe sig selv, og hvor han bør forlade sig paa andre. At
han skal betænke, at Sandheds Vey er baade vanskelig og
vidtløftig, at han derfore maa være flittig i at studere,
lære fornødne Sprog, gierne høre sine Lærere, med Fliid
læse brave Mænds Skrifter, uden at være præoccuperet
imod dem, at han maa vogte sig for Vellyst og Egenraa¬
dighed, og ikke være bange for vaagne Nætter. At, naar
han er kommen i med at læse, og haver faaet noget at
pønse og tygge drøv paa, at han da selv mediterer, at
han altid tænker meere end han taler: Multiloqvio pericli¬
tatur veritas. At han altid beflitter sig paa at læse og tæn¬
ke ordentlig, at han flittig giør Revision i sin Hierne, at
det han veed og tænker ikke bliver til et consusum Chaos,
at han vel giør Forskiel paa Sandhederne, at da de for¬
nemmelig ere 3 Slags, sct naturlige, idealische, og aa¬
benbarede, at han da ikke confunderer disse med hinanden,
at han ikke ubetænksom fører de Grunde, som hører til den
ene Sandhed, ind i den anden: At ligesaa lidet, som han
bør negte nogen naturlig ved Experience fastsat Sandhed,
paa det Fundament, fordi Skriften, hvis Hensigt er at
giøre os vise til Salighed, her og der om saadanne Sand¬
heder taler Menniskelig Viis, og saadan som det synes for
Øynene, ligesaa lidet bør han negte nogen aabenbaret
Sandhed, paa det Fundament, at han kand ikke begribe
det. At han iagttager, at der i hans Forstand er ikke
alleene en Vis activa til at skiønne, undersøge og dømme,
men at der og er en Vis passiva til at tage imod, og at give
fornuftigt bifald, og at vi derfore, uden at sige os selv
imod, kand baade formane ham til at randsage, og til at
troe. At han for alle Ting haver høye Tanker og Frygt


for Gud, at han baade troer, at det er fornødent, og at
det er GUds Viisdom anstændigt, at han maa have aa¬
benbaret os høyere og vigtigere Sandheder, end vores ind¬
skrænkede Forstand af sig kand begribe, og komme efter,
at han ogsaa flittig paakalder GUd, at han ikke vil over¬
lade ham til sig selv, men bevare saa vel hans Forstand fra
Vildfarelser, som hans Villie fra Ugudelighed. Jeg troer,
at naar Luxuriantius vil gaae frem paa denne Maade, saa
lærer han nok at gaae sagte, hverken i blinde at troe an
dre, ikke heller at være forgabt i sig selv, saa seer han nok,
at man ikke kand komme hoppende og springende til Sand¬
heden, men at det er med den, som med Sølvet, der med
megen Møye, ja Farlighed, maa opgraves. Saa un¬
derskriver han det bekiendte Ord: Qvantum est, qvod
nescimus. Saa fornegter han Selv=Klogskab, saa over¬
bær han med sine Læreres Feyl, thi han veed, hvor tidt
han selv har tænkt Feyl, og haver maattet sadle om igien,
saa kommer han alt nærmere og nærmere til Maalet, og
da feyler det ikke, at han jo vil finde den Sødhed og For¬
nøyelse, hvormed Sandhed pleyer belønne sine Elskere.
Og saaledes haaber jeg da at have beviist, at præjud:
nimiæ confidentiæ sui ipsius er et saa farligt og skadeligt
Præjudicium, at J haver gjort ilde, at J ikke haver be¬
gyndt derfra, og endnu verre, at J reent haver forglemt
at tale derom. Og da J meddeeler Eders Landsmænd saa
mange nyttige Formaninger, saa fortryd ikke paa, at og¬
saa en Landsmand ved denne Anledning giver Eder det
velmeente Raad, at J for alting vogter Eder selv for det
nylig omtalte Præjudicio. Man seer af dette og andre
Eders Ark, at J drister vel meget paa Eders Fornuft,


man hører jævnlig de Talemaader: Alle Fornuftige,
alle de som ikke gaae reent imod Fornuften &c. og
med alt dette mærker man dog, at Eders Fornuft ofte
bumrer, som i det efterfølgende skal bevises. Eders Bla¬
de, som J giver os, vise noksom, at J besidder mange
gode Egenskaber; J haver smukke Naturens Gaver og
Studeringer, J haver en flydende Skrive=Maade, J ha¬
ver hidindtil haft en fast almindelig Approbation, og man
mærker, at J fattes heller ikke Moed og Mands Hierte;
Der skal stor Kraft til at overvinde de Fristelser, som flyde
af disse Ting. Og jeg troer ikke, at det var skadeligt,
om J tog een eller tvende i Ledtog med Eder, som kunde
baade hielpe Eder at see, hvor J selv, enten ikke saae,
eller saae Feyl, plus vident oculi, qvam oculus, som og
saa iblant kunde styre Eders hidsige og dristige Naturel;
at ligesom de Romere føyede Marcellum og Catonem sam¬
men, at den eenes Belevenhed kunde temperere den an¬
dens Strænghed, og at ligesom den store Lutherus selv
bekiender, at han var glad ved, at han havde den sagt¬
modige og frygtagtige Philippum ved Siden af sig, at J
ogsaa kunde have een ved Haanden, som kunde, naar det
giordes fornøden, slaae lidt Vand paa den Jld som fin¬
des hos Eder, saa vilde visseligen Eders Blade blive baade
meere solide, saa og meere nyttige og behagelige.
Hvad de Aarsager angaaer, dem J anfører som Kil¬
der, af hvilke det skadelige præjudicium humanæ authori¬
tatis udflyder, da haver det med de fleeste af dem sin Rig¬
tighed. Men siden jeg haver den Ære at skrive til Eder,
maa jeg ved et Par af dem giøre nogle Erindringer: Pag.
395. skriver J saaledes: Dersom ingen fleere havde
Øyne


Øyne end jeg, saa vilde jeg ey sige, at den Reyser¬
lige Myndighed, med hvilken mange Lærere end
ogsaa i Kirkerne fremsætte deres Lærdomme, bli¬
ver ikke een af de ringeste Aarsager, der befordre
de saa kaldede præjudicia Authoritatis. J Sandhed
naar jeg seer Thrasoninum paa det hellige Cathedra;
kommer han mig for, som Apollo selv; Han opla¬
der sin Mund, som en Pave, og han taler, som
den, der haver Nøgelen til al Kundskab. Hvor
vilde det gaae os, om vi vilde underskrive alle hans
Betænkninger. De Hørende skal ikke spørge efter
Aarsagen, hvorfore de skal troe det eller det, det
bør være dem nok, at en myndig Mund giver si¬
ne Lærdomme, og ere de end selv overbeviste om
bedre, bør de dog ikke vige et Haarsbreed fra den
andens Regler. Her maae J ikke tænke, at jeg vil
nægte, at jo Lærere paa mange Maader, nu ved Mis¬
brug af deres Embeds Myndighed, nu ved en slet Lære¬
Maade, nu ved at fremsætte unyttige Controverser, nu
ved at ikke fremføre dygtige Beviser, o. s. v., ofte give An¬
ledning til omtalte Præjudicium. Derudi ere vi fuldkom¬
men enige, og om nogen Lærere derfor vil forkiættre os
begge, saa maa vi taale det, og da beholde vi den Trøst,
at vi lide for Sandhed. Men kunde alt dette ikke været
sagt paa en Maade, som kunde været Eder til større Ære,
og Lærere til mindre Beskiemmelse? Jeg haver derfore an
ført Eders egne Ord, for at føre Eder til Gemytte, om J
synes at dette procedere imod Lærere er fornuftigt, og en
Moralist, som vil forbedre endog det Theologische Facul¬
tæt selv, anstændigt? Mon jeg skal troe, at Thrasoninus
selv med større Keyserlig Myndighed, og med fleere op¬


skruede Ord uden Beviiser, kand have opført sig paa sit
hellige Cathedra, end J her opfører Eder? Hvor lidet ef¬
terkommer J selv de Ord, som J skriver Pag. 396. Jeg
vil ikke vise, hvorvidt en Adfærd af det Slags
er overeensstemmende med Kierligheds Bydende,
og hvad Forbedring man kand vente hos de Vild¬
farende, naar en vel grundet Sagtmodighed bli¬
ver sat til Side, naar skiklende Talemaader, og
lidet Christelige Jrættesættelser skal tiene i Steden
for Beviser: Qvæ culpare soles, ea ne tu feceris, ipse,
turpe est doctori, cum culpa redarguit ipsum. Og vil J
endskiønt paastaae, at Eder maa i de Tilfælde indrømmes
nogen større Frihed, end Geistlige Lærere, saa troer jeg
dog ikke, at den kand strække sig saa vidt, at J meere end
andre maa være berættiget til at handle imod Kierligheds¬
Bydende, og Christendommens Regler.
Kiere Hr. Spectator, Tag det ikke ilde op, at jeg gi¬
ver Eder det Raad, at J først sielden befatter Eder med
Lærere, thi en Læreres Person og hans Embede staaer i
saa nøyagtig Connexion med hinanden, at man neppe
rører Personen, uden hans Embede paa nogen Maade li¬
der derunder; dernæst at naar J agter det høyt fornøden,
at giøre Erindringer til Lærere, at J da handler vel paa
en fornuftig og overbeviisende, men og tillige paa en kier¬
lig og beskeeden Maade. Tænk ikke, at jeg raader Eder
dette af Partiiskhed; Ney det skeer i Sandhed af en nøy¬
agtig Overveyelse og af vigtige Aarsager. Jeg vil her ikke
anføre Theologiske Grunde: At de ere GUds Tienere,
bære hans billede, staae i hans Sted, at de ere aandeli¬
ge Fædre, og bør derfore tracteres med Ærbødighed; Jeg


er uvis paa, hvorvidt disse Grunde antages af Eder; Jeg
vil derfor grunde mine Raad paa Fornuft og Forfaren¬
hed: I. Haver jeg af Omgang med Lærere mærket det,
at det er een af deres Hoved=Feyl, at de nødig vil tage Lær¬
domme og Jrættesættelser af andre; De ere selv saa komne
i Vane med at lære fra sig, at de meene, at de allene
have hævd derpaa, og finde sig derfore sielden i at andre
vil lære dem noget, uden det skeer paa en meget forsigtig
Maade; Jeg kiender mange gode, dygtige og christelige
Lærere, hvilke, jo ældre de ere blevne i Hætten, jo meere
ere de indtagne af denne Caprice. Og monne jeg ikke,
min Hr. Spectator, kunde anføre Eder selv til Exempel
paa dette? J har neppe været et Aar i Embedet, men J
er alt bleven temmelig myndig; saa snart understaaer ikke
Eders Censor sig at sende Eder eet eller andet Ark tilbage,
med et approbare neqveo, førend J strax raaber Vold, be¬
klager publice, at J maa ikke faae Frihed til at sige, hvad
J vil, og af en utilladelig Affect er moxen færdig at ex¬
trudere den, som nogenledes vil holde Eder i Tøylen, af de
Fornuftiges Tal. See Eders 44de Ark Pag. 398. Jeg
som er en Hadere af alle skarpe og rigide Domme over
andre, (thi jeg kiender de Menniskelige Ufuldkommenheder)
kand letteligen overbære med denne Feyl baade hos Eder
og andre; Men jeg er i Anledning af denne Forfarenhed
faldet paa de Tanker, at ikke een iblant hundrede er i
Stand til at lære og rætte paa Lærere, at de fleeste giø¬
re Ondt verre, og at derfore den sikkerste og grundigste
Maade at forbedre Lære=Standen paa, er, efter det, som
af vores priiselige Konge ogsaa er foranstaltet, at begynde
fra Grunden at fra Skolerne af Naar Lære=Maaden,
først der bliver facilere og tillige grundigere, naar de unge


faaer fornuftige, sunde og christelige Principia i de Aar,
da de ere meest bøyelige til at tage imod dem; Naar si¬
den hans Majestæts skiønne og nyttige Anstalter efterleves
i henseende til den studerende Ungdom ved Academiet,
og naar saa GUd for alle Ting vil give sin Velsignelse
dertil, og ikke efter vores Fortieniste straffe vores Uskiøn¬
somhed med onde og uduelige Lærere, saa vil deraf u-for¬
mærkt flyde meere Nytte til Lære=Standen, end af alle
utidige Declamationer og Hudflettelser, ja endogsaa af
de alt forsilde tagne Tiltaler, Opvækker og Jrættesættelser.
II. Maa jeg forestille Eder, at naar Lærere endelig
skal tiltales, saa maa det skee paa langt anden Maade,
end den J bruger; thi derved skeer stor Skade, og derved
sættes visselig deres Embeds Vigtighed paa svage Fødder;
Vel protesterer J selv imod dette af al Magt i Slutnin¬
gen af Eders Ark; Men dersom jeg maa sige det, saa ha¬
ver J skrevet dette Ark med større Hidsighed end Betænk¬
somhed, saa at det synes, som et Præjudicium for Phila¬
lethe og imod Thrasoninum haver ført Eders Pen, og at
J fornemmelig haver udvalt dette vigtige Thema for at
komme til at giøre Eder ræt tilgode paa Thrasonino. Jeg
er i det ringeste ikke saa lykkelig, at jeg kand conciliere disse
to Ting: At J paa den ene Side haver al Ærbødig¬
hed for Lærere, og søger ikke at sætte deres Reno¬
mee paa svage Fødder, og dog paa den anden Side
uden Betænkning slaaer om Eder med Keyserlig Myn¬
dighed, Paver, stolte Prælater, og andre saadanne odieuse
Talemaader, hvorved J ligesom legitimerer de Øge Navne,
hvormed de Ufornuftige længe siden have søgt at beskiemme
Lærere. Men J kand endnu fremføre noget til Eders


Forsvar: J kand sige, at jeg herved handler gandske imod
Eders Intention, som ikke er at sværte retskaffne Lærere,
men alleene at straffe de Onde; Jeg maatte være ubillig,
og handle imod Kierligheds Lov, om jeg ikke vilde troe
dette. Men er dermed Sagen afgjort? Er dermed al
muelig Forsigtighed iagttaget af Eder, Kand J først troe,
at onde Lærere ved saadan Adfærd forbedres, Kand J
dernæst indbilde Eder, at ved den Forsikring om Eders
gode Intention er al Skade i henseende til gode Lærere ble¬
ven forebygt, O! hvor er det læt at see, at J ved Eders
Omgang giør onde og unyttige Lærere ikke nogen synderlig
Skade, de komme ikke Sandheden saa nær, at de finde
meget til Verdens Had, som Sandheds første og almin¬
deligste Virkning: Veritas odium parit; Men de Gode og
Rætsindige ere egentligen de, som lide ved Eders Opfør¬
sel; thi saa snart som disse gaae med Frimodighed lige¬
frem til Sandheden, og i sær ved individual Application
søge at røre Samvittigheden, saa bliver den første Virk¬
ning denne, at den gamle Adam bliver forbittret, derpaa
begynder han at tænke efter, om han ikke kand hitte noget
op at hevne sig med, og da kommer Eders Paver, stolte
Prælater &c. saa saare vel Tilpas, da heeder det: Jeg maa
dog sande Spectators Ord, at det er ikke alt Troes Artikle,
det de gode Herrer sige. Maa J ikke tilstaae mig, at
Eders fleeste Læsere ere tildeels Vankundige, tildeels On¬
de, og Slaver af uordentlige Affecter, Kand J da vente,
at de skal ganske nøye følge Eders gode Intention? Haver
J ikke meget meere at befrygte, at de just skal applicere
Eders Ord paa de urætte Steder? Saaledes kand en god
Intention, som ikke er veyleedet med Sagtmodighed og
Forsigtighed, giøre stor Skade; Og omendskiønt jeg, og


enhver billig Læsere vilde undskylde Eder med dette, at J
haver ikke meent det saa ilde, at J haver ikke seet ind i disse
Følger; saa haaber jeg dog, at J ikke undskylder Eder
selv, men at J angrer Eders Opførsel, søger ved andre
Leyligheder at forbedre det, og eftertænker det gamle Ord:
Sapientis non est dicere, non putavi. III. Saa seer jeg
ikke rættere, end, da J haver taget Eder for, efter andres
Exempler, i Eders Blade at afhandle moralske Materier,
og at vise Eders Landsmænd paa Viisdoms og Dydens
Vey, at J da handler tvertimod Eders Hensigt, og den
Nytte I deraf kunde vente, ved det J saa ubetænksom stø¬
der og stikler paa Lærere. Thi foruden at I derved kand
give Anledning til ufornuftige og forargelige Strids
Skrifter, som i vores velindrættede Societæt vel blive af¬
værgede, saa seer J jo dog vel, at J ved Eders Adfærd
irriterer Lærere, af hvilke den største Deel hidindtil haver
elsket Eder, og at J selv er Aarsage til, hvis de ved alle
Leyligheder begynde at vare imod Eder; Og jeg tør ikke
svare for, at jo de Hidsige og Ubesindige iblant dem lætte¬
ligen kunde faae i Sinde til Betaling for Eders Paver
stolte Prælater, Postillanter &c. at slaae om sig med Kiætter,
Naturalist, Fritænkere, Hyklere, som, fordi han nu ikke
haver Haab længere at forfremmes i Geistlig Stand, da
efter den store Mode vil giøre sin Lykke med at slaae sig til
Ridder paa Lærere. Hvad er omsider vundet ved alt det¬
te? Og jeg undrer paa, at J som et forstandigt Menniske,
ikke seer disse skadelige Følger, og da J selv beklager at Læ¬
reres Authoritæt gielder saa meget, at J da ikke tillige
seer, at, ved det J legger Eder ud med dem, gaaer Eders
egen Hensigt overstyyr, og Eders Blade vil derved ikke ta¬


be lidet af deres Credit og Nytte. J vil derfore, efter
mine ringe Tanker, giøre meget vel endogsaa imod Eder
selv, om J handler meere kierlig og collegialiter med Læ¬
rere; om J lader Eder forstaae med, at J haver samme
Hensigt som de, at J vil rekke dem Haanden, og at J
vil stræbe at giøre dem til gode Mennisker, som de ordent¬
lige Lærere søge at giøre til gode Christne, saa kand J,
baade med større Rolighed for Eder selv, og med større
Nytte for Eders Landsmænd, fortsætte Eders Arbeyde.
Forlad mig, om jeg i denne Afhandling haver været noget
skarp, jeg haver dog været oprigtig, og, efter Eders For¬
seelses Beskaffenhed, beskeeden. Jeg haver haft en hellig
Pligt at efterkomme; thi jeg kand ikke negte, at jeg jo er
saa eenfoldig, at jeg giør meget af Lærere, jeg haver Med¬
lidenhed med de Slette, jeg haver Kierlighed og Ærbødig¬
hed for de Middelmaadige, og jeg haver dobbelt Ære og
Kierlighed for de Gode; Jeg haver ikke allene selv meget
Got at Takke dem for, men jeg er ogsaa overbeviist om
at den daarlige Verden var endnu daarligere, dersom den
ikke havde dette Salt. Man lod Lære=Standen passere,
da den neppe var passabel, men nu, da den kiendelig er
forbedret, raaber man imod den af fuld Strube; Og jeg
seer ikke rettere end at det bekiendte Ord: Odium Theolo¬
gicum, bør i vore Tider ikke saa meget forstaaes subjecti¬
ve som objective. Det maa være enten en stor Vanlykke,
eller en Feyl i Eders Skiønsomhed eller Hiertelav, om J
haver truffet paa fleere onde end gode Lærere, jeg, som
ellers ikke er bekiendt med mange Folk, kand forsikre, at
jeg kiender mange gode Lærere, sine vitiis nemo nasci¬
tur, optimus ille est, qvi minimis urgetur, siger Horati¬


us; Og hvordan
end ere
saa
ders Om¬
gang med dem lastværdig (*).
Min sidste Erindring angaaer den sidste Aarsage, som
J anfører til det skadelige præjudicium authoritatis: Jeg
veed ikke, siger J, om jeg maa sige, at den besyn¬
derlige Disputere Maade, der haver taget Over¬
haand ved alle Academier, er ogsaa en kraftig Aar¬
sage til de Meeninger, som jeg bekriger. Alle de,
der ey vil gaae tvert imod Fornuften, tilstaae, at
Enden og Øyemerket af Disputatzer og Conferencer
bør intet være uden dette, at Sandheden kand
blive lagt for Dagen, og Menniskerne hielpes af
deres Vildfarelser, Men hvo vil sige, at dette
Maal efter Øvelsernes nærværende Beskaffenhed,
kand opnaaes, og kand ikke de have Aarsage til
deres Critiqver, der holde de fleeste af saadanne
Exercitier for et Spilfægterie. Ja hvo vil være
saa daarlig at antage alt det, som Disputatores fore¬
give, for uryggelige Sandheder: &c. Jeg kand ik¬
ke negte, at jo disse Eders Ord satte mig i Begyndelsen i
nogen Tvivlraadighed, der indfandt sig vel strax i mit
Sind adskillige Argumenter, som viiste, at de Academi¬
ske
(*) Luther siger ensteds: Sie mollen und komnen das Gu¬
nicht an uns sehen, sondern sie sehen und grubeln nur darum, mo¬
etas bos an uns ist, da man ausfegen mus, gleich als menn eine
bose Mutter an ihren Kinde nicht anders sehen molte, denn seinen
Mist und Harn, und nicht dagegen missen noch sehen molte die scho¬
ne Gliedmassen, so ihm GOtt gegeben hat. Resten af hans Ord,
som ere beqvemme nok, men efter vore Tiders Decorum ikke høflige
nok, vil jeg ikke anføre.


ske Disputatzer snarere tiene til at hindre, end til at bestyr¬
ke det omtalte Præjudicium. Jkke desmindre syntes dog
ogsaa Eders Tanker at være rigtige; jeg saae vel, at der
i Eders Raisonement var nogen Feyl, men jeg kunde ikke
letteligen see, hvori den bestod. Jndtil jeg omsider mer¬
kede, at Feylen var der, hvor man mindst skulle vente den,
sct i disse Eders Ord: Alle de, der ey vil gaae tvert
imod Fornuften, tilstaae, at Enden og Øyemer¬
ket af Disputatzer og Conferencer bør intet være uden
dette, at Sandheden kand blive lagt for Dagen,
og Menniskerne hielpes af deres Vildfarelser. Hic
rhodus, hic salta, Her sætter J ikke allene, som en af¬
giort Sag, at Øyemerket af Disputatzer bør NB. intet
være uden dette, at Sandhed kand lægges for Dagen &c.
Men J forebygger og al videre Undersøgning om dette,
ved at dømme alle dem fra Fornuften, som herudi ikke
ere enige med Eder. Men jeg maa sætte den Hazard at
passere for ufornuftig, imedens jeg i det ringeste noget
nøyere undersøger denne Sag. Jeg tilstaaer, at det er
got og ønskeligt, naar Sandhed ved en Academisk Tvi¬
stighed kand lægges for Dagen, man har da derved naaet
meere, end man ved saadan Forrætning kunde vente; Men
jeg kand ikke see, at dette kand være det egentlige Øyemer¬
ke (finis præcipuus) hvorfore de Academiske Disputatzer
baade ere indstiftede, og endnu bruges og vedligeholdes,
meget mindre, at det skulle efter Eders Ord være det eni¬
ste Øyemærke, thi først ere der langt bedre og beqvemmere
Maader hvorpaa Sandheden kand lægges for Dagen, sc¬
ved grundige Skrifter, mundtlige Underviisninger og
Prælectioner, ved Conferencer, Dialogos, og Samtaler,
o. s. v. Dernæst var det at sætte Sandhed paa Spil


og i Vove om man vilde overlade deres Afgiørelse og
Fremsættelse for Lyset til en mundtlig Disputatz; Man
kunde efter mine Tanker aldrig opoffre Sandheden til en
meere slibrig Act, og et meere uvist Udfald. Efterdi 1.
Forfarenhed viser os, at mangen dygtig Præses, som
i sin skrevne Disputatz kand have lagt Sandhed for Ly¬
set, haver ikke nær saa gode Gaver til at forsvare den,
som hans Opponens haver til at bestride den. 2. Ere
disse Academiske Exercitia ogsaa paalagde ganske unge
Mennisker, som just ikke ere de subjecta, der ere beqvemme
til at lægge Sandhed for Dagen; Jeg slutter derfore, at
de egentlige Øyemærker af de Academiske Disputatzer ere
disse: 1. At Professores og Lærere selv kand derved holdes i
Øvelse, at, om det enten paakom, som før er skeet, at de
skulle disputere publice imod nogen Sandheds Fiende,
eller fremmede Førster og Ministri kunde faae i Sinde at
anhøre dette Exercitium, at de da ikke skulle staae til
Skamme, men være beqvemme til baade at forfegte
Sandheden, og at giøre Academiet Ære. 2. At den
studerende Ungdom ved dette Exercitium kand vænnes til
Ferdighed baade i at tale og tænke, og derved blive be¬
qvemme til paa en grundig Maade at undersøge. 3. At
Auditores ved det, som af de disputerende ventileres pro¬
& contra, kunde faae Anledning til nøyere Eftertanke,
og ved denne compendieuse Maade komme paa Spor ef¬
ter Sandheden; og da kand jeg med mit eget Exempel
vidne, at jeg fast altid haver haft Nytte af de Aca¬
demiske Disputatzer, ikke at jeg just paa Stedet er ble¬
ven overbeviist om Sandheden; men jeg haver dog ge¬
meenligen bragt med mig fra Auditorio Materie til
Meditation, og adskillige Jndsigter, som jeg før ikke


havde tænkt paa
g naar disse Ting sættes forud
saa bliver paa den ene Side deres Critiqve uanstændig
og utidig, som holde disse Exercitia for et Spilfæg¬
terie, paa den anden Side handler de tvertimod dette
Exercitii Øyemerker, som ere saa daarlige at antage
alt det, som Disputatores foregive, for uryggelige
handheder. Thi først haver Præses paa sin Side op¬
fyldt Disputatzens Øyemerke, naar han haver forsvart sig
saa got, som han kunde, om han endskiønt ikke har lagt
Sandheden for Dagen. Dernæst haver Opponens paa
sin Side opfyldt Disputatzens Øyemerke, naar han haver
fremsat sine Argumenter og Beviiser, og paastaaet de
samme, saa vidt baade Velanstændigheden, og de omtvi¬
stede Tings Vigtighed kunde tillade det; Men dersom han,
naar han haver Præsidem i Klemme, ved en uanstændig
Paastaaenhed bliver ved, og vil endeligen have ræt, saa
overtræder han derved Disputatzens Øyemerke, som er at
exercere og øve sig, at ventilere Sandheder, og at overla¬
de Dommen til Auditores, men aldeeles ikke at opføre sig
uskikkelig, at beskiemme Præsidem, at vilde med Hals og
Haar trække Sandhed for Dagen, og saaledes opkaste sig
selv til at være Dommere i sin egen Sag. For det Tredte
*) At jeg ikke skal synes her at gaae ganske efter mit eget Hoved,
saa haver den berømmelige Buddeus indseet, at det egentlige Øye¬
merke ved de Academ: Disputatzer var Ungdommens Øvelse og
præparation. Harum Disputationum finis primarius esse debet ve¬
ritatis confirmatio, aut inventio, licet raro admodum a disputan¬
tibus intendatur, rarius ab iis obtineatur. Secundarius, isqve
si usum spectes, NB. præcipaus ingen est exercitatio, & juve¬
rum, qvi in arenam istam descendunt, ad majora atqve graviora
præparatio. Budd. Elem, phil. instr. p. II. cap. I. pag. 232.


paa deres Side opfyldt Disputatzens
have ogsaa Auditores
Øyemerke, naar de have hørt med Agtsomhed det som er
ventileret, og naar de siden videre undersøge og drifte
det. J hvor vel jeg nu ikke vil negte, at der ved dette
Exercitium kand skee megen Misbrug, habent illæ dispu¬
tationes sua commoda & incommoda, siger forbemældte
Lærere; Jhvorvel jeg heller ikke vil approbere alle de Be¬
rømmelses Taler, som holdes af de Disputerende, saa bør
de dog ikke heller lastes, naar de nogenledes med Forsig
tighed indrættes: Saaledes kand Opponens vel berømme
Præsidem, tilstaae ham at være en lærd og fornuftig
Mand, naar han er det, men han haver derfor ikke nødig
tvert imod Sandhed at give ham ræt der, hvor han ikke
haver det. Men jeg vil ponere, at en Opponens begaaer
den strafværdige Forseelse, at han siger reent ud, at Præ¬
ses haver ræt, hvor han dog er overbeviist i sin Samvit¬
tighed, at han ikke haver det (hvilket dog vel sielden skeer, og
jeg kand ikke negte, at jeg jo holder det for en meget outre
ret position.) Men jeg vil dog Eder til Velgefal ponere det
altsammen, og derpaa examinere den Slutning J giør,
og det som J infererer af alt dette: Jeg sætter, skriver
J, at et Menniske, hvis Skiønsomhed er ikkun
liden, anhører den ganske Act, lader os gaae til
ham, naar han forlader Auditorium, lader os
bringe de Materier paa Bane, som bleve forhand¬
lede, og vi skal erfare, at hans Troe bliver den
samme, som Præsidis. Her slutter J, at af de Æres
Beviisninger som Præses faaer, mangt et enfoldigt Men¬
niske bliver bedragen, og paa det Fundament troer, at
Præses haver ræt; Jeg holder dette atter igien for en ou¬
treret position, og en casum vix dabilem; Jeg har gjort


mig Umage for at concip¬
re i mine Tanker et saadant
Menniske, som J her forestiller, men jeg har neppe kundet
formere en saadan Vanskabning; Jeg haaber, at denne
Tilhørere, som J her beskriver: 1. Er et Menniske bestaa¬
ende af Siel og Legeme. 2. At han er en Student der
forstaaer Latin. 3. At han haver hørt med Agtsomhed
den ganske Act (thi dersom det ikke er skeet, og han dog si¬
den forsvarer Præsidem, saa kommer ikke hans Præjudici¬
um af det som er bleven disputeret paa Auditorio, thi det
haver han ikke givet Agt paa, men saa kommer det af en
anden Grund, enten af utidig Kierlighed til Præsidem,
eller af Lyst til at sige den imod som han taler med, eller
af andre saadanne Aarsager) maa da disse 3 Ting indrøm¬
mes mig, at denne Tilhørere er et Menniske, en Student,
og haver med Agtsomhed hørt den ganske Disputatz, saa
maa han være en heel forunderlig Person, om den Be¬
rømmelses Tale, som Opponens holder bag efter, den
man ellers lidet eller intet reflecterer paa, kand have den
sælsomme Virkning, at den skulle paa eengang kunde ud¬
rydde af denne Tilhøreres Sind alle de tydelige og vigtige
Argumenter, som Opponens nylig havde brugt imod
Præsidem. Enten maa jeg sige, om saadan en er til in
rerum natura, at han er et stort Monstrum, eller ogsaa
maa jeg troe, at en Opponentis Beslutnings Tale haver
en laxerende Kraft til at afføre alle de Argumenta strin¬
gentia, som han tilforne haver brugt. Men lad være der
ere nogle saadanne Mennisker til, saa er det vel ikke værd
at giøre megen Reflection paa dem, og allermindst for de¬
res Skyld at angribe et Exercitium, som vel haver det
tilfælles med alle andre Anstalter, at det kand misbru¬
ges, men haver dog i mange Tilfælde sin store og øyensyn¬


lige Nytte. Jeg seer da ikke rættere, end at jeg, uden at
gaae tvert imod Fornuften, kand her invertere Eders
Argument, og giøre saadan Slutning: Det Exercitium,
hvorved Lærere selv maa offentlig fremsætte deres Meenin¬
ger til andres Examen og Prøve. Det Exercitium, hvor¬
ved den studerende Ungdom kand vænnes til at tænke og
tale færdig; Det Exercitium, hvorved Auditores ikke
allene beholde deres Frihed i at dømme, men hielpes ogsaa
paa Sandheds Spor af de Argumenter, som høres baade
pro & contra, det Exercitium, siger jeg, bør saa langt fra
anføres som en Aarsage til præjudicium humanæ authorita¬
tis, at det meget meere tvert imod bør ansees som et kraf¬
tigt Middel til at forebygge dette saa skadelige Præjudicium.
Det synes, som J selv haver staaet i Tvifl om denne Eders
Betragtnings Rigtighed, og derfore har J fundet for got
at sætte det Ord Conferencer ved Siden af det Ord Dispu¬
tatzer; Men da det ikke er min Sag at indvikle mig i no¬
gen Ord=Krig, saa vil jeg ikke negte eder at bruge det
Ord Conferencer saa late, at det kand sige det samme,
som Disputatzer; Men det kand dog ikke negtes mig, at
det jo i almindelig Tale bruges meere stricte, og da bli¬
ver der stor Forskiel paa Conferencer, og paa disse A¬
cademiske Øvelser; Saaledes er der Forskiel paa, naar
et Generalitet forsamles for at conferere om en fore¬
staaende Kriig, og naar en Officeer samler sine Under¬
havende paa Kongens nye Torv for at exercere dem:
Det første er meere magtpaaliggende end det sidste; men
derfor er det sidste ikke unyttigt, og et blot Spilfægte¬
rie, og endskiønt Øyemærket af det sidste er ikke strax
at slaa Fienden af Marken, saa haver det dog sine go¬
de og nyttige Øyemærker: Man søger derved at vænne


dem, som applicere sig til Militien, til Færdighed i at
bruge Vaaben og Værge, og at giøre dem beqvemme
til, naar det gielder paa, at gaae deres Fiender imod.
Ja denne samme Lignelse skal allerbest kunde viise os,
hvorledes vore Domme i saadanne Ting meget komme
an paa vores Temperamenter og Sinds Beskaffenhed.
Naar Sincerus, imedens der exerceres, gaaer forbie
Torvet, saa giør han sig ikke videre Betænkning derom,
end at det er et Exercitium, som er indrættet til Nyt¬
te; Men kommer i det samme Jocosus gaaende forbie,
saa smiiler han ved sig selv, og til den første, som mø¬
der ham, siger han: De Karle bryste sig, som de skul¬
le beleyre Prag. Dette lader sig lætteligen applicere
paa vores Materie. Et alvorligt Menniske, som seer
meere paa Kiernen end paa Skallen, kand høre de A¬
cademiske Disputatzer uden Anstød og med Nytte; Et
skiemptsom Hoved derimod, som seer meere paa de ud¬
vortes Indretninger, Gebærder, og andet saadant, end
han seer paa denne Øvelses egentlige Øyemerker, han
tager deraf Anledning til at raillere og spøge, og jo
meere han bliver ved deri, jo meere latterlige forekom¬
me saadanne Exercitia ham, helst om han ikke tillige selv er
nogen stor Disputator; Ja omsider, naar Cholera mee¬
re tiltager hos ham, meener han sig at være berættiget
til at declamere imod saadanne Øvelser, som de kunde
være høystskadelige. Man maa indrette alle udvortes
Øvelser, hvor nyttige, ja hvor hellige de end kand væ¬
re, efter den allerbeste og skarpeste Skiønsomhed, saa
skal man dog fornemme, at de skiemptsomme skal finde
nogen Anledning til raillerie, og omendskiøndt de samme
kand besidde stor Fornuft, saa bliver dog deres Tilbøye¬


lighed ofte Mestere over Fornuften, og forvolder, at de
ikke letteligen fornegte noget artigt Jndfald, om det
endskiønt ikke er saa fornuftigt, som behageligt, og om
det endskiønt i mange Tilfælde kand giøre Skade. Og
heraf kand J selv dømme hvad min Mening kand væ¬
re om disse Ord i Eders Ark: Efter første Anseelse
synes den, der bestrider Hovedmandens Argu¬
menter, at tage sig Sagen an med Nidkierhed,
han ryster med Hovedet, han bestormer Cathedra
med Syllogismer i alle Slags Figurer; En Tilskue¬
re, der første gang tager dette i Øyesiun, kand
ikke drømme om et Skue=Spill &c. Jeg haver
for mange Aar siden med Fornøyelse læst dette paa et
beqvemmere Sted, og paa en langt meere behagelig og
levende Maade forestillet i Peder Paarses Skiempte¬
Digte; Men jeg fandt nu ikke nær den Fornøyelse ved
at læse det anden gang, helst paa et Sted, hvor jeg
ikke havde ventet det. Jeg negter ikke, at jo forstan¬
digt Skiemt er baade behageligt og nyttigt. Og J er
derfor aldeles ikke at laste, at, naar J angriber virke¬
lige Feyl og Laster, at J da ikke allene alvorligen vii¬
ser deres Skade, men endog paa en skiemptsom Maade
søger at giøre dem latterlige. Ridendo verum dicere,
qvid vetat. Men endskiønt jeg ikke tør driste saa meget
paa min Fornuft, at jeg vil sige, at alle Fornuftige
tænke det samme som jeg, saa troer jeg dog, at de flee¬
ste Fornuftige med mig skulle ønske, at J aldrig vilde
angribe publique Anstalter, som ere indrettede til Nytte,
uden J først nøye havde examineret deres Hensigter,
og Øyemerker, og at J aldrig vilde søge at giøre dem
for¬


unde bevii¬
foragtelige, uden J tillige med
ste dem at være skadelige.
Og disse ere da de Ting, som jeg ved Eders Ark ha¬
ver haft at erindre; Jeg havde vel sat mig for at være en
stiltiende Spectator, og i sær haver jeg aldrig haft Lyst
at give noget i Trykken; Jeg troer, at Verden kand
undvære de fleeste end ogsaa Moralske Skrifter, men
det, som haver drevet mig til at skrive, ere paa den
ene Side Afskye til Afveye, og paa den anden Side
Kierlighed baade til Eder og Eders mange Læsere. Jeg
vil ønske, at Virkningen maa svare til min Intention;
og da vil jeg slutte med Eders egne Ord til den unge Præst,
jeg haaber, at J, som andre Mennisker, kand
trænge til Raad, jeg haaber ogsaa, at, naar disse
komme fra en Mand, der meener Eder vel,
ptager I dem i Kierlighed, og giør ikke suure
stiiner, om en reedelig Ven legger Eder de
Pligter for Øyne, som J haver at lagttage.
Jeg forbliver
Eder.
lensforbundne Tienere,


