Den
Danske
SPECTATOR,
Samt
Sande= og Gransknings¬
Mand.


No. I.
Sælges for 2. Skilling.


KJØBENHAVN, 1744.
Trykt og bekostet af Ernst Henrich Berling, boendes udi store Canike¬
Strædet, og findes hos hannem tilkiøbes.


Min Læsere
Undre dig ikke, at du i Fæderne Landets Sprog seer et Skrift
under det Navn og af det Slags. Som vores Fæderne¬
Land giør en Deel af Verden, saa er det Almindelige i Ver¬
den, dens overflødige Laster, dens fordervede Sæder ogsaa her
desverre! alt for øynsynlige, og fortiener den ey at kaldes en re¬
delig Patriot, der ey betiener sig af den Medicine, som paa nogen
Maade kand tiene til at læge saa almindelig en Sygdom. Vel er
sandt, at som Verden har alt for mange af dem, der giøre Profes¬
sion af at curere de legemlige Svagheder, saa mangler det ey
heller paa dem, der giøre sig Umage for at curere Sindets; Men
det er ogsaa sandt, at, naar Verden stedse bliver i sin Daarlighed,
og det giør den, saa bør de Fornuftige i Verden, der har Øyne at
see med, stedse blive ved at afmale den med rette Farver, og, om
de end ey ved deres Arbeyde kand giøre Verden bedre, saa dog, for¬
at forekomme, at den ikke skal blive verre, bør de ikke kiedes ved at
skierpe deres Pen imod dens vedblivende Laster, og jo fleere der da
findes af disse, jo fleere bør der og blive af deres Hadere, at, hvad
der mueligt kunde gaae een af Sigte, af en anden kunde merkes.
Det Slags Lærde, der bærer Navn af Theologie, naar de stedse bli¬
ver ved at multiplicere Systemata, Collegia, Breviaria, Compen¬
dia, Compendiola, undskylde de sig med de Secter og Stridighe¬
der, der foruroliger Kirkens Fred een Tid efter en anden; Ligeledes,
om man havde Mængde af deres Skrifter, der censurere Ver¬
dens fordervede Sæder, kunde de billig undskyldes med de i Verden
tilvoxende Laster.
Jeg har stedse anseet fornuftige Skribentere af det Slags som
det allernødvendigste og nyttigste Inspections Collegium, der om
endskiønt de af ingen ere til dette autoriserede, uden Fornuften og


3


Naturens Lov, dog kand udrette meere til et Lands sande Beste,
end Lemmerne af et andet privilegeret Collegio, ja ved deres Vaa¬
ben, skiønt de efter første Anseelse ere slette, bedre ere i Stand til¬
at bane Veyen for Dyden end en Spansk inqvisition er mægtig til at
befordre den Romerske Religion, om endskiønt den betiener sig af
Jld og Sværd.
Kierlighed til mit Fæderne=Land og den Forbindtlighed, der
paaligger enhver at befordre sin egen og andres Fuldkommenhed,
har for længst givet mig mit Kalds=Brev, og befalet mig at gaae
mit Fæderne=Lands Laster i Møde, men jeg veed ey hvad Skjebne,
der hidindtil har hindret mig, at jeg nu først faaer Leylighed at be¬
træde min Post. Dette kand jeg sige, at Vanskeligheden i Em¬
bedet har i mine Øyne ikke været uovervindelig, og altsaa ey hol¬
det mig tilbage, men en Mistvivl om at naae det Maal, til hvil¬
ket jeg burde sigte, har en Tidlang holdet mig i Tvivl, enten jeg
skulde overlade en anden min Plads, eller selv betræde den; Ende¬
lig har jeg resolveret til det sidste, og vil Tiden lære med hvad For¬
deel. J mit Embede bliver jeg bekiendt af det Navn Spectator, et
Navn der er ikke affectat, eller laant af andre, men er meest over¬
eenstemmende med min Station. Jeg anseer Verden som en Skue¬
plads af Vitløftighed, paa hvilken præsentere sig adskillige
Spectacler, der alle fortiene at ansees, og, om end verdslige Love
kand forbyde de fordervede Sæder at forestilles paa oprettede Skue¬
pladser, saa seer man dog, at de ey kand forbyde Verden selv at
spille een Original Comoedie daarligere end den anden, een Tragoe¬
die sørgeligere end den anden: her seer man de forunderligste Acter
og Scener, og jeg søger, saa vidt mueligt er, at være uden for den
alle, og lader det allene blive min Sag, at vise mig en flittig og
agtsom Tilskuere, der tager alle Ting til Eftertanke, og giver siden
over enhver mine Reflexioner: Disse bliver saa meget vissere, som
de alle ere grundede paa Erfarenhed, og da jeg selv til en Tid har
været som en Bold for Lykken, og ikke lidet er forsøgt i Verdens
Tummel, kand det, der er vederfaret mig selv, give Anledning til
adskillige Betragtninger. Jeg giver mig ligeledes Navn af San¬
de og Gransknings=Mand, ikke fordi jeg til dette Embede er ud¬


4


nævnet af en Foged ved et Birke-Ting, paa hvilken Bestalling jeg mue¬
ligt ellers maatte have exspecteret for længe, men fordi jeg seer en Over¬
flødighed af tvivlsomme Drabs-Sager, da Mennesket ofte giør Vold
baade paa sig selv og andre med vederstyggelige Laster, uden at vi¬
de hvo der er Banemand, hvilket jeg giør min yderste Flid for at opda¬
ge, og, er det tilladt at giøre Slutning fra det mindre til det større, meener
jeg, at en omhyggelig Granskning, naar det kommer an paa at aabenbare en
skiult og skadelig Sygdom, er af større Vigtighed, end naar en Bonde træt¬
ter med en anden om en gammel Gryft eller Markskiel. At see mine Brødres
Feyl og sige dem Sandhed bliver da min Sag, kand de ey taale at høre den,
det bliver deres egen; dømmer de mig at gaae uden for Sandhed, saa kand
det være mig nok, at jeg beviser mit Sande=Mands=Tog at være grundet
saavel paa en ubedragelig Erfarenhed som tilstrækkelig Overbeviisning. Jmid¬
lertid slutter jeg, at det, der kommer fra min Haand, vil opvække hos de Nys¬
gierrige en Begierlighed til at underrettes om min Person; Jeg vil meddeele det
som jeg finder fornøden. Jeg er fød i en af Fæderne=Landets anseeligste Stæ¬
der, og opdragen i en af de ringeste, i Henseende til Fødselen er jeg Velbaaren,
skiønt man ikke finder mig i nogen Rang=Forordning, saa at Naturen har for¬
undt mig en Prærogativ, for hvilken andre maa takke deres Pung og deres Lykke.
Jeg sorterer under adskillige Facultæter, begierer dog ikke Navn af en Polyhi¬
stor, siden jeg hidindtil har været uden for det Medicinske. Min Complexion
holde de, som kiende mig, for en Hemmelighed, og jeg begriber den neppe selv,
dette veed jeg dog, at alle Hoved=Temperamenter hos mig ere samlede, men
det Forunderligste er, at de alle paa en Tid synes at dominere, naar jeg paa
den ene Side er som Fyr og Flamme, er jeg paa den anden saa stille som et Lam,
naar jeg gaaer med et nedslaget Ansigt, seer jeg tillige ud som en Helt. J min
egen Sag er jeg phlegmatisk, thi den haardeste Skjebne, og Omstændigheder,
som andre holde for de elendigste, har ey kundet røre mig; Jeg har anseet Fat¬
tigdom og Rigdom, Foragt og Ære med lige foragtelige Øyne, naar Lykken har
vendet mig Ryggen, har jeg været ligesaa ubevægelig, som naar den rakte mig
sin høyre Haand, sluttende, at de Omstændigheder, i hvilke jeg befandt mig, har
været mig de tienligste, efterdi jeg veed, at den Høyestes Providence bestyrer alle
Ting med den fuldkommenste Viisdom, hvis Direction jeg ogsaa til Dato har
sporet i alle de Veye, paa hvilke han har ført mig. Naar det gielder om Sand¬
heder af Betydenhed, giver jeg intet efter, saasom jeg anseer Sandheden værd
det yderste Forsvar. Jeg holder i ingen Henseende Mennesker for Guder, derfor
knæler jeg hverken for dem, der lader sig kalde Patroner, ikke heller dømmer jeg
om en Sags Rigtighed efter andres Vidnesbyrd, holdende for, at Præjudicia
Autoritatis ere de sterkeste Støtter for Vildfarelser; Jmidlertid falder jeg ey paa
den anden Side til at stole paa mig selv, og ansee mine egne Slutninger som ube¬


5


dragelige, jeg erindrer mig stedse, at jeg er et Menneske, der kand feyle, jeg prøver¬
alle Ting og beholder det beste, til jeg med grundige Beviser bliver underrettet
om andet. Min Philosophie er eclectisk, og flatterer jeg mig hverken af at bæ¬
re Navn af en Aristotelianer, Cartesianer eller Wolfianer, men søger Sand¬
heden, hvor jeg kand finde den. J min Religion tager jeg intet Partie, men la¬
der den dependere af de aabenbarede Sandheder, intet bekymrende mig om
Navn af noget Menneske, men om Religionens egentlige og sande Essentiali¬
tæter, hvilket viser, at jeg er ingen Indifferentiist. Til en Tid har jeg haft
Sted iblant dem, der efter Ordsproget ikke meget kand rose sig af Jupiters Be¬
vaagenhed, (*) og vare mine daglige Lectioner at lære Taalmodighed. Nu
lever jeg i et Mørke, er fornøyet med min Lykke, og lader det være mit daglige
Arbeyde at betragte Verdens daarlige Væsen, for deraf at uddrage Klogskabs
Regler for mig selv og andre. Mit Observatorium er anseeligt, og mine Tubi
ere en sund Fornuft og klare Øyne, Vel holdes den Verden, hvis Jndbyggere
jeg censurerer, for et Legeme snart af samme Beskaffenhed som Maanen, men
jeg har merket en anseelig Forskiel; thi de Pletter, som siges at være i Maanen,
udfordre, naar de nøye skal observeres, et bevæbnet Øye, men de Pletter i
Verden ere alt for kiendelige. Ligeledes sees det Lys, som Solen meddeeler Maa¬
nen ligesom at betage dens øvrige Mørke, men det Gode som findes i Verden,
og det lidet Lys som Dyden giver fra sig, bliver aldeles fordunklet ved de almin¬
delige Lasters fælleste Mørke. Dette allene var at ønske, at, som Maanens hee¬
le Legeme til sidst bliver skinnende, naar den overalt bestraales af Solen, Verden
ligeledes maatte skilles ved sine groveste Pletter, og Dyden med Berømmelse
triumphere. Efter dette lyksalige, men tillige uventelige Seculum længes en¬
hver Fornuftig, og det er Øyemerket, til hvilket de retskafne Patrioter i et hvert
Land bør sigte; Dette er ogsaa min Sag i nærværende Arbeyde, af hvilket jeg
Ugentlig agter at lade et Ark komme for Lyset. Jeg søger derudi at kalde enhver
Ting med sit rette Navn; jeg skierper min Pen imod de i Svang gaaende Laster,
og glemmer ey at give den sande Dyd sin tilbørlige Roes. Mit Morale er al¬
mindeligt, siden Lasterne ere almindelige; Naar jeg sigter til visse Personer (hvil¬
ket dog er rart) skaaner jeg deres Navne, saa at ingen skal merke, hvor Pilen tref¬
fer uden den, der bliver saaret; vil han ey prostituere sig selv, og vise Sand¬
heden i mit Morale, tier han stille, og ændrer sine Feyl, der fortiene at lastes.
Mine Tanker ere ikke grundede paa blot Phantasie, jeg kalder intet Laster,
der allene fortiener saa forhadt et Navn efter visse Menneskers Misantropie og
daarlige Jndbildning, men det, der i sig selv er Last, især søger jeg at vise Veder¬
styggeligheden i de Feyl, der efter Menneskelige Love ey ere underkastede nogen
Straf, i hvorvel de samme ofte ere meere skadelige for det Menneskelige Socie¬
tæt, end de, der holdes for de allervederstyggeligste. Men, som jeg ey paa den


(*) Qvem Jupiter odit, Præceptoren creat.


6


ene Side forglemmer at afmale det med helligste Farve, der fortiener Censore,
saa forglemmer jeg en paa den anden Side at moderere min Pen, og at iføre
mig Kierligheds Kaabe, for at tie med de faae Feyll, der kand findes hos dem,
hvis Liv er i øvrigt exemplarisk, Spørger man, hvorfor Verket ey paa eengang
kommer for Dagen? da skeer det, deels fordi man ey paa eengang kand see den
store Mængde af det, der meriterer at betragtes, deels fordi Læseren med større
Agtsomhed og Ford0eel kand læse lidet, end meget. Endelig bliver det et vigtigt
Spørsmaal: Hvad jeg venter at udrette med alt dette, og hvad Kraft jeg mee¬
ner at være i et verdsligt Morale? Vil jeg holde mig visse Menneskers daarlige
Critiqve efterretlig, maatte jeg snarere finde mig forbunden at nedlegge min Pen,
og lade Verden blive den, den er, end søge at forurolige den i sin sødeste Søvn,
sine Lyster og Laster. Denne Vey bliver mig recommenderet af tvende Slags
Mennesker, men i en ulige Absigt; det ene Slags give mig dette Raad, tagen¬
de her til Motiverne af egen Interesse; de finde sig skyldige i mange Uordentlig¬
heder, der fortiene at lastes, de ere forelskede i de samme, og vil altsaa nødig
forstyrres i deres Roe; den Daarlighed, som de til Dato kand have skiulet, vil
de nødig have lagt for Dagen; Hykleren vil ey gierne miste sin Masqve, siden
han ved saa anseeligt et Tab maatte blive meere hadet, end han tilforn var elsket,
Den, der har ladet sig bedrage af et falsk Skin, vil ikke gjerne give Anledning
til en Satire under Titul af den Seende Blinde, og enhver, der har opofret sig
til visse Laster, vil nødig beskiæmmes. Dette Slags Folk ønske vel en Moralist
ikke megen Fremgang, og, stod hans Lykke i deres Haand, blev han vel, om mue¬
ligt var, relegeret uden for Verden, ja, som der har været en Tid, da det mind¬
ste Muk imod Pavernes Myndighed, har været anseet som det farligste Kiætterie,
saa synes det, at disse Slags Mennesker, om jeg saa kand kalde dem, heller ønskede
Laster og Feyl autoriserede og bevilgede ved Love, end nogen skulde have Frihed
at afmale dem, og efter deres Tanker bør ingen med større Ret bære Navn af
Kiættere og den almindelige Freds Forstyrrere, end den, der stræber at giøre La¬
ster afskyelige og Dyden elskværdig. Jeg kand altsaa af disse ikke vente mig me¬
gen Tak for mit Arbeyde, men mit Salarium vil vel blive fastende Forbandelser,
og mine visseste Jndkomster skeele Øyne og heslige Calumnier, at jeg ikke skal
nævne noget verre. Men intet af dette kand formaae mig til at tage Svøftet ind;
Jeg gaaer, u-anseet alt hvad vil møde, Laster og deres Elskere under Øyne, i
Haab, om end Sandheden finder sine Forfølgere, skal den og finde sine For¬
svarere, hvad de Jldesindede raaber imod den, anseer jeg som fulmina bruta,
som Jld i Torne, der raser meget, men slukkes af sig selv.
Det andet Slags Mennesker, der ikke finder megen Smag i et verdsligt Mo¬
rale, raisonnerer af et andet Principio; De siger, at det er saa langt fra, at
Verden derved kand forbedres, at den meget meere forverres, ja at ville søge
et Menneskes Forbedrelse ved saadan Medicine, er intet andet, end at føre det


7


desto længere fra Gud. Men er der noget i Verden, der fortiener at een¬
sureres, da er det visselig dette: Dersom slige Slutninger holde stik, bliver en
Moralist ey allene til ingen Nytte, men end og til største Skade, siden han maatte
skille Mennesket ved det høyeste Gode. Men, naar vi med et fornuftigt Øye seer
ind i disse Menneskers Jndvending, finder vi deres Raisonnement at være gand¬
ske vanskabt, den kuldkaster for det første alle practiske Principia i Naturens Lov;
den siger, at det allerviiseste Væsen har handlet forgieves, da det har indprentet
i Mennesket saadanne Grund=Sandheder, der lære de fornødenste Pligter imod
Gud, sig Selv og Næsten, og hvad er daarligere, end dette? Dersom disse fana¬
tiske Hoveder vare skikkede til at giøre sig de rette og sande Begreber om det verds¬
lige Morale, yttrede de sig ikke med saa urimelige Domme. En Philosophus,
der søger at befordre Dydens Fremgang, og at stille Lasterne i deres Force, giør
intet andet, end hvad han efter Naturens Lov er skyldig at gjøre; Han bliver
inden sine visse Grendser, og foresetter sig et Øyemerke, som han haaber at kun¬
de naae; Han har ey saa høye Tanker om sit Arbeyde, at han skulde agte det
i Stand til at forbedre det indvortes i Mennesket til Grunde, hvor til han selv
tilstaaer, naar han er en Christen, behøves en høyere Kraft; Han søger med sit
Verk, at giøre de fornuftige Indbyggere i Verden ikke til Christne, men Menne¬
sker og Borgere; Det er ey hans Sag directe at vise dem Veyen til et Gode
efter dette Liv, men allene at anføre dem til rettelig at betiene sig af Naturens
Lys, hvilket de allerfleste Mennesker enten intet bruge eller skammelig misbru¬
ge, og, naar han ikke gaaer uden for denne sin Circul, seer jeg ey, med hvad Ret
hans Arbeyde bliver anseet med skeele Øyne, og som skadeligt for den sande Pie¬
tæt: Ydermeere, da der ikke findes mange Laster imod den skrevne Lov, der jo
ligeledes stride imod Naturens, synes mig, at det lige saavel bliver en fornuftig
Philosophi Embede i et verdsligt Morale, at vise saadanne Lasters Heslighed,
som det tilkommer en Præst at moralisere over dem paa en Prædike=Stoel, og
de, der vilde censurere den først i sin Qvalite, komme mig for som den, der
criticerer en Øvrigheds Conduite, naar han lader en Tyv hænge efter Loven,
der har stiaalet imod Loven.
Vel er sandt, at som intet er saa reent og ret i Verden, der jo efter den
almindelige Fordervelse kand forvendes i sin Brug, saa er det skeet og skeer end¬
nu at mange Mennesker gjøre formeget af Fornuften, og derover forkaste de
aabenbarede Sandheder, meenende, at Naturen for sig selv besidder en Kraft til
at perfectionere et Menneske til Ævigheden, af hvilket farlige Principio ere fulg¬
te mange for Religionen skadelige Conseqvencer; Men, om man paa det Fun¬
dament vilde forkaste det verdslige Morale, og frygte, at det skulle avle Natu¬
ralister og Pelagianer, handlede man efter mine Tanker ikke meget klogere, end
det Slags Christne, der forbyde den gemeene Mand at læse Skriften, fordi han
deraf kunde tage Anledning til Vildfarelser; thi ligesaa lidet, som den Guddom¬


8


melige Sandhed, sin rette Brug kand ansees som en Moder til saa skadeligt et
Foster, ligesaa lidet kand et Morale, der er grundet paa den sunde Fornuft, og
indeholder de nødvendigste Følger af Grund-Sandhederne i Naturens Lov, naar
det appliceres efter sit Øyemerke, give Anledning til saa stort et Onde, som dets
Hadere foregive.
Endnu staaer tilbage en Vanskelighed, den jeg ogsaa maa stræbe at over¬
vinde: Der findes visse Malcontenter, som holde for, at naar en moralsk Be¬
tragtning er blandet med en Satire efterlades hos den, som finder sig slagen, saa¬
danne Virkninger, der ere tvert imod det Maal, som Moralisten siger at have
foresat sig; thi Mennesket i Steden for at ændre de Feyl, i hvilke han finder sig
skyldig, bliver bizarre, fatter Vrede til sin Censor, og søger Anledning til Re¬
vange; i slig Henseende synes en skarp Moralist at handle imod den Kierlighed,
han er en anden skyldig, da han bør skiule hans Feyl eller gjøre dem bekiendte
for ham selv, allermindst prostituere ham for heele Verden, med mindre han
vil have Navn af det Menneskelige Kiøns Hadere. Disse Tanker synes ikke at
mangle deres Grunde, men, naar de nøye eftersees, sige de intet; thi om vi end
supponere, at en Satire treffer sin Mand, og en Moralist nu og da sigter
til visse Personer, eller rettere til deres Laster, saa fortier han dog deres Navne,
og at afmale eens Feyl, naar man skaaner hans Navn, kand ingenlunde hede at
giøre ham latterlig for Verden. Vel er det saa, at naar visse Personer har med
visse Laster distingveret og gjort sig kiendelige for alle, kand den, der læser et
Morale, der igiennemhegler de samme Laster, lettelig giøre Applicationen. Men
om Slaverne af disse Laster da blive prostituerede, bør Skylden ingenlunde im¬
puteres Moralisten, men den, der har givet Anledning til Satiren. Naar en
Philosophus holder sig Senecæ Ord efterrettelige: Man bør hade Laster, og
elske Personer, fortiener han ikke at aflegges med Character af en Misanthro¬
pe eller Menneske-Hadere, med mindre det er imod Kierligheds Lov at hade sin
Næstes Udyder.
Dette er, hvad jeg har fundet fornøden at erindre til min Læseres Under¬
retning og mit Foretagendes Forsvar. Mit Arbeyde skal continuere saa længe
mit Fæderne=Land giver Anledning, og jeg befinder mig paa Skue=Pladsen. De
Fornuftige skal mueligt finde, hvad de søge, og vinder jeg ikke meere,
saa kand jeg dog sige, at et Skrift af nogen Nytte er lagt
til de andre saa af det Slags i Fæderne¬
Landets Sprog.


9


No. 2.
Udgivet den 23. Maji 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.


Den retskafne PATRIOT.
Non sibi, sed Patriæ natus sibi vivere non vult,
Nec sibi, sed Patriæ consulit ille suæ.
Despiciuntur opes, Patriæqve accensus amore
Pro Patria vitam ponere dulce putat.


J¬
eg har i forrige Uge udstedt mit Manifest og declareret Kriig
imod mit Fæderne-Lands Laster, de Fiender, som jeg holder for de
farligste, da de ere de nærmeste. Jeg giør i Dag min første
Attaqve, at angribe mit Fæderne-Land der, hvor det synes
sterkest at have forskandset sig, og haaber jeg i mine Skud at
blive saa lykkelig eller rettere u-lykkelig, at Seyeren, den jeg
ikke ønskede mig, skal blive paa min Side, og mine Lands-Mænd, seende sig
ey i Stand til fuldkommen Forsvar, nødes til at bede om Qvarteer. Jeg sø¬
ger, at jeg skal tale uden Lignelse, at kalde mine Brødre til Regnskab, og exa¬
minere med hvad Grund de give sig Navn af Fæderne=Landet, og erklære sig
som Elskere af det samme, da enhver pretenderer Titul af Patriot, tager jeg
mig Frihed at disputere de fleeste saa anseelig en Caractere, indtil de beviise sig
meriterende at bære den, hvorfore jeg veed ingen Sag af større Betydenhed,
den jeg bør give det første Sted blant mine Ugentlige Betragtninger, end at
vise den retskafne Patriot, eller hvorledes en bør opføre sig imod sit Fæderne¬
Land, naar han med Rette vil føre Navn af Fæderne-Landets Ægte-Barn.
Vel har jeg med største Forundring betragtet, at Naturen, der har knytet et
særdeles Baand imellem Forældrenes og Børnenes Hierter, har ikke heller for¬
glemt at indprente snart i enhver en forunderlig Kierlighed til Fæderne-Landet,
saa at mange ansee det Land, som de ere fødde, som et Diende=Barn sin Mo¬
ders Bryste, ved hvilke det ikke lettelig lader sig skille, og ligesom de fleeste Mø¬
dre, naar de vil afvenne deres Børn, maa betiene sig af bittre Sager, da
Barnet ikke desto mindre stedse higer efter Patten; saa skeer det ofte at Kier¬
lighed til Fæderne-Landet hos mange neppe kand udslukkes, om der end i det


10


maatte møde de sletteste Omstændigheder. Men, naar jeg noget nøyere un¬
dersøger dette, og for at blive underrettet om Sagens Vished, vil betragte mine
egne Lands Mænd, giør Erfarenhed i Regelen mange Exceptioner; thi hver¬
ken finder jeg Kierlighed til Fæderne=Landet at være almindelig, ikke heller,
naar jeg sætter de fleestes paa Prøve, seer jeg at den er ægte, jeg vil ikke tale om,
at der hos mange findes slet ingen. Dette beviser intet andet, end at mange
bære Navn af Patrioter og vil ansees som Fæderne=Landets rette og velskikkede
Børn, da de dog opføre sig enten som Vanskabninger eller Hore-Unger. At
jeg ey skal synes i disse Tanker at have feylet, vil jeg forestille mig Fæderne=Lan¬
det under et Billede af en Moder, og alle dets Jndbyggere som en vidtløftig Fa¬
milie, bestaaende af saadanne Lemmer, der alle bør arbeyde til een Ende, og
ere hinanden saa nær forbundne som den ene Broder den anden; dog saa, at
de alle staae under eet Hoved, under een Faders øverste og u-omskrænkte Regi¬
mente. Naar vi ansee vores Fæderne-Land med saadanne Øyne, bliver det
paa den ene Side klart, hvad der paaligger enhver Patriot at iagttage, paa
den anden Side, hvo der opfylder disse deres Pligter og af hvem de forsøm¬
mes, Skal et Societæt blive sat i en blomstrende Tilstand, og dets Undergang
præcaveres, maa alle dets Lemmer være enige i det, der kand befordre dets
Lyksalighed og tiene til dets Conservation, følgelig bliver det en Hoved-Feyl,
om nogen vil betragte sig for sig selv, og tage Motiver til et eller andet af sig
selv, men han maa ansee sig i den nøyeste Connexion med de andre af Socte¬
tætet, og altsaa determinere alle sine Gierninger af den Nytte, der kand væ¬
re almindelig, og strekke sig til alle de andre Lemmer. Disse Principia, som
de ere grundede paa den sunde Fornuft, ere de u-ryggelige, og i Stand til at
give os den sande Idee om den retskafne Patriot, og flyder der af saadanne
Følger, der alle kand ansees som u-bedragelige Mærker, ved hvilke Patrio¬
ten signaliserer sig, og, da saadan en veed, at han ikke er fød for sig selv,
lader han Fæderne=Landets almindelige Nytte være sit Hoved Maal, hvilken
ogsaa bliver ham en Spore til at applicere sig paa saadanne Ting, der kand¬
giøre ham skikket til at naae sit Maal. Var der intet mere, hvorved en Pa¬
triot burde vise sig at være retskaffen, kunde dette allerede være nok til at rø¬
be de fleste af Fæderne=Landets Børn, snarere som Fiender af Fæderne=Landet,
end dets retskafne Elskere. Posthumus, der i 26 Aar har bortsat sin Tiid ved
at føre Stang=Lygten paa en Carosse, mener ingen i Staden at have gjort sig
mere meriteret til et Embede, der udfordrer den habileste Betient, stormer
derfor med idelige Ansøgninger om det samme, uden at eftersee, om hans Kræf¬
ter til at bære Embedets Byrder ere tilstrækkelige eller ikke, skulde han ved en
ulykkelig Hændelse reussere i sin Ansøgning, maa han nødvendig befinde, at
den nye Tieneste er vigtigere, end den forrige, til den første behøvede han intet
uden færdige Bene og hurtige Hænder, til den sidste maa han see sig om et


11.
Hoved, og da han selv har intet, maa han for Penge og gode Ord laane et af
en habil Fuldmægtig, der saa snilt betiener sig af sin Herres Vankundighed,
at Embedets fedeste Jndkomster blive hans Deel, ladende den egentlige Be¬
tient imidlertid staae til Ansvar, med hvad Troskab Tienesten bliver opvartet:
Hebetius og Ignorantius tvende Brødre, der af Naturen ere ikke meere skik¬
kede til Studeringer, end et Asen til at spille paa Lire, erholdte begge ved en
Gienvey Sted iblant de Studerende, og efter lykkelig overvundne Examina,
venter ved enhver Expedition at høste Frugten af deres Arbeyde. Sartorius,
der i at practicere lykkelig sit Haandverk er kommen saa vidt, at han kand over¬
lade sit Verksted til sine Svenne, studerer med en u=gemeen Jver Aviser
og Stats-Sager, og, naar han har gjort sig færdig i de Ungarske og Polske
Affaires, meener han at have gjort sig skikket til at tage Plads iblant Stats¬
Mænd, legger derpaa sin Sy=naal, og giør Ansøgning om Betieninger, da
han paa den eene Side er endnu fremmed i sit eget Land, paa den anden be¬
holder sine gamle Principia, med alt for store Accidencer at see sig selv for¬
synet, og gjøre et Snit profitablere end det andet. Den der nu med et for¬
nuftigt Øye undersøger dette, seer uden Vanskelighed, at disse Fæderne=Lan¬
dets Børn ere ikke værdige at have Sted paa de retskafne Patrioters Liste; thi,
som de tragte efter det, til hvilket de ey ere dannede, kand de i en Hast hielpe
en Republiqve paa Knæerne.
Nu møder mig et andet Slags, hvis Conduite fortiener i sær den skar¬
peste Censure, allerhelst de ere snart i et hvert Land almindelige, og deres Op¬
førsel kand billig ansees som en stedsevarende Lande=Plage. Novatianer af¬
males i Kirke=Historien med sorteste Farve, fordi de ved deres interesserede Væ¬
sen foraarsagede Urolighed i Kirken, og Novatianer i Staten som de ere ey mindre
skadelige, bør de efter mine Tanker ikke at skaanes. Jeg sigter her til dem,
der stedse gaae med ny Forandringer i Hovedet, og een Dag kand være frugt¬
sommelige med 15 Projecter, der alle gaae ud paa egne Fordeele, som nu den
retskafne Patriot, naar han efter Tidernes Beskaffenhed tør yttre sig med no¬
get, der kand tiene til Fæderne=Landets Gode, indretter sine Forslag efter For¬
sigtigheds Regler, og determinerer aldrig sine Gierninger af egne Fordeele,
men en Nytte, i hvilken alle Landets Børn kand tage Deel, saa er det øyen¬
synligt, at de, der lader egen Interesse være det Maal, til hvilket deres For¬
slag sigter, fælde derved sin egen Dom, at de ere u-værdige til Titul af Patrioter.
Jeg vil ikke tale om dem, der i slige Affaires kand være vel intentionerede, og efter
deres Tanker meene, at kunde giøre Fæderne=Landet en Tieneste, om de tilveye¬
bragte een eller anden Anstalt, hvorved Fæderne=Landet kunde profitere disse, om
end deres Anslag af Mangel paa tilstrækkelig Jndsigt i alle de Følger, der de¬
pendere af det samme, falder ikke ud efter Ønske og første forestilling, bør
derfor ikke udelukkes af Patrioters Classe, men ansees som lidet erfarne Stats¬


10


Mænd, der ey med en politisk Forsigtighed kand oversee det heele Systema, og
agte hvorledes Anstalterne efter deres Plan kand staae i Connexion med andet,
der kand giøre deres Project meere skadelig, end gavnlig, men jeg taler om
dem, der i deres Forslag see allene paa sig selv, og lade egen Interesse være
Hoved-Hiulet, der driver den heele Machine; om de end give deres Projecter
Navn af U-interesserede, og beraabe sig paa Fæderne=Landets almindelige Be¬
ste, som derved kand befordres, kand dog de Fornuftiges accurate Examen
lettelig demasqvere dem, og vise, at Kierlighed til egen Baade har været det
bedragelige Perspectiv, igiennem hvilket de har seet. Disse opføre sig da som
de interesserede Ridefogeder, der bringe adskillige Forslag paa Tapetet, for at
spille sig selv mange af Godsets Revenuer i Hænderne, og naar de i alt dette
pretendere Navn af Patrioter og Fæderne=Landets rette Elskere, vise de, at
det Gode, som de i Fæderne=Landet kand nyde, er den Magnet, der alleene
drager dem, og det Baand, der allene holder dem inden Fæderne=Landets
Grændser, hvorudover de forekomme mig, som den gierrige Beiler, der hol¬
det sig til det Huus, hvor han venter at faae en rig Brud, eller og som de graa¬
dige Soldater der holde sig til de Steder, hvor de finde meest Bytte; og, som
den første mueligt ikke skulde tage i Betænkning siden at afstaae til en anden sine
Pretentioner paa Bruden, og give en anden Prioritet i Personen, naar han
alleene selv havde gjort sig prioriteret i hendes Penge, saa skulde vel disse u-æg¬
te Patrioter ikke undsee sig ved at forlade Fæderne=Landet, naar deres Ploug,
der ikke vilde gaae efter Ønske, og noget Skaar blev gjort i deres Interesse og aar¬
lige Jndkomst. Derimod er det saa langt fra, at den retskafne Patriot el¬
sker Fæderne=Landet for de Fordeele, han der kand have for sin egen Person, at
han meget mere viser de største Prøver paa sin Kierlighed, end ogsaa naar Fæder¬
ne=Landet er i Knibe. Man har kiendt dem, der har anseet sig deres Fæderne¬
Land saa forbudne, at de har været villige til at opoffre deres sidste Skærv til
dets Tieneste. Cajus, en retskaffen Patriot, har dette Principium, at, naar
Fæderne=Landet lider vel, fattes dets Børn intet, og, naar dets øverste Hoved
gelejdes af en almindelige Kierlighed, kand enhver Lem have Aarsag at spaae sig
det som er godt: naar derfor Tidernes Omstændigheder har provoceret enhver
til at aflegge Beviis paa deres Hiertelaug, har han aldrig været den sidste, der
har legitimeret sin Kierlighed, men nedlagt sin Formue for Landets Fader, og
offereret sit Liv, om Fæderne=Landets Velfærd derved kunde befordres, han
har i de rolige Tider ikke gjort Væsen af sin Redelighed, men ved Leylighed
viist den i Gierningen, og sandelig, Fæderne=Landet kunde rose sig af en Lyksa¬
lighed, hvis det havde Overflødighed paa de Børn, der vilde træde i Caji Fod¬
spor: men de Tider, der har viist hans Redelighed, har røbet andre som ukier¬
lige og lidet retskafne Patrioter: Euclio, en Slave af Gierrighed, naar han
i Rolighed kand oplegge en Capital efter den anden, og tilkiøbe sig det ene Jor¬


13


de Gods vigtigere, end det andet, skammer sig ey ved offentlig at flattere sig
som den redeligste Patriot, at, om alle havde det Hierte til Fæderne=Landet som
han, skulde enhver, naar Nøden paakom, kappes om at tage Plads som Vo¬
luntaire, og destingvere sig vedsaa stor Tapperhed, at man ikke meget skulde
behøve de egentlige Soldater; Hans Midler staae da altid færdige til Rigets
Tieneste, og giør han sig derfor ikke Samvittighed over ofte at forsvige det,
som han er den høyeste Øvrighed skyldig, siden det han paa den Maade tilveye¬
bringer sig i Dag, er han færdig at offerere i Morgen. Men, naar saadan¬
ne Tider ere indfaldne, da man ey har begiert den tiende Deel af saa prægtige
Løfters Opfyldelse, spiller Euclio en anden Röle, han er da en fattig Mand,
der paa adskillige Maader har taget Skade, hans Midler ere da allene store i
hans Misunderes Øyne, han klager hemmelig over Tidernes Vanskelighed,
han priser dem lyksalige, der ere Borgere af et andet Rige, han anseer det som
en Uret, at de Midler, som han ved Sveed og Møye har erhvervet sig, ikke
skal komme ham selv til Nytte; Gierrighed, der er hans Hoved=Passion har da
afført ham al Kierlighed til sit Fæderne=Land, ja bragt saa stort et Mørke i
hans Forstand, at han ey kand betænke, at den liden Portion, som bliver for¬
dret af hans Formue, skal tiene til at conservere den øvrige. Kort sagt: Eu¬
clio har allene opført sig som en Ord-Patriot, hvis heele Patriot-Væsen be¬
staaer i at giøre Løfter om Guld-Bierge, da han neppe, naar Fornødenhed har
æsket Prøve paa hans Redelighed, har kundet miste en Muus, og viser hans
heele Opførsel, at han ikke omgaaes sit Fæderne=Land redeligere, end den
Kiøbmand sine Creditorer, der, omendskiønt han kunde være i Stand til at
betale deres Krav, vilde dog, for at undgaae dem paa en skikkelig Maade, stik¬
ke sit Fartøy i Brand, foregivende, at hans gandske Liggendefæ derudi var indslut¬
tet, eller, for at komme nærmere til Sagen, som en riig men tillige intrigant
Proprietaire, der ey allene for at fritages fra at erlegge de tilbørlige Afgifter
af sit Gods, men end og for at bane sig Veyen til en almindelig Collect, vil¬
de reservere sine beste Meubler, og derpaa give sin Gaard til Priis for Jlden.
Dog Euclio er ikke den eneste, der viser sig saa slet en Patriot af sit Fæder¬
ne Land. Han kand trøste sig ved, at have fleere Brødre, der fortiene, skiønt
i andre Henseender, at staae i samme Classe. Autophilus, en Mand, der sted¬
se har piqveret sig af at ansees som genereux, kunde ikke give sig til Roe,
førend han ved konst erhvervede sig det, som naturen havde negtet ham, og
mueligt for at faae en lidet dybere Compliment end tilforn, søgte ved glimren¬
de Meriter at blive aflagt med en Caractere; men, naar han efter sin Stand
skal depensere hvad han bør, for at bære sin Titel med Roes, drager han paa
Skulderne og skyder Rygg som en Odder, ja krymper sig ved enhver Blaffert,
han skal give for at tiene det Land, hvor han begierer at æres, og havde Na¬
turen sat Vinduer paa hans Hierte, skulde man læse Forbandelser over den Dag,


14


da han fik Rangs-Griller i Hovedet, hvilke han efter sine Tanker dyrer maa
betale i de trouble Tider, end en Baccalaureus sit Programma. Claudius,
der enten af Medlidenhed over sine Beene eller Skoe, giør sig ikke Betænkning over
at udøse Penge i Hobetal til Hyre-Kudske og Porteurs for at lade sig slæbe Byen
rundt og dræbe Got-Folk med Gratulationer og Compassioner, og Apicius;
der ey kand besøge sin Maitresse eller complimentere et Spille=Bord, uden at
convoieres med en Salve Garde af Hæle=Drivere, har begge giort sure Miner,
naar de skulde anvende en mindre Deel af deres Formue til Fæderne=Landets al¬
mindelige Nytte, den Haand, der tilforn var færdig at gribe i Lommen, naar
det kom an paa at vise Erfarenhed i Leve=Konsten, plages nu med en Chira¬
gra, naar den skal rekke sig til Fæderne=Landet. Polyprattus, der i de stille
Tider har gjort Profession af Alting og Diiulus, der tilforn har gjort sig tyk af
et Privilegio paa at leve af andres Ulykke, betiener i Krigs Tider slet intet; den
sidste trækker da Skiltet ind, og afstaaer gierne sine Pretentioner til dem, der
har sterkere Øyne og vissere Hænder, han foregiver sig meere at trænge til en
aarlig Pension for den Tiid, han har ernæret sig ved at skille andre ved Sundhed
og Liv, end at være i Stand til at erlegge det, hvad han i Regarde af sin spe¬
cieuse Titul, den han forhen har publiceret ved placater, er skyldig at give:
Den første der tilforn var Alting, er nu i en Hast bleven til slet intet, eller u-for¬
modentlig omskabt til en fattig Solicitant, der multiplicerer sine Suppliqver
sluttelig om at erholde Beneficium Paupertatis, eller Frihed fra at vise den Kierlig¬
hed, han er sit Fæderne=Land skyldig. Slige Forandringer maa jeg tilstaae at
være ikke mindre forunderlige, end sædvanlige; thi at en gammel Mand, der
har en ung Kone, kand omskabes til en Varulf, for ikke at blive til en Hiort,
at en snever Jomfrue kand forvandles til en buget Koe, at en Ravn eller Skade
kand blive til en Barberer, vil jeg ikke saa meget tale om, siden man derudi kand
finde rimelighed, og de, der anføre slige Metamorphoses, sige tillige, at de al¬
le har dependeret af Gudernes Villie og naturlige Aarsager, men at et Blad,
Papiir eller to kand giøre en Mand, der i Dag er prioriteret i 15 Gaarde, saa
fattig at han i Morgen ikke eyer et par gamle Hoser, ja en stolt Frue saa ydmyg,
at, da hun i gaar ikke uden Besvimmelse kunde lugte en Borger=Kiol, er
i Dag færdig at tage Plads i Wartou som en gammel Citron=Mutter, det er
noget, der synes ligesaa u-begribeligt, som dette, at en gammel Gradual eller
Bog=Stoel skulde blive en Sogne=Degn, og en hæderlig Degn til en høy¬
lærd Magister. Hvorom alting er, saa seer man dog, at de adskillige Tider,
og de Forandringer, der gaae for sig i de samme, tydelig kand legge Sandhe¬
den for Dagen, og giøre den Forskiæl øiensynlig, der er imellem de retskafne
og uægte Patrioter. Jeg vilde ikke tale derom, dersom saadanne Vanslegt¬
ninger fandtes allene hos dem, der ey høre til Fæderne=Landet ved Fødselen,
men allene ere antagne eller adopterede iblant dets Børn; disse, om de ey viiste


15


en patriotisk Redelighed, kunde paa nogen Maade undskyldes; thi naar det
staaer fast, at Stedens Luft, hvor man er kommen til Lyset, bliver stedse i
Legemet og virker en særdeles Sympathie imellem Personerne og Landet, kand
man ikke saa meget undre, at de, der ere fødde paa en fremmed Bund, og fra
Begyndelsen af har taget imod en fremmed Luft, kand finde Væmmelse ved at
see et Dansk Ansigt, eller lade det Lands Velfærdt være sig saa høyt angelegen,
hvor de allene som Lemmer ere antagne; men at der findes slige Vanskabninger
iblant dem, der ere avlede i Fæderne=Landets Skiød, er en Sag, der alt for¬
meget forvirrer en patriotisk Hierne, og den sorteste Farve er ikke nok til at
vise dens Heslighed.
Jeg har ofte gjort mig Flid for at undersøge Aarsagerne til dette, men
er endnu ikke i denne Sag kommen til nogen Vished; Snart har jeg tænkt
at slige Vanskabninger maa være komne for Dagen under en fatal Constella¬
tion; Snart at en Overflødighed paa fremmede Nationer kand have infice¬
ret vor Clima, og en fordervet Luft have gjort saa heslige lmpressioner, een Tid
sluttede jeg, at Mødrene maa have elsket en Melange af Italienske, Franske,
Tydske og Spanske Messieurs, en anden Tid, at Naturen af et særdeles Piqvante¬
rie til Nationen fandt Fornøyelse i at opfylde Landet med Monstra, men naar
alle disse Aarsager sættes paa Prøve, holde de ikke Stik, og drister jeg mig ey
heller til at udgive dem for u-bedragelige, overladende saa skiult en Sag til dem,
der giøre Profession af den forborgne Philosophie, og anvende Flid paa det,
der aldrig kand afgiøres. Endelig er jeg falden paa den Tanke, hvilken jeg og
anseer som den rigtigste, at urimelige Forældre søge ofte selv at løse det Baand,
der er kraftigt at lænke Hierterne til at elske Fæderne=Landet, ja fra Begyndel¬
sen af giøre ligesom Vold paa de sunde Principia, som Naturen kand have ind¬
prentet i Børnenes Gemytter, der sige dem, at de i sær ere forbundne til at
elske det Sted, hvor de ere fødde, og befordre efter Muelighed det Lands=Gode,
af hvilket de ere Lemmer. Jeg understod mig ikke, at angribe Forældre med
saa emfindtlige Beskyldinger, hvis Landet ikke havde Overflødighed af dem, der
bevise Beskyldingernes Sandhed. Hvo kand uden Væmmelse see Forældre end¬
og af den nedrigste Stand, der skamme sig ved at lade deres Børn oplære i Fæ¬
derne=Landets Sprog? De meene, at deres Religion duer intet, med mindre
dens Systema er forfattet i et fremmet Sprog, og naar noget maatte blive dem
forestillet, som Lærere, for deres Børn, blive dette Spørsmaal uden Tvivl det før¬
ste: Forstaaer han fremmede Sprog? kand Proponenten ikke give Forsikkring,
om dette, duer den proponerede intet, det er dem alt nok, at deres Børn kand
blive forsynede med dem, der har en Udenlandsk Mund, da de i øvrigt er lidet
bekymrede, enten Underviisningen er grundig eller ikke, ja, bedrager jeg mig ey
aldeles, tør jeg sige, at hvis vi havde dyr Tid paa dem, der kunde give saa sær¬
sindede Hoveder Satisfaction, skulde de ey undsee sig ved at relegere deres Børn


16.


til en fremmed Verden, om de end derved skulde sætte sig som i en yderlig Ar¬
mod, exponere Nationen for en almindelig Forhaanelse, og ligesom giøre et
hvert Barn til et offenlig Proclama om Religionens, Videnskabers og gode
Konsters Afskeed fra Fæderne=Landet. Dog dette kand endnu synes som det
ringeste, naar det sættes i Sammenligning med andet, hvorved Forældre røbe
en større Daarlighed. Jeg vil lade andre dømme, hvorvidt de kand siges at
handle patriotisk, der tillade, ja vel nøde deres Børn at giøre lange og kostbare
Visiter til fremmede Steder, foregivende sligt at skee til den Ende, at de kand
habileteres til Fæderne=Landets Tieneste; Erfarenhed lærer, at det gaaer med
de fleeste af slige Pilegrime, som de unge Kalve, der, naar de lades ud af Baa¬
sen, slaae bag op; De holde slet Huus med Fæderne=Landets Penge, naar de
komme uden for dets Grændser, og føre endelig intet tilbage uden urimelige
og latterlige Grimacer, naragtige Klæder og en Hierne fuld af Stratenjunker¬
Principia, da de i deres Fraværelse har prostitueret Nationen, og naar de
komme tilbage, prostituere sig selv som underlige Creature, der har intet,
hvormed de beviise at de høre Fæderne=Landet til, uden nogle faa Levninger af
den Danske Mynt, da Legemet og Siælen er imidlertid bleven forbyttet og de
selv gjorte uskikkede til Fæderne=Landets Tieneste; med mindre en Republiqve
kand være tjent med Abekatte, Figurer og Caprioler, Franske Gloser, Eder
og Complimenter, hvilket ikke saa læt er venteligt. Kunde man have fore¬
stillet sig, at i det Menneskelige Societæt skulde fødes saa u-menneskelige Crea¬
ture, maatte man snart undre, at der i et Land findes ingen Love imod slige
Vanskabninger. Men jeg maa her sætte Grændser for mine Tanker, hvorvel
mine Landsmænd kunde give mig Anledning til en større Vidtløftighed; Dette
allene vil jeg sige, at da en retskaffen Patriot ogsaa viser sig derudi, at han be¬
gegner sit Fæderne=Lands Laster, de derimod fortiene ikke saa anseeligt et Navn,
der ansee de første med skeele Øyne, har jeg, der ey kand tiene mit Fæderne¬
Land paa anden Maade, stræbt i denne Punct at opfylde min Pligt, og, som
Kierlighed til Fæderne=Landet, naar den er retskaffen, er den ypperligste
Prydelse for en Borgere, kand jeg rose mig af en Lykke,
om dette mit Ark kand tiene til dens
Befordring.


17


No. 3.
Udgivet den 29 Maji 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2 Skilling.


Pro Patria sit dulce mori licet atqve decorum,
Vivere pro Patria dulcius esse putas;
Sed qvia per luxum vis vitam perdere, non vis
Vivere pro Patria, nec, Bibiane, mori.
D¬
a mit Fæderne=Land skal give Anledning til mine moralske Blade, saa
kand det ey med Billighed regnes mig til Last, om jeg finder hos mig en
Slags Begierlighed til at underrettes om mine Betragtningers Virkninger,
og hvorledes de af mine Lands=Mænd blive anseete; Denne uskyldige Passion,
der findes hos enhver Skribent, som ved sit Arbeyde underkaster sig publiqve
Domme, gjør det, at jeg nu og da lader mig see paa de Steder, hvor jeg ven¬
ter at finde Samlinger, og saa meget meere min Person er ubekiendt, saa me¬
get dristigere kand Selskaberne over mit Skrift gjøre deres Reflexioner. Jeg
har ved den Leylighed merket, at mit forrige Ark har fundet saavel sine Velyn¬
dere som Dadlere, og hørde jeg for faa Dage siden nogle gamle Brødre at ind¬
stevne mine Tanker om Patrioten for en Gieste-Ret eller Drikke=Laug, hvor vidt
dette kunde ansees som et Forum competens eller Værne=Ting, veed jeg ikke,
dette veed jeg, at jeg af ingen iblant Assessorerne hørte det mindste Ord til mit
Forsvar, meget meere med Forundring maatte see, at et hvert Glas Viin gav
en nye Olie i Jlden, og forøgede deres Nidkierhed i at declamere mod de
u-skyldige Papirer, og endelig blev Conclusum dette, at den Danske Sande¬
Mand ey allene skulde stødes fra sin Station, men endog som en skadelig Lem
udjages af det Menneskelige Societæt, og blev denne myndige Sententz under¬
skreven og beseglet af dem alle med en skikkelig Ruus; De raabte med en Mund,
at jeg havde spendt Buen for høyt, og at de Pligter, som jeg fordrede af en Pa¬
triot, vare en Samling af Umueligheder og saadanne Byrder, der af den rede¬
ligste Patriot ikke kunde bæres; De bekræftede med dyreste Eder, at en Cajus
efter min Beskrivelse var et Mirakel, og sluttelig en Borger fra det Landskab,
hvis Afrisning paa Landkortet er usynlig, eller en Jndbygger af Utopia; d.e.
Jngenstad; De holdte for, at ingen, uden de, der bære Martis Liverie og
distingveres fra andre ved røde Kioler, ere forbundne at lade Livet for Landets
Velfærd; De paastod, at den med større billighed bør ansees at handle pa¬
triotisk, der stræber at leve for sit Fæderne=Lands Beste, end den, der op¬
ofrer sit Liv, med et Ord: De vare alle hidsige i at giøre Satirer over sig selv,


18.
og ved at udraabe Tankerne i mit forrige Ark som u=grundede, beviste de
Sandheden i samme. Jeg anhørte deres Protest med en alvorlig Taushed,
tog imidlertid dens sidste Punct som den fornuftigste til eftertanke, og, end¬
skiønt Malcontenterne vare ey i Stand til at bevise den, fandt jeg dog, at den ey
manglede sin Grund, og resolverede derfor at give den Sted i disse Blade, og
det saa meget villigere, som man derved har givet mig et nyt Sværd i Haanden,
hvormed jeg haaber at giøre et anseeligt Nederlag paa mine Lands=Mænd.
Jeg vil ey giøre min Læsere kiedsommelig ved at opkaage en gammel Stats¬
Dispute, der mueligt endnu ikke er bielagt, enten det øverste Hoved
er forbunden at lade sin Person see i Spidsen af en Armee og selv i
agt tage en Soldats Pligter, hvorved han maatte exponere sit Liv, paa
hvilket Rigets almindelige Velfærd beroer, eller om han handler fornufti¬
gere, naar han allene bestyrer og anfører sine Tropper ved kloge An¬
stalter og fornuftige Regler, og indretter i sit Cabinet den Plan, hvor
efter hans Underhavende i Marken skal tage deres Messurer; De ad¬
skillige Omstændigheder, der i slige Affaires maatte indløbe, kand bringe os til
at biefalde saavel den ene som anden Meening, dette siger jeg, vil vi ikke befat¬
te os med, men lade staae ved sit Værd, det skal allene denne gang være vor
Sag med et par Ord at undersøge, hvilken Patriot fortiener at aflegges
med største Berømmelse, enten den, der lader sit Liv for Fæderne¬
Landet, eller den, der conserverer det: Skal vore Raisonnements i den¬
ne Sag være fornuftige og vor Decision ubedragelig, maa vi ikke ansee alle Fæ¬
derne=Landets Børn med lige Øyne, vi maa vide at giøre Forskiel paa en klog
Raads=Herre og en simpel Borger, og tage de adskillige Omstændigheder i
Betragtning, i hvilke vi befinde adskillige Personer: Prudentius, derved sine
kloge Raad har været Landet til Tieneste i vanskelige Tider, og ved sin u=gemeene
Vittighed tilveye bragt een og anden Anstalt, hvorved Riget i meer end een Hen¬
seende er bleven lykkelig, gjør de gode Tanker til intet, man tilforn har haft om
hans Conduite, naar han uden Fornødenhed sætter sin Person i Fare; hans
Liv, naar det blev conserveret, kunde være Landet til Nytte, men hans Død
bliver saa meget meere til Skade, som et Land ofte har Overflødighed af dem,
der af fornuftige Mænd har intet uden Navnet, han gjorde altsaa sit Fæderne¬
Land en større Tieneste, om han stræbte at leve for det, end naar han giver sit
Liv til Priis. De Fornuftige, der veed at giøre Forskiel paa en blind og ret¬
skaffen Devotion, tale ikke med megen Berømmelse om det Slags Mennesker,
der i Forfølgelsernes Tider uden Fornødenhed kappedes om at legge Hovedet paa
Blokken, for at faae Sted paa Martyrers Liste, allerhelst en Deel af dem, om
de ved lovlige Midler havde præcaveret deres Død, kunde været Kirken til stør¬
re Tieneste; Ligeledes opretter jeg med større Villighed en Ære-Støtte for den,
der, naar han meere ved sit Liv end Død kand befordre sit Fæderne=Lands Be¬
ste, stræber at beholde det, end naar han af en blind Kierlighed, eller for at


19
priises efter sin Død som en retskaffen Patriot, ikke holder det dyrebart. Dog
jeg vil end og tilside sætte denne Forskiel paa Fæderne=Landets Lemmer, jeg vil
tilstaae, at enhver af dets Børn, en Bryggere saavel som en Geheime=Raad, en
Skomager saavel som en General aflegge større Prøve paa et patriotisk Væ¬
sen, naar de leve for Fæderne=Landet end naar de døe, jeg vil tilstaae alt dette,
ikke fordi det er saa i sig selv, men allene for at faae Anledning til at skierpe min
Pen desmeere mod mine Lands=Mænd, og vise, at de fleeste i alle Slags Stæn¬
der hverken vise sig som Patrioter ved Liv eller Død; Denne Betænkning synes
vel at være outreret, og jeg ønskede selv at den aldrig kunde beviises; men naar
jeg legitimerer den med alt for mange Exempler, naar jeg beviiser, at en an¬
seelig Deel af mine Lands=Mænd hverken vil leve eller døe for Fæderne=Landets
Velfærd, meener jeg at have forekommet de Critiqver, som den mueligt ellers
kunde være underkastet.
Jeg vil ey igientage hvad jeg i mit forrige Ark har meddeelt min Læsere,
der kunde tiene til at bevise nærværende Sag, de adskillige Maader, paa hvil¬
ke en slet Patriot røber sig, kunde her alle have Sted; jeg vil allene sætte en
Grund, hvoraf nødvendig flyder saadanne Følger, der vise en stor Deel af Fæ¬
derne=Landets Børn at holde neutralite og hverken med Liv eller Død at være
Fæderne=Landet til Nytte, i det ringeste ikke til saa stor Nytte, som de kunde
og burde være. Det synes i mine Tanker u-modsigeligt, at den, der søger selv
at forkorte sit Liv, være sig paa en eller anden Maade, ved et eller andet Mid¬
del, kand hverken siges at ville leve eller døe for sit Fæderne=Land, naar mine
Lands=Mænd ikke kand omstøde Sandheden i dette, gratulerer jeg mig selv med
en Seyer. Jeg fordrister mig vel ikke at sette dem i Classe med saadanne, der
ved en Gift eller andre voldsomme Midler befordre deres egen Undergang, thi
Erfarenhed maatte da blive mig imod, jeg siger allene, at de fleeste iblant dem
ere deres egne Bødeler, og at de distingvere sig fra andre, der dræbe sig selv,
allene der udi, at de sidste skille sig af med Livet i en Hast, men de andre gaae
Fod for Fod, og ligesom en Fiende ikke paa eengang kand skyde en Muur ned,
men maa giøre et Huul efter det andet, saa bombardere disse deres Legemer, og
aabne een Indgang for Sygdomme efter den anden, indtil Døden som den sid¬
ste og sterkeste Fiende ved en General-Storm saa sterk attaqveret Bygningen,
at den heele Machine til sidst falder over ende.
Jeg maa tilstaae, at Beskyldingen er haard, og saa meget mindre fordøye¬
lig for mine Lands=Mænd, som den røber hos dem tvende Hoved=Feyl, viisen¬
de dem paa den ene Side som slette Patrioter, paa den anden som deres egen
Sundheds og Livs Hadere og Foragtere, ikke desmindre er den dog beviislig,
og giver de fleestes Liv de haandgribeligste Argumenter. J min Procedure
vil jeg tage Beviser paa min Satz af det Selskab, der ved deres Glas Viin de¬
clamerede imod mit forrige Ark; De fandt ikke megen Sødhed i at døe for
deres Fæderne=Land; De ansaae det sluttelig for en større Tapperhed, at der¬


20
tere med Pocaler, end gaae en Fiende under Dyne; De prætenderede at fin¬
de en større Patriot i den, der lever for sit Fæderne=Lands Beste, end i den, der
af samme Aarsag sætter sit Liv til; men enhver, der med et upartisk Øye vil an¬
see deres Oeconomie, skal ikke med Billighed kunde sige, at deres Liv er Fæder¬
ne=Landet til synderlig Fordeel, eller at de kand siges at leve til Fæderne=Lan¬
dets Beste. Den anseeligste iblant dem giør sig en Samvittighed over nogen
Aften at være i den Stand, at han selv kand afføre sig sine Klæder og forføye
sig til sit Leye; Han synes at skamme sig ved uden andres Hielp at kunde finde
sit Huus, og maa derfor de fleeste Tider see sig forsynet med Ledsagere, der kand
tage ham under Armene og præcavere hans Annammelse af Vægtere. Denne
Leve Maade har foraarsaget ham en tilig Alderdom, et trangt Bryst, en tør
Hoste og en ulægelig Podagra, ja han synes hver Dag ved en nye Ruus at in¬
vitere Døden til snareste Komme. Hans Medbrødres Liv er ikke meget bedre,
og har jeg ladet mig sige, at et Rondeau af hæse Halse er deres Morgen- og Af¬
ten Sang. Nu maatte jeg spørge, om disse kand siges at leve til Fæderne¬
Landets Nytte? Vel er sandt, at der findes de i Fæderne=Landet, der har For¬
deel af deres Liv, thi hvis Landet havde Mangel paa slige fugtige Brødre, der
kunde giødske visse Familier og bringe dem i Veyret, blev Farten paa frem¬
mede Stæder ikke saa sterk, og Viinhandlere kunde da ey drive deres Næring,
med saa stor Succes; men af een Deel kand ikke giøres sikker Slutning til der
gandske, og af en særdeles Nytte, som visse i Fæderne=Landet kand have, dri¬
ster jeg mig ey til at argumentere, at Fordeelen af disse Menneskers Liv er al¬
mindelig, som jeg ikke heller vil sige, at man af slige Exempler kand underret¬
tes om Nationens Hoved=Feyl.
Jeg veed vel, at Umaadelighed i Drik har i de ældre Tider været alminde¬
lig i de Nordiske Lande, men nu synes det, at Scenen er forandret, og at visse
Steder snarere kand siges at have Overflødighed paa Ædere, end Drankere.
Dog herom vil jeg ikke med nogen indlade mig i Dispute, jeg vil gierne troe,
at om Jndbyggerne af begge Slags bleve samlede i tvende Hobe, skulle de sidste
uden Tvivl holde de første Stangen, jeg vil ogsaa troe, at en anseelig Deel ere
som Amphibia, der leve baade paa Landet og i Vandet, og med lige stor De¬
votion tiene saavel Bacho som Cereri, dette tør jeg dog sige, at den sidste, der
i de gamle Tider ikke havde mange Tilbedere, har nu nesten i enhver Stad og
Landsbye sine Altere; Spørger man om Aarsagen til dette, veed jeg snart in¬
gen at give, med mindre man vil ansee det for Raison, at vore Tiders Menne¬
sker i Norden mueligt vil præcavere en Hunger efter Døden, og derfor med en
fuld Mave tage Afskeed fra Verden. Hvorom alting er, saa fortiener Sagen
at lastes; thi disse Mennesker kand ansees som deres egne Banemænd og dri¬
ster jeg mig ey at sige, at, naar de døe, skulde deres Time=Glas være udrundet,
og den Termin, som Skaberen har sat, være exspireret; Thi ligesaa naturligt
det er, at en Tyv, der stiæler og bliver hengt, kunde leve længere, hvis han ey


21.
havde stiaalet, og en Mand, der begaaer et Mord, forkorter sit Liv, ligesaa na¬
turligt er det, at den, der giør Vold paa sit eget Legeme med Overflødighed af hid¬
sige Spiser, hvilke efterlade intet uden Sygdomme, foraarsager sig en alt for
tillig Død, og handler med sit Liv som Aben med sine Unger, der forderver dem
i det den føder og varmer dem.
Denne Last er ligesaa almindelig som den er vederstyggelig, man treffer
dens Slaver saavel iblant fornemme Personer og de saa kaldede store Folk, som
iblant Mennesker af en nedrigere Classe: Epulonius og Bibianus, tvende Mænd,
som Naturen syntes at have dannet til Fæderne=Landets Tieneste, gik begge i
nogle Aar som døds Candidati, og i deres meest blomstrende Alder hver Dag
ventede paa den sidste Afskeed, den de ved et u-ordentligt Liv ikke saa meget
havde begieret, som forceret Døden at give sig, de erholdte den ogsaa efter
iidelige Solicitationer; Den sidste giorde sig en Ære af at kunde meritere Ti¬
tul af en Mørkhedens Elskere, han forvendte den naturlige Orden ved at drik¬
ke om Natten og sove om Dagen; Han havde dette for sig selv, der ikke er
saa almindeligt, at, da nogle Mennesker bære Almanaken i Ryggen, kunde man
see den i hans Ansigt; Man saae der de fire Aarets Tider afmalede med livag¬
tige Farver; det Arbeyde han havde med at tømme den ene Pocal efter den
anden, persede Sveden af hans Ansigt, der præsenterede Vinterens Hagel;
hans Øyne, der af sterke Drikke og idelig Nattevagt vare blevne røde og hid¬
sige, forestillede Sommeren; Paa hans Næse og Kinder saae man afskildrede
Foraars Blomster og Bær af adskillige Farver, der afbillede Høsten, og ved
ingen Konst eller Smørrelse kunde udslettes; Endelig blev den sidste Periodus i
hans Levnet en ulyksalig Efter=høst, og hans Liv, der ved alt for yppige Væd¬
sker var for Tiden kommen til sin Modenhed, blev afskaaret, og Biblani Grav
ziiret med dette Epitaphio:
Extra intusqve madens Jacet hac Bibianus in urna,
Vivere qvi simul hic desiit at bibere.
See Bibianum her i denne Grav at ligge,
Der lod paa eengang af at leve og at drikke.
Epulonius derimod vilde distingvere sig ved de prætigste Banqvetter, og saae man midt paa Da¬
gen tegnet med forgyldte Bogstaver det bekiendte Varietas delectat, hvilket gav de inviterte
Giester en Idee om et hvert Maaltid. Den Dag syntes at have været en Faste=Dag, paa hvilken
Bordet ey var garneret med et par Dosin af de meest delicate Rætter, naar Maaltidet ey kunde
sluttes med de kostbareste Consiturer, der smage Ganen, men skade Legemet syntes Epulonius hver¬
ken at have fornøyet sig selv eller andre, kort sagt: Han og hans ligesindede Brødre reiste sig siel¬
den fra Bordet uden med Maver som Kram=Kister, der indsluttede Sager af adskillige Sorter, og
skulde det da synes urimeligt, at, naar Naturen blev overvældet med saa overflødige og adskillige
Spiser, hvis Vædsker ofte vare stridige, saadanne Virkninger kunde efterlades, der svekkede Le¬
gemet, giorde Hiernen uskikket og ved adskillige Sygdomme førte Fraadseren hver Dag to Trin
nærmere Graven? Mon ikke meget meere slige Exempler beviise Sandheden i Senecæ Ord:
Der er ikke noget Slags enten Fugle, Fiske eller Vilde=Dyr, at jo vore Maver skal
være deres Grav=Steder; Vil man derfor spørge, hvorfor Døden saa tilig indfinder


22
sig, svarer jeg, fordi vi leve af de Døde, og et andet Sted: Mange Rætter efterla¬
de mange Sygdomme, og den utallige Mængde af Mennesker der ere døde, lærer
os, at vi ey kand tælle Kokkene; Ja jeg seer intet, der kand forbyde, at jo den bekiendte
Fabel om Katten kand med føye være applicable paa slige Menneskers Oeconomie: En Kat,
der i lang Tid havde seet de overflødige og adskillige Rætter paa sin Herres Bord, blev til
sidst sindet at see sig om en anden Hosbonde, og holdt derfor denne Afskeds=Tale til Musene,
J har i nogle Aar været en Føde for mig og mine Unger, men da jeg nu ikke veed, hvad
nye Forandring Herren vil i Morgen lade bringe paa sit Bord, med mindre han i Dag selv
vil være Kat for at fange og overgive eder i Kokkens Hænder, skal jeg herefter ikke være eders
Fiende, men forføye mig til det Sted, hvor man lader mig beholde hvad Naturen har for¬
undt mig; Og du, sagde den til Hunden, vil du følge mit Raad, tager du strax Afsked, og
Tieneste hos en anden Herre; thi jeg har meer end eengang hørt Fruen at spørge: Hvorle¬
des mon en Rague ville smage af den gamle Garcon, naar den blev tillavet med en suur Suppe
af de nyelig hiemkomne Kapers og Indianiske Fugle=Reder; ja jeg frygter selv paa ligesaa
slet en Maade at blive aflagt for min troe Tieneste; thi naar Mester Marcus forestiller Her¬
ren, at en Huus-Kat er intet uden en tam Hare, og derfor tienlig til en nydelig Steeg, er
det høy Tid for mig at retirere.
Men forunderligt er det, at de allerfarligste Følger, med hvilke Overdaadighed er led¬
saget, ikke ere i Stand til at bringe dem, der ere hengivne til saa skadelig en Last, paa bedre
Tanker; ikke nok dens Elskere aabne ligesom Porte og Dørre for farlige Sygdomme, der
true med Døden, men end og, for at føle sig i nogle Aars Vellyster, tage ey i Betænkning at
sætte sig i yderste Armod og desarmere sig imod de følgende Tiders Vanskeligheder. Der
som vi i vores Fæderne=Land her og der kand finde fattige saa kaldede Herremænd, bedrage
vi os neppe, om vi slutte, at de fleeste af det Slags nu befinde sig i de sletteste Omstændig¬
heder og som forlaarne Sønner, eller rettere Mennesker, der har forregnet sig, maa lade sig
nøye med Smulerne, der falde af andres Bord, fordi de tilforn har været hidsige Bug=Tie¬
nere, og ey allene for at give deres egen delicate Gane Satisfaction, men end og for at see
deres Spise=Sale opfyldte med Snylte Gieste og Smarotzere, har bortsolgt det ene Jorde¬
Gods efter det andet; J den Henseende tør jeg sige, at hvis det blev mig tilladt at forfatte
de fleeste af disses Livs Historie, og pryde deres Grave med en Overskrift, vidste jeg intet be¬
dre, der med større Upartiskhed og Oprigtighed kunde skrives, end dette Edit, d: Han¬
har ædet; thi jeg gav med dette eene Ord en fuldkommen Historie af deres Liv, deres
Meriter, deres Sygdom og Død. Det er bekiendt, at de u-interesserte Medici raade til
Maadelighed og meest simple Spiser; Den berømte Hippocrates naaede en Alder af 140 Aar,
og vidste ingen anden Aarsag at give, end sin sædvanlige Maadelighed og ordentlige Diet;
Jeg har aldrig, sagde han, reist mig mæt fra mit Bord; Galenus recommenderer
samme Dyd som den beste Medicine, og merkeligt er det, at Epicurus selv, der ved sin Lær¬
dom holdes for at have gjort Vellyster til det høyeste Gode, levede selv et tarveligt Liv, og
Lægernes Jndkomster skulde sandelig ikke blive saa fæde, hvis man indrettede sin Levemaade
meere fornuftig, og lod Maadelighed i Mad blive sin Huus Doctor efter det bekiendte Ord:
Cibus modicus est meus Medicus; Men det synes, at mange af Fæderne=Landets fornemme og
formuende Børn heller vil være u-maadelige for at underholde Doctores og ofte underkaste sig de
piinligste Curer, end indskrænke deres Begierligheder for ey at falde i ubarmhiertige Hænder.
Naar jeg eftertænker dette, er jeg snart færdig at ansee endeel af Juvenalis Satirer, som
ubedragelige Spaadomme, der forud har sagt os, at Overdaadighed og Umaadelighed
skulle i vore Lande finde alt for mange Elskere; Viist er det, at dersom han kunde transpor¬
teres fra sin Sted til vore Egne, skulde han finde mange Ting i sit Verk, der med ligesaa stor
Ret kunde appliceres paa Indbyggerne i Norden, som fordum paa de gamle forædte Romere;
Han vilde vel sige, at endskiønt Traner og Ulve have større Svælg og beqvemmere Værelser for¬


23.
overflødige Spiser, end vi, synes det dog, som vi certere med dem, og stræbe at spille Me¬
stere i Æde=Konsten. Sandelig jeg veed ikke, hvad Mennesker af dette Slags kand anføre
til deres Undskylding, De maatte giøre sig latterlige for den fornuftige Verden, om de vil¬
de paastaae, at, naar de ere i Stand til at distingvere sig ved Umaadelighed, bør den ikke reg¬
nes dem til Last; Forklare vi deres Ord, bliver Meeningen denne: Vi har Evne til at dræ¬
be os selv, følgelig maa det være os tilladt; Ligeledes var det daarligt, om de ville ansee
Overdaadighed som et Insigne, en particuliere Herlighed, den de, for at skilles fra Folk af
nedrigere Stand, maa see sig forbeholden, som det i en forstandig Mands Øyne ikke heller kand
tiene til Undskyldning, at store Folk vil beraabe sig paa store Maver, og saaledes legitimere deres
Ødselhed: Dog vi vil lade disse Undskyldinger passere, vi vil ansee de Sminker, som sættes
paa dette Selv=Mord af Distinctions Mennesker for saadanne Farver, der ey allene skiule dets
Hesiighed, men vise det og at være tilladeligt; men hvad skal vi da sige om dem, hvis Fat¬
tigdom er yderlig, og ere dog befængede med saa skadelig en Syge? Vel fordrister jeg mig
ikke med visse Kiettere at imputere en blot Imitation det Ondes komme i Verden, og derive¬
re dets Oprindelse af Exempler, at den eene i at giøre det Onde har trædet i den andens Fodspor;
men jeg meener dog ey at fare vild, naar jeg siger, at de ophøyede Folk eller Stands Personer i Ver¬
den give ofte de ringere Anledning til at øve een og anden Anomalie. Hvis det var mit Øyemerke,
kunde jeg vise dette ved mangfoldige Exempler, jeg vil allene holde mig til Umaadelighed, og troer
jeg sikkerlig, at de Nedrige ere i dette de Høyeres Aber: Cardinal Ludovicus de Padua holdes
gemeenlig for at være den første, der iblant sine Brødre signaliserede sig ved Overdaadighed og
adskillige Vellyster; det er slutteligt, at han i dette efterfulgte det Pavelige Hof, imidlertid gior¬
de han ved sit Exempel, at Bispe, Præster og Munke har fundet deres Regning ved at efterfølge,
hans Fodspor, om man af samme Kilde kand derivere det bekiendte Ordsprog, at en Landsbye
Præst faaer ingen anden Død, end han æder sig ihiel, vil jeg lade andre dømme, i det ringeste kand
Ordsproget ey paa alle appliceres; thi hvis saa var, kunde fattige Solicitanter glæde sig ved at
høre idelige Vacancer i Cancelliet, om de og for et mavert Liv maatte finde Fornøyelse i en fæd
Død, hvilket jeg for min Part ikke vil misunde dem. Vist er det, at man iblant de saa kaldede
Geistlige, finde mange kiødelige; Men hvad nytter at censurere deres Feyl, naar man dog ey
kand vente Reformation? Stod det i min Magt at foreskrive Clericiet paa visse Steder Regler
hvorefter de skulle indrette deres Levemaade, vilde jeg 1.) forbyde dem at studere og vise Aarvaa¬
genhed i Embedet. 2) Ville jeg alvorlig befale, at de skulde anvende al deres Tid paa at æde, drik¬
ke og sove; thi kiender jeg Menneskets Natur der søger efter det forbudne, og begierer det, som
nægtes, skulde denne Forskrift have herlige Virkninger: Meenighedernes Beste skulde derved mer¬
kelig befordres, Lærerne selv præcavere Vankundighed, hvor den endnu maatte findes, saavelsom
skillige Sygdomme og en tilig Død; Samlinger, der sine Steder anrettes for at consulere om
de Fattiges Sag og Beste i Herredet, og tiene til intet uden at giøre Fattige Patres, skulde da op¬
høre af sig selv; Visse Præster skulde ey meere efter den vedtagne Maade og det almindelige Øye¬
mærke bivaane et hvert Bonde=Bryllup; De forargelige Degne og Læse-Gilder, der paa sine
Steder ere i Mode, og nytte til intet, uden at giøre Bønder til Staadere, og Degne=Maven til¬
et Magazin, hvor af en fattig Landmand kunde tage Proviant for sin Familie til et heel fierding
Aar, skulde ikke da behøves ved et particuliere Rescript at blive afskaffede. Det eeneste Onde,
som jeg maatte frygte, at vilde flyde af slig Reglement, er, at fattige Studentere da alt for længe
maatte vente paa Præsternes Død, og de arme Skoleholdere, der maa udstaae mange Aars Ar¬
beyde, for at faae Residence i en forfalden Degne Hytte, maatte til sidst lade Haabet falde om vi¬
dere Promotion.
Dog dette Onde synes i mine Tanker ikke saa stort, at det burde præjudicere saa fornøden
en Reformation, og er jeg forsikkret, at, naar man paa samme Fod vilde tage Folk af en anden
Stand, og under Straf befale dem at være umaadelige, skulde de nedrige ikke vise sig saa hidsige i
at efterabe de høyere: En fattig Laqvei, om endskiønt han i sine Velstands Dage har haft Uma¬


24
ge med at forsyne sin Herres Bord med mange slags Rætter, og selv forlysted sig med at smaage de
fleeste, skulde han dog ikke finde sin Regning ved at blive ligesaa overdaadig i sin Oeconomie, naar
han engang blev Foged eller Skov=Løbere; En fattig Haandverks=Mand skulde ikke heller sulte
en heel Uge for at fraadse om Søndagen, og med Succes celebrere Frie=Mandag, at jeg ey skal ta¬
le om Bonde=Standen, der ved samme Anordning vilde ikke blive mindre lykkelig, og en finde sin
Debit saa stor i Kiøbmandens Bog.
Jngen tænke, at jeg ved at vise Vederstyggeligheden i Umaadelighed og de skadelige Føl¬
ger, som den drager efter sig, vil paa den anden Side recommendere en utidelig Menage, og over¬
tale mine Lands-Mænd til at have deres egne Legemer, hvilket var at favorisere Gnieren i sit Prin¬
cipio; jeg siger allene, at man saaledes bør elske sit Legeme, at man vederqvæger men ey dræber
det. Jeg finder vel, at en Marcus Curius Dentatus, der var i største Anseelse hos Romerne, og
beklædte en af de anseeligste Charger, har taget til takke med stegte Roer, og ved dette tar¬
velige Maaltid givet Porten Anledning til at sige:
Parvo qvæ severat borto¬
Ipse focis brevibus legebat oluscula, qvæ nunc
Sqvalidus in magna fastidit compede fossor.
Han væmmedes ey ved de Urter selv at æde,
Som skiden Graver=Knegt nu tør med Fødder træde.
Men jeg vil ey udgive hans Oeconomie i dette Stykke som en Regel den andre skal være forbund¬
ne at følge, ikke heller vil jeg, at mine Lands=Mænds Koge-Bog og Spise-Kammer skal indrettes
efter Diogenis, hvis heele Proviant bestod i nogle raae Urter og kaalt Vand; thi som det er bekiendt,
at de Cyniske, det er, de Hundagtige eller Svinagtige Philosophi, til hvilken Classe Diogenes
maa henføres, giorde sig en Gloire af at passere for Singularister og afføre sig al Menneskelighed,
saa var det at drive et nyttigt Morale for vidt, naar man vilde sætte saa snevre Grendser for Men¬
neskens Appetit, ja det var ikke mindre daarligt, om man vilde regulere sin Diæt efter de gamle
Munke eller Pilegrims-Instruxer, og i Steden for at være Mennesker, der ere fødte til Societe
og bør opholde Livet ved Menneske=Føde, omskabe sig til Skov-Esler og Mark=Trolde, og leve
af Bark, Skrepper og Græs-Rødder, eller som Paradiis=Fuglen, af Duggen; Jeg vil allene sige,
at Naturen, der er fornøyet med lidet, skeer Uret, naar den overvældes med overflødige og adskilli¬
ge Spiser, og at det hverken kand tiene til Beviis paa en fornuftig Levemaade, at man søler sig i
deslige Vellyster, ikke heller kand fritage os fra, at blive skyldige i vor egen Fordervelse og de mange
andre farlige Sviter, med hvilke saa overdaadigt et Liv er ledsaget; Jeg recommenderer derfor
Maadelighed, og anseer det som en skadelig Sag for et Land, at en Jord-Rot skal ved tre a fire
Maaltider opæde sin Gaard, og en Skomager eller Skræder anvende en heel Uges Arbeyds=Løn
for at leve een Dag som en Herremand og de andre som en Staadere. Jeg holder for at Massinissæ
Tarvelighed fortiener større Berømmelse, end Cleopatræ Ødselhed. Men jeg, som nu hvedser
min Pen imod mine Lands=Mænds Overdaadighed, er uformerkt blevet alt for overflødig i mine
Tanker, hvorfor jeg slutter mit Ark og beder allene, at de, der finde sig skyldige i saa skadelig en Last,
vil tage til Eftertanke, at de ey allene skade sig selv, men end og andre, og at de i de Fornuftiges
Øyne ikke kand ansees som retskafne Patrioter, siden de meere synes at leve for at æde og drikke,
end med deres Liv at være Fæderne=Landet til Tieneste, og, naar de ved slig Umaadelighed
styrte sig selv i Graven, kand de ey siges at vilde døe for en fremmed Fiende;
thi de har selv været deres Bane=Mænd.


25


No. 4.
Udgivet den 5. Junii 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.


Levis ante corrigi
Mox pravitate post inemendabili
Curvatur arbos: Sic ager pueritiæ
Cum cura defit, asperos mores gerit
Nullis deinde cultibus domabiles.
M¬
an har Aarsag at bebreide den en Uforsigtighed, der giver sig i Kast med
en mægtig Fiende, naar han ey seer sig i Stand til at kunde holde ham
Stangen, og nogenledes er forsikkret om en ønskelig Seyer; saa kunde
jeg og have Aarsag at beskylde mig selv for en utidig Forvovenhed, naar jeg vil
sætte Verden i Allarm og føre heele Nationer i Harnisk imod mig, da mit Sværd
er kun en slet Pen, og mine Kræfter svage til at gaae saa mange Fiender i møde.
Jeg sluttede ved mig selv, da jeg fik i sinde at byde mit Fæderne=Land Spid¬
sen, at de fleeste af mine Lands=Mænd i Tiden skulde capitulere, ja vel og gi¬
ve sig paa Naade og Unaade, allerhelst naar de erfarede, at jeg havde forsy¬
net mig med en fordeelagtig Alliance, og paa min Side havde en Helt, der
lykkelig og med Reputation har sigtet sig igiennem mange Batallier; jeg tænk¬
te, at, naar jeg allene havde Sandheden til min Anførere, skulde Seyeren blive
mig vis, og mine Brødre bragte til Overgivelse. Men see, saa falder alting ud
imod Forhaabning, og man drister sig til at disputere mig Victorien. Jeg
har helset mine Lands=Mænd med tvende Salver, i Tanke, at bringe dem til
at indgaae en Stilstand for at conferere, om det og var tienligt, at tentere
noget mod en Mand, der hverken skyer Jld eller Vand; men begge have væ¬
ret dem som en Spore til at angribe mig med des sterkere Force, især har jeg
ved den sidste udrettet saa meget, at enhver Drankere og Ædere i mit Fæderne¬
Land (og hvor stor en Summa udgiør ikke disse) har resolveret at gribe til
Gevæhr for at gjøre det af med mig i en Hast, der har fordristet mig til at
angribe saa mange anseelige Collegier. Men de vil mueligt undre sig, naar
de see, at jeg endnu ikke har tabt mit Mod og nedlagt Gevæhr, allerhelst jeg
siger dem, at jeg endnu i Dag attaqverer dem som lidet retskafne Patrioter,
og anseer alle deres Anstalter imod mine videre Progresser som de herligste Ære¬
Støtter og saadanne Signaler, ved hvilke de imod deres Villie maa vise for
Verden, at Seyeren til Dato hører mig til. Dog førend jeg skrider til den
3die Storm, vil jeg vise mig saa raisonable forud at declarere, at, naar mi¬
ne Lands=Mænd i steden for at forbittres over mit Arbeyde, vil lade af at være


25
deres egne Fjender, og med samlede Raad ændre det, der har givet mig de
retfærdigste Aarsager til at begynde Krig, skal jeg strax nedlegge mine Vaaben,
slutte en reputerlig Fred og herefter agere defensive; Sandheden, der er
min sterkeste Assistent, skal da ey længere forurolige dem, og den Medicine,
der læger i det den bider, skal ikke meere af mig appliceres, men saa lykkelige
Tider kand snarere ønskes, end haabes; hvorom alting er, saa bedrager mit
Fæderne=Land sig, om det fra min Haand venter at see noget sminket Morale;
thi ligesom den Læge, der løselig heeler et Saar, og, af Ømhed over Patienten,
betiener sig af saadanne Midler, der vel kand drage en Huud over Skaden,
men ey uddrage de giftige Vædsker og heele den til Grunde, meere kand siges
at handle barmhiertig, end fornuftig og redelig: Saa maatte jeg selv under¬
kaste mig haarde Critiqver, og giøre mine Lands=Mænd en liden Tieneste, om
jeg vilde stryge Farver over deres Feil, der fortiene en skarp Censure, eller ind¬
rette mine Tanker saaledes, at de kunde behage alle, i det ringeste dem, der
meest trænge til Forbedring.
At jeg endelig skal begive mig til det, der giver Anledning til nærværende
Ark, saa bliver det min Sag, at censurere mange af Fæderne=Landets Lem¬
mer for en Hoved=Feyl, der baade skiemmer og skader vor Nation, og, da jeg
i forrige Uge indfandt mig ved Frodserens Bord for at examinere hans Oeco¬
nomie, giør jeg i denne en Visite i mine Lands=Mænds Amme=Stuer, for at
undersøge deres Omgang og Huusholdning med deres Børn. Jeg maatte
forsee mig imod Sandhed, om jeg ville tillegge Fæderne=Landets Jndvaanere
en Udygtighed i at forsyne Landene med Indbyggere, den overflødige Mængde,
af Børn, der i enhver Bye vrimle paa alle Gader og Stræder, beviiser meget
meere contrarium, men jeg kand vente Medhold af Sandhed, om jeg siger,
at de, der ere saa lykkelige i at giøre Børn, ere til største Deel ulykkelige i at gjøre
Mennesker og Borgere af deres Børn, og hvis saa er, bliver Fæderne=Landet
dem ikke megen Tak skyldig for deres Dygtighed i det første. Et Rige er efter
mine Tanker bedre tient med faa og vel opdragne Børn, end med mange Van¬
skabninger, ligesom den Armee, der bestaaer af faa men veløvede og erfarne
Soldater, kand forsikkre en General om større Tapperhed og lykkeligere Frem¬
gang, end den, der er samlet af mange Poltrons, og derfor bliver det en ret¬
skaffen Patriotes Hoved=Sag ikke saa meget at legge Vind paa mange Børn,
som faa gode og vel optugtede, der i Tiden kand tiene det almindelige Beste;
De første, naar de mangle det fornemste, en god Opdragelse, ere Landet til
Byrde og Nationen til Beskiemmelse, de sidste ere den til Prydelse, og kand
lette dens Byrder; J den Henseende har Aristoteles heel fornuftig sagt, at de
Forældre, der forsyne deres Børn med en god Opdragelse, fortiene
at aflegges med langt større Berømmelse, end de, der allene avle
dem; thi af disse have de vel, at de leve, men af hine at de leve vel.
De Skranker, inden hvilke jeg maa holde mig, tillade ikke at anføre alt,
hvad der kunde og burde siges om en god og fornuftig Education, en Materie,


27
som udfordrer en Pen, der er bedre skaaren end min, og en heel Foliant;
Fæderne=Landet kunde maaskee have ventet sig fra en habile Skribent et fuld¬
kommen Verk af dette Slags, dersom visse Forandringer ey vare komne i Vey¬
en, og Forældre, der mueligt frygtede for at blive seende og vel underrettede
om deres slette Greb i Optugtelses=Konsten, ey selv havde contribueret til dets
Qvælelse i Fødselen; ikke heller vil jeg opholde mig med at raisonnere om de
Puncter i Børne=Opdragelsen, der ey ere afgjorde; jeg vil ey decidere i den
Controversie, enten en Moder er selv forbunden at opamme sit Barn, eller
kand, uden at blive anseet som lider kierlig og omhyggelig for Barnets Beste, over¬
give det til fremmede Bryste? Man kand i denne Sag disputere pro og con¬
tra, og snart med lige Succes; thi ligesom man har mange Exempler paa dem,
der have taget imod en fremmed Die, men dog hverken indsuget Ammens Na¬
turel, ikke heller tabt den tilbørlige Kierlighed til deres Mødre, og i saa Maade
vise, at man ey kand ansee det Tydske Ordsprog som et Axioma: Was von
Huren saugt, das ist zu Huren geneigt; saa mangler det ikke heller paa
dem, der, naar de fra deres Vugge ere tagne af deres Moders Skiød og lag¬
de i en andens, have i den tilvoxende Alder ikke havt saa kierligt et Hiertelang
til deres Mødre, hvilket vi især kand see saavel af det forrige som nærværende
Seculi Historie af de Franske Kongers Exempler, hvorfor og en vis Herre ved
det Franske Hof, da han af Ludovico XIII. blev befalet at fornemme, hvorle¬
des Fosteret bevægede sig i den frugtsommelige Dronnings Liv, fik Leylighed
at sige: Sire on voit bien, qve l' Enfant est de la Maison de Bourbon, car il
donne de furieux coups de pied a sa Mere; Jkke heller vil jeg tale om det,
der allene angaaer Forældre og Børn for sig selv; Men det skal i dette Ark være
min Sag efter Muelighed at vise den liden Omhue, som mange Forældre la¬
de see i at opdrage deres Børn til Landets Beste, og den Aarvaagenhed, de
derimod vise i at lade dem underrette i saadanne Ting, der lidet kand tiene dem
selv, men Fæderne=Landet intet, og, naar jeg har meddeelt mine Tanker om
dette, haaber jeg end ogsaa herved at røbe mange af Fæderne=Landets Børn som
slette Patrioter, thi saasom de ere Lemmer af eet Societe, og ligesom har underskre¬
vet een Obligation, der forbinder dem, ey at lade Landets almindelige Nytte kom¬
me sig af Øye, saa kand de ey siges at opfylde deres Pligter, naar de ikke be¬
sørge deres Børns Opdragelse saaledes, at Republiqven i dem kand have nyt¬
tige og duelige Borgere.
Enhver, der har Øyne at see med, og veed baade hvad Kraft der er i en
vel indrettet Education til at ændre og forbedre et Naturel, som ogsaa, hvad
Styrke en Republiqve kand have af de Borgere, der distingvere sig ikke
mindre ved Dyd og retskaffen Piete, end ved gode Konster og Videnskaber, maa
alletider tilstaae, at, naar Forældre i deres Børne=Opdragelse vil ikke allene see
paa deres Børns, men end og det almindelige Beste, bør det være deres før¬


28.
ste Bekymring at indprente i Hierterne den sande Dyds og Religions uomstø¬
delige Grunde; thi naar dette betimelig i agt tages, kand et Naturel, der er
født ont, ved slig Medicine blive merkelig forbedret, men, naar det forsømmes,
kand den, der er født god, blive den allerverste. Socrates, der ved sin Viis¬
dom og et exemplarisk Liv har gjort sig udødelig og beskjemmet mange, der
pretendere at besidde en høyere Kundskab, havde et Ansigt, hvis Lineamen¬
ter efter Phystognomiens Regler ikke spaaede meget got, naar han derfor blev
tilspurt om Aarsagen, hvorfor hans Liv ikke svarede til hans Ansigt, gav han
efter Ciceronis Vidnesbyrd denne Repliqve: Talem me formavit natura,
at emendavit correxitqve disciplin, d. e. Af Naturen er jeg saaledes,
som mit Ansigt viser, men en fornuftig Education har forbedret og
rettet mig; Men ligesaa stor Kraft, som en Børne=Opdragelse, der er ind¬
rettet efter Viisdoms Regler, har til at forbedre et Menneske, ligesaa stor Kraft,
findes der og i en slet og urimelig Education til at forderve et Barn. Et Men¬
neskes Natureel i de spæde Aar er som et blødt Vox, der kand tage imod enhver
Form, som trykkes i det: det er som en Ager, der baade kand bære Klinte og
Hvede. Naar Forælderne derfor søge i Tide at plante Dydens Sæd i deres
Børns Gemytter, kand de vente at see deres Velgaaende med Glæde, og, naar
Grunden bliver lagt til en sand Gudsfrygt, til saadanne Videnskaber og Konster,
som et hvert Barn har Gaver til at fatte, kand en Stad aldrig ønske sig bedre
Borgere. Men hvor skammelig forsee sig ikke herudi de fleeste Forældre? Ti¬
tius er en Mand, der har naaet sine 60 Aar, og søger nu sit Brød ved enhver
Mands Dør, han er en Lem af en anseelig Familie, og man skulde snart
slutte, at en u-mild Lykke har gjort hans Liv saa kummerligt; men lader os see
tilbage til hans spæde Aar, lader os eftersee, hvorledes han blev holdet i sin Fa¬
ders Huus, og vi skal finde, at hans nærværende Uselhed har andre Aarsager:
Han havde i sin Barndom en utilladelig Frihed; man forbød ham ikke, at
omgaaes med dem, der gav ham onde og forargelige Exempler; Hans Fader,
der selv ikke vandrede paa Dydens Vey, og i sit Liv opførte sig som en Atheist,
kunde ikke taale at Moderen, der var en klog og gudfrygtig Dame, vilde straffe
Drengen for sine Uordentligheder; Han ansaae det som et Beviis paa et vit¬
tigt Hoved, at hans Søn saa vel kunde træde i sin Faders Fodspor; Han pro¬
fiterede saa meget ved at følge sin Fader paa Spille- og Drikke=Huuse, at han
neppe havde naaet sine 9 Aar, førend han færdig kunde udtømme sin Pocal og
vel spille sit Kort, saa at det kunde heede om ham:
Si dam nosa senem juvat alea, ludit C bæres
Bullatus patrioqve eadem modet arma fitrilla.
Moderens Omhue havde dog bragt det saa vidt, at Titius fik Undervisning i Religions Sager;
men, da man ikke drev paa Dydens Lærdomme, og hvorledes Religionen skulle føres i Øvelse, con¬
tinuerede Barnet i sine Laster. Faderen holdt unødvendigt, at lade ham undervise i det, hvorved
han i Tiden kunde tiene sig selv og Fæderne=Landet; Endelig døde han og efterlod sin Søn en an¬
seelig Capital, paa denne stolede Drengen, og, da han ved et dissolut Liv havde bortsat den, blev
han en unyttig Jordens Byrde, og gaaer nu som et Vidunder for Verden, hvortil en slet Opdra¬


29
gelse har været den eeneste Aarsag. Calicles derimod, som med rette fortiener Navn af en fornyf¬
tig Fader, og af alle retsindige holdes for en Borgere, der meener sit Fæderne=Land vel, har en Søn,
der med snareste fylder sine 8te Aar; den samme seer ud som en alvorlig Philosophius, og har en Mi¬
ne, der er blandet med Yndighed og Gravite; Vil man spørge ham om Religionens Hemmelig¬
heder, tier han stille; Vil man raisonnere med ham om de Pligter, som Naturens Lys lærer
et Menneske imod Gud, sig Selv og sin Næste, taler han efter sin Alder og Maade som en Socra¬
tes Spørger man hans Fader, hvorfore han lader sin Søn være vankundig i de Ting, der udgiø¬
re Essentialiteten af den aabenbarede Religion og skille den fra den naturlige, svarer han: Min¬
Søn har endnu ey naaet den Alder, at han kand sætte ret Priis paa disse Dybheder; Vi see jo, at
Staden vrimler af saadanne Børn, der have lærdt at svare paa de dybeste Spørsmaal, men, fordi
de ey endnu have lærdt, hvorledes de bør opføre sig imod det høyeste Væsen, er deres Væsen vildt
og deres Sæder forvendte; Jeg frygter, at hvis min Søn i sin spæde Alder blev underviist i de
Sandheder, der ey saa meget udfordre en sterk Hukommelse, som sund Forstand, ville han siden agte
dem som Baggateller og ey tage dem til Hierte, naar han derfor har lærdt ret at føre sig de Sand¬
heder til Nytte, som Skaberen har meddeelt ham ved Naturen, og han først er bleven en ærbar
Hedning, kand jeg med større Grund haabe at see i ham med Tiden en god Christen. Denne kloge
Fader vil ey heller resolvere at sætte sin Søn til noget, førend han efter en fornuftig Examen har
giort sig hans Kræfter bekiendte, og udforsked hans Lyst og naturlige Drift, sandelig hvis Fæderne¬
Landet havde mange af saadanne Børn, kunde vi snart statuere en Chiliasmum, og vente de lyk¬
saligste Tider i Religionen og Staten.
Men herudi er det at de fleeste Forældre saa skammelig feyle. Jeg har ofte ærgret mig over
den Distinction, som af den nyere Verden er fingeret imellem en skiøn og god Opdragelse; jeg har
ofte med Fortrydelse seet, at mange Forældre ere meere bekymrede for at afrette deres Børns Le¬
gemer og giøre dem skikkede efter de nyere Tiders forunderlige Smag, end de bekymre sig for at
forbedre deres Sind; skal jeg sige her om hvad jeg meener, holder jeg for, at den anførte Distinction
giver mig Frihed at distingvere imellem vel afrettede Dyr og vel opdragne Mennesker, ved det før¬
ste Slags forstaaer jeg de Børn, der allene have haft den skiønne Opdragelse, ved det sidste dem,
der have haft den gode; Vi tale i vore Tider ligeledes meget om en besynderlig Konst, der gemeen¬
lig kaldes Leve=Konsten, og den Umage er ubeskrivelig, som mange Forældre, især de, der findes
i Rigets Hoved=Stad, giøre sig for at øve deres Børn i den samme. Jeg har gjort mig Flid for at
undersøge Beskaffenhed af denne Konst, jeg har igiennemlæst Bøger, der ere skrevne om den sam¬
me, og jeg har endelig fundet, at de fornemste Article i de Systemata, hvor denne Konst er afhandlet,
drive paa en Færdighed i tvungne Complimenter, Ord og Løfter uden Hierte, Hyklerie og en af¬
fectat Ydmyghed, en Øvelse i saadanne Ting, hvorved et Menneske kand insinuere sig hos de saa¬
kaldede polerede Folk &c. De som have inventeret denne Konst, have uden Tvivl gjort sig Uma¬
ge for at kiende Verdens Væsen og Menneskenes Gemytter, og efter mine Tanker grundet deres
Systema paa det bekiendte: Mundus vult decipi, Verden vil bedrages; Det er ey min Sag at
criticere Konsten enten den er saa eller saa, jeg siger allene, at mange Forældre have deres Øyne
især henvendte paa den, naar de skal besørge deres Børns Opdragelse: at jeg ey herudi skal synes
at fortale mig, vil jeg bevise mine Ord med egen Erfarenhed: Jeg erindrer mig, at jeg engang imod
min Villie maatte ved en vis Leylighed komme i et Huus, hvor jeg ellers ikke var bekiendt, og jeg
tilstaaer gierne, at, hvis jeg forud havde seet, hvad mig der vilde møde, havde jeg af all Magt præca¬
veret den Visite; Jeg blev af Manden imodtagen med største Artighed, og begegnede han mig,
som den, han længe havde kiendt. Da jeg havde sadt mig ned, begyndte han strax at tale om sine
Børn og de mange Udgifter, han Aarlig havde for at see dem forsynede med en god Opdragelse,
som han holdt for det beste Arve=Gods; Jeg gav hans Ord Magt, men sagde tillige, at, da man
her i Staden havde Overflødighed paa Studentere, der gierne paatage sig Information, kunde vel
de Udgifter ikke være saa store, som han maatte sætte paa sine Børns Underviisning i Dyd og Guds¬
frygt; Han smilede ved dette og sagde, at det var i hans Tanker det ringeste, der snart kunde læres;
Vores Universitet eyer ikke de Studiosi, der ere i Stand til at give Forældre den Satisfaction, som


30
de begiere, vil man derfor see et artigt og galant Væsen ved sine Børn, maa man søge Informateurs
fra fremmede Steder; han holdt vel en Dansk Student, men hans Embede var allene 2 Timer
om Ugen at lære Børnene deres Christendom, en Sag, der vel kunde finde sig med Tiden, hvorfor
han ikke heller saa meget hastede dermed, og det var ham ligemeget, enten hans Børn lærdte noget
af det Slags eller ikke; thi hvad de ey kunde lære i Dag, kunde de lære i Morgen; der vare vigti¬
gere Ting, der udfordrede meere Tid, meere Flid og fleere Bekostninger; Han bad derpaa, om jeg
ikke vilde giøre ham den Fornøyelse at see hvor artige hans Børn allerede havde lærdt at vise sig i
deres Comportement, og hvor vel de efter deres Alder forstode at leve; Han indkaldede derpaa¬
sin ældste Søn, der gik frem paa Gulvet med afpassede Skridt efter visse Tempo, og aflagde den
nye=modigste Compliment; Faderen begegnede ham med et Votre tres humble og Sønnen sva¬
rede i samme Sprog; tog derefter sin Daase af Lommen og med et par Franske Ord udbad sig Til¬
ladelse at præsentere mig en Priis Tobak; Man begyndte derpaa at raisonnere af Aviser, og
hørdte jeg med Forundring, at Barnet havde gjordt sig Møye med at indtrykke i Hukommelsen,
det heele Krigs Manifest udstedt fra det Franske Hof imod Hans Majestæt af Store Brittannien;
han vidste at opregne hvad man skrev fra London og den Hag, fra Wien og Paris; Faderen saae
til mig og havde ventet et Ord eller to til hans Søns Berømmelse, men, da jeg anseer Hyklerie med
andre Øyne end de fleeste, taude jeg stille og røgte min Pibe Tobak, dog spurdte jeg, hvad man
havde i sinde at lade Barnet lære, hvormed det i Tiden kunde tiene Landet, og maatte undre mig
over dette Svar: Naar min Søn har vel lærdt at leve, kand han tiene til hvad han skal;
Man lod derefter indkalde Datteren, der i sin Levemaade var ligesaa vel exerceret som Sønnen;
Hun begegnede mig med en Fransk Hilsen, og satte sit Legeme i en allamodisk Positur, jeg kunde
see Spor paa hendes Hals af det Baand, hun havde baaret, for at blive ligesaa stivnakket som hun
var haardnakket. Man vilde derefter at de skulde dandse, hvilket ogsaa gik for sig, jeg længtes efter
at Comoedien maatte sluttes, og jeg slippe vel af Theatro; Da Dandsen var til ende bragt, tog
Jomfruen fat paa sit Clavier, og slog en forliebt Arie efter Sperontes siungende Muse; imidlertid
indfandt sig een, der skulde give Sønnen Information i Figte=Konsten, og ved den Leylighed tog jeg
Afskeed. Dette gav mig Anledning til at giøre mig adskillige Betænkninger over Forældres Uri¬
meligheder, der ey tage i Betænkning at giøre sig fattige ved at lønne Dandse= og Figtmestere for i
Tiden at faae fuldkomne Comoedianter af deres Børn, men ansee derimod deres Underviisning
i saadanne Ting, hvorved de kand blive Fæderne=Landet til Nytte, allene som Bi=Sager, der bør
haves for intet, og ey ere af saa stor Betydenhed. Aristippus blev engang ombedet at tage en
Mands Søn under Information, men, da han begierede en anseelig Belønning for dette Arbeyde,
blev Faderen bange og sagde: Skulde jeg kiøbe mig en Slave, vilde Prisen ikke blive saa høy;
Philosophen betienede sig af disse Ord og svarede: Det er altsaa best at du beholder tvende,
hvormed denne fornuftige Mand baade bebreydede Faderen sin Daarlighed, der ey vilde anvende
en liden Deel af sine Midler paa sin Søns grundige Underviisning, som ogsaa gav tilkiende, at
hans Barn, naar det ey fik en god Education, vilde stedse blive en Træl af vederstyggelige Laster.
Hvor mange findes der ey i Fæderne=Landet, der ere ligesindede, og hvad Under da, at Rigerne
have Mangel paa dem, der ey som fornuftige Betientere kand beklæde de vacante Charger?
Dog maa jeg tilstaae, at Forældrene ikke allene selv ere skyldige i deres Børns slette Opdra¬
gelse, men de Lærere, som de i de unge Aar blive overleverede, giøre ofte, at et Land kand ikke vente
sig megen Nytte af de fleeste Børn. Lader os betragte mange Læreres Opførsel imod de Unge, la¬
der os gaae ind i Skolerne, hvor de oplæres, finde vi en Plato, der gaaer fornuftig til Verks, og
underviser sine anbetroede Disciple i fornødne og vigtige Ting, saa finde vi derimod mange Orbilii,
og en Mængde af saadanne, der ere sindede som Keyser Maximiliani Skolemester; Hvor ofte skeer
det ikke, at et Barn med Svøben over Hovedet maa nødes til at pine Hukommelsen med Bagga¬
teller, der ingen Jndflydelse have i det almindelige Liv, og aldrig kand tiene det almindelige Væsen;
Hvor ofte gaaer man ikke de Ting forbi, der ere sunde og høylig fornødne, ja hvor ofte giøre ikke
Lærerne selv ved onde og forargelige Exempler, at Grunden bliver lagt til hæslige Laster, de Unges
Gemytter, isteden for Dyds og Gudfrygtigheds Sød derudi burde fæste Rødder. Den der kien¬


31.
der noget til Menneskets Væsen, maa tilstaae, at de første Principia, som blive insinuerede de Un¬
ge, ere sielden at udslette, og de Sæder, til hvilke de i Begyndelsen blive anførdte, ere rare at æn¬
dre; Det gaaer, som en vis Skribent siger: De første Sædvaner ere saa stærke, at det snart er
umueligt at changere de samme; Man seer med Forundring, at heel fornuftige Folk giøre
saadanne Ting, som de selv tilstaae at være skadelige for Legem og Siæl, allene forme¬
delst den Force, som Sædvanen haver, der er stærkere end Fornuften, Vi have et mærkeligt
Exempel paa dette i den Store Alexander, havde han end en Aristotelem, der lærde ham det, som
var got, og kunde giøre ham til en habile Regent, saa havde han ogsaa en Leonidem, hvis Laster
han ey kunde lade; ja vi see det samme af den daglige Erfarenhed, og kunde bevise det med alt
for mange Exempler, hvis vi herudi kunde være meere vidtløftige.
Jeg har hidindtil opholdet mig med at anføre et og andet om deres slette Opdragelse,
der især ere beskikkede til at tiene Fæderne=Landet, for saa vidt de høre til det første Kiøn;
men jeg maa tilstaae, at man ikke handler meget fornuftiger med deres, der høre til det an¬
det. Jeg veed vel, at mange ansee Fruentimmeret som blotte Zirater for en Nation, og døm¬
me dem ubeqvemme til at opvarte publiqve Betieninger, men at jeg ey skal tale om, at
Naturen har ey meere nægtet dem en sund Fornuft, end Mand=Kiønnet, og der muligt fin¬
des mange Hustruer, som med større Klogskab kunde beklæde et Embede, end deres Mænd, saa
findes dog mange Ting, i hvilke Fruentimmer bør vise sig active, og ikke lidet kand giøre til
et Riges Velgaaende; Jeg vil allene nævne en fornuftig og vel indrettet Oeconomie, der
til største Deel beroer paa Fruentimmerets Direction, og enhver veed, hvad Fordeel et Land¬
kand have, hvor man kand finde mange og gode Huusholdere, saa at den Konst, vel at fore¬
staae et Huus, bør efter Dyd og Piete være en Hoved-Lection for et Fruentimmer; Men la¬
der os besøge de fleeste Huuse her i Staden, lader os tage med os en klog Dame, der vel er øvet
i Konsten, skulde Jomfruerne giøre Regnskab for deres Fremgang i denne Science, frygter jeg,
at de fleeste vilde blive rejicerede. Sempronia er en Datter af Fulvia, der overalt er renome¬
ret som en Dame af høye Qvaliteter, og især med Berømmelse omtales af de fleeste for sin
ugemeene Lykke i at opdrage sine Børn; Hun har haft den Skjebne, at hendes Mand efter¬
lod hende med mange Børn, og, da hun ved at giøre dem alle yndige, og forbedre ved Konst,
hvad Naturen havde været skiødesløs i at danne, havde sat sin Mand i en temmelig Debit,
maatte hun efter hans Død lade Creditorerne tage til takke med hans Navn, der stod anteg¬
net i deres Bøger, for en Summa, der ey kunde betales. Nu er hun en reputerlig Enke, og bør
giøre sig Flid for at see Sempronia sin ældste Datter forsynet med en god Mand; hun stræber
derfor at give hende en god Optugtelse, hun holder hende hver Dag i Exercitie, hun munstrer
hendes Been, hendes Ansigt, Hænder og Gebærder; hun viser hende, hvorledes hun skal fø¬
re sine Fødder, naar hun vil have Ord for at gaae vel; Hun tager hende ofte ved Haanden,
for at giøre en Promenade i Haugen, hvor en Mængde af begge Kiøn pleyer at samles; der
har hun sit ene Observatorium, der skal hun examinere, hvo der fører sin Person best, hvad
Facon af de laante Haar er den kiønneste; hvorledes en deylig Jomfrue comporterer sig,
naar hun gaaer imellem tvende Cavalliers, om det ogsaa er efter Bienscance at gaae med op¬
rakte Halse og giøre korte Skridt, om de andre Distinctions Jomfruer anseer Personerne af
det andet Kiøn med en fier Mine, om hun og kand imitere saa tvungen en Koldsindighed, og
give de unge Messieurs en Idee om en priselig Kydskhed: om det ikke er Moden, at vende
Øyet fra en Jean de France og kaste det paa et nøgen Postament. Det andet Observatorium,
hvor Sempronia ogsaa skal lære at leve og blive en vel optugtet Jomfrue, er Kirken; den sø¬
ger hun idelig, og der bliver det hendes Sag, at tage alle Ting med mueligste Accuratesse i
Øyesyn, for at aflegge rigtig Regnskab ved Bordet, naar hendes Mama examinerer, hvad
hun har lærdt; hun maa da færdig kunde sige, i hvad Habit den eller den Dama faaes, hvad
Forandringer man nu bruger paa Kaaber og Skiørter, om og de andre Stands Jomfruer ere
lokkede eller de betiene sig af et simple Sæt, i hvor mange Sløyfer de legge deres Baand, om¬
de paa Hovedet presentere tvende Horn, som et slet Omen for den tilkommende Beylere


32
eller de forestille en Rose &c. J disse og andre Fruentimmer Qvaliteter maa sempronia øve¬
sig, og har hun ved idelig Exercitie bragt sin Konst til den Fuldkommenhed, at hun passerer over¬
alt i Staden for en Jomfrue af det dydigste Slags; Hendes Naboe=Jomfrue legger Vind
paa samme Konst, og i offentlige Samlinger ansees som Dyden selv; men naar disse tvende
Søstre finde sig alleene, undsee de sig ikke at aabne for hinanden deres Hierte; de beklage, at
de hidindtil forgiæves have gjort sig Umage for at drage de Forsigtige i Snaren, ja de over¬
legge deres Raad, hvorledes de skulde give de Passioner Satisfaction, som deres Mødre al¬
drig have formanet dem at bestride; de røbe altsaa, at de vel have lærdt at føre et efter Ti¬
dernes Gout kiønt Væsen, og have studeret den Konst ved en yndig Comportement at indta¬
ge, om mueligt er, deres Hierter, der gaae i Blinde og antage Skygger for Legemer, men
give ogsaa tilkiende, at de veed paa ingen Maade at faae Seyer over de opstigende Lyster, og
ey ere underviiste i de Ting, der kand forbedre Sindet, at jeg ey skal tale om det, der an¬
gaaer en god Huusholdning. Jeg for min Part misunder vel ikke det deylige Kiøn deres Fær¬
dighed i at forstille sig, jeg tilstaaer, at man maa ey være alt for philosophisk i sine Raison¬
nements over deres Opførsel, jeg accorderer dem gierne en Frihed til at pynte og konstle paa
deres Skabning; jeg siger allene, at disse Meteora eller Vær=Lys ikke ere mægtige ved alle
Ophævelser og Lydighed imod det Parisiske Mode-Facultæt at sætte mig eller nogen i Brand,
der ikke lader sig bedrage af Apparence, og, omendskiønt jeg er ingen Hadere af Kiønnet i
Almindelighed, saa troer jeg dog, at Danmark skulde blive meget fattig paa Piger, førend
jeg resolverede at indgaae nogen Alliance med det Fruentimmer, der kunde rose sig af at væ¬
re fød og opdragen i Hoved=Staden; thi om jeg end maa tilstaae, at iblant saa stor Mæng¬
de kand findes nogle, der ey allene have en skiøn men og god Opdragelse, saa vilde det dog
blive vanskeligt at finde saa rare Fugle, og jeg maatte mueligt lede saa længe efter den, der
kunde giøre mit Liv fornøyeligt, at hun til sidst, om hun fandtes, ikke kunde være fornøyet med
mig. Jeg erindrer mig, at da jeg opholdt mig til Paris, een af mine gode Venner besøgte
mig, der havde faaet Assignation paa en Brud; han havde tilforn kiendt denne Demoiselle
og gav saadan Historie af hendes Liv, at jeg ey kunde raade ham til at slutte Contract; Han¬
havde vel intet at sige, der kunde røbe hende som løsagtig, men han behøvede een, der kunde
lette hans Byrder og med Fornuft forestaae hans Huus, hvilket han ey kunde vente sig af den
Proponerede; Han afslog derfor Mediateurens Project paa denne selsomme Maade: Han¬
begierede Jomfruens Portrait, og da det blev ham præsenteret, talede han det til i Media¬
teurens Nærværelse med disse Ord: Yndige Jomfrue, jeg har resolveret at tage hende til
Brud, rækker hende derpaa min Haand; men da Portraitet svarede intet, sagde min Ven
til Megleren. Jeg finder en Koldsindighed hos Jomfruen, den jeg i regarde af eders Ord
ikke havde ventet; Den anden svarede: Hvad Under, at et billede ey kand tale eller række
eder Haanden? Min Ven gik derpaa reent til Verks og sagde: Eders Jomfrue er ziiret med
en Yndighed, den finder jeg ligeledes ved dette Portrait; men ligesaa lidet som dette billede
kand række mig Haanden, ligesaa lidet kand jeg vente at eders Jomfrue forstaaer at række
mig Haanden i mine Forretninger og Oeconomie, enten jeg da gifter mig med Jomfruen in
Originali eller Copie, kand i den Henseende være lige meget; thi begge Deele tiene til eet Brug,
nemlig en Prydelse i mit Sove-Kammer. Jeg maa tilstaae, at denne Satire var ikke saa al¬
deles fiin, om den end kunde være sand, og jeg tør neppe driste mig til at applicere den paa
de K*** Jomfruer, veed ikke heller, hvor vidt deres Ord kand være grundet, der sige, at de,
der alliere sig med disse Demoisselles, faae intet uden levende billeder og konstige Machiner,
der ved visse Bevægelsers Love snart føres til et Vindue for at betragte de forbigaaende, snart
til et Caffe=Bord, snart til et Spille=Bord, undertiden til en Ramme, men aldrig i et Kiøk¬
ken. Skulde disse Critiqver synes partiske, vil jeg gierne tilstaae, at de smaa Kiøbstæder,
kand have Jomfruer af samme Slags; jeg skal ved en anden Leylighed mueligt forsyne
hvad jeg her kand have forseet mig; begierer allene, at Sandheden
denne gang maa finde Biefald.


33


No. 5.
Udgivet den 12 Junii 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2 Skilling.


Invidiam virtus peperit, partamqve tuetur
Ex virtute unum nascitur hos Vitium.
Invidiam sperare potes virtutis amator
Qvo vitii plus est, invidiæ minus est.
D¬
et har sig i visse Henseender med en Moralist, som det Slags Mennesker,
der lade sig kalde Fri=Murere; de kand efter deres egen Bekiendelse al¬
drig mangle, men hvor de og befinde sig i Verden, have de fuldt op: Jeg
har foretaget mig at legge mit Fæderne=Lands Laster for Dagen, og troer jeg,
at det snarere skulde mangle mig paa Blek og Pen end Materie. Jeg vil ikke
kalde dette en Lykke, jeg ønskede meget meere, at mine Lands=Mænd med stør¬
re Ret kunde meritere Panegyriqver og Berømmelses Taler end Satirer og
Tilrettesættelser; men da Fæderne=Landet har alt for mange af dem, der ved
alle Leyligheder søge at insinuere sig ved at overtræde Sandhedens Love, og for
at fournere sig med et stort Antal af Velyndere, sætte Overbeviisning og Sam¬
vittighed tilside, og udraabe dem som Helgene og Elskere af Dyd, der ere Hade¬
re af alt det, der har Rapport med Dyden, ja viise i Livet, at de ere som Eed¬
svorne Tienere af de vederstyggeligste Laster, saa seer enhver, der har lærdt at
giøre Forskiel paa Realitet og Apparence, at Landet er meere trængende til dem,
der vil tage Mod til sig og Bladet fra Munden for at gaae løs paa de i Svang¬
gaaende Laster, uden at ansee Personer, der ere Vasaller af de samme. Jeg
agtede en Betragtning om den retskafne Patriot saa betydelig og vigtig, at jeg
indrømmede den det allerførste Sted iblant mine Tanker, jeg har erfaret, at den
er af en vitløftigere Circumference, end jeg i Begyndelsen havde forestillet mig,
og jo meere jeg fæster Øyet paa de Pligter, som Fæderne=Landet med Rette fordrer
af en ret Patriot, jo fleere Feyl bliver jeg vaer hos mine Lands=Mænd, der døm¬
me dem uværdige til et Navn, som efter mine Tanker er Kiernen af alle Cha¬
racterer, og naar det ey med Grund kand bæres af en Borgere, giør endog
de prægtigste og anseeligste Titler til en Skygge eller Ord uden Betydning. Jeg
finder endnu Leylighed i disse og maaskee fleere af de følgende Blade at conti¬
nuere i en Sag, der baade meriterer mit Arbeyde med at skrive og mine Brødres
med at læse, vilde man bebreyde mig dette som en Last, og ansee det for et Be¬
viis paa Mangel af nyere Materier, skal de følgende Tider refutere d.t. sidste
og andres Exempler kand undskylde mig i det første; thi man seer ofte 15 Con¬


34
tinuationer af publiqve Dissertationer om en gammel Lære=Fader eller om
en Helgen, der mueligt aldrig har været til in rerum Natura, agtes det fornø¬
den at vise Prøve paa sin Erudition i saadanne Ting, der, naar de nøye efter¬
sees, indeholde intet uden Citationer af fremmede Skrifter, u-visse Gisninger
og mavre Anmærkninger, saa meener jeg med større Ret at kunde lade min Pen
være occuperet i en Sag, der i faa Øyne er unyttig og mueligt kand tiene til
at aabne Øyet paa dem, der i Fæderne=Landets Sag kand have været sovende;
Ja hvis jeg med mange andre kunde finde Smag i at søge Hemmeligheder,
hvor ingen ere, vilde det blive mig let at skrive dobbelt saa mange Ark om den
retskafne Patriot, som der findes Bogstaver i Ordet, thi det skulde ikke falde
vanskeligt at vise, at i enhver Bogstav ligger skiult meer end een Dyd og Last,
ved hvilken en Patriot viser sig ret eller slet, i det ringeste kunde jeg med ligesaa
stor Grund statuere i dette eene Ord heele Magaziner af Dyder og Laster, som
Cabbalisterne statuere Viisdoms Bierge i en Hebraisk Toddel, og mange af
de bibelske Udleggere finde store Hemmeligheder i et Comma eller Punctum.
Dersom andre af Fæderne=Landets Børn ansee Nationens Laster med sam¬
me Øyne som jeg, haaber jeg, at deres Tal bliver ringe, der vil agte de i mine
forrige Ark censurerede Feyl for smaa Skrøbeligheder, der ey fortiene at paa¬
tales, og deres endnu mindre, der vil sætte Farver paa den Last, hvis Heslighed
jeg i dette Ark søger at vise; Vi kalde den med et almindeligt Navn Misun¬
delse, og naar vi have gjort os Umage med at examinere den, skal vi tilstaae,
at den saa meget som nogen anden hænger ved vore Brødre, er en Smitte for
Nationen og giør de Mennesker, der ere Slaver af den samme, til Vanskab¬
ninger iblant de fornuftige Creature; De fleeste Moralister, der beskrive denne
hæslige Passion, ere derudi enige, at de kalde Misundelse en Bedrøvelse over
andres Velgaaende, hvis jeg i andres Øyne vilde passere for lærd, og af¬
fectere Titel af en belæst Mand, kunde jeg her anføre utallige Autores, skiønt
jeg ikkun havde læst faa. Jeg vil ey udgive Definitionen som fuldstændig, jeg
siger allene, at om den end ikke maatte synes accurat, tiener den dog til at vise
deres vanskabte Gemyt, hos hvilke Misundelse har Herredømme, og naar den me¬
riterer Navn af Patriot, der giver saa skadelig en Fiende Qvarteer, er jeg fær¬
dig at aflegge enhver med samme Charactere, der drager Sværdet imod det So¬
ciete, af hvilket han er en Lem.
Jeg har sagt, at Misundelse giør sine Elskere til fuldkomne Vanskabnin¬
ger, og jeg meener herudi at have Ret; thi lader os med mueligste Flid exa¬
minere Misunderens Adfær, og vi skal finde hans Væsen af det meest forvend¬
te og forkeerte Slags. De faa Lineamenter, vi allerede have givet, ved at be¬
skrive hans Hoved=Feyl, giver os en tilstrækkelig Idee om hans forunderlige
Portrait. Hvad kand være meere selsomt, og hvad større Prøve kand aflegges
paa et forvendt Sind, end at qvæle sig selv over en andens Lykke, og det er
just en Hoved=Post, der maa iagttages ved den Misundeliges Charactere; Alt


35
det, der fornøyer andre, foraarsager han Bedrøvese, og det, der er i Stand
til at bedrøve en anden til Døden, synes ligesom at give ham Liv. Enhver
Ting, der ziirer en andens Liv, er som en Orm, der giver den Misundelige et
nyt Sting, og enhver Straale, som Lykken kaster paa sin Favorit, er en sør¬
gelig og mørk Skye for den Misundeliges Øyne; med et Ord: Alt hvad Ska¬
beren har nedlagt hos en anden af de Gaver, der kand giøre Livet behageligt og
Eyerens Vey i Verden mindre besværlig, giør stedse blege Antegnelser i Mis¬
undernes Ansigt, og alt det, der kand giøre en anden forsagt, er just en Me¬
dicine, der til en Tid kand lindre Misunderens Smerte. Den er blind, der
ey kand see Hæsligheden i denne Last, og den veed lidet af de Pligter, som Na¬
turens Lov fordrer af et Menneske, der vilde dømme denne Passion uskyldig i det
mindste ey saa skadelig, som den virkelig er. Det er en uryggelig Sandhed,
at det ene Menneske er forbunden at befordre det andets Fuldkommenhed i alle
de Henseender, der ere muelige, er dette en Pligt, der paaligger et hvert Men¬
neske i Almindelighed, da meget meere dem, der leve i et particuliere Societe,
og efter de eengang af mig fastsatte Principia bør ansee sig selv som Brødre.
Lader os nu forestille os tvende Brødre, lader os sætte, at Naturen og Lykken
har forundet den yngste ligesaa meget af Deylighed, Viisdom, Ære, Rigdom,
som de have nægtet den ældste. Lader os supponere, at den ældste anseer det¬
te Gode hos den yngste med Avind=syge Øyne, sandelig vi maatte dømme, at
den første haver gjort sig uværdig til Navn af en Broder, og fortiener at staae
i Classe med dem, der have afført sig den Kierlighed, som Naturen selv har ind¬
plantet; Mildere Domme fælder jeg ey over den Borger, der ey uden at op¬
æde sig selv kand see sine Medbrødres Meriter at blive lønnede, og dadler den
Høyestes Forsyn, der gjør eens Liv mindre kummerligt end en andens.
Var mit Fæderne=Land renset fra dette Ukrud, og kunde Dyden her yttre
sig uden at blive geleydet med Avind, bleve disse mine Anmerkninger ufornød¬
ne, ja var der nogen Stand, i hvilken vi ey kunde treffe Misunderen, havde
jeg ey givet denne Last Sted i mine Blade; Men naar jeg anretter en Mun¬
string over alle Stænder, naar jeg begynder fra dem, der ere tagne ved Haan¬
den af Lykken og ved visse Hendelser ere komne høyt op paa Ærens Trappe,
naar jeg gaaer fort og ikke standser, førend jeg befinder mig ved Betlerens Hyt¬
te, venter jeg i Inqvisitionen at blive saa ulykkelig, at jeg ved Siden af enhver
god Mand skal finde een om ikke fleere misundelige Brødre. Leoninus er en
Herre, der ikke kand rose sig af sine Forfædres Adelskab, thi han har selv lagt
Grunden til et nyt; Han er fød af ærlige skiønt ey efter Rang-Sproget Vel¬
byrdige Forældre; Hans Meriter dependere ikke som mange andres af Fod¬
selen, ikke heller ere de transporterede til ham ved et Testamente som et Ar¬
vegods, meget mindre paa en anden Maade; thi hans Fader var fattig. Jmid¬
lertid har han ved Dyd, Tapperhed og Forstand saaledes distingveret sig, at
han af den, der tager Fortienester i Consideration, og veed at belønne Dyd og


36
en Patriotes Kierlighed, hvor han finder den, er opførdt fra et Æres Trin til
et andet. Vilde man slutte, at han i denne Lykke ey er anseet med misundelige
Øyne, maatte man lidet kiende til Verdens Væsen, og ey flittig observere
hvad der gaaer for sig paa den Danske Skue=Plads. Nobilius og de, der
have hans Sind, have ofte søgt at giøre Skaar i Leonini Ære-Linie, der hver
Dag syntes at tiltage; Som hans Dyd og Conduite avangerede frem og
frem, og lod sig see ved een Leylighed mærkeligere end en anden, saa fulgte
Misundelsen den Fod for Fod som Skyggen sit Legeme. Den mindste Plet,
de kunde finde i hans Liv, var som et Cordial, en Hierte-Styrkning og Ve¬
derqvægelse for dem, og da de ey kunde taale, at Dyd, Forstand og Meriter
skulde bane Veyen til Ære, kunde de ey heller finde sig derudi, at Leoninus
vorde dem over Hovedet, søgte derfor ved alle Leyligheder directe og indirecte
at styrte ham; Men han vidste som en klog Herre at conservere sig i sin Sta¬
tion, og ved idelige Prøver paa en god Conduite giorde en lykkelig Streg over
alle Misundelsens Anmerkninger, og ved en Forsigtighed af det priselige Slags
tog sine Fiender med Fordeel, saa at et hvert Ord af Misunderens Mund til
Leonini Prejudice blev ham en nye Opmuntring til at fortsætte sin Gang paa
Dydens Vey og multiplicere de Tienester, han var sit Fæderne=Land skyldig,
og han sees endnu med alles Forundring at soutenere sig i sin Qvalite. Hvor¬
vidt hans Misundere kand siges at handle patriotisk, overlader jeg til andres
Domme. Skal jeg sige mine Tanker, da holder jeg for, at man paa nogen
Maade kand underskrive, hvad en gammel Philosophus har sagt: Den som
misunder en brav Mand, misunder den gandske Republiqve, og den,
der stræber at foraarsage hans Fald, har Hierte til at sætte en Stat
paa svage Fødder. Vil man dømme om den Skade, som de Misundeliges
Hob kand tilføye det almindelige Væsen, maa man paa den anden Side ha¬
ve de Omstændigheder for Øyne, i hvilken saavel Misunderen, som den, der
misundes, befinde sig; Jo nærmere Addresse et misundeligt Menneske har ved
fordækte Veye skaffet sig til den Høye Øvrigheds Hierte, jo større Skin han
affecterer af et ægte Patriot-Væsen, og jo vigtigere og anseeligere Tienester
den Misundte er i Stand til at giøre sit Fæderne=Land, jo skadeligere maa man
ansee Misunderens Anslag; thi i saa Maade kand man agte den Misundtes Un¬
dergang ligesaa farlig for et Land, som naar et Skib mister et af sine fornemste
Redskaber, eller et Huus bliver skildt ved een af sine Hiørne-Stolper, allerhelst,
naar man længe maa lede, førend man kand finde den, der ey saa meget kand
beklæde den Faldnes Charge, som succedere hans Fornuft og Conduite. Jeg
erindrer mig, da jeg engang med min Vert i Paris var dragen til et Sted for
at see den bekiendte Cardinal Fleury, der ved sine Stats Projecter gemeenlig
holdes for at have lagt Grunden til den Urolighed, der har sat den største Deel
af Europa i Bevægelse, komme vi af en Hendelse i en Samling, der ikke nok¬
som kunde berømme hans Eminences fredsommelige Forslag, og talede derfor


37
med liden Estime om dem, der ikke vidste at sætte ret Priis paa denne kloge
Mands redelige Omgang, men ved adskillige Leyligheder søgte at spilde hans
Credit hos Deres Allerchristeligste Majestæt. Jblant de Forsamlede opstod
især en Person, der med største Hidsighed agerede Cardinalens Sag, og sagde
endelig, at han efter lang Meditation havde fundet en Maade, paa hvilken Mun¬
den kunde stoppes paa denne store og vel-intentionerede Mands Misundere.
Da han af de andre blev bedet at proponere denne Mojen, sagde han: Hvis
jeg var i Deres Majests Sted, vilde jeg begegne dem, der søgte at giøre Car¬
dinalens Opførsel mistænkt, med disse Ord: Naar J under Caution af
Eders Liv skaffer os en Mand, der besidder Monsr. Fleurys Talent og
kand være værdig at betræde hans Post, skal han i denne Time faae
sin Afsked; Denne Proposition, sagde han, vilde klinge saaledes i deres Øren,
at de ey oftere skulde søge hans Emences Ruine. Projecten synes vel no¬
get partisk, ikke desmindre smager den efter mine Tanker af Fornuft; og
naar den paa behørige Steder maatte finde Biefald, vilde den mueligt have
saadanne Virkninger, at Misunderen maatte lade sig nøye med at martre og
plage sig selv over andres Velgaaende, uden derved at blive det almindelige
Væsen til Skade. Det er en Hoved-Feyl snart ved alle Nationer, at den saa
kaldne gamle og nye Adel ligge i Haaret paa hin anden, især mærkes den gam¬
le de fleeste Tider og Steder at ansee den nye med skeele Øyne, da det meget
meere var deres Pligt at glæde sig over Fæderne=Landets Producter, og at i
dets Skiød kunde avles saadanne, der paa en reputeerligere Maade, end ved
Fødselen, kunde blive Lemmer af Adelen. Jeg for min Person holder for, at
en Leoninus, der ved sine Meriter har forskaffet sig en Prærogativ, som en
Nobilius maa tilskrive Lykken, der har forundt ham at gaae af sin Moders
Liv i en adelig Familie, har om ikke nærmere saa dog grundigere Addresse til
sin Nobilite end den sidste; Jeg tænker ogsaa, at hvad han besidder i Gier¬
ningen, har den anden maaskee allene i Apparence og Jndbildning, ja jeg dri¬
ster mig endelig at sige, at et Rige er bedre tient med een Person, der har er¬
holdet sit Adelskab ved Recommendation af Dyd og Meriter, end med et heelt
Dosin af gamle Adelsmænd, naar de ved intet kand maintinere sig i deres
Qvalite uden en Færdighed i at opregne deres Fædres og Olde=Fædres Bedrif¬
ter; thi om de end kand udregne deres Herkomst fra Kong Dan selv, profite¬
rer dog en Republiqve ikke meget ved deres Adelskab, naar de ved intet andet
distingvere sig uden det blotte von. Carolus Magnus satte større Priis paa
dem, der ved Lærdom og Fortienester banede sig Veyen til adelige Privilegier,
og Tituler, end dem, der havde alt dette af Naturen, og en vis Skribent siger
heel fornuftig. Naar en Mand af en gammel adelig Familie legitimerer
allene sit Adelskab ved et Stamme Navn, anseer jeg ham som et Mo¬
nument eller levende Protocoll, i hvilken kand haves Underretning om
gamle anseelige Mænd, og tiene til Beviis, at den eller den gamle


18
Adel til den eller den Tid er i Riget bleven conserveret; han og hans Brødre kand
meere ansees som Zirater og prægtige Skilderier for en Nation, end de kand fortiene
Navne af nyttige og duelige Borgere. Jeg vil ikke giøre disse Ord til mine, men lade
dem staae ved sit Værd, jeg siger allene at ingen Hoveder hverken af gamle eller nye Adel kand
uden at exponere og beskylde sig selv, yttre deres misundelige Passioner; thi findes denne
Feyl hos de første, vise de dermed, at hos de sidste findes saadanne Qvaliteter og Fortiene¬
ster, der mangle dem selv, og sætte dem derfor i Allarm; findes den hos de sidste, legge de
dermed for Dagen, at der er stor Forskiel paa at have et adeligt Navn og at kunde meritere
det, og om de end kand finde saadanne Veye, paa hvilke de kand faae Sted ved de gamles
Side, vise de dog ved Avind, at de ere langt neden for deres Meriter.
Vende vi vore Tanker fra den adelige til den geistlige Orden, der især burde gaae La¬
ster i møde, og vise sig selv som Hadere af de samme, da finde vi Misundelse ligesaa almin¬
delig der, som i andre Stænder. Jeg vil ikke tale om, at den ene Landsbye=Pater seer med
skiæve Øyne paa den andens Jndkomster, at den eene qvæler sig, fordi den anden med stør¬
re Gevinst kand afsætte sit Korn; thi en Misundelse af dette Slags findes hos dem ikke saa¬
meget fordi de ere geistlige som verdslige, ikke fordi de ere Præster, men Kiøbmænd og Bøn¬
der, jeg vil allene tale om den Misundelse, der giør det, at den ene end ogsaa blant de høy
Geistlige ærgrer sig over den andens Lærdom, og ey uden inderlig Fortrydelse kand see, at een
ved solide Erudition og lykkelig Lære=Maade forskaffer sig fleere Disciple end en anden. Theo¬
philus er ikke saa meget en lærd som fornuftig Mand, han bekymrer sig intet om Narrerier og
unyttige Subtiliteter, han driver stedse paa Ting af Betydenhed, der kand giøre hans Tilhørere
om ikke saa lærde, saa dog kloge og gode, han samler sig ved denne nye og usædvanlige Me¬
thode fleere Disciple, end hans Auditorium kand imodtage, men han sætter tillige de fleeste af
sine Brødre i Harnisk: fordi han ey vil gaae den almindelige Vey, giøre lange Haranguer over
det, der ey behøver Forklaring og tusinde Steder er afgjort, fordi han bestrider gamle
skiønt ugrundede og vildfarende Meeninger, saa bliver han af de fleeste udraabt som en Kietter
og Sværmer, hans Lærdom bliver farlig, hans Principia ere Catholske, Calvinske, Socinian¬
ske, Arminianske, &c. hvor af reise sig slige Exclamationer, der baade fornærmer Theophilum
og den ubedragelige Sandhed? Sandelig Misundelse er Kilden, skiønt Kierlighed til Ortho¬
doxie er Skiulet. Man kand ey fordrage Correctioner, man er stedse vandt til at beholde
Marken i publiqve Skiermysler, man er anseet af et hvert Øye som infallible og ret troen¬
de, man kand derfor ikke taale Jmodsigelser af en Fremmed, og endskiønt man er overbeviist
om Sandheden, maa man dog for at conservere Honeur sætte sig imod den det længste man
kand, saa at man misunder den anden sin Forstand og Jndsigt i det der fortiener Navn af Realite.
Rusinus er en bekiendt Postillant, og naar man har læst Backium, har man tillige hørt alle Rufini
Prædikener fra hans Embedes Tiltrædelse til nærværende Tider; Forskiellen er allene denne, at
den gode Backius prædiker i sin Bog paa Latin, men Rufinus paa Dansk: Gorgonius er en Læ¬
tere i samme Bye, han kand ikke underskrive sin Medbroders Axioma: En god Vise siunges
ikke for tidt; han giver een opbyggelig Prædiken efter en anden, og naar den anden efter sin Vey¬
viseres Anførsel forlyster sig med at excommunicere og fordømme Kiettere, der for længesiden
have forladt Verden, saa viser Gorgonius sine Tilhørere Veyen til et Gode efter dette Liv; Han¬
erhverver sig derved Meenighedens Yndest, men faaer tillige Rusinum paa Halsen; et hvert
Ord til hans Berømmelse er en Brand i den andens Næse; Han søger derfor at giøre hans Lær¬
dom fordækt, hans Person forhadt, og tager han ey i Betænkning at opofre Sandhed, naar han
ikkun kand giøre Gorgonium til en farlig Mand. Naar Misundelse findes hos saadanne Per¬
soner, kand den ofte være skadelig; thi Sandheden kand derved blive undertrykt, og Meenighe¬
dernes Beste forsømmes.
Jeg kunde være meget vitløftigere i at vise Misundelsen i fleere Exempler, Fæderne=Lan¬
det har, desverre! nok af dem, der i andre Stænder ere befængede med denne Sygdom, men jeg
vil ey meere røre ved dette, siden den Misundelse, der maatte findes hos dem af de øvrige Classer


39
haver ikke saa stor Jndflydelse i det almindelige Væsen, og den Skade, der kunde flyde af den, an¬
gaaer ikke det gandske Societe: Jeg vil derfor tale lidet om denne stygge Passions Aarsager; og
naar vi undersøge de samme, finde vi, at det har sig med denne Sygdom i Sindet, som med man¬
ge i Legemet, de have adskillige Aarsager, men en nærmere end en anden; Den nærmeste og for¬
nemste Aarsag til Misundelse holder jeg for at være en uordentlig Philaurie eller egen Kierlighed,
som et Menneske af det Slags har til sig selv, da han i sine egne Øyne er meget, men anseer der¬
imod andre som intet, i det ringeste ikke værdige til at være det de ere. Visse Skrift-Lærde have
opfundet en Distinction imellem den optiske og physiske Sandhed, eller imellem en Tings egent¬
lige og naturlige Beskaffenhed, og saaledes som den forekommer de udvortes Sandser, denne Di¬
stinction kommer her til pas, thi endskiønt mange af Misundernes Hob i sig selv ikke ere skikkede
til at tage imod det Gode, som de misunde andre, saa synes de dog for sig selv at være de, der især
burde bæres paa Lykkens Arme, og frem for nogen hvile i dens Skiød; De formeene at finde det
hos sig selv, der forgiæves søges hos andre, og burde derfor give dem Preference; det som andre
agte for intet, ansee de som største Meriter, og hvad andre holde for Meriter, er i deres Tanker
Baggateller. Dog disse Reflexioner holde ikke alle stik, uden naar Misunderen er tillige en
Daare. Der findes Misundere af en anden Art, der tilstaae en andens Værdighed, de have
intet imod hans Fortienester, de accordere ham gierne, at han har gjort sig meriteret til meere
og bedre end Lykken har vildet unde ham, de bekiende og efter egen Overbeviisning, at de ey ere i
Stand til at være hans Rivaler, og maatte lade ham beholde Overvægten, om begges Meriter og
Habilite skulde legges paa tvende Vægt=Skaale; men de misunde ham dog sin Lykke, og de kand
ey taale at høre eller see paa hans Velgaaende uden at finde som en Torn i Øyet. Efter første
Anseelse synes det vanskeligt at give Aarsagen til en Misundelse af dette Slags; Vanskeligheden
faldt bort, hvis vi med nogle vilde løbe hen til Menneskets Bizarrerie, efter hvilken man holder
for, at et Menneske gjør mange Ting, uden at have Aarsag dertil, uden at kunde vide eller sige
hvorfor? Men Mennesket maa være saa bizarre som det være vil, dets Gierninger og Foreta¬
gende saa urimelige og selsomme, som de allermest kand, saa mener jeg dog, at alle dets Actioner
have deres Grunde, og at intet bliver foretaget uden tilstrækkelig Aarsag, om den samme end ofte
kand være Mennesket ubekiendt; thi den fornuftige Siæl har visselig sine Motiver, af hvilke den
determinerer sig til at giøre hvad den giør, en Misunder af det anførte Slags synes vel ey at
have Aarsag til sin Passion, men har dog, og bedrager jeg mig ikke, troer jeg, at hans Misun¬
delse involverer i sig dette: Han dadler Skaberens Providence, der ey har forundt ham sine
Qvaliteter i den Grad, som en anden, han misunder en anden sit Talent, og anseer med Fortry¬
delse at Lykken har aabnet ham en Vey, paa hvilken hans Meriter ere blevne bekiendte og har for¬
skaffet ham Adgang til den Ære eller Station, i hvilken han befindes; naar vi samle dette tilsam¬
men og see lidet dybere derudi resolveres disse Aarsager endelig i deres første Principio, den
uordentlige og ugrundede Egen=Kierlighed; thi den, der i slig Henseende er misundelig,
hader sig selv i det han elsker sig alt for meget: han haver sig, eller med et mildere Ord: er ikke for¬
nøyet med sig selv, fordi han ey kand holde en anden Stangen, og ey kand see sine Meriter at balan¬
cere mod hans, og vi skulde ey finde ham saaledes sindet, hvis han ey elskede sig selv for meget.
Jeg har sagt, at Misundelse er en Feyl, som mit Fæderne=Land har tilfælles med fleere
Steder i Verden, i hvorvel jeg gierne maa tilstaae, at en Misundelse, som maatte findes hos Frem¬
mede, er uden Tvivl uskyldigere end den, der har Sted hos mine Lands=Mænd, thi det har sig i
Almindelighed med de Nationer, der ere uden for os, at de glæde sig over deres Fæderne=Lands¬
Gode, og den ene seer ikke med skiæve Øyne paa den anden, fordi han kand opfinde et og andet
der kand blive det almindelige Væsen til Nytte; deres Misundelse kaste allene skeele Øyne paa
fremmede Riger, naar de begynde i adskillige Ting at blive lykkelige og skyde sig i Veyret; men i
vores Fæderne=Land er det saa, at den eene Borgere misunder den anden, og, som Ordsproget
lyder, den ene Tiggere kand ey taale, at den anden har en stor Pose;
Odit Fabrum faber, figuloqve molestus
Est figulus &c.


40
J slig Henseende bliver det et curieux Spørsmaal, enten Misundelse er et Land til Skade el¬
ler ikke? enten den skiæmmer eller ziirer en Nation? Anthistenes siger vel, at de Misundeli¬
ge ere ligesaa skadelige for en Republiqve som Klinte iblant Hvede; men jeg underskriver ikke al¬
deles denne Sentenz; Jeg har forhen viist de Omstændigheder, i hvilke Misunderen skulde være,
naar hans Passion og de deraf flydende Conseqvencer skulde være fleere skadelige end Misunderen,
selv; Jeg vil endnu legge dette til, at mange kiekke Hoveder, der hver i sit Slags kunde blive Fæ¬
derne=Landet til Tieneste, nedgrave deres Pund, og af Frygt for at skaffe sig Fiender og Misunde¬
re paa Halsen, driste sig ey at aagre dermed; men da disse Tilfælde ikke ere saa almindelige, kand¬
man ey sige, at Misundere ere et Land til saa stor Skade, skiønt jeg tillige tilstaaer, at den Skade,
som de foraarsage, er stor nok, og een Tid større og farligere end en anden. Hvad det sidste Spørs¬
maal er angaaende: om Misundelse er en Nation til Beskiæmmelse, da er jeg færdig herudi at su¬
spendere min Decision, skal jeg meddeele mine Tanker, tager jeg snarere deres Partie, der sige
ney, end deres, der sige jo, grundende min Dom paa dette: Invidiam virtus peperit,; c: Misun¬
delse er en Datter af Dyden; Efter mine Tanker sætter Misundelsen Dyd, Forstand, Meriter,
og andre gode Ting forud; har jeg derfor sagt, at denne Feyl er Fæderne=Landet til Beskiæmmel¬
se, kalder jeg gierne mine Ord tilbage, og bekiender, at et hvert skeelt og misundeligt Øye er som
en Ædelsteen, der ziirer vor Nation, og enhver Borgere, der giør Profession af denne Last, er som en
Ære=Støtte, der pryder vores Fæderne=Land, og ligesom præsenterer en lang Liste af deres Nav¬
ne, der i Riget distingvere sig ved Dyd og herlige Qvaliteter, hvor udover Cicero ogsaa siger: In¬
vidia virtute parta, gloria non Invidia est. Misundelse, der er forskaffet ved Dyden, er en
Ære og ikke Misundelse. Den Misundelige skiæmmer altsaa ingen uden sig selv. Vel er
sandt, at man ofte seer mange Embeder beklædte med saadanne Betientere, der paa ingen Maade,
have gjort sig meriterede, og derfor ey uden Fortrydelse ansees af mange meere skikkede og værdi¬
ge til deres Stationer, hvilket synes at kuldkaste mit Principium: Misundelse reiser sig af
noget som er godt, men jeg veed ey om man kand kalde det Misundelse, at en fornuftig og habil
Mand seer suurt, ikke fordi en Daare for sin egen Person har naaet en Lykke, som han ikke fortiener,
men fordi det almindelige Beste ved hans Embedes Administration ikke kand befordres.
Vilde man spørge, om der ey kunde findes saadanne Midler, ved hvilke man paa nogen Maa¬
de kand undgaae Misundelse? da recommenderer vel Cicero nogle, men de samme ere værre
end Sygdommen: Vil du fritages fra Misundelse, da før et liderligt Liv; De gamle Phi¬
losophi have vel ogsaa et Axioma: Sola miseria invidia caret; Den Elendige har allene in¬
gen Misundere, men i mine Tanker holder det ikke stik; jeg tilstaaer vel, at det kunde kiølne
Misunderens Passioner, naar han saae den, der forhen havde været en Torn i hans Øye, at være
bragt i Yderligheder; men Jlden blev strax optændt, naar han mærkede, at den Elendige har sin
Skjebne med et fornøyet Sind. Jeg holder det derfor meget rart, at en god Mand skulde blive
uden Misundere, naar han stedse blev ved at være en god Mand. Mine Misundere have været
mange, men jeg kunde finde mig i at have endnu fleere; Jeg har ey stræbt at giøre deres Nag al¬
deles til intet, men dog søgt at lindre deres Smerte; Naar mine Venner derfor have plaget mi¬
ne Misundere med at anføre mit Gode, ja ofte for at giøre deres Pine desto større, multiplice¬
ret det samme uden Sandhed, har jeg strax gjort saadanne Anstalter, at et eller andet er kommen
dem for Øren, der har glædet dem. Jeg har hørdt, at mine Papirer med Begierlighed læses,
men veed tillige, at mange ansee dette med misundelige Øyne; De som misunde mig mine Øy¬
ne i at kunde see mine Brødres Feyl, kand trøste sig ved, at min Næse er ikke saa Regelret, og de,
der misunde Bogtrykkeren sin Fordeel, kand glæde sig ved, at han har mange Børn. Endnu have
vi en gammel Regel, den jeg til Slutning maa vise, ikke aldeles at være uden Exception, det he¬
der: Misundelsen continuerer allene i Livet, og hviler efter Døden, men det holder ikke altid
stand. En Asinius Pollio kand jo ikke taale at høre et Ord til Ciceronis Berømmelse, skiønt
Manden var borte, og man seer jo ofte Misunderen at skifte Farve, naar han hører en brav Mand
at berømmes i sin Grav; kunde man derfor fæste Troe til Parentationer og Testamenter,
vilde et hvert Ord blive en Braad, der gav den Misundelige et nyt Sting, og
giorde hans Liv til en fuldkommen Tragoedie.


41


No. 6.
Udgivet den 19. Junii 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.


Urbis ad exemplum totus conponitur Orbis,
Dat legges reliqvis gentibus illa suas.
Illa docet Patriam mores, lingvam, oscula, vestes
Illa docet recte, vivere, rite mori.
J¬
Jeg har bedet min Commissionaire med mueligste Flid at give agt paa de
Critiqver, som giøres over mit Arbeyde, for at meddeele mig de samme;
Jeg har ogsaa fra hans Haand erholdet saadanne Efterretninger, at hvis
det meere var mit Øyemærke at agere min egen Sag end actionere mine Lands¬
Mænd for deres Feyl, maatte jeg snart begynde at forfatte en Apologie. Som
mine Læseres Smag og Jndsigt er adskillig, saa ere og mine Papirer underka¬
stede adskillige Reflexioner; Nogle angaae de hidindtil udkomne Blade i Almin¬
delighed, andre de tvende sidste Ark i Særdeleshed; Nogle sige: Den Danske
Sande-Mand er alt for Orderig, andre: Han er alt for Ord-fattig, i det sid¬
ste kand jeg bedre finde mig end i det første; thi denne Critiqve: Han siger det
med mange Ord, som kunde siges med faa, er saa meget meere ufordøyelig,
som jeg stedse selv har haft Afskye for deres Skrive-Maade der give fleere Ord
end Realiteter; men efter mine Tanker er Beskyldningen uden Grund, og mue¬
ligt gjort allene for at viise, at man er skarp=seende i det, der ey saa lettelig fal¬
der andre i Øyet. Saa vidt jeg seer, har det sig langt anderledes med en Mo¬
ralist, der giør sig Flid for at afmale Menneskers Feyl med rette Farver, end
det Slags Protocolister, der, for Exempel, have intet at anføre uden visse Per¬
soners Navne og deres ugentlige Gage. Vel er sandt, at jeg i mine forrige
Ark kunde have gaaet en Gienvey; jeg kunde simpel hen have skrevet: De
fleeste af mine Lands=Mænd ere Vanskabninger og ingen Patrioter; de ere Fraad¬
sere og Bugtienere; de giøre Aber og Pikelheringer af deres Børn; de vanska¬
be sig selv med misundelige og skeele Øyne; men det heder Compendia sunt
dispendia, ved at gaae Gienveye tager man ofte Skade, og jeg maatte
spørge: Hvo vilde troe saa slette Ting om Landets Sønner og Døttre paa den
Danske Spectators Ord, maatte jeg ikke da betiene mig af Tydelighed, af kla¬
re og haandgribelige Beviser, at mine Tanker kunde erfares at være grundede,
og enhver der vilde gribe i Barmen og kaste Øyet omkring iblant sine Brødre
kunde tilstaae, at mit Siun ey havde feylet mig, og min Pen ikke fornærmet
Sandheden. Hvor Justitiens Administration staaer paa saadanne Fødder,
at visse Omstændigheder ved en Person kand giøre Dommeren saa blind, at han


42
anseer det for Uret, og ret for Ret, lader det sig vel practicere, at Unctio
extrema eller den sidste Smørelse kand af Dommeren blive agtet som et Sacra¬
ment, en hellig Eed, med hvilken den Smørende bekræfter Rigtigheden i sin
Sag, ja blive anseet som det stærkeste Beviis, og gielde meere end det lovlig¬
ste Tings Vidne; Men det er ey saa beskaffen med en retskaffen Moralist; naar
han i sine Domme ey vil ansees som partisk, maa han anføre tilstrækkelige Be¬
viser, og kand efter mine Tanker ey saa lettelig betiene sig af for mange Ord,
naar han med Grund vil censurere Verdens forvendte Væsen, der yttrer sig
paa mange og adskillige Maader. De Hoveder derfor, som affectere en de¬
licat og raffineret Smag og efter denne criticere hos mig en Overflødighed i
Ord, der ikke er til uden i deres concise Hierne, vilde tage i behageligst Con¬
sideration, at jeg anseer enhver Last, som jeg finder hos mine Brødre af saa
store Conseqvencer, at jeg ofte længe maa lede efter Ord til at udføre dens
Hæslighed, og giøre den ret afskyelig i deres Øyne, der ere dens Trælle, tilstaaer
derfor gierne Sandheden i deres Critiqve, der sige, at jeg i mange Poster er
alt for menagerlig og fører en Pen, der ikke er saa spids som den med rette
burde være. Hvad de tvende sidste Ark er angaaende, da sige nogle, at jeg har
været alt for sparsommelig i at tale om de Feil, som mange Forældre begaae i
deres Børne=Opdragelse, og alt for øm over at røre ved den Bylde, der kand infi¬
cere et heelt Stats Legeme, ja naar den faaer Frihed at æde om sig, ofte giøre
en Republiqve til et Corpus mortuum, et dødt Legeme; andre holde for at
jeg har viist mig en lidet accurat Spectateur i at observere de levende Machi¬
ners Bevægelser, siden de vise sig paa tusinde Maader, som jeg har ladet være
urørte; jeg tilstaaer alt dette, men undskylder mig med Papiret, der ey kunde
tage imod meere, lover ikke heller at skiære min Pen efter deres Capricer,
der mueligt ere Hadere af Qvinde=Kiønnet og støde sig over enhver Ting i dets
Opførsel, der enten er naturlig eller uskyldig, ja have maaskee engang eller fleere
faaet naadigst Repuls, naar de har vildet ofre paa Veneris Alter, og ønske der¬
for, at Spectator i et Ark eller to vilde skaffe dem Revange. Mine Tanker om
Misundelse ansees af nogle som alt for dristige, helst naar jeg viser denne Pas¬
sion i visse Exempler. Lad være, sige de, han har ret og gaaer ey uden for
Sandhed, saa burde han dog tale med Distinction og ikke just sige alt det,
der er sandt; denne korte Critiqve er en skarpere Satire end det gandske Ark;
imidlertid vilde mine Censores eftertænke, at jeg efter mit Navn og Embede er
forbunden at tale Sandhed; thi det er ey saaledes beskaffen med min Charactere
og Station som mange andres, der ofte føre Titel af det, de hverken betiene el¬
ler forstaae, ikke heller har det sig saaledes med Laster, der finde Patrocinium
hos anseelige Hoveder, som med Tienere eller Laqveier, hvis Estime og Meriter
dependere til største Deel af Kiolen; Jeg for min Part censurerer Laster, de
maa findes hos hvem de vil, undrer derfor ikke, at jeg ved min frie Skrive¬
Maade forskaffer mig Malcontenter, thi Verden bliver aldrig saa forbedret, at


43
det Axiom skulde blive til intet: Veritas parit odium, Sandheden faaer
en broden Pande, og en Mand, der taler Sandhed uden derved at forskaffe sig
Fiender, bliver vel et Exempel uden Exempel og et Phænomenon, der i disse
hykkelske og forvendte Tider ey saa lettelig kand findes.
Jeg maa tilstaae, at Anledningen til dette Ark er selsom, ligesom det ogsaa
er en forunderlig skiønt gammel og almindelig Last jeg her agter at censurere.
Det er ikkun faa Dage siden jeg forlod mit Observatorium paa Landet og drog
ind i Staden for at tale med mine faa Venner; men det var med Møye jeg
kunde trænge mig igiennem Porten; jeg maatte undre mig over den store og
usædvanlige Mængde af Mennesker der vare forsamlede paa et Sted og Skokke¬
viis løbe igiennem adskillige Gader; jeg havde snart sluttet, at Sommerens
Heede havde giort alle disse skikkede til at tage Logement i en Daare=Kiste;
Men da jeg spurdte om Aarsagen til saa stor Conflux og en saa almindelig For¬
virrelse, fortaalte man mig, at nogle Mennesker fra et langt bortliggende Land
vare ankomne, og ved deres usædvanlige Dragt havde skaffet sig saa mange Til¬
skuere. Jeg har endnu ikke erfaret, hvad Virkninger disse Reysende have ef¬
terladt; Jeg har endnu ikke seet nogen af mine Lands=Mænd i Tyrkisk Habit,
skiønt mange af deres Børn i Husarer-Mondure; Jmidlertid vare de fleeste saa
forgabede, og syntes med saa stor Accuratesse at observere de Fremmedes Ad¬
fær, ligesom de i Hiernen vilde indprente billeder af deres Dragt, for siden
at lade sig skiære Klæder og Huer efter disses Facons. Jeg fik herved Leylighed
til at eftertænke den almindelige Lydighed, som mine Lands=Mænd vise i at an¬
tage enhver Forandring i Klæde=Dragt, naar de allene ved autentiqve Be¬
viser kand blive underrettede om dens Antagelse i Frankrige; Jeg har mærket,
at de adskillige og maaskee aarlige Moder have bedrøvelige Influencer i det al¬
mindelige Væsen, og bringe mange Familier i Armod, der, uden at fornærme
den saa ofte paaraabte Velanstændighed, kunde staae sig vel, naar de ikke vilde
holde det for et Samvittigheds Verk, at skiære deres Klæder og Kaaber efter
enhver Vind. Og da dette er en Sag, der baade er skadelig for Fæderne=Lan¬
det og giør ofte dets Jndbyggere af begge Kiøn latterlige, ja giver ikkun de uti¬
dige Mode=Fabriqveurs Anledning til at plage Nationen nu med et nu med
et andet af deres Mode=Jndfald, vil jeg i disse og følgende Blade tale noget om
Moden; dette er en Materie af det delicate Slags, hvorfor jeg ey vil raison¬
nere alt for philosophisk, men moderere min Patriot-Nidkerhed det meeste
mig er mueligt, allerhelst jeg ey saa let kand vente ved mine Tanker at bringe
Reformation til veye i en Ting, der saa meget som nogen anden ligger mine
Lands=Mænd paa Hiertet. Jeg vil for at undskylde, om mueligt er, deres De¬
votion i at observere deres Pligter efter Moden, forestille dem samme under et
Billede af en Gudinde, der fordrer en frivillig Dyrkelse af sine Tilbedere. Den¬
ne Gudinde, vil vi kalde la Coutume: Hun har sit store Tempel til Paris og
sine smaa Kirker snart i alle Europæiske Stæder; Hun certerer med den Ro¬


44
terske Pave, at udbrede sit Regimente og bringe Verdens Jndbyggere til Ly¬
dighed, til den Ende formerer hun adskillige Planer, har saavel som Hans Hel¬
lighed sine Constitutioner, Decretalia, Canones og Ritualer, med eet Ord:
Hun har forsynet sine Tilbedere med det anseeligste Jus Canonicum, hvorefter de
skal indrette deres Liv, og væ den Luther! der vilde driste sig til at kaste det
paa Jlden; fremdeles ligesom den Romerske Kirke har en ugemeen Styrke i de
mange Jesuitiske Collegier, saa har vores Gudinde ogsaa sine Samlinger, der
har givet hende deres Troskabs Eed, og med mueligste Flid søge at forskaffe hen¬
de et Antal af Proselyter efter det andet; derudi synes dog det Apostoliske Sæ¬
de at have Preference, at dets Slutninger og eengang fældede Domme skal have
Navn af infallible, men la Coutume undseer sig ikke ved at forandre sine An¬
ordninger og Reglements et Aar efter det andet, ja undertiden mange gange i
et Aar, allene for at see nye Lydigheds Prøver af sine Clienter. Den første og
fornemste Pligt, som hun udfordrer af sine Dyrker, er at underskrive en Obli¬
gation, der kand ansees som en symbolisk Bog, og, saa vidt jeg kand erindre, inde¬
holder disse Troens Artikle: 1.) Alle de, der pretendere Navn af la Contumes
Tilbedere, eller herefter maatte blive hendes Tienere, skal renoncere paa For¬
nuft, siden den Religion, hun foreskriver er en Hemmelighed og udfordrer intet
uden at troe og giøre. 2) Fattigdom og vanskelige Tider maa ikke giøre no¬
get Skaar i den Lydighed og Ære, man er Gudinden skyldig. 3.) Interesse,
Velfærd og Liv bør opofres, førend den mindste Punct i hendes Love skulde over¬
trædes, og de, der ikke holde disse Ting dyrebare for at vise Nidkierhed i Gud¬
indens Dyrkelse, skal efter deres Død canoniseres og bære Navne af Martyrer.
4) Den formuende Ungdom paa andre Stæder skal være forbunden at giøre
Reyser til det Sted, hvor la Coutume har sin Hoved=Kirke, for at see hendes
Dyrkelse in Originali og fortplante den med Jver, naar de komme til deres
Fæderne=Land. 5.) Man skal aarligen lade forskrive de Original-Dukker, som
efter Gudindens Forste forskrift ere fabriqverede, og bør de samme ansees med lige¬
saa stor Ærbødighed, som Gudinden selv. 6.) Man skal agte dem, der
ey vilde underskrive Gudindens Instrux, som Daarer og Kiettere, der ey ere vær¬
dige til Livet. Disse ere uden Tvivl de fornemste Pligter, som denne Gudinde
fordrer af sine Vasaller, og seer man, hvor vel de stemme overeens med den Ro¬
merske Kirkes Systema, saa at ligesom denne overalt søger at udbrede den Ro¬
man=catholske Troe, saa søger hin at udbrede de Fransk=catholske Maneerer og
Facons. Jeg har i at anføre dette opførdt mig som de Egyptiske og fleere He¬
denske Præster, der ikke forestillede de vanskabte Religioner i deres rette Skik¬
kelse, men ved specieuse Ord og Forklaringer lagde adskillige Dækker over dem,
at deres indvortes Hæslighed ikke skulde falde Almuen i Øyer, hvilket mueligt
vilde have opladt Øyet paa de fleeste, og bragt dem til at see sig om andre og
bedre Guder, og ey saa blindt hen dyrke en Koe eller en Soe med guddomme¬
lig Ære, saaledes maatte og de Danske Messieurs og Demoiselles uden Tvivl


45
blive røde i Ansigterne, om jeg i at vise Kilden til deres adskillige Forandringer
vilde gaae reent til Verks; thi hvad vilde de tænke, om jeg vilde sige dem aaben¬
hiertig, at den Facon de nu bruge paa Klæder og Perrykker, dependere, hvad
Qvinde=Kiønnet er angaaende, af en forfængelig og letsindig Maitresses Jnd¬
fald ved det Franske Hof og med hvad Fornøyelse maatte vel vore Brødre høre,
at de i deres Adfær efterabe de liderlige og pralende Petits Matres? Men, som
jeg er øm over mit Fæderne=Lands Børn og gierne holder dem en Daarlighed
til gode, saa vil jeg ey tale derom, med mindre jeg forud kunde see, at de der¬
ved kunde bringes paa bedre Tanker.
Tage vi nu denne prægtige Gudindes Regler for os, og examinere hvorvidt de i Fæderne¬
Landet blive efterkomne, finde vi strax, at hun iblant os har mange Tilhængere, der ere alt for¬
villige til at bøye deres Halse under hendes Aag og holde sig hendes Anordninger efterrettelige.
Vi kand tydeligere see dette, naar vi conferere Puncterne i hendes Lov med vore Lands=Mænds
Opførsel: Hun fordrer af sine Tienere, at de skal sætte Fornuften til side, og uden at examinere
hendes Bydende dandse efter hendes Pibe; denne Post see vi helligen at iagttages i Fæderne-Lan¬
det; Galantius er en ivrig Tilbedere af denne Gudinde, og for at efterleve hendes første Villie,
understaaer han sig ikke at iføre sig en Vest med Ærmer; thi hans Arme maatte da i Førelse over¬
gaae det Maal, som i sidste Mode=Collegio blev fastsat til Paris, turde han kalde Fornuften til¬
Raads, vilde den strax sige ham, at han om Vinteren ikke meget kand være tjent med denne Sym¬
metric. Aurelia sees baade Vinter og Sommer med en Vifte i Haanden; et halv Qvintin For¬
nuft kunde lære hende, at hendes hvide Hud tager ingen Skade ved Solens Varme i December.
Paulinus har baade Podagra og Ligtorne, ikke desmindre skal han dog have saadanne Skoe, der
nøder ham til at sukke og græde ved et hvert Trin, ja hvor vitløftig maatte jeg ikke blive, om jeg
vilde anføre alt det, der viser, at man siger farvel til Fornuften for at leve efter Moden? Vi kand
i Særdeleshed see dette i deres Exempler, der ere fattige: Pauperius er en forarmet Herremand
og har en Frue, der er ligesaa forfængelig som fattig, begge ere Slaver af Moden, og derfor mee¬
re bekymrede for Klæde end Føde, de kand finde sig i at sulte og tørste, men ere færdige at gaae i
Graven af Sorrig, naar de ey har meere at udsætte for at see sig forsynede med den Eqvipage, som
Moden udkræver. Hyginus er en fattig Haandverks=Mand, men sælger gierne et par gode Skoe
for 3 Mark, allene for at faae Stift i sin Kiortel og hvid Dræt under sin førte Vest. Servina er
en arm Kokke=Pige, men giver gierne et heelt Aars Løn for et bredt Skiørt og en Taftes Kaabe.
Hvad er nu dette andet, end at renoncere paa Fornuften for at følge Strømmen og skikke sig ef¬
ter Moden, Vi have mange Exempler paa dem, der uden at see til deres Kræfter og ud i Tiden,
have sadt sig i Gield, for at blive alamodiske Personer, dette er jo med andre Ord at klæde sig i
Dag efter Moden, for i Morgen at gaae nøgen; og i Dag at opføre sig som en Herre, for i Mor¬
gen at blive til en complet Stodere; saa snart slige Mode-Trælle tilstaae, at det ogsaa er efter
Moden at være fra sin Forstand, har jeg intet paa deres Opførsel at sige, siden man intet klogt,
kand vente af den, der har Værelse i en Daare=Kiste. De øvrige Poster i Mode-Forordningen
efterkommes med ligesaa stor Accuratesse som de første: Paris synes at have en magnetisk ja en
fast fortryllende Kraft; thi den drager ey allene de fleeste reysende Personer til sig og Pengene af
deres Lomme, men endog forvandler dem saaledes, at den, der mueligt drog som et Menneske til
Paris, kommer tilbage, som et Monstrum, og i den Qvalite er i Stand til at inficere en heel Na¬
tion. Hvor alvorlige vore Lands=Mænd vise sig i at efterleve den sidste Punct i Modens Regle¬
ment, lærer Erfarenhed, og behøves altsaa intet videre Beviis.
Af det jeg allerede har sagt, sees paa nogen Maade, at den utidige Jagttagelse af de idelig
omvexlende Forandringer i Klæde=Dragt kand ansees som en skadelig og tærende Sygdom, og
man kand med Sikkerhed slutte, at en ugrundet og umaadelig Begierlighed efter Ære giør denne
Sygdom langt farligere end den er i sig selv. Jeg tilstaaer gierne, at om der er nogen indifferent


46.
Ting til, da er det visselig Klæde=Dragt; og synes det derfor lige meget, enten jeg klæder mig i
Purpur eller grovt Vadmel; men et Menneskes Intention og andre Omstændigheder kand giøre
den Ting, der i og for sig selv hverken er ond eller god, til een af Deelene, og altsaa dependerer
de indifferente Tings Moralite ikke allene af Øvrighedens Bydende, men endog af det Menne¬
skes Øyemærke, der omgaaes med de samme, og andre Omstændigheder, der kand findes ved Men¬
nesket. Det Menneske, der allene betiener sig af Klæder for at skiule sin Nøgenhed, hvilket er det
første Øyemærke med Klæder, giør, at Klæde=Dragt for ham bliver en Middel-Ting, men den,
der klæder sig af Ambition for at behage andre, giver strax ved sit Sigte den ellers indifferente
Ting en Moralite, og giør at den ansees som en Lyde, og naar samme Menneske, (for ved mag¬
nifiqve Klæder at vende alles Øyne til sig,) sætter sig i Armod, ja vel og bedrager sin Næste, bli¬
ver denne Gierning en af de allerverste, og det er Aarsagen, hvorfor jeg i Særdeleshed censure¬
rer mine Lands=Mænds Lydighed imod Modens Love; man kand sige at Ambition, eller rettere
en taabelig Stolthed contribuerer meget til de mange Forandringer. De Høye og Formuende
vil par tous distingvere sig fra den almindelige Hob, kand nu dette ikke skee ved Dyd og Meriter,
saa maa det skee ved Magnificence i Klæder og anden Adfær, men neppe have de antaget en Mo¬
de, førend Personerne af de nedrigere Classer blive deres Aber, ja enhver Maren Amme giør hvad
hun kand for at komme med; dette kand ey andet end oprøre de Ophøyedes Gemytter, og see de sig
derfor forsynede med en anden Forandring, hvilken de ey heller beholde for sig selv; thi naar en
adelig Dame vil i Morgen betiene sig af et Hoved=Smykke, der ey tilforn er seet, kand hun paa
Søndag imod Forhaabning see andre af samme Facon paa enhver Kræmmer, ja Skræder= og
Skomager=Kone, og naar dette har sig saaledes, hvo vil og undre, at jeg siger med Porten:
Hic vivimus Ambitiosa.
Paupertate omnes -
Vi leve her som Betlere,
Hvis Stolthed, dog enhver kand see.
Vel er sandt, at vi i vores Fæderne=Land paa nogen Tid have seet den alt for store Pragt hos mee¬
nige Mand indskrænket, hvilket synes at være til Fordeel. Man kunde for Exempel neppe tilforn
see en Kone, skiønt hun var udelukt af alle Rangs=Classer, at aflegge en Visite hos sin Naboe el¬
ler bivaane nogen publiqve Cerimonie, at hun jo kom frem som et levende Guld-Bierg overalt
glimrende af Juveler. Nu derimod er denne Pragt kommen af Moden maaskee til deres Beste,
der vilde misunde andre deres Glands og derfor søge over Kræfterne at giøre sig ligesaa skinnende;
Men see vi noget nøyere ind i dette, befinde vi, at den første Magnificences Afskaffelse har givet
Anledning til en anden; thi Kilden hvoraf begge reyse sig, er bleven ved Magt; det er en afgjort
Sag, man er ey fornøyet med sin Skabning, man vil stedse giøre sig deyligere end man ere, lignen¬
de herudi de Skildrere, der, for at fornøye Originalen, flattere Copien, saa at man ey alle Tider
kand testere om deres indbyrdes Conformitæt, især vil det skrøbelige Kiøn have Privilegium
paa at dadle Naturen og ved u-ægte Midler erstatte dens Mangel, naar det derfor ey maa pryde
sig med Juveler, forskrives Materialier til glimrende Blomster, og naar Halsen ey maa zires med
Ædelstene, giøres Anstalter til en Staal=Tour, saa at en Scene forandres ikkun til en anden, og
Personerne, der saaes i gaar paa Theatro at glimre som Solen af solide Prydelser, sees i dag¬
at prunke med ægte eller uægte Blade, der i Henseende til deres idelige Forandringer og liden Be¬
standighed blive snart ligesaa kostbare som de første. Saadanne Virkninger have Moden, og
det er ey at undre, naar man veed begge Kiøns Principia, der rette sig efter Moden; Et Fruen¬
timmer veed, at mange af det første Kiøn lade sig let bedrage af Exterieurer, hun viser sig derfor
nidkiær i sin Gudindes Dyrkelse, at hun igien kand blive deificeret, eller gjort til Gudinde, og
herudi bliver hun ofte lykkelig; thi vi see jo mange, der ere saarede af Kierligheds Pile, at tiltale
deres Amasier i ligesaa hellige og devote Terminis, som de Franske St. Genovesam, saa at den
Mystiske Deification er ikke saa aldeles at forkaste; Vi kunde bevise dette med adskillige af de San¬
ge, som Elskovs Tienere istemme for at behage deres saa kaldede Gudinder, ja vi finde Mængde


47.
af Brude-Vers, i hvilke sees saadanne prægtige Apotheoses eller Deisicationer; Fruentimme¬
ret, der ikke altid søger Ære i det, der er Ære værd, stræber ogsaa ved yndige Miner, skinnende
Klæder og Conduite efter Moden at giøre sig meere og meere elskværdige, at hvad Historiei med
Uvished sige om Tegnet, der lod sig see for den store Constantino, det kand vi med Vished sige om
Moden i Henseende til Fruentimmeret, ja vel og mange Mands Personer; in hoc vinces, i det¬
te Tegn skal du vinde, men efter mine Tanker er et deyligt Ansigt, hvide Hænder, prægtige
Klæder og Conformite efter Moden ikkun u-ægte Motiver, og skrøbelige Støtter, paa hvilke in¬
gen solide Ære og Kiærlighed kand bygges; Gudinden er dog et Leer=Kar, og det i hvilket Alder¬
dom og andre Tilfælde kand giøre mange Antegnelser, der ikke ere saa behagelige. Jeg vil ey op¬
holde mig med at tale videre om Moden i Klæde-Dragt, men allene anføre nogle Stropser der
gaae ud paa samme Materie:


Du beder mig, min Ven, om Moderne at skrive;
Men ey en Riis Papir tilstrækkelig kand blive,
Du Underretning vil begiære om en Sag,
Der, naar den viises skal, udfordrer Aar og
Dag.
Dog hermed kortelig jeg dig meddeeler dette:
Man henter Ordre fra Madame la Coqvette,
Hvorledes aarlig man sin Dragt indrette skal,
Naar man vil have Sted blant de Galantes
Tal.
Nu skal paa Hovedet Casteller, Taarne bygges.
Nu med en Jern-stang de spæde Lemmer trykkes,
Nu stumper man sig af for ret at lade see,
Hvor net og vel man veed at føre Fødderne.
Nu en Clarinda sees med sværtet Nakke prunke,
Nu Celimene saa i Daarlighed at siunke,
At hun Perrykken ey sin Broder unde vil,
Om hun endog for den skal sætte S** til
Hun meener, at hun ey kand Navn af Jomfrue
bære,
Med mindre krused hun i Hovedet skal være;
Men hendes Lokke jeg anseer som et Signal,
At hun paa Fransk og Dansk er bleven rigtig
gal.
Hør, kiære Ven, engang, hvor Rosimunda sukker
See hvor hun længes, før hun faaer de Franske
Dukker,
Fra Modens Hoved-Stad som hun forskre-
vet har
For siden at faae Navn af theatralske Nar.
En Dame, Jomfrue kand nu ingen Mand
fornøye,
Om hun forbander ey sin Hue, Flaske-Trøye,
Den Jomfrue ikke kand sig vente nogen Mand,
Der ey paa rette Sted sin Skiønplæt sætte
kand.
Nu bæres Kaaber i en Form af Adriene,
Nu kommer Ordre, de skal være meget pene,


Saa efter Veyret man sin Kaabe skiære maa
Om ey blant andre man vil som Vidunder
gaae.
Nu er det Moden sig paa Lænde-stoel at strække,
Og de Besøgende sin Haand til Kys at række,
Nu Afskeed taget har det gamle Danske Du,
Blant Mand og Kone det nu heder: Voulez
vous.
Florinus havde tænkt Theologie at lære,
Dog syntes han, derved var ikke megen Ære,
Nu er han bleven af en doven Qvietist
Forvandlet til en stolt og taabelig Jurist.
Begierer du Beviis? jeg strax kand appellere
Til en Juridisk Dragt jeg seer Florinum bære,
De grønne Klæder og Cocarde i hans Hat
Beviiser, at han har paa Jura taget fat.
J Dag man Hatte bær i Form af Melke-skaaler,
J Morgen Moden ey saa lave Hatte taaler
I Dag Manchetter skal kun til et Haand-Led
gaae,
J Morgen lige ud med Fingre-Ender staae.
Parvillus synes mig tre Palmer høy at være,
Men Klæder, Kaarde, Stok vil efter Moden
bære.
En Stok tre Alen lang han udi Haanden har
For efter Moden sig at giøre smukt til Nar.
Dementius er hiem fra Frankerige kommen,
Fra Facultætet han en Bog har udi Lommen
Han kalder den et nyt og rigtigt Reglement,
Hvor efter Danske Folk skal rette Klæder,
Gang.
Insanus læser den og hiertelig sig glæder,
Han faaer sin Moders Skiørt, lar hente strax sin
Skræder,
Paa nyeste Facon en Kiol vil have syt
Fordømmer fancte det, der ey er fransk og
nyt.


48


Hans gamle Fader maa i bondløs Gield sig sætte
For han ey sætte tør sin galne Søn til rette;
De brede Skiørter, som han seer hos andet
Kiøn,
Han accordere maa sin ellevilde Søn,
Er dog forsikkret, ey det længe blir ved dette,
Thi af Erfarenhed han haver lærdt at giecke,
At naar indfinder sig en anden Mode-Nar,
De gamle Moder strax i Staden Ende har
Han siger vel. Min Søn, det lader sig ey giøre
At, naar Forandring du paa Klæde-Dragt kand
høre,
Du da vil klædes med paa nyeste Maneer;
Men Sønnen trodser, og sin Fader kun beleer 
Ey sans Facon Papa, jeg vide maa at leve
Kand jeg vel andre see i Modens Klæder sveve,
Og skulde ey gaae med? Tag ikkun paa Cre¬
dit,
Lad Kræmmeren see til hvad han kand faae
for sit.


Det bedre er i Gield til begge Øren være,
End Navn af Usel-Ryg og Skatte-Borger bære,
Papa kand med Plaisir jo gaae til Slutterie,
Naar han sin Søn kand see en Maitre de¬
Petits (*)
Jeg Moden følger, om jeg end skal stiæle Penge,
Hvad skiøtter jeg, om man mig derfor lader
hænge,
Jeg hænger med Honeur, naar om mig siges
kand.
Stat Vandrings-Mand og see en alamo¬
disk Mand.
For Folk at være lig og efter Moden leve,
Du seer ham hid og did i denne Galge sveve
Hans Liv var Moden ligt, hans Død er
ligesaa,
Som andre Tyve han til Galgen maatte
gaae. &c., &c.


Papiret tillader mig ikke at være meere vitløftig, jeg slutter derfor mit Ark; og siger allene,
at mit Fæderne-Lands Børn, der ere saa hidsige i at efterabe fremmede Maneerer, og for at blive
skikkede efter de adskillige Moder, berige ofte dem, der ere uden for os, og distinqvere sig selv
ved Fattigdom og Hofmod, kand i Fornuftiges Øyne ikke fortiene Navn af retskafne Patrioter,
med mindre man vilde sige, at den Danske Nation derved viser sig at være af det polerede Slags;
men efter mine Tanker er en Polak, der holder ved sin gamle Habit, og en Bonde paa Amager,
der i steden for at polere sit Legeme med alamodiske Klæder, legger Vind paa at polere sin Pung
med Penge, bedre faren end de mange polerede Stodere, der af pure Nidkierhed i Mode-Dyr¬
kelsen frygte for at ledsages til Slutteriet, saa ofte de høre deres Dør gaae eller see en Politie-Be¬
tient uden for deres Vinduer, ja vi skulde see Hierterne at sidde i de alamodiske Buxer, naar en
Slave af Moden er nær ved de bedrøvelige Dage i Aaret, og ved ellevte Junii og De¬
cembris maa frygte for at blive bombarderet med tusinde Regninger
fra Kræmmere og Skrædere, dem han ey seer
Udveye til at betale.


(2) Poeten har her taget sig Frihed at vende op og ned paa denne Charactere, muelige
for at vise, at de der lære den, ere overalt forvendte.


P. S. Læseren vilde ey ansee det som en Feyl af mig, at adskillige Trykke-Vildelser ha¬
de indsneget sig især i Arket No. 3. de mærkeligste ere disse Pag 21. lin. 31 findes Dagen i
steden for Dugen pag. 24 lin, 33 Jord-Rot i steden for Jord-Drot: Det er ey at undre,
at naar Feyl skal giøres offentlige, der giøre Mennesker til Vanskabninger, saadanne Ord kand
indfinde sig, der ligeledes ere vanskabte.
Adskillige have vel mældet sig hos Bogtrykkeren for at erfare, om Spectator tager imod
Breve, men da han allerede har provianteret sig med et temmelig Forraad af Materier, be¬
høver han i lang Tid ey at see med fremmede Øyne.


49
No. 7.
Udgivet den 26 Junii 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Ambitiosa dedit Patriæ dementia legem,
Obseqvium præstant Gaudia, Luctus, Amor.
Divitis exemplum seqvitur cur Pauper in illis¬
Mos est, Mos erit hinc: Dania pauper erit.
D¬
et er en Dispute iblant Stierne=Kigere, om de u-sædvanlige Phænomena,
der nu og da lade sig see paa Firmamentet og med et almindeligt Navn
kaldes Cometer, kand med Grund ansees som Forvarseler for noget over¬
hængende Onde? Jeg kand ey tilbyde min Decision i dette, thi min Philoso¬
phie gaaer ikke saa høyt. Det er ikke længe siden saadan en Stierne blev ob¬
serveret i Norden, og dersom man meere kand troe det almindelige Sparge¬
ment end vore brugelige Calender, skal det have været en afgiordt Sag i man¬
ge Himmel-lærde Collegier, at denne Comet visselig vilde have anstukket vor
Verden, om den havde kommet Solen for nær; Man har ogsaa hørt, at disse
Spaadomme ere ikke aldeles blevne forkastede, men have virket nogle
hæftige Devotions Paroxysmos, maaskee af det Slaviske Slags, i visse
Gemytter, og mueligt foraarsaget et nyt Oplag af Taare-Perser og Bedendes¬
Kieder. Jeg har intet paa dette at sige; jeg vil ikke legge nogen Steene i Veyen
for det, der kand befordre Alvorlighed i den allervigtigste Sag (om den og ved
slige Midler kand befordres.) De i de ældre Tiders Kirke-Historie bekiendte
Fraudes piæ eller gudelige Bedragerier have havt deres Virkninger, og misun¬
der jeg ikke en devot Bogtrykker eller dem, der fabriqvere Comete-Viiser,
deres Fordeele, endskiønt deres Commissionairer alt formeget incommodere
got Folkes Øren; jeg siger allene, at hvad Astronomi med U-vished ja mueligt
uden Grund foregive om de Himmelske Cometer, kand en Philosophus med al¬
lerstørste Vished sige om de Jordiske, det er saadanne, der lade sig see paa en
Stat= og Kirke=Himmel. Disse kand med billighed ansees som bedrøvelige
Aspecter, der have den sørgeligste Jndflydelse i det almindelige Væsen, og true
den Deel af Verden, hvor de blive observerede, med endelig Ødeleggelse. Jeg
gav i mit forrige Ark mine Tanker om Moden, jeg viiste den alt for store Ær¬
bødighed, som mit Fæderne=Lands Børn vise imod denne Gudinde; jeg talede
ikkun lidet om den Skade, som flyder af denne Devotion, dog saa meget, at
de, der med Attention vil betragte mine Raisonnements, og selv nøyere efter¬
tænke Sagen, maa som fornuftige Skabninger giøre saadanne Slutninger, der


50
det ringeste kand overtale dem som til at nedbryde Gudindens Altere, deres
egne Huuse, siden de Love, hun udgiver, og de Anstalter hun gjør til sin Dyr¬
kelse, viise tydelig at man maa ansee hende som et Principium malum eller Ma¬
nichæisk Gudinde, der finder Fornøyelse i at see sine Tilbederes Undergang, ja
en liden Jndsigt i hendes Ordonancer giør hende af en skinnende Soel til den
fæleste Comete, der forud spaaer om et tilkommende Onde.
Det bliver mig, desverre, ikke besværligt endnu i Dag at føre min Pen¬
i samme Materie, mit Fæderne Land giver overflødigere Andledning, end jeg
nogensinde vilde ønske; dog vil jeg hverken komme det ene eller andet Kiøn for
nær ved at tale meere om deres Klæder; jeg kand uden at feyle slutte mig til
deres Reflexioner over mit forrige Ark. Nogle have beleet mig, andre ere for¬
bittrede, ingen forbedrede, skiønt alle om Sandheden ere overbeviiste, hvilken
altsaa endog i dette Stykke har udstaaet alle de Fatalia, som enhver Sandhed
pleyer at være underkastet. Jeg vil allene i dette Ark tale noget om Moden i
andre Henseender, ikke fordi jeg venter Forandring, men fordi det er min Pligt
at tale Sandhed og legge de Ting for Dagen, som mine Lands-Mænds fortrylle¬
de Øyne ikke vil eller kand see. Jeg har tilforn forestillet de Feyl, som Foræl¬
dre begaae i deres Børns Opdragelse; jeg har viist at mange indrette Educa¬
tionen ikke efter Fornuftens Regler men Tidernes Smag og de brugelige Mo¬
der; Nu tager jeg mig Frihed at betragte Modens Jagttagelser, naar et Barn¬
skal løses af et Fængsel for at komme i et andet, det er, naar et Barn tager Af¬
sked fra sine Forældres Huus for selv med en Ægtefælde at legge Grunden til en
Familie. Her giver jeg mig ud paa et vitløftigt Hav, og vilde jeg opholde mig
med at raisonnere over alle de Poster, som i denne Sag kunde forekomme og
fortiene Censure, maatte jeg frygte for ey igien at komme til Land; Læseren
pardonnerer mig derfor, om jeg gaaer et og andet forbi, der kunde meritere
Anmærkning. Først fordrister jeg mig som en Assessor Auscultans at bievaane
et Kierligheds Conseil, at jeg siden kand tale lidet om det Fundament, hvor¬
paa mange Kierligheds Contracter blive stillede, og hvad Kraft Moden har til¬
at knytte det Baand, der sielden uden ved Døden kand opløses. Venusta er.
et Fruentimmer af deylig Skabning, og Naturen synes ved de yndigste Lincamen¬
ter at have distingveret hende fra de andre af hendes Kiøn, hun veed og selv,
at hun er deylig, dog synes hun, at den medskabte Skiønhed er ikke nok til at
forskaffe sig Elskere og Tilbedere; Hun stræber derfor at giøre sig meere og meere
skikket efter Moden, hun indretter sit Comportement efter de nyeste Maneerer,
og ved den Konst har indtaget mange Hierter. Jsær har hun tvende Beylere,
men begge drives ikke af lige Motiver; Vi vil kalde den ene Gravinus og den
anden Formosus. Den første har mange Midler og af alle Fornuftige er anseet
som en Person, der baade besidder Dyd og Forstand; men hans Ansigt er al¬
vorligt og hans Væsen stille. Han kiender Jomfruens Forældre, og Kierlighed


1.
lader ham supponere, at en Datter, der har saa dydige Fodspor at følge, maa¬
være ligesaa deylig indvortes som udvortes; han støder sig vel lidet over hendes
udvortes Adfærd, men haaber, at Alder og fornuftige Forestillinger kand herudi
gjøre de ønskeligste Forandringer; Forældrene ansee det som en Lykke, om de
kunde see deres Datter forsynet med saa brav en Mand, og sig selv med saa elsk¬
værdig en Sviger-Søn; men Jomfruen er ikke at bringe paa Kierligheds Tan¬
ker, kand man troe hendes Ord, vil hun heller leve sin øvrige Tid i et Closter,
end gifte sig med et gammeldags Ansigt. Formosus derimod er en galant Hom¬
me, fører en smuk Person, og man skal ey see en Knap paa hans Kiortel, der
jo er efter nyeste Facon, han har en flydende Tunge, og kand man giøre Slut¬
ninger af hans flerede Hat, har Naturen undt ham et flygtigt Hoved; Han¬
raisonnerer hurtig i alle forekommende Materier, skiønt de fleeste Tider uden
Fornuft; Skeer det, at han paa een Tid samles hos Jomfruen med sin Rivale,
stikler han stedse paa de alvorlige Ansigter og finder Fornøyelse i at giøre for¬
agtelige Critiqver over dem, der ey vide at leve, naar han taler med Jomfruen
allene, finder han mange Ting at sætte ud paa Gravino for at udslukke de Kier¬
ligheds Gnister, der mueligt ved Forældrenes Forestillinger og egen Eftertanke,
kand være komne i hendes Hierte. Kort sagt: Han indtager ved sit alamo¬
diske Væsen saaledes Venustam, at hun er døv til alle de Formaninger og
Overtalelser, som giøres af hendes Forældre, og hun har lagt saa stort Mærke
til Formost Condulte, at hans Opførsel efter Moden gielder meere i hendes Øy¬
ne og Tanker, end allerravini Midler og den ønskelige Tilstand, hun ved ham kunde
sættes udi; men de følgende Tider lære hende, at hun har ladet sig bedrage
af et udvortes Skin, og giort det ulyksaligste Val, ja er færdig at gaae i Jor¬
den af Sorg, naar hun seer de lykkelige Omstændigheder, i hvilke hendes Na¬
boe-Jomfrue er sat, der har besluttet at leve og døe med Gravino. Saadanne
Exempler ere i Fæderne Landet ikke u-sædvanlige, og seer man heraf, at de Slut¬
ninger ere ikke u-bedragelige, der giøres fra det udvortes til indvortes; men at
de, der ligne hinanden i at efterleve Moden, tage mærkelig Feyl, naar de der¬
af vil dømme om Hierternes Overeensstemmelse, hvorpaa de, der vil indlade
sig i Æteskab, fornemmelig maa henvende Øyet. Jeg vilde derfor, at ingen
af de contraherende Parter vilde i saa vigtig en Sag gaae i blinde, eller ansee
dette Principium: Man maa have noget for Øyne, for den trygeste Vey,
naar de vil udvælge sig een, der skal tage Deel i deres Byrder. Men jeg er
imod Forhaabning bleven alt for vitløftig i dette, begiver mig derfor fra Æg¬
teskabets Begyndelse til dets Fuldbyrdelse ved de brugelige Ceremonier. Jeg
fordrister mig ikke at criticere de samme; thi jeg maatte da holdes for den,
der vilde kuldkaste en af Religionens Grund-Støtter; jeg siger allene, at om¬
det end er Moden paa de fleeste Stæder at betale de saa kaldne Brudevielser,
kunde dog de Fattige, der ofte for at fornøye deres Præst, maa søge fremmed


52
Helv, og endda neppe kand vide sig sære for at faae deres Skierv Nyggen¬
være tiente med denne Modes Afskaffelse. Jkke heller vil jeg tale om, at Folk
endog af nedrig Stand ligesom skammer sig ved at gjøre deres Ægteskabs Alli¬
ancer publiqve, og derfor giøre kostbare Anstalter til en Copulation inden luk¬
te Dørre, allene fordi det er efter Moden, blev det mig tilladt at forfatte An¬
søgning om dette Privilegio, vilde den uden Tvivl blive i følgende Form. Saa¬
som N. N. har beslutter at gifte sig med N. N. og han ey vil være
ringere end mange andre, saa synes han ey med rette at kunde lade
sit Navn antegne iblant andre ærlige Folk, for tre Søndager i Rad¬
at lade sit Forehavende bekiendt giøre af Prædike=Stolen, og omend¬
skiønt han paa Assistence=Huuset har maat laane de tolv Rixdaler, be¬
der han dog &c. Det fornemste, som jeg i denne Act finder fornøden at ad¬
le, er Modens Jagttagelse ved Brølluper: Vel er sandt, at mange Ting ere
nu afskaffede, der tilforn vare almindelige; Man seer nu ikke de overflødige
Agape eller Kierligheds Maaltider, der forhen holdtes af største Fornødenhed;
dog tør jeg ikke sige, at de overalt skulde være komne af Brug; man kand
endnu i Fæderne-Landet treffe de Stæder, hvor man til et Brollup paa Over¬
flødighed i Mad og Drikke anvender saa store Depenser, at de samme langt
overgaae Brudens Medgift. De Folk, der vil have en Mode for sig selv, pleye
nu gemeenligen at tractere de nytterede Giester med brændte Bønner og Con¬
fiturer, jeg tilstaaer at denne Mode er antagelig, naar den er menagerlig, i
det mindste ey udfordrer saa store Udgifter som den forrige, men jeg frygter, at
den Begierlighed, der findes hos Mennesker til at have noget forud og være op¬
perligere end andre, multiplicerer ofte disse Delicatesser saaledes, at denne
Mode bliver meget kostbar, jeg frygter, at Pyramiderne til sidst voxe saa høyt
i Veyret, at de endelig falde ned og styrte deres Bygmestere i Armod. Dog
dette er ikke det eneste; jeg finder fleere Ting, der i mine Øyne ere Lastværdige:
Saaledes, naar jeg seer en heel Gade opfyldt med Kareter allene for at drage
en Soldat eller Matros med sin Brud og Svite til Kirken, kand jeg ey andet
end støde mig over denne Mode, og naar jeg siden hører en heel Samling af
Bier=Fedlere, der succedere Præstens Alvorlighed, og spille sig mange af Giester¬
nes Penge i Lommen, skurrer dette saaledes i mine Øren, at jeg ey kand giøre
favorable Betænkninger over disse slette Præludier.
Naar begge Parter ere i stand til at opfylde Ægteskabs fornemste Plig¬
ter (paa hvilket Hoved Maal dog ikke altid sees, saa følger naturligviis efter
Brølluper en nye Periodus i de samledes Liv; Vor unge Brud kommer endelig
i Barsel-Seng, og seer man ligeledes hvor hellig Moden her bliver i agttaget;
jeg vil ey selv tale om dette, der forlængst af andre i sin rette Skikkelse er fore¬
stillet, at jeg dog kand sige noget vil jeg anføre et Par Linier, i hvilke en vis
Poet har udført Barsel-Moden.


53.


Man sender en Herold i alle Byens Gader,
Der raaber i hvert Huus: Jeg eder vide lader,
At Moder haver fød en Pige eller Dreng,
Besøger hende nu i hendes Barsel-Seng.
Vor Barsel=Qvinde skal da efter Moden ligge
J nogle Uger, og det kand sig ikke skikke
At hun sig lader see, sex Uger tælles maa,
For uden for sin Dør hun drister sig at gaae
Tænk midlertid kun, hvad den stakkels Kone lider;
Thi efter Moden hun i disse Barsel-Tider
Hver Time vente maa en nye Besøgelse,
Tænk hvad der da gaaer med til Caffe, Sukker, The¬
Endskiønt til Doctor hun ey finder sig at trænge,
Hun efter Moden dog til ham betaler Penge,
Saa hvordan det end gaaer, hun farer ilde, naar
At bryde Modens Lov hun sig ey understaaer.
Omsider indfinder Døden sig, der giør ofte en bedrøvelig Skilsmisse imellem det fortrolige
Par, men Pligterne efter Moden giøre Bedrøvelsen i mange Henseender større, ikke nok, en
Kone mister sin Mand, men ved Condolencer og Compassioner der efter Moden maa decla¬
reres af de Besøgende, og ved traurige Vers, der maa offereres af Sørge Huusets Clien¬
ter, bliver Saaret en Tid efter anden oprevet og neppe kand cureres, førend en nye Beyler
mælder sig, der har i sinde at succedere den Afdøde og forvandle Sørge=Stuen til en Glæ¬
de-Sal. Ja hvor skal vi finde Ord, om vi vil beskrive Modens Observationer i de for¬
nemme Sørge=Huuse, og deres, der skikke sig efter de samme, skiønt de ey have de førstes
Formue, Jeg vidner aabenhiertig, at den kostbare Sørge-Eqvipage, som man idelig kand
see i sær i Hoved-Staden, har langt fra ikke de Virkninger i mit Gemyt som mange andres.
Naar jeg for Exempel med andre got Folk maa rykke til Siden for at give Plads til en lang
Sørge=Skare, der findes indsluttet i mørke Vogne, foraarsager det ofte hos mig en indvor¬
tes Latter, der mueligt perser Taare af andres Øyne; Jeg tilstaaer alting synes at vidne om¬
den dybeste Bedrøvelse; man gaaer frem Fod for Fod, ligesom man vilde have ret Tid til at
beklage de Efterladtes Skjebne og besværge sig over Dødens umilde Medfart; Man sidder i
Carosser, hvor alting seer ud til Regn, man er iført en hieroglyphisk Habit, der skal vidne
om beklemte Hierter; man seer ved begge Sider dybsørgende og florede Drabantere, med et
Ord, de fornemme Lig-begiængelser ligne paa nogen Maade de Roman catholske Maneerer,
naar de gaae i Procession med en gammel Helgens store Taa eller Næse, som deres Missionairer
eller andre bedragerske Munke sige sig at have fundet i America eller det hellige Land, og end¬
nu kand jeg giøre ligesaa alvorlige Miner som de andre, men naar jeg seer et par Heste over¬
alt beklædte med Bay eller sort Klæde, for at giøre Sorgen desto anseeligere, er det mig ikke
mueligt at blive uden skiemtsomme Jndfald; det heeder vel: Man kand ikke ære en brav
Mand formeget, det er dog den sidste Ære han nyder; men den Døde skeer ikke megen Ære
derved, at hans Enke sætter sig og Børn i Fattigdom for at give ham en prægtig Begravlse,
og hans Been skeer endnu mindre Ære derved, at en gammel Hest skal slæbe dem til Jorden;
havde Naturen eller Moden etableret nogen Jus Talionis eller Vederlags Ret imellem Heste
og Mennesker, kunde de første i slig Henseende formere de billigste Prætentioner, (*) Naar jeg
() Jeg vil sige: Dersom det anseelige Skiøde-Hunde-Lang vilde transportere en liden
Deel af sine Herligheder og Privilegier til Liig-Heste-Compagniet, kunde dog en brav Hest for¬
sine Suk og Arbeyde under den alvorlige Forfængeligheds Tieneste vente sig en Slags Beløn¬
ning og bedre Skjebne efter sin Død.


5
nu forføyer mig fra den Dødes Grav og besøger hans efterladte Enke, in sørgelige Eenlig¬
hed, finder jeg nye Anledninger baade til at lee og græde. Taarene staae mig i Øyet, naar
jeg finder Bedrøvelsen at være af det rette Slags og en Virkning af den redelige Kierlighed,
med hvilken hun elskede sin Mand, jeg er ogsaa færdig at græde, naar jeg betragter, at det
lidet Arvegods, som de efterladte Børn kunde vente sig, er bortsat paa deres døde Faders Liig¬
færd, men, naar jeg finder et glad Hierte under en traurig Masqve, og et løsagtigt Ansigt
at skiules af et mørkt Flor, barer jeg mig ikke for Latter. Lasciva er en Enke af dette Slags,
hendes Jomfrue Væsen var saa bekiendt, at hun i lang Tid maatte expectere paa den, der¬
kunde være hendes Skiul; Den ærlige Incautus blev til sidst saa ulykkelig, at hans Lod faldt
paa dette stinkende Sted; han havde i lang Tid baaret sin Skjebne som andre hans Brødre,
med Taalmodighed, men hans Hustrues Extravagancer bleve til sidst saa øiensynlige, at han
havde resolveret med allersnareste at appellere til en Tamper-Ret, imidlertid døer han,
og forglemmer ikke Lasciva at giøre alle muelige Anstalter til dybeste Sorg, hun taler i de
første Tider med en sukkende Røst om hendes afdøde Mands Fromhed og Sagtmodighed, og
herudi synes hun at have ret, thi en anden vilde maaskee ikke bære sit Kors med den Taal¬
modighed; hun siger med Graad, at hun aldrig faaer hans Lige, og har derfor saa meget
større Aarsag at græmme sig over hans tillige Bortgang, men jeg farer ikke vild, om jeg an¬
seer alle disse Jammer-Ord og Væ=Klager for Hyklerier, og Ord, der siges allene for at siges,
Lasciva talede meere Sandhed, om hun over sin Mands Død vilde giøre disse Resterioner:
Det var vel, at jeg paa den Maade blev skildt ved min Mand; thi ellers havde det dog til
min Skiendsel skeet ved en Tamper=Ret, nu er det mig allene derom at giøre, at faae een
igien, der har ligesaa svage Byne og ligesaa fromt et Hierte som den Døde. Hun sees vel i
dybsørgende Klæder og har forsynet sine Domestiqver med Sørge-Tøy, men sligt skeer allene
efter Moden, og ingenlunde for at vise Prøve paa sit bedrøvede Hierte; thi hun tager ey i
Betænkning i sin traurige Habit at møde paa et Bal og lade sig finde paa et Assemblee for at
fordrive Tiden med sine gamle Søstre og forrige Galaner, hvilket er alt hvad man kand pre¬
tendere af en dybsørgende Enke.
Nu jeg kunde være meget vitløftigere i denne Materie, jeg kunde vise Nodens Jagt¬
tagelser i fleere Henseender, men Papiret befaler mig at afbryde, og jeg kommer endelig til¬
Moralen af mine Blade, ventende mig ikke uden Aarsag dette Spørsmaal: Hvad haaber J.
at udrette med disse eders Betragtninger over Moden, Jeg svarer, skiønt til liden Roes for¬
mit Fæderne Land: Slet intet. Naar jeg kaster et Øye tilbage i de ældre Tider, finder jeg
intet, der kand give mig Haab om Reformation, enskiønt jeg her kunde ønske den in Capitibus¬
& membris i Hovederne og de andre Lemmer, thi alle ere inficerede af en Mode=Syge, og
enhver Jomfrue=Dotter kand ansees som en Stella crinita eller Comete for den Familie, af
hvilken hun er et Lem. J begyndelsen af det fjortende Seculo fandtes nogle underlige Brø¬
dre i en vis Munke=Orden, der skildte sig fra de andre ved en særdeles Hellighed, hvilken
efter al Anseelse var ey at finde uden i deres Hætter, hvorfor og en vis Skribent kalder dem
med et artigt Navn Capuce-Helgene; Disse Brødre vare saa nidkiere i at handthæve
deres Huer, at de heller vilde miste Livet end de samme, og seer man heraf, hvorvidt et Men¬
neske kand gaae, der til Side sætter Fornuften. Naar jeg betragter, hvad Opsigt det vilde give
i Fæderne=Landet, om man foretog nogen Reformation i Moden og forbød Indbyggerne at
dependere i dette af de Parisiske Capricer, er jeg snart færdig ikke at ønske nogen Forandring,
opførende mig herudi som Qvinden, der hver Morgen gjorde sin Bøn til Guderne, at de vilde
holde Haand over Tyrannen Dionssto og unde ham et langt Liv, givende hertil denne Aarsag
fordi hun frygtede, at han skulde blive succederet af en verre, der vilde øve et større og
meere utaaleligt Tyrannie, og om jeg end som en Patriot vilde ønske, saa lærer dog alle Ti¬
ders Erfarenhed, at jeg ey kand haabe nogen Forandring; thi saa farlige og daarlige som Fæ¬


55.
derne Landets Børns Principia ere i dette Stykke, saa rodfæstede ere de ogsaa, og anseer jeg
enhver privat Skribentes Pen alt for svag til at kuldkaste dem. All Verden har undret sig
over, hvorledes den Ægyptiske Nation, der vilde ansees som den viiseste under Solen, kunde
forfalde til saa store Daarligheder, og tilbede ey allene de skadeligste og vederstyggeligste Dyr,
men endog adskillige Kiøkken-Urter, hvorved den har givet Juvenali Anledning til at skrive
og skiemte:
Porrum & Cede nesat violare i frangere morsu¬
9 sandt Gentes, qvibus hos nascuntur in borti¬
Numina.
At æde Løg hos dem som Synd antegnet er,
hvilket helligt Folk, hvis Guder Jorden bær¬
Og sandelig man kand ey andet end blive Hoved svimlet naar man betænker den Alvorlig¬
hed og Accuratesse, som Mennesker vise i at observere alle de Punkter, som Mode=Love¬
ne indeholder, ja falde i største Forundring, naar man seer, hvorledes de ey allene sætte
Fornuft men endog Velstand og de vigtigste Ting til Side allene for at vise sig skikkede end¬
og efter de urimeligste Forandringer og vedtagne Maneerer. Kilden til denne Daarlighed
seer jeg, men mistvivler og at kunde stoppe den. Jeg trodser mine Brødre, at ingen i¬
blant dem, hvor mange Farver de end vil strygge over denne deres Feil og hvor mange Und¬
skyldninger de end vil betiene sig af, skal kunde give anden Aarsag til deres Urimelighed i at
følge Moden, end et stolt Hierte og en ligesaa umættelig som ugrundet Begierlighed efter
Ære, Jngen af dem skal med Sandhed kunde nægte, at jo dette er en Hoved-Artikel i de¬
res Mode Systema: Jeg vil ey være ringere end andre, jeg vil ey passere for en Sin¬
gularist. Maatte Fornuften (jeg vil ey som Philosophus gaae videre) have et Ord at sige
til deres beste, vilde den lettelig overbevise dem, at den Ære, som søges ved conformite¬
efter Moden i hvad Henseende det end maatte være, er aldrig solide, og i mine Øyne pas¬
serer den for en daarlig Mand, der vil kaste Naade eller Ære paa et Menneske allerne i Be¬
tragtning af hans Opførsel efter Moden, ligesom den ikke handlede meget fornuftigere, der
vilde dømme om et Menneskes Ydmyghed, Merite og Guds Frygt af en gammeldags Kior¬
tel og en Perykke, der ey var pudret. Jeg veed vel, at Mennesker, der blive hængende ved
Exterieurer, fælde sligge partiske Dømme; jeg veed for Ex. at mange af en Advocats præg¬
tige Eqvipage og delicate Leve Maade giøre Slutninger til hans Habilete i Juridiske Pro¬
cedurer, ligesom mange dømme en Mand at være fornuftig, fordi han har Rang og Navn
af det, der udfordrer Fornuft, og en Præst at være lærd, fordi han har mange Bøger, da
det dog ofte maa hede om den sidste:
Doctior et Domino Bibliothea sus,
Bibliotheket er lærdere end Manden der eyer det.
Slige Domme, der grunde sig paa et Menneskes Adfærd, ere ligesaa lat¬
terlige, som de ere bedragelige og forvendte, og man skulde ey lettelig kunde ven¬
te saadanne Slutninger af fornuftige Creature, hvis Tiderne ey kunde produ¬
cere Autentiqve Beviser; Jeg erindrer mig, da jeg som Gouverneur for en vis Her¬
res Søn opholdt mig ved et fremmed Academie, at have seet et mærkeligt Exempel paa det¬
te i et Fruentimmer, der til en daglig Plage for mig var bleven min Gienboerske. Denne
skulde aldrig lade sig see i sit Vindue om Formiddagen, thi hun pleyede da at gaae i sin Nat¬
Habit, men saasnart hun ved fine Prydelser, der vare fattige nok, havde sat sig i Stand til¬
at tage imod en Person, der hver Eftermiddag indfandt sig hos Jomfruen, og sluttelig hav¬
de forelsket sig i hendes Ansigt, kunde man stedse see hende med Vinduet om Halsen, og
hendes pyntede Hoved dreiede sig nu til een nu til en anden Side, jeg havde Aarsag heraf
at slutte, at hun allene søgte sin Ære i sine Klæder, meenende, at hendes Elskere snart kun¬


36
de give hende Afskeed, om han af en Hendelse skulde treffe hende sine Rat Klæder, ligesom
Jomfruen ogsaa syntes meere venlig og beleven, naar hun kunde see ham i sin fulde Eqvipa¬
ge, end naar han kom dansende i en Reyse=Kiol. Historien er saa latterlig, at den neppe
burde have Sted i mine Blade, ikke desmindre tiener den dog til Beviis paa en forvendt
Smag. Af dette jeg allerede har sagt kand vi med Sikkerhed uddrage denne Slutning, at
et stort Skaar vilde giøres i Mode-Dyrkelsen, og en merkelig Apostaste fra la Coutumes
Religion foraarsages, om mine Lands-Mænd allene vilde betiene sig af Fornuften i at giø¬
re Forskiæl paa det, der virkelig er Ære værd, og det, der allene synes saaledes efter Jnd¬
bildning og Sandsernes Forestilling. Men da det ikke er venteligt, at Fornuften faaer Fri¬
hed at øve sin Jurisdiction formedelst de mægtige og idelig stormende Passioner, vil jeg til
Slutning anføre en Project, som en forstandig og tillige anseelig Mand ved en vis Leylig¬
hed gjorde til Modernes Afskaffelse i nogle Henseender. Han besværede sig over de store
Udgifter, som han aarlig havde allerne for at følge Strømmen og vedligeholde sin Eqvi¬
page efter Moden, hvortil hans aarlige Jndkomster ingenlunde vare tilstrekkelige; han be¬
klagede ogsaa, at han imod sin Villie skulde være iblant deres Tal, der skulde give Folk af
ringere Stand Anledning til deres ubodelige Skade at efterabe dem, der ere meere fornem¬
me, han sagde derpaa, at det almindelige Væsen kunde høyligen være tjent med en Foran¬
dring i den overflødige Pragt, som er bleven alt for almindelig, og projecterede han der¬
paa en Maade, hvorledes herudi kunde skee den ønskeligste Forandring uden mindste opsigt:
Alle, sagde han, ere uden Tvivl enige med mig derudi, at det er ikke for vor Dyd¬
skyld vi bære vore Klæder, at Klæder forskaffer os i de Fornuftiges Øyne ingen
Ære, og giøre os hverken til større eller bedre Mennesker end vi ere. Naar nu
vi, som ere satte i høy Stand, see, at andre, der ikke have Kræfter til at opføre sig
som vi, dog sætte sig i Armod for at ligne vores Pragt; burde vi som rette Patrio¬
ter nedlegge vor overflødige Magnificence saa vel i det eene som andet, og vi kunde
da haabe, at de, der af Misundelse havde efterabet os i vor Appighed, vilde nu
ligeledes følge os i vor Tarvelighed; lad være dette skeete af uægte Motiver, saa
var dog Riget bedre tient med saadanne Borgere, hos hvilke det var bleven Mode
at være tarvelige end dem, der alle efter Moden ere fattige. Papiret tillader ikke at
examinere dette Project, og, endskiønt det maaskee kand være interesseret, siden dets Autor¬
selv var iblant dem, der havde liden Fordeel af Moden, saa synes det dog antageligt, hvor¬
vel jeg er ikke saa daarlig at recommendere det, meget mindre at haabe dets Jverksættelse.
Det klinger vel ikke meget i deres Øren, der enten ere Slaver af Moden, eller pro¬
fitere af Moden; men de første ere urimelige, og de sidste kand ey som Patrioter
begiere, at en nyttig Reformation skulde gaae over styr, allene fordi
de derved maatte tage Skade.


57
No. 8.
Udgivet den 3. Julii 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Indignus Patria merito censeris Anilo,
Namqve pudet Patriæ te, Patriamqve til.
Germanos, Gallos, Anglos tu qværis & Indos,
Hos landas, Patriæ sed tibi fordet opus.
P¬
hantasie og forefattede Meeninger ere farlige og bedragelige Veyvisere, der
forlede mange Mennesker fra Sandhedens Veye og styrte dem i haand¬
gribelige Vildfarelser, ligesom de samme have og mærkelig forøget deres
Tal, der gemeenligen kaldes Kietter=Magere, hvilke ofte har anseet en Lærdom
for Orthodoxie, der allene har været saaledes i deres Jndbildning, og efter den¬
nes Anførsel udraabt det for en vrang Troe, der i sig selv var ret. Jeg for
min Person bruger i disse Henseender al den Forsigtighed, der er mig muelig,
og ligesom jeg ey uden største Fornødenhed og kraftigste Overbeviisning forla¬
der de Meeninger, jeg kand have fattet i et eller andet, saa falder jeg ikke hel¬
ler lettelig til at give nogen nye Meening eller Forslag Qvarteer, med mindre
jeg erfarer den at være grundet. Det er hverken en over Fornuften herskende
Phantasie, ikke heller en taabelig Egensindighed eller sære Capricer, der har
ført min Pen i mine sidste Ark, men en Kierlighed, der er blandet med Med¬
ynk, har opmuntret mig til at gaae de herskende og i mange Henseender skadelige
Moder i møde; ikke heller skal de, som kiende mig kunde sige, at jeg i dette
har efterfulgt deres Exempler, der med Jver og Nidkierhed declamere imod
Moden, saa længe de ey ere i Stand til at opføre sig efter dens Forskrift, men
mortificere strax deres forrige Invectiver, saa snart Lykken giver dem Vind,
at de kand følge Strømmen; Jeg er, desverre, alt for meget forbunden til at
være skikket efter den almodiske Verden, og kunde mine Betragtninger naae
deres Maal (hvilket jeg dog ey er saa taabelig at haabe) er jeg iblant deres
Tal, der ved en ønskelig Forandring kunde have anseelige Fordeele; det kom¬
mer nu an paa et Forsøg, og enskiønt Fæderne=Landet mueligt har alt for stor
Overflødighed paa Secter og Partier, saavel i Religionen som Staten, saa har
jeg dog ey taget i Betænkning, hvorvel jeg er en Hadere af det Secteriske Væ¬
sen, at legge Grunden til et nyt, og er det Tiden, der skal lære, om jeg heri
bliver saa lykkelig som mange andre, hvis ofte daarlige og urimelige Meeninger
finde mange Elskere. Alle de, der vil give sig under min Fane (men jeg fryg¬
ter at der findes ingen) skal herefter i den Danske Historie blive bekiendte af


58
det Navn Non-Conformister, det er efter nu Øyemærke saadanne, der ey
skikke sig efter de urimelige og latterlige Moder, og ligesom man i de Tydske
Calender kand see en Dag med denne Devise. Undere Kinders Ausgang,
saa skal saadanne Anstalter blive føyede, at, om Fæderne Landets Børn vil
dandse efter min Pibe og giøre sig til Emigranter fra la Coutumes Kirke, ligesaa¬
mærkelig en Dag skal med røde Bogstaver blive indført i vore Almanakker, og
en nye Periodus antegnet i Rigets Historie til en stedsevarende Ære for den Dan¬
ske Nation og til deres Beskiæmmelse, der hidindtil med stolte Øyne have seet alt
for stor Lydighed imod deres u-grundede Regiment, og alt for kiendelige Fod¬
spor af deres letsindige Forfængelighed hos Danmarks Indbyggere. Skulde
nogen af Gudindens Vasaller efter den slette Artikel i hendes Instrux tage An¬
ledning af dette til at excommunicere mig, og, fordi jeg har skierpet min Pen¬
imod Gudindens Dyrkelse, erklære mig uværdig til Titel af hendes Tienere
takker jeg skyldigst og vil betiene mig af det Svar, som en berømmelig Theolo¬
gus giver i et Skrift den lærde Papist Bellarmino, der vidste ingen større Straf
at paalegge dem, der nægtede Skiersild, end at de en vare værdige at komme
derudi, Jeg er gierne tilfreds med denne Straf, Jeg meener med større
Ret at kunde sættes i Bevægelse, naar jeg seer mine Lands-Mænds Nidkierhed,
i at tilbede Moden, end Jøderne havde Aarsag at allarmeres over Caligulæ An¬
stalter til sin Støttes Opreysning i Jerusalems Tempel, hvilket af dem selv paa
tusinde Maader blev vanhelliget; Jeg ønskede derfor, at mine Brødre med li¬
gesaa stor Færdighed vilde kappes om at kaste Aaget fra sig, som de have været
og maaskee endnu herefter blive villige til at antage det; ja deres Roes vilde
endnu blive større, og Fæderne Landets Fader vilde da for Alvor erkiende dem
som Børn, naar de saaledes vilde læse mine Tanker i disse Blade, at jeg ey
skulde have arbeydet forgiæves, og de selv vise sig døve til de fundeste Forma¬
ninger og u-bevægelige til at følge de nyttigste Forestillinger.
Jeg har seet alt for mange Kiendetegn hos mine Lands-Mænd, der bevii¬
se, at de ere aldeles forgabede i fremmede Ting, og ey uden Væmmelse ansee i
mange Henseender Fæderne Landets egne Producter, jeg har mærket, at denne
utidige Begierlighed efter andre Nationers Vahre har bragt anseelige Summer
ud af Riget, og derimod belæsset Fæderne-Landet ofte med Dukke-Tøy og skrø¬
belige Galanterier, jeg har erfaret, at mange med megen Bekostning søge det
paa fremmede Steder, der kunde haves i vore egne Lande, ja giør adskillige Di¬
versioner i saadanne Anstalter, hvorved vi kunde faae det hos os selv, som vi¬
tilforn ey have havt, og da jeg ey kand fortiene Navn af Patriot, med mindre
jeg anseer dette som en Hoved-Feyl og efter Muelighed giør mig Flid for at vise
dens Hæslighed, bliver dette en Materie, den jeg i nærværende Ark vil afhandle,
i hvorvel den samme kunde udfordre en større Vitløftighed. Jeg tilstaaer her
er en Samling af stærke Beskyldinger, men det er kun en liden Roes for de flee¬


5
ske af Landets Børn, at de alle kand bevises og saa meget meere deres Sand¬
hed falder enher, der vil see, i Øyet, saa meget mindre er det fornøden for mig
at specificere alle de Poster, i hvilke Lasten kand erfares, ikke heller er jeg den
første eller eneste, der har kastet Nationen denne Feyl i Næsen; Jeg har sagt,
at mine Lands-Mænd ere aldeles forgabede i fremmede Vahre, og hvo kand
bevise contrarium, Jeg siger endnu, at de ere forelskede i de samme, allene
fordi de ere fremmede, og jeg meener videre med Sandhed at kunde sige, at jo
alvorligere de forbydes, jo meere voxer Begierligheden efter at erlange dem.
See vi noget nøye ind i dette, røber det baade en forvendt Smag hos Rigets
Indbyggere og en saare liden Brug af den sunde Fornuft; Her spørges ikke om
Vahrenes Bonite, men om det Sted, hvor de ere fabriqverede, og naar de
Kiøbende allene kand blive forsikrede, at de ikke have hiemme i Fæderne Lan¬
det, men ere hidkomne fra andre Europæiske Stæder og de yderste Kanter i Ver¬
den, giøre de strax en Slutning, at de maa være ligesaa gode som kostbare. De,
der handle med saadanne Vahre, ved hvilke for Exempel Fruentimmere søge at
forbedre deres Skabning, vide snildelig at betiene sig aff denne Daarlighed; thi
de Sager, der virkelig blive forarbeydede i Fæderne Landet og følgelig maatte
blive liggende, kand de i Overflødighed afsætte, naar de allene sætte een af deres
Siæle i Pant, at de ere forskrevne fra de inderste Parter i Indostan, eller ha¬
ve kostet dem selv saa og saa meget i Engeland. Nu bliver det et curieur
Spørsmaal, hvor af denne Daarlighed kand reise sig, Man kunde vel svare:
For saa vidt det er en Daarlighed, er det daarligt at vilde undersøge dens Aar¬
sager, men da det ikke er mit Øyemærke allene at give et stort Register af mine
Lands-Mænds Feyl, men ogsaa efter ævne at vise deres Kilder, lader jeg mig
ey nøye med Svaret, men vil giøre mig mueligste Flid for at opdage Hoved-Aar¬
sagen til den anførte Last, og forekommer mig da i sær tvende Aarsager, der beg¬
ge ere af den Beskaffenhed, at jeg ey veed, hvilken jeg skal give preference, el¬
ler ansee som Moder til det ildelugtende Foster: Paa den ene Side møder mig
en Begierlighed efter Forfængelighed, der er umættelig og overstiger alle de Grænd¬
ser, som Fornuft og andre betydelige Omstændigheder kand sætte, paa den anden
Side synes jeg at finde et Slags forefattede Meeninger hos mine Lands-Mænd,
som jeg uden at fornærme den almindelige Logica vil kalde Præjudicia mmiæ
Diffidentiæ, det er saadanne Tanker, som Landets Jndbyggere giøre sig, fordi
de ey kiende Fæderne Landets Styrke, og derfor staae i Tvivl om dets Kræf¬
ter til at producere saadanne Herligheder, som det virkelig kand, naar jeg be¬
tragter disse tvende Aarsager, maa jeg giøre saadanne Slutninger, at den for¬
ste sætter Fæderne Landets Børn i Brand, og den sidste giør, at Luen ey kand
slukkes uden med fremmede, det er, i visse Henseender, staalne Vande. Vel er
sandt, at hvis Begierligheden efter stedsevarende Forandringer saa vel i det
ene som andet ikke bliver indskrænket; hvis de Letsindige i Fæderne Landet sted¬


60
se maa have Frihed at efterobe andes Nationers Haarlighed, kand den Tid al¬
drig ventes, da vore Lande skulde blive i Stand til at fornøye dem med sit eget,
men naar de hvilket synes meest overeenstemmende med Naturens Oeconomie,
blive forbundne at lade sig nøye med det, som deres Føde Sted kunde tilveye¬
bringe, skulde Fremmede ikke meget rose sig af de Danske Penge. Jeg veed vel
at visse berømte Skribentere holde for, at Naturens Indretninger ere saa for¬
underlige og saaledes stillede, at det ene Land ikke kand undvære det andet, jeg
tilstaaer ogsaa dette i mange Henseender, men at vilde beviise Sandheden i det¬
te Principio med en Dames Klædning, der ofte er kommen fra hundrede Stæder i
Verden, eller med en Palatin og Halsbaand, der maa forskrives fra Minerne
i Peru og de Polske Lande, er at tilskrive Naturens Direction det, der allene de¬
penderer af Menneskenes Forfængeligheder. Jeg har sagt, at de Danske Jnd¬
byggere ofte søger et og andet hos dem, der ere uden for os, fordi de ere frem¬
mede i deres egne Huse, og har den Meening, at slige Ting aldrig kand ven¬
tes i Fæderne Landet, og jeg meener herudi at have Medhold af Sandhed; Det
har sig i denne Sag med et Rige som med en Jord; der findes megen Jord,
der ligger u-dyrket, fordi Land=Manden mistvivler om dens Styrke til at bære
Sæd og belønne Arbeydet, da den dog, naar Forsøg gjordes, kunde give sin
Grøde. Mange Decouverter ere gjorte i et og andet, om hvilke de forrige Ti¬
der aldrig have drømmet. Vi har i de ældre Tider end ogsaa beriget fremme¬
de Lande for det, der ligesaa vel kunde haves hos os selv, og en seenere Alder har
lærdt os, at vi i mange Ting ey ere saa meget trængende til fremmedes Hielp,
som vi forhen have indbildet os, og jo nærmere vi have lærdt at kiende os selv
og vore egne Landes Beskaffenhed, jo større Skaar har vi gjort i de Fremmedes
Interesse, ja vi maatte røbe en stor Daarlighed, om vi endnu vilde søge det
hos andre, der kand haves inden vore egne Grændser. Jeg kunde ved denne
Leylighed tale vitløftig om de i Rigets oprettede Fabriqver og Manufacturer;
jeg kunde vise den store Fordeel, som Nationen kunde have, hvis disse Sager
kunde komme til den Fuldkommenhed, som enhver redelig og u interesseret Patriot,
ønsker, og naae det Maal, til hvilket de høye Anstalter sigte; men da denne vigtige
Sag af andre meere skikkede Skribentere er afhandlet, og snart alle Argu¬
menter, der kand gives pro og contra anførte, maatte jeg ansees som den, der vilde
giøre mig til af laante Tanker, om jeg herom noget vilde tale; jeg vil derfor
allene sige, at alle de, der søge herudi paa nogen Maade at giøre hinder, de
maa have hvad Navn de have vil, ere ikke værdige at nyde den mindste Deel
af Fædrene-Landets Gode; Jeg vil ogsaa sige, at iblant de Aarsager, der giø¬
re, at disse høypriselige Anstalter ikke gaae for sig med saa stor Success, som
de ellers kunde, er Kiøbmændenes interesserede Væsen endogsaa i smaa Stæ¬
derne, ikke den ringeste; Jeg for min Person skulde høre mange Kræmmer-E¬
*) Menoza Tom. 3. Brev 53de.


61.
der, førend jeg kunde troe, at de Vahre, der skal haves fra de anbefalede Stæ¬
der, ey skulde afgaae i større Qvantite end de aarligen forskrives; Indbyg¬
gerne i Kiøbstæderne har langt fra ikke de Principia, at de som Bonden skul¬
de skiule deres Legemer med Vadmel, og Lemmerne af det andet Kiøn have
sandelig ey forgiæves været i Kiøbenhavn for at lære Mores, deres Honeur
tillader dem ikke at give de glimrende Dukker i Hoved-Staden noget efter i
Magnificence, og jeg maatte spørge, naar Kræmmerne allene hente deres
Vahre fra de anlagde Fabriqver, hvorfor vrimle da Stæderne paa visse Ti¬
der af fremmede Negotianter, hvorfor maa mangen Kiøbmand enten nægte
sig hiemme eller forlade Byen, naar disse ubehagelig Visitanter indfinde sig,
hvis han ey fournerede sit Pak-Kammer med forbudne Sager, Man skulde vel
slutte, at de Betientere, der har givet den høye Øvrighed deres Troeskabs Eed,
i alle Ting at see paa hans Interesse og Villies Efterlevelse, viiste i denne Sag
saa stor Aarvaagenhed, at ingen Contrabande Vahre kunde indføres, der jo
af dem kunde tages i Øyesyn; Men en Kræmmere, der forstaaer sin Konst, har
hundrede Veye, paa hvilke han kand forblinde Betienternes Øyne; Stæder¬
nes Situation er ogsaa ofte af den Beskaffenhed, at førend Skibet arriveret
med sin Ladning til sin Losse-Plads, ere allerede de Sager, der skal indsniges, i
Sikkerhed; jeg vil ikke tale om, at mange Toldere og Controlleurs have den
Troe, at deres fastsatte Løn giver dem Frihed, jeg vil ey sige befaling, til
at have en rum Samvittighed, der kand opsige mange Kammeler, og at en an¬
seelig Dosis er nok til at lukke deres Øye og giøre Bedrageren uskyldig, ja man¬
gen ærlig Betient maa af Frygt for at faae Skriver-Penge paa Ryggen efter¬
lade mange af sit Embeds Pligter, men jeg maa gaae videre.
Den Mistvivl, som findes hos den Danske Nation om at faae det i
Fæderne Landet, som den søger, yttrer sig paa fleere Maader. De, der have
Hierte og Hierne til at fælde upartiske Domme, maa tilstaae, at Danmark kand
rose sig af saadanne Mænd, der i solide Erudition give andre Stæders Lærde
intet efter, saa at en studerende kand ved Fædrene Landets Academie finde al¬
den Satisfaction, han kand begiære. Theologie, Jura og Medicine læres
med saadan Lykke, at de, der vel anlegge Tiden, gjøre derudi store Progresser,
som det ikke heller mangler paa dem, der med Fordeel legge sig efter Sprog
og Philosophie; ikke desmindre see vi dog, at Viisdommen søges paa frem¬
mede Stæder, men vi see og, at mange af de Udreysende, naar de komme til¬
bage, kand meget vel bære deres Lærdom; Vi see, at de ofte have intet for¬
deres Penge uden Skaller og en Superficielle Kundskab, da derimod man¬
ge af dem, der lade sig nøye med at høre Fædrene Landets egne Lærere, have
Kiernen og en Erudition, der er grundig; J Betragtning af dette seer jeg ey,
at det er nogen Merite at have opholdet sig ved et fremmed Academie, og
synes mig den Preference, som en Peregrinant nyder, at være ugrundet.


62.
Betragter og mit Fædrens Lands Sprog og den liden Egne, hvilken
jeg finder der at være hos mine Lands-Mænd, er jeg færdig at sige med
Porten:
Jeg Hoved svimler staaer jeg ærorer mig til døde,
Blant mine Brødre naar jeg kaster Øyet om
De¬
vilde ey, men de mig synes jo at nødde
At fælde over dem en haard og umild Dom¬
Ga¬
hvor du vil, omkring i Danske Rigets Egne,
Jeg vedder Danske Folk du finder ikkun faa,
Hver ærlig Patriot jo blues maa og blegne,
Naar blant Vanskabninger han finder sig at gaae
Vi efter Danske maa iblant de Danske lede,
Som hin Philosophus, der søgte Mennesker
Jblant den store Hob¬
Og det kand ey med Billighed regnes mig til Last, om jeg ofte støder mig
over dem, der ey skamme sig ved at æde af Fæderne Landets Grøde, at lade
sig lønne med Fæderne Landets Mynt, men skamme sig ved at tale Fæderne¬
Landets Sprog og blive ved Fæderne Landets Simplicite. Nogle retskaffne Pa¬
trioter have forlængst skierpet deres Penne imod disse Sprogets Hadere, og
jeg skammer mig ey ved at træde i deres Fodspor, skiønt jeg tillige tilstaaer,
at jeg ey med den Force, som de, kand afmale denne Feyl, med mindre jeg vil¬
de betiene mig af deres Ord; Den beste Medicine, der kunde tiene til at be¬
tage disse udenlandske Munde deres Sprog-Leede, holder jeg for at være denne
Man skulde forsøge at lade dem allene leve af at tale de fremmede Sprog, og
mueligt de paa den Maade skulde venne Munden til at være noget meere dansk,
Dog det var ikkun at multiplicere Sprog-Hadernes Tall, thi det, der giør
dem i faa Øyene afskyelige, gjør dem i manges behagelige, og udrettedes da
ved den Cur intet andet, end at Sprog Mester-Hoben vilde blive temmig stor
og den ene opæde den anden. Jeg er ikke saa daarlig, at jeg skulde med det¬
te vilde befordre fremmede Sproges Landflygtighed af de danske Egne, eller
ansee det som en skadelig Ting, at mine Lands-Mænd giøre sig fremmede
Sprog bekiendte; Det er klart, at de for visse Stænder ere umistelige ey al¬
lene i Henseende til den Correspondence, der haves med fremmede Nationer.
men og i Henseende til mange af Fædrene-Landets egne Børn, ja vi skulde mue¬
ligt høre mange mavre Prædikener af dem, der maa hænge af andres Arbey¬
de, hvis de ey havde Erfarenhed i de Sprog, i hvilke mange gode Postiller
ere skrevne; Jeg berømmer meget meere deres Flid, der foruden deres eget og¬
saa stræbe at forstaae andres Tungemaal; jeg støder mig allene over dem, der
kaste Foragt paa det danske Sprog, og meene, at de ey uden at røbe en Van¬


63
kundighed og beskiæmme sig selv kand tale det, naar de ere samlede med dem,
der have gjort sig fremmede Sprog bekiendt. Dog maa jeg tillige erindre,
at der findes visse Omstændigheder, i Betragtning af hvilke jeg ey allene vil¬
de ønske men endog, om det stod til mig, forbyde mine Lands-Mænd at tale
deres Moders Maal; thi som Fædrene-Landets Sprog er i mine Øyne dyre¬
bart, saa kand jeg ey uden Fortrydelse høre, at det af mange kaade Munde
bliver misbrugt ey alleene i unyttige, men og ofte i ugudelige Discourser. Naar
derfor nogen af mine Lands-Mænd skulde finde Fornøyelse i at bringe Materi¬
er af det Slags paa Bane, ønskede jeg at de dog vilde skaane Fæderne-Landets
Sprog; Ved denne Leylighed maa jeg tale et par Ord til en vis Mands Be¬
rømmelse, som jeg har hordt efterleve denne min Villie. En Færdighed i at
tale det Danske Sprog synes at være hans Leve=Brød, og efter alle Aspecter,
har han til Dato plaideret med temmelig Success; Jkke desto mindre har jeg
dog ved en vis Leylighed hørdt ham at bære den Estime for Sproget, at en
Materie, der hverken var ham anstændig at fremføre ikke heller andre at an¬
høre blev af ham til Compagniets største Fornøyelse med en oratorisk Ziirlig¬
hed udført i det Franske Sprog, saa at den Fortrydelse med hvilken jeg maatte
anhøre hans raae Tale, blev lidet formindsket, da han ey til den vilde misbru¬
ge det Danske Sprog. Førend jeg slutter mit Ark maa jeg tale lidet om det
i Hoved Staden oprettede Musicalske Collegio. Jeg criticerer ikke Sagen
i sig selv, jeg laster ikke adskillige af dets Lemmer, der mueligt for at blive fær¬
dige Musier forsømme Ting af større Betydenhed, hvorved de meere end ved
Menneter og Concerter kunde tiene Fædrene-Landet; Jeg dadler ikke Inte¬
ressenternes Skildt, nemlig Apollo i Skyerne med en Harpe i Haanden og
dette Symbolo: His gaudet Apollo, hvorvel det er at befrygte at denne De¬
vise vil hos andre opvække Jalousie, der maaskee vil meene, at man fratager
dem et Insigne, der allene tilkommer dem; thi den gode Apollo har i lang
Tiid baade været Feltskier-Gud og Porte Gud, og altsaa see vel Lemmerne
af disse Collegier ikke uden Fortrydelse, at man nu vil giøre ham til en Spil¬
le-Mands Gud, og i steden for en Laurbær=Krands om Hovedet eller Lanset¬
te i Haanden give ham en Harpe, endskiønt det ene saavel som det andet kand
beviises af Antiqvitæten; Paa dette, siger jeg, har jeg intet at udsætte, jeg
støder mig allene derover, at, da disse Musicalske Anstalter sluttelig ere gjorte
for at fornøye Danske Øren, man vil betiene sig af Italienske Arier, og ud¬
føre Vocal-Musiqven i et Sprog, som ingen eller faa forstaae. Skulde man¬
allerne efter Devisens Betydning søge at give Apollo en Amusement, burde
den gode Mand ogsaa giøre de fornødne Bekostninger, og det bliver endda¬
Spørsmaal, om han forstaaer Italiensk, med mindre man vil sige, at som
Gud maa han nødvendig være Polyhistor og vide alle Sprog, skulde San¬
gene være af den Beskaffenhed, at de ey uden at fortørne kydske Øren, kand


64
føres i et forstaaeligt Sprog, har jeg intet herimod at erindre. Papiret be¬
faler mig at haste til Enden og intet skulde meere fornøye mig, end naar jeg
kunde see, at mine Brødre vilde lade de slette Tanker fare, som de i mange
Henseende have om det Land, hvor de ere fødde; Jeg vilde at de nu med sam¬
me Øyne vilde ansee Fæderne-Landets Gode, som de hidindtil have anseet fremme¬
des. Jeg vilde, at de i steden for at legge Steene i Veyen for de nyttigste An¬
stalter, vilde samle deres Kræfter og befordre efter Muelighed de Ting, der i
mange Maader ey allene kand giøre Nationen skinnende og forøge dens Be¬
rømmelse, men endog tilveiebringe saadanne Fordeele,
der skiønt ofte uformærkt kand strække sig
til enhver Borger.
P. S. Jeg har vel allerede givet mine Læsere tilkiende, at jeg ey som andre Spectateurs
tager imod Breve, ikke desto mindre har den, der besørger mine Papirer, tilsendt mig trende,
der bleve overgivne i samme Uge, da jeg søgte at præcavere Correspondence. Det første
er fra en Person, der tilbyder sin Tieneste som Spion; Det andet fra en Dame, der finder For¬
nøyelse i at kalde sig Pamela M. Det tredie fra et Menneske, der i Ægteskabs Affaires begierer
min Assistence. De tvende første maa forlade mig, at jeg ey kand anføre deres Breve, der
ere alt for vidtløftige, den sidste skal faae Sted i følgende Ark; Dog har jeg saaledes indskræn¬
ket mine Tanker i nærværende Blade, at jeg kand give
Et Ord til Spionen:
At være uskyldig i mine Betragtninger og opbyggelig for mine Brødre, skal stedse blive
mit Øyemærke, Jeg vil betiene mig af Eders Tilbud naar J gaaer samme Vey.
Et Ord til Pamela M.
Jeg understaaer mig ikke, at disputere hende det anseelige Navn, med hvilket hun kalder
sig. Naar hun svarer der til, besidder hun selv saa stor Forstand, at hun uden Veyvisere¬
kand opdrage sine Børn, (om hun har nogle) til det almindelige Beste. Hun begierer For¬
klaring over de fremmede Ord, som findes i Arket No. 4, men hun er saa artig at undskyl¬
de min Efterladenhed i dette; thi mine andre Læsere vilde maaskee fortørnes, om jeg i steden
for et moralsk Skrift vilde give dem en Glose=Bog, ikke heller kand disse fremmede Ord, der
ere bekiendte nok, hindre saa klog og dydig en Dame i den Underretning hun kand have af
min Betragtning til sine Børns Opdragelse; thi naar hun veed, hvad Dyd, Gudsfrygt og
det almindelige Beste er, har hun i disse tre Ord en Plan, der hun med Tilforladenhed kand
følge uden at feyle.


65
No. 9.
Udgivet den 10. Julii 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Conjugium, qvod non conjungit pectora, nullum est,
Dulcia fincerus vincula nectet amor.
Conveniant mentes, mores, res, ora & amores,
Fit leve Conjugii, qvod bene fertur onus.
J¬
eg maa imod Forhaabning slutte en Stilstand med mit Fæderne=Lands Børn i Alminde¬
lighed, og vende mine Vaaben imod de smaa Societeter i Særdeleshed, til disse Skier¬
mytzler er jeg inviteret af en mig maaskee u-bekiendt Person, der har overgivet et Brev,
hvilket jeg efter det i mit sidste Ark giorte Løfte Ord til andet vil anføre:
Monsieur SPECTATOR.
J¬
eg haaber efter Kierligheds Lov, at J med Eders Betragtninger har et redeligt Øyemærke, og
sigter allene til Eders Fæderne=Lands Beste; dette giver mig Frihed, at overgive Eder et par
Linier, hvilke jeg overlader til Eder selv, om J vil give Sted i Eders Ark eller ikke. Jeg er iblant
de mange Ulyksaliges Tal, der ofte blive indviklede i de Labyrinther, som de allerbest tænke at
undgaae, og endskiønt jeg i mine Veye beflitter mig paa mueligste Forsigtighed, har dog Kierlig¬
hed bragt mig til en Yderlighed, der sætter mit Sind i en stedsevarende Uroe. Jeg er med faa Ord
at sige forlovet; Deylighed og Dyd, der begge ere samlede hos den, jeg elsker, har u-formærkt
draget mig i en Snare, i hvilken jeg mindst tænkte at blive fangen. Nu findes intet, der er mæg¬
tigt at giøre min Kierlighed lunken, end sige udslukke den; thi Erfarenhed har lærdt mig, at min
Lod er falden paa det Deylige, og mit Liv, om jeg naaer mit Ønske, vil i Tiden blive en stedsevaren¬
de Glæde; Men see! saa møder mig tusinde Vanskeligheder, og min Kierlighed finder mange An¬
støds Steene, der kastes i Veyen af min Jomfrues Venner. Jeg har ingen Midler efter min Fa¬
der, og kand intet vente mig efter min Moder; jeg har anlagt min Tid paa det, hvorved jeg kand
tiene mig selv og andre, men Lykken har endnu ikke vildet underskrive mine Ansøgninger. Den
Deylige, som har vundet mit Hierte, foruroliges hver Dag af sine Forældres Overtalelser og
Truseler, og søger man med Onde og Gode at bringe hende til at give en rig Beyler sit Hierte,
der ved de redeligste Baand er bunden til mit. Kiere Spectator, Ægteskab er en Sag, der for¬
tiener Eders Betragtning. J som en flittig og ey ørkesløs Tilskuer har vel mærket de utalli¬
ge vrange Veye, paa hvilke mange Hierter, eller rettere Legemer blive samlede. Lad see, at J har
Mod til at gaae urimelige Forældre under Øyne, og forestille med Fynd den overflødige Misbrug,
som ved Ægteskabs Alliancer indsniger sig; J kand derved tiene mange og i sær¬
Eders
ydmyge Tiener.
Kiøbenhavn den 16 Junii 1744.
F. F.
Jeg vil ikke ansee min Correspondent som den, der i sin Kierlighed har gaaet i blinde, jeg vil ey
beskylde ham for en Slave af sine Passioner og Phantasie, men tro ham paa hans Ord og suppo¬
nere hans Kierlighed at være af det redeligste Slags, indrettet efter de Regler, som det allerhøye¬
ste Væsen i Naturens Lov foreskriver; Jeg haaber allene og vil bede, at han opsætter dens endeli¬
ge Fuldbyrdelse ved Ægteskab, til Lykken engang sætter ham i de Omstændigheder, at han kand for¬
sørge sin Elske; thi i Mangel af dette fortryder han ey paa, at jeg sætter hans Ægteskab i Classe
med dem, som jeg siden kalder Urimelige
For at efterkomme hans Villie vil jeg strax attaqvere det Slags Forældre, der ere af samme
Sindelang som hans Jomfrues, at jeg ikke herudi skal gaae for vidt, vil jeg betiene mig af al


60
den Forsigtighed, der er mig muelig, og til den Endegive en kort Afridsning paa et lovligt og ved¬
indrettet Ægteskab. Stifteren af Standen har som i alle sine Anstalter saa og i denne havt Men¬
neskets Lyksalighed for Øyne, og paa den anden Side forelagt visse Pligter, der ey kand ansees som
Byrder, men rette og egentlige Midler, der føre til Maalet. Ægteskab i Almindelighed og i
sin rette Orden er intet andet end et lidet Societe bestaaende af tvende Personer en af
hvert Kiøn, der ved den retskafne Kierligheds Baand ere sammenknyttede fornemme¬
lig til den Ende, at de skal befordre det Menneskelige Kiøns Forøgelse ved at avle
Børn, det Menneskelige Kiøns Lyksalighed ved vel at opdrage deres Børn, og
deres egen private Lyksalighed ved at række hinanden Haanden og tage Deel i de fælles
Byrder. Vi kand ikke giøre os noget rettere Begreb om Ægteskab; vi maa ansee Beskrivelsen,
saavel ved Skriftens som Naturens Lys, og vi skal befinde, at den er grundet, thi vi har i den alle¬
de Regler, hvor efter vi med Sikkerhed kand dømme, enten et Ægteskab er lovlig eller ikke, enten
det er stilet paa ægte eller uægte Grunde. Følge vi nu denne Plan for at undersøge
om et hvert Ægteskab er tagen paa den rette Fod, da møder os saadanne Mærker, der¬
lige om nøde os at suspendere vore Domme, og sætte os i Tvivl, at vi ikke vide, en¬
ten vi skal svare Ja eller Ney, Paa den ene Side kaster man os en Act for Næsen, i
hvilken vi finde et hvert Ægteskab offentlig at være declareret; man har, for at gaae
ret til Verks tre gange forhen taget de fornødne Precautioner, man lader sin sluttede Contract,
ved offentlig Copulation for Meenigheden bekiendt giøre, og begge Parter have været
enige i at vidne om deres Kierlighed; her er en heel Meenighed, der aflegger et Vidnesbyrd, som
synes tilforladeligt og ligesom sætter Sagen uden for al Dispute. Skulde alt dette ikke være nok til
at stoppe Munden paa dem, der understaae sig at nægte en Sag, som Publiqvement er kiendt lov¬
lig og retmæsig, Paa den anden Side see vi imellem mange Ægte-Folk det forargeligste Liv, Vi¬
see den ene af de samlede Parter at hade og flye for den anden; Vi finde ingen Spor til det, der for¬
tiener Navn af en reen og ret Kierlighed, vi finde ingen af de Mærker, der vise de parrede i Stand til¬
at opfylde Ægteskabs fornemste Pligter; Vi høre Suk i Suk over de Forældre, der med stormer
Haand have tvunget deres Børn til at indgaae en Alliance, den de hver Time fordømme og alle
Øyeblik ønske aldrig at være sluttet. Disse ulyksalige Følger vise os klarlig, at Grundene maa
være falske, og at de, der burde have meest i slige Sager at sige, og hvis Raad man fornemmelig
maatte følge, have været udelukket af Conseilet, naar man har consuleret om Contracten, ja saa¬
meget mindre de første Ting udgiøre Ægteskabets Essentialia, saa meget meere har vi Aarsag ey
at antage Acten for et u-bedrageligt Beviis paa Sagens indvortes og virkelige Rigtighed, om den
end var forrettet og underskrevet af den u-bedrageligste Romerske Pave; de første Vidner maa bli¬
ve det de ere, men jeg for min Deel anseer dem ingenlunde som omni exceptione majores, eller saa¬
danne, hvis Udsigende man ikke kand kalde i Tvivl, de sørgelige Tragædier, der i mange Ægteska¬
ber blive spillede, lære os, at de første Begyndelser har ikkun været som Acten i en Comedie, hvor¬
Vedkommende have forestillet saadanne Personer, som de i sig selv ikke vare; thi ligesaa lidet som en
virkelig Synd lader af at være Synd, om end hundrede Prælater erklære den for Dyd, og ligesaa¬
lidet som en ugudelig Mand bliver en virkelig Helgen, om end hundrede Concilis og Apostoliske
Sæder vilde give ham Sted paa Helgenes Liste, ligesaa lidet bliver et Ægteskab, der strider imod
Stifterens Orden og Ægteskabs Natur, velgrundet, om det end ved Klang og Sang, ved Cerimo¬
nier, Taler og Gratulationer bliver udraabt derfor. Jeg kunde ved denne Leylighed formere ad¬
skillige Protester imod de hykkelske Porter, der tage ey i Betænkning at udraabe enhver Ægteskabs
Slutning som stillet og underskrevet af Gud selv; men da disse Brødre kand forevise Privilegium,
der er løst i Horatie Cancellie (?) og jeg maatte mueligt skille dem ved mangen feed Smaus, om
jeg vilde disputere dem deres ældgamle Herlighed og Frihed til at giøre sort til hvidt, vil jeg op¬
sætte mine Jrætte sættelser til en anden gang.
Pictoribus afve Poetis
Godlibet andendi lemper fult æqva potestas.


67
Nu maatte jeg vel spørge, hvad Aarsagen kand være til de mange Ægteskabs Samlin¬
ger, der vige saa langt fra de fastsatte Regler og ved hvilke Hoved Maalet ikke kand opnaaes,
De ere vel mange og adskillige, efter Personernes adskillige Beskaffenhed, der indlade sig i
Ægteskab, men enhver, der har Øyne til at see Sandhed og Hierte til at sige den, maa vis¬
selig tilstaae, at Forældrenes urimelige, ja ofte ugudelige Omgang er ikke den ringeste. Jeg
finder største billighed der udi, at Børnene i saa vigtig en Sag skal betiene sig af Forældrenes,
som deres nærmestes Superieurer, fornuftige Raad, og følge deres velgrundede Forestillin¬
ger; thi som en Flyve=Tanke eller forlidt Concept, der ofte reiser sig af u-rene Kilder, grun¬
der sig paa blotte Exterieurer, og ligesaa hastig forsvinder som den kommer, ofte bliver anseet
som en himmel-given Inclination og en Kierligheds Lue, der af Gud selv er optændt, saa kand¬
det lettelig skee, og skeer, desverre, alt for ofte, at et Barn, der formedelst Passionernes Her¬
redomme og andre Aarsager ey er i Stand til at igiennemsee alle de Følger, der ere sammen¬
føyede med en Kierligheds Resolution, indgaaer den farligste Forening, der drager det ulyk¬
faligste Tab efter sig af timelig og ofte evig Velfærd. J den Henseende maatte mit System¬
blive farligt og mit Morale snarere en Gift end Lægedom, om jeg vilde dømme Forældrene uvær¬
dige til at øve den Jurisdiction, som Naturen selv har fastsat, og ved mine Betragtninger legge
Grunden til et Oprør ja give Børnene Sværdet i Haanden imod deres Forældre; men da Er¬
farenhed lærer, at mange Forældre ere i Ægteskabs Affaires ey allene blinde men endog meget
farlige Raadgivere, kand ingen fortænke mig, om jeg her fordrister mig lidet at klippe deres
Vinger og sætte nogle Grændser for deres Regimente, der i alle Ting ikke bør passere for sou¬
veraine, ja underkiende mange af deres Domme, og give Parterne Lov at appellere til en
høyere og meere upartisk Ret, at jeg herudi ikke skal synes at forløbe mig, vil jeg sætte
nogle faa Poster forud, eller giøre nogle preliminaire Spørsmaal, i hvilke jeg haaber alle For¬
ældre, der ey vil giøre Vold paa Fornuften, med mig skal vorde enige: 1.) Spørger jeg, om
det ikke er de samlede Parter, der skal leve og døe med hinanden og tage Deel enten i en fælles
Medgang eller Modgang, Jo. 2) Om man kand haabe nogen retskaffen Kierlighed iblant
dem, hvis Hierter ere adskilte, og hvis Sindelang stemme ikke meere overeens end Jld og Vand,
Ney. 3.) Om den særdeles og almindelige Lyksalighed der er Sigtet af Ægteskabs Samlinger,
kand ventes, naar den anførste Hierternes Overeenstemmelse mangler, om man ikke meget meere
i den Henseende maa frygte for de u-lyksaligste Sviter Jo. 4) Om det Ægteskab kand efter Natu¬
turens Lov og Stifterens Reglement ansees som lovligt, hvor alle Ægteskabs Hoved Pligter
ikke kand efterkommes Ney. Efter at jeg saaledes har erholdet Svar paa disseluterrogatoria,
(til hvilke jeg kunde legge fleere) understaaer jeg mig at træde ind i Forældrenes Conclave eller
Løn Kammer, og anhøre deres Betænkninger, naar de for Exempel skal overlevere deres Datter
i en Beylers Hænder; og sandelig jeg maa tilstaae, at det ikke gaaer meget bedre til hos de fleeste
Forældre, end naar Cardinalerne vare i Begreb med at udvælge en Pave; thi ligesom disse, havde
i sær Øyet paa saadan en Broder, der forstod sit Snit, og vidste at holde Haand over Geistlighe¬
dens Interesse og St. Peders Jndkomster, ey bekymrende sig om Gudsfrygt, Dyd, Forstand og
Lærdom, saa see og hine allene paa de Ting, der falde i Øyet, og ere saa forgabede i de samme, at
de ikke betragte det, der allene kand giøre deres Barn lyksaligt. At jeg i denne Sag kand blive de¬
sto tydeligere, vil jeg gaae juridice til Verks og forestille Sagen under et Billede af en Process.
Lader os da indbilde os et Par Forældre, der have en Datter, lader os supponere, at denne har
tvende Beylere, af hvilke den ene maa heede Auratus og den anden Virtuolus. Vi vil forestille
os Forældrene som Dommere, Dotteren som et Pomum Ericos eller den, om hvilken der trættes,
og Beylerne som de stridende Parter. Vi vil ansee deres Frier-Formularier for Stevninger, og
de maa nu begge agere drees Sag. Stevnemaalet bliver afhiemlet med dyre Forpligtelser paa
begge Sider, hvor enhver Part forsikkrer sig at gaae efter himmelske Indskydelser; Auratus over¬
giver derpaa et Jndlæg, i hvilket han formeener at vise den Ret, han har til Jomfruen frem for¬
Virtuosus, og da dette Document bør efter Coutume bielegges med forordnet Stemplet Papiir,
giver han det geleyde af et Testamente, i hvilket hans Fader har assigneret ham en Capital unge¬


68
før paa 400 Rdlr., han anfører ogsaa saadanne Argumenter, det efter hans Tanke ere
kraftige til at bringe en Dom til Veye, med hvilken han kand være tient; han anfører Skiø¬
der og Obligationer, der vise, at han selv har Gaard over Hovedet og Prioriteter i an¬
dres; han viser, at, om han ey vil leve af sine Renter, bliver det ham let, at forhverve sig et
Embede, & Hvorfor hans Paastand bliver denne, at som Jomfruen med ham frem for nogen
anden kand være tient, da hun uden Bekymring kand gaae ind til saa mange Herligheder og Lyk¬
saligheder, bør hun ogsaa ved endelig Dom tilfalde ham, som den egentlige Eier-Mand. Vir¬
tuosus derimod insinuerer ogsaa sit Jndleg, og har en redelig Kierlighed, hvortil han sig refererer,
Han demonstrerer de svage Grunde, paa hvilke Auratus bygger sine Pretensioner; Han beviser,
at han aldeles ingen Ret har til Jomfruen, siden han overalt er bekiendt for en Hadere af Guds¬
frygt og en afsagt Fiende af den sande Dyd, saa at, hvis han ingen Penge havde, vilde enhver
skamme sig ved hans Omgiængelse; Han beraaber sig paa Jomfruens Affection, den han me¬
ner at kunde fortiene mere ved sit ulastelige Liv end den anden ved sine Penge, og om han end ikke
er Eyere af saa store Midler som Auratus, saa vederlegges den Mangel ved hans Qvaliteter, da
han er i Stand til at forsørge Jomfruen, siden han er sat i et Embede, der giver ham hertil for¬
nødne Jndkomster, og altsaa bliver hans Paastand, at Jomfruen maa nyde Friehed selv at giø¬
re sit Val og give sit Hierte til hvem hun vil, overladende Sagen i det øvrige til Guds Direction.
Sagen bliver derpaa optaget til Doms Forældrene eftersee Documenterne, og synes begge Slags
at være grundede. For at gaae efter deres Tanker den tryggeste Vey, sammenkalde de deres Ven¬
ner, dersom Assessorer skal være dem behielpelige; iblant disse findes vel en og anden, der holder Vir¬
tuost Partie, men de fleste give deres Betænkning i Faveur af Aurato hans Midler og Obligationer,
der tilforn vare Argumenter, blive nu de kraftigste Meddoms Mænd, og en indbildt Interesse, der
er den farligste Mand i alle Rettergangs Sager, sniger sig til at lukke Fornuften i et Fængsel, og paa
en behændig Maade legger et Skiul over Dommernes Øyne, at de ey kand see de Beviiser, med hvilke
Virtuosus har forelagt Rigtigheden i sin og Urigtigheden i sin Vederpartes Sag, det heder da Plu¬
rimavota valent: de fleeste Stemmer gielde; Dotteren maa ey faae et Ord indført, og bliver
de endelig Dommen saaledes, at Jomfruen skal følge Auratum med denne Clausula: Han kand
med Tiden forandre sig, og ikke blive saa slem, som hans Modstandere afmale ham. Hvorledes
skal vi ansee denne Dom, og naar vi supponere at Ægteskabet bliver sluttet og bliver i Tiden
geleidet af bedrøvelige Conseqvencer, hvorledes skal vi da ansee Ægteskabet, Sandelig slige
Forældre kand ret siges at spille med deres Børns Velfærd, og et Ægteskab af dette Slags kalder
jeg med største Sandhed unaturligt; Thi, hvor Hierterne ere som tvende stridige Elementer, kand¬
aldrig nogen naturlig Sammenknyttelse imagineres, (*) og giør jeg mig i den Tilfælde ikke Sam¬
vittighed over at give et Barn Friehed at indstævne sin Sag for en høyere Ret, ja jeg vil sige, selv
at dømme i den, og kiende Forældrenes Dom ugrundet. Vilde man sige, at den anførte Casus¬
ikke er ventelig, da kunde jeg produeere tusinde Exempler, hvis jeg vilde gaae til Personalia, og
man kand aldeles, som jeg forhen har erindret, ikke bevise Contrarium af de brugelige Ceremo¬
nier. Jeg erindrer mig i min Ungdom at have hørt om en gammel Klokkere, der ret giorde Profes¬
sion af Copulations Konsten, at, naar han med de samlede havde bragt det saa vidt, at Ægteskabet
(*) Plato, der ofte har indviklet store Sandheder i forblommede Ord og Allegorier, for¬
tæller i det Skrift som han kalder Symposium, en underlig Fabel, med hvilken han uden Tvivl til¬
kiende giver den Sympathie og Forening der bør findes imellem de Mennesker der vil indlade sig
i Ægteskab: De første Mennesker, siger han, ere avlede deels ved Solens og Maanens Kraft,
deels ved Jordens Frugtbarhed. Solen avlede Mænd, Jorden Qvinder, og Maanen frembragte
det tredie Slags, der bestod af Mand og Qvinde tillige. De sidste havde alle et dobbelt Ansigt s.
og en særdeles Legems Styrke. Da de endelig foretog sig at føre Krig imod Gaderne, beslutte¬
de Jupiter at forminske deres Kræfter, og splittede dem derfor i tvende Deele, satte dem dog siden
i den Stand at de kunde avle Børn, og see vi hvorledes disse halve Mennesker dagligen tragte ef¬
ter at blive samlede med de Dele, med hvilke de forhen havde været forenede.


69
offentlig var kiendt lovligt og Kirkens Betientere havde faaet deres Deel skal han have sluttet acten
med disse Ord: Nu har vi gjordt dem i Penge, lad dem nu drages, som de ere Venner.
Nu maatte man vel undre sig over denne Forældrenes underlige og forvente Omgang,
som det ogsaa synes vanskeligt at kunde finde dens Aarsager; men naar vi nøye undersøge
Sagen, finde vi, at dette onde, reyser sig af en god Kilde. Skaberen har i ethvert Men¬
neske indprentet en naturlig Drift til at søge sin Lyksalighed, det er ogsaa en Artikel i Na¬
turens Lov, at det eene Menneske bør befordre efter Muelighed det andets Fuldkommenhed,
og hertil finde Forældre sig i sær forbundne i Henseende til deres Børn, men Verden er
fuld af saadanne Mennesker, der sætte det Lys tilside, ved hvilket de kunde skielne imellem
ondt og godt; De fleeste gaae i Taage, og følge Sandserne som deres viseste Veyvisere,
ja lade Jndbildning og Passioner være Dommere i de Ting, i hvilke Fornuften efter sit En¬
bede burde kiende, naar nu dette har sig saaledes, hvo vil da undre at Realite confun¬
deres med Apparence, at man agter det for Lyksalighed, der ikke er, og anseer det som ondt,
der virkelig er godt, og naar man med saa forvendte Øyene ansee Maalet, hvad Under da,
at Midlerne, der føre til Enden, ere forvendte, Man skal ikke lettelig kunde vise mig et er¬
neste Menneske, der gjør endog sine allerverste Gierninger, fordi de ere onde, men, som
Philosophi tale, sub ratione boni, eller fordi de dømme dem at være gode Fornøyelse
og Sinds Rolighed ansees for en Lyksalighed, som den og virkelig er, men hvor Vildfa¬
rende ere ikke mange Mennesker i deres Begreb om dette, og hvor onde ere ikke ofte de
Veye, paa hvilke de søge at blive Eyere af dette Gode? J Hentydelse paa vores Sag, da
er det klart, at mange Mennesker ansee Rigdom for det høyeste Gode, saa at, naar de al¬
lene nyde den, meene de sig at have landet i den rette Lyksaligheds Havn og naaet det Maal,
til hvilket andre forgieves løbe. Lader os nu supponere, at visse Forældre ere af samme
Tanke, lader os troe, at de ønske deres Børn den Lyksalighed, som de selv agte for den
største, og det skal ikke falde os underligt at see mange Forældre ofte at nøde deres Sønner,
eller Døttre til at slutte Contract med dem, der ere bemidlede, derimod at fnyse og forbit¬
tres, naar deres Kierlighed falder paa saadanne Object, hvor man kand finde Dyd og
Gudsfrygt, men ingen Obligationer eller vigtige Capitaler. Jngen tænke at jeg hermed
skulde ville udraabe Rigdom som en Ulyksalighed, og aldeles forbyde Forældre at giøre de¬
res Børns Lykke det beste de kand. Jeg anseer det meget meere for en Himmelsk Velsignel¬
se, naar dette ogsaa kand haves paa den rette Vey, jeg siger allerne, at det ikke bør være
Hoved-Grunden hvorpaa Ægteskab skal stilles.
Dog vi skulde ikke see saa mange vanskabte Ægtesamlinger, hvis denne Vildfarelse var
den eneste. Forældre røbe deres vrange Domme og forefattede Meeninger paa tusinde an¬
dre Maader, som vilde blive alt for besværlige at anføre: Saa tager vel mangen Fader
af Stand og Distinction i Betænkning at bortgive sin Datter til en brav Mand af en ne¬
drigere Classe, hvorvel hun i Henseende til de følgende Tider bedre kunde være tjent med
ham, end med mangen fornemme Junker. Saa skulde en urimelig Brygger vel troe at
hans Datter aldrig kunde giøre et lyksaligere Partie, end naar hun kunde samles med en
Mand, der nærer sig af samme Profession, og han skulde maaskee ey skamme sig ved at hil¬
se en skikkelig Præstemand med en Skeefuld Gier i Ansigtet eller paa Kiolen, om han un¬
derstod sig at begiære hans Datter. Disse og fleere andre meget skadelige Feyl har jeg fun¬
det i en gammel Satire anførdte, hvilken jeg hermed vil meddeele Læseren, recommenderen¬
de den ikke i Henseende til Poesien, der ikke er saa behagelig, men Materien:
Han skriver: Kiere, sans Facon¬


Scribanus er i Leyervold,
Og til en Kone trænger,
Men da han faaer ey nogen Sold,
Han søger efter Penger.
Han Sagen i Commission
En anden god Ven giver


Det lige meget bliver,
Om hun er Enke eller Møe,
Om hun har været Pige,
Om hun vil udaf ælde døe,
Om hun er Soens Lige;


70


Om hun har Hierne og Forstand,
Om hun har mange Dyder,
Om hun til fem ey tælle kand,
Om hun er fuld af Lyder,
Om hun Medusæ Hoved har,
Om hun har Daphnes Miner,
Om hun afsted som Ulven tar,
Om hun som Ræven griner.
Om Ryggen er ey Regel-ret,
Om huu har runken Kinder,
Om hendes Rygte staaer kun slet,
J dette jeg mig finder;
Jeg ikkun efter Penge seer
Og Obligationer.
Og om i dette Uret skeer
Jea strax min Synd forsoner;
Jeg giver til de fattige
En Daler eller meere,
Og vil saa alle dem belee,
Der vil mig censurere.
Lad være jeg ey hiemme kand
Fornøyelserne nyde
Som skiænkes udi Ægtestand,
Der stiftes uden Lyde,
Jeg kand jo gaae den gamle Vey,
Mig holde en Maitresse,
Min Kone dog forglemme ey
At give en Caresse;
Man seer ey nogen Bonde-Mand
At kiøbe udi blinde
En Hest, thi ellers kunde man,
En Lignelse vel finde.
Her spørges ey, om Hierterne
Kand yndig harmonere,
Ey om man sig i stand kand see
Til Verden at formeere.
Man holder Penge for sin Gud,
For denne Gud man knæler,
Den Af-gud stikker Øyet ud,
All Eftertanke qvæler.
En Penge-Sum og Capital
Kand Øyet saa forblinde,
At Magdalena holdes gal,
Naar hun sig ey kand finde
Ægteskab med gamle Knud,
Der slog sin sidste Kone,
Og hende jog paa Dørren ud
Med Graad og Jammer-Tone.
Helena giøres Arve-Løs,
Forældre hende spotter,


Hun heder en vanartig Tøs
Og en ulydig Dotter,
Fordi hun Peder lide kand,
Der haver ingen Penge
Og ey vil have Jens til Mand,
Der færdig er at hænge,
Naar for en Tønde Koren een
Rixdaler ikkun gives,
Og lar sig nøye med de Been,
Om hvilke Hunde rives;
Hun siger. Kiere Fader, hvad
Skal jeg med den Mand giøre,
Der aldrig bliver mere glad,
End naar han Ondt kand høre?
Jeg ikke paa hans Penge seer,
Men paa hans onde Hierte,
Det første ikkun jeg beleer,
Det sidste giver Smerte.
Jeg kiender Peder for en Mand,
Der Hierne har og Dyder,
Jeg ingen anden elske kand
Hvad J mik end forbyder,
Jeg tager ham, og lader saa
Forresten Himilen sørge,
Vi skal os vel igiennem slaae,
Naar vi vort Brød adspørge.
Senilius en gammel Mand,
Der gaaer paa Gravens Bredde,
Sin Gifte-Lyst ey styre kand,
Og jeg tør dristig vedde
At han sig giver ey til Roe,
Før han med femte Kone
Formeeret faaer sit rige Boe
Og qvædet Elskovs Tone.
Med første sender han et Bud¬
Om Brev fra Cancelliet,
At han maa nyde den til Brud,
Som han har alt befriet.
Han faaer en Kone ved sit Laar,
Der Aarlig giver Grøde,
Den gamle Mand nedslaget gaaer
Og sørger sig til døde;
Han raaber stedse Ach og Vee,
Han siger at han ikke
Paa Børnene kand andet see
End at hans Hustru Rikke
Jo gaaer sin egen skiæve Vey,
Sig holder til en anden,


71


V8I nogen her til sige ney,
Saa peger han paa Panden.
Han tioer ey det Amme=Pak,
Der Børnene velsigner,
Og siger: Fader Sikken Snak,
Vist Børnene Jer ligner.
Han bliver paa sin Hustru vreed,
Han bander, skielder, prygler,
Saa livet tit med Ydmyghed
Hans Kone af ham trygler
Han slaaer sig da til Suus og Duus,
Han findes sielden hiemme,
Han daglig drikke maa sin Ruus,
At han sin Nød kand glemme,
Saa lever han i nogle Aar,
Til han paa Sengen kastes
Af Sygdom og til Graven gaaer
Slig Gierning bør og lastes.
Priscilla ligeledes har
Sin Gifte Mynt fornyet
Med den, som hun til Daaben har
Er bleven sammensyet.
Hun er halvfierdsindstive Aar
Og har ey Tand i Miaden,
Dog Lyst til hende Crassus faaer,
Er allerede bunden.
Prioriteter blinder ham
Og mange rede Penge,
Men til sit Haar han fik en Kam,
Og lever ikke længe.
Naar han vil ud i Byen gaae,
Hun søger i hans Lomme,
Og
iger: ingen Penge maa
J dine Fikker komme.
Jeg taaler ikke, at du skal
Med mine Penge rutte,
Du blive klog, du blive gal
Du kalde mig din Putte,
Jeg bliver jeg, og stedse dig
Skal holde udi Ave,
Hvad skiøtter jeg om Folk paa mig
For dette vilde gnave.
Jeg kiender dine Brødre nu,
En Lanter og Alumber
Med dem hver Aften spiller du,
Og nøyes maa med Slumper,
Som andre ikke skiøtter om,
Maa Lauget dog betale;
Den stakkels Mand er Hierte-From,
Maa lade Konen prale,
Han ønsker vel at Døden snart


Ved saadan Diævelinde
Ham vilde skille, for sin Part
Han lod sig gierne binde
fattig nøgen Agatha,
Der raaber med Citroner,
Og raader andre Brødre fra
At tage slige Koner.
Pux
Ignatius om Præstekald
Forgiæves længe søgte,
sidst det blev kun Knald og Fald,
Thi hans Patroner spøgte
Med tomme Løfter uden Sind,
Hvormed han lod sig nøye,
Til intet uden Veyr og Vind
Han havde at fordøye.
Han søger en Proprietair,
Der havde Ret at kalde
Hos ham en Præst hensovet er,
Han tænker her kand falde
En Leylighed til Hielp for mig;
Han skriver en Suppliqve;
Men Svaret bliver: det ey sig
Saa meget vel kand skikke,
Enken, der har mist sin Mand,
Skal ogsaa Brødet saune,
Vil J derfor i Ægtestand,
Som Kone hende faune,
Saa skal J være Brødet næst,
Betænk jer ikke længe,
Det er dog got at blive Præst
End og for Landsbye Drenge.
Ignatius begierer Tid
Den Sag at overlegge
En Bonde siger ham med Flid:
Lad Eder ey betrække;
Vor Præste=Kone været har
Paa Gaarden Fruerpige
Hun holdt sin sidste Mand for Nar
Og Skalke=Skiul tillige;
Den gode Mand, han tog sin Død
Da han saa Herren ligge-
Men det er sandt, det kiere Brød,
Man vil saa nødig tigge.
Solicitanten krymper sig
Men siger: jeg maa lide,
At Qvinden hun bedrager mig,
For Snegler ey at bide
Han løber til Patrouen hen,
Og siger: Jeg vil tage,


72
Den Enke til min Ægte=Ven
J Aag med hende drage.
Af Herren han sit Kalds=Brev faaer,
Det bliver confirmeret,
J Brude=Seng med Enken gaaer;
Men seer sig strax fixeret;
Jmedens han i Kirken er
For Skriftemaal at høre,
En anden er hans Kone nær
For Mandens Sag at giøre.
Han bliver saa Separatist,
Maa lade Konen raade,
Hun søger vel med Ord og List
Med Graad i Øyne vaade
At viise sin Uskyldighed,
Hun kalder ham sit Hierte,
Hun siger at hun ikke veed
Hvor saadan bitter Smerte
Han uender at tilføre den,
Der er hans hierte Kone
Hans troe og hulde Ægte=Ven,
Hans lille Abelone;
Resten feyler, og af Manuscriptet kand en Kiendere paa Bogstaverne og Haanden see af


Men Manden gaaer sin egen Vey,
Og siger: Hør! Hr Peder
En bedre Skiæbne havde ey,
Da han var gift med Eder.
Til sidst af Sorg han sover hen,
Dog først Erindring giver
Til andre, med sin svage Pen
Og denne Grav=Skr ft skriver:
Stat stille ærlig Candidat,
Og see engang, hvor det er fat
Med salig Hr. Hans Trøster,
Han lukkes har i Graven ind
Thi han ey kunde sætte Pind
For Fruerpigens Lyster.
Vel fik han Kirke Nøglerne
For hendes skyld, men maatte see
J andres Vold og Værge.
En Hoved=Nøgel til den Port,
Der giorde Kiolen lang og sort,
Endskiønt han maatte sværge,
At han ey Kald for Kone fik,
Som ellers er en gammel Skik. &c.


Resten feyler, og af Manuscriptet kand en Kiendere paa Bogstaverne og Haanden see af
Verset i det ringeste er gjordt for 100 Aar siden, hvilket og den slette Poesie bekræfter.
Hvis jeg ey allereede var bleven alt for vidtløftig, giver Fæderne=Landet saa støre Anledninger
til at tale om de ilde grundede Ægteskaber, at de samme kunde behøve en vidtløftigere Betragt¬
ning; jeg maatte da tale om dem, der paa ulovligste Maade ved de ugudeligste Midler søge at sætte
sig i den Stand; jeg maatte tale om dem, der uden at see til deres Tilstand, slutte Contract, da de ey
have de Kræfter, at de kand samles ved eet Bord, men maa for at tiene Føden leve hver i sin Kant af
Verden. Er der nogen Sag, der udfordrer Forsigtighed og en ubedragelig Veyviisning, da er det
visselig denne, anseet de mange Følger, med hvilke den er ledsaget; her maa det for Alvor hede:
Tecum habita, kiend dig selv; thi jeg holder for, at naar et Ægteskab er af den Beskaffenhed, at
man ved dets første Anleggelse kand ey giøre sig Haab om Hoved=Pligternes Opfyldelse, er det ikke
lovligt, ja jeg maatte have de vrangeste Begreber om den Høyestes Viisdom, dersom jeg af saa høy
og hellig en Kilde vilde med mange andre derivere et hvert Ægteskab, endogsaa de, der ere meest
vanskabte, allerhelst jeg seer, at de fleeste Alliancer blive sluttede, uden Raadførelse med den, der
efter sin væsentlige Godhed ikke fører nogen paa vildfarende Veye Det almindelige Væsen kunde
derfor i mange Henseender være tjent med saadanne Anstalter, ved hvilke den første og rigtigste Plan
blev etableret, hvorefter Ægteskaber skal indrettes; og vi skulde ey høre saa mange forargelige
Processer, ey erfare saa ulyksalige Følger, dersom de, hvis Embede det er bleven at erklære Rigtig¬
heden i Ægteskaber, ikke just skulde lade sig nøye med de Bekiendelser, som af Parterne under Viel¬
serne blive gjorte; havde jeg et Ord at sige ved Lande=Moderne, vilde jeg iblant andre Monita og¬
saa give denne: At et Ægteskab, der gik imod Ægteskabets Hoved-Regler, ikke af Præsten maatte
stadfæstes. Derimod hvis jeg var i Præsternes Sted, og et unaturligt Ægteskab skulde af mig efter
befaling confirmeres, skulde jeg, naar jeg for Exempel saae Beylere i Hobetal at storme til en
gammel rig Enke som Ørnene til et fædt Aadsel, isteden for at vie den, der fik hendes Ja-Ord, til¬
hendes Person, copulere ham med hendes Skæb og Kiste, hendes Prioriteter og Obligationer,
og kunde altsaa i slig Affaire ikke udvælge nogen meere beqvem Brude=Text end denne:
Er jeg ikke forligt med dig om en Penning?


73
No. 10.
Udgivet den 17 Julii 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Vah, numqvid fingi pote portentosius illo,
Qvi Sophos in triviis inflato mugitat ore,
Rebus at in mediis stupet, ac velut inscius hæret?
J¬
eg har allerede givet mine Læsere tilkiende, at jeg under Sandheds og For¬
sigtigheds Fane bestormer Laster, hvor de og kand have forskandset sig,
jeg anseer det derfor som et ufornøden Arbeyde, om jeg ved lange Præ¬
liminarier vilde legitimere de Anfald, som mit Øyemærke befaler mig at
giøre paa de lærde Societæter. Jeg stræber herved, om mueligt er, at rense
Klinten fra Hveden, og har jeg Aarsag at haabe, at dette mit Arbeyde kand ey
andet end blive dem behageligt, der ere Elskere af den Lærdom, der fortiener
Navn af Solide, saa at ingen med skeele Øyne vil ansee disse og følgende Bla¬
de, uden de Hoveder, som jeg fordrister mig at angribe, og efter Muelighed
stræber at udjage af de lærde Collegier, vare deres Vaaben saa stærke, som
deres Tal er stort, understod jeg mig ikke at foruroelige dem i deres Fred eller
disputere dem det Regimente, af hvilket en falsk Vittighed har været Stifte¬
re, og en ugemeen Daarlighed har til Dato etableret.
Som et hvert Societe maa frygte for Adspredelse, naar dets egne Lem¬
mer kappes om at befordre den, saa ere vel mange Ting, der kand foraarsage
Studeringers Foragt, men iblant dem alle contribuerer intet meere til dette,
end de Feyl, der findes hos de Studerende selv. Jeg har ofte eftertænkt,
hvad Hoved=Aarsagen kunde være, hvorfor Lærdom og solide Erudition var
i saa slet Estime, og dens Elskere havde saa tynd en Lykke, men naar jeg
har betragtet Sagen paa alle Kanter, er alle Tider Slutningen bleven denne,
at en Deel af dem, der selv giøre Profession af Lærdom, har givet Malcon¬
tenterne de største Anledninger til at skiære alle Studerende over een Kam;
Jeg sigter her i Særdeleshed til dem, der bære Navn af Pedanter, og billig
bør ansees som de styggeste Monstra, der giøre den hele lærde Verden stinken¬
de; jeg for min Person anseer disse Vanskabninger med samme Øyne som de fæ¬
leste Cometer, der efter den almindelige Meening spaae ikke meget got, og
ere saa meget mere farlige, som de baade have Jndflydelse i Religionen og Sta¬
ten; Jeg finder i den Henseende fornøden, at lade en Pedant give Mate¬
rie til nærværende Ark. Dette selsomme Creatur bliver en Anledning til den
skarpeste Satire, og fortiener particuliere Anmærkninger og Reflexioner, der
neppe kand blive alvorlige.


24
Jeg maatte gjøre min Læsere kiødsommelig og ng selv Lydig i den Last¬
som jeg stræber at udrødde hos andre, om jeg vilde giøre mig Umage med at
anføre de adskillige Gisninger og Steden og Tiden, da disse fatale Aspecter
først har ladet sig see, og hvem der egentlig bør ansees som Archipedant eller
Stiftere af denne vandskabte Orden, ikke heller tør jeg befatte mig med at
assignere nogen den øverste Rang, frygtende for at faae den øvrige pedantiske
Verden paa Halsen, der i sin fulde Samling kunde sikkerlig holde Stand imod
den Persiske Culikan, og beholde Marken ved Auxiliaire Tropper, bestaaen¬
de af lutter Glose Bøger og et Baghold af blotte barbariske Syllogismer,
dette allene kand jeg sige, at, som Skyggen følger Legemet, saa har disse væ¬
ret et stedsevarende og ulykkeligt Appendis ved de Studerendes Hob, og ihvor¬
vel det har sine Vanskeligheder at give deres fuldstændige Anatomie, kand man
dog in Compendio give dem Navn af et stort Jntet; thi disse selsomme
og paradoxe Creature ere i deres egne Øyne de Piller og Hoved-Stytter,
hvorpaa den lærde Republiqve grunder sig, og enhver af dem anseer sig som
en Atlas, paa hvis Skuldre den erudite Verden hviler og helder sig. Men i
de fornuftiges Øyne passere de for et Rull, og deres Hierne bliver lignet ved Æoli¬
Væjr-Pose, i hvilken var intet uden blotte Vinde. I deres egne Øyne ere
de som Førster og Øverster for de Studerende, og ansee sig som souveraine
og ærværdige Hoveder, der af alle fortiene at tilbedes, men af den fornufti¬
ge Verden blive de agtede som Halen af de Lærde, og som Cometer, der af¬
nogle holdes for de andre Stierners Excrementa, ja der findes de, der endog
fordriste sig at disputere dem Sted iblant Mennesker, holdende for, at man¬
med Billighed bør distingvere imellem det Slags lærde og fornuftige Creature.
Jmidlertid bliver det en vigtig Qvæstion, hvad man egentlig kand kalde
disse Dyr, og hvad Ting, der findes i Naturen, ved hvilke man kand ligne
dem. Deres Væsen forekommer mig saa forunderligt og vanskabt, at intet
Billede i Naturen kand udtrykke det; de have menneskelig Skabning, men
mig synes dog at finde hos dem en Blanding af Hunde, Biørne, Katte, Ræ¬
ve, Sviin og Aber. Deres Udvortes Væsen og Grimacer ere tvungne og
affectate, i den Henseende ere de Aber; de søge allene efter Skallerne, Skar¬
net og Skummet, som de andre Studerende de efter sig, og i saa Maade
ligne de Soen, der forlyste sig i Sølen, og Hunden, der maa lade sig nøye
med at slikke Faddet og gave Bene. Deres Væsen er paa visse Tider Brarre,
og tage de lige saa fortvivlet af sted, naar de ey i alle Ting kand finde Bie¬
fald, som Biørnen, naar man skiller den ved sine Unger; deres Hoved Ar¬
beyde er at øve sig i unyttige og daarlige Subtiliteter, ved hvilke de søge at
fange og føre andre i Snaren; til største Deel bestaaer i øvrigt deres hele Lær¬
dom i det blotte Skraal, hvorved de søge at forskaffe sig lige saa stor Esti¬
me iblant Mennesker, som Asenet i Fabelen gjorde sig skrækkelig ved sin Skry¬


75
den for Dyrene. Vi kand kalde dette en physisk Beskrivelse over en Pedant,
og maa vel enhver tilstaae, at en selsommere Materie har ey endnu været af¬
handlet i den naturlige Philosophie Spørger man om disse Creaturers Navn,
holdes de gemeenlig for allerførst at være blevne bekiendt af det Navn Pe¬
danter i Frankrige, hvis fornuftige Skribentere pleye at kalde den Lærdom,
ved hvilken disse Folk signalisere sig, Rien qve pure Pedanterie, intet u¬
den blot Pedanterie. Det er mærkeligt, at andre Sprog, hvor rige de end
ere, ere ikke et eneste Navn, som man kand give disse Mennesker, og bliver
det efter mine Tanker et stort Beviis, at der hos dem maa findes noget ex¬
traordinair, ja røber dem, som udsædvanlige Phænomena, hvis Egenskaber
intet uden et Sprog med et Navn kand exprimere, skulde vi i vores Sprog
med et Navn udtrykke disse Menneskers Caractere, maatte vi betiene os af
to Ord, og kalde den de lærde Narre; i hvor vel dette endnu ikke er til¬
strækkeligt; thi en Pedant besidder flere og mærkeligere Qvaliteter, end disse
faa Ord kand udføre, som der ogsaa stedse iblant de Lærde har været tvistet
om Oprindelsen til det Ord Pedant; vil man dervere det med nogle af et
vist Ord i det Latinske Sprog, (pedo:) bliver Pedanten et meget stinkende
Creatur, og som Gede Bukken, kand luktes hvor han kommer. At giøre
flere Critiqver over Navnet er unødvendigt, vi vil derfor skride til dens fuld¬
stændige Beskrivelse, der bærer det.
En Pedant er da saadan en Lærd, der har en Hierne opfyldt med de
daarligste og unyttigste Speculationer, der anlegger sin Tiid paa det, der
lykkelig kand ignoreres, der bryster sig af denne sin Lærdom, der seer solide
Studeringer og dem, der legge Vind paa disse, over Skulderne, og ønskede
at hans Studeer-Maader kunde blive en Regel, den alle skulde holde sig efter¬
retlig. ( Denne Beskrivelse er tilstrækkelig, men behøver dog en vidtløfti¬
gere Forklaring. Saaledes er det en Pedants Caractere, at han studerer i
Fleng, uden at gaae i Val; han bebyrder Hukommelsen med hele Paqver af
Antiqvitæter, han er i Stand til at recitere 1000 Autores Ord for Ord,
han plager sig med at pønse paa de unyttigste og daarligste Subtiliteter, han
proponerer de samme med saa stor Gravite og saa alvorlig en Miine som en
Romersk Borgemester, han røber sin Profession ved et ridicule Væsen, op¬
spillede Næse-Bord, smaa Øyne, en rynket Pande, undertiden ved en smi¬
lende Mine, i sær naar han har fundet en nye Daarlighed, i hvilken han
1) De, see von er vore Spreis tus, & sale, rever kunt, fiint oc¬
consimili proportione cum iis se gerit, sed qvæ mere accessoria sunt, vel tennia aut fu¬
tilia & nugacia amplectitur & æstimat at res essentiales, solidas, mömentosas, iisqve se¬
totum vel præcipium occupat, at ve alios itidem iis occupatos esse optat, dum interim¬
res essentiales, duraturas, solidas præcipuafve, qvast nil essent, negliget, contemmit &
prætermittit, Poiret Libr. de falsa eruditione §. 83.


78
forlyster sig, han disputerer med saadan Hæftighed om de Gamles Tøster,
om Herculis Kølle, Olger Danskes Sværd og Samsons Ræve, som Reli¬
gionen og Staten beroede allene paa at vide dette. Han strider med større
Hidsighed for en Glose, en Bogstav, en Stavelse, end den redeligste Soldat
for sit Fæderne Land. Han tager ikke i Betænkning at skrive hele Folianter
de litera S, og hundrede Continuationer af Disputatzer de litera H. Han¬
anseer det for en større Synd at forsee sig imod Prician, Regler end Naturens
Lov. Han besidder saa stor Færdighed i gamle Sager, at han kand sige de
Spørgende, hvem der var Hecube Moder, Lede Amme, Clitemnestres
Hovmesterinde og Menelai Secretaire, han kand fortælle om Aacis Skieg,
enten det var røt eller fordt, han veed de Navne, med hvilke Achilles lod sig
kalde, naar han var iblant Jomfruer enten han da heed Portha, eller Asa eller
Cereyphera, han kand sige os Skikkelsen af Ulysses Calot, Palinuri Buxer,
og St. Pauli Reyse-Kiol; han veed hvad Sirenerne synge saavel i en triple
som simple Tact, han elsker sine egne Tanker og er forliebt i sine Concepter¬
Urimeligheder, han søger sin Lyst i at spørge enten Egget var for Høyen eller
Hønen for Egget; hvor mange Ammer-Viin Acestes forærede Æneam¬
hvilken Fod Æneas satte først paa talien, da han steg af sit Se¬
ib; paa hvil¬
ken Haand Brutus hældede sig, da han efter Orakelets Villie var falden:
Om Tyren eller Koen er et Himmel-Tegn, om man rettere siger Vergilius,
end Virgilius, og slige andre unyttige og latterlige Baggateller, hvilke en
hedensk Plautus kalder med sit rette Navn: Meras nugas, lutter Slad¬
der. Findes Pedanten i en Samling, hvor man raisonerer og solide og
nyttige Ting, tier han enten stille og slaaer med Nakken, eller søger Leylighed
til at fremsætte sine Subtiliteter, i hvilke han spiller Mester, saa glæder han
sig, naar han Methodice kand bevise, at en Stavelse æder Ost ved denne
Syllogisme. Een Muus er en Stavelse, en Muus æder Ost, Ergo æder en
Stavelse Ost, hvilket Sophisteri Seneca til sine Tider afmaler med rette
Farver. Hans Bibliothek bestaaer til største Deel af lutter Catalogi, og
som man ofte kand læse andres Forstand og Erfarenhed i Stats-Sager, i
Aviser, saa dependerer hans Force i grundige Sager af Bøgers Titler,
og i steden for at give sin Betænkning i Realiteter opregner han undertiden
hundrede Autores i Folio & Qvarto, der har skrevet i den Materie, i sin Tale
multipleerer han Ord uden Fornødenhed, der alle sige det samme; han de¬
stingverer sig fra den almindelige Hob ved latterlig opskruede Tale Maader;
hans Tale er en Mixtur af alle Slags Sprog, og tager han ey i Be¬
tænkning at anføre latinske Ord, endog naar han taler med en Skoemager.
4) Man mærker, for dette hos dem, der gjøre Profession af Medicine, de brø¬
de ofte Folk med bare Latin, og havde en Jydsk Hyre Kudsk nesten gaaed fra Forstanden,


7.
Dette er til deels en Pedants Portrait, men det allerutaaleligste er, at han i
all sin Taabelighed beherskes af en ugemeen Stolthed; han bilder sig ind at
han allene er Eyere af all Viisdom, og har gjort Verden saa tom for Vi¬
denskaber, at intet er tilbage for andre; derfor holder han sine Vahre deli¬
gate, og sine Videnskaber i høy Priis, At lære noget af hannem, eller
rettere, at blive underviiste af ham, hvorledes man best kand blive skildt ved
sin Fornuft, er en Konst, der a fordinair pro persona koster 10 a 20 Rdler. Man
seer gierne det Slags Folk enten at gaae med oprakte Halse, for at giøre de¬
res Personer desto mere venerable, eller med bøyede Hoveder, enten for¬
at ansees som dybsindige og stedse mediterende, eller fordi de betragte andre
som de, der ikke ere værde saa lærd et Øyekast, seer man dem indsluttet i en
Carosse, har de gierne en Pedantisk Disputats i Haanden, eller om det er et
solid Skrift, læse de det for at støde sig over all Ting. Til denne taabe¬
lige Stolthed kommer dette, at en Pedant er meget paastaaende i sine
Meeninger, hvilket giør hans Sygdom nesten ulægelig, i den Henseende kand
han sættes i Paralelle med visse Slags Separatister, hvilke, naar de først har
fattet separatistiske Griller, ere snart aldrig at bringe paa bedre Tanker.
Sligt reyser sig uden Tvivl af de høye Tanker, Pedanten har om sig selv;
han anseer sig som et ubedrageligt Oracle, der i sine Ord og Meeninger ikke kand
feyle, han prætenderer mere end en Pavelig Infallibilite, og giør den
Opinson, han har om sine Tankers Rigtighed, at han for lod sit Liv, end
forlod den mindste Punct i sit Pedanterie; thi, som hans Hoved Absigt
gaaer ud paa en udødelig Renomme, saa anseer han det som en ulæskelig Smitte,
om han nogen Tid skulde tilstaae at have feylet; han begierer derfor et almin¬
deligt bifald, og seer man ham gierne, naar han taler, at giøre mange Fi¬
gurer med Hoved og Hænder, ja lader Øynene gaae omkring paa de Nær¬
værende, for at erholde alles Applaus; understaaer man sig at sige ham imod,
bliver hans Vaaben Skiends-Ord, af hvilke han betiener sig i steden for Ar¬
gumenter, hvorfor det er raadeligst, enten intet at have med slige Afskum at
giøre, eller lade dem altid beholde Seyeren; Af alt dette seer man paa det
klareste, at en Pedant er et gandske underligt Dyr, og sandelig veed jeg
ey hvad milde Domme der kand fældes over ham, og hvad Betænkninger
man kand giøre sig, der paa nogen Maade kand undskylde ham, med mindre
man vil sige, at hans Moder, da hun gik frugtsommelig med ham, maa u¬
forvarende have seet Calepini Lexicon, eller være falden over en anden gam¬
mel Glose-Bog, hvilket da ved magnationen har gjort saadan Jndtryk hos
da han hundie en Hollandsk Licenene, om Veden ne skulde forgaae ved høste Comete¬
men imod sin Tanke blev aflagt med følgende Svar. Non my Dominus, fed men fult
qvidam meteora, qvæ der har ladet sig videre sub Carthagena, postes derefter fut divisum¬
in qvatuor partes.


28
dette utidige Forster, at en gammel Nomenclator eller Verba Stephani er
kommen for Lyset i steden for et Menneske, holder denne Apologie ikke Stik,
hvilket den sluttelig ikke giør, siden vi har accorderet en Pedant Menneske¬
lighed, maa man slutte at enten maa den, der formener sig at være Fader
til denne Skifting, selv have været en Lem af Pedant-Societetet, eller Mo¬
deren maa have gaaed extra, og just være falden for saa fatal en Galan.
Det har ellers en Pedant iblant andet for sig selv, at, da der er en Tiid i
andre Menneskers Liv paa hvilken de ere Børn, hvilken begynder fra deres
Vugge, saa begynder denne at blive et Barn paa den Tiid, da andre Men¬
nesker faae en fuldkommen Forstand, og den eneste Tiid, da denne kand for¬
tiene Navn af Menneske, er hans spæde Barndom, ja naar andre begynde
at blive Republiqven til Nytte, begynder denne at være den til Skade, og
sandelig, her har vi Aarsagen til den ulyksalige Periodus, da en lærd Mand
og en Pedant var Synonyma eller ansaaes med lige foragtelige Øyne; her
har vi Grunden, hvorfor Studeringer iblant fornuftige Folk ere agtede som
en Gift og Pest for det gemeene Beste, ja som en ond Sæd, af hvilken in¬
tet kand opvoxe uden det skadeligste Ukrud. Med saadanne Øyne ansaae
Ludovicus XI. Kongen af Frankrige Studeringer, og vilde derfor at hans
Søn Carolus skulde derudi være gandske vankundig; ja det mangler ey i vo¬
re Tider paa dem, der af samme Aarsag dømme de Studerende aldeles u¬
skikkede til Civile-Betieninger, de ansee dem som Aftenbakker og Natugler,
der, naar de komme i Lyset, blive blinde, og anføres dette som Aarsagen,
hvorfor den Atheniensiske og Romerske Republiqves Administration ikke
gik saa aldeles lykkelig for sig under Demosthene og Cicerone, siden det
var bekiendt, at den første af en utidig og umaadelig Begierlighed til at stu¬
dere, havde gjort sig en Hule under Jorden og raget sit halve Hoved, at
han destomere kunde skamme sig ved at lade sig see iblant andre, og maa jeg
tilstaae, at hvis man af slige Muldvarpe og Underjords Trolde vil giøre
Slutning til den gandske de Studerendes Hob, feyler man ikke meget i sit
Principio; thi slige Pedanter ere, at jeg skal betiene mig af Renophontis Ord:
tig ræs Kolvær værnes Adressecol re orav, mere uskikkede til at rie¬
ne der gemeene Beste, end de største Idioter, ja Caligula, der gjorde
sin Hest til Borgemester i Rom, kand i den Henseende siges at have bedre
forsynet Republiqven, end om han havde betroet denne Charge til et Pe¬
dantisk Asen, hvorfor ogsaa den Lacedæmonier svarede gandske ret, da en
Athenienser kaldede ham med sine Borgere ulærde: Vi ere da de eneste,
der intet ondt har lærdt af eder, sigtende med denne Repliqve til de u¬
nyttige Konster og Videnskaber, af hvilke de Athenienser gjorde stort Væsen,
da dog de samme tiente mere til Pragt og Ostentation, end Regieringens
fornuftige Bestyring; Efter disse Præmisser bliver uden Tvivl Conclusionen,


19.
denne: En Pedant er det unyttigste og skadeligste Creatur, Jorden kand bære;
thi som Pedant, er han hverken sig selv eller andre til Fordeel, ja med all sin
Lærdom og Videnskab er han dog langt ulyksaligere end den allervankundig¬
ste; thi om denne kand man haabe, at han med Tiden kand blive klog, sig
selv og Fæderne=Landet til Nytte, men om hin kand man med rette sige, at
han giør sig Umage for at blive u=menneskelig, og naar han best synes at skier¬
pe sin Forstand, skiller han sig ved den, og forvandler sig fra et fornuftigt
Menneske til et ufornuftigt Dyr, ja beholder intet tilbage, der giver ham
Sted iblant Mennesker uden Skabning og Mæle. Kunde saadan en brin¬
ges paa de Tanker, at han dog vilde giøre et Overslag, og eftersee, hvad
han vandt ved sit idelige Arbeyde og sine stedsevarende Speculationer, maat¬
te han dog erfare, at Renten blev intet andet end paa den eene Side et almin¬
deligt Had og Foragt, paa den anden et Systema af de urimeligste Urimelig¬
heder, daarlige, forfængelige og unyttige Videnskaber, der i sig selv ere som
Vind og Avner. Hvad vandt vel den daarlige Xenocrates, der anvendte
den anseeligste Deel af sin Alder paa at sammenføye Bogstaver og multipli¬
cere Stavelser, andet end dette, at han til sidst kunde glæde sig ved at have
udfundet en anseelig Summa af nogle hundrede millioner Stavelser. Hvad
Tieneste giorde Aristomachus enten sig eller andre, da han ey tog i Betænk¬
ning at opoffre tresindstive Aar paa at undersøge Fluernes Natur, og Ma¬
thematice observere Loppernes Spring? Det var efter mine Tanker en u¬
lyksalig Løn, med hvilken Archimedes blev aflagt for sit Arbeyde og sine ide¬
lige Betragtninger, at han maatte miste sit Hoved, da han ey kunde sige den,
der stod over ham med et draget Sværd, hvem han var, og ey engang erin¬
dre sit Navn. J Betragtning af dette veed jeg ey, enten man hellere bør
ynke eller hade en Pedant. Han skader sig selv, for saavit er han at ynke,
han skader tillige andre, for saavit bør han hades, ja hvis det i vore Tider
var i Mode at prædike Croisader, kunde man med større Føye fatte denne Reso¬
lution imod disse ildelugtende og skadelige Creature, end de Romerske Paver
i de forrige Seculis imod Tyrker og Saracener. Jngen kand med Billighed regne
mig til Last, at jeg saaledes holder Huus med den allerfarligste Sect, og fælder saa
umilde Domme over det Pedantiske Partie, jeg ønskede mig endnu mere Lykke til
at kunde giøre disse Brødre bekiendte baade for sig selv og andre; thi kiendte de sig
selv, eller rettere, havde de ey saa høye Tanker om sig selv, og kunde de giøre For¬
skiæl paa Skygger og Legemer, troer jeg ikke, at de længere skulde forkaste Kier¬
nen for at nyde Skallen, og kunde de kiendes af andre for det de virkelig ere,
vilde Pedanterie ikke finde saa mange Elskere, og solide Studeringer ikke er¬
fare saa mange Hadere, hvor vel jeg tillige maa tilstaae, at de Domme
kand ikke ansees som velgrundede, der fældes over enhver Studerende i An¬


80
ledning af det forvendte Væsen, man finder hos en Pedant. Thi lige saa vi¬
meligt, som det er, at vilde af et Barn i en Familie, der kand have en Feyl¬
paa Legemet, domme, at alle dets Brødre og Søstre maa være Kroblinger,
og af een Green paa et Træ, der er kroget, giøre Slutning til alle de andre,
lige saa daarligt og ubilligt var det ogsaa, om nogen vilde ansee et heelt So¬
glete befænget med Pedantisme, fordi een eller anden, der ere besmittet med
denne Syge, kand holde sig under dets Vinger.
Dog vi har ey nødig meget at frygte for disse Domme; ja naar vi see ind¬
i de almindelige Begreber, som den største Deel gjøre sig om Lærdom, kunde
vi snart finde os tvungne til at lade os enroullere i Pedanters Matricul og gaae
over til den Leyer, som vi nu stræbe at bestride; Man sige mig dog, hvad det
er for et Slags Lærdom, der skaffer en Studerende meest Anseelse, Er det
sandt, som det visselig er, at det Udvortes Skin forblinder de fleste, saa troer
jeg, at Anseelse af Lærdom, for Exempel, lærde Miner, lærde Trin, Di¬
scourser i de Materier, som man allene har gjort sig bekiendte, en Hukom¬
melse belæset med Bøgers Titler og Fortaler &c. kommer en Mand i vore Ti¬
der mere til Hielp, i det ringeste giør ham i manges Øyne til en mere Lærd
og vel Studeret, end den, der har appliceret sig med Fliid paa noget vist,
for at erholde en grundig Kundskab i det samme: Pedanten kunde altsaa sy¬
nes at meritere en Berømmelses=Tale for sin kloge Conduite, da han saa¬
vel veed at agte paa Tidernes Smag, og føre sit Væsen som en Verden,
der vil bedrages, udfordrer det, jeg for min Deel misunder ham vel ikke
sin Lykke, dog skal den Anseelse, i hvilken han kand staae hos dem, der ey
ere skikkede til at være Dommere i lærde Sager, ikke forbyde mig i de føl¬
gende Blade at afføre ham al sin Herlighed, og betage ham sit med al Slags
Lærdom broderede Dække, at enhver kand see den Vankundighed,
om de hidindtil ey har kundet mærket og han selv
saa vel har viist at skiule.


81
No. 11.
Udgivet den 24. Julii 1744.
Sælges udi C. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Omnes artes aliter ab iis tractantur, qvi eas ad usum¬
transferunt, aliterab iis, qvi ipsarum artium tractatu¬
delectati nihil in vita sunt aliud acturi. Cicero.
4
Den, der har læst mit forrige Ark, har tillige seet, at jeg der udi kalder en
Pedantes Conduite under Examen, og søger at vise ham for Verden i
sin rette Skikkelse; men jeg maa tilstaae, at jeg hidindtil har ikkun giver
de første Lineamenter: J mit forrige Ark findes Pedanten allene en migna¬
ture, jeg søger derfor i dette at afpensle ham i en større Fuldkommenhed, skiønt
jeg tillige maa bekiende, at der bliver meget tilbage, som dette Monstrum, om
han kiendte sig selv, kunde rose sig af ey at være anmærket, og hvo vil undre
sig over dette de grundigste og meest erfarne Anatomici kand undertiden feyle
i deres Observationer, og, aar de i et Legeme har mange Ting at tage i Øye¬
syn, skeer det ofte, at en Deel af dem blive u-antegnede, saaledes gaaer det og¬
saa mig, der er i Begreb med at anatomere en Pedant. Jeg vil imidlertid
giøre hvad jeg kand, overladende det øvrige til et skarpere Øye og en meere skikket
Skribent; Dog, førend jeg skrider til Sagen, finder jeg fornøden at anføre et
Brev fra en u-bekient Person, der ligesom har givet mig en Plan, den jeg i nær¬
værende Ark vil følge:
Ulin Herre!
Skelig at see meere, end den forrige Uges Ark; Men de Sandheder, jeg fandt i det samme,
Eders Betragtninger over Verdens fordervede Sæder har jeg hidindtil ey været saa lyk¬
Skelig at see meere, end den forrige Uges Ark; Men de Sandheder, jeg fandt i det samme,
og Eders velgrundede Reflexioner, har gjort mig begierlig efter det hidindtil udkomne, og
opvakt en Længsel hos mig efter at see mere af det Slags fra Eders Haand. J fordrister
Eder at censurere endog den lærde Verden, og maa jeg tilstaae, at denne Sag er gandske
delicat, thi saa meget mere de Lærdes Conduite burde være indrettet efter Klogskabs Regler,
da de burde bære Viisdoms og Dydens Fakler for andre, saa meget mindre troer jeg de kand finde
sig i at blive lastede. J har i forrige Ark givet Eders Tanker over en Pedant, og ved Slut¬
ningen lovet i en Materie af saa stor Vitløftighed at continuere. Jeg har alle Tider været
en Elskere af Sandhed, og, da jeg intet ønskede mere, end at have en fornuftig Anførere,
der kunde vise mig den sikkerste og meest fornuftige Vey i at legge mig efter Realiteter, og i
Lærdom og Videnskaber at udvælge det meest fornødne og nyttigste, ønskede jeg, at det Ægte
og Uægte, det Solide og Superficielle i en hver Science kunde legges mig og andre for¬
Øyne. J giorde derfor mig og flere Elskere af grundige Studeringer den største Tieneste,
om J i følgende Ark vilde gaae de fornemste Videnskabers Classer igiennem, og vise en Pedan¬
tes Opførsel i dem alle, at de, som ey endnu har den Gave at prøve alle Ting og beholde det


32
bese, kunde tage ig vare for saa kiendelig en Smitte, ved hvilken de Uforsigtige for den for¬
nuftige Verden maatte ellers giøre sig stinkende.
Jeg forbliver &c.
R. L.
Naar jeg tilside sætter de alt for høye Tanker, som Brevets Forfattere synes at
have om min Person og mit Arbeyde, finder jeg de fornuftigste Regler, dem jeg
i nærværende Betragtning vil følge; thi naar jeg overlegger Sagen, erfarer jeg,
at man aldrig med bedre Lykke og større Vished kand komme efter Pedantens
Opførsel, end naar man følger ham i de Videnskaber, paa hvilke han appli¬
cerer sig. Slaaer han sig til den verdslige Viisdom, bliver hans Systema en
Samling af de kiendeligste Daarligheder; Han giver sin Logica eller Fornuft¬
Lære de prægtigste Titler, han kalder den Videnskabernes Dronning, Fornuftens
Bestyrerske, Sandhedens Udforskerske, han udraaber den som en Videnskab,
der er ret guddommelig, der af en Knub kand skabe en Mercurium, og bringe
Viisdom i det Hoved, der har ingen Hierne. Skal han endelig vise
sin Erfarenhed i saa ypperlig en Science, er hans hele Fornuft-Lære et Laan af
andres Blade, og hans logiske Force dependerer af Aristotelis Organo, saa
at, hvis andre ingen Fornuft-Lære havde skrevet, blev det vanskeligt at sige,
hvorvit man kunde tilstaae Pedanten Fornuft eller ikke; Han raisonnerer uden
Sands om Sandsernes Embede, om Jndbildings Kraften efter sin egen daar¬
lige Phantasie, og, da han ikke selv besidder mange sunde Begreber, multipli¬
cerer han deerne med u-forstaaelige Beskrivelser; det er hans største Lyst at
producere heele Skokke af Syllogismer in Barbara & Celarent, og den, der
ey med Rasmus Berg i Comedien kand giøre Degne til Haner og Ridefogeder
til Tyre, fortiener ey efter hans Tanker Sted iblant Mennesker, allermindst blant
Studerende.
Metaphysica bliver af ham anseet som det allerhelligste i Minervæ Tem¬
pel, han tillader ingen Adgang til denne transcendentalske Videnskab, uden
dem, der vel ere øvede i at giøre sig adskillige Chimærer, kand forestille sig man¬
ge Ting, der ikke ere til uden i deres Jndbilding, og ere saa færdige i Abstracti¬
ons-Konsten, at de kand giøre sig tydelige Begreber og Rundheden uden for
Bordet, og om Blødheden uden for Voxet. Den, som ikke er udrusted med
de forunderligste og meest vanskabte Gloser, den som ikke færdig kand beskrive
Hvadheder, Disheder, Egenheder, Hvorheder, Nogenstedsheder, og jeg veed
ikke hvad for u-rimelige og intet betydende Ord, fortiener ey at bære Caractere
af en Metaphysicus, et Navn, der efter Pedantens Meening allene tilkommer¬
dem, der kand gaae uden for sig selv, og vel ere øvede i den philosophiske En¬
thusiasmo.
Hans Erfarenhed i den naturlige Philosophie bliver bestaaende i at anato¬
mere Kaal-Orme og Skrubbe=Tudser; han skriver hele Tractater om et Va¬
cur, hvis Exsistence han benægter, ey vidende, at om han end selv opfylder
alle Ting med sine Daarligheder, kand dog hans eget Hoved, i hvilket er intet


83
mindre end en sund Fornuft, lettelig bevise Contrarium, med et Ord, Pedan¬
tens gandske Philosophie, om den end efter hans Tanker er Kiernen af den verds¬
lige Viisdom, passerer i de fornuftiges Øyne for et Corpus Nugarum, en Sam¬
ling af Urimeligheder og de unyttigste Subtiliteter. Skal han nødes til at tage
en sundere Philosophie under Betragtning, kommer alting ham for som
Kietterier, han støder sig over enhver Satz, fordi han ey begriber den, og, da
hans Hierne er ikke skikket til mindre, end at tage imod Realiteter og Fornuf¬
tens Sandheder, multiplicerer han sine Invectiver og Skields=Ord imod den
sande Philosophie, og bliver gierne Slutningen denne: Bone Deus, qvis ta¬
lem forat Philosophiam de, hvo kand fordrage saadan Philosophie?
Foruden dette veed Pedanten mesterlig at indrette sin Mine efter enhver Philo¬
sophisk-Science. Naar han gaaer med Logisk Betragtninger, seer han ud som
Hannibal for de Romere, og har et Ansigt som den skrækkeligste Helt, visende
dermed, at han er geledet af den anseeligste Gvarde af Ideer og Syllogismer,
og vilde jeg ey ønske mig saa ulykkelig paa den Tiid at falde for hans Haand.
Naar han gaaer frugtsommelig med Metaphysiske Meditationer, seer man ham
ligesom i en Henrykkelse med et gandske metaphysisk Ansigt og transeenden¬
talske Grimacer. Naar han fordyber sig i at betragte Naturens Hemmelig¬
heder, er hans Ansigt som et perpetuum mobile, snart slaaer han Øyet til Him¬
melen, ligesom han vilde nedsenke sig i Cartesii Svælg eller exammere Sand¬
heden i Tycho Brahes Systema, snart til Jorden som han vilde observere dens
Bevægelse, snart griber han med Haanden i Luften enten for at fange Fluer til
nærmere Undersøgelse, eller for at fylde sin Næve med Epicuri Sole-Grand.
Kort at sige: Pedanten røber sig ved sin gandske Adfær, og kand man lettelig
læse af hans Ansigt, hvilken Deel i Philosophien han har taget sig for at forderve.
Men i hvor ont dette end er, saa kand man dog i visse Henseende sige, at
det er det allermindste; thi ved en pedantisk Philosophie skader Pedanten ikke
saa meget andre som sig selv, hans Daarligheder bliver snart kiendelige, og
hans Confusions Systema finder ved Tidens Længde ikke mange Elskere. Men,
naar et pedantisk Hoved applicerer sig til Medicinen, seer det suurt ud for den
Syge, der underkaster sig hans Cuur. Forunderligt er det, at Pedanterie er
ligesom et u-adskilleligt Onde ved denne Konst, og hvis man ey havde Exempler
paa dem, der profitere Medicinen, men ere dog fornuftige, skulde man snart
tænke, at det var en Umuelighed at legge sig efter den Science uden tillige at
blive en Pedant. De pedantiske Medici har adskillige Mærker, ved hvilke de
distingvere sig fra andre. De søge at giøre sig renomerte og recommen¬
derte ved at aflegge selv de prægtigste Vidnesbyrd om deres Færdighed i Kon¬
sten, snart rose de sig af at have opfundet et Aurum potabile eller drikkeligt
Guld, snart søge de at insinuere sig ved et universel Medicament, der er
tienligt mod alle Sygdomme, een gjør sig til af Piller, der kand forlænge livet
til 100 Aar, en anden af et Præcipitans, der kand giøre en Død levende eller


16.
rettere at sige en Levende død, med et Ord, alle de bledici, der tillige ere lø¬
danter, vil ikke vige Esculapio et Haar bred, men prætendere tilhobe at kun¬
de giøre Miracler, da dog deres hele medicinske Erfarenhed dependerer en¬
ten af en gammel Læge=Bog, et gammelt Recept Register, eller af deres eget
prægtige Væsen og Skryderier og de utallige vanskelige Curer, de beraabe sig
paa at have gjort, deres Øyemerke er ikke at studere Medicinen af Grunden,
da det vilde blive dem let at see, at de selv vare de sletteste Patienter, siden de
ere opfyldte med en Hob onde Vinde, og har en fordervet Hierne; men deres
Sag er at skaffe sig et Forraad af mediemske Gloser, at ove sig i at skrive
Uncer, Drachmer, Scrupuler, Alcali, Spiritus, Tartarus med tilbørlige Ca¬
racterer, da det mueligt vilde falde dem tungt uden Feyl at skrive de samme
med Menneskelig Still. Naar jeg betragter dette, seer jeg ikke, hvad Forskjæl¬
der er paa disse og den medicinske Skomager i Fabelen, uden denne, at den
sidste endelig tilstod sin gnorance, men de første vil stedse holdes for de ægte
Appollinis Børn, og saadanne Mænd, der har deres Videnskaber fra Hippo¬
crate og Bombasto selv. Disse u-lægelige Læger ere meget skadelige for det
Menneskelige Kiøn, naar vi undtage Bedemænd og Gravere. Kaldes de til
en Syg, føle de Pulsen, giøre imidlertid de lærdeste Miner og mumle saa sag¬
te en Hob u-forstaaelige Ord; de sige derpaa at have fattet Sygdommens Aar¬
sager, Beskaffenheder og egentlige Sæde, de raisonnere færdig om samme, men
i et Sprog, som den Syge ikke forstaaer, de tale om Blodet, der skal drives af
Centro ad Peripherlam, om vena cava, pertostium, pericardium, inte¬
stina og peritoneum endogsaa med Skrædere og Barsel-Qvinder. Naar de
forlade den Syge, efterlade de ham gierne i nye Sygdomme, og Dommen bliver
denne. Han skal laborere eengang hver Dag i et Purgatorio, og naar de vil hand¬
le med ham paa det allerbarmhiertigste, dræbe de ham inden fire Dage enten
med u-rimelige Medicamenter eller urimelig Snak. Jmidlertid agere disse
pedantiske Medici de mildeste Regne Mestere, thi ved at multiplicere den Sy¬
ges Sygdomme, gjøre de en kiendelig Subtraction i hans Pung, men for¬
glemme ey Additio i deres egen, og ved at skille den Syge ved Livet, foraar¬
sage de en glædelig Division for Arvingerne i hans efterladte Midler.
Gaaer vi videre og betragte en Pedant, der har gjort det juridiske Studium
til sit, mærke vi strax en anseelig Forskiæl imellem ham og de fornuftige Juri¬
ster. Hans Procedere Maade er u sædvanlig, han betiener sig i sin Tale af
en høytravende Stiil, en tvungen og affecteret Accent; Han criticerer ikke
saa meget sin Contraparts Procedure i sig selv, thi det formaaer han ikke, naar
den er fornuftig og grundig; men udraaber den mindste Forseelse imod Forma¬
liteter, som noget, der er meer end tilstrækkeligt til at vise Urigtigheden i Sa¬
gen; han fører en Person som det anseeligste Corpus Juris; Citationer, Alle¬
gationer, Collationer enten de kand have Sted eller ikke, komme ud af ham
i saadan Mængde, som Soldaterne fordum af den Trojanske Hest, han bom¬


85
barderer sin Contrapart med saa stor Force, som han kunde bære det hele
Juridiske Facultæt og det store Jus Canonicum i Maven, det er ham ikke om
Essentialiteten i Sagen, ikke om Argumenternes Kraft, men deres Mængde,
at giøre, og ved slige Mærker skiller han sig lettelig fra andre, ja beviser med
intet at han er en Jurist, uden en lang Kappe, om han har naaet den Grad,
eller med den første Bog af Loven, den han stedse fører i Lommen; jeg vil ikke
tale om hvorledes denne vankundige Lovkyndig legger Grunden til sin Science,
thi den har ingen, uden maaskee et gammelt Glossarium, ikke heller hvorledes
han røber sit Pedanterie, naar han bliver sat paa Dommer-Sædet; thi da
maatte jeg blive alt for vitløftig.
Endelig vil vi examinere en Pedant, der har appliceret sig til det The¬
ologiske; Saa meget vigtigere og ædlere dette Studium er frem for de andre,
saa meget bedrøveligere ere de Følger, der flyde af Pedantens Theologie, Hans
Hoved-Sag bliver unyttige og u-nødvendige Subtiliteter, han søger sin Lyst i
at proponere daarlige ja undertiden latterlige Qvæstioner, der bedre kunde
have Sted i et Kloster blant urimelige Munke, end høres af dem, der vil holdes
nesker. Den, der ey kand sige Pedanten hvor længe Adam var i Pa¬
for Me¬
radiis, om Muel-Esler som Muel-Esler ere skabte, om Paulus var i Arabien,
om Skriften taler om det eller det Landskab, kand efter hans Meening ey siges at
have seet Theologie. Paa slige pedantiske Theologi har vi merkelige Ex¬
empler i de saa kaldede scolastiske Lærere, deres Theologie var til største Deel¬
en Blanding af de taabeligste Spørsmaal og Distinctioner, de lagde Vind¬
paa med mørke og barbariske Tallemaader at fordunkle de klareste Sandheder
i Haab, at de med desto større Sikkerhed kunde fare vild, naar de mindst kun¬
de forstaaes. Dem har vi at takke for adskillige u-forstaaelige Konst-Ord; de
meente, at Skriftens Sandheder havde ingen Kraft uden de bleve udførte med
Aristotelis Tallemaader, og deres Fordrag reguleret efter hans Philosophie
Men hvor daarligt de end har handlet, og hvor liden Tak de end har fortient
sig af dem, der ansee Theologie med andre Øyne, saa see vi dog, at de end¬
nu har mange Efterfølgere. Dog disse kand paa nogen Maade undskyldes;
thi, som en Systematicus bilder sig ind allene at skrive for den lærde Verden,
saa tager han ikke saa nøye i Betænkning, at giøre difficulteter, hvor ingen
er, og at smidde sig en nye Bibel af Aristotele og Platone, for at bygge paa
dette Fundament sin vanskabte Theologie, men naar Pedanten bliver iført
Præste-Kiolen, kand den Meenighed ikke vente sig megen Føde, der skal profi¬
tere af hans Underviisning; thi, som saadan en Lærere anseer Prædike-Stolen
som det Cathedra, hvor han bør giøre sin Lærdom bekiendt, da, i steden for at
afhandle de vigtigste Sandheder til Opbyggelse, giver han sig ofte i Kast med
Kiettere, og declamerer med saa stor Hidsighed imod deres Vildfarelser, som
han paa den ene Side vilde have Navn af Protector fidei eller Troens Ophol¬
dere, paa den anden Side ansaae sin Degn og sine Bønder for Sandheders Fi¬


86
ender. Finder en anden Pedant ingen Smag i dette, røber han sig paa en an¬
den Maade; Han affecterer en andens Røst og Gebærder, han fører sine Ord
i en høy Stiil, Sandheden smager ham ikke, med mindre den er indviklet i
forblommede Talemaader og rhetoriske Figurer, med disse kryder han sine Præ¬
dikener, og i Betragtning af disse holder dem for incomparable; Han falder
ofte paa de urimeligste og latterligste Concepter, og betiener sig af de forun¬
derligste og meest ubeqvemme Lignelser. (*) Vitløftigere vil jeg ikke være, men
allene sige, at Pedantens Væsen falder enhver i Dyet, og hans Daarligheder
ere som et Skildt, der skiller ham fra andre Mennesker. De, som stræbe at
giøre en Skribent forhadt og hans Arbeyde farligt ved at uddrage Følger af
hans Lærdomme, der ikke har deres Grunde i de samme, skulde vel slutte, at
jeg i disse Blade har røbet mig som en Fiende af Videnskaber; men ved slige
Domme gaae de tvert imod mit Øyemærke. Det er saa langt fra, at jeg for¬
kaster Videnskaber, at jeg meget mere i de følgende Tider skal skierpe min Pen¬
imod dem, der vise sig Patroner af Vankundighed. Jeg søger her allene at
legge en Pedantes Opførsel for Dagen, og vise den slette Skjebne Videnskaber
have, naar de ere saa u-lykkelige at excoleres af saadan et Menneske, der ved
at holde sig til de lidet vigtige Stykker, som ey kand tiene et Menneske, for saa¬
vidt han er en Borgere, lemlæster ikkun enhver Science og tilveye bringer Stu¬
deringer en almindelig Foragt iblant dem, der af en Pedant giøre Slutninger
til alle Studerende, altsaa er det ey imod Videnskaber, men deres Fordærvere
jeg i disse Blade har stilet mine Betragtninger.
Men jo kiendeligere saa u-menneskeligt et Væsen er, jo meere har man
Aarsag at undre, at det iblant de Lærde finder saa mange Elskere; man skulde
snart slutte, at Pedanterie er som en smitsom Syge, der inficerer dem, der
omgaaes med den Svage, og i saa Maade skulde Pedanten i et Societæt an¬
sees med samme Øyne som et Menneske der laborerer af den Neapolitanske
Svaghed, og ikke beholder sin Sygdom for sig selv. Men bedrager jeg mig
ikke, troer jeg sikkerlig, at de, der meritere Navn af Pedanter, har lagt Grun¬
(*) For Exempel: Een meener at intet kand siges deyligere, end naar han kalder Skriften
en Viin=Kielder, og dens flittige Læsere Fyldehalse: En tager ey i Betænkning tvende Timer¬
at prædike over det Ord: derfor, en anden finder Smag i at forestille Herodem i en dob¬
belt Habit, en Ræve= og Narre=Kiol, et Jndfald, der bedre sømmede en Harleqvin paa et Thea¬
tro, end en Præst paa en Prædike=Stoel; Een prædiker for en Bonde Meenighed om Jerusa¬
lems Forstyrring og Jødernes Haardnakkenhed, sluttende sine egne Beretninger med dette Eders
Kierlighed vilde selv behage at læse Josephum de bello Judaico. En anden anfører ved fo¬
refaldene høye Fæster heele Meeninger af Jødernes Talmud og Hedenske Porter, beklagen¬
de sig derhos over Ordenes Dybhed, dem han ey kand udtyde. En anseer Geberder og Gri¬
maer for Essentialiteten i en Prædiken, og dømmer slet om den Prædikant, der meere rører
den venstre end den høyere Haand, ligesom Sandhedens Virkning var bunden til et Lem me¬
re end et andet. Alle disse Beviser paa en Pedantes Conduite ere tilforladelige og au¬
tentique, og har jeg selv havt den Skjebne at anhøre de fleste


87.
den til deres Hoved-Feyl i deres Skole Gang, i man forseer sig ikke, om man¬
siger, at Skolerne ere som de egentlige Hoved-Steder, hvor Pedanterne re¬
sidere og øve det sterkeste Herredømme. Jeg maatte gaae uden for Sand¬
hed, om jeg vilde skiære alle Skole=Lærere over een Kam, og med andre holde
en Skole-Mester og en Pedant for ligelydende Navne; Jeg siger allene, at en
anseelig Deel ere befængede med den Sygdom, og herudi finder jeg vel ikke
mange Modstandere. Var det Umagen værd at examinere Skole-Væsenet,
til Punct og Prikke, skulde Sandheden i mine Tanker blive desto klarere og dens
Beviser desto flere og sterkere. Jeg maatte spørge: Hvor til tiener de mange
Aars Skole-Gang, skulle det ikke være mueligt at velskikkede Hoveder i en me¬
get kortere Tiid kunde absolvere de Sager, paa hvilke de i Skolerne maa an¬
vende den beste Tiid af deres Alder, naar deres Underviisning blev taget paa
en anden Fod, og deres Lærere ey ville sætte enhver Post sine visse Terminer,
i hvilke den skal excoleres. Man giør Væsen af det, der i sig selv er intet,
man forbyder paa sine Steder en Lærling at faae Sted i den øverste Leidse,
førend han har bebyrdet Hukommelsen med all Verdens Glose Bøger; Kand¬
han ey fra Begyndelse til Ende recitere Grammaticam Philippi, kand han ey
oplæse en Regel med alle sine Ord og Exempler, ey færdig udreede sig af de utal¬
lige Exceptioners, Observationers, Anomaliers og Elegancers Labyrinther,
holdes han for endnu intet at have lærdt; Man igiennem tykker adskillige An¬
tores, og hører man undertiden de latterligste Forklaringer, de urimeligste Over¬
sættelser med saa stor Myndighed at indtrykkes de Unge, at de U-erfarne snart
skulde giøre sig ligesaa høy en dee om en Skolemester, som om det Delphiske
Oracle. Man tyranniserer ofte med de Underhavende for det, der i sig selv
er intet, man anseer en Vildelse i en Stiil, en Feyl i en Oversættelse ligesaa
strafværdig som en Forgribelse imod Minervæ Souverainitet; Crimen Læsæ
Grammaticæ er i Skole-Pedantens Øyne af ligesaa stor Conseqvence, som
Crimen Læsæ Majestatis; man straffer med større Nidkierhed en Forglemmelse
af en Glose, end den styggeste Matros-Eed, og i den Henseende kand man døm¬
me, hvorvidt dens Klagemaal var grundet eller ikke, der besværede sig over i 3
Aar ey at have lært mere af sin pedantiske Lærere, end at flectere og
declinere Jus jurandum i alle Casibus rectis & Obliqvis, siden hans Sko¬
lemester ey gjorde saa megen Profession af at øve sine Underhavende i de for¬
nødene Videnskaber, som at lære dem nogle mavre Gloser og nyemodige Eder.
Sandelig jeg veed ikke, ved hvem jeg skal ligne disse pedantiske Tyranner; de
komme mig for som de nyebagede Corporaler, der prygle en dansk Soldat,
fordi han ey kand tage Tempo efter en tydsk Commando.
Som man nu paa den ene Side opholder de Unge med Baggateller, saa
forglemmer man paa den anden Side alt det, der kand tiene til at skierpe
Skiønsomheden, og giøre Hiernen skikket til at fatte det, som er solide; man
seer derfor en stor Deel af Skolerne at komme til Academiet snarere som Ska¬


88
der og Papegøyer, end Mennesker, Vilde og Examinerende have Taalmodig¬
hed, skulde de høre det ene Præceptum efter det andet at opregnes i sin hele
Orden, men spørge de om Ting af Betydenhed, der ikke burde ignoreres, har
de fleste Candidati ingen Mund, men befinde sig i det tykkeste Mørke. Naar
nu dette har sig saaledes; hvo vil da undre, at Verden er saa fuld af Pedan¬
ter, i Men jeg maa haste til Enden, og slutte min Betragtning med nogle
faa Anmærkninger. Det som meriterer Navn af Pedanterie hos een, bør
kaldes got og nødvendigt hos en anden; at en Stats Mand vil legge sig efter
det, der egentlig sømmer en Rector, er et Pedanterie hos ham, skiønt ikke hos
den anden; thi det er for ham i sin Qvalitæt baade u-nødvendigt og unyttigt,
og, naar han lader det blive sin Hoved-Sag, er han som de frugtsommelige
Qvinder, der finde Væmmelse til det, der er sundt og tienligt, men forlyste sig
X.
i at æde Kul og Spaaner. .
Naar man finder solide Erudition hos en Studerende, bør man ey an¬
føre ham paa Pedanters Catalogo, om der end maatte findes hos ham en liden
Deel af deres Laster; J saa Maade bør man bære sig af som Skilderne,
der stræbe, naar det kand lade sig giøre, at sætte de faa
Ansigtets Lyder i Skyggen, saa de blive
u-synlige.
*) Petronii Ord ere meget mærkelige, Ego adolescentulos existimo in scholis skul¬
tillimos fieri, qvia nihil ex iis, qvæ in usu habemus, aut audiunt aut vident, sed melli¬
tos verborum globulos & omnia dicta factaqve papavere & sesamo sparsa. Qvi inter hær
nutriuntur non magissapere possunt, qvam bene olere, qvi in Culina habitant.
**) Man holder for, at den Erfarenhed, som Keyser Hadrianus havde forskaffet sig
i de grammaticalske og sophistiske Videnskaber, og den Færdighed, der fandtes hos Galie¬
num i at giøre grækiske og latinske Vers, var dem til Hinder i deres Regimente, og Plutarchus
vidner, at den Øvelse, som de tvende ypperlige Mænd Pericles og phicrates havde i at de¬
clamere, blev af nogle anseet som en Plet, der skiæmmede disse Ædelsteene. Den kloge Re¬
gent Henric IV. Konge i Frankrige skal ogsaa have kaldet Jacob I. Konge til Store-Britta¬
nien, Matre Jacqves, hvortil den franske Skribent Varillas dans la Pratiqve de Veducation
des Princes liv. 1. giver denne Aarsag: A Cause, qvil se picqvoit trop de bien parler & de
bien ecrire en Latin . . cest la un trop bon morceau pour un Pedant. Sanne Konge,
da han engang bebreydede en Gesandt fra et andet Hof, at han talede saa slet Latin, skal ha¬
ve faaet dette Svar: Sire stimo di parlaa Latino meglio di V. M. poiche il mio Latino
en Latino di Re, & il suo un Latino di Pedante.
P. S. Herved averteres den gunstige Læsere, at under Dags Dato er udkommen den Han¬
ske Aske Operator. Samme er skreven paa Vers, hvoraf herefter ugentlig bliver ud¬
givet et halv Ark.


89
No. 12.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Udgivet den 31 Julii 1744.
Qvid vivere longum
Fert homini, si vita procul melioribus ausis
Desidia at turpi nimium correpta veterno
Torpeat, & dubii tempus breve prodigat ævi?
D¬
en Begierlighed, som findes hos mig til at underrettes om de Tanker,
som Fremmede, altsaa efter Formodning mere upartiske Dommere, giøre
sig over mit Fæderne=Land, foraarsager at jeg ofte indfinder mig paa de
Steder, hvor de Reysende, der med Fornuft kand tale om slige Sager, ophol¬
de sig, af samme Aarsag søgte jeg ogsaa Leylighed til at indlade mig i Samtale
med den saa kaldte Syriske Prince, der for nogen Tiid siden saaes i vore Lande;
jeg begiærede at vide hans Reflexioner over vore Stæder og Indbyggerne i de sam¬
me, da jeg hørdte adskillige, men i sær lagde Mærke til tvende, den ene an¬
gaaende de prægtige Bygninger, som han her og der havde taget i Øyesyn i sær
i Hoved=Staden, hvor han fornemmelig havde forundret sig over det Kongeli¬
ge Slot med dets tilhørende Bygninger og det anseelige Taarn, der, naar det
blev bragt til Fuldkommenhed, vilde ey allene blive Kirken, men heele Staden,
til Prydelse; disse Ting ansaae han som Beviser paa den Færdighed, som den
Danske Nation havde faaet i Architecture, den anden Anmærkning, som den¬
ne omreysende Ridder havde giort, synes ey at være saa reputeerlig for Natio¬
nen, som den første, han havde erfaret en stor Deel af de ham forekommende
Danske at være inficerede med en vis Sygdom, som i vores Sprog kaldes
Skiørbug, og holdt han fore, at denne Svaghed var en Virkning af Ørkes¬
løshed, da Jndbyggerne efter hans Tanker maatte ikke være store Elskere af
Arbeyde, der kand fordrive de sure og usunde Vædsker af Legemet. Jeg tog
denne Betænkning til nærmere Eftertanke, og Erfarenhed har lærdt mig, at den
ey var ilde grundet, jeg har imidlertid reserveret min Betragtning over denne
Materie til nærværende Ark; bliver jeg saa lykkelig, at jeg ved mit Arbeyde kand
forjage Ladhed af de Danske Egne, og opmuntre enhver af mine Brødre til at
sigte imod saa skadelig en Fiende, skal jeg ingenlunde fortryde den Fliid, som jeg
her paa har anvendt.
Jeg agter det u-fornøden at give nogen Beskrivelse over denne Last; jeg
vil heller giøre mig Umage med at vise, hvor skadelig den er for et Stats Le¬


90
gene, og hvor lidet de kand siges at lagttage deres Pligter som Borge¬
re, der ere behæftede med denne Sygdom. J et Societe findes ikke et eneste
Lem, der jo har sine særdeles Pligter at i agttage til det almindelige Beste; Et
Rige er i visse Maader som en Machine, der drives af adskillige Hjul, nogle
smaa og nogle store, naar et eneste kommer til Skade og hindres i sin Bevæ¬
gelse, strækker Skaden sig skiønt u-formærkt til det heele Corpus, altsaa for¬
staaer det sig selv, at jo meere en Deel kand giøre til at conservere det gand¬
ske, jo større og mærkeligere bliver Skaden, naar een eller anden af de vigtig¬
ste Parter kommer i Urigtighed og bliver u-brugelig. Applicationen paa vor¬
Sag er lettelig gjordt: En lad Borgere, der forsømmer sine Pligter, er som
et forraadnet Lem paa et Legeme, og, naar den Lade er sat paa en af de ansee¬
ligste Poster, er det som Societætet havde mistet sin høyre Haand. For at
giøre denne Sag desto tydeligere, vil jeg efter min Maade betiene mig af op¬
digtede Exempler, ønskende, at de samme ey alt for meget vare grundede. Segni¬
tius beklæder en af de vigtigste Charger, og paa hans Aarvaagenhed i Em¬
bedet beroer en Deel af Rigets Velgaaende; men de, som kiende ham og har
lagt Mærke til hans Opførsel, skulde snart slutte, at han i Riget er som et stort
Rull; hans Embede er ikke af større Vitløftighed, end at han selv uden at ta¬
ge Skade paa sine Kræfter, kand opvarte det, ikke desto mindre giør han aar¬
lig store Depenser paa Fuldmægtige og andre Betientere, der desuden søge
Leylighed til at lønne sig selv, og det med saa megen større Sikkerhed, som de
veed, at deres Principal er en Herre, der ikke, som man siger har et Øye paa
hver Finger; Segnitius gider ikke selv befattet sig med de ham anbetroede Sa¬
ger, alting gaaer igiennem andres Hænder, og af Embedet har han intet uden¬
Navnet og Lønnen; thi Directionen overlader han til andre; Begierer du Un¬
derretning om et eller andet, har den, eller den, der staaer under denne flittige
Mands Jurisdiction, forurettet dig, maa du addressere dig til hans Contoir,
og holde gode Miner med hans Fuldmægtig, søger du ham selv, kand du være
vis paa en haanlig Afviisning, i det ringeste ikke vente andet Svar end det
Pfaltz Greven i Comædien gav de Spørgende Spørg min Hofmester, gak¬
til min Fuldmægtig; jeg vil ikke tale om, at han sielden giver Audience og de
fleste Tider ikke kand treffes hiemme; thi endskiønt hans Embedes Vigtighed
kunde vel holde ham inden sine egne Vegge, saa dog, naar han har kastet Byr¬
den paa fremmede Skuldre, søger han selv Divertissement i en Slags Vellyst
efter den anden, eller, om han ey finder Behag derudi, foretager sig et og an¬
det, der aldeles ikke vedkommer det Embede, til hvilket han er kaldet. Jgna¬
vus er i sin Station ligesaa flittig, han staaer for et stort Regnskab, men, fordi
han lader andre holde Bog over Udgift og Jndtægt, og selv er saa lad, at han
intet giør uden allene sætter sit Navn under Regnskaberne, kand man ikke me¬
get forundre sig, om saa accurat en Regnemester kommer i sin Tiid alt for me¬
get til kort, og for sildig maa beamre at hans Fuldmægtig har forregnet sig.


9.
Saadanne lidet flittige Embeds Mænd synes ligesom at have taget Skade paa
alle Lemmer; de see med andres Øyne, de høre med andres Ørne, de skrive
med andres Hænder, med et Ord: de ere blinde og døve i deres Embeds Sa¬
ger, og synes ey at have Hænder, uden naar de skal imodtage den Løn, som de
ikke har fortient. Jeg tilstaaer gierne, at dette hos nogle kand reyse sig af an¬
dre Aarsager; thi, som mange begiere at sættes i de Betieninger, som de ey
selv have Ævne at forestaae, og med deres Ansøgning have allene Øyet paa Em¬
bedets Jndkomster, saa kand man ikke undre, om de betiene sig af saadanne
Assistenter, der ere klogere end de selv; men naar de, der ere skikkede til at
opvarte Tienester til en almindelig Nytte, med liden Berømmelse forestaae de¬
res Embede, kand man, uden at feyle, tilskrive dette den liden Aarvaagenhed,
som de vise paa deres Post. Hvo kand for Exempel tvivle om Pigrini Fær¬
dighed i Lov og Ret, han har i de forrige Tider med Berømmelse forsvaret den
Uskyldige, nu derimod sukke mange For-urettede og beklage, at een Dom efter
en anden gaaer dem imod, Aarsagen er denne: Pigrinus efterseer sielden Do¬
cumenterne førend han kommer for Retten, og, da han ey giør sig Umage for at
faae tilstrækkelige Begreber om Sagens Sammenhæng, maa ofte den Retfær¬
dige lide under hans Ladhed.
Skaden, som disse Lemmer tilføre det gemeene Beste, er ovensynlig og be¬
høver altsaa ikke mange Beviiser, ja, naar vi finde Ladhed at have taget Værel¬
se iblant de Geistlige, kand vi sige, at den truer med en Ødeleggelse. Saa me¬
get vigtigere den Plads er, som en Mand betræder, der skal vise Mennesker
Veyen igiennem Tiden til Ævigheden, saa meget farligere er den Forsømmelse
og liden Omhue, han viser i sit Embede. Jeg er ikke sindet som mange andre,
der tilskrive Præsternes slette Conduite all den Ugudelighed, der sees at gaae i
Svang; jeg tilstaaer gierne, at en liden Plet paa de Geistliges Kiortle falder
strax i Øyet, men det er ogsaa klart, at visse Folk multiplicere uden Aarsag
deres Exclamationer over denne Orden, og af et ugrundet, ja, jeg vil sige,
ugudeligt Had til den geistlige Familie, søge ved alle Leyligheder at afmale
Præste-Standen med sorteste Farve, og af een uduelig Lem giøre Slutning til
alle de andre. Saa vidt vil og kand jeg ikke gaae, naar jeg ey vil stride imod den
aabenbare Sandhed; men mine Reflexioner vilde blive alt for partiske, om jeg
vilde sige, at enhver, der betiener det ærværdige Embede, er en Helgen uden
Smitte, mine Betragtninger grunde sig overalt paa Erfarenhed, og, om nogen
vilde dømme mig at gaae efter Gisninger og Formodninger, er deres Dom u¬
rigtig, og maa de selv ikke meget være bekiendt i deres egne Lande. At kom¬
me til Hoved-Sagen, da siger jeg, at Ladhed, naar den findes hos en geistlig
Mand, er den ledsaget med de bedrøveligste Conseqvencer. De Mennesker,
der ere satte til at sørge for Siæle og befordre deres Lyksalighed, ere som aan¬
delige Strids-Mænd, der alle Øyeblikke maa være færdige til at tage imod
Fienden, de ere som Læger, der ikke maa forsømme at see deres Patienter til


92
gode; Den Soldat, der sover paa sin Post, naar han ikke kand vide sig sikker
for fiendtlige Anfald, og naar Byen overalt er omringet af Fienden, seer ikkun
slet til for sit Fæderne Lands Beste, og den Læge, der paatager sig at curere en
Syg, men viser ingen Flittighed i at opvarte ham, er en alt for magelig Doctor,
og kand man have Aarsag at give ham paa nogen Maade Skylden, om den
Syge creperer. Naar en Meenighed ikke seer sin Præst uden om Søndagen
paa Prædike=Stolen, og naar man der intet hører uden idelige Repetitioner af
een og den samme Sag eller og noget gammelt Postill-Tøy, kand man sikkerlig
slutte, at han enten maa være inficered af deres Principia, der holde det for¬
Synd at studere, eller og han maa ikke have megen Umage med sine Prædi¬
kener (*) Jeg kunde vel tage i Betænkning at befatte mig med de Geistliges
Feyl, og sige som Ræven i Fabelen: Qvia me vestigiaterrent, men mit Em¬
bede forbyder mig at fritage nogen fra Tilrette Sættelser, naar jeg har Anledning
der til, og Plante Bogen siger desuden, at Steenbukkens Barn skal blive ein¬
Urtheiler der Geistligen.
Jeg veed ikke, om jeg med Grund kand beskylde en stor Deel af de andre
Studerende for den Last, som jeg i disse Blade censurerer; Vist er det, at,
endskiønt Vankundighed bliver af mange taget i Beskiermelse, og af sære Ho¬
veder ansees som en Hoved Dyd, saa forbyde dog disse forvendte Tanker ikke,
at vi jo nu frem for nogen Tid finde hos mange en priselig Begierlighed til at
giøre Fremgang i nyttige Videnskaber; men det er ogsaa vist, at deres Tal er
ikke mindre, der i Ladhed og Ørkesløshed bortdrive den meest blomstrende Tiid
af deres Alder, og naar de siden til en almindelig Ulykke blive satte i Betienin¬
ger, at bejamre deres forrige Daarlighed og forgiæves Ønske at tilbage kalde
de fremfarne Tider. Mange opholde sig ved Academiet, men uden Nytte,
thi de sees sielden paa et Auditorio uden ved forefaldende Solennitæter, da de
søge at fornøye Øynene, eller ved offentlige Dissertationer, da de forlyste Øre¬
ne. Mangen Socius giør sig tyk af de mange Aar, han har ligget ved Univer¬
sitætet, og anseer det som en Ære, at han i sine Studenter-Aar har depen¬
seret saa og saa mange Penge i Kiøbenhavn; jeg er ham her udi ikke imod,
jeg tilstaaer ham gierne sin Caractere af en gammel Academicus, men i mit
Sprog er han en Peripateticus, eller omvankende Philosophe, der mueligt
meere har brugt sine Fødder end sin Hierne og confunderet det Studentiske
Seyerverk, der allene giver to Timers Frihed til at sparsere; man kand sige
om mange af disse Brødre, at de vente paa Oplysning i Stilhed, og ret giøre
Profession af en latterlig og skadelig Qvietismo, og man gaaer ikke meget uden
(2) Jeg erindrer engang at have seet et Latinsk Vers, der var skrevet i saa tyetyde¬
ge Terminis, at det baade kunde ansees som en Satire og Apologie, og angaaer den Sag,
som jeg her forhandler:
Condeniunt animi, sed frustra pabula quarunt
Stertentes Famuli somnia nulla docent.


93
for Sandhed, om man siger, at, naar de have anvendt tolv Timer om Dagen
paa at gjøre intet, anvende de den øvrige Deel paa Studeringer, da Aften Ti¬
merne ere destinerede til noget andet. Vi finde derimod andre, der ikke saa
meget kand siges at være uden Forretninger, som at legge sig efter saadanne
Ting, ved hvilke de ey kand tiene deres Fæderne Land; men den Flittighed de
lade see i at anvende Tiden paa unyttige Konster, er efter mine Tanker intet an¬
det end en anseelig Ladhed. Jeg har selv erfaret og mange have tilstaaet,
at en stor Deel af de Tydske Studiost anlegge megen Tid paa saadanne Viden¬
skaber, der ere af det forfængeligste Slags, og i hvilke man ved mange Aars
Arbeyde ikke kand komme til nogen Vished; Saaledes finder man Chiroman¬
tie, Phystognomie, Geomantie og andre Videnskaber af samme Suurdey at
borttage en anseelig Deel af deres Aar, da de derimod lade andre solide Stu¬
deringer ligge urorte; Mange iblant vore Studerende synes her udi at efteraabe
dem, og seer man de forfængelige Skrifter, som en Imposter efter den anden
lader komme for Lyset, i Hobetal at finde Afgang i Fæderne Landet.
Jeg kunde med mine Betragtninger gaae videre, og vise, at vi kand fin¬
de lade Borgere i alle de øvrige Stænder, men jeg vil heller anvende Papiret
paa at anføre de adskillige Aarsager, hvor af denne skadelige Last reyser sig.
Mange Skribentere have mærket, at, naar et Rige ligesom er kommen til Spid¬
sen af Lyksalighed og er sat i Sikkerhed for findtlige Anfald, falder det gierne
til adskillige Laster, i sær til Ladhed og Vellyst, hvilke ere som frugtsommelige
Mødre, der føde tusinde andre Vanskabninger og utidige Fostere. Kierlighed
til Fred maa enhver Fornuftig tilstaae at være den ypperligste Ædelsteen, der
zirer de kronede Hoveder, og ingen bedre Leylighed kand gives, hvorved en Stat¬
kand blive forsynet med herlige og nyttige Anstalter, end naar Borgerne i et Rige¬
kand allene som Tilskuere betragte Urolighederne i andre Steder, uden der udi
selv at være indviklede. Kong Carl XII. der i Henseende til sit martialske Væ¬
sen er saa meget bekiendt i den Svenske Historie, gjorde sig en Ære af at kunde
støde andre Potentater fra Thronen og foreskrive fremmede Nationer Love; men,
om han havde gjort bedre imod sit eget Rige, hvis hans Tanker havde været
meere fredsommelige, overlader jeg til deres Domme, der i Stats Sager be¬
sidde større Erfarenhed end jeg. Den ellers Svensk sindede Voltaire, der har
givet denne Konges Livs-Historie, og ikke lettelig lader nogen Leylighed forbi¬
gaae til at berømme sin Helt, maa dog tilstaae, at det er ikke Mængde af Kri¬
ger og Seyervindinger, der gjør en Potentat til en stor Regent, men Aarvaa¬
genhed og Fliid i at forbedre sine Lande og befordre gode Konsters og Videnska¬
bers Fremgang, i hvilken Henseende den Russiske Keyser Peter Alexiowitz og¬
saa har gjort sig udødelig. Man hører i disse Tider fast intet uden om Krig;
Garetterne ere fulde af Relationer om større og større Præparatorier til
Feyde, om blodige Træfninger, Stæders Erobringer og Seiervindinger, som
den ene af de stridende Parter erholder over den anden. Midt i alle disse Uro¬


94
ligheder ligger Danmark stille, og den Høyestes Forsyn har giort, at Krigs¬
Luen har ey fortæret den mindste Plet i vore Lande. Enhver, der har Evne
at skiønne paa det virkelige Gode, og ikke af interesserede Aarsager ønsker no¬
gen Forandring i de Danske Sager, maa ansee dette som en af de største Lyk¬
saligheder. Jeg for min Person, saa ofte jeg faaer de publiqve Beretninger
i Hænder, og seer et Krigs-Manifest efter det andet, der forud spaaer om man¬
ge Menneskers Opoffrelse, kand ikke andet end glæde mig, naar jeg paa en li¬
den Plet Papir læser, at vores Hof opholder sig der eller der, og vores Stats¬
Ministre divertere sig paa deres Jorde-Gods, i det ringeste anseer jeg slige
Tidender med gladere Øyne, end en Ungersk Patriot Generalens Nadasti lyk¬
kelige Transport over Rhin-Strømmen. Men, endskiønt en stedsevarende Fred
er en stor Lyksalighed for et Land, saa see vi dog, at den ofte er geleydet med
adskilligt Onde. Mennesker, der ey have Been til at bære de gode Dage, mis¬
bruge ofte de ønskeligste Fordeele, og naar de ey trænges af udvortes Fiender,
blive de gierne deres egne, ja paa adskillige Maader svække et Rige ligesaa me¬
get, som om det kunde falde i en rasende Fiendes Hænder. Man see ikkun, for
at blive overbeviist om dette, til den Atheniensiske og Romerske Republiqve (?
man finder den sidste i en blostrende Tilstand, saa længe den her og der spillede
sig ved sine Seyerrige Vaaben en Deel af Verden i Hænderne efter den anden,
men, da den aabnede Fredens Tempel, syntes den tillige at aabne Porte og
Dørre for all Ugudelighed og de vederstyggeligste Laster, og er Salustil Vidnes¬
byrd om denne Sag saa tilforladeligt, at det behøver ingen Confirmation,
Dersom dette var en nødvendig og u-middelbar Følge af Fred, at, saa snart et
Rige havde faaet sine Fiender af Halsen, skulde det falde til Laster, maatte man
sige, at Gud saae ikke meget vel til for et Land, naar han omskandsede det med
Rolighed, og at et Rige, for at forekomme saa stort et Onde, maatte heller ønske
sig en stedsevarende Feyde; men denne ulyksalige Sylte flyder ikke af Freden i
sig selv og et Riges blomstrende Tilstand, men maa tilskrives Menneskenes Ond¬
skab, der misbruge deres Lyksalighed, og holde for, at de rolige Tider give dem
Frihed til at legge Hænderne i Skiødet, og føle sig i adskillige Laster. Hvad
jeg har sagt om den almindelige Lyksalighed, kand ogsaa siges om det særdeles
Gode, som et Menneske i Livet nyder frem for et andet; Vi see ofte at det
skammelig bliver misbrugt tvert imod Giverens Øyemærke. Opulentus er
en bemidlet Mand, men en lidet retskaffen Borger, fordi han har saa stor
Rigdom, at han kand leve af sine Renter, meener han tillige at kunde exci¬
5) Liberiensum gives kom concient, grands en seavisen forporengne re¬
slutt, non at olim in classem exercitusqve, sed in dies festos apparatusqve ludorum
reditus publicos effundebant JUSTINUS. Udi pro labore, desicia pro continentia &
ævitate libide tyve superbia invasere, postivan prime pecuniæ, deinde mperii cupido¬
creverat in immensum, tune sidem, probitatem, exterasqve honas artes esse subversat
SALLISTIUS.


95
pere sig fra den almindelige Lov, der befaler alle at arbeyde, naar man be¬
tragter hans Levemaade, synes han at ligge i en stedsevarende Søvn, og at
drømme om et Øyemærke hvor for han er skabt, som ikke kand være
mueligt; han indbilder sig, at han allene er sat i Verden for at tiene sig selv
og have magelige Dage, han anseer andre som de, der ere skabte for hans
skyld, at de skal paatage sig de Byrder, som han ey selv skiotter om at bære;
hans ørkesløse Liv og de Vellyster, der følge med samme, har ligesom giort ham
til en Middel-Punct, hvor adskillige Sygdomme ere samlede, skal han iføres
sine Klæder, maa han betiene sig af andres Hænder, skal han aflægge Visiter,
troer han ey sine egne Been, men maa lade sig drage enten af Heste eller Men¬
nesker; fordi han ey behøver at være Fæderne Landet til Byrde, tænker han,
at han ey heller er pligtig at være det til Tieneste, og han har mange Brødre,
der ere af samme Tanker. Disse Mennesker, der leve allene for at gjøre intet,
betænke ikke, at den private Lyksalighed, i hvilken de ere satte, er den aller¬
stærkeste Obligation, der forbinder dem til at vise Flittighed i Livet, og legge
Vind paa saadanne Ting, ved hvilke de kand tiene Fæderne Landet. Der fin¬
des andre, der til en Tiid paatage sig Embeder, men allene i den Tanke, at de
kand oplegge sig Capitaler, og fremdrage Resten af deres Liv i Roe, det er, de
fleste Tider, i Ladhed, disse komme mig for, som Kiøbmanden, der changerede
sin Handel og lagde sig efter Procurator Professionen under denne Prætext, at
han nu vilde begynde at tiene sin Gud. Flittighed i sine lovlige Forretninger
giør sandelig ikke noget Skaar i Gudsfrygt, og Christendommen blev aldrig
slettere, end da Verden vrimlede af lade og ørkesløse Munke; at vilde renon¬
cere paa den Tieneste, man er sit Fæderne-Land skyldig, af den Aarsag, man
vil leve i Roe, er en Sag, der aldrig kand bestaae med Naturens Lov. Jmid¬
lertid er det dog almindeligt; Mange, der ey allene ere forbundne, men have
og Leylighed til at opoffre deres Dage til en almindelig Nytte, holdes fra disse
deres Pligter af Kierlighed til Ladhed, andre see sig ogsaa forbundne, men fin¬
de ingen Leylighed, de ere ledige, fordi de ey blive leyede. For nogle faa Da¬
ge siden saae jeg Invitation til Prænumeration paa et Skrift under denne Ti¬
tel. Otia suite Otioste jeg sluttede heraf, at Skribenten i sin Station har ikke
megen Leylighed til at vie, at han betiener den.
Jblant andre Aarsager, der befordre Ladhed, kand vi ogsaa regne mange
Forældres forvente Omgang med deres Børn, da de ligesom selv legge Puder
under deres Arme, og af en utidig Ømhed tillade dem ikke at vænne sig til Ar¬
beyde, i den Henseende heder det rettelig:
Blanda patrum segnes facit indalgentia natos
Titius er en forstandig Mand i sit Embede, men en lidet fornuftig Fader, thi
han tillader sin gamle Søn at bortdrive et Aar efter det andet i Lediggang,
Slutningen bliver denne, naar Faderens Hoved engang falder af, kommer
vel Sønnen til at lyde Trom-Skindet. Röbling er en gammel affældig Enke,


96
ikke desto mindre har hun dog saa stor Medlidenhed med sin raske Dotter, at
hun selv agerer Tieneste Pige, naar Jomfruen er en Frøiken, naar Moderen
feyer Gulvet, passer Dotteren paa sin Fugl, og naar den første er i Kiøkkenet,
leger den sidste med sin Skiøde-Hund, eller har at bestille med sin Skiønplet;
den eneste Forretning, som Jomfruen har at i agttage af Huusholdings Sa¬
ger, er at skiænke Thee eller Caffee, naar hendes Kiereste indfinder sig.
Jeg kunde have Aarsag til at være meget vitløftigere, jeg kunde vise at
den Overflødighed, som Landene have paa Betlere, er til største Deel en Virk¬
ning af Ladhed, og kunde skierpe min Pen imod dem, der vegre sig ved at understøtte
saadanne Anstalter, ved hvilke dette Onde paa nogen Maade kunde forekommes
men, da jeg ikke finder Plads til meere, vil jeg allene til Slutning meddeele min¬
Læsere et Rescript, der af Dags Dato er udsted fra Fornuftens Cancellie, og
er den Sag vedkommende, hvorom jeg i dette mit Ark har talt:
Saasom for Os haver andraget og Elskelig Commune Bonum i Danmark,
hvorledes det paa mange Maader i sine Progresser bliver hindret af dem,
der tilside sætte vore nyttige Anordninger, og i Særdeleshed hvor stor Skade
det tager ved den almindelige og skadelige Fiende Ladhed, saa ere Vi allvorligen
betænkt paa Tiid efter anden her udi at giøre Forandrig, og da vi forefinde
adskillige Huse, der ere som Magaziner af Lediggængere anseet der udi fødes
og underholdes en utrolig Mængde af Tienere og Laqveyer, hvilke de fleste
Steder kunde og burde undværes, saa byde vi hermed for det første og alvor¬
ligen befale, at de, der for at spare paa deres egne Lemmer, betiene sig af
andres, bør med Nidkierhed holde deres Tienere til at lære noget, hvorved de
siden, naar de komme af deres Herrers Tieneste, kunde tiene deres Fæderne¬
Land, siden det almindelige Væsen lidet kand være tjent med det Arbeyde, i
hvilket disse Mennesker gemeenligen blive øvede. Skulde nogen af Parterne
ikke vilde holde sig denne vores velmeente befaling efterrettlig, overlade vi dem
til den Danske Spectator, vor General Fiscal, hans nærmere Tiltale. Datum
Loco & die ut supra under vor Haand og Signet.
RATIO.
actionum humansrum de jure
Gubernatrix.


97
No. 13.
Udgivet den 7. Augusti 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Ut pleriqve solent, naso suspendis adunco¬
gnotos, qvi funt nullis majoribus orti.
Scilicet hie mos est populi, qvi stultus honores
Sæpe dat indignis, & famæ credit ineptus,
Qvi stupet in titulis & numis, at qvid oportet
Horar.
Nos facere, a vilgo longe lateqveremotos:
D¬
e, som hidindtil have anseet mine Blade i det ringeste værde at igiennem¬
læses, skulde vel tænke, at, da jeg har faaet en offentlig Fiende paa Hal¬
sen, jeg enten derved skulde tabe Mod eller Lyst til at skrive, eller i Steden
for at arbeyde paa Fædernelandets Forbedrelse ved at vise dets Sygdomme,
indlade mig i private Skiermytzeler med min Modstander; men ingen af Dee¬
lene kand ventes. En ivrig Correspondent har for længst truet mig med en Mand,
der skulde antage sig Fædernelandets Sag, hvis jeg herefter skrev saa megen
Sandhed, som jeg havde fordristet mig at indføre i mit ottende Ark. Om man
nu hertil vil betiene sig af den bevæbnede Poet, veed jeg ikke. Jeg for min Per¬
son skal ingenlunde forstyrre ham i sine Tanker; jeg misunder ham hverken sin
Lykke i at sigte eller sin Belønning for sit Arbeyde, det eneste, der synes at kun¬
de skrække mig, er, at han baade er kronet med Laurbær Krands og Magister¬
Hat, og tilstaaer jeg gierne, at hvis mine Sager stode paa skrøbelige Fødder,
maatte jeg snart skiule mig for saa formidable en Fiende, og jo før jo heller
overgive mig paa Naade og Unaade, men da mine Tanker ere ingen Drom¬
me eller Virkninger af Poetiske Enthusiasmer, lader jeg Fienden rase, og op¬
varter mit Embede, agtende det ufornøden, at bede ham at holde sig inden Sand¬
heds og Forsigtigheds Grændser; thi vore skarpe og maaskee for meget Forsig¬
tige Censores, legge uden Tvivl saadan Tømme paa hans Geist, at Pegasus
vel faaer Frihed til at skiære Caprioler, men ikke at galoupere for stærkt.
Af mit sidste Ark, hvor jeg har fordristet mig at forstyrre en stor Deel¬
af Fædernelandets sovende Børn i deres Roe, og nedrive de Støtter, paa hvilke
de magelige Borgere hælde sig, have adskillige taget Anledning til at beskylde
mig paa adskillige Maader. Nogle have sagt: Spectator bliver nu alt for partisk
Andre. Han er i sine Domme ikke forsigtig, atter andre. Han foreskriver Reg¬


98
ler, hvis Opfyldelse er baade unødvendig og umuelig. Critiquerne ere stærke,
vare de ikkun grundede. Af et partisk Væsen har jeg stedse været en Fiende, og
mine hidtil udkomne Blade bevise uden Tvivl det samme. Det almindelige Be¬
ste, der stedse staaer mig i Hovedet og hidintil har fort min Pen, befaler mig
at angribe Fædernelandet paa den ømmeste og maaskee forraadnede Side, jeg
attaquerer helst dem, der bilde sig ind at være Skud frie, jeg opfører mig som
en Fiende, der vil sigte med Fordeel, og giver derfor sine Tropper Ordre at
bestorme i sær de vigtigste Fæstninger, og giøre Anfald paa Kiernen af sin Mod¬
standeres Armee. En Læge, der heeler en Blegn, men gaaer en Bylde forbi,
der kand giøre Patienten meest Skade, viser liden Fornuft. Jeg anseer mi¬
Fæderneland som et sygt Legeme, hvis fleeste Lemmer ere angrebne, men et
Lem meere end et andet. Naar jeg derfor i mine Betragtninger gaaer løs paa
Laster, efterseer jeg tillige, hvor de stærkest har forskandset sig, og hvor de kand
foraarsage den største Ulæmpe; om dette kand ansees som en Partiskhed, veed
jeg ikke. At vilde vise Ladhed hos en Skræder eller Skoemager, at sige, en
Tydsk Haandverkmand deeler sin Tid imellem Spiir og Arbeyde, en Dansk
derimod iagttager det første, men ikke det sidste, kunde vel være sandt, men
ikke meget opbyggeligt, deels fordi slige Folk bekymre sig maaskee ikkun lidet
om saadanne Skrifter, der tiene til deres Lægedom, de give heller deres Skil¬
ling for et billede, for en Vise om Skibet, der forgik i forrige Seculo, om et
Menneske der skal rettes, om Jldebranden i China a. deels ogsaa fordi Ska¬
den, som foraarsages, ved deres Laster, er snart meere privat end almindelig,
naar ikke alle Lemmer af Laugene ere inficerede, jeg har derfor anseet det mee¬
re nyttigt og min Station meer vedkommende, at opvække, om mueligt var,
de fornemme Lade af deres Søvn og hvis man vil kalde dette Uforsigtighed,
bekiender jeg reent ud, at jeg fremdeles ikke skal skamme mig ved at giøre
mig skyldig i denne Last. Umueligheden i de foreskrevne Pligters Opfyldelse er
ikke til uden i deres Tanker, der ere saa haarde, at ingen Lægedom meere kand
hielpe, hvorfor jeg overgiver dem, og ikke meere vil befatte mig med dem; de som
agte det ufornøden at efterkomme de Pligter, som de ere deres Fæderneland
skyldige, giøre Vold paa Fornuften, træde Naturens Lov under Fødder, og
altsaa kand ansees som separerede Lemmer fra det Societe, i hvilket de ophol¬
de sig.
Men jeg er i min egen Sag bleven alt for vidtløftig, begiver mig nu til den, som jeg
i nærværende Ark er sindet at afhandle, og da jeg i forrige Uge paa Skuepladsen forestillede
dem, der giøre intet, endskiønt de have Leylighed, og ere skyldige til at gjøre meget, vil jeg
i denne tale lidet til deres Beste, der vilde og kunde giøre meget, men imod deres Villie giøre
intet, fordi de ey finde Leylighed, og Fæderne Landet synes ey at behøve deres Tieneste, end¬
skiønt det virkelig giør. Denne Sag er ikke af mindre Betydenhed end den forrige; thi li¬
gesom en doven Borger er et Land til Skade, saa kand en flittig og duelig blive det til Nyt¬
te, om hans Tieneste blev brugt. Visselig er det en Roes for vores Fæderne Land, at i
det findes saadanne Børn, der kappes om at giøre sig skikkede til dets Tieneste; Den, der


89
vilde nægte dette, maa enten ingen Øyne have, eller med frie Villie tale imod Sandhed, og
nægte Fæderne-Landet den Berømmelse, som det med rette tilkommer; men den maatte og¬
saa lade sit Patriotiske Væsen gaae for vidt, der vilde tilstaae, at ingen Lemmer kand findes,
der ere uduelige, eller rettere, der ey vil giøre sig skikkede. Skulde nogen spørge, hvis Tall er
størst, og hvilke have den beste Lykke, Vil jeg lade andre svare, saa meget kand og bør jeg
lige, at enhver, der har Jndsigt i Fæderne Landets Saar, ønske som Patrioter, at mange
kiekke og habile Hoveder ikke stedse maatte blive som ubekiendte Guld=Miner, der beholde de¬
res Rigdom for sig selv, de ønske, at den Glands og Fordeel, som Fæderne Landet kunde ha¬
ve, hvis mange bleve betroede at aagre med deres Pund, ikke skulde forekommes ved deres ufor¬
skyldte Lykke, der, som en vis Autor siger, galoupere til Embeder, uden dertil at have giort
sig beqvemme. Præjudicia nimiæ Confidentiæ, det er: De høye Tanker, som mange Men¬
nesker have om sig selv, fordi de ey kiende sig selv og deres svage Kræfter, ere skadelige nok,
om de end skade ingen, uden dem, hos hvilke de findes, men naar de strække sig videre, naar
de som Klinten qvæle det Gode, der findes hos andre, naar det almindelige Væsen derunder
maa lide, ere de ret fordømmelige, og kand give et Rige de allerfarligste Stød, Jeg har i
et af mine forrige Ark allerede erindret, at ingen er meere uværdig til Navn af Patriot end
den, der opplicerer sig paa det, til hvilket han ikke er dannet, og giør Ansøgning om et Em¬
bede, som han ikke kand forestaae; Jeg haver endnu ingen fundet, der har kaldet denne Sand¬
hed i Tvivl, jeg vilde ogsaa ønske, at ingen maatte findes, der fremdeles vilde meene sit Fæ¬
derne Land saa ilde; men naar dette skal allene komme an paa de Søgendes Conduite, bli¬
ver det vel et blot Ønske, og naar noget agtes for Merite, der ikke er, kand vel ingen For¬
bedring haabes. Naar et Stats-Lexicon eller Avis giør en Daare i sin egen Jndbilding
til en grundig Stats Mand, naar et Systema eller Collegium giør en Theologum, et
Skildt under Hagen en Præst, en Underretning om Lov=Bogens Existence en Dommer,
med et Ord, naar en Nar bilder sig ind, at han er klog, en Blind tænker, at han seer, troe
de begge, at intet Embede vil blive dem vanskeligt; Disse daarlige og stolte Tanker, disse sø¬
de og Phantastiske Drømme give dem Mod til at skrive idelige Supliquer, i hvilke de ey for¬
glemme at afmale deres Fortienester, at anføre deres Fundamenter, og giøre de prægtigste Løf¬
ter om Ting, som de hverken have Kraft eller Hierte til at holde, ja man har vel seet Memo¬
rialer, der har været en Kiæde af Bibelske Sprog, som Candidaten har misbrugt for at give
høye deer om sin tilkommende Aarvaagenhed; Vilde man betale disse med deres egen Mynt,
vilde en formaaende Velynder lade disse gaae bort med tomme Løfter, og derimod give de me¬
riterede uforfalskede Obligationer, kunde det almindelige Væsen derved blive meget lykkeligt,
derimod var det paa den anden Side gandske venteligt, at den meest uskikkede Candidat, om
han skulde storme forgiæves, vilde ey saa meget bejamre sin egen som Fæderne Landets Skieb¬
ne, han vilde besværge sig over Folkes slette Smag, der ey vide at sætte Priis paa Meriter,
han vilde vel drage til de Steder, hvor hans Fortieneste, som ingen hidindtil har seet uden
han selv, bedre i hans Tanker kunde blive belønnede, og hans sidste Ord til Fæder¬
ne Landet vilde vel blive disse Ingrata Patria, ne ossa qvidem mea capias, der. Du utaknemme¬
lige Fæderne Land, du er end ikke værdig at tage imod mine velmeriterede Been.
Men lader os nu supponere, at Embeder ofte blive forsynede med saadanne Personer, der
grunde deres Ansøgning paa Meriter, som de ikke have, eller paa andre fordækte Veye naae de¬
res Maal, lader os ogsaa forstille os, at mange velfortiente Competenter derudover maa staae til¬
bage, og jeg haaber, det bliver klart, at Fæderne Landet derved tager merkelig Skade, og at slige
Søgende have allene deres egne Fordeele i Sigte. Hvor dette Onde findes i et Societe, synes det
ey paa bedre Maade at kunde forekommes, end naar saadanne Mænd bleve beskikkede, der vare i
Stand til at udsee saadanne Personer, som med Nytte kunde forestaae de vigtigste Embeder, og her¬
til havde gjort sig beqvemme; men enhver maa tilstaae, at denne Station vilde blive en af de mest


100
vanskelige og subrige Poster, og en Byrde af saa stor Vigtighed, at den umuelig af een Mands¬
Skuldre kunde bæres. Jeg for min Person maa tilstaae, at om en Ambassadeur fra Maanen el¬
ler den Store Mogols Lande vilde paa sin Principals Vegne tilbyde mig saa anseelig en Tieneste,
vilde jeg tage min Resolution i nøyeste Betænkning, og naar jeg havde betragtet Sagen paa alle
Kanter af alle sine Følger visse og uvisse, kunde jeg ey andet end allerunderdanigst refusere Til¬
buddet, dog ikke som mange andre, for desto snarere at faae Embedet. Jeg maatte slutte, at
man satte mig paa saa høyt et Sted, for at giøre mit Fald desto mærkeligere, og jeg kunde ikke,
naar jeg ey vilde lade alting komme an paa et Forsøg, underkaste mig saa svær en Byrde, om jeg
ellers kiendte mine Kræfter. Man ansee ikkun sligt et Embede med rette Øyne, og man skal til¬
staae, at mine Tanker ere grundede. De Reqvisita, som af mig maatte udfordres, ere snart u¬
tallige, i det mindste er min Pen for svag til at anføre dem alle Jeg maatte være som en Ja¬
nus Bifrons, af et dobbelt Ansigt, ja som en Argus, bevæbnet med hundrede Øyene; Naar jeg ik¬
ke selv vidste, hvorledes alle Embeder skulde forestaaes, og hvad der egentlig udkrævedes af en vel¬
skikket Betient, kunde jeg jo ikke med Vished dømme om hans Habilite, meget mindre kaste Re¬
sexion paa dem, der best havde anlagt deres Tid, vare meest dygtige, havde de fleestedseriter, og alt¬
saa burde frem for andre have Preference, og hvo er saa daarlig, at han hos mig som et Men¬
neske vilde vente slige og flere Egenskaber, der overstige et Menneskes Kræfter, Om jeg end vil¬
de holde mig de skarpeste Redeligheds og Forsigtigheds Regler efterretlig, og det burdejeg, om
jeg vilde tillukke mine Øyne for alt det, der kunde forblinde, stikke Haanden i Barmen for alt det,
der kunde fortrylle, præferere Landets almindelige Velfærd for all privat Affection, med et
Ord: Om jeg vilde sætte alt interesseret Væsen til Side, og allene gaae frem paa Uskyldigheds¬
Vey, kunde jeg dog ingenlunde sige mig frie for at blive bedragen, siden jeg i alt dette var og blev
et Menneske, jeg kunde ofte giøre saadant Val, at det almindelige Beste derfor lidet vilde takke
mig, ja de Jldesindede, der ikke tage i Betænkning at sværte endog de allerredeligste Mænd, vilde
vel af et og andet Misgreb tage Anledning til at ansee mig som en skadelig Mand, der spillede de
fælleste Roler under Redeligheds Masque, og om de end maatte lade mig den Precaution, at
jeg ey selv lod mig forblinde, maatte jeg dog frygte, at deres Ondskab ikke sparede min Hustrue.
Vilde man sige: alt dette kunde forekommes, hvis J betienede eder af Attester, saa¬
spørger jeg Kunde jeg i slige vigtige Sager ansee saadanne Beviser for ubedragelige, at
en Candidat havde bevæbnet sig med prægtige Skudsmaal om sin Opførsel og Dygtighed,
kunde for saa vidt være got nok, men den Efterretning, han paa den Maade kunde have,
var ikke alle Tider tilforladelig, Jeg siger ikke alle Tider; thi mange af saadanne Attestata
ere som Testimonia, med hvilke en Deel af den studerende Ungdom bliver forsendt til Aca¬
demiet. Alle Rectores ere ikke saa conscientieuse, at de give rigtige Portraits af deres
Disciple; Skudsmaalet bliver ofte indrettet efter Betalingen, ligesom en fattig Mand,
hvis Stervboe er i maadelig Tilstand, kand ikke vente saa god en Liig-Prædiken som en riig
Mand, og en Degn anfører gierne fleere Meriter i deres Testamente, der betales med en
Krone, end i deres, for hvilket allene kand ventes en To Mark. Attestata i ovenmældte Hen¬
seende grunde sig ofte meere paa Presumtioner end Sandhed, de sige meere hvordan Candi¬
daten burde være, end hvordan han virkelig er, og hvo vil undre sig over dette, naar han
veed, at mange skrive i beinde, og meddeele dem de deyligste Vidnesbyrd, som de lidet eller
intet kiende: Attestanten har mange Tider formedelst et falsk Begreb om Kiærlighed til Næ¬
sten allene den Søgendes Fordeel for Øye, og seer ikke, hvorvidt det almindelige Væsen kand
være tjent med hans Befordring. Skulde Samvittighed og Overbeviisning underskrive de
fleeste mundtlige og skriftlige Vidnesbyrd, skulde enhver Attest undertegnes med et ita me¬
Deus adjuvet, (hvilket jeg ikke veed om kunde ønskes uden Kietterie) vilde maaskee mangen
Socius ikke blive saa høylærd, og mangen Ugudelig ikke besidde saa stor Piete; imidlertid er
det beklageligt, at de ildegrundede Attester giøre, at endog de sandfærdigste blive kaldte i Tvivl.


got.
Vilde jeg nu ikke gaae frem paa den Vey, ikke see med andres Øyne, men betiene mig af min¬
egen Forsigtighed, og ikke holde nogen dygtig til et Embede, uden jeg havde gjort mig ham til¬
strækkelig bekiendt, var dette endnu ikke den sikkerste Vey; thi den var baade umuelig og be¬
dragelig; umuelig, siden det langt overgaaer et Menneskes Kræfter, at kunde kiende den sto¬
re Mængde af Solicitanter saaledes, at man med Assurance og et velgrundet Haab om deres
Habilete kunde vidne om deres Conduite; bedragelig, siden det største Drog ved den Ley¬
lighed kunde avancere, og den meest Beqvemme blive holden tilbage, hvorved Maalet ingen¬
unde kunde opnaaes, thi mangen habile Person kunde ofte tilbyde sin Tieneste, men jeg kun¬
de ogsaa hver gang afviise ham med dette: Jeg kiender eder ikke. Mæcenas fortiener all¬
den Berømmelse, som Horatius giver ham, naar han priser hans Forsigtighed i at antage Ven¬
ner, men enhver Mæcenas kand med all sin Forsigtighed blive bedragen, og mangen gang maa
sige som en vis Dommer: Hvad ere vi Mennesker, naar vi fristes, Man kand sige, at
den gamle Romerske Republique gjorde sig den største Umage for at forsyne Embeder med
duelige Mænd, thi hvad større Prøve kunde vel en Candidat aflegge paa sin Dygtighed, naar
han tilbød Republiquen sin Tieneste, end at underkaste sig det gandske Folkes almindelige Ju¬
gement, om han til Embedet var værdig eller ikke, Denne Ansøgnings Maade blev i ingen
Love forbuden, men fandt en almindelig Approbation, og blev øvet af de ypperligste og mest¬
meriterede Mænd; Men man skeyde snart fra denne Vey, og een Dolus malus blev opda¬
get efter den anden, der gav Anledning til adskillige Love, som i de Romerske Historier ere
bekiendte, ja de Linier, som jeg har anført af Horatio, vise noksom, hvor forvendt det Ro¬
merske Folk var til hans Tider i sine Domme.
Af det, som jeg allerede har sagt, seer enhver Fornuftig, at iblant alle Embeder in¬
tet er vanskeligere og intet fleere Critiquer underkastet, end det, der befaler en Mand at ud¬
see habile Personer, der kand beklæde Vacancer, og sandelig, naar dette skal forrettes med
Success, sætter det efter mine Tanker andre Anstalter forud, hvis Nødvendighed mange ha¬
ve seet, og hvis Muelighed en vis berømmelig Skribent med andre har udført; Det sætter
forud, at Forældre bør ikke efter deres egne Capricer og Jndfald raade for deres Børns
Application til et eller andet, thi de avle dem ikke for sig selv allene, men ere skyldige at op¬
ofre dem til Rigets Tieneste; Naar derfor ethvert Barn blev oplærdt i det, som det efter sin
naturlige Beskaffenhed kunde forvalte, kunde man med Grund giøre sig Haab om vel indrettede Ma¬
gaziner, hvoraf kunde tages duelige og beqvemme Embeds-Mænd, og saa mange velskikke¬
de Candidati, der ey kand finde Leylighed til at betale Fæderne Landets Fordringer, skulde
ey blive forekomne af andre, der ingen Ret have til de Embeder, efter hvilke de løbe. Jeg
behøver herudi ikke at være vidtløftigere, vil derfor meddeele mine Læsere saavel mine som
andres Tanker og et Slags Creature i Fædrene Landet, der have den Ære med et Fransk¬
Navn at kaldes Solicitanter; disse ere bekiendte nok, anseet de vrimle i alle Stæder, men er¬
re tillige ubekiendte, for saa vidt man ey giør sig Umag med at efterforske deres Egenskaber;
de kand altsaa regnes iblant Landets egne overflødige Producter, og have samme Skjebne
som andre, at Jndbyggerne finde ingen Smag i dem. Som disse Jnden-Rigs Vahre gaae
Told-frie (ihvorvel mange have klaget, at de blive temmelig toldede, naar de komme til Ho¬
ved Staden, og der længe maa opholde sig) saa see vi og heele Skibs=Ladninger aarligen at
hidbringes fra alle Kanter i Rigerne, og vi kand paa visse Tider om Aaret tælle nogle hundrede,
der maa aflegge adskillige Prøver, hvorved de vise sig meriterede til i sin Tiid at faae Sted
iblant Solicitanters Tall. Har mine Læsere ikke bedre Begreb om denne Fæderne-Landets
overflødige Grøde end jeg, slutter jeg, at deres Længsel er ligesaa stor efter Underretning
om dette, som min, da jeg endda derom var gandske uvidende: Det er os sandelig ingen
Ære, at vi saa lidet bekymre os om vore egne Landes Herligheder; jeg selv kand ikke uden
at beskiæmmes tænke paa min Forsømmelse i at betragte Naturens Hemmeligheder, der i


162.
Hobetal kand observeres, enhver af vore Egne Vemagerne ere derud, ikke derligere end
jeg, thi kiendte de Solicitant Væsenet, troer jeg ikke, at den Begierlighed, de have til at tie¬
ne Publicum, tillod dem at bie mange Dage, førend de lode deres Mecurios løbe om paa
Gaderne med nye Viser om gamle Solicitanter.
At jeg ey længere skal opholde Læserens Nysgierrighed, maa jeg efter den liden Un¬
derretning, jeg selv haver, sige ham, at det, som vi her kalde Solicitanter, er en vis Frugt,
som i Overflødighed voxer i vore Lande; den har menneskelig Skabning, et Hoved med be¬
hørige Deele, et Legeme, to Hænder, to Been a. naar den endnu er i sin første Vext, væ¬
des den med Qvinde=Melk, naar den bliver større, overgives den til en erfaren Gartner,
der bliver lønnet for at besørge den her bliver den idelig klippet og skaaret, alle Greene,
der udspire, og hindre dens Vext, blive borttagne; her vandes den med en Vædske, som
Urtegaardsmænd kalde Gloser og Phraser, er Barken saa haard, at Vædsken ikke kand træn¬
ge ind til Marven, bliver den med Ferle og Riis afpidsket, Solicitanten faaer som Snogen¬
en nye Hud, og bliver præpareret til Bugter og Folder. Disse Frugter er meere end et
Slags, nogle ere Verdslige, andre Geistlige, hvilke Navne den ærværdige Alderdom uden
Tvivl har givet dem i Henseende til de adskillige Hauger, i hvilke de siden skal forplantes;
De have og en adskillig Lykke, thi ligesom Jorden er feed eller maver, i hvilken de ere plan¬
tede, saa er og deres Skjebne; de, som voxe i feed Jord, staae ogsaa gierne i Soel-Skin,
og derfor i en Hast blive til høye Ceder-Træer, de som ere satte i maver Jord, ere gierne i
Skyggen, og blive neppe meere end 3 Palmer høye. Dog dette er ikke almindeligt; thi vis¬
se Naturkyndige have mærket, at Solicitanten der voxer i slet Jord, kand undertiden ved sin
egen naturlige Beskaffenhed saaledes skyde sig i Veyret, at den betager en anden sin Vædske¬
og Varme, ligesom ogsaa Solicitanten, der voxer i feed Jord, kand ved sin egen slette ind¬
vortes Disposition forhindres i sin Vext. (
Læseren finder vel i alt dette endnu ingen Satisfaction, jeg vil derfor ey længere fort¬
sætte Allegorien, men sige med eet Ord, at en Solicitant er et Menneske, der giør Ansøg¬
ning om Embede, videre kand jeg ikke gaae med mine egne Beretninger, vil derfor meddee¬
le Læseren, hvad jeg har hørt af andre. Jeg erindrer, at jeg for nogle Aar siden besøgte en
god Ven her i Byen, der havde tilladt en fattig Candidat trende Dage om Ugen at spise ved
sit Bord, denne indfandt sig paa en Tid, da jeg var tilstæde, og da jeg spurdte, hvad han
betienede, svarede han, Jeg er en Solicitant; jeg tande ved dette, og da han af min Tans¬
hed tog Anledning at slutte, at jeg enten ikke maatte vide, hvad en Solicitant var, eller in¬
gen Medlidenhed have med Mennesker af den Sect, maatte jeg finde mig i følgende Tilret¬
tesættelse, og høre til min Underrettning en vidtløftig Beskrivelse over en Solicitant, hvoraf
jeg vil anføre, hvad jeg endnu kand erindre. Den fattige Solicitant, sagde han, er et Crea¬
tur, som J fornemme Folk lidet eller intet tænke paa; thi det gaaer med dem, der ey befinde sig i saa¬
danne Omstændigheder, som med dem, der ey selv ere forsøgte i Sygdomme, de veed ey,
hvad Smerter de samme føre med sig, er hvor elendig en Patientes Tilstand kand være, og
have derfor ofte ingen Medlidenhed med ham: Ligeledes have de, der ikke behøve at være
Solicitanter, siden Lykken leder efter dem, og de stegte Duer flyve dem i Munden, eller tør
ey ved at frygte, at deres Solicitant Væsen skal blive saa kummerligt, og saa mange An¬
støds-Steene legges dem i Veyen, de have, siger jeg, ofte ikke mindste Commiseration med
den fattige Solicitant, da dog et Menneske af det Slags er ret ynkværdig, og om end fornuf¬
lige Skribentere have været lykkelige i at anstille Sammenligning imellem Mennesker og de
ufornuftige Dyr, for at vise disses Lyksalighed frem for hines, troer jeg dog, at Sagen skul¬
de gaae bedre for sig, hvis man i Steden for Mennesker i Almindelighed vilde sætte en fattig¬
1) Tid. Doctolmi Johannis Trumpti elegantilling & pererulita Disteriatio de og
qvod forum efft in regne veget abili qvatenus Juder struitur Regne mineralt, methode scientifica
nornæta cum sig. En. Uopi 1744.


103.
blicitant i Særdeleshed. Et umælende Dyr har allene de Forestillinger i Sandserne at
dige, efter hvis Anførsel det ogsaa lykkelig naaer sit Maal, Solicitanten derimod har saa¬
gange Vinde, efter hvilke han maa skiære Kappen, om han engang agter at komme i Hav¬
en. Det første, naar det bliver udladt i Græsgang, gaaer ubehindret fort, og finder sin
føde, den sidste lever som i et Fængsel, hvor han ofte har intet for Tanden uden Luften En¬
is Skribent siger derfor ikke uden Aarsag, at en Solicitant har en anseelig Gage, nemlig
5 Dage om Aaret. Hans Morgen=Arbeyde er Bekymringer og Meditationer, han maa
a overlegge, hvorledes han ret skal angribe sin Sag, hvad Motiver han skal anføre, hvad
ersvasioner han skal bruge, for at røre sin Befordreres Hierte, han ifører sig da sine Pial¬
er og synger sin Morgen Psalme de fleeste Tider uden for hans Vinduer, der har lovet ham
sistence; Han fordrister sig omsider at banke paa med zittrende Hænder, og bliver ende¬
indladt; Han bliver strax tilspurdt om sit Ærinde, og naar hans Svar er hørt, bliver
gaarde Ord og en haanlig Afvisning af en Kudsk eller Tiener undertiden hans Froekost;
an maa da bøye og krumme sig for den, der selv er intet, han maa ofte erklære sig med den
kommerske Pave for Servus Servorum allene for at faae et Minutes Audience, imidlertid
a han har intet at give Anmælderen uden Ord og Complimenter, maa han i Kiøkkenet el¬
Forstuen giøre nogle Timers Opvartning med Hatten under Armen, indtil der endelig
liver en tvungen Leylighed at aabne ham Døren Sin Middags-Mad nyder han i en Au¬
ience-Sal, og naar han spises meest delicat, er det med anseelige Løfter, der kand ansees
om malede Retter eller den Drømmendes Føde, synes han at dette fylder lidet i de tomme Tar¬
ne, søger han Soelskiven som sit gamle Spise=Qvarteer, og har hans mange Brødre her
billet ham prævenire, saa at intet er tilovers for ham, maa han tage til Takke med sit sæd¬
anlige intet. Denne er mange Solicitanters Skjebne; men vor Seet, sagde han fremde¬
ges, bliver derfor ikke mindre, den voxer til Dag fra Dag; den er som Palme-Træet, jo mee¬
det trykkes, jo meere skyder det i Veyret; J vor Orden antage vi ingen, uden de ved en
karp Examen har beviist sig værdige, thi J maa ansee en Solicitant med saa foragtelige Øy¬
de som J vil, saa besidder han dog mange og store Egenskaber. Jeg er en af Solicitanter¬
des Ældste, og naar nogen mælder sig, for at indskrives i vor Matricul, er mit første Spørs¬
naal til ham dette: Er J en god Philosopher ihi en Solicitant, der vil beklæde sin Charge
ved Honueur, maa være vel øvet i Logique eller Fornuft=Læren, han maa vide at gaae me¬
hodice til Verks, og besidde Færdighed i at giøre Slutninger efter de Principia, som
andre forskrive, undertiden bliver han lykkelig in Barbara, undertiden in Clarent; thi naar
alt andet slaaer Feyll, saa er den første Figuret Universel-Medicament, der curerer hans
Sygdom saavel i hans Pung som hans Sind; er han alt for lærd, maa han betiene sig af den
sidste, og skiule sin Viisdom. Videre: en Solicitant maa være en hurtig Metaphysicus;
hi vil han ikke stedse blive et Ens in Potentia, det er, et Væsen, der kand blive til noget,
maa han kunde fingere Chimærer og Entia Rationis, det er paa Dansk, Løfter, som han si¬
er sig at vilde holde: han maa ikke lade sig skrække af et hvert Malo apparenti, Ting, der
synes ond, men er god, thi naar ham gives mindst Haab, kand ham være nærmest Hielp, li¬
gesom ikke heller et hvert Bonum apparens maa glæde ham, thi naar ham gives fleest Løfter,
kand Opfyldelsen maaskee ventes om et par Aar; Jsær maa han med Taalmodighed finde
sig i Duratio, ikke lade Modet falde, om end ikke Træet falder for første eller tyvende Hug.
Videre, en Solicitent maa være en god Physicus, flittig udstudere Qvalitates animæ sensiti¬
væ, give Agt paa det, der meest rører Sandserne, og stræbe at kiende sine Venners Com¬
plexion, og naar han ey har Erfarenhed i det tredobbelte naturlige Rige, udsletter jeg strax
hans Navn af de hæderlige Solicitanters Catalogo: han maa fremdeles være en skarpseende
Astronomus, thi observerer han ikke flittig Aspecterne; passer han ikke snildt paa de lyk¬
telige og tager sig vare for de ulykkelige Dage, lærer han ikke, i hvilket Tegn han kand ven¬


104
te den beste Succese, nager han aldrig Loli Høyde. J skulde vel tænke, af Solicicanter ere
grove og upolerede Folk, og allene som andre Studerende hænge i blotte speculativiske Scien¬
cer, men J bedrager eder; En Solicitant, naar han fortiener saa anseelig en Caractere, er
et Menneske, der frem for nogen forstaaer at leve, von Rohrs Bog om Leve Klogskab er
hans Liber Symbolicus, der til hans Lykke er oversat paa Dansk, af den lærer han, hvor¬
ledes han skal sige, hvad han ikke meener, hvorledes han skal indrette sin Opførsel efter sin
Velynderes Smag, og om end Konsten koster ham megen Flid og mange Penge, helst naar
han i en halv Snees Aar maa studere, førend han kand høste Frugten af sit Arbeyde, saa
bliver det derimod hans Trøst, at han har lærdt den til Grunden, sit Morale grunder han
ofte paa Mythologie eller den Lærdom om Fabler; thi han maa vide at paatage sig hundre¬
de Skikkelser, han maae være som en Proteus, snart et Lam, snart en Ulv, i Dag en Hest,
der bærer sin Rytter, i Morgen en Hund, der har lærdt sit 7000 Loved. Med faa Ord,
en Solicitantes Liv er en Comittragædie, en Kiede af Forlystelser og Traur, han synes at
være sat i Verden for at divertere andre just paa den Tiid, da han selv qvæles af Bedrø¬
velse; Det visseste Tegn, hvoraf han kand slutte, at en ønskelig Forandring vil gaae for sig,
og en meere lyksalig Periodus i hans Liv begynde, er tvende forunderlige Hændelser, hvorved
han maa bevise Sandheden i tvende Roman Catholske Lærdomme, som vore Theolog hid¬
indtil ikke har vildet underskrive: Den første, at der er Purgatorium eller Skiers-Jld, den
anden, at der er Status purorum naturalium; Begge disse beviser Solicitanten at være til¬
thi naar hans Solicitant Væsen lakker ad Enden, sættes han først i Skiersild, han maa in¬
gen beholde af sine Pialter, hans Lommer maa være tomme for Penge, hans Credit maa
ophøre; herved bliver han sat i en blot naturlig Tilstand, og eyer snart intet meere, end hvad
Naturen har givet ham, naar han saaledes har paa Skuepladsen presenteret et Platonisk
Menneske (?) og er bleven saa skaldet, at han med Rogen i Fabelen maa skiule sin Nøgen¬
hed med laante Fiere, kand han have Haab om Forandring.
Dette er hvad jeg kand erindre af Solicitantens Discours, jeg er ikke saa taabelig, at
jeg i alle Ting skulde troe en Mand, der taler i sin egen Sag, ligesom jeg ikke heller kand troe,
at hans Ord kand appliceres paa alle Solicitanter; mange klage, at de ey kand giøre
deres Lykke, at den eller den avancerer et Trin paa Ærens Trappe efter det andet; men
de egentlige Aarsager, hvorfor de ey kand naae deres Maal, vil de ikke sige, de føre Skyl¬
den fra sig paa andre, de tænke stedse, at de lide Uret, naar alle Ting ikke vil gaae efter
Ønske, de betænke ikke, at den Høyestes Haand er dog i alle Menneskelige Gierninger, om
de end ofte forekomme os som Mysteria Iniqvitatis eller Ondskabs Hemmelig¬
heder, alt hvad man kand sige er dette man maatte ønske, at
fattige Solicitanters Skjebne maatte ansees med
lidet mildere Øyne.
(*) Naar Solicitanten i sin Discours kalder sig et Platonisk Menneske, sigter han uden¬
Tvivl til Diogens Ord, denne Cyniske Philosophe hørte engang, at Plato kaldede et Menneske¬
et Dyr, med to Been, uden Fier, hvorpaa han tog en Hane, plukkede Fierene af den og satte den
ind i Platonis Skole, sigende: Det er Platonis Menneske¬


105
No. 14.
Udgivet den 14 Augusti 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Laudavit niveas corvi vulpecula pennas,
Heu mini, qvor vulpes secula nostra ferunt,
Ovenus.
Jeg har ofte efter publique Jndbydelser indfundet mig paa vores Acade¬
Jeg har ofte efter publique Jndbydelser indfundet mig paa vores Acade¬
mie, for at anhøre Dissertationer, og bivaane een og anden forefalden
solenne Act; men jeg kand sige uden at hykle, at jeg snart ingen Tid
med større Fornøyelse har i agttaget dette end i nest foregaaende Maaned. Jeg
havde neppe sat Foden inden for Auditorii Dør, førend jeg hørte det gamle og
hartad u-brugelige Ord Simplicitat; hvor jeg kastede mine Øyne, syntes jeg
at see den ædle Eenfoldighed, der ligesom ved sine yndige Miner søgte at
drage alles Øyne til sig, og ved sin skiulte Sødhed stræbte at bemestre sig alles
Hierter; Orationer, Programmata og Dissertationer, alle havde forenet sig
i at forfatte dens Panegyriquer, og søgte at sætte dens forfaldne Regimente¬
paa en fast Fod; Jeg har ogsaa det Haab, at, hvis Eenfoldighed fremdeeles
bliver ved at bestige Cathedras og Prædike=Stole, hvis den Simplicite, som
vi efter Fortieneste forundre os over, og elske saa meget i de Gamles Skrifter,
bliver en stedsevarende Regel for Skribentere, skal Sandheden, der ikke trænger til
laante Prydelser, ey blive saa fremmed for mange, og Vildfarelser, naar de ey
blive indviklede i glimrende Klæder, snart falde i Øyet.
Vi kand sige, at Tiderne ret ere trængende til dem, der vil stræbe at dra¬
ge Eenfoldighed ud af sit Mørke; Verden i sin nærværende Tilstand kommer
mig for som en Masquerade-Stue, alle Ting synes forklædte, og den Konst at
forstille sig bliver saa meget som nogen anden øvet med Flid, ja jeg vil sige,
med temmelig Success; det er allene et skarpseende Øye, der igiennem alle Dæk¬
ker og Forklædelser kand see ind til det Egentlige og Naturlige, og det er allene
en vis Haand, der kand borttage de mangfoldige Masquer, og legge en Ting¬
for Dagen i sin rette Skikkelse. Man har i disse Tider gjort sig Umag for at
vise, at Eenfoldighed er det eneste og rigtigste Mærke paa en god Bog, man
kand ogsaa sige, at den samme Dyd er det eneste Tegn paa en god Mand; men
saa elskværdig som denne Dyd er, saa var er den ogsaa, ja Tiderne ere saa for¬
vendte, at Simplicite synes at være succederet af Duplicite, og det reene een¬
foldige Væsen for længst at have sagt Verden sit sidste Farvel¬


los
J mine sidste Blade stræbte jeg saaledes at aabne Øynene paa mit Fæ¬
derne Lands Børn, at en Solicitant maaskee herefter ikke skal forekomme dem saa¬
fremmed; hvor vilde jeg ikke glæde mig, om jeg kunde blive saa lykkelig at giø¬
re dem et andet Slags Dyr bekiendt, hvis Tal er ikke mindre end hines; En
Hyklere er et af de underligste Creature i Verden, og denne er det, jeg i disse og
maaskee følgende Blade vil lade spille sin selsomme Role. Men er der nogen
Materie, der maa afhandles med Forsigtighed, da er det visselig denne Sa¬
gen er af allerstørste Vigtighed, men den er ogsaa heel delicat, det bryder mig
ikke, enten Hykleries Last findes hos Høye eller Lave, thi jeg befatter mig ikke
med Personer, men deres Feyl; men den Frygt, jeg har for at falde for meget
enten til høyre eller venste Side, giør, at jeg snart er færdig at nedlegge min
Den, og lade Hykleren blive i sin Roe. Det er daarligt at vilde ansee alle Dy¬
der for masquerede, det er ogsaa daarligt at vilde antage alt det, der har Skin¬
af Dyd, for virkelig Dyd, imellem disse tvende Yderligheder maa nødvendig
være en Middel-Vey, og de, som gaae paa den, kand ikke lettelig feyle; Erfa¬
renhed viser den samme, og vil jeg som i alle mine Betragtninger saa og i nær¬
værende betiene mig af denne u-bedragelige Veyvisere. Hykleren har mange
skiulte Gange, og hans Veye ere som Mulvarpens under Jorden, hartad u-spor¬
lige, skal han vises i sine egne Klæder, maa man holde sig stille, og give agt paa,
naar han røber sig selv. De hemmelige Veye i hans Hierte kiender ingen uden
dens Øye, der er alvidende; men naar han undertiden aflegger sit Dække, kand
hans Væsen ogsaa blive aabenbar for et Menneske.
Jeg kand sige med Sandhed, at en Betragtning over denne Materie har
kostet mig saa megen Umag som nogen anden, og mine idelige Meditationer
har naturligviis saaledes indtaget Jndbildings-Kraften, at de Forestillinger, jeg
har gjort mig om Dagen, har ved Syner og Drømme foruroliget mig i min
Søvn om Natten, i sær har jeg i een af disse Nætter været plaget med en be¬
synderlig Drom, der er den forunderligste, jeg endnu har haft, og af hvilken jeg
hermed vil meddeele min Læsere en tilforladelig Extract, Jeg havde neppe tillukt
mine Øyne, førend jeg syntes at see for min Seng tvende Jomfruer, der i Hen¬
seende til deres ugemeene Skiønhed satte mig i Tvivl, enten jeg skulde ansee dem
som Mennesker eller Engle; De havde hinanden ved Haanden, og jeg mærkede
en saa stor Liighed og Overeenstemmelse imellem deres Lincamenter, Miner og
gandske Væsen, at jeg holdt dem for tvende Søstre. De Deele af deres Lege¬
mer, der vare blottede, vare tillige skinnende; de saaes med nedslagne Hoveder,
og de pialtede Klæder, der skiulede deres Nøgenhed, vare igiennemblødte af de
Taare, der Strømmeviis nedrandt af deres Kinder. Dette u-sædvanlige Syn¬
oprørte adskillige Passioner i mit Sind; det satte mig baade i Bedrøvelse og
Frygt; dog forbød den sidste ikke, at jeg jo spurte, hvo de vare og med hvad
Navn de lode sig kalde, Vi ere, svarede den ene med en traurig Stemme,


107
tvende Gudinder, der hidindtil med en ubeskrivelig Kierlighed har elsket det Men¬
neskelige Kiøn, mit Navn er Alethine (*) og min Søsters er Aretine (**)
vi havde tænkt ved vore mange Kierligheds Prøver at gjøre os Menneskenes
Hierter forbundne, og vi have stedse gjort os Umag for at bane dem Veyen til
den sande Ære og visse Lyksalighed; men vi har altid iblant vore Favoriter fun¬
det en saare liden Deel, der har taget vore Raad til Hierte, og sat deres Fødder
paa de Veye, som vi have anviist; de har anseet de samme alt for vanskelige,
og derfor stedse søgt efter forvendte Stier, der snarere og med mindre Møye
kunde føre dem til Maalet. Vore Fienders Tal har stedse været stort, og vi har
fra Verdens Begyndelse af hver Dag maattet holde os bevæbnede allene for at
forekomme det gandske menneskelige Kiøns Ødelæggelse; Den haardeste Mod¬
standerinde har vi erfaret i Hypocrisine, ) en Gudinde, der stedse har været
forsynet med et stort Anhang, og nu i denne Verdens forkeerte Alder givet os
begge næsten ulæggelige Saar, hun har forjaget os af vore Templer, lagt sine
Garnisoner i vore Fæstninger, og de faa Elskere, vi endnu kand have tilbage,
søger hun paa tusinde Maader ved Forestillinger af falske Lyksaligheder at forle¬
de til at tage sit Partie, Verden synes Eder vel at være nu i den deyligste
Tilstand; Gudsfrygt, Sagtmodighed, Kierlighed og andre vore Børn mee¬
ner J nu vel at finde i Overflødighed; men i Sandhed J bedrager Eder; de
fleste høre os ikke til, men vore Fiender; det er allene verdslige Aarsager, lump¬
ne Fordeele, en hastig forsvindende Ære, der overtaler dem til at føre sig i saa
glimrende Klæder. Da de forjoge os af vore Forskandsninger og Hypocrisine
gjorde sig Mester af vor Leyr, afførte de os vore Prydelser, og seer J os derfor
nu i saa usele Platter, de berøvede os vore Kroner, vore deylige Navne, med disse
seer J den nu at prange, og ved Hielp af disse giøre de mange Figurer og ofte me¬
get hurtige Spring; Jeg faldt over disse Beretninger i allerstørste Forundring,
og Gudinderne, som mærkede dette, sagde fremdeeles: Vil J følge os, hvor vi¬
vise Veyen, skal intet af vores Ord blive beviist u-sandfærdigt. Jeg syntes der¬
paa at forlade mit Leye, og at overgive mig til Gudindernes Anførsel. Alethine
gik foran, og efter en kort Tid befandt jeg mig i en Egn, der i Henseende til sin
Vitløftighed forestillede en Verden. Luften syntes overalt behagelig og forfri¬
skende, men var ikke saa i sig selv, thi jeg erfarede en selsom Forandring i mit
Legeme, der ligesom truede med en Sygdom, hvor jeg henvendte mine Øyne,
saae jeg de yndigste Blomster, hvis deylige Farver forsikrede mig om en beha¬
gelig Lugt; men jo nærmere jeg kom disse, jo hæsligere forekom mig deres Skik¬
kelse, og da jeg tænkte ved deres Lugt at blive forfrisket, erfarede jeg en giftig og
hartad dræbende Stank. Jeg kunde ey andet end undre mig over dette; jeg
sluttede, at man havde ført mig i en fortryllet Verden, og jeg frygtede selv for
en u-formodentlig Forandring. Jeg fortsatte min Gang, og blev en Skov vaer,
1) Dud. (2) Hollerie.
1) Sandhed.


tog
der overalt var belat med de rareste Frugt-Træer, jeg giorde mig har Haabom¬
at finde de deyligste Frugter, men mit Haab feylede, og jeg fandt intet uden
forvisnede Blade paa krogede Grene. Da jeg havde passeret Halvdeelen af
Skoven bleve mine Øyne som dens, der længe stirrer paa Solen; jeg begreb¬
ikke Aarsagen til dette, førend jeg saae ved Enden af Skoven et Slot af det aller¬
prægtigste Slags dets Muure syntes at glimre af Guld, og dets adskillige Taar¬
ne lignede de allerklareste Solens Straaler. Jeg spurde Gudinderne, om den,
der residerede i denne magnifique Bolig, men en overflødig Graad havde
neppe tilladt dem at svare, endelig sagde Alethine, alle disse Herligheder har
tilforn været vores Deel, denne vitløftige Skov, der nu lader saa deylig, men
er sig selv forvisnet, har i vor Regierings Tid været den kostbareste Frugt-Hau¬
ge; Slottet, der forekommer Eder saa prægtigt, fordi J ey ret kand see det,
har været vores Residence, alle Ting vare da virkelige, men nu ere de kun som
Skygger naar J kommer nærmere Slottet, og beseer alle Ting med et Øye,
der ey lader sig forblinde, vil J falde i en langt større Forundring, imidlertid
vil vi enten opholde os her, for at vente paa Eders Tilbagekomst, eller besøge
vore saa overblevne Levninger, for at samle os, og overlegge vore Sager paa
det beste; thi Kierlighed til Menneskers Frelse har indtaget os, og endskiønt vi¬
ey synes at have noget Haab til at blive satte paa vore Throner, skal vi dog
stræbe derefter. Jeg tog derpaa Afskeed, og ilede til det glimrende Sted; men
jo nærmere jeg kom det, jo meere forsvandt Glandsen, og da jeg befandt mig
ved Slots=Porten, saae jeg den heele Bygning, der for et langtfraværende Øye
forestilledes saa skinnende, at være sammensat af Dynd og Leer. Gaarden, der
var stor i Circumference, vrimlede af Mennesker, men alles deres Øyne syntes
overtrakte med en tyk Hinde. Min Nysgierighed førte mig da videre, jeg fandt¬
alle Dørre aabnede og kom til sidst i et Gemak, hvor jeg paa en herlig Throne¬
saae en Gudinde i alle de Prydelser, som Verden kand tilveyebringe; hendes
Ansigt forekom mig som det deyligste, og hendes Legems yndige Skikkelse vi¬
gede ikke i det allermindste Alethines, ja den Liighed jeg fandt imellem begges
Miner og Adfærd, havde snart bragt mig paa de Tanker, at jeg her kunde see
den selv samme Person; den største Forskiæl var allene paa Klæderne; thi Ale¬
thines Kiortel var gammel, sønderreven og forlængst kommen af Moden, men
denne Gudindes Klæder vare alamodiske, og glimrede af Diamanter. Da
dette behagelige Syn indtog mit Øye, saa snart jeg traade i Gemakket, holdt
det mig en lang Tid ved Dørren, men saasom de forrige Hendelser havde lærd¬
mig, at man i denne Verden ikke kunde forlade sig paa første Anseelse, giorde
jeg mig drigstig, og nærmede mig et par Trin til Gudindens Throne, og da jeg
nøye betragtede hende, havde hun paa Hovedet en Krone, i hvilken fandtes det
Ord. Hypocrisine; Jeg mærkede strax, at min Dristighed blev optagen med
Unaade; Gudinden syntes derved at skifte Farve, og blev ikke lidet fortørnet;
men da jeg erfarede, hvo hun var, gik jeg med Frimodighed nærmere, ja saa


109
nær, at min Aande faldt paa hendes yndige Ansigt, hvorved alle Deyligheder¬
med et forsvandt; thi de laante Farver, og den Yndighed, der var allene en
Virkning af et Sminke-Glas, blev i en Hast til intet, og jeg saae en hæslig
Medusa, der tilforn forestillede den største Skiønhed; hendes Diamanter bleve
forvandlede til slebet Staal, og hendes Hals-Tour var sammensat af Straae;
alle disse Forandringer, der saaledes gik for sig, kunde jeg dog ikke mærke, at
nogen af de Nærværende kunde see; thi deres Tilbedelser continuerede, og den
Ærbødighed, de viiste imod Gudinden, blev større og større. Jeg gik derpaa
frem og tilbage i Gemakket, og nøye betragtede alle Ting; iblant andet blev jeg
var et stort Speil, der var af en saa forunderlig Beskaffenhed, at det forestil¬
lede en Ting anderledes end den er, alle saae jeg at betragte sig i dette, og da
jeg derudi beskuede Gudinden, havde hun ikke tabt det mindste af sin første
Magnificence. Min Forundring over dette gik saa vidt, at jeg søgte et Sted,
hvor jeg i Stilhed kunde overveye de Ting, jeg havde seet; jeg hældede mig da
ved et Vindue, igiennem hvilket jeg kunde see den fortryllede Skov, som jeg før
havde passeret; i den blev jeg vaer et Fruentimmer, der syntes at nærme sig
til Hypocrisines Slot, jeg løb i en Hast ud for at tage imod hende, thi jeg
holdt hende for at være af Aretines Partie, jeg bedrog mig ey heller i dette;
thi det var Gudinden Prudentia, (*) der fortaalte mig, at de tvende Gudin¬
der, Aretine og Alethine, havde samlet en liden Hær, med hvilken de vare sin¬
dede at indslutte Hypocrisine i sit Palais, og indtage den Herlighed, som de i
sidste Krig havde mistet; Prudentia var sendt for i Veyen, for at udforske alle
Ting, og betragte Fiendernes Tilstand; alle hemmelige Vraaer paa Slottet vare
hende bekiendte, og hun vidste de forborgne Veye, paa hvilke hun, uden at bli¬
ve røbet, kunde gaae af een Værelse i en anden; hun gjorde sig en Fornøyelse
af at kunde vise mig et og andet, der fortiente at mærkes, i sær fordte hun mig
ind i et stort Kammer, der var opfyldt med adskillige Skabe, i alle disse hængte
Klæder af adskillige Farver, nogle vare prægtige andre pialtede, et hvert Skab
var distingueret ved en særdeles Overskrift, der gav de Betragtende tilkiende,
hvad Slags Klæder derudi fandtes; her kunde jeg see Religions Habit,
Kierligheds Kaabe, Admygheds Klæde, alle Dørre stode aabne, og
det stod enhver frit for at føre sig hvad Slags Habit ham lystede, og hvilken
Dragt der syntes at kunde giøre ham meest behagelig; jeg saae alle Klæderne
at være indrettede efter Moden, og kunde jeg med Forundring betragte, af hvad
Facon og Farve man har betient sig i alle de fremfarne Seculis. Jeg spurdte
Prudentia om Aarsagen, hvorfor disse gammeldags Klæder saa vel bleve con¬
serverede, og fik dette Svar: Vi see jo ofte, at de gamle Moder i de seenere
Tider blive optagne, Hypocrisine retter sig i alle Maader efter dette; thi som
hun haver sine Vasallers Lykke for Øyne, saa iagttager hun flittig alle Tider,
og holder til den Ende adskillige Spioner, der alle ere iførte mine Klæder; disse
1) Forsaughed.


110
bringe hende Tidender om alle de Forandringer, der gaae for sig i Vorden; de
opholde sig u-formærkt i de høye Herrers Huuse, for at eftersee de Veye, paa
hvilke deres Gunst kand naaes, og i hvad Klæder en Client med Fordeel kand
lade sig see, skeer det nu, at en Klæde=Dragt, der forlængst er kommen af
Mode, bliver igien brugelig, befaler hun strax sine Underhavende at føre sig
den samme. Sandt at sige, Verden er som en Skue=Plads, og faa Menne¬
sker forestille de Personer, som de virkelig ere, J Gudindens Boliger bliver man¬
i Særdeleshed øvet i dette, og har hendes Bande, der er adspredt over heele
Verden, opnaaet saa stor Fuldkommenhed i denne Konst, at man med rette kand
sige, de ere de eeneste Comædianter i Verden. Jngen kand undre sig over¬
dette, naar han veed Hypocrisines Anstalter; hun har her og der sine Betien¬
tere, der over hendes Børn i Konsten, og vise de samme langt større Flittighed
i deres Embede, end de, der synes at være Eedsvorne Tienere af Aretine.
Da vi i dette Kammer havde taget alting i Øyesyn, forføyede vi og til er
andet, men som det samme var opfyldt med Mennesker, der alle vare i fuld Ar¬
beyde, bleve vi staaende uden for. Prudentia gav mig derpaa tilkiende, at
Gudinden Hypocrisine her havde sit Laboratorium; jeg kigede igiennem en
Sprekke paa Dørren, og saae mange Hænder, der vare i Begreb med at præ¬
parere adskillige Farver, som skulde tiene til Masquer, paa Veggene vare man¬
ge ophængte, der allerrede vare færdige, og blev mig sagt, at de i Hobetal fandt
Afgang og bleve brugte med Lykke; dette Syn kom mig ikke meget underligt
for, thi jeg har stedse været vant til at beskue et hovmodigt Ansigt under Ud¬
mygheds, et ugudeligt Hierte under Poenitences, og det private Had under
Nidkierheds og Retfærdigheds Masquer. J samme Værelse saae jeg Mængde
af Skribentere, der alle havde Hænderne fulde af Forretninger; jeg begierede
Forklaring over dette, og Prudentia svarede: Disse Folk ere snart de geskæf¬
tigste Betientere, som Hypocrisine har i Eye. Deres Penne have en forunder¬
lig og fast over naturlig Kraft; De vankundigste og meest tykhovede Personer
kand de ved et Qvarteers Arbeyde omskabe til de allerlærdeste; En Mand, der
i Livet har været uden al Religion, kand ved deres Hielp blive til den største
Helgen; Den som paa adskillige Maader har kundet være sit Fæderne Land til¬
Nytte, bliver omdannet i en Hast til den redeligste Patriot, med et Ord: Disse
Skribentere ere Porter, Historie-Skrivere, Testament=Forfattere; her seer J¬
een, der sveder over en Dedication, i hvilken han har Umag med at afmale al¬
den Lærdom, Bevaagenhed, Redelighed og Merite, som hans Patron endnu
mangler; der seer J en anden, der for en halv snees Rixdaler skal oversende en
afdød Mand til Himmelen, hvis Liv har været en Kiede af Ugudelighed og Vel¬
lyst; Een har at bestille med at stryge Farve i en Attest eller Recommenda¬
tion over de grove Laster, der kand forhindre hans Clientes Befordring; en an¬
den maa giøre sig Umag ved falske Forestillinger, at gjøre al den Dyd og be¬


111.
ste til intet, der kand findes hos en Person, som han ikke ynder. Da jeg
længe havde forundret mig over disse Dybheder, spurdte jeg endelig: har da hine
Brødre intet af det, som vi kalde Samvittighed, Samvittighed, svarede Pru¬
dentia, ney, den Orm er for længe siden dræbt, thi den gav ofte emfintlige
Sting; dog troer jeg ikke, at den skulde aldeles være skildt ved Livet, imidlertid
er det en Fiende, som alle Hypocrisines Tienere har forkyndet en stedsevaren¬
de Krig; For at giøre Eder overbeviist om dette, vil jeg veylede Eder til Gud¬
indens meest forborgne Gemak, hvor hendes Love og Statuta forvares.
Veyen til denne Værelse var som en indviklet Labyrinth, og, hvis jeg ey
havde været forsynet med saa klog en Anførere, vilde det bleven mig umueligt
at udreede mig. Efter mange Omveye kom vi til Dørren, men fandt den til¬
lukt og forvaret med mange Laase; alt dette uagtet maatte den dog oplade sig,
saa snart Prudentia med Force satte Foden imod den; i Gemakket stod et Bord,
og paa det var lagt en Bog, der i Skikkelse lignede et Menneskes Hierte; dens
Blade vare af Steen, og i disse havde Hypocrisine ladet indgrave sine Regle¬
mens; de samme vare saa vitløftige, at jeg ey erindrer dem alle, vil dog med¬
deele min Læsere alt hvad jeg endnu kand have tilbage:
Jeg Hypocrisine, det Menneskelige Kiøns Ven, den, der ved Gienveye¬
skaffer dem Adgang til Lyksalighed, ved min Kierlighed skiuler deres Laster, ved
mit skinnende Væsen forblinder de Seendes Øyne, efter at jeg med Berømmel¬
se har triumpheret over Alethine og Aretine mine haardeste og stedsevaren¬
de Fiender, og forjaget dem med alle deres Tilbedere til en u-bekiendt Verden, saa
har jeg ved min Premier-Minister og troe Raadgivere Hr. Mendacius (?) til
mine Underhavendes Beste og bestandige Velgaaende ladet forfatte en alminde¬
lig Anordning, den alle mine Tienere under Fortabelse af min Naade ere skyldi¬
ge at følge: Jeg har ey allene vildet skiænke dem det Bytte, de herlige Klæder,
om jeg erobrede i mine Modstanderinders Leyer, men jeg vil endog lade dem
vide de Pligter, som de have at iagttage, hvis de ey igien vil skilles ved deres
Prydelser. 1.) Er det min alvorlige Villie, at alle mine Tilbedere skal beflitte
sig paa at kiende de Menneskers Passioner, med hvilke de omgaaes, for at rette¬
sig efter de samme. 11) Skal de ligge Vind paa dobbelte Tunger, tale Folk
efter Munden, sige Ja og Ney, ligesom de mærke, at det kand være til deres
Fordeel. III.) Skal de aldrig sige hvad de meene. IV.) Skal de vel lade
deres Passioner herske, men dog vide at tvinge dem, saa længe de befinde sig
iblant andre, i sær iblant dem, der endnu maatte være af Aretines Anhang.
V.) Bør de stedse med Berømmelse tale om Aretine, bejamre Tiderne, der
ere saa forvendte, og idelig ønske, at Menneskenes Øyne dog eengang maatte
aabnes. VI.) Skal de idelig raabe imod Laster, men ikke røre ved deres Feyl¬
der kand forhindre deres Lykke. VII.) Skal de stedse raabe imod alle dem, der
(2) Logere¬


112
ere Tilbødere af Eppertine, thi derved sætte de sig selv uden for Mistanke¬
VIII.) De skal idelig beraabe sig paa Samvittighed, men dog stræbe at dæm¬
pe dens Bevægelser. IX.) Skal de vide at rette sig efter alle Tider. Disse
Puncter ere endeel af Hypocrisines Anordninger, og Erfarenhed lærer, hvor¬
helligen de blive iagttagne. Over saa vanskabt et Reglement, der sigtede til
alle Dyders Undergang ved at befale de sammes Efterabelse, faldt jeg i saa stor
Forundring, at jeg slog den ene Haand i den anden, hvorved jeg vaanede.
Drømmen er mærkelig og maaskee af det Slags, der ikke aldeeles bør forka¬
stes, jeg havde ønsket dens videre Continuation; thi det behageligste stod tilba¬
ge; jeg mærkede ikke, at de tvende Gudinder, der forlode mig i Skoven, atta¬
querede Hypocrisine, der havde bemestret sig deres Slot, og om jeg end hav¬
de drømt dette, vilde det vel blive det eneste, om hvilket jeg kunde sige, at det
var ikkun en Drøm; thi denne Gudinde har et Herredømme, der er fast u-over¬
vindeligt, hendes Sager staae paa lige saa god en Fod, som den Romerske Pa¬
ves; hun hverver hver Dag Proselyter, og indtager dem ved adskillige Dou¬
ceurs, fra Aretines Partie skeer daglig Affald, og den Lykke, som Hypo¬
crifines Tienere nyde ved at klæde sig med stiaalne Smykker,
giør, at man i Hobetal løber over til
hendes Leyr.
De, som have Lyst til at blive forbedrede i det de fornøye sig, kand hertil finde den
deyligste Anledning ved at igiennemlæse den bekiendte Engellænder Robinson Crusoe, hans
Levnet og selsomme Skjebne; hvor Moralen er blandet med Forlystelser, og hvor Guds¬
Forsyns u-sporlige Veye kand tages i Øyesyn. Af dette ypperlige Skrift er den Første Deel
oversat i Føderne Landets Sprog, og kand faaes hos Bogtrykkeren E. H. Berling for 3 Mk.


113
No. 15.
Udgivet den 21. Augusti 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Dixerunt Veteres: Nimium ne crede colori;
Nos, Species nobis, dicimus una placet.
Qvi bene non didicit simulare & dissimulare,
Illud semper erit, qvod fult ante, NIIIII.
alle Laster har ligesom declareret Krig imod det menneskelige Kiøn, og een
Fiende angriber det stærkere end en anden, skulde en Dispute forefalde
i saa skrækkelig en Armee om Preferencen, og hvilken iblant Lasterne,
der havde gjort sig fortient til at commandere Avant-Garden, drister jeg
mig neppe til at være Meglere. Den Last fortiener den øverste Rang, der
giør Mennesket meest Skade, og jeg synes, at enhver er nok til at fordærve en
heel Verden. Den største Deel af Verdens Jndbyggere svømme nu i Vellyst,
og kand denne farlige Fiende gratulere sig selv med een Seyer efter den anden.
Gierrighed er en Moder til meget Ont, og dens Tilbederes Tal er saa stort, at
de snart kand bemægte sig den fornemste Plads. Hovmodighed praler med
sit Adelskab, og Vrede vil med Gevalt rive Kronen af de andres Hænder; Een
Fiende er endnu tilbage, og naar den indfinder sig med sine Journaler, hvor
man kand læse dens Bedrifter, haaber jeg, Stridigheden bliver bilagt, og en¬
hver vil frafalde sine Prætentioner. Jeg vil forestille den samme i disse Bla¬
de, og af mit forrige Ark slutter vel Læseren, at dens Navn er Hyklerie. Den
synes kun at være een Fiende, men i Sandhed den er alle, den er en Middel¬
Punct og Samlings Plads, hvor alle Laster ligesom findes concentrerede,
den er saa meget meere farlig, som den stedse søger at forstikke sig, og den giør
sig saa meget vissere Haab om Menneskenes endelige Ødeleggelse, som den stedse
indfinder sig under Venligheds Skin, og skiuler sin Hæslighed under Dyder¬
nes Dække. Den har mange Previlegier, der legitimere dens Fortrin, og
neppe nogen Last skal understaae sig at sige, at den til Dato har havt bedre
Lykke; Dens Adelskab er gammelt, og begyndte snart med Verden; Løgn er
dens Moders og Falskhed dens Fader, Bedragerie er dens Første-Føde, og


114
Ja og Ney ere dens Kammer=Pager; Naar man betragter den langt fra, er
dens Skikkelse ypperlig og dens Deylighed indtagende, naar man seer den un¬
der Øyne, bliver man vaer et stinkende Creatur, og en Harpha, der forgifter
alting; den er som en Hydra med utallige Hoveder, som en Briareus, der
slaaer til med hundrede Hænder; den har tusinde Snarer, som den legger i
Veyen, og den roser sig hver Dag af sin Lykke i at fange Mennesker. Sand¬
heden i dette er aabenbar, og Dommen er lettelig gjort. Et Menneske, der
har solgt sig til denne Last, er det farligste Menneske under Solen.
Naar jeg betragter de ulyksalige Følger, som Hyklerie drager efter sig,
er jeg snart færdig at sige, at en Hykler er ligesom fød til at vende op og ned
paa alting i Verden, og ved den u-lyksaligste Sammenblanding af Dyder og
Laster, at giøre alle Ting til et u-begribeligt Chaos. En Mand, der giør Pro¬
fession af denne Last, anseer jeg som den største Hadere af det Menneskelige
Kiøn og en Eedsvoren Fiende af dets sande Lyksalighed; jeg anseer ham som en
Aspis, en forgiftig Slange, der ved sin Braad kand give Religionen og Staten,
de dødeligste Sting. Skulde jeg da lade en Betragtning over saa fordærve¬
ligt et Dyr blive ved en Drom, eller kand Hykleres Mængde i mit Fæderne¬
Land saa skrække mig, at jeg ey skulde driste mig til at gaae dem under Øyne,
for at aabne, om mueligt er, Øynene paa andre, Posten er slibrig, det veed
dig, og spiller stedse sin Person under en skinnende Masque, jeg vil lade ham
jeg, min Forsigtighed skal derfor blive desto større, . Fienden som jeg angriber, er sne¬
passere og repassere u-ansegtet, saa længe han gaaer frem med sit Skiul, men
saa snart jeg mærker, at han aflegger det, raaber jeg ham an, holder ham for
en Bedrager, og udstøder ham strax af de Retskafnes Tal. Og hvorfor skulde
jeg frygte, Sandheden har mange Fiender, men den har ogsaa her og der¬
sine Elskere, der tage den under Beskiermelse; En durchdreven Hykler besidder
alt for megen Klogskab, at han ey offentlig skulde støde sig over mine Reflexio¬
ner; han begriber vel selv, at han ey uden at fremstille sig selv som et Exem¬
pel, og bevise Sandheden i mine Tanker, kand allarmeres over de samme, og
jeg er vis paa, at han ingenlunde bliver den sidste, der vil rose mit Foretagen¬
de i dette Stykke. Den, som ikke kiender mig, og i Morgen vilde sige:
Spectator har i sine sidste Blade ikke fulgt Sandhedens Regler, maa ikke for¬
tryde, om jeg svarer ham med dette Monsieur, J er uden Tvivl en Hykler.
For at gaae tydelig til Verks i denne Sag, skulde jeg vel give en Beskri¬
velse over en Hykler; men jeg maa hartad tilstaae, at jeg ey finder mig i Stand
dertil; thi jo meere jeg betragter dette selsomme Væsen, jo forunderligere kom¬
mer det mig fore, og naar jeg best synes at have fattet dets Egenskaber, bliver
og hundrede Poster vaer, som jeg har forbigaaet; Man siger om Verden, at


115
den er sammensat af adskillige og stridige Deele, man bedrager sig ikke, naar
nan fælder samme Dom over en Hykler; det Jndvortes er i ham langt adskildt
fra det Udvortes, og han fortiener ikke saa anseeligt et Navn, dersom han er
sig selv liig, naar vi med faa Ord vil paa nogen Maade udtrykke en Hykleres
Væsen, kand vi sige, at det er et Menneske, der vil holdes for at være det, som
han ikke er, og ved et udvortes Skin giøre sig berømmelig af en Dyd, som
han ikke besidder. Da nu et Menneske af dette Slags synes at gaae frem¬
paa Dydens Vey, og fører et Væsen, der indtager Øyet, saa skeer det lettelig,
at et Menneske, der lader sig bedrage af det Udvortes, og ikke veed at skille det
Væsentlige og Ægte fra det Uægte, holder saadan en Mand for Redelighed
selv, ja finder neppe hos nogen anden Kierlighed, Fromhed og Gudsfrygt i saa
høy en Grad.
Nu maatte man vel unddros, hvorledes Bedrageren saa vel kand forklæde
sig, eller hvorledes det er mueligt, at hans skinnende Væsen saaledes kand for¬
blinde, at det ikkun af faa Øyne kand mærkes, men Forundringen ophører, naar
man efterseer Hyklerens Veye, Naturen, saa fordærvet som den er, er ikke nok
til at giøre ham til et u-begribeligt Væsen, den maa understøttes af Konsten, naar
Hykleren med Reputation skal agere sin Person. Man kand sige, at, hvis
Hykleren har nogle Fordeele, saa fortiener han dem ogsaa; En Martre i denne
Konst naaer ingenlunde Fuldkommenhed paa en kort Tid, han har mange
Øvelser at igiennemgaae, mange Prøver at udstaae, førend han kand vide sig
forsikret om Færdighed i at spille sin Role; Sandhed er visselig en Fiende, der
ikke saa let lader sig undertrykke, Samvittighed er et Vidne, der ikke saa let¬
lader sig bestikke, og en lang Tid udfordres, inden Passionerne kand skiules.
Havde et menneskeligt Øye den Kraft, at det kunde see ind i Øyenskalkens
Hierte, skulde det see tusinde Ting, der ere forunderlige. Vi kand aldrig be¬
dre forestille os de Vanskeligheder, som en Hykler har at overvinde, naar han
med Honneur vil bære sit Navn, end naar vi sætte ham i Sammenligning
med en ung eller nyelig hvervet Soldat; hvor mange Slag maa ikke denne
imodtage, inden han lærer at forstaae det Sprog, efter hvilket han skal tage sine
Tempo, hvor megen Tid udfordres ikke, inden de u-bevante Lemmer kand kom¬
me i Stand til at giøre de rette Greb, og hvor meget maa han ikke øve sig,
inden han lærer at foe sig paa Hælen, at afpasse sine Skrit, at sætte sin Hat,
at binde sin Klud og giøre jeg veed ikke hvad for martialske Miner og Grimacer,
der skal vidne om en Tapperhed, som han maaskee ikke eyer, og skiule den Fey¬
hed, der mueligt forbyder ham at see en vreed Mand under Øyne. Jeg kand
ikke troe, at en Hykler, der endnu er en Lærling, har bedre Skjebne; jeg slut¬
ter, at han hver Dag maa anvende nogle Timer paa sin Exercitie, at han of¬
te forbittres paa sig selv, naar Hiertets Overflødighed vil tale, og Ansigtets Mi¬


116
ner ikke vel vil gelinge, ig ligesom det paa sine Steder er brugeligt, at man ofte
lader brekke et kroget Been paa en Soldat, for at gjøre alle Lemmerne Regel¬
rette, saa maa Hykleren uden Tvivl ofte giøre Vold paa sig selv, have stor
Møye med at tvinge sit naturlige Væsen, for desto bedre at spille under Dække.
Hiulene, der drive denne underlige Machine, ere ikke vanskelige at see for¬
den, der ey selv vil gaae i Blinde, Hyklere ere adskillige og føres af adskillige
Aarsager; en dum Begierlighed efter Ære, en Fornøyelse, der søges ved at
blive anseet, og efter Døden at prises som en ærlig, from og religieur Mand,
er som en Vind, der fører nogle til at forsyne sig med Masquer. Titel af Pa¬
triot, tænker Phillautinus, er den berømmeligste Caractere, han resolverer
derfor at gjøre sig bekiendt ved en Kierlighed til sit Fæderne Land; det falder
ham haardt at vise den i Gierningen, han lader den derfor blive paa Tungen;
Hvo taler med større Fynd og Nidkierhed om den Forbindlighed, der paaligger
en Borger, hvo klager meere over den hartad bortdøde Kierlighed til det almin¬
delige Beste, og hvo synes meere villig til at hielpe den paa Fode end Phillau¬
tinus, man længes allene efter at see Beviser fra hans egen Haand; ingen
mindes, at han endnu har sat egen Interesse til side, og al den Berømmelse,
som hans efterladte Familie kand vente at høre, er at Phillautinus syntes at
være en god Patriot, og det var Skade, at han ikke var. Dog kand vi sige,
at Begierlighed efter at ansees bevæger vel den mindste Deel til at forestille sig;
De fleeste Hyklere see efter noget andet, og de ere ey saa taabelige, at de skulde
forlade det enfoldige Væsen omsonst. Vi finde vel neppe en Plet i Verden,
der er beboet af Mennesker, hvor vi jo kand finde dette fordærvelige Ukrud; de
Klogeste iblant Hedningen have tilstaaet, at deres Lande vare ikke frie for den¬
ne Pest; de Jødiske Historier lære os, at Lasten iblant det Folk var kommet til
høyeste Spidse, og de Christne Steder vare lyksalige, hvis i dem fandtes fleere
Retskafne end Hyklere; dog see vi, at denne fordærvelige og vidt om sig ædende
Sect paa et Sted opholder sig i større Mængde end et andet; Hykleren er som
en Rov Fugl, der søger de Steder, hvor han venter at finde Fordeele, og naar
dette ikke er Aarsagen, hvorfor vi idelig see de bedrøveligste Affald til den Ro¬
merske Kirke, veed jeg snart ingen at give. Hykler-Hoben, der maatte findes
i mit Fæderne Land, vilde vel smille ved sig selv, berømme sig af sin Færdighed
i Konsten og beskylde mig hemmelig for liden Erfarenhed i mine egne Lande, om¬
jeg vilde prise Danmarks Lyksalighed, der er renset fra dette Utøy, Ney, jeg er
ikke den første eller eneste, der kand see, at de allerdeyligste Anstalter, der sigte
til at etablere Dyd og Gudsfrygt, af en stor Deel skammelig blive misbrugte,
enhver Retsindig klager over Menneskenes forvendte Sæder, der skiule deres La¬
ster med Dydernes Klæder, og besmykke deres Ugudelighed med Gudfrygtigheds¬
Kaabe.


117.
Adolantius er en Mand, der i Henseende til sin Færdighed i det hykkel¬
ske Væsen meriterer det første Sted paa Hykleres Liste, Coruncturerne har
aldrig været saa forunderlige, at han jo vel har vidst at skikke sig i de samme;
har Tiderne befalet, at en Mand, der vilde frem i Verden, skulde signalisere
sig ved Gudsfrygt, saa har Adulantius ikke været den sidste, der snildt har vidst
at betiene sig af den forslidte Religions Habit, hvo har vel meere besamret de
fordærvede Tider, hvo har meere sukket over Kirkens Saar, og hvo har viist stør¬
re Nidkierhed i sin Guds-Dyrkelse end han En Prædikant kunde aldrig præ¬
dike saa skarp, at han jo efter Adulantii Tanker burde prædike skarpere, og en
Mand, der vilde gaae frem paa Sagtmodigheds Vey, blev af ham anseet som
en Pest. Hvo skulde tænke, at saa ivrig en Mand i alt dette skulde være en
Hykler, men lader os ansee ham med rette Øyne, lader os ikke beskue hans
Skikkelse i Phantasiens Speil, der gierne forestiller en Ting anderledes end den
er, lader os følge Adulantium til sit eget Huus, naar han unddrager sig fra
Skue=Pladsen, hvor han maa spille en fremmed Person, tør han maaskee blot¬
te sig inden sine egne Vegge. Lader os gaae løs paa hans egne Passioner, og
med Hæftighed røre ved hans Skjøde-Synder, hvad gielder det, at Manden
derved skal skifte Farve og undskylde sig, at han som andre er et Menneske.
Simulantes er ligesaa redelig, og han er i Begreb med at giøre sin Lykke; hans
Liv er en Kiede af Laster, og hans Væsen er saa bekiendt, at han i den Tilstand,
ikke kand vente at naae sit Maal; han mærker, at Dyd og Piete bliver taget i
Betragtning, og han har intet af begge Deele; det vilde blive ham suurt at
give sine Lyster Afskeed, og han despererer og at kunde blive Mester over
sine Passioner, hvad skeer, han maa legge Vind paa et Skin; han maa enten
aldeles forsage sine Medbrødres Selskab, eller allene bivaane det om Aftenen;
om Dagen holder han sig indgetogen, og han søger ikke Assistence, førend han
er vis paa at kunde søge den med Fordeel; han veed, at den eller den er rede¬
lig, og han haaber ved sit forstilte Væsen at blive bekiendt som en god Siæl¬
han legger Vind paa visse Tallemaader, og dem bringer han an med Nytte,
han efteraber andres Adfærd, og alle de, som ikke kiende ham for den han er,
tale om ham med Berømmelse; han reserverer sig adskillige Principia, for at
indrette sin Religion efter Moden, han er som Soel-Sikken, der dreier sig ef¬
ter Solen, og han er Karl for at skiære sin Kappe efter enhver Vind, naaer
han sit Ønske, tør han selv slattere sig af sine fordækte Veye, ja vel overtale
andre til at betræde de samme; imidlertid er ingen, der taler meere foragtelig
om den sande Gudsfrygtighed en Simulantes, han driver Spot med de aller¬
helligste Sandheder, naar han befinder sig iblant sine frekke Brødre, og han
lever selv i de Laster, som han fordommer hos andre; Hellighed og Jver synes
at betræde Prædike-Stolen, naar Simulantes holder sine Taler, men at ingen
skulde tænke, at han troer, hvad han selv siger, handler han tvert imod de Plig¬


118.
der, som han med Rokkerhed udsfarver, Sagen er Lar: Simplantes er en
Comediant.
Hypocritus er en bemidler Mand, og takker med sammenlagde Hænder¬
Himmelen for sine Velsignelser, da han dog ved Aager og andre Uretfærdig¬
heds Konster har samlet sin Rigdom, skulde han nu kunde beholde sine Midler¬
for sig selv, er Kierlighed til hans nødlidende Brødre saa udslukket, at han
ey i deres Trang skulde række dem Haanden, og ney. Han giver stedse noget
til fattige Lemmer, og seer sielden en Betler paa offentlige Steder, at han jo
strax tager i Lommen for at give ham en Skierv; han glemmer ikke at tale om¬
Guds underlige Huusholdning, der ofte skiænker et Menneske en Overflødighed,
for desto stærkere at overbevise ham om sine Pligter imod den Fattige, og Hy¬
pocritus taler herudi gandske fornuftig. Er ikke da denne Mand et Billede paa
en retskaffen Kierlighed, og skulde han vel uddeele sine Gaver uden at have et
Hierte, der er ligesaa villigt som hans Haand, Vi vil troe dette til en Tid, og
vi vil imidlertid giøre os Umag for at see fleere og større Prøver paa hans kier¬
lige Hierte, mueligt han har Ære for Øyne og vil give Klokkeren en Plan,
hvorefter hans Testamente skal stilles. Jeg vil for Exempel selv søge hans
Assistence, og laane en Summa paa min Arvedeel; Jeg kommer for hans Dør,
der møder mig en fattig Enke med vaade Øyne, jeg spørger om Aarsagen til
hendes Graad, og tænker at en bevægelig Tale af Hypocriti Mund har foraar¬
saget den; men jeg faaer et Svar, der moxen giør de gode Tanker til intet, som
jeg forhen har fattet om den gavmilde Rige. Manden har en Capital i Enkens
Hytte, og hun har indfundet sig for at betale den sidste Rente, hun har troet
hans ærlige Ansigt, og agtet ufornøden, at forsyne sig med Qvittering for det
forrige Aar, hun kræves nu for en Rente, der redelig er betalt; hendes Navn
staaer blank i hans Bog, og hun trues med Process, hvis hun ikke udsætter sit
sidste Mon for at betale sin Gield. Dette maa staae ved sit Værd, jeg vil
endnu ikke troe, at Hypocritus er saa ond. Jeg gaaer ind i hans Gaard, der
hører jeg en klagende Røst, som raaber Hævn over den Uretfærdige, jeg seer
mig om, og bliver en Arbeydere vaer, som man nægter sin Løn, nu sandelig det¬
te synes at være det stærkeste Beviis paa Hypocriti ilde sindede Hierte, men
jeg veed ikke Omstædighederne, kand altsaa lettelig bedrage mig; jeg vil selv væ¬
re et øiensynligt Vidne, førend jeg vil anføre Manden paa Hykleres Register;
jeg søger ham derfor i sit Kammer, der finder jeg ham i sin Andagt; Bibelen
er opslaget, og han har i Haanden en Bog, der lærer ham at bede med en an¬
dens Mund, jeg sætter Foden tilbage, og vil oppebie Slutningen af hans Bede¬
Stund, men han legger Bogen paa Bordet, hvor hans Regnskabs Bøger og¬
saa findes, og han beder mig blive, han klager over de Uroligheder i Verden,
der forbyde en ærlig Mand at tiene sin Gud i Stilhed, han besværger sig over


119.
sine Huus-Folkes Ondskab, der stedse opirrer ham til Brede, og han var nu i
Begreb med at bede Gud om Forladelse. Jeg siger ham mit Ærinde, og han
drager derved de dybeste Sukke; han vidner da selv om sin Redebonhed til at
hielpe den Trængende, men klager derhos, at den sidste Kierlighed han viiste,
tømmede hans Casse; Jeg afmaler mine Yderligheder, forsikrende tillige, at han
kand være vis paa en redelig Betaling; han vidner, at intet gaaer ham meere
til Hierte, end naar han skal lade den Nødlidende fra sig uden at hielpe ham, og
endskiønt han ey selv er ved Penge, vil han dog for at tiene mig, selv laane dem
hos andre, jeg maa derfor indfinde mig Dagen derefter; Jeg kommer ogsaa,
og finder Manden i en rasende Tilstand; ved hans Piges Uagtsomhed er et Leer¬
Kar sønderslaget, og det er efter hans Ord, meere end nok til at giøre ham til
en fattig Mand. Hans Vrede sagtes, naar han seer mig komme, og jeg føl¬
ger ham til det Sted, hvor Pengene skal leveres; de ere allerede aftalte, og jeg
har ey nødig at tvivle paa saa brav en Mands Accuratesse, jeg spørger om
Renten, og hører at Capitalen laanes mig ikke paa andre Vilkaar, end naar
jeg vil give 12 pro Cento, thi paa den Fod har han selv forbundet sig, førend
jeg forfatter Obligationen, faaer jeg i Sinde at betale et Aars Rente forud, bry¬
der derfor en Tutte, og finder forfalskede Penge; for at faae Vished om Be¬
drageriet, tæller jeg Summen, og erfarer en anseelig Mangel; jeg har da nok¬
til min Underretning, jeg legger Pengene, tager min Hat, og forføyer mig af
Hyklerens Huus; hans Christendom anseer jeg som en Capitulation med vor
Herre, at han afbeder een Synd for at faae Frihed til at begaae en anden.
Simianus vil have Ord for at være en vel grundet Mand i Lov og Ret¬
og han meener at ingen større Prove kand aflegges paa hans Dygtighed, end
naar han paatager sig de uretfærdigste Sager, iblant hvilke de, som angaae ham
selv, ere de fornemste han opholder sig iblant Folk, der ansee ham som et Vun¬
der, og den Lykke, med hvilken han har igiennemgaaet de farligste Processer, giør
ham snart til meere end et simple Menneske; han beraaber sig stedse paa Sam¬
vittighed, og skammer sig ikke ved at sige, at han hverken fælder en Dom eller
paatager sig en Sag, uden Retfærdighed stedse staaer ham for Øye. Skal
vi troe ham paa hans Ord, og lade ham passere for en retskaffen Mand, Ney,
vi maa have andre Beviser, end de hans egen Mund aflegger. Saa snart et
Vidne beklager, at det af ham enten har været underkiøbt eller truet til at vid¬
ne falskelig, saa snart privat Had eller Affection underskriver hans Domme;
saa snart han under Nidkierheds Skin opæder en Enkes Huus, og stolende paa
andres ignorance eller liden Aarvaagenhed søger den Fortrængtes Undergang,
dømmer jeg ham strax fra Titel af en god Mand, og siger hans Væsen at væ¬
re en Blanding af Religion og Malice. Men hvo skulde have saa slette Tan¬
ker om Simiano, Kand nogen af hans Stand tale deyligere om Religionen,


120
kand nogen meere støde sig over det lunkne Væsen i Gudsfrygt, meere bevær¬
ge sig over de magelige og blinde Lærere end han og hans ligesindede Brødre,
han forer stedse i sin Lomme en gudelig Bog, og den Begierlighed han har til
at undervise andre, giør, at hans Discourser stedse gaae ud paa opbyggelige
Materier, han straffer med Jver de i Svang gaaende Laster, og en Drankere,
der overstiger de satte Grændser af Tiden, maa ikke allene høre en Torden-Røst
af hans Mund, men ogsaa betale sine Bøder, hvo har noget paa dette at sige?
er Nidkierheden ikke i sig selv priselig er Lovens Jagttagelse ikke roesværdig?
Jngen kand tvivle om dette. Man ønsker allene, at den ivrige Simianus vil¬
de selv holde sig Instruxerne efterretlig, ikke see meere igiennem Fingre med
sine egne end andres Ugudeligheder, og ved Ustraffelighed i Livet vise de Fod¬
spor, i hvilke andre ikke skulde skamme sig ved at træde. Papiret forbyder
en større Vitløftighed, og Materiens Vigtighed befaler en Continuation. Jn¬
gen støder sig over dette uden Fienden, som jeg angriber, og efter Muelighed
stræber at forjage af Landet. En Hykler fortiener ikke mindste Medlidenhed;
thi han skaaner ikke de helligste og dyrebareste Ting; jeg seer, at han ligesom
moquerer sig over heele Verden, og hans Ønske er ligesaa forvendt, som den
Romerske Kaysers Caligulæ; thi ligesom denne ønskede, at det gandske Romer¬
ske Folk havde allene een Hals, den han paa engang kunde afhugge, saa ønsker
hine, at alle Mennesker vare forsynede med Vox-Næser, dem han kunde dreye
og vende efter sin egen forkeerte Villie, Jeg seer, at den sande Dyd og Fortie¬
neste taber sin Estime, hvor Hyklere findes i Mængde, og at disse Diævle i
Menneskelig Skikkelse giøre Tidernes Mennesker saa mistænkelige, at man end
og kalder de meest retskafne Mænds Oprigtighed i Tvivl, skulde jeg da spare
nogen Fliid for at demasquere disse det Menneskelige Kiøns afsagde Fiender,
og med de Vaaben, jeg har, arbeyde paa deres Undergang, At vise en Hyklere
af sin Adfærd, er noget, men ikke nok, i alt dette kand han glæde sig fremde¬
les uden Fare, og med sædvanlige Fordeele at betiene sig af sin Masque; men
naar man sønderriver hans Dække og vil ey lade sig nøye med det blotte Skin,
sees han i sin hæslige Nøgenhed, blive skildt ved sin Braad, og den maatte da
finde Fornøyelse i at lade sig bedrage, der fremdeles vilde lade sig forblin¬
de af saa stinkende et Creaturs glimrende
Væsen.


121
No. 16.
Udgivet den 28. Augusti 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Inverbis nun hæret amor, non rebus, ut olim:
Penditur avult, non ratione Fides.
In faciem adseendit qvondam qvæ in pectore sedit
Relligio; cerebriest, qvæ mode cordiserat. Ovenus.
En Betragtning over Hyklere er af saa stor Vidtløftighed, at man ey paa
J eengang kand see alle de Poster, der fortiene at mærkes, og Hyklere ere
fordeelte i saa mange Classer, at jo meere man kalder dem under Exa¬
men, jo fleere Slags bliver man vaer, J mit sidste Ark var det mit Arbeyde
at afklæde det Slags Øyenskalke, der ellers kaldes Skinhellige, jeg lovede ved
Slutningen at anvende i dette min mueligste Flid paa deres Forjagelse af vore
Egne; men førend jeg kand opfylde dette mit Løfte, vil jeg opofre en Deel af
disse mine Blade paa at forestille et andet Slags, der røbe deres hykkelske
Væsen paa en anden Maade: Verden er fuld af saadanne Mennesker, der
fortreffelig vide at indrette deres Opførsel efter de Menneskers Sindelang og
Lyster, med hvilke de omgaaes. Jeg har gjort mig Flid for at undersøge de¬
res Herkomst, og jeg har fundet, at de ere nærbeslægtede med det Slags Hykle¬
re, om hvilke jeg i mine forrige Betragtninger allerede har mældet, det bliver
maaskee ogsaa Aarsagen, hvorfor vi lade disse Sødskende gaae under et Navn;
de forene begge deres Kræfter, og med samlet Magt angribe Dyden, deres
almindelige Fiende; Den ene har ligesaa kiærligt et Hierte til Menneskers
Beste, som den anden; de drives begge til de fleeste Tider af et Slags Moti¬
ver, egne Fordeele og Begiærlighed efter at ansees ere Vindene i deres Seyl¬
andres frivillige Blindhed er deres Compas, og en Falskhed, der er blandet
med Snildhed, sidder ved Roeret; De seyle gierne for Vinden, og sees derfor¬
med Lykke de fleeste Tider at komme i Havnen, men som de begge have
fiendtlige Absigter, og deres hemmelige Anslag gaae ud paa at fordrive Dy¬
den, bør man ikke med billighed give dem Qvarteer, og anseer jeg det for¬
min Deel ikke for et Samvittigheds Verk at gaae løs paa dem, overladende
til andre, hvorvidt de vil erkiende Sandheden i mine Tanker eller ikke.
Var vores Fæderne-Land end saa lyksaligt, at derudi fandtes ingen af
det Slags Hyklere, som jeg i dette Ark vil drage frem paa Skue-Pladsen, saa
blev dog en Betragtning over dem ikke unødvendig; thi hvor man finder Men¬
nester, der ere vanslægtede fra Dyden, kand man vente at see een Last succede¬
ret af en anden, og de fornuftige bør stedse holde sig bevæbnede, at de Pile,


122.
som de forud see, ikke skal tilføye dem for stor Skade; En Skibelig er forlig¬
for et Land, en Fuchsvandser jeg vil kalde dem saa, for at faae et Ord) eller
Ræv i menneskelig Gestalt er ligesaa, ja jeg vil sige, han er end farligere; thi
et Menneske, der fører sig Gudeligheds Masque, og skiuler sine Laster med Dy¬
dernes Kaabe, synes derved ligesom at tilstaae Dydens Ypperlighed og Nød¬
vendighed, men det andet Slags arbeyder paa Dydens Undergang og Lasternes
Opkomst ved at kalde Dyder Laster, og Laster Dyder, hvorved han noksom
røber sin Ondskab; han har aabenbare declareret Krig imod Sandhed, li¬
gesom indgaaet en ævig Alliance med Løgn, og forbundet sig til hemmelig og
Vices eller Skifter, naar han skal agere Ulv og Ræv. Han maa være en
aabenbare at udrydde Dyden, hvor han finder den. Han har ligesom sine
stedsevarende Scepticus, der alle Tider staaer i Tvivl, J Religionen maa han
stræbe, at han aldrig kommer til Vished, hans Morale maa være vaklende,
og have sine Grunde i andres ubestandige Lyster, at det kand blive ret eller gal,
ligesom hans Absigter udfordre det J Dag har han een Patron, han har den Troe,
i Morgen faaer han en anden, han har en anden Troe, efter dette maa Fuchsvand¬
seren rette sig, naar han vil bære sin Titel med Roes; Mærker han, at hans
Velynder er tilbøyelig til een eller anden Last, saa bliver det hans Sag at stry¬
ge Farver over den samme, og giøre den, om ikke just til en Dyd, saa dog til
en Middel=Ting, og hans Samvittighed er da ikke heller saa snæver, at han
jo, for at føye sin Superieur, gierne certerer med en anden om at bryde Ji¬
sen; erfarer han, at Dyden ey aldeles har tabt sin Priis, saa er han aldrig
den sidste, der recommenderer den; det lidet Gode, han mueligt kand finde hos
sin Afgud, veed han ved sin Konst saaledes at multiplicere og afmale med saa¬
pralende Farver, at den dydigste og best fortiente Mand er som et Jntet at reg¬
ne imod hans Patron; Med et Ord: Fuchsvandseren er en fuldkommen Mand
og en fortreffelig Konstner; det er ham ingen Vanskelighed at giøre sort til
hvidt, at skabe Dyder og Meriter i saa stor Overflødighed, som de forlan¬
ges, at nægte det i Dag, som han bekræfter i Morgen, ja for at faae en Smaus
eller vedligeholde sin Credit er han alle Tider i Stand til at blive Luthersk, Ca¬
tholsk, Calvinsk, Tyrkisk, Jødisk, Hednisk, Polytheist og Atheist; Han har
derfor heele Magaziner af Religions Grunde, at han kand forsyne sig med den,
der indbringer beste Renter; han er som en Polypus, der kand giøre sig lige¬
skikket efter enhver Steen, til hvilken den hælder sig; han behøver kun et Vink, saa
er han strax færdig at begaae den yderste Ugudelighed, og naar han seer Tegn
til mindste alvorlige Mine, bliver han strax forvandlet til en anden Mand.
Samvittighed og Guldsfrygt ere, hans Tanker smaa Ting, paa hvilke han gier¬
ne lider Skibbrud, for at naae sit Maal; Misundelse, Bagtalelse, Efter¬
stræbelse ere hans Hoved-Dyder, han taaler ingen Rivaler, og to Mennesker
af det Slags ere som Basilisker, der dræbes i det de beskue hinanden.
Fuchssvandseren slutter af sig selv, at Egen Kiærlighed maa hos et Men¬


123.
neske have en besynderlig Kraft, og at de Baand, med hvilke den holder For¬
nuften i sit Fængsel, ere ikke lette at sønderrive; af den tager han derfor sin O¬
lie, som han gyder i Jlden, for at giøre Luen desto større; Han veed, at, som
Menneske elsker sig selv for meget, fordi det ey kiender sine Ufuldkommenheder,
antager det gierne en Berømmelse, som det ikke tilkommer og med Taknemme¬
lighed i Ord og Gierning erkiender dens Flid, der vil tillegge det en Dyd,
som man ikke veed det har eyet. Det vilde see slet ud for saadan¬
ne Mennesker, hvis man ey i Mængde kunde treffe dem, der have Berømmel¬
ser, Dyd og Fortienester til Fals, og med en liden Umag kand bilde en
Ravn ind, at hans Fiere ere hvide, og giøre en Svane til en sort Fugl. J¬
midlertid synes dette Slags Hyklerie at være forhadt, og man skal ikke vise mig
een, der taler noget til Fuchsvandserens Beste; Han passerer overalt for en La¬
ste fuld Mand, men det forunderligste er, at hvor han mælder sig, er han gier¬
ne velkommen, og man har endnu ingen seet, der over hans Væsen er bleven
saa fortørnet, at de har viist Ræven Døren, naar han har indfundet sig for
at practicere sit Haandverk. J Betragtning af dette synes Fuchsvandserens
Sager at staae paa en uryggelig Grundvold, og lidet Haab bliver tilbage om
at forstyrre hans Magt; imidlertid truer han med en Ulykke, og den Gift¬
der ligger paa hans Tunge, er saa meget meere farlig, som den er skiult med
Sødhed, og man kand saa meget mindre tage sig vare for hans snedige Væ¬
sen, som han skiuler sin Slange-Hud med Duens Fiere. Jeg vil ey i denne Sag
være vidtløftigere, men efter mit Løfte andvende det øvrige af Papiret paa et
forgiæves Arbeyde, der sigter til Hykleres Undergang, som man ey kand vente.
Skulde disse mine Blade uformodentlig falde i et Menneskes Hænder af
dette Slags, troer jeg sikkerlig, at han af Forbittrelse om ikke for, saa nu kaster
dem fra sig, og om han igiennemlæser de tilbagestaaende Linier, skeer det vel
fornemmelig af den Aarsag, at han vil lære, hvorledes han kand bevæbne
sig imod de følgende Vanskeligheder, og bruge alle sine Konster for at fore¬
komme sin Ruine. Kunde vi blive saa lykkelige at giøre Hykleren afskyelig for
sig selv, vilde Verden i denne Punct blive mærkelig forbedret; Saa vidt jeg
seer, er det hykkelske Væsen af saadan Beskaffenhed, at, om et Menneske, der
hænger ved det samme, kunde af sin Egen-Kiærlighed faae saa megen Frihed,
at han ret kunde indsee sine Egenskaber, maatte han skrækkes for sig selv, og jo før
jo heller fordømme sin Masque. Den allerugudeligste Lem er efter mine Tan¬
ker ikke nær saa ilde faren som en Hykler eller Skinhellig, og den første kand
langt fra ikke tilføre det almindelige Væsen saa stor Skade, som den sidste
Hins Ugudeligheder falde enhver i Øyet, og han er saa raisonable, at han
blotter sin Skiændsel; Denne er ikke bedre i sig selv, men kand lettelig bedrage,
siden han skiuler sin Hæslighed med et glimrende Klæde, han er som Maanen
i sig selv et mørk Legeme, men han giør sig til af en laant Glands; Hiin har
ingen Støtter, at hælde sig til, ingen Undskyldninger at forebringe, ingen Ud¬


124
fugter at søge, kand derfor bedre og med mindre Møye overbevises, denne
derimod beraaber sig paa sin ustraffelige Vandel, sine Kiærligheds Giernin¬
ger, Gudfrygtigheds Øvelser, og har hundrede Maader at befæste sig paa i¬
mod de beskyldendes Argumenter; Hiin kand med Tiden bringes til Bedring;
Denne gaaer saa længe ubehindret frem i sine Rænker, at han tilsidst troer sig
at være Redelighed selv, og anseer derfor alle Formaninger over Skulde¬
ren, som de, der ikke angaae ham; Hiin seer, at han selv trænger til Refor¬
mation, lader derfor være at befatte sig med andre, denne indbilder sig, at
ingen har større Ret til at dadle, sætte til rette og reformere Verden end han¬
jo meere han da kommer i med at hovle paa andres Liv, jo meere forglemmer
han sin egen Grovhed, og opfører sig i dette, som de fugtige Brødre, der drik¬
ke saa længe paa andres Sundhed, at de tilsidst lide Skibbrud paa deres
egen.
Disse Sandheder meener jeg at være saa klare, at de ikke kand imodsi¬
ges, dog er dette ingenlunde nok til at oplade en Hykleres Øyene; De egne
Fordeele, han har i Sigte, det Præ, han stræber at have for andre, ere saadan¬
ne Skandser, der forbyde slige Overbeviisninger at trænge ind til de rette Ste¬
der ; Vi vil derfore gaae den Skinhellige nærmere paa Klingen; vi vil
giøre os Umag med at holde hans Fordeele sammen med hans Fortrædelighe¬
der, for at see, hvilke beholde Overvægten: En Hykler bygger alle sine Ca¬
steller paa andres Simplicite, og hans snedige Messures grunde sig paa den
liden Bekymring, der findes hos Mennesker i at skielne Virkelighed fra Skin¬
Men hvad kand give ham Vished om Bestandigheden i dette? Hvor snart kand
ikke en uformodentlig Hendelse oplade Øyet, at man bliver meere skarpseende,
1) Heu miser, bibitom tories Regumqve Overmode,
Post Sanitatem, sanitatem perdidi.
*) De bedrøvelige og skadelige Jndflydelser, som egen læteresse har i det almindelige Liv,
ere af en anseelig Skribent saa vel udførte, at jeg venter at fornøye mine Læsere, om jeg med¬
deeler hans Tanker i Fædernelandets Sprog: Egen Interesse er Øyemedet, hvorfor Men¬
nesket enten giør eller lader noget. Den er Aarsagen at Store og Smaa staae i stedsevaren¬
de Bevægelse. Den gandske Verden søger den, og uden den rører man sig ikke; Den er
i vore Tider stegen saa høyt, at den snart hos alle Mennesker tiener i Steden for Raison;
thi alt hvad som skeer, bliver agtet for en Daarlighed, naar Interesse ikke er Sigtet. Det¬
te nanseet er Titel af interesseret et skammeligt Binavn, thi det viser uendelige Laster, i hvil¬
ke de ere skyldige, der giøre Profession deraf. Interesse kommer mig for som et Pulver, der
af Diævelen kastes Menneskene i Øyet, at de hverken skal see Retfærdighed, Skyldighed, Æ¬
re eller Venskab; den er det, der dæmper den naturlige Kierlighed imellem Beslægtede, op¬
vækker Had iblant Brødre, og udslukker Venskab iblant Venner. Den tiener de Store til
et Dække og de smaa til et Skiul, hine at de derunder kand begaae de uretfærdigste Gier¬
ninger, disse, at de kand til Side sætte alle Pligter, Skyldighed og Troeskab imod deres
Herrer; den giør Hof-Folk til Slaver, Soldater til Vovhalse, de Geistlige til Hyklere og Kiøb¬
mænd til Bedragere. Den er som en Regent over alle andre Passioner, og undertrykker ofte de
samme, at den allene kand triumphere; den betiener sig af Klogskabs Navn, naar den offentlig la¬
der sig see, men i sit egentlige Mørke begaaer den mangen Baselle, at den desto bedre kand mætte sig¬


125.
og ey lader sig nøye med Skallen: En Hykleres Lyksalighed bestaaer til deels
derudi; at han kand bedrage Verden; men han sætter uden Grund for¬
ud, at i Verden findes ingen Fornuftige; Lader os sætte, at han i sine Anslag
bliver lykkelig, at hans Skin antages for Sandhed, at han forblinder Øy¬
et, indtager Hiertet, og naaer sit Maal; Hvor megen Uroe maae han da paa
den anden Side erfare i sit Sind, hvor maa han ikke frygte, at hans egent¬
lige Væsen bliver opdaget? Hvor ofte drømmer han ikke om sit Fald; og spaaer
sig selv sin Ulykke, med hvad indvortes Bævelse maa han ikke møde for de
Retskafnes Øyene, og lade sig see for dem, der kand giøre Hinder i hans Lykke, i
Hyklere kand nyde den Ære, at faae et Antal af blinde Tilbedere; Men ach
en ulyksalig Ære, de ere ikke alle saa blinde, som han indbilder sig, de la¬
de sig ikke alle fortrylle af hans udvortes Adfærd; Saa mange Vasaller, han
synes at have, saa mange Censores har han snart ogsaa, der legge Mærke til¬
hans Opførsel, og ved at kaste ham sine Konst-Greb i Næsen, forhverve sig
uformærkt et Herredomme over hans Person, og ved at vise den mindste Im¬
portunite kand giøre Hykleren til et Vox, der af Frygt for at bortsmeltes,
lader sig dreye og vende til alle Sider. Foruden dette maa jo Hykleren betrag¬
te sig selv som et Lem, der er skilt ved ald den Fortroelighed, som en retskaf¬
fen Mand nyder i et Societe; Han kand neppe troe sig selv, end sige andre;
snart et hvert Menneske maa han ansee som en Spion, der lurer paa hans Con¬
duite, den Fortroelighed, der er som Siælen i Samtaler blant gode Ven¬
ner, kand Hykleren ikke smage; Han maa være betænksom ved et hvert Ord
han taler, at han ey skal røbe sin indvortes Fuulhed; hans gandske Legeme
maa ligesom være Øye, at han kand see sig for til alle Sider. Posito, han
passerer til sin Grav for en ærlig Mand (og det bør i det ringeste Verden hol¬
de ham for at være, saa længe han ey har røbet sig) saa bliver derimod hans
Samvittighed det skarpeste Vidne og strængeste Dommer, der vil giøre ham
hans Endeligt heel bittert og hans Dom forskrækkelig, bliver han derimod rø¬
bet i sin egentlige Skikkelse, hvor stor bliver ikke da hans Foragt, hvor forhadt
hans Person, hvor kummerligt hans Liv, og jeg bliver ikke den sidste, der zii¬
rer hans Grav med denne Overskrift:
VIXIT, LUSIT.
ILLUSIT.
LUSUS.
demum &
LUDIBRIUM.
FACTUS.
de. Han har lever, giekker,
bedrager; tilsidst blev han selv en Giek¬
og Vidunder for Verden.
J Sandhed han fortiener ingen bedre; thi
hans Liv har været en Blanding af en Comedie og Tragoedie; J de to
Acter har han saaledes spillet, at han har spillet Nar med andre; i den sidste spiller
han Gier med sig selv, og ender sin Scene med Bedrøvelse.


126
En Høflere, der læser dette, seer vel noget furt derved, men lig frygter,
at han dog bliver den samme; Jeg tilstaaer gjerne min Uformuenhed i at de¬
masquere ham aldeeles, helst naar han er af det meest polerede Slags, og
kand sætte saa livagtige Farver paa sin Masque, at den forestiller et Original¬
Ansigt; men jeg meener dog, at jeg i det anførte ikke har feylet, og naar en
Hyklere vilde tage det til Efter-Tanke, og legge til, hvad jeg kand have forglemt,
eller rettere, hvad han veed meere og bedre end jeg, kunde man haabe, at hans
bedragerske Væsen vilde blive anseet af ham selv med andre Øyene; Dog vi¬
kand ingenlunde lade det komme an paa ham selv; vi vil derfor see, hvad
Midler der findes, hvoraf andre kand betiene sig til hans Ødeleggelse:
Naar denne Sag skal gaae for sig med Lykke, bør man ingenlunde hol¬
de den gamle Regel for ubedragelig, der befaler os at troe det beste om et Men¬
neske, indtil vi blive overbeviiste om andet; Andre have viist at Regelen har
Exceptioner, og et Menneskes Væsen efter dets nærværende Beskaffenhed
lærer det samme. Cartesti Principium, der befaler at tvivle om alle Ting,
er i alle Maader antageligt, thi det sigter til en nærmere og fastere Overtydel¬
se; Saa lidet tilforladelige som et Menneskes Ord ere, der vidner i sin egen
Sag, saa lidet kand man og fæste Troe til den udvortes Anseelse, og deraf
fælde Domme til det indvortes; Det var daarligt, om man vilde holde en
Ulv for et Lam, fordi den havde iført sig dets Skin, og ansee et Asen for en
Løve, om det end havde klædet sig med dens Hud; En Hyklere kand stedse
vente at tage godt Folk om Næsen, saa længe man vil domme om hans Hier¬
te af hans Masque. () Om jeg af adskillige Skildter, der findes i Hoved¬
) Hvor lidet man kand forlade sig paa et udvortes Skin, og hvor let man kand blive bedragen
af de Mennesker, der have lært at forstille sig, viser den Sinderige Spanske Skribent Balthasar
Gracian i hans ypperlige Skrift kaldet Criticon, hvor han anfører følgende Fabel, Man fortæller,
at da nogle unge Ræve komme engang tilbage til deres Huule, sagde de til den Gamle, Vi har i
Dag seet et skrækkeligt Dyr med Tænder, hvilket forekom os ret forfærdeligt, om det endskiønt alle¬
ne syntes sammensat af Elphenbeen. Ol svarede den Gamle, er det intet andet end dette, saa har
eder intet for dette Dyr at frygte. Anden Dagen bleve de forfulgte af et andet Dyr, der i Panden
havde spidse Braadde, J ere enfoldige, sagde den Gamle, jeg forsikrer Eder, at dette Dyr giør E¬
der ingen Skade Nogen Tid derefter sagde de, at de vare blevne et Dyr var med mange Kløer, der
ved sin Brølen drev dem tilbage; Det er Løven, sagde Ræven, dog frygter Eder ikke. Endelig kome
Ræve=Ungerne eengang meget fornøyede til Huulen, og fortaalte at intet Ondt var vederfaret dem,
de havde ikke heller seet noget vildt Dyr; Men sagde de, vi bleve begegnede af en der er langt adskildt,
fra de Dyr, som har indjaget os Skrek; han er ikke forsynet med skadelige Vaaben, han er behage¬
lig, fredsommelig, stille og taler med en angenem Røst Achlsvarede den Gamle, for denne gang for¬
andrer jeg mine Tanker Mine Børn, jeg siger eder forud, at J har alt Ondt at vente af dette Dyr¬
Saa snart J bliver det vaer, maa J af alle Kræfter tage Flugten: Hvorfor det spurdte de Unge?
Det har jo hverken Kløer eller Horn, og intet uden smaa Tænder. Flyer, siger jeg eder, sagde den
Gamle, det er Mennesket. Det er et listigt og ondt Dyr, og dets Ondskab maa meget meere fryg¬
tes, end om det var forsynet med de stærkeste Vaaben. Det er klart at Fabelen sigter til saadanne
Mennesker, der med skinnende Farver skiuler deres Ondskab, og ved et forstilt Væsen kand endog
bedrage de allerklogeste Den udvortes Anseelse, siger Grev Oxenstierne, giør ofte af en gemeen Sol¬
dat en General, af en Canik en Biskop og af Diævelen en Munk.


127.
Staden, vilde giøre Slutning til Jndvaanerne i Huusene, maatte Folk hol¬
de mig for en Nar, og en Logicus vilde bebreyde mig min gnorance i hans
Konst; thi i saa Maade blev mangen Skræder til en Prinz, og et Spise¬
Qvarteer eller Kielder forvandlet til Altona og Hanover. Jeg har hørt, at
mange dømme om Lærdom af blege Kinder, og om Gudsfrygt af et fastende
Ansigt. Men efter mine Tanker holde slige Domme ikke Stik; Et Ansigt kand
tilkiendegive en sund eller svag Complexion, men hverken røbe et kiødeligt
eller gudeligt Hierte. Den Mund, hvis Ord ere ubedragelige, har selv
lært os, at vi ey kand bygge paa slige falske og bedragelige Grunde; thi
naar vi gaae paa saa vildfarende Veye, kand vi ofte holde den rede¬
ligste Mand for en Bedrager, og en Bedrager for Ærlighed selv. Den
sande Piete bor vise og viser sig ogsaa af sine Frugter, ligesom Træets God¬
hed dømmes ikke af dets Blade men Frugt; Vi ere forsigtige i Ting af mindre
Betydenhed, og vi gaae efter Farve i de allervigtigste Sager; En Kaaber-Pen¬
ge kand oversmøres med Sølv-Skum og faae Anseelse af en Sølv-Mynt, men
Følelsen allene kand lære os, at den ikke er, hvad den synes at være; vil vi lære at
kiende en Hyklere fra en Retskaffen, maa vi sætte ham paa Prøve, eftersee hans
heele Vandel, give agt paa hans Absigter, og i Særdeleshed holde alle dem mis¬
tænkte, der selv aflegge Vidnesbyrd om deres Væsen; Jeg for min Person, om¬
et Menneske vilde vidne for mig om sin Gudsfrygt og Redelighed, vilde betænke
mig længe, inden jeg troede hans Ord, naar jeg hører et Menneske sige: Jeg er
meget bange for at faae det eller det Embede; Mine Kræfter ere for svage til at
bære dets Byrder; Der findes andre, der ere meere meriterede og bedre i Stand
end jeg, troer jeg sikreelig, at han sparer ingen El¬ en ud for at nyde det, og ønsker intet
meere end det samme, med mindre han skulde være ligesindet med den ærlige no¬
to, der siger oprigtig, hvad han meener.
Jeg holder for, at hvis man vilde være ligesaa forsigtige og aarvaagne i at agte paa Hykle¬
rens Veye, som han er omhyggelig for at conservere de gode Tanker, man kand have fattet om
ham, vilde hans Bedragerier ikke blive saa skiulte, og den indvortes Fornøyelse, han nyder, naar
han spiller en Role med Success efter en anden, ikke blive saa vedvarende. Vel er sandt, at den¬
ne Sag har sine Vanskeligheder, man maatte være rette Kiendere af den sande Gudfrygtigheds¬
Mærker, man maatte betiene sig af mueligste Forsigtighed, at man ey skulde gaae forvidt, man
maatte være Hadere af alt partisk Væsen, man maatte selv have sunde og velgrundede Principia;
thi hvor ofte skeer det ikke, at man fælder slette Domme over et Menneske, fordi det ey troer og
tænker efter vores Hoved, da vi dog ey have undersøgt, om vi selv troe ret eller galt; Men vore
Pligter imod det almindelige Beste befale os at overvinde disse og fleere Vanskeligheder, og Erfa¬
renhed burde vel i denne Sag give os Forsigtigheds Regler.
Den Deel af Kirke-Historien, der viser os de bedrøveligste Exempler paa den almindelige
Blindhed, lærer os ogsaa, at mange bleve anførte paa Helgenes Catalog, der ikke dertil havde
gjort sig fortiente, ja at en og anden blev igien forviist Himmelen, som efter Pavernes Ubedrage¬
lighed var kommet derind; J sær have vi herpaa et mærkeligt Exempel i Guilelmette af Bosnien;
Denne intrigante Qvinde havde ved et Helligheds Skin forhvervet sig saa stor Anseelse, at hun ef¬
ter sin Død var bleven canoniseret og længe dyrket, som en ubesmittet Helgen; men hendes Be¬
dragerier bleve siden opdagede, og den Apostoliske Myndighed, der havde givet hende Plads i Pa¬
radis, overleverede siden hendes Legeme til Baalet. Sic transit gloria mundi, Vores allerhellig¬


128.
ste Religion skulde ikke iblant Spottere og Fele Geister høre saa ilde, hvis vi vare meere betænk¬
some, og ikke antoge alt det for Guld, der har Guldets Glands Religionen er det kraftigste Baand,
der kand sammenknytte Lemmerne i et Societe, og en sand Piete er den ypperligste Ædelsteen, der
zirer et Menneske, men et Skin uden Kraft er som en død Farve; Et Menneske, der besidder Dyd
og Gudsfrygt i Sandhed, giør allermindst Væsen deraf; den derimod, der stedse seer ud som en
Heraclitus, der søger alle Leyligheder til at blive bekiendt, der selv anseer og beraaber sig paa sin
Dyd som en Merte, bør man allermindst troe.
Dette fører mig imod min Plan paa et eget Jndfad, hvilket jeg vil overlade til andres
Domme, om det er grundet eller ikke, jeg vil forestille det i et Exempel: Titius er en Mand, der¬
giør Ansøgning om et Embede i Kirken; han seer, at man er omhyggelig for at forsyne saa vig¬
tige Poster med gudfrygtige Mænd, han stræber derfor at blive regnet iblant deres Tal; han
legger sig efter gudelige Bøger, han fører for Verden et ustraffeligt Liv, hans Klæde=Dragt er
fattig, hans Ansigt er meere end alvorligt; han søger deres Selskab, der ere bekiendte for den Dyd,
som han affecterer, han taler ligesom de, og de holde ham for en god Christen; han gaaer bedre
frem, han indfinder sig hos andre Formaaende, der glemmer han ikke at vidne om sin Gudsfrygt¬
at anføre dem, som kiende ham, han har vel ogsaa en Attest fra een eller anden, der taler til
hans Beste, Kand være, Titius er ærlig, kand og være han er en Hyklere, vi vil ik¬
ke dømme ham; Jeg vil nu sætte mig i dens Sted, for hvilken Titius møder; jeg vil
ogsaa supponere, at Manden er retskaffen; men jeg vil undersøge ham nærmere, jeg vil ey allene
dømme ham værdig til Embedet, fordi han er en gudfrygtig Mand jeg vil ogsaa vide, om han er for¬
synet med den Habilite, som Embedet udfordrer, Gudsfrygt er en Hoved-Post, men ikke nok, thi
ellers kunde jo sligt et Embede ligesaavel betroes til en ustuderet Mand, der ofte besidder meere at
den retskafne Piete, end mangen Studeret, jeg sætter derfor Titium paa Prøve, men Manden er
dum, har ingen Studeringer, skulde jeg da ansee hans Gudsfrygt med saadanne Øyne, at jeg i Re¬
garde af den skulde agte ham dygtig ingenlunde eg glæder mig over, at han er en religieur Mand
men recommenderer ham desuden Lærdom, og naar han distingverer sig ved den, lover jeg ham
min Afsistence. Nu vil jeg sætte, at denne Titius er en Hykler, naar han mærker, at hans Skin ikke
befordrer hans Absigter, tager han enten Masqven af, og falder tilbage til sit forrige Væsen, eller og
han beflitter sig paa det, der kand sætte ham i Stand til at forvalte det Embede med Frugt, som han
søger Sigtet af dette Exempel er let at fatte, og troer jeg ikke, at den Skinhellige ønsker, at Veyen
blev saa trang, det vilde ogsaa efter mine Tanker giøre et temmelig Skaar i hans Regning, naar han
besad intet meere end den blotte Anseelse. Over alt synes jeg at finde billighed derudi; og Fornuf¬
ten befaler det ogsaa, at Lærdom og Piete bør i sær hos en Guds Ords Lærere være samlede Naar¬
vi gaae tilbage i de ældre Tider, finde vi overflødige Exempler paa saadanne Lærere, der kand have
været vel intentionerede og redelige Christne, men fordi de ey har besiddet den fornødne Lærdom,
har de ikke taget i Betænkning at favorisere et og andet skadeligt Principio, af hvilke ere fulgte
mange for Religionen og Staten farlige Consequencer. Endnu staaer tilbage at arbeyde paa
andre Hykleres Undergang; man burde foreskrive Regler, hvorledes mange Dedicationer,
Liig-Prædikener, Testamenter og Ære-Vers burde efter Sandheds Love indrettes;
men da Papiret ikke kand tage imod meere, og det følgende Ark er be¬
skikket til noget andet, vil vi forbeholde os dette
til en anden Tid.


129
No. 17.
Udgivet den 4. Septembr. 1744.
Sælges udi C. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Si species res est, corpus si corporis umbra¬
Splenderem virtus monstrat ubiqve suum.
de ogsaa havde taget Afskeed fra Landet. Det Slags, som jeg i disse
Gyklere af det groveste og skadeligste Slags ere saa vidt fra Haanden, gid¬
de ogsaa havde taget Afskeed fra Landet. Det Slags, som jeg i disse
Blade vil forestille, ere ligesaa almindelige, skiønt ey saa skadelige, dog
skadelige nok, naar de blive anseete med rette Øyne. Det forstilte Væsen,
enten det yttrer sig paa een eller anden Maade, agtes af alle Fornuftige for en
Last, og er sat tvertimod den ædle Oprigtighed, der er en af de ypperligste
Prydelser for et Societe, Grunden til en retskaffen Fortroelighed, og lige¬
som spinder den fornemste Traad til de Baand, der knytte det eene Menne¬
ske til det andet; ja den, der intet eyer af denne Dyd, kand i ingen Maade
passere for en god Mand.
Falskhed og Bedragerie har taget saadan Overhaand i Verden, at Tyd¬
skerne har endog fundet fornøden at forfatte et Betrugs Lexicon, hvilket lige¬
som sætter forud, at Bedragerie har faaet Plads iblant de frie boglige Konster.
J alt dette er dog Verden glimrende, at et Øye, der lader sig nøye med det
Udvortes, synes at finde Dyden, der har opslaget sine Pauluner i enhver Krog¬
Ydmyghed og Venlighed synes samlede i alle Sælskaber, og aldrig kand So¬
cietetet ved St. Knuds Gilde i Malmøe affectere saa stor Fortroelighed, at
jo et hvert Sælskab i vore Egne affecterer en større; Men et Menneske, der
uf¬
er noget forsøgt i Verdens Væsen, og kalder all Apparence under Fo¬
tens Kiendelse, er snart færdig at troe tvertimod det han seer.
Jeg tilstaaer gjerne min liden Erfarenhed i gamle Sager; men veed dog
ikke, om jeg bedrager mig, dersom jeg siger, at Oprigtighed iblant Mennesker,
var i de ældre Tider ikke saa var at finde som nu i Sandhed Falskhed og For¬
stillelser har ikke været nogen Hoved-Feil ved vores Nation; Vore Fædre sy¬
nes i alle Ting at have elsket Simplictte, og Begiærlighed efter at ansees som
et polered Folk har ikke kundet formaae dem til at efterabe fremmede Natio¬
ners Manerer; Deres enfoldige Væsen var ligesaa bekiendt som deres Tap¬
perhed, og de lode haant om at laane Miner og Grimacer af dem, som de
gjorde til Slaver. J det Fald kand vi ansees som vanslegtede Børn, og den
Forbindlighed, som vi selv have paalagt os til at vanskabe vore Legemer med
Franske Klæder og Maneerer, synes ogsaa at have sat vore Gemytter i Træl¬


130.
dom, at vi endogsaa maa aske ckere denne pudseerlige Nations Politelle i vore
Sæder og indbyrdes Omgang. Om denne Lærvillighed og Redebonhed til
at bøye vore Halse under Fremmedes Aag, kand ansees som en Ære for Dan¬
marks Jndbyggere, veed jeg ikke. Jeg vil ikke sige, at et forstilt Væsen var
i de gamle Tider ikke at finde. Naar det bliver inden de Grændser, som Klog¬
skab og Forsigtighed foreskriver, har det i visse Maader sin Nytte, og saa vidt
har det uden Tvivl ogsaa været brugt af vore Fædre, naar Fornødenhed har
udkrævet det; men nu er det aldeles bleven til en Mode og agtes som en Hoved¬
Dyd, ja et Menneske, der ey er ovet i denne Konst, finder ligesom sin Vey i¬
giennem Verden besat med Torne, og Haab om Lykke mestendeel afskaaren,
at jeg ey skal tale om de forunderlige Domme, som han er underkastet, da
hans Oprigtighed og enfoldige Væsen ey allene giør ham i de Slebnes og Po¬
leredes Øyne til grov og vankundig, men endog ofte bliver ham til Skade, li¬
gesom de gode og gunstige Domme, man i Almindelighed fælder over et Men¬
neske, grunde sig til største Deel paa hans Forstillelser.
Mit Fædernelands Børn, der giøre sig en Ære af at kunde forklæde sig,
maa ikke tage det ilde op, at jeg sætter dem i Classe med Gøglere; De hovmo¬
dige Aander kand ikke finde sig i denne Caractere; men de fortiene ingen bedre;
De opføre sig som de, der ere satte i Verden for at divertere en Tilskuer med
deres Adfærd, og ingen er bedre i Stand til at afmale deres Væsen, end de,
der ere blevne kloge af deres egen og andres Skade, og med et agtpaagivende Øye
betragte de Masqveredes forunderlige Scener; de maa ikke heller fortryde paa om¬
jeg i disse Blade forestiller dem som veritable Comædianter, og deres gandske Væ¬
sen som et Original-Skuespil. Acterne kunde blive mangfoldige og Scener¬
ne utallige; jeg vil gaae den korteste Vey, mig er muelig, og som en Tilskuer
have Friehed til at giøre mine Reflexioner; J den første Act vil vi betragte
Den forstilte Ærlighed.
Som denne viser sig paa adskillige Maader bliver ogsaa denne Act bestaaen¬
de af adskillige Scener. J den første indfinder Vulpinus sig allene, og har der¬
ved Leylighed at blotte sig desbedre. Det er Konsten, siger han, at et Men¬
neske, der i Hiertet er en Bedrager, kand saaledes ved laante Oprigtigheds¬
Farver forblinde andres Øyne, at han Tiid efter anden gaaer frem i Verden¬
som en ærlig Siæl; Ach Himmel, hvor mange Intrigner har jeg ikke spillet
under denne Masque, hvor mange have ikke gaaet bort fra mit Ansigt med dis¬
se Tanker. Ach, at Verden havde Mængde af saa oprigtige Mænd, Alle sø¬
ge mit Venskab, de fleeste blive bedragne, saa eller ingen mærke det: Jeg
forsikkrer alle om mit redelige Hierte og min Beredvillighed til at hielpe; J
alt dette ere Mennesker saa dumme, at de ikke af Erfarenhed kand lære, hvor
lidet mine Gierninger svare til mine Ord. Det Gode jeg lover een, lover jeg
ogsaa en anden, den tredie nyder det, naar han forstaaer hvad han bor. De
største Vanskeligheder, som møde mig, er at finde paa saadanne Undskyld¬


131.
ninger, der kand bemykke mit med sig selv stridende Væsen. Jmedens Rul¬
pinus saaledes udlader sig, kommer Personatus for at giøre sin Opvartning;
Comedien gaaer nu først an, og Rævene kand ved deres Roler give fornuf¬
tige Tilskuere en fuldkommen Fornøyelse. Her synes den ene Oprigtighed at
møde den anden, og den ene Ærlighed at tage den anden i Favn; Personerne
aflegge paa begge Sider de dybeste Complimenter, og for at vise det Baand,
der har sammenknyttet deres Hierter ved et redeligt Venskab, hilse de hinan¬
den med Kiærligheds Kys. Den ene vidner om den Glæde, han nyder ved
den andens Velgaaende; deres Discourser synes fortroelige, og hvad den ene
bringer paa Bane, siger den anden ikke imod; J all denne Heede ere deres
Hierter kolde, og den Mistanke, som den ene har om den anden, gjør at in¬
gen af dem sige hvad de meene. Simplicius bliver tredie Mand, og man
kand af hans oprigtige og muntre Ansigt, hans gandske Væsen og Adfærd
der stedse har været sig selv liig, gjøre Slutninger til hans ærlige Gemytte;
Den Oprigtighed, der fødes i hans Hierte, er Borgen for hans Ord, staaer
som i Spidsen af hans Tanker, og har sin Boelig paa hans Læber; han siger,
hvad han meener, og han frygter ikke for Fiender, thi Dyden er hans Ven.
Han tager sig ikke vare for at give sig i et Sælskab, hvor Sandhed er jaget i
Landflygtighed, og Logn præsiderer; han har alt for gode Tanker om de tven¬
de Masquerede, der vil ansees som hans Venner; de give ham Ret i hvad han si¬
ger, og han aabner aldeeles sit Hierte. Efter mine Tanker handler han ikke
forsigtig; lad være hans Hierte er redeligt og hans Liv ustraffeligt, saa maat¬
te han dog giøre sig Umag for at kiende de Bedragerier i Verden, der er snart
almindelige, ansee mange som Venner, men give sin Fortroelighed til faa el¬
ler ingen. Han gaaer bort igien, og hans Complimenter ere ikke saa alamo¬
diske, som de ere oprigtige. Piben faaer straxen anden Lyd; Vulpinus og Per¬
sonatus, der tilforn syntes at have Estime for Manden, tale nu om ham
med yderste Foragt. Den Mand, sige de, veed ikkun slet at leve; hans Væ¬
sen er bondeagtigt, og hans Politique er temmelig grov; Dumhed synes at
tale, naar han oplader sin Mund, og en ugemeen Enfoldighed besegler alt, hvad
han skriver; hans Opdragelse maa være elendig, og hans Liv bliver ikke poleret,
om han end omgaaes med honette og civiliserede Folk.
Vulpinus tager derpaa Afskeed, og Personatus bliver allene tilbage, la¬
der os give agt paa hans Ord; han tør maaskee give Tilskuerne sine Tanker
om sin Compagnon: Denne Ræv, siger han, maa betales med sin egen
Mynt; hans Væsen er forstilt, og den Ærlighed, der ligger paa hans Læ¬
ber, har aldrig havt Rod i hans Hierte, Naar man omgaaes saadanne Folk,
bør man have et Øye paa hver Finger; deres Ord ere som Snarer, i hvil¬
ke de Uforsigtige lettelig kand blive fangne, og, naar man ey tilside sætter sit
naturlige Væsen, og taler tvertimod sit Hierte, bliver Veyen heel trang; den
udvortes Anseelse er et Slegfred Barn af Virkelighed; ligesom derfor Horeun¬


132
der have de fleeste Tider best Lykke, og et Fruentimmer-Ansigt, der er gjort
ungt og deyligt ved fremmede Farver, faaer mange Tilbedere, saa kommer og
Skin af Dyd en Mand mærkelig til Hielp. Sandhed er forlængst kommen
af Mode, og en Plads er beredt i Daare Kisten for dem, der vil hielpe den
paa Fode; Oprigtighed har taget Afskeed fra Verden, eller retireret sig i en
Udørk, at den ey skal være Vidne til de Seiervindinger, som Falskhed daglig
erholder; den efterlod allene sin Skygge, og Mennesker ere saa blinde, at de
antage den som et virkeligt Legeme. Saa taler den forstilte, naar han kand
tale uden Fare.
Personatus forlader Skuepladsen, og giver Plads til en anden; min Pen¬
har Afskye for at afmale hans Skikkelse; Slanger har bedækket hans Hoved
i Steden for Haar; hans Øyne ere som Furier, hans Aande giftig og dræben¬
de, og hans Tunge skarp som en Rage=Kniv, saa vidt jeg kand see, er det en
Misunder. Han giør Miner som den, der opæder sig selv, naar det gaaer
en anden vel; han er geleidet med tvende Personer, Falskhed og Løgn, der
ere hans Raadgivere. Sincerus har ved sine Fortienester og Dyder forhver¬
vet sig Anseelse, og det er meer end nok til at sætte Misunderen i Harnisk. Hvad
er at giøre, hvorledes kand Misunderen faae Andledning til at hævne sig paa
en reputeerlig og honet Maade, Han maa søge Raad hos sine Raadgivere,
Sagen bliver taget i Betænkning, og Slutningen bliver denne Han skal ud¬
vælge Forstillelsens Vey; Sincerus er en Mand, der dømmer om andre
af sig selv; et Ord talt i Fortroelighed er nok til at indbilde ham, at hans Ven¬
er oprigtig. Misunderen følger Raadet; resolverer at føre sig Venskabs
Kaabe, at tvinge sin Passion, og opføre sig som en fortroelig, der allermeest glæ¬
der sig over Sinceri Velgaaende; Naar dette er skeet med Behændighed efter
de skarpeste Forstillelses Regler, tvivler han ikke paa, at jo den anden aabner
alle sine Anslag; Misunderen vil derpaa udsende Bagtalelse, som sin Herold,
der skal sværte den Uskyldige, og selv veed han vel de Midler, der paa tredie el¬
ler fierde Haand skal forebygge Sinceri nærmere Udgang.
Personerne af denne Scene succederes af en Mand, der har Anseelse,
af fornemme, og hans Equipage synes at vidne om en temmelig Capital, han
er som en himmelsk Verden, der er omringet af mange Drabantere, enhver
sætter sig i Ydmygheds Positure, naar de see et Glimt af hans Kiortel, mange
omgaaes ham, og agte det for en fuldkommen Lyksalighed, om de kand nyde
den Ære at blive hans Favoriter, hans Bord bliver dækket, og han under¬
mange Deel i sine Rætter, naar han taler, forundre alle sig over hans Viis¬
dom, og de taabeligste Ord ansees som Guddommelige; Klogskab spores i alle hans
Veye, og Fornuft fremskinner i alle hans Gierninger; paa hans meest vanskab¬
te Foretagender finde hans Venner intet at udsætte, og de kand ey finde Ord
nok, med hvilke de kand berømme hans usædvanlige Conduite. Han anseer
dem alle som oprigtige, og flatterer sig selv af sine Tilbederes Mængde.
I¬


133.
medens de alle ere geskestige, at overbevise ham om deres Ærlighed, faaer han
uformodentlig Bud, at hans Credit staaer kun paa svage Fødder, og at han
med snareste maa frygte for sit Fald; han skrækkes ved disse Tidender, og spør¬
ger sine mange Venner til Raads; Den ene seer paa den anden, og ingen ta¬
ler et Ord til hans Beste; de reyse sig fra Bordet, og deres Ydmyghed for¬
vandles til Foragt; den ene gaaer bort efter den anden, og Manden befinder
sig paa Skuepladsen allene. Hvor undrer han sig ikke nu over sine Venners
Falskhed, hvor bliver han ikke vaer, at deres Venskab var forstilt og grunde¬
de sig allerne paa hans nærværende Omstændigheder; hans Tilbedere seer han
nu at have været Smarottere, og ingen tager Deel i hans Ulykke.
Efter denne Ulyksalige præsentere sig tvende Personer, een af hvert Kiøn¬
Ægte-Standen, i hvilken de ere satte, forbinder dem til at omgaaes hinanden
med en uforfalsket Kiærlighed, de synes og begge at lagttage deres Pligter:
hvor venlig omfavner ikke Manden sin Hustrue, og Hustruen sin Mand; Vores
Sprog er ikke saa rigt, at det kand give hende de Kiærligheds Ord, med hvil¬
ke hun kand udvise sit oprigtige og omhyggelige Hierte; Manden er lettroende,
og anhører med Fornøyelse sin Hustrues Smigren; hans Handteringer udfor¬
dre, at han skal giøre en Reyse, og hans Kone geraader derover i Sorg; hun
spørger, hvorledes han kand føre det over sit Sind at forlade sin Hustrue,
hvis Øyene ey kand lade af at see ham; hun tager Afskeed med ham med Be¬
drøvelse, og følger ham til Dørren med Graad; Manden reyser, og Konen
kommer tilbage i en fornøyet Tilstand med smilende Miner; det er Synd, si¬
ger hun, at ønske ondt over sin Næste, men gid mine Øyne aldrig meere maat¬
te see den Joseph Saa ofte hun hører en Lyd, bliver hun glad, og den Be¬
drøvelse hun erfarede ved sin Mands Bortreyse, bliver paa nogen Maade lin¬
dret, naar den indfinder sig, som hun har sat Stævne; var Manden ikke saa en¬
foldig, vilde jeg ey heller svære for hans Oprigtighed, thi man har vel Exem¬
pler paa dem, der for at sætte sig uden for Mistanke hos deres lovlige Hu¬
struer, har anstillet sig meget kiærlige, men dog i alt dette været Extravaganter,
og naar Døden har været saa bevaagen at skille dem ved deres Huus-Kors,
har Legemet været dybsørgende, men Sindet fornøyet, Munden har siunget en
Vi vil slutte
Liig-Psalme, men Hiertet har istemmet en Triumph-Sang.
denne Act, og begive os til den anden, hvor vi see
Den forstilte Kydskhed.
J denne Act bliver Sirene Hoved-Personen, og spiller sin Role med Færdig¬
hed; Naturen har ziret hendes Legeme med Deylighed, og hun pryder sig selv
med tvungne Dyder; See engang, hvor mange de ere, der søge hendes Ven¬
skab; men see tillige, hvor Fiere hun lader, og hvor lidet hun bekymrer sig om
deres Caresser: det anstaaer ikke hendes Kiøn, siger hun, at overgaae Ær¬
barheds Grændser; hendes Opdragelse har været alt for fornuftig, at hun skul¬
de forglemme de Kydstheds Regler, som hendes Moder indprentede hende,


134.
Kiærlighed skal endnu ikke rose sig af det Herredømme, som den har havt over hen¬
des Gemyt, og en Person af det andet Kiøn, der allene rører ved hendes Klæ¬
der, bliver strax afskyelig i hendes kydske Øyene: De fleeste af hendes Sla¬
ver tabe ved saa stærke Contestationer Modet, og med Skamfuldhed forføye
sig af hendes Aasyn; allene Sagacius bliver tilbage. Denne Mand lader sig
ey nøye med Ord, og den Jndsigt, han har i Menneskers Væsen, giør, at han
ey forlader sig paa Skin, Mueligt, tænker han, denne Sirene affecterer saa¬
stor Kydskhed, for at giøre sig saa meget mere behagelig; hendes Opførsel kand
være forstilt, og Fæstningen ikke saa uovervindelig, som den synes; han beflitter
sig da paa høflige og ydmyge Ord, og han resolverer ikke at tale det min¬
ste, der kand være anstødeligt, hans Comportement bliver indifferent, og han
lader sig ikke mærke, at han bærer nogen særdeles Kiærlighed til det deylige Kiøn¬
det bliver hans fornemste Sag, at prise Jomfruens Kydskhed og at tale om
Forliebelse med Foragt. Men see, hvor forandret bliver ikke Skiønheden ved det¬
te, hvor mange venlige Miner giver hun ikke den nærværende, hvor megen U¬
mag giør hun sig ikke for at sætte ham i Flamme, hvor taler hun ikke nu med
et andet Sprog end for, Sagacius har nok til sin Underretning, og forlader
den Forstilte, hun forføyer sig og selv med Bedrøvelse af Theatro, og to andre
Personer indfinde sig, der give Anledning til en nye Act, og vise Prøve paa
Den forstilte Capperhed.
Acten bliver allene bestaaende af tvende Scener, men de samme ere skrækkelige nok¬
Hvo maa ey zittre, naar han betragter de bevæbnede Mænd, hvis Øyen staae
fuld Flamme, hvis Miner ere saa truende, og hvis Ord meget martialske? de
discourere i det Tydske Sprog om Comuncturerne i Europa med temmelig
Hæftighed; enhver af dem finder sig i Stand til at succedere den for nogen
Tiid siden bortdøde Obriste Mentzel, der med Berømmelse har anført sine Ungar¬
ske Husarer; de bejamre deres Skjebne, at ingen Leylighed kand gives, hvor¬
ved de kand vise deres Bravoure, de besværge sig over, at de skal ligge i Stil¬
hed, og ey kand faae Anledning til at see en Fiende under Byene; de be¬
klage, at de nærværende Omstændigheder ikke tillade dem at vise Mandigheds Prø¬
ver paa andre end deres underhavende Soldater, og at disses forbankede Ryg¬
ge skal være de Journaler, hvor Efterkommerne kand læse deres Bedrifter. Hvor¬
maa ey døe af Skræk, naar man seer dem drage deres Sabler, og med For¬
bittrelse at hugge i Theatro, De raabe, at en Fiende skulde ikke have bedre Lykke,
naar han faldt for deres Haand, og ey giorde meere Modstand end de døde
Bræder. Hvo er saa egensindig, at han ey vil antage alt dette for ubedrage¬
lige Beviser paa en stor Tapperhed, eller hvo er saa modig, at han tor gaae den¬
ne Hercules og Achilles i møde? Mensee, en anden Scene begyndes, og en
Mand, der med Taalmodighed har anhørt de Bevæbnedes Torden Ord, ind¬
stiller sig; Denne seer ikke ud til at være en Martis Tiener, og hans Vaaben bli¬
ver jeg ikke vaer, jeg undrer mig derfor, at han tor nærme sig til de kiekke Helte;


135.
og jeg paaer ham en nomgængelig Undergang, alle best jeg hører, at han dison¬
terer dem deres Tapperhed, og provocerer dem til en Skiermytzel; Jeg undrer
mig endnu meere, da jeg seer, at deres Stoldhed forvandles til Ydmyghed, og
de med Hatten under Armen overgive sig paa Naade og Unaade; de beraabe sig
strax paa Folke=Retten, der forbyder at attaquere de Uskyldige, og efter mange
Knæ-Fald og Forsikringer, at de ikke oftere vil berømme sig af en Tapperhed,
som de endnu mangle, lader den Ubevæbnede dem gaae.
Jeg vil ey længere fortsætte Comedien, men undersøge de Aarsager, der
kand bevæge Mennesker til at paatage sig en fremmed Skikkelse; Man kand ikke
sige, at de drives alle af et Slags Aarsager, Klogskab bevæger en, Egen Nytte en
anden, Frygt den tredie, og Sædvane den fierde. Chrysophilus er bekiendt af si¬
ne Midler, og han er tillige gierig. Døden afhenter hans Hustrue, og hun ef¬
terlader sig Arvinger, som Manden anseer med skeele Øyne, skulde de nyde deres
Deel efter Billigheds Lov, frygter den Gierrige, at deres Tilstand vilde blive alt
for god, hvad Vey bliver da den sikkerste og fordeelagtigste for hans Boe, Han
maa forstille sig; han maa giøre sig fattig; hans Midler ere ikke da saa anseeli¬
ge, som hans Arvinger indbilde sig. Han har gode Venner, og det bliver ham en
let Sag, at multiplicere Krav, der indleveres ved Skiftet, endnu ikke nok,
Ærlighed og Oprigtighed maa giøre hans Sag god, han lover at vilde handle rede¬
lig, og han dysser derved vedkommende i Sovn: For at giøre Fattigdommen de¬
sto større, maa hans Assistenter udsee saadanne Steder, hvor hans beste Sager
til hans Fordeel kand sættes i Sikkerhed; dog maa dette skee ham uafvidende, at
han i Nødsfald kand have sin Eed frie; Det er klart, at Egen Nytte samlet med
Misundelse formaaer Chrysophilum til at stille sig an som en Fattig. Fraudu¬
lentus er en Handels-Mand og har mange Creditorer; hans Næring er gaaet
for sig med Lykke, og han er i Stand til at betale sin Gield; men Pengene forblin¬
de ved deres Glands saaledes hans Øyene, at han nødig vilde see dem i Creditorer¬
nes Hænder; paa den anden Side finder han sig forbunden til at vise Ærlighed;
men han vil ikke. Hvad giør han da han forstiller sig; han beskriver sin Oprig¬
lighed med skinnende Farver, men beklager sig tillige, at den umilde Lykke og hans
Betienteres Utroeskab har bragt ham i Decadence, dog vil han gjerne af yderste
Kræfter vise sin Redelighed; han vil ikke være saa grov, at spille Banqueroute,
men han griber til en Konst, som kaldes Opbud; Jmidlertid har han til sine Ven¬
ner udstedt Obligationer, der først maa betales til hans egen Casse; Creditoren
har Medlidenhed med den Forarmede, gaaer paa Accord, og lader sig nøye med
hvad man vil give siden maa han see med Forundring, at den Fattiges Til¬
stand i en kort Tiid er bleven saa forbedret, at han giør Figurer, som en Capitalist.
Vinolentus er en Dranker, men at han ey skal blive bekiendt derfor, for¬
stiller han sig; J Sælskaber declamerer ingen stærkere imod stærk Drik end
han, og at byde ham et Glas, er at vilde dræbe ham med Gift; Klogskab og
Frygt befale ham saaledes at opføre sig, naar han befinder sig i sit eget Huus,


136
løser han de Baand, der har fængslet hans Lyster, og den Uret, han har gjort sig
selv ved at forskyde det tilbudne paa fremmede Steder, vederlegger han med
mueligste Flid, førend han forføyer sig til sit Leye. Belidor forstiller sig og¬
saa, og Forsigtighed synes at raade ham dertil; han besidder et stort Talent,
og han veed paa den anden Side, at om han ikke skiulte sine Gaver, fik han
Mængde af Misundere, han taler derfor stedse om sig selv som en gnorant,
han ønsker sig andres Erudition, og siger, at megen Tid udfordres, inden han
tør driste sig til at tilbyde sin Tieneste; Jmidlertid giør han under Haanden,
saadanne Anstalter, at de, som mueligt vilde hindre hans Lykke, om de hav¬
de kiendt hans Egenskaber, seer ham imod Forhaabning paa et Sted, hvor¬
fra deres Misundelse ikke kand styrte ham.
Men jeg haster til Enden, og vil slutte mit Ark med nogle faae Anmærk¬
ninger: Endskiønt Verden er saa forvendt, at man længe maa lede, førend
man finder en ærlig og oprigtig Mand, saa har dog ikke det retskafne Væsen,
aldeles taget Afskeed, hvorfor ikke heller mine Reflesioner i disse Blade kand
appliceres paa alle, Jeg veed, at de gaae for vidt, der ansee alle den nærvæ¬
rende Verdens Dyder for Hyklerie; Vores Fæderneland er ikke aldeles skilt
ved oprigtige Borgere, og jeg vil ikke sige, at Kydskhed skulde være kommet
af Mode; Tapperhed zirer endnu vore Krigs-Mænd, og gid den Tiid ikke kom¬
me, da den skulde vise sig.
Jeg fordømmer ikke alle Forstillelser, jeg anseer nogle som nødvendige. At skiule sine La¬
ster, der ellers maatte forstyrre Ordenen i det almindelige Væsen, er saa vidt god, men aldrig nok
til at bevise en god Mand. De nærværende Tiders Beskaffenhed giør alt Haab til intet om For¬
stillelsers Undergang; man maatte ogsaa philosophere for skarp, om man vilde raade enhver at
vise sig for Verden i sin naturlige Gestalt. Jeg støder mig over intet meere, end at vore Sæl¬
skaber og indbyrdes Omgang skal tabe deres fornemste Prydelse ved Forstillelses Last. En op¬
rigtig Mand, der samles med dem, som han holder for Brødre, finder sig ligesom forbunden at
deele sit Hierte med fine Venner, bliver han føyet af Lykken, meener han at kunde glæde dem
qvæles hans Sind af Bedrøvelse, tænker han at finde Trøst, behøver han deres Raad eller Hielp,
udlader han sig i Fortroelighed; men hvor skammeligt er det ikke, at han siden maa erfare dem,
som han regnede iblant sine Venner, at være snedige Ræve, der under Fortroeligheds Skin ud¬
lokke alle hans Tanker, og siden dræbe ham med sine egne Sværd. J Betragtning af dette bør
Forsigtighed kaste Lænker paa Friheden i vore Sælskaber, og vi maa have mange Prøver, fø¬
rend vi antage nogen iblant vore Venner. Jeg for min Deel er bleven saa vantroe, at jeg i Nø¬
dens Tid venter mig en større Hielp af min Hund og Kat, end af dem, der idelig befale mig at
troe, at de ere mig forbudne, og Erfarenhed har lærdt mig, at, naar jeg har taget mig vare
for Rævens Tredskhed, er den samme siden forvandlet til en Ulv, der,
skiønt forgiæves, ved min Ruine har stræbt at
stille sin Graadighed.


137
No. 18.
Udgivet den 11 Septembr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Virtus, Fama, decus, divina humanqve puscris¬
Divitiis parent, qvas qvi construxerit, ille
Clarus erit, Fortis, Justus, Sapiens etiam & Dux
Horar.
Et qvicqvid volet
V¬
erden er et meget selsomt og forunderligt Væsen, og dens mindste Deele
kand give Anledning til mange Betragtninger; den ansees ikke af alle med
lige Øyne, og ere derfor de Domme, som fældes over den, adskillige.
En Philosophus, der lader sig nøye med at give en theoretisk Beskrivelse over
den, synes for sig selv at begribe dens heele Sammenhæng, en Moralist der¬
imod maa snart standse ved enhver Deel, og alle Ting komme ham fore som
Hemmeligheder. Mennesket i sær, der kaldes den liden Verden, er i hans Øy¬
ne en saa forunderlig Machine, at, naar han best synes at have fattet dens
Egenskaber, bliver han saa mange forunderlige Ting vaer, at han tilsidst maa
tilstaae sin Uformuenhed i at kunde udgrandske dens Beskaffenhed.
Verden er nu snart 6000 Aar gammel, og den synes hvert Aar at have
faaet en nye Skikkelse, i vor Alder kand vi sige, at den snart er ubegribelig.
Ansee vi den paa een Kant, lader den meget deylig, betragte vi den paa en
anden, synes den meget hæslig. Et Øye, der beskuer den saa løselig, bliver
snart indtagen af dens Væsen, og dømmer den nu at være saa fiin og poleret,
at den aldrig kand blive bedre; men en Haand, der drager dens Dække tilside,
røber den som et stinkende Clonque, eller et Morads, der er saa meget meere be¬
drageligt, som det af Solens Heede har draget en Hud, og synes at være fast¬
Jord. Paa een Kant synes Verden at bestyres af lutter Viisdom; Videnska¬
ber og Konster blomstre snart i alle dens Deele; utallige Mennesker legge aarlig
Aar Hænder paa dens Forbedring; paa en anden Kant synes Daarlighed at
have et almindeligt og u-omskrænket Regimente, saa at Viisdom og Daarlig¬
hed, Videnskaber og Vankundighed synes nu ligesom at stride med hinanden
om Preferencen. Naar har den verdslige Viisdom været bragt til saa stor
Fuldkommenhed som nu, og hvad Tid har været meere frugtbar paa moralske
Skrifter end vores, Er Verden derfor bleven bedre, er den derfor meere ren¬
set fra Laster, ney. Aarsagen bliver uden Tvivl denne Menneskene følge de¬
res Lyster, og lade Sinds Bevægelserne beholde Herredømme over Fornuften.
Man maa tale saa foragtelig om denne Siælens ypperlige Kraft, som man vil,
man maa prædike imod det philosophiske Morale saa længe man kand, saa
troer jeg dog, at Verden i Henseende til sit udvortes Væsen skulde blive meget


138.
forbedret, hvis Menneskene vilde indrette deres Gorninger efter Fornuftens For¬
skrift. Det almindelige Onde befordres ogsaa af andre Aarsager, som man ik¬
ke saa let vil forestille sig. Naar visse Omstændigheder ved et Menneske, der
dependere allene af Lykken, giøre ham til det, som han ikke er, naar Dyd og
Fortieneste findes allene hos visse Personer, og kand ikke sees hos andre, der
ere ligesom Lykkens Stif=Børn, naar Cardinal Richelien har sagt sandt, der
gjorde en uforstandig og ulykkelig Mand til lige lydende Navne; hvad Under da,
at et Menneske, der paa Gienveye kand naae sit Maal, ey uleyliger sig med de
lange Reiser, som en anden ofte maa giøre forgiæves:
Den Philosophie, som i vore Tider er kommet i Mode, og i Henseende
til Manden, der har forfattet dens Systema, bliver kaldet den Voltiske, er un¬
derkastet adskillige Domme. Nogle opløste den til Skyerne, andre ansee den
som en Gift for Religionen; Nogle sige, at Verden var aldrig saa fuld af
Atheister, Deister, Naturalister, Fatalister, og jeg veed ikke hvad for utalli¬
ge Slags ster, som den er i vore Tider, siden Leibnitz og Wolf begyndte at
philosophere, andre holde for, at man endnu ikke har seet bedre Grunde, der
kand tiene til at omstøde alle de omtalte Vildfarelser, end just i denne Philoso¬
phie. Skal vi dømme om en Sags Rigtighed af dens Bekienderes og Til¬
hængeres Mængde, maa vi underskrive den sidste Kiendelse; thi i mange Stæ¬
der ere snart ligesaa mange, der begiere at kaldes Wolfianer, som der ere Men¬
nesker, ja mangen Pedant, der, saa at sige, neppe har lugtet denne Slags Phi¬
losophie, kand smile og hiertelig fornøye sig, naar man vil giøre ham den
Ære, at give ham Titel af Wolfian. Vist er det, at vi i den nyere Philoso¬
phie finde mange herlige og sunde Principia, der i sig selv ikke ere nye, men
ældgamle Sandheder; men det er ogsaa vist, at de samme af mange fortolkes
paa en vrang Maade, og af mange blive skammelig misbrugte. Siden denne
alamodiske Philosophie er i et kort Begreb bleven forfattet og gjort al¬
mindelig i vore Lande ved Oversættelse i Fæderne Landets Sprog, begynder den
gemeene Mand at philosophere temmelig stærk, saa at de Huse, der tilforn
vrimlede af Stats-Mænd, ere nu blevne som Academier eller høye Skoler,
hvor Selskaberne ved deres Glas Viin eller Øll afhandle adskillige Puncter i den
verdslige Viisdom, saa at, hvis deres Lærdomme vare saa sunde, som deres
Collegier ere u-interesserede, kunde en Candidat med liden Bekostning for¬
skaffe sig et stort Liggendefæ af philosophiske Principia, som han maaskee ellers
maa betale temmelig dyrt, naar hans Fremgang skal have Navn af Roesværdig.
Nysgierighed, der har Haand i mange af vore Gierninger, gjorde det,
at jeg for faa Dage siden anvendte et par af mine Aften-Timer paa at besøge
et af disse nye oprettede philosophiske Societæter. Exercitierne havde ved
min Ankomst ikke endda taget deres Begyndelse, og, som jeg sluttede, ventede
man paa den, der skulde præsidere som Decanus, denne indfandt sig omsider,
tog det øverste Sted ved Bordet, og med alvorlige Ord samt philosophiske Mi¬


139.
ner gav de Nærværende tilkiende, at Materien, der paa den Tid skulde forhand¬
les, var at undersøge Sandheden i denne Satz: Naar tvende Veye føre
til et Maal, bør den, som vil være en viis Mand, udvælge den for¬
teste. Discoursen gik derpaa for sig, og vil jeg i disse Blade meddeele mine
Læsere saa meget af den, som jeg endnu kand erindre, skulde mit Ark falde i
nogen af Interessenternes Hænder, haaber jeg, at de ey med u-milde Øyne an¬
see mit Foretagende, og ikke støde sig, fordi jeg er efter deres Lære-Maade frem¬
forer deres Referioner; thi deres Tale var en Klæde af Slutninger, indrettet
efter de strængeste mathematiske Regler, hvilke vilde blive alt for vitløftige at
anføre og kiedsommelige at læse¬
Jeg vil ikke opholde mine Læsere med de mange Beskrivelser, som disse Phi¬
losophi gave over alle deres Ord; thi de ansaae det som en stor Forseelse imod
den bevisende Lære-Maade, om de vilde anføre et Ord, som de ey i Forveien
havde beskrevet, om det end var af den Beskaffenhed, at de Hørende strax kun¬
de giøre sig tydelige Begreber derom; jeg vil allene anføre deres Tanker om en
viis Mand, hvilken efter en Beskrivelse, som en anseelig Mand iblant de forsam¬
lede gav, er saadan een, der foresætter sig en vis Ende, og betiener sig af saa¬
danne Midler, der kand hielpe ham til at naae den samme. Man begyndte der¬
paa at tale om adskillige Øyemærker, som Menneskene foresætte sig, een søger
efter Ære, en anden legger sig efter Viisdom, den tredie beflitter sig paa Dyd,
den fierde leder efter sin Lykke, o. s. v. Disse Sandheder ere klare, sagde en an¬
den, lader os nu eftersee de adskillige Veye, der føre til disse Lyksaligheder, for
at prøve hvilken er den korteste. Vi kand i denne Sag fælde de u-bedrageligste
Domme, naar vi gjøre Slutning a posteriori eller Erfarenhed, og naar disse
Domme ere ufeylbare, meener jeg vi finde alt det omtalte Gode hos en Mand,
der af Lykken er begavet med Rigdom, følgelig bliver Rigdom den korteste og
visseste Vey, der kand bringe et Menneske al den Lyksalighed i Skiødet, som han
vil ønske sig. Man skred derpaa til denne selsomme Meenings videre Beviis,
og begyndte een af Societæts Lemmerne saaledes at tale: En riig Mand er lige¬
som et Vunder i Verden; Naturen samlet med Lykken synes at have skiænket
ham alt deres Gode, og at have gjort andre fattige for at give ham Overflø¬
dighed; hans Hoved er ligesaa fuldt af Viisdom, som hans Pung er stoppet
med Penge; hans Merite ligger med hans Skat i hans Kiste, og naar hans Casse¬
er i god Stand, sattes han aldrig paa Dyd, sin Dygtighed beviser han med
Forskrivninger, og sit Fortrin retfærdiggjører han ved et Testamente, jo meere
han forøger sin Capital, jo større bliver hans Anseelse, hans Lærdom voxer med
hans Renter, og med Tive tagne pro Cento beviser han sin Kierlighed til Fæder¬
ne Landet. Forlad mig, min Herre, sagde en anden, at jeg falder Dem ind i
Deres Tale; vi maa raisonnere saaledes, at een Demonstration ikke kuldkaster
en anden. Det er ikke længe siden vi examinerede det Spørsmaal, om man¬
i vore Tider erfarer saadanne Virkninger, som overstige Naturens Kræfter, og


140
da bleve vi alle enige efter Hr. Gousehedens Veyvisning at besvare det med
ney, skulde nu Deres Meening om en riig Mand have Medhold af Sand¬
hed, maa vi jo imod vore egne Grunde tilstaae, at vi saavel nu som i forrige
Dage kand see Mirakler, hvilket efter mine Tanker vil blive vanskeligt at bevise.
Den anden standsede lidet ved denne Jndvending; men udredede sig dog paa
følgende Maade: En Ting kand forekomme os underlig, er derfor ikke strax en
Hemmelighed, og fordi vi ingen naturlige Aarsager kand udgrunde, hvorfor det
kostbare Metal har saa stor Kraft, deraf følger ingenlunde, at de Virkninger,
som det udviser, skal ansees for Mirakler; hvad vore Øyne daglig see, maa vi
troe, og de gamle Philosophi, der gjorde saa meget Væsen af deres Viisdom,
har til største Deel handlet meget daarlig, at de ey har vildet ansee Rigdom for¬
det høyeste Gode, med mindre deres Tider vare slettere end vores, og de Veye,
som Fornuften og det almindelige Beste befale at følge, men nu bør forlades
vare endda ey blevne u-brugelige; i den Henseende har en Fransk Port philo¬
sopheret meget klogere, hvis Ord ere uden Tvivl disse:
Largent cher les mortels est ce souverain bien,
Cest par lui anon arrive an but gion se propose,
Aver un pen dargent un bomme est quelque chose,
Un bomme sans argent est quelque chose moins que rien. (*)
J er en Elskere af det Slags Moralister, der fremsætte deres Lærdom i Fabler,
og jeg tvivler ikke paa, at J jo har læst den Skiermytzel, der engang forefaldt
imellem Gudinden Rigdom paa den ene, og Dyd, Viisdom, Fortieneste og
andre fleere fordrevne Rebellere paa den anden Side: De sidste havde længe
med Fortrydelse betragtet, at Verden skiøttede dem lidet, og at de af de fleeste
Mennesker bleve anseete med foragtelige Øyne, naar de ikke kunde laane Glands
af den første; de fattede derfor engang det daarlige Forsæt at byde Rigdom
Spidsen, og at de ey skulde synes at angribe en Fiende uformodende, giorde
de hende deres Anslag bekiendt ved et ordentlig Manifest; hun forføyede sig
derpaa til Lykken, sin Moder, og ved hendes Hielp erholdt en ønskelig Seyer¬
det eneste, som Fienderne vandt ved deres Opsætsighed, var, at de alle bleve op¬
slugede af Rigdom, saa at de hos den Fattige ikke meere ere at finde. Naar
nu dette har sin Rigtighed, hvorfor skulde da jeg frem for andre Fornuftige væ¬
re saa egensindig, at jeg ey skulde troe den at handle viselig, der stræber at samle
Rigdom, og at gjøre sig Venner af den samme, siden man under dens Fane
med liden Møye kand bestride alle Vanskeligheder, og den er ledsaget med saa¬
meget Gode, som paa andre Veye søges forgiæves:
Overalt nægter jeg ikke, at hundrede forunderlige Hendelser have ofte bragt
mig paa de Tanker, at Penge, der ansees som Livløse Ting, maa have en skiult
4) 2 Hes Mennesker er dog Rigdom det høyeste Gode, det er ved dens Hielp, man lykke¬
lig kand naae det Maal, som man foresætter sig. Ved en liden Sum kand et Menneske bli¬
ve alle Ting, men den, der har ingen Penge, er mindre end intet


141.
Kraft til magiske Operationer. Tømmermanden hos Horarium havde fande¬
lig vel lærdt sit Haandverk, at han af en Knub kunde baade giøre en Bænk og
en Gud; men Penge i Verden give ham i Architecture intet efter; Pria¬
pus var og blev et dødt stykke Træ, der blev sat i Haugerne for at skrække Ty¬
ve og Fugle, og det er allene Portens skiemtende Pen, der giør ham talende; men,
naar Penge ret vil vise Prøve paa deres Konst, see vi langt større Mesterstykker
fra deres Haand: af et u-fornuftigt Dyr kand de skabe det klogeste Menneske,
og en dum Mand kand de giøre til den fortreffeligste Orator, naar en riig Mand
taler, synes Apollo selv at oplade sin Mund, og de klogeste Ord, der høres af
en Fattig, finder enten ingen Øxen, eller agtes som lutter Daarlighed. En
Vanskabning, der er forsynet med Capitaler, bliver forvandlet til Deylighed
selv, og den Fattiges yndige Skikkelse synes at være hæslig; den Riges Uret bliver idel
Retfærdighed, og den Fattiges Ret forvandles tillet; Penge giøre de Blinde seen¬
de, og de Seende blinde; et o kand de forandre til b. en Dosmer til en stor
Philosophe, og en klog Mand til en Daare; et Menneske, der er fuldt af Laster,
bliver et Munster paa Dyden, naar hans Lommer ere fulde af Penge; de faa
Pletter, der findes paa en Fattig, falde alle i Øyet, men hans Dyder blive
usynlige; for et hvert Pund, en Riig har paa Rente, eyer han to Pund Merite,
og enhver Lap paa den Fattiges Kiortel vidner og 30 Pd. Dumhed; Rigdom
giør Vinger, der føre Mennesker høyt i Luften, Fattigdom giør Steene, der slaaer
Stakkelen til Grunde; Naar den Riges Vinger ikke bortsmelte, tør han ikke
frygte med caro at falde ned; den Fattige derimod kand ikke haabe at komme
op; De Riges Tilbedere ere mange, de Fattiges Foragtere endnu fleere; hine
blive anseete som Afguder, disse agtede som Vidunder, naar den Rige gaber,
slaaer enhver Kors for hans Mund, og naar han nyser, ønskes ham tusinde
Velsignelser, naar dette sees hos den Fattige, bliver han en Væmmelse og ud¬
raabt som en Grov. Plages den Rige af en Tand-Pine, sættes heele Facultæ¬
ter i Allarm, og en uroelig Tanke bringer gandske Clerisiet i Bevægelse; den
Fattige bliver syg, døer bort, og ingen mærker det. En Riig finder alle Porte
aabne, og u-anmældet kand gaae hvor han vil, den Fattige finder alle Passe af¬
skaarne, og naar han banker, er ingen hiemme. Den ene kappes med den
anden om at følge den Rige til Sengs, og enhver vil vide, hvordan han har so¬
vet; Fruentimmere forundre sig over hans Skabning, og all Verden er fuld
af hans Roes, alle, uden hans Arvinger, fælde Taare ved hans Grav, Paren¬
tationer mangfoldiggiøre hans u-bekiendte Dyder, kort sagt: en Riig er alle Ting,
og kand blive hvad han vil, en Fattig bliver hvad han er, et foragteligt Intet.
Disse Sandheder lære os, hvor fuld Verden er af Bedragere, og hvor
skammelig de tage Folk ved Næsen, der vise dem en anden Vey til deres
Maal; Philosophi gaae i Blinde, og vore Sæde-Lærdomme bør omstøbes,
Ungdommen bliver slet anført i Skolerne, og Academier ere til ingen Nytte;
Kierlighed til Menneskers Beste befaler mig at raade Bod paa dette, og vilde


142.
jeg ønske, at man vilde tage følgende Puncte til Hierte. 1.) Vilde jeg, at de Mennesker,
der ere i saadanne Omstændigheder, at de ey kand betræde den gyldene Lyksaligheds Vey,
ikke skulde holdes til andet end Haandverker, og saadanne Ting, hvorved de uden andres
Mellemhandling kunde tiene sig selv og andre. 2.) At man i Skolerne i sær skulde under¬
vise de Unge, hvorledes de paa beste Maade kunde i Fremtiden samle sig Rigdom, de øvrige
Sager kunde enten som u-nødvendige legges til Side, eller og afhandles som Bi-Sager;
men, at Ungdommen med desto større Nytte kunde blive underrettet i det ene Fornødne,
burde man giøre sig mueligste Flid for at finde eller forskrive saadanne Mænd, der vel vare
øvede in Philosophia Foeneraria eller Aager-Videnskaber. Samme Konst burde og paa de
høye Skoler være Hoved Sagen, og det andet Narrerie, som man saa længe opholder sig
ved, uden at blive klogere i andres Øyne, burde som en Hinder i et Menneskes Lykke afskaffes.
3.) Hoved Dyden i vore moralske Skrifter skulde være Gierrighed, og Videnskab om at
bringe sine Fortienester, det er sine Midler, got an, burde være Effentialitæten i vor Politique,
Mine Læsere kand let slutte, med hvad Sind jeg maatte anhøre saa forunderlige Be¬
tænkninger, og hvor selsom jeg maatte ansee denne Forklaring over den anførte Satz; dog
det blev ikke derved, Manden, der med saadan Jver procurerede for Penge, satte mange
af de gamle og nyere Vise i Band; Dogenes var efter hans Ord en Nar, og kunde ansees
i sit Viin=Fad som en Hund i sit Leye, der bieffer af enhver. Seueca stod ham ikke an, og
han undrede, at en Mand paa nogle Millioner midt i sin Overflødighed vilde formane andre
til at foragte Rigdom. Jblant alle var den Thebanske Philosophus Crates i hans Øyne det
allerdaarligste Menneske under Solen (?) og Bias, der ikke havde meere end det, hvormed han neppe¬
kunde skiule sig, burde udelukkes af de Viises Tal, Homerus havde gjort bedre, om han havde
lagt sig efter at vinde Penge i steden for at giøre Vers, thi han havde da vel ikke blevet
nødt til som vore Stodere med Evangeli-Bogen at gaae omkring paa Gaderne, og for en smule
Brød at oplæse sine Vers; havde Plautus været en meere fornuftig Mand, vilde maaskee hans Liv¬
ikke blevet saa suurt, og han havde vel ikke, for at faae sin Føde, havt nødig at slide ved en Mølle.
Agrippa, der døde i et Hospital, og Michael de Cervantes, der har skrevet Don Quirot og
døde af Hunger til Sevillien, have begge fortient deres Skjebne, siden de ey vilde opføre sig
visere. Man bør sige Dyden Farvel! thi den er et Ord uden Betydning, derimod legge
alle Aarer om Borde, at man kand blive Eyere af Rigdom, thi ved dens Hielp har man alt
andet for intet.
Over saa vanskabt en Philosophie kunde jeg ey andet end støde mig, og den Fornemste
i Societæret, der hidindtil med Tavshed havde anhørt den andens farlige Tanker, sluttede min¬
Fortrydelse af mit Ansigt, begyndte derfore med Alvorlighed at imodsige ham paa følgende
Maade: Jeg veed ikke, hvilke jeg skal ansee meest forvendte, Eders Philosophie eller vore Ti¬
1) Denne selsomme Vises Historie er fortelig denne, Han havde begrebet, at Rigdom¬
kastede mange Steene i Veyen for Dyden, og hindrede i det ringeste ham i sin Philosophie
Han raisonnerede saa længe, at han til sidst fattede Verdens Skabere at være det høyeste
Gode, som andre Philosophi længe havde søgt forgiæves. Han besluttede at sælge sine Land¬
Godser, sine Huse og Viin Bierge, at han i en stille Rye kunde legge Vind paa Viisdom. Han
bragte derved en anseelig Summa tilsammen, hvor af han sin Livs Tiid kunde have nok. Men
han befandt, at hans Midler endnu vare ham til Byrde; han frygtede at de enten skulde falde
i Tyve=Hænder, eller han selv for deres Skyld i Morderes; han resolverede derfor aldeles
at skille sig af med dem, og kastede dem paa engang alle i Havet med disse Ord: Bort med
eder, i u-lyksalige Rigdomme, jeg vil forlore eder, at jeg ey for eders skyld selv skal blive for¬
loren; jeg vil drukne eder, at jeg ikke skal kastes i Havet. Exemplet er af det usædvanlige
Slags, og tvivler jeg paa, at nogen skulde have Lyst til at efterabe det; man har ingen Aarsag,
til at rose Philosophens Foretagende; det eneste man kand sige, er at een Meening, naar den
ret har fæstet Rødder, er vanskelig at udrydde


143.
der, jeg veed ikke, hos meest bør lasses, bilas eller Maleren, der gindser ham med føl¬
Øren, hvis saa skadelige Følger skulde flyde af den verdslige Viisdoms Grunde, burde de nye¬
re philosophiske Skrifter udryddes af Bogladerne. Eders Tanker om en viis Mand ere ikke
aldeles rigtige, og vi gjorde vor Veyviser Uret, om vi vilde fælde samme Domme over hans
Een viis Mand foresætter sig altid en vis Ende, saa vidt har J Ret, men den samme bør være
lovlig; han betiener sig ogsaa af Midler; men de samme maa være tilstrækkelige, gode og ret¬
messige, naar noget af dette er borte, bliver hans Viisdom Daarlighed. Et Menneske kand
have en vis Sag i Sigte, der kand være tilladelig; men bruger han ulovlige Midler for at naae
sit lovlige Maal, og træder paa fordækte Veye, handler han imod en klog Mands Caractere.
og bør kaldes en Ræv. Jeg begriber lettelig, hvad J vil sige imod dette; men Praxis bliver siel¬
den en Lov, og en forvendt Sædvane kand aldrig retfærdiggjøre en ond Gierning. J taler saa¬
forunderlig om Penge, men J burde angribe de Menneskers Laster, der holde saa slet Huus med
Pengene. Det glimrende Metal giør, saa at sige, imod sin Villie, hvad det giør, det synes
forud at have seet de utallige Laster, i hvilke Mennesker for dets Skyld vilde styrte sig; det har der¬
for forstukket sig i de nederste Steder i Jorden, taget Boelig i de haarde Klipper, og ikke uden
Møye og Fare kand drives ud af sine Miner. Det overflødige Onde, som Rigdom synes at stifte,
har sin egentlige Kilde i Menneskets forkeerte Lyster. Den, der vilde lade afskiære alle Viin¬
Træer, for at forekomme Drukkenskab, handlede meere som en ædrue end fornuftig Mand,
og den, der prædiker imod Penge, da han burde antaste deres Tilbedere, synes mig at sigte
i Veyret. Fire Ducater fortiene ey at forbandes, fordi de maa lade sig bruge til at udstikke et
Øye, eller hvad Deel har en anseelig Arvedeel for sig selv i Arvingens slette Opførsel, der an¬
seer sine Midler med saa stolte Øyne, at han ved deres Hielp kand bane sig Veyen til hvad han
vil, uden tillige at have Dyd og Merite. Jeg veed vel, at paa det Spørsmaal: Hvo er den
Lyksaligste i Verden, er engang bleven svaret: Den, hvis Forældre ere begravne i Hel¬
vede, hvormed den Svarende sigtede til de Midler, som ved Ret og Uret vare sammenskrabe¬
de og efterladte til Arvingen; men gid den Tiid aldrig komme, da Erfarenhed skulde bekræfte
Svarets Sandhed. Skulde Eders Meening være grundet, maatte man snart troe Rigdom¬
og Dyd stedse at være parrede, derimod Fattigdom og Laster, Armod og Vankundighed ad¬
skillelige, hvis saa var, ophørdte mange Myster, og det, som de utidige Censores driste sig at
criticere, var i alle Maader ret. Men Eders Meening er ligesaa vildfarende, som den er farlig,
den udelukker de Fattige fra de Tienester, de kunde giøre Verden, og plaiderer paa den anden
Side for rige Jdioter. En riig Mand, der tillige er en brav og meritered Mand, er i meer
end een Henseende lykkelig; thi hans Rigdom giør, at hans Gode snarere bliver bekiendt, og
at Verden kand have Fordeel af hans Pund; men en riig Mand er ofte intet meere end riig,
i Henseende til sig selv, og, hvad han er meere, dependerer allene af de adskillige Maader,
paa hvilke hans Midler blive anseete af andre. Pengene for sig selv blive Penge, og Man¬
den, der har dem, beholder sin Natur, enten han nu skal regnes iblant Mennesker eller Umæ¬
lende; men det beroer allene paa andres Meening, hvad de baade vil holde ham og hans Mid¬
ler at være. Rigdom er noget, der er uden for Mennesket, og Dumhed maa søges hos ham;
det staaer i min Magt, om jeg vil divertere mig med at indbilde mig hans Penge at være Dy¬
der og hans Dumhed at være Klygt.
Samme Anmærkning giør jeg ved Eders Tanker om de Fattige. Man har til alle
Tider viist sig geskeftige i at tale til deres Beste, man har stedse indbildet sig, at de lide Uret;
men ligesom Reflexionerne over de Riges Egenskaber ere alt for almindelige, saa ere ogsaa de
over de Fattiges; mange formuende Mænd besidde store Qvalitæter, og Viisdom blev inden
alt for snevre Grændser, om den allene skulde findes i de Fattiges Hierner; den Mangel, som
de Arme har paa Lykkens Gaver, erstattes ikke alle Tider ved Naturens, og lad være Fattigdom
var stedse geleydet med Forstand, Dyder og Fortienester, saa staaer det dog i andres Frihed,
om de vil ansee disse Egenskaber for det, de ere. De Rige, der ere fremmede fra det, der egent¬
lig kand giøre dem skikkede til de Ting, efter hvilke de tragte, blive ikke af alle betragtede paa een


144
Maade. De selv bilde sig ind at have det ene saavel som det andet i Overflødighed, de¬
Fattiges Øyne ere de derimod ligesaa trængende til de Reqvista, der bør findes hos brave
Mænd, som de have Overflødighed paa Gods og Formue. Jeg for min Deel dømmer stedse efter
Kierligheds Lov, og naar man disputerer om en Mands Qvalitæter, tier jeg stille, indtil jeg kand
dømme af Erfarenhed, der i mine Tanker giør min Dom u-bedragelig; altsaa, naar jeg seer Man¬
den i den Situation, hvor han baade bør vise Dyd og Fornuft, troer jeg, at han besidder begge
Deele, enten han saa er riig eller fattig, andre derimod ere saa egensindige og misundelige, at de
ey alle Tider vil underskrive mine Tanker; Sligt reyser sig af intet andet, end de ulige og adskillige
Maader, paa hvilke Manden af begge Parter bliver betragtet. Jeg beraaber mig paa det gamle
Axioma: Honores mutant mores, jeg har saa raisonable Tanker om Mennesker i Verden,
at enhver, efter min Meening, for at befordre det Lands Velgaaende, hvor han er en Borger, stræ¬
ber efter intet, der overgaaer hans Kræfter, og for at spille en Fattig Prævenire, grunder ikke sin
Ret til et eller andet paa en skinnende men løs Grund, jeg troer ogsaa at Hesten, der blev Borge¬
mester i Rom, ikke længere blev en Hest, men forvandlet til et fornuftigt Menneske, og at en tyk¬
hoved Person har ligesaa stor Forstand som Hoved, naar han uformodentlig faaer Sted iblant
Dommere, Andre derimod drive Spot med min Kierlighed, og de gode Tanker, jeg har om¬
Mennesker, foraarsage mig mange Chicaner. Kand være, jeg ofte irrer i mine Domme, saa
er det mig dog nok, at man ey burde give mig Aarsag til Vildfarelse. Maaskee det gaaer mig i
det Fald som mange andre, der dømme om andre af sig selv. Et Menneske, der, uden at kunde
give Aarsag, idelig oplegger Capitaler og ruer over de samme, bilder sig ind, at denne Last er alde¬
les u-overvindelig, og tænker, at Fornuften hos intet Menneske er mægtig at undertrykke dens
Herredomme, just fordi han selv handler tvert imod Fornuft. Jeg for min Part bliver vel aldrig
sindet at employere mine Midler paa den Maade som mange andre; thi er jeg en velfortient
Mand, er jeg tillige saa egensindig, at jeg ey vil søge Recommendation hos mine Penge, saasom
jeg ey kand indbilde mig, at de skal opfylde mine Partes, er jeg riig og intet videre, anseer jeg det for¬
et Samvittigheds Verk og en mærkelig Forseelse imod mit Fæderne=Lands Beste, om jeg af mi¬
ne Midler vilde giøre Slutning til min Dygtighed, og efter den Jndbilding paatage mig det, som
jeg ey havde Ævne at forestaae; jeg vil ikke tale om, at jeg i dette Stykke handlede meget daarlig
imod mig selv; thi jeg maatte ved den Leylighed giøre mig til en Latter for alle Fornuftige, og ex¬
ponere mig de haanligste Critiquer, da jeg af mine Midler havde gjort en Stie, ved hvis Hielp
jeg kravlede op paa et Sted, hvor min Vankundighed og slette Egenskaber snarest kunde sees, saa
at, i den Sted jeg kunde passere for en brav Mand, hvis jeg havde blevet i mit Element, røber jeg
mig selv som en Daare, naar jeg best burde vise Forstand; NB. saa dømmer jeg om mig selv, og
slutter, at andre Patrioter har samme Tanker. Lyksalig er Dannemark, hvis Borgere ere saa ædel¬
sindede, at de meere see paa det almindelige end deres eget Beste; hvor Rigdom for sig selv agtes
som intet, og hvor Dyden belønnes, hos hvem den end og maatte findes. Eders Philosophie, min¬
Herre, kand have Sted der, hvor vi finde Contrarium; men her fordømmes den af Erfarenhed;
De Fattige arbeyde i vore Egne ikke forgiæves, og de Rige skal ikke rose sig, at Lykken allene hører
dem til; Vore Borgere sammenknyttes med Venskabs Baand, og de Formuende række stedse de
Nødlidende Haanden. Dyd og Fortieneste reyse de Fattige af Støvet, og Laster kand ikke skiules
med mange Capitaler. Jeg fordømmer derfor Eders vanskabte Anordning, og lader os ey mis¬
bruge de beste Grunde til farlige og urigtige Følger.
Dette er, hvad jeg kand erindre mig af Societætets Discours, jeg har anført det med al¬
Oprigtighed mine Brødre til Beste, Jeg tager hverken det ene eller andet Partie, men har vil¬
det meddeele mine Læsere dette som en Prøve paa vore Lands-Mænds Philosophie Saa meget
kand vi lære af Samtalen, at vi med Varsomhed maa læse de nyere Viises Skrifter, at vi ey skal
paatyde dem Meeninger, som de ey have havt i Sinde, eller med andre Jldesindede uddrage saa¬
danne Consequencer af deres Principia, der kand giøre deres Lærdomme forhadte,
og skille Verden ved den Opbyggelse, som den kand
have af deres Arbeyde.


145.
No. 19.
Udgivet den 18 Septembr. 1744.
Sælges udi C. H. Berlings Bogtrykkerie for 2 Skilling.
Dixerunt Veteres: Fortuna polubilis errat;
Errarunt ipst, nam regit omne Deus.
Det er en almindelig Feyl hos Menneskene i Verden, at de gierne betragte
en Ting med halve Øyne, og beskue den allene paa een Side, dette bli¬
ver og uden Tvivl Aarsagen til de adskillige vrange Begreber, som de
giøre sig om et og andet. Man spørge en Fattig, hvad han dømmer om en
Riig, og man skal høre, at han agter ham iblant de Lyksaligste paa Jorden;
man spørge ham, hvad han tænker om sig selv, og han skal uden Tvivl besva¬
re Spørsmaalet med Suk. Et Menneske, der seer sig selv i Støvet, og en an¬
den derimod at stige høyt op paa Ærens Trappe, knurrer imod Lykken, der er saa
partisk i at uddeele sine Gaver; vilde han lade Fornuften være sin Anfører; vil¬
de han med begge Øyne betragte den Opbøyedes Tilstand, og ansee bør for
vel paa den ene som anden Side, skulde han mueligt takke Himmelen,
for sin Stand, og være vel tilfreds med sine Smuler.
Den største Deel iblant Hedningene har ingen Rede kundet finde i de Ting,
der gik for sig i Verden, de har derfor afmalet Lykken, der havde Sted iblant
deres Guder, med blinde Øyne, staaende paa en Kugle, hvormed de har vildet
vise, at Lykken i at bortskiænke sit Gode, baade var blind og ubestandig. Den
største Deel iblant dem, der have et større Lys, synes ey at see bedre end hine
Heele Verden moquerer sig over Lykkens Huusholdning, og de Mennesker, der
gaae i Blinde, besværge sig over det, der vederfares saavel dem selv som andre.
De Fornuftige selv ansee mange Ting som Hemmeligheder, og en Mand, der
med alle sine Fortienester ligger i Armod og Foragt, kalder ofte Lykken til Regn¬
skab, der tager de uværdigste ved Haanden, og sætter dem paa anseelige Ste¬
der. J Sandhed, Protesten synes at have Aarsager; thi, kand man hente til¬
forladelige Efterretninger om de Ting, der gaae for sig paa alle Steder i Ver¬
den, af de Skrifter, som blive forfattede; kand Erfarenhed og Exempler beviise
en Sags Rigtighed, finde vi neppe noget Sted, hvor jo de der synes at være
unyttige Skabninger i Verden, som oftest have bedre Lykke end de, der med
Fliid stræbe at opfylde det Øyemærke, hvorfor de ere skabte. Et Øye, der nu
saa løselig beskuer dette, skulde snart dømme Lykken fra sit Syn, eller og ind¬
bilde sig, at den ingen Smag maatte finde i Dyden, men derimod Fornøyelse
i at omfavne dem, der eye intet af det, som de i andres Øyne besidde.
Jeg har ofte betragtet denne Sag, og jeg har fundet, at vore Begreber i
dette Stykke ere meget vildfarende, som de allene grunde sig paa den blotte Jnd¬


346
bilding; Jeg vil opofre disse Blade paa at give Sagen efter Muelighed et kla¬
rere Lys, men, da en u-formodentlig Hendelse har gjort dette mit Ark til et Hast¬
verk, frygter jeg at kunde afhandle Materien med den Eftertrok, som jeg øn¬
skede, og give mine Læsere den Satisfaction, de med billighed kunde forlange;
jeg har saa meget meere Aarsag at tvivle om dette, som den største Deel af min¬
Betragtning bliver en forunderlig Drøm, og jeg veed, at Drømmere i vore Ti¬
der finde faa Mennesker, der ere saa lettroende, at de vil antage deres Syner
for u-bedragelige Regler, hvad mig er angaaende, overlader jeg til mine for¬
nuftige Læsere, enten de vil ansee mine Tanker som Virkninger af en forderver
Hierne, eller erkiende dem at være grundede.
Jeg syntes at befinde mig paa en Sal af stor Vitløftighed, der vrimlede
af Mennesker, alle havde forbittrede Miner, og deres Munde, saavidt jeg kunde
forstaae af deres Sprog, vare fulde af Forbandelser; jeg saae mangfoldige Lem¬
mer af alle Slags Stænder, men ikke een eneste, der var ved et fornøyet Sind.
Jeg skrækkedes ved denne Mængde, og nærmede mig endelig til et Menneske,
hvis Forbittrelse syntes ikke saa stor som de andres. Jeg spurde ham om Aar¬
sagen til Forsamlingens Vrede, og han svarede mig paa følgende Maade: Læn¬
ne nok har Verden ladet sig bedrage af Lykken, og det er Tiid, man stræber at
bringe hende paa billige Tanker, alle vi, der befinde os paa hendes Residence,
har hidindtil med Fortrydelse seet hendes forunderlige Omgang, endelig ere vi
blevne enige i at give hende Sag, og sige hende under Øyne, hvad Pretensio¬
ner vi have paa hendes Gode. De Forsamledes Bulder tog tilsidst saadan
Overhaand, at jeg hver Minut ventede Gudinden, der vilde undersøge dets Aar¬
sager; efter et par Øyeblikke blev ogsaa en Dør aabnet, og Gudinden Lykken
sad i et prægtigt Gemak paa en Throne, der var ziiret med Guld og Ædelstee¬
ne; hendes Skikkelse var deylig, hendes Manerer yndige, og heele Forsamlin¬
gen undrede sig ikke lidet, da de befandt hende langt anderledes, end de havde
forrestillet sig; thi i den Sted de havde ventet at see en blind Dame, saae de de
allerklareste Dyne og de livsaligste Miner.
Mine Venner, sagde hun omsider, siger mig Aarsagen, hvorfor J ere for¬
samlede i min Boelig; jeg har et Hierte, der er kierligt imod enhver, og begie¬
re J at nyde Deel i mit Gode, skal enhver faae efter Fortieneste. Jngen af de
Nærværende torde oplade Munden; men en Philosophus, der var iblant Gudin¬
dens Fortrolige, og var bleven underrettet om Malcontenternes Øyemærke, fore¬
drog deres Sag paa følgende Maade: Mægtigste Gudinde, disse ere Deputerede
fra Verden, der har fattet slette Tanker om din Beredvillighed til at hielpe alle, de
mode derfor for at examinere dine Handeler og bane sig Veyen til din Yndest,
Daarlighed har indbildet dem, at du er blind, og ingen iblant dem, der ikke
kiende dig, er tilfreds med din Opførsel, de tænke, at det gaaer med dig, som
de Fornemme i Verden, man skiuler gjerne Sandheden for dem, og Slaverne
af deres Gunst bringe dem aldrig de rette Tidender; de komme derfor tilhobe,


14
at de vil sige oprigtig, hvad Menneskene domme, Lokken, der med Agtsom¬
hed havde anhørt dette, kastede sine Øyne til Himmelen, og sagde: Hvor vild¬
farende ere ikke Menneskene i deres Domme, at jeg ey er blind, kand J heref¬
ter vidne for Eders Brødre, og at min Opførsel er retfærdig, haaber jeg J skal
troe, naar jeg siger Eder min Herkomst. Jeg er en Dotter af det allerhøyeste
Væsen, og hans allvise Forsyn har stedse været min Anfører, vider derfor, at,
naar J besværge Eder over mig, storme J imod Himmelen, og den Viisdom,
der bestyrer et hvert af mine Trin, tillader mig ikke at gaae i Blinde. Alle
Mennesker i Verden ere mine Børn, og min Kierlighed er ikke større imod no¬
gen end dem, der fortiene den. J synes vel at erfare tvertimod; men J bedra¬
ge Eder om J tillegge mig det, der flyder af andre Aarsager. At jeg desto be¬
dre kand hielpe Eder af Drømmen, og legge min Uskyldighed for Dagen, vil jeg
lade indkalde mine Betientere, som opholde sig i Verden, maaskee de kand hand¬
le imod de Reglemens, som jeg giver dem, og hvis saa er, skal de tilbørligen
vorde afstraffede.
Gudinden kaldede derpaa sine Betientere til Regnskab, og iblant dem mod¬
te først Rigdom for hendes Throne, der maatte høre følgende Ord: Du¬
selvraadige Bedrager, hvorfor er din Opførsel i Verden saa slet, at Mennesker
for din Skyld skal giøre suure Miner og angribe mig med bittre Critiquer, ere
ikke de Regler, jeg har givet dig, fulde af Viisdom har jeg ikke med Alvorlig¬
hed befalet dig, at iagttage billighed, og see, saa hører jeg hundrede Klage¬
maal over dit partiske Væsen, Man siger, at du i større Overflødighed findes
hos en end hos en anden; man besværger sig i sær derover, at du ofte tager
Værelse hos dem, der søle sig i Laster, og unddrager dig fra deres Huuse, der
ere Mynster paa Dyden; det er Tiid, at du aflegger Regnskab og forsvarer din
Sag. Mægtigste Gudinde, svarede Rigdom, min Oeconomie er i alle Maa¬
der lov-messig, og jeg har dine befalinger stedse for Øye. Mennesker, der
klage over mig, kiende ikke Verden, og der Uordentlige, som spores i mine Veye,
tilskrives med Uret mine egne Forseelser. Du har udsendt mig iblant de saa
kaldede fornuftige Indbyggere i Verden, men i Sandhed, naar jeg undtager
den mindste Deel, er jeg faldet iblant Tyve og Røvere, der forbyde mig at være
der, hvor jeg helst ønskede, og kunde giøre meest Tieneste; dog maa jeg forud
erindre, at Verden vrimler af liderlige og lastefulde Borgere, der tillige ere saa
fattige, at de have et suurt Liv, og frygte for en haard Død. De Onde, der
tillige ere Rige, giøre ofte Vold paa mig, og har utallige fordækte Veye, der
ere saa hemmelige, at jeg ey bliver dem vaer. Tyve bortstiæle mig om Natten,
og, naar jeg sender en liden Deel af mit Gode til Enker, blive de gemeenlig et
Bytte for graadige Ulve. De Gierrige plage sig Nat og Dag for at gribe mig,
og betiene sig af tusinde Konster til at naae deres Maal. J sær legge de Sna¬
rer af det farligste Slags i Veyen for mig, og de samme kaldes Aager, men i
fordærvelsens Sprog hede de billig Profe, i disse bliver jeg ofte til de Gierri¬


148.
ges Fordeel, og de Trængendes Skade fangen. Jeg er i en stedsevarende Be¬
vægelse, og Menneskenes Laster drive mig fra et Sted til et andet. Ach Him¬
mel, seer jeg ikke iblant Anklagernes Hob en Mand, der paa uretfærdigste Maa¬
de havde bortrannet mig af adskillige Nødlidendes Huuse, men blev til sin Be¬
skiæmmelse og Straf skildt ved mig, da hans Uroeligheder styrtede ham i farlige
Trætter. Ach, hvor er det mueligt, at saa ond en Mand tør besværge sig over¬
Gudindens Omgang, Overdaadighed er min afsagde Fiende, og den har
forjaget mig af mange Boeliger. Drankeren finder ingen Roe, førend han
har fordrevet mig af sine Giemmer, og ved den Leylighed opofres jeg ofte i
Bachi Templer, ja, naar Afgudens Kammer-Tiener skriver Streger med dobbelt
Kride, maa en anseelig Deel af mit Gode blive i hans Skab. Jomfrue
Pragt misunder mig stedse min Roe, og som hun troer, at jeg er skabt til at
være en Landløber, fordrager hun mig ikke i sit Huus, men bortsender mig ofte
til langtbortliggende Stæder, hvorfra jeg glemmer at komme tilbage. Man¬
gen Jorddrot er saa indtagen af min Deylighed, at han, for at nyde min
Nærværelse, leder efter mig i sine Bønders Sveed, og finder mig ofte i deres
Blod. Naar du nu, store Gudinde, betragter dette, seer du tillige, at man¬
uden Aarsag afmaler mig med sorte Farver, og at det er ikke min, men de rasende
Lysters Skyld, der have Herredomme over Mennesket, at jeg sees hos saadanne
Vanskabninger, der ikke burde eye mig. Vel nok, sagde Lykken, findes da
ingen ærlige og retskafne Jndvaanere i Verden, der nyde Deel i dit Gode, O¬
jo svarede Rigdom, jeg findes hos mange af det Slags; men mange ere saa
egensindige, at de skiøtte mig intet. Philosophi foragte mig, og holde ikke de¬
res Viisdom tilfals, ingen Texel driver Kiøbmandskab med Indulgencer,
og en Dydefuld Mand er saa særsindet, at han ingen Umage vil giøre sig for
at vinde min Naade. Det er din Pligt, sagde Lykken, selv at mælde dig hos
saadanne Folk, thi disse ere de, som jeg helst vil unde din Nærværelse; Sandt
at sige, svarede Rigdom, jeg sparer paa min Side ingen Fliid, men søger ad¬
skillige Veye for at indsnige mig i deres Huuse, men jeg finder ofte ingen Plads.
En ærlig Mand har nogle selsomme Principia, der ofte tillukke alle Adgange,
og forbyde mig i en ønskelig Overflødighed, at meddeele ham mine Gaver. Han¬
holder det for Synd at stiæle, han tillukker sin Haand, naar en anden vil op¬
lade sin; han sidder ofte paa de Steder, hvor de gyldene Kugler fra Uretfærdig¬
heds Castell flyve ham om Ørene; men han har i Forveien gjort sig haard,
at de ingen Skade tilføye ham; ja hans Liv-Guarde, der er samlet af Dyder,
hvis høyre Fløy commanderes af Samvittighed, og den venstre af Retfær¬
dighed, tvende berømte, men nu bedagede og skrøbelige Generaler, vise saa
tapper en Modstand, at Fienden med u-forrettet Sag stedse maa gaae tilbage.
Hvor ofte har ikke Monsr. Exempel, en bekiendt Bedrager, stræbt at fore ham paa
meere fornuftige Veye, hvor ofte har han ikke sagt: Du Daare, hvorfor træ¬
der da ikke de Fodfor, som du seer saa mange uden Fore at følge, see engang,


149.
hvor vel staaer ikke den og den sig igiennem Verden, fordi de ey ere saa taabe¬
lige, at træde i Geheim-Conseil med deres Samvittighed; vil du da være den,
der frem for andre vil arbeyde paa at føre Retfærdighed tilbage af sin Landflyg¬
tighed, eller er dit Gemytte saa vanskabt, at Madame Interesse med alle sine
Deyligheder ikke kand indtage dig; men meener du ikke, naadige Gudinde, at
den ærlige Mand stopper sine Øren for saa kloge og fornuftige Raad? Han har
en Raadgiver i sit Huus, der for længst er fordreven af andres, og denne kal¬
des Kierlighed til Næsten; Samme Mand er saa ond, at naar jeg kand
have den Lykke at bringe en anseelig Arve-Deel i den Ærliges Huus, (hvilket dog
er meget rart, thi i Verden findes et Slags Røvere, som kaldes Processer, der
anføres af nogle Mennesker, der lade sig kalde Procuratorer, hvilke ofte deele
de feedeste Arve-Capitaler imellem sig) raader den Manden at bortskiænke en
Deel til de Fattige, selv er han og saa taabelig, at han ey vilde agte sig for
Medlidende, om han laante sine Penge til Fattige og tog Rente af de sam¬
me, ja hvor elendig vilde ikke Verden blive, om enhver vilde philosophere
efter hans daarlige Plan, thi, tænk engang, store Gudinde, han har af sin
Raadgiver ladet sig indbilde, at, naar nogen vil være et retskaffen Lem af et
Selskab, bør han ingenlunde beholde sit Gode for sig selv, men ansee andre som
Brødre, der ogsaa have Ret til hans Midler; han har denne vildfarende og
farlige Meening, at naar du har begavet et Menneske med Rigdom, har du til¬
lige forbundet ham til at understøtte den Fattige, hvilken Meening er tvert imod
alle andre brave og bemidlede Mænds Pincipia; thi deres Egen Nytte, det er,
deres Fornuft, lærer dem, at de Arme ere satte i Verden, for at giødske de
Rige og vedligeholde deres Formue, hvilken Meening uden Tvivl maa være den
rigtigste, siden den beviises af Erfarenhed. Men naar nu den ærlige og eenfol¬
dige Mand fører sin Philosophie til Øvelse, hvad Under da, at jeg saa sielden
findes i hans Huus, i det ringeste ikke saa ofte og i den Overflødighed, som jeg
kunde. Lyksalige ere Menneskene i Verden, at neppe en blant tusinde tænker
saa daarlig som han, og Verden vilde sandelig blive en Daare-Kiste, om saa
vanskabte Meeninger skulde blive almindelige.
Nok sagt, sagde Lykken, dine Slutninger behøves ikke. Men du, Monsr.
Ære, hvad har du at anføre til dit Forsvar, Verden tager Anledning af dine
Messures til at beskylde mig, som den, der giver dig uretfærdige Ordres; har
jeg ikke givet dig de fornuftigste Erindringer, og viist dig de Mærker, hvor af
du kunde dømme, hvad Mennesker du skulde bevise din Gunst, Jeg har ud¬
sendt dig fra mit Slot til Verdens Beste, og jeg har befalet dig at gaae uvær¬
dige Personer forbi; Efter dine Anklageres Ord skal du handle tvert imod min
Villie. Du burde have dit Øye paa de Fuldkommenheder, der findes hos
dine Tilbedere; Du burde see efter Dyd og Fortieneste, at du ikke skulde be¬
skiemme dig selv og prostituere dine Gaver, naar du maaskee bortskiænkede dem
til dem, der ey burde nyde dem; og man siger, at du tillukker dine Øyne, naar


158
du seer en bred Mand, derimod rokker som ofter en vorent og Daare din Haand, Kand¬
du ikke rense dig fra disse Beskyldninger, udstøder jeg dig strax fra mit Hof. Mægtigste
Gudinde, svarede Æren, jeg undrer mig storligen, at du paa mine Anklageres Ord vil kal¬
de mig til Regnskab. Du har sendt mig i Verden, det er sandt, men du har ingenlunde
givet mig Frihed til at handle efter eget Tykke, thi hvis jeg havde fra din Haand erholdet
den Fuldmagt, skulde Sagerne i Verden ikke være saa forvirrede; Du har overgivet mig i
andres Hænder, saa at jeg maa lade mig lede hvor de vil, ikke hvor jeg selv vil. Havde
jeg end intet meere at tale til mit Forsvar, var dette allene nok. Nu maa jeg tillige erindre,
at mine Anklagere uden Tvivl ere saadanne, som jeg ikke med Billighed bør bevise min Naa¬
de, tillad mig, naadige Gudinde, for at overbevise dig og beskiemme dem, at anstille en
Munstring over de Knurrende, og du skal see, hvor liden Aarsag de have til at besværge sig
over min Opførsel, om jeg end havde Frihed til at handle efter mit eget Hoved. Stiller
Eder i Orden, J misfornøyede Creature, maaskee jeg kiender Eder alle. Ach Himmel,
hvad seer jeg, den største Deel af mine Modstandere ere jo umælende Dyr i menneskelig Ge¬
stalt; Seel engang, naadige Gudinde, de dummeste Jdioter driste sig til at give mig
Sag, og at dadle min Huusholding, sandelig jeg foruroliges af ingen meere end disse; de
indbilde sig, at Verden ingenlunde kand være deres Tieneste foruden, de giøre meget Væsen,
af deres Meriter, hvorvel de have ingen, og fortiener jeg da at sættes til rette, fordi jeg
ey tager dem under Armene, End du, est du ikke den stolte Caperbi, der i den Stand du
er, seer alle over Skulderne, hvad Føde vilde vel ikke dit hovmodige Hierte finde, om jeg
gav dig en anseelig Deel af mit Gode, Ja du 24077 Pbelosophar du fortiener ey endnu at
bære det Navn; jeg nægter dig ey dine Meriter, men din Kammer=Tiener, Hr. Egen Kier¬
lighed, har til Dato hindret din Avancement. Videre maa jeg sige, at mine Pligters Op¬
fyldelse ofte bliver forhindret af tvende ulige findede Brødre Monsr. Bevaagenhed og Ugunst.
Den første har den Maade, at han gjerne antager Favoriter i Mørke, snart griber han en
brav Mand, snart en Daare, og jeg veed ikke, hvor det kommer sig, at han ofte har størst
Forraad paa de Sidste, naar han lader sine Clienter fra sig, giver han dem Geleyde af sin
ældste Søn, Hr. Recommendation, denne er af Profession en Skildrer, og har samme Feyl¬
som andre sine Brødre, at han gjerne flatterer, alle hans Skilderier synes at være Mester¬
stykker, og han giør sig Umage for at sætte dem paa saadanne Steder, hvor de kand tiene til
største Prydelse; dette er Aarsagen, at mangen Dosmer bliver afpenslet med Viisdommens
Farver, og giør Figurer paa et Papiir, som en Mand, der havde ti Mænds Forstand. Den
sidste er ligesaa urimelig som den første, og ingen Forsigtighed sees i hans Foretagende;
thi hvor ofte skeer det ikke, at den der er all Ære værd, bliver stedse foragtet, fordi Ugunst¬
finder Fornøyelse i at spille med hans Lykke, En gammel Herre, ved Navn Det almindeli¬
ge Beste, sætter oft i rette saavel paa Bevaagenhed som Ugunst, og formaner dem til at
være meere betænksomme; men de slaae med Nakken og sige: Monsr., det er ikke vor Maa¬
de at indrette vore Gierninger efter Eders Forskrift; J er nu saa gammel, at i gaaer i Barn¬
dommen, og faa bekymre sig om Eders Murren; vi ere ikke saa daarlige, at vi skulde ansee
Eder som et Oracle, vi arbeyde meget meere paa Eders endelige Ødeleggelse, at J ey længere
skal kige os ind i Kortet. Samme fornuftige Herre pleyer ofte at besee de Skilderier, der
ere satte som Zirater for Verden, og da alle Ting ere ham bekiendte, kand han uden Vanske¬
lighed see, hvilke ere Originaler, og hvilke Copier; han forsøger ofte at nedrive de sidste,
men forgiæves; thi nogle Mænd, som kaldes forefattede Meeninger, har naglet dem saa
stærk til Veggene, at de ere u-bevægelige. Derimod sees ofte Monsr. Misundelse at skien¬
de de allerdeyligste Originaler, og med en liden Umage at skille Verden ved den Prydelse, som
den i Sandhed kunde have af de samme. Jeg har ofte ønsket, at den gamle bedagede Herre,
der har ligesaa stor Forstand, som han har Aar, maatte iblant Mennesker have noget meere
at sige, thi mine Gaver vilde da ikke blive underkastede saa stor Misbrug, og saa mange ureene


151.
Fødder skulde ikke besige mine Trapper. Sandt nok sagde Lykken, men finder du da ingen
Leylighed til at hielpe ærværdige Mænd, visselig, svarede Æren, jeg trænger igiennem med
mange, og jeg maa slæbe de fleeste ved Haaret. Dydefulde Mennesker begiere iblant alle al¬
lermindst at ansees, de have den daarlige Tanke, at Tiderne skulde befale dem at være Se¬
paratister, thi sige de, vore Egenskaber maatte tabe deres Estime, og vi selv blive besmitte¬
de, om vi stræbte at komme i Selskab med dem, der paa anseelige Steder giøre deres Laster¬
meest bekiendte. Een Deel ere saa stolte, at de lade haant om at være Tilbedere af Bevaa¬
genhed, Polytheismus eller at bøye Knæ for mange Guder, ansee de som en farlig Vildfarelse, og
da mange iblant dem ere fattige, klage de ofte, at deres Ævne ey tillader dem at equipere deres
Fødder til de idelige og unyttige Gange; deres Gemyts Svaghed forbyder dem ogsaa at betiene
og af Monsr. Basesse, deres Fødder ere saa skrøbelige, at de ey formaae at betræde de alfare Veye,
kortsagt, de ere egensindige og stolte. Giør du da, sagde Lykken, ikke noget til de Fattiges
og Ærværdiges Beste, jo, svarede Æren, jeg søger for min Deel at reyse dem i Veyret, og
deres Fortienester bliver ofte rigeligen belønnede; Monsr Rigdom, der ikke vil unde dem sin
Nærværelse, hindrer ellers mærkelig deres Fremgang. Hvad, svarede Rigdom, tør du til¬
skrive ung Skylden, at de Fattige blive i Støvet, mon jeg ey med de kraftigste Argumenter¬
har beviist min Uskyldighed? Hvordan din Opførsel er, eller ikke, svarede Æren, saa veed
jeg dog, at, naar mange af mine Børn ere lagde paa Vægtskaalen, har de været meget let¬
le, sligt kunde ikke reyse sig af Mangel paa Dyder og Meriter, thi de har ofte havt heele Po¬
ser fulde, men siden deres Lommer vare komme, har de aldrig kundet holde Balancen med
dem, der have havt det sidste, skiønt ikke det første, ja dit Gode bliver ofte anseet med saa¬
danne Øyne, at et Menneske, der eyer intet uden Overflødighed af det samme, meener sig at
have alle Ting. Divitianus er en af dine fortrolige Venner, og hvad Tanker har ikke han?
Naar han kaster et Øye i sine Jndtægts Bøger, undrer han sig ikke da over sin Forstand og
store Fortieneste, der tager til Aar fra Aar, venter han ikke til 11 Decembr. frem for nogen
at blive sat i den Stand, at ingen Forretninger vil blive ham vanskelige; han spidser sin
Næse paa en riig Brud, og gaaer hans Anslag for sig, frygter han, at hans Lærdom og For¬
tieneste bliver saa stor, at han neppe kand bære den. Hvor ofte har han ikke trodset imod
heele Verden, hvor ofte har han ikke paastaaet, at i hans Kiste laae det, der kunde giøre ham
til en fornemme Mand, Naar han studerer i sine Skrifter for at forskaffe sig Lærdom, det
er, naar han efterseer sine Obligationer og tæller sine Penge, bejamrer han ofte Videnskabers
Skjebne, og beklager i sær med grædende Taare, at den saa kaldede naturlige Troldom, er
som en ugudelige Science aldeles sat til Side. Hvor stort Lys, siger han, skulde ikke den gi¬
ve i mange Sager, der nu blive agtede som Hemmeligheder, og hvor skulde ikke de vende
Munden paa et andet Skaft, der ere saa onde, at de nægte mig og andre Bemidlede, det er,
velfortiente Mænd de Dyder og Fortienester, der bane Veyen til vores Lykke, Den naturlige
Sympathie, som findes imellem Mennesker og Guldet, og den Antipathie, der sees imellem
de samme og Dyden, skulde blive de kraftigste Forsvars Taler for mig og mine Brødre, hvis
de ædle Videnskaber ikke laae begraven i en stedsevarende Nat. Divitianum kiender jeg, sva¬
rede Rigdom, men haver ey for mig selv den mindste Deel i hans Daarlighed; er hans van¬
skabte Tanker grundede, som de maaskee ere, og naaer han det Maal, som han har i Sigte,
hvilket han maaskee giør, velter jeg aldeles Aarsagen fra mig paa andre, og refererer mig
til min forrige Procedure, da jeg røbede den egentlige Kilde til min Tienestes Misbrug. Jeg
haver ikke kaldet Eder, sagde Lykken, at J skulde indlade Eder med hinanden i Dispute; men
at J skulde giøre Rede for Eders Forhold i Verden, sig mig derfor videre, Monsr. Ære,
hvorfor du i saa stor Overflødighed findes hos nogle, og lader andre aldeles blive tomme?
Dine Anklagere foregive, at i Verden findes saadanne Mennesker, der ere færdige at drukne
i blotte Titler, og at qvæles af overflødige Forretninger; hvorfor giør du ikke Forandring i
disse Urimeligheder, eller hvad siger den gamle Det almindelige Beste dertil handlede du


152
ske klogere, om du deelede dette Gode iblant adskillige, og kunde du ikke paa den Maade
forekomme den alt for store Avind, som slige dine Skiøde=Børn ere underkastede, Store
Gudinde, svarede Æren, jeg har den mindste Deel i disse Uordentligheder. J Verden fin¬
des en Dame, der kaldes Rang=Syge, denne overtaler ofte Menneskene, at de jage efter et
Anhang, der dog ey i alles Øyne ophøye dem over andre, men ansees allene som en Acci¬
dence, der ikke hører til et Væsen i sig selv, og giør det ofte hverken verre eller bedre end
det er. At et Menneske ofte styrter sig i hundrede Forretninger, der alle ere vigtige, er al¬
deles ikke min Skyld, man søger vel derved at sætte sig i Anseelse, man stræber vel paa saa¬
dan Maade at blive agtede saa dygtige og forstandige, men mange ere saa særsindede, at de
vel her over tør giøre disse Resterioner, Kiendte disse Mennesker sig selv, vilde de vel befinde
deres Skuldre alt for svage til at bære saa mange og store Byrder. Det almindelige Be¬
ste seer vel noget suurt derved, og ryster med Hovedet, men videre formaaer han ikke Du¬
vilde naadige Gudinde, at jeg skulde deele disse Gaver iblant andre, men, om det end stod i
min Magt, vilde jeg vel finde faa der skiøttede om at tage derimod, helst naar jeg skulde
følge din Ordre, og holde mig til de Fortiente. Mange philosophere alt for stærkt, og i
deres Tanker er det, som den Rang=Syge saa meget løber efter, ofte et Ord uden Betydning;
Philosophi søge efter Realiteter, og naar de have den nyere Viisdoms Principia, legge de
Vind paa det der i Sandhed kand befordre deres Tilstands Fuldkommenhed. De pukke stedse
paa Dyden, som de ansee meere solide, og overlade Skummet til andre, der behøve at giøre
sig skinnende ved en falsk Glands.
Jeg har nok, sagde Lykken, og Tiden, der snart er forløben forbyder mig at exami¬
nere de andre, jeg kand uden Vanskelighed giøre Slutning fra det ene til det andet, og seer¬
nu, J misfornøyede og knurrende Mennesker, at de forunderlige Ting, der gaae for sig i
Verden, bør ikke tilskrives min Blindhed, eller mine Betienteres slette Opførsel. Den Haand,
der fører mig, og det alviise Forsyn, der leder mig paa alle mine Veye, befaler mig aldrig
at udøse mit Gode i de Ondes Skiød; Hyklere, Bedragere, Fuchsvandsere, Uretfærdige,
Gierrige, Overdaadige og alle andre saadanne til Livet uværdige Mennesker, ere en Pest i vo¬
res Øyne, naar mit Gode findes hos dem, har de ofte røvet det paa ulovlige Maader, og af mi¬
ne Betienteres Forsvars Taler see J lettelig, at hvad J hidindtil har tilskrevet vores Oeco¬
nomie, maa J nu, om J vil handle fornuftig, derivere af en anden Kilde, nemlig Menne¬
skenes forvendte Lyster og deres fordervelige Laster. Dog maa jeg sige Eder, at alle Ting be¬
styres af en skiult Magt til en vis Ende, og at min Søster, som kaldes Guds tilladende
Villie, holder efter sine Ordre Hiulene ved lige, der drive Machinerne, uden at have Deel
i det Onde og Uordentlige. Et Menneske findes i ingen Omstændigheder i Verden, at jo den
Høyestes Forsyn tillader ham at komme i de samme; men vor Slutning blev falsk, om vi¬
vilde sige, at det samme fordte ham i dem alle, J, der rose Eder af et høyt Lys, tale me¬
get hednisk, naar J sige, at det var Tyvens Skjebne, at han skulde stiæle, og at hans Død
var beskikket i en Galge; hans Død flyder af hans Synd, hans Synd af hans Lyst, og hans
Lyst bøyer sig til ondt af en falsk Forestilling; Begierligheder, der ikke blive inden deres Grændser,
er de onde Principia til de onde Gierninger, og det er allene et blindt Øye, der seer
efter andre Aarsager.
Det tilbagestaaende af min Drøm, forbyder Papiret mig at anføre, jeg vil derfor¬
meddeele min Læsere det samme i de følgende
Blade.


153
No. 20.
Udgivet den 25 Septembr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Eqvam memento rebus in arduis
Servare mentem, non secus oc in bonis
Ab insolenti temperatam
Lætitia.
D¬
ykken forsvarede sin Sag i mine sidste Blade, og hun udfører den alde¬
Oles i disse, Misfornøyelsen, der havde bragt hendes Anklagere i Harnisk,
syntes vel paa nogen Maade at falde, men Puncterne i deres Klage vare
saa mange, at Lykken fandt fornøden endnu at tale meere for at bevise sin Uskyldig¬
hed Daarlighed, sagde hun, er Moder til de forvendte Begreber, som J have
fattet om Lyksalighed, og hvis J betienede Eder af en meere fornuftig Raadgi¬
ver, skulde min Huusholding ikke forekomme Eder saa baqvende. Men Eders
Tanker maa være grundede eller ikke, saa vil jeg dog læmpe mig efter de sam¬
me, for med desto større Kraft at overbevise Eder om bedre. J ansee Rigdom
og Ære for mine fornemste Herligheder, og disse Drømme giøre Eierne af disse
Ting i Eders Øyne til de Lyksaligste under Solen; Jeg vil herudi ikke være Eder
imod, jeg vil allene søge at oplade Eders Øyne, at J kand, om J vil, selv kien¬
de Eders Vildfarelse. For at give Eder mueligste Satisfaction, vil jeg gaae
tilbage med Eder til Verden, hvorfra J ere komne: Jeg vil vise Eder de Ting,
der saa meget falde i Øyet, og overlade siden til Eders egne Domme, om jeg
efter fortiener at agtes som en Fiende.
Gudinden forføyede sig da med de Forsamlede til Verden, og lod en Cou¬
reer affærdige til alle dens Jndbyggere; De mødte ogsaa paa den beskikkede
Plads, og saae jeg de Mægtige at gaae for i Spidsen. Deres Klæder glim¬
rede af Guld, deres Hoveder vare ziirede med Kroner, og i Hænderne fordte de
deres Sceptre. J Misfornøyede, sagde Lykken, betiener Eder nu af det For¬
størrelses Glas, som Eders Jndbilding har givet Eder, anseer disse Jordens Re¬
gentere igiennem det samme, og lader mig vide Eders Tanker. De Depute¬
rede fulgde Gudindens Raad, og de havde neppe sat Glasset til Øyet, førend
de raabte med een Mund: O! alle Lyksaligheder findes her samlede i en Dyn¬
ge; Ære, Rigdom, Vellyst og alt hvad du haver at skiænke. Vel nok, sva¬
rede Lykken, beskuer nu disse Ophøyede paa en anden Kant; sætter Fornuft¬
brillerne paa Næsen, og Lyksalighederne tør maaskee ikke blive saa anseelige. De
Misfornøyede gjorde efter Ordre; men hvor forandret blev ikke strax deres
Sprog, Kronerne, der tilforn ved deres Glands forblindede Øyet, og Scep¬


15.
terne, der skinnede af besteene, havde tabt en stor Deel af deres Herligheder.
De anseelige Personer sukkede under tusinde Byrder, deres Øyne maatte sted¬
se være vaagende, og deres Fornøyelser vare faa eller ingen. Uroe og Møye
giorde deres Liv kummerligt, og mange uformodentlige Hændelser forstyrrede de¬
res Lyksalighed. Lykken æskede de Misfornøyedes Tanker; men en indvortes
Beskiæmmelse, som en Virkning af en klarere Overbeviisning, forbød dem at
tale. Saa er det, sagde Lykken, falske Forestillinger have forfattet Eders
Klager, og Blindhed har underskrevet dem. Legger de Mægtiges Herligheder
i een Vægtskaal, og deres Bekymringer i en anden, hvad gielder det, de sidste
skal uden Tvivl beholde Overvægten, Jeg vil ey tale om andre Besværligheder,
der i en fuldere Maade iskiænkes for de kronede Hoveder end andre, ey om det
Regnskab, de have at aflegge for heele Verden, og i sær for Den, der har
laant dem deres Anseelse til en Tiid, jeg vil ey tale om, at end og den uselste
Betler drister sig at criticere deres Opførsel, og at Døden til sidst viser, at
de ere ikke af anden eller dyrebarere Malm end andre. J undrer Eder over¬
deres Rigdomme, men see J ikke, at de Retskafne iblant dem holde dem ikke
for deres egne, men opofre dem til det almindelige Beste,
Fyrsterne rykkede derpaa til side, og gave Plads til mange anseelige Stats¬
Mænd, Generaler og andre fornemme Hoveder; Deres blotte Navne vidnede
vel om Lyksaligheders Mængde; men de forrige Ting havde gjort Malconten,
terne saa kloge, at de ey længere vilde betiene sig af de bedragelige Perspecti¬
ver, de beholdte deres Briller, og deres Domme bleve meere fornuftige, alt
som deres Øyne bleve meere og meere skarpseende. Rigdom og Ære med de¬
res sædvanlige Pertinentier satte de forud at maatte findes hos saa anseelige
Mænd, det blev nu allene deres Sag at undersøge de Ting, der forbød dem at
smage Sødheden i dette. Deres fornøyede Miner kunde ikke forhindre, at man
jo saae Jammer og Sorg ligesom tegnede i deres Ansigter; Frygt for hastige
og sædvanlige Forandringer var Moder til deres meeste Forsigtighed, og man¬
mærkede med Forundring, at de neppe torde giøre et Trin, førend de i Forveien¬
havde prøvet, om ingen Steene fandtes, over hvilke de snart maatte falde; De¬
Dydefulde og Redelige, der allene have deres Herrers og Medborgeres Beste
for Øyet, bleve ledsagede af Avind, der forfulgte dem Trin for Trin, og med
all deres Forsigtighed kunde de dog ikke væbne sig saa stærk paa alle Kanter,
at jo deres hemmelige Fiender paa de meest u-ventede Veye søgte Anledning til¬
at styrte dem.
Jblant den anseelige Hob, kunde man see nogle, der lignede de elendigste
Slaver, og bleve dog af Lykken kaldede Favoriter. Paa een Side, sagde hun,
synes disses Tilstand saa deylig, at faa skulde findes, der ey vilde ønske sig de¬
res Lykke; De sove ligesom i Lyksaligheds Arme, og deres Veye synes over¬
strøede med Roser, er det ikke ligesaa stor Ære som Naade, at være antegnet
iblant store Herrers Livegne, Betragter engang, hvor mange der søge deres


155
Venskab, og seer, at den Ærbødighed, som vises imod dem, viger skig me¬
get fra den, der allene tilkommer en Monarch; Men beskuer dem tillige paa en
anden Side, og J skal see de Lænker, med hvilke de ere omgivne. De Fortrede¬
ligheder, der møde dem paa saa slibrige Steder, opveye neppe imod det Gode,
de nyde, og de Fornuftige iblant dem, der undsee sig ved at træde paa de al¬
fare Hof-Veye, omvexlede gierne deres Tilstand med en nedrigere Lykke. An¬
derledes har det sig ikke med andre, som Jagte for de Lyksaligste, og vidste jeg
ikke, at det Anforte kunde være nok til at give Eder sundere Tanker, skulde det
ikke blive mig vanskeligt at stille Eder fleere Exempler for Øyne,
Den verdslige Vilse, der havde paataget sig at føre de Misfornøyedes
Ord, hordte jeg derpaa at sige til Gudinden: Dine Anklagere have endnu saa¬
danne Tanker om dig, at du enten maa være en bestandig Fiende af Naturen,
og ligesom finde Fornøyelse i at gjøre den hundrede Fortredeligheder, eller og
baade du og den efter oplagte Raad maa drive Abe-Spil med de fornuftige
Skabninger. Naar Naturen udviser sit Gode imod et Menneske, har det
samme strax dig til en Uven; Naar Tapperhed for Exempel indfinder sig hos en
Helt, gjor du gierne Diversioner i hans Tog, og naar et Menneske besidder et
stort Talent, bringer du ham gjerne i Mis-Credit. Nok, sagde Lykken, disse
Domme saavel som andre, der ere ligesaa forvendte, røbe hos Menneskene en
ugemeen Vankundighed, og en liden Fliid i at sammenligne det ene med det
andet. De dømme saa ilde, fordi de ikke vide, at Naturen og jeg ere tvende
Søstre af een Fader, og staae med hinanden i nærmeste Forening. Vi ud¬
deele ikke som Mennesker i Verden, vore Gaver i Blinde; Vi gaae stedse i
Raad med hinanden, førend vi udøse vores Gode, og vi finde ingen fornufti¬
gere Vey, end naar vi uddeele det saaledes, at alle Ting kand holdes i en Ba¬
lance, at jeg ey skal tale om de mange Mennesker, der ere begavede med beg¬
ges vores Herligheder. Retfærdighed og Billighed sees i alle vore Foretagender,
NB. de, som ere vore egne; vi lade ikke een svømme i alt for stor Naade, og
vi tillade ikke en anden at drukne i alt for store Viderværdigheder; vi skiænke
enhver af vore Børn en Mixtur af Ondt og Godt, at Overflødighed af det før¬
ste ikke skal qvæle Sindet med utaalelig Bedrøvelse, og at man ey skal glæde sig
overmaade ved Overflødighed af det sidste. Naar Naturen ziirer et Fruentim¬
mer med Skiønhed, giver jeg det ikke altid Rigdom, og den Mangel, som fin¬
des hos en anden paa udvortes Deylighed, erstatter jeg ofte ved at giøre hende
bemidlet, og Naturen selv, veed at give hende Forstand. Saa længe Beylere
gaae i Blinde, og søge allene det, der falder i Øyet, vilde vel en hæslig Jomfrue
aldrig finde Liebhabere, hvis hun ey var forsynet med gyldene Magneter, der
kunde drage Hierterne, og en Skiønhed vilde blive alt for opblæst, om hun
havde det ene saavel som det andet i Overflødighed. En riig Mand vilde bli¬
ve alt for lykkelig, om han med alle sine Midler havde tillige et fornøyet Sind
og et roeligt Hierte, og en Fattig vilde blive alt for jammerlig, hvis han ey


156
havde mod til at skikke sig, sin Tilstand. Holder dennes Indiskerence sam¬
men med hines Rigdom, og den førstes Uroe med den sidstes Armod, og det
ene skal uden Tvivl holde Vægt med det andet.
Endelig, sagde den Viise, undre de Klagende sig over din Ubestandig¬
hed; de sige, at du er som Glasset, der brister, naar man rører det, og som
Fuglen, der bortflyver, naar man har den i Haanden; i Dag overøser du et
Menneske med idel Lyksaligheder, i Morgen styrter du ham i yderste Nød; i Dag
staaer et Menneske som et Ceder-Træ, i Morgen ligger han som et forvisnet
Blomster. Er det mueligt, svarede Lykken, at man besværger sig over mig
for dette, Jeg har meget at anføre til min Retfærdiggiørelse, og jeg vil i For¬
veyen erindre, at alle Ting i Verden, naar vi undtage Dyden, ere underkastede
Forfængelighed; Den er som en Klippe midt i Havet, der trodser imod de ra¬
sende Bølger, og viser, at ingen Ting kand giøre dens Bestandighed til intet
Hvad mig er angaaende, da vredes man paa mig baade for det, i hvilket jeg
ey er skyldig, saa og for det, der burde giøre mig elskværdig. J Misfornøyede,
seer Eder om i Verden, og lader dem komme for Dagen, der beklage sig over
Ubestandigheden i mit Gode. Mange Konger og Fyrster ere geraadne i yderste
Elendighed; mange Stats-Mænd og store Generaler, der ved deres Dyder og
Forstand har sat heele Verden i Forundring, ere siden seete i største Foragt;
mange Bemidlede ere blevne til Betlere, alt dette er sandt; men efterseer Aar¬
sagerne, og J skal ingenlunde med billighed kunde tillegge mig dem alle Man¬
ges u-formodentlige Fald hænger enten af deres egne eller andres Laster; en
Clitus, der er saa næse-viis, at han lader Alexander den Store høre sin Faders
Tapperhed, maa tilskrive Kongens Overilelse sit Bane-Saar. En Griffenfeld,
der efter Relationer glemte hvo han var, maa takke, som man siger, sin Hov¬
mod for sit Fald. De uskyldigste og tillige ypperligste Mænd, maa hver Dag
bevæbne sig for at imodtage Forandringer; Jeg tilstaaer gierne, at jeg efter
høyere Ordre ofte maa støde de Mægtige fra deres Throner, og klippe Vinger¬
ne paa mange Anseelige; men mon jeg herudi handler uretfærdig, hvad hav¬
de Rom blevet, om en Nero længere skulde bleven Keyser, Og kand ikke ofte
een Mand vende op og ned paa alle Ting, hvis jeg ikke satte ham Grændser,
Mange Bedragere gaae frem i Verden, og deres onde Gierninger lykkes dem
længe, de arbeyde paa andres Beskiæmmelse, de kaste Steene i Veyen for de
Retsindige; handle de nu saaledes, da de ey kand være visse paa deres Magtes
Bestandighed, men hver Time maa frygte for Forandring, hvorledes vilde vel
ikke deres Huusholding blive, om Tiden ey antog sig de Forurettedes Sag, og
kastede Bedragerne til Grunde, J daarlige Mennesker, J klage over det, der
just sigter til Eders Fordeel. Saa mange iblant Eder, der ansee sig ulykkelige,
enten vil J blive i Eders Tilstand, eller ikke, vil J ikke blive i den, hvorfor fry¬
se J da imod mig, der just ved Forandring kand befordre Eders Forbedring?
det er det, der giver de Elendige Styrke, at de kand haabe det bedre, og de


157.
Fornuftige opføre sig saaledes i de opstige Conjuncturer, at en Forandring¬
til det Verre ikke skal synes dem fremmed.
Gudinden havde meget meere at erindre til Verdens Underviisning; men
et særsindet Menneske indfandt sig midt i Hoben, der gjorde Hinder i hendes
videre Tale. Saa snart denne mældede sig, hørte man hundrede Forbandel¬
ser, og enhver af de Forsamlede angreb ham med haardeste Skields-Ord; han
blev stødt fra een Side til en anden, trængede sig dog med Møye igiennem,
og med heele Lemmer modte for Gudinden. Hvo est du, sagde Lykken, at du
er saa velkommen, og at enhver anseer dig med saa venlige Miner, O! svare¬
de Hoben, denne er en Fiende af det menneskelige Kiøn, og en skadelig Forstyr¬
rere af Verdens Fred; alle Selskaber hade ham, og Jorden selv har Afskye for
at bære ham. Vi maa høre hans egne Ord, sagde Lykken, vendede sig der¬
paa til Manden, der med Frimodighed og et munter Ansigt nærmede sig til hen¬
des Stoel; Mine Forfølgelser, sagde han, ere almindelige, fordi jeg fører Krig
imod heele Verden; af Nation er jeg en Satyricus, og dette er vel allerede nok
til at vise Aarsagerne, hvorfor de Forsamlede give mig saa deylige Skudsmaal.
Du har, store Gudinde, paataget dig at forsvare dine Messures for den knur¬
rende Verden; men du bedrager dig, om du haaber at kuldkaste de Misfor¬
nøyedes Vildfarelser. Tillad mig, at jeg med andre understaaer mig at begiere
din Underretning i nogle Poster, der ligge mig om Hiertet. Jeg haaber, at du
kiender saa meget til Verden, at du troer tvert imod de Vidnesbyrd, som den
har aflagt om min Person. J Sandhed, jeg er det menneskelige Kiøns Ven,
men en afsagt Fiende af deres Laster; min Geheime-Raad er Sandhed, og
min Constabel er Kierlighed; jeg attaquerer aldrig nogen Last, førend jeg
har raadfordt mig med den første, og jeg befaler stedse den sidste at stille sine
Skud imod dem, der fortiene at angribes. Jeg er saa forvoven, at jeg giver
mig i Kast med saadanne Fiender, der finde mange Beskiermere, og jeg anseer
det som noget nedrigt at vexle Kugler med een Fiende i Særdeleshed. Hvad
jeg i Besynderlighed har at andrage for dig, er at underrettes om den Assisten¬
ce, du burde give mig, hvilken jeg hidindtil har ventet forgiæves. Alle Menne¬
sker af min Profession bekiende det samme, og vi undre os tilhobe, hvorfor du
ey vil giøre vore Vaaben lykkelige, da de dog ere meere retfærdige end mange
af deres, der udbede sig Himlens Velsignelser til at udføre deres ulovlige Des¬
seis. Dine Betientere har angivet Laster, som de onde Stiftere af det Uordent¬
lige i Verden, og just disse Diævle ere de, som vi stræbe at udrydde af Jorden;
men vores Arbeyde har hidindtil været forgiæves, og vi havde maaskee kundet
vente større Frugt, om vi havde paataget os at afrette de vildeste og grummeste
Dyr. Min Ven, svarede Lykken, mon Verden eyer vildere og grummere
Dyr end de, der synes tamme, det er Mennesker, Jeg slutter af din Adfærd,
at du ey saa meget for din egen Skyld begierer Svar paa dine Spørsmaal,
som du vil, at jeg offentlig skal beskiæmme alle dine Anklagere. Jeg har de Tanker


158
om dig, at du forud kunde saae, hvad Lykke du kunde vente ved at udpølge den Profelbon¬
Veed du ikke, at Mennesker ere Slaver af deres Laster, og at det Onde, som disse ubarm¬
hiertige Tyranner paaføre deres Vasaller, bliver sielden anseet med fornuftige Øyne At rø¬
re ved Menneskets Laster, er at røre ved hans ømmeste Lemmer, og at vilde skille ham ved
dette sit kiereste Mon, er at begiere hans Hierte. Hvad dine Vaaben er angaaende, da be¬
høve de ingenlunde min Hielp; thi endskiønt de ingen Virkninger synes at giøre, treffe de
dog deres Mand. Vel nok, svarede Manden, men det, som giver mig meest Anledning
til Forundring, er at Mennesker forbande den Haand, der stræber at lægge dem, og kysser
paa den, der udrækker sig til deres Ulykke. Din Forundring, sagde Lykken, er ugrundet;
veed du ikke, at Menneskenes Laster giøre Hyklere og Bedragere meest lykkelige, fordi de læm¬
pe sig efter deres Lyster, og tale med Forbittrelse imod dem, der betræde Sandhedens Veye,
og stræbe at afskiære det forraadnede Kiød. Mange Laster maa du ansee som staaende Ca¬
pitaler, af hvilke trækkes aarligen anseelige Renter, tænk nu, hvad du giør, naar du fordri¬
ster dig at giøre Skaar i saa vigtige Fordeele. Skrædere, der kand sye Huer til alle Hove¬
der, og skiære Kapper efter alle Vinde, have derved Leylighed at giøre mange fordeelagtige
Snit; hvorfor er du saa taabelig, at du vil øve saa mavert et Haandverk, Løb over fra
Sandhedens Leyr, stil Sværdet i Skeeden, tael imod den klareste Overbeviisning, og jeg for¬
sikrer dig, at dine Fiender, der nu ere mange, skal blive et lidet Antal af taabelige og egen¬
sindige Mennesker, det er, nogle saa urimelige Elskere af Sandhed og Dyd, hvilke i vore de¬
lige Tider giøre den mindste, og efter Fortieneste meest foragtede Deel af Verdens Jndbygge¬
re. Siger du ney til dette Vel an, jeg har endnu et Raad tilbage, befat dig ikke med de
Mægtige, skaan de Fornemme, rør ikke ved de Geistlige og Høy-Lærde, men fornøy de An¬
seelige med at drive Spot med de Ringe og Fattige, hvilke ellers i Almindelighed maa tiene
til de Fornemmes Forlystelser. Den Viise, svarede Manden, har jeg længe hørt; men jeg
veed ikke, hvor det kommer sig, at den klinger saa ilde i mine forunderlige Øren? Hvad
de Mægtige angaaer, rører jeg aldrig det mindste ved deres hellige Personer, men støder
mig meget meere, naar jeg hører, at de u-fornuftigste og taabeligste Mennesker ofte konstle¬
paa deres Anstalter. Hvad Mennesker af de andre Classer angaaer, seer jeg intet, der kand
ritage dem fra saadanne Tilrettesættelser, der ere ledsagede af Sandhed, og jeg finder intet,
der giver deres Laster større Privilegium end andres, jeg seer mig meget meere forbunden at
angribe deres Feyl, siden de ofte giøre meest Skade. De Geistliges Prærogativer veed jeg
ikke heller hvor vidt strække sig i denne Henseende; Jeg veed vel, at de mindst burde behøve
Tilrettesættelser, siden andres Forbedring er paalagt dem selv, ikke heller skal jeg befatte mig
med deres Laster, saa snart de bevise, at de ere Skud frie, men i Mangel af dette, siger jeg
dem Sandhed under Øyne, og af Kierlighed til Verden gaaer dem nærmere paa Klingen end
andre, ikke for at giøre deres Personer forhadte, eller at prostituere deres Embede, hvilket
i sig selv er helligt, men for at arbeyde paa deres Forbedring, der staaer i nøyeste Sammen¬
hæng med andres. De Nedrige og Fattige have Ulykke nok, at jeg ey skulde hugge Saar i
Saar, dog lover jeg ikke deres Laster meere Sikkerhed end de andres, ja naar jeg rammer en
fornemme Mand, kand jeg ofte tillige treffe en Betler, thi hvor stort et Dyb der ellers synes
at være imellem disse i Henseende til Lykken, er dog den første ikke saa hovmodig, at han jo
ofte føler sig i de Laster, som ligeledes findes hos den sidste. Min Ven, svarede Lykken,
naar du ey vil følge de Raad, som jeg giver dig til dit Beste, kand jeg ey forsikre dig om en
bedre Skjebne, med mindre Verden skulde blive mærkelig forandret, og de lidet gunstige
Aspecter miste deres Jndflydelse i dit satyriske Legeme. Verden, svarede Manden, er
nu temmelige fiin, og den lader sig ikke lettelig mærke med aabenbare Fiendtligheder imod Sand¬
heds Forfægtere, dens fordærvede Lemmer kand vel kurre ved sig selv, men de Klogere iblant
dem tie, at de ey ved at støde sig offentlig, skulde tillige røbe deres Fuulhed.
Jeg har ofte, sagde Lykken, hørt tale om satoriske Mennesker, men de ere stedse


159
blevne afmalede med holligste Farver; saa meget han jeg mosket, at det, som gjor deres
Arbeyde meest forhadt, er, at de sigte til visse Personer, hvilket ikke synes billigt. Jntet Men¬
neske af dette Slags, svarede Manden, vil have Ord for at antaste Personer i Særdeleshed,
men jeg troer, store Gudinde, at alle dog derudi findes skyldige; det synes ogsaa umueligt at
kunde forestille sig en Last, uden tillige at forestille sig de Personer, hos hvilke den findes; det,
som meest herudi kand unskylde os, er, at ingen Last pleyer at være saa ulykkelig, at den
skulde ikkun have een eller to Elskere, og naar dens Velyndere ere mange, hvo kand da med
Vished sige, til hvem man har sigtet, Storici ere gierne ingen gode Metaphysici, det fal¬
der dem derfor besværligt at abstrahere Lasten fra Mennesket; ikke heller vil de, for at und¬
gaae urimelige Domme, spilde Penge paa denne Konst, de tænke uden Tvivl saaledes: skam¬
mer et Menneske sig ikke ved at besmitte sig selv med saa afskyelige Laster, faaer han finde sig
i at see sine Laster afmalede med tilbørlige Farver.
Gudinden vilde derpaa retirere sig fra Verden, men Manden, der havde indladt sig
med hende i Conference, vilde endnu ikke tillade hende at gaae tilbage: Et Ord, sagde han,
har jeg endnu at tale, førend du unddrager dig, og det samme vidner om en Glæde, som en
vis Omstændighed ved din Opførsel har foraarsaget: Hvor jeg har seet dit billede, har du
stedse været nøgen, og de Mennesker, der forklare alle Ting til det verste, har anseet dette,
som et Beviis paa din Letsindighed, at du, som offentlige Skiøger, prostituerer dig for en¬
hver, og kaster dig i den Meestbydendes Arme; men hvor kraftig beviser du ikke, at Calum¬
nien er ugrundet, og at dine Modstandere tale saa ilde, fordi de ey kiende dig, Dine Vahre,
fører du ikke til Torv, og jeg er forsikret, at den, der vilde grunde sin Ret til dit Gode paa
vigtige Capitaler, forskaffede sig med Billighed din Unaade. De Mennesker, svarede Lykken,
der have saa haanlige Tanker og mig, vise i dette Stykke liden Fornuft. Jeg og mit Go¬
de findes ikke iblant Kram=Vahre, men om man lader sig bedrage af min Skygge, veed jeg
ikke. Mine Gaver ere Belønninger, der gives allene til mine egne Børn, og de, som paa
andre Veye har vildet bortsnige mit Gode, ere stedse imodtagne med haardeste Ord. Verden
var ikke værd at eye mig, hvis den medhandlede mig saa ilde, og mine Børn, der eyede
intet uden Dyden, vilde ved saa underlige Omgange, blive unyttige Indbyggere. J det sam¬
me Øyeblik forsvandt Gudinden, om min Drøm blev til Ende.
Naar vi betragte de Ting, der i den findes forestillede, maa vi uden Tvivl giøre disse
Slutninger, at Menneskene i deres Tanker om Lyksalighed, bedrage sig meget, og at de Ting,
i hvilken Jndbildings Kraften befaler dem at sætte Lyksalighed, ingenlunde ved Forstandens
Lys kand blive agtede derfor. Skal jeg sige hvad jeg meener, saa holder jeg for, at Lyksa¬
lighed i Verden, om nogen gives, hænger allene af et Menneskes Forhold i de adskillige Om¬
stændigheder, i hvilke Guds Forsyn maatte sætte ham. Jngen Tilstand i Verden, det maa¬
være den Riges eller Fattiges, den Ophøyedes eller Foragtedes, kand for sig selv gjøre et
Menneske lyksaligt; sligt flyder allene af Tilstandens Overeensstemmelse med Gemyttets Be¬
skaffenhed, eller at jeg skal tale tydelig, af Menneskets fornøyede Sind, der befinder sig i
Tilstanden. Mange ere saa daarlige, fordi de ey vil see, at de holde dem for Lyksalige, der
svemme i Overflødighed af Ære og Rigdom, kunde de tillige see disses urolige og bekymrede
Hierter, vilde de vel forandre deres Domme. En Mand, der med alt sit udvortes Gode
plages af indvortes Sorger, er ikke, naar han betragtes med philosophiske Øyne, saa vel¬
faren som den Fattige, der drikker sit Vand med et fornøyet Sind. Naar den førstes Be¬
gierlighed ikke forstyrrer hans Roe, naar han har lærdt vel at bruge sin Rigdom, hvilket er
en Videnskab af det allervigtigste Slags, tilstaaer jeg ham en Lyksalighed, som mange kunde
have Aarsag at misunde ham.
Mine Læsere see altsaa, at jeg sætter Lyksalighed i et fornøyet Sind og Gemyttets lu¬
difference, Mennesket maa for Resten være i hvad Omstændigheder han vil. Nu bliver
det et vigtigt Spørsmaal, om dette Gode ved noget Slags Middel kand erholdes, Alle mo¬
ralske Skrifter ere fulde af prægtige Lærdomme, der angaae dette Stykke; man anfører det


360
stedse som en Pligt, den en vis Mand har at iagttage, ikke at lade sig nedslaae, naar Lyk¬
ken vender ham Ryggen, og ikke at blive opblæst, naar den vækker ham Haanden. Men
mon ogsaa Forstanden efter sin nærværende Beskaffenhed har den Kraft, at Mennesket ved
dens Hielp kand blive sat i saadan Stand, at han viser sig lige u-bevægelig i alle Slags Til¬
fælde, De Cartesianske Philosophi meene jo, og har i sær Antonius le Grand, en stor Til¬
hænger af denne Sect, skrevet en Bog, den han kalder Ubomme saae Passon, eller et Men¬
neske uden Affecter, hvor det er hans Hoved-Arbeyde, at vise det Herredomme, som For¬
nuften i saa høy en Grad kand have over Passionerne. Men Manden har siden seet sin Vild¬
farelse og tilstaaet Umueligheden i Sagen. Spørge vi de Stoiske, hvad de meene om dette
finde vi utallige Skrifter, hvor man idelig driver paa denne Ubevægelighed, og en Horatius,
er saa forvoven, at han tør sige: Guderne give mig Gods og Formue, selv skal jeg gi¬
ve mig et fornøyet Sind.
Et philosophisk Menneske, synes visselig frem for andre herudi at have nogle Fordeele;
naar han ret betiener sig af sin Fornuft, stræber han at see Ulykken forud, og at sætte sig i
Stand til at tage imod den. Fornuften kand ogsaa see den Daarlighed, i hvilken Mennesker
giør sig skyldig, naar han ey vil finde sig i de paakommende Viderværdigheder, og at det er
et forgiæves Arbeyde at storme imod Lykken med sine Klagemaal, allerhelst Sagen staaer ikke
til at ændre. Men mon Ubevægeligheden derved kand befordres, ikke altid. Den Forsigtig¬
hed, som findes hos mange, er ofte blandet med Urve, og den gaaer ofte saa vidt, at man
føler Ulykken, førend den kommer, ja undertiden lider den, der maaskee ikke vilde komme.
Phantasien tillader sielden Fornuften at raisonnere allene, den giør ofte det Onde større, end¬
det er i sig selv, og sætter et indbildt Onde til det virkelige.
J den Henseende synes en Daare meere lyksalig end en Viis, men jeg siger kun, han
synes. Naar vi ret betragte Sagen, kommer det her, efter mine Tanker, ikke an paa For¬
nuften allene. Et Menneske kand bringe sin Indifference til en temmelig Grad, han kand
have god Fornuft; en anden har ligesaa stor Fornuft, men er meere misfornøyet, han kand
philosophere ligesaa klogt som den første, men hans Uroe bliver derved ikke stillet. Aarsa¬
gen er uden Tvivl denne: den første har et Naturell, der er meere skikket til at være fornøyet
end den sidste. En Mand, der er ulyksalig eller misfornøyet i sin Rigdom, vilde ikke blive
meere lyksalig, om han var en Betler, et Menneske af høy Stand, der har et bekymret Hier¬
te, vilde maaskee ikke være meget gladere, om han ikkun havde lærdt et Haandverk, en Bet¬
ler, der er fornøyet med sin Hytte, vilde ikke miste noget af sin Lyksalighed, om han end var
bleven Konge, just fordi han er begavet med et Gemytte, der kand stemme overeens med de¬
Omstændigheder i hvilke han befinder sig. Narren hos Horatium anføres som lyksalig, og hans
Lyksalighed tilskrives hans Daarlighed; men den kand ey ansees som den eneste Aarsag; Mon¬
ingen fleere Mennesker fandtes i Athenen, der vare ligesaa daarlige som han Mon de derfor
vare ligesaa lyksalige. To Mennesker kand begge være Daarer, den ene kand være lyksalig, men
den anden ikke; havde de et Sindelang, som de have een Daarlighed, blev det vanskeligt at sige
hvis Lyksalighed var størst.
En anseelig Skribent har sagt, at om han skulde søge efter det lyksaligste og blyksaligste
Menneske, maatte han lede i et Kloster. Kunde man troe, at Munkene ved deres ensomme Liv¬
havde rennceret paa alt det, efter hvilket Menneskene saa meget løbe, fordi de agte det for Lyksa¬
ligheder, maatte man underskrive hans Meening i det ringeste saa vidt, at en Munk havde meere
Anledning til at philosophere sig Lyksalighed til end andre. Ørkesløse Munke ere fordrevne af
vore Egne, skal vi derfor kunde betiene os af Skribentens Ord, maa vi giøre en liden For¬
andring: Jngen Mennesker have meere Anledning til at være lyksalige end Klokkere. Deres Em¬
bedes Byrder trykke dem ikke, deres Regnskab er snart gjort, og deres meeste Slæb er at indsamle
Penge, og deres Bekymringer for Livets Nødtørftighed ere faa eller ingen.
Hvad Lyksalighed i Livet ellers er angaaende, meener jeg, at det philosophiske Morale uden
Tvivl maa give sig tabt, og den Lyksalighed, som den kand nyde, der ey er en Christen, bestaaer
vel allene i en mindre Ulyksalighed.


161.
No. 21.
Udgivet den 2. Octobr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Si forte stultus per calumniam læset,
Curare noli, & Vulnus omne curasti.
D¬
en ærværdige Alderdom har ey allene med temmelig Myndighed givet si¬
ne Betænkninger i adskillige vanskelige Sager, og overgivet sine Dom¬
me som en Rette Snor, den andre skulde følge, men den har og op¬
fundet adskillige Meeninger, der i Efterkommernes Øyne har været u-imod¬
sigelige, ja hvor ofte har man ikke heller vildet opofre Sandhed, og under¬
skrive de urimeligste Jndfald, end vige et Haars bred fra de gamles Tanker,
og tilstaae Mueligheden i deres Vildfarelse. Jblant andre Poster, der ere li¬
gesaa gamle som Verden, og synes at være satte paa uryggelige Grunde, hol¬
der jeg de Ord for at være, der sige os, at, Mennesker er et Der der er
skabt til Selskab. Enten maa Menneskers Skikkelse, da dette Axoma først
er fastsat, have været anderledes end nu, eller og denne Tanke maa være et
Foster af en forunderlig Hierne. De, der ansee Verden med rette Øyne an¬
tage den ikke, og, er der nogen Regel, der er underkastet Exceptioner, da er det
visselig denne. Jeg for min Deel har den største Ærbødighed for de gamle Fæ¬
dre, der i mange Henseender har været klogere end vi, men min Veneration
gaaer dog ikke saa vidt, at jeg jo nu og da fordrister mig at giøre Slutninger,
der ere tvertimod deres.
Jeg nægter ikke, at den anførte Thesis kand i de
gamle Tider have havt sin Rigtighed; men nu maatte den gaae uden for Sand¬
hed, der vilde stræbe at bevise dens Grunde af Erfarenhed. Mennesker, som
de i Almindelighed ere i vores forkeerte Alder, kand ingenlunde siges at være
skabte til Selskaber, og hvis de saaledes ere skabte, maa vi sige, at deres sæd¬
vanlige Væsen gaaer tvertimod saa ædelt et Øyemerke.
Naar vi ret oplade Øyet, see vi uden Vanskelighed, at det eene Menne¬
ske gjør sig yderste Fliid for at gjøre det andets Liv kummerligt, og paa alle de
Maader, som Ondskab kand optænke at forøge dets Besværlighed. Jeg vil
ey tale om de skrækkelige Krige, der ofte sees at ødelægge heele Nationer, og
at styrte de anseeligste Monarchier; jeg drister mig ikke heller at dadle de sam¬
me; thi Retfærdighed sidder paa en hver Spyd-Stage, og Kierlighed til
Fred skal være Aarsagen, at Marker og Vande blive farvede med Blod; men
jeg vil allene tale om de utallige fordærvede Sæder, der qvæle Fortroeligheden
iblant Mennskene, og ligesom forjage Siælen af et hvert Societæts Legeme,
saa at de fleeste blive som forraadnede og ilde stinkende Aadseler. Man kand


162.
sige, at enhver Last, der findes hos et Menneske, er en Pest og smittende
Sygdom for et Selskab, men een meere end en anden. Jeg har i mine hid¬
indtil udkomne Blade gjort mig Fliid for at vise adskillige, og jeg vil i disse ta¬
le noget om een, der i Henseende til sine skadelige Virkninger giver de andre
intet efter. En Philosophus blev engang tilspurdt, hvilket Dyr han agte¬
de for det skadeligste iblant Menneskene, og han svarede med Sandhed at i¬
blant de Camme var en Hykler, og iblant de vilde var en Bagtaler det al¬
lerfarligste. Som mit Arbeyde gaaer ud paa at rense Danmark fra de La¬
ster, som det har tilfælles med sit overflødige Gode, saa er det i sær mit Øye¬
merke at giøre vore Selskaber meere reene og uskyldige, og til den Ende at op¬
dage de Laster, der i eet Menneskes Hænder tiene som Vaaben imod et andet;
det er derfor jeg i dette mit Ark ikke vil skaane en Bagtaler, ingen er meere
end han en Freds Forstyrrer og Foragtere af de Pligter, som Kierlighed be¬
faler ham at efterkomme; han kand derfor med billighed ikke vredes, om jeg
bliver en haard Fiende af hans Last, og betiener mig af skarp Lud for at heele
saa skurved et Hoved; Jeg vil ikke heller lade alt Haab fare om Forbedring;
thi hvorfor skulde jeg have saa slette Tanker om mit Fædrenelands Børn, at
de ey skulde vilde antage det, der tiener til deres Fred, og hvorfor skulde jeg
meene, at de ere saa forelskede i deres Laster, at all Lægedom er forgiæves.
En fornuftig Hedning har sagt, at det menneskelige Selskab vilde blive meget
lyksaligt, hvis ugrundet Had og ond Eftertale kunde blive forjagede; han har
ogsaa sagt, at Tidernes almindelige Fordærvelse giver lidet Haab om saa øn¬
skelig Forandring; jeg er enig med ham i det første, men ey i det sidste
At Bagtaleren er en farlig Lem i et Selskab, bliver let at see, naar vi¬
stille os hans Egenskaber for Øyne Kierlighed til Næsten er forjaget af hans
Bryst, Bitterhed og Ondskab har bemestret sig hans Hierte, et Menneskes
re er Maalet for hans Pile, og at hindre dets Lykke er hans eneste Ho¬
ved Sag; han skaaner ikke de helligste Personer, og hans giftige Tunge viser,
at han er en Fiende af det menneskelige Kiøn. Hans fleeste Tanker fødes af
Logn, og den Sandhed, han taler, bliver et utidigt Foster, der avles i hans
onde Hierte. De besligste Farver, med hvilke han kand afskildre sin Medbor¬
ger, ere i hans Øyne de deyligste, og han fornøyer sig over intet meere, end
naar han finder saadanne Øren, der troe hans Beretninger, og saadanne
Læber, der vil være ham behielpelige i at giøre den uskyldige forhadt. En liden
Feyl forandrer han til et Bierg, og den mindste Forseelse er nok til at give ham
Materie til et halv Aars Discourser. Ofte sees han aabenbare at gaae til Verks,
og i talrige Forsamlinger at spille med sin Næstes Ære, undertiden betiener han
sig af hemmelige Veye, og i den Henseende bliver hans Navn en Øretuder.
Han luurer paa sine Brødre, og det mindste Uordentlige giver Vind i hans
Seyl, og fører ham til den, der bruger ham som Spion. Naar hans Medbor¬
geres Opførsel ey kand fylde hans Aviser, er hans Hoved ikke saa dumt, at han


163.
jo selv i Nøds-Fald kand opdigte Laster, der efter hans eget Tykke skal findes hos
den eller den; hans Væsen er i Almindelighed forhadt, og ingen taler haanligere
om en Bagtaler end han selv; ikke desmindre over han Haandverket Aar efter
Aar, og naar han engang maatte blive sindet at nedlegge det, kand jeg ey forsikre
ham om den Bevaagenhed, som han hidindtil har seet, og de Fordeele, som han
har sin Tunge at tilskrive, vil uden Tvivl ophøre.
Bagtalelser ere adskillige, og flyde af adskillige Aarsager. Deres alminde¬
lige Kilde maa søges i Naturens almindelige Fordervelse, og af deres særdeles Aar¬
sager vil vi anføre nogle: Den, der kiender lidet til den jammerlige Opdragelse,
som mange Børn nyde i deres Forældres Huuse, maa uden Tvivl tilstaae, at
Bagtalelses Last er en bedrøvelig Virkning af den samme. Pamphilius er vidt
bekiendt, og det er vanskeligt at sige, enten han maa tilskrive Løgn eller sin bagta¬
lende Tunge sin deylige Renomee; thi han giør Profession af begge Deele; han
maatte vredes paa den, der vilde driste sig til at bevise, at et eneste Sandheds Ord
nogen Tiid har havt Sted i hans Mund, og jeg er vis paa, at det vilde smerte ham,
om han i Bagtalelses Konst skulde finde sin Mester. Hans Morgen-Arbeyde er at
tage sig en Dosis, der kand giøre Hiernen levende og Tungen færdig; det øvrige af
Dagen anvender han paa idelige Huus-Besøgelser, og han sover aldrig roelige¬
re, end naar han kand legge sig med den Forsikkring, at hans Tunge har i Sta¬
den stiftet et almindeligt Oprør, og bragt den eene Borger i Haaret paa anden.
Gaae vi tilbage i hans spæde Aar, finde vi, at han ligesom har suet sin Last med sin
Moders Die, et Barn, der idelig hører sin Moder at tale til andres Forhaanel¬
se, der seer hende at bortdrive sine Aften Timer med en Søster, der i Konsten viger
hende intet, skulde det ikke hastig lære at træde i saa priselige Fodspor, Og skulde
Moderen ikke ansee det som et Beviis paa sin Søns Klygt, at han ved artige Jnd¬
fald kand drive Spot med dens Ære, som hans Moder forhen ikke har sparet,
Ofte seer man, at en forvendt Sædvane legger Menneskene de Ord i Munden,
med hvilke de giøre deres Brødre forhadte. Credalus er en Mand, der troer alt,
hvad han hører, og de skammeligste Reflexioner, der giøres over andre, ansee
han som ufeylbare, selv er han kommen i Vane med at tale ilde om dem, som han al¬
drig har seet, og ligesom han grunder sine gode Tanker om een eller anden paa an¬
dres Vidnesbyrd, saa tager han ikke heller i Betænkning at opofre andres Ære og
giøre deres Liv bittert ved at mangfoldiggiøre de Laster, som han indbilder sig at see,
og de Jldesindede faae ham til at troe. Han undersøger Sandheden hverken i det
ene eller andet, han troer alle Ting i blinde, og skulde det da være usædvanligt at
høre ham tale meget til en Bedrageres Beste, derimod at skiænde endog den aller¬
redeligste
Egen Kierlighed, der ikke bliver inden de Skranker, som Fornuft og Kier¬
lighed til andre bør sætte, er iblant Bagtalelsers Aarsager ikke den ringeste Livi¬
du er befænget med denne Sygdom, og hvad Under at hans Tunge løber saa ha¬
stig til en andens Beskiæmmelse? Han indbilder sig at have Fortieneste, men han


164
frygter, at en Livel skulde giøre dem usynlige, han har udfundet de Veye, paa
hvilke han kand faae noget at sige, og, kand han ved sine Konster sætte sig fast i
Saddelen, meener han med liden Møye at kunde styrte sine Competitorer. At
beflitte sig paa et Forraad af Calumnier bliver da hans Sag; han anbringer dem
ogsaa med den Lykke, at en brav Mand veed ikke et Ord deraf, førend hans Ryg¬
te staaer meget slet.
Jblant alle Bagtalelser synes mig ingen at være hæsliggere, følgelig fortiener
ingen en skarpere Tilrettesættelse end den, der skeer under Skin af Andagt og Nid¬
kierhed i Religionen. Man kand sige, at dette Skiul maa lade sig bruge til at o¬
verhylle end og de fælleste Laster, og det er ikke usædvanligt, at en skiændende Tun¬
ge drager den Forgift, som den udspyer paa andre, af dette Blomster. Hvo affecte¬
rer en større Gudsfrygt end Maledicas, og hvo er tillige ivrigere i at sværte sine Brø¬
dre, Alle Ting gaae hos denne Mand under Helligheds Masque, og saa de vor
som han er i at synge sin Psalme og læse sin Bøn, saa devot er han ogsaa i at bru¬
ge sin Mund til den Uskyldiges Beskiæmmelse. Han vil ikke tale i Grovheds
Sprog; thi da maatte han røbe sit onde Hierte, men han beflitter sig paa Tale¬
maader, der smage af Kierlighed; hans Bagtalelser og Lykønskninger forfattes
i een Stiil, og ligesom han ønsker sine Venner Himlens Velsignelser, saa ønsker
han og dem, som han vil ilde, Levnets Forbedring: det er ilde, siger han, at den
eller den fører saa ugudeligt et Liv, de gode Tanker, jeg havde fattet om ham
har han selv gjort til intet, og jeg vil ønske, at Gud vil omvende ham, Man
skulde vel slutte, at jeg med U-ret giver saa Christeligt Ønske Navn af Bagtalelse;
men om mange devote Hierter af dette Slags vilde tale, skulde de tilstaae, at jeg
ey har feylet; jeg nægter ikke, at jo slige Ønsker, kand hos mange være Virkninger
af en retskaffen Kierlighed; men, naar de skee for at bringe et Menneske i Miscre¬
dit, naar de giøres uden Aarsag, og den Uskyldige i saa Maade paa en fordækt
Facon bliver antegnet som Lastefuld, har jeg endnu ikke lærdt at giøre nogen For¬
skiæl paa saadanne Forbønner og aabenbare Calumnier, uden denne, at de første
ere meere polerede end de sidste, hvorvel det som mangler i de første af Grovhed, er¬
stattes paa nogen Maade ved Ugudeligheden, Ønsket i der sigter til Næstens Be¬
skiæmmelse.
Hvis jeg ikke frygtede for onde Følger, torde jeg vel sige, at Bagtalelses Last,
er en Smitte, der alt for meget hænger ved mange iblant de Lærde, og efter mine
Tanker meget formørker det Lys, som deres Levnet indrettet efter deres Lærdom¬
burde meddeele Verden. Man hører dem idelig tale om Viisdom, og deres Mun¬
de ere opfyldte med de fornuftigste Regler, hvorefter man paa beste Maade kand
fuldføre Løbet og naae Maalet; men, naar mange iblant dem ved andre Leylighe¬
der tale om deres Næste, synes Ondskab selv at oplade Munden, og et bittert Hier¬
te at udøse de haanligste Domme og forgiftigste Ord, hvorved de giøre baade sig
selv og andre Veyen trang. De stampe af Forbittrelse, naar en anden siger dem
Sandhed, og de undsee sig ey selv ved at sætte Kierlighed til Side, naar de tale om¬


165.
andre. Hvor ofte maa ikke Sandheden selv tiene dem til et Skul, og hvor al¬
mindeligt er det ikke at see i de saakaldede polemiske eller Strids-Skrifter fleere
Skields-Ord end grundige Argumenter, Jeg udgiver mig ikke for en Patron af
Kietterie og vildfarende Meeninger; jeg tilstaaer, at Sandheden er det dyrebare¬
ste Klenodie, som et Menneske kand eye, men jeg vidner oprigtig, at de sædvanlige
og meest brugelige Moyens ere i mine Øyne ikke tilstrækkelige jeg vil ey sige ikke lov¬
lige Midler til at naae saa ypperlig en Skat: Det heder ikke uden Aarsag:
Nimium altercande Veritas amittitur, 5. ved for meget Mundhuggerie for¬
lores Sandhed. Mange Skrifter, der skulde tiene til at etablere Orthodoxie,
kand snarere ansees som Pasqviller, og jeg har ofte med Væmmelse og Horreur ik¬
ke allene seet en Mand at blive udraabt som en Kietter og Bedrager, fordi han
ey har vil det underskrive en almindelig skiønt vrang Meening, men endog de hæs¬
ligste Calumnier og vectiver, der har gjort hans Lærdom farlig og hans Person
afskyelig. Jeg vil ikke tale om de forargelige Stridigheder, der ofte have reyst sig af
Bagateller, og saadanne Ting, der hverken reyse eller fælde, men ere og med
saa stor Bitterhed blevne omtvistede, at mange theologiske Conferencer meere ha¬
ve lignet Skiermytzler imellem ophidsede Rabulister, end havt Anseelse af at være
indrettede for at lede efter Sandhed. Saaledes føder een Last den anden. Egen¬
sindighed er er ondt Foster af Egen Kierlighed, og den bliver igien en Moder til
utallige Laster.
Mange have mærket, at Bagtalelse er i sær en Last, der findes hos det deyli¬
ge Kiøn, og jeg er endnu ikke bleven underrettet om den besynderlige Frihed, som
Fruentimmere kand have til at giøre sig skyldige i den samme, siden den synes at
være Hoved-Sagen, paa hvilken de anvende deres svage Kræfter. Slaverne
af deres Yndestholde dem mange Daarligheder til Gode, og bilde sig ind, at de
maatte have sig et og andet reserveret, der ey bør komme dem til Præjudice. Jeg
er vel ingen Tilbedere af Kiønnet, ikke desmindre har jeg Aarsag at være sparsom¬
melig paa de overflødige Censures, som det kunde fortiene. Hvad Bagtalelses
Last er angaaende, er den iblant Fruentimmer lige saa almindelig, som de ufor¬
nødne Prydelser, og det blev vanskeligt at sige, enten de meere forbedre deres Dey¬
lighed ved laante Farver, eller fordærve den ved virkelige Laster. At sværte de
Fraværende er Hoved-Sagen i deres Samlinger, og ved Bagtalelser at sætte
Spliid iblant andre er indholdet af deres Thee-Discourser, skulde det ikke da væ¬
re formasteligt at disputere dem deres fornemste Fornøyelser, En Rabiner har
gjort nogle besynderlige Anmærkninger ved Historien, der fortæller os, hvorledes
Qvinden i Begyndelsen blev skabt, iblant andet siger han ogsaa, at hun ey blev
skabt af Munden, paa det hun ikke skulde blive alt for talende; men vi see dog, at
ingen Hercules er i Stand til at tvinge hendes Tunge. Man fortæller og Pytha¬
goras, at han i fem Aar holdt sine Disciple til at tie, for at vise dem, hvor fornø¬
den det er at beflitte sig paa Taushed, jeg er vis paa, at faa iblant vore Fruentim¬
meere skulde begiere at gaae i Skole hos ham et Minut. Loqvacia, der overalt er


166
renommeret af sin Veltalenhed, og bliver anseet som den der frem for andre kand
oplive de døde Selskaber, hvorledes skulde hun vel finde sig i at legge Tæmme paa
sin Mund, der ved saa mange Aars Arbeyde endnu ikke er opslidt Mon ikke Taus¬
hed, der iblant alle Dyder mindst zirer hendes Kiøn, siden den forlængst er kommen
af Mode, vilde blive hende en utaalelig Byrde, Hendes opvakte Hierne er aldrig
fattig paa Materie, og hendes slebne Tunge leder aldrig efter Ord. Seer hun en
Person, der besøger hendes Naboe, har hun strax en Text til Høymesse; møder
hende en Caffe=Lugt paa Gaden, aflegger hun Visite i Huuset, og betiener sig af
samme Prædiken til Aftensang. Har hendes Gienboe-Dame en Prydelse, der er
usædvanlig, raaber hun med Jver imod Verdens Forfængelighed; men er Man¬
den en Elsker af Rolighed, maa han med første Post forskrive hende den samme.
Eulalia er en gammel ærværdig Matrone, og hendes Tunge har i lang Tid givet
hende sin Føde. Hendes Discourser, det er, hendes Bagtalelser klinge saa vel
i manges Øren, at et Selskab begierer hendes Nærværelse heller end et andet,
naar hun forlader et Huus, forglemmer hun tillige alt Venskab, hun profiterer
ved sine Besøgelser i en dobbelt Henseende; thi hun forskaffer sig baade Forraad paa
nye Materier, og hun betaler sit Tractament med et Menneskes Rygte, en Mynt,
som hun ingen Tiid skammer sig ved at reducere. Maatte man ikke handle imod
Kierligheds Lov, om man vilde tillukke Munden paa denne Dame, og hvad vilde
de fleste Forsamlinger blive, om saa anseelig en Lem blev udelukt.
Man forløber sig hastig, naar man ey ret betænker sig, og havde jeg anseet
Bagtalelses Last i sin fulde Sammenhæng, troer jeg ikke, at min Pen havde befat¬
tet sig med dens Bestraffelser. Man siger vel, at af urene Kilder maa flyde ureene
Vande; men jeg troer dog, at intet ondt findes i Verden, hvoraf jo paa nogen
Maade skulde fødes noget Got. Hvor mange have ikke Fordeel af Overdaadig¬
heds Last, og hvor stort Skaar vilde ikke giøres i manges Jndkomster, hvis Bag¬
talelse blev forbandet af Jorden, Ligesom vore Medici leve af Legemets Ulykker,
saa have vi og Mængde af dem, der vilde være ilde tilfreds med Verdens Fobbe¬
dring i Henseende til sine Sæder. Causidicus skulde ikke gjøre saa store Figurer,
hvis Menneskens Ondskab ey gav Anledning til saa mange Processer, og
naar han vil tale Sandhed, har han Bagtalelse at takke for sine Midler. Skulde
Menneskene i Verden blive saa forandrede, at denne Last ingen meere Plads skulde
finde, vilde de fleste Dommer-Sæder blive ledige, og Rettens Betientere gaae
glip af mange anseelige Mulcter; hvo seer da ikke, at Lasten har sin Nytte,
Dog dette ere ikke det eeneste. Verden vrimler af saadanne Mennesker, der
passere Tiden som unyttige Skabninger; Deres Ladhed forbyder dem at arbey¬
de, og de synes dog at vilde have noget, der kand tiene til deres Fornøyelser, hvor
got er det ikke nu for disse baade at kunde høre den Uskyldige ilde afmales, og selv at
kunde hielpe til hans Æres Forkleinelse Ørkesløshed er Aarsagen, at Kro-Huuse
ere fulde af store Statister, hvor man hører Regieringer at omstødes, Tropper at
anføres, Ministre at afsættes, og de beste Gierninger at udraabes som skadelige.


167.
Saa længe Spiritus af Vinen er i Hiernen, kand ingen brav Mand vide sig sik¬
ker for Correctioner, og den Dydefuldeste maa finde sig i at være Object for de
groveste Calumnier; Nu hvem vilde misunde slige Collegianter deres Forlystel¬
ser, eller hvad skulde saa dovne Mennesker foretage sig, hvis ikke deres Medborge¬
res Liv kunde give dem Anledning til at tale, Mennesker, der paa den Maade spil¬
le med deres Næstes Ære, besidde gierne liden Fornuft, og man maatte giøre
Vold paa Naturen, om man vilde æske saadanne Ting, som overstige deres Kræf¬
ter; man maatte paa den anden Side giøre dem Uret, om man vilde forbyde dem
at øve sig i det, hvortil Fordærvelsen har allene gjort dem skikkede.
Bagtalelse tilfører end een Fordeel, der er temmelig vigtig. Egen Kierlig¬
hed er en Bedrager, og et Menneske skulde efter dens Overtalelser snart troe, at han
i en høy Grad besad alle Fuldkommenheder. Skeer det nu, at de Jldesindedes Tun¬
ge ikke sparer ham, har han ved den Leylighed ligesom en Spore, der driver ham
til at vise Prøve paa sin Dyd, og at jage efter en høyere Grad. Dette og andet
Gode flyder af Bagtalelse, men jeg veed ey, om det kand holde Balancen med
det overflødige Onde?
Naar en Bagtaler betragtes som han bør, blev det en Daarlighed, om man¬
vilde sætte hans Last iblant smaa Feyl. Den er i Stand til at forstyrre den almin¬
delige Roe, at adskille de fortroeligste Venner, og at styrte de braveste Mænd.
Et Menneske, der indretter sine Gierninger efter Fornuftens Bydende, giør sig
aldrig skyldig i denne Last, og han tager Calumniantens Ord længe i Betænkning,
inden han anseer dem for sandfærdige. Erfarenhed har lærdt, at mange har grun¬
det den skammeligste Eftertale paa blotte Presumtioner, og jeg for min Person kand
aldrig conciliere saa ond en Adfær med en brav Mands Caractere. Jeg holder for¬
at i et Selskab ere i sær tvende Ting, der udfordre den største Forsigtighed og hvor¬
man i sær maa have Følgerne for Øyet. Saa meener jeg, at man maa have Prø¬
ver, førend man under et Menneske sin Recommendation, og megen Overbeviis¬
ning, førend man fatter slette Tanker om en anden. Naar begge Deele ikke skee
efter Forsigtigheds Regler og Kierlighed til det almindelige Beste, dependerer
deraf, det enhver seer, en mærkelig Skade, enten Forseelsen er i det første eller
sidste, lider det almindelige Væsen paa een Maade, hvis jeg er for hastig i at tale til
et Menneskes Beste, multiplicerer jeg de Dyder og Fortienester, som jeg aldrig
veed han har eyet, giør jeg stort Væsen af hans Dygtighed, den jeg ikke kiender,
saa kand jeg paa den ene Side forsee mig imod Sandhed, paa den anden imod mit
Fædreneland, der i Tiden maatte intet erfare af det, som jeg havde sat paa Pa¬
piiret; Antager jeg en Bagtaleres slette Relationer om den eller den for ubedrage¬
lige Sandheder, og grunder paa disse mine slette Tanker, kand jeg ved at føre den
uskyldige i Mis-credit skille Fædrenelandet ved en duelig Lem, der efter Ævne¬
kun de befordre dets Beste. Fornuftige Folk tage disse Sager i nøyeste Betragt¬
ning, og de ere ey saa daarlige, at de enten efter egen Phantasie eller ugrundede Ti¬
dender skulde sætte et Lands almindelige Velgaaende paa Spil, for enten at befor¬
dre eller hindre et Menneskes private Lykke.


168.
Førend jeg slutter mit Ark vil jeg mælde et Ord om de saa kaldede Angivel¬
ser, der i Almindelighed blive agtede for et Slags Bagtalelser, siden de gaae ud paa
Næstens Forkleielse. Skal vi i denne Sag fælde de rimeligste Domme, maa
vi nøye betragte alle Omstændigheder. Jeg vil kortelig anføre, hvad jeg har hørt
om dette baade pro og contra, og overlade Dommen til mine fornuftige Læsere.
De som ansee Angivelser med skeele Øyne, grunde deres Tanker ungefæhr paa
følgende Puncter, Kierlighed befaler at have Medlidenhed med sine Brødre, og
man maatte forsee sig imod dens Forskrift, om man vilde styrte sin Medborger i U¬
lykke. Mangen Angivelse kand være af den Consequence, at et Menneskes ja
en heel Families Velfærd ved dens Beviis kand staae i Fare, skulde det ikke da
være efter Kierligheds Lov at skiule sin Næstes Feyl, og kand ikke den siges at be¬
styres af Ondskab, der vil befordre hans Ruine, De, som tale til Angiveres Ret¬
færdiggjørelse, raisonnere saaledes: Et Riges almindelige Velfærd bør i en ret¬
Patriotes Øyne have Preference for een Lems Velfærd i Særdeleshed; Vi til¬
staae at mange Angivere angribe Personer af et særdeles Had, og finde Fornøyel¬
se i at see deres Undergang; Men enhver Angiver har ikke saa ont et Øyemerke.
Cajus er en Lem af en Meenighed, der er forsynet med en forargelig Præst; han
giør en Sammenligning imellem det Onde, der kand vederfares Præsten, om
hans Oeconomie blev bekiendt og det Onde som vederfares Meenigheden, saalæn¬
ge dens Omsorg er ham betroet; han befinder det sidste langt større end det første, og
han besværger sig med fleere over Præstens Opførsel. Har han herudi handlet i¬
mod Kierligheds Lov, og kand hans Foretagende fortiene Navn af Bagtalelse,
Hvis et privat Had forfattede hans Klage, blev Gierningen ond for ham selv,
men god i Henseende til de gode Virkninger, som den drog efter sig, og det store
Onde, der paa den Maade blev forekommet, helst naar mildere Midler kunde ey
giøre dem forønskte Forandring. Jeg vil ey være Dommer i dette; men siger
allerne, at Dyden er det beste Vaaben imod Bagtalelser i Almindelighed og Angi¬
velser i Særdeleshed. Den er det, der hærder sine Elskere imod Calummanters
Bieffen, og den Overbeviisning, de have om deres Uskyldighed, giør det, at de
røres ikke, naar de Ufornuftige og Jldesindede forlyste sig med at angribe dem
med haardeste Ord. En fornuftig og dydefuld Mand giør sig ikke megen Umag¬
for at berømmes af den Mund, der er vandt til at tale ilde om andre; han frygter,
at de, der kiende Bagtaleren, skulde troe tvert imod hans prægtige Vidnesbyrd,
helst da han idelig gribes i Løgn, han vil, at Dyden ey skal roses af dem, der ikke
kiende den, og at Fortienester ey skal laane Glands af dem, der kiende ikkun
deres Skygge. Han fortsætter sin Gang paa Uskyldigheds Vey, og
hvad hans Modstandere tale, anseer han
med foragtelige Øyne.


169
No. 22.
Udgivet den 9 Octobr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Integer vitæ scelerisqve purus¬
Non eget Mauri Jaculis nee arcu,
Nec venenatis gravida sagittis,
Fusce, pharetra.
L¬
igesom et Menneskes Opkomst i Verden ofte beroer allene paa en eneste
Omstændighed, og, at jeg saa skal tale, har en blot Hendelse til Grund, saa
see vi og, at et Menneskes onde og gode Rygte ikke sielden har andre Aar¬
sager, end det med Rette burde have. Man maatte gjøre mange Uret, om
man vilde ansee deres Dyd og Fortieneste som Grunden til deres Lykke, og man
maatte være alt for lettroende, om man uden stærkeste Assurance vilde holde
enhver for det, som han selv indbilder sig at være, og forefattede Meeninger for¬
maae andre til at troe. Man har seet mange, der har passeret i Verden for
den fiineste Deel af det menneskelige Kiøn; Andre har i Sammenligning med
dem været agtede som intet; den Dyd og Forstand, som kunde være nok til at
giøre hundrede eller fleere til brave Mænd, har man fundet hos dem allene, og
deres Renomee har staaet paa saadanne Fødder, at end og deres ufornuftigste
Handeler har forskaffet dem en almindelig Ærbødighed; men naar man har
undersøgt de Veye, af hvilke de har betient sig, har deres Rygte været ilde
grundet, og deres Tilbedere lidet fornuftige.
Man skal ikke lettelig vise mig et Menneske, der jo tilstaaer Dydens Fortiene¬
ste, og at Ustraffelighed i Livet er det sikkerste og meest tilforladelige Mærke, hvor¬
af man kand slutte, enten et Menneske er værd at æres eller ikke, ikke desto
mindre see vi saa Fødder paa Dydens Veye, og de Maader, paa hvilke Men¬
nesker stræbe at sætte sig i Anseelse, vige til største Deel langt fra dem, som For¬
nuften har anviist til den rette Høyagtelse. Jeg har længe forundret mig over
dette, og jeg har længe havt i Sinde at omstode, eller rettere at vise de svage og
uægte Grunde, paa hvilke en stor Deel stille de Pretensioner, som de indbilde
sig at have paa Verdens Tilbedelser. Jeg har tænkt engang at vilde forestille,
at Dyden er allene den Ædelsteen, der i Sandhed kand ziire et Menneske, og at
det er Daarlighed allene, der bøyer Knæ for dem, som ved andre Midler bane sig
Veyen til Reputation; Men Verdens forvendte Væsen har hidindtil holdet en
Betragtning over dette tilbage. Fordærvelsen har daglig mange Disciple, og
den lærer et Menneske tusinde Gienveye, der med liden Møye føre til Maalet.
En Moralist maa hartad frygte for at røre ved Laster; thi Tiderne synes at ha¬
ve gjort dem til Dyder, og de Fordeele, som de give deres Elskere og Befordre¬


10
re, ere vel den eneste Aarsag, at en Mand, der arbeyder paa Verdens Forbe¬
dring, bliver agtet for en Fiende af dens Lyksalighed.
Jeg har seet, at naar en Betragtning skulde anstilles over de falske og uri¬
melige Veye, som mange betræde for at blive ærværdige, maatte manges ilde
grundede Renomee blive til intet, eller forandres til yderste Foragt; jeg har og¬
saa seet, at en indvortes Beskiæmmelse vilde giøre deres Ansigter røde, der har
været ligesaa daarlige i at fatte høye Tanker om de Uværdige, som disse have
viist sig begierlige efter en almindelig Ærbødighed; Jeg har holdt dette sammen
med mine Pligter, og jeg har endelig besluttet end og i dette Stykke at tage
Sandhedens og Dydens Partie, thi de lide begge, naar Løgn triumpherer. Jeg
erklærer mig da i disse mine Blade som deres Auxiliaire, og, da enhver af mit
Fæderne Lands Børn vil have Ord for at stride under saa deylig en Fane, og
at betiene sig af begges Recommendation, som Grunden til deres Anseelse, tager
jeg mig Frihed til at anstille en General-Mynstring, og at tvinge enhver til at
passere Resien.
Denne Acter ligesaa betydelig, som den er fornøden. Elskere af Dyden,
der gjerne ligge i Mørke, kand ved den Leylighed drages frem for Lyset, og den
Estime, som ingen uden de fortiene, blive fratagen dem, der ikke bør have den.
Men, at Sagen kand gaae for sig med Lykke, vil vi befale det partiske Væsen,
at rømme tilside; Daarlighed og forfattede Meeninger maa udelukkes af Plad¬
sen, og ingen blive tilbage, der kand examinere de Forbigaaende, uden For¬
nuft, Sandhed og Dyden. Disse har forlængst forfattet den Plan, hvor efter
vi kand gaae, og de sige, at ald Ære og Høyagtelse bør grunde sig paa
de virkelige Fuldkommenheder, som vi finde hos et Menneske¬
Træder da frem J anseelige Hoveder; den Rang, som J med Hidsighed
søge, vil jeg give Eder, og unde Eder det første Sted iblant dem, der gjøre sig
ærværdige ved det, som i sig selv er intet. J ere ophøyede over andre, og be¬
finde Eder i de Omstændigheder, der kand forskaffe Eder et stort Antal af ær¬
bødige Tilskuere; Eders Stand forbinder Eder til at have saadanne Fuldkom¬
menheder, der igien kand forbinde andre til at have Estime for Eders Perso¬
ner, siger oprigtig, hvad Vey J gaae for at erlange Renomee, og finder Eder
i at høre en Slutning, der igien skal sige Eder, enten J fortiene at æres eller
ikke. J tie stille og besvare mine Spørsmaal med fortørnede Ansigter. Mine
Tanker om Eder ere saa raisonable, at jeg ey kand indbilde mig, at J vil¬
befale Mennesker stedse at troe det beste om Eder, uden at prøve, om de gun¬
stige Domme kand fældes med Sandhed. Billeder dyrkes ikke i de Danske
Egne, og den Overtroe, der i de forrige Tider var almindelig, er nu ey i Stand
til at forblinde alles Øyne. Eders Taushed befaler mig at tale, og vredes ikke,
om jeg giør Eders Tanker offentlige, og kand sige Verden de Maader, paa
hvilke J søge at ansees. Eders anseelige Fødsel er vel een af de Hoved Støt¬
ter, paa hvilke J hælde Eder, og een af de kraftigste Motiver, der bør bevæge¬


171.
Verden til at give Eder dybe Complimenter. J indbilde Eder, at Menneskers
Erbødighed er en nødvendig Følge af Eders Stand, og at Eders overflødige
Rigdomme bør have de Virkninger i andres Legemer, at de stedse bøye sig, naar
de see Eders Kjorte, og tør ey indfinde sig i Eders Boeligger uden med krogede
Rygge. J disse Drømme har J længe fornøyet Eder, og Daarlighed, der ikke
veed at giøre Forskjæl paa ægte og uægte Fuldkommenheder, har næsten gjort
Eders Hovmod utaaleligt, og Eder selv i Eders egne Øyne til smaa Guder, Men¬
Eders Væsen kand ey forbyde Fornuften at fælde sine Domme, og Sandheden,
uden at vente paa Eders Nik, tager sig Frihed at tale et Par Ord til Eders
Beste og Verdens Underviisning.
Disse Brødre ansee ikke Personer, og deres Øyne ere alt for klare, at de
ey skulde lade sig bedrage af Skin. De have hørt Eders Tanker, og de har
forkastet Eders Pretensioner paa Ære, som aldeles u-grundede. Hvad meene
J, at et adeligt Blod er i deres Øyne, naar det ey er geleydet med Dyden?
De tilstaae efter billighed, at en anseelig Fødsel bør i alle Maade tages i Be¬
tragtning; men de kand ey føre i deres Hoveder, at en Mand vil pulke allene
paa dette, og paa saa svag en Grund sætte sin Renomee. Fødsel er i deres
Tanker ingen Fuldkommenhed; thi det staaer ey i et Menneskes Magt, at
give sig den, og den har ey sin Grund i et Menneskes frie Villie,
det er altsaa ikke fornuftigt ved den allene at vilde søge Anseelse. At kunde
opregne sine sexten Ahner, og at have et langt Register af Forfædre, der alle
have havt høye Egenskaber, er i sig selv ingen Lægedom for en Mand, der lig¬
ger syg af Laster. Naar hans gode Renomee ved slige Midler skal blive al¬
mindelig, maa de fornuftige Indbyggere først fordrives af Verden, og naar
Hovederne skal blottes for hans Capitaler, maa forefattede Meeninger først om¬
skabe hans Midler til Fortienester, hans Frisurer til Forstand, og hans Equi¬
page til Dyder. Dyden viser en bedre Vey, og Eders Stand forbinder Eder
til at betræde den samme. Legger Vind paa de Fuldkommenheder, der kand
sætte Eders Reputation paa en fast Fod, skammer Eder ikke ved at have de
priselige Egenskaber, der ofte findes hos dem, som J see over Skuldrene. Seer
paa Fæderne Landets Beste, og lader dets Velgaaende være Eder angelegen,
end og naar det ey stemmer overeens med Eders egne Absigter. Dannemark,
haver mange af de Børn, hvis Fodspor J uden Skamme kand følge. Det har
ypperlige Mænd, hvis Berømmelse vil aldrig uddøe. Det har en Fader, der
besidder de Fuldkommenheder, for hvilke han baade bør æres og elskes. Hans
Naade strækker sig til enhver, og hans medlidende Øye kaster end og sine Straa¬
ler til den ringeste Undersaat; bør ikke dette opmuntre Eder til at gjøre Eders
Berømmelse meere solide, og maa J ey af Mangel paa det, der egentlig kand
giøre Eder til velskikkede Borgere, blues ved Eder selv, naar en Hykler taler
det mindste til Eders Roes, og en Fuchsvandser finder de Egenskaber hos Eder
i Mængde, som ingen Fornuftig hidindtil har kundet see? Det er allene de


172.
Fattige paa Dyden, der fornøye sig ved at høre Pare griquer af en Daar¬
og en Mand, der gaaer reent til Verk, tillader ey en utidig Frygt at qvæle de Ord,
som Sandhed befaler ham at sige til sit Fæderne Lands Beste, han veed ogsaa, at
de Forstandige støde sig ikke, naar de Feyl blive viiste, derskiæmme deres Brødre.
Efter at disse har passeret Mynstringen, vil vi lade paaraabe de Lærde og
Geistlige, for at undersøge Beskaffenheden af de Midler, ved hvilke de søge at
giøre deres Navne udødelige. Den ene kappes med den anden om at afleg¬
ge deres Bekiendelse, og de giøre sig alle forsikkrede, at ingen Tilrettesættelser,
skal møde dem. Nogle producere Mængde af Bøger, som de har meddeelt
Verden, i Haab, at naar den var skilt ved deres legemlige Nærværelse, skulde
de dog leve i deres Skrifter. Andre ere ledsagede med mange Disciple, der
har hentet Viisdommen af deres Munde, og de giøre sig alle Flid for at giøre
saadanne Miner, der skal vidne om lærde Hoveder. Prædikantere møde med
deres Prædikener, og de, som have ingen, beraabe sig paa Hiertets Fylde.
Nogle affectere en alvorlig Taushed, for at ansees som de, der meere tænke
end tale. Vi vil med Flid eftersee alle Beviser, og vi vil høre, om Midlerne i
Fornuftens og Sandhedens Øyne blive agtede for saadanne, der kand tilveye¬
bringe en velgrundet Ærbødighed. Hører da J Forsamlede, hvad disse sige,
og lader deres Ord tiene Eder til Beste. De Ting, ved hvilke J stræbe at sætte
Verden i Forundring, ere i vores Tanker ikke tilstrækkelige til at bane Eder
Veyen til en solide Reputation. Mennesker, der dømme, uden at kunde prøve,
holde Eder vel for saadanne, der ere Eyere af all Viisdom. Naar de see Eders
Navne i saa mange Skrifter, naar de høre Eders Hæftighed i at disputere,
Eders Nidkierhed i Religionen, Eders Jver i at kaste dem ud af Himmelen,
som J vil misunde at komme ind, o. s. v. Hvad Under da, at de tale om Eder
med Berømmelse, og lede forgiæves for at finde Eders Ligemænd. Fortørnes
ikke, fordi vore Tanker ey ere som deres. Eders Arbeyde er ingen Originaler,
og det, som J ansee for Vunderverk, er allene Charlatanerie. Vi giøre For¬
skiæl paa Lærde og Fornuftige, og vi finde, at J ey høre til det sidste Slags¬
Mange iblant Eder have intet af Lærdom uden Skinnet og Navnet. Vi har
gjort os Umag for at kiende de Studerendes Konst Greb, og vi har erfaret,
at en stor Deel passerer iblant de Vankundige for Oracler, enten fordi de al¬
lene vise Lærdoms Prøver iblant dem, der ikke ere klogere end de, eller fordi
de gierne tale i de Materier, som de have giort sig best bekiendte. Det er en
Feyl hos Eder, at J studere allene for at blive Lærde, og ikke for at blive go¬
de, det er og en Feyl, at J ere Slaver af andres Meeninger, og troe i blinde
uden at sætte alle Ting paa Prøve. Begge disse Forseelser gjøre Eder til skade¬
lige Lemmer i det menneskelige Selskab. Eders Hukommelse bliver saa
fyldet med andres Tanker, at J forglemme Eders Pligter som Borgere, ja of¬
te som Christne. Mindre Lærdom, og meere Kierlighed, mindre Ord og meere
Sagtmodighed, kand giøre Eder til det, som J vil holdes for at være. Bli¬


173.
ver ikke saa hængende i unyttige Ling, at det Reelle skal blive Eder fremmed,
og fordyber Eder ikke saaledes i dette, at J skulle forglemme at beflitte Eder paa
Dyden.
J, der kaste os Eders Papirer i Næsen, for at vise, hvor legitime J¬
har erhvervet Anseelse af Lærdom, grunder ikke Eders Reputation paa dette;
thi hvor snart kand ikke en ulykkelig Hændelse kaste Papiret paa Jlden, og hvor
bliver da Eders Lærdom, J veed selv, hvad vi kunde sige om dette, hvis
vi ville opdage alle Hemmeligheder; men at J ey skal tabe Eders Priis iblant
dem, der gjøre Slutninger af intet til noget, vil vi tie, og ikke misunde nogen
sine Fordeele. Hvad vi sige om Eders Papirer, gielder ogsaa om andres Kiort¬
le. J ærværdige Fædre, lader Eders Renomee ikke dependere af Eders Klæ¬
der eller allene af Eders Søndags-Arbeyde, viser, at det er mueligt, som man¬
ge ey har vildet troe, at der imellem Lærdom og Levnet kand være en yndig
Harmonie, og giver ikke ved Eders Opførsel Vantroen de Vaaben i Haanden,
med hvilke den skal angribe for Eders Skyld Religionen.
Hvad skal vi sige til Eder, J alvorlige Brødre, J tvungne Pythagoræ¬
Disciple, der tie stedse stille, naar andre tale, og opføre Eder allene som dyb¬
sindige Censores, der agte paa andres Ord, og bejamre den Daarlighed, som
J spore hos alle uden Eder selv, Skal vi ansee Eders Taushed som Beviis paa
Eders Lærdom, eller dømme vi rettere, om vi lade den bære Vidne om Eders
Vankundighed, Vi høre mange, der tale til Eders Roes, og de, som ikke kien¬
de Eder, meene at Viisdom har nedlagt sin ypperste Skat i Eders Hierner:
Vilde den Mand lade Verden vide, hvo han er, skulde Lærdoms Strømme
udvælde af hans Mund, og Muserne selv forundre sig over hans Læber. J for¬
lader os, at vi ey underskriver saa prægtige Skudsmaal, og vi maatte handle
daarligen, om vi ville antage Eders Taushed for en Fuldkommenhed, der fortiener
at æres, som et ubedrageligt Viisdoms Mærke. Eye J intet af det, som J vil
indbilde andre, maa vi tilstaae Eder en Forsigtighed, at J ey ved at tale ilde,
røbe Eders gnorance, ere J ikke fremmede fra grundig Lærdom, behøve J¬
ikke at gjøre Eder stumme, for at faae Sted paa de Lærdes Catalogo.
Naar vi lade disse fare, og vende vore Øyne til andre, møder os en an¬
seelig Deel, hvis Vey til Ære er end meere forvendt, siden de grunde deres
Renomee paa virkelige Ufuldkommenheder, og begiere at ansees for det,
der i sær bør befordre deres Foragt. Impius har den Tanke, at Naturen har
forundt ham et vittigt Hoved, og han giør sig Umag for at blive bekiendt for
en Person, der er spirituel. Han omgaaes stedse med Frie-Geister, og han
seer lettelig, at hans Væsen bliver ikke meere behageligt, end naar han driver
Spot med Religionen, og tager sig vel vare for at vise mindste Tegn, at han
troer en Gud. Hvad blev hans Vittighed, om han ey kunde belee all Guds¬
frygt, og kunde han passere blant sine Brødre for en Mand af Esprit, hvis han
ey kunde forsikkre dem om Frihed til at føle sig i Laster, uden at frygte for et


174
tilkommende Regnskab, Skriften er i hans Tanker en Samling af Fabler, og luere tu har¬
raisonneret meget klogere end Moses Alle Gud elskende ere Daarer, og det høyeste Væsens
Existence hænger allene af en u-grundet Frygt og en slet Opdragelse. Skal vi troe, at Man¬
dens Hierte er som hans Mund, intet mindre Fornuft og Samvittighed overbevise ham om
Falskheden i et hvert Ord, og at han taler saa ugudelig, er allene for at vise sin Klygt, og at blive
anseet som en Mand, hvis Hierne er af finere Malm end andres. Det er saa jammerligt at
have een Meening med andre, og det synes saa nedrigt, at en Mand med all sin Forstand skal
være obligeret til at bekiende den Gud, som en Bonde og Betler holde for at være den sande¬
Mavortius er en Krigs-Mand, og hvad Grund har hans Reputation, han raaber stedse
paa Honneur, men han synes at søge den ved sine Laster. Paa et Kort ligger undertiden hans
halve Capital, og det kalder han Generosite; hans Elskovs-Handeler (jeg vil ey tale grovere)
tre Galanterier, og han giør sig ofte til af de Ugudeligheder, som man ey har vildet tillade
ham at øve; med et Ord: Mavorten, er en Slave af Laster, og hans onde Gierninger skee alle
par Honneur. Det er en Ulykke for denne Helt, at han ey kand vise sin Bravoure ved Duel¬
ler; thi er hans Mod som hans Mund, har han ikke Hierte til at bære den mindste Tort, men
et Ord af en anden, der ikke klingede vel i hans Øren, var nok til at sætte Blodet i Bevægelse,
og giøre Haanden færdig til at uddrage Sablen for at opofre Modstanderen. Skulde Tider¬
ne æske Prøve paa hans Tapperhed, maatte Fæderne Landet glæde sig, om denne Kiæmpe saa
hurtig vilde bruge sin Haand, som han uden for Fare har vidst at bruge sin Mund¬
Rabuling er uforskyldt bleven Procurator, men hans Procedure er som hans Jurispru¬
dence, baqvendt og vanskabt. Han forglemmer ey, hvor han er, at berømme sin Condui¬
te; Lykken siger han, har stedse føyet hans Anslag, og hans Vittighed er paa en kort Tiid
bleven saa bekiendt, at han ey tvivler om anseelige Jndkomster. De som kiende ham for den,
han er, vise, at han har sin Ondskab at takke for sin Renomee. Han giør sig en Ære af at
kunde fortælle sine Konst-Greb, og han meener da best at agere sin Sag, naar Stævnemaal
og Jndlæg ere fulde af Skields=Ord, og naar han giør sig Flid for at trætte sin Vederpart¬
med uendelige Chicaner. Lov Bogen er snart ligesaa fremmed for ham som Bibelen, og det
lidet, han har læst i den første, veed han saa kiønt at fordreye, at, naar Daarlighed betræ¬
der Dom-Stolen, kand han vente sig den deyligste Dom, skiønt Uretfærdigheden i hans Sag,
falder enhver, der vil see, i Øyet.
Laurius er en Dommer, og hans Embede befaler ham at søge sin Ære i Retfærdighed.
Faa tillegge ham denne Dyd, og det synes, som han ey selv skiøtter om at eye den. At ha¬
ve Ord for at være en retfærdig Mand, naar man er det i Sandhed, er efter lajore Tanker
ingen Ære, men stedse at spille under Dække, stedse at forvende Ret til Uret, stedse at under¬
trykke de Lidende, og dog i alt dette, at gaae frem i Verden som en redelig Mand, en Slave
af Samvittighed, en Forfægtere af Retfærdighed, det er en Ære, der er saa meget meere
forunderlig, som den erlanges paa saadanne Veye, der i Almindelighed pleye at føre til en
yderlig Foragt, og giøre de Mennesker, der findes paa dem, i alles Øyne afskyelige, og paa
denne Maade giør larius sin Retfærdighed bekiendt; han har ogsaa ved mange Aars Øvelse
erlanget den Færdighed i Konsten, at man ey kand erindre sig een Mulct, den han har maat¬
betale pro meliori informatione, og han glemmer ikke heller, naar Leylighed gives, at ud¬
raabe sin Huusholdning som ustraffelig.
Pomponius er en petit Maitre, og hans Renomee er overalt deylig; Fruentimmere
fornøye sig over hans Nærværelse, hans Comportement er behageligt, og han er med faa
Ord et Menneske, der forstaaer at leve. Han er saa klog, at han ey uleyligger sig med de Ting,
der vilde falde ham vanskelige, og betage ham Tiden, der anvendes paa hans Prydelse. Han
lader andre søge Reputation ved Tienester, som de giøre Fæderne Landet, ved Videnskaber,
som de legge sig efter, og ved Dyden, der i de Fornuftiges Øyne er den beste Zirat. Han¬
har udfundet en Gienven, og naar hans Estime kand dependere af hans Ziirlighed i at dandse,


175
i at fornøye Compagnier med sine Bisonnemens, i at elskes af Fruentimeret, lader han
Billard=Bordene sørge for Resten, og han puncterer ofte saa lykkelig, at han maatte være meget
taabelig, om han vilde udvælge et andet Haandverk, for at erhverve sin Føde og vedligeholde sin
Pragt.
Som disse og fleere lidet Fornuftige vil, at deres Laster skal forskaffe sig Reputation, og sø¬
ge Ære i det, ved hvilket, de burde skamme sig, saa see vi og mange, hvis gode Rygte, herlige Egen¬
skaber, synderlige Gudsfrygt, ugemeene Oprigtighed hænger allene af andres Laster, eller det
Vidnesbyrd, som andre aflegge tvert imod Sandhed og bedre Overbeviisning. Jeg har til¬
forn sagt mine Tanker om dette, jeg har viist det Onde, som sligt drager efter sig, jeg vil derfor ey
meere tale der om, dette allene maa jeg sige, at man saare lidet kand forlade sig paa de Vidnesbyrd
som det ene Menneske aflegger om det andet. Jeg begriber derfor ikke, hvad Vished det kand
give mig om et Menneskes indvortes Beskaffenhed, eller hvad Styrke hans Renomee kand finde
der udi, at jeg henviiser ham til Omgang med reedelige Folk, og formaner ham til at forsyne sig
med Skudsmaal fra den eller den. Jeg veed vel, at mange paa den Maade ere blevne bekiendte
som gode Mennesker, jeg vil ikke heller sige, at aldeles ingen skulde være det; men, om jeg sagde,
at alle, der paa disse Veye have gjort sig renomerede, har i Sandhed besiddet de Egenskaber, som
andre have indbildet sig, maatte Erfarenhed sige mig imod, og de Fornuftige bebreyde mig et
stort Hyklerie. Det heder vel: Nescitur er Socio, qvi non cognoscitur er see, der er: Den
som man ikke kiender af sit eget Væsen, kand man kiende af sine Selskabs=Brødre; men Sandhe¬
den i dette Axioma kand ikke altid beviises. Hvor ofte skeer det ikke, at en redelig Mand maa
omgaaes med en Bedrager, og at en Bedrager holder sig til den Redelige, Skulde jeg derfor
dømme, at den sidste er som den første, og at dennes Egenskaber skulde findes hos hin, Jeg har ik¬
ke de Øyne, at jeg kand ansee det som nogen Vanskelighed for en veløvet og forslagen Hykler i sin
Omgang med den Allerbeste saaledes at forstille sig, at man uden videre Betænkning skulde give
ham Sted blant Helgene. Jeg har kiendt dem, der for at dæmpe deres ilde stinkende Rygte, og
slette Streger over deres Ugudelighed, have med Flid søgt Omgang med dem, der af andre ere ag¬
tede for Gudelige; deres Tunger har og havt den Færdighed, og deres Hierner været forsynede
med saa stor Kundskab, at Hellighed selv i de andres Øyne ikke kunde tale med større Eftertryk¬
men hvad vilde Sandhed og Fornuft sige, hvis jeg af disses Omgang med retskafne Mænd vilde
giøre Slutning til deres Livs Ustraffelighed:
Jeg kand ikke slutte mit Ark, førend jeg har meddeelt mine Tanker om det, som vi kalde Af¬
bigter og Erklæringer. Mange bane sig Veyen ved disse til en god Renomee, og i sær maa
de tiene til at beviise Usandfærdigheden i de Ord, der disputere en eller anden det retskafne Væ¬
sen, af hvilket de vil være bekiendt. Jeg siger oprigtig, at saadanne Midler ere i mine Øyne ey al¬
lene ikke tilstrækkelige til at forskaffe en velgrundet Reputation, men jeg anseer dem i visse Herseen¬
der meget meere som fine Satyrer. J Sandhed, det seer ikkun slet ud for et Menneskes Ære og
gode Rygte, naar det skal beroe paa den Mands Vidnesbyrd, som forhen har prostitueret det, og
jeg veed ikke, hvor det kommer sig, at jeg giver Erklæringer og Afbigter Sted iblant de Midler, som
sonuftige og tillige dydefulde Mennesker sielden bruge for at redde deres Ære? Hvad skader det
en brav Mand, at en Hund imod ham oplader sin Mund, Bliver han paa den ene Side angre¬
bet af en bagtalende Tunge, saa seer han sig paa den anden omringet af hundrede Vidner, der kien¬
de hans Uskyldighed, skeer det, at han giver den For urettede Sag, trøer jeg, at han ey griber til
dette, for at giøre sin Oprigtighed og sit redelige Væsen bekiendt, men for at lade den anden af¬
straffe, der viser sig en skadelig Lem i et Selskab, og en Hadere af den almindelige Fred. Men,
naar en Mand, der snart af alle er mistænkt for en slet Oeconomie, hvis Redelighed i Embede¬
og Omgang af meget faa kand troes, naar han, siger jeg, vil bevæbne sig med Erklæringer, for at
trodse med dem imod alle, der laste hans Adfærd, giør, saa vidt jeg kand see, sin Sag meere mis¬
tænkt, allerhelst naar han er mægtigere, og ledsaget med en større Suite af Defensions-Tropper,
end den, der ikke taler til hans Honueur; Fordervelsen har gjort det, at det ofte bliver en riig Mand


176
en let Sag, at faae alle Ting efter sit Hoved, og naar et Menneske der hænger af en andens Naa¬
de, skal aflegge Vidnesbyrd imod sin Superieur, maa den Beskyldende være meget enfoldig, hvis
han forsikrer sig om nogen Success, og giør sig Haab om at høre Sandhed. Saa længe Beskyl¬
dingen ikke begieres beviist, raaber enhver Mund, at den skal blive bekræftet, men naar Sagen kom¬
mer for Dommere, maa den Svagere ikke forundre sig, om han ey hører et Ord til sin Fordeel.
Meen-Eed er i Forveien bleven afmalet som en Bagatelle, og to Mark til de Fattige er meer end nok¬
til at forskaffe Aflad. J slig Henseende troer jeg tvert imod Erklæringer og Afbigter, og anseer¬
dem som tvungne Bekiendelser, hvis Sandhed er lidet tilforladelig, Instrumentet maa være
meget prægtigt, og Farverne, der afskildre den Beskyldte maa synes meget deylige, saa meener jeg
dog, at de fleeste Erklæringer kand tage imod følgende Forklaring: Endskiønt mine Ord, som
jeg enten har skrevet eller talt mod N. N., ere grundede i sig selv, og jeg er vis paa, at
hans egen Samvittighed, om han har nogen, skal overbevise ham om deres Sandhed,
saa dog, siden jeg har været saa u-forsigtig ikke at erindre mig, at min Vederparter mæg¬
tigtigere, end jeg, følgelig kand snarere formaae, true eller betale et par enfoldige Men¬
nesker til at vidne tvert imod deres klareste Overbeviisning, nødes jeg til at fragaae det,
der i sig selv er sandt, og, kand N. N. blive til en ærlig Mand, fordi jeg erklærer ham
derfor, vil jeg anføre ham paa dette Papier, som en Retsindig, Redelig og i alle Maa¬
der Ustraffelig paa hvis Væsen og Huusholdning intet Øye maa finde noget at udsætte,
imidlertid maa han forlade mig, at jeg og andre, der ere underrettede om hans Opfør¬
sel, reservere os vore egne Tanker; han selv stræbe, at Papiret ikke kommer for nær¬
Lyset, thi hans Reputation, der ligger skiult i samme, maatte da mueligt opbrænde og
aldeeles blive til Røg.
Meget bedre Tanker kand jeg ey have om de saa kaldede Portificationer, der i Almin¬
delighed for Retterne blive Slutningen af Parternes Paastand, og skal tiene til at conser¬
vere en Mands Honneur. Mine Betænkninger kand feyle, men jeg har hidindtil ikke kun¬
det indbilde mig, at i nogen Dom skulde være den Kraft, at den, ved at mortificere eller
dødgiøre de sandfærdige Vidnesbyrd, som andre har aflagt, kand omskabe en Bedrager til en
ærlig Mand. Jeg tilstaaer gierne, at, som mange Procuratores betiene sig af Calumnier i
Steden for Beviser, og mange Jldesindede undsee sig ikke ved unden Aarsag at tale til andres
Beskiemmelse, mange af deslige Mortificationer kand have deres Rigtighed; Men jeg troer
ikke, at en ustraffelig Mand, der tillige bruger sin Fornuft, søger ved slige Midler at sætte
sig i Reputation, og grunder sin Uskyldighed paa saa svage Fundamenter. En Skal kand
derved ikke blive til en Retskaffen, og en brav Mand bliver hvad han er uden at paastaae
de Ord til intet gjorte, der af et ondt Gemytte fremføres til hans Præjudice¬
P. S. For at opfylde mit Løfte ved Slutningen af min Betragtning over Hyklere, har jeg
forfattet et særdeles Stykke, som et Forsøg til en vel indrettet Dedication, der af Dags Dato
udleveres fra Pressen, og efter Bogtrykkerens Beretning
skal samme sælges for 5 Skill.


Forsøg
Til en
Vel=indrettet
DEDICATION.
Papiret med ald dets Indhold sælges for 5. sl.


Jeg har igiennemlæst disse Vlade, og jeg har seet mine Be¬
fallinger derudi efterkomne. Mine faa Elskere vredes ikke naar
Papiret kommer dem for Øyet, og mine Fiender have ey den
Magt, at de skal qvæle mig aldeeles. Kand Øyemærket naaes,
hindrer det ikke, at de uskyldige Linier faae Frihed til at see
Lyset.
Skrevet i min Landflygtigheds Tiid 1744.
VERITAS.


Erindring til Læseren.
M¬
enneskenes Domme ere heel forunderlige, og de giøre ofte¬
Vanskeligheder, hvor ingen ere. De have det Begreb¬
om Sandhed, at den ikke altid tør yttre sig, og de tænke
om mange, at de skamme sig ved at høre den. Jeg bifalder dem ik¬
ke i dette Løgn og Sandhed ere stedse hinandens afsagde Fiender; men
hvorfor skulde jeg troe, at fornuftige Skabninger meere skulde elske
den første, end den sidste, og hvorfor skulde jeg indbilde mig, at
Sandheden i et Land meere end et andet er saa stinkende, at dens
Elskere maa krybe i Skiul, og er offentlig tør erklære sig som dens
Forfægtere,
Ved Slutningen af mine Betragtninger over flere lovede jeg i
Tiden at vilde raade Bod paa det Slags Hyklerier, der vise sig i u¬
grundede Berømmelsers Taler, Dedicationer, Liig-Prædikener, Le¬
stamenter &c. &c. &c. Mine Læsere havde neppe seet dette, førend
de strax gjorde nogle selsomme Slutninger: Det kunde efter deres
Tanker ikke andet være, end at i disse Ting maatte findes noget, som
jeg ey saa hastig torde legge for Dagen, og de ventede, at Satyren
vilde blive tagen paa den Fod, at den maaskee aldrig fik Lov at see
Lyser. Saaledes dømme de, der ere fremmede i deres egne Lande,
og ey har gjort sig Danmarks ædel sindede Jndbyggere bekiendte, skul
de vi tænke saa slet om vore Brødre, at Hyklere allene skulde være
behagelige, og kand vi, uden at fornærme Fæderne Landet ansee
Sandhed at være jaget i Landflygtighed? Hvad mig angaaer, har
jeg bedre Canker, og for at vise, at jeg hverken skammer mig ved at


180
skrive Sandhed, ikke heller andre ere bange for at høre den, vil jeg
i disse Blade opfylde mit Løfte. Tiden befaler mig ogsaa at giøre
der. J mit sidste Ark af mine ugentlige Betragtninger, har jeg
gjort mig mueligste Flid for at vise de falske Veye, som mange sø¬
ge, for i andres Øyne at giøre sig anseelige; jeg har viist, at en u-for¬
falsket Dyd er det eneste Beviis paa en god Mand, og der sikkerste
Middel til at forskaffe Ærbødighed; men, saa vist som der er, at
faa Mennesker bygge deres Reputation paa saa fast en Grund, saa vist
er det ogsaa, at manges Dyder og Fortienester vilde blive i et stedse¬
varende Mørke, hvis Skribentere, Præster og Degne ikke i Haab om
en liden Fordeel vilde forbarme sig over de Nødlidende, og betiene¬
sig af andres Overtroe, naar de opløfte dem til Himmelen, som de
Fornuftige agte for Jordens Børn. For at hindre disse uridige Be¬
rømmelser, og tillige at forekomme den Misbrug, som i sær Til¬
Skrifter og Testamenter ere underkastede, er det, at jeg sender nær¬
værende Tanker for Lyser.
Billighed og primatur befale mig begge at tage fornødene Præ¬
cautioner; Ondskab maatte beherske mig, og mit Arbeyde giøre min
Person forhadt, om jeg vilde skiære alle over en Kam; Dyden maar¬
te bebreyde mig en Blindhed, om jeg hos ingen kunde see den, og
Fortienester erklære mig som deres Fiende, hvis jeg vilde nægte dem
deres Roes. Jeg skiemter derfor hverken med alle Dedicationer; thi
som mange fortiene i Sandhed all den Berømmelse, som gives dem,
maatte min Den løbe imod Kierligheds og Sandheds Regler, om jeg
vilde anføre alle paa de Uværdiges Liste, ikke heller driver jeg Spor¬
med alle Testamenter; thi, som Dyden, der spores i en Mands Liv,
giør hans Navn evigt, saa forkaster jeg ikke den Roes, som Sand¬
heden giver ham. Skulde dette ikke være nok til at retfærdiggjøre mit¬
Foretagende, giøre mine Blade uskyldige og endelig give mig Fri¬
modighed til at skride til Sagen.


181
Høy=Gunstige.
Hr. MÆCENAS!
D¬
en Lykke, med hvilken jeg seer, at mange skrive, har
endelig opmuntret mig til at tage fat paa Pennen, og
vise Verden det Liggendefæe af Lærdom, som andres
Arbeyde har nedlagt i min fattige Hierne; men hvad
Vey vilde jeg komme med mit Verk, og hvorledes var det mueligt,
at mit Øyemærke, der gaaer ud paa at trøste min Pung, kunde
opnaaes med Lykke, hvis jeg ey vilde betræde mange Skribente¬
res Veye, Først ziire min Bog med en Dedication til en for¬
nemme Mand, for det andet give Publicum høye Tanker om
mit Arbeyde, ved at lade det komme for Lyset med en Fortale af en
anseelig Mand, Begge Deele recommendere Skriftet og berige
Skribenten, og med saa skinnende Diamanter er det, jeg ogsaa
vil stræbe at giøre nærværende Bog glimrende.
J Sandhed, jeg har længe seet mig om efter en Mand, som
jeg til min Fordeel kunde opofre dette mit Arbeyde, og jeg har en¬
delig ingen fundet meere trængende der til end Deres Bevaa¬
genhed. Deres Navn maatte jo uddøe, og Deres Berøm¬


11
melse blive med Deres Legeme nedlagt i Graven, hvis ikke en
medlidende Haand vilde antage sig Deres Sag. Ach Him¬
mel, hvor lidet skiønner ikke Verden paa sine beste Jndbyggere,
og hvor partiske ere ikke Mennesker i at uddeele deres Yndest? Jn¬
gen har endnu kundet see det overflødige Gode, som Deres Be¬
vaagenhed indbilder sig at have, og ingen har endnu kundet skiøn¬
ne paa ald den Dyd, Forstand og Merite, som De maaskee med
Tiden kand faae, hvad er Skyld i dette Menneskers Blindhed,
der tillukker Øyet, eller Deres Bevaagenhed selv, hvis Go¬
de er usynligt, jeg burde troe det sidste, men jeg troer det første,
og berlager hiertelig saa opperlig en Mands Skjebne.
Jeg kand sige til min egen Beskiemmelse, at jeg i at see¬
Deres Bevaagenheds skiulte Egenskaber har til dato ikke væ¬
ret meere skarpseende, end andre; men Deres medfødte Mildhed,
tillader Dem ikke at ansee dette med ugunstige Øyne. Nu, da
jeg trænger til Deres Gunst, har jeg faaet opladte Øyne, og
mit Syn er saa skarp, at jeg end ogsaa kand see, hvad ikke er
til. Vel maa jeg tilstaae, at jeg ligesaalidet nu som før kiender
min Mæcenas, men just dette er Hovedsagen og Dyden i min¬
Dedication, roeser jeg Deres Bevaagenhed for et Gode, som De¬
ikke besidder, saa ere Folk saa raisonable i Deres Domme, at
min Vankundighed tiener til min Undskyldning, og Kierligheds
Lov, der befaler mig at haabe og troe det beste, forsvarer selv min¬
Sag. Det var en stor Daarlighed, om man i et Tilskrift vilde
have Øye paa Sandhed, og Belønningen for Arbeydet vilde bli¬
de saare liden, om jeg vilde forestille Deres Bevaagenhed in¬


183.
Originali, Bør jeg ikke i denne Affaire meere skrive de jure end fa¬
cto, og vilde min Dedication ikke blive en Brand i Deres Be¬
vaagenheds Næse, om Samvittighed og Overbeviisning skulle
forstrekke mig Materie?
Det Navn, som jeg giver Deres Høy-gunstighed, maa¬
ikke falde Dem underligt; Caracteren er indrettet efter Moden,
og jeg maatte forsee mig skammelig imod de vedtagne Skikke, om
jeg kaldede Dem med et Navn, der kunde passe sig paa Deres
Person. Deres Ubarmhiertighed, Deres Strenghed,
Deres Ugunstighed, alle disse Tiller kunde maaskee være mee¬
re rimelige, men Ulykken er, de ere ey almodiske. Jeg har
derfor gjort mig Umag med at udfinde saadan et Navn, som
jeg gandske vist kand være forsikkret om ingenlunde at stemme o¬
vereens med Deres Bevaagenheds Naturell, og jeg meener
hermed at giøre mig Dem i mange Henseende forbunden.
Fra Deres Bevaagenheds Titel kommer jeg til Deres
Person, og hvormeget møder mig ikke strax, som jeg skal have
Møye med at forandre til Dyder, Hvor meget finder jeg ikke,
der kand tilveiebringe Deres Bevaagenhed en uforskyldt Be¬
rømmelse? Hvad skal jeg da skrive, eller kand min Mæcenas
fordrage at høre noget til sin Roes. Deres Bevaagenhed
har gjort sig bekiendt ved meget, naar jeg undtager Dyden, og
De har saa fortreffelig vidst at skiule Deres Mexiter, at intet Øye
hidindtil er blevet Dem vaer. Jntet er Aarsagen til dette,
uden den Modestie, som burde findes hos Deres Bevaagenhed,


184
den troer jeg har vildet forekomme alt saadant, og jeg for have de
Tanker om Deres Høy-gunstigheds Conduite, at De an¬
seer alle ugrundede Berømmelses Ord som Satyrer; dog disse Tan¬
ker ere alt for nedrige; Deres Bevaagenhed maatte derved rø¬
be, at De kiendte sig selv, og De maatte legge Deres Overbeviis¬
ning for Dagen om Deres Fattigdom paa alt det, der burde zii¬
re Deres Liv, hvilket sandelig ikke stemmer overeens med saa klog
en Mands Politesse. De, der har havt bedre Kundskab om De¬
res Hoygunstighed, end jeg, har været saande, at de hver
ken har vildet see Deres Bevaagenheds Gode, eller opladet de¬
res Munde til at prise Deres Høy-gunstigheds forborgne Dy¬
der, men mon disse Særsindede skal foreskrive mig Love, bør ikke
de Omstændigheder, i hvilke jeg befinder mig, allene føre min Pen¬
og kand jeg ikke da med Grund vente, at mit Foretagende, der
sigter til at giøre Deres Bevaagenhed bekiendt for det, som
De aldrig har eyet, vil blive saa naadig en Herre behageligt?
Visselig har Deres Høy-gunstighed alt det, der findes hos
en Mand, hvis Qvaliteter ere ikke bedre end Deres. Hvo veed
ikke at tale om Deres berømmelige Forfædre, der har efterladt
Dem Deres Adelskab, skulle ikke ogsaa Deres Dyd være fort¬
plantet paa Deres Arving, bør ikke Deres Bevaagenhed
nyde Got af den Tieneste, som Deres Fædre har viist imod Fæ¬
dernelandet, og kand ikke de Førstes Aarvaagenhed give Den
Frihed til at slaae sig selv til Rolighed kand ikke hines Dyd være
nok til at skiul-Deres Lofter, Vor ikke de efterladte Midler ha¬


185
ve den Kraft, at de kand giøre Deres Høy-gunstighed til en
viis og god Mand, Og handler De ikke fornuftig, naar De¬
anvender det paa Vellyst, som Deres Fædre med Møye og For¬
tieneste har erhvervet: Verden plages af saadanne Mennesker,
der udgive sig for Elskere af Sandhed, og ere derfor saa Egensin
dige, at de ey vil holde Dyd og Rigdom for stedse sammenføyede;
Deres Vantroe er saa stor, at de protestere imod de aabenbare,
Sandheder, der forlængst ere underskrevne af Erfarenhed, nem¬
lig at Gudsfrygt, Lærdom og Fortieneste er et Arvegods der kand
transporteres fra een Slægt til en anden ved et Testamente. For¬
underlige Hoveder, skulle deres Troe være den rigtigste, kom sam¬
delig Deres Høy-gunstighed tilkort, og vilde Verden lade sig
bedrage af deres Ord, blev et stort Skaar gjort i mine og mine Brø¬
dres Fortienester. Det er vel at faa Mennesker agte paa disse Jldesin¬
dedes Tanker, og det er en Lykke baade for Deres Bevaagen¬
hed og mig, at Fornuft og Sandhed haver lidet at sige.
Deres Høygunstighed og jeg ere begge lige nødtørftige,
De trænger til Panegriqver, som andre sige, og jeg selv troer, at
De ikke fortiener, og jeg trænger til Penge; De er en Patient i
een Henseende, jeg er ligesaa i en anden. Jeg er færdig at cure¬
re Deres Sygdom, naar De igien vil curere min. Naar
Deres Høygunstighed befaler Deres Tiener: Recipe en Tut¬
te eller to til Beviis paa min Naade, skal jeg strax foreskrive
Deres Bevaagenhed en Recept, der er fortreffelig.
Jeg føder mig med Haabet, og Haanden som jeg alle¬
reede seer i Deres Bevaagenheds Lomme, opmuntrer mig en¬


186
delig til at drage min Mæcenas af sit Mørke, at lade Verden vi¬
de, hvo Han er, og hvor ulyksalig Den var, hvis hans Lige¬
Mænd vare mange. Hvor maa jeg ikke falde i Forundring, naar
jeg betragter det Liggendefæe, som Deres Høy-gunstighed
besidder af Lærdom og rareste Videnskaber; Efter første Anseel¬
se synes det utroeligt, at en Mand, som man sielden seer med
andre Bøger i Haanden, end de, der faaes for en civile Priis
hos Jonas Fouqvet & Fils, skulde være saa stor en Polyhistor. En
Mand, der overlader sine faa Forretninger til andre, skulle han¬
have Leylighed til at forskaffe sig den Erudition, som jeg meener
Deres Høy-gunstighed har i en høy Grad; Jmidlertid hvor
vil tvivle der om: De, som have bedre Øyne end jeg, har end¬
nu ikke seet nogen Prøve paa Deres Bevaagenheds Lærdom,
ja de ere saa ublue, at de tør beskylde saa viis en Mand for en
utroelig gnorance; men mon Sandheden bør hentes af Deres
Munde, eller maa ikke det Gode, som jeg har i vente, giøre De¬
res velgrundede Dom aldeles til intet, Har ikke Deres Høy¬
gunstighed forsynet sit Kammer med et udvalt Bibliothek; Ere
ikke alle Bøgerne ypperlig conditionerede glimre de ikke af Guld¬
og vidner ikke Deres Glands om Eyerens Ømhed, der rører dem al¬
drig Er ikke nu en Slutning fra Bøgerne til Manden ubedragelig¬
Siger jeg ikke. En Mand, der har mange Penge, er en riig¬
Mand? Hvad kand da forbyde mig at sige: En Mand, der har
mange Bøger, er en lærd Mand; De Mennesker, der i Slut¬
nings Konsten ere u-erfarne, vilde vel betiene sig af min Syl¬
1) Et pommodenlig blev en Til Pisse


187.
logismo til at giøre Boghandlere til de Lærdeste, og, hvis jeg ey
selv behøvede Deres Bevaagenheds Assistence, argumen¬
terede jeg aldrig paa den Maade. Men hvor vilde ikke en vis Bog¬
ziire Deres Høy-gunstigheds Bibliothek, om den kunde ny¬
de den Ære at faae Sted iblant de andre, Bogen er Gammel¬
dags, og derfor maaskee Deres Bevaagenhed ubekiendt, der
allene bekymter sig om nye Skrifter som de Beste; den findes
ofte i de Fattiges Huuse, og det bliver vel Aarsagen, at mange
iblant de Fornemme skamme sig ved at eye den. Deres Høy¬
gunstighed, der ikke befatter sig med Bagateller, kand mueligt
ikke erindre sig Bogens Navn, jeg maa derfor sige, at den kaldes
Bibelen. Hvad Bibelen, siger Deres Naade, det er in¬
gen Bog for mig; den er allene for gemeene Folk, der ere for¬
bundne til at iagttage de Pligter, som den foreskriver; Bogen
eyer jeg, men mine Domestiqver allerne bruge den, naar den
findes i mit Bibliothek, er dens Sted paa den nederste Hylde.
Naar jeg vil søge en Tids Fordriv, kaster jeg et Øye i den og dens Hi¬
storier give mig undertiden en Divertissement. Deres Bevaa¬
genhed forlader mig min Eenfoldighed; Jeg tænkte, at vigti¬
gere Sager forbød dem at læse i saa uanseelig en Bog, og jeg erfarer
tvertimod, at den ofte er Dem saa nær, at den tiener til Deres
Fodskammel.
Deres Høy-unstigheds Sudfrygt er, som deres
Lærdom, heel u-sædvanlig. De dyrker Gud paa en Maade,
som er deres Stand anstændig, der sammer sig ikke, at De¬


188
idelig skal møde i de offentlige Samlinger iblant Folk af en ne¬
drigere Classe, Kirken er et gammelt Huus, og det anstaaer
Dem ikke at lære den Vey til Himmelen, som vises andre; De
troer, at Deres Stand forbinder Eld til en særdeles Naa¬
de, og at den Gienvey, som De selv har fundet, kand med li¬
den Møye føre Dem til Maaler. Skal jeg laste Deres Høy¬
Hunstighed for dette ingenlunde. En Mand af Deres
Qvalitet bør saa vel i et som andet have Prærogativer; En
Cavallier bør foutenere sin Caractere i alle Henseender, naar
han ikke trænger til noget, skulle han da vel have nødig at udbede sig
det af Himmelen, som han ey selv kand give sig. Hans Religion
bør være som hans Complimenter, indrettet efter Moden, og
hvor vilde det ikke beskiemme Ham, om Han viiste noget Tegn
til en Andagt af det Slags, som findes hos en simpel og andæg¬
tig Borger. Jeg nægter ikke, at jeg jo undertiden har seet De¬
tes Høy-Hunstighed at bivaane den offentlige Guds Tieneste;
men jeg har tillige havt største Anledning til at forundre mig
over Deres kloge Opførsel. Hvor vel har De ikke taget sig
vare for at vise mindste Mærke, hvor af man skulle slutte, at
Deres Hierte var der, hvor Deres Legeme faaes Hvor har
De ikke kastet Deres spillende Øyne paa en og anden af de nær¬
værende Damer: Hvorvenlig har De ikke viist sig imod Deres
Bekiendte, og hvor flittig har De ikke revangeret enhver Com¬
pliment; Efter disse høyst fornødne Observationer og Religions¬
Hvelser var Deres Høy, gunstighed for sig ned paa sin Stoel¬


189.
naar Prædikanten har ladet sig see, og Restance-Bogen, som
Deres helligste Vaade mecum, har tient Deres Bevaa¬
genhed som Evangelis Bog, De har og saaledes fordybet sig i
dens alvorlige Betragtninger, at en sød Søvn har forhindret
Deres Opbyggelse; Med et Ord: Deres Bevaagenheds
Guds Frygt er ubeskrivelig, og Deres Religions Mode er taget
paa saadan Fod, at De gandske vist kand forsikre sig om, at
beholde den med alle sine Consequencer for sig selv.
Men hvor skal jeg faae Kraft og Tid til at opregne Deres
Høy-gunstigheds videre Fortienester, som ingen kand see uden
De og Jeg Deres Kierlighed imod Fædrenelandet, Deres
Hielp imod de Nødlidende, Deres Dygtighed til at betiene an¬
seelige Charger kunde hver for sig give Materie til heele Folian¬
ter, naar jeg allene først kunde blive underrettet om Deres
Existence. De urimelige Folk, om hvilke jeg allerede har mæl¬
det, de store Slaver af Sandhed, og de utaalelige Lemmer i et
Societe, ere saa uforskammede, at de hverken vil eller kand pri¬
se Deres Høy-gunstighed for de Mexiter, som De ey kand fin¬
de, Skulde jeg træde i Deres Fodspor, havde jeg forgieves taget fat¬
paa Pennen; Men, som jeg indbilder mig at være overbeviist om
bedre, kand jeg ingenlunde tie, og, da Sandheden holder mit
Partie, skal jeg til Trods for Deres Høy-gunstigheds Fien¬
der give paa følgende Side en lang Liste af Deres store Fortie¬
nester og ypperlige Bedrifter:


10.
Naar en Mand er skinnende af saa mange Dyder, og har
gjort sig Verden forbundet ved saa mange Tienester, mee¬
ner jeg, at de Jlde-Dømmende have ikke mindste Anled¬
ning til at tale Sandheden saa frit, som de giøre. J alt dette
kand jeg ikke noksom forundre mig, naar jeg eftertænker, at De¬
res Bevaagenhed har ikke een eneste Misundere, sandelig i den
Henseende bliver De et Exempel uden Exempel; thi med et fedt
Stykke følger gierne en Kiertel, og en Mand, der besidder Dyd,
bliver gierne ledsaget med Avind. Her maa jeg atter sigte mod
de særsindede Hoveder, der meene, at intet klarere Beviis kand¬
aflegges paa Deres Bevaagenheds Fattigdom paa det Gode¬
vidste jeg, at Deres Høy-gunstighed vilde betale U-magen,
skulle jeg stræbe at stoppe deres Munde og beholde Seyeren; jeg
vilde da sige, at Deres Bevaagenhed ikke som andre giør no¬
get Væsen af Deres Egenskaber, De beholde Deres Mexiter
for sig selv, og hvad Under, at Avind da ikke bliver Dem vaer,
Naar jeg finder saa store Dyder begravne hos Deres Be¬
vaagenhed, er jeg ikke da lyksalig, om De vilde unde mig Sted
iblant Deres Clienter; Og kand De være bedre tient med no¬
gen end mig, der ved alle Leyligheder ikke skal forglemme at giøre
Dem til det, som De ikke er, det er, en ypperlig og aldeles u¬
skatterlig Mand. Den første Storm, som jeg har forsøgt at løbe
til Deres Bevaagenheds ubevægelige Hierte imod de Nødliden¬
de, skeer ved nærværende Arbeyde, som jeg ydmygst fordrister
mig at decicere og offerere til Deres Guld-Børs, Bliver jeg


192
bedraget, mit Haab, og faaer min ligge med Verket, i det
ringeste med Tilskriftet ikke betalt, er jeg sandelig ilde deran; thi
Papiret og Trykken har kostet mig Penge, og Umagen med at
beskrive Deres Bevaagenheds ubekiendte Dyder overgaaer alt
det andet andet.
Med Bogen i sig selv har jeg ikke havt megen Møye; thi,
sandt at sige, den er samlet af andres Arbeyde og jeg bryster mig
af det, som jeg med en god Samvittighed kand vidne, aldrig har
været miteget. Jeg er ikke saa lykkelig, at jeg kand med andre opkaage
mine egne Concepter, og meddeele Verden de samme med for¬
andrede Titler en Tiid efter en anden; jeg maa derfor ud¬
skrive andres Skrifter, og overgive dem til de u-erfarne Læsere.
Hvad nærværende Verk er angaaende, da er det mange gange i
forrige og nærværende Seculo kommen for Lyset, og hver gang har
havt en nye Auctor og et nyt Navn; til sidst er det forfattet paa
Tydsk, og recommenderet efter Opleggerens Begiering ved en
Fortale af en lærd Mand. Deres Bevaagenhed finder her¬
udi utallige Citationer af andre Skrifter, og De skulle snart
deraf slutte, at min Læsning var umaadelig; men, at jeg reent
ud skal bekiende Sandhed, saa har jeg skrevet efter andres For¬
skrift, kand derfor ingenlunde være ansvarlig for Citationernes
Rigtighed. Vi Grundlærde Folk have gierne den Maade, at
vi see efter saadanne Bøger, hvor adskillige lærde Mænds Mee¬
ninger findes samlede; Disse udskrive vi bona fide, og Læsere, der
ey forstaae Konsten, ere saa gode, at de deraf giøre Slutninger
til vor ugemeene Lærdom, hvorved vi i en Hast blive gjorte til¬
under-Verk og Oracler.


18.
Saa oprigtig taler jeg med Deres Høy-gunstighed
for at bane mig Veyen til Deres Naade, jeg har forfattet min¬
Epistel i et for Dem forstaaeligt Sprog, at min Belønning
kunde være viis, naar mit Øyemærke kunde sees. Jeg er et Men¬
neske uden Penge, og Verden dømmer mig derfor uden Forstand¬
hvor vilde det gaae med Deres Bevaagenhed, hvis Lykken en
havde forsynet Dem med et anseeligt Arve-Gods; De er ufor¬
skyldt i saadan Situation, at De kand komme min Casse til Hielp;
Jeg har en allene sat Deres Navn paa et Blad af min Bog,
for at give den en Prydelse, men end og for at tale et got Ord
for min Pung. Det er sandt, jeg kunde nøyes med et Løfte om Be¬
lønning; men meener ikke Deres Høy-gunstighed, at jeg lige
saa lidet agter paa Deres Løfter, som De selv, Vil derfor
Deres Bevaagenhed lade nedfalde en liden Vederqvægelses
Draabe af Deres usædvanlige Gavmildhed i min nødtørftige
Pung, skal jeg herefter saaledes bruge min Pen til Deres Be¬
rømmelse, at jeg aldrig skal skrive Sandhed, med mindre en u¬
formodentlig Forandring i Deres Høy-gunstigheds Adfærd
skulde befale det.
Vidste jeg ikke at Deres Bevaagenhed fandt Fornøyelse i
at see det paa et Papiir, som mangler i Deres Liv, og at læse
den Roes, som De i Tiden kand fortiene, torde jeg ikke betiene
mig af saa stor Vitløftighed; Jeg er gandske vist forsikret om
Deres Assistence, og jeg kand derfor med desto større Beredvil¬
lighed foreskrive Deres Bevaagenhed som en nødlidende Pa¬
tient den belovede Recept:


194
Recipe. Den forstand, som endnu er uden for De¬
res Hoved;
Den Gudsfrygt, til hvilken De endnu er
trængende.
Den Betfærdighed, som De aldrig har seet.
Den Lærdom, som ligger skiult i Deres
Bøger.
Den Kierlighed, De er Sædernelandet skyl¬
dig, og endnu ikke har betalt.
Den Gavmildhed, som De aldrig har viist
mod de rette Nødlidende.
Den udmyghed, som De ikke kien¬
der.
aaviidrachm.
Disse Species maa blandes tilhobe, og af dem præpareres.
et fortreffeligt Decocum, der maa bruges hver Time, saa længe
Deres Bevaagenhed befinder sig i Livet; det curerer de nær¬
værende Sygdomme, og er den kraftigste Præservativ imod de
tilkommende. Det skulde giøre mig ondt, om Deres Bevaa¬
genhed længe skulde søge forgieves efter det Apothek, hvor disse
Sager ere at faae omsonst, bliver det Deres Alvor, haaber jeg,
af De fader vel Veyen,
Jeg forbliver
Deres Bovgunstigheds.
Homygste Tiener.


195.
Dine Læsere maa vel tilstaae, at denne Dedications Stil er gandske u¬
Mode. Hvad jeg her har skrevet, er ey at ansee for et Tilskrift i sig selv, men
3 sædvanlig, den Tiid kand ikke heller ventes, da den skulde komme i
som en Forklaring over dem, der have ingen Grund. Faa Bøger skrives i
vore Lande, der blive ziirede med Dedicationer, og hvo vilde sige, at de Be¬
rommelser, som findes i disse, skulde stride imod Sandhed, det er altsaa klart,
at jeg i sær har havt Øye paa deres Tilskrifter, der ere uden for os. Vil
man regne mig det til Last, at jeg befatter mig med Fremmedes Sager, sva¬
rer jeg, at andres Daarlighed bør tiene os til Advarsel. Vi vise os alt for
villige til at efterabe andre, og hvor snart kand det ikke skee, at den daglige
Misbrug, i hvilken vi paa andre Steder see Dedicationer at være, kand ind¬
snige sig hos vore egne Lands-Mænd, hvis man ey giør sig Fliid for at fore¬
komme saa stort et Onde.
Mit Forsæt med at give en Formular til et upartisk Testa¬
mente, har jeg efter en nøye Overleggelse fundet for got at for¬
andre; Jeg har betragtet de adskillige Følger, som et Foretagen¬
de af det Slags vilde drage efter sig; jeg har paa den eene Side
seet, at en død Mands Berømmelse, om endskiønt den maatte væ¬
re ugrundet, kand dog give de Efterladte en liden og løs Trøst, og
at en Søn, som af de Jldesindede maatte høre sine Forældres Udy¬
der, kand tage sin sikkerste Tilflugt til en opskruet Liig-Prædiken,
og henviise Malcontenterne til et ziirligt Testamente, der alle Ti¬
der er i Stand til at igiendrive de velgrundede Censurer, og giø¬
re alle de Laster usynlige, som enhver har seet i de Hensovedes
Liv. Paa den anden Side har jeg eftertænkt den anseelige Rabat,
som vilde møde i deres Regninger, hvis Jndkomster mange Steder
ere ringe nok, og ved adskillige Forandringer maaskee vil blive
mindre. En Mand, der for sin Afskeed fra Verden giør Anstal¬
ter til en hæderlig Liig-Færd, er ikke saa uskiønsom, at han skulde
forglemme at see Kirkens Betientere til gode; Naar han har be¬
skikket til Rixdaler for at tilhandle sig en kiøn Liig-Prædiken, næg¬
ter han ikke heller en ringere Betient sin Andeel, for at giøre sit
Navn udødeligt i et reputerligt Testamente. Som en Klokker el¬


196.
ler Degn er en Tiener af Meenighedens Hyrde, saa kand ingen For¬
nuftige bebreyde ham det som en Last, at han træder i hans Fodspor,
og ingen kand misunde ham sin Lykke i at gaae paa U-sandfærdig¬
heds Veye, naar han søger sit Brød. Seer han sin Superieur for
en liden Summa tvert imod Sandhed at bruge sin Mund, at sam¬
le en anseelig Deel af Bibelske Sprog, for at udraabe den Dødes
Gudsfrygt, for at giøre hans Sygdom, der ofte er en Følge af
hans Laster, til et Kors fra Himmelen og Beviis paa GUD Kier¬
lighed, for at priise hans Taalmodighed i Lidelsen og hans salige
Henfart, maatte han som en Subaltern være meget enfoldig, om
han ikke viiste sig ligesaa geskæftig i at bruge sin Ven, for at soulage¬
re sin Pung. Dette og andet meere har gjort det, at jeg aldeles ikke
vil befatte mig med Testamenter; Misbrugen er desuden saa stor,
ja Gierrighed og Overtroe har gjort den saa lovlig, at alt Haab om
Reformation er moxen forsvundet, og Arbeydet alt
saa vilde blive forgieves.


197
No. 23.
Udgivet den 16 Octobr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Et modus in rebus, sunt certi denique fines,
Qvosultra citraque neqvit consistere rectum.
Horar.
J forlyste mine Læsere. Den ene er den, som uden Betænkning roser en¬
Svende Mennesker af ulige Sindelang skal i Dag med deres stridige Adfærd
J forlyste mine Læsere. Den ene er den, som uden Betænkning roser en¬
hver Ting som kommer ham for Øyet; Den anden er den, der i Ver¬
den finder intet værd at berømmes, men dadler end og det allerbeste. Den
Tilbøyelighed, som findes hos Mennesker til Yderligheder, viser sig paa det kla¬
reste hos disse tvende, og deres fastsatte Grunde tillade ikke Fornuft og Sand¬
hed at have Haand i deres Domme. De adskillige bevægende Aarsager, der
fore enhver af disse paa sin Vey, giøre det, at vi maa inddeele dem i visse
Classer, for desto tydeligere at see Urimeligheden i deres Opførsel. Jblant
Dadlere, som vi først vil betragte, findes nogle, der angribe Personer, andre
Gierninger, og andre Skrifter, a en stor Deel criticere alt dette tilhobe,
En Dadlere, der ikke skaaner Personer, holder sig ofte til visse Ufuldkom¬
menheder ved et Menneskes Skabning, og disse lader han give sig Anledning til
at spotte, ja hans Foretagende er saa meget meere fordømmeligt, som han of¬
te lader sin kaade Tunge løbe til en andens Beskiemmelse i talrige Forsamlin¬
ger. Jeg har viist i mine sidste Blade, at den virkelige Ære, som beviises et
Menneske, bør have moralske Fuldkommenheder til Grund, og at den handler
lidet fornuftig, der viser sig en Tilbedere af en Guld-Klump eller kostbar Pe¬
ruqve, jeg siger i disse, at dens Daarlighed er ikke mindre, der kaster Foragt
paa et Menneske, og grunder sine slette Domme paa det, som ikke staaer i et
Menneskes Magt enten at giøre bedre eller verre. Den Mangel, som under¬
tiden sees paa et Menneskes Skabning, dependerer ikke af Mennesket selv,
altsaa at vilde dadle den, er at dadle Skaberen, der har et viist Øyemerke med
alle sine Gierninger. Jngen Foragt, som kastes paa et Menneske, kand ansees
at være grundet, uden den, der reiser sig af et Menneskes Laster eller moralske
Ufuldkommenheder. Naturen selv handler ofte saa viselig, at hvad der fattes
paa et Menneskes udvortes Symmetrie, erstattes ved hans indvortes Gode, at
det sidste ligesom skal skiule det første og stoppe de ildesindedes Munde, der hand¬
le ligesaa ufornuftig, som ubillig, naar de enten støde sig paa en høy Ryg, eller


198
drive Spor med en kroget Tinger. Jeg har merket, at en stor Deel iblant
dem, hvis Skabning er ikke indrettet efter de Regler, som Dadlere, det er
Daarlige, foreskrive, ere særdeles emfintlige, og at den Overbeviisning, som de
have om Legemets Ufuldkommenhed, giør dem omme og mistænkelige, jeg
holder det altsaa for et stort Ugudeligheds Mærke, naar en velskabt Spotte¬
Fugl vil røbe sit vanskabte Gemytte, og drive Spot med den, som mindst kand
taale det.
Saadanne utidige Dadlere vise ved deres forvente Domme, at de ikkun
følge deres Sandser, og vilde ey at sætte priis paa det, der i sær fortiener at
æres. Et Fruentimmer af et deyligt Ansigt, men liden Jndsigt, slaaer med
Nakken, naar en Beyler indfinder sig, hvis udvortes Skikkelse er ikke for Øyet.
En Plet i hans Ansigt er nok til at giøre ham afskyelig, og er ikke hans Taille
efter hendes Hoved, bliver Kurven ham vis; hans Dyd og Forstand recom¬
mendere ham ikke, thi disse ere som hans Ansigt forlængst komne af Moden,
Den derimod kand forsikre sig om en bedre Lykke, der med alle sine Laster har
et kiønt Ansigt.
Jeg maa herved erindre, at Legemets Ufuldkommenhed bør give et Men¬
neske den sterkeste Opmuntring til at legge Vind paa Dyden, der pryder Siæ¬
len, og i de Fornuftiges Øyne gjor Legemets Skrøbelighed usynlig: Jeg anseer
denne Prydelse for et langt ypperligere og tilstrækkeligere Middel, til at skiule Le¬
gemets Feyl, end det, som Jndbildingen ellers befaler at bruge. Daarlighed
giver mange den Tanke, at det U-regelrette i Skabningen allerbest kand skiules
ved en prægtig Equipage, det er derfor ikke usædvanligt, at see saadanne med
kostbare Klæder; efter mine Tanker gjøre de derved deres Skade meere synlig:
thi den prægtige Mondure faaer mange Dyne, og det usædvanlige i Legemets
Skikkelse ligesaa mange Tilskuere. Naturens Skiødesløshed i at danne et
Fruentimmer, bliver aldrig meere synlig, end naar hun søger Raad hos Kon¬
sten for at skiule sine Bræk, eller med uægte Prydelser stræber at forbedre sin
Skabning; hendes Høyagtelse vilde iblant de Fornuftige blive dobbelt, naar
hun med et ædelt Mod overvandt sine Mangeler, og lagde Vind paa de Dy¬
der, der ziire hendes Kiøn.
Saa ugudeligt som det er, at støde sig over et Menneskes Skabning, saa
uretfærdigt er det ogsaa at drive Spot med hans Herkomst. Det er ingen
Fuldkommenhed, at være en Lem af en anseelig Familie, ikke heller er det en
Ufuldkommenhed, at være fød uden for et lovlig Ægteskab. Et Barn har in¬
gen Deel derudi, at hans Moder var en Skjøge, og Dadleren viser liden For¬
nuft, naar han foragter et Menneske for det, der dependerer af andres La¬
ster. De Fornuftige, der give agt paa de Ting, der gaae for sig i Verden,


100
de med Forundring, at Lykken som oftest tager de uægte Børn under Armene,
og Erfarenhed lærer, at den største Deel iblant disse ere begavede med et stort
Talent. J Historierne have vi meer end et Exempel paa dem, hvis uægte
Fødsel har ikke kundet forhindre, at de jo ere blevne anseelige Monarcher, og
og maatte spørge Dadleren, der bebreider et Menneske det, som maa tilskrives
andre, hvad Vished han har om sin egen Fader, og med hvad Grund hand
vil afvende de Retorsioner, som i dette Fald kand giøres imod ham selv¬
Som jeg ikke kand fordrage de haanlige Domme, der fældes over et
Menneske i Anledning af hans Moders Laster, saa kand jeg meget mindre fin¬
de mig i de foragtelige Critiquer, som en Dadlere giør over den, hvis Foræl¬
dre har været fattige. Jntet er meere almindeligt iblant Mennesker, der sætte
Fornuften til Side, end at kaste en anden sin nedrige Herkomst i Næsen, og
en pralende Junker indbilder sig, at Lykken med alt sit Gode skal allene være
bunden til hans Adelskab. Som han recommenderer sig ved intet meere,
end det, hvorfor han maa takke andre, saa meener han, at Fortienester bør
ikke sees, naar de findes hos den Ringere, og at Ære-Trappen bliver u-reen,
naar den bestiges af dem, hvis Forældre har været udelukte af Rangen. Han
vil ikke, at Dyden, som han selv mangler, skal sætte de Fattige ved Siden af
en Ædel Mand, og han ryster med sit Junker-Hoved, naar Forfædernes Vaa¬
den lidet vil hielpe.
Jblant Dadlere, der antaste Personer, kand jeg ogsaa med Billighed gi¬
ve dem Sted, der tale haant om dem, hvis Opførsel er ikke alamodisk Socra¬
tes er et Menneske, der foragter Verden, thi han kiender dens Daarlighed;
som han ey finder sig forbunden til at forøge Narre-Tallet, der er stort nok,
saa exciperer han sig fra Daarligheds Love, der befale strengelig at sige For¬
nuften Farvel; han har ikke lært at giøre Figurer efter Moden, og hans Been¬
ere alt for svage til at skiære Caprioler; han finder ikke sin Regning ved at sæt¬
te sin Velfært paa Spil for at faae Sted iblant Frans-Mænd, og han meener,
at hans Hustrue kand nok leve, uden at drage Peruqve paa sin Alderdom, og
at hans Datter bliver vel gift, uden først at lade sig lokke. Hvad dømmer
Dadleren om dette Socrates er i hans Tanker en Nar, en egensindig Momus,
en urimelig Singularist, en Fiende af Vel-anstændighed, med et Ord: Socra¬
tes kand vente sig saadan en Dom, som en Dadlere pleyer at give, det er,
ond og u-fornuftig. Vilde man sige, at en Mand af Socratis Sindelaug for¬
tiener selv at staae paa Dadleres Liste, saasom han censurerer den Klæde¬
Dragt, der indrettes efter Moden, svarer jeg ney, thi saadan en støder sig
i sær over Pragten i Klæde-Dragten, og Følgerne af Pragten, nemlig manges
Armod.


200
Jog kand ikke Keide til andet, forend jeg har talt et par Ord om det
Slags Dadlere, der censurere end og de uskyldigste og meest indifferente Ting
under Skin af Andagt og Reenhed i Guds-Dyrkelsen. Tiderne give Mængde
af saadanne Mennesker, hvis Øyne ikke kand taale at see de uskyldigste Kirke¬
Skikke; de indvelte sig paa Præsternes Personer, ere færdige at afføre dem
deres Kjorte og at sønderrive deres Messe-Særke. Sligt reyser sig af
intet andet, end de urigtige Begreber, som de giøre sig om Religionen; de
vil, at Ritualerne skal omstøbes efter deres Hierner, og de meene, at Religio¬
nens Væsen ikke kand bestaae i sin Reenhed og Rigtighed, med mindre de For¬
andringer blive foretagne, som deres Drømme indbilde dem at være fornødne,
og meere end tilstrækkelige til at ophæve al Misbrug. Vare deres Domme¬
grundede, og kunde Skaden lægges ved de Midler, som de foreskrive, maatte
man ønske, at deres Tanker bleve forvandlede til Love. Men, som de Erfarne¬
see Svagheden i deres Slutninger, og Guds Tienesten kand desuden beholde
sin Kraft, der ikke dependerer af en Læreres Habit eller uskyldig Ceremonie,
er det vel, at deres Betænkninger blive det, de ere, nemlig Virkninger af urig¬
tige og falske Forestillinger.
Fra dem, der invehere sig paa Personer, kommer jeg til dem, der und¬
see sig ikke ved at dadle end og de allerbeste Gierninger. De Mægtige i Ver¬
den maa underkaste sig deres Domme, og de klogeste Embeds-Mænd maa fin¬
de sig i at sættes til rette for deres Handlinger. Var jeg Keiser, siger Sko¬
mageren, hvor fornuftige skulde ikke da mine Anstalter blive, jeg skulde giøre
kort Process med den eller den; Verden skulde faae en anden Skikkelse, og
Klogskaben i mine Veye skulde sætte alle i Forundring. Var jeg Stats-Mand,
siger Skræderen, hvor skulde jeg ikke da vende op og ned paa heele Europa,
Øyet skulde ved mine Raad blive opladt paa Verdens Regentere, og Freds¬
Forstyrrere skulde ikke faae Frihed til at spille saa længe. Var jeg General,
siger en anden, og havde noget at sige i de Ungarske Sager, skulde de Preussi¬
ske snart rømme Marken, og Prag blive renset fra fremmede Giester. Fienden
skulde ikke have roest sig af sin Lykke, hvis Fæstningen havde været mig betroet,
og jeg begierede kun en halv Time til at tale med Prinz Carl, da hans mægtige
Fiender skulde snart vende Ryggen. Alle Ting gaae efter disse Dadleres Tanker
gandske forkeert; de konstle paa alle Anstalter, og de finde intet, der er efter de¬
res Hoved de have de Tanker om sig selv, at deres Capacite var i Stand til
at forsyne Verden med de viiseste Love, og hvad de fornuftigste Mænd svede
over, som vanskelige Knuder og tunge Byrder, er i deres Øyen af liden Bety¬
denhed, fordi de hverken kiende sig selv, eller Besværligheden i det, som de
finde sig i Stand til at bære.


201
Efter disse mode mig andre, der tage sig Frihed til at erficere Skrifter,
og det er mærkeligt, at den største Deel iblant disse Censores er en Samling
af gnoranter. Man har mærket af Erfarenhed, at ingen fælder slettere Dom¬
me over andres Arbeyde, end den, der selv besidder en liden Lærdom. Cal¬
pantius har ingen Møye med at bære sine Studeringer, og de som kiende ham,
sige, at hans Skiønsomhed strækker sig ikke vidt, ikke desmindre bilder han sig ind,
at ingen i Verden har større Ret og større Kraft til at dadle end han¬
En
Mand af saa stor Hierne, skulde han ey stedse kunde finde noget at udsætte paa
det, som andre berømme, det kommer mig for, som denne Mand har gjort en
Pagt med sin Tunge, at den aldrig maa oplade sig uden til at laste; legger
man ham et Arbeyde for Øyet, saa har han for mange Aar siden seet det hos
andre, intet er saa got, at det jo kunde være bedre, og naar hans Domme ere
meest barmhiertige, slutter han den med en critisk Mine, og et Fiert kand
passere. En Dadlere har gjerne det Øyemærke, at han ved sin Opførsel vil
giøre sig renommeret som en Mand af stor Jndsigt, og han paastaaer, at Ver¬
den bør have de Tanker, at, som han har Ævne til at vise de Feyl, der fore¬
komme i andres Skrifter, han selv besidder den Færdighed og det Pund, at
han kand giøre alle Ting bedre. Mange Dadlere udlade sig vel ikke saa vidt,
men jeg slutter med Foye, at de saaledes maa tænke. En Dadler er saa
delicat, at intet smager ham, uden det som er nyt, og han udraaber det for¬
gammelt, som han aldrig har seet, fordi han har læst lidet. Finder han en
Tanke hos een, som han forhen har seet hos en anden, er den sidste efter
hans Dom en Plagiarius, der gjør sig til af det, som han henter hos andre;
men mon ikke Dadleren ofte bedrager sig i dette Jeg tilstaaer gierne, at i
alle Lande findes saadanne Skribentere, der med deres Skrifter have ingen
meere Møye, end en Dreng paa et Contoir, der skriver Copie af et Brev;
men man beskylder ogsaa mange med Uret, og betragter ikke, at det er mue¬
ligt, at een Tanke kand fødes i meere end een Hierne, og at den Lykke, der
giør den enes Tanker offentlige førend den andens, er allene Aarsagen, hvor¬
for man slutter, at den sidste har laant af den første.
Det er meget rart, at en Dadler grunder sine ugunstige Domme paa
Sandhed; Vi finde mange, hvis slette Critiquer maa derveres af deres
egen forvirrede Hierne og fordærvede Smag. En Mand, der er vant til at
læse saadanne Skrifter, hvor Forfatterne have blandet det eene med det andet,
og intet mindre iagttaget end en rigtig og naturlig Orden, standser ved enhver
Punct i deres Arbeyde, der er skrevet ordentlig, og udraaber Verket som et
Foster af en confus Hierne. Den, der stedse har hænget i de meest forslidte
Materier, og ikke har kundet prøve Skribenteres Tanker, for at undersøge
deres Rigtighed, dadler deres Flid, der ikke bliver ved det almindelige, og for¬


202
di hans Hierne er ikke skikket til at fatte noget, uden det, som er gemeent,
støder han sig over det, som han ikke forstaaer, ja giver det ofte Navn af et
farligt Kietterie.
De forefattede Meeninger, som Dadleren har om dens Væsen, der seen¬
der sit Arbeyde til Lyset, bliver ofte Hoved Aarsagen til de onde Domme, som
han fælder over det samme. Mange ere udraabte som Kiettere og Sværme¬
re for saadanne Lærdomme, der ere fundne hos andre, og aldrig censurerede,
skulde saadanne Domme være rigtige, maatte man snart slutte, at Orthodoxi¬
en hængte ikke af en Lærdoms Overeensstemmelse med de Regler, hvorefter
den skal stilles, men af de Tanker, vi have om Læreren, saa at, hvis den Læ¬
rende er efter vores Hoved, er hans Lærdom rigtig, men hvis hans Person
behager os ikke, skal hans Lærdom fordømmes. Mange have den Lykke, at
Verden venter sig intet fra deres Haand, uden det, som er grundigt, og man¬
ge betiene sig med Fordeel af saa gode Tanker, at end og u-rimelige Jndfald
blive agtede for Mester-Stykker. Jngen Dadlere synes mig meere strafvær¬
dig, end den, der ikke lader det blive ved at laste en Mands Skrift, men an¬
griber ogsaa hans Person, og jeg agter det for et stort Beviis paa et ondt Ge¬
mytte, naar man af Begierlighed til at dadle og vise sit Pund, skaaner end¬
ikke en Mand i sin Grav. De Fornuftige fælde over slig Adfærd ikke saa fa¬
vorable Domme, som Dadleren indbilder sig, de sige, at den Ære bliver liden,
der indlegges ved at sigte imod en Mands Been, og at storme imod den, der
ikke kand forsvare sig.
Jblant de Skrifter, der meest blive dadlede, anføres i Særdeleshed det
Slags, der viser Vederstyggeligheden i Menneskenes Laster. Saadanne
Skrifter have snart ligesaa mange Dadlere som Læsere, ja de blive end ikke skaa¬
nede af dem, der læse dem aldrig. Aarsagerne til de adskillige Domme, som
giøres over saadant et Arbeyde, fattes uden Vanskelighed, naar man agter paa
Læsernes adskillige Væsen. Det er saaledes beskaffen med Menneskene, at de
med Fornøyelse betragte andres Feyl, og naar de finde en Caractere, der kand
appliceres paa den eller den, rose de Skribentens Lykke, og opløfte hans Ar¬
beyde til Skyerne; Gaae de videre fort, og finde sig selv med livagtige Farver,
hvor forandret bliver ikke strax deres Dom, og hvor forhadt Skribentens Per¬
son, Jeg maatte lidet kiende til Verdens Maade, og jeg maatte have for høye
Tanker og mine egne Jdrætter, hvis jeg indbildede mig, at mine ugentlige
Blade skulde finde et almindeligt bifald. Den Danske Sandemand havde
neppe seet Lyset, førend hans Tog blev angrebet med bittre Critiquer endogsaa
af dem, der burde fremme hans Sag. Jeg tilstaaer gierne, at et Verk af
dette Slags er i visse Henseende vores Fæderne Land til ingen Ære, thi det vid¬


203


ner om de derudi i Svanggaaende Laster; men jeg underskriver aldrig deres
Meening, der vil bilde Verden ind, at det philosophiske Morale behøves ikke.
Lader os see til Tiderne, og de Fornuftige skal uden Tvivl tilstaae, at de Skrif¬
ter ere ikke u-fornødne, der erindre Mennesket om sine Pligter. Jeg har sted¬
se tænkt, at Religionen og Staten staae i nøyeste Forening, jeg har derfor
meget forundret mig over deres Principia, der ligesom giøre sig Flid for at ven¬
de et Menneske fra de Gierninger, som Fornuften og det almindelige Beste be¬
faler ham at i agttage. Hvad er almindeligere, end at høre Fornuftens Slut¬
ninger forkastede som Daarlighed og et Menneskes Pligter som unyttige, skul¬
de saadan Troe blive den herskende, følgelig den rigtigste, kunde de verdslige
Love vente sig liden Lydighed, og maatte som et andet versligt Morale blive ag¬
tede uden Nytte. Naar nu andre holde det for et Samvittigheds Verk, at
drive paa et Menneskes Pligter, meener jeg, at de handle patriotisk, der op¬
fylde det, som fattes hos andre, og at de ingenlunde kand fritages fra Ond¬
skab, der vil sværte en Mand, og giøre hans uskyldige Arbeyde forhadt.
Dadleren har borttaget den største Deel af Papiret, og ikkun givet liden
Plads til den, der fortiener at sættes til rette for sin Adfærd, der er tvert imod
den andens. Jeg har et andet Sted talt lidet om det Slags Mennesker, hvis
Øyemærke er at forskaffe sig et almindeligt Venskab, og finde sig derfor for¬
bundne til at rose alle Ting i Blinde. Jeg kand derfor have Aarsag her at væ¬
re desto kortere, og min Læsere maa lade sig noye med at see en Sammenligning imel¬
lem en Dadlere og den, der berømmer alt, hvad han seer og hører. Begge
komme overeens derudi, at deres Øyne ere dumme; men den første kand ikke
see noget Got, den sidste derimod seer intet Ondt. Hiin anseer Dyder som La¬
ster, denne berømmer Laster som Dyder. Hiin kand sielden finde en Skiønhed;
denne kand aldrig finde en Hæslighed; Hiin klager over en almindelig Daar¬
lighed, denne glæder sig over en almindelig Klogskab. Hiin laster de beste
Anstalter, denne roser de skadeligste. Begge vil have Ord for at besidde
Fornuft; men hvo kand sige, hvis Daarlighed er størst, Begge ere skade¬
lige, men den sidste meere end den første. Af Dadlerens Væsen flyder den
Nytte, at mange, for at undgaae hans Domme, beflitte sig paa Dyden
og Ustraffelighed i Livet; En Bollus kand giøre Skribentere forsigtige, at de¬
res Arbeyde bliver meere accurat og meere nyttigt; men en Mand der roser
alle Ting, kand snart indbilde Verden, at dens Tilstand er deylig, og at den
behover ey at blive bedre. Mange antage med Glæde den Roes, som de ikke
fortiene, og det er en liden Vanskelighed, at give dem høye Tanker om deres
egne Meriter, sligt foraarsager, at et Ord til deres Advarsel finder ingen Øxen,
og at en Mand, der vil sige dem Sandhed, faaer dem gierne til Fiender.


204


Jmellem de tvende Yderligheder, som og i disse mine Blade har viske
gaaer en Middel-Vey, som de Fornuftige betræde. De kalde enhver Ting med
sit Navn; de tænke, at Verden skeer ikkun en liden Tieneste, om de vilde
gjøre dens Jndbyggere til Engle, og at det var tvert imod Sandhed, om de
vilde agte alle for Daarer og fremmede fra Dyden. Som de hverken skiule
Sandheden af Frygt for at giøre sig Fiender, saa følge de ey heller Løgn for
at forskaffe sig Venner. Deres Domme skee ikke i Hastighed, de tale ikke fø¬
rend de tænke, og hvad de giøre, har Verdens Forbedring til Ende. De
forkaste ikke en Sag, som urimelig eller strafværdig, fordi de ey selv finde
Smag i den, eller ey befinde sig i Stand til at øve den. Man har kiendt
dem, der have dadlet andres Opførsel, ikke fordi den i sig selv var lastværdig,
men fordi den ey var efter deres Hoved. En Melancholicus anseer andres
Fornøyelser, som forfængelige Hierters Kiendetegn, fordi hans naturlige Be¬
skaffenhed forbyder ham at tage Deel i de samme. En Fattig støder sig over
andres Gierrighed, og udraaber enhver Bemidlet for en Gnier, fordi store
Capitaler ey ere faldne i hans Lod. Saadanne Dadlere følge i deres Dom¬
me ikke Fornuftens Tilsigende, men tage deres Slutningers Grunde af de Om¬
stændigheder, i hvilke de selv befinde sig, og de Passioner, der have gjort dem
til Slaver; det er derfor almindeligt, at see deres Domme forandrede med de¬
res Tilstand, og at høre den Sag at være bleven uskyldig, der tilforn agtedes
fordømmelig. Upartiske Øyne derimod beskue ingen Ting løselig, men trænge
ligesom ind til en Slags inderste Hierte, og derefter forfatte derer Domme.
Deres Forsigtighed tillader dem ikke at vige enten til høyre eller venstre Side.
Deres Kierlighed til Personer, forbyder dem ikke at betragte deres Laster, og
deres Nidkierhed imod Laster, qvæler ikke Kierlighed til Personer; Med et Men¬
neskes Lyder anføre de ogsaa hans Dyder, saa at deres Domme stedse ere
tempererede med Kierlighed; da man i andres enten kand
see idel Bitterhed, eller idel
Hyklerie.


145
No. 24.
Udgivet den 24 Octobr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Cur parit, Bube, rogas, tot Jurisdictio lites:
Jus ommes malunt dicere qvam facere.
Oven.
H¬
vor stor vilde ikke det menneskelige Kiøns Lyksalighed blive, hvis de i Svang¬
Deds gaaende Laster, som dets allerfarligste Fiender, og de egentlige Freds For¬
styrrere kunde blive fordrevne af Verden, Det har sig med et hvert
Societs i Særdeleshed, som med et Huus eller Bygning: Saa længe dets
Støtter og Hoved Piller findes i god Stand, tør Jndvaanerne ikke frygte,
at Huuset skal falde dem over Hovedet; men, naar disse af Ælde blive forraad¬
nede, eller ved andre ulykkelige Hændelser gjort skrøbelige, kand ingen med
Sikkerhed opholde sig i Boeligen. En u-forfalsket Gudsfrygt og en ægte Ret¬
færdighed ere saadanne Støtter, paa hvilke et Riges Velfært i Synderlighed
hælder sig; Didhen har uden Tvivl en af Danmarks Høy-salige Regentere og¬
saa havt sit Øye, naar Høystsamme har ladet Pietate J Justitia blive sit
Symbolum. Jngen kand nægte, at jo disse tvende Dyder knytte de stærkeste
Baand, der binde det eene Menneske til det andet; de ere som tvende frugtbare
Mødre, der føde tusinde andre velskabte Fostere, og naar disse begge triumphe¬
re i et Land, kand Borgernes Tilstand ikke andet, end blive blomstrende, og
ligesom naae Lyksaligheds Spidse.
Jngen skal lettelig findes, der jo maa tilstaae Sandheden i dette, ikke de¬
sto mindre see vi dog, at de tvende anførte Hoved Dyder ere iblant de Ting,
der i de fordervede Tider sielden kand findes. Mennesker, hvis Øyne see ikkun
til Skallen, og ey ere skikkede til at kiende Virkelighed fra Skin, synes at see
de omtalte Dyder i en hver Krog; men de bedrage sig, og de skal længe lede,
førend de treffe deres Legemer. De, som kiende noget til Tiderne, tilstaae vel,
at Verden er nu saa overflødig paa Religioner, som den maaskee nogensinde
har været, og de vige ikkun lidet fra Sandhed, der bilde sig ind, at kunde
tælle ligesaa mange Religioner som Mennesker, men de tilstaae ogsaa, at man
af Religionernes Mængde ingen Slutning kand giøre til Tidernes overflødige
Gudsfrygt. Det samme kand uden Tvivl siges om Retfærdighed; Mange
skulde vel meene, at den overalt i Verden har opslaget sine Pauluner, og man¬


206


ge skulde indbilde sig, at dens Stadfæstelse var bleven almindelige, ikke desmin¬
dre mangler det ey paa dem, der søge den forgieves, og troe, at den ey endnu
er kommen tilbage fra Himmelen, hvor den efter Portens Vidnesbyrd opfoer,
da Verdens almindelige Fordervelse tvang den til at forlade Jorden. () Disse
Domme vil jeg dog ikke gjøre til mine; Jeg vil ey sige, at Retfærdighed blant
Verdens Indbyggere skulle aldeles have tabt sin Priis, ikke heller vil jeg sige,
at dens Høyagtelse er almindelig; Erfarenhed fører mig paa en Middel-Vey,
og befaler mig at troe, at Retfærdighed for enhver Elskere har hundrede Fiender.
Som jeg i mine ugentlige Betragtninger hidindtil ikke har skammet mig
ved at sige mine Brødre Sandhed under Øyne, og at aabenbare de Laster, som
Fæderne Landets Jndbyggere ey vil fordømme: Saa vil jeg ikke underkaste
mig de Erfarnes haanlige Domme, ved at rose Danmark for de Dyder, hvis
Overflødighed jeg ikke kand spore. Retfærdigheds Fiender, der opholde sig i
Landet, maatte ogsaa fatte høye Tanker om deres Færdighed i at skiule deres
Last, hvis jeg vil lade en Betragtning over deres Konst-Greb blive tilbage.
Skulde jeg holde mig den Instrux efterretlig, som een mig Ubekiendt ved en
Skrivelse forlængst har givet mig, kunde Uretfærdigheds Tienere rose sig af et
besynderligt Privilegio, der fritog dem fra de Jrettesættelser som andres Laster
ere underkastede; men, da min Lydighed imod en maaskee interesseret Pen er
saare liden, vil jeg under Sandheds og billigheds Anførsel forføye mig til de
Steder, hvor Retfærdighed i sær skulle have sine Tilbedere, jeg vil gaae ind i
hendes Templer, for at see Beskaffenheden af hendes Dyrkelse, og undersøge,
hendes Betienteres Conduite. Mine Læsere see uden Vanskelighed, at det ikke
er mit Øyemerke i disse Blade, at anføre alle Retfærdigheds Classer, som de af
Aristotele ere indrettede, ikke heller at vise alle de Maader, paa hvilke Retfær¬
dighed bør lade sig see; jeg vil allene giøre mig Flid for at forestille, hvor lidet
Retfærdighed hos mange iblant de saa kaldede Rettens Betientere haver at sige
For at gjøre Materien desto meere behagelig, og at forsøde den Bitterhed,
som Sandhedens Fiender mueligt faae i Sinde at udspye paa der uskyldige Pa¬
piir, vil jeg efter de Samles Manerer forestille Retfærdighed under er billede
af en Gudinde; Hendes Residence burde være i Dom-Huusene, der ere ind¬
viede til hendes Tieneste Dommere, Procuratores, og Vidner bunde være
de, der skulde mantenere hendes Dyrkelse; Samvittighed og Sandhed ere
hendes fortroligste Venner: Den første er en Premier Minister i hendes Hof,
der stedse har sit Øye paa hendes helligste Love, for at indrette sine Gierninger
efter de samme; den sidste stræber hun efter Muelighed at drage ud af sit Mør¬
ke, hvor den ofte maa blive: Den første er som hendes Statholder, den hun¬
sender til sine Betientere, for at erindre dem om deres Pligter imod den sidste
Denne Gud ude har, som andre sine Søstre, der arbeyde paa Verdens Lyksa¬
() Muscoelskum terras fraa religvit, Ovide in Mekam¬


207


lighed, den Skibne, at hun maa ligge til Feldt imod dem, hvis Gode hun stræ¬
ber at fordre. Menneskenes Laster ere hendes afsagde Fiender, og iblant
disse har hun i sær at giøre med Fire, der ofte give hende farlige Stød, og for¬
jage hende af sin Residence. Den mægtigste iblant disse er en bekiendt Bedrager
ved Navn Prosopolessig eller Persons Anseelse, denne er som Anfører for de tre
andre, nemlig Gierrighed, Særdeles Gunst og Særdeles Gad.
Jmellem Gudinden Retfærdighed og disse hendes Fiender ere forefaldne
mange Skiermytzler; hendes Betientere have ofte u-formærkt gjort sig til Over¬
løbere fra hendes Leyer, hvilket har givet Modstanderne Styrke, at Seyeren
gierne er bleven paa deres Side, og Uskyldighed, der stedse har staaet i Allian¬
ce med Retfærdighed som sin trofaste Beskyttere, har de fleeste Tider maat gi¬
ve sig paa Naade og Unaade. De stedsevarende ulykkelige Expeditioner gave
endelig Gudinden den Underretning, at hun jo før jo heller maatte gjøre Anstal¬
ter til en Vaaben Stilstand for at undersøge Aarsagerne til det vedvarende
Onde, Hun indlod sig da i Conference med sine Fiender, og for at forekom¬
me videre Stridigheder, begierede Oplysning om Kilden, hvor af Skaden ud¬
vældede, i Haab, at, naar de onde Grunde bleve kuldkastede, skulde de skadeli¬
ge Følger af sig selv ophøre. Betienterne, der ikkun havde deres egne For¬
deele i Sigte, og ønskede intet meere, end een idelig Continuation af de begyndte
Krige, der forsikrede dem stedse om et anseeligt Bytte, havde i Forveien gjort
saadanne Anstalter, at Fienderne vægrede sig ved at svare paa Gudindens For¬
langende.
Sandhed, hvis Lykke iblant Menneskene er saare liden, havde faaet Un¬
derretning om den oprettede Stilstand, indfandt sig derfor hos Gudinden Ret¬
færdighed, for at opdage de Aarsager, der gave Fienderne Sværdet Haan¬
den; Hun erholdt strax Audience, og blev imodtagen med største Venlighed;
Hun gav omsider sine Tanker, og betienede sig af følgende Ord: De forder¬
vede Sæder i Verden har moxen fordrevet Kierlighed af de menneskelige Sæl¬
skaber, og givet Plads til nogle bekiendte Røvere, som kaldes Processer. Disse,
svarede Retfærdighed, maa ansees som Mala necessaria, eller saadanne Ting,
der ere fornødne, skiønt de ere onde efter Verdens nærværende Tilstand, man
maatte gaae i Raad med Daarlighed, om man vilde arbeyde paa deres Un¬
dergang, og man maatte beskiemmes i sit Haab, om man vil vente saadanne
Tider, da dette Ukrud aldeles skulde blive ødelagt. Saasom dette Ønske vilde blive
forgieves, saa begierer jeg intet meere, end at man i sin Omgang med Proces¬
ser vilde have mine befalinger for Øyet, og give den Uskyldige sin Ret. Jeg
tilstaaer gierne, svarede Sandhed, at Processer ere fornødne, og jeg venter ikke
den lyksalige Tiid, da Tvistigheder iblant Mennesker skulle ophøre, og Kierlig¬
hed beholde et almindeligt Regimente, ikke desto mindre meener jeg dog ey at


208


fare vild, om jeg siger, oc de onde Følger, med hvilke Tretter ere ledsagede paa
nogen Maade kunde forekommes, ved at qvæle Fosteret i sin Fødsel. Lader os
see til mange Tvistigheders Herkomst, og det skal blive klart, at de ofte frem¬
spire af saadan en Sæd, der strax kunde undertrykkes, og altsaa ey give dine
Fiender saa megen Anledning til at angribe din Majestæt. Hvor ofte skeer det
ikke, at den ene Borger oprøres mod den anden for saadanne Ting, der ikke
ere af mindste Betydenhed? Hvor ofte giver ikke et Glas Viin et Menneske de
Ord i Munden, der sætte Med-Drankerens Haand i Bevægelse, for at forgri¬
be sig imod den, der har talt til hans indbilte Præjudice, og man seer med
Forundring, at de Tvistigheder, der fødes i Bacchi Templer, tage merkelig til,
naar de møde i din Bolig og skyde sig ind under din Protection; Et Træ kand
ved en uformodentlig Hændelse skyde sig hen paa en andens Grund, og man
har seet, at af saa svag en Rod er opvoxet en saa vitløftig Trette, der har gjort
Dommere og Advocater saa fede, at Træets Blade snart kunde forgyldes med
mindre. En Tvistighed om en ung Høne har kostet en vis Dame 40000 Fran¬
ker, og tvende Søstre kand undertiden saa allarmeres over deres Prydelser,
eller Amour, at Disputen ofte ikke kand stilles, førend en Dom kommer imel¬
lem. En Meening, der ikke i alle Maader er indrettet efter en anseelig Mands
Hoved, hvis Troe mange antage som ubedragelig, har meere end een gang gi¬
vet Anledning til store Moder og anseelige Samlinger af Bisper og Prælater, ja
ofte har sat heele Riger og Lande i Bevægelse, da en velgrundet Sagtmodig¬
hed, om den iblant Geistligheden kunde blive almindelig, i en meget kortere Tid
kunde gjort Ende paa Sagen, og ikke tilladt saa mange Menneskers Excom¬
munication og Forkiettrelse. Ja hvo kand opregne alle de Bagateller, der
ofte føde de vitløftigste Tretter, og forurolige en Ret efter en anden¬
Du begierer at vide den egentlige Kilde til de idelige Batailler, der fore¬
falde imellem dig og dine Fiender; men du maa vide, at dine egne Betien¬
tere ere Hoved Aarsagen til saa stort et Onde, Persons Anseelse, Gierrighed,
privat Had og Affection kunde ikke tilføye dig mindste Skade, hvis de ey
bleve tagne i Beskiermelse af dem, som du anseer for dine Venner. Du ry¬
ster med Hovedet, og synes ey at kunde forestille dig en saa mærkelig Utroskab
hos dem, der have givet dig deres Eed; men, at du ey skal fatte Mistanke om
Sandheden i mine Ord, beder jeg, at du kalder Samvittighed som din Stal¬
holder tilbage, der uden Tvivl med sit Vidne skal bekræfte min Angivelse.
Neppe havde Sandheden sagt dette, førend Samvittighed indfandt sig med
vialtede Klæder og et Ansigt, der har Vidnesbyrd om Betienternes voldsomme
Medfart. Retfærdighed begyndte da at examinere sin Ministers Huushol¬
ding og begierede Regenskab for sine Befalingers Lydighed. Store Gudinde,
svarede Samvittighed, det er længe siden, en stor Deel af dine Betientere gior¬
de Vold paa mig, og fordreve mig af deres inderste Boliger; Havde du af¬


209


færdiget et Bud for at opsøge mig, vilde Umagen bleven forgieves; thi man
havde fordømt mig til et Fængsel under Dom-Stolen, og Procuratore og Vid¬
ner ansaae mig for en Byrde, den de hverken vilde eller kunde finde sig i at bære.
Jeg paastod længe at efterkomme dine Ordres; jeg erindrede ofte dine Betien¬
tere om deres Pligter, og det manglede mig ikke paa Argumenter og Over¬
talelser, med hvilke jeg søgte at bringe dem paa billige Tanker; men de kaste¬
de mune Paamindelser i Veyret; Mit ansigt vidner om de blodige Saar, som
deres Forbittrelse gav mig, og deres Ondskab gik endelig saa vidt, at de alde¬
les forøge mig.
Retfærdighed faldt over disse u-formodentlige Beretninger i største For¬
undring, og begierede at faae en fuldkommen Efterretning for det første om
Dommeres Opførsel. Samvittighed fantes villig til at give den, og vil vi
anhøre dette upartiske Vidnes tilforladelige Udsigende: Jeg maa erindre, store
Gudinde, at min Dyrkelse i Verden er ikke aldeles gaaet til Grunde; mange
af dine Templer staae endnu ved Magt, og jeg kand ikke sige, uden at forlø¬
be mig imod Sandhed, at Dommere, der bør haandhæve dine Love, ere alle
vanslegtede; der findes i alle Lande saadanne Mænd, der ere Eed-svorne Fien¬
der af Uretfærdighed, der arbeyde paa Uskyldigheds Forsvar, og grunde ikke de¬
res Domme paa andet, end Sagernes virkelige Beskaffenhed; de fordømme
de sædvanlige Konst-Greb, og naar de sætte sig paa deres Dom-Stole, lukke
de Øyet, for allene at tænke paa Sagen. Hvor lyksalig var ikke Verden, og
hvor deylig skulde ikke din Dyrkelse blive, hvis disses Brødre vare mange,
Det er Tiid, at du antager dig de For-urettedes Sag, og vil du at dit Herre¬
dømme overalt skal blive etableret, maa du høre dine affaldne Betienteres sæd¬
vanlige Veye, for at forekomme deres videre Fremgang.
Persons Anseelse forblinder mange Dommeres Øyne, eller rettere, giør,
at de ikke vil see, hvor Uskyldighed findes. Denne din Fiende besidder saadan
Kraft, at den aldeeles fortryller Dommeren, og udretter, at han ikke har Øye
paa Sagen i sig selv, men visse Omstændigheder ved Personen, der er indvik¬
let i Sagen. J den Henseende har jeg meget forundret mig over den Ringe¬
res Procedure imod den Hoyere, jeg begriber ikke, hvorledes en Bondes Daar¬
lighed kand være saa stor, at han tør forsvare sin Ret imod sit Herskab, Han
maatte betænke, at han og Dommeren staae begge under een Superieur, og
at den sidste er, hvad han er, af Herskabets Naade; burde ikke dette erindre
ham om de Pligter, som Dommeren meener sig at være forbunden at vise imod
den, der har undt ham sit Brod, Skulde saadan en Betient være saa een¬
foldig, at han ey skulde kunde see Retfærdigheden i Herskabets ubilligste For¬
dringer, Bør han ikke for at beholde sin Overmands Yndest, gierne opofre¬
Sandhed og give Uskyldighed til Priis, og bør ikke Herrens Pouvoir have de


210


vinger, hans Forstand, at han anser en Bondes Paastand, som en straf¬
værdig Opsetsighed, der bør skille ham ved sine Eiendomme, eller berige Pro¬
prietairen med Blod-Penge? J samme Henseende begriber jeg ikke heller, hvis
Raad de følge, der appellere til den, som er en Vasal af de fornemste Jnd¬
byggere i en Stad. Mange Dommere, hvis Navne findes i de Bemidledes
Bøger, ere ikke saa taabelige, at de skulde tage en anden under Armene, og
favorisere ham i sin Ret mod den Rige, og dermed foraarsage Capitalens
Opsigelse: De handle efter de Vises Maade; de betragte en Sag med alle
sine Følger, de giøre Sammenligning imellem tvende onde Ting for at udvæl¬
ge det mindre, og deres Fornuft siger dem, at de handle klogelig, naar de
dømme den Ringere fra sin Ret, for at faae en Vexel fornyet, eller at erholde
Dilation til deres Gields Betaling. Jeg fatter ikke heller Klogskaben i deres
Processer, der ere saa forvovne, at de understaae sig at føre Trette med dem,
der ere beslægtede eller fortrolige med Dommeren. Skulde da en Mand sige
den naturlige Kierlighed farvel, for at hielpe den Fortrængte, eller skulde han¬
støde sine beste Venner og Compagnons for Hovedet, ved at blive dem imod i
sine Domme, Jeg forundrer mig ogsaa høyligen over deres Conduite, der
frafalde ikke strax ald deres Ret, saa snart en Dommer bliver Sag søger:
Daarlige Mennesker, burde de ikke erindre sig, at det staaer i Dommerens Fri¬
hed at proponere til Dommer-Sædet hvem han vil, og at han gjerne erhol¬
der den, om hvis Redelighed, det er Bevaagenhed, han i Forveien har gjort
sig forsikret? En Sag givende Dommer er ikke saa dum, at han skulde begie¬
re den constitueret i sit Sted, om hvis Jurisprudence og Kierlighed til Ret¬
færdighed han har mindste Overbeviisning, allerhelst naar han selv er overbe¬
viist om sin Sags Urigtighed. Saadan en Broder har gierne i smaa Sager
en vankundig Assistent i Hinderhold; En Mand der kand være klog paa sin
Verksted, men lidet skikket til at beklæde en Dom-Stoel, overlader han gier¬
ne sit Sæde, og hvad Ret kand da den Anklagede vente sig, naar Sag søge¬
rens Concept bliver Dommerens Lov, og naar den førstes Den dømmer i sin
egen Sag, betienende sig allene af den sidstes Mund.
Gierrighed, der er en Moder til meget Ont, indsniger sig ogsaa ofte i
dine Templer, for at kaste Steene i Veyen for dine Tilbedelser; jeg har ofte¬
forundret mig over de selsomme Jndflydelser, som denne Pest haver i Juris¬
dictionen; jeg har seet, at den ofte forvandler Uret til Ret, og at Uskyldighed
bliver paa dens Side, som er meest gavmild. Naar en Dommer giver denne
Fiende Frihed til at raade sig selv bliver det Monsieur Bestikkelse en let Sag
at give Retten en Vox-Næse; Vel er sandt, at de Fattiges Tilstand, deres
ynkelige Klage, deres yppige Graad tiene hos mange Dommere i steden for¬
Beviser, og skaffe dem underuden den Ret, som de ey burde have, men jeg


211
troer dog, oc de Rige ere i deres kro eller meere lykkelige, og at viderfor mod¬
bedre Foye kand underskrive Portens Ord:
Qvid faciant legges, ubi solg pecunia regnat,
Ac ubi paupertas vincere nulla porest,
Hvad hielper Love der, hvor Penge Sagen føre
Og hvor den Fattige saa sielden man vil høre:
Naar en forgyldt Næve lader sig see, er dens Skin ofte saa indtagende, at Øyer
ikke kand see Retfærdighed, og, ligesom den finderige Port beskriver os de gylde¬
ne Tider, at den naturlige Tilbøyelighed, der fantes hos Mennesker til at øve
Retfærdighed, tiente i Steden for en Lov. Saa kand vi nu sige, at de gyldene
Tider give mange Dommere en indvortes Drift til at sætte deres Pligter til
Side, og at deres Casse er som det Oracle, hvor de hente Raad i vanskelige
Sager. Dog jeg gaaer herudi maaskee for vidt; jeg frygter at høre Modsi¬
gelser af mange, som jeg med Sandhed beskylder, og der skulde vel findes de,
der erklære sig saa store Slaver af Retfærdighed, saa u-sædvanlige Hadere af
Gierrighed, at, naar en af de stridende Parter har indfundet sig for at oplade
sin Haand, har deres Gemyts-Omhed forbudet dem at bortsælge Retten, og
henviist Kiøbmanden til deres Hustruer.
Jeg haaber, store Gudinde, at du allerede af dette kand giøre dig tilstræk¬
kelige Begreber og en stor Deel af dine Betienter, og lade de gode Tanker fa¬
re, som du maaskee har fattet om deres almindelige Lydighed imod dine Love.
Dog dette er endnu ikke nok: Fordervelsen har fleere Dækker tilbage, som den leg¬
ger over mange Dommeres Øyne, Særdeles Had og Andest maatte blive
fortørnede, om man vilde give dem det ringeste Sted iblant dine Fiender. Beg¬
ge disse ere nær beslægtede med Persons Anseelse, jeg har ogsaa i min Beretning
om denne rørt lidet ved den første. Hvad jeg i sær har mærkt ved disse dine Mod¬
standere, er, at de ofte forfatte Dommen, førend Sagen er ført: En Person,
der har søgt at conservere sig i Dommerens Yndest, skal have en særdeeles
ulykkelig Skjebne, naar alle hans Jdrætter ikke skal blive lovlige, og den, som
staar i slet Credit, bedrager sig ofte, om han venter at vinde den retfærdigste
Sag. Naar en Mand bringer en nye Meening, det er egentlig efter Spro¬
get, et Kiætterie, paa Bane, stræber han forgieves at rense sig ved at appellere
til et Mode; thi den indbildte Ubedragelighed i de antagne Lærdomme, og det
indbildte Onde, som flyder af alle Forandringer, har allerede gjort hans Per¬
son saa stinkende, at han gandske vist kand vente sig et Anathema esto, og
denne Slutning er allerede fældet, førend han forsvarer sin Sag, hans Pro¬
cedure kiendes i det øvrige for vanskabt, og alle hans Apologier blive agtede


for Udflugter. J alt dette maa det dog heede, at Retfærdigheds Regler stren¬
gelig blive efterlevede, og den meest uretfærdige Dommer er saa ublue, at han
roser sig af den største Upartiskhed.
Dette maa jeg endnu erindre, at mange forsømme deres Pligter, fordi
de vide dem ikke. Du lider ofte, yndige Gudinde, fordi Dumhed og Van¬
kundighed sætter sig paa Dom-Stolen. Jeg begriber ikke, hvad Aarsagen
kand være, at en stor Deel hige efter det, som de ey haver Kraft til at forestaae.
Mange indbilde sig, at det vigtigste Dommer-Embede vil blive dem let, naar de
allene har prydet deres Hylde med Lov og Forordninger, og i et par Aar udgi¬
vet sig for Dyrkere af Jurisprudence; deres heele Lovkyndighed ligger ofte i en
Attest, og deres Habilite til at forestaae de vigtigste Embeder, findes ofte i de¬
res Kiste. Sligt bliver Aarsagen, at uværdige Fødder ofte betræde dine Temp¬
ler, og at den sidder som en Dommer ved en Bord-Ende, der kunde tiene sit
Fæderne-Land meere, om han var bleven Kiøbmand eller Feldtskier. Tider¬
nes Vankundighed har fordum været saa stor, at mangen Bisp kunde end ikke
skrive sit eget Navn, men maatte betiene sig af andre. Jeg lyver ikke, om jeg
siger, at det i vore Høylærde Tider mangler ey paa saadanne Dommere, der
have Møye med at oplæse den Dom, som andre have forfattet. Naar dette
har sig saaledes, hvo skulde vel da forundre sig over Retfærdigheds Skjebne?
Dog de vankundige Dommere indbilde sig vel at have noget, der kand tiene
til deres Forsvar; De beraabe sig vel paa de Gamles Skikke, der pleyede at
afmale Retfærdighed med et Klæde for Øynene, de meene vel, at Retten kand
aldrig vente sig meere upartiske Betienter, end naar Dommere ikke kand see,
og de haabe, at deres Hænder ere tvettede i Uskyldighed, naar de selv ingen
Deel have i Dommens Forfattelse; men jeg frygter, at denne Undskylding er
ligesaa svag, som dens, der vilde dervere de slette Følger, som hans Uduelighed i
Embedet drog efter sig, af sin Patrons Letsindighed, ved hvis Hielp han var
sat paa en Post, den han ey kunde forestaae.
Papiret tillader ikke at anføre meere af den forjagede Samvittigheds¬
mærkelige Tidender, det Tilbagestaaende skal derfor blive meddeelt i de følgende
Blade. Men, da jeg har at gjøre med saadanne Brødre, der paa det nøye¬
ste iagttage alle Formalitæter, og de mueligt vilde kaste mine Erindringer i
Vinden, fordi jeg eene tvert imod Loven angriber deres Personer, da Sande¬
Mænds Tog bør forrettes ved fleere, maa jeg her til min Precaution og mit
Foretagendes Retfærdiggjørelse sige dem, at jeg hverken er den eneste,
der seer deres Feyl, ikke heller den eneste, der offentlig
sætter dem til rette.


213.
No. 25.
Udgivet den 30 Octobr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Jurisconsultorum idem status & Medicorum,
Dama qvibus licito sunt aliena lucro.
Hi morbis ægrorum, agorum litibus ili¬
Dant patienter opem, dum potiantur opes.
D¬
e skeele Øyene, med hvilke mit Morale bliver anseet af mange, og de
foragtelige Critiquer, som her og der blive gjorte over een og anden
af mine Betragtninger, have langt fra ikke de Virkninger i mit Ge¬
mytte, at jeg derudover skulde lade Modet falde, og forlade de forskandsede
Fædernelandets Laster; Enhver ufornuftig Dadler anseer jeg som en svag¬
Fiende, og alle hans Foretagender som intet betydende Udfald, hvorved han
røber sit lidet Forraad paa Fornuft, og selv med uforrettet Sag maa rykke
tilbage. Mange have anseet det som en stor Forgribelse imod Retfærdigheds¬
saa kaldede Haandthævere, at jeg vil kalde deres upartiske Væsen i Tvivl, og
mange paastaae, at det er allene Ondskab, der giver mig Øyne til at see de
Feyl, som andre ikke kand mærke. Jeg er vant til at høre saadanne Dom¬
me, jeg har ogsaa Ryg til at bære dem, allerhelst Erfarenhed har lært mig,
at Ondskab og Jndsigt i Sandhed betyde i Fordærvelsens Sprog et og det
samme. Jeg har fundet fornøden at anføre dette, ikke for at tale noget til
mit Arbeydes Forsvar, men allene for at erindre mine utidige Censores
at deres Slutninger røre mig ikke, og at deres Umag med at storme imod
Sandhed er altsaa forgiæves.
Hvad mine sidste Blade angaaer, da bliver det klart for enhver Vel¬
dømmende, at mine Tanker derudi ikke ere almindelige, og at jeg ingenlun¬
de beskylder alle Dommere. Jeg angriber allene de Jnteresserede, de Listige
og Vankundige, og jeg har endog, for at gaae den meest uskyldige Vey, la¬
det deres egen Samvittighed tale, da jeg er vis paa, at de ikke skulde give
sig selv mildere Domme, om de torde kalde sig til Regnskab, og at de in¬
genlunde kand agte sig selv for Retfærdigheds Befordrere, om endskiønt in¬
tet Øye har kundet see deres Huusholdning. Ligesaa billige Tanker meener
jeg og mine Læsere fatte, naar de see dette mit Ark. Redelige Procuratores,
om de end ere som vare Fugle, findes dog, og jeg understaaer mig ikke med
nogle at sige, at en Procurator som Procurator ikke kand være en god Phi¬
losoph; Jeg tilstaaer gierne min liden Erfarenhed, og bekiender reent, at
jeg endnu ikke har kiendt et Menneske af det Slags, hvis Conduite har i al¬


214
le Maader været retmessig, men skulde jeg deraf gjøre Slutninger til alle¬
eller bør jeg ikke med billighed supponere, at, hvad der synes sort i mine
Øyene, kand være hvidt i andres, Overalt bliver det ikke min Maade, at
røre ved dem, hvis Feyl skiules af deres Dyder, Jeg vil derfor i disse mi¬
ne Blade allene drage dem for Lyset, der aldeeles sætte deres Pligter tilside,
der ansee Domhuusene for Skuepladse, og sig selv som privilegerede Acteurs,
der have Frihed til at spille een Comoedie efter den anden, og ved andres Tra¬
gædier at forandre deres egen Scene til det beste. Disse holde ikke bedre
Huus med Samvittigheden end Dommerne i mit forrige Ark, ikke desmin¬
dre maa de dog taale, at den taler et par Ord, som kunde tiene til deres
Forbedring, hvis Sædvane ey havde gjort dem haarde.
Samvittighed blev ved at fuldføre sine Beretninger, og hørte jeg den
at aflegge følgende Vidnesbyrd om de øvrige Retfærdigheds Betientere:
Procuratores, store Gudinde, ere nogle selsomme Folk, og deres Konst-Greb
ere saa mange, at jeg neppe finder mig i Stand til at anføre dem alle. Jeg
har gjort mig saadanne Tanker om de flestes Opførsel, at jeg anseer dem
for dine farligste Fiender, og du skal uden Tvivl tænke det samme, naar jeg
viser dig deres Veye, Efter første Anseelse synes disse for Alvor at ville un¬
derstøtte dine forfaldenne Sager; De give sig ud for Uskyldigheds Beskyttere,
og føre Navn af de Forurettedes Talsmænd, men deres sædvanlige Messures
lære os, at de selv ansee deres Constitutioner som Feide-Breve, eller saa¬
danne Patenter, der give dem Friehed til at forstyrre den almindelige Fred,
og være det menneskelige Kiøn paa Halsen. En Dommer, der elsker Ret¬
færdighed, faaer disse til Fiender, og, naar Dommer-Sædet beklædes af
Vankundighed, gjøre de Retten til et fuldkommen Skuespil.
Procuratores, naar de ey vil beskiemmes af den største Hob, maa ikke
saa meget studere Jurisprudencen, som Stats-Videnskaber, de fleste be¬
vise sig ogsaa at være store Politici, De begribe, at deres Lykke hænger af
andres Ruine, og at deres fornemste Jndkomster beroe paa Borgernes ind¬
byrdes Stridigheder; det er derfor en Hoved Marime i deres Stats-Cate¬
chismo at faae Uenigheds Sæd iblant Menneskene, for siden at fiske med
Fordeel i rørte Vande. De afmale Følgerne af en intet betydende Stridig¬
hed med saadanne Farver, at en enfoldig Mand bilder sig ind, at hans Ære
og Velfært staaer i Vove, hvis han ey betiener sig af en Procurator, for at sø¬
ge Revange, og det bliver dem saa meget mindre vanskeligt at naae deres Maal,
som de veed, at den mindste Fortørnelse er nok til at sette et Menneske i Har¬
nisk. Et fredsommeligt Gemytte giver derfor lidet Vand paa Advocaternes
Mølle, og det Ord Forliig er et Torden-Skrald i deres Øren, fordi det
strider imod deres Politique. Jmod dette kunde jeg vel vente adskillige Jnd¬
vendinger, og mangen ublue Rabulist skulle vel kaste mig sine Freds-Forslag
i Næsen; Men jeg siger som før, at de fleeste ikke uden Bævelse kand høre


215.
tale om Forlig, og at de korse sig, naar de see mindste Tegn til denne deres
Fordeeles Fiende. Jeg maa tilstaae, at mange af disse Justitiens Sønnere¬
re saa ædelsindede, at, naar de i lang Tild har trettet Vederparten med tu¬
finde Chicaner, naar Forcen af deres Procedure har bestaaet i at sammen¬
skrabe de groveste Calumnier, de meest ugrundede Beskyldninger, og at op¬
fylde Papirer og Protocoller med hæslige Injurier, saa ere de, siger jeg, af
saa ædel et Gemytte, at de giøre idelige Forslag til Forliig, ja de Procura¬
tores, der tillige ere forslagne og vel exercerede Hyklere, kand sette saa den¬
lige Sminker paa deres uretfærdigste Sager, og forfatte deres Freds-Pro¬
positioner i saa andægtige Terminis, ja ofte give dem Geleide af Bibelske
Sprog, at, hvis ikke Freds-Puncterne vare af den Beskaffenhed, at de uden
Forliis af Vederparternes Ære og Velfært ikke kunde underskrives, skulle
man snart slutte, at deres Tanker vare alvorlige. Sigtet af dette er let at
fatte: De vide, at mange Dommere gaae efter et Skin, de have hørt, at
man legger Mærke til dem, der bevise sig Elskere af Fred og Hadere af alle
unødvendige og daarlige Tretter; Saa deylige Caracterer meene de at for¬
tiene, og de indbilde sig, at deres Sag faaer ikke liden Anseelse af Uskyldighed,
naar deres Længsel efter Enighed findes i Protocollen, og deres mange Freds¬
Forslag komme for høyere Øyne.
J slig Henseende seer jeg intet, der kand forbyde, at man jo kand give
disse forstilte Brødre et Navn, der passer sig paa deres Væsen, og med stør¬
ste billighed kalde dem fredsommelige Fredsforstyrrere, der føre Freds¬
Stevne-Maalet.
Tegn i den ene Haand, og Strids-Fane i den anden.
er som deres Manifest, og de Skields=Ord, med hvilke det er opfyldt, afleg¬
ge de klareste Prøver paa Forfatternes kierlige Hierte. De synes kun at fø¬
re Krig imod een Fiende, men, naar de først begynde at spille med deres Ca¬
noner, det er, deres fuule Talemaader og emfintlige Convicier, gjøre de de
største Huller i deres egne Principalers Casse, saa at, hvordan end Seyeren
falder ud, kand de rose sig af Byttet; thi de bruge ikke deres Vaaben om¬
sonst, og deres Mund oplader sig ikke til andres Beskiemmelse, uden de vel bli¬
ve betalte, hvorfor og Porten taler ret, naar han siger og disse: la G
verda locant. Jeg har med Fliid udstuderet det almindelige Procurator Væ¬
sen, og jeg har erfaret en merkelig Overeensstemmelse imellem en Uret elskende
Advocat og en interesseret Læge.) Begge leve af det Onde i Verden, den første
af det Physiske eller Sygdomme, den sidste af det Moralske eller Laster; Beg¬
ge ere store Philosophi, og paastaae med Jver, at Verden i sin nærværende
Skikkelse er af alle muelige Verdener den beste, og at det Onde, som findes
i Verden, gjør det meeste til dens Fuldkommenhed; Begge stræbe derfor at
mangfoldiggjøre det samme, den første multiplicerer Sygdomme, den sidste
c) Bes miser: Medicus est, cul nunqvam bene est, nist male sit qvanprimis.


216.
Tvistigheder; En interesseret Doctor finder sin Regning ved at holde den
Syge længe ved Sengen, og med sine Medicamenter at indgive ham nye
Sygdomme: En interesseret Procurator tiener sin Pung ved at skaffe sin
Principal ti Tretter for een, og ved at forlænge Processen et Aar efter et an¬
det. Begge betiene sig af renseende Midler, den første purgerer Legemet,
den sidste Lommen: Doctorens Recept skrives ikke omsonst, Talsmandens
Stevnemaal meget mindre; Den førstes Piller ere gierne bittre, den sidstes
Chicaner ofte ufordøyelige. Begges Nærværelse er skadelig og kostbar; En
Medicus vil betales for et hvert Skrit, og skal en Procurator skynde sig til Tin¬
get, maa hans Vogn smøres. (*) Begge bane sig paa een Maade Veyen til
deres Lykke, en Doctor veed at tale om sin Experience i Medicinen, en
Advocat ved at rose sin Færdighed i Loven; Den første vil være Apollinis
Søn, den sidste Justiniant Geheime-Raad. Begge vil passere for Mira¬
kel Magere. Hin kand giøre Døde levende, denne kand forvandle Fluer til Ele¬
phanter, den største Ret til den største Uret; Begge profitere ved en Leylighed,
dog saa at den Første baner Veyen for den Sidste; En Læge forøger sin
Casse ved at befordre Patienten til Graven, og aabne Plads for Arvingerne til
den Dødes Midler, og, naar Gierrighed bringer disse i Haaret om Byttet, bli¬
ver Advocaten Meglere, og Stervboen i Hast forvandlet til et Aadsel, hvis
feedeste Stykker blive Rov Fuglens Deel, og de egentlige Eyere maa lade sig
nøye med Radden. Slutningen bliver denne: Gud bevare os fra dem Beg¬
ge, En anseelig Skribent har givet nogle merkelige Erindringer, af hvilke jeg
vil anføre disse Tag dig vare for Apothekerens Recipe, for Advocatens
Mund, og en Notarii Etætera.
Jeg anseer det som en stor Feyl hos mange Procuratores, at de forlade Sa¬
gen, og angribe Personer; man seer, at denne lastværdige Sædvane hersker i
et Land meere end et andet. Vi finde de Steder, hvor man indbilder sig, at
en Procurator, der ey forstaaer at spille Giek med Dommeren, der ey har
Hierte til at forlede enfoldige Vidner, og bringe dem ved Omsvøb og indviklede
Spørsmaal til at benægte det i Dag, som de bekræftede i Gaar, der skaaner sin
Vederpartes Ære, og er fattig paa alle nærgaaende Expressioner fortiener ikke at
være den, han er, og Faa finde ham i Stand til at agere en Sag med Lykke,
mende Fornuftiges Tanker ere langt anderledes: De holde for, at en Mand,
der procederer paa saa ulovlig en Maade, forstaaer ey at gaae frem efter For¬
nuftens Anførsel; De ansee hans Skields-Ord og raae Tale med saadanne Øy¬
ne, at han med intet meere beviser sin Fattigdom paa grundige Argumenter, og
de meene, at hvis han fortiente Sted paa Advocaters Catalogo, gik han anderledes
til Verks. De bedrage sig ikke heller i saadanne Domme; Jeg for min Deel
har stedse været af den Tanke, at en Prædikant, der ikke lader sig høre uden efter
1) De ficus olvente roes erepet, unsitur aris,
Causidicum mos est ungere, ne taccat.


217.
foregaaende Meditationer, og ey som en stor Hob, ryster en Prodiken af sit Ær¬
me, sielden tager grumt afsted med sine Tilhørere, naar jeg derimod hører intet
andet, end Tilrettesettelser, Bebreidelser og ofte Forbandelser, slutter jeg strax,
at Præsten har gjort sig liden Umag; thi slige Concepter behøve ikke megen Læs¬
ning, og de avles af sig selv, uden at legge Sæd til dem ved Meditationer, med
mindre man vil sige, at der behøves Tiid til at lære at skielde Folk ud til gauns Lige¬
saa dømmer jeg om de dumme og vankundige Procuratores, naar den ene kiep¬
pes med den anden om at løbe Storm til et Menneskes Navn og Rygte, eller og
naar de begge med Hidsighed angribe hinanden som bidende Dyr (hvilket dog de
fleeste Tider er allene Simulation, og for at betage Parterne all Mistanke om de¬
res Talsmænds indbyrdes Forening til deres fælles Ruine) slutter jeg, at de li¬
det maa kiende de væsentlige Stykker i Sagen, med mindre de staae i hemmelig
Alliance med Skriveren, og for at forøge hans Jndkomster, fylde Bladene med
lange og urimelige Haranger og Jndleg, der ere ligesaa stinkende som vidtløfti¬
ge, hvor den sundeste og Sagen vedkommende Deel gierne er den mindste.
Mine Læsere see af disse mine Betragtninger, hvad Tanker jeg har om de
fleeste Processer og en stor Deel af Retfærdigheds Betientere. Jeg veed ikke, at
mine Raisonnemens imodsiges af Erfarenhed, og ingen kand med Billighed sto¬
de sig, fordi jeg har givet en Materie af det slags Sted i mine Blade. Jeg er ikke
sindet at see igiennem Fingre med nogen Last, som kommer mig for Øye, den
maa findes hos hvem den vil, og jeg tænker, at Retfærdighed er en Dyd, der er
værd at hielpe paa Fode. Danmark kand rose sig af de priseligste Anstalter, der
baade sigte til at forfremme Gudsfrygt og at befordre Retfærdighed som Rigets
Grund-Stotter; men det er de Jldesindedes Maade, at legge Loven hen, naar
den er læst og at træde de nyttigste Anordninger under Fødder, hvorunder den U¬
skyldige ofte maa lide. Man kand forekaste mig, at jeg gaaer uden for min Cir¬
kel, og befatter mig imod mit Løfte med saadanne Laster, der i de verdslige Love e¬
re underkastede Straf; men jeg svarer til min Undskyldning, at jeg herudi har ret¬
tet mig efter deres Begreber, imod hvilke jeg skierper Pennen; de undtage sig selv
fra Lovens Bydende, og den Sikkerhed, med hvilken jeg seer Retfærdighed at bli¬
ve sat tilside, har gjort det, at jeg gaaer løs paa dens Betientere. Overalt frem¬
skinner Sandheden i enhver Linie, og det er mig nok, at mange blive trufne. Jeg
kunde vel have procederet imod Retfærdigheds Fiender paa en finere Maade;
jeg kunde prise Fæderne-Landets Lyksalighed, hvis Dommere ere alle kloge og ret¬
findige, hvis Advocater ere alle deylige Borgere, stille Siæle, sagtmodige Faar,
Hevngierrigheds Fiender, hvis Hoved Dyd er Beskedenhed, og hvis fornemste
Procedure bestaaer i at forlige de Uenige; Saaledes siger jeg, kunde jeg have
gaaet frem, og for Resten givet Læseren Friehed til at troe tvertimod mine Ord;men
jeg har havt at giøre med haarde Halse, og jeg frygter, at en Betragtning, der
var taget paa saadan Fod, vilde sette Mod i de grove og vanslegtede Brødre, og
give den de Tanker, at deres Skiul gjorde deres Laster usynlige, eller at ingen


218.
torde røre ved deres Feyl. Sølv kand de ikke alarmeres, fordi jeg drager den
for Dagen, og giør deres Laster offentlige. Deres Formalitæter hielpe dem her¬
ikke, og vil de excipere Forum, komme de nu forsildig. De ere Fiender af det
almindelige Beste, og jeg har attaqueret dem efter Ordre. Hvor klogelig handlede
nu ikke Danmarks Jndbyggere, om de lode Kiærlighed faae nogen nærmere Ind¬
gang, og paa mueligste Maader stræbte at undgaae saa ubarmhiertige Hænder.
Jeg troer, at et mavert Forlig er alle Tider bedre, end den fedeste Process,
og man seer, at en Tvistighed kand begyndes om vigtige Capitaler, men førende
Tretten er tilendebragt, har den faaet en merkelig Svindsot. Jeg erindrer mig
at have læst om tvende Personer, der begge vare enige i at finde en Østers, men,
da de ey kunde forenes om Deelingen, forføyede de sig til Dommeren; Den¬
ne fældede Dom i en Hast, gav enhver af Parterne sin Skall, og beholdt Indhol¬
det for sig selv som betaling for sit Arbeyde; Jeg skal ikke sige, om denne Maa¬
de at afsige Domme er ved en Tradition bleven forplantet til andre, Vist er
det, at de fedeste Deele falde gierne i Betienternes Lod, og Skallerne overlades
til de stridende Parter, ikke desto mindre kand den almindelige Skade ey giøre
Mennesker kloge, ja vi see end og store Tvistigheder daglig at reyse sig af lidet vig¬
tige Begyndelser, saa det synes, at Domhusene have samme Skjebne, som de
lærde Auditoria, hvor store Mund Krige reyse sig ofte om en Glose, og hvor al¬
le Ting sættes i Bevægelse, for at faae Vished om Farven af Catonis Hose¬
Baand.
Jeg har allerede erindret, at man maa ansee Processer og Hustruer med li¬
ge Øyne, thi de ere begge et fornødent Onde, det vilde ogsaa give Anledning til et
større Onde, om Retfærdighed ikke blev haandhævet paa den Maade, dog me¬
ner jeg, at man i Tvistigheder af liden Betydenhed kunde gaae en kortere og min¬
dre skadelig Vey, og just ikke behøve Advocaternes Mellemhandling og vidtløfti¬
ge Omsvøb, men laane Tyrkernes Manerer, blant hvilke det skal være brugeligt,
at de stridende Parter møde for Dommeren allene, der hører dem Begge, afsiger
strax Dommen, og dømmer den Skyldige som en temere Littigans til hundrede
Slag. Denne Vey synes vel at kunde anstaae en Tyrk, men ikke en Christen;
jeg er derimod af den Tanke, at, naar det anstaaer en Christen at sette Kiærlighed
aldeles tilside, og bringes i Allarm ofte formedelst en indbildt Fornærmelse, kand
det ogsaa være ham anstændigt at underkaste sig Straf, Processen blev paa den
Maade baade afgjort snarere og med større Fordeel; thi, omendskiønt den Skyldi¬
ge fik en banket Ryg, saa beholdt han dog en heel Pung.
Jeg har ellers merket, at den Feyl, som findes hos Mennesker, af een at
giøre Slutning til alle, lader sig ogsaa see i deres Domme om Rettens Be¬
tientere, jeg maa derfor erindre, at saadanne Tanker grunde sig hverken paa
Billighed eller Sandhed; jeg tilstaaer gierne, at disse Poster ere meget slibri¬
ge, og at mange Snarer kastes i Veyen, i hvilke man snart kand falde; Jeg
tilstaaer ogsaa, at den store Hobs skammelige Afvene give Anledning til de lidet


219.
gunstige Domme, som i Almindelighed fældes over Dommere og Procurato¬
res, men den maatte ingen Øyene have, som ikke kand see mange af begge Slags,
der ere ligesaa oprigtige som forsigtige, og giøre sig ald Flid for at trænge igien¬
nem de Anstød, og overvinde de Fristelser, som mode paa saa farlige Veye.
Hvad de andre angaaer, bor man skye dem som en Pest; thi de ere truende Come¬
ter, og, naar deres Tal er stort, meener jeg de burde som andre Lande-Pla¬
ger have Sted i Litaniet. Jeg har ofte tænkt paa den Spanske Kongens Fer¬
dinandi Anstalter, om hvilken man fortæller, at, da han sendte Indbyggere,
til America, forbod han strengelig, at ingen Advocater maatte bringes til Lan¬
det at ikke den fierde Deel af Verden skulde ved dette Ukrud blive foruroeligget,
og bragt i lige Forvirrelse med de andre; Han har mueligt frygtet, at de nye
Jndvaanere skulle blive plagede og ophidsede imod hinanden af disse Fredsha¬
dere, der lee gierne, naar andre bande, og giøre sure Miner, naar Borgerne
ere enige.
Guderne selv har været bange for disse Ulve, og til Beviis paa dette meddeeler jeg følgen¬
de Fabel: Jupiter, der pleyede at extravagere, blev engang greben af sin Hustrue, der ansaae
hans Gierning med største Fortornelse, hun resolverede derpaa at sammenkalde et Geheime-Con¬
seil af de øvrige Guder, for at høre deres Betænkninger om hendes Mands Utroeskab, og paa¬
hvad Vey hun best skulde søge at hævne sig. De gave hende adskillige Raad, iblant andre dette,
at hun med snareste skulde appellere til en Tampe-Ret; de gave hende tillige Anviisning paa en
durchbreven Advocat, der var i Stand til at udføre hendes Sag. Jupiter, som intet vidste af
dette, søgte efter sin Maade at giøre sin Hustrue adskillige Douceurs, for at vinde hendes Yndest¬
Hun begegnede ham med Koldsindighed, og truede ved andres Hielp at styrte ham fra Thronen for¬
sin Misgierning. Dette agtede han intet, og disse Trusler vare alt for svage til at udtvinge et Løfte
om Bedring; Endelig lod hun ham vide, at hun havde beordret en Procurator, der skulde give ham
Sag; men neppe havde Gudinden sagt dette, førend Jupiter strax faldt til Fode Tillad mig ikke sag¬
de han, at blive et Rov for dette glubende Dyr; han og hans Brødre har forlængst forstyrret Jor¬
den, vil du nu ogsaa, at de skal vende op og ned paa Himmelen; vi tabe begge, naar vi falde for¬
saadanne Hænder, og den liden Ære, som jeg endnu kand have tilbage, vil gandske vist gaae i Lø¬
bet. Man fortæller, at ingen iblant Verdens Indbyggere har meere kundet skrække Fanden, end
de Scholastiske Haarkløvere, jeg troer, at de Procuratores, om hvilke jeg her taler, ere ligesaa¬
skrækkelige Bussemænd som hine, og at Luciser selv kom til kort, om han i at udfinde Subtilitæ¬
ter og Sophisterier vilde certere med de samme.
Førend jeg forlader disse selsomme Skabninger, maa jeg røre lidet ved en særdeeles Eggen¬
skab, som de kand rose sig af frem for andre at besidde i en høi Grad. Jeg har selv erfaret, og
andre have vudnet, at mange Jurister, og i Særdeleshed en anseelig Deel af Procurator Hoben,
ere store Præste-Hadere, og tale med yderste Foragt om den geistlige Orden. Jeg drister mig ikke
at sige, enten de i deres haanlige Domme sigte allene til Personerne, eller paa en fordækt Maa¬
de søge at prostituere deres Embede. Men hvad Grund de end maatte have til deres frekke Slut¬
ninger, meener jeg dog, at de dermed vise liden Fornuft, og røbe et Hierte, der ikke er vel affe¬
ctioneret imod Religionen. Jeg tilstaaer, at mange Lemmer af den geistlige Familie føre et
Liv, der viger langt fra de Ordens Regler, som i Besynderlighed forbinde dem til en Exempla¬
risk Gudsfrygt; men jeg troer, at hvis Procuratores vilde vise sig flittige i at efterkomme deres
egne Pligter, og stræbe efter Muelighed at overvinde deres eget Embedes Vanskeligheder, blev
en liden Tiid tilovers, i hvilken de kunde løbe Storm til andre, og forfatte Planer til Geist¬
lighedens Reformation. De bilde sig ind, at deres Fornuft er af det fineste Slags, og at deres
deligte Hierne giver dem saa velgrundede Religions Princivig, at de ikke finde sig forbundne til


220
at underskrive de Lordomme, som andre foredrage. De søge en Ære, at vore Frietænkere¬
og det synes dem saa nedrigt at tænke som andre, endogsaa naar andres Tanker ere rigtige. Vil¬
de de legge deres Religions Systema for Dagen, frygter jeg, at det blev heel forunderligt; thi
deres uordentlige Liv siger os, at deres Begreber om Gudsdyrkelsen ere uden Tvivl Cavallerske,
Alcoranen synes at være deres Symboliske Bog, i det ringeste i den Punct, der handler og Til¬
standen efter Døden; Deres Philosophie er værre end Epicur, og de torde vel formere Himme¬
len en Process, om den vilde giøre Diversion i deres Regninger. Jngen kand undre sig over dette,
der med rette Øyene anseer deres Væsen; Mennesker, hvis Hoved Arbeyde er at pone paa nye
Intriguer og opspinde tusinde Konstgreb, der alle gaae ud paa deres egne Fordeele og andres
Skade, skulde de ikke paastaae, at have particuliere Gienveye, eller kand de indbilde sig, at
deres Samvittighed bør være saa snever som andres, En Mand, der tager sig Frihed at for¬
dreye de verdslige Love, og forklare dem i Faveur af sine egne Absigter, skulde han spare Reli¬
gionens Lærdomme, og mener han ikke da best at tiene sin Gud, naar han med sine Ordens Brø¬
dre foreener sig imod Kirkens Lærere og arbeyder paa deres Undergang?
Jeg burde ikke slutte min Betragtning, førend jeg havde talt et par Ord om det store On¬
de, som indsniger sig ved Vidners Førring. Jeg vil ikke mælde noget om mange Dommeres
Omgang med Vidner, ikke heller om mange Advocaters Opførsel mod de samme; Jeg vil al¬
lene sige, at, ligesom jeg ikke begriber, hvorledes Mennesker kand forfalde til saa stor Daar¬
lighed at løbe til Tings med de største Bagateller, saa fatter jeg ikke heller deres Letsindighed,
der tillade Guds Navns Misbrug, naar der trettes om en Øresigen, eller to rasende Qvinder kive
om deres Præference i Kirke=Stolen. Dog dette er det allermindste. Hvor ofte see vi ikke, at en
Mand, for at klæde sin uretfærdigste Sag med Uskyldighed, betiener sig af de ulovligste Midler Ti¬
tius har begaaet en Forseelse af den Beskaffenhed, at dens nærmeste og visseste Følge kunde blive
hans Embedes Fortabelse; hans Misgierning er overalt bekiendt, og de ere fleere, end een,
der har været øiensynlige Vidner til hans Opførsel. Hvad Raad bliver da tilbage, Giernin¬
gen i sig selv kand ikke blive ugjort, og det ildestinkende Rygte kand ikke blive dempet, førend hans
Uskyldighed bliver lagt for Dagen. Han faaer en skarp Sagsøger paa Halsen, men tillige en
Mand, der har et kiærligt Hierte til sin Næste, naar hans egen Ploug derved kand gaae, han
forstaaer ogsaa at give en god Ven et godt Raad i vanskelige Tilfælde. Anklageren og dens An¬
klagede komme til en venlig Accord, og den Første har alle Tider et Medicament af en saa forun¬
derlig Kraft, at en liden Dosis deraf skiller et Menneske ved sin Hukommelse, saa at man ey kand
erindre sig i Dag, hvad man saae i Gaar, dette Præcipitans bliver meleret med en liden Portion¬
af det rareste Metal, og dette er alt nok til at sette et Vidne uden for sig selv, og i den Stand, at
det feliciter kand oprekke sine Fingere, og sværge ved alt det, som helligt er, at det hverken veed
det ene eller andet. Dette fordrister jeg mig dog ikke at censurere; thi det er jo efter Kiærlig¬
heds Lov at tiene sin Næste, og en Mand, der er ilde faren, bekymrer sig ikke just om Lovligheden
i de Midler, der tiene til hans Frelse.
Dette er endnu ikke nok, men jeg har ofte undret mig over dem, der vil fæste Troe til de¬
res Vidnesbyrd, eller tillade dem at aflegge Vidne, hvis Vankundighed i de nødvendigste Re¬
ligions Stykker er ubeskrivelig. Det blev vanskeligt at sige om mange Mennesker, at de bekien¬
de en Gud, hvis man ey ofte kunde høre dem sværge ved hans Navn, saa at enhver Eed maa hos
dem tiene i Steden for en Religions Artikel; Man seer dem idelig at sette deres Pligter mod det
høyeste Væsen tilside, ikke desmindre skal de dog fremkaldes som tilforladelige Vidner, havde
Tyrkerne ikke større Ærbødighed for deres Mahomed, end saadanne Christne for deres Gud,
vilde jeg sige, at man ligesaa meget kunde troe de Sidste som de Første. Men jeg
haster til Enden, og vil ikke længer opholde mig med at
arbeyde forgiæves.


221.
No. 26.
Udgivet den 6 Novembr. 1744.
Sælges udi C. H. Berlings Bogtrykkerie for 2 Skilling.
Omnia das, qvia nil potes hinc auferre: dedisses,
Si tecum posses omnia ferre, nikil¬
eg skriver disse mine Blade imellem Frygt og Haab; thi jeg har i den
eg skriver disse mine Blade imellem Frygt og Haab; thi jeg har i den
gandske Uge ingen Dag vidst mig sikker for usædvanlige Besøgelser af
Fiendernes Ambassadeurs, som jeg i mine sidste Blade foruroligede i de¬
res Fred; Enhver, der har indfundet sig ved min Dør, har jeg anseet som en
Hannibal ad portas, og jeg har stedse ventet Deputerede fra Formalitæts
Kræmmerne, der skulde forbyde mig længere at fore Pennen til Fæderne-Lan¬
dets Beste. Jeg bekiender reent, at Procuratorernes selvraadige og lovstridige
Opførsel et Sted meere end et andet har tvunget mig til at gribe til Vaaben,
for at komme Retfærdighed til Hielp, og understøtte den Uskyldige; Jeg vilde
ønske, at de, som finde sig skyldige i de Laster, som jeg har straffet, vilde tage
mine Tilrettesættelser til Hierte, og i Steden for at tænke paa Hevn, stræbe at
forbedre sig, da jeg ingenlunde skal forglemme at ønske Danmark Lykke, der
maatte blive skildt ved de rivende og skrækkelige Dyr, som ellers maa sø¬
ges i de øvrige Verdens Parter. Jeg har det Haab, at, naar den første
Heede er gaaet af uden min Skade, taber jeg intet ved den anden; thi man
siger, at Ting-Studene ere meest sterke i det første Anfald. Jeg lover i det
øvrige, ikke meere at befatte mig med den fordervelige Sect, med mindre jeg
skulde erfare nye Konst-Greb, eller saadanne Efterretninger maatte indløbe, der
kunde give mig Underretning om et eller andet, som jeg kand have forbigaaet,
da jeg paa nye skal gaae Fienderne i Møde, og give fleere Erindringer til mine
Lands-Mænds Gode.
J disse Blade bliver det min Hoved-Sag at gaae løs paa en Last, der
baade er af det urimeligeste og skadeligste Slags. Naar jeg nøye undersøger
Beskaffenheden af Gierrighed, finder jeg neppe nogen Last, der meere strider
imod den sunde Fornuft, og ingen, der stifter meere Ulykke i Verden, end den
samme. Dens Væsen er saa vederstyggeligt, at den falder alle i Øyet, og in¬
gen Moralist forglemmer at afmale den, ikke desmindre staaer den endnu i sin
fulde Vext, og saa længe Mennesker følge deres Sandser, haaber man forgie¬
ves at kuldkaste dens Magt. Jeg maa censurere den med andre Laster, men
slutte mine Betragtninger med dette: Arbeydet er forgieves; thi Menneskene
ere meest forelskede i de Ting, der løbe meest imod Fornuften, og Passionerne
synes ligesom at vilde vise deres u-omskrænkte Herredømme, i sær naar Fornuf¬
tens Regimente kunde være meest gavnligt.


222
Jeg kand ikke andet slutte af den Gierriges Adfærd, end at han maa an¬
see Verden som den, der allene er skabt for hans skyld; han bilder sig ind, at
Himlen har meddeelt ham et Skiøde, der sætter ham i Possession af Verdens
Rigdomme, og han tænker, at han har første Prioritet i andres Midler; J saa¬
Maade betragter han sine Medborgere som sine Skyldener, i hvis Boe han¬
har Friehed til at giøre Jndførsel, naar han selv vil. Hans Begierlighed er
stedse som en tor Jord, fuld af Sprekker, der ikke kand blive lædsket; hans
Principia ere heel forunderlige, og hans Opførsel er vanskelig at fatte. Han
giør stedse en Sammenligning imellem sin egen Formue og deres, der ere rigere,
end han, saa længe hans Rigdom ey overgaaer andres, holder han sig for
yderlig fattig, og han seer aldrig til dem, der enten ikke eye meere eller mindre
end han, men have dog et fornøyet Sind. En liden Guist kand optænde en
stor Jld, en liden Summa giør den Gierrige begierlig efter meere, og enhver
Skilling er som en Olie i Jlden, der ikkun tiener til at giøre Luen sterkere.
Det synes vel som den Gierrige ofte sætter Grendser for sin Begierlighed,
og intet er almindeligere, end at høre Folk sige: Vilde Himlen unde mig det
eller det, kunde jeg blive Eyere af saa meget, at jeg uden at trænge til andre
kunde slaae mig igiennem Verden, vilde jeg lægge Hænderne i Skiødet, og faae
et fornøyet Hierte, men den Tid synes aldrig at komme, og den Gierriges Trang¬
voxer med hans Rigdom, han er som en Tantalus, der lever midt i Vandet,
men maa dog døe af Tørst, som en Midas, hvis Begierlighed ey kand stilles,
om end alle Ting, som han rører, blive forvandlede til Guld. Han sætter
Ære, Liv, ja det som vigtigere er, i Fare, allene for at oplegge Liggendefæer,
af hvilke han dog ikke høster andre Fordeele, end Moye, Sinds Uroe og en ond
Samvittighed.
J sær synes mig den Gierrige at handle meget ufornuftig, fordi han ey
vil betragte de tilkommende Tider, og de Forandringer, der kand gaae for sig
i de samme. Han underkaster sig de største Besværligheder, trætter sit Legeme
med u-nødvendig Arbeyde, har vaagne Nætter, og ingen Rolighed i Sindet.
Et Straa, der rører sig om Natten, kand skrække ham, og han frygter hver
Time for Besøgelser af Tyve, der maatte berøve ham alt, hvad han med Møye
har samlet. Han betænker ikke, at han ofte samler til dem, hvis Laster be¬
fordres ved hans Midler; han begriber ikke, at, endskiønt enhver bøyer Knæ¬
for hans Person, sigte de dog egentlig til hans Penge; thi hans Person er af¬
alle forhadt, hans Arvinger længes efter hans Død, og Manden, der skal over¬
sende ham til Himmelen ved en kiøn Parentation, sukker efter hans Afskeed.
De stedsevarende Begierligheder efter meere, der har indtaget Sindet, skille
ham ved alle Fornøyelser, og tillade ham ey at smaae det mindste af en sand¬
Lyksalighed; de lykkeligste Dage i Aaret holder han dem at være, i hvilke han
kand legge Penge i Kisten; men han formeerer dog gierne sin Skat med de dy¬
beste Suk, og meener, at det Jndsamlede er endnu ikke tilstrekkeligt til at be¬


243
vare ham fra Fattigdom. Alle disse Sindets og Legemets Byrder underkaster
den Gierrige sig gierne, men man kand sige, at han giør alt dette i blinde, og,
at Fornuften paa ingen Maade har Haand i hans Foretagende. Jeg tilstaaer,
at de Omstændigheder, i hvilke han befinder sig, kand give ham nogle Undskyl¬
dinger, men de holde ikke Stik. Han kunde vel beraabe sig paa Tiderne, og
sige, at, som Penge ere Hiulene, der drive de fleeste Machiner, og en Mand,
der ligger i Armod, neppe kand vente at reise Hovedet i Veyret, saa bliver Be¬
gierlighed efter Rigdom en Hoved-Dyd, og at declamere imod den, er at af¬
føre et Menneske fra Lyksaligheds Veye, og at vilde raade en Fader fra at sam¬
menskrabe Liggendefæe til sine Børn, er paa den ene Side, at fordømme hans
Døttre til Kloster, paa den anden Side at skille hans Sønner ved de Fortiene¬
ster, som kunde bane Veyen til deres Befordring; Men jeg har forhen viist,
at saa vanskabt et Morale finder ingen Plads i de Danske Egne, og at en ond
Sædvane kand aldrig forvandle en Last til en Dyd.
Vidste jeg at kunde forekomme Gierrighed, ved at vise dens Aarsager,
vilde jeg giøre mig Umag med at anføre adskillige. Som alle Mennesker ha¬
ve ikke de samme Grunde til deres Gierninger, saa komme de Vinde, der op¬
puste Gierrigheds Jld, ikke altid fra et Hiørne. Fornuftige Skribentere have
merket, at, endskiønt Gierrighed og Vellyst synes at være tvende stridige Passio¬
ner, saa finde de dog begge Leylighed til at bemestre sig et Hierte, saaledes, at
den første bliver ofte en Datter af den sidste. Jeg veed vel, at nogle ansee
Vellyst for en Last, der ingenlunde kand bestaae med Gierrighed, følgelig ikke
være nogen Aarsag til den samme; De meene det at være tvert imod den Gier¬
riges Natur, at forsyne sit Legeme med de nødtørftigste Ting, end sige at svæ¬
ve i Overflødighed, og holde aaben Taffel for Smarodsere; men det er klart,
at disse confundere een Last med en anden. Karrighed og Gierrighed er efter
deres Meening et og det samme, og de indbilde sig, at den Gierriges Begierlig¬
hed veed af ingen Grendser, fordi den største Overflødighed synes ey at kunde
stille dens Graadighed. De agte ikke, at et Menneske kand hiige efter Penge,
just fordi han vil have nogle at udgive, og at en anden kand plages af sam¬
me Begierlighed, men samler allene for at samle.
Voluptinus er en Mand, der er nedsiunken i Vellyst; hans Philosophie
befaler ham at fremdrage Livet i en stedsevarende Sviir, og han meener ey at
kunde døe bedre, end naar Døden træffer ham med Glasset i Haanden, sidden¬
de ved et Bord, der er opfyldt med Rætter. Hans Arvedeel begynder at svin¬
de, og hans Honneur forbyder ham at forandre sin Leve Maade; hans occo¬
nomiske Forsigtighed befaler ham da at see til Enden, han efterseer det tilbage¬
blevne af Capitalen, og holder det sammen med de Udgifter, han fremdeles
har at bestride; han erfarer, at Huusholdingen med snareste vil blive forkeert,
hvis han ey seer sig om Midler til at holde den vedligge. Dette priselige For¬
sæt giver Manden Mod til at jage efter en riig Brud; vi bedrage os, om vi¬


124
tænke, at Beyleren giør sine Courer til Personen, det er allene Midlerne, der
har optændt Kierligheds Lue i hans Bryst, og den Estime, han legger paa sin
Hustrue, henger ikke af hendes Deylighed eller Dyd, hendes Forstand eller
Gudsfrygt, men allene af hendes Penge; dette trøster den Vellystige i sine Be¬
kymringer, og, ligesom han for gjorde sig Umag for at oplugte et Sted, hvor
han kunde finde Midler til at befordre sin Yppighed, ja gik paa Accord med
adskillige Meglere for at naae sit Maal, saa har han nu en stor Ulykke, inden
han bliver skildt ved de Penge, som han paa den Maade bragte til Veye. Dette
giør atter store Huller i hans Casse, og den tilkommende Mangel oplader hans
Øyne, at han kand see sine Medborgeres Formue. Han tænker, at saa dyre¬
bare Klenodier bør ey være i deres Giemme, der ey forstaae at bruge dem, og
han kand ey fordrage, at hans Naboers Skillinger skal mulne paa Kiste Bun¬
den; han vil, at den ene Borger skal leve med den anden, og han bilder sig
ind at være sat i Verden for at underholde Kokke og Viin-Handlere; det synes
ham saa uselt at lade sig see i en vendt Kiortel, og at han ikke lidet beskiemmes,
naar han i al sin Opførsel ikke er alamod sk. Han optænker derfor adskilli¬
ge Veye til sine Naboers Penge, og han bekymrer sig just ikke, om de samme
ere lovlige, naar han ikkun kand naae sit Maal.
Tenacinus er et Menneske, hvis Begierlighed er ikke mindre end den
andens; men hvis Øyemerke er gandske adskildt fra hins; han har gjort en
Pagt med sin Kiste, at han stedse skal stræbe at fylde den, og, naar han kaster
sin Skierv i denne sin Guds Blok, blotter han af Ærbødighed sit Hoved. Han¬
tænker, at de stærke Jern=Baand ere ikke Skandse nok for Pengene, han knæ¬
ler derfor for sin Guds Alter, og, naar han reiser sig fra sin Andagt, slaaer han
Kors for Skrinet, for at væbne det imod Fiender, og giøre det usynligt for
Tyve. Han beder Himlen at bevare Landet fra Ulykker, men han har i sær¬
Øye paa sit eget Huus; hans Capital ved enhver at være anseelig, ikke desmin¬
dre sukker han stedse under Fattigdoms Byrde, og enhver Skilling, som han an¬
vender paa at opholde Livet, meener han at give sig Betle-Staven i Haanden.
Hans Omgang synes urimelig, som den ogsaa er, alligevel kand den dog fattes
paa nogen Maade: At Tenacinus bejamrer sig selv som en fattig Mand, er
ikke at undre; thi saadanne Anstalter tiene til at frietage ham fra de Pligter,
som Kierlighed befaler at vise mod andre, og, vilde man fæste Troe til hans
Klagemaal, skulde han ikke skamme sig ved at lade sig enroulere iblant fatti¬
ge Lemmer, for at faae en Uge Penge af Silke=Huuset. At han stedse samler,
uden at vide hvorfor, kand vi ikke sige; thi han har visselig sine Absigter, en¬
ten de nu ere saa eller saa: Han finder maaskee en Slags Fornøyelse i at kun¬
de see mange Penge i een Dynge, Rigdom agter han for det høyeste Gode, og
den sande Lyksalighed bestaaer efter hans Tanker i at have Overflødighed paa
liggende Midler, hans Fortrolighed til Guds Forsyn er saare liden, han vil
derfor selv præcavere sin Fattigdom, og dette meener han allerbest at kunde


218.
skee, naar han stedse mangfoldiggiører sine Jndtægter, og for at spare paa Ud¬
gifter, forbinder sig ved Eed at vilde leve et uselt Liv, jage Kierlighed til Næ¬
sten paa Døren, og fatte Forsæt ey at rore ved sin Nød Skilling. Dette sit
Løfte holder han og som en ærlig Mand; hans Liv er Cynisk, og for at fylde
Pungen, udhungrer han Legemet; han vredes paa Naturen, der befordrer
Madens Fordøyelse, og han ønskede sig gierne Obstruction, at et Maaltid kun¬
de være nok for en heel Uge; han holder sig de fleeste Tider inden sine egne Vegge
for at spare paa sine Klæder; han har været Enke-Mand i tredive Aar, og naar
han tre gange om Aaret lader sig see i Kirken, drager han den Kiortel, som
blev forfærdiget til hans Bryllup. Han bilder sig ind at være Herre over sine
Penge; men i Sandhed, han er deres Slave, og de gyldene Lenker, som hans
Begierlighed har kastet paa hans Hænder, forbyde ham at see de Nødlidende til
gode; Hans egne Venner erfare ikke hans Hielp, og han gik oftere paa Accord
med vor Herre, end han giør, hvis han ikke ved den Leylighed skulde give en
Skilling i Tavlen. Begge disse Brødre, hvis Huusholdning jeg her haver an¬
ført, vise sig som Gierrigheds Trælle, men de aflegge ogsaa Prøver paa Gier¬
righeds ulige og stridige Aarsager: Den første higer efter Penge, for igien at
udøse de samme; den sidste samler, for stedse at beholde.
Gierrigheds Last har endnu fleere Aarsager, hvilke paa eftertrykkeligste
Maade kand forestilles i Exempler: Litigantius havde ikke saa snart seet Lov¬
Bogen, førend han fattede Forsæt at handle imod dens Bydende; den Lykke,
som har givet ham et lidet Trin for andre, misbruger han til at øve en
ugrundet Myndighed, naar Hiernen er bragt i Confusion ved en Glæde-Drik,
anseer Manden sig som en Monarch, der efter eget Tykke og fuldkommen Magt
kand handle med sine Medborgere. De Ringere maa da tiene til hans For¬
lystelser, og, som Byen, hvor han opholder sig, er ikke ulig en Daare=Kiste,
bliver det ham let at spille Nar med alle dens Jndvaanere. Jmidlertid har
een og anden fordristet sig til at kige ham ind i Kortet, og de mange Comoe¬
dier, som han længe har spillet ere endelig blevne sluttede for ham selv som
Sørge-Spil. Jntet tiener ham mindre, end Rolighed, og, naar han er frie
for Tretter, falder han gjerne i Sygdomme; hans Liv er derfor en Kiæde af
farlige Processer, og, som han taber ved dem alle, kand man ikke undre sig,
at hans Udgifter ere store. De anseelige Depenser gaae ham hver Dag i Ho¬
vedet, og han tænker derfor stedse paa Vederlag. De Domme, der have
skildt ham ved sine Midler, meener han tillige at have frietaget ham fra alle
Tynger, og givet ham Frihed til at sammenskrabe nye Capitaler. Han gaaer
derfor paa Uretfærdigheds Veye, naar han kand blive forsynet med en Obli¬
gation paa en anseelig Summa, tager han ikke i Betænkning at undertrykke
den ugudengste Sag, og med falske Farver at afmale Misdæderens Uskyldig¬
hed; han seer sig om paa alle Kanter, og han har lært at slibe ved alle Leylig¬
heder, hans Begierlighed efter Penge, der ofte er geledet med Hengierrig¬


226
hed, finder en liden Vederqvægelse, naar en interessere, Assistent tager An¬
ledning af en indbildt Forseelse imod Formalitæten til at skaffe ham en Tutte i
Næven. Det er klart, at det idelige Tab, som Litigantius har gjort ved sine
Tretter, og som truer ham med en fuldkommen Rume, sætter hans Begierlig¬
hed i en Brand, der ikke kand slukkes uden ved andres Midler.
Mercator er en Handels Mand, der sidder i god Stand; hans Sager
gaaer for sig med Lykke, og den Skade, han tog ved nogle faa Vahrers For¬
dervelse, kand ingenlunde giøre ham til en fattig Mand, ikke desmindre er han
selv af den Tanke, og resolverer derfor at lade andre betale, hvad han forlii¬
sede. Hans Gierrighed synes nu at have de gyldigste Aarsager og de kraftigste
Undskyldinger; han tager fat paa sine Bøger, efterseer sine Restancer, og bli¬
ver sindet at forøge Debitorernes Skyld; han gjør sig ikke Samvittighed over
at lade sig betale to gange for sine Vahrer, og, naar de Gieldbundne faae hans
Regninger i Hænde, finde de en Summa, der langt overstiger den forhen ac¬
corderede Priis. Det bliver ikke derved, Mercator gaaer videre, og hans
Gierrighed griber end og til uhørlige Midler af det allerrareste Slags. Han
holder hver Dag Arbeydere i sin Gaard, og han finder sig paa den ene Side
forbunden til at give dem deres Løn, paa den anden Side synes han gier¬
ne at vilde beholde Pengene for sig selv. Hvad er nu at gjøre, han maa gaae
forsigtig til Verks, og hans Intrigner, der skal føre ham til Maalet, maa have
Skin af Retfærdighed. Dagen kommer, da Arbeyderne skal betales; han le¬
verer enhver sin Andeel, og for end ydermeere at vise sin Erkiendtlighed, di¬
stinguerer han sig ved Opera supererogationis, skienker til Overflødighed saa¬
ledes for enhver, at Fornuften falder i Søvn hos dem alle, Manden viser paa
sin Side saa stor Ydmyghed, at han selv bliver Hovedet ved dette Knuds Gilde,
og for at vise Prøve paa sit omgiængelige Væsen, formaaer han sine Dag-Leyere
til at divertere sig med et Fem-Kort; Selv betiener han sig af deres Druk¬
kenskab til at spille sit Kort saa med den Lykke, at de Penge, som de havde for¬
tient ved Sveed og Arbeyde, falde tilbage i Hosbondens Lomme. Sandelig
jeg maa tilstaae, at Mercators Huusholdning er heel eftertænkelig, og at Gier¬
righed har faa Tilbedere, der dyrke sig paa saa retfærdig en Maade, større Bil¬
lighed finder jeg i dens Oeconomie, der efter Historiernes Formælding begegne¬
de sin Tiener paa en meere reputerlig Maade, forsynede hans Lomme med Pen¬
ge, hans Mave med delicate Rætter og hans Ryg med udvalde Prygl, given¬
de ham efter dette tredobbelte Tractemente i Naade sin Afskeed.
Jblant de mange andre Gierrigheds Aarsager, som endnu kunde anføres,
finder jeg i Særdeleshed een, der er værd at antegne: Indulgentius er en Fa¬
der, hvis Kierlighed til sine Børn er ikke stillet efter de Regler, som Fornuften
foreskriver; han har Hierte til at forsyne dem med en god Opdragelse; men,
som hans egen har været lidet fornuftig, saa besidder han ikke selv den Erfaren¬
hed, at han kand see det, der i Besynderlighed tiener til Børnenes Beste. Han¬


227.
forglemmer de allervigtigste Ting, stræber ikke i Tide at anvise sine Børn de Mid¬
ler, der kand tiene til at undertvinge de Lyster, der ofte henrive de Unge til¬
utallige Laster. Han vegrer sig ikke ved at udøse Penge i Hobetal for at lade
sine Børn underviise i u-nødvendige Galanterier; han depenserer anseelige Sum¬
mer paa sine Sønners Reyser til fremmede Steder, og understøtter dem ved
tilstrækkelige Forskud i alle de Slags Vellyster, som Sandser og Jndbilding, op¬
vakte ved andre Letsindiges Forestilling, kand tilsige dem. Hvo skulde tænke, at
Indulgentius var gjerrig, ja hvo skulde troe, at han tillige var en Guier?
Men lader os besøge ham i sit eget Huus, lader os ansee hans Omgang med
andre sine Underhavende, og vi skal befinde, at hans Gemytte er en Residence¬
for tvende aldeles adskildte og stridige Laster, Ødselhed og Karrighed. Disse
sigte saaledes med hinanden om Overmagten, at det er vanskeligt at determi¬
nere, hvilken har meest at sige den Haand, der oplader sig rundelig, for at
befordre de selvraadige Børns Vellyster og theatralske Comportemens, ven¬
der en Skilling hundrede gange, førend den vil opofre den til meere fornødne
Udgifter, og den urimelige Fader ønskede gierne, at Himmelen vilde umage sig
med at giøre Vunderverk, for at opholde ham tillige med sine Huus-Folk uden
Hielp af naturlige Midler, at hans Casse altid kunde være i Stand til at ved¬
ligeholde sine Børns Pragt, og at de ey efter hans Død af Mangel paa Midler¬
skulde blive nødte til at give noget efter i deres forrige Opførsel.
Jeg burde vise det store Onde, som Gierrighed drager efter sig; men jeg
finder Sagen af den Betydenhed og Materien af saa stor Vitløftighed, at den
udfordrer en særdeles Betragtning; Det Tilbagestaaende af Papiret, vil jeg
derfor anvende paa at vise nogle af de Vildfarelser, som i Almindelighed findes
hos Mennesker, der udelukke Fornuften af deres Domme, og ofte søge en Last,
der, hvor den ey er at finde. Ligesom Gierrighed er iblant de Feyl, der gjerne
søger at skiule sig under Dydens Dække, og stræber at erlange Ti¬
tel af en priselig Forsigtighed i Huusholdnings Væsenet, saa see vi og at mange
tale om den lovligste occonomiske Klogskab med ligesaa foragtelige Ord, som
om Gierrighed, og give en fornuftig Sparsommelighed det forhadte Navn af
Karrighed. Denne Vildfarelse har adskillige Aarsager, og vil jeg stræbe at an¬
føre nogle: Prudentius og Apicius ere tvende Brødre, der begge have arvet
en Capital af lige Vigtighed. Den første kalder Fornuften til Raads, og hand¬
ler saaledes med sine Penge, at ingen af hans Udgifter ere u-nødvendige. Hans
Klæde=Dragt er tarvelig, hans Levemaade menneskelig, og hvad han har lærdt
i sin Ungdom, bruger han nu for at tiene sig selv og Fæderne-Landet; Sin Ca¬
pital har han udsat, og den indbringer ham aarlig anseelige dog billige Renter,
saa at han, uden at røre ved Hoved-Stolen, vel kand komme ud. Apicius
derimod er en Bon vivant; han giver ikke havt den Møye at udsætte sine Penge,
at igiennemlæse Obligationer, ja det vilde falde ham for besværligt at være
hiemme paa de Tider, naar han kunde vente sine Renter; han beholder derfor¬


228
Capitalen hos sig selv, og han er ikke saa paaholden, at han ey skulde unde andre got Folk Deel¬
i sine Midler; han fører en Equipage som en Greve, og opofrer aarlig en Deel af sine Midler¬
til Moden; hans Stand befaler ham ogsaa at holde en Medhielperske, hvis Tieneste vises ikke
omsonst. Hans Beene ere alt for ømme til at gaae, og hans Legem for delicat til at tage imod
Luften, han maa derfor indsluttes i en Carosse, naar han drager om for at aflegge Prøve paa sin
Færdighed i Leve=Konsten. Avicius forsøger ofte at faae sin Broder til Compagnon, men for¬
giæves; han er alt for klog, at han skulde spille sine Midler i Hænderne paa Skiøger og Billard¬
Brødre, og han meener, at hans Legeme vel kand tage til takke med Klæder, der ere skikkelige, skiønt
ey prægtige eller naragtige, store Frisurer og jasminerede Perukker vil han ey antage for tilfor¬
ladelige Beviser paa store Hoveder, og han vil ikke insinuere sig ved et overdaadigt Liv, thi han
bliver aldrig sindet at bane sig Veyen til sin Lykke ved Assistence af Gryde=Venner. Han for¬
dømmer derfor sin Broders Huusholdning, og beder ham ofte at kaste et Øye ud i Tiden, samt
betragte Følgerne af saa uordentlig et Liv, han forestiller ham Armod, som en u-omgiængelig
Svite af hans Overdaadighed; men hans Formanninger finde ingen Øren, og han udretter intet
meere, end at Broderen bringes i Harnisk. Prudentius, hvis Opførsel er gandske philosophisk,
faaer Navn af en Gis-Hals, der af en umættelig Begierlighed efter at samle Rigdomme nægter
sit Legeme den fornødne Pleye, og sit Sind de tilladelige Forlystelser. Vi see altsaa af disse
Exempler, at en god og roesværdig Huusholder bliver ofte caracteriseret som en Gierrig og Guier,
fordi han ey vil leve i eet Aars Overflødighed, for siden at betle sit Brød, og omvexle sin Boelig¬
med det almindelige Qvarteer for Overdaadigheds Elskere og de fattige Stolte. De
Fornuftige see den Middel-Vey, som er imellem Ødselhed og Karrighed, og de see den saaledes,
at de tillige følge den.
Af mine Tanker i disse mine Blade, see mine Læsere paa nogen Maade Urimeligheden i den
Last, som jeg har stræbt at forestille. Naar vi med et fornuftigt Øye betragte den gandske Sag,
mærke vi tvende Hoved Kilder, af hvilke Gierrighed har sit Udspring, den første er Vellyst og en
indbildt Fornøyelse, den anden en utidig Frygt for Fattigdom. Jeg veed, at Gierrighed maa
regnes iblant de Laster, der meest blive elskede, og at Mennesker, der have gjort sig til Slaver af
den samme, indbilde sig at giøre Hinder i deres egen Lyksalighed, følgelig handle tvert imod For¬
nuftens Forskrift, om de skulde give den Afskeed, jeg tilstaaer ogsaa, at denne Last har forstukket
sig under mange deylige Farver, og ligesom giort sig behagelig ved mange indbildte Sødheder,
saa jeg derfor ikke er saa taabelig at vente dens Herredømmes Afskaffelse. Erfarenhed lærer os, at
det almindelige Had, som følger med Gierrighed, og de haanlige Slutninger, som alle giøre, have
snart ikke mindste Virkning i den Gierriges Gemytte. En Euelio kand følge en anden til Graven,
kand see, at han nøgen bortføres, og at han maa lade alle sine Midler efter sig, der ofte blive hans
Fiender til Bytte; han kand høre deres foragtelige Domme, der tillige med ham give den Døde
Geleyde; men han bliver dog den, han er, røres han lidet ved en alvorlig Eftertanke, saa bliver
det allene en kort Stilstand, og Fienderne holde sig som i en Krog, for at samle nye Kræfter at de¬
res Anfald kand blive desto stærkere, og man seer, at den Mand, der i Gaar fældede Taare ved den
Gierriges Grav, kand i Dag saaledes lade sig overvinde af fine stormende Passioner, at Samvit¬
tigheden kand nedsluge al den Uret, som næsten tilføyes, der maa befordre den Gierriges Fordeel.
Naar jeg betragter dette, har jeg aldeles ingen Aarsag til at forundre mig, om dette mit Ark bli¬
ver forglemt, saa snart det er læst, og om den Gierrige beleer mig som en Daare, der fordrister
mig at raade ham fra sine Hoved Pligter, som tusinde Aarsager befale ham at efterkomme. De,
som ikke staae under denne selsomme Passions ulyksalige Tyrannie, blive de meest upartiske
Dommere, og de, der fremture i en Last, skiønt de kiende dens Hæslighed,
handle hverken som fornuftige Skabninger eller
gode Borgere.


229
No. 27.
Udgivet den 13 Novembr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Nullum vitium est tetrius, qvar avartia direptioqve
Sociorum, habere enim qvæstui Rempublicam, non
mode turpe est, sed sceleratum etian & nefarium.
Caput autem est in omni procuratione negotii &
muneris publici, utavaritiæ pellaturetiam minima
suspicio.
Cicero,
D¬
et overflødige Onde, som Menneskenes Laster foraarsage i Verden, har
givet Moralisterne Anledning til at søge efter den store Kilde, hvoraf saa
mange Vederstyggeligheds Strømme udvælde. Deres Meeninger har i dette,
som i meget andet, været adskillige, og enhver har efter sin Jndsigt fundet en Oprin¬
delse til det Onde, som han har meenet at være den sande. Den fornuftige Pla¬
to har givet Mennesket Navn af et levende Jnstrument, hvis Deele, naar de alle
stemme overeens, give en behagelig Lyd, og sette de Hørende i Bevægelse. Det¬
te Jndfald har foraarsaget, at man længe har disputeret om den Streng, som
paa det levende Jnstrument var vanskeligst at stemme. Nogle holde for, at et
Menneskes Tunge er det besværligste Lem at holde i Ave, og at intet stifter meere
Ont i Verden, end den samme. Andre meene, at den almindelige Ulykke maa
tilskrives Hænderne, der stedse ere færdige til at gribe fat paa det Uægte, og at
beholde Skyggerne. Nogle beskylde Øynene, som de, der uden at blive trætte,
forlyste sig med at beskue Forfængeligheder. Andre derivere det Onde af Ørene,
saasom disse vise sig alt for villige til at anhøre Hykleres Smigren og de Jldesinde¬
des Bagtalelser. Jeg vil ikke anføre meere; thi det, som allerede er mældet, be¬
viser noksom, at Menneskets sunde Deele ere faa eller ingen.
De Philosophi, der have en høyere Anviisning, end den, Fornuften for sig
selv kand give, lede ikke længe, førend de finde Ondskabens egentlige Kilde, og,
naar de vil tale philosophisk, sige de, at alt Ont reyser sig af falske og forvirrede
Forestillinger, da Mennesket, bedraget af sine Sandser og Jndbilding, anseer
det Onde som Godt og det Gode som Ondt. J sligge forkeerte Domme holder jeg
for, at Begierlighederne fornemmelig spille Mester, og nægter ikke, at jeg jo i
Besynderlighed anseer Gierrighed for en af de allerskadeligste. Hvad de
Hedenske Vise angaaer, da veed jeg vel, at mange iblant dem, der have et høye¬
re Lys, ja end og anseelige Lærere, sette hines Fornuft-Slutninger inden alt for¬
snevre Grændser, og intet er almindeligere end at see i mange theologiske Skrifter,
saadanne Decisioner, hvilke, om de vare saa vel grundede, som de ere myndige


230
og anførte med temmelig Assurance, skulde man slutte, at Mennesket, der haver
ingen høyere Kundskab at følge, end Naturens, kand umuelig ved sine Slut¬
ninger gaae saa vidt, at han kand kiende de uordentlige Begierligheders Veder¬
styggelighed; han maa efter deres Tanker allene lade sig nøye med at raisonnere
om det Udvortes, og han fatter ikke, at det indvortes Onde giør et Menneske stin¬
kende for sin Skabere. Jeg maa tilstaae, at jeg ikke antager disse Domme for¬
ubedragelige, og jeg har gjort mig Fliid for at finde saadanne Vidnesbyrd, med
hvilke jeg kunde bevise Contrarium. Det synes vel at være min foresatte Sag u¬
vedkommende at anføre nogle af de samme, ikke desmindre vil jeg dog meddeele
mine Læsere nogle faa, der lære os, at vi ey med en blind Lydighed bør anlage al¬
le Domme for Sandhed, fordi de høres af Mænd, der har gjort sig anseelig¬
ved Lærdom. En gammel og tillige berømmelig Engelsk Skribent har viist sig
flittig i at uddrage af adskillige Hedenske Skrifter saadanne Lærdomme, hvilke,
som de ere velgrundede Følger af Naturens Lov, ikke stride imod den Skrevne;
Jblant andre anfører han ogsaa disse eftertænkelige Ord: Af alt Onde er Be¬
gierlighed det første og tillige det største (?) saa vel som og den H.denske
Poets Juvenalis merkelige Tanker, der siger et Sted i sine Satyrer, at den, der
i sit Gemytte gaaer frugtsommelig med noger Ondt, giør sig ligesaa
skyldig, som om han begik det i Gierningen. ( Jeg vil ikke paa disse
fornuftige Slutninger grunde mine Tanker, naar jeg sætter Gierrighed som en
Hoved Aarsag til det meste Onde i Verden, naar mine Læsere har efterseet disse
mine Blade, overlader jeg til deres egne Domme, om de vil underskrive mine
Meeninger eller ikke.
Øyemerket af min sidste Betragtning var allene at forestille Gierrighed som
en Last, der iblant alle fortiener den overste Rang, fordi ingen meere, end den,
strider imod den sunde Fornuft, og ingen aflegger stærkere Prøve paa et Menne¬
skes forunderlige Qvalitæter, der indretter sine Gierninger efter Sandsernes
Forskrift, en Lov, som allene er given de Skabninger, hvis Jndretning i Hen¬
seende til Egenskaber og Væsen synes i Ypperlighed at give Menneskenes meget
efter. Jeg giorde mig ogsaa Flid for at vise Gierrigheds adskillige Aarsager, an¬
de, som maaskee maatte faae opladte Øyne til at see Vederstyggeligheden i La¬
sten, kunde tillige blive underrettede om dens egentlige Kilder, at deres
Forandring til det bedre kunde blive meere grundig og meere bestandig. Enhver,
der ikke finder Lyst i at storme imod Sandhed, tilstaaer uden Tvivl Rigtigheden,
imine Tanker, og en Elsker af Gierrighed begriber lettelig, om han vil, at La¬
sten er af det Slags, der ingenlunde bunde have Sted hos ham som et Menne¬
) Richarius Holdeport, fine Theologiske Trelestioner anfører dette,
Taarup, her forio Aar en Flod. 65. Timon apud Achenæum¬
ed 10 Septer, 10 ved S. - oc vre.
Scelus intra se tacicum qvi Logitat ullum.
Facti crimen habet.
Depolis in Sator 13.


231.
ske, og af de Pligter, der paaligge ham en fornuftig Skabning, stedse at arbey¬
de paa sin Tilstands Fuldkommenhed, hvilket i Besynderlighed skeer ved at be¬
flitte sig paa Dyden, og giøre sig løs fra Laster, ere ikke svage Bevægelsers Aar¬
sager, der burde opmuntre ham til at give Gierrighed Afskeed. Men da Sæd¬
vane og en skiult skiønt urimelig Fornøyelse ofte gjør en Last saa behagelig, og
hielper den til at fæste saa dybe Rødder, at den ikke uden med Magt kand opryk¬
kes, og Mennesket ligesom maa giøre Vold paa Naturen, naar han skal slide sig
løs fra dens Herredomme, saa vil jeg ikke vægre mig ved endnu i disse mine Bla¬
de at fore Pennen mod saa skadelig en Fiende, og under Sandhedens Beskyttel¬
se forestille mine Brødre de sørgelige Jndflydelser, som Gierrighed haver i det al¬
mindelige Væsen, for end og at vise Passionens Slaver deres Pligter som Bor¬
gere, og hvor uværdige de vise sig selv til Sted i et Selskab, saa længe de sigte imod
deres egne Brødre under en saa farlig og rasende Fiendes Fane.
Det er vanskeligt at sige, enten de blodige Krige, der forstyrre Verdens
almindelige Fred, ere Virkninger af Regiere Syge eller Gierrighed. Dette
veed vi, at, da Kierlighed forlod Verden, mistede det menneskelige Kiøn een af
sine sterkeste Forskandsninger; Gierrighed, der havde gjort alt hvad den kun¬
de, for at fordrive en Fiende, der meget hindrede dens Fordeele, forsømmede sig
ikke, men udsendte Krigs-Guden, som sin fornemste Betient, for at stifte et
almindeligt Oprør iblant Verdens Indbyggere, og bringe det ene Rige i Har¬
nisk mod det andet. J saadanne Affaires gaaer Avind ham meget til haande;
thi, som den anseer Menneskens Lyksalighed med skeele Øyne, saa gjør den, hvad
den kand, for at oprore Begierlighederne, og giøre de Rigdomme, som findes
i et Land meere end et andet, saa store, at man giør sig Fliid for at finde Aarsager
til Krig, der kand have Skin af Retfærdighed, siden Velanstændighed befaler
Menneskene methodige og efter visse Regler at dræbe hinanden. De, der have
nogen Erfarenhed i de ældere og nyere Tiders Historier, bekiende alle, at en u¬
mættelig Begierlighed efter Rigdom har givet Anledning til mange bedrøvelige
Tragoedier, og at mange tusinde Mennesker ere opofrede for at stille en gierrig
Princes Graadighed efter Fremmedes Midler. Jeg veed vel, at Nidkierhed i
Religionen og Begierlighed efter at udvide det Roman Catholske Rige, skal tie¬
ne til et Dekke, der maa lade sig bruge for at besmykke Spaniernes Tog til den
ubekiendte Verden, og retfærdiggjøre den barbariske Grumhed, som de øvede
imod de Americanske Indbyggere; men de ere saa, der lade sig forblinde af disse
Sminker, og, naar man tager Skiulet tilside, seer man en Gierrighed, der er u¬
beskrivelig, og erfarer med Vished, at de Rigdomme, som i Overflødighed fand¬
tes i den fierde Deel af Verden, dreve Spanierne til at besøge Landet, og lige¬
som transformerede dem til rivende og glubende Dyr, der have givet Materie
til de bedrøvelige Historier, som endnu ikke kand læses uden største Bevægelse.
Skulde sligt være skeet, for at bringe Hedninger til Troen, maa man tilstaae,
at Verden lidet kand være tient med saadanne Prædikantere, og at Spanierne


232
har, som deres ypperste Præst, sat Religionens Væsen i at berige
sig selv.
Det er ikke Gierrighed allene, der begynder Krigene, men den fortsetter
dem ogsaa med Lykke; En Fæstning erobres ikke altid ved Canon-Skud, og de
gloende Kugler giøre ofte mindre Virkning end de gyldene. Naar Gierrighed
har indtaget Commendantens Hierte, ere alle Fortificationer forgieves, og,
naar en Forræder opholder sig i Staden, der for en Summa Penge, opofrer¬
all Kierlighed til Fæddernelandet, blive de sterkeste Muure lette at bestige. Saa¬
længe Fiendtlighederne vedvare paa begge Sider, har Gierrighed bemestret sig
Soldaternes Gemytter, at de i hobetal søge efter Bytte, ja denne deres Graadig¬
hed er ofte Aarsag, at Seyeren bliver paa deres Side, der ikke kunde vente sig
den, den er ogsaa Aarsag, at Mennesker blive medhandlede som Fæe; Ja man¬
ge farlige Krige blive omvexlede med en taalelig Fred for det svageste Partie, al¬
lene fordi man lader Hænderne forgylde, der skulle fore Sverdet. Jeg erindrer
mig herved den Russiske Czarindes Catharinæ Alexiewnæ kloge Resolution, der
betienede sig saaledes af den Tyrkiske Veziers Gierrighed, at hun frelsede den
beste Deel af det Russiske Krigs-Folk tillige med hans Czariske Majestæt fra en
overhængende Fare, hvoraf sees, at af Gierrighed flyder i visse Henseende ogsaa
noget, som er godt.
Jeg er bleven alt for vidtløftig i at tale om fremmede Handeler, vil derfor
begive mig tilbage i min egen Leyer, for at see det Onde, der i Overflødighed avles
i Fædernelandet af den stinkende Last, som jeg stræber at udrødde. Som Kier¬
lighed er et med de stærkeste Baand, der sammenbinde Lemmerne i et Selskab,
saa bliver det klart, at intet tiener meere til at kaste Bygningen over Ende, end
det, som angriber Grunden. Fædernelandet har vel Anseelse af et Societæt,
men jeg feyler ikke, om jeg siger, at Siælen moxen er borte, og de fleste Lemmer¬
blevne følesløse, eller rettere, at den ene Lem ikke kand fordrage, at den an¬
den lider vel. Vore Stæder vrimle af saadanne Indbyggere, der ligesom ere u¬
delukte fra alle de Rettigheder, som et vel indrettet Societæt burde unde dem,
og, naar vi eftersee Aarsagerne, finde vi dem i vore Brødres Laster, i Særde¬
leshed i deres Gierrighed. Saa snart et Menneske har solgt sig til denne Fiende,
bliver det strax fourneret med saadanne Principia, der tiene til at befordre egne
Fordeele; Landets almindelige Velfært settes af Øye, og den ene finder sig ey
forbunden til at tage den anden under Armene. Gierrighed har lagt Grund til¬
en skadelig Stats Marine, og, erindrer jeg ret, indbefattes den samme i dette
Enhver for sig, Gud for os alle.
Borgere, der giøre dette Ordsprog til deres Symbolum, føre ligesom et
Ubarmhiertigheds Skildt, og man kand strax læse af deres Ansigt, at Kierlighed
har ingen Boelig i deres Hierter; de lee af dem, der vil henviise dem til deres
Pligter, og de drive Spot med deres Lærdomme, der efter Naturens Lov sige
dem, at den ene Borger er skyldig til at rekke den anden Haanden. Deres Ly¬


233.
dighed er større imod de Love, som deres Begierligheder give dem, og der kildrer
dem hiertelig, naar en Hykler vil raade dem til Neutralitæt. J Sandhed,
Verden var endda ikke saa ond, hvis Menneskenes Gierrighed gik ey videre, og
manges Skjebne blev ikke saa slet, dersom de ubarmhiertige Borgere vilde lade
sig nøye med deres Eget; mende, som ere neutrale, naar det kommer an paa at
understøtte andre, handle tvert imod deres egne Principia, naar det gielder om
at søge deres egne Fordeele. Avarinus bekræfter med sit merkelige Exempel
Sandheden i dette: Han har ikke lettelig ladet nogen Leylighed forbigaae, der kun¬
de tiene til hans Jnteresse, og enhver veed at han besidder anseelige Midler. Vi
gjorde ham Uret, om vi vilde anføre ham paa deres Register, der have forjaget
Kierlighed til Næsten; han holder det for noget nedrigt, at udgive en Skilling
eller to som en Almisse, og, for at beviise Urigtigheden i deres Slutninger, der i
Anledning af dette, vilde dømme ham som en lidet Medlidende, giver han snart
alle frie Adresse til sine Penge, ja for at legge sit kierlige Hierte desto bedre for¬
Dagen, udsteder han maaskee i Gazetterne offentlige Jnvitationer, for at kal¬
de dem til sig, der maatte være trængende. Hvad deyligere Beviis kand afleg¬
ges paa en god Borger og en barmhiertig Broder, Siger du: Avarinus fortie¬
ner ey saa anseeligt et Navn; thi hans kierlige Indbydelselser ere Virkninger
af hans Gierrighed, og han gjorde ey saa deylige Tilbud, dersom han ey kunde
forsikkre sig om tilstrækkelig Vederlag; hans umættelige Begierlighed foreskri¬
ver de Trængende saadanne Vilkaar, der ere utaalelige; Tolv a Femten pro Cento
begierer han til Rente, og for at forøge sin Casse endnu meere, udgiver han sig
maaskee allene for en Commissionaire, der har Frihed til at paastaae for sin
Møye anseelige Douceurs, maa jeg svare, at intet kand være billigere; hvad
kand forbinde Manden til at røbe sine Midler, og hvad kand befale ham, at la¬
de sig nøye med sædvanlige Renter, Handler han ikke efter Viisdoms Regler,
og finder han ikke, som andre Mennesker, en Drift til at befordre efter Muelighed sin
egen Fuldkommenhed, Hans Klogskab admirerer jeg derudi, at han vil see sig
forsynet med tilstrekkelig Pant, og hans Prætentioner paa store Renter aflegge
de klareste Prøver paa hans ugemeene Forstand; thi han slutter fornuftig, at,
naar Renterne ere utaalelige, og Halvdeelen af Pantet ey kand betales med Ho¬
ved Stolen, kand han giøre sig Haab om i Tiden at beholde det ene saavelsom
det andet, hvorved hans Boe tager ikke synderlig Skade.
Men, at jeg skal tale alvorlig, saa siger jeg reent, at de ubillige Renter,
som af mange paastaaes, vise de Gierrige som tærende Blod-Jgle, der ikke kand
mættes, førend de have udsuet den Trængende til sidste Draabe; hvad siger jeg,
de kand mættes, ney de fylde sig stedse, og deres Begierlighed bliver større og
større. Mange bemidlede opbygge prægtige Boeliger, og ziire deres Huuse
med kostbare Meubler, vilde de tale Sandhed, maatte de tilstaae, at deres
Vegge ere farvede med de Fattiges Blod, og de Sølv-Kar, i hvilke de have de¬
res Vellysters Drikke, ere forarbeydede for de Nødlidendes Sveed. Saale¬


234
des veed Gierrighed at forstyrre den fastsatte Orden; En Gis-Hals anseer ikke
alleneste andres Rigdomme med avindsyge Øyne, men de faa Smuler, som
den Fattige kand have, sette end og hans Begierligheder i Brand. Seyeren o¬
ver de Armeer let at erholde, og, omendskiønt Byttet ikke synes saa vigtigt, fin¬
der dog den Gierrige, hvad han søger, i de overvundenes Mængde. Efter Guds¬
Forsyns Absigter ere de Rige, det de ere, for de Fattiges Skyld, men efter Gier¬
righeds Øyemerke ere de Fattige skabte for de Riges Skyld.
Gaae vi videre, for at eftersee flere bedrøvelige Sviter, som Gierrighed dra¬
ger efter sig, finde vi, at den endog udslukker Kierlighed i deres Hierter, der ved
Ægteskabs Baand ere sammenknyttede, og i den Henseende bliver Lasten en As¬
modæus eller Ægteskabs Dievel, der finder Fornøyelse i at stifte tusinde Ulykker¬
Avidianus raadførede sig længe med sine Penge, førend han blev findet at for¬
andre sin Stand; han overlagde de adskillige Udgifter, der vilde møde ham, hvis
han skulde forsørge flere end sig selv, han bespurdte sig med sine Venner, for at
faae fordeelagtige Anviisninger; men, som de ikke vidste, hvorefter han førstede,
bleve alle deres Forestillinger forkastede; Manden resolverede tilsidst at gaae ef¬
ter sit eget Hoved, og han lugtede saa længe omkring i alle Kroge, indtil han til¬
sidst naaede sit Ønske. Men hvor bedrøvet bliver han ikke, da han erfarer sin
Hustrue at være anderledes sindet end han selv. Hans forrige Huusholdning ko¬
stede ham lidet; thi hans Levemaade var uslere end en Fanges; nu betragter
han med Kummer, at hans Hustrue ikke vil hungre, og de Børn, som fødes
ham, vegre sig ved at omkomme af Sult; Avidianus frygter for Fattigdom,
og han beslutter derfor at indskrænke sin Families Begierligheder. Selv vil han
forestaae sit Kiøkken, og han udelukker sin Hustrue fra all Deelagtighed i sine
Midler; han fordrer det skarpeste Regnskab for alle Udgifter, og, naar han beso¬
ger sine Venner, sætter han Mærke i Brodet, for at forekomme dets Formind¬
skelse, for at spare paa Skillingen, underkaster han sig selv det nedrigste Arbey¬
de, og, naar han treffes i sin Stold eller ved Haand-Overnen, siger han, at
hans Sundheds Conservation udfordrer Legemets Bevægelse. Er det mueligt,
at saa gjerrig en Dievel kand elskes af sin Hustrue, og kand man undre sig meget,
om Børnene sukke efter hans Død, eller forfalde til andre Laster, der alle maa¬
tilskrives hans umættelige Gierrighed, Jmidlertid veed denne Penge Træl¬
meget snildt at sætte Farve paa sin Last, spørger man, hvorfor han lader sine
Børn gaae nogene, eller skiuler deres Legemer med nogle faa Pialter, siger han,
at de maa vænnes til Ondt, vil man vide, hvad der bevæger ham til at uddeele
Brødet i saa smaa Portioner, svarer han, at Tiderne ere vanskelige, og de
mavre Jndkomster udfordre en menagerlig Oeconomie, store Sygdomme og
en hastig Død ere nødvendige Følger af en overdaadig Levemaade; de fornufti¬
ge Medici raade til Tarvelighed, og han har stedse befundet sig vel ved at lædske sin
Tørst i Vandspanden, og tage til takke med tørt Brød, Naturen er fornøyet med
lidet, og han har ey i Sinde paa sin gammel Alder at tage fat paa Betle-Staven.


235
Iblant alle de Mennesker, der ere Slaver af Gierrighed, fortiene ingen meere at sæt¬
tes til rette, end de, der have Sted iblant de Geistlige, og man kand sige, at det Onde, som
flyder af Lasten, naar den elskes af disse, er i mange Henseender det allerstørste. Philargyrus
sidder i et Embede, der befaler ham at troe, hvad han prædiker for andre, og at øve sig i de
Dyder, som han med Nidkierhed indskierper. Han mærker, at, dersom Gierrighed samlet
med Karrighed bliver almindelig i hans Sogn, kand han ikke vente sig meget Offer, og hans
Tiende vil blive saare liden; han kiender Hæsligheden i Lasten, og gaaer dog selv bunden i dens
Lænker; han raaber ved alle Leyligheder paa den Kierlighed, som en Menighed bør vise imod
sin Præst, og han forlader ofte den anordnede Text, for at udvælge sig en anden, der best kommer
desto vigtigere, er han selv i Stand til at opdigte hundrede Historier, der bevise deres u-om¬
overeens med hans Absigter. Han afmaler Gierrighed med de skrækkeligst Farver, og indrøm¬
mer visse Værelser og visse Piinster i Helvede for dens Tilbedere. For at giøre sine Declamationer
giængelige Straf, som nægte en Lærer sine Fordringer, og de, der i agttage deres Pligter i
dette Stykke, har gjort alt hvad de bør, for at faae Deel i Sallighed. Det er klart, at Phi¬
largyrus er overmaade gierrig, det er ogsaa klart, at hans Gierrighed er ledsaget med bedrø¬
velige Virkninger; den giør ham til en Vasal af de Rige og en Plage-Foged for de Fattige:
For at formaae de Første til Gavnildhed, seer han igiennem Fingre med deres Feyl, læmper
ne Prædikener efter deres Lyster, stikker Sandheden under Stoel, og i sær tager sig vare, at
han ikke rører ved deres Skiøde=Synder, og fordi han kand vente sig lidet af de Sidste, ere
hans Applicationer gierne partiske, og hans Tilrættesættelser haarde. Jeg vil ikke tale om
hans Brude Vielser eller Liig-Prædikener, der i feede Affaires ere krydede med de rareste
Consiturer, som Veltalenheds Konst og de ziirligste Postiller eller Concept-Registere kand brin¬
ge til Veye, ja bestaae snart af lige saa mange Berømmelser som Ord, hvilket altsammen er
saare mavert, naar et fattig Partie indgaaer Alliance, eller en forarmet Mand skal geleydes
til Graven. Denne Geistlige Læge kommer derudi overeens med de Legemlige, at hans Rey¬
ser og Besøgelser ere temmelig dyre, Kudsken bruger ey sin Svøbe omsonst, og Præsten meget
mindre sin Mund; Mange Fattige kunde behøve hans Nærværelse, men da de ansee ham i de¬
res Hytte med samme Øyne som en Exsecutant fra deres Herskab, driste de sig ikke af Mangel
paa Aflads Penge at begiere hans Trøst. De Fornuftige, der har Jndsigt i Tidernes Vanske¬
lighed, støde sig ingenlunde over Philargyri Conduite. Er da en Lærer forbunden frem for an¬
dre at lade sig nøye med Klæde og Føde, eller bør han lade af at være Menneske, og jage alle
Begierligheder efter Overflødighed i Landflygtighed? Hvad er meest magt paaliggende, hans
egen Jnteresse eller hans Meenigheds Beste, Philargyrus viser sig som en god og ustraffelig
Hyrde; thi om han end klipper Faarene, opsluger han dem dog ikke, og hvad kand begieres
meere, J Sandhed Manden er at undskylde; han staaer i Fortroelighed med de Rige, og
hans broderlige Omgang har forskaffet ham mange Venner; han maa hver Dag være færdig¬
til at modtage Besøgelser, og han kand ikke uden om Søndagen afspise sine Giester med Ord.
Med alle sine Prædikener imod Hovmod og Pragt kand han ey rense sit eget Huus fra saa skade¬
lige Drage-Dukker, hvad der mangler paa hans Eqvipage, opfylder hans Hustrue, og hans
alamodiske Døttre vil ikke vige andre i Magnificence. Bør da ikke Manden at være om sig, og,
naar han har saa mange at forsyne, hvor er det da mueligt, at hans Sæk kand blive fyldet:
Jeg maatte ogsaa spørge, hvad der kand befale ham at lade sit Kiøbmandskab fare, og med hvad
Grund man støder sig, naar man seer, at hans Oeconomiske Forsigtighed lader Kornet ligge, naar
Aspecterne true med dyre Aaringer har han da forgiæves udgivet sine Penge for Coleri Huus¬
holdings Bog, eller bør man fordømme ham, fordi han tager Plads iblant Møllere, og
maaskee driver Kiøbmandskab med sine Heste, Jeg maatte ogsaa vide, hvad der kand forbinde¬
ham til at gaae løs paa de Rige og Fornemme med samme Jver som paa de Nedrige Bør han
ikke have lærdt af Erfarenhed, at en Mand, der oplader sin Mund forat straffe de Høyeres
Synder, giør sig selv forhadt, og naar han taler Sandhed alt for tydelig, da at give Plads
til en anden, Bør han ikke vide, at man kand skielde, forhaane, beskylde og forrette den


236
Fattige, og dog blive angerløs, eller i det mindste ved en slags Gavildhed at kunde giøre sig
gien kand gaae ham til haande, ( Jeg kunde vel have forbigaaet disse Anmærkninger, og ladet
uskyldig, og bør han ikke altsaa holde sig færdig til at læmpe sig efter alle Tider, at Tiderne i¬
den gjerrige Lærer selv forsvare sin Sag, men da Mennesker af det Slags staae i Egen Kier¬
ligheds Fornægtelse, har jeg holdet det for billigt at tale til deres Forsvar alt, hvad jeg har
kundet. (**
Førend jeg slutter min Betragtning, maa jeg endnu anføre en Virkning af Gierrighed,
der er ikke mindre skadelig end andre. Kaste vi et Øye tilbage i de gamle Tider, befinde vi, at
Gierrighed, der fandtes hos een og anden, har været Aarsag til den store Vankundighed, i
hvilken den anseeligste Deel af Jorde-Riges Indbyggere laae nedsiunken Som de adskillige Secter¬
af verdslige Viise pleyede at føre Navn af deres første Stifter eller andre særdeles Omstændig¬
heder, saa see vi og af den philosophiske Historie, hvis Sandhed bliver grundet paa Erfaren¬
hed, at, da de saa kaldede Philochrysiske eller Guld elskende Viise begyndte at række Hovedet,
i Veyret, grundige Studeringer tabte en stor Deel af deres Anseelse, og at Hovedet for See¬
ten gjorde ved sin gierrige Omgang ikke lidet til deres Foragt. Man saae da den lærde Repu¬
bliqves almindelige Beskrivelse til Skat, for at giøre sig meriteret til den philosophiske Kaabe;
man agtede ikke paa en Candidates Færdighed i solide Videnskaber; men hans Lærdom blev
maalet efter hans Penge, og, naar en Hendelse havde gjort ham riig, giorde den samme ham
lærd, saa at de Tiider vare ligesaa frugtbare paa riige eller lærde Hoveder, som de havde O¬
verflødighed paa Fattige, det er, vankundige Brødre. Følgerne af saa selsom en Huushold¬
ning fattes uden Vanskelighed. Mennesker, som Naturen havde undet Forstand, men Lykken
misundet Penge, tabte Modet, og ansaae Studeringer som et Haandverk, der allene burde
practiceres af de Bemidlede, og, som disse for en civile Priis kunde tilhandle sig philosophiske
Sciencer, vare de ey saa taabelige, at spilde Tiden for at lede efter det, som de kunde finde i de¬
res Lomme, og hvad Under da, at Verden paa den Tiid vrimlede af forgyldte Drog eller rige
Jdioter, J den Henseende ere vore Tider lyksaligere end hine, og de philosophiske Kiøbmænd
vilde komme mærkelig til kort, hvis de vilde mælde sig med deres Bud i nærværende Periodo.
Dørrene til Minervæ Helligdomme oplukkes nu ikke med Sølvnøgler, og berømmelige Pro¬
gresser i nyttige Videnskaber ere ikke til Falds uden for Sveed og Arbeyde. J Betragtning af
dette kunde vel min sidste Anmærkning synes at være forgiæves; men den forrige Verdens
Blindhed bør giøre os seende, og naar vi see skadelige Virkninger af den philosophiske
Gierrighed i de fremfarne Tider, kand vi desto bedre væbne os, om
den Philochrysiske Sect igien skulde
blive levende.
*) Temporibus, qvi rite sapis, servire memento
Omnibus, at Tempus serviat omne Tibi.
(5) Hvad jeg har anført om de Geistliges Gierrighed, vil jeg langt fra ikke have forstaaet om
alle i Almindelighed, hvilket vilde blive stridende saavel imod billighed som Sandhed.
Jeg er ikke saa blind, at jeg jo kand see mange Lærere at være retskafne, og hvad jeg med
Grund har sagt om de Vanslegtedes Opførsel, har en vis Autor af vore egne Lands¬
Mænd og maaskee en Lem af den Geistlige Orden ikke taget i Betænkning med største Ef¬
tertryk og Frimodighed at udføre i større Vidtløftighed i et nyelig udkommen Skrift,
under Navn af Opmuntring til dem, som staae i Lære-Embedet, en Bog, der
vidner om Skribentens Erfarenhed om sine Brødres Feyl, og kunde tiene mange, hvis
de ey vare bange for at blive forbedrede.


237
No. 28.
Udgivet den 20 Novembr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Nullus argento color est, qvaris
Abditæ terris inimice lamnæ,
Crispe Sallusti, 2de temperato
Splendeat usu.
D¬
et Menneske, der staaer under visse Passioners Herredomme, og finder
Ds Fornøyelse i at opofre sig til visse Laster, røres aldrig meere til Forbittrel¬
se, end naar man vil forstyrre ham i sin Roe, og han agter intet Menneske daar¬
ligere under Solen, end den, der vil trykke ham paa Bylden, og med Frimo¬
dighed vise for Verden, at han ey allene gjør sig til en Latter ved sin Last, men
viser sig endog at være iblant de skadelige Borgere. Den berømmelige Socrates,
der kunde philosophere saa meget fornuftigere, som han ved idelige Meditationer
havde udstuderet Menneskenes Tilbøyeligheder, har uden Tvivl havt Øye paa
dette, naar han efter Platonis Vidnesbyrd holder det for en forgiæves Møye at
arbeyde paa Menneskenes Forbedring. En lastefuld Mand seer sig altid om¬
kring iblant sine Brødre, og han meener at finde Undskyldinger for sine U-or¬
dentligheder, naar han bliver andre vaer, hvis Udyder ere bragte til en høyere
Grad end hans, ja, vi fare maaskee ikke vild, om vi sige, at, fordi han ey finder
sig skyldig i de Laster, som findes hos andre, han selv maa være et Exempel paa
Dyden, og at de enten ere blinde eller onde, der vegre sig ved at anføre ham
paa de Ustraffeliges Liste. Alle Tiders Erfarenhed lærer os ogsaa, at den, der
ikke just efter sin naturlige Complexion finder Smag i de Laster, som elskes af an¬
dre, agter det for en Merite, at han ey føler sig i de samme, og finder største Bil¬
lighed derudi, at slige Laster tillige med deres Elskere blive efter Fortieneste straf¬
fede. Skeer det derimod, at han selv bliver truffen paa den ømme Side, og
seer sig antegnet iblant dem, der maa give en Tilskuer Anledning til Betragtnin¬
ger, oprøres strax Sindet, Forbittrelsen lader sig høre, og Munden fattes of¬
te paa Forbandelser og Skields-Ord, som den Strømme Viis udspyer paa
dem, der fordriste sig at angribe de Feyl, som finde Beskyttelse hos saa anseeli¬
ge Hoveder og exemplariske Siæle.
Jeg er vis paa, at ingen af mine ugentlige Betragtninger har meere for¬
noyet Gieren som han maaskee har kundet miste en To-Skilling) end de, der
satte Bugtieneren til Rette, og lagde deres Daarlighed for Dagen, der bringe
sig selv til adskillige Yderligheder, for at skaffe sig mange Øyne ved Ødselhed og
Pragt. Jeg er ogsaa vis paa, at ingen hav fundet større Smag i mine Tanker
om Gniere, end Fraadsere og Vellysters Trælle, men stode de Betænkninger
tegnede i deres Pande, som de have giort i deres Hierter over de Blade, der
angrebe deres livegne Passioner, Himmel, hvor selsomme skulde vi ikke da erfa¬


28.
re deres Domme, Drankeren paastaaer, at den Danske Sande-Mand bør la¬
de en ærlig Mand drikke sin Pott Øll i Roe; Gnieren vil ikke, at hans Huus¬
holdning skal lastes; thi han meener at have hentet dens Indretning i Viisdom¬
mens Skole, og at Verden vilde snart blive renset fra Daarer, hvis hans Fod¬
spor kunde blive en Lov, den alle skulde følge.
Enhver, der har gjort sig til Slave af visse Laster, tænker at have et Fri¬
heds Brev, der giver hans Feyl Tilladelse upaatalt at passere og repasserere, at
stifte saa mange Ulykker i Verden, som den allermeest kand, og at hans Sæd¬
vane i at practicere Lasten har fritaget ham fra alle Tilrettesættelser. Saadanne
Prærogativer meener jeg, at Gnieren i sær indbilder sig at have, og, ligesom
hans Rigdomme forskaffe ham mange Tilbeddere, saa tænker han vel, at hans
Feyl ikke bør finde Dadlere, og at den, der vilde raade Mennesker fra at opleg¬
ge sig Liggendesæ, raader dem tillige til at gaae imod de uskyldigste og priseligste
Tilbøyeligheder, som Naturen selv har indplantet i Gemytterne. Han begri¬
ber ikke, at de, der hvedse Pennen imod Gierrighed, dadle ikke den Gierning i
sig selv at samle Penge, men allene det Uretfærdige, som spores i den Gierriges
Veye, hvis Begierlighed er uden Grændser; de støde sig ikke over Rigdomme,
men allene over deres Tilbedere; de vil ikke, at en fornuftig Skabning skal væ¬
re en Træl af et stykke rødt Jord; men at han saaledes skal være Herre over sine
Penge, at han rettelig bruger dem.
Man Laster mig, siger den Gierrige, fordi jeg ved Sveed og Møye har sam¬
let mig nogle Midler; man fordrager ikke, at jeg holder paa Skillingen, hvad
er forunderligere, Bør jeg da løbe i Skiul, naar Himmelens Forsyn tilskikker
mig en anseelig Arve Deel, eller skal jeg flye for en Velsignelse som en Forban¬
delse? Vil man, at jeg skal kaste mine Penge paa Gaden, eller hvordan mee¬
ner man, at jeg skal bruge dem, J Sandhed jeg maa tilstaae, at den Konst,
rer at bruge sine Rigdomme, er een med de allervigtigste i Verden, og et
Menneske, der besidder Rigdom, men tillige har Lyst til at bruge den rettelig,
tager jeg ingenlunde i Betænkning at give det øverste Sted iblant dydefulde og
roesværdige Borgere. Denne Rang giver jeg ham ey i Henseende til sine Midler;
thi om end Penge synes at have Kraft til at udrette alle Ting, og at være det visse¬
ste Middel, der kand befordre til Maalet, saa bliver dog dette er Synes, og
Metallet faaer aldrig de Jndflydelser i sine Eieres Gemytter, at det skulde kunde
producere Dyd og Forstand; men i Betragtning af hans Færdighed i at kunde
anvende sine Midler ret holder jeg ham værdig til at bære saa anseeligt et Navn.
Mange iblant mine Læsere, der ikke gjøre sig Umag med at betragte en Sag
paa alle Kanter med alle sine Omstændigheder skulde uden Tvivl tænke og sige At
bruge sine Midler ret er ikkun Bagatelle, og den Fattige men lidet Fornuftige
er vel saa forvoven, at han tor ønske sig Rigdomme, da han vel skulde vise, at han
forstod at bruge dem; men de bedrage sig alle, og jeg tør endnu sige som før,
at iblant alle Videnskaber er ingen vanskeligere at føre i Øvelse, end ret at betie¬
ve sig af sine Midler, følgelig kand man ey viise et større Exempel paa et philoso¬


239.
phisk Menneske, end den, der har Penge og tillige Dyder, den, der har Over¬
flødighed paa Midler, men veed tillige at bruge dem, og bruger dem virkelig paa
den Maade, som Viisdommens Regler foreskrive.
Jeg har anseet denne Sag af saa stor Betydenhed, at, da jeg sluttede min
sidste Betragtning om Gierrighed, fattede jeg Forsæt i disse Blade at meddeele
mine Læsere nogle Svar paa det vigtige Spørsmaal: Hvorledes skal en riig
Mand bruge sine Penge, og hvad heder det egentlig, vel at anvende sine
Midler, At vilde afhandle en Materie af det Slags, synes saa meget meere
nødvendigt, som alle de, der ere begavede med Rigdom, fornøye sig selv med
den Tanke, at de bruge deres Midler paa klogeste Maade, have altsaa ey behov
at hente Underviisning fra andre i en Konst, som ingen forstaae bedre end de selv.
Dette uagtet har jeg dog ikke anseet det forgiæves at anstille en Betragtning o¬
ver dette, og maa tillige erindre, at de meest almindelige Maader, paa hvilke jeg
finder Rigdom at anvendes, ere i mine Tanker ikke de lovligste eller beste.
Jeg har sagt, at Konsten er vanskelig, og de Fornuftige, der kaste et Øye
i Sagen, tilstaae uden Tvivl det samme. En Vandrings Mand har liden
Møye med at passere Veyene, naar de alle ere slette, ingen Forhindringer mo¬
de, ingen Snarer ere skiulte, og han har ey at frygte for hemmelige Fiender;
men, naar han skal gaae over høye Bierge, naar Veyene ere fulde af Anstøds
Steene, og Snarer ere kastede for et hvert Trin, maa han betiene sig af mue¬
ligste Forsigtighed, og, naar han da lykkelig overvinder saa store Vanskeligheder,
saa mange Farligheder, kommer han efter mine Tanker med større Merite til sit
Maal, end den, der endog kunde løbe dertil i Mørke. Ligesom det er ingen For¬
tieneste eller tilforladeligt Mærke paa Dyden, at en stum Mand holder sig fra at
skielde Folk ud, og det kand ey regnes et stupid eller følesløs Naturell til Merite,
at Forliebelse bringer ham ikke til Yderligheder, saa er det ikke heller nogen Me¬
rite for en fattig Mand, at han ey forfalder til de U-ordentligheder, der ere Følger
af Rigdom, eller rettere, til hvilke Rigdom giver mange Anledninger.
Et Menneske der har de nærmeste og stærkeste Leyligheder til at træde de helligste
Love under Fødder, og indretter dog sine Gierninger efter de samme; den der
har Ævne og mange Tilskyndelser til at giøre ondt, og giør det ikke; den, derzi¬
rer sit Liv med de skiønneste Dyder, da han befinder sig i en Tilstand, hvor alle
Anledninger gives ham til at styrte sig i Laster, fortiener med saa meget større
Grund det øverste Sted paa de Dyd elskendes Liste, som han har havt mange
Vanskeligheder at bestride, førend hans Liv kunde blive saa Regel ret. Den
Afmagt til at giøre det Onde, betager os ofte Tankerne derom, den qvæler, saa
at sige, de uordentlige Begierligheder i deres Fødsel, i det ringeste indslutter
dem ligesom i Siælens forborgne Kroge og Afgrunde; Men, naar et Menneske
mangler intet, der kand sætte Lysterne i Flamme, viser han sig først at være dy¬
defuld, naar han forhindrer deres herskende Kraft. Naar jeg betragter dette,
kand jeg ey andet end underskrive, hvad en vis Skribent haver sagt: Det fal¬
der en riig Mand besværligere at komme til Viisdom, end en viis
Mand at komme til Rigdom.


240
Saa vidt jeg seer, maa man sætte Overflødighed af Midler iblant de Ting¬
der kaste de stærkeste Forhindringer i Veyen for Dyden. Mange af de ældere
Tiders Philosophi have seet det samme, deres Lærdomme have derfor ey allene
været opfyldte med idelige Declamationer imod Rigdom, men vi have endog
saadanne Exempler, der lære os, at mange med Fliid have kastet deres Midler¬
bag sig, at deres Fremgang paa Dydens Vey kunde skee uden Anstød, som jeg
og allerede i een af mine forrige Betragtninger har anført den Thebanske Philoso¬
phus Crates, der berigede Haved med sine Penge. Vi kand ingenlunde rose
sligt Foretagende, og vi maa kalde dette at philosophere par force. Deres Philoso¬
phie er ypperligere og ædlere, der kand philosophere midt i Overflødighed, og end¬
skiønt de daglig kand beskue deres Midler, fordybe sig dog ikke saaledes i at elske dem
at de derved skulde lade sig holde tilbage fra de Pligter, som de ere skyldige at øve
Skal vi sige med faa Ord, hvad det er, ret at bruge sin Rigdom, saa kand
vi ikke udføre det paa en meere eftertrykkelig Maade, end at den, der ikke med sit
Hiertet hænger ved sin Rigdom, den, der slider sig los fra Rigdoms Kierlighed,
er allene i Stand til at bruge den ret. See vi noget dybere ind i dette, saa finde
vi i disse faa Ord fleere betydelige Puncter skiulte, end vi efter første Anseelse skul¬
de tænke. Et Menneske, er ikke elsker sin Rigdom, har gjort sig frie fra den latterli¬
ge Hofmod, som spores hos de fleste af Rigdoms ufornuftige Besiddere. Han
anseer ikke sine Midler, som en besynderlig Egenskab, der bør passere for Merite,
og ophøye ham over andre. Naar han ikke elsker Rigdom, hader han tillige de
Laster, som gemeenlig følge med Rigdom, sluttelig betiener han sig ikke heller af sin
Formue, for at bane sig Vey til Ære og opofre sig til Vellyst. Man vende sig
til hvad Side man vil, og man skal erfare, at Rigdom faciliterer alle Byrder,
giør alle Veye banede og korte, og man har derfor ikke saa megen Aarsag til For¬
undring, om alle Passioner i det ringeste middelbar føre til Rigdoms Begierlig¬
hed. De, som hverken overgive sig til Rigdoms Kierlighed, eller blive indta¬
gne af den Glands og de Forlystelser, som med den er sammenknyttede, de, som
er ligesaa langt fra Gierrigheds skidne Væsen, som fra en blind Ødselhed, kand
allene med deres Rigdom være gode Borgere, komme dem til hielp, som de ved
Slegtskabs eller Venskabs Baand ere forbundne, ja blive det Selskab til Nytte,
af hvilket de ere Lemmer.
Udfordres der intet meere, vil mange tænke, til at bruge sine Rigdomme
ret, saa bliver Vanskeligheden i Konsten ikke saa stor, som man søger at indbilde
os. Jeg tilstaaer selv, at Verden har Overflødighed paa saadanne Rige, der synes
at bruge deres Midler paa beste Maade; men, at et Skin ikke skal bedrage os, vil vi tage
os Frihed til at undersøge deres Huusholdning i dette Stykke, for at see, om deres Gierninger
svare til de Tanker, som vi giøre os om dem. Muneremporus er en Mand, hvis Religion,
Philosophie og Politiqve ere alle interesserede, han har faaet, jeg veed ikke hvorfra, de Prin¬
cipia, at hans Penge ere almægtige; han veed, at Gavmildhed er en Hoved Dyd, han har
derfore ogsaa i Sinde at øve den, og det saa meget meere, som hans Midler ere et kort Begreb af
alle hans Dyder og Fortienester. Skulde nu denne Mand beholde sine Penge for sig selv, eller
hvo vil disputere ham Plads iblant dem, der ansee Dydens Belønninger som Kramvahre, og
finde der for intet ypperligere, i hvilket de kand sette deres Midler. Manden er belæst i adskilli¬


241.
ge Historier, og snart alle Tiders Erfarenhed har lært ham, at Gavmildhed er iblant de Mid¬
ler, der allerbest kand føre til Maalet. (*) Muneremporus er ikke saa paaholden, at han ey
skulde giøre et Bud over andre, og han meener, at hans Gavmildhed bliver saa meget meere an¬
tagelig, som hans Herold aflegger de dyreste Forsikringer om sin Clientes ugemeene Dygtighed
til at tiene Fædernelandet i vigtige Affaires. Bør ikke denne Gavmilde finde Sted iblant dem,
der anvende deres Midler efter Klogskabs Forskrift, Og kand man rense deres Domme fra
Ondskab, der sige: at, som han endnu burde staae under en Formynderes Opsigt, kand man ik¬
ke undre, at han holder saa slet Huus med sine Midler, er ikke et Menneske sig selv nærmest, og,
naar Lykken føres til Torv, bør han da ey see sig selv forsynet, Vilde man dømme ham fra sin
Kierlighed til Næsten, handlede man imod de klareste Sandheder, og Manden kunde appellere
til hundrede Prøver, som han lover at aflegge paa sit kierlige Hierte. Det er ikke enhver, som
ved Gavmildhed imod Enker søger at bane sig Veyen til Successioner, og deres Exempler ere
rare, der tilbyde Afgifter, som overstige deres Kræfter: Lad end være, at saa prægtige Til¬
bud sielden komme til Opfyldelse, og at Vanskelighederne, som man forud har seet, forbyde
Depensernes Bestandighed, saa er det alligevel Beviis nok paa et medlidende Hierte, at Løf¬
terne ere gjorte, mangler det end ofte paa Kræfter til at lade Gierningen svare til sine Ord, bør
dog Omstændighederne forbinde os til at tage Villien for Evnen, og, at man først tager Mas¬
qven af efter et par Aar, kand ikke forhindre, at jo saa gavmild en Candidat har vidst at bruge
sine Penge. Fædernelandets Beste er noget, som man just ikke altid kand have for Øyet, det er
nok, naar man siger, at intet andet er Øyemerket. En Mand, hvis Casse er i god Stand,
staaer ikke heller synderlig Fare for at forløbe sig; Landet er jo ikke fattigt paa dygtige Hoveder,
og de fornuftige Stodere tage gierne Tieneste hos forgyldte Træe-Støtter. J den Henseende
støder jeg mig meget, naar jeg stedse maa høre haanlige Domme over deres Opførsel, der
grunde deres Ret til Fortienesters Belønninger paa deres Arve Gods eller sammenskrabede
Penge. Jeg vil ikke tale om, at de, der offentlig tale om slige Prætendenter som lastefulde,
prise dem lyksalige i deres Hierter, men jeg siger allene, at de lidet gunstige Domme have gier¬
ne Misundelse til Grund, og fældes af ingen uden dem, der alleneste beskue en Sag paa een
Side, og betragter ikke det adskillige Gode, som i mange Henseende kand flyde af det virkelige
Onde. Man betænker ikke, at, hvis de sædvanlige Greb komme af Moden, blev de Fattiges
og Forstandiges Skjebne endnu langt slettere. Som disse ikke ere glimrende, naar de lade sig see,
saa ere de som Stiernerne om Dagen, hvis Glands formedelst Solens Skin bliver usynlig.
riig Mand er som en Soel, og den Glands, som han haver af sine Penge, er meere end nok til
at forbunkle til Fattige med alle deres Fortienester, hvis de Bemidlede ikke ofte igien maatte laa¬
C. Der ere mange Maader, siger vor berømmelige Danske Skribent, at vinde verdslig Høyhed og Ære
paa. Naar Ærlighed og Forstand ikke vil befordre, griber man til det tredie Middel, som er Gav¬
mildhed. Derved banede fast alle Ærgierige Romere sig Vey til de høyeste Bestillinger udi Catonis
Tider, der ved conserverede Jugurtha og Mithridates sig længe udi deres Høyhed; derved trængde
Crassus sig ind udi Triumviratet, Cæsar banede sig Vey til Verdens Herredom, Antonius holt
heele Asien, Ægypten og Græken=Land udi Slaverie. Derved opløftes ogsaa mange udi vor Tiid,
og settes paa høyeste Æres-Spidse; Hvorudover de Spanier ikke uden Grund kalde fornemme Folk
Riccos Hombres, saasom det er let for en rig Mand, sær naar han veed at bruge sin Rigdom,
føre den selsomme Maade, paa hvilken nogle visse dumdristige Romere til Catilinæ Tiider skiemte¬
at komme til Ære. L. Holbergs Helte Histor. 1. Tom. p. 18. Jeg kand ikke efterlade her at ind¬
de med Divitiani Borgmesterskab. Denne var en anseelig Mand af en fornemme Familie, havde
mange Midler, følgelig efter de Tiders Principia flere Dyder og uendelige Fortienester, saa at Val¬
let kunde aldrig falde paa en meere skikket Person; ikke destomindre syntes de egensindige Borgere,
at alt, hvad andre kunde see hos Divitianum i Overflødighed, var i deres Øyne usynligt; sammen¬
rottede sig derfor med en Deel af de u-fornuftige Patres, og førte et Asen om paa Gaderne, der over
alt var bedekket med broderede Klæder, og førte tvende Poser, der vare fylte med Romerske Mynt.
Paa Dekket var fæstet et Pergament, hvorpaa med gylden Stiil stode tegnede disse Bogstaver,
C. D. L. A. F. hvilket skulle betyde. Consul designatus in annum futurum. d. er udnævnt Bor¬
gemester til følgende Aar. Dette taabelige Jndfald blev anseet med saa forbittrede Øyne, at Hoved¬
Manden maatte tage til takke med et ringe og u-anseeligt Embede, som en Riig intet skiøttede om¬


22.
ne Lys af de Forartede, hvor tynd blev da ikke stedse de Nødlidendes Lykke, Sandt at sige,
Pengene ere Hjul, og de ere skabte for at løbe. Mange iblant de Rige vide dette, de taale der¬
for ikke, at see deres Midler ligge i Stilhed, eller rettere at være allene; de sende dem ud i
Verden for at skaffe sig Venner, og ved disses Hielp Leyligheder til at blive forsynede med fæde
Jndkomster. Sic redit ad Dominum, qvod fult ante suum, saaledes komme Pengene tilba¬
ge med herlige Renter; Men, som de bør være i stedsevarende Bevægelse, skynde de sig til dem,
der sontenere de Bemidledes Personer, og paatage sig de Byrder, som de egentlige Forstande¬
re ey have Skuldre til at bære. En klog Fuldmægtig, der driver sin Principals Sager med
Lykke, er at ansee som en gemeen men tillige tapper og behændig Soldat: Seyeren er ikke ald¬
tid en Følge af den Commanderendes Conduite, de Gemeenes Tapperhed haver derudi den stør¬
ste Deel, skiønt Æren ofte bliver dens, hvis Feighed er ubeskrivelig, og Triumph-Støtter
opreises for den, der giør Figurer bag Busken. Den dummeste Mand kand ofte pukke paa si¬
ne kloge Mesures, sin vise Administration, vilde han tale Sandhed, burde han tilskrive sine
Penge sin Lykke, og sin Medhielper sin Forstand. Disse Betænkninger blive dog ikke alminde¬
lige; thi, ligesom vi finde mange, der ikke behøve at lade deres Sager gaae igiennem Fremme¬
des Hænder, siden de selv besidde Færdighed til at forestaae alle Ting med Fornuft, saa finde
vi ogsaa, at Fuldmægtigen ofte er ligesaa dum som Principalen, og at de Forrettede kand ven¬
te sig liden Trøst, enten de adressere sig til den ene eller anden.
Men jeg mærker min Vidtløftighed, og en Gavnildhed, der er et Foster af en fordær¬
vet Sædvane, har moxen ført mig fra min Hoved-Sag. Mine fornuftige Læsere maa selv
dømme, enten en Mand, der anvender fine Midler paa saa forvendt en Maade, kand siges ret¬
at bruge sine Rigdomme eller ikke. Jeg gaaer videre frem, for at eftersee flere Maader, paa
hvilke mange handle med deres Penge. At række de Nødlidende Haanden synes i sær at være pri¬
seligt, som det ogsaa er, men lader os see til Kilden, og vi skal erfare den ofte at være ureen, la¬
der os ogsaa see til dem, der begiere Hielp, og vi skal befinde, at mange iblant dem ere snart uvær¬
dige til Livet. Liberalis er riig og tillige gavmild, men ligesom Egen Nytte var Motiven, der
drev Muncremporum til at bruge sine Penge paa anførte Maade, saa bliver Hofmod Kilden,
af hvilken vi maa udlede Liberalis Gavmildhed. De som ikke kiende Manden, skulde snart giø¬
re ham Uret, og beskylde ham for en Kierlighed til Næsten, som han intet veed af at sige. Han
mærker, at hans Rigdom kand forskaffe ham ligesaa stor Høyagtelse, som Dyden tilveyebrin¬
ger andre, og han seer, at hans Penge har allerede gjort ham til en Afgud for dem, der bestorme
hans Casse med idelige Anmodninger; Han forlyster sig med at kunde see u-ophørlige Compli¬
menter, smigrende Lovsange, dybe Fornedrelser, og han bliver vaer, at meget af dette reyser sig
hos mange af en virkelig Høyagtelse, og er ey allene at ansee som blotte udvortes Forsikkringer.
De Straaler og den Glands, som Rigdom giver fra sig, forblinder saaledes de Eenfoldiges Øyne,
at intet er at see hos Liberalem uden Dyder i Mængde; De finde Egenskaber hos ham i Hobe¬
kal, der ikke ere til uden i deres Jndbilding, og det lidet Gode, som muelig kand findes, bliver u¬
endeligt. De sende besynderlige Forbønner til Himmelen for saa ypperlig en Borger, og de me¬
ne at Dyden tager Afskeed fra Verden, naar Liberalis bliver befordret til Graven. Manden
diverterer sig med at betragte dette, og hans Boe er derfor som et almindeligt Assistence=Huus.
Vi maa tilstaae ham dette, at af hans Gavmildhed flyder meget godt, men han fortørnes ikke,
om vi sige, at den ogsaa er ledsaget med meget Ondt: Tænker han, at han iblant andre ret bru¬
ger sine Penge, saa bedrager han sig. Vel er det sandt, at hans Midler befordre paa nogen
Maade det Selskabs Nytte, til hvilket han bekiender sig; men han sige mig dog oprigtig, om han
har gjort sig løs fra sin Rigdom, Langt fra at jeg skulde fordømme hans Gavmildhed imod de
Fattige, den er god i Henseende til de rette Nødlidende, men i et philosophisk Øye passerer den
aldrig for Dyd, saa længe den har Hofmod til Grund. Liberalis elsker sine Midler for saa vidt
han ved deres Hielp kand sætte sig i Anseelse, Kierlighed er ey den Bevægelses Aarsag, der dri¬
ver hans Gemytte, og hvor vilde det gaae med de Fattige, hvis Kierlighed allene skulde komme
dem til Hielp, og hvis hans Passioner ikke ofte udrettede det, der burde være Virkning af Dy¬


243
den Liberalis forseer sig ogsaa derudi, at han uddeeler sine Midler i Fleng, uden at agte paa
de adskillige Omstændigheder, i hvilke hans Tilbedere findes. Vi kand sige med Vished, at han
understøtter ved sin Gavmildhed deels manges Vellyster, deels manges Ladhed. Litius indfin¬
der sig hos ham engang om Dagen; denne fornemme Betler har ved et uordentlig Liv sat sine
egne Midler over Styr, og, naar hans Patron oplader sin Haand, brænder Skillingen ham saa¬
ledes paa Laaret, at han maa slukke Luen i Viinglasset. Compronius har samme Adresse, og
han tænker om sig selv, at hvis han vilde arbeyde for sin Føde, da han kand have den for intet,
var han ikke værdig at bære Navn af Menneske, Vilde den Gavmilde betiene sig af en større Forsig¬
tighed, og legge sine Gaver paa saadanne Steder, hvor de kunde stifte mere Nytte, kunde man
pardonnere ham, om hans Absigter ikke vare saa reene.
Mange have ikke Hierte til at bruge deres Midler, saa længe de befinde sig i Livet; de for¬
lyste sig med at kunde beskue deres sammenskrabede Guld=Dynger, og de vil ikke, at Fornøyelsen
skal ophøre, førend Døden forbyder dem meere at smage den. De slutte af sig selv, at, ligesom
de have higet efter andres Formue, saa vil det ikke mangle paa dem, der vil stride om deres For¬
at forekomme alle Tvistigheder, meene de at handle fornuftigst, om de i oprettede Testamenter
udnævne dem, der efter deres Død skal tage Midlerne i Besiddelse: Kand vi sige, at disse bruge
deres Rigdom ret? Jkke altiid. Jeg vil ikke tale om, at Stridighederne iblant Arvingerne sielden
ved Testamenter blive ophævede, saasom et eneste Ord, der i Henseende til en Slags Tvee¬
Tydighed underkaster en Mands sidste Villie ligesaa mange Forklaringer, som Læsere, kand give
Anledning til vidtløftige Trætter; men, naar vi eftersee mange af disse Gave Breve, finde vi,
at Partiskhed har forfattet en Deel. En Hustrue kand ofte saaledes have sin Mand under Pid¬
sken, at, naar hun ikke selv efterlader sig Børn, maa Midlerne allene blive dem til Bytte, der staae
Forvantskab med hende. Om saadanne og andre ligesaa forkeerte Anstalter ere grundede paa
billighed, overlader jeg til andres Domme. Jeg tvivler ikke paa, at jo mange ved dette vil giøre
foragtelige Anmærkninger, holdende for, at det staaer i de egentlige Eyeres Frihed at udvælge
sig Arvinger efter eget Tykke. Men jeg meener, at de besynderlige Dispensationer, som i slige
Affaires maa erholdes, bevise paa nogen Maade, at man viger fra den naturlige Orden, hvis
Jagttagelse behøver ikke særdeles Privilegier. Jeg meener ogsaa, at privat Affection ikke burde
have Haand i et Foretagende af det Slags, og at man i slige Handeler ikke bør lade nogen Omstæn¬
dighed, der kand staae i Connexion med Anstalterne, komme sig af Øyet. Naar de Beslegtede
paa begge Sider befindes at være lige trængende, holder jeg for, at ingen af Parterne burde ude¬
lukkes, og naar Testament=Forfatterne have et godt Hierte til Fædernelandet, handle de patrio¬
tisk, naar de i sær unde dem iblant deres Paarørende Deel i deres Midler, som de kunde efter¬
Anseelse haabe best at vilde bruge dem.
Hvad skal vi sige om dem, der ved vel indrettede Fundationer stræbe at legge Grund til¬
nyttige Tings Fremgang, og tage ey i Betænkning at opofre deres Midler til Fædernelandets
almindelige Berømmelse? J Sandhed, deres Forsæt fortiener at roses, og det overflødige Go¬
de, som maa tilskrives deres patriotiske Væsen, kand ikke noksom berømmes. Allene om end saa¬
danne redelig Sindede for deres egne Personer kand siges at bruge deres Midler paa roesværdig¬
ste Maade, saa veed jeg dog ikke, om man meget burde raade en bemidlet Mand saaledes at em¬
ployere sine Penge. Erfarenhed giver os alt for mange og tydelige Exempler paa de priseligste
Fundationers skammelige Forglemmelse. De ældere Tiiders Fundatores have givet deres Anstalters
Breve Geleyde af de skrækkeligste Forbandelser, for at befordre med desto større Eftertryk deres
Villies Efterlevelse; men skulde Overtroe være saa stærk, at den skulde sætte Exsecutores i Frygt,
eller kand man ikke efter egne Jndfald dispensere i de Afdødes Anordninger, og for Resten lee ad
alle deres Forbandelser, Sandelig jeg kand ikke heller andet end forundre mig over de fleeste Fun¬
datorum besynderlige Opførsel; de har været saa urimelige, at de i sær har vildet unde de Fat¬
tige og Skikkelige Deel i deres Gode, og de har ikke betænkt, at denne Sect er forlængst udelukt fra
de feedeste Beneficier, og maa tage til takke med det, som de Formuende intet skiøtte. Vare alle
Skoler og Kirker saa rige, som de blive afmalede med prægtige Farver paa et Papiir, eller som de


244
i Henseende til deres tillagde Herligheder burde være, skulde man ikke høre paa sine Steder saa
mange Klagemaal over de Bestyrendes Conduite, hvilken de dog ofte veed at undskylde. Et Menne¬
skeligt Øye kand jo ikke see ind i Bedragerens Hierte, og hvo skulde indbilde sig, at en Mand, der¬
laaner en anseelig Capital imod tilstrækkelig Pant, skulde paa det selvsamme flere Steder have
formeeret sine Creditorers Tal. Kierlighed tillader ikke heller at søge en Mands Ruine; hvad
ondt spores i den Sagtmodighed, der lader Bedrageren hensidde angerløs et Aar efter et andet,
og tillader de andre Prioriterede at plukke Stakkelen saa længe, indtil man til sin Undskyldning
kand betiene sig af det bekiendte: Det er vanskeligt at plukke Haar af den Skaldede; Jngen li¬
der under dette uden de Fattige, og om disses Ret gielder det just ikke, i det mindste bør den ingen¬
lunde drives saa vidt, at de, hvis slette Oeconomie man maa tilskrive heele Capitalers Under¬
gang, bør forbindes til at oprette Skaden. J Betragtning af disse og flere Vanskeligheder,
bliver man ofte bedragen i sit Haab, om man ved nyttige Anstalter efter sin Død tænker at befor¬
dre sit Fædernelands Beste.
Mine Læsere see lettelig, at jeg kunde have Aarsag til en større Vidtløftighed; men da Pa¬
piret befaler mig at indskrænke mine Tanker, vil jeg allene tale et par Ord til mine Brødres Er¬
indring: En Borger, der giør sig sunde og rigtige Begreber om de Pligter, som han er skyldig at
vise imod sit Fæderneland, kand ikke bruge sine Midler til større Nytte, end naar han anvender
dem til Landets almindelige Beste. J Sandhed, Danmarkes bemidlede Jndbyggere kunde
hertil have de allerkraftigste Opmuntringer, naar de med rette Øyne anseer Fædernelandets Fa¬
ders alvorlige Omhue for at befordre sine Underhavendes Gode, og sætte sine Riger i Anseelse,
Den maatte med Fliid tillukke sit Øye, der ikke kand see alle de høypriselige Anstalter, som i vor
Alder blive gjordte for at fremme saa vel det ene som det andet. Har Himmelens Forsyn om¬
skandset vore Lande med Rolighed, saa haver Den, der betragter sine Undersaattere som Børn
ogsaa betient sig af dette Gode til at arbeyde med desto større Jver paa sine Landes blomstrende
Tilstand, og hvo kand indbilde sig, at mange vigtige Ting kunde bringes i den Stand, i hvil¬
ken de nu forefindes, uden Forskud af tilstrækkelige Summer, Samler derfor eders Kræfter,
J bemidlede Brødre, og lader saa høyt og helligt et Exempel drive Eder til at understøtte de
nyttigste Anstalter, uden i sær at have Øye paa eders egne Fordeele. Den Haand, der
har skienket eder Velsignelser, har ikke havt eders urimelige Depenser, eders ufornuftige Gav¬
mildhed og eders overdaadige Levemaade til Øyemærke Betragter eders Brødre og eders Fæ¬
derneland som de, der have Deel i eders Midler, og anseer den Berømmelse meere solid, der¬
gives eder af Landets samlede Munde, end af nogle faa Hyklere, hvis søde men tillige giftige Lov¬
lange Jofte tilkiøbe eder, og hvis smigrende Ord gaae ikkun ud paa at befordre eders Fordervelse.
P. S. Af et lidet Avertissement i Gazetterne mærker jeg, at jeg endnu maaskee kand vente mig fleere
Modstandere, eller rettere, at fleere endnu vil kaste Loddet ud for at forsøge Dybet i Publici Pung, og
prøve, hvorvidt Nysgierighed kand bringe dem Penge, der mueligt end ydermeere vil criticere mine
Papirer. Det belovede Verk har jeg endnu ikke seet, veed altsaa ikke, enten det er saa eller saa, enten
man allene skriver for at skrive eller for at forbedre. Vidste jeg, at man sigtede til intet, uden at beta¬
ge min Forlegger sin liden Fordeel, skulde jeg strax være færdig at nedlegge Pennen, for ikke at giøre Fæ¬
dernelandet til en Strids=Plads; Overaldt kand ingen af mine Læsere vente, at jeg herefter, om end¬
Anledning maatte gives af andre, skal beskiemme mine Blade med at forsvare min Sag imod private¬
Fiender, men den samme Foragt, med hvilken jeg har anseet Poeten, skal jeg og vise imod Philosophen;
dog at man maaskee ikke skulde misbruge min Taalmodighed, lover jeg, saa fremt man attaqverer mig u¬
den Aarsag; at holde en Maanedlig Journal over de philosophiske Blade, hvor mine Læsere kand faae at
see Skribentens Tanker med mine Betænkninger. Dette maa jeg endnu erindre, at man ikke maa lade sig
bedrage af den prægtige Titel, den er intet mindre end philosophisk; thi den er heel tvertydig, jeg vil ey
sige interesseret, og var jeg ikke overbeviist om bedre, skulde jeg af Titelen snart slutte, at jeg selv maat¬
te være Autor. Den Danske Spectators philosophiske Spectator, et selsomt Navn, man kand
vel med Tiden vente den Politiske, Theologiske, Polemiske, Malabariske Spectator, saa at det Ord¬
Spectator skal sælge et hvert Skrift. Titeler kand man aldeeles ikke antage for tilforladelige Vidnes¬
byrd om Bøgers Godhed. Enhver Viise har en kiøn Titel, og disse Ord, meget for¬
nøyelig at læse, skaffe Kræmmerne hvad Penge¬


245
No. 2.
Udgivet den 27 Novembr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Dies deficiet, si velin Paupertatis causam defendere.
Aperta enim res est, & qvotidie nos ipsanatura ad¬
monet, qvam paucis, qvam parvis rebus egat,
qvar Vilibus.
Cicero.
Jeg har ved adskillige Leyligheder i mine ugentlige Betragtninger stræbt at
Jeg har ved adskillige Leyligheder i mine ugentlige Betragtninger stræbt at
Skuldkaste hos mine Brødre nogle af de Vildfarelser, i hvilke Jndbilding,
pleyer at føre dem, der lade sig fortrylle af dens forvendte Forestillinger. Jeg har
viist, at Rigdom, der saa meget stikker i de svage Øyne, bør ikke agtes for den
sande Lyksalighed, og at de, som legge alle Aarer om Borde for at naae saa
glimrende et Maal, give sig de fleste Tider ud paa et Hav, hvor de underkaste sig
tusinde Farer og Uroeligheder; hvor deres Byrder blive saa meget tungere, som
de i sær nedtrykke deres Siæle, og giøre deres Fremgang paa Dydens Vey ikke
allene langsom og besværlig, men endog ofte til intet. Jeg veed tillige, at Men¬
nesket forlyster sig med søde Drømme, at de Meeninger, der eengang have fæstet
Rødder, ere vanskelige at kuldkaste, og at de Straaler, som Rigdom giver fra
sig, ere lige saa mange Dækker, der betage Rigdoms Elskere Kraft til at see de¬
res Begierligheds Daarlighed; Altsaa kand jeg endnu ikke vente hverken at have
frigiort Rigdoms Tilbedere fra deres ulyksalige Aag, eller de Fattige fra deres
Vildfarelse, der forestille sig de Riige som Lykkens Kiele-Degger, og sig selv
som Skabninger, der ere satte i Verden for at skienkes med Bitterhed, og frem¬
drage Livet i en stedsevarende Kummer. Jeg vil derfor endnu i disse mine Blade
søge at bestorme begges Jrringer, hielpe, saavidt mueligt, Fornuften til sin Frihed,
og vise de fattige Verdens Jndbyggere deres Fordeele for de Rige. Det
skulde glæde mig, om jeg derved paa nogen Maade kunde nedslaae den Hofmodig¬
heds Aand, som ofte behersker de Bemidlede, og opreyse de Fattige, der finde
sig stedse foragtede.
Jeg kand let forestille mig, at en Betragtning over denne Materie vil fore¬
komme de Læsere noget selsom, der grunde deres Domme om en Sags Beskaffen¬
hed paa dens udvortes Anseelse; mange iblant de Rige vil slutte, at Daarlighed
har været det Orakel, hvis Raad jeg har fulgt, og at en Dumhed maa være
falden over mit Øye, at jeg ey kand see deres Herlighed. De Fattige vil tænke,
at min Pen overalt er skiemtende, og at jeg finder en Lyst i at slaae paa Streng
med dem, der drive Spot med de Nødlidendes Skjebne. Men de feyle begge fra
Sandhed, og mine Betænkninger skal uden Tvivl vise, at deres forefattede Mee¬
ninger ere bygte paa skrøbelige Grunde.


246
Vel maa jeg tilstaae, at, naar vi løselig beskue Sagen, synes Erfarenhed
at aflegge et Vidne, der beviser tvertimod alt det, som kand siges til de Fattiges
Fordeel; En riig Mand, der tillegger sine Penge en overnaturlig Kraft, og
anseer sine Midler igiennem et Forstørrelses Glas, gaaer ligesom med et Mo¬
narchie i Maven, drømmer om sig selv som en Keyser, og om de Nedrige som si¬
ne Vasaller; Guld Klumpen er hans Gud, og han bandsætter alle, der ikke
vil bøye Knæ for den samme; hvad han selv indbilder sig at være, vil han, at an¬
dre skal troe; fordi han ved en Hendelse er sat i en Stand, da han har Kræfter til at
komme de Trængende til Hielp, meener han tillige at have et fuldkommen¬
Herredomme over enhver, der indfinder sig ved hans Dør, og han fornøyer sig
ved at kunde giøre Fattigdoms Byrde meere tung, ved at give den Geleyde med
Forhaanelse og Foragt. De Fattige see daglige Prøver paa dette, og de tilstaae
derfor med Poeten, at det haardeste, som følger med Fattigdom, er den alminde¬
lige Foragt, som med den pleyer at være samlet. Man skal ikke heller lettelig kun¬
de give nogen anden Aarsag, hvorfor de Arme græmme sig ikke saa meget over de¬
res Tilstands Elendighed, som de undsee sig ved at bekiende den. Man forsøge,
siger den Franske Abbed Trublet, at erindre en saadan Fattig, at han skal ga¬
benbare sin Tilstand for dem, der kand række ham Haanden, og man skal uden¬
Tvivl intet andet Svar faae end dette Tøver endnu et lidet, naar min Elendig¬
hed kommer til det Høyeste, vil maaske Følelsen af den qvæle den Undseelse, som
findes hos mig for at legge den frem, og hos andre vil maaskee en Følelse af Med¬
lidenhed undertrykke den Foragt, som den bekiendte Armod naturligviis op¬
vækker, i Dag har jeg hverken Frimodighed til at bede om noget, eller Haab
om at erlange det. Alt dette, siger jeg, maa jeg tilstaae, og i Betragtning af
dette synes en Betænkning om de Fattiges Fordeele for de Rige ikke at kunde gaae
for sig med nogen Slags Lykke; men ingen kand have saadan Tanke uden de, der
allene forestille sig Sagen paa den haardeste Side, ikke heller kand jeg sige med
Sandhed, at saadanne Fattige have nogle besynderlige Fordeele; thi de forøge
selv deres Besværlighed i Livet, og deres Kummer skulde ikke saa nedslaae deres
Gemytte, hvis de vilde ansee deres Tilstand meere philosophisk.
For at giøre deres Tanker lidet meere fornuftige, og deres Byrde mindre
besværlig, vil jeg stræbe at bane dem Veyen til saadanne Slutninger, der
mueligt paa nogen Maade kand forsøde de bittre Skaale, som de stedse maa ud¬
tømme. Først maa jeg erindre, at et Menneske findes ikke lettelig i nogen Om¬
stændighed i Verden, at jo den Høyestes Viisdom har ført ham i den samme, (*
følgelig bliver ingen ham meere tienlig. Vi maa have saadanne Tanker om Ver¬
dens Alviise Bestyrer, at hans Øye stedse udseer det Beste, og, naar vi vide, at
hans Haand har uddeelt til os lidet eller meget, bør vi ey knurre imod hans For¬
4) Naar jeg siger, at Guds Forsyn forer et Menneske i de Omstændigheder, i hvilke han
befinder sig, vil jeg ikke sige, at jo Mennesket ofte ved sine egne Laster styrter sig i adskilli¬
ge Ulykker, som han ellers kunde have undgaaet.


247.
syn, eller dadle hans Huusholdning. Vi bedrage os meget i vore Tanker om
Verden, og betænke ikke, at den er en Skole, i hvilken vi skal underviises og
giøres skikkede til noget bedre; vi erindre os ikke, at det høyeste Væsen er vor¬
Lærer, og at han fører enhver paa den Vey, der iblant alle andre best fører til
Maalet. Som fornuftige Skabninger paaligger os stedse at aflegge Lydigheds
Prøver, enten det nu behager Skaberen at prøve os ved Fattigdom eller Riig¬
dom. Jeg har her intet sagt meere, end hvad Fornuften kand sige enhver, der
vil bruge den ret, og var der intet meere, der kunde stoppe Munden paa de kla¬
gende Fattige, saa var dette allerede nok. Men da den mindste Deel herudi fin¬
der Satisfaction, vil jeg omstændelig anføre de Fordeele, som jeg mener de
Fattige at have frem for de Rige.
Betragte vi begge i Henseende til Fødselen, saa seer jeg ikke, at de Riges
Børn have nogle Prærogativer for de Fattiges. De indgaae til Livet paa een
Maade, igiennem een Vey; Forskiellen er allene denne, at de Første, naar de
faae Sted i Verden, faae tillige ofte Sted i Rangen; men denne Fordeel er ik¬
ke saa stor, som den synes at være; den beviser allene, at, naar de begge opvoxe,
skal den sidste gaae bag efter den første, og hvor ofte skeer det ikke, at den sidstes
Forældre har maat give deres Andeel til den førstes Velbyrdighed, og at de Rii¬
ge have de Fattige at takke for deres Adelskab, J Henseende til deres Opdragel¬
se i de spæde Aar, synes den Fattige at have Fordeel for den Riige; thi, naar den¬
ne overgives ofte til et Skiøge=Bryst, drager hiin sin Die af sin egen Moder,
og, naar den riige Barsel-Qvinde har hundrede U-leyligheder af Besøgelser,
kand den Fattige ligge i sin Roe, og snarere blive skikket til at paatage sig Arbey¬
de. Er de Fattiges Opdragelse ikke saa kielen, saa ere deres Legemer meere sun¬
de, og, er deres Føde ikke saa delicat, saa er den derimod mere solid. De Rii¬
ge fødes ligesom for at være Dukker, de Fattige for at være Mennesker. De
Rige, for Forældrenes Overdaadighed og Kiælenheds Skyld, fødes gemeenlig
svage, suurøyede og skrøbelige af Sind og Legeme, som Poeten siger:
Qvin damus id superis, de magna qvod dare lance,
Non possit magni Messalæ lippa propago,
De Fattige, sundte, velskabte, muntre og skikkede til hvad de blive anførte,
saa jeg rimer saaledes herom:
Et Legem sundt, et munter Sind,
Det er den Beste Gave,
Som man til Arv, trods Stammens Vind,
Og blanken Dynd, kand have
Fødes hiine til Overflødighed, saa fødes de ogsaa til en Stand, der efter Mo¬
dens Anordninger udfordrer store Udgifter, fødes disse til lidet, saa kand de
ogsaa have nok af lidet, da det ene altsaa kand balancere imod det andet. En
riig Junker stoler ofte paa sin Faders Midler, eller rettere, deres Kraft, vegrer
sig derfor ved at lære det, som kand blive Verden til Nytte, naar han har O¬


248
verflødighed af Penge, tænker han tillige at have alt andet for intet, og ordet
derfor ikke at undre, om man seer Stæderne at vrimle af riige Dagdrivere, der o¬
ve sig i intet uden at afrette Jagt-Hunde, og i Selskaber at giøre Figurer med
deres Daaser. Den Fattige seer Øyemærket med sin Skabning, og det Ar¬
beyde, som han er vant til i sin Ungdom, agter han ey for en Byrde paa sin
Alderdom.
Gaae vi videre, og betragte den Riges og Fattiges adskillige Omstændig¬
heder i Livet, see vi uden Vanskelighed, at den Sidste har i mange Ting herlige
Fordeele for den Første, og at dennes Lyksalighed er ikke saa stor, som den synes
i et Øye, der ikke beskuer den ret. Den Rige har Overflødighed af Ting, der
meget falde i Øynene, det er sandt; men kunde man tillige see de Sorger og Be¬
kymringer, der qvæle hans Hierte, skulde man ikke fælde saa gunstige Domme¬
over hans Tilstand. Et Menneske, der er omringet med Glands af Rigdom, der
er sat høyt i Veyret paa Ærens Trappe, har tillige Overflødighed paa vaagne
Nætter og nagende Sorger. De Exempler ere meget vare, der bevise, at Rig¬
dom og Fornøyelse kand boe tilsammen; man har derfor ikke Aarsag at misunde
den Rige sine Midler; han betaler dem dyrt med utallige Bekymringer og mange
Besværligheder, naar Gierrighed har bemestret sig hans Gemytte, kand hans
Begierlighed efter Guldet aldrig mættes, og hvor jammerlig bliver ikke da hans
Tilstand.
Man kand ikke sige om Rigdom, hvad man siger om andre Ting, at man¬
ved at bruge dem, mister sin Lyst til dem. Den Smag, som man finder, et
Gode, forsvinder af sig selv, naar man nyder et andet; men, naar det gielder
om Rigdom, bliver Smagen stedse uforanderlig, og Rigdommens Sødhed bli¬
ver stedse større. Jo længere man lever, jo meere synes man at blive overbeviist
om Rigdoms Nødvendighed. Den Gierrige bedrager sig ikke derudi, at han
elsker Guld og Sølv som sit ypperste Gode, men at han midt i sin Guld-Dynge
frygter, at det Nødvendige maatte mangle ham; han forvender altsaa den na¬
turlige Orden, gjør det til et Øyemærke, som allene er et Middel; han søger ik¬
ke sin Lyksalighed i at nyde Frugten af sine Rigdomme, men allene i Mueligheden,
at kunde nyde den med Tiden. Naar man altsaa vil føre en Gierrig paa klogere
Veye, kommer det ikke derpaa an, at man giver ham fornuftigere Tanker om
sine Rigdomme; man maa stræbe, om mueligt er, at kunde væbne ham imod
Frygt for det Tilkommende; men hvor vanskeligt er ikke dette Den største
Deel iblant de Gierrige har Forstand, men de ere snart alle af Naturen frygt¬
somme. De raisonnere og giøre Slutninger nok, men just dette bringer dem
paa underlige Veye. Den Frygt, som foruroliger deres Gemytte, giver og¬
faa Principia til deres Slutninger, og giør det, at de ligesom see alle muelige
Ulykker nedfalde paa deres Hoveder; Det stærkeste Skin af en bestandig Lyk¬
salighed kand ikke formaae dem til at haabe den, og de regne sig iblant Jordens
klogeste Jndbyggere, fordi de ved at frygte for alle Ting, desto bedre kand be¬
væbne sig imod det Tilkommende.


249
Jeg har med Flid giver disse Betænkninger, at de Fattiges Fordeele kunde
blive desto klarere. Naar jeg sammenligner begges Tilstand, tør jeg sige, at
den Fattige og Fornøyede er Riig, og at den Gierrige allene er Fattig, at den
første er lyksalig, men den sidste ikke. Begge komme derudi overeens, at de ere
Slaver; men den Gierriges Trældom er haardere og tillige ulyksaligere end den
Fattiges. Cicero siger i sine Paradoxer, Mon den er fri, der lader sig bestyre
af en Qvinde, Vi vil forandre hans Ord, og sige: Ulon den er fri, der
lader sig beherske af sine Lyster: Den Fattige slider for sin Føde; men
Trældommen er intet, naar den ikke skeer tvungen. Arbeyder han om Dagen,
saa sover han desroeligere om Natten, og hans Aag er saa meget mindre besvær¬
ligt, som det drages i sær af hans Legeme. Den Gierriges Arbeyde omvexles
ikke med nogen Hvile, og hans Slaverie er saa meget meere vanskeligt, som det i
sær drives af hans Sind. Samler han nogle Penge, saa veed han ikke at
bruge dem, og luurer han paa Renter, saa har han mange Bekymringer, in¬
den han finder fordeelagtige Steder, hvor han kand sætte sine Midler. Naar
han udsender sine Penge, for at forøge sine Fordeele, forøger han tillige sin U¬
roe i Sindet, helst naar han frygter at miste saavel Hoved-Stol som Rente¬
spiller hans Debitor Banqveroute, saa løber han af Skindet, og en liden For¬
liis er ofte nok til at drive ham til Strikken. Har den Fattige ingen Penge, saa
har han heller ingen Møye med at employere dem; kiender han intet til Guldet,
saa qvæler han sig ikke heller for at eye det; og har han intet at vinde, har han
heller intet at tabe. (?) Som den Gierrige faaer aldrig nok, saa bliver han og
aldrig Rig; som den Fattige er fornøyet med hvad han har, saa fattes han intet,
og er stedse Riig. En ulykkelig Hændelse kand bortsmælte den Riges Midler; Jl¬
den kand fortære hans Boeliger, Fiender borttage hans Eiendomme, og hans
Bedrøvelse bliver derover ubeskrivelig; Den Fattige, som har intet at miste,
bliver i alt dette ubevægelig. Det er mærkeligt, hvad Plutarchus fortæller om
en Mand, der ved sin Herres Gavmildhed havde samlet anseelige Midler, denne
sagde, at hans Tilstand var forandret til det Verre, og at hans Elendighed nu
var saa stor, som den kunde blive. De Hørende, der agtede ham iblant Lyksa¬
ligheds Besiddere, forundrede sig over dette, og spurdte om Aarsagen til hans
ynkelige Klage; han svarede intet uden dette: Jeg sukker allene, fordi min
Herre har af en fattig Mand gjort mig til en riig Mand, Fattigdom er
visselig et Onde, som ikke alle Mennesker kand finde sig i at bære; men jeg troer,
at deres Tall er endnu mindre, der have Skuldre til at bære Rigdom. En gam¬
mel Philosophus siger derfor ikke uden Aarsag: Løb ikke med saa stor Hidsighed
efter Ære og Rigdom; thi Livet er intet uden en Skueplads, fra hvilken du
snart maa rykke bag Forhænget; betænk derfor, om det er Umagen værd, at
giøre sig meget Arbeyde for at spille en Person i Verden, der er nedsiunken i man¬
ge u nødvendige Sorger.
) Ditismetire tus, tum perdere poli¬
Omnia, qvod postm perdere, til habe.


250
Jeg erindrede i min sidste Betragtning, at Dyden iblant de Rige finder¬
mindst Elskere, siden Overflødighed af Rigdomme legger ligesom Bolte paa
Fødderne, at de ey kand komme frem paa Dydens Veye. Vi have her altsaa¬
en nye Fordeel, som de Fattige besidde frem for de Rige; Vi kand ikke sige, at
Rigdom for sig selv affører fra Dyden, ikke heller at Fattigdom stedse er adskildt
fra Laster; men, at de Rige giøre sig skyldige i adskillige Uordentligheder, maa vil
tilskrive den forvendte Maade, paa hvilken de ansee deres Midler og bruge de
samme. Jmidlertid bliver det dog en Fordeel for de Fattige, at de ey see sig ind¬
viklede i saadanne Snarer, der holde de Riige fangne under visse Laster, som de
ey vare i Stand til at ove, hvis de ikke vare bemidlede. Havde Dobleren ikke
saa mange Penge, skulde han ey vise sig saa flittig i at besøge de riige Spille-Bor¬
de, og, havde Caus faaet en mindre Arve-Deel, skulde han ikke fremdrage sit
Liv i Ladhed og Vellyst. Dersom Poledilus ikke havde gjort et riigt Partie, vil¬
de hans Merite maaskee være bleven til intet, og kunde Chrysion ikke tilkiøbe sig
Venner, vilde han vel bane sig Vey til Ære ved Dyd og Arbeyde. Havde lu¬
Jurius ingen Midler, torde han maaskee blive en fredsommeligere Borger, og,
vidste Aurelig ikke, at hun havde beriget sin Mand, skulde hun ikke saa ofte ka¬
ste ham sine forrige Vilkaar i Næsen.
Til alle disse og utallige flere Laster giver Riigdom Anledninger, og hvor stor
er da ikke de Fattiges Fordeel, at de ere frigjorte fra samme, Den fornuftige
Fattige indretter sine Udgifter efter Jndtægter; fordi han ey har Ævne til at føle
sig i Vellyst, plages han ikke heller af de Sygdomme, der følge med Vellyst;
naar den Rige forkorter sit Liv ved en overdaadig Levemaade, opnaaer den Fat¬
tige ved sin Tarvelighed en høy Alder, og, naar den riige Fraadser giør sig uskik¬
ket til at tiene Verden, kand den Fattige fortsætte sit Arbeyde. Have de Fatti¬
ge ingen Capitaler, saa bedrage de ikke heller Verden med falske Meriter, og,
ere de ey i Stand til at forskaffe sig Venner, have de ey heller at frygte for Fien¬
der. Den Rige har mange Misundere, den Fattige faa eller ingen; Naar
Hykleren smigrer for de Rige, og indbilder dem, at de have ligesaa mange Dy¬
der som Penge, lader den Fattige sin Foragt blive en Spore, der driver ham
til at vise en Ustraffelighed, som den Rige intet skiøtter om. Have de Fattige¬
ingen Penge, der kand føre dem i Luften, saa tør de ikke heller frygte for et be¬
drøveligt Fald, og taaler man ikke, at de sættes paa vigtige Steder, saa fri¬
tager man dem tillige fra vigtige Ansvar. Det var Phatons Ulykke, at han
vilde kjøre med Solens Heste, og han havde ikke havt nødig at frygte for Jupi¬
ters Torden, hvis han havde blevet paa Jorden; Naar de riige og uduelige
Borgere svinge sig ved deres Guld-Vinger i Veyret, og lade sig ikke nøye, før¬
end de sætte Fod paa Melke-Veyen, staae de først i Fare for at angribes af de
andre Himmel-Tegn, og man kand derfor ikke saa meget forundre sig, om man
ofte seer Stierner at nedfalde af den politiske Himmel; thi, som de Bemidledes
Straaler ere ofte inter uden Damper og Dunster, saa bliver det ikke usædvan¬


25.
ligt at see dem forsvinde som Meteorg og Veyr-Lys; Alle disse lidet gunstige
Forandringer røre ikke de Fattige, og de kand, uden at forstyrres i deres Roe,
betragte som Tilskuere Verdens forunderlige Scener. Vi kand ligne dem og
deres Tilstand ved de lette Fartøyer, der uden Fare gaae igiennem de brusende
Bølger, og de Rige med deres Overflødighed ved de tunge og belæssede Skibe,
der staae meere Fare for at undertrykkes af de oprørte Vande, og, naar dette
har sig saaledes, hvad Under da, at de første komme ofte med Lykke til Havnen,
naar de sidste støde an imod skiulte Klipper, og lide en bedrøvelig Skibbrud.
Naar vi endelig betragte de Riges og Fattiges Udgang af Verden, maa
vi giøre samme Slutninger ved denne Act, som vi forhen have gjort ved begges
Fødsel, at den erne har ingen Fordeele for den anden; som de begge ere af lige
Malm, saa sønderknuses de og paa een Maade; Den Rige gaaer ligesaa no¬
gen ud af Verden som den Fattige, og skal vi endelig give een af Parterne Præ¬
rogativer, blive de uden Tvivl paa den Fattiges Side. Vi kand let forestille os,
at de Øyne, der saa meget have forlystet sig med at betragte de sammenskrabede
Penge, tillukke sig ikke uden den Døendes Smerte, naar han betragter, at
hans Midler, som han saa meget har elsket, mueligt vil falde i deres Hænder,
som han mindst vilde unde dem, naar han eftertænker de mange Uretfærdigheds
Veye, som han maaskee har betrædet, for at forøge sin Casse, naar han mær¬
ker, at Rigdoms ufornuftige Kierlighed saaledes har indtaget hans Gemytte,
at ingen Plads findes for vigtigere Betragtninger, naar han seer, at de Nær¬
værendes Bedrøvelse er ofte forstilt, og at de sukke efter intet meere end hans sid¬
ste Aande-Dræt; meener jeg, at Sindet maa blive en Samlings Plads for
mange Uroeligheder og nagende Smerter. Jntet af alt dette kand møde den Fat¬
tige, og hvo vilde i dette Stykke nægte ham sine Fordeele, De Jnvendinger,
som jeg kand vente mig, ere lette at besvare. Man kand sige: Den Riges
Død er meere anseelig, hans Begravelse meere prægtig; Monumenter blive op¬
rettede til hans Amindelse; Versmagere give ham Geleyde med tusinde Berøm¬
melser; Oratores spende alle Seener for at forfatte hans Canonisation, o. s. v.
men mine Øyne ere ikke saa klare, at jeg herudi kand see hans Fordeele for den
Fattige. Naar en Dyd elskende Fattig forlader Verden, opretter hans Dyd
den meest solide Ære-Støtte, og at ingen vil see den, kand ikke forhindre, at
han jo har fortient den. Ceremonierne, som iagttages ved den Riiges Liig¬
færd, give ikke den Døde noget Fortrin for andre, men vise allerne, at andre ha¬
ve Fordeel ved at efterleve Moden, Føres den Fattige til Graven med Taushed,
saa beviser dette, at Poeter og Præster profitere kun lidet ved hans Død, vil
altsaa ikke forgiæves vore deres Ven, og oplade deres Mund.
Jeg har her meddeelt mine Læsere, hvad jeg kand erindre mig om de Fatti¬
ges Fordeele for de Rige, hvor daarlige maatte ikke de sidste vise sig, hvis de
vilde tænke, som jeg, og hvor forandret vilde ikke deres Opførsel blive imod de
Nedrige, om de vilde ansee dem med saadanne Øyne? Hvad, skulde de Fattige


258.
have Fordeele for de Rige, saa maatte jo disse ved daglige Undertrykkelser con¬
tribuere til hines Lyksalighed, Og hvad er urimeligere, Jngen, venter jeg, vil
fælde selsommere Domme over disse mine Blade, end de Fattige selv, hvis Sag
jeg har paataget mig at forsvare, jeg maa derfor erindre, at min Betragtning
angaaer ikke alle Fattige i Almindelighed, ligesom jeg under det Navn Riige
ikke indslutter alle Bemidlede. Naar jeg taler om de Fattiges Fordeele, ude¬
lukker jeg dem, der ved deres egne Laster have styrtet sig i Armod. Jngen
skulde være meere færdige end disse til at antage mine Grunde, og de skulde ved
være saa uble, at lade deres i Haab havde Fordeele blive en Aarsag til deres
frivillige Armod, og sige, at de havde skildt sig ved deres Rigdomme, og ta¬
get Sted iblant Tigger-Munke, at de desto bedre kunde philosophere sig ind i
Himmelen. De, som have gjort sig fattige ved at opofre sig til Vellyst,
skulde vel sige, at deres Mesures vare fornuftige, og at de have givet deres
Formue til Priis, for ey at uleyliges af medfølgende Sorger, og, naar de
have gjort andre fattige med sig, skulde de vel paastaae, at de have handlet
som Philosophi, der bør befordre andres Fuldkommenhed og daglig hverve
Recrutere, der kand tage Tieneste hos Dyden. Med disse Brødre have vi
intet at giøre, og den Foragt, som følger med deres Armod, er ikke u¬
grundet. Saa udelukker jeg ogsaa de Fattige, der ikke ere Elskere af Dy¬
den. Vel har jeg sagt, at de Fattiges Fremgang paa Dydens Vey er ikke
underkastet saa mange Forhindringer, som de Riiges; men hvo vilde deraf
slutte, at jeg vil rense alle Fattige fra Laster, Kand vi sige med Grund
at Rigdom giver sine Besiddere mange Tilskyndelser og Leyligheder til at be¬
gaae adskillige Feyl, saa kand vi ogsaa sige, at Fattigdom, naar den har
taget Værelse i et ondt Gemytte, er ikke en mindre Drivere til Laster. Gier¬
righed har ikke allene Boelig i de Bemidledes Huuse, den findes ofte i Betle¬
rens Hytte, og hvor mange ere ikke de ulyksalige Fostere, som fødes af den¬
ne frugtbare Moder, endogsaa, naar den findes hos de Fattige, Jeg sigter
derfor i Besynderlighed til saadanne Armee, der ere fornøyede med de Om¬
stændigheder, i hvilke Himmelens Forsyn har behaget at sætte dem, og jeg
seer ikke, at disses Tilstand kand forbyde dem at beflitte sig paa Dyden,
følgelig meener jeg ikke at have feylet, naar jeg har tillagt dem herlige For¬
deele for saadanne Rige, der ere Slaver af deres Rigdomme,
og staae under mange Lasters ulyksalige
Tyrannie.


253
No. 30.
Udgivet den 4 Decemb. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Felices ter & amplius.
Divulsus qverimoniis,
Qvos interrupta tenet copulla, nee malis
Horn.
Suprem citius solvet amor die.
J¬
eg har stedse forestillet mig, at mine Tanker om Ægteskab ere i mit niende
Ark saa tydelig lagte for Dagen, at ingen af mine Læsere skulde have Aar¬
sag enten til at give mig Sted iblant dem, der ligesom stride med hinanden om at
kunde kuldkaste Ægtestandens uryggelige Grunde og helligste Stiftning, eller
at sætte mig i Linie med dem, der ansee et hvert Ægteskab som overeenstemmende
med Stifterens Anordning og Standens Øyemerke. Men endskiønt jeg i den¬
ne Sag har udladt mig paa det klareste, saa har jeg dog ey kundet undgaae een
og anden Critiqve, i Besynderlighed er mig for nogle faa Uger siden overgivet et
Brev fra en Ubekiendt, og maa jeg tilstaae, at Skrivelsen var ligesaa fornuftig
som vidtløftig, hvorvel jeg fandt i den et og andet, der efter mine Tanker ikke
saa vel var overlagt, men grundede sig til Deels paa en Præsumtion.
Anledningen til denne Correspondence har jeg selv givet, skiønt imod min
Villie. Jeg veed ikke, hvor det kom sig, at jeg i min Betragtning over Pro¬
curator Væsenet, gav Processer og Hustruer et Navn, kaldende begge et for¬
nøden Onde. Jeg nægter ikke, at disse Ord syres noget haarde, og jeg til¬
staaer, at jeg ingenlunde havde givet min ilende Pen Frihed til at indføre de
samme, hvis jeg forud kunde have ventet, at man deraf vilde uddrage saadanne
Følger, som jeg med Forundring maatte læse i det ovenmældte Brev. Nu bli¬
ver det ikke mueligt, at igienkalde eller udkradse det, som er skrevet, og, naar
jeg allene siger, at Ordene, hvis Sandhed i Henseende til mange er øiensynlig,
ikke bør agtes almindelige, eller hentydes paa alle, meener jeg at have sagt til
min Retfærdiggjørelse og Undskyldning, alt hvad behøves.
De fornuftige og efter Billighed dømmende Læsere støde sig ikke paa et par
Ord i en Linie, der er uden for en Skribentes Hoved-Sag, og de Erfarne see
lettelig, at jeg hverken er den eneste eller første, der saaledes har skiemtet med en
anseelig Deel af det deylige Kiøn. Vi have mange Skribentere af det fornuftige
Slags, der have funder sig forbundne til at give Qvindernes Portraits endnu i
en høyere Farve. Efter en anseelig Mands Vidnesbyrd har den Franske
Poet ikke tilladt sin Geyst at gaae uden for Sandhed, naar han siger om¬
Fruentimmeret:


24
De la Ceinture en haut, eenest que Vanite¬
De la Ceinture en bas enest au impuret,
Au dedans cenest que malice,
Cenneste que du ford at de bort¬
Otes leur le ford le vice,
Vous leurs otes ame Cle Corps.
Phocilides, en berømt Philosophus, skal ikke heller have forløbet sig, naar han gi¬
ver os følgende Tanker. Fruentimmere have af Hesten deres Hofmod, af Hun¬
den deres Hastighed, af Soen deres Ureenlighed, og af Bien deres Braad og
Huuslighed. (?) Jeg anfører ikke dette for at tale noget til mit Forsvar; thi
om end hundrede Skribentere have gaaet paa vildfarende Veye, give de mig der¬
for ikke Frihed til at løbe vild med sig, meget mindre kand de Vildfarendes Mæng¬
de giøre min Vildfarelse uskyldig, men ligesaa ubilligt som det er, at vilde stræk¬
ke Meeningen af deres Ord uden for de Grændser, som de selv have sat, ligesaa
lidet har jeg med to Ord vildet fortørne den gandske halve Deel af det menneskelige
Kiøn, og ansee dem alle med lige Øyne.
De, som for mig have givet deres Betænkning om Fruentimmerets Egenska¬
ber, har alle Tider stræbt at forekomme hadefulde Domme, ved at giøre Excep¬
tioner fra deres Regler, og ved at vise adskillige Exempler paa fromme og dydel¬
skende Qvinder, paa hvilke det ligesaa lidet har manglet i vore som i de fremfarne
Tider. Er en Kantippe afmalet i Historien med hæslige Farver, saa finde vi
derimod mange andre, der have gjort sig skinnende ikke mindre ved Dyd og Tap¬
perhed end Lærdom og vare Videnskaber; hvo veed ey at tale om den Romerske
Lucretia, om Theana, Pythagore Hustrue, og Dama, hans Datter, om Lælig¬
Sabina, Aretha, Themistoclea, hvilken sidste skal have underviist Pythago¬
ram i Philosophie. Naar vil vel Verden forglemme Semiramis, Zenobla,
Elisabeth Dronning i Engelland, Margaretha Dronning til Danmark og u¬
tallige fleere det smukke Kiøns herlige Prydelser, og hvo kand da indbilde sig, at,
naar jeg kalder en Hustrue et fornøden Onde, jeg skulde have Øyet henvendt paa
alle Hustruer og ey efter billigheds Lov undtage dem, der, ved at beflitte sig paa
Dyden, ligesom separere sig fra de andre vanslegtede Søstre.
For end ydermeere at bevise, at jeg hverken som en Libertiner eller Fri-Geist,
driver Spot med Ægtestanden, ikke heller at jeg med Fliid giør mig blind, og ey
vil see de exemplariske Fruentimmere, der i Fædernelandet kand findes, har jeg
foretaget mig i disse mine Blade at vise de mange og store Herligheder, som med
J for forundrer jeg mig meget, naar jeg læser, at den bekiendte Gres Nariange¬
nus giver os om Fruentimmeret følgende Underretning: Mulieres habent septem
proprietates, In accessu est Angelus, in Ecclesia est sancta, in Domo est Dæ¬
mon, in fenestra buso, in horto Capra, in porta pica, in lecto hædus¬
Som Skilderens Pensel har just ikke i denne Afrisning været saa fiin, vil vi lade
Portraitet blive urørt, og ey giøre det klart ved en Dansk Oversættelse.


23.
Ægtestanden ere sammenknyttede, og i sær at legge de Fordeele for Dagen, som en
dydefuld Hustrue ved sin kloge Opførsel kand forskaffe sin Mand. Naar jeg med
største Oprigtighed har afhandlet denne Sag, haaber jeg, at de Domme, som
mueligt kand være fældede over mig, blive lidet formildede; thi det paaligger
mig da at giøre beviisligt, at saadanne Hustruer ere ey at ansee som et fornøden
Onde, men et umisteligt Gode.
Naar jeg taler og Ægtestandens Herligheder, giøres der vel ikke fornøden,
at jeg i Forveien erindrer, at jeg betragter de Forenede som de, der ved en ret¬
skaffen Kierligheds Baand ere sammenbundne, altsaa forstaaer det sig selv, at
jeg finder ingen Herligheder ved deres Ægteskab, hvis Hierter ere stridige, og
hvis indbyrdes Kierlighed er liden eller ingen. Saa mange Lyksaligheder, som
findes i deres Boeligger, der have lagt Grund til deres Ægteskab ved et redeligt
Venskab, saa mange Ulykker møde derimod dem, der have ureene Absigter, og
gaae efter saadanne Bevægelses Aarsager, der ikke ere ægte. Flormor kand si¬
ges at have gaaet i Blinde; thi den yndige Skikkelse, der fortryllede hans Øyne,
bedaarede tillige hans Hierte, han forestillede sig ikke, at et Fruentimmer kand
paatage sig hundrede Skikkelser; han tænkte at Lucinda, der var ziiret med saa¬
deyligt et Ansigt, maatte ogsaa være prydet med et ædelt Gemytte, og da Veyen
til hendes Kierlighed blev uden Vanskelighed, agtede han sig for den lyksaligste
under Solen. Men ach, hvor ulyksaligt er ikke hans Liv, og hvor ønskede han¬
ikke, at have betient sig af en større Forsigtighed, Hans Rigdomme fornøye¬
han intet, og hans Hustrue fører ham hver Dag nærmere til Graven; hendes
skieldende Tunge, hendes ukierlige Væsen forstyrrer hans Arbeyde om Dagen
og hans Søvn om Natten; kunde vi see ham i Hiertet, skulde vi finde, at han
gierne omvexlede sin Tilstand med den fattige Pauperio. Dennes Lyksalighed
synes mindre end hiins, men et Øye, der beseer begges Tilstand paa alle Kanter,
holder den sidste langt lyksaligere end den første. De Besværligheder, som mø¬
de ham i Livet, blive til intet, hans Byrder blive lette, hans Fattigdom taale¬
lig; Kierligheden, med hvilken han omfavnes af sin Hustrue, giør hans Hytte
til det prægtigste Pallads, og hvad skiøtter han, at hans Legeme skal trættes for¬
at forhverve Føden, naar han kand nyde Frugten af sin Sveed med et fornøyet
Sind,
Af Ægteskabs Nødvendighed kand vi paa nogen Maade giøre Slutning til¬
Ægteskabs Herligheder. Taurinus er stedse i Brand, og han slukker sin Lue
i forbudne Brønde, jeg seer intet, der kand forbyde ham at tage sig en Hustrue,
jeg meener meget meere, at han er forbunden der til. Ved et lovligt Ægteskab
kunde han vente sig de Fordeele, at hans Fornøyelser bleve meere reene, og hans
Udgifter til Maitresser kunde blive ophævede. Hvor mange Exempler have vi ik¬
ke paa de Mænd, der ere satte i saadanne Omstændigheder, at deres timelige
Velfærd synes at dependere af et godt Ægteskab, Clericus er efter sit egentlige
Embede en Lærer, og var han intet meere end det samme, behøvede hanjust ikke


256
en Hustue. Men nu befale Tiderne ham, at han tillige skal være en Land¬
Mand, og han finder ikke sin Regning ved at lade andre borttage den beste Deel
af sine Jndkomster. Hvo kand da forarge sig, om Manden tager sig en Med¬
hielp, Skulde vel nogen findes, der med større Troeskab kand paatage sig Byr¬
derne af hans Huusholdning, og, naar hans Hustrue ikke er af det Slags, der
agter en Underretning i Oeconomie for et nedrigt Arbeyde, er han ikke da lykke¬
lig, at, da han ellers paa eengang baade maatte være Præst og Bonde, og det
sidste maaskee meere end det første, han nu kand overlade sit Huus til sin Hustrue,
og selv med desto større Aarvaagenhed arbeyde paa sin Meenigheds Beste¬
Kerdophilus kand ikke noksom berømme sin omhyggelige Hustrues Flittig¬
hed i Huuset, og han tilskriver, næst Himmelens Forsyn, sit veltrofne Ægteskab
sin timelige Velstand. Hans Handteringer tillade ham ikke stedse at blive hiem¬
me, han er en Handels-Mand, og maa giøre adskillige Reyser til fremmede
Stæder, for at see sin Bod forsynet med saadanne Vahre, som han ey vil imod¬
tage af Fædernelandets Hænder, skulde han nu overlade sine Sager til andres
Bestyring, maatte han frygte for en u-omgiængelig Armod, og hvor stor bli¬
ver ikke hans Fordeel, naar hans geskeftige Hustrue kand drive hans Handel, og
forestaae hans Huus med Lykke, Jeg maatte blive alt for vidtløftig, om jeg vil¬
de vise Ægteskabs Nødvendighed i fleere Henseender, og de af den flydende Her¬
ligheder; jeg gaaer videre for at eftersee, hvorledes en from og fornuftig Hustrue
ved sin dydige Conduite kand forsøde de Bitterheder, som kand møde i Ægte¬
standen, og forekomme det Onde, som i samme Stand kand reyse sig af hendes
Mands Laster.
Cropulentus havde saa længe og saa delig i sine unge Aar bivaanet Sam¬
Ungerne i Bachi Templer, at, ligesom de saa kaldede Literat kand i deres lærde
Journaler give Verden Underretning om Lærdoms og Videnskabers Flod og
Ebbe, deres Fremgang og Aftagelse, deres gode og onde Lykke, og anviise ef¬
ter deres Smag og Indsigt de beste Bøger i et hvert Slags, saa kunde denne ef¬
ter sin berømmelige Erfarenhed, der havde kostet ham mange Penge, give os
Efterretning om de beste Viine, og de Steder, hvor Viin-Guden ved sine Nectar¬
Drikke og fugtige Sødheder havde forskaffet sig fleest Tilbedere; man maatte
forundre sig over hans ugemeene Hukommelse, og man maatte tilstaae, at, end¬
skiønt overflødige Portioner af stærke Drikke pleie at skille sine Elskere ved Sand¬
sernes Brug, havde de dog ey kundet saaledes svække Jndbildings Kraften hos
Crapulentum. at han jo kunde erindre sig et hvert Stykke, som han havde udsat
for at vise Lydighed imod sin tørstende Gane, og for at vedligeholde sig i sine Brø¬
dres Yndest. Venteligt er det, at Pengene, skiønt de vare nedlagde paa et
fugtigt Sted, ikke meget ved slig Pleye vilde voxe, og mon ikke saa baqvendt en
Huusholdning havde blevet ledsaget med Crapulenti yderlige Fattigdom, hvis
Lykken ey havde forbarmet sig over den vildfarende Mand, og undet ham en
Ægtefælle, der ved sin kierlige Omgang, sine kloge Forestillinger har ført ham


25.
paa meere fornuftige Veye, Han nægter ikke selv, at hans overdaadige Leve¬
maade truede ham med en u-omgiængelig Ulykke, og han tilstaaer oprigtig, at
han har sin Hustrue at takke for sin nærværende Velstand. Hvo har nu noget
at udsætte paa hans Opførsel, og mon hans Liv i et menneskeligt Øye ikke er u¬
straffeligt, Skulde vi da ikke holde den for at være blind, der vil paastaae, at
Ægteskab giver ingen Fordeele, og at Lyksalighed allene tilhører dem, der have
besluttet at leve som Munke?
Rixander har gjort sig bekiendt ved sin Kierlighed til Trætter, og hans E¬
lendighed, der er stor nok, vilde endnu være større, hvis han ey uforskyldt hav¬
de sluttet Alliance med en fornuftig og gudfrygtig Jomfrue. De ere faa, der ik¬
ke vide at tale om denne dydelskende Dame, og mange iblant dem, som Kixan¬
der har foruroliget ved idelige Stevnemaal, kand ikke efter Fortieneste rose
hans Hustrues Opførsel, og hendes Omhue for at see sin Mand entlediget fra
u-nødvendige Tvistigheder, og hans Formue fri for at falde i Talsmændenes
Hænder. Hun har stedse giort sig yderste Fliid for at qvæle Trætterne i deres
Fødsel, og hun haver taget i Betænkning, at opofre anseelige Summer til Ve¬
derparten, for at tilveiebringe Forliig. Havde Rixander taget hendes Raad¬
til Hierte, da han indveltede sig paa den Uskyldige, og havde han ikke stødt hen¬
de med hendes kierlige Overtalelser fra sig, skulde han vel ikke bleven nødt til at
pandtsætte sine Eiendomme for at betale sine Mulcter, og han skulde vel ikke ef¬
ter sin Hustrues Død havt nødig at storme forgiæves med idelige Frier-Bøn¬
ner, hvis han ikke ved sin Opførsel i det sidste Ægteskab havde gjort sin Person
forhadt, og Fruentimmerne bange for at slutte Pagt med en Mand, der, som
hiin stridbare Hannibal, ligesom har forbundet sig ved Eed stedse at forblive sine
Medborgeres Fiende.
Fraudantes har ved sin besynderlige Oeconomie giort sig til en Fabel i alles
Munde. Selv havde han arvet en anseelig Deel efter sin Fader, og hans Mid¬
ler bleve merkelig forøgede ved et fordeelagtigt Partie. Det Embede, i hvilket
han var sat, gav ham aarligen gode Jndtægter, og da han vel havde lærdt Ac¬
tidence-Konsten, maatte de fattige Slaver contribuere en stor Deel til hans
Casse. Saa sandt, som dette er, saa sandt er det ogsaa, at han paa den an¬
den Side havde store Udgifter. En Mand, der af Medlidenhed over Barsel¬
Qvinder havde paataget sig at forsyne Byen med Ammer, og af Kierlighed til
Verden vilde forekomme Mangel paa Landets Jndvaanere, skulde han ey have
anseelige Depenser? Som han plantede Poder, hvor han kom, saa fandt han
sig forbunden til at vande de samme; han vidste, at det er en Faders Pligt ey al¬
lene at formeere Verden, men endog at besørge sine Børns Opdragelse; han
havde en naturlig Medlidenhed med de Trængende, og han kunde i sine Velstands¬
Dage ey bringe det over sit Hierte at nyde sin Mad uden tillige at have Selskab
paa den eene Side af hungrige Smaarodsere, paa den anden af concerterende
Spille-Mænd. Den Omhue, han viiste, for at see sine Domestiqver employe¬


258
rede, og de udgifter han havde, for at tilkiøbe sine Tienerinder blinde og taal¬
modige Mænd, giorde det, at hans Jndtægter ingenlunde kunde være tilstrække¬
Casser, og i Fors. rivninger give sine Land-Godser til Forsikringer; Bedragerie
lige. Han maatte da see sig om andre Midler; han maatte bøye sig for andres
maatte tilsidst række ham Haanden, og da hans Greb endelig bleve alt for kien¬
delige, følgelig tilveyebragte ham en vel fortient Foragt, kunde han ey længer
soutenere sig paa sin Post. Hvor vilde det have gaaet med denne Broder, hvis
hans Ægtefælle ey havde besiddet ligesaa mange Dyder, som han selv var be¬
smittet med Laster, Maatte hans jammerfulde Omstændigheder ikke have drevet
ham til mange Yderligheder, hvis hans Hustrues Forstand ikke havde været de¬
sto større, og hvis hun ey havde havt Mod til at giøre ham Byrden lettere, ved
at tage Deel i den, og formaae ham til at bære den, De fornuftige Velgiørere
har ikke ladet Mandens Laster fordunkle Hustruens Dyder, og maa ikke den u¬
forsigtige Fraudantes tilstaae med Sandhed, at, hvis hans Lod ikke var falden
paa saa deyligt et Sted, havde Fattigdoms Aag for længe siden været ham ufor¬
drageligt? Han gjorde sig Venner i sine Raseries Dage, det er sandt; men seer
han ikke, at de fleeste vende ham Ryggen, at han i Selskaber med sine forrige
Vasaller maa tiene til deres Forlystelser, som en merkelig Avanturier, og at de,
som han tilforn kunde foreskrive Love, drive i de kummerlige Tider Spot med
Hans Uselhed?
Papiret skulde ikke kunde tage imod alle de velgrundede Berømmelser, som
mange Lemmer af det andet Kiøn med største billighed have fortient, og de Ex¬
empler, som jeg allerede har anført, sige enten intet, eller paa det kraftigste be¬
vidne, at en Mand bliver ligesom lagt i Lyksaligheds Arme, naar Himmelens
Forsyn giør ham Livet fornøyeligt, ved at give ham en Hustrue, der er som et Lys
for sit Kiøn, og kand komme sin Elskte til hielp i alleslags Tilfælde. J Sandhed,
vi giøre ofte det deylige Kiøn Uret, og vi tale ikke som Mennesker, naar vi af en
Deel vil fælde Domme til dem alle. De Fornuftige og Exemplariske nægte ikke,
at man jo iblant Fruentimmere kand finde mange, der ere langt fra de Dyder,
som burde give dem den meest bestandige Prydelse, og giøre dem i de rette Kien¬
deres Øyne elskværdige; men de paastaae ogsaa med Ret, at man bør tillige op¬
lade Øyet for at see dem, der fortiene at æres.
Vi giøre ofte dybe Complimenter for store Stats-Mænd og saadanne, der
beklæde andre anseelige Charger, og vi vide ikke, om de overlade deres Embeders
vigtigste Deele til deres Hustruer, og lade sig selv allene nøye med Navner Jeg
talede ey saaledes, hvis de ældere og nyere Tiders Erfarenhed ikke kunde beviise
mine Ords Sandhed. Ligesom vi have Exempler paa dem, der ved deres ange¬
nemme Maneerer, deres venlige Dyne, deres smigrende Tunger have ført adskil¬
lige Uforsigtige i Snaren, og lagt Grunden til manges Undergang, saa have vi og
mange Exempler paa dem, der ved adskillige Leyligheder have aflagt de klareste
Prøver paa deres fine Forstand, og tydelig viist, at man ey ofte faae ilde til for¬


250
et Land, om man gav Fruentimmeret de Ling under Hænder, som overlades
mange gange til dumme Brødre.
Jeg kunde have Aarsag til en langt større Vidtløftighed, og jeg tvivler ikke
paa, at jo Ægteskab har mange fleere Herligheder, der lettelig kand blive skiulte
for een i slige Sager uforsøgt Skribent. Hvad jeg her har anført, grunder sig
ey allerne paa den daglige Erfarenhed, men er til største Deel nødvendige Følger
af et Ægteskab, der er indrettet efter Stifterens Regler, og hvor de Forenede
ere Besiddere af de Egenskaber, som bør findes hos fornuftige Skabninger, i sær¬
dem, der vil have Ord for at være sammenknyttede ved Kierligheds Baand, og
ey have gjort et Løfte uden Hierte, naar de have forbundet sig at bære de paakom¬
mende Besværligheder med samlede Skuldre, og glæde sig tilhobe ved de veder¬
qvæggende Sødheder.
Havde en anden fat paa Pennen, torde han maaskee strække Materien vi¬
dere, og vise end fleere Fordeele, som en Mand kand have af sin Hustrues Op¬
førsel. Saa skulde der vel findes den, der ikke skulde undsee sig ved at give en liden
Plads paa Papiret til Cornuferento, der giør sig en Ære af at have en Hustrue,
som kand betage ham Møyen med at arbeyde for Føden, da hun veed en kortere
og efter hendes Tanker meere behagelig Vey. Mandens Historie er mig ikke ube¬
kiendt, og jeg skal ey sige med Vished, om han har fleere Brødre. Man slutter af
hans Væsen, at hans Gemytte maa være medlidende, og kand man fæste Troe til
hans egne Bekiendelser, skal han ey være saa paaholden, at han jo overgiver sin
Ret til en anden. Skillingen er ham kier, paa hvad Maade den end kand erhver¬
ves, og, naar han kand vente en liden Fordeel, maa hans Hustrue, mueligt ikke
imod sin Villie, finde sig i at blive til Fals, og følge den Høystbydende; man maa
tilstaae, at denne Levemaade er gandske reputeerlig, og at det ey er enhver Hosbon¬
de, der udfordrer saa selsom en Lydighed af sin Hustrue, meget mindre udsætter saa¬
dan en Capital, for at trække anseelige Renter. Et Herredomme over Hustruen
maa ikke strække sig saa vidt, og Hustruens Subordination under Manden befaler
ey heller at efterkomme Fordærvelsens Love. Cornuferentus undskylder sig med
sin Stand, og naar hans Hustrue endog i de vanskeligste Tider vil opføre sig som
en Dame af Distinction, meener han ikke at handle ilde, om han giver hende
Frihed til at see sig om Midler, der kand vedligeholde Pragten. Selv er hun af
de Tanker, at hvad der skiemmer et Fruentimmer af en nedrig Stand, bliver hen¬
de en Ære, og skulde Manden fordriste sig at nægte den en Andeel i sit beste Meu¬
bel, som han i mange Henseende har gjort sig forbunden, Jeg vidste ikke et Ord
deraf, førend Historien var anført, og da den allerede har indsniget sig, maa den
blive staaende til deres Beskiæmmelse, der ere Edsvorne Fiender af Kydskhed,
og for at nyde nogle skidne Vellyster, sætte de vigtigste Pligter til Side, og give
den sande Lyksalighed til Priis.
Førend jeg slutter min Betragtning, kand jeg ey andet end giøre en liden
Anmærkning, der paa nogen Maade skal kunde beviise, at jeg dog ikke har talt


260
saa urimelig, naar jeg har kaldet Hustruer er fornøden Onde. Man maatte ta¬
le tvertimod Sandhed, om man vilde tilstaae, at mange Dyd elskende Qvin¬
der naae stedse det Øyemerke, hvortil de i Ægtestanden sigte, og vi see alt for
mange af vore Brødre, der ikke vide at skiønne paa Dydens Arme, i hvilke de
ofte blive lagte. De Forenedes Huuse ere ofte som Strids-Pladse, og vi hand¬
leubillig, om vi stedse tilskrive Fruentimmerets Laster saa stor et Onde. Tur¬
bulentus, der nu lever i sit andet Ægteskab, beviser paa det klareste, at jeg
ikke har feylet. De, som have kiendt hans bortdøde Hustrue, tale om hende
med største Berømmelse; men de sige tillige, at Manden gjorde hende Liver bit¬
tert, og at han befordrede hendes saa tillige Henfart. Hvis saaer, maa vig¬
te hans nærværende Omstændigheder i visse Henseende for en Straf, skiønt vi og¬
saa kand ansee den som en Lægedom. Den, der tilforn misbrugte sin Myndig¬
hed, maa nu finde sig i at tage Love af sin Hustrue, hun fordømmer ham til det
nedrigste Arbeyde, og hans Frygt er saa stor, at han ikke lader sig merke med
en suur Miine. Hun har gjort sig Fliid for at finde de rette Greb til at tvinge
hans selvraadige Væsen, og det hænger af hendes Nik, enten Turbulentus
maa besøge sine Venner eller ikke; kort sagt: Hustruen er Herre, og Manden
en Slave. Hvad skal vi sige om dette kand den myndige Qvinde undskyldes,
eller er hendes Omgang i alle Maader lovlig ingenlunde. Men hvordan den er
eller ikke, saa synes den dog at være fornøden. En Mand, der ey har Been¬
til at bære de gode Dage, lad ham blive forsøgt i de Onde, og naar han ikke vilde
skiønne paa sin fromme Hustrues Dyder, saa lad ham blive klog ved dennes La¬
ster. Af hendes Ondskab, maa vi endelig tilstaae noget Godt at flyde. Man¬
den var i de forrige Tider som en Don Quixote, en vandrende og omflakkende
Ridder, han forsømmede sit Embedes Pligter, og ved at gjøre sig mange Ven¬
ner, skaffede han sig ogsaa efter Moden mange Udgifter. Nu derimod er han li¬
gesom omstøbt, og hans uroelige Væsen, der var stedse som en Hvirvel-Vind, har
aldeeles sat sig, og er bleven omvexlet med et Havblik i hans Gemytte og Leve¬
maade. At denne Qvinde er er Onde, haaber jeg man kand see, at hun tillige
er er fornøden Onde, meener jeg ogsaa at være klart, og at gode Virkninger¬
flyde af dette Onde, nægte ingen, der vil ansee Sagen med rette Øyne
Med disse mine Blade har jeg da stræbt at give min misfornøyede Corre¬
spondent, og maaskee fleere, Satisfaction. Det skulde glæde mig, om mine
Betænkninger kunde give Anledning til Sagens nøyere Overleggelse, og om de
fromme Siæle af det andet Kiøn, der ofte falde i ubarmhiertige Arme, kunde
erfare deres Viderværdigheder at blive mindre. Hvad jeg fornemmelig har søgt,
er at give mine Læsere Leylighed nærmere at undersøge Ægteskabs Herlighe¬
der, og i sær ved at forestille en uden Deel af de Fordeele, som en fornuftig Hustrue
kand tilveiebringe, vise den sikkerste Vey i saa vigtig en Handel, og hvor daarli¬
gen de opføre sig, der enten lade sig bedrage af falske eller virkelige
Farver, af Rigdomme og andre lidet betydende skiønt
i Øyet glimrende Veyr-Lys.


261
No. 31.
Udgivet den 11 Decemb. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Libertas, carceer, pax, pugna, dolenda voluptas;
Spes, metus est, mel, fel, seria, ludus Amor¬
D¬
er er intet, som underkaster en Skribentes Arbeyde de adskillige og ofte stri¬
dige Domme, uden Læserens adskillige Smag og den adskillige Jndsigt,
hvorpaa samme bliver grundet. To Mennesker kand læse et Skrift, og de kand
begge paastaae at have Skiønsomhed, den ene kand rose det, den anden laste det;
begge vil have Ord for at besidde sund Fornuft og en raffineret Smag, men beg¬
ge komme dog ey overeens i deres Domme, og, udvælge de sig en Megler, kand de
ogsaa vente at høre en nye Critiqve.
Jeg tvivler ikke paa, at jo min sidste Betragtning om Ægteskabs Her¬
ligheder har fundet saadanne Læsere, der maaskee have fældet gunstige Domme;
men jeg kand sige med store Vished, at dette Stykke har ogsaa fundet sine
Dadlere. Det philosophiske Selskab, hvis selsomme Slutninger jeg meddeelede
mine Læsere i mit attende Ark, har med samlede Kræfter angrebet mine sidste Pa¬
pirer, og de ubarmhiertige Domme, som de i deres Samling have afsagt, ere
til min største Forundring overgivet mig i en ligesaa urimelig som vidtløftig Skri¬
velse Nødig vilde jeg underkaste mig mine gunstige Læseres foragtelige Betænknin¬
ger ved at opfylde mine Blade med ugrundede Reflexioner; nødig vilde jeg, at
min philosophiske Observateur skulde finde saadanne Vildfarelser, der strax kunde
falde ham i Øynene, (thi de smaa og indviklede Jrringer troer jeg ikke, at han seer,
følgelig med Grund give ham Anledning til at obtrudere Læserne sine vare An¬
mærkninger; men Forsigtighed befaler mig af to onde Ting at udvælge det mindre;
jeg vil heller, at mine fornuftige Læsere skal sige: Sande-Manden har i dette
Stykke ikke været saa reen, end drage mig et heel philosophisk Societæts Unaade
paa Halsen, allerhelst jeg veed, at det philosophiske Had haver ingen Grændser,
og er ofte ledsaget med farlige Følger. Mine Læsere maa derfor forlade mig, om
jeg i Dag har intet at give dem, uden det philosophiske Brev, og jeg fornøyer mig
med de Tanker, at de Forstandige see uden Møye de Vildfarelser og Kietterier,
som findes i det samme; jeg indbilder mig ogsaa, at de Jndflydelser, som saa for¬
vendte Principia kunde have i det almindelige Væsen til Verdens Ulykke, blive til
intet, saa længe den største Hob følger sine egne Grunde, og ikke saa let forlader de
alfare Veye, Brevet maa jeg da anføre efter alle sine Puncter med største Op¬
rigtighed; dog haaber jeg, at Correspondenterne, fra hvis Hænder jeg har faaet
det, støde sig ikke, om jeg i Henseende til Stiilen og Skrive-Maaden her og der
tager mig Friehed at giøre nogle Forandringer. Den strænge Mathematiske Læ¬
re Maade, som snart er bleven almindelig, taber sin Nytte, naar man betiener


26.
sig af den ved alle Leyligheder; efter mine Tanker passer den sig lidet i et Brev, og
Læserne maatte blive kiede, hvis de skulde see et hvert Ord, eller rettere, enhver Mee¬
ning beseglet med et følgelig.
Hr. Spectator.
Grunde, sin slette Forstand ikke veed at sætte Priis paa den ædele Viisdom,
Hundre os ikke, at en Mand, der efter sin fordærvede Smag, sine ufornuftige
Grunde, sin slette Forstand ikke veed at sætte Priis paa den ædele Viisdom,
men tager ikke i Betænkning at drive Spot med de ypperligste Mænd og Viis¬
dommens Sønner, tør ey indfinde sig i det Selskab, som han saa ilde har forhaa¬
net og offentlig beskiæmmet. Eders Philosophie skulde maaskee blive fundere, og
eders Blade finde endnu fleere Elskere, hvis J saaledes havde opført Eder, da J¬
havde hørt vore Betænkninger og Rigdom som den sikkerste Vey til Lyksalighed,
at Joftere kunde have sat Eder ved saa store Læreres Fødder, for at tage imod de
nyttigste Lærdomme, som i Overflødighed høres af deres Munde. Naar J nu følger
Eders egne forvendte Forestillinger, hvad Under da, at eders Lærdomme blive u¬
rigtige og maa J ikke takke eder selv, om eders ugentlige Blade tabe deres Priis¬
Skal vi, uden at hykle, overgive Eder vore Tanker om den sidste Betragtning,
saa sige vi, at fra Eders Haand have vi endnu ikke seet et slettere Stykke. Hvor¬
svage ere ikke alle Eders Grunde, hvor urimelig Eders Slutninger, hvor tvungne E¬
ders Følger, J en taalelig Stiil har J stræbt at indklæde det urigtigste Morale,
og vi finde det lidet overeenstemmende med det Navn, J har givet Eder, at J vil for¬
dærve vore Brødre ved at give dem farlige Lærdomme. Hvor har J giort af Eders
Tubus, da J har seet saa galt, og hvorledes har det været med Eders Øye, at J
som en Tilskuer, ikke har kundet see, at J vandrede i Mørke, Er det da en San¬
de Mands Pligt at tale imod Sandhed, og kand J retfærdiggjøre Eders Tog,
naar dets Rigtighed aldrig kand godtgiøres, har i det Øyemærke med Eders Ar¬
beyde, som J søger at indbilde os, saa besvære vi Eder ved Leibnit- og Wolf, og
formane Eder ved den helligste Philosophie, at J ikke stikker vores Brev under
Eder, men giver det Sted i Eders Blade, at det kand tiene til at befordre vo¬
re Lands-Mænds Beste.
Vores Selskab bestaaer af saadanne Lemmer, der i Henseende til de adskillige
Omstændigheder, i hvilke de befinde sig, allerbest ere i Stand til at dømme, enten
Ægteskab har Geleyde af Herligheder eller ikke. Vores Collegii Forstander er
endnu ugift, og, kand vi troe hans Ord, forandrer han aldrig sin Stand. De
øvrige ere alle bundne, men ingen iblant dem har erfaret de Herligheder, som efter
Eders Ord skal være sammenbundne med Ægteskab. Ligesom J derfor har gjort
Eder Fliid for at vise Ægteskabs Fordeele, saa vil vi paatage os at beviise Ægte¬
skabs Besværligheder, og ligesom det første tiener til intet uden at fortrylle Menne¬
sker med indbildte Sødheder, saa skal det sidste lære dem, at tage sig vare for vir¬
kelige Bitterheder.
Hvad vores Præses er angaaende, da er han et Menneske, om hvilken man
med Sandhed kand sige, at han fører et fornøyet Liv. Naar andre dandse til Tam¬


263.
pe-Retten, sidder han ved sin Bog, og naar hans Naboer slaaes med deres Hu¬
struer, forlyster han sig ved at tale med de bedagede Mænd, der endnu leve i deres
Skrifter. Han er som en Mand, der staaer ved Havbredden, og uden Fare kand
betragte de rasende Bølger, og de undergaaende Skibe. Jntet kand forstyrre
hans Roe, uden hans Venner, der idelig bede ham at tage sig en Hustrue. De
sladdre for ham om tusinde Aarsager; de vise ham uendelige Fordeele; de betie¬
ne sig af geistlige og verdslige Meglere, af Qvinder og Jomfruer, alle disse slaae
paa een Streng, og prædike i een Tone, og vi kand sige, at intet foruroliger ham
meere end det samme. Han har sagt os i Dag, at han veed ingen beqvemmere Maa¬
de, paa hvilken han kunde herefter forekomme saa idelige og fortredelige Raadgi¬
vere, end at sende Spectator sine Tanker, at han kunde giøre dem offentlige i sine
Papiirer.
Vi maatte blive alt for vidtløftige, om vi vilde anføre alle de Aarsager, der
have bragt ham paa Eenligheds Tanker; vi vil lade os nøye med at give Eder de
fornemste: Han har nøye overveiet efter Fornuftens Regler, hvad man imod
hans Principia kunde have at indvende, han er vel ikke af Naturen en Fruentim¬
mer-Hader, men han er ikke heller en blind Tilbedere af det deylige Kiøn. Han
løber vel ikke med mange udaf Stuen, saa snart en Jomfrue indfinder sig, men
han søger ikke heller Fruentimmeres Selskab med synderlig Længsel. Fra hans
attende til tredivte Aar saae han sig i saadanne Omstændigheder, at han lettelig
kunde have besluttet at tage sig en Kone. Men fra den Tiid har hans Venners
Exempler, hans reene Fornuft og hans lange Overleggelse gjort det, at han
endelig har fattet det uforanderlige Forsæt, ugift at gaae til sin Grav. Han vil ik¬
ke, at Kone eller Børn skal være i Traur efter hans Død, og Poeterne skal ikke
blive feede, enten ved at lyve ved hans Brøllup eller Begravelse.
Han er, som vi andre, en Elsker af den Voltiske Philosophie, og denne har lærdt
ham, at Sigtet af alle hans Handeler skal være hans egen Fuldkommenheds Be¬
fordring paa mueligste Maade. Nu finder han, at han ved Hielp af en Hustrue
ikke kand giøre sin Tilstand meere fuldkommen, end den er, sluttelig siger Fornuf¬
ten ham, at han stedse skal fordrive Ægteskabs Tanker; har J Taalmodighed at
læse hans Grunde, tor J maaskee i dette Stykke forandre eders Meening. Han
haaber, at man tilstaaer, at et Menneskes beste Dage, og at den deyligste Perio¬
dus i hans Liv begynder fra hans femtende Aar, og strækker sig til den Tiid, da
store Sorger og Bekymringer anfalde ham i Mængde. Disse besværlige Byr¬
der meener han at tage deres Begyndelse med Ægteskab. Han henter sin Viisdom
af de gamles Munde, og han har ofte ladet sig forstaae med disse Ord, som han
har læst hos en gammel Philosoph: Ægtestand er er født Onde, som Men¬
neskene gierne ønske sig. Seer du ikke, at Guderne lede Menneskenes
Natur derhen, at de fatte Begierlighed til at gifte sig for at skaffe Jor¬
den Jndvaanere. Hvis alle Mennesker vare kloge, saa skulde man iblant
halvtrediesindrive ikke finde en eneste, der skulde tage sig en Hustrue,


264
Den Farrige, som træder i Ærestand, giør sin Elendighed dobbelt,
han er i Sandhed ret jammerlig; thi han beslutter paa sin Brøllups
Dag sin Glæde i Livet, og han begynder sin Elendighed med Musik
og Liire-Spill. Dog skulde disse Ord ikke kunde formaae ham til at bortjage
Ægteskabs Griller, hvis han ey havde en nyere og anseeligere Veyviiser, jeg mee¬
ner den store og vidtberømte Leibnitz, der ved saa men fyndige Ord har meddeelt
Verden sine Betænkninger om Ægteskab, naar han kalder det en god og nødven¬
dig Sag, dog saadan een, som en fornuftig Mand bortage i Betænkning, saa
længe han befinder sig i Livet.
Saadan en Mand stræber vores øverste Hoved at vise sig, og han slutter, at
den, som underkaster sig nye Bekymringer, ved at forandre sin Stand, behøver
ey at aflegge større Prøver paa sin Uforsigtighed, og ingen kand med Billighed gi¬
ve ham Sted paa de Fornuftiges Liste. En Mand, der lever uden for Ægteskab
bebyrdes ikke med Sorger uden for sig selv; hans Gemytte er entlediget fra de na¬
gende Bekymringer, som plage de Gifte; han finder, at de Uleyligheder, som mo¬
de ham i sin Eenligheds Stand, ere store nok, at han ey skulde mangfoldiggjøre
deres Tal, ved at bøye sine Skuldre under et nyt Aag, og uden Fornødenhed be¬
læsse sig med fleere utaalelige Byrder.
Naar han undertiden tænker paa Ægteskab, møde ham saa mange Van¬
skeligheder, saa uendelige Besværligheder, at han ikke noksom kand forundre sig
over dem, der uden Betænkning med saa stor Glæde kaste sig i de svareste Læn¬
ker. Han stiller sig de Vanskeligheder for Øynene, som han havde at bestride, før¬
end Ægteskabet kunde gaae for sig; han kiender Beskaffenheden af sit eget Gemytte,
og han seer, at, naar Ulyksaligheden ikke skulde blive alt for stor, maatte han have
en Hustrue, hvis Sinde=Laug kunde stemme overeens med hans han maatte
lede efter den, der prydede sig med virkelige Dyder, der ved en fornuftig Omgang
kunde giøre ham Livet fornøyeligt; og han tænker, at han saa længe maatte søge,
indtil hans blomstrende Aar bleve omvexlede med den graa Alder. Erfarendhed
har lærdt ham, at tvende Forenede, der have ulige Tilbøyeligheder, skienke sig selv
med daglige Bitterheder. Fruentimmeres Affecter ere i Almindelighed heftige;
Kierlighed, Had, Vrede, Hævngierrighed og andre deslige Passioner staae ge¬
meenlig hos det smukke Kiøn ikke under Fornuftens Herredømme, og hvor stor
venter han ikke sin Ulykke at vilde blive, hvis den ugunstige Skjebne skulde kaste
ham saa ufuldkommen en Ægtefælle i Armene?
Han lader andre beraabe sig paa de Sødheder, som Ægteskab giver dem han
lader Titium prale af sin Hustrues Rigdomme, der have bragt ham i Veyret;
han misunder ikke Sempronto sin Lykke, der kand rose sig af paa eengang at ha¬
ve faaet Spartam & Martham, de en Kone med et Embede i sin Lomme; hans
Øyne lade sig ikke af saa skinnende Farver forblinde, og han tænker, at alle saa¬
danne Herligheder kand ikke qvæle een eneste nagende Smerte, eller til intet giøre
de paafølgende Viderværdigheder.


265
Det er mueligt, at Manden, sit Val kunde blive lykkelig, og see sig forsynet
med en Ægtefælle, der var prydet med de skiønneste Dyder; men mon han derved
kunde giøre sin Tilstand meere fuldkommen, ingenlunde. Jo fleere Dyder hans
Hustrue besad, jo fødere hun kunde giøre hans Liv, jo smerteligere blev og hendes
Afskeed, og jo bedrøveligere den Efterladtes Tilstand. Lad være, at han selv først¬
skulde forlade de levendes Lande, saa erindrede han sig de mange bedrøvelige Ti¬
mer, som hans Hustrue maatte have altsaa enten Døden borthentede den eene
eller anden, blev hans Tilstand dog ulyksalig, og den Frygt, han daglig maatte ha¬
ve, for at giøre en anden ulykkelig med sig, fordobblede ikkun hans Angest.
Vi haabe, Hr. Spectator, at J ikke anseer disse Betænkninger som intet bety¬
dende Udflugter, eller sære Capricer, der allene kand avles i fordærvede Hierner;
vi tænke, at J seer Styrken af deres Grunde; men vi maa tillige erindre Eder, at
de i Henseende til andre meget vigtigere, kand synes svage og skrøbelige. Vor Præ¬
ses gaaer i sine Overleggelser videre. Han seer Ægteskabs fornemste Øyemerke,
og han venter, at, om han sluttede Contract med en Hustrue, vilde hun sluttelig giø¬
re ham til en Fader. Hermaa han atter standse, naar han betragter de store og o¬
verflødige Bekymringer, som i denne Periodo vilde møde. Saa meget reenere og
heftigere den Kierlighed var, med hvilken han elskede sin Hustrue, saa meget større
vilde og den Bedrøvelse blive, naar han forestillede sig de med Barsel-Sengen føl¬
gende Smerter. En reedelig og kierlig Mand, der seer sin Hustrue at svæve imellem
Liv og Død, og sin Glæde at tage Ende med hendes Afskeed, skulde han vel kunde
imodstaae den Mængde af uroelige Tanker, og de store Mistrøstelsers Bølger, der
vilde overskylle hans elskende Hierte, Et Menneske, der nu selv udgiver sig paa
saa farlige Vande, og utvungen blotter sit Sind for saa stormende Bekymringers
Vinde, skulde han kunde siges at befordre sin Fuldkommenhed, Er ikke den Roe¬
lighed i Siælen et kort Begreb af den menneskelige Lyksalighed, saa længe man
endnu er en Borger i Verden, og kand den have Ord for at handle fornuftig, der
forud seer en u-omgiængelig Kummer, og dog ligesom styrter sig selv i Elendigheds
Afgrund,
Men, siger han fremdeles, jeg sætter, at min dydige Hustrue lykkelig overvin¬
der fine Smerter, og at Himmelens Forsyn glæder mig med en Arving; jeg sætter,
at denne voxer til, og bliver en Søn af største Forhaabning; mon da den Fornøyel¬
se, som skiænkes mig ved denne sande Lyksalighed, kand befrie mit Sind fra Uroe¬
og Frygt, Var min Jndsigt og Eftertanke mindre, torde maaskee mine Bekym¬
ringer blive færre, og kunde jeg ikke saa tydelig see en retskaffen Faders Pligter,
skulde jeg vel ey tage mig mine Børns Opdragelse saa nær, burde jeg ikke erindre
mig, at vel opdragne Børn ere de stærkeste Støtter for et Rige, og maatte jeg ik¬
ke frygte for det svareste Ansvar, om jeg bebyrdede mit Fæderneland med uduelige
Borgere. Sandelig jeg kiender saa meget til mine egne Egenskaber, at jeg ingen¬
lunde finder mig skikket til at kunde opdrage mine Børn med den Omhue, som jeg
burde, og naar jeg med Bedrøvelse betragter mange Forældres fordømmelige Ef¬


266
terladenhed i saa vigtigt et Stykke, takker jeg Himmelen, at jeg ikke ved saa skade¬
lig en Feyl skal contribuere til mit Fædernelands Ruine.
Men jeg sætter endogsaa, at jeg i denne Punct blev lykkelig, og at min Glæde
ikke blev ugrundet, naar jeg kunde see med Fornøyelse ligesaa mange vakkre Bor¬
gere, som jeg havde Børn, saa kunde dog ikke dette stille mit Sind aldeles tilfreds,
og de tilkommende Tider med visse og uvisse Hændelser vilde ikke giøre lidet Skaar,
i min Glæde. Det var mueligt, at mine Børn kunde leve, og at mit Fæderneland
kunde høste Frugten af min Møye med deres Opdragelse, det var ogsaa mueligt, at
de kunde døe, Naar jeg betragtede det første, betragtede jeg tillige min egen Dø¬
delighed; mit Hoved kunde falde af, og mine Børn, der nu manglede de faderlige
Formanninger, kunde snart enten ved deres egne forvendte Lyster eller andre Jlde¬
sindedes Forførelser forfalde til adskillige Laster. De kunde blive Fæderne¬
landet til Beskiæmmelse, og styrte sig selv lyderste Ulykke, saadanne Forestillin¬
ger maatte nødvendig sætte mit Sind i Uroe. Naar jeg betragtede det sidste, nem¬
lig Mueligheden i mine Børns Død; ja, naar denne maaskee maatte indfalde, i¬
medens jeg endnu levede, blev det mig da mueligt som et Menneske at forjage alle
bedrøvede Tanker, og blev min Tilstand da i mit Ægteskab meere fuldkommen:
Skulde jeg selv, ved at opfylde Dødeligheds Love, forlade mine u-opdragne
Børn, kunde jeg da uden hiertelig Græmmelse betragte de Umyndige at staae for¬
min Seng, som jeg nu skulde overlade til den rasende Verden, og, naar jeg betænk¬
te, at den liden Deel, som efter min Død kunde falde i deres Lod, skulde overgives
til en maaskee interesseret eller liderlig Curator, der enten vilde prange med deres
Penge, eller sætte dem overstyr, og for resten ikke bekymre sig om deres Velfærdt,
maatte jeg da ikke gjøre min egen Afskeed fra Verden meere besværlig,
Endelig, naar jeg skulde see min Hustrue at efterlades med sine Børn i en sør¬
gelig Eenlighed, og naar jeg paa den anden Side vilde forestille mig, at hun maa¬
skee skulde faae i Sinde end eengang at forsøge Ægteskabs Byrder, og mueligt
maatte falde i ubarmhiertige Hænder, der vilde giøre hende Livet saa meget meere
kummerligt, som hun i de fremfarne Tider havde havt en Mand, der elskede hende
oprigtig; skulde jeg da kunde blive uden angestfulde Tanker, og vilde saadanne
Forestillinger ikke blive mig ufordrageligere end Døden selv, Ney, jeg forandrer
ingenlunde mine Tanker; jeg vil ikke uden Aarsag sælge min Lyksalighed, og til¬
kiøbe mig tusinde Sorger; Jeg vil ey blive en Fader for Faderløse Børn, og da
min Tilstand endog ved det fordeelagtigste Ægteskab ikke kunde blive forbedret, vil
jeg tiene mit Fædreneland i den Stand, jeg er, paa den Maade, jeg kand¬
Kiere Spectator J har her vor Forstanderes Tanker, og vi overlade deres
nærmere Undersøgelse til Eder selv og vore Brødre. Hvorledes venter J nu vore
Slutninger at blive, der alle i mange Aar ere forsøgte i Ægteskabs Besværlighe¬
der, og derfor kand tale med saa megen meere Vished, som vi kand grunde vore
Tanker paa Erfarenhed. Jeg for min Deel, som Societætets Secretaire, kand
forsikkre Eder oprigtig, at, hvis Ægteskab skienkede mig de Herligheder, som Jgiør


267.
saa meget Væsen af i Eders sidste Blade, skulde jeg ikke blive den sidste, der vilde
opløfte det til Skyerne. Vel maa jeg tilstaae, at mine Absigter ikke var saa alde¬
les uskyldige, og mine Veye ey saa reene, som de burde; Jeg lod mig bedrage af to
røde Kinder, og deres Glands forekom mig saa meget deyligere, som jeg vidste, at
min Hustrue havde noget til beste, ikke desto mindre kand jeg ey tilskrive min egen
Opførsel mitelendige Liv. Hvo kand omgaaes sin Kone med større Kierlighed, og
hvo har paa en meere lemfældig og venlig Maade stræbt at bringe hende paa fre¬
delige Tanker, Dette saa ulyksalige Huus=Kors har jeg i otte Aar fordraget, og
mine Øren ere saa trætte af at høre hendes skiendende Tunge, mine Øyne saa kiede
af at betragte hendes urimelig Adfærd, at jeg hver Dag længes efter den lyksalige
Stund, da Døden kunde giøre en ønskelig Skilsmisse. Hun var mig mindre be¬
sværlig, hvis hendes Hukommelse var svagere, naar hendes oprørte Galde sætter
Tungen i Bevægelse, maa jeg ey allene høre hendes anseelige Medgift, men hun
kaster mig endog alle mine forbigangne Daarligheder i Næsen, saa jeg ey har nø¬
dig med hiin at ønske, at Himmelen vilde igiengive mig de fremfarne Tider, men
jeg siger heller med Porten.
Nupta mihi est uxor, quæ, ut primum rixa coorta est,
Præteritos annos & mea facta resert.
Hverken nægter jeg de dyd-elskende Qvinder deres velfortiente Roes, ikke heller
misunder jeg de Mænd deres Lykke, der kand glæde sig ved dydige og venlige Hu¬
struer; men at vilde prædike for mig om de Fordeele, som gives i Ægteskab ved en
fornuftig og exemplarisk Hustrues kierlige Condulte, er at fortælle mig en mørk
Tale, at hvilken jeg intet forstaaer uden de blotte Ord.
J vores Selskab skal J ey finde een eneste Lem, der jo klager over samme Skjebne, og u¬
den for det kand jeg forestille Eder den ulyksalige Phillander, der ved sin myndige og arrige Qvin¬
des uroelige Væsen hartad er bragt til de største Yderligheder. Den medlidende Mand forbarme¬
de sig over Qvinting, da hun stod Fare for at blive forledet til adskillige Daarligheder, og hvis
han ey havde uddraget hende af de Snarer, i hvilke hun allerede var falden, vilde hun maa¬
skee have bleven sin Faders Huus til en liden Ære. Hun syntes at skiønne paa sin Befrieres
Godhed i de første Tiider; men hun forlorede snart sin første Kierlighed, og hendes Ansigtes
yndige Skikkelse kand ikke forbyde, at jo Manden agter hende for en yndig Dievelinde. Hiin
Byzantinske Orator, der havde et fedt Legeme, tilstod om sin Kone, der endnu var feedere,
at, som de begge kunde forstaae hinanden, kunde de ogsaa hvile hos hinanden i een Seng,
men naar Qvintina raser for Alvor, bliver det gandske Huus, jeg vil ey sige Sengen, hende
for snever. Det er lidet, at hendes Mand undertiden maa forlade sit Leye, naar den uroe¬
lige Qvinde ofte tre gange om Natten prygler Pigen af Sengen, for at legge Dynerne efter
de magelige Lemmer; men det er en stor Ulykke for Philander, at han ey kand see mildt til et
andet Fruentimmer, uden strax at have sin Kone i Peruqven. Hendes forbittrede Hierte gi¬
ver hende de Ord i Munden, ved hvilke hun prostituerer endog den Uskyldigste, og, endskiønt
jeg just ikke vil være garant for hendes Mands Oprigtighed, troer jeg dog, at hun ofte giør
ham Uret, hvorom all Ting er, saa er Phillander ligesom indsluttet i et jordisk Helvede, og
hvo er den, der vil paastaae, at han og de, der have hans Lykke, skulde i deres Ægteskabe ha¬
ve Fordeele, J saadanne ulyksalige Huuse række den ene Last den anden Haanden. Qvinting
er ligesaa om over sine vanartige Børn, som hun er trodsig imod sin Mand; hun tillader dem
alle utilladelige Sager, og hun hører med Fornøyelse paa deres klygtige Laster. Naar jeg


268
betragter dette, maae jeg da ikke undskylde vor Præses, om han mueligt kandiere, og maa¬
jeg ikke sige med hiin Thebanske Epaminonda, der svarede Pelopidam, som opfødte en ugudelig
Søn, og kastede Epaminondam i Næsen, at han ikke saae vel til for Fædrenelandets Beste, da
han efterlod sig ingen Børn, Du seer endnu slettere til for Fædernelandet, fordi du efter¬
lader dig en vanartig Søn.
Vi maa ansee Sagen paa hvad Side vi vil, saa troer jeg ikke, at jeg irrer i mine Be¬
tænkninger, naar jeg kalder Ægteskab en Sag, som en fornuftig Mand, der med et klogt
Øye indseer dens Besværligheder, længe betragter, førend han befatter sig med den, ja Fruen¬
timmere maa have saa heftige Passioner, som de vil, saa meener jeg dog, at, hvis Fornuften
fik meere Friehed til at blive deres Raadgivere, skulde de dog ikke med saa stor Begierlighed øn¬
ske sig Brude-Sengen. Disse Tanker ere ikke mine egne Drømme, men en ligesaa fornuftig
som dydig Dame har meere end eengang sukket over sin Daarlighed, at hun gav den Beyler sit
Hierte, som hun ikke kiendte. Jeg maa bekiende, at hendes Mand havde besynderlige Tem¬
po, naar Overflødighed af stærke Drikke, befalede ham at udspye Biermen i sin Kones Ansigt.
Det var et ubedrageligt Strids=Tegn, naar Manden appellerede til sin fortørnede Kiep, og
naar han hilsede sin Hustrue ved at kaste Hatten paa Gulvet. Vi kand kalde det sidste Greb et
Slags Dilemma, ved hvilket han søgte at sætte Konen i Baroco; thi enten skulde hun tage
Hatten af Gulvet, eller lade den ligge, giorde hun det første, maatte hun høre paa Mandens
fortørnede Mund, sættes til rette for en selvtagen Friehed, og af den brede Kiep tage Betal¬
ning for sin Høflighed paa Ryggen, giorde hun derimod det sidste, blev hun straffet for en ukierlig
Opførsel, saa at Ulykken var hende viis, enten hun viiste sig saa eller saa¬ Ja hvor mange be¬
drøvelige Exempler kunde jeg ikke anføre paa de utallige Besværligheder, som møde ikke min¬
dre det ene Kiøn end det andet, naar de vil lade sig binde i Ægteskabs Lænker, hvad jeg har
anført, kand være meere end nok, og tænk ikke, at de Reflexioner, som vi have gjort i An¬
ledning af eders sidste Stykke, skulde have de forønske Virkninger i Læsernes Gemytter, at de
skulde lade Ægteskabs Tanker fare. Saa længe Mennesker lade sig drive, som Dyrene, af
deres Sandser, vil Verden aldrig fattes paa Indbyggere, og det er ikke usædvanligt at see
Menneskene meest at løbe efter de Ting, som tiene mindst til deres Gode. Jeg forbliver &c.
S. P.
Om dette vidtløftige Brev, som mine Læsere maaskee ere blevne kiede af at igiennemsee,
vil jeg sige som en gammel Skribent har sagt om adskillige Kietterier: At anføre Vildfarel¬
sen, er at igiendrive den. Man maa besvære mig ved all Verdens Philosopher, saa
troer jeg dog, at et hvert Menneske, der vil passere for en god Borger, er skyldig at gifte sig,
naar han finder sig i Stand til at opfylde Ægteskabs Sigte. At Standen har sine Besværlig¬
heder tillige med sine Herligheder, nægter jeg ikke; men jeg anseer ingenlunde de første at være
kraftige til at undertrykke de sidste, naar de Forenede efterkomme deres Pligter, og ikke ved
deres egne Laster giøre sig Livet suurt.
Som jeg har foresat mig herefter ikke meere at røre ved Ægteskabs Sager, eller at tale
noget betydeligt om det deylige Kiøn, saa har jeg, for at afgjøre paa eengang alle hidhenhø¬
rende Ting, forfattet efter den Engelske Doctors Siist Plan et Brev til et nye gift Fruen¬
timmer som et Anhang til dette mit Ark, mit Øyemerke med dette er at giøre Fruentimmeres
Fornøyelser meere uskyldige, og opmuntre dem til at legge Vind paa Dyden. Jeg skaaner herudi
ikke heller mine egne Brødre, men stræber efter Muelighed at forekomme mange
Ægteskabs Besværligheder, som baade maa tilskrives den ene og
anden af de samlede Parter.
P. S. Det benævnte Brev til er nye gift Fruentimmer sælges for 3.


Brev
Til Et
Nye=Gift
Fruentimmer
Efter
D. SWIFTS Maade.
Sælges for 8 sl.


270


Madame!
Jeg regner hende med Billighed iblant de Fruentimmere,
der kiende saa meget til mit Væsen, at de troe min
Mund stedse at tale af Hiertets Overflødighed; Jeg
haaber derfor, at det ikke falder hende underligt, om
jeg siger, at jeg intet mindre havde ventet, end at see
hende for nærværende Tiid i en Stand, om hvilken hun stedse har
talt med Foragt. Det er nu fem Uger, siden hun ledsagede sin ælste
Søster til Brude-Sengen, og hvor overflødige vare ikke de Kla¬
ger, med hvilke hun bejamrede hendes Daarlighed, at hun vil¬
de omvexle sin deylige Frihed med et haardt Fængsel, og bøye
Halsen under et Aag, som iblant alle var vanskeligst at drage:
Jngen har meere end hun drevet Spot med Kierlig¬
hed, og, skal vi dømme om hendes Hierte efter hendes Ord, har
hun agtet en stedsevarende Jomfruedom for et Fruentimmers
ypperligste Prydelse, og anseet Eenligheds Stand for den Lyksa¬
ligste under Solen. Hvad skal jeg nu sige, da jeg seer hende i sit
femtende Aar at legge sig i en Brudgoms Arme, og kand hun
have Aarsag til Forbittrelse, om jeg erklærer hendes forrige Væ¬
sen at have været forstilt? Skulde jeg feyle, om jeg sagde, at
hun Dag og Nat har sukket efter en Beyler, og bør jeg ikke af
Erfarenhed slutte, at et hvert Ord, som jeg har hørt af hendes
Mund til Eenligheds Berømmelse, har allene havt Sted paa
hendes Læber; Jngen kand indbilde mig, at en Skiøn Plet bli¬
ver et Mærke paa en Closter-Nonne, og naar pleyer man af
blottede Bryste at kiende Vestalske Jomfruer.
Et Fruentimmer, der vil ansees som den, der har opofret sig
til Eenlighed læser heller i en Gudelig Bog, end en forlibt Ro¬
man: hun istemmer heller i sit Kammer en aandelig Psalme,
end Axel-Torsens Viise og Florabella Hyrdinde. Naar hun møder


271.
i Kirken, kaster hun heller sine Øyne paa Prædikanten end de
nærværende Petits Maitres, og, naar hun vil ansees at have et
Hierte, der er opfyldt med andægtige Tanker, holder hun ikke
Muffen for Munden, naar hun taler med sin Side Søster
om en andens Prydelse, ikke heller giør hun mange Ophævelser,
for at sætte Tilskuerne i Flamme, og kaster forliebte Øyne ud¬
over Viften, naar hun tillige vil have Ord for at bede. Jeg maat¬
te giøre hende Uret, høytærede Madame, om jeg vilde nægte, at
hun i sine Jomfrue Aar har viist sig mindre flittig i at besøge
Templet end sine Venner, og jeg maatte lidet kunde skiønne paa
hendes Acuratesse, om jeg ikke vilde tilstaae, at hun paa klogeste
Maade har vidst at inddeele sine Søndags Timer imellem Kirke¬
Gang og Spille=Bordet. Men hun forlader mig, om jeg siger,
at hun paa et hvert Sted har søgt at vise sin Deylighed, og ved
dens Straaler at forskaffe sig nye Elskere.
Jeg kunde ikke frietage mig selv fra Hykleries Last, om jeg
vilde bekiende, at alle Jomfruer indfinde sig med tilbørlig Ær¬
bødighed paa de hellige Steder, og vise i Gierningen, at de søge
meere end en verslig Fornøyelse. De maatte prise sig selv af en
Færdighed i at kunde forblinde et hvert Øye, om man af deres
Psalme-Bog vilde giøre Slutning til deres andægtige Hierter.
Det første, som den Forliebte pleyer at forære den, som han mee¬
ner at elske sig allerne, er gierne en smuk indbundet og med Sølv
beslagen Bønne=Bog, og undertiden en Bibel, og, naar jeg
seer, at en Jomfrue giør sig Umage med at drage den til Kirken,
har jeg nok til min Efterretning, og de Slutninger, som jeg deraf
giører til hendes Forlovelse, pleye ikke at feyle. Men, hvor vil¬
de hun ikke belee mig, om jeg sagde, at denne angenemme Pa¬
piirs Byrde skulde tiene til at befordre hendes Andagt, og hvor
haardt maatte man ikke handle med saa skrøbeligt et Redskab, om
man vilde nægte hendes Øyne de Forlystelser, som gives ved at
beskue det deylige Bind, de forgyldte Blade, og det yn¬
dige Navn, som findes tegnet maaskee med et forliebt
Vers og en Elskovs Devise paa de reene Blade, Et Hierte, der
har nok med at tænke paa sin halve Siel, skulde man befale det
at give Rum for alvorlige Tanker? og de Øyne, der ere vante til¬


272.
at beskue Forfængeligheder, skulde de, uden at blive søvnag¬
tige, kunde fæste sig paa den, der med Nidkierhed driver paa
Ting, som ikke burde prædikes uden for de Bedagede, der ere
nær ved at sige Verden Farvel, og finde sig ey i Stand
til at fuldbyrde de Lyster, som endnu maaskee beherske deres Hier¬
ter?
Jeg veed vel, hvad saa skarpsindig en Dame har at anfø¬
re til sit og sine Søstres Forsvar; jeg vil betage hende Umagen,
og selv forfatte hendes Apologie: vi forsee os høyligen imod de
muntre Jomfruer, at vi kalde deres Devotion i Tvivl;
Spectatum veniunt, veniunt spectentur ut ipsæ
De lade sig ofte see i Kirkerne, og de finde sig forbundne til
at være flittige Tilskuere, at deres Dragt kand i alle Maader
blive indrettet efter Modens foranderlige Regler, og deres yndige
Skikkelse give dem ligesaa mange Tilbedere som Øyne.
Jeg viger aldeles fra dem, der vil disputere dem Flittighed
i at bivaane de offentlige Forsamlinger, og jeg tager i dette Styk¬
ke det deylige Kiøns Partie til kraftigste Forsvar. Naar en ung
Rus kommer en magelig Pater undertiden til Hielp, hvo seer da
ikke, at Templen vrimler af devote Jomfruer? og, naar hans
Maal er behageligt, hans Maneerer yndige, hans Peruqve pu¬
dret, hans Klæder alamodiske, og han endelig vel har lærdt sit
Stykke af Creidio, drager han uden Vanskelighed alle de Nærvæ¬
rendes Oyne til sig. Jeg har kiendt en Person, der gjorde sig
Regning paa ligesaa mange Kierester, som han kunde faae Ley¬
lighed til at holde Prædikener, jeg erfarede ogsaa, at han af saa
lovlig en Aarsag ofte tryglede sig paa Prædikestolen, og besteeg
den samme med saa stor en Bravoure, som hiin Preusiske Sol¬
dat de Pragiske Volde, og, kand man troe hans Vidne i sin e¬
gen Handel, giorde han ved een Prædiken tre Fruentimmer til si¬
ne Slavinder. En Prædikant af det Slags handlede efter mine
Tanker klogere, om han holdt Chor med forlidte Arier, tog sine
Texter af Anti-Pamela og sine Catechisationer af løsagtige Ro¬
maner, i det ringeste blev hans Opførsel mindre strafværdig, end
naar han betiener sig af hellige Ting for at naae sine ureene Ab¬
sigter.


273.
Men at jeg igien skal komme til min Dame, saa haaber jeg
at man forlader mig, om jeg er saa egensindig, at jeg ey vil an¬
tage hendes Kirkelige Andagt for et ubedrageligt Beviis paa En¬
ligheds Tanker. Af et Fruentimmers udvortes Opførsel kand man
ikke gjøre ufeylbare Slutninger til Beskaffenheden af hendes Ge¬
mytte, og naar mange af det andet Kiøn allermest prise de U¬
giftes Fordeele, staae deres Hierter i Længsel efter en Medlidende
Haand, der vilde løse deres Lænker, og hielpe dem udaf det Buur,
i hvilket deres Forældre ofte nødes til at holde dem, men hvad skal
jeg sige, maa jeg ikke tilstaae, at de Forskandsninger af Faderlige
Formanninger, med hvilke han ofte fortificerer sit Serail, ere ikke
af saa stor Vigtighed, at de jo lettelig af en tapper Amazo¬
ninde kand sleyes, en klog Stue-Pige finder alle Tiider Leylig¬
hed til at give den forliebte Datter fordeelagtige Raad, og, naar
Dørrene ere tillukte, maatte Vinduerne være som Regentzens,
hvis hun ey skulde faae Leylighed at udbryde.
Det er et forgiæves Arbeyde, høystærede Madame, om hun
vil stræbe at fuldkaste mine Betænkninger ved at beraabe sig paa
andres Vidnesbyrd. Mange have maaskee ladet sig bedrage af hen¬
des Closter Miner, men jeg ikke. En Mand, der i fire Aar har
lagt sig efter at kiende et vist Gemytte, skulde han kunde irre i si¬
ne Domme, og maa hun ikke tilstaae, om hun vil tale Sandhed
at hun i sit tolvte Aar var forlovet, hvor ofte har hun ikke chan¬
geret sin Kierlighed, og skulde jeg vel fortale mig, om jeg i tre
Aar giver hende dobbelt saa mange Kierester, lykkelig er hun,
at de Reducerede ikke have gjort Protester, og hvad vilde hun vel
sige til sit Forsvar, om enhver vilde fremlegge sin Paqve af for¬
liebte Breve, og sende de Forbindelses Ord for Dagen, som hen¬
des egen Haand har forfattet om Natten,
Madame, hvad giør hun, at hun vil skifte Farve ved dette
og anseer hun sin Adfærd med saadanne Øyne, at hun skulde blu¬
es ved at høre den; Jngen uden daarlige Dadlere kand laste hen¬
des Opførsel, og, at jeg ey skal tale om de Undskyldninger, som
hun kand have, ved at beraabe sig paa tusinde ligesindede Søstre,
der have betrædet de samme Veye som hun, vil jeg selv paata¬
ge mig hendes Sag til yderste Forsvar. Et Fruentimmer, der opretter,


24
som hun, Magaziner af Kierester, handler i alle Maader efter¬
Viisdoms Bydende. Mon ikke Verden har alt for mange af
høy hiertede Jomfruer, hvis Smag er saa delicat, at de give en
Beyler Kurven efter en anden og hvor vilde det gaae med Kierligheds¬
Slaver af det første Kiøn, hvis ingen Velvillige skulde findes i det
Andet:
Hun har dyd ædle Madame, uddraget sig Klogskabs Reg¬
ler af andres Skade; hun har seet, at mange Fruentimmer af
det kræsene Slags have saa længe gaaet i Val og kastet Foragt
paa de værdigste Personer, at de selv tilsidst enten ere blevne for¬
kastede som en ubrugelig Mynt, og confiskerede, som Contrabande,
Vahre, eller have maat tage til Takke med hvad, som kunde fo¬
refalde. For at forekomme saa store Uleyligheder, har hun i Til¬
de været betænkt paa at have heele Skokke af forliebte Trælle, i
Hinderhold, at hun i Nødens Tiid kunde giøre sig Haab om at
nyde i det ringeste een. Har hun ikke aflagt Prøve paa den for¬
nuftigste Levemaade, naar hun har holdet alle sine Elskere i deyli¬
ge Toner, at hun kunde see sin Kierlighed belønnet med Douceurs
af alle, og har hun ikke viist, at man ikke uden Grund tilleg¬
ger hendes Kiøn en ubeskrivelig Snildhed, Hvad jeg frygter for¬
at vilde flyde af hendes Condutte, er at andre maaskee skulde læ¬
re, ey at lade sig bedrage af et Skin, og jeg er bange, at hen¬
des Kiøn tager Skade ved hendes Opførsel, skulde kun ikke man¬
ge af vores forsøge Dybet, førend de udkaste deres Garn, eller
give sig ud paa saa farlige Far-Vande.
Mit Øyemærke tillader mig ikke stedse at skiemte, og, at jeg
skal tale et par alvorlige Ord, saa siger jeg Madamen under Øy¬
ne, at hendes Jomfrue Væsen har aldeles ikke behaget mig;
Jeg har anseet hendes Veye lidet bedre end en Coqvetes, og den
Mængde af Galaner kand jeg ey see hvorvidt stemmer over
eens med saa fornemme en Jomfrues Kydskhed. Til saadanne
Yderligheder griber en Dotter, hvis Passioner ere heftige, og
hvis Forældre ey have søgt i Tiide at anviise de Fornuftigste Mid¬
ler, hvorledes samme skulde tvinges. Naar Barnet er druknet
bliver det forsildig at kaste Brønden igien, og, naar en Datter
først har faaet Smag paa Forliebelses giftige Sødheder, bliver det
forgiæves at giøre Vold paa de triumpherende Lyster, ja Forældre¬


179.
ne have sig til største Deel selv at takke, om deres Datter i den
slibrigste Alder slaaer deres Advarseler i Vinden, og lader ikke si¬
ne Lysters Fuldbyrdelse hænge af deres Tilladelse.
Madame, hvorfor kiedes hun ved at læse mine Betænknin¬
ger, og giør hun vel imod sig selv, at hun forbander den Haand,
der søger hendes Lægedom; Mon det ikke var bedre, om hun i si¬
ne Jomfrue-Dage havde stræbt at undgaae alle deslige vel¬
grundede Reflexioner, end at hun nu, naar de giøres med Sand¬
hed, vil af Forbittrelse opofre dem til Jlden? Det bliver jo en
Sag imellem mig og hende, og kand hun ikke fordrage, at man
af hendes Exempel tager Anledning til at foreskrive hendes Søstre,
der endnu kand staae til Redning, fornuftige Regler, Jeg veed
vel, at Misundelse endog beskiæmmer de deyligste Ansigter, og
at under de krusede Lokke, som de separerede Jomfruer drage,
skiules ofte de forgiftigste Slanger; Jeg veed, at de lidet Dyd¬
elskende fordrage ikke, at man har bedre Tanker om andre, og
ligesom de sættes i Harnisk, naar man berømmer andre af deres
Skiønhed, saa kand de ikke uden Forbittrelse høre, at man med
Berømmelse taler om andres Dyd, jeg veed ogsaa, at den eene
giør sig Fliid for at drage den anden i Snaren, og at de forborg¬
ne Elskove fortælles ikke med deres sammenknyttede Herligheder,
uden for at sætte fleere i Flamme, at man ey ene skal besøge et
Ball, eller allene ansees som den, der har forladt Dyden; alt
dette, siger jeg, veed jeg, og just dette bør opmuntre mig til end¬
nu, om mueligt er, at frelse de Lemmer, der af de grasserende
Sygdomme ikke ere angrebne, at det smukke Kiøn inden Fæder¬
nelandets Grændser ikke aldeles skal blive inficeret, og at enhver
Broder, som ikke vil fremdrage sit Liv i Eenlighed, ey skal befin¬
de sig alt for sildig at være bunden til en Amme.
Jeg er ikke saa stolt eller stolende paa Virkningen af de Lær¬
domme, som komme fra min Pen, at jeg skulde finde mig i Stand
til at udrette saa vigtige Ting allerne; er der nogen Ting, der
udfordrer Arbeyde, da er det visselig at kunde kalde et forvildet
Fruentimmer tilbage fra de Afveye, paa hvilke hendes stormen¬
de Lyster have fordt hende, og, er der noget, hvortil udfordres
Viisdom og Erfarenhed, da er det visselig dette. Men naar for¬


276
nuftige Forældre vilde i agttage deres Pligter i dette Stykke, og
ikke selv føde de uordentlige Tilbøyeligheder, som findes i deres
Børns Gemytter, meener jeg, at en Forestilling, der indsendes
fra Kierlighed, og har Geleyde af et reedeligt Sigte, ikke aldee¬
les skulde blive uden Nytte.
Madamen smiler ved dette, og hvad gielder det, at jeg uden
at feyle kand giette hendes Meening, Tænker hun ikke, at alle
saadanne Anstalter ere omsonst, og at enhver Skribent spilder sin
Møye, eller slaaer Vand paa en Gaas, naar han, ved at vise
Fruentimmeret sine Feyl, stræber at forbedre det. Trodser ikke
Madamen ved sig selv enhver Moralist, og spotter hun ikke den
gandske Satyriske Verden, der med alle sine Skrifter endnu ikke
kand rose sig af et eneste Fruentimmer, som den har kundet
bringe paa fornuftige Veye, Slutter hun ikke af sit eget Exem¬
pel, at hendes Kiøn kand bryste sig af saadanne Lemmer, der al¬
deles har taget afsked fra Blufærdighed, der fordrive med Magt.
alle alvorlige Tanker, der bele enhver, som rører ved deres Ho¬
ved Lyst, der slaae med Nakken, naar en Mand fordrister sig at
tale imod deres Væsen, og, saa snart de enten have hørt eller
læst en Urimelighed at være afmalet med tilbørlige Farver, da
at fatte Forsæt nu først at vilde mangfoldiggjøre deres Laster.
Uden Tvivl har Madamen at giøre med saadanne Tanker,
og deres Sandhed behøver ey at beviises ved Mathematiske De¬
monstrationer. Jeg giver hende Ret i sine Slutninger, og maat¬
te det ikke blive en liden Ære for et vanslegtet Fruentim¬
mer, om hun ved noget Middel vilde lade sig forbedre, bør
ikke hendes Deylighed erstatte den Mangel, som findes paa Dy¬
den, og skulde vel en Heroisk Mademoiselle lade sig cujonere af
en Prædiken, eller fordømme sine Lokke, fordi tre Ord paa et
Papiir giøre hende haardnakket; Man kunde have Aarsag til saa
ubillige Fordringer, om et Fruentimmer paa den Maade kunde
giøre sig behagelig, men at forbande sin Pragt, for at enroulle¬
res iblant Ronner, og at hænge med Hovedet, for stedse at bli¬
ve ugift, er noget, som man ikke, uden at fornærme Kiønnet,
kand pretendere. De gode Beylere skulde lade sig drive af andre
Motiver; de skulde vise sig ligesaa flittige i at søge efter Dyd og
Gudsfrygt, som de ere alvorlige i at lede efter Penge, og hidsige


37.
i at jage efter Deylige Kinder og prægtige Klæder, maaskee man
kunde da faae i Sinde at forandre Leve Maaden, og paatage sig
en alvorligere Musqve, nu bliver det ikke muelig, da Forsigtighed
befaler, at skiære Kaaben efter Vinden, og enten at vilde søge
eller vente de for nærværende Tiid Regel-Rette Fruentimmers
indbildte Forbedring, er ikkun at aflegge daglige Prøver paa sin
Daarlighed, og ligesaa forgiæves, som at vilde faae en deylig
Jomfrue til at troe, at hun hverken eyede Dyd eller Forstand.
Saaledes maatte Munden tale, om den vilde tale, som Hier¬
tet tænker, men hvorom all Ting er bør et Menneske efterkomme
sine Pligter, og jeg fornøyer mig med det Haab, at all Møye vil
maaskee ikke blive frugtesløs. Man kand ikke af mange giøre
Slutning til alle, ikke heller af en vis Tiid i et Menneskes Alder
giøre sig Begreber om den Tilkommende. Hvad man ey vil an¬
tage for Sandhed i Dag, kand man, maaskee, finde grundet i
Morgen, og, naar Lysterne sætte sig, naar Aarene tiltage, tør
mueligt Forandringen til det bedre ikke blive borte, og naar det
forfængelige Gemytte erfarer een Tiid efter anden, at Konst-Gre¬
bene ikke vil lykkes, hendes Prydelser ikke naae deres Sigte, hen¬
des forliebte Miner at være forgiæves, og de forsigtige Mand¬
Folk at giøre sig taabelige, naar de ey vil forstaae sig paa eller
betiene sig af de givne Leyligheder, tør hun maaskee selv indsee det
laste fulde i sine Veye, og stræbe at giøre sig yndig paa en ædlere
Maade.
Jeg skal ikke sige med Vished, af hvad Konst Madamen
har betient sig, for at opfylde de Begierligheder, der længe har
foruroliget hendes Sind, de ere maaskee ogsaa saa mange, og til¬
lige saa skiulte, at jeg hverken kand finde Tiid eller Kraft til at anfø¬
re dem alle. Dette veed jeg, at hun er bleven gifft, men jeg veed
ogsaa, at Ægteskabet skulde maaskee ikke saa hastig have gaaet for¬
sig, hvis hun ey selv havde givet de største Leyligheder. Herudi sy¬
nes mig, hun ikke har handlet imod de fleeste Fruentimmeres sæd¬
vanlige Tempo. Det er vist, at mange iblant dem agte sig som
Gudinder, der fordre det andet Kiøns Tilbedelser; de søge en Æ¬
re i at kunde føre et tvunget Væsen, at affectere største Koldsindig¬
hed, og de synes ligesom at vilde besvime, naar man rører det mind¬


28.
ste ved Kiærligheds Sager; men en Mand, der med et agt paagiven¬
de Øye beskuer alle deres Jdrætte, seer lettelig, at de paa adskillige
forvendte Maader give deres Tilbøyeligheder tilkiende, og at de al¬
drig saaledes kand skiule deres Hierter, at man jo kand see, til hvil¬
ken Person Lysten i Særdeleshed hælder sig.
Jeg har kiendt mange af disse selvgjordte Gudinders Tilbedere,
der have sukket under Forliebelses, jeg vil ey sige Kierligheds Lænker,
der have beklaget deres Daarlighed, at de have opofret deres Frihed,
deres Midler, ja vel ogsaa deres Velfærdt, for at blive behagelige i
Falsirenernes Øyene, og naar de have lagt deres Hierters Tanker
for Dagen, have de klaget med samlede Munde, at Gudinderne selv
have smeddet deres Kieder, og at de aldrig vare faldne i saa fordær¬
vende Snarer, hvis de hos deres Amasser havde erfaret en bestandig
Kulde, og hvis de ey af tusinde Mærker havde kundet slutte, at deres
Kierligheds Forslag, til hvilke deres Gudinder selv havde lagt Pla¬
nen, vilde blive betragtede med gunstige Øyne. Skal vi give dette
med andre Ord, maa Jomfruer af det Slags ikke støde sig, om vi
sige, at de spare vore Brødre Umagen med at forfatte Frier-Formu¬
larer, siden de selv have paataget sig at beyle, eller i det ringeste
ved adskillige Tegn givet tilkiende, at Fæstningen ikke var uovervin¬
delig, men at den alleneste ventede paa en Bestormere, da den ved
første skiønt svageste Andfald vilde lade slaae Chamade og overgive sig
paa Discretion. J denne Henseende har den saa kaldede Anti-Spe¬
ctator ikke rimet saa urimelig, naar han siger om Fruentimmere i
sit slette Stykke.
De vide med sig selv de have ingen Dyder
Jeg taler med Forskiæl, jeg alle meener ey)
Med Klæderne derfor de skiule deres Lyder,
At de, naar de skal frie, skal er gaae bort med Ney¬
Enten dette nu har sig saa eller saa, enten Madamen paa forbor¬
gne Veye, ved at lade sine Dyder udraabe af en gammel Kobler¬
ske, (hvilket ogsaa er et Fruentimmer=Greb) har søgt at skaffe sig
Beylere, eller og hendes Mand har fulgt sine egne Tilbøyeligheder,
saa veed jeg, at Contracten er sluttet, og at Sagen ikke staaer til
at endre. Nu jeg ønsker hende da Lykke, og jeg finder mig i mee¬


279.
re end een Henseende forbunden til at befordre hendes Lyksalighed
paa alle muelige Maader.
Hun træder da i en Stand, hvor hun saavel i Betragtning
af sin unge Alder, som Standens Besværligheder kand behøve ad¬
skillige Raad. Som jeg er en oprigtig Ven af hende og hendes
Mand, saa havde det været min Skyldighed forlængst at lade mig
mælde, og jeg har, om jeg skal tale Sandhed, ofte indfundet
mig ved Porten, for at indlades til gunstigst Audience, men al¬
le Passe har været mig afskaarne. Har jeg mødet om Formid¬
dagen Klokken til, saa har Kammer-Pigen svaret. Madamen er
endnu ikke opstaaet, har jeg indfundet mig om Eftermiddagen
er min Indgang bleven hindret ved Mængde af Carosser, af hvil¬
ke jeg let kunde slutte de Besøgendes Tall. Nu haaber jeg, si¬
den fjorten Dage ere forløbne, at Brude-Huuset skulde være
bragt i Stilhed, og at den første Kierligheds Heede ikke kand be¬
tage Madamen Tiiden til at igiennemlæse mit velmeente Brev.
Saa ofte jeg har passeret forbi hendes Vinduer, har jeg
seet hende at favne sin Mand, og ligesom at aflegge Kierligheds¬
Prøver for alles Øyne. Hun er ikke den eeneste, der ved saadan
Opførsel har givet mig Anledning til adskillige Anmærkninger,
og, naar jeg med Fliid har givet agt paa de følgende Acter og Sce¬
ner i Adskillige Ægteskabe, har jeg erfaret, at efter saa varme
Sommere ere ofte fulgte utaalelige Vintere, og at en ligesaa heed
som barnagtig Kierlighed er i Tiiden bleven omvexlet med største
Kaaldsindighed. Dette maa staae ved sit Værd, og jeg formo¬
der at Madamen giør en liden Stilstand med sine Passioner, for i
Stilhed at overveye de faa Erindringer, som kand findes i min
Skrivelse, og mueligt tiene hende til gode. Jeg finder mig hertil
saa meget meere forbunden, som jeg veed, at hun er bleven sam¬
let med en oprigtig og from Mand, der i Sandhed fortiener all
den Ærbødighed og alle de Kierligheds Beviser, som en fornuf¬
tig og dydelskende Hustrue bør lade see imod en kierlig Ægte¬
fælle.
Ved idelig Omgang med hendes Mand, ædle Madame, har
jeg lærdt at kiende saa meget til hans ypperlige Egenskaber, at in¬
tet i hans Øyne fortiener at æres uden Dyden; han sætter Priis.


180
paa den samme, hvor han finder den, og Lafter kand ikke skiule
sig for ham, eller undgaae hans Foragt, om de end maatte
sminkes med deyligste Farver. Tag sig vare, Madame, at hun
ikke giver disse mine Ord en alt for vidletig Forstand, og tænk ik¬
ke, at hendes Dyd har været den Magnete, der har draget Bey¬
lerens Hierte. Skulde det ikke være mueligt, at den Allerforsig¬
tigste kand blive bedragen, og mon en Argus med sine hundrede
Øyne kand i Ægteskabs Handel ikke meget snart lade sig forblin¬
de? Havde man ikke illet med Actens Fuldbyrdelse, torde maa¬
skee Manden være bleven klogere, og, hvis han havde lært at kien¬
de sin Brud, førend han lærdte at elske, vilde han maaskee have ta¬
get Sagen i Betænkning.
Hvad jeg vil sige, er allene dette, at, naar Madamen vil
følge mit troehiertige Raad, troer hun ikke, at det nu er for sil¬
dig at opoffre sig til Dyden. Hendes Mands Øyne ere alt for¬
klare, at han stedse skulde agte hendes Væsen ustraffeligt, og vil
hun ikke, at han skal angre sit Vall, maa hun stræbe ved Dyden
at erlange hans Høyagtelse. Det kunde saa gaae an, at hun sin Fri¬
heds Dage søgte at giøre sig elskværdig ved sit deylige Ansigt; men hvad
tænker hun, om hun ved saa skrøbeligt et Middel allene vil stræbe at
behage sin Mand, Er da Deylighed et stedsevarende Gode, mee¬
ner hun altid at kunde beholde blomstrende Kinder, og veed hun
ikke, at adskillige lidet gunstige Hendelser kand i hendes yndige
Skikkelse giøre mange ubehagelige Antegnelser, vil hun da at hen¬
des Priis skal falde med hendes Skiønhed, og er hendes Gemyt¬
te saa nedrigt, at hun ey veed en ædlere Vey, paa hvilken hun
kand vedligeholde sin Estime Mon ikke den Høyagtelse, som er¬
hverves ved Dyden, er ligesaa bestandig, som Dyden selv, og
meener hun ikke, at, naar hun er ziret med saa deylige Smyk¬
ker, hendes Mand skulde agte hende for den Deyligste, endogsaa
naar hun i den tiltrædende Alder maatte faae rynkede Kinder¬
J Sandhed, hendes Mand besidder mange og store Qvalitæ¬
ter, og intet er billigere, end at hun saaledes skiønner paa hans Dyd,
at hun i Betragtning af den, agter sig selv lyksalig og sin Mand
ærværdig. Det er en stor Feyl, som ikke lidet beskiæmmer mange


281
Hustruer, at de enten holde deres Mænd for Vidunder, eller
ansee dem som Afguder. Fald ikke, ædle Madame, til nogen af
disse Yderligheder. Stræb, at hendes Øyne kand see de Egenska¬
ber, som hos hendes Mand virkelig kand findes, men stræb ogsaa,
at hun ikke seer dem, som han ey besidder. Lad hendes Kierlig¬
hed ikke gaae saavidt, at, fordi hun maaskee kalder sin Mand en
Engel, hun derfor skulde dømme ham at være den. Selv taaler
han ikke, at hun mangfoldiggiører hans Dyder og Forstand i hans
egne Øyne, og spørger han, at hun i Nærværelse af andre giør
ham til meere end et Menneske, kand jeg ikke sige hende frie for
en tilbørlig Correction.
Det er en stor Post, at hun i Tilde giør sig de rette Begre¬
ber om sit Ægteskab, at ikke falske Forestillinger skal føre hende
paa ureene Veye. Hun farer vild, om hun tænker, at et Fruen¬
timmer, der træder i Ægtestanden, faaer tillige Friehed til at gi¬
ve alle Passioner Tøyelen, og at den Jngetogenhed, det maneer¬
lige Væsen, som hun burde vise i sine Jomfrue=Aar, vil blive
hende til Smittee, naar hun er gifft. Hun bedrager sig ogsaa om
hun anseer Ægteskabs fornemmeste Øyemærke med saadanne Øy¬
ne, at fordi To blive samlede for at formeere Verden, derfor skul¬
de deres Forening gaae ud paa en idelig Opfyldelse af de bræn¬
dende Lyster. En dydefuld Mand bliver snart kied af at være en
Boler, og en dydelskende Dame betragter sig som den, der ved sit
Sinds ædele Gaver i sær bør komme sin Mand til Hielp, og un¬
derstøtte ham ved fornufftige Raad i paakommende Vanskeligheder.
Jeg veed, høytærede Madame, at Dormene er hendes Na¬
boerske, men jeg raader hende som en Ven, at hun ikke træder i
saa ureene Fodspor. Alle Fornuftige støde sig over denne Qvin¬
des selsomme Conduite, og de Tanker, som de giøre sig om Hen¬
des Væsen, ere langt anderledes, end hun maaskee selv indbilder
sig; een gang har jeg været i hendes Huus, men jeg betænker
mig længe, førend jeg kommer igien. Hun satte sig ned ved sin
Mands Side, og hendes Opførsel imod ham foraarsagede mig
Væmmelse. De idelige og utidige Omfavnelser, de kielne Ge¬
bærder, de naragtige Titeller kunde jeg ikke ansee uden Mave-Pi¬
ne. Et hvert Ord beseglede hun med et Kys, og hun nævnede han
aldrig uden hun tillige kaldede ham sin Griis.


282.
Jeg for min Deel kand lidet finde mig i saa utidige Dou¬
ceurs, og, naar jeg seer, at en Hustrue end ikke undseer sig i an¬
dres Nærværelse saaledes at begegne sin Mand, troer jeg, at
hendes Væsen enten maa være grundet paa et stort Hyklerie,
eller en slet Fornuft, at jeg ikke skal sige det, som endnu synes
verre. Bedre Tanker har jeg om Dydæle Madame, og jeg haa¬
ber, at hun sparer de forliebte Miner, de overflødige Kierligheds¬
Prøver til de eenlige Timer, og, naar hun subtraherer disse fra
den gandske Summa, der beløber sig til fire og tyve, meener jeg saa
mange at blive til overs, at hendes Kierlighed i dem kand mæt¬
tes, om den end skulde være saa brændende, som den nogensinde
findes i den mest forliebte Franske Roman.
Det er imod Velanstændigheds Regler, om hun ved saa uri¬
melig en Opførsel vilde betage de nærværende Venner deres For¬
nøyelser, som de kunde nyde ved at omgaaes med hendes Mand;
De besøge ham ikke for at mætte deres Øyne ved at beskue hans
Kones Venlighed, eller for at lære nye Forandringer af selsom
me Caracteerer, som en ofte forstilt Kierlighed kunde legge hen¬
de i Munden; De søge ved hans fornuftige Samtale at blive op¬
byggede, og de tage Afskeed med Fortrydelse, naar deres Øye¬
merke ved Qvindagtige Jnterlocutoria er bleven hindret; Jeg er
ogsaa vis paa, at hendes vakkere Mand har i dette Stykke saa
fornuftig en Smag, at han ingenlunde tillader sin Hustrue i et
Selskab at vise sig saa barnagtig.
Skulde Madamen ansee dette mit Raad med foragtelige Øy¬
ne, og indbilde sig, at hendes Stand forbinder hende til en ide¬
lig Venlighed, og at hun ved alle Leyligheder bør vise for Ver¬
den, hvor overmaade fyldet hendes Hierte er med Affection imod
hendes Mand, beklager jeg i Sandhed hendes Skjebne, og øn¬
skede hende at være bleven en mindre fornuftig Ægtefælle til
Bytte. Jngen kunde hun da bedre være tjent med end den geile
Rusino, der som hin Sardanapalus lever aldrig meere fornøyet,
end naar han befinder sig iblant Fruentimmer. En Ammestue
er et behageligere Sted for denne Courtisan, end et Studere Kam¬
mer, og han læser flittigst i saadanne Bøger, der give ham An¬
ledning til at kunde divertere vellystige Øren. Naar han møder


283
i fremmede Selskaber, sidder han som en Stum, med mindre
han har Konen ved Laaret, der ofte med største Undseelse maa
tage imod hans kielene Caresser. J hans Forlovelses dage var
han stedse traurig, naar han ikke kunde have sin Elskte for Øyne,
og hans kaade Væsen tabte intet af sin største Vigeur, endog¬
saa da han i sin graa Alder, sit tredsindstyvende Aar blev bun¬
den til sin femte Kone. De Tanker, der aldeles havde indtaget
hans Hierte, maatte yttre sig ved en hver Leylighed; det haar¬
deste Veyer, kunde ikke forhindre, at han jo hver Aften maatte
besøge sin Kiereste, og, ligesom den Romerske Trajanus udgrave¬
de sit Navn paa alle Vegge, hvorfor man og kaldede ham Her¬
Parietaria, saa oprettede denne stedsevarende Monumenter for sin
Deylige, ved at tegne hendes Navn paa alle Borde, i alle sine
Bøger, ja end og paa sit Stoels Vindue i Kirken, at han paa
een gang kunde have Prædikanten for Ørene, og sin Kiærestes
Navn for Øynene, men Hiertet allerne henvendt til den Sid¬
ste. Rufinus kunde efter mine Tanker ikke saa ilde være skikket
til at forestaae et Pater-Embede i de Catholske Lænder; thi hvor
han indfandt sig, behøvede man ikke at giøre Røgelse: Han sal¬
vede stedse sin Peruqve med Jasmin og sine tørre Klæder med
Desmar, maaskee for at giøre sig destomeere yndig, med eet Ord:
Rufinus lignede i alle sine Jdrætter meere en ufornuftig Qvinde¬
end en forstandig Mand, og naar Madamen, som jeg før har er¬
indret, skulde finde Smag i at vise utidige Douceurs, kunde hun
og han giøre det deyligste Par.
Saa lidet, som det anstaaer en fornuftig Dame efter her¬
skende Passioner at begegne sin Mand i Nærværelse af andre,
saa lidet sømmer det hende ogsaa, at blive rasende af Kierlighed, naar
Manden er borte. Absurda fortiener herfor at sættes til rette,
og see til, ædle Madame, at hun ikke ved forefaldene
Leylighed skulde giøre sig ligesaa latterlig. Saasom denne
Qvinde har en Kierlighed, der ikke staaer under Fornuftens Her¬
redømme, saa synes hun ligesom at vilde fare ned i Graven af
Bedrøvelse, naar hendes Mand reyser en Fierding-Vey ud paa
Landet, eller i vigtigere Affaires maa besøge længere bortliggende
Stæder. Naar han lader Hesten sadle, faaer hun Besværgelse


283
af Moderen, og naar han sætter sig paa den, falder hun den i
Besvimmelse; Tre Dage bortdriver hun med Graad efter hans
Afreise, og, naar hun ikke med hver Post faaer et Brev, er hun
færdig at giøre Anstalter til en Sørge Dragt. Det bliver ikke
Manden mueligt at sette Foden uden for Dørren, med mindre
han først maa sette en Dag, paa hvilken han kand ventes, og,
naar end og de haandgribeligste Forhindringer tillade ham ik¬
ke at holde sit Løfte, bejamrer hun sin Elendighed, sukker over si¬
ne Forældre, der have overgivet hende til saa ukierlig en Ægte¬
fælle, som saa lidet veed at skiønne paa sin Hustrues Dyd, som
vanskaber sig med det ubarmhiertigste Gemytte, som kand taale
sin Hustrues daglige Jammer, og med saa stor Kaaldsindighed
betragte hendes Kierlighed. Jeg vil ikke med mange beskylde Ab¬
surda for et stort Hyklerie, og vil tilstaae, at hendes indvortes
Væsen kand svare til det Udvortes, og, omendskiønt det vel ikke
mangler paa saadanne Qvinder, dermed alle deres Taare ved de¬
res Mænds Bortreyser have et Hierte, der ikke er saa oprigtigt,
og skulle vel, som en fremmed Skribent siger, være færdige til
at give den en god Drikke Penge, der kunde fortælle dem, at
Manden underveys havde brudt sin Hals, eller som hin forlovede
Møe, der paa sin Bryllups-Dag ønskede, at Brudgommen, som
var i vente, maatte blive paa Dybet med Top og Tavl, saa vil
jeg dog ikke sette Absurdam i Linie med disse; Men hvorledes hen¬
des Opførsel er eller ikke, saa finder jeg dog hendes Væsen af den
Beskaffenhed, at Madamen, der er bleven lykkelig ved saa brav¬
en Mand, ingenlunde maa vise sig hendes Abbe, hvis hun ellers vil
undgaae de Fornuftiges Domme, og conservere sig i sin Mands
Yndest.
Det skulde vel heller ikke være forgieves, om jeg vilde raade
hende, ikke altid at forlade sit Huus, for at giøre sin Mand Com¬
pagnie, naar han maatte finde for got at besøge sine Venner, ik¬
ke heller at anstille sig utaalmodig, naar hun lader ham gaae
allerne. Seer hun ikke, at de Hustruer, der forsee sig i dette
Stykke, giøre sig ofte ufordragelige, og lader det ikke ilde, om
hun ved at træde i deres Fodspor, skulle vise, at hun havde intet
at giøre uden at see paa sin Mand, Efterfølger hun herudi mit


283
Raad, haaber jeg ogsaa, at hun ikke ved utidige Spørsmaal.
bliver sin Mand til Byrde, naar han efter aflagde Besøgelser
kommer tilbage. See eengang, hvor ilde det staaer den taabeli¬
ge Celimene, der, saa snart hendes Mand setter Foden i Huuset,
angriber ham paa hundrede Maader. Maa han ikke gjøre hende Re¬
genskab for enhver Vistte, sige hende, hvor han har været, hvor¬
ledes han er bleven begegnet, hvad Discourser han har ført, hvad
nyt han har hørt, hvad Selskabs Brødre han har havt, om han
er bleven skienket med Øll eller Viin, hvad Mad han har spist,
om de forekommende Damer baade hans Kone at hilse, om deres
Stuer vare reene, deres Klæder almodiske, og jeg veed ikke, hvad
for uendelige og urimelige Spørsmaal, med hvilke hun imodta¬
ger den taalmodige Mand, og giør sig meere utaalelig for de
Forstandiges Øren, end Almanak=Trykkernes raabende Fuldmæg¬
tige, eller rettere, de idelig skraalende Silde-Koner. Seer hun
nu, som jeg formoder, Vederstyggeligheden i dette, haaber jeg
ogsaa, at hendes Omgang bliver meere fornuftig, og altsaa mindre
anstødelig.
Vi kand sige, at de anførte Pligter, som en forstandig Da¬
me har i sit Ægteskab at efterkomme, ere, i Betragtning af de
Tilbagestaaende, endnu de ringeste, dog saadanne, der fortiene i
alle Maader at efterleves; Finder Madamen mine forrige Raad¬
ikke at være ugrundede, troer jeg, at hun end meere findes villig¬
til at iagttage de Følgende. Jeg fordrister mig at formane hen¬
de til at sette Grendser for den umaadelige Pragt, til hvilken de
Fleeste af hendes Kiøn find saa stor Begierlighed. Jeg veed, at
dette klinger ikke vel i hendes Øren, og jeg farer maaskee ikke
vild, om jeg anseer dette for een af de Puncter, som hun mindst
kand finde sig i at tage til Hierte; Men betænk sig, førend hun
afsiger Dommen, og foragt ikke mit Raad, førend hun seer, om
det gives uden Aarsag. Mine Betænkninger indsluttes inden vis¬
se Skranker, og, naar mine Fordringer ikke ere urimelige, bør de
ey med Villighed blive besvarede med Ney.
Det er ikke min egen Phantasie, som befaler mig at bestor¬
me de i Svang gaaende Yppigheder, og jeg for min Person hver¬
ken vinder eller taber, om Madamen nedsiunker sig i den største


286
anificence, eller hun i sin Opførse, bliver tarvelig. Jeg kaster
et Øye i de tilstundende Tider, jeg betragter Følgerne af en over¬
daadig Levemaade, og hendes egen Lyksalighed sammenbunden
med Fædrenelandets almindelige Rytte, giver mig de Bevægel¬
ses Grunde, hvorfor jeg stræber at indskrænke hendes Begierlig¬
hed til at styrte sig selv i Ulykke. Jeg har seet denne Feyl at væ¬
re almindelig hos mange forlovede og nye gifte Ægte=Folk, at de
meere legge Vind paa skinnende Klæder, end skinnende Dyder.
Forestill sig ikke, ædle Madame, at et partisk Væsen skulde
legge Dække over mit Øye, saa jeg ey kunde see Lasten at herske
blant mine egne Brødre. Skulde jeg vel kunde undskylde den
daarlige Philopompum, der paa saa taabelig en Maade banede
sig Vey til at skille den vakkere Vivacina ved sin Friehed og hart
ad ved sin Ære, Han vidste, den fattige Praler, at hans præg¬
tige Væsen havde bedaaret hans forrige Corinner; Han saae, at
Vivacina var ligesaa ung som levende, følgelig ey havde den Jnd¬
sigt i de Ting, der kunde befordre hendes Lyksalighed, som en Jom¬
frue bør have, der har Øye med sine Trin, at hun ikke skal falde.
Som hans Øyemerke var at stiæle hendes Hierte, saa søgte han
først at fortrylle hendes Øye; Hans Vankundighed i nyttige
Sager havde gjort ham til en Libertin og Frieherre, men givet
ham paa den anden Side saa megen desto større Tid til at øve sig
i det galante Væsen, der er det visseste, skiønt farligste Garn, i
hvilket man fanger de Uforsigtige af det deylige Kiøn; han havde
lært at giøre sit Sprog behageligt ved en Blanding af fremme¬
de Taelmaader, og, ved at besøge idelig de offentlige Dandse¬
Boder, havde han vant sine Fødder til ziirlige Trin. Alt dette
kunde han endnu ikke ansee for tilstrækkelige Machiner, der kun¬
de tiene til at erobre den levende Fæstning; han sluttede, at et
Fruentimmer, der selv fandt Smag i en glimrende Klædedragt,
blev vanskelig at vinde, hvis hendes Kierligheds Slave ikke ind¬
fandt sig i en Habit, der kunde behage hendes Syn; han maat¬
te derfor lade sit Navn indføre blant andre Gieldbundne i Krem¬
merens Bog, for at forøge sin Skiønhed tillige med sin Gield,
og han vidste saa vel at betiene sig af de fattige Pialter, som hans
Moder forærede ham, at, førend man vidste et Ord deraf, laae
Vivacina i Barsel-Seng.


287.
Seer hun ikke heraf, Madame, at jeg ligesaa lidet skaaner
det ene Kiøn, som det andet, og kand hun da med billighed for¬
bittres, om jeg i Alvorlighed raader hende til at holde Maade
med sin Pragt. Sig ikke, at hendes Mand har forbundet sig i
Contracten til at holde hende lig med andre, og giv mig ikke saa ne¬
drige Tanker om saa fornufftig en Beiler, at han, for at blive sam¬
let med en forfængelig Brud, skulde forbinde sig til at opofre sin
Velfært; de Ufornufftige, der forliebe sig i Pralende Skilderier,
kand betræde saa daarlige Veye, og underskrive saa urimelige Præ¬
tensioner, men hendes Mand ikke. Bliv ikke heller saa uforsigtig,
at beraabe sig paa Exempler, naar hun vil retfærdiggjøre sin Ap¬
pighed. Er ikke den Tid forløben, da hun skulle søge Ære ved sine
Klæder, og meener hun, at hendes dydige Mand skulde tabe det
mindste af sin Kierlighed og Høyagtelse, om end den umilde Lykke
skulle befale hans Hustrue at klæde sig i Vadmel¬
Kand hun end vise mig mange Exempler paa dem, der have
ført en prægtig Eqvipage, uden der ved at tage Skade, saa kand
jeg derimod vise hende fleere, hvis stolte og efter Moden indrettede
Væsen haver givet dem Betle-Staven i Haanden, eller i mindre
Grad gjort dem trængende til andre. Naar hun veed, at hun har
forandret sin Stand, bør hun ogsaa vide, at Øyemerket af Stan¬
den forbinder hende til at forøge Tallet af vore Landes Jndbyggere.
Siig da ikke, at hendes Mand har ingen at forsyne uden sig selv
og hende, og betænk, at Familiens Forøgelse i Tiden vil ogsaa for¬
øge hendes Mands Udgifter. Jeg har ærgret mig, naar jeg har
seet mange Mødre at svømme i de dyrebareste Klæder, deres Børn
derimod at krybe og fryse i skidene og forrevene Pialter; jeg har
ogsaa gjort egne Anmerkninger, naar jeg harseet Hustruen for sig selv
i alle Henseender at være overdaadig, men hendes Tieneste Folk der¬
imod at have hungrige Maver og fortørrede Kinder.
Jeg tilstaaer, at den fordervende Sædvane føder ingen Foste¬
re, der i Begyndelsen have et yndigere og uskyldigere Ansigt, end den
nu overalt herskende Pragt; men jeg bekiender tillige, at dette u¬
tidige Foster er igien bleven en Moder til mange Ulykkelige Van¬
skabninger. Hvad jeg isærdeleshed vil raade, er dette, at Mada¬
men ingenlunde antager deres Exempler for en Lov, der endogsaa


288
vil true deres Mænd til at sætte sig i Armod, for at giøre dem til¬
alamodiske Qvinder. Jntet uden dette er Aarsagen til Menanders
Fattigdom, thi i sit forrige Ægteskab stod han sig vel. Hvor
ofte har han ikke beklaget sig for mig, at hans Hustrue trettede
ham idelig med de ubilligste Fordringer: Aldrig saasnart kand hun
see en nye Skikkelse paa en Kaabe eller et stort Skiørt, at hun jo
forkaster det Gamle, og ligesom med Svøben over Hovedet dri¬
ver sin Mand til Kramboden. Hun har i tre Dage ikke vildet
give ham en venlig Mine, fordi han ey vilde forære hende en nye
Klokke, og hun skammer sig ved at bære den Gamle, med min¬
dre den var prydet med Straa-Perler; J gaar maatte han sul¬
te, fordi han ey vilde sælge sin Kaarde, og forsyne sin Kone med
et nyt Sæt, og, naar han ey vil gaae paa Assistence=Huuset for
at ziire hendes Hals med et nyt Smykke, sværger hun dyrt, at
han skal ligge allerne. Af hans Færdighed i at efterkomme alle
hendes Urimeligheder, slutter hun sig til hans Kierlighed, og hendes
Principia ere saa rasende, at Manden skal tilkiøbe sig alle hen¬
des Tienester, og give sin Velfært til Priis, naar han ey vil see
et suurt Ansigt om Dagen, og savne sin Hustrue om Natten.
Synes hun nu, høytærede Madame, at disse Raserier kand
anstaae en fornuftig Kone, og troer hun ikke, at den Deel, som
anvendes paa unødvendig Stads, blev til meere Nytte, om den
enten blev brugt til tienligere Ting i hendes Huus, eller og op¬
ofret til de Nødtørftiges Beste, Bliv ikke saa daarlig at grunde¬
sin Ret til en overdaadig Opførsel paa sin anseelige Medgift, og
tænk ikke, at, fordi hendes Mand er bleven aflagt med et fedt Em¬
bede, hun ikke meere har nødig at bruge sine Been, naar hun enten
vil besøge sine Venner, eller lade sig see i Kirken. Jeg misunder¬
hende hverken sin Lykke, ikke heller vil jeg raade hende til et skiden
Væsen, jeg veed, at hendes Stand forbyder hende at klæde sig u¬
selt, men jeg seer ikke, at den befaler hende en umaadelig Pragt.
Naar jeg raader hende til Tarvelighed, forseer jeg mig ikke paa no¬
gen Maade, og, vil hun vide, om man i Staden kand finde en for¬
nemme og tillige tarvelig Dame, saa betragt allene den fornuftige
Phillarethe.
Jeg vil have tabt min Sag, om Madamen kand vise mig et


289
Fruentimmer af en fornemme Classe, der besidder større Midler og
deyligere Dyder end denne fortreffelige Dame; men beskue hendes
Adfærd, og hun skal spore Fornuft i alle hendes Jdrætter. Hun¬
er hverken den første, der antager en Mode, ikke heller den sidste, der
aflegger den samme: Men mon hendes Stads er i alt dette ikke sat
inden Maadeligheds Skranker, og skulde hun vel udøse saameget til
sin egen Pragt, at hun intet skulde have at meddeele den Fattige,
Er hendes Estime ikke almindelig, og bør hun ikke være et Exempel,
som alle distinqverede Damer med rette burde følge: Sæt sig de
muelige Forandringer for Øyene, og døm, om det ikke er bedre og
tillige fornuftigere saaledes at opføre sig i de første Tiider, at Stan¬
den uden Skamme stedse kand holdes ved lige, end at den umaadelige
Pragt, der mueligt kand vare i tre Aar, skulde i de følgende Tilder
omvexles med en uomgiængelig Armod, der upaatvivlelig vil blive
ledsaget med yderste Foragt. En Byrde, der vil blive saa meget
meere vanskelig at bært, som man stedse har drømmet, at den san¬
de Høyagtelse er allene bunden til kostbare Klæder.
Jeg vil da have de Tanker om saa ædel en Dame, at hun ikke
trodser imod de sundeste Raad; Jeg indbilder mig ogsaa, at hun
herefter skulde ansee det som noget nedrigt, at vilde lade all sin Esti¬
me hænge af nogle fremmede Lapperier, faaer hun først Smag paa
de skiulte Sødheder, som Dyden i Overflødighed skienker sine El¬
skere, er jeg vis paa, at alt andet vil blive som intet, og lader hun¬
allene sin Fornuft faae noget meere at sige, haaber jeg, at hun be¬
leer sin forrige Daarlighed, og agter alle dem at gaae i blinde, der¬
indbilde sig, at nogle blommede Pialter, nogle skrøbelige Blomster,
nogle fremmede Haar kand giøre et Fruentimmer deylig og dydig og
ved deres Glands saaledes forblinde de Forstandiges Øyene, at de
hos en Dame eller Jomfrue, der har prydet sig paa det kostbareste,
ikke skulde kunde see de Pletter i hendes Gemytte, og det skidenagtige
Væsen, som hos mange er at finde i lige Grad med deres største
Magnificence.
Men jeg seer at Madamen snart kiedes ved at læse meere,
jeg vil derfor haste til Enden, naar jeg først har i andre Stykker
givet hende mine ringe Betænkninger. Hvad skal jeg raade hen¬
de i Henseende til sit Selskab, og mon denne Post er ikke lige saa


200.
vigtig, som den anden, See vi ikke at et fromt Gemytte kand
ved Omgang med Onde blive skammelig fordervet, og mon Man¬
ges Ægteskabe skulde blive saa ulyksalige, hvis Parterne i at ud¬
vælge Selskab havde været meere forsigtige: Jeg tvivler ikke paa,
at jo Mange vil mælde sig, for at søge hendes Venskab, men tag
sig vare, at hun ikke betroer sig til dem alle. Det er ikke stedse
et tilforladeligt Mærke paa et dydigt Fruentimmer, at man veed
intet at sige om hende, som pleyer at bringe hendes Kiøn i en slet
Renomme; lad sig derfor ikke bedrage af falske Farver, og vil
hun lade mit Raad blive sin Regel, skal hun med mueligste Fliid
holde sig fra alle Qvinder. Stands ikke ved saa selsomt et For¬
slag; og ansee mig ikke for rasende, førend hun kand giøre det med
Grund. Kunde hun i at udvælge sig Venner blive lykkelig, og
kunde hun treffe de dydelskende Damer, som virkelig findes, skul¬
de det være langt fra mig, at jeg skulde skille hende ved den Op¬
byggelse, som hun kunde nyde i Sandhed ved at have deres Sel¬
skab; men da disse ere meget rare, maa jeg viise hende den sikker¬
ste Vey.
Jeg seer lettelig, at denne min Erindring vil blive kastet i
Veyret, jeg vil derfor søge at bevæbne Madamen ved nogle faa
Anmærkninger imod de adskillige Snarer, som visselig vil møde
hende, naar hun omgaaes med Lastefulde Qvinder. For alle Ting
maa hun stoppe sine Øren, naar den sladdrende Vafrina vil fore¬
skrive hende Ægteskabs Regler, og vise hende, hvorledes hun skal
omgaaes sin Mand, hør hvad hun siger, men fat stedse det al¬
vorlige Forsæt at giøre tvertimod. Viis sig saa ædelsindet, at
hun foragter alle de Konster, som anviises hende til at faae Her¬
redømme over sin Mand, og hans Hierte ligesom i sin Haand.
Skulde man raade hende, snart at være smigrende, snart forbitres,
mart at skielde, snart at græde, allene for at faae Manden efter
sit Hoved, og selv at kunde naae sine Absigter, saa fordom i sit
Hierte saa farlige Konst Greb, og bliv aldrig findet at øve
dem.
Det bliver hende ikke til Beskiemmelse, om hun omgaaes
med fornuftige Mand-Folk, og viis sig ikke som den enfoldige Da¬
phned, der bliver bange og løber, saa snart hun seer en fremmet


295.
Hat, og drister sig ikke til at blive i Stuen, naar hendes Mand¬
faaer Besøgelse af sine Venner. Jeg har saa meget meere Aar¬
sag til at give Madamen dette mit Raad, som jeg veed, at de flee¬
ste Forsamlinger, hvor man seer ingen uden Fruentimmer, ere
ligesom Bagtalelsers Synagoger, hvor Forstanden lidet kand
skierpes og Hiertet meget mindre forbedres. Skulde vel en for¬
nuftig Dame kunde finde Smag i at høre et halv Dosin Qvinder,
der raabe i hinandens Munde, eller hvidske i Ørene, som hvidslen¬
de Slanger, og kand en Dydelskende høste Frugt af det Selskab,
hvor den ene opløfter sin Mand til Himmelen, den anden fordøm¬
mer sin til Helvede, finder hun ikke bedre sin Regning ved at hø¬
re sin Mand med sine samlede Venner at tale om nyttige og vig¬
tige Sager, og bliver det ikke hende en Ære, om hun ogsaa ved
forefaldende Leyligheder viser, at hun baade har Dyd og For¬
nuft.
Naar jeg raader hende, ædle Madame, til at elske Selskab
af det første Kiøn, saa tænk ikke, at jeg giver hende utilladelige
Friheder, og at mit Øyemærke er andet, end at befordre hendes
virkelige Fuldkommenhed. Jeg fordømmer ey allene de Hustru¬
ers Opførsel, der ved usømmelig Omgang med andre Uvedkom¬
mende skjemme deres Mænds Pander, men jeg fordrager end¬
ikke, at en gift Kone ved idelig og utidig Streysen paa Gader
og Stræder giver sin Mand Andledning til at fatte selsomme
Tanker. Jeg holder for, at en dydefuld Dame stræber paa alle
Maader at vedligeholde sig i sin Mands Kierlighed, og ikke at
give nogen Andledning, hvoraf han kand giøre de rimeligste
Slutninger til hendes lastværdige Condulte, og altsaa tabe en stor
Deel af sin Høyagtelse for hendes forrige Dyder, naar dette bli¬
ver Sandhed, seer jeg ikke, hvorvidt man bør give den Sted paa
de Dydiges Liste, der hver Aften promenerer med en ung Spra¬
debasse, eller kand ikke see efter Maaneskinnet, med mindre hun
faaer en Convoi af to unge Cavaillers, og, naar Manden, som
et got Stakkel, siden maa see sin Hustrue at fælde Taare ved sine
Ledsageres Bortreyse, undrer jeg ikke, om han giør Disonter,
ved hendes nærmeste Barsel-Seng.
Den tild er ikke spildt, som Madamen, om hun vil iagtta¬


299.
ge mit Raad, maatte blive findet at anvende paa nyttige Bøgers¬
Læsning; i sær vil jeg recommendere hende saadanne, der baade
kand tiene til Opbyggelse og Lærdom. Leg sig efter saadanne Skri¬
ter, der give hende Underretning om Fædernelandets Beskaffen¬
hed, og troe, at det lader ilde for en fornemme Dame, at hun i
sit eget Land skal være gandske fremmed. Jeg dadler ikke hendes
Forældres Omhu, der have ladet hende underviise i fremmede
Sprog; men jeg vilde dog, at de heller havde stræbt at give hen¬
de Kierlighed til vores eget; thi man har overflødige Exempler
paa dem, der med Færdighed kand lade Munden løbe paa Tydsk
eller Fransk, men foraarsage de Hørende en uomgiængelig Coliqve¬
naar de vil forklare sig i deres Moders Maal.
Jeg har de Tanker om Madamens fornuftige Mand, at han
selv foreskriver hende de vigtigste Regler, hvorefter hun skal ind¬
rette sine Besøgelser. Jeg er vis paa, at han i det ringeste for¬
byder hende at anvende Søndagen, der burde bruges til noget be¬
dre, paa at aflegge Visiter, og den Jndsigt, han har i sin egen
Velfærd, som til største Deel hænger af hans Kones kloge Occo¬
nomie, tillader ham ikke at tie, naar hun maatte faae i Sinde¬
at bortsladdre den anseeligste Deel af sine Timer hos sin Naboe¬
eller Gienboe. Den Tiid meener jeg ogsaa at være forløben,
da hun havde intet at giøre, uden at prostituere sig i Vinduet,
baade for at forlyste sig med at beskue de forbigaaende pyntede
Billeder; eller at vente paa sine Tilbedere, der uden for lode He¬
stene skiære Caprioler, naar de selv kyssede paa Fingeren, og for
deres Amasia paraderede med blottede Hoveder. Nu er det, at
hun i sær skal stræbe at behage sin Mand, og jeg vilde nødig ha¬
ve Aarsag at ønske ham paa samme Maade til Lykke, som jeg fin¬
der en gammel skiemtende Riimer at have gjort ved sin Ven i sit
selsomme Brude Vers, af hvilket jeg her vil anføre det fornem¬
ste:
Frisk op min muntre Geist, lad see, hvad du kand giøre,
Nu gielder det, om du kand hurtig Pennen føre
Lad see, om Dyden du og Kydskhed skabe kand,
Og om du give kand en Daare stor Forstand.


29.
At prise Kydskhed, hvor den kand i Sandhed findes,
At rose dennem, som ved Dyden sammenbindes
Er ikkun Bagatel og idel Børne-Verk,
Til sligt behøves ey en Hierne, der er stærk.
Ney prøve paa din Konst du maa i andet vise,
Du Bruden maa for en forjaget Kydskhed priise,
Den Dyd og Deylighed, som intet Øye seer
Du mærker derimod af Brudens Øyne leer.
Hvo understaaer sig vel om saadan Møe at sige,
At hun i Brude-Seng, ey dandser som en Pige,
Skiønt hun sig havde gift, da hun var fjorten Aar
Hun dog som Jomfru i sin Brudgoms Tanke staaer
Hun Femten elsket har, men skulde jeg vel skrive,
At Manden, som hun faaer, den Sextende skal blive?
Ney Elskov aldrig har bemestret hendes Bryst,
Før hun til Patiens fik aller første Lyst¬
Lyksalig Brudom, der faaer saadan Møe i Eye,
Der priselig har lært at dandse, spille, neye,
Der i et Vindue har lært Oeconomie,
Der Dyden agter for det største Narrerie.
giver sig kun hen til Verden at formeere,
Der
Og altsaa viselig vil gifte sig med fleere
End den, som finder sig ved hendes høyre Haand,
Som hun er bunden til ved Ægteskabets Baand.
Skiønt Bruden er en Gaas, der ey en Grød kand lave,
Der kiender ey et Sviin og saltet Toske-Mave,
Der ikke skielne kand imellem Hør og Blaar,
Der løber udi Skiul, saa snart hun seer et Faar,
Saa siger jeg dog reent, hun bærer Dydens Stempel,
Og udi Huuslighed er uden alt Exempel,
Hvad skaffed hende vel saa brav en Ægte-Mand;
Gudfrygtighed og Dyd med deyligste Forstand.
Madame, jeg seer, at hun falder i Afmagt, og jeg raader hen¬
de, at hun for at forekomme Daanelse, tager sit Hoved-Vands Eg af
Lonien, som hendes første Kiereste forærede hende, at hendes Sygdom
ikke skal giøre hende uskikket til at igiennemlæse det Tilbagestaaende,


294
af Brevet, og skille hende ved den Underviisning, som hun deraf
kunde vente sig. Hvad jeg fremdeles har at erindre, er at hun al¬
drig tillader sin Pige at blive sin Geheime-Raad, og at hun ingen
Tiid besværger sig for hende over sin Mands Opførsel. Hun kand let¬
forestille sig, at en Raadgiverinde af det Slags vil blive interesseret,
og at hun sielden kand vente at høre Sandheden af hendes Mund For¬
en Alen Kniplinger skal hun alle Tider være i Stand til at tale Ma¬
damen efter Munden, og for desto bedre at see sig selv med sin Forlo¬
vede forsynet, skal hun stedse ynke sin Frue, der selv vil paatage sig
Huusholdningens Byrder, endskiønt hendes Kræfter ere svage, og
hendes Snee hvide Hænder maatte blive besudlede.
Det vil ikke lidet giøre til at lindre de Besværligheder, som maa¬
skee kand møde i hendes Ægteskab, at hun paa en fornuftig Maade,
viser sig venlig imod sin Mand; Jeg siger med Forsæt paa en fornuftig
Maade; thi den kielne og hart ad ureene Venlighed, som jeg for har
stræbt at giøre afskyelig, finder intet Sted hos en forstandig Dame¬
Klogskab bør føre hende paa en Middelvey, og naar hun betræde den
samme, skal hun ikke forløbe sig. Hun kand da hverken besværge sin
Mand ved at hænge ham stedse om Halsen, ikke heller giøre hans Dage
kummerlige ved en kaaldsindig Omgang. Vi kand ikke noksom ind¬
see de bedrøvelige Følger, som et knurrevurren Væsen og et suurt An¬
sigt kand i et Ægteskab drage efter sig; Vi kand paa den anden Si¬
de aldrig forestille os de mange Sødheder, de ønskelige Lyksalighe¬
der, der i Hobetal gives ved en fornuftig Belevenhed.
Det er hendes Lykke, ædle Madame, at Himlen har undet hen¬
de en kierlig og fornuftig Mand; men skulde end nogen Forandring
gaae for sig, skulde hans Væsen i Tiden ikke blive saa behageligt,
saa stræb dog ved en yndig Venlighed at gaae ham under Øyene Be¬
klag sig ikke for sin Moder, om hendes Mand skulde undertiden lade
falde nogle Ord, der kunde synes haarde; thi jeg kiender hendes Ge¬
mytte, og jeg seer forud, at hun vilde raade sin Datter til at give
Stykke for Stykke. Hun har selv seet, Madame, da hun endda¬
opholdt sig i sine Forældres Huus, de giftige Frugter, der opvoxe af
en bestandig Kaaldsindighed, og har hun ikke i den bekiendte Poldria¬
et mærkeligt Exempel paa de mange Ulykker, som et gjenstridigt og
pukkende Fruentimmer kand drage over sig og sin Mand; Mon ikke
den forlængst bortvigede Guds Velsignelse er en Virkning af dette


295
Mon ikke hendes Mand mindre havde besøgt Drankeres Selskaber,
og mon hendes egen Ulykke og Elendighed skulde være saa stor, hvis
hun undertiden havde givet sin Mandet godt Ord, og lagt Tømme
paa sin Tunge, naar hans Bitterhed talede; Det kand sandelig ik¬
ke formilde et ophidset Gemytte, at Konen stamper i Gulvet; Huu¬
giør derved ikkun sin Skjebne slettere og sin Mand til sin Bøddel¬
Stræb ogsaa, høytærede Madame, at hun ikke giver Plads
foren ugrundet Jalousie. Denne er den allerværste Forstyrrer af et
fredeligt Ægteskab, og hvo kand opregne de mange ulyksalige Foste¬
re, som af den ere komne for Lyset, Vær forsikret om sin Mands
oprigtige Kierlighed, og tænk ikke, at fordi han kand have en anden
Dame ved Haanden, eller kaste et venligt Øye til en Jomfrue, han
derfor skulde have givet Kierlighed til sin Hustrue Afskeed. Tag sig
vare paa den anden Side, at hun ikke sætter sig selv i Mistanke, lad
Omgangen med det første Kiøn blive uskyldig, og jeg kand sige hende,
at hendes Mand, der besidder Fornuft, aldrig skal kalde hendes Op¬
rigtighed i Tvivl. Jeg kiender adskillige Damer, som jeg just ikke
kand beskylde for Utroeskab imod deres Mænd, men deres Adfærd
har dog ingenlunde kundet frietage dem i Mændenes Øyene. Naar
Blavina seer suurt til sin Mand, men venlig til sin Skriver-Karl,
Naar hun giver denne det beste Stykke, og kaster Benet for hiin,
naar hun er ligesaa snart i den sidstes Kammer, for at tage sin
Middags-Søn, som hun gaaer sin Mand tilhaande i hans overflø¬
dige Arbeyde, skulde han da indbilde sig, at Fuldmægtigen var alle¬
ne til hans Tieneste, Og har han ikke Aarsag til at tænke, at hans
Kone bruger ham allene som et Skiul, der skal retfærdiggjøre hen¬
des Afveye, og bede Faddere til de Børn, der ligne hans Tiener,
Jeg vil ikke Haabe, at saa fornemme en Dame skulde saale¬
des beskiemme sig, og jeg venter, at hun sætter saa stor Priis paa
sin Mands Kierlighed, at fremmede Anmodninger blive alle for¬
gieves, og at en smuk Sølv-Daase, eller andre Foræringer af en
ung Cavailler ikke skulde have de Jndflydelser i saa ædelt et Gemyt¬
te, at hun skulde giøre sig til en Fabel over et heelt Land, og gi¬
re sine Fiender det Sværd i Haanden, med hvilket de lettest kand
dræbe hende. Er det Levisina til synderlig Ære, at en ond
Mand giver hende mange Elskere i en Protocoll, og hvormed vil


106
Euclosta undskylde sig, der gav sine Bolere Andlegning til en of¬
fentlig Viise, Maatte ikke Parata staae rød og bleg, da et Brev
fra Galanen faldt i hendes Mands Haand, og meener hun, at Le¬
vejana kand forsvares, der forlovede sig med en anden, medens hen¬
des Mand levede, lad os sætte, at Manden ved en Hendelse er gjort
uskikket til at opfylde Ægteskabs Hoved Pligt; mon dette kand
give Hustruens Lyster Tøyelen, og burde hun ikke lade Manden
døe, førend hun gav en Anden sit Ja¬
Kast mig ikke i Næsen, høyt ærede Madame, at jeg skyder i
Blinde, og hav ikke de Tanker om mit Væsen, at jeg allene vil
see saa beslige Feyl hos det skrøbelige Kiøn, hvad Fordeel kand jeg
have ved at hykle for mine Brødre, og mon jeg ikke kand see, at
Mæcharinus for sin Opførsel fortiener en haard Censure; Søger
han ikke med Fliid, at sætte sin Kone i Harnisk, ved at forliebe
sig i sin Stue=Pige, og skulde vel hans Ægteskab være saa sam¬
merligt, hvis han holdt sig inden Kydskheds Grændser; Frygt ik¬
ke, at hendes Mand skal forfalde til saadanne Laster, og betænk,
at saa fornuftig og dydig en Ægtefælle fortiener saa meget mee¬
re at æres og elskes, som han i alle Maader opfører sig ustraffelig.
Saa lidet som jeg vil, at hun skal beskiæmme sig selv og mangfoldiggiøre sin
Mands Bedrøvelse ved at styrte sig i de anførte Laster, saa nødig vilde jeg ogsaa
at hun skulde forglemme de Pligter, som hun bør vise imod ham, for saavidt han
er hendes Herre; Hans Fuldkommenhed strække sig ikke saa vidt, at han skulde
overlade Regieringen til sin Hustrue, og hans Taalmodighed vilde giøre ham lat¬
terlig, hvis han i alle sine Gierninger vilde hænge af hendes Nik. Han udelukker
hende aldrig fra Huus-Sagernes Bestyring; han taaler gierne, at hun med For¬
nuft og Sagtmodighed giver sine Piger Love, han forbyder hende ikke heller om
forekommende Ting at sige sine Tanker, og ere hendes Raad fornuftige, bliver
hans Kierlighed dobbelt, og han forkaster dem ikke; Men at hun i alle Ting vil,
at han skal dandse efter sin Kones Pibe, at hun stedse vil foreskrive ham Regler,
og give ham idelige Snipper, naar han ikke vil lyde, fordrager han aldrig. Bliv¬
ikke heller saa daarlig, at hun skulde ansee sin Myndighed over sin Mand som en
besynderlig Ære, og de, som i denne Henseende vilde give hende Navn af en Hero¬
isk Dame, forstaae sig lidet paa saa høy en Qvalitet. Skulde jeg tænke, at det
legges Paulsoning til Dyd, at hun tracterer sin Mand som en Slave, og hvad
Ære bliver det denne Diævelinde, at hun med sin ligesindede Søster holder Stak¬
kelen i Ave. Maa han ikke takke sine Qvinder for sin sidste Ulykke, og kand han si¬
ges at være Herre i Huuset, naar han i alle sine Jdretter maa vente paa sin Hu¬


39.
strues Samtykkel lader det ikke kiønt, at en Mand, der ellers er stolt, og fordrer
Ære af enhver, skal være en Vasal af en Qvinde, og maa man ikke undre over
hans Lydighed, at han ved første Ordre i offentlige Samlinger maa tie som en
Hund, Saa stor Underdanighed kand hun ikke, høytærede Madame, vente af sin
Mand, og vil hun lyde mit Raad begierer hun den aldrig.
Skulde hendes Mand, som et Menneske, forfalde til nogle Skrøbeligheder,
saa søg ikke, ved at bebreyde ham de samme, at giøre sig ham forbunden. Det er
slutteligt, at en Mand, som elsker sin Hustrue oprigtig, har i Særdeleshed For¬
troelighed til hende, og det skeer ofte, at han gjor hende deelagtig i saadanne Han¬
deler, der med rette burde forties. Skulde dette skee, ædle Madame, haaber
jeg, at hun beflitter sig paa Taushed, og opfører sig ikke som de aabenmundede
Qvinder, der gierne blive de første Herolder, af hvis Munde man kand høre de¬
res Mænds hemmelige Jdrætter. En gammel Hedning har anført Taushed,
som et ubedrageligt Mærke paa en god Qvinde, og hvis dette Kiende-Tegn holder
Stik, maa vi lade de Tanker fare, som vi ofte gjøre os om Manges Klogskab.
Jeg har ofte hordt Madamen at drive Spot med de store Pedanter, og hen¬
des Reflexioner har undertiden været ligesaa artige, som sandfærdige, men tænk¬
en, at jeg i dette Stykke skulde nægte Fruentimmerne deres velfortiente Roes, og
indbild sig ikke, at jeg jo iblant Qvinder finder mange Pedantinder. En Pedant
er et Menneske, der har med intet at giøre uden sig selv, og, naar denne Afridsning
er tilstrækkelig, mærker hun strax, at mine Tanker ere grundede. Enten Pedan¬
terie findes hos den eller den, bliver det i mine Øyne en Feyl, der gjør sine Elskere
til en Latter, og skulde det da være forgiæves, om jeg beder Madamen; at tage
sig vare for den samme, forestil sig ikke, at Philauting er, som hun vil, synes at
være, angenem og fornuftig; hvor hun befinder sig taler hun stedse om sig selv, og jeg
maatte i gaar forlade hendes Selskab, fordi hun besværgede sig over det onde Veyr,
der forbød hende at aflegge sine skyldige Visiter, og at faae sin Tvet fra Haanden¬
Hun talede om Caffeens Virkninger at den betog hende Søvnen, og hun lod en¬
hver vide, hvad hendes Huusholdning koster hende aarlig, og hvormeget hun i
Vinter agter at lade spinde. To Timer kand hun bortdrive ved at føre Ordet allee¬
ne, og vil man med faa Ord give en Hoved-Sum af hendes Tale, har hun fortalt
hvor mange gange hun har været lykkelig i a Pombre, og hvorvidt hun i Forgaars
avangerede paa sin Ramme. En Dame, der vil ansees for at have et høyt Gemyt¬
te og besidde Fornuft, skulde hun saaledes giøre sig til af intet betydende Sager og,
naar hendes Beretninger ikke ere af større Vigtighed, burde hun da vel anmasse sig
Rettighed til at tale allerne, og giøre sig besværlig for de Nærværendes Øren?
Jeg veed ikke hvor det kom sig, at jeg i dette Øyeblik tog Feyl af Sandhuuset,
og besudlede mine Papirer med Blek; var jeg hengiven til Overtroe, maatte jeg snart
ansee dette Misgreb som et slet omen, og tænke, at mine Erindringer bleve forglemte,
i det de bleve læste; men mine Tanker om saa fornemme en Dame ere meere raisonab¬
le, og har hun givet sig Tid til at læse det første, bliver hun ikke utaalmodig ved at


298
eftersee det sidste. Som hendes Moderer bekiendt for en raffineret Frue saa vid¬
ler jeg ikke paa, at hun jo har underviist sin Datter i de meest vigtige og fornødne
Puncter, sluttelig har hun ikke forglemt at veylede hende til at føre en fornuftig
Huusholdning. Det skulde giøre mig ondt, om hun i Mangel af saa nyttig en Lær¬
dom skulde, som mange Hustruer, blive nødt til at overlade Oeconomiens Bestyring
til Fremmedes Omhue, og giøre Byen fattig for Medhielpere, naar hendes Mand
undertiden indbyder Giester. Tænk ikke, at det er en Skam for en Dame af An¬
seelse at sætte Foden i sit Kiøkken, og bild sig aldrig ind, at hun paa saadanne Ste¬
der har intet at giøre, uden naar hun vil skielde paa sine Piger. Monikke Manges
Vankundighed i saa betydelig en Post har styrtet Mændene i Armod, og naar en
hver Hielpe-Qvinde skal af Spise-Kammeret have sin Andeel, hvo vil da undre om
det snart kand blive tømmet hendes Mand er ikke sindet som mange andre, der af
en utidig Medlidenhed befale deres Hustruer at legge Hænderne i Skiødet, og dra¬
ge dem med Magt tilbage, naar de undert den faae i Sinde at kaste et Øye i Gry¬
den, eller at examinere Kokke=Pigens Anstalter, ikke heller er han saa Qvindagtig,
at han selv skulde commandere sine Piger, og give dem daglige Kiøkken-Jnstruxer
angaaende sine Retter. Han anseer det som en Feyl i Oeconomien, om han af
Ømhed over sin Kones Lemmer, vilde opfylde sit Huus med Mængde af Piger,
og han begriber ikke, at Hustruen taber noget af sin Glands, eller tager Skade
paa sine Kræfter, naar hun selv bestyrer sit Huus; har hun derfor ikke været saa
forsigtig at forsyne sig med hans Haand og Seal, for at blive befriet fra saa van¬
skelige Byrder, bliver hun nødt til at give sig i Skole hos en brav Huusholderske,
der kand lære hende det, som hendes egen Moder maaskee har forglemt.
Naar hun betragter, Madame, sin egen Opdragelse i de spæde Aar, og
hun seer, hvor vel hun og hendes Huus kunde være tjent med hendes An¬
stalter, hvis hendes Forældre havde seet paa deres Datters Beste, og
især stræbt at forbedre hendes Gemytte, haaber jeg, at hun bliver klog af sin egen
Skade, og tager sine Børns Opdragelse paa fornuftigste Fod. Hendes Mand
besidder saa stor Forstand, at de Sønner, som maatte blive ham fødte, blive u¬
den Tvivl saaledes opdragede, at han ey skal skamme sig ved at være deres Fader,
og at Fæderne Landet kand i dem med Tiden vente sig de deyligste Borgere. Lad
kun ikke sin moderlige Omhed gaae saa vidt, at naar Faderen vil straffe sine Børns
Udyder, hun da skulde løbe imellem, og holde Haanden tilbage. J Sandhed
Mødrenes utidige Medlidenhed styrter ofte Børnene i derste Ulykke, og deres
kielne Omgang qvæler ofte de Virkninger, som Fædrenes velgrundede Forma¬
ninger kunde have i Gemytterne til deres sande Lyksalighed. Skulde vel den
gamle unyttige Otiosus foraarsage sin Fader saa mange forborgne Sorger og
hemmelige Bekymringer, hvis den kielne Moder ikke havde understøttet sin kie¬
reste Søns Ladhed, og gjort Hindringer i Faderens Forslag til Drengens Be¬
fordring, og skulde han vel have Leylighed til at øve saa mange Uordentligheder,
som Frugter af en daglig Ørkesløshed, hvis hun ey selv havde fundet Smag i de


299
støeste, lod kun derfor, Madame, sin kloge Mand raade med sine Sønner,
og hav hun paa sin Side et vaaget Øye med sine Døttre. Sæt ingen ufornuftige
Grændser for deres Frihed, thi deres Væsen bliver derved enten taabeligt og bond¬
agtigt, eller alt for selvraadigt; et mindre levende Gemytte bliver ved en haard
Medfart moxen umenneskeligt, og jo meere et munter Fruentimmer seer sig at være
indskrænket, jo heftigere bliver hendes Passioner, og jo større hendes Længsel ef¬
ter Friehed. Hvad hun i sær bør stræbe at efterkomme, er at forbyde sine Døttre
en Omgang, der ikke er sømmelig, og snart kand blive dem Andledning til at
nedsiunke sig i adskillige Laster. Lær af sit eget Exempel, hvad Omgiængelse med
de Lastefulde kand virke, og lad de adskillige Omstændigheder give hende de beste
Raad, hvorledes hun ellers skal forholde sig imod sine Børn.
nøden, at jeg tager mig Friehed med et par Ord at give hende mine Tanker, hvor¬
Det er mueligt, at hun kand blive en Enke, det er derfor ogsaa for¬
ledes jeg meener, hun i denne Stand bør forholde sig. Det er menneskeligt, at
hun begræder sin Mands Død, men lad en fornuftig Eftertanke stoppe Graads¬
Kilderne, og lad en Jndsigt i de skeedte Tings Uforanderlighed giøre hendes Be¬
drøvelse maadelig. Afleg ikke Beviser paa sin Kierlighed til den Døde ved at anven¬
de mange Bekostninger paa hans Liig-Færd, og troe, at de Fornuftige ikke der¬
af giøre Slutninger til hendes kierlige Hierte. Lad hendes Opførsel i sin Enke¬
Stand blive langt fra de vellystige Enkers, og speyl sig i den bekiendte Solarine,
hvis Rygte staaer slet. At løbe gal efter unge Messieurs, at bortdrive sine Af¬
ten Timer ved idelige Prommenader, at føre løsagtige Ord paa Tungen, at giøre sig
til af sine Tilbederes Mængde og deres kostbare Foræringer, at søge en Ære,
at kunde sætte to Elskere i Harnisk, og blive Aarsag til Begges Opoffrelse, ere al¬
le saadanne Egenskaber, der lidet kand anstaae en sørgende Enke. Denne hen¬
des Stands Forandring meener jeg ogsaa at burde formaae hende til en priselig
Tarvelighed og et stille Væsen.
Allermindst vilde jeg, at Madamen skulde følge deres Exempler, der lade de¬
res Kierlighed og Høyagtelse døe med deres Mænd, og ofte uden Aarsag kaste
Noglerne paa Graven, henviisende Creditorerne med deres Krav til den Henso¬
vedes Been. Jeg tænker, at hendes Mand efterlader hende vel i saa god Tilstand,
at hun ikke skulde blive nødt til at gribe til saadanne Yderligheder, og jeg kand ikke
vente, at Madamen, for at vedligeholde sine Yppigheder, eller desto snarere at
forskaffe sig nye Beylere, skulde finde Fornøyelse i at giøre sin Mand til en Bedra¬
ger. Lad Huusaarinæ Fodspor afskrække sig fra dette, og stil sig de haanlige Domme¬
for Øyne, som hun hører at fældes over denne Exemplariske Enke Hun havde Ulykke
nok, inden hun kunde faae sluttet sine Jomfru Aar, og, endskiønt hun i sin Ægtestand
havde forsøgt mange Barsel-Smerter, kunde hun dog lidet finde sig i den paaføl¬
gende Eenlighed. Hendes vellystige Dragt, hendes spillende Øyene, hendes
kaade Discouser røbede alle, at Huusaarina vilde giftes; De behageligste Tider
i Ægteskab holdt hun Nætterne at være, og hvor lidet Væsen hun gjorde af sin
Mands Reputat op, slutter man af hendes Opførsel efter hans Død. Hun for¬


300
beholdt sig sine beste Sager, gav de Krævende Anviisning paa sin Mands Aske,
og sig selv efter hans Død til Priis. Lykkelig var hun at en Forbarmer indfandt
sig, og hendes Sygdom kunde ikke lægges, førend en blind Feltskier lod sig melde,
der tog Patienten under Hænder.
Skulde Madamen igien faae Ægteskabs Tanker slutter jeg, at Lyksaligheden i
det forrige bør giøre hende forsigtig, og at hun stræber at kiende sin Beyler, førend
hun overgiver sig i hans Arme Kand hun saa hastig forglemme sin afdøde Mands
kierlige Væsen, eller og andre betydelige Omstændigheder befale hende igien at
blive Brud, saa betænk, at hun maaskee er en Moder til mange uopdragne Børn,
og lad hendes Lyster ikke drive hende til at haste med saa vigtig en Sag, der er sam¬
menknyttet med hendes og hendes Børns virkelige Velfærdt. Skulde hun erfare
sin nye Brudom ikke at besidde de Egenskaber som den Bortdøde, skulde enten
hans Adfærd være mindre fornuftig, hans Omgiængelse mindre kierlig, eller han i
andre Henseender ikke skulde være efter hendes Hoved, saa handle ikke som man¬
ge ufornuftige Qvinder, der kaste deres sidste Mænd de førstes Dyder og Qvalite¬
ter i Næsen, hvorved de ikkun gjøre Ondt verre, og ofte legge Grund til en bestandig
Kaaldsindighed Klogere giør hun, om hun ved en priselig Venlighed søger at brin¬
ge sin Mand paa billige Tanker, og med Fornuft stræber at forekomme alle de Uley¬
ligheder, som visselig vil mode i deres Ægteskab, der i tvende forenede Legemer bære
kolde og stridende Hierter.
Glæd sig, Madame, at jeg nu vil slutte, og forlad mig, om jeg alt for
længe har misbrugt hendes Taalmodighed. Jeg nægter ikke, at i et Ægteskab
findes hundrede fleere Poster, som min hastende Pen og mit svage Øye lettelig kand
have forbigaaet; hvad jeg har fundet for got at anføre, meener jeg at være det
Fornemste, og hvor vilde jeg ikke fornøye mig, om Madamen vilde legge Mærke
til mine Raad, og ikke ansee dem med et tvert Sind og skeele Øyne. Bekymre sig
ikke om Forfatterens Person, men undersøg allene hans Lærdomme, og finder
hun dem at være grundede paa Sandhed, bør hun jo som en fornuftig Skabning
andtage dem som en Regel. Det er længe siden, den Dispute er afgjort, om man¬
ogsaa med Grund kand ansee det deylige Kiøn for den halve Deel af det menneske¬
lige Jeg veed, at Madamen er begavet med en udødelig Siæl, og mine Betænk¬
ninger sigte i sær til at befordre den sammes Fuldkommenhed. Ophold sig ikke ved
at giøre Critiqver over et eller andet, at hentyde mine Reflexioner paa den eller den¬
men uddrag af mit Brev de Lærdomme, som angaae hende selv, og ere anforte¬
til hendes eget Beste. Tænk ikke, at hun selv besidder den Kraft til at styre sine
Trin, at hun aldeeles ikke behøver en Ledsager. Jngen af dem, som have aflagt deres
Lykønskninger, har sagt hende Sandhed; hendes Mand kiender endnu ikke hendes Feyl, og hans
Kierlighed, der er i sit første Opkaag, tillader ham vel ikke strax i Dørren af Brude-Huuset at gi¬
ve sin Elskte Love. Det er derfor, jeg har iagttaget Leyligheden, og vil hun lade mit Brev blive
sig en Andledning til at øve sig i Dyden, forsikrer jeg, at hendes Mand ikke skal have nødig at giø¬
reen suur Mine eller bruge et haardt Ord. Dens Forsyn, som har samlet hende med saa dydig
en Ægtefælle, give hende fremdeles Lykke, og tillad mig at jeg kalder mig.
Madame.
Hendes Fyldigste Tiener.


301
No. 32.
Udgivet den 18 Decembr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Poldria cum Geina semper nova jurgia miscet;
Pax apud hos non est Jæmmer generis.
N¬
u, da jeg havde besluttet at indgaae en stedsevarende Fred med det deylige
de Kiøn, og grundet mine Freds-Forslag paa saa billige Puncter, dem
jeg stedse havde ventet at kunde faae underskrevne, maa jeg imod Forhaabning
erfare saadanne Virkninger af mit vel meente Brev til det Nye gifte Fruen¬
timmer, at jeg nødvendig maa end eengang føre Pennen i en Materie, som
jeg allerede havde lagt til Side. Jeg giorde maaskee min forrige Correspon¬
dent Uret, om jeg vilde sige, at han havde paataget sig endnu videre at gaae
i Rette med mig paa Fruentimmerets Vegne; Jeg nodes til at troe, at et
Nye-gift Fruentimmer har hentydet mine Reflexioner paa sin egen Person,
hvorvel jeg vidner oprigtig, at mine Tanker sigtede ikke til et mindre Tal end
tusinde; men enten det følgende Brev er indsendt fra den ene eller anden,
verre. Jeg underkaster mig gierne det fornuftigste Fruentimmers allerskar¬
meener jeg, at man ved en u-nødvendig Apologie har ikkun gjort Ondt,
peste Exammen, og jeg er vis paa, at, naar hun vil give sine Domme Ge¬
leyde af Billighed og Sandhed, maa hun tilstaae, at jeg i mit tredivte Ark
har talet om de dydelskende Fruentimmere med største Distinction, og at
jeg i mit Brev ikke har forglemt at anføre brave og fornuftige Hustruer som
Kiønnets herlige Prydelser, og saadanne Exempler, der ere værdige at ef¬
terfølges, ikke heller skal nogen af mine vel dømmende Læsere kunde forekaste
mig, at jeg af en strafværdig Partiskhed har forglemt at afmale mine Brø¬
dres Freyl, jeg maa derfor reent ud erklære, at de Grunde, hvorpaa man¬
har bygget den vidtløftige Skrivelse, ere svage og skrøbelige, jeg vil ey sige,
aldeles ingen. Jmidlertid vil man endelig have Brevet gjort offentlig, hvor¬
vel jeg ey meget vilde raade dertil, og, da mine Læsere maaskee skulde blive for¬
tornede, om man igien vilde fordoble deres Udgifter, har jeg maat henleg¬
ge mit egentlige Ark, der var beskikket til nærværende Uge, og give Brevet
Sted i mine Blade, hvilket Ord til andet findes anført med mine An¬
mærkninger:
Span¬
Fra det Nye-Gifte Fruentimmer
Til Herr PECTATOR
Paa hans ærede Brev¬
Monsieur
indhændiget. Jeg havde aldrig ventet slige Jndfald af en Mand,
in Forundring var ikke liden, da hans Brev forleden Uge blev mig
indhændiget. Jeg havde aldrig ventet slige Jndfald af en Mand,


30.
der vil have Ord for at sige (a) Sandhed, og med saa ypperlig en
Characteere kand jeg u-muelig sammenrime den Partiiskhed (b) som allevegne
fremskinner af bemeldte Skrivelse. De sorte Farver, hvormed han sværter mig og
mine Søstre, de haarde Critiqver, som han underkaster vores Opførsel, ere alt
for u-fordøyelige for at kunde gaae bort uden Besvaring. (c) Vel er det vist, at jeg
gierne kunde have sparet min Umag med at give samme, eller og overlade den
til meere øvede Penne og fuldkomnere Personer af mit Kiøn, men jeg har dog ey
kundet bare mig efter nøye Overlæg, at jeg jo denne gang skulde gribe til Mod¬
Værge, og efter min ringe Jndsigt igiendrive de ufordeelagtige Tanker, som han
baade selv har fattet og søger at indblæse andre om Fruentimmeret. En anden
Aarsag maatte opmuntre mig til Taushed, og maaskee en af større Vigtighed.
Ædelmodighed, er en stor Dyd, og med mindre jeg bedrages, forklarer jeg sam¬
me ved en Færdighed i at foragte ugrundede Beskyldninger. Jngen
Dyd er meere fornøden for mit Kiøn, end just denne, og jeg tør ogsaa sige, at in¬
gen er saa almindelig at finde. (d) Havde mine Søstere været saa færdige til at
stride, som eders Brødre, da havde Verden været hundrede gange meere u-roe¬
lig, end den nu er. Enten jeg betragter den lærde eller borgelige Verden, saa er det
eders Stridigheder, eders Krige, eders Uenigheder, der fordærve den ene og
den anden. En Soldat taaler ikke, at den anden beklikker hans Rygte; men Tvi¬
To udrig kand jeg indbilde mig, at det nye gifve Fruentimmers Haandskriver har efterfulgt Originalen.
Skulde jeg troe, at en Dame, der vil ansees saa dydig, saa fornuftig, saa maneerlig, skulde angribe
en redelig Skribent med saa haarde Beskyldninger, skulde jeg tænke, at hun, der hentyder mit
Brev paa sig selv, ikke paa en ædlere Maade kand vide at giøre mine Beskyldinger til intet, end at hun
vil paastaae, at jeg har skrevet imod Sandhed, Ney, hendes Fuldmægtig har sikkerlig forskrevet sig,
og Madamens Ord har uden Tvivl været disse. Jeg havde aldrig ventet at, fordi J kalder
eder Sande Mand, J derfor skulde skrive saa megen Sandhed; Burde J ikke have
den Ærbødighed for Kiønnet, at J tillukte eders Øyne, for ey at see deres Feyl, og burde J ikke troe,
at adskillige Omstændigheder give dem en besynderlig Frihed til et og andet, der bør lastes hos
Mand-Kiønnet,
Jeg har forhen erklæret, at jeg er en Hadere af intet meere end det partiske Væsen, og jeg er saa vis
paa min gode Sag i dette Stykke, at jeg trodser enhver, der vil kaste mig Partiskhed i Næsen. Har
jeg end, som jeg gierne tilstaaer, ikke været saa vidtløftig i at eensurere de Feil, som mange Mænd
begaae i deres Ægteskab, saa burde paa den ene Side mit Øyemærke undskylde mig, der befalede
mig i sær at skrive til et Fruentimmer, paa den anden Side maatte jeg tage saavel Tiden som mine
Læseres Omstændigheder i Betragtning; Tiiden forbød mig at forfatte en stor Foliant, og vilde jeg
stræbe at vedligeholde mine Læseres Kierlighed til mine Papirer, burde jeg ikke ved alt for store Udgif¬
ter afskrække dem.
(e) Madamen forlader mig, om jeg siger, at, hvis hun har Sted paa de Fornuftiges og Dydprydedes Liste,
bliver hun uden Tvivl i hele Staden det eneste Fruentimmer, der anseer mine velgrundede Criti¬
qver for ufordøyelige; thi alle de, der ikke finde sig skyldige i de adskillige Laster, hvis Heslighed jeg
har stræbt at afmale, glæde sig i deres Uskyldighed, og sættes ikke i Allarm, naar de see, at de Lasteful¬
des Opførsel bliver efter Fortieneste sat til rette. Jeg skulde ikke indbilde mig, at hun forestiller sig
Fruentimmere, som de findes afskildrede i Romaner, som Engler og ubesmittede Helgene, ikke hel¬
ler skulde jeg troe, at hun har saa gunstige Tanker om alle sine Søstre, at enhver iblant dem skulde be¬
træde ligesaa uskyldige og dydige Veye, som maaskee hun selv, og, naar hendes Tanker ikke ere saa¬
høye eller bevaagne, med hvad Ret angriber hun da mine Blade, eller er det hende derom at giøre,
at hendes Kiøn stedse kand have urene og lastværdige Lemmer?
(d) Dersom ikke Madamen aflagde Vidne i sin egen Sag, torde hendes Ord maaskee finde et almindeli¬
gere bifald, jeg nægter hende ikke den Dyd, som efter hendes Vidnesbyrd, skal være en alminde¬
sig Prydelse for hendes Kiøn; men hun kand ikke heller støde sig over ung, om jeg meener at see hos
de fleeste Fruentimmer en større Færdighed i at foragte alle velgrundede Raad.


303
stigheden mellem begge maa bilegges med Kaarden. Et Rige reyser sig op mod et
andet; jeg er for ringe, at dømme om Aarsagerne til saa store Blod-Bad, hvor¬
udi de fleeste af Jorderiges Jndbyggere aarligen farve deres Hænder; men saa meget
kand jeg sige, at det er sielden, vores Kiøn er skyldig der i, oftest ere deres Forslag
fredelige, og de Taare, som Hustruerne udgyde over deres Mænds Bortreyse i
Krigen, udvise, at de ingen Behag finde i deres Blodtørstende Foretagende. (e)
Jeg har nok hørt noget fortælle om de vidt bekiendte Amazoninder; men jeg maa
derhos tilstaae, at jeg er af deres Meening, som holde dette Fruentimmer-Folkes
Historie for en Roman, og jeg legger dette til, at sammes Opfindelse hører iblant
andre til Mand-Folkenes Politiqve, hvor om jeg strax skal tale. J den Deel af
Jord-Kuglen, som vi beboe, er det i det ringeste uhørt, at Fruentimmeret har ud¬
gjort en anseelig Deel af en Krigs-Hær, eller beblandet deres Blod med Mand¬
Folkenes for at giøde Vald-Pladsen.
J de lærde Stridigheder er vores Kiøn ligesaa lidet indviklet, som i de Bor¬
gerlige. Hvem veed ikke at tale om de aarlige Penne Krige, som med en haard¬
nakket Bitterhed fortsættes blant de Lærde, Skeer det ikke undertiden, at Søn¬
nen arver saa vel Midler som Fiender efter Faderen, ja ofte fleere af de sidste, end
de første, Maa han ikke continuere de faderlige Stridigheder, Og om end begge
stridende Partier forlade Verden, saa overlever dog deres Sect dem, og denne
bliver ved i de begyndte Tvistigheder med lige Animosite. Hvad giør Fruentim¬
meret i den Tiid, Det agtes alt for taabeligt for at debattere Disputer. Lad det
saa være. (*) Det opfinder vel ikke Sandheder, men det imod siger ey heller de op¬
fundne, og om det ey efterkommer sin Pligt i det første, saa kand man sige, at
Mand-Folkene overtræde deres i det sidste. (f)
e) Hvad Madamen her anfører om Fruentimmernes fredelige Forslag og deres liden Deelagtighed i de
adskillige Krige, vil jeg lade staae ved sit Værd; dette maa jeg dog sige, at, om man kand fæste troe til¬
visse Memoires, have adskillige farlige Krige reyst sig formedelst et Fruentimmer, og ligesom en Sol¬
dat efter Madamens Ord søger at tilsigte sig et ærligt Navn ved en Duel, saa kunde vi mueligt anfø¬
re adskillige Dueller, der have taget deres Oprindelse af tvende Beyleres Storm til een Fæstning.
Vilde man sige: Dette maa ikke tilskrives Fruentimmerets men Beylernes Laster, svarer jeg vel of¬
te, men ikke altid. Jeg for min Deel vilde gierne ønske de Betænkninger udslettede, som Madamen
behager at giøre i Anledning af de Taare, som Hustruerne fælde, naar deres Mænd bortreyse for at stri¬
de imod Fienden, og bedrager jeg mig ikke, om jeg siger, at mange af hendes eget Kiøn ere lidet tilfreds¬
med saadanne Anmærkninger. Tanken er til deels ugrundet; thi naar et Fruentimmer kaster sig i en
militaire Persons Arme, bør hun tillige erindre sig, at hendes Mand som en Subaltern maa vise
Lydighed imod første Ordre. Den største Hob følger deres Mænd, og, som jeg har ladet mig sige, give
de Mændene i at plyndre lidet efter. De Tilbageblivendes Taare ere snarere naturlig viis et Beviis¬
paa deres empfindtlige Gemytte, at de frygte for deres Mænds endelige Undergang, eller og maaskee
de sørge, fordi de skal savne den, der i forrige Tiider gjorde Nætterne søde. Jeg dadler hverken det
ene eller andet, men jeg siger allerne, at man giør Hustruer af den militaire Classe uden Tvivl U¬
ret, om man vil udlede deres Grad af en saa langt bortliggende Kilde.
(*) Mr. Crousaa, en fornuftig Skribent i de nyere Tider, ønsker ellers i sin Logiqve, at man vilde for¬
handle lærde Sager i sit Moders Maal; han giver denne Grund til sit Ønske, at manges taabelige
Pedanterier paa denne Maade best vilde blive aabenbarede. Mine ringe Tanker ere fuldkommen de
samme, og troer jeg, at det undertiden kunde give Materie til at raillere over i en Barsel=Stue, hvad
man ellers med største Hidsighed og Alvorlighed har forfægtetet paa et Catheder,
(f Madamen har forhen fordret, at jeg i mine Betragtninger skulde være upartisk, med større Ret fordrer
jeg det samme af hende. Hvad hun skriver om vore Brødres Stridighed, og deres forargelige Uenig¬


304
Jeg veed nok, hvad man siger om os. Vi ere lige saa store Krigs-Helte i vo¬
re Huuse, som vi ere Cusoner i Republiqven, og at vi tiltage os den Regiering
hiemme, som nægtes os uden for. Jld Klemmer, Koste-Skafte skal tiene os til
Vaaben, og vore Krigs-Manifester ere saa eftertrykkelige, skiønt mundtlige, at in¬
gen af Huus-Folkene, som de udstædes til, forlanger at see dem paa Prent. Vi¬
fremsætte denne Jnvending i sin fulde Styrke, og vi misunde ingen Jndsigt, som
anseer samme for u-overvindelig. Jeg for min Person kræver Guder og Menne¬
sker til Vidner over den øyensiunlige Uret, som man giør os herudi. Naar man
læser i de offentlige Tidender om de Krige, som føres Udenlands, saa slutter man
ikke strax, at de alle have Uret at fare med, ey heller gjør man de stridende Partiers
Samvittigheder ansvarlige for alt det Blod, som udøses; og paa hvad Grund kun¬
de man gjøre det, En fornuftig Spectator eller Tilskuer af fremmede Uroelighe¬
der lader sig heller underviise om de Krigendes Paastand og Absigt; derpaa
grunder han sin Dom om Krigernes Lovlighed. Hvorfore udviser man ikke sam¬
me Retsindighed imod os. Man har godt ved at tale om Herske-Syge og mund¬
kaade Qvinder, det koster ingen Umag at anføre Hustruer af dette Slags til Ex¬
empler paa daglige Huus-Kors; men man burde derhos overveye, hvad Aarsag
der bragte dem til denne Omgang. (4) Om ikke Mandens u-kierlige Opførsel har
udrustet Konen, og om det ikke henhører til en ustraffelig Nød-Værge, hvad
man anseer som et Beviis paa deres medfødte Galenskab. (h) Hvad Seneca har
sagt om Vreden, at den ikke har sit naturlige Sæde i et Menneskes milde Hierte,
synes mig at kunde siges om Fruentimmeret. Jngen er venligere, kierligere
eller oprigtigere i sit Venskab, end Fruentimmerer. (1) J anseer dette,
Hr. Spectator, som et selsomt Paradox, stridende med eders Anmærkninger og
formeente Beviis, men jeg indbilder mig dog at have samme Rettighed til at for¬
dreeders Taalmodighed, som J har haft til at begiere min, i at eftertænke det føl¬
gende Beviis, som jeg gaaer hen at give.
hed, nægter jeg aldrig, og jeg vilde ønske, at det maatte være sagt af et Fruentimmer, da det skulde
staae til de Trætte kiere Haarkløveres stedsevarende Beskiæmmelse; men at hun taler om alle, i det
ringeste sætter ikke sine Ord inden visse Sandheds og billigheds Skranker, synes mig ikke saavel at
være overlagt. Tvistigheds Aand behersker ikke alle Borgere i den lærde Republiqve, ligesom ikke hel¬
ler alle Qvinder mundhugges; Det eene Kiøn har saavel som det andet sine vanslegtede Lemmer;
og mueligt Madamen er i Fædernelandet den allerførste, der har skrevet imod Tvistigheder, og just
dermed giort sig skyldig i de samme.
(3) Hverken har jeg nægtet, ikke heller bliver jeg nogen Tiid findet at nægte, at jo Mandens ukierlige Væ¬
sen ofte skifter mange Ulykker i Huuset; men jeg nægter heller aldrig, at jo Qvinden ofte oprører
sin Mand. Naar det første maatte indløbe, ønskede jeg oprigtig, at Hustruerne vilde øve lidet af
Ædelmodigheds Dyd, som efter Madamens Villie skal ikke være var at finde hos det smukke Kiøn¬
Enten maa Naturens Ret ikke have sig paa een Maade hos alle Mennesker, eller og forefattede,
Meeninger med svage Udflugter maa have Frihed til at giøre adskillige Exceptioner, Moderamen¬
incul patæ Tutelæ, eller et uskyldigt og ustraffeligt Nødværge synes mig af Madamen at blive
strakt temmelig vidt, naar hun vil ansee en Hustrues Trodsen imod sin rasende Mand som et Nødvær¬
ge. Skulde da et fornuftigt og dydelskende Fruentimmer ingen bedre Vaaben kunde finde, end en
slem Mund, eller ofte en Kande og Kruus, mon jeg ikke i mit Brev har aabnet et langt ypperligere
Tøy=Huus, og givet en Hustrue Anviisning paa en fornuftig Venlighed og Belevenhed, der i et Æg¬
teskab udretter ofte utroelige Ting, og meener hun, at de Fornuftige af hendes Kiøn vil takke hende
meget for saadanne Forsvar¬
Her taler atter Madamen i sin egen Sag, og hun kand derfor uden Vanskelighed slutte, hvad mine
Resterioner vilde blive, om jeg vilde legge dem for Dagen.


305
Jeg har nok hørt, at visse Prædikantere holde det for en besynderlig strat
i deres Veltalenhed, naar de begynde deres Prædikener, som man siger, fra A¬
dam af. Jeg troer ikke, at J tager det ilde op, Monsieur, om jeg begynder fra E¬
va. Da Gud skabte denne første Moder i Verden, af hvilken alle Levende have
deres Oprindelse, saa lærer Moses os, at Skaberens fornemste Absigt var at give
Adam en Medhielp; den alviise Gud holder det ikke for godt, at han er eene, og
af denne Grund paastaaer jeg, at Hustruen snarere er for Manden er fornødent
Gode, end et nødvendigt Onde, som min Herre af Overilelse efter egen
Tilstaaelse (hvis Oprigtighed jeg dog har Aarsag at tage i Tvivl, har behaget at
kalde hende. Hvor om alting er, saa glæder jeg mig med mit heele Kiøn, saa ofte
jeg betænker, at vi ikke ere satte af vores Skabere i Verden, som et Fylde Kalk,
derfore ey heller til Skoe-Vidske for dem af Eders Kiøn. Det siuntes i Begyn¬
delsen, som Mand-Folkene allene skulde have bleven Indbyggere af Jorden, ind¬
til Adam fandt sin Eva, sine Been, sit Kiød, sin Medhielp, i hvilken han havde
Aarsag at tilbede Guds Viisdom, som er meget mangfoldig i alle Ting. (*) Vo¬
res første Moder faldt fra Gud ved Ulydighed. Det troer og beklager jeg. Alle¬
neste Adams fælles Ulydighed tillod hverken ham eller hans Sønner at ansee hen¬
de og hendes Døttre med foragtelige Øyne. Guds evige Freds-Raad var lige
almindelig over begge Kiøn, og endskiønt Straffen, som for Synde-Faldets
Skyld blev paalagt vores Stamme-Moder, siunes haardere, end den, Adam¬
maatte bære, saa er det dog let at see, at Guds Barmhiertighed har lige saa vel væ¬
ret i med at dictere den, som hans Retferdighed. Jeg finder en elskværdig Melange
af disse tvende Fuldkommenheder i de ellers tordnende Ord, hvormed vores for¬
tornede Herre udtrykker den besluttede Straf over denne første Synderinde og
alle hendes Døttre: At hiin skulde føde sine Børn med Smerte, er en stor
Straf, at hendes Mand skulde herske over hende, er Beviis paa Guds¬
Retferdighed; men at hendes Begierlighed og Tilbøyelighed skulde være
til Manden, er en rigtig Prøve paa hans Godhed og Naade, som dermed har
vildet læt giøre hendes Byrde. Den naturlige Kierlighed, som hendes Kiøn skul¬
de finde hos sig til Personerne af det andet, skulde giøre bemeldte Herredømme be¬
hageligt.*) Det er da saa langt fra, at jeg søger at dølge for eder, Min Herre,
den Tilbøyelighed, jeg finder hos mig til at elske Mand-Kiønnet, at jeg jo heller an¬
see samme, som en stor Naade-Gave af Gud, naar den bliver helliget og indret¬
tet efter Guds Ords og Evangeli Forskrift. Jeg kand ikke forestille mig noget e¬
lendigere, end det Herredømme, som de øve over os, hvilke vi hade, og jeg veed ey
at nogen Lydighed kand være sødere, end den, som vi udvise mod et Menneskes
befalinger, som vi elske, og som vores naturlige Tilbøyelighed befaler og driver
1) Jag er dog ikke saa forfængelig, og jeg skulde vilde bevise vores Kiøns Fortrin frem for Mand-Fol¬
deraf, at Eva er sidst skabt, da Guds Skabnings Verk stedse giorde Fremgang fra det mindre til det
større, fra det ufuldkomnere til det fuldkomnere, som Cornelius Agrippa siges at have giort,
Seneca har Ret, naar han paastaaer, at den haardeste Deel af et Slaverie er at giøre noget imod sin
Villie, og at det egentlig er herudi, Trældom er fraskellig fra Frihed. Mig synes at have læst dette
smukke Sted i Birgitte Tots Oversættelse af denne Skribent.


300
os til at elske (k) Efter Skaberens Absigt er da vores Kiøn er venligt Kiøn Jeg
siger hermed intet meere, end hvad de største Fruentimmer-Hadere tilstaae.
Hvorfore udraaber man os da for saa buldrende Dievelinder, Jeg paatager mig
ikke alle Personers Forsvar af mit Kiøn, men jeg vilde alleneste vilde Aarsagen
hvorfore man i denne Punct taler meere om Fruentimmeret, end om Mand-Fol¬
ket? Hvorfore man troer, at der er meere Galde hos det første, end det sidste Kiøn¬
Hvorfore man ikke taler saa meget om Mændenes Huus=Tyrannie, som om Hu¬
struens Myndighed, da dog hin har ligesaa mange, for ey at sige fleere Exempler,
som denne. Hvor ofte maa ikke Konen tiene Manden til Skalkheds Skjul, Hun¬
er ærgierrig, penge-gierrig, selvraadig, fuld af Nykker. J det mindste kand hen¬
des Mand være alt dette under Paaskud af hende. Naar jeg hører saadanne Ta¬
le Maader af en Mand: Om jeg maa for min Kone Spørg hende af:
Jeg tør ikke for hende, o. s. f. da forlanger jeg stærkere Beviis paa Mandens
Lydighed og Underkastelse, førend jeg troer den; thi jeg veed ofte af Erfarenhed, at
de ere Ord, som betyde intet, uden dette, at Manden har Lyst til at raillere, og fin¬
der ingen nærmere Materie ved Haanden, end sin Hustrue. Ynkværdige Fruen¬
timmer. Hvor hiertelig beklager jeg ikke deres Skjebne iblant eder, som maa tie¬
ne Mændene til de Figen Blade, hvormed de skiule deres egne Passioner, og lade
deres Begierligheder skee fyldest, under Skin af at fornøye eder, (*)
Det er eders Lykke, uskiønsomme Mand-Folk, at saa mange af eders Kiøn¬
søge at besmykke alting hos eder lige til eders Feyl; men J hykle for eder selv for¬
grovt, dersom J indbilde eder, at det er virkelige Fuldkommenheder, der tilveye bringe
eder det Fortrin for eders Søstre, som J har saa mange Aars Hævd paa, som
Verden er gammel. Det Herredømme, som J øve over os, er fuldkommen grun¬
det i Guds Lov, det vil jeg gierne tilstaae, og altsaa nytter det ey at disputere af
Naturens Lov, om ikke Huus-Regieringen tilkom den fornuftigste Ægte-Fælle,
enten saa sammes Navn var Peder eller Ane, enten det blev en Regent eller Re¬
(5) De Theologiske Rejerioner, som Madamen har anført, synes grundede, og de Erfarne skal maaskee
ogsaa tilstaae, at de ere det; Siden jeg slutter, at hun i det Franske Sprog ikke er ukyndig, vil jeg
allene her anføre et par Linier, for at vise, hvor ulige Mennesker ere i deres Domme over een og den
samme Sag :
Lors que le Createur finissant son ouvrage
Par mille raretes fit le portrait vivant,
Que homme etoit heureur au fortir du neant
De porter sur son front eette vivante image,
Le sort ne soufrit point, quil vecut fi content,
I ne lui laissa pas long-tems cet avantage,
Sur pretterte daider a ses futurs ennuys
II lui sit une femme, il ne put faire pis;
Le malheureur dormoit, il ne putsen defendre,
II vit en Seveillant la fore de ces maux,
III est vrai, il a pris, mais il la devoit rendre,
Car son premier Reveil fut son dernier repos.
Jeg kand ikke bifalde disse Betænkninger, og jeg har er anført dem uden af foromtalte Aarsag,
() See den læseværdige Comoedie om den Rang=Syge.


307
gentinde Dommen ligger der, Adam skal herske over Eyg, og dennes Døttre
skal være hins Sønner underdanige. Saa meget vil jeg alleneste sige, at Gud ikke
gjorde eder til Qvindens Tyranner, da han gjorde enhver Mand til sin Hustrues
Hoved, ey heller tillod vores fælles Skabere eder at sværte hendes Rygte, eller at
tillegge hende de Ufuldkommenheder, som hun enten ikke besidder, eller og har til¬
fælles med eder. J ere naturlig viis hofmodige over det Herredømme, som Gud
har givet eder over vores Kiøn. J ansee os for eders Slaver, og eder selv betrag¬
te J, som lige saa mange Herrer. J finde store Fuldkommenheder hos eder selv;
men J ere alt for blinde for at see nogen hos eders Tienerinder; og som Vrede og
Opsetsighed snarere mærkes og meere hades hos en Tiener, end Tyrannie hos
Herren, saa ere J meere redebonne til at klage over eders Hustruer, end at lade os
vide, om de have givet eder Aarsag dertil, eller og eders Opførsel har gjort det, at
de have søgt at opsige en Herre Lydighed, som skammelig misbrugte den ham af
Gud betroede Regiering.
Mand-Folkene finde deres Regning ved at sværte Fruentimret. J har ikke
taget i Tvivl at sige, Min Herre, at jeg i mine Jomfrue-Dage opførte mig
som en Coquette. Det Beviis, som J anfører paa eders Foregivende, er af in¬
gen Vigtighed, og var det mig meget læt at vise dets Ugrund, dersom jeg ikke fra
Begyndelsen af i dette Giensvar havde foresat mig ey at røre ved Personalia, og
som Publicum ikke veed mit Navn, saa vil jeg heller med Taushed foragte, end
vidtløftig igiendrive de forebragte Beskyldninger. Jeg agter alleneste med et par
Ord at forestille Mand-Kiønnets Politiqve i at sværte Fruentimmeret, og da er
det min Paastand, at samme derved finder sin Regning.
er en Mands Person, som setter sin største Fornøyelse i en løsagtig
Omgang med Fruentimmer, i sær besøger han ofte Jomfrue K. Han seer
nok, at man med rette vilde laste ham, og at han skulde paadrage sig alle Dydiges
Foragt, naar det blev aabenbare, at han forførte hendes Ungdom. For at und¬
gaae saa ufordeelagtige Tanker, søger han ved alle Leyligheder at blamere Jom¬
fruen, og glemmer ey at antegne hendes Løsagtighed med sorteste Farver; at man¬
skal troe, hvad han siger, saa fortæller han adskillige ublue Gierninger, som han
har foretaget med hende, hvor med han, efter sine egne Ord, har søgt at udforske
hendes Gemyt, og lære at kiende hendes Hoved Passion.
Naar skal da den Tiid komme, da Mand-Kiønnet vil gribe ind i sin egen
Barm, og tilstaae, at de, saa vel som Fruentimmeret, intet finde, uden Kiød og
Blod, Naar skal vi opleve de Aar, at Mændene vil tilstaae med Fruentimmeret, at
Arve-Synden boer i dem begge Der hersker ikke en Last hos det ene Kiøn, som
der jo findes ligge til hos det andet; den eneste Forskiæl bestaaer herudi, at Mand¬
Folk bedre veed at skiule deres, end Fruentimret, og hine for adskillige Aarsagers
Skyld pleye at være lykkeligere i deres Hyklerier, end disse. Jngen kand forekaste¬
os de foranderlige Moder i Klæde-Dragten; thi jeg kand huske adskilliges Om¬
vexling og Opkomst hos Mand-Folket, og jeg troer neppe, at den Facon af eders


308
Klæder, som J nu bruge, gik i Svang i Kong Dans Tiid. Da J skrev i eders
Brev, min Herre, at mange Fruentimmer gaae i Guds Huus for at see deres
Galaner, glemte J at tale om dem blant eders Brødre, som ey have anden Absigt
i deres Kirke-Gang, end at beskue smukke Fruentimmer.
Fruentimmer ere ligesaa vel Mennesker som Mand-Folk. Med dette Ord
vil jeg tilkiendegive saa vel de Fuldkommenheder, som Ufuldkommenheder, der ere
fælles for begge Kiøn. At Qvinden er er skrøbeligt Redskab, veed jeg af A¬
postelens Ord; men jeg veed derhos, at det Begreb, som man i Almindelighed giør sig
om denne Tale Maade, og som J ogsaa har haft om den, Hr. Spectator, er gand¬
ske vildfarende. Denne hellige Skribent vil ikke sige, at Qvinden er befængt med
nogle særdeles Udyder frem for Mand-Folket, eller med visse Siælens Ufuldkom¬
menheder; men alt hvad han forstaaer under det Ord Skrøbelig, hensigter til u¬
tallige legemlige Svagheder, legemlige Tilfælde, som vores Kion er underkastet
meere, endeders. Efterlæser selv, min Herre, 1 Petr. 3, 7 og dømmer, om jeg
tager feyl, naar jeg siger, at Apostelens Slutning er denne Siden Fruentimret er
underkastet utallige Svagheder, og deres Legemer føle utallige Smertefulde For¬
nemmelser, som Mændene ere frie for, saa lad dette bevæge eder, J Mænd, til des
større Kierlighed for dette Kiøn, og lad den Ære, som J deele med dem, udvise, at
J bære Medlidenhed over dem. Forvendte Tider, paa hvilke vi leve, Aposte¬
len vil, at J Mand-Folk ey allene skal fordrage Fruentimret, og taale, at de betræ¬
de een Jord med eder; men han vil og ydermeere, at J skal ære dem, og eders ukier¬
lige Hofmod gaaer saa vidt, at J ved alle Leyligheder søge at sværte, skiende og be¬
klikke dem.
Jeg haaber, at min Herre ikke ilde optager denne Fruentimmer=Skrivelse,
som J med eders haarde Brev har nødet mig af. Lad af at tage Anledning til e¬
ders ugentlige Morale af mit Kiøns formeente Ufuldkommenheder; men vil J ef¬
terlade ald Partiiskhed, vil J bestorme Lasterne, uden Hensigt paa Kiønnet, hvor
de findes, da kand jeg forsikre eder om alle dydige Fruentimmers bestandige
Gunst, og jeg skal for min Person stedse henleve
Eders
Kiøbenh. d. 14 Decemb.
skyldige Tienerinde.
N. N.
1744.
J de øvrige Poster, som jeg finder i Brevet, er jeg enig med Madamen det gjør mig allene
ondt, at hun vil giøre Applicationen af mit Brev paa sig selv. Vel er det sandt, jeg har
under det Navn af et nye gift Fruentimmer skrevet til fleere end een, dog ikke til andre, u¬
den dem, der med Grund kand hentyde mine Tanker paa deres egne Personer. Er Madamen
et nye gift Fruentimmer skulde det glæde mig, om mine Erindringer kunde komme tilpas¬
Hendes Brev skal staae i mine Blade som en Ære=Støtte for de Danske Fruentimmere, og
de seenere Tiider skal deraf lære, at Fædernelandet har endog havt lærde Qvinder. Hendes
Kiøn vil glæde sig, naar det seer sig saaledes at være forsvaret, og jeg under gjerne de Van¬
slegtede af vores, de tilbørlige Correctioner, som Madamen har givet dem. Vær stedse for¬
sikret, at jeg er en Ven af hendes Kiøn, og at mit Øyemerke fremdeles bliver reedeligt.


309
No. 33.
Udgivet den 24 Decembr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Felices, mirum est, facit ignorantia multos,
Hine se nosse malum est, non meminisse bonum.
D¬
er er ingen Punct i de nyere Philosophorum Lærdomme, som i den lærde
Republiqve har stiftet et større Oprør, end deres Tanker om vores
nærværende Verden; de paastaae, at den endog efter sin nærværende Skik¬
kelse er af alle muelige Verdener den beste, og de sige, at dens Fuldkommen¬
hed har været Aarsag, hvorfor Skaberen har udvalgt den og ingen anden.
De meene, at deres Slutninger tabe intet af deres Kraft, fordi man søger
at kuldkaste dem, ved at anføre det overflødige Onde, som findes i Verden,
og de sige, at just de adskillige Ufuldkommenheder, naar de betragtes i deres
Sammenhæng med det gandske Verdens Legeme, gjøre den største Deel til
Verdens Fuldkommenhed. Af disse Slutninger meene nogle nødvendig at
maatte flyde saadanne Følger, at Skaberen har af en Slags Fornødenhed
maat betiene sig af de onde Ting for at giøre vor Verden til den beste, og
de ere mange, der troe, at en Philosophie af det Slags er som en frugtbar
Moder, der sender mange vanskabte Fostere til Lyset, og er ledsaget med
mange for Religionen høystskadelige Conseqvencer.
Det er ikke min Sag at afsige nogen Dom i dene Dispute, og mit
Øyemærke tillader mig ikke at opfylde mine Blade med nogle philosophiske
Speculationer; mueligt de stridende Parter forstaae ikke hinanden, og mue¬
ligt Tvistigheden kunde snart blive bilagt, hvis man i sine Domme ikke vil¬
de være alt for hastig; Hvad jeg vil sige, er dette, at den Lærdom om vor
Verden, som den beste, er ikke saadan een, der allerførst er avlet i Leib¬
nitzes Hierne, saa vidt jeg veed, har den været til i nogle hundrede Aar;
Crillus af Alexandria tillige med Augustino har været af samme Meening,
og de nyere Viise have ikke gjort andet end givet den en nye Skikkelse, og
stræbt at bevise dens Sandhed paa en mathematisk Maade.
Sagen maa have sig, hvordan den vil, saa troer jeg, at de adskillige
Svagheder og Ufuldkommenheder, som vi i sær kand spore hos Mennesket,
der bliver kaldet den liden Verden, maa ansees med saadanne Øyne, at,
hvis de samme vare borte, vilde en anseelig Deel af det menneskelige Kiøns
Lyksalighed blive til intet. Vore Domme blive om mange Ting adskillige,
efter den adskillige Maade, paa hvilken vi betragte dem. Det som paa
een Kant forekommer os vederstyggeligt, kand paa en anden synes behage¬
ligt, og det som vi paa een Side erfare at være Ondt, maa vi paa en an¬
den bekiende at være Godt. Jeg kunde heraf tage Anledning til at skrive en


10.
heel Bog, hvis jeg vilde vise denne Sags Rigtighed med de overflødige Ex¬
empler, som vi daglig have for Øyet; jeg vil allene opofre disse mine Blade
paa at forestille mine Læsere denne forunderlige Sandhed i Anledning af et
Menneskes Vankundighed i sin egen Sag.
Alle de, som ey have taget Plads iblant dem, der kuldkaste Naturens
Lov, og agte ringe om de Pligter, som den befaler et Menneske at iagtta¬
ge i Henseende til sig selv, tilstaae, at et Menneske efter dens Bydende i
Særdeleshed er forbunden til at giøre sin Tilstand meere og meere fuldkom¬
men, ved at giøre sig frie fra de overvindelige Svagheder, og ved at giøre
Forstanden skikket til at indsee en Ting paa visseste Maade. De paastaae,
at et hvert Menneske, der vil fortiene sit Navn, bør i Særdeleshed legge
Vind paa at kiende sig selv, en Kundskab, der efter deres Tanker er saa¬
meget meere nødvendig, som den kand tiene i sin Orden til at giøre Villien
reenere, og de medfødte Begierligheder meere uskyldige, ja forekomme det o¬
verflødige Onde, som man daglig seer de Mennesker at stifte i Verden, der
ere fremmede i deres egne Huuse, og ansee deres Væsen langt anderledes,
end de virkelig burde; men, at Mangel paa egen Kundskab ogsaa kand befor¬
dre Lyksalighed, skal jeg stræbe i følgende Blade at godtgiøre.
At min Betragtning kand blive desto meere ordentlig, vil jeg legge Grun¬
den til den, ved at inddeele Verdens Jndbyggere i visse Classer. Som den¬
ne Rang grunder sig paa Menneskenes naturlige Beskaffenhed, saa bliver den
ey politisk men philosophisk, jeg stiller den ikke paa et Menneskes udvortes
Omstændigheder, thi jeg maatte da frygte for et hysteron proteron, og Or¬
denen vilde maaskee blive heel baqvendt og u-ordentlig, men jeg stiller mig
Menneskenes Egenskaber for Øyne, og forsikrer enhver om sin tilbørlige Ret.
De adskillige Classer, som jeg er sindet at anføre, blive ikkun tre, og
jeg sætter i den første de Skabninger, der i sær fortiene at bære Navn af
Mennesker. Naar jeg betragter denne Hob, merker jeg vel, at den er den
herligste, men seer tillige, at den bliver den mindste. Mange skulde vel ind¬
bilde sig at have Rettighed til et Sted i den samme; men, at ingen skal be¬
drage sig, maa jeg erindre, at ingen fortiener saa anseelig en Plads, uden
de, der ere begavede med en ypperlig Forstand; der besidde en naturlig Fær¬
dighed til at giøre sig tydelige Begreber om en Ting i sin fulde Sammenhæng,
der ere i Stand til at skielne imellem Lys og Mørke, Sandhed og Løgn;
der ved Læsning og Eftertanke have forskaffet sig en priselig Jndsigt, og lade
den Kundskab i Forstanden tiene sig til at forbedre Villien. De faa Men¬
nesker, som høre til denne Hob, ere ligesom den fineste og beste Deel af det men¬
neskelige Kiøn, og man kunde snart have Aarsag til at ønske dem Udødelighed.
Til den anden Classe henfører jeg dem, der besidde almindelige Egen¬
skaber, der have Gaver til at fatte en Konst eller Videnskab efter megen
Møye, megen Tid og megen Underviisning; men ey finde sig i Stand til


31.
at opdage noget nyt, blivende allene paa de alfare Veye. Disse finde in¬
gen Kraft til at giøre Hiernen reen fra forefattede Meeninger, til at imod¬
staae deres rasende Lyster, eller indslutte deres Begierligheder inden visse
Skranker; de lade sig bedrage af et Skin, vide ikke at sætte ret Priis paa
de forekommende Ting, og hvor mange findes der ikke iblant disse, der af
Lykken ere satte paa anseelige Steder, Hvor mange finde vi ikke af de første,
der gaae som uduelige og foragtede Borgere i Verden,
Den tredie Classe bestaaer af saadanne Mennesker, imod hvilke Naturen
viser sig som en Stif-Moder; de Gaver, med hvilke de ere udrustede, ere
faa og ringe, og deres Kræfter tillade dem ikke at paatage sig Ting, der ud¬
fordre Forstand; De ere dannede til intet uden et Arbeyde, der allene for¬
rettes med Hænderne, og deres Tal er af større Vidtløftighed, end man skul¬
de haabe. Vi bedrage os, om vi af de Omstændigheder, i hvilke mange
befinde sig, vil giøre Slutninger til deres egentlige Beskaffenhed, og vi vide
lidet at skiønne paa de menneskelige Egenskaber, om vi ikke ofte kand finde
under de prægtigste Klæder en Mand, der bør udelukkes af de første Classer,
og andre derimod, som vi finde ved Plougen eller paa et ringe Verksted,
der ey bør henregnes til de sidste
Efterat jeg saaledes har taget mig Frihed at inddeele Jord Klodens
fornuftige Jndvaanere, kand jeg uden Tvivl vente mig dette Spørsmaal:
Skulde ikke Verdens Fuldkommenhed være større, naar Jorden allene var
beboet af saadanne Mennesker, der fortiene den overste Rang, og skulde vi¬
indbilde os, at de, som høre til de øvrige Hobe, kand tiene til at giøre Verden
fuldkommen, De, som maatte finde for godt at giøre saadant Spørsmaal,
vilde ligeledes svare mig paa dette: Mon ikke Jordens Skikkelse var deylige¬
re, mon dens Indretning ikke var ziirligere, hvis Skovene allene vare fulde
af høye Ceder-Træer, og de smaa Vexter vare ikke at finde, Efter mine
Tanker bestaaer den største Ziirlighed i de utallige Tings Adskillighed, og vi¬
finde intet større og eftertænkeligere Beviis paa Skaberens u-endelige Viis¬
dom og Almagt, end dette, at vi iblant alle de Ting, som beskues i Ver¬
den, ikke skal finde tvende, der i alle Maader ligne hinanden. Hvad jeg i
sær meener at kunde bevise, er, at de Skabninger, som vi have givet Sted i
den anden og tredie Classe, henhøre til Verdens Fuldkommenhed, og at deres
Lyksalighed er ligesaa stor, som deres, der findes i den første.
De Tings Fuldkommenhed, der ere sammensatte af adskillige Deele, be¬
staaer derudi, at alle Stykker komme overeens, og ligesom giøre et gandske
Væsens Skiønhed og Opperlighed synlig. J den Verden, som vi beboe,
finde vi et stort Selskab af Mennesker, der skal leve med hinanden; Dette
Societæts Velgaaende befordres ikke bedre, end naar det bestaaer af adskilli¬
ge Slags Lemmer; Det er nødvendigt, at mange af disse skille sig fra de andre
ved Viisdom og Lærdom, at de ligesom kand tage den øvrige Deel ved


312
Haanden, og leede den paa fornuftige Veye. Den største Deel af Menne¬
skenes Arbeyde bestaaer meere i Legemets end Siælens Øvelser, og hvor ofte¬
see vi ikke, at Mennesker, hvis Forstand er ringe, blive de beste Redskabe,
der tiene til at understøtte det menneskelige Selskab, En Haandverks-Mand
og en Bonde kand med en middelmaadig Forstand saaledes indrette alle sine
Handeler, at han derved kand befordre saavel sit eget som sine Med-Bor¬
geres Beste.
Alle de Gierninger, der udfordre meere et stærkt Legeme, end en stor
Forstand, blive vel udførte, naar de, som omgaaes med samme, lade Flit¬
tighed og Troeskab i deres Arbeyde blive deres eneste Øyemerke, og skulde
vi da ikke i denne Henseende kunde sige, at mange Mennesker, der hverken
have Lærdom eller Jndsigt, kand tiene til Verdens Fuldkommenhed, En er¬
faren Bygmester kand afridse det prægtigste Pallads, men Udkastningen paa
Papiret vilde lidet hielpe, hvis man ey havde dem ved Haanden, der kunde
sætte Arbeydet i Verk, og bringe Bygningen til sin Fuldkommenhed; den ringe¬
ste Haandlanger giør hertil sin Deel, og hvor ulyksalige vare de ikke alle, hvis
enhver iblant dem besad de samme Videnskaber, som Bygmesteren selv
Kunde de forrette deres nedrige Arbeyde med et fornøyet Sind, naar de fandt
sig i Stand til at paatage sig et vigtigere og større, og hvad er det vel, som
forstyrrer Sindets Rolighed hos mange, uden den Overbeviisning, som de
have om deres Kræfter til at tiene Fædernelandet i vigtige Stykker, da de
neppe kand faae Leylighed til at arbeyde i det mindre,
Naar vi beskue Sagen med halve Øyne synes vi meget at vildfare, naar
vi tillegge den anden og tredie Classes Mennesker en Lyksalighed. Deres
Forstand er svag, deres Kundskab ringe, deres Begierlighed rasende, skul¬
de det da være mueligt, at de i nogen Henseende kunde være lyksalige, og
hvorledes skal vi forestille os deres Lyksalighed, om vi endelig skal lade dem
beholde den, Sagen er klar, vi kand ey antage det anførte for ubedragelige
Grunde, hvoraf skulde flyde rigtige Slutninger; vi vil forestille adskillige Ex¬
empler, der uden Tvivl skal overbevise os om bedre:
Solipsinus lader sig kalde en Stats-Mand, Fødselen og Lykken ha¬
ve sat ham i saadan en Stand, at andre for hans Person maa blotte
deres Hoveder. See vi til hans Egenskaber, da er hans Lærdom liden og
hans Erfarenhed endnu mindre, følgelig giøre vi ham Uret, om vi ansee ham
som den, der er skikket til at fælde ufeylbare Domme i betydelige Sager.
Vi spore en Svaghed i hans Kraft til at dømme, og hans Hierne er ikke
skabt til at giøre sig rigtige Begreber. De Fornuftige finde intet meere hos
ham, end hvad Naturen har givet ham, men hvo vilde være saa daarlig
ey at agte ham for en ligesaa lyksalig Mand, som den allerlærdeste Enhver
Ting, som kommer ham for Øye, anseer han som intet, og han siger sine
Betænkninger i de vigtigste Sager, som en Mand, der aldrig kand seyle,


315.
han indfinder sig i fornemme Selskaber, og han gjør sig til af de utallige
Prøver, som han har aflagt paa sin Viisdom, og hvoraf det gemeene Beste
har høstet tusinde Fordeele. Han veed vel, at Folk i Almindelighed kiende
ham for en Mand, der besidder liden Lærdom, han forglemmer derfor ikke
at berømme sig selv, som den, der anseer det for en Hoved Dyd og roes¬
værdig Fuldkommenhed at have et Hoved, der ey er fyldet og fordærvet ved¬
noget uselt og intet betydende Skole-Tøy. Fornuft og Erfarenhed, siger
han, komme mig meget meere til Hielp, end det lumpene Narrerie, de pe¬
dantiske Videnskaber, som andre giøre saa meget Væsen af, og dog udrette
intet videre, end at alle Sager blive bragte i Forvirring. Skulde et pa¬
triotisk Hierte og en liden Eftertanke ikke være ypperligere end all Lærdom¬
Og skulde en Mand, der er udrustet med dette, ikke kunde giøre Staten u¬
gemeene Tienester, og altsaa med største Ret fortiene den Plads, paa hvil¬
ken man har sat ham, Hvo understaaer sig nu at sige om Solipsino, at
hans Lyksalighed er intet, Er han ikke hiertelig vel tilfreds med sig selv, Og
tiener ikke hans slette Forstand til hans Fuldkommenheds Befordring, just
fordi han ikke kiender sine Mangeler? Hvad vilde han blive, om han kiendte
sig selv. Og maatte hans Sind ikke qvæles af Uroe, hvis han kunde see
sin Afmagt?
Grandiloqvus er en Krigs-Mand, der har henbragt den største Deel
af sin Alder iblant Soldater, han giør sig tyk af sine Helte Bedrifter,
han lader enhver see sine Saar, og intet glæder ham meere, end naar han
kand tale og Jld og Krud, om Blod. Bade og Beleyringer. Han tæn¬
ker, at det bliver ham ikke en liden Ære, at han af Videnskaber forstaaer
intet meere end neppe at skrive sit Navn; Han troer, at ingen Felt-Herre
lever under Solen, der jo kiender ham som den berømmeligste og meest er¬
farne Krigs-Mand; Efter hans egne Ord, har hans Konge aflagt til ham
den største Taksigelse, i Betragtning af de mange Feldt-Slage, der ere
vundne, de mange Stæder, der ere erobrede ved hans fornuftige Raad og
kloge Opførsel. Hannibal var i hans Tanker ikkun at ansee som en stakkels
Volontaire, en usel Lærling, der behøvede at gaae i Skole hos ham, hvis
han i Krigs-Konsten vilde avancere for Alvor; Han har vel hørt noget ta¬
le om Julius Cæsar, men han kand ikke indbilde sig, at denne Romer har
besiddet nogen af de Qvaliteter, der egentlig giøre en General. Han for¬
anstalter alle Ting i Krigs-Hæren efter sit eget Hoved, og, naar et Neder¬
lag skeer, veed han strax at give Aarsagen, og anføre de Feyl, som man
har begaaet. Belgrad skulde aldrig være falden i Tyrkernes Hænder, der¬
som han havde været tilstæde, og hvis han havde Haand i de udenlandske
Affaires, skulde Sagerne faae en anden Skikkelse. J sine egne Øyne er
han den umisteligste Mand i Verden, og, naar hans Hoved engang falder
af, vil Sibbyllæ Spaadom upaatvivlelig blive opfyldt, og den Ottomani¬


314
ske Port udbrede sin Regiering over heele Verden. Naar han taler om sig
selv, har Verden endnu ikke eyet en fortreffeligere Helt; men de Fornuftige
sige: Grandiloquus er en Spradebasse. Enten dette nu har sig saa eller
saa, maa enhver dog tilstaae, at Manden er lyksalig; Hvor elendige vilde
ikke hans Omstændigheder blive, hvis han kunde kiende sig selv, og med
hvad Kummer vilde han ikke fremdrage sit Liv, hvis han vidste, at enhver,
som kiender ham, anseer ham med Foragt, Nu lever han i Herlighed, og,
naar vi vil tale oprigtig, maa vi bekiende, at han har sin Dumhed og Van¬
kundighed at takke for sin fornøyede Tilstand.
Hr. Postillus er en Præst, der nu i 28 Aar har betrædet Prædike¬
Stolen, i sine egne Øyne skinner han som det allerklareste Kirke-Lys, og
irrende Stierne. Vi kand ansee hans Egenskaber som et Arve-Gods, thi
han vilde ansee den som en vildfarende Dommer, der vilde kalde ham selv en
han besidder intet meere af de Qvalitæter, som bør findes hos en Meenig¬
heds Lærer, end en god Mund, og efter sin Fader har han faaet tre Aar¬
gange; dog ney, hans Bibliothek er ikke saa lidet, og erindrer jeg ret, eyer
han endnu den Bog, som han havde gjemt i Hukommelsen, da han skulde
udstaae sin Prøve. Finder han nogen saa forvoven, der vil disputere ham
sin Lærdom, qvæler han deres Veyr ved at beraabe sig paa sin Caracteer,
og ved at kaste dem sine Attestata i Næsen. En Mand, som Postillus
skulde han behøve at lære af andre, og den, der kand prædike, naar han
skal, skulde han trænge til at hente Underviisning af andres Munde, hvorle¬
des han bør forestaae sit Embede til almindelig Opbyggelse. En Tillotson,
en Saurin, en Reinbeck, en Mosheim ere i ingen Henseende at ligne ved
Postillus; han foragter dem som Folk, der have ingen Gaver til at overbe¬
viise; han agter det u-nødvendigt at uleylige sig med gamle eller nye Skri¬
benteres Læsning; han finder for godt at træde i sine Forfædres Fodspor,
og at drage sin Viisdom tillige med dem af een Kilde. Han agter sit eget
Arbeyde langt ypperligere end de braveste Mænds, og han bejamrer Tilder¬
nes Daarlighed, der anhøre andres Taler med Forundring, i hvilke han
intet kand finde, der fortiener Høy-agtelse. En gammel Postill smager ham
langt bedre, og, naar han seer faa, der laane ham deres Øren, fælder
han Taare over den almindelige Lunkenhed og Menneskenes forvendte Væ¬
sen. Saa ofte han indtræder i et nyt Aar af sit Embede, giør han sig til
af de herlige Frugter, som han i Meenigheden har bragt til Veye; det Van¬
kundigheds Mørke, han har bortdrevet, de Anstalter, han har stiftet, mee¬
ner han at forbinde sig til at oprette en Tavle, som et stedsevarende Monu¬
ment, der for Efterkommerne skal bære Vidne om den ypperligste
Meenighedens Pille. Naar han nedstiger af Prædike-Stolen, bilder han
sig ind at have gjort Vunder, og han vil see paa den, der med større Vel¬
talenhed kand oplade sin Mund. J saa lang en Tid har han i intet Styk¬


315.
ke forbedret sin Lære-Maade, thi han tænker, at han gaaer frem paa den
herligste Vey, og han spørger enhver, om de have hørt hans lige? San¬
delig Hr. Postillus er i all sin Vankundighed lyksalig, og endskiønt han vil
tage Afskeed fra Verden, førend han endnu har lærdt, hvad det er at præ¬
dike, saa siger jeg dog, at han lever fornøyet. Fordi han ikke kand indsee
sit Embedes Byrder, bekymrer han sig ikke heller om at bære dem, og,
naar han hører sine Brødre at tale om Præste-Standens Besværligheder,
fornøyer han sig i sit Hierte, at han finder alle Ting lette. Nidkierhed bil¬
der han sig ind at bestaae i en høy Røst og mange Grimacer, og naar han
tre gange har vidsket Sveeden af sin Pande, meener han sin Jver at være
ubeskrivelig. Alle Høfligheder og Æres Beviisninger anseer han med
samme Øyne som sit Offer, hvidende begge for en Skat, som hans Til¬
hørere bør give, og hans Tilstand vilde visselig blive jammerlig, hvis
han kiendte sig selv bedre, og havde rigtigere Begreber om sit Embe¬
des Puncter.
De Grændser, som jeg har foresat mig, tillade mig ikke, med fleere
Exempler at bevise Rigtigheden i mine Tanker; de trende, som jeg har an¬
fort, meener jeg ogsaa at være nok, og, naar Lyksalighed bestaaer i at være
vel tilfreds med sig selv, troer jeg, at de, som ansee en Sag med rette¬
Øyne, skal ikke kunde nægte, at Vankundighed kand befordre den samme.
Et Menneske, hvis heele Forstand bestaaer i at sætte sit Legeme i nogle ala¬
modiske Posturer, skulde ikke, hvis han kiendte sig selv, finde Fornøyelse i
det, som af andre bliver beleet. En taabelig Skolemester skulde ikke ind¬
bilde sig, at all Verdens Viisdom laae begraven i hans Pande, og at
Videnskaber vilde ved hans Død tage en ubodelig Skade, hvis han ikke
havde for høye Tanker om sig selv, eller rettere, hvis han kunde see, at
han endnu vidste aldeles intet.
Manges Liv skulde blive ledsaget med utallige Bekymringer, og mange
skulde med liden Glæde forrette deres Arbeyde, dersom de ikke fornøyede sig
med søde Drømme, og holdt sig for saadanne, der i Verden havde meget
at betyde. Jeg nægter aldrig, at et Menneskes Vankundighed i sin egen
Sag ofte bliver en Aarsag til mange skadelige Følger, jeg tilstaaer, at man¬
ge Ting skulde gaae for sig med bedre Lykke, hvis alle vilde undersøge deres
Kræfter, og ey underkaste sig de Byrder, som de alt for sildig maa er¬
kiende at behøve stærkere Skuldre; men jeg kand dog aldrig tilstaae, at
den Vankundiges Lyksalighed derved kand blive til intet. Det er sandt,
han bygger sine Casteller i Luften, og Bygningen bliver som Grunden, in¬
tet uden Vind, men saa længe ingen kand forbyde ham at ansee det for no¬
get virkeligt, som andre agte for intet, saa længe kand ikke heller nogen
omstøde hans Lyksalighed. J Betragtning af dette ønskede jeg gierne, at
man vilde holde tilbage med sin Forundring, naar man lager Hænderne


316
sammen over visse Menneskers fornøyede Tilstand. Man undrer sig meget,
hvorledes den eller den kand leve saa roeligt man fatter ikke Grunden til hans
fornøyede Sind, da man finder ham i saadanne Omstændigheder, som an¬
dre agte for de vanskeligste; men man erindrer sig ikke, at alle ansee ikke en
Sag med lige Øyne, hvad en fornuftig Mand holder for en tung Steen,
det agter Daaren for en Feder, og hvad en gammel Forstandig drister sig
ikke til at forestaae, er i et Barns Øyne af ingen Betydenhed.
Dette maa jeg endnu erindre, at omendskiønt den, der er fremmed
for sig selv, kand ved denne sin Vankundighed gjøre sig selv lyksalig, saa
bliver derimod den, der kiender sine Kræfter, og fæster sit Øye paa de
Ting, der blive ham betroedte, en nyttigere Borger end den første. Jo¬
fleere Bekymringer der møde ham, jo fleere Besværligheder han forefinder,
jo større bliver hans Omhue, og jo tienligere hans Huusholdning. Som
han har Hierte til at opfylde en Borgeres Pligter, saa opofrer han gjerne
sine egne Fornøyelser, for at tiene sit Fæderneland, og vegrer sig ikke ved
at plages af Sorger, naar det almindelige Væsen derved kand have
Fordeele.
Tiden er nu for Haanden, da jeg efter mit Løfte burde give mine Læ¬
sere nogle Betænkninger over min philosophiske Spectator, og jeg tilstaaer,
at de ikke beqvemmere kunde følge med nogen af mine Betragtninger, end
denne. Jeg har overlagt Sagen paa alle Kanter, og naar jeg har kastet
et Øye i de philosophiske Blade, har jeg frygtet, at Critiqverne over
Journalen vilde blive de samme som over dens Anledning. Naar jeg paa
den anden Side har betragtet Læsernes adskillige Jndsigt, og overveyet de
Poster, som her og der findes hos Philosophen, angaaende saavel min Per¬
son, som mit Arbeyde, har jeg fundet fornøden allerne eengang at meddee¬
le et par Ord, og i det øvrige lade Manden raade sig selv. Mine Læsere
kand altsaa med næstfølgende Ark vente sig nogle faa Reflexioner, dog
ikke af det Slags, der efter den philosophiske Spaadom
vil falde ud til Tilskuernes Verste.


317.
No. 34.
Udgivet den 31 Decemb. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Nunqvar satisdicitur, qvod nunqvam satis discitur.
D¬
e verdslige Viise give os iblant andre disse Lærdomme, at af Skabe¬
rens første Indretning hænge alle de Ting og Hendelser, som vi dag¬
lig kand spore, sær i Naturens Rige. De ligne vor Verden ved en Machi¬
ne, der er samlet af adskillige Deele, og ved et Seyer-Verk, der maa ha¬
ve den eller den Bevægelse, give den eller den Tiid tilkiende, fordi det saale¬
des er indrettet. Jeg veed ikke, om jeg uden Kietterie kand hentyde denne
Lærdom paa Mennesket, og jeg bedrager mig maaskee ikke, om jeg siger, at
de fornuftige Skabninger have foruden de Love, som ere dem givne, saa
vidt de ere fornuftige, ogsaa saadanne, som de have tilfælles med Dyrene,
at de rette sig efter deres Sandser, ja vel og som de andre Ting, der mangle
det saa kaldede naturlige Liv, at de følge visse Bevægelses Love, efter den
Drift og de Jndflydelser, som de Ting, der ere uden for dem, have i de¬
res Legemer.
Man forkaster mange Meeninger, fordi man ikke seer deres Grunde,
og man har iblant andet vildet nægte, at de himmelske Legemer have ingen
Jndflydelse i de Jordiske. Man skulde ikke kalde dette i Tvivl, hvis man
vilde have alle Omstændigheder for Øyet, og man skulde mueligt kiende Sand¬
heden i mange Poster, hvis man ret vilde agte paa Tiderne. Physici af en
vis Sect have mærket, at Maanen og de andre Planeter gjøre meget til
Planternes Vext og Misvext, siden disses Bevægelse hænger af hines onde
eller gode Jndflydelse; Jeg har mærket, at Menneskene i vor Verden paa
een Tiid om Aaret meere end en anden have bøyede Legemer, hurtige Beene¬
geskæftige Hænder, veltalende Munde, og jeg finder hertil ingen anden Aar¬
sag, end de Virkninger, som denne Tiid har i deres Legenier meer end anden.
Man eftersee alle Aarets Tider, og man skal finde, at Mennesker i
de saa kaldede polerede Stæder ere ikke i større Allarm end i Aarets første
Maaned og Maanedens første Dage. Med det begyndende Nye-Aar fin¬
der man sig forbunden at aflegge nye Prøver paa sin Underdanighed, sin Ær¬
bødighed, sin ubeskrivelige Kierlighed. Porterne storme til deres Velynde¬
res Porte, og for at blive aflagde med en solide Nye-Aars-Gave, overgive
de hundrede Beviser paa deres Ydmyghed, og give deres Papirer Geleyde af
tusinde Lykønskninger, der moxen hos de fleeste kand ansees som poetiske
Jndfald, og have ikke Sted uden paa de overleverede Blade. Clienterne


318.
indfinde sig med deres Gratulationer, og anvende all deres Veltalenhed,
alleeneste for at fornye deres Patroners Bevaagenhed, der til største Deel
bestaaer alleeneste i gode Miner og skinnende Løfter; Medeet Ord, den stør¬
ste Deel af Stædernes Jndbyggere er i fuld Bevægelse, og man kand sige
med Vished, at efter Modens Regler ere de første Dage i Aaret de for¬
nemste Tiider, der ere beskikkede til et fuldkommen Skue=Spill. Jeg erin¬
drer ikke, enten jeg har læst eller hørt, at en engang skal have givet en an¬
den det besynderlige Spørsmaal: Paa hvad Tiid om Aaret ere Menneske¬
ne meest uhøflige, og skal have faaet det Svar, Paa den Tiid, da de ere
meest høflige, det er, ved Nye=Aars Tiider; thi da beviser den største Deel
Sandheden i disse Ord: Alle Mennesker ere Løgnere; Complimenta com¬
pleta sunt Mendacia, de fleeste Bøyelser og Æres Beviisninger ere intet u¬
den Hyklerier, nogle skee allene efter Moden, andre af egen Jnteresse, saa
af en virkelig Høy-agtelse.
Sagen i sig selv maa være som den vil, saa seer jeg ikke, at jeg i den¬
ne Punct frem for andre bør vise mig en Singularist; det er dog noget eget
at forlade de alfare Veye, og hvorfor skulde ikke jeg saa vel som andre give
tilkiende, at jeg forstaaer at leve, Nogle har jeg vel hørt at sige, at jeg ved
mit ugentlige Arbeyde har allerede forskaffet mig et stor Antall af Fiender;
jeg bliver derimod af den Tanke, at Sandheden i mine Betragtninger har
givet mig Venner, og hvad kand befale mig at troe anderledes, Skulde
det være mueligt, at et Menneske, der seer sine Feyl, ikke skulde takke den,
der har vildet vise dem, Eller bør man have saa slette Tanker om dem, der
med en sund Fornuft burde besidde Christendom, at de skulde finde For¬
nøyelse i at blive liggende i de Laster, af hvilke en redelig Mand vil ophiel¬
pe dem, Jeg farer derfor ikke vild, om jeg siger, at alle de vanslegtede
Brødre, hvis Laster jeg i mine hidindtil udkomne Blade har søgt at bestor¬
me, ere blevne mine Venner af Hiertet, og jeg har det Haab, at de, som
jeg herefter maatte finde for godt at sætte til rette, vil blive ligesaa lidet for¬
tørnede, naar de see sig selv afmalede, som de have stødt sig over, naar de
har fundet Fornøyelse i at betragte andres Laster at være blevne gjorte lat¬
terlige. Den første Hob har da i Særdeleshed gjort mig sig forbunden, og
maatte jeg ikke blive anseet for et Menneske af det grove og uskiønsomme
Slags, hvis jeg vilde holde mine Lykønskninger med det Nye=Aar tilbage,
Vel anstændigheds Love befale mig derfor at infinde mig hos enhver, men
da denne Marche vilde maaskee blive noget vidtløftig og besværlig for mine
Beene, der ikke ere vandte til at skrabe Sandet af Manges Gulve, vil jeg o¬
verdrage Compliment-Sagen til mine Papirer, og lade dem være Omlø¬
bere med de Ønsker, som jeg finder fornødne at meddeele. Hvad jeg forud


319.
vil erindre, er dette, at man undskylder mig, om jeg just ikke holder mig den
fastsatte Rang efterretlig. De Store og Fornemme kand vel ved udvortes
Omstændigheder være ophøyede over andre, men naar de ikke ere saa hof¬
modige, at de jo give mange Laster Herberg, fornedre de sig ofte under de
Allerringeste; Jeg følger den Orden, som jeg har sat i mine Blade, og,
naar jeg har gjort min Opvartning hos de Borgere, hvis Laster jeg til Dato
har stræbt at udrødde, meener jeg at have viist min Skyldighed imod de tre
Deele af Danmarks Indbyggere.
Nogle af de Mennesker, som jeg i Fortalen til mit Arbeyde forud
spaaede at vilde blive mine Fiender, have ogsaa ved adskillige Leyligheder viist,
at min Spaadom ikke har feylet; Jeg erklærede reent, hvad Nytte jeg meen¬
te at kunde flyde af det philosophiske Morale, jeg satte de Grændser, over
hvilke det ikke maa stige, jeg lovede ey at gjøre de theologiske Moralister
Jndpas i deres Embede; men alle disse Erindringer have hidindtil været
forgiæves; det Navn, som jeg har givet mit Skrift, er alt nok til at for¬
dømme det, og en Mand, der vil arbeyde paa det borgerlige Væsens ud¬
tiene at bandsættes. Jeg betaler disse Misfornøyede med deres egen
vortes Forbedring, har ikke nødig at forsee sig meere, naar han skal for¬
Mynt; de vil ikke lade mine Erindringer tiene til mit Arbeydes Forsvar, og
jeg anseer ikke deres Declamationer at være grundede; Deres Raaben i¬
mod mine Papirer kand vel røre mine Øren, men ikke mit Gemytte, og,
naar de kalde mit Arbeyde Hednisk, kalder jeg deres Critiqve u-kierlig og u¬
christelig. De kunde behøve et klarere Syn, et kierligere Hierte, et reene¬
re Blod, en bedre Studere Maade, en nyttigere Materie; jeg vil ønske
dem alt dette; thi saa ønsker jeg mig selv Fred.
Fædernelandet kunde vel være tjent med retskafne Patrioter, men
hvo ere disse? Jeg har forløbet mig i at beskrive de samme, og jeg vil ikke
raade nogen at træde i de Fodspor, som jeg selv haver anviist; De urimelig¬
ste Veye fore snarest til Maalet, og blev ikke den en Fiende af manges Lyk¬
salighed, der vilde raade dem til at vandre paa andre, Lader eder ikke for¬
styrre i eders Roe og eders Konstgreb, J egennyttige Borgere; giver Sa¬
gerne de deyligste Farver, at J selv med desto større Fordeel kand høste;
Lader den største Hob spæe til eders Bøsse, og viser for Verden, at J for¬
staae at kiøre, saa længe J har Svøben. Med det Nye=Aar kunde jeg
vel ønske eder en liden Portion af Kierlighed til det almindelige Beste, et re¬
deligere Hierte imod det Land, hvor J nyde godt, men jeg frygter, at, om¬
J skulde blive sindede saaledes at forandre Huusholdningen, vilde J ved
Aarets Udgang, naar J skulde clausulere og revidere eders Regnskaber,


320
finde en temmelig Rabat. J handle derfor fornuftigst, om J blive paa
de gamle Veye, og i Hierterne lee af dem, der ikke vil kalde eders Op¬
rigtighed i Tvivl.
Glæder eder, J fugtige Bacchi Tilbedere, at J nu have et heel Aar
for eder, da J kand slukke den vedvarende Tørst. Det lader ilde, i sin
Religion at vise sig som en Veyer-Hane, og hvor vilde ikke eders forrige
Medbrødre drive Spot med eder selv, hvis en Forandring skulde skee med
eder i det nye Aar, J u-menneskelige Mennesker, der leve allene for at
æde, bliver ikke u-barmhiertige imod eders egne Legemer, og lader ikke
eders Sundhed og Liv ligge eder saa om Hiertet, at J for deres Skyld
skulde nægte eders Gane sine sædvanlige Rettigheder. Jeg ønsker eder med
Drankere, eders Brødre, en stedsevarende Tørst og Hunger; thi jeg veed,
at J ønske eder ikke selv bedre; Naturen kunde ikke beviise eder en større
Velgierning, end om den vilde lade eders Mave beholde en idelig Vext,
og, naar J efter den philosophiske Tilskueres Sigende, kand æde meere end
J kand taale, og dog beholde en Beqvemhed til at forrette eders Siæls¬
Gierninger, seer jeg ikke, at J forsee eder, om eders Leve Maade stedse
bliver den samme, i det ringeste handler J ikke imod hans Principia, der i
denne Post ere heel solide og fornuftige.
Jeg igienkalder de Regler, som jeg har fordristet mig at give Forældre,
i Henseende til deres Børns Opdragelse, jeg har siden merket, at en Op¬
tugtelse, der skal være efter Moden, vil ikke vel gaae for sig, om den skal
indrettes efter min Plan. Blev Børnenes Opdragelse fornuftig, vilde de¬
res Lykke blive tynd; Og, naar Forældrene skulde vise, at de havde bragt
Mennesker til Verden, vilde en stor Deel af deres Fornøyelser blive til in¬
tet. Jeg ønsker dem derfor all den Færdighed, som de ønske sig selv, til
at giøre deres Børn til Pikelheringer, og hvis de ey havde taget deres Op¬
dragelse paa en bedre Fod, end jeg har anviist, kunde de i disse Dage ikke
glæde sig ved at see deres Børns vel indrettede og afpassede Complimenter.
Min philosophiske Spectator taler om denne Sag langt grundigere end jeg,
og naar Forældrene i sær beflitte sig paa at lære deres Børn Logiquen, saa
snart de kand tale, kand de i deres tiende Aar være ligesaa store Philosophi,
som Philosophen selv; i Særdeleshed vilde Forældre naae deres Øyemerke,
hvis de kunde følge Mandens Raad, og forbedre deres Børns Fornuft¬
sluttende Kraf, de den Kraft, som slutter og fængsler Fornuften; thi en
Education, der da ikke blev foretagen efter de Love, som Viisdom og det
almindelige Beste (tvende nu ubrugelige og intet betydende Navne) foreskrive,
vilde da best gaae for sig, og vise sig i tusinde herlige Frugter.


321.
Et misundeligt Menneske er snart som en Fanaticus, i det ringeste
have de ofte begge deres Sygdomme paa een Maade af een Kilde; ligesom
man derfor siger, at en Fanaticus cureres ikke ved Ord men Urter, saa vil
jeg ogsaa henviise mange Misundelige til et godt Apothek, og recommende¬
rer dem Piller, der ere tienlige imod Hypcondrie; thi naar denne Sygdom
bliver udjaget af Legemet, vil Misundelsen og andre dens Følger af sig selv
blive til intet. Saadanne Mennesker ønsker jeg da en god Restitution, at
de ikke skal fortære sig selv over andres Lykke, eller fælde umilde og haarde
Domme over dem, som de maaskee aldrig have seet.
Naar jeg nærmer mig til Modens Tempel, beskuer jeg med Ærbø¬
dighed hendes smilende Ansigt, og afbeder min Forseelse, at jeg saa dristig
har angrebet hendes Tilbedere, der allevegne finde saa mange berømmelige
Forsvarere; dette erindrer mig ogsaa, at jeg ey skal falde i Forundring,
om jeg seer ingen Non-Conformister i de Danske Egne. J denne Post
meener jeg da at være forligt med mine Brødre, og jeg vil, for at aflegge
Prøve paa min Orthodoxie, ønske, at i det begyndte Aar maatte indfalde
ligesaa mange Forandringer i Moden, som der ere Dage i Aaret; thi paa
den Maade meener jeg, at Dyrkelsen ret kunde gaae for sig med Lykke.
At ønske Danske Jndbyggere en Væmmelse til fremmede Sager,
saa længe de ey kand have de fornødne Ting inden deres egne Grændser,
holder jeg urimeligt. Ønsket var lidet meere fornuftigt, skiønt tillige meere
dristigt, om det allene gik ud paa de Forhindringers Opdagelse, der hol¬
de Nytten af de giorte Anstalter tilbage. Mange Hemmeligheder, saavel
Ondskabs som andre, forefalde ikke mindre i politiske end andre Affaires, og,
naar man ey kand, eller rettere, ey maa see en Tings Sammenhæng,
bliver det ikke mueligt at arbeyde paa dens Fremgang.
Alle Raisonne¬
mens, alle Slutninger, alle Forslage ere forgiæves, saa længe Hoved¬
Aarsagen til det Onde skal være skiult; kunde jeg tiene mit Fæderneland ved
at forbande all egen Jnteresse, der legger Steene i Veyen for de nyttigste
Sager, skulde jeg gierne dertil vise mig villig.
Hvis vi havde Tallet af de i dette Aar ved Ægteskab foreenede
Mennesker for Øyne, skulde vi erfare en anseelig Summa, kunde giort
blive gjort, vilde jeg ønske, at den største Deel af disse Ægteskaber ikke
maatte være af det u-naturlige og u-rimelige Slags. De gamle Brødre,
der have sluttet Contract med unge Skiønheder, de bedagede Qvinder, der
have giftet sig med unge Mænd, kand alle behøve Taalmodighed til at bæ¬
re hver sin Skjebne, jeg ønsker dem derfor den samme, hvorvel jeg kunde


32.
have Aarsag at tilbede dem noget andet; thi, naar en gammel Nar forel¬
sker sig i et kiønt Ansigt eller en god Medgift, synes han at fortiene de
Mærker, som hans Hustrue maaskee vil give ham; og, naar en gammel
Enke giver en ung Beyler sit Ja-Ord, ynker jeg hende ikke, om hun i
Tiden skulde blive et Skiul.
Pedanters anseelige Hob, der som andet Onde, er i Overflødighed
at finde, kunde vel ogsaa fortiene et Ønske, hvis jeg ikkun vidste, hvad
man torde byde dem; De ere trængende til Fornuft, men de vide det ikke;
de kunde behøve Lærdom; men de agte sig for de Lærdeste; de kunde have
behov at gaae i Skole paa nye; men de ansee sig selv, som de, der allene
meritere at bære Riis og Færle, som ærværdige Scholarcher, de kunde for¬
tiene at drives ud af Verden; men de holde sig selv for dens værdigste Jnd¬
byggere, altsaa ere disse Creature de allervanskeligste at komme til rette med,
og at vilde ønske dem en Forandring til det bedre, er at forstyrre deres
Lyksalighed, der er en Følge af deres Vankundighed. Jeg vil derfor gaae
den tryggeste Vey, lade Pedanten blive det han er, og, skal jeg ønske ham
noget, bliver det intet uden dette, at han maa blive hvad han er; thi saa
bliver han ikke Fædernelandet til Skade, med mindre han allerede skulde
være sat paa en Post, eller have en Plads i Vente.
De Mennesker, der ere nedsiunkne i Ladhed, og fremdrage Livet som
i en stedsevarende Søvn, finde vel saa store Sødheder i de magelige Da¬
ge, at et Ønske til deres Omstændigheders Forandring vilde smage dem
lidet. De behøve stærke Been til at bære saa gode Dage, dem ønsker jeg
dem ogsaa; Ladheds u-adskillelige Sviter, Fattigdom og et forraadnet Le¬
geme, vil jeg ikke ønske dem; thi de komme af sig selv, og de, som kand
forekomme det første, undgaae dog neppe det sidste; det er uden Tvivl
derfor, vi daglig kand beskue de riige Dagdrivere, der have ingen Forret¬
ninger uden at fylde Legemet og bortsove Timerne, at lade sig slæbe af frem¬
mede Lemmer. Verden kand i visse Henseender være tjent med saadanne
Byrder; thi deres Ørkesløshed giver andre Leylighed saavel at befordre
deres eget som andres Beste.
Forundrer eder ikke, J fattige Brødre, der et Aar efter et andet
løbe forgiæves Storm til de uovervindelige Fæstninger, om J i dette
Aar befinde eder i eders forrige Tilstand. Jeg fordrager ikke eders Grun¬
de, og hvo har lært eder, at, saa vidt J ere fattige, kand J have Meri¬
ter, Tænker ikke, at jeg skulde ønske eder Lykke til at fuldføre de Casteller,
som J bygge i Luften; jeg ønsker allene, at J maatte kiende eder selv, og


323
blive overbeviste om eders Fattigdom, og denne Kundskab vilde blive den
kraftigste Lægedom imod de Raserier og phantastiske Griller, der foruroe¬
lige eders Hierner. Jntet foraarsager eders Ulykke, uden eders Lettroen¬
hed og forfængelige Haab, kand J da ved Tidernes Erfarenhed ikke blive
kloge, og kand J ikke af deres Exempler, der ere blevne fattige ved at be¬
rige Skomagere, lære, at Verden er nu meere polered, end i de forrige
Dage, og at Fordeele give en god Lugt, de maa komme hvorfra de vil,
Tager derfor eders Øverstes Reglement til Hierte, og den Tiid, som J
anvende forgiæves paa at gjøre eder trætte og hungrige, blev anlagt med
større Nytte, hvis J enten øvede eder i Taalmodighed, eller i saadant Ar¬
beyde, der allene bør forrettes af Fattige. Eders egentlige Øyemerke
opnaaes aldrig, med mindre eders Velyndere maatte faae Øyne og Ørne;
og, skulde de være trængende til disse Lemmer, ønsker jeg, at de i Aar¬
maatte faae dem, og stedse beholde dem.
Scenen er forandret, og Hyklere spille nu ikke deres Role med synder¬
lig Fordeel (jeg taler om smaa Hyklere) Miiner og tvungne Grimacer vil nu ikke
forslaae, og da man for seylede i Vest, maa man nu gaae i Ost; de som
forstaae Compasset og Magnetens Kraft, komme lykkelig i Havnen, dog ik¬
ke uden en Slags Skibbrud. Jeg for min Deel misunder ingen sin Lykke;
jeg ønsker meget meere saavel Hyklere som Plump-Skyttere alle de Fordeele,
som de selv ønske sig. Den herskende Troe pleyer at være den rigtigste, og
hvis saa er, maa man ansee det som et stort Kietterie at tale om noget,
der kand være Verden til en sand Nytte. Fordærvelsen har ogsaa gjort
det, at man snarere skulde agte den for en Rebeller og utaalelig Lem i et
Selskab, der vilde kige de onde Huusholdere ind i Kortet, og vise en Vey
til en ønskelig Forandring, end den, der lod all sin Aarvaagenhed for sine
Medborgeres Beste bestaae i at berige sig selv.
Jeg har endnu fleere Venner, som jeg ved Aarets Jndgang burde
ønske Lykke; men da Papiret forbyder mig en alt for stor Vidtløftighed
vil jeg allene holde mig til nogle af de Fornemste. De trette kiere Bor¬
gere vil jeg ønske et fredsommeligt Hierte, og en Mand, som maatte have
den retfærdigste Sag, forseer sig skammelig, om han driver den for høyt,
Naar Tals-Mændene ere interesserede med Dommerne, naar den For¬
urettede bliver tilholden at holde sine Forsvars Ord tilbage, naar den Per¬
son er for hellig at nævne, der har skilt en anden ved sin Ret, maatte man
jo først lide Skade paa Fornuften, førend man drev sin Sag til det
yderste.


324
De Feyl, som jeg har fundet hos mange iblant de Geistlige, høre
og underkastet dem i mine Blade adskillige Critiqver; jeg tilstaaer, at jeg
ikke har været medlidende; men jeg ønskede, aldrig at have havt Aarsag til
at sætte dem til Rette. Vankundighed, Pedanterie, Ladhed, Gierrighed
ere saadanne Laster, der spores hos mange af den hellige Orden. Visselig
falder en Last snarere i Øyet, naar den sees hos saadanne Personer end
andre, og vi tale Sandhed, naar vi sige, at den stifter meget Ondt.
cempel er som Meenighedens Lov, ligesom hans Mund er
Præstens C.
Bondens Bibel, hvor var det ikke da at ønske; at ingen Lemmer af den
Geistlige Classe maatte vige fra deres Ordens Regler, og, hvis det kand være
til Nytte, vil jeg ønske alle de vanslegtede Lærere alt, hvad de endnu
maatte mangle af Færdighed til at opfylde deres Embedes Parter saavel
med Lærdom som Levnet. Jeg kand lidet finde mig i de Astrologiske Prin¬
cipia; men jeg kand dog af Aspecterne slutte, at de øvrige Lemmer, som kun¬
de fortiene et Ønske, ikke kand være tiente dermed, saaledes maatte Arbey¬
det blive forgiæves, om jeg vilde tilbede de Fattige Landets Børn en Foran¬
dring i deres Tilstand, og ønske, at de Riges Midler ikke maatte passere for¬
Dyder og Fortienester. J Sandhed jeg finder allerstørste billighed i de Fat¬
tiges skiønt dueliges Udelukkelse fra Fortienesters Belønninger; Vi finde in¬
gen Love i Verden, der befale, at Vahrene skal tilslaaes den, som ikke er i
Stand til at byde, og vi undre os ikke om Lykken, som hin Romerske Key¬
ser, kaster de sovende Kiøbmænd Krammen i Skiødet, sætte de sig i en
Gield, den de aldrig kand betale, saa have de en Borgen, der endelig maa
staae til Ansvar.
Saa agter jeg det og forgiæves at ønske de bestraffede Procuratorer et
redeligere Væsen; de vilde takke mig lidet om jeg vilde tilbede dem det, for¬
hvilket de selv frygte, og ingen større Ulykke kunde vederfares dem, end om
Samvittigheden eengang vilde vaagne. De vilde derfor blive mig forbundne,
om jeg vilde ønske dem den nagende Orms stedsevarende Søvn, og vilde et hvert
Menneske, ligesom de selv, forbande Religion og Christendom, blev det den
en desto lettere Sag at tilkiøbe sig Vidner, eller forføre de samme til at svær¬
ge imod Sandhed; i all deres Ulykke vare de dog lyksalige, hvis den sidste J¬
rettesættelse ikke skulde giøre dem deres Dom forskrækkelig og deres Mulct u¬
taalelig. Hermed slutter jeg mit Ark, og overleverer mine Læsere de
faa Reflexioner, som Tiden har tilladt mig efter Løfte
at giøre over den philosophiske
Spectator.


325
No. 35.
Udgivet den 8 Januar. 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Ommes una manet nox
Et calcanda semel via lethi.
Dant alios furiæ torvo Spectacula Marti,
Exitio est avidis mare nautis.
J¬
eg har i disse Dage ofte været sindet, ikke i denne Uge at uleilige mi¬
ne Brødre med en Betragtning. De store Bevægelser og det almin¬
delige Oprør, i hvilke jeg har erfaret de fleeste Familier at være, har
givet mig den Tanke, at de Blade, som jeg i disse Tider vilde sende for Lyset,
maatte maaskee ikkun finde faa Læsere, siden Ting af større Betydenhed saaledes
efter Sædvane vilde indskrænke Timerne, at ingen efter Formodning kunde bli¬
ve til overs, i hvilke de fornemme Borgere kunde tænke paa sig selv; Gaderne,
der alle ere fyldte med Vogne, bevise noksom, at de fleeste ikke ere hiemme, og
at vilde giøre Forhindringer i Sager, der ere af største Nødvendighed, at vilde
begiere af Mennesker paa nærværende Tider, at de først skulde stræbe at befor¬
dre deres egen Lyksalighed, førend de med Munden vilde ønske andre et lyksaligt
Aar, er ligesaa formasteligt og daarligt, som at vilde bede den Afsindige at holde
sig inden Fornuftens Skranker.
Disse og andre lige vigtige Aarsager have sat mig i Tvivl, enten jeg skulde
meddeele et Stykke eller ikke. Efter en lang Overleggelse har jeg endelig ikke
fundet for godt, at standse mine Betragtninger i deres sædvanlige Lob. Jeg har
eftertænkt, at man ey efter billigheds Regler bør skiere alle over een Kam; jeg
har sluttet, at endeel af mine Læsere dog maaskee kunde findes i deres Huuse,
og faae Leylighed til at kaste et Øye i mine Blade, jeg har sluttet, at de, som ik¬
ke offentlig udøse deres Lykønskninger over Fæderne Landets fornemste Lemmer,
hvor vel de mueligt med større Oprigtighed udbede Himlens Velsignelser over
Landet i deres Hierter, end mange af Ceremonie-Slaverne, der bruge allene de¬
res Munde, vilde blive fortørnede, om jeg ikke opfyldte mit Løfte, og ey ugent¬
lig gav dem noget at læse; jeg har ogsaa eftertænkt, at de øvrige af de fornem¬
me Classer, og i sær de iblandt disse, der maatte finde Smag i noget, som er
nyt, vilde maaskee give sig Tid til at igiennemløbe ved deres Thee-Bord mit Ark,


316.
naar de ved første Øyekast kunde merke, at Sande-Manden med det Nye Aar
havde noget Nyt at foredrage. Disse ikke ugrundede Slutninger have gjort det,
at jeg endog i denne forvirrede Uge lader mig see, og, da jeg har betragtet Menne¬
skene i Hobetal at indfinde sig hos andre, for at aflegge deres Lykønskninger,
havde jeg i disse Blade foretaget mig at vise, hvad mange tænke i deres Hierter,
og hvad deres rasende Lyster skulde befale dem at ønske sig selv, hvis de ikke for¬
ud kunde see, at Ønsket vilde blive forgieves, ligesom dets Opfyldelse vilde sætte
Verden i en mageløs Forvirring.
Men, da jeg havde taget mine Brødre paa en alt for haard Fod, da jeg
havde besluttet at vise, at mange ønske, at all Guds Dyrkelse og Religion
maatte gaae over styr, paa det de uden Hinder kunde opfylde deres Lyster, og
med Jver tiene de Guder, som de selv udvælge sig, saae jeg strax, at de Bla¬
de, der skulde indslutte saa velgrundede Sandheder, vilde blive ledsagede med
et almindeligt Had og de fortrædeligste Følger; imidlertid overgav jeg dog mine
Tanker til andres Eftersyn; men de bleve agtede alt for høye, og man holdt
det ikke raadeligt, at de ved Trykken skulde giøres offentlige.
Da nu mit Arbeyde og mine Anslag først denne Uge havde saa slet en Lykke,
at de bleve qvalte i Fødselen, og Tiden var desuden forløben, at jeg ey kun¬
de legge Haand paa noget andet, frygtede jeg, at mit Tog skulde i denne Uge
gaae over styr, og mine Læsere vente forgieves paa mine Blade. Til all Lykke
hender det sig, at, da Tankerne over de tildragne Fatalitæter vare adskillige
jeg faaer et Brev fra en ubekiendt Haand, og ved dets Aabning merkede jeg strax,
at det paa nogen Maade kunde fortiene Sted i mine Blade; Jeg anfører der¬
for det samme Ord til andet, og skal intet fornøye mig meere, end om dets Jnd¬
hold kand smage mine Læsere:
Hr. Spectator
Aar have taget Afskeed fra Verden, har uformodentlig ført mig paa de
Den Underretning, som jeg har faaet om de Mennesker, der i det fremfarne
Aar have taget Afskeed fra Verden, har uformodentlig ført mig paa de
Tanker, om det ikke var mueligt, at disse Hensovede kunde have havt et længe¬
re Liv, og om man ikke med Grund kunde slutte, at mange ved deres egne
Laster have befodret deres Død, og at mange ved andres Forseelser vare for¬
Tiden udsluttede af de Levendes Tal. J har, min Herre, givet Eder Navn
af Sande Mand, og efter Eders Embede bliver J skyldig efter Muelighed at un¬
dersøge Aarsagen til deres Død, der blive i deres blomstrende Alder bortra¬


327.
ranede af Verden. Vi kand ikke sige med Vished, at Livets Hære fordrer stedse
Sielen af Legemet, naar den udfarer, og uden Tvivl maa vi tilstaae, at mange
paa en uformerkt Maade dræbe sig selv, og at andre have de Bane-Mænd,
der efter de verslige Love ikke bør ansees derfore.
Jeg ønskede herom at see Eders Tanker, og kand det tiene Eder til en Be¬
tragtning, vil jeg meddeele Eder hermed mine egne. Disse ere saa me¬
get meere merkværdige, som deres Anledning er heel usædvanlig, og, endskiønt
jeg har hørt nogle at regne Eder til Last, at J i Eders Blade meere end een
gang har drømmet, saa tager jeg dog ikke i Betænkning, at give Eder en me¬
get besynderlig Drøm, der i Nat foruroligede mig i min Søvn. Jblandt
dem, der i det forgangne Aar ere døde, finder jeg een af mine beste og for¬
troeligste Venner; efter hans Henfart befinder jeg mig moxen allerne, og de
faa Timer, som mine Bekymringer forunde mig til min Roe, stille mig min
afdøde Ven stedse for Øyne. J Særdeleshed har jeg lagt Merke til det,
som vederfores mig i Nat, da mig syntes, at han aabnede mit Senge-Kam¬
mer, gik til min Seng, og tiltalte mig ungefær med følgende Ord:
Lad min Afskeed ikke saa aldeeles nedslaae Eders Gemytte, og vid, at min¬
Lyksalighed er større, end J kand forestille Eder. Forlad Eders Leye, og lad
mig blive eders Ledsager, da jeg skal vise Eder min Boelig. Jeg giorde efter
min Vens Villie, og ved Hielp af en Lampe, den han førte i Haanden, kom
vi endelig til de Dødes Værelser. Paa Veyen fortaalte han mig, at han ved
en vis Røgelse kunde formaae de Døde til at tale, han sagde mig ogsaa, at
vi maatte passere adskillige Vaaninger, førend vi kunde komme til hans
Et Barn, der efter et Aars Alder havde levet i Verden, var den Første,
som jeg saae i de Dødes Rige. Min Ven spurgte mig, om jeg vilde tale med
samme, og Spørsmaalet satte mig i en mageløs Forundring; Hvad, taler
et Barn i Aandernes Boeliger, der i Livet ikkun oplader sin Mund for at græ¬
de? Ja, sagde han; thi Sielen er løsgiort fra Legemets Fængsel, og, naar
Aanden er sat i sin Frihed, ere alle lige, de maa have hvad Alder, de vil.
Da han havde givet mig denne Underretning, gjorde han ved sin Røgelse, at
Barnet oplod sine Øyne. Jeg seer, sagde jeg, at du neppe har seet ind i
Verden, førend du igien har forladt den, sig mig Aarsagen til din saa tidli¬
ge Død. Barnet svarede mig med milde Miiner: Jeg er fød af saadanne
Forældre, efter hvilke jeg kunde vente mig Overflødighed af Ære og Rigdom,
og, hvis Døden ikke saa hastig havde borttaget mig, havde jeg bleven en Ar¬
ving til mange uretfærdige Midler; Efter Verdens Forfængelige Væsen var
jeg ligesom avlet i Lykkens Arme, men jeg takker Himmelens Forsyn, der har


328
tilladt mig saa hastig at blive bragt til Hvile, og, ved at lade mig gaae ud fra
Verden, har forekommet, at de rasende Begierligheder ikke skulde henrive mig
i den tiltrædende Alder til mange Laster. Hvad Aarsagen til min Død er an¬
gaaende, da bliver denne den sande: Jeg er fød af saadanne Forældre, der
ikke have været i Stand til at avle saadant et Foster, der kunde fordrage An¬
stød af adskillige Sygdomme. Et overdaadigt Liv havde udmattet min Fa¬
der, de reene og færdige Livs Aander, og den sunde Kraft var borte. Min
Moder var ikke heller skikket til at skaffe et Barn, som hun havde draget un¬
der sit Hierte, den tilbørlige Næring. Hendes Blod var fordærvet, og de
daglige Medicamenter, af hvilke hun paa en forvendt Maade betiente sig, hav¬
de aldeeles udtæret hendes Legeme; i Selskaber lod hun sig forlede til at dand¬
se, og de øvrige voldsomme Bevægelser giorde det, at jeg som et svagt og uti¬
digt Foster kom til Verden. Man overgav mig til en Amme, der blev hen¬
tet fra Landet. Denne skulde nyde de meest lækkere og nydeligste Spiser, og
den stærke Næring forandrede aldeeles denne Qvindes Temperament. Det
bliver nu let at slutte, om man kunde vente af et Barn i saa jammerlig Om¬
stændigheder, at dets Dage skulde blive mange? Jeg blev angreben af en ha¬
stig Sygdom, og efter et par Dage overleverede jeg min Aand til min Ska¬
ber; man spurgde Lægerne om Aarsagerne til min Død; men de vidste dem ikke.
Da vi havde indhentet disse Efterretninger fra Barnet, gik vi videre, og
nærmede os til en Mand af en anseelig Classe; Jeg bad min Ledsager ogsaa
at opvække denne, men han gjorde mig herudi nogen Modstand; denne, saa¬
de han, har i sine Leve Dage stræbt efter at faae heele Jord Kloden under
Pidsken; Hans Lyksalighed er her kun saare liden, og i sin Søvn bliver han
plaget med de skrækkeligste Forestillinger; vi kand derfor ikke vente os mange
behagelige Ord; thi han er i Døden, som i Livet, kort for Hovedet, og afvi¬
ser gierne alle Forespørseler med et haandt Svar, dog hans Magt er for nærvæ¬
rende Tiid ingen, og vi vil ikke frygte. Røgelsen blev derpaa kastet i Lampen,
og den Døde aabnede sine grumme Øyne, Jeg frygtede saare, da jeg hordte
ham sige. Jntet uden Penge, skynder Eder fra mit Ansigt, nok et tusind Rix¬
daler til min Casse; ach det deylige Testamente, tredive tusind ere haarde
at miste, ingen Fattige skal taales i Verden; hvad vil J, hvad begiere J. &c.
Jeg satte Frygten tilside, og understoed mig at begegne den Døde paa føl¬
gende Maade: Dine Vinger ere klippede, du elendige Siæl, og dine Anslag
skal nu ikke stifte fleere Ulykker i Verden; Jeg vil ey længe opholde dig, og,
naar du har underrettet mig om din Døds Aarsager, vil jeg skynde mig fra
dig. Jeg var i Verden, svarede han, en Mand af Stand, og jeg bragte mine
Dage til 40 Aar; Men mit Liv kunde blevet længere, og jeg havde endnu
kundet gjort Hinder i manges Lykke; Jeg havde erlanget en Færdighed i at


300
kiende de menneskelige Gemytter, efter hvilke jeg vidste at retee mig, Mit
Hoved-Greb var dette, at jeg allevegne udraabte mig selv for en mageløs Pa¬
triot, og jeg talede i Selskaber om intet uden Redelighed og Oprigtighed; J.
alt dette var mit Hierte fyldet med Falskhed og Bedragerie. Jeg havde op¬
fundet et gandske fortreffeligt Middel, der kunde tiene til at giøre Hinder i de¬
res Lykke, der besadde meere Lærdom og meere Dygtighed end jeg. Jeg præ¬
dikede om dem allevegne, som de, til hvilke man ingen Fortroelighed kunde fat¬
te; Jeg giorde dem skyldige i de Laster, der fandtes hos mig selv siden ingen var
hæsligere, og hvad der burde befordre deres Fremgang, forestillede jeg som noget,
der burde hindre dem. Jeg giorde mig Venner ved mine Maaltider, ved
hvilke jeg svæltede mit Legeme; hvo der vilde treffe mig ædrue, skulde hart ad
tage mig paa Sengen, og derved befordrede jeg min Død.
Vi forlode denne, og kom til en riig Kiøbmand, der af sine gierrige Ar¬
vinger var lagt i slette Klæder. Jeg beskuede denne, førend min Ledsager op¬
vakte ham, og jeg saae, at han i sin Søvn havde at bestille med mange uroe¬
lige Tanker. Vi oplode endelig hans Øyen og spurgde om hans Døds Aar¬
sag. Jeg har været, sagde han, en Kiøbmand, jeg har ved allehaande Be¬
dragerier sammenskrabet en Deel Penge. Jeg vidste ingen bedre Maade, paa
hvilken jeg kunde bedrage Verden, end naar jeg idelig løb til Kirken. Man an¬
saae mig derudover som en andægtig og redelig Mand. Jeg mødte i Forsam¬
lingen med de Første og forlod den med de Sidste, at jeg med desto større Ret¬
kunde sige, naar jeg talte om mine Eiendomme, at Herren havde velsignet
mig, jeg regnede mig selv iblant de Frommes og Gudelskendes Tal, at jeg
desto bedre kunde sige: Den som er troe i at tiene sin Gud, kand stedse giøre
sig Haab om Himmelens Velsignelser. Men jeg saae, at det ikke var mig
mueligt, at bringe mit uretfærdige Gods til den tredie Arving; onde og laste¬
fulde Børn begyndte at trodse paa mine Penge; Min Samvittighed blev
vaagende og gav mig nagende Smerter, jeg saae, at jeg efter Naturens og
Guds Lov var skyldig til at igiengive det, som jeg paa uretfærdige Veye havde
berøvet min Næste; jeg saae tillige, at denne nødvendige Skyldigheds Øvel¬
se vilde borttage meere end den halve Deel af mine Midler; Mit Hierte blev
derudover beængstet; paa den eene Side elskede jeg mine Penge, paa den an¬
den vare de mit Gemytte til Byrde. Jeg græmmede mig over dette tildøde,
og ingen vidste Aarsagen til min Sygdom.
Vi gik videre, og bleve staaende ved en anden Mand, af hvis Ansigt vi¬
kunde slutte, at han i Verden havde haft noget at sige. Saa snart han aab¬
nede sine Øyene, hørdte vi af hans Mund disse eftertænkelige Ord: Verden
har intet, som den kand forekaste mig; jeg har viist mig troe Fæderne Landets


330
Tieneste, og dersom jeg havde havt meere Medlidenhed med min Næste, og
ikke for min egen Person været plaget af Ærgierrigheds Sygdom, skulde man
ikke finde meget, som man paa mig kunde udsætte. Efter Naturens Løb og
min legemlige Beskaffenheds Styrke kunde jeg endnu have været i de Levendes
Lande, og maaskee forblevet der i mange fleere Aar; men, da en vis Leylighed
satte min Galde i stærkeste Bevægelse, lagde den samme mig for Tiden i Gra¬
ven. Her have J da Sandheden, lader mig nu igien nedsiunke i min ulyksa¬
lige Søvn.
Hvor vidtløftig maatte jeg ikke blive, hvis jeg vilde berette Eder, min¬
Herre, alle de Ting, som jeg videre tog i Øyesyn, og den store Mængde af
Mennesker, som for Tiden havde styrtet sig selv i Dødens Strube, Hvor¬
mange saae jeg ikke, der havde førget sig ihiel over andres Lykke? Hvor man¬
ge vendte ikke Næsen i Veyret, fordi deres Elskovs Handeler vare gangne o¬
ver styr, og hvor stort var ikke deres Tall i Særdeleshed, der efter eders
Beretninger i eders forrige Blade befordre deres Undergang ved et vellystigt og
overdaadigt Levnet?
Min Veyviser førdte mig endelig til sit eget Sted, og anhørdte jeg med
Agtsomhed hans mærkværdige Erindringer: Her, sagde han, hviler jeg i største
Stilhed; Her hører jeg intet til Verdens stormende Væsen, og, naar J er
bleven løsgiven fra Legemets Baand, ønsker jeg at Eders Tilstand maatte
blive ligesaa lyksalig. Mit Liv var i Verden indrettet efter min Skaberes
Villie, Jeg fulgte Guds Forsyns Førelse paa alle mine Veye; Min Tunge
var stedse et ubedrageligt vidne om mit Hierte, og mit gandske Væsen var op¬
rigtigt. Jeg forkortede ikke mine Dage ved et uordentlig Liv, jeg holdt mi¬
ne Passioner inden deres tilbørlige Skranker, og derfor har de rasende Affe¬
cter ikke fundet Leylighed for Tiden at sende mig til de Dødes Rige. Nu legger
jeg mig i min Roe, og vil end eengang ønske Eder mit sidste Farvel.
Kiere Spectator, disse usædvanlige Beretninger har jeg vildet meddeele
Eder, og mueligt J kunde tiene vore Brødre, hvis J gav dem Sted i Eders
Papirer.
Jeg forbliver
Eders
Beredvilligste Tiener.
C. L.


33
Disse ere min Correspondentes Tanker, og maa jeg tilstaae, at de til
største Deel ere grundede, skulde vi anstille en Munstring over de i dette Aar
bortdøde Menneskers Adfærd, vilde det uden Tvivl blive klart, at mange hav¬
de nødt Døden til at indfinde sig, førend den var forsynet med en Ordre fra
den, der har Menneskets Liv i sin Haand, og, naar dette bliver en u-omstø¬
delig Sandhed, see vi ogsaa, at mange ere deres egne Mordere, ja ikke al¬
leene ved deres egne Laster befodre deres egen Undergang, men endog ofte styr¬
te andre i Fordærvelse og tillukke for Tiden deres Øyne.
Skulde vel den raske Titius, saa hastig have forladt Verden, hvis
hans vanartige Børn ikke havde forenet sig til hans Ulykke, Alle Formanin¬
ger vare forgiæves, alle Bestraffelser uden Nytte, naar han talede til deres
Beste, vendte de ham Ryggen, og, naar han truede, vare de færdige at
slaae. Jngen, uden de, vare hans Bane=Mænd, og, da de i Fior befo¬
drede deres Moder til Graven, have de i Aar faaet Has paa deres Fader.
Sempronia bør og anføres iblandt dem, der i det forbigangne Aar har
formeeret de Dødes Liste, jeg vil ikke tale om, at hun tvende gange ved sine
rasende Passioner har forhindret Fosterets Vext i sit Liv, jeg vil lade det bli¬
ve urørt, at hun ved sine idelige Overilelser giver ofte sine Piger dødelige Slag¬
paa de ømmeste Steder, og at hendes Mand begynder at samle paa en
Svindsot, fordi hun allene vil være Herre, og betage ham sin velgrundede
Myndighed; men skulde det Barn, som hun i Fior fødde til Verden, saa
snart have sluttet sine Dage, hvis hun ikke havde nægtet det sin Die, og skul¬
de dets Død saa hastig have gaaet for sig, hvis hun bedre og med større Taal¬
modighed havde kundet fordrage dets Graad; den spæde Skraalere giorde hen¬
des Øren for stor Uroe, og den Vold, som hun derudover gjorde paa Bar¬
nets Legeme, overleverede det snart i Dødens Hænder.
Mange indbilde sig, at de ved Brug af Lægedomme vil befodre deres
Sundhed, men just dette, der efter deres daarlige Tanker skal befodre deres
Livs Længde, foraarsage deres Død. Jeg forkaster ikke Lægedomme og
deres rette Brug, jeg erkiender dem meget meer, som Guds skiulte Velgier¬
ninger, der tiene til Menneskenes Beste, men jeg siger allene, at mange,
er bruge dem uden Nød, uden Fornuft kaste sig derved ofte fortidlig i Livs¬
Fare, jeg vil ikke tale om, at de derved styrte sig selv i Armod. Den En¬
elske Tilskuer giver os i sine Betragtninger paa dette det allermærkelig¬
te Exempel, og hvor mange finde vi ikke iblandt Fædernelandets Børn, der
saa længe betiene sig af Læger, til deres Stervboe neppe er i Stand til at beta¬
de samme.


332
Hvad var vel Aarsagen til Landorphi alt fortillige Død, uden hans bræn¬
dende Lyster, der vidste af ingen Grændser, og hvad gjorde det, at han i sin
Ungdoms Floer maatte sætte Livet til, uden de utæmmede Passioners stedse¬
varende Herredømme. De, der kiendte ham, tale haant om hans Opførsel,
og enhver veed at sige, at hans Liv var ureent, Neppe havde han opnaaet et
Antal, af 18 Aar i sin Alder, førend han strax viiste Prøve paa sin Vellyst,
og de Begierligheder, han stedse giorde fyldest, indfandt sig hos ham ved alle
Leyligheder. Den mindste Anledning var nok til at sette Pandorphum i Har¬
nisk, og et hvert løsagtigt Vink gav nye Olie i Jlden. Han øvede sit Haand¬
Verk uden Modstand saalænge, at Vanen blev hos ham tilsidst en Natur,
og de fordægte Veye, paa hvilke hans Laster førte ham, og han selv gik med
Lyst, spaaede ikke meget got. Det var ham en Ære i Sælskaber, at give en
Liste paa sine Matressers Navne, og han bluedes ikke ved at være sin Adfær¬
bekiendt; Endelig blev Frugten af hans brunstende lyster et fortørret Legeme, og
en tærende Svindsot lagde Manden i sin Grav.
Jeg kand ikke være vidtløftigere, siden Tiden er forløben, og min For¬
legger efter sit Stykke; Jeg maa sige mine Læsere, at Pennen løber i fuld
Galoup, at, om mine Tanker i disse Blade ikke skulde smage dem, de da vil
have mig undskyldt. En Skribentes Friehed er i de Danske Egne sat inden
alt for snevre Grændser, og hvorvel Censuren kand foraarsage noget godt,
anseet, den kand forekomme mange urimelige og onde Skrifters Publication,
saa føder den ogsaa af sig dette Onde, at de vigtigste Sandheder, fordi de ere
bidende, maa blive liggende i Mørke. Af denne Betragtning vil jeg derfor,
at mine Læsere ingen Slutninger maa giøre til de følgende, og har
jeg her ikke skrevet efter deres Hoved, maa de give min
Censor Skylden, der igiennemseer
mine Blade.


333.
No. 36.
Udgivet den 15 Januar. 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Rara avis in terris nigrøfve simillima cygno¬
Et homo, qvi gaudet nomine jure sio.
J¬
blant de Feyl, som jeg har seet iblant Menneskene baade at være almin¬
delige og hart ad u-overvindelige, holder jeg med Billighed den yderlige
Paastand at være, som findes hos mange, der forfegte og vedblive endog de
urimeligste Meeninger, ikke allene af Mangel paa nøyere Jndsigt i Sandhed,
men endog tvertimod den klareste Overbeviisning. Egen Kierlighed giør ikke
mit Øye saa blindt, at jeg jo kand see denne Feyl med sine skadelige Følger hos
mig selv, og har jeg ved adskillige Leyligheder lærdt at kiende saa meget til mine
egne Svagheder, at de Meeninger og Principia, som eengang have fæstet Rød¬
der, og om hvis Sandhed jeg i mine egne Tanker er overbeviist, ere heel vanske¬
lige at kuldkaste. J dette Fald bekiender jeg oprigtig, at jeg med største Ret¬
fortiener de Domme, som i Almindelighed blive fældede over egensindige Hove¬
der, og jeg tilstaaer gierne, at under den stærke Paastand paa sine egne Tan¬
ker ligger hemmelig skiult en ufordragelig Hofmod.
Jngen kand efter mine Tanker med større Jver forfegte sin Ret, ja ingen
Soldat kand med større Tapperhed sigte for sit Liv, end jeg i forgangne Uge slo¬
ges for mine Papirer. Naar jeg kastede et Øye i mine Blade, blev jeg saa ind¬
tagen af deres Jndhold, at jeg meente, man giorde mig den største Uret, fordi
man ikke vilde tillade dem at blive trykte, jeg agtede den forkastede Betragtning
for en af de allernyttigste og nødvendigste, og jeg indbildede mig at have de kraf¬
tigste Aarsager, til at give mine fordervede Brødre Sag for deres jammerlige
Gudstieneste, og deres forvendte Opførsel i Religionen; jeg tænkte, at jeg ey
bedre kunde beskiæmme dem, end naar jeg læmpede mig efter deres vanslegtede
Væsen, og viiste dem de Veye, paa hvilke de kunde kaste det Aag fra sig, der
faldt dem saa utaaleligt at bære; Jeg kunde ikke fatte de Aarsager, der bevæ¬
gede andre til at ansee mit Arbeyde saa farligt, og spaae om dets høystskadeli¬
ge følger; jeg tænkte, at en Philosophus, hvis Hoved Pligt det er, at lede ef¬
ter Sandhed, og at foredrage andre den samme, burde ligesaavel her, som an¬
dre Stæder have Frihed til at efterkomme sit Embede, og at de danske Bor¬
gere ligesaavel bør hielpes af deres Drømme og Vildfarelser, som Indbyg¬
gerne i fremmede Lande; men ligesom alle mine Forestillinger bleve kuldkastede,
saa har jeg siden seet, at mine egne Tanker vare irrende; og at enhver Mal¬
content, som min forkastede Betragtning maatte have fundet, kunde have de ret¬


334
færdigste Aarsager til sin Misfornøyelse; thi offentlig at vilde skrive, at mange
Mennesker ønske i deres Hierter, at saavel de guddommelige som menneskelige
Love maatte blive opoffrede til Jlden, offentlig at bekiende, at manges Liv vid¬
ner om deres liden Ærbødighed imod det Allerhøyeste Væsen, og deres liden
Troe, at dette Væsen er til, er at skrive imod de allerklareste Sandheder, eller
rettere, at tillegge mange af Verdens Jndvaanere de Laster, i hvilke de ikke ere
skyldige. Himmel, hvor havde jeg ikke da skammelig forløbet mig, om mine
Blade havde faaet Friehed til at see Lyset, og hvor havde jeg ikke underkastet
mig de allerhaardeste skiønt velgrundede Bestraffelser, hvis jeg havde yttret mig
med saa ubeviislige Beskyldninger, Nu er det, at jeg først har faaet Øyne,
og kand see min Jrring, nu er det, at Aarsagerne til min Censors Foretagen¬
de først blive klare. Jmidlertid, da jeg har været saa eenfoldig at aabne mine
forrige Desseins for mine Læsere, og lade dem vide, hvor taabelig jeg havde i
Sinde at gaae til Verks, hvis man ikke havde hindret mine Anslag, og stand¬
set mig paa Halv-Veyen, saa finder jeg mig forbunden i disse mine Blade at kal¬
de mit Foretagende tilbage, og straffe mig selv, ved at anføre de Aarsager, der
efter billighed burde lære mig, ikke at beskiæmme mig selv, ved at overgive mi¬
ne Læsere nogle slette og intet betydende Tanker, og ikke at beskiæmme andre,
ved at gjøre dem skyldige i et Ønske, som deres egne Fordeele iblant alle mindst
befale dem at giøre, og deres naturlige Beskaffenhed ingenlunde tillader dem at
have
De Skabninger, som jeg i min ofte ommældte Betragtning var sindet at
sætte til rette, ere alle af det Slags, som man ikke kand foreskrive Love, en Mo¬
ralist bør have at giøre med Mennesker, og, naar han giver sig i Kast med dem,
der ikke kand fortiene at kaldes med det Navn, dømmer man ham med Billighed
fra sin Fornuft, og anseer ham som den, der sigter i Veyret. Jmod saadanne
havde jeg foretaget mig at skierpe min Pen, altsaa bliver Slutningen gjort uden
Vanskelighed, at jeg tydelig lagde min Daarlighed for Dagen, naar jeg vilde
føre Krig imod dem, og bringe dem ved mine Tilrettesættelser paa fornuftige
Veye, der ved alle Leyligheder bevise, at man ikke, uden at giøre dem Uret,
kand anføre dem paa Menneskers Liste. Det er en afgjort Sag iblant de Skrift¬
lærde, at ingen Love ere givne de ufornuftige Creature, og hvor daarlig maatte
jeg da ikke handle, hvis jeg vilde eske Ustraffelighed af dem, der ikke ere skyldige
at vise den.
Man vil vel lige, at jeg ikkun mangfoldiggjører mine Beskyldninger, huggen
Saar i Saar, og klarligen viser, at jeg er en afsagt Fiende af det menneskelige Kiøn¬
thi at disputere et Menneske sin Religion, er formasteligt, men at dømme ham
fra sit Sted iblant Mennesker, er aldeeles uforsvarligt. Dommen maa behol¬
de sin Styrke, og jeg vil erkiende dens Grunde, hvis jeg ikke beviser, at den
giøres uden Aarsag. For at retfærdiggjøre mit Udsigende vil jeg kalde et stort


335.
Antal af de saa kaldede Mennesker til Regenskab, og, naar de ey kand om¬
stode Sandheden i mine Slutninger, meener jeg, at de blive staaende ved
Magt.
For at blive desto tydeligere, og see mine Beskyldninger paa alle Kanter
omskandsede med Sandhed, finder jeg fornøden forud at gjøre et par Erin¬
dringer, som jeg venter ikke at kunde imodsiges. Naar vi vil gjøre os de rigtig¬
ste Begreber om et Menneske, maa vi ikke da forestille os det samme som en Skab¬
ning, der er begavet med Fornuft, maa vi ikke ogsaa tilstaae, at denne
Skabning bør i Kraft af sit Væsen, rettelig bruge sin Fornuft, Saalæn¬
ge disse tvende Anmerkninger beholde deres Kraft, vil jeg see paa den, der un¬
der Sandhedens Anførsel kand sige, at jeg uden Aarsag udstøder følgende af
Menneskers Classe.
Vagabundus, naar hans heele Adfærd bliver betragtet med upartiske Øy¬
ne, kiendes han for den, der ikke er det menneskelige Kiøn til allermindste Nyt¬
te; han synes allene at være sat i Verden for sin egen skyld, og den, der vilde
uleylige sig med at holde en daglig Journal over alle hans Handteringer og dag¬
lige Idretter, skulde ved et hvert Aars Slutning erfare, at Vagabundus in¬
gen Dag havde foretaget sig det mindste, der kunde bevise, at han er et Menne¬
ske, skulde jeg kunde indbilde mig, at den, hvis idelige Arbeyde bestaaer i at æde
og drikke, i at sove og spille Kort, kand være det menneskelige Selskab til nogen
Fordeel, Eller kand Vagabundi Udflugter, da han beraaber sig paa Rolig¬
heds fornøyelige Væsen, paa de mange Fortrædeligheder, der møde dem, som
indlade sig i Forretninger, tiene til hans Undskyldning, Kiendte han Beskaffen¬
heden af den menneskelige Natur, eller vilde han allene give Agt paa sig selv, skul¬
de han strax finde, at det stedse bliver en Umuelighed for et Menneske at giøre in¬
tet, Vagabundus har Arbeyde nok, det er sandt; han har Møye med at beskue
sin Deylighed for Speilet, han har Umage ved at øve sit Legeme i de alamodiske
Bøyelser, og at sætte sin Mund i de behageligste Positurer; han maa længe
stræbe, inden han lærer at tale i den lifligste Tone, og give sine Ord den Lyd, som
giør Sproget behageligt; han har hver Dag mange Besøgelser at aflegge, og
hvo vil nægte, at jo disse Forretninger udfordre Arbeyde, men Sagen er denne
Alle Vagabundi Jdretter tiene i ingen Henseende Verden til Nytte, og hvad vil¬
de det menneskelige Kiøn blive, hvis alle dets Lemmer vare som Vagabundus,
Skulde vi nu feyle i vore Domme, om vi kalde denne en Lediggænger, og ha¬
ve vi Aarsag at frygte, at vor Dom bliver underkiendt, om vi udelukke den Or¬
kesløse af Menneskers Tal, Hvor skal vi da giøre af ham, og til hvad Classe kand
vi henføre ham, Jblandt Mennesker fortiener han ikke at være, og give vi ham
Sted iblandt Dyrene, forsee vi os; thi enhver ufornuftig Skabning er paa sin
Maade flittig, og vi finde ingen, der jo kand være Verden til Fordeel; vi maa
derfor agte ham med sine Brødre for et besynderlig Slags Creature, der hverken
ere Mennesker, ikke heller Umælende.


336
Polypragmon er aldrig uden Arbeyde, men findes stedse nedsiunken i Bo¬
ger og Læsning; han trætter sin Hierne med idelige Betragtninger, og hans Øy¬
ne ere blevne dumme ved idelig Kigen i Skrifter. Den stedsevarende Stilhed
har gjort Legemet usundt; en Sygdom overfalder ham efter den anden, og hvem
har han derfor at takke, uden sig selv. Han vil ikke lade sig nøye med maadelig
Lærdom, og han vil gierne have vaagne Nætter, naar han allene efter sin Død
kand blive priset som et Orakel. Saa meget meere som det er et Menneskes
Pligt, at vedligeholde sit Legem i en bestandig Sundhed, saa meget mindre bør
Polypragmon finde Sted iblandt Mennesker, da han selv ved et umaadeligt Ar¬
beyde nedbryder sit Legem, og befodrer sig for Tiden til Graven. Han skiller ey
allerne paa den Maade sig selv ved Livet, men betager end og Verden den Nytte,
som den kunde nyde, hvis han efterkom sine Pligter imod sig selv. De Fornuf¬
tige deele deres Tid imellem Arbeyde og Hvile, og, naar Polypragmon træder
i deres Fodspor, anseer jeg ham for et Menneske, ellers ikke.
Chrysophilis har oplagt sig anseelige Midler, og da den vigtigste Summa
findes udsatt, blive Renterne desto større, jeg vil ey sige ubillige; Hoved-Sto¬
len kunde ved en fornuftig Levemaade være nok til hans Underholdning, om han
end daglig vilde tage deraf, men uagtet han besidder saa store Capitaler, er dog
hans Liv jammerligt; Ansigtet er som en Leer-Veg, Kinderne indfaldne, Le¬
gemets Kræfter borte, Klæderne sees at være pialtede, og hans heele Væsen er
uselt og skident; Aarsagen er denne: Chrysophilus har Guldet til sin Gud, og
han nender ikke at røre ved sine Penge; han haver sig selv, fordi han elsker si¬
ne Skillinger, og, naar hans fattige Venner begiere hans Hielp, kalder han sig
selv en Lem af Convent-Huuset. Andre kand holde Chrysophilum for et Menne¬
ske, men jeg ikke. Jeg vilde lade ham beholde Navnet, hvis jeg intet sporede
hos ham uden Begierlighed efter at samle Rigdom; men de øvrige veder¬
styggelige Laster, som med hans Umættelighed ere sammenknyttede, det Onde
som deraf flyder til andre, bevæge mig til at udjage ham af det menneskelige
Selskab, ja sandelig, jeg kand end ikke give ham Plads iblandt de ufornuftige
Creature. Han har forbandet Kierlighed end og til sine nær Paarørende; han
kand uden Bevægelse og Medlidenhed see sin Hustrue og Børn at tillukke deres
Øyne, fordi han ikke har vildet anvende en liden Deel af sine Midler til deres Læ¬
gedom. Den Ubarmhiertighed og haarde Medfart, som han viser imod sine
Skyldener; de stedsevarende Tvistigheder, som han ypper med sine Naboer; de
Bedragerier, som han over imod dem, der behøve hans Hielp, ere ligesaa man¬
ge Beviser paa Chrysophili umenneskelige Væsen. Kast mig kun ikke din Guds¬
frygt i Næsen, du elendige Guld-Slave, din Religion er interesseret, og dine
Gudfrygtigheds Øvelser ere som Figen-Blade, med hvilke du søger at bedække
dine Laster. Jeg maa tilstaae dig, at du sielden unddrager dig fra den offentlige
Guds Tieneste, at du holder lange Bede-Timer med dine Børn og Huus-Folk,


337
men, om du vil lade Runden tale efter Hiertets Tilsigende, maa du igien til¬
staae mig, at du i alt dette er en Hykler, og at din Religion er allene et Skiul,
under hvilket du spiller dine Roler, skulde du vel saa glæde dig ved de indfalden¬
de Faste-Dage, hvis du ikke kunde see, at dit Spise-Kammer derved kand have
Fordeel, og skulde du vel saa flittig prædike imod Ladhed og Ørkesløshed, hvis
du ikke havde din egen Nytte for Øyet, Du bruger din Fornuft, det er sandt,
men da du ikke bruger den ret, har du intet, hvormed du kand bevise, at du
er et Menneske.
Felicinus er fød af fattige og ringe Forældre, men dette uagtet har han dog
svinget sig i Veyret, og er bleven en Mand paa nogle Tusinde; han synes, at det
maatte gjøre et Skaar i hans Reputation, hvis han var sin Herkomst bekiendt,
og naar andre maatte høre, at hans Fader ikkun var en Bonde, tænker han,
at de vilde holde ham uværdig til at beklæde den Post, paa hvilken Lykken har
sat ham; saa meget er dog af den naturlige Kierlighed til bage hos Felicinum¬
at han holder sin Moder i Huuset, men hans Frue har hidindtil ikke andet vidst,
end at Herren af en Christelig Medlidenhed havde antaget sig denne fremmede
Fattige. Hvad skal vi sige om Felicino, og kand vi med Grund give ham
Navn af Menneske, han skammer sig ved sine Forældres Armod, han nægter
den at være sin Moder, hvis Bryste han har diet; han undseer sig ved at have
den til Fader, der har draget den første Omhue for hans Opdragelse. Dom¬
men er let gjort: Felicinus bor ikke passere for et Menneske¬
Livorinus anseer andres Velgaaende med avindsyge Øyne, han dadler
dem, der gjøre Anstalter til de værdigste Personers Forfremmelse, og, naar han
hører, at en anden har gjort sin Lykke, smerter det ham indtil Sielen. Eggen¬
Kierlighed har indbildet ham, at all den Berømmelse, som skienkes andre, er
ilde grundet, og at han allene er den, der fortiener at opløftes til Skyerne;
naar han seer et par Ord til sin egen Roes, erklærer vel Munden, at Panegy¬
riqven er for høy, men Tankerne sige: Det er endnu ikke nok, de gunstige
Domme, som fældes over andre, klinge ikke vel i Livorini Øren, og det skul¬
de hiertelig fornøye ham, hvis Hindringer kunde blive gjorte i det, som tilveye¬
bringer en anden Yndest. Er Livorinus et Menneske, Jntet mindre. Vil
han sige, at Misundelses Passion kand ikke have Sted uden hos Mennesker,
saa bedrager han sig, See vi ikke, at en Skiøde-Hund kand see suurt til sin
Frue, fordi hun klapper en anden, og maa vi ikke tilstaae, at Misundel¬
se ofte ophidser de umælende Creature imod hinanden, naar den ene ikke vil
lade den anden beholde Faddet allerne, Kand da Livorinus forundre sig, om
vi udslette hans Navn af Menneskers Register, og give ham Sted iblandt u¬
fornuftige Creature af det Slags, der plages af samme Sygdom, som han?
Brutalinus og Rixander, tvende bekiendte Figt-Mestere, fornøye sig
ofte ved at prøve Styrke med hinanden; det mindste Ord, som kand falde


338.
dem imellem, sætter dem begge i Bevægelse, og hvor ofte have de ikke gaae
hinanden paa Livet, fordi de begge storme til een Fæstning, og vil begge være
prioriterede i een Skjøge, Vilde man disputere dem Sted iblandt Mennesker,
skulde de tænke, at man kom deres Ære for nær, men Sagen er klar, ingen
af dem kand bære den betydelige Caracteer; lad dem beraabe sig paa deres
Braveure, lad dem paastaae, en Cavailler ikke bør stikke en Hundsvot i Lom¬
men, lad dem sige, at deres Dueller aflegge de klareste Prøver paa dere
Tapperhed, og at en heelte modig Aand ikke kand have Boelig uden i Menne
sker, saa giøre de ikkun ved slige Pralerier deres Sag verre. See vi ikke
at det ene Umælende kand forkynde det andet Krig, og skeer det ikke ofte, af
den ene Tyr støder den anden til Jorden, At Brutalius og Rixander ikke
ere Mennesker, meener jeg, at ingen med Billighed kand nægte, og kunde de
skiønne paa vores Høflighed, burde de takke os, at vi vil kalde dem to kier¬
og modige Tyre.
Pertinar skal efter sine egne Vidnesbyrd være lærd, og altsaa i sin ege¬
Jndbildning med dobbelt Ret fortiene Titel af Menneske. De Fornuftig
som kiende ham, udstøde ham ey alleene af den lærde Republiqve, men de si¬
ge endogsaa, at hans Væsen er umenneskeligt. Som han er stor i sine egn
Øyne, saa anseer han sig ogsaa som en Grund-Støtte for den lærde Ver¬
den, der ingenlunde lader sig kaste over Ende. Hvad han siger, vil han sted
se udgive for Sandhed, og de Meeninger, som han fatter, maa altid vær
ubedragelige. Hvad skulde Pertinar nogensinde kunde feyle og bør ikke han
Ord blive Himmelens og Jordens Love, skulde nogen kunde finde Sandh.
den, uden de raadføre sig med hans Hierne, og er ikke alt det af ingen Be¬
tydenhed, i hvilket saa umistelig en Mand ikke har havt Haanden, Pertina
du maa forlade mig, at jeg ey underskriver dine Domme om dig selv, og kun
de du bringes paa de Tanker, at du endnu ikke er et Menneske, skulde ma¬
maaskee kunde haabe, at du med Tiden kand blive det.
Mine forrige Tanker om Procurator-Væsenet have fundet ligesaa man
ge Dadlere og Bandsættere, som Fæderne Landet har Mængde af vanslægt
de og fordærvede Talsmænd, men da det ikke er min Maade, at gjøre mi¬
behagelig for Ondskabs Elskere ved at gjøre Sandheden til intet, eller at ta¬
Folk efter Munden, lader jeg ikke allene de forrige Betænkninger beholde de
res Kraft, men fordrister mig endog at legge dette der til, at de Procuratore,
der vige fra Retfærdighed og Sandhed, der stræbe at ophidse Gemytter,
giøre de beste Venner til hinandens Fiender, at udste Parterne ved unø¬
vendige Tvistigheder, at forlede de enfoldige Vidner fra Sandhedens Vey
ingenlunde vise sig værdige til Caracterer af Mennesker J mine Øyne ere
saa meget meere vederstyggelige, som jeg iblant de meest rivende og rasen,
Dyr af det ufornuftige Slags ikke kand finde saadanne, med hvilke jeg kan
sætte dem i Linie.


300
Turiosus lader sig ved mindste Leylighed sætte i Fyr og Flamme, og de
største Bagateller ere meere end nok til at bringe ham fra sig selv. Ligger Nat¬
Huen ikke paa det rette Sted, fattes han strax Skields-Ord, med hvilke han
begegner sin Hustrue, og glemmer Sønnen at kysse paa Haanden, naar han
kommer af Skolen, kand Forseelsen ikke forsones, førend Tyre-Pidsken bliver
Megler. Naar Tieneren ikke indfinder sig ved første Paaraab, maa han
strax dandse paa Porten, og er Vellingen sveen, bliver den forbittrede Herre¬
Kokke=Pigens Bøddel; hvor vilde det gaae os, om vi vilde udstøde Furio¬
sum af Menneskers Tal, og vilde hans Galenskab ikke blive dobbelt, om vi¬
vilde gratificere ham med Daare Kisten¬
Stuprantes skulde vel give os Sag, hvis vi vilde kalde ham et Udyr, og
han skulde forsvare sin Ret med hundrede Beviser, hvis vi ikke vilde holde
ham for et Menneske, lad os da betragte de Grunde, paa hvilke han beraaber sig,
og lad os agte paa de Puncter, med hvilke han vil bevise sin Menneskelighed. Er det
de mange herlige Løfter, som han giver et stakkels Qvinde-Menneske for at føre hen¬
de i Snaren; er det de mange Arvinger, som han paa forbudne Veye har gjort
sig, Er det de tvende ulyksalige Vidner, der ved deres Død have bekræftet
hans Ondskab, O! Sagen har sin Rigtighed, Stuprantes er et Fæe, der
følger sine Sandser, og skulde ikke det menneskelige Kiøn være et alt for deyligt
Selskab, at det ikke skulde besmittes ved saa fordærvede Lemmer?
Hvad skal jeg sige om de Forældre, der ved forargelige Exempler anfø¬
re deres Børn paa de ugudeligste Veye, og kand jeg med Billighed kalde Titi¬
um et Menneske, der gjør sig en Fornøyelse af tillige med sin ublue Hustrue,
at fortælle Børnene sine afskyeligste Gierninger, Han har i sine Ungdoms
Dage ikke lettelig gjort sig skyldig i en Forseelse, at han jo diverterer sine Børn
med at anføre den samme, og vi see med Forundring, at de Børn, der give
mindste Tegn til Alvorlighed, og efterlade et eller andet Fodspor af den Dyd,
som kand have begyndt at faae Indgang i deres Gemytter, erfare den mind¬
ste Deel af deres Faders Kierlighed. Ney, Titius bør ikke finde Sted i¬
blandt dem, der fortiene at kaldes Mennesker, og hans Væsen er saa meget
meere afskyeligt, som han opføder Børn, der formodentlig vil følge deres on¬
de Faders farlige Fodspor¬
Madidontes burde føre en meere fornuftig Condulte, hvis han vilde ag¬
sees for et Menneske, og, da han ved sin ufornuftige Adsær fornedrer sig end
ogsaa under de umælende Dyr, støder han sig ikke, om jeg holder ham slette¬
de faren end de samme. De allergraadigste Creature tage ikke meere til sig,
end deres Natur udfordrer, og naar deres Begierligheder ere fyldestgiorde,
see de sig ikke om efter meere. Madidontes derimod kand aldrig blive fyldet,
Han slider aarligen tolv par Skoe, og hans daglige Forretninger bestaae i
e Opvartninger, som hans ulædskelige Gane befaler ham at giøre ved Dran¬


340
keres Selskaber; Naar Hovedet er bragt i Forvirring, spilder han Bermen¬
der, hvor han kand rase uden Modstand, snart bliver han, som en af de be¬
kiendte Styliter Munke, og gjor sig med Glosset i Haanden til en bukkende
Stotte paa Torvet, og fine Caprioler der saa meget meere behagelige, som
de skee under en klingende Musiqve af Taarnet, snart fatter han Medlidenhed
over Glar=Mestere, og for at befodre deres Fortienester, giør sin Naboe U¬
roe ved at indslaae hans Vinduer. Skulde vi kalde denne Madidontem et
Menneske, maatte han paa sin Menneskelighed først forsyne sig med et Tings¬
Vidne, og man kunde endda have Aarsag at kalde Sagens Rigtighed i Tvivl,
med mindre man først kunde blive overbeviist, at de Vidnende henhørte til
Menneskers Classe, og ikke som nogle døde Machiner lode Munden gaae ef¬
ter de Bevægelses Love, som enten Penge-Hiulene, eller Citantens Torden¬
Veyr kunde foreskrive dem.
Min Betragtning skulde aldrig komme til Enden, hvis jeg vilde anføre
alle de Exempler, der kunde bevise, at mange give sig Navn af Mennesker,
da de dog ere verre end de umælende Dyr. Hvad jeg i disse mine Blade har
erindret, meener jeg at være idel Sandhed, og hvad Domme kunde jeg ikke
da have ventet, hvis min forkastede Betragting havde faaet Tilladelse at blive
offentlig, lykkeligt var det, at Projectet gik over styr, og havde jeg ikke høy¬
lig forseet mig, hvis jeg havde foretaget mig at giøre dem til Gudelige, der end¬
nu ikke ere blevne Menneskelige, Sigtet af mit ugentlige Arbeyde gaaer ikke vi¬
dere, end at jeg paa mueligste Maade stræber at erindre mine Brødre om det,
som de vil holdes for at være, at jeg tillige kand føre dem de Pligter til Ge¬
mytte, som de i Henseende til deres Væsen ere skyldige at øve. Jeg har end¬
nu ikke seet den forønskede Frugt af mit Arbeyde, men jeg tvivler dog ikke paa,
at den jo kand komme, jeg nægter ikke heller, at iblandt den store Hob af mine
Læsere, kand findes de, der tage Sandheden til Eftertanke, og lade den bli¬
ve deres Regel. Kunde dette mit Stykke have de Virkninger, at man ikke
herefter, som den Cynisk Diogenes, skal have Aarsag med Lys og
Lygte at lede efter Mennesker, har jeg naaet det Maal, til
hvilket jeg har sigtet, og fortsætter mit Ar¬
beyde med Glæde.


341
No. 37.
Udgivet den 22 Januar. 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Omnes homines, qvi sese student præstare cæteris
animalibus, summa ope niti deret, ne vitam trans¬
cant veluti pecora.
Sallust.
J¬
eg tvivler ikke paa, at jo mine sidste Blade have iblant de fleeste af mi¬
ne Læsere fundet de haardeste Dommere, og hvor vilde det gaae mig,
hvis mange skulde faae Frihed til at exeqvere de Domme, som forlængst ere
fældede i deres Hierter, En siger: det er jeg, en anden, det er jeg, Hunde¬
ne, som man rammer, pibe alle, og hvor ærgrer det dem ikke, at de skal stikke
alle mine velgrundede Betænkninger i Lommen. Det, som jeg sikkerst kand
vente mig, er, at faa have fæstet Troe til min sidste Betragtning, og jeg maa
selv tilstaae, at det falder den heel besværligt at indbilde sig, at han ikke er et
Menneske, der i saa mange Aar har agtet sig for Kiernen af det Menneskelige
Kiøn, og efter sine Tanker, aflagt de øiensynligste Prøver paa sin Fornuft.
J Sandhed, naar jeg betragter Sagen paa alle Kanter, og overveyer
nøye det ene med det andet, saa finder jeg, at mine Critiqver i de forrige Bla¬
de ey allerne have været alt for haarde, men at jeg endog har procederet imod
Verdens Jndbyggere paa en Maade, der aldrig kand forsvares. Mine sidste
Papiirer skulde vel tiene til at undskylde mig, da jeg, om man ikke havde hin¬
dret mig, var sindet at beskylde mange iblant Menneskene for et Ønske om
Religionens Undergang; men naar jeg vil tale oprigtig, gjorde jeg ikkun Ondt
verre, og mangfoldiggjorde mine Jnvectiver imod de uskyldigste Siæle, jeg
var saa dumdristig, at jeg vilde dømme en Deel fra deres Sted iblant Men¬
nesker, og har jeg ikke dermed givet alle de Misfornøyede de kraftigste Aarsager
til at sætte mig i Band, og fremdeles at fatte Afskye for at see meere af det
Slags fra min Haand?
For at forekomme, om mueligt er, saavel det ene, som det andet, maa
jeg atter opofre disse mine Blade til nye Erklæringer, og kand de, som jeg for¬
hen har udjaget af de Menneskelige Selskaber, blive omskabte til fornuftige Skab¬
ninger, fordi jeg i nærværende Betragtning vil igienkalde mine forhen gjordte
Beskyldninger, sætter jeg mig selv til rette med Glæde, og med Fornøyelse
skiærper min Pen ind de Tanker, som jeg nu finder at være lutter Urimelig¬
heder. Saa mange, som gaae i deres Domme efter billigheds Love, ansee
mine Erklæringer med gunstige Øyene, og naar jeg bekiender for Verden, at


32
jeg uden Grund har givet Jordens fornemste Jndvaanere Sted iblant de u¬
mælende Creature, meener jeg, at mine forrige Jrringer blive mig ikke regnede
til Onde. Bør jeg ikke erfare den samme Kierlighed, som andre Vildfaren¬
de, og, naar jeg betragter, at en Afbigt og Løfte om Forbedring ofte tiener
til at retablere en Freds Forstyrrer i sin forrige Stand, kand jeg ikke da giøre
Slutning fra det Større til det mindre, og haabe en almindelig Pardon,
Jeg bekiender da oprigtig, at jeg høyligen har forseet mig, naar jeg har
sat mange Mennesker i Classe med de umælende Dyr, og det ene Ord umæ¬
lende er meer end nok til at bevise min Vildfarelse; En Umælende kalder
man den, som ikke kand tale, og med hvad Ret giver jeg da et Menneske Rang,
iblant de Umælende, Jeg veed vel at en Fransk Skribent har diverteret sig
og andre med at forfatte en Bog om Dyrenes Sprog, hvormed han paa en
egen Maade har vildet gotgiøre, at de ufornuftige Dyr ogsaa kand tale, og
at altsaa Mennesket har i dette Stykke ingen Fordeel for Dyrene; men hvad
kand befale os at antage en frugtbar Jndbildings utidige Fostere for virkelige
Sandheder, og maa vi ikke tilstaae, at man skulde have Møye med at troe,
at mange ere Mennesker, hvis deres Tale og Sprog ikke kunde give os Tro¬
en i Hænderne,
Hvo skulde indbilde sig, at Mendacinus er et Menneske, hvis han ey
havde lært hurtig at bruge sin Mund, og kunde vi kalde ham en Skabning
af det fornuftige Slags, dersom han ey kand passere for den største Løgner,
som Verden endnu har eyet, man fortæller om en, ved Navn Pamphilius,
at alt det, som gjorde ham udødelig, og kunde siges til hans Berømmelse,
var dette, at han med en god Samvittighed kunde vidne, aldrig at have talt
Sandhed, og sandelig, det synes, som Mendacinus ved samme Merite vil ba¬
ne sig Veyen til en Ære-Støtte efter sin Død. Jkke nok, han lyver, men
hans Logne ere indviklede i saa ziirlig en Stiil, og bevæbnede med saa mange
besynderlige Omstændigheder, at ingen Sandhed, hvor klar den end er, kand
snarere finde bifald; hvad han nylig paa Steden har gjort, er han i Stand til¬
at benægte med dyreste Eeder, og giør han sig ligesaa stor Fliid for at finde Sand¬
heder som andre, endog naar han selv har bragt Løgnen i Huuset; han sætter uden
Vanskelighed de fortroeligste Venner i Haaret paa hinanden, og neppe veed en
ærlig Mand sig nogen Tid sikker for hans Tunge, Naar Mendacinus vil give os
et Mester-Stykke af sit Haandværk, og vise Prøve paa en complet Lønner, sæl¬
ger han gemeenlig sine egne Ord for andres, og tillegger disse en Løgn, den
han selv er Fader af; Endelig har Professionen gjort Mendacinum vidt bekiendt,
og hans Navn til en Fabel nesten for er heelt Land, nu bliver det ham let at
slippe vel fra sine Ord, siden saa af dem der kiende ham, fæste Troe til hans
Tale, og skulde jeg med andre betiene mig af det forvendte Mundheld, der øn¬
ske, at Løgn var Latin, blev Manden i sit Sprog en dygtig Prædikant. Men,


343
hoo vil forundre sig over dette, og bør man ikke tage i Betænkning,
at nogle Mennesker befinde sig i den Stand, at de nødvendig maa
jage Sandhed i Landflygtighed, hvis de vil vandre Verden igiennem med
Lykke, Skulde vel Cajus havde gjort sig lykkelig ved et riigt Ægteskab, hvis
han ikke havde beylet til sin Brud paa 10000 Rdlr. som han aldrig har eyet,
og vilde vel Titius blive anseet for en Stats-Mand uden Liige, dersom han
ikke sagde, at hans Correspondence strækker sig over heele Verden, han
har i sit Skab adskillige Skuffer, og uden paa enhver finde vi de længst bort¬
liggende Stæders Navne, der alle conferere med Titio, efter sine egne Ord¬
holder han Secretairs ved de fornemste Europæiske Hoffer, og paastaaer han der¬
for at blive anseet for den ubedrageligste Avise; Han kand fortælle os de hem¬
melige Handeler, der gaae for sig imellem Sultanen og Sultaninden, og han
har Copie af den forborgne Breve-Vexling imellem tvende allierede Hoffer,
hvad andre kand sige af Erfarenhed, har hans Geister længe i Forveien givet
ham tilkiende, og naar han feyler i sine Spaadomme, som han ofte giør, veed
han tillige de Aarsager, der kastede den første Plan over Ende. Ved dette
har han i de Eenfoldiges Øyene gjort sig til et Vunder, og enhver taler om¬
ham, som en Mand, der har det heele Verdens Systema indsluttet i sit Con¬
toir. Vil han vedligeholde denne sin Estime, maa han hver Dag beflitte sig
paa nye Tidender, og hvad Under da, om hans øvrige Forretninger maa hvi¬
le, naar han stedse er i Begreb med at opdigte nye Historier, Det er allene
hans færdige Tunge, der beviser, at han er et Menneske, og fordi hans urig¬
tige Beretninger ere sammenhængende, og han ey siger sig selv imod, maa vi¬
tillige ansee ham for et fornuftigt Menneske.
Jurantes besegler et hvert Ord med en Matros-Eed, og giorde han ikke det,
blev han ingenlunde agtet for et Menneske, Ligesom andre beflitte sig paa nyemo¬
dige Klæder, saa har han stedse Forraad paa nyemodige Eder, og vilde man
forunde ham Frihed til at sammenskrive en Grammatica angaaende det Dan¬
ske Sprog, vilde han i sær give kiønne Regler, hvorefter man ziirligst kunde
lære at bande. Mange beskylde ham for yderste Ugudelighed; de paastaae,
at han ey troer en Gud, de sige, at han anseer Religionen som et Pedante¬
rie, og at han fordømmer i sit Hierte de allervigtigste Puncter i vore Lærdom¬
me; men de bedrage sig alle, og Manden skeer Uret. Den, som stedse ønsker
sig de skrækkeligste Ulykker, den, som idelig sværger ved det allerhøyeste Væ¬
sen og de helligste Ting, skulde han vel nægte en Gud at være til, og at vilde
sige om ham, at han i Hiertet fordømmer Religionen, er tillige at dømme ham
fra Forstanden. Var han sindet efter sine Fienders Beskyldninger, saa maat¬
te han jo giøre sig selv stum, naar han vilde tilintetgiøre Gudstienesten; ved
sin Tale beviser han sig at være et Menneske; hans Tale er en Kiede af E¬
der, og hans Eeder bevise, at han ikke er en Hedning, thi saavel indrettede


344
Forbandelser, saa ziirlige Sværge=Formularer finde vi ikke hos nogen Hed¬
ning, meget mindre hos et umælende Dyr, følgelig er Jurantes meere end
begge. Naar disse Slutninger holde Stik, som jeg meener de giøre, see vi¬
da ikke, at Mennesker, som vi i Almindelighed agte for det ugudeligste, fordi
deres Munde stedse ere fyldede med Eder, bør ikke betragtes med saa bade¬
fulde Øyene. Saadanne kunde ogsaa lider være tiente med mit forkastede Pro¬
ject; thi skulde det gaae for sig, saa maatte de forkaste deres brugelige og sæd¬
vanlige Sprog, og at forbyde dem at bande, er at hænge en Laas for deres
Mund, eller stedse at befale dem Taushed.
Men jeg maa i Tide nedlegge Masqven, og tale paa en meere forstaaelig
Maade; thi bliver jeg ved at raisonnere paa den Fod, frygter jeg, at mine
Blade vil blive hos mig selv. De Fornuftige, der see lidet ind i Sagen, far¬
te uden Vanskelighed, at jeg her angriber dem, der lade den største Deel af
deres Discurser bestaae i at lyve og sværge, og Erfarenhed siger os, at den for¬
vendte Sædvane ligesom har gjort disse tvende Laster til nødvendige, ja jeg vi¬
ger ikke fra Sandhed, om jeg siger, at mange giøre sig Fliid for at kunde lyve
med Færdighed, ligesom andre ansee de skrækkeligste Eder for deres Talers
deyligste Prydelser, at jeg ey skal tale om dem, der ved at aflegge slige Prø¬
ver, vil tillige vise, at man ikke, uden at fornærme dem, kand anføre dem i¬
blant deres Tal, der have den tilbørlige Ærbødighed for deres Skaber.
Nu, da jeg sidder i mine Betænkninger, og er i Begreb med at forfatte
Apologier for dem, som jeg i mit sidste Ark ikke kunde fordrage at skulde bære
Navn af Mennesker, indfinder sig en af mine fortroeligste Venner, og udgi¬
ver sig for en Deputered fra Skovenes og Markenes Jndbyggere, for en Ge¬
sandt fra de umælende Dyrs Societæter, og har fuld Magt at give mig Sag,
for de Forseelser, som jeg i mit sidste Stykke skal have begaaet, og de Ulykker,
som jeg har stræbt at tilføre de saa kaldede ufornuftige Skabninger. Jeg maa
derfore afbryde min Betragtning, og stræbe at fornøye mine Læsere med de
Slutninger og den Procedure, som jeg hørdte mod mig selv af min Ven.
Det var, saade han, maaskee eders Øyemærke i eders sidste Blade at ar¬
beyde paa Menneskenes Forbedring, og for at overbevise dem om deres for¬
vendte Væsen, har J mueligt indbildet Eder, at J paa den fornuftigste Maa¬
de kunde naae Eders Maal, naar J ligesom i Forveien kunde overtyde dem,
at de endnu ikke havde gjort sig værdige til det ypperlige Navn, med hvilket de
lade sig kalde; men, at jeg ey skal tale om de faa Frugter og den liden Nytte, som
ved saadan en Skrivemaade kand bringes til Veye, saa meener jeg, at J saa¬
ledes burde indrette eders Betragtninger, og sætte saa fornuftige Skranker for
eders Tanker, at J en ved at ophæve et Onde, skal legge Grunden til et andet.
J har agtet en stor Deel af Menneskene uværdige til at opholde sig i de Men¬
neskelige Selskaber, derudi har J Ret, men at J vil give dem Sted iblant de


45
umælende, derudi gjør J største Uret. Jeg merker af Eders Laisonnemens,
at J har alt for nedrige Tanker om dette Slags Skabninger, og, naar jeg
stræber at fore eder paa klogere Veye, haaber jeg, at J forskaaner Dyrene
for den forraadnede og fordervede Deel af det Menneskelige Kiøn¬
Det er allene de selvkloge og alt for hastig dømmende Vise,
der dømme Dyrene fra deres Forunst, og hvor mange Bøger vi end
have om denne Punct af den naturlige Philosophie, saa kand vi dog sige, at
vore Lærere endnu i dette Stykke ere blinde. Forføy Eder til de Steder, hvor
endog de meest rasende Dyr have deres Boeliger, lad Eders Tanker løbe om
iblant alle Dyrenes Classer, og hvad gielder det, at J ey skal finde noget
Dyr paa den gandske Jord-Klodde, der i at gjøre det Onde kand lignes med
de vanslægtede Mennesker. Ja jeg drister mig endog til at bevise, at Dyrene
gjøre i tusinde Henseender Menneskene til skamme.
Jeg finder i denne Sag nogle visse Lærere at være faldne til tvende Y¬
derligheder, men jeg holder for, at imellem disse gaaer en Middel-Vey, den jeg
sikkerst vil følge. Den vidtbekiendt Cartesius har til sin Tiid lærdt, at Dy¬
rene besad ingen Siæle, men at de allene vare nogle Machiner, som et Seyer¬
Verk, der ligesom bleve drevne af nogle visse Hjul, og forrettede deres Gier¬
ninger efter de Impressiones, som de udvortes Ting giorde i deres Sandser;
hverken Aristoteles eller nogen af de Morgenlændiske Vise have havt den Tan¬
k, og jeg bifalder aldrig den samme; Men derfor bliver jeg ikke paa den an¬
den Side saa taabelig, at jeg med de Arabiske Lærere skulde troe, at Dyre¬
ne ligesaavel som Menneskene have udødelige Siæle. Jeg veed vel, at Maho¬
med, og de som antage hans Drømme for Regler, indrømme visse Værelser
i den anden Verden for det Dyr, der drog den falske Prophete fra Mecca til
Jerusalem, for den Væder, der blev slagtet af Abraham, for Mosis Koe, for
Salomons Myre, for Fisken, der slugede Jonam, for Aseninden, der straffede
Bileam, og i Almindelighed for alle de Cammeeler, der havde den Ære, at brin¬
ge Alcoranen til Mecca, men hvo vilde gaae over i Mahomets Leyr, og under¬
skrive enten denne, eller andre hans daarlige Lærdomme, hvad jeg vil
sige, er i Særdeleshed dette, at Dyrene ikke bør kaldes Machiner, og, naar
jeg hører, at man med Nidkierhed prædiker imod Dyrenes Fornuft, troer jeg, at
det skeer af puure Medisance, og at man fælder allene saa misundelige Domme,
fordi Dyrene i mange Ting bruge deres Fornuft bedre end Menneskene. Naar
dette har sin Rigtighed, hvor stor vilde ikke da de uskyldige Creaturers Ulyksalig¬
hed blive, hvis de onde og fordærvede Mennesker skulde finde Sted i deres Sel¬
skaber.
Naar vi see til Dyrene, saa finde vi snart iblandt dem alle vel indrettede
Societæter; Menneskene derimod, der efter det gamle Ord ere fødde til Sel¬
skaber, gjøre sig til en stor Deel en Fornøyelse af at være Freds Forstyrre¬


36.
re. Den Overflødighed af idelige Trætter, den Mængde af nødlidende Bor¬
gere, de stedsevarende Klager, som den ene udøser over den anden, hvad
vidne de om andet, end Kierligheds Landflygtighed, og at det Baand, der
skulde knytte Lemmerne tilsammen, forlængst er sønderrevet?
Lad være, at Dyrene have ingen Love at følge, uden den Drift, som
er indplantet i deres Natur, lad være, at de allene gaae efter de Forestillin¬
ger, som de udvortes Ting giøre i deres Sandser, saa see vi dog, at de U¬
mælende vise i dette en deyligere Orden, end mange af Menneskene, der pukke
paa deres Fornuft. Det er almindeligt, at endogsaa de, der indbilde sig
selv, og vil faae andre til at troe, at de ere udrustede med den fineste Forstand,
forsee sig i hundrede Poster, hvorudi Dyrene ikke gjøre sig skyldige. Den
klogeste Mand kand blive en Slave af sine Penge, og forbande all Kierlighed
til sine Brødre, det vittigste Hoved kand handle imod de klareste Sandheder,
de helligste Pligter, forsvare de uretfærdigste Sager, og sætte smukke Farver
paa de ugudeligste Gierninger. Finde vi vel noget Spor af dette hos Dyre¬
ne, og hvis Fordeel er da størst, Vil man sige, at Dyrene kand ikke i saa¬
danne Poster forsee sig, just fordi de have ingen Fornuft, saa svarer jeg,
at, naar Mennesket i intet andet aflegger Prøve paa sin Menneskelighed, var han
bedre faren, om han var et umælende Dyr.
Hvo maa ikke forundre sig, naar han betragter Biernes Forundrings¬
værdige Huusholding. Enhver Bie-Kube er som en vel indrettet Republiqve,
og alle dens Lemmer øve sig i de Pligter, som paaligge de beste Borgere; de
stræbe og arbeyde med samlede Kræfter, de ere Hadere af alle Ureenligheder,
de arbeyde ikke paa deres egen Undergang, de taale ingen at være i Stilhed,
der er i Stand til at forsørge sig selv, med et Ord, deres Politie er uforlig¬
nelig, og de følge med større Lydighed deres Øverstes Fodspor, end mange
menneskelige Borgere deres Øvrigheds Love. Saaledes kand et af de ringeste og
mindste Dyr beskæmme de fornuftige Skabninger, og er det ikke da ubilligt, at J ved
Colonier af ryggesløse og lastefulde Mennesker vil kaste disse Societæters Lyk¬
salighed over Ende, De Umælende lide Ondt nok, og Menneskenes Grum¬
hed imod de samme er alt for stor, at J ey skulde giøre den større. De Vel¬
lystige fylde sig uden Fornødenhed med deres Kiød, og mange vilde tabe en
stor Deel af deres Fornøyelser, hvis den haarde Adfærd imod de ubevæbnede
Creature ikke blev tilladt.
Hvad jeg her har erindret, er allene i Almindelighed, og gaae vi til vis¬
se Ting i Særdeeleshed, blive mine Domme de samme. Vi finde intet umæ¬
lende Creatur, der jo drager en tilbørlig Omhue for sine Unger, søger at be¬
skierme dem imod alle paakommende Farer, og efter sin Maade giør sig Flid
for at afrette dem i alle fornødne Poster. Kand vi med Sandhed sige det sam¬
me om Menneskene, og maa vi ikke tilstaae, at mange Forældre lade de Plig¬


37.
ter komme sig aldeeles af Øye, som de ere skyldige at øve imod deres Børn¬
De tillade dem at opofre sig til de stormende Lyster, der ere ømme over at straf¬
se deres Laster, og den fordærvede Natur, der har Kraft nok for sig selv til
at henrive et Menneske til de forskrekkeligste Feyll, faaer en meere end dobbelt
gjort Styrke, naar de Tømmer ey blive brugte, der behøves til at tæmme
dem, og Forældre ey vil bruge de Lægedomme, der paa nogen Maade kand
tiene til at heele deres Børns Sygdomme. Derfor er Verden opfyldt med on¬
de Jndbyggere, derfor har Fædernelandet Mængde af lastefulde Børn, fordi
de Unges nærmeste Bestyrere enten ikke kand eller vil arbeyde paa deres Beste,
som de ere all Kierlighed skyldige. Det er sandt, Forældre vil have Ord for¬
at elske deres Børn, men det er ogsaa sandt, at de hade dem aldrig meere, end¬
naar de elske dem formeget, og, naar de ey sætte deres Kierlighed fornuftige
Grændser.
Visselig kunde jeg opholde eder til i Morgen, hvis jeg vilde lade Dyre¬
ne raisonnere over Menneskenes U-ordentligheder, og, dersom J kunde med
Taalmodighed anhøre, hvad jeg i denne Sag kunde have at sige, vilde J u¬
den Tvivl ikke ønske de Umælende den Ulykke, at de i deres Værelser skulde
see de Mennesker, som J vil have fordrevne til Skove og Udørkener. Hvad
og endnu vil erindre, er alleene dette, at, dersom Cartesius ret havde brugt sin
Fornuft, og betænkt sig vel, førend han førdte sine Tanker i Pennen, hav¬
de han vel forandret sine Domme, og i Steden for at kalde de ufornuftige Dyr
blotte Machiner, havde han vel fundet, at dette Navn kunde passe sig bedre
paa en stor Deel iblandt Menneskene.
J sagde, min Ven, i Eders sidste Betragtning, at J snart ikke vidste,
hvor J skulde giøre af de Mennesker, som J dømte fra deres Navn, og J er¬
ndrede med Grund, at dersom vi gav dem Plads iblandt Dyrene, maatte vi
forsee os; J resolverede derpaa at giøre dem til et adskilt Slags fra begge,
nen J var i Eders Tanker ikke saa tydelig, som jeg havde ønsket. Efter min
Meening handler man ikke saa urimelig, om man kalder dem Machiner, og
at dette Navn kand blive desto meere antageligt, vil jeg bevæbne det med føl¬
sende Grunde.
Det, som man hidindtil i sine Lærdomme om Menneskets Væsen, har
aldet Begierligheder og Passioner, maa vi ikke længere ansee med forrige Øy¬
de, men vi bedrage os ikke, om vi holde enhver af de saa kaldede Affecter for¬
t vist Hjul, der driver Legemet og dets Lemmer, og giver det sine adskillige
Bevægelser; Fornuften kunde vi vel ogsaa ansee, som et Hoved Hjul, men,
a den forlængst er bleven ubrugelig, blive ikke heller de menneskelige Machi¬
ders Bevægelser indrettede efter dens Love. Om den Vægelsindede i Comoe¬
en finder jeg, at Tieneren tillagde hende 16 Siæle, men havde han sagt, at
Machinen blev hver Time paa Dagen omdrevet af et nyt Hiul, havde han
alt meere philosophisk.


348
Naar vi ansee Mennesket paa den Maade, saa faae vi tillige Jndsig i
de Ting, der tilforn forekom os som store Hemmeligheder, og det, som vi ik¬
ke ved all vor Møye har kundet finde Aarsagen til, opløser sig nu af sig selv;
For kunde vi ikke fatte, hvorledes det var mueligt, at et Menneske, der in¬
gen Time var vis paa sit Liv, kunde giøre sig saa megen Uroe og Umag for
at samle nogle Penge, som han dog skulde lade tilbage; Nu derimod see vi,
at den Glands af det glimrende Metal haver de Jndflydelser i den legemlige
Machines inderste Deele, at det Hjul, som vi med et gammelt Navn vil kal¬
de Gierrighed, sætter Lemmerne i Oprør, udrækker Haanden for at tage ofte¬
imod uretfærdige Midler, og lukker den saaledes til igien, at den aldrig vil aab¬
ne sig, uden for at tage imod meere. For kunde vi ikke begribe, at mange
iblandt de Store havde ingen Øren, naar den Fattige mældede sig, men kun¬
de vel høre, naar en bemidlet Mand begierte Audience, nu derimod forestille
vi os dem som Machiner, og da de Fornedrede give ingen Jndtryk og Efter¬
tryk i deres Sandser, eller rettere, give ingen Vand paa Mølle-Hiulene,
saa bliver Machinen staaende, og kommer aldrig i de Bevægelser og Bugter,
som naar et ypperligere Object lader sig indfinde.
Jeg holder det ufornøden, at besværge mine Læsere med meere af min
Vens forunderlige Jndfald. Han har opført sig som en Talsmand for¬
Dyrene, men fældet haarde Domme over Menneskene. Jeg gaaer aldrig
saa vidt, at jeg som han skulde agte de ufornuftige Mennesker for Machiner,
og var den nyere Philosophie af samme Beskaffenhed som hans, kunde
man finde Aarsag til de mange Skrifter, som i vor Alder imod
den Mechaniske Viisdom ere udkomne.


349
No. 38.
Udgivet den 29 Januar. 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Cul tandem hie imperabit, qvi non potest cupiditati¬
bus suis imperare, Refrenet primum libidines,
spernat voluptates, iracundam tencat, avaritiam
coerceat, ceteras animi labes repellat; tum inci¬
plat aliis imperare, cum ipse improbissimis Domi¬
nis parere desicrit.
Cicero.
D¬
e, som under mine tvende sidste Betragtningers Læsning have fældet haar¬
de Domme over mig i deres Hierter, ansee sig selv med alt for gunstige
Øyne, og have alt for gode Tanker om den største Deel af det menneskelige
Kiøn. Hvorfor skulde jeg hykle, naar Sandheden viser mig Veyen, og hvad
kand befale mig at skaane de vanslegtede Brødre, naar jeg ikke ved smigrende
Lovsange, ved hykkelske Knæ-Fald, ved Fuchsvandserier og forstilte Grimacer
søger at giøre min Lykke. Mine Betragtninger skulde end blive til større Nyt¬
te, hvis Sandheden ikke ofte maa skiule sig, og var det en dansk Moralist til¬
ladt uden Fare at røre ved alle sine Brødres Sygdomme, skulde de Feyl mue¬
ligt blive bragte for Lyset, som de forvendte Borgere indbilde sig ikke at kunde
sees. Er det da en afgjort Sag, at visse Laster, der avles og underholdes un¬
der visse Personers Beskyttelse, skal blive urørte, og have deres ubehindrede Lob,
saa maa det ogsaa blive derved, dog indbilder jeg mig, at ingen kand tillukke
mine Øyne, at jeg jo maa see de Forseelser, der ere Angerløse, og det skal
hermed tiene de Skudfrie Borgere til Efterretning, at deres Konst-Greb ere mig
bekiendte, skiønt jeg ikke finder Leylighed til at bestraffe dem i mine Betragtninger.
Jeg kand ikke give noget efter af mine forrige Tilrettesættelser, og om jeg
end vilde tilstaae, at Verdens bestraffede Jndbyggere hverken ere umælende
Dyr eller sandseløse Machiner, saa vindes derved ikke meget til de vanslæg¬
tedes Fordeele. Det er mig en let Sag at giøre Satiren lidt finere; men vil
man ikke, at Jord=Kloden skal være en Samlings Plads for umælende Dyr,
saa maa man paa den anden Side forlade mig, om jeg kalder den gandske
Verden en Daare=Kiste, og hvo er da saa blind, at han ey kand see, hvad


350.
Tanker jeg har om de første Jndbyggere, Jngen indbilde sig, at disse mine
Domme overskride billigheds og Sandheds Grændser, og de, som mueligt
maatte tænke, at jeg beskylder, uden at kunde bevise, vilde med agtsomme Øy¬
ne eftersee mine Betænkninger i dette mit Ark, da Sandheden ved sit Skin skal
trænge igiennem alle Jndsigelser, og de fleeste Mennesker blive beviiste at være
Lemmer i det almindelige Daare-Huus.
Jeg bekymrer mig ikke om de foragtelige Domme over, og de stedsevarende
Declamationer imod Fornuften, som efter Skaberens Anordning er vor Siæ¬
les ypperste Kraft; jeg siger, uagtet hvad andre imodsige, at Fornuften efter
det menneskelige Væsens første Indretning er det Lys, som skal vise Mennesket Vey¬
en i sine naturlige Gierninger, og at det ikke er en Pligt af liden Betydenhed, at
et Menneske bør lade Fornuften være sin Bestyrer i alle de Ting, der ere under¬
lagte Fornuftens Jurisdiction. Saa vist, som dette er en Sandhed, saa let¬
bliver det mig ogsaa at forestille en stor Deel af det menneskelige Kiøn som dis¬
se deres Pligters Overtrædere.
Naar et Menneske af naturlige Aarsager bliver beskadiget paa Fornuf¬
ten, saa seer man det stedse paa vildfarende Veye, det forstyrrer all Orden,
dets Gierninger ere baqvendte, dets Ord forrykte, og dets gandske Væsen for¬
vildet. Den, som med upartiske Øyne beskuer de fleeste Menneskers Adfærd,
og, uden at flattere, vil tale Sandheden oprigtig, maa uden Tvivl tilstaae mig,
at Daarlighed spores i de fleestes Jdrætter, og at de samme Domme, som
Almindelighed fældes over dem, der ere indsluttede i de Rasendes Værelser,
kand med Grund ogsaa afsiges over en anseelig Deel iblant dem, der indbilde
sig ey allene at have, men endog at bruge Fornuft.
At der er intet ypperligere og deyligere Herredomme under Solen, end
at være Herre over sig selv, og at intet elendigere Slaverie kand optænkes, end
at være en Træl af sine Lyster, er saa klar og gammel en Sandhed, at end¬
og de kloge iblant Hedningene har ey allene kundet indsee dens Grunde, men
de have endog herom efterladt os de eftertrykkeligste Skrifter. fornuften har
i Kraft af sin himmelske Bestaling det Privilegium, at den skulde foreskrive
Villien og Affecterne Love, og at disse skulde indrette alle deres Foretagender
efter dens Bydende. Naar vi sætte Villien og Begierlighederne paa det al¬
lerhøyeste Trin, saa blive de dog ey meere end Fornuftens Stats Ministre; de
bør gaae denne deres Monarch tilhaande i at efterleve og fuldbyrde hans Be¬
falinger, men de kand ikke, uden at forgribe sig, enten sætte sig selv paa Kon¬
ge-Stolen, eller hente deres Ordres hos den forblindede Phantasie.
Billede skal giøre Sagen klar, og, naar vi forestille os det samme, kand vi¬


35
uden Vanskelighed giøre Slutning fra det ene til det andet, fra det Mindre til det
Større. Naar en Regent lader alle Ting gaae igiennem sine Betienteres Hæn¬
der, naar han uden at prøve, antager alle deres Forestillinger, naar han holder
sig deres Love efterretlige, trues en Stat med Uorden og den derpaa følgende
Undergang. De uskyldigste Personer kand ved saadanne Anstalter blive styr¬
tede, og meest uskikkede blive satte paa vigtige Poster. De Formaaendes
Had eller Affection finder da de gyldigste Aarsager saa vel til det ene som an¬
det, og hvad Under, om de Forestillinger, der gaae for sig i deres Hierter, og
de Meeninger, som de kand have fattet, gjøre alle Ting til et Chaos, og leg¬
ge Grunden til et baqvendt og forstyrret Væsen, Vil vi hentyde dette paa nær¬
værende Sag, saa see vi, at, naar Fornuften skal være Slave og indsluttet i
et Fængsel, Villien derimod tilligemed Lysterne skal have et u-omskrænket Her¬
redomme, vi da ikke kand giøre os Haab om at see andet end de urimeligste
Handeler, der vise intet mindre, end at Mennesket har kaldet Fornuften til sin
Raadgiver.
Jeg vilde nødig komme frem med andet, end hvad af Erfarenhed kand mær¬
kes, og, at jeg ikke allene skal have saa slette Tanker om Menneskene, vil jeg
fremkalde, saavidt Papiret kand tillade, adskillige af Jordens Beboere, at
de ved deres Gierninger kand sige, enten jeg i mine Betænkninger er feylende
eller ikke. Philopartenus levede for nogle Aar i de deyligste Omstændighe¬
der; De Byrder, der trykkede hans Skuldre, vare ikke ufordragelige; Ti¬
merne kunde han anvende paa de Handteringer, som han efter sit Kald havde
at iagttage, naar han havde forrettet sit Arbeyde om Dagen, kunde han slaae
sig til Rolighed om Natten, og de uroelige Tanker kunde ikke holde hans Ge¬
mytte i et stedsevarende Oprør. Hvor stor var ikke da hans Lyksalighed, men
hvor liden er den ikke nu Det Baand, der bandt ham til Rinaldinæ Dey¬
lighed, de yndige Farver, der forblindede hans Øyne, kastede tillige de jam¬
merligste Lænker paa hans uskatteerlige Friehed; han solgte alle sine Herlighe¬
der for at kunde see paa et kiønt Ansigt, og han styrtede sit Sind i en stedseva¬
rende Uroe, for at faae en Skiønhed, paa hvilken han stedse kunde tænke.
Hvor beklager han ikke nu sit utaalelige Aag, og hvor ønskede han ikke, at
kunde blive løs af de Kieder, der gjøre hans Ulyksalighed hver Time større?
Vi vil endnu ikke for disse Daarligheder give ham Sted i Daare-Kisten, og
finde vi ingen af hans Jdrætter, der ere meere taabelige, vil vi endnu ikke ud¬
slette hans Navn af de Fornuftiges Liste. Men see, hans Raserier tage til
med hans Dage, og, endskiønt han hver Dag sukker under sin frivillige Træl¬
dom, kand han dog ikke aflade i Regn og Slud at passere forbie Rinaldinæ
Vinduer. Hvad der gjor ham egentlig til en Nar, er dette, at han paa een
Tid baade ønsker sig sin forrige Friehed og et stedsevarende Slaverie, Læn¬


152.
kerne synes ham baade fore og søde; han hører, at hans Eifte belver hom¬
han seer sin Ulyksalighed for Øyne, om Samlingen kommer til Fuldkommen¬
hed, ikke desto mindre er et hvert Minute for ham som et heelt Aar, og han
længes efter at vove sig paa det Hav, hvor han ufeylbar maa lide Skibbrud.
Kand vi sige, at Fornuften her over sit Herredomme, og maa vi ikke tilstaae,
at Philopartenus er en Nar¬
Arrogantius plages af en Sygdom, der tillader ham ikke Roe i Siælen,
han indbilder sig at være den uforligneligste Borgere i Verden, og han tænker,
at man sætter ikke den tilbørlige Priis paa hans Fortienester, fordi man ey vil
læmpe sig efter hans Ærgierrighed, der veed af ingen Grændser, og ey føye
Anstalter til saa vakker en Mands Befodring til de anseeligste Charger. Alle
fine Medborgere seer han over Skulderne, Hiertet er opfyldt med høye Des¬
seins, og Hiernen giør hver Dag hundrede Anslag, hvorledes Arrogantius
kand blive sat paa Værdigheds høyeste Spidse; Lykken har hidindtil givet
Vind i hans Seyl, men han har ey i Sinde at kaste Anker, førend han kand
lande i Skyerne; han seer, at de nærværende Omstændigheder ere besværlige
nok, han sukker ofte under sine Byrder, men han længes tillige efter meere U¬
roe, og hans Ære-syge Gemytte kand ikke cureres, førend han faaer heele Ver¬
den under Contribution. Efter hans Tanker gaaer alle Ting imod Viisdoms¬
Forskrift; han vilde, om han kunde, reformere all Verden, og de værdigste
Personer fortiene efter hans Tanker ikke den Ære, som man giver dem. Snart
ønsker han, at Tyrkernes Maade maatte blive en Lov for andre, og at Meriter
maatte tages i Betragtning, hos hvem de end kunde findes, atter igien tilba¬
gekalder han disse Drømme, og vil, at de, som ved Fødselen ere adskildte fra
andre, skal allene være berettigede til de forefaldne feede Stykker. Det falder
Manden ufordrageligt at sidde paa den venstre Side af den, som i hans Øyne
er intet, og skulde han end tiltrygle og tilkiøbe sig et Ære Navn, maa det ko¬
ste hvad det koste vil, naar han ikkun selv kand nyde den øverste Rang. Vilde vi kal¬
de ham en Nar maatte vi velhøre, at hans Brødre ere mange; men de Jrrendes
Mængde kand ikke gjøre Vildfarelsen til intet, og Arrogantius maa finde sig
i at blive indsluttet i Verdens Daarekiste.
Pansophinus er som et levende Bibliothek; han har efter sin Mee¬
ning forskaffet sig et stort Liggende-Fæe af Lærdom, og, naar man seer
ham, skulde man snart slutte, at hans Hierne er Musernes Forraads-Kam¬
mer, han er kaldet frem af sine mørke Kroge, og han agter Verden lyksalig,
der kand glæde sig ved saa stort et Lys. Sin egen Hierne har han gjort til en
Symbolisk Bog, og den Pavelige Ubedragelighed, som han indbilder sig at ha¬
ve, formaner ham til at slette Streger over alt det, som han selv ikke forstaaer,


353
eller rettere, som ey er overeensstemmende med de Principiig, som han selv har
fattet. Alle, uden han, gaae i hans Øyne i blinde, og den, som ey vil antage
ham for et Orakel, faaer strax sin Caracteer af Vantroende. Han har Myn¬
dighed efter eget Tykke at antage og forkaste, og hans Domme ere bevæb¬
nede med et broga, hvis Ord og Betænkninger behøve ingen Raisons.
Saaledes kand andres Vankundighed af en Knub skabe en Mercurium, og
den, som endnu selv kunde behøve at gaae i Skole, skal være Dommer i Ting,
som han ikke begriber. Denne Apollo maa giøre sig selv saa lærd, som han
vil, og andre maa af hans lærde Grimacer gjore saa prægtige Slutninger,
som dem Lyster; Jeg for min Deel har herimod mine egne Exceptioner, og
jeg fortaler mig ikke, om jeg siger, at Pansophinus er en Daare. Jeg vil ikke
disputere ham sin Lærdom, jeg vil ikke heller sige, at han ey kand være til Nyt¬
te; men, naar han ey vilde have Sted i Verdens Daare-Kiste, burde hans
Opførsel være anderledes. De høye Tanker, han har fattet om sig selv, de
Meeninger, som han indbilder sig at være ufeylbare, den Vished, med hvil¬
ken han vil paatvinge andre sine egene Jndfald, gjøre ham til en Pedant, der
er utaalelig, og bør han da ey tages ved Haanden, og indledes paa det Sted,
der er beskikked til Daarer;
Der er nu hen ved fire Aar siden Thrygiontes lod sig see paa Skue-Pladsen,
som en Mand, der havde Prætensioner paa Lykkens Gode, og han har i li¬
gesaa mange Aar aflagt de klareste Prøver paa sin Daarlighed. For at ba¬
ne sig Veyen til det Maal, som han haver i Sigte, har han femten gange for¬
andret sin Religion; Vi vil ikke tale om, hvorvidt han viser sig som en Nar,
det han anseer sin Paastand at være Grundet, vi vil ikke undersøge hans
Fortienester, enten de giøre ham værdig eller ikke; vi vil allene betragte
hans Adfærd i hans Solicitations Aar, og, naar den bliver lagt for Dagen,
skal vi strax see, at Phrygiontes fortiener sin Plads iblant Daarer. Han har
den forunderlige Tanke, at Mennesker skal fæste Troe til alle hans Beretnin¬
ger, saa færdig, som han viser sig selv, i at afskildre sine Meriter paa Papi¬
ret, saa villige vil han at andre skal vise sig i at lade sig bedrage af Farver. Vi¬
vil sætte, at Mandens Prætensioner ere grundede, og at han virkelig besidder
de Egenskaber, der burde giøre hans Omstændigheder bedre; men, om vi la¬
de dette blive en Sandhed, saa kand sligt dog ingenlunde tiene til at fritage
Phrygionem af Daare-Huuset. Et Menneske, der betræder de Veye, som
dan, bør gaae meere forsigtig til Verks; han bør i agttage alle de Regler, som
mit Blad om denne Sag forhen ere anforte; han maa ikke lade sig indtage
af deylige Ord, og ikke grunde sit Haab paa herlige Løfter, bør han ikke be¬
ænke, at man ey all Tiid af Mundens Ord kand giøre Slutninger til Hier¬
et i Reservationer og Exceptioner ere ikke allene i Mode ved Rettergange,


34
men de have endog Sted i de Værelser, der blive gjorte til Masqvarade-Stu¬
er. Verden har kun en liden Deel tilbage af den gamle Ærlighed, og det
var at sætte en fornemme Mands Privilegier inden alt for snevre Grændser,
om man vilde paastaae, at han skulde være en Slave af sine Løfter. Det er en
fornøden Regl i de nærværende Tiders Politiqve, at man ikke skal lade sine Clen¬
ter gaae fra sig med en slet Trøst, og det bør paa den anden Side være den¬
Opvartendes Pligt, at han de fleste Tider troer tvertimod Trøsten. J de
grove og vankundige Tider, da man ey havde lært paa en hoflig Maade at ta¬
ge Folk ved Næsen, kunde det saa passere, at de eengang givne Løfter og
Forsikringer kunde beholde samme Gyldighed, som den autoriserede Mynt; men
kommer man nu, at jeg skal betiene mig af en fremmed Skribents Ord, og paa
en stor Mands Løfte vil hos Kræmmeren kiøbe sig en Alen Klæde, kand man
uden Tvivl vente sig dette Svar: Kiære, jeg troer ligesaa lidet Mandens Paro¬
le, som han selv. Det er ikke min Sag, eller for nærværende Tiid mit Øye¬
mærke at examinere, hvorvidt et Menneske er forbundet til at holde sit Lofte, ik¬
ke heller er det min Leylighed at sige, hvad Caractere den fortiener, der udspy¬
er Løfter i hobetal, uden Hierte at holde et eneste; hvad jeg vil sige, er alle¬
ne dette, at den, som drømmer om en almindelig Redelighed iblant Menneskene
den som forlader sine Velyndere med et glad Ansigt, fordi han er bleven afspi¬
set med en prægtig Forsikring, er den største Daare under Solen. Jeg har
kiendt den, der i dette Stykke har været saa lettroende, fordi han ikke har kiendt
til Verdens Maximer, at han i Anledning af et herligt Løfte, ey allene har eqvi¬
peret sig til at imodtage det Embede, efter hvilket han har løbet, men endog¬
saa gjort Anstalter til et fordeelagtigt Giftermaal; hvor har han ikke siden for¬
undret sig, naar han har seet alle sine Anslag at være omsonst, og hvor skam¬
mer han sig ikke, saa ofte han erindret sig sine Casteller i Luften,
Der er intet, som ligger Phillanthropum mere om Hiertet, end et stort
Antall af Venner, og det er først i disse Dage, at han i dette Stykke er blevet
underrettet om sin Daarlighed. Hans Dørre vare neppe tillukte, saa længe
hans Dage vare lykkelige, og, naar Pocalerne stedse kunde være fulde, hav¬
de han fuldt op af Venner og Tilbedere; Scenen blev neppe forandret, førend
Piben fik et andet Lyd; Da Creditorerne stormede til Phillantropi Boelig
med deres Krav og Regninger, havde Manden ingen Besøgelser uden af de
samme ubehagelige Giester, og, da Ankerne vare tømmede, blev Heftigheden i
Venskabet borte. En Mand, som Phillanthropus, skulde han med Billighed
kunde sættes paa de Vises Register, og forsee vi os meget, om vi ogsaa ind¬
rømme ham en Plads i Daarernes Boelig, burde han ikke betænke, at de fleeste
Venner ere som Svalerne, der komme med Foraaret, men fare bort imod
Vinteren, burde han ikke erindre sig, at naar Venskabet hængte allene af det


35.
fulde Vin-Glas, vilde hans Venner paa eengang baade udsove Ruusen og
Venskabet, allerhelst naar dets fugtige Grunde begyndte at siunke, og Olien,
der havde optændt Jlden, blev borttørret, Visselig ere de mange, der vil ha¬
ve Ord for at glæde sig ved et Menneskes Velgaaende, der indfinde sig med
daglige Lykønskninger og Tilbedelser, men, naar de alle sættes paa Prøve,
blive kun faae tilbage, der tage Deel i de paakommende fortredelige Omstæn¬
digheder, og ikke tillade et Menneskes onde Skjebne at giøre deres Kierlighed
til intet.
Var Hævngierrighed den eneste lastværdige Passion, som kunde findes
hos Lupinum, saa var denne allene nok til at giøre ham til en Nar¬ Jeg
tilstaaer gierne, at denne Last giør sig behagelig for det Menneskelige Gemytte
ved en skiult Sødhed; men jeg troer tillige, at et ædelt Sind sielden lader sig
forlede af denne Sødhed til at fyldestgiøre sin Passion. Det er efter mine
Tanker Hævn nok, naar den Forrettede kand vise, at han er i Stand til at hæv¬
ne sig, og, endskiønt Ævnen ikke her lader sig see i Gierningen, saa er dette alle¬
rede et stort Beviis paa et høyt Gemytte, der vel foragter, men ikke beskadi¬
ger sin Fiende, allerhelst de fleste Forurettelser bestaae i de Forestillinger, som
Jndbildningen giør os, og ere alt for ringe, at de skulde sætte et fornuftigt
Menneske i Oprør. Saa sandt som dette er, saa latterligt er det derimod paa
den anden Side, naar et Ord af en kaad Mund, en fortredelig Mine, en
Legemets Bevægelse enten skal drive et Menneske til at hævne sig ved Retten¬
eller med Næverne. Jeg veed ikke, om jeg forseer mig, dersom jeg siger, at
saadan en Hævngierrighed enten bærer Vidne om en ond Samvittighed eller
en utaalelig Hofmod. En Spanier kand bringes i Harnisk ved den mindste
Mine, og mange blant vore egne Brødre ere i dette Fald ikke meere fornuftige.
Hvormange see vilke, der anlegge vidt udseende Processer, for at forfegte den
Ære, som de forlængst have mistet, og hvor dyrt kiøbe de ikke ofte en elen¬
dig og intet betydende Erklæring, som i de Fornuftiges Øyne tiene ikkun til at
bekræfte Beskyldningen, Kand vi sige med Sandhed, at saadanne Mennesker
handle efter Viisdoms Regler, og skulde vi frygte for Sag givelse, om vi er¬
klære dem for Daarer, og anvise dem det Sted, hvor de med Rette burde
være?
Egensindighed er ogsaa en iblant de Laster, der ikke sømmer fornuftige
Skabninger, og de, som lade sig beherske af denne Passion, fortiene samme
Qvarteer, som vi have givet de forrige. J en vis Tid af min Ungdom, siger
den bekiendte Oxenstierne, har jeg begaaet den Daarlighed, at udvælge af
Virgilio dette Symbolum.
Flectere i nequem superos, acheronta movebo¬


336
Jeg vilde paa engang trodse Himmelen og Verden; men Tiden har den først¬
straffet mig, og den sidste spotter mig. Egensindighed er en Egenskab, der til¬
kommer de fornuftige Creature, der ikke findes hos andre, end Qvinder, Dag¬
rer og Børn, og Visdom befaler os, ved visse Leyligheder at bukke og giv¬
efter. En fornuftig Søe-Mand stryger sine Seyl, naar Vindene storme for
meget; men en Nar haster med fulde Seyl til sin Undergang. Et Menneske
der i sin Veye betiener sig af Klogskab, træder ofte et par Skridt tilbage, at
han siden kand giøre desto bedre Fremgang, men den daarlige, der ikke vil la¬
de sig lede, galouperer saa længe, til han brækker sin Hals.
Dumhed og Egensindighed ere hinandens Nær paarørende, og en Nav¬
indbilder sig stedse, at hans Ære staaer i Vove, hvis han ikke forsegter sin
Meening til det yderste. Kaste vi Øyet omkring os, saa skal vi finde mange,
der, naar de engang have begyndt at forsvare endog de daarligste Jndfald,
heller skal opoffre det fortroeligste Venskab, end lade den mindste Punct falde
af deres taabelige Slutninger. Skulde jeg nogensinde blive nødt til at om¬
gaaes med saadanne Hoveder, vil jeg stedse lade dem beholde Ret, og udgive
deres Ord som bevæbnede med største Raison; thi ved en sundere Forklaring
maatte jeg ikkun giøre mig dem til Fiender, og Sandheden vinder intet, naar
den skal forsvares mod en Daare.
Saa fuld, som Verden er af Daarer, saa vidtløftig kunde ogsaa denne
min Betragtning blive. Jeg vil ikke giøre et Menneske og en Nar til ligegyl¬
dige og et betydende Navne; thi jeg troer, at det er mueligt, at et Menneske
kand bruge sin Fornuft, og efter dens Love indrette sine Gierninger; men det¬
te tør jeg dog sige, at den største Deel af Verdens Jndvaanere overlade sig
til Jndbildingens og Begierlighedernes Anførsel, og tillade ikke Fornuften at
øve det Regimente, som den af Skaberen har faaet; saa længe Mennesket le¬
des af saa farlige Ledsagere, saa længe blive dets Gierninger daarlige, og Ver¬
den beholder altsaa det Navn, som jeg af Begyndelsen har givet den. Jeg
vil slutte min Betragtning med et artigt Sted hos en anseelig Skribent, hvis
Tanker om Verden have ikke været meget bedre end mine: Verden er en Skue¬
Plads, Menneskene ere Comedianterne; de adskillige Tilfælde udgiøre Styk¬
kerne; Lykken afdeeler Personerne. De Skriftlærde bestyre Machinerne, og
de Verdslige Vise ere Tilskuere. De Bemidlede sidde paa Logerne, de Mæg¬
tige paa Amphitheatrum, og Par-terret er for de Ulyksalige. Qvinderne til¬
føre Forfriskninger, de elendige snyde Lysene; Enhver Nar er en Ca¬
pel-Mester og Tiden lader endelig Forhænget nedfalde.
Titelen paa Comædien er denne: Ver¬
den vil bedrages


357
No. 39.
udgivet den 5 Febr. 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Qvid og de supercilio dicam, qvod hominibus non
supercilium sed pignus Republicæ videtur, tanta¬
est gravitas in oculo, tanta frontis contractio, u¬
illo supercilio Respublica, tanqvam Atlante Cæ¬
Cicero.
lum, niti videatur.
O¬
m jeg end af Medlidenhed over Verdens Jndvaanere vilde gaae visse Forse¬
elser forbi, og anstille mig som en Halv-Blind, der ikke just kand tage alle
Ting i Øyesyn, saa gjor dog det hemmelige Piqvanterie, som det ene Menne¬
ske har til det andet, og den Uret, som mange indbilde sig at vederfares, fordi
man igiennemhegler deres Feyl, og taler intet om andres, at jeg ikke lettelig,
uden at blive anseet som partisk, kand skaane nogen Last, den maa findes hos
hvem den vil. Skal jeg sige, hvad jeg meener, saa havde jeg ikke i Sinde¬
at tale det mindste om Hofmod, at jeg ikke skulde alt formeget mangfoldiggiø¬
re de Misfornøyedes Tall, men den største Deel iblant mine Læsere, der ikke
kunde finde de hoffærdige Aander indsluttede i Verdens Daare-Kiste ved mine
sidste Blade, have klaget over min Partiskhed, eller tænkt, at jeg ansaae Hof¬
færdighed med samme Øyne som de. J de sidste Tanker maa jeg give dem Ret¬
thi, at jeg offentlig skal bekiende min Vildfarelse, saa har jeg en lang Tid ind¬
bildet mig, at de, som ere skyldige i den Feyl, bør ikke have Sted iblant Men¬
neskeer; jeg har havt samme Tanker som de selv, og agtet dem for synlige Gu¬
der, og jeg har altsaa taget i Betænkning at røre det mindste ved deres Perso¬
ner, som de, der vel ikke glemte at hævne sig. Men da jeg af een og anden har
erfaret, at et hofmodigt Menneske er den største Nar, som Jorden kand bære,
saa har denne Dom givet mig Andledning til en nøyere Eftertanke, og er der
Rum for de Hoffærdige i Verdens Daare-Huus, saa skal Indgangen dertil


358
ved dette sit Blad blive aabnet, og Lassens Slaver maa ikke see suurt, og
jeg med Magt indsperrer dem iblant deres Brødre.
Jeg har i en af mine forrige Betragtninger gjort mig Fliid for at vise, at et Men¬
neskes Vankundighed i sin egen Sag, og dets liden Overbeviisning om sine egne U¬
fuldkommenheder, gjør en anseelig Deel til dets Lyksalighed og fornøyede Tilstand,
Jeg skal i dette mit Ark lade det blive min Hoved-Sag at forestille, hvorledes samme
Vankundighed, understøttet af Egen-Kierlighed, er en Moder til Hoffærdighed
Der er en Kierlighed til sig selv, som er uskyldig, og henhører til Skaberens Orden,
men, naar samme overstiger sine foresatte Skranker, føder den mange Ulyk¬
ker og vanskabte Fostere. Vi kand sige om en stor Deel af vore Brødre, at
fordi de ey kiende sig selv, elske de sig alt for meget, og fordi de elske sig forme¬
get, er deres Hofmod utaalelig. Naar vi vil giøre os de rigtigste Begrebe¬
om Hofmodigheds Last, kand vi allerbest følge den fortreffelige Franske Skri¬
bentes de la Mottes Anviisning, denne kalder Hofmod en høy Meening om
sin egen Værdighed og Fortrin for Andre, og, naar vi undersøge denne
Beskrivelses Rigtighed, finde vi, at Lasten har sin Udspring af Egen Kierlig
heds ureene Kilde.
Vi kand allerbest komme i Erfaring om Sandheden i dette, naar vi efter
vor Maade stille os adskillige Exempler for Øyne, og vi have saa meget mindre
Umag med at finde de samme, som Hoffærdighed er en Last, der finder utal¬
lige Elskere. Alasontes er i sine egne Øyne den allerværdigste Person under
Solen, hans Hoved er stedse opreyst, og hans Øyne ere altid fæstede paa
Skyerne; Legemet faaer ikke den Positure, at han dermed kand bevise sig at
være et Menneske, men fordi han agter sig ophøyet over Jorden; kiører han
forbi en Vagt, og bliver ikke hilset paa den sædvanlige Maade, nyser han
Vognen af Vrede, og skulde være færdig at opofre enhver Soldat, og næg¬
ter man hans Heste den samme Ære, er Forseelsen uforsonlig. Skulde ved
Alasontes bekymre sig om dette, hvis han kiendte sig selv, og skulde han ikke
agte sig uværdig til den mindste Ærbødighed, hvis han ikke elskede sig selv paa
en ufornuftig Maade, Det er en Ulykke for denne Sprade-Basse, at hans
egen Mund skal stedse være den Basune, der udblæser hans Roes, og, hvis
hans Jndbildning var ikke desto stærkere, at han hver Aften kunde forsyne sig med et
nyt Forraad af Helte Bedrifter, som han om Dagen kand giøre bekiendte,
vilde hans Navn snart gaae af glemme, og hans Berømmelse blive til intet
Hvad giør Manden ufordragelig uden hans overmaade store Hofmod? Han mo¬
qverer sig over heele Verden, han gyseer alle andre som sine Slaver, og han¬


359
finder sig ey forbunden at have den Høyagtelse for sin Superieur, som han
bør, de høye Tanker, han har fattet om sig selv, sige ham ligesom, at alle ere
trængende til hans Hielp; nogle behøve at laane hans Fornuft, andre trænge
til hans Casse; en behøver hans Recommendation, en anden er bange, at han
skal tale til hans Verste, see, alle disse Ting give Alasonti de deyligste Fo¬
restillinger, og ligesom han anseer sig selv, saa meener han og, at han bliver
anseet af andre; Han sparer ikke heller paa sin Side nogen Fliid for at ved¬
ligeholde sig i de høye Tanker, som andre have giort sig. Hans Opførsel er
prægtig, hans Huusholdning fast Kongelig; tre billeder staae bag paa hans
Carosse, og tvende andre jager han i Forveien, naar han betragter sig i sin
fulde Adfærd, sættes han selv i Tvivl, om han ikke er meere end et Menneske,
og naar en anden lader sig mælde, staaer Alasontes i Betænkning, om han
skal tillade ham Adgang eller ikke, og om hans Høyhed taber intet af sin Priis,
naar han indlader sig i Samtale med en nedrig Borger. Det er elendigt for
dig, du hofmodige Siæl, at du ikke kiender din Uselhed, og indbild dig ikke,
at din Høyagtelse er almindelig. Sving dig længe nok i dine egne Tanker langt
over Stiernerne, og drøm, saalænge du lyster, om dit Forvandtskab med So¬
len; de Fornuftige fordømme dig dog til Daare=Kisten, og den største Deel
af dine Tilbedere læmpe sig allene efter dine taabelige Jndfald, for desto bedre
at befordre deres egne Fordeele. Skulde man ikke gjerne kunde holde en Nar
en Daarlighed tilgode, og føye ham i sin Jndbildning, naar man selv ved hans
Daarlighed kand profitere, og naar man kand vinde Adgang til hans Pung,
kand man jo lettelig indbilde ham, at han er Jupiters Søn, og at heele Ver¬
den burde hænge af hans Nik.
Saadanne Menneskers Hofmod er saameget mere latterlig, som den
mangler alle rimelige Grunde, og derudi viser just et Menneske af det Slags,
at han er en Daare, fordi han paastaaer Tilbedelser og Knæfald for det, som
han i Overflødighed kand besidde, og dog ikke være værdig til Titel af Menne¬
ske. Hvo er iblant de Fornuftige, der skulde indbilde sig, at et stort Antall af
berømmelige Forfædre, en anseelig Arvedeel, en prægtig Caracteere, en for¬
gyldt Vogn, et glimrende Klæde, en stor Peruqve, et Majestætisk Ansigt og
Spanske Caprioler kand giøre et Menneske til en Eier af de Fuldkommenhe¬
der, som fortiene at æres, og kand ikke alle disse Ting ofte findes hos den, der
er en Fiende af Dyden, og besidder en saare liden Deel af en sund Fornuft,
Som jeg i adskillige Ting viger fra andres Meeninger, saa kommer jeg ikke
heller overeens med mange derudi, at et forstandigt Menneskes Hofmod er u¬
taaleligere end en Nars. Min Critiqve bliver stedse haardere, naar jeg finder


360
et Menneske, der giør Væsen af det, som i sig selv er intet, der triner høyt og
gjør mange Figurer, endskiønt han selv er en Stymper, der intet har lært u¬
den at giøre sig tyk af en fremmed Vind, naar jeg derimod seer, at et Menne¬
ske, der besidder Fornuft, lader sig bedaare af Hofmodigheds glimrende Væ¬
sen, formilder jeg strax min Dom; thi de Tanker, han har fattet om sig selv
ere grundede paa virkelige Fuldkommenheder, og endskiønt hans Opførsel ikke er
philosophisk, fortiener den dog efter mine Tanker ikke en Censure af det Slags,
som med Rette tilkommer den hofmodige Daare.
Jeg skulde ikke tænke, at, fordi jeg ey vil ansee den Fornuftiges og Daar¬
liges Hofmod med lige Øyne, man derfor skulde dømme, at jeg vilde forsva¬
re Lasten, naar den findes hos den første, Ney, Hofmodigheds Partie an¬
tager jeg aldrig, og var der intet mere, som kunde beskiæmme de fornuftigste
Handeler, og fordunkle de Meriter, som kand findes hos Mange, saa er den¬
ne Last allerede nok. Jngen kand nægte, at jo Philotimus er en Mand, der
i alle sine Gierninger har ført den fornuftigste Conduite; De Prøver, han har
aflagt, aflegge her om de kraftigste og klareste Vidner, og alle Veldømmende give
ham den Roes, som han med billighed fortiener. Hans Høyagtelse vilde endnu
blive større, hvis han ey selv formeget stræbte at befordre den. Naar han ef¬
terseer de Tienester, som han har gjort sit Fæderne Land, naar han betragter
de Sager, der ere komne fra hans Haand, dømmer han dem som de, der end¬
nu ikke ere blevne agtede for det, de ere, og han støder sig meget, fordi hans
Brødre ikke, som de burde, kand see hans Meriter. Manden kunde undskyl¬
des, hvis han beholdt disse sine Tanker hos sig selv; Vi kunde ikke give ham
Sted iblant de Hofmodige, hvis han ey røbede sin Passion, og hans Ære
vilde blive dobbelt, dersom han ey selv hindrede dens Tilvext, Det var uri¬
meligt, om man vilde paastaae, at Philotimus skulde holde sig for en Daare,
og det var ubilligt, om man vilde befale ham saa stor en Grad i Ydmyghed,
at han skulde ansee alle sine fornuftige Gierninger for intet; men det fordrer
man med Fornuft af en Mand, der besidder Forstand, at han ingenlunde la¬
der sine Tanker om sig selv gaae saa vidt, at han paa den ene Side agter sig
uden Lige, og finder de Egenskaber hos sig, som han aldrig har eyet, paa den
anden Side viser sig begierlig og higende efter fremmed Berømmelse. Herudi
forseer han sig, og denne Forseelse gjør det, at jeg straffer hans Hofmod,
burde han ikke erindre sig, at Dyden har ligesaavel Geleyde af Ære, som Mis¬
undelse, og burde han ikke betænke, at den første følger i Hælene paa den, som
løber fra den, men flyer fra den, som løber efter den Vel er det saa, at de
Mennesker, som ere omkring os, ere vore Dommere; men skulde vi derfor


361.
bringes i Harnisk, om ikke enhver vil oplade Øyet, for at see vore roesværdige
Jdrætter, og hvo kand frietage os fra Hofmodigheds Last, naar vi vise os
alt for begierlige efter alle vore Dommeres gunstige Stemmer?
Som jeg ikke lettelig i mine ugentlige Blade har skierpet min Pen imod
nogen Last, der ikke har været skadelig for det almindelige Væsen, saa havde
jeg ikke heller befattet mig med Hofmod, hvis jeg ey havde anseet dens Føl¬
ger; En Nar maa gierne blive den han er for mig, naar han raser allene for
sig selv; men, naar hans Raserier ere ledsagede med en Skade, der strækker
sig til fleere, stræber jeg, om mueligt er, at sætte ham Grændser. Et Menne¬
ske, der i sine egne Øyne er en Afgud, pleyer gjerne at ansee andre med For¬
agt, og skulde vi fare vild, om vi sagde, at denne Foragt stifter megen Ulykke
i Verden, Subordination er et almindeligt Dække, under hvilket den hæslig¬
ste Hofmod ofte forstikker sig, og Erfarenhed har underrettet mig saameget om¬
Sandheden i dette, at jeg ingenlunde kand tie. For Subordinations Skyld,
skal den Fattige og Fortrængte stedse blive den han er, finde sig i den største U¬
ret, lade sine Overmænd spille Nar med sig, saa længe de vil, uden at kunde
oplade sin Mund. For Subordinations Skyld maa man ikke betræde de
Fornemmes Boeliger, deres Gulve ere for hellige, at et par pialtede Skoe skal
giøre dem ureene, og Personerne selv ere for store, at smaa Folk ikke maa
lade sig see. De Fornemmes Øyne har vigtigere Ting at see paa, at de ey
skulde fæste sig paa en forreven Stakkel, der andrager sin Sag. Deres O¬
ren have behageligere Ting at høre, at de ey skulde trættes ved at give enhver
Audience. Den afrettede Portner kand strax see paa den Besøgendes Kior¬
tel, enten han bør passere eller ikke, og, finder han et Hierte paa Albuen, el¬
ler seer ikke strax Haanden i Lommen, heder det til Betleren. Herren er ikke
hiemme. For Subordinations Skyld har det sig med visse Lemmer af Fæ¬
derne Landet, som med Hedningene til Constantin den Stores Tider, der ble¬
ve kaldte Pagani, fordi de stedse skulde forblive paa Lands Byerne. Det er
allene en ufordragelig Hofmod, der kaster Foragt paa Mennesker af en nedri¬
gere Classe, og, naar Lykken ofte uforskyldt sætter et Menneske paa anseelige
Steder, skammer han sig ved ey allene at tale med dem, der befinder sig i Om¬
stændigheder, som for Verden ere nedrige, men endog ved at see deres Navn
paa et Brev. Jntet kand efter mine Tanker være hæsligere, og intet giør en
Mand meere stinkende for alle Retsindige, end saadan en ligesaa ufornuftig som
ugudelig Hofmod, Skulde det ikke være mueligt, at den, som nu gaaer i en
Stold, kunde være Greve, og mon ikke den uselste Degn eller Skoleholder,
der uden Aarsag bliver anseet med foragtelige Øyne, ligesaavel kunde være
Bisp, som en anden, hvis det alvise Forsyn saaledes havde fundet det for godt Hvad


362
kand de da befale os at see dem over Skudderne, der ere vore Brødre, omend¬
skiønt det ikke har behaget Himmelen at giøre deres timelige Tilstand lige med
vores, mon de ikke paa deres Maade tiene Fæderne Landet ligesaavel som an¬
dre, og bør de foragtes, fordi deres Stand tillader dem ikke at svømme i
Pragt,
Jeg nægter aldrig, at, hvis ingen Subordination var i Verden, vilde
alle Selskaber snart blive forvirrede, og enhver vilde paastaae Ret til at være
den Apperste; J den Henseende maa den Enes Underkastelse under den An¬
den ansees ligesaa nyttig som nødvendig; men hvor mange Ulykker avles ikke,
naar den Ufornuftiges Hofmod borttager Subordinationens Skranker, mang¬
ler det paa Exempler i vore egne Lande, saa finde vi dem i Andres, og lære vi¬
ikke af de samme, at, naar den, som har havt et par Trin for en anden, har
ikke kundet faae alle Ting efter sit Hoved, naar enhver ey har vildet ansee ham
for det, som han indbildede sig at være, har han ikke kundet ladet sig forsone
uden ved dens Andens Fald, Paa denne Maade berøver Hofmod Verden
mange af sine beste Borgere, og vi see de best skikkede Mænd at blive udelukte
fra de Tienester, som de kunde giøre, just fordi de ikke har vildet bøye sig dybt
nok, og finde sig i at efterleve dens Bydende i alle Poster, der haver Myndig¬
hed til at befale, men ingen Forstand til at bruge sin Myndighed ret.
Hofmod synes mig dog aldrig meere utaalelig, end naar den finder Sted
hos et Menneske af den geistlige Orden, og hvo er saa blind, at han da ikke
kand see den Skade, som af Laster i mange Henseender kand flyde, Ventosus
har i mange Aar baaret det alvorlige Liverie, men hans Hofmod har forø¬
get sig med hans Pung og hans Mave; han kand ligesaa deylig prædike om
Ydmyghed, som en anden, men han finder sig ligesaa lidet forbunden at efter¬
leve sine Formanninger, som andre. Jeg vil ikke tale om den Pragt, som fin¬
des i hans Huus, den Eqvipage, han fører, de Klæder, han bærer; men jeg vil
allene holde mig til hans egentlige Væsen. Himmel, hvor var er ikke denne
Prælat at faae i Tale, et hvert Trin er som et Canon-Skud, og et hvert Ord¬
som et Torden-Slag, paa Prædikestolen giør han sig dobbelt saa tyk, som han
er, og de Levninger, han har tilbage af sin Farbroders Jndfald, meddeeler han
sine Bønder i saa høye Toner, at hans heele Tale er som en Stormvind; Ven¬
tosus besøgte gierne de fattige i sin Meenighed, men man veed jo, hvorledes
Huusene ere paa Landet; Dørene ere lave, og Manden, der er vant til at fø¬
re et stivt Væsen og en oprakt Hals, kand ikke fornedre sig og giøre sig krogrygget,
for at tale et Ord med en Bonde. Denne Geistlige holder tre Tienere, den ene løner


363
han, over de tvende andre befaler han Degnen er hans Slave og Skoleholderen hans
Dreng, vilde begge sige Sandhed, skulde de bekiende, at de ere meere bange for Præ¬
sten end for vor Herre-Jeg vil ikke sige, at den ene skal tælle hans Tiende, den anden
gaae til Skovs med hans Svin, ikke heller tør jeg lade mig mærke, at Skoleholderen,
for et Maaltid Mad maa være Rygter, og at Degnen, for at have Fred, maa være
Skopudser, men jeg siger allene, at Ventosus er meere end en Pave. Nu maatte jeg
sporge, hvad Frugt af saadan en Lærer kand ventes, og om ikke en Hyrde af det
Slags bedre tiente til Commandeur-Sergeant? Ydmyghed er i sær en Dyd,
paa hvilken de Geistlige have at beflitte sig og, naar de besmitte sig med Hofmodig¬
heds Last, føre stolte Personer paa de hellige Steder, udtale deres Ord i tvungne To¬
ner, og ere oplæste i deres øvrige Opførsel, taber alt det Gode, som ellers kunde fin¬
sin Glands, og de blive selv de afskyeligste Mennesker i Verden; de indbilde
sig at være geistlige Monarcher, fordi deres Jndsigt er liden; de begribe ikke
andres Fortienester, og de give sig ey den Møye at betragte det, som er ypper¬
ligt hos andre, fordi deres egen Forfængelighed tillader dem allene at see paa
sig selv. Den uordentlige Kiærlighed til sig selv tiener dem som et Speil, og
stiller dem alle Øyeblik deres Fuldkommenheder for Øyne, og alt, hvad de
finde hos andre, kand ingenlunde holde Vægt med deres eget. Saaledes kand
Lykkens Forandringer forandre et Menneskes Adfærd. Den, som bøyede og
krummede sig, da hans Omstændigheder vare slette, bliver nu ved den ønske¬
lige Omvexling forandret til en Pæl, og den, som tilforn talede med en sagte
og pibende Røst, brøler nu som en Løve.
Naar vi anstille en Mynstring over alle Hofmodige, forekommer os in¬
gen, der er meere utaalelig og tillige meere atterlig end en fattig og forarmet, der
tillige er hoffærdig. Vel siger man, at Hofmod er ofte en Følge af Rigdom,
men jeg finder den samme ofte samlet med Fattigdom. Jeg sagde ikke dette,
dersom ey Egenus gav mig Anledning; denne synes efter første Anseelse at
være en edsvoren Fiende af alle Forfængeligheder; han bliver efter sine egne
Ord ved det gamle enfoldige Væsen, og Verden har Overflødighed nok af
Daarer, at han ey skulde forøge deres Tall. Hvo skulde andet tænke, end
at denne Broder var Ydmyghed selv, og hvo skulde indbilde sig, at hans Hof¬
mod er ubeskriveligt Spørger man, hvorfor hans Klæder ere pialtede og slet¬
te, saa siger han, at de broderede Kiortle, og den store Tilberedning, som
Klæder efter Moden udfordre, ere ham ikkun til Byrde, hans Lemmer ere meest
frie i de rumme Klæder, og hans Fødder har ingen Uleylighed af Ligtorne, naar
hans Skoe ere store. Han fordrager ikke Manschetter for sin Død, og de
hvide Klude om Halsen staae ikke nær saa vel, som et sønderrevet sort Flor,
dette gior Personen meere ærværdig og hans Adfærd meere martialsk. Under¬


364
tiden sees han uden Kiol, for at være desto mageligere, og Tøfler har han ikke
brugt, siden han kom fra Spanien. Peruqven vil han ingen Tid have pud¬
dret, at han ikke skal ligne en Møller, og at Melet ikke skal fordærve hans Klæ¬
der. Om Eftermiddagen seer man ham stedse med Tandstikkeren i Munden,
thi han uleyliges af de Agerhøns, som han spiste til Middag. Viin drikker han
aldrig; thi det er saa almindeligt; Caffe og Thee smager ham ikke, thi de
giøre Blodet ureent Reent Spring-Vand er af all Slags Drik den aller¬
beste, thi den forstyrrer ikke Hiernen og besværger ey heller Legemet. Han
holder hverken Vogn eller Heste, thi han er en Elsker af Legemets Bevægelse,
der befodres allerbest ved at gaae, ikke heller lider han, at en Porteur skulde
drage ham, thi sligt lader saa qvindagtigt. Han er ingen Dobler, thi han har
vigtigere Ting at lagttage, end at give sig i Færd med nogle Spitzbuber. At
spise om Aftenen bliver aldrig hans Maade, thi det betager ham ikkun Søv¬
nen. Han har forsvoret at bære Penge hos sig; thi de giøre ikkun Lommen¬
sort, og ere Legemet til Byrde. Hans Ord ere ikkun faae, thi han taaler ik¬
ke at blive imodsagt. Jntet Embede af Betydenhed befalder ham, thi han
trænger ikke til dets Jndkomster, og han skiotter ikke om at underkaste sig de
medfølgende Besværligheder. Han gaaer aldrig paa Concert, thi han giver ik¬
ke ladet sig trænge og trykke af de nærværende; han holder ikke de offentlige
Tidender, thi han beherskes ikke af Nysgierrighed, naar han reyser, drager
han ikke med Posten; thi den idelige Færsel falder ham for stærk, om Dagen
tager han Værelse i Soelskin og om Natten i Maaneskin.
Saaledes opfører den Fattige sig, naar han med alle sine Pialter besidder
et høyt Mod, og hvo maa da ikke tilstaae, at hans Væsen er latterligt. Jeg
kunde have Aarsag til at være meget vidtløftigere, og jeg kunde vise, hvorledes
Hofmod yttrer sig paa fleere Maader; J Besynderlighed kunde jeg forestille
adskillige af det deylige Kiøn, der plages af samme Sygdom, og enten giøre
sig til af et kiønt Ansigt eller et glimrende Klæde; men jeg vil med Fliid spare
saadanne mine Bestraffelser, at jeg ey skal beskyldes som den, der handler for¬
giæves. Jngen skal kunde forekaste mig, at jeg har brudt det Løfte, som jeg for¬
hen har givet, og i ingen af de Betragtninger, der efter mit Brev til Fruen¬
timmeret ere komne for Lyset, skal man kunde vise mig noget betydeligt imod
danske Jomfruer. Naar jeg har forestillet en stor Deel Mennesker uværdige
til deres Navn, naar jeg har viist mange at være Machiner, naar jeg har be¬
tragtet Verden som en Daare=Kiste, har jeg dog gaaet det andet Kiøn forbi,
ey allene fordi jeg har indbildet mig, at de Sandheder, der ere klare og for¬
længst afgjorte, behøve ingen nye Demonstrationer, men fordi min
Medlidenhed over Kiønnet er bleven stor, og jeg veed,
at Tilrettesættelserne maatte falde paa
emfindtlige Steder.


365
No. 40.
Udgivet den 12 Febr. 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Avream qvisqvis mediocritatem¬
Diligit, tutus caret obsoleti
Sordibus tecti, caret invidenda¬
Sobrius anla.
Hor.
D¬
en Last, som jeg i mine sidste Blade søgte at gjøre afskyelig for mine Brø¬
dre, kunde vel behove en vidtløftigere Betragtning. Hofmod viser sig
paa hundrede flere Maader, end jeg havde Leylighed at forestille, og omend¬
skiønt Sagens Vigtighed vel kunde befale mig at føre min Pen i samme Ma¬
terie i dette Stykke, vil jeg dog opofre det til noget andet, dog saadant, der paa
nogen Maade kommer overeens med det forrige. Jeg forsaae mig vel ikke i
mit sidste Ark, naar jeg satte den uordentlige Egen-Kiærlighed som Kilden til¬
Hoffærdighed, og jeg irrede vel ikke, naar jeg atter udledede denne af et Men¬
neskes Vankundighed i sin egen Sag. Jeg maatte frygte at blive anseet som
den, der allene forlyster sig med at drive Spot med de Menneskelige Svag¬
heder, hvis jeg ikke vilde stræbe at anvise Midler imod de Sygdomme, som
jeg har viist baade af deres Aarsager og Beskaffenhed, og bliver det derfor i
dette Blad mit Arbeyde, at forestille mine Læsere de Midler, der baade staae i
et Menneskes Magt at bruge, og paa nogen Maade kand være tienlige til at
dæmpe Hofmodigheds Vinde, der saameget opblæse de Menneskelige Gemyt¬
ter. For deres skyld, der af de uskyldigste Meeninger uddrage de farligste
Følger, maa jeg i Forveien erindre, at jeg ikke udgiver min Betragtning for
en Lægedom, der kand heele de indvortes Svagheder aldeeles; mit Øyemærke
er allene at bringe de Hofmodige paa fornuftige Tanker, at de ved Fornuftens
Slutninger og en menneskelig Jndsigt i deres Adfærd, kand forandre deres
Daarlighed og sætte deres Hoffærdighed nogle visse Skranker.
Efter min Tanker kand Arbeydet ikke gaae for sig med bedre Lykke, end¬
naar jeg fører de Hofmodige tilbage til deres Hoved-Lastes første Grunde; kand
vi sige med Vished, at et Menneskes Uvidenhed i de Ting, der angaae ham
selv, er en Moder til hans Feyl, saa kand vi vel ogsaa paa den anden Side til¬
staae, at, naar Kilden kunde blive stoppet, vilde de urene Strømme af sig selv
ophøre. En iblant vore egne Skribentere har iblant andre anført et Menne¬
skes Kundskab om sig selv som et ubedrageligt Mærke paa en ret Philosoph,
og man tillader mig, at jeg siger, at fordi faa Mennesker besidde denne Kund¬
skab, finde vi ikkun faa, der med Ret fortiene Navn af Vise; Græken-Land¬
maa i de forrige Tider have været en anseelig Daare=Kiste, siden Tallet af dets
Vise beløb sig ikkun til Syv, og skulde en Mynstring anstilles over de nu le¬


360
vende Jordens Beboere, og de allene kaldes kloge Mennesker, der kiendte sig
selv, frygter jeg, at Antallet vilde ikke blive meget større.
Kunde vi forlade os paa de Vidnesbyrd, som Menneskene i deres egen
Sag aflegge, havde vi allerede meget irret i vore Domme; thi hvo er den, der
skulde indbilde sig, at han er fremmed i sit eget Huus, og hvor megen Møye
udfordres ikke, inden man bringer et Menneske paa de Tanker, at han endnu
ikke kiender sig selv, Og sandelig, naar vi nøye eftertænke Sagen, finde vi,
at de Bekymringer, som vi stedse giøre os om andre, de Tidender og Efter¬
retninger, som vi stedse begiere om fremmede Handeler, holde os til deels i en
Blindhed, og betage os Tiden til at tænke paa os selv; Ja, at jeg skal giøre
et nærmere Trin til mit Øyemærke, saa siger jeg, at, fordi et Menneske ofte troer sig
at være det, som han ønsker sig at være, glemmer han aldeeles, hvo han er, og
mange lære det aldrig, saalænge de befinde sig i Livet.
Kunde Fornuften blive sat i sin Friehed, og faae Leylighed til at giøre sit
Embede ved at bringe den Hofmodige til en Overbeviisning om sin Uselhed og
slette Beskaffenhed, troer jeg ikke, at Sabinus skulde giøre saameget af fine
Vahre, som han giør. Man forsendte ham sidste Sommer til den høye Sko¬
le, og dersom han forstod sit Skuds-Maal, kunde han dog vel see, at han
endnu ikke var kronet med den høye Magister-Hat. Det var hans Lykke, at
han faldt i medlidende Hænder, men fordi han, som de talende Fugle, kunde
udsige det høyt, hvad en leyet Assistent hviskede ham i Øret ved Skranken,
derfor skulde han just ikke indbilde sig, at han har gjort Verden fattig for Lær¬
dom, og at hans Lige endnu ikke har siddet paa de lærde Bænke. Saa¬
snart kommer han ikke tilbage til sin Fader, førend hans høye Gemytte opfø¬
rer ham paa det hellige Cathedra. Den Mand, der tillader ham at opfylde
sit Embede, giver ham Anledning at prange og prale med stiaalne Koster, men
tillige at aflegge et offentlig Vidne om sin Dumhed og slette Jndsigt. Hans
Troe er som en Kulspiers, og han følger Postillen Ord efter Ord:
skulde han giøre Regnskab for de Lærdomme, som han med Stolthed og en u¬
blue Fripostighed har foredraget andre, vilde maaskee en Bonde-Dreng be¬
skiæmme ham, og var hans Hukommelse ikke desto stærkere, vilde visselig hans
Lærdom blive mindre.
Jeg vil ikke opholde mig med at forestille Exempler paa dem, der ikke kien¬
de sig selv, som Verden har af saadanne alt for mange, saa var det allene at
vilde giøre det klart, som falder enhver i Øyet; mine Betænkninger kand
maaskee blive til større Nytte, om jeg efter Muelighed anviser de Veye, paa
hvilke et Menneske kand lære at kiende sig selv, og undgaae de Laster, i hvilke
han af Mangel paa egen Kundskab pleyer at styrte sig. Vil vi blive Eyere af
denne saa nødvendige som nyttige Videnskab, er det fornøden, at vi beflitte os
paa en Færdighed til at skielne mellem det ægte og uægte, til at sætte Priis paa
en Ting efter sin egentlige Beskaffenhed, og ikke antage det, som i sig selv er


367.
intet, for det opperste og fornemste. Herudi er det, at den største Deel af Ver¬
dens Jndbyggere bedrage sig. De virkelige Fuldkommenheder agte de for Ba¬
gateller, Dyden er i deres Tanker ikke værd at beflitte sig paa; de sætte de¬
res Ære i nogle elendige Lapperier, og de vil at Pedanterie skal forskaffe dem
et udødeligt Navn. Ligesom de da raadføre sig allene med Sandser og Jnd¬
bildning, naar de dømme om de Ting, der skal giøre dem anseelige, saa lade
de sig og bedrage af disse vildfarende Ledere, naar de dømme om sig selv. Det
er ikke allene den gemeene Hob og Bermen af det Menneskelige Kiøn, der fæ¬
ster sine Øyne paa det udvortes; det er ikke allene en Bonde-Dreng, der
forgaber sig i en prægtig Kiortel, en forgyldt Carosse, en anseelig Geleyde af
Betientere; men Træ-Guden selv, der sidder indsluttet i sin kostbare Vogn,
forlyster sig hiertelig ved disse skinnende Ting. Kand vi sige, at denne kiender
sig selv, ingenlunde. Vidste han, at, hvor stor han end synes i sine egne Øye¬
ne, han dog ikkun er en elendig Skabning, der har en saare meget indskræn¬
ket Fornuft, en fordervet Villie, et skrøbeligt Legeme; vidste han, at han i all
sin Pragt og Overflødighed mangler de Dyder, der kunde giøre ham ærvær¬
dig, og at de Fornuftige ansee ham allene som et udpyntet billede, der føres i
Procession for at fornøye Tilskuere, skulde han vel lade en stor Deel af sin
Hofmod falde, og ikke have saa daarlige Tanker, som han sees at have
J Sandhed, naar jeg stiller mig et Menneskes Væsen for Øyne, naar
jeg betragter denne Skabning fra sin Vugge til sin Grav, finder jeg ikke det
allermindste, der kand give Aarsag til et høyt Mod, og jeg bliver stedse af de
Tanker, at, hvis enhver vilde ansee sig med fornuftige Øyne, skulde den u¬
mættelige Begierlighed efter Ære ikke fortrylle saa mange Gemytter, og ikke
styrte saa mange Mennesker i de største Ulykker. De ere faa, der ere befriede
fra Ærgierrigheds Last, og jeg drister mig at sige, at iblant alle Laster er in¬
gen, der har lagt flere Stæder og Lande i Aske, og bragt flere Regentere for
Tiden til Graven, end denne Ærgierrighed og Pragt ere de almindelige
Aarsager, hvorfor saa mangt et Rige bliver styrtet, og af en blomstrende Til¬
stand geraader i yderste Elendighed. De fleste Regenteres Begierlighed efter
et almindeligt Herredomme over heele Verden har i Verden stiftet det største
Uheld, saa mange tusinde faderløse Børn, og saa mange tusinde børnløse
Fædre beklage sig over deres Fyrsters Ærgierrighed, der har ikke vildet lade
sig nøye med deres Fæderne-Riges Grændser. Alexanderden Store havde ikke
midt i sine Dage omkommet ved den Babyloniske Gift, og Julius Cæsar hav¬
de ikke erfaret det dødelige Sting af Bruti Dolk, dersom de begge havde vildet ta¬
ge til takke med en middelmaadig Ære.
Naar jeg betragter disse tvende ærgierrige Hoveder og alle dem, der agte
det for en Ære at træde i deres Fodspor, komme de mig fore, som nogle op¬
rorte Strømme, der oversvømme alle Ting og true med Ødeleggelse; dog mener
jeg, at, hvis de gjorde en liden Stilstand med deres Passioner, og tillod Fornuf¬
ten at tale et par Ord til deres Beste, vilde de blive overbeviiste om deres Daarlig¬


363
hed, og naade bleve underrettede, at de ikkun vare Mennesker, der ey kunde giø¬
re sig Haab om en Bestandighed deres Foretagende, skulde de ey af Ærgierrig¬
hed lade sig lede paa ligesaa daarlige som farlige Veye.
Giør jeg en Overgang fra de gamle Tider til de Nærværende, finder jeg, at
Verden er i dette Stykke den samme som for, ja, naar jeg vil blive inden Fæder¬
ne-Landets Grændser, bedrager jeg mig vel ikke, om jeg siger, at Daarligheden
er bleven større. Det maa vi lade de nærværende Tider, at de ere meere slebne
end de forrige; Videnskaber have naaet en større Fuldkommenheds Grad, og de
moralske Lærdomme synes meere at være komne i Moden; men vi see jo dog, at jo
klarer det Lys bliver, som Menneskene skal følge, jo meere vandre de i Mørket, U¬
lykken er denne, de bygge paa falske og skrøbelige Grunde; Bygningen synes ud¬
vortes deylig, dens Farver ere skinnende, dens Skikkelse behagelig, men, som den
fattes sine rette Hiørne=Steene, bliver den aldrig bestandig. Vel bliver det en u¬
omstødelig Sandhed, at, naar Mennesket skal svare til sit Navn og opfylde sine
Pligter, maa Forstanden renses fra urigtige Begreber, Villien maa underkaste¬
sig Fornuftens Befalinger; men hvor er det mueligt, at denne Sandhed kand vise
sin Kraft, naar deres Taller kun lidet, der begribe, at de trænge til Forbedring¬
Naar skal den Tiid komme, da enhver skal lade af at have de gunstigste og beste
Tanker om sig selv, naar skal Sandheden saaledes triumphere, at Laster skal bli¬
ve Laster, og ey passere for Dyder, Saalænge Mennesket indbilder sig, at dets
Tilstand er ypperlig saalænge enhver beholder de Tanker, at Fornuften har Haand¬
i alle hans Gierninger, og at intet kand udsættes paa hans Jdrætter, saalænge
haaber man de bedre Tider forgiæves. Vore Unge og bemidlede Brødre have Fri¬
hed at besøge fremmede Lande, naar de ere bekiendt i deres egne, men skulde denne
Frihed blive dem givet med de Vilkaar, at de først skulde lære at kiende sig selv
vilde vel deres Reiser til Fremmede blive til intet. En ung Herre kand efter sin
Tilbagekomst være som et almindeligt Land-Kort, man kand ligesom see alle Stæ¬
der og Byer afskildrede i hans Pande, han kand med Hurtighed tale om de uden¬
landske Handeler, og vide et hvert Riges Beskaffenhed paa sine Fingre; men vil¬
de man spørge ham, hvorledes han selv er beskaffen, og hvad Kundskab han haver
til de hemmelige Fiender, der forstikke sig i de inderste Kroge og forlede ham til u¬
tallige Laster, skulde man ofte spore en Vankundighed, der er ubeskrivelig¬
Den har alt for gode Tanker om sig selv og andre, der vilde kalde disse Sand¬
heder i Tvivl, og saalænge de beholde deres Kraft, have vi ingen Aarsag til For¬
undring, naar vi see, at den Hofmodige stedse farer fort i sin Daarlighed thi som
han ikke kiender sig selv, fatter han ikke heller den Liighed, der er imellem ham og
andre, og de Vidnesbyrd, som han selv aflegger om sine høye Egenskaber, vil han¬
at andre skal andtage for ubedragelige. Her yttrer da Daarligheden sig paa en
anden Maade, hvad der er stort i den Opblæstes Øyene, skal ogsaa være stort i
Andres, og den, som plages af Hofmodigheds Sygdom, lader ikke lettelig no¬
gen Leylighed forbigaae, der kand tiene til at giøre ham bekiendt for Verden. Jeg


369
hand ikke andet end vige et var Skridt fra min Hoved Sag, for at meddeele mi¬
Læsere en Copie af et vist Original-Document, der er kommet mig til Hænde;
nan har fundet det efter en fremmed fornemme Cavalier, der for sin Afskeed fra
Verden har faaet opladte Øyne, og paa et Papir lagt sine forrige Daarligheder
or Dagen. Saasnart, siger han, var jeg ikke indskrevet iblant dem, der med
eres Tapperhed skal forsvare Fæderne Landet, førend jeg indbildede mig, at ha¬
de Myndighed til at handle med enhver som min Undersaat. En Borger ansaae
og som min Slave, og en Student som min Opvarter, for at vise Prøve paa mit
Helte Mod, satte jeg stedse min Hat paa tre Haar, og ved allermindste Fortør¬
delse tog jeg fat paa min Sabel. Naar man betroede mig en Commando, gior¬
de jeg mig en Ære af at være Bøddel; jeg tog ofte min Elskte ved Haanden, og
dasserede 10 gange forbi en Skildvagt, for at vise hende den Ærbødighed, som
nin Subaltern var mig skyldig, og det var allene den sidste gang, da jeg gav Tegn
med min Stok, at Soldaten ey skulde presentere Gevæhr. Vel havde jeg Møye
med at lære den vidtløftige Exercitie, men da jeg havde lært den paa mine Fingre,
roede jeg, at min Ligemand ikke kunde findes. Jeg agtede det for en Skam, om
og ikke hver Aften skulde bivaane de sædvanlige Spille-Sælskaber, og, om jeg
end ofte maatte udsætte min beste Mondure, vilde jeg dog ey have Navn af en Cou¬
on. Jeg indfandt mig stedse iblant Fruentimmer, og jeg led en stor Ulykke, in¬
den jeg fik berettet dem, at jeg nyelig var bleven Lieutenant. Engang har jeg
lugtet Krigen, men aldrig havt Haand paa min Kaarde for at nedsable min vir¬
kelige Fiende, ikke desto mindre har jeg aldrig kundet faae Tiid nok til at fortælle
mine Bedrifter, og, at jeg reent ud skal bekiende min Daarlighed, har jeg indbil¬
det enhver, at jeg har tre Felt-Slag i min Mave, og at jeg engang har forladt Vald¬
stædet med tredive Saar. J min Ungdom blev jeg slaget med en Steen i min Pande,
hvoraf endnu findes Ar, nu derimod skal denne Skade være et Mærke paa min Tap¬
derhed i Krigen, og da jeg søgte for 10 Aar siden at avancere, anfordte jeg dette Saar,
som den største Merite. Saa stor var min Daarlighed, saa taabelig min Hofmod, da
og endnu ikke kiendte, at jeg var et Menneske; Endelig har jeg lærdt, hvo jeg er, og jeg
akker Himmelen, der har ført mig i en Skole, hvor Sygdom har været min Læreme¬
ster, og hvor Legemets Smerte har ydmygget mig &c. Denne Bekiendelse er oprigtig,
og den lærer os, at, hvad jeg forhen har anført om et Menneskes Daarlighed, saalæn¬
ge det endnu ikke er bekiendt med sig selv, har i alle Maader sin Rigtighed.
Naar jeg vil anføre fleere Midler, der kand tiene til at dæmpe det hofmodige
Væsen og sætte Ærgierrighed sine visse Grændser, kand jeg ikke være vidtløftigere
at tale om egen Kundskab, som det fornemste; jeg vil derfore i mueligste Korthed
erindre, at naar den Ærgierrige vilde betragte, hvor ufornuftig han gaaer til Verks
ved at arbeyde paa sit Navns Udødelighed, kunde dette mueligt blive ham en An¬
ledning til Ydmyggelse, og formaae ham til at nedbryde de høye Machiner, ved hvis
Hielp han stræber at opkravle til Ærens høyeste Spidse. Man undersøge alle de
Midler, af hvilke den Ære-syge pleyer at betiene sig, og man skal erfare, at de


363.
hed, og naade bleve underrettede, at de ikkun vare Mennesker, der ey kunde giø¬
re sig Haab om en Bestandighed i deres Foretagende, skulde de ey af Ærgierrig¬
hed lade sig lede paa ligesaa daarlige som farlige Veye.
Giør jeg en Overgang fra de gamle Tider til de Nærværende, finder jeg, at
Verden er i dette Stykke den samme som for, ja, naar jeg vil blive inden Fæder¬
ne-Landets Grændser, bedrager jeg mig vel ikke, om jeg siger, at Daarligheden
er bleven større. Det maa vi lade de nærværende Tiider, at de ere meere slebne
end de forrige; Videnskaber have naaet en større Fuldkommenheds Grad, og de
moralske Lærdomme synes meere at være komne i Moden, men vi see jo dog, at jo
klarer det Lys bliver, som Menneskene skal følge, jo meere vandre de i Mørket; U¬
lykken er denne, de bygge paa falske og skrøbelige Grunde; Bygningen synes ud¬
vortes deylig, dens Farver ere skinnende, dens Skikkelse behagelig, men, som den
fattes sine rette Hjørne=Steene, bliver den aldrig bestandig. Vel bliver det en u¬
omstødelig Sandhed, at, naar Mennesket skal svare til sit Navn og opfylde sine
Pligter, maa Forstanden renses fra urigtige Begreber, Villien maa underkaste¬
Fornuftens Befalinger; men hvor er det mueligt, at denne Sandhed kand vise
sin Kraft, naar deres Taller kun lidet, der begribe, at de trænge til Forbedring¬
Naar skal den Tiid komme, da enhver skal lade af at have de gunstigste og beste
Tanker om sig selv, naar skal Sandheden saaledes triumphere, at Laster skal bli¬
ve Laster, og ey passere for Dyder, Saalænge Mennesket indbilder sig, at dets
Tilstand er ypperlig saalænge enhver beholder de Tanker, at Fornuften har Haand¬
i alle hans Gierninger, og at intet kand udsættes paa hans Jdrætter, saalænge
haaber man de bedre Tider forgiæves. Vore Unge og bemidlede Brødre have Fri¬
hed at besøge fremmede Lande, naar de ere bekiendt i deres egne, men skulde denne
Frihed blive dem givet med de Vilkaar, at de først skulde lære at kiende sig selv
vilde vel deres Reyser til Fremmede blive til intet. En ung Herre kand efter sin
Tilbagekomst være som et almindeligt Land-Kort, man kand ligesom see alle Stæ¬
der og Byer afskildrede i hans Pande, han kand med Hurtighed tale om de uden¬
landske Handeler, og vide et hvert Riges Beskaffenhed paa sine Fingre; men vil¬
de man spørge ham, hvorledes han selv er beskaffen, og hvad Kundskab han haver
til de hemmelige Fiender, der forstikke sig i de inderste Kroge og forlede ham til u¬
tallige Laster, skulde man ofte spore en Vankundighed, der er ubeskrivelig.
Den har alt for gode Tanker om sig selv og andre, der vilde kalde disse Sand¬
heder i Tvivl, og saalænge de beholde deres Kraft, have vi ingen Aarsag til For¬
undring, naar vi see, at den Hofmodige stedse farer fort i sin Daarlighed; thi som
han ikke kiender sig selv, satter han ikke heller den Liighed, der er imellem ham og
andre, og de Vidnesbyrd, som han selv aflegger om sine høye Egenskaber, vil han¬
at andre skal andtage for ubedragelige. Her yttrer da Daarligheden sig paa en
anden Maade, hvad der er stort i den Opblæstes Øyene, skal ogsaa være stort i
Andres, og den, som plages af Hofmodigheds Sygdom, lader ikke lettelig no¬
gen Leylighed forbigaae, der kand tiene til at giøre ham bekiendt for Verden. Jeg


359
kand ikke andet end vige et var Skridt fra min Hoved-Sag, for at meddeele mi¬
ne Læsere en Copie af et vist Original-Document, der er kommet mig til Hænde;
man har fundet det efter en fremmed fornemme Cavalier, der for sin Afskeed fra
Verden har faaet opladte Øyne, og paa et Papir lagt sine forrige Daarligheder
for Dagen. Saasnart, siger han, var jeg ikke indskrevet iblant dem, der med
deres Tapperhed skal forsvare Fæderne Landet, førend jeg indbildede mig, at ha¬
ve Myndighed til at handle med enhver som min Undersaat. En Borger ansaae
jeg som min Slave, og en Student som min Opvarter, for at vise Prøve paa mit¬
Helte Mod, satte jeg stedse min Hat paa tre Haar, og ved allermindste Fortør¬
nelse tog jeg fat paa min Sabel. Naar man betroede mig en Commando, gior¬
de jeg mig en Ære af at være Bøddel; jeg tog ofte min Elskte ved Haanden, og
passerede 10 gange forbi en Skildvagt, for at vise hende den Ærbødighed, som
min Subaltern var mig skyldig, og det var allene den sidste gang, da jeg gav Tegn
med min Stok, at Soldaten ey skulde presentere Gevæhr. Vel havde jeg Møye
med at lære den vidtløftige Exercitie, men da jeg havde lært den paa mine Fingre,
troede jeg, at min Ligemand ikke kunde findes. Jeg agtede det for en Skam, om
jeg ikke hver Aften skulde bivaane de sædvanlige Spille-Sælskaber, og, om jeg
end ofte maatte udsætte min beste Mondure, vilde jeg dog ey have Navn af en Cou¬
Hon. Jeg indfandt mig stedse iblant Fruentimmer, og jeg leed en stor Ulykke, in¬
den jeg fik berettet dem, at jeg nyelig var bleven Lieutenant. Engang har jeg
lugtet Krigen, men aldrig havt Haand paa min Kaarde for at nedsable min vir¬
kelige Fiende, ikke desto mindre har jeg aldrig kundet faae Tiid nok til at fortælle
mine Bedrifter, og, at jeg reent ud skal bekiende min Daarlighed, har jeg indbil¬
det enhver, at jeg har tre Felt-Slag i min Mave, og at jeg engang har forladt Vald¬
stædet med tredive Saar. J min Ungdom blev jeg slaget med en Steen i min Pande,
hvoraf endnu findes Ar, nu derimod skal denne Skade være et Mærke paa min Tap¬
perhed i Krigen, og da jeg søgte for 10 Aar siden at avancere, anførdte jeg dette Saar
som den største Merite. Saa stor var min Daarlighed, saa taabelig min Hofmod, da
leg endnu ikke kiendte, at jeg var et Menneske; Endelig har jeg lærdt, hvo jeg er, og jeg
takker Himmelen, der har ført mig i en Skole, hvor Sygdom har været min Lærreme¬
ster, og hvor Legemets Smerte har ydmyget mig &c. Denne Bekiendelse er oprigtig,
og den lærer os, at, hvad jeg forhen har anført om et Menneskes Daarlighed, saalæn¬
ge det endnu ikke er bekiendt med sig selv, har i alle Maader sin Rigtighed.
Naar jeg vil anføre fleere Midler, der kand tiene til at dæmpe det hofmodige
Væsen og sætte Ærgierrighed sine visse Grændser, kand jeg ikke være vidtløftigere
at tale om egen Kundskab, som det fornemste; jeg vil derfore i mueligste Korthed
erindre, at naar den Ærgierrige vilde betragte, hvor ufornuftig han gaaer til Verks¬
ved at arbeyde paa sit Navns Udødelighed, kunde dette mueligt blive ham en An¬
ledning til Ydmyggelse, og formaae ham til at nedbryde de høye Machiner, ved hvis
Hielp han stræber at opkravle til Ærens høyeste Spidse. Man undersøge alle de
Midler, af hvilke den Ære-syge pleyer at betiene sig, og man skal erfare, at de


370
snart alle ere latterlige, og paa ingen Maade overeensstemmende med den lunde
Fornuft. Jeg sætter, at et Menneske, som Lykken har begavet med Rigdom, stræ¬
ber ved den samme at sætte sig i Anseelse, og giør sig til af den samme, som en vir¬
kelig Fuldkommenhed; mon denne kand siges at handle fornuftig, og mon hans
høye Hierte kand i Rigdom finde Aarsag til sit stolte Væsen, Jntet mindre. Den
som ved anseelige Udgifter vil bane sig Veyen til Ære, kommer aldrig til sit forefat¬
te Maal, thi han finder sig jo omringet med tusinde Andre, der ofte have hans
Formue dobbelt, og som de overgaae ham i Rigdom, saa bliver det ham ikke mue¬
ligt ved kostbare Klæder, ved Heste og Vogne at giøre dem til sin Tilbedere. Hans
Høyagtelse bliver allerne hos den gemeene Hob, der lader sig bedaare af de Ting, der
falde i Øyet, og ingen beviser ham Ære uden Snylte Giæste og de, som i andre
Henseender have Fordele ved hans Huusholdning. Som Naturen har gjort ham
lig med den uselste Betler, saa maa han selv beflitte sig paa nogle udvortes Skildter,
der kand adskille ham fra andre, og af disse elendige Mærker hænger all den Ærbø¬
dighed, som de Blinde i Verden bevise ham.
Den Hofmod og Ærgierighed, som indsniger sig i de Lærdes Boeliger,
synes at have nogle meere rimelige Grunde; dog bliver det aldrig efter mine
Tanker Umagen værd stedse at trette sig med det svareste Arbeyde for at forskaf¬
fe sig Titel af en lærd Mand, med mindre Flittigheden reyser sig af Kierlighed
til Dyden, uden hvilken de Fornuftige ingen sand Fornøyelse kand finde i Vi¬
denskaber. Hvor stor er ikke deres Mængde, der fortære deres Kræfter og
have sovnesløse Nætter for at gjøre een Fremgang efter en anden i lærde Sa¬
ger, og maa dog tage til takke med dette: Den Mand er temmelig lærd.
For disse tre Ord maa han fra Barns Been af nedbryde sit Legem, anvende
store Summer paa Forraad af Bøger og andre til hans Øyemerke tienlige
Midler, og endelig efter all sin Møye ofte gaae som en unyttig Skabning, og
finde sig i, at en halv lærd eller aldeles vankundig Stymper løber af med det,
der burde være en Belønning for hans Fliid, ja, mon jeg ikke med Grund kand
igientage, hvad jeg tilforn har erindret, at saadanne ofte befordre deres alt for¬
tilige Død, kand ikke dette hede: Laborare in titulum Sepulcbri, Dag og
Nat at hænge i Arbeyde, for at faae en smuk Grav-Skrift, der aarlig nep¬
pe af to Mennesker bliver læst, Lad os sætte, at Jorden bærer paa ti Gange
hundrede tusinde Mennesker, skulde jeg da holde mig for lyksalig, naar jeg ved
mine Gierninger allene kunde giøre mig bekiendt for de tusinde, af hvilke meere
end den halve Deel vilde være slet tilfreds med mig, og ikke lade mig undgaae deres
umilde Domme. Jordens forrige Indbyggere veed ikke det mindste, og min Hu¬
kommelse vilde faa Aar efter min Død saavel som mit skrøbelige Legeme blive aldee¬
les til intet. Skulde jeg da for en Haand fuld Ære sættes i Bevægelse, betræde
hundrede krumme Veye for at naae en liden Høyagtelse, ansee min Næste med
Foragt, forstyrre den Rolighed i mit Sind, og underkaste mig mange andre
unyttige Handeler, der maatte sætte mit Gemytte i en stedsevarende Uroe, og stor¬


371.
temmig maaskee aldeeles i Ulykke. Ney, naar jeg vil følge Fornuftens Ledsagning,
bliver jeg en ævig Fiende af Hofmod, og naar jeg ey vil giøre mig til en Nar, bli¬
ver jeg aldrig, i at søge efter Ære, urimelig.
Nu i dette Øyeblik befaler en uformodentlig Hendelse mig at forlade mine eg¬
ne Tanker og betiene mig af andres. Jeg finder ved min Side et Brev, og jeg
begriber ikke, hvorledes det er ankommet; Jeg aabner det, og befinder det af føl¬
gende Jndhold.
Min Ven.
Undre dig ikke, at man endogsaa sender dig Breve fra de meest uformodentli¬
ge Stæder. Vor Skrivelse er uden Tvivl den første, som du har erholdet fra de
Dødes Lande, og den bliver vel ogsaa den sidste. Den Omgang og det forborg¬
ne Gemeenskab, som de Afdødes Siæle have med de Levendes, er Aarsagen, at vi¬
i de mørke Boeligger blive stedse underrettede om de Ting, der gaae for sig paa Jor¬
den, saa at Verdens fordærvede Borgere have endogsaa iblant de Døde deres
haardeste Vidner. Paa denne Vey ere vi komne i Erfaring om dit ugentlige Ar¬
beyde, og du kand neppe fastsætte i dine Tanker, hvad Sag du vil afhandle, at
jo den Aand, der har agtet paa de Ting, der gaae for sig i din Phantasie, hvoraf
han gjor Slutninger til meere, beretter os strax dit Forehavende. Vi have ikke
agtet det fornøden, at vexle Breve med dig, førend det blev os sagt, at du vilde
klippe Vingerne paa de Hofmodige, og, da vi bleve underrettede, at du ogsaa
var sindet at anføre de Midler, der kunde tiene til Sagen, har i Besynderlighed
jeg agtet det for min Pligt at lade dig bringe et Brev, der vedkommer den Sag,
som du afhandler Begierer du at vide, hvorfor en død Mand kommer dig til Hielp,
saa viid, at jeg anseer alle de Levendes Erindringer imod Hofmodigheds Last for
aldeles utilstrekkelige til at dæmpe den. Troe den, der kand tale af Erfarenhed,
og lad den Døde prædike i dit Blad imod den urimeligste og afskyeligste Feyl, mue¬
ligt en Erindring af det Slags vil da ikke blive uden Nytte.
Det er ikke længe siden jeg selv blev en Lem af de Dødes Selskab. Jeg forly¬
stede mig med den Tanke, at saa snart jeg satte Foden i de hensovedes Værelser,
skulde enhver reyse sig, og efter de Levendes Maade bøye Knæ for min Person. Jeg
erindrede mig selv, at jeg havde været een af de anseeligste Mænd i Verden, og haa¬
bede ved min Afskeed fra Verden intet at tabe af min forrige Værdighed. Men
jeg saae med største Forundring, at jeg i min Meening havde bedraget mig. Man¬
ge gave mig ved min Ankomst Geleide, som jeg i Livet aldrig har vildet værdige at
kysse min Haand, og jeg saae, at de Nærværende tog imod disse med samme Æ¬
res-Beviisning som mig. Man anviiste enhver iblant os den Plads, paa hvilken vi
til videre skulde opholde os, og vor Orden blev fastsat efter vor Indgang. Jeg vid¬
ste ikke, enten jeg skulde agte mig lyksalig eller ey, da jeg fik min Sted imellem
tvende, som jeg havde kiendt i Verden; den eene var en Mand af fornemme Her¬
komst, den anden det elendigste Menneske, som jeg kunde erindre mig. Jeg bøye¬
de mig for den første, og prisede mig lyksalig, at jeg havde faaet den til Naboe, som


372
i Verden havde havt samme Tanke om sig som jeg om mig. Jeg gav ham de ydmygste Ord, jeg
betiente mig af mueligste Veltalenhed, for at faae et Ord af min Side Mand, men alle mine
Complimenter vare forgiæves, og han var døv til allmin Høflighed. Jeg indbildede mig endelig,
at han i de Dødes Rige maatte være bleven en større Mand, end han forhen havde været i de Le¬
vendes. Jeg mangfoldiggjorde derfor mine Titeler, Excellencer, Durchlautigheder, Høyvel¬
baarnheder, og alle de Æres Navne, som jeg af den Tydske Calender kunde erindre mig, udøste
jeg i Hobetal, men Mandens Svar blev alligevel borte.
Da jeg atter var i Begreb med at forundre mig over hans Taushed, førte jeg imod For¬
haabning min anden Naboe at tiltale mig paa følgende Maade: Saaledes gaaer de Mennesker,
der ere heel adskildte i Tiiden, uden all Forskiæl ind i Ævigheden; Viere her samlede, min Bro¬
der, og sig mig, hvorledes det nærværende Selskab behager dig. Saa emfindtlig, som den
Fornemmes Taushed forekom mig, saa smerteligt faldt det mig, at blive tiltalt af den Nedrige¬
Jeg vegrede mig ved at høre fleere Ord af saa foragtelig en Stymper, og jeg oplod igien min Ti¬
tel fulde Mund, for at bevæge den anden til at svare mig. Men hvor forundrede jeg mig ikke
da hans første Ord gave mig denne Regel-Saadanne Caracterer, af hvilke du hidindtil har betient
dig, have ingen Sted i de Dødes Lande. Her maa alle Ting være naturlige, og de Navne, som
udvortes Omstændigheder, der hverken giøre Menneskene i deres Væsen onde eller gode, tilveye¬
bringe en Borger frem for een anden, ere i de stille Boeliger ubrugelige. Vi kalde hinanden her¬
Venner og Brødre, og viid dette, at vi her alle ere ligge. Denne Regel var i mine Øren er
Tordenslag, og jeg ønskede mig atter paa Jorden, siden jeg befandt mig i saadanne Boeliger, hvor¬
jeg savnede alle de Tilbedelser, alle de Æresbeviisninger, som jeg tilforn havde havt. Jo mee¬
re forgieves jeg erfarede mit Ønske at være, jo svarere blev Byrden. Den foragtede Naboe var
mig meere fortredelig end den fornemme; han svadsede stedse om Menneskenes Liighed paa Jor¬
den, den han vilde bevise af deres Liighed i Graven; Jeg skammede mig længe ved at indlade mig
i Dispute med en Mand, som jeg tilforn stedse havde vendet Ryggen, men min Taalmodighed
blev tilsidst overvundet, og jeg væbnede mig imod ham med adskillige Beviser, jeg henviiste ham
til de Fornemmes Herligheder, deres Rigdomme, deres Adgang til de Ophøyede, jeg kastede
ham de Fattiges elendige Herkomst i Næsen, deres slette Omstændigheder, deres almindelige
Foragt, deres usle Jordefærd, men jeg udrettede aldeles intet, jeg forsikkrede ham, at Kiernen
af Adelen havde givet mit Legeme Geleyde til Jorden, og at min Præst havde forsikkret mig om ad¬
skillige Prærogativer i den anden Verden; han blev ved sit forrige, og paastod, at alle saadanne
Ting paa ingen Maade kunde ophæve Menneskenes Liighed. Sandt at sige, Min Ven, Erfa¬
renhed har lærdt mig det samme; Min Hofmodighed i Livet var ubeskrivelig, jeg giorde mig til
af en Titel, der intet kunde forbedre mig, og jeg var i mit egentlige Væsen ligesaa foragtelig som
den elendigste Tigger, der med sin Fattigdom tillige er Lastefuld, havde jeg vidst, at min Stand
og mine Penge ingen Fordeele skulde have skienket mig i Døden; troer jeg ikke, at jeg med saa stor
Hidsighed havde snappet efter et fattigt Navn og et Sted paa mine Medbrødres høyre Haand.
Jeg har lærdt, at Adel vil intet hielpe i Døden, og at ligesaa lidet, som den herlige Tilstand,
kand holde Sygdomme og Død tilbage, ligesaa lidet kand de samme indrette Rang-Forordnin¬
ger i de Bortdødes Lande. Medeeleders Brødre dette mit Brev, og sig dem, at det er fra
den
Admygede.
Denne er Skrivelsen, som imod Forhaabning er mig overgivet, man kand ligesaa lidet
tvivle om dens Udstædelse fra et Contoir i Dødningers Rige, som man tvivler om, at en død
Mand for nogen Tiid siden har gaaet omkring og prædiket paa en Dansk Øe Kand de Dødes Ad¬
varseler tiene de Levende til Beste, er den kommen ret til pas, og kand de hofmodige Aander ved dens
Jndhold blive lidet bøyede, har man opnaaet det Maal, til hvilket man har sigtet. Det gaaer ikke
an, at jeg vil bevise Lassens Urimelighed ved theologiske Grunde; thi det er ikke mit Embede. For¬
nuften skal allerne give migenledning og naar den Bydende maatte blive efterlevet,
skal vi herefter ingen meere Aarsag, finde til at støde og over
Hoffærdige Borgere.


373
No. 41.
Udgivet den 19 Febr. 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
immedicabile vulnus
Ense recidendum est, ne pars fincera trahatur.
Opidius.
D¬
et har sig i mange Henseender med Laster, som vi kand kalde Siælens¬
Sygdomme, som med de Svagheder, der findes i Legemet: enhver le¬
gemlig Sygdom har sine Aarsager, af hvilke den udspirer, den har og sine Aarsa¬
ger, der befordre dens Langvarighed, og giøre, at den bliver mere og meere ulægelig;
det er derfor den fornuftige Læges Pligter, ey allene at angribe Sygdommens før¬
ste Grunde, men endog at betiene sig af saadanne Midler, foreskrive Patienten saa¬
danne Love, der kand tiene til at hindre Sygdommes ydermere Fremgang. Det er
bedrøveligt nok, at enhver Last har sin urene Kilde, af hvilken den udvælder, men det
er endnu bedrøveligere, at i Verden findes saa mange ulyksalige Aarsager, der giøre
en Last mere og meere skadelig, give den stedse en større Styrke, en stærkere Vext, og
foraarsage, at Øgle-Ungen, der kunde dræbes i Fødselen, kommer til en bedrøvelig
fuldkommenhed, og med sin skadelige Gift er i Stand til at fordærve et heelt Land.
De Mennesker, der foretage sig at gaae Fordærvelsen i møde, og at ud¬
rødde af Verden Lasterne, som de for det menneskelige Selskab allerfarligste
Fiender, skulde glæde sig ved at see deres Arbeyde ledsaget med ædlere Følger
og deyligere Nytte, hvis ikke Fienderne paa tusinde Maader kunde faae nye
Undsætning, der ligesom river en Moralist Seyeren af Hænderne, og holder
det Menneske tilbage i Lasternes Søle, der allerede havde sat sin ene Fod paa
Ustraffeligheds Vey. Jblant disse ulyksalige Midler der befordre og underhol¬
de de i svanggaaende Feyl, agter jeg med Billighed den Omgang at være, som
haves med saadanne, der ere afsagde Fiender af Dyden, og denne Omgang
med sine onde og farlige Sviter, er det jeg i disse mine Blade vil stræbe at af¬
male med tilbørlige Farver, naar jeg herpaa lover at anvende mueligste Fliid,
har jeg paa den anden Side Frihed at paastaae en Lydighed af mine Brødre
imod de Love, som Fornuften og deres eget Beste kand foreskrive. Min For¬
dring kunde synes ubillig og min Paastand urimelig, hvis jeg hvedsede min Pen¬
imod dem, der ikke vil kaldes Mennesker, men saalænge man ey vil dømmes
uværdig til saa ædelt et Navn, maa man finde sig i at høre de Pligter, der
paaligge fornuftige Skabninger.
De Forlystelser, som skiænkes os ved Omgang med andre Mennesker,
regne vi med billighed iblant det menneskelige Livs Fordeele, og vi kand agte
det for en af de uskyldigste Fornøyelser, naar et Menneske, der har anvendt den


374.
Nørste Deel af sine Timer paa sit anbefalede Arbeyde, søger en liden Rolig¬
hed ved at samles med sine Liige, og ved at forskaffe sig nye Kræfter til at ved¬
ligeholde sine Handteringer. Den Maade, som er indbragt i Verden, at den
ene Borger skal besøge den anden, er uden Tvivl af lige Ælde med Verden.
Dens Absigter vare i Begyndelsen gode og lovlige. Man indbildede sig med
Ret, at de Baand, der sammenknytte Lemmerne i et Selskab, kunde derved
blive fastere. Man var overbeviist, at en af de første og fornemste Pligter, som
Naturen selv har indprentet i de menneskelige Gemytter, udfordrer at lade sig
indfinde hos Andre, tilbyde sin Tieneste, og erfare, om man paa en eller an¬
den Maade kunde komme de Trængende til Hielp, De have ikke bedraget sig,
naar de har troet, at de Besværligheder, der følge med Livet, vilde ved en for¬
nuftig Samtale med andre, der bære paa samme Aag, i mange Henseender
blive lettere og sødere, saa at Besøgelser ey allene kand ansees som noget, der
tiener til det menneskelige Sinds vederqvægende Forlystelser, men vi bør end¬
ogsaa agte dem for en af de Skyldigheder, som det ene Menneske bor vise i¬
mod det andet. Men naar vi paa den anden Side vil, at Maalet, til hvil¬
ket de sigte, skal opnaaes, indfinder Fornuften, Dyden og vores fælles Beste¬
sig, som de sikkerste Veyvisere, der give os nogle Regler, som vi ikke maa over¬
træde, naar vi ogsaa med upartiske Øyne beskue den Omgiængelse, der nu er
i Mode, og de Besøgelser, der nu ere brugelige, finde vi, at de fleeste ere langt
afvigede fra den første Orden, og at altsaa deres første Øyemærke paa ingen
Maade kand opnaaes.
Leve-Konsten, der nu er i sin meest blomstrende Periodo, har befalet For¬
nuften at vige tilside, vore Besøgelser, eller, at jeg skal tale i Velanstændigheds¬
Sprog, vore Opvartninger, saaledes som de nu ere indrettede, tiene til intet
uden at vise en blind og taabelig Lydighed imod Verdens urimelige Maneerer,
og at giøre sig selv en unyttig Tids-Fordriv. Dog jeg skulde ikke sætte mine
Brødre tilrette, hvis deres Daarlighed gik ikke videre, deres Omgang med
hinanden skulde ikke blive gjort latterlig i mine Blade, hvis dens Følger ikke va¬
re farligere; men, da Daarligheden i dette Stykke bliver hver Dag større, og
Skaden, som flyder deraf, er almindelig, bliver det mig ikke mueligt at holde
de Bestraffelser tilbage, som Sagen efter mine Tanker kand med Billighed
fortiene.
Saa mange Grader, som der ere imellem mig og dem, der paa den al¬
mindelige Skue=Plads have bemægtet sig hartad de fornemste Loger, saa stor
burde og min Overbeviisning være om mine egne Omstændigheder, at jeg ey
skulde fordriste mig til at sætte min Fod i de Fornemmes Samlinger; jeg vil
ey gaae videre, end Subordinationen kand tillade mig; jeg vil ey giøre mig saa
Næse-viis at indtage et Sted ved Dørren for at beskue deres Adfærd, jeg
bliver i mine egne Kroge, og jeg meener paa denne Plads bedre at kunde see de¬
res Opførsel, naar de ere samlede tilhobe, end om Lykken havde gjort mig selv


375
til en lem af deres Sælskab. Fortaler jeg mig nu, om jeg siger, at deres
Samlinger ey stedse ere indrettede efter Fornuftens Bydende, og naar de ind¬
romme sig 6 Timer til at holde Maaltid, hvad Tild bliver da tilbage, der kand
anvendes paa fornuftige Samtaler, Jeg understaaer mig ikke at fordre dem
til Regnskab; og, da det Fortrin, som de have for den almindelige Hob, gi¬
ver dem maaskee Frihed fra at efterleve de Love, der forbinde andre, vil jeg
forlade deres Sælskaber, og begive mig til andres.
Jeg undrer mig ikke, naar jeg seer, at Mennesker af det fornuftige Slags
heller forlyste sig med at besøge Skovenes og Markenes Jndbyggere, end at
gaae i Samling med dem, der i Henseende til deres Væsen burde være klogere
end disse. Lader os beskue de fleeste Sælskaber, lader os anhøre de Ting, der gi¬
ve Materie til de fleeste Discourser, og vi skal erfare, at det er allene Røsten,
som beviiser, at de forsamlede ere Mennesker. Polylalus kand ikke leve, uden
han tre gange om Dagen skal aflegge Besøgelser til sine Bekiendte, og hans
Tale er paa alle Stederne en og den samme. Han gjor Begyndelse af Luften
og Veyret, og han ender med Jorden. Naar en Snee nedfalder, taler han
strax om det deylige Cane-Før, og han anfører det som en Helte-Gierning, at
han allerede har kiørt tre Hæste ihiel. Mærker han til Soelskin i de kolde Maa¬
neder, siger han, at Naturen har forandret sit Lob, og at Sommeren kom¬
mer for tidlig. Avisen fører han stedse i Lommen, og, naar han ey har dens
uvisse Beretninger til Livs, er han, som en vis Skribent siger, ikke ulig et
Blad reent Papiir, han holder hver Dag en Journal over sine Huus-Folks
Opførsel, at han kand give sine Brødre en fuldstændig Beskrivelse af sine Be¬
tienteres Liv, og han forærer ikke sin Kone en nye Klokke, førend han strax
skal besværge sig ved et Glas over de mange og store Udgifter, som han aar¬
ligen har at bestride. Han har en eneste Datter, og, saavidt jeg veed, har end¬
nu ingen paa denne Kram gjordt det første Bud, ikke desto mindre raaber
Polylalus, hvor han kommer, at han ey kand have sine Dørre lukte for Frie¬
re, og at han bedrøver sig ikke lidet, fordi hans Datter ey vil resolvere. Cla¬
mantes er gjerne Polylali Medbroder, og det er forunderligt at høre disse tven¬
de, naar de raabe i hinandens Munde; Naar den Første taler om sin Dotter,
taler den Sidste om sine Sviin, og naar Hiin er i Ungarn, er denne i sin Faa¬
restie, naar Polylalus beretter, at Keyseren er død, siger Denne, at Bræn¬
det er dyrt, og naar den Første spaaer om Conjuncturernes Forandring, kla¬
ger den Sidste, at hans beste Koe er bleven syg. Kommer den lærde Skræ¬
der i Sælskabet, som tredie Mand, bliver Ulykken alt for stor og Sværmen u¬
fordragelig for de Fornuftiges Øren; Tre adskildte Partier sætte sig da ved
tre Borde, og enhver iblant dem fornøyer sit Sælskab med særdeles Materier.
Skræderen har lært paa sine Fingre den saakaldede Præste-Pine, og naar
man spørger, hvor mange Alen han behøver til en Klædning, spørger han i¬
gien, hvem der syede Adams Skind-Pelts Ja mit Blad maatte blive fyl¬


876
det mod det urimeligheder, hvis jeg vilde opholde mig med at lægge alle de
daarlige og latterlige Ting for Dagen, der i de fleeste Sælskaber kand høres.
Dog disse Selskaber søger jeg ikke at kuldkaste; det var urimeligt, om
man vilde paastaae af alle, at de i alle Ting skulde følge Fornuftens Anførsel,
og hvormed vil vi undskylde vor Vildfarelse, om vi vil befale den at føre en for¬
nuftig Samtale, som endnu ikke har viist, at han besidder Forstand, vore
Pretensioner bør ikke strække sig over et Menneskes Formue, og vilde vi begiere, at
enhver Sælskabs Broder intet skulde bringe paa Bane, uden det som kunde være til¬
Nytte, maatte vi ligesaa gierne befale de fleeste Societeter en stedsevarende Taus¬
hed, er det ikke usædvanligt, at den anseeligste Deel af dem, der ere Bisiddere i vig¬
tige Affaires, ere Kroppe uden Hoveder, eller Hoveder uden Hierne, saa bor vi me¬
get mere finde os, at fordrage deres Samlinger, der allene tale med hinanden om
intet betydende Ting, hvoraf ingen Skade til det almindelige Væsen kand flyde.
Hvad jeg i Besynderlighed finder at udsætte paa de brugelige Samlinger,
er, at man søger Omgang med dem, der have indgaaet en stedsevarende Pagt¬
med Laster, og giøre sig til af de afskyeligste Gierninger. Jblant disse finder
jeg Asebestum, et Menneske, der træder Guds og Naturens Lov under Fød¬
der, og søger sin Ære i de skammeligste Handeler. Ligesom de stortalende
Soldatere oprette ved deres prægtige Skryderier Seyervindings-Støtter,
hvor de indfinde sig, saa gjør denne sig til af den ugudeligste Adfærd. Han
sætter det som en Ædelsteen i sin Livs Historie, at han kiender et hvert af de ureene
Huuse, og han stræber at giøre sit Navn udødeligt ved at tvinge andre til at føl¬
sig i Vellyst. Han taler om ingen Ting med større Foragt end Religion og
Christendom, og de, som beflitte sig paa et ustraffeligt Liv, ere i hans Øyne
de daarligste Mennesker i Verden. Saameget som hans farlige Morale kildrer
det menneskelige Gemytte, saa meget mere drager han og mange letsindige i sine
fordærvende Snarer. Han har ligesom oprettet sig en Prædikestoel i et hvert
Kroe-Huus, og han forfægter med yderste Hidsighed sine unaturlige Privile¬
gier. Enhver, der har lidet tilbage af Naturens Sandheder, og er paa no¬
gen Maade underrettet om de Pligter, som et Menneske bør vise imod sin
Skaber, sig selv og sin Næste, seer uden Vanskelighed, at Asebestus gaaer
frem paa de ulyksaligste Veye, imidlertid, da mange med største Begiærlig¬
hed jage efter de Ting, der ere meget skadelige, finde vi, at en stor Deel betræ¬
der den Lastefulde Frie-Geistes urene Fodspor; man taler om ham, som en
Mand, der i sit Væsen er levende, man siger, at han ey forgiæves har udgivet
sine Penge paa sine Reyser, og at Paris maa i Besynderlighed være det Sted,
hvor Artighed og Høflighed have opslaget deres Pauluner, hvor Mennesker,
kand i deres Væsen blive muntere, i deres Jndfald finderlige, i deres Ord vel¬
talende. De vederstyggeligste Gierninger giver Asebestus Navn af fornødne
Galanterier, og han anseer det som et Mærke paa et medlidende Hierte, at
han aarligen holder 3 Skiøger, og med den Fierde har indgaaet en Mariage
de Conseience.


87
Det bliver mig ikke mueligt at tale det mindste til saa forvendt et Men¬
neskes Undskyldning, jeg holder ham meget mere for en Pest, og hans Væsen,
for en smittende Sygdom. Trahuntur plerumqve a conversantibus mo¬
res, siger den fornuftige Seneca, man træder gierne i deres Fodspor, som man¬
pleyer at omgaaes, og jeg har stedse været af den Tanke, at Lasternes Herre¬
domme ikke skulde blive saa almindeligt, hvis vi havde Øye med alle vore Trin,
og ikke indfandt os i andre Sælskaber, end deres, der alle ere Elskere af Dy¬
den, og hvis Forlystelser ere reene og uskyldige. Men hvor saa ere ikke disse?
siden det er bleven en almindelig Mode, at skrabe og bukke, at kysse Hænder¬
og Forklæder, og med unyttige og naragtige Complimenter at blive fornuftige Folk
til Byrde; siden man har forbandet alle lærde og opbyggelige Materier af sine
Forsamlinger, og indførdt den Maade intet at tale om andet, end det, som be¬
hover ingen Eftertanke, og at bortdrive heele Timer med at raisonnere efter
nogle uvisse Beretninger og fremmede Handeler, eller, om man bliver inden
sine egne Grændser, at gribe fat paa den eller den Familie, at examinere Grun¬
den til dens eller dens Luft-Spring, at tale om dens eller dens interesserede
Anstalter, &c. Siden man har vedtaget, at lade saadanne Ting blive Øye¬
mærket af sine Samlinger, saa løber man imod Samlingers og Besøgelsers
første Sigte, og det bliver da fornøden for den, der vil bivaane de samme,
at han for en Tiid tager Afskeed med Fornuften, og beflitter sig paa saaledes
at indrette sine Discourser, at han paa ingen Maade viser sig at være et fornuf¬
tigt Menneske.
Disse mine Tanker maatte snart synes ugrundede, og mine Reflexioner
over de fleeste Besøgelser maatte i manges Øyne gaae uden for Sandhed;
kand vi sige om alle, at de samles paa anførdte Maader til saa urimelig en
Ende, og maa vi ikke i det ringeste lade de anseelige Hoveder, der ere som Ri¬
gets Pillere, at deres høye Forstand tillader dem ikke at indlade sig med hin¬
anden i saa nedrige Materier, Jeg vil lade denne Jndvending beholde sin Styr¬
ke; jeg vil ikke nægte, at jo saavel Mennesker af de fornemme Classer, som an¬
dre, der ere mindre anseelige kand samles tilhobe, og i deres Samtaler aflegge
Prøver paa deres Fornuft; men skulde jeg derfor sige, at deres Omgang er
beskaffen, som den burde Jngenlunde. Hvor er den Fortroelighed, der er
som Siælen i Sælskaberne, hvor er den Redelighed og Oprigtighed, der bør
findes iblant Mennesker, Skulde jeg indbilde mig, at man i sine Samlinger
taler af Hiertets Overflødighed, og farer jeg vild, om jeg siger, at den Aaben¬
hiertighed, der burde have Sted iblant Venner, er til største Deel borte. Jeg
har befundet mig i Samlinger, hvor man just ikke har ladet urimelige og unyt¬
tige Ting være sin Hoved-Sag; men jeg har derimod erfaret, at intet er ble¬
ven fundet af det, som man iblant Venner kunde vente sig. Det første, hvor¬
paa man fæstede sit Øye, var dette, at enhver paa det skarpeste gav agt paa
sig selv, at ingen Ord skulde falde ham af Munden, hvoraf de andre Nær¬


38
værende skulde giøre Slutninger til hans sande Omstændigheder. Spors¬
maalene vare listige, og Svarene betænksomme. Den som her vilde have
Ord for at kiende Verden, og det menneskelige Gemytte, burde troe tverti¬
mod alt det, som de Nærværende fortaalte om deres egne Sager¬
Atticus har forlængst havt den Ulykke, at falde iblant saadanne menneskelige Ræve. Selv
besidder han ikkun en middelmaadig Erfarenhed, og han veed intet meere, end hvad Fornuft og
Eftertanke kand lære ham. Den Eenlighed, i hvilken han en lang Tid har fremdraget sine Dage,
og den Omgang, han har havt med ærlige Folk paa Landet, har forestillet ham Menneskene saa¬
ledes, som de med Rette burde være, naar deres Væsen skulde komme overeens med deres Ska¬
beres Øyemærke. Saa snart Atticus satte Foden i Forsamlingen, forlod enhver med en fransk
Artighed og Hastighed sit Sæde, og enhver gjorde sig Umag for at spille den ydmygste, tienstfær¬
digste, fornuftigste og meest dydefulde Person. Saa mange Ord han fik at høre, saa mange Ge¬
bærder han kunde see, saa mange Vidnesbyrd og Forsikkringer mærkede han ogsaa, at det
gandske Sælskab har største Ærbødighed for hans Dyder, og forundrede sig over hans ypperlige
Gaver. Jeg maatte spørge, hvad kunde giøre Atticum vantroe, og hvoraf skulde han slutte,
at de Nærværende havde Hierter, der ey vare overeenstemmende med deres Tunger, Saalænge,
han befandt sig i dette deylige Sælskab, agtede han med største Fornøyelse, at det selv samme Dy¬
dens og Redeligheds Sprog, som han hiemme har fundet i sine Bøger, var et Tungemaal, der
iblant hans Stalbrødre var almindeligt; han bordte med Glæde, at det gandske Collegium var
enig i at dømme dem uværdige til Livet, der tale anderledes end de meene, han hørdte, at man
kaldede dem grove og ufornuftige, der tillade deres Ord at løbe imod Ydmygheds, Kierligheds¬
og Beskedenheds Regler. De Forsamlede havde ved lange Øvelser lærdt at give deres Ansigter
saadan en Skikkelse, at Ærlighed og Oprigtighed stod ligesom afskildred med levende Farver, og
at den behageligste Artighed lod sig see ved enhver Mine. Deres Geværder og Bevægelser lagde.
ligesom en nye Kraft til deres Ord, og giorde det endnu meere begribeligt, som deres Sprog gav
tilkiende. Kunde vi ikke agte Menneskene for lyksalige, kunde vi ikke kalde Verden et Paradis,
hvis dens Indbyggere vare saaledes beskaffene, som de forestille sig i deres Omgang, De idelige
Klagemaal over den liden Kierlighed iblant Menneskene, de stedsevarende Besværgelser over Troe¬
skabs og Redeligheds Landflygtighed af Jorden, vilde da blive ubekiendte Ord, hvis Bemærkelse
man forgiæves skulde søge. Atticus kommer Dagen derefter til sin Ven, og beklager sig, at hans
overflødige Forretninger have forbudet ham, saa længe som han ønskede, at smage Sødheden i
det Sælskab, hvor han i Gaar befandt sig. Men hvor forundrer han sig ikke, naar han hører af
sin Ven, at han havde handlet klogere, hvis han for havde taget Afskeed, man blev kied af hans
Nærværelse, og hans Discurser vare ikke behagelige, thi de vare formeget krydede med en ærlig
Eenfoldighed. J havde neppe, sagde han fremdeles, sat eders Fod uden for Stuen, førend
den gandske Forsamling gik Eder igiennem fra Top til Tag. Den ene drev Spot med eders Pe¬
ruqve, thi Fronten var ey høy nok, den anden beloe eders Kiortel, thi den var ey efter Moden;
Lilletta forundrede sig, at J i et Fruentimmer=Sælskab torde lade eder see med Støvler, og Ro¬
fillis kaldede eder en Stud, fordi J forglemte at kysse paa hendes Skiørt. Clelig havde nær¬
faaet ondt, fordi Eders Klæder lugtede af Lands=Byen, og sabelle svor paa, at hun aldrig meere
vilde drikke Caffes med saa ubehøvler en Oxe. Julig, der selv havde beder eder, at J vilde unde¬
hendes Fader en Besøgelse, havde tusinde Ting at erindre imod eders Opførsel, vil J hore hen¬
des egne Ord, saa vare de ungefæhr disse: Ach man stehet diesen Menschen kaum, so mus man
daruber fallen, das er ein Dane ist, hvor elendigt er det ikke, og hvor langsom gaaer det ikke til,
naar et Menneske af dette Slags skal blive ret menneskelig, hans Ansigt var i Moden i Kong
Dans Tiid, og hvor vil han hen med sit enfoldige Væsen, For 200 Aar, da visse Folk gik til
Frankerig, for at komme Hugenotterne til Hielp, vilde maaskee hans Oprigtighed blevet antaget
for en Dyd, og havde han været til, da Danmark laae nedsiunken i sin forrige Grovhed, og
Cimbrerne vandrede omkring med deres Vaaben, kunde han mueligt have passeret for en artig


379.
Mand. Det er sandt, han har Forstand, men han veed saa lidet at bruge den; han siger reent
ud, hvad Hierter tilsiger, og han begriber ikke, at han derover hastig kand fortale sig. Det er hans
Lykke, at han ikke kiender sin Ulykke; thi ellers vilde han lidet takke sin Fader, der baade har dra¬
get liden Omhu for hans Opdragelse, og har tilladt ham, saalænge at opholde sig paa Landet i¬
blant de grove og vankundige Bønder, der snart intet ere uden Umælende.
Naar vi saaledes befinde de fleeste Samlinger, at vi maa frygte for at blive besmittede med
og skikkede efter deres Laster, der have sagt Dyden farvel, og vi i andre Selskaber enten skal sidde
som Støtter og Stolper, som den Tyrkiske Mufti, der sielden lader sig høre, eller, om vi vil op¬
lade Munden, da at tygge Drøv paa et hvert Ord, førend vi udsige det, bør vi ikke da heller lade
os indslutte inden vore egne Vegge, og holde os paa vore egne Grændser, det er ikke mit Øye¬
mærke, at jeg vil overtale mine Brødre til at søge Skove og Udørkener, jeg vil ikke, at de skal om¬
skabe sig til Munke og Bierg=Trolde; men jeg raader allene, at de skal udvælge de Veye, der ere
de uskyldigste, og holde sig fra dem, som de ey kand betræde, uden derved at tage Skade.
Lyksalig er den, siger en vis Skribent, der har sagt Verden farvel, har udvalgt Eenlighed,
og lader sit heele Sælskab bestaae i en god Samvittighed. Saadan en betragter med Foragt alle
Daarligheder i Verden, og lader Rolighed i Siælen blive sin eneste Hoved-Sag; Han taber
ikke Modet ved Lykkens Ubestandighed, og de meest selsomme Tilfælde kand ikke nedslaae hans Ge¬
mytte. Han jager ikke efter Rigdom, og holder all forgiængelig Høyhed for noget Nedrigt;
det Nærværende fornøyer ham, og det Tilkommende kand ikke bedrøve ham, han er ingen til Byr¬
de, og han er vel tilfreds med sig selv. Han seer sig ey forbunden at beflitte sig paa tvungne og
konstige Jndfald, naar han taler med sig selv, og han underkaster sig ikke Imodsigelse af andre.
Han er befriet fra de nedrige Bøyelser for høye Herrer, og han er sat i saadan en Stand, at han
ikke tilføyer det Almindelige nogen synderlig Skade. Han blander sig ikke i fremmede Handeler,
og han staaer mindst i Fare for at blive anseet med avindsyge Øyene; han æder sit Brød i Roe,
og han ødelægger sig ikke ved at holde aaben Taffel for forhungrede Pralere.
Mange skulde vel forundre sig, naar jeg siger, at intet er mig meere smerteligt end Mangel
paa Eenlighed, og at det, som opvækker Fortrydelse hos andre, er mig meest behageligt. Jeg
har overveiet ved mig selv, at de fleeste Mennesker stedse vil tale, hvilket er den ærgerligste Ting i
Verden. Man kunde paa nogen Maade være tilfreds med dem, hvis deres Taler stedse vare
fornuftige, men naar man skal nødes til at anhøre alle deres Daarligheder, og naar de, der vil
have Ord for at besidde Esprit, det er: en Færdighed med mange Ord at sige slet intet, stedse fyl¬
de Ørene med den urimeligste Sladder, saa forekomme de mig ligesaa kiedsommelige, som den un¬
ge Sladder hos Horatium, der begegnede ham paa den Romerske Gade Naar jeg derimod befinder
mig allerne, saa har jeg Leylighed til at gaae i mig selv, og i det jeg forbyder mine Sandser at
forstyrre mig i mine Tanker, bliver ligesom en Vey aabnet for mig til Underhandling med den
gandske Verden.
Jeg havde høyligen forseet mig, hvis jeg havde sluttet min Betragtning, og ikke meddeelt
mine Læsere mine Tanker om et Sælskab af det allerskadeligste Slags. Vi finde neppe nogen
Sted i de danske Egne, hvor jo slige Collegier ere i herligste Tilstand, og den ulyksalige Fliid,
som Menneskene vise i de meest skadelige Gierninger, lade de ogsaa see i at opfylde de Love, som
Fordervelsen i dette Stykke har givet dem. Skal jeg sige, til hvad Samlinger jeg sigter, saa har
jeg Øyet henvendt paa de Brødre, der fastsætte iblant hinanden visse Timer, da deres eneste Ho¬
ved-Sag er at arbeyde paa hinandens Undergang, og lade nogle malede Blade blive ligesom
Transport Breve, der skille den egentlige Eyer ved sine Midler, og oversende den i deres Hæn¬
der, hvis Adkomst aldrig bliver lovlig.
Det har sig med Spill og Døbel som med Yppighed og Pragt, den giør sig ligesom behage¬
lig ved et uskyldigt Ansigt, men vilde man spørge, hvilken af disse tvende er den fornemste Aarsag
til den daglig tilvoxende Armod, drister jeg mig ikke til at svare. Vi kand betragte alle Slags
Svil paa adskillige Maader, og vore Domme blive derefter ligeledes adskillige. Man declame¬


380
rer ikke imod Spil, saavidt det er en naturlig Gierning, thi at tage nogle Blade i sin Haand, og
igien kaste dem fra sig, er i sig selv ikke lastværdigt. Men naar vi betragte Sagen paa en anden
Kant, maa vi strax forandre vor Dom. Det er til deels den Spillendes Absigt, der giør Gier¬
ningen ond eller god, søger man allene paa den Maade at give Sindet en Vederqvægelse, kunde
man snart have Aarsag at støde sig over dem, der ansee Gierningen med fortørnede Øyne, hvor¬
vel jeg seer ikke, at Sindet derved fra sit Arbeyde kand finde nogen Hvile, siden denne saa kaldede
Tids Fordriv ogsaa behøver Eftertanke og Slutninger; men søger man at vinde fra sine Sælskabs
Brødre, og at berige sig selv ved fremmede Midler, veed jeg snart ikke, hvad Forskjælland giø¬
res paa dette og andre i alleslags Love forbudne ulovlige Midler. Ja, naar vi betragte Spil¬
som en Gierning, der har Jndflod i det almindelige Væsen, see vi mange ulyksalige Følger, og vi¬
kand derfor ey andet end arbeyde paa dets endelige Forbandelse af vore Lande¬
Man fortæller, at Lydierne har været de første, der har opfundet Spill, for at forsyne
sig med et Middel imod Hunger; men da Erfarenhed lærer os, at mange blive blottede fra de¬
res Formue, allene fordi de ere Doblere, kand vi ey andet end besværge os over dem, der have
været første Stiftere af Spille Væsenet, og man skulde snart slutte, at en vis Mand har Ret,
der i Henseende til de mange Ulykker, som reyse sig af samme, sætter Diævelen som dets første
Opfinder, der ved sine hocus pocus formeerer sit Rige med utallige Dag=Tyve. Naar vi ey vil
tale imod Sandhed, maa vi tilstaae, at mange have bortspillet deres timelige Velfærd, jeg vil
ey tale om det, som er mere vigtigt, og naar vi betragte den Handel, som Aleantes driver med
Penge, finde vi, at den største Deel af hans Capitaler tilhører andre. Selv lugter han efter
de feede Steder, og han holder nogle visse Støvere, der hverve hver Aften nye Recruter til hans
Banqve, Adelphinus havde den Ulykke at falde iblant disse Røvere, hans kostbareste Sager bleve
Cartuche til Priis, og man lod ham ey beholde sit Uhr, at han ikke skulde erindre sig Tiden, naar
han skulde sætte Grændse for sin Lyst; man giorde hans Lommer tomme, og man forsikrede sig ved
Haandskrift om det Øvrige. J Sandhed, jeg kand ey andet end ansee de sædvanlige Spille-Huu¬
se, for nogle Røverkuler, og er der nogen Ting, der kunde behøve Reformation, da er det visselig det¬
te; thi Skaden, som flyder deraf, strækker sig uformærkt til det almindelige Væsen. De paa
denne Maade forarmede Stympere maa ofte imod deres Villie blive Bedragere, og andres Om¬
stændigheder kand derved blive slettere. Upartiske Læsere finde denne Deel af min Betragtning
ikke ugrundet, og jeg skal ey bekymre mig om andres ugunstige Domme, naar Tiden maatte lære
mig, at min Erindring ey har været forgiæves. Jeg vil slutte mit Blad med nogle Franske Linier:
Les plifirs Sont amers, fi tot von en buse,
II est bon de jouer un pen,
Mais i fant seylement, que le sen nous amuse,
Un joueur dun commun aven,
Na rien humain, qua Tapparence,
Et Nalleurs i Nest paa vi fale, von vense,
Detre fort honnet homme, & de jouer grossen,
Le desir de gagner, qui nut & jour occupe¬
Eft un dangereux afguillon,
Souvent quoi que Pesprit fort bon,
On commence par ere dupe
On finit par ere fripon.


381.
No. 42.
Udgivet den 26 Febr. 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Male verum examinat omnis
Corruptus Juder.
D¬
e tilstundende Tider forbyde mig vel ikke at vedligeholde mit ugentlige
Arbeyde, men de befale mig paa den anden Side at beflitte mig paa
mueligste Alvorlighed. Den fordærvede Sædvane har gjort det, at, naar de
Mennesker, der vil have Ord for at vandre efter et høyere Lys end de blin¬
de Hedninger, skulde vise sig flittige i Betragtninger af det alvorlige Slags,
give de deres rasende Lyster meest Tøyelen, og naar de meest skulde vise, at de
ere udgangne fra Hedenskabet, søge de stærkest at bevise, at de ey endnu have
forladt deres Afguder. Jeg vil ikke, at en ond Sædvane skal foreskrive mig
Regler, og da vi staae ligesom i Døren af en Tiid, da vi bør sige alle de
Ting farvel, der kand adsprede vore Tanker og afføre os fra de vigtigste Be¬
tænkninger, skal min Skrivemaade i samme Tid overalt blive alvorlig, og jeg
skal udsøge saadanne Materier, der ikke kand passe sig paa nogen Tiid bedre
end denne.
Hertil meener jeg allerbest at kunde giøre Begyndelse af den Kiærlighed,
som det eene Menneske er forbunden at vise imod det andet i sine Domme; hvor
ofte see vi ikke, at vi efter forefattede Meeninger anføre dem paa de skadelige
Borgeres Liste, hvis Væsen er ustraffeligt, og hvor ofte holde vi ikke dem u¬
værdige til at fordrages i en Republiqve, der alleneste efter vore Tanker gaae
frugtsommelige med farlige Anslag, da dog de intet vise af det, som bør giøre
deres Personer forhadte, Det er længe siden mig blev overgivet et Brev, men
jeg har haft Aarsag til at tage i Betænkning, enten jeg skulde lade det see Ly¬
set eller ikke. Det er forfattet af en fornuftig Pen, men Skribenten er af det
Slags, der er underkastet de haardeste Domme. Jeg vil hverken undskylde
ham eller hans Sect, og, naar jeg har i Skrivemaaden forandret det fornød¬
ne, naar jeg har ladet det groveste af hans Tilrettesættelser blive borte, med¬
deeler jeg hans Brev af det tydske i det danske Sprog oversat, saaledes som
det er mig leveret, overladende til mine Læseres Domme, hvorvidt de vil lade
hans Foregivende passere for Sandhed eller ikke.


332
Min Herre!
Bog finder adskillige Ting, som forbinde mig til at sende eder mine Tanker; Eders
O. Blade ere i manges Hænder, og den Kiærlighed, som Eders Brødre vise imod
Eders Betragtninger, giver mig Haab, at om et Forsvars Skrift kunde komme fra
Eders Haand for det Sælskab, af hvilket jeg for heele Verden bekiender mig en
Lem, skulde de ugunstige Domme, som hidindtil ere fældede over os, mueligt
blive til intet. J har vel hørt lidet til den ugemeene Nysgiærrighed, der har
bevæget mangfoldige Mennesker til at rives om en liden Bog, som i disse Ti¬
der i det Franske Sprog har været at finde paa Bogladerne, en Bedrager, der
ved dens Forfattelse har ventet at fortiene Penge, har lagt den for Dagen,
og saa mange Læsere, som den har fundet, saa mange Anklagere og Beskyldere
haver jeg og mine Brødre erfaret. Han anfører tusinde Daarligheder, der al¬
drig ere til, og at han kand berige sig selv, udgiver han sig for en Lem af vores
Societæt, hvorvel han aldrig har været det.
Jeg troer efter Eders egne Ord, at J er et Menneske, der beflitter E¬
der paa den verdslige Viisdom, og naar dette er Sandhed, holder jeg Eder
for saadan en, der har fornægtet alle forefattede Meeninger, og efter Muelig¬
hed indseer enhver Tings Beskaffenhed, at Eders Domme kand blive grun¬
dede og visse, og enhver faae sin tilbørlige Ret. Tillod mig derfor, at jeg un¬
derretter eder om de vrange Domme, som man i sær fælder over mig og mine
Brødre i Eders Fæderne Land, og formeen os ikke, at vi i Eders Blade aa¬
benbare vor Uskyldighed, at de Skrifter, som blive gjort offentlige til vor Be¬
skiæmmelse, ikke skal finde Bifald.
Jeg beder Eder, min Herre, at J siger mig, hvad Aarsagen kand væ¬
re, hvorfor man i alle Verdens Hiørner ere enige i at fordomme og forbande
dem, der har taget Plads iblant vore Brødre, Viis mig et Menneske, der
har haft Aarsag at besvære sig over en Lem af vores Sælskab; lad nogen
komme frem, der med billighed kand klage over den mindste Forurettelse; og
hvo kand bevise, at vores Societæt har antaget enten saadanne Principia eller
Sædvaner, der paa ringeste Maade kand omstøde Religionen, være Staten
til Skade, og til intet giøre de borgerlige Love, Lad alle dem komme tilho¬
be, der udspye Bespottelsers og Forhaanelsers Ord imod os, og trods at en ene¬
ste skal kunde sige, at de Love, ved hvilke vi med hinanden ere forbundne, til¬
lade os at handle imod Ærbarheds Regler; hvorfor raaber og skriger man da,
at vi i Verden ere farlige Borgere, hvorfor sender en stor Deel af de Geistlige
saa mange Skrifter til Lyset, hvor de snart forestille os paa en Skue=Plads,
snart sammensætte selv de urimeligste Breve, som de udgive for vore egenhæn¬


dige Skrivelser, hvor de biuge an deres Venalenhed for at giøre os afstyel¬
ge og forhadte?
Vores Sælstab strælter sig over den gandste Verden, og Tallet af vo¬
re Brødre overstiger tive tusinde; dog stal ingen kunde sige, at en eneste idlant
os er greveni en Misgierning og straffet for den samme; Jtre destomndre ar¬
beyder man her og der paa vores Undergang. i see daglig, at de, som ral
des Rettroende, begaae de afstyeligste Gierninger; de føle sig i Laster, de fare
fremifuld Trav paa Ugudeligheds Vey, og haste til deres egen Fordærvene;
i ant dette ere de gode Borgere, ustyldige Siæle, just foroi de betiende sig til
en Troe, som deres Fædre have havt. Ogjeg sælter, at nogen af vores Sæl¬
stab havde forgrevet sig paa en Maade, der kunde undertaste dem den verds¬
lige Straf, jeg sætter, at nogle idlant os vare bragte tu Retter=Stæden, hvil¬
ket dog vil blive vansteligt at bevise, stulde man da deraf tage Amledning til de
haarde Domme, som i Almindelighed blive fældede over vore Brødre? Man
har seet Konger og Fyrster, Byper og Prælater at overleveres i Bøddelens
Hænder, men hvor urimelige vulde ikke vore Slutninger blive, om vi derfor
onde anføre de ovrige, der detiene samme Empeder, paa de Lastefuldes Catalo¬
goe Den Ustraffelighed, der til dato har zuret vores Sælstab, bliver vel det
traftigste Beviis, at vi ikke antage Dydens Fiender i vores Orden, og at vo¬
re Ordens-Regler ere saaledes bestafne, at Ætvaryed, Retfærdighed og an¬
dre Pligter efter Naturens Lov ikke blive foragtede, men paa det nøyeste lagt¬
tagne.
Vi ere ikke saa daarnige, at vi stulde blive nedslagne, fordi Verdens for¬
dærvede Jnobyggere udsprede om os de usandfærdigste Bestyldninger; Erfa¬
renhed har forlængst lært os, at Mennestene ere i Almindenghed tilbøyelige til
Ondskab, Misundelse og Vrede, og at deres giftige Tunge end ikke sparer de
ustyldigste Handeler. Naar heele Atnenen stormer imod Socrates, hvis Lære
den ikke forstod, naar Borgerne blive saa rasende i deres Ondstab, at de for¬
domme ham til at uddrikke Bæggeret med Guften, saa sige dog itke de For¬
nuftige, at docrates har været en af atenens forargelige, onde og lastefulde
Jnopaanere, der itre ourde taales i en vel moreltet Repuonuqve. Jrre længe
efter ryinagoræ Lider blev endeel af Jtanen oprortumod de ustyldigelymnago¬
ræer; men ingen kand derfor sige, at disse Pynosopyi har været Mennester, hvis
Grunde og Lærdomme sireed imod Societætets elgaaende, og at de derfor
af Jorden burde udrøddes og opofres til de forsmædeligste Punsler. Jeg haa¬
ver, at J med os fatter den Slutning, at forefattede Meeninger have været de
Dommere, der har overgiver olse Mennester ii Bøden. Jeg vioner oprigtig,
ativore Love finvev ikre det alermindste, hvolved emten det alethøheste Væ¬


384
sen eller Jordens Regentere blive fornærmede. Vores Sælskab skulde ikke i
saa lang Tiid have bleven ved Magt, og vi skulde ikke have seet det i sin nær¬
værende blomstrende Tilstand, dersom det ikke var sat paa de fasteste Pillere;
Retfærdighed, Kierlighed til Næsten og Oprigtighed ere de Bud, som vi iagt¬
tage, og de Støtter, der efter Formodning endnu en lang Tiid vil opholde vo¬
res Societæt.
Det skal ikke alleneste være min Sag at forfatte et Forsvars Skrift for
mig og mine Brødre, men jeg skal endog stræbe at gaae de Jnvendinger i
møde, som man pleyer at giøre, og vil overlade til Upartiske, om vores Væsen
herefter kand ansees med skeele Øyne. Dersom intet ondt og uordentligt var
at finde i vores Sælskab, hvorfor bliver det da anseet af mange kronede Hoveder
for noget Ondt og skadeligt? Denne Jndvending kand vi besvare uden Van¬
skelighed; vi maa tilstaae, at en af de afdøde Romerske Helligheder har lyset
en skrækkelig Forbandelse over os; men vi bekiende tillige, at det Apostoliske
Sæde har ikke kundet anføre den ringeste Aarsag til saa grumt et Foretagende.
Dersom vi havde stræbt at skille St. Petri Stoel ved sine Jndkomster, dersom vi
havde prædiket imod de Afdødes Levninger; dersom vi havde søgt at nedrive de
hiemmegjorte Helgenes Billeder, eller paa fordækte Veye stræbt at kuldkaste
det geistlige Monarchie, kunde de Pavelige Torden=Straaler mueligt undskyl¬
des; men, da ingen er i Stand til at bevise, at den mindste Forseelse paa vor
Side kunde bringe den geistlige Fyrste i Harnisk, kand hans Bandsættelser ikke
tiene til noget Beviis, at vore Brødre ere uværdige til Livet, og hvad vilde
vel den ivrige Pave have sagt, dersom han havde vidst, at han daglig blev be¬
tient og beskiermet af dem, som han søgte at udrødde? meener J ikke, at de
meest nidkiære Beskyttere af det Romerske Herskab findes antegnede i vores Ma¬
triculer, og maatte jeg ikke tale imod Sandhed, hvis jeg vilde sige, at ingen af
vore Brødre har været i det Romerske Conclave, hvad blev Udfaldet af den
Vatieanske Jld, ingen uden denne: Pasqvinus beklagede sig Dagen derefter,
at hans Hellighed havde overiilet sig, og at det derfor var tienligst, at man ik¬
ke fordømte reedelige Borgere, med mindre man kunde retfærdiggiøre sin Mis¬
tanke med tilstrækkelige Grunde, og, saalænge det endnu i Rom var ubekiendt,
hvad Aarsag man havde til de haardeste Beskyldninger, vilde hans Hellighed
ikke rette sig efter fleere Øretudere.
Vi kand endnu sige mere; vi kand bekræfte, at den skrækkelige Jnqvisi¬
tion stedse har havt et vaaget Øye for at lure paa vore Jdrætter; Alle Verts=Huuse,
alle Caffe=Huuse vare opfyldte med dem, der skulde iagttage vore Handeler, man
bød Penge paa de Uskyldiges Hoveder, men hvad har man vundet? Er no¬


385
gen iblant os bleven røbet? Intet mindre. Vor Sikkerhed er den samme
som før; thi vores Liv er ustraffeligt; vi have vore Venner i Jnqvisitionen, i¬
blant alle Ordens Brødre, og ingen ere os meere forbundne end de, der besidde
Fornuft og Skarpsindighed i en høyere Grad, end andre; Snart seer man os
paa Prædike=Stolen, snart for Alteret, og andre Steder, skulde man da ikke der¬
af slutte, at vores Sælskab har ingen Love, der løbe imod andre Landes Reli¬
gion og Skikke, og skulde vi da ikke haabe, at vores Adfærd bliver herefter an¬
seet med mere Naade?
Man vil vel sige, at vi ey i Frankerig havde været saa utaalelige, dersom
vores Væsen i alle Maader havde været ustraffeligt. Jeg svarer intet uden det¬
te: Det er mueligt, at nogle uroelige Hoveder under vores Navn kand have
samlet sig, og foretaget saadanne Ting, der ikke kunde fordrages. Over de ud¬
gangne Forordninger besværge vi os ikke, og den Nysgierrighed, som findes hos
den Franske Nation, bliver vel den eneste Aarsag til de imod os forfattede Lo¬
ve. Jmidlertiid lider vores Sælskab ikke det ringeste; en liden Forsigtighed
giør det, at vi uden Fare opholde os i Paris, og vor Rolighed er ligesaa stor
der som et andet Sted i Verden: Lad være, at man for adskillige Personer har
fattet største Mistanke, saa er dog ingen til denne Tiid bleven angrebet, og det¬
te er snart alt, hvad man pleyer at forekaste os.
Endnu finder jeg en Jndvending, den jeg maa røre med et par Ord: Man
spørger, hvorfor vi giøre vore Love til en Hemmelighed, og hvorfor vi ikke vil leg¬
ge vore Grunde for Lyset, naar de i alle Maader ere lovlige? Denne Jndven¬
ding er meget enfoldig, og de Slutninger, som giøres af vores Taushed, ere
sær urimelige; Fordi vi ikke vil sladre for heele Verden om vores Skikkelser,
fordi vi finde Aarsager, der forbinde os til at tie, skulde derfor vore Regler
være ugudelige og vore Love stridige imod det menneskelige Sælskabs Rolig¬
hed og Lyksalighed? Vi tage os vare for letsindige Gemytter, og det er ikke
enhver, som vi antage i vores Laug. Tiden skal aabenbare, hvorvidt vore Hem¬
meligheder kand undskyldes eller fordømmes, og kunde man i deres Jdrætter, der
belee vores Adfærd, og prædike imod os, som de farligste Mennesker under Solen,
ikke spore fleere Ondskabs Hemmeligheder, end i vores Samqvem, vilde Verden
blive langt bedre end den er, som vil have Navn af Rettroende, skulde da ikke besmit¬
te deres Liv og vanære Religionen med de skammeligste Gierninger.
De, som tale ilde om os, fordi vi holde vore Sager skiulte, vilde betæn¬
ke, at vores Sælskab offentligt samles i London, at vi der ere forsynede med
en Superintendent, at det staaer enhver frit for at besøge vore Samlinger;
de vilde ogsaa betænke, at i det gandske Holland har ingen for os fattet ringe¬


286
ste Mistanke, at den heel politiske Republiqve Venedig vel kand fordrage
os, og at vores Sælskab nu bliver taget i Beskiærmelse af en viis, lærd og for¬
nuftig Regent, og da kunde de giøre saadanne Slutninger, der paa eengang ere
kraftige til at kuldkaste alle Jndvendinger. Hvad vi begiere, er allene dette
at Menneskene vilde opsætte deres Domme til den Tiid, da de kunde blive un¬
derrettede om vores Opførsel, og tilfulde faae at vide, om en Broder af vores
Societe, allene fordi han er saadan en, bør geleydes med en almindelig For¬
haanelse, og underkastes de rasende Menneskers Forfølgelser, Hvad ubilligt
findes i denne vores Fordring? og hvo kand sige, at den ikke er grundet paa
Fornuften, paa de naturlige saavelsom guddommelige Love?
Min Herre, mon J ikke selv er begierlig efter at vide, hvad man skal døm¬
me om vores Sælskab, og, erindrer jeg ret, har J i eders femte Ark nævnet
det Navn, med hvilket vi lader os kalde, men deraf kand jeg ikke slutte,
hvad Tanker J har fattet om os. Jeg vil sige Eder og den gandske Verden,
hvorledes det med os er beskaffen; jeg vil give eder det tydeligste og sandfærdig¬
ste Begreb om vores Væsen, og jeg haaber, at J troer, hvad jeg hermed be¬
retter Eder. Et Menneske af vores Sælskab, er et Menneske, der paa alle
de Steder, hvor han opholder sig, underkaster sig Landets Love og Skikke. Vi
leve med hinanden i det fortroeligste Venskab, og de adskillige Religioner, til
hvilke vi bekiende os, kand ikke løse det Kiærligheds Baand, med hvilket vi
ere sammenbundne; thi ligesom Mand og Kone af adskildte Secter kand elske
hinanden oprigtig, saa har Religionens Adskillighed ingen onde Jndflydelser i
vores Societæt. Vi forbyde ikke den Tyrkiste Mufti at udbrede Mahomets
Lærdom i Constantinopel. Til Rom kand man ringe med alle Klokker, pry¬
de alle Altere, løbe om paa Gaderne med de Afdødes Beene, alt dette forstyr¬
rer os ikke i vor Roe; thi vi ansee det som en Sag, imod hvilken vi ey have
nødig at stride. Vi ere gode Borgere og Undersaattere, hvor vi befinde os:
alle vore Skikke gaae derpaa ud, at vi kand hielpe Retfærdighed til rette, stif¬
te Rolighed i Landene, og befordre paa mueligste Maade enhvers Sikkerhed.
Erfare vi, at en af vores Sælskab har forseet sig imod betydelige Pligter, ud¬
støde vi ham af Tallet, agte ham for en Død, og den, der aldrig har været til.
Vil J vide, hvorledes vore Omstændigheder ere i Norden, saa skal dette
tiene til Eders Efterretning, at vores Antall stedse bliver større, og uagtet alle
de Calumnier, som blive udspredte om os, hverve vi dagligen mange Brø¬
dre; hvad jeg her har ført i Pennen, kand J med Vished antage for Sand¬
hed, men kald alle andre Beretninger i Tvivl, der stride imod mine. Jeg vid¬
ner i min egen Sag, det er sandt, men det er ogsaa sandt, at jeg tør indstev¬
ne mit Vidne for Himmel og Jord, og ingen skal kunde overbeviise mig, at


387
jeg i en eneste Punet har feylet. Skulde J endnu ikke vide, hvo den er, der
overgiver eder nærværende Brev, saa viid, at jeg blues ikke ved at kalde mig
en F, og, naar J meddeeler eders Fædreneland det, som J har faaet fra min
Haand, kand ingen være Eder mere forbunden end
F.
Slaae ikke Hænderne sammen, min Læser, og undre dig ikke, at jeg har
indrømmet en Plads i mine Betragtninger for en Skrivelse af det Slags.
Hverken er eller bliver jeg en Lem af det Sælskab, som Brevets Forfatter har
stræbt at forsvare, men derfor blive mine Domme ikke ukierlige. Det er en
Feyl, der meget smitter det menneskelige Sælskab, at man findes alt for villi¬
ge til at troe alle de lidet gunstige Beretninger, som forebringes om andre, og
at man ofte paa et løst Rygte fordømmer dem, der ere uskyldige. Lader os
gaae tilbage til de gamle Tider, og vi skal erfare, at de, som i Verden vare de
beste Borgere, i Religionen de meest oprigtige, ere afmalede med de hæsligste
Farver. De redeligste Mennesker have til de fleeste Tider havt den bedrøve¬
ligste Skjebne, og man har sielden bekymret sig om dem, der har baade træ¬
det de guddommelige og menneskelige Love under Fødder.
Kiærlighed befaler os at have visse og tilforladelige Grunde, førend vi
afsige vore Domme, og vi forsee os høyligen imod de helligste Love, naar vi
i dette Stykke ikke betiene os af mueligste Forsigtighed. Det Brev, som er
mig overgivet, og jeg allereede har anført, har givet mig Leylighed og Anled¬
ning til at eftertænke fleere Sager, der have Overeensstemmelse med den forrige.
Men da disse ikke ere af det Slags, at de kand underkastes en philosophisk
Censure, bliver det ikke her min Sag at anføre de samme; Jeg vil allene for
denne gang holde mig til det anførte Brev, og, endskiønt Forfatteren derudi
har søgt at forsvare sig og sine Brødre, synes mig dog, at hans Apologie hver¬
ken er grundig eller tilstrækkelig. Jeg vil ikke dømme Sælskabet for ondt el¬
ler ugudeligt; men de Aarsager, som gives, hvorfor Brødrene holde deres Skik¬
ke saa skiulte, ere ikke antagelige; Jeg har den Tanke, at deres Jdrætter enten
maa være gode eller onde, ere de gode, hvorfor blive de da ikke offentlige? hvor¬
for legges de ikke for Lyset, at de kunde undersøges og prøves, og deres Uskyldig¬
hed og Reenhed falde enhver i Øyet. Høre vi over Fri=Murernes Handeler u¬
gunstige Critiqver, hvem have de derfor at takke uden sig selv? de maa forlade end¬
og de fornuftigste Mennesker, at de ikke fælde samme Domme over deres Giernin¬
ger, som de selv. Det, som kand tiene Ve den til Nytte, det som kand befordre
Menneskers Lyksalighed, bør ikke foretages i Mørke; Uskyldigheden skammer sig
ey ved at træde frem for Dagen i sin fulde Skikkelse, den flyer ikke hen i mørke Kro¬
ge, den giør sig behagelig for enhver Tilskuer, og søger ved sit rene Væsen at ind¬


388
tage et hvert Gemytte. Er derfor Eders Gierninger ustraffelige, J forenede Brø¬
dre, saa blues ikke ved at vise dem for Verden; Ere Eders Handeler reene, Eders
Skikkelser nyttige, saa bekiender det offentlig, at de Fordeele, der findes ved E¬
ders Sælskab, kand blive almindelige; Lader Eders Kiærlighed srække sig til det
gandske menneskelige Kiøn, og anseer alle Verdens Jndvaanere for Eders Brø¬
dre og Søstre. Hvorfor hade J Lyset, naar Eders Gierninger ere gode? og,
maatte J ikke jo før jo heller aabenbare Eders Uskyldighed, at J dermed kunde
trodse alle Eders Modstandere, og stoppe Munden paa dem, der støde sig over
Eders Opførsel. Følge J dette mit Raad, saa blive Menneskens Domme for¬
mildede, og J, som Borgere i Verden, kand dermed tiene Eders andre Brødre.
Hvad jeg i Besynderlighed saavel som andre fleere støde sig over, er dette, at
J fordre saadanne Pligter af et Menneske, der stride tvertimod Fornuften, og
naar jeg da fremsætter mit sidste Argument, meener jeg, det bør gielde mere end
Eders lange og vidtløftige Brev. Et Menneske har Fornuft, ved hvilken ypper¬
lige Gave det skilles fra de umælende Dyr, saalænge det betiener sig af denne Vey¬
viser, bør det ikke antage noget uden gyldig og tilstrækkelig Aarsag. Jeg har la¬
det mig sige, at det er Eders Maade, at J forud ikke vil aabenbare Eders Hande¬
ler, naar J antage nogen i Eders Sælskab; men handle J herudi ikke urimelig,
og vil J ikke paa den anden Side, at et Menneske skal gaae tvertimod Fornuften,
naar det skal lade sig indskrive i et Societe, som det ikke kiender; J den Henseende
siger jeg Eder under Øyene, at de Lemmer, som findes i Eders Sælskab, og paa
den Maade ere antagne, have handlet u-menneskelig. Jeg har fyldestgjort Brev¬
Skriverens Villie, og giort hans Skrivelse offentlig; vil han nu igien tiene Ver¬
den, og vil de af Dannemarks Jndbyggere, der ere overgangne til det Sælskab,
igien tiene deres Brødre, beder jeg de besvare mine Jndvendinger, da
jeg med største Oprigtighed skal publicere deres
Svar i mine ugentlige Blade.


389
No. 43.
Udgivet den 5 Martii 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Tuta freqvensqve via est jurare in verba Magistri,
Tuta freqvensqve licet sit via, crimen habet.
J¬
blant de Skyldigheder, som et Menneske baade i Henseende til Natu¬
rens og den aabenbarede Lov er pligtig at iagttage, holder jeg denne
for en af de fornemste, at man paa mueligste Maade stræber at giøre sig
løs fra alle Vildfarelser, og paa den anden Side legger Vind paa at finde
den egentlige Sandhed. Det gaaer med denne Pligt som andre liige nødvendige,
den bliver af mange aldeeles tilside sat, og den Sødhed, som erfares, naar
man efter Prøver og Undersøgninger faaer fat paa Sandheden, er ikke kraftig nok
til at give de søvnagtige og efterladne Mennesker Lyst og Moed til at betræde de
Veye, der lede dem til Sandhed.
Denne Sag har jeg ofte eftertænkt; jeg har undersøgt de Aarsager, der
ere Mennesket til Hinder i at efterkomme sine Pligter i dette Stykke, og jeg har
erfaret, at forefattede Meeninger af adskillige Slags legge ligesom et Skiul o¬
ver Manges Øyne, at Sandheden for dem bliver usynlig. Jblant disse forefattede
Meeninger, som nogle af de verdslige Viise, sær den berømte Verulamius,
kalde Afguder, er jeg sindet i dette mit Ark at betragte dem, der grunde sig
paa andres Myndighed. Hvo vil nægte, at disse ere meget skadelige Veyvii¬
sere? Hvo seer ikke, at de holde en stor Deel af Verdens Jndbyggere i en
utroelig Blindhed, og hvo vil da sige, at en Betragtning, der paa nogen
Maade kand tiene til at kuldkaste deres Herredomme, er unødvendig og u¬
nyttig?
At denne min Betragtning kand blive desto tydeligere, og de Sandhe¬
der, som den maatte indeholde, desto klarere, vil jeg foresætte mig en vis Or¬
den; jeg vil vise de forefattede Meeninger af deres egentlige Beskaffenhed, jeg
vil forestille deres sande Aarsager og skadelige Følger, og jeg venter da paa
den anden Side, at de iblant mine Brodre, der hidindtil have viset sig ivlige
Tilbedere af disse Afguder, skal herefter fatte sundere Tanker, og udvælge en
vissere Vey. For deres Skyld, der ey endnu har kundet giøre sig et klart
Begreb om den Sag, som jeg er sindet at afhandle, vil jeg erindre, at jeg ved disse fo¬
refattede Meeninger, som i et andet Sprog kaldes Præjudicia Autoritatis, for¬
staaer intet andet, end det bifald, som vi give en Lærdom i Anledning af en
andens Vidnesbyrd; Jeg siger med Flid en Lærdom; thi der ere de Sa¬


390
ger, som vi maa troe at være til, fordi andre fortælle det, saa at jeg ikke vil
afføre mine Læsere fra at troe Historiske Beretninger, der grunde sig paa an¬
dres Udsigende; men mit Forsæt er at formaae dem til at prøve og undersø¬
ge de Lærdomme, som gives dem, enten de samme ere guddommelige eller
verdslige, at de ikke antage dem for ubedragelige Sandheder, allene fordi
Mænd, der ere anseelige, foredrage de samme.
Naar denne Erindring paa det nøyeste indsees, naar vi undersøge dens
Grunde i de Ting, som vi daglig have for Øye, see vi klarligen, at mange i¬
blant vore Brødre giøre sig skyldige i Lasten, og at de fæste Troe til et og an¬
det, ey fordi de om Sagernes og Lærdommenes Rigtighed ere overbeviiste,
men fordi de have Mænd for sig, der troe og lære det samme, hvis Fodspor de
indbilde sig med Sikkerhed at kunde følge. Vil vi giøre os Umag med at ef¬
tersee Aarsagerne til dette Slags forefattede Meeninger, saa møde os adskilli¬
ge, der vilde blive alt for vidtløftige her at anføre. Vi vil inddeele de vig¬
ste i tvende Classer, og vi vil henføre nogle til den første, som vi vil kalde ind¬
vortes, nogle til den anden, som vi vil give Navn af de udvortes Aarsa¬
ger. At vi i saa vigtig en Sag kand blive end mere tydelige, vil vi atter ind¬
deele de første Aarsager i tvende Slags, nogle vil vi kalde naturlige, andre
moralske. Jblant de naturlige Aarsager sætte vi med billighed allerførst den med¬
fødte Blindhed; denne bliver ofte større, alt som Sandser, Jndbildning og Affec¬
ter forbyde Fornuften at giøre sit Embede; Det er derfor at vi ofte intet vanskeli¬
gere kand see end Sandhed, og at vi antage dens Ord for ufeylbare, der med en
Slags Myndighed og Anseelse udgiver sine Jndfald for ubedragelige Regler.
Til denne naturlige Feyl, der er almindelig, kommer en anden, der just
ikke strækker sig til alle, jeg meener den Mangel, som vi ofte spore paa Skiøn¬
somhed og Jndsigt, der forbyder et Menneske at trænge ind til en Sags in¬
derste Beskaffenhed, at kalde en andens Foregivende under Prøve, at skielne
imellem Lys og Mørke, Sandhed og Løgn. Hebetius er et Menneske af det¬
te Slags; og han sætter sin Siæl i Pant, at alt, hvad hans Lærere sige, er i
alle Maader antageligt, og alt, hvad som strider imod deres Udsigende, bør
aldeeles forkastes, som noget, der er uden for Sandhedens Cirkel. Siger
man ham i Fortroelighed: Kiere! hav ey saa høye Tanker om din Veyviser,
han er et Menneske og ingen Gud; det er mueligt, at han kand feyle, og
hvad kand forhindre, at han, der viser andre Veyen, selv kand vandre i Mør¬
ket, saa svarer han intet uden dette: Det er ey min Sag at examinere min
Læreres Lærdomme; Jeg haaber, at han kand aflegge Regnskab for alt, hvad
han siger; en Mand af saa stor Lærdom, skulde han kunde troe galt? den, der
er saa yndet af alle, skulde han gaae i blinde? Hebetius vil saa nødig til at ta¬
ge fat paa Kiernen; han tager til takke med Skallen, og sin Læreres Hierne
agter han for et Lys, der viser ham Sandheds ubedragelige Vey. Vilde
Hebetius uleylige sig med at undersøge sin Leederes Lærdomme, saa vilde


391
Vanskeligheden i Sagen snart giøre ham kied af Acbeydet; thi hans Hierne
er af Naturen sløv, og hans Jrringer ere altsaa mere undskyldelige end
andres.
Jeg kunde anføre fleere indvortes naturlige Aarsager, men det tilbage¬
staaende befaler mig at forestille nogle af det Slags, som jeg har kaldet de
indvortes moralske. Her sætter jeg da i Spidsen det lastværdige Forsæt, som
findes hos mange, at de ikke vil, omendskiønt de kand, sætte de Lærdomme paa
Prøve, som de sige sig at troe; de følge med en ond Bestandighed deres Læ¬
reres Meeninger; de vil ikke kalde en eneste af deres Principia i Tvivl, og de¬
res Lydighed er saa blind, at de holde alle andre for Vildfarende, der ikke e¬
re af deres Tanker. Om saadanne kand vi sige, at de paa ingen Maade
kand undskyldes; de hærde sig selv imod alle Overbeviisninger, de stoppe deres
Øren, naar de høre Overtalelser, og hvormeget de end udgive sig for Elskere
af Sandhed, ere de dog dens afsagde Fiender. Man skulde vel meene, at
jeg her beskylder uden at kunde bevise, man skulde vel indbilde sig, at man ey
saa lettelig finder i Verden de Mennesker, der saaledes med Fliid tillukke deres
Øyne, men var det her min Sag at anføre Beviser, skulde jeg retfærdiggiø¬
re min Beskyldning med mange Exempler.
Jeg vil allene tale et par Ord om tvende philosophiske Lærdomme, der i
Besynderlighed i vor Tid have mange Fiender og mange Venner; den første
er om Maanens og de andre Planeters Jndbyggere, den anden om den syn¬
lige Verden, som man af alle muelige Verdener kalder den beste. Jeg vil
ikke sige, enten jeg troer det ene eller andet; men dette siger jeg, at den stør¬
ste Deel af begge stridende Parter have ingen andre Grunde til deres Troe i
dette Stykke, end deres Læreres Vidnesbyrd, følgelig grunder deres Troe sig
paa de forefattede Meeninger, som jeg her søger at bestride. Credulus giver
sig Navn af en Wolfian, og han bandsætter derfor alle, der ikke have fortroe¬
lig Omgang med de Skabninger i Maanen. Han truer dem med den philo¬
sophiske Lynild, og han agter deres Øyene uværdige til at see Solen, der vil
paastaae, at den stedse skal være i Bevægelse, og misunde denne Stiernernes
Konge en roelig Residence paa Firmamentet. Dens Øyene meener han at
burde udstikkes, der ikke kand see Bierge og Skove i Maanen, og Tyven, der
efter de gamle Beretninger, har Kaal under Armen. Sandelig Truslerne ere
haarde, og Titius, der erindrer sig, at det philosophiske Had er ligesaa skræk¬
keligt som det Theologiske, bier ikke længe, inden han faaer samme Troe,
som Credulus. Han udgiver sig strax for en Mand, der har gjort
en Reyse i Planeterne; deres Jndbyggere ere ham vel bekiendte; han
kand fortælle om deres Manerer og Stater, om deres Skikkelse og
Klæder, han har lærdt deres Sprog, og han kand ogsaa sige af Erfa¬
renhed, at Jorden er ikke efter nogle gamle Meeninger hvilende, men i en sted¬
sevarende Bevægelse. J Sandhed, den største Deel af dem, der troe disse


392
philosophiske Meeninger, og ligeledes mange iblant dem, der imodsige de sam¬
me, have eet Slags Grunde til deres Troe, thi de vide intet mere, end hvad den
Bog kand sige dem, i hvilken de læse, eller hvad den Lærer beretter, som de
udvælge sig; de Grunde af hvilke andre betiene sig, anføre de ogsaa, og ere i
det øvrige ey i Stand til selv at bevise Sagen med tilstrækkelige Argumenter.
Ligeledes har det sig med den vidtbekiendte Lærdom om den beste Verden. De,
som med en blind Lydighed, uden at prøve, træde i de nyere Viises Fodspor,
raabe idelig paa den synlige Verden som den beste, og det Ord Optimus er
ligesom blevet deres Løsen. De ere ikke kloge uden for deres Hoved Mands
Systema, og, naar en Mand af saa stor Anseelse, yttrer sig med saadan en
Lærdom, agte de det for en Ære, at de endog i Urimeligheder kand være hans
Disciple. Erindrer jeg ret, saa har en vis berømmelig Mand af samme phi¬
losophiske Sect med levende Farver afmalet saadanne daarlige og selvgjorte
Philosophers Viisdom i en artig Drøm, der er indlemmet et af hans Skrif¬
ter, hvilken fortiener at læses af dem, der philosophere efter andres Plan, u¬
den at vide, enten deres Slutninger ere rigtige eller ikke, ja uden at vilde ef¬
terforske, enten deres Lærere gaae paa en ret eller vildfarende Vey.
Vi fortale os ikke, om vi ogsaa regne det partiske og Secteriske Væsen
iblant de moralske Aarsager, der meget bestyrke os i de anførte forefattede Mee¬
ninger. Vi udvælge os et vist Partie, vi lade os indskrive under en vis Fa¬
ne, og den følge vi stedse, uden at giøre os videre Betænkning. Hiin har
Aristoteli at takke for all sin Viisdom; derfor bliver alt det falsk, som stri¬
der imod dennes Lærdom. Denne finder Behag i at giøre Lenoni Sælskab
i de philosophiske Omgange, derfor sværger han paa hans Ord, og siger, at
intet kand være fornuftigere. Den tredie fordyber sig i Platonis Philosophie;
alt det synes ham derfor nedrigt, som ey er overstemmende med saa høye Jnd¬
fald. Den fierde tager Plads hos Cartesium, nedsiunker sig derfor saa dybt
i hans Svælg, at han neppe igien kand komme til Land. Den femte glæder
sig, naar man kalder ham en Wolfian, og han indbilder sig, ogsaa at have
Deel i den Ære, som hans store Veyviser har tilveyebragt sig. Saaledes
kand en taabelig Partiskhed forblinde det menneskelige Gemytte, og en urime¬
lig Begierlighed efter Anseelse kand formaae os til at gaae over til den Leyr,
der er den største. De Fornuftige maa tilstaae, at det har sig ligeledes i de
Sager, der ere af Betydenhed, og ligesom det partiske Væsen er Aarsagen,
hvorfor vi dømme mange til Sted iblant Kiettere, saa forvolder ogsaa det
samme, at vi stedse blive liggende i een og anden Vildfarelse, som vi troe at
være Sandhed, fordi vi have myndige Hoveder, der have troet det samme.
Jeg maatte giøre min Betragtning forhadt, hvis jeg vilde udlade mig med
alt det, som herom kunde siges; de, som eftertænke Sagen, slutte sig uden
Vanskelighed til det øvrige; og jeg, uden herudi at være vidtløftigere, begi¬
ver mig til de Aarsager, som jeg har kaldet de udvortes.


393
Jngen kand nægte, at den forvendte Opdragelse, med hvilken mange
Børn ere forsynede, tiener ikke lidet til at rodfæste de omtalte Præjudicer,
og vi maatte have alt for gunstige Tanker om mange Lærere, hvis vi ikke vil¬
de ansee dem som de, der giøre meget til den Overtroe, som vi finder hos de
Unge. De Meeninger, som Forældrene selv have, give de deres Børn, selv
ere de ey i Stand til at skiønne, enten de ere saa eller saa; vi see, at de Unge
hænge fast ved de samme, og den Ukrud, der har fæstet saa dybe Rødder, la¬
der sig sielden eller aldrig oprykke. Hvor mange finde vi ikke, der have de al¬
lertykkeste og groveste Begreber om det allerhøyeste Væsen, de forestille sig
ham som en gammel Mand med et langt Skieg, og denne vrange Indbildning
fortplantes fra en Slegt til en anden, og de taabelige Malere giøre alt hvad de
kand, for at giøre Vildfarelsen stedsevarende. Naar vi eftertænke den Om¬
gang, som mange Lærere bruge, skulde vi da ikke tilstaae, at den bifald, som
vi give en Sag paa en andens Ord, mærkelig ved slige Midler bliver befordret.
En anseelig Deel iblant dem, der ere satte til at undervise de Unge, betiene sig
heller af Ferle og Riis end kraftige Beviser, et hvert Skields=Ord skal tiene
dem som et Argument, og et hvert Slag skal gielde for Raison; Skulde det
da være mueligt, at det, som med saa stor Eftertryk bliver indprentet de Unge,
hastig kand forglemmes, og hvor sielden skeer det ikke, at den, der er pryglet til
at antage een eller anden Meening, kand forlade det, som har kostet ham saa
meget? (¬
Dersom ingen fleere havde Øyene end jeg, saa vilde jeg ey sige, at den
Keyserlige Myndighed, med hvilken mange Lærere endogsaa i Kirkerne frem¬
sætte deres Lærdomme, bliver ikke en af de ringeste Aarsager, der befordre de
saa kaldede Præjudicia Autoritatii. J Sandhed, naar jeg seer Thraso¬
ninum paa det hellige Cathedra, kommer han mig for som Apollo selv. Han
oplader sin Mund, som en Pave, og han taler som den, der haver Nøgelen
til all Kundskab? hvor vilde det gaae os, om vi vilde underskrive alle hans
Betænkninger; De Hørende skal ikke spørge efter Aarsager, hvorfor de skal
troe det eller det; det bør være dem nok, at en myndig Mund giver den sine
Lærdomme; og ere de end selv overbeviiste om bedre, bør de dog ikke vige et
Haar bred fra den andens Regler.
Dog har jeg stedse været af den Tanke, at de Daarligheder, som kand
Ddd 3
spo¬
D*) Jeg erundrer mig herved enlatterlig Hendelse, somen vis Mand fortæller ist Lives Hi¬
storie, at være vederfaret ham selv, og jeg vil meddeele den i sit eget Sprog: Memini me
aliquando ab Arithmetices Doctore qvæsivisse rationes, cur calculi ita & non aliter sub¬
ducendi, eris mihi alter Apollo, si conjeceris, qvibusnam verbis roganti satisfecerit:
sufficiat tibi, inqvit, me ita rem esse instituendam, dixisse. Mihi crede, & tui non
est rationes a Magistro exposcere. Qvidego, in autoritate Præceptoris & dignitate
nominis (cognomen enim illi fuit a Comite) velut Regula & ratione acqviescere coa¬
ctuosum, si froutem, qvam duplicato digito alids percutere solebat, salvam vellem


394
spores hos den Lærende, skulde aldrig have saa selsomme Jndflydelser i de Hø¬
rendes Gemytter, hvis disse ikke selv paa een eller anden Maade bøyede Halsen,
under Aaget. Vi bør have all Ærbødighed for dem, der skal viise os Veyen
saavel i een som anden Henseende, og jeg søger aldrig at sætte Læreres Renom¬
mee paa svage Fødder; men jeg vil, at Ærbødigheden skal sættes inden visse
Skranker, og dette siger jeg med Vished, at de alt for høye Tanker, som vi
uden Grund fatte om mange, ere iblant de Aarsager, der overtale os uden
Prøve at troe alle deres Ord. Cajus forbander sig, om Europa har eyet en
lærdere Mand og et større Hoved, end Mævius. Han anseer ham for et Bierg,
der er fuldt af lutter Viisdom; han spørger sig selv og andre: Hvad kand si¬
ges ypperligere? Hvo kand bedre end han igiendrive de Modsigende? her er
det Blomster, af hvilket vi andre bør uddrage Viisdommens Saft, her er den
Kilde, hvis Strømme bør strække sig til os, den Lærer, ved hvis Fødder vi
maa sidde, for at høste Frugt af hans grundige Underviisning. Saadanne
Berømmelses Ord, der ofte skee uden mindste Aarsag, bevæge mange til at
storme til Orakelets Boelig; nu er det mueligt, at alle hans Lærdomme ikke
kand have deres Rigtighed; Tilhørerne, der ere forgabede i deres Afgud, slu¬
ge alt det, som forekommer, og væ! den, der vilde sige dem, at deres Mester
kand feyle.
Jeg veed ikke, om jeg maa sige, at den besynderlige Disputere=Maade,
der har taget Overhaand ved alle Academier, er ogsaa en kraftig Aarsag til de
Meeninger, som jeg bekriger. Alle de, der ey vil gaae tvertimod Fornuften,
tilstaae, at Enden og Øyemærket af Disputatser og Conferencer bør intet væ¬
re uden dette, at Sandheden kand blive lagt for Dagen, og Menneskene hiel¬
pes af deres Vildfarelser. Men hvo vil sige, at dette Maal efter Øvelsernes
nærværende Beskaffenhed kand opnaaes, og kand ikke de have Aarsag til deres
Critiqver, der holde de fleeste af saadanne Exercitier for et Spil=Fægterie?
ja hvo vilde være saa daarlig, at antage alt det, som Disputatores foregive,
for uryggelige Sandheder? Efter første Anseelse synes den, der bestrider Ho¬
vedmandens Argumenter, at tage sig Sagen an med Nidkiærhed. Han ry¬
ster med Hovedet, han aabenbarer de forekommende Jrringer, han bestor¬
mer Cathedra med Syllogismer i alle Slags Figurer; en Tilskuer, der første
gang tager dette i Øyesyn, kand end ikke drømme om et Skuespill. Alle Ting
blive forhandlede med Hidsighed paa begge Sider, og hvo skulde vente saa
stor Alvorlighed i en Mund=Krig, hvor Formanden stedse løber af med Seye¬
ren? De Modsigende maa have saa stærke Beviser, som de vil, og Vederpar¬
ten maa besvare dem saa slet, som han kand; Slutningen bliver dog denne: Verden
har ikke en lærdere Mand i Eye; Alle hans Raisonnemens ere fornuftige, al¬
le hans Beviser grundige; de Vildfarelser, som man før kunde spore, blive
forvandlede til Sandhed, og Scenen bliver sluttet med Taksigelser og Lov¬
sange.


395
Nu sætter jeg, at der disputeres om Ting af Betydenhed; jeg sætter og¬
saa, at et Menneske, hvis Skiønsomhed er ikkun liden, anhører den gandske
Act; lader os gaae til ham, naar han forlader Auditorium, lader os bringe
de Materier paa Bane, som bleve forhandlede, og vi skal erfare, at hans
Troe er den samme som Præsidis; bliver han imodsagt, saa veed han strax at
beraabe sig paa saa lærd en Mands Myndighed. Himmel, hvor er det mue¬
ligt, at saa stort et Lys kunde irre? Hans Modstandere havde alle Been i Næ¬
sen, men han drev dem endelig alle paa Flugten, skulde jeg da ikke underskri¬
ve saa vakker en Mands Meeninger, og kand jeg fare vild fra Sandhed, naar
jeg betræder saa kloge Fodspor? (*) hvo er saa blind, at han ey kand see fo¬
refattede Meeninger af det anførdte Slags paa denne Maade at faae en be¬
klagelig Styrke?
Vi kand endnu gaae videre, vi kand sige, at dette Onde bliver ogsaa be¬
fordret ved mange Læreres strafværdige Omgang. Det Had, de Bagtalel¬
ser, de Forhaanelser og Forbandelser, med hvilke mange forfølge dem, der
blive agtede for Vildfarende, have en større Kraft, end man skulde forestille
sig, til at giøre Mennesker til Afguder, og deres Ord til upaatvivlelige Sand¬
heder. Philalethes bliver holdet for det farligste Menneske i Verden; man
udraaber ham for den største Kietter under Solen, og hans Meninger blive
anseete som den farligste Gift. En Mand, der har forskaffet sig en alminde¬
lig Anseelse lader Philalethem blive Hoved=Texten i alle sine Prædikener. Ad¬
varseler og Formaninger sendes til de Hørende, at de tage sig vare for de u¬
reene Lærdomme; han viser dem en tryggere Vey, han igiendriver den ind¬
bildte Kietters Meeninger, og man anhører ham med største Agtsomhed; Jn¬
den han forlader Prædikestolen, har den største Deel iblant Tilhørerne afsagt
en Dom, ved hvilken alle Philalethes Lærdomme blive fordømte som de ska¬
deligste Kiætterier, og alle de Skields=Ord, som Prædikanten i Hobetal har
udøst, blive agtede for ligesaa mange Beviser paa en mageløs Orthodoxie
1) Jeg kand ikke andet end anføre, hvad en fremmed berømmelig Skribent har yttret sig
med om denne Sag, hvis Ord ere disse: Tolerari qvadammodo hi conflictus possunt,
ubi de crepidis Veterum, de Vulpeculis Samsonis, de Sympathia & Antipathia non si¬
ne temporis dispendio vehementissimis interdum animorum commotionibus qværi¬
tur; ast, ubi de rebus disceptatur, qvæ momentosæ sunt, philosophicæ sint, sint theo¬
logicæ, non sane fine stomacho audire possum, victoriam Præsidi, si non meretur,
multis modestiæ, humanitatis, humilitatis documentis cedere. Sed isti sunt homi¬
num mores, perversi satis & præposteri, Qvanto furore, qvanta animorum vehe¬
mentia adoriuntur fæpius hominem, qvem a suis opinionibus alienum putant? Hæ¬
retici, Malesani, lmpii nomen illi attribuunt, hic sane non luditur: qvælibet argu¬
menta, etsi nullius plerumqve ponderis, proferenti videntur fortissimis fortiora ad
monstrandos & refellendos adversarii errores; &, si invenerint in ejus verhis aut
Scriptis, qvæ vera sunt, aliud eum dixisse, aliud vero sensisse, satis impudenter pro¬
attributa sibi omniscientia calnmuiantur.


396
og en meer end Apostolisk Nidkiærhed. Jeg fordrister mig ikke at fælde over saa¬
dan en Omgang de tilbørlige Critiqver; jeg vil ikke vise, hvorvidt en Adfærd
af det Slags er overeensstemmende med Kiærligheds Bydende, og hvad For¬
bedring man kand vente hos de Vildfarende, naar en velgrundet Sagtmo¬
dighed bliver sat tilside, naar Bandsættelser og Forkiættrelser geleidede med
stikklende Talemaader og lidet Christelige Tilrettelsættelser, skal tiene i Steden
for Beviser; jeg siger allene, at Sandheden trænger ikke til saadanne Vaa¬
ben, der tiene til intet, uden paa den ene Side at forbittre Gemytterne, paa
den anden at stadfæste det partiske Væsen, og formaae Mennesker til at troe i
blinde, uden at prøve hvorvidt deres Religions Systema er grundet eller ikke
og bør vi ikke takke Himmelen for de høypriselige Anstalter, der til saadan Mis¬
brugs Afskaffelse, for faae Tider ere gjordte? Det vilde blive mig en let Sag end¬
nu at anføre fleere Aarsager, der giøre det, at vi i Betragtning af andres Vid¬
nesbyrd give en eller anden Meening et blindt bifald; men, da det, som jeg
allereede har sagt, kand være mere end nok, vil jeg alleneste med et par Ord
retfærdiggiøre mit Foretagende i dette Stykke, for, om mueligt er, at gaae
de ugunstige Domme i møde, som af en og anden maatte blive fældede over
disse mine Blade. De, som med lidet agtsomme Øyne have efterseet mine
Betænkninger, skulde snart indbilde sig, at jeg stræber at sværte de berømme¬
ligste Mænd, og at jeg arbeyder paa at indføre en skadelig Scepticismum, si¬
den jeg ikke vil, at Lærdommenes Sandhed skal hænge af de Lærendes Vidnes¬
byrd. Disse Domme ere heel utidige og alt for hastige; jeg stræber ikke at af¬
drage det allermindste fra anseelige Mænds Fortienester, jeg bærer ald Ærbø¬
dighed for dem, der skal vise andre Veyen, men min Ærbødighed gaaer aldrig
saavidt, at jeg skulde ansee dem som Guder. Jeg siger ikke, at, hvad de lære,
er stridende imod Sandhed, ikke heller søger jeg at sætte Mennesker i en stedse¬
varende Tvivl; men alt, hvad jeg fordrer, er allene en Efterlevelse af den gam¬
le Regel: Prøver alle Ting, og beholder det Beste. Vi udlee den Ro¬
merske Kirkes Tilhængere, der bekiende den indviklede eller Kullspier=Troe for
den beste, og just denne er det, som jeg iblant mine egne Brødre stræber at
kuldkaste. Vore Lærdomme ere af det Slags, at de kand udstaae en Prøve;
hvorfor bør de da ikke underkastes den samme? Saavist som vi ikke ere nogle
døde Machiner, men fornuftige Skabninger, saa vist bliver det ogsaa vor
Skyldighed at giøre os overbeviste om Sandheden i det, som vi bekiende os at
troe. Det er sandt, at vore Lærere saavel i det ene som andet kand prædike i¬
del Sandheder, og det er vores Pligt at erkiende de samme for det de ere:
men dette fordrer jeg med billighed, at vi bør fæste Troe til Lærdommene, ik¬
ke fordi de indskierpes af anseelige Mænd, men fordi vi efter mueligste Undersø¬
gelse befinde dem at være grundede. Naar jeg saa edes har forkla¬
ret mig, behøver jeg vel ikke at tale et Ord
mere til mit Forsvar.


39


No. 44.
Udgivet den 12 Martii 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Numqvid Pastor est dicendus, qvi non pascit, aut An¬
gelus, qvi non annunciat, aut Doctor populi, qvi
nunqvam docet? nullo modo. Vigiles, qvi dor¬
miunt, non sunt vigiles, sed proditores.
August.
D¬
a jeg arbeydede paa mine sidste Blade, kunde jeg forud sige, hvad Tanker
de Læsende vilde fatte, og deres tilkommende Domme stode mig allere¬
rede for Øyet. Det var ikke saameget Sagen, som jeg afhandlede, som de
Lænker, der kastes paa en Dansk Skribentes Frihed, der giorde min forrige
Betragtning tør og maver; man indslutter mig stedse inden visse philosophiske
Cirkler, og man befaler mig altid at stikke Fingeren i Jorden, for at lugte,
hvor jeg er. Som jeg i mine ugentlige Stykker ikke er sindet at anføre noget,
der ey kand grundes paa Erfarenhed, saa skulde Exempler være som Livet i mine
Papirer, og, naar man forbyder mig at kiøre imedens jeg har Svøben, naar
det ikke maa tillades mig at bestraffe alles Laster, under hvilket Facultæt de
end kunde henskyde sig, saa bliver jeg aldeeles uskyldig, om Læseren ikke finder, hvad
han søger. Overalt har jeg ikke Aarsag at tænke andet, end at alle Fornufti¬
ge kunde indsee Vigtigheden i det, der gav Anledning til mit sidste Ark, og den
Orden, som jeg havde foresat mig, kunde vel befale en større Vidtløftighed i
samme Materie. Jeg kunde og burde vise de ulyksalige Følger, som forefat¬
tede Meeninger af det afhandlede Slags drage efter sig; jeg kunde forestille, at
et Menneske, der har opoffret sig til de samme, handler tvertimod de Pligter,
som han efter Naturens Bydende (jeg vil ey sige mere) er skyldig at vise imod
Gud, sig selv og sin Næste; jeg kunde gotgiøre, at mange betydelige Sand¬
heder derudover blive liggende i et stedsevarende Mørke, og at mange vildfa¬
rende Meeninger formedelst sligt Afguderie blive gjorte til Troes Artikler og
fortplantede med største Jver; (*) men, da saadanne Sandheder vilde blive
ufor
Eee
(*) Det er længe siden et Papiir kom mig for Dyne, hvorudi et lidet Sælskab gjorde Løfte
om upartiske Exegetiske og Theologiske Betænkninger; Titnlen har gjort mig nysgierrig
efter at see et Arbeyde af det Slags, og, er Fosteret ikke bleven qvalt i Fødselen, og Forfat¬
terne ere i Stand og maa finde Frihed til at opfylde deres Løfte, kand man maaskee vente
at see adskillige Sandheder, der mueligt vil blive saa meget meere reene, som de ikke grun¬
de sig paa andres Myndighed.


398
ufordragelige, og uden Tvivl med et approbare neqves sendte tilbage til deres dri¬
stige Herold, holder jeg Piben inde, og forbeholder mig mine egne Tanker.
Alle Fornuftige giøre det samme, og uden at gaae over til Frie=Tænkeres
Leyer, underskrive Platonis Ordsprog: Loqvimur cum vulgo; Sentimus
cum eruditis: vi tale som den almindelige Hob, men vore Tanker ere
som deres, der bruge Fornuft.
Hvad disse mine Blade ere angaaende, da er jeg sindet, om det maa bli¬
ve mig tilladt, at opoffre dem til en Person af den geistlige Orden. Som en¬
hver Sandhed bør agtes dyrebarere end Guld, saa har jeg allerede aftalt de
Bøder, som jeg kunde blive tildømt at erlegge, i fald jeg skulde overskride de
Skranker, som mig ere foresatte. Jeg kand aldrig føre i mit Hoved, at Sand¬
heden bør stikkes under Stoel, og, naar jeg betiener mig af mueligste Forsig¬
tighed, naar jeg indretter min Skrive=Maade efter Tiden og Sagen, meener
jeg, at min Betragtning over alt bliver uskyldig, allerhelst naar jeg ikke griber
videre om mig, end hvad Fornuft, billighed og Sandhed kand tillade mig.
Det har længe været mine Tanker at giøre denne Betragtning til et særdeles
Anhang ved et af de sædvanlige Ark; men, da jeg maatte befrygte, at Læserne
skulle besværge sig over de mere end sædvanlige Udgifter, har jeg saaledes ind¬
skrænket mine Tanker, at Materien maaskee bliver afhandlet paa det sædvanlige
Papiir. Jeg skrider da uden videre Omsvøb til Sagen, og vil give mine Tan¬
ker i et Brev til en nye Geistlig:
Deres Velærværdighed!
a jeg kastede et Øye i de offentlige Tidender, fandt jeg Eders Navn iblant
dem, der ere kaldede til at tiene som Lærere i Kirken. Eders Forfrem¬
melse giorde mig baade glad og bedrøved. Naar jeg betragtede Kirkens nær¬
værende Tilstand, naar jeg stillede mig de umilde Domme for Øyne, som i
Almindelighed og udi Fleng blive fældede over den geistlige Familie af Frie¬
Geister og andre lidet fornuftige, giorde det mig ont at see saa kiær en Ven
indsluttet i deres Tall, hvis Adfærd er underkastet de ubarmhiertigste og haanlig¬
ste Critiqver. Naar jeg paa den anden Side kunde erfare, at J nu ved Him¬
melens Forsyn er sat i saadanne Omstændigheder, at J ikke har nødig hverken
at uleylige Eder selv eller ander med de brugelige Krumspring og alamodiske For¬
stillelser, som mange benytte sig af, kunde jeg ey andet, end glæde mig.
J seer vel, at det Embede, til hvilket J er kaldet, er et med de vigtigste i
Verden ;jeg vil ikke sige at Eders Skuldre ere for svage til at bære det, dog haa¬
ber jeg, at J, som andre Mennesker, kand trænge til Raad, jeg haaber ogsaa,
at, naar disse komme fra en Mand, der meener Eder vel, optager J dem i Kiær¬
lighed, og giør ikke suure Miner, om en reedelig Ven legger Eder de Pligter
for Øyne, som J haver at iagttage.


399
Det skulde vel ikke falde Eder fortrydeligt, om jeg tager mig Frihed at
føre Eder tilbage til de fremfarne Tider. Naar de forbigangne Daarligheder
stilles for Øyne, saa give de Anledning til Klogskabs Regler. Jeg vil ikke op¬
holde mig med at anføre de adskillige Mærker, hvoraf Eders Forældre kunde
slutte, at J i sin Tiid skulde blive iført den lange Kiortel; mueligt deres Over¬
troe har ey været saa stor som andres, der fatte Forsæt at sætte deres Børn i
den saa kaldede Latinske Skole, saasnart de mærke, at Barnet tager et Forklæ¬
de over Skulderne, og giør Gange=Vognen til en Prædike=Stoel. Jkke hel¬
ler vil jeg uleylige mig med at give en Historie af Eders Skole=Væsen; Jeg
slutter lettelig, at det er gaaet Eder som de fleeste andre, der maa bortsætte
deres beste Alder paa Pedanterier, Gloser og Phraser, hvis egentlige For¬
stand de sielden lære, og hvis rigtige Application bliver dem til de fleeste Tider
ubekiendt; Jeg vil allene giøre et Trin tilbage til det Aar, da J afkastede Sko¬
le=Aaget, og blev sat i den Friehed, som J saa længe havde ønsket Eder.
Det skulde være heel besynderligt, hvis J i den Tiid ey skulde have gjort
Eder skyldig i de samme Daarligheder, som gierne pleyer at findes hos andre.
Det er en almindelig Feyl, at, naar de Unge blive udeladte af Skole=Buret,
fatte de gierne hofmodige Tanker, og see en graahærdet Magister over Skul¬
derne. Saa snart de har faaet Kaarden ved Laaret, give de en hofmodig
Laqvay intet efter, og bliver en iblandt dem hilset med et Per Caudi, svarer han
ham gierne med et foragteligt Lars. Jeg vil ikke beskylde Eder for samme
Daarlighed, saasom jeg derom haver ingen Overbeviisning, dette kand jeg
dog sige med Vished, at næst Kaarden var en offentlig Tale paa Prædikesto¬
len et med de kraftigste Beviser, hvormed J søgte at bevise Eders Studen¬
terskab. Jeg haaber, at J nu besidder saa stor Forstand, at J begriber den¬
ne Handel ikke at have været indrettet efter Fornuftens Foreskrift. Dog Eders
unge Alder bør med billighed tiene til Eders Undskyldning. Man har ey saa
megen Aarsag til at støde sig over Eders Opførsel, som over deres Letsindig¬
hed, der tillade unge og uerfarne Brødre at løbe op paa de helligste Steder,
og udsladdre heele Haranguer af det, som de ikke forstaae. De ærværdige
Fædre burde lære at sætte en større Priis paa de Guddommelige Sandheder,
at de ey, for at befordre deres egen Magelighed, skulde betiene sig af saadan¬
ne Assistenter, der efter all Formodning maa Ord til andet udskrive deres Ta¬
le af Danske Postiller. Hvor vilde det gaae med disse ny bagede Oratores,
hvis Medelbye, Møller og Rostok ey havde befordret deres Arbeyde til Tryk¬
ken, og hvad vilde deres Veltalenhed blive, hvis en Alder ey var riig paa
Dansk Oversættelse af opbyggelige Skrifter? Dette maa staae ved sit Værd;
har J udi Eders første Studenter=Aar begaaet saadanne Daarligheder, saa
har J mueligt havt Aarsag dertil. Eders Forældre, der vilde have den Glæ¬
de at høre en Prædiken af deres Søn, har maaskee tvunget eder, og er J bleven
nødt til at tiene hos en Præst for samme Løn, som man giver en Avels=Karl,


400
saa har maaskee Eders Principal bebyrdet Eder med sit eg et Embede imod Eders
Villie, at J ey skulde æde hans Brød for intet.
Alt dette bør vi anføre i Glemme=Bogen, og vi gaae nu videre, for
at betragte Eders Omgang ved Academiet. Det kand være mig lige meget,
enten J har været en Collegiant eller ikke. Jeg vil allene vide, med hvad Be¬
røm nelse J har udstaaet Eders Examen, og hvad Lærdoms Prøver J ved den
Leylighed har aflagt. Jeg har havt den Ære i lang Tiid at kiende Eder, og
jeg vidner oprigtig, at J udi mine Øyne vel har anlagt Eders Tiid. Vi fin¬
de mange, der uden for deres Collegium eller Systema besidde ikke mindste
Kundskab, og mange, der have gaaet alle Examina igiennem, kand dog væ¬
re store Jdioter. Det har aldrig været min Maade, at giøre Slutninger af
de Academiske Titeler til en Persons Dygtighed. Saalænge Hukommelsen,
vil staae bie, og Munden løbe, som den var smurt, har Candidaten ingen Fa¬
re; og saa længe han kand finde sig i at troe, hvad andre foreskrive, uden at
prøve og undersøge deres Lærdomme, staaer hans Orthodoxie paa gode Fødder.
Som Eders Studere=Maade har været fornuftig, saa har jeg ingen Aar¬
sag til at ansee Eder for en Papegoye; jeg vil ikke heller opholde Eder med at
opregne de Feyl i hvilke J ingenlunde er skyldig; men jeg vil begive mig til Eders
Kald, som noget, der er af større Betydenhed. Nu hvorledes er J da kommet ind
i det Embede, som man har betroet Eder, og hvor mange par Skoe har J
slidt, inden Eders Ønske blev opnaaet, har J allene tilbudet Eders Tieneste
paa et Papir, har J overladt Eders Sag i dens Haand, der efter sit alvise
Forsyn bestyrer enhver Ting til sin Ende; har Eders Absigter været reene, og
egne Fordeele det sidste, til hvilket J har seet, saa kand J glæde Eder, og
Eders Kald bliver da meere end menneskelig; men har J knælet og bøyet E¬
der for Patroner, har J paataget Eder en fremmed Skikkelse, har J søgt Em¬
bedet, uden først at undersøge Eders Kræfter og Dygtighed, saa er Eders
Omgang lastværdig.
Nu, Kierlighed befaler mig at haabe det beste, og jeg tænker, at J kand
opreyse Eder selv i paakommende Vanskeligheder, naar J veed, at J ey har
havt Øyet paa de feedeste Stykker, men gaaet frem i Reenhed og Eenfoldig¬
hed med Overgivenhed i GUds Villie. Tillad mig da nu at tale et par Ord
til Eders Underviisning, og undsee Eder ikke ved at tage Raad af den, der
ma atte synes efter første Anseelse at gaae uden for sine Grændser. Vær ikke
som de selvkloge Præster, der bringes i Harnisk, saa snart en Subaltern eller
anden privat Person siger dem i Oprigtighed sine Tanker, og bild eder aldrig
ind, at Eders Velærværdighed tager mindste Skade, eller taber det mindste
Gran af sin Reputation, om en verdslig Skribent fordrister sig at foreskrive
Eder nogle visse og paa Fornuftens Sandheder grundede Regler.
Det første, som J efter mine enfoldige Tanker har at iagttage, er
at bane Eder en Adgang til Eders Meenighed ved en Broderlig Kierlighed.


401
Drag ikke disse mine Ord til en ond Forstand, og tænk ikke, at jeg vil raade
Eder til en Omgiengelse af det Slags, der har Sted i Kroehuuse, ey heller til
de Huus=Besøgelser, der allene gaae ud paa Thee og Tobaks=Discourser. Jeg
veed vel, at uoplyste Bønder bær en forvendt Kiærlighed til den Lærer, der er en
god Medbroder i alle deres Selskaber; der bievaaner deres Bryllupper og
Barseler, deres May=Gilder og Møg=Gilder, der slaaer sit Slag Kort, og
røger sin Pibe Tobak allene for at bevise sin Ydmyghed. Jeg veed ogsaa, at
denne Fortroelighed er ledsaget med de deyligste Følger; thi den mangfoldiggiø¬
rer Præstens Offer og formeerer hans Tiende; men, ligesom jeg har de Tanker
om Eder, at Eders Vey og Omgang bliver meere ustraffelig, saa er ogsaa
den Kierlighed, til hvilken jeg raader Eder, af et langt ædlere Slags. Mine
Tanker ere disse, at, saasnart J sætter Foden i den Menighed, hvis Hyrde
skal være, handler J meget fornuftig, hvis J tager enhver paa den kiærligste
Fod. Ligesom det bør være Eders Hoved=Sag, at J kand kiende Eders Til¬
hørere, saa lader de det og blive deres Sag, at de kand kiende Eder: Giv dem
derfor fra Eders Embedes første Begyndelse saadanne Tanker om Eder, at de
fatte Fortroelighed til Eder, naar de mærke, at J alvorligen søger deres beste.
Jagttager J dette mit Raad, saa skal Tiiden vise Eder den Nytte, som deraf
vil flyde i mange Henseender.
Vel mangler det ikke paa saadanne Lærere, der ligesom i Dørren af deres
Embede true med Bandsættelser og Fordømmelser; der mere stræbe at legge
Grund til Myndighed og Anseelse, og sætte Gemytterne i Frygt, end de søge at
bane sig Vey til fortroelige Underhandlinger med deres Meenighed; men vi
see ogsaa, at Tilstanden i de Meenigheder, der ere forsynede med saa stolte Præ¬
later, er i Almindelighed slet. Vi kand ogsaa sige, at, som Hyrden selv van¬
drer paa vildfarende Veye, saa forundrer man sig ikke, om Faarene følge ham.
Omendskiønt vi allene lade Fornuften blive vor Raadgiver, saa kand den
dog sige os, at, naar Lærerne selv paa mueligste Maade sætte sig imod de go¬
de Virkninger, der findes hos en eller anden af Meenighedens Lemmer, naar
de efter deres egne Cavalierske Principia vil, at hundrede Gienveye skal føre
til Maalet, naar de undertrykke alt alvorligt Væsen, og indbilde sig selv til¬
ligemed andre, at Bedrøvelses udvortes Værker anstaae allene Børn, saa
kand, siger jeg, Fornuften overbeviise os, at det paa slige Steder maa være
slet bestilt med Religionen.
Jeg skulde vel ikke troe, at J nogensinde har indbildet Eder, at en eller
to Pradikener om Ugen indbefatte alle Eders Embedes Pligter. Saa vist
som jeg haaber, at J indseer Vigtigheden i den Post, paa hvilken J er sat, saa
vist meener jeg ogsaa, at J kiender Eders Skyldigheder at være langt fleere.
For nætværen de Tid vil jeg allene holde mig til Eders Prædikener, og tag er
fortrydelig op, om jeg fordrister mig at give Eder en og anden Erindring: Fald
ikke i Forundring, om jeg beder Eder at legge Vind paa Eders Moders Maal


402
Erfarenhed har lærdt mig, at en stor Deel iblant de geistlige Oratores endikke
ere i Stand til at tale deres Fæderne=Lands Sprog. Som mange iblant dem
idelig hænge i Tydske Postiller, saa skeer det lættelig, at de forvende Fæderne¬
Landets Tungemaal, og opfylde det med adskillige fremmede Ord, der ofte
giøre heele Meeninger i deres Prædikener til en mørk Tale for en enfoldig Til¬
hører. Underskriv aldrig deres Tanker, der af deres offentlige Taler forban¬
de ald Veltalenhed, der uden at sætte fornuftige Grændser, udraabe Rhetori¬
qven som noget, der borttager Saften af de guddommelige Sandheder. De
tilkommende Omstændigheder skal herudi vise Eder den tryggeste Vey. Fin¬
der J det fornøden, saa maa J lære at fornedre Eder til de allerfattigste Begre¬
ber, forkaste alle opskruede Talemaader, og i sær holde Eder fra saadanne Ord,
der laanes af den falske Mystiske Theologie; J bør holde Eder fra den philo¬
sophiske Skomagers Chymiske Meeninger, J bør tage Eder vare for de bømi¬
ske Brødrers Anfattelser, Opslugelser, Nedsenkelser og andre saadanne intet be¬
tydende Ord. Finder J Tilstanden saaledes, at J ikke har nødig at tilside¬
sætte ald Veltalenhed, saa brug den samme, dog med Forsigtighed og uden
Ord=Spil.
Vær ikke alt for overflødig i at anføre Bibelske Sprog, men udsee de al¬
lerkraftigste, der kand passe sig paa Sagen, og forlad ikke disse, førend J har
meddeelt deres sande Forstand. Eders Fordrag bør ikke være saa meget kon¬
stigt som opbyggeligt, og see til, at J i Henseende til Fordragets Deelinger ik¬
ke opfører Eder som den, der deelede sin Text i hundrede Deele, men for Tiidens
Kortheds Skyld blev allene ved de ni og halfemsindstive. Lad Meenighedens
Tilstand blive Eders Postil, og lær til den Ende at kiende Eders Hiord. Træd
ikke i deres Fodspor, der udsende deres Formaninger paa et Forsøg, uden at
vide, enten de træffe eller ikke. Skier ikke alle Eders Tilhørere over een Kam,
men, som deres indvortes Beskaffenhed deeler dem i visse Classer, saa stræb og¬
saa at tale saaledes, at enhver kand faae sin Deel. For at beskiemme dem,
der have et høyere Lys, kand J vel i Andledning af Skriften undertiden an¬
føre de Hedningers Exempler, der med deres liden Kundskab giøre mange til
skamme, men Eders Texter bør J hverken tage af Aristotele og Platone, ik¬
ke heller, for at aflegge Prøve paa Eders Lærdom, anføre mange Steder af
Hedenske Skribentere, naar J maatte finde for godt at vise Eftertrykken og
bemærkesen af et eller andet Ord i Originalen (*) Jeg vil ikke, at J paa Præ¬
dike¬
(*) Jeg kand ey andet end anføre, hvad en berømmelig Engelsk Skribent har sagt om dette,
og vise, hvorledes han giør de forrige Tiders Klagemaal til sine. Naar han har anført
Hieronimi og Augustini Ord, siger han mærkelig: Hæc fuit nonnullorum istius ætg¬
tis febriculosa temperies, ut ætas qvælibet errorum ferax, & certe in nostram torqve¬
ri qverimonia non minus potest, qvia & inter nos latitant ejusmodi noctuæ, Scriptu¬
rarum lucifugæ, qvi, ut pisces illi apud Aristotelem, literarum externarum petres a¬
deo conglutinantur, ut vel mors sit avelli, istas solas amplectantur, exosculantur, af¬
flictim amant, & Scriptura pro derelicta habetur: adeqqve non Grammaticam modo,


403
dikestolen skal afføre Eder alle Affecter og Passioner, dog beder jeg Eder, at
J ikke af et besynderligt Had til en eller anden betiener Eder af stikklende Ta¬
lemaader og Tilrettesættelser, der ikke komme fra Kierligheds reene Kilde, og
tiene til intet, uden at forbittre Gemytterne, og give Eders Embede en Plet,
der aldrig kand aftoes. Naar J ikke formeget har Øye paa Verdslige For¬
deele, saa truer J vel aldrig nogen af Eders Meenighed med Skrifte-Stolen,
og viser den til Skolen som J længe tilforn uden mindste Samvittigheds An¬
stød har antaget. Lad ikke Gierrighed forblinde Eder, og canoniserer aldrig
de bemidlede, fordi de give Eder et godt Offer. Gak frem i Frimodighed,
og frygt ikke for at sige de fornemme Sandheden under Øyne.
Giør Eder ikke latterlig paa Prædikestolen ved Comiske Gebærder, og bliv
ey heller staaende som en Støtte. Eders gandske Adfærd bør bevise, at J selv
troer, hvad J prædiker for andre. Jeg skulde ikke vente, at J i Eders Stu¬
denter=Aar idelig har besøgt den eller den Kirke for at blive en fuldkommen A¬
be. Eders Maal og Gebærder maa være naturlige, og Eders Væsen intet
mindre end affecteret; J kand aldrig forestille Eder den Jndtryk, som Sand¬
heden efterlader i Gemytterne, naar den bliver ledsaget med en naturlig Alvor¬
lighed. Viis Eder ikke stolt og opblæst, og giør ikke mange Figurer med E¬
ders hvide Tørre=Klæde; sligt merkes i besynderlighed hos dem, der mangle
Aar og Fornuft, men anstaaer ingenlunde en Mand, hvis Conduite er ble¬
ven moed. J maa ikke handle stolt eller foragtelig med de hellige Ting, men
betragte, i hvis Ærende J gaaer, og forrette alle Eders Embedes Puncter
med største Ærbødighed.
Eder Studere=Maade bør være saaledes indrettet, at J ikke, som man¬
ge andre, skal giøre Eders Tilhørere kiedsommelige enten ved idelige Jgientagel¬
ser, eller en Snak, der siger intet, og bedre burde have Sted i en Gade=Viise,
end en Prædiken. Beflit Eder paa Exegetiske Skrifter af det udvalde Slags,
men forsom dog ikke ved de beskikkede Hielpe-Midler selv at undersøge de Gud¬
dom¬
utille apua Gregorium, aut khilosophiam, dut aliqvamn mattonarum arium; sed ip¬
sarum, ut Philo loqvitur, concubinarum fæces & qvisqvilias ipsi Evangelio præferunt
& anteponunt. Tæderet me ista dixisse, nisi ipsis solupe esset fecisse: nam nugas istas
dies noctesqve versant, istis impallescunt, insenescunt, non bis puri sed semper. Po¬
stremo, qvod magis indignum, istis tricis & crepundiis conciones suas ita referciunt,
rorsus qvasi Scripturarum eloquentiam abjurassent; terræ filii kx Jns yng ovre5,
xai tu sys yn AArtes; nam si esuggestu audiveris, non prædicantes Mini¬
stros Dei, sed Ægypti ranas coaxantes existimares. Non cgo culpam hanc in graviores
Theologos impingo, sed in novitiolos illos temertarios, Concionatores comicos, mi¬
mos, centonistos, qvi cum Sacrum dicendi locum ascendunt, non radunt ungves hu¬
manæ literaturæ, neqve calceor exuunt pedestrum disciplinarum, sed nova sibi Biblig
cudunt ex Portarum & Philosophorum armamentario, & hoc suppellectile instructi
pulpita scandunt, prorsus qvasi Spiritum Sanctum e Cathedry sua deturbare velsent,
& fidei dogmata ex Furipide vel Aristophane, ex Flatone & Aristotele decernere.


404
dommelige Sandheder. Jeg vil ikke raade Eder til at sette Penge i mange
Postiller, thi fligt maatte giøre Eder lad, og det, som har kundet passe sig
paa en eller anden Menighed i Tyskland, kand ofte være en Dansk Meenig¬
hed uvedkommende. Har i et Forraad af Concept=Registere, eller skulde J
paa en Auction have tilkiøbt Eder nogle skrevne Prædikener, saa leg dem alle
til Side, at J desto bedre kand indrette Eders Taler efter de Hørendes Be¬
skaffenhed.
Lad de Unges Underviisning blive et med de vigtigste Stykker i Eders Em¬
bede, og hvor lyksalig er J ikke, hvis J besidder alt det, som udfordres af en
god Catechet, J bør omgaaes de Unge med Sagtmodighed og en faderlig Kier¬
lighed; J bør lempe og indrette Eders Spørsmaal efter de Svarendes Begre¬
ber; Deres Feyl bør J ikke straffe med Haardhed, meget mindre, som en Deel
Lærere, i hvis Hierter er en større Kulde end Vinterens, betiene Eder af For¬
Bandelser og Skields=Ord, naar alle Ting ikke just kand gaae efter Eders
Hoved. J bør begegne de Unge som fornuftige Skabninger, og, ligesom J
ikke selv bør lære en eller anden Bog uden ad, saa bør J ikke heller tage til tak¬
ke med et blot Hukommelses Ord, men hielpe de Vankundige til at forstaae,
hvad de sige.
Jeg har tusinde flere Ting at føre Eder til Gemytte, men, som de til
deels ere uden for mit Embede, til deels afhandlede tilforn her og der i mine Pa¬
pirer, saa haster jeg nu til Enden, og ønsker, at den, der har kaldet Eder til
saa vigtigt et Embede, fremdeeles vil udruste og giøre Eder skikket til at van¬
dre frem i Lærdoms og Levnets Reenhed og Ustraffelighed.
Men jeg seer, at Papiret giver endnu Sted for et Par Linier, jeg vil derfor
slutte mit Brev med en Erindring, der er betydelig. Jeg ved ikke, enten J allene skal
sørge for den Menighed, som Eder er betroet, eller J skal have en Medhielper; skeer
det sidste, saa opfør Eder ikke som en stor Deel af de Modige, men tillige ufornuftige
Sogne=Herrer, der see deres Capellaner over Skulderne, og omgaaes dem som
Suvalterner af det Slags, der ere dybt fornedrede under deres Øverster. J bør
ansee Eders Medhielpere som Brødre, og snys ikke af Forbittrelse, om J skulde
erfare, at een eller anden fatter større Kierlighed og Fortroelighed til Medtieneren
end eder selv. Lev med Eders Medarbeydere i et broderligt Samfund, og de Tvi¬
stigheder, som maatte reyse sig imellem Eder, maa ingenlunde udbryde til et ufor¬
sonligt Had. Jeg kunde vise Eder et Exempel paa saa forargelig en Adfærd, men
jeg haaber, at et saa fordømmeligt Væsen falder Eder saa i Øyet, at J ey
behøver nærmere Underviisning; Jeg igientager derfor mit
forrige Ønske, og slutter med et kierligt
Farvel.


405


No. 45.
Udgivet den 19 Martii 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Demens
Indicio vulgi, sanus fortasse tuo: quod
Nollem onus haud unqvam solitus portare mole
stum.
Nam mihi continuo major qværenda foret res,
Atqve salutandi plures, ducendus & unus
Horat.
Et comes alter.
J¬
eg kunde siges at handle meget daarlig, og jeg maatte indvikle mig i u¬
endelige Labyrinther, hvis jeg for nærværende Tiid vilde foretage mig at
forfatte Forsvars Skrifter for min Person og mit Arbeyde. Een siger, at jeg
ingen Ret har til at hvedse min Pen imod de i Svang=gaaende Laster, siden
jeg ikkun er en Hiemfødding, der aldrig har havt Foden uden for Fæderne¬
Landets Grændser; en anden spaaer, at mine Vinger upaatvivlelig maa blive
klippede, siden jeg griber for vidt om mig, og end ikke skaaner dem, hvis Feyl
bør være usynlige. Een siger, jeg er den, en anden, jeg er den, og de bedrage
sig alle. Det er længe siden, jeg offentlig har givet tilkiende, at, saalidet som
de gunstige Domme kand opblæse mig, saalidet kand de umilde nedslaae mig.
Hvad jeg nu vil begiære, er allene dette, at de Nysgierrige vilde forlade mig,
og tage fat paa sig selv, at de ey vil bekymre sig om min Person, men allene
om deres egne Laster, og i Steden for at spilde Tiden paa at blive underrette¬
de om den Danske Sande=Mand, anvende den paa at udrødde de Feyl,
der blive straffede i hans Papirer.
Ligesom det allene var Uskyldigheden i mine sidste Blade, der tillod dem at
see Lyset, saa haaber jeg, at disse finde samme Frihed, siden Beskeedenhed
kand spores i enhver Linie, og ligesom jeg ey blev nødt til at betale Porto af mit
Brev til den nye Geistlige, saa tænker jeg, at dette mit Brev til den unge
Stats=Mand ikke heller bliver anholdet. Mit Øyemærke er at vise de Plig¬
ter, som paaligge en Person, der bliver sat paa saa anseelig en Post, og, naar


406
jeg i Forveyen erindrer, at jeg maa gaae mange Ting forbi, baade i Henseende
til de Grændser, som Papiret sætter, saa og i Henseende til min egen Erfaren¬
hed, der i slige Handeler er saare liden, haaber jeg, at man regner mig ikke til
Onde, om jeg ey skulde anføre alt det, som om denne Sag kunde siges.
Min Herre!
Jersom Lykken, der har gjort saa god en Forandring i Eders Omstændighe¬
der, ikke har forvandlet Eder til et andet Menneske, og dersom J ikke ved
den Ophøyelse paa Ærens Trappe har tabt noget af Eders forrige Ydmyg¬
hed, saa har jeg vel ikke nødig at undskylde mig, eller bruge mange unyttige
Ord for at bede om Forladelse, at jeg uleyliger Eder med dette mit Brev.
Kast ikke Papiret fra Eder, som noget, der skal være Eder til Byrde, og viid,
at jeg er ikke iblant deres Tall, der krumme og bøye sig for Eders Person,
for at faae et mavert Løfte om det eller det. J har kiendt mig i de forrige Ti¬
der, og jeg haaber, at J kiender mig endnu; jeg møder allene for at sige Eder
nogle Sandheder, og jeg meener, at Eders Øren ere villige til at høre dem.
Jeg indfinder mig paa den Tiid, da jeg veed, at Eders Sal er rødde¬
lig, og da J har to Timer til at tænke paa Eder selv, førend J samles med E¬
ders Brødre, vil jeg bede, at J andvender disse paa at igiennemlæse og efter¬
tænke nærværende Blade. Som jeg i en lang Tiid har kiendt Eders Fortie¬
nester, saa har jeg stedse ønsket, at Lykken vilde aabne en Dør for Eder til
Fæderne=Landets Tieneste, og jeg erfarer endelig med Glæde, at mit
Ønske er opfyldt. J Sandhed, Eders Forfremmelse er saameget mere besyn¬
derlig, som J nyder den i en Alder, da Erfarenhed maatte synes at være borte,
og Eders Forstand endnu ikke at være kommen til Fuldkommenhed. Men E¬
ders Exempel har lærdt os, at man af et Menneskes Alder ingen ubedragelige
Slutninger kand giøre til hans Dygtighed; thi, ligesom det er mueligt, at
skieggede Brødre i deres tredivte Aar kand være Træ=billeder, saa er det og¬
saa mueligt, at et Menneske i sin Ungdom kand være fornuftig. Mennesker, der
gaae frem efter Viisdoms Regler, spørge ikke, hvor gamle vi ere, men hvor
kloge? og det er allene i Befordringer ved Krigs=Væsenet, da man kaster Øye
paa Anciennete.
Nu J er da bleven sat iblant dem, der bør drage Omhu for Staten,
eg jeg maa tilstaae, at Eders Embede er ligesaa vigtigt som anseeligt. Jeg
har ingen Aarsag at indbilde mig, at J selv ikke skulde kunde see de Skyldig¬
heder, som J haver at iagttage, dog meener jeg, at J paa den anden Side
ikke forbittres, om en Mand, der vil Eder vel, giver Eder et P. r Erindringer,
der kand være til Nytte. Naar jeg gaaer tilbage, og betragter Eders Anfør¬


407
sel i Eders Forældres Huus, maa jeg sige, at, ligesom Naturen har dannet
Eder til det, som J nu betiener, saa have Eders Forældre gjort sig mueligste Fliid
for at giøre Eder mere og mere skikket. J blev overgiven i deres Hænder, der
kunde vise Eder den fornuftigste Vey, og, som Eders Forældre af adskillige
Mærker kunde spøre Eders Lyst, saa blev J ikke tvungen til at bebyrde Hukom¬
melsen med det, der ikke til Eders Øyemærke var tienligt.
Førend J forlod Eders Fæderne=Land, for at besøge fremmede Stæder,
saa stod ligesom den beboede Verden malet for Eders Øyne. J havde et rig¬
tigt Begreb om de fleeste Stater, og de adskillige Nat oners Beskaffenhed vid¬
ste J hart ad paa Eders Fingre. Man kunde neppe tale om een eller anden be¬
rømmelig Stas=Mand, førend J i et kort Begreb kunde give den fornemste
Deel af hans Hlstorie, og bragte man et Feldtslag paa Bane, saa vidste J strax
at fortælle om dets Aarsager. Da J derfor befandt Eder hos Fremmede,
søgte J ikke allene, som mange andre, at gjøre den Danske Nation Ære ved at
føre en prægtig Equipage, men Eders fortreffelige Conduite beviste tydelig,
at i Norden findes ogsaa de, der have Been i Næsen. Eders Udenlands Rey¬
se skeedte ikke saameget for at lære noget af andre, som for at see det for Øyne¬
ne, hvad J tilforn havde lærdt, og, maatte jeg ikke nægte Eder den velfortiente
Berømmelse, hvis jeg ey vilde sige, at J kom tilbage til Eders Grændser med
et stort Forraad af ypperlige Videnskaber?
J kom da til et Land, hvor man veed at skiønne paa Fortienester, og
ingen skal med billighed kunde kaste Eder i Næsen, at J enten har arvet eller
tilkiøbt Eder Anseelse. Eders Dygtighed til at tiene Fædernelandet kunde ikke
blive skiult, og da man har betroet Eder saa vigtig en Charge, saa opfør Eder
saaledes, at de Jldesindede ingen Andledning kand finde til at Glæde sig. J
kand let forestille Eder, at de Brødre, der fødes med Adelskabet, og ikke fin¬
de sig forbundne til at efterfølge deres Forfædres Dyder, kand ikke andet end an¬
see Eder med avind yge Øyne; de vil, at Fortienester skal være et Arve=Gods,
og at de ikke bør sees hos nogen uden dem, der ere i Stand til at opregne
deres 16 Anher; de vil derfor fnyse, naar de see, at Eders Dyd og Fortie¬
neste har hiulpet Eder frem, og J har da fornøden at væbne Eder imod disse
Fiender paa mueligste Maade. J kommer ingen Vey, dersom J ikke har
lært at ansee alle deres Konst=Greb med Foragt, og vil J give Eders Passi¬
oner Tøyelen, kand Eders Fald snart blive befordret. Det kand glæde Eder,
at J ikke ved at styrte andre har lagt Grunden til Eders Lykke, hvilket ellers
er et Patriotisk Stratagema, naar man faaer i Sinde at flyve, men J bør og
saa stræbe, at ingen skal have Aarsag til at styrte Eder selv. Leg derfor Mær¬
ke til de Raad, som jeg vil give Eder, og foragt dem ikke, fordi de komme
fra en ringe Pen.


408
ms
mer Eders forrige Tilstand. Det skulde giøre mig ondt, om jeg i Fremtiden
skulde spørge, at de lykkelige Tilfælde have gjort Eder modig. Naar J ret
vil bruge Eders Forstand, forfalder J neppe til saa stor Daarlighed, der giør
Eder ikkun stinkende for alle Fornuftige, og giver Eders Fiender de herligste
Leyligheder til at sværte Eder. J kand aldrig forestille Eder, hvor ypperlig
en Prydelse Ydmyghed er for en Mand af Eders Caractere, og J kand neppe
indbilde Eder, hvor haanlige Domme de ere underkastede, der forglemme, at
de ere Mennesker.
Det Embede, som man har betroet Eder, forbinder Eder til at vise en be¬
synderlig Kiærlighed imod Eders Fæderne=Land. J kand ikke lade det blive
derved, at J meener Eders Fæderne=Land vel, men J bør vise det i Gierningen.
Som man undertiden kand behøve Eders Raad, saa bør J stræbe efter at faae
en Færdighed til at betragte en Sag i sin fulde Sammenhæng, at J ikke skul¬
de falde paa det, der er mere skadeligt end gavnligt. Det foragtelige Navn af
en Project Mager bør ikke afskrække Eder fra at opdage et eller andet, der
kunde være Fæderne=Landet til Nytte, og jeg behøver vel ikke at sige Eder, at
egne Fordeele bør ey være Eders fornemste Sigte.
Ærlighed og Reedelighed bør spores i eders Ord og Gierninger, og fordi
disse ere komne af Moden hos nogle, derfor bør de ikke foragtes af Eder. Jeg
veed vel, at den i Almindelighed bliver kaldet en stor Stats=Mand, der har en
ypperlig Øvelse i alle Slags Forstillelser, der stedse siger et, og meener et an¬
det, &c. men en Stats=Konst af det Slags lader J vel blive det sidste, som J
legger Eder efter. Tænk ikke, at jeg vil raade Eder til en taabelig Aabenhier¬
tighed; Jeg veed, at adskillige Omstændigheder kand befale Eder at tie, jeg
veed ogsaa, at de Tider kand indfalde, da Munden ikke altid bør tale af Hier¬
tets Overflødighed; men jeg paastaaer allene, at et forstilt Væsen bør ikke sted¬
se findes hos Eder, at Eders Venner ikke skal blive kiede af Eders Omgiængelse,
naar de ey af Eder skulde høre et sandt Ord.
J befinder Eder i saadan et Land, hvor det er allene Eders Dyd og Me¬
rite, der skal vedligeholde Eder i Kongens Naade; J behøver ikke paa adskil¬
liges Omveye at giøre Eder til en Favorit af den eller den; viis da ogsaa paa
den anden Side, at J tager ingen under Armene, uden dem, som J kiender i
Stand til at bære de Byrder, som de søge. Skal vi tale oprigtig, saa maa
vi sige, at den selvgjordte Almagt, som mange indbilde sig at have til at skabe
Dyder og Fortienester, bringe mange paa vigtige Poster, som de ey have Æv¬
ne til at forestaae, ligesom ogsaa adskillige velskikkede Lemmer maa blive liggen¬
de i et stedsevarende Mørke, fordi de ingen Indgang kand finde hos de For¬


409
maaende. Ansee det stedse som noget afkyeligt, at afvise dem, som maatte be¬
giære Eders Hielp, enten med et suurt Ansigt eller haarde og forbittrede Ord,
og viid, at alle Landets Jndbyggere ere Eders Brødre, og have Deel i Eders
Kiærlighed. Det bliver Eders Fæderne=Land til Skade, hvis J vil have for
mange Ting under Hænder, og det vil gaae Eder i dette Fald som de Lærde,
der ved at fylde Hiernen med mange Slags Videnskaber, komme i ingen til
Fuldkommenhed.
Jeg haaber, at J allerede har fattet, hvor fornøden det er, at kiende de
anseeligste Personer ved fremmede Hoffer, at J ved Leylighed kand tage de Hid¬
kommende paa den rette Fod, det er elendigt; naar de forslagne Hoveder skal
rose sig, at de, uden at blive røbede, kand spille alle deres Roler, fordi de,
som de have med at giøre, ere u-erfarne i fremmede Konst=Greb; Opfør Eder
saaledes, at J kand blive Nationen til Ære, og vandre frem med saa stor For¬
sigtighed, at Eders Anslag kand blive antagelige.
Det er venteligt, at J ogsaa med Tiden faaer Sted iblant dem, der skal
arbeyde paa Fæderne=Landets Velgaaende i Henseende til sin indvortes Beskaf¬
fenhed; det er derfor fornøden, at J stræber at blive underrettet om alle Lan¬
denes Styrke, og det, som kand forhindre Danmarks blomsteende Tilstand.
Fæst da ikke Eders Øyne paa een Sted allene, og lad det ikke være nok, at
J kand befordre dens eller dens Families Opkomst; men lad Eders Absig¬
ter gaae ud paa det almindelige Væsens Nytte. Jeg haaber, at J herudi bli¬
ver saameget mindre interesseret, som J selv ikke driver nogen Negotie, og jeg
tænker, at alle Eders Forslag angaaende denne Sag blive ligesaa nyttige som
reedelige.
Det glæder mig, at J ved Eders oprigtige Væsen og kloge Conduite
har forskaffet Eder Fæderne=Landets Faders Yndest; lad ikke dette giøre Eder
opblæst, men lad det tiene Eder til Forsigtighed paa alle Eders Veye. Man
har kiendt dem, der ved deres Forstand have banet sig Veyen til deres Herrers
Naade, men den Foragt, med hvilken de have anseet andre, endogsaa dem,
hvis Estime burde være almindelig, har endelig foraarsaget deres Fald. Jeg
har ingen Aarsag at tænke, at Eders Opførsel skulde blive saaledes, at Eders
Samvittighed skulde giøre Eder Uroe og bringe Eder til at ansee alle Menne¬
sker som Spioner. Naar J lader Ærlighed og Oprigtighed blive Eders Ho¬
ved=Dyd, saa giøres det hverken fornøden, at J skulde arbeyde paa dens eller
dens Undergang, der kiger Eder i Kortet, ikke heller tør J ved at see dem røm¬
mede af Veyen, hvis Forstand maatte overgaae Eders. Skulde J faae i
Sinde, for at aflegge Prøver paa Eders dybe Jndsigt og kierlige Hierte imod
Fæderne=Landet, at legge Plan til en eller anden Forandring, saa forbittres


410
ikke, om andre herudi blive Eder imod, og forestil Eder aldrig, at de Anstal¬
ter, som J kunde stræbe at befordre til Fuldkommenhed, stedse ere de beste.
Vil J ikke hykle for Eder selv, saa maa J tilstaae, at J endnu ikke besid¬
der all den Erfarenhed, som kand behøves; jeg slutter derfor, at J kand behø¬
ve een eller to, med hvilke J kand handle i Fortroelighed. Men, Kiære, hvor
ilde handler J ikke, hvis J ey stræber at gjøre det fornuftigste og tienligste Val?
Jeg er vis paa, at den Lykke, som er vederfaret Eder, vil sætte mange i Bevæ¬
gelse, og deres Tall vil uden Tvivl blive stort, der beyle til Eders Gunst. Her
maa J da lære at prøve Aanderne, og J forseer Eder høyelig, hvis J antager
alle de Knælendes Ord for Sandhed. Mange fæste nu deres Øyene paa E¬
der, som en Mand, der kand tiene til at befordre deres Absigter, og antager
J nogen af disse til Eders Raadgiver, skal Tiden vise, at J er bleven bedragen.
Mennesker af det Slags ansee allene de Formaaende som nogle Hiul, der skal
drive Machinerne, og naar to eller tre listige Brødre kand faae en oprigtig men
enfoldig Mand imellem sig, bruge de ham allene som et Postbud, der skal re¬
ferere deres egne Anslag. De ere som Øgle Unger, der dræbe omsider den,
i hvis Barm de ere opklekkede, og det var at ønske, at Verden var fattig paa
Exempler, der kand bevise Sandheden i dette.
J tager det vel ikke unaadigt op, om jeg raader Eder til Alvorlighed i
Guds Frygt. Jeg veed vel, at Religionen er noget, som mange Stads¬
Mænd ikke giøre meget Væsen af, og finde de sig tvungne til at bekiende en
GUd at være til, saa meene de dog, at intet kand forbinde dem til at bevi¬
se Ærbødighed imod dette usynlige Væsen. (*) Giør ikke disses Gadsdyrkelse til
Eders, og bild Eder aldrig ind, at en retskaffen Piete er Eders Caractere u¬
anstændig. Jo alvorligere J er i Religionen, jo reenere blive alle Eders J¬
drætter, og naar J ikke holder det for Skam at være andægtig, kand J vente
Lykke i alle Eders Foretagender.
Kiedes ikke ved at læse de følgende Anmærkninger over adskillige Stats¬
Mænds Opførsel, og uddrag af disse Beretninger det, som kand tiene Eder
til Gode. Jeg tvivler ikke paa, at J jo selv har læst det fornemste, som af
Skribenterne er bleven antegnet om den Franske Minister Cardinal Mazarin,
Man kand sige i Almindelighed, at han var en Stats=Mand af det forslagne
Slags, og man maa underskrive, hvad hans Formand Richelieu pleyede at
sige: Faaer jeg nogen Tiid i Sinde at bedrage Diævelen, vil jeg ikke
betiene mig af nogen uden Mazarin. Dette var Aarsagen, at Richelieu
an¬
(*) Det er en besynderlig Beskrivelse, som jeg et Sted haver læst at gives over en Stats¬
Mand, og det var at ønske, at dens Sandhed ikke kunde bevises. Politicus est ani¬
mal ratienale bipes, ita servieus Deo, ut non offendat Diabolum.


411
antog ham iblant sine Fortrelige, og ved hans Hielp blev underrettet om alle
de forborgne Sager ved det Franske Hof. Dette banede ogsaa Veyen til
Mazarins Værdighed; thi den døende Richelieu forestillede Kongen ham som
den, der alleene med Nytte kunde træde i hans Sted.
Mazarin blev ikke behersket af saa stor Gierrighed, som hans Formand,
imidlertid samlede han sig dog et stort Liggendefæ af Rigdom; En anseelig Deel
andvendte han paa kostbare Bygninger og dyrebare Meubler, det øvrige sendte
han til sin Fader, der forfærdedes over Mængden, og blev af den Tanke, at der
endelig i Frankrig maatte nedregne Penge.
Efter all Anseelse agtede Mazarin det for sin største Lyksalighed, at han
med den reeneste og fra all Egen=Nytte aldeeles befriede Jver kunde tiene sin Kon¬
ge, og udbrede hans Magt. Han tiente den samme med saa bestandig en Tro¬
skab og efter saavel indrettede Klogskabs og Stats=Konstens Regler, at intet blev
til hans Tiid holdet for Dyd eller Last, uden det, som var overensstem¬
mende med Kongens Absigter, eller giorde Hinder i samme. Naturen selv syn¬
tes at have dannet ham til en fuldkommen Hofmand, thi han var godgiøren¬
de, høflig, beleven og omgiængelig, i det ringeste vidste han saaledes at forstil¬
le sig. Erfarenhed og Konst, understyttet af en dyb Jndsigt, havde lærdt ham
af disse naturlige Fordeele at høste den mueligste Nytte. J hans Ansigt kunde
man ligesom see Reedeligheden selv afskildret, og man hørdte neppe noget Ord
af hans Mund, der jo syntes at komme af Gudfrygtigheds Kilde. Jmidler¬
tid holder man for, at hans Hierte ved alle disse udvortes Sminker var frugt¬
sommelig med langt andre Tanker. Han tænkte paa intet mindre, end at vii¬
se sig saaledes i sin Adfærd, at man i Gierningen skulde erfare ham saa god¬
giørende, som hans Ord gav tilkiende. Han hyklede og smigrede for alle
Mennesker, men han elskede ingen. Han var stedse bereed at give herlige Løf¬
ter om det, som man forlangede; men i at opfylde de samme var han langsom,
og blev undertiden aldeeles borte. Saa gavmild, som han viiste sig i at udøse
sine egne Penge for at føre sin Pragt til høyeste Spidse, saa sparsommelig holdt han
Huus med sin Konges: Sme Ligemænd vilde han overgaae i alle Ting, sine
Overmænd i nogle.
Kand J ikke ved disse faa Erindringer finde Eder fornøyet, saa har
Taalmodighed, imedens jeg opholder Eder med at give en kort Caractere af
de trende over all Verden bekiendte Stats=Mænd Ximenes, Richelieu og
den før omtalte Mazarin, man sammenligner denne med de tvende andre, og
man pleyer at give over dem alle følgende Portralt: Richelieu var listig,
gierrig og hævngierrig Ximenes derimod klog, stræng og tapper, men Mazarin viis
og gavmild. Den førstes Afridsning meener man vel at være troffen. Richelieu
har samlet Forundrings værdige Skatter; han har bragt alle dem, som vare


412
hans Forvandte, eller havde taget hans Partie, til Ærens høyeste Spidse
han styrtede alle dem, det forekom ham fordægtige, og giorde sig endelig saa
ledes Mester af alle Hemmeligheder, at, omendsk ønt hans Allerchristeligste
Majestæt nu og da ansaae ham med lidet gunstige Øyne, kunde han dog ikke,
saalænge han levede, være ham foruden.
Hvad Cardinal Ximenes angaaer, saa siger man, at han besad alle
de Egenskaber, som man giver ham, ved hvis Hielp han ogsaa giorde sine Trin
til den misundede Høyhed. Omendskiønt han i sit Hierte drog en besynderlig
Længsel efter Ære, saa anstillede han sig dog som den, der intet skiøttede om
den. Han var en heel andægtig Munk, og den strængeste iblant sine Ordens¬
Brødre, hans Dygtighed giorde ham værdig til Purpuret, og ved samme ba¬
nede han sig Vey til en Premier=Ministers Plads i Spanien.
Jeg kunde opregne adskillige mærkværdige Bedrifter af disse berømmelige
Mænd, der kunde tiene til at oplyse deres Historie, og give Eder een og anden
Anledning til fornuftig Eftertanke, samt foreskrive Eder de Regler, som J
kunde efterfølge; Men jeg har ikke Tiid til at være vidtløftigere; Tiden skal
stedse giøre Eder klogere, og de forefaldene Omstændigheder blive Eder Anled¬
ning til Viisdom. Mit Brev indeholder intet, der kand støde Eder eller an¬
dre for Hovedet, og jeg har med Fliid udeladt adskillige Sandheder, der maat¬
te forekomme Eder bittere. Tænk ikke, at det er umueligt for Eder som en
Stats=Mand i sær at legge Vind paa den Ærlighed, som jeg meener
J bør vise, og viid, at Landet best er tjent med saadanne,
der elske det oprigtige Væsen.
Far vel!
P.S. Jeg har i Dag havt et Brev fra en Horatianer=Munk, og jeg vil alleene besvare
det med de Erindringer, som jeg har givet i mit 23 Ark; hvor jeg uden Tvivl har
afskildret min Correspondent, og vil han kaste et Øye i det Stykke, skal han uden
Tvivl beskue sig in Originali.
Nu er endelig de forlængst belovede Betænkninger over de vigtige og vanskelige Ste¬
der i det Nye Testamente komne for Lyset. Man tvivler ikke paa, at deres opbyggelige Jnd¬
hold jo skal blive Læserne behageligt, og Tiden vil lære, hvorvidt Forfatterne have opfyldet
og fremdeeles maatte fylde deres Løfte.


413
No. 46.
Udgivet den 26 Martii 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Felix, qvem faciunt jucunda oblivia pitæ
Tranquillum!
J¬
blant de Ting, som falde os i Øyet, naar vi nøye betragte de fornuftige
Skabninger, finde vi, at Mennesket besidder en besynderlig Færdighed,
til at drage Fordeele snart af alle naturlige Ting. Man giør de ubeboede
Bierge til behagelige Boeliger; man baner sig Vey over steile Klipper, der af
de vilde Dyr neppe kand bestiges, man sætter Maæl og Grændse for Havet,
og opretter i det adskillige Steder, hvorfra man uden Fare kand beskue dets
rasende Bølger; man tvinger Jordens meest ufrugtbare Pletter, at de blive
prydede med den herligste Grøde og de deyligste Blomster. Man gaaer end¬
nu videre; man tilbereder saaledes de skadeligste Ting, at de blive nyttige til
Menneskets Brug, og den Gift, som skiuler sig i Jorden og nogle af dens Plan¬
ter, bliver ved Konst skikket til Lægedom, og ved dens Hielp fordrives ofte de
giftigste Svagheder.
Saa vist som dette er, saa besynderligt er det ogsaa, at de sinderige Ere¬
ature ikke beflitte sig paa at anvende de Mangeler og de Svagheder, som de
finde hos sig selv, til deres Nytte og Fordeele. Man besværer sig over det,
som Jndbildingen forestiller med ubehagelige Farver, og man maatte spørge,
om Skaberen har vildet bebyrde os med saa mange Skrøbeligheder, at vi
stedse skulde have Aarsag til at mangfoldiggiøre vore Klager over nye Elendig¬
heder? Ere da saadanne Grændser satte for vor Eft rtanke, at vi allene skal
betragte vore Omstændigheder paa den bedrøveligste og haardeste Side, og er
det en Umuelighed for os at blive de Fordeele og Fornøyelser voer, som vore
Skiøbeligheder kand give os? Skulde det ikke meget meere være vor egen
Forseelse, og mon det ikke med største Ret kand tilskrives vor egen ugrundede
Misfornøyelse, naar vi ikke lære at drage Fordeele af de menneskelige Man¬
geler, ligesom Naturens flittige Undersøgere have draget Nytte af Jordens,
Planternes og Dyrenes Rige?
Jeg har i en eller to af mine ugentlige Betragtninger forhen stræbt at vi¬
se Mueligheden i Sagen, baade da jeg lagde Fattigdoms og Vankundigheds
Fordeele for Dagen; jeg vil endnu i disse mine Blade giøre det samme, og for¬


414
søge, om det ikke er mueligt, at adskillige Fordeele kand høstes af en af de
største Ufuldkommenheder, over hvilken endog de Fornuftige og Lærde høyeligen
besvære sig. Jeg sigter til en naturlig Feyl, som vi kalde Forglemmelse,
eller den liden Færdighed, som findes hos mange til at erindre sig de forbigang¬
ne Ting, og jeg meener saaledes at kunde beskrive dens Fordeele, at de langt
skal overgaae den Skade, som af en kort Hukømmelse pleyer at flyde.
Jeg tilstaaer gierne, at Forglemmelse er en Svaghed, der forhindrer os,
at vi ey kand kalde de Begreber tilbage, som vi engang have havt; ikke hel¬
ler vil jeg nægte, at samme Ufuldkommenhed ofte kand være et Menneske mo¬
re end et andet til Skade; dog tilstaaer jeg ingenlunde, at den Ulæmpe, med
hvilken Glemsomhed (*) kand være ledsaget, er større end de? Fordeele, som
af den i mange Henseender flyde til det menneskelige Kiøn. Jeg bliver stedse
af den Tanke, at, omendskiønt vi maa ansee denne Mangel som en Følge af
Naturens ufuldkomne Tilstand, bør vi derfor ikke sige, at den er iblant de
Ting, der bevise den nærværende Verdens Ufuldkommenhed. Det alvise For¬
syn har indsluttet dette Onde inden sine visse Skranker, og en Skrøbelighed af
det Slags kand ikke forhindre, at jo Mennesket kand leve fornøyet og fornuf¬
tig, ja vi gaae ikke for vidt, om vi sige, at, da Mennesket lever i en Verden,
hvor det paa alle Kanter er omringet med Elendigheder, Forglemmelse bør
antegnes iblant de skiulte Velgierninger, efterdi den lindrer Smerterne fra de
forbigavgne Tider, og forsøder de samme ved Følelser af nye Fornøyelser.
For at bevise Sandheden i vore Ord, vil vi begynde fra Menneskets spæ¬
de Alder; Glemsomheden yttrer sig, da Mennesket endnu er et Barn, og paa
den Tiid, da Hukommelsens Styrke pleyer at være størst. Skulde vi nu
sige, at det var tienligt for et Barn, dersom det kunde beholde i Hukommel¬
sen alt, hvad det hører og lærer, ingenlunde. Vi maa sætte dette som en
uryggelig Sandhed, at jo færdigere Hukommelsen er til at tage imod Viden¬
skaber, jo mindre Leylighed finder Forstanden til at blive skiærpet, og, om end
taabelige Lærere ere best fornøyede med dem, der kand beholde alt, hvad man
fylder i dem, kand vi dog ikke af saa urimelig en Omgang giøre Slutning til
en Sandheds Benægtelse.
Dog denne Sag vil vi lade staae ved sit Værd, og begive os til en an¬
den, der mindre kand imodsiges. Saa vidt jeg seer, har vi Forglemmelse at
takke for de støre Mænds ypperlige Skrifter, der findes i Verden. Vi kand
let forestille os, at, hvis Hukommelsen var i Stand til at beholde alle Ting, hav¬
de uden Tvivl de braveste Hoveder, de grundigste Philosopht, de fortræffelig¬
ste Poeter ingen Møye gjort sig for at overgive deres Arbeyde til de seenere
(*) Haarkløvere og utidige Crtici maa ikke støde sig, fordi jeg i Fleng betiener mig af For¬
glemmelse, Glemsomhed og kort Hukommelse; naar disse Ord hos mig ere eet og det
samme, seer Læseren strax, hvad Begreber han skal giøre sig.


415
Tiider. Havde de kundet forestille sig, at deres Lærdomme ved mundtlige
Underviisninger kunde blevet fortplantede fra een til anden, skulde de vel aldrig
have satt Pen til Papiret; Nu derimod, da Forglemmelse har befalet dem
at skrive, maa vi tilskrive den samme de Skrifter, som ere til.
Jeg vil ikke pukke paa disse Grunde, som stærke Beviser, og kand jeg
ikke med rigtige Exempler bevise min Sag, vil jeg aldeeles have tabt den. Sin¬
cerus har ved sit oprigtige Væsen, sin reedelige Opførsel, sin ustraffelige Om¬
gang i alle sine Betieninger tilveyebragt sig alle Retsindiges Yndest; Dog vid¬
ste han ikke at sætte de Grændser for sin Patriotiske Nidkiærhed, som andres
Egen=Nytte fandt for godt at befale ham. Han kunde ikke indbilde sig, at
man, for ey at støde den for Hovedet, der nu først skulde aflegge Prøve
paa sin Klogskab, burde lade mange Ting gaae igiennem det grove Sold, og
ikke just saa nøye iagttage de Pligter, som man er Fæderne=Landet skyldig;
Denne Jver skaffede ham endelig en Fiende, der befordrede hans Fald, og
han havde megen Møye, førend han kunde begribe, at ham ikke var skeet U¬
t. J Sandhed! Sincerus maa glæde sig, at hans Hukommelse er svag.
Maatte det ikke stedse blive ham til Bedrøvelse, hvis han altid kunde erindre
sig sin Fiendes Omgang, og jo større hans Uskyldighed er, jo smerteligere vilde
Hændelserne falde ham, hvis han ikke forlængst havde glemt dem.
Naar vi stille os de Ulykker og Elendigheder for Øyne, som ofte møde
os i Livet, have vi et nyt Beviis om Forglemmelses Fordeele. Hvor stor
vilde ikke vor Ulyksalighed blive, dersom vor Hukommelse havde den Kraft,
at den paa eengang kunde forestille os alle Viderværdigheder som nærværende?
Dersom de bedrøvelige Timer, ved hvilke vore Siæle ofte blive nedslagne, ik¬
ke ved en sød Forglemmelse kunde blive til intet, maatte vor Glæde i Livet blive
saare liden, og vore kummerlige Omstændigheder meere end ufordragelige.
Naar en eller anden Leylighed kand føre os de lidet gunstige Hændelser til Ge¬
mytte, er den mægtig til at giøre os forsagte midt i vore Forlyster; hvor jam¬
merligt vilde det ikke da see ud, hvis alle Besværligheder stedse skulde være
os i frisk Minde? Ere vi ikke lyksalige, at vi aldeeles kand forglemme
alle de fortredelige Ting, som vi med megen Besværlighed have over¬
vundet, og maa vi ikke takke Himmelen, at vi kand lade dem forsvinde med
Tiden?
Ligesom et hvert Menneske efter Naturens Bydende og hemmelige Drift
stræber at befordre sin Lyksalighed, saa finde vi, at Veyen, der fører til dette
Maal, er ofte heel kummerlig og besværlig. Af mange Exempler kand vi ey
giøre Slutninger til alle, og fordi Lykken løber nogle i Favnen, derfor ere an¬
dres Veye desto trangere. Skulde nu de forbigangne Ting stedse være for os


416
som nærværende, vilde jo den Fornøyelse, som vederfares os naar vore Arslag en¬
delig gaae for sig, aldeeles blive til intet. Een maatte da blues ved sig selv,
naar han erindrede sig, at han maatte bukke sig saa og saa dybt for dens eller
dens Tiener, inden han kunde blive indladt; en anden maatte skamme sig, naar
han eftertænkte, at han var bleven nødt til i sit Andragende at tillyve sig saa
og saa mange Meriter; Den tredie vilde bedrøves, naar alle haanlige Afviis¬
ninger, alle frugtesløse Begieringer, og alle udstandne Fortredeligheder vilde
indfinde sig i deres forrige Skikkelse. Men see! saa kommer Forglemmelsen os
til Hielp, og fordi vi ey erindre os de gamle Viderværdigheder, ere de ey hel¬
ler i Stand til at forvandle vore Fornøyelser til Galde. Handels=Mandens
Gevinst maa være saa stor som den kand, og Soldatens Seyer saa priisværdig,
som den vil, den første skulde aldrig blive fornøyet, dersom de overvundne Fa¬
rer stedse skulde forurolige hans Gemytte, og skulde den sidste altid føle Smer¬
ten af sine Saar, eller erindre sig de fiendtlige Anfald, vilde Æren, der blev
forhvervet ved Seyeren, aldrig blive ham bebagelig.
Disse Betænkninger meener jeg at være grundede, og at vor nærværende
Sag ved dem kand bevises. Vil vi sætte Alvorlighed et lidet til Side, skal
vi ogsaa finde saadanne Exempler, der vel ikke ere roesværdige, men dog
tienlige til at legge Sagens Vished for Lyset. Jeg tør sige, at det er alleene
Forglemmelse, der stifter mange Ægteskaber i Verden, og jeg troer aldrig,
at Phryne skulde have ladet sig binde til Sylvanum, hvis hendes Hukommelse ik¬
ke havde været desto kortere. Det var ikke saa meget Personen, der havde ind¬
taget hendes Hierte, som den Stand, i hvilken hun ventede at blive sat, og
det var ikke saa meget Standen, som Steden, hvor Standen kunde vise
sig i de gamle Yppigheder, der syntes at vedligeholde Kierligheden i sin
første Lue. Phryne indbildede sig at have Magt til at byde over
Guds Forsyn, og foreskrive de Mægtige Love; hun lod haant om at bli¬
ve oversendt til en Udørk, hvor Mennesker, der ere vandte til et simpelt og jævnt
Væsen, ikke kunde forundre sig over hendes glimrende Væsen og ufornuftige
Hofmod. Ligesom hun indbildede sig at have Frihed til at beholde en vis Dragt,
for sig selv allene, saa tænkte hun og, at hendes Elske strax skulde dandse
efter hendes Pibe, saasnart hun med en foragtelig Mine havde givet ham til¬
kiende, at hans Forfremmelse var hende ikke behagelig. J Sandhed, Phry¬
ne havde stedse blevet en Nonne, hvis hun paa den ene Side ikke strax hav¬
de forglemt sine forrige Ophævelser, og hvis hun paa den anden Side ikke var
falden for barmhiertige Hænder. Saa snart mærker hun ikke, hvad Klokken
er slagen, førend hun strax sadler om; hun forglemmer da alle sine Privilegi¬
er, hun tager gierne til takke med Smulerne, hun erindrer sig ikke, at hun
havde saa meget at udsætte paa sin Vens Adfærd; Sylvanus forglemmer og¬
saa paa sin Side alt det uregel=rette, som fandtes hos Phryne, hun bliver i
en hast til Uskyldighed selv, og Kierlighedens Jld bliver da ikkun hæftigere ved
Forglemmelsens Vands


417
Sceleratus er et Menneske, der bekymrer sig saare lidet om GUd og Re¬
ligionen, og omendskiønt der har været en Tiid, da hans Samvittighed end¬
nu ikke havde lagt sig til Søvns, er dog nu Sceleratus gandske følesløs. Det er
bleven en Færdighed hos ham, at træde GUds og Menneskens Love under
Fødder, og hans største Fornøyelser bestaae i at handle tvertimod de hellig¬
ste Pligter. Er det ikke nu en Glæde for denne Ugudeligheds Slave, at han
har forglemt alle Samvittigheds Mindelser, at han aldrig kand erindre sig U¬
retfærdigheden i sine Handeler, hvad Uroe vilde ikke det foraarsage i hans Ge¬
mytte, hvis hans Samvittighed nu skulde blive vaagende, og hvis alle de U¬
retfærdigheder nu skulde komme ham for Øyne, som han i lang Tiid har øvet.
Jeg vil ikke anføre fleere Exempler af dette Slags, siden de Fordeele,
som paa denne Maade flyde af Forglemmelse, ere idel Ulyksaligheder; men jeg
finder endnu et kraftigere Beviis paa Hoved=Sagen i mine Blade, med hvil¬
ket det skal blive mig let at godtgiøre, at Forglemmelse endogsaa i visse Hense¬
ender kand siges at vedligeholde det menneskelige Sælskab. Vi finde vel ikke
lettelig nogen, der skulde nægte, at Had og Vrede ere saadanne Laster, der
stifte mange Ulykker i Verden, og, naar jeg nu beviser, at Baandet, der
sammenknytter Lemmerne i et Selskab, ofte ved disse stormende Passioners
Herredomme bliver sønderrevet, meener jeg, at det forstaaer sig selv, at Lyk¬
saligheden i Verden vilde blive stor, hvis de Aarsager, der opvække saa fortre¬
delige Følelser hos Menneskene, ved Forglemmelse kunde blive satte til Side,
Alle de, med hvilke jeg har talt om Samsonino, bekiende tilhobe, at det Had,
som han engang fatter til et Menneske, er udødeligt. Det er en liden Ting,
der kand støde ham for Hovedet, fordi i Hovedet er ikkun liden Hierne, og, naar han
legger et ugunstigt Mærke til den, der har forseet sig imod hans Person, kand hans
Vrede aldrig forsones; lader os nu sætte, at Samsoninus er iblant deres Tall,
der have meget at sige, i hvor store Ulyksaligheder kand han da ikke styrte den,
der er Maalet for hans Pile? det Had, der har bemestret sig Samsonini Hier¬
te, afmaler endog ofte den Uskyldige med sorteste Farver; og selv bliver den
Hadefulde sin egen Bøddel, ligesom Bitterheden i hans Hierte er en Braad,
der giver ham følelige Sting. Sandelig, hvis Samsoninus ey havde saa god
en Hukommelse; hvis han ey saalænge kunde erindre sig de smaa Forurettelser,
skulde hans Hierte blive meere menneskeligt, og andres Fortredeligheder ikke
saa store. Handlede han ikke klogere, hvis han oprettede en ævig Amnestie,
og skrev alle de Forseelser i Glemme=Bogen, ved hvilke han finder sig for¬
nærmet?
De Gamle berømmelige Skribentere, der have antegnet deres egne Ti¬
ders Historier, give os iblant andet saadanne Efterretninger om de saa kalde¬
de Tyranner, at de holdte daglige Journaler endogsaa over de mindste Forse¬


418
elser, i hvilke deres Underhavende kunde giøre sig skyldige, paa det de ikkeskul¬
de falde dem af Hukommelsen; ulyksalige Skabninger! der, for at befordre de¬
res egen og andres Fordærvelse, vilde erindre sig de Hændelser, som Naturen
og Tiden havde udslettet; hvad skal vi sige om saadanne det menneskelige Kiøns
Fiender, der finde en Slags Vellyst i at tænke paa Hævn? kand vi ansee
dem, som velskikkede Lemmer i en Republiqve, hvis Hierter stedse have at be¬
stille med Hævngierrigheds Tanker, og hvis fornemste Bekymring er at finde
Leylighed til at fyldestgiøre deres Bitterhed, Kand vi nægte den store Julius
Cæsar herudi sin tilbørlige Roes, og maa vi ikke tilstaae, at hans Klogskab
par uforlignelig, da han endog kunde forglemme de meest betydelige Foru¬
rettelser?
Vi vil endnu gaae videre; vi vil fordriste os at sige, at, hvis Forglem¬
melse ikke var til, skulde Indbyggerne i Verden ey være saa mange, som de
ere. Denne vores Satz synes underlig; men kand bevises uden Hexerie. Den
største Deel iblant os have Glemsomhed at takke for vores Existence. Saa
mange iblant os, der ikke ere vore Mødres første Føde, skulde neppe have seet
Lyset, dersom Smerterne af den første Fødsel ikke ved Forglemmelse vare blev¬
ne til intet. Dersom de Frugtsommeliges Besværligheder stedse skulde staae
for Øyne, vilde en Moder ikke lettelig beqvemme sig til at fordoble de samme,
og kand vi ikke sige med Vished, at det alvise Forsyn ey alleene bortdriver
Følelserne af den første Kummer, men giør endogsaa, at de spæde Skabnin¬
ger, der have kostet meest Smerte, blive gierne meest elskede?
Kaste vi vore Øyne videre omkring os, saa erfare vi, at den Berøm¬
melse, som gives mange, er allene en Virkning af andres Glemsomhed. Jeg
vil ikke tale om dem, der ved Uforsigtighed begaae en Feyl, som ofte i et Øye¬
blik giør all den Anseelse til intet, i hvilken de forhen have været; som en Plet
paa et skinnende Klæde ligesom skiller det ved all sin Glands, saa see vi og, at
en liden Forseelse ofte fordunkler alle de Dyder og Fortienester, der forhen har
tilveyebragt en almindelig Ærbødighed; men vi see og, at Forglemmelse her
kommer en Mand til Hielp, og sletter en Stræg over den Feyl, i hvilken han
har gjort sig skyldig, paa det hans Berømmelse kand blive sat paa forrige Fod;
men om dette, siger jeg, vil jeg ikke tale; thi Erfarenhed giver os mærkeligere
Prøver, der fortiene at anføres: De Fornuftige, der have Øyene at see med,
maa uden Tvivl tilstaae, at mange iblant Verdens anseelige Jndvaanere ved
adskillige Leyligheder begaae de betydeligste Feyl, der efter all Anseelse burde un¬
derkaste dem ugunstige Domme; ikke desto mindre opholde de sig dog i de
Ophøyedes Bevaagenhed, og mange indbilde sig, at paa deres Huushold¬
ning findes intet at udsætte. Om det er en Politisk Klogskab af mange, at
de ey vil see, eller rettere, at de vil legge et Skiul over de Mishandlendes Feyl,


419
skal jeg ikke sige; dette veed jeg, at en Deel af saa ildesindede eller lidet fornuf
tige Borgere maa tilskrive deres nærværende lykkelige Tilstand den Forglem¬
melse, som findes hos andre.
Lader os gaae videre, for at undersøge, hvorledes det vilde see ud i Ver¬
den og det menneskelige Sælskab, hvis alt det, som vi have seet, hørt eller
læst skulde forblive hos os i en stedsevarende Hukommelse. Vi kunde tie, hvis
Erfarenhed ey daglig lærer os, at de Unge blive mange Ting vaer i deres For¬
ældres Huuse, der ofte afholde dem fra at betræde Ustraffeligheds Veye.
Skulde ikke mange Børn med mindre Vanskelighed blive anførte til Dydens
Kiærlighed, hvis deres Forældres Lastefulde Omgang efterlod en mindre
Jndtryk i deres Gemytte. Mange Forældres Huuse ere som Lasters Skole,
hvor de Unge, ofte førend de lære ret at tale, have lært adskillige Formularer
til Eeder og Forbandelser; var deres Hukommelse svagere, skulde saadanne
Lectioner blive dem vanskeligere, og deres Fremgang paa Dydens Vey skulde
blive saa meget meere lykkelig, naar de ey kunde erindre sig de skammelige For¬
seelser, som de have seet hos deres Forældre.
Mange iblant dem, der jage med Hidsighed efter et Sted paa de Lærdes
Liste, anvende en stor Deel af deres Tiid paa unyttige Videnskaber, og saa¬
danne Sager, hvorom aldrig kand erholdes en tilforladelig Underretning:
havde Hukommelsen ligesaa stor Styrke, som saadanne Bog=Slugere have
Begiærlighed efter at vide alle Ting, vilde Hiernen visselig blive fyldet med de
unyttigste Ting, der forhindre Siælen at have med vigtigere at bestille. Lader
os see til dem, hvis Hukommelse er i Stand til at beholde alle Ting, kand vi
ikke med billighed ligne dem ved Skibe, der ere fyldede med lutter Lapperier,
hvoraf Verden ikke kand høste den ringeste Fordeel? Jeg erindrer mig herved,
hvad jeg har læst om Themistocle, der skal have havt en ugemeen og besyn¬
derlig Hukommelse; denne fornuftige Mand skal engang have sagt, at, i den
Sted andre ønske at udfinde en Hukommelses Konst, vilde han heller lære at
forglemme en stor Deel af det, som han havde læst, og sandelig vi maa i man¬
ge Henseender giøre hans Ord til vores; Der er intet, som meere forhindrer et
Menneske fra at prøve sin egen Styrke i at tænke og skrive, end Hukommelsen,
der stedse kalder andres Tanker tilbage; Hukømmelsens Kræfter hindre For¬
standens, og naar Fremmedes Tanker falde os ind i Mængde, blive ofte po¬
re egne tilbage.
Vi vil herudi ikke være vidtløftigere, men med et Par Ord erindre lidet om
Forglemmelses Fordeele i den graae Alder. Naar de sædvanlige Alderdom¬
mens Følger ere ligesom Sende Bud, der sige den Bedagede, at Døden er
ikke langt borte, saa maa vi tilstaae, at Forglemmelse i en vis Henseende befor¬


420
drer hans Lyksalighed. De Omstændigheder, i hvilke han befinder sig, ere
bedrøvelige, og kand ikke lignes ved Lyksaligheden i de Dage, da hans Alder
var blomstrende. Skulde et Menneske i denne Tilstand saa vel kunde finde sig
i Alderdommens Svagheder, dersom han beholdt stedsevarende billeder af
sine forrige Fornøyelser. De Begreber, han kand giøre sig om sin forrige
Velstand, ere dunkle og forvirrede, og derfor begiver han sig til Roe. De
Viise i de ældere Tider have i deres Fabler anført den Flod Lethe, og de ha¬
ve sagt, at, naar de Afdødes Siæle bleve skiænkede med dens Vande, skul¬
de et ævigt Forglemmelses Dekke blive lagt over deres gandske Liv. Man
kand sige, at Jnventionen er lykkelig. Naar Lyksaligheden skal komme til
Fuldkommenhed, udfordrer den en Tilsidesættelse af alle de Ting, der paa en
eller anden Maade kand forstyrre vore Fornøyelser. Det behager oste GUds
Forsyn paa een eller anden Maade at giøre et Menneske Livet heel bittert; vi
have Exempler paa dem, der til en Tiid have levet i de deyligste Omstændig¬
heder; alle have ligesom været deres Tilbedere, og Lyksaligheden syntes i deres
Boeliger at have fæstet et stedsevarende Sæde. Men deres Tilstand er foran¬
dret med Tiden, og deres Glæde er bleven qvalt ved de paakommende Bedrø¬
velser. Skulde nu de Byrder, som de ey ere vandte til at bære, blive dem saa
taalelig, dersom de stedse skulde forestille sig deres forrige Velstand? og hvis
Forglemmelse ey vilde udslette de forrige Fornøyelser, vilde Saadannes Liv
blive idel Bitterhed.
Jeg kunde anføre meere om Forglemmelses Fordeele, men dette maa være
nok. Jeg seer vel, at disse mine Blade vil ikke blive alle behagelige. Postil¬
lanterne, der udgiøre et temmeligt Antall, vil fordømme enhver Linie i deres
Hierter, og andre, der finde sig trofne, vil ikke lidet forbittres. Jeg
bekymrer mig intet om dette, og jeg agter det ufor¬
nøden, at tale et Ord til mit
Forsvar.


421
No. 47.
Udgivet den 2 April 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Nolite putare, uti inscena videtis, homines conscelera¬
tos solo Deorum impulsu terreri Furiarum tædis
ardentibus: sua quemqve fraus, usuum facinus, su¬
um scelus, sua audacia de sanitate & mente detur¬
bat: hæ sunt impiorum furiæ, hæ flammæ, hæ
Cicero.
faces.
D¬
et skulde ey allene meget befordre det menneskelige Sælskabs Lyksalig¬
hed i Almindelighed, men endog et hvert Menneskes i Særdeeleshed,
hvis den Drivt, som Skaberen har nedlagt i Gemytterne til at jage efter Fuld¬
kommenhed, blev iagttaget efter det vise Øyemærke, som det Allerhøyeste Væ¬
sen dermed har havt. Det er et mærkeligt Beviis paa Menneskets forvendte
Tilstand, at de Ting, der ere af største Betydenhed, komme under mindste
Bekymring, og det, som fortiener en mindre Omhue, bliver paa mueligste
Maade pleyet og opvartet. J Sandhed! naar vi stille os de fleeste Menne¬
skers Omgang for Øye, finde vi, at de ligesom love sig stedsevarende Boeli¬
ger paa Jorden, og meget sielden ere betænkte paa at bereede deres Siæle til
noget bedre. Hvor mange finde vi ikke, der giøre sig mueligste Fliid for at
vedligeholde deres Legemer i en bestandig Sundhed, men tillade inudlertid de¬
res Siæle at plages af de farligste Sygdomme; er det ikke ligesom de bekym¬
rede sig intet om Giesten i Huuset, naar dette allene ikke skulde gaae til Grun¬
de, og det var ligemeget, hvorledes det gik med deres Siæle, naar deres Le¬
gemer ikkun kunde blive satte i Sikkerhed for alle paakommende fortrædelige
Hendelser.
Vi maa rose os saameget af vores Lys, som vi vil, vi maa giøre os til
af vor høye Kundskab, saameget som vi kand, saa er og bliver det dog en
paa Erfarenhed grundet Sandhed, at de fleeste bekymre sig meere for deres
Legemer end deres udødelige Siæle, og naar de vise sig aarvaagne for hiines
Beste, tage de ey i Betænkning at besmitte disse med utallige Laster. Jeg


422
ku ide have Andledning til at skrive en heel Bog, hvis jeg vilde bevise Sand¬
heden i mine Ord med alle de Exempler og paa alle de Maader, som den kun¬
de godtgiøres; Jeg kunde viise, hvor liden Fliid Mange anvende paa at be¬
fordre deres Forstand til den Fuldkommenhed, som er muelig, og bøye deres
Villie til de Dyder, som ere fornødne; jeg kunde vise, hvorledes de forvend¬
te Passioner ved Menneskets slette Huusholdning beholde et ulyksaligt Herre-
domme over Fornuften, og forlede Mennesket til de vederstyggeligste Giernin¬
ger; men jeg vil allene denne Gang tale om mange Menneskers Forhold i¬
mod deres Samvittighed, og vise, hvor lidet det er dem om at giøre endog i
denne Henseende at beholde en sund Siæl i et sundt Legeme.
Det er ikke mit Øyemærke at forfatte en Tractat om Samvittighed, for
at vise dens adskillige Beskrivelser og mangfoldige Jnddeelinger, naar jeg paa
den ene Side har forestillet, at en god Samvittighed er en med de største Lyk¬
saligheder i Verden, og paa den anden, at denne Lyksalighed sættes af Man¬
ge aldeeles tilside, har jeg giort alt, hvad jeg for nærværende Tiid har foreta¬
get mig at afhandle. Dog maa jeg, for at blive desto tydeligere, stræbe, om
mueligt er, i Forveyen at fastsætte, hvad jeg egentlig vil have forstaaet ved
Samvittighed, og jeg meener, at en af disse tvende Beskrivelser, bliver uden
Tvivl den rigtigste. Nogle holde for, at man giør sig de retteste Begreber om
Samvittighed, naar man kalder den en indvortes Følelse af de medfødte
Gruad Sandheder, der er tilhobeføyet med en Overbeviisning om de Skyl¬
digheder imod Gud, sig selv og Næsten; andre give den Navn af en Dom,
som bliver fældet over de menneskelige Gierninger, naar man erfarer, enten de
samme ere indrettede efter Loven eller ikke. Vi kand samle begge disse Sam¬
vittigheds Beskrivelser saaledes, at den sidste bliver en Følge af den første.
Undersøge vi nu de Pligter, som et Menneske er skyldig at efterkomme i¬
henseende til Samvittigheden, saa finde vi, at vore Gierninger stedse bør væ¬
re saaledes, at vor egen Samvittighed ikke skal blive vor Anklager, efter An¬
klagelsen blive vor Dommer, efter Dommen vor Bøddel. Skal vi sige
dette med andre Ord, saa bliver Meningen denne: Et Menneske bør saaledes
opføre sig i alle sine Handeler, at han i sig selv kand have dette Vidnesbyrd:
Dine Gierninger ere ustraffelige, og du har i intet gjort dig skyldig, der kand
overbevise dig om en Overtrædelse af GUds og Naturens Lov. Eftersee vi
nu paa den anden Side mange Menneskers Jdrætter, saa møde os tusinde
Uordentligheder, der klarligen bevise, at man hverken har de rette Begreber
om Samvittighed, ikke heller indretter sine Handeler saaledes, at Samvittig¬
hedens Roe kand blive befordret.
Man¬


423
Mange skulde vel indbilde sig, at jeg raser, naar jeg siger, at Emptori¬
nus, omendskiønt han tilstaaer sig at være et Menneske, bliver dog af den
Tanke, at de Love, som forbinde andre til Lydighed, ere ingen Regler for ham.
Han meener, at de Handteringer, ved hvilke han søger sit Brød, give ham
Frihed til at begaae adskillige Bedragerier, der bør straffes hos andre; for¬
di han skal leve af en Slags Fordeel, derfor drømmer han, at Buen maa spen¬
des saa høyt, som han selv vil, og at hans Kald kand tiene til hans Undskyl¬
ding, om han enten giver de Kiøbende fordærvede Vahre, eller fordrer den u¬
killigste Betaling. Spørger man Emptorinum: Hvorledes staaer det med
eders Samvittighed? Sandelig! Manden skal svare: Mein Gewissen
beist mich nicht. Besværger man sig over hans ubillige Fordringer, sæt¬
ter han Siæl og Salighed i Pant, at han ikke uden sin Skade
Et Bedragerie af det Slags falder strax
kand give bedre Kiøb.
i Øyet; men hvo er i Stand til at overbeviise Emptorinum, at han hand¬
ler tvertimod Samvittighed, hvor mange Udflugter har han ikke, der maa tie¬
ne til hans Retfærdiggiørelse, og beraaber han sig ikke ofte paa sin egen Re¬
delighed, der skal skiule Ubilligheden i hans Ford0eele? Denne uskyldige Siæl er
ikke sindet som mange andre af hans Brødre, der forskrive deres Vahre fra
forbudne Stæder; hans Lydighed imod de verdslige Love er alt for stor, at han
skulde besmitte sin Samvittighed enten med at giøre Oplag paaulovlige Steder, eller
paa adskillige underfundige Maader see sig forskaanet for de sædvanlige Afgif¬
ter. Han kand ikke tage Tilflugt til de deylige Lystgaarde, og forvandle de
samme til Toldboder; som han i alle Ting stræber at gaae frem paa Redelig¬
heds Vey, saa har han ikke nødig i Nødens Tiid at giøre uendelige Besøgel¬
ser, for at forsyne sig med Forbedere, og han lader haant om at stille de op¬
vakte Uroeligheder ved Gieste=Buder og Knæfald, ved Foræringer og Ansøg¬
ninger. Sandelig Emptorinus fortiener i disse Henseender at berømmes; men,
fordi han ey har nødig at betiene sig af saadanne Midler, derfor bliver det ikke
en upaatvivlelig Sandhed, at han i alle Ting stræber at beholde en god Sam¬
vittighed. Vilde han tale oprigtig, maatte han vel sige, at han i sine Konst¬
Greb har været meere lykkelig, og at han stedse nøder sig til at troe, at alle de
Maader, paa hvilke han kand berige sig, ere lovlige.
Saaledes see vi, at nogle skidne Fordeele kand formaae et Menneske til
at handle tvertimod de allerhelligste Pligter, og stampe imod alle de Formanin¬
ger, som Samvittigheden, naar den ey aldeeles er bleven sovende, pleyer at
give. Vi kand endnu gaae videre; vi kand sige, at en utidig Frygt for Men¬
neskens Domme overtaler ofte en Mand til at sætte Samvittighedens Exin¬
dringer til Side. Menneske=Frygt bliver stedse en Moder, der bringer man¬


424
ge ulyksalige Fostere til Lyset, og det seer bedrøveligt ud for et Land, naar
man af Frygt for mægtige Fiender skal tvinge sig til at være iblant de Seende
Blinde, der blive mange Uordentligheder vaer, men tør ey oplade Munden, for
at tale imod de samme. Jeg vil ikke tale om dem, der ere forbundne til en æ¬
vig Taushed, og have ingen Ret til at paa=anke det uregelrette, som kand spo¬
res i Manges Omgang; men jeg taler om dem, der virkelig bør drage Om¬
hue for det almindelige Beste, og saa drister jeg mig at sige, at deres Kierlig¬
hed til Fædernelandet er ikke reen, saavidt de see igiennem Fingre med noget,
der er ledsaget med onde og farlige Følger. Phobesterus kand regnes iblant
disse, og han maa sige til sin Undskyldning, alt hvad han vil, saa troer jeg
dog, at hans Samvittighed er ham til Byrde, fordi en utilladelig Frygt har
forbuddet ham, at gaae et og andet i møde, der burde være anderledes. Han
er en Mand, der baade besidder Viisdom og Erfarenhed, han har Evne til
at indsee en Sag med alle sine Omstændigheder og alle sine Sviter, han kand
forud sige, hvorvidt et eller andet kand være Fæderne=Landet til Fordeel, og
hvad Skade deraf i Tiden kand flyde. Man æsker hans Betænkninger i ad¬
skillige Sager af Vigtighed, man gaaer løs paa hans Samvittighed, for at
faae Underretningen desto reenere; men man bliver lige klog. Phobesterus
undersøger Hoved=Manden for de giordte Forestillinger, han erfarer, at Jnter¬
essenterne ere Folk, der have meget at sige; Han seer, at det almindelige Væ¬
sen er lidet tient med de foreslagne Anstalter; men han underskriver dem dog.
Paa den ene Side sætter han sin egen Velfærd, paa den anden Fæderne=Lan¬
dets Beste; han begriber strax, at mange Erindringer kunde giøres imod Pro¬
Ject Magernes Anslag; han seer uden Vanskelighed, at Sagen er allerbest,
naar den beholder sin gamle Skikkelse; ikke desto mindre har han dog intet i¬
mod de nye Forandringer at indvende; Aarsagen er denne: Phobesterus er
bange for Mennesker. Skulde han gaae frem efter Samvittighedens Tilsigen¬
de, vilde hans Velfærd staae i Vove, og han selv underkaste sig mange for¬
trædelige Hendelser. Frygten for det tilkommende Onde bringer ham da til at
tage deres Partie, hvis Anslag han fordømmer i sit Hierte; og han vil da hel¬
ler paalegge sig selv en Byrde af en nagende Samvittighed, end giøre sig dem
til Uvenner, hvis Vrede ey kand stilles uden ved deres Modstanderes Ulykke.
Skal jeg herom legge mine Tanker for Dagen, saa kunde jeg snart være fær¬
dig til at forsvare Phobesterum, og alle dem, der af Frygt for paakom¬
mende Vanskeligheder gaae over til de meest Anseeliges Leyr. Ligesom Frie¬
Tænkere, hvor de findes, blive gierne anseete med umilde Øyne, saa finde vi
ogsaa, at de, der med ligesaa stor Frimodighed som Oprigtighed give deres
Tanker om et eller andet, blive belønnede med et almindeligt Had.


425
Disse mine Betænkninger synes noget underlige, men hvor ønskede jeg
ikke, at de ey vare grundede, mon Erfarenhed ikke kand lære os, at Bedra¬
gere og Mennesker af det Slags, der qvæle Samvittigheden i sine Bevægelser,
ofte blive tagne under Armene af dem, der have forbundet sig til at have et
vaaget Øye over alt det, der kand hindre det almindelige Væsens Velstand, og
som Binde=Hunde giøe ad enhver Fremmed og mistænkt Ankommende, mon
de reedeligste Fæderne=Landets Børn ikke ofte blive actionerede for deres Troe¬
skab, og fordi deres Samvittighed tillader dem ikke at nedsluge Cameler, og
tillukke Øyet, for at befordre de egennyttige Borgeres private Fordeele, Kand
vi ikke sige, at saadanne Brødre, der paa adskillige fordækte Veye give deres
Misfornøyelse tilkiende, naar de mærke, at en eller fleere med samlede Kræf¬
ter stræbe at iagttage deres Pligter, ere ligesom Fordærvelsens Deputerede
der giøre suure Ansigter, naar Bedragerier stilles i deres sædvanlige Lob? og
maa vi ikke snart tilstaae, at de, som storme imod Samvittigheden, og ey i
deres Embeder vise den tilbørlige Nidkiærhed, kand vente sig den største Lyk¬
ke, og ere underkastede de mindst ugunstige Domme, og maatte vi da ikke
snart falde til at undskylde dem, der, for at undgaae de Besværligheder og
Fortrædeligheder, som Redelighed og Troeskab underkaster dem, træde i de
gamle Fodspor, og have alleene Øyet henvendt paa deres egen Nytte?
Jeg vil ikke længere opholde mig med denne forhadte Materie, og det,
som allereede er erindret, maa være nok sagt om de i Svang gaaende Ond¬
skabs og Underfundigheds Hemmeligheder; Papiret befaler mig at gaae videre,
og jeg vil nærmere undersøge, hvorledes mange i andre Henseender arbeyde
saare lidet paa at beholde en god og roelig Samvittighed. Jeg har mærket
ved adskillige Leyligheder, at mange efter deres egne Vidnesbyrd følge i ad¬
skillige Poster Samvittighedens Bydende, men jeg har ogsaa mærket, at de
samme skammelig overtræde det i andre. Jngen kand med billighed sige om
Polyplusio, at han er en Slave af Gierrighed, og ved uretfærdige Midler sø¬
ger at samle Rigdomme; han hielper de Trængende, der begiere hans Hielp;
han udsuer dem ikke ved ubillige Renter, og han vegrer sig sielden for at give
nogen Plads i sin Bog, der nødes til at blive hans Skyldener. Saavidt
kand vi berømme Polyplusium, og i denne Henseende maa vi tilstaae, at han ikke
besværger sin Samvittighed. Men lader os see til hans øvrige Opførsel, lader os
undersøge, hvorledes han ved Forfalds Tiden viser sig imod sine Gieldbund¬
ne, og vi skal erfare, at han i denne Post synes aldeeles følesløs. Har hans
Medlidenhed været stor, naar han i Trængselens Tiid har rakt den Laanende
Haanden, saa er hans Haardhed endnu større, naar han fordrer, hvad han
har laant; hans Hierte kand ikke røres til Ynksomhed, om han end seer, at


426
den Skyldige ved hans Medfart bliver bragt i de armeligste Omstændigheder;
han griber til de allerhaardeste Midler, for at plage sin Debitor, og han kand
med en ubevæget Samvittighed taale at see sin Medborger skilt ved de sidste
Pialter, og styrtet i den bedrøveligst: Tilstand. Sa adelig! en Om¬
gang af det Slags kand aldrig undskyldes, og Samvittigheden kand
aldrig blive god, naar Kierligheds allerhelligste Lov bliver sat tilside.
Vi ere satte i Verden for at drage hinandens Byrder med samlede Skul¬
dre, og vi bør ey saa meget see paa vores eget beste, at vi derfore skulde aldee¬
les forglemme de Skyldigheder og de Kierligheds Pligter, som vi bør vise imod
andre, allerhelst naar vi erfare, at den Fyldestgiørelse, som vi fordre efter de
borgerlige Love, ikke hænger af et Menneskes Villie, men Ævne, og naar de nær¬
værende Ting kand lære os, at vore Fordringer ey kand skee Fyldest, med min¬
dre vi skulde befordre vore Brødres Undergang, bør vi ikke være paastaaen¬
de paa den yderste Skierv, men vise, at vi ey endnu have forglemt at være
Mennesker.
Dogldet er ikke alleene i saadanne Henseender at mange vise sig baade som de, der
have en meget øm Samvittighed, og som de, der kand finde sig i alle Ting;
men vi maa tillige sige, at disse bedrage baade sig selv og andre: Synedestus
har saaledes lærdt at opføre sig, at mange betragte ham som den redelig¬
ste Mand, der aldrig med Forsæt handler imod sin Samvittighed. Han er
sat paa en Plads, der giver ham Værdighed, og han er i Stand til paa ad¬
skillige Maader at befordre andres Lykke. Men see, saa skal hans Samvit¬
tighed stedse være hans Raadgiver, og han beraaber sig idelig paa den samme,
naar han af andre Aarsager giver de Søgende en lang Næse. Men, naar
den indfinder sig, som paa besynderlige Veye har sat sig i Besiddelse af Syne¬
desti Bevaagenhed, har Samvittigheds Manden ikke et Ord at erindre; alle
Ting ere da meget herlige, og, ligesom denne kand tage paa sin Samvittighed,
at befatte sig med det, der er over hans Kræfter, saa kand den anden tage
paa sin, ofte at bortvise de værdigste Borgere, og derimod give de meest uskikke¬
de Geleyde med sine Forbønner. Jeg har talt saa meget og saa ofte om denne Sag,
at jeg kiedes nu meere at røre derved; den Tiid, meener jeg dog kommer, da vi
af Skade lære at blive kloge, og Verden vilde blive alt for god, hvis alle
Ting bleve foretagne efter Fornuftens og Samvittighedens Anførsel.
Jeg vil forlade dem, der lidet beflitte sig paa at have en god Samvittig¬
hed, og tale et par Ord om saadanne, der have slet ingen. Man maa ikke gi¬
ve disse mine Ord en Forstand, som jeg vil, skal være langt fra dem, og man
maa ikke indbilde sig, at jeg nogensinde skulde kunde forestille mig et Menneske,


427
der aldeeles er uden Samvittighed; efterdi sligt stedse bliver en Umuelighed,
saa længe Mennesker ere til, saa vil jeg allene ved et Menneske, der haver in¬
gen Samvittighed, have forstaaet saadan en, der ved idelig Sædvane i det
Onde endeligen er bleven saa hærdet, at Samvittigheden synes fra ham at ha¬
ve taget Afskeed. Vende vi vore Øyne omkring os, saa blive vi mange ulyk¬
salige Skabninger vaer af dette Slags, og at jeg ikke skal synes at tale imod
Sandhed, vil jeg allene mælde et Ord om den bekiendte Crispino. Vi kand
sige, at dette Fordervelsens Barn har havt megen Møye, førend han kunde
bringe sin Ondskab til den Grad, som den allereede har opnaaet; der var en
Tid, da denne det menneskelige Kiøns Fiende havde adskillige Mindelser om sine
Ugudeligheder; saasom disse faldt ham ufordragelige, saa blev det hans Sag
aldeeles at undertrykke dem. Naar han ved adskillige Leyligheder kunde blive
nodt til at kaste et Øye tilbage i de fremfarne Tider, naar een eller anden Hen¬
delse kunde føre ham sine Gierninger til Gemytte, hastede han til de fugtige
Steder, for at glemme sine Sorger. Ofte giorde han Vold paa sig selv, og
paa mueligste Maade søgte at jage alle Bekymringer paa Dørren; nu er hans
Ondskab kommen til en ulyksalig Fuldkommenhed, og nu kand han giøre sig
skyldig i de vederstyggeligste Gierninger, uden at røres derved, uden at erfa¬
re i sit Sind den mindste Modstand. Præsterne maa tordne saa meget som de
vil; de Forurettede besværge sig saa meget som de kand; de Førstes Forma¬
ninger blive stedse frugtesløse, og de Sidstes Klagemaal efterlade ikke mindste
Virkning til Forbedring. For ey at blive anført paa deres Liste, der ere For¬
agtere af Religionen, besøger Crispinus de offentlige Forsamlinger, han leg¬
ger sin Skillmg i Tavlen, giver Læreren sit Offer, og har stedse sin Psalme¬
Bog i Lommen; men kunde vi læse hans Tanker i hans Hierte, skulde vi blive
skrækkede, og vilde han selv legge dem for Dagen, skulde vi finde, at han leer
af Religionen, og spytter af Samvittigheden. J Sandhed! vi kunde hart¬
ad paatage os hans Sag til mueligste Forsvar; En Mand, der maatte døe
af Hunger, hvis han i Ondskab ikke havde saa herlige Øvelser, den der skal le¬
ve af at føre andre i Ulykke, kand han ikke undskyldes, om han giør sig haard
imod alt det, der kunde bringe ham paa menneskelige Veye? Hvor ulyksaligt
vilde ikke hans Liv blive, hvis hans Øyen nu skulde oplades? Handler han
ikke da fornuftig, naar han stopper sine Øren for alle Formaninger, og kand
hans Foretaaende lastes, om han ved liflige Drikke idelig stræber at holde
Sindet i en fornøyet Tilstand. Jeg har ofte hørt mange, der ikke kand be¬
gribe, hvorledes det kommer sig, at Mennesker af en vis Profession idelig sø¬
le sig i Vellyster? De fatte ikke Aarsagen, hvorfor Mænd, der ere som Retfærdig¬
heds Præster, der tale Gudernes Sprog, giøre sig frem for andre kiendelige ved
Bacchi Dyrkelse; de meene, at disse i sær burde stræbe at beholde reene Hier¬


428
ner, paa det deres Sprog og Apologier kunde blive deste fornuftigere; men de
bedrage sig; De u-ordentlige Tals=Mænd ere belæssede med svare Byrder,
og de maatte aldeeles falde under samme, hvis de ikke styrkede sig med adskil¬
lige Vederqvægelser.
Jeg kand ikke denne Gang være vidtløftigere i en Materie af saa stor Be¬
tydenhed, hvorvel jeg kunde have Aarsag der til jeg burde vise et billede paa et Men¬
neske, der sætter tilbørlig Priis paa en god Samvittighed, og jeg burde efter Mue¬
lighed forestille den Lyksalighed, som saadan en har i Eye. Jeg burde tale om
de Midler, der kand tiene til at giøre Samvittigheden vis, og vise, at For¬
nuftens Begreber maa være rigtige, naar Samvittigheden ey skal blive irren¬
de og tvivlende; men alt dette maa jeg forbigaae, og allene tale lidet om nær¬
værende Betragtnings Nødvendighed. Mange skulde tænke, at det aldeeles
ikke giøres fornøden i vor deylige Alder at formane Mennesker til en god Sam¬
vittighed; Mange indbilde sig, at Verdens Indbyggere ere nu saa reedelige og
oprigtige, som de nogen Tid have været. Mine Tanker ere ikke som deres.
Uretfærdighed er i mine Øyne kommen til høyeste Spidse, og øves uden Blud¬
sel endogsaa paa de Steder, hvor Retfærdighed maatte synes at have sit Sæ¬
de. Ret bliver forvandlet til Uret, og det egennyttige Væsen stifter i vore
Tider mange Ulyksaligheder i Geistlige og Verdslige Sager. Bør man
da ikke vise, at man ey er blind? og kand man udrette no¬
get i saa vigtig en Sag? bør man ikke angre paa
de Timer, som dertil ere
anvendte?


429
No. 48.
Udgivet den 9 April 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Non hominum mentes aliena opprobria semper
Absterrent vitiis, gravior sed pcena timorem
Incutiet.b
Curt.
L¬
igesom intet er vanskeligere, saa er og intet lettere end at være en Project¬
Mager. Verden har Mængde af Mennesker, hvis Jndbilding er lige¬
saa frugtbar paa adskillige Jndfald, som deres Forstand er utilstrækkelig til at
indsee en Sag i sin fulde Sammenhæng; De ere som Børn, der have Lyst
til at kravle op paa høye og farlige Steder, men merke ikke, at de ey have
Ævne til at naae deres Maal. Det er efter min Tanke en let Sag at giøre
hundrede Forslag, men det er allene de Fornuftige, der gaae frem Fod for
Fod, der besidde Formue til at bringe saadanne Forslag paa Bane, hvis
Muelighed falder enhver i Øyet, og hvis Nytte kand blive almindelig. Der¬
som den Mand, der i disse Dage har overgivet mig en selsom Skrivelse, var
lige saa riig paa Forstand som Phantasie, havde han holdet sit Brev hos sig
selv, og ikke i Anleedning af den ugemeene Nytte, som han meener at kunde
flyde af hans Forslag til det almindelige Væsens Beste, tvunget mig til at
indrykke det i mine Blade. Jeg vil efterkomme hans Villie, at jeg ey skal
ansees, som den, der vilde fortie det, som andre kunde opfinde til Fæderne¬
Landets Fordeel, men jeg kand forud sige, at Brev=Skriveren vinder intet an¬
det end Læserens Latter.
Min Herre!
n, der efter en klog Mands Maade arbeyder til en vis Ende, bør
efter Viisdoms Regler betiene sig af Midler, der ere baade lovlige og
tilstrækkelige til at opnaae det foresatte Maal. J har foretaget Eder at bestri¬
de de Laster, som J finder at herske inden Fæderne=Landets Grændser, og den
Fremmede Tydske maa sige om Blade=Skrivere og Tilskuere hvad han vil,
saa bliver jeg dog aldrig den, der over eders ugentlige Arbeyde skulde fælde u¬
gunstige Domme; Bør da Laster have et stedsevarende Herredomme? Eller


430
hvad kand forbinde os stedse at løbe til Bog=Laderne for at læse Udyders Bestraf¬
selser i fremmede Skrifter? Jeg har de Tanker om Eder, at om end de, som
ere uden for os, finde Leylighed og Friehed til at være utidige Dømmere over
Danske Skribentere, nedlegger I derfor ikke Pennen, og det kand vel være
Eder lige meget, enten man kaster Foragt paa Eders Arbeyde eller ikke. Nok
er det, at de fleeste iblandt Eders Læsere ere Eders Venner, og de ere allee¬
ne Eders Fiender, hvis Laster og Feyl J efter Fortieneste har igiennemgaaet.
Men, Kiere! meener J ogsaa, at den Lægedom, af hvilken J har betient
Eder, er kraftig til at heele Skaden og læge Sygdommen? og har J de Tan¬
ker om Eders Papirer, at Mennesker, der see deres Udyder bestraffede, skulde
give de samme Afskeed, for at undgaae videre Domme, Kand J vise mig een,
der ved saadanne Midler er bleven forbedret, og meener J ikke, at de van¬
slegtede Danmarks Jndbyggere vil stedse blive Elskere af Laster, om end hun¬
drede Sande=Mænd med samlede Kræfter førte Krig imod saa farlige Fien¬
der? J maa være saa murrende i Eders Betragtninger, som J vil; J maa
tage Eders Brødre paa saa haard og Cynisk en Fod, som J kand, sandelig,
Eders Arbeyde vil alligevel stedse blive forgieves, og ingen har større Fordeel
deraf end J selv. Vel an da! Jeg vil stræbe at komme Eder til Hielp; jeg
vil beflitte mig paa, at giøre Eders Blade end meere eftertrykkelige; jeg vil
holde mig det philosophiske Ord efterretlig: Naar de mildere Midler ey
kand tiene til at naae Enden, maa man betiene sig af de haardere.
J har udi Eders Brev til Stats=Manden iblandt andre Erindringer og¬
saa givet denne: at det foragtelige Navn af en Project=Mager bør ikke hol¬
de en Mand fra at giøre saadanne Forslag, der kand tiene Verden til Gode.
Hverken er eller bliver jeg en Stats=Mand, ikke heller bliver det nogensinde
min Tanke, ved et vel opfunden Forslag at sætte mig i Anseelse og giøre mig
et Navn; det er allene en Borgeres Pligt, der driver mig til at eftertænke de
Ting, der kand gavne mit Fæderne=Land, og havde jeg efter andres Maade
de Absigter, at jeg ved mit Forslag vilde bane mig Vey til lykkeligere Om¬
stændigheder, end de, udi hvilke Lykken har sat mig, blev J ingenlunde den,
som jeg tilkiende gav mine Tanker.
Det Forslag, som jeg vil meddeele Eder, og ved Eders Hielp underka¬
ste mine Lands=Mænds Eftertanke, meener jeg at være saa meget meer anta¬
geligt, som det kand i Tiden blive ledsaget med en dobbelt Nytte; det kand ef¬
ter mine Tanker tiene til at stille de i Svang=gaaende Laster i deres Lob, og
det kand give Anleedning til en anden anseelig Fordeel, som jeg nu vil anføre:
Fædernelandet er i Særdeeleshed udi vor Alder bleven lykkeligt ved mange dey¬
lige Anstalter; Enke=Standen haver mistet en Deel af sin sædvanlige Kum¬


454
mer ved de adskillige Enke=Cassers Opretning, hvoraf de Efterladte kand ta¬
ge saa meget, at den bedrøvelige og besværlige Nærings Sorg ikke aldeeles
skal qvæle og giøre dem forsagte. Hvo maa ey prise saadanne Stiftelser, og
bør deres Navn ikke blive i en stedsevarende Hukommelse, der have allerførst
yttret sig med saa tienlige Forslag. J Sandhed! vi finde endnu mange fle¬
re fordeelagtige Anstalter, der kunde foretages til det almindelige Væsens Vel¬
stand, og meener J vel, at Følgende skulde blive een med de ringeste.
Jeg veed, at een og anden af de fornuftige Borgere have iblant sig selv under¬
søgt, om det ikke var mueligt, at saadan en Indretning kunde gaae for sig, ved
hvilken de Byrder, der ellers ligge paa een Mands Skuldere, kunde paa no¬
gen Maade blive lindrede. Det er brugeligt i andre vore Lande, at alle Jnd¬
byggerne tage Deel i de store Omkostninger, der ofte anvendes paa saadanne
Menneskers Afstraffelse, der have gjort sig skyldige i grove Misgierninger; det
er derimod brugeligt paa andre Stæder, at saadanne Udgifter paaligge allee¬
ne dem, der ere satte til at udføre de over slige Misdædere fældede Domme.
Naar nu betragtes, at de Jndtægter, der ere beskikkede til det Brug, ere de
fleeste Tider ikke tilstrækkelige, saa meener jeg, at et Forslag, der kunde raa¬
de Bod paa dette, naar det vel er overlagt, ikke burde forkastes, allerhelst
Nytten, som deraf kunde flyde, er endogsaa i andre Henseender anseelig.
Førend jeg skrider til Forslaget i sig selv, vil jeg, for at forekomme alle u¬
milde Domme, i forveyen erindre, at jeg har laant det af en anseelig fremmed
Skribent, skiønt han havde giort det til en anden Ende, end jeg; og, naar
jeg i Oprigtighed har tilstaaer dette, vil jeg uden længere Omsvøb begive mig til
Sagen. Eftersee engang, min Herre, de Laster, som i vor Alder ere snart ble¬
ven almindelige, og tænk saa, hvilken anseelig Summa man kunde bringe til
Veye, hvis Lasternes Trælle bleve tvungne til at betale af deres Feyl nogle
smaa Afgifter. Sandelig jeg troer, at en Capital af saa stor Vigtighed kunde
blive samlet, at Renterne af samme skulde blive meere end tilstrækkelige til et
stedsevarende Fond, hvoraf kunde tages Udgifter til den ovenmælte Brug.
Meen=Eed, Løgn, Utugt, Drukkenskab, Fraadserie, Banden, Bag¬
talelse, Bedragerie, og mange andre saadanne Laster ere ligesaa gangbare
iblant os som den grove Mynt; skulde nu disse Lasters Herredomme ikke snart
blive til intet, hvis deres idelige Øvelse skulde koste Penge? og meener J ikke,
at Afgifterne af dem vilde blive store, inden den forvendte Sædvane kom af
Moden?
Lader os sætte, at i begge Rigerne findes alleene 6000 Jndbyggere, der
deres daglige Tale, deres Handel og Vandel, vige uden for Sandheds Grænd¬
ser; lader os sætte, at de alleene tre Gange om Dagen giøre sig skyldige i den¬


432
ne Last, og at de for hver gang skulde alleene betale 2sl. fik vi ikke da en Sum¬
ma af Betydenhed. Man vil sige, at Regningen er alt for liden, og man
burde sætte et større Tal, siden at lyve og snakke er hos mange et og det sam¬
me, og adskillige Mennesker, ved at overtræde Sandheds Love, tilvende sig
ofte utroelige Fordeele, og derfor kunde taale at erlegge en større Afgift; man
vil ogsaa sige, at iblant Mennesker af denne Classe burde ogsaa Hyklere anfø¬
res, der tale tvertimod deres Hierte, og ved et forstilt Væsen stræbe, om mu¬
eligt er, at giøre deres Lykke, men jeg har med Fliid giort Antallet saa lidet,
at jeg paa den ene Side ikke skulde synes tvertimod Sandhed at mangfoldig¬
giøre mine Lands=Mænds Feyl, og giøre de sandrue og redelige Borgere til alt
for faa, paa den anden Side ikke tvinge mange til en stedsevarende Taushed,
og kaste Forhindringer i Veyen for Fleeres Fordeele. Naar vi lade det anførte
Tal blive det rigtigste, saa maatte 6000 Løgnere dagligen betale- 375 Rdl.
der beløb om halv=Aaret til
63000 Rdl.
Meere barmhiertige kand vi ikke med billighed viise os imod dem, der
beseigle hart ad enhver Meening i deres Tale med en Eed; de synes ligesom at
være bange for at regnes iblant dem, der sætte den tilbørlige Priis paa Guds
Navn, og de meene, at deres Tale har ingen Eftertryk, eller taber en stor
Deel af sin Ziirlighed, hvis de ikke under Discoursen tilbede sig alle Slags U¬
lykker; vi vil giøre disses Tal ligesaa stort som de forriges, og vi vise os meget
medlidende, naar vi fordre af dem den samme Afgift. Vi giøre dem herudi ik¬
ke den mindste Uret; thi skulde de ikke gierne for 6 sl. om Dagen tilkiøbe sig
Friehed til at velsigne deres Fiender paa samme Maade, som de velsigne sig
selv, og maa de ikke takke os, at vi allene fordre Penge for tre Eder om
Dagen, da vi med billighed kunde paastaae for meere end et hundrede? dis¬
se bør da ligeledes om halv=Aaret betale
63000 Rdl.
Større Mildhed bør vi lade see imod dem, der høre til Bagtaleres Hob,
og vi have hertil de vigtigste Aarsager; vi vil nødig giøre en Ende paa vore
Lands=Mænds hemmelige og offentlige Fornøyelser, og vi bør i sær have den
Ærbødighed for de Lemmer af det smukke Kiøn, der lade Bagtalelser udgiø¬
re den største og vigtigste Deel af deres Samtale, at vi ey ved at paalegge dem
utaalelige Afgifter af deres artige Læber, skulde forbyde dem at nyde de sæd¬
vanlige Forlystelser, naar de samles med hinanden, og fornøye sig
med denne artige Feil; vi vil derfor sætte, at i begge Rigerne sin¬
des 8000 Jndbyggere, der forsee sig i dette Stykke, vi vil lade de
2000 blive af det første Kiøn, og de øvrige af det andet; og, da denne Last
holdes gandske unaturlig ihenseende til Mand=Kiønnet, der allene for at vin¬
de Fruentimmerets Yndest, giøre sig skyldig i den samme, vil vi af enhver


433
Mands Petson efter det anførte Tal fordre for hver Dag i Ugen 12 sl. og af
et Fruentimmer 6 sl. giver os daglig 1500 Rdlr., hvilken Summ beløber om
halv=Aaret til 252000 Rdlr.
Vil vi nu ogsaa paastaae, at Drankerne i Fæderne=Landet bør giøre en
Deel til at oprette det omskrevne Fond, saa kand vi af disse giøre os Haab om
en Capital, der har noget at sige. Vi vil have saa gode Tanker om vore Lands¬
Mænd, at vi allene vil sætte 4000 i begge Rigerne, der føle sig i denne Vel¬
lyst; vi vil lade saa megen Menneskelighed blive tilbage hos dem, at de alleene
engang om Dagen ved stærke Drikke giøre sig lige med Fæet, og vi vil ikke
fordre meere end 8 Skill. af hver, giver os da ikke denne Afgift ugentlig 2333
Rdlr. og faae vi ikke da af denne Last om halv Aaret
55992 Rdir.
Jeg er vis paa, at ingen skal støde sig over denne Regning, som den, der
er sat for høyt; naar vi alleene i Hoved=Staden vilde eftertælle alle de Huuse,
hvor Viin Gudens Dyrkelse er blomstrende, faaer vi en Summa, der snart
øverstiger det Tal, som vi have givet af Drankere, og vi kand med Sikkerhed
sige, at, naar det ene Kroe= og Viin=Huus skal bøde paa det andet, giver
en hver Dag i Aaret i det ringeste 10 Drankere af et hvert Drikke=Huus, og
hvor stor en Summa udgiør ikke dette? Jkke desto mindre vil vi ey være saa
nærgaaende; vi vil skaane Gvarnisonen, og lade den beholde Friehed til at fa¬
re fort i en Last, som nu snart er bleven en Natur; allerhelst vi ikke kunde ven¬
te, at, om vores Forslag blev bragt til Virkelighed, vi kunde erholde, sær
af de Gemeene, den paalagde Afgift; de have intet at giøre Væsen af, uden
deres Sold, og naar de opdrikke den, bliver intet tilbage til Skatten. Fol¬
kene ved Holmen vil vi ligeledes fra denne Byrde have undtagne; men alle de
øvrige, de maa være af hvad Stand, de vil, bør erlegge Mulcten; sandelig
dette synes billigt i sig selv, allerhelst Drukkenskab er en Last, der sielden bli¬
ver allene.
Gaae vi videre, saa møder os en stor Skare af Bug=Tienere, og hvad
Jndtægter meener J ikke at disse kunde bringe til Veye, naar enhver iblandt
dem skulde betale daglig 12 Skill. vi vil være saa høflige allene at forestille os
2000 Fraadsere, og vi finge da daglig 250 Rdlr., der om halv Aaret ud¬
giorde en Summa paa
42000 Rdlr.
Her maa vi igien giøre adskillige Undtagelser; vi ville ikke med dette Paa¬
læg være nogen af Geistligheden til Byrde, siden de Forædtes Jndkomster nep¬
pe ere tilstrækkelige til Huusholdningen, end sige Afgiften. Jkke heller for¬
driste vi os hermed at besvære Mennesker af de anseelige store Capitaler; thi
vi maatte derved betage dem deres daglige Arbeyde, og at indskrænke deres Be¬
gierligheder i dette Stykke, er at fordømme dem til en stedsevarende Leddig¬
gang, og betage dem de fornemste Fornøyelser i Livet.


434
Ukydskhed er ogsaa een iblandt de Laster, der kunde indbringe anser ke¬
Renter, hvis vi kunde finde Leylighed til at paalegge dens Elskere nogle sm -¬
Afgifter; men, naar vi paa den ene Side betragte, at det er allene levende
Beviser, efter hvilke man af denne Last kand fordre Bøder, paa den anden
Side, at Ukydskhed er en med de vigtigste Puncter i Leve=Konsten, imod hvil¬
ken man billig tager i Betænkning at oplade Munden, for ey at legge sig ud
med den galante Verden, og giøre den anseeligste Deel i manges Livs Histo¬
rie til intet, vil vi lade denne Last passere toldfrie, som Jndenlands Vahre,
der findes hos os selv i Mængde.
Saa medlidende kand vi ikke være imod Aager=Karle, og vi have heller
ingen Aarsag der til; thi ingen er bedre i Stand til at betale Renter af deres
Laster, end de, der ved ubillige Renter udsue andre. Vi vil da forestille os et
Antal af disse skadelige Borgere, der maa beløbe sig til 400 i begge Riger, og
vi kand ikke vente, at nogen med billighed skulde sige, at Tallet er for høyt.
Det bliver os ikke mueligt at anslaae disses uretfærdige Jndkomster, til en vis Deel
for derefter at indrette Afgiften. Som deres Rigdom tager til Dag fra Dag, saa
voxer ogsaa deres Begierlighed, og deres ubillige Fordringer gaae fra en Uret¬
færdigheds Grad til en anden. Dette kand vi sige med Vished, at vi ikke
forsee os, naar vi om halv Aaret fordre af enhver Gierrigheds Træl 10 Rdlr.
og vi faae da en Summa af
4000 Rdlr.
Her maa vi atter betiene os af Forsigtighed, og undtage for det første
alle dem, der have ingen anden Profession lærdt, ved hvi ken de kand ernære
sig, end at aagre med Penge. Efter denne Undtagelse maa vi frietage alle Jø¬
der, siden det ikke alleene er deres Haandverk, men end og en med de vigtig¬
ste Puncter i deres Theologie, saa maa vi ogsaa undtage dem, der i det rin¬
geste i dette Stykke ere Jødisk=sindede, og allermeest dem, der aarligen forø¬
ge Tallet af Convent=Huusets Fattige, siden de paa denne Maade give Jnd¬
byggerne Anledning til at vise Barmhiertighed.
En større Summa kand vi vente os, naar vi ogsaa fordre Afgifter af adskilli¬
ge andre i svang=gaaende Bedragerier, hvilke i Henseende til Mængden vilde blive
alt for vidtløftige at anføre. Bedragernes Tal vil vi alleene anslaae til 6000;
vi vil sige, at enhver iblant dem ikkun 4 gange om Ugen paa een eller anden
Maade bedrag r deres Brødre, og vi vil allene paastaae for hver gang 4 sl.
Hvilket, i Hens ende til de adskillige Fordeele, som alle Slags Bedragere høste
for sig selv, synes heel billigt, og vi faae da ugentlig 1000 Rdlr. der om halv
aaret giver os
24000 Rdlr.


435
Eftersee vi nu den Summa, som kunde tilveyebringes af de taxerede
Laster, saa finde vi en Capital, der kunde være langt meere end tilstrækkelig
til at bestride de forhen anførte Udgifter; ikke desto mindre vil vi dog til Slut¬
ning paastaae en liden Afgift af dem, der vise sig alt for flittige i at efterleve Frem¬
medes Manerer i deres Væsen og Adfærd, og jeg er vis paa, at Capitalen,
som paa denne Maade kunde forskaffes, ey allene vilde overstige alle de andre,
men endog stedse blive bestaaende, i Henseende til den Bestandighed, som fin¬
des hos vore Lands=Mænd i at blive de pudseerlige Nationers Aber. Var det
mueligt at faae et Antal af alle Indbyggere i vore Riger og Lande, saa kun¬
de vi, uden at forløbe os, sette enhver i Skat; thl, saa som de hundrede
Deele af Jndvaanerne ere fattige og hoffærdige, slaae stort paa, og have intet
i Pungen, saa kunde vi end og fordre Afgift af den ringeste Tieneste Pige, allige¬
vel vil vi ikkun forestille os et Tal af Mode-Trælle paa 50000. Nu maa vi
fordre for enhver naragtig Compliment 2 sl. for enhver tvungen Mine og lat¬
terlig Grimace 2sl. for enhver Hat under Armen i Vinterens Tid 2sl. for enhver
Vifte paa samme Tid 2sl. for enhver Vest uden Ermer 2sl. for et hvert Skiørt
med Qveredoner over 8 Al. bredt asl. Her har vi da 5000 naragtige Com¬
plimenter, som vi alleene af enhver Person vil indbilde os at skee 4 gange om
418 Rdlr.
Dagen, der giver os daglig den Summa
70128 Rdlr.
er om halv Aaret
70128 Rdlr.
for latterlige Grimacer om halv Aaret
for 2500 Hatte a Hatten 2sl. om Dagen er ugentlig 52 Rdlr. der giver om
1248 Rdlr.
halv Aaret
1248 Rdlr.
for lige saa mange Vifter
for Erme=løse Vester og brede Skiørter efter den forhen anførte Taxt tilveye¬
2500 Rdlr.
bringes om halv Aaret
Drage vi nu disse Summer tilsammen i een Hoved=Sum, saa faae vi
en Capital af betydelig Vigtighed.
63000 Rdlr.
For Løgn
52000
For Bagtalelse
63000
For Sværen
55992
For Drukkenskab
42000
For Fraadserie
4000
For ubillige Renter
24000
For andre Bedragerier
195252-
For Moder.
699244 Rdlr.
Der udgiør tilsammen


426
Og synes eder ikke, min Herre, at el Forslag af dette Slags var værd
at føre i Verk, allerhelst dets Nytte ey allene kunde tiene til at faae en staa¬
ende Capital, hvoraf idelig kunde tages Udgifter til Misdæderes Afstraffelse
med videre over begge Rigerne; men endog saameget blive til overs, at andre
for Fæderne=Landet nyttige Ting derved kunde befordres. Nu kommer det an
paa, hvem man kunde betroe til at inddrive disse Afgifter, og om man ikke
maatte frygte, at de Fordeele, som Jnddriverne kunde vente at høste for de¬
res egne Personer, naar de saae igiennem Fingre med de Skyldige, vilde
giøre dem lunkne i saa betydelig en Sag. Men dette og andet meere vil jeg
overlade til andres Eftertanke, det er nok, at jeg har gjort Forslaget, og skulde
det nogensinde finde Biefald, vil Fæderne=Landet blive særdeeles riigt paa Patrio¬
ter, paa hvilke vi ellers have temmelig dyr Tiid. Jeg forbliver eders
Tienstskyldigste Tiener
F. B.
Førend jeg taler et eneste Ord, vil jeg spørge mine Læsere, om de nogen
Tiid have seet et meere vanskabt og tillige farligere Forslag end dette nærvæ¬
rende? Himmel! hvor slet saae det ikke ud for vore Lande, hvis saadanne Pro¬
ject Magere skulde finde Biefald, og maatte vi ikke frygte, at Fattigdom,
der nu er hartad almindelig, vilde tage Værelse i et hvert Huus? Erfaren¬
hed siger os, at eet Menneske kand ofte have forelsket sig i adskillige Laster, en
Drankere kand tillige være en Fraadsere, og have solgt sig til andre Laster,
der følge med disse. Hvor vilde det gaae med saadanne, naar de skulde betale
Penge for at øve sig i det, som de ikke kand undvære? vel have vi ey nødig
at frygte for vore lastefulde Lands=Mænds hastige Forbedring; det halve Aar
skulde gierne gaae bort, inden de store Afgifter kunde giøre Lasterne afskyelige;
men naar Faderen til Forslaget ikke vil vise Veyen, hvorledes Sagen skal
gaae for sig; naar han forbiegaaer det vanskeligste i Tingen, uden hvilket den
ey kand komme i Stand, have vi Aarsag at belee ham, som den, der vil la¬
de see en Slags Vittighed, men forstaaer ikke at udføre den. Desuden maat¬
te man frygte, at enhver vilde paa mueligste Maade stræbe at bevæbne sig
med besynderlige Undtagelser, der grunde sig deels paa Fornødenhed, deels
paa Friehed. Faa vilde findes, derimod Afgifternes Jaddrivere intet skulde
have at erindre, og man maatte endelig frygte, at, om end Forslaget blev bragt
til Fuldkommenhed, om end alle Anstalter kunde blive føyede til Sagens Frem¬
gang, vilde dog Summen blive saare liden, inden den blev lagt paa sit sidste
Sted;thi det har sig saaledes med Penge, at de blive ferre og tyndere,
alt som de have mange Omveye at løbe.


437
No. 49.
Udgivet den 23 April 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Prudens futuri temporis exitum
Caliginosa nocte premit Deus
Ridetqve, si mortalis ultra
Fas trepidat.
Horat.
D¬
et har længe været, og er maaskee endnu en Sag, i hvilken de Lærde ey
ere enige, om Menneskenes Siele ere begavede med en Evne forud at kun¬
de tilkiende give de tilkommende Ting. Jeg vil ikke troe, at Skaberen har
meddeelt de fornuftige Skabninger denne Kraft, men jeg vil paa den anden
Side ikke heller nægte, at jo mange, uden at have en Spaadoms Aand, forud
kand sige os Udfaldet paa den eller den Sag, og, jeg meener, at Erfarenhed og Jnd¬
sigt kand lære dem dette, naar de paa den ene Side gaae tilbage til de fremfarne
Tider, og stille sig en Sag for Øye, der haver Overeensstemmelse med den nærvæ¬
rende, paa den anden Side betragte alle Omstændigheder ved Sagen, da det ofte
bliver dem mueligt at kunde spaae om dens gode eller slette Udfald. Klogskab og
Forsigtighed er en Egenskab, der bør findes hos et hvert Menneske, og at betiene sig
af den samme, er en Pligt, der efter Naturens Lov paaligger enhver. Og om den¬
ne er det, at jeg i nærværende Blade vil meddeele mine Læsere nogle faa Erindringer.
Det er let at see, at jeg har foretaget mig en Materie af lige saa stor Vidtløftig¬
hed som Vigtighed, og jeg kand derfor desto snarere haabe, at blive undskyldt, om
jeg maa gaae mange Poster forbi, der kunde fortiene at anføres. Naar vi vil giø¬
re os de rigtigste Begreber om Viisdom, saa kalde vi den en Færdighed i at betiene
sig af lovlige og tilstrækkelige Midler til at naae den Ende, som man har foresat sig,
og naar vi vil have de retteste Tanker om Klogskab, saa give vi den Navn af en Fær¬
dighed til at befordre vores Forehavende, og at rømme de Hindringer af Veyen,
der ofte giøre, at vi ey kand komme til Maalet. Ligesom vi nu see, at Viisdom og
Klogskab er som tvende Søstre, der rekke hinanden Haanden, eller rettere, tvende
forenede Principia til de menneskelige Gierninger, saa erfare vi ogsaa, at de anfør¬
te Beskrivelser ere riige Kilder, hvoraf kand udledes adskillige Lærdomme af det al¬
lertienligste Slags; jeg vil ikke tale om, at de ere ubedragelige Regler, hvorefter
vi kand sætte manges Klogskab paa Prøve, for at see, enten den er ægte eller ikke.
J vor polerede Alder er det i sær blevet en ulyksalig Mode, at Laster lade sig ofte
see i Dydens Klæder, og vi finde, at mangt et Øye lader sig forblinde af den glim¬
rende Skikkelse. Deres Tal er ikke lidet, der forskaffe sig Navn af vittige og klo¬
ge Hoveder, men undersøge vi deres Klogskab, finde vi den at være u-ægte. Da


438
jeg er sindet at forlyste mine Læsere med en Betragtning over dette, kandjeg ikke ba
re mig for at indklæde Lærdommen i følgende Allegorie.
Førsten af Forsigtighed og Hertugen af Klogskab vare tvende Brødre a
Drønningen Viisdom. Disse Brødre vare hæftede til hinanden ved et natur¬
ligt Baand, og de bleve stedse staaende i den fortroeligste Asliance. De boede til¬
sammen paa et Slot, og de lode det allene blive deres Embede at forekomme all
Uordentligheder i det store Kongerige Verden. Jndbyggerne i alle Lande kunde
finde fri Adgang til deres Audience=Sale, og de opførdte sig ikke imod de Spør¬
gende, som de hedenske Orakler, der stedse afspisede de Raadvilde med
tvetydige Ord, men deres Svar vare stedse tydelige, og deres Raad
tienlige. Førsten af Forsigtighed havde en Geheime=Raad Greven af
Jndsigt; begge stræbte med samlede Kræfter at blive underrettede om de
Ting, der kunde tiene Verden til gode, saa vel som ogsaa om det, der kunde hindre
det menneskelige Kiøns Velgaaende. Nu skedte det, at Hertugen af Klogskab
mærkede, at deres Tal hver Dag blev mindre, der begierede hans Raad, det sked¬
te ogsaa, at Førsten af Forsigtighed tillige med Greven af Jndsigt bragte ham dag¬
lig bedrøvelige Tidender om de forvirrede Omstændigheder i Kongeriget Verden.
De sluttede derfor alle, at nogle Fiender maatte have afskaaret Verdens Jndbyg¬
gere Passen, at de ey kunde hente Hielp og Raad fra de tryggeste Steder. De be¬
tragtede da den høye Ordre, som dem var givet, at de i alle Ting paa mueligste
Maade skulde see paa Verdens Velstand, og de traade endelig tilsammen i et Ge¬
heim Conseyl, for at overlegge, paa hvad Maade de best skulde angribe Sagen.
Saasom de nu alle havde Mod til at gaae Fienderne under Øyene, saa fandtes
ikke een eneste, der under et eller andet Paaskud vilde raade til Fred. Verdens
Beste laae dem alle om Hierte, og enhver iblandt dem fandt sig i Stand enten til at
være en dygtig General, eller en fornuftig og redelig Stats=Mand. Efter nogen
Raadføring blev tilsidst besluttet, at alle Ting skulde giøres færdige til Krig; i¬
midlertid blev agtet for tienstligst først at udsende nogle tilforladelige Speydere, der
kunde skaffe Underretning om Fienderne, hvo de vare, hvorudi deres Styrke be¬
stod, og hvorledes de best kunde angribes.
De udsendte Spioner komme endelig tilbage med disse Efterretninger, at For¬
sten af Daarlighed laae i Marken med meere end den halve Deel af Verdens
Jndvaanere; de berettede ogsaa, at denne Fiende var let at undertvinge; thi han
giorde alle Ting i Blinde, han foresatte sig aldrig nogen vis Ende, og han bekym¬
rede sig ikke heller om tilstrækkelige Midler. De havde seet een af hans fornemste
Generaler, Greven af Overiilelse, der commanderede det flyvende Corps; men
den Tilstand, i hvilken de havde fundet ham, var jammerlig; som han foretog sig
meget, uden at betragte dets Muelighed, uden at undersøge dets Følger, saa hav¬
de han ogsaa med sin Armee vi det passere et farligt Sted; men, som han ey i For¬
veyen havde erkyndet sig om Stedets Beskaffenhed, saa vare de tre Deele af hans
Hær styrtede i dybe Graver, og han selv sad i et Morads til Halsbeenet; dog saae
de, at Obristen af Forvirrelse kom ham til Hielp, saa han denne gang til Ver¬
dens Ulykke beholdt sit Liv.


439
Efter Spionernes Beretning vare disse Fiender de svageste, og, om det skulde
komme til et Feldt Slag, vilde Seyeren over de samme blive vis; men de følgen¬
de Efterretninger satte Hertugen og Førsten i en magelos Frygt. De berettede,
at en anseelig Mængde var paa Marchen under en meget klog Anfører, og, da
Spionerne havde gjort sig Umage for at komme i Erfaring om Anførerens Navn,
havde man sagt dem, at disse Tropper bleve commanderede af den overalt bekiend¬
te og høytelskede Hertug af Klogskab. Over disse Beretninger forundrede de sig
meget; men, da de havde dem fra en Jndvaanere i Staden Seendeblind, be¬
sluttede de nærmere at undersøge deres Sandhed; de tænkte, at Manden kunde
have seet feyl, og de bedroge sig ey heller i deres Tanker. De besluttede i en for¬
dækt Dragt at snige sig ind i den Commanderendes Leyr, og de vare saa lykkelige, at
de bleve Generaien vaer en Morgen, da han stod i Døren af sin Telt, hvor de da
mærkede, at den, som man havde indbildet dem, at være Hertugen af Klogskab, var
den bedagede Frie=Herre af List, der havde samlet sig med Greven af Falskhed
og Obristen af Løgn. Deres Forundring blev hart ad ubeskrivelig, da de mer¬
kede, at Frie=Herren af List var iførdt de samme Klæder, som Hertugen af Klog¬
skab, og førdte en Hielm, i hvilken var udgravet Argi Hoved med de hundrede Øy¬
ne; og de frygtede saare, da denne snedige General gav Ordre til en March der skul¬
de skee Fod for Fod, hvoraf de sluttede, at han i alle Ting efterabede Hertugen af
Klogskab med Førsten af Forsigtighed.
Da disse tvende Herrer havde erholdet af deres Spioner saadanne Efterret¬
ninger, giorde de de allerklogeste Anstalter til at overumple deres snedige Fiender; de
bekymrede sig ikke meget om Førsten af Daarlighed, skiønt hans Partie var an¬
seeligt, thi de ventede, at han ved sine ufornuftige Anslag skulde endelig styrte sig selv
i Ulykke,men de besluttede af yderste Kræfter at gaae løs paa Frie=Herren af List, og
for at giøre deres Tog desto meere lykkeligt, søgte de efter det beleyligste Sted, hvor
de kunde postere sig. Førsten af Forsigtighed, blev sendt for i Veyen tillige¬
med den gamle Greve af Sandhed, og de Midler, som disse kiendte tilstrækkelige
til at udføre deres Foretagende stræbte Hertugen af Klogskab, der havde samlet sig
med Obriste Ærlighed, at sætte i Verk. Da de derpaa havde sat sig i Slagtor¬
den og gik nærmere og nærmere imod Fienden, gave de deres Underhavende denne
Ordre, at de ingenlunde maatte nedsable Anførerne for de fiendtlige Partier, men
heller skulde stræbe at giøre dem til Krigs=Fanger; siden man havde i sinde at tage
Bekiendelser af deres egne Munde om deres Regimentes Beskaffenhed, at man
derefter kunde indrette Sagerne med desto større Fordeel til Verdens Beste.
Begge Armeerne bleve endelig samlede, og gik løs paa hinanden med en ma¬
geløs Hidsighed. Frieherren af List gav Hertugen af Klogskab intet efter i
Henseende til en fornuftig Conduite, saa at det længe var uvist til hvilken Side Sej¬
eren vilde helde sig. Greven af Sandhed blev omsider saa lykkelig, at han med
sine Tropper nedsablede en stor Mængde af Obriste Løgns Bataillon, og bragte
de øvrige i Forvirring; Obriste Ærlighed sigtede ogsaa med Lykke imod Greven


4s0
af Falskhed, og da Frie=Herren af List merkede dette, hastede han med en udvaldt
Hob at komme de Svageste til Hielp. Her havde Hertugen af Klogskab alle sine
Konster nødig, allermeest for at stille sine hidsige Soldater, der af fulde Halse
raabte paa Frie=Herrens Undergang, dog bleve de paa nogen Maade stillede, og
Frie=Herren, da han saae ingen Udveye til at undflye Hertugens Hænder, overgav
sig paa Naade og Unaade; Obriste Løgn og Greven af Falskhed maatte og¬
saa levere deres Sabler i Hertugens Hænder, og et Partie af de udvaldeste Krigt¬
Folk bleve befalede at bringe disse anseelige Krigs=Fanger til Hertugens af Klog¬
skab Residence, og paa alle Maader see til, at de ey toge Flugten.
Da de saaledes vare bragte i Forvaring, besluttede Hertugen af Klogskab en
Dag at holde et Forhør, for at tage Fangernes egne Bekiendelser; man holdt da
ikke for raadeligt, paa eengang at afhøre dem alle, siden den ene mueligt maatte
forlede den anden til at holde de vigtigste Ting skiulte; man lod derfor først ind¬
hente Frie=Herren af List, og beordrede Greven af Sandhed til at give Agt paa
alle hans Ord, for at prøve de samme, og erfare, enten de vare tilforladelige eller
ikke. Hertugen af Klogskab giorde da nogle Spørsmaal til den indkaldede Frie¬
Herre af List, og iblandt andre dette: Hvad der kunde bevæge Frie=Herren til
saaledes at spille under Dekke, og under Klogskabs Navn at tage den største Deel¬
af Verdens Jndbyggere ved Næsen? Paa dette Spørsmaal erklærede Frie=Her¬
ren sig ungefær paa følgende Maade: Dersom det ikke, Mægtigste Fyrste, var i
Verden et almindeligt Ord, at et Menneskes Lykke hænger af hans kloge Opførsel,
saa havde jeg aldrig paataget mig din Skikkelse, og taget mange under Armene;
dersom det ikke heller var en u-omstødelig Sandhed, at Verden vil bedrages, saa
havde jeg i mine Konst=Greb ikke været saa lykkelig. Jeg befinder mig nu i saadan¬
ne Omstændigheder, at jeg aldeles ikke vil betiene mig af mine gamle Raadgivere
Falskhed og Løgn; som jeg er bleven din Fange, og jeg paa den anden Side finder
Greven af Sandhed, der skal give Agt paa alle mine Ord, saa skal min Bekiendel¬
se blive oprigtig, og jeg vil i mueligste Korthed stille dig de Ting for Øyene, som jeg
under dit Navn har udrettet i Verden.
Jeg tvivler ikke paa, at du jo kiender Fyrstinden af Ærgierrighed, du veed
vel ogsaa, at denne Dame ikke uden Aarsag er beskyldt for den sorte Konst; hun
forstaaer sig paa saaledes at fortrylle en stor Deel af Jndvaanerne i Verden, at,
saasnart de faae en liden Draabe af hendes Bæger, finde de strax en uregierlig Lyst
til at svinge sig i Veyret. Efterdinu mange iblandt disse have ingen Kundskab til
den gamle Herre af Fortieneste, og synes at betræde alt for urimelige og foraa¬
telige Veye, om de vilde forsyne sig med et Recommend ations Brev fra Obriste
Ærlighed, saa stole de paa andres Blindhed, og tage Tilflugt til mig. Jeg vi¬
ser dem da hundrede Maader, paa hvilke de kand bane sig Vey til det Maal, som
de søge: Snart raader jeg dem at anstille sig som Patrioter af det reedeligste Slags;
thi jeg slutter, at Kierlighed til Fædernelandet bør passere for en anseelig Merite.
Snart vil jeg, at de skal legge sig efter Gemyt=Kundskaben, paa det de med desto


441
større Lykke kand lære at læmpe sig efter de Formaaendes Sindelag, og vide ret at
snoe sig i alle Conjuncturer: Nu befaler jeg, at de skal have Øye med dem, der
ere alt for store Slaver af Ærlighed, at disse kand blive rømmede af Veyen, naar
de legge sig i Veyen for andre. Nu raader jeg, at de just ikke med alt for stor Nid¬
kierhed skal opøfre sig til Fyrsten af Retfærdighed, og, naar de mueligt kunde
hielpe de Fornemme til at befordre deres Absigter, vil jeg, at de uden Betænkning
skal i alle Ting give dem Ret, ent en den Uskyldige der under skal lide eller ikke: Her
af kommer det, at du i Retfærdigheds Boeliger finder saa mange Secter og Par¬
tier: De, som rette sig efter Samvittigheds Bydende, vige hverken til høyke eller
venstre Side, og Reedelighed tillader dem ikke at overtræde Retfærdigheds Plig¬
ter, om de end der ved skulde støde deres Overmænd for Hovedet; De derimod,
som gaae frugtsommelige med høye Anslag, og have en Begierlighed efter Ære,
der er uden Grændser, opføre sig i dette Stykke langt klogere, og, for at giøre sig an¬
seelige Venner, vise de sig ofte som Retfærdigheds Fiender. Snart finder jeg
fornøden, at henvise mine Tilbedere til den yderste Nedrighed, for at giøre sig til
Tieneres Tienere, snart raader jeg, at de ved Hielp af deres Midler skal giøre an¬
seelige Partier, at disse igien kand føre dem mange Trin forbi andre paa Ærens
Trappe. Nu vil jeg, at de skal vrage et og andet i Staten, for at recommendere
sig selv ved en dybere Jndsigt; Nu formaner jeg, at de skal foreslaae noget nyt, u¬
den at have Øye paa dets Muelighed og Fornødenhed; med et Ord: Alle de
Maader, som jeg kand udfinde, der kand tiene til at forfremme Fyrstindens af
Ærgierrigheds Vassaller, anviser jeg dem ogsaa, enten de samme ere lovlige el¬
ler ikke, og det er alt, hvad jeg for nærværende Tid kand bekiende om min Huus¬
holdning
Da Frie=Herren af List havde aflagt denne Bekiendelse, fandt Greven af
Sandhed fornøden at giøre disse Erindringer: Vel maa jeg tilstaae, at den Be¬
kiendelse, du har gjort, er rigtig, men mig synes, at den ikke er fuldstændig; Jeg
veed ogsaa, at Mennesker, der gaae paa de Veye, som du anviser dem, blive an¬
seete for Kloge, da de burde kaldes Listige, men siig mig oprigtig, om du ikke ogsaa
formaner dine Tienere til at iføre sig Gudfrygtigheds Klæder, naar deres Øyemer¬
ke derved kand befordres? Dit Spørsmaal, svarede List, kand jeg ey andet end
besvare med Ja. Jeg veed, at Gudfrygtighed er en Dyd, der i et hvert vel indret¬
tet Sælskab bliver taget i Betragtning; Jeg raader derfor mange til at pryde sig
med dens Skin, og jeg tager ikke i Betænkning at formane dem til at afføre sig sam¬
me, naar de vil giøre sig dem forbundne, der end ikke eye dens Farver.
Siden jeg merker, at du fordrer Regenskab for alle mine Konstgreb og Om¬
veye, maa jeg ogsaa berette dig, at jeg styrer de Skribenteres Penne, der skrive al¬
lene for at behage nogle visse Lemmer i et Societe. Jeg raader dem til at agte paa
Tidernes Tegn; jeg forbyder dem at finde mindste Uordentlighed hos de Fornem¬
me; jeg befaler dem, som Mennesker, der vil giøre deres Lykke, at berømme Dy¬
den, hvor den ikke findes, og skrive Apologier for Laster, naar de samme elskes.


442
J Sandhed, jeg har Aarsag der til. Hvad maatte jeg giøre, om jeg vilde raade
dem til at træde i deres Fodspor, der legge sig ud med heele Verden for at blive dine
Trælbundne? Bør man ikke ofte beflitte sig paa at see galt, ja undertiden at være
gandske blind? Naar visse Mennesker faae Titel af taabelige, uforsigtige, onde og
anstødelige, hvem have de derfor at takke uden sig selv? Naar de, som have lært
den Konst, at lempe sig efter alle Tider, blive aflagde med anseelige Belønninger,
og finde Sted i Historierne som kloge Hoveder, saa bliver en stor Deel af dem, der
ikke kand finde sig i alle Moder, geleydet med en hart ad almindelig Foragt.
Dette maa være nok sagt, svarede Sandhed, om denne Post; saa fordækte
og skadelige, som dine Veye ere, saa almindelige og trygge ere de ogsaa. Du har
fortalt mig de Regler, som du giver dine Lærlinger, naar de vil, at deres Lykke skal
være en Følge af deres Klogskab; nu sætter jeg, at deres Anslag gelinge dem, sig
mig da, hvorledes du opfører dig, for at vedligeholde dem i den Stand, i hvilken
du har sat dem? Jeg holder for, svarede List, at de Midler, som jeg har anvist
dem for at blive til noget, ere de allersikkerste til at giøre deres Lykke bestandig, og
at jeg kortelig skal sige dig alle de Lectioner, som jeg giver dem, der begiere mine
Raad, saa indbefatter jeg dem alle i dette: Vider at skiere Eders Kaaber ef¬
ter alle Vinde, og lærer at skikke Eder efter alle Tider.
Hertugen af Klogskab, der med Agtsomhed havde anhørt den Samtale
imellem Frie=Herren af List og Greven af Sandhed, kunde nu ikke længere tie,
men udbiød endlig med disse eftettænkelige Ord Ach Himmel denne er den alle far¬
ligste Politiqve i Verden, og ingen Stats Regel er meer Stand til at styrte Jordens
Jndbyggere i Ulykke end denne. Hvad giøre dog de anseelige Hoveder i Verden,
at de ikke vil giøre Forskiel paa dem, der vandre frem efter mine Regler, og dem,
der giøre alle deres Trin efter denne skadelige Frie=Herres Anførsel? Naar skal den
Tiid komme, da man kand lære at kiende mig og mit Væsen derpaa, at jeg stedse
fører ved min Side den lidet alamodiske Obriste Ærlighed, og betiener mig stedse
af Midler, der ere lovlige? J Sandhed! Du skalkagtige List, du er Fader til
megen Uordentlighed i Verden, og dit daglige Haand=Verk er at giøre billeder
med Vox=Næser. Jeg fordrager ikke at du længere skal øve dine Konster, og af
Kierlighed til Verden vil jeg hermed have dig fordømt til et ævigt Fængsel.
Saa snart var ikke denne Dom afsagt, førend Greven af Jndsigt lod sig
mælde, og berettede Hertugen, at han havde opdaget en anden skiult Fiende, der
ogsaa betiente sig af Klogskabs Navn, og denne var den gamle Baron Frygt;
Hertugen standsede ved disse nye Tidender, og gav Ordre, at man strax skulde for¬
føye sig til Baronens Værelse, for at fordre ham til Regenskab. befalingen
blev strax efterlevet, og den gamle graahærdede Baron Frygt indfandt sig med
skiælvende Lemmer. Hvad er Aarsagen, spurdte Hertugen, at du betiener diglaf
mit Navn, og ere dine Veye saa fornuftige, at du kand fortiene at kaldes Klogskab?
Mine Veye, svarede Baronen, ere saaledes, at jeg for at forekomme alle Uleylighe¬
der, understaaer mig aldrig at vige et Haars Bred fra deres Villie, der ere mine


443
Overmænd, og det meener jeg at være en priselig Forsigtighed; jeg kiender Lykkens
Ubestandighed; jeg har erfaret adskillige Forandringer i de Mægtiges Yndest; jeg
seer daglig de Viderverdigheder, der møde den dristige Herre, Fyrsten af Mod,
saa snart jeg derfor erfarer mindste Tegn til de politiske Orkaner og Travatter, stry¬
ger jeg alle mine Seyl, og lader Skibet gaae, hvor Vinden vil føre det; jeg under¬
staaer mig aldrig at sige de Vanslegtede Sandhed under Øynene, jeg underskriver
stedse, hvad andre foreskrive, og jeg oplader ikke min Mund, omendskiønt jeg dag¬
lig kand see, at Stats=Sygdommene i Verden blive stedse større og farligere; ved
denne Opforsel har jeg hidindtil omskandset mig med Sikkerhed, og, da jeg altid ta¬
ger det stærkeste Partie, staaer jeg ingen Fare for at falde. Denne Bekiendelse
anhørte Hertugen af Klogskab med Væmmelse; han fordømte Baronens Prin¬
cipia, som skadelige for Verden, og, omendskiønt de i Henseende til Tiderne maatte
synes fornødne, hialp dog Baronens Undskyldninger og Sminker slet intet, men
han blev indsluttet i samme Fængsel, som Frie=Herren af List.
Jeg vil ikke længere fortsætte Allegorien, og jeg haaber, at mine Læsere for¬
staae den Sag, som jeg vil have afbildet. Omendskiønt jeg nu ikke kand vente at
skille de listige og sneedige Borgere ved deres gamle Navn af Vittighed og Klog¬
skab, saa vil jeg dog opholde mig lidet for at vise, at de Bevægelses Grunde, der for¬
lede dem, til at tage Afskeed fra Ærlighed og den sande Klogskab, ere heel vaklen¬
de og uvisse. Saalede bliver det efter mine Tanker en Regel, der er underkastet
mange Exceptioner, at et Menneskes Lykke og Ulykke hænger af hans Opførsel;
De Gamle have havt det Mundheld: Faber suæ quisqve fortunæ; Enhver er
Aarsag til sin egen Lykke, men dette Ordsprog har aldrig været almindeligt.
Vi finde mange anseelige og berømte Mænd, der ingenlunde have tilskrevet deres
egen Klogskab deres Lykke i at foretage og udrette det eller det, men en skiult Magt,
som de har holdet for, at have Haand i alle Ting. Mon ikke Timoleon var en af
de ypperligste og klogeste Mænd, som Grækenland til hans Tider eyede, men har
ikke denne store General oprettet Lykken en Tempel, for dermed at vise, at den lyk¬
kelige Fremgang han havde gjort, var ingen Følge af hans Klogskab, men maatte
tilskrives Himmelens Villie. Jeg vil ikke tale om den Romerske Syllazthi jeg tro¬
er med fleere, at han alleene af Stats Aarsager tilskrev Lykken alle sine Handeler, paa
det hans Ydmyghed maatte falde alle i Øyet, og hans Høyagtelse derudover bli¬
ve almindelig.
Vel tilstaaer jeg, at de Grunde, som en fremmed Skribent anfører, hvormed
han søger at bevise, at Stands=Personers gode og onde Lykke hænger af deres
Kløgskab og Uforstandighed, synes meget anseelige, og have et stort Skin af Sand¬
hed; Jeg veed ogsaa, at den store Statsmand Cardinal Richelieu har havt sam¬
me Tanker, og derudover sat en Ulykkelig og Uforstandig i een Linie; Men naar vi
nøye undersøge Sagen, kand vi aldrig underskrive denne Meening. Vi bedrage
os, naar vi sige, at den, som er lykkelig i et Spil, forstaaer best at spille sit
Kort; En god Spiller kand vinde i Dag, nien tabe i Morgen, omendskiønt


444
han begge Dage spiller lige fornuftigt. En klog Kiøbmand, der besidder stor
Erfarenhed i Handelen, er ofte meeere ulykkelig, end en Fusker. En Vove¬
hals, der, uden at betænke sig, fatter fortvivlede Anslag, og vil endelig træn¬
ge igiennem med Hovedet, giør ofte i sine Sager en bedre Fremgang, end den
klogeste Mand, der har Øye med et hvert Trin. Vi kand ikke sige, at, naa
en Seyer erholdes over en Fiende, skal den stedse være en Følge af Anførerene
Conduite. Lad hans Opførsel være saa klog som den vil, bliver han ikke lyk¬
kelig i Slaget, saa faaer han strax Navn af Uforsigtig, og er Anføreren en
Daare, faaer han dog en Ære=Støtte, omendskiønt hans Underhavende ha¬
ve den største Deel i Seyeren. Saaledes har det sig ogsaa i andre Henseender.
Vi kand finde mange af de ringere Borgere, der ere som de Fornemmes Haandt¬
langere. De Første kand ofte være klogere end de Sidste, men ligesom de Sidste
stedse vil have Æren, og tilskrive det, som udrettes ved de Subordineredes Aar¬
vaagenhed, deres egne kloge Anstalter, saa blive de og i Almindelighed lykkeligere
end de Første; thi de finde stedse Leylighed til at giøre sig til af en fremmed Klog¬
skab, og, som de giøre sig Haab om, at et Vidnesbyrd i deres egen Sag bliver an¬
taget for Sandhed, saa glemme de ikke heller at giøre Væsen af den Jndsigt, den
Viisdom, den Redelighed, som de aldrig har eyet.
Skal vi sige, at vores Lykke hænger af vores Klogskab, saa maa vi sæt¬
te forud, at vores Fornuft er ikke indsluttet inden saa snevre Skranker, som
man vil indbilde os; vi maa da forud kunde see alle de Forhindringer, som
vil møde os, at vi ved vor Klogskab kand forebygge de samme; vi maa kunde
see ind i deres Hierter, med hvilke vi omgaaes, at vi ved denne Jndsigt kand
erfare, enten de ere vore Venner eller ikke, og sligt meener jeg at overgaae den
menneskelige Fornuftes Kræfter. Richelieu selv, der ellers har gjort saa me¬
get Væsen af den menneskelige Klogskab, har engang tilstaaet oprigtig, at han
havde megen Møye med at vedligeholde sig i sin Velstand; han beklagede, at
han ikke kunde tage sig vare for sine Fienders Forestillelser og hemmelige Ræn¬
ker; alle hans Opvartere talede et Sprog, og han saae de samme Venskabs
Merker hos dem, der vare hans Fiender, som hos dem, der vare hans For¬
troelige. Vi kand ikke tvivle paa, at jo denne store Prælat har i alle sine Han¬
deler i=agttaget Klogskabs og Forsigtigheds Regler; men kand vi derfor sige,
at han stedse har været lykkelig? Havde han allene vildet give Agt paa sig
selv, saa kunde hans egne Anslag, der ofte mislingede, skiønt de vare vel
overlagde, tydelig have lært ham, at en Uforstandig og Ulyk¬
kelig ikke altid maa ansees med lige Øyne.


445
No. 50.
Udgivet den 30 April 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Amicus esse, sicut semper fui, Reipublicæ debeo, &,
stipsas inimicitias contraho Reipublicæ causa, quis
Cicero.
me tandem jure reprehendat?
M¬
an har seet adskillige Meeninger og ulige Svar paa dette Spørs¬
maal: Om det ikke er best og tienligst, at de fleeste Ting i en Stat
beholde deres gamle Skikkelse, og om det ikke kand drage adskillige farlige
Følger efter sig, naar man at beyder paa nye Forandringer, og vil reformere
det, som ikke synes saa Regel=ret. Enhver taler om denne Sag efter sin Jnd¬
sigt, og mange grunde deres Domme paa den Fordeel, som de for deres egne
Personer kand vente at høste. De meest upartiske Dommere tilstaae, at, naar
en Slags Fornødenhed udfordrer Forandringer, naar man efter alle Omstæn¬
digheders Betragtning klarligen kand see, at det almindelige Væsen mærkelig
kand være tient med nye Anstalter, og, at den Nytte, som maatte flyde af
disse, langt overgaaer Fordeelen af de gamle Indretninger, bør Forandrin¬
gen gaae for sig, og ingen uden lidet retskafne Patrioter kand støde sig over
samme. Jeg har i disse Dage faaet et Brev fra en fornuftig Mand, og jeg
finder mig tvungen til at give det Sted i mine Blade, allerhelst dets Jndhold
er ligesaa betydelig som nyttig.
Min Ven!
eg overgiver Eder hermed en Skrivelse, som jeg beder J vil indrykke i E¬
ders ugentlige Betragtninger. Jeg er ligesaavel som J en Tilskuer i Fæ¬
derne=Landet, og jeg kand sige Eder, paa hvad Kant det er svagt, og paa
hvad Kant det er stærkt. Jeg har fundet adskillige Sandheder i Eders Ark,
og jeg har nok kundet mærke, at J ønskede Forandring i et og andet. Jeg
har læst Eders trettende Ark, hvor J beskriver Solicitanter, og jeg har seet de
Vanskeligheder, saa J viser at ligge paa dem, der udsee dygtige Personer til at
beklæde de adskillige Embeder. Forlad mig at jeg siger Eder, at J vel har
rørt ved Sygdommen, men ikke viist, hvorledes den kand cureres; J har vel
afmalet os de fleeste Solicitanters bedrøvelige Skjebne, men J har ikke sagt,
paa hvad Maade de kunde hielpes; J har vel forestillet Vanskelighederne i


446
deres Embede, der forestille Personer til Embeder, men J har ikke talet et
Ord om, hvorledes denne Byrde i det mindste kunde lettes, om ikke aldeeles
borttages, og det er paa anden Dansk at forlade Eders Læsere halv undervit¬
ste. Det er sandelig ingen Konst, at giøre lange Forestillinger over adskillige
Mangeler i en Stat; men det er nyttigt og priseligt at vise, hvorledes paa
samme kand raades Bod; det koster kun liden Møye, at afmale en fattig
Solicitantes kummerfulde Liv, men det er Sagen at kunde foreslaae et Mid¬
del, hvorved hans og hans Brødres slette Skjebne kunde blive noget mildere;
dette har J vel ønsket ved Slutningen af Eders Ark; men hvad vil J sige med
Eders Ønske? Vi giøre saa mange Ønsker, men de blive alle frugtesløse:
Stakkelen kand ikke hielpes ved Ord, og han finder ligesaa liden Trøst udi E¬
ders Ønske, som udi sin Patrons Løfter; thi begge fare bort med Veyret.
Jeg er et Menneske, der kand have Tid til at forlyste mit Sind med nyt¬
tige Bøgers Læsning. Jeg læser ikke Historier allene for at have en Tids=For¬
driv, men for at blive opbygget og advaret. Finder jeg Exempler paa en U¬
forfalsket Dyd, saa uddrager jeg mig deraf Regler til min egen Underviisning,
og seer jeg merkelige Fodspor af eens eller andens kloge Opførsel, lader jeg ogsaa
dette tiene mig til Efterretning. J Besynderlighed er jeg meget for at læse de
Skrifter, der give os Underretning om Rigers og Republikers Indretning;
om deres Love og Anstalter, deres Skikke og Leve=Maade, og, som jeg drager
en inderlig Kierlighed til mit Fæderne=Land, saa forsikkrer jeg Eder, at, saa
ofte jeg læser om en eller anden Indretning, der er ledsaget med en øyensynlig
Nytte, ønsker jeg hiertelig, at samme maatte have Sted i mit eget Land. Jeg
har læst i Eders Modstanderes Brev, at Læreres Forbedring kand aldrig gaae
for sig med større Lykke, end naar den bliver tagen fra Ungdommen af; og
jeg har tillige læst en mærkelig Historie i disse Dage, der synes at bevise ander¬
ledes. J Sandhed! Historien er en af det allertienligste Slags, og, naar J
har selv igiennemlæst den, skal J uden Tvivl befinde, at den er saa riig og
frugtbar paa nyttige Materier, at vi med billighed maa ansee det Land, hvor
de Aastalter, som Historien taler om, ere gjorte; for det lyksaligste Rige i
Verden.
Theophilus var en Fyrste, der havde et Faders Hierte til alle sine Un¬
dersaatter; han saae i alle Ting paa sine Landes beste, og han giorde sine Ri¬
ger til sin Tiid anseelige ved de deyligste Anstalter. Som han selv elskede Ret
og Retfærdighed, saa stræbte han ogsaa at rodfæste den samme i Landet ved
de herligste Aaordninger. Han tog alle dem under Armene, der arbeydede paa
det almingelige Væsens Velgaaende, og man saa udi hans Tiid de deyligste


343
Indretninger for Kirken og Staten. Nu skeedte det, at han ved adskillige
Leiligheder blev underrettet om fattige Solicitanters bedrøvelige Skiæbne; det
blev ham sagt, at mange iblant disse, der længe havde tilbudet deres Tieneste,
bleve omsider ved den tiltrædende Alderdom og Fattigdoms besværlige Byr¬
der giorte uskikkede til at tiene Fædernelandet; han saae ogsaa, at de, som va¬
re satte til at forestille Personer til de ledige Embeder, kunde ofte, hvor aar¬
vaagne, redelige og forsigtige de end vilde vise sig, blive bedragne; og, som
det i Besynderlighed var ham derom at giøre, at han kunde faae Meenighe¬
derne forsynede med Lærde og retskafne Mænd, og tillige udfinde et Middel,
hvorved fattige og duelige Candidater kunde blive hiulpne, og saadanne An¬
stalter føyes, at man i at udvælge dem, der skulde forestaae de hellige Embe¬
der kunde gaae den tryggeste og beste Veye. Som denne Sag frem for andre
laae ham meget om Hiertet, saa befalede han de redeligste og fornuftigste af
sine Betientere herom at meddeele ham deres Betænkninger. Man saae da ad¬
skillige Meeninger, og adskillige Forslag. Nogle agtede for tienligst, at man
i slig en betydelig Handel, hvor det kommer an paa Guds egen Sag, skulde
sætte alle Forbønner og Recommendationer til Side; man forestillede, hvor
mueligt det er, at de, som stræbe ved deres Mellemhandlinger at befordre den
eller den til Lære-Embedet, kand ofte drives af Bevegelses Grunde, der ikke
ere gode og løvlige; og at mange lade sig bedrage af de Masqver, som de Sø¬
gende til en Tiid maatte paatage sig. Man holdt for, at Candidaterne skulde
allene indlevere deres Ansøgninger, og naar den høye Øvrighed søgte intet me¬
re end Guds Ære og Menighedernes beste, haabede man, at Vallet blev
geleydet med en skiult Velsignelse, og at Lodden maatte falde paa den Vær¬
digste.
Denne Forestilling giorde sig behagelig ved sin Upartiskhed; men da alle¬
ne et Øyemærke paa den Maade kunde opnaaes; da de nødlidende Candida¬
ters kummerlige Omstændigheder, saa længe de maatte befinde sig iblant Soli¬
citanters Tall, ikke tillige paa denne Vey kunde blive forandrede, havde den
naadige og gudelig sindede Fyrste større Smag i det Forslag, som jeg nu vil
anføre. Jblant dem, hvis Betænkninger Fyrsten havde erholdet, fandtes nog¬
le, der forestillede, at, naar geistlige Candidaters Nød skulde lindres, naar de
skulde finde Leylighed til at blive meere og meere skikkede til at paatage sig et
Embede af saa stor Vigtighed, saa kunde sligt aldrig gaae for sig med større
Lykke, end naar saadanne Anstalter bleve giorde, at et vist Magazin eller Se¬
minarium kunde blive oprettet, hvoraf man idelig kunde tage saadanne Per¬
soner, der giorde sig fortiente baade ved grundig Lærdom og en retskaffen Guds¬
frygt. De, som sloge paa denne Stræng, beraabte sig paa andre Anstalter,


418
der havde Overeensstemmelse med disse. De viiste, at man i Følge af de pri¬
seligste Anstalter neppe nogen Tiid kunde mangle dygtige Officiers, i sær ved
Søevæsenet, siden man havde stedse et godt Forraad, hvoraf man kunde tage
duelige og beqvemme Mænd, og de meente, at det var ligesaa mueligt stedse
at kunde have et vist Antall af brave og redelige Candidater, der kunde tage
imod de ledig=blivende Præste-Embeder.
Fyrsten fattede strax saavel Forslagets Muelighed som Nytte, og alle de
Borgere, der vilde Fæderne=Landet vel, toge sig for med samlede Kræfter at
understøtte denne deylige Indretning. Alle de bemidlede og høye Indbygge¬
re opoffrede anseelige Summer til at sætte denne Sag i Verk, og de, som just
ikke lode sig drive af Kiærlighed, kunde dog ikke, for at undgaae Foragt, hol¬
de deres Skierv tilbage. Lærerne selv, der faae, at saa nyttigt et Verk ved
deres Kiærlighed kunde sættes i Stand, ansaae det som deres Skyldighed at give
Sagen Eftertryk, og enhver Borger, der var i Stand til at erlegge noget,
indfandt sig godvillig, og paa denne Maade blev en anseelig Summa tilveye¬
bragt. Man fandt adskillige, der havde besluttet efter deres Død at overgive
deres Midler til Fæderne=Landets Tieneste, og de saae nu ingen nyttigere An¬
stalt, som de ved deres Formue kunde understøtte og befordre til Fuldkommen¬
hed end denne. Kortelig: man saae inden en kort Tiid en Capital af saa stor
Vigtighed, at af dens Renter kunde for det første underholdes 50 Candida¬
ter, og enhver Candidat kunde aarligen faae 100 Rdlr.
Efter nogen Tiids Forløb, da Borgerne meere og meere bleve underrette¬
de om denne vigtige Sags anseelige Nytte, kappedes de ligesom med hinan¬
den om at vise deres Kierlighed, saa at Antallet Aar fra Aar mærkelig blev
forøget. Jmidlertid gik det med denne Indretning som alle andre, den fandt
i Begyndelsen temmelig Modstand. De, som havde Ret til at kalde Lærere
til deres egne Kirker, indbildede sig til Deels, at et Skaar var bleven gjort
i deres Herligheder, siden man vilde forbinde dem til at udtage Lærere af det
opretede Seminario. De Redelige iblant disse, der allene havde Øyet hen¬
vendt paa Guds Ære og deres Meenigheders Beste, gjorde ikke mindste Mod¬
stand imod denne Jndskrænkelse, de vare vel fornøyede med denne Indretning,
og de meente at giøre det lykkeligste og tienliste Val, naar de kunde udtage
Hyrder af det Sted, hvor de beqvemmeste kunde ventes. Som de ikke hav¬
de ureene Absigter med deres Kald, de vare hverken for at see Fruer=Piger el¬
ler andre forsørgede, ikke heller vilde sælge Embedet til den Høstbydende, saa
takkede de Landets Fader for disse Anstalter, og meente paa denne Maade at
kunde gaae i deres Kald den sikkerste Vey. Sagen gik da for sig med Lykke,


449
og man saae en velsignet Hob af velskikkede Candidater, der Tid efter Tiid
bleve befordrede til Embederne i Kirken. Men at ingen skulde have nogen Aar¬
sag til at bestærge sig, saa udelukte man ikke af dette Sælskab de Rige og For¬
muende, der havde Lyst og Gaver til at betiene saa vigtig en Post; de bleve
ligeledes antagne i Seminario, dog saa, at de ikke oppebare den aarlige Pen¬
ge, som allene var beskikket for de Fattige.
Saaledes kunde man see ved denne Leylighed, hvor nyttig en Stiftning
kunde i værksættes, naar Borgerne vilde samle deres Ævne, og for at be¬
fordre deres egen Velfærdt, for at see Lære-Embeder overleverede i deres Hæn¬
der, der vare i Stand til at forrette dem med Frugt, opoffre allene engang
en liden Deel af deres Midler. Sandelig, min kiære Spectator, jeg kand ik¬
ke sige Eder, hvor fornøyet jeg blev, da jeg saae, at i Verden var dog et Sted,
hvor denne deylige Anstalt var giørt, og J kand aldrig tænke, hvor inderlig jeg øn¬
skede, at den ogsaa maatte foretages i vores eget Fæderne=Land.
Nu vil jeg sige Eder meere, jeg vil af samme eftertænkelige Historie beret¬
te Eder, hvad Love man foreskrev de indskrevne Candidater, og hvad deres e¬
gentlige Forretning skulde være, saalænge de forbleve i dette geistlige Sociere.
Den retsindige Fyrste forestillede sig, at denne høypriselige Stiftning kunde i
Tiden blive underkastet ligesaa stor Misbrug som andre nyttige Anstalter; han
fandt derfor for godt, at give Sælskabet disse Anordninger.
1.) Jngen maatte antages i dette Seminario, uden de, som vare begave¬
de med naturlige Gaver, om ikke just i en høy Grad, dog saaledes, at de ikke
ved et svagt Mæle, en stammende Tunge, et ubevægeligt Legeme skulde falde
i Tiden deres Tilhørere kiedsommelige, og foraarsage, at Agtsomheden paa
deres Ord skulde blive borte.
2.) De, som vilde være Lemmer af dette Selskab, skulde efter de vedtag¬
ne Skikke have overstaaet deres Theologiske Examina ved Academiet, og skul¬
de anvende mueligste Flid paa de Theologiske Videnskaber, i Besynderlighed skul¬
de de legge sig efter at kunde forklare grundig og opbyggelig den hellige Skrift,
og til den Ende idelig øve sig i at forstaae Grund=Sprogene.
3.) De skulde ligeledes vise sig flittige i at studere Philosophie, at deres
Skiønsomhed ved den Leylighed kunde blive skierpet, og de desto bedre skikke¬
de til at giøre sig om enhver Ting tydelig og klare Begreber.
4. Det dem tillagde Stipendium skulde uddeeles ved et hvert Fierding
Aar, og førend de annammede samme, skulde de for lærde, upartiske og skarpe
Examinatores aflegge Regenskab for den Fremgang, som de havde giort i de
omtalte Sprog og Videnskaber.


458
5) Deres Øvelser skulde ikke bestaae i at disputere, men i at prædike, og
den, som alt formeget blev greben i det lærde Tyverie, og for at spare sin egen
Umage med at meditere, havde udskrevet sin Prædiken af andres Arbeyde,
skulde første gang betale 2 Rdlr., anden Gang dobbelt, og saa fremdeeles;
giorde han sig skyldig efter foregaaende alvorlige Formaninger 10 Gange udi
denne Forseelse, skulde han, som en Ladheds Elskere udstødes af Seminariss,
og de Penge, som ved saadanne Leyligheder maatte indkomme, skulde være for¬
faldne til Seminarii Casse.
6.) Lemmerne af dette Sælskab skulde i sær være forbundne til at besøge
Theologorum Collegier og Lectier.
7) De skulde stedse lade sig see i saadan Dragt, som kunde være dem an¬
stændig, og ikke opføre sig som mange andre, der ofte omvexle de Klæder, der
best sømme en Petit maitre, med Præste=Kiolen.
8.) Dette Collegium skulde forsynes med en Decano, der stedse skulde
forblive i dette Embede, og skulde denne Post overgives til en Mand, der var
bekiendt baade for reen og grundig Lærdom, saa ogsaa for en uforfalsket Guds
Frygt; hans Embede skulde i sær være at have Øye med Lemmerne, at holde
Prelectioner for dem og at give dem deres Løn.
9. Disse Candidater skulde vise Ustraffelighed i deres Liv, skye alle on¬
de Sælskaber, være reedelige og oprigtige i deres Væsen. Skulde nogen befin¬
des at handle imod disse Pligter, da forfaldt den ene Deel af hans Stipen¬
dio til Seminarii Casse, og, dersom han tre gange giorde sig skyldig i een eller
anden grov Last, da skulde han aldeeles af Seminario udelukkes.
10.) Jngen af dette Collegii Lemmer maatte understaae sig at giøre no¬
gen Ansøgning, men enhver skulde oppebie den Tiid, da det maatte behage Stif¬
teren at overgive ham et Embede.
11.) Skulde nogen understaae sig enten at søge Patroner, eller selv ind¬
komme med sine Ansøgninger, da skulde saadan en strax udstødes af Sel¬
skabet.
Disse ere, saavidt jeg kand erindre, de fornemste Puncter, som de hav¬
de at iagttage, der bleve indlemmede i dette Selskab, og, hvis vi kand fæste
Troe til Histørien, saa blev denne Anstalt geleydet med den herligste Nytte;
Stæderne bleve overalt forsynede med brave og reedelige Lærere, og J kand
da let forestille Eder, hvad Følger sligt maatte drage efter sig.


451
Men at denne Stiftning stedse kunde blive i en lyksalig Bestandighed, saa
giorde den naadige Fyrste, alle muelige Anstalter, for at befordre dens stedse¬
varende Velstand. Til den Ende foranstaltede Fyrsten, at de, som endelig toge
Afsked fra Seminario, hvor saa mange Velgierninger vare beviiste dem, hvor de
havde fundet Leylighed uden Kummer og Nærings Sorg, at legge Vind paa de hel¬
lige Videnskaber, og ved Fædernelandets fælles Hielp vare næst den Høyestes
Naade satte i Stand til at være duelige Lærere i Kirken, at de, siger jeg, naar
de endelig bleve befordrede til Embeder, skulde aarligen erlegge 5 Rdlr. for et
hver hundrede, som de af Seminario havde nydet i den Tiid, da de vare dets
Lemmer, og paa den Maade giorde han, at Capitalen stedse voxte, og Can¬
didaternes Tal blev stedse større og større.
Maa J ikke tilstaae, Min Ven, at denne Anstalt var en med de priselig¬
ste og nødvendigste i Verden, og hvor lyksalig meener J ikke, at Fædernelan¬
det vilde blive, hvis saa deylig en Indretning ogsaa der kunde gaae for sig? det
er længe siden jeg læste i en gammel Bog, at en mærkelig Forandring 1748
skulde gaae for sig i Henseende til Kirken; kunde denne Forandring skee, saa
var den efter mine Tanker een af de ønskeligste og beste. Jeg har endnu ikke
fortalt Eder den gandske Historie, og har i havt Taalmodighed med at igien¬
nem læse det første, saa kiedes ikke ved at eftersee det sidste
Det var ikke alleene det opreltede Seminarium, hvor af den høypriseli¬
ge Fyrste vilde, at Lærere i Kirken skulde udtages; han kastede sine Øyne
paa andre Borgere, som han ogsaa vilde beviise Naade. Man havde i
Oprigtighed forestillet ham den Møye, de Besværligheder og Vanskelighe¬
der som Skole=Lærere maa igiennemgaae, naar de med Fliid forrette deres
kummerlige Embede; man havde sagt ham, at, naar disse havde Lyst til
Præste=Embedet, og vare udtustede med de dertil fornødne Gaver, og efter
deres Kald førte et ustraffeligt Liv, vare de iblant dem, der allermeest til et
Embede i Kirken havde gjort sig fortiente. J Sandhed, man maa undre sig
over disse Beretninger, og man har saameget meere Aarsag dertil, som man
veed, at de ere ikkun meget faa, der vide, hvad et Skole Embede fører med
sig. De Domme, som man herom hører i Almindelighed er ligesaa urime¬
lige som ucunstige; Man siger gemeenlig, at et Embede af det Slags er af in¬
gen Betydenhed; ot det er ikkun en Bagatel at læse for nogle smaa Drenge;
ja mange indbilde sig, at de, der ere vante til Skole=Væsenet, blive gierne
uskikkede til andre Betieninger; men man bedrager sig i alle Henseender. Jeg
tilstaaer, at de, der have Sind til at behandle Sagen med Letsindighed; de,
der ikkun ere for at prygte Gloser og Phraser i de Unges Hukommelse, finde


452
ikke megen Møye med deres Embede; Andre derimod, der gaae fornuftiger
til Verks, der stræber at danne de Unges Gemytter, der omgaaes dem med
Sagtmodighed, og have lært at læmpe sig efter alles Capacite; de have san
delig efter mine Tanker en vanskelig Post, og deres Belønninger kand aldrig
betale deres Arbeyde. Dette havde man forestillet den naadige Fyrste, og
disse Forestillinger havde bevæget ham til at fatte det Forsæt, at Lærere vel
Skolerne skulde ansees som Lemmer af det indrettede Seminario, og at de
som tillige vare skikkede til at tiene i Kirken, skulde dertil frem for andre befor
dres.
Jeg vil ikke blive Eder til Byrde ved en større Vidtløftighed, og jeg haa
ber, at J uden min Erindring seer den Nytte, som slig Indretning fører med
sig. De, som ellers ere beskikkede til at udsee dygtige Candidater, faae der
ved en Byrde af deres Skuldre, der er aldeeles utaalelig, og under hvilken de
ofte maa sukke. Candidaterne selv blive friegjorte fra mange Bekymringer
de have da ey nødig at gaae saa mange Omveye, men kand slaae sig til Roe¬
lighed, Velynderne skulde da ikke giøre saa mange frugtesløse Løfter, og paa
legge sig selv saa mange Forbindtligheder, som de ofte forglemme at efterleve.
Sagen fik da nogenledes sin første Skikkelse, og kand vi ikke sige meere,
saa kand vi dog sige dette, at den Vey, som paa den Maade blev andlagt,
vilde iblant alle andre blive den tryggeste og beste, jeg vil ikke tale om, at Lære¬
Standen derved kunde mærkelig blive forbedret, og de Laster, i hvilke mange
giøre sig skyldige, paa den Maade kunde forekommes.
J meener vel, at det ikke kunde blive mueligt til vores Fædernelands
Velgaaende at see iblant os selv saadanne Anstalter; J tænker vel, at Kier¬
lighed iblant Borgerne er ikke her saa stor, at den skulde befordre saa deylig
en Stiftning; men J maa ikke have saa slette Tanker om Eders egne Brødre.
Skulde det allene komme an paa et Forsøg, saa vilde Tiiden Lære Eder,
hvad Hierte Danmarks Jndbyggere har til at hielpe vigtige Ting paa Fode;
jeg er vis paa at enhver Borgere i begge Riger, der var i Stand til at erlegge
sin Deel, viiste sin Gavmildhed med Glæde, og hvad Summer meener J ik¬
ke de Fornemme og Formuende vilde give? Jeg sig er vel ikke, at Sagen vir¬
kelig gaaer for sig, men jeg viser alleene dens Muelighed og dens Nytte, o¬
verladende til andre, hvorvidt de herudi ere enige med mig eller ikke. Jeg
tienstskyldige
forbliver Eders
N. N.


453
No. 51.
Udgivet den 7 Maji 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Nihil decet invita, ut ajunt Minerva, Idest, adversante
Cicero.
& repugbnante natura.
L¬
igesom det er en upaatvivlelig Sandhed, at ingen Mennesker findes i
Verden, der jo kand være Verden til Nytte, saa bliver det ogsaa u¬
imodsigeligt, at de, som i et Selskab skal ansees for nyttige Lemmer, maa ha¬
ve i det ringeste saa megen Forstand, at de med Lykke kand udføre de Sager,
som de efter deres Embeder paatage sig. Man farer vild, naar man siger,
at den eller den tiener til intet; thi det er ikke Naturens Skyld, at han er en
unyttig Byrde, men maa enten tilskrives deres Forsømmelse, der burde hol¬
de ham til et vist Arbeyde, eller hans egen Ladhed, at han ey vil legge Vind
paa det, hvor til han kunde være skikket. Man farer ogsaa vild, naar man
siger, at de, der ikke have anlagt deres Tid paa Studeringer, men have lærdt
et eller andet Haandverk, behøve just ikke megen Forstand, og deres Betænk¬
ning er altsaa ilde grundet, der, naar de merke, at een af de saa kaldede Verds¬
lige besidder god Skiønsomhed, gemeenligen sige: Det er ilde, at den Mand
ikke haver appliceret sig til Bogen.
Dersom jeg ikke selv havde besvaret det Brev, der i disse Tider imod et
af mine Ark er befordret til Trykken, saa seer jeg, at en anden vilde paatage
sig min Sag, og tillige giøre adskillige Erindringer om de Poster, ved hvilke
jeg allerede lidet har rørt; visse Omstændigheder kand ikke tillade, at Brevet
i sin første Skikkelse kand giøres offentlig, jeg vil derfor i dette Blad forlyste
mine Læsere med et Udtog deraf, og skulde de derved finde sig fornøyede, maa
de takke den egentlige Forfatter, og ikke mig, der alleene i denne Henseende er
en Copiist.
Hvad der i sær har givet Manden Anleedning til at skrive, er dette, at
man i Almindelighed paastaaer, at de, som ikke have Hierner til at studere,
de, som have meere Legeme end Siel, have Grød i Steden for Hierne, bør
henviises til Synaal og Læst, til Saug og Øxe, det er: at lære et eller an¬
det Haandverk; Manden støder sig meget over dette, og han indbilder sig, at
man behøver ligesaa vel Nemme og Skiønsomhed til at lære et Haandverk til


454
gavns, som til at studere; han tænker, at de Studerende blive ofte befordre¬
de til saadanne Embeder, hvor de alleene behøve Hænder for at tage imod
Jndkomsterne, og han tør ikke sige, hvo han meener, for ey at støde visse Kir¬
kens Betientere for Hovedet. At han nu kand omskandse sine Betænkninget
med tilstrækkelige Grunde, saa gaaer han frem paa følgende Maade:
Først undtager han saadanne iblandt Haandverks Folk der vel bruge
Hænderne, men have just ikke fornøden at speculere, og naar han har tilstaaet,
at disse ikke behøve saa megen Forstand, som de, der anlegge deres Tid paa
Studeringer, saa raisonnerer han saaledes: Titius er en bemidlet og velag¬
tet Borger, han har en Søn, der er begavet med en god Hukommelse, kand
giøre sig artige billeder og Forestillinger, og har en god Kraft til at skiønne.
Faderen legger Merke til dette, han seer, at Drengen begynder at skiønne og
pønse paa et og andet, han slutter derfor, at der af Barnet kand blive noget
med Tiden, men han veed ikke selv, hvad det skal blive. Han tager derpaa en
anden i Raad med sig, og spørger, hvad han skal lade sin Søn lære, hvor
ved han i Tiden kand blive sit Fæderne Land til Nytte? Han giver Faderen
dette Raad, at Barnet skal studere; der kand blive af ham, hvad der skal,
og han seer ud til at kunde blive en god Præst. Faderen siger: ja! det er godt
nok; men de vil alle være Præster, og man seer dog, at Veyen er heel trang;
jeg er hart ad til sinds at lade ham lære et Haandverk; Raadgiveren hører ik¬
ke saa snart dette, førend han slaaer Haand i Haand, og undrer sig over Fa¬
derens slette Resolution: Saadan et Barn skal lære et Haandverk, Har saa
kiønne Naturens Gaver, og skal være Skræder eller Skomager! det er vis¬
selig uhørligt; J kand aldrig forsvare den Gierning, og J giør eders Fæder¬
ne Land Uret, at J vil fordømme saa vakker en Søn til saa nedrigt et Arbey¬
de; Ney! for Himmel og Jord giør ikke det; J har jo en anden Søn, der
ikke seer ud til at kunde tiene til Bogen; lad eders underlige Val falde paa
ham; Dumhed skinner ud af hans Øyne, han kand lære et Haandverk.
Over dette Raad støder Brev=Skriveren sig i høyeste Maade, og jeg vil
til Læserens Efterretning anføre hans egne Ord: Jeg fordrager ingenlunde, siger
han, at saadant et Barn forbydes at lære et Haandverk. Lader os undersøge hans
Naturel, maaskee det er saa flygtigt, at han meere fordærves end dyrkes, naar
han bliver holdet til Studeringer; mueligt han kand ikke længe pønse paa et og
det samme, snart vil han foretage sig det, snart det, og, naar han skal tvin¬
ge sin Hierne imod sin Tilbøyelighed, bliver den visselig saa sløv, at det vil ko¬
ste ham megen Møye, inden han kommer saa vidt, at han kand faae sin At¬
testatz, hvis ikke en Broder i Baghaanden skal udrette det beste. Dersom
han derimod maatte lære et Haandverk, saa blev hans flygtige Naturel hiul¬


455
pen ved de mange forekommende Forandringer, og han kunde da med Tiden
blive en heel Mester.
Vil man sige, at det ikke just er en Følge, fordi Barnet har gode Na¬
turens Gaver, og et flygtigt Genie, derfor skal han være Præst; ney han kand
blive en Physicus, Medicus, Chymicus, derved faaer han med adskillige Ting
at bestille, og er hans Hierne flygtig, saa har han paa denne Maade adskilli¬
ge Forandringer; saa svarer jeg: Denne Resolution er heel forvendt; thi om
end Medicinen, Physiguen og Chymiqven have ligesom Forvandtskab med
hinanden, saa er dog en hver af disse Videnskaber af den Beskaffenhed, at de
ikke med nogen Fuldkommenhed kand samles i et Subjecto. Naar jeg seer ad¬
skillige Mænds Titeler, der give sig Navn af adskillige Videnskaber, saa tæn¬
ker jeg stedse ved mig selv, at de i ingen ere dygtige; der hører meget til at væ¬
re en god Medicus, en god Physicus, en god Chymicus, og enhver af disse
Videnskaber kand for sig selv udfordre let Menneskes gandske Lives Tid; Hip¬
pocratis Ord ere vel bekiendte og heel eftertænkelige: Ars longa, vita brevis ot,
Konsten er vidtløftig, men Livet er kort; naar man detfor vil arbeyde paa
mueligste Fuldkommenhed i det ene, bør man efter mine Tanker intet befat¬
te sig med det andet. Dersom man vilde overtale alle Forældre, der have
Børn af gode Sindets Gaver, til at sætte de samme i Skolen for at studere,
saa maatte jeg spørge: Hvor skulde man faae et par gode Skoe fra? Og hvo
skulde sye os skikkelige Klæder? Ja hvor vilde vi erholde det, som ellers udfor¬
dres til Livets Fornødenhed; Neyl just fordi et Barn har gode Gaver, derfor
bør det lære et Haandverk, thi derved kand det tiene sit Fæderne Land.
Nu sætter jeg derimod, at man lader et Barn af en sløv Hierne lære et
Haandverk; sandelig han lærer i 10 Aar, og bliver dog en Kluder, en Fu¬
sker, en Bønhas. Hvad skal vi giøre med en Hebetio ved et Haandverk
han lærer end ikke at sye en god Skoe, langt mindre at danne en skikkelig
Klædning; skal han være Skoeflikker, saa bliver han sin Familie til liden Æ¬
re, om han er kommen af skikkelige Folk; Oney, lad ham studere, han kand
faae et Skudsmaal derefter, han kand være god nok til en Kirke eller Præste¬
Tiener, og, hvis han lærer at sye, bliver han stedse en Stakkel, der med
andre sine Brødre ere Publico til stor Skade. Hvad er vel Aarsagen, at
man maa sende saa mange reede Penge ud af Riget for Arbeyde af adskillig
Slags? Sandelig paa den ene Side, at saamange Dosmere lære Haand¬
verker, og, naar man vil have noget net og godt, skal det hentes fra fremme¬
de Steder, hvorfor? fordi man forsoger at lade et og andet giøre i Fæderne¬
landet, og det duer intet; altsaa giør man fra een eller to Mestere Slutning
til lalle, og Meningen bliver denne: vi maa lade vore Sager forskrive.
Jeg vil nu ikke tale om den underlige Begierlighed, som vi have efter det Frem¬
mede, ikke heller om den forvendte Maade, at man ey vil betale det hiem¬


456
me giordte, men giver heller meere for det fremmede, hvoraf flyder dette, at
Haandverks=Folk, der gierne pønsede paa noget Nyt, for at fornøye deres
Lands=Mænd, lade Modet falde, og tænke: Man betaler os ikke.
Skeibenten gaaer videre, og søger med Exempler at godtgiøre hvad han
har sagt: Jeg sætter, siger han, at J forlader det Theologiske Studium (han
har maaskee ikke kiendt min Correspondent) og foretager Eder noget andet;
Lykken giør Eder til noget stort i Virden, og J skal ved en Leylighed giøre Pa¬
rade til Hest; J behøver da et par stive Støvler, og hos hvem vil J faae
dem? visselig, er Hebetius Eders Skomager, da er han ingenlunde i Stand,
til at tiene Eder; skal han forfærdige Eders Støvle, vil de uden Tvivl blive
forbrændte, med mindre Lykken er bedre end Forstanden, og, naar J
meener at være skudfrie paa Beenene, da trænger Kuglen ikke længere end
tvertigiennem. J nødes derfor til at søge en god Mester, og betaler J ham
rigtig, saa leverer han et par Støvle, der holder Prøve. Videre: J begiver
Eder udi Ægteskab, og vor HErre under Eder en deylig og dydefuld Frue;
men Naturen har været lidet skiødesløs i at danne hende; hun har en høy
Hofte, eller hendes Ryg er ikke saa regeleret; Hebetius er Eders Skræder,
og han skal sye hende en Klædning; J vilde nødig, at Legemets Feyl skulde
være saa kiendelig; J ønskede, at Klæderne paa nogen Maade kunde skiule
Naturens Brek; Stakkelen mærker dette; Han vender Eders Frue snart paa
en snart paa en anden Side, han tager 10 gange Maal af hende, han skiærer
Klædningen til, og syer den færdig. Fruen ifører sig samme; men hvad skeer?
Skræderen har gjort Ryggen meere kroget end Naturen, og den ene Hofte
er en Alen høyere end den anden. Hvad er Aarsagen til dette: Eders Skræder
er dum, har ingen Hierne; han forstaaer ikke at undersøge Personens Tail¬
le ret, og veed ikke hvor han skal tage og give noget i sit Arbeyde. Er J nu tient
med dette? Tøyet har kostet Eder Penge, og hvad faaer J igien? Stakkelen
sætter all Skylden paa Ryggen, og jeg sætter den paa hans sløve Hierne, ta¬
ger J derimod en forstandig Mand til at giøre Eders Arbeyde, saa bliver
Skavanken ikkun liden, og dermed kand Fruen være tient.
Dog, vi vil lade det saa heede, at Haandverks=Manden besidder ikkun
liden Forstand, og behøver ikke meget af den samme, og jeg vil ikkun spørge,
om de Studerende, der giøre saa meget Væsen af deres Klogskab, og sige,
at Studeringer udfordre saa store Portioner af Hierne, ere i Stand til at
undervise den enfoldige Mester i sin Profession? jeg vil ikke paastaae, at de
skulde kunde giøre Arbeydet, men ikkun give Anledning der til, og vise, hvor¬
ledes det skal i Verksættes; Sandelig jeg tvivler meget derpaa, og Erfaren¬
hed har lærdt mig, at mange, som give sig Navn af Lærde, ere i Sandhed u¬
di de Ting, der ere uden for deres Cirkel, meget enfoldige, og de komme dem


451
for, som Tydsken siget: Vie die Kuh das mele Thor, da de dog billig skulde
vide at give Grund saavel for det ene som andet. Men ikke nok, de kand ey
allene ikke giøre dette, men de kand end ikke ofte troe, at der udfordres saa
megen Tiid til at forfærdige et eller andet Arbeyde, som man siger dem, saa
at Ordsproget: Rom er ikke bygt paa een Dag, gielder lidet hos dem, ey hel¬
ler troe de, at Arbeydet, naar det skal være, som det bør, udkræver saa
mange Materialier, som man siger dem, og om vi end demonstrere en Ting nok
saa tydelig, giøre de sig dog saa gale begreber og fremføre saa selsomme Jnd¬
vendinger, at vi ofte maa lee hemmelig omendskiønt vor Fattigdom og Trang
nøder os til at giøre alvorlige Miner, indtil vi slippe slige forunderlige Hoveder
og faae Luft.
Men, omendskiønt jeg siger, at mange iblant de Lærde forstaae slet intet
uden for deres Bog, saa vil jeg dog ikke deraf uddrage den Følge, at de alle
i denne Henseende skal skiæres over en Kam. Thi ligesom Erfarenhed lærer
os, at mange give sig ud for Polyhistores og Parisophister, der dog ere ofte
utroelige Sinker, saa finde vi ogsaa mange, der i meere end een Videnskab
har bragt det temmelig vidt; de forstaae de Videnskaber, hvortil de have ap¬
pliceret sig, de forstaae ogsaa andre Videnskaber, ja ofte Haandverks=Folkes
Arbeyde. Jeg vil nu ikke tale om dem, som jeg er overbeviist at være ey al¬
leene skikkelige Studentere, men endog hurtige Sye=Piger, der have i begge
Slags opnaaet saadan Fuldkommenhed, at man ikke uden Vanskelighed kand
sige, enten de best forstaae deres Bog eller Naal, enten de bedre kand sye paa
en Ramme eller sammensye en Disputats, bedre kaage en Gryde Grød,
end opkaage, hvad andre for dem haver sagt; men jeg taler om dem, der foruden
deres egentlige Studium ogsaa have anlagt Fliid paa andre snart ligesaa nyt¬
tige Ting, og da siger jeg, at, naar saadanne fornuftige Mænd vilde
tage Haandverks Folk under Armene, og hielpe dem frem paa Veyen, saa
kunde de visselig befordre mange nyttige Ting, hvilket vi endogsaa i vore Ti¬
der have Prøve paa, da en forstandig Mester ved en brav og fornuftig Pro¬
fessors Veyviisning har tilveye bragt et Verk, hvorpaa en anden Nation
har arbeydet forgiæves.
Og hvo kand fordrage, at man vil sige, at Haandverks=Folk behøve in¬
gen Hierne og ikkun halve Siæle? Sandelig vi finde visse Haandverker, der,
naar de skal forrettes med Nytte, udfordre dygtige og habile Mænd; en Tøm¬
mermester med en halv Siæl, en Muurmester og Steenhugger med en sløv
Hierne, en Snedker med et Træ=Hoved ere sandelig Folk, der ere Verden
til ingen Nytte, ney disse og andre fleere Handteringer udkræve visselig brave
og heele Hoveder, og tænk ikke, at slige Professioner kand forrettes med For¬
deel af nogle Dumrianer, af det Menneskelige Kiøns Skum og Bærme; lær


458
at sætte en tilbørlig Priis saavel paa det ene som andet, og ligesom viin¬
genlunde kaste Foragt paa de Studerende og deres Handeler, saa bør de ik¬
ke heller kaste Foragt paa os, vi maa bryde Hiernen ligesaavel som de, og
maaskee ofte meere end en stor Deel iblant dem; vi sige ikke, at nogle Knub¬
be, nogle Blokke og Stolper ere skikkede til Bogen, og de bør da ikke heller
sige, at hierne=løse Mennesker ere skikkede til Haandverker.
Sandelig jeg gad vist, hvorfor man giør saa saare lidet af Haandverks¬
Folk og deres Arbeyde; jeg gad vist hvorfor de Studerende i sær vil sætte sig
allene som de, der ere den fiineste Deel af Verdens Jndbyggere, og derimod
giøre Haandverks=Folk til nogle Afskum, der behøve ingen Hierne. Er der
Mennesker til, af hvilke vi med Rette kand fordre Fornuft og Viisdom, da er
det visselig de Lærde, men i denne Sag vise de efter mine Tanker kun lidet af
dette. De burde have de Begreber om Verden og de i Verden oprettede Sel¬
skaber, at en hver Lem er til en vis Ende og en vis Nytte, og at Verden efter
sin nærværende Beskaffenhed ikke kand undvære hverken den ene eller anden.
Lader os sætte, at heele Jord=Kloden var opfyldt med Lærde og Geistiige, kom
da ikke Menneskene enten til at gaae nøgne, under aaben Himel, eller og til at om¬
skabe sig til Skov=Trolde og Muldvarpe. Det er visselig et Rige til stor Nytte,
at det er forsynet med dygtige lærde Mænd, men det er et Rige ogsaa til Ziir og
Fordeel, at det er forsynet med dygtige Haandverks=Folk; vi ere alle hinandens
Brødre og Medborgere; vi bæye ligesom med samlede Skuldre paa Verdens
Machine, skiønt en hver paa si Maade, og vi bør derfore ikke foragte hinan¬
den. Skulde nogen Reformation foretages til Verdens beste, skulde nogle
unyttige Borgere være til, som Verden kunde undvære, da vilde visselig Re¬
ductionen eller Aftakkelsen; allermindst begynde fra Haandverks=Folk, eller,
om den begyndte fra dem, vilde den i Sandhed blive et Land til liden Fordeel.
De kand ingenlunde ansees som Klinte, der burde oprykkes, og man skulde vel
snarere finde saadanne iblant dem, der ere et Anhang til de Lærdes Republiqve
end iblant Haandverker.
Jeg drager mueligste Omhue for mine Medbrødres Velgaaende, og taa¬
ler ingenlunde, at de blive anseete med foragtelige Øyne, og for at forekom¬
me, eller til intet giøre de nedrige Begreber, som nogle iblandt de Lærde have
fattet om dem, vil jeg anstille en Sammenligning imellem de Studerende
og Haandverks Folk. Begge komme overeens derudi, at de til en Tid maa
være Lærlinger; men de Sidste have den Fordeel for de Første, at, naar hine
maa henslide 12 a 14 Aar i deres Skole=Gang, kand en Haandverks Mand
lære sin Kunst ofte i mindre Tid end fire Aar. En Haandverks Dreng maa
lære at arbeyde, men et Skole=Barn maa ofte ligesaavel lære at tigge som at
læse, den første kand gaae til sin Mesters Bord, naar den sidste mangen Gang


459
maa nøyes med Soel=Skiven. Naar en Haandverks Dreng bliver Svend,
faaer han den samme Herlighed, som en ung Student, at han bærer sin Kaar¬
de med Ære, og naar denne ofte maa leede efter Brød, fattes hin hverken
Føde eller Klæde. En fattig Student maa ofte hos en Forpagter, en Prest,
en Herremand tiene for lidet mindre end en Amme, og lidet meere end en
Gaards=Karl (*), en Haandverks Svend har om Ugen sin reede Skilling, og
oplegger sig ofte en skikkelig Capital. En Student og en Skoe=Pudser bliver
hos mangen grov Principal sat ieen Classe ligesom hans Bøger og Tienerens Byr¬
ste blive anseete lige vigtige; En Haandverks Karl derimod, naar han forstaaer sin
Dønt, faaer Ære, hvor han kommer. Den første maa være saa brav en Karl, som
han være vil, naar hans Herre har kun liden Fornuft, tør endog Gaards Karlen
spille ham paa Næsen og Laqveien være befalings=Mand. Men vi be¬
høve ikke at bruge saa mange Omsvøb; lader os allene kaste et Øye ud paa
Gaden, og vi skal da see, hvor vidt jeg har feylet eller ikke? Der gaaer en
Student med en fattig Kiortel, et par pialtede Skoe, en sønderreven Hat,
og en usel Peruqve; der gaaer en anden med en tom Mave, et bekymret Sind,
et uroeligt Hoved; der kommer den tredie med et mavert Ansigt, indfaldne
Øyne, og en Lomnie, der er fuld af Suppliqver, men ledig for Penge; Men
see nu videre. Der kommer en Skrædder i en indlukt Vogn, der kommer en
Skoemager med en trelokket Paruqve, der gaaer en Guldsmeed med en Titel
i Maven, der gaaer en Kandestøber med en Silke-foret Klædning, og der
kommer en Tiener med et Uhr i sin Lomme. Jeg har hørt mangen Student,
der har ønsket, at han havde lærdt et Haandverk, men aldrig nogen Haand¬
verks Mand, der har ønsket sig Student. J vil sige. Ja Sammenligningen
kand let gaae for sig, saa længe man allene forestiller sig en fattig Student;
thi da bliver ey alleene en Haandverks Karls, en Tieneres, et Buds, en Væg¬
ters, men endog, jeg veed ikke hvad for et nedrigt Menneskes Fordeel større
end hans; men forestil eder dem iblandt de Studerende, der ere bemidlede,
lad Sammenligningen gaae for sig i Henseende til dem, der allereede ere i Em¬
bede, og jeg troer da, at saadanne Studerendes Herligheder skal overgaae
endog de fornemste Haandverks Folkes. Jeg siger ney. Jeg og mine Lige
byg¬
(*) At Brev=Skriveren her følger Sandhed, kand godtgiøres med mange Exempler. Det
er ikke længe siden, jeg besøgte en af mine gode Venner, og jeg saae da et Brev fra en Mand,
der havde bedet min Ven, at udvelge en Person, der kunde paatage sig Mandens Børns
Underviisning. Faderen vilde have en Karl, der forstod sine Sprog, der var færdig i det
Franske, Tydske og Latinske, der forstod vel at leve, og var ikke egensindig; kunde han sig¬
te og dantse, var det desto bedre, og naar han kunde faae en Person, som i alle Maader,
var efter hans Hoved, vilde han aarligen aflegge ham med en anseelig Løn 20 Rixdlr.
hvorudi han meente at vise saa megen større Gavmildhed, som hans Naboe, der er Præst,
og altsaa best forstaaer sig paa den Kram, ikkun giver sin Skolemester, der ey allene under¬
viser hans Børn, men end og prædsker hver anden Søndag, 20 Sldlr.


460
bygge nu de Huuse, hvorudi de Lærde og andre Fornemme skal boe, og naar
en Haandverks Mand sidder varm i et grundmuuret Huus, maa en Lands¬
bye Prest tage til Takke med en Straae=Hytte; Naar en Skole=Lærer maa
prygle og raabe sig fordærvet paa sine Disciple, kand en Mester sidde ved sin
Bord=Ende, drikke sit Glas Øl, røge sin Pibe Knaster, og give sine Under¬
havende Love. Kand de Lærde fortiene Penge med deres Mund, saa kand
Haandverks Folk med deres Haand, og er en Alciatus bleven riig, fordi han
var gierrig, saa bliver Haandvers Manden riig, naar han er flittig. De
Studerende maa speculere, men Haandverks Manden maa føre Speculatio¬
nen til Praxin, og som jeg har hørt, saa skal Cicero have sagt, at den, der
fører en Ting i Øvelse, fortiener meere Roes end den, der allene speculerer.
Haandverks Folk ere ikke saa dumme, som man indbilder sig. De ere vel ik¬
ke høylærde efter Navnet, dog ofte saa Vellærde, som de, der bære det; de¬
res Theologie er ofte ligesaa reen, ja maaskee langt reenere end manges iblandt
de Lærde; med et ringe Huus=Raad kand de otte lykkeligere curere en Syg¬
dom end en Doctor med alle sine Bombaster, Boerhaver, Hofmanner, Sthaler,
Junckere, Apothekere; Naar de Studerende slaaes med Pennen, og skielde
hinanden ud i Aviser og Uge=Skrifter, saa slaas Haandverks Folk med bare
Næver, Vaaben, der er langt bedre, og give Saar, der ere meget lættere
at heele. Naar de første anvende heele Aar paa Ting, der ere til ingen Nytte,
naar de ofte legge Hiernen i Blød for at komme andre for nær, og siden under¬
kaste sig fortredelige Actioner, saa arbeyder Haandverks Manden paa noget bedre
og meere uskyldigt. Naar en lærd Mand slæber ofte sin Livs Tid, og faaer til sidst
intet uden et blot Navn, saa arbeyder en Haandverks Mand for at sætte Ko¬
ne og Børn i god Tilstand efter sin Død. Ja hvor meget kunde jeg ikke ar¬
føre, hvormed min Sag kunde bevises. Min Slutning bliver nu denne, at
ingen kand tale meere ufornuftig, end den, som siger, at en Haandverks Mand
behøver ingen Fornuft, og ingen er meere værd at foragtes, end den som for¬
agter en Haandverks Mand, der forstaaer sine Sager.
Jeg har her meddeelt mine Læsere det fornemmeste af Mandens Brev,
der havde paataget sig at forsvare ikke saa meget min Sag, som andres. Jeg
vil ikke underskrive alle hans Tanker, ikke heller vil jeg forkaste dem alle. Vi
dømme ofte om en Ting efter vore egne forudfattede Meeninger, og sætte ofte
Priis paa en Ting, ikke efter dens indvortes Beskaffenhed, men efter Sæd¬
vane og Forfængelighed. Det er allene Menneskenes egne Jndfald, at
de agte Guldet ypperligere end Kobberet, og det er allene deres
Forfængelighed og Indbilding, efter hvilken de
foragte det ene og ophøye
det andet.


461
No. 52.
Udgivet den 15 Maji 1745.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Claudite jam rivos pueri, sat prata biberunt.
A¬
 f Erfarenhed maa jeg slutte, at jeg i en lykkelig Tild og under gunstige
Aspecter har begyndt mit ugentlige Arbeyde; de Sandheder, som jeg
har foredraget, have ey fundet saa mange Modstandere, som jeg havde ven¬
tet, og det er allene ved Slutningen, da jeg staaer færdig til en Tiid at træ¬
de af Pladsen, at adskillige besværge sig over mine Papirer. Sandelig jeg
bør have dem undskyldte, og jeg handlede imod billighed, hvis jeg vilde fælde
umilde Dømme over dem, der paa de Skyldiges Vegne give mig Sag for
en alt for haard Opførsel imod deres Principaler. Nu agter jeg at slutte
en Stilstand med de vanslægtede Borgere, da jeg haaber, at Bitterheden
kand med Tiden blive mindre, og at en Overbeviisning om mine Betragtningers
Sandhed kand maaskee efterlade de Virkninger i manges Gemytter, at de tage
Afskeed fra Laster, og begive sig paa Dydens Vey. Saasom jeg meget sielden
søger Sælskaber, saa kand jeg ikke af mig selv vide de adskillige Betænkninger,
som mine Læsere have gjort sig over mine ugentlige Blade, og jeg havde maaskee
aldrig faaet dem at vide, hvis ikke en ubekiendt Ven havde i en Skrivelse indsendt
nogle Efterretninger om adskillige Domme. Jeg vil til Slutning meddeele mine
Læsere samme, dog uden at befatte mig med en unødvendig Apologie.
Gr. Sande=Mand!
Eders egne Ord maa jeg slutte, at J med allerførste vil nedlegge Pennen,
M¬
og, skal jeg sige Eder Sandhed, saa er det nu den høye Tiid. Man lod E¬
ders Blade passere, saalænge man ey kiendte Skribenten, men nu, da enhver
veed, hvo Sande=Manden er, saa har man aldeeles forandret sine Domme.
Man havde i Begyndelsen gjort sig om Eders Person høye Begreber, og de
Drømme, udi hvilke J holdt os til en Tiid, giorde det, at vi fandt Smag i E¬
ders Arbeyde; thi som man giorde Eder til en gammel Skribent, saa syntes man
ogsaa, at J svarede til de Tanker, som man havde fattet. Men saasnart fik man
ey at vide, at J af nogle blev kaldet en Student, førend man strax sluttede: Ja!
er Sande=Manden en Student, saa duer vel hans Blade ikke meget, en Stud ent
kand vel ikke skrive til Publici Fornøyelse, og et ungt Menneske understaaer sig vel


462
ikke at moralisere paa den Maade. Rører han ved de Anseeliges Feyl, saa er han
gammel nok, saa er hans Lykke spildt, saa maatte han ligesaa godt see sit Navn
paa det sorte Bret, og jo før jo heller smørre sine Støvle og løbe sin Vey, gri¬
ber han fat paa andre, saa bliver han ulykkelig i en anden Henseende; saa be¬
troer man ham ikke en Alen Klæde til et par Buxer, et par Skoe til sine Fød¬
der, en Hat til sit Hoved, man holder ham da for en skadelig Lem i Riget, en u¬
taalelig Fiscal, der bør hades af enhver; Rabulisterne vil da raabe imod ham
ved alle Leyligheder, criticere hans Opførsel i vidtløftige Indlegger, og, naar de
mangle en bedre Materie, eller have en slet Sag at forsvare, kommer Sande=Man¬
den til at holde for først og sidst; kort sagt, han vil da legge sig ud med alle og faae al¬
le paa Halsen; og Kiere, saaledes gaaer det Eder ogsaa. J bliver aldrig i Stand til
at naae det Maal, som J har foresat Eder; man betaler Eder nu med Eders egen
Mynt; J har drevet Spot med andre; J har skiærpet Pennen imod de Laster,
der burde forties, i har viist en alt for stor Nidkierhed i at declamere imod Bedra¬
gerier, imod Gierrighed, Drukkenskab og andre fleere skadelige Laster, og nu
maa J finde Eder i at underkastes de haanligste Domme, nu driver man Spot
med Eders Titel og Eders Arbeyde; enhver Mand har ligesom Horn i Siden
paa Eder, og jeg raader Eder derfor med Porten:
Fænum habet in cornu, longe fuge.
Jeg befandt mig i Aftes i et behageligt Sælskab, og jeg hørdte der saa
mange Betænkninger over Eders Ark, at det ikke bliver mig mueligt at anføre dem
alle; end ikke det deylige Kiøn vilde skaane Eder, og som man bør unde Fruen¬
timmere den Rang, som de saa gierne vil have, saa hør først, hvad Madame Ca¬
ja udi sit Sprog havde at erindre; Hun var samlet med en af sine Venner, og,
saavidt jeg kand erindre, udlod hun sig om Eders Arbeyde paa følgende Maade:
Jeg vilde gierne vide, hvad den gode Spectator havde at erindre i sit sidste Stykke;
ma chere sæur har vel hørt, at en Sot ugentlig udgiver et Charteque, hvor han
lader det være sin største plaisir at divertere sig med at censurere godt Folk og
moralisere over deres Levemaade og Oeconomie, man har en verite saa meget
meere Raison til at irriteres over hans Reflexioner, som han convojerer sine
sentimens med adskillige picqantes raillerier, og sans rime & raison inveherer
sig endog paa Folk af Distinction, vraiment, ma chere sæur, sligt burde saa¬
meget mindre tolereres, som man tilforn ikke nær saa meget har bekymret sig om
andre; jeg for min Person har ma fois fundet mig afskildret med veritables co¬
leurs, og Sande=Manden har ikke baaret mindste estime for mit Kiøn; Det er
visselig en grov Karl, og efter mit ringe sugement bliver den aldrig en honet hom¬
me, der ikke udelader saadanne pensees af sine Skrifter, hvorved en og anden
kand finde sig fornærmet og læderet; jeg tænkte, at Spectators Blade skulde ble¬
ven divertissante, og at man ved sit Thee=Bord kunde have en amusement af at
læse om Mand=Folkenes absurde Conduite, men jeg er siden bleven informeret


463
om andet, og jeg contesterer med største assorance, ot hvis jeg havde mindste
puissance, skulde jeg af yderste Kræfter laborere paa dette impertinente og in¬
suportable Skrifts Confiscation.
J kand let forestille Eder, min kiere Spectator, med hvad Sind jeg maatte
anhøre disse Betænkninger, da jeg stedse har været en Ven af Eders Arbeyde, si¬
den jeg overalt har sporet Sandheden i Eders Blade; jeg haaber, at J saa meget
mindre støder Eder over saadanne Domme, som J let kand mærke, at de ere
partiske; jeg vil ikke heller opholde Eder med at anføre de Reflexioner, som andre
giorde, siden de ikke vare grundede paa Fornuft og billighed; men jeg vil i den
sted legge mine egne Tanker for Dagen, og i Oprigtighed sige Eder, hvad jeg slut¬
tede om Eders Arbeyde, saa snart jeg saae af det første Stykke den Plan, efter
hvilken J vilde skrive, og de Tanker, som jeg siden har havt, da jeg ugentlig har
læst Eders Ark.
Jeg hivde ikke saa snart seet et Stykke fra Eders Haand, førend jeg
tænkte: det er et ligesaa dristigt som forgiæves Foretagende ved et Uge-Blad at
vilde forbedre den laste= ulde Verden. Jeg nægtede ikke, at Eders Absigt kun¬
de være god og lovlig; jeg troede, at Eders Brødres Daarligheder havde bragt
Eder i Harnisk, og givet Eder de Vaaben i Hænder, med hvilke J vilde angri¬
be samme, for om mueligt var, at styre og hindre de om sig ædende Laster.
Jeg har siden til denne Dag læst alle Eders Betragtninger; men all den Fordeel
som jeg deraf haver høstet, bestaaer i to Ting: Først har jeg paa nogen Maade
stillet min Nysgierrighed; jeg var stedse begierlig efter at vide, hvad nye Daar¬
ligheder iblant Menneskene kunde spores, og paa hvad Maade man vilde an¬
gribe samme. Jeg har endnu ikke seet i Eders Ark nogen Urimelighed anført,
der ey før har været til; men i de Betragtninger, der ere anstillede over det
gamle Onde, har jeg dog nu og da seet nye Forestillinger; For det andet er jeg
geraaden i en Tvivl, om ogsaa Eders Blad kunde tilveyebringe nogen Nytte? vil
vide ved hvad Andledning jeg har begyndt at tvivle om dette, saa er det skeet ved
følgende. J et vist Stykke har J med saa levende Farver afskildret en Feyl, at jeg
ogsaa kunde hentyde Eders Betænkninger paa mig selv. Jeg har forlængst kiendt
min Hoved=Last, og ved den Leylighed blev den bragt mig i frisk Erindring. Alt
hvad J havde skrevet, fandt jeg at være grundet; jeg stillede mig min Feyl for i sin
rette Skikkelse, og Eders Forestilling giorde og virkede alt, hvad den kunde og
burde virke. Efter et par Dage faldt jeg i den gamle Daarlighed; jeg tænkte paa
Spectator og mine egne Overleggelser, og, da jeg havde prøvet alle Ting, fandt
jeg omsider, at Eders Blad ikke havde virket hos mig den mindste Forbedring,
men meget meere forsynet mig med et Konstgreb, hvorledes jeg med større Fornøy¬
else kunde begaae min Feyl. Ved denne Andledning er jeg falden paa de Tan¬
ker, som jeg nu vil sige Eder. Først tænker jeg, at det er heel uvist, om et moralsk
Nun 2


454
Uge=Blad kand opnaae det Øyemærke, til hvilket det sigter, for det andet spørger
jeg, om Eders Betratninger ere tagne paa den Fod, og om J har udvalgt den
Vey, der kand føre til det omtalte Maal?
Meener J vel, at et Blad, der taler om Verdens fordærvede Sæder, og
til en vis Tid bliver udsendt iblant mange Læsere, er i Stand til at svække de i svang
gaaende Laster og hielpe Dyden paa Fode? Intet mindre. Fordærvelsens Ri¬
ge staaer paa en alt for fast Fod, den onde og forvente Sædvane har et alt for
stort Herredomme over Menneskens Gemytter? de Vaaben, som J har
brugt, ere alt for svage, og vil J, at et Menneske ved Naturlige Midler
skal blive bedre, saa skeer dette efter mine Tanker saaledes, at man ved
lange, grundige og udførlige Forestillinger viser, hvad der er hefligt i enhver Last,
og elskværdigt i Dyden. Kand nu saadanne Forestillinger have Sted i et Uge¬
Skrift, og vilde ikke de Lysthavende blive meget faa, hvis alting skulde skrives
paa en philosophisk Maade, og være aldeeles alvorlig? det er sandt, J er i de
fleeste af Eders Betragtninger gandske alvorlig; J har forestillet en og anden
Last i sin heslige Gestalt; men hvad har J udrettet, ofte har jeg tillige med andre
læst Eders Blad, jeg har mærket, at J har rammet den, der har læst det med
mig; men hvad saa? Læseren har, i Steden for at tænke paa sin Forbedring, gjort
adskillige Critiqver. Snart maatte det heede: den Sag er ikke nok udførtt;
denne Tanke er laant af en anden; de Beviser ere ikke velgrundede; det
Ord er ikke reen Dansk, den Forestilling smager af Ondskab; snart sagde man:
nu bliver Spectator meget tør; nu er all Jlden borte, nu fattes han Materie o. s. v.
men ikke et eneste Ord har jeg hørt, der kunde sige mig, at man fandt billighed
i Eders Jrettesættelser, og at man burde tænke paa Forbedring.
Sandt at sige, jeg forundrede mig ikke over dette; Lasters Bestraffelse maa
være saa haard, som den vil, den er dog ikke i Stand til at indprente en Afskye for
Losten; og, naar Klogskab og Magt ikke kand hindre det i svang=gaaende Onde,
saa kand meget mindre et Blad, der kommer fra en Haand, som har intet at sige
eller byde. Et Gemytte, der er behæftet med saa farlig en Sygdom, behøver en
gandske anden Lægedom, om det skal blive sundt, og jeg haaber, at J selv begri¬
ber den liden Kraft, der er i et Moralsk Skrift til at føre et Menneske i Sandhed,
paa Dydens Vey.
Men jeg har endnu en Aarsag at anføre, hvorfor jeg indbilder mig, at et
Blad, der kommer fra en ubekiendt Forfatter, har liden Kraft til at forbedre de
Laste=fulde. Erfarenhed har lært mig, at den største Deel dømmer gierne af en
Person til hans Arbeyde, og maaler Bestraffelserne efter den, fra hvilken de kom¬
me. Giver en eenfoldig Mand de beste og tienligste Regler, saa hører man dem
neppe. En Bonde kand undertiden give lige saa fornuftige Stats-Regler, som
en ofmand; men det som man udleer hos den første, admirerer man hos den
sidste. Vare Menneskene kloge, saa maatte Sandhed blive Sandhed, enten


465
den blev fremført af Peder eller Povel; Men saaledes er det ikke, og bliver vel al¬
drig. Naar vi høre, hvorledes vi bør indrette vores Liv, saa spørge vi gierne
hvo siger faa? hvor har vi den Regel fra? og blive vore Feyl straffede, saa under¬
søge vi gierne, fra hvis Pen Bestraffelsen kommer. Er Manden bekiendt som en
Elskere af Dyden, saa finde vi os i hans Domme, har vi ikke alt for gode Tan¬
ker om ham, saa lider den Sandhed, som han foredrager, og kiende vi ham al¬
deeles intet, saa spørge vi, om han ogsaa haver Ret til at erindre os om vor Pligt?
Kiende vi ham, og mærke, at han ikke har en 3 a 4 Sneese Aar paa bagen; har
ikke besøgt fremmede Steder; har ikke tilførn ved noget besynderligt gjort sig be¬
kiendi; saa bliver han i vore Tanker en utidig Censor, en Mand, der ingen Fri¬
hed bør have at sætte andre til rette, der bør stikke alle sine Betragtninger i Lom¬
men, og opsætte sine offentlige Forestillinger, til han faaer det philosophiske Skieg
paa Hagen. Kiære Spectator, vær saa god selv at giøre applicationen.
J vil sige: Ja lad det saa være, at et Uge=Skrift ikke kand hindre de store La¬
ster, saa kand det dog tiene til at kuldkaste adskillige forvendte Sædvaner. Jeg
siger ney. Det er efter mine Tanker besværligere at giøre sig løs fra en inførdt og
vedtagen Skik, end at fordømme den eller den Last. En Urimelighed af det
Slags, om hvilken vi tale, har tvende Beskyttere, som en Last ikke har. Den
største Deel af Verdens Indbyggere ynder den, og man har desuden den Tanke,
at den ikke er saa ond og skadelig. Naar et Gemytte ved disse Forestillinger bli¬
ver fortryllet, saa har man ligesaa lidet Haab om Forbedring, som man kand ven¬
te, at den onde Sædvane skal komme af Moden. Vil J, at jeg skal oplyse dette
med et Exempel, saa vil jeg allene henføre Eder til det Ark, hvor J taler om Spill.
Upartiske Dommere maa tilstaae, at ingen Sædvane kand være mere skadelig end
denne; men J maa skrive imod den saalænge J vil, J maa raabe imod Dobel,
indtil Struben bliver hæs, sandelig med alt dette skal J ey udrette det ringeste. Trøe
mig, J skal ey finde en eneste, der, naar Spille=Bordet bliver sat frem, og
Kortene blandes, skal spørge: Hvad vil Sande=Manden sige hertil? Spill vil
stedse blive en Tids=Fordriv, et Stykke af de galante Videnskaber, et Mærke paa
et raisonnable Gemytte, indtil Leddiggang har opfundet noget bedre. Vinder
J noget, saa bliver det vel dette: Her og der kand maaskee findes en, der kiender
sin Daarlighed, og giør sig løs fra samme, og dette bliver endnu allene en Mue¬
lighed, en Sag, som kand haves i vente, der maaskee aldrig kommer til Virkelighed,
Jkke anderledes har det sig med den besynderlige Daarlighed, som findes hos
det eller det Menneske i Særdeeleshed. Længe nok kand man foreholde en petit
maitre sin Gang, sit Sprog, sin urimelige Høflighed; man kand give hans Ca¬
ractere saa tydelig, at enhver kand see, paa hvilken man har Øye; hvorvidt mee¬
ner J, at han derved bliver forbedret? Jeg sætter, at han forandrer sin Gang, la¬
der det meest naragtige blive borte af sine Klæder; lader sin Omgang med Fruen¬
Nun 3


466
timmer blive mindre latterlig; hvad vinder J derved? vil J kalde deten Forbe¬
dring, vi J derfor sige, at Sande=Manden har i dette Stykke ikke arbeydet forgiæ¬
ves? ney, den Forfængelighed, der eengang har bemestret sig hans Forstand, bli¬
ver vanskelig at giøre til intet; lader han en og anden latterlig Maneer fare, saa
seer han sig dog om noget andet, hvorved han kand giøre sig stor og behagelig. For¬
andringen, der gaaer for sig, er allene i Tingene, som han har med at giøre
hans Smag, hans Tilbøyelighed, hans liden Aand bliver stedse den sam¬
me.
Men lad nu saa være, at et Uge=Blad er skikket til at forbedre de fordærvede
Sæder: Saa maa jeg dog spørge, om ogsaa Eders Betragtninger af samme
Slags ere i Stand til at opnaae det Øyemærke, her kunde være meget at tale om
denne Sag, som jeg med Fliid vil forbigaae; jeg kunde spørge: Om J ikke ti¬
dato har forglemt de allerstørste Urimeligheder, om J alle Tider har begivet Eder
til det Ondes Grund og Kilde, eller allene rørt ved dets skadelige Virkninger
om J ogsaa har anført de Midler, der kunde tiene til den Forbedring, som J saa
meget raaber paa? Jeg vil være saa billig imod Eder at tilstaae Eder alt dette, hvor¬
vel J selv seer, at meget paa Eders Arbeyde kunde i denne Post være at udsætte;
det, som jeg i sær finder fornøden at erindre, er at Eders Skrive-Maade er man¬
ge Steder alt for haard, alt for Satyrisk, og hvad Godt meener J deraf kand
flyde? at giøre en Last, en personal Caractere latterlig, at skrive saaledes, at en¬
hver kand mærke, paa hvem man sigter, er efter mine Tanker intet andet end at
give det ene Menneske Vaaben i Hænderne imød det andet, og ingen lider meere
derunder end Skribenten selv: Naar han veed, at Lasterne ofte have anseelige Be¬
skyttere, naar han begriber, at, dersom han rører ved den Feyl, det Bedra¬
gerie, der elskes af den eller den Mand, der ellers gaaer for sig med Lykke, og med
Kierligheds Kaabe burde skiules, saa kand han jo let fore stille sig, at hans Per¬
son bliver forhadt naar han taler om dette; den Sandhed, som han foredrager, skaf¬
fer ham Fiender i Mængde, og om endskiønt ingen er saa taabelig, at giøre saa nær
application, at de offentlig skulde bekiende om sig selv: vi ere de Daarer, de
Narre, de Drankere, de Mode-Trælle, de Pedanter, som Sande=Manden har af¬
malet, og derfore offentlig give ham Sag, og begiere Straf over ham for det, som de
selv ved application bekiender at være sande, omendskiønt, siger jeg,
ingen er saa taabelig at gribe til dette, saa bliver dog Hadet i Hiertet, og, naar
Fienderne have noget at sige, naar de finde Adgang til de Fornemme, eller paa
andre Veye kand udrette noget, saa arbeyde de visselig paa Moralistens Ulykke,
og hvis de reedelige og Fornuftige ikke tage ham under Armene er han snart klar i
sin Regning.
Jeg tilstaaer, at man gierne læser saadanne Skrifter, at man ofte berømer
Skribentens Lykke i at udtrykke een eller anden Caractere, men tro mig, min kiere


467
Spectator, sligt reyser sig alleneste og hos den største Deelalleene af den Smag,
den Fornøyelse, de finde i at kunde see deres Brødres Feyl; det kand ret kildre dem,
naar de finde een eller anden at være gjort latterlig, og, omendskiønt Skribenten
aldrig kand have havt Øye paa nogen vis Person, (thi udi saadan et Skrift kand
man endog ramme dem, som man aldrig har kiendt) saa heder det dog: Sande¬
Manden har dygtig igiennemheglet den Mand, han staaer der i sin rette Skikkelse;
hvad vil han sige, naar han seer sig selv saaledes afpenslet? See disse utilladelige
Fornøyelser bevæge den første Hob til at igiennemlæse saadanne Blade, og, hvis
ingen havde kiøbt Spectator uden de, som derved vilde see deres Daarligheder, for
at ændre de samme, saa havde sandelig Eders Forlegger bleven en arm Mand.
Man maa berømme den Satiriske Skrivemaade, saa meget som man vil,
saa bliver jeg dog aldrig af den Tanke, at man paa den Maade kand plante Dy¬
den i Gemytterne. Var det allene derom at giøre, at give Læserne en Tidsfor¬
driv, at faae dem til at lee, saa vilde jeg være den første, der skulde berømme den¬
ne Skrivemaade; men saa længe det staaer fast, at Skiemt ikke forbedrer, saa
længe feyler enhver Satiricus, den fiine med den grove, fra sit Maal. Jeg vil
nu ikke sige hvad Meening mig synes at de giøre sig om det menneskelige Hierte,
der holde for, at dets Forbedring kand skee ved en Satire. J er vel ikke af den
Tanke, om man ellers kand troe eders Ord her og der i eders Ark; dog veed jeg,
at mange have denne Indbildning. Men lader os see til de store Moralister end¬
ogsaa iblant Hedningene, og vi skal finde, at deres Skrivemaade har været an¬
derledes. Keyser Marcus er snart alle Steder alvorlig; Seneca og Epictetus
ere strenge; Socrates ivrig; Theophrastus havde lyst til at satyrisere, men han
vilde ikke. Det var snart allene Comoedie=Skriverne, der forestillede Laster
latterlige, og efter dem have endog de beste Mænd udvaldt denne Maade, saa at
den, der i vore Tider paa en alvorlig Maade vil skrive imod Laster, bliver agtet
for en Mand af ingen Esprit. Her har J mine Tanker om eders Arbeyde, min
kiere Spectator, det maa staae til eder selv, hvorvidt J vil underskrive dem eller
ikke. Jeg kunde dog ey holde dem tilbage, da jeg mærkede, at J vilde tage Af¬
skeed, og vær forsikkret, at ingen er Eder meere forbunden end
JEG.
Omendskiønt denne Skrivelse er imod mig selv, saa har jeg dog ikke vildet
holde den tilbage. Jeg følger Skribentens Formaning; og nedlegger til en Tid
min Pen. Jeg kand ikke sige med Sandhed, at udi Fæderne Landet findes intet
meere, der fortiener at straffes; vilde man skrive imod alle Laster, imod alle Uor¬
dentligheder og Daarligheder, saa blev Arbeydet uendeligt. Tiden vil vise, hvor¬
vidt Brevskriveren har feylet eller ikke. At jeg ved mit Arbeyde har forskaffet mig
Fiender, det veed jeg, og det spaaede jeg mig i mit første Stykke, men jeg veed og¬
saa, at disse Fiender have visse Grænser, over hvilke de ikke kand komme. Det
skul¬


468
skulde være noget besynderligt, hvis mine Blade skulde have bedre Lykke, end an¬
dres, der gaae samme Vey; men hvordan deres Lykke bliver eller ikke, saa bliver
jeg indifferent, og skal derfor ikke frygte for at sende fleere Betragtninger for Ly¬
set, naar Tider, og naar jeg kand blive forvisset om, at de ey skal komme tilba¬
ge. Jeg er bleven nødt til at udelade mange vigtige Materier; jeg har maat
skille nogle ved all deres Saft, allene for at komme til Slutningen af Aaret. Har
jeg havt nogle, der har hadet mig, saa har jeg igien havt dem, der have yndet mig;
Jngen har meere lastet mit Arbeyde, end de, der have fundet deres Laster bestraf¬
fede, og jeg har ikke været nogen meere i Veyen, end dem, der plages af Misun¬
delse. Jeg har ikke skrevet for at fyldestgiøre deres Smag, hvis Forstand er af
det usædvanlige Slags; og jeg undrer mig derfor ikke, om de have fældet samme
Domme over mine Papirer, som Madame Caja i Brevet. Jeg har alleene
stræbt at fornøye Folk af en middelmaadig Fornuft, og derfor have mine største
Dadlere enten været ær=Øoi eller rævrsØoi, enten Mennesker uden Hierne,
eller Mennesker med alt for megen Hierne. Skulde der være noget om,
at man betiener sig af den Danske Mand for at fylde sine Blade, som
andre maa betale, saa maa jeg tilstaae, at jeg i en lykkelig Tiid har skrevet for
Tals Mænd; Om dette bekymrer jeg mig ikke, og jeg fik andet at giøre, hvis jeg
vilde allarmeeres over et hvert ufornuftigt Foretagende. Fordi jeg kiender li¬
det til Menneskenes Væsen, saa kand jeg let forestille mig, at jeg med Tiden
af een og anden bliver offentlig censureret; Nogle vil vel sige, at jeg har fun¬
det meere Ondt iblandt Danmarks Jndbyggere, end jeg burde søge, at jeg
alleene har skiærpet Pennen imod Laster, men forglemt at skrive om Dyder.
Jeg svarer intet uden dette: Hverken vil eller kand jeg forbyde Folk at criti¬
cere mine Papirer; det er sandt, at jeg i Særdeleshed har igiennemgaaet de
i Svang=gaaende Laster, men, naar jeg en anden Tid indtager min Plads
igien, skal jeg uden at hykle vise Fæderne=Landets Gode,
og efter Fortieneste berømme dets Dyde¬
fulde Borgere.
P. S. Endnu skal udkomme fra en habil Port et smukt Vers til den Danske Specta¬
tors første Tome, kaldet: Spectators Echo, saa og et lystigt Grav=Skrift over Anti-Spe
ctator.


469


No. 53.
Udgivet den 4 Junii. An. 1745.
Sælges udi Ernst Henrich Berlings Bogtrykkerie for 2. sl.
Venlig Afsked
Med den
Danske SPECTATOR. (*)
S¬
aa vil Spectator ey sit Pund
Og ædle Sindets Gave,
Men vel sin Pen en liden Stund,
Nedlegge og begrave,
Den snilde og velskaarne Pen,
Hvormed han Landets Laster,
Som Udyds Skræk og Dydens Ven,
Bestrider og antaster.
Naar Legen leges allerbest,
Da bør man den afbryde,
At ingen Ulyst skal zuletzt
Af Lege=Lysten flyde.
Naar Skibet uden Bræk og Lak
Har længe pløyet Vandet
Ooo
Og
(*) J steden for det saakaldede Spectators Echo med videre, som Forlegge¬
ren havde tænkt og lovet at levere, følger nærværende Afskeds Digt fra en
anden Pen.


Og ikke er paa Schagerak
Og Lessoe=Grunde strandet,
Giør Skipperen forsigtig, gaaer
Han smukt i Havne=Leye¬
Og sig til nogen Hvile slaaer
grra Havets Tumle=Veye,
Thi den, som stændig holder Søe
Og seyler seent paa Aaret,
Lad hannem ey paa Anholts=Øe
See Skib og Gods forlaaret,
Saa kand han dog af Drive-Jis,
En farlig Art Corsairer,
Som mangt et Skib paa Caper=Viis
Omringer og besnærer,
Beskadiges paa Kiøl og Roer
Og meget let geraade
J større Vanheld, end han troer,
Paa een og anden Maade.
Naar vel-omladt og god Scribent
Har ved sin Pen og Hierne
J Landet Roes og Tak fortient,
Saa man ham læser gierne,
Særdeeles den, som skiærped Lud
Til skurved Nakke bruger,
Og iblant Lasternes Ukrud
Og Nelde=Buske luger,
Naar han, som ved at føre Krig
Med manges Skiøde=Laster,
Uvenskab exponerer sig
Og Avind underkaster,
Har længe lagt til Mark og Feldt,
Sig trettet og udmattet


Og


Og raspet, som en stridbar Heldt,
Hvert Skind, som fandtes fnattet,
Foruden at hans Avinds=Mænd
Og Lasternes Patroner
Har kundet lange denne Svend
Fra deres Bastioner,
Og bringe ham en Kugle til,
For op og ned at vende
Paa det af ham begyndte Spill
Og det for Tiden ende.
Da er det vel-betænkt, om han
J Tide Afsked tager
Og Scenen til en anden Mand
En Tildlang overdrager;
J Vinter=Leye og Qvarteer
Udhviler, saa at sige,
Om det om Sommeren end skeer,
Sig lidt fra sine Krige,
Jmens han recrouterer sig
Med nye og friske Tropper,
Armee, som fegter idelig
Og Hullerne ey stopper
Med friske Folk og Mandskab til,
Den bliver tynd omsider,
Og hvis man altid skrive vil
Og ikke raste gider,
Jmens man stiller Hverving an
Og sanker friske Kræfter,
Da slaaer det neppe Feyl, at man
Jo skrive maa derefter.
Den beste Geist kand tømmes ud,
De største Magaziner
o 2


471


172


Tilsidst maae mangle Kugler, Krud,
Musqvetter, Carabiner.
Skands den syv munded Nil-Strøm om
For Tilløb allevegne,
Og see, om den ey bliver tom,
Naar det vil ikke regne;
Og den Undsætning ikke faaer
Af andre Naboe=Strømme,
Men dog skal altid aarlig Aar
Egypten oversvømme.
Man holder for, at hvis den ey
Med mange andre Vande
Besvogrede sig paa sin Vey
Jgiennem mange Lande,
Særdeeles blev den ey med Vegn
Forstærket, hvor dens Kilde
Og Udspring er, i Morlands Egn,
Den hastig svækkes vilde,
Og skulde ikke sig i Stand,
Paa anden Maade finde,
Ægyptens Agre under Vand
At sette nogen sinde.
Det er langt bedre, at man spør
Hvi holdt han op saa fage?
End nogen over, at han giør
Det alt for langt, skal klage.
Og hvo der kiender Verdens Smag,
Særdeeles her i Landet,
Hvor Mængden ynder eet i Dag,
J Morgen noget andet,
Særdeeles her i denne Bye,
Hvor gamle Koste feye


Ey nær saa konstig, som de nye
Beflamme Gulvets Veye,
Kand neppe vente sig, hvor smukt
Han bliver ved at skrivel,
At ham hans Arbeyd samme Frugt
Og Yndest skulde give,
Naar han det setter længe fort,
Som naar det først begyndes:
Jo meere nyt, jo meere kort,
Jo bedre Verket yndes.
All timelig Fornøyelse
Forandring har til Grunden,
Man længes efter sin Caffe¬
Med Middags=Mad i Munden,
The paa Caffe og Livsens=Vand (*)
(Ja Dødsens=Vand for sømme,
For snart paa The-Vands=Gildet kand
J Livet ikke komme.
Koldsindighed med Lyst og Drift,
Som Flod og Ebbe, skiftes;
Som gift man ønsker sig u-gift,
Som ugift vil man giftes.
En Jomfru er forlegen, for
At tabe Jomfrudommen;
Saa snart er ey det lille Noer
Til denne Lykke kommen,
At hun, som havde ingen Roe,
Før hun den fik paa Døren
Og sparede ey snored Sko¬
Og Guld indlagte Øren,
Jo lutter ved sin Cammer=Dør,
Om ikke Jomfrudommen
(*) Aqvavit.


473


174


Vil pikke paa og sige: ør!
Jeg er tilbage kommen.
Ret ligesom Febricitant
Sit Leye tidt ombytter,
Og bort fra een til anden Kank
J Stuen stændig flytter;
Af Seng paa Loye=Bænk han vil,
Af Loye=Bænk i Sengen,
Og dermed plager af og til
Nu Pigen og nu Drengen;
Saa vægelsindet er vort Sind,
Saa slibrig vor Begiering,
Paa intet Spil vi legge Vind
Saa høyt, som paa Forkering.
Og den Forandrings=Feber, som
Vi i Gemyttet bære,
At Scenen alt maa vexles om
Hvis det til Pas skal være,
At Lysten ligner Huusets Fløy,
Som all Slags Vind beveger,
Og Uhrets Perpendikel=Tøy,
Som færdes alt og hveger,
At ingens Aand i nogen Ting
Kand stilles under Sølen
Af hvad man seer i Verdens Ring
Fra Syd til Norder=Polen;
Det er et klart Beviis, at den
Er skabt til noget bedre,
End alt hvad under Himmelen
Forlyster Folk her nedre.
Snart at agere Vert, snart Giæst,
Snart fiint, snart grøvt Suuus tage,


nart


Snart høre een, snart anden Præst,
Snart bæres om, snart age.
Snart spanke med en Løber=Stav,
Hvorpaa det let gelinger,
At sette over Grøft og Grav,
Som almodisk Springer.
Snart flyve frem med Jagt=Pidsk=Smeld
Og lade Verden vide,
At Straten=Junker Narrenfeld
Er kommen op at ride.
Snart have en Cartouche (*) paa,
Contouche vil jeg sige,
Snart som Adrianister (**) gaae
Med lange Flagre=Fliige.
Snart bære Hat og Hoved-Ziir¬
Med lav og liden Skygge,
Og snart Vor=Frue=Kirke=Spiir
Paa Hovedet at bygge.
Snart prøve en Spatsere=Gang,
J Rosenborger=Have,
At høre Nattergalens Sang,
Og tælle der en Trave
Af Tulipaner, som kand gaae,
See, høre, tale, neye,
Og udaf Veyen for de smaa
Gips=Poge ikke skeye,
Som staae for dennem i Gewehr
Og skyldigst presentere,
Sost
J*) Den beklendte Straten=Røver og Chef for Banditerne i Fran¬
kerige.
(x*) Adrianister kaldtes et Slags Kiettere i Holland af Adrian Ham¬
sted. See MORER. Diction. Historique.


476


anske
Som det i Hoved=Vagten skeer,
Naar Ridderne passere.
Snart sidde hiemme i Polsk=Pass
Til begge sine Øren,
Og raabe: Skienk mig nok et Glass,
Hey, Rasmus, Lisbeth, Søren!
Snart bryde alting over tvert,
For med Hr. Hvisk i Øre
J Closter=Strædet paa Concert,
Som Closter=Møe, at kiøre.
Snart staae og sælge Hoved=Kiød
J Vinduer og Døre,
I Haab de Ord: Ach! hvilken sød
Og yndig Siel, at høre.
Saaledes vexler Lysten jo;
Hos Mænd saa vel som Qvinder
Det gamle: Variatio
Delectat, sig indfinder.
Resten følger.


No. 54.
Udgivet den 19 Junii. An. 1745.
Sælges udi Ernst Henrich Berlings Bogtrykkerie for 2. sl.
Et større Speil man skulde see
Oppaa Forandrings-Driften,
Saafremt det ikke stridede
Mod Lovene og Skriften:
Var det enhver tilladt og frit
At tage mange Qvinder,
Som egen gode Appetit
Og Smag for godt befinder,
J skulde see, hvad gylden Regn,
For Copulationer,
Der overøste Præst og Degn
Fra Græver og Baroner,
Som havde Raad og Evne til
At underholde mange;
De torde Mariage=Spill
Vel spille en Snees Gange,
Om ikke bringe en Armee
Af Vifte=Amazoner
Paa Beene, i det ringeste
Dog nogle Esquadroner.
En Sultan eller Mogol knap
Med dem udkomme vilde,
Og ingen Gaard paa Godset slap
Med sexfold Lande=Gilde:


E


Thi


478


Thi dersom man for slig Armee
Vil ikkun aarlig regne
Mund=Portionen, og Caffe¬
Ved denne blot betegne,
Hvad meene J det sig bedrog
For Sneese tappre Munde?
Til Posten paa Soldatisk dog
Man dem ey vise kunde.
End sige, dersom den Mondour,
Som ofte maatte gives,
Af Damask, Fløyl og Gros de tour
Beregnes og anskrives;
Jtem den lekkre Proviant,
Thi denne Art af Tropper
Hvor pæn den er, sig dog iblant
Med nogle Smuler propper:
Men for Commiss=Brød Marcipan,
For Marketenter=Erter
Der vilde rettes Supper an,
Posteyer, Stege, Tærter.
Det heele Gods Mensal=Gods blev
Og Frauen=Taffel Guther,
Man for Baron med Tiden skrev
Kun simpel: Bærenhyter:
Og Deres Armod! vilde man
For Deres Naade sige;
Thi et Serail at legge an
Og holde ret ved liige,
Det allerbeste Baronie
Og Grævskab snart opslugte.
Ja store Folk Polygamie
Alleene ikke brugte,


det
Men mange af langt mindre Stand,
Og Evne vilde vove
Sig med langt fl ere, end de kand
Forsørge, at trolove.
En Skipper lod den beste Vind
Forspildes til at seyle,
For i hver Havn, hvor han løb ind,
At søge Btud og beyle.
En Smed lod Jernet blive koldt,
Løb ud fra Tang og Bælge,
For sig hver anden Dag en stolt
Og nipper Møe at vælge.
En Skrædder havde ingen Roe
Og Blive=Sted paa Bordet,
Før han paa nye sin Skrædder=Troe
En Jomfru fik antvordet.
Og efte som han tænkte alt
Paa fleer og fleere Koner,
Blev hvert et Klædebond for smalt
Til Piger og Matroner;
Thi Saxen saae i Tiden frem,
Der maatte Silke=Huer
Til dem han havde alt, og dem
Han ventede til Fruer.
Kort sagt! der vilde saare faa,
Lad Raad og Evne være
Saa liden, som den være maa,
Een eeneste at nære,
Med een sig nære, men det gik
Saa vidt, at fleere Qvinder
Endog en nøgen Betler fik
Til sine Betlerinder,
Ppp2


173


184


Venlig
Som strøge med ham giennem Land,
At synge eller lire,
End Alcoranen nogen Mand
Forunder, nemlig Fire; (a)
Thi Mahomet sig selv tillod
Tre gange fem at have,
Og var saa nøysom og god,
At han ey tog en Trave:
Men andre maatte to og tre,
Ja fire, høyt at stige,
(Som ogsaa vel passerede)
Kun kobles med tillige.
Dog! kunde man ey komme ud
Med fire Ægte=Qvinder,
Om Tægte=Qvinder maatte Bud
Udsendes uden Hinder;
Og der af tages ind paa Stald,
Saa mange som der Havre
Og Høe tilstrækkede, i fald
De aade Heste=Davre. (b)
For¬
Ja) I. AICORAN de MAHOMEI, traduit de F' Arabe par AN¬
DRE du RTER. Tom. I. a Amsterdam 1734. Le Chapitre des Fem¬
mes p. 69. Epousez celles qui vous agreeront, ou deux, ou
trois, ou quatre. Si vous craignez de ne les pouvoir entretenir
egalement, n en epousez qu une. Det er: Tager til ægte
dem, som tækkes eder; enten to, eller tre, eller fire.
Dersom J befrygte, ikke at være i Stand til at give dem li¬
ge Underholdning, saa tager ikkun een.
(b.) J den Extract af Mahomets eller, som andre skrive, Muhameds
Liv og Levnet (La vie de MAHOMET par Mr. le Comte BOU¬
LAINVILLIERS a Londres 1730.) som findes i de Hollandske
Lettres Serieuses G badines fur les Ouvrages des Sævans Tom. IV. a
la Haye 1730. Lettre cinqvieme p. 61. heder det: Chez les Arabes
le nombre des Femmes & des Concubines etoit indetermine;


482


Forandrings=Driften, som den Dag
I Dag desverre! volder,
At fremmed Mad af bedre Smag
(Som Ordsprog er) man holder,
Og at vi høre mangen Mand,
Der har saa smuk en Qvinde,
Som nogen ærlig Karl sig kand,
Begiere til Mandinde,
At skeye ud af Vey og Stie,
J fremmedt Fad at snylte,
Og sig udi Vielweiberie
Til Halsen at nedsylte;
Den vilde, gaves Auret op,
At alle maatte tage
Saa stoer og liden Qvinde=Trop,
Som hver sig lod behage,
Forleede mange meget vidt:
Saa snart man saae en anden,
Saa veyede den første lidt
Af Formen og Forstanden:
Det Ansigt, som fandt nys Behag,
Var vel anseet og yndet,
Blev gammeldags en anden Dag
Og havde sig forsyndet.
Den Hud, som Nonneskier tilforn
Og Nettel=Dug var agtet,
Ppp
Som
heureux & magnifiqve celui qui en avoit le plus, Mahomet ju¬
ea que tant de Femmes legitimes, toutes mastresses, etoient
incompatibles, avec le bon ordte & la tranquillite du menage,
I les reduisit a quatre. Mais en recompense il etendit I' usa¬
5e des Concubines aussi loin que L' incontinence de chaque
Particulier le voudtoit porter.


482


Venlig
Som Seyl=Dug om et lidet Korn
Blev tvertimod betragtet.
Den Tand, som før var Elphenbeen,
J det forliebte Øye,
Strax ormestukken og ureen
Blev kaldet uden Føye.
Den Brud, som nys for sin Forstand,
Var værd at vorde hentet
J Frankrig eller Engelland
Til Stoels (*) i Parlementet,
Hun blev vurderet strax derpaa,
Om ey den største Taabe,
Som nogen havde seet at gaae
Udi en Sladder=Kaabe,
Saa dog af meget maadeligt
Begreb, Esprit og Hierne,
Endskiønt hun glimrede af sligt
Saa blank, som nogen Stierne.
Alt efterdi man kommen var
J Veyen for en anden,
Som hverken lige Ynde bar,
Ey heller Vidd i Panden,
Men havde for den anden kun
Allene forud dette,
At hiin i Gaard var gammel, hun
Var nye og frisk paa Brette.
Forandring=andring,andringer
J alting Lysten søger:
Det ligesaa beskaffet er
Med Skrifter og med Bøger,
Saa vel udi Henseende
Til Verkene, der skrives,
(*) Sæde.


som


454


Som ogsaa til Scribenterne,
Af hvilke Verket drives.
Hvert Seculum sin egen Smag
J Bøger har og Skrifter,
Hvert Aar, ja fast hver Maaneds=Dag
Og Uge Lysten skifter.
Som Maanen tager af og til,
Saa griber den og slipper;
Frisk Vildbrad alt den have vil
Og kun af Alting nipper,
Det er ey blot i Klæde=Dragt,
Men ligesaa i Bøger,
At Modens Myndighed og Magt,
Sit Herredømme søger;
Thi Moden Moden allesteds
Plat have vil at sige,
Og kræver heele Verdens Kreds
Med Rubb og Stubb til Rige.
En vis Scribent har Skiemt og Schertz
Med Skrive=Moden drevet
J nogle smukke Franske Vers, (c,
Og der saaledes skrevet:
Scri¬
(c) Auctor af den 1711 til Hag i Holland in 8vo udkomne Misanthro¬
pe, som meentes at være Herr von EFFEN, Hofmæster for nogle
Fornemme Hollandske Herrer af den Famille van Wassenacr. Hvil¬
ken, efterat han No. 33. p. 177. seqv. har gjordt sine Remarqver
over den Lærde Verdens Moder, slutter med følgende Vers:
L' Esprit aux Modes tributaire
Doit necessairement pour plaire
Laisser regner, en divers temps,
Lettre, Sonnet, Rondeau, Balade, Satire, Ode:
Ason tour tout est a la Mode,
Excepte l'aimable BONSSENS.


44


Venlig Afske¬
Scribenter=Geist til Moderne
Er ligesom Skat-skyldig
Og bør, saa fremt den sig vil see
Antagelig og gyldig,
At lade paa adskillig Tid
Regnere og fremspire
Ved skrive=syge Pennes Fliid,
Brev, Klinge=Riim, Satire;
Rondeau, Balade, (billig Priis)
Samt Lyrisk Sang og Ode.
Kort sagt: Alt andet Vexel=Viis,
Men Sands er ey i Mode.
Resten følger.


No. 55.
Udgivet den 10 Julii. An. 1745.
Sælges udi Ernst Henrich Berlings Bogtrykkerie for 2. sl.
En anden Auctor i et Skrift,
Som nogle vil tilegne
Den Sinderige Doctor Swift,
Har ladet os betegne,
At Skrifter har, som Dragt og Mad,
En Art af Aarsens=Tider:
J Juel man bruger ikke, hvad
J Julio man slider;
En foered Kioel kand legges an
Jule=Høytids=Dage,
Men hvis i Juli=Maaned man
Den samme vilde drage,
Da blev man agtet for en Nar;
En Kold=Skaal midt om Sommer
Tilpas, men naar vi (*) Kiørmitz har,
Heel ubeleylig kommer.
Saaledes har det ogsaa sig
Med Bøger eller Skrifter,
Den lærde Verden idelig
Saisons og Tider skifter.
Om hans Forlegger skiemtes, at
Han vidste ret til Prikke,
Sig efter Engellands Climat
I denne Sag at skikke;
Hvad Skrifter tørt, hvad fugtigt Aar
Fordrog, at lade trykke,
Foruden at befrygte Skaar
J Aftræks=Held og Lykke.
Ogg
(*) Kyndelmisse (qvasi Candelatum Misa.)


Saa


485


186


Venl
Afske
Saasnart han fik haandskreven Bog
For Øye og i Hænder,
Han strax sit Thermometrum tog
Og saae i sin Calender:
Sit Hoved han udstak dernæst
Af Vinduet og sagde:
J Vester seer det ud til Blæst!
Samt Skriftet fra sig lagde,
Jfald det ey var af den Form,
At han det torde vove
At legge op i Tiid af Storm
Og Aftræk sig at løve.
Men derimod saafremt han saae,
Sig Tiids og Veyrs Aspecter
Af noget Manuscript at spaae
Anseelige Jndtægter,
Saa kiøbte han det for sit Værd.
Den samme vilde ikke
Med dette Auctors Skrift i færd,
Til Pressen det at skikke,
Fordi han sig af Tiid og Veyr
Kun liden Aftræk spaaede,
Men denne vandt omsider Seyr
Og hiin dertil formaaede;
Da han ham forestillede,
Hvorledes nogenlunde
Man Himmel-Influentzerne
J dette rette kunde,
Formedelst sligt Expedient,
At han af Skriftet lader
Udranbe dristig den Scribent
Og Bel-Esprit for Fader,
Som just udi den Uge, naar
Det traade ud fra Trykken,
J Staden best opskreven staaer
Og havde Skrive=Lykken.


487


Sligt, siger Auctor, at han har
Fornødent holdt at skrive,
For Efterkommerne en klar
Idee derved at give
Om Læsere i Engelland,
Og mange andre Riger,
Hvoraf man mange ligne kand
Beqvemmeligst, han siger,
Med Fluen, som ved Kiøkken=Bord
Bortjages fra de Retter.
Man retter an for en Mylord,
Og sig paa Timen setter
Med samme Appetit til Bords
Paa det, som her i Landet
Af Navnet ligner Brit=Lands Lords,
Men plat er noget andet;
(Thi Gundling (d) siger ret, at Lord
Er kommen, men af gandske
Beqvemmere og bedre Ord (e)
End dette, fra de Danske.)
Alt dette, som vi her har hørt
Og skulde vidre høre,
Hvis Veyen blev til Ende kiørt,
Jeg havde tænkt at kiøre;
Og hvis der ikke noget var
Som Hiulet holdt tilbage,
Den Hast, som Folk i Staden har,
Der Monsieur Berling plage,
Ogg 2
For
(d) Discour; uber den Staaten von Europa. C. VIII. Von den
Da en kommt auch das Wort Lord ein Herr.
(e) GUDMUND. ANDREÆ in Lexic lsland. Lafe seu Lave (en
Lo) Area, horreum, allas Lavagardr. Hinc Lavarder qv. hor¬
ret Oeconomus sc. AscRosng, Herus, hine Anglicum Lord Do¬
minus. NB. Hertug Knud Ds HELJGE blev kaldet
med Tilnavn Lavardus.


88


Denlitg
For Slutningen at see her paa,
Da de Spectators Blade
Jndbundne ønskede at faae
Paa Hylden til Parade.
Hvori min Svaghed dem har gjort
Forhindring nogle Uger,
Der ikke er at drive bort,
Hvor meget jeg end bruger,
Men standser baade Pen og Aand
J Verket at udføre,
Anseet jeg høyre Arm og Haand,
For Værk kand neppe røre.
Alt dette, siger jeg, som vi
Har hørt om lærde Moder,
Om stig= og faldende Værdie
Af Læse=Lystens Foder,
Om Skrifters Art af Aarsens=Tid,
Om Læser Smagens Vandring
Fra et til andet, hid og did,
Og Scenernes Forandring;
Det viser os, at ingen Post
Er meere undergiven
Omskiftelsernes Tøe og Frost,
End Held i Bøger=Skriven.
Thi man kand agte Publicum
J Skrifter at vurdere,
Som Mobile Perpetuum,
Der ey kand qviescere,
Men flakker med ustadig Drift
Fra een til andre Sorter
Af Skrifter; et til andet Skrift,
Hvorpaa det aldrig skorter.
Nye Skrifter, nye Scribentere,
Der efter higer Mængden;
Den beste Auctor frigide
Omlades vil i Længden,


489
Og knap en Vogue og i Priis Han var e Sand-men Sandemand,
Og det, som han frembragte,
Skal meget længe blive,
Saafremt han ey paa Sanger=viis Var ey, som manges, Støv og Sand,
Men smukt af sund Sands smagte.
Pauserer i at skrive.
Thi Steeg og Suppe smager best, Hvert Kiøn, hver Stand kand sine Feyl
Udi hans Blade skue
Naar man i nogle Dage
Paa Spige=Sild har været Giæst Saa klart, som nogen i et Speyl
Og Raa=Melks=Pande=Kage. Kand see sig i sin Stue.
Hvis man sin egen Spectateur
Forandringer saavel paa Kok,
Som Mad, befordre Smagen. Vil i Spectators Blade
En Kok, lad hannem være nok Agere, og til det, de bør,
Vil dem sig tiene lade.
Saa fix og flink i Sagen,
U=patriot, til Tings en Stud,
Saa søge mange dog en frisk
Pedanter, Abe=Katte,
Og synes, at den Franske
Kand alle see hvor de see ud,
Har bedre Sauge paa sin Fisk,
Naar deres Masquer dratte.
End Norske eller Dønske.
Saa vel de ranke Eege=Træer,
Man bliver kied af god Music
Som lave Torne-Buske
Og Musicant at høre,
J fald man har hvert Øyeblik Han saa beklipper og beskiær,
At de hans Sax skal huske.
Cithar og Luth i Øre.
Men naar det skeer kun af og til, "Hvad andre lod sig nøye med,
At tænke eller tale,
Og der imellem kommer
Smaa=Diengenes Mundharpe=Spill Spectator ey undseer sig ved
Med Pennen at afmale;
Og Lyd af Børne=Trommer;
Han tør saa vel Velbyrdige,
Saa er det meere angenemt,
Som Borgerlige Laster
At høre Instrumentet,
Som taug en Stund, igien opstemt, Behierted under Øyen see
Og begge Slags antaster.
Før man det havde ventet.
Med artig Stiil og god Genie
Spectator dette vel indseer
Han sine Ting andrager
Og hviler fra at skrive,
Og viser sig vel=dreven i
Paa det han siden desto meer
Adskillige Slags Sager.
Behagelig maa blive,
Naar han paa nye den snilde Pen, i Han baade selv har skrevet vel,
Som han har ført med Ære,
Og opvakt mange andre
Og legger lidt til Hvile hen,
(Hvorpaa der findes stoer Forskiel,)
Begynder at tilskiære.
Scribenter=Vey at vandre.
Han har i sine Uge=Ark
Den Fremmede og nogle faa
Dog uden brodden Pande)
Fortiene Roes og Ære,
Jndbyggerne i Dannemark,
Men Verden kunde gierne staae,
Som Sande=Mand, sagt Sande. Og Resten dog undvære.


490
Afsk
Dermed er ingen talt for næx,
Er et, som han Olusculum
Thi man bør jo formode,
Morale haver kaldet,
Hver Auctor vil sig selv i sær
Et ypperligt Opusculum
Henregne til de gode.
Og ey, som Auctor, skaldet.
J Skolen lærer man jo før
Det er forfattet paa Latin,
At læse end at skrive,
Men kommer vist i Dansken,
Paa denne samme Orden bør
Saa snart det træder afhans Skrin,
Man siden Agt at give.
Ja Tydsken med og Fransken.
Gid! alle vilde læse først,
Det heder: Sæpe Olitor
Før de upi at skrive
Locutus opportuna, (*)
Sig gave til at reyse Børst,
Af Geist er lærde Gle stoer,
Og hver lod Pennen blive,
Trods nogen Adelruna! (f)
Som vel har Haand og Haandelavi Han raisonnerer, siger man,
Til Foermands=Vogn at smøre, " Deri om et og andet,
Til Greb, til Syel, til Sax, til Sav, Som ey aldeeles staaer ham an,
Men ey til Pen at føre.
J Staten og i Landet;
Der siges, at en Skole=Pog
Om Skole=Sager dog i sær¬
Udi vor Frue=Skole
Og Skole=Strafs=Producter,
Skal være meget viis og klog
En Skik der, som han meener, bær
Og kaldes lærde Ole;
Ey alt for gode Frugter,
(Som fordum Holger Rosenkrantz Men qvæler hos Disciplene
Blev lærde Holger kaldet,)
(Af hvilke nogle komme
Den samme bleven er i hans
Med Tiden i Krigs=Tieneste
Discipel=Alder skaldet
Og til at følge Tromme)
Af lutter Meditation
Det Mod, den Dristighed og Fyr,
Og Lærdoms-Hoved-Pine,
Som findes kand hos dennem,
Og seer ey ud til Skoels=Person, (J det de, som Arcadisk Diur,
Men har en Doctor=Mine.
Tidt bankes der igiennem.
Blandt mange lærde Skrifter, som i Hvorfor vi ogsaa læse, at
Han agter at udgive,
De gamle tappre Gother (g,
Thi strax han op af Sinken kom,
Har neppe Børn i Skole sat,
Begyndte han at skrive;
Og tappre Idioter
Læpe etiam est olitor valde opportuna locutus.
(t) Vide de Alruns sive Adelrunis Veterum Septentrionalium Mystis O. WORM.
Literat. Runie. p. 14. seqv.
(*) PROCOP. Hist. Goth L. 1p. 143. Cougressi eorum qvi eximii erant, ad Amalasuntham
ubi venerant, expostulabant, non recte puerum (Atalarieum) at9; utRegem deceret,
educari. Multum abesse a virtute literas: & senili institutione dejici plerumqve, &¬
ad metum incurvari indolem. Qvi magna ausurus, qvi bello decora sit qvæsiturus,
debere liberum i magistrorum metu, armis tractandis erudixl.


491
Oa i hars Paasyn og Paahør
Af deres Børn langt heller end
Productens Byrde falde
Poltroner have vilde,
Paa Lære=Mesteren Pekin,
Som kunde være lærde Mænd,
Som maatte pænitere,
Men fegtede kun ilde.
Saa ofte Printzen var u-fiin,
For nu at raade Bod her paa,
Og vilde ey studere.
Da proponerer Ole
En Sag, som vel vil bifald naae Saa Printzen ey af Frygt for Straf,
Men Ømhed over denne
Hos dem, der gaae i Skole,
Men knap hos Skole=Mesterne: Sin Lære=Mester lod sig af
Med sine Laster vænn
Han billiger, at Ave
Og Skole=Disciplin bør skee,
hi Førster holdtes i dest Priis,
Saa hellige og høye,
Men hvo der Hugg skal have
At ingen Ferle eller Riis,
Discipel eller Hører? det
Til dem sig maatte bøske¬
Er efter Oles Tanke,
Et Spørsmaal, hvorpaa ey saa let Men Ole observerer ey;
Et afgiott Svar kand vanke.
At han med samt de andre,
Som deres torned' Skole=Vey
Han holder for, at det var fix,
Skinder=Gaden vandre,
Om Lærere herefter
Printze=Tall ey sluttes ind
J Skolen fik allene Brix,
Som de, der havde Kræfter,
1Og altsaa ikke have
For helligt eller herligt Skind
Og kunde bedre taale Hugg,
End Ole og hans Liige:
Til Disciplin og Ave.
Sligt fordum været har i Brug,
Søm ogsaa deres Naturel
J China, tør han sige,
Sig vilde heller ikke
Anseet han hos Mattinium (h)
Til Ligning eller Parallel
Af Lojolitet-Orden,
Med Printzens Chingi skikke;
Chinesernes Historicum,
Thi disse skulde udentvil
Docentibus det unde,
Er underrettet vorden:
At naar den unge Kæyser Ching iOg bomre hver udi sin Stiil
Det tapperste, de kunde,
Sig havde undertiden
For Hørerne desfleere Hug
Forseet i een og anden Ting,
Jmed ns han var liden,
At skaffe, paa at blæse,
Lod Cheucung, Administrateur, (Kom denne skiønne Skik i Brug,)
Ja lode Pokker læse.
Af Riget, ham indkalde
Mo¬
DMARTMARIMINS S Soe Jesu smica kist Decad Prim Ansteldam MNCLIXmvi¬
ta lmp. Chinzi p 104 Illud dignum miritu, si qvid delinqveret lmperator, Pekinum (id
præceptori erat nomen) vet beribis exceptum, spectante puero, simul ut ea pæna se di¬
gnum gnosceret, simul ut in pofterum ita sogereret, ne præceptorem suum subjiceret
veberibus. Hac igitur arte corrigebat lmperatorem Cheucungus, solerter cavens, ne un¬
vam cæderetur. Hic enim honor habetur regibus, ut eos velut SStos tangere sit nafas,


492
Moralen hos vor Moralist
Sin ypperlige Digter=Sang:
Arma Virumqve cano.
Interesseret lyder:
Af Pebling=Søen, seer man vist, Hvis han da ikke Haand paa Skaft
Med bedre Arme=Kræfter,
At saadan Strøm udflyder.
End jeg nu haver, havde haft,
O! gylden Tiid vi leve i,
Det blevet var derefter.
Da indtil Skole=Drenge,
Hvor kand da ventes af en slet
Enhver med Moralisterie
Og arm Poet (naar Armen
J Maven gaaer til Senge.
Men av! det trækker i min Arm, Endogsaa sig befinder ret
Retsom et Corps Gens darmes, Og trækkes frisk af Barmen.)
Var rykledind, for mig til Harm: Udi en Tiid, da tvertimod
Hans Haand og Arm bespændes,
At tund der og larme.
At giøre Vers, naar man er syg, (At noget, som har Haand og Fod,
Af ham til Lyset sendes?
Er ligeskin at dandse,
Naar manhhar mist den halve Ryg Sligt, haaber jeg, har Læseren
Ved skudfraFladstrands Skandse. Saa meget meer for Øye,
Hvad Undek Verket bliver tørr, Og lader med min slette Pen
Naar Tørt=Værk Auctor plager, Og Armods=Digt sig nøye,
Som mange andre skrive saa
Og et Par Av, af ham er hørt
Ved hvert Par Vers han mager? Med stærke Been og Arme,
At Jordens Slægter væmmes maae,
Hin store Maro selv den gang
Han skrev, cum armo sano, I Og Himlen sig forbarme.
Efter Forleggerens Begiering opsat
Den Danske SPECTATORS
tienestfærdigste Wen.
NB. Her nest efter kand heftes det forhen trykte Kierlige
og Velmeente Brev til den Danske Sande=Mand,
med et derpaa givet Kierligt og Velmeent Svar af den
Danske Sande=Mand.


Kierligt og Velmeent
Svar
Paa
Det kierlige Brev
Til
Den Danske Sande=Mand,
Sælges for 6 sl.
KJØBENHAVN, 1745.
Trykt hos Ernst Henrich Berling.


Velærværdig Hr. N.
J
maa ikke undre Eder over denne Titel, og J maa
ikke tænke, at jeg ved Hielp af den sorte Konst har
faaet at vide, at J er en Lærer. Med samme For¬
nøyelse, som J efter Eders egne Ord har læst mi¬
ne ugentlige Blade, med samme Fornøyelse har
jeg læst Eders velskrevne Brev. J har selv seet, at jeg lidet har
befattet mig med dem, der, efter at jeg havde begyndt at sende de
Anmærkninger til Lyset, som jeg havde giort over det uregel¬
rette Væsen iblant mine Brødre, snart have angrebet mig
paa een, snart paa en anden Maade; saaledes kunde jeg vel
ogsaa have gaaet Eders Skrivelse forbi med Taushed, hvis
jeg ikke af adskillige Aarsager fandt mig tvungen til at besva¬
re den med et par Ord. Tiden er nu snart førhaanden, da
jeg som en Tilskuer agter at træde af Pladsen, hvor nødig
vilde jeg da ikke, at Beskyldninger af det haardeste Slags
skulde ligge paa mig? og hvor ilde handlede jeg ikke, hvis jeg
ved en utidig Taushed ligesom vilde bekræfte alle de Erin¬
dringers Sandhed, som J har gjort i Eders vidtløftige Brev;
Tillad mig derfor, at jeg tager Eders Tanker under Prøve,


og værforsikkret, at ligesaa kierlig og beskeeden, som J har viist
Eder imod mig, saa kierlig skal jeg og vise mig imod Eder.
J besværger Eder over, min Herre, at jeg har forbi¬
gaaet Præjudicium nimiæ confidentiæ, eller de forudfatte¬
de Meeninger, da et Menneske formeget drister paa sig selv;
J meener, at jeg har givet mange iblant mine Læsere Svø¬
ben i Haanden imod Lærere, men lærer dem ikke at bruge
den ret; J er endelig af den Tanke, at førend man vilde be¬
fatte sig med præjudicio Autoritatis, burde man have sig¬
tet imod præjud. nim. confidentiæ, o s. v. Først vil jeg sva¬
re i Almindelighed, at jeg for nogle Aar siden har i et
fremmed Sprog forfattet et lidet Arbeyde over begge disse
Præjudicia; jeg havde ogsaa i Sinde at uddrage deraf det
meest fornødne, der kunde tiene til at kuldkaste dem begge;
men, da min Forlegger besværgede sig over de Kiøbendes Tal,
der i Andledning af det Ark, blev mærkelig formindsket, og
mange iblant mine Læsere klagede, at jeg i det Stykke hav¬
de været meget tør, holdt jeg med Fliid det øvrige tilbage.
J siger, at man allerførst burde afføre et Menneske fra
at driste paa sig selv, og siden formane ham ey i Blinde,
at fæste Troe til andre; jeg bekiender oprigtig, at jeg derudi
ingenlunde er enig med eder. Jeg holder meget meere for,
at man bør sætte dette forud, at Mennesket selv besidde Kraft,
til at lede efter Sandhed: forstaae de Sandheder, der ved
menneskelig Kraft kand udfindes: jeg meener at man lige¬
som til en Tiid maa tillade Mennesket at driste paa sig selv,
at han ikke formeget skal driste paa andre; Naar jeg sætter
dette som en uryggelig Regel: Din Fornuft er tilbøyelig til
Vildfarelser, du er ey i Stand til at opsøge Sandhed, du
kand


kand ikke troe dine eane Undersøgelser, du maa betiene dig
af andres Øyene, og troe hvad du hører af dem, der ere klo¬
gere end du, saa styrter jeg jo Mennesket ligge hen i Præj.
Autoritat, saa befaler jeg ham jo at have en Kulsvier=Troe, og at
tage til takke med det, som han hører af andre. Gaaer jeg
ikke fornuftigere til Verks, naar jeg tager mine Erindrin¬
ger paa den Fod: Skaberen har givet dig selv en Formue
til at sætte en Ting paa Prøve; vel skal du ikke stoppe dine
Øren for de Lærdomme, som du hører af andre, men du
bør til en Tiid kalde dem i Tvivl, i det aandelige har du
den ubedrageligste Regel, som du kand følge; lad den blive
en Prøve=Steen, efter hvilken du undersøger andres Ord;
finder du dem efter Prøven at være grundede paa Sandhed,
saa kand du troe dem, og ophæve din Tvivl, du kand an¬
tage dem, ikke fordi du har annammet dem af den eller den,
men fordi du har dem fra Kilden selv, fordi du har erkiendt,
at det har sig saaledes, som dine Lærere have sagt.
Her har jeg nu sadt mange Ting, som J ingenlunde
kand underskrive, naar J ellers haver meent oprigtig, hvad
J har skrevet i Eders Brev. Jeg har sadt det som en af¬
gjort Sag og uomstødelig Sandhed, at et Menneske af Ska¬
beren er begavet med Kraft og Formue til at undersøge en
Sag; J derimod synes ligesom at vilde bevise Contrarium
ved Hebetii Exempel, og, om mueligt var, at godtgiøre,
at i Verden findes visse Mennesker, der i Henseende til deres
Fornuftes naturlige Beskaffenhed maa nødvendig lade sig
nøye med det, som de høre af deres Lærere, uden selv at un¬
dersøge Sandhederne, for i deres Sag at komme til Vis¬
hed: Men, Kiere, jeg kand aldrig indbilde mig, at J herudi
troer, hvad J har skrevet. Vel maa jeg tilstaae Eder, at


Fornuften hos alle er ikke lige skarpseende, men jeg kand
aldrig tilstaae, at noget Menneske kand være til under So¬
len, der, hvor liden og svag Fornuft han end kand besidde,
ikke dog skulde have saameget, at han i de meest fornødne
Ting jo kand skielne imellem Lys og Mørke. Stiller jeg
mig Hebetii Exempel for Øyne, saaledes som det af eder
er anført, saa beviser det efter mine Tanker slet intet, hver¬
ken til at retfærdiggiøre eders Principia, eller til at omstøde
mine Grunde? Naar jeg sætter forud, at jeg har med en
Hebetio at giøre, det er saadan en, hvis Kraft til at døm¬
me og undersøge er ikke af det stærkeste Slags, saa kand
jeg vel dog fordre af ham, at han skal bruge den Kraft,
som han har, til at sætte en Sag paa Prøve, men derfor
vil jeg ikke, at han skal legge Spinozam ved den ene og Wol¬
sium ved den anden Side; jeg tilstaaer, at disse tvende ere
alt for høye for en Hebetius; han har ikke Evne nok til at
see Falskheden i den førstes og Rigtigheden i den sidstes Sy¬
stema; men er det derfor sagt, at han aldeeles intet kand
eller maa undersøge den Sandhed, om der er en GUd til?
jeg meener ney. Jeg vil ikke henvise saadan en til mange
og høye Fornuft=Slutninger, han kand med Sikkerhed af
Virkningen argumentere til Aarsagen, og han har de aa¬
benbarede Sandheder, med hvilke han kand lade sig nøye,
siden de samme ere baade tilstrækkelige til at igiendrive Spi¬
nozam, og langt klarere end alle Wolfens matematiske De¬
monstrationer.
J sætter da, saavidt jeg seer, falskelig forud, at visse
Mennesker have ingen Kraft til Undersøgninger, og den Lig¬
nelse af hvilken J betiener Eder, holder aldrig Stik. Der¬
udi har J Ret, at den, som har ingen Øyne, kand trøste


sig ved, at han lever i et Sælskab, hvor han kand find een Le¬
dere, og den, som ikke selv har lært at sye Skoe, har der¬
for ikke nødig at gaae bar beenet, saalænge der ere Skoe¬
magere i Landet; men at vilde applicere dette paa Siælens
Kræfter, at vilde lade de Sandheder, som enhver for sig bør
undersøge og antage, komme an allene paa andre, der ere vore
Selskabs Brødre, gaaer aldrig an. Jeg merker, at J henty¬
der mit Ark allermeest paa Theologiske Sandheder; jeg vil der¬
for ogsaa blive ved de samme. Nu maa jeg spørge: hvem
skal giøre Regenskab for min Troe? jeg selv, eller andre?
Kand det tiene mig til Undskyldning, naar jeg om et eller
andet har vildfarende Begreber, at jeg vil sige: Ja! jeg lod
det komme an paa mine Lærere, jeg fulgte de Fodspor, som
de formanede mig at betræde, jeg antog alle deres Ord for
Sandhed, og jeg indbildede mig, at som jeg levede i et So¬
ciete, kunde det være nok, at jeg saae med andres Øyne, og
troede med andres Troe, jeg har aldrig undersøgt, enten jeg
troede galt eller ikke, og jeg var bange, at dersom jeg vilde
kalde mine Læreres Lærdomme i Tvivl, maatte jeg paa den
anden Side falde til at stole formeget paa mig selv. Kiere,
mon ikke dette vilde blive de jammerligste Udflugter og Und¬
skyldninger i Verden? og kand vi ikke sige med Vished, at
er der noget Menneske, der blot vil lade sin Troe ankomme
paa sine Lærere, saa er visselig denne meere en Machine end
et Menneske.
J siger, at de alt for høye Tanker, som et Menneske
har om sig selv ere langt farligere, og ledsagede med mange
fleere skadelige Følger, end de forud fattede Meeninger, der
grunde sig paa andres Myndighed; havde J sagt, at de Før¬
ste ere lige saa farlige som de Sidste, saa havde jeg derudi havt


samme Meening, som J. Jeg nægter vel aldrig, at Separati¬
ster Enthusiaster og andre saadanne vildfarende Mennesker ofte
ere styrtede i disse Vildfarelser, fordi de have været og ere alt for
selvkloge; men meener J ikke, at en lige saa stoer Deel af disse
Vildfarende ere forledede til deres Afveye, fordi de have for¬
gabet sig i dem, der have skrevet og lært om saadanne fana¬
tiske Meeninger; have de sat Præj. Autoritatis tilside i Hen¬
seende til een, saa have de antaget dem i Henseende til en an¬
den; nægte de hvad en Luther, en Spener, en Buddeus, en
Hollaz siger, saa troe de, hvad en Jacob Bohm, en Gott¬
fried Arnold, en Gichtel foregive, og J skal aldrig indbilde
mig, at de falde til saadanne Yderligheder, fordi de troe de¬
res Fornuft alt for vel; thi deres Vildfarelser ere gandske
stridige imod den sunde Fornuft, og vi maa ikke have saa¬
danne Tanker om denne Guds Gave og Sielens ypperlige
Kraft, at den kand forlede Mennesket til een eneste Vildfa¬
relse. Jeg veed vel, at man i Almindelighed siger, at man¬
ge sætte for megen Tillid til deres Forstand; at Fornuften
forfører mange til Atheisterie, Deisterie, Spinozisterie, o.
s. v. men i Sandhed, man bedrager sig. Fornuften er i og
for sig selv i sine Sandheder og Slutninger aldrig vildfaren¬
de; en Atheist nægtede aldrig Guds Existence, dersom han
ret vilde bruge sin Fornuft; og i den Sted vi sige, at den el¬
ler den troer sin Fornuft for meget, burde vi sige, at han
lader sig forlede af sine Sandser, lader sig bedaare af sin
Jndbilding, lader sig forblinde af sine Affecter og Passio¬
ner; thi da Fornuften er en af de Herligheder, for hvilke vi
maa takke Skaberen, saa kand det ikke være mueligt, at saa
troefast en Fader skulde ved at give os en vildfarende Fornuft,
selv befordre vore Afveye. Hvad J har berettet os om Luxuri¬
antio, vil jeg gierne troe, men Kiere! hvor med beviser J, at han


sine Raisonnemens er saa frek, fordi han stoler paa sin egen
Klogskab? og hvormed kand J godtgiøre, at han har gjort sig
løs fra præjudicio Autoritatis? Fordi han klager over disse
forud fattede Meeninger hos andre, deraf slutter jeg aldrig,
at han selv er frie; thi ligesom Erfarenhed lærer os, at man¬
ge declamere imod de Laster hos andre, i hvilke de selv ere
skyldige, saa kand Luxuriantius gierne raabe: O! det ulyk¬
salige Præjudicium Autoritatis, og alligevel selv gaae bun¬
den i de samme Lænker. Nu vil jeg sige, at Luxuriantius
har drukket sin Gift af en anden Kilde; jeg vil sige, at han
har læst mange ugudelige Bøger, og han har fundet de ve¬
derstyggeligste Meeninger indvikklede i kiønne og ziirlige Ta¬
lemaader, og beviste med meget skinnende Argumenter; dis¬
se ulyksalige Behageligheder have uformerkt indsniget de al
lerfarligste Meeninger i hans Hierne, han er ikke falden til
sine Urimeligheder ved sine egne Slutninger, men ved an¬
dres Overtalelser; nu, siger jeg, vil jeg sige saa, og hvo i¬
blandt os har Rets enten I, der tilskriver Luxuriantii frek¬
ke Tanker hans Selvklogskab, eller jeg, der siger, at han
har lært dem af andre?
Det Spring, som J giør fra Luxuriantio til mig, vil
jeg gaae forbi; de, som kiende mig, kand best sige, enten jeg
formeget drister paa mig selv, eller ikke, og at jeg ofte kand
fare vild, det tilstaaer jeg gierne; thi jeg misunder ingen U¬
bedrageligheds Privilegium, for at beholde det selv, og, hvis
jeg var en Lærer, vilde jeg aldrig moqvere mig over dem,
der stræbte at kuldkaste de Meeninger, der grunde sig paa an¬
dres Myndighed, at jeg med desto større Ret kunde und¬
gaae den Titel af Pave. Nu kommer jeg endelig til
det, som maaskee i sær har bevæget Eder til at tage


10
fat paa Pennen, og udfordrer i Besynderlighed min
Jeg vil aldeeles ikke tale om de An¬
Erklæring.
merkninger, som J har gjort ved mine Ord om Thrasoni¬
no; thi min Apologie vilde i den Punct blive gandske for¬
giæves; men jeg vil heller i mueligste Korthed undersøge E¬
ders velmeente Raad, da J formaner mig til intet at befat¬
te mig med Lærere. Her maa jeg da først erindre, at min
Samvittighed aldrig skal forekaste mig, at jeg, naar jeg har
talt om Lærere, har havt Øye paa de redelige og ustraffeli¬
ge iblandt dem; jeg har derimod betient mig af mueligste
Forsigtighed, og stedse giort de fornødne Undtagelser; ja
jeg vidner oprigtig for heele Verden, at jeg sætter Priis paa
retskafne Lærere, og anseer Lære=Embedet virkelig for det, det
er, Guds egen Stiftning, og, naar jeg har erindret dette,
vil jeg skride til dette Spørsmaal: Om en Moralisk, der
skriver et philesophisk Morale, ikke maa røre ved Laste¬
fulde Lærere, og, naar han endelig vil røre ved dem,
om han da bør tage dem paa en mildere Fod end an¬
dre, helst naar han blander sit Morale med en uskyldig s¬
tire? J synes, min Herre, aldeeles at vilde forbyde mig at
tale et Ord om Lærere, og jeg slutter, at J end ikke kand for¬
drage, at jeg rører ved de Laste fulde, i Henseende til de ska¬
delige Følger, som dette efter Eders Tanke kand drage efter sig.
Men, Kiere, vil J behage at svare mig paa følgende Spørs¬
maal: Finde vi ikke mange iblandt dem, som kaldes Lære¬
re, der offentlig for alles Øyne giøre sig skyldige i mange
Uordentligheder? Jeg haaber, at J maa besvare dette med
ja, og jeg kand af Eders Skrivelse see, at J ikke fordrister
Eder at nægte en saa øyensynlig, men tillige bedrøvelig Sand¬
hed. Naar nu dette har sin Rigtighed, naar endogsaa de
gaae paa forvendte Veye, der ere satte til at vise andre Vey¬


m, og skal indprente andre de allerhelligste Pligter, hvilke
de selv sætte tilside, saa maatte jeg spørge, om det kand an¬
sees for en uforsonlig Forgribelse, at røre ved de Vansleg¬
tedes Feyl. J finder neppe, min Ven, nogen iblandt de
redelige og retskafne Lærere, der vil omskandse de forvendte
Brødre med saadanne Frieheder som J; J finder derimod
mange, der holde for, at ligesom en fornuftig Læge stræber
i sær at reense de Parter, der kand være det gandske Legeme
til Skade, saa bør man ogsaa fornemmelig raabe imod de¬
res Laster, der kand stifte den største Forargelse. J vil ikke,
for at bevise Eders Ords og Undtagelses Sandhed, beraabe
Eder paa Theologiske Grunde; men hvorfor ikke? Hvorfor
vil J ikke uddrage Eders Beviser af de allerhelligste Skrifter?
Er det, fordi J tænker, at jeg efter de slette skiønt ugrun¬
dede Tanker, som J har fattet om mig, vil ansee saadanne
Beviser for kraftesløse? Ney, jeg troer det ikke, men Aar¬
sagen er vel denne: J kunde lettelig see, at J da maatte kom¬
me til kort; thi ingen af de hellige Sandheder fører saadan¬
ne Exceptioner i Munde; de Laste fulde Lærere blive ingen
Steder skaanede, og man finder dem at blive satte til rette
paa allerkraftigste Maade. Ja vil J sige, dette maa staae
ved sit Værd, af de gamle Tider kand vi ikke giøre Slut¬
ninger til vore, og de bestraffede Lærere til de Tider vare langt
adskilte fra de nærværende; Jeg meener Ney; de Lærere,
som nu underkaste sig selv ugunstige Domme, ere de forrige
gandske lige, i det mindste i Henseende til Uordentligheder,
og det har været, ligesom det er endnu deres Laster allene,
der giøre det, at de blive satte i Classe med andre Laste=ful¬
de Borgere.


12
Men, siger J, det er dog en herl betænkelig Sag, at be¬
fatte sig med Mennesker af denne Orden, deres Person og
Embede staae i den nøyeste Sammenhæng, og man kand
ikke tale noget imod det første, at det sidste jo derudover
maa lide. Forlad mig, min Herre, at jeg ikke underskri¬
ver dette Jndfald. Dersom det havde sig saaledes, at man
ikke uden at fornærme Lære=Embedet, kunde sætte en Læ¬
rere tilrette, saa har sandelig Sandheden selv ofte forløbet
sig. Saa vidt vil jeg tilstaae, at en Læreres Person og
Embede staae i Connexion med hinanden, at, naar en Læ¬
rere har overgivet sig til Laster, kand han ofte nedbryde det
med Levnet, som han opbygger med Lærdom; ved sin slette
Opførsel kand han meget hindre sit Embedes Frugter, beta¬
ge sin Meenighed den Fortroelighed, de burde have til ham;
udrette, at de snart maa tvivle om Sandheden i det, som
han prædiker, siden han selv handler imod sine Ord, o. s. v.
men dette begriber jeg ikke, at fordi en Læreres Udyder bli¬
ve antegnede i et Skrift, være sig versligt eller gudeligt,
derfor skulde hans Embede tillige lide. De ere ikkun faae,
som kiende mig,, men lad een iblant dem kunde sige med
Sandhed, at jeg ikke bærer mueligste Ærbødighed for bra¬
ve Lærere og deres hellige Embede, og kand J vise mig et
eneste Sted i mit Arbeyde, hvor jeg har kommet Lære-Em¬
bedet for nær; Saa umueligt, som dette vil blive Eder, saa
mueligt meener jeg, det bliver for mig, at kunde sætte en
Læreres Embede til side, naar jeg tager fat paa de Laster,
med hvilke han beskiemmer sig. Man fortæller om et Men¬
neske af dette Slags, at, da han ved et Slags Maal vilde
stille sin Hevngierrighed, aflagde han sin Kiortel med disse
Ord: Der ligger Præsten, her staaer Karlen; ligele¬
des kand en Moralist meget vel straffe en Læreres Adfærd,
uden


uden at vandhellige hans Embede, og hvem vanhelliger det
meere end han selv? vil J da sige, at Embedet lider ikke saa
meget, naar den, som er kaldet til det, handler imod sine
Pligter, som naar hans Mishandlinger blive straffede af
andre, slutte vi ikke rigtigere, naar vi sige, at ligesaa lidet,
som de verdslige Love forsee sig imod Lære-Embedet, naar
de true de Vanslegtede med den eller den Straf, og virke¬
lig ove den samme, naar Afvigelserne gaae for sig, ligesaa
lidet forgriber man sig i et andet Skrift paa Embedet naar
man siger den Betienende Sandhed, og viser ham sine Feyl.
De Titler, som J giver Lærere, fratager jeg dem aldrig;
men hvilke Lærere har Ret til at bære dem? vil J, at de
skal passe sig paa alle i Fleng, saa tager J Feyl. De On¬
de og Vanartige have andre Navne, hvilket J selv bør vide
bedre end jeg; dem, som virkelig ere GUds Tienere, forret¬
te hans Ærinde, staae i hans Sted NB. efter deres Kald
af GUd og deres Ustraffelighed i Livet, har jeg aldrig imod
billighed lastet: den Ærbødighed, som J vil, man skal
beviise dem, viser jeg ogsaa, og hvorledes kand da dette tie¬
ne til at overbeviise mig en Forseelse, naar jeg aldrig har gi¬
vet de retskafne Lærere Sag?
Nu kommer jeg endelig til de Raad, som J giver mig,
og som J lover at vilde grunde paa Fornuft og Erfarenhed.
Først vil J ikke, at jeg skal befatte mig med Lærere, siden
af Omgang med Lærere haver merket, at de, hvil¬
ket er deres Hoved Feyl, nødig vil tage Lærdomme
og Jrettesættelser af andre, siden de ere saa vante til
at lære fra sig, at de ikke lettelig kand finde sig i at læ¬
re noget af andre. Førend jeg besvarer dette Argument,
vil jeg vidske Eder saa sagte i Øret, at jeg anseer disse eders


Ord for en temmelig fiin Satire over Lærere; og jeg for min
Deel kunde aldrig falde paa aadanne Tanker, jeg er ogsaa vis
paa, at Lærere vil ikke meget takke Eder for dette Jndfald.
Dette maa staae derhen, og jeg vil nu med et par Ord er¬
indre, hvad jeg har at udsætte paa denne Eders Jndvending.
Jeg vil lade Eders Betænkning passere for Sandhed, jeg
vil tilstaae, at J ved Omgang med Lærere kand have erfa¬
ret dette; men jeg seer alligevel ikke, hvor vidt dette kand
være en Bevægelses Aarsag, der skulde afholde mig fra at
tale om strafværdige Læreres Opførsel. Skulde man fortie
forvendte Læreres Feyl, fordi de saa nødig vil sættes til ret¬
te, da de ere vante til at lære og straffe andre, saa kunde jo
heele Verden bevæbne sig med Undtagelser, og det blev da
ikke tilladt at oplade Munden imod een eneste Last. Troe
mig, at de ere fleere end Lærere, der nødig vil høre Sandhed;
men skulde man derfor stikke den under StoeleEre mange blev¬
ne gamle i Hætten, saa ere og mange blevne gamle i Laster, og
da J kalder det selv en Caprice, saa undrer jeg, at J vil anføre
denne Caprice som en Lov, der burde være en Regel for mig.
De lastefulde Lærere kand lære andre, det tilstaaer jeg gierne;
men naar de forglemme at lære sig selv, bør de at finde sig
i paa nye at blive Lærlinger. Dette kand jeg ingenlunde fø¬
re i mit Hoved, at mange gode, dygtige og christelige Læ¬
rere skulde ligge syge af den Caprice, som J har anført;
thi efter mine Tanker have de ingen Aarsag dertil. Naar
de efter Eders Ord ere gode, dygtige og christelige, (hvilket
sandelig er alt, hvad man kand fordre af retskafne Lærere,)
saa have de jo ingen Feyl, der fortiener offentlige Bestraffel¬
ser, og jeg troer sikkerlig, at naar de besidde de ovenmeldte Egen¬
skaber, støde de sig ikke, naar de blive erindrede om de Ufuldkom¬
meligheder og Skrøbeligheder, i hvilke de som Mennesker kand
giø¬


støre sig skyldige, allermindst troer jeg, at de skulde agte
sig frie for Tilrettesættelser, fordi de ere vante til at lære
andre; thi en saadan Exception rimer sig saare lidet med
deres Caractere, og vil J spørge enhver Lærer, de Onde
med de Gode, om de ansee deres Ælde i Hætten, (jeg betie¬
ner mig af Eders egne Ord,) som en Merite, der kand giøre
dem Skud=fri, haaber jeg ikke, at J skal finde een, der er
af samme Tanke som J. J beraaber Eder paa mit Exem¬
pel, for at bevise Eders Grund, og J meener, at fordi jeg
een og anden gang har besværet mig over min Censors Ap¬
probare Neqveo, derfor skulde jeg være iblandt dem, der, for¬
di de lære andre, ikke kand finde sig i at blive satte til rette;
men, Kiere, har J ingen kraftigere Beviser end dette, saa
maa jeg tilstaae, at dette er et med de alleruselste, og paa
ingen Maade kand tiene til at bevise Eders Satz. Jeg har
offentlig viist en Slags Misfornøyelse med mit Arbeydes Cen¬
sure, der i har J Ret; men J maa vide tillige, at dette er
skeet af langt andre Aarsager end de, om hvilke J har drøm¬
met. Censor og jeg forstaae hinanden ret vel; med mine
Besværinger har jeg vildet vise hans Forsigtighed og mit Ar¬
beydes Uskyldighed; og hvorledes kand da mit Exempel be¬
vise, at de, som ere vante til at lære andre, kand ikke fordra¬
ge, at de selv blive straffede? Lykkeligere havde J været,
hvis J havde betient Eder af denne Grund: De, som ere
satte i Lære-Embedet, vide med sig selv, at de frem for an¬
dre burde vise sig ustraffelige; da det er dem aldeeles u-an¬
stændigt, at de, som skal være et Lys for andre, selv van¬
dre i Mørket; naar de nu søle sig i adskillige Laster, og de
finde deres Laster afmalede med rette Farver, saa knurre de,
saa allarmeres de, saa besværge de sig over Tidernes Ond¬
skab; thi de tænke, at deres Udyder skulde blive usynlige,


naar de ikke bleve befordrede til Trykken. Det er sandelig
haarde Ord, som J bruger, naar J siger, at ikke een i¬
blandt hundrede er i Stand til at rette paa Lærere, og J
maa have meget slette Tanker om de Ondes Forbedring;
ere onde Lærere de vanskeligste at føre paa bedre Veye, saa
maa jeg tilstaae, at de ere de skadeligste Lemmer i et Sel¬
skab, og de ulyksaligste Mennesker under Solen, og bedra¬
ger jeg mig ikke, saa er denne Eders Dom langt haardere,
end alle mine Declamationer og Bestraffelser.
For det andet giver J denne Erindring, at, naar
Lærere endelig skal tiltales, det er: naar man endelig tør
giøre sig saa dristig ikke alleene at see de fordervede Læreres
Laster, men endog derfor offentlig at sætte dem til rette, saa
maa det skee paa en anden Maade, end den jeg har brugt.
Jeg tilstaaer gierne, og erkiender det som en Ufuldkommen
hed og liden Erfarenhed i Leve=Konsten, at jeg ikkun gand
ske lidet forstaaer mig paa Complimenter; jeg er vant til at
kalde enhver Ting med sit rette Navn, og jeg finder ikke, at
jeg bør viise større Høflighed imod en ond Læreres Laster
end en andens, der er i anden Stand; thi jeg skulde ikke
tænke, at Standen giver Lasten noget præ, og jeg har al¬
deeles ingen Fodspor, som jeg i Henseende til denne høflige
Distinction kunde følge. Jeg seer ikke heller, at fordi jeg
kalder en opblæst Lærer, der giør meget Væsen af sin Klog¬
skab, Thrasoninus, eller stolt Prelat, hans Embede derfor
skulde tage Skade, eller tabe det mindste af sin Kraft; thi,
naar dette bliver Sandhed, at en ond Læreres ey allene
lastefulde Liv, men endog slette Intention og Hiertelaug ik¬
ke kand skille Lære-Embedet ved sine Frugter, saa meener
jeg, at den Titel af Thrasonino meget mindre kand giøre det.


Lyksalig var Verden, hvis Læreres uordentlige Liv ikke gior¬
de større Skade, end de, der sætte Lærere til rette, og gid
den brave Mosheim ikke havde Ret, der siger, at lastefulde
Lærere betræde saadanne Veye, at Faarene skamme sig ved
at følge deres Fodspor, og at Vantroen tager største And¬
ledning af saadanne Læreres Opførsel til at bestride de aller¬
helligste Sandheder. Dersom Læreres Tilrettesættelse, der
bliver taget paa en haard Fod, er en Moder til saa mange u¬
lyksalige Følger, hvorfor finde vi da endogsaa i de Hellige
Skrifter saa skarpe Bestraffelser, ja hvor meget kunde jeg
ikke have at erindre imod denne og fleere Eders Grunde,
hvis jeg ikke maatte frygte for at blive mine Læsere kjedsom¬
melig ved en alt for stor Vidtløftighed?
J meener, at, omendskiønt jeg med mine Ord i sær
kand have Øyet henvendt til de onde Lærere, saa lide dog
de Gode derunder meere end de Onde; men dette biefalder
jeg aldrig. En god Lærer, det er saadan en, der under¬
viser sine Tilhørere paa kierligste og sagtmodigste Maade,
der viser, at han har et Faders Hierte til dem, og tager dem
paa saa mild en Fod, at de ligesom kand see ham ind i Hier¬
tet, hvor vel han meener det med dem, skulde saadan en
frygte for at faae Titel af stolt Prælat eller Pave, naar
han betiener sig af den individuelle application; O ney,
end ikke den meest haardnakkede Synder kunde give ham det¬
te Navn; vilde nogen endelig lede efter hans Caractere i
Spectator, saa fandt de den allerbest i Brevet til den ny
Geistlige; thi den mindste Smule af Fornuft kunde sige
dem, at de Navne, som gives stolte og onde Lærere, passe
sig ingenlunde paa Ydmygheds Elskere, og altsaa meener
jeg, at denne Eders specieuxe Jndvending bortfalder af
sig selv.


18
Jeg behøver nu saa meget mindre at opholde mig læn¬
ge ved Eders tredie Erindring, som jeg i det forige har væ¬
ret temmelig vidtløftig. J meener, at jeg lidet eller intet
kand udrette med mit Arbeyde til mine Lands=Mænds
Forbedring, siden jeg ved at skrive imod Lærere, synes at
handle tvertimod mit Øyemærke; hvorfor sætter J ikke
onde og lastefulde Lærere, thi da kunde Styrken i Eders
Argument falde desto snarere i Øyet, og denne Slutning vilde
da blive heel eftertrykkelig: Den Danske Sandemand
undseer sig ikke ved at skrive imod de fordærvede Læ¬
reres forargelige Opførsel, derfor handler han som
en Moralist tvertimod sit Sigte, og skiller selv sit Ar¬
beyde ved den Frugt, som kunde ventes. Enhver maa
jo tilstaae, at denne Syllogismus gaaer paa meget kraagede
Been; men saa vanskabt som den er, saa klarligen staaer
den dog i Eders Brev, og hvis jeg ikke havde anført den i
sin rette Skikkelse, kunde det lettelig have hendet sig, at man¬
ge skulde efter Eders Anviisning paabyrde mig en betydelig
Beskyldning. Forlad mig, at jeg siger Eder, J handler ik¬
ke oprigtig, naar J selv opdigter Grunde, fordreyer mine
Satzer, giver mine Ord en vrang Forstand. J siger saa
cavaillerement vek, at jeg ubetænksom støder og stikler paa
Lærere, paa hvilke Lærere? onde eller gode, eller de gode
ligesaavel som de onde; J har selv forhen svaret mig paa
dette, og tilstaaet, at jeg allene med mine Bestraffelser sig¬
tede til de onde; hvorfor siger J da her i Almindelighed Lære¬
re, da jeg allene befatter mig med et vist Slags, og saadan
et Slags, der hverken bør eller kand undgaae Tilrettesæt¬
telser; Sandelig jeg maa sige Eder under Øyne, at Eders
Apologie for disse falder mig heel mistænkelig.
Men lader os med et halv Øye eftersee de Følger, som


J meener at vilde flyde af de forvendte Læreres Bestraffel¬
ser, at vi derefter kand kiende, enten de, der igiennemhegle
de Afvigedes Feyl, handle ret eller ikke? J siger, at jeg ved
mine Betragtninger, hvor jeg gaaer løs paa Lærere, kand
give Anledning til ufornuftige og forargelige Stridsskrifter.
Kandvel være. Selv har J været den første, der har mældet
Eder med et Steids=Skrift, efter hvad Andledning, og af hvil¬
ke Aarsager, veed J best selv. Men hvo meener J, der skulde
befatte sig med disse Strids-Skrifter, for hvilke J frygtere Rede¬
lige eller forvendte Lærere? sandelig de første ikke, thi, som de ik¬
ke finde sig i de Bestraffedes Classe, saa vilde de heller aldrig sæt¬
te Pen paa Papiir for at forsvare de Onde; jeg har de Tanker
om dem, at ligesaa lidet som de fordrage Ugudeligheder iblant
deres andre Tilhørere, ligesaa lidet og meget mindre vilde de for¬
svare den Ondskab, som hersker hos mange af deres Brø¬
dre. J siger videre, at jeg ved min Adfærd irriterer Læ¬
rere, og er selv Aarsag dertil, hvis de ved alle Leyligheder
begynde at vare imod mig. J Sandhed, min Kiere, jeg
maa vende disse Eders Ord paa hvad Kant jeg vil, saa kom¬
mer det mig dog for, som J ret har foretaget Eder at skri¬
ve en Satire over Lærere, og man kand efter mine Tanker
aldrig satirisere stærkere, end naar man stiler sin Satire som
en Apologie. Jeg kand irritere Lærere, men hvilke? de
gode og brave? Ney; de Lastefulde? Ja; lad det saa være;
jeg veed at Sandheden er ikke meget behagelig, og efter E¬
ders eget Vidnesbyrd meest ufordøyelig for bestraffede Læ¬
rere; blive de forbittrede men ey forbedrede, saa bliver Skyl¬
den ingenlunde min; enten maa de da i deres egne Øyne væ¬
re meget gode, eller de maa indbilde sig at have Friehed til at
begaae de Laster, som de straffe hos andre; og, maatte jeg sige,
hvad jeg meener, saa kommer det mig for, at da J tager Eder de
vanslægtede Læreres Sag saa nær, J snart skulde vilde indbil¬


20
de os at deres Embede giver dem nogle Prærogativer frem for
andre, og tillader dem, uden at blive straffede, at give adskillige
Laster frit Herberge. Meere oprigtig maatte de handle imod sig
selv naar de, i Steden for at blive oprørte og fatte Hevngierrig.
heds Tanker, vilde gaae i sig selv, eftersee Beskyldningernes
Grunde og Sandhed, og ved en mærkelig Forbedring vise, at de
ey vare bange for en Forandring til det hedre Vil de ved alle Ley¬
ligheder vare imod mig, faaer jeg derudi at finde mig, det er mig
nok, at Aarsagen til deres Advarseler bliver deres egne Laster,
og vilde de legge deres Tanker for Dagen, saa maatte de sigetfor¬
di den Danske Sande=Mand har været saa dristig at røre ved
vore Feyl, derfor skal vi ved alle Leyligheder gaae løs paa ham og
afmale ham med de allerhæsligste Farver. J tør ikke svare for, at
jo de hidsige og ubesindige iblant Lærere til Betaling
for mine Paver, Prælater, Postillanter &c. vil slaae
om sig med Kietter, Nataralist; Frietænker, Hykler.
Det kand være mig ligemeget, enten J vil svare derfor eller
ikke; De, som maatte faae i Sinde paa denne Maade at
hævne sig, ere Eder megen Tak skyldige, at J dog har vildet bry¬
de Jisen for dem, og lære dem, hvad Caracterer de skal give mig,
saa at jeg maa ansee Eders Brev i dette Stykke som en smuk Glo¬
se=Bog, hvoraf de Lastefulde, der støde sig over deres Bestraffel¬
er, kand lære kiønt at revangere sig med vel udseete Skields¬
Ord og jeg maa ansee det som et Tøy=Huus, hvoraf Fordærvelsen
kand tage de Vaaben, med hvilke den kand udruste Sandhedens
Fiender. Kiere, hvad meener J, at brave og redelige Lærere vil
tænke om Eders Brev, og kand J vel indbilde Eder, at den slet¬
teste Sag paa saadan Maade kand forsvares. J siger, at de u¬
besindige Lærere ogsaa maaskee vil sige, at, da jeg ey læn¬
ger har Haab om at forfremmes i geistlig Stand,
vil jeg efter den store Mode giøre min Lykke med at
slaae mig til Ridder paa Lærere. Dette er en ny


Formular, og skulde den Tiid komme, da man vilde
bestorme mit Arbeyde med Strids-Skrifter, giorde man E¬
der sandelig Uret, hvis man ikke satte Eder for i de Striden
des Spidse; thi jeg troer, at J skulle blive en brav Pole¬
micus og en kiek Strids=Helt Men jeg vil see lidet dybere ind iE¬
ders Ord, end J maaskee skulde forestille Eder, og jeg maa igien
vidske Eder i Øret, at denne Critique er en temmelig grovSatire
over Staten. Naar J siger, at jeg efter den store Mode
vil giøre min Lykke med at slaae mig til Ridder paa Lære¬
re; saa sætter J tydelig forud I.) at det i vore Tider bliver
anseet for en Merite at igiennemhegle Lærere. 2.) at denne
Merite bliver taget i Betragtning af de Formaaende; 3.)
at det er hartad almindeligt paa den Maade at blive for¬
fremmed; thi J kalder det en stor Mode. Ligger ikke alt
dette udi Eders Ord? og hvormed vil J retfærdiggiøre saa
ugrundede Beskyldninger? Jeg vil ikke efter Fortieneste ou¬
trere denne Materie, og jeg vil aldeeles gaae de Caracte¬
rer forbi, som J meener man snart kunde give mig. Vil
man kalde mig en Kietter, saa er dette ikke noget nyt; thi
der har været den Tiid, da de bleve anseete for de farligste
Mennesker og fordømmeligste Kiettere, der raabte og skrev
imod Geistlighedens Laster, og skal denne Periodus igien
komme tilbage, vil det ikke gaae mig verre end alle andre,
der have fordristet sig at tale imod de Lastefulde Klerke.
Hvorvidt Titel af Naturalist, Frietænker, Hykler kand
passe sig paa mig, det kiender den allerbest, der seer baade
Eders og mit Hierte, og hvorvidt jeg stræber at recommendere
mig ved at skrive imod ønde Læreres Udyder, det overlader jeg
til deres Domme, der kiende mine Veye og vide, hvad Begreber
jeg har om den sande Fortieneste, og det, som bør hielpe til et
Menneskes Forfremmelse. Videre vil jeg ikke tale herom. J
formaner mig endelig til at omgaaes meere collegialiter


24.
med Lærere end hidindtil, og jeg kand sige Eder, at jeg elsker
og ærer alle brave og retskaffne Lærere, men collegiali¬
er med de Vanslegtede omgaaes jeg ikke; thi med deres
Samfund haver jeg intet at giøre, for det Embede, som
man uforskyldt har betroet dem, har jeg Ærbødighed, men
deres Laster hader jeg og skal hade, saalænge jeg er til. At
vore Tider ere frugtbare paa brave Lærere, det kand jeg see
lige saavel som J, men de Redeliges Mængde er intet Skiul
eller Forsvar for de Onde. Hvorvidt J taler Sandhed,
naar J siger, at man lod Lære=Standen passere, da den
neppe var passable, vil jeg overlade til andres Eftertanke;
hvordan det har været eller ikke, saa bliver det dog ingen
Friehed for vore Tiders Lærere at føle sig i Laster, ligesom det ik¬
ke heller bliver en Forseelse hos andre, ver sætte sig imod Læreres
Udyder. Hvad giør J, at J vil anføre den store Lutheri
Vidnesbyrds denne ypperlige Mand taler paa det Sted om
onde Menneskers Domme over gode Lærere, men hvor
mærkelig vilde J ikke komme til kort, hvis J vilde efterlæ¬
se, hvad Tanker han har om de Forvendte? Aldrig har
jeg skrevet saa haardt i denne Materie, at han jo har skrevet
langt haardere, og dette maa være nok sagt om Eders Er¬
indringer i Henseende til Lærere.
Nu skal jeg være gandske kort i at besvare de Jndven¬
dinger, som J har gjort imod mine Tanker om offentlige
Disputatzer. Jeg har sagt, at alle Fornuftige maa tilstaae,
at Enden og Øyemærket af Disputatzer bør intet være u¬
den dette, at Sandheden kand blive lagt for Dagen; J der¬
imod siger ney. Men hvorfor er J ikke herudi eenig med
mig? Aarsagen er denne: Jeg taler de jure, men J taler
de facto, Jeg siger hvad Øyemærket (i det ringeste det for¬
nemste) burde være, og J siger hvad det virkelig er; saale¬


des kunde vor Dispute lettelig blive ophævet, naar vi vilde
forstaae hinanden ret. J har søgt et Beviis paa Eders Mee¬
ning i Buddei Ord, og jeg giør det samme; jeg kunde vel
sige: Ja Buddei Ord blive ingen uomstødelig Regel, og jeg
vil ikke acqviescere i hans Myndighed; men hvorfor skulde
jeg det; Jeg vil tage hans Ord, ligesom de ere anførte af
Eder, og vi vil da see, om han ikke giver os begge Ret: si¬
ger han ikke, at det fornemste Øyemærke med saadan¬
ne Disputatzer (fivis primarius) bør være Sandhedens
Bekræftelse eller Opfindelse, at man enten kand sætte de
Sandheder, der ere opfundne, paa faste Fødder, og omskand¬
se dem med grundige Argumenter, eller ogsaa opfinde nye
Sandheder, der tilforn have været ubekiendte, og siger han
ikke strax derpaa, at omendskiønt dette burde være En¬
den, saa have dog de Disputerende meget siælden med
deres Øvelser dette Sigte, og endnu meere sielden ere i
Stand til at opnaae det. Hvad kand siges tydeligere, J hav¬
de giort meget vel, hvis J havde reent udeladt dette Sted,
eller allene anført saa meget deraf, som kunde tiene til E¬
ders Sag. At Academiske Exercitter, der betroes unge Men¬
nesker, ere i sær anbefalede dem, for at øve sig i at tale, det
troer jeg; men at J vil sige, at Professores disputere til
samme Ende, det maa jeg bekiende, at jeg tilforn ikke har
vidst, thi jeg har aldrig giort mig saa nedrige Begreber,
og altsaa beder jeg, at min Vankundighed i denne Post
maa tiene til mine Undskyldning. Jeg har ikke Tid til at
være vidtløftigere, hvorvel jeg burde være det; det øvrige
af Evers Brev vil jeg derfor excipiendo & negando forbi¬
gaae, og det saameget meere, som jeg finder en Deel der ikke saa¬
meget angaaer mig som andre. Jeg har fundet mig forbunden
at give Eder dette mit Svar, og har i havt en hellig Pligt at efter¬
komme, da J vilde forbyde mig at skierpe Pennen imod de onde
Læreres Laster, saa har jeg endnu havt en helligere, da jeg har


24
maattet rense mig fra Beskyldninger af saa stor Vigtighed og
saa store Følger. Vredes ikke, fordi jeg har skrevet noget fridt,
og viid, at hvad J anseer hos mig som Virkninger af Hid¬
sighed, reyser sig af langt andre Aarsager. J kand ikke for¬
tryde paa, at jeg har fordristet mig at giøre disse Erindringer
ved Eders Skrivelse, naar J selv eftertænker de betydelige
Ting, som vare indsluttede i Eders Brev. Jeg veed, at man¬
ge have læst Eders Tanker, jeg veed ogsaa at mange ha¬
ve fundet Eders Raisonemens saa vel grundede, at de
alleerede have spaaet om min Taushed. Jeg maa selv til
staae, at, da jeg første Gang igiennemlæste Eders Brev,
kom alting mig for som idel Sandhed; J har forstaaet at ind¬
klæde Eders Tanker i en kiøn Stiil, og dette giorde, at E¬
ders Slutninger ien hast løb mig forbi; men, da jeg afklæ¬
dede Fosteret, og stillede mig det for i sin naturlige Skikkelse,
mærkede jeg strax, at jeg imod Eders Tanker kunde giøre
mange Erindringer. Hvorvidt jeg paa min Side har havt
Medhold af Sandhed, det vil jeg lade komme an paa mine
fornuftige Læseres upartiske Domme. Skulde J faae i
Sinde at give mig et nyt Brev, saa maa jeg forud lade
Eder vide, at jeg besvarer det med Taushed. Jeg vil befa¬
le Eder GUd og forbliver
Eders Velærværdigheds.
tienstforbundne
Ti


Betænkninger
Over
Den Danske Spectators philosophiske
Spectators
Udkomne Fem Ark.
S¬
aa ofte jeg har erindret mit Løfte om at holde Journal o¬
ver den saa kaldede philosophiske Spectators Blade, saa of¬
te har jeg angret mit Løfte, og ønsket det ugjort. Det blev vel
en let Sag, ikke at holde det, men da jeg i hans Betænkninger
finder her og der nogle haarde Beskyldninger, der angaae saavel
min Person, som mit ugentlige Arbeyde, og jeg paa den anden
Side har eftertænkt, at mange, der ikke see ind i en Sag, skul¬
de snart af min Taushed giøre Slutninger til Beskyldningernes
Sandhed, har jeg agtet det for en Pligt imod mig selv at meddeele et
par Ord, der skal retfærdiggiøre mig. Mine Betænkninger
skal ikke smage af Bitterhed, og, naar jeg maatte finde Leylig¬
hed til at giøre een og anden Anmærkning, skal jeg alleeneste
holde mig til Philosophens Papirer, som de, der have givet
Anledningen. Overalt skal jeg stræbe, at endog disse mine Re¬
flexioner ikke skal blive uden all Nytte. Man faaer Leylighed
til at see dybere ind i Sandhederne, naar man seer, at de be¬
strides, og jeg har Philosophen at takke, om hans Betænknin¬
ger give mig Anledning til at tiene mine Brødre ved Tanker,
om jeg ikke havde ventet.
Naar jeg tager min philosophiske Tilskueres første Ark
under Betragtning, møder mig strax en prægtig Berømmelses
Tale, og Manden vil indbilde enhver, at hans Arbeydes Øye¬
merke er at giøre mine Betragtninger behagelige og nyttige;
Dette maa staae ved sit Værd, jeg vil hverken sige, hvorvidt
hans Hierte kand svare til hans Ord, ikke heller hvorvidt hans
Gierning svarer til hans Løfte, jeg siger alleene, at, naar det


philosophiske Hierte skulde være reedeligt, begriber jeg ikke, hvorledes jeg sk
kunde forene hans videre procedure med disse kierlige Erklæringer; thi, na
han paa et Sted bekiender, at han med største Fornøyelse har igiennemla
mine Blade, og roser mine andre Læseres Begierlighed, taler han paa et af
det om mig, som det urimeligste Menneske under Solen, og ved at gi
mine Ord en Forstand, som de ikke efter mit Øyemerke og deres fulde San
menhæng bør have, stræber at gjøre mig latterlig. Tingene, siger har
som skal falde under vores Eftertanke o. s. v. ere ogsaa forander!
ge, (han vilde maaskee have sagt adskillige) i Henseende til deres Tal
thi han tager alle Ting til Eftertanke, NB. om det og er et Menn
ske mueligt: &c. Jeg skal ikke sige, hvad der har givet Forfatteren Anle
ning til dette NB. enten en Vankundighed i Sproget, eller liden Jndsigt
mine Ords Sammenhæng; som Spectator kunde jeg sige, at jeg tog al
Ting, d. e. alle de Ting, som jeg vilde skrive om, under Betragtning
og dette meener jeg Philosophen kunde have seet uden Briller, hvis han har
de nogle af de Egenskaber, der udfordres hos en god Læser.
Hans Fortale havde bleven saare liden, hvis jeg ikke i min havde kal
det mig en Bold for Lykken. Denne Tale=Maade, som er gandske af
mindelig, og enhver snart indtil Børn forstaae, spiller Philosophen saa læt
ge Bold med, at han neppe igien kand komme til Maalet. Hvad Begrebe
jeg har om Lykken, har jeg ved Leylighed tydelig viist i mine Ark, dog blive
mine Tanker aldrig, at et Menneske, fordi det hænger af Guds Forsyn
kand siges at være Lykkens Bold, saa længe det lever. Jeg gider ikke for
klaret denne metaphoriske Tale=Maade, og jeg undrer storligen, at et
Mand, der ellers har viist, at han er meere forelsket i Ords u=egentlig
end egentlig Bemerkelse, kand giøre saa lang en Harangue over det, som
sig selv er intet. Et Menneske, der snart lever i udvortes Gode snart Ond¬
Omstændigheder, der i Dag er noget, men i Morgen intet, kalder man ef¬
ter den almindelige danske Tale=Maade, en Bold for Lykken, altsaa
behøvede ikke disse Ord en saa vidtiøftig skiønt intet betydende Commentairie
Naar Philosophen har Annatomeret sig, har han tillige erindret, at
hans Complexion ikke er saa ubegribelig som min; thi siger han: to stridi¬
ge Gierninger kand jeg ey giøre paa eengang, efterdi det er u¬
mueligt; Han vil dermed, kand jeg tænke, bebreyde mig en u imelighed,
saasom jeg har sagt, at det var mig mueligt paa een Side at være som Fyr
og Flamme, paa en anden, saa stille som et Lam; kand Philosophen ikke
være det samme, fortiener han ikke sin Charactere. Jeg siger ikke, at jeg
efter min naturlige Beskaffenhed kand giøre tvende stridige Ting paa een¬


ang; men skulde det, for Exempel, ikke være mueligt, at en redelig Lærere
Guds Kirke kunde paa den samme Tiid, da han med Jver sigtede for
Huds Ære, være i sin egen Sag gandske sagtmodig? eller kand Philoso¬
hen nægte, at jo et Menneske paa eengang baade kand være Pedant og et
Menneske, hvilke Ting ere gandske stridige? At min Spectator er fornøyet
ned sig selv, har jeg fra første Tiid, da jeg saae hans Blade, stedse ind¬
ildet mig, og, at hans Omstændigheder, enten de ere virkelig Gode, eller
ynes Onde (hvilket jeg meener at være det samme) ere ham fordragelige, kand
eg ey andet end berømme, skiønt jeg nu ikke vil vise den egentlige Aarsag.
Jeg har sagt, at slette Omstændigheder røre mig ikke, Philosophen siger, at
vis han vilde sige det samme, talede han urimelig; kand vel være; thi han
orstaaer maaskee Ordet paa en anden Maade end jeg, og naar jeg siger, at
eg i denne Sag er af samme Tanke som han, have vi intet, hvorom vi
and stride.
Den følgende philosophiske Slutning indbefatter de haardeste Beskyldin¬
er imod min Person, og var jeg sindet som Philosophen afmaler mig, viste
eg mig uværdig til Livet. Jeg har sagt, at jeg anseer Foragt og Ære,
Fattigdom og Rigdom med lige foragtelige Øyne, min Spectator siger, at
hvis han giorde det samme, maatte han foragte GUds Villie og Regiering,
ølgelig bliver jeg efter hans Ord en Atheist, og GUds Regimentes Forag¬
er. Vi have her alt det, der udgiør en fuldkommen Conseqventiarius, det
er, saadant et Menneske, der ved at uddrage farlige Følger af en an¬
dens Meeninger, stræber at giøre hans Person forhadt. Jeg vil ey have saa
lette Tanker om Philosophen; som han efter sin egen Bekiendelse er en Wol¬
sian, saa har han vel seet, hvad hans Læremester siger om saadanne Men¬
nesker paa adskillige Steder i sine Skrifter, sær hvorledes han afskildrer
Synd imod en Philosophum i en Part af sine Bietimer; jeg vil heller troe, at
han af Vankundighed i sin Moders Maal, den han ofte har røbet, og af
Mangel paa nøye Jndsigt i mine Tanker, den han dog vil paastaae at have
taler saa haardt om min Person. Jeg kand sige, uden at foragte min Ske¬
ber, at jeg foragter, det er, viser mig indifferent, enten jeg har Fattigdom
eller Riigdom, enten man foragter eller ærer mig, og naar man samler de
samme Begreber med mine Ord, som jeg har havt, uddrager man ikke saa
farlige og forvendte Følger af mine Tanker; kunde Kierlighed befale os, saa¬
ledes at gaae til Verks, vilde sandelig deres Tall blive saare lidet, der ikke
kunde blive anførte paa Kietteres Liste, ja Philosophen selv kunde blive til
hvad man vilde giøre ham, hvis man vilde betale ham med sin egen Mynt.
Ligeledes maa jeg henregne det til hans Vankundighed, at han vilde indbilde
Læserene, at jeg deriverer Sinds Fornøyelse af de tykke Vædsker i Legemet,


fordi jeg siger, at jeg i min egen Sag er phlegmatisk; Jeg sætter, at jeg
havde anført Phlegma som Kilden til denne Virkning, og jeg havde da der¬
udi ikke talet meere vildfarende, end min Spectators egen Ordens Broder,
Magist. Petronius i Comoedien, paa hvis Lærdomme man i høyeste Maade
bør reflectere; ellers troer jeg ikke, at vor Philosophus skulde have mældet
noget om dette, hvis han havde hørt, at man ikke sielden siger om et Men¬
neske, der kand finde sig i alle Slags Omstændigheder med Koldsindighed: Han
er phlegmatisk, enten saa hans Temperament er Cholerisk eller Sang¬
vinisk. Skulde det imidlertid komme an paa et Spørsmaal, hvis Lyksalig¬
hed er størst, enten dens, der er udrustet med Fornuftens eller Naturens
Sandheder, eller den, der er af en Phlegmatisk Complexion? troer jeg, at
den Sidstes Lyksalighed vilde overgaae den Førstes.
Min Spectator synes ikke, at det er nok, at han kand giøre mig til
en Foragter af GUd, han siger endog, at jeg foragter Øvrigheden, altsaa
bliver jeg efter hans Ord det utaaleligste Menneske i de Danske Egne. Jeg
har sagt i min Fortale, at, fordi jeg i ingen Henseender holder Mennesker for
Guder, derfor knæler jeg ikke for Patroner; Mn Spectator kommer o¬
vereens med mig i det Første, men ikke i det Sidste. Jeg, siger han,
holder intet Menneske for Gud, dog bøyer jeg mig for alle in Publico
værdiggiordte, for at vise, at jeg vil ære den, som Kongen ærer.
At bøye sig og knæle bliver uden Tvivl hos Manden et og det samme, naar
jeg nu haver erklæret, at jeg ikke knæler for Patroner, han derimod siger, at
han bøyer sig for dem, for at ære dem, som Kongen ærer, skulde da ikke
denne Slutning ligge tydelig i hans Ord, derfor ærer ikke Sande=Man¬
den dem, som Kongen ærer. Jeg kand ikke sige, af hvad Øyemerke
Philosophen har aflagt saa offentlige Vidnesbyrd om sin Ærbødighed; men
dette kand jeg sige, at hvis jeg ikke kiendte ham desto bedre, kunde jeg ikke
frietage hans Slutninger fra Ondskab. Jeg merker vel, at han har ikkun
liden Læsning i theologiske Tvistigheder; thi ellers maatte han have seet den
Forskiæl, som anføres imellem Cultum Religiosum & Civilem, den dyr¬
kelse, der tilkommer Gud, og den, som kand bevises andre. Skal det
komme an paa at bøye Legemet, saa kunde vel jeg ved en Maaneds Øvelse
blive derudi ligesaa færdig som en anden; thi min Ryg er endnu ikke stiv, og
min Hat er ikke naglet til mit Hoved; jeg bær en virkelig Høy=agtelse for
enhver, som viser sig at være Ære værd, og jeg har stedse indbildet mig,
at ingen kand tvinge mig til at blive overbeviist om de virkelige Fuldkommenhe¬
der, som jeg ikke hos et Menneske kand finde, altsaa ey nøde mig til at give
ham den Ære, som jeg ikke veed, han har foritent. Vi have ingen Dyr¬
Tiid paa Complimenter, og dem skal jeg maaskee saavel komme af Sted som


m anden, men at knæle for en Patrom, det er at tilbede ham, at sætte sin
Tillid til ham, idelig at hænge ham paa Dørren, at hykle for ham, at ofre
til ham, at blive hans Tiener forbunden, det giør jeg aldrig; thi jeg veed, at
han er et Menneske, og at det er mueligt, at han kunde være i ligesaa for
Verden foragtelige Omstændigheder som den, der nu ofte forgiæves maa
begiere hans Hielp.
J det andet Ark begynder Philosophen at gaae med Lys og Lygte for
mine Betragtninger, der efter mine Tanker ere saa klare, at de ikke behøve
Lygte=Mænd, og vi kand i Almindelighed sige om de philosophiske Reflexio¬
ner, at hvad der er sundt af dem, falder en hver Læser strax i Tanke, der
med Agtsomhed efterseer mine Papirer. Tiden vilde ikke blive tilstrækkelig,
hvis jeg vilde foretage mig at igiennemgaae alle de Puncter, der kunde meri¬
tere Censure; jeg vil derfor allene holde mig til det vigtigste, og af det
Slags agter jeg de Beskyldninger at være, med hvilke min Spectator angri¬
ber uden Grund mange Forældre, naar han paastaaer i sit andet Ark p. II.
at Aarsagen, hvorfor Hebetii og Ignorantii ere blevne u-ægte Patrioter
maa tilskrives Forældre. Jeg nægter aldrig, at jo mange Forældre synes
ligesom at vilde byde over Naturen, og fordi de ere faldne paa de Tanker,
at deres Børn skal i Tilden betiene det eller det, derfor skal de sættes i Sko¬
le, og være skikkede til Studeringer; men vi have dog paa nogen Maade
saadanne Anstalter, der sætte Grændse for denne Forældrenes Urimelighed.
Vores allernaadigste Konge har ved sidste udgangne Forordning om Skole¬
Væsenet, befalet Lærerne at undersøge de Unges naturlige Lyst og Gaver,
og at give de Børn tilbage til Forældrene, der ikke med Lykke kand tiene til
Bogen. Efterkomme Lærerne deres Pligter i dette, saa blive jo ikke Foræl¬
drene Aarsag, at deres Børn i Tiiden som uduelige Studentere blive uægte
Patrioter; thi Forældrene kand da ikke finde Leylighed dertil; men forsøm¬
me Lærerne at giøre sig underrettede om de Unges naturlige Diposition, og
sender uskikkede og udygtige Candidater til Academiet, ja vel og indbilde For¬
ældrene, at deres Børn kand i den Qvalite tiene Fædrenelandet, da blive de
de egentlige Aarsager til det Onde, som flyder af disse uægte Patrioters Huus¬
holdning. Dette maa jeg endnu erindre, at, omendskiønt de ordentlige Læ¬
rere ved Skolerne i denne Post iagttage deres Pligter, saa lærer dog Erfa¬
renhed, at det Onde ved deres Aarvaagenhed ikke altid bliver forebygt; Jeg
har kiendt dem, der ere blevne agtede for uduelige til Studeringer, og ere
derfor blevne dimitterede fra Skolerne, for at undetvises i andet; men, naar
de ere komne til Hoved=Staden, have de strax sundet en forhungret Baccu¬
laureus, der, uden at giøre sig videre Betænkning enten om Candidaters
private Velfærd eller Fædernelandets almindelige Nytte, har efter en kort Un¬


dervisning forsynet en Hebetium med et Skudsmaal, og, til dette sigter jeg,
naar jeg siger i mit Ark, at saadanne Brødre erholde paa en Gienvey
Sted iblant Studentere, hvad videre herved kunde være at erindre, gaaer
jeg med Fliid forbi og overlader til andres Eftertanke. Saadanne uredelige
Brødre, der, for at nyde en Tutte eller noget meer, gierne opofre Fæderne¬
landets beste, blive de iblant andre ogsaa vigtige Aarsager, der forøgte Tal¬
let i en dobbelt Henseende af u-ægte Patrioter, i det de ey allene selv, ikke
have Fædernelandets Beste for Øyet, men anføre endog andre paa saadanne
Veye, at de blive intet uden unyttige Byrder.
J det tredie Ark forekommer mig meget Lapperie, igiennem hvilket jeg
maa trænge mig, førend jeg kand finde noget, der er værd at criticere, og
dette møder p. 20. Manden kand, som Philosophus, ikke biefalde, at en
ægte Patriot ikke bør elske sit Fæderneland for de særdeles Fordeele, han
derudi kand have for sin egen Person. Enten hans Philosophie tillader ham
at biefalde dette eller ikke, meener jeg dog, at Sagen har sin Rigtighed,
naar den bliver betragtet, som den bør; Jngen, uden den, der skriver allene
for at skrive, uddrager saadanne Følger, som jeg seer Philosophen har gjort:
hvo skulde indbilde sig, at, fordi jeg ikke vil at en Patriot skal lade egen Jnteresse
være sit Sigte, han derfor skulde crepere? eller, om jeg sagde til Philoso¬
phen: Skriv ikke allene for at tiene Penge, vilde jeg derfor sige: Du bør sul¬
te ihiel? Et Societet bør saaledes være indrettet, at alle dets Lemmer arbeyde
med hinanden til een Ende, og deres egne Fordeele ere nødvendige Følger af
deres Hoved=Grunde, naar de stræbe at befordre det almindelige Beste, stræbe
de ogsaa for sig selv, saa at det sidste vel kand skilles fra det første, men det
første ingenlunde fra det sidste
Kaster jeg et Øyet i det fierde Ark, bliver mine Domme over det ikke
meget bedre end over det forrige. Jeg undrer mig i Sandhed, naar jeg ef¬
tertænker, hvorledes det kand være mueligt, at et Menneske, der vil skille sig
fra andre ved Fornuft, vil føre sin Pen paa saa besynderlig en Maade, el¬
ler kand finde Fornøyelse i at opfylde sine Blade med saa urimelige og elen¬
dige Jndfald. Jeg taler ikke her af nogen Misundelse, og mine Tanker ere
ikke anderledes end deres, der have mindste Levning af en sund Forstand;
Enten maa jeg sige, at Philosophen ikke har kundet forstaae mine Tanker, el¬
ler at han, for at faae Leylighed til at skrive, ikke har vildet forstaae dem;
Jeg kunde anføre meere end et Sted, hvor han har sønderrevet mine Mee¬
ninger, og ikke gjort sine Reflexioner uden over Stumper og Stykker, vil
han saaledes blive ved at betiene sig af de forefaldene Leyligheder bliver det ham
en let Sag at vedligeholde sit Arbeyde i et heelt Seculo. At jeg ikke skal an¬


føre uden hvad jeg kand bevise, vil jeg fremlegge et Exempel enten paa
hans frivillige eller naturlige Vankundighed i Anledning af en u-ægte Pa¬
triot, den jeg har kaldet Polyprattus, men Philosophen, Polipatrus. Jeg
vil ikke opholde mig med at raisonnere over de kiønne Jndfald, som min
Tilskuer har havt i Anledning af Polypratto, og hvad jeg egentlig agter at
bevise, kand nærmere skee ved at anføre Diauli Exempel, om hvilken jeg
har sagt, at han har Privilegium paa at leve af andres Ulykke
Dette bliver for Philosophen en mørk Tale, endskiønt den vilde blive tem¬
melig klar, dersom han for det første vidste, hvor jeg har laant Navnet,
for det andet kunde indsee Sandheden i dette, at der endog findes de Men¬
nesker i Verden, der have befaling paa at leve af andres Ulykke. Nav¬
net har jeg laant hos Martialem, og betegner det samme en Læge; En
Mand, der har lagt sig efter denne Videnskab, og har erhvervet Tilladel¬
se at øve den, meener jeg at kunde siges at leve af andres Ulykke, med
mindre, det ikke bliver en ond Lykke, at plages af Sygdomme. Naar
Philosophen efter sin egen Bekiendelse ikke af mine Ord kand slutte sig til
min Meening, burde han gaae Sagen aldeles forbie, allermindst giøre en
lang Sladder over det Privilegio paa at leve af andres Ulykke, som han
ikke kand føre i sit Hoved. Hvad han taler om de andre lidet redelige Pa¬
trioter, sær om Claudii Medlidenhed over sine Beene og Skoe, vidner og¬
saa, at han ey kand forstaae mig, og jeg agter det unødvendigt at opholde
mine fornuftige Læsere med at Commentere over de tydeligste Meeninger.
Af Mængden, siger vor Philosoph, slutter man rimelig til det al¬
mindelige, og af fire Ark kand man uden Tvivl giøre Slutning til det fem¬
te; hvad jeg kunde sige om de fleeste Ting, der bevise liden Fornuft, veed
jeg af andre allerede at være anmerket, og kand jeg derfor blive desto kortere.
Jeg vil allene erindre med et par Ord, at min Spectator har aldeeles forløbet sig,
naar han beskylder mig for Usandfærdighed, fordi jeg har talt om Drankere,
som de, der befordrede Mishandleres Næring, og giorde Farten paa frem¬
mede Stæder stærkere, end den ellers kunde ventes. Hans Raisonnement
lugter saa ilde, at jeg hart ad blues ved at røre dem. For, om mueligt er,
at overbevise ham om bedre, vil jeg handle med ham, som med et Barn,
der skal lære at stave; før i vil jeg spørge: Hvis ingen af Danmarkes Jnd¬
bygg r vilde drikke Viin, mon man da skulde drive nogen Viin=Handling?
Hertil me ner jeg, han nødvendig maa svare Ney. For det andet: Enten
bliver Viin Handlingen større, naar et Lands Jnvaanere drikke til Maa¬
delighed, eller naar de tvende Deele ere Drankere; her maa han uden Tvivl
svare. Jo fleer fugtige Brødre, jo stærkere Næring, og par Conseqvence
jo stærkere Handelen.


Jeg skammer mig ved, at have meere med disse stakkels Pralerier at
bestille, og jeg har ofte under dette mit Arbeyde været sindet at kaste Pen¬
nen; Jeg veed vel, at alle fornuftige regne mig det ikke til Roes, at jeg
med saa usele og intet betydende Beskyldninger har vildet befatte mig, og jeg
tilstaaer, at hvis jeg forud kunde have seet, at Philosophen ikke vilde have
betient sig af en fornuftigere Skrive =Maade, skulde jeg aldrig have gjort
Løfte om Forsvar. Hvad jeg for alle Ting vil bede, er dette, at han dog
af Medlidenhed over Sproget, skaaner det efter Muelighed, og lader de
Prøver, som han ved andre Leyligheder har aflagt paa sin Færdighed i sin
Moders Maal, blive nok til at giøre sig udødelig. Jeg kunde uden Van¬
skelighed anføre adskillige Meeninger, der ikke ere Danske, men, da jeg ikke
har Tiid meere at rode i hans Blade, vil jeg alleene antegne disse Oed:
Og at de lærende dette derfor, &c. Autor er meget forelsket i de saa kal¬
dede Participia, og erindrer jeg ret, har jeg seet hos en anden Skribent et
Sted der i Henseende til Stiilen kand agtes parallel med dette: Verbum
er et Ord, som givende tilkiende &c. Jeg veed, at min Spectator er
iblant mine Læsere, jeg bør derfor ogsaa begegne ham med mit Ønske til det
begyndte Nye=Aar. Som han synes heel trængende til Fornuft, den han
saa idelig raaber paa, vil jeg ønske ham den samme, og, da han iblant si¬
ne Axiomata anføre dette: Et hvert Menneske er et Menneske,
vil jeg ønske, at han i det nye Aar
maatte blive det.


Den Danske
ANTI
SPECTATOR,
Eller
Den for Alle
Jmod
Den Danske Sande=Mand.
No. I.
Udgivet den 24. Julii 1744.
KJØBENHAVN,
Trykt og Bekostet af Ernst Henrich Berling, boendes udi store
Cannike=Strædet, og findes hos hannem til kiøbs.


lmprim.
J. P. ANCHERSEN, D.


Principiis obsta, sero medicina paratur,
Cum mala per longas invaluere moras.
Ovid.
K¬
and jeg vel sove, naar jeg hører Hanen gale?
Vel tie, naar jeg seer en Sande=Mand at tale?
Kand Sværdet blive i sin Balg og Skede, naar
Spectator fører Krig og løs paa Landet gaar?
Mon een Mercurius sig ikke skal indfinde,
Der hundred' Øye=Syn paa Argo kand forblinde?
Hvo kand vel taale, at den Danske Sande=Mand
Den Danske Nation saaledes griber an?
Ney holdt, Spectator, holdt! det lader sig ey giøre,
At J ustraffet saa skal Eders Vaaben fore.
Jmod det Land, hvor af J selv en Borger er,
Og dog med Eders Pen tør komme alt for nær.
Hin stolte Fiende tør ey noget Ondt tentere,
J offensive dog Jer drister at agere,
Jo, jo man skulde kun Jer Frihed give til
At skierpe Eders Pen og skrive hvad J vil.
J Landet skulde snart i Fyr og Flamme sætte,
Saaledes sætte paa hver ærlig Mand i rette
Hver Kone, Pige, Møe saa nær paa Klingen gaae,
At alle skulde snart en Rem af Huden faae.


Ney, ney jeg siger Tak: om J er end Spectator,
Saa er jeg der imod mit Folkes Procurator,
J veed vel hvad det er at have saadant Navn,
Tag derfor Søvtet ind og søg den første Havn.
Med Eftertryk og Fynd for mine Principaler
Jeg tale skal naar de mig ikkun vel betaler,
Vi Advocater ey for Høflighed og Snak
Vor Hierne bryder ey for blotte Ord og Tak;
Det er vor Mund og Pen, som giver os vor Føde,
Med begge Deele jeg skal Eder gaae imøde,
J viiser Kaldsbrev frem, jeg haver ogsaa mit,
Der Eders udi Kraft kun eftergiver lidt.
De Ark de slemme Ark, der handlede om Moden,
Da jeg dem læste, see! en Qvinde mig paa Foden
Saa sagte traade og med Haanden gav et Tegn,
Jeg fulgte hende i en yndig Blomster=Egn.
Om Aarsag spurde jeg til denne Promenade,
For Sorg hun kunde ey sin Sukker=Mund oplade;
Jeg hørdte Suk i Suk af hendes Hierte-Rod,
Med disse Ord hun sig dog endelig udlod:
Jo ældre Verden blir, jo galnere den bliver,
Og det giør alle de, som onde Bøger skriver,
Jeg havde nylig Bud fra Danske Nymphers Chor,
De staae nu færdige at bære Sørge=Flor.
Man deres Prydelser dem søger at betage,
Hvor ved det ene Kiøn det andet skal behage,
Man deres Krukker, Glas dem disputere vil,
Hvor er i Verden hørdt et større Sørge=Spil.
De Stakler ingen kand nu klæde sig til Maade;
Hver Grille=Fænger=Geist vil over dem nu raade,
Nu attaqverer dem den Cimbriske Poet,
Nu Danske Sande=Mand og Daarligheds Prophet.


Dog ey allene dem saaledes man antaster,
Men andre Danske Folk man ikke mindre laster,
J Eders Føde=Land man ey begaaer en Feyl,
Spectator viser den jo i sit Skrifte=Speyl.
J seer vel ugentlig hans Narrerie og Griller,
J seer, hvor dristig han med Folkes Ære spiller,
Det er jo Tild at man betænker sig paa Raad,
Og giør at komme kand en Kurre paa hans Traad.
For at forsøge om J understaaer at drage,
J Strid mod denne Mand, det Danske Folkes Plage,
Jeg hid til Eder er fra Krigens Gud udsendt;
Han som en tapper Helt har Eder længe kiendt.
Jeg sagde ydmygst da: Madamens Ord i Ære,
Jeg er saa stor Cujon, som Jorden den kand bære;
Men ellers med forlov, hvad er vel hendes Navn!
Hun sagde jeg er den, som tager Mars i Favn.
Og har J intet Sværd, min Mand skal Eder laane
En Sabel, der er Karl, og intet veed at skaane;
Got nok, jeg takker; men den Danske Sande=Mand
Ved Martis Sabel ey saa let nedsables kand.
Thi Fruen tænke selv, for saadan Mand at miste
Sit Hovet, er en Skaal man ey saa vel vil friste,
Jeg veed et bedre Raad; kom! lad os kravle op
Til de Gudinder, der beboe Parnassi Top.
Vil de mig give Lov paa Pegaso at ride,
Spectator uden Tvivl skal udi Græsset bide;
Faaer jeg en Dosis først af Hippoerene=Vand,
Strax bede skal om Fred den Danske Sande=Mand.
Hvad skeer vi stiger op, vi lader os anmælde,
Vi audience fik, vi saae den Magt og Vælde,
Den Herlighed og Pragt, som disse Muser har,
Jeg gav Suppliqven ind og fik saa dette Svar;


Med Tapperhed Forstand du skal bevæbnet blive,
At du med Force kand imod Spectator skrive,
Vi skammer os ey ved at skiære selv din Pen,
Vi vide at du est af Muserne en Ven.
Med deylig Laurbær=Krands man zirede mit Hoved
Og der man havde mig all afsistence loved,
Jeg fik en Caracter, den bærer jeg med Ret:
Protector Daniæ, hvad synes Jer om det?
Hvo vil nu tvivle om min Rettighed at skrive
Mod Danske Sande=Mand, og ham paa Flugten drive?
Men at man nærmere kand Underretning faae
Om min Person, man kand til Kirke=Bogen gaae.
Jeg var en Siællands Far, min Fader var en Jyde,
Min Moder er en Svendsk, hvad vil af dette flyde?
Jeg haver i mit Liv tredobbelt Helte=Blod;
Tro mig at nappes med jeg bliver ey saa god.
Spectator! Hør da til. Jeg Eder Krig forkynder,
Fordi mod Danske Folk i Eder saa forsynder,
Fordi til Mennesker J dennem danne vil
Fordi J deres Liv anseer som Skue=Spil.
En Jevn=Vægt holdes maa af onde og af gode,
Om alle Laster man vil træde ned for Fode,
Saa blir jo alting godt, ney, ney vi stræbe maae,
At begge Deele kand i Rigerne bestaae.
Dog dette haver mig just ikke Allarmeret;
Thi viis mig een, som har sit Levnet corrigeret,
Fordi Satyrici igiennem hegle Feil,
Ney, ney man seyler fort for Vind og fulde Seyl.
Det er den mindste Deel, som holder et Morale
For Regl og Rettesnor, man lader Eder prale,
Man giør dog hvad man vil, trods Danske Sande=Mand
Med all sin Skrift og Fliid en Last forhindre kand.


Aarsagen hvorfor jeg en Penne=Krig begynder,
Er, for blant Laster J antegner og blant Synder
De Ting, der ikke bør paa Lasters Liste staae,
Og derfor Mennesker bebreydes ikke maae.
Her er mit Manifest, vil J capitulere?
Jeg planter strax Gevæhr, hvis ikke, faaer J mere;
Tænk hvor det Burman gik, da han mod Dansken skrev,
Tænk hvilken Kraft der var i Holger Danskes Brev.
Dog han som fremmet Mand var mere at undskylde,
End J, der rører ved Jer egen Moders Bylde,
Jeg raader Eder, bed om Naade ey om Ret;
Thi af at sigte jeg kand aldrig blive træt.
Jeg har mig færdig giort, Musletten er tilrede,
Med Krud og Kugler og en Bajonet af Skede,
J Dag jeg legger an, i Ugen Mord und Todt,
Naar jeg gier Fyr paa den retskafne Patriot.
Nu gielder det om J til Eders Titul svarer
Smuk vender Ryggen til; men Contra=Parten sparer,
Hvis ikke legger J jo dermed for en Dag,
J ey Phlegmatisk er i Eders egen Sag.
Tænk ikke dog, at jeg Jer ene saa angriber,
Ney andre fnyse med og deres Kaarde sliber,
Hvor med J fældes skal, ja paa Collegier
Vi høre fuld Allarm, enhver er i Gevæhr,
Een siger: sligt et Skrift med Rette ey bør trykkes!
En anden: Mennesker kand ey derved opbygges;
Den tredie: det er kun hedensk Tøy og Snak
Saa J fortiener kun en liden Roes og Tak.
Lad være slige Folk, der fælde disse Domme,
Besidde ey Fornuft, saa finde vi dog somme,
Der uden Hierne sees i saadan Sted og Stand,
At de Forhindringer i Verket giøre kand.


J fald nu andre vil dem villig laane Øre,
Og deres Domme med Taalmodighed anhøre,
Saa bliver J Caput, skiønt J kand have Ret,
J Verden man nu ey bekymrer sig om det.
Med disse Brødre jeg i Alliance træder,
Og med Frimodighed min Forsvars Post beklæder,
Og naar J finder een saa vel bevæbnet Mand,
Jeg venter at J ey kand længe holde Stand.
Saa sagte jeg dog vil Jer vidske lidt i Øre;
Fortørnes ey, fordi jeg saadan Krig vil føre,
De største Fiender jo til Venner blive kand;
Saa vil det gaae med os! Far vel Hr. Sande=Mand.


No. 2.
Udgivet den 31 Julii 1744.
Proximbus Egomet mihi.
J¬
eg er en Patriot saa kiek som nogen anden,
Dog ey som andre naar jeg noget har paa Panden,
Jeg sigter for mit Land dog ey ved et Glas Viin
Der hentes fra Bourdeaux, fra Mosel eller Rhin.
Jeg er en Patriot; men kand mig dog ey finde
J det en Sande=Mand vil os paa Ærmet binde,
Paa Patrioter han giør saadan Caracter
At om den holder Stik, man gandske faa kun seer.
Han sine Brødre ey sig skammer at beskylde,
Man uden Medynk seer ham røre ved en Bylde
Der udi mange Aar har siddet i sin Roe
Ja som at være til man ey har vildet troe.
Spectator holder ey sin Skrive=Geist i Lænker
Han drømmer synes mig, og heel urigtig tænker,
Naar Landet gives Navn af et Societe,
Et Jndfald, som enhver med rette maa belee;
Er der Societe, hvor Vold og Uret øves,
Hvor Oret ofte af Bagtalelser kand døves,
Hvor Trætte reyser sig af største Baggatell
Hvor Kiærlighed og Dyd for længst har sagt far vel.
Er der Societe, hvor alle Baand er løste
Hvor hver seer til for sig og eget Gavn vil høste?
Er der Societe, hvor Venskabs ædle Baand
Ey lader Borgerne hin anden rekke Haand?
Ach ney! Spectator, ney, det lader sig vel høre,
Men i mit Hoved jeg dog ikke vel kand føre,
At saadant deyligt Navn J giver Eders Land,
J mine Øyne som det ey fortiene kand.
Ney sligt blant Mennesker vi finde ingenlunde,
J alt saa feylet har i Eders første Grunde;
Thi vil J prøve paa Societeter see,
J Skov og Mark J maa besøge Dyrene
Vel sandt, jeg ogsaa kand Societeter vise,
Hvis store Enighed jeg venter J vil priise,
Kom lad os kige ind i allerførste Kroe,
Der skal vi finde Fred og Kierlighed at boe.


10
Der har hver ærlig Mand sin Kande for sin Næse,
Der sidder han i Roe og kand Aviiser læse,
Han tager Kruset fat sin Naboe drikker til,
Han vredes, om han ey med hannem drikke vil.
See! disse Brødre man ret Socios bør kalde;
Thi om imellem dem et hastig Ord kand falde,
De løbe derfor ey til Procurator hen,
De bedre Vaaben har end en Byeskriver=Pen.
De giøre Sagen af med reene Hug og Næver,
Hvo ey fornøyet er, men meer Revange kræver
J Panden skienkes ham en Kande eller Kruus,
Han dermed takker af og søger til sit Huus.
Der med er Sagen endt; han anden Dagen møder
Sin Vederpart, i Haand de med hin anden støder,
De takke da for sidst, de drikke skal igien,
Den eene bleven er den andens gode Ven.
Begierer J at see Societeter flere,
Vel an! følg med og jeg skal fleere presentere,
Hør her! her spiller man en vakker Belial:
Piqvet, ala Baset, Polsk Pas, lmperial.
Saa mange Borde som J kand i Stuen finde,
Saa mange Samlinger J finder og der inde,
Her seer J prøver paa en reen Samdrægtighed,
Her ingen klamres, her tør ingen blive vreed,
En Broder seer J her sit Uhr af Lommen tage
Og giver den, der vandt, J hører ingen Klage,
Skal Kiolen dandse med, han seer ey surt derved,
Hvorfor? fordi han er en Elskere af Fred.
Han efter Lovene til dette og forbindes:
Blant Laugs Artiklerne jeg troer denne findes:
Den som sig vægrer ved at spille bort sin Vest,
Bør agtes som Cuson og Compagniets Pest.
Studenten pligtig er sin sidste Bog at sælge,
Om ikke i hans Sted man skal en anden vælge;
Paa Snoret=Kiortel man ti Daler laane maa,
Om man ey som Poltron vil ud af Lauget gaae.
Jeg undrer, at J ey tør skrive lidt om dette,
Da dog paa Drankeren J sætte tør i Rette,
tænkker vel, at sligt kand ikke være til,
At ingen finde kand Fornøyelse i Spil.


Jo, hvor med skulde man sig ellers divertere?
Studenten Bon vivant kand altid ey studere;
En Martis Tiener i sin Exercere=Bog
Ey altid bladre kand som anden Skole=Pog.
En Dame altid ey kand læse i Romaner,
Dertil Melancholie saa ofte Veyen baner,
En Jomfrue for sit Spejl kand ikke altid staae,
Men en Qvadrille hun maa undertiden slaae.
Men hvorfor staaer J saa og undrer over dette?
Maaskee J finder ey paa nogen disse Plette,
Maaskee J ogsaa selv Cartesianer er
Ey alt saa komme vil Jer egen Sect for nær.
Dog ney, J ikke Navn af noget vist vil bære,
En levende Kløvr=Knegt J allermindst vil være;
Nu hvorfor staaer J da og legger Øret til?
Maaskee J noget meer om dette høre vil.
Maaskee J giør en Plan, hvor efter J vil skrive
Om Dobleren, dog ney, det lader J vel blive,
Mundum Chartaceum J da paa Halsen fik,
Og troe mig, Eder det da meget ilde gik.
f ryster Hovedet jeg, Meningen kand giette,
J vil vel sige, at jeg ikke kand med Rette
Slig Samling give Navn af et Societe,
Hvor til det Onde man kand Folk forenet see;
Men Sproget merker jeg J ey forstaaer til Grunden,
J paa et andet Skaft maa derfor vende Munden,
Løsagtighed og Spil er et Galanterie,
Spectator, vær saa god at finde Jer der i,
Men jeg, hvor vil jeg hen? jeg vende maa tilbage,
Jmidlertid J maa paa dette lidet smage,
Tænk ikke, fordi J har Navn af Sande=Mand
J alting Eder Ret man derfor give kand.
Naar jeg nu videre paa Arket kaster Øye
Om Patrioten, jeg da ikke kand fordøye,
Paa fælles gode at man Øyet fæste skal,
Naar man vil have Sted blandt Patrioters Tal.
Bør en Spectator saa at skrive? ingenlunde,
Det er at støde om Naturens første Grunde,
Det er paa alle Ting at vende op og ned,
Og sætte allersidst sin egen Kiærlighed.


12
Hvad meener J at man bekymrer sig om andre;
Man nærmest er sig selv, man lader andre vandre
Hvad Vey de vil, man seer kun til sin egen Pung
Den Vey, J viiser, er jo alt for trang og tung.
Den stakkels Posthumus J ikke kand fordrage,
Da jeg dog ikke seer J noget har at klage;
Enhver sin Lykke giør det beste som han kand,
Ey skiøtter om, han ey med Lykken har Forstand.
Bør saadan stakkel for sin Natte=Vagt og Plage
I Alderdommen ey see magelige Dage?
Naar han har vartet op hos en forstandig Mand,
Hvad veed J, om han ey har sluget lidt Forstand?
En Tiener ofte har sin Herres Rulle spillet,
Og Creditoren saa med Complimenter drillet,
At Herren havde tit faaet Plads i Slutterie,
Hvis kloge Henrich ham ey havde kundet frie.
Verden kommer det nu an paa Complimenter
Dem har enhver Laqvei med Capital og Renter,
Har han ey andet lært, saa kommer han dog frem,
Naar han kand bukke, saa det haver Fynd og Klem.
ikke med Foragt om disse Folk maa skrive,
De ere store Mænd, de større end kand blive;
Naar jeg en Tiener seer, jeg lætter strax min Hat,
Og ønsker, at, som han, jeg Lykken havde fat.
paa Vankundighed veed ingen Priis at sætte
Da dog ved Hielp af den man kommer best til Rette,
Jeg veed, hvorledes jeg som Magistreret Mand
Tiltakke taget har med skimlet Brød og Vand;
Thi Monsieur Fattigdom Magister ey vil skaane,
Paa Assistence=Huus og om jeg vilde laane
Paa min Magister=Grad en Daler eller to,
Herr Mejer sagde: Ney, hver Jøde mig beloe;
Ey som med dette jeg fordrister mig at sige,
At en Magister er fornuftig Mand tillige
Ney, ney, desverre! det beviises alt forsandt,
At en Magister er som oftest en Pedant;
Jeg siger ikkun, at jeg havde bedre Lykke,
Hvis Jeg ey havde faaet en slem Magister=Nykke
F laster uden Grund derfor Hebetium,
Med all sin Dumhed han ey været har saa Dum.
Jeg havde fleere Ting mod Eders Ark at skrive;
Men for Papirets Skyld det maa ved dette blive;
synes vel at jeg har været alt for haard;
Men heele Veyen frem det ikke bedre gaaer.
Mo
4?


No. 3.
Udgivet den 7 Aug. 1744.
Natis in usum lætitiæ Scyphis
Pugnare pulchrum est.
Horat.
J
Strids-Basunen jeg for Alvor nu maa støde,
Spectator fører Krig endogsaa mod de Døde,
Jeg derfor stiger ned i Dødens mørke Land,
De Døde raaber op mod Danske Sande=Mand.
Tram trara! kommer frem, J Aske blevne Kroppe,
Nu giælder det, om J Spectators Mund kand stoppe,
Til Feldt enhver, som er i Graven puttet ned,
Der nu beskyldes maa for Overdaadighed.
Til Feldt enhver, som har en liden Tid tilbage,
Før blant de Døde han sin Bolig skal indtage,
Som han arbeyder paa ved Fraadserie og Drik,
Om Sande=Mandens Ord kand ellers holde stik.
Men hvad! jeg ingen seer, der lyde vil min Stemme,
Hver bliver i sin Roe, jeg eene er i Klemme,
Paa mine Skuldre har man heele Byrden lagt,
Hvad Under, om jeg da kand blive reent forsagt?
Dog ney, min gode Sag Frimodighed mig giver,
Her Kiøkken=Inspecteur, Hvad er det vel J skriver?
Hvo haver Eder sadt til Mavernes Fiscal,
Og over Drankere at være Corporal?
Drag, gamle Odin, ud af din Valhalla-Bolig,
Hvor du i mange Aar har ædt og drukket rolig,
Føer dine Tropper an, din stolte Danske Hær,
En Fiende komme tør din Majestæt for nær;
En Borger i dit Land du hører slet at drømme
Om din Lyksalighed, om dine Pryssing=Strømme,
J Overflødighed hvor af du skiænker op
For dem, der vovet har i Fældten Siæl og Krop.
Stærk=Odder drag dit Sværd! du kunde Slaas og drikke,
Saa kiek, som nogen Helt; jeg veed du taaler ikke,
At nogen siger, du har drukket dig ihiel;
Thi ingen mindes, at du var for Drik i Gield.
Da længe du dit Liv for Danmark havde voved,
Og kom til sidst i Havn, som Odin havde loved,
Din Enke ey fik Krav og Regninger at see
Fra Kroe= og Viin=Huus, ey fra Apothekere.


Sligt er i vores Tid nu blevet til een Mode,
Saa og saa meget har Viintapperen til gode;
Thi Manden drukket har saa meget gammel Sek,
At til Betalingen den heele Boe gaar vek.
Vel sandt, J gamle Folk, J friske Danske Helte,
J kunde tømme vel et Anker, naar det gielte,
Af Wismars Momme og af allerbeste Miød,
Der giorde Hiernen let, og gav paa Kroppen Kiød.
Vi ere derimod omskabte til Theister,
Vi drikke det, hvorved vi Kraft og Styrke mister,
Som Dødninger vi see hveranden nu at gaae,
Fordi man ikke nok af Thee de Bou kand faae.
De gamle Fædre man med Rette burde skaane
Og med sin kaade Pen dem ikke saa forhaane,
Mod vore Tiders Drik, at skrive er omsonst,
Spectator viser dog der i sin største Konst.
Nu er det bleven til en yndig Sommer=Mode,
At uden Porten man skal see sig lidt til gode,
Har Haandværks=Manden meer, end ædes kand een Dag,
J fremmed Luft og Drik han finder strax Behag.
Skiønt dette har sig saa, skal jeg det derfor laste?
Ney, Byrden bør man jo tilside lidet kaste,
En Skræder stedse ey kand sidde ved sin Naal,
Han Tiden deele maa imellem Naal og Skaal.
Men Sande=Manden ey bekymrer sig om dette,
Fordi i andres Sted han ey sig selv vil sætte,
Han skriver taabelig, han blander Last med Dyd,
Og Hedensk Raserie med en uskyldig Fryd.
Han meget slet er in Politicis verseret,
Paa Stats=Greb synes mig, han lidet har studeret
Paa Drik en Stats=Mand bør med Flid jo legge Vind,
At han udforske kand en fremmed Herres Sind.
Det Ansigt, som han ey vil holde for et Smykke,
Det holder jeg for et Naturens Mester=Stykke,
Hvo kunde han dog vel den Næse, Kind belee,
Hvor man kand levende hver Dag og Datum see?
Det Epitaphium, han Bibiano giver,
Hos Efterkommeren et Ære=Minde bliver,
Hver sørge vil for en saa rigtig Almanak,
Der ey, som andre, gav for Penge Løgn og Snak.,


Og sant at sige, jeg saa let begriber ikke,
Hvorfor saa hæftig han forbyder Folk at drikke?
Han meget meere selv forbunden er dertil,
Naar af en Sande=Mand han Titel have vil;
Thi Sandhed skal man jo udi Pocaler søge,
(*) In vino veritas.
Naar han nu ædrue sees med Drankere at spøge,
Man troer ey hans Ord, man siger: skaf Beviis,
At Bacchi Dyrkelse vi holder udi Priis.
Maaskee han ikke selv fordrager megen Spiise,
Mod Æderen derfor sin Nidkierhed vil vise,
Maaskee han ikke selv kand taale et Glas Viin,
Og anden Mand derfor udraaber som et Sviin.
Jeg siger kun maaskee, og intet vist om dette,
Skiønt mange findes, der tør sætte Folk til rette
For det, i hvilket de ey finde selv Behag,
Da dog det samme er ey nogen syndig Sag.
Saa see vi mange, der forbyde Folk at dandse
Fordi ved hvert et Fied af Ælde de maa standse,
En Mand, hvis Øre ey, som andres dannet er
Fordømmer den Credit, man for Musiquen bær.
Hvad jeg fornemmelig i Arket criticerer,
Er, at en Senecam, en Hedning, han citerer,
Da han dog skrive vil til Christne Folkes Gavn,
Og selv vel ogsaa af en Christen haver Navn.
Lad være Hedninger kand giøre os til skamme,
Vi ikke noget dog bør lære af de samme
Fornuften, siger man, tilside sættes skal,
Hvis man ey vandre vil i Blindheds mørke Dal.
Jeg veed vel visse Folk for blinde Indianer,
For vantroe Jøde=Hob, ja for Mahomedaner,
At aabne Himlens Port; men jeg det ikke giør,
Og skal jeg sige reent, hvorfor jeg ikke tør?
Da skeer det, fordi jeg derover maatte frygte,
At Folk, der sparer ey sin Næstes gode Rygte,
Mig vilde raabe som en Tyrk og Hedning ud,
Ja sige, at jeg ey bekiendte nogen GUd;
Ja mine Blade, naar en Bog de kunde giøre,
Paa Bindet skulde vel en Hedensk Titel føre;
Sligt giør, jeg ikke just vil sige, hvad jeg veed
Min Dom ey grunde paa en grundet Kierlighed.


16.
Vil Sande=Manden ey blant Hedning-Hoben regnes,
Han stræbe i hans Ark at intet Hedensk tegnes;
Hos os en Hedning ey paa Dyd Exempel er,
Thi mange ere end ey gode Hedninger.
Men hvad? jeg skulde jo mit eget Folk forsvare,
Og see, min egen Pen dem ey engang vil spare
Den Sandhed, Sandhed er dog meget underlig,
Ved hver en Leylighed den vil dog yttre sig.
Dog ey forsagt mit Land! jeg har et Ord tilbage,
Der sikker meget vel vil Sande=Manden smage:
En Grav=Skrift sætter han paa den Forædtes Steen,
Den samme er Zirat for Mandens døde Been.
Skiønt han har intet gjort i alle sine Dage,
End ædt, saa bliver dog den Roes for ham tilbage,
At han har noget gjort, da mangen sover hen,
Hvis Navn ey værdig er at tegnes med en Pen;
Som Skygger synes de at være udi Live,
Og om for een af dem jeg skulde Grav=Skrift skrive,
(a) Han har været til.
Jeg Exstitit (a) kun skrev, og det for meget var;
Thi hvoraf veed jeg, at et intet været har.
(b) Maaskee.
Et Forsitan (b) derfor jeg allerførst maa sætte;
Enhver Retsindig, som nu eftertænker dette,
Berømmer meere den som Edit har fortient,
End den, som har sig ey ved noget gjort bekient.
Fremdeles maa jeg see vor Sande=Mand at laste
De store Folk, fordi de ey vil holde faste,
Hvo ey forbittres maa, hvo maa ey blive vreed?
Naar man kand spore en saa stor Vankundighed.
Som Manden Grad for Grad paa Ærens Trappe stiger,
Saa voxer Maven med, Philosophi det siger,
Naar Hiertet tager til, naar Hiernen bliver stor
Saa bliver Maven som mit store runde Bord.
En Russ en Portion og intet meer maa smage,
Naar han Examen faaer, kand han den anden tage,
Men faaer han Attestats, den tredie gaar med,
Blir han Magister, er strax for den fierde Sted.
Og naar han bliver Præst, den femte ey foragtes,
For ham som Provst en Stud, et Lam, et Sviin maa flagtes,
Som Bisp, der reyser om med sin Familie,
Hvad Sognet skaffe kand, han maa paa Bordet see.
Jeg slutter af mig selv, det maa sig saadan have,
Snart intet kand forslaae i min Magister=Mave,
jeg skrækkes ofte, naar jeg Rector=Nykker faaer,
Jeg frygter, at til Mad den heele Løn bortgaaer.
Saaledes har det sig med alle andre Stænder,
Men slig forborgen Sag Spectator ikke kiender,
sit Morale er han derfor ikke sund,
Thi i Philosophie han haver ingen Grund.
(x)


17


No. 4.
det det 4 Aug. 1744.
Motus doceri gaudet Jonicos
Matura virgo, & fingitur artibus
sam nunc, & incestos amores
De tenero meditatur ungvi.
J¬
eg dadler Sande=Manden ey,
Fordi han en fornuftig Vey
Forældre vil anviise,
Hvorledes en Opdragelse
Skal efter Viisdoms Regler skee,
Jeg meget meer maa prise
Hans Flid i dette Stykke, men
Jeg maa beskylde dog hans Pen,
Fordi i mange Deele
Den alt for menagerlig er,
Og ey saa rigtig her og der,
Ja Skaden ey kand heele.
Spectator skriver, at han ey
Vil sige Ja, ey heller Ney,
Naar nogen maatte spørge:
Om Moderen sit spæde Barn
Bør til en Hore og et Skarn
Hengive at besørge?
Den Sag er heel betænkelig,
Dog meener jeg, det sømmer sig,
At Fosteret bør tage
Sin Die udaf sin Moders Brysk,
At Ammens Sind og Hore=Lyst
Ved Die det ey skal drage.
J dette som i andet meer,
Vi de Um lende jo seer,
At giøre os til skamme,
Løvinden, Tiger, Biørnen veed,
At en naturlig Kierlighed
Ey giver Plads til Amme.


18


Dog maa jeg tale med Forskiæl;
Thi Moden veed jeg meget vel
Kand alle ey tillade,
At en naturlig Kierlighed
J deres Bryst skal have Sted,
De Fosteret bør hade;
Naar de sig finde i den Stand,
At de en Amme holde kand,
Bør ingen det forbyde,
Men A jo er en fattig Mand,
Saa meget neppe tiene kand,
At han kand Føden nyde,
Hans Huus af Piger vrimler dog,
Han lønner og et Amme=Drog,
Der giver Barnet Patte,
For store Folk at være liig
Den stolte Moder skammer sig
Med sligt sig at befatte.
Dog dette er det Ringeste
Jeg meere kand i Arket see,
Der Læseren maa støde;
Saa maa jeg billig ærgre mig,
Naar vor Spectator ærgrer sig,
Saa ofte ham kand møde
Et Skrift, der viiser, hvordan man
Sig efter Konst opføre kand
Og Tiderne behage;
Den Forskiæl sees han at belee
Paa skiøn og god Opdragelse;
Men det er at beklage,
At han er heel forunderlig
J sit Morale, vil ey sig
J slige Regler finde,
Der viser, at paa blotte Skin
Man nu i sær skal legge Vind;
Thi Verden gaar i Blinde.
Naar Dyden Afskeed taget har,
Naar Lykken holder med en Nar,
Naar Moder og Grimacer


Verden hielper nu en Mand,
Og sætter ham i beste Stand,
Saa siger jeg, den raser,
Der viser Folk fra denne Vey,
Og samme selv betræder ey;
Thi lader os nu sætte,
Et Barn i Dyd opdraget blev,
Og man paa det særdeles drev,
Der Sindet kunde rette.
Det fremmet blev fra Hyklerie,
Fra Tidernes Galanterie
Og tvungne Complimenter:
Dets Lykke blev kun meget tynd;
Thi Hyklerie og anden Synd
Jndbringer beste Renter;
Det blev kun agtet som et Fiog,
Et u-behøvlet Sviin og Drog,
En Taabe og Hiemføding;
Man holdt det for en Bierge=Trold,
Man sagde, det var i en Stold
Opdraget eller Møding.
Hvad jeg fortryder paa i sær,
Er, at man komme tør for nær,
De Kiøbenhavnske Dukker,
Det fiine Jomfrue=Porcellain,
Der glimrer som Smaragde=Steen
De skrøbelige Krukker;
Enhver er som et Postament
Og Hoved=Stadens Ornament;
Hvo vilde noget skrive
Mod dem? De faaer Opdragelse
Som ingen uden de belee,
Der Spot med Dyden drive.
jo, jo, den fiine Jomfrue=Hud
Den Haand, der stikker Øyet ud,
Sig skulde vel besmitte
Med Gryde, Kiædel, Spand og Træ,
Ney den bør blive udi Læ,
Den kand vel andet hitte,


(19


20


nti
nske
Det
Hvor den kand bedre øve sig,
Lad Martha være huuselig;
Thi hun er Kokke=Pige.
For Nummer=nichts man holder ey
En Pige, der skal legge Dey,
En anden, der skal feye,
Den tredie, der passer paa,
At lille Per ey ud skal gaae.
Naar Jomfruen kand neye,
Naar hun sit Hoved pynte kand,
Og sig betænke paa en Mand,
Naar hun har lært en Viise,
Der handler smukt om Kierlighed,
Om Elskov, der er kold og heed,
Saa haver Jomfrue Lise
Alt, hvad med rette fordres kand,
Helst ogsaa, naar hun er i Stand,
Med Jomfrue=Stiil at skrive
Til sin forliebte Adrian,
Og sige, at hvis ikke han
I Hast kand noget blive,
Saa seer hun sig om anden Ven;
Thi længere at gaae saa hen
Det kand sig ikke skikke
For en, der alt er fjorten Aar,
Og neppe kom fra Ammens Laar,
Før hun til Punct og Prikke
Om Venus med sin blinde Søn
Var underrettet, og hvad Løn
Hun skiænker sine Slaver;
Naar dette sig saaledes har,
Saa bliver vel Spectator vaer,
Han sig forløbet haver.


21


No. 5.
Udgivet den 21 Aug. 1744.
Invidus alterius macrescit rebus opimis.
B¬
lege Avind, siig mig dog,
Hvordan er du nu til Mode,
Blev du hugget ned for Fode,
Da man Sværdet mod dig drog?
Er dit Herredømme brudt?
Har du ingen Tifflugts Steder?
Jngen Charge du beklæder,
Har de Danske dig forskudt?
Himmel, hvad er det jeg seer?
Visne Avind Tænder viser,
Og nu først sin Lykke priser,
Sande=Manden kun beleer.
Alle Konster er omsonst,
Han har ikke tabt sin Styrke,
Mange Hunde sees at dyrke
Og studere hendes Konst.
Sandt; hun fik et lidet Skaar,
Meget sig dog ey beklager:
Thi hun veed, at hendes Sager
Ey paa svage Fødder staar.
Folk af en fornemme Stand,
Plages vel af Avinds Griller,
Men, som de sig kiønt forstiller,
Sygen ikke mærkes kand!
Præster og Prælater ey
Ere Avind=syge Lemmer;
Thi at straffe de ey glemmer
Dem, som gaaer paa Avinds Vey.
Siger du: man ikke kand
Slutninger af dette giøre;
Thi hvor ofte kand man høre,
At en ivrig Præste=Mand


nsk¬
De
Straffer efter sin Postill
Sine Bønders Feyl og Synder,
Som han selv af Hiertet ynder,
For Exempel: Drik og Spill?
Svarer jeg, jeg ikke vil
Mig med dig i Strid indlade,
Fey du først din egen Gade,
Jeg har ikke Hierte til
At angribe saadan Hær,
Lad dem spille, drikke, spise,
Jeg med andre Næse=vise
Ey vil komme dem for nær.
Jngen Orden er saa reen,
Den jo haver sine Plette,
Tidt Naturen sees at sætte
Paa et Træ en kroget Green.
En Spectator dette veed,
Derfor han sig selv forsvarer,
Sine egne Laster sparer,
Bliver kun paa andres vreed.
Var han ey misundelig,
Lod han min Person vel være,
Mig misundte ey den Ære,
Som min Titel giver mig,
Og med velfortiente Mænd,
Viise=Kræmmerne jeg meener,
Spendte han ey alle Seener,
Og ey førte saa sin Pen.
Ofte han forsikret har,
At han ey partisk vil være,
Jeg tør der imod erklære,
At jeg ofte bliver vaer
J hans Blade denne Last;
Ved det femte Ark jeg bliver,
Hvor han vel med Force skriver
Mod det skeele Øye=Kast:
Men han har Medlidenhed
Med det Medicinske Rige,
Da man dog med Grund kand sige,
At den ene bliver vred,


Naar en stakkels Patient
Bruger andens Pulver, Draaber,
Og paa ham just ikke raaber,
Som sig ey har gjort bekiendt.
Hvad den ene tegner an,
Stedse af den anden lastes,
Som en slet Recept, forkastes,
Der kand dræbe snart en Mand.
Men Spectator siger vel:
Jeg mod Læger ey vil skrive,
At jeg ikke selv skal blive
Deres Lære=Klud og Træl.
Deres Magt sig strækker vidt,
Feber, Svindsot og Coliqve
De mig kand paa Halsen skikke:
Dermed tienes jeg kun lidt.
Dette ved sit Værd maa staae;
Men jeg meere kand anføre,
Som han ey har vildet røre,
Dog med rette lastes maa.
Nvil udi Ægtestand,
Med en Jomfrue sig begive,
Andre Møer Haaret rive,
Unde hende ey sin Mand,
Da hun i sin Jomfrue Tiid
Maatte som en anden vente,
Alle Dukker hende kiendte
For en Dydig, skiær og hvid;
Nu, naar Aaget lettes skal,
Kaldes hun af Exspectanter,
Den fornemste blant Fianter,
Sættes først blant Skiøgers Tal.
G af Lykken føyes saa,
At en Jomfrue han skal have
Med en prægtig Morgen=Gave,
Trods den onde V og K.
Avind blegner strax der ved,
Nu er G en usel Stakkel,
Pigen et hovmodigt Kakkel,
Ald den Dyd og Deylighed,


24


ato


Som de begge før besad,
Af Misundelse forkastes,
De af beste Venner lastes,
Jngen bliver meere glad,
End den glimrende Rival,
Han forglemmer ey at sværte
G, der Pigen først begierte,
Siger hun maa være gal,
Om hun udi Ægtestand,
Med en fattig Stymper træder,
Der end ikke Brude=Klæder
Strax contant betale kand.
Her Kræmmer, taaler ey,
At hans Broder Næring driver,
Han til Creditoren skriver:
Tag jer vare, thi sin Vey
I med allerførste gaaer,
Handelen vil ikke lykkes,
Han af Gield og Armød trykkes,
Intet troer jeg J faaer;
Ja det bliver ey derved,
H de Kiøbende indraaber,
Siger, at de ere Taaber,
Hvis de søger andet Sted;
Jngen bedre Vahre har,
L maa lade sine ligge,
Færdig er sit Brød at tigge,
Alle holde ham for Nar.
Saa er jo Misundelse
Med Bagtalelser ledsaget,
Den som er af Lasten plaget,
Er den Ulyksaligste.


25


No. 6.
Udgivet den 28 Aug. 1744.
Ulula cum lupis,
Cum qvibus esse cupis.
J¬
eg glemmer ey den Dag, Spectator fik i Sinde,
Mod Mode=Dyrkelsen at skierpe saa sin Pen,
Og attaquere en saa nydelig Gudinde,
Der stedse viser sig af Mennesker en Ven.
Pro forma hidindtil jeg ikkun haver skrevet,
Nu ruster jeg mig ret, nu drager jeg mit Sværd;
Dog vil jeg vide først, om Moden er fordrevet;
Maaskee den trænger ey til Forsvar og Gevæhr.
Ach! ney, Triumph! jeg seer, den sidder paa sin Throne,
Trods Danske Sande=Mand med all sin Konst og Skrift,
Den har ey tabt sin Priis hos Jomfrue, Mand og Kone,
Nu først den synes ret, at være i sin Drift;
Spectator havde tænkt: det kand ey andet være,
End Folk jo Moden som en Gift og Pest maa skye,
Naar dens Beskaffenhed jeg stræber dem at lære,
For den som Fanden selv, jeg haaber de vil flye;
Men see! saa har han sig med all sit Haab bedraget;
Du lille Mode=Glut, jeg prise maa din Konst,
At sige os farvel, det har dig ey behaget,
Hvad man imod dig giør, du viiser er omsonst.
Ret saa Insanus Mand, bliv du kun ved at prale,
At svinge med din Stiært, at sætte dig i Gield,
Skal Mode=Solen end i Slutteriet dale,
Saa er det dog din Trøst, at du har levet vel.
Du veed, at all Honneur med eet du maatte tabe,
Om du ey underskrev, hvad Moden skriver for,
Singularister lad kun drømme, gloe og gabe;
Jeg priser sandelig af Hiertet dine Kaar.


26
Hvad? om du sindet blev at kalde paa din Skræder,
Og sige: Mester, jeg mig haver nu betænkt,
Jeg længere nu ey vil bære Modens Klæder,
At jeg ey, som man spaaer, til sidst skal blive hængt.
Af Vadmel skal J mig en Bonde=Kovte giøre,
J Skiødet intet Stift, i Folden ingen Haar,
Af Skræderen du vist fik disse Ord at høre:
Monsieur, J er jo gal, og hen i Taaget gaaer.
Dog Manden havde ret; Thi jeg begriber ikke
At man kand sige dem at handle mod Forstand,
Der efter Moden sig i Klæde=Dragt vil skikke,
Helst saadan Mode, som af alle tages an.
Det heder vel, man er begierlig efter Ære,
Naar efter Moderne man vil opføre sig;
Men stolt i større Grad den synes mig at være,
Der, skiønt han kand, dog ey vil være Moden liig.
Jeg siger for min Deel, jeg søger ingen Ære
J Klædernes Facon, i Yppighed og Pragt;
Dog vil, som andre fleer, jeg alamodisk være,
At egne Griller ey skal skaffe mig Foragt.
Om Moden sagde: Du skal Ræve=Rumpe bære;
Jeg sagde ja, Madam; saa siger Mand for mig,
Med andre Narre jeg en Nar vil ogsaa være,
Den er den største, som mod sligt erklærer sig.
Singularisterie jeg ikke kand fordrage,
Jndbildning om sig selv dets onde Moder er;
En Momus ikke vel kand andre Folk behage,
Uskyldigheden selv han komme tør for nær.
Spectator, vilde jeg, var lidet bedre øvet
J Verdens Phantasie, saa skrev han ey saa galt;
Det er hans Lykke, om han ingen Tid har prøvet,
Hvad Lykke den kand faae, der eyer kun en Plalt.
En Kiortel, der er fiin, og skaaret efter Moden,
Er bedre end een god og ypperlig Attest;
Væ! den, der intet har, han drage kand paa Foden,
Og som sig skiule maa med pialtet Kiol og Vest.


Man pleyer saadan een, at spotte og forhaane,
Han er en Ignorant, en Broder liderlig, (a)
Da mangt et pyntet Drog hans Hoved dog maa laane,
Og har ey andet lært end kiønt at pynte sig.
For Skræder=Hoben jeg nu all Estime bærer;
Thi deres Sax og Naal Miracler giøre kand;
Dog vil jeg heller jeg, end pyntet Asen være,
Det bliver hvad det er hos dem, som har Forstand.
En Hest, der zilres med et Guld=broderet Dække,
Beholder sin Natur, og bliver kun en Hest,
Paa Æselet man kand en kostbar Saddel lægge,
Dog troer jeg det er et ufornuftig Bæst.
Hos vel-fortiente Mænd og høye Stands Personer
Vi sandelig kand see den mindste Klæde=Pragt,
Men Libertiner=Pak og Ledigheds Baroner,
Forhindre vil ved Pragt en vel-fortient Foragt.
Mod Pragt at skrive er at hindre manges Lykke,
Helst naar af Klæderne man dømmer om en Mand;
Naar Listen legger af sin Lok og Hoved=Smykke,
Jeg hende om en Mand ey Løfte give kand.
J fordum Dage, da man brugte ey Forstanden,
Man kimsede ad den, der lokket Pige var,
En Mand ey hende tog, han frygtede for Panden,
Men nu vi saadan Mand bør agte som en Nar.
Luur Pigerne, min Troe de ere ingen Taaber,
Vi kalde dem vel Giæs, de ere snilde Dyr,
Med kruset Nakke, Skiørt, Skoe, Strømper, Sæt og Kaaber
De veed at sætte os i Kierlighedens Fyr.
(a) Vir bene vestitus
Pro vestibus esse peritus
Creditur a mille
Qvamvis idiota sit ille.
Si careat veste
Nec sit vestitus honeste,
Nullius est landis,
Qvamvis sciat omne qvod audis,


De vide med sig selv, de have ingen Dyder,
(Jeg taler med Forskiæl, jeg alle meener ey)
Med Klæderne derfor de skiule deres Lyder,
At de, naar de skal frie, skal ey gaae bort med Ney.
Hvad! frier Piger selv? J Mandfolk bør jo beyle:
Jeg beder om ardon, jeg aldrig beylet har,
Saa kand det ofte skee, at man kand hastig feyle,
Og sige Sandhed, før man Følgen bliver vaer;
Jeg vilde sagt, at de sig pynter saa og pryder,
At ey for længe de skal vente paa en Mand,
Det er ey nogen Last, blant deres Jomfrue=Dyder
Med allerstørste Ret slig Konst jeg tegner an,
Af Færdigheden i sin Sminke at tillave
Man bør nu dømme om en Jomfrues Forstand,
Og den fortiener jo den beste Mand at have,
Der efter Moderne sig best opføre kand.
Hvad skiøtter jeg om den, der lugter af en Gryde,
Der lave kand en Grød, og sidder ved en Teen?
Bør Jomfrue=Kiønnet sig med slige Sysler bryde,
Enhver af dennem bør sig holde skier og reen.
Naar jeg engang skal frie, jeg fæster kun mit Øye
Paa den, der Legemet best efter Moden bær,
Paa den, der ved Discours kand Tankerne fornøye,
En skiden Kokke=Tøs jeg tør ey komme nær.
Du smukke Nymphe=Chor, lad kun Spectator skrive
Saa ivrigt som han vil, bliv paa din gamle Vey,
Lad Moderne hos dig i evig Ære blive,
For alting beder jeg, glem dine Lokker ey.


29
No. 7.
Udgivet den 4 Septem. 1744.
Odi homines ignava opera, Philosopha sen¬
tentia, qvi cum sibi semitam non sapiant,
alteri monstrant viam.
Pacuv.
E¬
n Moralist, der vil forbedre Folkes Sæder,
Mod smaa Ting pleyer ey at skierpe just sin Pen,
Han ey befatter sig med Strømper, Skoe og Klæder,
Kun viser at han ey af Laster er en Ven;
At skrive tvende Ark mod Moderne, er noget,
Hvoraf en egen Smag all Verden spore kand,
Hvad skiøtter jeg, om man er buntet eller broget
Mon ey i andet man kand øve sin Forstand?
Spectator lader det ey ene derved blive,
At føre Pennen mod uskyldig Klæde=Dragt,
Han Regler drister sig end og at foreskrive,
Hvorledes stiles skal en kiærlig Ægte=Pagt.
Han giver Love, som ved Barseler og Gilder
Bør efterleves, men bedrager jeg mig ey
Saa troer jeg, at han sin Tiid og Fliid kun spilder,
Ja selv betræder en urigtig Stie og Vey,
Han taler uden Grund, naar Barsel=Moden vises,
J Barsel=Stue det gaaer anderledes til;
Thi de Besøgende med blotte Snak afspises,
Ey kommer, for en Mand de ødelegge vil.
Opbyggelig Discours paa slige Stæder høres,
Hver Martha taler om en god Oeconomie,
Og viser, hvordan den med Lykke best kand føres,
Skiønt hlemme selv hun ey sin Finger har derl.
En anden taler om sin taabelige Pige,
Som nu til Mikkels Dag sin Afskeed have skal,


Den tredie formaaer ey nok som ud at sige,
Hvad ondt hun lider med sin Mand, der giør sig gal.
Den fierde nok som ey vor HErre kand fuldtakke,
For hendes hierte Mand, der er saa eye=god,
At naar hun taler, maa af Stuen han sig pakke,
Og, før hun raaber, tør ey sætte ind sin Fod.
Den femte Tiderne med bitter Graad beklager,
Nu bliver alting dyrt, for Caffe, Sukker, Thee
Man dobbelt give maa og andre Kræmmer=Sager,
Som man for billig Pris tilforn kunde faae;
Luur Urte=Kræmmerne (saa tør hun dristig sige:)
Blant Stats=Mænd burde de med Rette føres an,
De snilt betiene sig af Udenlandske Krige,
At Kassen mærkelig derved forbedres kand.
Er Franske Konge død, som man vil os berette,
J Sagerne maaskee Forandring ventes kand,
Den Priis paa Bønner, som man før har vildet sætte
Jgien tør falde! gid Avisen var kun sand
See! slige Ting man kand i Barsel=Stuer høre,
Og andet meere, som jeg ey vil tale om,
Nu spørger jeg om det er værd med Pen at røre,
Og kand fortiene en Spectators haarde Dom?
Hvad Brøllupper angaaer, jeg aldrig underskriver
De Tanker, som jeg hos Spectator bliver vaer;
Thi Brøllups=Dagen til en Faste=Dag jo bliver
Slig Lov man giver, naar man bleven er en Nar.
At sidde ved et Bord og gloe paa en Machine,
At fylde Maven med en Koppe farvet Vand
Med sulten Mave saa af Brude=Huuset trine,
Er saadan Mode, som jeg aldrig prise kand.
Ney da berømmer jeg de Brøllupper paa Landet,
Hvor man af Hunger ey tør frygte for at døe,


Der


Der skienkes gammelt Øll, og gives noget andet
End Vand iskænket paa fortørret China=Høe.
Af Spill Spectator ey en Elskere maae være,
Hans Øren ømme er, han taaler ey Musik,
O! Stakkel, det er ondt, gid han dog maatte lære,
Hvorledes Ørene kand faae en anden Skik.
Naar Præsten talet har i en alvorlig Tone,
Violen give bør en lystig Fryde=Klang,
Sligt er en Spaadom, der kand lære Mand og Kone,
At Standen blandes skal med Graad og Glæde=Sang.
Men bedre synes mig, han ikke raisonnerer,
Om Møderne der sees ved en Begravelse;
Han ey fordrage kand, at nogen condolerer,
Og taler Trøste-Ord i Sørge=Huusene.
Han støder sig, naar han et Sørge=Vers kand læse;
O en forunderlig og meget selsom Smag!
Et Liig, der kiøres bort, en Brand er i hans Næse,
Kort sagt: Han skaaner ey den allerbeste Sag.
At trøste Enke=Mænd, at reyse op en Enke,
Mon sligt fordømmes bør? Jeg ydmygst meener ney;
Poeterne, der vil den Dødes Tarv betænke,
Mon de ey alle gaae paa en uskyldig Vey?
Tænk, kiære, hvordan man sig skulde vel indbilde,
At N, der døde bort, i Verden været har;
Hvis ey en Skialdre=Pen af bare Medynk vilde
Udrette, at enhver hans Dyd nu bliver vaer.
G lever hen som en, der lever for at æde,
Pocaler og sin Siæl han haver lige kiær,
Naar man ham ædrue seer, man Aarsag har at græde,
Thi sligt detyder ondt og farligt Omen er.
Naar denne Broder døer, hvor vilde det ey lugte,
Om Sandhed blev ført an udi hans Testament?


Men


32
Men see, saa kand Poet og Præsten Folket tugte,
At en saa ædrue Siæl som G man ey har kiendt.
J den Henseende jeg Liig=Vers meget agter
Hos mig Melpomenus i stor Estime er,
Jeg dadler stedse den, der nogensinde tragter,
At styrte en Poet, som elskes af enhver.
Hvor mange maatte ey min kaade Pen fordømme,
Om jeg den skierpede mod kostbar Sørge=Færd,
Man vilde sige: kand det vel en Christen sømme
Sin Næstes Næring at han komme vil formær.
Hvor mangen Hyre=Kudsk fik Aarsag ey at sukke
Hvis Manden ey til Vogns blev draget til sin Grav?
Ja mangen Kræmmer blev vel nødt sin Bod at lukke,
Om Sørge=Stadsen blev aldeeles skaffet af.
Spectator løber vild i dette og i meere;
En Sag med Følgerne han ey for Øyen har;
J sær han tager Feyl naar han vil projectere
En Maade, hvordan Folk sig giøre skal til Nar;
Jeg forhen merket har, at den der har Merite,
Og er ved Lykkens Haand paa Ærens Trappe sat,
Kun meget sielden sees paa Pragt sig at beflitte,
Projectet vil vi nu til Slutning tage fat:
Det er urimeligt med tvende Ord at sige;
Spectator meget meer vel burde skrive saa:
Vil kun den Nedrige de Store blive liige,
Skal Mode=Pragten snart sin sidste Afskeed faa.
Dog det gaaer aldrig an; thi Folk bør distingveres,
At man ey irre skal og tage Qvid pro qvo,
Min egen Orden vil heroper allarmeres,
Og sige: Jngen bør slig Syncretismum troe.
Jeg selv bør stræbe, at, jeg ikke skal antages
For slet og ræt Student, mit Hoved derfor sees
Med en Peruqve, som kun af Magister drages
Hvorvel for denne jeg af Daarer maa belees,
J(2


33


No. 8.
Udgivet den 11 Septembr. 1744.
Turpe est Doctori, cum culpa redarguit
ipsum.
S¬
pectator! tusind Tak for Eders Gunst og Naade,
For Eders Kiærlighed og Løfte=riige Mund,
Tak for hvert daarligt Ord, der viser os den Baade,
Vi vente kand, naar vi vil følge Eders Grund.
Hvo skulde Nytten ey af disse Løfter søge,
Og tage Plads hos en saa klog Anførere?
Med saadan Mands Parol det er ey Tiid at spøge,
Helst naar man noget er bekiendt i Tiderne.
Men Spørsmaal, Kiære, kand J eders Løfte holde,
Helst naar Skribenten ey har mistet sin Forstand?
Mon Eders Løfte kand den Daarlighed forvolde,
At sine Lands=Mænd han som Daarer tegner an?
Det er jo meget kiønt, naar jeg en Nar vil blive,
Saa skal jeg staae som Nar i Hellvads Almanak;
Spectator vær saa god jer eget Navn at skrive,
For min Deel siger jeg den allerstørste Tak.
Ved dette Narrerie jeg længer ey vil blive,
Jeg finder andre Ting af stor Betydenhed,
Jeg meget meget har mod dette Ark at skrive,
Og skiøtter intet, om J derfor bliver vred.
Negotien i sær J meget lidt maa kiende,
Om ellers Hiertet er som Eders mavre Pen,
Med store Farver J os søger at forblende,
Og lader, som J var af Handelen en Ven.
GUd bedre Dannemark! om saadan Blade=Kræmmer
Fik Lov at sætte vor Negotie i Stand;
Jeg frygter Handelen med alle sine Lemmer
Til sidst blev tvungen at forlade vores Land.
Mon vore Lande kand vel være tjent med dette,
At J berømmer dem for det, de eyer ey?


Og mon man Eder kand blant Patrioter sætte,
Naar J udvælger en fordækt og hykkelsk Vey?
Jeg tilstaaer gierne, at, hvis alle vilde leve,
Som usel Bonde=Pak, behøvede vi ey
At lade vores Liv i Frygt og Fare sveve,
Naar vi begive os paa Havets Bølge=Vey;
Jeg tilstaaer gierne, at en sværtet Jyde=Potte
Paa Bordet kunde vel som Spøle=Kom bestaae,
Og at en Øre=Skaal, om man den bruge maatte,
For Thee= og Caffe=Kop iblant os kunde gaae.
Jeg tilstaaer, at et Skind af Giæddebukken draget,
At Huden af en Koe, en Ulf, en Biørn og Hest,
Det samme giøre kand som Dammast, der er taget
Paa Stæderne, hvor sligt kand forarbeydes best;
Men naar nu Mennesker vil ingen Biørne være,
Og ey i Linie med Juule=Bukke gaae,
Naar de nu bedre Ting end Lamme=Skind vil bære,
De Stæder søges bør, hvor andet er at faae.
Vi kunde, siger J, os gierne lade nøye
Med Vahre, som kand faaes i vores eget Land,
J siger Ret, naar J vil deres Tanker føye,
Der bedre ey om sligt end J jugere kand.
Med saadan Sladder J af Stæderne fordømmer
Den Viin, J mange Aar som Danmark haver brugt,
Fui, saadan daarlig Skrift ey en Spectator sømmer,
Det giver saadan slem og heslig Stank og Lugt.
J taler Sandhed, naar J om Fabriquer skriver
Gid Sagen maatte sees i bæste Floer og Stand!
Men mon J ogsaa just ved bare Sandhed bliver,
Naar dens Forhindringer J dristig fører an?
Jeg med Fortrydelse hos en og anden læser,
At Kræmmer=Hoben skal allene have skyld,
Men om de Sagen kom lidt nær med deres Næser,
De skulde lugte vel en anden Æder=Byld.
Vi Kræmmerne dog ey bør dømme fra Forstanden,
Ey fra al Kiærlighed til deres Føde=Land,


Ney Sygen findes skiult saa vel hos en som anden,
For egen Nytte som man vel beskylde kand.
Var jeg bemidlet Mand af store Capitaler,
Jeg i Fabriquerne dem vilde sætte hen?
Men om Procento jeg tog meer end fem Rixdaler,
Jeg burdte kaldes ey en Patriot og Ven.
J taler, kiære Ven, om Kiærlighed til Landet,
J siger, at den er saa meget rar at see;
Men see! det synes, som J har den selv forbandet,
Naar J arbeyder paa en Mands Beskiæmmelse.
Mon Kiærlighedens Lov kand eder vel tillade,
Mod Eders Brødre at agere en Fiscal?
Mon J ey siges kand en ærlig Mand at hade,
Naar J tillade vil jer Pen at løbe gal.
Af en blant tusinde at vilde Slutning giøre
Mon det mod Kiærlighed ey meget stridigt er?
Ney aldrig vilde jeg min Pen saaledes føre,
Det er i slet Credit at bringe Mennesker.
Mod Hoved=Stadens Folk endskiønt J ikke taler,
De andre ere dog jo ogsaa Landets Børn,
En Mand, der offentlig sin Næste saa afmaler,
J et Societe er værre end en Biørn.
Naar man vil have Ord at søge Folkes Beste;
Naar deres Sæder man vil see i bedre Stand,
Bør man ey fare frem som Ulve, løbske Heste,
Sligt vel forbittre, men forbedre aldrig kand.
Sagtmodighedens Vey den sikkerste vel bliver
Med Skields=Ord kommer man i Verden ingen Vey,
Lad Landet see, at J af kiærligt Hierte skriver,
Maaskee om Bedring da alt Haab forsvinder ey.
En Præst, der idelig med haarde Ord huserer,
Der raaber stedse: Du er vist en Helved=Brand!
Ved slige Midler ey de Godes Hob formerer,
Som kunde skee, hvis han ret brugte sin Forstand.
Gaaer jeg lidt bedre frem, saa finder jeg, J laster
De stolte Pralere, der æder Landets Frugt,


Men Landets ædle Sprog af Daarlighed forkaster,
Som noget, der ey af de Store bliver brugt.
J taler heri Ret; men mon J selv ey synder
Mod Lovene, som ud fra Eders Hierne gaaer?
Mig synes jeg kand see, at J det Franske ynder;
Thi mange Ord deraf i Eders Blade staaer.
Jeg tilstaaer, alle Ord vi ikke bør forkaste,
Der ere fremmede; men naar vor eget Sprog
Til mange trænger ey, saa bør jeg Eder laste,
Naar alt for mange jeg kand see i Eders Bog.
Jeg haver mange hørt om Eders Ark at sige:
Den Mand begiærer ey at læses af enhver
De Ord, der hentes fra et fremmet Land og Riige,
Giør mangen Mening mørk for den, der Dansk kun er.
Musiquen regner jeg blant Himlens egne Gaver,
Jeg støder mig derfor, naar jeg saa ofte seer,
At man om denne Sag saa slette Tanker haver,
Og af Capricer den, skiønt uden Grund, beleer.
Skal Landet stedse da en Sørge=Stue være,
Skal man fordømme en uskyldig Lyst og Fryd,
Skal det fordømmes, der gaaer ud paa Landets Ære,
Hvad ondt kand findes i en yndig Harpe=Lyd?
Skal alting rettes ind, som de os foreskrive,
Der muelig plages af et ondt forraadnet Blod?
Ney, naar Musiquen kand foruden Misbrug blive,
Saa vilde jeg, den stod paa en bestandig Fod.
Jeg kunde meget meer mod Eders Ark erindre;
Men jeg nu endelig maa legge ned min Pen,
Hvad jeg har skrevet, er for videre at hindre,
At J ey skrive skal som Fiende og Uven.
Me


37


No. 9.
Udgivet den 18 Septembr. 1744.
O! vanas hominum mentesl O Pectora
cæca!
E¬
t Skrift, hvor Læseren maa efter Orden leede,
Beviiser gierne at Skribenten er forrykt,
Dets Læsere i Hast kand blive noget kiede,
Helst naar hver Tanke er paa Phantasien bygt.
J Arket, som jeg har i Dag at censurere,
Jeg finder mange Ting, der ikke dadles kand,
Jeg vredes kun, fordi jeg ey kand observere
En rigtig Orden hos den Danske Sande=Mand.
Han om Forlovelser ey noget sees at skrive,
Der dog naturlig viis for Ægtestanden gaaer,
Mit Blad om denne Sag skal derfor noget give,
Endskiønt af Praxi jeg det mindste ey forstaaer
Naar jeg Forlovelser fornuftig vil betragte,
Naar deres Følger jeg og Virkninger anseer,
For daarligt Børne=Verk snart alle jeg bør agte;
Thi af de fleeste de som udi blinde skeer.
Hvor mangen Skole=Pog, der har ey Haar paa Hagen,
Og neppe femten Aar, ey udi blinde gaaer?
Han ikke lære kand sin Lectie om Dagen,
Fordi Forløvelsen ham udi Tanke staaer.
Han seer en Pige, der kand efter Moden vrikke,
Og mueligt giver ham et yndigt Øyekast,
Strax tændes Luen an, han længe tøver ikke,
Før han har bundet sig til Lokke=Duen fast.
Han kaster Bogen bort, kun paa sin Dukke tænker,
Om Dagen tager han af Rector sine Hug,
Til Pigen ofte sit Stipendium bortskiænker,
Og røber sine Saar ved Kiærlighedens Suk.
Sit Øye stedse han i Almanakken kaster,
Og siger, kom, ach kom, du søde Navne=Dag,


Naar Dagen kommer, han med Binde=Brev antaster
Sin Elskte, tænker ach! det er en de lig Sag.
Naar han den Fabel seer om Pyramus og Thisbe,
Han tænker paa sig selv og sin den halve Siæl;
Af Kiærlighed han sees at græde og at gisbe,
Og finder i sit Sind en melancholisk Pæl.
Af Længsel siger han: ach! gid den Tiid var omme,
Jeg kunde som Student faae Kaarden ved mit Laar,
Og som en grand Monsieur fra Hoved=Staden komme
Til den, hvis Hierte i en kiærlig Liee staaer.
Naar han omsider kand sin Kiæreste fornøye,
Som Academicus, saa har han ingen Roe,
Før han med Betle=Brev i Hast sig maa forføye
Til den, der under ham i Skole=Huus at boe;
Der er hans Fængsel, hvor han Plage=Fogd skal være,
Hvor Luften er hans Mad, hvor Gulvet er hans Seng,
Naar han ey meere kand, saa nyder han den Ære,
Som en velagtet Degn at blive Præstens Dreng.
Hvor mangen Dotter sees sin Lykke at forspilde,
Fordi hun solgte sig ved en Forlovelse,
Og ikke deres Raad i Stilhed følge vilde,
Der havde Øye paa en anden Beylere?
J sær jeg Pennen bør mod deres Omgang skiærpe,
Der giver Løftet bort til Fire eller Tre:
Sligt har man ofte seet hos mangen Jomfrue Snerpe,
Der sig forlovet har med fem Tilbedere.
F Af vort eget Kiøn er ikke bedre sindet,
Een synes ham forlidt, han fleer bedrage vil,
Med søde Sminker han nu Fire har forblindet,
J Morgen legger han maaskee den Femte til.
Slig Omgang roser han som deyligt Mesterstykke,
J mine Øyne er han ikke Livet værd,
En Mand, der spiller Bold med andres Ære, Lykke,
J Panden, meener jeg, sit Brænde=Mærke bær.
Jeg kunde meget meer om denne Sag anføre
Og viise mangt et Greb, som mange have brugt;


Men jeg vil ikke meer i denne Mødding røre,
At den ey give skal en alt for giftig Lugt.
Dog jeg med tvende Ord Forældre maa erindre,
At Sygens Aarsag man hos dem kand ofte see;
Thi mange kunde vel saa stort et Onde hindre,
Om deres Børne=Tugt var noget klogere.
En Sang om Kiærlighed er deres Vugge=Viise,
Er Barnet trende Aar, det har sin Kiæreste;
Vor lille Peder skal jo have Jomfrue Liise,
Sligt accorderes og af Skolemestere.
Naar Juulen kommer, skal man udi Juule=Stue,
Der giemmes Ringen vel, der skal betales Pant,
Der kand en Courtisan med venligt Øye skue
Sin Jomfrue, som har lært at vise sig galant.
Naar Faderen har Lyst at skiemte med sin Kone,
Sin Elskovs Handel han fortæller Børnene,
De spidser Øren ved saa sød og liflig Tone,
Hvad de har lært deraf, man kand med Tiden see.
Men lad os endelig til Sande=Manden komme,
Og see, om Ægteskab hved) han os haver sagt;
Jeg underskriver ey de fleeste af hans Domme;
Thi han har galt Begreb om kiærlig Ægte=Pagt.
Samdrægtighed i sær han høyt recommenderer,
Han raaber stedse paa indbyrdes Kiærlighed;
Han blive ikke vreed, jeg meget exciperer,
Thi Reglen strider mod en klar Erfarenhed.
Det er ey stedse got, naar begge Parter findes
Af lige Sindelaug; det dræber Kiærlighed;
Naar Qvinden, der er ond, med Fromhed sammenbindes,
Kand det ey skade, at hun ofte bliver vred.
G Elsker Brændeviin, bortspiller sine Penge,
Hans Kone viser ham med Klogskab anden Vey,
Men om de begge nu ved Glasset vilde hænge,
J Huuset blev tilsidst en Senge=Dyne ey.
Naar Manden kommer hiem som proppet Fyldebytte,
Saa raaber han: jeg er en Konge i mit Huus,


40
Den fromme Kone seer, at Skielden ey vil nytte,
J Krogen derfor er saa stille som en Muus.
Scribanum uden Grund Spectator sees at laste;
Thi Manden tænker ey paa nogen Ægte=Stand,
Han Garnet ikkun vil i Penge=Havet kaste,
Og prøve Lykken i det Fiske=riige Vand.
En Banco=Sæddel sees i et Papiir at ligge,
Papiret kastes bort, naar Lommen Sædlen har,
En Kone er Couvert, Couverten agtes ikke,
Naar den, som Sagen faaer, er ingen Kone=Nax.
Senilius har lært sin Pligt til Punct og Prikke,
Han veed til Ægte=Stand enhver forbundet er,
For femte Kones skyld jeg dømmer hannem ikke
Fra sin Fornuft, contrair, han er ald Ære værd.
Der findes mangen Præst, som mange skulde dømme
For en Roman=Catholsk, men femte Giftermaal
Beviise kand hans Trøe, Tertuilliani Drømme
Han agter kun som Vind og Africanske Skraal.
Ignatius er gal; jeg laster hannem ikke,
For han imod sig selv og Enken gjorde vel;
Men hvorfor kunde han sig ey i Touren skikke?
Hvorføre var han af sit Syn saa stor en Træl.
Han skriver som en Nar, naar han sin Gravskrift skriver,
Han takke maa sig selv for en saa tiilig Død,
Ney paa hans Vegne jeg en anden Gravskrift giver
Til Trøst for andre, der kand sees i samme Nød:
Stat stille, Vandringsmand, og lær af mig at lukke
Dit Øye, naar du faaer en Kone ved dit Laar:
Mit Øye giorde, at jeg ofte maatte sukke
J Livet, og at jeg nu blant de Døde staar.


41
No. 10.
Udgivet den 25 Septembr. 1744.
Calumniari audacter semper aliqvid hæret.
Ter.
N¬
aar Daarligheden sees at tage Pen fra Øre,
Naar Ondskab siger til, hvad den skalskrive om,
Naar mod Uskyldighed en Mand vil Pennen føre,
Fortiener han en haard men dog retferdig Dom.
Vel an Pedanters Hob, drag Sværdet nu fra Side,
Gak paa Spectator løs, der griber dig saa an,
Lad see din Majestæt, og lad den Stymper vide,
Hvor stor en Skare du i Marken føre kand.
Tillad mig, at din Sag mod ham jeg maa agere,
Dog saa, at jeg ey selv skal agtes som Pedant;
Det er en Titel, som jeg aldrig vil begiære,
Endskiønt forlængst jeg har betalet den contant.
Først vil vi gribe an de meget svage Grunde,
Hvorpaa vor Fiende har sin heele Bygning sat, P¬
Vi finder Tankerne strax raadne og usunde,
De falde af sig selv, naar vi dem tage fat.
Den Lærde Verden jeg fordrister mig at spørge,
Den orthodoxe Hob sin Meening sige maa,
Om man ey Aarsag har at klage sig og sørge,
Naar man en Kietters Ord som Regler seer at staae?
Poiret en stor Phantast, en Drømmer og en Daare,
Som Antot føres an; ach! min Philosophie!
Jeg seer din Skjebne nu, jeg fælder salte Taare,
Fordi man blander dig med daarligt Kietterie.
Poiret. en Nar, skal han Pedanterie beskrive?
O! mon en Kietter man i mindste Deel bør troe?
Og naar Spectator sees ved dennes Plan at blive,
Mon han hos Autor ey i Daare=Huus bør boe?


42
Han veed vel ikke, at man billig bør forkaste
Alt, hvad man bliver i en Kiætters Skrifter vaer.
Var det en Sandhed selv, saa bør man den dog laste,
Just efterdi den sees hos en fanatisk Nar.
Nu det gik rigtig an vi Grunden har omrevet
Ved Krigs=Puds og et snilt dog Theologisk Greb,
Vor Fiende seer sig nu saa got som reent fordrevet,
Bejamrer vel at han sit Sværd imod os sleb.
Vi gaaer nu bedre frem, vi hører ham at sige,
Pedanter at han ey i Verden have vil;
Men trods en eneste af Verden skulde vige,
De daglig meget meer i Verden voxe til.
Jmod Pedanterie at vilde noget skrive,
Er lovligt i sig selv og ikke dadles kand;
Men den, af Verden som Pedanter vilde drive,
Bør ey passere for en l hi osophisk Mand.
Vor Verden er en saa forunderlig Machine,
At den ved ondt og godt allene kand bestaae,
Den, som det onde ned for Fode vilde trine,
Jmod Naturen selv fordrister sig at gaae.
Man Klinten skaane bør, at Hveden ey skal skades,
Man bør Pedanter ey af Verden jage ud,
Nok er det, Secten bør af alle Kloge hades,
Men blive dog ved Magt som andet ondt Ukrud.
Tag bort Pedanters Flok, hvad bliver saa tilbage,
Af Lærde? sandelig et saare lidet Tal,
Thi man har forud spaaet, at i de sidste Dage
Af Daarer overalt vor Verden vrimle skal.
Naar Sagen ellers man fornuftig vil betragte,
Man seer Skribentere som udi blinde gaae,
Og mangen ærlig Mænd for en Pedant at agte,
Der dog med billighed blant kloge Folk bør staae.
En Mand, der lægger Vind paa gamle Tiders Sager,
Og stræber, at de ey i Glemme=Bog skal gaae, En¬


Enhver fornuftig Mand som vel fortient behager,
Og ey anføres paa Pedanters Liste maae.
Jeg kiender mange, der tør raabe mod Pedanter,
Skiønt samme Plætte de paa deres Kiortel bær,
En Gante pleyer meest at laste andre Ganter,
Spectator muelig og saaledes sindet er.
Han skriver mangen gang af Bitterhed og Galde
Mod en og anden, som han ey fordrage kand,
Og meget drister sig Pedanterie at kalde,
Der Prøver viise kand paa Lærdom og Forstand.
Det lader som han vil Philologie fordømme,
Og er en Hadere af rigtig Skrive=Konst,
Hvis saa er, maa han jo Vankundighed berømme,
Og sige reent ud, at all Lærdom er omsonst.
Han skiøtter ingen Ting, kun lader Pennen løbe,
Saa todset som den kand, han tænker at enhver
Skal troe hans lumpne Snak og ingen torde røbe,
Hvor gal hans Hierne og hans heele Slutning er.
Det er slet ingen Konst en ærlig Mand at skiemme,
At sige den og den er visselig Pedant,
Men slige Geister man med rette burde tæmme,
Med mindre blev beviist at de har skrevet sandt.
Man fører Mærker an, hvoraf Pedant skal kiendes,
Men skulde disse som de Rette holde stik,
Jeg frygter Løgterne forgiæves maatte tændes,
Og den, der ledte om en klog, forgiæves gik.
Opspilet Næse=Bor, smaa Øyne, rynket Pande
Er de Pedanters Tegn; nu bliver Manden gal,
Paa saadan Maade er jo Folk i alle Lande,
Der slige Miner har, et stort Pedante=Tal!
Spectator siig mig dog, hvorledes er jer Næse?
Opspilet eller lukt, hvorledes er jer Mund?


44
Kand J med Øyne see i nogen Bog at læse?
Er Panden rynket, flad, fiirkantet eller rund?
Fuj tæm jer kaade Pen, det gode som kand findes
J eders Blade, kand for saadan Snak ey sees,
Siig mig, hvad Fordeel kand ved slige Jndfald vindes?
Ey anden, end at J af alle maa belees.
J bedre skriver ey, naar J Pedanten siger
At holde sine Ting i ti Rixdalers Priis,
Den som er ret Pedant sig ikke saa beriger;
Men sligt kand mærkes hos en Mand, der kaldes viis.
Jeg er en saadan Mand, der publici maa læse,
Men hvorfor skulde jeg mig raabe hees omsonst?
Hvor ofte maa jeg ey af Sveed og Heede blæse,
Naar jeg udtømmer mig fra Videnskab og Konst?
Paa Oxen maa man ey, som tærsker, Munden binde,
Mit Hoved føder mig, jeg lever af min Mund,
Men ingen hidindtil har turdet sig indfinde,
Der har mig givet Navn af en Pedantisk Hund.
Et Mærke finder jeg, og hvis det ey bedrager,
Spectator uden Tvivl sig viser selv Pedant,
Det er Tautologie (a), der meget ham behager,
Og at enhver skal see, at jeg har skrevet sant,
Jeg et og andet Sted af Arket vil anføre (b)
Hvor findes nogle Ord der alle sige et,
Han vredes vel, fordi ved dette jeg vil røre;
Men, Kiære, meener J, jeg noget agter det?
J er Pedant=Tyran, og eders Ark har naget
J mangen ærlig Siæl, der sig afmalet saae,
Tag derfor ondt med godt, og har J andre plaget,
Saa bør J ogsaa selv en Rem af Huden faae.
(a) Den Mangfoldiggiørelse af Ord, der alle sige et. (b) Pag 74 Lin. 15 16.
M (o) G¬


45


No. II.
Udgivet den 2 Octobr. 1744.
stultorum plena sunt omnia.
H¬
vad sender Rigdom til Neptuni vaade Boelig?
Hvad giør, at Havet blir en Søemands fæle Grav?
Man trodser Veyrets Gud, der ofte er uroelig,
Og Stolthed Haanden har paa Skibets Roer=stav.
Den stryger ingen Seyl, naar Himlens Skyer true,
Den pukker ligesom mod Bierge=Bølgens Magt,
Den skammer sig for Død, for Undergang at grue,
Slig Hovmod mange har paa Havets Grunde lagt.
Da troer jeg en Mand er nærmest ved at falde,
Naar om sin egen Sag han høye Tanker har,
Og naar han tør sig selv en Viisdoms Eyer kalde,
Blant de fornuftige han agtes for en Nar.
Spectator giør sig Fliid ald Verden at indbilde,
At Viisdom fører hans forunderlige Pen,
Jeg meener derimod den Tiden maatte spilde,
Det vil beviise ham at være Viisdoms Ven.
En Mand, der taler haant om Viisdoms egne Sønner,
Der Videnskaber sees at bringe i Foragt,
Der sine Lærere med bittre Ord belønner,
Med Daarlighed, jeg troer, har sluttet evig Pagt.
Han drømmer meget sødt om sine Uge=Blade,
Han meener, Viisdom sees i hvert et daarligt Ord;
Jeg meener tvertimod man bør hans Blade hade,
Dog ney, de ziire kand en Skinke paa et Bord.
Tænk ey, min Læser, at jeg ubesindig skriver,
Og kun arbeyder paa Spectators Miscredit,
Ney, Ondskabs Bitterhed saavidt mig aldrig driver;
Men Sandhed siger: Skriv, min Ven, kun sant og frit.


46
Jeg skriver ogsaa sandt; thi naar jeg vil betragte,
Hvad han i tvende Ark har om Pedanterie,
Jeg seer ham tydelig ald Viisdom at foragte,
Og skierpe Pennen mod en sand Philosophie.
Correspondentens Brev, der beder ham at sige,
Hvad Vey til Viisdom er den allersikkerste,
Han vel har givet sted, men sees han ey at vige
Fra det? thi intet Svar vi kand i Arket see.
Med Videnskaber han ret ilde har huseret,
Og det, der tiener til den lærde Verdens Gavn,
Hans Pen forkastet har og kun prostitueret,
Naar han det kalder med Pedanteriets Navn.
Jeg vædder, at enhver, der haver læst hans Blade,
Med Grund ey fælde kand en meget bedre Døm,
Gid Lærdom ikkun ey skal tage nogen Skade!
Saa skader det ey, at hans Ark til Lyset kom.
Han røber sig kun selv og sine slette Tanker,
Der stride med sig selv, og ingen Vished har,
De løbe uden for Fornufts og Sandheds Skranker,
Som Daarligheden selv en Moder til dem var.
Ald verdslig Viisdom blev som Narrerie at agte,
Hvis hans Betænkninger som Regler være skal,
Enhver Studerende han synes at betragte
Som den, der regnes bør blant Daarers store Tal.
Et Sted han siger, at Pedanten kun studerer
Paa det, der Verden ey til Nytte være kand,
Naar noget derpaa han af dette recenserer,
Han nævner det, som sees hos hver fornuftig Mand.
Den, som Logiquen et Pedanterie vil kalde,
Han taler synes mig, som Daarekiste=Mand,
Er Dommen rigtig, kand jo samme Slutning falde
Om Siælens ædle Kraft, et Menneskes Forstand.


En kand fortiene Sted hos Daarer og Pedanter,
Men hvad han lærer, er just ey Pedanterie,
Hans Væsen gir ham Sted blant de studerte Ganter,
Hans Videnskab har ey den mindste Deel deri.
Det synes ligesom Spectator vilde sige,
At den, som viser sig at være en Pedant,
Skal stedse holdes for en Ignorant tillige,
Jeg meener herudi han ey har skrevet sandt.
Vi finder mange, der har Lærdoms Capitaler,
Og for Vankundighed med Ret beskyldes ey,
Men som de deres Pund formeget selv afmaler,
De Foeden have paa Pedanters brede Vey.
Han siger vel, at han Studeringer ey laster,
Og af Sciencer at han selv en Elsker er,
Men see, han snart enhver med Bitterhed antaster,
Og ey Ærbødighed for en Apollo bær.
Blant Lærde maa vi ey Pedanter ene søge,
J andre Stænder vi den Sect kand ogsaa see,
En Mand, der ikkun vil med lærde Brødre spøge,
Kand snart bevise sig en Lærdoms Hadere.
A er en Krigs=Pedant, der stedse bombarderer,
Der skyder, sigter, skiønt han sidder ved et Bord,
Der sin Soldater=Hob med Foree commanderer,
Og vredes, om han ey beholder sidste Ord.
Han trodser ligesom mod alle Elementer,
Feur, Hagel, Donner, Blitz han stedse har i Mund,
Naar Compagniet ham ved Spille=Bordet venter,
De frygte alle for den Martialske Hund.
Hvor han befinder sig, han om sig selv kun taler,
Om sine mange Tog, sin store Tapperhed,
Og af sit Helte=Mod for alle sig afmaler,
Der, at han løb i Skiul bag Høyen, ikke veed.


47


anske An
48
Nu er han ved Straalsund, nu sigter han paa Skaane,
Nu tar han Vismar ind, nu faaer han femten Saar,
Kort sagt, hver Selskab maae ham villig Øret laane,
Og ingen uden han at tale Frihed faaer.
C er en Stats=Pedant, har med sig selv at giøre,
Nu viser han, hvordan en Stat anlegges maae,
Nu vredes han, fordi man ey hans Raad vil høre,
Og at i Verden han som nummernichts skal gaae;
Nu taler han som en, der haver i sin Hierne
Ald Verdens Riger, som han sette skal i Stand,
Han troer, at han er Europæ Lys og Stierne
Og den for Rigerne umisteligste Mand:
G er en Kiøbmand, men en stor Pedant tillige,
J Sælskab med sig selv han kun at giøre har,
Han fra sin Handel ey det mindste Fied skal vige,
Skiønt ingen Kløbmand meer end han i Stuen var.
I Dag han haver solt for hundrede Rixdaler,
J Morgen venter han at giøre bedre Snit,
Om Tiderne i sær han misfornøyet taler,
Og siger Handelen kun profiterer lidt.
D er Proprietair; men hvor han sig befinder,
Om Veyret, Mark og Skov, Kiør, Heste, Stude, Faar
Han ikkun taler, og de Samlede forbinder,
At fra Materien de ingenlunde gaaer
Ja Fruentimmeret vi maatte Uret giøre,
Om vi dem rensede fra ald Pedanterie,
Naar deres Tale man et lidet vil anhøre,
Man mærker, at de ey fra Lasten ere frie.
En Jomfrue, der er i sin Deylighed indtaget,
Blant andre taler kun om sine Prydelser,
Om dem, som Hendes Mund og Øye har bedraget
Og om sin Kydskhed, der bør prises af enhver.
(O) S¬


49


No. 12.
Udgivet den 9 Octobr. 1744.
Strenua nos tenet inertia.
E¬
n Mand, der tager Pennen fat,
For Folk at reformere,
Vil han ey giøre sig forhadt,
Han bør en Elsker være
Af Sandhed, og sit eget Land
Han allerbest maa klende,
At han kand skrive med Forstand,
Og Folk til Bedring vende.
En Syrlsk Printze kiender lidt
Til Danske Folkes Sæder,
Helst naar han ikke meget tidt
Den Danske Bund betræder.
At spørge saadan Broder om
Det Danske Folkes Laster,
Er at begiere saadan Dom,
Som Sandhed strax forkaster.
Om Bygninger og Taarne han
Sit Vidne vel kand give;
Men naar den Danske Sande=Mand
Om Ladhed vilde skrive,
Han burte Vidne hente ey
Fra fremmed Folkes Munde,
Erfarenhedens trygge Vey¬
Ham bedre lære kunde.
Jeg Ladhed ey forsvare vil,
Den er en farlig Fiende,
Det Onde, som den raader til,
Bør hver i Tanke rinde.
Den kaldes bør med billighed
En Diævels Hoved=Dyne,


nti-s
Der med en giftig Sødhed veed
At lukke Øynebryne.
Men Folk af en fornemme Stand,
Man burde dog vel skaane,
Og lade en fornemme Mand
En andens Lemmer laane.
Om Ladhed er en Hoved=Last
Ved Dannemarkes Egne,
Jeg ikke sige skal i Hast,
Vi finder alle Vegne
J alle Lande brødne Kar,
Men Kierlighed befaler,
Man ey skal være alt for snar
Naar man en Feyl afmaler,
Spectator er nu kommen i
Med Folk at censurere,
Selv meener han at være fri,
Naar jeg og andre fleere
Kand støde os, fordi hans Sag
Er bygt paa svage Grunde,
Og for han legger det for Dag,
Som Omhed skiule kunde.
Hvor Ladhed findes kand i sær,
Han skammer sig at viise;
Men dem han komme tør for nær,
Som Sandhed selv maa prise
For en utroelig Flittighed:
Segnitium han laster,
Fordi han er af Byrden kied,
Og den paa andre kaster.
Mon han sig herudi forseer?
Hvad skal den Stakkel giøre?
J andet han sig flittig teer?
Som jeg maa lidet røre:
Naar andre bruger sin Forstand,
Saa bruger han sin Næse,


Han er en flittig Spille=Mand,
Og kand saa deylig blæse.
Lad være han ey kaldet er
Til Musicant at være,
Saa veed vi, det er ey enhver,
Der kand de Byrder bære,
Som den af andre legges paa,
Skiønt de ey have Kræfter,
Dog denne Sag vi ikke maa
Formeget grandske efter,
Naar hans Betient at giøre har
Med alle Embeds Sager,
Saa var han jo den største Nar,
Om han sig selv og plager.
Ignavus, som for Regnskab staaer,
Har ey med det at giøre,
Som giennem andres Hænder gaaer,
Naar han kand Foden føre
Til Viin=Huus, og med Flittighed
Udtømme ni Pocaler,
Han Aarsag har at blive vreed,
Naar kaade Munde taler
Jmod hans Ladhed; thi jeg veed,
Han haver vaagne Nætter,
Naar han til Dag med Nidkierhed
Sin Spille=Pligt forretter.
Det Gode, som af Ladhed sees,
Til Mennesker at flyde,
Giør, at den Last maa ey belees;
Thi mange maatte nyde
J Livet meget haarde Kaar,
Hvis Lasten blev forbandet,
Ja Betlere, jeg frygter for,
Snart vilde fylde Landet.
Man siger vel, at Ladhed er
Til Betlerie en Moder,


Og at den giver Mennesker
Til mangen Vellyst Foder;
Slig Mening er ey altid sand;
Thi mange sees at leve
Af andres Ladhed, ja en Mand
Vi ofte seer at sveve
J Riigdom, fordi han har tient
En Kiøbmand, der har sovet
I Handelen, og ey har kiendt
De Drenge, han har vovet
At lade raade for sin Bod,
Og selge sine Vahre,
Han har sit Øye, Haand og Fod
Formeget vildet spare.
Lad være han en Betler blev,
Saa kand enhver dog sige:
Det ham til Banqueroute drev,
Det giorde andre rilge.
Saa er det og med Tienere,
Spectator ey kand liide,
Og som vi nu og da kand see,
Han finder Lyst at slide;
Hvor skulde disse Stakler hen,
Der har kun lært at springe,
Hvis ikke mangen Ladheds Ven
Lod deres Bøn gelinge?
Hvis en hofmodig Betlere
Sig vilde selv iføre,
Og hvis han uden Tienere
Paa Gaden vilde kiøre,
Blev mange da ey nødte til
At følge Trommens Ordre,
Der første Rang nu have vil,
Og Complimenter fordre.


No. 13.
Udgivet den 16 Octobr. 1744.
Tandem.
S¬
kal jeg mine Vaaben legge,
Kysse paa Spectators Haand,
Der har villet sig udrække,
For at lndre mine Baand?
Skal Solicitanters Skare
Møde med Taksigelse?
Eller skal de sig forsvare,
Naar de skue Fienderne?
Neppe havde jeg mit Øye
Udi Nummer tretten kask,
Før jeg maatte mig fornøye;
Men min Glæde faldt i Hast;
Thi Solicitanters Skjebne
Derved ey formildes kand,
At en Mand sig vil bevæbne,
Og udtømme sin Forstand,
For at sværte disse Stakle,
Giøre dem til Hykler=Pak,
Sige, at de stedse vakle,
Og for Gierning give Snak.
Naar vi Sagen undersøger,
Seer vi at den kaade Pen
Fiint med ædle Danmark spøger,
Og er ikke Landets Ven.
Er da intet meer tilbage,
Af den gamle Ærlighed?
Skal da den sin Afskeed tage,
Som at hykle ikke veed?
Kand en Mand som Armods Byrde
Trykker, intet vente sig,
Skal han blive Rygter, Hyrde,
Naar han ey er bleven riig?


Ska


nske
Skal han tage smukt til takke
Med at sidde ved et Led?
Eller sig af Landet pakke,
Naar han sig vil skamme ved
Brød i eget Land at tigge
Og ved sin Fortieneste
Som en usel Stodder ligge,
Og forgyldte Asne see
Høyt i Luften sig at svinge?
Er da Yndest bleven blind?
Kand ey Dyden Gunsten tvinge
Til at fatte andet Sind?
Saadan dømmer Sande=Manden,
Saadan slutter Daarlighed;
Men hvad siger vel en anden,
Der af egne Prøver veed,
Hvad Forstand og Dyd kand giøre,
Skiønt den er hos fattig Mand?
Mon han ikke fort kand kiøre,
Skiønt han ikke smørre kand
Hiulene? jo Dyden haver
Ey aldeeles tabt sin Priis,
Og en Mand med mange Gaver
Bliver ikke altid viis.
Hvorfor skulde jeg studere,
Da min heele Capital
Sig beløber ey til meere,
End man giver Corporal?
Hvis jeg ikke kunde vente
Solen efter mørken Skye,
Hvis jeg ikke Lykken kiendte,
Vilde jeg fra Bogen flye.
Daglig jeg kand see for Øye
Dem paa Ærens Trin at staae,
Som med Arbeyd, Sved og Møye
Giennem Verden sig vil slaae.
Jeg har derfor vogne Nætter,
J min Møye er jeg glad,


Yndest, meener jeg, sig retter
Efter min Magister=Grad.
Hvorfor skulde jeg som andre
Giøre Byrden meere tung,
Mon man ikke fort kand vandre,
Sklønt man haver ingen Pung?
Til Solicitanters Gode
Sande=Manden skriver ey,
Det han træder ned for Fode,
Kand just bane deres Vey.
Skudsmaal kand han ey fordrage,
Hvilket heel ubilligt er;
Hvor skal Candidaten tage
Vidne om Fortienester?
Hvorpaa skal en anden bygge
Hvad han siger til mit Gavn,
Hvis jeg ikke har den Lykke,
At jeg faaer et Ære=Navn?
Paa Attester Vold at giøre
Strider imod Kiærlighed,
Den, som ey vil Skudsmaal høre,
Giør sig kun hos andre leed.
Manges Lærdom, Dyd, Merite,
Ligger skiult i en Attest,
Bør de sig da ey beflitte,
At den troes, naar den er læst?
Aldrig jeg den Tanke haver,
At Spectator skriver ret,
Naar han bruger sine Gaver,
For at viise Verden det,
Som de Søgende maa øye
Sig udi, med Lykke naar
Deres Lykke de vil prøve,
Selv blandt deres Tal jeg staaer;
Men jeg kand med Sandhed sige,
At min Vey er Regel=ret,
Hverken søger jeg en Pige,
For at giøre Byrden læt,


aaske 4
Jkke heller vil jeg giøre
Hykler=Miiner, for at naae
Maalet, at jeg ey skal høre
Mig paa Hykler=Listen staae.
Jeg har aldrig den tilbedet,
Der er ingen Ære værd,
J min Lomme aldrig ledet
For at komme Herren nær.
Venlig Miine jeg har skuet,
Naar jeg mig anmældet har,
Jeg har derfor aldrig gruet
For et hastigt Vredes Svar.
Skiønt den samme jeg er bleven,
Som jeg var for fjorten Aar,
Er mit Navn blant dem dog skreven,
Der med Rector-Tanker gaaer.
Pladsen gierne jeg vil vige
For en anden vakker Mand,
Der, som andre mig vil sige,
Har Merite og Forstand.
Min Fortieneste er ringe
Jeg paa den ey pukke vil,
Seer jeg andre høyt at springe,
Tænker jeg paa Lykkens Spil.
Raad med Dagen pleyer komme,
Jeg er ey endnu forsagt,
Mueligt Dødens haarde Domme
Har min Formand ey nedlagt.
Ofte har det mig fortrydet,
At jeg ey en Skræder blev,
At min Fader jeg har lydet,
Som mig hen til Bogen drev.
Men jeg samler mine Tanker,
Siger til min Hierne, stop;
Ja jeg bliver ved! og banker,
Mueligt man dog lukker op.


No. 14.
Udgivet den 24 Octobr. 1744.
Decipimur specie recti.
Horat.
D¬
rømmere, Enthusiaster,
Jnspirerte, og Phantaster,
Taales ey i vores Land,
Kand det da Spectator, sømme,
At han skrive vil i Drømme,
Naar han ey har mist Forstand?
Drømme bliver ingen Love,
Og en Mand der ey tør vove
Vaagende at sige sandt,
Holdes ikkun for en Drømmer,
Der sig uden Grund berømmer
Af den Lydighed han vandt.
Jo nu skulde Hykler=Skare
Lade deres Væsen fare,
Fordi Danske Sande=Mand
Taler til dem udi Drømme,
Vil, at de skal Verden rømme,
Og forlade Danske Land;
Ney de ere ingen Taaber,
Og man kun forgiæves raaber
Jmod Hykleriets Last;
Lasten Rødder haver slaget,
Alle Stæder snart indtaget,
Og i Sadlen sidder fast,
Den sig viser da en Fiende,
Der vil Mennesker forbinde
Til at gaae paa saadan Vey;
Som af alle snart forlades,
Som af kloge Hierner hades,
Som en Borger hielper ey.


Da jeg dette eftertænkte,
Jeg mig ned paa Sengen slængte,
Og i Hast en Drømmer blev;
Som jeg fik et vaaget Øye,
Vilde andre jeg fornøye,
Og min Drøm til Trykken skrev:
Dyden syntes jeg at skue,
Der med Kierlighedens Lue
Tænde op mit kaalde Bryst;
Hun mig bad den Vey at træde,
Som saa mange har med Glæde
Vandret paa til Livets Lyst.
Jeg var lydig; men den Møye,
Som jeg havde at fordøye
Paa Gudindens snevre Vey,
Steenene, hvorpaa jeg stødte,
Og det Onde, som mig mødte,
Lader sig beskrive ey.
Hunger, Tørst, Foragt og meere
Kunde mig med andre fleere
Jage bort fra Dyders Stie;
Men Gudinden slap mig ikke,
Bad jeg vilde mig dog skikke
J det korte Slaverie.
Ofte jeg mit Øye vendte
Paa en anden Vey, og kiendte
Mange, som jeg kunde see
Udi fuld Galop at springe,
Og med Vinger sig at svinge
Liige op til Stiernerne.
Deres Vey var slet og lige,
Jngen af dem kunde siige:
Jeg til Maalet kommer ey.


Sligt mig stedse stod for Øye,
Neppe kunde jeg fordøye,
At betræde Dydens Vey,
Men mig Dyden holdt tilbage,
Viisde mig de gode Dage,
Som jeg kunde vendte, naar
Hykleriet gik til Grunde,
Og naar Dyden herske kunde
J Lyksalighedens Aar.
Dette skurret i mit Øre,
At man vilde mig forføre,
Jeg med begge Øyne saae;
Naar faaer Hykleriet Ende,
Naar skal Dyden sig omvende,
Og imod sin Fiende gaae?
Dog jeg lod Gudinden snakke,
I den Tanke mig at pakke,
Naar jeg kunde see mit Hold.
Efter en besværlig Reyse
Saae jeg Dydens Bierg at kneyse,
Og om Bierget var en Vold;
Slanger, Drager, Skorpioner
Laae i Form af Bastioner,
Jeg mig nu bedraget saae.
Jeg med vrede Miiner sagde
Til Gudinden, som mig lagde
Saadan Reyses Byrde paa:
Hvorfor har du mig bedraget,
Og mig fra den Vey bortjaget,
Der med Blomster var besat,
Hvor jeg kunde skue andre
Ligesom i Dands at vandre,
Jndtil de fik Maalet fat,


M2


Bier¬


Bierget, hvor du residerer,
Kun min Frygt og Angst formeerer,
Jeg det ey bestige kand;
Dragerne vil mig opsluge,
Jeg maa derfor Foden bruge,
Skynde mig til andet Land.
I det samme blev til Ende
Drømmen, og jeg maa bekiende,
At den var forunderlig;
Dydens Vey vi maa forlade,
Hykleriets breede Gade
Fører meere Got med sig;
Hyklere paa korte Veye
Kand ald Dyd og Viisdom eye,
Dyden selv foragtet er,
Hvo vil da vel Kromspring giøre?
Hvo vil lade sig forføre,
For at blive lige nær?
Dyd og Sandhed maa forglemmes,
Lov for Laster maa istemmes,
Dyden er kun Børne=Spil,
Naar vi kand dens Skygge eye,
Giøres lette vore Veye,
Og vi Maalet komme til.


No. 15.
Udgivet den 30 Octobr. 1744.
Tempori obsecundandum.
J¬
eg kand ikke noget finde,
Som den Danske Sande=Mand
Kand befale og forbinde
Hyklere at gribe an.
Jeg ham for en Fiende agter,
Der vil giøre Veyen trang,
Tænker han blant Daarer tragter
Efter allerførste Rang;
Dersom Dyden var i Mode,
Dersom sand Gudfrygtighed
Kunde hielpe Folk paa Fode,
Blev jeg ikke paa ham vreed;
Dersom Hykler=Hoben kunde
Blive jaget af vor Land,
Stødte jeg mig ingenlunde
Paa den Danske Sande=Mand.
Men nu maa jeg mig bevæbne
Jmod Sandhed, og mit Sværd
Bruge, at den onde Skjebne
Ey skal komme Folk for nær.
Jeg et Spørsmaal strax maa giøre,
Hvo vil svare mig paa det?
Hvo skal vel til Lyset føre,
Hvad er kroget eller ret?
Bør vi ikke Tiden spørge
Om den Vey, som vi skal gaae;
Bør vi ikke ogsaa sørge,
At vi kand bereedte staae.
Om Herodes man fortæller,
At hans Troe som Tiden var,
Enten den var rigtig eller
Gal, var han dog ingen Nax.


ske
Tiderne skal ene lære,
Hvad er Dyd og hvad er Last,
Denne Lærdom bør vi ære,
Men en Daare og Phantast
Fatter stedse egne Griller,
Viser Folk en anden Vey,
Og med deres Lykke spiller,
Naar han Tiden kiender ey!
Det, som har i gamle Dage
Tegnet staaet blant Lasters Tal,
Bør nu alle Mand antage;
Thi en Dyd det være skal.
Det som kaade Munde kalder
Hyklerie, er ikke saa,
J vor extra skiønne Alder
Maa det først blant Dyder staae.
Det, som fordum hede maatte
Ærlighed foruden Skrømt,
Tiderne nu sees at spotte,
Siger: man har fordum drømt.
Ærlighed og Dumhed ere
J vor Tiid nu bleven et,
Den som nu vil ærlig være,
Kommer ingen Vey med det.
Alderen forandrer Tonen,
Folk maa finde sig deri,
Taale at Religionen
Bliver et Spilfægterie.
Hyklere jeg ey tør laste;
Thi de ere Tidens Børn,
Den som vilde dem antaste,
Bør passere for en Biørn.
Vel tør en Spectator skrive,
At en Hykler hades maa,
Vel tør han ham Titel give
Af en Mand, der sees at gaae


Stedse under Dydens Kaabe
Med et Laste-fyldet Sind,
Vel tør han ham og anraabe
Som en Ulv i Faare=Skind.
Men hvo undrer over dette
Hvo forbyder Daarlighed
Dyden selv at give Plette,
Som af ingen Sminke veed?
Manden skriver mange Blade
Mod det ædle Hyklerie,
Jngen vil sin Mund oplade
For at hindre ham deri.
Hvorfor vil J eder skamme
J, som elsker denne Dyd?
Kand en Fiende eder ramme
Med et blot Canone=Lyd?
Burde J ey samle Kræfter
Og angribe Lasters Ven,
Faae ham til at give efter,
Og berøve ham sin Pen?
Kand J slige Stød fordrage,
Taale ald Forhaanelse,
Slutter jeg det vel maa smage,
Sig paa et Paapiir at see.
Hvis jeg havde eders Lykke,
Gik jeg vist en anden Vey,
Skulde Fienden undertrykke,
Og ham Frihed give ey
Til at hindre Folkes Gode,
Som en Frugt af deres Dyd,
Ja han paa et helligt Mode
Skulde høre Torden=Lyd.
Hypocritus, som en Potte
Ey kand sønderslaget see,
Før hans Nidkierhed sig maatte
Mod sin Piges Ryg betee,


60


Giorde ret, om han for Penge
Søgte sig at hævne saa,
At de Kiøbenhavnske Drenge,
Kunde ham til Hænde gaae.
Hykler=Patriarchen burde
Række ud sin høyre Haand,
For at gribe den, som turde
Løse Dydens ædle Baand.
Simulantem som sin Egen
Burde han sig tage an,
Blotte sin tve egget Degen,
For at dræbe Sande=Mand.
Thi en Mand, der saa tør vove
At fordømme Folkes Vey,
Handler tvert mod Tidens Love,
Bør ustraffet blive ey.
Ney, jeg til min Titel svarer,
Skriver som en sand Poet,
Folkes onde Sæder sparer,
Og for lidet er bereedt,
Op og ned paa Alting vende,
Give Laster Dyders Navn,
Hykleren til Himlen sende:
Thi det tiener til mit Gavn.


No. 16.
Udgivet den 6 Novembr. 1744.
Obseqvium amicos, veritas odium parit.
S¬
pectator synes mig sin største Fliid at giøre,
At han sin Daarlighed kand legge for en Dag,
Han Krig saa længe vil mod Hykler=Hoben føre,
At han med Skamme selv forlise maa sin Sag;
Da jeg mig satte ned, for første Ark at læse,
Hvor Pennen sigtede paa Hykleriets Last,
Jeg tænke: vil han nu som i Basunen blæse,
At han Fornuftens Brug tilside haver kast.
Et Ark var ikke nok, han skriver heele trende,
Ret ligesom han selv i Hiertet bange var,
At man hans Daarlighed ey noksom skulde kiende,
Før han i trende Ark den klarlig viset har.
De tvende gik dog an; Thi Manden lod sig nøye
At tale simpel hen om Hykleriets Synd,
Men i det tredie han giør sig største Møye,
For at udrødde den med Eftertryk og Fynd.
Det kalder jeg paa Dansk i Luften Huus at bygge,
Med Kaarden udi Vind at giøre Terts og Qvart,
En Mand, der drister sig at hindre andres Lykke,
Han fører, meener jeg, en Daarligheds Standart.
En Sag, hvis Muelighed ald Verden ey kand kiende,
Og som de Klogeste sig ey befatter med,
Med den en Daare tør paa Ryggen gierne rende
Skiønt han ey Ævne har at rygge den af sted.
En Mand, der tænker, han kand Hyklere forjage
Med døde Ord, som sees paa nogle Ark Papiir,
Hans Hierne uden Tvivl et Raserie maa plage
Med mindre hvad han giør, er Frugten af en Sviir.
Jeg veed vel, Kiærlinger har skrevet for den Kolde,
Og drevet Mødsot bort ved Signe=Skrift og Ord:


Men jeg kand ikke troe, at Skrifter kand forvolde,
At Hykler=Pakket skal forlade Danske Jord.
To Ting i dette Ark Spectator foredrager,
Men begge ere af saa stor Betydenhed,
At Alexanders Tog paa andre fleere Sager
Af større Vigtighed ey lignes kand derved.
Først en Fuchsvandser han sig drister at beskrive,
Et saadant selsom Dyr, der ey beskrives kand,
Som et Mysterium for alle dem vil blive,
Der eye intet meer end Menneske=Forstand.
Beskrivelsen, naar jeg til Regenskab vil kalde,
Jeg maa mig støde strax; den er forunderlig,
Der bærer Vidne om Skribentens bittre Galde,
Der skriver stedse fort, og ey betænker sig,
En Mand, der giør sig Flid at kiende andres Hierte,
Der af et Ansigt seer, hvad Vind og Veyret er,
Maa han ey læse med Bedrøvelse og Smerte,
At hans Philosophie man komme vil for nær.
At finde Ost og Vest har længe været agtet
For største Knude i Naturens store Bog,
Som store Hoveder forgiæves have tragtet
At løse, skiønt de sig sligt ofte foretog.
Men Menneskets Natur at kiende til en Prikke,
Og finde Rede i dets underlige Sind,
J Vanskelighed kand det første vige ikke,
Ja koster mere, end at faae det gyldne Skind.
Medea med sin Konst kand intet her udrette;
Paa eengang alle Ting et Menneske jo er,
Vreed, mild, forstyrret, viis og hvad vi meer kand glætte
Af Ting, som stride med sig selv, vi finde her
Jmidlertiid det er i Viisdoms ædle Skole
En Hoved=Lærdom, at studere andres Sind;
Den derfor synes mig paa sin Credit at stoele,
Der dadler den, som vil paa dette legge Vind.
De Folk, som Lykken har ophøyet over andre,
I Haanden ligesom en andens Lykke har,


Den, som mod deres Lyst og Hiertelaug vil vandre,
De agte for et Drog og ubehøvlet Nax.
Moralen bør man ey paa visse Grunde sætte
Naar man vil lande i Lyksalighedens Havn,
Den Sæde=Lærdom bør passere for den rette,
Der kaster Mennesket i Lykkens bløde Favn.
Den Troe, som findes hos de ædele Magnater,
Bør man antage for den allerrigtigste,
Den kand os giøre snart til Herrer og Prælater,
Som af Erfarenhed vi daglig Dags kand see.
Spectator viser sig i mange Ting en Kiætter,
Han Folk vil føre fra den dyre Lykkens Vey,
Han uden ald Forskiæl tilrette alle sætter,
Bør saadant taales? Jeg har stedse meenet ney.
At rose udi fleng, hvad andre end vil sige,
Jeg aldrig understaaer som Last at tegne an,
Man ikke altid bør i Sandhed dybt at kige,
Helst naar sin Lykke man derved forhindre kand.
Man vil vel kalde det paa anden Dansk at lyve;
Men hvorfor skulde man dog stedse sige sandt,
Man saae en Mand ved Løgn i Veyret høyt at flyve,
En anden løy for ham og Mandens Yndest fandt.
Man seer af dette, at toe-beenet Ræv bør æres,
Og at vor Sande=Mand fortiener ingen Prits,
Fuchsvandser Hoben bør paa begge Hænder bæres,
Blant alle, troer jeg, at ene den er viis.
Jeg staaer i Tvivl, om jeg Papiir og Blek skal spilde
Paa fleere Forsvars Ord til Hykler=Flokkens Gavn,
Jeg undrer ikkun at Spectator drive vilde
Af Landet dennem ud, der ligge trygt i Havn.
Han tænkte, naar hans Blad en Hykler kom for Øye,
Han skulde sættes strax i Harnisk og Allarm,
Ney intet meere kand en Hykkere fornøye,
End at man beder ham at gribe i sin Barm.
Giv mig en Daler for hver Hykler, som har smilet,
Da han sig tegnet saae paa eders Uge=Blad,


64
Saa vil jeg give to for hver den, som har iled
Til Bedring for at toes i et Forandrings Bad.
Ney, Skin af Hellighed saa stærk i Øyet stikker,
At den, som færdig har sin Hykler=Rulle lært,
Kuns smiler ved sig selv, og sig om Munden slikker,
Naar andre trinner ham paa sin Fuchsvandser=Stlært.
Han tænker: Lad dem kun saa prædike og skrive,
At Halsen bliver hees, og Haanden bliver træt,
Jeg skal dog stedse saa min Sag igiennemdrive,
At mine Konster ey opdages skal saa læt.
Jeg er til Verden født for Verden at bedrage,
Min Pligt som ærlig Mand jeg og opfylde skal;
Jeg kimser kun ad den, som Masqven vil borttage,
Mit Navn staaer alt for fast blandt de Retskafnes Tal.
Og Manden tænker ret; thi naar man gaaer i blinde,
Og lar sig nøye med en Hyklers søde Ord,
Saa kand man intet meer ved ald sin Møye vinde,
End at man tegnes an for Ondskab, der er stor.
P. S. For at komme Fienden desto nærmere i Hælene, og at kunde
følge ham Ark efter Ark, har man foresat sig herefter ugentlig at vilde
meddeele tvende Stykker paa de sædvanlige Tider, hvilket tiener til Læse¬
rens behagelige Efterretning.


No. 17.
Udgivet den 13 Novembr. 1744.
Spectatum admissi risum teneatis amici!
H¬
vor vanskabt gaar det ikke til,
Naar Daarlighed skal skrive?
Hvor bliver allting Skue=Spill,
Naar U-forstand skal blive
Den som vil vise Folket Vey
Til Dydens ædle Boelig,
Og give os et Contrafey
Paa dan, som er fortrolig?
Af Arket om Forstillelser
Enhver kand see og kiende,
At Autor fra Forstanden er
Og vil os kun forblende.
Han taler om Oprigtighed.
Der Selskab sammenknytter,
Og viser dermed, han ey veed
Hvor lidet samme nytter.
J mine Tanker Verden blev
En heel forvirret Dynge,
Om alle som Spectator skrev,
Og vilde Folk betynge
Med Regler, som har ingen Sted
J en fornuftig Hierne:
Men stifter Uroe og Fortred
Som haaret Himmel=Stierne.
Jeg sætter nu, Oprigtighed,
Aldeeles kun i Mode,
Og jeg skal vise, at derved
Ey fremmes Verdens Gode.
Vulpinus, som man fører an,
En Ræv er i sit Hierte,
Men om sig vilde blotte han
Hvad Angest, Nød og Smerte
Ham ikke vilde møde da
Paa alle sine Veye?
Bør jeg ham da ey raade fra
Oprigtighed at eye?


66


Om Sandhed hørtes ef hans Mund,
Og han sig vilde røbe,
Saa blev han jo en usel Hund,
See! derfor maa han løbe
Paa Lyk ens Vey, imens han har
I Haanden andres Naade,
Og jeg ham holdte for en Nar,
Der hindrede sin Baade,
Hvis han i all Oprigtighed,
For Verden vilde sige,
At han sin Regning fandt derved,
Fra Dydens Vey at vige.
Negotine, en Handels=Mand,
Maa Banqveroute spille,
Om han ey bruger sin Forstand,
Og veed sig at forstille.
En Alen Klæde sælger han
For fiire slette Daler,
For den han i et andet Land
Kun trende selv betaler.
Han sværger i Alvorlighed,
At han kun lidet vinder,
Og at en sand Oprigtighed,
Mod Næsten ham forblinder,
At han i Veyret skuer ey
De Vahre, som han sælger;
Med Nytte den forstilte Vey
Negotius udvælger.
Men om han nu i Ærlighed,
Sin Meeniøg vilde sige,
Han vant kun saare lidt derved,
Og Prakker blev tillige.
A giver en Suppliqve ind
For Præste=Kald at søge,
Han finder Drift udi sit Sind
GUds Kirke at forøge;
Han vidner høyt med dyre Ord,
At Øyet seer alleene
Paa Kirkens Beste; om han svor
For mig ved Sanct Helene,


Hans Mund jeg neppe dog kand troe;
Jeg veed han er forlovet;
Han ønsker snart at sætte Boe,
Og derfor har han vovet
At løbe Storm til Cancellie;
Men har sig dog forstillet,
Og siden Lykken stod ham bie,
Har han med Lykke spillet.
B er en heel bemidlet Mand,
Han elsker Guld som Livet,
Jeg just nu ikke sige kand,
Hvad ham har Rigdom givet.
Han er en gierrig Mammons Træl,
Dog Patriot vil være,
Det viser han og meget vel;
Thi Landet har den Ære,
At han det Penge laane vil;
Men fordrer store Renter;
Sligt kand ey giøre lidet til,
At man forgieves venter
Paa Nytten, som af mange Ting
Til Landet kunde flyde;
Lad ham kun snakke smukt omkring,
Han Frugten dog vil nyde;
Hans egen Fordeel faaer et Navn
Af Kierlighed til Landet,
Han sig forstiller til sit Gavn,
Om han end siger andet.
Spectator siger ofte, at
Han skriver for at fremme
Det Gode; men jeg siger plat,
Han skriver for at gjemme
J Pungen mangen Daler blank,
Og som hiin Romersk Keyskr
Udfordrer Skat endog af Stank,
Hvor meget han end kneyser,
Og bryster sig af Kierlighed
Til Landets ædle Sønner,
Han glæder sig dog selv derved,
At Laster ham belønner.


68


Det er jo at forstille sig,
Og give andet Sigte,
End det, hvorfor man ruster sig,
Og vil mod andre sigte,
Tael Sandhed, Danske Sande=Mand,
Jeg troer J skal sige,
J ønskede fra vores Land
Ey Laster vilde vige.
En Clelia taer Masqve paa,
Anstiller sig Gudfrygtig,
Vil hun ey stedse ugift gaae,
Hun maa ey være flygtig.
J Eenrum bruger hun sin Mund
Til Kierlighedens Tone,
Men naar hun seer den søde Stund,
Da hun skal være Kone,
Strax Piben faaer en anden Lyd;
Hun tvinger sine Miner,
Hun viser intet Tegn til Fryd,
Og heel alvorlig triner.
Hun nægter sin Befriere
Tilladelige Sager,
Jeg synes dog at kunde see,
At Jlden hende plager.
Bergruna vil ey gifte sig,
Men leve i et Kloster,
Hun sig forstiller snildelig
For Fader og for Moster;
Hun siger hver en Beyler ney;
Men de som hende kiende,
Os give andet Contrafey;
Thi hun er ey at vende
Fra en forborgen Kierlighed
Til Peer, hun ey kand nyde,
Fordi hans Stand, som alle veed,
Kand Samlingen forbyde.
Hun handler meget viselig,
At hun sig saa forstiller,
Maaskee tilsidst hun blotter sig,
Og sig ved Masqven skiller.
Endnu jeg kunde meget meer
Om denne Sag anføre;
Hvad jeg har sagt, hvert Øye seer,
Kand ikke lidet giøre
Til at forsvare deres Sag,
Som Sande=Manden laster,
Og legge klarlig for en Dag,
At Viisdom han forkaster.


No. 18.
Udgivet den 13 Novembr. 1744.
Virtus post nummos.
J¬
eg høylig mig forundre maa,
Naar jeg mit Folk betragter,
For hvilke jeg til Feldt maa gaae,
Endskiønt de mig foragter.
En Mand der ingen skaane vil,
Men slaaer enhver i blinde,
Og uden Skaansel hugger til,
Kand deres Yndest vinde.
De give Penge for at see,
Hvordan de paraderer,
Naar de fra Top til Fødderne
Med Laster klædte ere.
Og mig, der fører deres Sag,
For Landet at forsvare
Mod Fiendens bittre Hierte-Nag,
Ey Læseren vil spare;
Men taler med Forhaanelse
Om mine Forsvars Blade,
Og uden Skamme mig belee,
For jeg dem ey vil hade.
Jeg sveder, bider Neglerne,
Har mange vogne Nætter,
Mod Sandhed over Lasterne
Jeg ofte Streger sletter;


70
Men Lønnen bliver idel Spot
Og Momi Eftertale,
Sligt maa jeg tage op for Got,
Og lade Daaren gale.
Jeg bliver ved at skrive vek,
Saa længe Fienden sigter,
Jeg fører Pennen uden Skræk,
Og Forsvars Ord opdigter.
Har jeg mig ingen Tak fortient
For andre mine Tanker,
Naar dette Stykke blir bekiendt,
Jeg haaber Takken vanker;
Thi Fienden griber Landet an
Foruden Skyld og Brøde,
Jeg derfor desto bedre kand¬
Ham springe udi Møde.
J Nummer Nitten gaaer han frem
Paa underligste Maade,
Hans Pen sig hvesser meget slem,
Hans Tanker ere kaade;
Hvad var vor kiære Føde=Land,
Om han beviise kunde,
Hvad han forvoven fører an
Mod Sandheds klare Grunde?
Er Rligdom da den visse Vey,
Der giver Daarer Hierne?
Har den, som haver Rigdom ey,
Paa Himlen ingen Stierne?
Skal fattig Stymper uden Ven
Og Brød tillige blive?


Ach ney, du kaade Daare=Pen,
Hvor tør du saadan skrive?
Naar jeg mit Øye kaster om
Blant alle Landets Sønner,
Jeg strax maa fælde saadam Dom:
Man Dyden eene lønner.
Du spørger vel, hvad Lønnen er,
Foragt og haanlig Mine?
Ney, Løfter og Forjættelser,
Der ere meget fine.
Fui, skulde Rigdom skabe Dyd,
Og give Folk Meriter,
Saa blev jo Dyden Bielde=Lyd,
Og den som sig beflitter
Paa det, som Verden tiene kand,
Naar han har ingen Penge,
Blev agtet som en daarlig Mand
Der maatte vendte lenge,
Før Lykken aabnede en Dør
For Hungeren at stille,
Slig Tanke vi ey have bør,
Endskiønt vi uden Brille
Kand see dens Grunde. Ney Forstand,
Fortienester og Dyder
Ey ene sees hos Lykkens Mand,
Der læt igiennembryder.
En Mand, der selv i blinde gaaer,
Vil giøre andre blinde,
Fordi hans Hoved ret ey staaer,
Kand han Forstand ey finde.


Mit Øye blindes aldrig faa,
At jeg ey skulde kiende,
Hvo Maalet burde først opnaae,
Naar jeg betragter tvende,
Der begge meede til een Sted;
Thi, hvor jeg Dyden finder,
Skiønt Armod maatte følge med,
En sund Fornuft mig minder
At elske den, og gaae forbi
Forgyldte Hierne=løse,
Der staae i Mammons Liveri,
Og Viisdoms Salt vil øse
Af deres store Capital,
Som Lykken dem har undet,
Og dømme den at være gal,
Der seer sig ey forbundet
At knæle for et Asen ned,
Endskiønt det maatte bære
En Rigdom, som det ikke veed,
Hvor til kand tienlig være.
Et Asen kand i Pavedom
En Helgens Levning drage;
Men hvo kand vise dennem, som
For Helgen det antage.
Skiøt derfor ey, du Fattige,
Hvad en Spectator skriver,
Vil man kun dine Dyder see,
Du vist belønnet bliver.


No. 19.
Udgivet den 20 Novembr. 1744.
Se putat infelix felicem, decipiturque.
M¬
ennesker at gaae i blinde,
Og at tage qvid pro qvo,
Er ey meget rart at finde,
Om man kand Spectator troe.
Skiønt han drømmer, naar han skriver
Og forsvarer Lykkens Sag,
Mange Ting jeg vaer dog bliver,
Som han haver lagt for Dag.
Hvad jeg ønsker, er kun dette,
At han havde skrevet meer,
For Begreberne at rette,
Som man stedse falske seer.
Det ey ene er de Riige,
Som sig af Lyksalighed
Bryste, da vi dog kand sige,
At de ey af Lykke veed.
Jkke heller høres Klage
Jkkun af de Armes Mund
Over Trængsel=fulde Dage,
Skiønt de klage uden Grund.
Fleere vi endnu kand skue,
Som i Ubesindighed
Jmod Lykken spende Bue,
Just fordi de ikke veed,


74
At de ere Lykkens egne,
Ja vi ogsaa mange see
Som sig selv blandt dem antegne,
Der i Lykkens Arme lee,
Just fordi de vide ikke,
At de ingen Lykke har;
Denne Sag Spectator ikke
Haver søgt at giøre klar.
A sig bilder ind at være
J Lyksalighedens Havn,
Tænker Engle sig at bære,
Seer sig som i Lykkens Favn,
Fordi han Patroner haver,
Der antage sig hans Sag,
Og opløfte saa hans Gaver,
Som han Biskop var til Prag.
Skal vi vel, som denne tænke?
Ney; Thi hans Velyndere
Bitterhed for ham iskienke,
Som vi skal i Tiden see.
Lad kun Farven prægtig være,
Der skal give hans Portrait,
Liden bliver dog hans Ære,
Og hans Lykke meget slet;
Dumhed kand sig ikke dølge,
Men engang maa bryde frem,
Spot og Skiendsel A vil følge,
Som en heel unyttig Lem.
B, en gierrig Mammons Slave,
Seer sig som lyksalig an,


Kalder det en Himmel=Gave,
Som han faaet har ved Ran;
Han det agter for en Lykke,
At han seer sig i en Stand,
Da han kand til Grunde trykke
Enker, og hver fattig Mand.
Vilde han sig ey bedrage,
Fanden selv han maatte see,
Som sin Bøddel, Pidsk og Plage,
Og sin Giernings Drivere.
C i Lykkens bløde Arme
Tænker sig at være lagt,
Fordi Pine i hans Tarme
Haver ham ey giort forsagt;
Han har aldrig følet Smerte
Af den mindste Hoved=Vee,
Derfor er maaskee hans Hierte
Meget nær Forhærdelse.
Syge=Seng kand mange lære,
Hvordan deres Sager staae,
Og en stor Anledning være,
At paa Dydens Vey de gaae.
I det holder for en Lykke,
At han i sin Elskovs=Færd
Merker ey til Modstands Nykke;
Tiden meener jeg er nær,
Da han seer med andet Øye,
Angrer paa sin Daarlighed,
At han for sin Lyst at føye,
Solte Siel og Salighed.


E, der skulde Jomfrue være,
Kalder sig et Lykkens Barn,
At hun Skiønheds Roes kand bære
Uden Hielp af Sminke=Skarn.
Vilde hun sig ret betænke,
Kunde hun sin Skiønhed see
Just at smedde største Lænke
Til at fængsle Dyderne,
Som i sær kand hende pryde,
Saae hun som en hæslig ud,
Kunde vel Ukydskheds Lyde
Ey udslette Dydens Bud.
F i Vellyst er begraven,
Kalder det Lyksalighed,
Tænker ey, at Betle=Staven,
Vellyst haver ham bered.
E udaf sin Lykke praler,
Fordi han forstandig er,
Stedse om sin Klogskab taler;
Gik han Sagen meere nær,
Kunde han vel mange finde,
Som Forstanden styrtet har.
Saadan gaaer man udi Blinde,
Lykke for Ulykke taer.
Dette agter ey Spectator.
Hvad jeg meer at skrive har
Jmod Lykkens Proeurator,
Skal man siden blive vaer.


No. 20.
Udgivet den 20 Novembr. 1744.
Non hæc inconstans, ut Pictor imagine fingit;
Sed tantum constans in levitate sua est.
pectator havde sandelig
Jndlagt sig største Ære
Ved disse Stykker, hvor han sig
Laer angelegen være,
At rette de Begreber, som
Om Lykken man sig giøre,
Og legge Haand til bedre Dom;
Men naar vi Sagen føre
For Lyset, og betragte den
Paa alle sine Sider,
Vi finde, at Spectators Pen
Fra Sandhed ofte glider.
En Mand, der staaer i Tanke, at
Fortuna blind maa være,
Af Arkene, jeg siger plat,
Kand intet bedre lære.
Exempler, seer jeg, føres an,
For Lykken at forsvare;
Men Knuder jeg anføre kand,
Hvo vil mig dem forklare?
Jeg haver læst, at Lykken loed
Engang i Skov sig lede,
Hvor hun et lidet stille stoed
For Træet at bereede,
J hvilket all sin Herlighed,
Hun agtede at hænge,
Og da nu alting var bereed,
Hun tøvede ey længe,


Før


1
78
Før hun med Himmel=Raab og Skrig
Loed Hende sen indkalde,
Og sendte Bud til Jorderig,
Hvis Borgere lod falde
Mod Lykken mange haarde Ord,
Til sidst de alle mødte
Ved Træet paa den slette Jord.
Man i Basunen stødte.
Strax saae man Lykkens Gaver ned
J Hobe=Tal at falde,
endelse var strax bereed
Og
De Mennesker at kalde,
Som fik en Lykke uforskyldt,
Og saaes paa Ærens Trappe,
Ja mangt et Asen blev forgyldt,
Jført en Æres Kappe.
En Mand, der kunde ved en Plog
En god Commando føre,
Blev General. Et uselt Drog,
Der burde Trommen røre,
Man saae forvandlet til en Præst.
En Stats=Mand blev en Bunde,
En Bonde, som hin Rommersk Hest,
Blev CConsul sammelunde.
En Mand, der kunde med sin Haand,
Bestyre vel en Aare,
Man gav en høy Magister=Aand;
Ja mangen Stymer, Daare
Blev Pave, Cardinal, Prælat,
Kort: alting gik i Blinde.
Spectator siig, hvor er det fat,
Hvo kand vel Reede finde
I dette? mon vi alting kand
Af Lasters onde Kilde
Udleede? ney forgieves man
Sin Møye maatte spilde.


Saa


Saa er det og i andet meer;
Thi Lykken fører Feide
Jmod Naturen, og vi seer,
At den, som har Geleyde
Af Dyd, Merite og Forstand,
Et Null dog ofte bliver,
Og Folkes Laster saadant man
Vel uden Grund, skriver.
Vel sandt, vi finde mange, som
Naturens Gode eye,
Og uden Lykkens milde Dom,
Kand Folkes Hierte dreye
Til Naade; men hvor mange vi
I Verden ey kand finde,
Der leve i et Slaverie,
For Lykken gaaer i Blinde,
Og vil ey deres Gode see;
Vi derimod betragte
J Lykkens Skiød saa mange lee,
Hos hvilke vi kand agte
Naturens Pund at være lagt,
Hvad kalder jeg vel dette?
Balancen viis mig, J har sagt,
Den skal i Sagen rette.
Vel kand vi af det andet Kiøn
Een eller anden finde,
Der Riigdom har, men er ey skiøn;
Men jeg mig vil forbinde,
At vise mange, som Natur
Og Lykken stedse hader,
Som derfor i et Nonne=Buur
Bekomme evigt Stade.
Om Lykkens Ubestandighed,
Hvad Sande=Manden skriver,
J mange Ting jeg ogsaa veed
En vigtig Sandhed bliver;


Mer


79


Men meget kunde føres an,
Som ikke kand opløses
Jeg vil kun sige, at en Mand,
Med Skiendsel overøses,
Og styrtes fra sin Ære=Stand,
Da han sig stedse viser,
Som ædel Borger i sit Land,
Bedrageren man priiser,
Der paa sig selv kun Øye har,
Og spiller under Dække,
I Hiertet holder Folk for Nar,
Der lader sig betrække;
Han bliver stedse paa sin Sted,
Og ingen Haand ham rører,
Hvor er den Ubestandighed,
Som ham til Grunde fører?
Hvor er den Ubestandighed,
Der hielper hin paa Fode,
Da dog den samme er bereed
At fremme Landets Gode?


No. 21.
Udgivet den 27 Novembr. 1744.
Qvid immerentes hospites vexas canis,
Ignavus adversum lupos.
N¬
u sigter jeg med Lyst, og viser min Bravoure,
Nu seer jeg, at jeg skal paa tvende Fiender lure,
Min Tapperhed desmeer i Øyet falde skal,
Som den sig viser mod fordoblet Fiende=Tal.
En ny Spectator har for Verden sig anmældet,
Jeg merker, at hans Dom er allerede fældet,
Paa beste Fødder staaer alligevel hans Sag;
Thi han sig kalder jo Spectator for og bag.
Men, skiønt han Øyne har i Pande og i Nakke,
Af Pladsen haaber jeg, han snart sig dog skal pakke,
Naar Pegasus slaaer op, og gir ham en Souflet,
Paa Pladsen lader han sig ikke meeere see.
Pseudo=Spectator taal, at jeg i saadan Tone
Maa deelarere Krig; hvormed vil J forsone
Min Vrede, at J sees at blive min Rival,
Bør en Philosophus at giøre sig saa gal?
Jeg ynker eders Pen, den synes tør at være,
Og ey saa skaaren, at den Publicum kand lære;
Naar selv J ey forstaaer en andens Ord og Sprog,
Hvi bliver J da ey i eders egen Krog?
En Mand, der fører Krig med blotte Ord og Gloser,
Jeg agter ikke værd to gamle Skoe og Hoser,
Tænk ey Herr Viise=Mand (a), at eders Ploug kand gaae,
Naar ikkun Læseren kand mavre Gloser faae.
Ney, om J noget vil imod Spectator skrive,
Saa stræb, at Tankerne kand Mester=Stykker blive,
Lad Folk betale ey Spectators Ark paa nye,
Men stræb, at eders Pen kand andre sammensye.
Jeg haver nogle hørt om eders første Stykke
At sige: denne Mand ey haver megen Lykke
(a) d. e. Philosophus.


82
Til sin Philosophie, han bedre er i Stand,
At skrive Bønne=Bog for Bonde, Kielder=Mand.
Hvad jeg mig ønskede at vide, er kun dette,
At nogen vilde mig om eder underrette,
Thi, hvis jeg vidste, at J en Maglster var,
Vi skulde giøre snart et allieret Par;
Thi mod en Socium at vilde Vaaben føre,
Det lader ikke smukt, ney, kunde jeg kun høre,
At J var ziiret med en høy Magister=Hat,
Vi skulde begge da paa Fienden tage fat.
Jeg griber an det Ark, hvor han vil censurere
En Last, som uden Tvivl blandt Dyder bør passere,
Helst den af Læg og Lærd i Verden øves saa,
At den, som en Zirat i Sproget agtes maa.
Hvor mangen maatte ey slet Maal og Mæle tabe,
J Selskab sidde stum, og andre overgabe,
Hvis han ey lagde Vind paa en saa ædel Konst,
Som mange øve ey forgieves og omsonst.
At sige Serviteur, og giøre Complimenter
Med Fødder, Hænder, Mund, indbringer mange Renter,
Sligt holdes af en Mand til Hove for en Dyd
Og Hov=Sprog kalder man en tom Caresse=Lyd;
Men om Bagtalelse jeg samme Titel giver,
Mon jeg da derudi med Sandhed noget skriver?
En Mand, hvis Vidnesbyrd jeg mig forlader paa,
Han siger uden Tvivl, saa vidt jeg mindes, saa:
Jeg mig fordrister ey med Sandhed at udsige,
Om Hykler=Tungen den Bagtalende maa vige,
store Huuse veed jeg begge høres kand,
Den sidste været har min egen Bane=Mand.
Naar Ræve=Skindet ey et slet Gemyt vil gavne,
Naar han forgieves har, ved anden Mand at favne
Som en oprigtig Siel, kast skiulte Snarer ud,
Saa fører han sig i en skræksom Løve=Hud.
Den Mand, det heder da, er meget ilde sindet,
Med falske Farver han mig længe har forblindet,
Og Kierligheden til mir kiere Føde=Land
Giør, at jeg intet til hans Beste tale kand.


Hvad? om jeg sagde: du din Regning ikke finder
Ved hans Befordring; thi dig udi Tanke rinder,
At den, som ærlig er, og har en god Forstand,
Med Tiden dine Greb og let opdage kand;
Mon jeg ey talte sandt, naar du paa deres Liste
Bør tegnes an, som den, der færdig er at briste
Af Avlnds fuule Gift, og skaaner ikke den,
Der meere er end du en Patriotisk Ven?
Spectator billig jeg en Vovehals maa kalde,
At han den lærde Hob sig drister at anfalde,
Han blandt Bagtalere indrømmer mange Sted,
Mon han for dette ey bør skilles ved sin Fred?
Er det at tale om en hellig Jld og Lue,
Er det en Nidkerhed oprigtig at veskue,
Er det at skiønne paa den Lærdom og Forstand,
Som en Polemicus for Verden vise kand?
Tænk ey, Herr Fusentast, at eders frekke Hierne
Skal vise Veyen for en Kirke=Himlens Stierne,
En Sag ey alle seer med samme Øyne an,
Hver Mund har jo sin Smag, hvert Hoved sin Forstand.
Hvad J kand agte for en Bie, en Myg, en Flue,
Det seer en anden an, som største Maaneds=Due,
Ja, som en Elephant; hvad Under da, at J
Og han ey treffe kand en yndig Harmonie?
En Slags Brutalitet vi finder og blandt Lærde,
Man derfor maa sit Skind mod Penne=Kugler hærde,
En Meening, som de ey kand see at være ret,
Kand sette dem i Fyer; men hvo vil laste det?
Bør de for Verden ey aflegge Lærdoms Prøve?
Bør de for Sandheds Skyld i Krig sig ey at øve?
Mon med Apollo Mars kand ey tilsammen boe?
Skiønt andre siger ney, saa meener jeg dog jo.
En Mand, der stedse er opdraget iblandt Beger,
Og Lærdoms ædle Skat hvert Øyeblik forøger,
Bør han vel tænke, at en anden er ham liig,
Og ber han legge ned sit Spyd i Penne=Kriig.
Lad være, han sig seer at feyle og at irre,
Saa bør han vise dog, man ey ved ham maa pirre;


34
En Mand, hvis Mave er af Folianter stor,
Bør stedse have jo det allersidste Ord.
Hvo vil sig støde, at man skielder, naar man skulde
Forsvare sig med Fynd? jeg haver lært tilfulde,
At, hvis jeg ikke selv betrædte denne Vey,
Materien til Vers jeg ofte fandt da ey.
Man kalder mig en Nar; men luur Anti-Spectator,
Han veed vel, hvad han giør, som hurtig Procurator:
Dog maa jeg sige, de som kalder mig en Nar,
Om mine Sager ey de rette Tanker har.
Jblandt Bagtalere man har en Plads mig givet;
Men jeg, saa længe som jeg finder mig i Livet,
Skal hade disses Last; vel sandt, jeg skieldet har,
Men naar min Absigt jeg vil engang giøre klar,
Saa vil jeg sige, at jeg skielder for at vise,
Hvor lidet man i sær bør deres Omgang prise,
Der, naar de intet seer, som siges kand imod,
Saa vil de deres Sag med Skields=Ord giøre god.
Hvor jeg har noget havt mod Fienden at erindre,
Som ey var skrevet ret, der har jeg skieldet mindre,
Men naar mit Øye ey har falske Tanker seet,
Saa har min Contra=Part jeg stedse kun beleet.
Vil nogen kalde det en egen Skrive=Maade,
Da er den ikke nye; thi mange har med Baade
Betrædet samme Vey, og de som dette seer,
Herefter uden Grund mig som en Nar beleer.


No. 22.
Udgivet den 27 Novembr. 1744.
Tibi Paulus
Et Messala videris
Horat.
F¬
or nær at komme Folk, for megen Sandhed skrive,
Hvo kand vel vente sligt vil vel optaget blive?
Hvad skal jeg dømme, naar jeg maa Spectator see
At tale haanligt om de fleestes Renommee?
Fra det, som holdes for de allerbeste Veye
Til Ærens Tempel, vil han ey allene skeye,
Men raader andre til at legge Vind paa Dyd,
Et Ord, der ikkun er et Skrald af Bielde=Lyd.
Han understaaer sig, Vrag paa Fødselen at kaste,
Og med en myndig Stiil de Brødre at antaste
Dee sig beraabe kand paa gammel Adels Blod,
Som kraftig Aarsag til det stolte Junker=Mod.
Hvo lader sig vel ey med slige Merker nøye?
Hvis jeg af Adel var, jeg skulde ingen Møye
Med Dyden have, ja naar Pungen var i Stand,
jeg skulde blive til den ypperligste Mand.
Den Dyd, det Narrerie, det gamle Ord Merite,
Paa hvilke Daaxer vil, at man sig skal beflitte,
Hvad kom det mig, som en Baron og Greve ved,
Der Dyden arvede snart udi tolvte Leed.
Det er en egen Ting med Blodet hos de Store,
Det bliver aldrig tørt, man kand dets Draaber spore
I deres Aarer, som de aldrig haver kiendt,
Men haver Dyden dog og Værdighed fortient.
Paa saadan Maade naar man kand til Ære komme,
Og faae Fortienester med Penge i sin Lomme,
Saa var man jo forrykt, om man saa god en Vey
Forlod, og gik paa den, der meget nytter ey.


86
Men at mit Stykke ey skal uden Nytte blive,
Saa vil jeg Læseren her nogle Tanker give
Om Adelskab, hvor vidt det Ære give kand,
Og blive en Zirat for værdig Ædel=Mand.
Om dette længe har de Lærde disputeret,
Een Deel Protester har mod Adelskab formeret,
De vil ey, at den skal forplantes paa en Slægt,
Med mindre samme er i Dydens Varetægt:
De kalde Adelskab et vist Personligt Gode,
Der ey forplantes bør paa en vanslægtet Pode;
Hvad sig paa Dydens Barn kand passe meget vel,
Det taber all sin Glands paa skidne Lasters Træl.
En Kiede giort af Guld paa Svine=Hals at sette,
Er ingen Prydelse, men virker ikkun dette,
At Kiede=prydet Soe kand fleere Øyne faae,
Som ellers i sin Roe paa Gaden kunde gaae.
Naar Adelskabet sees at høre til en Vugge,
Saa kand det Dørren snart for Dydens Indgang lukke,
Og aabne Porte for Hovmodighed og meer,
Som man hos mange af de Ædel=fødte seer.
En Mand der med sit Svøb i Dydens Klædning føres,
Vi ofte lidet seer ved Dydens Spore røres
Det altsaa bedre var, han banede sig Vey
Ved egen Dyd til det, som han fortiener ey.
Saa sige nogle, og Erfarenhed kand lære,
At mange ofte sees et Adelskab at bære,
Som kunde zire meer end fattig Dydens Søn,
Og skienkes ham, som en velgrundet Dydens Løn.
Men andre sige, at det Onde, som kand flyde
Af saadant Arve=Gods, dog ikke bør forbyde,
At Sønnen arve jo sin Faders Ære maae
Sligt siger ham at han paa samme Vey skal gaae.
Den Naade lærer ham de Fodspor at betræde,
Hvorved hans Fader fik sit adelige Sæde,
Naar Ædel=bleven Søn paa Dyden legger Vind,
Saa faaer hans Adelskab endnu et større Skin.


En Mand, som Fødselen blandt Ædel=Mænd indskriver,
Man meener meget meer end andre skyldig bliver
Til at beflitte sig med Viisdom og Forstand,
At tiene troeligen sit eget Føde=Land.
De, som sig vegre ey, at tage mod den Ære,
Som deres Fædre har med Rette kundet bære,
De synes ligesom sig at forbinde til,
At frem for andre de paa Dyd studere vil.
En Ædelmand, man vil, i Tide bør erklære,
Om han, som Fæderne, vil Dydens Elsker være.
Hvis ikke, bør han fra sin Fødsels Værdighed
Udlukkes, som en Mand, der ey af Adel veed.
Det er en Smitte for en usel Hæle=Driver,
At han til Laster sig og Ladhed overgiver;
Men større Skam det er for Ædel=baaren Mand,
Naar han som lastefuld blandt andre tegnes an.
Naar han af Fædres Dyd, Forfædres Blod vil prale,
Saa er det ligesom han saadant vilde tale;
See her en liderlig og en vandslægtet Søn,
Der drager uforskyldt paa Fædre=Dyders Løn.
En Mand i Middel=Stand behøver ey at vise
De Prøver paa sin Dyd, før man hans Dyd maa prise,
Som den, der har i sær til Dyd forpligtet sig,
Og lover, at han vil sin Fader være liig.
En middelmaadig Dyd for ham kand ikke dæmpe
Almindelig Foragt; thi ligesom en Kæmpe
For mange fleere bør at sigte i en Krig,
Saa bør en Ædelmand paa Dyden være rilg
Spectators Ord herom jeg altsaa maa erkiende
For Sandhed; men naar jeg til andet mig vil vende,
Saa synes mig hans Pen har løbet alt for frit,
Og at han grebet har omkring sig alt for vidt.
Han meget, merker jeg, hos lærde Mænd forkaster,
Og snart enhver, vi seer, han uden Skaansel laster,
Jeg meener, herudi han sig forløbet har,
For Rimets Skyld jeg dog ey kalder ham en Nar.
Jeg


Jeg ryster Hovedet, naar om Originaler
Jeg hører idelig at Dadler=Hoben taler;
Skal man kun skrive nyt, saa siger jeg: min Ven,
Enhver Skribent nu strax nedlegge maa sin Pen.
Jeg fatter ikke, hvad vor Sande=Mand vil sige,
Naar han vil, at enhver af Lærdoms Plads skal vige;
Han Lærdom dømmer ey af Mund og ey af Pen,
Saa jeg begriber ey, hvor Manden nu vil hen.
J sær jeg undrer, at han Taushed ey vil agte
For Lærdoms Merke, da dog Taushed Love bragte
Til Romersk Republik fra viise Græken=Land
Ved en berømmelig og meget høylærd Mand (a).
(a) Jesuiten Masenius fortæller et Sted, den forunderlige Maade, paa
hvilken Romerne fik deres Love fra Grækerne: Raadet til Atbe¬
nen stod i Tvivl, om man ogsaa kunde ansee den Romerske Re¬
publiqve værdig til at faae de Love, som den viise Solon havde
givet dem? Endelig besluttede man, at sende en Philosophus til
Rom, der skulde bringe Lovene med sig tilbage, naar han erfa¬
rede Romernes Vankundighed. Det Romerske Raad havde faaet
Underretning om dette, besluttede derfor, at lade en Nar dispu¬
tere med den Grækiske Philosophus, og gik Disputen for sig paa
følgende Maade: Manden fra Athenen talede intet, men oprak¬
te allene en Finger: Narren oprakte tre Fingere. Den første
vilde give tilkiende, at der er allene eet Væsen, der regierer alle
Ting, og han meente, at Narren med sine tre Fingere vilde be¬
tegne det Nærværende, Forbigangne og Tilkommende. Deref¬
ter udbredede den Vise sin Haand, hvilket skulde betyde, at in¬
gen ere forborgene for GUd; Narren forstod uret, og meente
at han blev truet med en Øresign, visede derfor den første sin knyttede
Næve; men Philosophen, der havde fattet høye Tanker om Nar¬
ren, tænkte, at den knyttede Næve skulde betyde, at Gud hol¬
der den gandske Verden i sin Haand, og efter disse aflagde Viis¬
doms Prøver, gav han Romerne Solons Love.


No. 23.
Udgivet den 4 Decembr. 1744.
Abstineat positis, qvem vexat nausea, mensis,
Cogitur ad structas nemo venire dapes.
A¬
t vilde løbe Storm til Lasters Residenze,
At aabne Dyden Vey, og sætte Udyd Grændse
Er deyligt Merke paa en ægte Patriot,
Hvad heller denne sees hos Møller eller Groth.
Men, Kiere, siig mig, hvo kand have Ret til dette?
Enhver, som kand et Skrift af Tydsken oversætte:
Enhver, som Himlen har forundet Skrive=Pund!
Enhver, som bygger paa en philosophisk Grund?
Ney aldrig; eene den med Rettighed kand skrive,
Som selv Dyd- offret er, som Fiende selv vil blive
Af Lasters skiulte Gift, af Lasters Slaverie,
Af Passioners Aag, af alt Pedanterie.
Det giver mig ey Ret en anden at forfølge,
At mine egne Feyl for ingen jeg vil dølge,
Mod egne Laster jeg af Hiertet stride maa,
Før jeg til Feldten kand mod andres Laster gaae.
Hvo understaaer sig vel i Tvivl at kalde dette?
Endskiønt jeg er Poet, jeg Sandhed dog kand giette;
Den Grund, jeg haver sat, er u-omstødelig,
Trods nogen Philosoph mod den erklærer sig.
Dannemark det er nu blevet til en Mode,
At skrive imod Feyl, og lade Pennen rode
Lasters skidne Dynd, hvo vinder vel derved?
Mon Dyden hielpes op, og fæster sine Fied?
O! ney, saa længe de, som vil forbedre Sæder,
Mod Dyden fører Kriig, og Lasters Vey betræder,
Saa længe bliver Dyd i sin Landflygtighed,
Og Laster taber ey den mindste Kraft derved.
En Mand for nogen Tid sig væbnede mod Laster,
Han bliver endnu ved, og Fienderne antaster,
En anden Hovedet Veyret reyser med,
Selv tredie jeg har blant disse Brødre Sted.
Tre Mænd i Feldt at see mod Lasters store Skare,
Er jo et deyligt Syn, mon Fienden ey staaer Fare
For at fordrives nu af Danske Bund og Egn,
Da den til Modstand seer saa mange store Tegn?


90
Ney men! jeg Laster kand med Seyer gratulere,
Om Spectatores end endnu vil blive fleere,
Naar fælles Fiende man forlader, er omsonst
All philosophisk Snak og all Spectators Konst.
Den ene finder Smag, at stikle paa den anden,
De stødes, ligesom de havde Horn i Panden,
Philosophi jeg seer at begge kaldes vil
Men deres Væsen jeg anseer som Skuespill.
Den er en Philosoph, som tvinge kand sin Galde,
Som lader bittre Ord ey mod een anden falde,
Som ey allene vil Dyd prydet synes, men
Af Dyden virkelig er en bestandig Ven.
Sligt er en Caracteer, hvor efter man kand dømme,
Om man som Philosoph en Lærer kand berømme?
Og, naar den holder Stik, som den i Sandhed giør,
Om begge Spectateurs jeg dristig sige tør,
At de Philosophi fortiener ey at heede;
Thi begge give Sted for Bitterhed og Vrede,
Den første meener jeg, dog meest undskyldes maa,
Naar efter billighed i Dommen vi skal gaae.
Vel sandt, Spectator har sig moxen overiilet,
Da han sit Manifest med haarde Ord har stiilet,
Men Aarsag synes mig han haver havt dertil,
At en alvorlig Sag ey skulde blive Spill.
Men Monsr. Philosoph, der midt i dine Drømme,
Som Viisdoms Eyer=Mand dig drister at berømme,
Som paastaaer Navn af den, der Passioner kand
Beherske ved en sund, en fri og reen Forstand;
Du, siger jeg, er værd at sættes haardt til rette,
Og Svøben til din Ryg du synes selv at flette;
Thi af din Passion, hvis du en Mester var,
Du med Spectator da ey havde giort et Par.
Paa hans Post Scriptum du ey noget havde svaret,
Men det saa store Rum du heller havde sparet
Til andre Tanker, som var Folkes Penge værd;
Tre Ord du der imod har taget dig saa nær,
At trende Sider du til Forsvar vil beskikke,
Vil du saa blive ved, jeg meere kiøber ikke
Af det, som ugentlig forfattes af din Pen,
Jeg heller Skillingen i Skrinet legger hen.
Mig har du, merker jeg, ey heller vildet spare,
Men tænker du, at jeg det mindste Ord skal svare,


Saa tænker du ey ret: dog maa jeg sige dig,
At jeg endog mod dig herefter fører Kriig.
Saa vidt jeg merker af dit andet Uge=Stykke,
Skal din Philosophie dig ikke meget trykke;
Naar Wolfen skriver saa, som du har skrevet her,
Er hans Philosophie ey nogen Bønne værd.
Lyd, Kiere Ven, mit Raad, giv dine Ark ey meere
Et philosophisk Navn, og naar du vil raillere,
Saa stræb at skiemte saa, at man af Skiemtet kand
Dog slutte, at du ey har mistet din Forstand.
En Mand, som lystig vil i sine Skrifter være,
Bør stræbe, at fornuft kand blive Skiemtens Herre,
Men den, som mangler Kraft, og dog vil lade see,
At han kand skiemte, bør man billigen belee.
Et Ord til sidst vil jeg til Efterretning give,
Vil du, at dine Ark elskværdige skal blive,
Saa giv herefter meer for Skillingen, at ey
Du Folk skal vende bort fra Skiden=Strædets Vey.
Med noget gammelt Tøy see til du ikke pranger,
Men stræb, at Læseren for Skillingen erlanger
Ey det, for mange Aar som andre haver sagt;
Thi sligt vil blive dig til største Lyde lagt.
Om Romersk Støvle, Skoe man haver hørt saa længe,
Jmidlertid du dog vil slaae paa samme Strenge,
En Tanke klinger vel, naar den endnu er nye,
Men, naar enhver Skribent paa gamle Skoe vil sye,
Saa siger jeg med hiin fortreffelige Maler:
Hør Mester, naar du om en Skoe, og Støvle taler,
Saa tier jeg; men gaaer du uden for din Skoe,
Blant Daarer, meener jeg, du billig burde boe.
Jeg siger dette, at du ikke meer skal skrive
Om de forslidte Skoe, at Dommen ey skal blive:
En Syel i Haanden paa Spectators Copiist
Er bedre end en Pen jeg slutter gandske vist.
Naar du vil holde os i gode Kiøbe=Toner,
Saa stræb herefter, at vi faae Prælectioner
Fra din Maglster=Mund, der kand beviise, at
Du paa Spectators Verk med Grund har taget fat.
Stræb ogsaa, at du ey skal et Spectakel blive,
Og selv Materie for Sande=Manden give,
Lad paa Theatrs see, at du ey spiller Nar,
Saa troer jeg og, at du ingen Fare har,


91


For Sande=Mandens Pen, og Folkets slette Domme,
Ja selv jeg ikke da for nær dit Ark skal komme;
Men ene sigte mod min gamle Fiende, som
Nu for sit Dadler=Ark kand vente paa min Dom,
Spectator, hvad J har mod Dadler=Pakket skrevet,
Er efter billighed ey vel optaget blevet;
Thi Eders Slutning er ey alle Steder ret,
Med liden Møye jeg skal strax bevise det.
jeg dadler ikke, at I dem til Rette sætter,
Der drive stedse Spot med Skabnings Bræk og Pletter;
Men at hver Bræk J vil tilskrive Skaberen,
Beviiser, at J ey har styret Eders Pen.
B er en Krøbling; men hans egen Faders Laster,
Har giort ham denne Bræk, om man end Skylden kaster
Paa GUd, saa giver man jo Himlen Skyld for det,
Som den fra første Tid har dannet Regel -ret.
En doven Moder sees sit Barn at overgive
Til uforsigtig Skarn; hvad Under det kand blive
Beskadiget, naar den, som Barnet har paa Skiød,
Ey skiøtter, om det end sin Ryg og Arme brød?
Hvor mange see vi ey sig Krøblinger at giøre,
Et overdaadigt Liv fordi de stedse føre?
G haver ved sin Drik sit Maal og Mæle tabt,
Men hvo vil sige, at han er saaledes skabt?
At mangen Iguorant slaar Rynker paa sin Næse,
End ogsaa naar han kand de beste Skrifter Læse,
Jeg nægter aldrig; men Vankundighed er en
Alleene Aarsag, at man gaar paa Dadlers Vey.
En Mand, som stedse man ved Pennen seer at hænge,
Sig bilder ind, at han, som skrevet har saa længe,
Har eene Rettighed at skrive, derfor han
En andens Skrifter ey for nogen rose kand.
Jeg irrer ikke, om Misundelse jeg regner
Som Aarsag, hvorfor man et Dadler=Merke tegner
Ved deres Skrifter, som for Lyset komme frem,
Endskiønt de skreven er med største Fynd og Klem.
Jeg har ey Leylighed at røre meer ved dette,
En kort Erindring jeg til Slutning kun vil sætte:
Spectator stræb, at J af nogen ikke skal
Faae allerførste Sted blant Dadlers store Tall.
Bøy Øre til mit Raad, lad Philosophen skrive,
Og lad hans egen Pen hans beste Dommer blive;
Thi om han skriver vel, han skrive bør i Roe,
Hvis ikke faaer han selv paa sit Papiir at gloe.
Da jeg et Rygte fik om Eders Kriig at høre,
Jeg nægter ikke, at det skurred i mit Øre;
Den Stakkel frygter dog, og beder Eder, at
paa Journalen ey mod ham vil tage fat.
Giør fyldest da hans Bøn, maaskee han har en Mave,
Der af Philosophie sin Føde ey kand have,
Det skader Eder ey, endskiønt hans sultne Pen
Giør lidt Figurer, bliv i dette dog hans Ven.


No. 24.
Udgivet den 4 Decembr. 1744.
Plurima Judicibus cum munera mittis amicis,
Sordidus es, Tulli, munificusqve simul,
Munifici signum est animi, dare munus ami¬
cis:
Munera Judicibus mittere, avaritia est.
A¬
t handle tvert imod sin egen Lærdoms Grunde,
J sine Skrifter, og sig sige selv imod,
Kand den, som har Fornuft, bifalde ingenlunde,
En Sag bør stedse staae paa en bestandig Fod.
Vor Verden samlet er af heel adskilte Deele
Hver Deel, saa siger man, er som et Kiede=Led,
Beskadiges en Part, man slutter, at det heele
Paa ingen Maade kand bestaae og blive ved.
Den ene Ting er til allene for den anden,
Derfor maa Ondt og Godt i Verden være til;
Sligt forhen haver jeg vel læst hos Sande=Manden,
Men tvert imod han nu sin Læser lære vil.
Om noget Onde kand paa Jordens Klode findes,
Hvor af vi meget Godt kand see at springe ud,
Saa bliver Tvistighed det største, jeg kand mindes;
Thi gyldne Frugter sees af dette onde Krud.
Hvo vilde støde om Naturens første Grunde,
Forjage Kierlighed til Næsten af sit Bryst?
Hvo kand vel agte dens Principia for sunde,
Som andres Undergang befordre kand med Lyst?
Vel synes Tretter om Ukierlighed at bære
Det største Vidne, men, naar Sagen agtes ret,
Saa den, som paa een Kant ukierlig sees at være,
Paa anden renset er fra en saa heslig Plet.
At denne mørke Sag jeg lidet Lys skal give,
Exempler Læseren jeg forestille vil,


94
Der, som jeg meener, skal saa tydelige blive,
At man ey nødig har, at legge meere til.
B er en Trette-kier, der stedse sees paa Tinget,
Der alle Tider Horn i andres Side har,
Endskiønt hans Sager ey har meget vel gelinget,
Man bliver dog endnu hans Trætte=Syge vaer;
Men hvo vil sige, at han er en svoren Fiende
Af Kierlighed? o ney, han har en ædel Siel,
Han skiøtter ey om han skal tabe eller vinde,
Naar kun Betienterne kand stedse leve vel.
Hans Dørre aabne staaer for den Velviise Dommer;
Og, som han veed, at han foragter ey en Taar,
Saa møder han ham og med Glasset, naar han kommer,
Og taaler ey, at han af Huuset ædrue gaaer;
De komme til Accord, og Dommeren skal have
For sin Bevaagenhed, en Tønde avret Smør,
To Grise og et Lam, foruden Penge=Gave
Kald denne Borger nu ukierlig, om du tør
To Øre=Smykker, at forære Præstens Kone,
At Manden tabe skal ugrundet Myndighed,
Er intet her imod, ney, B en anden Tone
Vil qvæde, naar han har en anden giort Fortred;
Han skielder, drikker, slaaes, han føler sig i Laster,
Og i Uroelighed med Forsæt styrter sig;
Han alle kloge Raad med Bitterhed forkaster,
Just for han Dommeren med sit vil giøre riig.
At giøre andre Gødt foruden egen Skade,
Bør vel berømmes, og man kalder det en Dyd,
Men den, som sees sig selv for andres Skyld at hade,
Fortiener Ære=Sang med høyt Basune=Lyd;
Det kaldes Helte=Dyd, som faa kun haver øvet,
At sælge hvad man har, og give anden Ven,
At hielpe andre op, og krybe selv i Støvet
At løse andre, og selv gaae i Fængsel hen.
Med saadan Helte=Dyd Bstedse har sig prydet,
Han haver altid havt en uretfærdig Sag,


Og just af denne har en Dommer Frugten nydet,
Paa saadan Omgang jeg tør aldrig kaste Vrag.
K skinner, som en Soel, af mange store Dyder,
Hans Rygte over alt paa beste Maade staaer,
Hans Yndest Strømme=viis til Hospitaler flyder,
Og Sognets Fattige sex Tutter aarlig faaer.
Han veed, den vakre Mand, at Gavmildhedens Straaler
I Øyet stikker stærkt, og at en ærlig Mand,
Der skienker Fattige af sine Rigdoms Skaaler,
For Ødselhedens Last saa snart beskyldes kand,
Hans Øyne staaer i Vand, naar usel Betler=Klage
Ham uformodentlig for Øret komme kand,
Han krymper sig, naar han en Skilling kun kand tage,
Og rekke den til en ynkværdig fattig Mand.
Det ædle Hierte, som han udi Livet bærer,
Kand saa bevæges ved den Armes Trang og Tarv,
At det en sikker Vey ham uden Ophold lærer,
Hvorledes allerbest han deele skal sin Arv.
Han søger Sted blandt dem, der Vinens Gud tilbeder,
Paa en sig vælter ind med Helte=Tapperhed,
Han ved en Kindhest sig til Tinget Vey bereder,
Men skulde han vel for en Dom sig giøre vred?
Oney, han Øyet op til Himlens Skyer kaster
Med Tak for saadan Dom, der gav ham Leylighed,
At han kand vise det, hvorfore man ham laster,
En imod Fattige prisværdig Gavmildhed.
Det var mig, siger han, en Bagatel at vinde;
Thi Dommeren og jeg hinanden godt forstaae,
Det var mig gandske let hans Øyne at forblinde;
Men hvorfor skulde jeg paa slige Veye gaae?
Jeg heller give vil de Fattige min Tutte,
Og tiene Himlen ved min Næstes Kierlighed,
End nogen Skilling ned i Dommer=Lommen putte,
Der, som man siger mig, af ingen Næste veed.
Foruden den, som nær hans høyre Haand vil komme,
Og give den en Glands af deyligste Metal,


Hvi


Hvorved formildes strax de haardt betænkte Domme,
Og Uretfærdighed faaer Plads blandt Dyders Tal.
Sæt all Partiskhed nu, min Læsere, tilside,
See an det Gode, som af Tretter flyde kand,
Døm saa, om billighed befaler os at stride
Mod Næstens Beste, mod den Danske Sande=Mand.
Vi Kirker skue kand ved Trætter at florere,
En Dommer, Advocat at blive Herre-Mand,
Ja Fattig=Cassen sees sig ogsaa at formeere,
Mon noget bedre da, end Trætte være kand;
Du kloge Dommer, som maa sættes haardt til rette
For det, som Ære dig i Sandhed give bør,
Giør vek kun dine Snit, og keer dig ey om dette,
At en Privat Skribent dig Sandhed sige tør.
Med Land=Fiscalen hold kun stedse gode Miiner,
At du ey nogen Tid skal falde for hans Haand;
Og seer du, at en Orm ham udi Hiertet piner
Saa qvæl du Ormens Veyr ved Kraft af Gyldne Baand.
Vil dette hielpe ey, saa grib til andet Værge
Jeg veed, at Borgerne dog bære den Credit
For din Person, at de mod Sandhed gierne sværge,
At de ey vide med dig meget eller lidt.
Jeg haver læst engang en meget daarlig Grille,
En underlig Project, som en var falden paa,
Der vilde Dommeren ved beste Stykker skille,
Og, om jeg mindes ret, var dette Forslag saa:
Man prøver en Jurist ved Spørsmaal, for at vide,
Om han blandt Dommere i Landet tiene kand:
Det duer intet; thi man kand derpaa ey lide;
Jeg veed en anden Vey, at prøve hans Forstand:
Naar han sig mælder, for en Dommers Stoel at klæde,
Ved Guldet allerbest hans Hierte prøves kand:
Thi smitter det hans Haand, han bør paa Dommer=Sæde
Ey sættes; thi han er da ingen ærlig Mand.


No. 25.
Udgivet den 11 Decembr. 1744.
O! pulchrum caput, sed cerebrum non habet.
T¬
ak, store Philosoph, for dine sidste Blade,
Jeg din Philosophie ey længere kand hade,
 iisdom overgaar den viise Mands i Fyen,
g ey kand roses nok af Bording eller Kyhn.
Du som hin kloge Sphinx dig saa i Veyret svinger,
At, hvis en Oedipus til Hielp os ikke springer,
Døren maa vi staae ved din Philosophie,
Og raabe: Mester (a), vi os finder ey der i!
Dit andet Stykke var elendig sammenflikket;
Men dette derimod som Mester=Stykke skikket.
Det andet lignede en gammel pialtet Skoe,
Det sidste smager af en philosophisk Troe.
Dit Verk er ypperligt i alle sine Poster,
Lyksalig Dag! da du dit skiulte Hierne=Foster
Til Lyset sendte og for Dagen lagde frem
J philosophist Stiil med Eftertryk og Klem.
Du haver fuldt mit Raad, og givet meer for Penge,
Maaskee til Penge for du finder dig at trænge,
Min svage Seene-Saft jeg i din Penge=Krop
Vil gierne kaste, hold kun ey for hastig op,
At blive saftesløs i dine Uge=Blade;
Mon jeg kand siges vel at tage nogen Skade,
Naar for en Styver jeg Fornuft tilkiøber mig
Hos den, som trænger selv, Fornuft at kiøbe sig.
Det er en egen Kram Fornuften at bortselge,
Et saadant Haandverk jeg mig aldrig vil udvælge,
Jeg maatte min Fornuft saa længe selge bort,
At selv til sidst jeg kom i Regningen til kort.
(a) For nogenledes at blive ved Dansken.


Hvor


98
Hvor vil det gaae med dig, du store Wolfianer,
Der Folk til din Fornuft ved Penge Veyen baner,
Og udi Alne=Tal paa Maale=Konstens Viis
Udmaaler din Fornuft for en civile Priis.
Vil Glose=Bogen ey indbringe sine Renter,
Man hos Philosophie da beste Forslag henter:
Men see, det ene med det andet er forvendt,
Og som Vanskabninger for Danske Øyne sendt.
Saaledes gaaer det den, der haver høye Tanker
Om sin Capacitæt, skiønt han i Blinde vanker
Den Slidder Sladder, som ey giver noget Gavn,
Man giver af Fornuft et meget prægtigt Navn.
Hvis jeg ham kiendte ey, med Løven maa jeg sige,
Af Marken maatte jeg med skrækket Hierte viige,
Nu holder jeg dog Stand; jeg veed, han bliver den,
Om hvilken Phædrus har et Ord i Fabelen.
Hvis jeg mig kiendte ey og mine svage Kræfter,
Hvis alt for høye Ting jeg kunde komme efter,
Jeg Philosophens Ark vel skulde gribe an;
Men, da det overgaaer min Hierne og Forstand,
Jeg vil til anden Mand dets Domme overlade;
Dog hvad jeg bliver vaer udi de sidste Blade,
Som jeg begribe kand at være heel forrykt,
Og ey undskyldes bør, som det, der er fortrykt. (b)
Med tre a fire Ord jeg drister mig at røre:
Hør Mester, siig engang, hvad gier dig Ret at giøre
Et Menneske, som du for Menneske seer an,
Til Sparebøsse, siig, om sligt undskyldes kand.
Dog see, vor Philosoph vil søge her at skiemte;
Men det er ilde, at mit sidste Raad han glemte;
Thi hvis Fornuftens Regl han brugte i sin Skiemt,
Sit Jndfald havde han i Sparebøssen giemt.
Saa
(b) Jeg har fundet adskillige Trykke-Vildelser i mine forrige Stykker,
der har gjort Meeningen ofte uforstaaelig, naar Læseren ey selv har
kundet rette dem; Men man giør ofte Bogtrykkerne Uret, og und¬
skylder sin egen Vankundighed med deres Uagtsomhed.


Saa meget har han dog af sund Fornuft tilbage,
At han kand merke, hvis hans Blade skal behage,
Af Skiemt og Alvor de maa endelig bestaae;
Thi Krammen ellers vil fra Hænder ikke gaae.
Af denne Aarsag laer han hurtig Pennen løbe,
Ey stiøtter om han end sin Daarlighed skal røbe,
Han stiler sine Snit paa Daarers store Tal,
Vil andre kiøbe ey, saa veed han, disse skal.
Om nogle har han sagt, at de med Lykke seyle,
Ey for Dumdristighed, men sund Fornuft de feyle,
Mon jeg forseer mig, naar jeg bruger disse Ord
Om Philosophen selv, hvis Daarlighed er stor?
Mon han vel skulde frem med saadan Sladder komme,
Og sige, at en Mand sig bærer i sin Lomme,
Hvis Dumhed samlet med Dumdristighed blev ey
Den Vind, der førte ham paa Daarlighedens Vey?
Men blant fornuftig Skiemt vi vil hans Tanker sette,
Han vinder, meener jeg, dog intet meer ved dette,
End at vi kalde ham en Spare=Bøsse kand
Med samme Ret, som han kand kalde anden Mand.
En Penge=Puger han saa kalder, kand jeg tænke¬
Der Slave=bunden gaaer i Gierighedens Lænke,
Og giør sin stygge Last for alles Øyne klar,
Naar egen Fordeel han for Øyet stedse har.
Men skulde jeg vel troe, at Kierlighed til Landet
Er eeneste Motiv, og ikke noget andet
At Philosophen sig paa Pladsen lader see
Med sin Fornufte=Kram iblandt Tilskuere?
Ney, tydelig han har i denne Sag sig blottet,
Da han i andet Ark endog med mig har spottet,
(Om jeg og dette Navn hans Tanker give kand,
Der røbe saare lidt af Menneske=Forstand.)
Hvis han ey kunde sig til Spare-Bøsse giøre,
Han skulde da vel ey saa hurtig Pennen føre,
Hvis han ey blindet var af andres Penge=Pung,
Sin egen skulde han da ikke giøre tung.


100
Dog det er ey min Sag, jeg under hannem gierne,
Hvad han fortiene kand ved Pseudosophisk Hierne;
Med dette har jeg ham kun givet at forstaae,
At han ey kalde Folk en Spare=Bøsse maae.
Og hvis han oftere med saadant skulde komme,
Saa siger jeg, at han i høyre Buxe=Lomme
Har sluttet sin Fornuft; men dette just forglemt,
Og derfor selger sin urimelige Skiemt.
At hans Hukommelse ey meget stærk maa være,
Jeg slutter; Thi jeg seer, han ofte os vil lære,
At som Philosophus han pranger med Fornuft,
Og med sin Hierne=Dunst besmitter Danske Luft.
Jeg gad allene vidst, hvad Sande=Manden tænker,
Naar Philosophen ham saa høye Titler skienker?
Jeg bluedes, om jeg mig saa betitlet saae
Af den, hvis Ord hos Folk saa lidet kand formaae.
Om den, som er en Nar, min Klogskab vilde prise,
Jeg frygtede, at Folk det holdte for en Vise
Om een, der nyligen Forstanden havde tabt,
Og uformodentlig til Skifting var omskabt.
En Sags Beskaffenhed man hører ikke gierne
Af Hykler=Pak, og dem, der haver Grød for Hierne;
Den Roes er grundet, som sig grunder paa Forstand,
Den duer intet, som en Daare give kand.
Men jeg, hvad har jeg giort, at jeg saa længe bliver
Ved Philosophen, og ey mine Tanker giver
Om Arket, som jeg seer fra Danske Sande=Mand,
Hvor Advocater han saa dristig griber an.
Bliv, Læser, ikke vreed, at Philosophens Blade
Med deres Narrerie har gjort dig denne Skade,
At min Ataqve du imod Spectator faaer
Da først at see, naar du til andet Stykke gaaer.


101
No. 26.
Udgivet den 11 Decembr. 1744.
Fortunam metire tuam, miser haud potes
esse:
Esses, si fieret nullus in orbe miser.
J¬
eg mig undrer Hr. Spectator,
At J ey af Procurator
Stevnet blev til Verne=Ting,
da J spendte Eders Bue
Og fordristede at true
Ordenen med Morder=Sting.
Skulde jeg, som J vel skrive,
Haarde Domme dennem give,
Som sig stedse pryde med
Bare Procurator=Dyder
Og hvis Læber stedse flyder
Med oprigtig Kierlighed?
Hvormed skulde de vel viise,
At de høylig Freden priise
Uden et sagtmodigt Sind?
See om nogen har sig røret,
Da det Stykke kom for Øret,
Hvor J kløde deres Skind;
Hvor J Procurator-Sagen,
Lagde tydelig for Dagen,
Skiønt ey saa omstændelig,
Ney de meget kand fordøye,
Og det Arbeyd, Fliid og Møye
Som man vilde giøre sig,
For at hindre deres Rænker
Bliver uden Frugt jeg tænker;
Thi de med Kaalsindighed,
Hører alle slette Domme,
Stikke meget udi Lomme,
Naar de forud ikkun veed,


102
At ved nogle døde Blade,
De kand tage ingen Skade
Udi deres gamle Snit.
Men med et fornuftigt Øye
Naar vi Sagen agte nøye,
Feyler jeg kun meget lidt,
Om jeg Advocater giver
Navn af det, som ofte bliver
Midler udi Himlens Haand,
Til at straffe manges Laster,
Som til Tinget ofte haster
Af en Trætte=fyldet Aand.
L. er en bekiendt Bedrager,
Tænk, hvor mange sig beklager
Over all den Uret, som
Sine Brødre han tilføyer
Naar han deres Gods fordøyer,
Stolende paa saadan Døm,
Som man af en Mand kand vente,
Der Retfærdighed paa Rente
Skammer sig at sætte ey.
L. beslutter sig at væbne
Med en Talsmand; men hans Skjebne
Fører ham paa Betler=Vey,
Advocater ham udsue,
Og med Armod sees at true;
See vi ikke Himlen her
De Fortrængtes Sag at tage,
Og ved Advocat at plage
Den, som komme vil for nær.
Andre paa forbudne Veye¬
Og fra Dydens Stie vil skeye
For sig selv at giøre riig.
Naar vi dette ret betragte
Vi en Tals =Mand da kand agte
Bødelen at være liig;
Her ved mig i Tanke rinder,
Hvad jeg hos en Autor finder
Tegnet om en Trætte an,


Som imellem to begyndtes,
Der af Hovmod begge syntes
Ey at have Overmand.
Procurator var den ene,
Der med Magt sig vilde meene
At besidde Fortrins Ret
For den anden, der var Læge,
Da de længe havde begge
Drevet Tiden bort ved det;
Reyste sig en Nar ved Bordet,
Vilde føre Megler=Ordet,
Og i Sagen dømte saa:
Da en Røver engang maatte
Hovedet for Sværdet blotte,
Og til Pladsen skulde gaae,
Reyste sig en selsom Trætte,
Hvem der burde gaae med Rette
For i Veyen, enten hand
Skulde nyde selv den Ære,
Eller den, der skulde være
Efter Lov hans Bane=Mand;
Sagen man for Dommen førdte,
Øvrigheden den afhørdte
Og i Sagen dømte saa:
Bødelen skal Tiener være,
Røveren bør nyde Ære,
Som fornemste, for at gaae.
Hvad i sær jeg ey fordrager,
Er, at man blandt Lande=Plager
Giver Advocater Sted
Fordi man betragter ikke
Sagen ret til Punct og Prikke;
Thi de burde regnes med
Blandt det Onde, som det Gode
Meget hielpe kand paa Fode,
Hvilket let bevises kand:
Naar en Mand sig seer bedraget
Bliver smukt ved Næsen taget
Af en Procurator Haand;


103


104
Muuligt, han sig da betænker,
Før sin Velfærdt han bortskienker
For at gaae i Armods Baand.
Muuligt, han sin Lyst forandrer
Og til Tings ey meere vandrer,
Naar han sin Forsvarer seer
Penge af sin Fiende tage,
Og sin Principal bedrage,
Hvilket alt for ofte skeer.
Vilde Tiden mig tillade,
Og jeg havde fleere Blade,
Kunde jeg end vise meer
Godt af denne onde Kilde;
Nødig jeg derfore vilde,
At man denne Sect beleer.


105
No. 27.
Udgivet den 18 Decembr. 1744.
Nil numerare juvat, nil addere semper acervo
Multiplicare nihil: divide, tutus eris.
N¬
aar Naboe ikke vil, man nogen Fred skal have,
Hvad under, at man da til Værge sig maa lave,
Naar Philosophen sig i Skindet holder ey,
Bør jo Poeten gaae sin gamle Fryde=Vey.
Jeg saa indstændig seer vor Philosoph at bede,
At Danske Læsere ey vilde blive kiede,
Men stedse blive ved at legge Skierven hen
J Sparebøssen til en philosophisk Pen.
Det er den Kierlighed, jeg slutter han begierer,
Det skader hannem ey, om alle end raillerer
Med hans Philosophie, naar Næringen kun gaaer
Med Lykke for sig, og ey tager noget Skaar.
Han venter Kierlighed af alle tør han skrive,
Sin Fiende meener han dog stedse mig at blive
Ney men! jeg elsker ham, dog paa poetisk Viis,
Men paa hans Blade jeg ey sætter nogen Priis.
Jeg elsker hans Person, jeg hade bør hans Drømme,
Naar han kun som Skribent af Pladsen vilde rømme,
Med ham til rette jeg da uden Sværdslag kom
Og skaanede ham for en haard, men sandrue Dom.
Jeg skulde ikke dig den mindste Modstand giøre,
Hvis jeg af alle ey med Ærgernes maa høre,
At, hvad du skriver, er kun Daare=Kiste Snak,
Der Penge skaffer vel: men ikke megen Tak:
Du burde skrive saa, at Danmark havde Ære
Af din Philosophie, og Dyden kunde lære,


106
Men naar din usle Pen her handler tvert imod
Hvor kand du vente da at Dommen bliver god?
Du siger, at jeg har af en forrykket Hierne
Paa Pegaso mig sadt, jeg taaler dette gierne,
Thi posito, jeg er forvildet i mit Sind,
Med større Frihed jeg da kradse kand dit Skind.
Trods du kand nægte, hvad jeg om dig haver skrevet
J Arket, som dig har til din Suppliqve drevet
En Mand, der lidet har af Menneske=Forstand,
End ey den mindste Punct med Grund modsige kand.
Ver kun forsikret, at den eneste du bliver,
Der af Philosophie dig Navn og Titel giver,
Med mindre dette Navn kand bæres af en Mand
Der som et Menneske har mindste Gran Forstand.
Hin Tydske Jacob Bohm har bedre raisoneret,
Og ved sin Syel og Skoe ret kiønt philosopheret,
Det klogeste som jeg hos dig kand blive vaer,
Kand siges af enhver, der mindste Hierne har.
Forskiællen meener jeg allene den at blive,
At efter et Bestik jeg finder dig at skrive,
Og igientage tidt een og den samme Ting
Da andres Hierne giør ey slige Gante=Spring.
Du røbet har din Smag, den har sig meget ilde,
Thi den, som kalde det et lystigt Jndfald vilde,
Der siger, at en Degn er fød af Gradual,
Beviser noksom, at han selv er bleven gal.
Du meener at jeg skal din svage Pen ey røre,
Naar Tiden maatte mig af Pegaso nedføre;
Du irrer; Thi en Sag, der stedse daarlig er,
Er stedse, meener jeg, en haard Critiqve værd.
Jeg kunde lægge frem for Verden dine Tanker,
Og vise, at hvor tidt du end din Pande banker,
Saa bliver din Fornuft dog bedre ey der ved,
Men at du har fortient i Daare=Huus et Sted.


Men


Men hvorfor skulde jeg med dette mig umage,
Og anden Dommer sin Materie betage?
Lad Sande=Manden selv sin Sag forsvare, jeg
Nu agter billigen den gode Mand en Streg.
Han skierper Pennen mod en meget yndig Fiende;
Men vi kand sige, at han skriver udi blinde;
Thi den, som sigte vil mod Gierrighedens Lask,
Til Verden haver reent sin Kierlighed bortkast.
Jeg har mig foresat i mine Uge=Blade,
At vise, at man ey bør alle Laster hade;
Med alt det Onde man just ey bør drive Spot;
Thi ofte føder det dog noget, som er godt.
Spectator siger, naar han Gierrighed betragter,
Han billig denne Last for saadan en eragter.
Der mod Fornuften meest er stridig; skulde han
Vel sige disse Ord med nogen sund Forstand?
En Sag det er, hvordan Fornuften burde være,
En anden, hvordan den nu er; hvo kand begiere,
At den, som Slave er, skal føre Herre-Navn,
Og den, som irrer selv, skal føre Folk i Havn.
Man raaber stedse paa Fornuftens Herredomme,
Man ønsker, at den Tid dog engang vilde komme,
Da Mennesket i sær sin Ondskab kunde see,
Det skulde ikke da i Lasters Søle lee.
Forgieves meener jeg et saadant ønske bliver
Forgieves meener jeg mod Gierrighed man skriver,
En Gierrig tænker, at han bruger sin Forstand,
Skiønt andre kalde ham en meget daarlig Mand.
Han seer, at han sig ey igiennem Verden slider,
Med mindre meget Ondt for Skillingen han lider,
Han det Tilkommende for Øyet stedse har,
Just derfor bliver han saa mange Poster vaer,
Jom efter Verdens Skik, udfordrer store Penge,
Han heller samle vil, end selv til sidst sig hænge,


Nag


107


108
Naar han Lyksalig hed i Penge sætte vil
Saa sætter han ey sin Lyksalighed paa Spil.
Fornuften lærer os vort eget Gavn at fremme,
Bør da den Gierrige sit eget Gavn forglemme?
Hvo siger, at han skal for daarligt det ansee
Som andre driste sig, som daarligt at belee?
Naar Gierrighedens Træl saaledes raisonerer,
Som Sande=Manden os hans Slutninger formerer,
Saa taler han, som den, der beste Hierne har,
Og ingenlunde bør passere for en Nar.
Et Menneske, der saa sit Liv i Verden fører,
At han sig bilder ind, at alting ham tilhører,
Han eene er i Stand at være Lykkens Søn,
Lyksaligheden blir og uden Tvivl hans Løn.
At Lysten voxer med de store Capitaler,
Er heel naturligt; thi, naar Mennesket afmaler
J Phantasien, hvad han har at give ud,
Han bør tilbede jo desmeer sin gyldne Gud.
Jeg undrer ikke, at den Fattige sig giver
Tilfreds; thi Byrderne de Riiges ene bliver,
Tænk, hvad Huusholdninger, hvad Moden fordre kand,
Og lær, at skaane dog en heel fornuftig Mand.


109
No. 28.
Udgivet den 18 Decembr. 1744.
lmbecillitate aliorum
Non nostra virtute valemus.
Cicers.
D¬
et er slet ingen Konst mod Gierrighed at skrive,
Det koster ikkun lidt en anden Regler give;
Men selv at vandre paa Uskyldighedens Vey,
Er noget, som saa let sig lader giøre ey.
d) Bortkast din Lystes Aag, lad din Fornuft regire,
Saaledes kand man vel mod andre procedere,
Men naar det gielder om at tvinge eget Sind,
Saa stritter man imod saa krymper man si Skind.
En Mand, som Afskye har for Bachi Drue=Drikke,
Kand sige ved sig selv, at han begriber ikke,
Hvorledes Mennesker kand finde Lyst til sligt
Og saa forglemme reent sin Skyldighed og Pligt.
Men om han fandt sig selv tilbøyelig at være
Til samme stygge Last, han skulde da vel lære,
At Lasten ey saa let paa Dørren jages kand,
Som man kand sige, at den ziirer ey en Mand.
Jo sødere vi seer en Feyl og Last at være,
Jo mindre vil vi til paa Dydens Aag at bære,
Det første synes os en rigtig Himmel Vey,
Det sidste meener vi, at vi behøver ey.
En Last kand kildre saa et Menneskes Gemytte,
At i hans Phantasie den giver største Nytte,
Og, naar han drømmer saa, hvo vil da undre, om
Han fælder over Dyd den meest forvendte Dom?
Om Gierrighed i sær jeg drister mig at sige
At den i Hiertet sig kand meget hastig snige
Saa meget større, som vi finde kand dens Skin,
Saa meget snarere den Hiertet tager ind.


110
Jeg holder for, at vi kun meget faa skal finde,
Der Øyet lader ey af denne Glands forblinde,
Erfarenhed har lært, at den som skrevet har
Mod Gierrighed, har gjort sig selv til gierrig Nar.
Vel sandt vi finde dem der Penge har foragtet,
Der Guld og Penge som et intet har betragtet;
Men disse ere kun i Verden meget faa,
Og mon de derfor just paa Dydens Bane gaae?
Ney skiønt Metallet ey kand deres Hierte røre,
De lade sig derfor paa Dydens Vey ey føre,
En Last kand ofte mod en anden føre Krig,
Og om endskiønt man ey har Lyst at være riig.
Paa Klumper Guld og Sølv, man dog kand andet ynde,
Hvorved i samme Grad mod Himlen man kand synde,
Det er ey nogen Dyd at man foragter Guld;
Thi Siælen være kand af Hovmods Vinde fuld.
Hvad os fortælles om hin store Alexander,
Beviiser, at man tidt en Lyst og Last forbander,
Ey fordi Foden paa en dydig Bane staaer,
Men for af anden Last man Slave=bunden gaaer.
Da denne store Helt fandt Verden alt for ringe,
Som under Trældoms Aag han kunde undertvinge,
Da Persers Konge han snart havde ødelagt,
Man tænkte da paa et Freds Forbund og Contract.
Man tilbød Kongen en anseelig Summa Penge,
Hvis han ey længere med Krigen vilde trænge,
Men Alexander, som sig kaldte Guders Barn,
Den Penge=Dynge holdt for Lapperie og Skarn.
Parmenio, som saae, at Krigen kunde endes,
Om Kongens Sind til Fred ved Penge kunde vendes,
Skal have sagt var jeg i Alexanders Sted
Jeg skulde denne Sum i Kisten legge ned;
Og jeg, var Kongens Ord, det samme vilde giøre,
Var jeg Parmenio. Saa lidt kand Penge røre
En Mand, som ligger syg udaf Ærgierrighed,
Og for sin Sygdom ey at sætte Grænse veed.


Specta¬


Spectator skriver om de mange onde Følger
Af Gierrighed, men han det meget Gode dølger,
Som jeg indbilder mig ved denne Last at see,
Og derfor taaler ey dens mange Dadlere.
Naar Gierrighedens Last til Grunde man vil kaste,
Med manges Undergang, mig synes, man vil haste;
Det Gode, som jeg seer af denne onde Rod,
Giør, at jeg træder ey just Lasten under Fod.
En Penge=bunden Træl sig synes selv at hade,
Men andre af hans Last har ikke megen Skade,
Jeg sætter, Lasten blev af Verden jaget bort,
Jeg troer, mange da kom merkelig til kort.
Naar en bemidlet Mand fra Verden Afsked tager,
Naar Skin af blanken Guld hans Arvinger bedrager,
Naar disse meene, at man Uret giører dem,
En Procurator da sit Hoved stikker frem.
Han siger: Kiere Ven, J meget meer bør have,
Er J fornøyet med de andres Naade=Gave:
Lad Retten give Jer den Ret J have bør,
Kom an, jeg Sagen selv for Eder føre tør.
Han venlig taler da med begge Vederparter,
Med største Høflighed dem begge han opvarter
Til sidst, naar Sagen har henstaaet nogle Aar,
Hr. Advocat da med den beste Deel bortgaaer.
Vor Mester, som sig Navn af Verdslig Viisdom giver,
Mig synes uden Tvivl, i sidste Stykke skriver,
At han ey fatte kand, hvorledes nogen Mand
Af andres Onde vel i Verden leve kand.
Kand han, den Stakkel! ey saa klar en Sag begribe,
Saa maa jeg sige ham, at Advocater slibe,
Naar andres Gierrighed dem kalde for en Ret,
Mon en Ulykke vi kand ikke kalde det?
Og af Ulykke mon det ikke er at leve,
Ja mangen seer vi jo i største Pragt at sveve;
Naar Kilden dages op, saa bliver Slutningen:
Hans Fader været har af Gierrighed en Ven.


111


Man


112
Mon I. sig skulde vel saa stadselig opføre,
Og mon han kunde vel saa mange Luft=Spring giøre,
Hvis Faderen ey var en Jens von Nitten Gryn,
Hvis Penge=Straaler har forblindet andres Syn?
Jeg veed, at F, som jeg et Menneske maa være,
J seer ham daglig paa et Legeme at bære,
Der ey kand trænge sig igiennem Dørre, naar
Man slutter dennem til, han dog igiennem gaaer.
Jeg banker stedse paa, men ingen mig oplader,
Hver Tiener, som mig seer, som Lænke=Hund mig hader,
J deres Øyne er jeg kun et Stakkels Drog,
Den de kand vise bort, som anden Tigger=Pog.
Men, naar F mælder sig, han finder Dørren aaben,
Man hører ikke da til nogen Skrig og Raaben,
Hvad vil J, kiere, jeg nu haver ingen Tiid,
Og andet meere, som jeg tie vil med Fliid.
Naar Penge slige Ting, og meget meer udretter,
Blandt Daarer dristig jeg da alle dennem sætter,
Der imod Gierrighed vil skierpe deres Pen,
En Last, der viser sig af Mennesker en Ven.


113
No. 29.
Udgivet den 24 Decembr. 1744.
Ut sapiens Line, fis, nil nisi posse deest.
N¬
u legger jeg min Pen, og vil ey meere skrive,
Mod Philosophens Ark, helst naar min Dom skal
blive
At hvad jeg dadler, skeer af en uægte Grund,
Af Frygt jeg derfor ey oplade tør min Mund.
Men pleyer en Poet at lade Modet falde?
Helst naar en andens Pen til Feldten han vil kalde,
Jeg tænker billig, at en Apollinisk Mand
Er høyt forbunden til at holde stedse Stand.
Dog ney! min Fiende sees at bruge nu sin Styrke,
Jeg seer ham Dag fra Dag sin Hierne at uddyrke,
Han haver sin Fornuft saa længe holdt til Falds,
At han er bleven til en Stats=Mand paa en Hals.
Vel har jeg Fordum hørdt, at Knubbe kunde blive
Til Guder; men om jeg skal reene Sandhed skrive,
Saa synes mig, at den Forvandling liden er
Mod den, som jeg i hast med Philosophen seer.
En Mand, som ey forstaar sin Moders Maal at tale,
Som egen Daarlighed for andre vil afmale,
f Stats Affairs sees at føre nu sin Pen.
Men hvo kand sige, hvor den stakkels Mand vil hen?
Det Spørsmaal om en Mand, som Scepter sees at bære,
Skal heller paa sit Slot, end udi Marken være,
Naar Fienden falder ind og griber Landet an,
Besvarer vor Skribent med ugemeen Forstand.
Saa uden for sin Skoe en Mester klog kand være,
Af Philosophens Svar vi tydelig kand lære,
Men skiønt Spectator ey har givet noget Svar,
Han dog om denne Sag langt bedre skrevet har.
Dd


Om


114
Omstændigheder bør vi stedse jo betragte,
Og naar en klog Regent for nyttigt det kand agte,
At han med sine Folk mod Fiendens Vaaben gaaer,
Og som en General i Spidsen for dem staaer.
Naar han sig ikke trygt paa andre kand forlade,
Og i sit Cabinet ey hindre kand den Skade,
Som en Forræder kand tilføre hans Armee,
Saa bør han sin Person i Marken lade see.
Det ikke lidet kand Soldatens Hierte røre,
Naar han sin Konge kand med sin Commando høre;
Han sigte skal med en fordobblet Tapperhed,
Naar han sin Konge selv til Feldten seer bereed.
Bliv ved, Spectator, saa ey noget Svar at give
Paa Eders Spørsmaal, at vor Philosoph kand skrive,
Han skriver bedre end hin kloge Mazarin,
J mindste bedre end een to Aars Skriver=Dreng.
Men kiere Mester siig, hvorledes kand det komme,
At du dig viser haard i dine Blade=Domme,
Spectator giver du paa Løgners Liste Sted
Hvorledes meener du, han er tilfreds dermed?
Vel sandt du skiælder ham ey i saa grove Toner,
Men Skiælds=Ord, Skiælds=Ord er, endskiønt Expressioner,
Som bruges, blive sat i fiin og naadig Stiil,
For ey at røbe strax en giftig Morder=Piil.
Mod Sandhed og med Løgn, det bliver vel det samme,
Er du Philosophus, du burde dig vel skamme,
Og ey beskylde den for Løgn der taler ret,
Du viser dermed, at Gemyttet er kun slet.
Du siger, at du ey i Hovedet kand føre
At Drukkenbolte kand til Viinens Afgang giøre,
Du taler, meener jeg, i dette som en Nar,
Der ikke mindste Gran af rigtig Hierne har.
Jeg sætter, Drukkenskab blev drevet udaf Landet,
Mon Farten skulde da saaledes over Vandet
Gaae for sig? aldrig; tag du Dranker=Hoben bort,
Og troe mig, Tapperen vil komme da til kort.
Du


Du kand af egen Kram den beste Slutning giøre,
Jeg Sagen meere ey har nødig at udføre,
Du fatter ikke ret en andens Ords Forstand,
Du bedre derfor ey om Ugen skrive kand.
Naar han er i Nordvest, saa seyler du i Synder;
Ret saa! J det jeg her nu en Seylads begynder,
Saa maa jeg tale om det rare Jndfald, som
Mig i dit Uge=Ark nu nys for Øyet kom;
Siig, om jeg irrer, naar jeg siger, at du haver
Ved dette Jndfald selv beundret dine Gaver,
Dit store Skrive=Pund i Alvor og i Skiemt,
At roese hos dig selv du haver ey forglemt.
Du siger: Scenen er i Tingen ey omskiftet,
Du sagde ikke saa, hvis du dig havde giftet
Med Viisdom, og til gavns i Landet var bekiendt,
Hvad du nu skriver er slet intet jo bevendt.
Det bliver visselig en Feyl i vore Egne,
Som Sande=Manden ey omsonst har vildet tegne,
At Folk nu drikke ey, men æde sig ihiel,
Og sær hos Slagteren forøge deres Gield.
Jeg meget ikke vil om dette disputere,
Hos Philosophen jeg endnu kand finde meere,
Som er fornøden, at for ham forklares maae,
At han kand derudaf den beste Sensum faae.
Jeg maa bekiende, at det er en artig Tanke,
At den, som Natte=Tid paa Gaden sees at vanke
Med Næsen fuld, naar han paa Gaden støder an,
Skal efter sin Seylads paa Raadstue finde Land,
Saa vidt gaaer Sagen an; men naar jeg seer man kalder
En Raadstue Losse=Plads, jeg i Forundring falder,
Helst da de Vahre, som den Drukne har om bord',
Ey unden Bludsel vel betegnes kand med Ord.
cepten, meener jeg, da lugter meget ilde,
Og da i Lignelsen vor Autor blive vilde,
Han saa aldeeles har fordybet sig der i,
At han til Øren sees i lutter Snauserie.


116
Af dette Element naar han philosopherer,
Hvad Under da om han vor Møye kun formeerer?
Og svinger sig saa høyt, at vi ham ey forstaae,
Med mindre vi paa hans Collegio vil gaae.
Jeg vilde gierne dig to Skilling meere give,
Om mod vor Moders Maal du vilde naadig blive,
Skal længe du din Pen saa føre, frygter man,
At man for Pludervolsk ey Dansken skille kand.
Jeg finder i dit Ark de fleeste dine Grunde
Af den Beskaffenhed, at jeg kand ingenlunde
Fordrage, hvad du har til dine Brødre sagt,
Og dem paa Hierterne, som Leve=Regler lagt.
Sær fatter ikke jeg hvorledes du beskriver
En Fraadser, dit Begreb imod sig selv jo bliver
En Mand, som ikke sig ved Mad uslikket giør,
Jeg undrer høyt, at du en Fraadser kalde tør.
Er Ordet ey fortrykt, (som du maaskee vil svare)
Fra Fraadsers Caracteer jeg kand dig ikke spare,
Stræb derfor anden gang, at rette Skriftet saa,
At du ey rød og bleg for Læseren skal staae.


117
No. 30.
udgivet den 24 Decembr. 1744
Qvi caret argento, frustra utitur argumento,
Qvi dare scit, non qvi dicere, Rhetor erit.
N¬
yelig gik jeg den paa Klinge
Som ved philosophisk Skrift
Vil sig høyt i Veyret svinge,
Efter en høymodig Drift;
Nyelig var jeg Procurator
For den Danske Sande=Mand,
Og forsvarede Spectator;
Længere jeg ikke kand
Defensive nu agere,
Men paa andet Skaft jeg maa
Vende Munden, protestere,
Hurtig løs paa Fienden gaae.
Vigtig Sagen jeg bekiender,
Som Spectator skriver om;
Seer vi den i alle Ender,
Maa vi fælde saadan Dom:
Manden har i Dyd at lære
Overtrædet Viisdoms Skridt,
Alt for hellig han vil være,
Hvilket gavner ikkun lidt.
Som en Feyl han det antegner,
Der af ingen lastes bør,
Og jeg selv blandt Dyder regner,
Thi jeg ikke andet tør,
Sine Penge ud at sende,
For at tiene eget Land,
Meener jeg, enhver maa kiende
Priseligt, der har Forstand.


Hvad


118


Hvad hos een en Feyl kand være,
Bliver hos en anden Ret,
Hvad een blive kand til Ære,
Giør en andens Rygte slet.
Tvende Brødre vi vil sætte
Af ulige Sindelag,
De skal hielpe os til rette,
Legge Sagen for en Dag:
Begge have mange Penge,
Men den eene elsker Dyd,
Vil sig giennem Verden trænge
Ey ved Guld og Penge=Lyd;
Han sig som en Mand betragter,
Der en Borger ogsaa er,
Skyldig derfor sig eragter,
Saadant sig at tage nær,
Som forbedre kand Forstanden,
At han i sit Føde=Land
Ey skal leve, som den anden
Der sit Navn ey skrive kand.
Skiønt hiin sig nu stedse øver
I de allerbeste Ting,
Længe dog omsonst han prøver
Allerførste Ære=Spring.
Denne, som sin Tid henlever
Under Ladheds søde Magt,
Og i daglig Vellyst svever
Slutter med en anden Pagt:
Tien mig med et Ord at tale
Og endskiønt jeg er en Hest,
Kand du mig dog saa afmale,
At jeg tiener allerbest
Til den Charge at beklæde,
Som min Brøder har fortient,
Der paa saadan Vey vil træde,
Som ey giører ham bekiendt.


Jeg vil store Løfter giøre,
Stræb at Lommen kand formaae,
At man vil min Sag anhøre,
Og mig lade Brødet faae.
GUd forbyde, saadan Broder
Skulde naae sin søgte Havn;
Thi saa slemme Penge=Moder
Vilde stifte lidet Gavn.
Naaede han sit onde Sigte,
Blev han en Last=værdig Mand
Der sig dydig vilde digte,
Og beskadige sit Land.
Naar nu derimod den første,
Som sig haver giort fortient,
Seer sin Broder reyse Børste,
Som han stedse haver kiendt
For en doven Jordens Byrde,
Der end ikke kand med Frugt
Tiene som en Faare=Hyrde:
Men sig selv som udelukt
Fra det Gode, som man giver
Dem, som bruge deres Tid.
Naar han underrettet bliver
At man spilder all sin Flid,
Naar man ingen Penge haver,
Og han resolverer da,
At tilbyde sine Gaver,
Dømmer jeg ham ikke fra
Kierlighed til Føde=Landet,
Han begaaer og ingen Feyl,
Thi han bruger billig Vandet,
Naar han ey har Vind i Seyl.
Naar han i den Stand sig finder,
At han tiene kand sit Land,
Kierlighed ham da forbinder,
Til een Vey med anden Mand.


119


Det


120


Det er stedse Daarers Maade,
At i deres Domme de
Jkke sig vil lade raa e,
Derfor kand vi ofte see,
At en Gierning underkastes
Lige haard og umild Dom,
Om endskiønt den ey bør lastes,
Naar den skeer af dennem, som,
For med deres Pund at aagre,
Som dem Himlen undet har,
Ofte maa som Hunden logre
For en Jdiot og Nar.
Meere tør jeg ikke skrive,
Jeg nu løber hen i Skiul,
Jeg vil ey til Hinder blive,
Naar vor Jomfrue leeger Juul.


121
No. 31.
Udgivet den 31 Decembr. 1744
Te laudant multi stultitiamqve tuam.
N¬
u har jeg endelig til fulde faaet at vide,
Hvo Philosophen er, som ingen Klog kand lide,
Man sagde først han var en Gradueret Mand,
Nu siger man at han skal boe ved gamel Strand,
Og at Bogtrykker=Svend han fordum haver været,
Der længe havde sig ved Viise=Trykken næret,
Da denne Kram holdt op, saa blev Philosophle,
Den Sag, som Manden sig fordybede udi.
Naar Sagen har sig saa, forundrer man sig ikke
At han saa jammerlig vil Tanker sammenflikke,
Og med sit usle Tøy for Dagen komme frem,
Skiønt det er uden Kraft, og allermindste Klem.
Da jeg om hans Person den Efterretning hørte,
Jeg ogsaa løselig ved noget andet rørte,
En Tiener sagde man hans Ark igiennemseer,
Hvor ved en Tieneste i Sandhed Manden skeer.
Jeg skriver dette, for at Efterretning give,
At man i Tiden skal ved bare Sandhed blive,
Og ikke sige, at en Dansk studeret Mand
Sig offentlig har viist at have ey Forstand.
Hvor vilde det vel ey til Skam og Skiendsel blive,
At en Studeret ey sin Moders Maal kand skrive?
Lad Folk kun sige nu, han er en slet Skribent,
Det hindrer ikke, naar han ey er Dansk Student;
Herefter maa vi ham af Kierlighed undskylde,
Og ikke trykke just saa hart hans ømme Bylde,
Man under ikke at en uerfaren Svend,
Ey bedre føre kand en Philosophisk Pen.
Naar


122
Naar man i Luften sig vil over Kræfter svinge,
Naar man sin mavre Geyst til Klygtighed vil tvinge,
Naar mod Naturen man vil være Geyste=riig,
Saa bliver man til sidst toe beenet Asen liig.
Jeg tilstaaer, smerteligt det maa Skribenten være,
Naar han ey nyde kand ugrundet Roes og Ære,
Men hvorfor blev han ey i Pressens Element?
Hvorfore vil han sig opkaste som Skribent.
Det er jo meget stort et saadant Løfte giøre,
At man Philosophie vil ind i Landet føre
Fra Himlen Socrates Philosophie har bragt,
Men vor Philosophus har meget meere sagt,
Hans Hierne er saa fuld af Viisdoms ædle Grunde,
At han i dette Ark ey Læseren vil unde
De Tanker, som endnu han udi Sindet har,
Hvor ved fremdeles han vil viise sig en Nar.
Han lidet haver kun imod Spectator mældet,
Med dette lidet han sin egen Dom har fældet,
Og viist, at hidintil ham Uret ey er skeet,
Naar han er bleven af sin Læsere beleet.
Som Fanden Bibelen, saa læser han Spectator,
Han kalder ham vel en høytravende Orator,
Hans tale tør han dog lemlæste, naar han vil
Med halve Meninger at han kand drive Spill.
Han anderledes sees en Mening at anføre,
End anden Læsere seer Sande=Manden giøre,
Spectator siger ey, en Mand ey stræbe skal,
At han forøge kand sit riige Børne=Tall.
Han siger, at det ey vor Pligt saa meget bliver,
At vi just aarligen vor Børge=Avling driver
Med mindre vi os selv befinde i den Stand,
At Børne=Flokken vi med Frugt opdrage kand.
Og, om vi ikkun faae til Verden skulle bringe,
Saa naar Opdragelsen har vildet vel gelinge,
dette Stykke vi da havde giort vor Pligt,
Skiønt Landet ey hos os paa Børn var bleven riigt.


123
De
Enhver Fornuftig, som vil Sagen ret betragte,
Kand uden Møye, at jeg siger Sandhed, agte,
Naar Sande=Mandens Ord jeg giver den Forstand,
Som de med billighed modtage bør og kand.
Det er en egen Regel, som Philosophen giver,
Naar han i sidste Ark paa anden Side skriver,
At man saa mange Børn til Verden avle bør?
Som man opdrage kand, naar hørtes saadant før.
Forældres største Deel af Konsten intet vide,
Paa dem Formaninger vil saare lidet bide,
De giøre sig kun selv ved daglig Væsen Spot,
Hvor kand de lære da en anden noget Got?
En Mand, der sværger, at en anden ey maa sværge,
Der lever som et Best, kand han vel være Værge
For de Umyndige, der i de spæde Aar,
Saa snart de føres an, paa onde Veye gaaer?
Naar nu forældre ey kand Børnene opdrage
Bør de derfore ey paa Børne=Fødsel mage?
Skal slig Philosophie i Verden holde stik
Med Verden meener jeg, det meget ilde gik;
Helst naar Forældre sig forbundne skulde finde
At følge Reglerne, som Manden har i Sinde
At give os endnu i meere sit Papiir,
Der, som det andet, vel kun Kræmmer=Huuse blier.
Hvis en Opdragelse saaledes skulde være,
Som Philosophen vil, saa maatte mange lære
Philosophien paa en Mathematisk Fod;
Thi Børne=Tugten blev jo ellers ikke god.
Det kalder jeg for sig at kunde got plaidere;
Fik Manden Myndighed, at kunde imponere
Hver Fader sine Ark, som Skoler Glose-Bog,
Saa troe mig Lommen ey den mindste Skade tog.
Det er nu synes mig, ret bleven til en Mode,
At alle tale vil til verslig Viisdoms Gode,
Dog ingen meer end den, der ved at tale saa,
Kand giøre at han kand Collegianter faae.


Man


124
Man mangler Ord hvor med den Nytte man beskriver,
Som efter disses Mund Philosophien giver;
Den af Sheologie en Tienerinde er,
Nu maa den første ey den sidste komme nær.
Man prædtker om den, som ene Himmel=Stie,
At man disbedre selv paa Skillingen kand gnie,
Et Barn ey A BC kand lære uden han
J Sted for Moders Maal Philosophien kand.
Jeg taler ey som den, der taler hen i blinde,
Naar man alleene i sin egen Barm vil finde,
Saa vedder jeg at hvad jeg skriver har sig Ret,
Hvor meget man end vil ved Konst bestorme det.
Tag Monsr. l'hilosoph mit Raad til Eftertanke,
Sæt for din Viisdom dog en meere snever Skranke,
Det ikke mueligt er, at Landet fyldes kand
Med Folk, som alle har med dig en høy Forstand.
Du, som ey andet har om Dagen at bestille,
End ved Fornuftens Brug dig ved Fornuft at skille,
Du, siger jeg, kand vel paa Mathematisk Viis,
Bevise, at man bør paa Konsten sætte Priis.
Men Bonde=Borger=Mand, som Himlen og begaver
Med Børn, mon disse Tiid og den Formue haver,
At de til slige Ting kand holde deres Børn?
O ney, for Rimets Skyld, du taler som en Biørn.
Jeg ikke dadle vil din viise Tænke=Maade,
Jeg vil allene dig som en Fortroelig raade
At, vil du Næringen fra Huuset ey skal gaae,
Her efter bedre du nødvendig skrive maae.


125
No. 32.
Udgivet den 31 Decembr. 1744.
Solus Dis Deus est, dites Dii, numina nummi:¬
Cum plausu loquitur Pluto, tacetqve Plato.
J¬
eg tilstaaer vel at Tiiderne
Behøve nogen Ave,
Og at de riige Borgere,
En revselse bør have,
At tale de Fortrængtes Sag
kand giores vel fornøden,
At legge Ondskab for en Dag,
Der piiner dem til Døden,
Er saadan Gierning, som man kand
Tilfulde nu berømme,
Endskiønt enhver bemidlet Mand
Vil agte den for Drømme,
Men frem paa saadan Vey at gaae,
Som vi Spectator finder,
Er daarligt, om jeg sige maa,
Og kun til meere hinder.
Den riige Mand, der Dyder ey,
Men Capitaler haver,
Herefter vist vil sige ney,
Naar nogen om hans Gaver
Vil bede og henvise dem,
Jom sige sig at trænge,
Til Sande=Manden, som med klem
Har viist, at ikke Penge
J Verden sand Lyksalighed
Og Sindets Roe kand give,
Ja har enddog med nidkierhed
Mod Rigdom vildet skrive,


126


Og sige at de Fattige
Besidde meget meere
Af Herlighed end vi kand see
Hos dem, som vil begiere,
At ingen Grændse sættes maae
For deres mange Penge.
Saa det de Fattige vil gaae
Kun meget slet saa længe
De leve skal af denne Snak,
At meget Godt de eye;
Spectator ikke heller Tak
Fortiener for slig Pleye.
At han ey Sagen skuet har
Med et oprigtigt Øye
Jeg kunde her vel giøre klar;
Men da jeg laer mig nøye
Med denne Gang at tale lidt
Til Fattig=Hobens Gode
Der bliver agtet nu som Sk¬
Og trædes ned for Fode,
Jeg Sagen ikke røre vil
Men lade den passere
Og Straxen mig begive til
Med Kraft at procedere
Mod dem, som mod de Fattige
Foragt tør stedse kaste,
Da vi dog daglig dags kand see
At mange skulde haste
Til Slutterie og Citadell,
Hvis Fattige ey kunde
Udføre deres Sager vel
Med kloge Forsvars Munde.
Det er nu saa i Verden fat
At de som ey har Hierner,
Og haver Dyden sagt god Nat
Tilbedes skal som Stierner


Da


Da dog Elendigheds Complot,
Og Armods store Skare,
I Verden giør nu all Ting got
Og udstaaer megen Fare,
For at erhverve dem et Navn
Og ævigt Ære=Minde
Som Verden ey til mindste Gavn,
At være vi skal finde.
Lad os hver Stand igiennemgaae;
Og vil vi nøye agte
Paa alle Ting, som møde maa,
Vi klarlig skal betragte,
At de, som tiene Verden meest,
Er allermindst de Riige,
Hver anden af dem er et Best,
Jeg dristig her tør sige.
De leve ikkun at de kand
Den Fattige udsue,
De skiøtter ey, at nogen Mand
Med Helvede dem true;
De meener at det saa skal gaae
J anden Verdens Rige,
At all Ting skal tilreede staae,
Naar de allene sige:
Saa og saa meget give vi,
For Salighed at nyde,
Ney! ney! J rige Kiøbmænd, J
Forgiæves Eder fryde,
Om hisset J vil kiøbe Jer
De høye Himmel=Steder,
Sligt lader sig vel giøre her,
Hvor Herlighed og Sæder
Kand faaes for en civile Priis
Af, dem, som Guldet eye
Hvorved de paa Magnetisk Viis
Kand Folkes Hierter dreye.


Met


128


Men jeg saa længe taler om
De Riige, og jeg glemmer
De Fattige, de Stakler, som
En Sørge=Sang istæmmer.
Jeg siger, som jeg sagde før,
At Verdens beste Støtter
Er de, som giennem gylden Dør
Ey deres Fødder flytter;
Men som i Dyden øve sig,
Og det, hvormed i Tiiden
De tiene kand, naar nogen Riig
Behøver dem ved Siden.
Tænk ey min Læser, at jeg vil
Enhver bemidlet laste,
Sligt griber jeg dog aldrig til,
Endskiønt jeg nu maa haste,
Og hastig kand forløbe mig;
Jeg siger ikkun dette,
At mangen Riig ved Penge sig
Paa saadant Stæd tør sætte,
At han strax maatte falde ned,
Hvis ey en fattig Næve
Forlidet viiste sig bereed
Hans Ære at haandhæve.
Sligt burde den betænke dog,
Der fattig Mand forhaaner,
Og er dog selv et usel Drog,
Der andres Hoved laaner.
J¬


129
No. 33.
Udgivet den 8 Januar. 1745.
Ridentem dicere, Verum qvid vetat?
H¬
vis jeg ugrundet Snak troeværdig agte vilde,
Hvis jeg for Sandhed tog, hvad man vil os ind¬
bilde,
Jeg skulde tænke snart, at Philosophen er
Ved sit Pedanterie bekiendt gjort fiern og nær.
En Mand fra Helsingøer vil Pennen mod mig føre,
For jeg fordrister mig ved dens Papir at røre,
Der i sin Dumhed sig tør kalde Viisdoms Søn,
Og for sin Daarlighed begiere Uge=Løn.
Jo, jo, nu skulde vel de Helsingøerske Drenge,
En meget bedre Kram foragte og bortslenge,
Og søge sin Profit ved Svovelstikke=Tøy,
Ney, ney, om aldrig før, saa nu Avisen løy.
Og sæt, i Helsingøer en Verse=Kræmmer findes,
Sæt, at ey noget Løgn paa Ærmerne os bindes,
Saa veed jeg ikke, hvad man mod mig skrive kand,
Naar man vil bruge sin Poetiske Forstand.
Vel sandt, jeg Skieppen fuld tør Philosophen maale,
Men, bør den Stymper ey bevise, han kand taale,
At Prøver sættes maa paa hans Philosophie,
Den, efter egne Ord, han sig fordyber i?
Apollo har mig sat til deres Pidsk og Svøbe,
Der uden Grændserne fordriste sig at løbe,
Hør mig, du Philosoph, din Pestilents jeg vil
Saa længe være, til du haver tabt dit Spil.
Nu sees du en Person paa Pladsen at agere,
Nu anden, snart du vil en Stads=Mand præsentere,
Snart er du Philosoph, snart er du en Pedant,
Jeg sagde ikke saa, hvis jeg ey sagde sandt.


130
Nu Skole=Mester du for unge Børn vil være,
Nu vil du atter Navn af Jorde=Moder bære,
Jeg denne Caracteer dig giver ey omsonst;
Thi Prøve i dit Ark du viser paa din Konst.
Men, om jeg maatte dig min reene Meening sige,
Fra Sandhed synes du i dine Ord at vige,
Naar Melk, du siger, ey i Sielen virke kand,
Sligt har jeg aldrig hørt af Jorde=Moder=Mand.
Er du en Wolfian, saa burde du jo vide,
At Sielen lider med, naar Legemet maa lide,
J Følge af det Baand, som mellem begge er,
Saa lærer, meener jeg, den store Bulfinger.
Naar Barnet Hore=Melk af Hore=Bryste drikker,
Naturen Legemet formodentlig saa skikker,
At den Complexion, som Skiøge=Qvinden har,
Man siden, uden Tvivl, hos Barnet bliver var.
Naar den Beskaffenhed i Legemet vi finder,
Da ved dets Virkninger i Sielen og oprinder
Løsagtig Tanke, som du dristig nægte tør.
Fordi Fornuften du har jaget plat paa Dør.
Du for Beviser ey Exempler vil antage,
Hvad Under, naar man veed den Sygdom dig at plage,
At du nødvendig skal modsige andres Ord,
For at bevise, din Philosophie er stor.
Hvor gal du ogsaa er, saa skriver du dog dette
Med nogen Slags Fornuft; thi gierne du kand giette,
Aehvis Exempler skal, som Argumenter staae,
Diit eget sikkerlig Beviis da blive maae.
At det er mueligt, at den viise Mand kand irre,
Og heele Verden ved sit Raserie forvirre,
Hvad Melk du drukket har, jeg aldrig vide kand,
Da jeg dig finder i en saa forvirret Stand.
Din Hierne er saa sløv, at den begriber ikke
Hvorledes det sig kand for Sande=Manden skikke,
At om Gemytter han vil sige, at de kand
Snart fødes gode, snart i en fordærvet Stand.


D¬
Ret saa! nu fik vi fat paa dine Sandse=Drømme,
Her maa vi stille staae og din Fornuft berømme.
At du ved din Discours om en og anden Sands
Kand bringe Læseren snart i en Springe=Dands;
Drag om med dit Papier i disse Juule=Dage,
Maaskee en Dandser tør i Buxe=Lommen tage,
Og for dit Sandse=Ark to Skilling give dig,
Dog ney, jeg mærkelig har her forløbet mig;
Jeg beder om Pardon, hvad du om Sandser skriver,
Saa vidt jeg mindes, ey din egen Tanke bliver,
Du kun med andre Ord, hvad andre haver sagt
Har i vor Moders Maal for Danske Øyne lagt.
Dog har du ey betænkt, om hvem du dette skriver,
Hvad andre som en Regl de voxne Brødre giver
Det skriver du for Børn, ha! ha! du gamle Nar,
Du meener vel at Folk den Tiid og Ævne har,
At de kand deres Børn paa runde Taarn opføre,
Hvor de skal Kikkerter og Perspeetiver røre,
Ney, lærer de ey før at bruge Synets Sands,
Saa lærer de ey det ved runde Taarnets Dands,
Den Maade er for dig, der Seere vil være,
At du dit Øye skal i Lommen stedse bære
Helst da det synes ey, at du de Øyne har,
At egen Daarlighed du ret kand blive vaer.
Jeg ikke af Person har Ære dig at kiende,
Men naar mit Øye jeg til dine Ark vil vende,
Jeg uden Kikkert da kand skue, at du er
En saadan Mand, som jeg hos dig afbildet seer.
Jeg haver prøvet om du haver Ret i dette,
Naar i dit sidste Blad jeg mærker dig at sætte,
At Siælen deele kand de forestilte Ting,
Og jeg har merket det foruden mange Sving,
At du ey irret har; Thi jeg mig forestilte
En Philosoph, saa og i Tanker mig indbildte,
At see en Hane, som jeg Hovedet tog fra,
Og Philosophen gav; strax fattede jeg da,


131


132
At Samlingen gik an; men hvorfor skal jeg skue,
At du ved dette mig med haarde Ord vil true,
Du bør dig glæde jo, at Prøven holder Stik,
Og at du ey for Snak en Repni nande fik.
To Ord jeg har endnu at hvidske dig i Øre,
Om uden Tale=Rør du ellers mig kand høre,
Troe mig Hr. Philosoph, hvis jeg ey mod dig skrev,
Da Krammen uden Tvivl hos dig allene blev,
Men Læserne, der see, at jeg imod dig skriver,
Hvad største Deel angaaer, nysgierrige da bliver,
De vide vil, om det kand ogsaa være sandt,
At udi Verden er en saadan stor Pedant.
Du derfor Aarsag ey paa nogen Maade haver,
Om du til Felten dig ved andres Vaaben laver;
Thi legger jeg min Pen, saa ligger din Profit,
Du derfor meener jeg har sandset meget lidt.
Naar du i andens Navn vil et Post-Scriptum sætte,
Hvorved du intet dog imod mig kand udrette;
Thi viid, man bruger mig, som den der stedse skal
Fordrive Ukrud af de rette Lærdes Tall.
En Streg jeg merket har i dine sidste Blade,
Den samme bør jeg dig til Slutning vide lade,
Med E og Pdit Navn du os betegne vil
Men brug kun ikke her saa mange Abe=Spil;
Dit Maal dig røbet har, vi kiende Skrive=Maaden,
Og viid du, at saa snart en Kurre sees paa Traaden,
Saa taer jeg Dækket bort, og viser dit Portrait,
Der staaer du, meener jeg, kun gandske slet og ret.


No. 34
Udgivet den 8. Januar. 1745.
Verba lactis
Fraus infactis.
D¬
et bliver vel den høye Tid,
Min kiere Hr. Tilskuer,
At J berømme maa med Flid
Møer, Jomfruer og Fruer.
J længe nok har skiemtet med
Det smukke Kiønnets Lemmer,
Hvor ved J har fortient et Sted
Ved alle Jomfrue=Stemmer
Blandt dem, der udi Rasp=Huus bør
Henbringe deres Dage,
Fordi saa haardt og grumt J tør
Afsted med Piger tage.
J burde vel betænke dog,
At efter Eders Domme,
Om man til Feldt mod Kiønnet drog,
Til kort man vilde komme.
Lad være, J fordrager ey
De søde Jomfrue=Miiner,
Lad være, J kand sige ney,
Naar Elskovs Lue piiner
En Jomfrue, som sig melder an,
For Verden at formeere,
Ved Ægte=Samling med en Mand,
Saa kand J ey begiere,
At andre eders Forspor skal,
Som Love efterfølge,


34


Forøge Peber=Svenne=Tall,
Og eders Elskov dølge;
Ney, Ægte=Stand lyksalig Stand,
Med Rette vi bør kalde,
I den Lyksaligheden kand
For Alvor os tilfalde.
Vel har J stræbt, at vise det
I de af Eders Blade,
Hvor J beviser, (skiønt heel slet )
At aldrig J vil hade
Den Stand, som nu omstunder man
Foragtet seer at være,
Hvor vel enhver retsindig Mand
Den billig burde ære;
Men tænk dog ey, jeg er saa dum,
At jeg jo observerer,
At eders Vey er tredsk og krum,
Og at J kun flatterer.
Skal jeg, hvad Hiertet siger til,
Med Munden frit bekiende,
Saa siger jeg, at J kun vil
J Blaar vort Øye vende.
J kiønt besmykker Eders Sag,
Som hiine Atheister,
Der Hiertet legger ey for Dag
Men, naar man dennem frister,
Saa tale de som andre Folk,
Skiønt Hiertet siger andet,
Og Tungen, som er Hiertets Tolk
Har aldrig da forbandet
Religion: saa gaaer det og
Om jog saa maatte sige)
Med dette Sande=Mandens Tog,
Hvor han vil ikke vige
Fra dem, som udi Ægte=Stand,
Lyksaligheden søge,


Man


De
Man seer, han bruger sin Forstand,
For Lykken at forøge;
Men hvad hans Hierte egentlig
Om Ægte=Standen tænker,
Han røbet haver uden Svig,
Naar han for Piger skiænker
J sit det heel forrykte Brev,
Som han af galne Griller
Til den nye=gifte Jomfrue skrev,
Hvori han dristig spiller
Med alle, som i Ægte=Stand,
Tiden sig begive;
Ved dette Brev han saadan Mand
Fortienet har at blive,
Som ingen bør med billighed
Beviise mindste Ære,
Helst da enhver herefter veed
Ham saadan en at være
Der efter eget Hoved vil,
At Verden sig skal rette,
Der det endog blant Skuespil
Fordrister sig at sætte,
Som Himlen selv besluttet har
At skulde helligt være:
Jeg kalder ham da for en Nar,
Den Titel bør han bære,
Til han sit store Kietterie
For Verden igienkalder,
Til han foruden Flatterie
Det Kiøn til Fode falder,
Som han med sine Skrifter har,
Saa skammelig beskjemmet,
Som han sin Prydelse betaer,
Som han har ey forglemmet
At føre af fra Top til Taae
Han kjemmer deres Lokke,


136


Han vil de uden Skiørt skal gaae
Paa bare Hose=Sokke:
Han taaler ey de Øyet vil
Til noget Mandfolk kaste
Han tvinger dem endogsaa til
Til Kloster fort at haste;
Han Muffe, Vifte Klokke, Sæt
Dem dristig disputerer;
Siig, Kiere, om J handler ret,
Naar J saa protesterer?
Jeg har Gatetten efterseet,
Men Eders Navn ey fundet,
Siig hvad Forandring da er skeet,
Om J er og forbundet,
At vise Eder en Fiscal
Der skal examinere
En Jomfrue, om hun giør sig gal
Ved Lokkerie og meere?
Paa egen Gade bliver best,
Her efter at J bliver;
Hvis ikke, jeg om en Arrest
Til Øvrigheden skriver.
Hvis J i Juule=Stue kom
I disse Lege=Dage,
J skulde da med saadan Dom
Til takke faae at tage,
Ved hvilken Eders Ryg blev dømt
Til tusind Balleroner
Fordi J skrevet har paa skrømt
Om Jomfruer og Koner.


No. 35.
Udgivet den 15. Januar. 1745.
Cum Ratione insanis.
S¬
uk! raaber alle Mand, hvem skulde jeg vel bide?
Lad Hunden udi et forraadnet Aadsel slide
Suk! raaber de endnu, nu, Kiere, siig da hvem?
Tænk ikke, at jeg er af Jæger=Hob en Lem.
Such, such, en Philosoph med Hiorte=Takked Hoved;
O Stakkel, er det dig, som har saa dristig voved,
Paa danske Skue=Plads at giøre Hiorte=Spring,
Og med Philosophie at kiøre udi ring.
Nu du kom ret tilpas i dine sidste Blade
Med det Hebraiske Such; hver Schuster=Dreng paa Gade
Der Fingre giorde før til Vegter=Pibe, sees
Nu sig at raabe paa din Suche=Sladder hees;
Du sukker Suk i Suk, naar du maa dette læse,
Jeg veed, at mit Papiir en Brand er i din Næse,
Men selv du Skylden maa dig ene egne til,
Som den der endelig prostitueres vil;
Jeg vidner, at jeg ey saa Pennen skulde føre,
Jeg skulde aldrig saa ved dine Blade røre,
Hvis du mig ikke selv gav Sværdet udi Haand,
Hvis du ey knyttede dit eget Hænge=Baand.
Hvis paa Fornuftens Vey du vilde stadig blive,
Hvis som et Menneske du vilde for os skrive,
Hvis søde Moders Maal du vilde skaane dog,
Hvis du ey viiste dig som usel Skole=Pog,
Hvis du ey rørte ved en Basel=Seng og Patte,
Hvis med Spectator du dig vilde ey befatte,
Hvis ey paa Maale=Viis du Sagen satte frem,
Hvis dine Tanker var af bedre Fynd og Klem


Saa


138
Saa skulde sandelig min Pen den første blive,
Der som en Philosoph dig skulde strax indskrive
Jblant de Lærdes Tal; men da du viser, at
Du paa Philosophie har neppe taget fat,
Og dog paa Konsten vil i alle Stykker drive,
Dig selv en Titel af Philosophien give,
Med Jgientagelser og andet Lapperie,
Som du til Halsen sees at være siunken i,
Besværge Læseren; saa maa jeg dristig sige,
At i Vankundighed jeg kiender ey din lige,
Din Dumhed er saa stor, at du for Vunder=Verk
Betragter det, som ey bør siges af en Clerk.
En Mand, der vil sig ved sin Skrivning distingvere,
Bør vise, meener jeg, for Verden noget meere.
End hvad vi finde kand i hver en Skole=Bog,
Og hver kand skrive som en Pen i Haanden tog
J danske Klæder har vi jo forlænge siden
Seet Wolfen gaae omkring, og vi kand vel med Tiden
Hans andre Skrifter faae paa danske Srog at see,
Foruden det ved dig saa jammerligt skal skee;
Jeg undrer, at du dig Spectator vilde kalde,
Da det hver Læsere i Øyet strax kand falde,
At du har rappet af de Tydskes Hierne-Kram,
Og givet det paa dansk, saa det er Spot og Skam.
Naar du ey bedre kand en Tydsker oversætte,
Hvi vil du, sig mig dog, befatte dig med dette
Naar du ey Gave har, og intet Skrive=Pund,
Hvi sætter du din Fod paa den forbudne Grund?
Naar ved dit Skriver=Bord jeg mig dig forestiller,
Naar jeg betragter, hvor du med en Tanke spiller,
Som Katteg med en Maus, du synes mig da ret,
At vært saadan een, som har sig selv forgiet.
Du er forelsket i de taabeligste Drømme,
Det verste Sludder du, som deyligt tør berømme,
Alt hvad dig falder jud, er uforligneligt,
Og aldrig, tænker du, har Verden skuet sligt.


Lad


Lad Hiertet tale, og vi skal ey andet høre,
End at du meener, vi dig største Uret giøre
Fordi vor Hierne ey kand falde just paa det,
Som du indbilder dig at være Regel-ret.
Om jeg erindrer ret, saa haver du jo skrevet,
Naar du Exempler har i dine Ark uddrevet
Af Argumenters Tall, at de beviser vel
In Singulari, mon vi ey med Ret og Skiel
Kand sige, at du har dog Sandhed sagt i dette,
Thi efter dine Ord om vi os vilde rette,
In Singulari du da blev det største Faar,
Som Norden nogen Tid i sine Stier faaer.
Og det er sandelig dig ikke liden Ære;
Thi der hør noget til en Vedder at agere,
Helst saadan en, som du, der uden all Forstand,
Tør alle byde ud, som lærd og grundig Mand.
Min Dom almindelig i dette Blad maa blive;
Thi da jeg vilde mod dit sidste Stykke skrive,
Forgieves længe jeg det søgte i mit Skriin,
Jeg gik derpaa til dem, der skienke Folk med Viin.
Om lidet jeg maaskee om Arket kunde høre,
Paa Bane jeg med Flid dit Arbeyd vilde føre,
Men alle sagde, vi vor Skilling give ey
For det, der fører os paa Daare=Kiste Vey.
To Skilling nok engang for saadan Kram at give,
Det vilde i min Pung for stor en Svindsot blive,
ja godt og vel, om jeg af Krammen meer kand faae,
Med største Lykke helst da den skal for sig gaae.
Saa meget kand jeg dog af dine Blade mindes,
At fleere Regler skal om Børne=Tugten findes,
De samme ere af saa stor Vidtløftighed,
At efter andres Ord, de ey af Ende veed.
Det er just Sagen, som man sig forundrer over,
At da i første Ark din Læsere du lover,
At give Lys og Skin for Sande=Mandens Ord,
Udskriver du en Bog tre Alphabeter stor.


140
Om det, i Verden som sig lader aldrig giøre;
Thi, hvis man sine Børn saaledes vil anføre
Som du har skrevet for, man kunde ikke da
J Fyrretive Aar opdrage Barbara.
Og liden Peder fik til Alderdom at vente
Paa den Fornuft, som du vil sætte ud paa Rente:
Mig synes derfor, at du havde bedre giort,
Om du ey havde giort dit Barne=Ark saa stort.
Men, er der noget om, som mange mig vil sige,
At, efter Ordre du af Pladsen nu skal vige?
Vil du nedlegge nu din ypperlige Pen?
Vil du nu kaste saa Philosophien hen?
Ach! ney, Hr. Philosoph! bliv længer ved at skrive,
Bliv længer ved min Pen Materie at give:
Det er jo dog en Skam, om du saa hastig skal
Dig selv udslette af Tilskuer Hobens Tal.
Bliv ved, at Skylden ey paa mig til sidst skal falde,
Og hvis forgieves jeg dig maa tilbage kalde,
Det bliver dog min Pligt, du ypperlige Siel,
At sige dig til sidst poetice Farvel.


No. 36.
Udgivet den 15 Januar. 1745.
Amoto qværamus seria lusu.
P¬
aa begge Skuldre jeg nu Kappen ey kand bære,
Jmod Spectator haard jeg nødes nu at være;
Thi han arbeyde tør paa Verdens Undergang,
Og Livets Vey, han vil for mange giøre trang.
Han vil os bilde ind, at give andres Tanker,
Men han saa vist faae Skam paa begge sine Skanker,
Som hvad han skriver, er hans eget Hierne=Spind,
Endskiønt udi et Brev han Sagen vikler ind.
Det Selskab, som han giør om nogle viise Lemmer,
Og hvad han siger om Societætets Stemmer,
Er idel Fabel=Tøy, og Dække være skal
Hvorunder Manden selv for Verden giør sig gal.
Tænk ey, min Læser, at jeg her pro forma skriver,
Og kun min Dom paa Skrømt om Sande=Manden giver,
Ney sandelig, han har ey været meget viis,
Da han ey sætte vil paa Ægte=Standen Priis;
vor forkeerte Tiid det bleven er en Mode,
At vise stor Foragt imod det største Gode,
En Stand, som Himlen selv til første Stifter har,
Hver Libertiner Geist ey i Betænkning taer,
At regne iblandt det, Fornuften os forbyder,
Og som kand ey bestaae med kloge Folkes Dyder,
Hvor er i Verden hørt en meere daarlig Snak?
Ney, ney, Hr. Sande=Mand, jeg siger ydmygst Tak.
Som Brevets Concepist jeg billig eder agter,
Naar eders Grunde jeg med sund Fornuft betragter,
De smage ikke da af mindste Grand Forstand,
Og burde findes ey hos nogen vittig Mand.


142
Det sees af Eders Ord, at intet uden Sandser,
Forfører Folk, at de i Brude=Sengen dandser,
Men hvor var eders Sands, da J saa daarlig skrev,
J det saa kaldede Societætets Brev?
Jeg aldrig nægte kand, naar jeg vil Sandhed sige,
At mange Mennesker jo ere Fæets Liige,
Og efter Sandser, at i Ægteskab de gaae,
Men J mig uden Tvivl maa ogsaa vel tilstaae,
At, naar fra Sandhed man aldeeles ey vil vige,
Saa kand med Sandhed man om alle sligt ey sige;
Thi udi Ægteskab indtræder mangen Mand,
Just for han bruger sin opklarede Forstand.
Han sporer i sin Siel Begierligheders Brynde,
Og, fordi han ey vil mod Kydskheds Løve synde,
Saa siger hans Fornuft: Forandre strax din Stand,
Lad Lysten blive reen, og bliv en Ægte=Mand.
Naar saadan Mand nu sees sin Tilstand at forandre,
Hvo kand da sige ham kun efter Sands at vandre,
Naar han fra Fristelser vil sig befriet see,
Mon han fortiener da en Dom af Dadlere.
Jeg talte Sandhed ey, saa snart jeg vilde dølge,
At jo med Ægte-Stand Besværligheder følge;
Thi blandes Ondt med Godt, da skeer det visselig
Ved Ægteskabets Baand, naar To forene sig.
Men Sagen maa vi ey allene paa een Side
Betragte; thi vi maa den Sandhed ogsaa vide,
At, om vi noget Suurt ved Standen finde kand,
Det Søde holder dog imod det Suure Stand.
Hvad kand af Himlen vi da meere vel begiere?
Det skeer i dette, som i meget andet meere
At Ondt og Godt ved et naturligt Ægte=Baand
Er sammenbundne og hinanden rækker Haand.
Ja skulde jeg vel mod den klare Sandhed tale,
Hvis jeg det gode her saaledes vil afmale,
At det den bittre Skaal saaledes giører sød,
At man i Ægteskab er glad indtil sin Død?


Naar


Naar Hierterne kun staae i kierligste Forening,
Naar Manden ey har een, og Konen anden Mening,
Med samlet Styrke, naar de Byrden bære paa,
Saa kand det onde ey Gemytterne ned slaae.
Lad være, mange maa paa Gulv i Halmen ligge,
Og følges ad, naar de ved andres Dør maa tigge,
Lad være de kun har det usle Vand og Brød,
Saa giør dog Kierlighed den tunge Byrde sød.
Enhver derfor, som vil alt Ægteskab fordømme,
Fordi man ofte maa i Modgangs Vande svømme,
Beviser, at han ey de rette Tanker har
Om Himlens Forsyns Raad, som han ey bliver vaer.
Den billig burde ey til Livet værdig være,
Der kun allene vil de gode Dage bære,
Og den, jeg siger reent, har mistet sin Forstand,
Som tale med Foragt om Ægte=Standen kand;
Det er ey nogen Konst at prædike mod andre,
Fordi de ikke just paa samme Vey vil vandre,
Som vi, naar vor Natur udfordrer ikke det,
Som vi hos andre ey vil agte Regel=ret.
En Mand, der finder ey til Lysters Brand og Lue,
Der ikke treffes kand af Elskovs Piil og Bue,
Kand sagte sige, at man følger kun sin Sands,
Naar man vil prydes med en yndig Brude=Krands;
jeg holder for, at de, som Eenlighed berømme,
J sær maa bringes hen til disse deres Drømme.
Fordi Ugifte de i Verden leve kand
Og ikke trænge til at gaae i Ægte=Stand;
Ja Gierrighedens Aand, naar den en Mand regierer,
Protester han da snart mod Ægteskab formeerer
Thi han da frygter, at formeget til skal gaae,
Naar han i Linie med andre Folk skal staae.
Jeg tilstaaer, smerteligt det maa en Fader falde,
Naar Døden hastig ham fra sine Børn vil kalde,
Og, naar hans Hustrue skal ham sige sit Farvel,
Saa maa det smerte ham til inderst Aand og Siæl.


143


144
Men den, som Ægteskab for dette vilde hade,
Jeg siger paa Fornuft har taget største Skade
Thi han begriber ey, at Verden har een GUd,
Derefter Viisdoms Raad alt saadant fører ud.
Best er, i slige Ting at lade Himlen sørge,
Og ey formastelig om Raad og Middel spørge,
Hvorledes skal tilgaae, naar Døden fordrer af,
Og een af Parterne befodrer til sin Grav.
Hvad Børne=Tugt angaaer, da bør den ey forvolde,
At nogen skulde sig fra Ægteskab entholde,
Thi skiønt man følger ey en philosophisk Plan,
En Maade, meener jeg man dog opfinde kand,
Hvorledes Børnene kand rettelig opdrages,
Og naar Forsigtighed i alle Maader tages,
Naar man paa Sagen ey vil spare nogen Fliid
Saa kommer, haaber jeg, dog vel engang den Tiid,
Da andre, om vi ey, kand Frugt og Nytte have
Af vores Børne=Tugt, som er den beste Gave,
Der Børnene udaf Forældre gives kand.
Af dette mærker J, min gode Sande=Mand,
At jeg alvorlig har mod Eders Tanker skrevet,
Og, som jeg kunde best, de Grunde igiendrevet,
Som J har givet Sted i Eders eget Brev,
Det J feliciten paa andres Regning skrev.
Lad reent dog af engang det smukke Kiøn at hade,
Hvis ikke, visselig beskiæmmes Eders Blade:
Hvad her er udeladt, jeg har med Fliid forglemt,
Dog saa, at jeg det har til andet Stykke giemt.


145
No. 37.
Udgivet den 22. Januar. 1745.
Vix potui dicere triste vale.
J¬
før dig Sørge=Floer, du lærde Republiqve,
Der i din fulde Fryd maa bittre Skaaler drikke,
Leg alle Glædes Tegn og Fryds Basuner ned,
Da uden Aarsag du kand Skiebnen see saa
vreed.
J denne Uge jeg de tre gang tre Gudinder
J deres Cabinet i Sorg og Klage finder,
Med Haanden under Kind de sig bejamre, at
En Søn, en Ædel Siel har sagt dem en god Nat.
Den Mand, som agtet blev for Stiernen udi Norden,
Den Mand, som var et Lys snart over heele Jorden,
Den Mand, som mageløs i sine Skrifter var,
Den Mand, jeg siger, nu sin Pen bortkastet har.
J Taarer jeg min Pen nu nødes til at væde,
Jeg sukker Suk i Suk, jeg bitterlig maa græde,
Du store Vunder=Geist, du Glose=proppet Aand,
Siig dog, hvad holde kand din meget lærde Haand?
Vil dine Brødre du din Viisdom nu misunde?
Du, som en Philosoph dog Verden tiene kunde;
Er Øyet bleven dumt? Er Haanden bleven lam?
Vil du ey handle meer med Philosophisk Kram?
Er det at handle, som du billig handle burde?
Saa undrer jeg, at du et Løfte give turde,
Om in perpetuum at selge din Fornuft,
Og give ved dit Verk en fængslet Viisdom Luft.


146
Du burde ikke saa dit store Pund nedgrave,
Mod billighed du vil fordølge nu din Gave;
Du efter Dags som den Kalkundske Hane kand
Nu tænke desto meer og dyrke din Forstand.
Profiten, meener jeg, har ikke været ringe;
Thi mangen Skilling jeg paa Bordet saae at klinge
Hver Mandag ventede enhver med Længsel paa;
Thi noget artigt man fra din Fabriqve saae.
Du skrev saa ypperligt, at ingen kunde spare
Sin Skilling for dit Blad, men før man tog sig vare,
Saa tog du Søftet ind, saa holdt din Skrivning op;
Siig kiere, hvorfor du saa tidlig sagde: Stop.
En Byrde legger jeg paa dine lærde Skuldre:
Kand du forsvare, at all Verden nu skal buldre,
Og røres op mod mig, som den der være skal
En Aarsag til din Flugt udaf Tilskuer=Tal.
Jeg bad dig komme ey, jeg bad dig ey at vige,
Alt hvad om denne Sag jeg drister mig at sige,
Er dette, at jeg Skiemt med dine Blade drev,
Men, mon en Philosoph derfor fortørnet blev?
Du med Koldsindighed jo burde alting læse,
Og ey ved noget Puf slaae Rynker paa din Næse,
Du heele Veyen frem jo burde skrive saa,
At andre Tanker man om dig ey skulde faae,
End at du havde lært i alting dig at finde,
Og at du lignede ey en frygtagtig Qvinde,
Der taber Modet ved det mindste Modgangs Stød,
Og ey betænker at hun er til Modgang fød.
Om Danske Tungemaal sin Meening kunde sige,
Det vilde sige da: Den Mand er uden Lige,
Han sigter for min Ret, han viste at en Mand
Med Ziirlighed endog i Dansken skrive kand. 3


Den
Ach! naar jeg tænker paa de mange Viisdoms Regler,
Som du os gav, jeg mig da selv igiennemhegler,
Jeg ønsker, at jeg ey min Pen saa havde ført,
Og ey det mindste Gran ved dine Blade rørt¬
Naar vil vel Danmark faae saa lærde Uge=Blade?
Naar findes den, som kand oprette all den Skade,
Som Lærde Verden tog, da du i Dvale faldt,
Og svor ved Viisdom selv, at ikke nogen Pialt
Herefter Mennesken du meer meddeele vilde;
Thi det er Blek, Papir og Møye kun at spilde,
Ach! Danmark, tænkte du, du skiønner ikke paa,
At ey min Lige du saa snart igien kand faae.
Din Smag befaler dig, dens Blade at berømme,
Der indeholde kun forfængelige Drømme,
Men det, som grundigt er, som krydet er med Salt,
Det bilder du dig ind at være skrevet galt.
Ach! luk dog Øyet op, og lær paa godt at skiønne,
Det er vel engang Tid, du Viisdom vil belønne,
Lad falske Farver dig dog ey bedrage meer,
Ach! ach! jeg sukker, naar din Undergang jeg seer,
Du søde Maale=Konst, jeg jamre maa din Skiæbne,
At Daarligheden selv mod dig sig vil bevæbne,
Saa kastes Perler bort, saa bliver Avner det,
Som daarlig Læser sees at give ene Ret.
Jeg vilde Viisdom til de Danske Egne føre,
Men ingen Danne=Mand min Stemme vilde høre,
Til Sprogets Prydelse jeg heel oprigtig skrev,
Men Læsernes Foragt min Skriver=Penge blev.
Hvis du, Herr Philosoph, ved Sandhed vilde blive,
Og Hiertets Tanker paa Papir oprigtig give,
Saa vilde du vel saa, som jeg har skrevet for,
Din Klage stiile og bejamre dine Kaar.


147


148
Og sandelig, du kand til dette Aarsag have,
Helst, naar du troer at den beste Skrive=Gave
Naturen havde dig forundet, som jeg veed,
At du vil stedse troe med stor Bestandighed.
Du tænkte uden Tvivl. Jeg Verden kand bedrage,
Mon ey Philosophie vil Danske Brødre smage,
Men see! det søde Haab, hvor det slog ikke feyl,
Og at du bleven er for dem et rigtigt Speyl,
Der og ved Skriverie vil deres Lykke prøve,
Og i Philosophie de Danske Hierner øve,
Af dig de lære kand, at der vil Hoved til,
Naar man for Danske Mænd med Nytte skrive vil.
Dog beder jeg, du ey til Last vil Landet regne,
At de blant Daarers Tal dit Navn har vildet tegne,
J eget Land man ey fordrager en Prophet;
Men saadan Skjebne har enhver, som er Poet.
Jeg med din Afskeed ey kand vel fornøyet være;
Thi da du skrev, saa nød jeg denne store Ære,
At jeg paa dine Ark dog satte lidet ud,
For at bevise, at du ey var bleven Gud.
Nu maa jeg dig med Graad og Hierte=Suk forlade,
Nu faer da vel, min Ven, med alle dine Blade,
Paa Skue=Pladsen lad dig ikke meere see,
Saa lover jeg dig, at det aldrig meer skal skee.
At jeg med dit Papir og Philosophisk Grille
For Verden offentlig skal skiemte saa og spille;
Faer vel! Herr Ppilosoph, faer vel du Ædle Siel!
Bliv nu et Menneske, jeg siger nok: Faer vel.


No. 38.
Udgivet den 29 Januar. 1745.
Tanti peenitere non emo.
U¬
di mine sidste Blade
Var mit Hierte heel beklemt,
Egen Pen jeg maatte hade
Thi den havde reent forglemt
Alle Mandens Caracterer,
Som jeg skrevet har imod,
Dog, da jeg Pardon begierer,
Haaber jeg han bliver god,
Lykkelig jeg maa mig prise,
At jeg ikke stevnet blev
For jeg saa imod den Viise
Og hans Adjutanter skrev.
Nu har Slaget da en Ende
Jeg er bleven Overmand,
Mig til gamle Fiende vende
Jeg nu desto bedre kand.
Jeg vil ikke Tiiden spilde
Paa det Skolemester=Brev,
Som en anden meget ilde
Mod Spectators Blade skrev.
Enten maa han Slave være
Af det smukke Jomfru Kiøn,
Og for Piger procedere
For en billig Skriver=Løn,
Eller og han har en Kone,
Der vil ene være Mand,
Hvis befalings Torden Tone,
Han ey imodsige kand.
Ney jeg Kiønnet ikke laster,
Dog skal ingen sige, at
Jeg mig Fare underkaster,
For at faae en roelig Nat
Omendskiønt jeg Jens kand hede,
Pigers Jens jeg bliver ey,


450
Jeg for dem skal aldrig bede,
Naar de ey paa Kydskheds Vey¬
Fødder stedse sees at sætte;
Men naar man dem uden Grund
Stedse sætte vil i Rette,
Bruger jeg en skiden Mund.
Kand nu ey de danske Piger
Blive heel fornuftige,
Jeg da uden Fare siger
At det ingen Tiid kand skee.
Naar har man vel fleere Skrifter
Mod de danske Møer seet,
Naar er Kierligheds Bedrifter,
Udi Danmark meer beleet,
End i vore vakre Tider,
Da enhver gemeen Skribent
Paa de svage Stakler slider
Og har Buen mod dem spendt.
Jo nu bliver all Ting bedre,
Nu faaer Kydskhed Overmagt
Nu tør ey de strenge Fædre
Ved at prædike mod Pragt.
Piger Prydelserne kaste,
Naar de see, de hielper ey,
De til Alvors Maske haste,
Og med et bestandigt Ney
Blomster, Brasiletter, Lokke,
Øren=Ringe, Skiørter, Sæt
Ja endogsaa Perle=Klokke
Kaste fra sig. Kiere, det
Visselig vil ondt betyde,
Thi naar Fruentimmer saa
Sig udplyndre, vil det lyde:
Alle Mand til Feldt skal gaae.
Men jeg er imod min Tanke,
Kommen fra den rette Vey,
Jeg med de Machine blanke,
Meere mig befatter ey.


Ved det Ark i sær jeg bliver,
Hvor den Danske Sande=Mand
Om Vankundigheden skriver
At den Lykke give kand.
Jeg vel ey benægter dette,
Dog ey udi den Forstand,
Som Spectator for den rette
Drister sig at tage an.
Hvor vi Tankerne vil vende,
See vi de Exempler, som
Give tydelig tilkiende,
At vi fælde rigtig Dom,
At vi Lykkens Kieledegger
Kalder Daarers store Tall,
Steene man i Veyen legger
For de Kloge, thi de skal
Af Fornuft allene leve,
Daarer som har intet lærdt
Lyksalighed skal sveve,
Hvilket synes noget sært.
Men hvad Sande=Manden siger,
At endog Vankundighed
Ziirer Verdens Land og Riger,
Ret endnu jeg ikke veed,
Hvor vidt kand Forstand passere,
Thi med samme Ret vi kand
Sige om en Hest og fleere,
Han er i lyksalig Stand.
Naar et Best ey mangler Føde
Naar det lider ingen Nød,
Naar det prygles ey til døde,
Blir endog dets Trældom sød.
Det kand selv begribe ikke,
At det født til Trældom er;
Det sig kand i Tiiden skikke
Tager ingen Ting sig nær.
Saadan Daaren sig opfører,
Der af Skabning ene kand


151


152
Slutte at til dem han hører,
Som GUd givet har Forstand.
Vil man ham lyksalig kalde,
Man tillige maa tilstaae
At den samme ret tilfalde
Dyrene paa Marken maa.
Den Lyksalighed at have,
Er kun Ulyksalighed
Og ey nogen Himmel=Gave
Ja jeg ingen Aarsag veed,
Hvorfor man vil pretendere,
At vor Verden deylig er
Fordi udi den logere
Slige halve Mennesker.
Jeg modsiger ikke dette
At i Tings Adskillighed
Kand vi Ziirligheden sætte;
Men jeg ey til fulde veed,
Om den Tanke bliver grundet,
Naar vi gaaer til Mennesket,
Der ved Skabning er forbundet,
Over alt at giøre Ret.
J Naturens store Rige,
Naar vi eene blive vil
Kand vi vel saaledes sige
At Naturens Vunder=Spill
J de saa adskilte Deele
Viser sin Fortreflighed,
Og kand giøre, at det heele,
Ziires med Fuldkommenhed,
Men hvad vi om Træer og Planter
Kand bekræfte, nægtes maa,
Hvis vi ikke ere Ganter;
Naar vi vil til andet gaae.
Den Lyksalighed, man giver
Daaren, jeg begierer ey,
Vel den! som lyksalig bliver
Paa en meer fornuftig Vey.
F¬


153
No. 39.
Udgivet den 5 Febr. 1745.
Qvid obseratis auribus fundis preces? Horat.
N¬
aar man paa Menneskers Forbedring vil arbeyde,
Man bør da eene ey mod Laster føre Feyde,
Men Kierligheden bør at føre Pennen saa
At man ey Caracteer af Misanthrop skal faae.
Hvad hielper, at man vil mod Lasters Onde skrive,
Naar stedse Slutningen alligevel skal blive:
Hver Udyds Slave blir paa Lasters gamle Vey,
Og Skrift mod Laster kand til Nytte være ey?
Naar vores Sande=Mand sit Nye=Aars Ønske skriver,
Han klarlig, synes mig, dermed tilkiendegiver,
At om sin egen Fliid han slette Tanker har,
Og at han bliver ey den mindste Nytte vaer,
Som af hans Uge=Verk til Landets Børn kand flyde,
Naar dette har sig saa, saa burde han ey nyde
Den Ære, at hans Skrift af nogen skulde sees,
Men meget meere, at han burde selv belees.
Naar jeg hans Nye=Aars Blad mig stiller ret for Øye,
Jeg finder meget, som jeg ikke kand fordøye,
Jeg troer ogsaa, at han spildte sin Credit,
Da han i dette Ark Fornuften brugte lidt.
Med Høfligheden selv han største Spott tør drive,
Og dem blant Daarer han sig drister at indskrive,
Som en Lyksalighed tilønsker anden Mand
Mon Navn af Daare han ey selv fortiene kand.
Snart klager har, at man ey Kierlighed kand finde,
Og at den ene ey kand andens Yndest vinde,
Men det, paa Kierlighed som Mærke være skal,
Han dristig sætte tør blant Hykleriers Tal.
Hvad kand begieres meer af dem, som boe tilhobe,
End at den ene skal paa andens Lykke raabe,
Kand Complimenter ey bevise Kierlighed,
Hvormed den vises skal, jeg snart da ikke veed.


154
At bøye Legemet, at kysse Haand og Klæder
Paa dem, som finde sig paa høye Æres Sæder,
Paa største Ydmyghed den største Prøve er,
J mindste finder vi ey andre Prøver her.
De Danske pleyer ey at hykle og flattere,
Hvad Hiertet meener, de skal sige og ey meere,
Vel kand de giøre med en Copliment paa Fransk,
Men Hiertet bliver dog i Complimenten Dansk.
Af Hiertet andre lad en Røver=Kule giøre,
Sligt har vi ingen Tiid om Danske kundet høre,
Den ædle Nation er alt for reedelig,
At den ey Hykler=Pak sig skulde giøre liig.
De Danske vide paa Lyksalighed at skiønne,
Af Hiertet bede de, at Himlen vil belønne
Enhver, som stræber at befordre Danskens Gavn,
Og ey udviser sig som graadig Ulv og Ravn.
Det er alleene den, som dømmer udi blinde,
Der Patrioter ey i Dannemark kand finde,
Lad være Klinten her blant Hveeden ogsaa staaer,
Den sidste, veed jeg dog, den første overgaaer.
Lad os end finde en, der kun paa egen Nytte
Sit Øye fæster, og kun søger efter Bytte,
Saa findes tusinde, hvis Hierte bedre er,
Og daglig tage sig det fælles Beste nær.
Vel sandt, vi finde kand en mægtig Betler=Skare,
Der hver Dag finder sig for Slutterie i Fare,
Men see vi Sagen paa den rette Side an,
Vi fælles Kiærlighed som Aarsag finde kand.
Den drømmer, som os vil en anden Aarsag give,
Og den ved Sandhed ey oprigtig sees at blive,
Der sige vil, at en den anden suer ud,
At han i Verden kand passere for en GUd.
De rette Danske ey saa slette Hierter haver
De glæde sig, naar de kand skue Himlens Gaver
5 Overflødighed hos deres egen Slegt,
Der samler alt med Ret ved Himlens Varetegt.


De
Vel finde vi en Deel, som Kierlighed til Landet,
Og Dansk Oprigtighed af Hiertet har forbandet,
Men findes dette hos en indfød Danne=Mand,
Saa har han dette lærdt af Mand fra andet Land.
dristig sige tør, min kiere Hr. Spectator,
At mangen ivrig og veltalende Orator.
Sin Mund oplader mod det Verk fra eders Haand,
Og siger, at J har en Hedensk Geist og Aand;
dette som en Feyl tør dristig censurete,
J handler herudi som mange andre fleere,
Men, om Forladelse, jeg kalder Eder saa
Fordi J nogen Tiid GUds Skabninger forsmaae.
Hvor kand J vente, at enhver med Eders Øye
Skal see? og om J fik engang en banket Trøye
For Eders kaade Pen, J havde det fortient,
Fordi J skrevet har mod dem, J ey har kiendt.
Enhver, som skrive vil nu andet end Postiller,
Der mægtig Afgang har og Folk ved Penge skiller,
En Kietter kaldes bør, der paa den rette Vey,
Som andre kloge Folk betræde, bliver ey.
Naturens ædle Lys til Side nu skal sættes,
Naturens Pligter bør aldeeles nu forgiættes,
Hvad har at giøre vel i vores Land Fornuft,
Den inficerer kun den reene Danske Luft.
Kast Øye kun til den, som over eders Blade
Et Ark om Ugen skrev; Hvor stor er ey den Skade,
Som dette Lapperie i Landet virket har,
Hver anden bleven er til Mathematisk Nar.
En Skræder kand nu ey til mig en Klædning giøre,
Han ikke ved sit Maal og Naal med Haand kand røre,
At mathematice han Slutninger jo giør,
Naar hørtes saadant i de danske Egne før?
Naar han af andens Tøy sig klipper et par Buxer,
Og naar sin Næste han ved andre Snit beluxer,
Han af Logiquen strax sit Argumente taer,
Og spørger jeg om Ret, saa faaer jeg dette Svar:


156
Som Sye=Naals Patriot jeg stedse bør mig viise,
Og følgelig min Konst jeg bør i dette prise,
At jeg ved Naal og Sax kand giøre slige Snit,
Der kand befordre min retfærdige Profit.
See! slige Unger kand Philosophien føde,
Hvi undrer J da, at en Vind skal eder møde,
Der Skibet standser i sin allerbeste Fart,
Og giør det i en Hast fra Seyl og Redskab bart.
Papiret giver mig ey Lov at skrive meere,
Og mange findes ey, der vil af mig begiere,
At jeg mod Eders Ark skal skierpe meer min Pen,
Thi selv J haver viist, at J er ingens Ven.
J ønsker, at enhver i deres Last maa blive,
Maaskee fordi J kand faae Leylighed at skrive,
Sligt Ønske, meener jeg, interesseret er,
Og stinker ilde, naar vi vil det komme nær.
Ney, kunde ønsker meer end blotte Munds=Veyr blive,
Jeg vel paa anden Fod et Ønske skulde skrive,
Men see, naar jeg beseer mit søde Føde=Land,
Det har da Mængde af hvad got, som ønskes kand.
Gudfrygtighed og Dyd i alle Hierne tindrer,
Man finder ingen, som de Godes Lykke hindrer,
Vor heele Landes Stand er uforlignelig,
Trods hver, som tør mod den med andet yttre sig.
Vi Lydighed kand see mod alle Landets Love,
Og ingen Borger sees i sine Pligter sove
Hvad skal jeg ønske da, naar jeg tilfulde veed,
At Landet eyer alt af sand Lyksalighed?
Vel kunde jeg mig selv et bedre Aar tilbede
Men, naar betænkes, at det maatte til mig heede;
Du Stymper, bliv du i dit gamle Clement
Jeg best da bliver med den gamle Taushed tient.


No. 40.
Udgivet den 12 Febr. 1745.
Simul ac venas inflavit tetra libido,
Huc juvenes, pudor est, descendunt, ac
alienas
Qværunt uxores.
Horat.
D¬
et er kun slette Tegn, med Aarets første Dage,
Naar Raserier skal Spectators Hierne plage,
De Blade, som vi faae ved Aarets første Tiid
Giør Læseren kun mod Skribenten lidet bliid.
Det synes ligesom Spectator har forbandet
All sund Fornuftes Brug, all Kierlighed til Landet,
Hans Ønske var forvendt; Thi blev hans Caracteer:
Den Mand sin Næste ey med Kiærlighed anseer.
Naar jeg for Øyet faaer det heel forrykte Stykke,
Hvor han bejamrer, at han havde ingen Lykke
Til den Betragtning, som han vilde stillet frem,
Hvis den ey lykkelig var bleven viset hiem;
Saa kand jeg andet ey, end giøre mig den Tanke,
At han maa slide stærkt, og stedse Hiernen banke,
Ey for at skrive det, som finde kand Behag,
Men for at legge sin Vankundighed for Dag.
Ney nu! en Sande=Mand sig understaaer at skrive,
At hvis Religion paa Døren man vil drive
Saa giorde man en Sag, som mange ønske sig;
Men, kiere Ven, hvor har du her forløbet dig:
Er Landet ikke fyldt med lutter ædle Siæle,
Der heel andægtige kand stedse sees at knæle,
Og mon vi ikke os forsynde, naar vi vil
Beskylde dem, som de der drive Abe=Spill


158
Med sand Gudfrygtighed? o jo! vi ey bør tænke
Saa slet om Landets Børn; Religionens Lænke
Er den, som samler os, og giør at tusinde
Vi som et Liv og Aand forenede kand see.
Jeg glæder mig derfor, at man forkaste vilde
Det Blad, det stygge Blad, der lugtede saa ilde.
Men det, som Friehed fik at gaae i førstes Sted,
Man burde, meener jeg, paa Dørren jaget med.
Jeg Tilden spilder ey ved nogen Dom at fælde,
Hvor vidt man lade kand Jnventioner gielde,
Naar all Ting glipper, strax man finder paa et Brev
Som en forrykt Monsieur til Sande=Manden skrev;
Jeg siger ikkun at, han skriver meget ilde;
Af sine Vahre naar han noget giøre vilde,
Han Pennen burde førdt med finere Forstand,
Helst da Anledningen kom fra de dødes Land.
Det er hans Hoved=Sag, for Verden at beviise,
At mange skulde ey i Graven finde Liise,
Saa tiilig, hvis de ey selv største Aarsag blev,
At Døden hastig dem til Jordens Boelig drev.
Den Sag jeg vil vel ey aldeeles disputere,
Jeg meget meere her bekiende maa med Fleere
At Livet ofte ey saa snart til Enden kom,
Hvis man ey fældede for hastig Dødens Dom;
Men hvad jeg sige vil om Sagen bliver dette:
De Mennesker vi vel kand sætte haardt til rette,
Der selv i Dødens Gab for Tiden styrte sig,
Men Kiere, bliv ey vreed, om jeg adspørger dig:
Hvis mange ikke selv ved deres egne Laster
Til deres Død og Grav for Tiden ofte haster
Saa, troe mig, Verden blev, hvor stor den ogsaa er,
For snever til saa stor en Hob af Mennesker.
Spectator taler om det store Tall af Døde
Jeg mælder et par Ord, om dem, som ere føde,


De
Jeg ikkun bliver ved det næst forgangne Aar
Hvor stor en Skare for mit Øye ikke staaer.
Det er den mindste Deel, som paa tilladte Veye
Af unge Mennesker vort Rige har i Eye,
Den største Hob vi see fra Kydskheds Vey at gaae,
Og oftest Hore-Navn i Kirke=Bog at staae.
A kand sig ikke med en Kone lade nøye,
Han strider ikke stort, han har ey megen Møye
Før han spadsere til en Hollandsk Skiøge ind,
Og klapper med sin Haand den røde Hore=Kind,
Hans Kone føder ham hvert Aar en Kieledegge,
Og Skiøggen maa sig og i Barsel=Sengen legge,
Paa tvende Veye han formere Verden vil,
Og mueligt jeg endnu tør tvende legge til.
B er en Enke=Mand, hans sidste kiere Kone
Har prædiket for ham i saadan kierlig Tone,
At Ægte=Standen han ey meer forsøge tør,
Men sin Huusholderske han jager ey paa Dør;
En gang om Aaret hun er ikke vel til Mode,
Og at desbedre hun kand blive seet til gode,
Hun i Carose til Nyeboder føres ud,
Men mister ikke dog sin reene Jomfru=Hud.
haver fordum havt den ypperlige Maade,
At naar han havde sig af Glasset ladet raade,
Saa søgte han i sin fuldkomne Sviine=Ruus
Med Hingste-Hidsighed til første Hore-Huus;
De Brødre som vi see at have gode Dage,
Og tiene ikkun for at være Andres Plage,
De have uden Tvivl de fleeste Arvinger,
Endskiønt vi see, at den Gemeene Skiulet er.
Naar Holm og Gvarnison forene deres Kræfter
Hvad meener J, min Ven, at der da følger efter,
Jo, jo, det store Tall af dem, som sidste Aar
Fik Verdens Lys at see, af mange Rødder groer.
Pp 2


159


160
Hvad, om nu ingen sig til døde vilde harme
Og ingen kaste sig ved Drik i Dødens Arme;
Hvad om enhver blev til til Himlens satte Stund,
Jeg troer Jorden da nedsank i Bund og Grund.
Naar en Regent kand ey paa Himlens Forsyn haabe,
Naar han befrygter at, hans Lande skulde raabe
Forgiæves efter Brød, naar Tallet blev for stort,
Saa declareres Kriig dermed er Sagen gjort.
Saa maa og Mennesket sit eget Liv bekrige,
Og blive Borger i det fæle Dødens Rige,
At andre ikke skal med Jorden undergaae,
Naar fleere Mennesker paa den kand ikke staae.
Hvis man alleene blev paa Ærens reene Veye,
Den Hob blev ey saa stor, som Verden nu maae eye,
Men som man hielper til, at Verden bliver fuld,
Saa maae man hielpe, at den falder ey omkuld.
Jeg har just ey saa fiin i disse Blade været
Men Touren haver mig en saadan Sag beskiæret,
At naar om grove og afskyelige Ting
Jeg skriver, giver jeg de føleligste Sting.
Hvad hielper det, at man vil hykle og flattere,
De onde tænker at man tør ey skrive meere,
End drive løselig med deres Laster skiemt
Jeg Hore=Pakket her har derfor ey forglemt.


164
No. 41.
Udgivet den 19 Febr. 1745.
Virg
Arma virumqve Cano.
J¬
eg siunger om en Mand, en Kiæmpe udi Norden,
En mageløs Poltron, et Vunderverk paa Jorden,
Et Corpus Juris og en styrke =prydet Helt,
En Philosoph, Pedant der grosse von der Welt;
Stat Pegasus nu bi, du veed hvor om det gielder,
Stræk alle fire ud, lad see du ikke helder
Med Hovedet, men hold dig nu i Feldten brav,
At Fienden styrtes kand i den beredte Grav.
Velkommen store Geist, du store Alexander,
Paa begge sider kand nu ventes brudne Pander,
Du i Avisen har udstedt dit Manifest,
See til det bliver ey din egen Skam og Pest.
Naar du dig tager paa en Daare at forsvare,
Fra Daare=Titel jeg umuelig dig kand spare,
Naar under Armene du tager en Pedant
Du selvdig viser en; mon det er ikke sandt?
Men, Kiære, sig engang, hvad kand dig Frihed give
J lærde Tidender dit Narrerie at skrive?
Skeer det af Mangel paa en sund Materie
At saadant Tøy skal staae nu i Aviserne?
For nogle Aar, da den som havde Been i Næse
Skrev lærde Tidender, saa kunde man dem læse
Med Sinds Fornøyelse; men naar Pedanterie
Skal fylde Siderne, hvad Sundt er der da i?
Men mueligt du dit Navn i Norden vil udbrede,
At, naar du sover hen, det da om dig kand heede:
Alt hvad om denne Mand enhver at sige har,
Er at han gjorde sig for Verden til en Nar;


162
Er du saa fyldet nu af Viisdoms ædle Gaver,
At du, som drukken Mand, af bare Lærdom raver?
Skal i Aviserne din Ære=Støtte staae,
At dit det ædle Navn i glemme ey skal gaae.
Vil du dit eget nu dit Føde=Land meddeele,
Da du har giort dig tyk tilforn af Bøger heele,
Hvor du vel viiste dig en skrækkelig Jurist,
Men med et bedre Navn en ferdig Copiist.
Leg ned, jeg beder dog, din Rustning, Spyd og Kaarde,
At du beskiæmmet ey for alle Mand skal vorde,
Hav dog Medlidenhed med fattig Skialdre=Pen,
Og viis dig, at du er Poetens hulde Ven.
Du Krigen har begyndt i meget høye Toner
Jeg finder mig strax ind, Forseelsen forsoner
Jeg beder om Pardon, i fald jeg skrevet har,
At Philosophen var, og at du er en Nar.
Jeg vil ham gierne Plads blant Viise=Mænd indrømme,
Og alle mine Vers maa blive bare Drømme,
Og for dit Hoved jeg vil falde ydmyg ned,
Naar du kun ikke paa min Pen vil være vred.
Du bliver aldrig, men jeg dog dig her vil kalde
Den best fortiente Mand, der haver ingen Galde,
En Mand, som sluget har all Viisdoms ædle Skat,
Og efter Viisdom er, som efter Muus en Kat.
Jeg zittrede, da jeg udi Avisen læste,
At du med bitter Hu i Krigs Basunen blæste;
Jeg tabte reent mit Mod, da jeg af Stilen saae,
At saadan Mand, som du til Fældt mod mig vil gaae.
Du store Martis Søn, Bellone Kieledegge,
Jeg beder nok engang, du Sværdet ned vil legge,
Lad os ey fegte om det usle Lapperie,
Som Philosophen har fordybet sig udi.
All Philosophisk Skarn du gierne maa beholde,
Og at jeg ikke skal med Skrivningen forvolde,


At du skal blive ved at sætte Krigen fort,
Jeg Philosophen vil aldeeles jage bort;
Vel ey af Staden, men mit Hoved og min Hierne,
Herefter han i Fred for mig maa blive gierne,
Jeg ønsker at han nu i Stilhed samle kand,
Hvad han ey havde før, jeg meener sund Forstand.
Du handler sandelig imod Fornuftens Regler,
At mine Blade du for ham igiennemhegler
Thi om han havde seet sit gamle Raserie,
Saa fører du ham fra Fornuftens Vey og Stie.
Nu, det er lige got, skal det ey andet være,
End at jeg nu igien skal Fegte=Konsten lære,
Vil du ey stifte med Poeten et Forlig,
Saa viid, Poeten nu tør declarere Krig.
Hør til du store Krop, mon jeg dig skulde spare?
Ney hvad jeg haver sagt jeg stedse skal forsvare;
See dig, jeg beder, paa din Philosoph i Speyl,
Og som du større er, kand jeg ey skyde feyl;
Din Declaration mod Folke=Retten strider,
Thi den, som jeg har hørdt, paa ingen Maade lider,
At Fiendtligheder maa forøges, førend man
Jmod sin Vederpart har kyndet Krigen an,
Du der imod, som vil af alle pretendere,
At som Frue Themis Søn med ret man skal dig Ære,
Du tør mig gribe an, i det du siger, at
Her efter du paa mig med Krig vil tage fat,
Jeg tæller Franske Skud snart ni og fyrretive,
Men vil du ey, min Ven, ved Danske Vaaben blive,
Saa viid, at Krigen vil dig blive meget suur
Thi uden Skaansel jeg bestormer Fransk Filour.
Du har et Citadel, en Nucleus jeg meener
Det gav dig Vaaben, da du spendte alle Seener,
For at angribe en fordervet Glose=Bog,
Som du og kaldet har et Æg af Skole=Pog.


163


164
Du kand dig ærgre naar du finde kand en Glose
(For Rimets Skyld jeg vil kun nævne her en Hose)
Der ey er skreven ret, og selv da skriver saa,
At for at lære Dansk i Skole du bør gaae;
Du har vel ikke seet Societætets Domme,
Der billig straffer dem, som vil med Fransken komme,
Naar Landets eget Sprog saa fattigt ikke er,
At man med andet skal opfylde Linier.
Dog jeg for dette ey vil sætte dig til rette,
Jeg siger kun, at jeg kand forud see og giette,
At snart af Krigen du vil kiedes og gaae hiem,
Helst, naar du mister først en efter anden Lem.
Din Forbunds Broder skal vel ey Figurer giøre,
Og naar herefter du af andre faaer at høre,
At lærde Tidender, som intet kastes bort,
Du kommer haaber jeg i Regningen tilkort.
Vel vil du svare ey, naar Kuglerne dig flyve
Om Ørnene, og at du ey skal sees at lyve
Saa troer jeg og, at du holder Munden til,
Men tænker du, at du dermed udrette vil,
At jeg Medlidenhed imod dig skulde viise,
Som den hvis Lærdom man ey nok har kundet priise
Saa irrer du; Thi jeg ey viger en Poltron,
Og ey ved en Avis jeg bliver til Cujon.
Lav Skindet derfor til; kom med Retorsioner,
Jeg komme skal igien med hundrede Canoner,
Er du Grammatica, saa har jeg Prosodie,
Jeg viger ey et Fied for dig i Penne=Krig.


164
No. 42.
Udgivet den 26 Febr. 1745.
Stulti hominis non supervacua solum sed
etiam invisa defensio est.
Curt.
N¬
aar paa Tradition man grunder sine Domme,
Man den Uskyldige for nær kand ofte komme,
Saa har jeg mig forseet i sidste Stykke, som
Mod en Avise=Mand for Danske Øyne kom¬
En stakkels ung Student, har lærdt tre Franske Gloser,
Med dem han pranger, som en Jydsk med sine Hoser
Han efterabet har en anden brav Skribent,
Saa han af alle snart for samme var bekiendt.
Jeg troede Folkes Snak; men jeg mig har bedraget,
Jeg sadler om igien, jeg har tilbage taget,
De Ord, som sigtede paa den Uskyldige,
Da rette Fader jeg nu haver faaet at see;
Naar min Vildfarelse jeg offentlig bekiender,
Naar min Erklæring jeg for alles Øyne sender
Saa haaber jeg, at man fortryder ikke, at
Paa den Urigtige jeg haver taget fat.
Naar usel nøgen Fugl med andres Fiere praler,
Man seer da ofte feyl, man ofte sig fortaler,
Naar udi Løve=Hud et Faar ifører sig,
Kand det, min Læsere, bedrage dig og mig.
Vliv da, min skiulte Ven, ey vreed paa mine Blade,
Avise=Stykket du med større Ret bør hade,
Poeten mueligt for at fordre eget Gavn
Har skiult sig under dit berømmelige Navn.
Og jeg har taget Feyl i Characteer og Skrifter
Jeg beder om Pardon: mit sidste Ark jeg drifter
Og selder om igien. Jeg veed ey hvor det kom
At min Poetisk Hest, saa galdt har tumlet om.


165
Lad hvad jeg skrevet har til min Undskyldning gielde
Jeg veed jeg burde meer om disse Sager mælde,
Men har du Øyet i en lærd Avise kast
Saa seer du at jeg maa med allerstørste Hast
Begive mig til den, der all sin Viisdom haver
Af sin Philosophi de ypperlige Gaver,
Han tænker vel, at jeg ham skulde kalde graae
Og efter Ordet ham i Stilhed lade gaae;
O! ney, Graadunkes, du bør Regenskab aflegge
For det du skriver, og af Bibelen tør trække,
Din Ubetænksomhed kand sees i fulde Vext,
Da du af Skriftens Ord udvælger dig en Text;
Du en Qvidius endnu i Hiernen haver
Lad ham i Spidsen staae for dine Rime=Gaver,
Naar Striid=Skrift skrives, da at bruge Skriftens Ord,
Er Tegn, at lidt Respect for det udi dig boer.
At bruge Skriftens Ord, naar man sin Geist vil give
Den fulde Friehed og mod anden saadan skrive,
At Bladet bliver fuldt af spodske Raillerie,
Er noget, som jeg ey kand finde mig udi;
Men Fanden er en Skielm, der pleyer stort at prunke
Med Bibelen, og han nu ved Graabrødre Munke
Udspyer all sin Gift, og for at smykke sig,
Han bruger Skriftens Ord, naar han vil føre Krig.
sær mig synes, at sin Konst han deri priser,
At Galden finder Sted ikkun udi Aviser,
Hvorfor? fordi han veed, at ingen pleyer at
Paa saadan Rapsodie med Dom at tage fat;
Dog meener jeg, at naar Avisen saa fordærves,
En Approbation med Rette bør erhverves,
Just ikke fordi man mod Sandhed fører Pen,
Men for man driver Spot endog med Bibelen.
Dog hvorfor vil jeg saa mod Manden declamere
Lad kun hans Kram udi Avisen frit passere,


Det kom just ret til pas: Thi hvormed vilde man
Avisen fylde, hvis vi ey i eget Land
De Hierner eyede, der ogsaa kunde give
For Lyset noget frem, og vidt berømte blive
Men om man sige vil, i lærde Tidender
Bør det ey findes, som er ikke Lyset værd,
Saa svarer jeg, at hvad er lærdt i andres Øye,
Kand under samme Navn en anden ey fornøye
Den unger Svend, som til Examen var i Fior,
J egne Tanker er den klogeste i Nord.
Baumeister har han faaet indprentet i sin Hierne
Og det har gjort ham til en usædvanlig Stierne,
Der med sit klare Lys udi Avisen sees,
Men som en Lygte=Mand af andre kun belees.
Du skriver, kiere Søn, i Haab at retorqvere
Paa mig hvad jeg har sagt mod den, som ikke meere,
Sig nu som Philosoph paa Pladsen lader see,
Men seer du ikke, at det samme kunde skee
Mod dig, hvis nødig var at bruge saadan Maade,
Men af Fornuften jeg saa vit mig lader raade,
Da for dit eget Skrift du selver blues maa,
Saa vel naar du er ung, som naar du bliver graae.
Jeg veed du smilede med dine Brødre tvende,
Da i det første Ark jeg kunde dig ey kiende,
Men see hvor Fierene dig noksom røbet har
Med Skolemester at du giør et yndigt Par;
Har du ey andet lærdt af den, som du forsvarer,
Saa har du dette lærdt, at ingen Flid du sparer
For at undskylde det saa usle Tøy og Snak,
At af Præceptor du kand tiene megen Tak;
Saa kand af Viisdoms Sæd i en Præceptors Nakke
Opvoxe saadan en, som Danske Folk bør takke,
Fordi han roser det, som lastes af enhver,
Hvormed bevises, at hans Smag fornuftig er.


166


167
Du er den eneste i heele Danske Rige
Som om det tørre Tøy tør offentligen sige,
At det med billighed er all Æstime værd
Du viser dermed; at din Smag ey rigtig er;
Thi du, jeg meener, gaaer kun efter bare Sandser,
Og ligesom din Pen i fuld Galoupe Dan dser,
Saa legges Prøver af, at Pape=Buuret er
Det Sted, som du i fær for andre Folk er værd;
Vel er for alle du din Lærere forbunden,
Men Haanden heller du maa legge plat paa Munden,
End giøre meere hans Hevngierrighed bekiendt,
Hvormed den gode Mand er saare lidet tient.
Bild dig kun aldrig ind, jeg noget havde skrevet
Mod hans pectator-Blad, og Skiemt med samme drevet,
Hvis ikke snart enhver, der kunde læse Prent,
Beloe hver Stykke, som til Læseren blev sendt.
Du meener at jeg har udi mit Hierte pralet,
Af Seyer over ham; men du dig har fortalet,
Han sagde ey farvel, for jeg imod ham skrev
Men for et Menneske til Slutningen han blev.
Han kiendte sig tilsidst og holdt saa op at skrive,
Men nu da du igien skal hans Defendens blive,
Du ham omdannet har og i Avisen viist
At han sin Skabning har igien paa ny forliist.
Det kand vel ikke just oprøre dig til Galde,
Om Folk her efter dig en lærd Aviis vil kalde.
J Sandhed saadant Navn fortiener ey enhver
Men du, som Hoved=Mand nu i Avisen er.
A¬


168
No. 43.
Udgivet den 5 Mart. 1745.
Qvod laceras, insulse! meam mihi gaudeo
famam;
Laus illaudatis est placuisse minus.
E¬
t Ordsprog siger os, at vi skal Sandhed have
Af Hierneløse Folk, og Bacchi Drue=Slave,
Jeg paa min Fiende ey det sidste tyder hen,
Men vel det første; thi, saa lærer mig hans Pen.
Den Mand, hvis Blade han for Verden vil forsvare,
Han saa forsvarer, at han hannem ey vil spare,
Men i Avisen ham som Stymper fører an
Saaledes Sandhed sig ey længe dølge kand (a)
Den Arme Philosoph maa Mellem=Penge være,
Og hans Philosophie bør billig Titel bære
Af Æblet, som til Krig Andledning givet har
Og mig paa Halsen ført en stridbar Vers=Husar,
Der hierteligen bør sin Lære=Mester takke,
At han i sine Ark saa klogt har vildet snakke:
Thi hans Discipel er ved dette bleven seet
Udi Avisen, som en priselig Poet.
Jeg vil, som Fienden, ey ved bare Skields=Ord blive,
Men til mit Forsvar jeg en Linie maa skrive,
Da man mig uden Grund for det beskylde vil,
Som udi mine Vers har aldrig været til.
Man sigter mig som den, der ilde talet haver
Om Wolfens Lærdom og hans ypperlige Gaver
Men her Poeten løy saa stærk, som Pegasus
Kand rende med en kaad og ung Poetisk Rus.
(a) Anden Coneluson kand jeg ikke giøre i Andledning af den lærde A¬
viises Udsigende pag. 114 lin. 4.


169
Jeg all Ærbødighed for brave Wolfen bærer,
Men ærer ikkun lidt en Philosophisk Lærer,
Der som en Wolfian sig skriver offentlig,
I Haab han derved kand ærværdig giøre sig.
Jeg siger og har sagt om store Wolfens Abe,
At i hans Blade jeg mig aldrig kand forgabe,
Jeg siger og har sagt, hvis Wolfen skriver saa
Som han har skrevet, bør han ey i Classe staae
Med den, som andre vil Philosophien lære;
Nu spørger jeg, om det fornærmer Wolfens Ære?
Ney, hver fornuftig, som betragter Sagen ret,
Kand see at Rimeren har sluttet meget slet.
Du siger, Kiere, jeg forstaaer mig paa en Ode,
Men kiender ikke den bevisende Methode;
Kand være, jeg dig ey vil sige her imod
Men dette veed jeg, at paa Mathematisk Fod
At vilde sende frem for Lyset Uge=Blade,
Er ikke tienligt; men kun Næringen til Skade,
Thi alting bliver tørt, og Bladet agtes ey,
Naar man forlader den almindelige Vey.
At du forstaar dig paa Demonstrativisk Maade,
Du vel tilskrive maa din Skolemesters Naade,
Den velfortiente Roes, du derfor have bør,
Jeg gierne giver, og dig aldrig vegre tør;
Helst naar du stedse dig udi Methoden øver,
Og viser ugentlig udi Avisen Prøver,
At demonstrere du saa kiek, som nogen kand,
Hvorledes du forlængst har mistet din Forstand.
Dog Demonstration den Thesis ey behøver;
Thi at du er en Giek, bevise mange Prøver,
Som Axioma det passere derfor kand,
Og uden nærmere Beviis bør tages an.
Du vil vel sige, det er ingen Konst at skielde,
Og over andre en ugunstig Dom at fælde;
Jeg nægter dette ey, men du giør ligesaa,
Vi i een Linie bør begge derfor staae.


Med bare Skields=Ord du din Mester vil forsvare,
Der løb af Pladsen bort, som en frygtagtig Hare,
Og som du hidindtil i Skoven raabet har,
Saa har jeg hidindtil dig ogsaa givet Svar.
Jeg et fornuftigt Ord i dine Vers ey finder,
Jeg taaler gierne at du denne Seyer vinder,
Naar Krigen holder op saa bliver Slutningen:
Avisen vandt til sidst ved ubehøvlet Pen;
Anti-Spectator lod sig af Avisen fælde,
Thi han ey havde lærdt saa godt, som den at skielde,
Alt hvad man sige kand om saadan lærd Aviis,
Er at den dog beholdt i Skielde=Konsten Priis.
Saa Skielde=Konsten nu og Skialdre=Konsten bliver
To Ord, der sige et, naar man herefter skriver,
At udi dette Aar man Skialdre=Konsten saae
Blomster, maa man det om Skielde=Konst forstaae;
Vil Efterkommerne til dette Aarsag have,
Saa maa man sige dem, at Verden kom af Lave,
Da Philosophen blev in prosa til en Giek
Og hans Discipel gav paa Vers sit Gaase=Kiek.
Den sidste tog sig for den første at forsvare,
Anti-Spectator, som for begge stod i Fare,
Blev nødt at fegte med de samme Vaaben, som
Hans Fiende brugte, da han ham paa Livet kom.
Men at jeg skal igien til vor Avise komme,
Saa maa jeg prise de fortreffelige Domme,
Som jeg betragte kand at fældes over den
Der har som Mester giort Forsvareren til Svend.
At han vil sige at han aldrig skrev for Penge,
Er noget, som jeg veed og haver troet saa længe,
Ney pure Kierlighed til Landet Manden drev,
At han til Sprogets Ziir for sine Brødre skrev;
Saa jeg om denne Sag vil ikke disputere;
Men hvad mig støder er den store Caractere,
Som Philosophens Verk Avisen give tør,
Og for Poetisk Roes vi billig agte bør?


171
Hvor kand du Hr. Aviis, paa slige Tanker falde,
Hvor kand du Sinderigt et saadant Arbeyd kalde?
Hvad kand dig give Ret, forstaaeligt og net
At du vil kalde det, som uselt er og slet?
Om Pater Bouhors nu af Graven kunde kige
Han vilde uden Tvivl saaledes til dig sige:
Paa sinderige Ting, som du dig ey forstaaer,
Saa er det bedre, at du dig paa Munden slaaer,
End at du Lapperie og Philosophisk Grille,
Som sinderigt og net vil nogen forestille
Med det, som sinderigt skal skrives, kand man ey
Gaae frem paa nogen streng og Mathematisk Vey.
For Canik=Strædet jeg vel aldrig procurerer,
At Skiden=Strædet dig saaledes alarmerer,
Jeg undrer ikke, thi en Soe er best bekiendt
J skiden Søle som sit rette Element.
Hvad om Marcholfus du fornøyer dig at skrive,
Kand gandske tydelig paa dig hentydet blive,
Men slet Marcholfus ud dit eget Navn sæt ind
Saa staaer du der en kiøn med egen Krop og Skind.
Hvis om Marcholfo du, ey noget havde skrevet,
Saa havde uden Tvivl min Mening denne blevet,
At Bladene hvor jeg din Riimen bliver vaer,
Af lærde Tidender med Uret Titel har.
Men nu jeg tænke maa, at du saa lærdt vil skrive,
Paa det Avisen man af lærdt kand Titel give,
Ved saadan Lærdom du dig Veyen bane maa,
Man kand med første dig til Finke=Ridder slaae.


No. 44.
Udgivet den 19 Mart. 1745.
Stultitiam non tu landasti solus, amice,
Te landant multi Stultitiamqve tuam.
N¬
u tænkte du, min Her Avis,
Jeg skulde Afskeed tage,
Og lade dig beholde Priis,
Som den der kunde jage,
Bort Philosophens Vederpart
Ved dine Skialdre=Kræfter
Men seer du ikke nu hvor snart
Mit Blad kand følge efter.
Du giør dig vreed, fordi ey den,
Som du prostituerer,
Af Høfligheden er en Ven
Og da du protesterer
Jmod den Complimente, som
Jeg ydmygst givet haver,
Saa bliver dette nu min Dom:
J ere begge Slaver
Af taabelig Hævngierrighed,
Af dumme Børne=Griller,
Og udi dette ikke veed,
At Eder selv J driller.
Poeten tænker det er godt
Her skal jeg Karlen fælde;
Med Mester=Grad han driver Spot,
Naar jeg et Ord vil mælde
Om dette, meener jeg, at han
Sin Pibe holder inde,
Og at hans Uge=Blade kand
Ey længe bifald finde.


174


Men det er ilde, kiære Søn,
Saa tilig at begynde,
For at erhverve Løgnens Løn
Mod Sandheds Bud at synde;
Magister=Graden blive bør
Hvad den har stedse været,
Mod den jeg aldrig skrive tør,
Thi længe den er æret.
Og siig engang, du Sandheds Ven,
Hvad dig kand have drevet.
Til at beskylde mig som den,
Der noget haver skrevet
Mod Skolemesters Ære=Navn,
Jeg kalder hannem Mester
Udi et Laug i Kiøbenhavn,
Og mine Tanker fæster
Paa det, som han om gamle Skoe
Som Philosoph har sladdret,
Du haver en Skoemager Troe,
Derfor du haver pladdret
Saa længe nu Magister=Grad,
For mine Vers at sværte,
Ved den Concept du blev saa glad
Som om et Stykke Tærte
Du havde faaet af din Mama,
For Flittighed at viise,
At Skole=Mester for Papa
Din Lærdom kunde prise.
Beklikket kalder du min Smag,
Men hvad skal dette være?
Hør, din og Skole=Mesters Sag
Maa Navn af Feber bære;
Thi, om du skrev i tive Aar,
Og vilde ham forsvare,
Han bliver dog et stakkels Faar,
Og philosophisk Hare.


Om min Forstand paa Poesie
Du ikke vel kand dømme,
Og at du for Philosophie,
Mig ikke vil berømme,
Er noget, som jeg undrer ey;
Thi du til begge Deele
Har gaaet en kort og hastig Vey,
Og store Richard Stecle
Du over Skuldre vel tør see,
Som Lærde Folk en Sinke.
Ja, hans Philosophie belee,
Saa raaden Fleske=Skinke
For saadan Næse, som du har
Den beste Lugt maa give,
Best derfor, at du dig paatar
For hver en Giek at skrive;
Sligt bliver dog til noget Gavn,
Kand fylde en Avise,
Ved det du giør dig og et Navn,
Som alle Mand bør prise.
Naar du engang af Verden gaaer,
Saa skal i Marmor=Steene
Den Grav=Skrift sættes, som du faaer:
Her hviler Mandens Beene,
Som fordi han med sin Forstand,
En Afskeed havde taget,
Blev alle deres Forsvars Mand,
Der Boelig havde taget
Blandt daarlige Skribenters Tal:
Du Vandrings=Mand stat stille,
Og lær af ham, at blive gal,
For Harleqvin at spille.
Men fra din Grav=Skrift maa jeg mig
Til din Aviis begive,
Der tør nu ublu yttre dig,
Og uden Skaansel skrive,


76


der
At for dig Personalia
Jeg blander i min Tale,
Du efter din Retorica
Som den mig maa afmale,
Der burde Navn af Pasqvillant
Udi Avisen bære:
Men hvis du her skal skrive sandt,
Bør du det samme være.
Har jeg Pasqviller skrevet, naar
Jeg Philosophen straffer,
Du samme Ære=Titel faaer;
Thi Pressen du forskaffer,
Til Lykke det at give frem,
Som er mod mine Blade,
Og, hvis det havde nogen Klem,
Mig skulde giøre Skade.
Avisen meer end halve Part
Er et Complet Register
Af Skields=Ord hvoraf sluttes snart,
At du af din Magister
J mindste Skielde=Konst har lærdt
Saa kiek som en Mariner,
Da du, saa snart han faaer et Snerl,
Af puure Jver hviner


177
No. 45.
Udgivet den 26 Martii 1745.
Voce canis, mordesqve simul, sic duplice sensu
Verbum unum de te dicitur, Alde, Canis.
B¬
lant mange andre Ting, som om Apelle skrives,
Den Efterretning i Historierne gives,
At Alexander, som man Navn af Magnus gav,
Gav denne Maler Lov at pensle Kongen af.
Monarchen prisede Apellis store Gaver,
Og dygtig derfor ham alleene agtet haver,
Til at afskildre hans mærkværdige Portrait,
Og mueligt lykkelig han haver troffet det.
Om Philosophen sig i Linie tør sætte
Med denne Konge, jeg ey sige skal, men dette
Jeg sige tør, at den, som kalder sig hans Ven,
Har eene Hierne, saa at skrive med sin Pen
Til Philosophens Roes, og hannem saa afmale,
At den, som ikke vil paa samme Maade tale,
Faaer i Aviisen Navn af verste Menneske,
Som Verden nogen Tiid har seet og faaer at see.
Jeg vil ey tale om de meget slette Domme,
Som om min Poesie kand fra Aviisen komme,
En Criticus, som er af saadan Qvalite,
Er ikke værd, at man skal hans Critiqver see.
Han røber sig kun selv, sin Bitterhed og Galde,
Og naar han anden Mand en slet Poet vil kalde,
Sin egen Skialdre=Geist han da maa Løfte op
Til høye Himmel=Skye langt over Dovre=Top.
Jeg vil ey tale om hvorledes han forklarer
Sin Mesters Lignelse; jeg kortelig kun svarer:
Den, som forklarer ey en Sag, som føres an,
Uværdig viser sig til Navn af Wolfian.


178
Om Spare=Bøssen hvad jeg forhen haver skrevet,
Det havde udeladt af mine Blade blevet,
Hvis Philosophen, som demonstrativisk er,
Sin Meening tydelig antegnet havde her.
Men lad end være at den Lignelse er Grundet
Saa har jeg fleere Ord i hans Papirer fundet
Der røber saare lidt af Menneske=Forstand,
Og neppe mod en sund Forklaring tage kand (a)
Dog jeg mig meere ey med dette vil befatte,
Snart Barn, der nylig har forladt sin Moders Patte,
De svage Grunde i hans fleeste Tanker seer,
Og hver Fornuftig dem, som Børne=Tøy beleer
Den, som et Forsvars Skrift for slige Ting vil skrive,
Opkaager ikkun det, der kunde skiulet blive,
Vildfarelsen blev ey saa ofte lagt for Dag,
Hvis ingen tog sig paa Vildfarelsernes Sag.
Saa har Aviisen mig sadt haardelig til rette,
Fordi paa Glose=Bog jeg noget vil udsette,
Han siger jeg har læst den Bog, som falsk Prophet
Jeg siger, at han er en taabelig Poet.
At læse Gloser som en falsk Prophet, jeg ikke
Begribe kand, hvorvidt sig med Fornuft kand skikke,
Udi Poetens Sprog Grammaticus, Prophet
Jeg troer, bliver nu to Ord, der siger eet.
Forsvar, min Herr Aviis, saa længe du har Kræfter
Din Skole=Mester; men lad ingen komme efter;
At du forsvare vil en Bog du ey har seet,
Om man dig og kand troe, saa vidt du er Poet.
fa) Jblandt andre selsomme Characterer, som Philosophen giver visse Men¬
nesker, kalder han dem Viin=Flasker og Mad-Poser; Jeg begri¬
ber ikke, hvorvidt disse Ord kand tiene til at give os noget Begreb
om Bug=Tienere og Drankere. Philosophen har selv seet dette,
hvorfor han et andet Sted kalder Drankere Viin=Ammer. Jeg
undrer, at han ikke da kalder Fraadserne Spise=Kamre.


Men at du er Poet du klarligen beviser,
Naar du paa Skialdre=Viis din Lære=Mester priser,
Til Helte=Sange man Aviiser giører nu
Sligt før at være skeet man kommer ey ihu.
Af Femte hujus hvad du i Aviisen skriver,
Til allerstørste Deel en derlig Lov=Sang bliver,
Og udi Slutningen forfatter du en Bøn,
For at forskaffe dig og Skole=Mester Løn.
Du løfter hannem op med dine Skialdre=Sange,
Du viser at han ey er Gierrighedens Fange,
Til anden Bias du ved Digt ham skaber om,
Kort sagt, du siger af en meget prægtig Dom.
Alt dette, store Geist! jeg gierne underskriver
Endskiønt ey troeligt det hos mange fleere bliver;
Thi ofte kand man det udi Aviser see
Som Tiden siger, man som Fabler skal belee.
At Fabler du har læst, man ofte vaer kand blive,
Du derfor meget snart kand bare Fabler skrive,
Naar du vil skrive meer til Philosophens Priis,
Saa see dig for, at det ey skeer i en Aviis.
Hvad du anfører om de deylige Motiver,
Der Philosophen til sit Skrive Arbeyd driver,
Jeg siger ey imod, at du mig ikke skal
Indrømme noget Sted blandt vantroe Folkes Tal.
Dog veed jeg ey hvor vidt hans vakre Uge=Skrifter
Kand være Virkninger af Kierlighedens Drifter,
Med mindre Verket kom ham for i saadan Stand,
At det var et Beviis paa Philosophisk Mand.
Han tænkte mueligt, at hvad andres Hænder skriver,
De Danske Lande ey sin rette Ære giver,
Han vilde vise, at i Norden boer den,
Der ogsaa klygtig veed at bruge Haand og Pen.


179


180
Var Tanken denne, jeg og andre Landets Egne
Af Hiertet ønske, at han meere vilde tegne
Til Landets Prydelse mod fremmed Klaffer=Tand,
Der siger, at man ey i Danmark har Forstand.
Forlad mig derfor, om jeg forhen haver skrevet,
At Egen=Nytte ham til Verket haver drevet,
Forlad mig beder jeg Ærværdige Mama,
Du, som mig kalder den Ærværdige Papa.
At du ved dette Navn har noget udi mente,
Af Stilen, der er stor, jeg sikkerlig maa vente,
Men hvad du meener, jeg saa let begriber ey,
Helst da du vandrer frem paa en forblummet Vey.
Og hvad du meener kand mig lige meget være,
Om jeg om Ordene Forklaring vil begiere,
Du da vil svare: Som jeg selv en Pape er,
Saa skedte det at jeg paa Pape raabte her.
Nu bliv da i dit Buur, lad Munden hurtig løbe,
Alt hvad du taler er, som Smek af Kudske=Svøbe,
Da du fik Friehed at opfylde en Aviis,
Avisen tabte da en stor Deel af sin Priis.
Med første skriver man i fremmede Journaler:
J Danmark Vunder skeer: en Papegoye taler
Paa Kiim i lærd Aviis til Philosophers Gavn,
Nu kand af curieux Aviisen bære Navn.
Men tager ikke feyl, J lærde Journalister,
Af Papegoye snart Poeten Titel mister,
Et Bogstav tages bort, et andet legges til,
Naar vi den rette Fugl os forestille vil.


