Den
første
Spadseregang.
N¬
aar vi ret betragte Verdens og vort Levnets Løb; saa
kand vi følgelig ligne samme med en Spadseregang.
Der kunde være nogen, som svarede herimod, at
der var nogle Mennesker som danse og springe, og derimod
nogle som krybe Verden igiennem, saa at man ikke kunde kal¬
de det en Spadseregang, men jeg tør indvende herimod, at de,
som en Tid saa lystig danse og springe, vel lære at gaae sag¬
te; og de som nu maae krybe, ere ved deres lystige Dands,
Spring og mange Spadseregange, som de have giort, blevne
stive og trette.
Som et Menneske, naar han gaaer, sætter
en Foed for den anden, altsaa fløtter Tiden ogsaa sine Fødder
frem og følger Mennesker efter, og bringer med sig Tusinde
Slags hannem paarørende Forandringer, hvis Virkninger et
Menneske kalder sin Hendelse eller Skiæbne, følgelig spadserer
ethvert Menneske med Tiden igiennem Verden.


2
Denne Betragtning, min Høytærede Læser! hader
bragt mig til den endelige Slutning, at overveye de merkvær¬
digste og sande Hendelser, der Tid efter anden paa min Spad¬
seregang giennem Verden forekomme mig, til min og min
Næstes Nytte, Fornøyelse og Tidsfordriv med en moralisk
Pen.
Eftersom jeg nu udi Adresse=Contoirets Efterretninger af
dette 1760. Aars No. 77. ved et indrykked Avertissement ha¬
ver beskreven Nytten af denne Betragtning; saa fanger jeg nu
an, at fortælle den Høytærede Læser en særdeles forunderlig og
lystig Hendelse, jeg for nogen Tid vaa mine Reyser i Tydsk¬
land ved en Spadseregang fik at vide. Jeg var i en vis Kiøb¬
stæd udi et fremmed Land, og opholdt mig der nogen Tid i
den Hensigt, som alle Reysende maae have, der vilde have
Nytte af deres Reyse, nemlig for at lære at kiende Nationen,
Landets Sæder, Stats=Jndretningen, Manufacturene, samt
Kunst og Naturens Jndretninger. Jeg gik efter Sædvane
en Dag uden Porten at spadsere, og kom til en meget lystig
Skov. Da jeg meente at være med mine Tanker og Reflectio¬
ner allene, saa fandt jeg for mig en kiøn og i Klæderne vel as¬
sisteret Mand, der efter min Skiønsomhed maatte være en for¬
nem fremmed Herre, som ogsaa vilde lære at kiende Stædet.
Jeg blev vel fornøyet derved, i Haab at komme med ham i
Tale; thi naar man er paa Reysen, saa er det meget fornøyet
og nyttigt at giøre sig bekiendt med andre artige Reysende.


3
Denne Mand gik i Skoven op og ned, og jeg forføyede mig
til ham og gav mig i Tale med ham. Men omendskiønt han
hilsede og svarede meget artig, saa merkede jeg dog vel, at han
ikke havde megen Lyst at tale med mig, saa at jeg et lidet Styk¬
ke gik fra ham, at han kunde blive for sig allene. J det sam¬
me kom den regierende Herre af Landet med sin hele Hofstat
ridende. Denne Mand overgav til den regierende Herre med
største Vemodighed en Suppliqve, hvilket jeg ikke havde ven¬
tet. Derover faldt jeg i de Betragtninger, hvad det dog et
lyksaligt Menneske, der kand bevise høye Hoveder den skyldige
Respect, men ikke haver noget at søge hos dem; thi saa snart
et Menneske haver noget at søge, saa lever han imellem Tvivl
og Haab, og kand altsaa ikke være ret fornøyet, enten der
fattes hannem noget paa sin Velfært, eller han har ogsaa en
Skiæbne der trykker ham, hvorfra han ønsker at blive frelst.
Man seer saa tit det deyligste Legeme af et Menneske, meget
kiøndt klædt, men man veed ikke hvad han haver i sit Hierte.
om det er dydigt eller udydigt, om det er fornøyet eller sorge¬
fuldt. Hvem der vil lære ret at kiende Verden og giøre sig de
Hendelser, der skeer, til Nytte, kand ikke bedre giøre, end at
han opholder sig ved Hofferne, og høre hvad for en Skiæbne
enhver Solicitant har. Derfor blev jeg ret Nysgierrig for at
vide, hvad denne Mand havde at søge. Da nu Herskabet
var forbi, kom vi til hinanden igien, og jeg gav denne Mand
Leylighed at aabenbare mig, som en Fremmed, hans Skiæbne;
thi de fleste Mennesker tale gierne om den Sag der ligger dem
meest paa Hiertet. Saaledes gik det ogsaa min ubekiendte


Ven, i det han, som følger, fortalte sin Skiæbne: Jeg er en
Mand, som ikke søger Ære og Velfært; thi dette fattes mig
ikke, men derimod fattes mig alt hvad der kand giøre et for¬
nuftigt Menneske fornøyet og lyksaligt, kort sagt, min ulyk¬
salige Skiæbne er lige saa haard som Døden selv.
Da nu Manden gjorde saadan en vemodig Fortale tik
den paafølgende Historie, ovede jeg mine Tanker i at giette
hvori hans Skiæbne bestod. Eftersom jeg nu allerede af Ver¬
dens Løb har gjort mig den Regel: At et Menneskes Gifter¬
maal klarlig udviser, om han skal blive lykkelig i Verden eller ey, saa
faldt jeg, da Manden sagde, at han ved al sin Ære og Velfært
som han havde, dog hverken var fornøyet eller lykkelig, paa
det Jndfald, at jeg tilspurdte hannem, om han da enten var gift,
skulde eller vilde giftes? Manden svarede: Jeg merker vel,
min Herre, at de veed hvad Verden betyder, og derfor skal jeg
fortælle dem den forunderligste Hendelse som der kand vederfa¬
res en ærlig Mand i sit Ægteskab. Jeg haver ved Videnska¬
ber og en god Opførsel forfremmet mig, at min Lands=Her¬
re forsørgede mig med Ære og Brød. Den Tid jeg nu var
kommen til denne Lykke i Verden, meente jeg at blive fuldkom¬
udvælgede mig en ung Jomfrue, deylig af Skabning og Væ¬
men lyksalig, naar jeg fik en Hustrue efter mit Ønske. Jeg
sen, af fornem Slegt, som havde en skarp Forstand og var riig.
Hverken jeg selv eller nogen anden kunde troe andet, end at jeg
var en af de lyksaligste Mennesker, der kunde være til. Ja,


5
svarede jeg, de haver ret, min Herre, at blive gift med en dey¬
lig, riig, forstandig og fornem Person, er en saa stor Lykke,
at vel fire Personer kunde nøyes dermed, i Særdeleshed naar
alt dette er med Dyden forbunden. Derom saave som om Lykkens
Ubestandighed sagde han, maae min Herre selv dømme, naar
jeg haver fortalt det som nu følger. Den Tid jeg nu var ble¬
ven gift med denne Person, kunde aldrig nogen Kiærlighed væ¬
re fuldkomnere, end den der regierede vore Hierter, og jeg paa
min Side udøvede alle Kierligheds Pligter imod hende, som
et ærekiært Gemyt kunde optænke. Men saasom en stor Lykke
hver Gang forskaffer sig Misundere, saa manglede det ogsaa
ikke paa saadanne Mennesker, der søgte at fordrive Kiærlighe¬
den imod mig af min Kones Hierte, for først at giøre samme
kold imod mig, og siden at betage mig samme. Der vare
nogle som bleve indtagne af hendes Kiønhed og deylige Egen¬
skaber, og ikke mindre som fandt Behag i hendes Rigdom.
For denne Aarsags Skyld giorde de mig foragtet for hende
og talte Ondt paa min Bag om mig. Jeg merkede det vel,
men ingen Forandring hos hende imod mig. Derfor blev jeg
mere forsigtig, og søgte ved en god Conduite imod hende at
bevare hendes Kierlighed og Hierte. Men tænk, min kiære
Ven! hvad for en usynlig Mine mine Misundere, som Beylere
af min Kones Hierte, havde lagt derudi for at giøre mig ulyk¬
kelig. De havde ved deres store Berømmelser gjort hende høy¬
modig, og afskildret mig som nederdrægtig, og denne Mine
sprang ved en gandske forunderlig og uskyldig Hendelse paa een
Gang.


6
Det hendte sig engang om de heede Sommerstider om
Natten, at min Kone havde kastet sig omkring i Sengen, saa
at hendes Hoved kom til at ligge hvor hun ellers pleyer at stræk¬
ke Fødderne. Saasom jeg nu altid var vandt til at tage min
Kone om Natten i min Favn og kysse hende, naar hun ogsaa
var halv i Søvne, saa vilde jeg ogsaa denne Nat giøre det.
Men da jeg ikke vidste at hun havde kastet sig saa omkring, og
var falden i en stærk Søvn, tog jeg Feyl, og i Steden for at
kysse paa hendes Mund, kyste jeg paa et andet til mig vendt
Stæd, som Ærbarheden ikke tillader at nævne. Deraf vog¬
nede min Kone op i en stor Vrede, og sagde til mig, hvad jeg
var for en nederdrægtig Mand, der ikke skammede sig at kysse
sin Kone paa saadant et Stæd, og eftersom jeg havde beviist
mig saa nederdrægtig, saa fortiente jeg hverken at blive elsket
eller æret af hende, ja langt mindre at være hendes Mand, og
aldrig nogen Tid igien nyde den Ære at kysse hende paa Mun¬
den. J det samme hun dette havde talt sprang, hun op af Sen¬
gen, klædte sig paa, tog hvad hun kunde faae, samt Nøglerne
til alt hvad hun havde, med sig, og overgav sig udi hele fem Maa¬
neder udi en Beyleres Arme.
Da nu Øvrigheden fik dette at vide, og havde ved Un¬
dersøgning funden at hun ingen Aarsag havde havt, bare for
en liden uskyldig Forseelse, at begive sig fra mig hen udi en Bey¬
leres Arme; saa fik hun befaling at forlade ham og indfinde
sig hos mig igien, hvilket hun ogsaa gjorde.


7
Omendskiøndt nu at jeg vel ikke for hendes Utroeskabs
Skyld havde taget hende igien; saa var jeg enddog nødtvungen
dertil i Henseende til min Huusholdning, at hun havde betaget
mig det hvoraf jeg skulde leve, og at hendes fornemme Venner
ikke skulde giøre mig ulykkelig. Men saasom denne Hendelse
haver krænket min Ære, udryddet Kierlighed og Fortroelighed
til hende, og jeg med hende ey kand leve hverken fornøyet eller
fortroelig, desforuden ingen Mand af min Stand anstaaer at
føre saadan en Person ved sin høyre Side i Selskaberne; saa
haver jeg bønfaldet min naadigste Landes=Først og Herre, at
han vilde skille mig fra min Kone, og give hende til den Beyler,
der haver forført hende, men derimod anvise mig som den u¬
skyldige Deel en Kone igien, hvormed jeg kand leve lyksalig.
See der, min kiære Ven, hvorledes et Menneske for en ringe
Forseelses Skyld kand blive ulykkelig, særdeles naar han ha¬
ver Misundere, at al vores timelige Velfærd bliver enten fuld¬
kommen eller ogsaa til intet, alt ligesom vi enten blive vel eller
ilde gifte til, og vores Fornuft tit nok meget lidet formaaer til at
undgaae vores ulykkelige Skiæbne, ja at det Onde, som andre
saaer i et ungt Hierte, dog med Tiden fæster Rod og forhin¬
drer Dydernes Væxt; og endelig, saa sød som Ægteskab end er,
med saa mange Besværligheder er samme ogsaa underkastet, og
altsaa er den ledige Stand bedre end den Gifte. Ak naar dog Under¬
danerne betænkte dette, samme plutzte i Sandhed ikke saa til, men
de prøvede først Gemytterne, som vilde vælge sig hinanden til
Ægte, Enkemænd og Enkekoner skulde da vel betænke at


8
gifte sig anden Gang, og i Særdeleshed som tidt skeer, med en
Mage af ulige Alder. Jeg maae tilstaae, min Herre! svarede
jeg, at det er en meget forunderlig Skiæbne, der fortiener at
være et moralsk Speyl for deres og mine Landsmænd, i det at
de Sandheds Regler, som de selv tager ud af denne Hendelse, ere
rigtige og Materien i sig selv saa overflødig, at derom kun¬
de skrives en vidtløftig Moral. Hvorpaa jeg, for at eftertænke
og udskrive denne forunderlige Hendelse, fornøyet tog Afskeed
fra min fremmede Ven og gik hiem. Men mig skal forlange,
hvad for en Hendelse der i den paafølgende Spadseregang vil
møde mig, hvormed jeg igien kand opvarte Læseren til den be¬
lovede Tid, i Fald dette skulde finde en saa tilstrækkelig
bifald, at man kunde faae Lyst til at skrive dette
Ugeblad.
Imprimatur C. Horebom.
Kiøbenhavn, trykt hos L. N. Svare, 1760.


