Den
Skiemtende
Avis
Kiøbenhavn, Anno  Mandagen den 15 Martii


Wer Bucher schreiben wil, der nehme solche Sachen,
Die durch den ersten Blick den Leser frolich machen.
Joh. Pet. de Memel.
Af denne de approbere Skiemtende Avis, bliver herefter ugentlig hver
Løverdag udleveret et Ark hos hr. Christian Esmarch paa Kiøbmager¬
Gaden for 2 s.


Kiere Læsere!
V¬
i tvile ingenlunde paa, der jo ved Ryg¬
tet om denne Skiemtende Avis vil
opkomme en Nysgierighed hos mange,
som ingen er i Stand til at curere dem
for uden vi allene, Endeel ville være
bekymrede for at faae Oplysning om
hvo vi ere; Andre ville spørge, hvo
der har berettiget os til at udgive sligt et Uge-Blad?
Andre ville vide, med hvem vi holde Correspondence;
Og atter andre, hvad Øremerket og Hensigten er med
denne Avis.
Vi ville svare forud paa dette altsammen, som efterføl¬
ger: Angaaende det første: Hvo vi ere? Da ere vi Men¬
nisker, Mands=Personer, og som enhver siger om sig, Unge
Karle, men tilforladeligst Ugifte. Vi ere velskabte, høye
og anseelige, føre vore Legemer efte. Dandse=Mesteres Regler
og vore Ord efter Bede=Mands Stiil; hvilket altsammen vi
maae takke den deylige Optugtelse for, som vore fornemme
Forældre ved mange og store Omkostninger paa Dandse¬
Sprog= og Tale=Mestere lod os opdrage udi, saa vi til dato


4
ikke for bienseance have havt noget at roprochere os. Vi
have allesammen i visse Aar tæret Skolens Støv, men in¬
gen af os bleve saa fuldkomne, at vi kunde faae Sted blant
et Academies Borgere, hvilket nu saa meget mere fortryder
os, som vi derover seer os berøvede den Lykke, at kunde pu¬
blicere alle de Jndfald, med hvilke vores flydende og fra
alle mørke Dunster befriede Hierne løber over; ja vi maae
beklage os, at vi derover fattes det Prærogative, som allene
tilhører de Lærde, at udgive vore Hierne=Spind for infail¬
lible. Og skulde det nu hende sig, at der imod Formodning
opstode Malcontenter imod os, saa ere vi ikke i Stand, som
vi ellers havde været, at udcommendere en Armee af nogle
1000de latinske og grædske Kloster=Gloser, som ved deres bar¬
bariske Aasyn strax kunde ført vore Modstandere i saadan
Knibe, at de uden Betænkning skulle nedlagt Gevær, og givet
sig paa Naade og Unaade, men maae lade os nøye med Ord
fra Ord at udcopiere vore Correspondenter, bevæbnende
os allene, for at undgaae Skiermytzler, med et Relata Re¬
fero. Faa af os ere over deres 30 Aar, undtagen een,
som gaaer paa Gravens Bredde, men kand dog kandskee
endnu leve en Snees Aar. Vi gaae gierne baade helligt
og søgnt med eens Klæder, for hvilket man dog ikke bør kal¬
de os Singularister; thi vi giøre det ikke af Egensindighed,
men det haver sine naturlige Aarsager, saavel som alt andet
hvad der skeer i Verden. Vi ere ikke synderlig store Philo¬
sophi; thi vi have de fleste Tider ikkun havt faa Penge;
Men maaskee naar Aaret er omme, vi kunde begynde at
philosophere des stærkere, i Fald vore Læsere ville flittig
slaae sig til Kiøbmandskab, og selv ikke være alt for strænge
Philosopher. En halv Snees Stykker af vort Compagnie


5
kalde sig Jurister. De bære alle et sort Taftes Baand paa
Hatten, og deres Munde ere dem stedse til Tieneste. Fem
af Societetet give sig ud for Læger; de holde sig lige saa me¬
get af Trang som Tvang fra rørig Mad. Deres Mund¬
held er: det er meget sundt. De øvrige Syv af Lemmerne
ere Frimurere, og de have best af os alle. Nu have vi da
sagt, hvo vi ere. Nu maae vi og giøre Regnskab for,
hvo der har berettiget os til at udgive sligt et Uge¬
Blad? Dette ville vi sige med faa Ord: Da vi ere Men¬
nisker, har Fødselen og Naturens Ret ikke allene givet os
Magt men endog forbundet os til, at fornøye vore Brødre,
naar det kand skee paa saa uskyldig en Maade som denne,
og søge deres Beste, i Fald det er mueligt, saa vor Adkomst
er authoriseret.
-- - conandum pro viribus, ut bene sanum
Sit Corpus, præcepta animi ut bene cuncta facessat;
Qvod facile haud fieri poterit, si dura vetabit
Pauperies.
PALING.
Med hvem vi holde Correspondence, seer vore
Læsere letteligen af de Geographiske Navne vi anføre. Det
kand ikke være med andre end Maanens Jndbyggere. Men
vil nogen forundre sig, hvorledes vor Post har fundet Veyen
til Maanen, da maae vides, at een af vort Compagnie paa
sine udenlands Reyser ved en Hendelse kom til samme Ver¬
den, hvor hand i en Hast lærdte at kiende Jndbyggernes
Naturel, Sæder og Tilbøyeligheder, som til største Deel
komme overeens med vor Verdens, og denne Mand er det,
som har anviist vor Post, hvor Passagen er. Hand har op¬
tegnet sin egen Historie saaledes: Da jeg og mine fire Reyse¬
Kammerater vare komne et langt Stykke ind i Verden,


6
kom os en Lærere i Møde, som bad os sidde ned i det Grøn¬
ne, sigende, hand havde noget at fortælle os. Vi satte os
alle fem ned, nysgierige for at faae at vide, hvad hand vil¬
de sige os, men hele Prædiken bestod i disse Ord: Kiere
unge Mennisker! De adskillige Maader, paa hvilke
et Menniske kand giøre sin Lykke i Verden, bør J,
som vandrende Mænd, vel tage til Eftertanke, og
stedse føre eder saaledes op, at Lykken kand finde
eder værdige til dens store Belønninger. Da Ma¬
gisteren havde forladt os, gik vi ind i Hoved=Staden, hvor
vi saae de mange adskillige Maader, dens Jndbyggere bleve
lykkelige paa. Eendeel betlede sig Lykken til, andre spillede
sig den til. Nogle vaagede til sin Lykke, andre sov sig den
til. Nogle hyklede sig lykkelige, andre fandt den hos Fruen¬
timmer. Kort sagt: Jkke een som en anden kom til sin
Lykke, men hver paa sin Maade. Vi besluttede at sove os
Lykken til, og sove mere end en tredie Deel bort af vor for¬
modentlige Leve=Tid, uden at merke til anden Lykke, end
den som almindelig opholder Menniskene i Live. Det hendte
sig en Nat, da vi alle Fem laae i dybe Søvne, at de Fire
funde paa eengang sin Lykke, men hvordan det egentlig gik
til, skal jeg ikke kunde sige. Dette saae jeg allene med For¬
undring, at Dagen efter forlode de alle mit Compagnie,
og komme om faa Dage igien at besøge mig, i en Equipage
som gav en overflødig Rigdom tilkiende. De fortalte mig
vel en Deel af deres Lyksalighed, men saa ufuldkommen, at
jeg ikke kunde forstaae dem. Den ene sagde, hand var ble¬
ven characteriseret, havde kiøbt sig en prægtig Gaard, og
udsat Elleve Tusind Dukater paa Rente. Den anden for¬
talte, at hand vilde kaste sine Redskaber under Bænken,


7
siden hand var bleven Marchand tres renomme. Den tredie, som
tilforn altid græd og sukkede, de faa Øyeblik hand var vaagen, giorde
nu ikke andet end sang og sprang, og man kunde, ved hvert Spring
hand giorde, høre hvor Pengene klingede i hans Lomme. Den fierde
gav ved sin Gavmildhed sine gode Omstændigheder tilkiende, i det
hand, som nylig intet eyede, forærede mig 50 Ducater til en liden
Reyse=Penge. Jeg grublede længe, og umuelig kunde begribe, hvorle¬
des disse Mennisker vare komne saa got afsted, indtil jeg en Dag fik at
vide, de alle Fire vare gifte Der faldt en stor Deel af min Forun¬
dring, og jeg kunde da læt forstaae, hvorledes de havde sovet sig deres
Lykke til. Og siden jeg ved denne Leylighed merkede, at jeg aldrig kun¬
de vente at komme sovende til min Lykke, besluttede jeg fra samme Øye¬
blik bestandig at vaage efter Lykkens Ankomst. Jeg giorde mig samme
Dag reysefærdig, tog min Ransel paa Nakken og mit Guld i Lommen,
og marcherede ud i den store Skov, som ligger Østen for Hoved¬
Staden. Der fandt jeg paa en liden Eng et Menniske, som havde at
bestille med en forunderlig Machine. Jeg gav mig i Snak med ham,
og merkede, at det var en Jndbygger af Maanen, som var stegen her
ned, for at see sig omkring i vor Verden, og giorde sig nu færdig at
reyse tilbage igien. Jeg blev ved denne Discours saa nysgierig, at jeg
havde ingen Roe, førend jeg fik Tilladelse at sætte mig i hans Luft¬
Skib og reyse med, hvilket hand endelig, efter megen Begiæring, til¬
stædede. Da jeg var kommen i Maanen, levede jeg der en halv Snees
Aar meget vel fornøyet, men fandt dog endelig det gamle Ordsprog at
være Sandhed: hiemme er altid best, og derfor anholdt om Per¬
mission at reyse tilbage, som jeg strax fik, og oven i Kiøbet blev foræret
en Machine, paa hvilken jeg, saa ofte som jeg lystede, kunde fare frem
og tilbage imellem Maanen og Jorden. Men formedelst min høye
Alder betiener jeg mig ikke meere deraf.
Af denne Historie kunde vore Læsere see, hvorledes vi have kundet
komme til at anlegge en Brev=Vexling med Maanens Jndbyggere.
Og kand en sandfærdig Historisk Tidende om saa ubekiendt en Nations
Foretagender ikke andet end være saa meget mere behagelig, som de
med vores ere overeensstemmende. Sluttelig maae vore Læsere tænke,


8
at, siden vort Compagnie er forsynet med en saa erfaren og bereyst
Mand, der altid er i Stand til at undersøge, om de Beretninger, som
os ugentlig sendes, ere virkelige eller fingerede, saa kunde vi med des¬
mere Vished forsikre, at der ikke i disse Aviser skulle udkomme Beret¬
ninger om Hav=Fruer eller andre Dyr, som vi i følgende Uge=Blad
enten skulle nødes til at omskabe eller kalde tilbage igien, men at alt,
hvad som skrives, skal i alle Maader svare til dette Blads Titel
Nu have vi den sidste Post at besvare, som er: hvad vort Øye¬
merke og hensigt er med denne Avis?
Jngen maae tænke, at vi paa dette Spørsmaal skulle svare: Vort
Forsæt er med denne Avis at forbedre Verden. Ney! ney! den lader
sig ikke saa let forbedre. Mange ypperlige Moralister have giort For¬
søg derpaa, men deres Verk er gierne sluttet med et Oleum & Ope¬
ram perdidi. Men vi ville gaae reent til Verks, og tilstaae, at vort
fornemste Øyemerke med denne Skiemtende Avis er, at fortiene Pen¬
ge. J vide selv, hvad Penge formaae i Verden, og at man uden dem
hverken kand blive til noget, faae noget eller udrette noget, som man
kand have Nytte og Fornøyelse af.
Non fine divitiis fas cuiqvam ducere vitam
Felicem --
PALING.
Ville ellers vore Medbrødre og Søstre lade sig forbedre ved vor
skiemtende Moral, skal det være os en stor Fornøyelse. Men i det
øvrige slutte vi, at ingen kand fortænke os for vor Aaabenhiertighed;
thi vi kunde bedre undskyldes, end de Authores, der imod Tiden af
Leipziger Messe over Hals og Hoved slutter Fortalen til deres Bøger
med disse Ord: Instant enim Nundinæ &c. Vi ere heller ikke de
første, som paa denne Maade, efter den Danske Sande=Mands Ord,
udkaste vore Garn, for at forsøge Dybet i Publici Pung, men enhver
af os holdt sig derfra, om vi for Tiden derover skulle døe af Fedme.
See, kiere Læser! dette er Fortalen. Paa Løverdag kand du
afhente det første Ark af den Skiemtende Avis, og fornøye dig ved
at læse nye Tidender og extraordinaires Avertissemens.


9
Den skiemtende Avis.
No. 1.
Løverdagen den 20 Martii 1751.
Af dette Slags Approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 sk.
Guldsand.
D¬
er berettes med sidste Post fra Knap¬
næring, at alle Indbyggerne der i
staden, giøre i disse Tider ikke andet
end synge, saa man skulle snart ansee
den hele Bye for en stor Daare=Kiste,
dersom man tillige ikke var overbeviist
om, at deres Raserie har en Slags
Grund. Visen, som de synge, begynder saaledes: Vi fat¬
tes alle Penge &c. Den synges med adskillige smukke og
travrige Toner. Dog skal der iblandt Indbyggerne, efter
andres Beretninger, være mange som synge kun med for
Selskabs Skyld, uden at kunde holde en af de brugelige
Toner. Andre igien skamme sig ved at synge denne gang¬
bare Vise med de traurigste, som dog ere dens behageligste
Toner: De sette selv en Melodie paa den, hvis lystige Toner
skulle tilkiendegive deres Overflødighed og gode Omstændig¬
heder frem for deres Medborgere, der synge klageligere, end¬


10
skiønt mange forsikkre, dersom disse Mennisker skulle synge
Visen med sin naturlige Tone, efter deres egentlige Til¬
stand, maatte man græde over at høre dem.
Lyderhuus.
Uanseet alle de høye Magters Vindskibelighed, for at
vedligeholde den Fred som Himmelen har skienket os paa
denne Side af Jorden i disse Tider, lader det sig dog ansee,
som vi ikke længer tør giøre os Haab om Sikkerhed; thi
fra en troværdig Haand have vi erholdt denne Tidende fra
Dydens=Rige, at Keyserinden lustiria har givet befal¬
ning til Officererne ved Armeen, at alle Regimenterne
inden Maanedens Udgang skulle være marchfærdige. Jli¬
gemaade berettes fra Laster=Land, at Keyseren af Libido,
staaer i Marken med alle sine Folk. Dersom disse to Mag¬
ter have i Sinde, at gaae løs paa hinanden, blive uden
Tvivl Kongerne af Castirate, Cacoethes og Helluo, saavel¬
som Huset lmpudentia og Republiqven Crudelitas, indvik¬
lede i Krigen.
Tribunal.
Her er for trende Maaneder siden indstevnet en Sag
af følgende Beskaffenhed: En fornemme ung Dame, af
store Qualiteter og større Midler, som er sin egen Værge,
var bleven forliebt i en ung og meget deylig Adelsmand
ved Navn Calixtus, men saae ingen Udveye til, at giøre
ham denne sin Kierlighed bekiendt, uden hun kunde for¬
maae hans Søster Florida til, at blive sin Fortrolige.
J lang Tid har Damen paa denne hemmelige Kierlighed,
uden at finde Leylighed til, at aabenbare den. Hun for¬
sømte imidlertid ikke, at besøge de offentlige Concerter og


11
Skue=Spil, for der at have den Fornøyelse, frit og ube¬
hindret at betragte den velskabte Calixtus. Een Gang,
hendte det sig saa lykkelig for vor Dame, at hun fik Ley¬
lighed paa Opera, at indlade sig i fortreelig Snak med
Florida, ved hvis Side hun kom at sidde, og forsømte da
ikke at aabenbare for hende sin Kierlighed til Broderen,
med Begiering, hun vilde forestille ham samme paa det
eftertrykkeligste. Den unge Florida, som var et listigt og
tresk Fruentimmer, lovede Damen at overtale sin Broder,
men agtede aldrig at holde sit Løfte; thi hun fik ved denne
Leylighed Lyst til, at spille Damen et Puds. Disse tven¬
de Sødskende, Calixtus og Florida, levede begge under
en streng Faders Opsigt, som ikke gav dem noget til Over¬
flødighed. Men siden Florida, som var tree Aar ældre end
Broderen, havde en hemmelig Opvarter, hvilken hun under¬
tiden maatte forstrekke med Penge, og vidste de fleste Tider
ingen Udveye til dem, naar alle hendes Smykker vare ud¬
satte, og Faderen havde lukt for sine Skrine, saae denne
Leylighed beqvem til sit Bedragerie, tog hun i Broderens
Fraværelse hans Klæder paa, og pyntede sig i alle Ting
som hand var vandt, ved hvilket hun blev ham saa lig, at
det var hende umueligt, da hun gik for Speylet, at be¬
tragte sig, at sige andet end det var Calixtus selv, ifald hun
ikke havde havt en anden Overbeviisning. Da hun nu hav¬
de sat sig i Stand, at spille Broderens Person, gik hun
hen til Damen, som ikke merkede Listen, siden disse to Sød¬
skende vare hinanden saa lige: Der begyndte hun strax at
føre den Kierlighed paa Banen, som Damen selv havde
ladet sig merke med, og talede i saadan Tone, at Damen
blev tusinde gange meere forelsket end hun før var. Den


22
falske Calixtus forsømte og ingen Caresser, som kunde sætte
hende i Brand, og var i denne Underfundighed saa lykkelig
som hun mest kunde ønske. Saadanne Besøgelser aflagde
Florida ved alle givne Leyligheder, indtil hun merkede at
Damen var fuldkommen overvunden, da hun engang be¬
gyndte, at klage sig mangfoldig over sin Faders Paahol¬
denhed, og efter adskillig vidtløftig Snak om samme Ma¬
terie, formaaede Damen til, at forstekke sig med en Ca¬
pital af 15000 Rixdaler, hvilken hun sagde sig i en Hast
at skulle bruge, for at frelse en god Ven, hvis Creditorer
vilde anfalde ham. Damen fandtes hertil strax villig;
thi hendes Kierlighed kunde ikke nægte den noget som hun
saa inderlig elskede. Saa snart den falske Calixtus havde
faaet disse Penge, tog hun Afsked, med Forsikkring, Dagen
efter igien at indfinde sig. Men Florida, i Steden for
at holde sit Løfte, forføyede sig strax til sin Kiereste. Og
siden de nu havde en anseelig Capital i de Penge hun havde
narret fra Damen, besluttede de at rømme fra Byen, og
sætte sig ned i et fremmet Land, hvilket Forsæt de ogsaa
same Nat satte i Verk.
Dagen derefter ventede Damen forgieves paa sin El¬
skeres Besøgelse, og da hand heller ikke indfandt sig den
følgende Dag, vilde hun selv erfare hvorledes det var med
ham; satte sig derfor i en Portechaise, og lod sig bære hen
til Hr. Ulmars Huus, (saaledes heder Calixti Fader) hvor
hun lod sig anmelde, og fik strar den gamle Ulmar tillige
med hans Søn at see, som kom gaaende hende i Møde. Da¬
men forundrede sig, at Calixtus ikke paa sædvanlig Maa¬
de tog imod hende; Dog tænkte hun strax, at hans Faders
Nærværelse hindrede ham derfra. Men, hvor blev hun


13
ikke til Mode, da den Gamle forlod dem, og Calixtus blev
siddende som gandske fremmet hos hende. Hun spurdte
ham, om han havde glemt sit Løfte, han svarede meget
høflig, at hand erindrede sig ikke at have lovet noget, hand
vidste og ikke, at hand tilforn havde havt den Ære at tale
med hende. Man kand let forestille sig hvordan Damen
herover blev til Mode. Hun gav et stort Skrig af sig, og
Hr. Ulmar, som havde været ude, for at føre sin Dotter
ind i hendes Compagnie, men fandt hendes Døre aabne,
hendes Sager og Piger borte, kom ogsaa i det samme skraa¬
lende ind ad Døren, og blev endda meere forskrekket, da hand
fandt Damen gandske forbittet og grædende. Hand
spurdte om Aarsagen, og Damen fortalte den hele Historie.
Calixtus hørdte med større Forundring end Faderen, at
han sig selv uafvidende havde friet til denne Dame, og laant
saa stor en Sum af hende. Det faldt ham strax ind, at
hans Søster havde spillet ham dette Puds, og havde gierne
conserveret sin Søsters Honneur, dersom han ikke allerede
havde givet sit Hierte bort til en Høyadelig Frøiken, som
han inderlig elskede. Den gamle Ulmar tilbød sig at
betale Pengene, men Damen vilde ikke tage imod dem.
Hun paastaaer, at Calixtus skal holde sit Løfte, og ægte
hende. Jngen er i Stand til, at præke hende af, det jo
har været ham selv som har giort hende Opvartninger;
men hand nægter det aldeles, som hand har største Aarsaag
til. Hun har nu begyndt en Proees, og indstevnet Sagen
for vore Dommere. Hvad Ende det vil faae, vil Tiden
lære. Hun har mange Vidner paa sin Side, som har seet
Calixtus besøge hende, og endeel af dem har hørt ham
tale med hende. Calixtus derimod har intet andet end


14
Uskyldighed at beraabe sig paa. Damen udøser i disse Ti¬
der Penge med begge Hænder, saa ingen tviler paa, hun
vinder sin Sag, og at Calixtus bliver dømt til, at ægte
hende. Saasnart Dommen er falden i Sagen, skal vi
have den Ære at meddele dem samme.
Himavix.
Mons. Gourmand erholdt den 19 April a. p. en Ef¬
terretning fra sine Commissionairer, angaaende det dyre
Kiøb paa Fede=Vahre, fra Handels=Staden; Hvilken Ti¬
dende gik ham saa nær til Hierte, at han siden den Tid har
været sengeliggende, og tabt en heel Deel af den Færdighed
hand besad, at kunde dømme om alle Slags Rætter. Hand
lader offentlig giøre Forbøn for sit Liv, og man beder med
største Hæftighed for ham, siden man forud seer, at hans
Tab vil sette Slagteres og Spekhøkeres Handling merke¬
lig tilbage.
Luna.
Her er i disse Dage begravet en Mand, som havde
levet i 79 Aar, og iblandt andre merkværdige Ting, har
efterladt sig en egenhændig Optegnelse paa hvor mange
Glas Brændeviin, hand, i den Tid hand levede, har druk¬
ket, som med de 7, hand fik paa sit Yderste, beløber sig til
Elleve Millioner, Fem Hundrede og Fyrretive.
Ryggesløsøe.
Natten imellem den 8de og 9de i forrige Maaned
have vore Politie=Betientere fanget fire forunderlige Dyr
i det røde Huus ved venstre Vold. De see i alle Ting ud
som Mennisker, men de feyle Forstand og Skiønsomhed.
De kunde tale, men de raisonnere op ad Veggen og ned at


25
Stolperne. De ere henbragte i det almindelige Tugt¬
Huus, i Fald de der kunde blive omdannede til fornuftige
Creature. Portneren trekker ikke liden Fordeel af denne
Hendelse, da enhver af den store Mængde, som her kommer
for at see dem, maae betale ham 3 Doser, ungefær saa
meget som 4½ s. i vor Mynt.
Nærighavn.
Med seneste Breve fra Leyren ved Jomfru=Fæst¬
ningen, har man vildet forsikkre, at General Kierlighed
allerede een gang har løbet Storm, men forgieves. Der
fortælles og, at Commendantens, Hr. Schiønplets Frue,
paa Fæstningen, skal være underkiøbt af Oberste Guld¬
mund, til at dræbe sin Herre og overgive Byen, men flere
Relationer maae bekræfte det samme, førend man kand
fæste Troe dertil.
Ædebye.
Jblandt andre store Friheder, som denne Stads Jnd¬
byggere have faaet af Lands=Herren Fraadserie, er dette
et med de vigtigste, at de, foruden den nødtørftige Spiis¬
ning, maae have Frihed til, at fylde og proppe sig lige op
til Halsen, og det med alle Slags sammenblandede Kogte
og Stegte, Jnden= og Udenlandske Vahre. Dog, for at
forekomme Døden, som torde ellers gieste mange for Tiden,
skulle de være forpligtede til, at underholde saa mange Do¬
ctores Medicinæ, som der ere Familier i Byen, og daglig
af dennem lade sig betiene. Men, for alle Ting skulle
Doctorerne flittig legge Vind paa, at have Forraad af
gode og friske Appetits Draaber.


16
Avertissemens.
Dersom nogen maatte have Lyst, at lade sig undervise i Leve¬
og Conversere=Kunsten, vilde de melde sig hos Ober=Hierte=Tyvens
Fuldmægtig Mons. Galskab von Hykkelman, som Daglig fra
Klokken 1 til 24 giver de lærvillige Lectioner. Hand logerer for
nærværende Tid i Glimmerborg hos Frue Bedragerinde Vellyst.
Dette meldes ellers til Liebhabernes Efterretning, at ingen bliver til
hans Discipel antagen, som ikke er forgyldt, eller i det ringeste
sterk forsølvet.
Sr. Svirebroder lader herved bekiendtgiøre, at dersom nogen
skulde have Lyst at drikke om kap med ham, da vilde de møde paa
Drankernes Laugs=Huus førstkommende Mandag Aften Klokken 7,
hvor hand agter at forsvare sin Post som en ærlig Karl.
Elskere af sminkede og forfalskede Dyder, som giver artige præ¬
sentationer i Samqvem og Compagnie, kunde deraf efter eget Behag
bekomme enten hele eller halve Flasker for civil Priis hos Compliment¬
Mageren, paa Hiørnet af Skrabe=Strædet, Hr. Forstilt.
Frue Beleven er til Sinds Underhaanden at bortsælge hendes
iboende Gaard, Enkestand kaldet, beliggende paa Hiørnet af Sør¬
ge=Strædet og Graads=Gaden. J Gaarden er en Portion frisk
Spring=Vand, og Værelserne ere over alt betrokne med hiemme¬
vævet Begierlighed og Fransk Simulation. Liebhaberne vilde med
Fruen selv om Kiøbet accordere.
Dersom nogen paa nærværende Tid skulde være i Leyervold for
en Amme, da vilde de addressere sig til Sr. Broder Liderlig, som
enten strax, eller i det seneste om tre fierding Aar, lover at forsyne
dem dermed.
Mester Fix har i commission at afsette et par dobbelte Luft¬
Spring og en Sæk Caprioler for billig Priis.


17
Den skiemtende Avis.
No. II.
Løverdagen den 27 Martii 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Avindshiem.
S¬
idstleden Mandag, om Aftenen Klokken 5
Slet, opkom en stor Jldebrand i tre af
de fornemste Raads=Herrer, to af de¬
res Damer, en halv Snees ordinaire
Borgere og deres Koner, som tog saaledes til, førend
nogen vidste af det, at man frygtede for deres totale Under¬
gang. Jlden var kommen fra den mellemste Etage, af et
lidet Kar, hvorudi var indsluttet en liden Spiritus af Gal¬
de og Bitterhed, som Stue=Pigen, Mademoiselle Avind,
var kommen for nær til med Lyset. Havde ikke Brandt¬
Majoren betient sig af de Fredeliges Hielp, og viist sin
Hurtighed i at dæmpe Jlden, havde uden Tvivl hele Qvar¬
teret inden en halv Time ligget i Aske. Een af Raads¬
Herrerne er ved denne Leylighed bleven saaret paa den
venstre Arm, og mist det høyre Øye. Begge Damerne


18
ligge syge af Alteration, og for de gemene Borgere er
smeltet et par hundrede Rixdaler. Vor Politie=Mester har
skaffet Mademoisellen en Plads i Spinde=Huset, og for
ydermere Sikkerheds Skyld udgivet en Placat af efterføl¬
gende Jndhold:
Befindes nogen efterdags at have i sit Huus denne
farlige Spiritus, som er distilleret af Galde og Bitterhed,
med en Tilsætning af to tredie Dele Malice, uden vel til¬
proppet og sterk forseiglet, i de til den samme ordinaire bru¬
gelige Læder=Flasker, da betale enhver, som handler herimod,
første Gang 10 Rdlr., anden Gang 100, og tredie Gang
forvises Byen og Landet.
Det skal og være enhver strengelig forbudet, at betiene
sig, uden med største Varsomhed, af efterfølgende opregne¬
de, brændende| og langsom tærende flydende Geister, nem¬
lig: Fransk og Dansk Brændeviin, samt alle Slags Aqva¬
viter, i hvad Navn de have maae, Spanske og Portugisiske
Vine, Jtalienske, Franske og Tydske dito, item Pons og
Biskop. Befindes nogen, at indtage meer af ovenmeldte
Sager, end hans Kræfter kunde tillade, straffes hand paa
Vand og Brød i trende Maaneder.
J Særdeleshed skulle alle de, under Straf af Riis paa
Rumpen, som haver Galde eller Bitterheds Spiritus
være forpligtede til, ved alle Leyligheder, saa vidt mueligt
er, at skye foranførte flydende Aander, som meget lette¬
lig kunde foraarsage Jldebrand, naar de meleres til Ma¬
lice og Arrighed.
Skulde Fruentimmeret enten af Uforsigtighed eller
med Forsætlighed komme disse Aander for nær, og derved
foraarsage nogen Brand, da skulle enten deres Mænd, om


19
de ere gifte, eller deres Slægt og Venner, om de ere Jom¬
fruer, uden at giøre nogen Allarm, selv søge at dæmpe Jl¬
den. Befindes Mands=Personerne, enten formedelst Slegt¬
skab, Svogerskab eller Kierlighed, at see igiennem Fingre
hermed, og nogen Uorden ved et brændende Fruentimmer
skulle foraarsages, skulle de, foruden at betale Skaden, an¬
sees og straffes som hemmelige Fiender af god Orden og Ro¬
lighed, hvorefter alle og enhver sig have at rette og for
Skade tage vare.
Maglig=Ort.
Man frygter her for et almindeligt Oprør af Almuen,
da Magistraten har afslaa et Borgernes Ansøgning, at in¬
gen, uden syge og udlevede Folk, skulle have Frihed til, at
lade sig kiøre eller bære paa Gaderne. De Gemene ere
blevne saa forbittrede herover, at tolv af dem en Aften have
understaaet sig at trække den øverste Borgemesters Frue ud
af Vognen, og slaget hende med Riis midt paa Gaden,
hvorved hun saaledes er medhandlet, at hun ikke uden Aar¬
sag maatte kiøre hiem, hvilket har givet Øvrigheden An¬
ledning til, at sætte efter disse forvovne Kroppe, og ynkelig
medhandle dem. Borgerne have endnu engang besluttet
at fornye deres Begiering, men de ville uden Tvivl faae et
slet Svar; thi hvorledes vilde det lade, om vore fornemme
Folk, i sær Fruentimmerne, skulle gaae til Fods, ligesom
de ringeste Borgere.
Finskel.
J Aftes Klokken 10 kom et forfærdeligt Jordskielv udi
Klokkeren til Luciæ Kirke, hvilket rystede hannem saa stærk,
at Folk, i den hele Gade hvor hand boede, kunde fornemme
det. Efter en Times Rystelse blev det stille, og Klokkeren


20
laae død paa Steden. I Dag ere alle vore Physici og
Medici samlede, for at udforske Aarsagen til dette Jordskielv.
Kikkenborg.
En Stierne=Kiger ved Universitetet her i Staden,
har i disse Dage, ved sine Astronomiske Observationer, opda¬
get een af Jomfruens Hemmeligheder, som hidindtil har
været skiult for vore Lærde. Hand er bleven belønnet, for
sin Opdagelse, med et Professorat og vor store Astronomi
Jomfrue Dotter. Formedelst dennes Lykke har mange af
vore Studentere slaaet sig til samme Videnskab, i Haab,
ved en nye Opdagelse paa Jomfruen, med Tiden ligeledes
at kunde giøre sin Lykke.
Maanen.
En Secretair hos Grevinden af Perlemoer, som tillige
var Revisor paa det nordre Grevskabets Contoir, er i disse
Dage bleven actioneret for begangne Tyverie. Grevindens
Kammer=Jomfrue, som var et Fruentimmer af 15 Aars
Alder, en net Proportion og sorte Extremiteter, havde,
førend hun kom i Tieneste hos Grevinden, af sin Moder
bekommet et Hierte, hvorudi var et Uhrverk saa kunstigt
indrettet, at det idelig omdreyede og bevægede de uden om¬
kring Hiertet satte Zirater, paa saa behagelig og indtagen¬
de en Maade, at enhver, som fik dette Hierte at see, blev
strax forliebt deri. Kunstneren, som havde forfærdiget det
havde giort det til et Mester=Stykke. Det havde oven til
en Knap, som et Menniskes Hoved, hvis Ansigt, ved de ind¬
vortes Hiuls Drift, udviiste tusinde Slags Yndigheder.
Der vare Øyne i, saa naturlige og deylige, at man kunde
blive syg af at betragte dem længe, og, at vi skulle giøre det
kort, saa var dette Mester=Stykke uskatteerligt. Alle de, som


21
besøgte Jomfruen, fik den Fornøyelse, at betragte det saa
meget de vilde, men ingen kunde see sig mæt deri. Secre¬
tairen, som ofte giorde sin Opvartning hos denne Jomfrue
og saae dette rare og uskatteerlige Hierte saa mange gange,
blev omsider optændt af en Begierlighed til det, som ingen
Rolighed lod ham have hverken Nat eller Dag. Hand
spurdte Jomfruen ofte, om hun vilde overlade ham Hullet,
men hun afslog stedse hans Begiering, hvorpaa Secretairen
endelig besluttede at stiele det. Dog vilde hand end engang
accordere derom, førend hand satte sit Forsæt i Verk. Hand
gik i denne Tanke op paa Jomfruens Kammer, begyndte
at beskrive hende sine Omstændigheder, og sagde tusinde gan¬
ge, at hand ønskede heller aldrig at have seet det Hierte,
end ikke bekomme det og blive Eyere der af. Men da Jom¬
fruen svarede med Koldsindighed til alt dette, sagde hand:
Saa maae hun da ikke fortryde, at jeg passer paa Leylig¬
heden, og stieler det fra hende, thi jeg kand, uden det, umue¬
lig leve. Det kand J giøre, svarede Jomfruen, som i det
samme forlod ham og gik ind i et andet Kammer. Dagen
derefter fandt Grevinden Behag i at giøre en Tour til et
af sine Lyst=Slotte, hvorhen baade Jomfruen og Secretai¬
ren maatte giøre hende Compagnie; og siden det var paa
den behageligste Tid af Sommeren, fandt hun for got, at
opholde sig der nogle Dage. Jmidlertid handlede endnu
Secretairen alle Øyeblik med Jomfruen om hendes Hierte,
men stedse forgieves. Det hendte sig da den tredie Aften
paa dette Sted, at Secretairen, som havde lagt sig Kl. 10,
kunde ikke falde i Søvn, men laae gandske urolig i Sindet,
slengende sig snart til en snart til en anden Side i Sengen,
hvorover hand resolverede til at staae op, tog sin Slaaprok


22
om sig og gik ned i Haven, hvor hand fordrev et par Ti¬
mers Tid med at høre paa Nattergalen, indtil Natte=Kul¬
den faldt saa stærk, at hand maatte vende om. Paa Veyen
til sit Kammer faaer hand Lyst at forsøge, om Jomfruens
Kammer=Dør var lukt i Laas. Hand gaaer derhen, finder
Nøglen deri, lukker sagte op, og uden Betænkning gaaer
ind. Enten hun havde glemt at tage Nøglen af Døren
eller det var hendes Maade at lade den sidde i, veed man
ikke. Da Secretairen nu var kommen ind i Jomfruens
Kammer, og ved en Lampe, som brændte, saae hende ligge
paa Sengen med det kostbare Hierte hos sig (thi af Frygt
for Secretairen, som havde truet at stiele det, tog hun det
altid med sig i Sengen) gik hand nærmere hen til hende,
og da hand fornam, hun laae i en dyb Søvn, fuldførdte
hand sit Forsæt, og listede sig ligesaa sagte ud igien, som
hand var kommen ind, paa det hun ikke skulde vaagne og
giøre Anskrig. Om Morgenen savnede Jomfruen sit Hier¬
te, og merkede, det ingen Drøm havde været, da hun i
Søvne syntes, Hiertet blev hende frataget. Hun sendte
Bud efter Secretairen, og beskyldte ham for at være Ty¬
ven, men hand havde nu sin Fornøyelse af at nægte det, da
hun tilforn saa længe havde nægtet ham hans Begiering.
Det kunde dog ikke længe blive skiult hvo Tyven var; thi da
Secretairen merkede, hand havde fordervet Verket, som var
indvendig, saa de udvortes Zirater ikke vare meere saa yndi¬
ge at see til, som tilforn, søgte hand til en Uhrmager, og
vilde have det repareret, men Uhrmageren, som var et got
ærligt Menniske, sagde, at det aldrig meer kunde komme i
sin forrige Stand, og at der fandtes ikke nogen i hele Ver¬
den, som kunde reparere det. Da Secretairen merkede det,


23
sørgede hand meget; og Jomfruen var ikke mindre bedrøvet
end hand. Det gik saa hen et halv Aars Tid eller lidt
mere, og ingen fik at vide, hverken at Jomfruen havde mist
sit Hierte, eller at Secretairen havde staalet det, indtil en
Morgen, da Kammer=Jomfruen, tidligere end sædvanligt
var, blev kaldet ind til Grevinden, for at klæde hende paa,
og saae meget forgrædt ud, (thi der gik ingen Dag forbi,
hun jo græd for sit Hierte) at Grevinden spurdte, hvor hen¬
des Hierte var afblevet, hun merkede det var borte. Jom¬
fruen faldt ved dette Spørsmaal i Graad, og sagde alt hvad
hun vidste, nemlig, at det en Nat var blevet staalet fra
hende, da de laae paa Lyst=Slottet uden for Byen, men
af hvem, vidste hun ikke, dog, sagde hun videre, har jeg
Secrerairen mistænkt. Grevinden lod da strax kalde Se¬
cretairen frem, og befalede, at hand uden Ophold skulde
give Jomfruen det Clenodie tilbage igien, som hand havde
berøvet hende, og det i samme Stand, som det var, da hand
tog det. Secretairen, som ikke mere torde nægte sin For¬
seelse, faldt paa Knæ og bad om Naade, sigende derhos, at
det var ham umueligt, at levere det tilbage igien i forrige
Stand, siden hand af Uforsigtighed havde fordervet det.
Grevinden, som herover blev meget fortørnet, befalede da
videre, at hand skulde levere det fra sig, som det var, og
tillige forbinde sig til, sin øvrige Livs=Tid at være Jom¬
fruens Slave. Men siden Secretairen hertil fandtes uvil¬
lig, har hand været holdt i Arrest til i Forgaars, da hand
slap ud, for at faae sin fortiente Løn.


24
Avertissemens.
Herved averteres, at førstkommende Torsdag Aften bliver op¬
lagt en Banqve paa 500 Ducater i Guld, 300 Rdlr. i Banco-Sed¬
ler og 100 Rdlr. i Sølv=Penge, thi ville de, som behage at punctere,
indfinde sig Kl. 7 Slet hos Passe a dix. og Bassette-Mesteren, boende
paa Hiørnet af Optrækkerens, hvor de rigtig nok skulle blive af med
deres Føring.
Paa Hiørnet af Fritænker=Gaden og Jndbildnings=Strædet,
er oplagt at selge en Forraad af allehaande Ondskabs=Frøe, Daarlig¬
heds=Sæd og forargelige Modsigelses=Korn. Unge Mennisker, i sær
studerende Personer, bekomme gratis en trykt Plan, som giver An¬
viisning, hvorledes samme Sæd skal forplantes.
Derved bliver tilkiendegivet, at dersom nogen maatte have Lyst
kil, at lade sig sætte Horn i Panden, enten for Zirat Skyld, eller for
at være sine Naboer lige, da ville de jo før jo heller addressere sig til
Horn=Fabriqveuren Monsr. Bye=Tyr, siden hand til Sommer agter
sig ud paa Landet.
Førstkommende Mandag bliver holdt offentlig Auction paa en¬
deel Gods og Løsøre, afgangne Monst. Hovmodigs Stervboe til¬
hørende, bestaaende af et stinkende Navn og Rygte, perpetuel Arbeyde.
En Herregaard paa 60 Tønder Hart=Korn, med mangfoldige Kiør,
Stude, Heste, Faar og Giæs udi Jndbildningen beliggende. No¬
gle 1000de Medailler, en Klædning til hver Dag i Aaret, 100de fine
Manschet=Skjorter, tvende Guld=Uhrer, en med Diamanter besat
Guld=Daase, hans Kiærestes Portrait indfattet i Guld, og adskillige
kostbare Ringe med Portraits og Navne i, besatte med adskillige Sor¬
ter Ædelstene, med meget mere udi Tanker og Phantasie, som de
derover trykte Catalogie bedre give tilkiende, hvilke kunde bekommes
paa Auctions=Stedet, det store Castel i Luften, hos den Afdødes Ride¬
foged Monsr. Jngen=Mand.


25
Den skiemtende Avis.
No. III.
Løverdagen den 3 April 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
La Civilite.
R¬
egieringen her paa Steden har nylig giort
en stor Reformation i Henseende til Jnd¬
byggernes Underviisning og Opførsel, og
til den Ende udgivet en befaling af II
Artikler, som vi her Ord til andet ville
anføre:
Art. 1. Det skal i Almindelighed være alle Mands¬
og Qvindes=Personer strengeligen forbudet, i hemmelige
og offentlige Compagnier, at betiene sig af de Franske zirli¬
ge Complimenter, med mindre de befinde, at deres Hierte
i alle Ting kand svare til alle deres Ord.
Art. 2. Skulle ugifte Personer af begge Kiøn mere
søge at behage hinanden formedelst Dydens Øvelse og forstan¬
dig Raisonnement, end ved en naragtig Opførsel og urime¬
lig Sladdren.
Arr. 3. Skal efterdags intet ansees for Dyd, hverken
hos det ene eller andet Kiøn, som er affecteret eller blandet
med tvungne udenlandske Complimenter.


26
Art. 4. Skulle ingen Complimenter være antagelige,
med mindre den de giøres af kand fremvise Attester fra
redelige Mænd, at hans Hierte er nøye forenet med hans
Tunge, eller og, at hand strax tilbyder sig at vise Prøver
paa sin Ærlighed.
Art. 5. Maae ingen understaae sig, at lade sig under¬
vise af Hr. Forstilt, Sr. Simulation, Monsr. Huul¬
Hierte, eller Mad. Smuk Anseelse, men i den Sted
bruge Hr. Oprigtighed, Sr. Gammel Ærlighed, Msr.
Dyd, og Frue Sædelig.
Art. 6. Og da det er befunden, at endeel unge Men¬
nisker, baade af det ene og andet Kiøn, skammelig ere blev¬
ne bedragne af den dristige Sæde=Lærer Monsr. Frit=Dæ¬
sen, hvis Lærdomme have onde Følger, saa befale vi stren¬
geligen, at ingen efterdags sig af hannem maae lade under¬
vise, uden det skeer i Hr. Blufærdigheds og Frue Sæ¬
deligs Overværelse.
Art. 7. Skal det være alle Forældre, i Særdeleshed
saadanne, som have smaae Børn, strengeligen befalet, fra
Ungdommen af, at indprendte deres Børn, enten selv eller
ved dygtige Lærere, saadanne Grunde om Religionens Sand¬
heder, at Børnene, naar de blive gamle, ikke skulle ansees
for Fæ af Fornuftige. De maae heller ikke udgive flere
Penge til dem som lære deres Børn, at bukke, skrabe og
springe ziirlig, end til de fornuftige Lærere.
Art. 8. Skulle alle Mødre, som have Døttre, være
forpligtede til, at lade dennem øve sig udi Huusholdnings¬
Konsten, og ikke, som vi hidindtil have fornummet, at være
skeet, tillade dennem Frihed at giøre hvad de ville, hvorved
det skeer, at deres Mænd mange Tider faae Aarsag at be¬
klage sig.


27
Art. 9. Skulle alle Jomfruer, som ville giftes, søge
at distingvere sig ved en uaffecteret dydig Opførsel, mere end
ved smukke Klæder og Hoved=Smykker, og undertiden gaae
ud i Kiøkkenet for at see, hvorledes der gaaer til, heller end
staae i et Vindue eller Dør, for at tage imod Complimen¬
ter og Haand=Kys.
Art. 10. Skulle alle unge Karle, som søge at behage
Fruentimmeret, fremvise Attester fra deres Læremestere om
deres Fuldkommenhed i Dyd og Forstand, og maae intet
Fruentimmer give sit Hierte bort til nogen Mands=Person,
som ikke haver saadan Attest, med mindre hand stiller Cau¬
tion for sin tilkommende Opførsel.
Art. 11. Skal denne befaling strax læses og forkyn¬
des for alle og enhver, som det vedkommer; hvorefter de
have sig hørsommeligst at rette og for Skade tage vare.
Finskel.
Det Jordskielv, som her var i Klokkeren for nogen Tid
siden, har flyet vore Lærde nok at bestille. Det begyndte
om Aftenen Kl. 10, og vedvarede i Time og 35 Minuter.
Endeel mene Ceres er skyld derudi, men deres Mening tref¬
fer nok rimeligere ind, som holde for, at Planeten Bacchus
er kommen Klokkeren saa nær, at den har rørt ved hans
Dunst=Kugle og foraarsaget denne Rystelse, hvoraf hand
maatte døe.
Livor.
Man har her erholdt en Efterretning fra Avinds¬
hiem, at en Person, som logerede paa et fornemme Sted,
og havde forelsket sig i en Skiønhed, som var avlet og blev
opdragen i en Gaard lige over for den, hvor hand logerede,
har en Aften hemmeligen myrdet den uskyldige Jomfrue


28
som hand var forelsket udi for ved dette Mord at forebygge,
hun ikke skulde blive lykkelig med den hun elskede. Da hand
havde forrettet denne ugudelige Gierning, aabenbarede hand
det selv ved et Brev til Skapretteren, saaledes stilet:
Min Ondskabs Jordiske retfærdige Hævner!
Der er et vist Slags Mennisker til, som moqvere sig
over hele Verden, uanseet de vide med sig selv, at de ere Jn¬
tet. Disse ere ikke af det dydige Slags, thi en dydig lader
enhver være den hand er. Hand har hverken for høye Tan¬
ker om sig selv eller for nedrige om andre. Hand misun¬
der ingen sin Lykke, og er fornøyet med sin egen. Men en
Udydig derimod hand driver Spot med alle, fordi hand selv,
ingen Ære besidde; hand holder ingen for lærd, fordi hand
er selv fattig paa Forstand; hand igiennemhegler alle Ting,
fordi hand kand selv ingen Ting giøre; hand moqverer sig
over en andens Skiønhed, fordi hand selv ingen eyer; hand
kalder den hovmodig, som gaaer smuk i Klæder, og fører sig
net op, just fordi hand selv ikke har Formue til at giøre det
samme. Oprigtighed kalder hand Hyklerie. Gudfrygtig¬
hed kalder hand Skinhellighed. Skikkelighed er i hans Øyen
det samme som Egenkierlighed. Afhold giør hand til Egen¬
sindighed. Bestandighed til Halstarrighed. Jver til Vre¬
de. Kierlighed til Coqvetterie. Morale til Bagtalelser
og Calumnier. Kort at sige: Hand holder sig midt i al sin
Ondskab for at være den beste, og hele Resten for onde. Saa¬
ledes har det været beskaffen med mig. Jeg er just en af
det Slags jeg nu har beskreven. Jeg skal fortelle eder det
fornemste af min bedrøvelige Historie. Da min Fader døde,
efterlod hand mig intet andet end sit Bibliotek, hvilket kunde
været mig til stor Nytte, dersom jeg havde brugt det rette¬


29
ligen; thi hand havde ladet mig studere, men jeg satte det
paa Auction og solgte det for civil Priis. Derpaa logerede
jeg mig ind paa dette Sted, hvor jeg nu befinder mig, og
det for et Fruentimmers Skyld, som mueligt aldrig har
givet agt paa min Person. Hun logerer eller rettere har
hiemme her lige over for. Min Daarlighed var saa stor
at jeg holdt det for hendes Skyldighed at elske mig; ja jeg
moqverede mig over enhver, som gik ind i hendes Forældres
Huus. J Aftes naaede min Ondskab sin Fuldkommenhed.
Jeg passede paa, da Jomfruen vilde besøge Naboens Dotter,
og befordrede hende, hastigere end hun havde ventet at kom¬
me, til den anden Verden. Jeg stial Livet fra hende; og
til dette Onde blev jeg dreven af efterfølgende Aarsag: Da
jeg saae, det var mig selv umueligt at faae hende, misundte
jeg alle Mennisker den Lykke at bekomme hende til Deel.
At jeg har været udydig, har J her et beviis paa. At
jeg har fortient Døden, veed jeg selv. Giører derfor hos
Vedkommende Anstalt til min Arrest. Jngen holder mig
for at være Morderen, men jeg er den, og venter nu hvert
Øyeblik paa eders Komme.
Dersom alle Mordere saa oprigtig som denne, vilde til¬
staae, hvad den rette Aarsag var, der driver dem til slige
ugudelige Gierninger, skulle vi faae at høre, at ligesomt
denne af Misundelse, saa andre af Had, Hovmodighed,
Egensindighed, Egenkierlighed og saadanne Drivere dræbe
sin uskyldige Næste.
Jomfruhavn.
J Gaar fulgte en Fader sin eneste Dotter til Graen.
Hun passerede for den deyligste Skiønhed og største Kydsk¬
hed i vor hele Bye. Hun havde endnu ikke opnaaet sit at¬


30
tende Aar, og hun lod sig formerke med en Lyst at gaae i
Kloster, en Tid lang førend hun blev syg og døde. Men
hvor ville J ikke forundre eder, naar J hører, at man har
fundet efter hende 365 Kierligheds=Breve, som beviidne, at
hun har havt lige saa mange Kiereste ; og endeel af Breve¬
ne lader os slutte, at hun fattedes de fire femte Dele af den
Kydskhed man berømmede hende for. Denne Jomfrues
Uforsigtighed har lært vore andre Stads Møer et Kunst¬
Greb, saa ingen mere efter deres Død skal faae at vide,
hvor mange Kierester de have havt i deres Jomfrue=Aar,
eller komme efter, hvor længe de have baaret dette uskyldi¬
ge Navn.
Sukkerboe.
Fra Kierlig=Stad meldes, at der er kommen Uenig¬
hed imellem tvende Herrer, som begge havde forelsket sig i
en Skiønhed. Jomfruen, som de trettedes om, var den yng¬
ste af disse To mest hengiven, men hendes Moder derimod
gav den ældste Fortrin, hvilket foraarsagede saadan Jalousie
hos den Unge, at hand besluttede hos sig selv at skaffe den
Gamle af Veyen, da hand nok saae, at saa længe hand le¬
vede, var det ham umueligt at faae noget af Jomfruen, si¬
den Moderens Yndest nødvendig dertil udfordredes. Til
den Ende lod hand en Dag invitere sin Medbeyler til sig, og
da den gamle Frier rigtig indfandt sig, uanseet hand vidste,
hand gik hen til en forvoven Rival, begyndte den Unge reent
ud at erklære sin Misfornøyelse med den Gamles Opførsel,
og lod sig tydelig forstaae, at hand havde i Sinde at skaffe
ham af Veyen enten med Onde eller Gode. Den Gamle,
som ikke vilde afstaae sin Rettighed til Jomfruen, svarede,
at hand var færdig til alle Ting. Den Unge kom derpaa
frem med to ladte Pistoler, hvoraf hand vilde levere den


31
Gamle den ene, men hand betakkede sig, og sagde, at det
var anstændigere og fornuftigere at slaaes med bare Næver,
end bruge skadelige Gevær imod hverandre, allerhelst siden
ingen af dem kunde være tient med at miste Livet. Dog,
sagde den Gamle videre, skal det ikke komme derpaa an, jeg
vil slaaes med eder med en god Stok, kand J prygle mig saa
jeg skriger, maae J beholde Jomfruen allene, men faaer jeg
eder til at skrige, skal J lade mig beholde hende. Den Un¬
ge, som var frisk, føør og sterk, og desuden ikke bange for
en Snees Stokke=Prygl, loe og beqvemmede sig til at ind¬
gaae dette. De fik derpaa hver en Stok, og begyndte at
banke paa hinanden, men ingen af dem vilde skrige. Da
de havde slaaet sig trætte, holdte de op for den Dag, og be¬
gyndte paa frisk anden Dagen, og saaledes continuerede en
Maaneds Tid, uden at nogen af dem vilde skrige. Jmid¬
lertid faaer Jomfruen, som de trettedes om, dette at vide,
og fatter en overmaade stor Afskye til disse to Elskeres Op¬
førsel, saa hun besluttede, ingen af dem meere at lade komme
for sine Øyen. Hun aabenbarede sin Moder det, som heller
ikke syntes at det var Cavailerement, at slaaes med Stokke
om en Skiønhed. Hun fattede, som billigt var, lige saa
stor Afskye til dem som Dotteren, og medens begge Frierne
sloges, gav hun sin Dotter bort til en anden, hvilk et endda
ikke kunde formilde disse fortørnede Rivaler, men saa snart
de saae, at ingen af dem nu mere kunde vente at nyde det
de forlangede, lod den ene den anden stevne til Tinge for
Vold og Overlast. De procurere begge deres Sag med
største Hidsighed, men Dommerne leer ikknn deraf. Man
længes efter at vide, hvilken af dem der vinder.


32
Avertissemens.
Sauferen Hr. Fyldehals lader herved bekiendtgiøre, at hand
har i Sinde til forestaaende Vinter at holde et offentligt Drikke=Col¬
legium, hvorudi skal forhandles: 1. Hvorledes et Menniske kand lære
at drikke Brændeviin som Jorden drikker Vand. 2. Hvorledes en
kand drikke alle slags sterke Drikke i 3 Nætter og Dage, uden at bli¬
ve fuld. 3. Hvilken Brændevinsmand der brænder det beste Bræn¬
deviin, og hvilken Brygger der brygger det beste Øll. 4. Af hvilke
Vine et hvert Temperament kand taale mest; thi ville de, som maatte
have Lyst herudi at undervises, behageligst inden Augusti Maaneds
Udgang, sig til hannem addressere.
Skulle nogen have Lyst underhaanden at tilforhandle sig en smuk
vanartig Kone, saavel som en Deel fede og slet optugtede Børn.
Da giver Procurator Dydforderver de Lysthavende Anviisning,
hvor samme ere at bekomme.
Herved aabenbares, at i Begyndelsen af forestaaende Maned,
kand faaes Prøver af allehaande Laster hos Hr. von Udyd, logerende
i hver Gade. Og siden hand ikke tviler paa, hans Sager jo skulde
finde Elskere, agter hand at udgive de første Prøver gratis.
Extraordinaire Coqvet-Masqver, som paser alle Slags Ansig¬
ter, ere for billig Priis at faae til Kiøbs hos Mad. la Coqvette,
boende paa Hiørnet af Skiøngade.
Regiments Qvarteer=Mesteren ved det krøllede gevorbene Fru¬
entimmer=Regiment, lader herved trende gange i disse Aviser bekiendt¬
giøre, at hos hannem er en Capital af Regimentets giengse Mynt
til førstkommende 11 Junii eller 11 Decemb. paa Rente at udsætte,
imod en taalelig Afgift, udi got forsvarligt Pant, som er assureret
udi Apotekernes Krukker; thi ville de, som have Lyst til samme, sig
til hannem derom jo før jo heller addressere.


33
Den skiemtende Avis.
No. IV.
Løverdagen den 10 April 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Skiønstad.
P¬
aa vore Boglader sees et Skrift, som fører
følgende Titel: Forsøgt og probat
Kunst, hvorledes en tredive Aars
Coqvette kand paa tre Dage blive
til en 15 Aars Jomfrue. Et Skrift, som af alle fortie¬
ner at admireres. Forfatteren er den vidtbekiendte store
Bedrager, som ved sine Videnskaber i mange Aar har
skaffet sig alles Berømmelse. Hand skriver en net og fly¬
dende Stiil, og Bogen er ziret med et Kober=Stykke, som
forestiller en nøgen gammeldags ubrugelig Venus i et Bad,
ved hvis ene Side staaer den ældste af Gratierne med en
Bog i Haanden, for at sige hende de Regler, hun har i
Badet at iagttage, naar hun vil være ung og deylig igien.
Paa den anden Side forestilles et Slot med aabne Vinduer.
hvor igiennem man seer adskillige som giøre sig færdige, for
at gaae ned og erfare Kraften af Badet. Bogen er skre¬
ven in Folio paa 8 Alphabeter, og selges for 24 Rdlr. Vi
ville ikke falde eder besværlige ved en vidtløftig Recension af


34
dette kostbare Verk, som i desuden nok faae at læse i de lær¬
de Aviser.
Moria.
Med sidste Breve fra Gravsted fornemmes, at man
har, paa den store Kirke=Gaard, fundet paa adskillige Ste¬
der neden i Jorden endeel Liig=Stene med udhugne Grav¬
Skrifter paa. Af den eenfoldige Oprigtighed som derudi
spores, maae man slutte, at de ere satte for nogle hundrede
Aar siden. Vi ville Tid efter anden fornøye vore Læsere
med en Aftryk af dennem, men ikke ønske, at slig en Mode
iblant os skulde opkomme; thi da vilde vore Efterkommere.
faae mere at lee af, end vi her have.
Paa en stor blaae Marmor=Steen fandtes efterfølgen¬
de Grav=Skrift over en Gierig:
Her under hviler
Den høystbegierlige og meget gierige
H. von Gnier.
Hvis gabende Mund ingen kunde fylde uden Jorden,
Hvis Begierlighed ingen kunde dæmpe uden Graven,
og
Hvis samlede Skatter ingen turde bryde uden Døden.
Hannem
til velfortient Eftermæle
er af Arvingerne denne Grav=Skrift opsat:
Da Gnieren fornam der var ey Haab tilbage,
Om Livet, saaes paa ham det største Sørge=Spil.
Hand græd, men kun fordi hand Afsked skulde tage
Fra sine Penge, og betale Kisten til.
Over en, som har været mere snaksom end den velta¬
lende Barbeer, fandtes følgende paa en Liig=Steen ud¬
gravet:


35
Den Karl, man haver her i denne Grav indpakket,
Har intet andet giort, sin Lives Tid, end snakket;
Men vil du vide, hvi hand tier stille her,
Da viid, det ikke med hans gode Villie er.
Over en hensovet Spiller var denne Grav=Skrift
opsat:
Her under denne Steen i Gravens Giemme hviler
De efterladte Been af Hr. von Karten=Spieler,
Hand høystbedrøved gik fra denne Verden bort,
For hand i Graven fik ey mere spillet Kort.
Sladdervig.
Vi vide, at Prophetier og Spaadomme i disse Tider
ophøre, og burdte desmindre fæste Troe til en fornemme
Mands Spaadom, som roulerer iblant os, dersom der ikke
syntes at være en Slags Rimelighed i hans Prophetie. Vi
ville meddele eder, som noget rart, efterfølgende Udtog deraf:
Naar den Himmelske Tyr 10 gange har stanget Steen¬
bukken, skulle alle Mands=Personer miste deres Huus=Re¬
gimente, og dependere af deres Koner som deres Ober¬
herskab.
Samme Tid skulle Mandfolkene blive saa bange for
at giftes, som Fruentimmer nu ere, og, af Frygt for at
blive bedragne, skye de ryggesløse Fruentimmers Compagnie.
Tvertimod skulle alle Fruentimmer faae en ugemeen
Dristighed, og ved alle Leyligheder søge at insinuere sig hos
Mands=Personerne ved Opvartninger og Foræringer.
Naar den Himelske Jomfrue to gange har hilset
Tvillingerne, skal al Blufærdighed være uddød fra Fruen¬
timmeret.


3
Naar Skytten tager Jomfruen i Favn den fierde gang,
skulle alle Mødre sukke, som have Døttre.
Aaret derfter skulle alle Spitsbuber og store Spillere
være ulykkelige, og tabe alt hvad de eye og have, til dem,
de agte at trække op.
Samme Aar skulle alle krøllede Nakker komme i For¬
agt, og Mands=Personerne faae en nye Mode paa deres
Hatte.
Anno 55 skal der blive Dyr=Tid paa Piger.
--- 56 skulle alle Friere være lykkelige.
--- 57 skulle Dagdrivere forfølges af Smaae=Drenge.
--- 58 skal der komme Pest iblant Dandse=Mestere
og Compliment=Magere.
--- 59 skulle de gyldene Tider igien begynde.
--- 60 skal Cupido nærme sig til vor Dunst=Kugle,
og foraarsage en mægtig stor Allarm.
Længer fortsættes ikke Spaadommen, den er som me¬
get andet i disse Tider grundet paa Gisninger. Endeel
deraf kand muligt treffe ind, i sær hvad den 6te, 8de, og
9de Post angaaer.
Sukkerboe.
Her er oplagt et Poetisk Skrift, som fører Titel af
den venlige Mand. Det sælges paa Kierligheds Bog¬
trykkerie baade paa Skriv= og Tryk=Papir. Poeten har
været lykkelig i visse, men ulykkelig i andre Ting; thi een
Materie er ikke udført saa got som en anden, og desuden er
der ingen Geist i Versene, det er, uforstaaelige Ting.
Hand skriver jevnt og lige frem, saa man kand snart læse det
op altsammen som løs Stiil. Vi ville til Beviis anføre
nogle Linier deraf:


37
Det kalder jeg en venlig Mand,
Som kand sig saa opføre,
At hand ved sine Luft=Spring kand,
En Møe forelsket giøre.
Det kalder jeg en venlig Mand,
Som skraber og som bukker,
Hvorved en Jomfru smeltes kand,
Som Vand det smelter Sukker.
Det kalder jeg en venlig Mand,
Som klapper og som kysser,
Hvorved en Jomfru fødes kand
Som Børn med Patte=Bysser.
Det kalder jeg en venlig Mand,
Hvis Lommer altid ringler,
Hvorved en Jomfru lokkes kand
Som Skole=Børn med Kringler.
Det kalder jeg en venlig Mand,
Som til Behag kand smile,
Hvorved en Jomfru muntres kand,
Og faae en rolig Hvile.
Det kalder jeg en venlig Mand,
Hvis hele Legem beyler,
Hvorved en Jomfru hielpes kand,
Som Lyst og Sundhed feyler &c.
Gluks-Hafen.
Frue Fortuna, som er bekiendt snart over hele Ver¬
den af sin umaadelige Rigdom og Herlighed, anrettede for
5 Dage siden et Ball for mange smukke Cavalierer og Da¬
mer. Men da der fandtes adskillige i Compagnet, som


38
førdte sig uordentlig op, og, tvertimod Fruens Sindelav
optændtes hendes Vrede, og hun hevnede sig paa efterskrev¬
ne artige Maade: De vare alle ankomne i deres prægtig¬
ste Klæder, og giorde under Fruens Anførsel ikke en liden
Parade. Men de maatte med Forundring see sig forringede,
og i Steden for glimrende gandske fulde af Snavs, da een
af Fortunæ Domestiqver kom ind med et Røgelse=Kar
hvorpaa vare adskillige Species, som havde den Natur, at
de forandrede alle Ting, saasnart Røgen deraf kom dem
nær. Denne artige Comoedie, som vor ædelmodige Frue
spillede saa listig med disse Personer, har givet mange An¬
ledning til at bagtale hende, men hun lader sig ikke af no¬
gen Ting anfægte. Hendes Symbolum er: Den som er
redelig, skal finde Belønning hos mig, men for en
Ond er jeg en Straf.
Bomba.
Een af vore Lærde ved Rosen Universitetet dispute¬
rede forgangen Uge de Cælo Poetico eller de Elysiske Marker.
Hand beholdt Ret, som billigt var, i alt det hand sagde, og
forlod Cathedra som en Seyer=Herre. Een af de tilstædevæ¬
rende Tilhørere har siden i vore offentlige Tidender fremsat et
Spørsmaal, og udlovet en Priis af 30 Dasker, ungefær saa
meget som 60 Croner i vor Mynt, til den, som fornuftigst
opløser samme. Spørsmaalet er dette: Om en Mands¬
Person salva Conscientia kand giøre det som hans Kiæreste
fordrer af ham, nemlig, lade sig Tommelfingeren paa den
venstre Haand afskiære, som er det eneste Middel, hvorved
hand kand erlange sin Jomfrues Kiærlighed, og komme i
Possession baade af hende og 60000 Rdlr. thi uanseet hun
elsker ham, kand hun dog ikke overtale sig til, at leve og døe


39
med ham, med mindre hand skiller sig ved dette Lem, som
Naturen har været ugunstig i at danne; og hans Kiærlig¬
hed derimod er saa brændende, at hans Liv staaer i Fare,
dersom hans Begierlighed ikke naaer sit Maal.
Handelboe.
Vore Kræmmere ere i disse Dage, efter en holden Con¬
ference om Handelens Opkomst og Forfremmelse, blevne
enige om, at antage det Rommerske Bogstav X i Steden
for det ubrugelige V. Endeel krymper sig vel ved denne
Forandring, men det er en Sag, som ikke meere kand ændres.
Avindshiem.
J Morges tilig, førend Solen stod op, nedslog Lyn¬
Jlden i Frands Bundtmagers Huus, og havde nær sat
Jld paa alle hans Foerverker, havde ikke Tieneste=Pigen i
en Hast kaldet Manden af Sengen, som ved sin Hurtighed
fik Jlden dæmped, saa ingen Allarm blev gjort. Bundt¬
magerens Kone ravede, og kunde ikke staae paa sine Been,
men maatte gaae i Seng og sove Forskrekkelsen ud.
Jomfruhavn.
Alle vore Jndbygg. udvise i disse Dage deres Glæ¬
de, ved Fryde=Skrig, Glæde=Skud, Jlluminationer, Fyr¬
verkerier, Ballets og Lykønskninger, den ene over den an¬
den, over den glædelige Tidende, som er indløben fra Ve¬
nusborg, at den ældste af Gratierne lykkeligen er bleven
forløst med en velskabt Cupido. Man forsikrer og, at de
tvende yngste Gratier ligeledes ere frugtsomnelige.


40
Avertissemens.
De som maatte have Lyst i Hast at faae Anseelse af Lærde, vil¬
de addressere sig til Hr. von Opblæst, Professor i de superficielle Vi¬
denskaber, som logerer der, hvor Wolfens Philosophie er malet paa
Veggene. Hand læser daglig over lærde Ansigters Præsentationer,
og informerer grundig i at forstille sig. Hos hannem er og til Kiøbs
at bekomme lærde Briller til smaa og store ulærde Næser, item ægte
Speculationer over ingen Ting.
Da Gadestrygeren, Sr. von Liderlig, har i disse Nætter imel¬
lem Jomfru Coqvettes og Madame Drukkenskabs, tabt Livet, saa
ere hans efterladte Sager strax tagne under Registrering og Vurde¬
ring, men ere befundne af saa ringe Værdie, at intet ordentlig Pro¬
clama kand udstædes, hvorfor herved i disse skiemtende Aviser trende
gange indkaldes alle den Afdødes Arvinger, som ikke vides hvor man¬
ge ere, eller hvor de sig opholde, samt hans Credi- og Debitorer, in¬
den Aar og Dag at møde for Skifte=Retten med behørige Beviser,
da enhver skal faae sin Andeel af hans Efterladenskab.
Dersom nogen maatte have 900 a 1000 velbeklippede Ducater,
vilde de melde sig hos Passe a dix= og Bassette=Mesteren, boende paa
Hiørnet af Optrekkerens, som har Lyst at handle dem dennem af
NB for 15 Mark Stykket.
Nylig hiemkomne friske og gode Drukkenskabs=Draaber ere at
faae til Kiøbs hos Sr. Bacchus, a Potten 1 Rdlr., saa er og hos
hannem oplagt at sælge en Qvantitet Hoved=Svimmel i smaae og
store Flasker.
Friske og nylig hiemkomne Kierligheds=Æbler, Taalmodigheds¬
Druer og Sorrigs=Pærer, sælges for got Kiøb hos Mariage=Licen¬
tiaten Hr. von Bedrøvelse.


41
Den Skiemtende Avis.
No. V.
Løverdagen den 17 April 1751.
Af dette Slags approderede Aviser udleveres Ugentig et Ark hos
Sr. Christian Esmarcn paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Chamade.
F¬
or to Dage siden er her en Cavalier bleven
usynlig, efterat hand havde giort Mariage
med den øverste Skatmesters Dotter. Man
mener gandske vist, at hand har allene gif¬
tet sig med hendes Penge, hvilket man har saa meget mere
Aarsag til at slutte, som hand har ved Bortreysen forsynet
sig med nogle Tønder Guld, og efterladt sin unge Brud
denne Seddel i Steden:
Smukke Fruentimmer!
E¬
ders Kierlighed burdte J have omgaaeds varligere med, og holdt
den alt for rar til at opofres en Person, som J ikke fuldkommen
kiendte Jeg haver faaet hvad jeg forlangede, et Beviis paa eders
Kierlighed og Kiernen af eders Midler. Elske J mig bestandig, da
ødelegger J ikke den Frugt, som min Kierlighed har skienket eder.
Men jeg kand ikke love eder nogen Gienkierlighed, det maae enten
blive eder en ævig Fortrydelse eller ey, at J har indladt eder i Ægte¬
skab med mig. Jeg veed meget got, mit Ansigt bedrog eder, men
handle vi Mandfolk daarligen, naar vi see efter det Udvortes, handle
J Fruentimmer endnu meget daarligere. Jeg vil dog give eder et
Skilsmisse=Brev, og lade eder beholde de Midler, som jeg har efter¬


42
ladt. Men er eders Kierlighed saa oprigtig og stærk, at den ikke kand
beqvemme sig til det andet Giftermaal, saa elsk vor Søn eller Dotter,
hvad det maatte blive, som J vilde elske mig, om jeg var hos eder.
Jeg forbliver &c.
Man har i Gaar og i Dag sat efter ham af al Magt,
men forgieves. Det forunderligste er, at i nærværende
Øyeblik, som man har den Ære at meddele dem dette, kom¬
mer her Forbud fra den unge Enke, om al videre Efterstræ¬
belse. Hendes Kierlighed er saa stor, at hun ikke engang
kand taale den største Bedrageres Navn i al Verden i
mindste Maade skal blive vanæret.
Livor.
Qvi non assuescit virtuti dum juvenescit,
A vitiis nescit desistere qvando senescit,
Det er:
Hvo som i sine unge Aar
Sig ey til Dyden giver,
Fra Lasterne ey slipper, naar
Hand graae og gammel bliver.
Tvende Personer her paa Steden have i disse Dage
givet os Beviis paa, hvor nyttigt det er, at vænnes til det
Gode fra Barndommen, og hvor skadeligt derimod at væn¬
nes til Ondt og Udyd. Den første, som heder Simplex,
er af en fornemme men fattig Familie. Hand har faaet
de første Dyds=Lærdomme af sin veloplyste Fader, der var,
den Stund hand levede, et Lys iblant vore formørkede Jnd¬
byggere. Men siden Faderens Omstændigheder tillode ham
ikke, at beholde sin Søn hiemme i mange Aar, saa søgte
denne omhyggelige Mand hvert Øyeblik at give Drengen,
saadanne Formaninger og Anviisninger til en ægte og ufor¬


43
falsket Dyds=Øvelse, at hand allerede i sit 9de Aar blev holdt
værdig til, at faae Sted paa Dydernes Academie som
Alumnus Exspectans. Den anden, som heder Genius,
er ligeledes af en anseelig Stamme udsprungen. Hand
havde til Fader en maadelig riig men meget taabelig Mand,
som vel intet sparede for sin Søns Opdragelse, men anvendte
de fleste Penge unyttig paa Danse=Mestere, Spille=Mestere
og Compliment=Skiærere. Ved den Anseelse hand var udi
hos een og anden af de fornemste Familier, formaaede hand
snart Professorerne ved Dydernes Academie til, at antage
hans Søn som virkelig Alumnus. Det traf just ind, at
disse to unge Mennisker paa een Dag finge Sted ved Aca¬
demiet, og komme at ligge paa eet Kammer, hvor de i Be¬
gyndelsen forligtes meget got, og forrettede begge, som det
syntes, deres Øvelser med lige Færdighed, hvilke bestode i
intet andet end Dyders Exercitier.
Dette Academie er saaledes indrettet, at her findes,
foruden Professorerne, som ere lige saa mange som Dyder¬
ne, ogsaa et andet Slags, som kaldes Ondskabs Tillok¬
kere, hvilke lige saa fuldt beskrive Lasternes Ypperlighed
og Dydernes Vederstyggelighed, som de rette Professorer
afmale Lasterne fæle, skadelige og vederstyggelige, og deri¬
mod berømme Dyden som det allerdeyligste, nyttigste og
ypperligste; Thi naar en Professor staaer i et Cathedra
paa den ene Side af Salen og beskriver Oprigtighed,
staaer en Ondskabs Tillokkere i et andet paa den anden
Side, og med de deyligste Farver afmaler Falskhed. Naar
Kierlighed berømmes paa den ene Side, berømmes Had
paa den anden. Naar den ene formaner til sand Hellig¬
hed, formaner den anden til Ugudelighed, eller i det


44
høyeste til Hyklerie. Naar man hører Sagtmodighed
berømmes af een, berømmer en anden Vrede.
Midt imellem begge disse adskildte Lærere sidde Alumni
eller Disciplerne paa lange Benke, for at høre til. Man
skulde snart tænke, at saadan Læremaade var dem en An¬
ledning til desto snarere at blive forførte, men tvertimod.
Thi endskiønt de kunde have Leylighed til, at blive perfectio¬
nerede i Laster ved Ondskabs Tillokkeres Overtalelser,
saa har de dog langt større Leylighed til at blive fuldkomne
i Dyden, deels siden Professorernes Beviser ere altid vig¬
tigere og af mere Betydenhed end de andres, deels og, fordi
det er ingen af Disciplerne tilladt, at omgaaes med nogen
af Ondskabs Tillokkere uden i Professorernes Overvæ¬
relse, hvorved det skeer, at de blive færdige i at holde Stand,
mod alle Fristelser i sin Tid, naar de slippe fra Academiet,
og have en fuldkommen Oplysning om hvad der er Ont og
Got og begges Følger, ja kunde ikke andet, efter det meget
tydelige Begreb de faae om begge Dele, end udvælge det
Beste. Indretningen sigter til en god Ende, men Misbrug,
forderver den, saavel som meget andet i Verden; thi under¬
tiden snige Disciplerne sig hemmeligen om Aftenen ind i
Tillokkernes Værelser, hvor mange af dem lære veder¬
styggelige Laster. Men kommer Professorerne efter dem i
det samme, faae de Lov til at betale Umagen, og det kand
let skee! thi enhver har sin Time at gaae omkring og see om
de ere paa Kamrene, indtil Senge=Tiden er forbi.
Begge disse unge herrer, som vi skrive om, fandtes
altid det første halve Aar paa deres Kammer, hver gang
nogen af Professorerne kom for at visitere, hvilket giorde, at
Simplex snart blev for en virkelig Discipel indskreven i


45
Academiets Protocol. Men ved en Forflyttelse som skede,
bleve disse to Contubernaler samme Aar skildte fra hveran¬
dre, og enhver af dem fik en anden Sove=Cammerat. Saa¬
dan Forflyttelse skede aarligen, da de Ældste bleve udtagne
fra Academiet og satte til anseelige Embeder, og atter an¬
dre i deres Sted indlagde. Denne Skilsmisse gik Sim¬
plex nær til Hierte, men Genius bekymrede sig kun lidet
derom; thi hand var allerede for længe siden kied af denne
Contubernal, hvis eenfoldige Oprigtighed i at øve Dyden,
havde tvunget ham til at gtøre det samme, for ikke at blive
anseet for udydig, saa længe hand var i hans Compagnie.
Simplex fik kort efter denne Forandring en bedrøvelig Ti¬
dende om begge sine Forældres hastige Død, ved hvilken
Leylighed hand udviiste, at Professorernes Morale havde
giort større Virkning hos ham end Tillokkernes Forestil¬
linger, i det hand viiste Prøve paa en fuldkommen Taal¬
modighed. Dette fortrød Genius saa stærk, at hand ingen
Roe havde, førend hand fik fyldestgiort sin Misundelse imod
den stakkels Simplex. Et misundeligt Menniske
kand neppe blive dydigt. Genius hand satte Tillok¬
kerne ud paa sin Ven, og tænkte, ved Fortred at faae
ham arrig, ved Bagtalelse at faae ham hadefuld, ved
Forurettelse at faae ham hevngierig, ved Flatterie at
faae ham hovmodig, ved Overflødighed at faae ham li¬
derlig, ved Hyklerie løgnagtig, ved Opirrelse egensindig,
ved Deylighed begierlig, og ved Begierlighed ugudelig.
Hand agerede selv en Ræv for at fange ham, og en Dievel
for at myrde ham, men Simplex var alt for eenfoldig op¬
rigtig i sin Ærlighed til, at vige en Finger bred fra Dydens
Regler. Hand ansaae alle Genii Anslag mere som Beviis,


46
paa hans Kierlighed end Had til sig. Om end Genius
selv vilde sagt ham under Øyen, at hand var hans dødelige
Fiende, havde Simplex dog ikke kundet overtale sig til at
troe det, saa indprændtet laae Dyden ham. Det er yp¬
perligt at vænnes til Dyden fra Barns Been af.
Genius blev ved at forfølge Simplex, og Simplex blev
ved at elske den anden og øve Dyden. Resten skal følge.
Copie af et Brev som er indløbet,
dateret Mariage d. 16de i Kierligheds-Maaneden.
Du vil i Forundring falde,
Naar du af mit Brev nu hør,
At du skalt herefter kalde,
Jomfru Honning Madam Smør.
Kiere! man maae dog nok sige,
Den som længe gaaer i Val,
Og ey treffe kand sin Lige,
Faaer dog den hun have skal.
Jomfru Honning kunde ikke
Jblant tusind Fiere
Finde een, som kunde skikke
Sig til hendes Kiereste.
Hun fandt altid at udsætte
Paa enhver i hvad det blev,
Nu var Kiolen fuld af Plette,
Nu var Vesten knæppet skiev.
Nu eens Næse var for kroget,
Nu en andens alt for rag,
Nu eens Lintøy var for broget,
Nu eens Stemme alt for svag.


47
Nu eens Tænder var for sorte
Nu eens Haar ey krused nok,
Nu gik een med skiden Skiorte,
Nu en anden uden Stok,
Nu eens Pande var for lille,
Nu eens Øyen alt for smaae,
Ja hun havde at bestille
Med enhver fra Top til Taae.
Du blev heller ikke skaanet,
Som Gudindens Elskere,
Hun dig ofte har forhaanet
For din troe Tilbedelse.
Men det jeg mest undrer over,
Er, at hun omsider giør
Mariage og trolover
Sig med Monsieur Mickel Smør.
At den Hund, som hun ham kaldte,
Da hun var i Friheds Stand,
Just blev den, som hun udvaldte
Til sin Kiereste og Mand.
At den Nar, som hun ey vidste
Hvad hun vilde ligne ved
Just blev den, hun paa det sidste
Skienkede sin Kierlighed.
Her det gamle Ordsprog nytter
J et Vers til denne Brud:
Hvo som udi Kaalen spytter,
Selv maae søbe Kaalen ud.


48
Avertissemens.
Et meget lærd Skrift, om at afkaage alle Slags Hønse=Æg,
kand faaes til Kiøbs hos Capone=Mageren ved Haved; saa er og hos
hannem at bekomme alle Slags gamle og unge Jomfruer en Migna¬
ture for gangbar Priis.
Herved averteres, at i Gaar Morges var Monsr. Dovenskab
oppe førend Solen stod op, hvilket hand agter trende gange at lade
bekiendtgiøre i disse Aviser, som noget der i fyrretyve Aar ikke er ham
tilforn arriveret.
En berømt Mand og med Attester forsynet Tand=Læge lader
herved bekiendtgiøre, at hos hannem kand faaes gode friske Medica¬
menter for efterfølgende Svagheder: Galenskab, Hovmodighed, For¬
elskelse, Kierligheds fierde og anden Dags Feber, Tand=Sting, Liig¬
Torne i Ansigtet, Jndbildning som er verre end Pest og Rynker i
Panden. Ligeledes curerer hand og med en stor Færdighed Podagra,
som er kommen af Dovenskab, og Chiragra, naar det har sin Op¬
rindelse af Arrighed. Hand recommenderer sin Kunst til Høye og
Lave, som maatte behøve hans Curer.
Herved bliver aabenbaret, at alle de, som ville lære at giøre
Falskerie i Passe a dix, Bassette og Skiervensel, for derved i en Hast
at kunde optrække andre, ville addressere sig til Monsr. Filurer, boen¬
de paa Hiørnet af Optrækkerens, som holder daglig derover et Colle¬
gium paa Tydsk, Fransk og Jtaliensk.
Herved averteres, at Mandagen den førstkommende bliver paa
Fraadsernes Laugshuus holdt offentlig Licitation paa endeel fede og
gode Victualier, samt behøvende Jngredientzer, til forestaaende Maa¬
neds Provision; thi ville de, som maatte have Lyst deraf at giøre For¬
skud, sig til bemeldte Tid og Sted indfinde. Betalingen kunde de
være forvissede om, naar de leverede Vahre ere fortærede.


49
Den skiemtende Avis.
No. Vl.
Løverdagen den 24 April 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Continuation af Beretningen fra Livor.
J
forundrer eder maaskee over, at saa stort
et Had og sterk Misundelse kunde opkomme
i Genii Hierte af saa ringe en Ting og
ham gandske uvedkommende Sag. Men
er det ikke almindeligt, særdeles hos Men¬
nisker uden sand Dyd, for ingen Ting eller bare Bagatel¬
ler, at blive misundelige, vrede, hadefulde o. s. v. Seer
man ikke en Taabelig ærgre sig over en viis Mand, en Pe¬
dant over en lærd Mand, en Fattig over en Riig, en Van¬
skabt over en Skiønhed; ja kand en Skiøde=Hund ærgre sig,
naar hand seer, et ædlere Creatur end hand selv, faaer
Plads paa hans sædvanlige Sted, havde da ikke Genius
Aarsag til sin Misundelse, som ved alt sit affecterede Væsen
neppe kunde tilveyebringe sig Halvparten af den Anseelse,
som Simplex ved Dydens eenfoldige Øvelse forhvervede
sig. Men da nu Genius fornam, at Simplex var og
blev uforanderlig den samme, opstillede hand et Garn for
ham, i hvilket hand selv blev fangen. Aaret førend de


50
begge skulle forflyttes til offentlige Betieninger, formaaede
Genius een af Tillokkerne (thi selv turde hand ikke vove
det) at anklage Simplex for Professorerne. Denne
Tillokker hed Smuk Anseelse. Hand fremførdte vig¬
tige Klagemaal imod Simplex. Hand sagde: hand hav¬
de seet ham hemmeligen omgaaes med Arrighed, Uenig¬
hed, Had, Forhaanelse, Begierlighed, Hovmodig¬
hed og de andre Tillokkere. Hand turde sige, at Sim¬
plex havde begiert hans Beskyttelse og Befordring, og at
hand ansaae Professorernes Lærdomme om de ægte Dyder
for Pedanterie. Hand løy ham paa og sagde, at smuk
Anseelse var det eneste hand holdt for Dyd, hvilke Beskyld¬
ninger vare flere end nok til, at hindre ham fra at faae en
offentlig Bestilling.
Professorerne, som med Forundring anhørdte disse
Klagemaal, lode kalde Simplex frem, endskiønt de alle
holdte hannem for at være uskyldig, men Sagen maatte
examineres. Simplex traade ind ad Døren, glad og vel
til Mode, som hand altid pleyede at være. Professor Ær¬
lighed begyndte da at qvæstionere ham, og Simplex
svarede med megen Frimodighed. Man fortalte ham alt
hvad Smuk Anseelse havde sagt, hvortil hand ikke andet
svarede end dette: Jeg troer gierne, jeg er verre end
jeg selv veed. Hr. Smuk Anseelse har uden Tvil
merket mig disse Laster af; thi ellers kunde hand
ikke berette dem. O, Simplex! du har faa Ligemænd
i Dyder. Professorerne saae paa hverandre ved dette Svar,
og da de havde befalet Simplex at gaae bort, begyndte
de Ældste saaledes at tale:
Ær¬


51
Ærlighed. De Mennisker, som see allene paa den udvortes Opførsel,
og dømme derefter, tage ofte feyl. Simplex er mere
eenfoldig og oprigtig end ond.
Jeg vilde ønske, at alle Mennisker besadde den halve
Troe.
Deel af de Dyder, som dette unge Menniske veed at øve.
Haab.
Hand har profiteret det beste af mine Forelæsninger,
hand veed, Dyden er sig selv den beste Belønning.
Kierlighed. Hand har givet os det største Kiendetegn paa, at hans
Kierlighed er ægte og uforfalsket, i det hand ikke kand
tænke Ondt om den Allerverste.
Saa snart enhver havde sagt sin Mening, blev Slut¬
ningen denne, at Simplex var uskyldig. Dog vilde de,
for at styrke ham desmeere, sætte Prøve paa hans Dyd.
De overvældede ham med Rigdom og timelig Ære, for at
see, om hand kunde holde Stand imod Hovmodighed. De
slap Vellyst ind til ham, for at prøve, om hand kunde
tvinge sin Begierlighed. Men Simplex stod fast, hand
vigede ikke et Negels Bred fra sine sædvanlige Øvelser.
Resten skal følge.
Lettroe.
Her er en Tidende indløben fra Avindshiem, at en
fornemme Dame, som var kommen i Trette med sin Mand,
da hun ikke maatte beholde Ret, har opædt Manden med
Hud og Haar. J hvor urimelig end denne Beretning er
finder den dog sine Forsvarere. En Person, ved Navn Tom
Hierne, er i sær meget for at troe denne og deslige Tiden¬
der, uden at examinere, om der er Muelighed i Tingen.
Hand var for to Dage siden i et Compagnie, hvor der blev
talet om denne Tildragelse pro og contra. Hand var strax
færdig at holde med dem, som troede Tingen; og da man
endelig spurgte ham, paa hvad Grund hand troede sligt,


52


svarede hand, jeg troer det paa denne Grund: Ond Ti¬
dende er altid vis.
Himavix.
Da een af vore Frimurere forleden Onsdag havde den
Vanlykke, at tabe sit Skiød=Skind og Muurskee, saa
har hand i vore offentlige Tidender ladet lyse derefter, med
Forsikkring, at den, som bringer ham disse tabte Sager
igien, skal faae alle Frimurernes Hemmeligheder at vide,
formodende, ved dette Løfte, desto snarere at faae igien det
hand har mist, siden det slaaer ikke Feyl, saa mange som
ere begiærlige at komme efter deres smaa Sager, jo ville
ved alle Leyligheder paa det flittigste søge efter samme hans
Skiød=Skind og Muurskee. Men de Folk, som boe i
vor Gade, have besluttet, ikke at sætte Foden uden for Dø¬
ren, for at søge derefter; thi de ere slet ikke nysgierige.
Schiønstad.
Vi fornøye os her snart hver Dag at see de offentlige
Skue=Spil. En Anretning, som kunde tilveyebringe meget
Got, dersom vore Landsmænds Smag var ikke i Grunden,
fordervet. For to Fierding Aar siden blev en prægtig Co¬
moedie opført, som kaldtes: Den Sminkede Dyd, hvor i
paa en ret levende Maade blev udført i 3 Acter, Hvorle¬
des de i Grunden fordervede Mennisker, ved et ud¬
vortes affecteret Væsen, søge at skiule deres ind¬
vortes Ondskaber, for at faae Sted paa de Dydiges
Liste, men blive dog ved adskillige Leyligheder rø¬
bede. Dette Moralske Skue=Spil fandt intet bifald,
saa snart man kun saae Titelen deraf paa Placaterne,
hvortil Autor merkede Aarsagen, og sammenskrev strax en
anden Comoedie, som har fundet almindeligt bifald baade


53


af Høye og Lave, af Aarsag, Titelen var sat i et fremmet
Sprog. Hvilke forunderlige Creature ere dog Menniskene.
i vor Verden! De kunde aldrig finde Smag i nogen Ting,
som er hiemmegiort, men al fremmet Mad smager dem
vel. Aldrig kunde vi indbilde os, at Jndbyggerne i de
andre Verdener ere saadanne. J Særdeleshed have vi
meget gode Tanker om Jordens Beboere. J vilde falde i
Forundring, naar vi berette eder, at en fornemme Mand
hos os, som forstaaer andre Sprog bedre end sin Moders
Maal, kand gierne taale, hans Feyl blive igiennemheglede,
naar det enten skeer i et Sprog, som ingen forstaaer, eller
saa fiint, at ingen, end ikke engang hand selv, begriber det
thi det er Menniskene medfød, at de ikke ville, deres Feyl
skulle blive aabenbarede. Sandt nok, de give da mindst
Forargelse, men de ere og til største Skade for dem, de skiu¬
les hos. Dersom Titelen havde været forfattet i et frem¬
met Sprog paa den første Comoedie, saa Almuen ikke ved
første Øyekast kunde seet, hvortil Autor sigtede, havde de
Rige uden Tvil rigeligere betalt den; thi den er langt mere
levende og deylig i Opførselen og Præsentationerne, end den
sidste. Men denne storme de til af al Magt, i Tanke, in¬
gen af den nedrigere Orden kand efter samme lære at kiende
dem, siden Titelen er uforstaaelig for de Gemene. Her
kunde de taale at see deres egne Personer forestilles paa
Theatro, uden at blive jaloux derover. Her kunde de med
Taalmodighed høre den Last igiennemhegle, til hvilken de
ere af gandske Hierte hengivne. Men de skulde ingen af
Delene giøre, dersom enten Almuen forstod Titelen, eller
af det forvirrede Sammenhæng kunde slutte sig til, hvorhen
Skue=Spillet sigtede. Vi ville oversætte dens Titel. Den


54


lyder paa vort Maal saaledes: En Beskrivelse i et
Spectakel om disse Tiders mange, fornemme og
mægtige Atheister. Eya! havde denne Titel saaledes
staaet over Comoedien, havde ikke saa mange Hoved=Per¬
soner indfundet sig for at see den; thi endskiønt mange slige
Mennisker ikke skamme sig ved, i Hiertet og mange af deres
Gierninger at nægte Gud, saa ere de dog undseelige for, at
Mennisker, som have Vidnesbyrd og Rygte af Redelighed,
skulle vide det. Derfor giøre de alle udvortes Ceremonier
med per Compagnie; men de indvortes Øvelser, som Reli¬
gionen befaler, de vigtigste Sandheder den byder at troes,
dem efterlade og troe de ikke. Man sporer i alle deres Gier¬
ninger intet mindre end en dyb Ærbødighed for det høyeste
Væsen. De udvise snarere en Ligegyldighed i alt hvad de
sige og giøre, hvilket Almuen og de Eenfoldige ikke saa let¬
teligen kunde komme efter, siden mange, som nægte Gud i
Hiertet, nævne ham oftest med Munden, og Atheisterne ere
de fleste Tider de best polerede Folk, som man kalder det med
et meget kiønt Navn.
Bomba.
Her blev forgangen Uge paa den store Høre=Sahl holdt
en meget lærd Disputatz om Forstandens Vægt, hvorudi
tydeligen og med Haandgribelige Argumenter blev beviist,
at det høyeste et Menniskes Forstand nogen Tid kand veye,
er 3 Qvintin. Men Autor siger tillige, at 3 Qvintin For¬
stand skal neppe findes hos hvert 1000de Menniske. Hand
forsikkrer, at hand har veyet Forstanden hos mange, og
befundet den hos endeel Vise, som Almuen dog mestendeel
har holdt for at kunde giøre Mirakler, ikke at veye over 5
Gran. Hand har veyet Forstanden hos Skrivere, og be¬


55


fundet den ringere end II Gran. Hand har lagt Skræde¬
res Forstand paa Vægt=Skaalen, og den har neppe opveyet
i Gran. Hand har veyet Skomageres Forstand imod;
Gran, Remmesnideres imod i Gran, og Bisse=Kræmmeres
imod i Gran. Og alle disse Folk have dog været Mestere
hver i sin Profession. Efter en vidtløftig Afhandling om
adskillige Aarsager til denne Forskiel i Forstanden hos saa ad¬
skillige og adskildte Personer, bestemmer hand til Slutning
hvor megen Forstand, efter Vægten, enhver i en Republi¬
qve bør have, naar hand skal forsvare den Post hand beklæder.
Notice for Læseren.
Den gamle Mand, vi have i vort Compagnie, kunde ikke bare
sig for Latter, da ovenmeldte Beretning fra det Bombaiske Univer¬
sitet blev os indhændiget. Hand sagde denne Urimelighed at veye
Forstanden, ere de faldne til i Bomba, siden jeg var der. Men jeg
kand troe, sagde hand videre, vi handle selv snart lige saa urimeligen,
naar vi dømme om Menniskens Forstand efter Klæder. Jeg var
engang i et Selskab, hvor der var, foruden adskillige andre, en Ri¬
defoget, som førdte sig vakkert op i Klæder. Da denne tog Afskeed,
spurgte en i Compagniet den som sad ved Siden af mig, hvad hand
syntes om deres Ridefoget? Hand svarede strax: Det maae være
en meget vel studeret Karl, thi hand fører sig op som en Kam¬
mer=Junker. Ellers maae vi sige dette: at Jordens Beboere kunde
skattere sig meget lyksaligere, i henseende til Forstanden, end Maa¬
nens Jndbyggere, thi de allertaabeligste hos os bilde sig dog altid
ind, at have mere end 3 Qvintin Forstand.


56
Avertissemens.
Herved indkaldes alle Bakkelse=Konens Credi- og Debitorer
inden Aar og Dag at møde i Stervboden, de første for at besmykke
deres Fordring, og de sidste for at betale deres Bakkelse; thi man
ønskede gierne med snareste at faae den Afdødes Sager bragte i
Rigtighed.
Herved gives tilklende, at førstkommende Torsdag bliver holdt
offentlig Auction paa endeel Gods og Løsøre, den afdøde Jomfru
Giftesygs Stervhod tilhørende, bestaaende af Guldringe, Sølv
Hovedvands=Æg, smukke Elskovs=Viser, endeel vel-conditionerede
Romaner, Sminke=Flasker og forlorne krøllede Nakker. Betalin¬
gen skeer paa Auctions=Stedet imod Vahrenes Annammelse til den
Afdødes Liv= og Jagt=Junker, som logerer i samme Huus.
Da mange synes i disse Tider at tractere Dyderne som Baga¬
teller, saa har Hr. Alvorlighed, for om mueligt at raade Bod paa
sligt, forfattet en Udkastning til et Dyds=Societet. De som maatte
have Lyst at indtræde i samme, ville, førend Varmen begynder for
sterk at tiltage, behage at melde sig hos hannem selv, da de ikke alle¬
ne, om de findes beqvemme til Dyds=Øvelser, skulde blive indskrevne
i en til Societetet indrettet Protocol, men endog faae tilstrækkelig
Underretning om Indretningen og Hensigten af samme. De som i
de unge Aar ikke maatte finde Behag i at gaae ind i dette Selskab,
blive, naar de ere over deres 40 Aar, ikke antagne, med mindre de
ville være fornøyede med, at sættes i den Classe imellem de spæde
Børn og de Dydige som ere under 12 Aar; thi man er af de Tan¬
ker, at de i Resten af deres Leve Tid neppe skulle naae nogen Fuld¬
kommenhed, men i det høyeste ikkun faae Navn og Anseelse af Dy¬
dige uden at være det.


57


Den skiemtende Avis.
No. VII.
Løverdagen den 1 Maji 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Continuation af Beretningen fra Livor.
D¬
a de nu vare fuldkommen forvissede om hans
Uskyldighed og Dydelighed, kaldte de Hr.
Smuk Anseelse frem, og spurgte, hvor
hand kunde komme til at giøre saa grov en
Beskyldning imod saa stor en Uskyldighed. Hr. Smuk
Anseelse begyndte strax at skrabe, bukke, sætte sine Fød¬
der i Lave, skyde Brystet frem og Hovedet i Veyret.
Hand brugte al sin Veltalenhed, for at besmykke sin Ond¬
skab, og forsvarede sig saa tapper, at de Eenfoldigere let¬
teligen havde ladet sig af hannem forblinde. Men Hr.
Ærlighed talede ham til med en vred Stemme, og truede,
at udrydde ham af det menniskelige Selskab, dersom hand
ikke strax bekiendte, paa hvad Grund hand havde giort
denne Beskyldning. Herved blev hand heed om Øre¬
ne, skielvede og bekiendte reent ud, at det var skeet
for at tiene een, som ikke allene var hans Ven, men end¬
og hans tro Tilhænger, og beviiste saaledes fuldkommen


58
ved sin Opførsel, at, hvor en Last regierer, der huses de
alle. Hand turde ikke længer nægte, hvo den rette Mis¬
under var; hand nævnede Genii Navn, og gav Profes¬
sorerne Anledning, at forundre sig over det lidet Gode,
en oprigtig Lærere kand faae plantet i et Menniskes Stæl,
som i de yngste Aar af lit fornuftige Forældre ikke er gi¬
vet Anviisning til Dyden. De havde altid holdt Genius
for dobbelt saa dydig som Simplex, siden hand havde et
hurtigere Hoved, men nu merkede de, at de skarpsindig
ste Hoveder snarest henfalde til de vederstyggeligste Laster.
Jngen kand heller nægte, at et Embede jo havde blevet
hundrede gange bedre forsynet ved Genius end Sim¬
plex, om begge havde været lige dydige; Thi en giennem¬
trængende Forstand, samlet med en ægte Dyd, udretter
mere Got i een Time, end den dydigste Eenfoldighed i
et heelt Aar. Men hvortil nytter Skarpsindighed,
Esprit og høy Forstand, naar det altsammen har sit
Sæde i en udydig Siæl? Saa er jo Eenfoldighed hos
en Dydig mere Berømmelse værd; thi kand den ikke be¬
fordre saa meget Got, veed man igien, den giør intet
Ont. Paa denne Grund var det, Professorerne bleve
enige om, med Foragt at anhøre Genii Ansøgninger
om Forfremmelse, siden intet Embede med ham kunde
være tient. De gave ham sin Afsked fra Academiet, som
den, der var ilde skikket til, at tage imod sunde Under¬
viisninger. Simplex derimod blev Professor i Steden
for Hr. Eenfoldighed, som i de samme Dage ved Dø¬
den afgik. Alle vore Forældre have ved denne Leylighed
soren sig sammen at indprendte deres Børn Dyds=Lær¬
domme fra de ere smaa, paa det de ikke i sin Tid, lige¬


59
som Genius, skulle udelukkes fra de ofentlige Betie¬
ninger.
Saufenhafen.
Alle denne Stads Jndbyggere ere i disse Tider for¬
gabede udi tvende Lerker, som en stor Hollandsk Kunst¬
ner foreviser de Lysthavende. Enten det skeer formedelst
Mechaniske Indretninger eller Hexerie, saa ere disse Ler¬
ker saaledes afrettede, at alle Tilskuere maae forundre sig
over dem. Saa snart Kunstneren kommer ind med den
første, begynder den at synge et halvt Qvarteer meget
behageligt. Derefter udrinder en Vædske af Nebbet paa
den i et Glas, som Kunstneren har i Haanden, hvilken
Vædske seer ud som Brændeviin. Naar Glasset bliver
fuldt, lukker Lerken af sig selv Nebbet. Derpaa leverer
Kunstneren Glasset til de Tilstædeværende, og naar det
er udtømmet, holder hand det igien under Lerken, som
paa nye lukker Nebbet op og fylder Glasset; Og saaledes
continuerer hand, saa længe der er een i Compagniet, som
har Lyst til at smage denne Drik. Saa snart hand kom¬
mer ind med den anden Lerke, flyver den første bort.
Med denne gaaer det snart til paa samme Maade, som
med den første, undtagen dennes indvortes Vædske er
en Slags Viin, der baade har en angenem Lugt og Smag.
Adskillige, som have været oppe for at see den, ere blevne
dødelige forliebte i dens smukke Anseelse. Men saa snart
de have drukket af den, ere de strax blevne ligesom rasen¬
de, og enten have begyndt at synge, spille, dandse eller
ere blevne forelskede, hvilket Raserie ikke haver forladt
dem, førend de have sovet Natten over. Dette uanseet,
ere Folk dog saa begierlige efter, at see disse Lerker og drikke


6


af dem, at mange ville inden kort Tid derved føre sig en
Sygdom paa Halsen, om ikke for Tiden derover befordre
deres Død.
Lettroe.
Fra Staden Bedragerie haves denne Efterretning,
at for 4 Dage siden har man fundet en Mands=Person
hængende i et af Træerne uden for den grønne Port.
Af et Brev, som fandtes i en af hans Lommer, erfarer
man, hand har taget Livet af sig selv. Brevet lyder
saaledes:
H¬
er seer J en Person hængende, som i 18 Aar haver øvet sig i de
iblant eder brugelige Luft=Spring. Min Fødsel og Herkomst er
af det nest fornemste Slags. J kunde see af den Eqvipage, i hvilken
jeg hænger, hvad for en Matador jeg har været, da jeg levede. Der
fandtes hos mig flere gode Egenskaber, end der almindelig behøves til
at giøre en Mands=Person lykkelig hos Fruentimmer og elsket af dem.
Jeg saae got ud, min Tale var angenem, min Gang ziirlig, mine
Complimenter efter Moden, jeg vidste vel at comportere mig, og mit
hele Legem var vel dannet. Jkke destomindre naaede dog aldrig
min Kierlighed sit Ønske. Jeg havde udvalgt mig iblant tusinde
et Fruentimmer, som nu er i en andens Vold. Hun elskede mig,
det veed jeg. Men hendes Forældre vilde ikke tillade nogen Forbin¬
delse imellem os; thi de ansaae mig for en liderlig Persomsos mint frie
Væsens Skyld. De vilde heller tvinge hende til at ægte den gamle
Mand hun nu har, fordi hand besad anseelige Midler og havde ingen
Børn, end de vilde tillade hende at elske mig en halv Snees Aar i
Haabet. J tænker mueligt, jeg haver gjort daarligt, i det jeg ved
denne Strikke haver skilt mig ved en evig Byrde. Men J vide da
ikke, hvad Magt Kierlighed haver over Hierterne. Jeg elskte ikke
hen i Taaget, og min Døds=Brud havde ikke skienket mig sit Hierte
uden Forstand. Det var en reen, uforfalsket og oprigtig Kierlighed,
som var imellem os, hvilket J ydermere kunde merke heraf, at da jeg
fornam, hun ikke kunde leve et Øyeblik fornøyet med den Mand, hun


61


nu har, saa længe jeg var i Live, tog jeg ikke i Betænkning, at op¬
ofre mig selv, for at lyksaliggiøre hende. Hun veed intet heraf, og
J maae varlig tilbringe hendes Mand det Brev, som ligger i min
venstre Veste=Lomme. Farer vel! og dømmer ikke alt for ubilligt
om mit Endeligt.
Brevet til hendes Mand var saaledes stilet:
Lyksalige Ven!
F¬
For at lyksaliggiøre eders og eders Kierestes Liv, har jeg ved en
Strikke berøvet mig mit eget. Jeg tviler ikke paa, at naar den
dydigste Skiønhed og oprigtigste Kierlighed faaer at vide, hendes Til¬
bedere er død, hun jo skal beqvemme sig til at leve fornøyet med eder.
Men vil hun sørge, naar hun faaer min Død at vide, handler hun
meget ubilligt; thi jeg døde just fordi jeg elskede hende. Mit Legem
vilde J drage Omsorg for at give en hæderlig Begravelse, og med
første Post tilmælde min Fader min Død og Aarsagen til samme.
Jeg er død eders hengivne Tiener.
Personen er om Natten med megen Stats bleven
begravet. Men hvorledes den unge Brud trøster sig
ved dette Dødsfald, faaer ingen at vide. Jmidlertid
rygtes dog, at hendes Forældre have taget sig det meget
nær, og hans egen Fader endnu nærmere.
Guldsand.
Naar vi have det mindste Haab at blive lykkelige,
skeer det tit, at Lykken er nærmere end vi selv tænke; thi
saaledes styrer altid Forsynet Udfaldet for Menniskens
Anslag, at det skadeligste afværges og det nyttigste befor¬
dres. Dersom alle Ting skulde falde ud som Mennisket
i Almindelighed ønsker, vilde det stedse see des slettere ud;
thi naar en Begierlig fik Rigdom, Ære, Vellyst og alt
hvad hand vilde have, efter de første Anstalter hand gjor¬
de, for at naae sit Maal, vilde hand uden Tvil snart


62
glemme Forsynet og stole paa sine egne Kræfter. Vi
have et Exempel paa dette i en Mand iblant vore Jnd¬
byggere, som i 15 Aar haver opofret utrolige Summer
Penge til Lotterier, hvortil hand er dreven af Begierlig¬
hed til Rigdom, for derved at forhverve sig Ære og siden
leve i Vellyst. Men Forsynet, som saae, hvor lidet man¬
ge Midler i de yngre Aar vare ham tienlige, haver hin¬
dret ham fra at naae den Lykke, hand saa længe haver
attraaet, indtil nu, da hand havde udgivet den sidste
Skilling for en Lotterie=Seddel, dog uden Haab om Ge¬
vinst, at Forsynet saae, hand vilde skiønne paa dets God¬
hed, og vel anvende sine Penge, lod ham blive lykkelig,
og vinde en Capital af 1300 Guld=Stykker. Manden
tilstaaer selv, at hand havde ikke været saa lykkelig, i Fald
hand havde vundet dem før, og hand erkiender denne For¬
synets Godhed imod ham med megen Taksigelse.
Hverbye.
Jblant de adskillige Kiettere, som Tid efter anden
ere opstaaet iblant os, synes de nu at beholde Rangen,
som kalde sig de fornemme Religions=Brødre. En
Sect, der bekiender alle Ting, men troer intet. Saa
vidt man har kundet komme efter deres Religions hem¬
meligste Grunde, fornemmer man, de ere reent afvigede
fra alle andre. Thi omendskiønt de bekiende sig altid til
den Religion, som hærsker hvor de opholde sig, maatte
man dog forsee sig, om man beskyldte dem for at have
nogen vis. De tro hverken Straf eller Belønning for
deres Gierninger. De ville ikke vide af anden Omven¬
delse at sige, end den man faaer paa Dandse=Skoler og i
polerede Compagnier. At arbeyde, holde de ikke for et


63


Menniskes Pligt, men at æde, sige de, er alles Skyldig¬
hed. Og af disse Poster slutter man sig til, hvorledes
det hænger sammen med Resten. Denne Sect lover sig
den største Bestandighed; thi den har paa nogle Aar faaet
en utrolig Mængde Tilhængere.
Simpelhaus.
Her døde for en Maaned siden en gammel Mand,
som efterlod sig trende Sønner. De vare alle tre voxne,
og delede imellem sig indbyrdes de efterladte Midler,
hvilke vare flere end de havde ventet; thi deres gode gam¬
le Fader havde, som en fornuftig Mand, mere lagt Vind
paa at conservere sine gode Penge, end sætte dem til Pa¬
rade og i vove før Lykken, udi brøstfældige Krukker og
Potter. Da de iblant andet funde en Pung med Juve¬
ler, funde de tillige et forseiglet Brev i Pungen, hvilket
de aabnede, og saae det var skrevet af deres Fader. De
læste det med megen Ærbødighed igiennem, og tusinde
gange velsignede den Døde, som havde efterladt dem saa
store Beviser paa sin Faderlige Kierlighed. De have si¬
den ladet trykke Brevet. Det er af følgende Jndhold:
Mine kiære Børn!
B¬
liver ikke til Drog for de Penges Skyld J nu faae, saa J her¬
efter skulle ikke meere beflitte eder paa Dyd og gode Videnskaber:
thi Dovenskab vil snart giøre Ende paa dem.
Sætter dem ikke overstyr ved en alt for galant Opførsel; thi de
øverste Steder koster de fleste Penge, og Modens Klæder faaes ikke
for Smaa=Steen.
J kunde længe have got af dem, dersom J ere gode Huushol¬
dere, men ville J spendere, spille og tractere, skulle de neppe forslaae
en Maaned; thi der kand komme Svindsot i den største Pung.


64
Avertissemens.
Herved gives tilkiende, at førstkommende Torsdag bliver holdt
offentlig Auction paa endeel Gods og Løsøre, Gadestrygerens Sr.
von Dovenskabs Stervbod tilhørende, bestaaende af gamle hvide
Silke=Strømper, Poumade=Glas, lugtende Sager, forraadnede
Bøger, nogle gamle Manskiet=Skjorter og en rød Klædning med et
Hierte paa den ene Albue; thi ville de Lysthavende sig til bemeldte
Tid indfinde.
En Person, som havde forvaret al sin Forstand i en Sølvbe¬
Slagen Bog, og indsluttet sin Hukommelse i en Hoved=Vands=Flaske
med en emailleret Guld=Skrue, lader herved bekiendtgiøre, at samme
Herligheder ere hannem enten frastaale eller hand har tabt dem,
hvilket hand ikke kand erindre, siden hans Flaske er borte. Men
dersom nogen ved Leylighed skulle komme over den, da vilde de melde
sig hos hans Formynder, boende i Daare=Gaden, hvor de skulle
blive aflagde med en skikkelig Finde=Løn.
En gammel Mand paa 70 Aar, som har fire gange været gift,
haver i disse Dage besluttet, at tage den femte Kone. Men saasom
hand er bange for at blive vraget for sit krøllede Ansigts Skyld, i Fald
hand offentlig lod sig see, endskiønt hand forsikkrer endnu at være saa
frisk, som da hand var 30 Aar, saa lader hand herved i disse Aviser
3de gange bekiendtgiøre, at dersom nogen Jomfru paa 16 Aar eller
derunder, men over ikke, skulle have Lyst til slig en Antiqvitet, da
vilde hun melde sig hos Mad. Giftekniv, som giver Anviisning,
hvor Manden er at finde. Ligeledes averterer velbemeldte Mad. Gif¬
tekniv, at hun er unge Personer af begge Kiøn til Tieneste i Kierlig¬
heds Affaires, og forsikkrer at gaae dem saa trolig til Haande, som
nogen ærlig Kone i hele Gaden, naar de betale hende tilstrækkelig
for sin Umag.


65


Den skiemtende Avis.
No. VIII.
Løverdagen den 8 Maji 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Finkel.
D¬
et er ingen fire Timer siden denne Stads
Jndbyggere bleve forskrækkede over et for¬
færdeligt Luft=Syn, som lod sig tilsyne
ungefær en halv Miil op i Luften. Det
saae i Førstningen ikke anderledes ud end en Tønde, men
siden blev det saa stort som et Viin=Fad; og en halv Ti¬
me førend det endtes, merkede de, som havde Kikkerter,
at der krøb en Mand op af Spundet, der saae ud som en
Bachus, hand havde en stor Pocal i den ene Haand og
et Døding=Hoved i den anden. Hans Anseelse var i
Begyndelsen som en Jomfrues, indtil hand havde uddruk¬
ket Beggeret, da falmede hans Hud, og blev overtrukken
ligesom med en Bark. Hand satte sig derpaa skrævs over
Viin=Fadet, og gav sig til at drikke af sit Døding¬
Hoved; men da varede det ingen 5 Minuter, førend
hand tumlede omkuld og forsvandt. Tilskuerne bleve
meget bevægede ved dette Syn, og holde for, at denne
Comet spaaer deres totale Undergang.


66
Kierligstadt.
Her er i disse Dage begravet en Person, som i 5 Aar
har ligget ved vort Universitet, for at fortsætte sine Stu¬
deringer, i hvis Efterladenskab Skifte=Retten har fundet
et Brev, der for mere end 2 Aar siden er skrevet den Af¬
døde til fra hans Søster, og er for sit Jndholds Skyld
offentlig giort bekiendt i vore lærde Tidender. Søsteren
beklager sig derudi for hendes Broder, at et Fruentimmer
tillades saa liden Frihed i Kierligheds Sager frem for en
Mands=Person, og at hendes Forlovede var bleven jaloux,
for hun i et Compagnie saae mildt til en vakker Ung=Karl,
og tilstedde ham nogle smaa Friheder, som de mest pole¬
rede Fruentimmer holde sig for en Ære at bevise de Unge
af det første Kiøn. Vi ville meddele eder et Udtog af
Brevet; det lyder Ord til andet som efterfølger:
Allerkiæreste Broder!
M¬
ine Forældre have uden Tvil ladet dig vide, at jeg er bleven for¬
lovet; Men dersom du endnu ingen Efterretning har faaet derom,
saa giør jeg mig paa denne Tid en Fornøyelse af at skrive dig det til.
Min Kiæreste er en ung og temmelig vakker Karl. Hand fører sig
meget net op i Klæder, og jeg troer nok hand skal være rig. Men
jeg er meget bange for, hand bliver ikke nær saa god Mand som hand
er Kiereste. Du skal aldrig troe, min Hierte Broder! hvor meget
jeg somme Tider har at bestille med ham; thi hand er, saa vidt jeg
kand merke, forfærdelig jaloux. Hand er meget indtagende og sød i
sin Tale, men jeg maae legge alle mine Ord i Vægt=Skaalen, naar
jeg vil tale med ham. Hand elsker mig overmaade, og giør mig tu¬
finde Caresser, men hand holder snart alt for meget af mig; thi for¬
gangen Torsdag, da vi vare paa et Ball, blev hand gandske koldsin¬
dig og gik bort, fordi en ung Person satte sig hos mig, snakkede ven¬
lig til mig, og nogle gange kyste min Haand. Jeg kunde jo ikke
strax reyse mig, min Broder! og gaae bort, da den vakkre unge


67


Karl kom og satte sig hos mig, kunde jeg vel? Og hvad vilde hand
have tænkt om mig, om jeg havde taget min Haand fra ham, da
hand vilde kysse den? O, min lille Broder! vi stakkels Fruentimmer
have visselig ondt nok for at holde en artig Omgiengelse ved lige med
alle og tillige beholde vores Kiæresters Kiærlighed. Nu er hand en¬
delig god igien, men saa snart vi komme i et andet Compagnie, bliver
det vel det samme. Siig mig, søde Broder! om der er ondt i min
Opførsel. Jeg er af de Tanker, et venligt Øyekast til en Ung=Karl
kand ikke skade den rette Kiæreste noget, og at hand mister intet af
sin Ret, fordi man taler kiærlig til en anden. Ney, Mandfolkene
ere alt for haarde imod deres Forlovede. De ville ret giøre os til
deres Slavinder. De ville, vi skulle see surt ad hele Verden, og
giemme al vor Venlighed til dem allene. Men hvo veed, hvor man¬
ge de meddele deres Kierlighed? Og til det skulle vi tie. Jeg tæn¬
ker, min Broder! jeg kand meget vel elske min Kiæreste, og derfor
just ikke hade alle andre unge Karle. Du hilses flittig fra Mama,
hun er af samme Tanker som jeg. Lad mig see, du kommer hiem til mit
Bryllup, uden Tvil bliver det enten sidst i Sommer eller først i Vinter.
Continuation af Beretningen fra Moria.
Man har langt ned i Jorden fundet en aaben Be¬
gravelse, hvorudi stode tvende deylige Liigkister. Og Li¬
gene, som vare tvende Søstre, der vare døde Jomfruer,
laae endnu tilsyne, ligesom de vare gandske friske. Paa
den ene Side inde i Begravelsen var en Marmor=Tavle
opreyst, hvorpaa følgende var udgravet:
Her tvende Søstre, af ulige Væsen, fik
En lige Ende, da de ind i Graven gik.
Den første altid bar udvalgte kydske Klæder,
Men havde derimod des fleer ukydske Sæder.
Den anden lignede selv Venus udi Pragt,
Men holdte alting kydskt foruden hendes Dragt.
Fornuften ingen af dem begge to berømte,
Men en for Dragten, een for Gierningen fordømte.


65


Over en Mands=Person, som var død af Kiærlighed,
var følgende Grav=Skrift opsat:
Det unge Menniske, man her i Graven finder,
Ved megen Kiærlighed befordrede sin Død,
At elske var hans Lyst, men og hans største Hinder,
Da hand til sidste Løn, for Elskov, Graven nød.
Lyderhuus.
Fra Dydens Rige have vi erholdet denne tilforla¬
delige Tidende, at det er kommen til en offentlig Bataille
imellem Keyserinden Justitia og hendes Allierede paa
den ene, og Keyseren af Libido paa den anden Side.
Slaget stod i hele 3 Dage, og de fægtede i Begyndelsen
med lige Fordeel paa begge Sider. Men den sidste Dag
imod Aften fik Keyserens Tropper ligesom paa eengang
nyt Liv, og hugge ned for Fode de af Keyserindens
Folk, som ikke vilde frelse sig ved Flugten. Keyserinden
selv maatte, for at blive ukiendelig, flygte i en Under-Offi¬
ceers Mondur. Begge Kongerne af Castitate, som
commanderede Hielpe-Tropperne, bleve slagne. Af Ge¬
neralerne ved Keyserindens Armee ere Hr. von Tro¬
Striid, Hr. von Uforsagt, Hr. von Kiempe=Mod
og Hr. von Strid=Tapper blesserede. Af de andre
høye Officerer ere mangfoldige saarede, og af de Gemene
en utrolig Mængde dræbte.
Relation fra Floden Overmod.
At der iblant Mands Personer findes de allerstørste
Bedragere, som ikke allene berøve de Eenfoldige af det
andet Kiøn deres Midler, men endog tit føre dem i Van¬
ære, derpaa have vi, foruden mange Beviser, i sær faaet
et midt iblant os i disse Dage; hvilket maae lære fornuf¬


6


tige Forældre at tage deres Børns Velfærd bedre i Agt.
En Mand af Borgerlig Stand og Næring havde en Dot¬
ter, som besad større Skiønhed end Skiønsomhed, og mere
Hovmodighed end Forstand, hvilke Gaver hun alle havde
arvet af sine Forældre, der i deres ordinaire Stand vare
extraordinair modige, og anvendte den liden Fortieneste
de havde, paa at føre deres eneste Dotter prægtig op, i
Haab derved med Tiden at forskaffe hende en fornemme
Anseelse. Men de forvovne Cavaliers, som pleye altid
at stride heftigst under Kiærligheds Fahne, lode sig ikke
anfægte af denne Skiønhed. Der var vel en og anden
iblant dem, som diverterede sig med den unge Skiønheds
Eenfoldighed, men ingen som vilde giøre Alvor af Sa¬
gen. Sandhed at sige, kunde ey heller nogen Mand være
tient med saadan en Kone, som intet forstod uden at giøre
Coupeer, accommodere sit Haar, læse Aviser, hæve sine
Bryster og spille Kort, allerhelst da Forældrene ikke kun¬
de give hende en Udstyr, som kunde overveye hendes Uvi¬
denhed i Huusholdningen og andet Fruentimmer Arbeyde.
Jkke desto mindre fandtes der dog omsider en stor Skalk,
som fik Lyst at ydmyge disse Forældre og bringe deres
Dotter til Eftertanke. Hand lod sig giøre en prægtig
Mondur, gav sig ud for en Matador, og opvartede Jom¬
fruen, med Forældrenes Samtykke, hver Aften i en Tid
af en Maaned. Det faldt ham ikke vanskeligt, at faae
baade Forældrenes og Jomfruens Ja. Men to Dage
førend Brylluppet skulde holdes, forsvandt Brudgommen
og Frieren paa eengang. Forældrene syntes vel, som de
i det første ikke lode sig meget af dette anfægte, i Tanke,
at saadan et Partie var altid det ringeste deres Døtter


70
kunde giøre. Men Dotteren tog sig det nærmere, som
ikke i alle Ting havde spurdt sin Moder til Raads, da hun
omgikkes fortrolig med Skalken. Det varede ikke længe,
førend Moderen fornam hvorledes det var fat, og begyndte
de da alle, men alt for silde, at begræde deres Daarlighed.
Tyi da hende vare gjordte tilforn saavel anstændige som
antagelige Tilbud, som dog havde syntes baade i hendes
og Forældrenes Øyen at være for ringe, saa blev Faderen
klog af denne Hændelse, og sagde: See, dette er Frug¬
ten af den forbandede Overmod.
Saufenhafen.
Da mange af vore Borgere have fra Barns Been
vandt sig til Søen, saa er dette Levnet saa naturligt hos
dem, at de ikke meere kunde gaae paa Gaderne, men kom¬
me ligesom for fuld Vind seylende afsted. Deres Lege¬
mer bruge de i steden for Skibe, naar de ere paa Land¬
Jorden, med hvilke de daglig giøre Reyser efter Viin,
Øl og Brændeviin; og den som faaer mest til Ladning
af disse Slags, seyler altid best. Vel hænder sig ofte, at
mange paa Gods og Ladning lider Skibbrud. Men sligt
kand dog ikke kyse de andre, saa de derover skulde være
bange for at give sig oftere ud paa slige Far=Vande, aller¬
helst da de, som strande, ere enten Unge og Uforsøgte,
eller Gamle og Udlevede. Hr. von Stedse=Fuld er de¬
res Oldermand. En Karl, som Naturen selv synes at
have dannet til saadant Embede. Thi naar hand endog
har indtaget meer end sin fulde Ladning, fører hand dog
sit Skib saa kiek igiennem blinde Skiær og Klipper, at
det aldrig faaer den mindste Skade. Og siden hand er
Kysterne bekiendt, tager hand ikke i Betænkning, med


71
et overlastet Fartøy tit at seyle over de stolteste Ren¬
destene.
Kikkenborg.
Jblant de mange Studentere, som, formedelst den
enes Lykke, om hvilken nylig er meldet, opofrede sig til
at betragte Himmelens Løb og dens merkelige Tegn, har
endnu ingen været saa lykkelig, at opdage noget Nyt,
men en Snees Stykker af dem have høstet større Skade
end Profit af deres berømmelige Forsæt. Den Himmel¬
ske Jomfrue, som var deres foresatte Maal, tog i Først¬
ningen meget naadig imod dem allesammen. Men da de
bleve for næsevise, gav hun een efter anden saadanne
Øresigen, at de fleste Sandser forlode dem, og de som
hun syntes mest at favorisere, tilbragte hun dog saadan
hemmelig Gift, at deres Legemer bleve saa usunde, at in¬
gen Medicin er kraftig nok til deres Frelse. Der ere nu
tilbage ikke over 30 Stykker, som med stor Devotion fort¬
sætte sine Observationer, og med mere Varsomhed end de
andre, giøre deres Experimenter.
Venusborg.
Her er nylig af en berømt Mahler forfærdiget et
Skilderie, som forestiller Pallas og Venus i fuld Rust¬
ning. Neden under staaer dette Vers.
Da Venus engang flk en Sabel ved sin Side,
Loe Pallas, sigende: Kom, tør du med mig stride?
Ey, sagde Venus, jeg ey Spyd fornøden har
Mod dig, du tabte sidst, endskiønt jeg nøgen var.


72
Avertissemens.
Herved averteres, at Frue Sædelig, som i mange Aar haver havt
smukke Folkes Børn under Jnformation, logerer paa nærværende
Tid i det lille Huus Afkrogen kaldet, hvorhen hun haver maattet
tage sin Retirade for hendes Skolarers idelige Formindskelse. Der¬
som der skulle endnu være nogle Forældre, som havde Lyst til at betroe
hende deres Børn til Underviisning, vilde de inden Sommerens Ud¬
gang melde sig hos hende, da hun ellers seer sig nødsaget at reise her¬
fra og sætte sig ned paa et andet Sted, hvor hun kand vente flere
Discipler og mere Fortieneste.
Skulde nogen have Lyst til store blaae Øyne, da vilde de be¬
hageligst addressere sig til Slagsbroderen Sr. Vovehals, hvor de
efter eget Behag kunde bekomme enten enkelte eller dobbelte for civil
Priis. Hand logerer for nærværende Tid i Gadernes Final, hvor
Tacten endes og der staaer Da Capo over Døren.
Da et falsk Rygte har udspredet, at den gamle Skolemester Sr¬
Kierlighed skulle have faaet Skade paa sit Syn, og følgelig ikke
mere være i Stand til at undervise sine Discipler, saa lader hand i
disse Aviser 3de gange bekiendtgiøre, at hans Øyne ere endnu lige saa
friske som de altid have været, og at den liden Skade ham tilsloges,
ramte ikke Øynene, endskiønt den var dem temmelig nær, men blev
ved Medicinens Aarvaagenhed og megen Flid lykkeligen cureret.
Hand tilbyder derfor herved enhver sin Tieneste, og venter ikke at
hand nu skulde forskydes af dem, som hand i mange Aar har tient
med største Troskab.
Dersom nogen skulde have Lyst underhaanden at tilforhandle sig
endeel unyttig Boskab, vilde de behageligst addressere sig til Modens
Fuldmægtig, Sr. Betleragtig Hoffærdighed, som giver Anviis¬
ning hvor samme er at bekomme.


73
Den skiemtende Avis.
No. IX.
Løverdagen den 15 Maji 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Hykkelstad i Gyldenrige.
A¬
t Guld og Penge skaffer Menniskene baade
Høyagtelse og Tilbedelse i vor Verden,
det er meer end vitterligt nok; thi vil man
veye Dyden imod Rigdom, bliver den før¬
ste Vægtskaal som intet imod den sidste. Og ligesom Rig¬
dommen tager af eller til hos Menniskene, saaledes for¬
mindskes eller formeres Clienternes Høyagtelse. Herpaa
kunde vi fra denne Bye give eder et stort beviis. Pom¬
ponius var iblant os i sine Unge Aar gandske ubekiendt.
Man siger, hand nærede sig i lang Tid af at sælge Sko¬
vox og Svovelstikker. Men da hand i sit 20de Aar fik
en liden Arv efter sin Morbroder, begyndte hand at ne¬
gotiere, og det saa lykkelig, at hand inden sit 30te Aar
havde per fas et nefas samlet sig en Capital af 10000de
Rdlr. Derpaa giorde hand et rigt Partie, kiøbte sig en
Rang, og tog mange Tienere. J denne Tilstand levede
hand nogle Aar, og blev æret som en liden Gud. Saa
snart hand sagde om sort: det er hvidt, svarede alle


74
med een Mund: Ja naadige Herre! det er Snee=hvidt,
og naar hand sagde om hvidt: det er sort, stemmede de
alle i med ham og raabte: det er Kul=sort. Af dette
Hyklerie blev hand opblæst, og ventede ingen Ende paa
sin Lykke, thi hand commanderede en halv Tønde Guld.
Men hans Fuldmægtige og Skrivere, der alle forstode at
knibe Negotien, bragte hans Sager snart i saadanne Om¬
stændigheder, at hans gode Lykke kom paa Knæerne. Ved
dette voxte deres Anseelse daglig, og Pomponii tog meer
og meer af, saa at de, som tilforn havde opvartet Herren,
begyndte nu at foragte ham og krumme sig for hans Fuld¬
mægtige. Endelig kom det saa vidt, at Pomponius
maatte give sine Tienere Afsked, der alle satte sig ned og
giorde store Figurer; hand selv reyste fra Gyldenrige med
Kone og Børn, og vilde heller lide Ondt iblant Fremme¬
de, end iblant sine egne.
Denne Tildragelse kand tiene eder til Efterretning
paa den slette Ende det tager med Hovmodighed, og at
man aldrig bør laane sine Øren til Hykleres Flatterier,
eller betroe alle sine Sager i andres Hænder. Af et Vers,
som i disse Dage er os tilsendt, ville vi meddele eder et
Par Stropher, denne Materie angaaende:
En Mand, som Magt og Penge haver,
Man frygter for og Ære giør,
En Snees sig høyst forbundne Slaver
Hand hver Dag tæller for sin Dør.
Men sees den Dag, da Mandens Sag
Og Magt paa svage Fødder staaer,
Opvartningen til intet bliver,
Man giør da mere af hans Skriver.
Saaledes det i Verden gaaer.


75
En daarlig Venus, som tillige
Har Guld, har og Opartere.
Hun har en from men fattig Pige,
Hvis Skiønhed man kand ikke see.
Det hender sig forunderlig,
At Pigen flere Penge faaer,
Man kied da strax af Venus bliver,
Og hendes Pige Fortrin giver.
Saaledes det i Verden gaaer.
Bomba.
Een af vore Natur=Kyndige har i disse Tider gjort
Forsøg til en stor Opdagelse i Naturens skiulte Kræfter.
Prøven er stillet paa et 10 Aars gammelt Drenge=Barn,
og er af følgende Beskaffenhed: Vor Naturkyndige var
betroet en Dreng at undervise, som hverken ved gode Ord
eller Riis vilde lade sig bringe til at læse og lære noget;
Over hvilket hand blev utaalmodig, og længe forgieves
speculerede paa, at udfinde et Middel, hvorved hand kun¬
de meddele Drengen Forstand. Efter lang Grublen be¬
sluttede hand at giøre et Forsøg paa at indgive hannem
Viisdommen igiennem Munden, Til den Ende udvalgte
hand en Dag, da det var reen og klar Luft og gandske
stille Veyr. Hand tog da en Bog, som handlede om en
vis Videnskab, og lagde den ud i Luften 3 Timer, 3 Qvar¬
teer, 51 Minuter. Derfter overdystede hand den med det
Hvide af Æg og noget Gylden=Vand, og saa bestrøde
Bladene med pulveriseret Birke=Bark, og lod den atter
tørres imod Solen. Jmidlertid førdte hand Drengen ind
i et til dette Forsøg indrettet Kammer, hvor Varmen
spillede om Ørnene som i en Badstue. Her maatte Dren¬
gen klæde sig gandske nøgen af, og sidde i 3 Timer min¬


6


dre? Minuter paa 2 med Bomuld udstoppede Caffe=bru¬
ne Fløyels Puder. J den Tid pulveriserede vor Natur¬
kyndige Bogen, og afdeelte den i visse smaa Dele, som
Drengen siden hver 5te Minut skulde indtage i Fløde.
Men førend dette Forsøg gik an, blev Drengen bunden
til Stolen, hand sad paa, med Rosen=farvede Silke Sno¬
rer; thi det var at befrygte, hand skulde blive rasende,
naar hand fik denne megen Viisdom til Livs. Derpaa
begyndte Forsøget, og Drengen fik Pulverne lykkeligen
indtagne. Saa snart det var bestillt, blev hans Hoved
smurt med Fennikel=Vand og en Desmer=Knap sat under
hans Næse. Derpaa blev ham givet ; Pot Malvasier¬
Viin at drikke, som hand faldt i Søvn af; og lod man
ham da saaledes sidde til anden Dags Morgen, uden at
see noget Menniske eller faae det allermindste at spise.
Til den bestemte Tid anden Dagen, gik vor Natur¬
kyndige ind til Drengen, og giorde i manges Paahør ad¬
skillige Spørsmaal til ham af den opædte Bog, hvilke
Drengen besvarede med saadan Færdighed, at alle, som
hørde ham, maatte forundre sig derover. Siden dette
Forsøg er faldet saa lykkelig ud, har vor Naturkyndige
endnu i Sinde at giøre flere med høyere Videnskaber.
Vore Forfædre havde holdet slig en Opdagelse for et Hexerie,
men vor Naturkyndige giver grundige og tydelige Aarsa¬
ger for, at det er practicabelt. Hand agter med første
at udgive en Bog, som hand har under Hænder, denne
Materie angaaende. Den skal føre efterskrevne prægtige
Titel: Forsøgt og probat befunden nye Opdagelse,
hvorved bevises, at det er mueligt, ved Hielp af
Naturens hidindtil skiulte Kræfter, at søbe, spise


77
og drikke sig Viisdom til, hvilket er langt lættere
end den Maade, som almindelig bruges, for at
komme til Vuisdoms Maal. Dette Verk vil ikke alle¬
ne blive behageligt for de Lærde, men endog særdeles nyt¬
tigt for mange stakkels Skolemestere, som vide paa ingen
Maade at faae deres Discipler til at lære noget.
Lyderhuus.
Nu er der endelig sluttet en Fred imellem Keyser¬
inden af Justitia og Keyseren af Libido, som i sidste
Uge offentlig blev bekiendtgiort. Freds=Tractaten er
sluttet paa følgende Conditioner: 1. Skal Keyserinden,
tillade Keyserens Undersaatter frie Religions Øvelse i
sine Riger og Lande. 2 Skal hun strax indrømme Key¬
seren de fra hannem forhen vundne Stæder, og 3. ikke
uden hans Vidende forbinde sig med andre Magter. Om
denne Fred kand blive af nogen Bestandighed, vil Tiden
lære. Man maae slutte, at Keyserinden ikke længer
holder den, end til hun seer sig i Stand paa nye at turde
byde sin Fiende Spidsen.
Continuation af Beretningen fra Moria.
Oven paa en Sølv=beslagen Kiste var paa Laaget
følgende Epitaphium udgravet:
Den Mand, som hviler her i denne store Kiste,
Var riig paa Sølv og Guld, men fattig paa Forstand,
Saa Verden ved hans Død meer vandt end den forliste;
Thi før laae Guldet skiult, som nu roulere kand.
Over Een, som havde levet i Fattigdom, men dog
død riig, var dette opsat:
Stat Vandrings=Mand! og see, her hviler Damons Liig,
Der fattig levede, men døde meget riig.


98
Sin hele Lives Tid hand samlede paa Penge,
Kun for hand kunde dem paa Kiste=Bunden slenge.
Hand levde al sin Tid, som den der intet har,
Og døde dog saa riig. Siig, var hand ey en Nar?
Over en gammel Ung=Karl, som i mange Aar paa
adskillige Steder forgieves havde friet, stod følgende:
Da Pebersvend fornam, ham ingen vilde have,
befalte hand sig Gud og lod sig her begrave.
Hand holdt det raadeligst, at beyle til en Grav;
Thi hvor hand ellers kom, man hannem Kurven gav.
Paa en vakker udhuggen Træ=Tavle var med store
Bogstaver malet denne Grav=Skrift over en gammel Kone:
Da mine Midler mig en vakker Frier bragte,
Jeg strax fik Gifte=Lyst, og ham til Ægte tog.
Men hand mig ikke som sin Kone vilde agte,
Hand elskte kun mit Guld, ad mig med Næsen slog.
Da hand blev ved mig skilt, da lod hand dette male
Paa Træ, i stæden for en kostbar Marmor=Steen;
Hand elskte mig saa høyt, hand vilde ey betale
En Eege=Kiste til sin kiære Kones Been.
Gak Læser! hiem og siig til alle gamle Qvinder,
At hvo der gifter sig med unge Springere,
J saadant Ægteskab ey mere Lykke finder,
End den har fundet, som J her i Kisten see.
Extract af et Brev fra Broutenland.
Vi tage nu ikke længer i Betænkning, baade at give
eder en Afridsning paa vore Indbyggeres gamle Brou¬
ten, og meddele eder en Afskrift af vor Øvrigheds For¬
ordning derimod, hvorved samme Last nu mestendeel er
dæmpet. Thi saadan Brouten, som i de forige Aar
idelig voxte til iblant os, er vel neppe hørt i noget Rige
tilforn. Alle ansaae os med ynksomme Øyne, og ingen,


73


som reyste igiennem vore Lande=Mærker, kunde andet
end beklage vor Opførsel. Man hørdte enhver røse sig
selv, og alles Ord vare store. De som ikke kunde blive
berømmelige ved deres Gierninger, vilde blive det ved deres
Tunge. Det gik saa vidt, at mange, for at faae Navn
af tappre Duellister, selv blesserede deres Klæder, og of¬
fentlig i Compagnier fremviiste de saarede Ermer og For¬
stykker, med høyeste Forsikring, at saa nær havde Con¬
tra=Parternes Spyd været deres Helte-Legemer. Ja der
fandtes faa eller ingen iblant os, som jo vare befængte
med denne Last, at broute af hvad de fattedes.
Det hele Hand=Kiøns Alphabet var i Særdeleshed hertil
hengivet:
A Havde faa eller ingen Meriter, og dog talede hand idelig om sine
Fortienester, og søgte altid de fornemste Æres=Bestillinger.
B Var aldeles ikke nogen Joseph; og dog giorde ingen sig mere
til af sin Kydskhed end hand.
C Prædikede stedse imod Drukkenskab; men ingen elskede Viin og
Brændeviin mere end hand.
P Giorde sig meget til af sin Ærlighed; men ingen var verre til
at optrække Folk end just hand selv.
T. Førdte sig altid prægtig op i Klæder, gjorde store Figurer,
og gik ikke i Compagnie med smaa Folk, men ingen skyldte Kræm¬
mere og Haandverks=Folk mere end just hand.
E Lastede alle vore Skue=Spil og Acteurs, men hand var mindst
skikket af alle, baade til at dømme om slige Ting og forstille sig.
J Tog ikke i Betænkning at giøre Commentarier over alt hvad
hand hørdte og læste, skiønt hand var selv ikke i Stand til at
sætte en ret Mening sammen, eller tale et Comma uden Vildelser
Resten skal følge.


80
Avertissemens.
Da Frue Fremmet=Sorg, som haver Hævd paa at være Mægler¬
ske i andres Forretninger, paa denne Tid har faaet saa meget at bestille, at
hun ikke selv kand bestride Arbeydet, saa lader hun herved i disse Skiem¬
tende Aviser 9 Gange efter hverandre bekiendtgiøre, at dersom nogle, som
ikke synes at have nok af at bekymre sig om sine egne Sager, skulde finde
for got at tage Tieneste hos hende, da vilde de inden førstkommende St.
Hans Dag mælde sig hos hende i hendes iboende Gaard Alle vegne kal¬
det. Den staaende Løn for enhver, som findes beqvem til at melere sig i
fremmede Sager, bliver aarlig over 100de Skamflikker paa Navn
og Rygte, hvilk n Myndt daglig eller qvartaliter, ligesom forlanges,
bliver erlagt af dem som arbeydes for.
Skulde nogen have et Par Potter eller tre fire God gammel
Æxlighed at overlade for en billig Priis, da skede Patienten Falsk¬
hed derved en stor Tieneste, om samme maatte blive hannem tilsendt;
thi Doctorerne vide nu intet andet Middel til hans Frelse, uden hvil¬
ket de sige, hand maae rævne af sin Sygdom. Men saasom hverken
den Syge eller Doctorerne veed hvor samme Medicament findes, saa
finder Patienten, for sin Helbreds Skyld, sig nødsaget, i disse Aviser
at lade lyse derefter.
Nogle 1000de unge og gamle Samvittigheder, som Tid efter
anden have faaet Afsked fra deres Herrer og Fruer, lader herved of¬
fentlig bekiendtgiøre, at det falder dem alt for besværligt længer at
ligge og tære paa deres egen Pung, saa at, dersom nogen er deres
Tieneste behøvende, maae Anmeldelsen skee inden Vinter; thi ellers
agte de at reyse herfra.
Den skiemtende Avis lader herved med smaa Bogstaver bekiendt¬
giøre, at siden mange støde sig over hendes Hverdags Dragt, saa er hun
bleven til Sinds at lade sine Klæder skiære paa en anden Facon, for at
blive Moden lig. Men i Fald hendes Formynder, den Generense Læser,
skulde døe inden hun faaer sat sit Forsæt i Verk, saa bliver der intet af;
thi saa maae hun tage Sørge=Dragten paa.


81
Den skiemtende Avis.
No. X.
Løverdagen den 22 Maji 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Maanen.
D¬
a vi sidst havde den Fornøyelse, at berette
den Passage imellem Kammer=Tiene¬
ren hos Grevinden af Perlemoer og
hendes Kammer=Jomfrue, holdte vi
eder oppe paa Halv=Veyen, ikke fordi vi agtede at give
eder utilstrækkelige Relationer, men fordi vi vare endda
ikke selv fuldkommen oplyste om, hvorledes Executionen
gik til. Men siden vi nu have faaet tilforladelig Efter¬
retning derom, giøre vi os en Ære af, at underrette eder
om samme. Allene J maae først vide, at det er efter
Grevskabets Lov en halsbrekkende Gierning, at stiæle fra
en Jomfrue saadanne Clenodier, som vi have beskrevet
forrige at være. Ja Straffen extenderes saa vidt, at de,
som allene for Betaling af Jomfruer, forlange slige Mø¬
derne=Gaver, have deres ærlige Navn og Ryg=Huden
forbrudt. Da Secretairen blev bragt ud til Rætter=Ste¬
den, gik hand med blotte Fødder og bart Hoved igiennem
Stadens største Gader. Tredive Skridt foran ginge 70


82
ærbare Jomfruer med Krandse paa Hovederne og Instru¬
menter i Hænderne, som holdte en Triumph=Sang over
hans retfærdige Straf og Beskiæmmelse. Bag efter ham
fulgte hele Stadens ærbare unge Mandkiøn, som, efter
Landets Viis, beskiæmmede ham med allehaande forag¬
telige Ord. Saa snart hand var kommen til Retter¬
Steden, blev Dommen lydelig oplæst, af dette Jndhold:
At hand, som havde gjort sig skyldig i saa vederstyggelig
en Gierning, skulde paa denne foragteligste og forsmæde¬
ligste Maade udryddes af det menniskelige Selskab. Der¬
paa blev hand henrettet, og Kroppen paa Stedet nedgra¬
vet. Saa snart hand var af Veyen, traadde een af
vore Moralister frem, og holdt til Folket følgende Tale:
Den Last, J kiære unge Mennisker! som har tilbragt den nylig
henrettede Person, den største Beskiæmmelse og Forsmædelse, skulle 5
aldrig ansee saa ringe, at den kunde fortiene lemfældigere Straf. Vi
maae takke Forsynet, som ikke hidtil har tilladt os at tractere den
for et Galanterie, uden hvilket man ikke kunde insinuere sig hos den
polerede Verden. Og dersom J alle ønske at behage det høyeste Væ¬
sen, da søger aldrig at giøre eder behagelige ved saadan Opførsel,
hvorved eders Ære forkleines, og eders gode Navn og Anseelse mer¬
kelig beskiæmmes hos alle Fornuftige. Lader os nu forlade dette be¬
drøvelige Sted, og gaae hiem, enhver for at anstille en mere reen og
forsigtig Vandel, end den ulykkelige Secretair.
Continuation af et Brev fra Broutenland.
H Giorde sig til af sin Tapperhed, og søgte at vikle sig i Klam¬
merie med enhver, der mødte ham; men naar hand saae en blot
Kaarde, forsvandt hans hele Mod paa eengang, og Hiertet
sank ned i hans Permissions=Foderal.
I Holdt sig selv for at være den smukkeste, og idelig baade betrag¬
tede selv sit Ansigt i Speylet, og lod det betragte af andre, end¬
skiønt hand besad ikke det ringeste af hvad man kalder Skiønhed.


83
K Giorde sig til af sine mange Kierligheds Erobringer skiønt
naar man skal tale Sandhed, foragtede alle Fruentimmer hannem.
L. Brystede sig af at vide alt Nyt, som passerede, og derover in¬
commoderede Got=Folkes Øren i alle Compagnier med sine uri¬
melige Fortællinger; men de Fornuftige ansaae ham for en Brou¬
ter og Vindmacher.
M Holdte for, at hans Miner og Gebærder, som vare affecte¬
rede efter andre, klædde ham usigelig net; men alle Kloge
dømte ham til Daare=Kisten.
N Raisonnerede om alle Ting som en belæst og bereyst Mand.
Hvad som blev fortalt eller skrevet, havde hand for længe siden,
efter eget Sigende, enten læst eller hørt tilforn. J alle Ting
gav hand sig ud for at have en nøye Jndsigt. Men de som
kiendte ham, holdte ham for en uanstændig og lærd Brouter.
O Havde i sin Ungdom ved sin slette Opførsel gjort sig stinkende hos
sine Landsmænd. Men saasom hand vilde synge med de Fugle
hand var iblant, og havde selv intet at bryste eller rose sig af,
saa hørte man ham stedse repetere sine Forfædres Bedrifter,
og broute af, at hand var udsprungen af saa dydig og tapper en
Stamme; allene de Kloge saae ham derfor hverken dydigere eller
mere tapper an.
PTalede saa meget om Samvittighed, at man skulde tænke, hand
havde havt en dobbelt Portion der af. Men da man examine¬
rede hans Tieneste=Folk og Subalterner, merkede man, hand
var fattigere paa Samvittighed end Toldere og Syndere.
O Giorde sig stedse til af sine gode Gierninger. Hand talede
idelig med megen Berømmelse om sine Almisser og Gaver til
Fattige. Men de som omgikkes ham fortrolig, svore paa, hand
gav aldrig noget Æble bort, uden hand kunde vente sig en Pære
igien.
R Tordnede ved alle Leyligheder imod Fraadserie, men allermest
naar hand var selv vel tilpakket.
8 Gav sig ud for bare Ydmyghed, hand kom altid skrabende og
bukkende afsted. Hand talede med megen Foragt om alle, som


84
bare deres Hoved lige i Veyret. Men man siger om ham, at
hand var alligevel meget storagtig, og ikke kunde faae Ære nok
hvor hand kom frem.
1 Forsikrede alle om sit Venskab, og der var ikke en Ven i Sta¬
den som hand, endskiønt hand bagtalede alle, naar de ikke vare
nærværende.
VGiorde sig stedse til af sin Nøysomhed; men ingen var mere
misundelig og misfornøyet end hand.
Resten følger.
Himavix.
En Styrmand, som for fem Aar siden reyste fra
denne Stad, for at opsøge nye Lande, og efterlod sin
Kiereste frugtsommelig og en liden Søn paa halvandet
Aar, ønskede, da hand tog Afsked, at hand ved sin Hiem¬
komst igien maatte finde baade sin Kiereste og Søn i sam¬
me Stand, som hand forlod dem, i hvilket Ønske hand
og er bleven bønhørt. Men ingen troer, det er et Mi¬
rakel, uden hand selv.
Lyderhuus.
Her ere ankomne nogle Deputerede fra en gandske
ubekiendt Nation, som ere hidskikkede, for at anholde om
Tilladelse, til at sætte sig ned her. Nationen har iblant
andre ogsaa denne Egenskab, at der hos dem, foruden
Mands Personer og Fruentimmer, findes en stor Mæng¬
de Mennisker, som kand henregnes til begge Kiøn; thi
iblant Fruentimmeret ere de det samme, som Hiorten
iblant Hinderne, men til andre Mandlige Forretninger
ere de mere ubeqvemme end noget Fruentimmer, dog
passere de for Mandfolk. Der kand ingen giøre sig mere
til af sin Manddom, end disse Mennisker, men naar de
blive gamle, som er meget rart; thi de døe fast alle i deres


8


unge Aar, saa ere de nyttige til ingen Ting. Keyseren
af Libido, som tænker ved disse unge Mennisker anseelig
at kunde formere sin Magt, har ey allene givet dem Til¬
ladelse at boe i sine Lande, men endog forsynet dem med
herlige Privilegier. Derimod har Keyserinden af Ju¬
stitia ikke allene under Livs=Straf forbudet dem, at kom¬
me inden sine Grændser, men endog sluttet en nøye Alli¬
ance med Store=Hertugen af Vindicta, for med sam¬
let Magt at udrydde dem, hvortil og Kongerne af Virtute
og Castitate skulle med Raad og Daad være behielpelige.
Det tegner altsaa paa nye til en blodig Krig imellem disse
to høye Magter, og den nylig sluttede Fred har hermed
en Ende.
Spaaland.
En Person her paa Stædet, som i lang Tid har pas¬
seret for en lærd Karl hos Almuen, og syntes allene at
øve sig i grundige Videnskaber, har paa eengang tabt al
sin Anseelse, i det hand har lagt sig efter at agere Spaa¬
mand, eller ved en Machine at underrette Folk om den
tilkommende Tid, hvorved hand nu har forhvervet sig
Navn af en Vindtmager. Hans Machine har kostet
ham stor Sveed og Umage, og hand havde dog aldrig
faaet den til nogen Fuldkommenhed, dersom ikke en Hexe¬
mester havde rakt ham Haanden, hvilken, til manges store
Fornøyelse, hialp ham saa vidt, at hand til sidst, af
Chagrin og Penge=Mangel, faldt i en Kold=Feber. Alle
Medici saae daglig, hvor den rystede ham, men de havde
ingen Medlidenhed med hans Smerter, og ingen af dem
vilde tage ham under sin Cuur; thi hand havde gjort sig
forhadt hos alle. Endelig var der en Chymicus, som


88
tog sig paa at curere ham, under hvis Haand hand har væ¬
ret saa lykkelig, at Feberen har forladt ham, saa hand
kand være oven Sengen. Ham er til Slutning givet
denne grundige Lære-Regel, at, vil hand fremdeles have
sin Sundhed uskad, maae hand
1. Lade alt Narreverk fare, og ikkun opvarte de solide Ting.
2. Lade sig hver Fuld=Maane sætte en Clysteer.
3. Bestandig holde sine Been vel indforede, og
4. Gaae til Sengs hver Aften Kl. 10.
De 3de sidste Poster har hand med Eed indgaaet, og be¬
gynder allerede igien at passere for et Menniske, og kom¬
me i forige Anseelse.
Bomba.
Siden vi have nu erholdt en tilforladelig Efterret ning
om det nye oprettede philosophiske Academie i Narrabia,
saa ville vi meddele eder samme. Den 22de passato finge
de deres Love i Stand, og begyndte deres Øvelser med en
ugemeen Færdighed. De disputere dagligen, men ikke
paa den Maade, som iblant os er brugelig; thi de tale ikke
et Ord, men argumentere, opponere, resolvere &c. &c. &c.
med bare Miner og Gebærder. Og blive de agtede for
de største Philosopher, som kunde giøre de fleste og latter¬
ligste Grimacer. Deres øverste Philosoph er en indfød
Narrabianer. Der ere foruden ham en halv Snees re¬
forme eller Second=Philosopher, hvilke alle staae i en uge¬
meen Anseelse imellem dem selv indbyrdes. Deres Em¬
bede er, at holde Mandtal over Academiets Borgere, og
undervise dem i de philosophiske Grimacer. De have den
Tillid til sig selv, at de kunde giøre Mirakler, og derfor
tractere de snart allesammen deres Underhavende som


87


Børn. Ja de glemme ikke i Compagnier, at slaae Krøl¬
ler paa Næsen ad alt det, som ey er skrevet med disse nye
philosophiske Figurer. Hver Maaned have de vedtaget
at holde en General-Disputatz. Men siden deres Øvelser
have endnu ikke varet i 4re Uger, kunde vi ey berette
eder, hvorledes samme skal være.
Avindshiem.
Her har for nylig reyst sig en Tvistighed imellem
tvende af vore stridbareste Matroner, angaaende, enten
det er lettest, idelig at brænde Vox=Lys eller Tælle=Lys.
De have antaget begge deres Mænd til Dommere, for
hvilke de agere deres Sag med saadan Hidsighed, at man
kand slutte sig til af deres Toner, hvor oprørt deres Gal¬
de maae være. Den enes Mundheld til alt hvad hun si¬
ger, er: Gid jeg maae blive gal! Den andens: Gid
jeg maae blive klog! Og disse Eder, som de bruge til
hver Mening de tale, have lokket og lokke endnu daglig
saa mange Folk ud at høre paa deres Procedure, at man
i mange Aar paa denne Kant af Verden ikke har seet saa¬
dan Mængde Mennisker, som her nu idelig findes. De¬
res Mænd have resolveret, at lade dem trættes saa længe
de leve, og ville aldrig fælde nogen Dom i Sagen. Thi
hun, som ønsker at blive gal, har ikke fornøden at ønske
sligt; thi hun er det allerede. Og hun, som ønsker, at
blive klog, er alt for gammel til at blive det.


88
Avertissemens.
Da Frue Bedragerinde Vellyst har faaet Underretning om, at
mange beskylde hende for at give sine Tieneste=Folk og Opvartere en
bedrøvelig Afsked, og Fruen, for saadan Snaks Skyld, herefter
maatte see sig forhadt, saa har hun resolveret, betimelig ved disse
Aviser at lade avertere, at Sagen henger ikke saaledes sammen, men
at enhver i hendes Tieneste faaer stedse til Fornøyelse fuldt op af alt
hvad hand forlanger, og at hun ikke er Aarsag udi, at den Kost hun
giver, smager mange bitter, naar de have spiist den. Og dette giør
hun mest, paa det hun i sin Tid, formedelst Blame, ikke skulle kom¬
me til at lide Mangel paa Tienere og Tienerinder.
Det bliver herved solenniter bekiendtgiort, at Mariage=Licen¬
tiaten, Hr von Bedrøvelse, har oprettet en særdeles Casse for alle
som ville, uden Slægtningers og Venners Raad, træde ind udi Æg¬
teskab med hverandre; thi ville alle slige forliebte unge Mennisker, ot¬
tende Dagen efter deres Bryllup, behage at indfinde sig paa hans
Contoir, for at imodtage en Police, hvorefter de, uden noget fore¬
gaaende Jndskud til Cassen, ugentlig kunde oppebære 100de Sorger
in Specie, i hans nu iboende Gaard, Fortrydelse kaldet.
Dersom nogen skulde have en Fløyels Kaabe at afhænde for
billig Priis, da vilde de addressere sig til Sr. Storhierte, Præses
for det fattige hovmodige Selskab, som med Gevalt vil, hans Ko¬
ne skal ansees for Frue.
Herved averteres, at Mad La Mode har fundet for got endnu
at legge 11 Alen til de store Fiskebeens=Skiørters Circumference, til
hvilken Ende hun inviterer alle Elskerinder af store Skiørter, inden en
Maaneds Forløb, at melde sig hos hende, paa det hun kand vide hvor
mange Svenne hun til Arbeydets Forfærdigelse skal antage. Hun har
paa nærværende Tid en nye Facon paa Hoved=Dragt under Hænder,
saa snart samme bliver færdig, skal det blive bekiendtgjort i disse Aviser.


89
Den skiemtende Avis.
No. XI.
Løverdagen den 29 Maji 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Nødtørft.
V¬
or regierende Øorighed har i disse Dage ind¬
kaldet Lands=Herren Fraadserie til Regen¬
skab for hans Gouvernement over Staden,
Ædebye og de omkringliggende Stæder.
Hand er for sin tøye Alders Skyld ikke bleven straffet
efter sine Fortienester, men allene bleven befalet, at til¬
bagekalde de Privilegier, som hand har udstædet til visse
Byer, og i Mangel deraf, at sidde paa Vand og Brød i
24 Timer, hvilken Straf syntes hannem saa haard, at
hand et Qvarteer efter sin Hiemkomst til hans Residence
Ædebye, lod en Courier afgaae til de omkringliggende
Stæder, med Ordre, at ingen, under Livs=Straf, maatte
spise mere end af 6 Rætter, efterat Naturen havde faaet
sin Bekomst til Nøysomhed, og skulde det Privilegium,
som var givet Borgerne af Ædebye, saa vidt være ind¬
skrænket, at ingen uden de Allerrigeste maatte betiene sig
deraf, dog ikke uden at give for hver Dag 10 Rdlr. i Skat
til de nødtørftige Lemmer.


30
Hykkelstad.
Man skammer sig ikke ved, at begaae en Daarlighed
efter en anden, og med Frekhed alligevel see enhver under
Øyen, naar et falsk Begreb, om det høyeste Væsens U¬
partiskhed, har indtaget Hiertet. Her er i disse Dage
de masqveret en stor Bedrager, som i mange Aar, under
Ærbarheds Masqve, har ført et uordentligt Levnet, og
under et Skin af Pietet gaaet fra een Last til en anden,
indtil hand omsider ved en Leylighed, som vi nu ville for¬
tælle, er bleven røbet. Hypocritus (saa heder Bedra¬
geren) er en Søn af den gamle Herre Oprigtighed og
Madame Svigagtig. Den gode Hr. Oprigtighed
ansaae sin Kiereste, da hun var Jomfrue, med andre
Øyne end de fleste Cavaliers, som bedre kiendte hende.
Hand holdt for, hendes Hierte svarede til hendes Væsen,
og hans gode Siel tillod ham ikke at fælde en nedrig Dom
over saa stor en Skiønhed, som Jomfrue Svigagtig
var i sin Ungdom, men hand besluttede at udvælge hende
til sin Ægte=Mage. Hun var let overtalt, og de avlede i
deres Ægteskab en Søn, som fik dette Navn Hypocri¬
tus. Da denne deres Søn voxte op, drog Faderen al
Omsorg for at give ham en god Optugtelse. Men Mo¬
derens Kierlighed havde meer at sige end Faderens Myn¬
dighed. Hun forsømte ikke hemmelig og ved alle Leylig
heder, at give ham Lærdomme efter sin egen Villie. Dog
formanede hun ham, at hand altid, hvad det Udvortes
angik, skulde føre sig op efter sin Faders Væsen, ja vel og
føre sig hans Lærdomme til Nytte. Ved begge disse For¬
ældres mundtlige Underviisninger, opnaaede Sønnen
hastig en Fuldkommenhed i sine Videnskaber, og da hand


91
havde traad sine Børne=Skoe, sendte Faderen ham ud
iblant Fremmede, hvor hand vidste mesterligen at betiene
sig af sin Faders Væsen og Moders Lærdomme. Man
holdt ham for en ærlig Siæl. Man ansaae ham for en
Helgen af et Menniske, og man giorde mere af ham end
af den allerbeste. Hand fik snart til Vens en ung Person,
som hedde Falskhed. Ham udvalgte hand af alle til sin
Fortrolige. De vidste begge at agere to alvorlige Perso¬
ner, naar de vare i Compagnier. Men naar de vare
for sig selv, berømte de sig for hverandre af deres Ond¬
skaber. De talede med megen Foragt om alt Morale og
sande gode Gierninger. De glorierede af, at de havde
Frihed frem for hele Verden, til at øve Laster og Lyder.
Saa meget som de giorde af det høyeste Væsen og dets
Direction, naar de vare hos andre, saa ringe agtede de
samme, naar de vare allene. Helligheden selv turde de
drive Spot med. Men det hendte sig, at deres Pa¬
tron, Hr. Godtroe, kom for nogen Tid siden at be¬
søge dem, og da hand hørte, at de talede høyt inde i
Kammeret, lurede hand ved Døren, og ved den Leylighed
kom efter alle deres Ondskaber. Hand løb hastig ud paa
Gaden, og traf til al Lykke disse tvende af sine Venner,
Hr. Ligefrem og Msr. Udenskrømt, hvilke hand tog
med sig til Hypocriti Kammer=Dør, hvor de maatte
være Vidner til denne hans onde Tale: Det er, sagde
Hypocritus til Falskhed, ikke for andet, at jeg idelig
forstiller mig for Hr. Godtroe, end for der er noget veo
den Mand at fiske. Hans Dotter, som vi halve Parten
ere accorderede om, holder jeg vel gode Miner med, men
aldrig for at ægte hende, thi jeg kand altid vente at giøre


92
et bedre Partie. Hun er desuden ikke heller efter mit
Hoved. Hun er ikke smuk nok, ikke lystig nok, ikke hurtig
nok, og tusinde saadanne Ting fattes hende, som vore
Munde almindelig giøre lidet af, men vore Øyne see des¬
mere efter. Hand vilde talt videre, men Hr. Godtroe
aabnede i det samme Døren, og gratulerede dem begge
to med Arrest i det store Slutter=Huus, hvor de nu befin¬
de sig. Hr. Godtroe, som finder sig meget fornærmet
ved deres Tale, har begyndt en Proces imod dem. Man
tvivler ikke paa, de jo faae en Dom, som deres Giernin¬
ger have fortient. De have allerede tvende Gange været
for Retten, og de tilstaae sine Forseelser, men med en
Slags Latter, som giver en selv indbildt Uskyldighed til¬
kiende. De beraabe sig paa det fordervelige og i disse Ti¬
der opfundne Axioma: Det som kand være Uret for
Tusinde, kand være Ret for To, og det høyeste
Væsen kand ansee det for en god Gierning hos een,
som det anseer for ond hos en anden. Men man
tviler paa, vore Dommere ville reflectere paa dette.
Continuation af Beretningen fra Moria.
Over Hr. von Dovenskab, som døde Straa=Død,
er paa en sort Marmor=Tavle, af Skikkelse som en Senge¬
Dyne, følgende Grav=Skrift udgravet:
Her hviler Dovenskab, som, mens hand levede,
Fast aldrig nogen Dag til Ende vaagede.
Men bad om Morgenen: Gid Dagen var til Ende!
Det ene, hvorpaa man, at hand er død, kand kiende,
Er dette, at hand her har ingen Mad behov,
For Resten, før som nu, hand alle Tider sov.
Tænk, hvor den lange Søvn i Graven ham maae hove,
Hvis allerstørste Lyst i Verden var at sove!


93
Følgende var udhugget i en Træ=Ramme, som laae
paa en Betlers Grav:
Den Staader her er lagt, i Verden Huus=vild var,
Men nu sit eget Huus i Graven hand dog har.
Før laae hand nøgen, og gik nøgen ud om Dagen,
Nu er hand klæd, og har sin egen Seng og Lagen.
Før var hand flygtig, nu har hand bestandig Roe,
Og aldrig har behov at slide flere Skoe.
Strax ved Betlerens Grav fandtes en Liig=Steen,
hvorpaa man læste denne Grav=Skrift:
Her har man Pragt og Stats Forraadnelse leveret,
Hvorved den Rigeste en Staader bliver liig.
Hvor høyt end Rigdom er i Verden æstimeret,
Er dog en Betler her det samme som en Riig.
Ryggesløsøe.
Hvor beklageligt det er, at unge Mennisker, som
Naturen intet har nægtet, og Forældres Vindskibelighed
efterladt støre Summer, skulle saaledes sænke sig ned i
Vellyster og Laster, at de ikke allene blive forhadte iblant
Menniskene, men endog befordre deres Endeligt paa den
elændigste og ynkeligste Maade, herpaa har Msr. Lider¬
lig i disse Dage givet os det bedrøveligste Exempel. Hand
arvede efter sine Forældre i Tønde Gulds Midler, og siden
hand var deres eneste Barn, havde de ingen Bekostning
sparet, for at lade ham oplære i allehaande Videnskaber.
Hand gav og enhver det beste Haab om sig i hans yngre
Aar. Men siden hans Forældre havde forladt ham før¬
end hand fyldte sit 15de Aar, og hand ved den Leylighed
fik frie Vinger at flyve med, skaffede hans Penge ham man¬
ge ikke alt for gode Læremestere. Efter 5 Aars bestandi¬
ge Sviir, da hand faldt i sin dødelige Sygdom, havde


94
hand endnu af sine Midler 30000 Rdlr. i Behold. Hand
sparede intet paa Doctorerne, da band piintes i sin Syg¬
dom. Men hans forfaldne og formedelst hans Asotiske
Levnet fordervede Lemmer, vilde ingen Medicin curere.
De overgave ham derfor til Døden, og formanede ham
at berede sig til samme. Hand anhørte dette med tem¬
melig Alteration. Men siden hand havde giort sit Navn
stinkende i Livet, vilde hand dog, det skulde glimre efter
hans Død, og derfor endnu samme Dag lod giøre Anstalt
til en prægtig Begravelse, hvortil hand befalede at anven¬
des 24000 Rdlr. af hans Penge. Og lod hand sig, i
hvor syg hand var, daglig bære hen, for at see hvorledes
Arbeydet paa hans Begravelse gik for sig, indtil hand
blev saaledes, at ingen kunde røre ved ham. Hand udlo¬
vede 2000 Rdlr. til den, som opsatte ham den heste Grav¬
Skrift, og skiænkede de øvrige 4000 Rdlr. til den Kirke,
hvorved hans Capelle blev opreyst, imod at den aarlig
derfor skulde holde hans Begravelse i Stand, Saa snart
det rygtedes iblant Poeterne, at hand havde udlovet saa
mange Penge for at faae en Grav Skrift, stod hans Dør,
i de 3 sidste Dage hand levede, aldrig lukket; thi der gik
ingen Time forbi, at jo nogen kom frem med de aller¬
prægtigste Lovsange, for derved at fortiene de udlovede
Penge. Men intet Vers syntes ham got nok, hand for¬
langede dem alle Tider bedre. Men, da de saae, det var
umueligt at kunde rose ham mere, end hand blev roset i
de fleste Vers, med mindre de skulde giort ham til en Gud,
saa bleve de kiede af at giøre sig mere Umage. Jmidler¬
tid var der dog et lystigt Hoved, som gik hiem og malede
ham livagtig af, sigende ved sig selv, vil du ikke høre mi¬


35
ne Flatterier, saa skal du høre den bare Sandhed. Da
hand havde det færdigt, gik hand til den Syge med det,
og traf ham, just da Døden spillede ham paa Læberne,
hand læste det op for ham, og spurgte om det hovede ham.
Siden nu Monsr. Liderlig mærkede, hand havde ikke et
Øyeblik længer at leve, og turde derfor ikke vise flere fra
sig, svarede hand med en døende Stemme, uden ret at
have hørt Verset: Det er got, det vil jeg have. Paa
denne Maade vandt hand Prisen for efterfølgende Grav¬
Skrift:
Udi denne prægtige Begravelse hviler
Den forsvirede Forødere
Hr. von Liderlig.
Hvis Levnet var ulyksaligt,
Hvis Ulyksalighed reyste sig af megen Sviren,
Og hvis Sviren skaffede ham en bedrøvelig Ende.
Hand døde i sit 20de Aar,
Da hand i 5 Aar havde forødet 70000 Rdlr.
Fortæret sine Kræfter i Uteerlighed,
Og giort sit Navn stinkende iblant Menniskene.
Det sidste af sine Midler spenderede hand paa at oprette
sig denne Grav,
Og for 2000 Rdlr. kiøbte hand sig denne Grav=Skrift:
Her hviler Hr. von Liderlig, Uteerligheders Sæde,
Ved megen Sviir at dræbe sig, det var hans 5 Aars Glæde.


96
Avertissemens.
De smaae Buske paa Landet lade herved avertere, at de nu hver
Dag begynde at grønnes og Græsset voxer vakkert omkring dem; thi
ville de som maatte have Lyst at recreere sig paa en uskyldig Maade,
efter eget Behag indfinde sig i det Grønne, da Markens Gudinde,
Frue Flora, lover med sine Jomfruer at opvarte enhver efter sin
Stand, alle Eftermiddage, fra Kl. 1 til 61. Men de som ville van¬
hellige hendes smaa Lyst=Huse, har hun resolveret i Aar paa en extra¬
ordinair Maade at straffe, hvilket tiener til Liebhabernes behagelige
Efterretning.
Sr. de Petit Maitre lader herved gandske net avertere, at
hand forleden Uge havde den Vanlykke, at tabe sin velskabte lille bitte
Pidsk, som hang bag i Nakken, mestendeel 5 Tommer lang; og siden
samme lidet Instrument nødvendig udfordres til hans fuldkomne An¬
seelse, saa er hand paa det allerartigste begiærende, at de gode Herrer
Læsere af de Skiemtende Aviser vilde, i Fald de skulde overkomme
samme, levere ham denne Herlighed tilbage, imod en forsvarlig ægte
Fransk Compliment til Douceur, helst siden hand veed, at ingen gi¬
der bære den uden hand selv. De kunde træffe ham allevegne, og
hand er let at kiende; thi siden hand tabte Pidsken, bærer hand sit lille
vakre Haar i en allerkiæreste smule Pung.
Da Sr. Sandseløs er bleven til Sinds, at sætte sig ned for
at informere i at hukomme, saa inviterer hand herved alle dem, som
løbe i Taaget, og stemme meest overeens med hans Naturel, inden
Hunde=Dagenes Begyndelse at melde sig hos ham, for at freqventere
hans Forelæsninger, siden hand just paa den Tid agter at tractere de
høyeste Materier i sine Videnskaber.
Dersom nogen skulde være i Leyervold for Penge, som intet Pant
har at udsætte, da vilde de behage at slaae sig til Taalmodighed, siden
Sr. Godtroe og Redelig Betaling begge i disse Dage ere hensovede.


97
Den skiemtende Avis
No. XII.
Løverdagen den 5 Junii 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Slutningen af Brevet fra Broutenland.
S¬
aa snart vor Øvrighed saae denne Forvirrelse?
iblant Undersaatterne, og mærkede de skade¬
lige Følger, denne megen Brouten vilde
føre med sig, søgte den at forekomme dem
ved en baade skarp og nyttig Forordning. Den er publi¬
ceret i den Øverstes Navn, af 8 Artikler, og lyder
saaledes:
Art. 1. Jngen maae efterdags understaae sig, hverken selv at tage,
eller af andre lade sig give, nogen Berømmelse, med min¬
dre de Gierninger, som skulle giøre ham anseelig, falde flere
i Øynene end dem, som dagligen ere omkring ham. Og
ville vi, at de, som forsee sig herimod, skulle helees, og ex¬
poneres alle Dydiges Foragt i 15 Aar.
Art. 2. Alle de, som broute af deres Forstand, Tapperhed, Maa¬
delighed i Mad og Drikke og saadanne Dyder, skulle
være forsynede med Attester for 10 Aars Forløb, fra deres
Læremestere, Patroner, Sove= og Spise=Værter. Men i
Mangel af slige Attester, straffes, som vor Mandats Over¬
trædere, med Landflygtighed.


93
Art. 3 Understaaer nogen sig, at broute af sin Kydskhed, og det
siden anderledes befindes, straffes den Skyldige med Fæng¬
sel paa Vand og Brød sin Livs Tid.
Art. 4. Alle vore Undersaatter af begge Kiøn, i Særdeleshed af det
første, maae ey understaae sig, at broute af Penge, som
de ikke eye; enten for der ved at giøre fordeelagtige Gifter¬
maal, eller for at faae Sted paa Matadorers Liste. Og ville
vi alvorligen have befalet vore Kræmmere, Skrædere, Sko¬
magere og andre vore Haandverks=Folk, ingen Credit til slige
Mennisker at give. De som forsee sig herimod, skulle tage
Skade for Hiemgield.
Art. 5. Befindes nogen, at giøre sig til af sin Styrke, smukke
Anseelse, velskabte Been, eller saadanne Naturens Gaver,
som i visse Maader og findes hos de umælende Creature, og
at foragte andre, som Naturen i dette Fald har været min¬
dre gunstig, skulle de, som Folk, der have Mangel paa For¬
stand, være forpligtede, at staae under andres Opsigt deres
Livs Tid.
Art. 6. Og som det er befundet, at mange forvovne Kroppe, under
Venskabs Navn og Skin, bedrage de Eenfoldige af vore
kiere Undersaatter; saa ville vi, for at hemme sligt Onde,
herved strengeligen have befalet, at de, som ideligen tale
om deres Oprigtighed og Venskab, uden at bevise det,
skulle være udelukte fra alle artige og gamle ærlige Folkes
Omgiengelse.
Art. 7 Sulde nogen Spise=Vært eller Liqueurs=Skienker, for
Skienk eller Gave, understaae sig, at give sine Giester falske
Attester om deres Ædruelighed, og det dennem kand over¬
bevises, da skulle de af vedkommende Øvrighed actioneres, og
ey mere have Frihed at give nogen Skudsmaal.
Art. 8. I Almindelighed ville vi have alle vore Opsyns=Mænd befa¬
lede, at saa snart de treffe nogen Brouter, de da strax paa¬
gribe ham, og lade ham, efter Sagens Beskaffenhed, lide
efter denne Forordning. Hvorefter alle og enhver sig have at
rette, og for Skade tage vare.


93


Lyderhuus.
Her reyste sig forleden en hæftig Dispute imellem
tvende unge Adelsmænd om deres Adelskabs Ælde.
Den ene paastod, at kunde opregne flere Ahner end den
anden, og forfægtede sin Ret til det fornemste Sæde,
med saadan Jvrighed, at den anden fandt sig bøyst for¬
nærmet derved. Den Uenighed, som var kommet dem
imellem, kunde ikke bilegges uden Blods Ugydelse. De
vilde møde hinanden paa et Par Pistoler. Men da Key¬
serinden af Justiria fik Underretning om dette deres daar¬
lige Forsæt lod hun dem begge arrestere. Hun gav strax
Ordres, at deres Ahner skulde eftersees, og man befandt,
at den havde Ret, som holdt sig for at være den ældste
Adelsmand. Jmidlertid maatte begge disse Cavalierers
Meriter først passere Revuen, førend Keyserinden vilde
lade dem slippe af Arresten. Der bleve Commissarier
udnævnede, som skulde examinere deres Fortienester.
Men da de befandtes, at have gandske vanslægtet fra de¬
res gamle Forfædres Dyder og intet Adeligt at have arvet
efter dem uden det blotte Navn, saa bleve de, i Følge af
Keyserindens nye Reglement for Adelen, dømte fra
deres adelige Navn og Værdighed. Efter denne deres
Fornedrelse saae de sig udelukte fra alle anseelige Æres¬
Betieninger i Keyserindens Lande, og siden de hverken
duede til Borgere eller Bønder, saa reyste de over til
Keyseren af Libido, som har antaget dem begge i sin
Tieneste, og agter at bruge dem som commanderende Ge¬
neraler i forestaaende Krig.
Tribunal.
J dette Øyeblik slap en Poet ud af Arresten, hvor i


100
hand var bleven sat for en Satire, som hand havde skre¬
vet under følgende Titel: Den ubarmhiertige Fader.
En vis formuende Mand paastod, at den var skreven om
ham, og forlangte Poeten afstraffet. Denne derimod
havde intet at beraabe sig paa til sit Forsvar, uden det
gamle Ordsprog, hvilket hos os mueligt klinger anderle¬
des end i andre Verdener: Naar man slaaer iblant en
Flok Hunde, saa biber den PER SOR man treffer.
Dommerne, efterat de nøye havde examineret Sagen,
og befundet Poeten at være uskyldig, den anden derimod
saa paaholden og haardhiertet, at hand heller kunde taale
at see sine Børn lide Nød, end at hans samlede Skatter
skulde brydes, dømte den første frie for al Tiltale, den
sidste derimod (1) at betale Processens Omkostning, (2) at
give Poeten en anseelig Douceur for sin havte Umage
med at sammenskrive Satiren, og () at dele sine Midler
med sine Børn.
La Civilite.
Her er for nylig publiceret en Bog, af en Anonymo,
uder følgende Titel: Kort Udkastning til en forsvar¬
lig Optugtelse. Den er dediceret til den unge Grev¬
inde af Forsigtighed. Og siden den allerede er bleven
rar, ville vi meddele eder et summarisk Udtog af de 6Ca¬
pitler den er inddeelt i:
1 Cap. At Børn bør sættes til fornuftige Lærere,
saa snart de kunde tale, og efter den Tid ey mere til¬
lades, at omgaaes med dem, som informere i en
Ammestue eller Kiøkken, førend deres Forstand er
saa moeden, at den ikke kand inficeres af Klygterne i
de giengse Eventyrer.


101
2 Cap. At Forældre, lige saavel som Lærere, maae
legge sig efter at kiende deres Børns Naturel, og see
hvortil de best ere skikkede, paa det de ikke skulle skabe
en daarlig Borgere af det Barn, Naturen har gjort
skikket til god Bonde.
3 Cap. At Forældre skulle ikke tage al Revselse fra
deres Børn, eller være alt for ømme over dem, naar
de ingen Lyst have til at gaae i Skole; thi mærke
Børnene først engang Forældrene deres Kierlighed
af, da ville de alle Tider vide, at føre sig den til Nytte.
4 Cap. At Forældre skulle ikke heller være Tyranner
imod Børnene, og idelig enten vise dem et fiendtligt
Aasyn, eller møde dem med Riis i Haanden og Skields¬
Ord i Munden; thi derved blive de beste Børn enten
reent forsagte, eller hartad forhærdede.
5 Cap. Hvorledes mange Forældre ere Aarsag i deres
Børns slette Opførsel, og deraf flydende tynde Lykke,
naar de enten for meget skiule eller aabenbare deres
Kierlighed for Børnene, i den Tid de staae under
Læremesteres Opsigt; eller siden, naar Forældrene
enten selv ey foregaae dem med gode Exempler, eller
søge med Magt at tvinge deres Jnclinationer, som
de kunde have til visse Videnskaber, hvortil Naturen
har giort dem meere beqvemme end Optugtelsen.
6 Cap. Om det store Regnskab der skal giøres for
Faders og Moders Navn.
Til Slutning er en egen Afhandling om Døttres Op¬
dragelse i Særdeleshed, indeholdende en Tabel, hvoref¬
ter deres daglige Forretninger ere fastsatte, fra deres 7de
til 17de Aar, efter Timerne, saaledes:


102
Formiddag.
Fra Kl. 6 til 7 skulle de være i Klæderne og forrette de¬
res Morgen=Andagt, under deres Hovmesterindes
Opsigt.
Fra Kl. 7 til 8 skulle de have TheVand og Frokost.
Fra Kl. 8 til 9 skulle de informeres i hellige Videnskaber.
Fra Kl. 9 til 10 skulle de giøre Regnskab for samme.
Fra Kl. 10 til 11 skulle de regne og skrive.
Fra Kl. 11 til 12 skulle de gaae i Kiøkkenet.
Eftermiddag.
Fra Kl. 12 til 1 skulle de holde Middags=Taffel.
Fra Kl. 1 til 2 skulle de informeres i at dandse.
Fra Kl. 2 til 3 skulle de bruge deres Sye=Naal.
Fra Kl. 3 til 4 skulle de informeres i at skrive og tegne.
Fra Kl. 4 til 5 spille paa Instrumenter.
Fra Kl. 5 til 6 Frihed.
Fra Kl. 6 til 7 tractere de hellige Videnskaber.
Fra Kl. 7 til 8 gaae i Kiøkkenet.
Fra Kl. 8 til 9 holde Aftens=Taffel.
Fra Kl. 9 til 10 Aften=Andagt og gaae til Sengs.
Vi tvile ikke paa, at mange jo ville finde meget at sætte
ud paa denne Udkastning. J Særdeleshed er Tabellen
ufordragelig. Thi det er en Sag, som aldrig kand sættes
i Verk iblant os, og behøves ey heller. Vi have en langt
giennere Vey at gaae paa til Viisdoms Maal, end tage
denne, som udfordrer 10 Aars bestandige Arbeyde.


123
Avindshiem.
At Kierligheds Urimelighed bliver gandske utaalelig,
naar den forandrer den Mode, som en lang Vane har
mesten giort behagelig, det har Mad. Fruenmod givet
os Beviis paa. Hun har en vakker Skiøde=Hund, som
alle hidindtil har kundet fordrage, at hun elskede, som et
af sine egne Børn. Men da hun omsider faldt paa, at
alle hendes Huus=Folk skulle sige J til denne lille Melam¬
pe, kom af Uforsigtighed en af Madamens nye Piger for
Skade, og sagde Du til Hunden, hvilken Forseelse gik
Madamen saa nær til Hierte, at hendes Galde løb over,
og Pigen maatte samme Øyeblik paa Døren. Saadan
Hændelse er usædvanlig, men saadan Synd kand ikke for¬
tiene ringere Straf. J ville mueligt ikke troe, hvor høyt
de forsee sig, som imod Ordres sige Du til saa lille en
Hund, eller bebyrde ham med at æde, naar alle andre
Skiøde=Hunde spise. Tærskeren, hos Præsten, for¬
stod sin Civiltte langt bedre, da hand giorde Undskyldning
for Byggets Qvædelse, og sagde: Mens vi vare inde
og aade, saa spiiste Svinene alt Kornet af Loen.


104
Avertissemens.
Det Ord, uden Tvil, lader herved avertere, at det faae gierne,
det maatte beholde sin naturlige bemærkelse, som er: med fuldkom¬
men Vished og uden al Modsigelse; og ikke, som idelig skeer, i
daglig Tale blive misbrugt, til at kalde de Ting i Tvil, som heller
burde udtales med et Maaskee eller Kandskee; thi ellers har det i
Sinde, med første at opsige sit Borgerskab.
Hr. Eed=Patron lader herved avertere, at hand har endeel
gamle Siæle og Saligheder liggende til Forhandling, hvilke hand
for en billig Priis er sindet at overlade dem, som skulde lide Mangel
paa disse Ting til deres daglige Udgifter. De ere saaledes indrettede,
at man kand bruge dem i alle Tilfælde, og sætte dem i Pant, om det
gielder, for bare Bagateller. Jligemaade giør hand bekiendt, at
hand har et halv hundrede eller nogle flere nye Eder under Hænder,
hvilke for civil Priis kunde bekommes af enhver, som enten har gaaet
i hans Skole, eller ved egne daglige Øvelser opnaaet Ondskabs fulde
Maal. Hand logerer i sit gamle Logement i Hver Gade.
Da de Sørte Baand om Halsen have merket, at de begynde
nu at blive alt for gemene, saa lade de herved offentlig bekiendtgiøre,
at de ikke længer ville passere for nogen galant Stats, men maae
frygte idelig efter denne Dag at ansees for Narrerier, i hvor brede
de end ere, helst siden de fornemme, at de ingen Tieneste giøre deres
Dragere, og lættere kunde undværes af Mandfolk, end Palatiner af
Fruentimmer.
Herved bliver averteret, at siden man ikke meere har i Sinde, at
dømme om Folk efter deres Forstand eller Embeder, men efter deres
Eqvipage og Klæder, saa har Msr. de la Complaisence, Mad. la
Modes Forvalter, i disse Dage udgivet et Reglement, hvorefter alle
og enhver sig have at klæde, som ville ansees for at være noget mere
end andre.


105
Den skiemtende Avis.
No. XIII.
Løverdagen den 12 Junii 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Narrabia.
Omendskiønt Lærerne her ved den høye Skole
spare ingen Umage paa at holde unge Stu¬
derende, ey allene til Flittighed i deres Stu¬
deringer, men og til Skikkelighed og Frede¬
lighed i deres Opførsel; saa har dog saadan priselig Om¬
hyggelighed ikke endnu kundet udrette saa meget, at man
jo endnu undertiden seer een eller anden Uordentlighed at
gaae i Svang iblant dem. J sær reyste sig forleden Søn¬
dag under Aftensang, en hæftig Tvistighed imellem nogle
unge Mennisker af det saa kaldede Collegio Bulleriano,
angaaende Ordenen og Værdien imellem Figurerne i Gnav¬
Spil, enten Katten eller Dragonen skulde være den
fornemste. Da saadan betydelig Stridighed ikke saa let
kand bilegges, og det ikke synes raadeligt, at lade de stri¬
dende Partier selv afgiøre Sagen, saa har det lærde sam¬
mensiddende Raad besluttet, at afsige en endelig Dom der
i, hvilken begge Parter med heftigste Længsel forventer.


106
Loqvacia.
Hr. Amphibius, vor største Orator, har i disse
Dage ved en Licentiats Creation holdt en lærd og meget
vel udarbeydet Tale; Hand viser i samme de tydeligste
Kiendetegn paa en fuldkommen Loqvacianer; og for
hans deylige Ord rige Stiils Skyld ville vi ikke efterlade
at meddele eder samme, den lyder Ord til andet saaledes:
Ærlige Borgere af Loqvacia!
Det Herredømme vor Republiqve stedse har havt, og
den Anseelse den alle Tider har staaet udi, frem for de
omkringliggende Magter, maae ikke være det ringeste, som
skal contribuere til vor Aarvaagenhed. Vor egen uskat¬
terlige Nytte, som umiddelbar flyder af saa vigtig en Sag,
bør altid være den fornemste Drivere paa vor Side. At
forfremme dennem, som giøre sig berømmelige ved deres
Loqvacitet, har altid været en god Skik iblant os, hvilken
har sat vor Republiqve i saa stort Lustre, som den paa
nærværende Tid er. Vore Efterkommere skulde ikke vel¬
signe vor Jhukommelse, dersom vi skeitede af Veyen, i
dette Fald, fra vore Forfædres berømmelige Fodspor. Hr.
Loqvax, som i Dag skal ereeres til Licentiat af Loqvacia,
har ved 40 Aars bestandige Snakken gjort sig dertil
høyst meriteret. Jeg vil ikke falde eder besværlig, ved at
opregne de halve af hans Fortienester, der ere flere, end
de letteligen kunde indbefattes i mange Folianter. Jeg
vil allene sige, at hand har ladet sin Tunge raade over sit
Hierte og Hierne, og altid talet hvad der først faldt ham
paa Læberne. En Dyd, som findes hos ingen, uden en
ægte Loqvacianer. Paa sine Udenlands=Reyser har hand
med Flid skyet de af os mistænkte Stæder, Fornuft=Land,


107
Sæder=Land og Prøve=Land. Derimod har hand
gjort sig berømmelig i Daare=Land, under den lærde
Doctor Taabes Anførsel. Jeg mener den Dr. Taabe,
som har skrevet det store Verk i 25 Folianter, de Agili¬
tate Loqvacitatis, item, et andet Verk de Prompti¬
tudine Loqvacitatis, in 4to 14 Tomer; og et, de ha¬
bitu Loqvacitatis ligeledes in 4to 13 Tomer. Bøger,
som jeg har samlet mit Liggendefæe af, og som ere saa
meget Guld værde, som de veyer til. Da hand opholdt
sig i Vende= og Vrie=Land, giorde hand sig bekiendte
de deyligste Skrifter, man vil læse, nemlig: En Bog
om at læse over døde Kiør, at de ikke skulle staae op
igien, skreven af en uvis dog meget berømt Autor. En
Bog, hvori man kand læse sig Lykke til. En Bog,
om at ra sonnere, og saadanne flere. Da hand var i
Snakke=Land, omgikkes hand daglig med Hr. Gambo
de Sermocinando, en særdeles veltalende Adelsmand.
Eya, havde vi alle de Taler beskrevne, som denne dyre¬
bare Mand har holdt i sin Lives Tid, da vare vi et Stykke
lykkelige. Jeg har kun et Par af dem, men jeg kand for¬
sikkre, at der er Fynd og Kraft i hver Linie, Ord,
Bogstav, Tyddel og alle Afdelinger. Den ene Tale
er holdet paa Jomfru=Borg i en offentlig Forsamling,
hvor hand forklarede dette Spørsmaal: Hvo der havde
giort den første Vugge? Et Spørsmaal, som af en
anden ikke saa let kand besvares. J den anden Tale op¬
løser hand denne Knude: Hvorledes det kommer sig,
at en ælgammel Mand, som faaer en ung Pige,
aarligen kand avle Børn. En Knude, som ingen
uden hand kunde opløse. Seer, kiære Borgere! saadan¬


108
ne Mænd har vor tilkommende Licentiat besøgt. Men,
at J ikke skulle tænke, at hand har ligget ørkesløs, siden
hand kom hiem, da vider, at hand har holdt 5 Dispu¬
tatzer, de Jnhonorificabilitudinitationtbus, hvilke læses
af alle med største Applausu. Ja, jeg har ydermere den
Tillid til hannem, at hand skal være som en Stytte iblant
os herefter, og baade ved sin Tale og sine Skrifter hielpe
vor Republiqve til at beholde sin gamle Anseelse. Dette
veed jeg, J ønske allesammen med mig, mest fordi de fæle
Jndbyggere i Tieland ikke skulle faae Aarsag til at see os
over Axlerne. Thi Verden maae sige, hvad den vil, saa
præfereres dog altid den der snakker brav, frem for den
der stedse tier. dixi.
Sade-Skov.
Msr. Person faldt forleden i en heftig Poetisk Feber,
hvilken greb hannem saa stærk an, at hand i hele 8 Dage
idelig rasede. Men siden hans Raserie tildeels var lige saa
opbyggeligt at høre, som mangen alvorlig Tale, tog een
af hans Venner sig for, at føre hans Galskab i Pennen.
Det er siden ved Trykken gjort offentligt og bestaaer af 7
Afdelinger, indrettet efter Dagenes Navne. Vi ville med¬
dele eder den hele trykte Piece, siden den er hverken kied¬
sommelig at læse eller for vidtløftig at anføre:
§. I. Om Søndag Morgen reyste Msr. Person sig
op i Sengen og sagde: See, jeg seer et heelt Regiment
Hyklere pynte sig, for at gaae i deres hellige Huus. De
tage alle deres Sager med sig, uden deres Siæle og Hier¬
ter. Disse lade de blive hiemme, enhver ved sine Afguder.
Naar de bede i Kirken, saa have de deres Tanker langt
uden for samme. De ønske sig fra den høyeste Direction


109
saadanne Ting, som ere skammelige at høre nævne. Men
de Stakler vide ikke, at de engang skulle bindes med de
ævige Stiltienheds Lænker, og at Lucifer uden Ophør skal
forekaste dem deres Udyder. Jeg kiender Msr. Simulant.
Jeg veed, hvad hand beder. Saaledes fører hand sine
Ord: Ach! gid min Morbroder var død, paa det jeg kun¬
de arve hans Midler! Gid jeg var Doctor! Gid jeg var
en riig Landsby Præst! Gid jeg maatte finde en forbor¬
gen Skat! Gid jeg maatte blive lykkelig i Spil! Gid jeg
maatte faae en riig Mand til min Dotter! Gid jeg maatte
være mit Herskabs Favorit &c. &c. Ja, hand tør vel slutte
med denne Formaning: Giør det, kiære Himmel! saa
skal jeg blive saa og saa from, saa og saa dydig, saa og saa
god imod Fattige &c. Men, fik hand det end altsammen,
saa var og blev hand dog den samme. HErre Gud!
hvilke Mennisker!
§. 2. Om Mandagen lagde hand Hænderne sammen,
saae op til Himmelen og sagde: Hvor skal jeg dog blive
hiulpen! Alle mine Medici bedrage mig. De sige nok,
de have gjort Curer og adskillige Prøver. De giøre Ord
af, at de have cureret en for Sting; gravet en Øyet
ud, lagt det i hans Haand, renset det, og sat det meget
subtilere ind, saa hand siden saae bedre dermed end tilforn.
De fortælle, at een er skudt lige igiennem Hiernen, en
anden stukket igiennem Leveren, een skaaren Struben over
paa sig selv, een ligget af Vattersot i 99 Aar, een baaret
paa en Svindsot i lige saa mange Aar, og nok een labo¬
reret af Darmgicht i 17 Aar, hvilke alle, ved deres Hielp
allene, lykkeligen ere blevne restituerede. Men spørger
jeg bare, hvor samme Vunder=Curer ere gjorte, svare


110
de: in Finsternister Land i den 5te Part af Verden.
Og det er en Bye, som jeg vil svære paa, er aldrig til in
rerum Natura.
§. 3. Om Tirsdagen sagtnedes hans Feber, saa hand
hen imod Middag begyndte at formane de Omkringstaa¬
ende saaledes: Jeg erindrer mig adskillige nyttige Lær¬
domme, som jeg i min Ungdom har hørt, hvilke J, mine
kiere Tilhørere. nøye bør legge paa Hiertet. Naar en
Jomfrue paa sin Bryllups=Dag dandser sine Brude=Skoe
i Stykker, da er det et vist Kiendetegn paa, at hun stedse
kommer til at ydmyge sig under sin Mand, og aldrig faaer
Herredømmet, som de mange, der beholde deres Brude¬
Skoe hele. Naar en Madame kommer op af Barsel¬
Seng, maae hun absolute, første Gang hun vil gaae ud,
trække nye Skoe paa Fødderne; thi ellers lærer aldrig
Barnet at gaae ret. Naar en har onde Øyne, behøver
man kun at hænge ham et Perle=Baand om Halsen af
tørre Champignons, det hielper i den hellige Otthiliæ
Navn. Hvo som stiæler Ærter og saaer, faaer Bønner
igien. Er det ikke sandt? Den som har en Gevext i Pan¬
den, skal toe sig i frisk Regn=Vand af en nye Grav, paa
samme Tid man fører den Døde til Graven. Den som
kiøber en nye Kniv, skal give en Hund det første Bid,
hand skiærer med den, saa taber hand den aldrig. Hand
vilde talt mere, men Feberen begyndte i det samme at
ryste ham.
§. 4. Da hand om Onsdagen vaagnede, slog hand
Øynene op, og saae, at det var et grusomt Veyr og en
ret Poetisk Storm, Torden, Regn og Lynet; hvilket
bragte ham disse forunderlige Tanker i Hovedet: Vore


141
Almanakker holder til got Veyr, og dog har vi saadan
Slud og Regn. Jeg troer virkelig, at alle Astrologi,
Prognostict, Stiernekikkere, Calender=Magere,
Nativitet-Stillere, Chiromantici, Geomantici,
Hydromantici og Necromantici, som maaler Længden,
Breden, Høyden, Dybet, Stæder, Stierners, Plane¬
ters og Himlenes Distance; hvor høy, lang, bred og viid
Himmelen er, hvorledes og hvor den er; som snart seer
for sig, bag sig, over sig og under sig, og alle saadanne
ere Narre. O! hvad er det ikke en Ulykke, at være fød
paa slig en Time og under slig en Aspeet, som jeg! Var
jeg bare kommet til Verden en halv Time før eller efter,
saa maaskee mine Omstændigheder havde aldrig blevet
saadanne som nu.
§. 5. Om Torsdagen var hand overmaade forrykt i
Hovedet, og bildte sig ind, at hand virkelig var i Helve¬
de, hvor hand saae Lucifer selv sidde paa sin Throne, med
Helvedes hele Hof Stat af Dievle og Dievelinder omkring
sig. Hand sprang hurtig op af Sengen, løb hen til en
gammel Mand, som sad i en Læbne=Stoel, faldt paa sine
bare Knæe ned for ham, og skielvende udbrød med disse
Ord: Ach! naadige Velbaarne Hr. Lucifer! skal jeg
blive her, eller kun reyse her igiennem? Vil J give mig
endnu Tid --- Ey, holdt! holdt! Monsieur Person,
sagde den Gamle. Hverken er J i Helvede eller jeg Lu¬
cifer. Gak kun smukt hen og slaae Jer til Rolighed, læg
Jer, og lad de Griller fare. Derpaa kom hand til sig
selv, og lod sig af den Gamle informere til Døden.
Resten følger.


113
Avertissemens.
Hr. Opblæst, Professor i de superficielle Videnskaber, haver
opdaget en nye Kunst, at fylde Sække med Veyr, og giøre meget af
Intet; hand averterer derfor herved, at hos ham kand bekommes store
og smaae Sække, fyldte med store Ord og Veyr, for billig Priis;
dog falder de smaae, for naturlige Aarsagers Skyld, dyrere end de store.
Da Hr Taalmodighed, som, tillige med sin hele Hof=Stat, i
lang Tid har været i Landflygtighed, nu endelig er kommet tilbage,
igien; men ved sin Hiemkomst har fundet alle Værelser besatte af saa
mange Logerende, at ikke det ringeste Kammer hidindtil har været at
faae til Leye for ham; saa lader hand herved offentlig i disse Skiem¬
tende Aviser bekiendtgiøre, at, omendskiønt det er Sommer, kand
hand dog ikke taale, med sin Frue og mange smaae Børn, længer at
sove under aaben Himmel. Er derfor venligst begierende, at de gode
Herrer eller Damer, som maatte have Logementer for ham, vilde med
første give det tilkiende, da hand forsikkrer, ey allene redelig at betale
dem, men endog at give sine Værter og Værtinder anseelige Douceurs.
Mademoiselle Frydekorn lader herved avertere, at hos hende ere
Værelser til Leye for civil Priis. Dog ønsker hun helst at faae lige
saa taabelige som rige Personer paa Kammerne, paa det hun maatte
beholde Æren for at gjøre dem kloge.
J sidste stærke Storm blev bortblæst en splinter nye forloren krøl¬
let Nakke. De som maatte have fundet samme, vilde levere den til
Mad. La Modes Kokke=Pige, imod Recompence af en Kiøkken=Coupee.
Eftersom Forøderens velklingende Penge=Pung, i disse Dage,
ved en ulykkelig Hændelse, har tabt sin skiønne Klang, og hand af den
Aarsage ingen flere Figurer kand komme til at giøre i de klingende
Compagnier, saa lader hand herved, en Post=Dag ad Gangen, aver¬
tere, at, dersom nogen skulde findes, som vidste Raad, til at sætte
Klang i Pungen igien, de da vilde med allersnareste hielpe ham; thi
siden Klangen af samme Pung hidindtil har opholdt hans Liv, saa maae
hand hastig crepere, i Fald den ey mere skulde komme i Stand.


113
Den skiemtende Avis.
No. XIV.
Løverdagen den 19 Junii 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Venusborg.
D¬
et er et Aar eller lidet længer, siden een af
vore Borgere blev forarmet, og forme¬
delst sin Fattigdom mistede, som sædvan¬
ligt er, den Anseelse, hand tilforn stod
udi hos sine Medlige. Jmidlertid vidste hand, at hans
Medbrødre vare meget nysgierige, og at dersom hand no¬
gen Tid skulde komme paa Fode igien, saa skulde deres
Nysgierighed hielpe ham dertil. Hand havde endnu saa
mange Penge til overs, at hand kunde lade sig giøre et
prægtigt Skildt for. Hand fik det færdigt, og slog det
op over sin Dør, efterat hand først havde med store for¬
gyldte Bogstaver ladet male dette Vers derpaa:
Her er det berømte Huus,
Hvor man Venus Narrer finder,
Ved hvis Daarskab, Suus og Duus
Giæsten taber, Verten vinder.
Daarlighed vor Afgud er.
Hvorfor de, som her indtræde
Alt for sildig maae begræde
At de have været her.


114
Hand fik over dette snedige Paafund stor Søgning. Der
vare mange Fruentimmer, som toge Logement hos ham.
Jomfruer og unge Koner indfunde sig i hans Gaard.
Man saae altid, naar man kom der, hele Flokke af Mands¬
Personer og Fruentimmer spatzere sammen. Men deres
Gebærder, Væsen og Klædedragt blev gandske forandret,
naar de havde været der en Tid lang. De saae alle trav¬
rige, elændige, dybsindige, blege, gule, mavre og tørre
ud. Een sukkede, en anden skammede sig, den tredie loe,
den fierde græd, og saa videre. Der bleve førte allehaan¬
de Taler, men om Tro og Ærlighed, om Høyagtelse
for det høyeste Væsen, om Lydighed mod Forældre
og Slægtinge blev intet talet. Jalousie og Misundelse
opvartede Giæsterne. Den tørrede Øynene paa een, som
ærgrede sig over de unge Enkers Lykke. Den trøstede en
anden, som Dag og Nat var urolig, for hun ikke turde
aabenbare sin Kierlighed for den hun elskede. Den dicte¬
rede een forelskte Breve. Den bragte en anden et Speyl,
paa det hun desbedre kunde exercere sig, i at lee og giøre
zirlige Gebærder. Den informerede een i at dreye sine
Øyne, at gjøre dem funklende og brændende, og færdige
til at stikke alle Ting i Brand. Den gav een Kul og
Kride at spise, paa det hun kunde blive hvid i Huden.
Den bragte en anden Sminke=Floer, paa det hun kunde
faae en levende Anseelse. De læste idelig, saa man skul¬
de holde dem for at være meget gudfrygtige, men deres
Bøger vare smukke forliebte Romaner, Elskovs=Viser,
Tusinde og een Nat &c.
Paa den anden Side af Haven vare mange Værel¬
ser indrettede til Mands Personers Fornøyelse. Her


115
saae man nogle, som vare i en stedsevarende Bevægelse,
hvis eneste Attraae idelig gik ud paa, at de stedse kunde
være iblant Fruentimmer. Snarere kom ikke en nye
Mode op, førend de strax, for at befalde deres Amasier,
giorde Anstalt at faae samme. De fastede gierne af An¬
dagt, naar de vare hiemme, paa det de i Compagnier,
særdeles hos Fruentimmer, kunde vise sin Liberalitet.
Mange satte deres Fløyels Buxer i Pant hos barmhier¬
tige Aagerkarle, for at faae Penge og kunde føre deres
Kiærester i Procession til de offentlige Lystigheder. Man¬
ge skabede sig selv til Narre, for at blive des høyere op¬
skreven hos de unge Elskerinder. Kort sagt: Daarlighed
Resten følger.
var alle Giæsternes Afgud.
Continuation fra Venusborg.
§. 6. Hele Fredagen laae hand gandske stille, og var
fuld i Hovedet af Døds=Tanker. Hand snakkede stedse
om Himmelen og Lyksaligheds Boliger. Hand foragtede
Verden, som den der ikke havde givet ham nogen sand
Fornøyelse. Hand giorde sit Testamente, og foranstalte¬
de sin Liigbegiengelse. Og som hand var temmelig be¬
midlet, er hans Testamente værd at legge Mærke til.
Først var hans sidste Villie, at hans Slægt og Venner
skulde arve hans Jorde=Gods og faste Midler, som bleve
vurderede for 25 Tønde Guld. Dernest, at af hans re¬
de liggende Penge, som med Banco=Sedler og Vexel¬
Obligationer beløbe sig til 48400 Rdlr. 3 Mk 151 Sk.,
skulde hans Huusholderske have 10000 Rdlr.; thi hun
havde været ham en tro Huusholderske. Mademoi¬
selle Gloriante, som var hans særdeles bekiendte Venin¬


118
de, 20000 Rdlr. Syv Umyndige, som vare ham na¬
turlig beslægtede, 7000 Rdlr. Ad pios Usus 5000 Rdlr.
To artige, men fattige Borger=Døttre til Brude=Skienk
2000 Rdlr. Hans Tienere og andre hans Domestiqver
2000 Rdlr. Pachan, en stor Jagt=Hund, til Livs¬
Brød 1000 Rdlr. Til Begravelsens Bekostning, med
Sang=Klokker, Travrig=Musiqve, Sand og Blomster
paa Stenen 900 Rdlr. Præst, Degn, Klokker, Graver
og Pikker 500 Rdlr. De Fattige hele Resten, nemlig
3 Mk. 151 Sk.
§. 7. Om Løverdagen døde hand og blev begraven.
Finkel.
Herfra skriver man intet andet, end om de forun¬
derlige Virkninger, som Aanderne, der ere omkring os,
foraarsage. De vrimle i Mængde i den tykke Luft, og
incommodere vore Indbyggere daglig. Der gaaer ingen
Dag til Ende, der er jo nogen iblant os, som enten seer
Syner, forskrekkes, foruroliges i Forstanden, eller maae
taale et iblant os giengse Onde, som man kalder Jord¬
skielv. Naar en Mand gaaer ud af sit Huus, bedrøves
Kone og Børn, som blive hiemme, og medens Manden
er ude, uden Afladelse idelig repeterer disse Ord: Achi
gid hand maae bevares, beholde sin Forstand, og
komme hiem uden Hovedet fuldt af fremmede Tan¬
ker! Thi det maae observeres, at Aanderne hos os
søge stedse at snige sig ind i Menniskene og besætte dem.
Vi have i disse Dage havt det rareste Beviis paa Aan¬
dernes Magt. En Mand gik for 5 Dage gandske fasten¬
de ud af sit Huus fra hans unge Kone og trende smaae
Børn; men hand var neppe kommet 1000de Skridt fra


117
Bolig, førend hand af en Aand blev fortryllet. Den
opførte paa hans Vey, uden at hand merkede det, en
prægtig Vaaning, og overtrak det hele Huus med modne
Druer. Manden standsede ved dette angeneme Syn,
blev næsviis og vilde smage Druerne, men da hand havde
suet en, fik hand Appetit til en anden, og fortærede saa¬
ledes 50 Druer. Lige saa mange Geister havde hand nu
faaet til Livs, thi der sad en Aand i hver Drue. Hand
blev derpaa lystig, aabenmundet, fripostig, fremfusende,
latterlig, forvoven og taabelig. Hand fordrede for Be¬
taling af de beste Aqvaviter. Aanderne bragte ham
paa Timen hvad hand begiærte, men fore tillige i 1000de
Tal i hans Hoved, hver gang hand aabnede sin Mund,
for at indtage de behageligste Vædsker. Tilsidst blev hans
Hoved saa tungt af de mange Aander, at det stedse hang
paa den ene Side. Hand reyste sig, men kunde ikke staae;
thi Aanderne tumlede ham. Hand havde dog saa megen
Hukommelse tilovers, at hand erindrede sig sit Hiem, og
vilde forcere sine Kræfter, men Aanderne toge Livet af
ham, før det kom saa vidt. Strax samledes vore Medici
og opskare den Døde. De funde omkring Hiertet en heel
Stok Magen= og Citron=Aander, omkring Lungen
nogle 1000de Kommen=Pommerantz= Sillerie- og
Crambambuliske Aander, og i Hiernen en utallig
Mængde af alle andre Slags couleurede Aander. De
raisonnerede længe over denne Tildragelse og deres Slut¬
ning blev omsider denne: Den er lykkelig, som paa
vor Plæt Jord gaaer fastende ud, og kand kom¬
me fastende hiem igien. Dersom vi ikke søge Midler
til at dæmpe disse Aanders Magt, da bliver inden kort


118
Tid vor Republiqve til en Foragt iblant de ædrue Na¬
tioner.
Lyderhuus.
Keyserinden af Justitia staaer nu i Begreb med
at giøre et Jndfald i Keyserens af Libidinis Lande.
Hun har for længe siden faaet Undsætning fra sine Allie¬
rede. Keyseren af Libido derimod værver endnu dag¬
lig, og det er snart utroligt, at hand skulde blive over¬
vunden; thi hans Tropper ere utallige, og alle løber, for
at faae de første Strids=Pladser under hans Fahne.
Det er endnu ikke otte Dage siden, at fire Regimenter
ginge over fra Keyserinden til hannem. Den Frihed,
de have under Keyserens Commando, er saa stor, at de
heller ville tiene ham, som giver megen Anseelse en Tid
lang, men slet Løn paa det sidste, end vove sig i Farlig¬
heder under Keyserinden, som ikke for Bagateller giver
Anseelse, men til Slutning lønner dobbelt. Udfaldet af
denne nu formodende Attaqve vil lære, hvilken af disse
Magter beholder Val Pladsen. Jmidlertid sluttes forud
af alle dem, som ere kyndige i saadanne Sager, at Key¬
serens Herredømme, saa længe Verden staaer, skal ikke
kunde svækkes. Thi siden hans Løsning er: Søel dig
i Udyder. Hans Felt=Skrig: Anstil dig from for
Mennisken. Og hans Krigs=Ret tillader: (1) At
troe hvad man vil, efter Phantasiens Tilsigende. (2) At
giøre hvad man vil, efter Lysternes Tilskyndelse, og (3) ey
at straffes uden for Brev=Vexling med Republiqverne:
Eftertanke, Samvittighed, og Frygt for den Høye¬
ste, saa er det venteligt, at hand aldrig skal fattes dem,
som vilde vove de sidste Draaber af deres Blod, for at


119
vedligeholde baade deres Hovmods Anseelse og deres
egen Frihed.
Continuation af Beretningerne fra Moria.
Over en Pige, som døde i Barsel=Seng, var paa
en stor figureret Sølv=Plade følgende Grav=Skrift ud¬
gravet:
Her hviler Legemet af en elskværdig Møe,
Hvis første Barsel=Seng forvoldt hun maatte døe.
Hun efter Døden bør jo bære Navn af Pige;
Thi hun af Ægtestand ey haver vidst at sige;
Og Moden siger jo, at ingen kaldes kand
Madame, førend hun er viet til en Mand.
Over en Mand, som havde levet i 80 Aar i Ægte¬
teskab, uden at efterlade sig Livs=Arvinger, var dette
Vers i en Marmor=Steen udgravet:
Her skiuler denne Steen et gammelt Legeme,
Der giorde Verden ey den mindste Tieneste.
Hand fiirsindstive Aar laae ved sin Kones Side,
Som fik dog ingen Børn, hvorfor, kand man ey vide;
Kandskee hand undskyldt var; Thi Konen sværer paa,
Hun havde alt en Søn, før hun den Døde saae.
Et rart Exempel af en hæderlig Matrone,
Man nu omstunder ey skal finde slig en Kone,
Som nægter ey, hun har faaet Børn før hun blev gift,
Og siden Kierlighed med Manden ene skift.


120
Avertissemens.
Fra Pressen er nylig udkommen en høytravende Piece, kaldet:
verden i sin Skikkelse, det er: upartisk Betragtning over endeel to¬
benede Skygger, bestaaende af høye og lave, vel= og vanskabte, Han¬
ner og Hunner, besilkede, Zirtzes, Klædes og hiemmegjorte Gestalter;
skrammerede, broderede, skildrede, stribede og slette dito. Matado¬
rer, Cavalierer, slette og rette Cavalierer, Seignieurer, fornemme
Messieurs, Messieurs, slette og rette Messieurs, item Damer, Ma¬
damer, Matroner, hæderlige Matroner, Koner og ordinaire Mada¬
mer. Smukke Frøkener, Frøkener, Jomfruer, andre Jomfruer,
Mademoiseller, Møer, virkelige Piger og andre Piger, alle paa den
nyeste Mode. Bogen er skreven in Folio meget stor, og indrettet som
de nu brugelige Comoedier. Autor forsikkrer, at hans Hoved=Per¬
soner ere de beste Acteurer og Actricer, som kunde findes, og at sam¬
me Skue=Spil med nogen Forandring for mange 100de Aar siden er
opført. Men nu paa nye oplagt og efter Moden forbedret.
Herved aabenbares, at vi nu have opdaget en nye Raison, hvi
den Maanedtlige Mercurius ikke kand sælges en Skilling ringere
end 4 s Arket. Den er gandske demonstrative, og kommer mesten¬
deels overeens med den Aarsag Skiænke=Giæsterne give, for de ta¬
ge 4 s for et lidet Glas Aqvavit. Vi ville derfor vente, at ingen
efter denne Dag mere besværer sig over os, for vi ere for dyre med
vore Papirer, da vi dog kunde forsikkre, at vi maale lige saa fuldt
for Penge, som Vershuus=Mændene. Og siden ingen hidindtil har
klaget over det lidet Aqvavit, som faaes for 4 z paa de fornemme
Skiænke=Huse, hvilke dog, Sandhed at tale, meget slet stædes, saa
ville vi herved advare alle og enhver, at de efter denne Dag tale med
mere Beskedenhed om vore Blade, og betænke, at enhver Tyv er
Mand i sin Næring. Er det ikke saaledes Ordsproget heder?


121
Den skiemtende Avis.
No. XV.
Løverdagen den 26 Junii 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Avindshiem.
J¬
ngen Poet er bedre i Stand med Ord at
kunde betegne Vrede, end nylig en be¬
rømt Maler med sin Pensel har afbildet
os den. Kommer hid, J vakkre Menni¬
sker! som lade eders Affecter regiere, og betragter dette
kostbare Skilderie. Her staaer et Positur af Skabring,
bag paa, som et Menniske, og for til, som man forestiller
sig Dievelen at være. Det ligner en Mands Person,
hos hvilken Vrede har taget Overhaand. Hans Fødder
vakkler, hans Been skielver, hans Knæer bæver, hans
Hænder ryster, hans Blod kaager, hans hele Legeme zit¬
trer, hans Hierte gaaer i Fiir=Spring, hans Bryst hæ¬
ves op og ned, hans Aande fordobbles, hans Hage spiller,
hans Tænder slaaer Triller i Skum, som en Virtuosus
paa Claveer. Blodet stiger ham op i Hovedet, men fal¬
der hastig tilbage, hand overtrækkes med en Dødnings
Farve, og kold Sveed sætter Perler paa hans Pande; hand
slaaer Krøller paa Næsen, trækker Rynker i Panden, viser
Tænder som en bidsk Hund, og knytter af Arrighed sine


122
Hænder: hand vil tale, men begynder at stamme; hand
giver Skrig af sig i sin Forbittrelse, hand faaer endelig
Munden paa Gang og udøser mange hidsige, ubetænk¬
somme og mere taabelige Ord, end de, man almindelig
reder Sengen til i en Daare=Kiste. Ved Siden af ham
staaer et andet Positur, lignende et Menniske fra det øver¬
ste til det nederste. Det staaer gandske koldsindig og hø¬
rer paa alle den andens rasende Talemaader, kastende
gandske venlige Øyne paa den Forbittredes Ansigt. Og
under Skilderiet findes dette Vers:
Her seer du Arrighed, Forbittrelse og Vrede,
Af Uforstandighed, at blusse, skielve, svede.
Hand vil passere for en vel poleert Person,
Men af Affecterne hand er en stor Coujon.
Dette billede er opslaaet paa den almindelige Skue¬
Plads, paa det Indbyggerne deraf kunde see, hvor vakkert
det klæder, at lade sig af sine Aff cter regiere. Alle For¬
nuftige have ikke allene en billig Afskye for saadanne Jldsin¬
dede Mennisker, men fatte endog ved alle Leyligheder
meget nedrige Tanker om dem. At Børn, som ikke
endnu have opnaaet Skiønsomheds Alder, kunde for en
liden Ting forbittres, er vel strafværdigt, men tillige
latterligt, og i visse Maader kand undskyldes. Men, at
Folk, som ere voxne, og i det ringeste burde være modne
paa denne Kant i Forstanden, lade sig slæbe af deres Af¬
fecter, som gamle Øg af Hyre=Kudske, ja langt verre
tractere, og ikke have det ringeste Herredømme over dem,
det kand aldrig pardonneres. Kand Overilelse giøre saa¬
dan en Last taalelig, da kand enhver Broder Morder og
Menniske=Æder undskylde sig med Overilelse. Det er da


123
ikke mueligt den kand. Men om det var mueligt, mon
Lasten ikke var lige vederstyggelig? Mon de oprørte Gal¬
der ere sunde? Mon den Forbittredes ubesindige Eder
være opbyggelige at børe? og monne hans forvente Ansigt
være en Fornøyelse at see? Mon vore Indbyggere holde
for, det er umueligt at blive Herrer af sine Affecter, skiønt
det er en gandske muelig Sag. Hr. Taa modighed von
Dyd beviser jo daglig dets Muelighed. Hand fører saa¬
dan Commando over sine Sinds Bevægelser, at de
tør ikke røre sig, naar hand ikke vil. Seer hand Over¬
tlelsen krybe ud, raaber hand bare: Pak dig, du alle
Ondskabers hykkelske Forløber. Strax er hun inde i sit
Hul igien. De behagelige Affecter har hand afrettet
efter sit Sind. Kommer Glæden frem, da slaaer den
ikke en Skogger=Latter af sig, eller hopper op og ned paa
Borde og Bænke, men, som en vakker sædelig Pige, smaa¬
smiler og giør Sindet til Maade fornøyet; og efterat hun
har snakket en halv Time eller lidet længer for sin Herre,
reyser hun sig, giør sin Compliment og gaaer. Triner
Egensindighed ind ad Døren, da har den ligesom et
Øye paa hans Finger. Den veed hvor nær den tør kom¬
me sin Herre, og hvor langt den skal blive fra ham. Den
veed naar den skal følge med ham i Byen, og naar den
skal blive hiemme &c. De ubehagelige Affecter maae
og rette sig efter hans Lectioner. De gaae alle Dage eens
klædde, og vide deres Tid, baade at komme og gaae igien.
Fortrydelsen lader sig aldrig see af ham med Fortvivlel¬
ses Gebærder. Frygten tør aldrig sætte et forskrekket
Ansigt op, naar den er hos ham. Ang esk tager et mun¬
tert Væsen paa, naar den giør sin Opvartning &c. De


124
Hverkens Affecter ere ikke mindre vel afrettede end
de andre. Kierlighed og Vrede have deres anviiste
Skranker. Hand har med sine egne Hænder muret deres
Begravelser. De ere meere bange for hans Riis, end vi
for Døden. Naar de undertiden begynde at stikke Hove¬
derne i Væyret, lader hand dem bare see sit Riis; strax
krybe de i Skiul. Saaledes lever denne Mand sin Tid
uden Tvil høyst fornøyet. Hand giør hverken for meget
eller for lidet af nogen Ting, men holder Middel=Veyen
i alle Ting. Og det som saaledes har været mueligt for
ham, er og mueligt for alle, der ikke ere af anden Materie
end hand.
Guldsand.
Det er alt for bekiendt, at de Rigeste kaldes i de
flestes Stemmer, de Lykkeligste, og at den som har en
verdslig Skat at commandere, præfereres for de øvrige
af det Borgerlige Sælskab, som ikke kunde fremvise de
gyldne Meriter. Men siden Daarlighed voxer ligesom
andre Kunster i vor Verden, saa er der nu blevet et andet
Slags, som kaldes Lykkelige. Det er de Mennisker,
som have den største Forraad paa gamle rare Sager. Tit
maae vi give mere Guld for et gammelt Skilderie, end
det veyer. Og de kostbareste Metaller ere ikke længer i
den Valeur, som de ringeste Antiqviteter. Uden Tvil
have vore Naboer merket denne vor forkierte Smag, og,
for at faae Pengene fra os til sig, oprettet et Lotterie af
lutter Antiqviteter, til hvis Completering vore Patrioter
skyde Penge af al Kraft, bildende sig ind at blive de lyk¬
saligste Mennisker under So ei, naar de for et halv tusind
Rixoaler kunde tilkiøbe sig et Portrait af en Petit Maitre,


125
som var i Verden, da Maanen var 8te Dage gammel.
Vi ville meddele eder den hele trykte Plan. Er den kun
liden, er den dog fornøyelig at læse, den lyder saaledes:
Plan
til et fordeelagtigt Lotterie,
bestaaende af 1000 Numre og 11 Gevinster,
Gevinsterne ere bedre end rede Penge. Det er lutter gamle og
rare Sager, Skilderier, Bøger, Boskab &c. For hver Lod
betales til Jndskud 100de Rdlr.
Gevinsterne efter deres Værdie:
No. 1. Et Skilderie, forestillende 2de Stokfiske, som duellerer med
hinanden indtil Blodet, malet paa Træ - 10000 Rdlr.
2. Dito en Podagrisk Aand meget naturlig malet 9000
3. Dito en enkelt Matador og 3 Siæl opreist paa
2 Ottinger
9000
4. Dito forestillende 15 usynlige Spøgelser, vel gjort 9000
5. En vild Loppe med Pantzer paa efter den Romer¬
ske Maade
9000
6. Et forgyldt Drikke=Kar i Form af en Fruen¬
timmer=Skoe
9000
7. En underjordisk Pyramide i Glas=Fouteral- 9000
8. En frossen Næse=Draabe i en Flaske fra den
haarde Vinter -
10000
9. En Krone af Fyrretræ med Skiever=Steen ri¬
gelig besat
9000
10 Holger Danskes Penne=Kniv 15 Favne lang 9000
II. En meget rar Bog, fuld af lystige Viser - 8000
Naar vore Jndbyggere have Lyst at sætte i saadant
et Lotterie, da begribe de ikke deres Fordeel nær saa got,
som vore Naboer. Sandt nok, ere der kun faa Gevin¬
ster, ere de desto rarere, og hver af dem er fuldkommen
de Penge værd, som Vurderingen udviser, i sær det ade


126
Numer; thi det er et meget kostbart Stykke. No. 8 lige¬
ledes, om Sommeren at sige, men om Vinteren ikke.
seer ellers heraf, til hvilke Daarligheder Mennisker hos
os kand falde. Men dog undskylde vi dem, naar vi giøre
en Sammenligning imellem disse og dem i eders Verden,
som giøre saadanne gamle Sager til Guder og dyrke dem.
Continuation fra Venusborg.
Her findes hoffærdige Svenne, som daglig legge
Vind paa at giøre Spanske Trin og sætte en Alr op, som
kand jage Forskrekkelse i Folk. De elske Fruentimmer i
Fleng, men holde dog mange, som tit ere bedre end de
selv, for alt for ringe til at indlade sig i Ægteskab med.
Her spatzere gamle Ung=Karle, som vi kalde paa vort
Sprog Peber=Svenne, de drive ligesom Skyer for Ø¬
sten Vind, og have udvalgt sig dette Sted til Tids=For¬
driv, enten af Frygt for at blive omskabte i Ægtestanden,
eller for nogen har taget deres Kierester fra dem i deres
første Kierlighed. Paa nogle Stæder saae man gifte
Mænd, som satte barbariske Ansigter op mod deres egne
Koner, og vare færdige at æde dem. De lastede alt hvad
de giorde, og vare med ingen Ting tilfreds. Men naar
de saae fremmede Fruentimmer og andres Koner, vare
de milde af Ansigt og talede venligen. Alt hvad disse
giorde, roste de. Andre vilde ved idelig Suurseen giøre
gode Koner, men bedroge sig. Kort sagt: dette Huus
var en Samlings=Plads for de fleste af Byens Jndvaa¬
nere, saa Eiermanden trak daglig for Fortæring og Tids¬
Fordriv en stor Mængde Penge fra Giæsterne, hvilket
satte ham i saadan Stand, at hand snart glemte sin fori¬
ge Armod, og ønskede nu ikke andet, end at hand maatte


127
leve i mange Aar, for at sætte sig og Sine i en bestandig
Lyksalighed.
Saadanne Herligheder kand mange Mennisker op¬
naae ved saa smaae Bagateller. Tit kand et Skildt giøre
mere til Næringen end den gandske Vert, og tit kand
den Nøgne finde Banco=Sedler til at kiøbe sig Klæder
for (endskiønt det er meget rart). Ulastelige kunde derfor
alle de Ting kaldes, ved hvilke Folk paa en skikkelig Maade
søge at redde sig ud af Labyrinther. Og os synes, de Flit¬
tigste i dette Tilfælde ere den meste Berømmelse værde;
Thi om end Gierningerne, som giøres til Lykkens Midler,
ere ikke altid roesværdige, saa kunde de dog være saadanne,
som man hverken med billighed kand legge den største
Last paa, eller gandske foragte, uden tillige at laste og
foragte Flid og Vindskibelighed, for at hugge sig igien¬
nem, som dog til dato har staaet i Dydens Rang=Forord¬
ning. Vi holde mere af dem, som nære sig af at giøre
Svovel=Stikker; (thi det er ærligt) end af dem, som, for
at komme til at giøre Figurer, skrive falske Banco=Sedler;
thi derfor kand man blive hengt. Og ligesom der nu in¬
gen Fornøyelse er i at lade sig henge, saaledes og &c.
Tribunal.
Udi den Sag imellem den unge Dame og Calixtus,
hvorom i Historien tilforn er berettet, er nu endelig denne
velgrundede Dom fældet: Calixtus skal inden5 Uger
have ægtet den godgiørende Dame, eller, i Mangel
af denne lovlige Doms Efterlevelse, giøres arveløs
og forvises Landet. Jngen forundrer sig over saa bil¬
lig en Dom, som har nogenledes Kundskab om Penges
Kraft i vor Verden.


128
Avertissemens.
Herved averteres, at Torsdagen d. 13de bliver hos Madame
de la Fidelle holdt offentlig Aucion paa endeeel gamle forrustede Dy¬
der, saasom: Stadig Kierlighed, gammel Ærlighed, oprigtigt
Venskab, Enighed imellem Sødskende, Taushed, Flid &c. &c.
med mere, som Catalogi nærmere udvise, hvilke kunde bekommes paa
Auctions=Stedet i Madamens iboende Gaard, nest op til Støvle¬
Smeden paa Glas-Trappen, lige over for det røde Horn imod Møl¬
len, ved Vand=Siden: thi vilde de Lysthavende sig til bemeldte Tid
og Sted indfinde.
Frue Flora, Markens Gudinde, lader herved bekiendtgiøre, at
hun har nu alle sine Anstalter færdige, til at tage imod Giæster, hvor¬
for de, som maatte have Lyst, hos hende sig at divertere, vilde beha¬
ligst indfinde sig; men for alting tage sig vare for de smaae Blade¬
fulde Buske, i Fald de ikke ville være røbede; thi naar Bladene falde
af, begynde Buskene at fladdre.
Herved averteres, at alle Dage herefter bliver holdt offentlig
Auction paa endeel Caprioler, Krumspring, Triller, Galanterier,
Postyrer, Miner, med mere af Mad. la Modes sidste nye Fabriqve,
imod contant Betaling; thi vilde de Lysthavende sig til bemeldte Tid
og Sted indfinde.
Herved gives tilkiende, at Monsr. Person havde forleden Ons¬
dag den Vanlykke, at tabe en Pung med 50 Hollandske Ducater i.
Dersom nogen skulde have fundet samme Pung, og vilde være saa
ærlig, at levere Ducaterne tilbage, da skulde de nyde Pungen til Be¬
lønning. Ellers er at merke, at Ducaterne ere alle kiendelige; thi
der er ingen, som jo er beklippet, saa de ikke letteligen, uden at kien¬
des, kunde udgives.


129
Den skiemtende Avis.
No. XVI.
Løverdagen den 3 Julii 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Finkel.
V¬
ore Medici og Chirurgi have i alle disse Da¬
ge raadslaaet om de beste og tienligste Mid¬
ler til at fordrive Aanderne og forhindre
det Tyrannie de øve imod vore Indbyggere!
men hidindtil ere de endnu uenige. Nogle raade til
Aarvaagenheds Piller, og sige, at de, som bruge dem
daglig, skulde ikke letteligen bedrages af Aanderne. No¬
gle rose den Tinctur Af hold, og umage sig for, at bevise,
intet Medicament kand være tienligere for denne hidsige
Syge. Andre derimod paastaae, at Ædrueligheds
Draaber, hver Time paa Dagen en halv Skee fuld ind¬
tagen, skulle stedse bevare Menniskene fra dette giengse
Onde. De som have raadet til lunket Vand, blandet
med Blade eller brændte Korn, faae intet Medhold; thi
man siger, at dette Medicament heller befordrer end for¬
hindrer Aandernes Jndpas. Nu have dog Lægerne
udlovet en almindelig Recept, og man længes hver Dag
efter at vide, hvad det skal være; ingenlunde tvilende,
den jo faaer Navn af probatum.


130
Skiønstad.
Den bedrøvelige Ende, al utidig og uordentlig Kier¬
lighed giver sine Tilhængere, bliver dagligen med saa
mange Exempler beviist, at os synes, Frygt og Forskrek¬
kelse endelig maatte kyse Menniskene fra at arbeyde paa
deres egen Undergang ved saa daarlig og skadelig en Lyst.
Men alligevel ere ikke Exemplerne af denne Styrke; thi
det er ikke længer end 3 Dage siden, at en fornemme Per¬
son godvillig opofrede sig til en egen Aflivelse, efter¬
at hand i 40 Aar havde smaget Frugterne af en uordent¬
lig Kierlighed. Det sidste Kierligheds Æble hand vilde
bide i, befordrede hans Endeligt. Det var ikke Fortry¬
delse over hans begangne Daarlighed, som lagde ham i
Graven, men Chagrin over hans Uformuenhed paa denne
Alder, at kunde tage imod de forrige indbildte Sødheder,
hvortil stødte en Elskerindes, enten virkelige, eller i det
ringeste, indbildte Utroskab. J kunde bedre erfare Sa¬
gens Sammenhæng, naar J læse hans egenhændige Brev,
efter hvilket de Skiønsomme have Frihed, at fælde saa
mange adskillige Domme som de behage. Brevet, som
fandtes i Sove-Kammeret af Tieneren, da hand i For¬
gaars kom ind for at hielpe sin Herre i Klæderne, laae
uforseiglet, og var saaledes stilet:
Til min fortrolige Ven Monsr. Vildhierne.
N¬
aar dette Brev bliver dig overbragt, og du faaer Kundskab om
min Død, maae du ikke tage dig det nærmere, end du alminde¬
lig pleyer tage Ting, som ere af større Vigtighed. Jeg vidste, før¬
end jeg overgav mig Døden, at Verden vilde faae Leylighed til at
tale meget om mig, naar jeg var borte. Men jeg betænkte, at en
Straae=Død kunde ikke bevaret mit Rygte fra samme Eftertale, og
altsaa fandt jeg for dette Skyld ingen Besværlighed i at forkorte mine


131
Dage. Du veed selv de haarde Lidelser, jeg i disse Tider har havt:
thi du har aldrig været uvidende om mine hemmeligste Forretninger.
Men i hvor meget jeg har udstaaet, har jeg dog altid fundet Fornøyelse
i at leve, indtil nu, da den utro Florida giorde mig Livet kiedsomme¬
ligt. Det var ikke nok, at jeg merkede, hun aldrig elskede mig op¬
rigtig, men det giorde Sagen klar, at hun under en haanlig Latter
søgte at betage mig de Tanker, jeg havde fattet om hende, efter mine
egne Øynes Vidnesbyrd, og vilde præke mig ind, at hun elskede in¬
gen høyere i Verden end mig. Dette ærgrede mig. Dette foruro¬
ligede mit Sind, og drev mig idelig til, selv at giøre Ende paa min
Plage. Erindring af min Ungdoms fyrige og flygtige Kierlighed,
som havde giort mig gammel for Tiden, giorde mig nu kied af mig
selv. Jeg saae, jeg var ubeqvem til alle gode Forretninger. Ved
megen Natte=Vagt paa forbudne Stæder, og ved en uordentlig Leve¬
Maade merkede jeg, mit Legeme var svækket, min Forstand fangen,
min Fornuft og min Eftertanke gandske borte. Utaknemmelighed
og Utroskab fornam jeg, vilde blive min Løn, og en bidende Sam¬
vittighed mit ulidelige Fængsel. Derfor var det, jeg skyndte mig
herfra. Jeg kand just ikke sige, at jeg gaaer til Døden med noget
Haab om en glædeligere Tilstand, end den jeg har havt i min Ung¬
dom. Men jeg nægter heller ikke, at jeg jo venter ved Døden at miste
de allerhaardeste Sinds Lidelser og Legems Smerter. Ulykken er,
jeg har aldrig havt noget tydeligt Begreb om Religionen eller bekym¬
ret mig om dens Pligter. Jeg lader det derfor komme an paa en
trois deux, og er forsikret, at 1000de Mennisker lade det komme an
paa samme. Far vel;
Hykkelstad.
Tvende Sødskende her paa Stedet have for kort Tid
siden seet Prøver paa Verdens Belønning. Albus hed¬
de Broderen, og Søsterens Navn var Charmante. Da
Albus var i sin Opvext, syntes alle hans Efterstræbelser
at gaae ud paa dette ene, at faae Sted og Rang hos Cu¬
pido. Hand øvede sig i de meget galante Videnskaber, og


132
havde, som et velskabt Barn, stor Yndest iblant alle
Man klappede og kyste ham; thi hand var en vakker Dreng.
Man snakkede idel Galskab for ham; thi hand havde et
hurtigt Nemme. Man førte ham op efter Moden; thi
hand vidste extraordinair at comportere sig. Men da hans
Alder tillod ham ikke længer at omgaaes med Børn, søgte
hand Karles Compagnie. Han bragte alle de Ting, som
kunde giøre en complet Karl, med sig hvor hand kom
frem. Kaarde, forsvarlige Complimenter, Mod, bele¬
vent Væsen, dristig Raisonnement, og hurtige Domme
vare hans daglige Følge=Svenne. Og for at forskaffe
sig desmere Anseelse, sparede hand aldrig Penge, men
tracterede altid over en lav Skoe. Hvilke Gaver forhver¬
vede ham saadan Anseelse iblant hans Omgangs Brø¬
dre, at hand altid fik det fornemste Sæde. Men da hans
Spendere-Buxer i det samme bleve borte, var Albus
ilde faren; thi ingen vilde fra den Dag hverken gaae i
Compagnie med ham, eller vide af ham at sige. Char¬
mante havde i sin Opvert samme Lykke som Brøderen.
Naturen havde begavet hende med en temmelig Skiøn¬
hed, og for denne fik hun Tilbedelser og Ofringer af alle.
Da hun endnu var et lidet Barn, kunde hun allerede
raisonnere. Men endskiønt man kand tænke, at hendes
Tale har ikke meget Sammenhæng havt, saa fandt dog
alle hendes Elskere hele lange og dybe Spaadomme i alle
hendes eenfoldige Ord. De soere paa, et gammelt Men¬
niske kunde aldrig tale meere fornuftig. Kort at sige:
Charmante fik daglig flere Tilbedere, og alle forsikrede
hende om en bestandig Høyagtelse. Men da hun i det
samme blev gift, fik en Dotter, og med Aarene samlede


133
den Forstand af Erfarenhed, som Skiødesløshed havde
nægtet hende, da hun skulde lære, begyndte hun at tale
fornuftigere, og tænkte ufeylbarlig herved at sætte sig i en
høyere Anseelse hos sine Clienter; men det slog feyl. De
funde ikke nær saa megen Klygt i hendes Tale, som nu
flød af en moden Forstand, som de før havde fundet i hen¬
des Ungdoms Vissivas. Deres Høyagtelse for hende be¬
gyndte merkelig at falde, da hendes Dotter voxte op, og
de præfererede Dotterens Lallen i høy Grad, frem for
Moderens fornuftige Jndfald. Dette har givet Anled¬
ning til een af vore Digtere kortelig at indfatte den hele
Historie i et lidet Vers:
En deylig Møe, af Tolv Aars Alder,
Kand stor Forstand ey bringe frem;
Man, hvad hun siger, dog bifalder,
Som noget, der har Fynd og Klem.
Men see kun til, om Lykken vil,
Hun Moders Navn med Tiden faaer,
Man kied af hendes Væsen bliver,
Og hendes Dotter Fortrin giver,
Saaledes det i Verden gaaer.
Et Drog, som bærer Fløyels Klæder,
Og flere Penge end Forstand,
Jndrømmes de fornemste Stæder,
Saa længe hand spendere kand.
Men naar man seer, hand har ey meer,
Og Pengene en Ende faaer,
Man kied af alt hans Væsen bliver,
Og Tieneren et Fortrin giver,
Saaledes det i Verden gaaer.


134
Luna.
Her er en merkelig Hændelse passeret i disse Dage med
2de berømmelige Doctores i Læge=Kunsten navnlig Ga¬
lenus og Bomrianus. Det er meer end 14 Aar, siden
Bomrianus var Tiener hos Galenum, i hvilken Tieneste
hand de første Aar førte sig saa tro og flittig op, at hans Her¬
re fattede stor Yndest for ham, og havde gierne ladet ham un¬
dervise i nogle gode Videnskaber, dersom hand ikke havde væ¬
ret alt for sløv hiernet og ubeqvem til at begribe. Hand
beholdt denne Bomrian dog i sin Tieneste, til hand var
21 Aar gammel. Men da Galenus merkede, at denne
gamle Tiener nu til sidst begyndte at blive doven, fortræ¬
delig, storagtig og forsømmelig, talede hand hannem
haardt til, og truede bannem med Afsked. Allene Bom¬
rianus holdt ikke sin Herres Ord for at være Sandhed;
thi hand vidste, hvor høyt hand elskede ham, og derfor
tænkte hand heller ikke paa nogen Forbedring. Endelig
blev Galenus kied af denne lade Tiener, og kaldte ham
en Morgen tidlig ind i Stuen, hvor hand gav ham sin
Løn, og tillige sin Afskeed. Denne uventede Hændelse
giorde Bomrianus temmelig consterneret. Hand faldt
paa sine Knæ, græd og bad sin Herre om Forladelse, og
søgte paa alle muelige Maader at tigge sig ind igien, men
fik ikke anden Trøst, end denne Præken: Da dit utidige
Mod har gjort dig uværdig til at være Tiener, og du in¬
tet har lært, hvorved du nogen Tid kand blive Herre, saa
er du en unyttig Jordens Byrde, og derfor pak dig paa
min Port. Bomrian turde nu ikke tale et Ord mere,
men bukkede sig paa sin Maneer og gik bort. Galenus
fik snart en anden Tiener, men Bomrianus gad ikke leve
under andres Commando mere. Hand gik længe tvil¬


133
raadig, og vidste ikke, hvad hand skulde gribe til; thi hand
havde ingen Ting lært, hvorved hand kunde fortiene sin
Føde, og hand besad ikke Forstand nok til at bedrage Folk;
thi her i have de Dummeste ingen Fremgang, uden for
en Tid: Derover resolverede hand til, paa en ærlig Maa¬
de at fortiene sit Brød. Hand havde alle de Recepter
forvarede i en Pose, som hand Tid efter anden havde
baaret paa Apotheket for sin gamle Herre. Hand lukkede
Posen op, tog Recepterne ud, læste længe paa dem, og
tænkte derved at faae saa megen Jndsigt i Medicinen, at
hand kunde paatage sig at curere Syge, men alle Recep¬
terne vare som Arabisk for hans Øyne. Hvad skulde
hand nu giøre, Hand besluttede alligevel at agere Doctor.
Hand puttede Recepterne ind i Posen igien, bandt for
den, og reyste til næste Kiøbsted paa Landet. Her lod
hand spargere, at hand var en berømmelig Doctor, som
curerede alle Slags Sygdomme. Folk komme derpaa
Flokke-viis til hans Logement. Een søgte Raad for Tand¬
Pine. Een for Sting. Een for Coliqve. Een for
Næse=Blod. En anden for andre Sygdomme. Hand
betænkte sig ey længe, men lovede at hielpe dem allesam¬
men. Hand gik ind i sit Kammer, tog fat paa Posen
med Recepterne i, rystede den, og tog saa mange Recepter
ud, som hand havde Patienter. Derpaa befalede hand
enhver, at hente paa Apotheket, hvad Recepten indeholdt,
og strax bringe ham dem tilbage. Hvad skeer? Det
slumpede ind for ham; de bleve alle sammen lykkelig cure¬
rede, og hand løste ved denne Leylighed en stor Hob Pen¬
ge. Herover formeredes hans Mod, og hand hialp fra den
Dag ingen, uden hand fik dobbelt Betaling. Resten følger.


136
Avertissemens.
Hr. Vovehals tabte, for to Dage siden, paa Hiørnet af Klam¬
merie=Strædet og Stryg Gaden et Hierte fuldt af Courage. Den
som haver fundet det, kand ingen Nytte have deraf; thi beder Eyeren,
det maatte ham tilbage leveres.
Seigneur Adeptus lader herved aabenbare, at hand, til sin egen
og fleres store Fornøyelse, nu endelig har fundet den philosophiske
Steen, og altsaa er i Stand, til at kunde vertere alle grove Metaller
til Guld; men siden hand er fattig, og ikke har Formue, til at sætte
saa ypperligt et Verk i Stand, saa inviterer hand herved alle dem,
som maatte have Lyst, til at profitere af denne hans Kunst, at de jo
før jo heller vilde forstrække ham med nogle Penge, hver efter eget
Behag, da hand lover, at give dem dobbelt saa meget Guld igien,
naar hand begynder at laborere. Hand logerer til Tieneste i den phi¬
losophiske Gang.
Dersom nogen skulle have Lyst til en Deel lystige og vellystige
Høveder, som sværme Nætter og lysse Dage paa Thee= og Caffe¬
Huse, Spille= og Skienke=Huse, i Veneris Boliger, nu i, nu uden
Byen, nu paa slet Mark, nu i Skove, nu paa Landet, nu paa
Vandet, og fordrive deres Tid i en lystig og stedsevarende Bevægelse,
da kunde de faaes til Eftersyn hos Seigneur Dydforderver, loge¬
rende i hver Gade.
Skulde nogen i denne meget musicalske Verden have Lyst til at
legge sig efter det nu ubrugelige Instrument Flaute dulce, vilde de
melde sig hos en gammel Antiqvitets=Musicus, Hr. Olfuxi dal Pe¬
dantino, som logerer i Trompet=Marin Strædet i den Romanske
Streng. Hand er en Virtuosus, tracterer ziirlig alle gammeldags
Jnstrumenter, spiller ex tempore alt hvad ham forelegges, og infor¬
merer alle Formiddage for civil Priis. Om Eftermiddagen sover
hand og componerer.


137
Den skiemtende Avis.
No. XVII.
Løverdagen den 10 Julii 1751.
Af dette Slags approderede Aviser udleveres Ugentig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Copie af et Brev fra Mariage.
V¬
i tvile ingenlunde paa, at, dersom Fornuf¬
ten maatte raade, de fleste Ægteskaber jo
skulle blive lykkelige; men siden denne cou¬
joneres snart af Rigdom og Skiønhed,
snart af Byrd og levende Væsen, saa er det ey Forun¬
drings værd, at Angest og daglig Fortrydelse bliver, som
oftest, Ægte=Personers Tids=Fordriv. Den daglige
Bedrøvelse og hemmelige Ængstelse, som giør Livet suurt
indtil Enden, er for saadan en ulyksalig Ægtefælle et
langt piinligere Fængsel, end deres, som til Døden maae
bære Bolt og Jern. Hr. Flygtigman beviser ved sin
Ulyksalighed, at denne Sag er meer end vis. Hand var
i sine Ung=Karls=Dage en Mands=Person af stor Anseelse.
Og omendskiønt hand besad ikke ret store Midler, saa for¬
stod hand dog den Kunst, at indtage Folkes Hierter.
Hand addresserede sin Kierlighed paa adskillige vakkre
Stæder, men hentede den altid tilbage, saa snart hand
saae noget mere glimrende. Hans Venner raadede ham
vel fra saadan Flygtighed, og forestillede ham, at det var


138
ham tienligere at tage en dydig, om end ikke af saa høy
Extraction, og gavnligere at vælge sig en fornuftig,
huuslig og yndig, om hun da ikke var saa riig, skiøn
og lystig; thi hendes Fornuft og Yndigbed vilde oprette,
hvad der fattedes i hendes Skiønhed, og hendes Huuslig¬
hed skulde være ham den største Rigdom. Men Hr. Flyg¬
tigman holdt for, hand ikke kunde blive lykkelig, uden
hand maatte følge sin egen Grille. Hand giorde Opvart¬
ninger hos den unge Galathea. Hun var den fornem¬
ste Jomfrue i hele Gaden. Hun førdte en prægtig
Person, gav sig en høy Air, og giorde stedse Miner til
noget stort. Hun var det rigeste Partie i det hele Qvar¬
teer. Hun var sin Faders eneste Dotter, og hand var
en Mand, som commanderede 17 Tønde Guld. Hun
holdtes for den smukkeste Skabning, som paa den Tid
fandtes iblant det hele Qvindelige Kiøn. Hun var deylig
af Ansigt, og deyligere af Proportion. Hun overgik
Venus og alle hendes Gratier i Skiønhed. Hun var
hverken for høy eller for lav. Hendes Ansigt var hver¬
ken for rundt eller for aflangt. Alle hendes Lineamenter
vare efter den nyeste Mode. Kort sagt: Hun overgik
alle dem, som findes afmalede i vore forliebte Romaner,
og hendes Portrait overtraf alle deres. Hun var den
lystigste Pige, som nogen kiendte. Der var ingen,
som overgik hende i artige Jndfald. Hun kunde ved sin
Discours fornøye hvilket Compagnie hun var udi. Hun
kunde ved sin Tale indtage alles Hierter. Alle disse Ting
lokkede og forblindede Hr. Flygtigman. Hand meente,
hand kunde ikke giøre et lykkeligere Partie end dette. Hand
arbeydede derfor af al Magt paa dets Fuldbyrdelse; og


133
det var ham ikke vanskeligt, som en vakker og velskabt
Mands=Person, at behage denne Jomfrue. Saa snart
hun og hand vare enige om Sagen, blev Forældrenes Ja
snart indhentet. Bryllupet blev berammet, og med den
største Pragt kort derefter fuldført. Nu tænkte Hr.
Flygtigman, ingens Lyksalighed var større end hans; i
sær da hans Sviger=Forældre stakket derefter døde, og
han blev ene Eyer af alle deres Midler. Nu viiste hand
Verden, at hand havde lært at leve. Hand kiøbte og
solgte, byttede og tuskede, og glædede sig ved, hver Dag
at kunde see nye Forandringer i sit Huus. Men det va¬
rede ikke mange Dage, førend hans Penge begyndte at
mindske, thi der blev hver Dag en god Capital tilsat, men
intet fortient. De havde endnu neppe ladet sig see af
alle i deres umaadelige Pragt, førend de maatte skiule sig
paa et lidet Land=Gods, som var blevet tilovers af alle
Midlerne. Nu er hans Ulyksalighed tusinde Gange større
end hans Lykke var tilforn. Nu er hans rige Ktereste
forvandlet til en fattig Kone. Hendes Skiønhed er
saa kiendelig forsvunden, at hun nu passerer for intet
mindre, end smuk. Hendes Lystighed og frie Væsen
har omvendt sig til Undseelse og Tungsindighed. Men
det smerteligste for Hr. Flygtigman er det, at hendes
fornemme og høye Sind endnu har sine visse Tider at
rase i, da hand maae høre de haanligste Bebreydelser og
sterkeste Tilrettesættelser for de slette Omstændigheders
Skyld de sidde i. Nu seer hand først, hvor ilde hand er
opskiørtet, i det hans Kone intet kand udrette, forstaaer
ingen Huusholdning, veed ey at spare, formaaer ey at
bruge sin Fornuft, og kand ey underkue sit modige og høye


140
Sind. Nu merker hand, at hand havde gjort viseligere,
om hand havde fulgt sine Venners Raad. Nu er hans
Ordsprog: Versehen ist verspielt, og hans daglige
Mundheld: Hast du mich genommen, so must du
mich auch behalten. Hand græder, men uden Frugt;
hand sukker, men uden Haab om Forbedring; ja hand
ængstes daglig, men venter ingen Ende derpaa, førend
Døden vil skaffe ham den.
Continuation fra Luna.
Der døde vel imellemstunder een og anden af hans
Patienter; men hand soer paa, de kunde ikke leve længer,
og at hand forstod sin Kunst saa got som nogen Doctor.
Hans Rygte blev nu Tid efter anden saa bekiendt, at der
fra adskillige langtfraliggende Stæder blev sendt Bud
efter hannem. Det hænder sig og, at Galenus paa
samme Tid falder i en Sygdom, som hverken hand selv
eller nogen Doctor kiendte, og følgelig ikke kunde curere.
Hand havde hørt meget berømmeligt tale om denne Vun¬
der-Doctor Bomrtanus, men vidste ikke, at det var
hans gamle dumme Tiener; thi lod hand sende Bud efter
ham. Bomrianus, som var altid reyse-færdig, naar
der var noget at fortiene, fulgte ufortøvet med til Gale¬
nus. Hand vidste nok, det var hans gamle Herre, men
hand vidste tillige, at hand nu ikke kiendte ham. Da
hand kom ind til den Syge, gik hand hen til ham, fandt
paa hans Puls, og sagde som sædvanligt: Det bliver nok
bedre. Derpaa tog hand Posen frem fra Livet (thi hand
bar den nu altid hos sig) tog en Recept ud; og lød Tiene¬
ren hente paa Apotbeket, det den indeholdt. Galenus
tog Medicamentet dristig ind, men bad den berømte


14
Doctor at giemme Recepten, paa det, naar hand blev
frisk, hand da maatte see, hvormed hand havde hiulpet
ham. Det giorde Bomrianus; og Galenus blev hver
Dag friskere. Endelig, da Sygdommen gandske havde
forladt ham, sendte hand Bud efter Doctor Bomria¬
nus, som kom strax, og annammede sin Betaling for sin
lykkelige Cuur. Men da Galenus, efter Begiering, fik
Recepten at see, blev hand forskrekket, og raabte: Dette
er aldrig den rette Recept. Bomrianus derimod sagde
jo, og forsikkrede, at hand havde cureret ham efter sam¬
me. Himmel! raabte Galenus, det er en Heste=Cuur;
en Recept, hvorefter jeg curerede min kostbareste Ride¬
Hest, for meer end 12 Aar siden. Derpaa aabenbarede
Bomrianus den hele Historie med faa Ord; fortalte, at
hand i forrige Tider havde tient Galenus, og giemt alle
de Recepter, hand havde baaret paa Apotheket, hvilke
hand havde i en Pose, hvori hand nu greb paa Lykke og
Fromme for en Syg, ligesom andre almindelig gribe i
en Lykke=Potte for at vinde. Galenus forundrede sig
og sagde: Siden jeg seer, J er lykkeligere med eders Dum¬
hed, end jeg med al min Forstand, saa vil jeg langt fra
ikke misunde eder eders Lykke, men tvertimod gratulere
eder, og ønske eder lige saa god Lykke herefter, som J har
havt hidindtil; og dersom jeg en anden Gang skulde falde
i en Sygdom, saa vil jeg herved forud have min Sund¬
hed recommenderet til eders Lykke=Poses Gunst og
Bevaagenhed. Derpaa skildtes disse to Herrer fra
hinanden, og hver begyndte paa sin Maade paa frisk at
curere.


144
Guldsand.
Nu er den her gangbare Vise ved Trykken offentlig
bleven bekiendt giort; thi ville vi meddele eder den tillige
med Annotationerne, som findes hostrykte. Den bestaaer
ikkun af 4 Vers, og hvert Vers af 2 Linier:
V. 3 Vi fattes alle Penge.
V. 1. Vi fattes alle Penge.
Vi fattes alle Penge.
Vi fattes alle Aenge.
V. 4. Vi fattes alle Penge.
V. 2. Vi fattes alle Penge.
Vi fattes alle Penge.
Vi fattes alle Penge.
V. 1. Dette Vers skal synges hvert Øyeblik af de Gierrige,
med en travrig Tone.
V. 2. Dette er componeret til Trøst for de rige Ubarm¬
hiertige, og synges med sin egen velklingende Me¬
lodie, naar en Trængende søger dem om Hielp.
V. 3. Dette er et Vers, som synges af Forødere og Dob¬
blere med samme Tone.
V. 4. Dette er det behageligste Vers. Tonen paa det er
saa angenem at høre, at det haardeste Hierte maatte
blive bevæget. Arme og Nødlidende bruge det til
deres Morgen=Sang; og fortrængte fattige Suppli¬
canter giøre det til deres Aften=Vise.
Annotationer.
Saa vidt man kand komme efter af Antiqviteterne,
er denne Vise over 8te Dage gammel. Men hvo der
har componeret og først begyndt at synge den, veed man
ikke. Dog maae man rose den, baade i Henseende til de
høye Tanker, der findes i hver Linie, og de smukke Riim.
Tankerne ere høye. De gaae ud paa Penge. Com¬
ponisten har vidst, at Penge hialp alle Mennisker fort i
Verden, naar de ellers ikke kunde komme frem. Hand


143
har seet Penges Dyd og Kraft, og har været overbeviist
om deres Vælde. Rimene ere smukke. Alle Linierne
endes eens. Alle Versene sluttes med Penge. Hvor
høyt Poesien end er steget i disse Tider, saa skal man dog
neppe finde smukkere Riim=Slutninger i noget nyt Vers,
end her er i dette gamle.
Jomfruhavn.
Da een af Gratierne forgangen Uge havde Bryllup,
blev til hendes og de andre Gratiers Berømmelse efter¬
følgende indsendt:
Gratierne, maae man vide,
Ere unge Piger, som
Mands=Personer nok maae lide
Men ey altid skiøtter om,
De kand mange Kunster lære,
Men er ey beqvemme til,
Sig ved dennem selv at nære,
Hvorfor hver og giftes vil.
De kand sye og de kand spinde,
De kand meget meer endnu,
De kand haspe, de kand vinde,
De kand synge Bisselu.
De kand Sætter selv opstikke,
De kand spille færdig Kort,
De kand The og Caffe drikke,
De kand stiæle Hierter bort.
De kand klappe, stive, stryge,
De kand giøre smukt Coupeer,
De kand mange giøre syge,
Naar de kun af dennem leer.
De er slige Creature,
Som en Mand maae passe paa,
Om de ham ey skal belure, &c.
Resten kand J selv forstaae.


144
Avertissemens.
En liden, vild og flygtig Pige, tabte forleden i det Grønne
et got Raad, som hun havde faaet af sin Mama; thi er hun venligst
ombedende, at dersom nogen, som kommer ind i Skoven, skulde finde
det, de da vilde levere hende samme tilbage, imod en skikkelig Recompence.
Monsr Kikøpe, logerende i Real=Gaden, lader herved sin yd¬
mygste og kierligste Hilsen formelde til alle smukke Damer og Jom¬
fruer, at saasom hans lille Perspective, ved deres Artigheders idelige
Beskuelse, er bleven gandske dumt, og Magen dertil er ey at bekom¬
me, de da vilde bevise ham, som en stor Tilhænger af deres Kiøn, den
Gunst, at spatzere langsom forbi hans Logement, saasom hand, uden
deres Beskuelse, ey kand leve, og ellers har ikke Lyst til andet, end
kikke ud af Vindvet.
P. S. Hvis hans Perspective og Kikkert ikke havde været
læderet, var dette aldrig forlanget.
Dersom nogen behøver et Lod Venskab i Nød, da er der kun en
eneste Person i den store Verden, som falholder det. Hand har ikke
i dette hele Seculo solgt for 10 Rdlr. Nu kommer det ham meget for¬
underligt for, at hans Vahre ikke kand faae Aftrek; og hand er af den
Tanke, Folk maae være uvidende om hans Boepæl; thi lader hand herved
gvertere, at hand er at finde i Nøden hos Frue Kierlighed, boende paa
Oprigtigheds Torvet, hvorhen alle Liebhabere kunde addressere sig.
N. B. Alle de, som hidindtil have handlet eller herefter handle
med saadanne Venskabs Vahre, hvorpaa hans Stempel ikke findes,
ere falske, og de som kiøbe af dem, blive bedragne
Herved averteres, at Madame la Mode har fundet for got, at
kalde endeel nu brugelige Dyder med fremmede Navne, som klinge bedre
end deres naturlige. Ex Gr. EnGuds Foragter skal nævnes Esprit fort.
Ødselhed Liberalite. Egensindighed Fermete. Vellyst Galanterie.
Falskhed Politiqve. Ærgierrighed noble Ambition. Gierrighed
Menage &c. Thi ville Vedkommende sig derefter behage at rette.


145
Den skiemtende Avis.
No. XVIII.
Løverdagen den 17 Julii 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Himavir.
H¬
er er i disse Dage en særdeles Hændelse ind¬
falden. En Ung=Karl, ved Navn Guld¬
rig, var bleven paa en kort Tid saa lider¬
lig, at alle hans Slegt og Venner undsaae
sig ved at kiende ham. Hand havde snart ikke en tredie
Deel af sine Midler tilbage, da hand saae ikke meere liig
til at være et Menniske, men før lignede et Fæe. Ad¬
skillige toge sig for, at moralisere for ham. Mange søgte
at omvende ham, og alle ynkedes over ham. Men der
var hos Guldrig ingen Forandring at merke. Hand
var saa dybt indkommet i Sviren, at det var ham umue¬
ligt at gaae tilbage. Hans Forældre havde i hans yngre
Aar sluttet en Ægte-Forbindelse imellem ham og en vak¬
ker ung Pige, som var deres Naboe=Dotter. Med dette
Partie havde Guldrig altid været vel tilfreds til nærvæ¬
rende Tid. Men naar man nu talte til ham derom, loe
hand, talte haanlig om Ægteskab, lastede sin Kiæreste,
og havde tufinde Ting at bære i Veyen, at de ikke skulle
faae ham gift. Thi de holdt for, at dersom de først kun¬


146
de faae ham bundet til en Kone, saa kom hand nok til sig
selv; og derfor hængte de ham idelig over, at hand skulde
giøre Alvor af Sagen, og ægte den elskværdige Absalon¬
da. Allene alle deres Tanker med Guldrig vare forgie¬
ves, saa de omsider besluttede; reent at skamme sig ved
ham, tænkende, at naar hans Penge havde Ende, skul¬
de hand nok af sig selv omvende sig. Men hans unge
Kiæreste tænkte anderledes. Hun kunde ikke taale, at
hand skulde døe i sin Liderlighed, omendskiønt hun saae,
at det blev Slutningen, og at hand ufeylbarlig ved sit
Asotiske Levnet inden stakket Tid vilde have gravet sin egen
Grav, dersom man ikke forekom ham. Hun elskede ham
oprigtig, ja hun har lige saa stor Kierlighed til hans Frel¬
se, som til hans Person, og derfor resolverede paa sin
egen Haand at besøge ham, for at overtale ham til at
staae af fra sit ryggesløse Levnet. Hun satte sit Forsæt i
Verk, men udrettede intet andet, end at hun fik ham til
at udgyde endeel unyttige Tale=Maader og grove Eder;
thi besluttede hun paa en anden Maade at faae ham om¬
vendt. Hun tænkte, dersom der er mindste Smule Kier¬
lighed hos ham for min Person, saa fortryder denne hans
ubillige Omgang ham, naar hand hører jeg er død. Ja
jeg vil bilde ham ind, at det er saa. Hun satte sig strax
ned, og skrev efterfølgende Linier:
Allerkiereste Ven!
A¬
ldrig havde jeg tænkt, eders Hierte skulde været haardere end Flinte¬
Steen. Men siden J er ubevægelig, og jeg aldrig kand vente at
leve eder til Fornøyelse, som dog skulde være det eneste, der kunde be¬
væge mig til at leve, saa vil jeg herved lade eder vide, at naar min
Pige| nu gaaer til eder med dette Brev, gaaer jeg hen og ender mit
Liv, for derved at betage mig den daglige Bedrøvelse, at see paa eders


141
ugudelige og rasende LeveMaade. Far vel! og omvend eder, saa
ønsker og beder eders til Døden færdige Veninde
Absalonda.
Dette Brev befalede hun sin Pige at bringe Guld¬
rig. Hand havde ikke snarere læst det, førend det giorde
en forunderlig Virkning. Hand faldt i Graad, bad Pi¬
gen over Hals og Hoved springe hiem og forekomme sin
Jomfrues Forsæt. Selv klædde hand sig paa og fulgte
efter. Men da Jomfruen blev ham vaer, gav hun Pi¬
gen Ordres at sige, at hendes Jomfrue var ingen Steds
at finde. Himmel! hvor blev det arme Menniske til
Mode, da hand hørte det. Hand forbandede sit Levnet
nogle tusinde gange, fordi det havde været Aarsag i dette
ynkelige Udfald. Hand gik som et afsindigt Menniske
hiem paa sit Kammer, og var allerede i Begreb med, at
giøre en Strikke til rette, for at hænge sig, da Jomfruen
kom til ham og glædede ham, at hun endnu var i Live.
Hand lovede da strax at vilde forandre sig, og man saae
ham to Dage efter at være et andet Menniske. J For¬
gaars stod deres Bryllup med megen Pragt, og alle vel¬
signe den unge Madame for hendes snedige Paafund. Ja
hendes egen Mand velsigner hende alle Øyeblik for det
samme; thi hand siger, hand havde aldrig blevet til Men¬
niske igien, havde hun ikke været.
Continuation af Beretningerne fra Moria.
Over en Person, som havde drukket sig Døden til,
var følgende Grav=Skrift paa en Sølv=Plade, af Skik¬
kelse som en Flaske, udgravet:
Den Mand, som hviler her, sin Død og Helsot fik
Af alt for megen, sterk og hidsig fremmet Drik.


148
Hand drak saa længe Skaal i Svire=Brødres Skraalen,
Jndtil hand Døden drak med Vinen udaf Skaalen.
Derfor med gylden Stiil skal tegnes paa hans Grav:
Hand var en Tapper Helt i alle Drikke=Lav.
Over en Skiøde=Hund, som havde gjort sig merite¬
ret til en muret Begravelse, var paa en hvid Marmor¬
Tavle efterfølgende Grav=Skrift udgravet:
L. S. P. D.
Benene
af det allerkiereste Beest,
den tro og kielne
FIDELLE,
lagdes her til Hvile,
øfter at hand havde levet her i denne kummerfulde Verden
7 Aar, 6 Maaneder, 2 Uger og I Dag,
og givet alle Folk
Trosxabs, Lydigheds, og Kierligheds Prover.
Hans Dod og Endeligt begrædes.
Hannem til velfortient Eftermæle
er af hans efterladte Venner
dette Monument opreist:
Fidelle! lig i Roe. Ey nogen dig skal røre,
Man dine dode Been skal ingen Uroe giøre.
Du var et nydeligt, et got og vakkert Kree.
Ach! Ynk, at vi ey meer i Verden dig maae see!
Nu maae den Stakkels Mund, som dig ey meer kand slikke,
O lille Skløde=Hund! de salte Taare drikke.


149.
Lyderhuus.
J forige Maaned skede en Sammenrottelse af de her
for noget siden ankomne fremmede Deputerede, som for¬
voldte et Oprør, i hvilket mange Dydige af Keyserin¬
dens Undersaatter maatte sætte Livet til; thi de onde
Mennisker, som stiftede Oprøret, kunde ikke stilles, før
de havde drukket de Uskyldiges Blod. Keyseren var
heller ikke for at forsvare sin Fiendes Undersaatter, siden
hans Hensigt er intet mindre end fredelig, og hans største
Fornøyelse er at see sine egne blomstre, naar de fremme¬
de Gode neppe undes Livet i hans Lande. For denne
Gierning bliver hans Navn vel mere stinkende, men hans
Person ikke fælere, thi Ondskaben har allerede gjort hans
Person afskyelig nok. Som der berettes, rykker Key¬
serinden nu med al sin Magt imod denne alle Lasters
Fyrste. Hand er iligemaade færdig til at tage imod en
Fiende, og synes ikke at frygte for nogen Ruin eller Un¬
dergang, men spaaer sig selv et bestandigt Regimente.
Saufenhafen.
J dette Øyeblik ankom her til Staden et stor Tal af
forunderlige levende Machiner. De see ud ungefær, som
Mennisker, kunde gaae, see, tage, føle, spise og drikke.
De have taget Logementer runden om i Byen; og ville
uden Tvil vise vore Landsmænd nogle rare Kunster.
Dersom deres Sager kand giøres uden Hexerie, ville de
uden Dispute faae stort bifald. Med næste Post skulle
vi give eder en fuldkommen Oplysning om, baade hvor
de ere, hvor fra, og hvad deres egentlige Kunster gaae
ud paa.


150
Bomba.
J Gaar kom en af vore unge Studerende hiem fra
Narrabia. Hand har endnu ikke talet tre Ord med no¬
gen her paa Stedet, men hand giør alle Øyeblik nogle
meget lærde Grimacer, og lader til at være saa fornøyet
med sig selv som nogen.
Eggvskoe.
Øvrigheden her paa Stæden har nylig udgivet et
Reglement for det unge Hand- og Hun=Kiøn, til Conver¬
sation baade i offentlige og private Samlinger; hvorudi,
iblant andet, er Hand=Kiønnet forbudet endeel Tale¬
Maader og Friheder, som vare utaalelige, og Hun Kiøn¬
net en alt for aaben og negligeant Dragt. De som have
Opsigt med Forordningernes Efterlevelse, have i disse
Dage deres fulde Arbeyde. De have allerede grebet nogle
Snese af begge Kiøn, som vare ulydige. De Skyldige,
som paagribes, have nogle artige Undskyldninger. Mands¬
Personerne sige: De maatte blive foragtede af alle pole¬
rede Damer, dersom de skulle lade af at tale og omgaaes
som de ere vante til; og Fruentimmerne beraabe sig paa,
at det er for varmt for dem, at skiule de Parter af Lege¬
met, som vor Øvrighed ikke vil skal sees.
Hykkelstad i Gyldenrige.
Her er ved Trykken udkommet en Catalogus paa alle
de Friere, som den unke Enke=Frue Guldvegt har
havt. De beløbe sig med Gamle og Unge til den Sum¬
ma 153. Det var ikke for hendes Persons Skyld, at saa
stor en Mængde løb paa hendes Dør, men allene for
hendes mange Midlers Skyld. Thi det er nu ogsaa i
vor Verden bleven en Mode, at giøre mere af Penge end


151
af nogen anden Ting. Men, jo flere hun havde at væl¬
ge iblant, jo slettere Val giorde hun, i det hun gav de
Gamle, Dydige og Fornuftige Afskeed, og tog den, som
endnu i mange Aar behøver Læremester, før hand lærer
at kiende sig selv og den Verden hand lever i.
Qverelen.
At en knurvuren Misfornøyelse fødes af en uor¬
dentlig Egen Kierlighed, begribes lettelig. Knurrepot¬
te, en berømmelig Mand her paa Stædet, har i lang
Tid ligget syg af saadan Misfornøyelse med sig selv og
andre. Hand har ærgret sig snart til Døde, over sin
slette Helbred, tynde Lykke og liden Fornøyelse, men al¬
drig førend nu nylig betænkt, at hand selv er Aarsag i al
sin Fortred, og at hans Egen=Kierlighed er Skyld i det
altsammen. Mange holdt i Begyndelsen for, at denne
hans Sygdom bestod i Jndbildning, og sagde: at dersom
hand bildte sig ind, at hand havde alle Ting, og fattedes
intet, da var hand lige saa lykkelig som de Rigeste. Men
Knurrepotte holder sligt for Sladder, og giør ret; thi det
vilde nu allene for et Øyeblik hielpe, men siden idelig for¬
urolige ham desmere. Hr. Knurrepotte har ellers i
disse Dage udlovet en god Sum til den som kand curere
ham. Men ingen tør tage sig Curen paa, med mindre
de først kunde faae den gamle uordentlige Egen Kierlighed
udryddet af hans Legeme, i Fald den skulde, som formo¬
des, have sit Sæde i Blodet; thi de ere alle af den Tanke,
at denne onde Giest er en Aarsag i denne onde Sygdom,
ligesom den almindelig er skyld i de fleste Uordentligheder
og Ondskaber, som gaaer for sig her udi vor lille Verden.


152
Avertissemens.
Den vidtberømte Hr. von Qvaksalber tilbyder alle dem, som
trænge til hans Hielp, sin Mage=løse Tieneste. Hans Curer ere nok¬
som bekiendte, og hans universelle Medicamenter ere altid rare. Hand
har nylig opfundet et Middel til at curere onde Ægtefæller. Et an¬
det til at curere ulydige Børn. Og nok et ditto til gamle rige Clouer¬
ter, som leve længer end deres Arvinger ville. Hand forsikkrer om
sin Habilitet, og lover at transportere hvilken Siel man pæger paa
fra een til en anden Verden i en Tid af 2 Dage. Skulle nogen tvile
om denne Sag, da byder hand sig til at giøre Prøve og lykkelig forrette
sine Sager, førend hand forlanger nogen Skilling til Betaling for
sin Umage.
Det gamle Danske Ord Du, er herved tienstligen begiærende,
at alle ærlige og brave Gemytter vilde antage sig dets Nød, og mage
det saaledes, at det igien maatte faae sin forrige Anseelse og Værdie;
thi ellers maae det med første plat undergaae. Man veed, det har
altid passeret for et meget kierligt Ord, og at der i dets unge Dage
var større Kierlighed imellem Forældre og Børn, og imellem Sød¬
skende indbyrdes, end nu, da det heder: Mon cher og ma cher, med
Tilleg af Pere, Mere, Frere, Soeur. Thi vilde man tage dette i
Consideration, og begynde paa den gamle Ærlighed igien, i Fald ikke
dette kierligste Ords totale Rum og Undergang med første skal befordres.
Hr. LAvare lader herved offentlig bekiendtgiøre, at hand ikke
længer vil passere for saa fæl og slem, som mange have afmalet ham;
og for at forebygge, Folk ikke, herefter som før, skulle raillere hannem,
saa har hand resolveret at give alle sine Modstandere og hemmelige
Fiender et prægtigt Tractament. Til hvilket allerede er giort de for¬
nødne Anstalter. Tiden og Stæden skal nærmere i disse Blade blive
bekiendt glort.


153
Den skiemtende Avis.
No. XIX.
Løverdagen den 24 Julii 1751.
Af dette Slags approderede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Finkel.
N¬
u er endelig den almindelige Recept, som Læ¬
gerne i Finkel for noget siden have udlovet,
kommet for Lyset. De have holdt det raa¬
deligt, for Bekostningers Skyld, at skrive een for de
Fattige, og een for de Rige. Vi ville Ord til andet an¬
føre dem begge, følger:
Almindelig Recept,
Hvis rette og varlige Brug er en Lægedom imod alle
Sygdomme i Fleng, men imod Aanderne, som skade
Finkels Jndbyggere, i sær.


De Fattige tage:
Reent, klart, kolt Vand-A Td.
Lunket dito - -
1 8d!
Kierne=Melk - - 17 Potter.
Klokke=Fit. --
3 16.
Dyvels Drek og Bukke-Blod zi.
Sølverglød Gurkemeye --th.
Sirop. - - - - 5 Kander|
Gamle Kort pulveriserede 73 Spil.


De Rige tage:
Pyamontisk Suur=Brynds Vand
1Td.
Smalbachs lunket dito- 3 8d.
Suur Fløde
15 Potter.
Grævlinge Jster - - - 5l.
Rabarbara og China - 1 sk.
Mere. Sublim og Gum. Guit !U.
Jomfrue=Honning - 10 Potter.
Nye fine hvide pulveriserede Kort
14 Spil.


154
Gammelt Smør
76
Levende Aal - -
I Snees
Engelsk Jord - - - 6 Lod.
Egge=Blommer -- 36 Sikr.
Giede=Melk - - - 10 Potter.
Huus=Log - - i Haandfuld.
Aske
3 Skiepper.
Hammerskiel - - i Fierdkr.
Bruunrødt
2 1h.
Gl. støbte Messingknap. 50 Stkr.
Spindelvæv.-
1sh.
Hyben
516.
Skov=Æble - -
11 Skieppe.
Aggern - - -- - -- 5 Td.
Lakmoes - - - - - 3 sh.
Brændeviin - - 15 Potter.
Bonde=Roser - - - -
2 s6.
Enebær
3 16.
Grøn Sæbe
5 ib
Ulæsket Kalk -- -
11 Skeppe.
Dyre=Haar
3 t6.
111
Allehaande


May=Maaneds Snør-- 11 16.
Levende Aal - -- 30 Stkr.
Trippelse - - -
15 Lod.
EEggeblommer. - - 99 Stkr.
GGiede=Melk - - 20 Potter.
(Charlotte=Løg - - 70 Stkr.
Potaske
1 Lth.
Fiil Spaan-
4 Fierdkr.
(Cinober
116.
Nye støbte Sølv=knapper 99 Stkr.
Flagger=Guld - -
1 th.
Jøde=Kirsebær
3 16.
Paradiis=Æble - -
1ik.
Muschater - - - 61 Stkr.
Jndigo- - - -
zib.
Aqvavite - -- 31 Potter.
Keyser=Kroner.-
5 th.
Passafras - - - - -
4th.
Venettansk Sæbe -
11sk.
Bleghvidt -- - - - 7 46
Hiorte-Takker - - - 9 B.
Allehaande - - - - 25 th.


Disse Specier fyldes i et stort Kar, hvori de under
lukt Log maae staae stille i 8te Dage. Siden i 14 Dage,
daglig 2de gange omrøres, og derefter det Tynde frasies.
Deraf hver Morgen og Aften at drikke en Pægel; det be¬
varer et Menniske fra Aandernes Magt.
Denne Recept kommer uden Tvil vore Læsere mere
latterlig end alvorlig for. Men det er dog ikke altsam¬
men at lee af; thi man kand ikke vide, om den med Tiden
kand komme i samme Anseelse i Finkel som Gratia proba¬
tum og Tiere=Curen hos os. Ellers havde det nok været


155
saa sundt, at de gode Herrer Finkelske Medici havde or¬
dineret Indbyggerne der paa Steden, 1 Portion Faste,
1 Portion Af hold og saadanne meerbekiendte gamle gode
Medicamenter, som ofte her paa Jorden har hiulpet man¬
ge Jordiske J idbyggere af ungefær lige saadanne Svag,
heder som den Finkelske.
Copie af et Brev fra Livor.
Tvende Søstre ere for kort Tid siden blevne gandske
uenige. Aarsagen var denne: Den Ældste fik af sin Fa¬
der en Foræring, som var kostbarere end alle de den Yng¬
ste hidindtil havde faaet, over hvilket hun, den Yngste,
blev saa ærgerlig, at hun resolverede sig til Hevn. Hev¬
nen satte hun og i Verk Dagen derefter, ved selv at kiøbe
sig nogle Sager af langt større Værdie, hvilke hun fore¬
gav, hendes Liebhaber havde skienket hende. Saa snart
den Ældste faae disse Herligheder, blev hun saa jaloux
over Søsteren, at hun paa alle Maader søgte at sætte
Ont under hende hos sine Forældre. De leve nu i det
bedrøveligste Fiendskab, og vise os de slette Frugter, som
idelig voxe af en urimelig og daarlig Misundelse.
arbeyde begge paa hverandres Forringelse. Og den
ugrundede Mistanke, som Misundelsen har opvakt, vil
vel aldrig tillade nogen god Forstaaelse imellem dem oftere,
La Simplicite.
Et Beviis paa den største Eenfoldighed har een af
vore Bønder paa den store Hoved=Gaard i disse Dage
givet os: Hand vidste, at de Bønder, hvis Gaarde for¬
ulykkedes ved Ildebrand, fik af Herren paa Hoved=Gaar¬
den et Brand=Brev, efter hvilket de af alle nær og langt¬
fraliggende Bønder finge noget til Hielp til en nye Byg¬


156
nings Opførelse, hvilket Sammenskud tit var saa tilstrek¬
keligt, at de bleve rige af Overskuddet fra Bygningen;
thi tænkte hand, som sad kun i en maadelig Tilstand, ved
samme Middel at blive lykkelig. Hand gik op til Herre-
manden, og efter en ham anstændig Compliment bad
ydmyg, at Herren vilde have den Godhed for ham, og
give ham et Brand=Brev. Hvad! sagde Herren for¬
skrekket, er din Gaard afbrændt? Ney er den ikke, gode
Herre! svarede Bonden, men jeg har sat mig for, at svie
den af paa Torsdag, om det vil lykkes.
Relation fra Floden Overmod.
Alle Indbyggerne paa denne Side af Floden have
paa nærværende Tid deres Øyne henvendte til Madame
la Superba Denne Kone, som i forrige Tid var saa
lige frem og brød sig om ingen Stats, er nu bleven saa
storagtig, at alle have Afskye for hende. Var hendes
Midler saa store, som hendes Mod er høyt, kunde ingen
paa mange Mile komme hende nær. Men siden hun ikke
har saa tilstrekkelig Formue, nødes hun ofte til at besøge
barmhiertige Aagerkarle. Tienere formaaer hun ikke at
holde, men siden hun ingensteds kand kiøre eller gaae uden
Tiener bag efter sig, saa maae hendes egen Søn forrette
en Tieners Embede, og er allerede afrettet til at iagttage
Tieneres sædvanlige Pligt, og man seer Madamen aldrig
gaae tvert over Gaden, uden Sønnen følger i Hælene,
som en anden Tiener.
Saufenhafen.
Jblant de mange Machiner, som paa nærværende
Tid opholde sig her i Byen, er en meget tyk, og frem for
de andre forfærdelig stor Machine. Denne samme er


157
ikke allene saa dristig at give sig ud for et Menniske, den
vil endog passere for en Mands Person. Den har i Gaar
paa alle Stadens Hiørner ladet opslaae Placater, hvoru¬
di den indviterer alle Elskere af rare Drikke=Vahre, at
see paa hans Kunster og hurtige Øvelser, hvilke alle bestaae
i at drikke, og gaae ud paa, at fylde sig med Vædsker.
I Dag have Kunsterne gaaet for sig. De begyndte i
Morges gandske tilig, da den grumme tykke Machine ud¬
tømmede til Frokost allene, 3 Bouteiller af det rødeste og
sterkeste Pommerantz-Brændeviin og 13 ditto af den op¬
rigtigste gamle hvide Viin. Dette saae en mindre Ma¬
chine, og vilde, i sine Tanker, giøre den store til Skam¬
me. Den traadde frem paa Skue=Pladsen, og, efter en
liden Oration til Tilskuerne, udtømmede lige saa stor en
Qvantitet af begge Slags Vædsker, som den store, og
roste sig af sin fremdeles Hurtighed, at holde det ud med
samme, hvor længe det skulde vare. De satte sig derpaa
begge, hver paa sin Side af et stort Viin=Fad, og en li¬
den Machine begyndte at skienke i for dem; men da de
hver havde drukket 37 Pocaler, begyndte den lille Machine
at blive tung=hovet, og faldt i Søvn paa Stolen som
hand sad. Den meget tykke Machine holdt dette kun end¬
nu for Børne=Verk, reyste sig op og spurgte, om der
var nogen af Parterret, som torde binde an med ham,
og kunde drikke ham af Stolen, den skulde have hundrede
Guld=Kroner for sin Hurtighed. Der fandtes strax een,
som vilde giøre Prøven (thi i saadanne Omstændigheder,
hvor der blive Priser udlovede, giøres mange forvovne
Forsøg.) Denne hand tænkte, at det skulde nu ikke være
saa besværlig en Sag, at drikke den tykke Machine over


158
Ende, siden den allerede havde faaet saa meget, som 10
kunde sove efter. De giorde derpaa en Begyndelse med
gammelt Øl, og toge, som til en Indgang, først 6 Kan¬
der pro Persona. Derefter drak hver af dem 12 Flasker
ægte couleuret Viin, som alle løbe glat ned, uden at in¬
commodere dem. Da ingen af dem endnu vilde give sig
tabt, drak de nok 18 ditto til Mands, men da maatte den
lille af Stolen, og den gamle stod op, under en almindelig
Haandklappen, og gik ud af Skue=Pladsen lige saa flink,
som om hand ikke havde faaet en Draabe til Livs. Man
skulde snart ikke troe slig en Historie, men naar man seer
Attester, faaer 100de Siele og Saligheder i Pant, og
veed, at saadanne Machiner virkelig ere til in rerum na¬
tura, saa faaer man troe det, og ikke raisonnere et Ord
derimod. En Machine en Mignature fortalte i Efter¬
middag, at den havde paa sin egen Haand i faa Timer
udtømmet 11 Bouteiller god reensmagende rød Viin,
hvilket hand erbyder sig til at bevise med mange trovær¬
dige Vidner, som dog kun allene havde hørt, men ikke
seet det. Sligt er meget forunderligt; thi den synes ikke
saa stor, at den kand romme 10 Potter Vand. Men
kandskee Skabningen kand giøre noget til Sagen; thi den
er meget anderledes dannet, end vore Machiner, som
kaage, naar de ere fulde. Det forunderligste er, at i
hvor liden denne Madame end er bleven, saa kand den
dog blive saa bister, naar man pæger paa den med en Fin¬
ger, at den vil i Haaret paa de allerstørste.
Bomba.
Her ved Universitetet holdte for 3 Dage siden en af
vore Lærde en vel udarbeydet Tale, til Erindring af det


155
Medicinske Facultets Begyndelse. Den lærde Autor vi¬
ser derudi, hvor meget Affecterne og Passionerne contri¬
buere til et Menniskes Velgaaende. Hand synes ikke at
være enig med dem, som holde for, at Affecter og Pas¬
sioner skade Menniskene, og at for megen Glæde, for stor
Sorrig &c. har alt for onde Jndflydelser i den kostbare
Sundhed. Hand fremfører adskillige Exempler til Veviis,
paa sin Sags Rigtighed, og iblant andet alligeres et, som
hand siger sig selv at have været et øyensynligt Vidne til,
nemlig, at en Person mistede Feberen, og fik den fra det
Øyeblik hidindtil ikke meere, da hans Galde af Forbittrelse
løb over. Heraf giør hand saadan Slutning: Siden Feberen
kand forlade et Menniske, naar hand bliver arrig og forbit¬
tret, saa maae den ikke have saa onde Jndflydelser i Sundhe¬
den, som man hidindtil har meent, og dens Virkninger kunde
ikke være større i andre Sygdome, skiønt vi ikke kunde see det.
Extraordinair Notification.
Paa en Bog, som bliver kaldet Verdens Omstændigheder. præ¬
numereres i disse Tider i Hverbye hos Allemand. Den er afdeelt i 12
Tomer, og hver Tome igien i mange Bøger. Autor gaaer meget smukt
igiennem de adskillige Omstændigheder som ere i Verden. Hand viser hvad
Forskiel der er imellem Omstændigheder, og hvor mange Slags bemær¬
kelser at dette Ord har Hand giør Afritzninger paa de sande og falske Om¬
stændigheder, paa de Omstændigheder, som synes at være virkelige Om¬
stændigheder, men ere dog ikke andet end indbildte Omstændigheder.
Hand distingverer imellem sure og søde Omstændigheder, lange og stakke¬
de Omstændigheder, og imellem fremmede og selvgjorte dito Til Slutning
er et Anhang som viser hvorledes og paa hvor mange Maader et Menniske
kand komme i Omstændigheder. Bogen bliver ziret med et Kobberstykke,
som betegner hver Omstændighed i sær, og bliver skreven med en flydende og
gangbar Stiil Man tviler altsaa ikke paa, at den jo skal finde Liebhabere;
thi rarere Skrift har vel endnu aldrig seet denne Verdens Lys.


160
Avertissemens.
Herved averteres af Madame la Mode, at til forestaaende
Maaned kand hos hende bekommes et Slags nye Anstalter til Krop¬
pen, som giver bedre Anseelse end de Gamle. Ligeledes har hun i
Commission at sælge 4 nye Complimenter og 3 ditto Coupeer, særde¬
les nyttige for Dandst= og Springe=Mestere.
Herved averteres, at hos Mad. la Mode er paa denne Tid flere
nye Forandringer paa Dragt og Sæder at bekomme, end der har
været nogen Tid tilforn; thi siden hun har merket, at de fleste Pyn¬
telser gaae ud paa at behage og behages, og at snart en kand forelske
sig i en Erme=Knap, snart en anden i en Krølle i Haaret, som falder
vel &c. saa har hun til den Ende forsynet sig med alle saadanne nye og
indtagende Sager, hvilke hun herved paa beste Maader recommenderer.
Mad. Gifteknivs Kokke=Pige lader herved avertere, at hun i
Torsdags Middag havde den fortrædelige Hængelse, at miste sin Soel¬
Hat, foeret inden i med grønt og uden paa med sort Papir; Høyden
paa samme er 11 Danske Tommer og Breden 22 ditto. Hvorfor
hendes kierlige og tienstlige Begiering er til alle og enhver, at, i Fald
de skulle overkomme samme, de da ville give hende det tilkiende, imod
Recompence af et stort skiønt Kys. Til behagelig Efterretning er en
Kiød=Gaffel med røde Baand flettet inden i samme.
Skulle nogen have Lyst til at legge sig efter Lomme=Tyve=Kunsten,
ville de behageligst anmelde sig hos Hr. Filurer del Galfransino, som
paa en extraordinaire og admirable Maade kand rense alles Lommer,
i sær fra Tørreklæder og Snuustobaks=Daaser. Ligeledes giver hand
Jnformation til alle og enhver, som har Lyst at legge sig efter at ud¬
skiære Mars hietter meget naturlig; og udvises hans Habilitet i hans
egne Manschietter, som hand daglig betiener sig af, og hvilke hand selv
har udskaaret. Hand logerer|for nærværende Tid i Kaput=Strædet,
skraas over for Ødelands=Gaden. Jnformations Prisen er maanedt¬
lig 10 Mk. 7 s, til Vedkommendes behageligste Efterretning.


161
Den skiemtende Avis.
No. XX.
Løverdagen den 31 Julii 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Sædskov.
D¬
et er ingen fire Dage siden, at en gammel
Mand kom her til Staden og udspredte
det Rygte, at hand var en stor Lærere,
som var sendt os fra Himmelen, til Trøst
og Underviisning. Alle vore Jndbyggere stimle til ham
i Flokke=Tal, for at høre paa hans Underviisninger. J
Formiddags holdte hand paa Stadens store Oratoriske
Sahl en lang Moralsk Tale, hvorudi hand iblant andet
viiste, hvorledes et Menniske havde at opføre sig, naar
det vilde vandre retskaffent frem i Verden. Hans Ord
faldt ungefær saaledes: J dødelige og dog udødelige Men¬
nisker! Hvor kommer det, at J ikke kunde lade de Døde
ligge med Roe i deres Graver. Mene J, at J have no¬
gen Fordeel af at bagtale og laste dem, som ey ere mere i
Stand til at svare for sig selv, og forsvare sine Giernin¬
ger? Har der kandskee været en gammel Familie, et
gammelt Hoved, en gammel Mand, en gammel graae
Kone, som ikke har ført sig op efter eders fiirkantede Hou¬
meur? Skulle J da strax blæse ud: Sikket gammel¬


162
dags Tøy. Sikket forslidt Fias. Det er ikke
alamodisk. Det duer ikke at bruge &c. Ere J reent
daarlige, Mennisker! Betænker J ikke, at Tiden vil til¬
lade, det samme kand siges om eder? Holder J mueligt
for, at Moden kand undskylde eder? Hvad end den un¬
ge Vergen siger, saa tager det dog ikke an for nogen Lære¬
Regel. Vel er det Mode nu omstunder, at naar en Mo¬
der formaner sin Dotter til Tugt og Ærbarhed, og siger,
at det lader en Dotter, som er ærlig og lydig, meget vak¬
kert, naar hun ikke seer sig alt for meget omkring i Com¬
pagnier, og lader sine Øyne løbe allevegne og paa alle,
men paa sine visse Tider snart slaaer dem ned som en Ere¬
mit, for ikke at see paa Verdens Forfængelighed, og snart
kaster dem i Veyret, for at betragte Himmelen, naar en
Mands=Person passerer forbi. Saa svarer hun: Ey
Mama: Sikket gammeldags Tøy. Det er jo noget
forslidt Fias. Det falder Mændene til at slaae deres
Øyne ned, naar de komme i Compagnier; et Fruentim¬
mer derimod er just skabt til at betragte Mands=Perso¬
ner; thi de ere jo tagne af deres Rifbeen. Ach! skulde en
stakkels Pige stedse slaae sine Øyne ned, saa skulde hun
vel sin hele Livs Tid ikke faae nogen Mand. Ligeledes,
naar en Fader siger til sin Søn: Min Søn! frygt Gud;
hold hans befalinger; søg ham, naar du staaer op og
naar du gaaer til Sengs; gak aldrig til Bords, uden du
først beder Himmelen om Velsignelse, flye Spil som en
Gift; vogt dig for Eder og Bander; skye ondt Selskab
og Utugt &c. saa svarer Sønnen strax: Ey Papa! Sik¬
ket gammelt Tøy. Det er jo noget forslidt Fias. Noget
som jeg har vidst for længe siden; man maae jo før sige


163


op efter de Folk man er iblant. Seer, kiere Jndbyggere!
ere ikke Tiderne saaledes forandrede, at dersom en gammel
ærlig Mand nu omstunder fører sig ærbar og ustraffelig
op, saa bliver hand anseet for en gammeldags Karl, for
noget forslidt Tøy, for en mindst alamodisk Person &c. &c.
Ja ligesom man i de forbigangne Tider kiendte en Mand
paa sit Skiæg og oprigtige Gemyt, saaledes maae man
nu omstunder kiende en god Mand paa Eder og Guds¬
Bespottelser, paa Bulder og Allarm &c. Og da hand
havde talet disse Ord, forlod hand sit Sted og gik bort.
Cacoetes.
For tre Dage siden blev her paa Academiet holdt en
offentlig Disputatz, hvorudi Thema var: Om en ond
Vane, som hos et Menniske var rodfæstet, kunde
gandske bortdrives? Disputen blev længe og med lige¬
Hidsighed paa begge Sider ventileret. Da omsider vor
gamle Professor Severus, som Rector Magnificus, op¬
hævede samme med denne Tale: Messieurs Collegæ! Det
synes vel snart umueligt for nogen af eder at blive Seyer¬
Herre, men jeg skal snart vise, hvo der haver Retten paa
sin Side. Her boer en fattig Mand i Byen, navnlig
Tilvandt, som fra sin Ungdom af, har havt den Vane,
at føye til Enden af sin Tale disse Ord: Og saa. Denne
Mand, Messieurs! ville vi bruge til at opløse Trætten.
Vi ville betiene os af alle de Midler vi vide, for at faae
ham afvandt fra denne Vane, og paa denne Maade kand
denne Dispute fuldkommen blive afgjort. Dette blev af
alle Tilstædeværende consenteret, saavel som af Øvrighe¬
den. Manden blev kaldet frem. Man forbød ham at
føye de Ord og saa til Enden af sin Tale. Man gjorde


1164
ham store Løfter og forsikrede ham om mange Penge, i
Fald hand vilde afstaae fra denne sin Vane. Men den
var ligesom bleven en Natur hos ham, saa alle Anstalter
var forgieves; det var ham gandske umueligt at vænne
sig derfra. Man lad ham derpaa arrestere. Man lagde
Baand og Lænker paa ham, og satte ham ned i et fælt
mørkt Fængsel; men dette var endog forgieves; thi be¬
gyndte man for Alvor, dog paa Skrømt, at formere
ham en Proces. Den blev dreven med stor Færdighed,
og hand blev dømt til Døden. Man lod ham og virkelig
bringe til Retterstædet, hvor hand, da Skarpretteren stod
med Sverdet i Haanden, raabte: Ugudelige og ubarm¬
hiertige Mennisker! som saaledes handle med et uskyldigt
Menniske, ville J straffe onde Vaner, saa straffer dem
som ere meere strafværdige end den jeg bruger, og saa.
Da man nu merkede, at der var intet Haab til Foran¬
dring, lod man ham ned af Retterstædet, og gav ham, for
den Skrek hand havde udstaaet, en anseelig Douceur.
Man seer altsaa heraf, hvem Seyeren tilfaldt, og hvor
vanskeligt det er, at uddrive det Onde, som engang er
rodfæstet hos et Menniske.
Tusind Sind.
Forældre have altid selv den største Fortred af deres
Skiødesløshed i deres Børns Optugtelse. Thi som ingen
Ting kand fornøye Forældre mere med gode og lydige
Børn, saa kand og ingen Ting være dem til større Be¬
drøvelse, end naar Børnene ere onde og ulydige. Hr.
Alt for stor von Lemfældighed tillige med sin Kiereste
have i disse Tider de sørgeligste Prøver paa denne Sag.
De have net op en eneste Dotter i deres Ægteskab; Og


165
siden Himmelen har ikke velsignet dem med flere Børn,
saa have de og giort denne Smule Pige til en Huus=Af¬
gud. Naturen har ikke nægtet hende nogen af alle de
udvortes Yndigheder, som behøves til at stikke Øynene
ud paa en Mands Person og stiele hannem Hiertet fra.
Men saa smuk som hendes udvortes Skabning altid har
viist sig, saa slem og heslig har den indvortes ladet sig see.
Et stivt, ubøyeligt og egensindigt Sind er denne vakkre
Piges Hoved=Lyst. Forældrene have vel merket det,
men aldrig nent at straffe hende derfore, hvorudover hun
omsider er falden til een Daarlighed efter en anden. Det
er ikke længe siden, at hun viiste sig gandske devot; sukkede,
sang og græd idelig, men dette fik hastig Ende. Hun
syntes, som en voxen Pige, at dette var ikke saadan en
Mademoiselle, som hun var, anstændig, hun abandone¬
rede al Devotion, og spatzerede fra Morgenen tidlig til
langt ud paa Natten langs ad Gaderne, for at tage smaae
Løyer i Betragtning; men atter andre Jndflydelser: Hun
blev lige saa snart træt og kied af, saaledes daglig at spatze¬
re, som af sin forrige Devotion. Hun kiørte derfor ud i
Besøgelser, og tog flittig imod Visiter hiemme. Men
nu er Mademoisellen atter forandret, nu kand hun ingen
af de forrige Ting fordrage, nu kand hun ikke taale at see
noget Menniske, uden en liden Voxdukke, som hun har
indsluttet i et Glas=Skab, med hvilken Dukke hun selv
alle Øyeblik discourerer; selv taler hun den til, og selv sva¬
rer hun paa Tiltalen. Hendes Forældre søge vel at for¬
mane hende fra saadan Opførsel, men hun bilder sig ind
at være langt klogere end de; hun kalder sin Moder for
sin Slavinde, og sin Fader for sin Dreng, og prætenderer


166
den Opvartning af dem, som hun er dem selv skyldig.
Alle ynke disse Forældre, men naar man seer ret ind i Tin¬
gen, saa fortiene de ingen Medynk, thi dersom deres Lem¬
fældighed ikke havde været for stor tilforn, skulle deres
kiære Dotter ikke nu giøre dem saa meget Bryderie og saa
mange hocus pocus.
La Civilite.
Vor Gouverneur, som bestandig giør sig største U¬
mag med, at holde al Grovhed og Uanstændighed af
Veyen i daglig Conversation, er i disse Dage kommet i
Erfaring om hvvrledes Madame Smuk Anseelse, som
hidindtil har passeret for en Person, der af alle meest ex¬
cellerede i smukke Sæder, undertiden haver den slemme
Vane, at slænge sig langs hen ad Loybænken i hendes
gode Venners eller andres Nærværelse; thi lod Gouver¬
neuren hende i Mindelighed andrage, hvorledes hun, i
Fald hun vilde passere for et Lem af denne honnette Stad,
maatte sætte saadan forargelig Uanstændighed til Side.
Men hendes Svar bestod derudt: Hvad jeg giør, giør jeg
ikkun iblant gode Venner, som jeg ey har nødig at und¬
see mig for, og for Resten giver jeg Gouverneuren en god
Dag. Disse sidste Ord udtalede hun med en overmaade
spodsk og moqvant Mine. Gouverneuren, som er en
meget føyelig Herre og Hader af alle Stridigheder, for¬
føyede sig derpaa selv til Madamen, men siden hand blev
afviist med lige saa kort Beskeed, lod hand derpaa sam¬
menkalde Raadet, som samtlig dømte hende, som et for¬
argeligt Lem af en Stad og iblant honnette Borgere, at
forvises Byen og Landet. Da Dommen skulde exseqve¬


167
res, havde hun allerede præcaveret sig med Flugten til
Simplicienborg, hvor hun lever under god Beskyttelse,
og har besluttet der at tilbringe sin øvrige Lives Tid.
Continuation af Beretningerne fra Moria.
Man gravede forleden paa den Østre Side af det
store Capelle, og fandt der iligemaade, langt ned i Jor¬
den, en stor aaben muret Begravelse, i hvilken vare man¬
ge Smaae. Strax inden for Døren fandt man en en¬
kelt Kiste staaende med denne Opskrift paa Laaget:
Inden for disse smaae enkelte Bræder
Sig en Uskyldig ved Rolighed glæder,
Spørges: hvori hans Uskyldighed saaes?
Svares: hand havde sin Tunge i Laas.
Noget inde i Begravelsen saae man en prægtig be¬
Slagen Kiste med flyvende Sølv=Engler over, som bare
brændende Lamper i Hænderne. Ved Siden af samme
Kiste var et Monument opreyst, hvorpaa følgende tvende
Stropher vare udgravede;
Den gamle oprigtige Kierligheds Lue,
Som lod sig i Venskab og Slegtskaber skue,
Er her til Rolighed,
J denne Grav sat ned.
Nu synes Folk Venner, men ere ey mindre;
Thi Falskhed vil altid et Venskab forhindre
De artigste sielden de Ærligste ere;
Thi alle den hykkelske Kappe vil bære.


168
Avertissemens.
Saasom Hr. Eenfoldighed fornemmer, at en stor Deel af hans
Tilhængere allerede have vendt ham Ryggen og legge sig efter Poli¬
tesse, og de faa der ere tilbage, helde temmelig med Hovederne, saa
lader hand herved avertere, at, for fremdeles at staae i sin Credit,
haver hand for nogen Tid siden indgaaet Ægteskab med Frue la Co¬
qvette, og haaber saaledes at blive soulageret, helst siden hun er lige¬
saa forslagen en Læremesterinde som hand er Jnformator. Hand boer
for nærværende Tid i lille bitte Strædet lige over for Uretmæssig¬
heds Skildtet; og de informere begge To hver paa sit particuliere
Værelse. Hr. Eenfoldighed fra Kl. 11 til 12 Formiddag, og
Fruen fra Kl. 4 til 7 Eftermiddag, og ellers altid i Hr. Eenfol¬
heds Absence. Jnformations=Biletterne, hvoraf udgives 12 Stykker
hver Maaned, udleveres af Fruen selv, til Liebhabernes behagelige
Efterretning.
Da en sovende Samvittighed nylig er kommet reysende her til
Staden, for at søge Tieneste, men hidindtil ingen har kundet faae,
saa lader hand herved trende gange i disse Aviser bekiendtgiøre, at
hand er til deres Tieneste, som maatte behøve ham, enten som Fuld¬
mægtig eller Bogholder; thi hand forstaaer begge Deele.
En vakker, velvoxen og først 62 Aar gammel Ung=Karl er til
Sinds til sit Giftermaals Befordring at oprette et Lotterie, hvori dog
ingen andre end ugifte Fruentimmer kunde sætte ind. Jnteressenterne
maae være 10000 og hver betale til Jndskud 2 Rdlr., som udgjør den
Sum 20000 Rdlr. courant. Lotteriet bestaaer af een Gevinst allene,
og følgelig af 9999 Nieter. Men den Jomfrue, som vinder, bekom¬
mer ikke allene de 10000 Rdlr., men endog den vakkre velvoxne Ung¬
Karl til hendes Brudgom, og skal hende, i Fald enten hans Person
ikke skulde finde hendes Approbation, eller hendes Person ikke være
anstændig for ham, strax blive udbetalt 10000 Rdlr. rede Penge.


169
Den skiemtende Avis.
No. XXI.
Løverdagen den 7 August 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Continuation af Beretningerne fra Moria.
P¬
aa en mørkeblaae Marmor=Steen, som
var opreyst over een, med tusinde alle¬
haande couleurede Blomster udziret Kiste,
læstes følgende Grav=Skrift:
Den Jomfrue,
Den Ædle, artige, yndige og dydige
Blufærdighed,
Som skiules under disse Roser,
Tog Afsked fra Verden,
Da man kastede Foragt paa hendes Person;
Og ønskede intet mere,
Siden alle stødte hende fra sig,
Faa vilde være hende bekiendt,
Og hendes Anseelse aftog,
End legges her til Hvile.
O, søde Jomfru=Dyd! o, Unge=Karles Ære!
Blufærdighed! hvor kand du over Hierte bære,
At gaae fra Mennisker, ind til saa mørk en Roe?
Hvi vil du ikke meer hos os i Verden boe?


178
Mig sones, søde Dyd! jeg seer dig ligge smile,
Her lagde, siger du, jeg mine Been til Hvile¬
Da de Fornuftige ey kunde lide mig,
Da alle syntes ved mit Væsen skamme sig.
Dog er jeg ikke død, jeg kommer vel til Live
Jgien med Tiden, naar man først vil lade blive
At hænge uden Skam ved min Modstanderske,
Den gamle Hæslige, for lidt Undseelse.
Nu gid den gyldne Tid for dig maae snaet oprinde!
Thi hvo i Verden skal dig her i Graven finde.
Jmidlertid saa hviil kun dine Been i Fred,
Jndtil af Moden gaaer al Ublufærdighed.
Glückshafen,
De store Byrder og Besværligheder, som Lasternes
Øvelse velter alle Dage paa et daarligt Menniskes Sind
og Samvittighed, blive først ret kiendelige, naar Alder¬
dom eller Sygdom forbyder et Menniske, at træde efter
Udydens Anviisning paa den indbildte Fornøyelses Ba¬
ne. Saadan et beklageligt Creatur, som seer sig berøvet
de Kræfter, ved hvilke hand tilforn arbeydede sig ind i
alle Ondskaber, fortryder vel, men alt for silde, sin be¬
gangne Daarlighed. De Bekymringer, som nu i den
ynkværdigste Tilstand mardre og pine ham, ere gandske
lidet fattelige, men aldeles ubeskrivelige. Vi kunde ikke
give eder en bedre Jdee derom, end naar vi meddele eder
et Brev, som saadan et Menniske har opsat til een af sine
Venner; det lyder i denne Tone:
For nærværende Tid lyksalige, men for den
tilstundende Tid høyst ulyksalige Ven!
D¬
ersom det er sandt, som Ordsproget lyder, at det er en Lindring i
Bedrøvelse, at fortælle sin Sorg for andre, saa maae jeg vente
med Længsel den Tidende fra min Ven, at dette Brev er indløbet til


171
dig. Du veed, fra den Tid vi levede i Hoved=Staden sammen
hvorledes jeg tilbragte mine Dage. Du veed, at vor største Lyst var
at see paa og fornøye os i Verdens Dukke=Tøy. Du erindrer de
mange Nætter vi vaagede, for at faae sølet os i saa mange Laster vi
gad. Du har vel ikke forglemt, hvor ofte vore Legemer vare de stør¬
ste Farligheder underkastede formedelst vor Debauche. Du veed selv,
med hvad Ærgrelse vi ansaae de Dydige i Staden. Du kiender
mig og veed, hvor liden Ærbødighed jeg bar for Religion og al Guds¬
Dyrkelse. Du veed, hvor ofte jeg loe ad din Stakkels Fætter, naar
hand med sine Formaninger søgte at omvende os. Ach min Broder!
du veed hvor ilde, hvor liderlig, hvor skammelig, hvor unyttig og
daarlig jeg har anvendt min Ungdoms ædle Tid. Nu er jeg kommen
i en Tilstand, da jeg merker ret Vederstyggeligheden af min forrige
Levemaade. Lægerne spaae mig Døden, og jeg er saa meget større
Elendighed underkast, som jeg baade frygter for denne fæle og mi
gandske ubekiendte Mordere, og tillige har ey den mindste Trøst i det,
som er de Dydiges Lindring. Ach min Broder! gid jeg enten ey
havde levet eller levet anderledes. Jeg kand med Ord ey udtrykke
min Samvittigheds Qval. Det som jeg tilforn har leet ad og anseet
som Børne=Spil, som forfængeligt og daarligt Tøy, vilde jeg nu gier¬
ne, men kand ikke, omfavne som min ypperste Trøst. Nu er mit
Hierte tomt fra al Vederqvægelse, min Siel frygter og ængstes for
at forlade sin Bolig, som den dog nødvendig nødes til. Ach Broder!
ynkes over min Tilstand, beklag mig, græd med mig! dog, hvad kand
det soulagere mig? Desperation vil vel blive det eneste, som kand
slutte slig en rasende Ungdoms uskiønsomme Opførsel. Men min
Broder! vil du ikke, enten naar du bliver gammel, eller naar du bli¬
ver syg, selv forsøge den Orm jeg plages af, men ey kand beskrive dig,
saa søg i Tide at rense dig fra de Ondskabers Vederstyggelighed, som
jeg veed, du arvede tillige med mig af Daarlighederne. Skriv mig
til, naar dette Brev er kommet dig til Hænde, da jeg maaskee, i Fald
jeg lever, kunde blive trøstet af en Person som du, bedre end af en
anden; thi det mindste af mit Levnet er dig uvitterligt. Jeg forbliver
din ulyksalige Ven &c.


172
NB For alle saadanne Sinds Lidelser ere de frie,
som omgaaes viselig og varlig, som ikke giøre sig til af
sin Skiønhed, som ikke broute af sin Lærdom og Erudi¬
tion, som ikke søge Fornøyelse i Daarligheder, som ikke
ere bange for at gaae Bedrøvelser i Møde, som ikke lade
sit Sind nedslaae af Lykkens Modgang, eller giøre sig
tykke af dens Medgang, men som i alle Ting holde Middel¬
Veyen, og vide at glæde og bedrøve sig med Maade.
Finkel.
Her har i disse Dage været en usædvanlig stor og
langvarig Formørkelse, som har sat dette Steds Jndbyg¬
gere baade i Forskrekkelse og Forundring. Den varede
nogle Dage i Rad, og var saa sterk, at ingen kunde see en
Flue paa Veggen, og den ene kunde ikke kiende den anden.
Det forunderligste er, at mange sige, den varer endnu, og at
de slet intet kunde see, da dog andre intet fornemmer til
den. Saasom Indbyggerne her paa Stædet ikke ere syn¬
derlig kyndige paa Himmelens Løb, have de besluttet, at
sende nogle Deputerede til Bomba, for af de Lærde sam¬
mesteds at faae Underretning om denne Formørkelses
Aarsag og Betydning; thi de fleste holde for, at den be¬
tyder intet got, og ere derover ikke i liden Bekymring.
Lyderhuus.
Der er endnu intet General=Slag holdet imellem os
og vore Fiender, men formedelst den uindskrænkede Leve¬
maade, som vores Krigsfolk i denne Tid har været tilladt,
er der begaaet af mangfoldige saadanne Laster, som intet
uden Skarpretterens Sverd har kundet forsone; allene,
vor Øvrighed vilde ikke længer tillade saadanne Henrettel¬
ser, da den fornam de frugtede intet, og at de Efterle¬


173
vende, i Stæden for at blive afskrekkede ved at see paa
sligt, snarere bleve saa forhærdede i Ondskaberne, at La¬
sternes onde Følger derover bleve større; thi man maae
merke, at alle Udyder ere ligesom den anden Natur hos
Nationen. Nu har da Øvrigheden omsider fundet paa
en anden Straf for de onde Mennisker, som under dens
Regiering ikke kunde tolereres. Den bestaaer ikke i nogen
Aflivelse, thi efter de Prøver man har seet, er den alt for
ringe til at hæmme Sviterne; men den bestaaer i de On¬
des Overbringelse til Dydeland. Jngen skal kunde
forestille sig, hvor meget denne artige Maade, at straffe
de onde ufordragelige Mennisker paa, har frugtet. Da
den første Misdædere, som var en misundelig Mand
skulde overbringes til Dydeland, for der at leve iblant
og omgaaes med de Nøysomme og kierlige Mennisker,
kom denne Straf ham saa forfærdelig for, at hand med
grædende Taare bad, at hand maatte døe for Skarpret¬
terens Sverd, hvilket hand heller vilde, end daglig have
den ulideligste Plage, at omgaaes iblant de Dydige, med
hvilke hans Tilbøyelser ikke stemmede overeens. Men der
var ingen Naade for ham, hand maatte afsted. Den
anden, som blev overført, var en Dranker. Da denne
hørdte, hand skulde henbringe sin øvrige Livs Tid iblant
de ædruelige dydige Mennisker, skar hand Tænder af For¬
tvilelse, og havde gierne taget Livet af sig selv, for at
undgaae en Straf, som syntes ham piinligere end Døden,
dersom man ikke havde betaget ham alle Midler dertil.
Der var for ham altsaa intet andet at vente, end at hand
maatte, ligesom den forrige, afsted. Saaledes conti¬
nuerede Straffen paa en 14ten Dages Tid, og man over¬


174
sendte Fraadsere til de Maadelige, Hoerkarle til de
Kydske, Hyklere til de Alvorlige, Gudsbespottere til¬
dem som bare Ærbødighed for det høyeste Væsen, og saa
fremdeles, hvilket havde saa ønskelig Virkning, at man
nu iblant vore Lastefulde Indbyggere sielden merker til
nogen halsbrekkende Forseelse.
Sukkerboe.
At det er ikke altid Anseelse, smuk Opførsel eller Dyd,
som giver Mands=Personerne Glands i Fruentimmernes
Øyne, det har den unge Lucinde her i Staden med sit
Exempel beviist. Valerius, en velskabt vakker Ung¬
Karl, har i mange Aar forgieves maattet anholde om
hendes Gunst. Hand har altid syntes for ringe i hendes
Øyne og uværdig til at blive Eyer af hendes Person og
Midler. Ja hand havde vel aldrig naaet sit Ønske, og
faaet hende, i hvor heftig end hans Kierlighed var til hen¬
de, dersom ikke Lykken havde staaet ham bie, og givet ham
saa anseelig en Gevinst i et Lotterie, at hand blev derved
en holden Mand, og kunde altid vente at giøre saa fordeel¬
agtigt Partie, som med Lucinde. Saa snart den kiere
Pige hørdte hvad Lykke ham var hendt, var der intet meere
i Veyen paa hendes Side, som hindrede en ordentlig For¬
bindelse imellem dem, end den offentlige Tilladelse, og
denne bragte Valerius saa hastig til Veye som ham mue¬
ligt var, og takkede Himmelen, som havde givet ham det
Middel i Hænderne, ved hvilket hand overkom sin Lyksa¬
lighed. Strax efter deres Bryllup begyndte et lidet Vers
at roullere, som forestiller denne samme Historie meget
naturlig. Vi ville lade eder høre det:


25
Valerius i lang Tid søgte
Forgieves om Lucindes Gunst,
Med hans Opvartninger hun spøgte,
Og giorde Nar af al hans Kunsk,
Jndtil hand i
Et Lotterie
En Capital af Lykken faaer,
Lucinde strax forandret bliver,
Valerius et Fortrin giver,
Saaledes det i Verden gaaer.
Lige saadant et lidet Skrift er ogsaa kommet ud om
den knipske Lisette, hvis Giftermaal lykkelig har gaaet
for sig i disse Dage. Hun har faaet det saa got som hun
vilde have det, og maae nu ligge, som hun har redet un¬
der sig til, som man siger for et Ordsprog; thi alle vi¬
de, hun kunde havt det bedre, dersom hun ikke havde slaaet
Vrag paa saa mange anseelige Tilbud, som hende bleve
gjordte. Vi ville meddele eder Skriftet, net op af en
Strophe ligesom forrige:
Lisetre, som i mange Dage
Saa mange Snese Friere
Har uden Aarsag kundet vrage,
Sig nu omsider nødt maae see,
At tage den
Til Ægte=Ven,
Som andre Piger reent forsmaaer
Det som i Dag foragtet bliver,
J Mørgen vi et Fortrin giver,
Saaledes det i Verden gaaer.


176
Avertissemens.
Herved lader Sr. Drukkenbolt bekiendtgiøre, at hand havde
forgangen Nat den Vanlykke, i det hand kom slingrende paa Gaden
og vilde gaae hiem, at hand faldt ud paa Næsen i en Rendesteen, og
i det samme med den høyre Fod tornede imod Muren, hvorved hans
Been blev brekket, og hand maatte om Morgenen lade sig bære hiem,
efterat hand først havde sovet Rusen ud i velbemeldte Rendesteen, som
contribuerede saa meget til hans Sundhed, at der er slaaet Koldfyr i
Benet, saa hand vist nok kommer til at lade det skiære af; thi fal¬
der nu hans tienstlige Begiering til alle hans kiere Drikke=Brødre, at
de af Medlidenhed vilde besøge og assistere ham med noget at opholde
Livet ved og betale Feltskiæren med, siden det er dem selv vitterligt,
hvor meget hand har drukket bort af sin timelige Velfærd, og at hand
eyer lidet igien, uden et usundt og fordervet Legeme.
Dersom nogen skulde have Lyst at lade sig informere i Oecono¬
mie= eller Huusholdnings Kunsten, da holder Sr. Sparsomme¬
lighed tillige med Msr. Forsigtighed vexelviis Collegium for alle Lyst¬
havende, hele Ugen igiennem, da de med megen Flid læse over denne
Materie. Men siden deres Collegianter ere saa faa, at de frygte for,
Verden inden kort Tid maae undergaae, for de onde Huusholderes
Skyld, saa invitere de herved alle og enhver til at høre deres Forelæs¬
ninger, og det uden Betaling, bare paa det Verden kunde blive for¬
synet med nogle gode Huusholdere igien.
Herved aabenbares, at hos Sr. Alt for frie kand haves for
billigste Priis efterskrevne gode og friske Vahre: Extra skiønnne
flygtige Øyne, propre spillende dito, item nymodige funklende
dito, supersine Complimenter, tres excellentes Coupeer, veri¬
tables Franske dito, nye Raisonnemens, hurtige Slutninger,
Pavelige Domme, item allehaande Skiertz, som efter Moden klæ¬
der unge Personer vel, naar de ere i Compagnier.


177
Den skiemtende Avis.
No. XXII.
Løverdagen den 14 August 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Simpelhaus.
E¬
ndskiønt man almindelig giør gandske lidet
af den ædle Dyd Eenfoldighed, saa har
dog en Fader her paa Stædet blevet be¬
rømmelig ved samme; thi det er en ringe
Ting, som kand giøre et Menniske berømmeligt hos os.
Denne Mand har altid været meget enfoldig, men tilli¬
ge oprigtig i sin Eenfoldighed, og intet mindre end van¬
kundig. Hand har kun en eneste Søn, og denne maatte
hand for otte Dage siden sende fra sig, paa det hand kun¬
de faae Leylighed til at lære de Ting, ved hvilke hand paa
sin Alderdom kunde leve. Dette Barn var meget vakkert
optugtet, og lignede Faderen i Eenfoldighed. De græde
begge, da de skulde forlade hinanden, og Faderen gav sin
kiære Søn sin Faderlige Velsignelse og disse trende Lær¬
domme, som tre Tanke=Sedler med sig: (1) Du skalt
altid blive ved den rene og rette Lande-Vey, og ikke
lade dig forføre til at skeyte af hverken til høyre
eller venstre Side. (2) Du skalt aldrig sove i noget


178
Huus noget Nat, hvor der er en gammel Mand
som har en ung Kone. (3) Du skalt aldrig trække
din Kaarde i Vrede til noget Menniske, førend du
med Alvorlighed har gjort din Bøn til Himmelen.
Avindshiem.
Den Forordning, som her for nogle Maaneder siden
blev udgivet imod Jldebrand, har vel forebygget, at man
i den Tid efter Forordningens Publication ey har for¬
nummet saa meget til denne farlige Fiende som før: dog
blev forleden Uge, formedelst Personernes egen Uforsig¬
tighed, en Jldebrand begyndt i tvende unge Forlovede,
hvilken saaledes greb om sig, inden Vennerne komme med
Vand, for at flukke den, at Jlden gandske opbrændte og i
Grunden fortærede al deres Kierlighed, og havde nær angre¬
det deres Personer, havde ikke Forældrene kommet imellem.
Kartenland.
Intet er almindeligere, end at giøre meget af intet,
og intet af det som er noget. Af tvende Breve, som ere
uformodentligen faldne i fremmede Hænder, seer man
denne Sags Rigtighed. Det ene Brev er fra en Person
som kalder sig Fortunatus, og dets hele Jndhold er en
Lovsang over Kløver=Knegt; hand veed ikke hvor høyt
hand vil opløfte ham i Skyerne; hand giver ham flere
Ære Titler end den meest fortiente Mand endnu har for¬
hvervet sig i Verden; hand giør ham til sin Afgud, og
det lader virkelig som hand tilbeder dette Liv=løse Papir.
Læser selv og dømmer om efterfølgende Brev hvad J ville:
Allerkiæreste Fætter og Cousin!
D¬
et var uforskammet af mig, om jeg vilde efterlade, at give dig min
Gtæde tilkiende. Aldrig skulde du vel have tænkt, at jeg blev saa


177
lykkelig i mine Dage som jeg eng er. Jeg veed ikke, om du allerede
har spurgt det, at jeg vandt i Overgaars 11000de gode overvægtige
Ducater. Veed du hvorpaa? Paa Kløver=Knegt, Mon Frere.
Den allerkiæreste Kløver=Knegt. Den dyrebare, uforlignelige,
skildrede, mandige, søde Kløver=Knegt. Hand var ene Aarsag i
al min Lykke. Jeg maatte forcere ham saa meget jeg vilde, og jeg
vandt idelig. Jg Kløver=Knegt skal fra denne Dag være mit Liv¬
Kort, mit Hierte-Kort, mit Huus= og Reyse=Kort. Ach du lille
deylige Kløver=Knegt, hvor gandske har du nu ikke indtaget mit
Hierte! Hvor staaer dit billede ikke indprendtet i min Siel! Aldrig
skal nogen Dag gaae forbi, at jeg jo, hver Morgen jeg staaer op og
hver Aften jeg gaaer til Sengs, skal kysse dig. Hielp mig, min
Broder! at rose denne vakkre lille Dreng; hielp mig at ophøye ham
og giøre hans Fortienester ret store. Hielp mig at fuldføre et Vers,
en Ære=Digt, en Lov=Sang til hans Berømmelse. Jeg har allere¬
de i Gaar begyndt derpaa. Saaledes skal Begyndelsen være:
Det er om Kløver=Knegt jeg denne Vise qvæder,
Hvis Eqvipage fleer end mig i Verden glæder.
Kløer=Knegt, den modige og mandige Person,
Min og hver Spilleres høygunstige Patron.
Hvis Liv og Lennet jeg nu vil paa Riim udføre,
Saa Verden kand hans Slegt og hans Bedrifter høre.
Du maae troe mig, om du vil, min Broder, at jeg virkelig finder i
mit Hierte større Kierlighed for denne elskværdige Kløver=Knegt, end
jeg nogen Tid har havt for mine Forældre. Jeg har i Sinde, i Fald
jeg nu kand giøre et anseeligt Pariie, som jeg ikke tviler paa, at lade
Kløver=Knegts Portrait ikke allene sætte i mit Signete, men lade
ham meget propre afskildre og indfatte i Guld=Ramme med Glas for,
paa det jeg ikke skal slide ham op med mine Læber; thi der gaaer intet
Øyeblik forbi, at jeg jo kysser denne min lille Afgud. Jeg sender dig
hermed indsluttet 15 Stykker Kløver=Knegter, som du vilde være
saa god at deele ud iblant vore gode Venner, og bede dem glæde sig


180
med mig over min Lykke, og elske, rose og forsvare Kløver=Knegt.
Nu, kiære Broder! jeg vil befale dig Kløver=Knegt, og stedse leve &c.
Fortunatus.
Vi vide ikke, hvad J tænke om dette Brev, men her
skulle J faae et andet af en anden Calibre. Det er fra
en Stakkel, som Hr. Godgiørenhed har htulpet til et
Brød. Men saa meget, som Fortunatus giør af sin
Kløver=Knegt, saa lidet giør Stakkelen her af sin
Hielper.
Ædle, fornemme Velynderske
Med dydige Jomfrue Dotter!
E¬
udeligen har Hr. Godgiørenhed kundet see, at jeg var værd at
hielpe, og derfor efter mine Fortienester recommenderet mig et
Brød, med hvilket jeg for det første er fornøyet, endskiønt jeg nok
kunde have fortient et bedre, som jeg og lod min Patron vide, da jeg
takkede ham. Jeg har just ikke noget at sætte ud paa Manden, hand
kand være brav nok, men den Feyl er der hos ham, at hand prøver
Personer alt for længe førend hand hielper dem. Nu har jeg den
Ære med allerførste, at aflegge en Visite hos min ærede Velynderske,
og recommenderer mig imidlertid til hendes inderste Gunst og Faveur,
forsikkrende om mit Hiertes Høyagtelse for hendes vakkre Jomfrue
Dotter, hvis Skoe jeg holder mig uværdig at spænde. Gid de begge
maae leve i mange Aar med megen Glæde og Fornøyelse, og om det
er Himmelens Villie, see deres Børne=Børns Børn., det ønsker af
inderste Hiertes Grund, deres indtil Støvet høystforbundne Client
Stakkel.
og Tiener
Bomba.
Her er paa alle Hiørner opslaaet endeel Theses, som
Hr. von Trætte=Kiær byder sig til at ville forsvare, de
mærkeligste af dem ere disse:
§. 1. At man bør lade Børn have sin frie Villie, og ikke
tvinge dem til nogen Ting, paa det de skulle ikke
blive forhærdede.


181
§. 2. At de som have været Uvenner i Verden og døe, maae
ikke legges i een Grav sammen, paa det deres Hvile
ikke skal forstyrres.
§. 3. At ingen Mand bør gifte sig igien, naar hans første
Kone døer, og ingen Enke tage den anden Mand.
§. 4. At der findes Mennisker i alte Planeterne, undtagen
i Maanen; thi som den er sammensat af Ost, saa er
dens Jndbyggere Mider.
NB. Denne kunde hand udeladt; thi er beviist
for længe siden i vor Verden.
Al Honneur.
Den meget daarlige Indbildning, som Jndbyggerne
i denne Bye staae udi, har været Aarsag til en temmelig
Ruptur i disse Dage. De bilde sig ind, at al deres Ære
henger ene af deres Ord, Miner, Dragt, Compli¬
menter og slige enkelte Ting, men af deres Gierninger
søge de ingen Ære, endskiønt disse skulde giøre dem vær¬
dige, hos alle Fornuftige, til at indhente den Herlighed,
hvorefter de nu forgieves gribe. Men vore Jndbyggere
ere ikke saaledes sindede. De rose sig selv, naar ingen
anden vil rose dem, og kildre sig hemmelig med at meri¬
tere de Æres Grader, som ingen uden ved mange Aars
ypperlige og fortienende Gierninger kand opnaae. Det
øverste Sæde i Compagnier synes dem alt for nedrigt,
at bære deres meriterede Legemer, og hvo som ikke admi¬
rerer deres Tale og falder i Forundring over deres Ord
og deylige Jndfald, den holdes for et lidet skiønsomt Crea¬
tur. Hvor latterlige deres Complimenter end ere, og
hvor foranderlig deres Dragt, saa holde de dog dennem
alle for uværdige til Ære, som ikke ville i alle Ting efter¬


182
abe deres Daarligheder. Kort at sige: De holde alle
Ting for Æres Fortienester uden deres Gierninger, men
NB. gode og berømmelige Gierninger vide de ikke af at
sige. De kunde fordrage alle Ting, og tage alle Ting op
for gode, naar man ikke rører ved nogen af deres fire
Øyen=Stene. Laster nogen deres Efterladenhed i Reli¬
gionen, det leer de kun ad; thi dens Pligters Udøvelse
holde de for ingen Ære. Gaaer nogen dem paa Klingen
for deres Bedragerie og slette Oprigtighed mod deres
Næste, kaste de med Nakken og sige meget haanlig: Man
skulde nok indlegge sig stor Ære ved at være ærlig?
Taler nogen dem til for de grovere Feyl i Omgang med
det smukke Kiøn, slaae de en Skogger=Latter af sig og
svare: Baggatel, der var nok Ære ved at holde sig
mere indgetogen? Ja hvad man taler til dem om, og
i hvilken Materie, ere de koldsindige, uden naar man rø¬
rer, som sagt er, ved deres Øyen=Stene. Exempel her¬
paa, ja et bedrøveligt Exempel have vi i disse Dage seet.
Hr. Ære=Top, en Person af den galante Verden, sad
i Compagnie med Msr. Ligefrem hos Mad. Smuk An¬
seelse. Compagniet bestod, foruden af disse trende, end¬
nu af en halv Snees Jomfruer og lige saa mange unge
Karle. For alle disse søgte Hr. Ære-Top at vise sine
store Fortienester. Hand gav dem alle Anledning til at
give nøye Agt paa hans Ord, Miner, Dragt og Com¬
plimenter; thi hand fremførte tusinde nye, deels latter¬
lige, deels liderlige Talemaader. Hand giorde hvert
Øyeblik hundrede Miner og forunderlige Grimacer. Hand
havde idelig at bestille med at pynte og sætte i Lave paa
sine Klæder. Nu trak hand i sine Ruller paa Knæerne,


284
nu i Krusedollerne under Halsen. Hans Complimen¬
ter vare utallige, og dog saaledes indrettede, at der var
altid noget rart og noget nyt i dem. Alle disse Ting vare
hans Ære, ved dem maatte ingen røre. Men Msr. Li¬
gefrem blev kied af, at see og høre paa hans Galskab,
hand kunde ikke længer bare sig, men tog Bladet fra Mun¬
den, og i en ulyksalig Stund udbrød med disse Ord: Min
Hr. Ære=Top! J er, med Forlov at sige, en stor
Nar. Enhver Skiønsom og Fornuftig maae faae
Coliqve af at see paa eders Galenskaber og høre paa
eders Galskaber. Hr. Ære-Top blev over denne Jret¬
tesættelse saa forbittret, at hand, uden at blive forhin¬
dret, sprang op, trak Kaarden og stødte den ind i Hiertet
paa den uskyldige Ligefrem, som i Øyeblikket faldt bag,
lengds død ned af Stolen. O ulyksalige Ligefrem! Hvi
skieldte du ikke Hr. Ære=Top for en Gudsbespottere,
Hyklere, Drankere, Spillere &c. &c.? det havde hand
taget vel op, og du havde beholdt dit Liv. Men du rørte
ved hans Øyen=Stene, ved hans største Fortienester, og
kaldte det Narrerie, som hand satte sin Ære udi; derfor
maatte du falde for hans Haand, derfor maatte du forsone
med dit Blod, at du havde talet hans Ordgyderie,
hans latterlige Miner, hans artige Dragt og una¬
turlige Complimenter for nær. Dog, du døde uskyl¬
dig, og derfor skal du have denne Grav=Skrift:
Om nogen spørger: hvo der eyer dette Hiem?
Da boer her en Mand, som heder Ligefrem.
Her fik hand Logement, fordi hand simpel var,
Og kaldte Ære=Cop en meriteret Nar.


184
Avertissemens.
Hos Hr. Skiødesløs kand alle unge Mennisker efter Behag
blive informerede i at holde sine Sager i en meget net og ordentlig
Confusion, der er en særdeles stor Ziir hos Ungdommen, og contri¬
buerer ikke lidet til deres Sagers Afgang. De Lysthavende vilde jo
før jo heller melde sig hos ham til Antegnelse; hand boer paa Hiørnet
af Efterladenheds Strædet i den forgyldte Negligeance.
Seigneur Tartuffe lader herved bekiendtgiøre, at som hand er
kommen i Erfaring, hvorledes en stor Deel unge Mennisker hindre
deres egen Lykke og Forfremmelse, ved det, de opføre sig saaledes, at
enhver kand see uden paa dem, hvad der boer inden i dem, saa har
hand, af Kierlighed til det almindelige Beste, besluttet at informere
unge Folk af begge Kiøn i Hykle=Kunsten, og inviteres derfor herved
alle dem, der maatte behøve at lære denne fordeelagtige Videnskab,
til at høre paa hans Forelæsninger, som holdes daglig i hans iboende
Gaard Skinhellighed paa Hiørnet af Ugudeligheds Gaden og
Gudfrygtigheds Strædet næst op til Fortvilelsens Port. Lige¬
ledes averterer hand, at hos ham er tilkiøbs meget anseelige Faare¬
Klæder, dobbelte Tunger, blinkende Øyne og hule Hierter, alt
i brugbar Stand og for billig Priis.
Herved gives tilkiende, at hos Sr. Forsøgt Mand ere nogle
saa indbundne og uindbundne Bøger at faae tilkiøbs, nemlig i Folio:
Et daarligt Menniskes Tanke=Register hele Aaret igiennem. En kort
Beskrivelse over det lille Ord Og, 35 Tomer. J Qvarto: Fuldstæn¬
dig Underretning om den rette Kunst at knibe Negotien, og i Octavo
De unge Mands=Personers Galskab paa Vers.
Averteres herved, at her til Staden er meget nylig ankommet en
Speyle=Mager, der forfærdiger saadanne Speyle, som præsentere hvil¬
ket Menniskes Tanker man vil vide; thi vilde enhver herefter behage
ikke at tænke andet, end det alle maae faae Kundskab om. J sær
maae de Misundelige tage sig i Agt, i Fald de ikke efter denne Dag
ville blive agtede alt for ringe iblant det Menniskelige Selskab.


185
Den skiemtende Avis.
No. XXIII.
Løverdagen den 21 August 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Livor.
D¬
et rareste Nyt, man her i lang Tid har
hørt, er dette: Misundelsen, den gamle
bedagede Frue, der almindelig klæder sig
paa sin gammeldags, har i disse Tider ta¬
get sig det saa nær, at de unge Piger have opfundet den
smukkeste Fruentimmer=Dragt, at hun har soret, hun
vil hverken kiemme sit Haar, toe sit Ansigt, sove, spise
eller drikke, førend hun faaer pillet Herlighederne af Kiøn¬
net. Hun har allevegne sat Spioner ud paa de uskyldig¬
ste Børn, og søger af yderste Evne at rive de meest for¬
drageligste og taaleligste Prydelser af deres Hoveder.
Men man tænker, at Fruen vinder ikke meere ved denne
Sag, end ved hendes hidindtil havte bemøyelser. Thi
uanseet, hun kand ærgre sig over Dragten, passerer den
nyeste dog i alle Skiønsommes Øyne for den beqvemme¬
ste og mageligste. Ja den er saa meget mere Roes værd,
som et Fruentimmer nu ikke behøver en Tredie Deel, til
at pynte sig i, af den Tid, den gammeldags Pynten


186
hen tog. Nu ere alle Ting ligefrem og lette at komme
afsted med. At kiemme Haaret ud og sætte Kaskietten
paa, er jo ingen Umage. Men hvilken Allarm var der
ikke ved at pynte et Hoved, da vore Olde=Mødre levede.
Ney, Fru Misundelse giorde bedre, om hun holdt inde
med sine evige Faster og ikke gandske fortærede sig selv ved
unyttige Bekymringer.
Bomba af sidste Post Dag.
Her har tildraget sig en Hændelse, som foraarsager
en almindelig Latter. Her ankom for nogle Dage siden
nogle Deputerede fra Finkel, som vare hidsendte, for at
faae nogen Oplysning her ved Universitetet, om en stor
Formørkelse, som de sagde sig at have seet hiemme. Men
da man her intet havde merket til nogen Formørkelse,
besluttede de Lærde, at sende nogle Personer, som lagde
sig efter Astronomien, derhen, for selv at observere saa¬
dant. Disse befandt da, at Formørkelsen ikke havde væ¬
ret i Solen, eller noget andet af de himmelske Legemer,
men ikkun i Indbyggernes Øyne, som formedelst visse
Vædsker og Fugtigheder, blive undertiden saa mørke og
dumme, at de slet intet kunde see. Denne nye Virkning
af Vædskerne, som de Finkelske Jndbyggere fast altid
plages af, har givet Anledning til at skrive en Disputatz,
som fører denne Titel: De Finkelske Vædskers forun¬
derlige og skadelige Virkninger.
Sædeskov.
Den for nogen Tid siden her ankomne gamle Mand
stiger daglig op paa Torvet for at undervise Indbyggerne.
Hans Tale er alle Tider lige fyndig, og hans Ord ere
krydede med skarpe Sager. Men da man i Begyndelsen


187
saae den største Mængde Mennisker at trænge hinanden,
for at komme til at høre ham, saa seer man nu neppe een
eller to paa det hele Torv, som bestandig, fra hand be¬
gynder til hand ender, give sig stunder at høre ham tale.
Der ere ellers altid Folk paa Torvet; men dersom deres
Vey ikke faldt nærmere derover, skulle man vel ikke heller
see dem et Øyeblik at staae og betragte Manden; thi at
faae Samling af hans Morale, bekymre de sig ikke om,
og mindre, at legge hans Ord paa Hierte. Ellers er det
let at giette, hvi Manden har gjort sig forhadt. Hand
talede offentlig forleden, og det fem Dage i Rad, om in¬
tet andet, end en i Svang gaaende Last, som hand dog
ikke vilde nævne med andet Navn end Galant. Dette var
meer end nok til at giøre Folk lede og kiede af hans Præ¬
kener, helst siden vore Jndbyggere, i sær de unge, fra
Barns Been af, vænne sig til den meest lastefulde Om¬
gang, efterdi den er kommet i Mode, og dens Fælhed
som ikke sees, førend Sviterne deraf vise sig i Alderdom¬
men, kommer fremtrædende under den deyligste Gestalt,
og maae passere for Galanterie. Dersom vi kunde faae
et Udtog af denne fem Dages Tale, som er gandske kort,
(thi hand taler altid lidt af Gangen) saa ville vi meddeele
eder den.
Prøven=Speyl.
Vore Jndbyggere ligge snart allesammen i Haaret
paa hinanden, formedelst det ulige Begreb de giøre sig om
Meningen og den rette Forstand af de Ord: Kiend dig
selv. Nogle holde for, at denne Selv=Kiendelse strek¬
ker sig ikke videre end til det man kand see af sit Legeme i
tre eller fire Fod høye Speyle, og bilde sig rigtig ind, at


188
naar de derudi have betragtet deres skiønne Gestalt, kien¬
der ingen sig bedre selv end de. De Rige mene, at den,
som har Memoriam Localem i sine Regnskabs Bøger og
flittig blader de samme igiennem, ligner Jndkomsterne
mod Udgifterne, og naar der til de sidstes Nødvendighed
er gjort forsvarlige Forskud, da af de første at kunde legge
en god Capital paa Kiste=Bunden, den kiender sig ret
selv, og paa hans Omstændigheder er intet at forbedre.
Endeel troe nok, at Selv=Kiendelse bestaaer ikke allene i
det Udvortes, men endog i Gemyttets indvortes Beskaf¬
fenhed. Men Ulykken er, de beskue sig i Egen=Kierlig¬
hedens bedragelige Speyl, som giør deres Laster smaae
og deres Skin=Dyder derimod store, ja forestiller dem li¬
gesom de vare virkelige Dyder. De prøve sig efter den
Mode som er giengse, og andre Menniskers Sammenlig¬
ning, hvilke ere verre end de selv, og følgelig kunde de
ikke blive forbedrede, saa længe de beholde de beste og for¬
deelagtigste Tanker om sig selv. Dersom denne Uenighed
skal blive bilagt imellem Indbyggerne, maae den sunde
Fornuft og naturlige billighed, samlet med det høye¬
ste Væsens Villie, afsige Dommen, og den efterleves.
Guldsand.
De som ikke have tilforn seet noget Portrait af en
riig Hovmodig, kand see det af Hr. von Overmods un¬
dertegnede Brev. Karlen har Penge, og derfor tracte¬
rer hand den hele Verden som intet. Hand æstimerer
ingen, og omendskiønt hans Forstand kand lettelig udreg¬
nes baade i Henseende til Qvintin og Gran, saa bilder
hand sig dog ind, at hand er den klogeste, om ikke i hele
Staden, saa dog i det Qvarteer, hvor hand boer. Naar


189
hand taler med de Gamle, undseer hand sig ikke for at
sætte dem til Rette og give dem Lectioner, omendskiønt
man kand sige, hand for faa Dage siden selv har begyndt
at kige ind i Verden. Naar hand er iblant Fruentimmer,
giver hans Penge ham en Dristighed, som bliver det ho¬
nette Kiøn alt for besværlig. En Karl som jeg, siger
hand, der har Penge, har Ære at tale med hvor hand
kommer, men en anden maae staae tilbage. Naar hand
er hos sine Brødre, commanderer hand, som deres Herre;
og fordi de ere ikke meget klogere end hand, fordrage de
der. Naar hand staaer for sit Speyl, bliver hand hen¬
rykt af at betragte sig selv, og i fuld Forundring over sin
galante Skabning, sine vel indrettede Miner og fit meer
end extraordinaire Postyr, udbryder med disse Ord:
Hvad ere dog andre at ligne imod mig? Mine egne Brø¬
dre ere jo som Muul=Aber imod min skiønne Person &c. &c.
Saa stor en Forfængelighed, som der er ved denne Karl,
skal vel neppe findes hos nogen af de Rigeste i eders Ver¬
den. Thi omendskiønt det er naturligt, at Rigdom giver
Mod, og at de, som ere Rige, søge at distingvere sig for
at faae Høyagtelse og komme i Anseelse, saa strekker dog
aldrig Forfængeligheden sig saa vidt hos nogen som hos
denne, J kunde selv læse hans Portrait af efterskrevne
Brev til hans Fætter:
Monsieur Cousin!
Peg vilde i Gaar have bevist dig den Ære, som du saa meget for¬
Ogangen Dag tiggede mig om, dersom den lumpne Karl Hr. Klog¬
Rig havde ikke ved sin utidige Besøgelse hindret mig fra mit Forsæt.
Den Karl sidder altid og præker, hvor hand kommer, om hvorledes
et Menniske, som Himlen har velsignet med Rigdom, rettelig bør an¬
vende den samme. Det er den største Jdiot Jorden kand bære, og


190
hand forstaaer intet mindre end hvad Penge duer til. Jeg gad ikke
svare ham. Jeg lod ham sladdre saa meget hand vilde. Sømme
Tider, naar hand blev for grov, sagde jeg ham, hand var en Oxe.
Jeg veed ikke, hvad saadan en Karl skal med Penge? Ney, en Karl
som jeg, kand meritere at commandere en halv Tønde Guld, og om
det var endda mere. Jeg forstaaer at leve. Jeg veed at føre mig
op. Jeg kand give mig en galant Air. Jeg er i Anseelse hvor jeg
kommer. Ja mine Drødre selv ere intet at ligne imod mig. Jeg
kand ærgre mig ihiel over saadanne Mennisker. Du skal komme til
mig i Aften førend Klokken slaaer tre Qparteer til fem. Tag din
Broder, den Tosse, med dig, paa det jeg kand have nogen at raillere
og giøre Nar af. Hils det gamle Skind din Moder og din Søster.
Den elendige Pige hun forstaaer nu ikke en Smule at leve. Jeg
skammer mig ved at være i Compagnie med hende.
Monsieur Cousin!
Mit Cabinet
Votre Patron
ved min Secreteer,
pon Overmod
d. 21 August
Herre til 55000 Rdl. rede Penge.
i min Alders 22de Aar.
Saadan el Brev skrives vel aldrig af et klogt Menni¬
ske. Og omendskiønt man efter dette Brev med al Bil¬
lighed kunde dømme Hr. von Overmod til Daare-Kisten,
saa er hand dog, bare for sine Penges Skyld, i Ære og
Æstime hos alle. Hvad Nytte ellers saadan en Karl kand
giøre sit Fæderneland, seer man ikke, thi hand anvender
ingen Skilling, uden paa Galskab og Ting, som enten
kunde mæske hans Legeme eller fornøye hans Jndbildnin¬
ger. Dog var hand taalelig, hvis hand beholdt sine Uri¬
meligheder for sig selv, og ikke incommoderede andre med
at høre og see dem.
Qverelen.
Forgangen Uge blev med stor Pomp og Pragt den
gamle Dyd Ærbødighed geleydet til sit Hvile=Sted og


191
bisat udi Dydernes morke Begravelse. Hende fulgte en
utrolig Mængde Mennisker af begge Kiøn, med lange
Sørge=Flor og Kapper; men der blev ved hendes Liigbe¬
giengelse ey fældet en eneste Taar af nøgen, uden af den
gamle Hr. Redelig og hans Familie. Pladen paa Kisten
var ziret med følgende Grav=Skrift:
Det Himmelske Barn,
Ærbødighed,
Efter lang Forfølgelse, mange Aars Landflygtighed,
Og msinde haarde Lidelser, tog Afskeed fra Børnene,
Da de bleve slvraadige under Mad. la Modes Anførsel,
Og bad Verden god Nat.
Da hun blev ført igiennem Gaderne, vare Husene, hvort
Hr. Redeligs Familie boede, overalt illumierede, med
mange sindrige billeder. J Hr Eenfolgigheds Huus
saaes paa nederste Etage Ærbødigheds Brystbillede, med
Underskrift: See her Portraitet af den skyldige, tak¬
nemmelige, nedbøyede, ringe, berømmelige, stille, be¬
skedne, liflige, indtagende, søde, fromme, utvungne,
ydmyge, foragtede og slaviske Dyd. Hos Hr. Redelig
selv var det hele Huus illumieret, præsenterende Dydens
Ærbødigheds Himmel-Reyse. Med den ene Fod stod hun
paa Jorden, og Skyerne syntes at annamme hende. Reden
under stode disse Vers:
Ærbødighed, som længe gik
J Verden, og ey Medhold fik,
Sig nu til Himlen svinger.
Jeg vilde gierne følge dig,
Men kand ey; thi her fattes mig,
Paa Jorden, Engle=Vinger.
Resten følger.


84
Avertissemens.
Da Hr slet og ret Cavalter forleden saae sine kostbare Hatte¬
Fiere ved en sagte Vind at forsvinde, saa lader hand herved bekiendt¬
giøre, at dersom nogen skulde overkomme samme, de da vilde af Mi¬
skundhed tilstille ham dem; thi hand vilde nødig, Folk skulde sige om
ham, at hand var daarlig, i det hand begyndte at føre sig prægtigere
op, end hand kunde holde ud.
Skulde nogen have Lyst, at tilforhandle sig nogle Dousin ægte,
gode og forsvarlige, gangbare Eeder, da kunde de i disse Tider bekom¬
mes hos Sr. Hveranden, boende i Ugudeligheds Strædet i den
indbildte galante Anseelse.
Herved bliver aabenbaret, at saa snart Hunde=Dagene have seet
deres Ende, kand hos Mariage=Licentiaten faaes efterskrevne Sager
tilkiøbs for den billigste Priis: Extra skiønne giennemtrængende og
Hierte brækkende Kierligheds=Ord. Fine indbildte Fornøyelser. Nogle
tusinde i Sukker nedsyltede Sukke, og propre Præsentationer for for¬
liebte Øyne, item allehaande Kram til Forstillinger. Frisk Olie at
kaste i Kierlighedens Jld; og endelig, en Forklaring over alle de Sor¬
ger, som møde dem, der løbe sammen i Blinde
Herved averteres, at paa den store verdens Skue=Plads bli¬
ver herefter alle Søn= og Arbeyds=Dage opført til Hoved Comoedie
Daarligheden, og til Efter=Comoedie Bedrøvelsen. Daarlighe¬
den lader sig see i mange Postyrer og Skikkelser, snart med og snart
uden Maske, og bestaaer af mangfoldige Forandringer, hvoraf daglig
nogle blive spillede. Bedrøvelsen er en Comoedie i en Aet, som altid
med nye Præsentationer opføres, naar Daarligheden har Ende.
Dersom nogen skulde have en Portion Kierlighed tilovers, og
vilde afhænde samme, da betaler Sr. Hadefuld den, i Fald den ham
bliver tilstillet; thi baade behøver hand den, og veed ingen Steds,
hvor den er at bekomme.


193
Den skiemtende Avis.
No. XXIV.
Løverdagen den 28 August 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Sædeskov.
J
forrige Uge ere her i Staden døde 7 for¬
nemme Personer af efterfølgende Sv¬
heder: Hr. Amoureux, som i lang Tid
havde ligget syg af en Kierligheds Fe¬
ber, opgav Aanden i Hyrdernes og Hyrdindernes Sel¬
skab. Da hand efter sin Død blev anatomeret, var der
ingen Hierne i Hovedet paa ham, men i den Sted en
vellugtende Vædske.
Hr. LAvare døde af Hunger, iblant en Snees
Gniere og Gierige, som allesammen havde lukt deres Ki¬
ster i Laas, fornaglet Laasene, tilsperret Dørene og for¬
seiglet Kielderne; De nedgrove hele Hobe gamle skimlede
Croner, og frygtede for Last og Overfald ved det mindste
Løvs Bevægelse, de hørdte. Deres Øyne vare stedse fulde
af Søvn, formedelst den stedsevarende Vaagen. Deres
Mund og Mave beklagede sig over Hænderne; Hænderne
over Hiertet; Hiertet over Sielen; men Sielen over Gul¬
det sin Gud, og blev forhærdet. Da LAvare døde,


194
fremkom et Postyr i en Engels Gestalt, og med en Tor¬
denstemme skreeg følgende Ord i deres Øren: O daar¬
lige Siele! J begrave eders Guld, og med Guldet
eders Hierter, og tænke ikke paa, at den Nytte, J
skulle have deraf, er allene nu, og ey naar J døe.
Hr. Ære=Spring døde af Frygt. Hand var riig
og anseelig den Tid hand levede, og tog imod Opvart¬
ninger af nogle tusinde Clienter; men hans Kræfter toge
daglig af, formedelst en indvortes Ængstelse og Frygt,
for at falde af sit Sæde. Til hans Liig=Text blev udvalgt
disse Ord: Den Ugudelige flyer, og ingen jager ham.
Hand var ikke bange for den første Død, men ventede al¬
tid paa den anden. Hans egen Samvittighed var hans
Bøddel, og en fortærende Frygt hans Helsot.
Msr. Le Maitre døde meget hastig af Fortrydelse,
fordi hand ikke kunde springe saa høyt i Veyret, som hans
Naboer og Gienboer.
Een døde af Skam, fordi hans daarlige Projecter
havde faaet andet Udfald, end hand tænkte, men dog saa
got som de fortiente.
Den Siette døde af Længsel, og den Syvende loe
sig ihiel.
Bon Vivant.
Her er nylig til Staden ankommet den unge Hr.
Slet Optugtet, som allerede, i den korte Tid hand har
været her, har sat mere end en Tredie Deel af sine Arve¬
Midler over Styr. Samme vare saa mange, at hand
rigelig med en heel Familie sin hele Lives Tid kunde levet
derafl, og endda efterladt sine Børn en skikkelig Sum,
omendskiønt hand aldrig vilde have taget sig nogen anden


195
Handling for, end levet af sine Renter. Men hand et
allerede kommet saa dybt ind i Sviren, at det bliver ham
vanskeligt at vende tilbage, og hand har allerede gjort sig
saa ubeqvem til alle Ting, at hand duer til intet, uden
at svire, saa længe hand lever. En stor Skade for
unge Mennisker, som have mange Penge og lidt
Forstand, at leve uden Hovmester. Man har sat
Prøve paa at omvende ham. En god Ven af ham (thi
hand er ene tilbage af al sin Slegt) har nylig skrevet ham
et Brev til, hvori hand forestiller ham sin Daarlighed,
og tillige Middel for samme, i Fald hand endnu vil bette¬
ne sig deraf. Hand forestiller ham deri, hvor umueligt
det vil være for ham, at komme ud, Resten af hans Li¬
ves Tid, med de To Tredie Dele af hans Arv, naar hand
har forødet en Tredie Deel deraf paa saa kort Tid. Hand
formaner ham at tænke paa Alderdommen, og giøre sig
en Jdee om, hvorledes det vil falde ud, naar hand bliver
gammel, og er ikke i Stand selv til at fortiene noget.
Men dette Breb frugtede intet hos Hr. Slet Optugtet.
Thi resolverede Hr. Ærlig, samme Ven, hos Øvrighe¬
den at giøre Anstalt for ham, og har nu allerede bragt
det saa vidt, at Hr. Slet Optugtet selv ikke faaer en
Skilling imellem Hænder, men har sit anviiste Sted, at
sove, spise og drikke paa. Saadanne Mennisker har her
altid i Bon Vivant været Mængde af. De føre sig op,
i den Tid de have Penge, saa ingen paa mange Mile kand
komme dem nær. Men naar Pengene slippe, see de elen¬
digere ud, end de som ere fødde i den største Fattigdom,
og have til Slutning ingen anden Frugt end alles Foragt.
Saa længe de have en Skilling tilbage, fare de omkring


196
som utæmmede Heste, fra eet Hiørne til andet, fra eet
Huus til andet, og bestille intet, uden at foragte dem,
som, for at holde Lige=Vegten i Leve Maaden ved Lige,
føre sig tarvelig men skikkelig op. Det var ikke af Veyen,
i Fald der i de unge Aar bleve Børnene givne saadanne
Begreber, om Maaden at leve paa i Verden, baade paa
et og andet Sted, at de kunde fatte Afskye for den yppi¬
ge, og Jnclination for den tarvelige og beste Leve=Maa¬
de. Her tales om, at Øvrigheden har i Side at udgive
visse Leve-Regler for saadanne Mennisker.
Continuation fra Qverelen.
Hos Hr. Ligefrem præsenterede sig øverst oppe i
Huset et meget yndigt Fruentimmer paa Knæe for et
Røg=Alter, med Under=Skrift:
Her ligger Ydmyghed, Ærbødighedens Ziir,
J nydeligt Postyr, som dog foragtet blier.
Paa anden Etage saae man mange Engler i en Skye,
som alle syntes at skynde sig til Jorden, for at tage Dyden
Ærbødighed fra en Hob uregierlige Børn. Derunder
var skrevet:
J elskelige Børn! hvor kand J hade den
Som skaffer eder Gud og hver en God til Ven.
Paa nederste Etage lod sig see en Pyramide med
Krone paa, til hvilken Dyden Ærbødighed stod og læne¬
de sig, med Under=Skrift:
Kiendte Verden kun den Ære
Som Fornuftige de bære
J Ærbødighedens Skiød;
Skulde vi ey nu begræde,
At de Gamles største Glæde,
Børns Ærbødighed, er død.


197
Lettroe.
Den Dristighed mange bruge i deres Fortællinger,
og den liden Eftertanke andre antage slige Beretninger
med, spores ingen Sted mere, end iblant vore Jndbyg¬
gere. Man hører daglig nye Urimeligheder, og alt som
man avancerer frem i Staden, giør Rygtet mere og mere
af Tingen. Her er for faa Dage siden ankommen en U¬
denlands Kunstner, som gav sig an for Øvrigheden, ved
Ankomsten, at hand kunde flyve. Saa snart Gouver¬
neurens Tiener fik dette at høre, rapporterede hand strax
til en anden, at der var en fremmed Kunstner kommet
flyvende ind til hans Herre. Den anden fortalte den
Tredie, at hand fløy ikke allene derhen, men og tilbage,
igien, og af følgende billet, som blev fundet om Aftenen
paa Gaden, sees deres Lettroenhed tydeligere:
Min Herre!
D¬
e har uden Tvil hørt, at der i Morges tidlig kom et Menniske fly¬
vende her til Staden, som fløy lige ind til Gouverneuren, var
der et Øyeblik, og siden fløy et Par Timers Tid rundt omkring over
Gaderne. J Morgen skal hand flyve i alles Paasyn over den store
Søe. Hand har buddet sig til at informere alle og enhver i denne
Flyve=Kunst for en billig Betaling. NB. Hand hviler aldrig om
Natten i noget Huus, men flyver i Luften, og som jeg har hørt, thi
jeg har ikke selv seet ham, skal det være en forfærdelig stor Mand af
Lemmer. Min Herre pardonnerer, at jeg ey efter min Skyldighed
kand rapportere flere Particulieriteter, forblivende stedse deres under¬
danige Tiener.
Venusborg.
Her er gjort de fornødne Anstalter til et nyt Lotteries
Oprettelse af een Classe, saaledes indrettet: Man har af
de fattige Jomfruer, som Skiebnen syntes at true med


198
evig Eenlighed, udvalgt 1000de vakkre og dydige, ingen
under 18ten Aar, og ingen over 28 gammel. Disse blive
Gevinster for de Mands=Personer, som ere saa lykkelige
ingen Nieter at trække. Jndskuddet af Jnteressenterne,
som ere 50000de unge og velskabte Karle, er pro Perso¬
na 1000de Rdlr., hvilken Summa, efter Lotteriets Ud¬
trekning, bliver til lige Deling imellem Jomfruerne. Det
almindelige bifald denne Oprettelse har fundet, hvorved
1000de Jomfruer og lige saa mange unge Karle blive
hiulpne, vil uden Tvil være Aarsag i, at flere tør forsøge
det samme.
Sukkerboe.
Det skal hverken være for stor Tvang eller for megen
Frihed, som giør dydige Mennisker af de Unge. Foræl¬
dre maae tit og ofte begræde begge Deele for sildig, naar
de see, at deres Børn falde til adskillige Daarligheder,
enten fordi de have tilladt dem for stor Frihed eller holdt
dem i for megen Tvang. Den fortrolige Moder er i disse
Dage færdig at græde sine Øyne ud over sit Dotters slette
Skjebne. Men hun har ingen at takke for den Hændelse,
hendes Datter er vederfaret, uden sig selv. Havde Mo¬
deren ikke tilladt sit Barn, da hun endnu neppe kunde
gaae allene, at løbe hvor hun vilde, skulde hun nu været
frie for at leye Folk til at kaste den Brynd igien, hvori
hendes eneste Haab er druknet. Den tredske og listige
Moder, tænkte ved sin Omgang, som var i største For¬
trolighed med Dotteren, at kiende hendes Sindelav og
Jnclinationer saa vel, at hun ingen Forklaring derover
behøvede. Men Dotteren, som med Aarene blev pole¬
ret, var paa sin Side lige saa snedig som Moderen, og


199


havde sikkert naaet alle sine Øyemerker, havde ikke den
ulykkeligste Hændelse bragt hende i en anden Verden.
J Anledning af denne Historie ere følgende Linier opsatte:
En lille, graae og toppet Lerke
Er vel et deyligt Creatur,
Man kand dog daglig af ham merke,
Hand ey vil holdes udi Buur.
Vil man end strøe
Det beste Frøe
For ham, hand Frihed dog attraaer.
Hand kied af Fængslets Frugter bliver,
Og Friheds Kummer Fortrin giver.
Saaledes det i Verden gaaer.
En lille, vild og flygtig Pi
J Opsigt hos en streng Mama,
Tør ey enhver Opvarter sige,
Saa gierne som hun vilde, Ja.
Sin Frihed hun
Anseer ikkun
For Fængsel i de unge Aar.
Det gode Raad Mama hun giver,
Af Dotteren foragtet bliver.
Saaledes det i Verden gaaer.


200
Avertissemens.
Herved gives tilkiende, at Sr. Cupido haver, til de Unges Tarv,
oprettet en Ægteskabs=Casse, i hvilken alle de, som agte at nyde 1000de
Rdlr. til Brude=Skienk af Caffen, naar de skulle giftes, for een Por¬
tion, maae, saa længe de leve ugifte, giøre aarlig Jndskud med 12 s.
De som ville have flere 1000de Rdlr., maae betale flere 12 siger til
Cassen. Ellers mældes, at ingen over 10 Aar kand blive Jnteressent,
med mindre hand for hvert Aar, hand har lagt tilbage, betaler 15
Rdlr. til Cassens Fond. De Lysthavende kunde alle Dage blive an¬
tagne til Jnscription.
Dersom nogen skulde have en god Criticus at afhænde for billig
Betaling, da vil verdens Galskab kiøbe den.
Herved averteres, at Sr. Galant agter nu til Vinter at holde
et offentligt Collegium om Hattens Paasettelse. Af gamle Manu¬
scripter og egne Erfaringer har hand samlet sig en Forraad af mange
Forandringer som alle klæde got. Hand lover i det ringeste hver Maa¬
ned at vise hans Collegianter 100de Maader at sætte en Hat paa, som
alle ere artige. De Lysthavende vilde jo før jo heller addressere sig
til ham selv.
Monsr. Cousin har i Commission for en god Ven at forhandle
et Par Mon Frerer, en Ma Soeur, og nogle Dousin nylig hiem¬
komne Duus=Flasker med mere, for billig Priis.
Herved averteres, at Frue Flane Selskabs Liig nylig er kom¬
met her til Staden, men siden hun ikke agter sig her længe at opholde,
for det honette Fruentimmers Skyld, saa vilde de, som have Lyst til
at see hende, inden Maanedens Udgang indfinde sig i hendes leyede
Værelser hos Mad. Smuk Anseelse.


201
Den skiemtende Avis.
No. XXV.
Løverdagen den 4 September 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Himavir.
H¬
er er nylig hiemkommet en ung Person, som
i mange Aar har reyst Udenlands for at øve
sig i Studeringer og galante Videnskaber.
Men hans Forældre ere meget misfornøyede
med ham, og fortryde hver Skilling de have
anvendt paa hans Reyser, fordi hand ey paa
de offentlige Stæder vil lade sine Gaver høre,
omendskiønt hand forsikkrer, at hand har intet mindre
end Gaver til sligt. De Forældre som sette al Erudition
i saadanne Ting som klinge for Ørnene, siger Sønnen,
giorde best, at de lode deres Børn lære Musiqven. Man
frygter ellers for, at det ikke vil gaae denne Søn bedre,
end den der maatte, da hand kom hiem fra Academiet,
kiøre sin Faders Plov, fordi hand ikke kunde giøre Regen¬
skab for, hvo der var begravet under de Stene der blev
pegt paa.


202
Luna.
Et Fruentimmer, som forleden i et Compagnie blev
fortørnet over Mands=Personernes Opførsel, iblant
hvilke hendes Kiereste førte sig ikke alt for artig op, har
i Gaar skrevet ham et meget haardt og ubarmhiertigt
Brev til. Hvilket, siden det er faldet i vore Hænder,
vi Ord til andet her ville anføre:
Meget artige Monsieur!
D¬
ersom jeg ikke vidste, at J havde slet ingen Friheder frem før vo¬
res Kiøn, til at øve de Uartigheder, som J synes at klæde eder
vel, skulde jeg snart af eders forgangen Dags Opførsel faldet paa
de Tanker, at alt det, som var uanstændigt for os, var anstændigt
for eder. Men J maae vide, at jeg er ikke saa eenfoldig, at jeg hver¬
ken har saa smaae Tanker om mit eget Kiøn, eller saa store om eders,
at jeg skulde holde eder til gode, den slette Opførsel, jeg den Gang,
vi vare sidst samlede, blev af eder besværet med. Ere liderlige Tale¬
maader ikke en Vederstyggelighed i de Fornuftiges Ørne? Siig
mig, hvor kunde J da tænke, at giøre mig og de andre Fruentim¬
mer en Divertissement dermed? Anstaaer det vakkre Cavaliers at
fortælle saadanne Historier i Fruentimmers Compagnie, som J,
Monsieur! den Gang fortalte? Jeg var færdig at ærgre mig fast til
døde over eder, helst siden de andre vare vidende om den Kierligheds
Oprettelse imellem os, men jeg vilde dog ikke for samme Kierligheds
Skyld sætte eder offentlig til Rette. Allene nu har jeg den Ære, at
lade eder vide, at dersom J ikke vil forandre saadan eders tilvandte
Opførsel, saa kom aldrig for mine Øyne mere. Jeg vil være meget
mere fornøyet med at leve min Tid saaledes hen, som jeg nu lever
den, end leve med en Mand som ikke kand tale, uden at blande sine
Ord med enten liderlige Ting, eller afskyslige Eder. Dog skulde jeg
glæde mig ved at kunde giøre eder lyksalig, dersom J ville afstaae fra
eders onde Vane. Jeg befaler eder Himmelen, som ynkes over
eder, og lever stedse eders Veninde.


203
Denne Veninde har visselig Ret; thi ligesaa almin¬
deligt som det er at høre Mands=Personernes frie og meer
end tilladelige Talemaader, saa vederstyggeligt er det og¬
saa. Ja naar de endog regleres af den daarligste Jnd¬
bildning, at flige Friheder ere dem tilladte, kand man
ikke andet, end lee ad deres Uvidenhed. Men at de Per¬
soner, som besidde høyere Forstand, og kunde tydeligere
see hvad Velanstændighed er, iligemaade besvære det
ømme Kiøn med sin Omgang, det skal vel neppe kunde
pardonneres. Det er en afgiort Sag, at Mandfolk har
ingen Frihed til at giøre Ont frem for Fruentimmer,
og naar dette troes, og atter paa den anden Side sees,
at det svagere Kiøn fører sig mere ustraffelig op, end det
sterkere, af hvilket man dog kunde pretendere mere, saa
bliver saadan en Tilrettesettelse, som den gode Veninde
her har givet sin Kiereste, ikke haard nok, men alt for
lemfældig.
Linkel.
For 8te Dage siden blev en Mand begravet i sin Al¬
ders 2det Aar. Hand efterlod sig en voxen Søn og tre
gifte færdige Døttre, som alle i dybeste Sorg geleydede
deres gamle Fader til sit Hvile=Stæd. Moderen døde
)Dage tilforn, men blev begravet i al Stilhed, siden
hun ikke havde fyldt sit første Aar; thi efter de gamle
Love tillades ingen med Proces at blive begravet, som
ikke har levet over et Aar i Verden. Artikelen derom
lyder saaledes: Det Menniske, som ikke har udtøm¬
met 8760 Glas, det er: levet et Aar, maae in¬
gen statzelig Begravelse tillades. Ligesom ingen
Mands=Person maae giftes, førend hand giør


204
bevisligt at hand er et Fierding Aar gammel, eller
2190 Glas, og intet Fruentimmer, førend hun er
over 3 Dage.
Avindshiem.
Ligesom der er intet, som mere opmuntrer de From¬
me til at giøre Got, end Kierlighed til Dyden, (thi hvor
Dyden er, der følger Belønningen nødvendig med) saa¬
ledes er der intet som mere afskrekker de Onde fra at giø¬
re Ont, end Frygt for Straffen. Alle de Gevinster,
som her i de forrige Tider bleve udsatte, og aarlig dem
tilstillede, som havde hverken selv været plagede af, eller
kommet nogen Jldebrand afsted, have ikke nær udrettet
saa meget i de Tider, som vor Øvrigheds nye Forord¬
ning i disse. Saasnart der nu bliver Jld løs, i hvad for
et Menntske det end er, giøre ikke allene Vennerne, men
endog Fremmede sig Umag for at slukke Branden. Det
saae vi sidste Gang, den Tid der kom Jld løs i de 2de
Unge Forlovedes Kierlighed. Havde ikke alle været saa
hurtige at dempe, havde de brændende Personer vel lidt
større Skade. Og til saadan Hurtighed drives de ene af
Frygten. Men for endnu at sætte større Frygt i Jnd¬
byggerne, har vor Øvrighed exemplariter ladet disse 2
Unge Straffe. befalingen derom til Forældrene paa
begge Sider, var saaledes stilet:
D¬
a det er os berettet, at der nylig har været Jldebrand i tvende af
eders Børn, nemlig: Den enes Søn og den andens Dotter,
som efter Sigende skulde have væxet forlovede, og vi nøye have er¬
kyndiget os om alle Ting, og befundet 1) At Jlden er kommen løs
af Jalousie, 2) at den har førtæret deres til hinanden baarne Kier¬
lighed, 3) at Gnisterne ulaer endnu under Asken hos begge, og


205
4) at J ikke, som J dog burdte, fra Børnenes unge Aar af, have
forbudet dem, at omgaaes med denne Kram. Saa ville vi, paa
det andre desbedre kunde tage sig vare, herved have eder befalet, at
J paa begge Sider, uden Forhaling, i eders Venners Overvæ¬
relse, afstraffe disse Unge, efter vor udgivne Forordnings tredie Arti¬
kel, med Riis; udrydde de ulmende Gnister, og inden 14 Dage repa¬
rere deres forrige Kierlighed, ifald J ikke selv ville vorde afstraffede.
Ligeledes ville vi, at denne vor befaling til eder, skal giøres
bekiendt for de andre Stadens Jndbyggere, paa det de deraf kunde
lære for Skade at tage sig vare.
Denne befaling blev af Forældrene strax efterkom¬
met, og alle Vennerne arbeyde med samlede Kræfter paa
at skaffe dem Kierlighed til hverandre igien. Men de
ville uden Tvil arbeyde forgiæves, dersom de ikke have
feyet reent ud, de af Jalousien ulmende Gnister; thi saa
længe der bliver een Gnist heraf tilbage, faae de aldrig
deres Kierligheds Bygning færdig.
Sædeskov.
Da vi nu have faaet den gamle Mands 5 Dages
Torve=Tale, ville vi, siden den er gandske kort paa vort
Sprog, anføre den:
iste Dag. Det er ikke Himmelen imod at Menni¬
sker glæde sig, naar Glæden, for det første, er af det go¬
de Slags, og deri, for det andet, holdes Maade. Men
at glædes paa saadan Maade og saa bestandig, som J,
over den galante Lastes Øvelse, det opvekker Himmelen
til Vrede, giør eders Legeme usundt, forringer eders An¬
seelse og befordrer eders Ruin.
2den Dag. At elske, er en Dyd som altid og hos
alle har været i Æstime; Men, at elske Laster og Udyder,


206
og særdeles saadanne, som J holde for artige, nette og
anstændige, det bliver ingen Dyd af Kierlighed.
3die Dag: Med hvilken Bedrøvelse jeg maae see,
mine kiere Medbrødre alle Dage, at legge Vind paa en
Færdighed og Dristighed i en utilladelig Omgang, som
man kalder Modens Frispas, kand jeg ikke udsige. De
bilde sig ind, at det klæder dem got, naar de bruge en
usømmelig Frihed, og vide ey andet, end Folk finde For¬
nøyelse i at høre dem, naar de kryde deres Tale med
1000de Eeder. Men de ville vist nok engang faae an¬
dre Tanker.
4de Dag: Hvad lærer de Unge? Daarlighed, Nar¬
rerier. Hvad øve de sig udi? Det samme. Seer man
dem ikke at holde Galskaber ypperligere end Kunster og
Videnskaber? Betænker de det nu, som skal fortryde
dem herefter? Søger de ikke deres største Tidsfordriv i
Forfængeligheder? Var ikke det billede de elske i Gaar
Aftes det allerhæsligste af alle billeder? Er dets Skiøn¬
hed som fortryller dem ikke laant og opsminket? Naar
begynde de at see? Neppe før de blive gamle og knap
endda.
5re Dag: De som fremdrage de unge Aar i Sla¬
verie under de behagelige Lasters Commando, ville i
Alderdommen med Smerte og Fortrydelse, see paa de
Gamle, som den i de unge Aar øvede Dyd nu belønner,
ikke allene med et fornøyet Sind og en rolig Samvittig¬
tighed, men endog med alt det gode som et nøysomt
Menniske ønsker sig af de timelige Ting.


207
Gyldenrige.
Her er nylig udkommet en Lov=Sang over Penge,
og siden den er saa kort, at vi tænke vore Læsere blive
ikke kiede af at løbe den igiennem, meddele vi den her
udcopieret:
Alt hvad Verden har og eyer
Jkke op mod Penge veyer,
Penge alting er i alt,
Penge alle Ting regierer,
Penge ingen æstimerer,
Der er Kraft i dette Malt.
Man ved Penge frem kand komme,
Men naar Lommerne er tomme
Maae man smukt tilbage staae.
Det man for et Ordsprog siger
Om de mindre rige Piger,
Tiener til Beviis herpaa.
Piger er foruden Penge,
Som Violer uden Strænge.
Hvilken deylig Lignelse!
Men den Pige, som har Plader,
Hun har og i alle Gader,
Hvor hun gaaer, Tilbedere.
Vakkre Møer! og flinke Drenge!
Legger derfor Vind paa Penge,
Hvor J tage dennem fra.
Skraber sammen, jeg Jer beder
Velbetænkende, det heder:
Penge vincit ommia.


208
Avertissemens.
Herved averteres, at et Lem, af et af de berømmeligste Drikke¬
Collegier, har i disse Dage giort sig særdeles velmeriteret hos sine
Drikke=Brødre, ved at have opfundet en Hemmelighed, som ikke
mange tilforn har drømt om, ved hvis Jagttagelse hand drister sig
til, paa staaende Fod at udtømme 21 store Pocaler, uden at nogen
engang skal kunde kiende det paa ham. Hand har allerede for nogle af
sine beste Venner viist denne sin Kunst, som alle med Forundring takke¬
de ham for sin nyttige Opdagelse. De har aldrig tilforn vildet troe, at
saa stort et Mirakel kunde giøres ved at føre sin Krop perpendiculair.
Det bliver herved bekiendt giort, at her til Staden er nylig
ankommet et meget lidet Menneske, som en Tidlang har opholdt sig
i Planeterne, og efter hans egne Ord skal være en af de berømme¬
ligste Læger, der nogen Tid har været i Verden. Hand taler meget
høytravende og temmelig stolt. Hand har ey endnu giort nogen
Cuur; thi hand vil ikke paatage sig nogen af de Patienter, som labo¬
rere af de almindelige Sygdomme, som hand kalder dem; thi der¬
ved, siger hand, legger man sig ingen Ære ind. Men at læge en
afbrudt Hals, giøre gamle krogede Rygge lige og blæse Odd paa
døde Mennisker &c. &c. Det er hans Faeit.
Dersom nogen skulde have nogle unyttige eller gamle Vrag¬
Bøger, Viser eller noget saadant, som 3 for 2 s., da vil Monsr.
Nul kiøbe dem; thi hand har i disse Dage faaet i Sinde at opreyse
sig et Bibliotek, og om Bøgerne ikke ere en halv Skilling værde,
saa vil hand dog lade dem indbinde i Engelsk Bind, paa det de kun¬
de giøre desto større Parade.
Herved lader Sr. Hykkelman 3de Gange i disse Aviser lyse
efter en hannem frakommen Begierlighed, med Stempel, en Haand
som griber efter en couleuret Vand=Boble i Luften. De som
maatte overkomme samme, vilde imod en skikkelig recompance levere
den til sin rette Eyermand.


201
Den skiemtende Avis.
No. XXVI.
Løverdagen den 11 September 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Sukkerboe.
De sidste Tidender vi have fra Jomfru=Fæstnin¬
ningen, beretter en liden Tvistighed som er
opkommet immellem tvende unge Piger om
deres Snør=Liv. Den ene paastod, at den
andens var ikke dybt nok nedskaaret, og den
anden sagde at den førstes var alt for dybt
nedskaaret, og for snevert, hvilket var baade forargeligt
og umageligt. De havde rigtig revet hinandens Øyne
ud, havde ikke den førstes Broder, som var i Compag¬
niet, stillet til freds. Efter en vidtløftig Præken til dis¬
se vakkre Piecer, udbrød hand endelig med disse skurren¬
de Ord: Og siger mig, Begge Toe, om J kunde:
Hvad Fordeel har J af saadanne Machiner?
Hvad nytter Snøre=Liv til: Her taug hand og
de andre med. Det lod ligesom enhver betænkte sig for


220
at svare paa dette Spørsmaal, og intet Ord blev hørt,
førend en gammel Mand, som sad i Stuen, sagde:
De gier en smukt oprettet Liv, og ret fortreflig Taille,
Hvo andet sagde burde vist passere for Canaille.
Menage er de gode til; Thi de ey meget faae
J Maven, som med Snøre=Liv hver Dag til Aften gaae.
Broutenland.
Hvor gierne Mennisker ville lade see deres Herlighe¬
der, kostbare Smykker og Prydelser, det er ikke at ud¬
sige, helst naar samme Mennisker bære ikke des større
Forstand og Eftertanke. De Fornuftige kand dette ikke
siges om; vi mene dem, som heller ville fremvise dydige
Personer i maadelige Klæder, end udydige og uskiønsom¬
me billeder i overdaadig Pragt; Men de mindre
Fornuftige, eller dem, som sætte Æren i Klæderne og
dømme om Folk efter Dragten. Jblandt saadanne, er
Philander ikke den ringeste. Det er ikke længe siden, at
ingen maatte see hans Papegoye, af Aarsag, hand hav¬
de saadant ret og slet Buur til den, men nu, da hand
har faaet et forgyldt Buur at sætte Papegoyen i, staaer
den til alles Eftersyn i det aabne Vindve og Philan¬
der hos.
Nok en andet fra Broutenland.
Den seniste strenge Forordning, som Stædets Øvrig¬
hed her har ladet udgaae imod den urimelige og ufordøye¬
lige Brouten, der gandske havde taget Overhaand her i
Egnen, har havt saa forønskeligen Virkning, at man
hos Landets Jndbyggere fast intet meere fornemmer der¬
til, saasom enhver frygter for at blive dømt fra sin


211
Forstand. Hvad fremmede og udenlandske Brouteke
angaaer, da blev og paa samme Tiid, som Forordnin¬
gen blev publiceret, et Patent udgivet, hvorved de alle
bleve forviste Landet og dømte fra Forstanden, saa blev
dem og under haard Straf forbudet nogen Tiid mere at
sætte deres Fod inden for disse Grændser. De reyste
strax derefter i Flokke Tal herfra Staden, undtagen en
eneste; hand blev tilbage. Hand viser i sin Brouten,
en utrolig Dumdristighed, og giver sig ud for at kunde
giøre Mirakler. Hand roser af, at det er hans ringeste
Kunst, at opvekke Døde, og hand vil ikke forlade Sta¬
den; thi hand siger, Forordningen og Patentet gaaer
ikke ham an. Øvrigheden havde i Sinde, at dømme
ham fra Livet, men i Betragtning af, at hand tilforn
var dømt fra Forstanden, blev hand benaadet med, at
begge hans Øyne bleve udstukne paa ham, og blev det
ham af sønderlig Naade tilladt, selv at sætte sig et par
andre ind igien. Dommen er allerede exsequeret, men
hand har endnu ikke faaet andre Øyne indsatte. Der¬
som det skeer, som dog ingen troer, ville vi ikke glemme
at give eder notice derom.
Kunster=Sæde.
Vor store og berømmelige men liden og gesvindte
Apelles har for nylig forfærdiget et extraordinaire Skil¬
derie in Folio og Duplo; Paa den ene Side præsente¬
res een af de Trende uskyldige Gratier, staaende med en
Bouquet i Haanden, som med største Koldsindighed ven¬
der Ansigtet fra en overmaaden stor Kiempe, der præ¬
senteres paa den anden Side, hvilken med største Hidsig¬


212
hed og Fyrighed griber efter Gratien. Skilderiet er ble¬
vet berømt baade i henseende til Gratiens overmaade
deylige Gestalt, saavel som og i henseende til Kiempens
Størrelse, Regligeance og Fælhed, og er i Dag, som
et stort Kunst=Stykke indsadt i det offentlige Raritet¬
Kammer. Appelles har faaet til Present for sin Uma¬
ge og Kunst en prægtig stor bevoxen Hat og et par ufor¬
giengelige Strømpe=Baand, som for deres Extremiteter
skatteres for mange Tusinde Rixdahler.
Dispute Land.
Her har nylig reyst sig en stor Tvistighed imellem
2de gamle og fortroelige Venner, som begge i mange
Aar havde hiulpet hverandre at kige igiennem Verden.
Det rareste er, at Striden reyste sig af Intet. Den
ene sagde at Intet bemærkede Intet. Den anden paa¬
stod derimod at der var ikke noget Ord, som jo enten
for sig selv, eller i det ringeste samlet med et andet Ord,
havde en Slags bemærkelse, og følgelig maatte Inter
bemærke Noget. Men den første sagde, for at beholde
Ret, at det som intet bemærker, er intet, og siden in¬
tet, baade allene og samlet med andre Ord bemærker
virkelig intet, saa er og intet, intet, og bemerker al¬
drig, eller kand bemærke noget, men intet. Over det¬
te blev den anden gandske forbittret; thi hand havde dis¬
puteret mange Gange, og aldrig gaaet ned af Cathedra
uden med begge Hænder fulde af Seyer. Hand brød
ud med disse haarde og hidsige Ord: Pak dig min Fien¬
de. Det Venskab som hidintil har været imellem os,
skal paa min Side forvandles til Had og Forfølgelse.
Jeg er ikke for at have sligt et Menniske til Vens, som


213
først siger mig med saadan Haardnakkenhed imod, og
ved hvilket for det andet er intet at fiske. Den første
vilde svaret med Koldsindighed paa dette, men den an¬
den var ham alt af Sigte, førend hand fik lavet sit
Snakke=Tøy til rette, saa de skildtes ad og siden have ikke
seet hinanden. Om disse Toe maae det hede, de ere
blevne Uvenner over Intet.
Hykkelstad.
Den Anseelse, Æstime og Bevaagenhed, som en
fremmet Person her paa Stædet i en kort Tid har for¬
skaffet sig, opvækker Admiration hos alle, besynderlig
da man veed, at Jndbyggerne selv kunde ikke fordrage
hinanden. Man har længe grandsket efter Aarsagen,
men ey kundet finde den rigtige, til den Anseelse be¬
meldte Person er kommen i, førend Mons. Dreye Kaa¬
be von Ja Broder (saaledes skriver den Fremmede sig)
forleden en Aftenstund i et offentligt Compagnie, hvor
der blev mumlet om samme Materie, udbrød til de til¬
stædværende saaledes: Messieurs! Jeg har længe, og
ved adskillige Leyligheder, mærket hos eder en Slags
Forundring, baade over min Person, der saavel kand
skikke sig iblant eder at alle bær en overmaade Godhed,
for den, saavel som og sover den Yndest jeg forhverver
mig, hvor jeg farer frem, hvortil J synes, ikke letteligen
at kunde begribe Aarsagen. Jeg maae derfor have den
Ære at berette eder, at den eneste Aarsag til alt dette
er min smukke Opførsel og Comportement. Jeg siger
aldrig nogen imod men altid med de fleste Stemmer,
enten affirmerer en Ting, og siger: Ja, Sage man


214
det; Naae; Er det mueligt: Der kand man dog
see; Det er saa sandelig gandske vist &c. og saaledes
sammtykker alle Ting, naar det er paa de Stæder; eller
og jeg negerer, naar de fleste Stemmer nægter Tinger,
og siger: Ney, det er en plat Umuelighed; det
kand jo alle see, det er falskt &c. og saaledes nægter
alt hvad andre nægte, naar det er paa Stæder. Jeg
roser eller laster, ligesom de fleste; Dog saaledes, at
jeg derimod forobligerer mig Contraparterne ved andre
Talemaader. Kommer jeg til Fattige, eller Fattige til
mig, giver jeg dem altid Almisse, men gandske lidt, og
saa svær jeg paa, at jeg ey har en Skilling meer hos mig.
Paa de Rige kysser jeg Hænder og Fødder. Jeg gaaer
flittig i Kirken, laster og roser Præsten ligesom de fleste.
Naar Løgn og Bedragerie i et Compagnie prædomine¬
rer, er jeg ey den Ringeste i samme. Er det derimod
religieux og alvorligt, passerer jeg for en Helgen. Jn
Summa, jeg vender altid, og paa alle Stæder Kaaben
efter Vinden, og just derved har jeg giort mig merite¬
ret hos eder alle. De spurde ham da strax, om det ikke
var dem mueligt ligeledes at giøre det samme, for at le¬
ve rolig og enig iblandt hver andre? Hvortil Hykleren
svarede: Ney, det er ingen i Byen mueligt uden mig,
og dem, som Fødselen har gjort bequemme dertil. Jeg
har det endda ikke saa meget ved Fødselen, som ved en
galant Opdragelse. J derimod bliver fødde Trættekiære,
have Trættekiære Jnformatores, og følgelig er det eder
umueligt. Til Slutning ud paa Natten vilde de gaae
bort, men dog syntes dem, at de først skulde forære
Monf. von Ja Broder noget, for sin Persons og
Videnskabs Forklaring, og saasnart dette var samtykt af


215
de samtlige Lemmer i Compagniet, reyste sig en hæftig
Disputte over det, hvo der skulde give først. Hykleren
fornam nok, at denne Disputte kunde forskaffe ham slet
intet, og derfor begyndte af Alskens Kraft paa en kiær¬
lig og ydmyg Maade, at formane dem til Enighed. Men
Striden var allerede saa nær, at ingen Formaning mere
kunde hielpe. De reve Peruquer og Hatter af hinanden, og
sloges saa længe, indtil Freds Befordrerne komme og dreve
dem barhøvede hiem. Hykleren samlede derpaa alle Hatterne
og Peruquerne op, og daglig Vexelviis derudi lader sig see,
for at tilkiende give den Taknemmelighed og Ærbødighed,
hand er disse gode Herrer skyldig.
At lade sig saaledes forblinde af Hyklere og deres Smigren hører ikke
Fornuftige til Men vore Indbyggere skulle neppe faae andre Tanker, eller
fatte bedre Troe til nogen, end den som i dette Fald er Moden Lig, saalænge
de hænge allene med deres Sandser i de Ting, som stikke i Øynene, Vi ha¬
ve paa deres ildegrundede Domme om Personer, saa mange Beviser at
vi neppe paa engang kunde besvære eder med dem alle. Dog ville vi opreg¬
ne eder nogle Philander er en Person iblandt os, som for længe siden har
gjort sig meriteret, men ingen seer ham an, uden med foragtelige Øyne. Det
feyler vel ikke, at vore enfoldige Moralister legge vore Indbyggere saadan¬
ne smaae Feyl for Øynene; allene det udretter lidet eller intet. Her er et
Vers, som er publiceret i Anledning af ovenmeldte Philander:
Philanders Velfærdts Midler ere
Fortienester, Forstand og Dyd,
Men blive ey anseet for mere,
End blotte Ord og simple Lyd,
Saa længe hand
Ey giøre kand
Figurer, som en Nar anstaaer,
Philanders Dragt foragtet bliver,
Pomponii man Fortrin giver,
Saaledes det i Verden gaaer.
Resten følger.


216.
Avertissemens.
Hos Monsr. Forrykt, kand faaes efterfølgende Bøger for en
billig Priis tilkiøbs: 1) Kis til vor Kat, eller en fuldstændig
Beskrivelse om Modens Hale, in 4to 8te Ark. 2) Den Elskvær¬
dige Behageligheds plaiserlige Fornøyelses Tilvextes Oprin¬
delse, in 8vo, 4. Alphabeter. 3) Nittengryns reensmagende
Viins Sammenblandelser Sødhed, in 4to 6 Ark, Med. Form.
M. Musquedonner i sin naturlige Skiønhed. 1amo, 9 Ark.
Saavel som adskillige andre rare Bøger, alle for Røver=Kiøb.
Saasom mange Musici ere komne i Ord, for gandske at mognere
sig over den nyemodes Klædedragt, og derimod opføre sig gandske
negligeant, saa lader den berømmelige lille Componist og Musicus
herved avertere, at hand for sin og de øvrige Musicorum Renomees
Vedligeholdelse og Conservation, har for det første tillagt sig en liden
behagelig og hidindtil af Facon ubekiendt Peruque, med en deylig lille
bitte Fips i Nakken, og forsikrer at det ey skal blive derved, naar
hand fornemmer at denne Begyndelse hos de øvrige hans Subalter¬
ne Cammerader finder bifald; thi hand har aldrig havt i Sinde at
være den sidste Tilhænger af Moden.
Skulle nogen have Lyst til et par forunderlige Skoe, som i 17
Aar har været baarne af Jerusalems Skomager, ere de at faae til
Eftersyn og til Kiøbs, hos Sr. Phantastanti von Qvarius, boende
hos Hr. von Smørstikker
Skulde nogen behøve en god, retskaffen og vel proportioneret
Kokke=Pige, ville de behagelig melde sig i Frue Geskæftigs iboen¬
de Gaard paa Hiørnet af Bedrager Gangen, lige over for Forkiø¬
lelses Skildtet hvor der gives Anviisning paa Hende. Paa samme
Sted haves og i Commission at afhendes 2de Gold=Ammer.
Til tienstlig Efterretning meldes, at i fald nogen haver Lyst til at see et
melancholisk Temperament i en Brændeviins Flaske, vilde de indfinde sig
hos Frue Drik, Forsværerske i Eenfoldigheds Strædet, tredie Dør fra
lille Papas.


217
Den skiemtende Avis.
No. XXVII.
Løverdagen den 18 September 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Continuation fra Hykkelstad.
T¬
it falde vore Indbyggere med deres Kierlig¬
hed paa lykkelige Stæder, men oftest giøre
de slette Val. Hvortil Aarsagen er ingen
anden end den liden Eftertanke de giøre sig
om Realiteten af en Ting. Den falske
Jndbildning de staae i, at de smukkeste Skaller har og
nødvendig de sødeste og beste Kierner, leder dem tit i saa¬
danne Labyrinter, at de blive Hoved svimle, naar de ville
begribe, hvorfor de have taget Feyl, og hvorfor ikke alle
Ting ere saa i Sandhed, som de præsentere sig for Øy¬
nene. Ane har i mange Aar passeret for et Mønster
paa Dyden, omendskiønt hun knap vidste hvad Dyd var.
Hun har havt Tusinde Opvartere og flere Tilbedere:
Men det var ene for hendes Skiønheds og Belevenheds
Skyld. J kunde slutte af efterfølgende Strophe, hvad J
ville dømme om Ane:


218
Forliebelse i lille Ane
Giør hende til et Jomfru=Speyl.
Man seer ey hendes slemme Vane,
Og merker ey vor Anes Feyl.
Man priser sig
For lykkelig
Om man den Skat i Eye faaer.
En Argus tit bedraget bliver,
Og Skyggerne et Fortrin giver.
Saaledes det i Verden gaaer.
Videre. Vi ville give eder et Portrait paa vort
Fruentimmer, som her i Hykkelstad fødes og opdrages.
De Jndbildninger de sue ind, ligesom med Moderens
Melk, giøre dem mindre behagelige og mindst skikkede,
baade til at dømme ret om en Ting, og finde sig i Ting,
som dennem tilslaaes. Det Hyklerie, som forblinder
Jndbyggernes Øyne, og giør, at de ikke kunde see Dy¬
derne i deres rette Skikkelse, foraarsager iligemaade den
kielne Opdragelse. Thi naar alt, baade hvad de Unge
og Gamle giøre, bliver roset og berømt, saa vide de af
intet at sige, som er Lastværdigt, og holde derfor alting,
endog de største Laster, for Dyder. Portraitet er dette:
En Jomfru, som var vant at have
Hver Morgen Fløde til sit Vand,
Var færdig reent at gaae af Lave,
Da Lykken hende gav en Mand,
Som skienkede
Den bare Thee
J Mammesellens Potte=Skaar.
Men Maaden Bruden saa opliver,
At hun nu Vandet Fortrin giver.
Saaledes det i Verden gaaen.


219
Det som stikker Jndbyggerne meest i Øynene, som
før er sagt, agter de og altid høyest. Og det som er yp¬
perst i Dag, sætte de i Morgen den mindste Priis paa,
naar de faae noget mere Glimrende at see. Saaledes
gik det Talander:
Talander ved de hvide Vine
J lang Tid sig fornøyede,
Ved hvert et Glas hand gjorde Mine
Som hand sad hos sin Kiæreste.
Men da hand saae
Og smagte paa
De røde, sang hand frisk god Taar.
Hand kied af hvide Vine bliver,
De røde nu et Fortrin giver.
Saaledes det i Verden gaaer.
Copie af et Brev fra Mariage.
Dersom det er eder ikke allerede berettet, at den gamle
Sr. Forfrossen, som i saa mange Aar har ventet ondt
Veyr, nu endelig er bleven gift, da have vi herved den
Ære at fortælle eder det. Hand gaaer nu som andre Men¬
nisker, baade Sommer og Vinter, i den Dragt, Moden
har giort behagelig paa de Stæder, hand opholder sig.
J vide selv, hvilken forunderlig Figur hand har forestillet
i sin Circul. Hans Fødsel, Opdragelse og Reyser, sam¬
let med hans nu sluttede Giftermaal, kunde i Roman¬
Stiil giøre hans Navn udødeligt. Hand er fød af en
meget honnet Familie, og blev af sine Forældre i Ung¬
dommen vant til at negotiere, paa det hand desto bedre
kunde vide at benytte sig af den Arvedeel, som de i sin
Tid maatte efterlade ham; samme var ogsaa temmelig
anseelig; thi den forskaffede ham strax, efter Forældrenes


220
Død, ikke allene et rigt Partie, men endogsaa en stor An¬
seelse iblant de Handlende; og dette sidste var just Aarsa¬
gen til hans Ulykke, thi Pengene giorde ham stolt og op¬
blæst, og hans Hovmodighed giorde ham foragtet iblant
hans Medborgere, ja bragte ham tit saadanne Uleylighe¬
der paa Halsen, som kostede ham store Penge at skille sig
af med. En Følge af hans Hovmodighed var dette og¬
saa, at hand forsømte sin Handel, og lod de Ting, som
just skulde vedligeholde hans arvede Capital, staae tilbage,
Og saasom ens Fald gierne er nær, naar Hovmodighed ta¬
ger Overhaand, saaledes som det her saaes i Forfrossens
Lykke, saa kunde hand ikke forhindre det, uden at afstaae
en Last, der var bleven som en anden Natur hos ham
Hand indviklede sig i en Proces mod en Herre, der var saa
høyt paa Straae, at den maatte være daarlig, der vilde
vænke paa at vinde noget imod ham. Denne Proces
varede i mange Aar, og fortærede reent hans Midler;
thi det gaaer i dette Fald lige saadan til som andre Vegne,
at Processer ere Pest i Pungen. Nogle ville mene, at
denne Proces og var Aarsag til hans første Kones alt for
tillige Død. Og da hun var borte, som ene med sin for¬
standige Opførsel kunde styre den unge Hovmodige og
Uforstandige, saa gik alting paa eengang Krebsgang.
Gaarde og Eiendomme bleve solgte, og der var intet til¬
bage, uden en maadelig Capital, som var nedsat hos een
af hans Paarørende. For Resten kunde hand see alle
sine Midler i Acter og Documenter af denne vidtløftige
Proces. Bemeldte liden Capital kunde vel have været
tilstrækkelig nok for en oeconomisk og forstandig Huus¬
Herre, og altsaa havde der endnu været Redning for Hr.


221
Forfrossen, dersom hand havde vildet fulgt sine Venners
Raad. Men hand var ligesom døv imod alle de sunde
Formaninger ham bleve givne. Havde Hovmodighed
tilforn været hans Gierningers eneste Drivere, saa kand
man dog sige, at om hand efter sin mesten totale Ruine
ikke blev saa ydmyg, som hand burde være, saa faldt hand
dog i saadan Melancholie, som man nesten kand kalde
Fortvivlelse. Hand vilde ikke imodtage sine Venners en¬
ten kierlige Trøst eller fornuftige og gode Raad, men
giorde saadan Anstalt, at de Penge, som hand endnu
havde tilbage, kunde blive ham rigtig tilsendte paa hans
Affordring, og derpaa reyste, uden at nogen vidste hvor
hen, bort fra sin Boepæl, og omendskiønt hand 4 eller s
Gange det første Aar trak skikkelige Vexler, saa kunde dog
ingen af hans Slegt giette, hvor hand opholdt sig, ende¬
lig, jeg veed ikke ved hvad for en Hændelse, saa blev det
overalt kundbart, at hand opholdt sig i Finkel. Nu saae
man Aarsagen, hvorfor hand havde saa nær optaget sine
overblevne Midler, men nu var og al Raad og Redning
ude for ham; thi hand havde ikke saa meget tilbage af alle
de store Midler, som hans oprigtige Fader havde efterladt
ham, at hand deraf kunde leve et Aar. Jmidlertid fægtede
hand sig dog igiennem endnu i nogle Aar, skiønt ikke uden
med stor Nød og i megen Elendighed, og vilde ingen For¬
maninger imodtage, endskiønt hand fik dem i Mængde af
alle dem, der ynkedes over ham. J den Tid hand havde
opholdt sig i Finkel, var hand, formedelst de mange ud¬
tømmede Glas, bleven ukiendelig fra de andre Finkelia¬
ner. Hand kunde drikke som en Kiempe, og derfor i en
Hast gjorde sig meriteret til en hæderlig Begravelse, hand


222
havde udtømmet saa mange Glas, at hand blev æret som
en gammel Mand, og tilsidst i alle Compagnier fik det
øverste Sæde, hvortil hans Naturens Gaver vare ham
særdeles behielpelige; thi hand kunde broute som en heel
Karl, og paa saa troværdig en Maade fremføre sine Gros¬
pralerier, at man snart skulde svære paa, hand var een
af de Landflygtige fra Broutenland. Hand tog aldrig
mindre Summer i sin Mund, end dem hand tilforn vir¬
kelig havde commanderet. Hans Klædedragt i Finkel
var ikke nær saa kostbar, som den var egen og adskildt fra
den almindelige. Hans Kiol kunde tage imod al Slags
Saft og Vædske, uden at forderves. Da hand paa 5te
Aar havde opholdt sig i Finkel, fik hand, jeg veed ikke af
hvad for en Jndskydelse, de Griller at ville gifte sig igien.
Der boede i Naboelauget en Enke, hvis eneste Datter,
som var af temmelig smuk Anseelse, saaledes havde indta¬
get ham, at hand, da hun reyste bort, ogsaa forlod det
kiære Finkel, som ellers maaskee havde blevet hans be¬
standige Opholds Sted. Hand fulgte hende, hvor hun
drog hen, og tilbød hende alle Øyeblik sin Person og en
Capital som hand ikke meere var Eyer af. Hun lod sig
endeligen overtale, jeg veed ikke enten til hendes Lykke og
Glæde, eller Ulykke og Sorg, at vælge ham til sin Ægte¬
Fælle. J den Tid Forlovelsen varede, førdte Sr. For¬
frossen et temmelig stille Levnet, men forandrede dog
ikke sin Finkelske Dragt, førend to Dage for Bryllupet.
Jmidlertid forsømte hand ikke at giøre Vind hos sin un¬
ge Forlovede og hendes Moder, men endnu ere hans store
Midler, som hand havde talet om, ikke kommet for Lyset.
Det merkværdigste i hans Brude=Færd er dette, at, dg


134
hand var paa Veyen til Brude=Huset, drak hand i sin
Vogn alle sine Finkelske Brødres Velgaaende i en Maade
Vædske, og dermed giorde sit Mesterstykke. Hvad hand
fremdeles vil tage sig fore, og hvorledes hans Ægteskab
vil lykkes, det vil man med Tiden faae at vide. Han¬
nem til velfortient Roes, Ære og Berømmelse ere føl¬
gende Lykønsknings=Linier opsatte:
Hr. Brudgom! til Lykke med Kone og Penge,
Nu har J Formue, at handle paa nye,
At sove, at drikke og spise saa længe,
Som Pungen kand taale at kiøre om Bye.
Naar disse faaer Ende, saa faaer J vel flere.
En Finkelianer hand kommer nok frem.
Den Lykke, som hialp, da J havde ey mere,
At J baade Kone og Penge fik hiem,
Nok hielper fremdeles, jeg derfor vil raabe
Et Vivat for eder af yderste Magt:
Hey, skienker, J Finkelske Brødre! en Draabe
J Glasset, af eders udvalde Extract,
Og drikker, til Brudens og Brudgommens Ære,
Saa længe J Fluer paa Veggen kand see.
Taer J kun saa meget, som J kunde bære,
Og tænker ey paa, hvad herefter skal skea.


224
Avertissemens.
Frue Mama tager sig herved den Frihed at avertere, at hos
hende findes adskillige Sorter Miner tilkiøbs, der alle ere meget vak¬
kre og beqvemme at bruges af alle. Hun har baade spodske, belev¬
ne, bedrøvede, glædelige, alvorlige, flygtige og elskværdige,
dog mindst elskværdige. Skulde derfor nogen have Lyst til samme,
vilde de behagelig anmelde sig hos hende selv, boende for nærværende
Tid i Uroligheds Strædet. Om Morgenen Kl. imellem 9 og 10 sel¬
ges belevne og elskværdige. Om Middagen imellem 11 og 12 spodske
og alvorlige. Om Eftermiddagen imellem 4 og i flygtige og varme.
Om Aftenen imellem 10 og 11 glædelige og bedrøvelige. Hvad Slags
de andre Timer paa Dagen blive forhandlede, skal Liebhaberne ved
en liden Notice vorde bekiendtgiort, saasom hun hver Time exercerer
sine besynderlige Miner, men disse foran specificerede ere de eftertryk¬
keligste.
En meget indbrynstig Elsker, som daglig har flatteret sig af sin
indbildte Kiærestes Yndest, har i disse Dage mistet alt det Haab, som
hand tilforn forgieves har gjort sig; thi lader hand herved første, an¬
den og tredie Gang, alle Velyndere og Kiendere af hans Person, paa
det tienstligste ombede, at om de vidste nogen Maade, hvorpaa hand
kunde bemestre sig sin Gudindes Hierte, de da vilde af Barmhiertig¬
hed meddele ham samme tydelig og reen skreven; thi hand er færdig
at døe af Fortvivlelse. Hand logerer til Tieneste paa Hiørnet af
Hidsigheds Gangen.
Msr. Falskhed lader herved i disse Aviser bekiendtgiøre, at hand
ved offentlig Auction agter at bortselge endeel Klæder, som følger,
nemlig: en Under=Trøye af Ræve=Beller, en Vest af Ulve=Skind,
og en gammel forslidt Lams=Skind Kaabe, alt for billig Priis.


225
Den skiemtende Avis.
No. XXVIII.
Løverdagen den 25 September 1751.
Af dette Slags approberede Aviser udleveres Ugentlig et Ark hos
Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
Fidelien.
D¬
er er i Verden intet behageligere Syn, end
at see Venner, som kappes om at give hin¬
anden de haandgribeligste Beviser paa de¬
res Ærlighed. Der er heller ingen Gield,
som lettere kand betales, end den, Venner ere hinanden
skyldige i Ærlighed; thi over det, at een beviser sig rede¬
lig imod den Ærlige, kand hand jo hverken blive fattig
eller arm, men tvertimod ligesom formerer sin Rigdom,
i det den Ære og Berømmelse, hans Redelighed forskaffer
ham, overgaaer den Roes og Høyagtelse, som den aller
rigeste, med mindre Redelige indlegger sig.
Talander er et ungt og velskabt Menniske. Hans
Profession er egentlig, at bruge Pennen, endskiønt hand
ofte, i Steden for den, betiener sig af sit Side=Spid.
Men hvad Ulykke, der pleyer at reyse sig af saadan Op¬
førsel, lærer den daglige Erfarenhed. Hvor mange smaae
Krige, hvor mange indbyrdes Uroligheder, hvor mange


226
Stue=Batallier, hvor mange blinde Feltslag springe ikke
op af saadan Daarlighed? Ofte kom Talander i Flugten,
dersom hans Redelighed imod hans Venner ikke øvervandt
dem til at betale ham med lige Myndt, og vise sig ærlige
imod ham igien.
Det er gandste kort Tid siden vor unge Talanders
Liv var paa det nærmeste ude. Hand maatte blotte sin
Kaarde imod en forvoven Uven, som ogsaa rigtig havde
lagt ham ned, dersom ikke Orontes, en ærlig Siel, havde
kommet ham til Hielp. Hvorledes mene J nu, at Ta¬
lander revancherede dette? Det hænder sig Dagen efter,
at nogle Uvenner eller onde Mennisker legge Raad op, at
aflive Orontes, man veed ikke hvorfor, hvilket Talan¬
der kommer efter, aabenbarer det for Grontes, og saa¬
ledes frelser ham sit Liv igien.
Mange skulle vel ikke ville giøre meget af denne Ærlig¬
heds Prøve, men holde den for en ringe Sag. Allene, i
Sammenligning med de nu brugelige Venskabs=Prøver, er
der dog noget stort deri Thi hvo kand nu iblant allesine Ven¬
ner fremføre for Dagen en eneste, som mener hvad hand si¬
ger staaer og ikke svige og holder hvad hand lover. J det rin¬
geste har ikke nogen iblant alle vore Jndbyggere endnu
lagt sig større Ære ind ved Venskabs=Prøver, end disse
To Personer. Man taler om dem i alle Compagnier,
ikke som man almindelig taler om Nyt, men med stor
Høyagtelse for deres Gierninger paa begge Sider.
Broutenland.
Tvende unge Personer ginge forleden i klart Veyr om
Aftenen at spatzere, og som de fordreve Tiden med at tale
nu om et, og nu om et andet, faldt de iblant andet, paa at


227
tale om den Dyd Tapperhed. Den største Tapperhed,
sagde den ene, som vi giøre saa meget af i Verden, og
som vi altid forundre os over, er til visse enten slet ingen
Tapperhed, eller faaer allene saadant Navn af en Hæn¬
delse. Det er jo ingen Tapperhed, at een uden Efter¬
tanke styrter sig hovedkulds i Fare, eller søger en blodig
Hævn for en Sag af ingen Værdie, hvorpaa vi desverre
have tusinde og flere Exempler. Ligeledes kand det og
egentlig ingen Tapperhed kaldes, naar man er nødt til at
forsvare sit Liv, eller tænker at slaae sig Ære, Bytte,
eller høye Tienester til, og i den største Trængsel, under
Opmuntring af Skraalen og Jnstrumenters Lyd, træder
sin Fiende under Øyne, naar man uden Skam ikke kand
vige. Denne deres Tale kom Hr. von Opblæst, som gik
bag efter dem, af en Hændelse til at høre, og siden den
syntes ham alt for nærgaaende, lod hand dem anden Da¬
gen stævne for Raadet, med Beskyldning, at de havde
talet hans bekiendte Tapperhed for nær. Da de komme
op for Dommerne, forklarede de sig paa følgende Maade:
Strænge og retfærdige Herrer! Vi vide, ligesom vi
og troe eder til at vide det samme, at enhver er god for
sig, og ingen at foragte; og ville vi ikke, at vore Ord, som
vi have talet om Tapperhed, skulle forstaaes anderledes,
end efter Bogstaven, saa de behøve ingen Forklaring og
Udleggelse af Hr. von Opblæst. Vi have langt fra ikke
talet hans eller nogens Tapperhed for nær, men vi have
allene talet om, hvad der ikke var Tapperhed. Nu ville
vi for samtlige gode Herrer sige, hvorudi vi mene at Tap¬
perhed bestaaer: Den ægte Tapperhed bestaaer der¬
udi, at man med et uforfærdet Sind og uforskrekket


228
Hierte, uden Vrede og andre lastefulde Aarsager,
sætter sit Liv, i en retfærdig Sag, saaledes i Fare,
at man ligesom udfordrer Døden selv. Da Dom¬
merne hørte dette, lode de de Anklagede gaae.
Sædeskov.
Efterfølgende Brev er her paa Stædet offentlig ble¬
ven bekiendtgjort. Det kand kaldes rart, i Henseende til,
at det er forfattet af et Menniske, der sin hele Livs Tid
har været en Hader af Dyden, og ikke førend faa Dage
for sit Endeligt kom i Erfaring om, hvor langt hand var
fra den høyeste Lyksalighed i Verden. Brevet har hand
stilet til sine Børn. Det klinger, som følger:
Kiære Børn, Himmelens Velsignelse!
Paa det J ikke, ligesom jeg, først ved Enden af Livet, skulle lære at
Fkiende det, der giør Livet behageligt og Mennisket lyksaligt i Ver¬
den, da tager nu eders døende Faders Ord til Eftertanke. Det er,
o kiære Børn! ikke Gods og Midler, ikke Rang og Værdighed, ikke
Ære og Berømmelse, ikke Venner eller Familie, som giør Livet sødt
og os lyksalige. Ney, alle disse Ting hindre snarere den sande Lyksa¬
lighed. Den kand ene kaldes lyksalig i Verden, som lever fornøyet.
Nøysomhed er Livets Lyksalighed. J kand ikke forundre eder over,
at jeg siger, mit hele Liv har været mig ubehageligt, og jeg selv følge¬
lig høyst ulyksalig, naar jeg tillige beretter eder, at jeg har aldrig levet
en Time fornøyet. Aarsagen til min Misfornøyelse har reyst sig af
Gierighed. Al Slags Gierighed forhindrer, at Nøysomhed ikke kand
faae Plads i Menniskets Hierte, og altsaa ey blive lyksaligt. Penge¬
Gierighed var den første Anstøds=Steen, som laae i den Vey, jeg
skulde vandre til Nøysomhed paa. Det Lykken havde beskiæret mig,
var jeg ikke fornøyet med; jeg søgte meere, og derover gik Glip af den
Lyksalighed, som de Fornøyede nyde, i det jeg aldrig kunde faae nok.
Og omendskiønt jeg alle Tider har eyet mere, end jeg har behøvet til
rigelig Udkomme, saa har alligevel Begierligheden voxet, som Midler¬


203
ne have taget til. Min Ærgierighed har ikke været ringere Aarsag til
min Ulyksalighed. Den var hos mig, ligesom den er hos alle andre,
umættelig. Jeg kunde ingen lide over mig, og gandske faa lige ved
mig. Kort sagt: jeg var altid misfornøyet, og havde derover aldrig
en glædelig Time i denne Verden. Nu, klære Børn! paa det J skulle
ikke blive saa ulyksalige, saa skyer af al Kraft baade Penge=Gierighed
og Ærglerighed. De Midler jeg efterlader eder, ere saa tilstrækkelige,
at J ikke have behov, at søge deres Formerelse ved Gierighed; og at
J ere fødde af, og opdragne iblant ærlige Borgere, det kand være eder
Ære nok, naar J tillige skikke eder vel, saa J ikke have behov, ved
Ærgierighed, at søge efter et glimrende Navn. Men dog vil jeg ikke,
at J skulle blive Forødere, saa J skulle sætte de af mig samlede Mid¬
ler slet over Styr; ikke heller vil jeg, at J skulle blive Folk, som sætte
al Skam til Side, saa J ikke skulle bekymre eder om, at bevare den
Ære, til hvilken J ere fødde. Men jeg vil, at J skulle være fornøye¬
de med det J nu have, og hvad Lykken herefter vil skienke eder, stedse
betænkende Jer Faders Ord: Nøysomhed, eller, at være fornøyet, er
Menniskets fornemste Lyksalighed i Verden. Hvad nytter nu al min
Rigdom, Ære og Pragt mig? Jeg har samlet det med megen Be¬
sværlighed, vaaget over det skielvende, og naar jeg nu er borte fra
eder, saa har jeg hverken Glæde eller Trøst deraf. Glemmer nu ikke
at trække Lærdomme af disse mine sidste Ord, og værer alle sammen
Himmelens Varetægt anbefalede, af eders indtil nærværende Time
Omhyggelige Fader.
Hvad Virkning dette Brev kand giøre hos denne
Faders Børn, er endnu ikke aabenbare, imidlertid slutter
man, at det bliver dem en Regel til at legge Vind paa
Nøysomhed, helst siden Børnene selv begynde at begribe,
at et fornøyet Sind er den største Lyksalighed for et Men¬
niske paa Jorden.
Slutningen af Beretningerne fra Moria.
Effen i Gaar finge de den sidste Begravelse opgravet,
hvorudi fandtes 5 Kister, som alle vare beslagne med ster¬


230
ke Sølv=Plader, der nok gav tilkiende, at det ikke havde
været smaae Creature, som saaledes havde foranstaltet
deres Hvile=Sted. Der vare Jnscriptioner paa alle Ki¬
sterne, hvoraf man kunde see, at de ikke allene havde været
af een Familie, men endog af begge Slags Kiøn, nemlig
3 af første og 2 af andet.
Inscriptionen paa den første Kiste lydde saaledes:
Her under hviler den som i Live
Af alle blev anseet for en Engel;
Thi ingen vidste, hvordan hand havde levet,
Men da Døden skaffede Folkene
Frie Adgang til hans efterladte Papirer,
Erklærede man ham for en Bengel.
Paa den anden Kiste læste man følgende:
Her ligger Cloris død, som, mens hun vogtede
Sin gamle Faders Faar, af hendes Kiæreste
Selv vogtet blev.
Sligt Cloris gik saa nær til Hierte, at hun vilde
Før Kiereste og Liv ved Døden reent forspilde,
End vogtes saa.
Gak bort, o Vandrings=Mand, og giør du ligeledes,
Naar du ved Kiærester og deres Vogten kiedes.
Paa den tredie Kiste fandtes dette Riim:
Havde Verden ikke været
Vor Philander alt for trang,
Havde hand kandskee fortæret
Flere Penge, i den Rang
Hvori hand kort før hand døde
Slap, men siden Stakkelen
Sig paa Verden maatte støde,
Krøb hand i sin Moer igien.


231


Paa den fierde:
Her hviler Svoger til de første Tre
Et Selle=Stakkel og et uselt Kree.
Nu slaaer hand dog Spar To
Til hver en Cavalier
Som før af hannem loe;
Thi lee kand hand ey meer.
Grav=Skriften paa den femte Kiste klingede:
Da Lykken ikke vilde være nærværende Døde behielpelig,
Og Naturen gad ikke længer være en Slave,
Slog hun Spise=Kammeret i Laas,
befalede sig Himmelen i Vold,
Satte sig i sit Sove=Kammer,
Og gav sig til at sulte ihiel.
Gak, Læser, bort og giør du ligesaa.
Maanen.
Fra een af Byerne her i Egnen har man følgende: Tvende af
denne Stads Ungdoms Føster=Fædre geraadede for nogen Tid siden i
en meget heftig Dispute, hvorudi for trende Dage siden, af Øvrig¬
heden blev kiendt, dog til den enes største Uleylighed. Sagen er kor¬
telig denne: Den ene lærte og bekiendte kun fire Sandser, hvilket
den anden holdt for det største Kietterie, og derfor i et offentligt Com¬
pagnie skieldte ham for en Kietter, som den første ikke kunde fordrage,
og derfor lod Sagen gaae for Retten, hvor alting blev paa det nøyeste
examineret, og endelig Dom i Sagen afsagt, at den, som tilforn havde
nægtet Følelsen, skulde Kag=stryges og Byen forvises, hvilket og strax
blev efterkommet. En gammel Mand, som i Gaar har talt med den
Bortjagede, sagde, at Skolemesteren endnu var paa de gamle Tanker,
at alle Mennisker ingen Følelse havde, vilde og bevise sin Sags Rig¬
tighed med følgende Argumenter: 1) At hand selv ingen Svie havde
fundet, og 2) At hand havde havt nogle Discipler, som havde aldrig
givet ringeste Bevægelse tilkiende, endskiønt hand forsikkrede, at hand
havde Vognmandsmæssig meedeelt dem sine Gaver.


234


Avertissemens.
ret i Syv Maaneder, som vi ville regne for et halv Aar. Det er
dog noget; om den aldrig continuerede længere, saa har den dog alle¬
rede varet saa længe, at de første Spaamænd ere blevne til Skamme.
Nu er endelig den fatale Dag indfalden, at den gamle Mand har
sagt Adieu, saa vi maatte lade eder vide, at om Avisen nu skulde ikke
gandske ophøre, saa maae den dog have sin Sørge=Tid frie. Dens
tilbageværende Opvartere maae ligeledes have Tid til at recolligere sig,
og slukke den Sorrig ned, som denne Bortgang har foraarsaget.
Avertere derfor, at i Steden for den Maanedtlige Mercurius,
skal næstkommende Løverdag følge hans Grav=Skrift,
som hand kort for sin Død selv optegnede.
Herved averteres, at nu har den Skiemtende Avis continunue¬


233
Beslutning eller Ende
Af
Den Skiemtende Avis.
Selges hos Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager=Gaden for 2 s.
D¬
et er mange bekiendt, hvad vi maatte gaae
igiennem, førend vi fik Tilladelse, endog
af dem, som deri mindst havde at befale,
til at lade denne vores nu ophørte Avise
trykke, thi mange forestillede sig ikke alleneste, at de Uge¬
Blade, som førte Navn af Skiemtende Aviser, skulde
fornærme de priveligerede Gazetter, men at de endog
nødvendig skulde ligesom Gade fra Gade igiennemhegle
baade visse Huse og visse Familier; men enhver, som
ugentlig med Agtsomhed har igiennemlæst de udkomne
Blade, maae efter Ret og billighed tilstaae, at der hver¬
ken i de Ugentlige Aviser, eller Maanedtlige Mercuriis,
er fundet enten noget particulier eller anstødeligt. Vi
have tvertimod taget i Betænkning at bekiendtgiøre alle
de almindelige Jndfald, som af Ubekiendte ere os blevne
tilsendte, allene for vi forhaabede, ved at skye alle Perso¬
nalia, at forhverve os desto snarere det almindelige bifald,
men hvor vidt vi have reusseret, kand nærværende Skieb¬
ne lære os. Vi maatte af vor første Lykke have spaaet


234
os at være de allerlykkeligste Mennisker, af den mellemste
ikke at være foragtede, men af den sidste maae vi være
bange for at blive reent kastede under Bænken. Saa
længe den gamle Mand levede, opmuntrede hand det
gandske Compagnie det beste hand kunde, animerede dem
alle Tider til at blive bestandige Støtter for Avisen, fore¬
stillede dem den Nytte, som i sin Tid kunde flyde af dens
Vedligeholdelse, og i en ærlig Eenfoldighed søgte at over¬
tale os om at have Publiei almindelige bifald; Men i
hvor vel vi, som Skiemtende Avis=Skrivere, have gjort
vores Beste i at fornøye vore Læsere, saa kunde vi dog
af nogle visse Omstændigheder slutte, at vi end ikke, da
den gamle Mand levede, end sige nu hand er død, ha¬
ve havt saa god en Lykke, som vi i Førstningen af Avi¬
sens Begyndelse, havde spaaet os. Nu den gamle Mand
er død og borte, saa bør vi ikke, som vi heller ikke have
Føye til, tale andet end Got om ham, men vi maae dog
lee, naar vi tænke paa, hvor travelt hand havde, førend
hand fik Avisen i Stand, hand giorde sig lige saa store
Tanker om Avisen, som en Drømmere om sine Lande i
Maanen, hand tænkte at legge sig Ære ind, ved at mo¬
ralisere paa en nye Maade; men om hans Tanker have
været grundede, derom maae den gunstige Læser best
dømme. Siden Avisen nu ophører, saa burde vi vel
giøre vore Læsere Regnskab for adskillige Ting, og særde¬
les dem, som saa ofte have indsendt os deres Jndfald;
men Læseren kand gierne begribe, at ligesom vi før have
sagt, at alle Ting vare Skiemt, og at intet maatte for¬
staaes efter Bogstaven, saa kand og det meste af vores
Aviser forklares paa mere end een Maade, saa enhver


235
kand giøre sig hvad Reflexioner ham best behager, allene¬
ste ingen maae tænke, at Personalia skulde nogensteds
ligge skiulte. Der er ofte blevet os saa mange Jndfald
tilsendte, at om vi aldrig havde havt nogen Corresponce
med Maanens Indbyggere, saa kunde vi dog gierne have
holdt det ved Lige, men vi have ofte intet indført deraf,
ofte forandret og forkortet saadanne Relationer, som kun¬
de give Anledning til Anstødelse. Vi have fra een, som
stedse skrive sig L. G. havt adskilligt, og endnu for faa
Dage siden faaet følgende indsendt, som vi for sit Jndhold
Skyld vilde meddele Læseren.
Sædeskov.
Endnu har man her den gode gamle Skik, at holde
Taler over de Døde, som skeer ved een af Stadens Fuld¬
mægtige, der rider i Procession for Liget, og paa Veyen
udraaber alle de gode Gierninger, som af den Døees Paa¬
rørende ere blevne angivne, men saa snart som de komme
til Begravelse=Stedet, vender den Talende sig om til
Følgeskabet, og i en meget høytravende Tale giør sine
Reflexioner over den Døde, som enten forgylder eller sver¬
ter ham, ligesom Arvingerne have været karrige eller
gavmilde til. Da vi sidste Gang havde Breve fra dette
Sted, blev os notificeret, at den gode Matrone v. Gam¬
mel Verden havde sagt Farvel, og at hun med stor Ce¬
remonie var bleven begraven; alle havde ventet, at hun
af den talende Fuldmægtig skulde blevet canoniseret, men
hun blev imod al Formodning afmalet som et af de ve¬
derstyggeligste Mennisker, uanseet at hendes mangfoldige
glimrende Gierninger paa Veyen dog vare blevne opblæ¬


233
ste. Alle staae i den Tanke, at ligesom ingen har viist
mere med hende end den talende Fuldmægtig, saa har
og ingen været mere indviklet i alle hendes Ungdoms
onde Gierninger, end hand; thi de ældste iblant os for¬
sikre, at den Døde og hendes Bag= eller Lov=Talere hav¬
de i deres Ungdom været saa gode Venner, at man maae
staae i den faste Formodning, at de ofte gjorde et og det
samme.
Dette bliver den sidste Relation, som den Skiem¬
tende Avis frembringer, hvilken vi have saa meget des
hellere vildet anføre, siden Avisen med dette Ark sluttes;
vi vide, at de mangfolgige Raisonnement om Avisen vil
nu ikke blive færre end før, men saasom vi ikke meere tæn¬
ke at besvare nogen, saa ville vi allene bede Læseren, heller
at forglemme den Skiemtende Avis, end bestandig tale
ilde om den, og slutte med de Vers, som een af vore Ju¬
rister for faa Dage siden til Afsked har opsat:
Nu har Post=Rytteren den verste Tid at reyse;
Thi Vinter Tiden giør alt Lande=Veyen slem,
Hist høres Bølgerne paa Landet høyt at kneyse,
Hist stormer Vinden, saa de neppe kommer frem.
Naar sligt kand skee til Lands, hvad maa man da ey mene
Der kand i Luften skee, hvor Vinden stormer meest,
Paa Landet kand den vel oprykke Træer og Stene,
Men ach! hvad Skade er ey skeet i sidste Blæst
J Luften? ach vort Skib! vor gode Luft=Machine
Er borte, tænk engang! det haver Blæsten gjort,
Den gamle Mand er død, hand bad Farvel til Sine,
Ach tænk engang! men er vort Tab dog ikke stort?


237
Nu maae den Skiemtende Avis jo dog ophøre,
Med mindre at der skal et stort Mirakel skee,
Ach gid at Vinden vil vor Ven tilbage føre!
Gid vi endnu engang Machinen fik at see!
Den af vort Compagnie, som reyste sidst til Maanen,
Er bleven borte, ach Machinen blæste bort,
Machinen den var dog for vor Avise Kronen,
Men den er borte, ach er vores Tab ey stort!
Og Stakkelen, som sad i Kisten for at kiøre
Til Maanen, borte er, og ingen veed hvor hand
Af Vinden førtes hen, gid Vinden hannem føre
Samt Kisten dog engang tilbage til vort Land!
Men dog! hvad hielper det at hente Vand, naar Luen
Har taget Overhaand, og alting Aske er?
Det alt for silde er at giøre reent i Stuen,
Naar Bryllupet skal skee, og Giæsterne er nær.
Machinen den er vek, vor Ven hand er jo Fløyten,
Vi faaer dem ey igien ved vores Græmmelser,
Her hielper ingen Graad, ey Sang, ey Klang ey Føyten;
Thi borte, tabt og vek nu et og samme er.
Nu maae Avisen Halt i nogle Tider sige,
Maaskee den dog engang kand bringe mere Nyt,
Hvem veed! den Gamle kand staae op fra Dødens Rige,
Dog ney, Mirakler skeer nu ikke meer, jo pyt.
Men sandt at sige, vi dog vente een med Tiden
Fra Maanen; thi naar de har længe ventet, men
Forgieves, venter vi een fra dem i en liden
Machine, og saa kand vi faae en Post igien.
Og faaer vi aldrig meer fra Maanen flere Breve,
Saa maae det være nok, saa er Avisen endt,


238
Vi jo foruden den saa got som før kand leve,
Thi paa Aviser er dog Penge slet anvendt.
Hvad hielper det, jeg veed hvad Folk i Maanen giøre,
Det er jo bedre, at jeg kiender Verden her,
At med Forsigtighed jeg kand mig saa opføre,
At ingen sige skal: en Abekat du er.
Den døde gamle Mand hand vores Verden kiendte,
Hand havde reyst omkring, hand kiendte Verdens Skik,
Hand sagde: at man nu ey bedre Tid kand vente,
Hvad som er gammeldags det holder nu ey Stik.
Hvad er saa gammeldags, som det, at man vel skriver
Aviser? dem man faaer jo fast i hver en Bye,
Dog var det noget Nyt at man dem Titel giver
Af Skiemtende; thi den var i det mindste nye.
Dog alting skal forgaae, Avisen skulde endes
Engang, og det er jo det samme naar det skeer,
Jo mindre at den er, jo snarer kand den brændes,
Om man fortryder paa man Eyer af den er.
Jmidlertid vi faa, som endnu er tilbage,
Af alle de, som først Avisens Fædre var,
J al Ærbødighed for denne Gang vil tage
Vor Afsked, til vi faae paa nye et Reyse=Kar.
Og faaer vi aldrig meer en anden Luft=Machine,
Saa bliver det herved. Men hvad er det for en
Som herved lader see saa haan og spodsk en Mine,
Nu maae jeg tie, vil jeg have hele Been.
Vi takker dem, som har kiøbt vores Uge=Blade,
Enhver kand gierne see, vi have meent det got,
Og dem som ey har kiøbt, dem vil vi aldrig hade,
Ney! ney! bevar os Gud! det var en evig Spot.


Tilsidst vi lyde vil vor gamle Faders Ordre,
Som hand kort for sin Død os allesammen gav,
Og disse sidste Vers til Læseren befordre,
Som hand befalede at skrives paa sin Grav:
Grav=Skrift.
er ligger jeg, den gamle Mand,
F¬
Som var Avisens Fader,
Jeg reyser til et andet Land,
Og eder reent forlader.
Kom frem du, som mig haver kiendt,
Den Tid jeg var i Live,
Du skal mig, nu mit Liv er endt,
Det rette Skudsmaal give.
Du maae opregne alle Feyl
Som du hos mig har fundet,
Naar de kun kand for Sandheds Speyl
Bestaae, og være grundet.
Jeg har, imens jeg levede,
Mig selv i andre speylet,
Mens, thi jeg var et Menniske,
Har mange gange feylet.
Jeg skiemtet, mens jeg levede,
Dog ikke een til Skamme,
Saa mig nu ey Uret kand skee,
Og mig og skeer det samme.


239


240


Vel er det sandt, at jeg har haft
Mit Hoved selv allene,
Men om jeg havde det vel tabt,
Hvem kunde det da tiene.
Var jeg end lidt forunderlig,
Saa tænk, at jeg var gammel,
De Gamle sielden sætter sig
Paa Børne=Stoel og Skammel.
Var jeg end fattig, var jeg dog
De fleste Tider ærlig,
Jeg mener, jeg var ey et Drog,
Som nogen faldt besværlig.
For Resten mener jeg, at hvad
Som man om mig vil skrive,
Det kand jeg vide udenad
Vil næsten dette blive:
Her ligger den, som skrevet har
De Skiemtende Aviser,
Vor Verden ingen Skade taer
Ved det den dig forliser.


Den
Maanedtlige
Mercurius,
Som medbringer
Nye Critiqver
Over
Den Skiemtende Avis
For
Den Første Maaned.
Af denne approberede Maanedtlige Mercurius udleveres herefter hver fierde
Løverdag hos Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager Gaden et Ark, som
koster 4 Skilling.
Kiøbenhavn, Løverdagen den 10 April, Anno 1751.


Genereuse Læsere!
V¬
or gamle Mand, der for sin Alders Skyld
denskabers Skyld sidde stedse øverst; vore Me¬
dici, der for gode Ord og Betaling tilbyde
enhver sin Tieneste; og endelig vore Frimu¬
rere, der giøre ikke nær saa stor Hemmelighed
eder en varm Sommer.
Det er almindeligt i vor Verden, at fælde Critiqver, ikke allene over
Tiderne, men endog over Personer og Gierninger. Vi ventede ikke at for¬
skaanes for haarde Domme, da vi først besluttede at sende den skiemtende
Avis for Lyset. Vi ere heller ikke blevne bedragne i dette Haab; thi saa
mange Læsere vore Aviser have havt, saa mange adskillige Domme have vi og
hørt. Det er ikke egentlig vort Øyemerke at opregne dem alle i dette Blad,
ligesom vi ikke heller søge ved denne Maanedtlige Mercurius at skrive Apo¬
logier for vor skiemtende Morale, thi vi holde for, at derson saadan Skrive¬
Maade ikke kand befalde, skal vel ingen kunde fornøye de Curieuses Smag.
Vi mene ikke, at vore skiemtende Blade ere uden Lige. Men dette paastaae
vi, at de ere bedre værde at udgive 2 s, for Stykket af, end enten de som til¬
i disse Tider sælges med god Profit.
forn under slige ligegieldende Navne ere udkomne, eller de kostbare Viser, som
deres Forbunds=Artikle, hilse eder alle, vore kiære Læsere! og ønske
af deres Passioner og Jnclinationer, som af
æres af alle; vore Jurister, der for deres Vi¬


1


Det er lidet over 24 Aar, siden der maanedtlig blev publiceret nog¬
le skiemtende Blade, under Titel af den forkerte Mercurius. Vi have
læst dem, men forundre os ikke, i Fald de ingen Liebhabere have fundet; thi
man sporer for det første ingen Lærdomme til Dyden derudi, og for Resten ere
de allevegne opfyldte med liderlige og ublue Talemaader. Jngen af disse Deele
tænke vi man kand beskylde vore Blade for; thi i enhver Beretning vi give,
ligger et Slags Morale, skiønt ikke lige tydelig for alles Øyen, og man skal
ikke kunde citere os for Talemaader, som stride imod Ærbarhed, da vi i det
høyeste ikke nævne andet, end hvad det deylige Kiøn selv ikke undseer sig ved
at udsige. Hvor vidt derfor de Domme kunde holde Stik, at vore Aviser
ville frappere godt Folk, see vi ikke, thi hverken sigte vi paa Personer i sær,
eller kunde siges at tortere nogen ved at giøre en Last latterlig, der i mange
Aar har været eens eller andens Hov=Mester.
Der ere skiemtende Blade for kort Tid siden udkomne, der bære Navn
af den forblummede Correspondence. Deres distingverede Forfatter skul¬
de betages en heel Hob af sin fortiente Roes, om vi vilde sige, hand kunde
forud spaaet sig et slet Udfald og liden Aftræk paa samme hans skiemtsomme
Materier. Vi bære megen og tilbørlig Høyagtelse for Manden og hans Cha¬
racteer, men kunde ikke see, hvorfor vi skulle giøre nogen Sammenligning
imellem vore og hans Relationer. Vi lade os nøye med at staae i den rin¬
geste Classe, naar allene vor ærbare Skiemt kand finde et almindeligt bifald.
Vore Læsere have af de første udkomne Numere seet den Forandring, der
er i vor Skrivemaade. De behage deraf at giøre sig en Jdee om Resten.
Og tvile vi ingenlunde paa, vi jo skulle finde saa mange Liebhabere, at vi i
det ringeste kunde holde Corresponcen et heelt Aar ved lige. Det er dog i disse
Tider en grand Mode at læse Aviser; thi alle, indtil Kielder=Mænd, tage dem
an med Begierlighed, og manges Forstand baade i Politiske og Stats=Sager
henger til Deels allene af de ordinaire Gazetter. Derfor giøre vi os og saa
meget større Haab om vore skiemtende Avisers Aftræk, som vi kiende vore
Landsmænds Nysgierighed at læse noget under dette Navn. Ja vilde allene
hver anden Petit Maitre i Staden hver Uge kiøbe et Ark, skulde neppe det
Oplag, som er gjort, være tilstrækkeligt nok. Og dette er noget vi tænke de
gierne giøre, thi de ville dog altid have Nyt at fortælle i Selskaber.
Man veed, det er mange Tider Navnet allene, som sælger en Bog, helst
saa længe dens Forfatter bliver ubekiendt, i Fald hand ellers ikke haver di¬


4


stingveret sig desmere, og af den Aarsag udvalgte vi det Navn Avis til vore
Blade (endskiønt det i Førstningen syntes at blive os disputeret) paa det Læ¬
serne først kunde blive opvakte af Nysgierighed, førend den blev stillet ved For¬
tællingerne selv. Vi bedroge os heller ikke, thi de 4 Bogstaver have allene
sat nogle 100de Exemplarer af. Men Crediten for Avisen vil kandskee falde,
i Fald vore Læsere, som vi hidindtil paa adskillige Steder have hørt, giøre sig
den Tanke, at den eller den er Autor for Verket. Allene vi have bedre Haab.
Thi omendskiønt een eller to af vores Compagnie kunde ikke hele Tiden blive
ubekiendte, siden de bestandig maae opvarte Correcturen og besørge det til
Stedet hvor det sælges, saa faaer dog den hele Verden, hvor nysgierig den
end bliver, ikke flere af vore Lemmer, hverken af Navne eller Personer at
kiende, end de samme. J Særdeleshed have vi alle maattet soret vor gamle
Mand til, aldrig at bekiendtgiøre hans Navn, og det er noget, som vi indtil
Døden agte at holde. For Resten ere de Personer, man endnu har giettet
paa, gandske fremmede for vort Sælskab.
J maae troe, vi stode længe i Betænkning, om vi herefter skulde, saa¬
ledes som vi nu agte, maanedtlig bekiendtgiøre de Critiqver, som væltedes paa
vore uskyldige Aviser. Vi resolverede endelig dertil af efterfølgende tvende
Aarsager, nemlig: Først, at vi derved kunde vise Folkes ulige Domme over
en og samme Ting, og for det andet, at vi kunde skaffe Avisen mere Anseelse;
thi det vilde lade temmelig gammeldags, at skrive Aviser ugentlig, uden tillige
at sende et maanedtlig Blad for Lyset.
Dette begiere vi nu kun forud af vore Læsere, at de ikke ville regne os
til Onde, naar vi paa en mindre ordentlig Maade anføre Critiqverne over
Avisen, end Beretningerne ere satte i de udkomne Numere, og saa uden videre
Fortale strax begive os til Sagen i sig selv.
Saa snart Fortalen til Avisen saae Lyset, fik den strax en heel Hob skar¬
pe Dommere, men siden de kunde synes at have en Slags Grund til at for¬
dømme den, i Henseende til, ingen kunde deraf spaae sig noget vist, ville vi
ikke opholde Læseren med at anføre mavre Beretninger derom. Nogle stødte
sig over, de saa latinske Linier, som derudi fandtes, vare ikke verterede paa
Dansk. Dertil havde de Aarsag. Man vidste forud, de fleste Professioner
vare ikke dette Sprog mægtige, og man skriver ikke Avisen for Lærde, altsaa
bliver det en Feyl af den første Forfatter, som vi ikke kunde retfærdiggiøre,
men ville allene forsikkre, sligt ikke efterdags skal skee.


Nogle holde for, vi have talet den gode ærlige Danske Spectator for
3
nær i Slutningen af vort første Ark. Men vi provocere alle levende Specta¬
tores til at dømme, om der ligger saa haard en Beskyldning i vore Ord.
Det var ikke venteligt, at en Person, der paa saa alvorlig en Maade havde
moraliseret, skulde selv sværte sit Morale, ved at overgive sig til Laster. Den
Berømmelse, hans Blade have forhvervet sig, skulle vi aldrig søge at betage
dem, ved at aabenbare Mandens Feyl, i Fald vi vidste nogle med ham; thi
vor Skiemt skal aldrig være grov imod Personer, men allene latterlig over
Udyder.
Endeel vare i Førstningen mere bange end Harer. De skiælvede, naar
de bare tænkte paa de lærde Tidender og vore skiemtende Blade. Det er
venteligt, sagde Monsr. Raisonneur, at den skiemtende Avis vil med første
faae en temmelig Skrabe i de lærde Aviser. Men, min Herre! troer hand
vel og, at Forfatteren af samme Lærdheder herefter skulde falde til saa stor
Daarlighed, at indføre skiemtende Aviser iblant lærde Bøger? O, ney!
hav aldrig saa ringe Tanker om ham. Det er en anden Sag, at sætte en
Fikke paa lærde Bøgers Liste, hun er det vel værd. Men for Resten skal
aldrig finde, hand opfylder Bladene med Smaa=Ting. J maae troe, om J
ville, at der dog virkelig stikker Lærdhed i alle de Breve, som indrykkes fra
stridende Penne. Men i vore Uge=Blade er intet, som fortiener Navn af
Lærdhed, der ere allene nogle faa smaa skiemtsomme Lærdomme, og derfor
kunde J kun frit legge eders Bekymring til Side.
Paa adskillige Stæder, hvor vore Jurister have været, ere faldne ret
utaalelige Critiqver over vor Skrivemaade: Man har kaldet den Snavs,
Grillenfængerie, Papiir, som duede til intet, uden et vist Brug o. s. f. Men,
J gode Herrer skarpe Critici! det er just ikke eders Censur, hvorpaa Avisens
Aftræk beroer. J see heller ikke dybt nok ind i vor Skiemt, naar J lade slige
Tanker falde over den. Vi kunde forsikkre eder, at vor gamle Mand, som i
disse Tider, meer end sædvanligt, har søgt baade høye og lave Compagnier,
for at komme efter, hvorledes man optog Avisen, har fortalt os, at mange
fornemme og mere skiønsomme Mænd, end J ere, have roset den, ja endeal
endog over dens Fortieneste.
Den Beretning fra Guldsand have alle leet af, uden de, som klynke,
og skader dog intet. Disse gjorde Miner, saa snart de kastede Øyne derpaa
og udøste Forbandelser over Avise=Skriveren. Men det rører os ikke. Thi
skrifter, J gode Herrer! hvad er mere ufordøyeligt at høre, end Klynken og


6


Klagen af Personer, som Himmelen har begavet med dobelte Velsignelser?
Det er ikke for at giøre vel, den rige Hr. von Klynker hver Dag formerer
sine Skatter, men allene for at faae Aarsag til, ved idelig Klagen, at skra¬
be mere og mere sammen, uden at blive anseet hverken for alt for riig, i hvil¬
ket Fald hand skulde blive ansøgt af sine fattige Paarørende om noget til Un¬
derholdning, eller alt for gierig, for hvilket hans Navn maatte lugte ilde iblant
hans Naboer.
Den Beretning fra Lyderhuus have nogle meent at være for stærk,
Men hvo nægter, at Laster og Lyder, saa længe Verden staaer, ville føre Krig
med Dyden, og paa denne Grund er Relationen bygget. Hr. von Avind
synes ikke at leve for andet, end stifte Uenighed i Verden, og dog vil hand,
alle skulle ansee ham for Fredens Befordrere. Men vi undsee os ikke ved at
giøre ham latterlig, og offentlig kalde ham en Freds Forstyrrere.
Relationen om Monsr. Gourmands Sygdom og Jndbyggernes Privi¬
legier i Ædebye, læses med megen Foragt. Man kalder det en Frugt af ne¬
drige Siæle, at tale med saa liden Ærbødighed om Debauche i ædende Vahre.
Man siger, Delicatesser er noget, man altid bør have, naar det kand lade sig
have. Men med Tilladelse, J gode Herrer! erindre J ikke den Sententz, Hov¬
mesteren siger til den Gierige i Comoedien: Man skal æde, for at leve
men ikke leve, for at æde.
Den Historie fra Tribunal har man kaldet et artigt Æventyr, uden
at kunde see noget der i. Man har allerede paa adskillige Stæder afsagt Dom¬
men i Sagen. En af vore Jurister ragede forleden, paa en Viin=Sahl, i en
heftig Dispute med en ung Juridisk Practicus om denne Sag. Vor Sæl¬
skabs=Broder søgte, maaskee lidet for heftig at forsvare den bedragne Dame,
hvorover den unge Practicus blev saa ophidset, at hand forsikkrede, inden 8te
Dage, om det skulde gielde, at fremlegge en Dom i Sagen, fra det beste af
de oprettede Juridisk=Practiske Collegier, efter hvilken Damen skulde blive til¬
kiendt, at betale mere end Halvparten saa meget i Processens Omkostning,
som Florida havde trækket fra hende. Da maae J, tænkte vor Jurist, ikke
heller agte at stævne Sagen ind for det beste af disse 2 Collegier.
Det som skrives fra Luna, have mange Brændeviins=Patroner i høyeste
Grad moqveret sig over. Og var det ikke allerede trykt, vilde vi tage i Be¬
tænkning, at anføre det, helst om vi vidste, det skulde giøre noget Skaar i


7
Brændevins=Mændenes Næring; thi disse bør lige saa vel leve som Brygger¬
ne, i Betragtning, at begges Distillationer ere nyttige, men ved Misbrug,
efter vore Lægers Sigende, de sidstes skadeligere; thi de holde for, at en Ruus
af Øll, er i lige sterk Grad, mere skadelig og ulidelig, end en Ruus af Bræn¬
deviin.
De Tanker fra Ryggesløsøe ere, saa vidt vi have kundet fornemme,
ikke blevne igiennemheglede, hvilket er stor Skade og Tegn til et subtilt Hyklerie.
Men denne Prydelse vilde vi nødig, vore Medbrødre skulde iføre sig.
Det andet Numer, som udkom den 27 Martii, har man holdt for at
være ulige bedre end det første. Derudi er intet, man jo har kundet begribe,
uden det Jordskielv, som kom i Klokkeren. Men nu tænke vi, Læseren har
af No. 3 faaet saa megen Oplysning, saa vi kunde indeholde hans første
Critiqver.
Der ere allene nogle af vore Jomfruer, som skrækkeligen have formali¬
seret sig over den Historie om Secretairen og Kammer=Jomfruen hos Grevin¬
den af Perlemoer. Men, J deylige Pige=Børn! tænker aldrig, vi skulle
skrive noget, for at beskiemme eder. J vide selv, vi kunde ikke røre ved Kier¬
lighed, uden at tage eder med. Dog maae J være forvissede, at, naar vi
herefter give Efterretninger om en eller anden Kierligheds Tildragelse, vi skulle
spare eders Ømhed saa vidt mueligt er. Der er ingen i vort Compagnie,
som har forsoren at gifte sig, uden vor gamle Mand, men Stakkel, hand er
nødt til at lade være, og altsaa ville vi ikke legge os ud med nogen af eder,
paa det vi i sin Tid for den skiemtende Avis Skyld, ikke skulde faae en Kurv
af eders Hænder. J maae ellers udtolke baade denne og andre Kierligheds
Relationer til eders Fordeel; thi naar vi komme til den Materie, hægles ikke
J, men Mands=Personerne igiennem.
Dersom vi efter denne Dag kunde nærmere lære at kiende vore Læseres
Smag, ville vi mere og mere læmpe os efter samme. Og faae vi at vide, de imel¬
lemstunder kunde taale et alvorligt Morale, skal den maanedtlige Mercurius
undertiden bringe dem et i Hænderne. Men af Avisen selv, maae Læseren ikke
tage Meningen efter Bogstaven; thi derudi blive faa eller ingen alvorlige Ma¬
terier tracterede. Den Plan, vi have foresat os at følge, er skiemtende. Dog
ville vi endog herudi bruge saa megen Forsigtighed, vi finde fornøden, og
hverken give Læseren noget, som passer sig bedre blant Bønder i et Kroe=Huus,


8


eller noget, som hand strax skulde nødes til at fordrive ved et Glas Extract.
lig anpende flere end de halve Kræfter paa at formere den.
nedtlige Mercurius At de maae betale 4 s for dette Ark, imod Stykket af
de andre koster kun 2 s, dertil kunde vi ingen anden Raison give end denne:
Alle maanedtlige Aviser koster 4 si Stykket Og vi ville ikke, ved at
som have med de rette Aviser at negotiere.
Avertissement.
Den Bye, som i No. 2 og No. 3 er kan. nskel, bør hede Finkel;
den ligger i Fyrstendømmet Fylderie imellem Hoved=Staden Brændeviin og
den vidtberømte Flod Aqvavitæ. Jndbyggerne i samme Fyrstendømme ere
meget religieuse visse Tider paa Dagen, i Særdeleshed de, som boe omkring
Floden. Dersom vor gamle Mand lever endnu i nogle Aar, lover hand at
udgive en fuldstændig Geographie baade over Maanen og endeel af Planeter¬
ne, med hvilke Maanens Jndbyggere føre Correspondence. L.cri bo¬
nus odor ex re qvalibet. Juv. Sat, 14.
sælge vore skiemtende Blade for alt for ringe Priis, giøre dem nogen Afbrek,
Heraf kunde da vore Læsere see, hvad de kunde vente sig af den maa¬
Kort sagt, naar vi kunde vente at beholde vore Læseres Yndest, ville vi ugent¬


Den
Maanedtlige
Mercurius
Som medbringer
Nye Critiqver,
Over
Den Skiemtende Avis
For
Den Anden Maaned.
Af denne approberede Maanedtlige Mercurius udleveres herefter hver fierde
Løverdag hos Sr. Christian Esmarch paa KiøbmagerGaden et Ark, som
koster 4 Skilling.
Kiøbenhavn, Løverdagen den 8 Maji, Anno 1751.


10
Kiære Læsere!
F¬
for fire Uger siden finge vore Læsere det første Ark af den Maanedtlige
Mercurius. Det Løfte vi derudi have gjort, ville vi stræbe at
holde. Nemlig, ikke allene bekiendtgiøre de Tid efter anden over
den Skiemtende Avis fældede Critiqver, men endog undertiden
levere et alvorligt Morale i vore Læseres Hænder. Den Afgang,
vore Blade hidindtil have havt, skal just ikke opmuntre os til dette;
men den Fornøyelse, vi kunde giøre vore faa Læsere, skal drive os dertil.
denne sidst afvigte Maaned have Critiqverne ikke regnet i saadan Mængde over
vore Aviser som i forige. Men vi have derimod havt en Lykke i denne, som
vi ikke havde i den anden, i det adskillige Personer have beæret os med deres
Skrivelser, dog uden Navne. Endeel af samme Breve, som ere komne til
os, ere af den Beskaffenhed, at vi tage i Betænkning, at gjøre dem bekiendte
thi de indeholde intet, uden Begiæringer, at anføre visse Historier, som sigte
paa Personer. Men saadanne Relationer, som kunde fortiene Navn af Skop¬
tiske Critiqver, have vi forsikkret, og forsikkre endnu, aldrig at skulle faae Sted
i vore Blade. Det skal være os kiært, i Fald vi ved vor skikkelige Skiemt
baade kunde fornøye og forbedre vore Læsere. Men man maatte fatte slette
Tanker om os, dersom vi ved Skandskrifter vilde forstyrre den almindelige Ro¬
lighed. Endeel af vore Correspondenter beskylde os vel for saadan Opførsel,
men vi ville ikke videre retfærdiggiøre os, end anføre deres egne Ord. Et
Fruentimmer har i Særdeleshed skrevet os meget haardt til. Hun giør store
Beskyldninger, og udøser svare Trusler imod os. Men ingen af os kiender
hende. Hendes Brev er saaledes stilet:
Brev til de onde Mennisker, som skrive de skiemtende Aviser:
D¬
et er eders Ondskab, som foranlediger mig, at skrive eder til. Jeg kun¬
de ikke bare mig, for at ønske Ondt over eder, da jeg læste den uforskam¬
mede Beretning, J give om det Hierte, som blev staalet for mig af Secre¬
tairen. Hvo have J onde Mennisker faaet sligt at vide? Hvor kiende J til
mig eller mine Omstændigheder? Hvor tør J saa grovt fingere, at det er
skeet i Maanen, som dog er passeret her paa Jorden, endskiønt ingen haver
vidst det, førend J nu søge at strøe det ud iblant Folk? O, gid jeg engang
bare kunde komme efter, hvo J ere! Jeg skulde, saa sandt jeg er en ærlig Pige,
spille med eder. Men siden jeg nu ingen anden Fortred kand giøre eder, saa
"skal jeg dog spytte paa eders skiemtende Aviser, hvor jeg finder dem, og rive
dem i Stykker, om jeg kand komme til dermed. Saadanne ugudelige


11


Skandskrifter burdte ikke taales i noget Christen Land, men brændes af
Skarpretteren. Jeg troer virkelig, alle de Folk maae være gale, som ville
give eder 2 s for Stykket af dem; og maatte jeg raade, J skulle have Dievelen
ikke 4 si for de andre. Jeg gad vide, hvad J ere for Karle. Fik jeg fat
paa nogen af Jer, jeg skulde rive hans Øyne ud. Det giør mig dog ondt
for Jer unge Mennisker. Der kunde kand skee blevet noget got af Jer!
men jeg kand tænke, den gamle Skielm, som J have i Jert Selskab, maae
have forført al Resten. O, Himmel! hvor er dog Verden fordervet. Kand
skee J bilde eder ind, at jeg troer, J føre Correspondence med Maanens
Jndbyggere. Ney, jeg veed meget vel, at der ere ingen Folk i Maanen,
og at det er kun noget opspundet Tøy af eder. Ja, ja, jeg faaer vel Revan¬
che over Jer engang. Men tænker J, jeg skriver mit Navn herunder, saa
tænker J feyl; thi jeg vil ikke skrive en Bogstav til Jer meer, men stedse forbli¬
ve eders, indtil Døden,
bestandige Fiende.
Vore Læsere see letteligen, at hun giør Beskyldninger imod os uden Aar¬
sag. Alt hvad vi derfor kunde svare paa hendes Brev, er dette: Vor Hen¬
sigt med den berettede Historie, har allene været at vise, at de fleste Uleylighe¬
der for unge Fruentimmer, reyse sig oftest af deres egen Uagtsomhed, og at
jo mere sielden de fremvise deres medfødte Skiønhed eller udarbeydede Yndig¬
heder, jo mere sikkre ere de for Efterstræbere og Tyve.
En vidtløftig Skrivelse, som indeholder mest Lovsange over vore Blade,
er den 24 i forige Maaned indløben, saaledes skreven:
Messieurs!
D¬
a det lakker nu ad Tiden, J efter Løfte igien skulle udgive eders Maa¬
nedtlige Mercurius, kunde vi ikke efterlade, at give eder vore Menin¬
ger tilkiende om eders Arbeyde. Vi haabe, J tage samme saa meget villi¬
gere an, som det er alle Moralisters Skyldighed, der paa en eller anden
Maade søge at projectere Publici Forbedring, at betiene sig af gode Raad
naar de dennem fra velmenende tilsendes. J maae vide, vi som skrive dette,
have indtil nu bestandig læst eders Uge=Blade, og udgiøre ikke det ringeste
Tal af eders Læsere. Der ere Personer iblant os, til hvis blotte Ord man
sætter mere Troe, end Snese Personers lovlige Vidnesbyrd. Mestere, som
foruden den ordinaire Titel, besidde extraordinaires Dyder. Folk, af hvis
blotte Ansigter man kand kiende Lærdommen. Hierner, hvis Mage neppe


12


findes i hele Gader. Med et Ord: Skabninger, som baade opvække Admi¬
ration og Misundelse hos mange. J slutte da, uden stor Vanskelighed, at
vi, af alle, ere best i Stand til at fælde de mest upartiske Domme. J be¬
gribe letteligen, at vi, frem for nogen af eders Læsere, kunde give de sundeste
Critiqver over eders Papirer. Jngen, bedre end vi, kand skille en Satyrisk
Stiil, hvorved Laster giøres latterlige, fra en Skoptisk, hvorved Næsten
ubillig vanæres.
Vi beskylde eder ikke for nogen Skoptisk Skrivemaade. Tvertimod,
vi berømme den hurtige og fritalende Stiil J bruge, til at forestille Lasterne
med deres rette, sorte og mørke Farver. Vi ere lige saa vrede paa de Feyl,
hvilke en beklagelig Sædvane ligesom haver gjort privilegerede, som J ere.
Men dette ville vi allene paaminde eder om, at naar J herefter røre ved La¬
ster, J da ikke skrive saa dunkelt; thi derved opnaae J ikke nær det Maal, J
sigte til. De Lyder, J giennemhegle, maae J altid mere aabenbare end
skiule, thi om J end komme alle eders Læsere til at lee, have J dog intet ud¬
rettet, naar J ingen Forbedring bringe til Veye.
At J giøre Misundelse latterlig, hover os meget vel. Det er en Last
af Betydenhed, som dog ofte skiules, baade under prægtige og ærbare Klæ¬
der. Daglige bedrøvelige Exempler bevise, hvor skadelige Følger den drager
efter sig. Den er mægtig til, at udtømme et Hierte fra al almindelig og
særdeles Kierlighed. Den er i Stand til, at kunde begaae saadanne Bro¬
der=Mord, som ikke ere hørdte siden Verden var i sin Ungdom. Ja, den
giør, at det lykkeligste Opholds=Sted tit bliver allerulykkeligst at leve paa.
Vi ville ikke tale om, hvad Skade den giør de Personer, som fornøye sig i
samme. Hvor stinkende de Misundelige blive baade for Gud og Menniskene.
Hvor mange ufornødne Plager de dagligen giøre sig selv &c.
Hvad J skrive om Drukkenskab fra Finkel og Saufenhafen, nægte
vi ikke, jo kand være baade til Tids=Fordriv og Nytte. Denne Last kand
ikke males af med for sorte Farver. Det er denne Last, som befordrer de
fleste andre. Det er Drukkenskab, som giør de Fornuftige de allerufornuf¬
tigste Creature lige. Det er Drukkenskab, som fører mange for Tiden i
Graven. Det er Drankere, som ikke faae Sted i de lyksalige Boliger. Jo
mere I derfor kunde finde paa, for at giøre denne Last latterlig, jo kiærere
skal det være os. Den læres i disse Tider fra Ungdommen af, snart ligesom
andre Haandverker. Og faa ere flittigere, at øve sig i gode Videnskaber,


13
end i at drikke. Hvor mange Familier blive ikke ved denne Last ruinerede?
Hvor mange Huse blive ikke ved Fylderie ødelagde? Hvor mange Betler¬
Stave arbeyder ikke for megen Drik? Hvor mange Spektakler opfører ikke
dette Onde? Hvor mange gamle giør ikke Brændeviin til smaae Børn i
deres Opførsel? Bliver derfor ved, at skrive om denne Last, og regner ikke
saa nøye, om J end derfor maae igiennemhegles af dem, hvis Forstand er
allerede af Viin og Brændeviin uddunstet.
Det J skrive fra La Civilite, have flere roset end vi. Saaledes vilde
vi, J skulde indrette eders hele Skrivemaade. Dog, paa det Bladene
kunde beholde Titelen af Skiemtende, kunde J føre noget mere Skiemt¬
som ind imellemstunder. Den Reformation J her fingere, vilde vi alle
ønske, maatte gaae for sig iblant os. Det er ellers en Sag, som ikke saa
let lader sig haabe. Thi man maae i disse Tider være fornøyet med de
mavre Complimenter, som forsikkre om en ventelig skiønt ubeviislig Ærlig¬
hed. Vi raade eder som Venner, at J ikke selv abandonnere al Modens
Opførsel, hverken i dette eller andre Tilfælde; thi ellers vilde J ikkun mere
befordre eders Forglemmelse end Forfremmelse.
De Penseer, J have anført om Skue=Spil, ere artige nok. Vi have
intet paa dem at sige, uden dette allene, at de synes noget affecterede. Hvad
vore Skue=Spil angaaer, da kand ingen nægte, at de jo ere baade værde
at see og berømme. J sær har den sidste nye Original=Comoedie forhvervet
efter Fortieneste et Fortrin for alle hidindtil skrevne. Den særdeles Smag,
J søge at paatvinge vore Landsmænd, er ikke gandske vel grundet; thi de
taale jo, at deres Feyl, af de alvorligste Moralister, blive igiennemheglede,
uden engang at see suurt dertil.
Den lange Historie, om de tvende Studerende, Genius og Simplex,
have vi læst med Fornøyelse. Den kom vel Stykke=viis for Lyset, men det
hindrede ey, den jo fandt vores bifald. J vise derudi, smukt nok, Mis¬
undelses Vederstyggelighed. Og dersom J havde forfremmet Genius til
noget anseeligt, vilde vi ey fældet saa god en Dom over Beretningen, som
"vi nu giøre.
Vi have altsaa intet imod eder, uden dette allene, at, naar i skrive om
Kierlighed, J da synes at giøre noget for meget af Sagen. Jkke heller
føre J eder herudi forsigtige nok ox. Thi af de ugentlige Blade lade J os


14
slutte, ligesom J alle vare Hadere af Fruentimmer, men anderledes af de
Maanedtlige. Og naar J elske dette Kiøn, som J selv tilstaae, maatte J
"nok varligere og mere sielden røre ved saa delicat en Materie. Det maatte
ellers blive eder henregnet til saadanne Tanker, for hvilke J ville eders Ark
" skulle være frie.
Hvad eders Avertissemens angaaer, kunde vi ikke nægte, at de jo ere
lystige og latterlige Satyrer. Og dersom J skulle finde Læsere af det
Slags Folk, hvis Forstand paa saadanne Satyriske Skrifter er kun af
maadelig Vægt, da maae J beflitte eder paa, at holde den Tone, I der¬
udi have begyndt. Dersom J fattes saadanne Notificationer, da have vi
Mestere iblant os, som ere i Stand til, at understytte eders Mangel.
Til Slutning ønske vi, at J maae høste den Frugt af eders Arbeyde,
hvortil J sigte, og vente, at J tage disse vore velmeente Erindringer vel op,
da vi, saa længe J skrive, ville forblive
Eders bevaagne Læsere.
Denne lange Epistel, som er baade med og imod os, have vi den Ære
at besvare saaledes: Dersom de gode Herrer, som Brevet er fra, ikke havde
selv roset sig lidt for meget, vilde vi giøre det. Vi takke for deres velmeente
Erindringer, og love at efterleve dem saa vidt mueligt er. Men at vi skulle
tie stille til den galanteste dog allerskammeligste Last, ville de vel ikke forlange.
Den ærbare Verden er alt for ærbar i sin Opførsel, thi den kand ikke taale,
at høre den Sag nævne, som er dens Hoved=Lyst. Den faaer ondt af en
Satyr over Laster, som den dog søler sig i med Fornøyelse. Den bliver rød
ved at tale om Ting i Compagnier, som dog kildrer den i Eenrum. Det var
at ønske, Verden vilde sætte lidt Ærbarhed til Side i dette Fald, og vise sig
mere ærbar i andre Tilfælde. Dog ville vi, for at rette os efter Smagen,
endog herudi forandre vores Skrivemaade. Det Tilbud de gode Herrer giøre
os, om at tilsende os nogle Avertissemens, takke vi for. Men endnu lide vi
ingen Mangel derpaa. J øvrigt blive vi dem stedse forbundne for deres gode
Ønske, og have intet at bede om, uden dette, at, dersom de oftere beære os
med deres Breve, de da ikke ville fortælle os saa meget Berømmeligt om deres
Personer, om hvis meer end menniskelige Skiønsomhed vi forud ere forvissede.
Dersom vore Læsere kunde bare sig for Latter, ville vi endnu anføre tren¬
de smaae Breve, som os ere tilskrevne. Vi kunde helligen vidne, at vi ingen


7
mene i sær, hverken i Beretningerne eller i Notificationerne, og derfor undre
os over de Personer, som prostituere sig selv, ved at tilegne sig offentlig visse
Laster, ligesom de kunde have Fortred af, at de ikke ene maatte være Slaver
af visse onde Lyder, eller fortrøde paa, i Fald man holdt fore, at Lasterne skul¬
de være almindelige, siden Naturens Fordervelse er almindelig.
Jhr Herren!
Hvor kunde, Jhr Herren! komme til at avertere i eders skiemtende Aviser,
at jeg ikkun eengang min hele Livs Tid har seet Solen staae op? Jeg
takker skyldigst. Jeg har saamænd to gange nu paa 8te Dage været oppe
Kl. 3. Da veed jeg jo Solen var ikke oppe endda? J Morges igien var
have en liden Middags=Søvn.
jeg oppe Kl. 5. Derfor gider jeg nu ikke skrevet mere; thi jeg maae hen og
von Dovenskab.
Præses og Directeurer for de Skiemtende Aviser
Salutems Hilsen!
E¬
re J brave Karle, saa møder mig. Endnu har jeg aldrig lært nogen at
drikke. Jeg agter heller aldrig at holde noget Collegium Drikkikum. Jeg
vil bede eder, J kalde eders Ord tilbage, eller J skulle faae med mig at be¬
stille. Hvad kommer det Jer ved, at jeg heder Fyldehals? Drikker jeg
et Glas Viin eller en Pot Øl, saa betaler jeg det selv. Treffer jeg Jer en¬
"gang, saa skulle J faae Flasken lige i Hovedet for Jer Umage.
Farer vel.
Denne Mand maae vi svare et Par Ord. Vær saa god, Hr. Sau¬
fere, og læs eders Berømmelse foran i dette Ark, i den 4de Afdeling i det af
os anførte Brev, og see hvor vakkert det lader, at være en Kiempe i at drikke.
J har ikke fastende skrevet os til, det er lige saa let at slutte af eders Stiil,
som at see af Hr. von Dovenskabs Brev, at Søvnen har trykket hans Øyen,
medens hans Haand har ført Pennen. Endnu maae vi meddele vore Læsere
et Brev, hvoraf de kunde see, i hvilken forkiert Forstand, mange optage voxe
Ord:
Messieurs!
D¬
et er uden Tvil mig, som J have meent med den Frue Beleven i eders
Avertissemens. Thi jeg er Enke, men Frue er jeg ikke, endskiønt jeg
kunde nok meritere at være det, og kand vel ogsaa kand skee blive det med


16
Tiden. Men at jeg nogen Tid har vildet solgt min Gaard, det er usand¬
færdigt, og derfor bad jeg gierne, at J en anden gang ikke vilde avertere
sligt om mig. Jeg forbliver &c.
Af de tvende sidste anførte Breve lader det, ligesom vi med første skulle
faae endeel af vore Læsere paa Halsen. Dog tænke vi, det har ingen Fare,
dersom vi allene kunde beholde de flestes Yndest; thi vi ere forvissede om, at de
Fornuftige hverken støde sig over vor Skrivemaade, eller udtolke vore Ord i
en vrang Mening.
Det eneste, mange have stødt sig over, er, at vi tage 4 s for dette Maa¬
nedtlige Ark, og give saa meget slet Raison dertil. Men os synes, den Rai¬
son kand være god nok. J det ringeste er den gyldigere, end den mange andre
give for deres Gierninger. Vi have endelig 2 eller 3 Raisons foruden den
anførte, hvorfor vi kunde ikke sælge Stykket ringere end den fastsatte Priis,
men de ville vel ikke heller tage dem for gyldige, som agte den første ugyldig,
saa vi ville spare den Bekostning, vi skulle giøre paa, at lade dem trykke. J¬
midlertid bliver herefter ikke af det Maanedtlige Blad trykt flere Exemplarier,
end der til dette nærværende findes Liebhabere.
Avertissement.
Fru Sultentand, boende i Ødelands=Strædet, lader herved avertere,
at hun for 8te Dage siden har mist en allerkiæreste Skiøde=Hund, som var
af Geburt en Bullbider, ved Navn Basta. Hand er Kriid=hvid, har lange
brune nedhængende Øren, en sort Blesse i Panden, en deylig Staal=graae
Rumpe med en liden hvidagtig Fips. Dersom nogen skulle faae fat paa sam¬
me lidet Beest, da vilde de dermed behageligst anmelde sig hos Fruens
Kammer=Jomfrue, imod Recompence af et Haand-Kys.


Den
Maanedtlige
Mercurius
Som medbringer
Nye Critiqver
Over
Den Skiemtende Avis
For
Den Tredie Maaned.
Af denne approberede Maanedtlige Mercurius udleveres herefter hver fierde
Løverdag hos Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager Gaden et Ark, som
koster 4 Skilling.
Kløbenhavn, Løverdagen den 5 Junii, Anno 1751.


18
Gunstige Læsere!
F¬
or at vedligeholde den Maade, paa hvilken vi have begyndt at skrive,
maae vi atter i Dag levere vore Læsere et Maanedtlig Blad.
Vi blive denne Gang kandskee noget for alvorlige. Allene, der¬
som nogen vidste, at vore Houmeurs ere om Sommeren ikke ly¬
stigere end om Vinteren, faldt al Forundring. Dog er denne
Aarsag ikke den eneste, der forbinder os til at skrive med en mindre
skiemtsom Pen i Dag end tilforn; ligesom vi ikke heller herefter ville kalde
vore Uge=Blade Prædikener, men efter Muelighed søge, at lade dem svare
til sit gamle Navn. Thi lige saa lidet, som den Danske Spectator, medens
hand levede og skrev, vilde passere for en ørkesløs Tilskuer, saa lidet ville vi
og, medens vi leve og skrive, skrive noget, som kunde frappere vore Læsere,
eller betage Bladene den Titel, de nu snart have Hævd paa. Men da ingen
Ting er vanskeligere, end at de, der udgive Uge=Blade, kunde skrive saaledes
at de kunde holde Læseren hos sig; og vi have mærket, (endskiønt vi vide ey
Aarsagen hvorfor) at mange, som i Begyndelsen læste vore Papirer, nu gider
ikke see dem, saa have vi besluttet, at giøre et Forsøg, at trække vore Læsere
til os igien. Gaaer det an, skal det være os en Fornøyelse, men lykkes det
ey, saa blive vi dog ved, at fornøye de faa, som elske vore Blade, og forstaae
hvad vi have skrevet i Fortalen. Forsøget er dette: Ligesom vor gamle Mand
har mærket, at alle Ting i Verden ere underkastede Skjebnens Forandringer,
og at Lykke og Ulykke ere visse Følger af Personers egen, enten Vindskibe¬
lighed eller Skiødesløshed, saa har hand og ved lang Erfarenhed observeret,
at Forsigtighed samlet med Flittighed, er i Stand til at endevende de meest
bagvendte og ulykkelige Aspecter paa Jorden. Hand har mønstret vore Bla¬
de og examineret vore Personer. Hand har talt vore Læsere, og befundet
at de ugentlig vare ulige. Hand siger Aarsagen er paa vor egen Side. Men
for at raade Bod paa dette, vil hand selv herefter dictere den Maanedtlige
Mercurius, og anføre de smaae Observationer, hand kand faae rundtom¬
kring paa Viinkielderne, hvorhen hand, sin gamle Stand og høye Alder
uagtet, daglig rokker og stytter sig frem ved en Stok i disse Tider. Hand
haaber, ved dette Middel, at opvække vore Læsere til en nye Nysgierighed,
og venter uforgribelig, ved sine gammeldags Betænkninger, at sætte nye An¬
seelse paa Avisen og nye Courage i Læserne. Hand har befalet, at de andre
ligeledes skulle gaae paa Spor; og det artigste er, at det rigtig vil gaae an,
og at vi blive vor gamle Mand til Støvet forbundne for hans ærlige Tieneste.
Thi siden ingen kiender de fleste af os, saa udlade de sig altid des friere med
deres Critiqver hvor vi ere.


19


I. Observat. Det er at mærke, sagde forleden Hr. Herzfænger, at
paa disse Tider om Aaret er vores Ungdom fyldt i alle Aarerne med det hid¬
sigste Blod. Det er just det hidsige Blod, som foraarsager de adskillige Jnd¬
bildninger og Jdeer, de unge Mennisker giøre sig om adskillige Ting. Det
er Blodet, som drager de unge Cavaliers og Damer sammen til de offentlige
Spatzere=Gange. Det er Blodet og dets Virkning, som paa denne Tid
giør Hiertet smidigere end sædvanligt. Det er Blodet og dets Hidsighed,
som driver dem daglig ud af Husene, ud paa Gaderne, uden for Voldene,
og ud iblant Buskene. Det er Sommer=Blodet, som giør dem meere levende
end de ere om Vinteren. Ja, det er Blodet, som i Varmen hærsker i det
gandske Menniske, ligesom Vædskerne prædominere, naar det er koldt. Got,
tænkte jeg, lige det samme kand man sige om andre Ting. For Ex. man
kand sige, det kommer altsammen af Vædskerne baade Vinter og Sommer.
Man kand sige, Skiønhed og Penge giør det meer end Vædskerne. Man
kand sige, Solen, Maanen, Luften, Hunde=Dagene, Føden, Vinen &c.
kand udrette alt dette. Men jeg kand tænke, Hr. Hertzfænger vil vise, at
hand har lært at raisonnere, og lader det ikke saa nøye komme an paa, om
hans Tale ingen Sammenhæng har, naar hand bare kand lade Munden løbe;
thi deraf ville og mange, man skal troe, at de ere lærde. Men, sagde jeg,
Min Hr. Herzfænger, hvad synes dem om de Skiemtende Aviser, som
løbe omkring her i Byen? Min ærlige gamle Mand! svarede hand, sandt
at sige, saa er det bare Charteqver og lumpne Blade. Thi jeg vil sige dem,
man kiender jo ikke de Personer, som fylde disse Papirer, og saa længe man
ingen Jdee kand giøre sig om et Skriftes Autor, saa længe duer Skriftet
intet. Det er ikke nok til at dømme om et Skrift, at man læser det, om end
2 eller 3 Gange igiennem. Man maae absolument kiende den, der har skre¬
vet det, hans Renomme, hans Religion, hans Alder &c. og derefter bør man
dømme. Er det en Mand af Anseelse, som skriver, da er det ypperligt, hvad
hand skriver. Men bliver enten en Autor ubekiendt, eller man faaer at vide,
det er en Person af ingen Distinction, da er det en klar Sag, at hans Skrift
duer ikke. Thi -- -- ja jeg behøver ikke at sige mere. J seer lættelig,
hvad min Mening er om de Skiemtende Aviser. Jeg har aldrig læst dem,
uden forleden her paa Viinkielderen kastede jeg et halvt Øye i et af Arkene.
Men jeg saae intet deri, som var værdt at berømme. Sandt nok, var det
en lærd Mand, som skrev dem, nægter jeg ikke, de kunde være gode nok, og
saa vilde jeg selv spendere en Styver paa et Ark om Løverdagen, men nu
- o: Herre Gud! tænker jeg, den Mand taler gandske fornuftig. Hans
Recommendation vil ikke forskaffe os mange Læsere.


20
2. Observat, Ved min Jndkomst, forgangen Løverdag, paa det store
Viinhuus, fandt jeg Hr. Durchbrekker og Msr. Jabroder siddende over en
Flaske Rød Viin. Jeg hilsede og satte mig nederst ved Bordet. Jeg lurede,
og hørte, at de talede om de Skiemtende Aviser. Dyden døer, sagde
Durchbrekker, dersom disse Blade skulle vare noget længe; thi naar jeg med
min bekiendte Forstand penetrerer dem, saa ere de nette Regler, at lære Udy¬
der efter. Det ere de og, sagde Jabroder. Hillemænd! tænkte jeg, her
faae de stakkels Aviser Skam. Men, for at faae dem fra den Discours til
en anden, sagde jeg: J gode Herrer! mønne vi skulle faae Krig? De have
vel læst de alvorlige Aviser? Avis mig hid, Avis mig did, svarede Durch¬
brekker, hvo som bygger sin Stats=Forstand paa Aviser, hand er lykkelig
nok. Krig faaer vi, det er en reen Sag; thi hvorfor skulde ellers alle Maga¬
ziner fyldes. Ja det bliver vist nok, sagde Jabroder. Saa! sagde jeg ved
mig selv, taler man i den Tone om de Politiske Tidender, hvad maae man
da ikke vente at høre om de Skiemtende. Jabroder vil i det mindste ikke
contribuere meget til deres Aftrek; thi hans Tanker, om alle Ting, dependere
af Durchbrekkers Domme.
3. Observat. J det samme hørte jeg Døren lukkes op, og jeg fik at see
Sr. de Petit Maitre komme springende, syngende og svingende hen imod
os. Hand tørrede Sveden af sig med 3 Slags Tørklæder, præsenterede os
7 Slags Tobak af adskillige prægtig udarbeydede smaae og støre Daaser, og
spurgte stammende? Om ingen af os kiendte nogen af dem, som skreve de
Skiemtende Aviser? Mig syntes da, jeg var nærmest til at svare, og sagde
strax: Jo, min deylige Herre! jeg kiender nogle af dem. Ey! sagde Petik
Maitre, jeg maatte og gierne kiende dem; thi jeg har i Sinde, at lade dem
afstraffe for det uforskammede Avertissement om min lille Pidsk. Vær naa¬
dig, hiertens Herre! raabte jeg, har J da tabt eders Pidsk? Ney, sagds
hand, min Pidsk sidder nok, men de ville jo indbilde sig at drive Spøg baade
med Christendøm og Religion. Saa snart jeg hørte disse Ord, betalte jeg
min Viin og gik bort, beklagende af mit Hierte den stakkels Petit Maitre,
som flætter sin Christendom i sin Pidsk, og sætter sin Religion i sine Caprioler.
Denne, tænkte jeg, kiøber heller ikke oftere vore Blade.
4. Observat. Jeg gik lige herfra hen i næste Viin=Huus, og tog mig
et enkelt Glas Viin. Her forefandt jeg femten sorte Kiole. Deres Herrer
vare fremmede, saa vidt jeg kunde høre paa deres Tale, men deres Lommer
vare fulde af Penge, saa vidt jeg kunde høre paa Klangen; thi tænkte jeg ved
mig selv, du faaer at moral sere lidt for disse unge Mennisker. Jeg satte mig
nærmere hen til dem, og begyndte saaledes: Den Kiøbenhavnske Verden er lige¬


21
som man tager sig den til. Det slaaer ikke Feyl, at J jo have bragt en
vakker Hob Skillinger med eder til Byen. Men, uden at have hexet, kand
jeg spaae eder, at J ingen skulle bringe med eder herfra. Thi J ville, inden
en stakket Tid, finde de Personer, der skulle søge, efter Ordsproget, at trække
Rus med eder, dersom J ikke tage eder selv desbedre i agt. J see alle ud til
at have et frit Væsen, men det forslaaer ikke til Omgang, uden J tillige be¬
sidde en god Politesse. Denne kunde J til deels komme efter, dersom J ville
læse Aviserne, Men af alle deres Slags, troer jeg dog, J kunde lære mest
af de saa kaldede Skiemtende Aviser. Dem kunde J alle Tider faae om
Løverdagen, naar J kiøbe Snuus; thi saa er det gjort med det samme. De
koste kun 2 s Arket, og hvad er det for Folk af eders Stand og Penge? De
Maanedtlige Blade koste 4 s Stykket; men dem veed jeg, at J give ud med
Glæde. Og naar J saa have kiøbt alle de Skiemtende Aviser, saa have J
enten en stor Bog eller en heel Hob Papirer for eders Penge, dersom J troe,
J have intet andet for dem. Men naar J have spillet og tracteret eders Pen¬
ge bort, hvad have J da igien, uden et fortrædeligt Sind, fortrydende Sam¬
vittighed, og 1000de Sorger? De taugde alle stille, da jeg endte denne min
Prædiken. Jeg vilde heller ikke oppebie noget Svar, men lagde 4 s paa
Bordet for Vinen, giorde min Compliment, saa got som jeg kunde, og gik bort.
5. Observat. Min svage Constitution tillod mig ikke denne Gang at
besøge flere Viin=Huse paa min egen Haand, saa jeg var resolveret at gaae
hiem, da jeg i det samme mødte en af vore Jurister. Jeg fortalte ham kor¬
telig, hvad jeg paa denne sidste Tour havde observeret, og lod ham vide, at
jeg endnu vilde besøge 3 a 4 Viin=Huse i Aften, i Fald hand vilde følge med
og drikke. Juristen approberede mit Forslag paa Condition, at jeg skulde
allene betale Processens Omkostninger. Jeg lovede dette, og vi ginge derpaa
lige op paa nærmeste Viin=Sahl, fordrede en halv Flaske Rhinsk Viin, og
satte os til Sæde. Der var ikke en Siæl i Stuen, uden vi to og en Viin¬
handler=Dreng, men No. XI. af den Skiemtende Avis laae paa Bordet.
Jeg tog Bladet fat, kigede lidt deri, og spurgte Drengen, hvad Giæsterne
sagde om denne Avis? De sige saa meget, svarede hand. De sige, her skal
være kommet en Satyricus til Byen, som skriver den. Roser de, eller laster
den, spurgte Juristen. Somme roser den, og somme laster den, svarede Dren¬
gen. Her var forleden en Feldtskierer, som er en meget lærd Mand; thi hand
er rapable, at tage et Skieg meget lættere og nettere af, end nogen anden.
Hand har idelig roest disse Aviser tilforn, men den Gang lastede hand dem
dobbelt, og sagde, det var Skandskrifter. Saa sidder her just samme Tid
en Brændevins=Mand over en Pommeranz=Supken. Men det kand jeg


22
sige, den Mand tog Avisen ærlig i Forsvar. Hr. Dortor! sagde hand, J
burte ikke saaledes tale om nogle uskyldige Papirer. Min Religion er, ingen
Ting at laste, naar den kand passere. Jeg vilde ofte komme i Klammerie
med mine Ordens=Brødre, dersom jeg vilde give mig til at laste deres Bræn¬
deviin. Men naar jeg smager det, saa tier jeg stille, endskiønt det duer intet;
thi hvad nytter det, at legge sig ud med Folk. Barbereren blev, imod sin
Natur, gandske tavs over denne Præken, og alle Giæsterne stak i at lee. Gid
Brændeviins Manden leve, sagde jeg ved mig selv. Saa høy en Siæl er
rar at finde i saa smaae Creature. Jeg gad ikke længer snakke med Dren¬
gen, men da Juristen havde drukket ud, betalte jeg, og vi forføyede os hen
til Viin=Huset i den anden Gade.
6. Observat. Da vi endnu vare uden for Døren, kunde vi høre og
lydelig forstaae deres Samtale. Thi, tænkte jeg, her ere Folk samlede af en
høy Gout. Du maae føre dig noget pedantisk op, at de kunde fatte store
Tanker om dig. Jeg sagde det samme til Juristen, og hand blev glad, at
hand kunde finde en Leylighed til at vise sit naturlige og utvungne Væsen, hvori
jeg maatte øve den største Tvang. Jeg bad ham gaae først. Hand sparke¬
de derpaa Døren op, fløytede igiennem den, løb strax hen til Speylet, skar
et Par Caprioler for Giæsterne, og slængte sig meget negligeant paa en Stoel.
Jeg giorde altsammen efter, uden Capriolerne, dem giorde jeg temmelig bag¬
vendt. Vi fordrede en halv Flaske Viin ind, og begyndte at drikke Skaaler
paa Fransk. Min Jurist tog Tiden i agt, og viiste sin Familiaritet, endskiønt
jeg veed, hand kiendte ingen af de Tilstædeværende uden mig. Men jeg hørte
ikke et Ord om de Skiemtende Aviser. Man raisonnerede om Comoedier,
Acteurs, Actricer, unge smukke Fruentimmer, Touren i Engelske Dandse,
Gyldenlund, og slige opbyggelige Materier. Man igiennemhæglede ærbare
Borger=Døttre. Man nævnede, uden Undseelse, ublue Ting. Man kastede
foragtelige Navne paa de Dydigste. Man skieldte de Alvorligste for Singu¬
larister. Man loe ad sine egne daarlige Jndfald. Man vilde reformere det
halve af det menniskelige Kiøn. Men om Mands=Personer blev intet talet.
Himmel! tænkte jeg ved mig selv. Hvilke Love tillade dog saadanne Menni¬
sker saa utilladelige Friheder, for hvilke man vilde fordømme det smukkeste
Kiøn til Afgrunden? Hvi skal et Fruentimmer blive rød ved, at tale om de
Ting, som Mands=Personer af dette Slags giøre sig en Ære af at nævne?
Hvi har Moden og en ond Vane giort det cavalierement hos det ene Kiøn,
som ansees for lastværdigt hos det andet? Hvi nægtes Fruentimmer det
som Naturen og det Høyere end Naturen har paalagt dem, og i en mindre
Grad tilladt Mand=Folkene? Hvi skal det holdes lastværdigt hos et Fruen¬


23


timmer, at hun lader sig merke med en Lyst til det andet Kiøn, hvilken Attraae,
som af en høyere Magt er hende indgivet, hun ikke, uden at forsee sig, kand
forhindre? Hvi skal det derimod ansees som intet, at Mands=Personer, uden
al Undseelse, rose sig af deres Kierligheds Erobringer, og hvorfor er det ikke
lige saa skammeligt som hiint? Hvad Fortrin eller Frihed have vel Mands¬
Personer i dette Fald fremfor Fruentimmer? Prætenderer de at have større
Kræfter end det svage Kiøn, som de kalde det, saa bør de jo fremfor dette, at
øve Dyden i en høyere Grad, og saa burte det svage Kiøns Skrøbeligheder
ikke ansees med saadanne Øyne, som hidindtil er skeet. Hvilket er berømme¬
ligere, enten at den Sterke, som kand staae, falder og roser sig af sit Fald
eller at den Svage ikke kand skiule alle sine Skrøbeligheder, men dog ey fal¬
der? Jeg kaldte paa min Jurist og gik bort; thi jeg kunde ikke længer taale
at være i slig en Forsamling. Uden for Døren hørte jeg, hvor Compagniet
talede om mit gammeldags Ansigt, min taabelige Opførsel &c. Men jeg
tænkte: Tager Jer vare, J unge Herrer, at vore Børn og Børne=Børn
ikke giøre det samme ved eder.
7. Observat. Endnu havde jeg Lyst at besøge en Viinkielder, førend
jeg gik hiem. Min Jurist havde heller ikke drukket saa reent af Flasken paa
det sidste Sted, at hand jo endnu nok kunde taale en halv Flaske. Thi ginge
vi en Gade igiennem, og komme saa lykkeligen paa det andet Hiørne ned i en
berømt Viinkielder. Ved det vi komme herind, var det ligesom vi komme
hen i en anden Verden. Her sadde lutter bedagede og ærværdige Borgere,
hver over sin Rømmert. De talede over Vinen stedse om Graven. De
sukkede over de mange her bragtes til Jorden i disse Tider. De spaaede om
Pæst. De lastede alle uskyldige Fornøyelser, De kunde ikke lide, at deres
Børn spatzerede paa Volden, i Kongens Have eller uden for Porten. Vi¬
nen havde giort dem gandske religieuse. Her er det ikke got, tænkte jeg, at
spørge om den Skiemtende Avis. Disse ere Folk, som ville reent fordøm¬
me den. Thi fordrede vi en Pegel Viin, betalte den, men lode den staae
urørt, og ginge herfra.
Journal, holdet efter den gamle Mands befaling af samt¬
lige Lemmer i det skiemtende Avis=Collegio den 11te Uge
efter Avisens Publication. Maymaanet.
Den 23de Søndag, helligt over alt undtagen hvor der blev spillet og dandset.
Ustadigt Veyr med Østlige Vinde; Regn og Slud. Jntet angenemt
Veyr at giøre Lustere=Reyser eller Spatzere=Gange i. Dog observe¬
rede man paa Længden af en Fierdings Vey herfra, en Deel smaae
Phaetons under aaben Himmel.


24


Den 24de Mandag, Frie=Mandag. Esters Navne=Dag. Slud og Regn,
med Østlige Vinde. Ubehageligt Keyle=Veyr. J Dag komme de
ind igiennem Porten, som fore ud til Skoven i Gaar.
Den 25de Tirsdag, Støvle=Veyx. Vinden Norden og Nord-Nord-Ost. J
Dag profiterede Viinkielderne meer end Broen.
Den 26de Onsdag, en heel Hob Folk paa Torvet. Got Torve=Kiøb. A¬
specterne saae i Dag ud til, at Prisen turde falde paa Drikke=Vahre.
Lidet Soelskin, som tørrede got paa Gaderne. Vinden Norden til
Vesten, maadelig Kulten.
Den 27de Tørsdag, Sommer og got Veyr med lidet Kuld beblandet.
Dag mødte vi 2 Mands=Personer og 6 Fruentimmer med forede
Muffer. Vinden Nord=Vest skarp Kulten.
Den 28de Fredag, deylig Soelskin. Frisk Fart paa Landet. Vinden
Vest-Nord=Vest. Vindverne toede overalt.
Den 29de Løverdag, hellig Aften. Stort Torv. Offer=Dag for Slag¬
terne. Soelskin og varm Luft, Vinden Vesten og Vesten til Syden.
Extraordinaire Notification.
Da det har behaget Himmelen, at henkalde Een af de Skiemtende
Avisers Directeurs fra denne critiske Verden til de lyksalige Marker, og
hans Efterladenskab af Vedkommende strax er taget under lovlig Registrering
og Vurdering; saa lader Præses for samme Skiemtende Avis herved tret¬
ten Gange indkalde den Afdødes Creditorer (thi Debitorer havde hand ingen)
inden Aar og Dag at møde for Skifte=Retten, med saadanne Beviser, som
skal haves; bedende derhos, at ingen vil tage det ilde op, at der intet ordent¬
ligt Proclama bliver udstædt, siden hans Fortienester, i den Tid hand besad
dette anseelige Embede, vare utilstrækkelige at underholde ham, og følgelig ey
af Formue, at see denne Ordentlighed bekostet, hvortil dog mange paa
en anden Maade, end nd, legge Grundvold.


Den
Maanedtlige
Mercurius
Som medbringer
Nye Critiqver
Over
Den Skiemtende Avis
For
Den Fierde Maaned.
Af denne approberede Maanedtlige Mercurius udleveres herefter hver fierde
Løverdag hos Sr. Christian Esmarch paa Kiøbmager Gaden et Ark, som
koster 4 Skilling.
Kiøbenhavn, Løverdagen den 3 Juli, Anno 1751.


26


Artige Læsere!
A¬
ldrig skulle nogen af mine Underhavende efter denne Dag faa Lov
til at agere Spioner; thi see engang, hvilket Fias deres Journal
er. Den kommer jo lige saa meget den Skiemtende Avis ved,
som Pavens Skieg rager mig. Ney, jeg vil selv legge min
gamle Haand paa Arbeydet, og stræbe at fornøye mine Læsere.
Men førend jeg skrider til Fortsættelsen af mine daglige Obser¬
vationer, maae jeg have den Ære, at publicere et Brev, som i Anledning af
mit sidste gjordte Løfte er mig tilskrevet:
Kiere gamle Beste Faer!
L¬
et er meget vel betænkt af eder, at J selv vil skrive den Maanedtlige
Mercurius; thi Folk ville da uden Tvil faae noget reelt for deres 4 s,
og ikke blive afspisede med lutter mavre Sager. Jeg holder, for saa vidt,
nok af de ugentlige Blade, men de kunde være bedre. J vil vel neppe troe,
at de lastes af flere end de berømmes. Men jeg vil give eder et Raad,
hvilket, dersom J ville følge, skulle J faae mange flere Læsere, og høre færre
umilde Domme. Raadet er dette: J skulle komme vel Kryderie paa
eders Sager, opsminke eders Beretninger, og polere eders Avertis¬
semens. Thi det giver strax en høy Gout og fornemme Anseelse. Og J
skal aldrig troe, hvor Smagen er stegen i Veyret hos eders Landsmænd paa
en kort Tid. De Skrifter, som for faa Tider siden bleve opløftede i Sky¬
erne, sælges nu til Maculatur. De Penne, som før skreve til alles For¬
nøyelse, skrive nu intet, som jo lastes. Ja de gamle Berømmelige, som
Fremmede sætte Priis paa, foragtes endog af de Unge iblant sine Egne.
Men dette uagtet, saa bliver J kun ved; thi omendskiønt eders Papirer maae
igiennemhegles og lide Forfølgelse, saa faae J dog ved dennem sagt Folk ad¬
skillige smaae Sandheder. Og lad være, at alle ikke forstaae dem, og at
visse Relationer ere mavre, saa giøre J dog intet ont, og heller bør undskyl¬
des end bandsættes.
Paa dette Brev er intet at svare. Jeg vil derfor, uden videre Fortale,
strax begive mig til Observationerne, som følger:
8 Observat. Saa snart jeg vaagnede anden Dagen, og havde iført
mig Klæderne, stak jeg min Kaarde ved Siden, tog min Stav i Haanden,
og gik ud for at høre Nyt. Men som Hensigten af mine Huus=Besøgelser
fornemmelig er, at komme efter Critiqverne over den Skiemtende Avis, saa
hører jeg kun løselig de Ting, som ere uden om dem, Jeg giorde mit Optog


27


igiennem den lange Gade, og standsede ved den offentlige Gudsdyrkeses Sted.
Jeg gik nær til den hellige Dør, for at betragte Mennisker. Jeg saae 1000de
og flere af begge Kiøn komme anstigende. Jeg bildte mig i Begyndelsen ind,
at de vare alle dydige, som dristede sig til, at gaae inden for de hellige Mure.
Men jeg saae til Slutning, at det var allene en Skygge af Dyden, som fulgte
de fleste. Jeg merkede og, at mange ginge ikke ind i Forsamlingen for andet,
end for at gloe og gabe, see og lade sig see, hilse og lade sig hilse &c. Jeg saae
gandske faa, som sadde med tilbørlig Ærbødighed paa Stedet. Ved Siden
af mig hørte jeg mange af den unge polerede Verden føre de forargeligste Rai¬
sonnemens. Jeg glædede mig, naar mange saadanne Par alle Øyebiik ginge
ud igien, og tænkte ved mig selv: J giøre bedre, at blive herfra, end staae her
at fladdre og gabe. Nogle 100de giorde Miner efter de Ærliges og Oprig¬
tiges Portraits, men det lod sig letteligen see, at Væsenet var tvunget. Da
Mængden skildtes ad, lagde jeg og Mærke til, at mange, hvis Stilhed gav
dem Anseelse inden for Murene, rasede af Galskab og Kaadhed, naar de kom¬
me uden for. Jeg tænkte: i Dag faaer du ingen Critiqver at høre over de
Skiemtende Blade, endskiønt man tildeels nu maatte vente de fleste, da meer
end halve Parten selv driver Skiemt med de vigtigste Ting.
9. Observat. Som jeg gik ad Gaden, saae jeg adskillige liste sig ind paa
de Stæder, hvor Druerne hænge moedne, og Bacchus lokker ad Folk med
Pocalen. Jeg stødte paa een, som gik mig forbi, og spurgte: Er det og til¬
ladt i Dag, at besøge disse Steder? O ja, svarede hand, hvi skulde det ikke
være tilladt, der er jo intet Ont i. Got, tænkte jeg, kandskee du kand endnu
faae mere Nyt at vide, end du skiøtter om. Jeg gik ind under den første
Bacchus, og traf over en Snees Hellig=Dags=Personer. Af deres Tale
sluttede jeg, de maatte ikke være fastende. De trættedes om det Axioma, som
er anført i No. XI. pag. 92. De holdte sig alle for at være uskyldige efter
samme, og ansaae det, som et mægtigt Forsvar for deres onde Gierninger.
De læste Avisen igiennem, og sluttede med disse Ord: Skam faae de, som
skrive disse Blade! De søge ikke andet, end trække ærligt Folk deres Penge
fra. Siger ikke det, J gode Herrer, svarede jeg; thi man kand dog lære
noget af denne Skiemt, i Fald man vil. For Exempel: De Tanker fra Nød¬
tørft kunde vise, at det er ikke en gandske let Sag, at bringe Fraadsere til
Sparsomhed, saa de ikke skulde bebyrde Naturen. Den Historie fra Hyk¬
kelstad viser baade Hykleries Vederstyggelighed, og hvor meget Optugtelsen
kand giøre til, at en bliver et ont eller got, dydigt eller udydigt Menniske.
Den Relation fra Ryggesløsøe, om Monsr. Liderlig, seer enhver selv Mo¬
ralen i. Ja, ja, svarede een af Herrerne, dette Blad kand endda passere,


28
men vi have dem, som ere slettere. Under denne Discours kom min Naboe,
den gamle ærlige Danskmand, ind til os. Hand hilsede mig og de andre
trofast og kierlig, som hand altid pleyer. Hand forlangede sit Morgen¬
Brændeviin, og saa snart hand havde drukket det, vilde hand strax tage Af¬
sked. Jeg bad ham bie, thi jeg ventede endnu at høre flere Critiqver, men
hand vilde ikke. Jeg tog derfor selv tillige Afsked, og gik med ham. Paa
Veyen til vort Hiem komme vi paa Tale med hverandee om denne Skik, at
gaae fra Kirken til Flasken. Og saa vidt jeg kand erindre, raisonnerede
Danskmand saaledes derom: Tingen i sig selv er ikke ond; thi naar vi fore¬
stille os, at en Person sidder 2 a 3 Timer fastende paa et Sted, kand ham
baade tillades og hand kand behøve slig Medicin. Men det er rart, Uskyl¬
digheden kand bevises. Thi ligesom mange udvælge disse Dage til at medi¬
cinere paa, saa udvælge andre dem, til at drikke paa, og holde stærkest helligt
over en Flaske Viin, naar de have arbeydet og fastet den hele Uge, for at kun¬
de betale og drikke den om Hvile=Dagen.
10. Observat. Da jeg havde spiist til Middag, aflagde jeg en Besøgelse
hos een af mine Venner, ved Navn Uskyldighed. Vi spatzerede sammen
igiennem Staden, og saae med Forundring den Urolighed, som var iblant
Folket. De vare alle i den heftigste Bevægelse, og syntes at kappes om, at
komme til et foresat Maal. Men Tid efter anden forsvunde de og bleve færre
Den vide Mark og aabne Skue=Plads toge imod dem, baade inden og uden
for Voldene. Siden Veyen var frie, fulgte vi efter, for at see deres Optø¬
ger. Vi forestillede os lutter uskyldige Fornøyelser, og bildte os ind, at vore
fornuftige Indbyggere skulde allermindst finde Smag i Ting, som vi nu ikke
tvile paa de giøre. Vi havde saa gode Tanker om vore Hellig=Dags=Per¬
soner, at vi tænkte, en Hedning skulde føre Strid med sig selv, for at giøre
det, der er hines Hoved=Lyst. Vi vide ikke, hvad vi mere skulle dømme. Vi
ere begge raadvilde, siden vi fornemme, at al den Virkelighed vi have fore¬
stillet os, bestaaer i Skyggeverk. Ach! tænkte jeg, tager man de vigtigste
Pligters Jagttagelse paa den Fod, hvorledes vil man da efterkomme de smaae.
Jeg saae de fleste af de Personer, som før vare stille inden for Murene, nu slaae
sig løse. Det første Sted vi besøgte, vrimlede af saadanne Aander, som
Jndbyggerne i Finkel plages med. Her hørte jeg en mægtig Lyd. Alle
snakkede i hverandres Munde. Nogle snurrede sig omkring som afsindige
andre sprunge som Dandsemestere. Nogle sang, andre loe, og intet fornuf¬
tigt Ord blev hørt af nogen iblant dem alle. J næste Bolig regierede alle ind¬
bildte Fornøyelser endnu i høyere Grad. Her østes Penge ud for en skurren¬
de Lyd. Her saae man en Efterabning af Veneris Følge. Her maatte de


29
alle betale deres Tidsfordriv dyre. Lige saadant gik det til fremdeles; og vi
maatte beklage vore Medbrødre, endskiønt de indbildte sig et Himmerig for det
Øyeblik de rasede. Vi ginge videre fort under den aabne Himmel. Her
syntes alle Ting, at gaae taaleligere til. Personerne, som beærede det Grøn¬
ne med deres Nærværelse, syntes selv at være alvorlige. Vi begyndte at fatte
gode Tanker om disse Mennisker, og tænkte, at de vare her samlede, for des
friere at tage de Pligter, Tiden paalagde dem, i Agt. Men ach! hvilke
Samtaler hørte vi, da vi passerede dem forbi. Man talede om lutter frem¬
mede Sager, om den og dens Modens Klæder, om Naboers og Gienboers
Huusholdning, om dem uvedkommendes Forretninger &c. &c. Men ikke et
Ord til hverandres Nytte. Da vi vare dem forbi, saae vi en Mængde
Vogne, som stode alle tomme. Personerne vare inde iblant Træerne. Her
tænkte vi findes sande Fornøyelser. Her gaaer det gandske vist uskyldigt til.
Da vi komme dem nærmere, funde vi vel fornemme Personer, men neppe de
halve af fornemmere Dyder. Det var gandske faa, hvis Uskyldighed og rene
Sind giorde deres Promenade saa ulastelig, som den var fornøyelig. De
andre førte Discourser, som Træerne selv syntes at skamme sig ved. Vi
vendte derpaa om igien, og min gamle Ven talede ungefær i denne Tone om
vore Hellig=Dags=Personers Forlystelser. Det slette Begreb de fleste have
om deres Pligters Fornødenhed, er Aarsag i, at de ingen Forskiel giøre paa
Dagene, som ere bestemte til Arbeyde, og de andre som ere skienkede til Fri¬
hed. De holde for, alting er vel forrettet, naar de i Steden for dens sæd¬
vanlige Arbeyde enten har trættet deres Sind med ufornuftige eller utaalelige
Raisonnemens, eller udmattet deres Legemer ved daarlige Krumspring og Ca¬
prioler. Men de skulde ikke tænke sligt, dersom de enten vare overbeviiste om
deres Pligters uforbigiængelige Nødvendighed, eller saae længer frem, end til
Enden af Livet.
11 Observat. Saa snart No. XII var kommet for Lyset, tog jeg om
Aftenen min Cors til det store Viin=Huus. Her var man, just da jeg kom,
i Færd med at læse Bladet. Hr. Høyhierte sagde, da hand havde læst Con¬
tinuationen fra Brouten=Land: Disse Aviser skierer Folk i en Pokkers Tid.
See, med hvilken Myndighed de ikke forbyde og paabyde hvad de lyste. Jeg
maatte dog gierne vide, hvad Nytte der er ved, at læse disse Snavs Papirer.
Vel, min Herre! sagde jeg, i det jeg reiste mig op og gik hen imod ham, jeg
skal sige dem, hvad Nytte der er ved nærværende Blad. Det hele Brev fra
Broutenland, hvoraf Slutningen er her anført, viser de Menniskers Daar¬
lighed, som giøre sig til af det, de ikke eye; og denne anførte Forordning, som
er udgivet derimod, lærer, at man billig bør have Afskye for en Last, som


30
hidindtil ikke har passeret for andet end et Slags Artighed. De Tanker fra
Lyderhuus i dette Ark, vise det ellers nok bekiendte, at Dyd og Anseelse ere
ey arvelige, men maae ved egne Bedrifter forhverves. Det som haves fra
Tribunal, viser, at ingen Moralist kand skrive, hverken Skiemt eller Alvor,
uden det jo skal kunde efter Jndbildninger appliceres paa een eller anden, men
at Moralisten i det Fald er uskyldig, og at den, som finder sit Portrait, og
giør sig latterlig, fortiener i Tilfælde ingen bedre Dom, end den ubarmhier¬
tige Fader. Den Udkastning til en forsvarlig Optugtelse fra La Civilite er
saa eenfoldig, at Hensigten lettelig spores. Men hvad Tabellen angaaer til
Døttres Opdrag lse, da nægter jeg ikke, den er jo noget for haard opfat.
Den sidste Relation i samme Ark viser, hvilken Allarm der kand reyse sig af
en Bagatelle, naar man har jaget Fornuft, Eftertanke og rimelig Kierlighed
paa Døren. Ja, ja, sagde Hr. Storhierte: alting kand endda gaae an,
men læs engang disse lumpne Avertissemens, og siig, om der er noget andet
end Fias i dem. Jeg tog Bladet fat, og begyndte at læse, endskiønt jeg før
vidste, hvad det indeholdt. Jeg slængte det koldsindig fra mig igien, og sag¬
de: Jeg seer ikke, at disse Avertissemens ere værde saa høyt at lastes. De
ere latterlige Satyrer, men de, som tilegne sig dem, bør og billig belees.
12. Observat. Jeg besøgte, de andre Dage i Ugen, adskillige andre
Stæder, men hørte ingen flere Critiqver. Dette merkværdige observerede jeg
dog i et meleret Compagnie, som sad i bundtet Rad omkring et Caffe=Bord,
at en artig ung Dame spurgte Mands=Personerne, om de bare deres sorte
Baand om Halsen imod Kuld eller Varme. Jngen af Delene, Madame!
svarede Hr. Capriol, vi bære dem allene, for vi synes det lader smukt. Det
maae da vel være for Fruentimmerets Skyld, sagde Damen. Men ville J
lyde mig, J gode Mandfolk, sagde hun videre, saa skulde J drage Baand om
Halsen af den Couleur, som J vidste eders Kiærester inclinerede for; somme
røde, gule, blaae eller grønne, andre hvide, spraglede, brune eller graae; thi
de fleste Fruentimmer i Almindelighed have ingen Kiærlighed for den sorte
Farve. Madamen har Ret, tænkte jeg. Naar vore Fruentimmer ere af de
Tanker, vinde vi Processen, i Fald os bliver formeret nogen for det Avertisse¬
mens, disse Baand angaaende.
13. Observat. Det Trettende Ark har jeg ingen Critiqver hørt over,
som ere værde her at anføre. Men fra en Person, som bilder sig ind at være
torteret ved det Avertissement om Forøderen og hans Penge=Pung, er ind¬
leveret et haardt Brev, hvilket jeg her Ord til andet, i Steden for en Obser¬
vation, vil anføre. Det er stilet i følgende Tone:


31


Skoptiske Herrer!
D¬
et er sandt nok, at Fattigdom og Foragt følges ad. Jeg har levet den
Tid, da jeg var i Stand til at føre mig op som en Modens Cavalier;
da jeg havde alting fuldt op; da jeg havde alle mine Lommer fulde af Pen¬
ge; da jeg kunde giøre Figurer i alle Compagnier; da alle mine Omgangs¬
Brødre giorde meget af mig; da Smaae=Drenge paa Gaderne saae mig an
med Forundring; da man lukte Vindverne op, for at betragte mig, hvor
jeg passerede forbi; da jeg ikke æstimerede, at tabe 3 til 400 Ducater en Af¬
ten; da jeg lod haant om saadanne Personer som J ere; da jeg gik ikke i
Sælskab med Smaae=Folk; da jeg havde en halv Snees Klædninger til
hver Dag i Ugen; da alle Forældre, som havde Døttre, gave mig frie Ad¬
gang, og skatterede sig for lykkelige, at faae mig til Sviger=Søn; ja, da
der var ingen, som jeg hilsede, om de ikke først hilsede mig. Men nu lever
jeg paa en Tid, da jeg maae taale alles Foragt; da jeg har neppe saa meget,
jeg kand skiule mig med; da jeg har neppe det bare Vand og Brød at leve
af; da jeg har ikke en Skilling til Luse=Salve, som man siger for et Ord¬
sprog; da jeg knap tør lade mig see af Mennisker, naar Solen skinner; da
alle de, som tilforn giorde meget af mig, nu raliere mig. Saatedes kand
Tiden og Omstændighederne forandre et Menniske. Et eneste Kort forspildte min
hele Lyksalighed. Og nu maae jeg taale de utaaleligste Bebreydelser baade
af mig selv og andre for min Taabelighed. Men af alle de Lidelser jeg hid¬
indtil har havt, har ingen været mig ulideligere, end den J plage mig med,
i det, J offentlig drive Spot med mig i eders skiemtende Blade. Aldrig
havde jeg tænkt, der skulde boe slig Malice i Folk, som prætendere at have
Forstand. Mindst havde jeg ventet, at blive paa denne Maade beleet af
eder, som jeg dog mueligt har spenderet mangen blank Ducat paa i mine
Velstands=Dage. Havde J endda ikke saa tydelig mentioneret Sagen, at
alle kunde tage og føle paa, J meente mig, vilde jeg aldrig have fortrødt
derpaa. J kunde jo paa en langt anden Maade, naar J endelig vilde, have
moraliseret over denne Last. J kunde jo smukkere og omstændeligere, ved
en opdigtet Historie fra et fingeret Sted, have viist, hvor giengse det er, og
hvor ilde det lader, at forøde en Capital paa et eller to Aar, som man med
en heel Familie kunde leve af sin hele Lives Tid. Men jeg maae taale al den
Foragt, J kaste paa mig, efter de Omstændigheder, jeg for nærværende Tid
befinder mig i. Dog kand jeg lade eder vide dette, at min Ruin har gjort
mig langt klogere, end J giøre mig dum. Jeg er ikke saa taabelig, at jeg
skulde søge Hielp hos dem, som tilforn har hiulpet mig at forøde mine Mid¬
ler. Jeg kiender Verden langt bedre, end saa. Jeg er og faaer være for¬


32


nøyet med min slette Skiebne. Men dersom Bønner kand formaae noget
hos eder, saa har jeg allene denne ene at indsende, at J ikke oftere offentlig
ville drive Spot med mig; thi hvad mig er arriveret, kand hænde baade eder
og andre. Her ere 1000de og flere Personer, der paa samme Maade som
jeg, daglig arbeyde paa deres egen Undergang. Og de blive ikke lettelig
kloge, førend deres egen Skade bliver deres Læremester, ligesom den er ble¬
ven min. Bærer Medynk med min Person, og bærer over med min Ufor¬
standighed, og vider, at Ungdommen raser. Jeg underskriver mig paa
samme Maade, som J have gjort mig latterlig, og forbliver &c.
Forøder, Eyer af den udtømmede Penge=Pung.
Kand Ønsker hielpe, da ønsker jeg min Hr. Forøder sin forrige Lykke;
thi jeg veed, hand nu vilde paa en langt anden Maade betiene sig af samme.
Men ellers forsikrer jeg, at med det Avertissement, som hand tilegner sig, er
ingen meent i Særdeleshed, og efter nøye Forespørsel befinder jeg, at ingen af
Lemmerne, som staae og skrive under min Opsigt, kiende nogen Person, som
det kand appliceres paa. Hand maae altsaa troe, at vi bære Medynk med
ham, og aldrig skulde averteret sligt, i Fald vi havde vist, at hand var til,
og havde prøvet saa store Ting
14. Obserpat. Da jeg den 19de Junii sidst afvigte, kom ind paa Viin=Salen, ra¬
gede jeg strax i Dispute for det 14de Ark. Thi jeg kunde ikke fordrage, at en Brændeviins¬
Skiænker vilde tale ilde om de Skiemtende Aviser. Hand sad just og læste det Avertisse¬
ment, hvori vi aabenbare den nye opfundne Aarsag, hvi den Maanedtlige Mercurius
skal koste 4 s. Hand fandt sig meget fornærmet ved samme Raison, og tog, som en ærlig
Mand, alle Skiænke=Gæster i Forsvar. Hand paastod, at de, som toge 4 s for et lidet
Glas Aqvavit, kunde, uden at sælge det saaledes, ikke stoppe Omkostningerne. Hand
spurgte, om ingen af os, som vare i Stuen, kiendte nogen af dem, der skreve dette Snavs.
Jeg svarede, som billigt var, jo. Da sagde hand (men NB. Manden var vred) det er
jo Børne=Verk, og Ting, som ingen fornuftige Folk burdte læse. Men med Tilladelse
min gode Herre! Betænker de ikke Ordsproget, som staaer i Slutningen, sagde jeg. Ja,
ja, svarede hand, jeg betænker, hvad jeg skal betænke, men den Skiemtende Avis læser
jeg aldrig mere. See der, sagde jeg ved mig selv, der gaaer strax een af vore Læsere bort.
Extraordinaires Notifications.
For at tillintetgiøre deres Argumenter, som ville bevise, at Hovmodighed er ingen
Sygdom til Døden, saa kand herved gives tilkiende, at den unge Hr. Opblæst, efter at
hand havde laboreret af denne Syge paa ete Aar, revnede for nogle Dage siden af lutter
Storagtighed, da hand ikke fik det fornemste Sæde ved Bordet.
Frue Modestie lader herved notificere, at dersom nogen paa sine Sømmer= og Lyst¬
Reyser er for hendes Compagnie, da giør hun sig altid en Ære af at følge med, naar de
betimelig ville lade hende det vide.


Den
Maanedtlige
Mercurius
Som medbringer
Nye Critiqver
Over
Den Skiemtende Avis
For
Den Femte Maaned.
Af denne approberede Maanedtlige Mercurius udleveres herefter hver fierde
Løverdag hos Sr. Christian Esmarch paa KiøbmagerGaden et Ark, som
koster 4 Skilling.
Kiøbenhavn, Løverdagen den 31 Juli, Anno 1751.


34


Skiønsomme Læsere af de Skiemtende Aviser!
Sørgelig Hilsen.
Me
u støde saa mange Fortrædeligheder sammen, for at ruinere os, at
vi baade snart maatte tage Afsked fra vor Plads, og give vore
skiemtende Blade et skikkeligt Reyse=Pas, dersom ikke een og an¬
den af vore Correspondenter opmuntrede os til at holde Stand.
Vi regne ikke i dette de allerhaardeste Critiqver, som fældes over
os. Vi holde det for ingen Fortrædelighed, at vi ikke blive rige
ved at fornøye vore Landsmænd. Men, dette er den største Sorg, som
klemmer os, at vor gode, ærlige, gamle Mand er bleven saa syg, at Lægerne
spaae ham Døden. Ach, J skiønsomme Læsere! tænker hvilket Afbrek
dette ikke vilde giøre os, om hand nu skulde døe? Hand, som har sat So¬
cietetet i Stand. Hand, som hidindtil har opholdt det. Ja hand, som nu
havde sat sig for, selv allene stedse at skrive det Maanedtlige Blad. Men det
kand falde bedre ud end vi tænke. Thi enten hand lever eller døer, saa ville
vi andre dog ikke gandske mistvile om eders Gunst. Trende Observationer
har hand optegnet, før hand blev syg, de samme ville vi endnu meddele eder;
thi vi vide alle, at J holde meget af vor gamle Stakkels Mand.
15. Observar. Som jeg en Eftermiddag for nogen Tid siden spatzerede
med een af vore Jurister paa Volden, fik hand Lyst at gaae ind paa den gam¬
meldags Viin=Kielder. Jeg fulgte med ham, og vi krævede, ved vor Jnd¬
komst, efter Skikken, en Flaske Rhinsk Viin. Den finge vi, og satte os til
Rolighed i en Krog for os selv, for at høre paa deres Raisonnement. Vi
hørte adskillig Snak nok, men intet om vore Blade, som dog var det vi lu¬
rede efter. Der sad Monsr. Forvoven, hand snakkede om intet, uden at
brekke Arme og Been i Stykker, rive Øyne ud, slaae Tænder ind og træde
paa Folk. Der gik en Karl paa Gulvet, som havde nogle forunderlige Gri¬
macer paa sig, snart spilede hand Øyne, snart lukte hand dem i, snart sang
hand, snart græd hand; snart dandsede hand, snart krøb afsted; snart drak
hand hvid Viin, snart rod; snart læste hand paa et Papiir, snart rev hand
et andet i Stykker, snart saae hand ud som en Engel, snart som en Dievel.
Jeg blev nysgierrig ved dette Syn, kaldte paa Drengen og spurgte: hvad
den Person hedde. Drengen svarede, det er Hr. Forliebt. Himmel!
tænkte jeg, hvor kand dog Kierlighed skabe Menniskene til synderlige Creature.
Derpaa betalte vi og bade god Nat.
16. Observat. Nogle Dage derefter gik jeg allene omkring paa Gader¬
ne, og da jeg var bleven træt, listede jeg mig ned i den store berømmelige Viin¬


35


Kielder. Her fandt jeg tvende af vore Medici. Jeg gav mig strax i Snak
med dem, og spurgte, om man her intet havde talet paa den skiemtende Avises
Bag? Ney, sagde den ene Medicus, her er ikke et Ord talet, Aviserne an¬
gaaende, men her vare nylig tre Personer inde, som raisonnerede, jeg veed
ikke hvorledes, om Dyden og dens Øvelse. Den Første sagde, man burdte
aldrig plage sig med saadanne Ting, i hvilke var ingen Fornøyelse. Hand
holdt for, et Menniske burdte sætte al Undseelse til Side, og leve ligesom hand
fandt for got. Den Anden var artigere, og lod sig forstaae med, at det var
ikke gandske af Veyen, at legge Vind paa at faae Anseelse af dydig; thi, sag¬
de hand, omendskiøyt der i sig selv intet er i Dyden, som kunde overtale os
til denne Tvang, saa bør vi dog for andres Skyld giøre det. De Eenfoldige
dømme strax ilde om os, naar de see, at vi i vort Levnet ere stridige med dem.
Og endskiønt man kunde lade haant om Verdens Domme, saa findes deg
mange Tider de, at være af samme Tanker, som skulle giøre vor Lykke, saa
det er saa vidt en nødvendig Tvang, at tage Dydens Masqve paa. Den
Tredie var af samme Tanker som den anden, og lagde endnu dette til: For
at fyldestgiøre Ordsproget, er det fornødent, at man synger med de Fugle man
er iblant. Himmel! tænkte jeg, findes saadanne Mennesker iblant os, hvad
skal man da dømme om dem, som have ringere Oplysning. Disse Folk kun¬
de vore Aviser ikke forbedre.
17. Observat. Da No. XV. var publiceret, kommer jeg gaaende ind,
efter min Sædvane, i det Critiske Collegio. Men jeg erfarede med Forun¬
dring, at ingen af Giæsterne talede et Ord. Alle sadde ligesom Støtter ube¬
vægelige. J Førstningen tænkte jeg, de maatte være overmaade drukne. Men
siden erfarede jeg, deres Stilhed reyste sig af en stor Grublen. De vilde fore¬
stille sig saadan en Maling, som Beretningen fra Avindshiem beskriver. Een
efter anden udbrød paa det sidste og sagde: Det er mig umueligt at begribe;
jeg kand ikke imaginere mig saadan et billede. De flyede mig Avisen, bade
mig læse og sige, om jeg kunde troe, at en Maler kunde giøre saadant et Bil¬
lede. Jeg læste, og sagde, Ja jeg kand gierne troe det; thi Maler=Kunsten
kand være steget langt høyere i Maanen end hos os. Og hvo veed, om
vore Børne=Børns Børne=Børn, i Fald Verden hænger sammen saa længe,
kunde endnu male kunstigere billeder end dette synes at være. De Critiske
Herrer faae paa mig, og sagde: J har Ret, gamle Faer! Kunsten stiger.
Jeg sad længe og ventede, men jeg fik ingen flere Critiqver at høre. De faldt
tilbage i deres forrige Grublen, og jeg gik min Vey.
Seer, kiære Læsere! her have vor gamle Mands Observationer en En¬
de; thl om hand endskiønt bliver frisk igien, saa gaaer hand dog aldrig ud paa


36


saadan Spor mere, for at høre Nyt og faae Critiqver at vide. J kunde let¬
telig selv begribe Aarsagen. Kandskee den Stakkels Mand enten har drukket
en Taar for meget, eller faaet opsmurgte Vine i Maven, som begge Deele
kand have været hans Sundhed imod;
Thi gode Vine er hos os særdeles rare.
Hvo dem vil drikke, hand maae ingen Penge spare,
Dog kand man faae dem, naar man vel betale vil,
Men de er slettest, som man bydes Sukker til.
Nu vare vi i Flugten, for at faae dette Blad opfyldt, dersom ikke vore
Læsere havde givet os Materie ved deres tilsendte Breve. Vi ville publicere der¬
af saa meget, som herpaa kunde faae Rum, og saa bede, at Læseren denne Gang
tager til Takke. Døer vor gamle Mand inden næste Maaneds Udgang, skal
den Maanedtlige Mercurius dog ikke blive begravet, men foruden at give
behagelige Underretninger om Critiqvernes Conjuncturer, notificere naar Be¬
skrivelsen over hans Liigbegiængelse og hans Liig=Vers kand bekommes; thi
saadan en Mand fortiener et berømmeligt Eftermæle og prægtigt Liig=Vers.
Efterfølgende Brev er, saa vidt man af Stilen kand slutte, skrevet os til
af vor oprigtige Elskere, thi takke vi ham for hans Umage.
Kiære Skiemtende Avis=Skrivere!
Det var ikke alt for vel betænkt af eder, at J gave eder til at skrive og udgi¬
ve Uge=Blade paa saadan en Tid, som den vi nu leve i. J havde været
lykkelige, dersom J havde troffet saadan en Tid, som den Svenske Argiske,
Tydske Patriotiske, Engelske Spectatoriske eller Danske Sandemand¬
ske. Men J have troffet en Tid, da alle prætendere at kunde skiemte 24 gange
saa got som J. Da alle ere kloge og ville ikke vide, at de behøve nogen Un¬
derviisning eller Reformation. Men hvor stor deres Klogskab er, sees tildeels
af deres Forstand paa eders Skiemt. Endskiønt J skrive ikke altid lige frem,
saa skrive J dog altid saaledes, at man uden Hoved=Brud kand see, til hvil¬
ken Last J sigte, og hvilken Daarlighed J belee. Men, kiere ubekiendte Ven¬
ner! jeg veed ikke, enten jeg skal raade eder til at continuere eller hvad jeg skal;
thi eders Læsere, i det mindste den halve Part, ere saa forbittrede paa eder, at
de gide ikke see eders Papirer. De sige (forlader mig, at jeg betiener mig af
deres egne Ord) J ere de største Narre, som Jorden kand bære. De sige,
J fortiene ikke Sted blant fornuftige Mennisker, ja, at J burde udryddes af
det Menniskelige Societet. De sige, at de kunde heller fordrage Holger Dan¬
skes, Keyser Carls og Buurmans Krønniker, end eders Skiemt. Ach! J
skulle ikke troe, hvor det giør mig ont for eder arme Stakkler. Jeg veed
dog, at eders Hensigt er redelig, og at J criticeres allene af saadanne Perso¬


som aldrig ere i Stand til at skiemte enten halvparten saa got, eller flerde
3.
Parten saa længe, som J hidindtil have skiemtet. Men J maae have gode
Skuldre, i Fald J skulle kunde bære saa mange haarde Domme. Jeg vilde
ikke, ja jeg kunde heller ikke, være i eders Sted; thi jeg slængte Pennen og
løb, om jeg kun bare merkede, at en, som var nylig sluppen af Daare=Kisten,
sagde Fias, og saae suurt til mig, lad saa være, at femten fornuftige Menni¬
sker raabte: Bliv ved. Jeg forbliver eders omhyggelige Ven og Tiener -
Himmel! hvor skielve vi? Vi ryste. Vi bæve. Vor gandske Forstand,
er sat i Baroco. Vore Livs=Aander ville forlade os. Vi skule ved at see
vore fortørnede Medbrødre. Vi slaae vore Øyne ned for vore oprørte Sy¬
stre. Vi ere færdige at krybe i et Muse=Hul for vore Overmænd. Vore
fæle Domme Monsieur? " har været saa from at berette os. Men, hille¬
Ligemænd kunde med deres blotte Aasyn faae os til at besvime, bare for de
mænd! vi kunde dog aldrig tilstaae dem at have Ret. Det er og fortrædeligt,
at saadanne Ting skal just indfalde, nu vor gamle Papa ligger syg. Ach!
kiere Critici! værer dog ikke alt for ubarmhiertige imod os. Er eders egen
Skjebne bedre end vores, har Himlen været eder gunstigere end den har været
os, i Henseende til en lastende og dadlende Forstand med mere høyt og for¬
nemme, da glæder det os. J har maaskee hverken fornøden at skrive Skiemt
eller Alvor; men om J behøve at læse det, ville vi ikke tale om. Vi derimod
kunde ikke opholde os ved Alvorlighed, og derfor have vi begyndt at skiemte.
Men skulde vi derved blive ulykkelige, som det spaaer sig af eders haarde
Critiqver, da kunde vi jo ikke forandre Skiebnens uomslødelige Forsæt, men
ville skikke os deri, og forhærde vore Hierter, til at taale al den Uret, som skal
giøres os. Dog skal hverken J eller nogen kunde beskylde os med Sandhed
for noget, som fortiener saa haard Straf, som J dictere, thi i Betragtning
af eders Opsørsel, tør vi holde os lige saa retfærdige som J.
Brev og Underviisning, som leveres de Skiemtende Avis=Skrivere.
D¬
er hører meget til at være en god Moralist. Det er ikke nok, at man fyl¬
der Papirerne, man maae og see til, at Læserne leveres saadanne Tanker i
Hænderne, som baade ere behagelige og lærerige. Sandheden maae i disse
Tider lokkes i Folk; thi siger man dem reent ud, hvad de ere for Creature,
giør man dem i Stæden for bedre, kun desmere forhærdede. Den Skrive¬
Maade J have vant eder til, og den Maade J bruge at føre Sandhed frem
paa, er for saa vidt artig nok. Men den var mere nyttig, i Fald J endnu
hyklede mere. Jeg mener, naar J vilde skiemte, da ikke altid skiemte i den
rette Forstand, men det saaledes, at eders Mening ey fattedes, med mindre


3¬


man vendte Ordene om. Dersom min ringe Underviisning skulde kunde tiene
eder noget i denne Sag, da have J her en Udkastning til den Maade jeg vilde,
J skulde bruge; agte I den værd at føre an i eders Blade, vil jeg haabe, at
eders Læsere skulle ikke finde den mindste Behag deri.
Man holder almindelig for, at Eegen=Kierlighed er ond og skadelig,
ja mange ere saa saa dumdristige, at de tør giøre den til en heslig Last. Men
det som er tvertimod, lader sig med mange Exempler letteligen bevise. Jegn
de France, som nu er det behageligste Postyr man vil see for Øynene, hand
var jo tilforn en grov Karl, som ikke vidste af Moden at sige. Har ikke den
ædle fantastiske Egen=Kierlighed gandske omskabet ham, Fulgte hand ikke efter
denne Rette=Snoer alle nye Moder og Skikke? Nu er hand ikke saa taabe¬
lig, som de Hiemfødde, der aldrig fløtte Foden uden for Fædrene=Landet, at
hand skulde æstimere sine Forældres Formaninger. Hand er lykkelig, i det
hand bekymrer sig om intet uden sit Legeme. Hand besidder den rette For¬
stand, og veed, at det solideste af alting at legge sig efter, er en vel accomode¬
ret Peruqve, paa Moden skaarne Klæder og deres rette indtagende Couleurer,
men Viisdom, Dyd og Fornuft, tracterer hand som det er, for lutter Pe¬
danterier.
Naar man seer en Hyklere, saa kalder man ham et ont Menniske, og
skyer hans Compagnie, men skeer det ikke blot af Uvidenhed: thi siig mig, er
der vel noget uskyldigere Creatur til under Solen? Saadan et Menniske giør
jo ikke en Hund imod. Hand taler ærbødig og varlig til alle. Hand vogter
sig med den største Omhyggelighed for at begaae nogen Ting, hvorved hans
Næste kunde forarges. Ja den Dyd, at hand er en Hyklere, giør ham baa¬
de fordragelig og behagelig, da hand, i Fald denne Anseelse var fra ham,
maaskee skulde lede længe efter dem, der vilde omgaaes med ham.
Pomponius, det storagtigste Menniske, er jo i alle Compagnier det yd¬
mygste billede; hvor skraber og bukker hand ikke ved hver Priis Snuus,
Skaal, Nysen &c. og hvo vil sige, hand mener intet med det? Er ikke den
Dyds Øvelse, som man seer hos ham, nok til at giøre ham dydig i de For¬
nuftiges Øyne? Bør han ikke have et stort Fortrin for dem, som bilde sig
ind at øve Dyden og ville have Navn derfor, men ere dog gandske fortrædelige
at omgaaes med?
Man kalder Pauperia smuk, men denne Titel gives hende af ingen For¬
nuftige; thi hun har jo neppe det, hun kand skiule sig i. Derimod kalder man
Aurelia grim, men med samme slette Grund; thi dette Fruentimmer er virke¬
lig en Skiønhed i alle Skiønsommes og Klarseendes Øyne. Hun har jo over


39
en halv Tonde Gulds Midler; og mindre end Halvparten saa mege er meer
end nok til at præsentere den dydigste, artigste og smukkeste Pige.
Vitiosus maae passere for en Pedant og indbildt lærdt Nar. Men hvad
kand være større Urimelighed i Verden, end slig en Dom over saadan en lærd
Mand? Dersom ey hans Ansigt udviiste hans Lærdom, og hans Grimacer
hans store Forstand, vilde jeg tilstaae de Urimelige deres Dommes Rigtighed.
Men hvad kand nu være elændigere Argument, end giøre en vis Slutning
tvert imod det man seer for sine Øyne?
Man siger, Gierrighed er en Last, men hvorledes kand det bestaae med
Sandhed? Det er jo en Udyd, at ødelegge Penge, følgelig maae det være
en Dyd, at samle og skrabe dem sammen.
Man siger, Sviren og Natte=Vagt er en slem Lyde og værd at skye,
men hvor tage ikke alle Moralister feyl i dette Fald. Jeg holder heller for, det
er en Dyd, som Ungdommen med Flid bør legge sig efter. Jeg vil til Beviis,
ikke bruge andet end Henrichs Argument i Comoedien: Sviren og Natte¬
Vagt hærder Ungdommen og giør dem beqvemme til at vaage.
Seer, J kiære gode Avis=Skrivere! hvad synes eder om denne Metho¬
de? J det mindste maae J være forsikrede paa, at den skal finde de flestes Bi¬
fald. Jeg forbliver edees velvillige Tiener
Madidontinus.
Kierligstad.
Her er i disse Dage en liden vakker Kierligheds Historie passeret, som
kunde give Anledning til en forliebt Roman i mange Tomer. Her boer to for¬
nemme Familier i Byen, af hvilke den ene er riig og den anden gandske fattig.
Lucinde er en Dotter af den rige Stamme, men Leander en Søn af den
fattige. Begge ere lige smukke og forstandige, og have fra Barns Been af
havt indbyrdes Godhed for hverandre. Men da Leander var 15 Aar gam¬
mel, kom hand, efter Faderens Forlangende, til at reyse Udenlands med en
riig ung Herre, navnlig Clitander, der tog sig paa at klæde og føde ham
for hans anseelige men fattige Families Skyld. Snarere havde hand ikke
faaet Kundskab om denne hans Reyse, førend hand begyndte at klage over sin
tynde Lykke, og bejamre, at hand nu saa hastig skulde forlade sit halve Hierte,
og reyse til langt fraliggende Lande, hvorfra hand mueligt aldrig mere kom til¬
bage. J disse travrige Tanker skyndte hand sig hen til Lucindes Moster,
Antigone, og bad hende indstændig, at hun endnu vilde skaffe ham Lucinde
engang i Tale, førend hand reyste, paa det hand kunde give hende det tilbør¬
lige Afskeds=Kys. Antigone lod sig overtale, og sendte Bud efter Lucinde,
som ikke før kom ind ad Døren, førend Leander gik hende i Møde med den


40
bevægeligste Mine, og sagde: Allerdeyligste Lucinde! Jeg maae forlade hen¬
de. Min fortrædelige Skjebne vil saa have det, og kandskee, jeg aldrig faaer
den Lykke at see hende mere. Den eneste Bevaagenhed jeg derfor nu til Slut¬
ning udbeder mig, er denne, at hun somme Tider, i min Fraværelse, vil erindre
sig sin ulyksalige Leander. Her afbrødes hans Ord ved de salte Taare, og
den bedrøvede Lucinde sagde gandske grædende: Er det mueligt, kiære Lean¬
der! at vi nu skal skilles ad, og kand J vel overtale eder til at følge saa haard
en Skiebnes Villie? Men det kand vel ikke andet være, og vi faaer at finde
os deri med Taalmodighed. Dog troe ikke, at Lucinde skal være saa kold¬
sindig, at hun skulde kunde glemme sin allerelskeligste Leander. O ney! jeg
vil altid erindre mig en Person, som jeg bær saa stor Godhed for, og som for
længe siden har indtaget meer end de to tredie Dele af mit lille unge Hierte.
Knap havde hand udtalet disse Ord, førend der kom Bud efter hende fra
hendes Forældre, at hun strax skulde komme hiem, saa hun neppe fik ønsket
sin kiære Leander en lykkelig Reyse, der imidlertid kyste hendes Haand, og
forsikkrede hende om den ømmeste og bestandigste Kierlighed. Saa snart Lu¬
cinde var borte, tog Leander strax Afsked fra Antigone, og gik hiem, for
at giøre sig reysefærdig til anden Dagen.
Resten følger i næste Maanedtlige Blad.
Avertissemens.
Dersom nogen skulde have Lyst, at tilforhandle sig en Titel af Ærlig og
Forstandig, da er, til Liebhabernes behagelige Efterretning, en Forraad af
saadanne Titler oplagde hos Sr. Flittighed, paa Hiørnet af Dydens Gade,
hvor de alle Tider kunde tages i Eftersyn.
Dersom nogen skulde have Lyst, at lade sig informere i det uskoldige Reyle¬
Spil, for deri at lære Vinde=Kunsten, naar det gielder noget, da er denne
Tid dertil den allerbeqvemmeste, hvorfor Liebhaberne vilde behage at melde sig
hos Sr. Optrækker, Mester paa Bayen, som paa kort Tid meget grundig
underviser, hvorledes Messurerne skal tages, naar man vil vente, at komme
ubeskaaret fra Spillet. De som ville accordere med ham over Hovedet, faae
Kunsten at vide paa eengang, men de andre maae give Lære=Penge hele Som¬
meren igiennem. De Uerfarne kunde ellers efter hans Methode og under hans
Opsigt sætte ud saa store Klatter som de lyste, og være visse paa, enten at ta¬
be eller vinde.


Den
Maanedtlige
Mercurius
Som medbringer
Nye Critiqver,
Over
Den Skiemtende Avis
For
Den Siette Maaned.
Af denne approberede Maanedtlige Mercurius udleveres herefter hver fierde
Løverdag hos Sr. Christian Esmarch paa KiøbmagerGaden et Ark, som
koster 4 Skilling.
Kiøbenhavn, Løverdagen den 28 August, Anno 1751.


42
Ædle Læsere!
D8
u er det net op et halvt Aar, siden vi først leverede eder den Skiem¬
tende Avis i Hænderne. Den Skiebne, samme har været un¬
derkast, kommer i alle Ting overeens med den, andre Ting lide.
Nogle have roset, andre lastet vore Blade, alt som deres Smag
har været oprømmet til, og deres Forstand gjort sig Jdee om vore
Personer. Thi det er en klar Sag, at Dommerne, over alt det
som skrives, grunde ikke deres Critiqver saa meget paa billighed, som paa
Jndbildningen om dem der skrive. Ere de, som vi før have sagt, i Æstime,
saa æstimerer man, uden at prøve, alt hvad de skrive; og derfor er det ingen
Under, om de meest koldsindige Dommere kunde finde, de fleste Tider, stor
Feyl i de Blade, som finde det almindelige bifald, siden de opløftede Penne
regne ikke saa nøye, om deres Ting ere vel overlagde og udarbeydede, naar de
først ere komne i Ord for ey at kunde feyle. Saa store Patroner og Tilbe¬
dere som vore gode Olde=Fædre vare af de myndige Pavers Forskrifter, saa
smaae Tanker have vi nu om dennem. De første vare, som vore Tiders cri¬
tiske Dommere; enten vidste de aldrig selv, hvad de roste og ophøyede, men
holdte for Compagnies Skyld allene Tonen med deres Naboer, eller de fryg¬
tede for at aabenbare de Feyl, som de kunde komme efter, siden de stode i Tvil
om de Mægtigeres bifald. De andre, eller vi derimod undsee os ikke meere
for at laste det, som er Last værd, hos saadan ufeylbar Mand. Men iblant
os selv indbyrdes fattes det dog ey for dem der synge stædsevarende Lovsange
over visse Ting, og altid udspye deres Galde paa andre Ting, ikke just fordi
Tingene i sig selv ere slige Confecter værde, eller fordi de Herrer, som rose og
laste i Fleng, ere af alle meest i Stand til at giøre sig de rigtigste og tydeligste
Begreber, men enten for den Fordeels Skyld, som de mene at have derved
eller for den Æres Skyld, som de søge deri. Jntet er almindeligere, end at
høre 1000de adskillige Domme over et nyt Blad, som seer Lyset. Ja vi have
hørt flere over vore, iblant hvilke disse ere de nyeste og netteste:
§. 1. Det som skrives fra Sædeskov i No. XX. er en meget ond Beret¬
ning. En Søn eller Dotter kand deraf lære at betiene sig af de Ord og Ley¬
ligheder, som de ellers aldrig drømte om.
§. 2. Det som skrives fra Cacoetes om en ond Vane, er jo en gammel
Historie, og hvad lære vi deraf? Intet.
§. 3. Den Beretning fra Tusind Sind er jo malitieux imod Fruentim¬
mer, og ufordragelig for Forældre. Man kand let vide, hvad det vil sige.


4


§. 4. Hvad er det vel for en Madame, som slænger sig langs ad køybæn¬
ken? Og er der vel noget Fruentimmer i den hele Verden, som heder Mad.
Smuk Anseelse?
§. 5. Altid har de Skiemtende Aviser at bestille med Liderlighed. Nu
er der atter fingeret et Brev fra saadan et Menniste i No. XXI. Det skal
forestille Liderligheds bedrøvelige Udfald. Men hvo bryder sig derom:
§. 6. Den Straf, som berettes at være bleven brugelig i Lyderhuus,
med de Ondes Overbringelse til de Gode, er gandske unaturlig; helst siden de
beskrive, hvilken deylig Virkning den har gjort.
§. 7. Sikke Tanker komme de ikke med fra Sukkerboe. Er det artigt
at de sige: Fruentimmer ville have noget for Øynene, Daarlighed. At Dyd
og vakker Opførsel kand ikke befalde dem. Ting, som ere forslidte for længe
siden. Nu vide de ikke andet at fylde deres Blade med.
§. 8. Fortunatus, som skriver det Brev i No. XXII., hvori hand op¬
løfter Kløver=Knegt til Skyerne, er det ikke noget herligt Tøy? Og Stak¬
kels Brev til sin Velynderske! Ney nu bliver Avisen reent Snavs.
§. 9. Det mene de vel er en meget rar Historie om Hr. Ære=Top fra
den Bye A l'Honneur. Men hvad er der ved den? Skal den lære, hvor
daarligt det er, at søge Ære i Ting, som ingen fortiene, da er det daarligt.
Thi dersom søde Ord, behagelige Miner, net Dragt og indtagende Com¬
plimenter ingen Ære fortiene, hvad er det da, som fortiener Ære?
§. 10. Sikken herlig Beretning om Misundelsen fra Livor. Jo, jo,
da have de grebet sig an, den Gang de have skrevet den. Det skal nok være
et Forsvars Skrift for de krøllede Nakker. Vakker Apologie. Naar de ikke
bedre kunde giøre det, skulde de reent lade blive.
§. I1. De Finkelse Vædsker have de nu altid at bestille med. Skam
at sige, maatte de dog ikke røre saa meget ved denne Materie.
§. 12. Det bliver nok en sund Tale, som den gamle Mand i Sædeskov
har holdt paa Torvet. Gid de vilde skaane vore Øyne for at læse den! Men
vi faae vel den iblant det andet Lapperie for vor 2 s.
§. 13. See hvor ærligt mene dog de Stakkels Avis=Skrivere sine Læsere.
See hvilken alvorlig Materie i det XXIII. No. om Selv=Kiendelse fra Prø¬
ven=Speyl. Gid de Stakkler bare kiendte sig selv, saa holdt de op at skrive.
§. 14. Hvad er det for en Relation fra Guld=Sand? Er der noget
Menniske til saa overmodigt og stolt af det lidet Lykken har givet ham, at hand
saaledes skulde tractere sine Brødre og sin Slegt? Det er jo det største Pe¬
danterie af Verden.


44
§. 15. Saa, nu i Pokkers Skind. Nu vil de have Ærbødighed død.
Monne de tænke, her ere ingen ærbødige Folk nu i Verden. Kunde de ikke
see. Gid de vilde lukke deres Øyne op, og bare betragte de mindste Compli¬
menter, som bære Vidnesbyrd om en langt dybere Ærbødighed end al de
Gamles udviiste Ydmyghed.
§. 16. Uartige Skrivere!
J have dog bare begyndt at skrive for at raillere got Folk. Jeg har aldrig hørt
saa meget Ont siges om eder, at jeg jo nu er i Stand til at troe tusinde gange
mere. Ulyksalige Personer, som Lykken har spillet Bold med, tage J ikke i
Betænkning, offentnig at gjøre latterlige i eders Blade. Men siger mig,
hvad Fordeel eller Ære have J vel af sligt. Det er ikke længe siden, J dreve
Spot med min Fætter Forøderen, da hans Pung var bleven tømt af en
umild Lykke. Hand besvarede det onde Avertissement J havde publiceret om
ham, og det som en ærlig Karl. Jeg vil træde i hans Fodspor og følge hans
Cxempel. Ja siden J saa grovt have torteret mig, tager jeg ikke i Betænk¬
ning, at sætte eder til Rette paa den haardeste Maade. J have Ret derudi,
at J kalde mig en Cavakier; thi det er mit rette Navn. Det har jeg ikke
allene arvet, men er endog naturlig viis disponeret dertil, siden jeg er i Stand,
til at føre saa artigt Postyr som nogen i min hele Gade. Men at J legge de
Ord slet og ret for an, det giøre J bare af Ondskab. Jeg maatte gierne
vide, om J bilde Jer ind, at ingen kand være Cavalier, uden hand endelig
skal føre sig saa meget prægtig op. Jeg faaer sige eder det engang. Jeg
kommer til at give eder en Beskrivelse paa en Cavalier, og det for eders Uvi¬
denheds Skyld: En Cavalier er et Menniske, som Naturen og Optug¬
telsen har dannet og giort beqvem til den artigste Opførsel. Derpaa
skal man kiende en Cavalier, at hand kand got entretenere, complimentere,
enbrasere og salutere. Det kand jeg, og derfor nægter endnu ingen mig det
baade arvede og velmeriterede Navn Cavalier. J ere de eneste, som ville
betage mig det. Men hvor langt tænke J at komme med eders uforskammede
Avertissement? Er det eders Sag enten mine Fiere ere bortblæste eller ey?
Hvad rager det Jer, enten jeg begyndte at føre mig prægtigere op end jeg kun¬
de holde det ud, eller at jeg havde alle Tider ført mig eens og jevnt op? Mon¬
ne jeg ikke haver tusinde Medbrødre, som giøre alle det samme? lom nogle Øye¬
blik lade sig see i den prægtigste Eqvipage og giøre store Figurer, hvor de fare
afsted, men derefter maae sue paa Lappen. Det er jo ingens Sag, at jeg bar
Fiere i min Hat i 8te Dage og ey længer. Lad dem skattere sig lykkeligere,
som kunde holde det længer ud. Ellers skal det ikke vare længe, førend J skulle
see mig med Fiere i Hatten igien, men hvor længe jeg kand beholde dem, reed


45
seg ikke, det dependerer af Lykken, af et Kort, af et Vurf &c. Jeg gider ey
skreven eder mere til, men beder allene, at J en anden Gang ville smukt hol¬
de inde med slige unyttige Avertissementer; thi nu see J, hvor meget de frugte.
Raillere J mig oftere, skulle J finde, at jeg er ingen slet og ret Cavalier,
men en retskaffen ditto.
Seer, ædle Læsere! hvorledes man griber os gandske uforsvarligen an¬
Vare ikke de helligste Moralister samme Skjebne underkastede, vilde vi begræ¬
de det Øyeblik, vi resolverede til at belee Lasterne. Men da vi allene søge at
giøre visse smaae gongbare Udyder hæslige, som vanære vor Omgang og giøre
vore Medbrødre og Søstre mindre behagelige i de Dydiges Øyne, ville vi ikke
regne saa nøye, at Critiqverne strømme over vore Hoveder, siden de Morali¬
ster, som drive med Alvorlighed paa vigtigere Ting, selv ikke blive frie for
saadanne Domme. Sandt nok, vi kunde forud have seet dette, og præca¬
veret os med en Fortale af lutter Lovsange over os selv, og udstrakt den saa
langt, at den kunde opfyldt de to tredie Dele af de Ark vi havde i Sinde at
udgive. Men saadan en Fortale (at vi skulle bekiende vor Skrøbelighed) kun¬
de vi ikke skrive, og ingen af os vidste hvor den Mand boede, der er skabt til
at skrive Fortaler. Men vi ville ikke bruge for mange af vore egne Ord, vi
have Breve nok, som vi kunde anføre. Her er et fra et Fruentimmer, som
kalder sig Ane, men fra hvilken af de mange Aner som findes i den store vide
Verden, vide vi ikke. Hun viser en ugemeen Dristighed af et Fruentimmer
i at sende os dette Brev, og vi vilde visselig saa gierne tiene hende, som vi ville
spise, naar vi ere sultne, dersom vi torde. Men hvo tør røre ved saadan Ma¬
terie i de Skiemtende Aviser?
Hæystærede gode Venner!
J¬
maae intet fortryde paa, at jeg umager eder med dette Brev. Jeg er
et Fruentimmer, som endnu lever ugift i min Faders Huus. Hand er
en gandske rig Mand, men hand nænder ikke at udgive en Skilling, hvorover
hand ogsaa hidindtil har givet alle dennem Afslag, som have begiært mig, for
hand er bange, hand skulde give dem noget til Hiemgift med mig. Men det
er lige meget. Jeg vil gierne være Jomfrue, og jeg længes slet intet efter at
blive gift. Men dette giør mig kun ont, at min Fader, som er saadan en gam¬
mel Mand, vil gifte sig igien. Hand har nu kun været Enke=Mand i halv¬
andet Aar. Og dersom hand endda vilde tage et skikkeligt Menniske, skulde
det aldrig fortryde mig. Men hand vil tage vor Stue=Pige Maren. Nu
kunde J nok giøre mig den Tieneste, og skrive herom udi eders Skiemtende
Aviser, og lade min Fader vide, at det sømmer sig ikke saaledes at føre sig
pp. Jeg har sagt ham det selv, men hand æstimerer det ikke, og da jeg trued¬


46
at skrive eder til om denne Sag, loe hand kun ad mig. Nu venter jeg, J
tiener mig herudi. Jeg vil sige eder dette endnu, at dersom min Fader faaer
hende, saa mister jeg derover, som eneste Barn, en anseelig Capital, der da vil
falde i Marens Skiød. Jeg gad heller ikke kalde Maren Mama, derfor
vilde jeg gierne, J kunde faae ham i andre Tanker. Skriver kun tydelig om
denne Sag, hand forstaaer nok, at jeg har givet eder Anledning, men det vil
intet sige. Vi faaer eders Aviser hver Løverdag Eftermiddag. Jeg forbliver
Ane.
eders skyldige Tienerinde
Hoystærede lille Pige!
B¬
i ville gierne giøre for hendes Skyld, alt hvad vi kunde, men det bliver
vel best, at hun viser Lydighed; thi de Gamle ville dog raade. Det maae
ellers komme an paa et Forsøg: Hør, gamle Beste=Faer! J maae føye
Jer Dotter denne Gang, og lade være at tage Maren. Kand J ikke selv
see, uden at vi skulle sige eder det, at dette Giftermaal er slet intet nyttigt,
hverken for Jer, Jer Dotter eller Maren. Bliv J siddende Enke=Mand,
og gift Jer Dotter smukt skikkelig bort; hun har det bedre behov end J, og
Maren kand altid faae en Mand, helst i Fald J vil give hende en 3 a 400de
Rdlr. til Opslag, dersom Contracten allerede er sluttet imellem Jer. J giør
vel, dersom J herudi føyer os; thi ellers ville vi lade lyse for Jer udi de Skiem¬
tende Aviser, og optage eders Dotter Ane i vor Beskyttelse.
Saadanne Sedler faae vi mange af, men det er os umueligt at anføre
dem alle. Vi have gjort saa meget, som man af os kand prætendere, naar
vi holde Venskab med de fleste ved lige.
Men det er sandt. Vi glemme at give eder Efterretning om vor gamle
Mand. Os synes, J spørge allesammen: Hvorledes er det med den
Gamle? Jo mænd, vi takke for god Efterspørsel, det tegner sig nu til bedre.
Vi haabe, hand kommer sig nok igien. Hand begynder nu brav at spise, og
Doctorerne sige at det er et got Tegn til Livet. Men nu maae vi lade eder
faae Resten af Historien fra Kierligstad.
Strax efter disse Førelskedes Skilsmisse indfandt sig en fornemme Adels¬
mand ved Navn Orontes, som anholdt om Lucinde; thi hun var baade smuk
og dydig, og derhos et gandske rigt Partie. Hand var et ungt, velvoxent,
levende og fornuftigt Menniske, saa Lucinde havde intet at udsætte paa ham.
Men den Kierlighed hun har til Leander hindrede hende fra at give ham et
ønskeligt Svar. Forældrene bleve i Førstningen bedrøvede, og tænkte, at saa
got et Tilbud skulde deres Dotter ikke forsage. Men da de komme i Erfaring
om, at hun havde skienket sit Hierte bort til Leander, da blev deres Bedrø¬
velse omvendt til Vrede. Moderen tog hende for sig talede hende haardt til,


47


at Taarene strømmede ned ad den Stakkels Lucindes Kinder: Har J dog,
sagde hun til hende, saa liden Kierlighed for eders eget Beste, at J vil gifte
eder med den fattige Leander. Tænker J, at jeg og min Mand nogen Tid
ville tillade den Forbindelse. Hand har jo neppe det ktere Brød. Har ikke
Clitander af Naade og Barmhiertighed taget ham med sig? J maae vide,
at dersom J endnu længer vægrer eder ved at ægte Orontes, da ville vi slaae
Haanden af eder, og aldrig kiende eder for vor Dotter mere. Disse Ord
udtalede hun med en gandske vred Stemme og meget alvorlig Mine, gik hastig
ud af Stuen, og lod den arme Lucinde sidde i en beklagelig Tilstand. Hun
begyndte at græde og raabte gandske høyt: Ach hvad er jeg Stakkels Pige
dog et ulyksaligt Creatur! Ach min Leander! min Leander! J hvad for en
bedrøvet Tilstand lader du mig ikke blive tilbage! Ved disse Ord faldt hun
i Afmagt, og var neppe kommet til sig selv, da hun atter blev forskrekket ved
at see Orontes staae for sine Øyne, som Moderen just havde bedet om at gaae
ind til hende. Men saa forskrekket som hun blev, da hun først saae ham her
i Stuen hos sig allene, saa forundret blev hun, da hun hørdte ham tale i denne
Tone: Søde Jomfrue! da jeg merker, hun ikke kand beqvemme sig til at elske
mig, og jeg har erfaret, at min Person staaer ikke hendes Moster Antigone
ilde an, og at min Kierlighed er heller ikke utilbøyelig til hende, saa har jeg
allerede besluttet, ikke oftere at forurolige min vakkre Jomfrue med mine Be¬
gieringer, men gratulerer mig selv med en bedre Seyer over hendes Jomfrue
Moster. Neppe havde Lucinde hørt disse sidste Ord, førend der faldt ligesom
en stor Steen fra hendes Hierte. Hun sprang op gandske henrykt af Glæde,
og omfavnede Orontes, takkende ham paa det allerartigste for hans genereuse
Kierlighed. Ja hun skiulte saa lidet sin Fornøyelse over denne sin uventede
Lykke, at Orontes blev gandske skamfuld over at tage saa mange Taknemme¬
ligheds Beviis af hendes Mund, tog derfor Afsked og gik lige hen til Anti¬
gone, der ikke var nær saa uvillig som den første, saa deres Bryllup otte Dage
derefter med megen Stats blev holdet, til alle deres fælles Glæde. Men
denne Glæde blev først ret fuldkommen, da Leander faa Dage derefter kom
hiem, for at tage al den Rigdom og alle de Eiendomme i Besiddelse, som Cli¬
tander, der underveys var død i hans Arme, havde testamenteret ham. Alle
gratulerede nu disse to unge forliebte, og Lucindes Forældre vare nu ikke meere
imod deres Samling. De leve begge i dette Øyeblik i den lykkeligste Een¬
drægtighed, og giver hele Naboelauget Beviis paa, hvorledes Himmelen pleyer
lønne en trofast Bestandighed.
Dette er en gandske artig Historie, og de Critiqver, som fældes derover,
ere disse Penge kand ikke vel giftes med andet end Penge; thi hvorledes


48
vilde det lade, om en bemidlet Mands Person skulde tage sig et dydigt Fruen¬
timmer, som ingen Penge havde, og om et rigt Fruentimmer skulde indlade
sig i Ægteskab med en brav og forstandig, om ikke just rig Mands=Person?
Ey, til visse gandske unaturligt. Dog var det ikke gandske galt, i Fald Per¬
soner, som have nok at leve af, giftede sig saaledes, at de baade søgte sit Ge¬
myts og Sinds sande Fornøyelse, og tillige derved giorde andre lykkelige
Dyd og Forstand indrenter ofte langt mere, end den største Capital; og hvad
vil den, som er gift, ønske sig heller, end et fornøyeligt Ægteskab, noget som
sølger nødvendig med Dyden.
Talander var en Ung=Karl paa 26de Aar. Hand saa temmelig get
ud. Hand havde lært endeel. Hand forstod adskillige Sprog og Videnska¬
ber. Hand spillede aldrig. Hand levede indgetogen, maadelig og stræbsom.
Hand havde en god Fornuft og var af et levende Væsen. Hand kiendte
Verden og vidste at skikke sig iblant Folk. Kort sagt: hand var forstandig,
artig og dydig, men ikke just af nogle Midier. Hans eneste Rigdom bestod
allene i hans Flid og Fortieneste. Jkke desto mindre vovede den unge Emilia,
med 40000 Daler at ægte ham, og fandt i ham den livsaligste Ven og Ægte¬
Fælle, som hun vilde ønske sig. Det varede ikke længe, førend hun blev dob¬
belt lykkelig og fornøyet hos sin Talander; thi man udvalgte ham strax efter
deres Bryllup til at forestaae et anseeligt Embede. Hendes Søster derimod
giftede sig med en ung og kræsen opfød Rentenerer, der havde to gange saa
mange Penge, som hun selv. Men det varede faa Aar, førend hand havde
sat hende i den elendigste og betleragtigste Tilstand, efterat hand havde forødet
baade sine egne og hendes Midler.
Avertissement.
Hr. LAavare lader herved selv bekiendtgiøre, at det Avertissement, som
No. XXVIII. af den Skiemtende Avis er indført, aldrig er kommet fra ham;
thi hverken er det, eller har nogen Tid været hans Tanker at ødelegge en Hvid
paa at tractere nogen; ikke heller kierer hand sig efter enten Folk raillere ham
eller ikke, thi hand er fornøyet med sig selv, og det kildrer ham, naar hand
kun kand skrabe Penge sammen og legge paa Kiste=Bunden, for Resten maae
Folk sige om ham alt hvad de ville. Det maae da tiene til alles behagelige
Efterretning, at samme Avertissement er indsendt fra een af hans Hadere, og
at der denne Gang intet Giæstebud bliver af.


