Den Politiske
Tilskuer,
Det er:
Politiske Betragtninger
over de
Europæiske Stater,
Oplyste ved
Historiske og Geographiske Anmerkninger.
Første Stykke.
KJØBENHAVN, 1745.
Trykt hos Christoph Georg Glasing, boende i Friderichs¬
berg. Gaden.


D¬
et er nogen Tiid siden, da en Tilskuer sluttede de
Betragtninger, som han Tiid efter anden havde
samlet og giort over sine Lands=Mænds moral¬
ske Ufuldkommenheder. Det var først, efter at
han havde forladt sin Plads, at man paa een og anden Maade
søgte at giøre Skaar i den Kierlighed, som han ved sit Arbeyde
havde forhvervet sig, og man angreb ham helst paa den Tiid, da
han havde plantet Gevæhr, og overladt til andre enten at under¬
skrive eller forkaste de u-milde Domme, som i sær fremmede Cri¬
tici fældede over hans Blade. Hverken ere vi sindede at forfatte
Forsvars-Skrifter for denne Patriot, ikke heller tage vi Plads iblant
dem, der stræbe at giøre hans Arbeyde forhadt. Vi have alde¬
les ingen Aarsag enten til at foreskrive fremmede og u-erfarne Cen¬
sores de Formularer, af hvilke de efter vor Villie, og for at fornøye
vore Passioner, skal betiene sig, ikke heller finde vi noget, der kand
bevæge os til at oprette for Manden offentlige Ære=Støtter; vi
mene, at hans Arbeyde forsvarer sig selv, og hvad vi allene have
at sige, er, at vi betræde den Plads, som han har forladt.
Dog tage vi ikke fat paa Pennen af det Øyemerke, som han


4
havde; vi ere ikke sindede at bestorme Menniskers Laster ved mo¬
ralske og satiriske Betragtninger; vi holde sligt for et forgieves Ar¬
beyde, og ingen iblant os finder synderlig Lyst til at aagre med sit
Pund paa den Maade. Vi have udvalgt et andet Sigte; vi gaae
efter vore Tanker paa en meer u-skyldig, mindre besværlig og min¬
dre anstødelig Vey; vi forsikre os om at fornøye vore Læsere paa
en mere behagelig Maade, og vi have Aarsag at haabe, at vores
Arbeyde vil i det ringeste blive til lige saa stor Nytte, som vor be¬
rømmelige Formands.
Vi indbilde os, at man allerede af Titelen kand giøre sig et Be¬
greb om det, som vi i vore ugentlige Blade have foresat os at af¬
handle. Vi opholde os i et Rige, der frem for alle andre i Europa
kand berømme sig af en Lyksalighed i mange Henseender, vi finde
Beskiermelse under en Konge, hvis bekiendte Gudsfrygt, hvis
priselige Retferdighed, hvis store Viisdom giver ham de sundeste
Tanker til sine Undersotters Beste. Som han har opofret sig
til Gud og Folket, saa udvælger han stedse de Veye, paa hvilke
han kand naae sine ypperlige Hensigter. Naar vi høre og læse
om de store U-roeligheder i fremmede Stater, saa glæde vi os, at
vi under Fædernelandets Faders Vinger kand leve i den sødeste
Fred, og tage Deel i det Gode, som et roeligt og lyksaligt Regi¬
mente fører med sig. Naar vi ere Borgere i saadant et Land, der
ved Himmelens Forsyn er uden for de hart ad almindelige Elen¬
digheder, hvo vil da undre sig, om vi anvende en Deel af vore
Timer paa at være Tilskuere af fremmede Handeler, og betragte
Tilstanden udi de Riger, der ikke ere saa lyksalige som vores. Vo¬
res Øyemerke er ikke at forfatte en ordentlig Historie; vi kalde
os Politiske Tilskuere, og vores Absigt gaaer ud paa at fornøye
os selv og vore Medborgere med politiske Betragtninger over de
adskillige Stater. Vi kand ikke noksom berømme deres Fliid, der
ved at læse de beste Historier giøre sig Riger og Republiqver be¬
kiendte; men vi indbilde os dog at en tør Beretning om det, som
den eller den Tiid har tildraget sig udi det eller det Rige, er mere
af det Slags, der kand læses for Tiids-Fordriv, end give de Læ¬


5
sende en merkelig Fordeel. Da mene vi, at Historier blive os til beste Nytte,
naar de ere blandede med politiske og moralske Anmerkninger, og just dette bliver
udi nærværende Arbeyde vores fornemste Øyemeed.
Snart gaae vi tilbage til de fremfarne Tider, for at betragte Rigers og
Republiqvers Oprindelse, snart agte vi paa deres Tilvext, og snart forestille vi
deres Undergang. Nu træde vi ind i de høye Herrers inderste Kamre for at
anhøre deres meest geheime Anslag; nu atter lade vi de fornemste Stats=Be¬
tiente passere Mynstringen for at anstille Betragtninger over enhvers besynder¬
lige Egenskaber. Undertiden tage vi os Frihed at besøge begge Parlamenterne
i Store Britannien, og anhøre de vigtige Taler, som ved een og anden Leylighed
kand forefalde; undertiden meddele vi vore Læsere merkelige Breve, som imel¬
lem betydelige Personer ved vigtige Omstændigheder ere vexlede. Snart ind¬
finde vi os iblant Stats=Mænd, naar man er i Begreb med at declarere een Krig;
snart bivaane vi anseelige Samlinger, naar man arbeyder paa en Fred. Een
Tiid undersøge vi Rigers og Republiqvers indvortes Styrke, deres Commer¬
cier og Manufacturer, deres Love og Anordninger; en anden Tiid forestille vi
de Feyl, som ere geleydede med slette Følger til Rigernes Skade. Een Tiid
sette vi de Pretensioner paa Prøve, som det ene Rige giør imod det andet; en
anden Tiid vise vi de Maximer og Stats=Regler, som af den eller den Magt
blive i agt tagne.
Af alt dette bliver det klart, at vores Arbeyde ingenlunde bliver en Sam¬
ling af Aviser. Skal vi sige, hvad vi mene, saa bekiende vi frit, at vi bære
ikke megen Høyagtelse for deslige Skrifter. Hvor ofte bedrage de os ikke ved
en Kiede af U-sandferdigheder? Hvor ofte bliver ikke Beretningen indrettet
efter den særdeles Passion, som Forfatteren har? Ja! hvor ofte stiler man ikke
Relationerne efter det gode eller onde Hiertelaug, som man veed, at Læseren har
til de stridende Parter? En Avise-Skriver, der skriver allene for at vinde
Penge, tager ikke i Betænkning selv at declarere Krig, og slutte Fred paa en
andens Regning, naar han allene veed, at Beretningen kand behage hans Læ¬
sere. Dog! hvorfor vil vi befatte os med at criticere slige Skrifter? Den for¬
nuftige Verden behøver ikke herom at undervises af os, den har forlængst selv
fældet Dom over slige Tidender, og vi kand derfor have Frihed til at tie.
Vore Læsere kand giøre sig saa meget mere forsikrede om Sandheden i
de Beretninger, som vi meddele, som vi raadføre os med de beste og fornuf¬
tigste Skribentere, see os forsynede med Autentiqve Documenter, og intet fore¬
bringe uden det, der virkelig har været til. Vi havde foresat os af Begyn¬
delsen at holde vore egne Reflexioner tilbage over de forekommende Sager;
men vi have siden forandret vore Tanker. Med ligesaa stor Oprigtighed, som
vi berette et og andet, med ligesaa stor U-partiskhed skal vi meddele vore egne


6
Betænkninger. For at give mange forekommende Ting det mueligste Lys, fin¬
de vi os nødte til at anføre adskillige geographiske Anmerkninger. Man læser
ofte historiske Beretninger om Feltslage og Beleyringer, om Handelen og
Skibsfarten, men fordi man ey har Underretning om Stædernes Beskaffen¬
hed, deres Situation og Omstændigheder, faaer man ofte ikkun halve Begreber
om de betydeligste Poster.
Vi vente ikke, at vore Læsere skulle giøre sig slette Begreber om os eller
vores Arbeyde, fordi vi ey tegne vore Navne. Man bedrager sig, om man
tænker, at vore Blade formodentlig vil blive fulde af satiriske Betænkninger
over visse Conjuncturer. Vi maae bekiende, at vi nu og da vel kunde finde An¬
ledning til at lade Indbildnings=Kraften raade sig selv, og der vil ofte møde os
det, der kunde give Leylighed til stiklende Talemaader; men et Arbeyde af det
Slags, som vi have foretaget os, tillader ikke at raisonnere paa den Maade. Vi¬
skal i agt tage den tilbørlige Ærbødighed, med hvilken det bør os at tale om kro¬
nede Hoveder; vore Betænkninger skal stedse blive u-partiske, og da vi hverken
ere Whigs eller Thorys, hverken Østerrigske eller Franske, men allene Dan¬
ske Tilskuere, saa skal ingen af Parterne med Billighed kunde besværge sig over
vores Opførsel.
Vi ere blevne eenige i at dølge vore Navne, dog ey fordi vi ere bange for,
eller skamme os ved vores Arbeyde. Vi vil fornøye os til en Tiid med at an¬
høre vore Læseres Gisninger i Henseende til vore Personer; vi vil undersøge, om
det er sandt, at Læsernes Domme om et Skrift grunde sig paa den Kundskab,
de have om Forfatterens Person, og den Kierlighed eller Miscredit, de have fat¬
tet for samme. Dette vil vi dog erindre, at, som vores Arbeyde er af temmelig
Vigtighed, saa udfordrer det ogsaa mere end een Mand. Vi meddele derfor
vore Læsere nogle Blade, der udgives fra et lidet Selskab. Vi ere fire i Tallet,
og enhver har paataget sig noget vist, som kand tiene til vores Forehavende, saa¬
at der findes den Forskiel paa vores Societe og andres, at da Byrden og Arbey¬
det ligger i et andet Selskab allene paa een Mands Skuldre, saa findes ingen i
vores Laug, allene for at have Navn af at være derudi; men vi arbeyde alle, og
for at forekomme efter Muelighed alle Mangeler, træder intet Stykke for Lyset,
uden det af det gandske Selskab mere end een Gang er nøye sat paa Prøve. Det
er naturligt, at den ene iblant os i Henseende til Skrivemaaden kand vige fra den
anden, men at Arbeydet stedse kand blive sig selv ligt, have vi i Serdeleshed over¬
ladt til een af vores Selskab, at bringe alle indløbende Papirer i den tilbørlige
Orden, og indrette Skrivemaaden efter sin egen Smag. Vi skal beflitte os
paa at skrive i Fædernelandets Sprog med mueligste Reenhed og Tydelighed.
Vores Arbeydes Beskaffenhed taaler ingen opskruede Talemaader, ingen rhe¬
toriske Figurer. Naar vi oversette et Brev eller en Tale, skal vi stræbe at udtrykke


7
Originalernes Ziirlighed og Eftertryk, og naar vi saaledes med samlede Kræf¬
ter arbeyde paa at give vore Lands=Mænd en u=skyldig og nyttig Fornøyelse, haa¬
be vi paa den anden Side vore Læseres Kierlighed, og ingen u=gunstige Domme
uden af dem, der beherskes af Ondskab.
Vi love at vedligeholde vores Arbeyde, indtil vi naae de nærværende Ti¬
der; dog vil vi ikke, at nogen heraf skulle slutte, at vores Øyemerke er at gaae
frem efter en chronologisk Orden. Vi vil meddele vore Læsere de merkeligste
Ting, som ere forefaldne i de adskillige Stater, og vi vil meddele dem saaledes,
at vores Arbeyde kand svare til det Navn, som vi har givet det. Vi vil ikke
sige, at fordi vore Blade mueligt kand finde faa Elskere, derfor skulle vores Ar¬
beyde ophøre. Vi kand sige, uden at hykle, at vi allene fremstille os som Til¬
skuere, deels for at lade noget komme for Lyset i Fædernelandets Tungemaal,
som vi ikke vide tilforn at være seet, deels for at unde vore Læsere Deel i de
Ting, som vi ikke uden Nytte have giort os bekiendte. Vi skal stræbe saale¬
des at opvarte den Post, paa hvilken vi befinde os, at de, som finde Fornøyelse
i at udreyse til fremmede Stæder, for at faae Jndsigt i Stats=Sager, og blive
underrettede om fremmede Rigers og Regieringers Beskaffenhed, ey skal drage
bort som gandske u=erfarne, og, at de, som ey saa dyrt vil tilkiøbe sig Stats¬
Kundskaben, kand i deres eget Fæderneland blive forsynede med en hart ad lige¬
saa tilstrækkelig Underretning, som de, der udøse den anseeligste Deel af deres
Midler. Ja vi fordriste os endelig at sige, at de iblant vore Brødre, som enten
ved Fødselen eller paa anden Maade kand vente i Tiden at blive brugte til at
tiene Fædernelandet i betydelige Sager, skal ikke angre de Timer, som de maatte
anvende paa at igiennemlæse vore Blade.
Vel vide vi, at mange ere af den Tanke, at Erfarenhed giver i Stats¬
Sager den beste Underviisning, og at den Nytte, som tilveyebringes ved at igien¬
nemlæse Skrifter, der afhandle slige Materier, er liden eller ingen. Men, at vi
ikke skal anføre alt det, der kand tiene til at vise U-rimeligheden i dette Principio,
vil vi allene stille os Hertugens af Alba Exempel for Øyen. Det er bekiendt, at
denne Minister var af den Tanke, at den Videnskab, som var en Følge af Læs¬
ning, burde ansees for u-ægte, derimod den, som forhvervedes ved Erfarenhed,
var som en reen og klar Kilde. Men kand ikke denne Herres egne Gierninger
overbevise os om hans Vildfarelse i dette Stykke? Hvor mange og skadelige
Stats=Feyl findes han ikke at have begaaet under den berømmelige Keyser
Carl V. og Philippo II. Konge i Spanien. Hans besynderlige Raad, hans
haarde Resolutioner have snart styrtet disse mægtige Førster fra den erlangte
Høyhed i yderste Ulykke. Selv maatte han formedelst disse Aarsager en lang
Tiid giøre sig u=synlig, og kand hand ikke siges med sit Exempel at have beviist,
at de, som først blive kloge af Skaden, ere de, som mindst vide at rette sig efter


8
Klogskabs Regler? Ligesom de, der med Grund tale om den betænkelige Styrke,
med hvilken det Franske Monarchie er bleven udrustet, med Vished kand an¬
føre de kloge Ministre, Sully, Richelieu, Mazarin, Fleurj, og andre flere, som de
fornemste Hiul, der have drevet Machinen, saa kand man, naar man vil betragte
Spaniens forrige Svaghed, med Tilforladenhed kaste Skylden paa den omtalte
Hertug af Alba, paa den falsk findede Granvella, den alt for spitsfindige Oliva¬
rez, og den enfoldige Don Lovis de Haro. Retskafne Mænd, der have Hierte til
at tiene deres Fæderneland saaledes, at dets Ære og sande Interesse merkelig kand
befordres, vove neppe noget paa et Forsøg; de foretage sig neppe noget, uden
de forud oversee den gandske Plan og Sammenhængen i deres Anslag og For¬
slag; til den Ende vil de ikke, at Erfarenhed skal være deres eneste og fornemste
Læremester, [vi tale om deres egen Erfarenhed] men de stille sig heller de forrige
Tiders Beskaffenhed for Øyene; de stræbe at blive kloge ey af deres egen, men
andres Skade, og derfor læse de tilforladelige Beretninger, betragte med Agt¬
somhed andres slette eller fornuftige Conduite, og blive paa den Maade best un¬
derrettede om de Veye, paa hvilke de selv skal vandre.
Dog! vi skrive ey allene for at give dem Fordele, der kand vente at blive satte
paa de Poster, hvor Stats=Kundskaben vil blive deres Hoved=Sag; vi vente
at arbeyde for flere iblant vore Brødre, og da vi kiende saameget til Nationens
Beskaffenhed, at alle indtil Kielder=Mænd vil give deres Betænkning om Stats¬
Sager, saa mene vi, at vores Arbeyde af den største Deel af Danmarks Jnd¬
byggere vil blive vel optaget. Vi ere ikke iblant dem, der, fordi de indbilde sig
ey at kunde fare vild, ikke kand fordrage at blive rettede; vi tilstaae, at vi ofte
kand feyle, helst naar Sagerne, som maatte forekomme, ere mørke, og Be¬
retningerne adskillige; vi tage derfor gierne imod Correctioner, naar man al¬
lene vil skaane vore Personer, og ey enten i vore egne eller fremmede Tidender
opfylde Siderne med bidende Satirer. Det er en Feyl, der giver visse af Fæder¬
nelandets Børn en liden Ære, at, omendskiønt det er kun saare lidet, der til
nogen Slags Rytte hos os bliver sendt for Lyset, man dog strax stræber at sverte
dem, der vil vise sig flittige. Skulle vores Arbeyde blive angrebet paa den
Maade, som vi dog ikke vil vente, skal dette tiene de Misfornøyede til Efter¬
retning, at deres Adfærd aldeles ikke skal formaae os til at nedlegge Pennen.
Vi love ugentlig at udgive i det ringeste et Ark, men vi have Aarsag at vente,
at Materiernes Sammenhæng, naar samme maa i agt tages,
ofte vil udfordre mere.
Af disse Blade udgives et Stykke hver Onsdag paa Waysenhusets Boglade
for 2 Skill. Arket.


9
Den
Politiske Tilskuer.
Andet Stykke.
Udgivet den 28. Sept. 1745.
J¬
blant de Europæiske Stater findes ingen, der jo er værd
at tage under Betragtning. Vi maa stille os for Øy¬
ne hvilket Rige, hvilken Republiqve, hvilket Fyrsten¬
domme vi vil, saa møder os i et hvert meget, der for¬
tiener at giøres offentlig; det er derfor vi nogen Tiid
have gaaet i Raad med hinanden, hvilken Regiering vi skulle ind¬
rømme det første Sted i vore Blade: Endelig have vi forestillet
os de nærværende Tider; vi have eftertænkt, hvilke Magter giø¬
re i vor Alder de største Ophævelser, hvilke Regieringer ere un¬
derkastede de største Forandringer og største Uroligheder; og vi
have besluttet, at, da den afdøde Romerske Keysers Caroli VII. Val
har foraarsaget en hart ad almindelig Krig i Europa, og samme
Deel af Verden har nu i Besynderlighed Øyet henvendt paa det
Keyser=Val, som nu ventes at skulle gaae for sig (a), vil vi opofre
vore første Blade til Betragtninger over det Romerske Keyserdom.
Vi maa igientage, hvad vi i vores første Stykke have erin¬
dret, at vi ikke ere sindede at skrive en sammenhængende Histo¬
rie. Skulle vores Øyemerke befale os at afhandle det Romerske
Keyserdoms Beskaffenhed med alle de dertil hørende Sager, maat¬
te vi lade af at skrive et Uge=Blad, og i den Sted legge Haand
paa store Folianter; vi vil derfor allene om denne Sag anføre
det fornemste.
Hvad vi her kalde det Romerske Keyserdom, er ellers bekiendt
under Navn af det Tydske Rige. Det er hart ad unødvendigt
at erindre, at imellem dette Keyserdom og det, som i de forrige Ti¬
der blev kaldet det Romerske Monarchie, er en merkelig Forskiel.
(a) Vi skrev dette, førend Valet var bleven betiendt.


10
Keysernes Regiering tog Ende i Vesten med Augustulo Aar. 475.
Monarchiet havde allerede for hans Tiid staaet paa svage Fødder,
og Indbyggerne i det Tydske Rige, der til de Tider giorde sig skrek¬
kelige for hele Verden, befordrede dette Monarchie til yderste Un¬
dergang. Vi vil ikke gaae tilbage til Taciti Tider for at bevise,
hvad vi her have sagt; saalænge Tydskerne laae i Haaret paa hinan¬
den, giorde de andre Nationer ingen Skade, og da Drusus, Augusti
Stif Søn, stod allerede ved Elven, og udsendte Domitium for at
erfare, hvorledes det var beskaffen paa hin Side Elven, fik han
de Tidender, at en utallig Mængde var endnu tilbage; hvorover
han skal have ønsket, at deres indbyrdes Uenighed stedse maatte
vedvare, siden det snart maatte blive giort med det Romerske Mo¬
narchie, hvis alle Tydskerne foreenede sig under eet Hoved. De
følgende Tiders Historie kand sige os, at Drusi Spaadom virkelig
blev opfyldt.
Vi vil ikke opholde os med at anføre alt det, som kunde siges
om de Folk, der have foruroliget det Romerske Monarchie, vi vil
allene erindre, at, da Longobarderne, et Folk fra Norden, havde
sat sig fast paa de Steder, hvor Meiland og endeel af den Vene¬
tianske Stat nu er, og oprettet det Longobardiske Kongerige, maat¬
te Kongen af Frankrige rekke Paven Haanden, og var Carl den
Store den, der giorde Ende paa Urolighederne, da han kastede
Desiderium, Longobardernes Konge, i Kloster, og lod sig selv kro¬
ne til Konge over disse Stater Aar 774, der efter den Tiid er ble¬
ven kaldet Kongeriget Jtalien: Denne berømmelige Konge var
ogsaa den første, der 325 Aar efter det gamle Romerske Keyser¬
doms Undergang, blev af den Romerske Pave kronet til Romersk
Keyser. Dog blev dette ved Carolum Magnum oprettede nye
Keyserdom ikke længe ved hans Efterkommere. Tydskerne, i
Besynderlighed de Fornemste, vilde ikke, at deres Keyser skulle væ¬
re en Udlænding, de forlangte et Hoved af deres egen Nation,
og de udvalgte endelig Conradum af Schwaben. De vilde ey an¬
tage Ottonem, Hertugen af Sachsen; ikke desto mindre, da Con¬
radus en føye Tiid havde regieret, blev den Keyserlige Krone til¬
buden det Sachsiske Huus, og Henricus Auceps imodtog samme.


11
Vi vil ikke tale om de Ting, der i nogle af de følgende Tider
tildroge sig; vi vil heller begive os til Otto 1., ved hvilken man
egentlig siger, at den Keiserlige Høyhed er kommen til den Tyd¬
ske Nation. Denne Regent havde allerede regieret 15 Aar i Tydsk¬
land, og imidlertid kommet Paven Johanni XII. til Hielp, der blev
meget foruroliget af Berengario, Greven af Yvree, og hans Søn
Adalberto. Otto giorde i egen Person et Tog til Jtalien, og for
at belønne den Tieneste, som han beviste imod det Romerske Sæ¬
de satte ovenmeldte Pave ham den Keyserlige Krone paa Hove¬
det, der til denne Dag stedse er forbleven ved en Herre af Tydsk¬
land. Keyseren lod igien see Godhed imod Paven, og indrøm¬
mede ham alt det, som Pipinus og Carolus M. forhen havde skien¬
ket den Apostoliske Stoel, dog med dette Tillæg og denne betyde¬
lige Clausul. Vores, vore Princers og Æfterkommeres Høy¬
hed uforkrænket. Ligesom alle Tiders Erfarenhed kand lære os,
at et tvetydigt Ord i en Tractat, at en eller anden Reservation
har givet Anledning ey allene til sluttede Tractaters Ophævelse,
men endog til blodige Kriger, saa har den Jndskrænkning i Otto¬
nis Donation været Aarsag til stedsevarende Tvistigheder imellem
de Tydske Keysere og de Romerske Paver.
Men, at vi ikke skal siges tvertimod vores Løfte at afspise vo¬
re Læsere med mavre Betragtninger, saa vil vi forbeholde os nær¬
mere i de følgende Blade at tale om det Tydske Keyserdommes
Forandringer i Henseende til de Keyserlige Personer, og anvende
det øvrige af Papiret paa politiske Betragtninger over den Tydske
Stat i Almindelighed, og de fornemste Huse i Tydskland i Særde¬
leshed. Det Vigtigste, som i et hvert Rige og Republiqve bør
tages i Betragtning, er efter vore Tanker Regierings=Formen.
De ere ikkun faa, der forestille sig de Jndflydelser, som Regierings¬
Maaden i et hvert Land haver i det almindelige Væsen; man un¬
drer sig ofte over visse Omstændigheder, i hvilke man ey kand finde
Rede, og man agter ofte mange Ting for store Hemmeligheder,
fordi man har ey giort sig Regierings=Maaden bekiendt paa de
Steder, hvor slige Ting forefalde; det er derfor, at vi først vil
give vore Betænkninger over Regierings Formen i Tydskland.


12
Af de nærværende Tider kand vi aldeles ingen Slutninger
giøre til de forrige, og vi maa ingenlunde indbilde os, at Hovedet
for det Tydske Rige ikke tilforn har havt andet end det blotte Key¬
ser=Navn. Tydske Skribentere, der have Indsigt i deres Fæ¬
dernelands ældre Beskaffenhed, tilstaae selv, at Regierings=Maa¬
den har været monarchisk, og Coccejus, der har foregivet, at den
stedse har været, som nu, bliver af de mere Erfarne derfor sat
til Rette. Jndbyggerne i Tydskland, der kiende noget til deres
Fædernelands Beskaffenhed, ønskede gierne, at deres øverste Ho¬
ved havde noget mere at sige; og som de giøre sig de rette Begre¬
ber om Souveraineteten, saa falder den nærværende Blanding
af Monarchie, Aristocratie, og Democratie dem hart ad ufordra¬
gelig, i Henseende til de skadelige Følger, med hvilke den de fleste
Tider pleyer at være ledsaget. Engellænderne skrekkes, saasnart
de høre det Ord Souverainete, og de kand ikke andet, saalænge de
have falske Begreber om denne Regierings=Maade. En Souve¬
rain, der ikke misbruger sin Magt, hersker over sine Undersottere
ikke med en despotisk men faderlig Myndighed. En Regent af
det Slags, der besidder Viisdom til at regiere, lader ikke sin blotte
Villie blive den Regel, som han følger; han lader en Caligula her¬
ske efter eget Tykke, og handle med sine Undersottere som Slaver,
men selv stræber han, at han øver Myndighed som en Fader, og
hans retskafne Undersottere tiene ham som Børn. Saadant et
Regimente vilde de fornuftige Tydske gierne have; men de finde
Riget nu i saadanne Omstændigheder, at de aldrig vente deres
Ønske opfyldt; og de begribe lettelig, at fremmede Magter, der,
som hin Macedoniske Konge Philippus, siske med største Fordeel i
rørte Vande, det er: allerbest forøge deres Rigers Kræfter, naar
Staterne i Tydskland ey ere eenige, ikke tillade denne ønskelige
Forandring i Regierings=Maaden at gaae for sig, men af alle
Kræfter stræbe at forhindre den, ligesom ogsaa de særdeles Sta¬
ter og fornemme Huse ikke meget vel vilde være tilfreds med denne
Regterings=Maade, i Henseende til deres egne Fordele.
Men at vi igien skal komme til Regierings=Formen, saaledes
som den nu findes i Tydskland, saa meene vi med Vished at kunde


13.
sige, at den er deels monarchisk, deels aristocratisk, deels demo¬
cratisk, hvorvel der findes udi Tydskland de, der aldeles ikke vil
vide, at i Regierings-Maaden findes noget monarchisk. De sige,
at Rigets Fædre ey ere blevne ved deres faderlige Regiering, og
derfor have Børnene gaaet uden for Skrankerne, og trænget sig
ind i Regieringen, i Særdeleshed da de begyndte ved oprettede Te¬
stamenter eller paa andre Maader at giøre deres Herskaber arve¬
lige, hvilket tilforn ikke var hørt, da Keiserne kunde bortgive Lan¬
dene til hvilke, de vilde, og Fyrsterne havde allene Herredømmet
over deres underlagde Stæder i Keysernes Navne og paa deres
Vegne. Dette er saaledes Tiid efter anden forandret, at Key¬
serne nu lidet eller intet have at sige i de Lande og Stæder, som
tilhøre visse af Rigets Lemmer, u-anseet de i de forrige Tider have
været Lehn af Keyserne; og, omendskiønt de endnu kuælende maa
tage deres Lande til Lehn af Keyseren, og aflegge deres Troskabs
Eed, saa er dette snart intet andet end en blot og intet betydende
Cerimonie. Naar man betragter Tydskland uden for Rigsdagen,
saa hører man intet til Keyseren, uden naar han døer. Efter før¬
ste Anseelse skulle man slutte, at vi her have feylet; man kand fore¬
kaste os, at Keiseren har det øverste Herredomme over denne vit¬
løftige Stat, at Rigets Majestæt samler og viser sig i hans Person,
og at de mægtigste Rigs-Fyrster giøre sig en Ære af enten selv eller
ved deres arvelige Vicarios at forrette deres Erke-Embeder ved de
offentlige og fornemste Høytideligheder. Men hvad det første er
angaaende, da, naar man taler om den Ret, som Keiseren burde
have til at nyde og øve den høyeste Magt, ere vi derudi med hinan¬
den eenige; men naar man taler om cvelsen i sig selv, da er det
en saa bekiendt Sag, at Tydsklands Hoved mere hænger af sine
Lemmer, end Lemmerne af Hovedet, at vi ey mere vil tale derom.
Hvad det andet er angaaende, da nægte vi ikke, at jo slige Skikke
ved Solennitæterne blive iagt tagne; men om dette kand ansees som
Beviser paa Keyserens monarchiske Regiering, og om det kand kal¬
des mere end blotte Complimenter, det vil vi overlade til andres
Domme, og allene erindre dette, at de selvsamme Fyrster, som op¬
høye Keyseren paa sin Throne, indskrænke ved visse Love hans


14
Magt, førend han bliver kronet, og han kand uden deres Forevi¬
dende og Samtykke hverken foreskrive nye Love, eller indvikle Riget
i Krig. Det eneste, som kand tiene til at bevise Keiserens Myndig
hed, er Rigsdagene, da Keiseren haver meget at sige, ja saa meget,
at hans Ney gielder mere end alle Fyrsternes Ja; dog kand ingen
Rigsdag blive til, med mindre de anseelige Hoveder derudi ere eeni¬
ge med Keiseren.
Af alt dette bliver det klart, at vi, uden at tale det Tydske Rige
for nær, da Sagen ligger klar for Verdens Øyne, kand sige, at Re¬
gierings-Maaden er gandske u-regelret; og mange iblant Tyd¬
skerne selv underskrive Montrambani, det er, Puffendorffs Tanker,
der kalder Tydskland en vanskabt Republiqve. Aarsagerne til
dette ere vanskelige at finde. Keyserne skyde Skylden paa Stæn¬
derne og disse igien paa hine; Churfyrsterne klage paa Fyrsterne,
Fyrsterne paa Churfyrsterne, og begge paa Folket. Hvad os er
angaaende, da troe vi, at, hvis visse Keysere ey saa foragtelig vare
blevne medhandlede af de hofmodige Paver, og af dem i Band
satte, hvilket nødvendig maatte giøre store Skaar i Keysernes Myn¬
dighed, helst paa en Tiid, da Almuens Overtroe var stor, og man¬
indbildede sig, at de Vaticanske Torden-Straaler havde stor Kraft,
saa troe vi, sige vi, andre Ting at forbigaae, at Regieringen i Tydsk¬
land havde været paa en anden Fod, end den er.
Nu bliver det et vigtigt Spørsmaal, hvad Fordeel andre Magter kand
have af denne Tydsklands Beskaffenhed? For at blive tilfulde underrettede om
dette, vil vi forestille os en Potentat, der afbeyder paa at forskaffe sig et almindeligt
Herredomme over gandske Europa, saadan een kand aldrig med større Lykke
naae sit Maal, end naar han betiener sig af de indvortes Uroligheder og den
indbyrdes Uenighed, der hersker iblant Lemmerne af et Rige. Det koster
ham kun at kaste mere Olie til Jlden, at give de fornemste Misfornøyede præg¬
tige Løfter, at udstudere, hvorudi den eller den Fyrste setter sin største Interesse
og finder han da, at Lovis dørerne kand bortskienkes med Fordeel, viser han¬
sig ikke gavmild forgieves. Naar en Prince, der gaaer frugtsommelig med et
Universal-Monarchie, merker, at et Rige er u-eens med sig selv, saa bliver det
ham let at forstyrre alle de Underhandlinger, der skulle sigte til Rigets Fordele.
Da Tyrken havde lagt sig for Wien, og Tartarerne laae ved Lintz, saa var det
høy Tiid, at det Tydske Rige skulde stræbe at forsvare sig imod den mægtige Fien¬
de. En Rigsdag blev besluttet, men, da man skulle gaae i Raad om, hvorledes


Fienden skulde begegnes, reiste sig en Dilpure imellem tvende Hertuger, hvo der
først skulde have Æren at votere. Saadan Tvistighed kand giøre de tienligste
Underhandlinger til intet; og sligt har givet Monlr. Baile Anledning til at sige:
At Gud hidindtil har opholdet og beskiermet Tydskland, som Nvæ Ark. Key¬
ser Leopoldus skrev til Kongen af Polen, der sendte 300000 Mænd; Riget
selv bragte endelig en Armee tilveye af 96000, og Keyseren havde 36000; med
disse Tropper jog man Muselmænnerne af Tydskland.
Vi vil ikke tale om, hvor slet det saae ud for Tydskland i den bekiendte
30 Aars Krig, og hvor stor Elendigheden havde blevet, hvis ikke Gustavus Adol¬
phus havde faaet lykkelig Fremgang ved sine Vaaben. Christian den 4de, der
af Begyndelsen var antaget til Kreds-Oberst, var mindre lykkelig, fordi Uenig¬
heden iblant Tydsklands Fyrster hindrede alle hans høypriselige Foretagender.
Den yderste Nød drev dem endelig til at søge en fælles Sikkerhed, og sligt
gjorde, at den Svenske Konge sigtede med større Fordeel; dog, om dette vil vi
ikke saa meget tale, men allene forestille, hvor let det havde været for den Franske
Konge, Ludvig den 14de, at spille Mester over hele Tydskland, hvis han havde be¬
tient sig af større Forsigtighed, og bedre ført sig Tydsklands Beskaffenhed til
Nytte. Men denne Prince var ikke saa overmaade klog, som man ellers pleyer
at indbilde sig; hvis han, som man siger, arbeydede paa et almindeligt Mø¬
narchie, saa kand man tilregne hans egen Conduite, at han ey naaede sit Sigte.
Havde han faret frem med Koldsindighed; havde han ey vildet paa eengang
fange to Harer; havde han først søgt at undertvinge Tydskland, saa havde
hans Sager faaet en anden Skikkelse.
Nu maatte man vel sige, at sligt saa meget mindre lod sig giøre, som Tydsk¬
land er forsynet med en Armee, der kunde byde Fienden Spidsen. Vi vil ikke
nægte, at jo i det Tydske Rige findes brave og vakkere Soldater; men vi vil,
at vore Læsere skal merke, at vi her i Særdeleshed tale om en Rigs-Armee.
Saalænge Keyserne vare Descendenter af det Østerrigske Huus, som de i nogle
hundrede Aar have været, saalænge kunde og Keiseren bringe en anseelig Ar¬
mee til veye, men NB. af sine egne Arve-Lande, saa vit han var Hertug af Østerrig,
og Konge af Bøhmen &c., men med den Armee, som Riget for sig selv skal udstyre,
har det de fleste Tider været slet bestilt. Vi vil sette, at alle Rigs-Stænderne i uro¬
lige Tider sende deres øverste Hoved den Rigs-Contingent, som de ere skyldige at
erlegge (hvorvel Halvdelen gierne pleyer at blive borte;; vi vil sette, at Riget for
sig selv bringer en talriig Armee til veye, saa er dog dette ikke nok; thi en Armee,
naar den skal være i sin tilbørlige Stand, maa være forsynet med gode Generaler,
maa have Munition, Proviant, Kugler, Krud &c. i Overflødighed. Bliver dette
stedse ved den Tydske Rigs-Armee iagt taget? Jntet mindre. Vi kand bevise det
om ikke just med de nærværende, saa dog ikke heller med de ældste Tiders Erfaren¬


hed. Da den bekiendte Tydske General Prince Ludvig af Baaden ikke stod langt fra
Augspurg med sin Armee, sendte han en Staffette til Nürnberg, og lod Jndbyg¬
gerne vide, at Armeen havde intet Krud, og Patronerne vare vaade; begierede
derfor, at Nürnbergerne vilde levere Pulver, og hvis de ey inden en vis Tiid vilde be¬
qvemne sig dertil, skulle han selv see sig forsynet. Jndbyggerne vegrede sig; thi de hav¬
de allerede laant dene Prince et gandske Artillerie i Kehler Skandse (b), hvilket Kon¬
gen af Frankerig havde borttaget. Lader os nu sette, at den Franske Konge paa
naadan en Tiid, da Armeen fandt sig i saa slette Omstændigheder, havde giort An¬
fald for Alvor, hvordan meene vi da, at Tydsklands Tilstand havde blevet:
Den General, som vi allerede have talt om, commanderede en deylig Armee;
men Folkene bleve adspredte, og i den Sted man skulde have sagt, at Provianten
var børte, og drog saadanne Følger efter sig, sagde man falskelig, at Prineen havde
corresponderet med Fienden. Man kand allene, for at blive underrettet om dette,
betragte den Armee, som stod i Braband, og blev betalt af Kongen af Engelland;
hvor stor Forskiel merker man ikke strax imellem disse Tropper, og den saa kaldede
Rigs-Armee. Margreven af Baireuth paatog sig siden Commando, men da maatte
det hede. Margreven er alt for gammel; han duer ikke til at befale over saa stor en
Armee, Kongen af Engelland og andre Generaler vil upaatvilelig forrette deres
Sager bedre. Høystbemeldte Konge vilde ogsaa commandere; men NB. han vil¬
de tillige have en Operations-Casse. Cassen var der, men Pengene vare borte. De
smaa Stænder havde givet, hvad de burde, men de store intet, ja de kunde end ikke
føre i deres Hoved, at de burde give noget. Operations-Cassen blev derved til in¬
tet, og den Engelske Konge nedlagde sin Commando. See vi ikke her Sviter af Re¬
gierings-Maaden i Tydskland, og kand man vel enten tillegge den ene eller anden
af de brave Generaler, at Sagerne ikke stedse gaae for sig med Lykke. Det var
falsk, at man idelig paa de Tider vilde raabe paa Forræderier, og ingen kunde ud¬
sprede saa vrange Tidender, uden de, der ey kiendte Tydsklands Tilstand. Den
store Marleborough stod i Begyndelsen hos Prince Ludvig, og begierede, at han¬
vilde bringe alle fornødne Ting til veye. Princen fandt sig derimod foraarsaget, at
3. J.
svare. Mener J, at jeg har en u-omskrænkt Commando i dette Land? Her er Chur¬
fyrsten af Trier Herre, og der regierer Churfyrsten af Pfaltz, her er det Maintziske,
og der det Hessiske; kand jeg tvinge disse Lande, ligesom jeg vil? Maa jeg ikke me¬
get mere giøre mange Bønner, og dog neppe faaer det Fornødne? J Betragtning
af dette ere vi af den Tanke, at Tydskland kand ikke være tient med noget
bedre, end en stedsevarende Fred.
(b) Kehler Skandse er en Festning i Neder-Elsass paa denne Side Rhin-Strømmen.
Af disse Blade udgives hver Onsdag et Stykke paa Waysenhusets Boglade
for 2 Skill. Arket.


17
Den
Politiske Tilskuer.
Tredie Stykke.
Udgivet den 6. Oct. 1745.
V¬
i stræbte i vore sidste Blade at give vore Læsere nogle
Begreber om Regierings-Formen i det Tydske Rige,
som den vigtigste Punct af Tydsklands indvortes Be¬
skaffenhed; vi finde nærmere Leylighed til at tale om
denne Post, naar vi efter den fastsatte Orden anstille
Betragtninger over de fornemste Huse i dette vitløftige Rige.
Jmidlertid vil vi forlyste os med i dette Stykke at anføre det øv¬
rige, som kand siges om Tydsklands indvortes Tilstand. Naar
man vil have en grundig Kundskab om et Riges Beskaffenhed,
saa er det ingenlunde nok, at man veed, enten Regierings-Maa¬
den er saa, eller saa, man maa tillige kiende Rigets Rigdom eller
Armod, hvoraf man kand slutte sig til dets Styrke eller Svag;
hed; man maa have Øye paa dets Frugtbarhed, om det er i
Stand til at forsyne sig selv med sine egne Producter, eller om
det maa hente Hielp hos andre; man maa agte paa Jndbygger¬
nes Naturell, deres Sæder og Levemaade, og man maa for alle
Ting kiende de Love og Anordninger, der skal tiene til at befor¬
dre et hvert Stats Legemes Lyksalighed.
Naar vi nu beskue Tydskland for at blive underrettede om
dets Rigdom; saa maa vi tilstaae oprigtig, at dets Velstand i de
forige Tider har været langt anseeligere end nu. Det er bekiendt,
at Jtalien har havt Overflødighed af Rigdom; men Tydskland
har givet den lidet eller intet efter; og fordi Jtalien, i Særdeles¬
hed Venedig, har havt den anseeligste Handel, derfor har og Over¬
Tydskland ved samme Leylighed havt betydelige Fordele, hvilke
ogsaa have strakt sig til de andre Steder. Men omendskiønt Tydsk¬


18
land har profiteret ved Jtaliens blomstrende Tilstand, saa har den
dog ikke havt dette Rige allene at takke før sine Rigdomme. Jtalien
er bleven riig ved Manufacturer, Tydskland ligeledes, og et hvert
Rige, hvor Manufacturer finde en ønskelig Fremgang, trænger
lidet eller intet til Fremmedes Hielp. Saa selsomt og paradox,
som dette synes, saa klarlig skal vi bevise det ved Leylighed. De
udi Tydskland forfærdigede Vare have været i Priis hos fremme¬
de Nationer, og vi kand ikke nægte, at Polen, Preussen, Moscov,
Sverrig, ja vores eget Fæderneland har sendt anseelige Summer
til Tydskland for det, som man ey havde hos sig selv, hvorved da
Riget har samlet store Rigdomme, indtil den Tiid, da Nederlæn¬
derne begyndte at efterabe andre, og med samlede Kræfter opret¬
tede hos sig selv Fabriqver, hvilket har foraarsaget, at de Tydske
Sager begyndte at gaae Krebsgang, og da ingen for Alvor vilde
holde Haand over Manufacturerne, ere de hart ad blevne til intet.
Hvor vitløftige maatte vi ikke blive, hvis vi ville anføre alt
det, som endnu kunde siges om Tydsklands forrige Velstand. Vi
maatte da erindre, at ligesom de Uldene Manufacturer have været
i herlig Stand i dette Rige, saa ogsaa de Liunede, i Besynderlighed
i Schwaben, Westphalen og Schlesien, hvilket ogsaa har tilveye¬
bragt anseelige Midler, helst paa en Tiid, da Handelen med det
Linnede var liden i Jtalien, og Engelland, Frankerig, Spanien &c.
maatte tage disse Vare af de Tydskes Hænder. Vi maatte ogsaa
tale om de ypperlige og rige Berg-Vexke, der mere i Tydskland
end noget andet Europæisk Rige ere at finde, og hvoraf Tydskland
nu har sine fleste Penge. Men dette maae vi for Vidtløftigheds
skyld forbigaae, og tale noget om de Aarsager, der have gjort, at
Tydsklands Tilstand er ikke nu saa blomstrende som før. Enten vi
blive ved de nærværende eller gaae noget tilbage til de fremfarne
Tider, saa møder os en almindelig Ødelegger, nemlig Krigen, der
er i Stand til at sette den herligste Stat paa de svageste Fødder, og
kaste alle de Anstalter over ende, der tiene til at beførdre et Riges
Velgaaende, og af den har Tydskland saa vel i Henseende til sine
egne Lemmer, som sine mægtige Naboer stedse havt sin Deel.


19
Foruden denne almindelige Aarsag vil vi anføre en anden, der
er af Betydenhed: Det er bekiendt af Historien, at en Deel Stæ¬
der, der enten laae ved Havet, eller saadanne Floder, der vare be¬
qvemme til Skibsfarten, indlode sig omtrent Aar 1254 i et For¬
bund med hinanden, og for desto bedre at befordre Handelen, slut¬
tede saavel en of- som defensive Alliance, hvorudover de bleve kal¬
dede Hanse-Stæder, det er: foreenede, iblant hvilke Lybek var
een af de anseeligste. Disse Hanse-Stæder droge omsider al Han¬
delen til sig, men deres Hofmod tog til med deres Lykke, og de lode
det ey allene blive derved, at de, som en frie Republiqve, sluttede
Tractater med fremmede Magter, men de declarerede endog Krig¬
imod een og anden Potentat, ligesom vi ogsaa af vores Fæderne¬
lands Historie kand herom have de tilforladeligste Vidnesbyrd. J
Særdeleshed var ingen Potentat, der mere lagde Merke til Hanse¬
Stædernes Hofmod, end den store Keyser Carl den 5te. Som
han tillige var Konge i Spanien, saa arbeydede han i sær, som en
klog Herre, paa at bringe sine Nederlande i Veyret, og, da han mer¬
kede, at han, for at naae dette sit Øyemerke, maatte stræbe at forne¬
dre de Tydske Stæder, saa gav han Hanse-Stæderne et Stød, der
befordrede deres Undergang. Han lod det blive sin første Sag, at
forestille de Tydske Fyrster, hvor lidet det Forbund, som disse Stæ¬
der med hinanden havde indgaaet, kunde rime sig med den Myn¬
dighed, som tilkommer en Herre? Fyrsterne, der selv erfarede, at de
forenede Stæder ikke vel kunde finde sig i gøde Dage, da de bleve
mere og mere mægtige, og nogle, i Særdeleshed Brunsvig, end¬
ogsaa gik saa vidt, at den end ikke vilde fordrage, at en Hertug op¬
holdt sig i Staden om Natten, ia søgte desuden at faae Plads iblant
de saa kaldede Rigs-Stæder, hialp ey allene ved Leylighed til disse
Stæders Fornedrelse, men gjørde endog en Deel af dem til Land¬
Stæder. Paa denne Maade gik Sagen for sig efter Caroli 5ti
Plan, og ere Nederlændene i hans Tiid bragte i temmelig Anseelse.
Antwerpen, at vi ikkun skal nævne een, var snart af lige saa stor
Vigtighed, som i vor Tiid Amsterdain; men Philippus den An¬
den, Caroli 5ti Søn, der ikke havde arvet sin Faders Indsigt, og


20
bekymrede sig ikke for Alvor om det, der kunde tiene til hans Under¬
sotteres sande Velstand, stræbte ikke at holde det i Stand, som hans
Fader havde lagt saa god Grund til, hvorudover ovenmeldte Ne¬
derlænde ikke gelangede til saa støre Rigdomme, som de ellers kunde
have forhverdet sig, og Antwerpen kom saaledes paa Knæene, at
den vel aldrig bliver i Stand til at reise sig, allerhelst dens Op¬
komst grunder sig paa gandske Hollands Ruine. Det bliver nu let
for vore Læsere at indsee, hvor vidt Hanse-Stædernes Ødeleggelse
kand siges at være Aarsag til den Forskiel, der er imellem Tydsk¬
lands nærværende og forrige Tilstand. Manufacturerne mangle¬
de Fremgang; thi de, som vare oprettede i Flandern og Braband,
overgik de Tydske. Engelland blev ogsaa bekiendt ved sine Fabri¬
qver, og afsatte en anseelig Deel af sine Klæder til Tyrkerne, ja
endog i Frankerig, Spanien, Moscovc., og holdes endnu for at gi¬
ve de beste Producter af det Stags. Hollænderne komme ogsaa i
Veyret, og da dette foraarsagede, at de Tydske Handels-Stæder
ingen Aftræk kunde finde paa deres Vare, blev Handelen for en
stor Deel ødelagt, og vi have da ey længere behøv at spørge om
Tydsklands nærværende Armød; thi vi skulle høre meget vigtige,
meget overbevisende og aldeles u-overvindelige Argumenter, førend
vi skulle forlade den Tanke, at Klæde-Handelen af et Riges egne
Manufacturer er ligesom det gyldene Skind, der skaffer Indbyg¬
gerne i et Rige ukroelige Rigdomme; og vi sige derfor med Vis¬
hed, at, da Carl den 5te angreb Tydskland paa den Kant, og stræbte
at ruinere denne betydelige Handel, gav han den Tydske Stat et
Saar, der neppe kand læges.
Vil man herimod sige: Tydsklands Rigdom har ey allene væ¬
ret en Følge af de i Riget oprettede Manufacturer, og altsaa kand
Tydskland ey siges at være fattig, fordi disse ey ere i saa god en
Stand som før. Vi finde, at Jorden i dette Rige er meget frugt¬
bar, den giver paa de fleste Steder Grøde i Mængde; Berg-Ver¬
kerne ere snart alle rige, og Tydskland har paa de fleste Steder saa
meget afde andre Ting, der tiene til Livets Nødtørftighed, at den
ey meget er trængende til andre; saa vil vi kortelig svare dette: Vi¬


2I
nægte ingenlunde Tydsklands Frugtbarhed; men vi tilstaae ikke
heller, at Kornets Overflødighed kand befordre dets Rigdomme.
Den store Told, som bliver lagt paa Korn-Varene, der skal udfø¬
res, giør, at de ey kand selges med Fordeel, men ofte med Skade. Vi¬
finde dem, der holde Maaltid 4re Gange om Dagen, allene at de
kand faae deres Korn opædt, og naar andre Lande ey blive straffe¬
de med saa stor Misvext, at de nødvendig maa søge Hielp høs Tyd¬
skerne, saa maa disse beholde deres Overflødighed hos sig selv. Vi
nægte vel ikke, at jo dette er en Herlighed for Tydskland, at den med
deslige Vare kand forsyne sig selv, og altsaa ikke har nødig at sende
Pengene af Riget; men vi paastaae, at dette ikke kand siges at giø¬
re meget til Tydsklands Rigdom; thide Ting, der blive fortærede
i et Land af Landets egne Afgifter, holdes ikke for det, der egentlig
henhører til Handelen. Hvad Bergverkerne ere angaaende, da
have vi forhen forestillet, at samme give Tydsklands Indbyggere
snart alle de Penge, som de nu have; men naar disse ere det eneste
Fond, hvoraf Riget skal have sine Rigdomme, saa bliver endnu vor
forrige Satz rigtig, at Tydskland snarere kand siges at være fattig
end riig. Da vi i vores Samling confererede med hinanden om
denne Sag, hørte vi af een af vore Sælskabs Brødre denne artige
Tanke, som han sagde sig at have læst hos en Tydsk Skribent:
Nunmehro regieret die Paupertas beyuns, und wäre es gar
aus, wenn nicht noch ein kleines Wesen von denen Berg¬
wercken übrig geblieben wäre; denn wir geben unser Geld
weg fur Thee, Coffee, Rossolis Schnupfroback, und sind
wie die Esel, die das Silber heraustragen, und die Lum¬
pen wieder 3urückbringen. Solten die Silber-Gruben
auf høren, so müssten wer noch höltzerne Schuhe tragen.
Vi vil endnu gaae videre; vi vil indrømme Tydskland alle
de Fordele, alle de Herligheder, som de anderledes sindede vil skienke
den, og hvoraf de vil bevise dens Rigdomme, og vi mene dog med
Sandhed at kunde vedblive vores forrige Betænkning. Vi vil ikke
nægte, at jo Riget endnu kunde forhverve sig Rigdon, hvis det ret
vilde betiene sig af de Velsignelser og den Frugtbarhed, som findes i


22
Tydskland; men i den Sted, man pleyer at sige, at Himlens Vel¬
signelse har taget Afsked fra Landet, burde man sige, at, som de
stegte Duer ey komme flyvende i Munden, saa er Velsignelse og
Jndbyggernes Arbeyde to Ting, der nødvendig maa være samlede:
Vi vil stræbe paa nogen Maade at legge de Aarsager for Dagen,
der giøre det, at Tydskland nu befinder sig i Armod. Det er sandt¬
mange Penge blive udsendte af Riget til fremmede Steder; men
det er ogsaa sandt, at sligt ingenlunde for sig selv kand være Aar¬
sag til et Riges Armod. Naar et Land finder sig i saadanne Om¬
stændigheder, at det nødvendig maa bortskikke anseelige Summer
til fremmede Nationer, saa giør dette ikke Landet fattigt, uden naar
Pengene aldeles blive borte. Laderos, for at see Sandheden i dette,
kaste vore Øyne paa Holland. Hvo veed ikke, at Holland i Henseen¬
de til sin naturlige Beskaffenhed maa tage de fleste fornødne Ting
af fremmede Hænder, og altsaa aarligen sende betydelige Summer
til fremmede Riger? men hvo kand nægte, at de Penge, som Hol¬
land i saa Maade udgiver, komme tilbage med anseelige Renter?
Handelen foraarsager, at Republiqven taber intet; men, da andre
Nationer ere blevne klogere i Commercien, end Tydskland, saa
kand Pengenes Udførsel merkelig befordre Fattigdommen. Vi
kand derfor ikke ansee det for en nyttig Regl i Politiqven, at ingen
Penge maa udføres af et Land, med mindre Pengene bortskienkes
til uførnødne Ting, og ingen Handel findes i Riget, hvorved Pen¬
gene kand komme tilbage; thi i dette Tilfælde maa vi tilstaae, at
en Stat hastig kand settes paa svage Fødder, allerhelst Penge ere
i vor Tiid det fornemste, hvorpaa Staterne maa have Øye.
Vil man nu sige: Tydsklands Fattigdom er ogsaa en nødven¬
dig Følge af den i Svang gaaende Ødselhed; saa maa vi tilstaae
Sandheden i dette tildeels. Vi kand ingenlunde nægte, at jo Ød¬
selhed og Pragt kand giøre meget til et Riges Armod; men vi maa
tilstaae dette med visse Jndskrænkninger og visse Vilkaar. Om
alle Indbyggerne i et Land klædede sig paa det prægtigste, droge
Klæder, der vare broderede og besatte med Guld og Sølv o. s. v. saa
kunde dog denne Overdaadighed ey siges at giøre Landet fattigt,


23.
Nb. naar Varene vare af Landets egne Producter. Vi maae nøye iagt¬
tage den Forskiel, der er paa et Huses, en Families Armod i Særdeleshed, og en
gandske Nations Armod i Almindelighed, lad være, at een eller flere particuliere
Familier kand ødelegge sig ved Pragt, saa dog, naar Pragtens Materialier kand
haves og forarbeydes inden Landets egne Grændser, blive Pengene, som derfor
udgives, i Landet, og en Nation, eller et gandske Rige, taber derved intet. Naar
man vil giøre Slutninger efter theologiske Grunde, eller raisonnere efter philoso¬
phiske Principia, saa kand man vel have Aarsag at prædike imod de adskillige og
foranderlige Moder, i Henseende til den Forfængelighed, som derunder ligger skiult
hos de fleste; men naar man vil tale pohirice, saa kand et Rige visselig have sine
Fordele af Moden, naar Materialierne ere at faae i Riget selv, og ey for store
Summer skal hentes hos andre, eller om de skal hentes hos Fremmede,
naar Landet dog paa een eller anden Maade kand faae Pengene tilbage.
Men det Land, hvor begge Delene mangle, kand af Moderne ey allene ingen For¬
dele hoste, men meget mere tage ubodelig Skade. Og dette er det, som give de
Tydske Parrioter Aarsag til deres Klagemaal. Overdaadigheden er hartad ble¬
ven almindelig, og fordi mange Millioner udskikkes til Fremmede, ja endog til
Tydsklands Hoved-Fiender, derfor kand Pragten og Ødselheden siges at befor¬
dre Rigets Fattigdom.
Naar vi noget nøye vil see ind i dette, saa blive vi adskillige Feyl vaer, der
ere betydelige, og meget skadelige for et Land. Vi vil forestille os tvende Ri¬
ger, der begge grændse til hinanden: J det ene Rige finde vi Uldene- og Silke¬
Manufacturer i Mængde, og man findes i Stand til at forarbeyde alt det, som
efter Modens Regler skal tiene til Prydelse. Det andet Rige har ingen Fabri¬
qver, og dets Indbyggere vil dog iagttage Møden; det sender aarligen store
Capitaler til Naboe-Riget, for at faae de Vare, som det selv ikke eyer; Spørs¬
maal. Handle Indbyggerne i det Rige fornuftigt og patriotisk? Jngenlunde. thi
da Pengene ere som Hiulet, der driver de fleste Ting, der tiene til et Riges Beste,
saa svekker jo saadan en Stat sig selv, og skiller sig ved sin egen Styrke, og ikke al¬
lene det, men den befordrer endog Naboe-Rigets Velstand paa kraftigste Maade.
Den giør ved sine Feyl, at Fabricanternes Tal i det andet Rige stedse kand til¬
tage, og Rigets Styrke derved befordres, ja mange 100de Mennisker for frem¬
mede Penge nyde Ophold, den foraarsager, at Naboe-Riget i urolige Tider kand
for andres Penge hverve anseelige Tropper, der kand bruges imod dem, som, for
at beriige Fienden, have gjort sig selv fattige; ja! hvor mange skadelige Sviter kand
ikke saadan Stats-Feyl drage efter sig? og kand ikke det Tydske Rige sige os,
at vi herudi ikke have feylet.
Nu bliver Spørsmaalet: Bør ikke saadan Feyl ændres? og findes ingen
i Tydskland, der vil tage deres Fæderneland under Armene, og gaae Skaden


24
imøde? Visselig, men Qvæstio, paa hvad Maade skal Skaden forekommes?
En skarp Moralist betænker sig ikke længe, men er ferdig med dette Raad: Tydsk¬
lands Jndbyggere bør tilholdes at nedlegge al deres Pragt; deres Sølv og Guld
rives af Klæderne; Silke Tøyer maa afskaffes; Forfængeligheden maa have
Grændser, og Folkene maae blive ydmygede. Politici kalde dette et outreret
Morale, og de mene, at Saaret paa nogen Maade kand læges, naar Overdaa¬
digheden om ikke aldeles afskaffes, saa dog settes inden visse Skranker. Gaae vi
tilbage i Historien, saa finde vi, at Frankeriges Jndbyggere til den store Konges
Henrici IVti Tider laae ogsaa syge af Overdaadigheds Sygdom; og det var til
de Tider ogsaa under Spørsmaal, hvorledes Lægedommen skulde indrettes?
Kongen resolerede selv saaledes: Vore Undersottere ere Elskere af Pragt; det
bliver os vel ikke mueligt at bringe det saa vidt, at Damerne ey mere skulle klæde
sig med Silke; det faaer altsaa at blive derved; men vi vil stræbe at faae
Silke=Fabriqver i vore egne Lande; Sagen gik ogsaa for sig med Lykke,
og har Frankerig bragt det derhen, at Fabriqverne ved Fremmedes Penge blive
Aar fra Aar satte i en herligere Tilstand. Engellænderne have vel ogsaa anlagt
deslige Fabriqver, men vi vide dog, at Frankerige af Handelen paa Engelland
aarligen har store Summer, hvorom vi nærmere paa sin Sted vil tale. Fornuf¬
tige Tydske Patrioter ønskede derfor gierne, at Silke=Fabriqver ogsaa hos dem
maatte anlegges, og Morbær-Træer til den Ende plantes i de Tydske Lande; men
de mistvile om deres Ønskes Opfyldelse, og de have visselig Aarsag dertil. Her mo¬
der os atter en skadelig Følge af den uregelrette Regierings=Form i det Tydske Ri¬
ge: Dersom Tydskland havde allene een Regent, som vi, saa skulde man snart
see Forandringer til Rigets Velstand, men, da i Tydskland ere saa mange Pro¬
vincier, saa mange smaa Republiqver, og enhver Rigs Stad har ligesom sin Souve¬
rainere, saa er alt Haab forgieves om nogen Retormation. Vel er sandt, at i
Tydskland var for Caroli Vti Tiid en general Politie-Anordning; men den blev
ikke efterlevet, og under denne Keyser aldeles ophævet. Man arbeydede paa
en anden under Maximiliano 2do, men uden Fremgang, og nu tænker man ey
mere derpaa. Papiret tillader os ikke at være vidtløftigere; vi vil derfor
i de følgende Blade stræbe at afhandle hvad endnu kand
staae tilbage.
Af disse Blade udgives hver Onsdag et Stykke paa Waysenhusets Boglade
for 2 Skill. Arket.


25
Den
Politiske Tilskuer.
Fierde Stykke.
Udgivet den 13. Oct. 1745.
O¬
mendskiønt vi vel, uden at vige fra vores Øyemerke,
kunde være vidtløftigere i at beskrive Tydskland efter
sin indvortes Tilstand, saa vil vi dog, for nogenlunde
at rette os efter vore Læseres Smag, lade det øvrige be¬
roe til en anden Tiid og anden Leylighed, og nu skride
til Betragtninger over det Østerrigske Huus. Vi finde os saa me¬
get mere forbundne til at afhandle dette, som vi allerede forhen
have lovet, at tale noget om det Tydske eller saa kaldede Romerske
Keyserdom, i Henseende til de Personer, der have havt Keyser=Kro¬
nen paa Hovedet, hvilke i nogle hundrede Aar have været Descen¬
denter af det Østerrigske Huus. Ja! da vi vide, at samme Huus
har Sted iblant de Magter, som man har beskyldt for at gaae frugt¬
sommelige med et almindeligt Monarchie, og som den saa kaldede
Balance eller Jevn=Vægt i Europa har des Aarsag befalet at holde
inden visse Grændser, saa vente vi, at vore Læsere vil være vel for¬
nøyede med at læse nogle Beretninger om de Østerrigske Conjun¬
cturer, helst da det Østerrigske Huus har i vor Tiid den anseeligste
Deel i den almindelige Krig.
Men førend vi begive os til at tale om dette Huus, ere vi
blevne enige i at anstille nogle Betragtninger over et Monarchie,
som man giver Navn af almindeligt og hvad Begreber man skal giø¬
re sig om samme. Dette er saa meget mere fornøden, som man dag
lig hører snart een, snart en anden Magt at blive mistænkt for at
tragte efter et almindeligt Herredømme, uden at man veed, hvad
samme egentlig fører med sig. De som høre dette Ord, uden at
giøre sig videre Betænkning, ere ikke langt fra at troe, at den, som


26
arbeyder paa et almindeligt Uonørehie, søger tillige at giøre sig den
gandske Jord=Klode underdanig; men, da dette stedse vil blive ugior¬
ligt, saa forstaaer man rettest ved saadant et Herredømme den
Magt, som een eller anden Potentat forskaffer sig, der først giør sig
Mester over sine Naboer, og siden er i Stand til at holde alle andre
Riger i en stedsevarende Frygt, ja har Kræfter til at tvinge dem til
at vise Lydigheds Prøver, naar han maatte finde det for got. Vi
have her intet sagt, uden hvad vi have lært af Fremmedes Reflexi¬
oner. Det er bekiendt, at Jndbyggerne i Store Britannien har
til en Tiid havt disse Tanker: Frankerig har Øye paa Tydskland,
og saa bliver det den let at blive Herre over Jtalien, derefter at un¬
dertvinge Holland, og bringe Engelland til Lydighed, naar den saa¬
ledes er bleven Mester til Søes, maa andre Magter finde sig i at bli¬
ve skatskyldige. Vi vil lade dette staae ved sit Værd, og allene opfø¬
re os som de, der sige det paa Dansk, hvad Gregorius Leti og an¬
dre Skribentere have sagt paa Jtaliensk, Fransk og Tydsk. Vi vide,
at Spanien og Østerrig ogsaa have havt Ord for at søge et uni¬
versal Herredømme; og vi kand sige, at vi vide det, og have læst
det, uden enten at fornærme den ene eller anden, og uden at er¬
klære os, enten vi troe det, eller ikke.
Nu vil vi spørge i Almindelighed, om det er tienligt for en
Prince at arbeyde paa et almindeligt Herredømme, og om det
Ministerium kand siges at tage de beste Meslures, der vil raade en
Fyrste til at fatte saa høye og vidt udseende Absigter? De iblant
vore Læsere, der enten allene betragte Sagen paa een Side, eller
ere alt for hastige i at dømme, vil uden Tvil svare os: Visselig er
det herligt for en Prince at giøre sig til en Skrek for Verden, ved
sine Erobringer at mangfoldiggiøre sine Undersottere, og forskaffe
sig selv et udødeligt Navn; men, i Sandhed! vi agte det for idel
Svagheder, og vi ansee det ingenlunde for tienligt og priseligt at
have saa høye Anslag. Vigrunde vore Tanker paa dette: Det er
bedre at være mindre mægtig, og derimod mere dydefuld og retfer¬
dig. Romulus, der skaffede sin Broder af Veyen, at han kunde
beholde Regieringen allene, der gjorde sig til Anførere for en Bande


2.
af Mordere, der opaaad og fordervede sine Naboers Lande, der lod
Vold og Bedragerie blive sin eneste Lov, styrtede sig selv omsider i
Ulykke. Vuma Pompilius, hans Efterfølger i Regieringen, hav¬
de andre og ædlere Principia, og regierede sit Folk med større Viis¬
dom. Den første førte idelig Krig, og underlagde sig et Folk efter
et andet: den sidste levede stedse i Fred, var retfærdig, maadelig og
elsket af Folket. Den førstes Liv var en Kiede af Uroligheder, og,
ved at misbruge sin Magt, befordrede han for Tiden sin Død; den
sidste var altid rolig, og levede længe. Hiin forstod sig paa at føre
Krig, og blevagtet for en Tyran; denne vidste at undgaae Krig, og
blev frygtet og elsket. Den første lærte sine Folk at betiene sig af
deres Vaaben; den sidste gav dem Underretning om deres Plig
ter efter Loven. Og vi kand see af begge disse Regenteres Liv, hvor
stor Forskiel der er paa Lyksaligheden i deres Regimente, der, for at
udbrede deres Magt, ere idelig i Harnisk, og deres, der ikke uden
yderste Nød tage Tilflugt til deres Vaaben, men arbeyde som ret¬
te Fædre paa deres Undersotteres sande Beste.
Naar vi paa den ene Side vil forestille os en Fyrste, der ide¬
lig tænker paa at udvide sit Rige, saa maa vi paa den anden Side
forestille os mange Millioner Menneskers Opofrelse; thi det bli¬
ver vel ikke mueligt, at Mennesker, der ere fødde til Frihed, eller
at en Herre, der er fød til Scepteret, uden at giøre Modstand,
lader sig kaste Aaget paa Halsen. Naar vi nu vil raisonnere ef¬
ter de medfødte Grund-Sandheder, og, at vi saa maa tale, efter
Menneskeligheds Love, saa see vi ikke, hvor vidt den kand siges at
handle menneskelig, der allene giør sin Villie til en Lov, og for at bli¬
ve en stor Conqverant, foraarsager de skrekkeligste Blod=Bade. Vi
tale ikke om en Fyrste, der har de retferdigste Aarsager til at betiene
sig af de haardere Midler, naar de mildere intet agtes, og han en
ved fredelige Anslag kand opnaae sit lovlige Øyemerke; men vi
tale om dem, som uden Fornodenhed, uden gyldige Raisons gribe
til Vaaben, allene for at rømme de Hindringer af Veyen, der for¬
aarsage, at deres Begierlighed efter en vidtløftigere Magt, end
Gud har givet dem, ikke kand opfyldes; og vi sige, at saadanne handle


28
imod de Pligter, som de ere Verden, det store og almindelige Fæ¬
derneland skyldige.
Men vi vil sette, at en Herre, der jager efter et almindeligt
Herredom, virkelig seer sit Ønske opfyldt, og vi vil spørge, om dette
kand give ham nogen sand og betydelig Fordeel? vi meene Ney.
Jo vidtløftigere han finder sin Stat, jo større Omhue maa han
bruge for at bestyre den, og stræbe, at det Erobrede ey igien skal
frafalde. Vi kand lettelig forestille os, at redelige Underjottere,
der en have glemt den Kierlighed, som de vare deres første og ret¬
messige Herskab skyldige, sukke under det fremmede Aag, og stræbe
paa alle Maader at bringe Sagerne i deres forige Skikkelse. Her
maa man da vente idelige Oprør og store Factioner; og i den Sted
en Prince, der lader sig nøye med sine Fædres Rige, og lader Viis¬
dom, Kierlighed og Retferdighed give sig de sikkerste Regler, hvor¬
efter han indretter sit Regimente, ey har nødig at frygte for For¬
ræderie og hemmelige Anslag, saa maa en stor Conquerant leve i en
stedsevarende Frygt, og en Richelieu, hvis Ministerium gik ud paa
alt for haarde Resolutioner, torde neppe sette Foden uden for Dø¬
ren, med mindre han saae sig omringet med en anseelig Liv Guarde.
Vi erindre os herved et deyligt Sted hos en vis Skribent, der har
foretaget sig at vise vores Fædernelands Prærogativer frem for alle
Furopæiske Stater. Denne Autor beretter, at en fremmed Mini¬
ster, der engang saae den Høysalige Konge Frid. IV. at gaae allene
uden Geleide af Liv=Guarde, skal herover være falden i den største
Forundring; men hans Forundring ophørte, da han merkede, at
Undersotternes Kierlighed er den største Vagt om en Konge, og at
en Fyrste, der har vundet sine Borgeres Hierter, behøver ey at tage
Beskiermelse hos de Bevæbnede.
Overalt saa holde vi det for et saa meget mere frugtesløst Fo¬
retagende, at vilde affectere et universal Monarchie, som alle Ti¬
ders Erfarenhed kand lære os, at naar een eller anden Magt har
grebet saa vidt omkring sig, have alle andre kastet Anstøds=Stene
i Veyen, og forrykket Concepterne. Da den Tyrkiske Keyser S0¬
hyman gjorde saa store Progresler, kom alle Ting i Europa i Bevæ¬


29
gelse, og vi see, at andre flere, der i Begyndelsen have været lyk¬
kelige, og nær ved at naae deres Absigter, have ved et eneste Slag,
som Slaget ved Hoch=Stæd, tabt deres største Force. Gaae vi
noget tilbage i de ældre Tider, saa møder os Carl den Store, Kon¬
ge i Frankerig ec ec. der ved sine Vaaben banede sig en Vey af2 til
300 Mile, men hans Søn Ludovicus Pius (hvis Caracteer vor be¬
rømmelige Danske Skribent Hr. Holberg har givet i sin Kirke-Hi¬
storie, og om hvilken en Tydsk Skribent har sagt: Daz er einen
gantzen Choral singen konte, so gut als der beste Cantor, aber nicht
gern zu Pferde safz) forstod ikke at holde paa det, som hans Fader
havde samlet, hvorudover een Vation faldt fra efter den anden, og
den gandske Machine i en Tiid af 60 til 70 Aar gik aldeles fra hin¬
anden, og blev til intet. Hvo har været nærmere ved et alminde¬
ligt Monarchie, end Carl V.? men han frygtede tillige, at alle Ting
efter hans Død skulle komme i Forvirrelse. Dersom han, efterat
han havde faaet Franciscuml. i sine Hænder, havde passeret Marne¬
Strømmen, saa havde det ikke blevet ham vanskeligt at undertvinge
hele Frankerig. Engellænderne vare satte i Skrek, og Philippus U.
havde virkelig i Sinde at giøre sig til Mester over deres Lande. Man
kand ingenlunde nægte, at jo denne Konge var en klog Herre, men
man holder dog for at hans Aarvaagenhed ikke svarede til hans Absig¬
ter. Nederlændene vilde vanskeligen have revet sig løs fra det Span¬
ske Monarchie, hvis Kongen ikke altid havde siddet stille til Madrit, og
overladt Sagerne til andres Bestyring. Philippus Ul. lod enhver
Dag have sin Plage, og om Carolo ll. vide vi, at han var en svag
Herre, og havde ingen Lyst til at være en almindelig Monarch. Ca¬
roli V Plan blev altsaa ikke efterlevet, og Historien giver os til Datum
ikke noget Exempel, hvormed kand bevises, at en Prince, der har
havt saa høye Tanker, har fundet ønskelig Fremgang i sine Anslag.
Altsaa holde vi for, at en Minister viser sig ikke af det klogeste Slags,
eller iagttager den tilbørlige Kierlighed, saavel til sin egen Fyrste i
Særdeleshed, som det menniskelige Kiøn i Almindelighed, naar
han stræber at indblæse sin høye Principal saa høye Tanker. Vi
meene, at man i denne Handel kand betiene sig af Solens Ord til


Phaston: Fors kua mortalis, non est mortale grod optas. Vi agte
det mere ædelt og fornuftigt, at de Raadgivere, der skal gaae de kro¬
nede Hoveder til Haande, ved alle Leyligheder raade dem, at ind¬
slutte deres Magt inden visse Skranker, allerhelst de forud kand see,
om de vil oplade Øyet, at deres vidt udseende Absigter vilde omsider
mangle Lykke. Jblant alle dem, der har skrevet imod store Conqve¬
ranter, finde vi ingen, der har havt en skarpere Pen, end Baron Li¬
sola. Tudovicus XlV. Konge i Frankerig havde sluttet en heel for¬
deelagtig Fred med Spanien, ved hvilken han tilvandt sig over 52
Stæder i Nederlændene, saa i den Sted man tilforn havde sagt:
Spanien bliver alt for mægtig, Balancen tillader den ikke saa at til
tage, den vil have Herredømme over hele Europa, den maa altsaa
undertrykkes, begyndte man nu at ansee Frankeriges tilvoxende
Magt med skeele Øyne, og istemme den samme Vise om dette Rige,
som man tilforn havde siunget om Spanien. J sær fremstillede sig
ovenmeldte Baron Lisola, der var i Keyserlig Tieneste, og ved sin
bekiendte Bog, den han kaldede Bocilier d' Etat & de justice, oplod
Øynene paa alle Europæiske Hoffer, da man af alle Aspecter kunde
slutte, at Hans Allerchristeligste Majestæt ikke var sindet at efterleve
den eedelige Renunciation paa Spanien, om hvilken vi ved anden
Leylighed nærmere skal tale. Denne Lisola har ved sin forhen an¬
forte Bog sat de Europæiske Magter i saa stor Bevægelse, at man
endog fordristede sig at sige, at den har gjort den Franske Konge stor¬
re Skade, end en Armee af 100000 Mænd. Monsr. Vaile taler med
Berømmelse om denne fornuftige Minister, og man har tilforlade¬
lige Beretninger, der sige, at hvor Lisola kom, satte han alle Ting i
Frygt; han var en Raisonneur i høyeste Grad, og Monsr. Temple
skal have tilstaaet, at Lisolæ Raisonnemens har altid gjort ham Ho¬
vedet varmit; thi han var overflødig paa kraftige Argumenter, og
den store Konge Ludovicus KlV. skal selv have erkiendt ham for en
habile Minister. Man siger, at han havde den gandske Grotium
i Hovedet; men den Franske Konge lod sig dog ikke meerke med, at
han frygtede for Lisolæ Forestillinger; thi ligesom han paa den eene
Side tilstod Baronen sine Fortienester, saa stolede han paa den an¬


31
den Side paa sin Vælde, og slog paa sin Kaarde, der efter hans Tanker kunde ud¬
rette mere til Frankeriges Fordeel, end alle Lilolæ Argumenter kunde giøre til dets
Skade. Jmidlertid see vi, at Lisola skaffede høystbemeldte Konge mange Fien¬
der paa Halsen, og forrykkede aldeles de Franske Concepter, ja! det kostede Fran¬
kerige meget Blod, inden den kunde udrede sig af den Labyrinth, i hvilken den var
indviklet ved Lisolæ fornuftige og politiske Pen. Vi uddrage heraf den Slut¬
ning, at en Fyrste handler meget klogelig, naar han seer sig forsynet med lærde og
fornuftige Mænd; thi en Pen, der føres af en habil Haand, kand ofte udrette meere
end den stærkeste Armee, og oftbemeldte Ludovicus Vlb. har aflagt et stort Beviis,
paa sin Klogskab, ey allene da han gav Lensioner til adskillige Lærde, allene for at
blive frie for deres Skriverier, men endog gjorde sig Fliid for at faae saavel lærde
Mimistres, som saadanne Generaler, der foruden en vakker Bravoure, Forfarenhed
og Courage havde gode og grundige Studia.
Da vi nu saaledes i mueligste Korthed have givet vore Tanker om det saa
kaldede almindelige Movarchie, og løseligen rørt ved de Magter, der have været mis¬
tænkte for at tragte efter samme, vil vi nu nærmere skride til vores Hoved-Sag, og
meddele vore Læsere nogle Betragtninger over det Østerrigske Huus. Vi ansee det
for et forgieves Arbeyde at gaae længere tilbage end til Rudolphi Habspurgici Ti¬
der, som Tydskland, efterat den Keyserlige Throne i lang Tiid havde været ledig,
udvalgte til Romersk Keyser Aar 1273. Og, omendskiønt vi, for at fornøye vore
curieuse Læsere, vilde undersøge det Habspurgiske Huses første Oprindelse, maa vi
dog bekiende, at vi i saa mork og indviklet en Sag, hvor vi finde snart lige saa
mange nye og adskillige Meeninger som Skribentere, ikke kunde tilveyebringe an¬
det end uvisse Gisninger og lidet tilforladelige Beretninger. Rudolphus, som vi
tilforn have erindret at være bleven udvalgt af de Tydske Churfyrster til Romersk
Keyser, var af Begyndelsen en Herre, hvis Magt var af liden Betydenhed; thi,
omendskiønt han som en Greve var mægtig nok, saa vilde dog hans Grevskab væ¬
re lidet tilstrekkelig til at give ham de Midler, hvorved han kunde sette sig fast i sin
Keyserlige Værdighed, og som Hovedet for det Tydske Rige, holde Haanden over
denne vidtløftige Stat. Han maatte derfor være betænkt paa noget mere, og er
det under denne Keyser, at det Østerrigske Huus har lagt første Grund til en Høy¬
hed, der siden af de fleste Europælske Princer er bleven anseet med avindsoge Øyne.
Det vilde blive vidtloftigt for os selv, og kiedsommeligt for vore Læsere, hvis
vi vilde anføre de Tvistigheder, som Keyser Rudolph havde med Ottocar Kongen i
Bøhmen, og hvorledes han ved Tvistighedernes Afgiørelse forøgede sin Magt;
det vilde ogsaa udfordre for megen Tiid, om vi vilde indlade os med at tale om alle
de Krige, der ligeledes have tient til at befordre det Østerrieske Huses Anseelse; vi
vil derfor i sær fæste vore Øyne paa de lykkelige Partier og Æateskaber, som det
Østerrigske Huus adskillige gange har troffet, hvorved det har forskaffet sig Arve¬


32
Ret til adskillige betydelige Stater. Albekkus !. Rudolpi Padspursict Søn det
efter sin Faders Død blev sat paa den Keyserlige Throne, giftede sig med Mem¬
hardi lll. eneste Princesle Elisabeth, og, da Faderen var den sidste Hertug til Carn¬
then og Østerrig, saa bleve begge Hertugdømmene skienkede Alberto til Brude¬
Gave med sin Gemahl. Denne efterlod sig en Søn Albertum ll. med Tilnavn
den Vise, Hertug til Østerrig, der tog til Ægte sohannam, Grev Vlries af Pfirat
eneste Daatter, ved hvilken Leylighed han erholdt Grevskabet af samme Navn.
Albertus, der iblant de Østerriaske Hertuger var den femte, men iblant de Romer¬
ske Keysers den anden af dette Navn, arvede Ungarn og Bohmen med sin Gemahl
Elisabeth, Keysers Sigismundi Daatter. Maximisianusl der efter sin Faders Fri¬
derici Il. Død, som baade var Hertug til Østerrig og Tydsk Keyser, gelangede til
begge Værdighe der, havde indladt sig i Ægteskab med Maria, Catol=Audacis eneste
Daatter og Arving, og, da Faderen blev slaaet ved danci, tog Maximiliams Neder¬
lændene og endeel af Burgundien i Poslession, hvorimod Ludovicus Rl. Konge til
Frankerig tog den Deel til sig, der førte Navn af et Hertugdomme, til hvilket han
meente at have saa meget større Ret, som det efter hans Ord var en Apanage, der
tilhørte den Franske Krone. Grevskabet Burgundien, eller som vi nu kalde det,
Franche Comte, faldt til Maximiliapum, og er blevet ved hans Efterkommere til
den Vimvegske Fred, da det blev afstaaet til Ludvig den Fiortende. Dog maa vi
tilstaae, at den Magt, som det Østerrigske Huus ved disse Partier tilveyebragte
sig, er som intet at regne imod den Anseelse, i hvilken det siden har sat sig. Phi¬
lippus af Østerrig, Maximliam l og Mariæ af Burgundien, Søn, giftede sig med
Princessen sohanna, der efter sin Fader Ferdinand den 5te, Konge til Arragonien,
og sin Moder lsabella af Castilien, fik begge Kongeriger til Arvedeel. Ferdinand
og lsabella regierede endog efter deres Ægteskab hver for sig over sin Stat, uden
at forene samme med hinanden; Iabella døde Aar 1504, og hendes Sviger¬
Søn bhilippus, der var kommen til Spanien, tog Castilien i Besiddelse; men dø¬
de 1506, og efterlod sig 2de Sønner, Caroluin og Ferdinandum, Ferdinandus hav¬
de begivet sig til Arragonien. Princeslen sohanna, Phil ppi af Østerrig Gemabl,
vilde efter hans Død selv forestaae Regieringen, men ved den Leylighed blev hele
Castilien bragt i Forvirrelse, siden Dronningen ikke altid var i Stand til at bruge,
sin Fornuft. Ferdinandus hendes Fader var til al Lykke bleven ferdig med Kon¬
geriget deapolis, og ankom til rette Tiid for at dæmpe Urolighederne, det han paa¬
tog sig Regimentet i Castilien, og forvaltede samme til sin Død. Efter ham fulgte
philippi af Østerrig ældste Søn, Carolus, som 1519 blev udvalgt til Remersk
Keyser, med et Ord: Carl den fte, med hvilken vi og vil slutte dette vores Ark,
og erindre det Fornødne i de følgende Blade.
Af disse Blade udgives hver Onsdag et Stykke paa Waysenhusets Boglade
for 2 Skill. Arket.


33
Den
Politiske Tilskuer.
Femte Stykke.
Udgivet den 20. Oct 1745.
V¬
i begyndte i vore sidste Blade at forestille vore Læsere det
Østerrigske Huses Anseelse, og den Magt, som det Tiid
efter anden har forskaffet sig ved de lykkeligste og fordeel¬
agtigste Partier. Vi vil fuldende den begyndte Forestil¬
ling i dette Stykke og til den Ende vise, hvorledes Caroli V.
Broder, Ferdinandus, paa samme Maade forøgede det Østerrigske
Huses Vælde. Han giftede sig med Anna, Ladislai V. Kongens til
Ungarn og Bohmen Dotter, og, omendskiønt disse tvende Kroner,
henfaldt efter Kongens Død til hans efterladte Prince Ludovicum,
saa dog da han satte Livet til i Slaget ved Mohatz Aar 1526 blev An¬
na hans Søster, da ingen andre Arvinger vare til den eneste Arving
til begge Riger, og forenede samme med de Lande, som hendes Ge¬
mahl Ferdinandus allerede besad i Tydskland. Det er bekiendt, at
Carolus V. havde i sin Fæderne og Møderne Arves Deling taget det
Spanske Monarchie og Nederlænde til sin Deel, og desuden tilkiøbt
sig de tvende Provincer, Friesland og Grønningen, samt forskaffet
sig Utrecht og Overyssel ved en Afstaaelse, og tilveyebragt sig Her¬
tugdommet Geldern tillige med Grevskabet Zutpfen. Derimod
havde han overladt til sin Broder Ferdinand de i det Romerske Ri¬
ge liggende Stater, og altsaa delede det Østerrigske Huus sig med
disse tvende Philippi Sønner i tvende Linier, nemlig den Spanske,
der uddøde med Carl den 2den 1700, og den Eydske, der tog Ende
i Henseende til Sverd-Siden med den af døde Romerske Keyser Car!
den V1. Vi see af dette, og hvad vi i de forige Blade have erindret,
hvorledes det Østerrigske Huus ved lykkelige Ægteskaber har gjort
sig mere og mere mægtigt, men vi finde herved tillige Leylighed til


34
at tale med et Par Ord om de onde og fordervelige Følger, som kun¬
de været afvendte, hvis alle de Østerrigske Herrer havde i deres Par¬
tier havt deres Stats Velgaaende for Øyne. De som besidde no¬
gen Erfarenhed i Historien, kand let forestille sig, hvorhen vi sigte.
Vi have tilforn erindret, hvorledes det Spanske Monarchie ved
Philippi Maximiliani Sons lykkelige Ægteskab blev foreenet med
den Østerrigske Stat. Vi have ogsaa merket, at Caroli V. Linie
med Carolo ll. i Spanien udgik 1700; ikke desto mindre var dog
af Ferdinandi Caroli V. Broders eller den Tydske Linie tilbage Leo¬
poldus med sine tvende Princer, sosepho, Romersk Konge, og Ca¬
1ol0, der efter Leopoldi og Josephi Død blev Romersk Keyser. Hav¬
de det behaget Gud, at denne Monaren kunde have efterladt sig en
Prince, vilde Tilstanden i Europa formodentlig været anderledes,
end den er. Men det som man til den Tiid forud kunde see, har
ogsaa virkelig tildraget sig. Dette vil vi forbigaae, og allene vise,
at hvis Leopoldus, som sine Forfædre, havde i sit Partie mere seet
paa det almindelige Beste end sin egen Inclination, saa havde Fran¬
kerig ikke kundet havt nogen Anledning til at melere sig i den be¬
kiendte Spanske Succeslions
Krig. Sagen er kortelig denne: Phi¬
lippus IV. Konge i Spanien havde tvende Døttre, Maria Theresia
og Margaretha Theresia. Ludovicus XlV. Konge i Frankerig
sluttede Partie med den ældste, og Leopoldus, Romersk Keyser,
giftede sig med den yngste. Dette holder man for en Snildhed paa
den Franske Side, og en Ubetænksomhed paa den Keyserlige Side.
Man grunder sine Tanker paa dette: Leopoldus kunde ligesaavel
som Ludovicus have ægtet den ældste Princesse, og hvis det havde
gaaet for sig, saa havde Keyseren betaget Frankerig al Slags Pre¬
text og Pretension: Men Leopold, der baade gik i denne Sag efter
egen Tilbøyelighed, og havde desuden en Raadgiver i Fyrsten Por¬
tig, som man holder for at være bleven blind til sin høye Principals
Interesse ved et Skin af det glimrende Metal, overlod den ældste
Spanske Princesse til den Franske Konge, og udvalgte sig selv den
yngere. Man stræbte at giøre den ældste mindre behagelig for
Keyseren, ved at tale om hendes Alder, og, naar Leopold eller an¬


dre, der saae lidet dybere ind i Sagen, forestillede, at Keyseren der¬
ved maatte forlore sin Ret til det Spanske Monarchie, saa vidste an¬
dre Raadgivere strax at sige, at man kunde aldeles intet Haab giøre
sig om den Spanske Succession, det var mueligt, at philippuslV end¬
nu kunde efterlade sig flere Princer, hans Dronning fødde ham og saa
virkelig nogle, men ingen blev tilbage uden den skrøbelige Car! I.
Naar Keyseren havde saa intereslerede Raadgivere, og Mararin
paa sin Side lagde alle Aarer om Borde, ja samlede al sin Snild¬
hed for at befordre sin Konges Ægteskab med Maria Theresia, saa
undrer man ikke, at Sagen fik et Udfald, der svarede til de Fran¬
skes Ønske. Vi have her intet sagt, uden hvad vi kand bede andre
læse i Matarins egne Breve; man finder i disse mange Hemmelig¬
heder denne Sag betreffende, og man seer i Særdeleshed den Cor¬
respondence, som denne listige Minister har havt med Anna af Ø¬
sterrig, een af de snildeste og meest forslagne Damer paa den Tiid.
Denne Dame svarede Mararin, at hun vel skulde giøre sit Veste for
at befordre hans Absigter; men hvad vilde det hielpe den Franske
Konge, siden dog den Spanske Infantinde maatte eedelig renun¬
cere paa Spanien? Mararin var alt for klog, at hand en skulde
kunde besvare denne Jndvending, der ellers var af temmelig Vig¬
tighed. Kommer Dag, sagde han, saa kommer og Raad. Lad
være, at Infantinden maa renuncere paa Spanien, saa finder man
dog vel paa et Middel, der kand giøre Renunciationen til intet. Vi
vil siden forestille vore Læsere, hvad om denne Sag videre kand
være at anføre.
Vi vil nu for at fornøye vore Læsere, og tillige efterkomme,
hvad vi i vores første Stykke have lovet, gaae lidet tilbage for at
betragte det merkværdigste, som tildrog sig under Caroli V. og hans
Broders Ferdinandi Regiering. De ere vel faa, der ikke vide, at
under den første gik det store Reformations=Verk for sig, da Lu¬
therus begyndte at gaae løs paa den Papistiske Overtroe, og stræb¬
te at forbedre Kirkens Tilstand. Vi vil ikke opholde os med at tale
om den Sag; vi vil ikke heller opholde vore Læsere med at anføre
Historien om den blodige Krig, som Reformationen drog efter sig,


36
men efter vores Øyemerke betragte det, der af os som politiske Til¬
skuere kand agtes fornøden. For at iagttage nogen Slags Sam¬
menhæng maa vi erindre, at Ferdinand den 2den har i Særdeles¬
hed været den Keyser, der har bekriget de Tydske Protestanter, om¬
endskiønt vi tillige maa tilstaae, at Sæden til Krigen blev lagt un¬
der hans Fetter Rudolpho ll. Ferdinandus var i Begyndelsen lyk¬
kelig, og dette gav lesuiterne Anledning til at flattere ham, som
den, der af Himmelen selv var beskikket til at opholde Troen, og
ødelegge den RomanCatholske Religions Fiender. Keyseren gav
sig ikke heller Tiid til at samle sine Tanker, til at overveye sine høye
Anslag, og betragte de mange og hastige Forandringer, som en
Potentat underkaster sig, der betiener sig af Krigen, som det sikkerste
Middel til at naae sine Absigter. Han foer frem som en vældig
Strøm, og det syntes, som intet kunde imodstaae hans Vaaben;
men Krigen fik en Ende, den han ey havde forestillet sig, og han
blev begegnet af en Fiende, som han mindst havde ventet.
Vi kand ingenlunde nægte, at Reformationen, der ved Guds
Forsyn blev begyndt af Luthero, var een af de vigtigste Aarsager
til den 30 Aars Krig; thi omendskiønt nogle private Tvistigheder
havde tilforn reist sig iblant de Tydske om deres besynderlige Inter¬
esse, saa dog, da Maximilianusl. havde betaget de Klagende videre
Aarsag, havde anordnet Rigs Kammerne, og de Kredse, i hvilke
Tydskland er inddeelt, og havde oprettet et Rigs=Regiment, der
skulde befordre Exsecutionen, vare alle Ting bragte i Rolighed, og
man vidste ikke, hvad Berømmelse man vilde tillegge Keyseren.
Altsaa var og blev Reformations=Verket den betydeligste Aarsag,
hvorfor Tydskerne ligesom satte Sverdet paa deres eget Bryst.
Den saa kaldede Hellige Fader Paven kunde ikke tie til de Uroligheder
og Affald, som Lutherus ved sine Prædikener foraarsagede. Man
satte Hans Hellighed et Clisteer, der havde den Virkning, at han
maatte see paa, hvorledes en stor Deel af Frankerig, Engelland,
gandske Sverrig og Danmark, saavelsom ogsaa et Stykke af Polen
afsondrede sig fra det Apostoliske Sæde, og kastede det Aag af Hal¬
sen, som de længe havde draget. Altsaa kunde det ikke andet være,


37
end en Krig maatte reise sig i Tydskland. Den gamle Religions
Tilhængere stræbte at holde Haand over den gamle Troe, og de,
som toge Plads under Lutheri Standart, vare ey saa Engle=reene,
at de ikke skulle have andre Absigter, end at befordre den Evange¬
liske Religions Fremgang. Under Carolo b. faldt det da ud til en
Krig, der foruroligede hele Europa.
Man synes vel at kunde have Aarsag til at forundre sig over
denne Keysers Opførsel, at da han ufeylbarligen kunde see de Følger,
som Reformationen vilde drage efter sig, han dog ikke stræbte at qvæ¬
le Fosteret i Fødselen, men tillod Luthero i saa lang Tiid at prædike
imod den Papistiske Overtroe, allerhelst, da Carolus for sig selv var
og blev en Catholik; men man lader sin Forundring fare, naar
man eftertænker, at denne Keyser var en heel forslagen Stats¬
Mand. Hans Politiqve tillod ham ikke med yderste Kraft at sette
sig imod Reformationen; han begreb lettelig, at Sagen vilde for
aarsage Forandring, og just dette befalede ham at tage de Meslures,
som han virkelig tog. Man maa sette forud, at Carolus var en ær¬
gierig Herre, der stedse tænkte paa at udvide sit Rige, og, naar man
har Øye paa denne Hoved=Regl i hans Politiqve, falder det ikke van¬
skeligt at begribe, hvorfor han med Fornøyelse saae paa den indbyr¬
des Ueenighed imellem de Tydske Fyrster. Han kom de Svagere
til Hielp imod de Stærkere, at han siden kunde undertvinge dem
alle, og han kunde ikke saaledes dølge sine Tanker om et universal
Monarchie, at jo adskillige paa de Tider merkede samme. Varillas
en Fransk Skribent synes vel at have foretaget sig at sammenskrive
Fabler i Steden for sandfærdige Historier; men de Anmerkninger
han har gjort ved Caroli V. Conduite, ere dog aldeles antagelige.
Nu maatte man spørge: Hvad var endelig Aarsagen, at Ca¬
rolus V. tog sig Sagen an for Alvor, og paa alle muelige Maader
stræbte at undertrykke Protestanterne? Vi kand intet hertil svare
uden dette: Ligesom vi næst Guds Forsyn kand tilskrive de høye ln¬
tereslenters Klogskab, at Reformationen af Begyndelsen fandt saa
ønskelig Fremgang, saa maa vi ogsaa tilstaae, at deres Forseelser
imod en sund Politiqve vare egentlig det, der bragte Keyseren til saa


38
store Yderligheder. sacobus Pernonius en bekiendt Historie=Skri¬
ver har vel sagt, at den ved Reformations-Tiden i Sachsen regieren¬
de Churfyrste Fridericus Il. med Tilnavn den Dise, var en Herre,
der lidet var i Stand til at give Reformationen Eftertryk, siden han
stedse gik saa langsom frem, havde ingen Courage og slet Resolution;
sohannes hans Broder var derimod bedre skikket til at befordre saa
vigtig en Sag, siden han havde mere Jld, og var mere nidkier. Men
de Fornuftige, som ret eftertænke Sagen, bære ingen Høyagtelse
for dette Perixonii Foregivende. Dersom en hidsig og alt for ivrig
Herre havde af Begyndelsen taget Lutherum under Armene, saa
havde Reformationen efter menneskelig Anseelse snart bleven til in¬
tet. Men Frideric i kloge Opførsel gjorde, at Keyseren stedse tænkte
paa intet mindre end saa stor en Forandring. St Petri Vicarius lod sig
ogsaa af denne kloge Churfyrste tage ved Næsen; thi som han af Chur¬
fyrstens Breve erfarede, at saasnart høystsamme merkede noget Ont
i Lutheri Opførsel, skulde han strax slaae Haanden af ham saa tænk¬
te Hans Hellighed, at Churfyrsten vilde snart efterkomme sit Løfte;
imidlertid tog Reformationen mere og mere til. Ligesom derfor
denne uskyldige Politiqve tiente til dette store og vigtige Verkes Be¬
fordring, saa foraarsagede derimod de protestantiske Fyrsters store
Stats-Feyl, at Keyseren greb for Alvor til sine Vaaben.
Ved denne Stats Feyl forstaae vi det Forbund, som de prote¬
stantiske Fyrster sluttede med hinanden til Smalcald. Dersom de
saasnart de merkede, at Keyseren vilde melere sig i Uroligheden hav¬
de gaaet ham i møde, da han steg over de Alpiske Bierge, og ey hav¬
de sin Armee samlet, saa havde de handlet mere forsigtig, og deres
Sager mueligt faaet et andet Udfald; men i den Sted raisonnerede
de alt for længe, og betænkte sig, om de skulle gribe til Gevæhr eller
ikke, og da de endelig oprettede det Smalcaldiske Forbund, oprørde
de saaledes Keyserens Gemytte, at hvis Greven af Henneberg en
havde været, havde Keyseren ladet Staden i Bund og Grund ode
legge. Med saadanne Forbund har det de fleste Tider været slet be¬
stilt; thi disse have givet Anledning til de Forbunde, som den anden
Part til Sikkerhed paa sin Side har oprettet. Man skal ikke let¬


39
telig vise os, at saadanne Alliancer har nogen Tiid givet Protestan¬
terne Fordele, men hvad de have vundet, er til største Deel skeet ved
Politiqve. Det Smalkaldiske Forbund kand man altsaa ansee for
Hoved-Aarsagen til den blodige Krig; thi derved traadde Protestan¬
terne af Balancen, og de Catholske agerede af Begyndelsen allene
defensive. Hertil kom ogsaa dette, at det Sachsiske Huus ikke vilde
antage Ferdinandum for Romersk Konge, hvorover Keyseren høy¬
ligen blev fornærmet og Lutherus understod sig derfor at sette Chur¬
fyrsten )ohannem selv tilrette.
Vi have forhen merket Caroli V. politiske Absigter ved at taale
Reformationen af Begyndelsen; vi vil nu ogsaa med et Par Ord
røre lidet ved hans Stats=Feyl. Ligesom Protestanterne forsaae
sig, da de sluttede imod Keyseren det ovenmeldte Forbund, saa bliver
det ogsaa regnet Keyseren til Last, at, da han begyndte at tænke paa
at forlige sig med de Tydske Fyrster, han foreslog et Mode. Prote¬
stanterne havde først brudt løs, og Keyseren maatte retirere sig,
indtil han fik hidset Churfyrsten lohan Frideric Mauritium paa
Halsen. Da Keyseren lod denne Mauritium fra sig, begik han en
merkelig og betydelig Forseelse; thi oftbemeldte Herre ruinerede
Keyserens Armee til Magdeburg, og Bladdet vendte sig saaledes om
til Protestanternes Fordeel at Keyseren selv blev af Churfyrsten Mau¬
ritio angreben. Vi vil ikke tale videre om dette, men begive os til den
Fred, som efter den langvarige 30 Aars Krig under Ferdinando I.
blev sluttet, og er bekiendt under Navn af den Wesiphaliske Fred.
Det er ikke vores Øyemerke at tale om det, som passerede til Passau 1552,
hvilket blev bekræftet til Augsburg 1555, ved den saa kaldede Religions eller hellige
Fred. Men vi vil i sær tale om den Westphaliske Fred, som blev sluttet Aar 1648,
der er i mange Henseender meget merkvældig. Vi vide, at man neppe kand tælle
dem, der have commenteret over den Act, som ved denne Freds=Slutning blev
forferdiget; og vi ere ingenlunde sindede at tage Plads iblant samme Fortolkere.
Vi meene at opfylde vores Øyemerke, naar vi anføre det fornemste, og give vore
Betænkninger over de høye Petsoner, imellem hvilke Freden blev oprettet. Key¬
ser Ferdmand den Anden var, som vi for have elindret, den fornemste Hoved¬
Person i de sørgelige Fragædier, der bleve spillede under den 30 Aars Krig.
Han var en Herre efter Spaniernes Hoved, og det var ingen mere angelegen


40
end disse, at han kunde blive udvalgt til Romersk Keyser. Disse havde det
Mundheld, at fra den Tiid Ferdinandus 1. havde meddeelt Protestanterne saa
herlige Privilegier, havde hans Efterkommere ikke havt et ret Spansk eller Øster¬
rigsk Hierte, men kerdinandus ll. var, som han burde at være, og Spanien el¬
skede ham saa meget mere, som de vidste, at han trolig holdt det Løfte, som han
havde gjort i sin Ungdom, og var en eedsvoren Fiende af alle dem, der havde
revet sig løs fra den Apostoliske Sædes Lydighed. Han fordrev dem ogsaa af
sine Lande, og det, som i Særdeleshed bevægede Tydskland til at have et vaaget
Øye paa alle Ferdinandi Jdrætter, var den hemmelige Alliance, som han havde
sluttet med Spanien, i hvilken han havde forbundet sig, at dersom Spanierne
kunde hielpe ham til den Keyserlige Værdighed, og skaffe ham de Østerrigske
Lande i Besiddelse, skulle disse, hvis han døde uden at efterlade sig Arvinger paa
Sverd-Siden, blive hans Efterfølgere i Regieringen. Spanierne gjorde paa
deres Side prægtige Løfter; at giøre ham til Konge over Ungarn og Bohmen,
var efter deres Tanke en let Sag, og Keyser skulde han vel blive, saafremt Pi¬
stolerne havde noget at sige. Sagen gik ogsaa for sig efter Spaniernes Plan.
Frankerig viiste sig af Begyndelsen ingen synderlig Ven af Ferdinando, men
Lumes en Mimnister, der for Penge gierne opofrede al Troskab og Redelighed,
bragte Kongen paa andre Tanker. Chursyrsten af Pfaltz havde ogsaa Øye
paa Keyser=Kronen; men Erke=Bisperne lode sig bestikke af de Spanske Pisto¬
ler, og Ferdinandus blev efter megen Uroe og Forvirrelse, som vi en finde fornø¬
den at antegne, endelig sat paa den Keyserlige Throne, fterat han havde drevet Pri¬
deticum af Pfalz paa Flugten. Vi kand en undlade at tale lidet om denne Herre,
hvis Lykke ey vilde svare til hans Ønske. Man beretter om ham, at han vel hav¬
de en Fyrstelig Mine, men var ingen Soldat, da hans Folk sloges med Fienden
23 Søndag efter Trinn. 1620, holdt han sig selv lystig og dandsede i Prag. Han
var af ingen høye Dessems, havde et kiønt Ansigt, men var lidet skikket til at ud¬
føre det Verk, som han havde fore. Da Slaget var tabt, tog han sin Tilflugt
til Holsteen med Ernesto Greven af Mansfeld. Dette bliver agtet for en stor Feyl,
havde han handlet efter Klogskabs Regler, saa havde han heller blevet i Bøhmen;
thi det er den største Konst at beholde Courage midt i sin Ulykke. Men vi merke,
at Papiret ikke vil tillade os at udføre, hvad vi havde i Sinde. Vi vil derfor
i de følgende Blade fornøye vore Læsere med at give tilforladelige Portrass saa¬
vel af de store Generaler, som commanderede i den blodige Religions=Krig, som
af de kloge Stats-Mænd, der for deres høve Principaler paa samme
Tiid lode see store Prøver paa deres Viisdom.
Af disse Blade ndgives hver Onsdag et Stykke paa Wapsenhusets Boglade
for2 Skill. Arket.
B;


41
Den
Politiske Tilskuer.
Siette Stykke.
Udgivet den 27. Oct. 1745.
F¬
or at opfylde det Løfte, som vi gjorde i vores sidste Styk¬
ke, vil vi lade de anseeligste Mænd træde frem paa Skue¬
Pladsen, der havde Deel i den 30 Aars Krig, paa hvil¬
ken, som vi før have erindret, fulgte den Westphaliske
Fred. Vi vil ikke længer opholde os med at tale om
Keyser Ferdinando I., der med saa stor Jver stræbte at under
trykke Protestanterne; vi finde nu og da nærmere Leylighed til
at erindre, hvad videre om ham kand være at merke. Vi vil
heller begive os til at tale om de Princer, der antoge sig Prote¬
stanternes Sag imod denne mægtige Forfølger, denne raffinerte
og aarvaagne Fiende. Vi have i vores sidste Blade merket, at
Friderie af Pfaltz, da han af Keyseren var drevet paa Flugten,
retirerede sig til Holsteen, mueligt for at formaae den ypperlige
Konge Christianum IV. til at tage sit Partie. Derfra drog han
til Holland og Engelland; og man undrer sig over, at hans Ma¬
jestæt lacobusl. ikke kom sin Sviger=Søn til Hielp; men man be¬
tænke, at denne Konge havde ingen Lyst til Krig; et draget Sverd
var som en Brand i hans Næse, og han var aldrig bedre tilfreds,
end naar han, som en Professor Eloqventiæ kunde i Stilhed sidde
i sit Studere Kammer, og udsee de beste Talemaader af Cicerone,
af hvilke han siden kunde betiene sig i sine Taler til Parlamentet,
hvorfor han og bliver kaldet den latinske Konge, den latinske Sa¬
lomon, der indgik alt hvad man vilde paastaae, naar man allene
foredrog sin Sag paa Latin. Altsaa kunde den ulyksalige Pfal¬
siske Friderie ikke vente sig nogen Hielp hos ham; han ansaae


42
ham meget mere som en Ræbell, den han aldrig vilde tage under
Armene, allermindst paatage sig en Krig for at restituere ham
i sine Lande; kunde han ellers ved een eller to Orationer udrette
noget til hans Beste, vilde han giøre sin Fliid derfor.
Da nu de Protestantiske Fyrster bleve vaer, hvor ilde de hav¬
de gjort, da de havde ladet Fridericum af Pfaltz blive hielpeløs,
saa begyndte de at handle med Christiano UV. Konge til Danmark.
Fremmede Skribentere give denne Høysalige Konge det Vidnes¬
byrd, at han var en klog og tapper Herre, og vort eget Fæderne¬
lands Historie kand i sær sige os, at hans Berømmelse bør aldrig
uddøe. Keyser Ferdinand stødte sig over, at en fremmed Prince
skulde udvælges til Kreds-Obrist; men Hans Majestæt til Dan¬
mark lod trykke et Patent, hvorudi blev forestillet, at Kongen af
Danmark var en Tydsk Fyrste i Henseende til Holsteen og Ol¬
denborg, i det ringeste lige saa god Tydsk, som Keyseren selv, der
tillige var Konge til Ungarn, som er uden for Tydskland, og
altsaa agtede Høystbemeldte Konge sig forbunden til at antage
sig det Tydske Rige, og, om mueligt var, at frelse de derudi un¬
dertrykte Protestanter. Men denne fortreffelige Konge fandt ikke
Leylighed til at vise Tydskland den Tieneste, som han ønskede;
Slaget ved KonigsLutter løb ulykkelig af, og den Keyserlige Ge¬
neral Filly, der var langt stærkere end Kongen, beholdt Marken.
Men vi agte det saa meget mere unødvendigt at tale videre om
denne store Konges Bedrifter i den langvarige Krig, som vor ufor¬
lignelige Hr. Holberg vidtløftig har udført dem i denne Konges
Historie; vi vil allene erindre dette, at, da de Tydske Fyrster
en vilde rekke vor Konge Haanden, som de burde, stræbte han
omsider at erlange Fred. Keyseren vilde i Begyndelsen ikke vide
af nogen Freds Forslag at sige; som han var omringet med Præ¬
ster og Jesuiter, saa fik han mere og mere den Jndbildning, at
hans Vaaben skulle giøre Mirakler, og derfor bliver han med al
sin Klogskab holdet for en Vigot, der var villig til at efterleve alt
hvad den Catholske Geistlighed bragte paa Bane; og man vil


83
fortælle det som en Sandhed, at i hans Liigprædiken skal findes,
hvor mange tusinde Protestanter han har omvendt til den hellige
Troe. Endelig erholdte Danmark Fred til Lybek, og en Fred,
som man i slige Omstændigheder mindst havde ventet; thi det
Borttagne blev tilbage leveret, og Danmark havde ingen andre
Keyserlige Love at efterleve, end ey at melere sig mere i de Tyd¬
ske Uroligheder.
Da Christianus IV. saaledes havde nedlagt sit Kreds-Obrist¬
Embede, merkede de Protestantiske Fyrster, hvor høyligen de hav¬
de forseet sig, at de ey med samlede Kræfter havde understyttet
denne tappere Herres Foretagende; Keyseren blev mere og mere
mægtig, hans Generaler efterlode sig bedrøvelige og blodige Fod¬
spor, hvor de forre frem, og hvor man kastede sine Øyne, kunde
man ikke lettelig see nogen af de Europæiske Magter, der kunde
rekke de fortrængte Protestanter Haanden. Den største Deel af
Potentaterne var indviklet i andre Krige, og, omendskiønt man
vel kunde synes, at den da i Frankerig regierende Ludlvig den 13de
var snart den eneste, til hvilken man i saa bedrøvelige Conjunctu¬
rer kunde tage Tilflugt, saa var dog samme Konge i Begreb med
efter sin Premier Ministers Cardinal Richelieus Forslag at giøre
sit Rige ryddeligt fra de saa kaldede Hugonotter eller Reformeer¬
te, og sandelig, at Frankrig tilsidst tog Deel i den 30 Aars Krig,
dertil var ikke Kierlighed til Protestanterne Aarsag, men en la¬
lousie i Henseende til det Østerrigske Huus, og en Frygt, at Key¬
seren, der giorde saa store Progresler, skulde blive en Skrek for
hele Europa. Richelien giorde da endelig ved sine Anslag, at
Gustavus Adolphus Konge i Sverrig fattede det store Forset, at
komme Protestanterne til Hielp, og byde Keyseren Spidsen.
Førend vi tale videre om dette, vil vi efter vores Løfte, og
da vi nu finde saa god Leylighed, tale noget om den berømmeli¬
ge Franske Minister Cardinal Richelieu. Vi vide, at den saa kal¬
dede Danske Spectator i sit Brev til Statsmanden, har anført
noget om denne berømmelige Mand; men vi agte det ingenlun¬


44
de tilstrekkeligt, og vi kand sige, uden at tale Sande-Manden for
nær, at det Portrait, som han i sit Brev har forestillet, er ikke ta¬
get paa den Fod, at det kand give Regler til andre. Det er be¬
kiendt, at hans Eminence levede ved Ludovici iztii Hof. Car¬
dinalens Fortienester kand allerbest legges for Dagen, naar man
stiller sig den Tilstand for Øye, i hvilken Ludovicus i3tius be¬
fandt sig. J de 10 første Aar af hans Regiering havde han at
bestille med idelige Sammenrottelser og indvortes Uroligheder
der mere end een gang brøde ud til borgerlige Krige; den øvrige
Tiid af hans Alder var ligeledes en Kiede saavel af Religions-Kri¬
ge, som de han førte i andre Lande. Paa den ene Side maa man
tilstaae, at Kongens Regiering var meget berømmelig, og at de
Franske erholdte mange fordeelagtige Seyervindinger, paa den
anden Side tør vi ikke andet end nægte, at alt dette var kraftigt
nok til at giøre Kongen for sin egen Person lyksalig, midt i Sey¬
ervindingernes Løb var dog hans Majestæts Hierte bekymret, og
den Ære som han indlagde sig ved sine Vaaben, kunde ikke giøre
de Sorger til intet, der foruroligede hans Gemytte. Sandelig,
en Prince, det maa være den mægtigste i Verden, der ikke kand
betroe sig dem, der burde være hans Fortroligste, er med al sin
Hønhed slettere faren, end den elendigste Betler, der har et for¬
nøyet Sind. Ludvig den 13de maatte frygte for sin Moder,
og han kunde ingen Troe have til sin Gemahl, eller Broder. Ja
hans egne Søstere vare ham imod, og i Særdeleshed den, der
var i Ægteskab med Kongen af Engelland; thi hun tog med beg¬
ge Hænder imod alle de Misfornøyede; ja hvis Ludovicus, da
han saae sig nødt til at lade sig lede af sine Stats-Betiente, ikke
var falden i saadan en Mands Hænder, som Richelieus, havde
han visselig staaet Fare for at forlore sin Krone. Denne store
Stats-Mand antog sig Kongens Sager for Alvor, var lykkelig
i at giøre alle Sammenrottelser og Factioner til Røg, og, end¬
skiønt han maatte betiene sig af haarde Midler, saa tiene dog
Omstændighederne, som de paa den Tiid vare, til hans Eminen¬
ces Undskyldning hos Dommere, der betragte Sagen paa alle


45
Sider. Det er sandt, at han foraarsagede, at mange fornemme
Hoveder maatte springe; men, om han greb til saadanne Mid¬
ler allene for at befordre sin egen Høyhed; om de maatte lade
Livet, der havde den Skiæbne ey at behage Cardinalen, det er en
Sag, som vi vil overlade til andres Domme, og allene erindre
dette, at Omstændighederne ved en Sag kand giøre, at det Mid¬
del, der efter første Anseelse synes alt for haardt, er alligevel gand¬
ske nødvendigt, og at en Naade, som ellers kand have Sted, kand
i andre Omstændigheder blive en merkelig Feyl, og ledsaget med
farlige Følger.
Det, som pleyer at ansees for den største Plet i denne Mini¬
sters Historie, er Hertugens af Mommoranci Opofrelse. De Kla¬
gemaale over hans Død ere lige saa mange Lovsange, der opløfte
hans Fortienester til Skyerne; og man kand ingenlunde nægte,
at han var en Herre af store Meriter. Som Statholder i Lan¬
gvedoe blev han tilbedet af alle, og, naar man betragter, hvor¬
ledes Mennesker i Hobetal kappedes om at tilbede ham Livet, seer
man tillige, hvorledes han af gandske Frankerige var anseet.
Spørsmaal: Havde ikke Ludovicus handlet klogelig, hvis han
havde givet denne Herre sin Frihed? Intet mindre; just den For¬
undring og Høyagtelse, som han havde forskaffet sig hos alle, bur¬
de efter en fornuftig Politiqves Regler befale Kongen ey at tilgive
Hertugen sine Forseelser. Mon det ikke var farligt at bevise en
Mand Naade, der saa var æret og elsket, og skienke den Livet, der
lettelig kunde stifte et nyt Oprør i Languedoc? Man kand ind¬
vende: Den Naade, som Kongen maatte have beviist, vilde bleven
det stærkeste Baand, der kunde forbinde Mommoranci til Erkiendt¬
lighed, og den Prøve, som han havde seet paa sin retmessige Kon¬
ges Bevaagenhed imod sig, vilde blevet en Spore, der kunde have
drevet ham til at opofre sig aldeles til sit Fædernelands sande Vel¬
gaaende, ja! de Svagheder, som han havde seet hos Hertugen af
Orleans, vilde have gjort den Begierlighed til intet til at gaae den¬
ne Fyrste til Haande. Men disse Grunde ere meget skrøbelige,
og Jndvendingen neppe værd at besvare. Vi vil sette, at Kongen


46
havde taget Hertugen til Naade, og forundet ham Livet, meene
vi da, at han bedre skulde have fundet sig i at see Carcinalens Magt
mere og mere at tiltage? Eller tale vi ikke rettere, naar vi sige,
at Hertugen vilde en anden gang med større Forsigtighed og mue¬
ligt bedre Lykke arbeydet paa hans Eminences Undergang? Mid¬
ler af det strengeste Slags vare heel nødvendige under en Regie¬
ring, da den Franske Adel gjorde sig yderste Fliid for at forandre
Regierings=Formen, og til den Ende stiftede idelige Sammenrot¬
telser og Oprør.
Richelien besad den Gave at giøre sig nødvendig hos sin
Høye Principal. Han bragte saadanne Anslag paa Tapetet, og
formaade sin Konge til at samtykke i saadanne Desleins, som
ikke uden Cardinalens Hielp kunde fuldføres; og, omendskiønt vi
vil antage det for Sandhed, at Kongen vel frygtede, men elskede
ham ikke, saa see vi dog, at Cardinalen, u=agtet den store Mæng
de af Fiender, blev til sin Døds Tiid i den forhvervede Høyhed.
Man maatte spørge: Er det kongelig handlet af en Fyrste, naar
han lader sig sette i Stand, at enten han vil eller ikke, maa han
nødes til at beholde sin Favorit? Jngenlunde. Han forseer sig,
naar han lader alle Ting komme an paa en premier Minister;
han binder Hænderne paa sig selv; han fæster Troe til de urig¬
tigste Beretninger; han nødes til at udskyde de Kugler, som
hans Ministerium støber, og, at vi skal sige det kortelig: Han
bliver en Slave i steden for en Konge. Tudovicus den 13de har
vel søgt at skiule sine Feyl i dette Stykke, men de ere dog blevne
alt for bekiendte.
Man kand ikke tvile paa, at jo Richelien ofte igiennem et
Forstørrelses=Glas har forestillet sin Konge de oprøriske Under¬
sotteres Forseelser og Absigter, ja ved alle Leyligheder viist ham,
at Factionerne intet andet Øyemerke havde end dette, at skille
hans Majestær ved Scepter og Krone. Jmidlertid maa man dog
tilstaae, at en stor Deel skede allene til den Ende, at den mæg¬
tige Minister kunde styrtes. Man havde intet Ont i Sinde imod
Kongens Person og Regiering; man vilde allene kaste Lenker paa


47
den ærgierige Cardinals alt for meget tiltagende Magt. Jkke
desto mindre har Ricnelien besiddet den Ferdighed, at han udtol¬
kede alt det, der blev opspundet til hans Undergang, som noget
der sigtede lige til Kongens Høyhed, og gik ud paa intet andet,
end at sette Kronen paa Hertugens af Orleans Hoved. Paa den¬
ne Maade, ved disse skinnende Forestillinger og listige Konstgreb
bragte man Kongen til at samtykke i de høye Personers Henret¬
telse. De følgende Tider aabnede hans Majestæts Øyne, og han
sukkede hemmelig over sine, eller rettere sin premier Ministers
haarde Resolutioner. Sandelig Kongen var at beklage! men
hvad Veye han end havde udvalgt sig at betræde, saa mærkede
han dog, at han maatte blive en Slave. Han forestillede sig
2de Ting: Paa den eene Side betragtede han det Aag, som Car¬
dinalen havde kastet ham paa Halsen, paa den anden Side fore¬
stillede han sig de Følger, der nødvendig vilde vise sig, om han
gav den Minister Afskeed, som han hadede i sit Hierte. Lod han
Richelien fare, saa vilde han upaatvilelig falde i Hertugens af Or¬
leans sin Broders Hænder. Mueligt han havde ladet ham be¬
holde Ticul af Konge, og forestaaet Regieringen under hans Navn;
men alle Sager vilde dog have gaaet efter Hertugens Favoriters
Plan, og hvor selsom en Regiering skulle man da ikke have seet!
De tvende Dronninger og deres Creature, Hertugen af Orleans
og hans Venner vilde have stiftet en almindelig Forvirrelse, og
ikke et eneste Anslag til Spaniens Præjudixe havde blevet fuld¬
fort; ja! om end Sagerne havde faaet et ønskeligt og priseligt
Udfald, saa merkede dog Kongen, at hans Broder allene vilde
have tilegnet sig Æren. Sandelig store Aarsager til lalousie!
men nu Kongen fæstede Øye paa disse tvende Slaverier, saa ud¬
valgte han heller at lade sig bestyre af Richelieu.
Men vi merke vor Vidtløftighed, og, da vi til en anden
Tiid finde nærmere Leylighed til at tale om denne Minister, vil
vi nu allene forestille, hvorledes den Svenske Konge Gustavus
Adolphus blev indviklet i de Tydske Uroligheder. Richelien var


48
her til den fornemste Aarsag, og ilede saa meget mere med at sette
de Svenske i Harnisk, som han ikke uden Skrek saae det Østerrig¬
ske Huus at giøre saa store Progresler. Vi vil fornøye vore Læ¬
sere med at anføre Sagen i sin fulde Sammenhæng, allerhelst
vi derved ikke vige fra vores Øyemerke i disse Blade. En Baron
i Frankerige ved Navn Charnace var efter adskillige Beretninger
bleven saa misfornøyet, da han mistede sin Gemahl, at han for
at fordrive Grillerne, var bleven sindet at reyse. (*) Richelieu
kiendte ham, og vidste at hand besad Forstand. Han udbad sig
Cardinalens Recommendation, da han havde fattet Tanker at
reyse til Tyrkiet. Hans Eminence var imod dette Baronens
Forehavende, men derimod raadede ham, at siden han endelig
havde besluttet at reyse, saa vilde han give ham en Addresse til
Gustavum Adolphum Kongen i Sverrig, der paa den Tiid hav¬
de slaget Moscoviterne og Polakerne, og camperede i Jngermand¬
land. Denne Prince skulde han overtale til at antage sig Prote¬
stanternes Sag i Tydskland. Reysen gik virkelig for sig, og Ba¬
ronen opholdt sig nogen Tiid under Skin af en Sygdom, paa
det han imidlertid kunde giøre sig underrettet om Kongens Ge¬
mytte, hans Favoriter og Skrøbeligheder. Da han ret havde
udforsket alle Ting, erholdt han endelig Audience, overleverede
sit Creditiv, og Kongen yndede ham. Han var en vakker Stats¬
Mand, men tillige en brav Soldat, og altsaa ret skikket efter den
Svenske Konges Humeur. Han aabnede derpaa Kongen sine
Tanker, raadede ham til at giøre Fred med Polen (thi Freden
med Rusland var allerede sluttet) og at handthæve de Tydske Pro¬
testanters Frihed; han forsikrede, at Vanskeligheden i Henseende
til Freden med Polen skulle ved den Franske Konges Mellemhand¬
ling ophøre, og Frankerig skulle forstrekke Penge til Krigen i Tydsk¬
land. Han drog derefter med Kongen til Stokholm, og giorde
D) Hvad vi her anføre om Clarnace Bekymring formedelst fin Grmabs Død, ansee vi
for en mere tilforladelig Sandhed, end den urimelige Beretning, der siger os, at han
ved ovenmeldte Tilfælde blev aldeles maal=løs, og siden den Tiid ikke talede et Ord.
Ur. Bayle har i sit Dictionaire bistorique & eritique tydelig viist Urigtigheden i denne
8elation.


49
sig mere og mere behagelig; han rettede sig stedse efter Kongens
Sind, og man regnede ham derfor iblant de bestskikkede og meest
fuldkomne Ambassadeurs. Da Kongens Tanker vare blevne
som hans, skrev han til Richelien, og fik en fuldkommen Instrux,
efter hvilken han skulde love Kongen hver Maaned 100000. Rdlr.
Vi maa ikke tænke, at Gustavus Adolphus da først begyndte at
resolevere til at hielpe Protestanterne. Den ærgierige og hovmo¬
dige Keyserlige General Vallenstein havde allerede stødt ham for
Hovedet, da han en vilde antage hans Gesandter, men de Om¬
stændigheder, i hvilke hans Majestær til Sverrig befandt sig, for¬
bød ham at udføre sine fattede Desleins. Da Frankerig vilde give
Sagen Eftertryk, og giøre Forskud med Penge, kom Kongens
Resoltion til Fuldkommenhed, og han marcherede med sine Folk
til Tydskland, hvor han tilfegtede sig een Victorie efter den anden,
indtil han endelig maatte sette Livet til i Slaget ved Lutzen. Ri¬
chelieus Fiender sige, at Kongen efter hans Anslag blev tagen af
Dage; thi han begyndte at see suurt, da de Svenskes Vaaben
bleve efter hans Tanker alt for lykkelige; men man holder dette
Foregivende for aldeles ugrundet, og, fordi det var bekiendt, at
mange hoye Personer maatte rekke Hals under Cardinalens Mi¬
pisterio, derfor var han saa ulykkelig, at blive anseet for Bane¬
mand, naar de ophøyede Hoveder bleve sendte til den anden
Verden.
Vi have tilforn talet et par Ord om den Key erlige General
Vallenstein, vi vil nu nærmere erindre, hvad vi mere have at si¬
ge: Han var en Edelmand af Bøhmen, havde studeret til Alt¬
dorff, og for at samle Riigdom, givet sig i Ægteskab med en
riig Dame. Da de Ungarske, Østerrigske og Mæhriske bleve op¬
roriske under Keyser Ferdinando 2do, blev Vallenstein bestilt til
Commissaire General af Mæhren, tog imod Penge, og gik over
til Keyseren. Denne Herre gav ham strax et Regimente, og
neppe havde han gjort tvende Feltslage, førend han blev beskikket
til General. Han gjorde Keyser Ferdinando store Tienester i den
30 Aars Krig; men hans utaalelige Hovmod foraarsagede hans


50
Fald. Keyseren havde vel en stor General i den bekiendte Til5
men Vallenstein holdes dog for at have udrettet større Ting end
han. Det var den første, der figtede med vor store Konge Chri¬
stiano UVto, hvis Tapperhed ikke noksom kand berommes. Den
berømmelige tydske Geheime Raad Gundling giver ham dette Vid¬
nesbyrd: Der Konig von Dannemarck war ein sackere. Herr,
er wehrte sich unvergleichlich; es wurden ihm z wey bis drey Pfer¬
de unterm Leibe todt geschossen ec. Begge Keyserlige Generaler
Tilly og Vallenstein forenede sig med hinanden, den ene kunde
lidet fordrage den anden; men Politiqven befalede dem at, skiule
Fiendskabet. De samlede sig begge til de Danskes Forfølgning,
og Keyseren fik efter Slaget ved Konigs=Lutter meget hovmodige
Tanker. Vallenstein undsaae sig ikke ved offentlig at sige, hvad
han havde i Sinde med de Tydske Fyrster, og hvor let det vilde
blive ham, at giøre dem lige med Grands d'Espagne. Han ud¬
suede alle Lande, fordrev Hertugen af Meklenborg, og Wallen¬
stein banede sig derved Veyen til den paafølgende Værdighed, da
han blev gjort til Meklenborgsk Hertug og Grand Admiral; men
just dette befordrede hans Undergang.
Keyseren, der midt i de Uroligheder, i hvilke han var indvik¬
let, tænkte paa at faae sin Søn udvalgt til Romersk Konge, pro¬
ponerede dette paa Rigsdagen, som han havde udskrevet til Re¬
gensborg, og Vallenstein, der af en Bøhmisk Adelsmand var
bleven forvandlet til en Rigs=Fyrste og Hertug til Meklenborg,
og ved den Leylighed havde faaet Sæde i Rigs-Forsamlingen,
fik i Sinde at møde til Regensborg. Dette foraarsagede, at, om¬
endskiønt han havde fast besluttet hos sig selv at bringe Stralsund,
og Stettin til Lydighed, han afstod fra sit Forset, og med en u¬
sædvanlig Pragt stræbte at bivaane Rigsdagen. Ligesom det nu
bliver anseet for en stor Stats=Feyl af den ellers fine og fornuftige
Keyser, at, da Krigen var paa det hedeste, da Gustavus Adolphus
havde fattet Posto i Tydskland, han vilde udskrive en Rigsdag, la¬
de vigtige Ting fare, og arbeyde paa sin Søns Val til Romersk


Konge, saa stak ogsaa Uallensteins alt for store Magnifeence
Churfyrsterne saaledes i Øynene, at de med samlede Kræfter ar¬
beydede paa hans Fald. Keyseren, i Haab om at faae sin Søn
desto snarere udvalgt til Romersk Konge, gav Vallenstein Afskeed,
men merkede ikke, at han derved skildte sig selv ved sin høyre
Haand. Jngen var bedre i Stand til at udføre de høye Desleins
som Keyseren havde fattet, end denne rige og hovmodige Gene¬
ral. Tilly var en brav Herre, men tillige af Bajrisk Partie, de
ovrige Statsmænd, som Keyseren havde, vare af liden Betyden¬
hed, og hans Sager begyndte altsaa at gaae Krebsgang.
En anden Forseelse er og bleven optegnet paa Keyserens Side,
og denne bestod derudi, at han brød løs med Churfyrsten af
Sachsen. General Tilly tog Leipzig og Merseburg bort, og alt¬
saa fandt Churfyrsten sohan Georg sig tvungen til at tage Svensk
Partie. Gustarus Adolphus, der ved een og anden Leylighed hav¬
de lært at kiende denne Herre, antog han strax som sin Allierede.
Churfyrsten havde vel en god Forstand, men man holder for,
at han giorde Slutninger efter falske Grunde, og antog
for hastig sine Raadgiveres Anslag. Hand viiste alt for stor Ly¬
dighed imod Doct. Hoe, der var mistænkt for at have taget Stik¬
penge af Keyseren. Men da Keyseren ikke vilde agte Churfyrstens
Intercession, i Henseende til Protestanternes Fordrivelse af Un¬
garn og Bøhmen, fik Churfyrsten, saa at sige, sit Syn, og mer¬
kede sine forrige Feyl. Det var altsaa en Forseelse af Keyseren,
at han tvang de Sachsiske imod deres Villie til at gribe til Ge¬
vehr, og søge Hielp hos de Svenske.
Men at vi igien skal komme til Vallenstein, saa merkede
Keyseren, sær da General Tilly var slagen ved Leipzig, hvor
høyligen han behøvede Vallenstein; han lod derfor forhøre hos
ham, om han igien vilde paatage sig Commando? Efter nogen
Betænkning fyldestgjorde han Keyserens Villie med disse Vilkaar,
at han ey igien skulde blive aftakket, og at han maatte føre Krig
og slutte Fred, naar han selv fandt for godt; Keyseren, der var


i Knibe, maatte underskrive disse Conditioner, og Vallenstein
blev igien General; men det samme Slag, i hvilket Gustavus 4?
dolphus satte Livet til, faldt ulykkeligt ud for Wallenstein, og det
ved en besynderlig Hendelse, en Kugle rørte hans Haand, og
dette foraarsagede at han lod Tømmen falde; hans Hest løb fort,
og Soldaterne, der tænkte, at Generalen tog Flugten, løbe alle
efter. Gustavi Adolphi Død foraarsagede en stor Opsigt, og satte
mange fornemme Huse i Traur; Keyseren selv vidste saaledes at
forstille sig, at man virkelig tænkte om ham, at Kongens Død gik
ham meget til Hierte; han en allene iførdte sig Sørgeklæder,
men vidste endog paa andre Maader at give Bedrøvelsen tilkien¬
de. J Sandhed! Hans Majestæt af Sverrig forrettede et stort
Verk, saalænge han commanderede og forte Krig i Tydskland.
Vi kand ingenlunde sige, at han var mere tapper og klog end vor
Høysalige Konge Christianus Utus, men det kand vi sige, at den
sidste var mindre lykkelig end den første. Keyser Ferdinand an¬
saae Gustavi Adolphi Ankomst med ugunstige Øyne; han sendte
ham et Brev, og vilde vide, hvad han havde at bestille i Tydsk¬
land? og man siger, at hans Majestæt af Sverrig svarede ham
intet andet end dette: En Ørn har saaret min høyre Haand,
naar den bliver lægt, skal jeg sende Keyseren Svar paa sit Brev.
Jmidlertid tabte dog ikke de Svenske Modet, endskiønt deres
Konge var hensovet. Keyseren, der merkede, at hans Lykke i
Krigen hastede til Enden, tænkte omsider paa at slutte Fred. Wal¬
lenstein fortørnedes over dette, og foregav, at sligt var imod Key¬
serens med ham oprettede Contract. Sagen gik alligevel for sig,
og hvad vi endnu mere kand have at erindre saavel om denne
General, som andre betydelige Personer, kand vore Læ¬
sere vente sig i det følgende Stykke.
Af disse Blade udgives hver Onsdag et Stykke paa Waysenhusets Boglade
forsSkill Arket.


53
Den
Politiske Tilskuer.
Syvende Stykke.
Udgivet den 3. Nor. 1745.
J
vore sidste Blade gave vi vore Betænkninger om nogle
af de berømmeligste Personer, der vare de merkvær¬
J digste Acteurs i de bedrøvelige Sørge=Spil under den
30 Aars Krig. Vi understode os ikke at giøre Betragt¬
"ningen vidtløftigere; vi maa derfor stræbe at afhandle
det tilbagestaaende i nærværende Ark. Vi erindrede ved Slut¬
ningen af vores sidste Stykke, at General Uallenstein var ilde
tilfreds med Keyseren, da han merkede, at hans Tanker begyndte
at blive fredelige. Keyseren havde i Nødens Tiid, for at bringe
den aftakkede Vallenstein til igien at paatage sig Commando, ind¬
gaaet saadanne Vilkaar, af hvilke nu den ildesindede General be¬
tiente sig, for at formaae sin Høye Principal til at lade Freds¬
Tankerne fare, endelig da han merkede, at Keyseren i dette Stykke
ey vilde dandse efter hans Pibe, gav han Redelighed og Troskab
Afskeed, og fattede farlige Anslag imod sin egen Herre. Han
havde tilforn viist sig en Fiende af Keyserens Tanker til Fred;
nu derimod fatter han et andet Forset; det stod ham endda for
Hovedet, at, da han havde gjort sig ved sine Krigs-Bedrifter saa
fortient af det Keyserlige Huus, han fik sin Afskeed; han tænkte
nu paa at hevne denne Uret, og, for at fuldføre de Anslag, med
hvilke han gik frugtsommelig, proponerede han selv Freden for
Chur=Fyrsten af Sachsen. Saa listig, som denne General pleyede
at vise sig, saa uforsigtig gik han nu til Verks i sin egen Sag.
De forige Hendelser havde paa nogen Maade fornedret ham, men
nu meente han at have Leylighed paa eftertrykkeligste Maade at
oprette Skaden. Han lod sig merke med, at han havde Øye paa


54
den Bøhmiske Krone; han fattede Forset at tvinge Keyseren til
at give Protestanterne Fred; det sorte Liv=Regimente af lesui¬
ter meente han at vilde fordrive af Tydskland, og han indbildede
sig uden stor Vanskelighed at skulde blive Konge i Bøhmen.
Vallenstein var for sin egen Person ikke i Stand til at ud¬
føre saa høye Anslag; han kiendte det Østerrigske Huses Hoved¬
Fiender, han vidste Richeliens Absigter med at faae den Svenske
Konge indviklet i Krigen; han tog derfor Tilflugt til de Franskes
Hielp. Den allerchristeligste Konge merkede vel, at Vallenstein
var for sin egen Person et slet Gemytte, der ikke tog i Betænk¬
ning at drage Sverdet imod sin egen Herre, som ligesom havde
reist ham af Støvet; men denne Vallensteins personlige Last kun¬
de ikke forhindre, at Hoffet til Versailles giorde sig Fliid for at
understøtte hans onde Absigter. J Stats Sager pleyer man ikke
gjerne at raisonnere theologice eller efter Catechismum, men det
Øyemerke man har, de Fordele man kand vente, de Pretensioner
man kand udføre, give de Grunde og Satzer, hvoraf man siden
giør Slutninger. Naar man paa den ene Side stiller sig det
Bourhoniske Huses Absigter for Øye, der fornemmelig gik ud paa
og endnu i vor Tiid gaaer ud paa at svække og ydmyge det Øster¬
rigske Huus, saa undrer man sig ikke paa den anden Side, at Ri¬
chelien greb en Forræder under Armene. Keyseren maatte for¬
nedres, det var en afgjort Sag, og, saa at sige, det Franske Mini¬
sterii eneste Hoved Sag, naar denne Ende kunde opnaaes, saa
skiøttede man ikke, enten Midlerne vare lovlige eller ey, og Ri¬
cnelien lod det aldeles blive uden for sin Bekymring, enten Ual¬
lenstein blev Konge i Bøhmen eller ikke. Da nu Vallenstein hav¬
de Konge-Tanker i Hovedet, saa sagde han frit, hvorledes hans
Opførsel skulde blive; de Svenske vilde han jage ud af Tydskland,
og alle Sager skulle faae en anden Skikkelse. Vel have vi adskil¬
lige Beviser paa Vallensteins Listighed; men i sin egen Sag be¬
tiente han sig af en Aabenhiertighed, der befordrede hans Ulykke,
og med hans Exempel kand bevises, hvad en eneste Forseelse
i Politigren kand drage efter sig. Saadanne Feyl staae aldrig


55
til at ændre; havde Vallenstein været mere taus, havde hans
Degotianter Arnheim og de la Tour været mere politiske, saa
havde maaske Sagen faaet et andet Udfald. Den fortreffelige
Svenske Statsmand Oxenstierne, om hvilken vi nærmere vil tale,
var kommen paa Spor efter Vallensteins Prozecter; han havde
hørt, hvad den ærgierige og stolte General havde i Sinde med de
Svenske Soldater, og han glemte ikke at gaae saadanne Anslag i
møde. Det Sachsiske Huus var i Vallensteins Sag alt for van¬
troe; man syntes got nok om, at Keyseren kunde blive skildt ved
den Bøhmiske Krone, men kunde aldrig troe, at Vallenstein el¬
ler hans Creature talede af Hiertet, naar de sagde, at Generalen
havde i Sinde at sette Kronen paa sit eget Hoved; man holdt ham
i alt dette for en listig Stats Mand, der allene forestillede sig at
være en Fiende af Keyseren. Frankerig var bedre underrettet, og
altsaa mindre vantroe. Vallenstein viiste sig selv saa uforsigtig,
at han betroede Obristen Piccolomini den gandske Hemmelighed.
Disse tvende Herrer saae hinanden noget lige, og Wallenstein ind¬
bildede sig, at de vare komne til Verden under een Constellation
altsaa understod han sig at aabne sine Tanker. Piccolomini for¬
føyede sig til een af de unge Hertuger af Florem, berettede ham
Sagen, og gav ham i Commission at forestille Keyseren Vallen¬
steins Anslag. Nu begyndte man at tænke paa at rømme saa ond
en Borger af Veyen, og Vallenstein blev dræbt til Eger, da han
var i Begreb med at nærme sig til Bernhards af Veimar Armee.
Saadan en Ende fik denne General, der af mange bliver anseet
for en stor Helt; men, naar Dyden ogsaa er iblant de Ting, der
bør findes hos Helte, naar det ey allene er den Lykke, der kand føl¬
ge med Sverdet, som giør en Mand fortient til saa ypperligt et
Navu, saa er Sagen endnu ikke afgjort, om Vallenstem var en
Helt eller ikke?
Men vi vil gaae videre, og lade den Svenske Stats-Mand
Oxenstierne træde frem paa Skue=Pladsen; det er bekiendt, at han
var een af de vigtigste Personer i den ommeldte Krig, og den for¬
nemste Vegociant i den Westphaliske Fred. Han passerer for een


56
af de kiogeste og bestskikkede Stats Mænd paa den Tiid, og lige¬
som hans Konge var lykkelig i Marken, faa var Oxenstierne lyk¬
kelig i Conseilet. Monsr. Vaslor har understaaet sig at give denne
Minister Fortrinet for Carcinalen Richelien, og man har store Be¬
viser paa den Sidstes salousie, da han merkede, at man ansaae den
Første for en større Stats Mand. Richelien, der var meget ær¬
gierig, og i alle sine Jdrætter arbeydede i sær paa at giøre sig et udø¬
deligt Nadn, fornøyede sig vel selv med de Tanker, at Oxenstiernes
Meriter og Jndsigt i Stats-Sager ingenlunde kunde veye op imod
hans, men han bedrog sig, og, naar man ret betragter begges Con¬
duite, saa finder man den Forskiel, der er paa en Stats-Mand, der
lader Ære=Syge og Hovmød blive Grunden til sine Gierninger, og
den, der giør hvad han giør af Kierlighed til Fædernelandet. Lad
være, at den Svenske Konge sluttede Tractater med Frankerige ef¬
ter Richelieus Forestillinger, saa kand man dog sige, at den store Gu¬
stav ikke saa lettelig havde indviklet sig i saa betydelig en Krig, hvis
han en havde fundet Oxenstiernes Raad og Betænkninger grun¬
dede. Charnasse maatte have brugt alle optænkelige Konster til at
formaae Kongen til at tage Protestanternes Partie, havde Oxen¬
stierne ikke med sine kloge Raad uaderstøttet Charnasles Forestil¬
linger, saa havde alle Ting blevne til intet. Man kand vel sige om
Riehelieu, at han en allene var en StatsMand, men endog en
Soldat, hvorudover han synes at have Fortrin for Oxenstierne;
men, omendskiønt den sidste ikke kand pallere for nogen Krigs
Helt, saa har han dog havt Jndsigt i Krigs=Sager. Han havde
en allene at bestille med de Handeler, der angik de Allierede, men
han bivaanede endog stedse Krigs=Raadet; gav de Commanderende
tienlige Anslag, og man taler ikke imod Sandhed, om man lader
denne store Minister have den største Deel i de tilfegtede Lictorier.
Vi have tilforn talet om de Svenskes Progresler; vi maa nu
igien lidet røre ved de samme, paa det vi destobedre kand see saavel
Oxenstiernes Fortienester, som Feyl. Den bekiendte Keyserlige
General Tilly havde ved Leipzig forskandset sig lige til Tænderne.
De Sachsiske komme anrykkende; men Tilly vidste, at de vare nye


og intet øvede Tropper; Lilhy forlod derpaa sin vel forskandsede
Leyr, gik Sachserne imøde, og jog dem paa Flugten; men, at den¬
ne Fordeel var af ingen Betydenhed, og at Generalen havde gjort
bedre, hvis han havde blevet i Leyren, det saae han af de paaføl¬
gende Hendelser. Den Svenske Konge brød løs med sine Finlæn¬
der; Tilly, der ellers var en aarvaagen og dygtig General, blev
bragt i saadan Confusion, at, da han ellers pleyede at sigte med
største Koldsindighed, han paa den Dag ikke vidste, hvorledes han
var faren; han gav paa eengang Ordre og Contre-Ordre, og han
havde med en Konge at giøre, der tilforn havde seet en vred Fien¬
de under Øynene. Sachserne kom til sig selv igien, men temme¬
lig sildig. Gustarns Rdolphus lod Chutfyrsen sige, at alle Ting
vare forlorne; denne blev derved førskrekket, og slog Hænderne
sammen; strar derpaa gav Kongen ham Underretning, at Seye¬
ren var for Haanden, og da kom han endelig anstigende med sine
Folk. De Keyserlige tabte Slaget; men det var en Forseelse hos
de Svenske, at de en paa rette Maade forfølgede Seyeren. Ox¬
enstierne handlede i Riget, og, saasnart Slaget var vundet, er¬
klærede Hessen sig for 6 Hertugen af Sachsen af den
Ernestiniske Linie tog samme Partie, men hans Maestæt iagttog
ikke den rette Interesle, da hand ikke strax mareherede imod Wien.
Om denne Feyl blev han paa en høflig Maade erindret af sin
Cantzler Oxenstierne, og, da han indfandt sig hos Kongen for at
gratulere med Scyeren, brugte han denne Compliment: Jeg
tænkte, at jeg stulle have havt den Raade at finde Eders
Majestæt i Pien. Oxenstiernes Tanker og Absigter vare i det¬
te Stykke fuldkommen overeenstemmende med Richelieus; thi
dennes Øyemerke var allene at undertrykke det Østerrigske Huus,
og just ikke at arbeyde paa det Tydske Riges Undergang; derfor teg
ogsaa Frankerige Trier i Beskyttelse, hvorvel Frankerig og Sver¬
eg vare allierede; den vilde ogsaa gjerne conlerdere Churfyrsten
af Bayren, og Marquis de Sr. Etienne aabnede for den Svenske
Konge herom sine Tanker; Gustavus Adolphus, der lidet eller in¬
tet havde lært af de Franske Galanterier, og plehede ikke at bru¬
ge mange Complimienter, gav Etienne intet andet Svar end dette:


58
J Franske vil altid have, at alle Ting skal gaae efter eders
igoved; tier stille. Om han ved samme Leylighed vilde efter
Beretningerne have givet Svaret Eftertryk med sin Stok, skal vi
lade være u=sagt; dette vide vi, at de Franske Forbønner for Bajren
kunde intet hielpe; thi Kongen gjorde Jndfald i Landene, og tog
den Churfyrstelige Skat bort til Munchen.
Vi have tilforn talt om nogle Stats=Feyl, som Cantzleren Oxenstierne be¬
gik, og siden, men for sildig blev vaer; vi vil nu ogsaa forestille vore Læsere de
samme. Da Gustavus Adolphus blev slagen ved Lutzen, og man var i Begreb,
med at sette Christipa paa den Svenske Throne, spurdte Vilhelm Hertug af Vei¬
tnar Oxenstierne, hvorledes han nu meente, at Udfaldet vilde blive med de Tydske
Sager, siden Protestanternes største Beskytter var borte, Oxenstierne blev lidet
oprort, og gav dette Svar: Alle Cydsker ere Poltrons. Hertugen fandt sig ved
disse Ord fornærmet, og erindrede Cantzleren, at en Fyrste i Tydskland bilder sig
mere ind end en Konge i Sverrig. Oxenstierne begreb, at han havde med en brav
og klog Herre at giøre, han vilde derfor gjerne blødgiøre sine Ord, han sagde, det
var ey saa ilde meent, han vilde allene have sagt, at de Tydske vare lidet for meget
betænksomme; man torde ikke ved at forsage. Dronning Christina kom igien
paa Thronen &. Hertugen blev vel tilfreds, men han forblev tillige neutral.
Da den Svenske Throne igien var forsynet, saa blev Spørsmaalet, hvo
der skulde have Directorium for Protestanterne i Tydskland? Chur=Sachsen og
O1enstierne vare begge Competenter, den første vilde endelig være Director, og
han meente, at han i alle Henseender var i Stand dertil. Oxenstierne merkede
Churfyrstens Tanker, men han forstillede sig. Den første talte om Fred; men
den sidste sagde, at Protestanternes Sag var retferdig. Dronning Christina var
paa Thronen, og Krigen maatte have Fremgang. Saa vidt forsaae Oxenstierne
sig ikke, men, da han lod sig forstaae med, at hvis de Svenske skulle forlade Tydsk¬
land, maatte de have Satisfaction, saa begik han en Feyl, som han siden ang¬
rede; han havde handlet forsigtigere, hvis han ikke havde talt et eneste Ord om
Satisfaction, førend hans Landsmænd vare borte; men denne Pretension satte
alle Itereslenterne i Allarm, og man bleve enige i at slutte, at de Svenske upaa¬
tvilelig vilde tage Pommern bort. Vel maa vi tilstaae, at det er lettere af Udfal¬
det at kunde sige, at Cantzleren herudi forsaae sig, end det var for ham, da disse Ord
faldt ham af Munden, at skulle kunde indsee saadanne Følger; vi ere ikke heller
saa taabelige, at vi i Anledning af saadan Stats=Feyl skulde nægte den berøm¬
melige blimister den Ære og Roes, som han stedse vil beholde; men vores Ab¬
sigt er allene at forestille, at en Feyl af saadan Beskaffenhed lettelig kand giøre de
fordeelagtigste Underhandlinger til intet.


95
Videre bliver det agtet for en Forseelse imod koltigven; at Orenstierne
for Churfyrsten af Sachsen lod sig merke med, at Maintz skulde seculariseres,
og mon magtte have en anden Erz=Cantzler. Churfyrsten var gandske allene,
da Oxenstierne udlod sig med dette; han merkede, at denne Miyister selv havde
Øye paa det Churfyrstendomme, som han vilde have gjort verdsligt; det fortrød
ham, at en Finlænder vilde begiere saa anseelig en Pøst i det Lydske Rige, og
altsaa var intet at vente for Oxenstierne i Dresden. Derpaa drog han til
Berlin, og stræbte at faae Churfyrsten G.o13 Wilhelm paa sin Side, at han de¬
sto snarere kunde naae sit Ønske, og faae det forlangte Ouectorium. Han fandt
i Begyndelsen mange Vanskeligheder; men man begyndte at give noget efter,
da et Partie blev bragt paa Bane imellem den unge Chur=Prints Prideric iil¬
helm og Dronning Christina. Dog maa man tilstaae, at Hess n i Særdeleshed
antog sig Oxenstiernes Sag, og forhialp ham til Orector um, da Stænderne i
Over=Tydskland sluttede et nyt Forbund; dog skulde Oxenstierne som Directot
tilfoyes et Conseil. Churfyrsten af Sachsen opnaaede altsaa ikke sit Øvemerke.
Han havde en lidet redelig Mipister i den bekiendte Urnhenn, der var mere Key¬
serlig end Sachsisk, og altsaa mere saae paa den almindelige Fiendes end sin
egen Principals Fordeele, og denne Arnhem gjorde ved sine falske Forestillinger,
at Churfyrsten blev udelukt af det ovenmeldte Forbund, som Proteskanterne til
deres Sikkerhed indgik.
Det Vigtigste som Orenstierne efter det erholdte Directormm i de Tydske
Affaires udrettede til brorestanternes Fordeel, var den offensive og defensiee Al¬
hance, som han formaaede Frankerige til at slutte med Sverrig. Denne kloge
Mmister vidste, paa hvad Fod Richeliea vilde tages; han havde merket, at Cardi¬
nalen begyndte at ansee ham med skeele Øyne; han begreb lettelig Aarsagerne,
og han gav hans Emmende noget efter i Cerimoniellet, for de sto snarere at komme
til Maalet. Keyseren og Spanien, der af alle Ting kunde slutte, at Frankerige
hemmeligen understøttede Sverrig, ønskede heller, at det maatte komme til en of¬
fentlig Krig. Richelien tøvede længe, førend han vilde bryde løs. Christophio¬
rus af Lrier havde, som vi før have erindret, givet sig under den Franske Krones
Protection; men ligesom de Svenske besværgede sig over de Franske, at de vilde
tage en Fiende under Armene, saa ansaae Keyseren det som en Forgribelse af
Trier, at den vilde søge Hielp hos Frankerige, som Sverrigs allierede, og derfor
formaaede Spanierne til at kaste Christophorum af sin Residence, og bringe ham
fangen til Wien. Dette Foretagende efterlod sig saadanne Virkninger, at Fran¬
kerig ey mere vilde høre tale om Fred, men brød offentlig løs, og paa den Maade
satte de Svenske Sager i god Stand.
Vi kunde have Anledning til at være mere vidtløftige i denne Materie; vi
finde mange flere betydelige Personer, der have udrettet store Ting i den langsi¬
tige Krig; min vi frygte, at vore Læere kildes ved at hænge mere i e ifl Sager;


60
vi vil derfor slutte disse Betragtninger med en kort Beretning om de Fordeele,
som det Franske Hof høstede ved den langvarige Krig, og den derpaa fulgte Fred.
Vi vil ikke indlade os med Critiqver over de Franskes Opførsel imod det Øster¬
rigske Huus; vi vil ikke afsige Dom i det Spørsmaal, om det var lovligt, at
Frankerig, der havde sluttet Fred med Keyseren til Regensburg og Chierasco,
først hemmelig og underhaanden understøttede Keyserens Fiender, og siden of¬
fentlig fortsatte Krigen; men vi vil allene tale lidet om de Pretensioner, med hvil¬
ke Hans Allerchristeligste Majestær lod sig fornemme ved Krigens Udgang. Vi
maa erindre, at, da de Franske offentlig toge Svensk Partie, gjorde de sig Me¬
stere af nogle Stæder i Elsazs. Da Alliancen blev sluttet imellem den Franske
og Svenske Krone til Compiegne 1635, saa var dette en Hoved-Punet, at de Stæ¬
der i Elsazz, som vare erobrede, skulle overgives i de Franskes Hænder, indtil en
almindelig Fred blev sluttet, da de alle igien skulde leveres tilbage. Orenstierne
begreb lettelig, at den belovede Restitution var af ingen Betydenhed, og de føl¬
gende Tider lærdte, at, omendskiønt Frankerig paa det helligste forsikrede, at le¬
vere disse Stæder tilbage, og ikke for sig selv at forlange noget ved Krigen, men
allene lade sig nøye med den Ære, at have rakt fornemme og tillige fottrængte
Huse Haanden imod en mægtigere Fiende, saa har den dog gjort saa stor en Pre¬
tension ved Krigens Slutning, og ikke vildet give sig til Roe, førend den erholdt
gandske Elsaz, og Bispedømmene Me, Toul og Verdun, hvilke sidste de formeente
at være Eyere af antigvo jure, eller formedelst en gammel Ret, da de mueligt sig¬
tede til det, som pallerede disse Bispedømmer angaaende til Henrictadi Tider,
hvorvel det er klart, at de derved allene vare blevne Osurpatores af disse Lande.
Det besynderligste er, at Frankerig, for desto snarere at faae sine Pretensioner
gotgjorde, har ved sine Gesandter forestillet, at man ikke havde nødig at indrøm¬
me Sverrig saa stor Satisfaction, som den begierede; de Svenske havde hver¬
ken Magt eller Ret til at slutte Fred med saadanne Vilkaar, at de skulde have
Satisfaction, og det vilde blive Keyseren let ved de Franskes Hielp at indskrænke
efter eget Tykke de Svenske Fordringer. Vi vil overlade til andre, at fælde
Dom over denne Condute, og vi have gjort hvad vi lovede, naar vi allene have
forestillet, at Frankerig tabte intet ved den Westphaliske Fred, men fik et got
Stykke af de Tydske Lande.
Vi skulde vel i Anledning af Bonde-Fogdens Reflectioner i de lærde Ti¬
dender forfatte Apologier for vores Arbeyde; men vi agte det aldeles unødven¬
digt. Han røber ved sine Dubia sin egen Vanvittighed, og vi tvile ikke paa,
at vi jo sige til vores Forsvar alt hvad behøves, naar vi allene erindre vore
Læsere, at Modstanderen er en Bonde-Foged.
Af disse Blade udgives hver Onsdag et Stykke paa Wapsenhusets Boglade
for2 Skill. Arket.


61
Den
Politiske Tilskuer.
Ottende Stykke.
Udgivet den 10. Nov. 1745.
D¬
en tredive Aars Krig og den Westphaliske Fred kand vel
anføres iblant de betydeligste Ting, der have tildraget
sig i Europa, og i hvilke det Østerrigske Huus har havt
den anseeligste Deel; men det, som vi i disse og flere Bla¬
de have foretaget os at afhandle, er ikke mindre vigtigt,
og vi vente, at det vil blive vore Læsere saa meget mere behageligt,
som det ikke er meget langt fra de nærværende Tider. Vi vil tale
om den bekiendte Spanske Succeslions=Krig, der reiste sig imel¬
lem det Østerrigske og Bourboniske Huus, da Carolus Ul. Konge i
Spanien tog Afskeed fra Verden; men førend vi skride til Krigen
i sig selv, vil vi i mueligste Korthed forestille vore Læsere: 1) Om
det Østerrigske Huus havde nogen Ret til det Spanske Monarchie,
eller ikke? 2) Om det Østerrigske og Spanske Huses Forening
vilde blive stridende imod den almindelige Europæiske Stats Inte¬
resse, og giøre Jevn=Vægten til intet?
Da vi vare i Begreb med at legge de Fordeele for Dagen, og
viise den Magt, som det Østerrigske Huus Tiid efter anden forskaf¬
fede sig ved de meget lykkelige Ægteskaber, saa erindrede vi ogsaa,
at det fordeelagtige Partie imellem Maximiliani l. Son Philippum,
og Ferdinandi Catholici samt den Castilianske Isabellæ Dotter so¬
hannam, aabnede det Østerrigske Huus Veyen til det Spanske Ri¬
ge. Denne sohanna var saavel Caroli V. som Ferdinandi 1. Mo¬
der, og af disse tvende Brødre have de øvrige Spanske og Østerrig¬
ske Herrer deres Udspring. Vi have ogsaa erindret, at den Franske
Konge Ludvig den 14de, efter Mararins Forestillinger og ved hans
Underhandlinger, giftede sig med den ældste Spanske lufantinde


62
Maria Theresig, da Keyser Leopoldas derimod, som gik efter egen
Inclination, sluttede Partie med den yngste, hvortil han saa me¬
get lettere kunde overtales, som hans lidet redelige Ministres, i sær
Portia, gav ham tilkiende, at Mariæ Theresiæ Ægteskab med Hans
Allerchristeligste Majestæt vilde blive det Østerrigske Huus til ingen
Skade i Henseende til den Spanske Succeslion, allerhelst Infant¬
inden dog maatte lade al sin Pretension fare paa Spanien; thi
Østerrig og Spanien havde forbundet sig med hinanden, at ingen
Spansk Princesle skulle bortgives til Frankerig, og hvis saa skede,
maatte en offentlig og eedelig Renunciation foretages i Forveyen.
Da nu den Spanske Throne ved Caroli Il. Død Aar 1700 var
bleven ledig, saa meldede sig tvende mægtige Beylere til denne
Bruud, den ene Leopoldus Romersk Keyser, og den anden Lu¬
dovicus RlV. Konge til Frankerig paa Philippi Hertugens af An¬
jou Vegne. Keyseren kunde ikke forestille sig, at den Franske Kon¬
ge vilde giøre ham Succeslionen stridig; thi han stolede paa den
eedelige Renunciation, og han meente, at denne var nok til at fore¬
komme alle Chicaner. Frankerig dristede sig ikke heller til at grunde
sine Pretensioner paa den Spanske Krone paa den Ret, som Maria
Theresia havde havt; den merkede, at det vilde blive alt for van¬
skeligt at kalde Renunciationen tilbage; den maatte altsaa være
betænkt paa at gaae en anden Vey.
Man kastede Øyet i Skat=Kammeret, og man merkede, at paa
Louis corerne var ey endnu saa dyr Tiid, at man jo kunde bort¬
skienke en anseelig Deel til det Spanske Ministerium. Cardinalen
Portocarrero fik de fleste Penge for sin Part, han giorde derfor
ogsaa det Franske Hof de vigtigste Tienester. Da Kong Carl den
Anden var halvdød, blev et Testamente lagt for ham, hvorudi
Philippus af Anou var indsat som det Spanske Monarchies Ar¬
ving; dette Testamente maatte Kongen underskrive, og derved fik
Frankerig, hvad den ønskede. Ved den Leylighed maatte det hede:
Lad være, at Infantindens Renunciation bør kiendes gyldig saavel
for hende selv, som Arvinger, saa have dog Spanierne, i det de have
foreslaget Hertugen af Amsou til Konge, tacite gjort ham løs for


63
Eeden. Den Sag vidste de Franske paa saa artig og levende en
Maade at forestille, og med saa skinnende Farve at afmale Preten¬
sionen, at man hartad lod af at tvile om dens Rigtighed.
Hvad nu ovenmeldte Testamente er angaaende, saa haves de
stærkeste Formodninger, at saadant et Papir virkelig har været til.
Vel vide vi, at nogle ere af den Tanke, at intet Testamente af Kon¬
gen er bleven underskrevet, men Portocarrero har først efter Hans
Catholske Majestæts Død forfærdiget dette Jnstrument; men vi
holde dette for urigtigt, og man har tilforladelige Efterretnin¬
ger, at adskillige have seet den halvdøde Konge at underskrive dette
Testamente. Her maatte man have Aarsag til at spørge: Hvor¬
for har Kongen ikke før gjort saadan Anordning? hvorfor vilde
han op ette saa vigtig en Sag, til han befandt sig moxen i Gra¬
ven? Vi kand intet svare uden dette: Hans Majestæt har ikke gjort
Testamentet med nogen god Villie, ja! maaskee aldrig tænkt paa at
giøre det; men da hans Ministres have seet, at han laae snart med
Aanden paa Læberne, saa melder sig Cardinalen Portocarrero, og
giør Skiersilden det hedeste han kand; Hans Majestæt maatte be¬
tænke, hvad han gjorde, og hvorledes han saae til for sit Rige; Ri¬
get maatte blive indviklet efter hans Død i en langvarig og besvær¬
lig Krig; Østerrig kunde ikke holde det Spanske Monarehie ved li¬
ge allene, siden Frankerig, Engelland og Holland havde gjort en
Partage eller Deelings-Tractat, og hvad hans Forfædre i saa lang
Tiid og med saa megen Møye havde samlet, maatte paa eengang
blive adspredet; man agtede derfor for tienligst, at Hans Maje¬
stæt udvalgte saadan en Person til at succedere sig i Regieringen,
der var i Stand til at vedligeholde det Spanske Monarchie i sin
nærværende Beskaffenhed. At vi nu ey skal sige noget, som maatte
falde nogle iblant vore Læsere uforstaaeligt, maa vi erindre det for¬
nødne om den anførte Deelings-Tractat. Hele Europa var til en
Tiid af de Tanker, at ingen uden den Bayriske Chur= Prints lose¬
phus Ferdinandus vilde erholde Succeslionen i det Spanske Rige,
naar Carolus ll. ved Døden afgik. Vi troe ogsaa, at, omendskiønt
Keyseren af al Magt havde sat sig imod dette, havde dog Sagen,


64
fundet Fremgang; men i det samme bortdøer høybemeldte Chur¬
Prints, og man maatte altsaa vente en anden Succeslor. Hans
Allerchristeligste Majestæt merkede, at Carolus U. havde allerede
Øye paa Hertugen Carolus, der siden blev Romersk Keyser, og var
af det Navn den Siette; man erfarede ogsaa, at det vilde blive
vanskeligt for Frankerig at erholde det gandske Spanske Monarchie,
man begyndte derfor at drive Sagen paa en anden Maade. Fran¬
kerig addresserede sig til Engelland og Holland, og Tallard bragte
da den ovenmeldte Deelings-Tractat paa Bane. Den blev virke¬
lig af Hollænderne og Engellænderne antagen, førend Carolus I.
døde, og i Kraft af samme skulde Hertugen Carolus og Philippus
af Anjou deele det Spanske Monarchie imellem sig. Her maatte
da den almindelige Europæiske Interesse, og den saa ofte paaberaab¬
te Balance blive de fornemste Bevægelses Grunde, af hvilke Fran¬
kerig betienede sig, for at beviise, at det ikke var tienligt, at det hele
Spanske Monarchie skulde blive Østerrig til Deel; og dette blev
forestillet paa saadan en Maade, at Partage=Fractaten blev agtet
meget nyttig og gandske overeensstemmende med alle de Europæi¬
ske Magters Fordeele.
Nu er det en Regl i den lidet retskafne Politiqve, at man skal
have et gandske andet Øyemerke, end det man vil synes at have.
Jngen kunde besværge sig over Frankeriges Opførsel i dette Stykke;
den proponerede en Deeling, der klarlig beviiste, at dens Begierlig¬
hed efter et vidtløftigt Regimente ikke var saa umættelig, som man¬
ge maaskee maatte indbilde sig; den vilde gierne unde det Østerrig¬
ske Huus Deel i det Spanske Monarchie, og den vilde lade alle Pre¬
tensioner fare, naar ikkun Hertugen af Anson ogsaa maatte nyde
sin Deel. Nu maatte man spørge, om det ogsaa virkelig var Fran¬
keriges Alvor, og om den virkelig ønskede, at det Spanske Monar¬
chie paa omrørte Maade maatte blive deelt? Vi vil holde vore
egne Betænkninger tilbage, og allene anføre andres, paa det
vi ikke skal ansees at handle imod Veutralitæten: Man vid¬
ste tilfulde, at Spanierne med Hænder og Fødder vilde sette
sig imod alle dem, der vilde adsprede den Spanske Magt; man


65
vidste, at Kong Carl den Anden ilde vilde være tilfreds med saadan
Deeling, og, saa snart han maatte faae at høre, at saadan Par¬
tage-Tractat var sluttet, vilde han for at forekomme dens Fuldfø¬
relse, og førend hans Lande saaledes skulde blive adspredte, udnæv¬
ne en Arving, der skulde efter hans Død imodtage og beholde den
gandske Regiering i sin nærværende Tilstand. Alle disse Følger af
Deelings-Tractaten kunde den fornemste Intereslent forud see, og
derfor gjorde sig yderste Fliid for at bringe samme Tractat i Stand,
ikke for den virkelig vilde lade sig nøye med den Deel, som maatte
tilfalde Hertugen af Anjou; men fordi den derved kunde faae
Hans Catholske Majestæt disponeret til at udnævne een eneste
Arving, naar man nu paa den anden Side betragtede, at Kongen
gik efter sine Raadgiveres Anførsel, saa vilde det blive let at for¬
maae samme til at tage Fransk Partie.
Man kand sige, at Planen aldrig saaledes kand være anlagt,
siden ingen derved maatte tage større Skade end Frankerig selv;
naar den Spanske Konge fik at høre, at Frankerig havde bragt Par¬
tage-Tractaten paa Bane, saa maatte jo Kongen allersidst falde
paa at udvælge en Herre af det Franske Huus til sin almindelige
Arving. Hertil kand svares: Carolus den Anden blev virkelig sat
i Harnisk, da den oftbemeldte Tractat kom ham for Ørne; han
besværgede sig høyligen over dem, der i hans levende Live vilde un¬
derstaae sig at deele hans Lande; men mon Frankerig tog nogen
Skade ved dette, intet mindre: Ludovicus Rlbl. forstod at ud¬
reede sig af Labyrinthen paa en artig Maade; han lod den Span¬
ske Konge forestille, at Frankerig var i Deelings Handelen gandske
uskyldig; det kunde vel ikke nægtes, at den havde havt Haand deri,
men den var forleedet dertil af Engelland og Holland. Den skrø¬
belige Catholske Konge lod sig hermed tilfredsstille, og da Spanier¬
ne selv vare meget allarmerede, da de hørte, at man arbeydede paa
at adskille deres Magt, saa var intet, der mere befordrede det til¬
forn omtalte Testamente, end just den af Frankerig proponerede
Deeling. Saa varmt derfor som Testamentet kom fra Porto¬
carreri Smidde, saa snart blev det af Kongen underskrevet; og


66
man fortæller, at Kongen undertegnede det med største Glæde, da
han erfarede, at Philippus af Unson skulde være hans eneste og al¬
mindelige Arving, hvorvel man har Aarsag at kalde denne Glæde
i Tvil.
Da vi nu saaledes have forestillet, hvad vi havde at erindre om
den bekiendte Deelings-Tractat, saa skride vi nu nærmere til at
undersøge den Ret, som det Østerrigske Huus haver til det Spanske
Monarchie. Her maa vi da først sporge, om ogsaa Kong Carl den
Anden var i Stand til at giøre noget Testamente, hvorved han
kunde skille de retmessige Pretendenter ved deres Ret? Og vi mee¬
ne, at Spørsmaalet kand besvares med Ney. Maria Theresia
Tudovici XiV. Gemahl havde jo eedelig renunceret paa Spanien;
imellem det Østerrigske og Spanske Huus vare oprettede pacta fa¬
miliæ, og da den Franske Dronning havde ladet sin Ret fare til
Spanien, saa er det Østerrigske Huses Pretension derved sat uden
for al Tvistighed, allerhelst det Spanske Monarchie ey var at ansee
som et Arve=Gods, men som et Rige, der i Kraft af de sluttede For¬
eninger tilhørte den Ferdinandske Linie, naar den Carolingiske
udgik. Keyser Leopoldus havde allerede, førend Maria Theresia
giftede sig med den Franske Konge, en u disputeerlig Ret til den
Spanske Krone, og denne forhvervede Ret fik en merkelig Efter¬
tryk ved den omtalte Renunciation, ja denne Ret var saa klar og
ustridig, at den ved hundrede Testamenter ey kunde giores til intet;
thi Hans Catholske Majestæt kunde ikke giøre et Testamente, hvor¬
ved de sluttede pacta familiæ kunde kuldkastes.
Man kunde vel spørge paa den anden Side, om ogsaa den ommeldte
Renunciation kand ansees for gyldig? Man vil ikke negte, at Maria Theresia
kunde frakiende sig selv al Ret til det Spanske Monarchie for sin egen Person;
men Qvæstio, om hun og kunde giøre det samme i Henseende til sine Arvinger?
Vi vide vel, hvad den berømte Buddens hertil har svaret i sin Dissertation om
det Østerrigske Huses Ret til det Spanske Monarchie; men andre have an¬
seet hans Beviisnings Grunde lidet tilstrækkelige: Det er urimeligt, siger
Buddeus, at Maria Theresia ikke skulde kunde renuncere saavet for sine Arvin¬
ger, som for sig selv; tbi i det hun med Eed bekræftede, at hun aldeles ingen
Pretension vilde have paa det Spanske Rige, saa blev jo al den Ret, som de


67
Spanske maatte tillgne sig, derved til intet, og hvad Dronningen ikke selv var
Eyere af, kunde jo ikke heller overdrages til hendes Arvinger; Nu var Retten
allerede borte, førend den Franske Pauphin blev født: følgelig kunde han ikke
heller bekomme den som sin Moders Arving, og altsaa kunde den meget min¬
dre komme hans Søn til Beste. Denne Raisonnement synes meget herlig,
og Buddeus, der ellers havde gjort de hellige Videnskaber til sit Hoved-Stu¬
dium, taler i denne Sag, som en vakker surist. Men han fandt en skarp Mod¬
standere i Doctor Feli til Strafburg; denne besvarer Buddei Argument paa
følgende Maade: Visselig maatte den Franske Dauphin og hans Børn ude¬
lukkes fra den Spanske Succeslion, dersom de havde havt deres Ret af deres
Moder; thi de kunde ikke have større Ret til Spanien end hun havde selv; nu
havde hun i Følge Renunciationen aldeles ingen Ret, altsaa ikke heller hendes
Efterkommere; og paa denne Maade lader Doctor Feli Vaddei Argument be¬
holde sin Styrke, men negter det tillige m totum, som noget, de hverken kand
reise eller fælde; thi, siger Felx, Maraa Theresia bliver aldrig den Person, af
hvilken Dauphin har sin Ret. Det Spanske Folk har beskikket Carolum btum
og alle hans Efterkommere saavel Mænd som Qvinder til det Spanske Rige,
og iblant disse Caroli Vti Efterkommere bør regnes Princerne af den ældste
Spanske Princesse Marna Theresia, altsaa ere Stænderne i Spanien de egent¬
lige Hoved-Mænd i denne Sag, der for 200. Aar siden have udseet Dauphin
og hans Arvinger til den Spanske Succeslion, og denne Ret, som saaledes
har sin Oprindelse fra det Spanske Folk, kunde Maria Theresia ved sin Re¬
nunciation ikke giøre til intet. Dette Sophisma har Buddeus ikke besvaret; men
andre have derimod erindret dette: Renunciation indbefatter et Forbund med
dem, til hvis Beste Renunciatiopen skeer, og et hvert Forbund, eller enhver
Forening bør holdes helligen og ubrydeligen af alle, saavel Hoved=Parterne,
som deres Efterkommere; thi ellers kunde Frankerig aldrig være forsikret om
at beholde Elsazz og andre Tydske Provincer, ja ingen kunde paa nogen Maa¬
de være sikker, siden Efterkommerne stedse kunde giøre Forfædrenes Pacta til
intet. Vi vil ikke tale om, at det synes stridigt imod al Sands og Fornuft,
at store Hoveder skulle renuncere, og kræve Gud til Vidne, og siden foregive,
at de ikke kunde renuacere; thi hvis de ey havde den fornødne Underretning
om Sagen i Forveyen, burde de jo søge den, og dersom de vidste hele Be¬
skaffenheden, og renuncerede dog, saa maatte de jo tage den anden Part ved
Næsen. Det Østerrigske Huus beholder altsaa en fuldkommen Ret til det
Spanske Monarchie.
Nu bliver den anden Post, som vi lovede at afhandle, om ikke det Ø¬
sterrigske og Spanske Huus, hvis de begge bleve forenede under eet Hoved,
vilde blive for mægtigt, træde ud af Balancen, og blive en Skræk for hele Curø¬


68
pa. Dette Spørsmaal var Hoved=Materien, hvorom i Særdeleshed blev
handlet, da den Spanske Throne ved Caroli 2di Død var bleven ledig. Nu
maa man vel tilstaae, at Østerrig og Spanien ere tvende mægtige Huse, men
da Commercien i ingen af Rigerne er i ønskelig Stand, hvilket vi i Henseen¬
de til det Østerrigske kand lære af Baron Schroters og Hr. von Hornigkes
Skrifter, af hvilke den sidste har skrevet det merkelige Skrift kaldet Gester¬
reich aber alles, mann es nur will, saa maa vi ogsaa tilstaae, at de en
ere i Stand til ret at bruge deres Magt. Dersom begge Rigerne vare sam¬
lede i Henseende til Landenes Situation, saa skulle man ikke vise os nogen Magt
i Verden, der kunde veye op imod denne; men da dette ikke har sig saaledes,
saa er Magten delet, og lean de Uin har sagt, at hvis de vilde være sikkere
imod deres Fiender, maatte de være forsynede med trende Floder: den første
i America, den anden i Canalen, og den tredie i Jtalien. Man kand alde¬
les ikke giøre Slutning fra Caroli Vui Tider; thi da var Sagen langt ander¬
ledes. 1) Havde han alle Nederlændene samlede, nu derimod ere Hollænderne
allene i Stand til at byde Spanien Trods med en Flode. 2) Var Franke¬
rig ikke i den Stand, som nu, hverken i Henseende til Lande eller Regierings¬
Formen. 3) Havde de Tydske Forster ikke den korce, som i vore Tider, hvor¬
om Historien kand give os den beste Underretning. De Keyserlige binancer
ere desuden ikke i beste Stand; Præster og Munke har for meget; Adelen
er for riig, og jo rigere Adel, jo fattigere Lands=Herre. Vi vil ikke tale om
de mange Stæder, der ere komne i Fremmedes Hænder, de nyere Capitula¬
tioner, hvorved Keyserens Magt mere og mere er bleven indskrænket, og de
lura og Privilegier, som Stænderne siden have forskaffet sig. Altsaa sluttes,
at, om end det Østerrigske og Spanske Huus kunde blive samlet under et Ho¬
ved, og 28. stedse forblive i sin nærværende Beskaffenhed, vilde Jevn¬
Vægten i Europa dog blive ved Magt.
Af disse Blade udgives hver Onsdag et Stykke paa Waysenhusets Boglade
for2 Skill. Arket.


69
Den
Politiske Tilskuer.
Niende Stykke.
Udgivet den 17. Nov. 1745.
D¬
et Østerrigske Huses Ret til det Spanske Monarchie ha¬
ve vi kortelig stræbt at viise i vore sidste Blade; vi fo¬
restillede ogsaa de Grunde, som Frankerig anførte for
at retfærdiggiøre Philippi Hertugens af Anjou Preten¬
sioner paa samme Krone. Deelings-Tractaten, der syn¬
tes at være det eneste Middel til at forekomme den blodige Suc¬
cessions Krig, blev tilside sat, da Keyseren paa sin Side ikke vilde
eftergive noget af sin Fordring, og Frankerig ey vilde paa sin Side
efterleve samme Tractat, ja Spanierne selv vare misfornøyede
med samme. Efter saadanne Omstændigheder lod man Sverdet
blive den sidste Dommer, til hvilken man appellerede, og Krigen
maatte giøre Ende paa de Tvistigheder, som man ikke i Minde¬
lighed kunde faae bilagte. Dog haabe vi, at vore Læsere uden at
blive erindrede af os, begribe, at det ingen Tiid har været vores
Øyemerke, ligesom det ogsaa er os som private Skribentere uved¬
kommende i en Sag, som for længe siden imellem de Høye ved¬
kommende er bleven afgjort, at afsige nogen Decision, eller at kal¬
de Hans Catholske Majestæts Ret til det Spanske Monarchie i
Tvil. Vi vide, at endog de Magter, der i Successions=Krigen
vare Keyserens allierede, erkiendte Phuilippum V. for Konge i Spa¬
nien, ja det Østerrigske Huus selv lod omsider sine Pretensioner
fare; Altsaa bliver det let at slutte, at vi i vores sidste Stykke alle¬
ne have fore stillet Sagen paa den Maade, som den til de Tider blev
anseet, og det bliver aldrig i upartiske Dommeres Øyne en Sag,
der kand regnes os til Last, at, da vi i de sidste Blade en foredrog
Sagen, som den nu er, men som den var paa den Tiid, da Caro¬


70
lus2dus bortdøde, og Hertugen af Amsou i Kraft af det tilforn om¬
talte Testamente tog det Spanske Rige i Besiddelse; vi anførte de
Grunde og Beviisligheder, af hvilke man saavel paa Østerrigske,
som Franske Side betienede sig, uden at vi for vore Personer toge
enten det ene eller andet Partie; og dette meene vi er mere end
nok til at retfærdiggiøre os imod deres Beskyldninger, der meene,
at vi gaae uden for vores Cirkel, og ey viise den Upartiskhed, som
man med billighed kand udfordre af Skribentere, der i Skrive¬
Maaden bør beflitte sig paa Veutralite.
Førend vi nu viise vore Læsere de blodige Spectakler, som paa
Krigs-Skue=Pladsen bleve forestillede, vil vi tale lidet om begge
Parters Aarvaagenhed i at væbne sig paa alle muelige Maader:
Vilhelmus Ztius Konge til Store Britannien tog Afskeed fra Ver¬
den paa den Tiid, da Keyseren meest behøvede hans Nærværelse.
Han havde fattet Forsæt at komme det Østerrigske Huus til Hielp
i saa farlige Conjuncturer, og han giorde sig de Tanker, at hans
egne Rigers Fordeele vilde tage merkelig Skade, hvis en Fransk
Prince blev Spansk Konge; ja! den gandske Europæiske Verden,
havde de Principia, at, siden man maatte ansee Hertugen af Anjou,
og Hans Allerchristeligste Majestæt i denne Affaire for een Person,
det ikke var tienligt eller overeensstemmende med de øvrige Mag¬
ters Interesse, at det Bourboniske Huus blev saa mægtigt, ligesom
ogsaa Engelland og Holland anførte disse Aarsager, i den Tractat,
som de sluttede med Keyser Leopoldo. Vi vil ikke sige, enten disse
Aarsager vare grundede eller ikke; men, naar vi allene have er¬
indret, at Slegtskab iblant de kronede Hoveder langt fra ikke fører
den Forbindtlighed med sig, som imellem private Folk, vil vi over¬
lade til vore Læseres Domme, om man med Grund kand sige, at,
fordi Hertugen af Anjou, den Franske Dauphins Søn, blev Konge
i Spanien, derfor kunde og den Franske Konge siges at have faaet
samme Krone, siden de begge maa ansees for een Person.
Engelland og Holland, som vi før erindrede, toge den Romer¬
ske Keysers Partie, og resolverede ey allene at understøtte ham imod
Frankerig paa kraftigste Maade, men endog en uden hans Sam¬


71
tykke at slutte nogen Fred. Keyseren blev vel noget mistrøstig,
da Vilhelmus 3tius Konge til Engelland, bortdøde, men dette
Dødsfald giorde dog ikke Engellændernes eengang fattede Reso¬
lution til intet; ja! vi tør sige, at det skaffede Keyseren end større
Fordeel, end han kunde have ventet sig, hvis Kongen havde bleven
i Live; thi man har lært af Erfarenhed, at den Engelske Nation
meget sielden nægter en Dronning, hvad hun finder for got at be¬
giere; Dronning Anna kom efter Vilhelmum paa Thronen, og,
som de Engelske have de Tanker, at en Princesse ikke stræber efter
at forandre Regierings-Maaden, og erlange Souverainete, saa ere
Parlamenterne villigere til at give store Subsidier, og under den
berømmelige Dronning Annæ Regimente blev besluttet paa kraf¬
tigste Maade at hielpe det Østerrigske Huus, og saaledes bevæbne¬
de Keyseren sig med en fordeelagtig Alliance saavel med Engelland
som Holland.
Dog maa man tilstaae, at de fattede Resolutioner til Keyse¬
rens Assistence, ikke vare Virkninger af nogen besynderlig Bevaa
genhed for det Østerrigske Huus; men de høye Intere slenters egne
særdeles Fordeele, og at vi ikke skal sige, uden hvad vi ere i Stand,
til at beviise, vil vi kortelig erindre dette: Omendskiønt Spanien
har Overflødighed paa et og andet, der kand befordre dets Vel¬
stand, saa see vi dog, at det stedse er trængende til andre, og Hi¬
storien kand sige os, at den slette Oeconomie i Spanien har for¬
skaffet Frankerig anseelige Summer. Men fra Aaret 1688, da
Tudvig den 14de lod sig merke med, at han efter den saa kaldede
Jus Devolutionis vilde tage Brabant bort, fandt Spanierne sig
tvungne til at handle med Hollænderne, og ved den Leylighed er
Commercien imellem Spanien og Holland bleven meget betyde¬
lig, hvilket allene maa tilskrives det Had, som Spanien havde fat¬
tet til Frankerig. Engellænderne have siden indfundet sig, og li¬
geledes drevet Handel paa Spanien, ligesom ogsaa en vis Engels¬
mand, der har skrevet Remarques sur la succession du Duc dAn¬
jou har gjort saadan Regning, at hvis Hertugen af Anjon stedse
blev Eyer af det Spanske Monarchie, vilde Engellænderne og Hol¬


72
lænderne aarligen tabe mere end 16 til 20 Millioner, da derimod
Frankerig destomere vilde profitere, og i den Sted Engellænderne
pleyede at sende hele Skibe beladne med Hatte, Klæder, Skoe og
Strømper med Floden fra Cadix til America, saa frygtede man,
at sligt og andet mere vilde blive til intet, hvis en Fransk Prince
blev Hersker over Spanien, følgelig og over Indien, ey at tale
om, at den Middellandske Søe, hvor Veyen er til Levante, vil¬
de blive usikker, hvorfor ogsaa Engellænderne siden der have betin¬
get sig en Havn, nemlig Porto-Mabon. Af dette meene vi klarli¬
gen kand sees, at Engellænderne og Hollænderne ere af deres egen
Interessle drevne til at sette sig imod Frankerig, og forhindre, at
Hertugen af Ansou ey skulde blive Konge i Spanien, og derfor
kunde en vis Keyserlig Minister med saa meget større Grund sige,
at de store Summer, som Engelland og Holland havde anvendt
paa Krigen, vare udgivne til deres egne Fordeele og egen Sik¬
kerhed.
Foruden disse tvende Magter, der havde sluttet Forbund med
Keyseren, meldede sig ogsaa Hertugen af Savoien, og efter ham
Kongen af Portugal, hvilke begge, da beqvem Leylighed blev gi¬
ven, traadde i Alliancen. Den første var en Herre, der maatte
lade Tiden give sig de tienligste Regler, og derfor maatte han
snart være foreenet med Frankerig, snart med Keyseren; Allian¬
een med den sidste foraarsagede, at hans Lande nogle Aar maatte
udstaae meget under Fransk Disposition, men hvorvel han siden
erholdt adskillige Fordeele ved Prins Eugenii Hielp, saa vigede
han dog endelig af. Kongen af Portugal havde vel af Begyn¬
delsen fundet sig tvungen til at erklære sig for Frankerig; men
han beholdt dog stedse en hemmelig Bevaagenhed for det Øster¬
rigske Huus, og da Prince Georg af Hessen Darm-Stad, der,
efterat Hertugen af Anjou havde sat ham fra sit Gouvernement
over Tatalonien, begav sig til Lissabon, forestillede, hvor tienligt
det var for Hans Portugisiske Majestæt at tage Keyserlig Partie,
hvortil kom den Engelske Ministers von Methiins Propositioner,
og den Interesse, som Kongen selv ventede at nyde, saa sluttede


73
han 1703 offentlig Forbund med Keyseren paa de Vilkaar, at
Carolus Hertugen af Østerrig i egen Høye Person skulde begive
sig til Spanien med en Succurs af 12000. Mand Engelske og
Hollandske Tropper.
Nu skulde vi vel forestille, hvorledes Successions=Krigen i sig
selv gik for sig saa vel paa den ene som anden Side; men da
dette vilde blive alt for vidtløftigt, og er uden for vores Øyemer¬
ke, vi desuden, naar vi anstille Betragtninger over de berømme¬
lige Generaler, der commanderede i denne Krig, finde Leylighed
til at tale om et og andet af de betydeligste Feltslage, saa vil vi
ikkun kortelig erindre, at den Lykke, der ofte fulgte de Allieredes
Vaaben paa Keyserlig Side, tvang det andet Partie nu og da til
at gjøre Propositioner til Fred. Det vedkommer os ikke, som
upartiske Skribentere, at undersøge eller sige, enten Tankerne til
Fred vare alvorlige eller ikke; dog meene vi, at vi, uden at giøre os
skyldige i Partiskhed, kand tilkiendegive vore Læsere, hvad andre
herom have sagt, naar vi ikke erklære os, enten vi troe saadanne
Beretninger eller ikke. Baron Lisola, om hvilken vi ved en an¬
den Leylighed have talet, har iblant andre Regler som han har
givet de Europæiske Magter, ogsaa denne, at de Fyrster, der
vare indviklede i Krig med Frankerig, skal ikke være alt for hasii¬
ge, helst naar deres Vaaben ere lykkelige, til at slutte Fred, og
han grunder sit Raad paa dette, at man allene giør Forslag til
Fred, for at vinde Tiid, og samle nye Kræfter, eller ogsaa, for
at giøre Diversion i een eller anden Anstalt, der kand falde ud til
Frankeriges Skade. Andre efter ham have sagt det samme, og
vi vil lade det staae ved sit Værd. Dette kand vi sige med Vis¬
hed, at da de Keyserlige Allierede under de tvende store Helte Prins
Eugenio og Marlborough, om hvilke vi nærmere vil tale, giorde
saa store Progresler, begyndte Frankerig at tænke paa Fred, og
gjorde virkelig Forslag 1709.
Churfyrsten af Bayren, der af Keyseren var erklæret i Acten,
eller offentlig anseet som en Fiende af det Tydske Rige, fordi
han ey vilde understøtte Keyseren, skrev til Hertugen af Marlbo¬


74
rougn, og Marguis a 4legre, der var tagen til Fange i det sid¬
ste Slag i Nederlandene, gjorde og saa Propositioner, men saason
han addreslerede sig allene til Hollænderne, saa opvakte sligt For¬
trydelse hos Engellænderne; dog den bortfaldt siden af sig selv, da
Hollænderne ikke tillode Marquis d Alegre, at tale noget Freds¬
Sagen angaaende, med mindre Marlborougn eller i det ringeste
Teinsena var tilstæde. Hvad Freds Propositionerne angik, da,
som de ikke vare af den Beskaffenhed, at de kunde blive antageli¬
ge, bleve de strax forkastede. Monsr. Voisin blev siden sendt til
den Haag i samme Affaire, og omendskiønt man kunde slutte,
at hans Hoved=Øyemerke var i sær at adskille de Allierede, da
han allene holdt sig til Hollænderne, saa viiste dog disse den Ree¬
delighed imod Forbunds=Brødrene, at Voisin maatte holde inde
med sine Forestillinger, indtil Marlborough kom tilbage, hvorved
da intet blev udrettet. Endelig da Marlborough ankom, sendte
Tudvig 14de Rouille Præsidenten i Parlamentet til Paris, og med
ham Marquis de Thoroy til den Haag.
De høye Allierede vilde ikke vide af noget Freds-Forslag at
sige, førend Hoffet til Versailles havde underskrevet 40 prælimi¬
nare Artikler, og Marlborough, der stod i fuldkommen Naade hos
Dronningen Anna, foreskrev de Regler, efter hvilke Freden skulde
indrettes. De Allierede vilde beholde foruden Dynkirken alt
hvad de i Nederlændene havde erobret. Sicilien, Elsaz, Stras¬
borg og det hele Francne Comte skulde leveres tilbage. Hertu¬
gen af Anjou skulde forføye sig af Spanien, og hvis han en vil¬
de, skulde Hans Allerchristeligste Majestæt selv være forpligtet at
skaffe ham af Veyen, paa det Carolus kunde gelange til Poslession
af det gandske Spanske Monarchie inden tvende Maaneders For¬
løb; og førend disse Præliminaria af Frankerig vare underskrev¬
ne, vilde man ikke slutte en Vaaben Stilstand, end sige en Fred.
Marquis de Thorey, der merkede, at Strængene bleve spendte
temmelig høyt, kunde ikke andet end vegre sig ved at indgaae saa¬
danne Vilkaar, og man holdt i Besynderlighed for, at det vilde
aldeles blive stridende imod Naturens Lov, og imod den natur¬


75
lige Kierlighed, som Ludvig den 14de var Herkugen af Anjou
skyldig, at han selv skulde forbinde sig til at jage denne Prince
ud af Spanien, ja! Marlborough, der havde gjort denne Preten¬
sion, og paastod dens Opfyldelse, blev derfor ilde omtalt i En¬
gelland, og hans Fiender søgte ved denne Leylighed at giøre
Skaar i den Naade, som han havde forhvervet sig, da de ikke
forsømte at afmale den Post i Præliminarierne som aldeles uri¬
melig og ubillig, ja af saadanne Følger, at de tienligste Forslag
til Fred derved maatte blive til intet.
Vel vide vi, at adskillige have paataget sig at viise billigheden i denne Pro¬
pofirion; de foregive, at lige saa vel som Frankerig, uagtet den Romerske Key¬
sers velgrundede Ret til det Spanske Monarchie, havde sat Hertugen af An¬
sou paa den Spanske Throne, saa kunde den og uden at forsee sig imod den
naturlige Ret, sætte ham af den igien. Men vi holde for, at disse tvende
Ting ere af ulige Beskaffenhed. Den Allerchristeligste Konge greb Hertugen
af Anyon under Armene paa en Tild, da det endnu var under Pispute, hvo
der havde største Ret til det Spanske Monarchie, enten Keyseren eller Duc
dAnon. Man kand sige, at Frankerig var lige saa vel overbeviist om Rig¬
tigheden i sin Pretension, som Keyseren om sin, og hvis saa var, saa kand
man aldeles ikke fortænke den Franske Konge, at han af yderste Kræfter stræb¬
te at forhielpe Hertugen af Anzon til at nyde Frugten af den Ret, som han
paa lovlig Maade havde forhvervet sig, og altsaa kunde Kongen af Franke¬
rig vel siges at efterleve den naturlige Kierligheds Regler, naar han under¬
støttede en Prince af sit eget Huus i en Sag, som han ey andet end kun¬
de ansee retfærdig; derimod vilde det blive meget ukierligt, hvis han vilde
bruge Sverdet imod den, til hvis Beste han forhen havde draaet det, og
det vilde efterlade de Tanker endog hos Tilskuere af det meest u=partiske
Slags, at Frankerig havde antaget sig Hertugens Sag for igien at forlade
ham, og hiulpet ham op paa en Throne, for at giøre hans Fald destomere
haanligt. Hvorom alting er, saa kunde den ovenmeldte Punct i Prælimina¬
rierne ikke andet end falde alt for haard endogsaa i deres Øyne, der aldeles
vare uden for Krigen; Frankerig giorde sandelig et stort Tilbud, da den for¬
sikrede at vilde være gandske aeutral i Hertugens af Anson Sag, og aldeles
ikke kaste Hindringer i Veyen for de Allierede, hvis de selv vilde dethromsere
ham. Vel havde de Allierede sagt, at dette var allene Ord uden Kraft, og
en blot Forestillelse, de meente ogsaa, at omendskiønt Frankerig en vilde affi¬


stere Hertugen med Folk, saa dog med Penge; det faldt dem heel mistæn¬
keligt, at Berøiel stod bereed til at gaae over til Spanien, og at Mumtio¬
nen og Provianten blev tilbage i Landet, da Leion lod ligesom han vilde reti¬
rere. Men hvor vidt dette kand være tilstrækkeligt til at giøre det anfør¬
te Franske Tilbud om deutraltæten mistænkeligt, vil vi indstille til andres
Eftertanke, og allene erindre, at Prælimmnarierne bleve aldeles til intet.
Jmidlertid lod Philippus af Anjou, der af Sine blev kaldet Konge i Spa¬
nien af det Navn den fte sin ældste Søn som Prins af Asturien hylde til Ma¬
drit, hvorved han ikkun forøgede Vanskelighederne, der forhindrede, at Tvi¬
stigheden om Successionen ikke i Mindelighed kunde blive bilagt, og lagde
tillige for Dagen, at det ingen Tiid var kommet ham i Tanke at forlade
Spanien. Man tog heraf Anledning til at gaae los paa Frankerig, som
den, der allene var Aarsag i sligt Foretagende, men den stræbte at retfærdig¬
giøre sig, og hvad Philippus af Anou paa egen Regning og efter eget Tykke
havde gjort, var den Franske Konge og hans Mimsterim aldeles u=vedkom¬
mende. Denne Apologie skedte for døve Øren, og man tog af den Ayouiske
Hertuges Foretagende med sin Søn Anledning til at tænke; at man derved
allene søgte at faae en nye Pretension paa Spanien, saa at, i Fald Philippus
imod Forhaabning skulde blive nødt til at forlade Thronen, beholdt dog hans
Søn Ret til samme. J Engelland var alting ligesom oprørt imod Marlbo¬
rouzh; thi man agtede ham for den, der havde givet Aarsag til Freds=ro¬
poluionernes Ophævelse, og man anførte imod ham adskillige Beskyldninger
af temmelig Vigtighed, men han forsvarede sig ret vel, og vi skal ikke
efterlade at tale mere om dette, naar vi vil give en kort Historie
om hans Bedrifter.
Af disse Blade udgives hver Onsdag et Stykke paa Waysenhusets Boglade
for2 Skill. Arket.


