Drømmeren.
Num. 1.
Løverdagen, den 11 Augusti 1759.
Et satis a media sit tibi plebe legi.
QVIDIUS.
A¬
t drømme er ikke noget usædvanligt. Sindet beholder sin Activite og Forestil¬
lings=Kraft end og under den dybeste Søvn. Men hvo vil forundre sig over,
at jeg drømmer, naar jeg sover, da mange drømme lys=vaagne? Det er ikke
min Sag at undersøge Grunden til Drømme. Jeg drømmer, fordi jeg
drømmer. Der har været en Tid, da Drømme have havt noget overordentligt
i sig. Paa vore Tiders Drømme bygger ingen Fornuftig. En stor Deel Drømme
ere dog merkelige, og kunde, maaskee, fortiene nogen Slags Eftertanke.
Af deslige Drømme er jeg nu paa nogen Tid bleven hver Nat foruroliget udi
min Søvn. Jeg kalder det en Plage. Neppe slummer jeg hen, at jeg jo udi
Drømme befinder mig i de Dødes Rige. Min for kort Tid siden bortdøde fortrolig¬
ste Ven er min Ledsagere. Den, der om Natten maa holde Selskab med de Døde
og om Dagen med deres Gienfærd, har jo Plage nok. Man pleyer at finde en Slags
Lindring udi sin Sorg ved at klage den for andre. Jeg har derfore besluttet at aa¬
benbare mit Hiertes Anliggende for alle Dag=Drømmere. Med Nat=Drømmere,
for saavidt de ere Nat=Drømmere, har jeg her aldeles intet at giøre.
Da jeg en Aftenstid første Gang satte Pen til Papiret for at antegne mine
Drømme, paakom mig en usædvanlig Tunghed, saa at jeg faldt i Søvn. Under
denne Søvn kom det mig for, som at jeg var uden for en Stad af en overmaade
Størrelse. Mig syntes, at en ung og velskabt Jomfrue lokkede mig med sig ind i
Staden. Hun førte mig allevegne omkring. Hvor jeg kom frem, saae jeg Gaderne
at vrimle af fire og tobeenede Creaturer. Men jeg saae faa eller ingen Mennesker.
Min Ledsagerinde talede ikke eet Ord, men smiilede ved alt hvad jeg spurgte hende
om. Omsider kom jeg til en aaben Plads af et meget stort Begreb. Mig syntes
ligesom at alle Stadens Jndvaanere forsamlede sig til denne Plads. Jeg begyndte
at befrygte, at der i en Hast var kommen en Fiende for Staden. Jeg nærmede


2
mig allene hen til Forsamlingen, for at høre hvad der var paa Færde. Jeg fandt
dem alle Masqverede. Jeg sluttede, det maatte være Brugen i denne Stad at spille
Masqverade under aaben Himmel. Men hvor stor blev ikke min Forundring, da
jeg fornam, at deres Discourser og Tale var alvorlig, og at de tracterede lutter al¬
vorlige og vigtige Ting.
Jmedens jeg stod saaledes henrykked af Forundring over dette uventelige, nær¬
mede sig en Person til mig, der offererede mig en Masqve og en Habit af Faareskind,
underforet med en Ræve=Pelds. Jeg fandt mig affronteret ved denne Offert, og
refuserede den. Han spurgte, om jeg ikke havde hiemme her i Staden. Jeg sva¬
rede: Mit Hiem er allevegne; dog er jeg i denne Stad en Fremmed og nyelig an¬
kommen. Han befalede mig strax at retirere. Man taaler ikke her, sagde han,
fremmede Tilskuere. Jeg var lydig.
Mig syntes, at jeg i det samme befandt mig paa et høyt Stæd. Et Fruen¬
timmer presenterede sig her strax for mig, af hvis Ansigt, Væsen, og Prydelse der
fremskinnede noget Majestætisk. Hun talede mig til. Jeg søgte at retirere. Hun
befalede mig at staae. Du flyer for mig, sagde Hun, da du dog ærer og tilbeder
mig. Jeg er Gudinden Pallas. Mig syntes jeg blev omgiven med en Skye.
Vend dig om, sagde Gudinden, og see til den aabne Plads, hvor du kom fra.
Hvad seer du? Jeg seer en stor Forsamling af Mennesker. Det Syn bedrager dig.
Hun holdte mig et Glas for Øynene. Ak Himmel! raabte jeg, i Stæden for Men¬
nesker seer jeg nu Løver, Biørne, Ræve, Ulve, Øgler, Ravne, Høge, Slanger,
og allehaande skadelige Dyr og Fugle. Mig syntes, den Skye, jeg stod udi, blev
gandske klar; og i det jeg atter vilde see hen til den aabne Plads, syntes mig, jeg
var den saa nær, at jeg kunde høre de Forsamlede at tale. Gudinden bad mig at
betragte de Forsamlede uden Glas. Jeg saae nu Mennesker. Udi Midten af Plad¬
sen saae jeg ligesom et forhøyed Theatre. Her fremstillede sig tvende Personer, der
kom hinanden i Møde. Disse aflagde paa begge Sider de dybeste Complimenter,
og under Venskabs Kys omfavnede hinanden paa det kierligste. De vidnede paa
begge Sider om den store Glæde, de nød ved hinandens Velgaaende, og at deres
eneste og største Fornøyelse var at kunde see og tale med hinanden.
Hvad seer du, spurgte Gudinden? Jeg seer tvende meget kierlige og oprigtige
Venner. Du bedrager dig, sagde hun. Derpaa holdte hun mig sit Glas for Øy¬
nene. Nu seer jeg en Ræv og en Slange. Hvor er det dog mueligt, sagde jeg ---
Gudinden faldt mig ind i min Tale. Den udvortes Anseelse er et Slegfred Barn af
Virkelighed, og ligesom Hore=Unger passere for ægte Børn hos de Ukyndige, saaledes
antages og Skin af Dydelighed for Dyden selv. Sandhed er for længst kommen af
Mode hos disse Forsamlede. Den reene Kierlighed er dreven i Landflygtighed; og
Oprigtighed har retireret sig i en Udørk, at den ey skal være Vidne til de mange
Seyervindinger, som Falskhed daglig erholder. Den har allene efterladt sin Skyg¬
ge, og du, saavelsom mange andre, ere saa blinde, at de antage den som et virke¬
ligt Legeme. Nu forføyer Ræven sig ud af Theatret. Giv nu agt paa hvad den
tilbageblivende Slange vil sige om sin fræværende Ven. Jeg hørte nøye til. Denne
Ræv, sagde den tilbageblivende Person, maa betales med sin egen Myndt. Hans
Væsen er forstilt, og den Ærlighed, der ligger paa hans Læber, har aldrig havt


3
Rod i hans Hierte. Naar man omgaaes saadanne Folk, maa man have et Øye paa
hver Finger. Deres Ord ere som Snarer, i hvilke de uforsigtige lettelig kan blive
fangne, og naar man ey tilsidesætter sit naturlige Væsen, og taler tvert imod sit Hier¬
te, bliver man som oftest et ulyksaligt Rov for deres Trædskhed.
Efter disse fremstillede sig adskillige andre forstilte Personer paa Theatret. Jeg
gruer for, at fortælle hvad jeg saae og hørte af disse. Jeg spurdte Gudinden, om
ikke disse forsamlede vare virkelige Mennesker? De have aldeles intet, svarede Gud¬
inden, at beviise deres Menneskelighed med, uden den blotte menneskelige Dannelse.
Et Menneske er en Skabning, adskildt fra alle andre levende Skabninger paa Jor¬
den, ved et fornuftigt Væsen. Naar nu denne Skabning ikke i Kraft af sit Væsen,
retteligen bruger sin Fornuft, affører den sig sin Menneskelighed, og meriterer end
ikke Stæd iblandt en stor Deel af de saa kaldede ufornuftige Skabninger, der i mange
Ting bruger deres skiønnende Kraft, jeg torde sige Fornuft bedre end en stor Deel
Mennesker. De Skabninger, du her seer forsamlede, ere alle af det Slags, som
man ikke, uden at fornærme en stor Deel af de umælende Dyr, kan anføre paa
Menneskers Liste. Forføy dig til de Stæder, hvor endog de meest rasende Dyr have
deres Boliger. Lad dine Tanker løbe om iblandt alle Dyrenes Classer, og hvad
gielder, du ey skal finde noget Dyr paa den gandske Jord=Klode, der udi Ondskab,
Underfundighed, og Ukierlighed kan lignes med disse vandslægtede Mennesker. Du
har her seet og hørt, hvorledes disse forsamlede Skabninger under Gudeligheds, Ær¬
ligheds og Eenfoldigheds Masqver have spillet de afskyeligste Lasters Rulle, fornæg¬
tet al Kierlighed til deres Brødre, og handlet imod de helligste Pligter, og dog have
de udi alt dette vidst at sette de smukkeste Farver paa deres ugudeligste Gierninger og
Forhold. Men finder du vel noget Spor af dette, hos de umælende Dyr? Vil du
sige, at Dyrene formedelst Mangel paa Fornuft ikke kan forsee sig i saadanne Poster,
svarer jeg: at just derfore ere disse vanslægtede Mennesker uværdige til at kaldes Men¬
nesker. Dyrene følge den Drift, der er indplanted i deres Natur, og gaae allene
efter de Forestillinger, som de udvortes Ting giøre i deres Sandser. Men Menne¬
sket haver langt andre og ædlere Bevægelses Love, som han ved Fornuftens rette
Brug kunde og burde følge, og naar han i intet andet, end ved at bruge sin Fornuft
til Snedighed, Underfundighed og Lasters Besmykkelse, aflegger Prøve paa sin Men¬
neskelighed, var han bedre faren, om han var et umælende Dyr.
Jeg haver ved en god Deel af mine ægte Sønner, søgt at faa disse Vanslæg¬
tede omdannede til fornuftige Skabninger; men Selvklogskab, Egenkierlighed, og
forudfattede Meeninger forblinder dem saaledes, at de hverken kan eller vil see, at
deres Opførsel og Forhold er ufornuftig.
Du har nu ved Hielp af mit Glas, seet en stor Deel af dine Medborgeres
utrolige Ufornuftighed. Jeg studsede ved disse Gudindens Ord. Jeg befandt mig
i en mig aldeles ubekiendt Stad. Hvor er jeg? Jeg veed dit Forsæt, sagde hun
fremdeles. Jeg maa og for saavidt prise det; ja jeg vil endog opmuntre dig dertil.
Dette maa jeg allene erindre dig; Hvad enten du vil efterfuske en Moralist, eller en
Satyricus, eller en Comicus, bør du have med Mennesker at giøre, og naar du
giver dig i Kast med dem, der ikke kan fortiene at kaldes med det Navn, dømmer
man dig med billighed fra din Fornuft, og anseer dig som den der sigter i Veyret.


4
Det er en afgjort Sag, at ingen Love ere givne de ufornuftige Skabninger, og føl¬
geligen kunde du aldrig legge din Daarlighed tydeligere for Dagen, end naar du ved
moralske eller satiriske Reflexioner vilde søge, at bringe saadanne Skabninger paa
fornuftige Veye, der med al deres Adfærd og Forhold bevise, at man ikke, uden at
giøre dem Uret, kan anføre dem paa Menneskers Liste. Men nu vil jeg vise dig de
saa ægte Mennesker iblandt dine - - - Min Værtes Pige aabnede i det samme
min Kammer=Dør, hvorudover jeg vaagnede. Hun er mig ellers alletider velkom¬
men; men den Gang blev jeg ret fortørnet over hendes ubudne Visite, saasom jeg
derved blev hindret fra, at continuere min Drøm. O hinderlige Creaturer!
Ved at eftertænke denne Drøm, remarqverede jeg i sær Gudindens Erindring.
Hun vidste mit Forsæt. Mit Forsæt er at fortælle alle Dag=Drømmere hvad jeg udi
Drømme haver seet og hørt i de Dødes Rige. Hvad gaaer da vel denne Gudindens
Erindring mig an? Have da Levende, hvad enten de ere fornuftige eller ufornuftige,
nogen Connexion med de Døde? Jeg skulle saart troe, at der ligger noget prophetisk
i denne Erindring. Vel haaber jeg, at dette mit Arbeyde vil blive saa meget meere
behagelig, som at der findes mange Elskere af Drømme. Ak! hvor vilde det for¬
nøye mig, dersom min Drømme=Bog kunde blive introduceret i alle Amme= og Vaa¬
ge=Stuer. Men som jeg og derhos veed, at man ingen Mangel haver paa Drømme¬
Udtolkere, befrygter jeg, at de samme vil drømme sig en rigtig Udtolkning til paa
mine Drømme.
Ensin; jeg bliver ved mit Forsæt. Har ikke enhver Frihed til at fortælle sine
Drømme? Har ikke enhver Frihed til at giøre hvad Udtolkning han vil paa Drøm¬
me? Har en Actrice turdet presentere levende Personer iblandt de Levende, formener
jeg, at kunde spille min Rulle med mindre Hazard, naar jeg iblandt de Levende fore¬
stiller Personer i de Dødes Rige. Skulle end deres Gespenster saae i Sinde, at
ville ængste mig, maler jeg hver Aften et Kors over min Dør, og sætter en Staal¬
Naal i Dørtærskelen; thi saa er jeg vis paa, at hverken Maren eller Karen skal kun¬
de presentere sig for mig.
Læs Læsere! dette og følgende Blade med upartiske Øyne, baade for dig selv og
mig; og hvis jeg ikke udi alle Ting har truffet din Gout, saa erindre
Dig, at jeg er en Drømmer.
lmprimatur
B. MÖLLMANN.


Drømmeren.
Num. 2.
Løverdagen, den 18 Augusti 1759.
Hr. A.
J¬
eg giver Dem, Min Herre! med billighed det første og øverste Sted iblant
dem, som jeg udi mit første Blad lovede, at ville klage mit Hiertes Anliggen¬
de for. Min Herre er, som jeg haaber De selv ved, kommen sovende til de
Midler og den Station, de besidder og beklæder. Hvo vil forundre sig over,
at De udi al deres Forretning og Foretagende drømmer?
Man formoder, at den, der selv er forsøgt i nogen Slags Lidelse, kan best
have Medlidenhed med andre Lidende. Min Herre er en velbekiendt Drømmere.
Jeg er og imod Formodning bleven det samme. Forskiellen imellem Min Herres,
og min Lidelse er denne. De drømmer om Dagen, endog under deres fleeste og
vigtigste Forretninger. Jeg derimod drømmer paa en Tid, da jeg intet andet har
at bestille, end at sove og drømme, nemlig om Natten. Jeg vil ikke disputere Min
Herre Fortrinet udi denne vores fælles Lidelse. Jeg søger allene en Slags Lindring
udi min egen Lidelse, ved at klage den for Min Herre, da jeg er aldeles forsikret om,
at De, som en Medlidende, vil tage ligesaa stor Deel deri, som i Deres egen, hvis
ikke Deres sædvanlige Magelighed hindrer dem derfra.
Det bliver vel forgieves, at ville forestille Min Herre den Sinds Urolighed
og Smerte, som en fortrolig Vens Dødsfald kan foraarsage, efterdi jeg veed, at
saavel Deres mange Penge, som Deres artige Kone forskaffer Dem alt fleere og fleere
hengivne Venner. En indvortes stille og affarved Sorg over min fortroligste Vens
Dødsfald, har foraarsaget, at jeg nu paa nogen Tid har, ligesom min Herre,
gaaet i en bestandig Døs. Hvad enten jeg vaager eller søver, staaer denne min
afdøde Ven for mig. Han var min Ven. Det vil vel ikke falde Min Herre! der
saa got som er sprungen af Amme=Stuen i Brude=Sengen, synderlig Fabelagtigt,
naar jeg beretter Dem, at denne min afdøde Ven forgangen Nat aabnede min Kam¬
mer Dør, gik til min Seng, og tiltalte mig ungefær med disse Ord: Lad ikke min


6
lykkelige Afskeed fra Verden saa meget krænke Eders Sind, og omendskiønt J savner
min Personlige Nærværelse og Omgang, skal min Attraae dog stedse følge Jer.
Forlad Eders Leye, og lad mig blive Eders Ledsager, da jeg skal fornøye Eder med
at besee vore Boliger, og at tale med mine Meddøde. Jeg giorde efter min Vens
Villie.
Mig syntes, jeg blev ført ind under en Gevelbt af en maadelig Høyde og
Størrelse. Den var afdeelt i adskillige Boliger, for de der værende Døde. Min
Ven ledsagede mig allevegne omkring udi denne Gevelbt, og jeg forefandt den ene
Bolig kostbarere end den anden. Jeg, som altid er vant til, at giøre mine taabe¬
lige Reflexioner over alt hvad mig forekommer, tænkte ved mig selv: Monne ikke de
store Skatte, som man Tid efter anden transportere til de Dødes Rige, ogsaa kan
contribuere noget til det almindelige Væsens Svekkelse i de Levendes Rige?
Min Ven spurdte mig, om jeg havde Lyst for at tale med nogen af disse Døde.
Han aabnede et af disse Sove=Kamre. Den derudi værende Døde blev liggende i sin
Magelighed, at strække sig paa sit Leye. Jeg bad min Ven sige mig, hvem og
hvad denne havde været i de Levendes Rige, og da jeg var bleven underrettet herom,
talede jeg ham til.
Den Døde aabnede sine Øyne og stirrede noget stærkt paa mig. Omsider
aabnede han under en Gispen sin Mund, og spurgte mig, om jeg var et Menneske?
Jeg fandt mig affronteret ved denne Compliment, og svarede med en spodsk Mine,
at han meget vel kunne see af min Skabning, at jeg ikke var et Pind=Sviin eller en
Gedebuk.
Jeg mærker, sagde han, du støder dig over mit Spørsmaal, men den blotte
menneskelige Dannelse beviser ikke altid, at man er et Menneske. Jmedens jeg var
i de Levendes Rige, levede jeg i den falske Tanke, at jeg var et Menneske. Jeg
var og skabt til at kunde have blevet det. Men saasom mit ganske Liv, formedelst
den Lykke, jeg var fød til, og som fulgte mig til min Grav, var en bestandig Søvn
og Døs, kunde jeg ikke faae mine Øyne aabnede til at indsee dette Bedragerie,
førend efter min Død. Jeg var født af saadanne Forældre, der besadde Overflø¬
dighed af Ære og Rigdom, og efter deres Død blev jeg en Arving til begge Deeele.
Udi min Promotion kunde der ikke sees paa mine egne Meriter, hvilke bestode
allene i at kunde dantse, spille, fægte, ride, parler Francois og saa videre. Jeg
avangerede fra en vigtig Charge til en anden; men saasom jeg selv havde i saa Maa¬
de et Hoved uden Hierne, maatte jeg udi alle Embeds Affaires betiene mig af en
andens. Jeg maatte, at jeg skal tale uden Lignelse, forsyne mig med habile Fuld¬
mægtiger, der foruden den anseelige Gage, jeg aarlig gav dem, vidste ved alle Ley¬
ligheder at lønne sig selv, og det med saa megen større Sikkerhed, saasom de vidste,
at jeg ikke var af de Slags Principaler, der kigede deres Fuldmægtige i Cartet.
Jngen Indsigt havde jeg i de mig anfortroede Embeder; ikke heller gad jeg
befatte mig med det Bryderie, men jeg lod alting gaae igiennem mine Fuldmægti¬
gers Hoved, og havde altsaa af mine Embeder intet uden Navnet og Lønnen. Be¬


7
gierte nogen Underretning af mig om et eller andet; havde den eller den, der stoed
under min Jurisdiction fornærmet nogen, maatte den Forurettede addressere sig til
min Fuldmægtig, og holde gode Miner med ham. Søgte han mig selv, kunde han
enten være vis paa en haanlig Afviisning, eller og vente sig det samme Svar, som
Pfalzgræven i Comedien gav de Spørgende, nemlig: spørg min Hofmester! gak til
min Fuldmægtig! De, der ellers søgte mig paa mine Embeders Vegne, fik sielden
eller ingen Tid Audience. De fleeste Tider traf man mig ikke heller hiemme; thi
endskiønt mine Embeders Vigtighed kunde vel holdt mig inden mine egne Vegge, saa
dog, naar jeg havde kastet Byrden paa andres Skuldre, søgte jeg mine Divertisse¬
ment nu udi een, nu udi en anden Slags Vellyst.
De, der kiendte mig, og havde lagt Mærke til mit Forhold udi mine Embe¬
der, vare faldne paa de Tanker, at jeg havde taget Skade paa den største Deel af
mine Lemmer; thi jeg saae med andres Øyne; jeg hørte med andres Ørne; jeg sva¬
rede med andres Mund; og jeg skrev med andres Hænder; med et Ord: Jeg var udi
Embeds Affaires blind, døv, stum og lam, og havde ingen Hænder, uden naar jeg
skulde imodtage den Løn, jeg ikke havde fortient. Jeg presenterede vel altsaa en stor
Figur udi de Levendes Rige, men var dog intet andet end et stort Null. Jeg var
for min egen Person ikke alleene det almindelige Væsen til ingen Nytte, men jeg var
det og til megen Skade; thi som jeg selv var aldeles meget uduelig til de anfortroede
Embeder, saa bleve de samme ved mine Fuldmægtiger forvaltede saaledes, som deres
egen Jnteresse vilde tillade det. Jkke destomindre havde jeg dog de Tanker om mig
selv, at jeg var en ligesaa habile, som anseelig Embedsmand; og hvo torde vel have
understaaet sig, at sige mig andet?
Men hvad Under, at jeg var bleven saa uduelig en Embedsmand, naar en an¬
seelig Herkomst havde den Almagt, at den kunde skabe Meriter, og følgeligen at
kunde sette mig paa anseelige og vigtige Poster. Det var visselig ikke en medfød
Dumhed og Ubeqvemhed, der forvoldte, at jeg, imedens jeg levede, ikke var det
almindelige Væsen til Nytte; men jeg tilskriver det fornemmelig min forvendte Edu¬
cation, at jeg var bleven anført til saadanne Videnskaber, der allene kunde zire min
Stand og fornøye min Vellystighed, men ingenlunde giøre mig skikked til at forestaae
et Embede af minste Betydenhed. Hertil hialp og dette, at saasom jeg forud vidste,
at min Herkomst skulde blive Causa movens, eller den bevægende Aarsag til min
Forfremmelse, saa gad jeg ikke heller legge Vind paa det, der kunde have gjort mig
duelig og skikked. Jeg var opdragen i en galant Ørkesløshed, uagtet jeg efter Ma¬
dame la Cotumes høybydende Love og Foreskrift havde nok at bryde mit Hoved og
alle Legemets Lemmer med. Jeg fremdrog min Levetid i en bestandig Ørkesløshed,
endskiønt jeg var et Perpetuum Mobile, og havde alletider nok at bestille med slet
Intet. Jeg meente, jeg var allene sat i Verden for min egen Skyld, og naar
jeg brugte min Haand til at underskrive et og andet Document, mine Embeder ved¬
kommende, og til at imodtage mine visse og uvisse Intrader, tænkte jeg, at jeg hav¬
de giort alt, hvad mig tilkom i henseende til det almindelige Beste.
Naar jeg nu, foruden dette, at jeg var en unyttig og uduelig Lem i det men¬
meskelige Societet, eftertænker mit øvrige Forhold og Adfærd udi de Levendes Rige,
nødes jeg til, at tilstaae om mig selv, at jeg ingenlunde var et Menneske. Mit


8
eneste Arbeyde var at æde, drikke, sove og divertere mig paa alle tilladelige og utilladelige
Maader; saa at den, der havde vildet uleylige sig med, at have holdt en daglig Jour¬
nal over alle mine Handteringer og Forretninger, skulde ved hvert Aars Slutning have
erfaret, at jeg ingen Dag havde foretaget mig det mindste, der kunde bevise, at jeg var
et Menneske; thi alle mine Jdretter, naar jeg undtager min Ægte=Seng, tiente i
ingen Henseende Verden til Nytte. Og altsaa bliver det en dyb Qvæstion, til hvil¬
ket Slags Skabninger jeg kunde bleven henført i de Levendes Rige? Jblant Menne¬
sker fortiente jeg aldeles ikke Sted, og havde man vildet anføre mig paa Dyrenes
Liste, havde man forseet sig; thi man finder neppe noget af de umælende Creaturer,
der jo hver paa sin Maade er duelig.
Denne Døde spurgte mig derpaa, om jeg kiendte nogen af hans efterlevende
Brødre. Vel muelig, svarede jeg, naar jeg hørte dem nævne. Saa gak da, sagde
han, til min Broder Pigrinum, og hils ham, at han nedlegger sit Embede, og i
dets Sted giør Ansøgning om en K** Tieneste, hvor han kan æde uden at arbeyde.
Hils og mine Brødre Jgnorantius og Hebetius, at de iligemaade anholde om
saadanne Tienester, der uden Præjudice for det almindelige Væsen kan forestaaes af
Skabilken=Hoveder, og hvor ingen Kyndighed og Forstand reqvireres. Jeg betak¬
kede mig paa min Pandes Vegne, for denne Commission, og formeente, at hvis
enten han selv, eller nogen af de Døde paatog sig denne Ambassade, kunde det,
maaskee! finde et bedre Gehør.
Synes ikke, Min Herre, at denne Drøm er heel mærkelig? Sandelig, jeg
finder den saa applicabel, at jeg ikke veed, om jeg med bedre Føye kunde dedicere
nogen anden dette mit Blad, end Min Herre. Kunde Min Herre udi deres ledige
Timer fra deres mangfoldige unyttige Forretninger give sig Tid til at igiennemlæse
det, skulde det fornøye mig, om De ved at gribe ind i Deres egen Barm kunde
finde denne Drøms rette Udtolkning; da jeg i saa Fald haaber, at Min Herre, efter
giordte Application, sender mig mit Blad tilbage, som en videmeret rigtig Copie
efter Originalen.
Jeg forbliver &c. &c..
Imprimatur
B. MÖLLMAN


Drømmeren.
Num. 3.
Løverdagen, den 25 Augusti 1759.
Hr. B.
J¬
eg har vel ikke den Ære at kiende Min Herre, uden per Renomme, men den¬
"ne Kundskab er alt nok til at forbinde mig til, at opvarte Dem med dette mit
Blad. Den Jdee, som Min Herres velbekiendte Opførsel har givet mig om
Deres Gemyts Beskaffenhed, forsikrer mig, at jeg neppe skulle finde nogen,
jeg udi større Fortrolighed kunde aabne mit Hiertes Anliggende for, end for Dem;
og har jeg saa meget meere Haab om at finde en Lindring og Lettelse for mit Hierte,
naar jeg faar fortalt Min Herre den særdeles mærkværdige Drøm, jeg havde forgan¬
gen Nat, som at jeg er aldeeles vis paa, at De vil tage Deel i samme.
Nest afvigte Nat kom det mig fore udi Drømme, at min afdøde Ven efter
Sædvane indfandt sig hos mig, og ledsagede mig udi de Dødes Rige. Efterat vi
havde passeret adskillige af de Dødes Boliger, og min Ven havde givet mig Anled¬
ning at komme i Samtale med en og anden af de Døde, syntes mig, at vi ligesom
kom til en Udørken, iblant mange fæle og glubske Dyr; men de samme lode os pas¬
sere uanfægtede. Vi forefandt her kun en eneste Hytte. Jeg tænkte ved mig selv:
gives der og Eremiter udi de Dødes Rige? Min Ven førte mig til denne Hytte, og
aabnede den. Jeg saae her en Person liggende, hvis Aaasyn forfærdede mig. Mig
syntes, at Slanger havde bedækket hans Hoved i Stæden for Haar, og at hans Øyne
vare som Furier. Min Ven, som mærkede min Frygt, satte Mod i mig, og vi
nærmede os til hans Leye. Jeg var bange, men dog derhos optændt af en hæftig
Forbittrelse imod denne afskyelige Krop, og førend min Ven havde givet mig en løs
Jdee om dennes Caractere, sluttede jeg hos mig selv, at der ikke havde været meget
Got hos ham, den Stund han levede. Jeg talede ham til, men fik første Gang
ikke noget Svar. Han saae mig længe an med skeelne Øyne. Omsider spurgte han,
om jeg havde kiendt ham i de Levendes Rige, siden jeg havde uleyliget mig med, at
give ham denne Visite? Er du ikke, sagde han videre, en bedre Lem udi det Menne¬
skelige Societæt, end jeg har været, imedens jeg levede, vilde du giøre dine Med¬


10
borgere ikke en liden Tieneste, om du med det samme forbliver her udi vort Rige.
Jeg var udi Livet geleydet med tvende Personer, nemlig Falskhed og Løgn, hvilke
vare mine Raadgivere. Kierlighed til mine Medborgere var aldeeles udjaget af mit
Bryst. Misundelse og Egennytte havde reent bemæstret sig mit Hierte. Mine
Medborgeres Ære var Maalet for mine Piile; og at hindre andres Lykke og Vel¬
gaaende var min største Lyst. Jeg skaanede ikke de helligste Personer, og min gifti¬
ge Tunge bær Vidne om, at jeg var en Fiende af alle. De hesligste Farver, med
hvilke jeg kunde afmale mine Medborgere, vare i mine Øyne de deyligste, og jeg for¬
nøyede mig over intet meere, end naar jeg fandt saadanne Ørne, der troede mine
Beretninger, og saadanne Læber, der vilde være mig behielpelige i at giøre de uskyl¬
dige forhadte. En liden Feyl hos nogen af mine Medborgere giorde jeg til et Bierg,
og den mindste Forseelse var nok til at udraabe ham for en lastefuld og skadelig Lem.
Ofte gik jeg aabenbar til Verks, og udi et og andet Selskab spillede offentli¬
gen med min Næstes Navn og Rygte. Men naar de Personer, jeg agtede at svær¬
te, vare af den Stand og Formaaenhed, at jeg ikke turde gaae aabenbare til Værks,
betiente jeg mig af hemmelige Veye. En Credulus, der troede alt hvad han hør¬
te, og anhørte de skammeligste Reflexioner, der giortes over andre, som aabenbare
Sandheder, maatte da være min Avis=Dragere. Aldrig saasnart havde jeg bundet
denne, een eller anden Løgn paa Ærmet, at han jo strax indfandt sig paa de Stæder,
og i de Huse, der vrimlede af store Statister, hvor man hørte Regieringer at omstø¬
des, Tropper at anføres, Ministre at afsættes, og de nyttigste Anstalter med en
temmelig Frihed og Rundtalenhed at criticeres. Credulus undsaae sig ikke ved paa
disse Stæder at fortælle det offentlig, som jeg havde sagt ham udi Eenrum; og naar
da en eller anden tyssede paa ham, at han skulde vide, hvad han talede, satte han
en Tromf af det drøyeste Slags paa, at det var en reen Sandhed, han fortalte.
Sagen havde altsaa sin Rigtighed udi de fleestes Øren, og det varede ikke længe, at
jo min opdigtede Historie med en og anden Forbædring i Trykken, blev læst over den
heele Stad.
Til denne Ondskab imod mine Medborgere, blev jeg fornemmelig dreven af
Misundelse. Jeg ansaae mig selv som en meget værdig Borger, der frem for en
stor Deel andre burdte ophøyes. Jeg bildte mig ind, at mine Meriter vare saa
kiendelige, at de ufeylbarligen maatte falde de Formaaende i Øynene; men jeg fryg¬
tede, at mine Rivaler skulle giøre dem usynlige Jeg pønsede derfore ideligen paa,
hvorledes jeg med et Slags Skin af Sandhed, kunde faae mine Competitores paa det
sorteste antegnede. Deres Undertrykkelse var mit Hoved=Maal. Desaarsage lurede
jeg paa al deres Adfærd, Tale og Foretagende. Til den Ende paatog jeg mig un¬
dertiden en Ærligheds og Eenfoldigheds Masqve. Jeg iførte mig Venskabs Kaabe,
tvang min Passion, og opførte mig i alle Maader som deres Fortrolige. En Sin¬
cerus, der dømte om andre af sig selv, og som man med et Ord talt i Fortrolighed,
letteligen kunde bilde ind, at man var hans oprigtige Ven, aabnede sit Hierte og sine
Veye for mig. Dette var alt nok til at give fuld Vind i mine Seyl, og føre mig
til dem, der brugte mig som Spion. Min sædvanlige troe Følge=Svend Sr. Løgn
maatte da være min Assistent, og naar mine Principaler vare af det Slags, der
enten efter egen Phantasie, eller efter andres uforhørte Calumnier, satte et Lands
almindelige Beste paa Spil ved deres Lettroenhed, formedelst hvilken adskillige habile


11
og meriterede Personers Opkomst blev hindret, naaede jeg mit Maal; Ligesom jeg og
paa denne Maade giorde det første Pas til min Lykke i de Levendes Rige. Det blev
da altsaa fremdeeles min Hoved=Sag, at beflitte mig paa et Forraad af Calumnier.
Jeg anbragte ogsaa de fleeste med den Lykke, at en og anden brav Mand vidste ikke
et Ord af, førend han enten var sat udi Mis=Credit, eller og aldeles styrtet. Udi
denne min Ondskab, affecterede jeg et Skin af et ægte Patriot=Væsen, da dog intet
laae mig mindre paa Hierte, end det almindelige Beste, og var dette des kiendeli¬
gere, saasom jeg, ved at see de uskyldige styrtede, skildte det almindelige Væsen ved
duelige Lemmer, der havde Forstand og Lyst til at befordre det Beste.
Jo høyere jeg svingede mig i Veyret, jo farligere blev jeg for mine Medbor¬
gere. Min Æregierrighed og Pengegierrighed havde ingen Grendser, og saa mange
af dem, som ikke vidste at fornøye mig i nogen af Deelene, vare uden Modsigelse
enten uduelige eller skadelige Borgere. Dog vidste jeg at simulere. Jeg indrettede
mine onde Desseins efter Forsigtigheds Regler. Jeg undersøgte nøye, hvad Con¬
nexion Vedkommende kunde staae udi med andre. Jeg satte mine Calumnier paa
Skruer. Jeg vilde ikke tale i Grovheds Sprog, at jeg ikke derved skulde røbe mit
fiendske Hierte, men jeg beflittede mig paa Talemaader, der kunde smage af Kierlig¬
hed og Nidkierhed for det almindelige Beste. Jeg roste de paasigtede Personers gode
Villie, men beklagede derhos den Mangel, der fandtes hos dem paa de fornødne
Gaver til at kunde præstere præstanda udi deres Stationer. Jeg tog enhver Leylig¬
hed og Anledning i Agt, til at demonstrere de skadelige Følger, som det almindelige
Væsen deraf vilde føle i Tiden. Mine Argumenter vare just ikke saa Patriotiske som
Sophistiske. Jmidlertid fandt de dog efterhaanden Gehør, og jeg kom omsider,
skiønt Fod for Fod til Maalet. Ja min Ondskab gik omsider saavidt, at jeg end og
arbeydede paa at bringe dem, der havde været mine Forfremmere i Mis=Credit, men
en uformodentlig og hastig Død standsede mig i mit Ondskabs Løb. Du kan let fo¬
restille dig, at min Afskeed fra de Levendes Rige, ikke kunde gaae ret mange af mine
Medborgere til Hierte, og at ingen uden Smarotsere og grove Hyklere, oprettede
Monumenter og Ære=Støtter paa min Grav.
Saasnart jeg ved Døden var oversat i de Dødes Rige, blev jeg fremstillet for
Minos, de Dødes Dommere. Han æskede mit Reyse=Pas og Skudsmaal fra de
Levendes Rige, hvilket jeg da, skiønt ugierne, maatte forevise.
Det var af følgende Indhold:
Jeg Forgiengelighed, Tidens og Naturens Fortærerske, kiendes hermed, at nær¬
værende afsiælede Krop, haver udi een Tid af nogle og tredive Aar opholdet sig
her udi de Levendes Rige. Og saasom han nu har maattet betale Naturen sin Skyld,
og desaarsage seer sig nødsaget til at forflytte sin Bopæl herfra til de Dødes Rige,
meddeeles ham efter Forlangende dette sandfærdige Vidnesbyrd, at han udi alle Maa¬
der, har opført og forholdt sig saaledes, som det en slet Patriot og ildesindet Bor¬
gere egner og anstaaer, og at han ikke, saavidt mig er bekiendt, har nogen Tid været
det almindelige Væsen til mindste Nytte, men meget meere til Byrde og Svækkelse,
saa at ingen med Sandhed kan sige ham noget paa til hans Berømmelse. Thi ville
jeg hermed have ham, som en habile Løgnere og Calumniant, til alle forekommende


12
udi de Dødes Rige, paa det sorteste og hesligste desrecommenderet; samt at man la¬
der ham frie og ubehindret paa denne sin fornødne Reyse passere, men ikke repassere.
Datum Tiden.
Efterat Minos havde efterseet dette mit Skudsmaal, tiltalede han mig med
følgende Ord:
Jeg erfarer, at du har været et af de farligste og skadeligste Lemmer i det Men¬
neskelige Societæt. Tyve, Manddrabere og Lands Forrædere blive efter billighed
straffede hos Eder paa Livet. Vi vegre os aldeles ikke ved, at tage imod dem,
saasom de ikke her have Leylighed til at øve deslige Misgierninger. Men hvis jeg
var Dommere udi de Levendes Rige, fældte jeg ikke mildere Dom over dig og dine
Brødre; thi Løgnere og Bagvaskere af dit Slags, ere den almindelige Freds For¬
styrrere, deres Medborgeres Undertrykkere, og det almindelige Bestes afsagde Fien¬
der, eftersom den, der ved sine Calumnier foraarsager en brav og duelig Mands
Fald, sætter derved en heel Stat paa svage Fødder, da man i saa Maade kan agte
en saadan Mands Undergang ligesaa skadelig for en Republiqve, som naar et Skib
mister et af sine fornemste Redskaber; allerheldst naar man længe maa søge, førend
man kan finde den, der ey saameget kan beklæde den Faldnes Charge, som succedere
hans Habilite og Conduite. Derfore har een af Eders Philosophi meget viiselig sagt,
at iblant de tamme Dyr var en Hykler, og iblant de Vilde var en Bagvasker det al¬
lerfarligste Dyr. Vi maatte vel altsaa tage i høy Betænkning, at forunde dig Bor¬
gerskab. Udi vort Rige florerer saavel en private som almindelig Fred og Rolighed.
Men det er at befrygte, at du ved dine sædvanlige Calumnier kunde sætte de Døde i
Haaret paa hinanden. Hvorfore vi agte det raadeligst, at assignere dig en Boepæl
udi een af vore Udørkener; og kan du saa meget mindre see dig fornærmet herved,
som at du ved dit umenneskelige Forhold udi de Levendes Rige, selv haver prænume¬
reret paa et Sted iblant vore vilde Undersaatter. Dommen var afsagt. Her gieldte
ingen Apellation. Den blev uden videre Kiendelse exseqveret, og jeg maa nu for
ævig Tid hvile afsides fra de andre Døde, paa dette fæle og grusomme Sted.
Jeg tænkte ved mig selv: Ak at denne Dødes Brødre vare her Tilskuere i mit
Sted! Men i det samme syntes mig, at Min Herre stod ved Siden af denne ulyk¬
salige Døde, hvorudover der paakom mig en saadan Gysen i mit Blod, at jeg vaag¬
nede derved. Jeg fortæller Min Herre denne min Drøm udi største Fortrolighed,
med Begiering, at Min Herre vil beholde den hos sig selv til Deres egen Efterret¬
telighed.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur
B. MÖLLMAN.


Drømmeren.
Num. 4.
Løverdagen, den 1 Septbr. 1759.
Hr. C.
T¬
illad, Min Herre! at jeg i Dag indfinder mig hos Dem med dette Blad. Jeg
var i Gaar af en Hendelse kommen udi et vist Selskab, hvor man havde den
Ære, at erindre min Herres Navn. Man talede just den Tid om Project¬
Magere. Nogle af Selskabet holdte for, at dette Slags Skabninger ere lige saa
skadelige i Staten, som Novatianer i Kirken, hvilke udi Historien afmales med for¬
teste Farve, fordi de ved deres interesserende Væsen have foraarsaget store Uroelig¬
heder. Men ligesom disse udlode sig med megen Forbittrelse imod alle nye Forslag,
formeenende, at en Republiqve var best tient med, at alting beholdte sin gamle Skik¬
kelse, og at det kunde drage adskillige farlige Følger efter sig, naar man arbeydede
paa nye Forandringer, og vilde reformere det, som ikke synes saa Regelret; Saa
meente derimod andre, at man burdte raisonnere om denne Sag med Limitation,
og ikke skiære alle Project=Magere over en Kam, da et og andet Forslag til de gamle
Tings Forandring eller Forbedring kunde have sin store Nytte. Jeg for min Person
tog intet Partie, men var allene en blot Tilhører, og naar nogen æskede mine Sen¬
timents herom, undskyldte jeg mig med min store Vankundighed i Stats=Sager, og
bad derhos, at Selskabet ikke vilde opholde sig over min Taushed, saasom jeg ikke
vidste at raisonnere om andet, end hvad jeg kan drømme mig til.
Merkeligt er det, at just denne samme Sag, som jeg i Gaar hørte ventileret
udi ermeldte Selskab, blev mig udi Nat forestillet udi Drømme, og maatte jeg
snart falde paa at biefalde deres Mening, der sige, at de Ting, man omgaaes med
om Dagen, komme en gemeenlig fore om Natten i Søvne. Men endnu meere
merkeligt er det, at jeg syntes, at Min Herre i Nat giørde min afdøde Ven og mig
Selskab udi de Dødes Rige, og allevegne, hvor vi kom frem, havde Min Herre
et og andet at erindre ved alle forekommende Indretninger. Efterat vi havde beseet
et og andet, som Min Herre agtede værdigt at betragte, og min Ven vilde føre os
ind udi en af de Dødes Boliger, syntes mig, at Min Herre tog udi Hast Afskeed


14
fra os med disse Ord: Jeg har endnu meget meere at bestille udi de Levendes Rige,
til det almindelige Væsens Forstyrrelse.
Min Ven aabnede den Dødes Bolig. Vi forefandt ham liggende, havende
en stor Deel Papirer omkring sig. Han saae os an med mørke Miner. Vel mue¬
lig vi ved vores Komme havde forstyrret hans Concepter. Min Ven, som havde
kiendt ham i de Levendes Rige, aflagde en Undskyldnings=Compliment for os begge.
Den Døde begyndte at lee, det beste han kunde. Jeg tænkte han loe mig ud som en
Fremmed. Min Ven, som vel muelig havde mærket mit Ansigtes Forandring,
spurgte om Aarsagen til hans Latter. J det jeg seer denne Fremmede, sagde han,
erindrer jeg mig mine Medborgere udi de Levendes Rige. En stor Deel af dem el¬
skede og ønskede Forandring udi een og anden Post. De fæstede deres Øyne paa frem¬
mede Stater. De vare misfornøyede med deres egne Indretninger. Det var ikke
min Sag, at undersøge hvorvidt denne deres Misfornøyelse havde Grund eller ikke.
Jeg søgte allene at betiene mig af samme til mine egne Fordeele. Min Jndbildning
var ligesaa frugtbar paa Jndfald, som min Forstand var utilstrækkelig til at indsee
en Sag i sin fulde Sammenhæng. Det var mig ikke heller om at giøre, at bringe
saadanne Projecter paa Bane, hvis Muelighed kunde falde enhver i Øyet, og hvis
Nytte kunde blive almindelig. Jeg gik stedse med nye Forandringer og Opfindelser i
Hovedet, og jeg var undertiden paa en Dag frugtsommelig med 15 Projecter. Jeg
havde og Resolution til at proponere dem paa sine behørige Steder. Jeg udøste med
megen Jver og Nidkiærhed mit patriotiske Hierte paa Papiret. Det almindelige
Beste var baade Exordium og Text udi mine Forestillinger, og jeg declamerede paa
det heftigste imod al egen Jnteresse. Men uagtet de Fornuftiges accurate Examen
ved første Øyekast demasqverede mit Øyemeed, og viiste, at Kierlighed til egen Baa¬
de var Hoved Hiulet, der drev den heele Machine, var jeg dog saa ublue, at jeg
continuerede med mine Projecter. En stor Lykke for det almindelige Beste, at den
største Deel af mine Forslag fandt Modstand; thi de faae af dem, jeg fik anbragte,
foraarsagede Ulykke nok. Jmidlertid fandt dog mine Foresvatsinger efterhaanden
Ørne hos dem, hvis Øyne vare alt for dunkle til at kunde igiennemsee mit opstillede
Perspectiv, og da disse efter deres politiske Jndsigt havde fattet høye Tanker om min
Capacite saavelsom om min patriotiske Redelighed, fik jeg alt nærmere og nærmere
Acces. Da jeg nu deels ved mine Projecter, og deels ved at fiscalicere over andre,
var bleven visse Personers Orakel, fik jeg Leylighed til at supprimere et og andet ind¬
kommende nyttigt Prosect, at ikke mine egne derved skulde tabe deres sminkede Anseelse,
eller og aldeles blive forkastede.
Man seer ungefehr heraf, hvor stor en Patriot jeg var. Men herpaa gav
jeg mine Medborgere des kiendeligere Prøver, alt som jeg kom alt meere og meere
udi publiqve Affaires. Jeg vidste meget vel, at hvis et Societæt skulde blive sat udi
en blomstrende Tilstand, og dets Undergang præcaveres, maatte alle dets Lemmer
være enige i det, der kunde befordre dets Lyksalighed og tiene til dets bestandige
Conservation; Følgeligen burdte ingen betragte sig for sig selv, og tage Motiver til
et og andet af sig selv, men ansee sig i den nøyeste Connexion med de andre af Socie¬
tetet, og altsaa determinere alt sit Foretagende af den Nytte, der kunde være almin¬
delig, og strekke sig til alle de andre Lemmer. Men jeg fandt aldeeles ikke min Reg¬
ning ved at følge disse Principia. Jeg saae allevegne paa mig selv og min egen Con¬


15
servation. Mit Principium var dette: Enhver for sig, og GUd for os alle. Jeg
opførte mig derfore udi enhver publiqve Affaire som de interesserede Ridefogder eller
Forvaltere, der bringe adskillige Forslag paa Tapetet, for at spille sig selv endeel af
Godsets Revenuer i Hænderne. Ved et og andet af de publiqve Etablissements fandt
jeg adskilligt at reformere. Jeg prædikede i sær om en Mennage, som hidindtil ikke
var bleven iagttaget; og for desbædre at sette Vedkommende Briller paa Næsen, satte
jeg min egen Jnteresse lidet til side, og viiste dem Mueligheden ved een og anden Ud¬
redning. Men herved slog jeg toe Fluer med et Smek. Paa den ene Side fattede
herudover Vedkommende de høye Tanker om mig, at mit Væsen var uinteresseret,
og for desmeere at bestyrke dem her udi, afslog jeg en og anden anseelig Present fra
dem, der fandt sig temmelig fornærmede ved mine nye Indretninger; men om min
Kone siden imodtog de samme skal jeg lade være usagt, men saa meget erindrer jeg
mig, at jeg derfter outrerede dette Axioma: Leben und Leben lassen temmelig
vidt. Paa den anden Side giorde jeg herved mine Medbydende suspecte for deres
forrige Oeconomie. Jeg slog stedse ved alle Leyligheder paa den Streng hos Ved¬
kommende, at enten havde man stukket under sig, eller og havde Opsigten ikke været
som den burdte, men hvilken af Deelene skeed var, vare de uværdige og skadelige.
Den største Fortroelighed blev da sadt til mig, og mine Projecter gik for sig med
Succes. Jngen profiterede meere derved end jeg selv, og det meere end i en Hen¬
seende. Mine Medbydende vare vel ikke saa blinde, at de joe indsaae mit interesse¬
rende Væsen? De begrebe meget vel, at mange Erindringer kunde giøres imod mine
Forslag. De saae uden Vanskelighed, at Sagen var allerbest, naar den beholdte sin
gamle Skikkelse. Jkke destomindre havde de dog intet imod mine nye Indretninger
at indvende. Paa den ene Side havde de vel det almindelige Beste for Øyne, som
de saae maatte lide derunder; men naar de paa den anden Side fæstede deres Øyne
paa mig, som Projectmager, og den Connexion, de vidste jeg stod udi med Visse,
bragte Frygten for tilkommende Fortrædeligheder dem til, at approbere det, som de
udi deres Hierter fordømte. De vare altsaa ligesaa gode Patrioter som jeg.
See saaledes vidste jeg at spille min Rulle udi de Levendes Rige, og jeg blev
ved med mine interesserede Projecter indtil min Døds Dag. De samme vare saa
mange i Tallet, at man i steden for de ellers brugelige Høvle=Spaane, betienede sig
af dem til at fylde min Liigkiste. Jeg forslaaer nu Tiden med at igiennemlæse dem,
men forundrer mig derhos høyligen over, at jeg havde kundet faae saa mange af dem
anbragte. Jeg har nu Tid nok til, at eftertænke min uforsvarlige Opførsel imod det
almindelige Beste, og jeg er aldeles forvisset om, at mit Navn staaer meget fort an¬
tegnet hos mine efterlevende Medborgere. Men hvorfore taale de endnu mine Brø¬
dre hos sig? Hvorfore udstøder de dem ikke af det menneskelige Societæt, som Fien¬
der af det almindelige Beste? Man maatte herudi, svarede min Ven, ofte forløbe
sig, og J bør ikke maale alle Project=Magere med Jeres egen Alen. Naar en Slags
Fornødenhed udfordrer Forandringer. Naar man efter alle Omstændigheders Be¬
tragtning kan see, at det almindelige Væsen mærkelig kan være tjent med nye Anstal¬
ter, og at den Nytte, man forud seer, kunde flyde af disse, langt overgaae Fordee¬
len af de gamle Indretninger, bør Forandringen gaae for sig, og ingen, uden lidet
retskafne Patrioter, kan støde sig over samme. Et Project bør undersøges, førend
det forkastes; og ligesom der ere de, der lade egen Jnteresse være det Maal, til hvil¬
ket deres Forslag sigter; saa gives der og de, der i slige Affaires kan være vel inten¬


12
tionerede, og efter deres Skiønsomhed meene, at kunde giøre sine Medborgere en
Tieneste, om de tilveyebragte en eller anden Anstalt, hvorved det almindelige Beste
kunde fremmes. Men om end disses Forslag af Mangel paa tilstrekkelig Jndsigt i
alle de Følger, der dependere af det samme, falder ikke altid ud efter Ønske, bør
man ikke ansee dem, som ildesindede Projectmagere, men som lidet erfarne Stats¬
mænd, der ey med en politisk Forsigtighed kan oversee det heele Systema, og agte
hvorledes Anstalterne efter deres Plan, kan staae i Connexion med andet, der kan
giøre deres Pojeet meere skadelig end gavnlig. Ey at tale om, at endog et efter For¬
sigtigheds og alle sunde Stats=Regler indrettet Project, kan enten af Mangel paa
den fornødne Assistence ved Jverksettelsen blive forqvaklet, eller og formedelst indlø¬
bende Conjuncturer blive forrykket fra sin Plan. Desaarsage var jeg aldeles ikke,
imedens jeg var i de Levendes Rige, paa deres Partie, der holdt fore, at naar et
Project ikke befandtes nyttig, burdte Project=Mageren enten exemplariter straffes,
eller og efter Omstændigheden paa en eller anden Maade prostitueres. Derimod var
jeg af den Mening, at intet Project burdte imodtages, uden af dem, om hvis pa¬
triotiske Retsindighed og politiske Erfarenhed man i Forveyen var fuldkommen over¬
beviist, samt og at alle fremmede Projectmagere burdte ved første Anmelding afvises,
men derfor ikke forvises, saasom de maaskee kunde i andre Maader besidde de Meri¬
ter, hvorfore de ved Leylighed kunde employeres, frem for mange unyttige og
uduelige - - -.
Jeg vaagnede, og i det jeg erindrede min Drøm, resolverede jeg at stille Min
Herre, som en ægte Kiendere, den omdrømte Dødes Portrait for Øyen, forhaaben¬
de, at det saa meget meere vil befalde Dem, som at De, vel muelig, derudi vil
blive adskillige Lineamenter af Deres egne vaer.
Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur
B. MÖLLMAN.


Drømmeren.
Num. 5.
Løverdagen, den 8 Septbr. 1759.
Hr. D. & Compagnie!
Jeg maatte høyligen forsee mig, hvis jeg vilde unddrage Eder, Mine Herrer!
min Fortrolighed, eller efterlade at give Eder Part udi mine Lidelser. Jeg
veed, at J have den samme Plage om Dagen, som jeg om Natten; og alt¬
saa skulde det, vel mueligt, blive saavel Eder som mig en Slags Lindring, at vi
klage vores fælles Lidelse for hinanden.
Min afdøde Ven indfandt sig, som sædvanligt, forgangen Nat, og ledsagede
mig til de Dødes Rige. Jeg har, sagde han, noget mærkeligt at lade Jer see og
høre. Minos, vores Regent og Dommere, er kommen i Erfaring om, hvorledes
et og andet Embede er bleven betroet til uduelige og uværdige Personer. Desaarsa¬
ge har han besluttet, at han ved alle forefaldende Vacancer selv vil imodtage de An¬
søgendes Memorialer. Han bær aldeeles ingen Tvivl om, at jo de, der forhen ha¬
ve gjort Forestilling paa de Ansøgendes Vegne, have viist al Retsindighed og Re¬
delighed; men han har eftertænkt, at saasom det er dem umueligt at kunde kiende de
Ansøgendes Capacite og Forhold, saa har deres Forestilling maattet grunde sig paa
andres Recommendationer, om hvis Upartiskhed og patriotiske Hensigt paa det al¬
mindelige Beste de kunde have de samme Tanker, som om deres egen. Men jeg
tvivler høylig paa, at Minos herved vil naae sit Øyemeed. Jeg troer ikke heller,
at han selv haaber det. Dog kan denne hans Beslutning i en og anden Henseende
have sin store Nytte.
Jeg havde noget paa Tungen at vilde have sagt min Ven i denne Sag; men
han tog mig ved Haanden, og iilede med mig hen til en Bolig af temmelig Størrel¬
se. Han førte mig derind, og jeg saae her Minos siddende paa et forhøyet Sæde.
Der fremstillede sig da i det samme en Person udi en prægtig Eqvipage. Jeg ansaae
ham for een af denne Regentes Ministre, men jeg erfarede strax, at han var en
Solicitant. Han overleverede Minos sin Memorial, hvori han beraabte sig paa


Dt i8. 300
hans Herkomst, og paa de Tienester, hans Fædre havde giort Republiqven. Mi¬
nos tilspurgte ham, om han havde lagt sig efter de Ting, der kunde giøre ham skik¬
ked til det Embede han her søgte? Solicitanten svarede ikke til det Spørsmaal, men
blev ved at beraabe sig paa det forrige, formodende, at Minos i Betragtning deraf
vilde have Naade for ham. Jeg tager, svarede Minos, ganske vist, de Tienester
i Consideration, som dine Forfædre kan have giort os, og enhver Regent anseer og
bdelønner saadanne Personer, der ved een eller anden Merite destingverer sig. Lige¬
som de og pleye at regalere deslige Personer med saadanne Naades= og Æres Beviis¬
ninger, hvorudi deres Børn og Afkom tage Deel; men dog bør disse ikke misbruge
deslige Prærogativer, men meget meere lade de samme være dem des større Opmun¬
tring til at skiønne paa og giøre sig værdige til den Naade, deres Forfædre er blevne
vederfaret, i det de træder udi deres Fodspor, og beflitte sig paa, at kunde i en eller
anden Maade være Republiqven til Nytte. Jeg maatte altsaa see ligesaa slet til for
det almindelige Beste, naar jeg af blotte Consideration for dine Fædres Meriter,
vilde benaade dig med den ansøgende Station, som at du viser dig en slet Patriot,
i det du giør Ansøgning om et Embede, som du ey forstaaer at forestaae.
Efter denne fremstillede sig en anden, der udi sin Ansøgning beraabte sig paa,
at han havde Kone og smaae Børn, og intet at forsørge dem med. Minos til¬
spurgte Solicitanten, om han, da han giftede sig, enten sad i nogen Slags Næring
og Brug, og det siden formedelst vanheldige Tilfælde var gaaet til agters for ham,
eller og om han den Tid eyede en saadan Capital, af hvis Renter han kunde under¬
holde Kone og Børn? Solicitanten benegtede begge Deele. Da har du, sagde Mi¬
nos, ligesaa liden Raison til at forestille mig din Kone og smaae Børn som en Mo¬
tive ved din Ansøgning, som at du har viist dig en slet Patriot, i det du uden at
vide hvormed Kone og Børn skulde kunde forsørges, har vildet populere vores Repu¬
bliqve med Staadere, der maa blive dine Medborgere til Byrde. Derfore, ligesom
en Kone har Frihed til at forlange Skilsmisse=Dom, naar hendes Mand ikke er i
Stand til at forsyne hende; saa vil jeg og paabyde, at en Kone herefter skal have
samme Magt, naar hendes Mand ikke kan forsørge hende; med mindre det kunde
bevises, at han formedelst en foregaaende Elskovs Nærmelse er bleven tvungen til at
ægte hende. Minos tilspurgte Solicitanten fremdeles, om han og forstod de Ting,
der udfordredes til at forestaae det omsøgte Embede? Solicitanten meente, at den
Sag skulde nok finde sin Rigtighed, naar han først var kommen ind i Embedet.
Men Minos afviiste ham med dette Svar: Embeder bør ikke bortgives af Medli¬
denhed over Solicitanternes slette Omstændigheder, da man i saa Maade bør meere
see paa det almindelige Væsens Tarv, end paa, en particulair Persons, at de kan
blive forsynede med habile Mænd.
Derefter fremkom en Person, hvis Ansøgning var geleydet med anseelige Re¬
rommendationer. Minos tilspurgte denne, hvad hans Forretning hid til Dags
havde væket? Solicitanten svarede, at han fra sit 14de Aar af havde bortsat sin Tid
ved at føre Stang=Lygten bag paa en Carosse, og at løbe ved Siden af en Porte¬
Chaisse. Har du da ikke imidlertid for Resten lært noget andet? Solicitanten gav
til Giensvar, at han til Nød kunde skrive sit Navn. Hvorledes tør du da, sagde
Minos, understaae dig at giøre Ansøgning om dette Embede? Solicitanten, som
stolede paa sine anseelige Recommendationer, og ey havde formodet sig nogen Efter¬


Dk i90
spørsel om sin Habllite, beraabte sig atter paa de samme. Men Minos svarede:
Jeg har til den Ende selv vildet uleylige mig med, at anhøre de Ansøgende, at ikke
uværdige og udygtige Personer skal indsnige sig i Embeder; og have de, der have
meddeelt dig deres Recommendation til dette Embede, enten vildet spille en Comoedie
med dig; eller og, hvis deres Hierte haver svaret til deres Pen, have de derved kien¬
deligen røbet deres slette Hensigt pva det almindelige Beste.
Fremdeles fremkom en geistlig Mand med sin Ansøgning, hvorudi han beraab¬
te sig paa, at han udi nogle Aar havde siddet udi et almindeligt Kald, og bad der
fore, at Minos vilde have den Naade for ham, at forunde ham det vacante Præ¬
ste Embede. Minos tilspurgte Solicitanten, hvormeget hans Kald kunde ungefehr
importere ham aarlig? Kaldets Jndkomster, svarede Solicitanten, ere et Aar min¬
dre, et andet større; dog kan jeg alletider giøre mit Facit paa 4 til 500 Rdlr. aar¬
lig. Er da, spurgte Minos; din Huus=Familie saa stor, at du ey kan underholde
den med disse Jndkomster? Jeg kan vel, svarede Solicitanten, komme ud dermed;
men det lidet, der bliver til overs, vil kun blive en maadelig Arvepart for mine
Sønner. Vel, sagde Minos; du har et Kald, hvoraf du, efter egen Tilstaaelse,
kan ernære dig og dine. Hvad dine Sønner angaaer, da have de, naar du ingen
Arvepart efterlader dem, desmindre at rutte med ved Academierne, og kan de derud¬
over nødes til, med desstørre Flid at lægge sig efter de Ting, hvorved de kan erhol¬
de deres Ophold og tiene det almindelige Væsen. Overalt maatte du vide, at det er
dig og dine Medbrødre, der allene burdte følge det indvortes Kald, aldeles uanstæn¬
digt, at de som Leye=Svenne vil lade sig for Gevinsts Skyld trække fra en Menighed
til en anden, da de burdte lade sig nøye med det, de have, indtil man selv, forme¬
delst en eller anden Omstændighed, fandt for got at forflytte dem.
Efter denne fremstillede sig en anden med Ansøgning, at det maatte tillades
ham at afstaae sit Embede til en anden. Minos fæstede sine Øyne paa denne og
sagde: Mig synes, at du endnu ikke er saa gammel og skrøbelig, at du jo selv kunde
forestaae det dig anfortroede Embede? eller og vil du, maaskee! afstaae det, fordi
du ikke selv forstaaer at forrette det? Solicitanten benægtede begge Deele, og sagde,
at den Person, som han agter at afstaae sit Embede til, har tilsagt ham en anseelig
Summa Penge til Afstaaelse, og har desuden forbunden sig til, at give ham en aar¬
lig Pension, saalænge han lever. Saa hører jeg da, sagde Minos med en fortør¬
net Mine, at man marchanderer med mine Embeder, og derved letteligen kan sætte
det almindelige Beste paa Spil. Har du, spurgte Minos en fuldkommen Kund¬
skab og Erfarenhed om, at den Person, som du vilde, om det blev dig tilladt, af¬
staae dit Embede til, besidder den fornødne Capacite og Dygtighed? men herom var
Solicitanten aldeeles ukyndig. Hvorledes tør du da, spurgte Minos, komme frem
med en saa ublue Ansøgning? Har jeg sat dig i Embede, at du skulle see meere paa
dit eget end paa det almindelige Beste? Og viser du dig ikke ved denne Ansøgning,
en meget slet Patriot, at du for din egen Jnteresse Skyld vil sette det almindelige
Beste paa Spil under en udygtg Successor? Fremdeeles maatte jeg spørge, om du
anseer det Embede, jeg for din Person har betroet dig, som en Eyedom, den du ef¬
ter eget Behag kan afhandle til hvem du lyster? Og endelig maatte du vide, at saa¬
længe du selv har Kræfter og Habilite til at kunde forestaae dit Embede, du da baade
handler imod Naturens Lov, saa og imod de Pligter, du er det almindelige Væsen


D06 20
skyldig, naar du enten, som jeg nu hører, for Penges skyld, eller for at see en af
dine Døttre forsørget, eller for at leve i Magelighed, vil afstaae dit Embede. Men
saasom du endeligen vil af med dit Embede, saa finder jeg nu for got, uden nogen
din Forestilling, at forsyne det med en anden habile Person.
Derefter fremstillede sig en anden Solicitant. Denne var af Profession en
Skrædder. Han havde paa nogen Tid med en ugemeen Flid studeret Aviser og nogle,
saa kaldede Stats-Sager; og saasom han nu havde gjort sig færdig i de Ungarske,
Preussiske, Engelske og Franske Affaires, meente han at kunde meritere noget høyere,
end at døe en Skrædder. Desaarsage havde han nu kastet sin Sax og Syenaal fra
sig, befalet sin Kone og sine Døttre, at binde deres Nakke=Haar ind med en Sløife,
og lagt sig selv en Treelokked Peruqve til, saasom han nu vilde giøre Ansøgning om
at blive Embedsmand. Minos tilspurgte Solicitanten, hvormed han hidtildags
havde ernæret sig? Denne svarede, med mit Skrædder=Haandværk. Saa giør du,
sagde Minos smiilende, meget vel imod dig selv, som imod det almindelige Væsen,
at du tiener dine Medborgere med det, du haver lært; og er det desuden at befrygte,
at om du end var skikked til det Embede, du her søger, du dog vilde beholde dine
gamle Principia, og at see dig selv forsynet med alt for store Accideneer, og giøre
dig et Snit profitablere end et andet
Vægteren peeb i det samme uden for mine Vinduer, og skraalte af fuld Hals,
Brand! Brand, hvorved jeg vaagnede. Jeg ønskede mig, at kunde falde i Søvn
igien, for at kunde continuere min Drøm, saasom der endnu var en god Deel desli¬
ge Solicitanter tilbage, paa det jeg kundet give Eder, Mine Herrer, hver sit Stykke.
J maa altsaa, Mine Herrer! tage til Takke med denne afbrudte Drøm, men haa¬
ber dog, at J selv ved sorefaldende Leyligheder vil complettere den.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur
B. MÖLLMAN


Drømmeren.
Num. 6.
Løverdagen, den 15 Septbr. 1759.
Hr. E.
D¬
e, har, Min Herre! største Føye til at bebreyde mig min liden Fortroelighed,
til Dem, at jeg, da man forsikrer, at De ingenlunde meriterer det sidste
Stæd iblant Dagdrømmere, ikke efter Skyldighed har givet Min Herre den
Dem tilkommende Rang og Sæde. Maatte Undskyldninger finde Stæd, kunde jeg
haabe, at Min Herre vilde tage den for gyldig, nemlig, at jeg ey før har været
fuldkommen underrettet om Deres Lidelse; og har jeg nu saa meget meere Aarsag
til at tage Deel i samme, som at jeg selv har haft Følelse af dens tærende Kraft.
Men i det jeg ved dette Blad andrager mit Hiertes Anliggende, søger jeg langt fra
ikke den behøvende Lægedom imod den Svinde=Soet, min Pung har faaet en Green
af, ved Min Herres Tienstagtighed; men jeg haaber, det vil blive mig en Slags Lin¬
dring, at jeg, ved at fortælle Min Herre noget af mit Natte=Drømmerie, kan sige
Dem saa uformærkt min Hiertets Mening i Øynene.
Mig syntes, at jeg nu afvigte Nat befandt mig hos min afdøde Ven udi de
Dødes Rige. Han førte mig til en af de Dødes Boliger, hvilken han aabnede. Min
Ven gav mig Underretning om denne her residerende Døde, og jeg havde kiendt ham.
Ved Indtrædelsen udi hans Boelig raabte han til mig: Jeg veed Eders Ærinde;
men jeg kan nu ikke være Jer til Tieneste; J faaer at addressere Jer til mine Brø¬
dre i de Levendes Rige! Jeg studsede ved denne Hilsen, og som jeg ikke kunde be¬
gribe, hvad den vilde sige, bad jeg han vilde explicere sig noget tydeligere. Paa
dette mit Forlangende fik jeg intet Svar; men i dets Sted sagde han: Jeg vil, om
jeg kan tiene Jer dermed, give Jer en kort Underretning om mit vanskabte Væsen
og Forhold udi de Levendes Rige.
Jeg var af de Slags Mennesker, der have hensolgt sig til Gierrighed. Ved
Overgivelsen til denne Last, blev jeg strax forsynet med saadanne Principia, der
tiente til at befordre mine egne Fordeele. Jeg loe af dem, der vilde henvise mig til


S 22 P4
en Patriotes Pligter, og jeg drev Spot med deres Lærdomme, der sagde, at den
ene Borger er efter Naturens Lov forbunden til at rekke den anden Haanden. Min
Lydighed var langt større imod de Love, min Begierlighed efter Rigdomme gav mig,
og den samme var stedse som en tør Jord, fuld af Sprekker, der ikke kunde blive
lædsket. En liden Summa, jeg ved en lykkelig Hændeise var bleven Eyere af, gior¬
de mig begierlig efter meere, og for at see den samme Tid efter anden forøget, un¬
derkastede jeg mig et haardt og sulten Levnet. Jeg raadførte mig længe med min
Casse, førend jeg kunde resolvere mig til at forandre min Stand, og min høybydende
Herre, Sr. Gierrighed, befalede mig, jeg skulde see mig om efter en Brud, der i
det mindste havde lige saa meget som jeg selv. Jeg bespurgte mig med mine
Venner, for at faae fordeelagtige Anviisninger; men som disse ikke vidste hvorefter
jeg tørstede, bleve alle deres Forslag forkastede. Jeg resolverede derfore at gaae
efter mit eget Hoved, og jeg lugtede saalænge omkring i alle Kroge, indtil jeg om¬
sider naaede mit Ønske.
Men saa riig som min Brud var, saa ulige sindet var hun og med mig. Min
Huusholding havde udi min Eenligheds Stand kun kostet mig lidet. Nu maatte
jeg derimod med største Bedrøvelse betragte, at min Hustrue ikke kunde finde sig i at
sulte, og at hun ey vilde være slettere klæd, end hendes Naboe=Koner. Dette for¬
rykkede aldeles min Plan, og mine Udgifter til nødtørftige og høystnødvendige Ting
syntes mig alt for store. Jeg besluttede derfore, at indskrænke min Kones Begier¬
ligheder. Selv forestod jeg mit Kiøkken, og jeg passede ret nøye paa, at der ey kom
fleere Gryn i Gryden, end de jeg selv havde aftalte. Jeg fordrede det skarpeste Re¬
genskab af miin Kone og Kokke=Pige, for det, der kunde levnes fra Bordet, og naar
jeg gik ud, satte jeg Mærke i Brødet, for at forekomme dets Formindskelse. Og at
min Kone udi min Fraværelse ikke skulde have nogen Uleylighed med at tractere hen¬
des Visiter, udelukte jeg hende fra alle Ting. J kan let forestille Jer, hvormeget
saa gierrig en Dievel, som jeg var, kunde elskes af sin Kone, og kunde man ey me¬
get undre sig over, om hun sukkede efter min Død, eller forfalt til nogen Yderlig
hed, der alt maatte tilskrives min umættelige Gierrighed.
Ved hver Seng lod jeg hænge en Pose, hvorudi Fiererne ved Sengenes Op¬
reednig skulde samles; og jeg bukkede mig vel femten Gange om Dagen, for at op¬
sanke Knappenaaler efter min Kone paa Gulvet. For at spare paa Skillingen, un¬
derkastede jeg mig det nedrigste Arbeyde, og naar nogen traf mig under deslige For¬
retninger, sagde jeg, at min Sundheds Conservation udfordrede en saadan Motion.
Saaledes vidste jeg og i alle andre Maader at sætte Sminke paa min Gierrighed og
Nidskhed. Spurgte man, hvorfore jeg lod mine Børn gaae i nogle usle Pialter,
svarede jeg, at de i Tide maatte vænnes til Mennaae og Tarvelighed; og vilde man
vide, hvad der kunde bevæge mig til, at holde saa sulten og mager en Diæt, svarede
jeg, at store Sygdomme og en tilig Død ere nødvendige Følger af megen Spiisning;
Alle fornuftige Medici raade til liden og slet Føde, og jeg har stedse befunden mig
vel, ved at lædske min Tørst af Vand=Spanden, og at stille min Hunger med tørt
Brød.
Jeg havde giort en Pagt med min Penge Casse, at jeg stedse skulde stræbe at
formeere den. Jeg frygtede for, at blive bekiendt for en bemidlet Mand; og at


Dt 23300
jeg kunde blive frietaget fra de Pligter, som Kierlighed befalede mig at vise imod an¬
dre, klynkede og bejamrede jeg mig selv som en fattig Mand. Jmidlertid var min
Fortroelighed til Forsynet saare liden. Enhver Skilling, jeg anvendte til at ophol¬
de Livet paa mig og mine, formeente jeg at kunde give mig Betle=Staven i Haanden.
Jeg vilde derfore selv præcavere min Fattigdom, og dette meente jeg allerbest at kun¬
de skee, naar jeg forbandt mig ved Eed, at vilde leve et usselt Liv, og at jage Kier¬
lighed til Næsten paa Dørren. Og dette mit Løfte holdte jeg og som en ærlig Mand.
Jeg giorde aldrig noget Menneske got, og min Levemaade var uslere end mangen
Slaves. Jeg var ofte vred paa Naturen, der befordrede Madens Fordøyelse, og
jeg ønskede mig ofte Obstruction, at et magert Maaltid kunde have været nok for en
heel Uge.
Synes J nu vel, at der kunde gives en større Vanskabning i det menneskelige
Societæt, end jeg var? Jeg satte Ære, Liv, ja det som vigtigere er i Fare, allene
for at kunde forøge mine Midler, af hvilke jeg dog ikke høstede andre Fordeele, end
Sinds Urolighed og en ond Samvittighed. Jeg underkastede mig de største Besvær¬
ligheder; Jeg trættede mit Legeme med unødvendig Arbeyde; og jeg lagde mig aldrig
nogen Nat til en tryg og rolig Søvn. Det mindste, der rørte sig i mit Huus om
Natten, kunde sette mig i største Angest og Skræk, og naar jeg sov, drømte jeg be¬
standig om Besøgelser af Tyve.
Men omendskiønt jeg, for saavidt jeg var betagen af en umættelig Gierighed,
samlet med Nidskhed og Karrighed, var lastværdig og skadelig nok; saa dog havde
jeg ikke været saa skadelig for mine Medborgere, hvis jeg havde ladet mig nøye med
mit eget. Jeg ansaae Verden, som den, der allene var skabt for min Skyld. Jeg
bildte mig ind, at Himlen havde meddeelt mig et Skiøde, der satte mig i Possession
af Verdens Rigdomme, og jeg tænkte, at jeg havde første Prioritæt i andres Mid¬
ler. J saa Maade betragtede jeg mine Medborgere som mine Debitorer, i hvis
hvis Boe jeg havde Friehed at giøre Jndførsel, naar og paa hvad Maade jeg lystede.
Enhver vidste, jeg besad Midler, uagtet jeg stedse klynkede og udraabte mig selv for
en fattig Mand. Adskillige indfandt sig derfore hos mig, og jeg lod ikke lettelig
nogen Leylighed gaae forbie, der kunde befordre min Jnteresse. Man havde visselig
gjort mig Uret, om man havde villet anføre mig paa de Ubarmhiertiges Liste. Jeg
holdt det for noget nedrigt, at udgive en Skilling eller toe som en Almisse; og for at
bevise Urigtigheden i deres Slutning, der i Anledning af dette vilde dømme mig
som en lidet Medlidende, saa gav jeg alle Trængende frie Addresse til min Casse.
Hvad deyligere Beriis kunde der vel aflegges paa en god Borger, og en barmhie rtig
Broder? Min Casse stod aaben for alle Trængende, at forstaae saadanne, der kunde
give 12 a 15 pro Cento Rente; og for at kunde profitere desmeere, udgav jeg mig for
en Commissionairs, og paastod derfore anseelige Douceurs for min Umage og Tienst¬
agtighed. Jeg vidste heel mesterlig at trække Rus med unge bemidlede Cavallierer,
og naar jeg, for Exempel, laante dem 100 Rigsdaler, maatte de give mig deres
Obligation for halvandet, ja vel og to Hundrede; men ey nok; jeg saae mig alletider
vel forsynet med slette og vel-beklippede Ducater, hvilke disse Messieurs maatte tage
for 15 Mk. Støkket, hvorved jeg og profiterede noget anseeligt. Men i hvor haarde
end disse Vilkaar vare, vare de dog glade ved, at de kunde faa Penge at sville bort,
og at anvende paa deres Maitraisser. Naar Forfalds=Tiden kom, befandtes jeg ikke


Dok 2420
heller saa uvillig til at fornye Obligationen; og naar jeg derved gjorde Difficultæter,
skeede det kun for at faae Renterne multiplicerede, og en Douceur oven i Kiøbet.
Jeg tænkte, at intet kunde være billigere, saasom jeg ikke saae mig forbunden til at
tiene andre omsonst; og jeg havde vel turdet spurgt, hvo der kunde befale mig, at
lade mig nøye med de tilladelige Renter? Jeg saae mig ellers alletider ved mine Pen¬
ges Udlaanelse vel forsynet med Pant; eller med suffisant Caution. Mine Præten¬
tioner paa store Renter havde et dobbelt Øyemeed; thi jeg sluttede fornuftig, at naar
Renterne vare utaalelige, og halvdeelen af Pantet ey kunde betales med den udlaan¬
te Capital, kunde jeg giøre mig Haab om, med Tiden at beholde saavel det ene som
det andet, hvorved mit Boe ikke tog nogen synderlig Skade.
Naar J nu eftertænker den skadelige Jnfluence, som min og mine Brødres
tærende og om sig ædende Gierrighed, haver udi det almindelige Væsen, seer J til¬
lige hvor slet en Borger jeg var, og hvor uværdige denne Passions Slaver vise sig
selv til Sted i det menneskelige Societæt, saalænge de under en saa skadelig Fiendes
Fane sigte imod deres egne Brødre og Medborgere - - -.
Jeg vaagnede, og min Drøm blev endt. Jeg har havt den Ære at fortælle
Min Herre den; men jeg har og det tilforladelige Haab, at Min Herre uden mind¬
ste Emfindtlighed haver anhørt den, og at De, uden at vredes derved, gierne skulle
kunde taale at anhøre de hesligste Caracterer, af Blod-Jgle, Blod-Suere, Gishals,
Peer Nitten=Gryn og deslige, naar De kuns kunde nyde Deres Fordeele derved.
Jmidlertid har jeg dog, saasom jeg veed, at Min Herre ikke er saa taabelig, at sette
sine Penge frugtesløse hen i et dødt billede, vildet give mig den Frihed, at offerere
Dem Deres livagtige Portrait, hvilket maa være Dem saa meget des angenemmere,
som at De faaer det for intet.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur
B. MÖLLMAN.


Drømmeren.
Num. 7.
Løverdagen, den 22 Septbr. 1759.
Hr. F. med kiære Brødre og Systre!
F¬
organgen Nat har jeg været en Tilskuere ved en Masqverade; men hvad enten
det var over eller under Jorden, kunde jeg ikke giøre mig nogen ret Forestilling
om. Hvor jeg end var, saa syntes mig udi Drømme, at min afdøde Ven
førte mig igiennem en stor illumineret Sahl, ind udi et mørkt Værelse ved Siden af
Sahlen. Jeg spurgte min Ven, hvi han vilde, vi skulde opholde os paa dette
mørke Stæd? Jeg har, svarede han, mine Raisons derfor. Paa denne Sahl
bliver opført et Slags Skuespil, kaldet Masqverade, dog ikke aldeles af den Jnd¬
retning som de hos Eder brugelige Masqverader, men hart af som Eders Comoedier,
hvor de agerende Personer ikke lade sig alle see paa eengang; og har jeg til den Ende
vildet stille os her i dette Værelse, paa det vi kan see og høre alting, uden at blive
seede af nogen.
Kort derpaa saae jeg en Person at fremstille sig under en Helligheds Masqve.
Jeg skulde nu, sagde denne Masqverede, begynde at søge min Lykke. Mit Liv er
en Kiede af Laster, og mit slette Forhold er saa bekiendt, at jeg i den Tilstand ikke
kan vente at naae mit Maal. Jeg hører, at Dyd og Piete bliver tagen i Betragt¬
ning, men jeg har intet af begge Deele. Jeg veed, det vil falde mig tungt, at
give min gamle Levemaade Afskeed, og jeg despererer om at kunde blive Mester over
mine Passioner. Dog Brødet er kiert; og min Kiereste synes, jeg giør hende Ti¬
den for lang, inden hun kommer i Brude=Seng. Jeg er altsaa nødsaget til, (paa
nogen Tid at forstille mig, og at holde mig indgetogen. Jeg faaer at giøre mig
bekiendt med nogle af dem, der have Ord for at være rædelige Siæle. Jeg vil ef¬
terabe deres Adfærd, og proviantere mig med deres Talemaader. Jeg vil ved alle
Leyligheder bejamre de fordervede Tider, og det forfaldne Zion. Jeg vil sukke over
Kirkens Tilstand, og paa det heftigste declamere imod Arbeydernes Søvnagtighed i
Viingaarden. Under denne Masqve haaber jeg, at naae mit Maal; og naar jeg


26
har faaet det jeg tragter efter, begynder jeg paa min gamle Leve=Maade igien, og
med Fornøyelse overlader min Masqve til en anden.
Efter denne fremstillede sig en anden paa Skuepladsen, under en Ærligheds
Masqve. Ak Himmel! raabte denne, hvor mange Intriguer har jeg vel ikke nu i
lang Tid spillet under denne Masqve? Det er Kunsten, sagde han videre, at den,
der i sit Hierte er en Bedragere, kan saaledes ved laante Oprigtigheds Farver for¬
blinde andres Øyne, at man Tid efter anden kan passere for en ærlig Siæl. Alle
søge mit Venskab; de fleeste blive bedragne; faae eller ingen mærker det. Jeg for¬
sikrer alle om mit redelige Hierte, og de fleeste ere saa dumme, at de ikke af Erfa¬
renhed kan lære, hvor lidet mine Gierninger svare til mine Ord. Det Gode, jeg
lover en, lover jeg og en anden, men ingen af dem nyder det. Jeg snakker enhver
efter Munden, og med den alvorlige Mine raader dem udi Fortroelighed til det,
som jeg forud seer vil blive deres største Ruin og Fordervelse. Jmidlertid gaae de
bort fra mig med dette Ønske: Ak! at Verden havde Mængde af saa oprigtige
Mænd!
Der denne forlod Skuepladsen, saae jeg endeel andre at fremtræde, hvoriblant
jeg blev en vaer uden Masqve, hvilket forundrede mig. Den Ydmygheds og Ær¬
bødigheds Positur, som de andre satte sig udi, for denne u-masqverede, gav mig at
forstaae, at han maatte være en stor Mand, eller een som havde noget at sige. De
udbade sig hans Grace, og ønskede sig det som en fuldkommen Lykke, at maatte være
hans Favoriter. Naar han talede, admirerede de alle hans Viisdom, og de taabe¬
ligste Ord af hans Mund, udraabte de som uforlignelige Klygtigheder. De sagde,
at Klogskab og Retsindighed spores i alle hans Gierninger, og at det var dem umue¬
ligt, at finde Ord nok til, at berømme hans usædvanlige Conduite. Denne saa i
Skyerne opløftede u-masqverede, ansaae disse Flatteurs som oprigtige, og han flat¬
terede sig selv af sine Ti bederes Mængde. Jmedens disse vare geskeftige i at over¬
bevise ham om deres Ærbødighed og Høyagtelse, lod en sig melde hos ham, der lod
ham vide, at hans Credit stod kuns paa svage Fødder, og at han med snareste maatte
frygte for sit Fald. Denne Tidende fatte ham i yderste Forskrækkelse, og han bekla¬
gede sig for disse sine Tilbedere. Den ene faae paa den anden, og ingen af dem ta¬
lede et Ord. Deres forrige Ydmygheds og Ærbødigheds Beviisninger bleve for¬
vandlede til Spodskhed og Foragt, og den ene gik bort efter den anden. Manden,
som befaadt sig allene paa Skuepladsen, mærkede da først, at disse hans Tilbedere
vare masqverede, og at deres Høyagtelse for ham, allene havde grundet sig paa hans
Formaaenhed.
Efter disse presenterede sig 2de Personer en af hvert Kiøn. Deres Samtale
gav mig strax at forstaae, at disse Folk vare Ægtefolk. Konen, som lod sig see,
under en traurig Masqve, omfavnede Manden paa det kierligste, og med megen
Hylen og Jamren beklagede, at hun nu, formedelst hans Forretning paa fremmede
Steder, skulde i saa lang Tid savne hans Nærværelse. Manden trøstede hende, det
beste han kunde, og gav hende Forsikring, at han, saavidt mueligt være kunde,
skulde forkorte Tiden. Derpaa tog han Afskeed fra hende, og hun fulgte ham med
væmodige Taare til Dørs. Saasnart Manden var borte, tog hun Masqven af, og
med Latter sagde: Det er vel Synd, at ønske Ont over sin Næste, men gid mine


27


Øyne aldrig meere maatte see denne Joseph. Jeg er imod min Ville bleven tvungen
til, at tage ham, saasom hans mange Penge forblindede mine Forældres Øyne; men
jeg kan for min Død ikke fordrage ham. Men har end mine Forældre kundet tvinge
mig til at ægte ham, saa skal de dog ikke kunde hindre, at jeg joe lader den beholde
mit Hierte, som jeg elsker, og min gamle Knub kan aldeles ikke, naar han ret tæn¬
ker sig om, fortænke mig, om jeg ziirer hans skaldede Pande med en Actæons Krone.
Jmidlertid veed jeg dog saa listig at omgaaes ham, at han er aldeles af de Tanker,
at jeg inderlig elsker ham. Jeg lader og i alle Ting, all optænkelig Omhyggelighed
see for ham, og jeg giver ham, skiønt med største Væmmelse, alle Kierligheds Ca¬
resser. Hver Gang han gaaer ud, stiller jeg mig ganske bedrøvet an, og min Pige
som forstaaer Rummelen, beder ham som oftest, at han ey maae gaae ud fra mig,
saasom jeg sidder bestandig og græber i hans Fraværelse. Men jeg har min visse Ab¬
sigt, hvorfore jeg spiller undet denne Masqve; thi naar jeg faaer overtalt ham til at
giøre Testamente, skal jeg tage Masqven af, og ved daglige Chieaner søge at trans¬
portere ham til de Dødes Rige.
Denne blev sueeederet paa Skuepladsen af 2de Personer under en Tapperheds
Masqve. Deres Øyne stode i fuld Flamme; deres Miner vare saa truende, og
deres Gang saa martialsk, at jeg zittrede hvor jeg stod, men jeg trøstede mig ved,
at de ikke kunde see mig. De discourerede med største Heftighed om Conjuncturerne
i Europa, og enhver af dem saae sig i Stand til, at betræde de tapperste Generalers
Sted. De bejamrede deres Skiebne, at de ingen Leylighed kunde faae til, at vise
deres Bravoure; men jeg var nær ved, at døe af Skræk, da jeg saae, at de trak
deres Kaarder ud, og med Forbrittelse at attaqvere de døde Bræder i Gulvet, der
ingen Modstand kunde giøre. De raabte, at en Fiende skulde ey have bedre Lykke,
naar han kom for deres Haand. Jmedens disse, til min største Forskrækkelse, saa¬
ledes øvede deres Helte-Mod, fremstillede sig 2de andre Personer, under en Frygt¬
agtigheds Masqve. Jeg begyndte at grue paa disses Vegne, og jeg spaaede dem alt
deres uomgængelige Undergang. Disse Fremmede holdte sig ved Dørren af Sahlen,
og naar vore 2de Helte talede dem til, bukkede de ved ethvert Ord med megen Ær¬
bødighed. Omsider inviterede vore 2de Helte disse Fremmede til et Spille=Bord.
De excuserede sig længe, men lod sig endelig persvadere. Der Spillet var til Ende,
og vore 2de Helte havde tabt, fordrede de 2de Fremmede de vundne Penge; men de
andre loe og begyndte at fløyte og synge. Comoedien gik da ret for sig; Scenen
blev forandret, og de toge paa begge Sider Masqverne af. De 2de Fremmede gik
vores Hercules og Achilles op under Øynene, og med Myndighed fordrede de deres
Penge; men hvor stor blev ikke min Forundring, da jeg saae, at vore 2de Heltes
store Mod blev forvandlet til Feigagtighed. De beraabte sig paa Folke=Retten, der
forbyder, at attaqvere de Fredelige; men de andre forfulgte deres Seyer med Efter¬
tryk, og vores Hercules og Achilles forlode i en Hast Skuepladsen, efterat de havde
udbetalt de tabte Ducater.
Efter disse præsenterede sig et Fruentimmer paa Skuepladsen, under en Kydsk¬
heds Masqve. Der indfunde sig adskillige Messieurs hos hende; men hun viiste sig
ganske koldsindig imod dem, og blev fortørnet over deres Caresser. Det anstaaer
ikke mit Kiøn, sagde hun, at overgaae Ærbarheds Grændser. Min Opdragelse har
været alt for fornuftig, at jeg skulde forglemme de Kydskheds Regler, min Mama


28
haver givet mig. Kierlighed skal endnu ikke rose sig af det Herredømme, den har havt
over mit Hierte, og en Mands=Person, der understaaer sig at røre ved mine Klæder,
bliver strax en Afskye i mine kydske Øyne. Ved disse stærke Contestationer tabte hen¬
des Opvartere Modet, og forføyede sig alle fra hende, undtagen een, hvilken min
Ven kiendte, og den samme var en Fransk Dantsemester. Denne tog Jomfruen
paa en ganske anden Fod. Han befløylede hendes Legeme og forgyldte hendes Pung.
Ved idelig Bombardering med disse Kugler, giorde han Breche paa denne saa uover¬
vindelige Fæstnings Muur, og uden ringeste Modstand indtog den. Efter denne
erholdte Seyer, saae man en liden Dantserinde at fremstille sig paa Skuepladsen;
og de afviiste Tilbedere erfarede da, at denne Kydskheds Masqve var en forstilt
Coqvette - - - - -.
Jeg veed ikke, om Min Herre, med kiære Brødre og Søstre, ere Elskere af
Masqverade. Jmidlertid haaber jeg dog, at siden J som oftest forklæde Eder, og
lader Eder see, nu under en, nu under en anden Masqve, jeg da formodentlig har
giort Eder en Divertissement, i det jeg under Eders sædvanlige Masqver haver fore¬
stillet Eder de Personer, som jeg i Nat udi Drømme haver seet; men om de samme
have betient sig rettelig af Eders Masqver, overlader jeg til Eders egen forfarne
Skiønsomhed.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur
B. MÖLLMAN.


Drømmeren.
Num. 8.
Løverdagen, den 29 Septbr. 1759.
Hr. G. & Compagnie!
J¬
eg har den Ære, Mine Herrer! ved dette Blad at leedsage Eder ind i en Daa¬
re=Kiste. Men, a propos! Mine Herrer! jeg er Eder et Svar skyldig. J
have ved at læse mit sidste Blad behaget at spørge: Hvad monne vores Drøm¬
mere, den Daare, kan have at drømme om hernest? Jeg tilstaaer, Mine Herrer!
at det er en stor Daarlighed af mig, at jeg vil fortælle Dag=Drømmere mine Drøm¬
me, da de kan have nok udi deres eget Drømmerie at amusere sig med. J kan alt¬
saa ikke forundre Jer over, at jeg om Natten drømmer om Daare=Kister, naar jeg
om Dagen begaar saa stor en Daarlighed. Jeg hav desaarsag i disse Dage været
sindet, at vilde have forfattet en Tractat til Daarligheds Berømmelse; men i det
jeg derhos ved nøyere Overveyelse faldt paa de Tanker, at en Daare er en Daare,
hvad enten man roser ham eller ikke, saa saae jeg tillige, at jeg, i det jeg søgte ved en
saadan Lovtale at forringe min egen Daarlighed, vilde meget meere derved legge den
des kiendeligere for Dagen. Fiat Applicatio. Men see! jeg fordyber mig saale¬
des i min egen Daarlighed, at jeg forglemmer, efter Løfte, at føre Eder, Mine
Herrer, ind i Daare=Kisten.
Jeg drømte, min afdøde Ven indfandt sig, som sædvanligt, hos mig forgan¬
gen Nat, sigende: Sidste Gang diverterede jeg jer med en Masqverade; nu vil jeg
føre Jer til et Sted, hvor J skal høre og see ikke mindre latterlige Ting. Mig
syntes, at jeg derpaa blev ført ind i en temmelig stor Bye, hvis Bygninger ungefehr
lignede vore. Ved Jndkomsten kom iblant andre en Person os i Møde, med Støv¬
ler og Sporer paa, havende en Ride=Pidsk i Haanden, og en grumme stor Plumage
i sin Hat. J det denne Person gik os forbie, saae han mig fløytende og trallende
op under Øynene. Jeg som ansaae denne Copliment for en Affront, blev heed om
Panden, og var sindet, at bede ham trække ud, da jeg og selv i det samme greb til
min Kaarde; men min Ven greb mig om Haanden, og sagde: Kiære, betænk dog


30
paa hvad Sted J er, nemlig, i en Daare=Kiste, og hvor stor en Fornuft vil J da
vel vente at see hos dens Lemmer? Hvor er den Daare=Kiste, J taler om, spurgte
jeg, og hvi lader man saadanne Galinger gaae løse? Denne ganske Omkreds, J
her seer, svarede han, er en Daare=Kiste, og saa mange af dens Lemmer, der paa
deres udenlandske Reyser ikke ere gaaen reent fra Forstanden, som ikke drive Spot
med Religionen, og kaste Foragt paa deres Moders Maal og Fædernelands Pro¬
ducter, om de end i det øvrige kan være bindefærdige, indsperres ikke. Jblant
disses Tal er den Person, vi nu mødte; men de latterlige Grimacer, han begegne¬
de Jer med, var den mindste af de Prøver, han kunde have givet Jer paa hans
Galskab.
Der vi vare komne lidet længere frem, mødte os en Catosse, med en Tienere
bag paa, hvorudi vare 2de Personer, en af hvert Kiøn. Mands Personen var
klæd udi rød Fløyel, og Fruentimret havde en Fløyels Polonaise paa. Jeg blev
staaende i det de kiørte os forbie, og bukkede mig meget dybt; men min Ven stødte
mig i Siden med sin Albue og sagde smilende til mig: Naar Pokker! pleyede J at
krumme Jer saa for en Dantsemester og en Actrice? Hvad? sagde jeg: En Dantse¬
mester og en Actrice? Jeg blev ret fortørnet over mig selv. J er at undskylde,
sagde min Ven, thi af deres prægtige Eqvipage skulde man ey andet kunde slutte,
end at de vare Personer af Rang; men saasom de ere Daare=Kiste Lemmer, kan man
ey meget forundre sig over deres naragtige Opførsel.
Derefter saae vi en Person, havende endeel andre om sig, med adskillige Spil¬
le Instrumenter. Disse nærmede sig tæt op under Vinduerne paa et Huus, og vi
fik derpaa en meget behagelig Musik at høre. Jeg spurgte min Ven, hvad dette
skulde betyde? Denne Person, svarede han, er for lang Tid siden bleven dødelig
forliebt udi en Skiønhed, som opholder sig i dette Huus. Han giør sig al optænkelig
Umage for at vinde hendes Gunst. Han bortsetter en anseelig Deel af sin Arve¬
Part, for at divertere hende, og at bevæge hende ved store Presents. Hun tager
imod alt dette; men beleer ham og driver Spot med al hans Adfærd. Han ikke
allene seer og veed dette, men endog at hun holder sig vel med andre. Han har og
den Kundskab om hendes Gemyts Beskaffenhed og slette Opdragelse, at han klarligen
seer sin Ulyksalighed for Øyne, om han blev bunden til hende. Jkke desto mindre
continuerer han dog udi sin Forliebelse, og hver Minute han er fra hende, er ham
som et heelt Aar. Hvorfore afsondrer han sig da ikke, spurgte jeg, fra denne
uskiønsomme og uværdige? Min Ven beloe mit Spørsmaal og sagde: Vil J vel
pretendere saa stor en Fornuft og Eftertanke af en Daare=Kiste Lem?
Min Ven førte mig derpaa hen til en Budike, ungefehr af samme Facon,
som de, der opsettes paa vore Torve, dog af et meget større Begreb. Paa den ene
Side udi denne Budike saae vi adskillige Kram=Vahrer, og paa den anden Side et
Magazin af nye trykte Skrifter. Udi denne Budike sad en Person for et Bord,
havende endeel Papirer og Bøger for sig. Denne sad saa fordybet udi sin Forret¬
ning, at han ikke engang mærkede vores Komme. Jeg nærmede mig saa sagte bag
ved ham, og blev vaer, at han var i Begreb med, at translatere et Skrift, kaldet
Skribenteres Abe. Min Ven vinkede ad mig, og vi listede os saa sagte ud.
Denne var ogsaa en Daare=Kiste Lem.


3


Derefter kom os en Person i Møde med Hatten under Armen, havende en
Tiener bag efter sig. Jeg spurgte min Ven, hvo denne var? Han er en stor Dos¬
mer, svarede han, men bilder sig ind, at være den uforligneligste Borgere i Verden,
og han tænker, at man ey setter den tilbørlige Priis paa Meriter, fordi han ey kan
blive befordret til de anseeligste Charger. Hans Hierte er opfyldt med høye Desseins,
og hans Hierne giør hver Dag hundrede Anslag, hvorledes han kan blive sadt paa
Værdigheds høyeste Spidse. Lykken har hidindtil givet Vind i hans Seyl, men
han har ey i Sinde at stryge dem need, førend han kan lande i Skyerne. Men
at J ey skal forundre Jer over disse hans høye Indbildninger, maa J vide, at han
er en Daare=Kiste Lem.
Efter denne mødte os en anden, der med et glad Aasyn løb i fuld Galop.
Min Ven vilde tale med ham; men denne svarede: Jeg haster hiem, for at giøre
Anstalter til, at min Habit kan blive forfærdiget. Jeg kommer fra min Patron,
der gav mig Løfte, at jeg ved første Vacance skal blive hiulpen. Min Ven spurgte
ham, i hvor mange Aar han havde havt dette Løfte? Den anden gav sig til at lee,
og repeterede min Vens Ord: J hvor mange Aar? Jeg har jo først faaet dette Løfte
i Dag. Da begyndte min Ven at lee, sigende: Ja saa behøver J ikke at haste saa
meget med Jeres Habits Forfærdigelse; thi der kunde maaskee komme Møll i den.
Han gik fortørnet fra os; men min Ven forundrede sig ikke derover, saasom det var
en Daare=Kiste Lem.
Derpaa kom en anden Person til os. Denne begierede min Ven med en me¬
get kierlig Hilsen, men hans Væsen var derhos modigt og viltert. Han begyndte
strax at fortælle min Ven, at han nu nys havde kiøbt tre Favne Brænde, og bad
min Ven, han dog vilde giøre ham den Fornøyelse at følge med ham, for at see det.
Det ligger endnu uden for min Dør, sagde han, og det er paa min Ære meget ko¬
steligt Brænde. Men han faldt strax fra dette, og begyndte at rimse op, hvor
mange Penge han havde givet ud til sin Huusholdning, siden han stoed op i Mor¬
ges. Før nogle Dage siden, skaffede jeg en vis Mand 1000de Rdlr. til Laans; men
jeg fik paa min Ære ikke meer, end 20 Rdlr. i Douceur for min Umage. Jeg hørte
med stor Forundring paa denne Mand, saasom jeg endnu ikke vidste, at han var en
Daare=Kiste Lem. Nu loe han. Nu begyndte han at græde og besværge sig over
den megen Stats, han maatte give sin stivnakkede Kone. Snart talte han om
Vestindiske Affaires, Snart om Torve=Priisen paa Ruug og Smør. Min Ven,
søm var kied af at høre længere paa dennes Wis Was, bad ham excusere, at han
maatte forlade ham, saasom han havde sadt en anden Daare=Kiste Lem Stevne.
Kort derefter mødte os en Person, der gik i dybe Speculationer. Han gjorde
adskillige Gestus med Hoved og Hænder, og smaasnakkede for sig selv. Jeg ansaae
ham strax for den han var, nemlig en Daare=Kiste Lem. Min Ven kiendte ham,
og gav mig den Underretning om ham, at Naturen havde nedlagt et størt Pund hos
ham, og naar han havde vi det anvende samme ret, kunde han have blevet den lærde
Verden til stor Nytte; men han har ganske og aldeeles hengivet sig til Subtiliteter,
og unyttige Videnskaber, med hvilke han hverken kan tiene sig selv eller andre.
Jkke desto mindre bilder hun sig selv ind, at han ey allene er en Zirat for den lærde
Verden, men han anseer sig endog for en af dens Grund=Støtter.


32


Derefter førte min Ven mig ind i et Huus, hvor vi forefandt en Person, der
i fuld Galoup spatserede frem og tilbage, rev sig i Hovedet, beed paa sine Negle,
og skuttede sig som en Stoder for en Skilling. Han hilsede os ikke engang, men
raabte: Det er dog forhexet, at jeg ikke kan faae et Riim paa det Ord, Engel.
Han repeterede sin Concept, saaledes lydende:
Min Nardus! Hyacinth! min verdens Deel og Engel!
Jeg mig nu for din Fod needkaster - -- - -
Der standsede hans Poetiske Geist, men jeg supplerede Riimet saa sagte for mig selv:
Jeg mig nu for din Fod needkaster som en Bengel. Vi vilde ikke forstyrre
denne Kierligheds Poet i hans Concepter, og derfore forføyede os strax ud fra ham.
Denne var og en Daare=Kiste Lem.
Min Ven førte mig derpaa til et andet Selskab, hvor en Person, der vel
muelig sluttede af min Klædedragt, at jeg var en Franskmand, giorde mig en meget
forbindtlig Compliment i det Franske Sprog. Jeg besvarede ham det ziirligste jeg
kunde udi mit Moders Maal, hvorved han giorde en moqvant Mine, og forføyede
sig til en anden af Se skabet. Jeg spurgte min Ven, hvo denne var? Han er,
svarede han, sin Papas Søn, og hans heele Videnskab bestaaer allene i at kunde
tale en Mundfuld fordærvet Fransk, som han har lært af en forrykt Sprog=Mester.
Det ganske Selskab talede hver sit Moders Maal, men denne støyede saaledes med
sin forfranskede Tunge, at jeg vaagnede derved - - - -.
Mine Herrer! Jeg har ført Eder ind i Daare=Kisten, og J maatte vel ansee
mig som lidet civilisered, at jeg nu viser Eder Døren, og beder Eder, J vil gaae
ud igien, imedens J endnu har en smule Fornuft til overs.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur
B. MÖLLMAN.


Drømmeren.
Num. 9.
Løverdagen, den 6 October 1759.
Hr. H. med gode Kiereste.
D¬
eres Smukke Dotter er, med Tilladelse at melde, den Magnete, der træk¬
ker mig til Deres Huus. Hun er saa meget meere Elskværdig i mine
Øyne, som at jeg veed, at hun, som eneste Barn, kan vente sig en god
Klat Skillinger til Arv. Jeg smigrer mig og med det søde Haab, at Min Her¬
re med gode Kiereste, i Betragtning af de anseelige Midler, jeg selv besidder, ikke
skulde afslaae min Ansøgning om Deres saa Elskværdige og dydige Dotter.
Mine Exterieurer og Væsen er vel af den Beskaffenhed, at Deres Dotter ikke ret
vel, uden Fandens Kunst, skulde kunde forliebe sig i mig. Men jeg trøster mig
derved, at Eders Faderlige og Moderlige Myndighed er nok i Stand til at kun¬
de indtrykke hende Kierlighed til mig. Jeg var og i Begreeb med, at vilde i Dag
have insinueret Min Herre med gode Kiereste min Kierligheds Erklæring; men en
særdeles mærkelig Drøm, jeg har havt i Nat, har aldeeles forrykket mine Kierlig¬
heds Concepter.
Mig syntes, at jeg efter Sædvane, befandt mig hos min afdøde Ven udi de
Dødes Rige; og da vi havde hist og her seet os om, saae vi et gandske ungt Fruen¬
timmer komme anreysende fra de Levendes Rige. Vi bleve begge nysgierrige efter
at vide Aarsagen, hvorfore hun saa tiilig var bleven transporteret til de Dødes Ri¬
ge; og derfore, efterat hun var bleven fremstillet for Minos, og hende en Bolig
var bleven anviist, forføyede vi os til hende, og uden mange Complimenter bade
hende sige os Aarsagen, hvorfore hun saa tilig havde forladt de Levendes Rige? Jeg
har, svarede hun, været en vanheldig Dotter af en urimelig, ja ubarmhiertig Fader
og Moder. Jeg var deres eneste Barn, og blev indtil mit 15de Aar omarmet af
Dem med al Faderlig og Moderlig Kierlighed. De lode mig oplære i allehaande
Galanterier, og de sparede intet for, at kunde fornøye og forlyste mig. Jeg stod
altsaa i de Tanker, at de ingen Tid vilde og kunde andet, end søge min Lyksalig¬
hed, den de og, efter deres forvendte Begreeb, formeente sig at søge.


34
Der jeg næsten havde fyldt mit 15de Aar, indfandt sig 2de Friere, nemlig,
en bemidlet Enkamand, og en ung Kiøbmand. Den sidste havde underhaanden ad¬
dresseret sig først til mig selr, og han kunde giøre sig Haab om mit Ja, naar mine
Forældre vilde stæde sit Minde dertil. Den første derimod meldte sig først hos mine
Forældre, der med Glæde antoge dette Tilbud, som et i Deres Øyne heel fordeelag¬
tigt. De toge mig for sig, for at høre, for hvilken af disse 2de Friere jeg vilde er¬
klære mig. Mit Val faldt da uden lang Betænkning paa den unge Kiøbmand, saa¬
som jeg ved Omgang med ham, havde erfaret, at hans Væsen og Gemytte stemmede
overeens med mit; men mine Forældre, som vare indtagne af Enkemandens store
Midler, fatte sig imod mit Val, og brugte snart Persvasioner og snart Trudsler for
at bevæge mig til at antage Deres. De foreholdte mig den Lydighed, jeg udi alle
Maader var dem skyldig. Jeg derimod foreholdte dem den store Ømhed og Kierlig¬
hed, de stedse havde ladet see imod mig, og formeente, at den samme ikke kunde til¬
lade dem, at vilde mig saa ilde, at jeg skulde kaste mig i en Persons Arme, som jeg
for min Død ikke kunde lide. De foreholdte mig fremdeles, at jeg som et ungt og
uerfaren Fruentimmer, der allene fæstede mine Øyne paa blotte Exterieurer, ey var
i Stand til at igiennemsee alle de Følger, der ere sammenføyede med en Kierligheds
Resolution, og kunde altsaa formedelst en Flyve=Kierlighed, grundet paa Personers
behagelige og indtagende Væsen, giøre et ulyksaligt Val. Følgeligen burde og skulde
jeg udi en saa vigtig Sag aldeeles overgive mig til deres Forsorg, og lade mit Gif¬
termaals Lyksalighed alleene beroe paa deres Val, og da de nu ved et saa fordeelag¬
tigt Tilbud kunde see mig sadt i en god Tilstand, saa burdte jeg med Taknemmelighed
skiønne paa deres kierlige Omsorg, og ikke vise mig ulydig. Men jeg formeente
tvertimod, at saasom Kierlighed til Personen, og ikke til hans Midler var det, der
burdte knytte et Ægteskabs Baand, saa maatte det Ægteskab være et ulyksaligt Æg¬
teskab, hvor ikke Kierlighed paa begge Sider havde knyttet Baandet, da jeg aldrig
kunde concipere mig, at der kunde ventes nogen Forstaaelse og Forligelsesmaal, langt
mindre nogen Sinds Fornøyelse, som den største Lyksalighed, udi et saadant Ægte¬
skab. Jeg bad derfore, mine Forældre at betænke, om man kunde haabe nogen ret¬
skaffen Kierlighed iblandt dem, hvis Hierter ere adskildte, og hvis Sindelang stemme
ikke meere overeens end Jld og Vand? om den særdeles og almindelige Lyksalighed,
der er Sigtet af Ægteskabs Samlinger, kan ventes, naar Hierternes Overeens¬
stemmelse mangler? Og endelig, om det Ægteskab kunde være lovligt og behageligt
for Stifteren, hvor de samlede Parter hadede eller bare Afskye for hinanden. Jeg
formeente altsaa, at mine Forældre sørgede meget slet for min Lyksalighed, i det de
vilde tvinge mig til at ægte en Person, som jeg aldeles ikke kunde lide, om jeg end
ved dette Partie kunde komme til at sidde, ligge, og gaae paa lutter Guld, saasom
min fornemste Lyksalighed, som er et fornøyet Sind, derved var og blev mig beta¬
gen, saalænge dette Baand varede. Jeg tilstod dem, at en Flyve=Kierlighed kan have
bragt adskillige farlige Kierligheds Foreninger tilveye, uanseet, at endeel af disse
ere faldne bedre ud, end man havde ventet; men jeg meente, at kunde derimod viise
dem lig saa mange bedrøvelige Exempler paa et ulyksaligt Ægteskab iblandt dem, der
have fulgt deres Forældres og Venners Raad, (eller rettere sagt) der ere blevne
tvungne til at ægte saadanne Personer, som de ikke have kundet elske; jeg foreholdte
dem Exempler paa de Børn, der efter Forældrenes Tykke vare blevne sadte udi en
meget god Tilstand, og vare dog efter en kort Tids Forløb geraadede udi meget yder¬
lige Omstændigheder. Men hvormeget des tungere maae nu ikke Byrden være, da


35
de samlede Parter ikke kan fordrage hinanden? jeg bad dem fremdeeles, at de vilde
fæste deres Øyne paa de bedrøvelige og forargerlige Følger, som den største Deel af
tvungne Ægteskaber have haft. Ja jeg foreholdte dem, at man end og haver
haft Exempler paa, at en Dotter, der ved Forældrenes Myndighed er bleven kastet
udi en Persons Arme, som hun ikke har kundet lide, er udi Desperation forfalden
til den Extremitet at lade sin paatvungne Mand ombringe, og har derfore maattet
rekke Hals.
Men uagtet al min Modstand, maatte jeg, kort at forælle, dantse i Brude¬
Seng med den bemidlede Enkemand. Mine Forældres Trudsel, aldrig at vilde er¬
kiende mig for deres Barn, hvis jeg herudi var dem ulydig, udvirkede det meste til
denne modbydelige Resolution. De iblandt mine Nærpaarørende, der vare ligesaa
interesserede som mine Forældre, prædikede stedse for mig, at jeg fik nok Kierlighed til
min Brudgom, naar jeg først var bleven bunden til ham. Erfarenhed, sagde de,
har lært, at man ved daglig Omgang kan fatte Jnclination for en Person, som
man ellers ved første Øyekast ikke har kundet fordrage. Min Brudgoms Gemyts
Beskaffenhed kunde være bædre end hans Exterieurer, og hans kierlige Omgang vilde
vel giøre ham behagelig for mig. Men jeg erfarede tverttmod, at den liden Til¬
bøyelighed, jeg havde til denne mig paatvungne Brudgom før Vielsen, blev siden alt
mindre og mindre. Jeg kan i al Sandhed vidne, at jeg giorde mig al Umage for,
at tvinge mig til at elske ham; men han var og blev mig afskyelig. Jeg mærkede
ikke heller, at han bekymrede sig meget om, enten min Affection for ham var liden
eller stor. Han var herudi, som i alt andet indifferent. Hans Væsen var but.
Hans Begieringer bydende, og hans Caresser modbydelige. Her var nu da intet
andet for mig at giøre, end at jeg maatte overgive mig til en daglig Græmmelse; og
de Timer jeg sov, vare mig de fornøyeligste. Mine Forældre og Paarøvende søgte
vel ved en og anden Divertissement, at opmuntre mig; men jeg kunde ey overtale
mig selv til, at tage Deel derudi. Sorg og Græmmelse formindskede Tid efter an¬
den min Livs Aander, og efter 2de Aars Forløb creperede jeg af en Svindsoet.
Efterat hun havde meddeelt os denne Underretning om Aarsagen til hendes
tilige Afreyse fra de Levendes Rige, og jeg nu formedelst mit eget Forehavende ansaae
mig selv for den Brudgom, om hvilken hun havde talet, paatog jeg mig at giøre en
og anden Jnvending imod hendes Raisonnements. Jeg søgte at undskylde den
Tvang, hendes Forældre havde brugt ved hendes Giftermaal, og at vise, at dette
Onde reyser sig af en god Kilde. Skaberen, sagde jeg, har indprentet i et hvert
Menneske en naturlig Drift til at søge sin Lyksalighed. Det er ogsaa en Artikkel i
Naturens Lov, at det ene Menneske bør efter Muelighed befordre det andets Lyksa¬
lighed; og hertil findes Forældre i sær forbundne, i henseende til deres Børn. Hun
kunde altsaa ikke ansee det som en Grumhed og Ukierlighed hos hendes Forældre, at
de i Følge af deres Pligt søgte ved denne bemidlede Enkemand, at sette hende i en
florisant Tilstand, da de, vel muelig, have forud seet, at hun ved denne unge Kiøb¬
mand, som hun elskede, kunde have geraadet i yderlige Omstændigheder.
Min Herre! svarede hun; J kommer mig alt for Satirisk fore, at jeg skulde
kunde troe, at J her taler som J meener. Jeg haaber, at J som en Mands=Per¬
son bedre indseer den skadelige Jnfluence, som mange Forældres interesserede Myn¬


32


dighed i saa Maade haver i det almindelige Væsen. Fattige Forældre kunde vel
nogenlunde undskyldes, hvis de, for at see deres Dotter eller Søn ved et fordeelag¬
tigt Partie satte i Velstand, vilde tvinge dem til at ægte en Person, som de ikke
kunde lide. Men hvormed skulde vel de Forældre kunde undskyldes, der selv besidde
anseelige Midler, og dog, endskiønt de kunde have en eneste Arving, vil tvinge den
til at ægte en ulidelig Person, allene fordi han har Midler? Sandelig; naar J fo¬
restiller Jer de bedrøvelige Følger, der naturligeviis flyder af et tvungen Ægteskab,
kan J ey, uden at være alt for Partiisk, sige andet, end at saadanne interesserede
Forældre ret spille med deres Børns Velfærd, og at de, i Steden for at søge deres
Lyksalighed, den de, efter deres forvendte Begreb, formeener at bestaae i Overflø¬
dighed af Gods og Midler, exponere deres Børn adskillige ulyksalige Omstændighe¬
der. At Forældre, som J haver erindret, seer sig forbundne til at søge deres Børns
Lyksalighed, er en Sag, som aldeles har sin Rigtighed; men jeg formoder derhos,
at J og vil tilstaae mig, at Forældre saaledes bør søge sin og deres Børns private
Lyksalighed, at de ey glemmer at fæste deres Øyne paa den almindelige. Men saa¬
vidt, jeg som et Fruentimmer kan skiønne, synes mig, at det er en aldeles upatrio¬
tisk Stats=Maxime hos bemidlede Forældre, at de vil tvinge deres Døttre til at ægte
bemidlede Personer; hvoraf følger da dette, at de Rige skal parres med de Rige,
og følgeligen, at alle Rigdomme og Midler udi en Republiqve skal allene være og
forblive hos visse Familier. Men ubemidlede Personer, der ved et rigt Partie kun¬
de settes i Stand til, desbædre at forsette deres Haandteringer, skal formedelst in¬
teresserede Forældres Myndighed hindres fra, at kunde befordre saavel den almin¬
delige som deres egen private Lyksalighed. Jeg vil oplyse dette med min egen Sag.
Den eene af mine Friere var, som J har hørt, en Negotiant. Den samme havde
kuns havt en liden Capital at begynde med, og følgeligen havde han maattet søge
Credit. Enhver vidste, at han var stræbsom, og at han forstod Negotien, men
ham fattedes Penge. Kunde nu ikke denne Negotiant formedelst Giftermaal med
mig, have blevet sadt i Stand til at drive sin Negotie med Sucees, da jeg som
eneste Dotter kunde i det mindste have blevet en Arving til 16000 Rdlr.; og lad
være han ikke havde denne Capital strax, saa havde han dog kundet vedligeholde sin
Credit, naar han vidste han havde den i Vente. Jeg skiønner altsaa ikke rettere,
end at rige Forældre, i Steden for alleene at see paa deres Families private Lyksalig¬
hed, og desaarsage tvinge deres Døttre til at ægte bemidlede Personer, handlede meere
patriotisk, naar de ved deres Døttre giorde stræbsomme og skikkelige ubemidlede Per¬
soner lykkelige; hvorved den ene Familie kunde befordre den anden Families Opkomst,
og følgeligen det almindelige Beste end og i dette Stykke fremmes-
Jeg vaagnede; og i det jeg erindrede mig denne min havte Drøm, blev jeg
af samme aldeles bevæget til at afstaae fra mit Forsæt, nemlig, at anholde hos Min
Herre med gode Kiereste om deres Dotter. Jeg vil i dets Sted meget meere raade
Min Herre med gode Kiereste, at de give deres Dotter til en skikkelig Person, som
hun kan lide, enten han har Midler eller ey; thi et Ægteskab, hvor de parrede
Hierter og Sindelaug ere som 2de stridende Elementer, og hvor Hoved=Pligterne
efter Stifterens Orden og Reglement ikke kan opfyldes, er et unaturligt, ulovligt og
ugyldigt Ægteskab.
Jeg forbliver &c. &c.
ds
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 10.
Løverdagen, den 13 October 1759.
Hr. J. med gode Kiereste.
D¬
a jeg for nærværende Tid adspørger min Føde, ved at fortælle alle forefindende
Dag=Drømmere mine Drømme; saa giver jeg mig og den Frihed, at mel¬
de mig hos Min Herre med gode Kiereste, med Begiering, De vilde tillade,
jeg maatte trine et Øyeblik ind udi Deres Amme= eller Børne=Stue, for at divertere
Deres Elskelige Søn og Dotter, med at fortælle dem den Drøm, jeg har havt.
Skulde min Herre, med gode Kiereste finde Fornøyelse udi, Selv at vilde høre min
Fortælning, skal det være mig saa meget des kierere, saasom jeg haaber, at min For¬
tieneste derved vil da blive des større.
Som min afdøde Ven nestafvigte Nat førte mig omkring udi de Dødes Rige,
kom jeg iblant andre i tale med en af de Døde, der nylig var ankommen, og faasom
han var et ganske ungt Menneske, forlangede jeg at vide hans korte Levetids Historie,
hvorom han og strax gav mig følgende Underretning.
Jmod min Villie, sagde han, har jeg udi mit 18de Aar maattet forlade de
Levendes Rige. Min Levetid i Verden, kunde upaatvivleligen have blevet længere,
hvis min Levemaade havde været fornuftigere. Men hvorledes skulde vel denne kun¬
de være bædre, naar min Opdragelse havde været urimelig og ufornuftig? Mine
Forældre, der tilligemed en stor Deel andre udi min Føde=Bye vare Membra Hono¬
raria af det Parisiske Mode=Facultæt, havde i henseende til min Opdragelse, dette
herlige Privilegium, at naar jeg havde vel lært at leve, kunde jeg tiene til
hvad jeg skulde; hvilket udi et andet Sprog lyder saaledes: at jeg, for at kunde
blive en complet Pikkelhering og et unyttigt Drog, skulde oplæres udi saadanne Ting,
der lidet eller intet kunde tiene mig selv, men Fædernelandet slet intet. De vare
allene bekymrede for at faae mit Legeme afrettet, og at giøre mig skikked efter de
nyere Tiders forunderlige Smag. De vilde af et Barn strax giøre et voxen Menne¬
ske. Neppe var jeg bleven entlediget fra min Falde=Hat og Lede=Baand, at man


38
jo overleverede mig til en Dantsemester, der skulde lære mig at kneyse med Hovedet,
at føre et stivt Ligeme, en affecteret og tvungen Gang, og at giøre nogle Comiske
Grimacer, eller saa kaldede Complimenter. En Sprogmester skulde lære mig noget
udi et fremmed Sprog, da min lallende Tunge endnu ikke tillod mig, at kunde ud¬
føre en ret forstaaelig og samlet Mening udi mit eget Modersmaal. Da jeg endnu
neppe kunde selv sette mig op paa en Stoel, maatte jeg presentere fierde Mand ved
et Qvadrille=Bord, og jeg vidste persect, hvormange Mattadorer, der vare i Rødt
og Sort, førend jeg endnu kiendte et Bogstav ret udi min A B C Bog. Ved disse
og deslige farlige Exercitier lod man mig hendrive mine Børne=Aar, og man meente
det kunde have god Tid, at faae den sande Dyds og Religions Grunde indprentet i
mit Hierte, naar jeg blev noget ældere. Derudover lod man mig fare sort udi min
egen Villie og Selvraadighed. Mine Laster ansaae man, for barnagtige Skrøbelig¬
heder, der ingen Straf fortiente; og de alleruanstændigste Ord af min Mund, an¬
hørte man som støre Klygtigheder, der opvakte dem til Latter. Den blinde Kierlig¬
hed mine Forældre bare til mig, tillod dem ikke at være mig imod i nogen Ting, en¬
ten den samme var mig tienlig eller skadelig; ligesom jeg og paa egen Haand giorde
alt hvad mig lystede, og naar nogen besværgede sig over mine Uartigheder, blev der
svaret: Børn ere Børn; man maa lade dem deres egen Ville, indtil de blive større
og faae bedre Forstand. Jeg blev da vel artigere. Men de betænkte ey, at Lasterne
vilde meget meere tiltage med mine Aar og blive des større.
Man havde for et Syn Skyld givet mig en indfød Jnformator, der skulde
komme en Timestid om Dagen til mig, for at undervise mig i den saa kaldede Chri¬
stendom; men som dette var udi mine Forældres Tanker det ringeste, der snart kunde
læres, og de derhos holdte fore, at vores Universitæt ikke eyede de Studiosi, der
vare i Stand til at give dem den Satisfaction, de begierede, saa lode de en Jnfor¬
mator forskrive fra Verdens Ende, der skulle give mig en galant Education. Denne
begyndte strax sin Jnformation med mig udi Historie, Geographie og Mathematik,
hvilket i sig selv kunde være vel nok, og kunde have glort mig til en nyttig Borger,
naar jeg havde faaet de rette Fundamenter i nogen af Deelene. Jmidlertid profite¬
rede jeg dog saa meget af hans Jnformation udi Mathematik, at jeg med et Stykke
Kride kunde overmale alle Dørre og Vindues=Karmer, med lutter Triangler, Acutang¬
ler, Obtusangler, Quadrater, Rhomber, Trapezier, og deslige fleere Geometriske Figurer;
og var dette Arbeyde mig saa meget des fornøyeligere, som at jeg derved kunde giøre
Tieneste=Pigerne forbittrede, det maatte løbe hvert Øyeblik med en Karreklud i Haan¬
den, for at tørre af efter mig. Jblandt andre Lectioner plagede man min Hukom¬
melse med, at lære Aviser uden ad; og naar mine Forældre havde Fremmede hos sig,
blev jeg indkaldet, for at lade dem høre, hvorledes jeg kunde staae paa en Fod og
rimse heele Krigs=Manifester op, og hvad man videre kunde skrive fra et og andet
Stæd; og var det mine Forældre ikke en liden Fornøyelse, at anhøre den Roes, de
Fremmede gave mig for dette mit Papegoye=Sludder.
J det øvrige maatte min Jnformator lade mig min Frihed i alle Maader, og
ingenlunde holde mig til at bestille noget, uden naar det faldt mig selv beleyligt.
Med mit Sinds Forbædring maatte han ingenlunde befatte sig; men foruden at
exercere mig udi de saa kaldede belles Lettres, eller galante Videnskaber, skulde det
være hans Hoved=Sag, at føre mig an til et frit og galant Væsen, og at tale og


39
comportere mig efter den allernyeste Smag. Jeg blev da, kort at fortælle, eftet
nogen Tids Forløb, et vel afrettet Dyr, (thi om vel opdragne Mennesker bekymre¬
de Forældrene sig slet intet udi min Føde=Bye, ) og J kan let forestille Jer, hvor
nyttig en Borgere jeg efter en saadan Education kunde have bleven, da man, efter
at min Læretid var forbie, og man havde givet mig en Kaarde ved Siden, kunde
med billighed have spurgt mine Forældre, hvad de havde i Sinde, at lade Drængen,
lære, hvormed han i Tiden kunde tiene sit Fæderneland? thi hvis andre Forældre udi
deres Børns Opdragelse ikke meeere havde det almindelige Beste for Øyne, end mine
havde, er det ingen Under, om Fædernelandet have Mangel paa saadanne Indfødde,
der som duelige Betientere kan beklæde de vacant blivende Charger.
Naar jeg erindrer mig min Systers Opdragelse, maa jeg iligemaade tilstaae,
at mine Forældre derudi lige saa lidet havde det almindelige Beste for Øyne; uden
saa er, man kan gotgiøre, at Fruentimrene skal allene ansees som blotte Zirater for
en Nation, og at en Mand skal a la Coutume iblandt andre Huus=Meubler see sit
Sovekammer decoreret med en Kone. Men jeg meener tvertimod, at endskiønt man
dømmer Qvindekiønnet ubeqvemme til at beklæde publiqve Betieninger, uagtet der
findes mange Koner, der med større Klogskab kunde beklæde et Embede, end deres
Mænd, saa kunde dog Fruentimret i andre ikke mindre betydelige Ting contribuere
meget til en Republiqves Velgaaende, naar de retteligen bleve opdragne, og anførte
udi deres Forældres Huus. Fæster man iblant andet sine Øyne paa en fornuftig og
vel indrettet Oeconomie, der til største Deel beroer paa Fruentimrets Direction, da
indseer man lettelig, hvor ilde de fleeste Forældre see til for det almindelige Beste,
ved deres Døttres Opdragelse, thi i den Sted, at den Kunst, vel at kunde forestaae
et Huus, burde nest Dyd og Gudsfrygt være en Hoved=Lection for de unge Fruen¬
timre, saa blive de derimod med største Fliid og Bekostning anførte til saadanne
Ting, som udi deres Jomfrue=Stand giøre dem til complete Actricer, og som, naar
de komme udi Ægtestanden, tiene allene til at ruinere deres Mænd, hvorunder det
almindelige Beste, formedelst de deraf flydende Conseqvencer, kiendeligen maa lide.
Min efterlevende Søsters Education betreffende, da gav man hende en Fran¬
coise, der skulde undervise hende i det Franske Sprog, og i alle Franske Artigheder.
Dette kunde vel, for saavidt have sin Nytte, naar andre fornødne Ting ey derhos
vare blevne satte til Side; men da et Menneskes Naturel udi de spæde Aar er som et
blødt Vox, der tager imod enhver Form, som trykkes i det; saa blev min Søster
Tid efter anden denne hendes Læremesterinde fuldkommen liig. Francoisen var me¬
get spodsk og arrig. Min Søster blev ligedan. Francoisen var meget magelig og
lod sig gierne opvarte. Min Søster ligesaa. Francoisen tog sin Morgen=Rolighed
i Agt til Klok. 9, og sad derefter et par Timers Tid for et Nat=Bord, at pynte og
sminke sig. Min Søster giorde ligesaa. Francoisen forstod den Kunst, at giøre
sig behagelig for det andet Kiøn. Min Søster var herudi særdeles nem. Francoi¬
sen øvede en og anden hemmelig Kierligheds Handel. Min Søster mærkede hende
Pudset af med største Lærvillighed. Kort sagt. Min Søster blev under denne hen¬
des Hofmesterindes Anførsel, en efter den nyeste Mode vel afrettet Flane=Gied, og
jeg gratulerer den Mand, der faaer hende, med en kunstig Machine, der ved visse
Bevægelsers Love, Mechanice vil føres, snart til et Vindue, for der et par Timers
Tid at sælge Hoved Kiød; snart til et Caffe= eller Spille=Bord; snart udi en Carosse,
U¬


40
for at giøre Visiter, snart til et Claveer; sielden til en Sye=Ramme, men ingen
Tid udi sit Kiøkken og Kielder, hvortil hun udi mine Forældres Huus aldrig har
været anført.
Men at jeg kan komme til mig selv igien, da vare Følgerne af min frie og
alamodiske Education disse, at jeg fordrev mine Ungdoms Aar i en galant Ørkesløs¬
hed; freqventerede allehaande Selskaber; depenserede brav Penge i Spille=Caffe= og
Jomfrue=Huse; giorde Gield hos Jøder og Græker paa mine Forældres Regning,
da de og som oftest maatte punge brav ud, for at redde mig af en og anden Laby¬
rinth. Jkke destomindre var det dem dog en Hiertens Fornøyelse, at de havde en
Søn, der saavel forstod at leve; ja jeg troer, de kunde græde af Glæde, over at see
mit muntre og Comiske Væsen; og uagtet jeg virkelig var et lastefuld og unyttig
Drog, ansaae de mig som en Zirat for den ganske Familie. Omsider bragte, kort
at fortælle, mit dissolute Levnet mig en hidsig Feber paa Halsen, der efter nogle Da¬
ges Forløb, transporterede mig som en unyttig Jordens Byrde her til de Dødes
Rige.
Vidste jeg ikke forud, at Umagen vil blive forgieves, vilde jeg bede Jer, at
raade alle forekommende Forældre i de Levendes Rige, i sær dem, der ere Membra
Honoraria af det Parisiske Mode=Facultæt, at de ved deres Børns Opdragelse, meere
fæste deres Øyne paa det almindelige Beste, end paa deres egen Fornøyelse; at de
først og for alle Ting, søge at forbædre deres Sind, ved den sande Dyds og Reli¬
gions Jndpræntelse, og dernæst holde dem til saadanne Kunster og Videnskaber, som
ethvert Barn for sig kan have Gaver til at fatte, paa det at de, i Steden for vel
afrettede Paafugle og Papegoyer, kunde forsyne Republiqven med vel opdragne
Mennesker. Jmidlertid kunde J dog sige saadanne Forældre, at de ved deres Børns
Opdragelse opføre sig som slette Patrioter; thi saasom de i alle muelige Maader erg
forbundne til, at befordre det almindelige Beste, saa kan de langt fra ikke siges, at
opfylde denne deres Pligt, naar de ikke besørge deres Børns Opdragelse saaledes, at
Republiqven i dem kan have nyttige og duelige Borgere - - -.
Snip, Snap, Snude, nu er mit Eventyr ude. Jeg beder Min Herre,
med gode Kiereste vil tage til Takke med denne korte Fortælling. Skulde jeg en an¬
den Gang kunde drømme noget, der kunde være ligesaa applicabel som dette, skal jeg
give mig Frihed, at indfinde mig, for at fornøye Min Herre og gode Kiereste med
dets Fortælling.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 11.
Løverdagen, den 20 October 1759.
Hr. K.
S¬
aasom jeg udi Min Herres Børne=Aar har havt Adgang til Deres Sal. Hr.
Faders Huus, og Min Herre udi samme Tid meget vel maatte lide mig for
min Kortvilligheds Skyld. Saa indfinder jeg mig og med desto mindre
Frygtagtighed i Dag udi Deres Audience=Gemak. Jeg befrygter alleene, at jeg lader
mig melde paa en Tid, da Min Herre har aabnet Deres Raads Rustkammer, og
kunde maaskee! være i Begreb med, at ville erindre Sig de Pligter, som den høye
og vigtige Post, De er bleven sadt paa, forbinder Dem til; udi hvilket uformodent¬
lige Tilfælde, jeg da imod min Vane maatte bruge Complimenter, og bede om Par¬
don, at jeg saa uventelig skulle forstyrre Min Herre udi Deres udsædvanlige Ge¬
scheftighed. Jeg vil derfore med faae Ord rygte mit Ærinde, og kortelig fortælle
Min Herre, at da jeg næstafvigte Nat befandt mig efter Sædvane, udi Drømme,
i de Dødes Rige, syntes mig, at jeg blev indført udi en af de Dødes anseeligste
Boliger. Den der residerende Døde entrerede strax udi en Materie, som var mig
alt for høy, nemlig, om adskillige Statsmænd og Staters Indretning i de
Levendes Rige; og da jeg formedelst min støre Ukyndighed i saa høye Ting ikke
kunde besvare hans Spørsmaale, forlangede han at vide min Extraction og Metier.
Ved dette Spørsmaal kom jeg udi en end større Betryk; thi hverken vilde jeg lyve,
ikke heller kunde jeg, for sine Aarsagers Skyld, sige ham den rette Sandhed, men
sagde, at siden jeg nu befandt mig i Forglemmelsens Rige; kunde jeg ikke erindre
mig det. Da kan jeg, svarede han, meget vel erindre mig, hvad og hvordan jeg
har været i de Levendes Rige. Vel mueligt, i undseer Jer ved Jeres ringe Her¬
komst og den ringe Post, J kan beklæde, hvilket, om saa er, bør kaldes en Daar¬
lighed hos Jer, da J, maaskee! udi Jeres ringe Station kan være Jeres Med¬


42
borgere til større Nytte, end jeg har været udi min høye; og om J end er i en Sta¬
tion, hvor J ikke kan contribuere noget synderligt til det almindelige Væsens Nytte,
saa har i ikke heller den Leylighed, at kunde foraarsage Dets Forverrelse, som jeg
har havt.
Jeg var, imedens jeg levede, iblant deres Tal, der skulle drage Omhue for
Staten, til hvilken saa vigtige, som anseelige Post, Fødselen saa got som havde de¬
stineret mig, og vel mueligt jeg kunde have blevet en nyttig og duelig Statsmand,
naar min Education og Anførsel udi mine unge Aar havde været derefter, og man
havde overgivet mig i deres Hænder, der kunde og vilde indprente mig de rette Prin¬
cipia, og giøre mig skikket til Fædernelandets Tieneste. Mine Forældre lode mig
a la Cotume giøre en udenlands Reyse, vel mueligt, for at kunde blive underrettet
om de fornemste Staters Indretning, uagtet jeg endnu ikke havde de almindelige
Grundsætninger og Begreb om, hvorledes en velindrettet Stat skulde være beskaffen.
Jeg reyste altsaa rettest at tale, for at besee adskillige Stater, uden at kunde profite¬
re noget Solide deraf; og i den Sted andre ved deres Conduite og Jndsigt i Tingene
viiste, at de ikke reyste saa meget for, at lære noget af Fremmede, som for at kunde
excolere, og faae det at see for Øyne, som de tilforn havde lært; saa reyste jeg der¬
imod allene for at giøre min Nation Ære, ved at føre en prægtig Eqvipage, og at
jeg ved min Ti bagekomst kunde give de ubereyste en løselig Afridsning paa det store
Taarn til Stratzburg, og om Versaille i Frankrig. J Steden for paa min Uden¬
lands Reyse, at skulle have til sin store Nytte i Tiden giort mig Umage for, at
kiende de anseeligste Personer ved fremmede Hoffer, eller i det ringeste giøre mig de¬
res Caractere bekiendt, paa det at jeg, naar jeg blev sadt paa den i Vente havende
vigtige Post, kunde tage de til Fædernelandet kommende fremmede Ministre paa den
rette Fod, at ikke de forslagne Hoveder skulde rose sig, at kunde, uden at blive rø¬
bede, spille deres Roller, fordi de, som de havde at giøre med, vore uerfarne i frem¬
mede Kunstgreb; saa bragte jeg en heel Liste med mig tilbage paa de Distinctions
Damer, som jeg paa min Udenlands Reyse havde havt den Fornøyelse at conversere,
helst udi deres Mænds Fraværelse.
Jeg kom altsaa ligesaa klog tilbage til mit Fæderneland, som jeg reyste bort.
Jkke destomindre blev jeg dog efter nogen Tids Forløb promoveret, og den ene Post
vigtigere end den anden blev mig Tid efter anden betroet. Jeg lærte da først at
kiende min store Udygtighed og Uduelighed, og jeg erfarede da, hvor høyt fornødent
det er for en Statsmanb, at han er fuldkommeligen underrettet om Republiqvens
Styrke og Skrøbeligheder; at han kan skiønne om de Ting, der enten kan hindre
eller befordre dens blomstrende Tilstand; at han har et rigtigt Begreb om, og Jnd¬
sigt i Statens indvortes og udvortes Beskaffenhed, paa det han ey skal bringe saa¬
danne Forslag paa Bane, der vel kan tiene en Stat, men derfor ikke en anden; og
at han besidder en Færdighed til at kunde betragte en Sag i sin fulde Sammenhæng,
at han ikke, i det han ey paa alle Kanter kan indsee Følgerne enten af sine egne eller
andres Forslag, skal falde paa det, der meere kan skade end gavne en Republiqve.
Men disse for en Statsmand høystfornødne Reqvisita fandtes langt fra ikke hos mig;
hvorfore jeg og, for desbedre at skiule min Udygtighed og Dumhed, maatte ved alle
Leyligheder agere en Ja=Broder, og refere mig til det som mine Med=Collegæ udi en
og anden Affaire eragtede for got eller skadeligt. Men ligesaa liden Capacite jeg


43
besad til at kunde befordre Statens Forbedring og Velgaaende; ligesaa indifferent
var jeg og udi at hindre de Ting, jeg for Øynene kunde see, at være den skadelig;
og som jeg foruden Statsmvnd tillige var Kiøbmand, Bonde, og saa videre, kan
man lettelig forestille sig, hvor uinteresseret jeg var udi en og anden Maade i Hen¬
seende til det almindelige Beste.
Den vigtige Post, paa hvilken jeg var sadt, forbandt mig til, at vise en be¬
synderlig Kierlighed til mit Fæderneland. Det almindelige Beste skulde udi alle mine
Raadgivelser og Forslag have været mit eneste Øyemeed. Jeg skulde ved min Re¬
commendation og Formaaenhed ikke have befordret nogen, uden dem, som jeg kiendte
i Stand til at kunde bære de Byrder, de søgte. Jeg skulde have anseet alle Re¬
publiqvens Lemmer, som mine Brødre, og uden nogen interesseret Hensigt ladet
dem alle efter enhvers Merite have Deel udi min Bevaagenhed og Kierlighed. Jeg
skulde ikke have seet dem an med skeele Øyne, der besad en større Conduite og Capa¬
cite, end jeg til at legge Plan til en eller anden tienlig Anstalt. Men hvad Under,
at jeg handlede tverimod disse mine Pligter, eftersom jeg til deels ikke engang selv
vidste, hvad mit Embede forbandt mig til; og jeg til deels var alt for interesseret,
at jeg skulde have ladet egne Fordeeele staae til Side, for at befordre det almindelige
Væsens Nytte.
Alvorlighed i Religion og Gudsfrygt, der burdte være en Statsmands Hoved¬
Hensigt, og jo alvorligere han er derudi, jo reenere blive og alle hans Jdrætter,
var noget, jeg ikke giorde meget Væsen af; og endskiønt jeg var nød til med Mun¬
den at bekiende en GUd, saa meente jeg dog, at intet kunde forbinde mig til, at
vise en Hiertens Ærbødighed for dette usynlige Væsen. Hvorfore jeg og saaledes
tiente GUd, at Fanden ingen Aarsag skulde have at fortørnes over mig. Reedelig¬
hed og Oprigtighed, der flyder af Alvorlighed i Religionen, og som giver en Stats¬
mand en almindelig Kierlighed og Fortroelighed, vare saadanne Dyder, som jeg
iblant allermindst øvede. Jeg var beleven og høflig mod alle. Jeg var stedse bereed
at give herlige Løfter, men jeg havde aldrig i Sinde at opfylde dem, uden de Ansø¬
gende vidste at tage mig paa den rette Fod, og jeg talede neppe et Ord, der jo syn¬
tes at have Redelighed til Grund; men Tiden lærte Vedkommende, at mit Hierte
ved disse udvortes Sminker var frugtsommelig med langt andre Tanker.
Midt udi min store Udygtighed og Uduelighed til Statens Tieneste, bildte jeg
mig ind, at jeg havde en almindelg Høyagtelse, og at jeg iblant alle mine Under¬
mænd blev anseet som en Griffenfeldt ved det Danske, som en Ximenes ved det
Spanske, og som en Richelieu og Mazarin ved det Franske Hoff; og hvis en ypper¬
lig Færdighed i alle Slags Forestillelser kunde have udgjort en stor Statsmand, kunde
jeg sandelig have passeret for en af de største Politici i min Tid. Der fandtes og
de, der uimodsigeligen holdte fore, at jeg udi Listighed, Gierrighed, Hevngierrig¬
hed og et forstilt Væsen, ikke gav Richelieu og Mazarin det mindste efter; thi som
dette var den eneste og største Stats-Kunst, jeg lagde mig efter, saa besad jeg og
herudi til sidst en hartad ulignelig Færdighed.


44
Omsider blev jeg i en Hast transporteret her til de Dødes Rige, og jeg troer
ikke, at Staten leed noget synderlig Skaar ved min Afgang. Skulle J finde Ley¬
lighed dertil, kunde J fortælle mine efterlevende Brødre, at jeg nu baade bekla e,
at jeg har været sadt paa en Post i de Levendes Rige, som jeg ikke havde Conduite
og Capacite til, at kunde forsvarligen beklæde, saa og at jeg med Blussel fortryder,
at jeg ikke i de Ting, jeg kunde, haver viist en større Troskab og Kierlighed for det
almindelige Væsen - - - -.
Min Herre hører nu her mit Ærinde, hvilket jeg imueligste Korthed har vil¬
det forrette, saasom jeg veed, at De, saavelsom andre store Herrer, ikke kan fordrage
nogen Vidtløftighed enten i Tale eller Skrivemaade.
Jeg forbliver &c. &.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 12.
Løverdagen, den 27 October 1759.
Hr. L.
M¬
in Uskiønsomhed maatte være stor, og min Skiønsomhed liden, hvis jeg iblant
alle andre Dag=Drømmere, vilde give Min Herre det nederste Sted, som
den Gamaliel, ved hvis høylærde Fødder, jeg tillige med en god Deel an¬
dre har havt den Skiebne at sidde; thi saasom Min Herre den Tid med Eftertryk
indpræntede mange rare Sager i min Hukommelse, til liden Nytte for mig selv, men
til slet intet for det almindelige Væsen, til hvis Tieneste jeg skulde oplæres; saa bli¬
ver det og stedse min Skyldighed, med en fornuftig Skiønsomhed, at erkiende saa¬
dant; og hvorledes skulde jeg vel kunde andet, end findes skiønsom, naar jeg erindrer
mig de mange skiønne Haandtager, Min Herre, med liden Skiønsomhed gav mig,
for den mindste Tøddel, og for hvert et Comma, jeg ved mine Stiiles Reenskrivning
kunde have udeladt? naar jeg erindrer mig Min Herres smukke Oversettelser af
Autores og Poeter, saavelsom Deres grundige Forklaringer over de brugelige Sko¬
le=Præcepta, da Min Herres Danske var mig meere uforstaaelig, end det Sprog
og de Ting, De vilde forklare mig, og var ungefehr lige saa fattelig, som jeg vilde
sige: adskillige Adskilligheders Adskillighed; omstændelige Omstændigheders
Omstændighed, og saa videre? Ja hvor Hiertebrækkende maa vel ikke min
Skiønsomhed være, naar mine Øyne af en ulykkelig Hændelse, udi mit lille Biblio=
tek, falde paa den store Phrase=Kiste og rare Locutions Bog, som jeg under Min
Herres Jnformation, med megen Møye fik sammenflikked? Sandelig, jeg kan til
Min Herres store Berømmelse (skiønt til liden Profit for de Herrer Apothekere) have
den Ære at sige Dem, at naar jeg trænger til en Vomitiv, behøver jeg kuns, at
aabne min Phrase=Kiste og rare Locutions=Bog; ja jeg kan end til Min Herres store
Fornøyelse melde videre, at naar jeg ret vil drille nogen af mine Contraparter, over¬
sender jeg ham en halv Snees Linter i det latinske Sprog, sammenflikkede af min
høylærde Phrase=Kiste, da jeg sikkert kan forlade mig til, at samme nødvendig maa


46
drive ham Sveden af Panden, inden han fatter Meeningen deraf. Naar jeg saa
endelig erindret mig, hvorledes Min Herre sendte mig til Academiet som en Skade
eller Papegøye, hvor jeg til Examinatorum største Misfornøyelse, kunde, uden at
forstaae det ringeste af hvad jeg selv sagde, paa min ene Fod recitere det ene Præcep¬
tum efter det andet, kan jeg ikke andet, end med en critisk Skiønsomhed, belønne
Min Herres Møysomhed med et stort Intet, og altsaa handlede jeg visselig imod al
fornuftig Skiønsomhed, hvis jeg iblant alle andre Dag=Drømmere vilde gaae Min
Herre forbie.
Søm jeg da under Min Herres Underviisning er bleven oplært i saa meget
Drømme=Værk. Saa formoder jeg det ikke skal falde Min Herre forunderligt, at
jeg er bleven en Drømmere, og at jeg i Dag indfinder mig, for at fortælle Dem,
hvorledes jeg nestafvigte Nat drømte, at jeg var udi de Dødes Rige, og der fore¬
fandt et Spøgelse, der udi Høyde og Væsen lignede Min Herre; og uagtet, der nu
alt ere 23 Aar forløbne, siden jeg stod under Min Herres Gouvernement, forvoldte
dog den Trældoms Frygt, jeg den Tid bar for Min Herre, at jeg med Angest og
Bævelse søgte, at undvige dette Spøgelse, men forgieves; thi Spøgelset nærmede sig
i en Hast til mig, og mig syntes, at jeg af Forskrækkelse var færdig, at segne need
i mine Knæ, da min afdøde Ven just i det samme kom, til min store Trøst, iilende
til mig. Spøgelset mærkede min Bestyrtning, og tiltalede mig saaledes: Frygt dig
ikke, min Søn! Jeg har vel, imedens jeg var i de Levendes Rige, været en skræk¬
som Bussemand for mange unge Mennesker; men da det af dit Væsen og Klædedragt
kommer mig fore, at du er en studeret Person, har jeg nærmet mig til dig, af Be¬
gierlighed for at kunde faae at høre, paa hvad Fod Skole=Væsenet nu staaer i de Le¬
vendes Rige.
Ved saa trøstelig en Tiltale, begyndte jeg at faae Mod igien, og efterat jeg
havde givet ham saa megen Underretning, som jeg agtede fornødent, sagde han:
Jeg hører vel, at der efter min Tid er skeed nogen Forandring; men der kunde end¬
nu være adskilligt at erindre til Skole=Væsenets Forbedring. Jeg maatte spørge til
hvad Nytte en Discipel skal løbe saa mange Classer igiennem, og henslide den beste
Tid af hans Alder i Skolen, paa Ting, som et velskikked Hoved, under en habile
og retsindig Lærere kunde absolvere i 3 a 4 Aar? Hvorfore skal enhver Lære=Punct
settes sine visse Terminer, eller indskrænkes under visse Classer, i hvilken den skal
excoleres? Hvorfore forbyder man en Discipel at faae Sted i den øverste Classe,
førend han har svækket sin Hukommelse med al Verdens Glose-Bøger? Og naar han
ey, uden at drage sin Aande derved, kan rimse en Grammaticam Latinam og
Græcam op, Ord for Ord, med enhver Regels sneese Exempler, saavelsom dens
Exceptioner og Observationer, agtes han udygtig, og holdes for endnu intet at have
lært, hvilket med billighed kan kaldes, at giøre Væsen af det, der i sig selv er intet.
Men hvor vidtløftig maatte jeg vel ikke blive, hvis jeg her skulde censurere alt det
unødvendige ved Skole=Væsenet, og hvorledes den studerende Ungdom, i steden for,
at den i Skolerne skulde legge Grundvolden til nyttige Videnskaber, bliver paa de
fleeste Steder opholdt ved Baggateller og Pedanterier.


47
Jeg har selv ageret en Skole=Lærere ved en af de anseeligste Skoler i de Leven¬
des Rige; men nu min Siel er sluppen ud af det phlegmatiske Legeme, den var ind¬
sluttet udi, og fra dette sit Fængsels tykke pedantiske Mørke, indseer jeg først, at
jeg til intet var mindre skikked, end til at være en Skole=Lærere. Jeg indseer nu,
at jeg langt fra ikke var en Plato, der udi sin Jnformatiøn gik fornuftig til Verks,
og underviiste sine Disciple i fornødne og nyttige Ting; men at jeg tvertimod har
været den anden Orbilius, da jeg med Ufornuft tyranniserede over mine Disciple,
for det, der i sig selv var intet. En Vildelse udi en Stiil, en Feyl i en Overset¬
telse, var udi mine Øyne den allerstrasværdigste Forgribelse imod Minervæ Souve¬
rainitet, og en Forseelse imod de Grammaticalske Regler, ansaae jeg af ligesaa stor
Conseqvence, som Crimen Læsæ Majestatis, eller en Forbrydelse imod en Konges
Høyhed og hellige Person. Ved disse og deslige fleere Baggateller, opholdte jeg
mine underhavende Disciple, og under en bestandig Pryglen, pinede deres Hukom¬
melse med saadanne Ting, der ingen Jndflydelse havde i det almindelige Liv, eller
i mindste Maade kan tiene det almindelige Væsen. Deximod satte jeg alt det til
Side, der kunde tiene til at skierpe deres Judicium, og efterlod at vise dem det essen¬
tielle og væsentlige udi enhver Videnskab, saavelsom den rette Maade at studere paa.
Saaledes var min, og en stor Deel af de andre Skole=Læreres Lære-Maade i min
Tid, og venteligt, den paa adskillige Steder endnu ikke er meget bedre. Men hvad
Under, at saadanne Alumni, naar de siden ved Academiet skal freqventere Proses¬
sorernes Collegia og Prælectiones, maa qvasi Asini ad Lyram anhøre Videnskaberne
paa den rette Fod tracterede, som noget fremmed, og dem forhen aldeles ubekiendt; og
saasom en stor Deel af dem, lidet eller intet Jndicium have, og de ikke heller under
deres Lærere have være vante til, at bruge noget Judicium, saa forblive de hellere
ved de Skaller og det Skum, de engang have faaet Smag paa, end at de skulde
giøre sig nogen videre Umage for, at fatte det solide og essentielle udi enhver Viden¬
skab. Naar det nu, efter det gamle Mundheld heder: at den: der har lært sin
Bog, kan tiene til hvad han skal; saa kan man vende det om og sige: at de,
der paa saadan en Maade have lært deres Bog, tiene til ingen Ting, uden at kunde
indprygle got Folkes Børn de samme Baggateller og Pedanterier, som de selv ere
blevne oplærte udi; hvorfore alle de Forældre, der agte at holde deres Sønner til
Studeringer, burdte med billighed søge, at faae dette indført udi det sædvanlige
Kirke Litanie, nemlig: fra udygtige og pedantiske Skole=Lærere frie os kiere
Herre GUd! og holder jeg fore, at det kunde være ligesaa gudeligt, at bede imod
alle unyttige og skadelige Lemmer udi en Republiqve, som at bede imod dyr Tid, den
man som oftest selv foraarsager.
Jeg vilde derfore, ligesom jeg og byder og befaler dig, at du paa mine Vegne
skal sige alle forekommende Skole=Lærere udi de Levendes Rige, at en stor Deel af
dem, meget ilde og uforsvarligen beklæde den vigtige Post, de ere satte paa. Nogle
af dem, besidde vel selv en solide Erudition, men ere derhos saa magelige, at de ikke
gider gjort sig den tilbørlige Flid og Umage med deres underhavende Disciple. Nogle
af dem have selv fordybet sig i Pedanterier og superficielle Ting, hvilke de med en
Pavelig Myndighed indtrykke deres Disciple, og saaledes forderve mangen et vel¬
skikket Subjectum, der ellers ved en solide Underviisning kunde blive det almindelige
Væsen til Nytte og Tieneste. Andre derimod besidde selv ingen solide Erudition, og
have derhos ingen Gaver til at kunde lære det lidet, de selv vide, fra sig til andre.


48
Saadanne ere gierne derhos des strengere, og naar Disciplerne ey strax kan fatte
deres uforstaaelige Underviisning, settes de strax i en fnysende Forbittrelses Passion;
men om end deres Lære-Maade var fattelig, burde de dog erindre sig dette bekiendte
Axioma: Qvi recipit, non recipit ad modum imprimentis, sed ad modum Ca¬
pacitatis suæ. Deres Væsen og Tale til Disciplene er altid vredladen og murrisk,
hvorved de meene, at tilveyebringe sig en stor Opmærksomhed, ey betænkende, at
Disciplerne ved en saadan Omgang, ey allene giøres forbausede, hvorved deres Sind
settes i Forvirrelse, saa at de ingen ret Sands og Samling have til det, der læres
dem, men de taber endog derved al Lyst til det, de skal lære, den Læreren, i steden
for at skiende og prygle, burdte indprente dem, ved at forestille dem Nytten og Æren
af deres Lærvillighed. See! Saaledes er mange, saavel private som offentlige Sko¬
le=Læreres Opførsel og Forhold, ved den studerende Ungdoms Anførsel; og hvad
Under da, at der findes saa mange slette Academiske Borgere, der maaskee siden
blive lidet nyttige og duelige Lemmer i det menneskelige Selskab - - -.
Der jeg vaagnede og erfarede, at den Angest, jeg havde været udi, var kuns
en Drøm, blev jeg ret glad. Jmidlertid har jeg dog, af Frygt for, at dette Spø¬
gelse skulde hver Nat vilde forurolige mig, ikke turdet andet, end efterkomme hans
befaling, og fortælle Min Herre min havte Drøm. J Forhaabning, at Min
Herre, uden at have alt for stort Hoved=Brud, vil udfinde Drømmens Udtydning
og Forklaring, har jeg den Ære at forblive &c. &c.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 13.
Løverdagen, den 3 November 1759.
Hr. M.
F¬
ormedelst at jeg udi endeel Aaringer har levet som en Eremite, og saa got som
gandske afvandt fra det Slags Skabninger, af hvilke Diogenes fant alt for
mange, da han engang ved høy lys Dag, med en Løgte i Haanden, søgte
efter Mennesker, og jeg desaarsage ingen Anledning har havt til at behøve Min
Herres Tieneste, havde jeg hartad forglemt, at det Slags tobenede Creature, som
Min Herre er af, vare til, og jeg kunde maaskee aldeles have forgiet saa Erindrings¬
værdige Lemmer i Republiqven, hvis jeg ikke forgangen Nat var bleven erindret her¬
om ved en Drøm, den jeg vil fornøye Min Herre med, at fortælle.
Mig syntes, jeg befandt mig i de Dødes Rige, og at jeg der, af min afdøde
Ven var bleven indført udi en af de Dødes Boeliger. Ved Jndtrædelsen blev jeg til
min store Forbauselse en Aand vaer, der ligesom udi Forvildelse svevede hist og her
omkring udi denne Bolig. Min Ven bad, at jeg ikke skulde alterere mig. Denne
Døde, sagde han, har udi hans levende Live gaaet udi en bestandig Søvn paa Sam¬
vittighedens Vegne; desaarsage er hans Aand nu i en bestandig Uroe og Forvirring.
Neppe havde min Ven udtalt disse Ord, førend den omsvevende Aand aldeeles for¬
svandt, og den der hvilende Døde begyndte at reyse sig fra sit Leye. Han fæstede
strax sine Øyne paa mig, og der han heel nøye havde beskuet mig, tiltalede han mig
saaledes: Jeg seer, at J er en Udlænding fra de Levendes Rige, og da J ey veed,
hvor snart J kan blive en af dette Riges Beboere, vil jeg raade Jer, at J, den
Stund J endnu skal være i de Levendes Rige, beflitte Jer paa at beholde en god
Samvittighed, paa det, at J efter Døden kan hvile her i en bestandig Rolighed.
Dette dyrebare Klenodie, nemlig en god og usaared Samvittighed, var just det,
som jeg tilligemed den største Deel af mine Brødre i de Levendes Rige, allermindst
bekymrede mig om at besidde; desaarsage finder min Siæl nu ingen Hviile. Fra
J¬


50


det gode Sted er den formedelst mit Forhold i de Levendes Rige, aldeles udeladt;
og i det ønde Sted tør de ikke indlade den, af Frygt for, at den skal sætte de onde
Aander i Haaret paa hinanden, og altsaa maa den, som en paa alle Steder forhadt
Flygtling, sveve hist og her omkring.
Men J skal aldeles ikke forundre Jer herover, naar jeg siger Jer, at jeg udi
de Levendes Rige har været iblant deres Tal, der ansee Dom=Huusene for Skueplad¬
se, og sig selv som privilegerede Acteurs, der have Frihed, at spille en Comoedie
efter den anden, og ved andres Tragoedier at forandre deres egen Scene til det beste;
der give sig ud for de Uskyldiges Beskyttere, og føre Navn af de Forurettedes Tals
mænd; men vise i Gierningen, at de søge intet mindre, end at forsvare den Uskyl¬
dige, og at skaffe den Forurettede sin Ret; og ligesom der findes et Slags Skabnin¬
ger i de Levendes Rige, der leve af det Physiske Onde, og desaarsage søge at ved¬
ligeholde og forøge det samme; saaledes leve og disse af det Moralske Onde, ved
hvis Formeerelse og Vedligeholdelse, deres Ploug allene drives. Kort sagt: jeg
har været af det Slags Skabninger, for hvilke end og Guderne selv have frygtet sig;
og der Juno engang havde antaget en af dem, til at udføre hendes Sag imod Ju¬
piter, bad han hende paa sine Knæ, at hun dog ikke vilde lade ham blive et Rov
for dette glubende Dyr; thi han og hans Brødre, sagde han, have forlængst forstyr¬
ret Jorden; vil du nu ogsaa, at de skal vende op og need paa Himmelen? Jeg har
ved saa behagelig en Beskrivelse, vildet betage Jer den Afskye, J maaskee ellers
kunde have fattet for min Person, hvis jeg med det egentlige Navn havde sagt Jer,
hvad jeg har pæret i de Levendes Rige; men hvis J af denne Beskrivelse endnu ikke
skulle have fattet det, vil jeg, for meere Tydeligheds Skyld, sige Jer, at jeg har
været blant deres Tal, af hvilke den største Deel anseer deres Bestallings Breve,
som saadanne Patenter, der give dem Frihed at forstyrre den almindelige Fred, og
at faae Uenigheds Sæd iblant deres Medborgere, for siden at kunde med Fordeel fiske
i rørte Vande.
Jblant disse privilegerede Freds Forstyrrere, passerede jeg udi min Tid for en
af de habileste. Jeg kan og, uden at rose mig selv for meget, med al Sandhed sige,
at jeg heel mesterligen vidste, at bruge min Pen og min Tunge til, at giøre Sort
til Hvidt, og Uret til Ret; og troer jeg, at endog Luciser selv, havde kommet til
Kort, hvis han i at udfinde Subtiliteter og Sophisterier havde vildet certere med
mig. Ved mit Embeds Tiltrædelse, mærkede jeg strax, at det behøvedes ikke saa
meget at studere Jurisprudencen, som Stats Videnskaber. Jeg indsaae, at mine
Medborgeres Enighed vilde kun give lidet Vand paa min Mølle. Det blev derfore
en Hovedsag udi min Stats=Catechismo, at afmale en intet betydende Fornærmelse,
med saadanne Farver, at en enfoldig Mand bildte sig ind, at hans Velfærdt eller
Ære stod i yderste Vove, hvis han ikke betiente sig af min Hielp, for at byde sin
Contrapart Spidsen, da jeg og med Haand og Love, forsikrede ham om Seyeren,
og at jeg skulde lære Vederparten qvid Juris. Men jeg havde meget slet forstaaet
min Profession, hvis jeg ikke havde vidst at skaffe mine Principaler ti Trætter for
en, og at forlænge de samme et Aar efter det andet; ligesom jeg ikke heller giorde
mig nogen Samvittighed over, at staae i lige god Forstaaelse med de stridende Parter.
Dog naar jeg i lang Tid havde trettet de stridende Parter med vidtløftige Omsvøb,
og ufornødne Opsættelser, var jeg af saa ædelt et Gemyt, at jeg gjorde Forslag til


51
Forlig. Jeg vidste da at forfatte mine Freds Forestillinger i saa andægtige Talemaa¬
der, at hvis Freds Puncterne ey havde været af den Beskaffenhed, at de uden For¬
liis af Contrapartens Ære og Velfærdt, ey kunde underskrives, skulde man snart
have sluttet, at det havde været mit fulde Alvor, uagtet at intet skurrede meere i mine
Ørne, end at høre nogen af Parterne, at slaae paa den Streng, at de vilde forlige
Sagen. Men hvad enten de Sager, jeg havde at føre, omsider bleve vundne eller
tabte, løb jeg dog altid af med Gevinsten. Men Kiere, hvorfore skulde jeg bruge
min Pen og min Mund omsonst? Og tænker J, at det ikke kostede mig Hovedbrud
og Umage, at kunde spille Giek med Dommeren, og ved Omsvøb og indviklede Spørs¬
maal at bringe Vidnerne til, at nægte det, som de forhen havde bekræfted?
Synes Jer nu ikke, at jeg har været en meget gavnlig Lem i det menneskelige
Selskab? Sandelig, jeg er forvisset om, at naar J med de rette Øyne indseer Føl¬
gerne af mine ligesindede Brødres Forhold i de Levendes Rige, vil J tilstaae mig,
at iblant alle skadelige Lemmer udi en Republique findes neppe noget Slags, der hiel¬
pe meere til dens Svækkelse, end disse; thi som deres Velgaaende hænger af Med¬
borgernes Uenighed, og følgeligen af deres Undergang. Saa maa det nødvendig
være deres Hoved=Studium ved alle Leyligheder, at kunde bringe den ene Borger i
Harnisk imod den anden, og at kunde frembringe de allerskadeligste Følger af den aller¬
mindste Fornærmelse. Men Kiere, hvor skadelig en Virkning har vel ikke dette
deres Stats=Greb i det almindelige Væsen, da ey allene de stridende Parter selv blive
derved som oftest ødelagde, men endog saa mange andre, der udi en eller anden
Maade kan staae i Samfund med disse, maa lide derunder. Hvorfore hin Spanske
Konge handlede heel politisk og viselig, at han, da der skulde sendes Jndbyggere til
America, strengeligen lod forbyde, at ingen af dette Slags Skabninger maatte brin¬
ges der til Landet; thi disses Virkninger udi en Republik, ere ligesom Qvægsølvets
udi Jorden, nemlig, at de paa en uformærket Maade foraarsage Tid efter anden
den heele Bygnings Fald; og holder jeg fore, at Jndbyggerne i de Levendes Rige
meget vel kunde undvære disse privilegerede Talsmænd, naar de paa den ene Side,
ikke formedelst smaa Ting og en liden Fornærmelse vilde lade sig bringe i Harnisk
imod hinanden; og at de paa den anden Side, naar nogen Tvistighed af Betydenhed
opkom, vilde selv fremstille sig for Dommerne, og der med faae og enfoldige Ord
fremføre deres Besværinger imod hinanden; thi derved kunde i det mindste Tiden,
og de ellers paaløbende mange Omkostninger spares, og Dommerne kunde da des
snarere og klarere fatte, paa hvilken af de stridende Parters Side Retten var, og
følgeligen ikke saa ofte blive mulcterede pro meliori informatione - - -
Her falt min Ven ham ind i Talen og sagde: Jblant andet fornødent Onde,
kan disse privilegerede Talsmænd formedelst visse Omstændigheder ikke ret vel undvæ¬
res; ligesom man og maatte tale imod Sandhed, naar man vilde nægte, at joe de
Retsindige iblant dem, der dog ere rare at finde, kan væ e nyttige Borgere. Og
Kiere! hvorledes vilde det vel klæde, at en Overmand skulde møde for Retten imod
sin Undermand; en Adelsmand imod en Uædel; en caracterisered Person imod en
Borgermand; en Herremand eller Proprietair imod en Bonde? Ey at tale om, at
en og anden af de stridende Parter, kunde enten ikke være i Stand til, at tale udi
sin egen Sag, eller og være i saadanne Omstændigheder, at han ey selv kunde
møde -


52
Formedelst at jeg vaagnede ved nogle Rotters Allarm under min Seng, fik
jeg ikke Resten af min Vens Jndvendinger udhørt. Jeg kan og sige Min Herre,
at min Drøm om dette forvirrede Tøy var saa uordentlig, at jeg har havt Ondt for, at
kunde fortælle Min Herre den udi en forstaaelig Samling. Dog haaber jeg, at
Min Herre, der udi saa lang Tid har gjort Profession af, at være en fredsommelig
Fredsforstyrrere, vel forstaaer en halvqvædet Vise.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, C. HORREBOW


Drømmeren.
Num. 14.
Løverdagen, den 10 November 1759.
Hr. N.
M¬
in Herre! jeg beder dem tusinde Gange om Forladelse, at jeg ikke har givet
Dem det Sæde over endeel andre Dag=Drømmere, som Dem, efter Dere¬
tilkiøbte Værdighed kunde tilkomme. Jeg veed, at Deres Æ e=Kiærhed,
finder sig i høyeste Grad fornærmet ved denne min Forseelse, den jeg dog haaber
nogenledes kan undskyldes, naar jeg siger Min Herre, at jeg aldeeles ingen Kundskab
haver havt om de skadelige Følger, Deres Dag=Drømmerie have i det almindelige
Væsen, førend jeg næstafvigte Nat blev underrettet derom ved en Drøm, den jeg vil
have den Ære at fortælle Dem.
Jeg drømte, at jeg tilligemed min afdøde Ven var kommen ind i en af de
Dødes Boliger, hvor jeg af den der værende Døde blev tilspurgt, om den smitsomme
Syge, der i hans Tid grasserede saa stærkt paa adskillige Stæder i de Levendes Rige,
endnu vedvarede? Jeg bad han vilde nævne det Slags Sygdom, han spurgte om;
men i Stæden for, at forklare sig, sagde han, jeg vil kortelig fortælle Jer mit For¬
hold i de Levendes Rige:
Jeg var kommen af gode ærlige Borger=Folk, der udi deres middelmaadige
Stand levede i Fornøyelse og Velstand. Mine Forældre holdte mig til at lære Han¬
delen, og der jeg var bleven min egen, og havde nedsadt mig paa et got Nærings¬
Stæd, lykkedes min Handel saavel for mig, at jeg efter nogle Aars Forløb, havde
erhvervet mig en temmelig Capital. Jeg levede da i en fornøyelig og god Tilstand,
og udi en kierlig og fortroelig Omgiengelse med mine Ligemænd. Men som Penge


54
Mod, og der paa samme Tid grasserede en meget smitsom Syge, blev jeg formedelst
Jndbildning anstukket af samme.
Ved mit Gistermaal, var jeg kommen ind i en Familie, hvoraf en og anden
var kommen i Rangen. Ved Brylluper, Giestebuder og andre Samlinger, maatte
min Kone og jeg overlade disse den høyre Haand og Sæde, uagtet de baade vare
yngre og mindre formuende end vi; hvorudover vi med liden eller ingen Fornøyelse
bivaanede disse Samlinger; ligesom vi og lode os de fleeste Gange, under et og andet
Paaskud, undskylde, naar vi bleve indbudne. Jeg vil ikke sige, at min Kone var
i dette Fald meere emfindtlig end jeg, men vi vare begge enige udi, at kunde blive
vore beslægtede Hr. - - - Raader og Fr. - -- Raadindet liige udi Ca¬
racteer og Værdighed. Men saasom jeg hverken formedelst mine egne, eller mine
Forfædres Meriter, kunde vente mig nogen saadan Ophøyelse, maatte jeg oplade
min Pung, og under en besynderlig Maade tilhandle mig en Caracteer, den jeg da
og erlangede.
Denne Udgift gjorde vel et Pokkers Hul i min Casse, men den behagelige
Titel af Velbyrdige Herre og Frue, saavelsom den Hiertens Fornøyelse, at andre
meere ærværdige af den Borgerlige Stand, maatte ved alle Samlinger krybe needen
for os, syntes mig at være tilstrækkelig Belønning nok for mine Penge. Dog kunde
denne første Førødelse, som min Rang=Syge havde sadt mig udi, have været nogen¬
ledes taalelig, hvis den ikke i den følgende Tid havde draget saa mange andre Udgif¬
ter efter sig. Udi min forrige borgerlige Stand, den jeg nu ikke uden Væmmelse
kunde erindre mig, holdte jeg ikkun en Kokke= og Stue=Pige; men nu maatte min
Frue nødvendig have en egen Pige, der forstod at kunde pynte og coifere hende, og
som det nu ikke kunde være min Frue anstændigt, selv at lade sig see i sit Kiøkken og
Kielder, maatte hun ogsaa have en Huusholderske eller Huus=Jomfrue. Foruden
disse toe Føde=Nød, maatte jeg antage en Dagdriver, der kunge hænge bag paa min
Vegn, og drive bag i Hælene efter mig og min Frue, naar vi, som sielden skeede,
vare til Fods; og som det syntes mig alt for Kiøbstædagtig at kiøre i en Hyre=Vogn,
saa anskaffede jeg mig egen Vogn og Heste, hvortil der da atter behøvedes et nyt
Føde=Nød, nemlig en Kudsk, der brav kunde knurre, bande og smekke med en Pidsk.
Jeg mærkede vel, at mine Jndtægter neppe vilde balancere mod disse anseelige
Udgifter, men mit høye Mod tillod mig ikke, at give andre Rangs=Personer noget
efter i mindste Maade. Min egen og min Frues Klædedragt maatte i alle Maader
være alamodisk og prægtig; og mine Børn maatte klædes og opdrages efter den nyeste
Mode. At spilde Penge paa idelige Banqvetter, Lyst=Reyser, og ved et Spille¬
Bord, vare Rangsmæssige Klatte=Udgifter. Jmidlertid fik min Casse Tid efter
anden en ulægelig Svindsoet paa Halsen, saa at neppe nogen Slags Sygdom kan
være meere tærende, end Rang=Sygen. Men som der med enhver Sygdom gierne
følger et Raserie; saa forfaldt jeg og udi denne min Rang=Syge, til den rasende
Resolution, at jeg needlagde min Handel, da mig syntes, det ikke kunde være over¬
enstemmende med min Rang, at ernære sig paa en borgerlig Maade. Men at jeg


55
dog ikke skulde være en aldeeles ørkesløs Lem udi det borgerlige Selskab, magede jeg
det saa, at jeg blev indlemmed udi et vis Selskab, hvor jeg da sad som en der haa¬
bede at faae Løn i Fremtiden, den jeg dog ikke oplevede, men maatte imidlertid tære
paa min egen Capital, som og inden mit Dødsfald, hartad var fortæret.
Jeg haaber, at J nu har forstaaet, hvad Slags Syge det er, jeg forhen spurgte
Jer om. Denne smitsomme Syge regierede saa stærkt i min Tid, at de tre Deele
af den Bye, hvor jeg boede i de Levendes Rige, vare befængte deraf, og troer jeg
gandske vist, at den heele Byes Jndvaanere nu ere allerede omskabte Rangs=Perso¬
ner. Men J skulle maaskee neppe kunde forestille Jer de skadelige Virkninger denne
smitsomme Syge har udi et Borgerlig Selskab. Jeg vil ey tale om, at det Trin,
den ene Borger paa denne Maade søger, at forhverve sig for den anden, foraarsager
en indbyrdes Fortrydelse, der opirrer endog de maadelige Formuende til, at begiere
samme Høyhed; og saasom deslige Ophøyede, helst søge Samqvem med andre af
deres Stand, og viser en Slags Haanhed endog over deres egne Paarørende af den
Borgerlige Stand, saa ophæves derved den saa høyt fornødne Enighed og Kierlighed
iblandt Medborgere, hvorunder det almindelige Beste i adskillige Maader hindres;
men alt dette, siger jeg, vil jeg ey tale om, saasom det falder enhver i Øyne. Men
naar J nu kiger lidet nøyere ind i Sagen, skal J blive vaer, at iblandt andre tæ¬
rende Ting udi det Borgerlige Selskab, der paa en uformærkt Maade svækker det
almindelige Beste, bliver visselig Rang=Sygen ikke den ringeste. Paa det Stæd,
hvor jeg boede, i de Levendes Rige, vare den største Deel af Jndbyggerne i gode
Omstændigheder, og en god Deel af dem vare ved deres borgerlige Brug og Næring
blevne heel Formuende; følgeligen kunde og disse, naar ingen særdeles ulykkeligt Til¬
fælde tilslog dem, have efterladt sig deres Børn og Familie i en god Tilstand. Men
ligesom Rang=Sygen, Tid efter anden, greb alt videre og videre om sig iblandt dem;
saa begyndte og Stadens almindelige Velstand at formindskes. Forandring af Stand,
giorde Forandring i Huusholdningen og Levemaaden, og deres Rangmæssige Opfør¬
sel, giorde omsider den største Deel af dem til Prakkere af Rang. Deres efterladte
Fruer maatte gaae fra Arv og Gield, og deres Børn, der intet havde lært, uden
Rangmæssige Moder og Noder, bleve det Borgerlige Selskab til Byrde.
Saadan en Virkning havde Rang=Sygen paa det Stæd, hvor jeg levede, og
naar J seer Jer ret om, vil J befinde, at den har den samme Virkning paa adskil¬
lige andre Stæder i de Levendes Rige. Jeg holder altsaa fore, at naar denne Syge
tager Overhaand udi et Borgerlig Selskab, maa man ansee det for en Lande=Plage;
og skulde det vel ikke være saa aldeeles uhørlig, om det end kunde synes noget urimelig,
at man, ligesom imod andre Lande=Plager, anordnede en Faste= og Bededag; thi
ved nøye Undersøgelse skal neppe nogen almindelig Plage findes meere fordervelig,
da Forskiellen er allene denne; at hine foraarsage en hastig og kiendelig, men denne
en langsom og uformærkt Fordærvelse. At de, der enten ved en fuldkommen Kund¬
skab, eller ved udviiste Tienester imod det almindelige Væsen, blive benaadede med
Ære=Titler, er en Æres-Belønning, som dem med billighed tilkommer, og som de
kan bære med Ære; men naar enten Penge, eller forvendte Stats=Greeb, eller en
smuk og veltalende Kone, eller en Ægte=Forening med et Fruentimmer over sin
Stand -- -


56
Jeg drømte, men jeg vaagnede, som vel var. Jeg fortæller Min Herre,
denne Drøm i største Fortrolighed, og beder, De vil beholde den hos sig selv, til
Deres egen Efterrettelighed. Jeg haaber, Drømmen er saa fattelig, at Min
Herre, uden at betiene sig af Drømme=Udtolkere, meget vel kan finde Applicationen,
naar De ved dens Læsning vil kuns tage Dem selv om Næsen.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 15.
Løverdagen, den 17 November 1759.
Hr. O.
T¬
illad, Min Herre! at jeg i Dag indfinder mig udi Deres Tractere=Sal, ikke
for at tage Deel i Deres mange og delicate Rætter, thi dertil er jeg alt for
ringe, eftersom min Pung ey vil tillade, at kunde giøre Vederlag; men saa¬
som Min Herre under Deres idelige Banqvetter, søger en og anden Jnvention,
hvormed De kan divertere Deres vælædende og veldrikkende Giester, saa formoder
jeg, at det ikke skulle være de samme aldeeles ubehageligt, iblandt andre forefaldende
lidet opbyggelige Discourser, for en Forandrings Skyld, at anhøre noget af mit
Natte=Drømmerie; og kunde jeg maaskee herudi giøre Min Herre, en uformærkt
Tieneste, nemlig ved min Fortælling, at betage Deres Giæster noget af deres graa¬
dige Appetit, paa det der kunde blive nogle Smuler til overs, til en fattig Lazarus
uden for Min Herres Dør, eller til Deres Nødlidende Venner (om Min Herre
ellers kiender dem) der med den Bekostning, som Min Herre anven der paa et eneste
af Deres Tractere=Maaltider, kunde til Maadelighed forskaffe sig en riigelig Pro¬
viant for mange Uger, jeg tør ey sige Maaneder.
Jeg var i Nat, udi Drømme indkommen i en af de Dødes Boliger, hvor
jeg ved dens Aabning blev et Syn vaer, der foraarsagede mig største Væmmelse,
saasom jeg der forefandt en overmaade mæsket Krop, der vrimlede af en utallig
Mængde Orme. Jeg vendte mig strax om fra dette Spectakel, for at forføye mig
ud; men min afdøde Ven, som havde ført mig derind, opholdte mig med at fortælle
mig nogle smaa Ting, om denne Døde, hvilken jeg i det samme hørte at bevæge sig
fra sit Leye, og ved Pusten og Stønnen, at give et Veyr fra sig, som af den største
Smedde=Bælg. Omsider aabnede han sine Øyne, og der han længe havde stirret


58
paa mig, sagde han: Uden Tvivl er J fra det Stæd i de Levendes Rige, hvor jeg
boede, siden J seer saa forædt ud. Jeg taugde lidet stille til denne artige Compli¬
ment, for at høre, om han havde noget videre at erindre ved min Person og Ud¬
seende, men han faldt fra mig til sig selv, og sagde: Vil J vide mit Levnets Histo¬
rie, da er den kortelig denne:
Jeg levede for at æde, og jeg aad, for at kunde des hastigere befor¬
dre mit Endeligt. Med disse faae Ord har jeg givet Jer en fuldstændig Historie
af mit Liv, mine Meriter og min Død. Mit Liv var en bestandig Søvn og Døs,
eller en behagelig Drøm, om en formeent Glæde og Herlighed. Mine Metiter
bestøde i, at æde, drikke, spille, og at føle mig i allehaande Vellystighed. Men
min Død var en alt for hastig og bedrøvelig Skilsmisse fra mine Vellyster, og vel¬
lystige Fraadse=Brødre. Den Dag i min Leve=Tid, paa hvilken jeg ey havde siddet
ved et Bord, der enten til Middag eller Aften, enten hos mig selv, eller hos andre,
var forsynet med et halv Dosin af de delicateste Retter, og hvor den ene Pocal efter
den anden, med 3 a 4 Sorter Viine var bleven udtømmet, ansaae jeg for en Faste¬
Dag. Denne Epicuræiske Omgang udi mit Levnet, tog egentlig sin Begyndelse fra
den Tid af, da jeg tog mig en Kone; dog havde min Levemaade før den Tid ey væ¬
ret saa aldeeles philosophisk. Efter min Faders Død, da min Moder formedelst en
nye Mariage, maatte skifte med mig og mine Sødskende, tilfaldt mig en Arvepart
af 8000 Rigsdaler. Jeg etablerede mig derpaa udi en vis Handel, som jeg var
bleven oplært ved; men som denne Stand syntes mig alt for ringe, tilhandlede jeg
mig en vis Station af Rang (med hvilken man ellers i min Tid gemeenlig marchan¬
derede.) Jeg begyndte da allerede at leve temmelig frisk. Ved mit Giftermaal
kom jeg ind i en Familie, hvoraf den største Deel, saavel i Henseende til Stand,
som Formue, var i Anseelse. De mindst Formuende iblandt dem, vilde udi Pragt
og en overdaadig Levemaade, ikke give de andre af Familien det ringeste efter; og
ligesom det, efter en vedtagen Skik, immervek gik løs paa Giestebuder og Tracte¬
ringer, ligeledes kappedes og det ene Partie med det andet, hvo af dem, der ved
deres Tracteringer kunde vise meest Ødselhed og Overdaadighed. Denne herlige
Levemaade høvede mig saavel, at jeg ganske overgav mig til samme. Mit Embeds
Bekymringer lagde jeg paa en Fuldmægtiges Skuldre, den jeg dog gierne kunde have
undværet. Samme forglemte ikke, under mit Fraadserie, at meele sin egen Kage.
Følgerne af denne Levemaade ere snart giettede. Det ene Partie udi Fami¬
len ruinerede det andet, ved disse Kierligheds Samlinger og Tracteringer. Mine
ogne Midler, saavel som de, jeg fik med min Kone, bleve omsider aldeles fortærede.
Jeg maatte altsaa, for at holde min begyndte Ødselhed og Overdaadighed ved lige,
sætte mig alt meere og meere i Gield Men ikke nok, at jeg, for at kunde føle
mig i nogle Aars Vellyster, ikke tog i Betænkning, at opoffre min Formue, og der¬
ved desarmere mig imod de følgende Tiders Vanskeligheder; men jeg endog ved min
overdaadige og uordentlige Diæt, ligesom aabnede Porte og Dørre for de allerfar¬
ligste Sygdomme, der ofte truede mig med Døden; men aldrig blev jeg nogen Tid,
saasnart restitueret, at jeg jo continuerede min begyndte Levemaade, og saaledes om¬
sider tvang Døden til, at afhente mig fra de Levendes Rige.


59
Jeg haaber, at J med et halvt Øye kan indsee de skadelige Følger, som saa¬
dan min og mine Ligesindede Brødres Levemaade kan have i det almindelige Væsen.
Man klager over Tidernes Vanskeligheder. Den almindelige Hob synes og, at
kunde bekræfte Sandheden i dette, hvis ikke en almindelig Stats og ødsel Levemaade,
syntes at vidne her tvertimod.
De Formuende, der i Følge den Broderlige Kierlighed, de som Lemmer paa
et Legeme ere deres Medborgere skyldige, burdte som retskafne Patrioter, i paakom¬
mende vanskelige Tider, saavidt mueligt er, komme de duelige og stræbsomme
Manglende til Hielp, betiene sig af samme Klagemaal, og under samme Paaskud,
afskiære de Arbeydendes Løn; somme for at kunde have desmeere at aagre med;
andre for at kunde, med Arbeydernes Sveed, i dyre Tider bøde paa Udgifternes
Forhøyelse, ved deres overdaadige Pragt og Giæsterering, af hvilke sidste, en stor
Deel dog, naar de have opfraadset deres havte Formue, maa igien sveede dobbelt
saameget ud i Renter til Christne og u=christnede Jøder, som de forhen have forkortet
den Arbeydende i sin Løn.
Slutningen bliver da, som daglig Erfarenhed viser, gemeenlig denne, at
ondeel af disse, efter nogle Aars giorte Figurer, maa for en Tid giøre sig usynlige,
(hvorved der atter per Accord skeer en nye Subtraction i Kræmmeres, Slagteres,
Haandværksfolks, og andre fleere Creditorers Fordringer. Og maatte Fallit=Boer¬
nes Curatores meget slet have lært at dividere, hvis de ikke ved at addere og multi¬
plicere udnødvendige Udgifter, ja vel og pro forma Fordringer, magede det saa,
at der blev lidet eller intet til overs, til Deeling for Creditorerne.
Jeg vil ikke melde om alle deslige Bedragerier, af det hartad almindelige
Fraadserie, og den hos de fleeste, saa kiendelige forvendte Oeconomie; ligesom jeg ikke
heller vil sige, at Fraadserie og Overdaadighed i Opførsel, er et Jnsigne eller en almin¬
delige Herlighed, som de Store og Formuende have for sig selv, da ikke er usædvan¬
ligt, at erfare, at endog en fattig Haandværkmand, gierne sultet en heel Uge, for
at kunde fraadse om Søndagen, og med lykkelig Fremgang helligholde frie Mandag;
saavelsom og, at see andre af de nedrige Stænder, at efterabe de høyere i Stats og
Moder. Men ved en løselig Undersøgning skal J befinde, at der imod hvert et
Exempel af det Slags, der formedelst ulykkelige Tilfælde ere komne til agters,
kan gives 10 Exempler af det Slags, der ved deres overdaadige og fraadsagtige Leve¬
maade, ey allene have ruineret sig selv, mens endog ved Fallitter, have givet adskil¬
lige af deres Medborgere et føleligt, ja ubodeligt Knek. Og synes det, at Forbud
imod den forhen i Svang gaaende Ødselhed og Overdaadighed ved Barseler, Bryl¬
luper og Liigfærde, have forandret Scenen til et daglig Fraadserie - -


60
Skulde denne min Fortølling have fornøyet min Herre, tilligemed sine vel¬
sraadsende Giæster, skal jeg, hvis der en anden Gang skulde forekomme mig noget
ligesaa applicabelt i Drømme, giøre mig en Fornøyelse af, at ærgre, (hvad vilde
jeg sige? ) at opvarte Min Herre dermed,
Da jeg i saa Maade alletider forbliver &ec. &c.
lmprimatur, C. HORREBOM.


Drømmeren.
Num. 16.
Løverdagen, den 24 November 1759.
Hr. P. & Compagniel
A¬
t J, Mine Herrer, som mine Venner, ikke vil regne det saa nøye med mig,
eller med Fortrydelse ansee, at jeg ved mine Visiters Afleggelse hos Ubekiend¬
tere, er gaaen Eders Dørre forbie, er noget, som jeg aldeeles er persvade¬
ret om. J maa og, Mine Herrer, tilforladeligen troe, at mit Venskab til Eder,
efter den Art, som Venskaber nu omstunder ere af, har ligesaa uryggelig en Hengi¬
velse til Grund, som Eders Patriotskab. Jeg seer ikke heller, hvad Streng man
skulle slaae paa, i hvor forstemt den end maatte være, der kunde giøre Harmonien
imellem en Mundven og Mund=Patrioter skurrende, om de end og stedse laae i Haa¬
ret paa hinanden. Denne vores Overeensstemmelse, formedelst et saavel grundet &k.
Venskab, forbinder mig da til, at jeg bør have den samme Fortroelighed til Eder,
om end ikke en større, som til alle andre Dag Drømmere. Hvorfore jeg og i
Dag giver mig den Ære, at indfinde mig hos Eder, for at fortælle Eder noget af
mit Natte=Drømmerie.
Det forekom mig næstafvigte Nat udi Drømme, ligesom at min afdøde Vin,
efter Sædvane førte mig omkring i de Dødes Rige, og at vi omsider kom hen i mod
en aaben Plads, hvor vi saae endeel af de Døde forsamlede. Jeg havde just i Sinde,
at vilde have spurgt min Ven om denne Forsamling, da han forekom min Nysgier¬
righed, og gav mig Underretning om Aarsagen dertil: Minos, voyes Regent,
sagde han, har i denne Tid paabuden en Formue=Skat; og saasom der ere adskillige,
endog af de meest Formuende (thi J maa vide, at der ere ligesaa store, om ikke
større, Rigdomme under som over Jorden) der krympe sig ved denne Skat: Des¬
aarsage have de samme fremstillet sig for Minos, (thi han har nu i lang Tid funden
for got, selv i egen høye Person, at anhøre, hvad hans Undersaattere kan have at


62
andrage) Somme for at søge Moderation udi den paabudne Afgift, og Somme at
blive aldeeles forskaanede derfor.
Vi vare imidlertid henkomne til Forsamlingen, da Minos just i det samme
havde sadt sig paa sit forhøyede Sæde. Vi saae da Een fremtræde af Forsamlingen,
der med needslaget Hoved og mørke Miner overleverede Minos sin Memorial.
Denne Mand, sagde min Ven, er en Slave af Gierrighed. Saalænge han i Ro¬
lighed har kundet oplægge den ene Capital efter den anden, har han ey skammet sig
ved, offentlig at udraabe sig selv som den reedeligste Patriot, at om alle havde den
kierlige Hensigt til det almindelige Beste, som han, skulde enhver, naar Fornøden¬
hed udkræver det, ey allene opofre al deres Formue, men endog deres Personer og
Liv, for det almindelige Væsen. Hans Midler have da altid, efter hans egen Ud¬
sigende, staaet færdige til Rigets Tieneste, og ingen har med en større Patriotisk
Nidkiærhed skiældet og smældet imod de Borgere, der ey skulle ville række Haanden,
til en eller anden Foranstaltning, til det almindelige Væsens Nytte. Men nu, da
saadan en Tid, og saadanne Omstændigheder ere indfaldne, at der behøves en almin¬
delig Haandrækning, til Rigets Forsvar og Conservation, taler Manden af en gand¬
ske anden Tone. Han ønsker nu, at han var en Borgere af et andet Rige, hvor
det ikke behøvedes, at han skulde aflægge nogen Prøve paa sin Kierlighed, for det
almindelige Væsen, den han allene har baaret paa Tungen. Han anseer det nu,
som største Ubillighed, at han skal yde saa stor en Afgift af de Midler, som han
ved Sveed og Møye, det er med meere forstaaelige Ord at sige: som han ved sine
Underhavendes Forurettelse, ved sine trængende Medborgeres Udsuelse, og ved ofte
at have besviget det, som han er den høye Øvrighed skyldig, har erhvervet sig. Der¬
foruden er han dog nu, ved denne Skats Paabydelse, kommen i Decadance, og
den Motive, han nu fremstiller sig for Minos med, bliver uden Tvivl denne, at
han formedelst sin store Godtroenhed og Bereedvillighed, i at assistere sine trængende
Medborgere, har taget en ubodelig Skade; men at han har 3 a 4 dobbelt Valuta
til Underpant, for sine udlaante Penge, er han vel ikke saa taabelig, at melde noget
om; saa at han for nærværende Tid, det er, saalænge Skatten vedvarer, er ikkuns
en formuende Mand i deres Øyne alleene, der misunde ham den Fornøyelse, at
kunde efterlade sig en Capital af en halv Tønde Guld.
Efter denne Mund=Patriot saae vi en anden fremstille sig. Denne, sagde min
Ven, har iligemaade ingen Tid efterladt at rose sig af sit Patriotskab, og har anseet
alle dem, der have sadt sig imod hans interesserede Projecter, for saadanne Borgere,
der ikke burde fordrages i et Borgerlig Sælskab. Han har og ved sine idelige For¬
slag og Fuchsvantserier bragt det saavidt, at han ey alleene er bleven sadt i Værdig¬
hed, men har endog allerede samlet sig anseelige Midler; og hvad Under? da han
beklæder saa mange Poster, som fire andre, meere nyttige og duelige Borgere, kunde
til Skikkelighed leve af. Men uagtet hans Midler ere store, og hans Betieninger
indbringer ham aarligen noget anseeligt, er han dog ved denne Skats Paabydelse
bleven en maadelig formuende Mand. Han synes nu, at hans interesserende Hoved¬
brud, for det almindelige Væsen, bliver meget slet paaskiønnet, i det han skal yde
en taalelig Portion af de Midler, han haver et hvervet sig i Fædernelandets Tieneste;
og tvivler man ikke paa, at hvis Angivelsen af hans Formue skulde beeediges, han


63
da ikke skulde giøre sig mindste Betænkning over, at have soret sig Fanden i Vold, for
at fordølge de tre Parter deraf.
Derefter fremstillede sig andre; og min Ven gav mig sin Betænkning over
enhvers Patriotskab og Tilstand i sær. Er det ikke forunderligt, sagde han, at en,
der i Gaar, ved Tinglysninger, har gjort sig bekiendt for, at være prioriteret i 15
Gaarde, er formedelst denne Skats Paabydelse bleven saa uformuende, at han selv
forrenter den største Summa i sin egen Gaard? Dog dette kan vel og, formedelst
sine Absigter, have sin Rigtighed. Naar man af egne Midler kan trække 10 a 12,
ja vel 20 pro Cento, kan man gierne, uden sin synderlige store Skade, taale at svare
4 a 5pro Cento af publiqve Penge. Skulde man vel troe, sagde han videre, at en
der i Gaar var Eyere af 2 til 3 Herregaarde, og som i gode og frugtbare Tider har
havt saa forsynligt og kierligt et Hiertelang for det almindelige Væsen, at han har
belæsset sine Lofter og Ladegaarde med sine Godsers Afgrøde, for i dyre og ufrugtbare
Tider, at faae den 3 a 4dobbelt betalt, kan i Dag, formedelst denne Skats Paaby¬
delse, være kommen i saa stor Decadance, at hans Jordegodser findes Pantsatte til
andre, mindre Formuende? ---
Men min Vens Tale blev afbrudt, formedelst at Minos, der imidlertid var
bleven kied af, at see fleere af de Forsamledes Undskyldninger, begyndte at tiltale
dem saaledes: Velsindede Patrioter have dette Principium, at naar det almindelige
Væsen lider vel, kan enhver nyttig og duelig Lem udi det Borgerlige Sælskab haabe
sin Tilstands Forbædring. Naar derfore Tidernes Omstændigheder udfordrer enhver
til, at aflægge Beviis paa deres Patriotiske Hiertelaug, blive de aldrig de sidste
der bevise deres Kierlighed, men opofre godvilligen endeel af deres Formue, naar
de see, at det almindelige Beste derved kan befordres. Jeg behøver altsaa ikke større
Beviis paa, at J have afført Eder al Kierlighed til Eders Fædreneland, end disse
Eders indgivne Memorialer, men jeg kan og derhos ikke noksom forundre mig over,
hvorledes der kan være saa stor et Mørke i Eders Forstand, at J ikke kan indsee,
at den liden Portion, som jeg formedelst et efter all Anseelse befrygtelig Overfald,
har seet mig nødsaget at fodre af Eders Formue, skal tiene til at sætte Eders øvrige
Eiendomme i Sikkerhed.
J anholde altsaa nu hos mig, om Frihed fra at vise Kierlighed imod Eder
selv. Jeg som Landets Fader, seer mig forbunden til, at sørge for Eders samtlige
Beste og Conservation. Jeg seer nu, at Riget trues med et Overfald, hvorved
Eders Vælfærd, ja Frihed og Liv vil staae i Fare, naar man ikke i tide sætter sig i
god Forsvars=Stand; og dog vil J søge adskillige Udflugter, for at kunde undgaae,
at række mig Haanden til de Præparatorier og Foranstaltninger, som der nødvendig
maa giøres imod denne overhængende Fare. Mine Betientere have alt givet mig
Underretning om Eders Formue; og om de end udi deres indgivne Rapporter skulde
have været noget Partiske, anseer jeg dog Eders brugte Undskyldninger for ugrun¬
dede, og aldeeles uovereensstemmende med et ret patriotisksindet Hiertelaug. Men
Eders Vrangvillighed vil, ved paakommende Uleyligheder, ikke mindre skade Eder
selv end mig; og altsaa vil jeg, langt fra, ikke med Magt udpræsse det, som J selv
godvilligen, end og over Eders Evne, burdte at opofre, for at see Eder selv og
Eders Medborgere forvarede - - -.


64
Under denne Tale vaagnede jeg, formedelst et stærk Tordenslag og paafølgende
Plads-Regn. Jeg formoder, Mine Herrer, at denne min Drøm vil være Eder saa
meget des behageligere at læse, som at I derudi kan faae endeel Dødninger at see,
der udi denne Henseende ligne Eder meget nøye. Similis simili gaudet. Men
bander ikke Drømmeren udi Eders Hierter, at ikke Eders Aander, der vel muelig,
naar vi samtligen sove, kan have Correspondence med hans Aand, skal udi Søvne
fortælle ham Eders Hemmeligheder, hvorved Eders øvrige ueægte Patriot=Væsen
kunde røbes.
Jeg forbliver &c. &e.
Imprimatur; C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 17.
Løverdagen, den 1 December 1759.
Hr. Q. & Compagnie!
J¬
eg burde vel, Mine Herrer! da jeg i Dag giver mig den Ære at opvarte Eder
med noget af mit Natte=Drømmerie, betiene mig af en fremmed Tunge; ef¬
tersom jeg befrygter, at Mine Herrer finde ligesaa liden Smag i Fædernelan¬
dets Sprog, som udi dets egne klædende og fødende Vahre og Hænders Gierninger.
Men saasom jeg har den naturlige Feyl, at jeg ey kan snøvle, vilde det Sprog, hvor¬
udi, jeg veed, Mine Herrer helst vilde høre mig, ved min Udtale aldeles tabe sin
Behagelighed, og blive saa meget desmeere skurrende i Mine Herrers Ørne, saasom J
ere mine indfødde Medborgere. Jkke destomindre finder jeg mig dog forbunden, at
vise den samme Fortrolighed til Eder, Mine Herrer, som til alle andre Dag-Drøm¬
mere; og da J tage til Takke med Landets Leve=Brød, og aldeles ingen Foragt kaste
paa Landets Mynt; haaber jeg, at J ikke heller skulde vilde skamme Eder ved, at
høre mig i Landets Sprog.
Jeg befandt mig, efter Sædvane, nestafvigte Nat udi de Dødes Rige, hvor
jeg af min Afdøde Ven blev indført paa et af de Stæder, hvor adskillige Stats¬
Sager blive afhandlede under et Glas Viin. Vi kom just derind, da den som var
den Øverste udi dette Stats=Collegium, begyndte sin Tale. Synes Jer ikke, Mine
Herrer, sagde denne, at et Rige gierne kunde undvære det andet, og at Jndbyggerne
gierne kunde undvære de Ting, som Naturen nægter dem af deres eget Land? Nogle
af Selskabet meente Jo; andre derimod holdte fore, at Naturens Indretninger ere
saaledes stiilede, at det ene Rige ikke kan undvære det andet. De fremførte til
Beviis paa deres Mening adskillide Ting, hvorudi det ene Rige trænger til det
andet. Hvorfra, spurgte disse, skulde vel de Lande, der have Mangel paa Skove,
tage Tømmer fra til Skibs=Bygninger og andet Brug? Hvorfra skulde de Lande,


66
der have Mangel paa Sædeland, tage deres Korn=Vahre fra? Af disse og andre fleere
Mangler er det jo klart, sagde de, at det ene Rige ikke kan undvære det andet.
Jeg tilstaaer vel, svarede den Øverste, at denne Eders Meening kan i adskil¬
lige Henseende have sin Rigtighed; og jeg nægter ikke heller, at jo et Riges Han¬
del med fremmede Nationer kan have sin Nytte, naar den haves paa den rette
Fod; ligesom det og er klart, at et og andet Rige formedelst samme er bleven sadt i
en blomstrende Tilstand. Men denne Sandhed kuldkaster ikke mit Spørsmaal.
Jeg meener, at et Rige søger ofte de Ting udi andre Riger, som det kunde have hos,
og af sig selv. Det har sig i saa Maade med et Rige, som med en Jord. Der findes
megen Jord, der ligger udyrket, fordi Landmanden mistvivler om dens Styrke, til
at bæke Sæd og at belønne Arbeydet; da den dog, naar Forsøg giordes, kunde
maaskee formedelst en ret Behandling give sin rigelige Grøde. Saaledes foraarsager
og den Mistvivl, et og andet Riges Jndbyggere have om deres egne Landes Styrke,
at de søge det hos Fremmede, som de kunde have hos dem selv. Denne Sandhed,
vil jeg bevise med mit eget Fædernelands Exempel udi de Levendes Rige. Saavel
jeg selv, som den største Deel af mine Landsmænd vare aldeeles forgabede i fremmede
Ting; og vi kunde ey uden Væmmelse beqvemme os til at betiene os af Fædernelan¬
dets egne Vahre og Hænders Gierninger. Phantasie og forudfattede Meeninger vare
herudi vore Veyleedere. Vi kiendte ikke Fædernelandets Styrke, derfore stode vi
i Tvivl om, at det kunde frembringe saadanne Herligheder, som det virkelig kunde;
hvilket og en og anden derpaa giort Prøve overbeviiste os om, da vi erfarede, at vi
i mange Ting ey vare saa trængende til andre Riger, som vi forhen havde indbildt
os; og jo nærmere vi lærte at kiende vore egne Landes Styrke og Beskaffenhed, jo
større Skaar giorde vi og i de Fremmedes Jnteresse. Naar jeg da har tilstaaet Eder,
at Commeree med fremmede Nationer har befordret et og andet Riges blomstrende
Tilstand, har jeg og tillige tænkt hos mig selv, at andre Rigers Efterladenhed,
Blindhed og Forfæng lighed har til største Deel giort et saadant Riges Commeree
lykkelig.
J spørge, Mine Herrer, hvorfra de Lande, det kan have Mangel paa Skove,
Sædeland, og andre Herligheder, skulde tage disse saa høyt fornødne Ting? Jeg
spørger derimod, om ikke de Lande, som Naturen synes meere at have bestemt til øde
Stæder og Ørkener, end til frugtbare Marker, kan blive forbædrede ved Arbeyde,
Flid og Kunst? og monne ikke deslige Lande for heele Secula siden kunde have frem¬
bragt de Ting, som de endnu maa søge hos Fremmede, naar deres Jndbyggere
havde vildet gjort sig Umage for, at kiende deres Landes Styrke og Beskaffenhed, og
havde i Tide ved Arbeyde, Flid og Kunst søgt at raade Bod paa deres Mangler?
Vil J, for Exempel, behage at fæste Eders Øyne paa et vis Land udi de Levendes
Rige. Vil J eftersee, hvordan det forhen har været, nemlig en øde og sumpig
Heede eller Udørken, og hvordan det nu er: nemlig, ligesom en Lyst=Hauge for den
rene fierde Part af de Levendes Rige. Spørger nu, om enten Naturen, eller Jnd¬
byggernes Arbeydsomhed, Flid og Kunst har dannet dette Land saaledes, som det nu
sees? Jeg tilstaaer, at et Land kan være meere beqvemt til visse Slags Producter,
end et andet, og at ethvert Land har sine Fordeele, som ere dets Egne. Men jeg
er og derhos af de Tanker, at den Beqvemhed og de Fordeele, som Naturen synes
at have nægtet et Land, skulde vel aldeles ikke være umuelig at bringe til Veye, naar


67
man ved Flid og Kunst vilde komme Naturen til Hielp. Dog undtager jeg herfra de Lan¬
de, hvor al Kunst og Flid formedelst en uophørlig Kulde og Heede, eller andre uover¬
vindelige Hindringer, maatte være forgieves. Jeg har forhen sagt, at det i denne
Henseende har sig med et Land, som med en Jord. Fordi Landmanden paa et og
andet Stæd mistvivler om et Stykke Jords Ubeqvemhed, til at kunde bære Sæd,
eller i det mindste saa megen, at Arbeydet og Omkostningen kunde lønnes, lader han
et og andt Stykke Jord ligge uopryddet og udyrket. Men naar hans Medbrødre
paa andre Stæder giøre Forsøg paa deres udyrkede Jords Kræfter, og den findes
beqvem til en eller anden Slags Sæd, overbevises han derved, at hans Mistvivl
har været uden Grund, og følger derpaa sine Medbrødres Exempel. Dee aarsage
seer vi nu Skove og frugtbare Marker paa de Stæder, der forhen have lagt som øde
Udørkener. Saaledes meener jeg og, at naar ethvert Lands Jndbyggere vilde uma¬
ge sig med at undersøge dets Kræfter, skulde vel Naturen, naar den ved Flid og
Kunst blev kommen til Hielp, give de Ting af sig, hvis Mangel driver dem til Com¬
meree med andre Riger; og saalænge der haves Mangel paa visse fornødne Ting, bli¬
ver ogsaa Commereen fornøden. Men den samme maatte, maaskee! drives med
større Fordeel for et Land, naar den alleene havde saadanne Ting til Grund, der
igentlig kunde kaldes fornødne; og naar man imod sit eget Lands Producter kunde
tilhandle sig de fornødne fremmede.
Naar J nu, Mine Herrer! udi dette Principio resolvere mit fremsatte Spørs¬
maal, nemlig: Om et Rige ikke gjerne kunde undvære det andet, og at Jndbygger¬
ne gierne kunde undvære de Ting, som Naturen nægter dem af deres eget Land? Vil
Mueligheden falde Eder i Øynene, i sær naar J, som jeg og haaber, tilstaaer mig,
at det var meest overeensstemmende med Naturens Huusholdning, hvis ethvert Ri¬
ges Jndbyggere lode sig nøye med de Ting, som deres eget Land tilveyebringe. Saa¬
vidt mit Begreb herudi strækker sig, holder jeg fore, at Jndbyggernes Vellystighed,
Forsængelighed og Forgabelse i fremmede Ting, giør mange Ting fornødne, som de
dog gierne kunde undvære, naar de ville indrette deres Levemaade efter deres Naturs
og Lands Beskaffenhed. Mit eget saavelsom mine Landsmænds Exempel udi de Le¬
vendes Rige forfører mig til at dømme saaledes. Ey nok, at vi vare begierlige efter
saadanne Ting, der ikke kunde frembringes i vort eget Land, men maatte søges i de
yderste Kanter af Verden, uanseet de samme vare aldeeles uovereenstemmende med
vores Natur. Vi meente, at vort Liv ey kunde vedligeholdes, eller rettere sagt,
vores Vellystighed ey kunde fornøyes, med mindre vi pleyede vore Legemer med hid¬
sige Vine, og andre tærende Specier af fremmede Vexter, Frugter, Urter og Kry¬
derier, der allene passe sig med det Folks Natur, i hvis Lande de frembringes, uagtet
vi Tid efter anden bleve Uovereenstemmelsen med vores Natur alt meere og meere
vaer, formedelst fremmede, og forhen iblandt os aldeeles ubekiendte Sygdomme og
forunderlige Tilfælde. Jkke destomindre syntes os dog, at den Commeree, der for¬
medelst deslige Vahre blev dreven med fremmede Nationer, var uomgiængelig fornø¬
den; da det dog havde været tienligere baade for vore Maver og vore Punge, hvis
vi havde ladet os nøye med vort eget Lands Føde=Vahre; overalt trængte mit Fæder¬
neland i saa Maade aldeeles ikke til andre Riger.. Men ey nok, siger jeg, at vi
søgte saadanne Ting hos Fremmede, som vort eget Land ey kunde frembringes, men
som vi dog gierne kunde have undværet; men vi søgte endog de Vahre hos Fremmede,
som vi selv havde af samme Godhed, om ey bædre, udi vort eget Land. Vores
u


68
Begierlighed efter Forfængelighed, der var umættelig hos os, og som oversteeg alle
de Grændser, som Fornuften og vort eget Lands Velfærdt kunde sette, giorde, at
vi ikke kunde ansee vore egne Producter af den Ypperlighed, som de, der kunde faaes
fra andre Riger; og jo fleere Forbud, der skeede imod disses Jndførsel, jo større
blev vores Begierlighed efter at faae dem. Vi spurgte derfore ikke hos de Sælgende
om Vahrenes Godhed, men alleene om det Stæd, de vare komne fra, og naar vi
bleve forsikrede om, at det var udenlandske Vahre, vare vi strax villige at give de
Sælgende, hvad de forlangede derfor. Men disse vare just ikke alle saa eenfoldige,
at de jo ofte vidste at betiene sig af denne vores Forfængelighed, og under Navn af
udenlandske Vahre paasmurte os vore egne indenlandske
Jeg vaagnede i det samme af Forskrækkelse over 2de franske Dukker, en af
hvert Kiøn, som i en Hast stode for os udi dette Selskab, hvilke nyelig vare ankomne
med Ordre fra det Parisiske Mode=Facultæt, at alle Mands= og Qvindes=Personer,
udi de Dødes Rige, skulde lade deres Klædedragt baade indvendig og udvendig af¬
cirkle og afpasse efter disse udpyntede Træ=billeder. Hillemænd! Mine Herrer, hvor
stor en Fordeel, meene J vel det ikke vil blive for os, hvis Jndbyggerne i de Dødes
Rige ere saa galne, at de adlyde denne Ordre. Der findes ikke i de Dødes heele
Rige en eneste Krambod, eller Klæde= og Silketøys Magazin. De vil altsaa see sig
nødsagede til at anlægge en Handel paa de Levendes Rige; hvorom jeg og, saasnart
jeg kommer i de Dødes Rige igien, skal giøre dem Forslag. Ak! hvor vil da
Handelen ikke komme til at florere? Hvor ønskelig en Fremgang og Tilvæxt vil da ikke
de Dødes Forfængelighed foraarsage vore Uldne= og Silke=Fabriqver? Men, Mine
Herrer, hvorfra skal vi i en Hast faae den forfærdelige store Mængde af Kniplinger,
Baand, Blomster og andre deslige Ragerier at forsyne Fruentimmerne i de Dødes
Rige med? Vi skal saamænd ogsaa vide, hvad vi vil have for vore Vahrer; og siden
vi Aar efter andet skatter saa anseelige Capitaler til de Dødes Rige, skal de nu ved
denne Leylighed komme til at ofre os aarlig aars lige saa store, om ikke større, Ca¬
pitaler; hvilken Forliis de da, ligesaavel som vi, kan tilskrive deres Forfængelighed
og blinde Lydighed imod det Pariisiske Mode-Facultæt.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 18.
Løverdagen, den 8 December 1759.
Hr. R. & Compagnie!
D¬
a jeg i Gaar Aftes havde den Fornøyelse, at være en Tilhører ved Mine Her¬
rers Stats-Discourser udi en af Bacchi Templer, blev iblant andet dette
Spørsmaal bragt paa Bane, nemlig: Om det Jødiske Folk burde taales
iblant os Christne? Mine Herrer vare alle enige i, at besvare dette Spørsmaal med
et Ney, og enhver af Eder anførte med største Hidsighed, maaskee! af egen Erfa¬
renhed, utallige Exempler paa den store Skade, som dette Slags Skabninger for¬
aarsage det Borgerlige Selskab. Jeg som Naturen vel har begavet med en Smule
Hukommelse, men har lidet eller intet Judicium og Begreeb, og følgeligen ey for¬
staaer at dømme og tale om andet, end hvad jeg kan drømme mig til om Natten,
forlod Eders fugtige Selskab, heel forbittred imod disse skiæggede Blod=Jgler, og
var som en anden Haman, aldeles sindet, at faae et almindeligt Blode=Bad udvirket
for dem hos Eders Regent Bacchus, hos hvilken jeg meente at skulle kunde blive vel
hørt, naar jeg giorde ham det Forslag, at hans Templer, hvoraf en stor Deel staae
paa temmelig svage Fødder, kunde ved den utroelige Formue, som disse Skakrere besidde,
blive bragte i nogenledes god Stand, til hans Tøndelige Thrones Stadfæstelse Men
til største Lykke for disse stinkende Skabninger, er denne min lidet christelige Beslut¬
ning bleven hindret, i det jeg i Nat, udi Drømme, har hørt en meget fornuftig og
upartisk Raisonnement, end Eders, udi samme Materie, den jeg her vil fortælle
Eder Ord til Ord saaledes som jeg hørte den.
Efter Sædvane befandt jeg mig i Nat udi Drømme hos min afdøde Ven i de
Dødes Rige, hvor han atter førte mig ind udi et Selskab, dog af en anden Beskaf¬
fenhed end det sidste; thi her var en Samling af lutter ærværdige bedagede Mænd,
og i stæden for, at man udi hiint Selskab klinkede paa Handelens Velgaaende med


70
Glasse, fulde af forfalskede Viine, dampede man her paa gammel philosophiskviis
Stuen fuld, med Røgen af Tobaks=Piber. Udi dette Selskab forefandt jeg en gam¬
mel ædrue Autor, af hvis Theologiske og Philosophiske Skrifter jeg har seet et og
andet, skiønt ikke af vore Tiders Smag. Denne anhørte nogen Tid med Taushed,
de adskillige lærde Sager, som hans Selskabs Brødre discourerede om, indtil at en
af Selskabet, ved hvad Leylighed erindrer jeg ikke, faldt just paa at spørge: Om det
Slags Skabninger, som man udi de Levendes Rige kalder Jøder, burde taales iblandt
de Christne? Her forefaldte da adskillige Meeninger pro & contra udi denne Mate¬
rie. Omsider tog den forberørte gamle Autor Ordet, og sagde: At dette Scepter¬
løse=Folk, om hvilke J tale, bør og kan taales iblandt de Christne udi de Levendes
Rige, synes at være ey allene en billighed men endog en Skyldighed, den de Christne
finde sig forbundne til i Følge af Spaadommene om dette Folkes Omvendelse, hvilket
ogsaa bør være den egentlige bevægende Aarsag, hvorfor en Christen Øvrighed tillader
dem at opholde sig udi deres Lande. Det synes og, at en Christen Øvrighed, ved
at ville uddrive dette Folk af sine Lande, vilde begaae en ikke ringe Stats-Feyl.
Man veed af Historierne, at de af de Christne fordrevne Jøder have været de, der
først hare tilbragt Tyrkerne adskillige Kunster, og have i sær underrettet dem om en
bedre Krigs-Disciplin og om saadanne Krigs=Redskaber, som forhen vare dem aldee¬
les ubekiendte; ey at tale om de Efterretninger dette snue, skarpsindige, og opmærk¬
somme Folk kan have givet disse Christendommens Fiender, til de Christnes liden For¬
deel. Hvorfore og en af de Tyrkiske Keysere, da der en utallig Mængde fordrevne
Jøder vare flygtede til hans Lande, skal have sagt: "Jeg kan ey noksom forundre
"mig over de Christnes Regentere, at de have vildet fordrive saa stor en Mængde
"Mennesker, til deres egen Skade; thi have de end ikke vildet slaae dem ihiel, saa
"kunde de jo have giort dem til Trælle, eller betient sig af dem til andre Ting, hvor¬
til de kunde være nyttige og beqvemme.. Men foruden denne Stats-Feyl, som
man ved dette Folkes Fordrivelse synes at vilde begaae, maatte man ogsaa befrygte,
at de, ligesom hine Jfraeliter udi Egypten, vilde foruden andre Rigdomme, bort¬
føre en anseelig Deel af de Christnes Guld= og Sølvkar med sig.
Ligesom det nu paa den ene Side ikke synes, at vilde være billigt, langt min¬
dre raadeligt for de Christne, at vilde fordrive de iblandt dem værende Jøder; saa
synes det derimod paa den anden Side, at de Christne vilde handle tvertimod det
egentlige Øyemeed, hvorfore de taale dem iblandt sig, nemlig deres omspaaede Om¬
vendelse, hvis de ikke Herbergere dem paa den Maade, som kan svare til dette Øye¬
meed og befordre det samme. Min Slutning maatte maaskee! ikke være aldeeles
ngrundet, hvis jeg tilskriver dette Folkes Bestandighed og Haardnakkenhed i deres
Vantroe den frie Religions Øvelse og de borgerlige Frieheder, som de paa de fleeste
Steder iblandt de Christne udi de Levendes Rige nyde. Langt fra, jeg hermed vilde
sige, at de Christne skulde paatvinge dette Folk den Christelige Religion; men jeg
meener, at saasom de Christne, formedelst det Haab, de i Kraft af Spaadommene
have om dette Folkes Omvendelse, taaler dem hos sig; saa bør man ey allene bruge
alle de Midler, som kan føre til dette Maal; men man bør endog betage dem alt
det, der kan afføre dem fra Maalet. Det synes derfore, at dem ey burde tillades
at have deres egne Synagoger, hvorved de bestyrkes i deres Vantroe og Blasphemie
imod den Christne Lærdom, og at man burde see at kunde Tid efter anden skille dem
ved deres Rabinske Bøger og Manuscripter; og om de Christne end tilholdte dem at


71
søge deres Kirker, kunde samme ikke ansees for nogen Religions Paatvingelse, men
meget hellere for et fornødent Middel, til at see det Haab, man har om deres Om¬
vendelse, opfyldt.
Det synes fornødent, at de iblandt de Christne værende Jøder burde vide, at
de ere et Scepter= og Fredløs Folk, og desaarsage burde de være under en bestandig
Tvang, og bruges til haardt og nedrigt Arbeyde. De burde vide, siger jeg, at de
ere et Fredløs og ufrie Folk, og desaarsage burde de ingensteds i de Levendes Rige
nyde Borgerlige Frieheder og Rettigheder, paa det man, ved at betage dem al Frie¬
hed i Handel og Vandel, og derimod at holde dem under en bestandig Arbeydsomhed
kunde føre dem Tid efter anden til Eftertanke om Aarsagen til deres forlørne Friehed.
Altsaa burde dem formeenes al Skakkerie og Aager, hvortil de særdeles ere tilbøyeli¬
ge, og hvorved de Tid efter anden saa hemmeligen tilføyer de Borgerlige Selskaber
udi de Levendes Rige en utrolig Skade. De burde i alle Maader være de Christne
underdanige, og følgeligen burde de ingenlunde nyde de Frieheder og Rettigheder,
som de Christne nyde og hade indbyrdes med eller mod hinanden. Det synes altsaa,
at Christendommens Værdighed fornærmes, naar en Christen, der kan være bleven
en Jødes Debitor, skulde for hans Skyld actioneres og arresteres; thi derved expo¬
neres de Christne Jødernes Spottelse, der desuden ere udi deres Hierter de Christnes
Fiender og Spottere; derved giøres de Christne til Slaver af dem, hvis Herrer de
burde være; og derved bestyrkes Jøderne i deres Hoffærdighed og uretfærdige Aager.
Vil man herimod indvende, at det Christne Navn maatte høre ilde, og være
Jøderne til Forargelse og Afskye for den Christne Religion, hvis man ikke vilde
handthæve Retten, og lade saavel dem, som de Christne vederfares den Ret, som
den Øvrigheds Love tilsige, under hvilken de, som de Christnes Medborgere, leve;
da svarer jeg, at saasom Jøderne vide med sig selv, at de formedelst deres uretfær¬
dige Aager, uden hvilken de aldrig creditere de Christne det allermindste, ere den
Lovs Overtrædere, hvilken de ere underkastede; saa ere de hos dem selv aldeles over¬
beviste om, at dem ingen Uret vederfares; men at de derved have forbrudt og for¬
spildt den Rettighed, som Loven i lovlige Maader tilsiger. Naar man nu derhos
betragter Jøderne som et Fredløs og ufrie Folk, det de og ere, der, ligesom andre
Landflygtige, flygte hist og her omkring i største Usikkerhed; saa følger heraf, at de
som andre Lovfældede Misgierningsmænd ere udelukte fra alle Frieheder og Rettighe¬
der i det Menneskelige Selskab. Desuden bør den Eed, som Jøderne udi Retter¬
gangs Sager mod de Christne aflegge, om den end tages af dem udi deres egne Sy¬
nagoger, ingenlunde ansees og antages for gyldig, saasom det er bekiendt, at der
aarligen paa deres Forsonings Fæst, der indfalder om Høsten, giøres en Bøn udi
deres Synggoger, hvorudi de afbede alle gjorte falske Eder og forøvede Uretfærdig¬
heder imod de Christne; og ere de, udi deres Tanker, saa meget des fastere forvissede
om, at de derudi blive bønhørte, saasom de ansee de Christne for store Kiettere, og
at de følgeligen ingen Synd begaae, om de end forurette og skade dem aldrig saa
meget.
Kort sagt; dette Scepter løse Folk bør alleene til den Ende taales iblandt de
Christne i de Levendes Rige, at deres omspaaede Omvendelse kan befordres. Men
dette Øyemeed vil neppelig naaes, saalænge de beholde deres egne Synagoger og


72
Skrifter; saalænge som de blive tracterede som et frit Folk, og ikke ved en bestandig
Tvang og Arbeyds Paalæggelse blive bragte til Eftertanke om deres Fredløse Land¬
flygtigheds Stand, da man ellers ved enhver Erindring til dem, om deres Vantroe
og Blindhed, kan vente sig det samme Svar, som en vis Skribent anfører, at en
Jøde gav, der nogle foreholdte ham, at hans og hans Brødres bestandige Landflyg¬
tighed og Scepter=løse Tilstand noksom kunde overbevise ham om, at den forventede
Messias allerede var kommen; hvorpaa ermeldte Jøde lod fremkomme af hans Kiel¬
der en meget rar Sort Viin udi et kostbar Bægere, hvilket han presenterede dem,
med disse Ord: Hvor ufordragelig er vel ikke en saadan Landflygtighed?
Jeg haaber, Mine Herrer! at Eders Hidsighed og Forbittrelse imod de iblandt
os værende Jøder, nogenledes skal have sadt sig ved denne min Drøms Fortællelse.
Mig synes ellers, med Tilladelse at erindre, at J, maaskee! giorde bædre, dersom
J ved Eders Samlinger i Bacchi Templer, i Steden for at mønstre paa et og andet
udi Staten, vilde overlægge med hinanden, hvorledes J, hver udi sin Stand, kun¬
de være det Borgerlige Selskab til Nytte; ligesom jeg og maatte bede, at J ikke lade
Bacchus forføre Eder til at raisonnere om de Ting, J ikke forstaae; paa det at hver¬
ken jeg eller andre saadanne Eenfoldige, der nu og da kan have den Fornøyelse at
være Eders Tilhørere, skulde ved saadanne Discourser bringes forvendte Principia
om et og andet i Hovedet.
Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur  C. HORLEBON.


Drømmeren.
Num. 19.
Løverdagen, den 15 December 1759.
Madame S.
H¬
un maa, min smukke Madame vide, at naar jeg i Dag giver mig den Ære at
opvarte Hende med noget af mit Natte=Drømmerie, giver jeg Hende derved
et særdeles velfortient Fortrin for alle andre af Hendes Kiøn, da end ikke den
høylærde Gunnild Hansdotter Vævers med alle hendes moraliske, critiske og oeco¬
miske Spoelinger, har nødt mindste Deel udi min drømmerske Fortroelighed. Jeg
veed, Madame! at Hendes Taushed, den man ellers vil disputere Hendes Kiøn,
er aldeeles paalidelig, og har jeg deraf udi et og andet Selskab havt adskillige Prø¬
ver, hvor Hun har døvet mine Ørne med lutter betroede, eller maaskee rettere sagt,
opdigtede Hemmeligheder. Desaarsage tager jeg aldeeles ikke i Betænkning, at
aabenbare min smukke Madame den hiertebrækkende Væmmelse, jeg i Nat udi
Drømme har fattet for en Dame udi de Dødes Rige, af min smukke Madames
Caracter, og kan jeg udi største Fortroelighed have den Ære at sige Hende, at sam¬
me Dame var Hende udi Størrelse, Væsen og Tale saa liig, at tvende Draaber
Vand aldrig kan ligne hinanden meere. Uden videre at complimentere Hende,
Min smukke Madame! skrider jeg til Fortællingen af min havte Drøm.
Jeg drømte, at jeg i Nat befandt mig efter Sædvane i de Dødes Rige, og
at min afdøde Ven havde ført mig ind udi en af de Dødes Boliger, hvor adskillige
af begge Slags Kiøn indfandt sig; for at aflegge Deres Lykønskninger til et Par
unge Folk, der enten havde faaet, eller ventede paa at faae Tilladelse at sove sam¬
men. Jeg forefandt her en Dame, hvis Aasyn og Væsen gav mig ved første Øye¬
kast en Afbildning om det, jeg siden erfarede hos hende. Min Ven sagde mig, at
hun var den unge Bruds Faster. Det syntes som, at denne Dames fornemste


74
Forretning paa dette Sted, var at mønstre de her kommende Gratulations Visiter,
da de og alle, i sær de af hendes eget Kiøn, maatte passere Revlen for hendes skum¬
lende Veltalenhed. Saalænge de vare nærværende, begegnede hun dem med største
Venlighed og Smigren, men neppe vare de komne uden for Døren, før hun strax
giorde sin Anmærkning over enhver i sær. Jeg vil fortælle saa meget deraf, som jeg
kan er ndre mig:
Denne gode Frue, sagde hun, som jeg nu havde den Ære at følge til Dørs,
har slumpet til at faae en Mand, der formedelst sine Fortienester er i Ære og An¬
seelse. Hendes Mands Værd klæder hun paa sig, men veed dog ey at skikke sig bædre
derudi, end Asenet i Løve=Huden. Mig og andre fleere, der forhen - - - ja
jeg vil ey sige meere, seer hun nu over Skuldeene, hvilket og er den eneste Rang¬
messige Egenskab hos hende - - -.
En anden Dame tog i det samme Afskeed, og efterat hun havde fulgt denne
til Dørs, sagde hun: Jeg kan neppe bare mig for Latter, saa ofte jeg faaer denne
Dame at see. Hun er nu over hendes 50 Aar, og hendes Skrøbelighed minder
hende som oftest om hendes tilstundende Endeligt. Men paa det Øre er hun døv.
Hun spørger hellere efter et Ball, en nye Mode at klæde sig paa, og efter Bryllup¬
per og Giæstebuder. Kierlingen skulde mafoi ikke give en femten Aars Jomfrue no¬
get efter i Flygtighed, hvis hun kuns havde Kræfter dertil. Hun skienkede gierne
de tree Deele af hendes Midler til Vartow eller Abil=Cathrines=Boder, for en Tid
af Tive Aar tilbage i hendes Alder. Ja tænk engang! (jeg kan ey bare mig for at
lee) denne gamle Kierling sminker sig, og vil behage Mandfolk, ha, ha, ha! Jn¬
gen kan troe, hvor gal hun er, uden at see hende, og ingen kan see hende, uden at
lee sig fordervet -
Hun fulgte et andet Fruentimmer til Dørs. Denne peene og ærbare Jom¬
frue, sagde hun, skulde man vel bilde sig ind, var Kydskheden selv. Det mindste
uskyldige Skierts, der kan falde udi et Selskab, er hende en Hiertens Væmmelse.
Hun sukker og seer op til Himmelen; men hendes fortryllede Øyekast røbe hendes
Hiertes Beskaffenhed. Hun fordømmer al Munterhed hos unge Fruentimre, og en
Mandsperson maa udi Selskaber ikke komme hende nær paa 10 Miile. Men tael
med hende i Eenrom! man vil da erfare, at ingen er meere føyelig, nok snakket.
Ja, hvoe skulde vel kunde troe, at denne peene og ærbare Jomfrue, har i det mind¬
ste været tvende Gange under Masqve paa et vis Sted -
Men hvad tænker J vel, sagde hun derefter, om denne Jomfrue, jeg nu
fulgte til Dørs? Hvo skulde vel tænke, at hun med hendes figurerede Ansigt, grove
Hud og føre Lemmer bilder sig ind at kunde behage? Hun kunde maaskee være taale¬
lig, hvis hun selv vilde vide, at hun er en Afskye for Kierlighed. Jkke desto min¬
dre kunstler hun paa hendes Skabning paa alle optænkelige Maader, for at kunde
pnes smuk. Elendighed over Elendighed! Hun piner sig, hun kneyser, hun setter


75
alle smaa Kunstgreb i Værk, for at giøre sig lækker; ja hun sveeder i et Selskab ved
at holde hendes skeeve Krop og u-lærvillige Lemmer i en behagelig Skik. Naar en
af vore Petits=Maitres, efter deres sædvanlige Papegoye Veltalenhed, smigrer for
hende, er hun gal nok til at bilde sig ind, at det er hans fulde Alvor - - -.
Jeg var nu alt meere end kied af at høre paa denne Dames ublue Skumlen,
og erindrede derfore min Ven om, at tage Afskeed; men han bad, jeg endnu vilde
bie lidt. Damen fulgte imidlertid en Mands Person til Døren; og der hun var
kommen paa sit spotterske Sæde igien, sagde hun: Denne var joe en meget fornøye¬
lig Person i et Selskab. Dumheden selv talede, naar han oplod sin Mund, og en
ubehøvlet Opførsel giorde hans eenfoldige Tale des væmmeligere. Jeg har i
al Verden aldrig hørt en saaban Lykønsknings=Tale, som denne Taase her giorde,
ha, ha, ha! Jeg maae tilstaae, denne Herre veed ret vel at leve. At giøre Gra¬
tulations Visite med en Klædes Vest og et Par grove Strik=Strømper, ha, ha, ha:
Hvor mange af os kyssede han vel paa Haanden? Hans Tale og Opførsel kunde
mafoi have skikket sig ret vel iblandt Fruentimrene i Walbye eller paa Amager. Hans
Maneerer ved Caffe=Bordet vare, saa mænd! heel behagelige, og hans nydelige To¬
baks Daase presenterede han med en særdeeles Grace, ha, ha, ha! Men den største
Prøve paa hans Artighed lod han see, i det han vendte os alle Bagdeelen, da han
gik til Døren, ha, ha, ha! -
Et Fruentimmer tog derpaa Afskeed. Denne Jomfrue sagde hun, bryster
sig temmelig af hendes Skiønhed. Man seer hende og, skiønt jeg ikke veed med
hvordanne Øyne, an for en ulignelig Skiønhed. Vel sandt, Naturen har giort
noget; men hvis hun ikke vidste, at lade Kunsten udi en og anden Maade komme
Naturen til Hielp, skulde hendes naturlige Skiønhed langt fra ikke give hende saa
stærke Vaaben i Hænderne over vore Cavallierers Hierter. Troe mig; hun veed og
at forfølge hendes Seyer. Aldrig klæder hun sig af eller paa, uden at tælle sine
Slaver, eller og at tænke paa fleere. J det øvrige, er hun saa taabelig som en
Gaas, og den Mand, der faaer hende, vil befinde, at hun er et uduelig Dyr i en
Huusholdning - - -.
Jeg var nu saa kied af at høre længere paa denne Dames Skumlen, at jeg
besluttede at forlade min Ven. Han fulgte dog med; og der vi vare komne uden
fore, sagde han: Nu gad jeg ret staaet i en Krog, for at høre denne Dames An¬
mærkninger over os Toe. Hille mænd! hvor riig en Materie vil vel ikke vores Taus¬
hed, vores jevne Væsen, vores lange Visite, vores Klædedragt, ja vore Støvle,
give hende til Skumlen over os? Jeg kan ey noksom forundre mig over denne Dames
Ubluefærdighed, at hun saaledes i offentlige Selskaber tør skumle over andre, da det
dog ikke kan feyle, at hun jo selv maa vide, at hendes eget Rygte har udslettet hende
af de dydige Damers Liste. Jeg kiender hende. Hendes Portrait kan jeg, uden
at forste mig mod Sandheden, af egen Erfarenhed give saaledes. Hun besidder en
Slags Veltalenhed; men hendes Tunge er som en Hug=Orm. Hun besidder og vir¬
kelig Forstand, men hun bruger den sielden til det Gode. Ved et Spille=Bord skal


76
neppe den største Spitzbub i Kort kunde luure hende; og faa eller ingen skal kunde
rose sig af, at have vundet hendes Penge. J hendes Ægteskabs yngre Aar gav
hun alle bemidlede Opvartere Audience &c. Hendes Mand giorde hun seende blind
ved hendes Listighed. Nu er hendes meeste Forretning at flakke omkring fra et Huus
til et andet, for at høre og føre Sladder. Er hun over en Time i et Huus, hvor
hun er bekiendt, er man vis paa, at hun har bragt et eller andet Ondt paa Banen.
Hun blander sig i alle Ting; og i alle Ting lader hun Pletter efter sig. Gisninger
ere hende som oftest ligesaa gode som øyensynlige Vidnesbyrd; og det kommer hende
ikke saa nøye an paa at digte en Løgn, og at geleyde den samme med en alvorlig
Forsikring paa hendes Ære. Hun har stedse giort Haandverk af at skumle over
andre; men hun maa og selv udi de fleeste Selskaber tiene andre til Materie at
tale over - - -.
Da jeg vaagnede og erindrede mig min havte Drøm, blev mit Sind atter
optændt af Forbittrelse over denne omdrømte afskyelige Skumlerske. Jeg skulde og,
Min smukke Madame! formode, at Hun ved denne min Drøms Fortælling maa
have fattet en Afskye for denne Dame, uagtet hun i alle Maader er hende liig; lige¬
som jeg og troer, at jeg i Henseende til Hentydningen, ikke kunde med bædre Føye
have fortalt nogen anden min havte Drøm, end Hende, Min Velskumlendt
Madame!
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 20.
Løverdagen, den 22 December 1759.
Hr. T. & Compagniel
J¬
eg befrygter, Mine Herrer! at jeg, ved at have fortalt endeel Dagdrømmere
mit Natte=Drømmerie, skulle, skiønt uvidende, kunne have giort Eder nogen
Jndpas eller Forfang, hvilket, om saa skeet er, jeg beder, J vil holde min
gammeldags Eventyriske Eenfoldighed til Gode. J have, Mine Herrer, største
Føye til at ansee med Foragt, at jeg som en kortbeened Spurre har vildet give mig i
Trane=Dants. Men hvilken Daarlighed skulde vel være saa utænkelig, at ikke en
indbildt Klogskab skulde kunde føde den? dog, Mine Herrer, hvorved skulde vel
Eders egen Ophøyelse kunde fremmes, hvis ikke min og andre saadanne Eenfoldiges
Daarlighed gav Eders Penne Materie til Selv=Roes? og hvo skulde vel kunde skille
mine Eventyrer og gammeldags Snik, Snak fra Eders nyedags, og forhen uhørte
Sæde=Lære og Klæde-Regler eller Snørelivs Modeller, hvis ikke Eders Velskiøn¬
nenheder gave Læseren Oplysning derom? jeg erkiender det altsaa for en forgribelig
Forseelse, at jeg som en Bønhas har vildet fuske paa et Haandverk, som jeg af de
foreløbende Jnvitationer eller Markskriger=Placater maa slutte, J ere Mestere udi.
Men Mine Herrer Mester=Arbeydere ved Visdommens foefaldne Bygning! J
kunde dog, maaskee, behøve nogle Handtlangere og Kalke=Slagere? jeg tilbyder
herudi min Tieneste, og beder, at Mine Herrer imidlertid vil værdige mig, at an¬
høre den Smule Jndsigt, jeg forgangen Nat har tildrømt mig udi dette Haandverk;
ikke som noget, hvorved jeg agter at bevæge Eder til at antage mig, men som noget,
jeg underkaster Eders velskiønnende Kiendelse til Eders egen Efterrettelighed.
Mig syntes i Nat udi Drømme, at jeg tillige med min afdøde Ven var kom¬
men ind udi en stor og vidtløftig, men derhos ældgammel og forfalden Bygning.


78
Jeg bad min Ven, han vilde give mig Underretning om dette Sted; men jeg fik
intet Svar. Allevegne hvor vi kom, forefandt vi Værelserne øde. Men derimod
vare Væggene overalt behængte med Skilderier af gamle og nye moralske, sati¬
riske og comiske Skribentere. Omsider kom vi ind udi en overmaade stor
Sahl, hvor jeg i steden for mørkende Vægge og Tag, forefandt lutter Vinduer
baade for oven og paa alle dens Sider. Her var en temmelig Forsamling af
Mennesker af allehaande Tungemaal. Jeg bad atter min Ven give mig Un¬
derretning om denne Bygning; men han bød mig at tie. Han forekom mig
denne Gang heel fortrædelig. Jeg saae imidlertid en anseelig Dame, ung, mild,
og beleven, at trine frem paa Sahlene, geleydet af 9 Opvartersker. Der blev da
en almindelig Taushed iblandt de Forsamlede; og efter at denne Dame havde sadt
sig need, paa en gammeldags Elfenbeens=Stoel, tiltalede hun dem saaledes:
J have, mine Børn! tilbudet mig Eders Tieneste ved denne min forfaldne
Bygning. Jeg antager og Eders Tilbud med Fornøyelse, i sær, da jeg seer, at
endeel af Eder, ikke ere aldeeles ubeqvemme til at kunde blive nyttige Arbeydere.
Men jeg maae i Forveyen underrette Eder om visse Materialier, af hvilke J aldeles
ikke maa betiene Jer, hvis J ellers vil tænke til at udrette noget ved denne min for¬
faldne Bygning. Jeg har saavel i de nyere som i de ældre Tider havt adskillige Ar¬
beydere, nogle baade dygtige og nyttige; andre veldygtige, men lidet nyttige; og en
stor Deel hverken dygtige eller nyttige, men meget meere skadelige. Naar jeg har
haft nogle Horatier, der med Munterhed have forfrømmet Dyden, og med Tap¬
perhed have gaaet Lastrrne i Made- ond og naar da havt væket forskandsøde inden de
kronede Volde; saa har jeg derimod havt adskillige Juvenaler, der vel have brændt
af en Heltemodig Vrede imod deres lastefulde Seculum, men have derhos ofte ikke
mindre sværtet Dyden selv end Udyder, og have forarget Læsernes Bluefærdighed.
En Plautus og en Terentius, endskiønt de have arbeydet med liden Kunst og min¬
dre Smag, giver jeg Fortrinnet for en Scarron, hvis Kløgtighed viser sig vel i en
lystig Skikkelse, men er dog derhos temmelig plump. Jeg elsker en Boileau for
hans ædle Tanker og reene Udtrykninger; men hans Arbeyde er mig ikke saa aldeles
nyttig, naar han derimod skiær alt for mange over en Kam, og navngiver de Perso¬
ner, han burde rette, uden at beskæmme. En Æsopus, en Phædrus, enf Eras¬
mus, en la Motte, en la Fontaine, en Moliere, en Holberg, en Svensk
Argus, en Engelsk og Dansk Spectator, have alle været saadanne Arbeydere ved
denne min forfaldne Bygning, at J med Nytte kan betiene Jer af deres Materialier
og træde i deres Fodspor; og om der end hos en eller anden iblandt disse, findes un¬
dertiden nogen Partiskhed, ere de dog alle opbyggelige og lærerige.
Skal derfor Eders Arbeyde blive mig nyttig, maa J nøye efterleve den Jn¬
strux, jeg her vil foreskrive Eder. Jeg vil, at Kierlighed til Eders Medborgere
skal drive Eder til at gaae de Laster og Daarligheder i Møde, der fordærve og van¬
zire dem. Lasterne bør vanrygtes og sværtes; men Partiskhed og Had til visse
Personer maa ingen Tid føre Eders Penne. Jeg tillader vel, at udi Eders Sati¬
riske Afbi dninger tage visse lastefulde Mennesker til Modeller; thi uden deslige Ori¬
ginaler, vilde Eders Copier blive som de Maleres Arbeyde, der male efter Phantasien.


79
Men Eders Afbildninger maa saaledes udtrykkes, at ikke en, men alle Elskere af
samme Laster, kan derudi see dem afskildrede. Eders Satirer maa forøges med saa¬
danne Tillæg og Omstændigheder, at endog Modellerne selv kan settes i Uvished om
Hentydningen; hvorved da den Forargelse og Opirrelse forebygges, som en partisk
Satire ellers foraarsager. Jeg vil, at J maa giøre de i Svang gaaende Narrerier,
Daarskaber og Pedanterier latterlige; dog maa J ikke udi Eders Satiriske Skiem¬
ten følge et Jtaliensk Theatre, der vel giver Latter, men ingen Lærdom og Opbyg¬
gelse. Ved Eders moraliske og satiriske Afhandlinger bør J fæste Eders Øyne paa
det Væsentlige udi Sæde=Læren, at J ikke skal røbe Eders eget Pedanterie, ja Men¬
neske=Had, ved at opholde Eder ved Bagateller og indifferente Ting. Eders Skrive¬
maade maa være enfoldig og tydelig, at J ikke med en Gracian klyver saa høyt, at
ingen forstaaer den. Tyetydigheder kan vel nu og da, saavidt en fornuftig Forsig¬
tighed udkræver det, have Siød. Men tvungne Jndfald og spitsfindige Kløgter,
give de velskiønnende Læsere en væmmelig Afsmag.
Ligesom Laster og Daarligheder duglig opfinder nye Maader at giøre sig beha¬
gelige paa; saa bør J og stedse være betænkte p. nye Paafund, og snart under en,
snart under en anden lokkende Gestalt og Titel, at giv. Jer behagelige for Læserne.
At ville møde de paa Daarligheds Bane løbende Mennesker er saadanne Titler,
der forkynde en Skolemesteragtig Myndighed, meddringer som ofles.. kysende Af¬
skye. En nøgen Sandhed er de fleeste Tider bleven slet huset. Jblandt and. Knnst¬
greeb, hvorved J søge at indlokke Menneskene Sandheden, bliver vel dette et af d.
lykkeligste, at J, nemlig, Historisk=viis og ved Fortællinger fremsette Eders bebrey¬
dende Afbildninger. Overalt bør J stedse tage nye Veye, for at møde de Tid efter
anden fremkommende kiendelige Laster og Daarligheder; dog derhos altid iagttagende,
at muntre og levende Afbildninger giøre en lykkeligere Virkning, end bidende og
strænge Bebreidelser. I det øvrige bør i alle, hver efter sine Kræfter, arbeide som
en Mand, uden al indbyrdes Misundelse og Ueenighed; velbetænkende, at en Sca¬
liger finder altid en Scioppius; men at Striden ingen Tid endes uden Sandhe¬
dens Fornærmelse. See! denne er min Villie, og paa disse Vilkaar antager jeg
Eders tilbudne Tieneste.
Damen reiste sig derpaa op fra sit Sæde, og forføyede sig ud af Sahlen med
hendes Følgeskab. Men Himmel, hvor stor en Brumlen og Knurren hørtes der da
ikke iblandt de Forsamlede. De faae fornuftige og redelige iblandt dem, søgte at
overbevise de andre om billigheden i de af Damen forelagde Vilkor; men disse vilde
aldeeles ikke beqvemme sig til, at arbeide efter nogen Jnstrux, men efter egen Phan¬
tasie og egennyttige Afsigter. De gamle erfarne Arbeideres Materialier, fik her
Navn af gammeldags ubrugeligt Skrab. En upartisk Nidkierhed imod Laster og en
patriotisk Kierlighed til Medborgerne, bleve som unyttige Handtlangere forkastede,
men Ondskab, Had, og Egennytte antagne i deres Sted. En malicieux Joilus,
en sværtende Pasqvillus, en stinkende Regnier, en bidende Rabener, fandt hver
sine Tilhængere og Efterfølgere. Partierne begyndte omsider at trænge hinanden,
og Sæde=Læren stubede under Trængselen Kuldbøtte - - -.


80
Jeg vaagnede, i det at en Anti=Drømmere ringede for mine Øren med en
Klokke uden Knebel; og efterat jeg vel havde gniet Søvnen af mine Øyne, satte jeg
et Par Briller paa min Næse, for at læse en Markskriger=Placat, som Sr. Veyer¬
fangs hinkende Mercurius overleverede mig paa Sengen, af følgende Jndhold;
Hos Gunnild Hansdotter vævers, boende i Nisse=Gangen, uddeeles mora¬
lske, critiske, poetiske, magiske, logiske, medicinske &c. &c. &c. Lectioner, til gifte og
ugifte Fruentimre, med hosføyede trøstelige Forjættelse: Frygt ikke J gode Mada
mer og Jomfruer! at her gives gammeldags Snik, Snak -- Eventyrer ¬
giøre Udyder til Dyder - - -
hegle got Folk igiennem -
Svaret paa dette Misk, Mask, bad jeg Budet bede Sr. Veyerfang, han
vilde indhente hos hans Gienboes Papegoye. Jeg igiennemlæste derpaa mine ud¬
givne Drømme=Blade. Jeg saae mine Feyl, men besluttede derhos at lade dem
blive uændrede, indtil at Frihed og Leyl==hed betages mig at begaae dem. Hvad
nytter det vel, Mine Herrer: at sknaae Vand paa Gaasen, hun ryster det jo stra¬
af sig igien?
Jeg forbliver &e. &c.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Løverdagen, den 22 December 1759.
Ædle og U=ædlede Læsere!
J¬
eg burde vel ey, Mine Læsere! da jeg i Dag sidste Gang udi dette Aar har den
Ære at opvarte Eder med mit Uge=Blad, komme frem med noget Drøm¬
merie; men jeg er kommen saa i Vane med at drømme, at jeg ey kan lade
det. Jeg har vel, for at undgaae dette, i denne Uge gjort Kilde=Reyser til Helicon
og Hippoerene; jeg har adskillige Gange vildet klavre op paa det hellige Poete-Bierg
Parnassus, alt for at kunde blive udrustet med en Skialdre=Kraft og Gave til en
høytravende og velklingende Nye=Aars Gratulation, men jeg er hver Gang dumpet
need igien udi Afmagt) under hvilken jeg da er falden i Søvn, og har drømt ad¬
skilligt.
Jblandt andet drømte jeg, at jeg var kommen ind udi en Tempel, udi hvis
Middel=Punkt jeg blev en Throne vaer, hvorpaa sad en Gudinde, omringet af nogle
Skygger. Jeg ønskede ved mig selv, at min afdøde Ven havde været hos mig, for at
faae Oplysning om dette Syn. En Skygge kom i det samme svevende hen til mig.
Men hvor forskrækket blev jeg ikke, da jeg hørte, at Skyggen kunde tale. Den
spurgte mig, om jeg var kommen, for at tage Afskeed med Gudinden, da jeg uden
mindste Undseelse kunde strax nærme mig hen til hendes Throne? Dette Spørsmaal
var mig en særdeles mørk Tale. Jeg veed ey selv, svarede jeg, enten jeg er kom¬
men, for at bede god Dag eller Farvel, eller begge Deeele paa engang, saasom jeg
af en Hendelse er kommen her ind. Du taler, svarede Skyggen, som en Daare.
Jngen kommer af en Hendelse, men ved Fødselen herind. Hvo er du, spurgte den
i det samme? og hvorpaa har du anvendt den Deel, du har havt og endnu har i denne
Gudinde? jo længere, jo galnere, tænkte jeg ved mig selv. Hvad Deel, spurgte
jeg, har jeg vel kundet havt i denne Gudinde, jeg har jo aldrig kiendt eller seet hende
før? Siig mig dog, sagde jeg videre, hvor jeg er, og hvad denne Gudinde kaldes?


78
Skyggen beklagede min Vankundighed. Jeg beløe Skyggen i mit Hierte. Yak¬
værdigste Skabning! sagde Skyggen: Du er i Tiden, du bruger den; og dog kien¬
der du den ikke? denne Tempel hører Tiden til, og det er Gudinden selv, du der
feer at sidde paa Thronen.
Ved denne Underretning faldt der ligesom Skiel fra mine Øyne. Jeg besaae
denne Tempel under Skyggens Ledsagning, og jeg befandt, at den var opbygt af
saadanne Ting, som fortære sig selv. Templen var deelt i 3de ulige Afdeelinger.
Den første kaldte min ledsagende Skygge Før, og den anden, hvorudi Gudindens
Throne var, kaldte den Nu. Jeg spurgte om den tredie Afdeelings Navn. Den
kaldes Fremdeles, svarede Skyggen; men hverken du eller jeg, ja end ikke Gudin¬
den Selv, kan oversee dens Storhed og Længde. Denne tredie Afdeeling var over¬
maade mørk, endskiønt her brændte utallige Fakler, men deres dunkle Brand for¬
vendte alting til Taage. Jeg nærmede mig, efter Skyggens Anmodning, til Gud¬
indens Throne. Over Thronen hængte en svævende Himmel, hvilken Skyggen kaldte
Ubestandighed. Jeg betragtede Gudinden. Jeg havde forestilt mig hende som
en ældgammel Dame. Men hun saae saa ung og glat ud som en 15 Aars Jomfrue.
Hun havde 2de Vinger, og udi hende høyre Haand holdte hun et Sværd. Snart
saae hun suurt, snart mildt. Ære og Vanære, Velstand og Veestand, Ophøyelse
og Undertrykkelse, Fred og Krig, Liv og Død vare Gudindens afvexlende Forly¬
stelser. Omkring hendes Throne blussede Aar, Maaneder, Uger, Dage, Timet,
og andre mindre Stunder saa hastig som et Stierne=Skud.
Jeg bad min ledsagende Skygge, vilde sige mig sit Navn. Man kalder mig,
svarede den, Viisdom; men jeg tilligemed mine Sødskende, som du her seer ved
Gudindens Throne, ere kun Skygger af de rette Legemer, der opholde sig i Evighe¬
dens Tempel, som grændser nest op til denne. I det samme saae jeg med Forskræk¬
kelse et Fruentimmer at fare omkring i Templen som en Lynild. Alting maatte
vige for denne ødeleggende Furie. Gudindens Throne med al sin Glands blev ikke
engang skaanet. Ret som jeg saae et Liv, saa havde det og Ende. Denne Furie bar
lige saa liden Undseelse for Scepteret som for Betler=Staven. Jeg ventede en almin¬
delig Ødeleggelse; men til min store Trøst ophørte denne rasende Furie med hendes
Grumhed og forsvandt. Denne vak Gudinden Forkrænkelighed, sagde Skyggen,
som er denne Tempels Over=Herskerinde. For saadanne hendes sørgelige Indtog vide
vi os her ingen Tid sikkre.
Derefter hørte jeg, Gudinden Tiden at uddeele Ordre, hvorledes at alle Ting
udi hendes Tempel skulde skifte Plads og byttes om, til Glæde for nogle, og til
Bedrøvelse for andre. Alting kom da i en foranderlig, ja end og forvendt Bevæ¬
vægelse. En Slægt maatte vige for en anden. Et Rige for det andet. Løgn og
Sandhed, Falskhed og Ærlighed, Gudsfrygt og Hyklerie, Retfærdighed og Uret¬
særdighed, Viisdom og Daarlighed blev ved denne Tummel saa forviklede med hin¬
anden, at man ey kunde skille det ene Partie fra det andet. Lykkens Smigeen og
Falskhed, Menneske Tillid og Frygt, Ukydskheds Galanterier, Ægteskabs Pagters


79
Brydelse, det almindelige Væsens Velfærd i uduelige og egennyttige Hænder, Mund
Patrioters og egennyttige Projectmageres indtagende Svatsen; Kiv og Misundelse
iblandt Lemmer paa et Legeme, Had og Avind imod dydige og velmeenende Medbor¬
gere, Lande=Plager, Krige og allehaande afvexlende Tilfælde af Lykke og Ulykke, af
Medgang og Modgang, af Sorg og Glæde, af Helbred og Sygdom vrimlede her
om Gudindens Throne. Dyd og Forsigtighed, sagde Skyggen, skal dog omsider
trænge igiennem; men Lykken besnærer alle Ting med sin Glands.
Jeg stod heel fortumlet i mit Hoved over det jeg her hørte og saae. En hier¬
teklemmende Angest betog mig; ja mig syntes at have en virkelig Forsmag paa Dø¬
den. Min leedsagende Skygge tog mig ved Haanden og førte mig uden for Templen.
Du er nu, sagde den, paa Evighedens Grund. Der seer du dens Tempel. Vil
du staae fast imod Tidens Forandringer og Forkrænkelighedens Magt, da fæst din
Foed paa denne Bestandigheds Grund. Mig syntes, at en Straale udskiød sig i
det samme fra Evighedens Tempel. Dens Klarhed og Glands overgik Solens.
Min Angest forgik ved dens oplivende Kraft. Min leedsagende Skygge forsvandt.
Jeg blev omgiven af en klar Skye. Jeg saae ingen. Jeg hørte en Røst, der
sagde:
Tidens Glands og Thrones vælde,
Snart Forkrænklighed kan fælde.
Tiden tærer sig selv bort;
Livet er i Tiden kort.
Gudsfrygt, Dyd, Forsigtighed,
Har i alt Bestandighed.
Dig med dem kuns stedse væbne,
Jmod Tidens vinged Skiebne!
Skyen førte mig derpaa i det Høye, Jeg fik klarseende Øyne. Den førte mig
hen over et Land. Jeg hørte her atter en Røst, sigende: Slaae Ulyks=Bogen
op, du Land, o Folk, og efterlæs din Skiæbne i de ældre Tider men erin¬
dre dig derhos din langvarige Fred, og priis din Lyksalighed! Blad vi¬
dere frem i Bogen, og læs dine Naboe= og fraliggende Rigers Elendighed;
men vogt dig, at ikke din Hovmod, din Overdaadighed, din indbyrdes
U-Enighed giver Fremtiden Sværdet i Haanden til din Fordærvelse! Slaae,
Bogen ey til igien, saalænge nærværende Tids Uroligheder give dig Øyne
at læse med; men Vee dig, hvis du formedelst en lastefuld Tryghed og
Søvnagtighed indvikles i dem!
Jeg vaagnede, og blev ret glad ved, at jeg havde drømt noget, som kunde
passe sig for mit sidste Blad i dette gamle Aar. Mine Læsere! vores Afskeed med
dette Aar minder os om Tidens Løb og Foranderlighed. Enhver af os kan vel tælle


84
ulige Aar; men vore almindelige Pligter i Tiden ere lige. Vel den, der bruger
sin Tid rettelig! Vi leve i Tiden ikke for at leve os selv allene, men Skaberen til
Ære, og vore Medborgere til Nytte og Opbyggelse. Fortørnes derfore ikke over
mig, J som jeg ved mine udkomne Blade, har givet mig den Frihed at erindre om
Eders Leve=Pligter imod Eder selv og Eders Medborgere! En velmeenende Nidkier¬
hed for det almindelige Væsens Tarv har ført min Pen. Ak! at de, der udi saa
vigtig en Sag have klarere Øyne og en større Jndsigt, end jeg, enten selv vilde
bruge deres Pen, eller og meddeele mig deres Tanker!
Dyden zirer, men Laster vanzire et Folk; og naar disse sidste blive almindelige,
føre de svare Domme over et Land. Jndbyrdes Kierlighed og Enighed bestyrker et
Rige; men Egennytte og Partiskhed svækker det mægtigste. Vort Fæderneland er
vore samtlige Moder, og vi, saa mange som ere avlede i dets Skiød, ere dens
Børn. Men hvo iblandt os skulde vel ville have Ord for, at vilde denne sin Mo¬
der ilde? og hvo skulde vel kunde vilde Hende vel, naar han allene lever sig selv?
fortørnes da ikke, beder jeg, over en velmeenende Pen! Egenkierlighed er en alt for
partisk og egennyttig Raadgivere og Veyviser, at vi kan følge dens Anførsel. Den
trækker en blindende Hinde over vore Øyne, at vi ey kan betragte og kiende os selv.
Vi behøve derfore jævnligen Erindringer. Men Vee os, naar vi forhærdes derved!
Paa Vores milde og kierlige Landsens Faders Vegne kræver jeg dette
som en Pligt og Skyldighed, at J med mig og jeg med Eder, ved det gamle Aars
Udgang, hengive os selv vort Fædreneland til en velvillig Nye=Aars Gave. Han,
Vores Fredrige FRIDERICH, tænker i vore uskatteerlige Freds Dage saa
bekymringsfuld, saa aarvaagen, saa viiselig, saa bestandig paa vores fælles og
almindelige Nytte. Men ævig Skam, ævig Ansvar for os; om vi ikke alle som een
Mand, hver efter sine Kræfter, legge vore Skuldre under Hans svare Byrder; om
vi ikke lade det almindelige Væsens Nytte have Fortrinnet for vores Egen; om vi
ikke i Handel og Vandel, i Embeder, i Forslag, i Raad stræbe af alle Kræfter at
befordre de Midler, der føre til det Maal, til hvilket Hans allerpriisværdigste Øye¬
meed sigter.
Nu, jeg haaber det Beste. Jeg beder; Jeg ønsker. Lader mig, kiere Med¬
borgere, ey bede og ønske forgieves, naar jeg tilbeder og ønsker Eder alle et velsig¬
net og fredeligt tilstundende Nyt=Aar! Jeg takker i det øvrige mine Læsere for
dette gamle Aar, og paa det ydmygste og ærbødigste anbefaler mig selv og mine ringe
Blade, Eders Bevaagenhed i det tilstundende; hvorimod jeg stedse forbliver
Eders:
Velpeenende
Drømmere.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 21.
Løverdagen, den 5 Januarii 1760.
Hr. U.
J
de første Dage af et nyt Aar plever man iklandt andet tilønske hinanden Hel¬
bred og Sundhed og mange paafølgende fornøyelige Leveaar. Jeg vilde vel
"og, da jeg i Dag har den Ære at opvarte Min Herre med mit første Blad i
dette begyndte Nyeaar, tilønske Dem det samme; men jeg seer ikke, at Min Herre,
i sær i Henseende til første, behøver mit Ønske, saasom De selv giver Delu ud for
at kunde vedligeholde andres Helbred og Sundhed, og slutteligen da ogsaa Deres
egen; og hvad det sidste angaaer, nemlig mange Leveaar, da vilde jeg vel tilønske
Min Herre dem, hvis Deres Medborgere kunde være tiente dermed, hvilket Min
Herre selv maa vide, og jeg ikke derved skulde forsee mig imod Deres miraculeuxe
Præcipitans, der kan giøre de Døde levende. Jeg gaaer derfore den sikkerste Vey,
og blot allene tilønsker Min Herre er lykkeligt Nytaar udi den fornødne Kundskab
om Dem Selv og de Sygdomme, som i dette Aar maatte komme under Deres læ¬
gende Hænder, hviket min Herre maa være forvisset om, at jeg tilønsker Dem af
mit gandske Hierte. Og da jeg i Dag indfinder mig hos Min Herre, som en oprig¬
tig og velmeenende Nyeaars Gratulant, vilde min Herre og tillade, at jeg ved
samme Leylighed fortæller Dem min i dette Aar første havte Drøm, den jeg beder,
Min Herre vil umage sig hver Morgen i dette Aar at igiennemlæse fastende.
Da jeg nestafvigte Nat befandt mig udi Drømme i de Dødes Rige, blev jeg
af min Afdøde Ven indført udi en af de Dødes Boliger, hvor jeg forefandt en Død¬
ning, der uophørligen vendte og kastede sig paa sit Leye og raabte: Vee mig! Vee
mig! jeg hemmelige Mordere. Jeg bad min Ven give mig Underretning om denne
Døde, men han taugde og trak paa sine Skuldre. Omsider blev jeg kied af at see


86
og høre paa dette Ubehagelige, og vae sindet at bede min Ven føre mig ud igien;
men den Døde standsede i det samme i sin Uroelighed, og i det han blev mig vaer,
spurgte han: Ved hvad for et Slags Mord er J bleven saa tilig forflyttet her til
de Dødes Rige? dog hvad seer jeg? sagde han i det samme; Jeres Klæbedragt skulde
snart føre mig paa de Tanker, at J endnu er en Borgere i de Levendes Rige, og
hvis saa er, raader jeg Jer, at J ikke formedelst en og, anden paakommende Upas¬
selighed, saa blindt hen betroer Jeres Liv i deres Hænder, der udi de Levendes
Rige give sig ud for Helbred=Magere, ja Døds=Fordrivere, da dog en stor Deel af
dem, deels formedelst Vankundighed og Uforfarenhed, og deels formedelst Uforsig¬
tighed og Skiødesløshed forflytter saa mangen en nyttig og umistelig Lem i det men¬
neskelige Selskab for Tiden til de Dødes Rige, eller i det mindste skiller dem ved
deres forrige Helbred. Dog vil jeg langt fra ikke heermed indprænte Jer en slet
Tanke om alle dem, der kalde sig Æsculapii Sønner; thi der ere og de iblandt dem,
der ey allene have den fornødne Kundskab og Forfarenhed, men som og derhos ere
reedelige og have Samvittighed. Jeg taler allene her om det Slags Læger, der,
om de end forstaae noget og ere legitime promoverede Doctores i Medicinen eller
Lægekunsten, fortiene ikke Navn af Læger, men burde rettere kaldes Qvaksalvere og
Markskrigere, saasom de giøre meest Haandverk af at skryde og prale af de vanske¬
lige Curer, de have gjort, og for Resten forqvakler saa mangen en Patient, hvis
Sygdom under en forstandig og reedelig Læges Haand kunde med mindre Tid og
Omkostninger blive cureret.
Jeg har selv, imedens jeg var i de Levendes Rige, baaret Navn af en Læge;
og J maa vide, at jeg i min Tid ikke passerede for en af de mindste Mirakel-Mage¬
re. Nogle Slumpe=Curer havde bragt mig i Udraab, og jeg kunde siden den Tid
begaae Forseelse paa Forseelse, uden at Skylden for et slet Udfald blev mig tillagt.
Naar ikke enten en Boerhave, eller en Sthal, eller en Junker, eller nogen anden
af de ældre og yngrere Medicinske Assistenter stode ved Siden af mig, var min Theo¬
rie kuns maadelig; men hvis en idelig Omløben eller Kiøren til Patienter, samt
uendelige Recepters Opsettelse eller udcopiering kan kaldes en Praxis, havde jeg den
saa stærk som den bædste i min Tid. Naar Hukommelsen, som ey sielden skeede,
slog mig feyl, kom det mig ikke saa nøye an paa at skrive Qvid pro Qvo udi mine
Recepter. Jeg forstod mig som oftest ikke paa den Sygdom, jeg skulde curere, ikke
heller vidste jeg af Statu Epidemico hvordan den skulde sluttes og kiendes. Havde
jeg endda udi deslige tvivlraadige Tilfælde forstaaet at ordinere saadanne Medica¬
menter, der hverken kunde skade eller gavne, havde jeg været mindre Lastværdig.
Men efter egen Phantesie foreskrev jeg Medicamenter i Fleng, og skeede det, at
Naturen paa en eller anden Maade hialp sig selv, var jeg taabelig nok, til at bilde
mig selv ind, at mine ordinerede Medicamenter havde virket Forandringen, da jeg
og siden udi deslige forekommende Tilfælde practicerede bona fide den samme blinde
Cuur hos andre Patienter. Et Liig meer eller mindre om Ugen giorde, i mine
Tanker, intet til menneskelige Kiøns Formindskelse; dog var jeg, af sine Aarsager,
derhos saa betænksom, at jeg giorde de uvisseste Prøver paa gemeene eller uformu¬
ende Legemer.


87
Men hvorledes skulde jeg vel kunde indrette min Cuur efter alle ullige forefal¬
dende Sygdomn, naar jeg af mig selv hverken havde nogen videre Kundskab og
Forfarenhed, end den mine Orakler eller Medecinske Postiller gav mig, ikke eller no¬
get Judicium at kunde skiønne, hvad der med Nytte kunde bruges eller ey? Lossovs
Pulver og Doct. Stahls Piller, samt hans Antispamodiske Pulver og Mixtura To¬
niconervina; vare mig i alle Tilfælde tienlige Midler, og Recepterne derpaa vidste
jeg formedelst deres ulige Udeopiering paa mine Fingre. Overalt var det ikke min
Sag at curere nogen Sygdom fra Grunden af. Det var mig nok at kunde bringe
nøgen Liise og Forhaabning i steden for Forandring; ligesom jeg ikke heller giorde
mig nogen Samvittighed over at forlænge en Patientes lidet betydende Sygdom,
naar der var noget at vinde. Hvad mig fattedes i Kundskab og Forfarenhed, det
opfyldte jeg med Munden; og hvis Snak, ligesom et vis Slags Musik, kunde for¬
drive Sygdomme, havde jeg uimodsigeligen været den største og dygtigste Læge i min
Tiid. Jeg var ey mindre skiødesløs og forsømmelig ved mine Patienter, end snak¬
som. Sad jeg ved et Qvadrille=Bord, eller havde et Par Flasker Engelsk Øl for
mig, kunde femten Sendebud fra en Patient i de allersletteste Omstændigheder ikke
rokke mig af Stedet; ja jeg var til sidst en alt for stor og magelig Herre, at jeg udi
egen høye Person skulde indfinde mig hos andre Patienter, end hos dem, hvor mine
Kiøre=Turer kunde blive tiedobbelt betalte.
Jeg vilde ønske, at J udi denne Beskrivelse, jeg her har givet Jer over min
egen Person, ikke skulde finde alt for meget, der ligner en stor Deel af dem udi de
Levendes Rige værende Læger. Jeg befrygter, at hvis Æsculapius, alle sande Læ¬
gers Stammefader, nu kom paa Jorden, vilde han have Møye for at kunde kiende
sin ædle, umistelige, ja guddommelige Kunst igien paa de fleeste Stæder. Han vilde
da finde et sælsom Monstrum eller Vandskabning for sig af Chirurgie, Pharmacie,
Anatomie og Medicin udi et Misk=Mask. Han vilde da briste af Harme over at see
en Feltskiær og Barbeer=Svend med en Ragekniv og andre Instrumenter i den ene
Haand, og med en Pen i den anden at ordinere Medicamenter imod indvortes Svag¬
heder. Han vilde da græmme sig over at erfare, hvorledes en Sydenham hielper
saa mangen en slet Læge at prale. Hvorledes en Nenter, der ved enhver ham be¬
kiendt Sygdom setter, hvorledes en Qvaksalver skal bære sig ad, giør mangen en
Fuskere til en berømmelig Doctor. Hvorledes en Barbette, en Dekker, en Veis¬
bach og andre fleere giver saa mangen en Feltskier og Barberer Pennen i Haanden,
at ordinere indvortes Lægedomme. Han vilde da erfare, at det ikke er den største
Deel af hans Dyrkeres Sag at studere Medicinen af Grunden, men alleene at skaffe
sig et Forraad af Medicinske Gloser og Talemaader, og at øve sig i at skrive Uncer,
Drachmer, Scrupler, Alcali og andet meere med vedtagne Caracterer, da man dog
kan staae i Tvivl om, at de uden Feyl kan skrive de samme med menneskelig Stiil.
Skulde Zvingers Praxis og deres gamle Recept=Register af en ulykkelig Hændelse
falde i en Kiødmads=Kiedel for dem, ligesom Postillen fordum for Præsten, vilde
Patienterne maaskee finde den samme Trøst hos disse Læger, som Tilhørerne hos hin
Postil Rytter. Han vilde da erfare, hvorledes at deslige Læger forderve et sygt Le¬
geme med sneese Dalers Piller, Pulvere, Mixturer, Tincturer, Concocter, Essen¬
cer, Elixirer &c. &c. &c. som kunde hielpes med langt mindre Bekostning paa sunde og
behørige Medicamenter. Han vilde da faae mange svare Klagemaal at høre, deels


88
over disse Lægers store Ukyndighed og Uforfarenhed, deels over deres Uforsigtighed og
Forsømmelighed, og deels over deres Hovmod og Gierrighed. Han vilde da ærgre
sig over at see, hvorledes en stakkels Patient maa til sin Pines Formeerelse og For¬
længelse være en Kaste=Bolt for tvende Lægers Avind og Stridighed. Ja, kort at
sige: han vilde væde sine Øyne over, at den dyrebare, den uskatteerlige, den umiste¬
lige, den guddommelige Lægekunst haver saa mange uværdige Dyrkere, og at den
bliver saa skammelig forqvaklet og vanæret.
J har dog vel udi de Levendes Rige læst, eller i det mindste hørt tale, om den
Medicinske Skomager; og naar J sammenligner Fablen om denne, med adskillige
Lægers Forhold, vil J neppe finde nogen anden Forskiel end denne, at hiin omsider
tilstod sin Vankundighed; men disse derimod skamme sig ikke ved, midt i deres Ukyn¬
dighed og Uforfarenhed, at aflegge de prægtigste Vidnesbyrd om sig selv, om deres
miraculeuxe Færdighed i Kunsten, om deres lykkelige og uhørte Curer. Men at J
ikke udi nogen paakommende Upasselighed skal tage Feyl af en ægte og uægte Læge,
kan J i Almindelighed forlade Jer meest til den, der snakker og skriver mindst; thi
det maatte blive Jer alt for piinagtigt, at J ikke mindre skulde dræbes ved vidtløfti¬
ge og urimelige Raisonnements, end ved en Mængde af uduelige Recepter - - -
Jeg kan nu ey, Min Herre! erindre mig meere af denne min havte Drøm
og mærkeligt er det, at jeg stedse forhen har vaagnet under mine Drømme, men
denne Gang sover jeg endnu. Men at Min Herre ikke skal forundre Dem over,
hvorledes jeg da har kundet indfinde mig hos Dem, da maa De til behagelig Efter¬
retning vide, at jeg er af det Slags Mennesker, der baade kan snakke, gaae og
kiøre i Søvne, hvilket den gunstige Apollo har sagt mig, at jeg har tilfælles med
Min Herre og endeel andre af Min Herres Medbrødre. Jeg forstaaer mig ey paa,
Min Herre, hvad enten min Dødning har givet mig Deres rette Portrait eller ey.
Men da jeg veed, at den største Magt, der mindst mærkes, er hos Min Herre og
Deres Medbrødre, og at mit og mine Medborgeres Liv er som oftest i Deres Hæn¬
der; saa vil jeg igientage mit forrige Øuske, og af Hiertet tilønske Min Herre i dette
begyndte Aar en fornøden Kundskab om Dem selv og de Sygdomme, som i dette
Aar maatte komme under Deres Lægende Skiønsomhed; under hvilket Ønske jeg
vil have mig selv og mine Medborgere Min Herres og Deres Medbrødres Samvittig¬
hed og Barmhiertighed paa det bædste anbefalet.
Jeg forbliver &c. &.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 22.
Løverdagen, den 12 Januarii 1760.
Hr. V.
M¬
in Ven Religiosus beretter mig, at Min Herre skal være hiertelig fortrydelig
over, at jeg endnu ikke har vildet give Dem Deel udi min drømmerske
Fortroelighed. Ermeldte Ven sætter mig og til rette herfor paa Min Her¬
res Vegne, da han formeener, at iblandt alle Dagdrømmere neppe nogen kunde med
større Ret fortiene det første Stæd, end Min Herre; og det saa meget desmeere,
som han meener, jeg burde vide, at Min Herre formaaer meget hos en stor Deel
andre Dagdrømmere. Jeg tilstaaer, Min Herre! at Deres Fortrydelse har Grund;
men jeg haaber, De undskylder min Forseelse, naar jeg siger Dem, at mine Opvart¬
ninger hos de Herrer Dag=Drømmere have deres Orden og Rang af min Drømme¬
Lykke, den jeg allene henger af; da Min Herre vel og selv begriber, at det ikke har
sig saaleded med mit Natte=Drømmerie som med Deres Dag=Drømmetie, at jeg kan
drømme naar og hvad jeg vil. Nu har endelig den gode Drømme=Lykke føyet det
saa, at jeg kan have den Ære at opvarte Min Herre med en Drøm, den jeg udbe¬
der Min Herres Udtydning paa.
Jeg drømte nestafvigte Nat, at jeg udi de Dødes Rige var kommen i Sam¬
tale med en Person, som jeg havde kiendt i hans Levende Live= Min afdøde Ven,
der havde bragt mig ind til ham, bad mig i forveyen, at tale denne Døde først til,
saasom han stedse, sagde han, ligger henrykt i dybe Tanker, og ikke engang mærker,
naar nogen kommer ind til ham. Jeg befandt og, at det havde sig saaledes, som
min Ven havde sagt. Vi hilsede ham. Han svarede ikke. Jeg trøkkede mig ved
at tale ham til, saasom jeg ikke vidste, hvad jeg skulde begynde at tale om. J de
Dødes Rige kan ingen, uden at blive beleet, begynde sin Tale af Veyrets Beskaf¬


90
fenhed; langt mindre understaaer nogen sig der at bringe omløbende nye Tidender
paa Bane, førend han er fuldkommen underrettet om deres Rigtighed. Til al god
Lykke begyndte den Døde imod al Formodning og Sædvane at tale først. Hvorledes,
spurgte han, forholder mine Brødre Contumeliosus og Blasphemus sig i de Leven¬
des Rige? Jeg svarede: De befinde sig ret vel, og trives ret godt. Jeg spøger ey,
sagde den Døde, hvordan de befinde sig, men hvordan deres Forhold er udi de Le¬
vendes Rige. Dog, sagde han i det samme, hvad vil jeg spørge derom? Jeg kan
af mig selv alt for vel vide, at de ere de samme Afskum, som de vare i min Leve¬
Tid, og som jeg selv forblev, indtil min Forflyttelse her til de Dødes Rige.
J har kiendt mig, sagde han videre. J skyede mit Selskab, efterat J ad¬
skillige Gange havde søgt at overbevise mig om min forvendte og farlige Jrreligions
Principia. Jeg ansaae Jer den Tid for en Pedant, ja for et blindt, dumt og
eenfoldigt Menneske; men jeg indseer nu først, at jeg iblandt alle blinde var selv
den blindeste, og beklager, skiønt nu for silde, at jeg ikke hørte Jeres velmeente
Bebreydelser. O fordærvelige Opfostrings Maade! O fordømmelige nye Leve Kunst!
Man opklækkes i Kierlighed; man opvoxer i Selvraadighed; man anføres i Forfæn¬
gelighed; man fremdrager sit Liv i Vellystighed; man lever som man vil, og man
døer som man kan.
Jeg var, som J selv veed, opdragen efter den høyeste Smag i min Tids Le¬
ve Kunst. Jeg blev oplært i alle galante Videnskaber. Man gav mig og en Under¬
viisning udi min Christendom, som man kaldte det, men uden al Anviisning til
dens Øvelse. Udi mine Forældres Huus saae jeg intet andet, end Letsindigheds,
Forfængeligheds og Vellystigheds Øvelser. Jeg indtrak de samme, og jeg tænkte,
det skulde saa være. Der jeg havde faaet en Kaarde ved Siden, øvede jeg al Slags
Vellystighed uden for mine Forældres Huus; og ligesom jeg efter den ved Øpdragel¬
sen mig indpræntede høye Smag, destingverede mig fra den almindelige Hob ved en
alamodisk og frie Levemaade; saa syntes mig og, at jeg burde have en høyere Smag
i min Religion end den almindelige. Jeg tænkte: Skulde vel saa vittig en Person,
som du er, der besidder saa fiin en Fornuft, (den sunde ansaae jeg for en ubrugelig
dito) og saa kløgtig en Hierne giøre dig saadanne dumme Begreber om et Menneskes
ind= og udvortes Leve=Pligter, som den almindelige Hob? J veed hvor vanskabte
mine Tanker om Forfatningen i Naturen og Naaden vare. Jeg blues ved at erin¬
dre Jer derom, langt meere blues jeg ved at igientage saa forargerlige Ting.
Grunden til denne min cavaillerske Jrreligion blev lagt ved Omgiengelse med
nogle bereyste Petits Maitres. Deres Spotterier, deres kløgtige Tænkemaade,
deres diverterende, skiønt blasphemiske Jndfald og Anmærkninger kildrede min Letsin¬
dighed, og min fine Fornuft biefaldte alt, hvad de sagde. Disse Ugudeligheds Lærere
fandt derfore alletider en flittig og lærvillig Collegiant i mig, og jeg blev inden en
kort Tid saa klarseende, at jeg ansaae alt det, der kunde legge Tømme og Bidsel
paa Menneskets vilde Natur, for et Paafund, til at kunde bringe vort Liv i et be¬
standig Slaverie. Men Vee mig, jeg ureene Tænkere! at jeg ikke beholdte mine


91
forgiftende Tanker hos mig selv; mit Ansvar havde da nu været desmindre. Men
hvorledes skulde jeg vel været bleven bekiendt for en Person af høy Smag og en kløg¬
tig Hierne, hvis jeg ikke udi alle Selskaber havde udladt mig med mine Tanker?
hvis jeg ikke som en Harleqvin eller Ordgydere havde søgt at divertere andre med mine
kaadmundede, dumme, og naragtige Jndfald? jeg fandt og (desverre) alt for mange
villige Øren; og jo opmærksommere de vare; jo større Fornøyelse jeg mærkede, de
fandt i mine Spotterske Jndfald, je meere flydende blev og min ureene Tænke=Geist.
Jgiennem dette mit falske Tanke=Perspectiv kigede jeg lige saa ret og klogt til
i Staten som i Kirken. Dog torde jeg ikke, uden under fire Øyne, udlade mig
med mine ufrie Tanker; men fik dog mine u=patriotiske Principia saa uformærkt
udstrøede; og jeg ønsker nu, at de samme ikke skal have fæstet Rødder hos alt for
mange.
Hvordan mit Levnet og Forhold udi de Levendes Rige har været, behøver jeg
vel ikke at sige Jer; i det mindste veed J, at saa meget, som Jer deraf var bekiendt,
duede ikke ret meget. Jeg erindrer mig vel, at mine Brødre den Tid snakkede en
heel Hoben om en udvortes Dydighed, endskiønt det, de kaldte Dyder, vare virkeli¬
ge Laster; og hvad mig selv var angaaende, da erfarede jeg ikke, at min Cavaillerske
Jrreligion gav mig nogen Kraft eller Anviisning til et dydigt Levnet; dog vil jeg ikke
sige, at mit slette Forhold var en Virkning af mine forvendte Principia, da disse
snarere havde deres Grund i min Letsindighed og tilvante frie Levemaade; ligesom
det og var mig derom at giøre, at jeg kunde være uden al Religion, paa det jeg efter
egen Tilbøyelighed kunde leve des friere; og altsaa var min Jrreligion indrettet efter
mit frie Levnet, men mit Levnet ingenlunde efter nogen Religion, saasom jeg ingen
havde eller vilde have; da det ikke var min Sag, at bryde mit Hoved med noget vis
Religions Systema, men alleene efter egen Phantasie at raisonnere om Religions
Sager, som om andet ligegyldigt; ja jeg talede end og ofte udi min Vankundighed,
tvertimod mine egne Principia; men det gik lige fort; jeg lod Munden løbe, lige¬
som min flygtende og forvirrende Hierne gav mig Jndfald til, deels for at lade min
Vittighed og Kløgtighed høre; og deels at jeg ved mine Spotterier kunde giøre mit
slette Forhold des behageligere i alle letsindedes Øyne. Jntet var mig derfore væm¬
meligere, end at see nogen af mine Ligemænd, hvis Vittighed og Forstand dog langt
overgik min, at føre et tvungen og stille Levnet. Men jeg forglemte ikke heller, ved
alle Leyligheder at indprænte dem mine Jrreligions Principia, og jeg var (desverre)
herudi en alt for lykkelig Menneske=Fiskere.
J mit Vaaben, hvorudi Skildtet var en Spindelvev, førte jeg en Muld¬
Varpe og en Flagremuus, som et Sindbillede paa min besynderlige Klarseenhed og
Stadighed. Mit Symbolum var dette Ede, bibe, lude, post mortem nulla
Voluptas: æd, drik og giør dig glad; thi efter Døden ophører al Vellystighed.
Dem, der gave sig under min Fahne, gav jeg Friehed at leve efter eget Behag, og
udi al deres Adfærd at sette Fornuft og Samvittighed til Side. Flygtighed, Uor¬
dentlighed og Ustadighed skulde være deres Feldt=Tegn, og deres daglige Excrcitier
skulde være at drive Spot med - - - jeg blues ved at nævne det.


92
Jeg skrifter her saa aabenhiertig for Jer, ikke fordi, at det jo er Jer bekiendt,
hvor stort et Monstrum og Afskum jeg var i de Levendes Rige; men deels for at
bevæge Jer til, at J ved Jeres Tilbagekomst til de Levendes Rige vil anvende al
muelig Fliid paa, at kunde bringe mine hos Eder værende Brødre paa den rette
Vey; og deels for at føre Jer den skadelige Jndflydelse til Eftertanke, som mine
Brødres Spotterier kan have i det almindelige Væsen. J begriber og indseer vel
selv, hvad Connexion Kirken og Staten have med hinanden. Jeg vil altsaa ey sige
meere end dette, at Menneskets Villie er hans Lov, at Samvittighed, Dyd, Kier¬
lighed til Fædernelandet og alt saadant, har alleene Grund i Jndbildningen, da
skulde alle Forfatninger i Kirken og Staten snart støde Kuldbøtte -
Jeg vaagnede, men i største Forvirring. Jeg veed ey, hvor det kom sig,
at jeg just i det samme erindrede Min Herre. Jeg har ey den Ære, at kiende
nogen af den Caractere, som min Dødning udi Drømme dog har vildet bilde mig
ind. Skulde Min Herre kunde kiende dette Portrait, beder jeg De vilde befordre
det til sin Eyermand. Hvis ikke, da beder jeg Min Herre vil beholde det for
sig selv.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 23.
Løverdagen, den 8 Martii 1760.
Hr. X & Compagnie.
D¬
et er ikke saa usædvanligt, Mine Herrer! at de Ting, man seer eller hører
om Dagen, kan atter komme en fore om Natten udi Drømme; og synes
dette at være det eneste, man kan finde et Slags Grund til ved Drømme,
eftersom Søvnen aldeles ikke kan hindre, at jo Sielens Forestillings= og Tænke=Kraft
vedvarer. Hvorom end alting er, har jeg som oftest under min Søvn havt Fore¬
stillinger af det, jeg enten kan have hørt eller seet om Dagen, endskiønt just ikke
alletider i samme Orden, dog med en temmelig Liighed og Overeensstemmelse, saavel
i henseende til Personerne, som til Tingene. Det kan altsaa vel være mueligt, at
det meget, jeg i disse Dage har hørt tale om Mine Herrer, kan have foraarsaget
den særdeles mærkelige Drøm, jeg forgangen Nat har havt; i det mindste formoder
jeg, at naar Mine Herrer faaer hørt dens Fortælling, J da vil tilstaae, at den har
en nøye Liighed og Overeensstemmelse med Eders hemmelige Adfærd.
Jeg drømte, at min afdøde Ven havde ført mig ind udi et Selskab, hvor der
iblandt andre Discourser blev talt om den udi de Levendes Rige, saa meget i Svang,
gaaende Aager, hvorved adskillige beriges, men derimod saa utallige mange blive
forarmede. En og anden af Selskabet, fordømte ey allene al Aager, men søgte end
og at ville gotgiøre, at saasom det er Medborgeres Pligt, at tiene og hielpe hinan¬
den i alle muelige Ting, til det Borgerlige Selskabs almindelige Opkomst; saa burde
de Formuende, naar de enten ved Cautioner eller Prioriteter, eller i andre Maader
havde Sikkerhed for deres udlaanede Penge, komme deres trængende Medborgere
til Hielp uden al Afgift eller Rente. Jeg stod færdig at ville have lagt et Ord i
Lauget med, da just en anden af Selskabet, for hvilken de øvrige syntes at have en
Slags Ærbødighed, forekom mig herudi.


94
Eders Meening, sagde denne, angaaende det man udi de Levendes Rige kalder
Aager, eller ubillige og utilladelige Renter, underskriver jeg aldeeles, og findes der
neppe nogen Repubiqve i de Levendes Rige, der jo saavel i de ældgamle, som i de
yngere Tider, haver forfattet alle muelige Anstalter imod Aagerkarle, hvilke stedse
have været forhadte, endog iblandt Hedningene og vilde Barbarer. Jeg har, ime¬
dens jeg levede, med største Fornøyelse læst, hvorledes et og andet Folk, der udi
detes Forhold, Oeconomie og Rettens Handthævelse ikke have havt høyere Lys end
Naturens, at gaae frem ved, have med Jver søgt at rense deres Lande fra dette for¬
dervelige U=Tøy. Saaledes læste jeg, at Lucius Lucullus blev æret som en Gud,
fordi han fordrev alle Aagerkarle af Asien. Ligeledes læste jeg og, at Aagerkarle
vare blevne fordrevne af Sicilien og Scythien. Fremdeeles læste jeg og, at Agesi¬
laus, de Atheniensers Konge, lod opbrænde alle de Haandskrifter, som vare udgivne
til Aagerkarle, og at han under disses Brand raabte overlydt, at han aldrig
havde seet noget reenere og klarere Lys, end denne Jld. Hos de gamle
Franske, har Aager været anseet for saa forbrydelig en Handel, at Hænderne bleve
afhugne paa alle forefundne Aagerkarle; og hos de Romere bleve Aagerkarle straffede
dobbelt imod Tyve. Fremdeeles læste jeg, at da den Hedning Cato engang blev til¬
spurgt, hvad det er at aagre, svarede han: Det samme som at slaae Folk ihiel.
Ligeledes læste jeg og, at en Skribent, navnlig Baldus, ligner Aagerkarle ved Træe¬
Orme, der saa uformærkt fortære Marven i Træet; og er det en uimodsigelig Sand¬
hed, at Aagerkarle have den samme Virkning udi et Borgerligt Selskab, da de ere
Handelens Svindsoet og Haandværkers Død; de ere Blod=Jgler, der udsue deres
Medborgere, og ligesom en tærende Syge udtære et Land, saa at Folkets Lyst og
Mød til Handel og Nærings Brug forsvinder, samt alle Livs=Kræfter aftage og
vansmægte. Altsaa bliver jeg stedse enig med Eder, Mine Herrer! om Aager og
Skinderie, at det paa alle muelige Maader bør hemmes, hades, forbandes, og
straxes.
Derimod kan jeg ikke aldeeles underskrive eders Meening, om de ved Lovene fast¬
satte og tilladte Renter af udlaanede Penge. Jeg henfører i denne Henseende Lem¬
merne udi ethvert Borgerligt Selskab til 3de Classer. Der gives nogle, der ere yder¬
ligen fattige, og som aldeeles intet have at kunde ernære sig med. J henseende til
disse maatte jeg aldeeles bifalde eders Paastand, hvis der, som dog ikke er at be¬
frygte, til dem giordtes noget Udlaan af Penge. Hernæst gives der andre, der,
omendskiønt de paa een eller anden Maade kan have Ernærings Midler, kan dog
enten formedelst deres Jndkomsters Ringhed, eller formedelst behøvende Ting til deres
Haandteringers Fortsættelse, behøve Penge=Laan. Disse bør man vel, som retskafne
Patrioter, komme til Hielp udi deres Stræbsomhed, og imod en fornøden Sikkerhed
for sine Penge, efter deres bevidste Omstændigheder, enten aldeeles forstrække dem
omsonst, eller og ligesom man befinder, de udlaante Penges Brug kan være de Laa¬
nende fordeelagtig, at tage til bestemte Tider en taalelig Afgift deraf, hvilket da
billigheden tillader. Endelig gives der nogle, hvis Nærings= og Levemidler kan
være aldeeles tilstrækkelige; men kan dog behøye Penge=Laan, enten til Bygninger
og andre Indretninger, eller til Kiøbmandskab, eller for dermed at kunde paa een
og anden Maade forøge deres egne Midler. Til saadanne ere man hverken efter
Naturens eller den aabenbarede Lov forbundne til, at giøre noget Udlaan af sine
Penge, og endnu mindre at giøre det omsonst; thi naar disse kan giøre sig utiltræn¬


95
gende Fordeele, af de laante Penge, hvad kan da være billigere, end at de deraf
svare de ved Lovene fastsatte og tilladte Renter, og hvad kunde vel derhos være ubilli¬
gere, end at man formedelst Udlaan af sine Penge, til saadanne, skulde selv ved de
imidlertid forefaldende Leyligheder til egne Midlers Forøgelse, forsømme sit eget
Beste, naar hine derimod ved de omsonst til Laans havende Penge kunde giøre sig
Fordeele, billigheden udi alle Menneskelige Handler, udkræver en Lighed paa de
Tienendes og Tientes Side. Har jeg med bevldste Trængende at giøre, befaler
billigheden, at jeg som har meere efter Evne, hielper en stræbsom Medborger til
rette, og herudi var en Liighed paa begge Sider, naar jeg efter Omstændighederne
tiente en saadan omsonst. Men hvad Liighed var vel derudi, at jeg skulde tiene saa¬
danne omsonst med Udlaan af mine Penge, der enten ved Kiøbmandskab, eller paa
andre Maader, kunde med mine Penge giøre sig anseelige Fordeele, og jeg derimod
skulde selv imidlertid savne dem, til mine egene Fordeeles Fornærmelse?
J have vel altsaa, Mine Herrer! formodentlig alleene havt eders Tanker hen¬
vendte til de to første, af de forhen anførte Classer, og da bifalder jeg eders Mee¬
ning, at de formuende Medborgere handlede patriotisk, naar de til des større Lettelse
for stræbsomme Borgere, tiente dem til en vis Tid med Penge=Laan omsonst. Men
at de ved Lovene fastsatte og tilladte Renter kan tages, naar de Laanende derved kan
giøre sig Fordeel, er en Sag, der haver billighed selv til Grund; ja uden denne
Tilladelse, vilde det almindelige Beste, udi Handel og nyttige Indretninger, neppe
kunde fremmes; thi de bemidlede skulde da formodentlig heller vilde forlyste sig med
jevnlig at eftersee og tælle deres Penge, end at de skulde lade dem staae Frugtesløse
hos andre, og seer jeg ikke heller med hvad billighed man vilde legge dem det til
Last. Seer vi fremdeeles hen til Enker, Myndlinge, og andre, der kan besidde en
og anden Capital, men ere derhos ikke i nogen Slags Handel, Embede og Nærings
Brug, da taler jo billigheden her selv for de tilladte Renter, saasom saadanne Per¬
soner maatte jo omsider aldeeles fortære deres Capital, naar de ikke ved aarlige Renter
kunde nogenledes see den conserveret. Kort sagt; ved de tilladte Renters Tagelse, over¬
trædes ingenlunde den sande Kierligheds og Patriotskabs Lov; thi saavel Naturens
som den aabenbarede Lov, sætter Menneskets ordentlige Egenkierlighed, som Grun¬
den til den Kierlighed, han bør vise imod andre, da han befales at elske sin Næste
som sig selv, men ikke over sig selv. Han er forbunden til at giøre alt det imod sin
Næste, som han i lige Omstændigheder vilde selv hendes og have. Han bør udi alle
muelige Ting tiene sin Næste, dog saaledes, at han derved ey styrter sig selv i slette
Omstændigheder. Han bør lægge sine Skuldre under det almindelige Væsens Byrde,
og ikke agte en taalelig Forliis, naar det almindelige Beste derved kan fremmes;
men han er ingenlunde forbunden til, undtagen naar det gielder Rigets Forsvar, at
lade sig under Byrden frykke need i Knæerne. De tilladte Renters Ophævelse vilde
have utroelige skadelige Følger udi det Borgerlige Selskab. Der vilde da spores en
større Penge=Mangel i Almindelighed. Handelen og nyttige Indretninger vilde
derved hindres, ja den heele Stat vilde da Tid efter anden kiendeligen svækkes.
Det bliver altsaa, Mine Herrer! Aager og Skinderie allene vi bør raabe
imod, formedelst de skadelige Følger, som enhver af os i sær have forfaret, imedens
vi levede. At de udi de Levendes Rige værende omskaarne Jøder øve saa fordærve¬
lig en Handel, giver mig ingen synderlig Forundring, deels fordi faa eller ingen


96
bliver opdragne og oplært til nogen anden Nærings Maade, og deels fordi de ikke
anseer det for nogen Synd.
Men, Mine Herrer! hvormeget bestyrkes vel dette Folk i deres Aagren og
Skakren, af de uomskaarne Jøder eller Christne Aagerkarle, udi de Levendes Rige,
hvike i min Leve Tid ikke gave de omskaarne noget efter i Aagren og Skinderie, ja
de betiente sig end og som oftest af disse, for at kunde des hemmeligere og meere
uchristelig øve deres Blodsuerie, det de skammede sig ved at blive bekiendte for. O!
J Christenhedens Skampletter! sagde jeg ofte ved mig selv: hvorfore lade J eder
ey omskiære, paa det i kunde være det Navn bekiendte, hvortil J dog svare i Gier¬
ningen. Eders Medbrødre, de omskaarne Jøder, forkaste vel det Nye Testa¬
mente, men holde sig dog det Gamle nogenledes efterrettelige. Men J u-omskaarne
Jøder! J forkaste baade det gamle og nye Testamente, i det mindste alle de Bud i
begge, som høre til Kierligheds Lov, og som forbyde Eder at sue Blodet af Eders
Medborgere. Hine befatte sig ikke med Handel og Penge=Sager paa deres Sab¬
ther. I derimod holde ingen Sabbath saa hellig, at J jo tør aagre og skinde,
naar J kan; ja i ønskede hellere, at alle Fester og hellige Dage vare afskaffede, end
at J derved skulde hindres udi Eders Aagren og Skinderie. Dog have i fælles Læ¬
rere med de omskaarne Jøder, hvilke J gierne gidder hørt, nemlig: Rabbi Ben¬
Skindere, hvis Hoved=Lærdom og aarlige Text er: hvo, som ey vil lukke Øy¬
nene op, maa lukke Pungen op; og Rabbi Ben=Alterum Tantum, der lærer
Eder, at J skal helst laane Penge til den, der cederer meest paa sin Revers;
og kan man til Eders Berømmelse sige, at neppe nogen Tilhører efterlever nøyere
det, han hører af sine Lærere, end J giøre.
Jeg har, Mine Herrer! forhen erindret, at der neppe findes nogen Repu¬
bliqve i de Levendes Rige, der jo haver forfattet alle muelige Anstalter imod Aager¬
karle; men jeg tvivler høyligen paa; at dette Onde ved noget Forbud kan hindres;
thi Aagerkarlen veed nu omstunder alt for mange Greeb, til at fordølge sig; og hvor¬
ledes skulle vel nogen Øvrighed kunde komme til Erfarenhed om en Handel, som
skeer i Løndom, imellem tvende Personer? men jeg holder dog for, at, omendskiønt
denne saa fordærvelige og tærende Handel, ikke ved noget Forbud kunde hæves, der
dog ere andre Midler til deres Hemmelse, thi - - -
Jeg vaagnede i det samme, Mine Herrer! som Skade var; thi jeg havde
gierne vildet hørt min Dødnings Tanker, paa hvad Maade man bædst kunde for¬
meene Eder, at udsue al Nærings Kraft og Marv af Eders trængende Medborgere.
Dog vil jeg ey raade Eder, at J slaaer Jer til alt for stør Tryghed udi Eders Blod¬
suerie; thi min Dødning kunde maaskee, til Eders store Fortæd, blive fremkaldet af
sin - -- Grav, for at supplere min afbrudte Drøm. Men lader imidlertid
min Dødning prædike for Eder, siden J ingen Øren have til at høre, hvad de Le¬
verde raabe imod Eders Himmelraabende Handel.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 24.
Løverdagen, den 15 Martii 1760.
Hr. Y & Compagnie.
J
Nat har jeg, Mine Herrer! været en Tilskuer ved en General=Mynstring udi
de Dødes Rige. Mig syntes, at jeg tillige med min afdøde Ven var kom¬
men hen til en aaben Plads, hvor jeg saae en Mængde opslagne Telter, dog
ikke aldeeles af den Dannelse, som de hos os brugelige Feldt=Telte. Ved første Øye¬
kast bildte jeg mig ind, at her var en Leyr af Krigs=Folk; men jeg erfarede siden, at
jeg havde taget Feyl udi min Gisning. Jeg spurgte vel min Ven, hvad disse mange
Telter, og den store Forsamling af Dødninger, vi her forefandt, skulle sige; men
jeg fik ingen anden Underretning herom, end at her skulde holdes General Mynstring
for Minos, de Dødes Regent, som opholdte sig udi et meget stort og afsides staaende
Telt.
Den største Deel af de her forsamlede Dødninger havde alle et slags Mondoure,
nemlig røde Callotter paa Hovedet, og lange Kiortler af Askefarved Klæde, ungefær
af samme Dannelse, som de Sloy=Kiortler, vore smaa Drengebørn bære. De øv¬
rige, hvis Antal var kun lidet, vare alle hvid klædede, med blotte Hoveder. De
første førte i Steden for Haand=Gevehr, Greene af Torne=Busker, med hvilke de
ved Mynstringen presenterede. Men de sidste førte friske Olle=Greene med Druer
paa. J det øvrige var baade Excertitien og Ceremonien ungefer den samme, som
ved vore General=Mynstringer; undtagen, at i Steden for at kun Mand for Mand
passerer hos os Revden, saae jeg her heele Flokke at fremtræde paa eengang ved de
fleeste Opraabninger. Jkke heller stode de fremtrædende Flokke i den Orden, som de
bleve opraabte, men vare adspredde hist og her iblandt de forsamlede; ligesom de ikke
heller bleve opraabte ved deres Navne, men ved deres bekiendte Egenskaber.


98
Mynstringen gik da for sig paa følgende Maade. Efterat de forsamlede Død¬
ninger vare blevne opstillede, og de paa deres Viis havde giort adskillige Bevægelser,
under Trommers og Pibers Lyd, saae jeg Minos udtræde af sit Telt, og at sette
sig paa en Stoel, omringet af endeel Herrer paa begge Sider. Nest needen for disse
paa den venstre Haand stoed ey anseelig Person, havende endeel skrevne Lister liggende
for sig paa et lidet Bord. Denne begyndte da efter Ordre at raabe de Forsamlede
op i følgende Orden:
J, som søger Embeder, alleene i den Hensigt, at J kan forskaffe Jer
Ære og Rigdom!
Hier!
J, som ansee Eders anbetroede Embeder blot alleene for Eders Føde=Krog!
Hier!
J, som de fleeste Tider stole paa Eders Fuldmægtiger, og give Jer ingen
Tid og Stadighed til selv at observere Eders Embeds=Pligter!
Hier!
J, som benytte Jer af Eders Principalers Udygtighed og Efterladenhed;
som skiule Jer under disses Høyhed, og som lade alting komme an
paa deres Ansvar!
Hier!
J, som enten af Menneske=Frygt, eller egennyttige Afsigter, skyde den eller
den offentlige Forretning fra Eder paa andre, og som toe Eders
Hænder i Vand, naar samme falder slet ud!
Hier!
Du som tiener det almindelige Væsen, ikke i Hensigt paa egne Fordeeele,
Høyhed og Værdighed, men for at fremme dets Beste!
(Minos trak paa sine Skuldre.)
Hier!
J, som ere saa magelige i Eders Embeder, at J stedse kaste den heele
Byrde paa en Fuldmægtiges Skuldre!
(Disse ere, Deres Majestæt! syge af Skiørbug og Vattersoet.)
17
J, som hverken have Indsigt eller naturlig Vid at beklæde Eders Embe¬
der med!
J, som udreede Stats=Sager, ligesom Markatten udreeder Silke=Dokker!
(Herved nysede Minos.)
Hier!
Du som er en Slave af dit Embede, og fortæres af din roesværdige Flit¬
tighed, ligesom et Lys af sit tienstagtige Skin!
Hier!
J, som forøde Lønnen, og siden bevogte Eders Embeder, som Rotten
Fleske-Skinken!
Hier!
J Ligegyldige, som lade alting gaae igiennem det grove Soll!
Hier!
J Selvkloge, som giøre nye Tvivlsmaal, nye Stridigheder og nye Jnd¬
vendinger ved Eders Med=Brødres fornuftigste Stats-Maximer,
forhalende Tiden med Klangen af Eders Dumhed eller egennyttige
Forsigtighed!
(Herved tog Minds sig en Prise Tobak.)
Hie


99
Du, som udi dit Embede ikke med Villie og Vidskab, giør noget Aftrin
fra Lov og Samvittighed, men gaaer lige frem uden Renker og
Kunst=Greeb!
Hier!
J, som formedelst Eders daglige Giesterier ikke have Stunder at iagttage
Eders Embeder, og hvis Viid og Veltalenhed opstige af Maven i
Hiernen, besynderlig efter Maaltiderne og Viin=Flaskens Udtøm¬
melse!
(Disse ligge, Deres Majestæt! syge af Chiragra og Podagra.)
--2
J Renke=Spillere, J som holde gode Miner med alle, men meene ingen,
uden Eder selv, vel; som sette Eders Overmænd Vox=Næser paa;
som smigre for Eders Ligemænd, og som lade Eders Undermænd
føle Virkningen af Eders Redelighed!
Hie
(Herved nysede Minos atter meget stærkt.)
Du, som begriber og setter dine Embeds Pligter i Værk med Forstand,
Upartiskhed og Eftertryk!
Hier!
J, som udi Eders Embeds=Sager henge af Eders Koner eller Maitresser,
som ved dem lade Eder kiøbe og selge; og som ved dem ere Kier¬
linger i Eders Embeder!
(Herved paakom Minos en stærk Hoste.)
Hier!
J, som skiære Eders Kappe efter Veiret, og holde nu et, nu et andet
Partie, men see i alt lige meget paa det almindelige Beste!
Hier!
J, som uden Egennytte og Persons Anseelse skaffe den Forurettede sin
Ret, og dømme efter Lov og Samvittighed!
(Nogle af disse ere, Deres Majestæt blevne qvæstede udi sidste Krig, hvor
Hier!
der blev skudt med lutter Guld=Kugler.)
J Aabenmundede, som udi Eders Embeder ikke kan tie til rette Tid med
det, som bør forties!
Hi
(Herved ræbede Minos.)
J, som udi Eders Embeder ere gangne Kræbs=Gang, og som begynde paa
mange Aars ugiort Arbeide, efterat J ved Eders Dovenskab og
Forsømmelighed have styrtet Eder i en Afgrund af Ureeder!
(Disse ere diserterede, Eders Majestæt! )
J Egennyttige, som bringe Eders Jndkomster og Rettigheder saa høyt
som Eder mueligt er; og som alletider kan kiøbes og sælges!
Hier!
J, som i Steden for, at J med et aarvaagent Øye skulde Dag og Nat
jage og komme paa Spor efter Lurendreyere, ere vældige Jægere
udi Fruer=Stuer og Jomfrue=Huse!
(Disse ligge, Deres Majestæt! under Salivations=Cuur.)
Efter disse passerede Professer, Trommeslagere, og Pibere Revuen.
J, som af en indgroed Selvkloghed og Skumlen aldrig kan trives, uden
at dadle alle duelige og redelige Embeds=Mænds Forretninger!
Hier!
(Disse ere Profosser, Deres Majestæt! )


100
J, som formedelst eders u=patriotiske Sindelav brumle imod alle nyttige
Anstalter, og som knurre over alle Paalæg til det almindelige Væ¬
sens Nytte!
(Disse ere Trommeslagere, Deres Majestæt! )
J, som stedse skrige paa de gamle Tider, og priise deres Forfatning!
Hier!
J, som stedse spaae en almindelig Undergang, fordi man ikke udi publiqve
Indretninger føye sig efter Eders enten selvkloge eller egennyttige
Hoveder:
Hier!
(Disse ere Pibere, Deres Majestæt! )
Da de nu alle havde passeret Revien, forføyede Minos sig ind udi sit Telt
med nogle saa af de hos ham værende Herrer, vel mueligt, som og af det paafølgende
kan sluttes, for at holde Conseil. Efter en halv Times Forlød saae jeg atter Minos
igien uden for sit Telt, og efter at de med de røde Callotter og lange graae Kiortle
vare blevne opstillede udi forrige Orden, stillede en af de hos Minos værende Herrer
sig midt for Forsamlingen; og der denne havde opraabt nogle faae af dem, som da
tillige maatte træde ud, forkyndte han den øvrige store Høb, paa hans Underjordiske
Majestæts Veigne, deres Afskeed. Derpaa holdte han en Opmuntrings=Tale til dem
udi den hvide Mondoure, og en Formanings=Tale til de Faa, han havde udsøgt af
Forsamlingen. Der Minos med sit Følgeskab havde forføyet sig bort, begyndte
Trommeslagerne og Piberne ved de reducerede Graae=Brødre (vel mueligt udi Des
peration) at tromme og pibe saa u-maneerlig høyt, at jeg vaagnede derved -- -
Jeg fortæller Eder, Mine Herrer! denne min Drøm; men for al den Deel,
J have at vente Eder udi min Drømmerske Fortroelighed, beholder den hos Eder
selv, at ingen derudi skal see, at de omdrømte hensovede Graae=Brødre endnu leve
i Eder.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 25.
Løverdagen, den 22 Martii 1760.
Hr. Z & Compagnie.
M¬
in frievillige Glemsomhed, den Mine Herrer i disse Uskiønsomheds Tider
maa holde mig til gode, kunde snart have gjort mig utaknemmelig for Eders
beviiste Fornøyelse ved min seeneste Nærværelse udi Eders Bye, hvis jeg
ikke ved en besynderlig Drøm, (thi J maa vide, at jeg er Drømmeren) var bleven
erindret om min Skyldighed, og det saa meget des meere, saasom Eders Personer
og Adfærd, blev mig forgangen Nat under min Søvn saa livagtig forestillet, som
at jeg den Tid havde den Ære at see og kiende Eder.
Jeg drømte, at min afdøde Ven havde ført mig ind udi en Bye ud i de Dø¬
des Rige, af hvis Storhed og anseelige Bygninger, jeg blev aldeeles indtagen.
Min Ven, som ellers i en lang Tid har været meget taus og slet til Mode, fore¬
fandt jeg denne Gang heel snaksom og munter. Denne Bye, sagde han, staaer
Jer uden Tvivl meget vel an, siden J viser Jer saa særdeeles opmærksom ved dens
Betragtning. Men har J og givet Jer Tid at see ret paa de Forbiegaaende af dens
Jndvaanere. Min sædvanlige Nysgierrighed befalede mig strax at vende mine Øyne
fra Bygningerne paa de Forbiegaaende; men Himmel! hvor forskrækket blev jeg, da
mine Øyne faldt just i det samme paa nogle Personer, der udi Høyde og Førlighed
overgik de for os udi Krønnikerne beskrevne gamle Kiemper. Mig syntes at Luften
susede og Jorden bævede, i det de kom angaaende. Af Ærbødighed eller Frygt, fik
jeg i en Hast Hatten af Hovedet og bukkede mig det dybeste, jeg kunde. Deres
blotte Skygge kunde have været nok til, at indjage mig en Underdanigheds Skræk.
Men der een af dem, som var mig nærmest, tog sin Hat af, for at hilse mig igien,
fulgte der ved Hattens Aftagelse saa stærk en Susen og Vind, at jeg faldt omkuld


94
derved. Min Ven tog mig leende ved Haanden og reyste mig op igien. Jeg forlod
min Ven, og løb udi Forvirring ind udi et Port=Rum. Min Ven var strax hos
mig, og bød mig at følge sig og at være uforsagd.
Neppe vare vi komne ud paa Gaden, førend mine Øyne atter faldt paa nogle
smaa Skabninger, der neppe vare en halv Alen høye, og hvis de ikke havde været
mig temmelig nær, havde jeg ikke kundet ansee dem for Mennesker. Jeg kunde ey,
ihvor Angestfuld jeg end var, bare mig for at lee af disse Smaa=Putter. Jeg mær¬
ker, sagde min Ven, at J anseer disse smaa Skabninger med latterlige, ja maaskee
og med foragtelige Øyne, da J dog vilde meere forfærdes og grue for disse end for
hine, til Anseelse store Kiemper, naar J kiendte deres Kræfter. J skulde vel neppe
vilde troe, at disse Dverge ere en Skræk for hine Store, og at de med det mindste
Greeb kan slaae de Store under sig, hvilket jeg ofte har erfaret; og da maa man
med Forundring see, hvorledes saadan et lille Kræe skyder sig i en Hast i Veyret, ja
bliver undertiden høyere og førere, end den underslagne Store.
Derefter mødte vi nogle, paa hvilke Hovedet, der var meget lidet, sad hart
ad ved Navlen, og bleve førte ved Haanden af nogle Personer, der udi Væsen og
Klædedragt hart ad lignede de ved de Tydske og Jtalienske Skuepladser brugelige
Scharamoucher og Pollicineller. Min Ven bad, jeg ikke vilde gaae disse Hovedløse
for nær; thi de ere meget bidske, sagde han. Disse Skabninger, sagde han videre,
ere saa meget des farligere udi det Borgerlige Selskab, saasom de ikke formedelst
deres Hoveders forvendte Sæde ret vel kan see, og derudover bide i blinde efter deres
Leedsageres Anførset.
Efter disse fik jeg nogle andre at see, der vel i alle Maader havde menneskelig
Skabning; men den Side hvor Hiertet ligger, staaer altid aaben paa dem, saa at
man kan see dem ind i Hiertet. Disse, sagde min Ven, ere vel des mindre farlige
i Omgiengelse; men de ere dog skadelige nok udi det Borgerlige Selskab, naar de
sættes paa visse Poster.
Efter disse blev jeg andre vaer, der udi mine Øyne vare heel speetaculeuxe;
thi de havde Øren over alt paa deres Legemer, baade bag og for. J tænker vel,
sagde min Ven, at disse maae være meget granhørende, siden de have saa mange
Øren; men J maa vide, at deres Nysgierrighed, der til største Deel reyser sig af
en ond Samvittighed, har giort dem saa vanskabte; og saa mange Øren som de
have, saa mange Spioner holde de og, der skal udforske og tilbringe dem, hvad der
kan tales om dem hist og her, og ere derfore des farligere paa deres Post, saasom
de høre med andres Øren, der just ikke alletider høre saa ret til, og ere derhos meget
lettroende.
Derefter saae jeg et Syn paa nogle andre, der satte mig i største Forundring.
Disse kom gaaende tvert over en Gade, ligesom de agtede sig til de for dem liggende


95
Gaarde, men i den sted andre gaae igiennem Dørre eller Porte, fore disse i en Hast
igiennem de heele Vægge, uden at jeg saae mindste Aabning efter dem. Jeg troede
nu for vist, at jeg var kommen ind i en fortryldet Bye. Min Ven saae til mig og
rystede paa Hovedet. Af disse Vægge=Smuttere, sagde han, findes saavel her som
paa andre Stæder en temmelig Mængde, og ingen kan tage sig vare for dem, saa
som de kan giøre sig usynlige; thi om en ærlig Mand end ved sine Forretninger ind¬
spærrer sig i sit allerinderste Værelse, ere disse dog ham uafvidende inde hos ham.
Jeg slutter, sagde han videre, at de maa bruge en vis Metall at giøre Aabning for
sig med, hvilken visse Mænds Secretairer eller Fuldmægtiger kalde Extra.
Min Ven førte mig derpaa ind i et Huus, hvor han var bekiendt. Jeg
forefandt her et Fruentimmer af en velvoxen Mands=Persons Høyde. Min Ven
spurgte, efter aflagde Hilsen, om hendes Mand. Hun kaldte strax ad ham, med
en besynderlig Caracter, den jeg ikke vil nævne. Men om jeg end havde været halv
død, havde jeg ikke kundet bare mig for Latter; thi i den sted jeg bildte mig ind,
at hendes Mand var i et andet Værelse, kom han krybendes ud af hendes Tøffel,
som stod ved Sengen. Jeg vilde ikke være disse Ubekiendte anstødelig med min Latter,
og løb derfore med Fingeren i Munden i en Hast ud af Dørren. Min Ven kom
omsider bag efter. Jeg loe endnu. J leer, sagde han, men jeg ærgrer mig. Af
saadanne ulige Ægtefæller, sagde han videre, kiender jeg her adskillige. Naar en
saadan Kone er i ond Humeur, maa det stakkels lille Kræe, hun har til Mand,
krybe ind i en af hendes Tøfler. Er hun derimod i god Humeur, tillader hun ham at
gaae og spatsere paa sig, hvor han vil. J det øvrige, mader, tugter og handler
hun ham, som hun selv lyster. Undertiden setter hun ham i hendes Barm, eller i
Folderne paa hendes Klæder; og hvis han imidlertid uden hendes Minde understaaer
sig at kikke frem, maa han med Taushed taale et vældig Knæp paa sin Næse - -
Denne min Vens Tale blev afbrudt, formedelst at der kom os et Par i Møde,
de gave sig i Snak med ham. Disse kom mig ved første Øyekast fore, som at de
havde Masqve over Ansigterne; men da jeg lidt nøyere havde beskuet dem, blev jeg
vaer, at de havde Marmor=Ansigter. Jeg vendte mig strax fra dem, saasom jeg
endnu var latterfuld over det forrige Syn, og gik nogle Skrit hen ad Gaden. Der
min Ven havde forladt dem, gav jeg mig atter til at lee, det beste jeg kunde, og
spurgte, om de havde disse Ansigter enten af Naturen eller ved Kunsten. Min Ven
forsikrede mig, at det var deres naturlige Ansigter; og J maa vide, sagde han vi¬
dere, at de, ved disse Ansigter have adskillige Fordeele. Giør man nogen Slags
Beskyldning imod dem, skal deres Ansigter ingenlunde røbe deres Samvittigheds
Vidnesbyrd. Siger I dem end i deres Øyne og i andres Paahør, at de ere Skiel¬
me, Bedragere, eller Forrædere, skifter deres Ansigter ingen Farve derved; ligesom
J ikke heller skal finde mindste Spor til Blussel i deres Ansigter, om J end treffer
dem i de allerskiendeligste Gierninger.
Jmedens vi saaledes gik og snakkede, fornam jeg en stærk Svien ved mit høyre
Øre. Jeg følede i en Hast efter Øret; men den heele Øre=Lep par borte. Jeg blev


96
bestyrtset, og bad min Ven, han vilde see, om jeg havde følet ret til; men han
trøstede mig dermed, at jeg maatte være glad ved, at jeg ikke havde mistet Næsen og
det andet Øre tillige. Af deslige subtile Næse= og Øre-Snittere møder man her en
heel Hob; men de ere i Øyeblikket usynlige, og naar de atter lade sig see, skeer det
i saadan Sikkerhed, at ingen tør tale dem til; ja end ikke Øvrigheden selv vide
der deres Næser og Øren sikkre for disse Snittere. Jeg takkede for god Trøst, men
bad derhos, han vilde, jo før jo hellere, ledsage mig ud igien af denne forhexede
Bye. Vi forføyede os.
Underveys gav min Ven mig Underretning om adskillige fleere Slags Skab¬
ninger i denne Bye. Jblandt andre, sagde han, findes her et Slags tøbeenede
Skabninger, der ligne Championer, og ligesom paa een Nat opvoxe til en anseelig
Høyde. Den ene Dag, sagde han videre, har jeg seet en saadan Skabning staae
gandske Livløs paa visse Steder; men Dagen derpaa har jeg med Forundring seet
ham, at kappes med meriterede Personer om de feedeste Stykker. Forunderligt er
det, at disse fødes med den Forfarenhed, Kundskab og Færdighed, som andre ringere
Skabninger maa sveede og legge deres Hoved i blød for, i mange Aar; og skulde
jeg snart kunde falde paa de Tanker, at deres Hierner ere af Vox; thi de lade sig i
en Hast indtrykke hvilken af de almindelige Forretninger, man i en halv Times
Tid vil holde dem for Øyet. Men man kunde maaskee sætte derhos, at denne deres
saa hastig indtrykte Forfarenhed og Kundskab er og bliver ogsaa derefter - - -.
Vi vare endnu ikke komne ud af Byen, da min Veu blev borte for mig, i
det jeg fæstede mine Øyne paa nogle viidgabende Skabninger, der kom os i Møde.
Hvad enten han forsvandt af sig selv, eller og at nogen af disse unaturlige Gabere
havde ved sit stærke Aande=Drag, sluget ham heel og holden i sig, skal jeg lade være
usagt; men der paakom mig en saadan angestfuld Skielven og Rystelse, at jeg vaag¬
nede derved, og glad blev jeg, at det var kuns en Drøm.
Skulde J nu, Mine Herrer! ikke tydeligen nok kunde kiende Eder selv igien
udi denne min havte forblummede Drøm; vil jeg have Eer henviiste til den Hr. Anti¬
Drømmere, der er, som jeg har erfaret, saa alvidende, at han kan vide Jndholden
af mine Drømme, endog førend jeg selv har drømt dem, i det mindste, førend de
ere komne for Lyset.
Jeg forbliver &c. &c.
Ende paa det første Alphabeth.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 26.
Løverdagen, den 29 Martii 1760.
Hr. Aa*.
H¬
vis en blind Menneske=Frygt havde havt mindste Herredømme over mig, havde
jeg neppe besluttet at føre mit havte Natte=Drømmerie i Pennen; thi min
Tillid til den menneskelige Taushed, har aldrig sat mig i den Sikkerhed, at
jeg har troet eller troer, at kunde skiule mig saa vel, at jo Frue Nysgierrigheds
Støvere omsider maatte komme paa Sporene til min Heraclitiske=Huule. Og hvis
nogens Stand eller Formaaenhed kunde afskrække mig fra, at tage den fortrykte
Sandheds Partis, understod jeg mig langt fra ikke i Dag at opvarte Min Herre
med dette Blad. Mit Navn, der, efter et halv Aars gjorte Opvartninger hos en
Deel Dagdrømmere, nødvendig maae være Min Herre bekiendt, vil uden Tvivl,
ved min Anmældning hos Dem forud forkynde Dem mit Ærende, i fald Min Herre
ellers har mindste Kiendskab til sig selv; men jeg formoder dog, at denne min ringe
Opvartning vil blive Dem desmindre ubehagelig, naar jeg beretter Dem, at jeg er
hidsendt af en Dem saa nær paarørende Dame, og som De engang har tilsvoret en
ævig Huldskab og Troeskab, nemlig Frue Patriotskab, for at anmode Min Herre,
at De efter Deres besiddende Stats=Kundskab og Formaaenhed vil antage Dem hen¬
des Sag. Hun admirerer Min Herres roesværdige Egenskaber, og tilstaaer, at
De formedelst samme fortiener den Post, De beklæder. Hun glædede sig ved Min
Herres velfortiente Ophøyelse, og ventede udi Dem at finde en af hendes største Be¬
skyttere. Hun har ikke heller endnu vildet lade dette hendes Fortrøstnings Haab al¬
deeles falde. Hun kiender de menneskelige Svagheder og den listige Egenkierligheds
Magt, end og over de Fuldkommenste. Hun veed, at denne som oftest søger
at sætte en Taage for deres Øyne, og at føre dem saa uformærkt paa Afveye. Hun
tilstaaer og, at deres Veye, der ere satte paa vigtige Pøste, ere heel slibrige. Hun
billiger derføre en fornuftig Forsigtighed og roser den. Men naar en utlidig Men¬


106
neske=Frygt, grundet paa egen Høyheds og Forfremmelses Conservation, eller andri
egennyttige Hensigter, søger at skiule sig under Forsigtigheds Masqve, til hendes høye
Fornærmelse, gremmer hun sig derover, og raaber af alle Kræfter Vee=Klager over
en saadan masqveret Forsigtighed. Desaarsag har hun befalet mig, at indfinde
mig hos Min Herre med en Drøm, som jeg forgangen Nat har havt, forhaabende,
at Min Herre ved dens Fortælling nogenledes skulle kunde indsee de skadelige Følger,
som Deres Dag drømmerie i denne Post føder af sig.
Efter min sædvanlige Drømme=Phantasie syntes mig i Nat udi Søvne, at jeg
af min afdøde Ven var bleven indført udi en af de Dødes anseeligste Boliger. Min
Ven var meget taus, og vilde paa Tilspørsel ingen Underretning give mig om denne
Døde; men saavel af Boeligens Prægtighed som af den Dødes Væsen, sluttede jeg,
at han i sin Tiid maatte have været noget stort i de Levendes Rige. Saasnart denne
Døde blev mig vaer, stirrede han med en vreedladen og myndig Mine paa mig.
Mig syntes, der paakom mig en særdeeles Frygt og Ærbødighed for denne Døde, og
at jeg bebreidede mig selv min Næsviished, at jeg uanmældt og ukaldet havde ladet
mig see i saa stor en Mands Sove=Cabinet. Den Døde talede mig til, da jeg just
var sindet at forføye mig ud. Min Søn, sagde han, nærm dig kuns uden al Und¬
seelse hid til mit Leye! Her i de Dødes Rige, sagde han videre, haver Forskiel paa
Høyhed og Ringhed intet Stæd. Vi ere her alle hinandens Ligemænd. Jeg veed,
hvo du er, og under hvad for en Titel du paa nogen Tiid har søgt at føre dine Med¬
borgere i de Levendes Rige til Eftertanke om det sande Patriotskab. Jeg veed og,
at du formedelst et betydelig Tilfælde, har i nogen Tiid maattet standse udi dette dit
Forsæt. Det maa ikke sætte dig i Forundring, at jeg som en død Mand kan sige
dig dette og andet meere, hvilket du med Taushed fordrager. Du maa vide, at
det forborgne Samqvem, som vore Aander have med de Levendes, er Aarsagen, at
vi i disse mørke Boliger blive underrettede om de Ting, der gaae for sig i de Levendes
Rige, saa at Verdens forvendte Borgere have end ogsaa iblandt os deres baardeste
Vidner. Paa denne forborgne Vey er jeg kommen i Erfaring om dit ugentlige Ar¬
deyde. Den Aand, der har agtet paa de Ting der gaae for sig i din Phantasie, og
hvoraf den giør Slutninger til meere, beretter mig, at du er sindet at fortsætte dette
dit Ardeyde. Jeg lover dit Forsæt, og ønsker, at det maa have den Nytte og Virk¬
ning, som du maaskee spaaer dig deraf; endskiønt jeg anseer dine og andre Levendes
Erindringer imod de fleestes slette Patriotskab for aldeeles utilstrækkelige. Dog vil jeg
ikke hermed aldeeles afskrække dig fra dit velmeente Arbeyde, saasom det kan have sin
Nytte i henseende til dem, der end ikke selv vide, hvilke der ere en sand Patriots
Pligter, og altsaa af Uvidenhed handle i adskillige Maader tvert imod de samme.
Du har imidlertid giort vel, at du har ladet de Døde prædike for de Levende, saa¬
som deres Bekiendelse om sig selv er reen og uden alt Forbehold. Deres Vidnesbyrd
om dem selv imod de Levende, er saa meget desmeere tilforladeligt, saasom det ikke
er blandet med noget af de Svagheder, der som oftest sætte de Levendes Vidnesbyrd
om dem selv eller andre i Tvivlsmaal.
Jngen af mine Meddøde har endnu givet dig Anledning til, at kunde indfinde dig
hos mine Brødre i de Levendes Rige, uagtet de samme, i hvor stor en Stats=Kyndighed
de end besidde, og med hvor stor en Værdighed de end beklæde de Poster, de ere satte
paa, ere lidet retskafne Patrioter, hvilket du af den Beskelvelse, jeg her agter at


107


give dig over mit eget Forhold, nærmere skal erfare. Jeg var imedens jeg levede,
iblandt deres Tal, der bære Navn af Statsmænd, endskiønt Stats-Kyndigheden ikke
synderlig trykker en god Deel af dem. Førmedelst min egen Fortieneste, og ikke i
Betragtning af nogen høy Byrd var jeg bleven forfremmed. Du maa vide, at jeg
virkelig besad den fornødne Stats=Kyndighed og Erfarenhed. Jeg var udrustet med
Forstand og Skarpsindighed, til at kunde indsee en Sag med alle dens Omstændig¬
heder og Følger. Jeg kunde forud sige, hvorvidt en og anden Anstalt, enten i hen¬
seende til Oeconomien eller til Commereen kunde være Landet til Fordeel eller Tab,
og intet egennyttigt Forslag var saa opfminket og sat saa høyt paa Skruer, at jeg jo
strax indsaae, hvad Skade deraf i Tiiden vilde flyde. Men i alt dette var jeg dog
ingen retskaffen Patriot; thi omendskiønt jeg i alle Maader opvartede mit Embede
upaaklageligen, og jeg ikke selv enten foreslog eller foretog mig noget, som kunde for¬
nærme det almindelige Væsen, var dog min Kierlighed til Fædernelandet ikke reen,
saasom jeg som oftest lod mig af en utidig Menneske=Frygt afholde fra at sætte mig
imod de Anstalter, jeg forud saae at ville have skadelige Følger. Jeg indseer nu
først, at de Undskyldninger, jeg udi min Leve Tiid søgte at stille min Samvittighed
tilfreds med, have aldeeles ingen Grund. Man æskede mine Betænkninger i adskil¬
lige Sager af Betydenhed. Man gik løs paa min Samvittighed, for at faae mit
Svar des reenere; men man blev lige klog. Jeg undersøgte Hovedmanden for de
giorte Forestillinger, og naar jeg erfarede, at Jnteressenterne vare Folk, der havde
noget at sige, havde jeg aldeeles intet at indvende, end og imod de allerskadeligste
Forslag. Paa den ene Side havde jeg vel Fædernelandets Bædste for Øyne; men
paa den anden Side betragtede jeg det Uvenskab, de Fortrædeligheder og den Efter¬
stræbelse, jeg maatte paadrage mig, hvis jeg skulde tale, som jeg burde. Frygt for
det tilkommende Onde bragte mig altsaa til at bifalde det, som jeg i mit Hierte for¬
dømte. Jeg vilde da hellere paalægge mig selv en Byrde af en nagende Samvittig¬
hed, end giøre mig dem til Fiender, hvis Vrede ey kunde forsones, uden ved deres
Modstanderes Fald.
Nu denne min utidige Menne=Frygt skulde da til min Samvittigheds Tilfreds¬
stillelse passere for en fornøden Forsigtighed. Men det, jeg den Tiid ikke kunde eller
vilde see, indseer jeg nu med desto større Blussel og Græmmelse. Mit Forhold var
saa meget desmindre at undskylde, saasom jeg besad Forstand og Skarpsindighed til
at kunde have forbundet Reedelighed med Forsigtighed. Man har aldeeles ingen
Aarsag at bebreyde sig selv en Uforsigtighed, saalænge man ikke ukaldet blander sig i
een eller anden uvedkommende Sag, til sin egen Fortræd. Men naar man er sat
paa en Post, hvor man efter Muelighed bør i alle Maader see paa det almindelige
Væsens Tarv, ey aleene ved selv at befordre det Tienlige, men endog af alle Kræf¬
ter at forebygge og sætte sig imod det Skadelige, kan man ingenlunde kalde det en
fornøden Forsigtighed, at man af Frygt for Uvenskab og Forfølgelse, unddrager sig
fra at blande sig i det, som man efter sit Kald og Embede er forbunden til at sige sine
reene Tanker om, da man meeget meere handler imod den Reedelighed, man er det
almindelige Væsen skyldig, hvis Bædste man i alle sine Hensigter bør foredrage sit
Eget. En retsindig Embedsmand og Patriot gaaer frem udi sit Kald efter Samvit¬
tighedens Bydende, og uden Persons Anseelse kalder Sort sort, og Hvidt hvidt.
Han veed, at en retskaffen Patriot mag og kan ey andet, end drage sig Uvenner og
Forfølgere paa Halsen; men han lader sig dog ikke afskrække fra at giøre og tale det,


108
som Ret er, om end hans Velfærd derved sættes i Vove; thi han agter Samvittig¬
hedens gode Vidnesbyrd langt høyere, end al Gunst og Gevinst. Han veed, at
naar han skal lide, han da lider for Retfærdighedens Skyld. Du finder virkeligen
saadanne Embedsmænd i de Levendes Rige, endskiønt de paa sine Stæder ere faa og
rare. Men just dette, at deslige Retsindige forfølges og hades, er et uimodsigeligt
Beviis paa, at de fleeste af dem, der skulde see paa det almindelige Beste, ere Mund¬
Patrioter, og have meere deres eget end Medborgernes Velgaaendt for Øyne.
Vel kan jeg ikke bebreide mig selv, at jeg, saavidt mit Embede angik, eftet¬
lod at viise al muelig Fliid og Omhyggelighed for det almindelige Væsen, at jeg meget
meere giorde i adskillige Maader meget til Statens Forbædring. Men ey nok, at
en Statsmand ikke selv, enten ved Forsømmelse eller af Ukyndighed foraarsager noget,
som fornærmer det almindelige Bædste, Han bør og, naar andre foreslaae noget,
som han indseer at være eller kunde blive skadeligt, sette sig af alle Kræfter derimod,
og lægge dets Følger for Dagen. Naar jeg nu da spørger mig selv, om den, som
har Forstand til at kunde indsee den Fordærvelse, som det almindelige Væsen forme¬
delst en og anden egennyttig eller ufornuftig Foranstaltning trues med, kan kaldes
en retsindig Patriot og Embedsmand, naar han med Taushed lader det faae sin
Fremgang, end og da, naar man har paaæsket hans Betænkning derom, og jeg der¬
hos erindrer mig, hvorofte jeg af en utidig Menneske=Frygt efterlod denne min Patri¬
otiske Pligt, udsletter jeg mig selv af de retskafne Patrioters og Embedsmænds Liste.
Jndfind dig derfor ved din Tilbagekomst til de Levendes Rige hos mine efter¬
ladte Brødre, og slig dem paa mine Vegne, at al deres Stats=Klogskab og deres
nyttigste Anslag til Statens Forbædring, formørkes aldeeles i de Retsindiges Øyne,
ved deres utidige Menneske=Frygt, i det de, for at see deres egen Høyhed og For¬
fremmelse befordret, sette deres Seyl efter alle Vinde, og tie, naar de burde tale.
Siig dem, at i hvor velmeenende de end for Resten kan være det almindelige Væsen,
de dog ere slette Patrioter, naar de, saasnart de see mindste Tegn til Politiske Orca¬
ner og Travatter, stryge alle deres Seyl, og lade Skibet gaae, hvor Vinden vil
føre det; det er, naar de af Frygt for Fiendskab og Efterstræbelse underskrive, hvad
andre, enten lidet kyndige eller egennyttige foreskrive, og naar de ikke tør oplade
deres Mund, endskiønt de see for Øyen, at Stats=Sygdommene blive alt større og
farligere. Siig dem i det øvrige, at det almindelige Væsen ey kan være tient med
en Bevægelse af Skuldrene, med en Rysten paa Hovedet, og med en hemmelig Be¬
jamring over, at det gaaer saa bagvendt til i en og anden Maade. Ney de bør
arbeyde, tale og skrive i rette Tiid med Fornuft og Eftertryk. De bør sette sig selv
i Faren, og arbeyde saaledes for det Almindelige, at deres egen Velfærd voves der¬
ved, og da fortiene de Navn af retskafne Patrioter og reedelige Embedsmænd ---
Her hører Min Herre mit Ærende, det jeg efter Ordre herved haver andra¬
get for Dem, forhaabende, De deraf vil fatte, hvorvidt deres saa kaldede Politiske
Forsigtighed kan bestaae med det retskafne Patriotskab; hvilket jeg overlader til De¬
res egen nærmere Overveyelse og Raadførsel med Deres Samvittigheds Tilsigende.
Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur; C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 27.
Løverdagen, den 19 April 1760.
Hr. Bb. og dydige Kiereste!
J¬
eg maatte dømme mig selv en strafværdig Overtræder af Kierligheds og billig¬
heds Lov, hvis jeg alene vilde antegne de af mine havende Drømme, der
underrettede mig om Lastværdige Borgere og slette Patrioter, og derimod for¬
tie dem, der stille mig de Roesværdige og Retsindige iblandt os for Øyen. Min
Drømme=Lykke har hidtildags nægtet mig det Sidste; men jeg ønsker, at de Fore¬
stillinger, der herefter under min Natte=Søvn kunde forekomme, maatte alle blive
af det Slags, jeg i Nat har havt.
Det er sandelig ingen Fornøyelse for en velmeenende Moralist eller Satiricus,
(Pasqvillanter, Momister, og deslige, der urettelig kalde sig Satyrister, have her
intet Sted) at der ideligen skal falde Skygger af vanskabte billeder udi hans Camera
Obscura, at det meget meere vilde glæde ham, at hans Medborgeres Levnet og
Forhold gav hans Pen Anledning paa Anledning til Dydens Ophøyelse. Vel til¬
staaer jeg, at de Lastefulde trænge høyere til jevnlige Bebreidelser, end de Dydel¬
skende til Roes; men en Moralist, naar han selv har mindste Høyagtelse for Dyden,
fortier han ingenlunde dens Priis, saa ofte ham gives Anledning dertil, at han
meget meere giør sig al muelig Fliid for, at kunde paa det livagtigste og kiendeligste
afskildre de Dydelskende, og, ligesom ved at peege paa dem med Fingeren, at frem¬
stille dem som Mønstre og Exempler, dem han ønsker de Lastværdige vilde følge og
efterligne.
Naar jeg da, Min Herre, med dydige Kiereste! giver mig i Dag den
Friehed at opvarte Dem med noget af mit Natte=Drømmerie, beder jeg, at De ikke
af mine hidindtil gjorte Opvartninger hos endeel Dag=Drømmere, vil giøre nogen


110
anstødelig Slutning til Dem Selv, da De ingenlunde fortiene Sted iblandt Dag¬
Drømmere, at De meget meere, saavidt Fuldkommenhed i dette Ufuldkomne kan
opnaaes, staae hos alle dem, der have den Ære at kiende Dem antegnede paa de
Exemplariske=Dydiges Liste. Min ommeldte Drøm var af følgende Jndhold.
Det kom mig fore i Nat under min Søvn, ligesom jeg befandt mig i de Dø¬
des Rige, og at jeg der af min afdøde Ven var bleven indført udi en af de Dødes
Boliger. Jeg forefandt her 2de Personer, en af hvert Kiøn, der efter min Vens
Beretning, havde udi de Levendes Rige været Ægtefolk. De laae her i en meget
tryg og rolig Søvn, og uagtet min Ven harkede og hostede temmelig stærkt, bleve de
dog ved at sove. Jeg saae vel, at min Ven nu og da smaa smiilede, men jeg giorde
mig ingen Betænkning derom. Omsider sagde han: Det vil være forgieves, at vi
vente paa, at disse Sovende vaagne ved vores Nærværelse. Jeg har med Fliid ført
Jer her ind, for at beviise Jer om en Sandhed, den man i de Levendes Rige, og
det med temmelig god Grund, kalder i Tvivl. Enhver nyder her i de Dødes Rige
sin Hviile efter hans Forholds Beskaffenhed i de Levendes Rige. Jblandt dem, jeg
forhen har bragt Jer ind til, har J endnu ikke forefunden nogen i saa tryg og rolig
en Søvn. Aarsagen har J let kundet slutte Jer til af den Bekiendelse, de have
aflagt om deres Forhold udi de Levendes Rige. De derimod iblandt os, hvis For¬
hold udi deres levende Live har været efter Samvittighedens Bydende, nyde her en
sød og rolig Hviile, og forblive bestandig udi samme, undtagen naar de undertiden
kan foruroliges derudi formedelst deres efterlevende Venners Attraae; om hvilken
Hemmelighed jeg en anden Gang skal give Jer nærmere Oplysning.
Hvad disse Toe her saa rolig hvilende Ægte=Personer angaaer, da vil jeg,
for at fornøye Jeres sædvanlige Nysgierrigged, kortelig underrette Jer om deres
Forhold udi de Levendes Rige. Dog vil jeg i Forveyen bede Jer, at J ikke ved
Jeres Tilbagekomst til de Levendes Rige, vil efter Sædvane sladdre af Skolen, hvor¬
ved J da kunde foraarsage dette Par Misundere i deres Grav. De vare paa begge
Sider komne af gode ærlige Borger=Folk, og havde begge nydt en Opdragelse, der i
alle Maader svarede til deres Stand, uden ringeste Efterabelse af de høyere Stænders
Klæde= og Leve=Maade. Jkke desto mindre var dog deres Væsen og Sæder behagelig
hos Høye og Lave. Deres Opførsel paa begge Sider var jevn, dog derhos anstæn¬
dig, saa at den hverken tilveyebragte dem Latter og Foragt hos deres Overmænd,
eller Misundelse hos deres Ligemænd.
Manden havde tient sig Gradeviis op fra Dreng af, og var efter Fortieneste
ved Forsynets Help bleven forfremmet til et betydeligt Embede ved et vis Kongelige
Octroyered Compagnie, og derefter, formedelst indløbne Forandring ved samme
Etablissement, til Kongel. Betient. Dette ham anfortroede Embede opvartede han
stedse med Reedelighed og uden Hensigt til utilladelige Fordeele. Han var stedse en
Slave af sine Forretninger, og han opsatte ikke uden høy Fornødenhed det til i Mor¬
gen, som kunde giøres i Dag. Han begreeb og satte sine Embeds Pligter i Værk
med Forstand, uden Paatale, og han behøvede ikke derudi at have en andens Hierne
til Leye. Han gik ikke et Trin fra sin Jnstrux og Samvittigheds Bydende, men
lige frem uden Renker og fine Greb. Han ansaae Erkiendtligheder, Gaver og saa¬
danne Farver, hvormed Stik=Penge pleyer at sminkes, for Uretfærdighed; og han


111
var meere fornøyed med daglig Udkomme, under en rolig Somvittighed, end store
Jndkomster, tilveyebragte ved Svigagtighed. Vare alle Embedsmænd udi de Leven¬
des Rige saaledes sindede, skulde man ikke saa ofte see uduelige Folk udi deres Em¬
beder at samle sig anseelige Midler og Titler.
I Henseende til disses Ægte=Stand, da havde Forsynet her samlet 2de lige¬
findede og a deeles overeensstemmende Gemytter. Hans Villie var hendes; hendes
Villie var hans; og begges Villie var udi deres Foretagende ulastelig. De kunde i
deres Tiid fremstilles som et Fuldkommenheds Mynster for Ægte=Folk, og de gave
hiint kiærlige Ægte=Par, om hvilke Ovidius mælder, nemlig Philemon og Baucis
intet efter i nogen Maade. De holdte det paa begge Sider for deres høyeste Glæde,
at kunde være Himmelen og deres Medborgere til Fornøyelse, hvorpaa de stedse be¬
flittede sig. Deres Gudsfrygt bestod ikke i blotte Ord og udvortes Ceremonier, men
i at skye det Onde, og at giøre det Gode. De have ikke, som en god Deel andre af
deres Medborgere og Slægtinge, Christendommen alene paa Tungen, men de viiste
den ved alle Leyligheder i Gierningen. De giorde sig paa begge Sider en Glæde af
at kunde hielpe de Trængende til Rette, og at giøre de Fattige og Syge got. De
behøvede ikke paa nogen af Siderne at stiæle sig til at giøre got; thi de vare begge
lige medlidende og ædelsindede.
De elskede paa begge Sider en roelig Levemaade, dog uden al Eremitisk=Jnd¬
getogenhed og Afskye for Menneske=Sælskab. De søgte ikke nogen Ære og Anseelse
ved en prægtig Opførsel og idelige Tracteringer. De elskede Tarvelighed, dog uden
al needrig Nidskhed og Gnieragtighed. Her fandtes paa begge Sider en Munterhed
og Belevenhed uden Hasagtighed; et artigt Væsen uden laante Miner og Grimacer;
en Ydmyghed uden Needrighed; en god Forstand uden Selvkloghed; ja en Omgien¬
gelighed samlet med Behagelighed, Reedelighed og Opbyggelse.
Manden blandede sig aldrig i Konens Kiøkken=Sysler, og Konen aldrig i
Mandens Embeds Sager; men de passede begge hver paa sit med tilbørlig Omhyg¬
gelighed. Manden behøvede ikke at gremme sig over Konens slette Jndsigt og For¬
hold udi Huusholdningen; ikke heller over hendes Begierlighed efter Stats, eller
over hendes mange Visiter. Konen behøvede ikke at besværge sig hos hendes Venner
over de strænge Love, Manden foreskrev hende; ikke heller over hans Kiellingagtig¬
hed, Ubesindighed, og Drikfældighed ude eller hiemme.
Kort sagt: Manden var i sit Embede nidkier, flittig, og u-gennyttig; udi
sit Huus kierlig, fornuftig, og forsynlig; og udi hans Omgang og Forhold mod
andre behagelig, oprigtig og tienstvillig; udi hendes Ægte=Seng tugtig; i hendes
Væsen tækkelig; imod hendes Mand kierlig og venlig paa en fornuftig Maade; thi
hun var af den Tanke, at iidelige og utidige Omfavnelser, kielne og barnagtige Ge¬
bærder og selsomme Titler, af min Engel, min Griis, min Snut, og deslige fleere,
vilde foraarsage et heelt Selskab Mave=Piine, Hun var derfore hendes Mand hver¬
ken besværlig ved at henge ham stedse om Halsen; ikke heller giorde hun hans Dage
kummerlige ved en koldsindig og suurmuled Omgang. J Selskaber søgte hun aldrig
at føre Ordet alene, enten for hendes Mand eller andre; og naar hun talede, lod
hun ikke hendes vel optugtede Børn, hendes vel indrettode Huusholdning, og hendes


112
uartige Tienestefolk give hende Materie til Discourser. J det øvrige fandt hun sig
allermeest fornøyed udi sit eget Huus, hvor man ingen Tid fandt hende leedig for
Huus=Sysler. Efter min i mit levende Live da havende Smag og Sinds Tilbøye¬
lighed, fandt jeg mig ingensteds meere fornøyet, end udi disses Huus; thi her rar
virkelig en Dydens Skole for Ugifte og Gifte; og naar J erindrer Jer det Huus,
hvilket jeg frem for alle andre holdte mig til, og som jeg med tilbørlig Berømmelse
saa ofte talede med Jer om, fatter J letteligen, hvoe disse her saa rolig hvilende
Ægte=Personer have været, da J selv har kiendt dem, og følgeligen vil og kan J
ikke andet, end biefalde den vel forskyldte Roes, jeg her legger paa dem. J Hen¬
seende til deres Udgang fra de Levendes Rige, da -
Jeg vaagnede i det samme ved det at en ruskede paa mig, og da jeg fik mine
Øyne ret aabnede, saae jeg, at det var Frue Misundelse selv udi egen heslige
Person; (Men hvor er vel ikke denne Dame? ) hvis ikke min sædvanlige Høyagtelse
for Kiønnet havde holdt mig tilbage, havde jeg ganske vist hilset hende en god Mor¬
gen med een af mine Tøfler. Jmidlertid lod jeg hende tydelig forstaae, at, saalænge
min Fornuft maa raade, bliver hun den sidste, jeg nogen Tiid vilde holde Boelskab
med; og at jeg des snarere kunde faae hende til Dørs, fortalte jeg hende min havte
Drøm, den hun slog paa Nakken ad og løb sin Vey, som vel var. Jeg veed, at
Min Herres og dydige Kierestes Modestie tillader Dem ikke at ville giøre nogen Hen¬
tydning af denne min fortalte Drøm paa Dem Selv. De vil vel og ansee det som
en upartisk Smigren hos mig, naar jeg siger, at jeg for nærværende Tiid ikke har
den Lykke, at kiende noget Huus saa nøye, som jeg med bædre Føye kan hentyde den
paa, end paa Min Herre og dydige Kiereste. Men da jeg veed, at det er, og
fremdeles skal, saavidt som det staaer til mig, blive en skiult Sag for Dem, hvoe
Drømmeren er, vil denne Mistanke baade hos Dem Selv og hos andre falde bort
af sig selv; og om jeg end var Min Herre og dydige Kiereste under dette Navn be¬
kiendt, maatte end og Misundelsen selv tilstaae, at jeg udi min Hentydning ikke har
taget feyl.
Jeg forbliver &e. &c.
C. HORREBOW.
Imprimatur


Drømmeren.
Num. 28.
Løverdagen, den 26 April 1760.
Hr. Cc*.
T¬
illad, Min Herre, at jeg i Dag maa have den Ære at opvarte Dem med dette
Blad. Lad ikke det Rygte, der maaskee kan være Min Herre forebragt om
mit Navn, afholde Dem fra at læse det. Tænk ikke heller, naar De har
læst det, at jeg ved dets Jndhold søger at bane mig Adgang til Deres høyformaaende
Naade, den jeg veed at sette en langt høyere Priis paa, end at jeg skulde bilde mig
ind, at den var tilfals for en utiltrængende Berømmelse. Men Tillid til Forsynet
er desuden saa stor, at jeg ingen Tid har kundet overtale mig selv til, paa en Af¬
gudisk Maade at knæle for en afmægtig Jordklimps Altere. Den nøye Kundskab,
jeg har om Min Herres priisværdigste Egenskaber, har været min Veyviiser til De¬
res Hotel, og en Patriotisk Skiønsomhed paa Deres bekiendte Fortienester imod det
Almindelige befaler mig, at giøre Dem denne min ringe Opvartning, for at for¬
tælle Dem en Drøm, den jeg finder i alle Maader at passe sig med deres Caracter.
Jeg drømte nestafvigte Nat, at jeg tillige med min afdøde Ven var kommen
ind udi en af de Dødes Boliger, hvor vi forefandt den der hvilende Døde udi en
meget tryg og rolig Søvn. Jeg holdte denne Gang nøye Øyen med min Ven, og
blev vaer, at han under hans stærke Harken og Hosten smaasmilede. Jeg forstoed
strax Meningen, og tog Anledning af denne Dødes trygge Søvn, at forlange den
Oplysning, han sidste Gang lovede at give mig om den hemmelige Virkning, de Ef¬
terlevendes Attraae kunde have hos de Dødes. Ja, svarede han, naar J først med¬
bringer Attest fra alle Barberere udi de Levendes Rige, at J har lært at tie. Jeg
maatte med Taushed fordøye denne Pille, saasom jeg vidste med mig selv, at jeg
havde fortient den. Jeg turde ikke, i hvor nysgierrig jeg end var, for at faae Un¬
derretning om denne her hvilende Døde, bede min Ven derom. Jeg bad, han vilde


114
ledsage mig videre frem. Han smilede, og lød som han vilde gaae. Dog J er vel,
sagde han, begierlig efter at vide noget om denne Døde, jeg vil og førend vi gaaer,
tiene Jer herudi, at J ikke ved Jeres Tilbagekomst til de Levendes Rige skal ligne
et Blad reent Paxiir.
Naar J beskuer denne Dødes kostbare Boelig og Jorde=Klædning, kan J vel
deraf ongefehr slutte, at han udi sit Levende Live ikke har været iblandt de Ringes
Tal. Hvad hans Herkomst Angaaer, da, omendskiønt denne Omstændighed ikke
giør noget enten fra eller til en stor Mands Værdighed, thi man har ligesaa vel seet
en berømmelig og høyagted Dossat at opblinke af det grove Lærred, som en rosværdig
Contarini af Purpuret, var han af en gammel adelig Familie, hvorved han da
havde den Fordeel, at der ikke enten ved hans Eget eller ved fremmede Hoffer kunde
kastes nogen Foragt paa ham for hans ringe Fødsels Skyld.
Man havde ved hans adelige Opdragelse indprentet ham adelige Dyder og
Sentimens, det er at sige, ingen Hovmod, Ladhed og Vankundighed i nyttige Ting.
Han havde sunde Begreber og Tanker om det Høyeste Væsen; en Utvungen Høyag¬
telse for sin Religion, efterat han fuldkommelig var bleven overbeviist om dens Sand¬
hed, og et ydmygt Hierte for hans Skabere.
Han var en Herre af store Studier, og havde en tilstrækkelig Jndsigt i alle
nyttige Videnskabet, hvilket adskillige af hans Ligemænd agtede ufornødent for en
Minister. Dog var han ikke derved bieven særsindet, selvklog og pedantisk, hvoraf
mangen en Lascaris eller sprænglærd Minister havde i min Levetid sin Deel, der
neppe giorde andet, end hængte i Bøger.
Hans Stats=Kyndighed bestod ikke i løse Raisonnements, laante af andres
Munde; men han havde en tilstrækkelig Kundskab om alt det der angik Staten, og
var fuldkommen underrettet om Fædernelandets Styrke, og om det, som enten kunde
hindre eller befordre dets blomstrende Tilstand. Han fæstede ikke sine Øyne paa Pro¬
vincer aleene; langt mindre lod han det være nok, at han kunde befordre en eller
anden Families Opkomst i Sær. Men han lod sine Anslag og Absigter gaae ud paa
det Almindelige. Han vidste, at de høye og vigtige Pøster, man havde sadt ham
paa, forbandt ham til at arbeyde paa Fædernelandets Beste; han lod det derfore
ikke blive derved aleene, at han meente Fædernelandet vel; men han stræbede, at
kunde ved alle Leyligheder vise i Gierningen, at han var den, han burde være, nem¬
lig, en ægte Patriot. Han ansaae alle Fædernelandets Børn som sine Brødre, og
de havde alle frem for Fremmede, Deel udi hans patriotiske Kierlighed; dog søgte
han aldrig at befordre nogen, uden dem, han kiendte i Stand til at bære de Byr¬
der, de søgte.
Om fremmede Staters Indretning og Forfatninger havde han en hartad ma¬
geløs Kundskab; dog lempede han sig udi alle hans Forslag efter sit Fædernelands
Beskaffenhed. Men uagtet han selv kunde i sin Tid ansees for den største og vittigste
Statsmand af alle, da han aflagde store Prøver paa hans dybe Jndsigt, og lagde
de fornuftigste Planer til en og anden Forbædring i Staten; saa dog forbittredes han
aldrig, naar andre derudi kunde med Grund være ham imod; thi han bildte sig langt


115
fra ikke ind, at han Eene havde slugt al Stats=Klogskab og Erfarenhed, at han meget
meere udi alle hans Forslag tog andre Forfarne og Reedelige paa Raad med sig.
Ligesom han udi alle Maader viiste sig en retskaffen Patriot paa de Poster,
han blev sadt paa hiemme i sit Fæderneland; saa erfarede man og, at man ey havde
taget feyl af Vallet, da han var bleven udsendt i et og andet Gesandtskab ved frem¬
mede Hoffer. Han var i forveyen udrustet med den fornødne Kundskab om fremmede
Hoffers Stats=Maximer. Han forefandt ogsaa de Hoffer, han blev sendt til, heel
Politiske, og han havde adskillige vanskelige Knuder at løse; men hans Forsigtighed
og dybe Stats Jndsigt udreedede dem alle, til hans Principals Fordeel og Ære.
Hans Person og førende Conduite var vel behagelig, men hans Ærende ube¬
hageligt; dog vidste hans Forstand og Politiqve at giøre det behageligt, og han havde
de Midler og Motiver dertil ved Haanden, som ingen formodede. Jeg kunde vel
nævne Jer en og anden Prøve herpaa; men visse Aarsager forbyder det. Saa
meget vil jeg sige Jer, at denne Minister vidste, hvilket et Creatur en Tractat pleyer
at være, der fødes og døer af blot Jnteresse; men han vidste og derhos Grebet med
Eftertryk at beraabe sig derpaa, og at slutte en saadan i Tide; ja endog at benytte sig
af det, som sielden er nyttigt. Undertiden befandt han sig, formedelst uventelige
indløbende Stats-Aspeeter, i den Tilstand, at han uden Ordre maatte efter egen
Gotbefindende fatte Slutning; men den var dog stedse saa fordeelagtig, at hans eget
Hof i alle Maader fandt sig fornøyed dermed. Om han forstod den Kunst at kunde
tilkiøbe sig de fremmede Hoffers Absigter, eller om han betiente sig af kloge Spioner,
for at blive underrettet om de Ting, der angik hans eget Hof, skal jeg lade være
usagt. Men om han end betiente sig af disse Greeb, ere de samme en saadan Mini¬
ster tilladte, saa ofte han kan.
Han vidste i alt dette at vinde de Hoffers Behag, som han opholdt sig ved;
thi han var ikke en mindre Hofmand, end Statsmand. Han vidste og at see den
eller den Minister fra andre Hoffer, med hvilke han paa sin Herres Vegne kunde
stride om Fortrinnet, paa 3die Sted, og ligesom uforvarende, for at undvige For¬
trædeligheder; dog giorde han ingen Tid sin Herres Sæde tvivlagtig.
De Frieheder, som Folke=Retten gav ham, vidste han kettelig at betiene sig
af, men misbrugte dem aldrig. Dog satte han altid sine befalinger uforfærdet i
Værk, og brugte til rette Tider en Myndighed, der kunde have foraarsaget en anden
mindre forstandig Fortrædeligheder. Men ligesom han paa den ene Side vidste i
rette Tiid at skiule sig under Folke=Retten; saa vidste han og paa den anden Side at
ære Løven i et fremmed Land, og afholde sine Betientere fra dens Overtrædelse.
Ved hans Hiemkomst fra fremmede Hoffer, befandtes han at være den samme
ægte Patriot, som forhen; og uagtet han formedelst sine Ambassader havde i nogle
Aar været en Udlænding, havde han dog ikke fattet mindste Væmmelse og Afsmag for
Fædernelandets Sæder, Moders=Maal, Producter, Kunstnere og Landsmænd. Jkke
heller stoed han i nogen hemmelig Forstaaelse med noget af de fremmede Hoffer, han
udi sin Herres Ærinde havde opholdt sig ved; langt mindre nød han nogen hemmelig
Gage, for at være det ved forefaldne Leyligheder forbunden.


116.
Med et Ord: Han var en stor Statsmand og en retskaffen Patriot. Han
tiente sin Konge og sit Fæderneland med den reeneste og fra al Egennytte aldeeles ba
fried Jver. Han var derhos godgiørende, belevende og omgiengelig, uden mindste
Forestillelse, og hans Gierninger svarede alle Tider til hans kierlige Ord og venlige
Begiægnelse. --
Jeg vaagnede; og i det jeg eftertænkte min havte Drøm, fandt jeg derudi en
nøye Overeensstemmelse med Min Herres hidtildags udviiste Patriotiske Forhold in¬
den og uden Riget. Jeg troer, at Min Herre saameget meere frietager denne min
Hentydning for al egennyttig Smigren, saasom min Person, end og under mit rette
Navn, er Dem aldeeles ubekiendt. Jeg beklager aleene, at jeg her maa overlevere
Min Herre et halv forfærdiget Portrait; hvilket jeg formoder, Min Herre undskyl¬
der, naar De erindrer Dem, at jeg herudi hænger af mit Natte-Drømmerie.
Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 29.
Løverdagen, den 3 May 1760.
Hr. Dd* & Compagnie.
J¬
eg har ey, Mine Herrer! vildet efterlade at give Eder Part af den Fornøyelse,
jeg i Nat har havt udi Drømme. Jeg drømte, at jeg befandt mig udi et
Comoedie=Huus; men hvad enten det var i de Dødes= eller Levendes Rige,
kunde jeg ikke giøre mig nogen tydelig Forestilling om.
Forskiellen imellem dette omdrømte Comoedie=Huus og vores var i Sær denne,
at der var et Theatre eller Skueplads udi enhver af dets Hiørner, hvoraf man kan
giøre sig et Begreb om dette Comoedie=Huuses Størrelse; og i den Sted, at der ved
vores Skueplads ere visse beskikkede Acteurer og Actricer, saa kunde her enhver af
Tilskuerne tage sig en Rulle, hvilken ham lystede, at spille.
Det Skue=Spil, som jeg paa et af dette omdrømte Comoedie=Huses Theatra
saae at blive opført, blev kaldet, Venskabet efter Reglerne, og bestod af 3 Acter.
Udi den første Act blev forestillet en ung Cavallier, der formedelst et uordentlig og
vidtløftig Levnet var bleven giort Arveløs, og desaarsage saae sig nu paa engang for¬
agtet og forladt af alle sine forrige havte Venner. Udi den anden Act blev forestillet,
hvorledes at samme unge Cavalier blev skiult af hans Kiereste og hendes Moder, da
han ved Rettens Betientere blev eftersat af hans Creditorer. Den tredie Act fik jeg
ey at see, saasom jeg vaagnede, førend den anden Act blev udspillet.
Den Anden og Tredie Seene (*) udi den 2den Act af dette Skuespil lagde jeg
i Særdeleshed Mærke til, formedelst de der forefaldende Samtaler imellem den unge
(*) Jeg betiener mig af dette gamle bekiendte fremmede Ord, saasom jeg ikke veed, om
Mine Herrer have den Kundskab om de ældre Tiders Skuepladsers Beskaffenhed, at
J, i en Hast, kan vide, hvad dette nu brugelige Danske Ord, Optrin, vil sige; da
jeg og derhos har befrogtet, at Mine Herrer vilde foreholde mig, at det Ord Seena
udi


118
Cavaillers Fader, der var en bemidlet Mand, og hans Kierestes Moder, en Enke
af Stand, men i slette Omstændigheder; saa og imellem samme Dame og en anden
ung Cavailler, der ogsaa har Godhed for hendes Dotter. Med denne tredie Scene
vil jeg her have den Ære at fornøye Eder, Mine Herrer! saasom jeg erindrede mig
den heele Samtale imellem Damen og den unge Cavailleer Ord til Ord, da jeg i
Morges vaagnede, og var af følgende Jndhold;
CAVALLLEREN.
See! Jeres ydmygste Tiener, Min hierte Madame! skal jeg have den Ære
at mode Jer her.
DAMEN.
Æren er paa min Side, Min Herre!
CAVALLLEREN.
Mig synes, at Madamen ikke er ret vel til Mode. Er der mødt Jer nogen
Slags Fortræd, da tager jeg virkeligen stor Deel derudi.
DAMEN.
Jeg er Jer forbunden, Min Herre! en ubehagelig Tidende har gjort mig
noget Tankefuld.
CAVAILLELEN.
Maaskee det er angaaende Msr. Damon, (saa hedde den forommeldte unge
Cavailler) som man siger, er flygtet her fra Byen for Gield?
DAMEN.
Det er ungefær saa, Min Herre!
CaVALLLEAEN.
Aa, Madam! den Sag skal J ikke tage Jer saa nær; thi hvad J kan have
mistet udi ham, skal J finde igien hos mig.
OAMEN.
Jeres Tilbud, Min Herre! er alt for forbindtlig. Men imidlertid var det
meget uskiønsomt handlet af mig, hvis jeg ikke lød Msr. Damons slette Skiebne gaae
mig til Hierte; thi han har stedse viist sig en særdeles stor Ven af mit Huus.
CAVALLLEREN.
Ha, ha! Madam! jeg troer J behager at skiertse; thi jeg er forsikret om,
at J veed at leve.
udi en Comisk Stiil, hvad enten det bruges om en Skueplads i Almindelighed, eller
det tages for en Part af en Act udi et Skuespil, indbefatter noget meere, eud at det
kan udtrykkes enten med Op=Ud- eller Fremtrin, og skulde J maaskee, i Betragtning
af vore Tiders Skuepladsers Indretning, synes, at et af de 2de sidste Ord var meere
fatteligt og beqvemt, naar man endelig vil have Ordet Sceng i en saadan Meening
sordansket.


119
DAMEN.
Min Herre behager at forklare Jer noget tydeligere. Jeg forstaaer ey, hvad
det vil sige, at Jeg skiertser, fordi jeg veed at leve.
CAVALLLEREN.
Aa, Madam! Folk, som veed at leve, tage aleene Deel i deres Venners
Velgaaende. Det var aleene vore eenfoldige og u=polerede Forfædre, der lode sig
deres Venners Nød gaae til Hierte. Men de ere at undskylde; thi de vidste ikke
at leve.
BAMAN.
Min Herre! da maa jeg tilstaae, at jeg endnu ikke veed at leve. Men dette
maa jeg have den Ære at sige Jer, at man gierne maa sige, at jeg er af den gamle
eenfoldige og u=polerede Verden, naar jeg kun baade i Velstand og Veestand kan viise
mig at være en Ven af den, der har viist sig en oprigtig Ven imod mig.
CAVALLLRREN
Ha, ha, ha! Madam! nu taler J tvertimod Reglerne. J skal være Jeres
Vens Ven, saalænge J paa en eller anden Maade kan have nogen Fordeel eller For¬
nøyelse ved ham. J skal ikke elske Jeres Ven for hans egen Persons Skyld; men
J skal elske Jer selv i hans Person. Naar Jeres Ven ikke længere er i den Stand,
at han enten kan gavne eller fornøye Jer, skal J skye ham, som en Pest. Kommer
han til Jer, saa skal J nægte Jer hiemme. Er J end nogen Tid saa vanhældig,
at han træffer Jer hiemme, skal J alene trække paa Skuldrene og sige: Man faaer
at skikke sig i Himlens Villie, og for Resten erklære, at hans Modgang gaaer Jer
ret nær til Hierte. J skal da see til, at J paa en høflig Maade kan vise ham
Dørren, enten ved at sige, at J skal strax ud; eller og at J nu er beladt med endeel
Forretninger. Skulle han forlange nogen Hielp af Jer, skal J svare, at J for
nogen Tid siden har forsvoret at tiene nogen med den mindste Skierv, og haaber
derfore, at han ikke ved videre Anmodning derom vil giøre Jer Meensoren. Møder
J ham paa Gaderne; eller J treffer ham hos nogen anden, skal J lade, ligesom J
aldrig har kiendt ham. Skulle han derimod ved en eller anden Lykke komme i Vel¬
stand igien; saa kan J, uden at forsee Jer imod Reglerne, søge hans Venskab paa
nye. See Madam! saaledes bør man føre sig op imod sine Venner efter Reglerne;
og det Venskab, som ikke paa begge Sider er indgaaet efter disse Regler, er et taa¬
beligt, eenfoldigt, og gammeldags Venskab.
DAMEN.
Min Herre! J taler som J kunde have hiemme i et Land, hvor man holder
Venskab ved lige med et Glas Ungersk Viin. Jeg har alle Tider smigret mig med,
at J er min Ven. Men hvis J aleene er den efter Reglerne; er jeg og efter Reg¬
lerne en Tienerinde af Jeres Venskab.
CAVALLLELAN.
Aa, Madam! der er ingen Regel saa almindelig, at den joe har sin Undta¬
gelse. Naar jeg erklærer mig, at være Jeres Ven, Madam! saa fæster jeg mine
Øyne paa Jeres Elskværdige Dotter, som den, der skal knytte et uophørligt Venskabs
Baand imellem os.


120
DAMEN.
Ja rigtig, Min Herre! Jeres Venskab er ganske Regelmæssig. J erklærede
Jer at være min Ven, ikke for min, men for min Dotters Skyld, og følgelig elsker
J Jer selv i min Person. Jo, jo, Min Herre! Jeres Venskab er aldeeles rigtig
efter Reglerne.
CAVAILLEREN.
J forstaaer mig ikke, Madam! thi - -- (Hun faldt ham ind i Talen.)
DAMEN.
Det kommer deraf, Min Herre! at jeg ikke forstaaer at leve efter Reglerne.
Men jeg vil ophæve dette Regelmæssige Venskab. Jeg vil aleene spørge Jer, om
det er ret gjort af den gamle Orontes, Msr. Damons Fader, at han har gjort sin
Søn arveløs?
CAVALLLEREN,
Skal jeg svare Jer, Madam! efter Reglerne, da hør jeg rose det, som er
ilde= og laste det, som er vel gjort.
DAMEN.
Da er det ogsaa nogle forbandede Regler, J har lært, Min Herre! og
kan spaae Jer, at hvis J bliver ved at handle efter disse Regler, da faaer J vist
nok en Regelmæssig Ulykke i den anden Verden.
CAVALLLERER.
Nu, nu, Madam! dersom J vil hare, at jeg skal rose Orontis Adfærd
imod hans Søn, da vil jeg. Og vil J have, at jeg skal laste den, da vil jeg og det.
DAMEN.
Er det ogsaa efter Reglerne, Min Herre!
CAVALLLEREN (
Ja visselig, Madam! thi det var ganske ueregelmæssigt, dersom jeg ikke udi
min Tale med andre lempede mig efter deres Smag, som jeg har at tale med.
DAMEN.
(Sagte) Jo længere, jo galnere) Far vel, min Regelmæssige Herre! men glem ikke
(Hun gik bort.)
at læse vel over paa Jeres Regler.
Tilskuerne begyndte at klappe saa stærkt i Hænderne ved denne Dames Ud¬
gang, at jeg vaagnede derved. Jeg smigrer mig selv med, Mine Herrer! at jeg
neppe skulde kunde have forestillet Jer nogen fornøyeligere Scene, end denne, jeg her
har havt den Ære at give Jer en Gienpart af, saasom jeg veed, at det er Eders
egen Liv=Rulle, som denne fremstillede Cavailler her har spillet.
Jeg forbliver &c. &e.
Imprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 30.
Løverdagen, den 10 May 1760.
Mademoiselle Ee*.
S¬
aa er det da, min Kiære Jomfrue! endelig kommen dertil, at hun efter nogle
og tredive Aars Jomfrue=Stand skal blive en gift Kone? Jeg maa troe det,
siden jeg selv for nogle Dage siden, udi et vist Selskab, har taget denne utro¬
lige Beretning af Jomfruens egen Mund. Jeg vil nu, som den Gang, for Skik¬
kens Skyld, ønske Jomfruen til Lykke. Jeg tænker og, at Jomfruen selv anseer
hendes Trolovelse for en Lykke, og at hun maa glæde sig over, at hun dog kan blive
bunden til en Mand. Jeg skulde vel, saavidt min Forfarenhed i den Sag strækker
sig, beskrive Jomfruen Bryllups Aftenens Angenemhed, hvis jeg ikke vidste, at hun
alt for mange Aar siden havde erfaret den. En lille Omstændighed, som just ikke
alletider saa nøye regnes, og som ved en bevilget Jordemoders stærkt forgyldte Taus¬
hed nogenledes kan skiules. Vel er det, Min Kiære Jomfrue, at hun nu faaer sig
en Mand, der herefter kan være hendes Skiul og Beskiermelse. Forlad mig, Jom¬
frue Brud, hvis Fremtiden skulde viise, at jeg havde taget Feyl udi min Spaadom,
om tilkommende Ting; da jeg og med Fornøyelse skulde lade mig kalde en falsk
Spaamand.
Det, der egentlig har bevæget mig til, i Dag imod Sædvane at indfinde mig
hos Jomfruen, har været den vidtløftige Besværing, hun udi ovenmældte Selskab
udlod sig med over Stadens Skildere, da hun saa godt som med Taarer i Øynene
beklagede, at hun i denne Tiid havde ved meere end 10 Skildere ladet sig afskildre;
men at de alle (Ak hvilken en slet Forvarsel!) havde været uhældige i at treffe hendes
kiendelige Efterlignelse. Jeg tog visselig den Gang stor Deel udi Jomfruens væmo¬
dige Bejamring over saa stort et Vandheld, og under et meget dybt Suk ønskede
ved mig selv, at jeg havde lært Skildre Kunsten. Saa Bekymringsfuld, som jeg
siden den Tiid har gaaet paa Jomfruens Vegne; saa glad og fornøyed indfinder jeg
mig nu derimod hos hende, da min Drømge Lykke har i Nat været saa gunstig st


122
tilføye mig Jomfruens nøye lignende Skilderie, det jeg udbeder mig den Ære hun
vil imodtage af saa ringe en Haand. Her seer hun det.
A er det og en ævig Drømmen, siger min Skumlere.) Nu
Jeg drømt
vel da; Jeg saae Lys=Vaagen, at et Fruentimmer fremstillede sig for min Seng udi
et hvidt Klædebaand med et lang Slæb. Hun bad mig, jeg ikke vilde forskrække mig
over denne hendes uventelige Besøgelse. J kiender mig maaskee ikke, sagde hun,
men J har kiendt mig udi mit Levende Live, endskiønt I den Tiid, til min store
Harme, giorde Jer taabelig, for at undgaae de givne Anledninger. Det Anliggende,
der har drevet mig til at aabenbare mig her for Jer, er af den Betydelighed, at J,
naar jeg faaer sagt Jer det, ingenlunde kan forundre Jer over, at jeg for dets Skyld
ingen Roe har kundet have i min Grav. En ung Mands Person, som en af Jeres
Bekiendtere, der forhen har været deres Skole=Cammerat, og er nu en Rangs=Per¬
son, for nogen Tiid siden har antaget til sin Tiener, er en Frugt af min Jomfrue¬
Stands hemmelige Kierligheds Handel. Han veed af ingen anden Moder at sige,
end den Kone, af hvilken han blev opfostret, og hvo, der har været hans Fader, er
ham ligesaa lidet bekiendt. Min Omhyggelighed for mit Jomfrue=Navn befalede
mig at bruge al muelig Forsigtighed; lig som og denne forbod mig videre at bekymre
mig om denne min Jomfrue=Frugt, end paa anden Haand, nemlig ved min havte
Jordemoder, at besørge Omkostningerne til hans Opfostring. Ligesaa stor var og
min brugte Forsigtighed ved mine øvrige Jomfrue=Frugter. Jeg saae dem aldrig fra
deres Fødsels=Stund af; og vi kunde siden gierne see hinanden, uden at de kunde
kiende mig, eller jeg dem.
Følgerne af denne min uforsvarlige Forsigtighed, gjorde jeg mig udi mit Le¬
vende Live ingen Betænkning om; og jeg befrygter, at den samme hos mine ligesin¬
dede Søstre, sædvanlige Forbergelse, har foraarsaget adskillige unaturlige Forenin¬
ger. Jeg erfarer nu selv en Prøve deraf paa to af mine egne Jomfrue=Frugter.
Disse have, (jeg grues ved at sige Jer det, ) for kort Tiid siden tilfvoret hinanden
en ubrødelig Ægteskabs Trøe, ey vidende, at de ere fuld=Sødskende, avl de ved en
og den samme Fader, med hvilken jeg udi min saa kaldede Jomfrue=Stand levede paa
siette Aar i en hemmelig Forstaaelse. Lad nu være, at denne hinanden tilsvorne
Ægte ko ening, kan formedelst et eller andet Tilfælde blive til intet; men hvor let
kan det dog ikke skee, at de udi deres hidsige Mellemkierlighed kunde komme hinan¬
den nærmere, end de burde, og hvo havde da vel, naar nogen af Deelene skeede,
den største Skyld udi en saadan Blodskam, uden jeg selv, som, for at faae mit
uordentlige Jomfrue=Levnet skiult, har fordølget saa høystnødvendig en Oplysning
for dem om deres Sødskenskab.
Her hører J det Anliggende, der har foruroliget mig i min Grav. Jeg kunde
vel have aabenbaret mig for disse toe Forelskede selv; men jeg veed forud, at deres
heftige Mellemkierlighed vilde giøre min Underretning og Advarsel til en Drøm, uden
Eftertanke og Virkning. Jeg aabenbarer Jer altsaa til den Ende denne betydelige
Hemmelighed, for at bede, at J ey aleene vil indrykke den udi Eders Uge=Skrift,
til Eftertanke for Vedkommende; men at J og tillige, med forbemeldte Jeres Ven,
vil see disse toe Forelskede adskildte, og overbeviiste om, at de ere fuld=Sødskende;
hvortil J kan betiene Jer af denne Seddels Jndhold, jeg her overleverer Jer, den


123
J behager at holde hos Jer selv uforeviist. Jeg veed meget vel, at min Bekymring
og Omhyggelighed for denne Sag, aldeeles ikke kan formindske mit store Ansvar;
sve fortrødt og aa¬
eftersom jeg førend min Udgang fra de Levendes Rige, bo¬
e i min Grav her¬
benbaret min Forseelse. Dog vil det visselig give mig en stø
den nok, som betager.
efter, at jeg nu har aabenbaret Jer den; uanseet jeg har des
mig en sød og rolig Hviile.
J væd, at jeg var den Eeneste af mine Sødskende, som oplevede mine For¬
ældres Død. J veed og, at mit Forhold udi de 3 Aar, jeg holdte Huus for min
Fader i hans Enke=Stand, var efter udvortes Anseelse saaledes, at jeg af alle blev
agtet og anseet for et fuldkommen dydig Fruentimmer; og omendskiønt jeg allereede
den Tid fandt største Tilbøyelighed hos mig til Uordentligheder, lød jeg mig dog af
min Ærgierrighed og det Haab, jeg giorde mig om et anseeligt Ægteskab, afholde
derfra. Jeg havde ungefehr en Alder af 18 Aar paa Bagen, da min Fader døde.
Jeg selv, saavelsom andre, stoed i den Mening, at min Fader havde efterladt mig
en anseelig Arve=Part; men ved hans Dødsfald befandtes tvertimod, at hans Gield
var saa stor, at jeg derudover saae mig bested i den allerfattigste Tilstand. Denne
Mis-Regning, formedelst hvilken jeg udi min Faders levende Live havde giort mig
Haab om en Beylere af Stand, giorde mig nu ganske needslagen; og den Mangel, jeg
befandt mig udi paa fornødne Opholds Midler, giorde, at min forstilte Dyd ey
længe overlevede min Faders Død.
Min naturlige Skiønhed og det lidet Forraad af Stats, jeg havde forbeholdt
mig, syntes mig at kunde blive det eneste Middel, hvorved jeg kunde reddes enten
fra en nedrig Tieneste eller fra Betler=Staven; og da mine slette Omstændigheder ey
længe kunde blive skiulte, indfandt der sig og strax en anseelig Fiende, der ved sine
gyldene Vaaben, begyndte at bestorme min hidindtil uovervindelig holdte Fæstning.
Jeg giorde vel en forstilt Modstand, og det for at faae Forenings=Punkterne des høyere
opskruede; Men efter nogle Storm=Løbninger overgav jeg mig paa heel fordeelagtige
Vilkaar. Under denne Seyer=Herres behagelige Herredømme og runde Forsorg le¬
vede jeg saa hemmelig, paa 6te Aar, og i samme Tiid frembragte 3de levende Beviis,
paa min velvillige Underdanighed. Deslige Seyer=Herrer pleye dog sielden blive
saalænge ved en Slavinde af mit Slags. Forandring fornøyer. Jeg faldt og denne
Herre noget for kostbar. Jeg blev forladt.
Min Kydskhed var nu engang given til Priis. Den Gevinst jeg derved havde
erhvervet, var vel noget anseelig; men ved at betragte mine aabenbare og hemmelige
Udgifter indsaae jeg, at den inden føye Tiid maatte fortæres. Jeg besluttede derfor
at fortsætte min begyndte Nærings=Maade. Den slog ogsaa inden faae Ugers Forløb
heel vel til. Dog drev jeg denne, og min forrige, Uteerligheds Handel med saa stor
en Forsigtighed, at de fleeste antoge mig for den jeg ikke var. Jeg forsømte sielden
nogen Prædiken. Jeg holdte mig det tarveligste, jeg kunde i Klæder. Jeg indfandt
mig flittig hos mine forrige Bekiendtersker. For disse klynkede jeg iidelig over mine
slette Vilkaar, og ønskede mig en Tieneste=Plads, som Frue= eller Frøiken=Pige.
Man viiste Medlidenhed med mig. Man giorde mig et Forslag efter et andet; men
jeg vidste alletider, paa en fiin og ufortænkt Maade, at skubbe mig derfra.


124
Jeg faldt omsider i en heftig og langvarig Sygdom, hvorved min Skiønhed,
saa got som gandske, blev mig berøvet. Mine Opvarteres Tal blev ved samme Ley¬
Næringen gik omsider gandske fra mig. Da jeg nu saae, at
lighed formindsket.
Alde lykkes, at mine forliebte Miiner ingen trækkende Kraft
mine Kunstgreeb ikk
havde, og at mine Aar tiltoge, besluttede jeg af Fornødenhed, at forlade min hid¬
indtil førte Levemaade. Jeg indsaae vel nu det Lastefulde udi mine forrige Veye;
men i Steden for alvorlig at angre og fortryde det, stillede jeg min naggende Sam¬
vittighed tilfreds dermed, at mine slette Vilkaar havde drevet mig dertil. Jeg trø¬
støde mig imidlertid ved en Penge=Sum af 4300 Rdlr., den jeg havde fortient med
mit Eget, og af hvis Renter jeg, efter min sædvanlige knappe Huusholdning og tar¬
velige Opførsel, gierne kunde leve andre utiltrængt. Disse erhvervede Penge skaffede
mig omsider en Beylere, den jeg med Glæde imodtog for at kunde blive en hæderlig
Kone. Med denne holdte jeg Ja-Ord udi min Alders 38 Aar, da man skrev -- -
herved faldt jeg i en Slum.
Nu hvad siger hun, min Kiære Jomfrue Brud! maa hun ikke tilstaae, at
dette Skilderie er vel truffen, og at det af alle meest ligner hende? Jeg overleveret
Jomfruen Skilderiet u-ndfattet, saasom jeg troer, at Hun selv vil blive den bestpas¬
sende Ramme dertil. Jomfruen vilde maaskee giøre hendes trolovede Kiereste en
eftertænkelig Tieneste, hvis hun, førend Vielsen gaaer for sig, vilde giøre ham en
Gave af dette Skilderie, da det vel mueligt, kunde synes ham, at han havde nok i
Efterlignelsen, uden at blive Eyere af billedet selv. Men hvis Jomfruen, som
venteligt er, ikke synes at kunde finde hendes Regning ved denne hendes troeskyldige
Gavmildhed, giorde hun maaskee vel imod sig selv, hvis hun gav ham det, han har
beylet til, nemlig hendes Penge, og lod ham gaae. J det øvrige vil jeg her i For¬
trolighed under fire Øyne, raade og formane Hende, at hun, jo før jo hellere, giver
sig tilkiende for de Vand=Greene, der kan være udskudte paa hende, udi hendes Jom¬
frue=Stand, og underretter dem om den fælles Stamme, de ere blevne podede udi,
at der ikke formedelst hendes Taushed skulde, som lettelig skee kan, i Fremtiden for¬
aarsages en imod Naturen og Lovene stridende Forening og Frugt=Avling.
Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur; C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 31.
Løverdagen, den 17 May 1760.
Velærværdige Hr. Ff*
V¬
el har jeg i min Drømme Tid havt en og anden Forestilling af nogle af Deres
Velærværdigheds Ordens=Brødres Adfærd; men jeg har med Fliid, og ikke
uden vigtige Aarsager fortiet dem. Sandheden til Lastværdige Menneskers
Bebreidelse, burde vel alletider tales; men foruden dette, at Tiden og Maaden i sær
derved er at iagttage, bør man og fæste sine Øyne paa Følgerne af den Sandhed,
man maatte finde fornøden at fremsætte, og nøye undersøge, om ikke det Onde, man
agter at gaae i Møde hos nogle, kan foraarsage et andet ikke mindre Onde hos andre,
og giøre, at endog de Bædste og Reedeligste af samme Stand, maatte blive mistænte
og lide derunder.
Jeg tager vel ikke synderlig Feyl udi min Gisning, naar jeg slutter, at endeel
moraliske og satiriske, ja vel og historiske Skribentere, saavel i de nyere som i de
ældre Tider, have til deels lagt Grunden, eller i det mindste forøget og bestyrket de
lidet gunstige og fordeelagtige Tanker, som Læg=Folk ofte have om Geistligheden.
Jeg er langt fra ikke saa partiisk, og jeg skulde ville nægte, at der jo have været,
og endnu (desverre) kan findes de i denne Stand, der med deres uanstændige, ja
vel og heel forargelige Adfærd have givet Anledning til den Mistillid, som spores hos
en stor Deel Læg=Folk til deres Lærere. Men af nogle Vanslægtede udi en Stand,
at giøre Slutning til alle, er noget, som strider aabenbare imod Kierligheds og
billigheds Lov. Saa lidet som en Person ved den lange Kiortels Jførelse afføres
hans Menneskelighed, eller lader af at være et Menneske; saa lidet kan det og ven¬
tes, at der ikke nu og da kunde spores noget menneskeligt hos Folk af denne Stand,
eftersom Standen ingenlunde kan betage dem, den i dem boende Synde=Kraft, men
vel bevæge dem til, at beflitte sig paa mueligste Ustraffelighed. Jeg tilstaaer og, at
naar nogen af denne Stand befindes i aabenbare Laster, bliver Forargelsen saa meget
des større, og kan tilveyebringe farlige Slutninger hos de enfoldige og lidet oplyste.


126
at der jo kan findes noget udi een og anden Præstes Adfærd,
Jeg nægter ikke helle¬
der kunde fortiene at komme under en fornuftig Satiristes=Pen. Men naar jeg der¬
imod kiger lidet nøyere ind i Sagen, bliver jeg aldeeles af deres Mening, der holde
fore, at man ikke ret vel kan angribe en Præstes Feyl, at jo hans Embede paa nogen
Maade lider derunder. Erfarenhed har lært og kan bæst lære Følgerne heraf. En
Ringeagtelse, for denne i sig selv høye og ærværdige Stand, kan letteligen flyde af
den slette Afbildning, der giøres paa de Personer, der beklæde den; og en stor Deel
Læg Folk fatte vel ikke sielden Mistillid til deres Lærere, naar de seer dem afmalede
som sagdanne, der selv handle og giøre tvertimod det, de laste og straffe hos andre;
ja, hvo vil vel forbyde de Letsindige at tænke: Naar vore Præster ere saaledes, som
de afmales, hvorfore kan vi da ikke være lige som de? de maa dog vel endelig vide,
hvad de giøre? disse og deslige fleere skadelige Følger ere saa bekiendte, at de ikke kan
kaldes i Tvivl.
Det bliver vel altsaa en unægtelig Sandhed, at en Moralist eller Satiricus,
ved at afmale de vanslægtede Lærere, giør Ont verre, og setter disses Embeds Vig¬
tighed og Myndighed paa svage Fødder. Opmærksomheden hos en god Deel Læg¬
Folk, med Geistlighedens mindste Feyl, er desuden saa Grandseende, at en Mora¬
list eller Satiricus gierne kan spare Umagen med at mangfoldiggiøre dem; og Præ¬
ste=Haderne, hvis Antal, uden ham, kan være stort nok, behøve langt fra ikke at lære
Sværte- eller Spotte=Kunsten af ham. Han handlede i mine Tanker meere reed
og nyttigt, naar han, efter den største Moralistes eller Sæde=Lærers Exempel, Ver¬
den nogen Tiid har havt, henviiste disse Opmærksomme til at rette sig efter det, de¬
res Præster paa den Allerhøyestes Vegne sige dem, og ikke efter deres personlige Ad¬
færd og Forhold. Hvis Papiret tillod det, vilde jeg ey undsee mig for, her at vise
mig en kiendelig Plagiarius, ved at anføre det Ord til Ord, som Autor til det grun¬
dige og velskrevne Brev til den Danske Sandemand, har skrevet i denne Sag.
Men jeg maa vende mig til Deres Velærværdighed, for at sige Dem mit Ærende,
og naar De faaer hørt det, vil det betage Dem Mistanke om min Opvartning.
Det kom mig for i Nat under min Søvn, at jeg tillige med min afdøde Ven
befandt mig udi en af de Dødes Boliger. Den trygge Søvn, som denne her hvi¬
lende Døde befandtes udi, giorde, at jeg ikke kom ham selv i Tale; men min Ven
gav mig følgende Underretning om ham: Denne Døde, sagde min Ven, har udi
hans levende Live været iblandt deres Tal, der bære Navn af Siæle=Sørgere. En¬
hver som da levede med ham, og kiendte ham, maatte tilstaae, at han baade i Lær¬
dom og Levnet svarede til dette Navn; thi han søgte ved begge Deele at føre sine
Tilhørere til det Maal, til hvilket hans Embede sigtede.
Han havde en moeden Alder, da han blev sadt udi dette vigtige Embede; og
hans Kald dertil skeede paa lovligste Maade. Han indfandt sig vel paa behørige
Stæder med sine Ansøgninger, og giorde sig den Umage for sin timelige Velfærd,
som Naturens Lov befalede ham; men han fandtes aldrig Patronerne besværlig ved
et i deligt og dumdristigt Overløb. Han saae sig ingen Tid omkring, om ikke nogen
medynksom Pige, inden for Sprinkelet, vilde rekke ham en Stie, for at hielpe ham
ind i Faare-Stien; ikke heller søgte han, enten under en paatagen fremmed Skikkelse,
eller igiennem andre Løn=Gange, at snige sig derind.


127
Der han var bleven Præst, viiste han i Gierningen, at han ikke havde trag¬
tet derefter, for at kunde føde og giøde sig selv, men for at føde Guds Hiord, og
vinde Siæle. Ved Embedets Tiltrædelse lod han det blive sin første Bestræbelse, at
han kunde lære at kiende sin Menighed, og at tilveyebringe sig deres Kierlighed og
Fortroelighed; ligesom han og paa sin Side, baade i Lærdom og Omgiængelse, viiste
al Sagtmodighed, Ydmyghed og Kierlighed.
Naturen havde begavet ham med en behagelig og reen Udtale, og med indta¬
gende og bevægende Gebærder; hvilken Gave, omendskiønt den ikke er en u-undvær¬
lig fornøden Egenskab hos en Præst, giver den dog hans Fordrag og Formanings¬
Tale en større Jnd= og Eftertryk, end man vel skulde kunne forestille sig. Hans
Prædikener vare grundige, fattelige og opbyggelige, og havde stedse en sammenhæn¬
gende Orden. Han opholdte sig ikke ved indvævede Lignelser, ikke heller ved Opreg¬
nelser af andres ulige Meeninger, om et eller andet Ord udi sin forehavende Text;
men alt, hvad han havde at foredrage, tiente til Underviisning og Levnets Forbæ¬
dring, og Tilhørerne bleve deraf opvakte, rørte, overbeviiste, underviiste, trøstede
og straffede.
Han fandt altid Ord, naar han havde Materie, men han kunde aldrig fattes
Materie, saasom hans Meenigheds Tilstand var ham bekiendt. Han vidste at deele
Ordet rettelig. Han lagde aldtig Lovens Træk=Plaster paa et Saar, der behøvede
Evargelii Olie; men ligesom en forfaren legemlig Læge veed at giøre Forskiel paa
Naturer, og derefter at indrette de helbredende Midler. Saaledes vidste og denne
forfarne aandelige Læge at indrette sine almindelige og særdeeles Formanings=Taler,
efter enhver Tilhørers Tilstand.
Han ansaae ikke sin Prædike og Skrifte=Stoel for de Steder, til hvilke al hans
Omsorg for Meenigheden alene var bunden; men han indfandt sig flittig hos Rige
og Fattige, hos Gamle og Unge, for at opbygge, trøste og formane enhver efter
deres Levnets og Tilstands Beskaffenhed. Han talede Sandheden uden Persons An¬
seelse og Menneske=Frygt; men den Sagtmodighed, Venlighed og Beskeedenhed, med
hvilken han fremsatte sin Formanings= og Straffe=Tale, gjorde, at Vedkommende
antoge den, uden at forbittres derved.
Ligesom han udi sin Lærdom var Grundig, og i sit Embede Omhyggelig; saa
var og hans Levnet opbyggeligt og uanstødeligt. Han vidste at leve med alle, og med
sin dydige Omgiengelse at vinde alles Hierter. De Gode elskede ham. De Onde
bluedes i deres Samvittigheder, og ærede ham. Han lod udi al hans Adfærd,
enten i sit eget eller andres Huuse, ingen Tid see mindste Skin af det, han straffede
hos andre. Man hørte ham aldrig at klynke over sine faae Jndkomster, endskiønt
han sad i et lidet Kald; men vel over sit ringe Antal af Ordets Giørere. Han lod
sig aldrig, yttre med nogen stor Misfornøyelighed over Menighedens Knaphed eller
Udeblivelse med deres Offer; men hans Tak var lige saa stor, naar han havde faaet
lidet, som naar han fik meere. Han foreskrev aldrig nogen af sin Menighed, hvor¬
meget de skulde give ham for hans forlangte Tieneste; og den Fattige behøvede ikke
i deslige Tilfælde, at laane eller betle sig frem, for at fornøye Præsten, saasom han
da intet vilde imodtage, at han meget hellere gav dem noget til Hielp til deres an¬


128
dre Udgifter. Han indfandt sig flittig hos de Syge og Nødlidende, og gjorde dem,
efter hans Evne, underhaanden meget Got.
Jmedens han sad i det mindre Kald, kunde man ey overtale ham til at søge
et Større. Han holdte for, at det streed imod hans indvortes Kald, og at han
derved maatte røbe enten en Ære= eller Penge=Kiærhed. Dog var han ikke af det
Slags, der af en forstilt Ydmyghed sige Ney, naar det Større tilbydes dem, og
dog underhaanden arbeyde paa Forfremmelsen. Dette Greeb overlod han til Hyklere.
Han lod Forsynet og hans Øvrighed sørge for hans Forfløttelse, naar det var deres
Behag. Misunderne selv maatte tilstaae, at han fortiente det Større, da han
omsider fik det, saasom han havde været troe over det Mindre. Ved Forandring af
Kald forandrede han ikke sin Lære= og Levemaade. Han blev ved at gaae sin gamle
jevne Vey, og han efterkom med Nidkierhed de Pligter, hans indvortes Kald havde
paalagt ham. - - -
Jeg vaagnede; og der jeg erindrede mig min havte Drøm, stod jeg ey længe
i Tvivlsmaal om, for hvem jeg føyeligst kunne fortælle den. Jeg maatte visselig
blive en alt for væmmelig Smigrer, end og for Deres Velærværdighed selv; ligesom
jeg og vilde tale imod Sandhed og Erfarenhed, hvis jeg hermed vilde sige, at Deres
Velærværdighed er den Eneste af Deres Ordens=Brødre, som denne min fortalte
Drøm kan passe sig paa; men en vis Egenskab hos Deres Velærværdighed giør, at
Hentydningen der af giøres paa Dem. Mine Drømme=Forællinger, om de end
giøres for een eller fleere i Særdeleshed, have en almindelig Hensigt paa alle Ved¬
kommende i Almindelighed; men omendskiønt jeg, saavel i at berømme, som i at
bebreide, skyer, saa meget mueligt er, al Partiskhed, skeer dog ikke mine Hentyd¬
ninger paa et Beram. Det Sidste erfarer Deres Velærværdighed af denne Dem
fortalte Drøm; og om det Første vil De overbeviises, naar mit rette Navn engang
bliver Dem bekiendt.
Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 32.
Løverdagen, den 31 May 1760.
Hr. Gg* med kiære Brødre og Søster!
J¬
eg har ofte ønsket mig den Fornøyelse, at kunde faae Leylighed til at opvarte
Eder, mine Opvartningsværdige Herrer med kiære Søstre! men min Drømme¬
Lykke har ey, førend nu, vildet føye mig herudi. De daglige Anledninger,
J give mig og alle andre Tilskuere, af min Smag, til Latter, fortiene vel og, at jeg
ved givne Leyligheder søger, at kunde giøre Eder nogen Slags Fornøyelse igien. Ere
J ellers Elskere af at see eller høre det, som er latterligt, (at giøre det spørger jeg
ikke om) skulde jeg vel ikke tvivle paa, at jo det, jeg her har at forestille Eder, vil
blive ligesaa latterligt for Eder, som det er, og stedse har været for mig. Men jeg
maatte ansee det, som et stort Uheld, hvis jeg ikke (forgieves at haabe,) skulde finde
Eder af samme Smag. Den Drøm, jeg i Nat har havt, har ey lidet forøget min
Latter. (Jeg er ellers ingen leende Democritus, men en grædende Heraclitus.) Saa
øfte jeg seer Eder, kan jeg ey andet end lee. De Retseende og Velskiønnende maa
dømme, om jeg beleer noget, uden det, der i sig selv er al Latter værd. Jeg for¬
tæller min Drøm.
Mig syntes i Nat udi Søvne, at der kom en ubekiendt Person ind til mig i
min Heraclitiske=Huule. Guds Fred! sagde han, min gode Monfør! jeg forstaaer
mig ikke paa at giøre Creidentser; ellers skulde jeg bede gode Monsør om Æskyse, at
jeg kommer saa dristig ind til Jer. En tam Skov=Skade, der hopper her uden
for, sagde mig, at gode Monsør er den bekiendte Drømmere, der uden alle Krom¬
meloreser siger Folk Jeres Hiertens Mening; (vel betænkt, sagde jig ved mig
selv, at lære Skov=Skader at snakke.) Jeg troer derfor, at Monsør kan hielpe mig
ud af en Drøm, som jeg har gaaet udi, siden min Ankomst her til Byen; jeg tør
ikke sige Hiemkomst, saasom jeg baade synes og ikke synes, at denne er min Føde¬
Bye. Jeg er, skal jeg sige Monsør, fød udi? *, og min Fødde=Bye hedder?
Jeg var i mit 20de Aar, da jeg forlod mit Fæderneland, for at reyse paa det Haand¬
værk, jeg havde lært. Da jeg paa 5te Aar havde været borte, fik jeg i Sinde, at
ville reyse hiem igien; men jeg blev, kort at fortælle, gift med en ung Enke, udi
hvis Verksted jeg havde staaet et Aars Tid, efter hendes Mands Død! jeg slog der¬
fore mit Fæderneland reent af Tanker, og ventede, aldrig at skulle have kommet der
igien. Men da min Kone efter et 25 Aars Ægteskab, blev ved Døden henkaldet,
og Krigs=Urolighederne kort Tiid derefter nærmede sig til den Egn, hvor jeg boede,
giorde jeg det lidet Boeskab, og hvad meere jeg eyede, i Penge, og forføyede mig
med mine to Børn her til Staden, i Tanke jeg var kommen til min Føde=Bye;
men jeg kan sværge Monsør til, at jeg hartad af ingen Ting kan kiende den igien.
Jeg forundrer mig aldeeles ikke over, at dens Bygninger ere mig ukiendelige, saa¬
som den største Deel af Byen var lagt i Aske, Fgrend jeg forlod den. Men naar jeg


130
erindrer mig, hvordan Levemaaden og Sæderne, hos Folk af min Stand, den Tiid
var; og jeg derimod fæster mine Øyne paa denne Byes Borgerstands Sæder, Klæ¬
de=Dragt, Huusholdning, Børns Opdragelse, og andet meere, kan jeg umuelig.
overtale mig selv til at troe, at jeg er kommen til min rette Føde=Bye.
Mig syntes, jeg var færdig at briste af Latter over denne eenfoldige Mands
Tvivlsmaal; og min tamme Skov=Skode, der ellers er mit eneste og daglige Sæl¬
skab, sagde mig i Morges, at jeg havde leet saa hiertelig i Søvne. Jeg spurgte
denne Tvivlere, om han da ikke siden hans Ankomst her til Byen, havde truffet nogen
af hans Slægtskab, eller gamle Bekiendtere? Jo det har jeg vel, svarede han: Men
dette beviiser ikke, at jeg er kommen til min rette Føde=Bye; thi disse kunde jo, lige¬
som jeg nu har giort, siden den Tiid have forfløttet deres Boepæl til et andet Rige.
J kan forlade Jer til, svarede jeg, at hvis J er fød paa det Stæd, J har sagt mig,
J da ganske vist befinder Jer nu udi Jeres rette Føde=Bye. Saa maa da, svarede
han, enten min Føde=Bye være bleven forfløttet hen i et ander Rige, eller og maa
den tillige med de nye Bygninger være bleven besadt med nye og udenriges Jndbyg¬
gere. Jngen af Deelene, svarede jeg. Men er her da, spurgte han, siden min
Tiid skeed en almindelig Reformation udi Jndraanernes Leve og Klæde=Maade? Jeg
spær Jer trøstig til, sagde han videre, at naar jeg erindrer mig, hvorledes Folk le¬
vede, da jeg var hiemme, kan jeg umuelig faae det i mit Hoved, at jeg nu befinder
mig i min Føde=Bye. Jeg vil ey tæe om de Store; thi saasom de formedelst den
nødvendige Orden og Forskiæl, der maa være imellem Folk udi et Borgerligt Sælskab,
ere adskilte fra Borgerstanden. Saa hør de og have noget for dem selv, i henseende
til Sæder, Leve= og Klæde=Maade, hvorved de kan skilles fra de Ringere. Saaledes
skeede det og udi min Føde=Bye. Men her i denne Bye kan man jo ikke paa Leve¬
og Klæde=Maaden skille Borgere fra Adelsmænd og Rangs=Personer; Borger=Koner
fra Fruer og Raad=Jnder; og Borger=Børn fra Junkere og Frøkener, og jeg tør
bande paa, at en stor Deel af de Første leve prægtigere og bilde sig meere ind, end
de Sidste.
Den første Dag, jeg var kommen her til Byen, kunde jeg ikke, i hvilken Gade
jeg end kom, giøre andet, end tage Hatten af for de fleeste, jeg mødte; thi, efter
Klæde=Dragten at see, mødte jeg lutter store Herrer og Kammerjunkere. Men da
jeg nogle Dage derefter, tilligemed een af mine gamle Bekiendtere, gik omkring i
Byen, for at besee mig, og jeg begyndte at tage Hatten af for alle de store Herrer og
Kammerjunkere, vi mødte, spurgte min Leedsagere mig, om jeg kiendte dem, jeg
hilsede? hvortil da jeg svarede Ney, sagde han, at det nu omstunder ikke er Skik
her at hilse andre, end dem, man kiender. Men det vilde, svarede jeg, lade heel
tølperagtigt, at gaae saadanne store Folk tæt forbie, uden at tage Hatten af. Han
stak i at lee, og spurgte: hvilke de store Folk vare, jeg talede om? meener J dem,
sagde han, vi hidindtil have mødt, da maa jeg sige jer, at de alle have deres Sted
bag paa Bindet af Rangs=Forordningen. Vi mødte i det samme toe andre Kam¬
merjunkere. Den ene af dem havde sin Hat besadt med hviide Haandreeder=Fiære;
han havde en rød Skarlagens Kiole paa; en blaablommed Fløyels Vest, sorte Fløyels
Buxer, hvide Silke Strømper, og en fallendsyges stor Kladase af Baand paa sin
Kaarde. Den anden havde en lorvet Hat, en Fiolet Kioel med hvidt Silke=Foder
under, en hvid Silke=Vest, sorte Fløyels=Buxer, hvide Silke=Strømper, og en Kaar¬
de med Kladase af Baand paa. Jeg snappede i en Hast min Hat af, men min Led¬
sagere lod sin sidde paa. Disse Toe, fagde han, ansaae J vel og for noget Stort?
men J maa vide, at de begge ere i Borger=Standen, og ere - - - Fies, Fias,
sagde jeg, og spurgte, om han tænkte at kunde binde mig noget paa Ermeti, fordi
jeg er fremmed her paa Stædet; og saasom han blev ved at lade sin Hat sidde paa,


131
hver Gang vi mødte deslige fleere Kammerjunkere, skammede jeg mig ved, at følges
længere med en saadan Tølper, og forlod ham.
Nogen Tiid derefter besøgte jeg en Mand, der havde staaet i Lære med mig,
og er nu en gammel Mester i Lauget. Jeg forefandt her et Sælskab, af hvis Klæ¬
dedragt jeg sluttede, at de vare store Folk, og derfor priisede deres store Ydmyghed
hos mig selv, at de vilde omgaaes med Folk af min Stand. Jeg rykkede mig til¬
bage i Dørren, og vilde have gaaet min Vey; men min Laugs=Broder greeb mig om
Haanden, og svoer paa, jeg skulde bie. Han tog min Hat og min Sølvbeslagne Stok
fra mig, og satte en Stoel til mig. Jeg betakkede mig, og sagde, at det ikkekunde skikke
sig for mig, at sidde need, hvor der vare saa høy fornemme Folk; men i hvor undseelig
jeg end var, maatte jeg dog sette mig need. Strax derpaa dækkede man et Theebord
med sit Tilbehør af det kostbare Slags, og Værtinden skiænkede en sort Suppe i Thee¬
Kopperne. Da den sorte Suppe blev sadt for mig, betakkede jeg mig, og sagde:
at hvis jeg ikke var iblandt saa høy fornemme Folk, vilde jeg hellere udbede mig en
Pibe Tobak og et Kruus Øl; thi jeg har aldrig været vandt til andet. Jeg hørte
imidlertid, at disse høy fornemme Giæster kaldte min Laugs=Broder Monsør, hans
Kone Mardam, og hans Dotter Jomfrue. Der de havde faaet den sorte Suppe til
Livs, og havde slaaet noget kogt Vand i sig oven paa; blev der indbragt et stort Fad
med Bakkelser, en Flaske Viin, og nogle Glasse. Jeg tog da min Hat og min
Stok, og krummede mig det fiineste, jeg kunde, for det høyfornemme Sælskab. Min
Laugs=Broder fulgte mig til Dørs. Jeg spurgte ham, hvo disse hans høy fornemme
Giæster vare; men hvor stor blev ikke min Forundring, da han berettede mig, at de
alle vare af hans Stand. Jeg taug stille; men tænkte desmeere.
Nu blev jeg fuldkommen sadt i Tvivl om, at jeg ikke var kommen til min rette Føde¬
bye. Udi min Fødebye klædede Folk af Borger=Standen, sig efter deres Haandtering og Næ¬
rings=Maade, ligesom denne var meer eller mindre anseelig til, efter Jndbildningen. Men
her i denne Bye klæder Borger=Standen sig ey alene langt over deres Stand, men endog
over deres Formue. Udi min Fødebye tracterede Borgerfolk hinanden med en Pibe Tobak, et
Kruus Øl, og et Glas Brændeviin, naar de kom til hverandre. Men her i denne Bye drikker
baade Mandfolk og Fruentimmre en sort Suppe, den de siden skyller need med noget kogt Vand,
og setter et stort Fad Bakkelser og en Flaske Viin til Livs oven i Kiøbet. Udi min Fødebye næv¬
nede man paa god Christelig Viis, en Haandværkmand ved hans Døbe=Navn, og sagde: Me¬
ster Niels, Mester Christen, Mester Jacob, og saa videre. Deres Koner bleve og nævnede ved
deres Døbe=Navne, da man sagde: Mette Bogbinders, Kirsten Vævers, Maren Kniv=Smeds,
og saa videre; ligeledes og deres Døttre. Men her i denne Bye, kalder man Haandværks¬
mænd Monsører, deres Koner Mardamer, og deres Døttre Jomfruer; og det med Tilnavne,
ret ligesom de ikke torde være deres Fader=Navn bekiendt, saasom: Jumfer Smør=Kringle;
Jumfer Heste=Skoe; Jumfer Skrub=Høvl, og saa videre. Kort sagt; udi min Føde=Bye vare
der borgerlige Kiøbmænd og Haandværkmænd. Men i denne Bye finder jeg lutter adelige
Borgere. J maa derfore, min gode Monsør! sige, hvad J sige vil, saa faaer J mig neppe
til at troe, at denne Bye er min rette Føde=Bye.
Jeg foreholdte denne enfoldige Mand, at han neppe vilde finde noget Folke=Slag, der
jo, siden en Tiid af nogle og tredive Aar, ere blevne alt meere og meere polerede i Sæder og
Levemaade; og saasom hans Landsmænd i sær have, end og fra de ældre Tider af, været til¬
høyelige til, at efterabe andre Folke=Slag; saa maatte han aldeeles ikke forundre sig over, at
deres Sæder og Levemaade i saa lang en Tild, han havde været borte, var bleven ham saa
ukiendelig, da Tiderne blive alt meere og meere polerede.
Pulere mey her, og pulere mey der, svarede Taassen, saa meener jeg, at en Kiøbmand,
er en Kiøbmand, en Skoemager en Skoemager, en Skrædder en Skrædder, hvad enten han
saa lever i pulerede eller u=pulerede Tider, og følgelig bør han leve og klæde sig saaleedes, som
det en ærlig Borgermand egner og anstaaer; thi ellers er han en Nar; forstaaer I det min
gode Monsør! saaledes giorde man udi min Føde=Bye, og jeg veed vist, at de giøre det samme
endnu. Var I den rette Drømmere, saa søgte J ikke at forsvare saa latterlige og bagvendt
en Opørsel, og J sagde mig da oprigtig, enten jeg nu befinder mig i min rette Føde=Bye
eller ey.


132
Jeg havde Møye ved at tvinge min Latter; og saasom denne Tvivlere paa ingen anden
Maade vilde lade sig overbevise, bekræftede jeg med en trofast Borger=Eed, at han nu be¬
fandt sig i sit Fæderneland og i sin rette Føde=Bye. Svær J paa, sagde han, at jeg er i min
rette Føde=Bye, hvilket jeg da maa troe; saa veed jeg derimod ganske vist, at J ikke tør svære
paa, at jo min Føde=Bye enten maa være bleven forflyttet hen i et andet Rige, eller og at den
maa være bleven besadt med fremmede Jndvaanere; med mindre J vil tilstaae mig, at en stor
Deel af Borger=Standen udi min Føde=Bye ere siden min Tiid gaaen reent fra Forstanden;
thi ellers kunde de umuelig overtale sig til, at leve og klæde sig over deres Stand og Formue,
hvormed ingen anden Fordeel indhentes, end at de for det første forøder meere, end de kan
fortiene; og om de end have Raad til at leve og klæde sig saa overdaadig, saa trækker de sig
dog alle kløge Folkes Foragt paa Halsen, og faaer saaledes Skam og Vanære for deres Penge.
Jeg er kun en eenfoldig Haandværkmand, og forstaaer mig aldeeles intet paa Stats¬
Sager. Men saa meeget kan jeg dog indsee og begribe, at en saadan overdaadig Leve= og Klæ¬
Maade hos Borger=Folk, maa nødvendig have en skadeligere Jndflydelse i Staten, end man fo¬
restiller sig; og saavidt jeg, siden min Hiemkomst, har erfaret, troer jeg og, at Virkningen
deraf er allerreede kiendelig nok; thi hos hvilken af Borger=Standen jeg end har været, har
jeg, med største Forundring, under al deres Stats og Overdaadighed hørt Klage=Viiser synge,
over besværlige Tider og stor Penge=Mangel. Jeg har da tænkt ved mig selv: Dersom Eders
Levemaade blev indrettet efter Eders Stand og Formue, og den blev sat paa den Foed, som
den var udi min Føde=Bye, hvad vilde jeg sige? som da jeg forloed min Føde=Bye, da vilde,
uden Tvivl, Hoved=Aarsagen til de besværlige Tider og den store Penge=Mangel, inden faa Aar
falde Jer kiendelig nok i Øynene, og - - - Men jeg har dog, faldt jeg ham ind i Talen,
ladet mig sige, at Levemaaden paa de Tider har været heel prægtig, og at endog Folk af Bor¬
ger=Standen have brugt Brocade, Sølv= og Guld=Mør, Galouner og Juveler. Vel sandt,
svarede han; men i den Sted have Folk nu en Forandrings=Feber, som fordobler Udgifterne,
og giør, at i den Sted, man paa de Tider brugte en Hæders=Klædning i mange Aar, saa skif¬
ter man nu daglig om, og vil have en Forandring kostbarere end en anden, da det nu omstun¬
der er en Skam at lade sig meere end een Dag see i den samme Klædning; saa at om end
Folk paa de Tider havde noget kostbart til Hæders= og Helligdags=Brug, saa vidste de og at
bruge og bevare det.
Var her Penge og Fortieneste nok, skulde jeg endda ikke støde mig saa meget over Præg¬
tigheden i Leve og Klæde=Maaden, naar NB. Pengene bleve i Landet. Men nu burdte vi
bygge paa den Grund vi har, og, som fuldkloge Folk pleye at giøre, indrette vores Udgifter
efter vores Formue og Jndtægter, og naar man det giorde, skulde man ikke, iblandt andre
ubehagelige Følger, see Assistentz=Huuset opfyldt med Mands= og Fruentimmer=Klædninger, med
Guld=Uhrer og Etuier, med broderede Mansquett=Skjorter og saadant meere; ey at tale om
Opbuder, Fallitter, og andre ubehagelige Tilfælde, der tit deels flyde af samme Kilde. Jeg
har og, siden min Hiemkomst erfaret, at en og anden af Borger=Standen, som er kommen
til deres Forstand igien, have pustet og kløet sig bag Øret, ved Udgifterne til deres Koner og
Børns Stats, og have ønsket Forandring i Levemaaden. Men, efter mit taabelige Begrecb,
seer jeg ikke, at dette paa en bædre Maade kunde skee, end at enhver Huusfader lod dette blive
sig en fastsat Regel: Du skal leve og klæde dig og dine efter din Stand og Formue, og
ikke rette dig efter din Naboe eller Gienboe. Men til dette at sette i Værk, kunde fornem¬
melig udfordres dette, at Mændene toge Buxerne fra deres høytflyvende og ustadige Koner.
Det vilde være dem selv nyttigt i Tiden, endskiønt de i Begyndelsen vilde sprude nogen Jld
derved. Vel kunde Forordninger imod den Borgerlige Hoffærdighed, være meget gode, naar
de bleve efterlevede. Men jeg troer, at de Anordninger, som enhver fuldklog Huusfader giorde
i sit Huus, efter ovenanførte Regel, vilde udrette meere. Jeg spurgte denne forunderlige
Mand, om han ikke vilde kiøbe mig min Drømme Bestilling af; men jeg vaagnede, som vel
var, forinden jeg fik hans Svar, der venteligt havde blevet lige saa latterligt.
Her hører J, mine Herrer med kiære Søstre! det Latterlige, jeg lovede at fornøye
Eder med. Jeg smigrer mig og med, at hvis J ved denne min Drøms Fortælling ere komne
til Eders Forstand igien, J da ogsaa vil hielpe mig at belee dette Latterværdige. Bedre at
helee sig selv, end at belees af andre. Men falskeligen tænke vi at kunde undgaae det Sidste,
førend vi beqvemme os til det Første; og omendskiønt jeg langt fra ikke har saa høye Tanker
om mit Drømmerie, at jeg venter, derved at kunde bringe Eder til denne Fuldkommenhed;
har jeg dog ikke vildet lade en saa vigtig Punkt i den almindelige Huusholdning være uerindret.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 33.
Løverdagen, den 6te Sept. 1760.
Hr. Hh* med kiære Brødre!
E¬
ders Lidelse, mine Herrer! har forlængst været mig bekiendt. Den er maaskee
Eder selv ubekiendt, endskiønt J dagligen have en smertelig Følelse deraf. Jeg
har beklaget, og beklager Eder saa meget deshierteligere; saasom Eders Syg¬
dom er af den Beskaffenhed, at end ikke de største og kyndigste Læger ere i Stand,
til, at kunde helbrede den. Jngen Sygdom er skadeligere for Menneskets begge væsent¬
lige Deele, end Sindets; thi den svækker Legemet, og bringer Siælens fornemste Kræf¬
ter, nemlig Forstanden og Villien, i en skadelig Uorden. Jeg kan ey erindre mig noget
mig bevidst Exempel paa, at en Sind=Syg er bleven helbredet ved noget andet Hielpemid¬
del, end ved Døden, om det endda er skeed.
Jblant al Slags Sind=Syge er, efter min Forestilling derom, neppe nogen smerte¬
ligere, end den, mine Herrer ere beladte med. Men jeg troer og, at ingen er meere
skadelig, saasom Forfarenhed viser, at den har adskillige ubehagelige og slette Følger.
Man har gjort sig Umage for, at undersøge denne Sygdoms egentlige Oprindelse og
Aarsag. Somme have vildet meene, at den foraarsages af en fordærvet Mave; andre
derimod, af en forvirret Hierne. Men disse to Meeninger synes at sige eet og det samme.
Man veed, at naar Maven er fordervet, saa lider og Hovedet eller Hiernen derved, forme¬
delst de af Maven opstigende Dunster, saa at, enten man siger, at denne Sygdom reiser
sig af en fordervet Mave, eller af en forvirret Hierne, kan i saa Maade være eet og det
samme. Hvad Oprindelsen til denne mine Herrers Sygdom, hvilken man kalder
Jalousie, angaaer, da, saasom den største Deel af Eders forrige Levnetsløb er mig bekiendt,
synes mig, deraf at kunde udleede en rimeligere Aarsag. Jeg veed, at mine Herrer udi
Eders Ungkarls=Stand ingen Betænkning (Samvittighed tør jeg ey nævne) have gjort
Eder over, at forføge Eders Lykke hos endeel unge Koner; og saasom J maaskee have fun¬
det disse føyeligere, end de burde være, er det rimeligt, at J nu, da J selv ere blevne gifte,
giøre Slutning af disse godhiertige Damer om Eders egne Koners Godhiertighed.


134
Jeg nægter vel ikke, at jo det slette Rye, der staaer af endeel Koners Utroeskab imod
deres Mænd, kunde, om dette end ikke havde sig saa, foraarsage Eder nogen Frygt.
Men J maa tillade, jeg siger, at Eders Jalousie er egentlig en Virkning af Eders Erin¬
dring om forhen erholdte Føyeligheder hos andres Koner; da J vel og venteligen stiller
Eder den merk ude Vederlags=Ret for Øyen, efter hvilken man ikke sielden bliver tilmaalt
med den somme Maade, som man har udmaalt med til andre. Jmidlertiid har jeg vir¬
kelig en stor Medlidenhed med Eder, mine Herrer, og vidner oprigtig, at det inderlig
skulde glæde mig, hvis J ved noget Hielpe-Middel kunde bringes til Eders fulde Forstand,
igien. Forlader mig, mine Herrer! at jeg anseer Eder, som Rafende. Den Forestil¬
ling, jeg i Nat har havt af Eders latterlige Forhold, har aldeeles bragt mig paa de Tanker,
at J kunde fortiene at indlemmes i en Daarekiste. J vide selv, at jeg taler kun lidt; men
J kan og forlade Eder til, at det Lidet, jeg taler, det meener jeg af Hiertens Grund, i sær,
naar jeg drømmer.
Jeg drømte, jeg befandt mig udi et Værelse, hvor jeg saae et ung Fruentimmer,
siddende ved en liden Sye=Ramme, men derhos meget tankefuld og nedslagen. Hun gav
mig neppe Tiid til at hilse, førend hun med et forvirret Aasyn sagde, at hendes Mand var
ey hiemme, og hvis jeg havde noget at tale med ham, bad hun, jeg vilde komme igien om en
Times Tiid. Mit Ærinde, Madame, svarede jeg, kan jeg ligesaavel berette hende,
som Hendes Kiæreste, saasom jeg ikke selv veed, hvorleedes jeg er kommen herind.
Da beder jeg, svarede hun, at De jo før, jo heller, vil forføye sig ud igien, saa
jeg ikke veed, hvilket Øyeblik jeg har min Mand her igien, og da vilde det -- -
Hun holdte Resten tilbage, og bad mig atter, jeg vilde pakke mig ud. Hendes
Begiering, Madame! svarede jeg, er jeg ligesaa villig som forbunden til at efter¬
komme; thi jeg begriber heel vel, at den har ingen Uhøflighed, men en Frygt til
Grund, den jeg lettelig kan giette mig til, og ønskede jeg af sine Aarsager, at hun nærmere
vilde udlade sig for mig med hendes Hiertes Anliggende. Jeg fortryder, svarede hun, at
jeg allereede har udladt mig saavidt. Det anstaaer mig ikke, at give nogen fremmed
Mandsperson Deel af min Græmmelse. Jeg fortier den, endog for mine Egne, endskiønt
den forlængst har været dem beviidst. Jeg beder altsaa, De ey vil anmode mig videre her¬
om; men at De t den Sted jo før jo hellere vil forføye Dem fra mig. Forlad mig min
Uartighed. Jeg bad, hun vilde sige mig hendes Kierestes Navn. Hun sagde mig det.
Jeg kiendte ham. J g havde udi hans Ungkarls=Stand havt megen Omgængelse med
ham. Han har og, siden han blev gift, besøgt mig i min Heraclitiske Hule. Jeg vidste,
eller i det mindste troede, jeg vilde være ham velkommen. Madame! sagde jeg, om jeg end
ikke, som jeg dog har, havde den Ære, at være kiendt af Hendes Kiæreste, er jeg dog fuld¬
kom men forvisset om, at mit runkne Ansigt og min uanseelige Person ligesaalidet skulde
sætte ham i nogen Mistanke om min Nærværelse, som at mit Væsen i Henseende til Hende
kan have nogen indtagende Kraft. Hendes Kiæreste har og, formedelst forhen havde ide¬
lige Omgængelse med hinanden, den Kundskab om mig, at jeg ingenti d har staa t antegnet
naa deslige Jægeres Liste. Jeg elsker hendes Kiæreste. Jeg har stedse havt Heyagtelse
for hans Forstand og vel anlagte Tiid. Hans Forhold har derimod i een og anden Maade
været mig mishagelig. Jeg har sagt ham det. Han har uden Fortrydelse antaget det.
Forlad sig til, Madame! at min Nærværelse ingen Fortreed vil foraarsage Hende hos Hen¬
des Kiæreste. Skulde hans Forhold imod Hende ey være, som det burde, ønsker jeg, at
kunde bringe ham paa fornuftigere Tanker. Fat Hun kun, Madame! den uskyldige For¬
toelighedtil mig, at sige mig Hendes Anliggende. Troe, Madame! jeg ikke drives til


135
dette Forlangende af Nysgierrighed. Hendes Føyelighed vil maaskee have sin Nytte.
Hun bequemmede sig dertil.
Jeg elsker min Mand, sagde hun, jeg troer og, at han elsker mig. Den reeneste
Kiærlighed til hans Person, uden mindste Hensigt paa hans Vilkaar, bevægede mig til, at
indgaae en Ægte=Forening med ham. Jeg har, siden dens Fuldbyrdelse, ingen Anleed¬
ning givet ham til Misforstaaelse. Jeg var ved Opdragelsen bleven tilholdt, at begegne
enhver efter sin Stand med Venlighed og Artighed. Jeg har hverken i mit eget Huus
eller i Selskaber vildet være nogen anstødelig, formedelst fiere Miner og et alt for alvorligt
Ansigt. Jeg har befrygtet, at et saadant tvunget Væsen vilde tilveyebringe mig et Navn
af en Jndbildsk. Men i det jeg har søgt at undgaae eet Onde, er jeg derved uventelig ge¬
raaden i et andet.
Min Mand er af det mistænkelige Slags. Han seer sig vel i fuldkommen Besid¬
delse af min Person. Men efter hans Jndbildning er min Kiærlighed til ham ikke stær¬
kere, end at jeg vel kunde deele den til andre. Han nægter mig vel ikke al Omgængelse med
andre; men han seer mig dog helst i saadanne Selskaber, hvor ingen ugifte Mands=Per¬
soner ere. Han lader mig ved alle Leiligheder forstaae, at det ikke sømmer en gift Kone, at
vise mindste Tegn af Mildhed imod andre af hans Kiøn. Jeg har lovet at ville, saa me¬
get mig mueligt er, iagttage denne hans Regel. Jeg har og saavel hiemme, som hos an¬
dre, paataget mig alvorligere Miner; men jeg har endda udi hans Øyne været alt for
mild. Jeg kunde behøve, alletider at have et Speyl for mig, for at kunde ved dets Hielp
sætte mit Ansigt i den Mørkhed og Suurladenhed, min Mand vil have det; og, hvis det
var mueligt, vilde jeg ønske mig tvende Ansigter, nemlig et mildt, naar jeg talede med
Fruentimmer, og et suurt, naar jeg talede med Mands=Personer.
Jeg skal da efter min Mands Villie, det jeg nu ogsaa stedse giør, omskabe mig selv,
og give mit Ansigt og Væsen en anden Skikkelse, end den, det har af Naturen. Det maa
jo da nødvendig være tvungen, ja forhadt og latterlig. Jeg seer mig altsaa nødsaget til,
aldeeles at skye alle Selskaber; thi hvor treffer man vel et Selskab, hvor ingen Mands¬
Person skulde findes. Til den Ende aflegger jeg nu ingen Besøgelser, uden de høynødven¬
digste. Til den Ende afslaaer jeg alle Jndbydelser af andre. Til den Ende beder jeg
min Mand, han ikke vil indbyde andre til sig. Men alt dette er ham ey heller alletider til
Pas. Han er ret underlig. Til een Tiid har han tvunget mig til, at tage ud til andre.
Naar jeg derimod til en anden Tiid har, for at lempe mig efter hans Villie, imodtaget Jnd¬
bydelser, har han vel ikke været derimod; men har dog ladet saadanne Talemaader falde,
der noksom have røbet hans Mistanke til mig.
Taler og begegner en Mandsperson mig høflig og venlig i et Selskab, faaer jeg det
strax paa min Tallerken, naar vi komme hiem. Taler jeg med et Fruentimmer afsides fræ
de andre, anseer han hende for en Mellemhandlerske. Han giemmer derpaa i lang Tiid
Penne, Blek og Papiir for mig. Finder han udi noget af mine Giemmer en Brevlap,
troer han strax det er en Kierligheds=Seddel, indtil han faaer at see, at det er en Optegnelse
paa min Tvet eller andre Huus-Sager.
Jeg bruger al den Forsigtighed, jeg kan, for at betage ham al Mistanke til mig; men
alt forgiæves. Al den Kierlighed og Omhyggelighed, jeg lader see for ham, anseer han,
som noget, hvorved jeg søger, af giøre ham godtroende. Stiller jeg mig derimod koldsin¬
dig an, bliver han rasende, og lader mig tydeligen forstaae, at jeg har en anden Elskere i
Baghaanden. Hans Mistanke til mig, giver ham end ikke nogen roelig Natte=Søvn.
Da Forestillinger, der under hans Søvn kan komme ham fore af hans havte Mistanke til


136
mig om Dagen, antager han for overordentlige Aabenbaringer om min Utroeskab, da han
ved at fortælle mig de samme, maaskee med nogen Forbædring i Trykken, ikke undseer sig
ved at udlade sig med sine Tanker derom. For nogle Nætter siden sprang han ud af Sen¬
gen, og giorde Anskriig om at faae et Lys tændt. Jeg vaagnede detved og talede ham til.
Han svarede mig ikke. Da Lyset blev indbragt, løb han af et Værelse i det andet, baade
for oven og for neden. Omsider gik han til Sengs igien, men lod Lyset blive staaende an¬
tændt. Han havde uden Tvivl havt een af sine sædvanlige Natte=Syner. Jeg fik den ey
at vide; thi Dagen derpaa var han ganske maalløs.
Det maatte falde min Herre alt for kiedsommeligt, hvis jeg skulde fortælle Dem alle
de kiendelige Prøver, han har, og endnu dagligen giver mig, paa hans Jalousie og ugrun¬
dede Mistanke til mig. Jeg elsker ham dog. Men min Kiærlighed til ham vilde være
ulige større, hvis han var mindre mistænkelig. Hvad Lyst, hvad Fornøyelse kan en Kone
vel have, naar hun seer, at hendes Mand ved alle Leiligheder kalder hendes Dyd i Tvivl.
Intet kan krænke et redeligt Gemyt meere, end naar det mistænkes for en Last, som det har
største Afskye for. End ikke Samvittighedens Frikiendelse og Vidnesbyrd om Uskyldig¬
hed er alletider tilstrækkelig til, at kunde stille det qvælede Hierte tilfreds. Hvad hielper
min Dyd mig nu vel hos en saadan mistænkelig Mand? Den Sorg, den Qval, den
Græmmmelse, i hvilken jeg nu maa henslide mine Dage, er større, end min Herre kan fore¬
stille sig. Ak, at De kunde bringe min Mand paa billigere Tanker. Skal jeg Uskyldige
lide, fordi Rygtet om andre Koners Utroeskab stadfæstes ved Exempler? Hun brast i at
græde. Jeg ynkede hende i mit Hierte. Hendes Mand stod i det samme hos os. Han
fandt sig i Forvirring over hans Kones Graad. Han hilsede mig heel koldsindig. Jeg
lod mig ey anfægte. Det var ikke heller min Agt, nu at udlade mig med noget. Jeg bad,
han vilde besøge mig. Han gav mig sin Haand derpaa. Jeg forloed ham og vaagnede.
J vil uden Tvivl, mine Herrer! kiender Eder selv igien i denne min Drøm. Til den Ende
har jeg og fortalt Eder den. Jeg formoder, J billiger mine Tanker, naar jeg siger, at Eders Adfærd
er latterlig, og at J fortiener Sted iblant Jordens største Narre. Hvad vinde J vel ved Eders
Jalousie? J giøre Eder latterlige i alle Fornuftiges Øyne. J martre og plage Eder selv. J giøre
Eders Koners Liv møysommeligt. J formindske derved deres Kierlighed og Omhyggelighed for
Eder. J give lystige Hoveder Anleedning til at drille Eder, ja, i det J mistænke Eders Koner, giøre
J Eder selv mistænkte. Ere J fødde under saa vanheldig en Stierne, at Eders Hoveder skal zures
med Actæons Krone; Eders Jalousie, Eders Oppassenhed vil da ingenlunde frelse Eder. Jeg
anseer det for en Dyd hos en vis Nation, at Jalousie hos dem sielden eller ingentid haver Sted iblant
Ægtefælde, end og naar Troeløsheden paa nogen af Siderne er aabenbar. Vi antage snart i alle
Ting deres Sæder og Moder. Hvorfore forkaste vi da denne, som den fornuftigste og nyttigste?
Følgerne af Ægtefællers Mistanke til hinanden ere ligesaa skadelige, som ubehagelige. Lysten til
Stræbsomhed og fælles Lyksaligheds Forfremmelse, forgaaer derudover paa begge Sider. Børnene
høster i den nærværende og tilkommende Tiid bittre Frugter der af. De dydigste Koner paakastes
derved en Mistanke, der ikke sielden har været dem hinderlig, naar de have overlevet deres mistænke¬
lige Mænd; thi Dommen hos de fleeste bliver gemeenlig denne, at disse Abekatte ikke uden Anleed¬
ning have havt deres Koner mistænkte. Behager J nu, mine Herrer! med upartiske Øyne og uden
Briller at betragte disse mine ringe Tanker, haaber jeg, at J derved nogenleedes kunde bringes til
Eders fulde Forstand igien. Skulde end nogle af Eder allereede være blevne kronede; kan det,
maaskee! være Løn, som forskyldt; og J faaer da ingen anden Trøst hos mig, end at J, ved at erindre
ser Eders forige Forhold imod andre, bør nu, i Følge af Vederlags=Retten, bære Eders Hornmed
Taalmodighed. Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur; C. HORREBOW.


Drømmeren.
Num. 34.
Løverdagen, den 13de Sept. 1760.
Madame Ii* & Compagnie!
J
have Ret, mine Damer! Drømmeren er en Pedant. Der henger gierne
noget af det Snaus ved os alle; men vi blive det sielden eller ingentiid selv vaer.
Hvor stor en Tak bliver jeg da ikke Eder, mine Damer! skyldige, som, skiønt uafvi¬
dende, have udi min personlige Nærværelse erindret mig om en Feyl, den jeg har bildt mig
selv ind, at være fri for. Studser ey derved, mine Damer! at jeg siger, at J for faa Dage
siden have sagt mig denne min Feil udiØynene. J erindrer Eder vel det Selskab, hvor en
Mandsperson, ja Drømneren selv, hialp Eder, at hegle et par af hans udkomne Ugeblade igien¬
nem. Studser ikke, beder jeg, herved. Mine 2de Skrivelser, det ene til Mad. S, under No.
19, og den anden til Madem. Eek, under No. 30, beviser jo tydelig nok, at Drømmeren maa
være en Pedant. Jeg er altid villig til, at erkiende mine Feil, naar jeg, som sielden skeer,
seer dem; og jeg maatte røbe en alt for stor Ringeagtelse for mine Damers Egenskaber,
hvis jeg vilde søge, at retfærdiggiøre mig for en Feyl, den jeg har tilfælles med Eder. For¬
lader, mine Damer! at jeg tillegger Eder, J jordiske Engle! Feyl. Dette er atter en Feil
af mig. Jeg seer den. Jeg erkiender den. Kan dog, desverre! ikke ændre den. For¬
lader mig, beder jeg, at jeg ey alene tillegger Eder Feyl, men endog en saadan Feyl, den
man har alene vildet see hos Mandkiønnet, i sær hos de Lærde. Een af vore berømmelig¬
ste Skribentere har vel underrettet mig om, at der findes Pedanter i alle Stænder. Men
om Pedantinder har jeg aldrig hverken læst eller hørt det Ringeste, førend i Nat udi Drøm¬
me. Trøster Eder derved, mine Damer! at det er kuns en Drøm. Hvad drømte jeg da?
O ney! jeg gruer for, at fortælle det. Jeg maa tilstaae, at jeg nu ret er i Fristelse. Paa
den ene Side vilde jeg nødig reent forspilde mine Damers Gunst. Og paa den anden
Side kan jeg ey bare mig for at sige Eder noget, som J ey gidder hørt. Dog saasom mit
eget Kiøn ikke heller bliver ved samme Leilighed forglemt; haaber jeg, at mine Damer ey
bliver aldeeles uforsonlige. J dette søde Haab giver jeg mig da den Fornøyelse, at for¬
tælle Eder min Drøm.


138
Mig syntes, at en ubekiendt Person kom ind til mig, havende et Blad i Haanden, det
han overleverede mig, med disse Ord: Eders ugentlige Arbeide er mig bekiendt, saavelsom
de ulige Domme, der fældes over samme. Jeg forbeholder mig mine Tanker derom, og
vil alene erindre dette, at hvis en Moralist eller Satiricus stedse opholder sig ved alvorlige
Ting, giøre de fleeste Læsere derved kiedsommelige. Disses fordervede Smag udkræver
Afvexlinger. En Moralist gaaer ey heller ud af hans Vey, naar han undertiden angriber
saadanne Sæder, der meere fortiene at udlees, end at beklages, hvilke, omendskiønt de i sig
selv ikke ere moraliter onde, giøre de dog deres Elskere latterlige, og tilveyebringe disse an¬
dres Væmmelse for deres Omgængelse. J Betragtning heraf overleverer jeg Eder her et
Blad, hvis Jndhold jeg meener saameget deshellere at kunde fortiene Sted iblant Eders
Satiriske Afhandlinger, saasom den ikke er almindelig, og endnu ikke, saavidt mig er be¬
kiendt, af nogen af vore havte Uge=Skribentere bleven fremsadt. Han bad mig derpaa, at
igiennemlæse det overleverede Blad, hvilket jeg giorde, og fandt det af følgende Jndhold:
Det saa kaldede Pedanterie, (af det Franske Ord Pedant, der bemerker en Læremester)
hvis Beskrivelse, saasom det er mange Slags, ikke kan bestemmes under nogen almindelig
Caracter, er noget af det Latterlige udi Menneskets Opførsel, og findes ey aleene hos
Mandkiønnet, men er end og ligesaa, om ey meere almindelig hos Fruentimret, endskiønt
det ingentiid under dette Navn anmerkes hos de sidste. For at overbevises om, at der ligesaa¬
vel gives Pedantinder, som Pedantere, har man kun at giøre en Sammenligning imellem
en Deel Mandspersoners og Fruentimres Adfærd. Jeg vil her saa løselig anstille samme
med de faa Exempler, Forfarenhed har givet mig herpaa.
Monfr. Facon kalder man en Pedant, fordi hans Væsen, Tale, Gang og Klædemaa¬
de har noget Besynderligt og Tvungen i sig. Er han til Fods, tager han saa strunkne og
høytrinende Skridt, at man, naar man ey kiendte ham, maatte holde ham for en Spansk
Don Ranudo. Naar han taler, skal en idelig Bevægelse med Hoved, Hænder og Skul¬
dre give hans Ord en særdeeles Eftertryk. Et hvert Ord bogstaverer han frem i en musi¬
kalisk Cadence, og ligesom efter Tacten. Han maatte i hans Tanker falde aldeeles ufor¬
staaelig for Danske Øren, hvis han, for Exempel, vilde sige halvtredsindstive, i Steden for
halv tre di- e sinds= ti- ve. Ved et hvert Ord han taler, legger han Fingeren paa Næsen,
vel muelig, for at vise, hvor hans Viisdom har sit Sæde; og under hans førende Discour¬
ser dreyer han Øyen og Mund snart til een, snart til den anden Side, enten for at giøre sin
Tale desmeere behagelig, eller desmeere eftertrykkelig. J det øvrige er hans Væsen og
Hilsener overmaade alvorlig, og iblant sine Lige og Undermænd veed han at give sig en An,
som en Kat paa et Dueslag, eller en kalkunsk Hane paa en Mødding.
Kaster man nu sine Øyne paa Madame eller Mademoif Singuliere, finder man ved
Sammenligning imellem hende og Msr. Facon en ægte Pedantinde. Al hendes Væsen
og Tale er kunstlet og tvungen. Alle hendes Hilsener, Miner og Bevægelser med Hoved
og Nakke skal vise noget fornemt, og naar hun taler, snerper hun Munden sammen, og pii¬
ner et hvert Ord frem med en særdeeles selvgjort lespende og skarrende Peenhed. Seer
man hende til Fods, bliver hendes Gang lige saa tvungen og peen, som hendes Tale. Hun
tager da saa langsomme og peene Trin, endskiønt hendes Fædme ikke trykker hende, at man
snart skulde troe, hun havde i Sinde, at opmaale Gaderne efter Længden af hendes Skoe.
Siddet hun enten ved et Spisebord, eller ved et Thee= eller Spillebord, har hun største
Striid med sig selv, om hvilken Haand eller Finger hun skal imodtage eller gribe om noget
med. Kort sagt: J det Madame eller Mademois. Singuliere med hendes tvungen og
umedfødde Væsen, Tale, Gang og Lader vil giøre sig behageligere og yndigere, end Naturen


139
har dannet hende, og forundt hende Gøder tik, beviser hun dertved, at Hun i en høy Grad
besidder det, man kalder Pedanterie, og at hun med tigesaa god Ret bøk kaldes Pedantinde,
som Msr. Facon Pedant.
Monsr= Vielgeschrey giver man neppe nogen enstændigere Titul, end naar man
nævner ham ved sit pæsentlige Navn, og kalder ham Pedant. Ved alle Leiligheder brin¬
ger han sine egne Egenskaber og Fortienester paa Bane; thi alle Pralere ere Pedanter,
saasom de giøre Væsen af slet intet. Treffer han for en Smigrer, der giør Haandverk af
at narrs Folk i gabne Øyne, anhøret han med største Behag al den utilkommende Berøm¬
melse, en saadan legger paa hans Person eller Fortienester, og han spørger paa det nøyeste,
hvad man synes om den eller den af hans fattige Bedrifter, for at kunde tilveyeb ringe sig en
endnu større Lovsang. Hans sparsommelige Huusholdning og hans nøye Opsigt med
hans Kone og Kokkepige, samt og hans daglige Retter om Ugen, ere udi offentlige Selska¬
ber baade Indgangen, Texten og Beslutningen af hans Discourser, da han vel og er i Stand,
til, at kunde give Lectioner udi Kaage= og Syltekunsten. Har Mr. Vielgeschrey kiøbt eller
prakket sig en Æretitel til, og nogen forglemmer ved hvert andet Ord at give ham den, over¬
trækkes strax hans Ansigt med mørke Skyer, og han bryder i en Hast Samtalen med en saa¬
dan over, om den end angaaer hans Velfærd og Embeds=Pligter.
Lader os nu holde Madame eller Mademvis. Vanetres Adfærd imod dennes; Man vil
da blive vaer, at det, man kalder Pedanterie hos Mr. Vielgeschrey, findes i lige Grad hos
hende. Hun fortæller tusinde Historier eller Fabler om sig selv og den Høyagtelse, man
ved alle Leiligheder beviser hende. Hvor stor en Mængde af Friere hun har eller har havt.
Hvor megen Umage og hvor store Omkostninger de have gjort eller giøre, for at vinde hen¬
des Hierte. Hun opregner med en Hiertens Latter de utallige spidsfindige Giensvar, hun
har vidst at give adskillige af begge Kiøn; og hun glemmer ikke derhos, at lade de Anhø¬
rende vide, at man derudover giver hende allevegne Navn af en skarpsindig og veltalende
Skiønhed. Er Vanette gift, maa hendes Mand, Børn, Tienestefolk og Huusholdning
give den største Materie til hendes Discourser, og om hun end tydeligen nok kan see, at de
Anhørende bide sig i Lippen, for at tvinge deres Latter, fortsætter hun dog hendes hierte¬
brekkende Selvroes, det længste hun kan. Er hendes Mand i Rangen, og nogen kommer
for Skade, at kalde hende Madame i Steden for Frue, tør den samme ikke vente, at faae
saa formastelig en Forseelse saa hastig forsonet. Men forseer nogen af hendes Betientere
sig herudi, raader man den samme, at den enten ved et bodfærdigt Knæfald afbeder sin For¬
brydelse imod Fruens Høyhed, eller og strax at forlange sin Afskeed. Hvo vil nu nægte
Madame eller Mademois. Vanette saa anstændig en Titel af Pedantinde, og hvorfore kal¬
der man hende ikke saa?
Monsr. Naaløye fortiener ingenlunde det nederste Sted iblant Pedantere, saa
længe han bliver ved at giøre Væsen af Lapperier. Han anvender sin heele Tiid paa unyttige
og lidet magtpaaliggende Ting. Disse holder han hellige. Disse iagttager han paa det
nøyeste. Disse glæder og fornøyer han sig over. Disse ærgrer han sig til Døde over. Ja
om disse taler han ved alle Leilibheder i saa høy og alvorlig en Tone, som det kunde være om
Ting, hvorpaa det heele Riges Velfærd beroe. Den mindste uordentlige Frisure i hans
Haar eller Peruque, den mindste Fold eller Krølle paa hans Kiol. Den mindste Stivelse¬
Plet paa hans Lintøy bringer alle hans Sandser i en yderlig Forvirring; og han skulde
hellere vilde forsømme de Ting, der angaae hans Velfærd, end at han kunde overtale sig til,
at lade sig see paa noget Stæd i saadan en Tilstand. Er Msr. Naaløye en Militair=Per¬
son, spiller han vel sin Pedanterie=Rulle med en mindre Opmerksomhed af andre, i sær af de


1481
rødelskende Damer; Men Pedanten stikken dog i utallige Maader kiendeligen nok frem, og
hans pedantiske Adfærd, saavel uden som under hans Stands Forretninger, giver de For¬
nuftige, end og af hans egen Stand, det latterligste Skuespil. Er han derimod een af de
saa kaldede Lærde, bliver Skummet, Skallen og Barken af Videnskaberne hans Hovedsag.
Disse Lapperier forelsker han sig udi. Disse belæsser han sin Hierne med. Disse giør han
Væsen af Disse forsægter han med en tærende Nidkierhed og Hidsighed. J Antiquitæ¬
ter eller gamle Ting forgaber han sig saa, at han, som en vis Skribent melder, væmmes ved
alt Nyt, end og ved hans unge Kone; og han fordyber sig saaleedes i Ethmologie elltr Ords
Oprindelse, at han ingen Oprindelse vidste til sine egne Børn, hvis hans Kone var desmin¬
dre frie og omgængelig med hendes Galan udi de smaa Sløyekiolers Nærværelse.
Vende vi os nu fra Mr. Naaløye til Madame eller Mademois. Bagg nelle, bliver Scenen den
samme, naar man undtager Forandringen af Machiner eller Kiønnet. Alt hvad hun bryder sit Ho¬
ved med, er lutter Lapperier. Med Hovedet fuld af Lapperier staaer hun op. Med Lapperier fordri¬
ver hun den ganske Dag. Og med Lapperier gaaer hun til Sengs. Et Læg meer eller mindre paa
hendes Franske Sæt giør det ganske ubrugbart, og forskaffer hendes Pige tre heele Dages Løben og
Renden fra og til Opsættersken. Samme Lykke have og hendes Klæder, hendes Snørliv, hendes
Skoe og hendes sorte eller hvide Manteline med Munkehatten i Nakken; og hvor megen Bryderie
koster det vel ikke saavel hende selv, som dem, hun herudi har med at giøre, forinden hun saaer alt dette
i en brugbar Stand? Hvor stor en Mykke har vel ikke hendes Kammerpige, inden hun faaer hendes
Haar og Hoved=Prydelse i en behagelig Symmetrie, og hvor ofte skeer det vel ikke, at en Mislykke
herudi foraarsager, at hendes Kirke= eller Stats=Vifiter for den Gang gaaer reent over Styr? Er
Baggatelle gift, stiger Pedanteriet endnu høyere; og hvor vidtløftig maatte man vel ikke blive, hvis
man vilde anføre alle de Lapperier, som hun da opholder sig ved, saavel hos hendes Mand, Børn og
Tienestefolk, som udi hendes heele Huusholderskab? Har hun derhos havt en overtroisk Opdragelse,
bliver Scenen alt for latterlig. Hun tager da paa det helligste alle de Skikke i Agt, som hun har seet
og lært af hendes pedantiske Mama; og hun indpræker hendes Døttre de samme, dem hun byder og
alvorligen formaner, disse helligen at iagttage, for at kunde med Lykke og Velsignelse træde i hendes og
hendes Moders=Moders=Mormoders Fodspor. Tyge Brahes vanheldige og lykkelige Dage har
hun, som et Arve=Klenodie, fra flerde Leed af, opskrevne og indbundne udi et meget statseligt Bind, og
hun foretager sig ingen Tiid noget, førend hun har bespurgt sig med dette Orakel, og det udi en langt
større Devotion, end hine Romere, naar de vilde efterkaste eet eller andet udi Sybillernes Skrifter.
Hver Torsdags Aften haver hendes Spinderock og Garnvinde deres Hviledag, af en hellig Frygt for
Axel Thoresens Komme. Aldrig tager hun enten Meel, Smør, Gryn eller andre Huusvahre af no¬
get Træe= eller Steenkar, at hun jo ved Tildækningen giør et Kors derover, vel muelig, for at kyse
Rotter og Muus derfra. Driver hun Melke=Handel, udsælger hun ikke nogen Potte deraf, uden hun
først kommer Salt, Brød og Jld derudi, at ikke en Kiøbstæds Kokkepige skal forhexe hendes Malke¬
Koe. Ja hun sætter sig ingentiid paa et uis Sted ---. Men Ak! jeg vaagnede, førend jeg fik det
overleverede Blad igiennemlæst.
Jeg haaber vel, at denne korte Sammenligning kan være nok, til at bevise, at der ligesaavel
gives Pedantinder, som Pedantere; og at J, mine Damer! vil finde Eders livagtige Portraiter udi
Singuliere, Vanette og Baggatelle. Men hvis jeg meere vilde begræde end udlee Eders latterlige
Adfærd, maatte jeg, om aldrig før, vise mig en ægte Pedant. Min Drøm har aldeeles intet Alvor¬
ligt i sig, og hensigten dermed er aleene, at erindre Eder om det bekiendte Ordsprog, at Kragen raa¬
ber gierne paa sit eget Navn. Intet er sædvanligere hos Eder, mine Damer! end at give dem
af det andet Kiøn, der ikke i alle Maader kan eller vil være efter Eders Sind, Navn af Pedantere.
Men J røbe endog herudiEders eget Pedanterie, og J talede, maaskee et langt forstaaeligere Sprog,
naar J kaldte dem, der virkelig ere Pedantere, Eders Ordensbrødre. Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, J. C. KALL.


Drømmeren.
Num. 35.
Løverdagen, den 20de Sept. 1760.
Hr. Kk* med kiære Brødre!
J¬
eg veed, mine Herrer! at J paastaae, at J vide at leve. Jeg veed og, at den, saa
kaldede, galante Levekunst er hart af det Eeneste, der saa got som fra Gangevognen
af er bleven Eder vedbragt. Det Eneste, som Eders kiære Forældre udi Eders
Opdragelse meest have seet paa; det Eneste, J have lært; og det Eeneste, som J endnu
søge, at giøre alt videre og videre Fremgang udi. Jeg understod mig ikke heller, at sige
andet, end at J jo vide at leve, hvis ikke det, jeg i Nat udi Drømme have seet og hørt af
Eders Galanterie, havde underviist mig om det, som er tyertimod. Jeg skrider, uden
videre Fordants, til min havte Drøms Fortælling.
Jeg drømte, at jeg befandt mig udi een af de Kongel. Lysthaver, hvor jeg forefandt en
heel Mængde af begge Kiøn. Mig syntes, at jeg der var kommen i Selskab med et ungt
Fruentimmer, der havde Geleide af hendes Søsters Mand, hvilke jeg begge havde den Ære
at kiende. Under vores Spatseregang bleve vi endeel unge Messieurs vaer, af hvis hastige
Løben og Renden af een Gang i en anden jeg giorde mig den Slutning, at der maatte have
været noget nyt paa Færde, som de kunde have været begierlige efter, at faae at see. Det
unge Fruentimmer, jeg var i Følge med, stødte mig paa Armen, hver Gang disse Herrer
kom os i Møde, hvilket skeede temmelig ofte; og jeg var heel fortrædelig over, at jeg forme¬
delst disses idelige Hilsen saa ofte maatte tage til min Hat. Jeg begreeb og strax, at denne
Æresbeviisning sigtede aleene til Jomfruen; hvorfrre jeg og stedse siden lod min Hat
blive siddende.
Jeg udlod mig med min Forundring over disse alamodiske Herrers hastige Løben;
men mit Følgeskab svarede kort og got, at disse Messieurs ere hver Dag paa dette Sted paa
Klapsagt efter de her sig indfindende unge Fruentimre, hvilke de forfølge af een Gang i en
anden, og paa det nøyeste betragte baae for og bag; og hvis disse intet Geleide have af det
andet Kiøn, maa de enten strax forføye dem ud, eller og udstaae adskillige for et fornuftig
Fruentimmer lidet behagelige Galanterier. Det er heel merkeligt, sagde Jomfruen, at


142
Folk, der giøre en Hovedsag af den saa kaldede galante Levekunst, forsee dem allermeest
imod samme. Hvo veed og tilstaaer ikke, at det paaligger et Menneske, der er, som man
taler, kommen af Folk, at vise sig artig og behagelig imod enhver udi et Selskab, og ikke med
sit Vidende at være nogen anstødelig? Men hvo seer derimod ikke, i hvor mange Maader
en god Deel af vore unge Cavaillerer forløbe dem imod den Levekunst, de ere blevne op¬
dragne udi, og som de formeene sig i høyeste Grad at forstaae. Fæster man iblant an det sine
Øyne paa deres Opførsel paa dette Sted, vise de i adskillige Maader, at de forstaae intet
mindre, end at leve, og at de midt udi deres formeente Galanterie ere aldeeles ubehøvlede.
Vil min Herre give noget nøyere Agt paa deres Adfærd imod de her gaaende Fruentimre,
skal de befinde, at denne min Anmerkning har sin Rigtighed. Betragter man fremdeeles
deres Opførsel uden for dette Sted, i sær udi Selskaber, sporer man intet mindre hos dem,
end det man kalder Velanstændighed. Jeg maatte spørge, om den Person kan siges, at
han veed at leve, der, for at behage een eller anden udi et Selskab, overgyder den samme med
al den Artighed, han veed, men viser sig derimod ligegyldig imod de øvrige, endskiønt Be¬
kiendtskabet til dem alle er lige stort. Skeer dette udi et Fruentimmer Selskab, hvad bli¬
ver da vel Følgerne af den ulige Artighed og Bevaagenhed, som en Mandsperson lader see
imod et Fruentimmer, frem for de øvrige? Og hvor ofte skeer det vel ikke, at et saadant
Fruentimmer bliver et uskyldigt Offer for de Fornærmedes Hevngierrighed?
Til Beviis herpaa vil jeg, iblant utallige andre, ikkun fortælle min Herre et Exempel
udi een af mine Veninder, den jeg vil kalde Amanda, om hvis Dyd og ulastelige Forhold
jeg er fuldkommen overbeviist. Denne min Veninde har havt det Vanheld, at een af vore
alamodiske Cavaillerer, jeg vil kalde ham Anoureuz, har forelsket sig i hende. Hun har
saa meget desmindre kundet undgaae denne Cavaillers Bekiendtskab og Omgængelse, saa¬
som hendes og hans Familie ideligen omgaaes hinanden. Det er nu ungeser et Fierding¬
Aar, siden Mr. Amoureux giorde Amanda hans første Kiærligheds=Erklæring; men
som Amanda tillige med hendes Dyd besidder en god Forstand, har hun hidindtil stedse for¬
langt Opsættelse udi hendes Beslutning. Her des sædvanlige Fortroelighed til mig, tillod
hende ikke, at holde denne Sag ret længe skiult for mig. Jeg befandt og, at Mr, Amou¬
teuv, i Henseende til hans Skabning og Væsen, haver noget Jndtagende hos sig; men ved
nøyere indhentet Kundskab om denne Cavailler, fik jeg Bekræftelse paa den Slutning, jeg
hos mig selv havde giort mig om ham, nemlig, at han selv veed noget meere af det Jndta¬
gende, han besidder, end han burde. Man beretter mig, at han agter sit Speil for een af
hans bædste og kiæreste Sager, saasom det samme giør ham den Fornøyelse, at vise ham
hans Ansigt og Legems Danne se, saa ofte han forlanger; Og har jeg saa meget desstørre
Aarsag, at troe denne Beretning, saasom jeg, de Gange jeg har været i Selskab med ham,
har merket, at hans Øyne ere saa vante ved et Speil, at han, end ikke, naar man taler med
ham, kan holde dem derfra; Ligesom han og gierne mager det saa, at han kan faae sit Sæde
lige for et Speyl. Man beretter mig og, at min Veninde Amanda er den Tiende i Tallet
45 Stadens Skiønheder, som Mr. Amoureux har forelsket sig udi, hvilket er eller ikke no¬
get Usædvanligt for vore galante Cavaillerer. Amanda er da for nærværende Tiid den
Soel, af hvilken hans forliebte Siel oplives og vederqvæges; eller og, for at tale udi hans
eget Sprea, den Gudinde, han aleene ærer og tilbeder. Jeg maa og vidne med ham, at
hans Forliebelse i Amandaer for nærværende Tiid saa heftig, at man hart af finder alle de
Daarligheder i hans forliebte Opførsel, som hine Romanskrivere paadigte deres qvindagti¬
ge Helte. Men det maatte falde min Herre alt for væmmeligt, hvis jeg vilde opregne disse.


243


Det jeg egentlig vil sige, og som i Besynderlighed fortiener at anmerkes, er dette, at
Mr. Amoureux midt i hans formeente Galanterie viser sig aldeeles ubehøvlet. Vil jeg
have Navn for, at jeg veed at leve, bør jeg og i alle muelige Maader iagttage alt det, som en
ret galant Levekunst udkræver. Men jg formeener, at den rette Levekunst tilholder, at
jeg udi min Opførsel bør vise Fornuft og Eftertanke, og at jeg udi et hvert Selskab, af lige
Stand og Bekiendskab, bør lade min særdeeles Bevaagenhed og Høyagtelse for een eller
anden staae til Side, for at kunde vise mig lige artig og bevaagen mod dem alle. Jeg for¬
meener fremdeeles, at den Levekunst, der medfører et frit Væsen, hvorved Velanstændighed,
og Blufærdighed settes til Side, ikke kan kaldes en galant Levekunst, men den galante
Schlendrian; og denne er det, som vore alamodiske Messieurs kalde og holde for en ret
galant Levekunst, da dog deres frie Opførsel ey alene giør dem selv latterlige og foraatede
udi alle Fornuftiges Øyne, men den samme foraarsager endog, at andre, som de øve deres
formeente Galanterie imod, blive beskiæmmede og gjorte til en Fabel i alle Letdømmendes
Munde. Denne Følge have en god Deel af mit Kiøn havt følelige Prøver nok af; og
min Veninde Amanda har aldeeles ingen Aarsag, at fornøye sig over det Galanterie, som
hendes Amoureux har bebyrdet hende med.
Jblant utallige andre Prøver paa hans ubehøvlede Galanterie, vil jeg alene melde
om een: Amanda og jeg, tillige med endeel andre Fruentimmer, vare for faa Dage siden
indbuden paa et vis Sted, hvor Mr. Amoureux aldeeles ingen Adgang og Bekiendtskab
havde. Jkke destomindre maatte vi dog uventeligen see, at Mr. Amoureux, der alleveg¬
ne vil hænge i Hælene paa Amanda, indfandt sig her. Saasnart hans Øyne, efter aflag¬
de Compliment for os alle, vare faldne paa Amanda, stod han som en livløs Støtte, uden
al Sands og Mæle, saa at jeg troede, at Amandæ Øyne paa den Tiid havde den samme
Egenskab, sam Medusæ, om hvilken man fortæller, at alt, hvad hun saae paa, blev forvand¬
let til Steen. Vores Vært og Værtinde vidste alt for vel at leve, at de vilde efterlade at
give denne selvbudne og dem ubekiendte Giæst sit Sæde og Andeel af de frembaarne Tracta¬
menter. Mr. Amoureux kom derefter til Live igien. Hans Øyne vare uophørligen hen¬
vendte paa Amanda. Han talede til og med ingen anden, end Amanda. Og Amanda,
kort at fortælle, var og blev den heele Tiid den Eneste, imod hvilken han lod alle de Galan¬
terier see, han vidste. Selskabet skulde ikke saa lettelig kunde have giettet, hvilken den
Magnet var, der havde trukket Mr. Amoureux didhen, hvis han ikke selv paa saa kiende¬
lig en Maade havde ladet dem det vide. De Tilstædeværende maatte have været alt for
dumme, hvis de ikke skulde kunde have merket det; Ligesom de og med en idelig Smilen og
Hvisken til hinanden noksom gave deres Mistanke tilkiende.
Jeg ærgrede mig paa min Venindes vegne, saasom jeg forud saae, at hun vilde kom¬
me til at lide under denne forliebte Nars ubetænksomme Opførsel. Jeg afdrog hende fra
Selskabet i et andet Værelse, for at sige hende det, som hun maaskee ikke selv havde merket;
Men Narren var strax i Hælene paa os. Jeg blev endnu meere ophidset. Min Herre!
sagde jeg, De maa forlade, at jeg anseer Dem for en Person, der veed meget lidet eller slet
intet at leve. Denne saavel, som Deres øvrige Opførsel udi dette Selskab, legger mig
disse Ord i Munden. Befaler ikke Velanstændigheden, at man udi alle Selskaber bør
forholde sig saaleedes, at man ey paadrager sig med sit Vidende nogens Mishag. Jeg
sætter, at det end ikke var os saa meget om een eller anden Persons Gunst at giøre; bør
man dog ikke vogte sig for, at man ikke tilveyebringer sig selv frievilligen dens Had? Be¬
sidder min Herre mindste Forstand, vil De selv tilstaae mig, at det, i sær udi et Fruentim¬
mer=Selskab strider aabenbare imod Velanstændigheden, at en Mandsperson viser sig


144


meer bevaagen og artig imod eet Fruentimmer, end imod de øvrige. Bild Dem ikke ind, at jeg siger
deette mindste Hensigt paa min egen Person; thi jeg vilde visselig ansee Deres Artighed og Bepaa¬
enhed i for den største Vanære, mig kunde vederfares. Men Nidkierhed for denne min Venindes
Ære tvinger mig til, at tiltale Dem i saa ubehagelig en Tone. De maatte visselig, min Herre! nu
første Gang have kiget ind i Verden, hvis De ikke skulde vide, hvor stor en foragtet Skiønheds Vrede
er, og hvor lidet hun formaaer, at sætte hendes Hevngierrighed Grændser. De burde vide, hvor deli¬
cat et Fruentimmer er i dette Stykke. Et hvert honnet Fruentimmer formeener sig, og det med
Grund, at kunde være ligesaa høyagtelsesværdig, som andre af lige Stand. Er hun end ingen Skiøn¬
hed, har dog intet sædvanlig Speil endnu formaaet, at kunde forestille en grim Semproma hendes
uindtagende Skabning saa naturlig, at hun selv skulde kunde see, at hun har et Ansigt, der ey kan lides.
Heraf kan min Herre giøre Slutning til de her værende Fruentimre, paa hvis Skiønhed og indtagen¬
de Væsen min Herre dog aldeeles intet kan have at udsætte. Hvor høyligen maa vel ikke disse have
fundet dem fornærmede ved den særdeeles Artighed og Bevaagenhed, min Herre har ladet see imod
Amanda? Hvor stor maa vel ikke disses Fortørnelse være over den Foragt, min Herre derved har
ladet see imod dem? Og hvor slet vil de vel ikke beskrive min Herres Person og Levekyndighed, naar
de finde Leilighed til at erindre Deres Navn i andre Selskaber? Men ey nok -- -. Her faldt
Narren mig ind i Talen; Mon Dieu! sagde han, ich mache mir nichts daraus. (Saa meget Fransk
og Tydsk vidste han dog) Hvad gaaer mig, sagde han videre, andre Fruentimre an? Er Amand¬
mig kans bevaagen, leer jeg af alle andre Fruentimres Ugunst; --- Jeg tager Dem, min Herre!
svarede jeg, paa Deres Ord. Det er Dem, siger De, alene om Amandæ Bevaagenhed at giøre.
Men meener De, at De ved en saadan ubetænksom og fornærmelig Opførsel, som denne, De her har
viist, kan erhverve Dem Amandæ Bevaagenhed? Jeg troer meget hellere, hendes Ugunst og Foragt?
Troer De, maaskee! at ikke Amanda besidder lige saa megen Forstand, som Skiønhed? Og tænker
De vel, at en Opførsel af hendes Elskere, hvorved hendes gode Rygte ufeilbarlig vil forringes, kan
have været hende behagelig, da hun nu, formedelst min Herres ubetænksomme og anstødelige udviste
Galanterie, uforskyldt maa vente sig disse her værende fornærmede Fruentimres Misgunst og hemme¬
lige Eftertale, den de ingenlunde vil forglemme, ved alle Leiligheder at erindre, til hendes liden Ære
og Fordeel. Herved blev vores galante Nar maalløs; og min Veninde, som imidlertid havde staaet
ved et Vindue for sig selv, vendte sig i det samme om til os; Min Herre! sagde hun, den Opsættelses¬
Tid, jeg har forlangt ud, min Beslutning, er nu udløben, og mit endelige Svar, til min Herres beha¬
gelige Efterrettelighed, indbefatter jeg i et kort og hiertem eenende Ney; hvorpaa hun strax forføyede
sig bort. Jmidlertid har dog min uskyldige Veninde allereede høstet Frugter af denne og hans for¬
rige udviste Galanterier; og vilde jeg ret ønske, at han tillige med alle hans galante Brødre maatte
komme under Drømmerens satiriske Pen. Mig syntes, at jeg ved disse hendes Ord brast i en hierte¬
lig Latter; Men hvor meget hierteligere vil hun vel ikke selv lee, naar hun her læser hendes egne An¬
merkninger og Tale igien, og derved seer hendes Ønske opfyldt? Dog burdte jeg vel have vaagnet,
førend jeg sagde dette.
Her hører J, mine Herrer! min havte Drøm. Jeg giver Eder nu selv at betænke, hvorvidt
Eders formeente Kyndighed udi den galante Levekunst strekker sig. Saameget maa jeg melde, at
hvis J, mine Herrer! ikke ere større Theoretici end Practici udi denne saa høyt dyrkede Videnskab,
kunde J behøve, at gaae anden Gang ind i Eders Moders Liv, for at fødes og opdrages paa nye igien.
Man vil sige mig, at den galante Levekunst læres allerbædst ved idelig Omgang med Fruentimre.
Jeg maa og tilstaae, at hvis de alle ere af saa sunde Sentiments, som min omdrømte Jomfrue, J da,
mine Herrer! kunde høiligen behøve, at lade Eders grove Galanterie afhøvle hos det smukke Kiøn.
Jeg forbliver &c.
Imprimatur, J. C. KALL.


Drømmeren.
Num. 36.
Løverdagen, den 27de Sept. 1760.
Hr. Ll* med kiære Brødre og Søstre!
D¬
en Angest, jeg i Nat under min Søvn har været udi, og det afskyelige Syn, min
Natte=Phantasis har forestillet mig, er noget af det Allerubehageligste, der udi
min ganste Drømmetiid er forekommet mig. Det giør mig ondt, mine Herrer og
Damer! at jeg i Dag skal have saa ubehagelige Ting at fortælle Eder. Det giør mig end
meere ondt, at det skal være Eder selv, jeg i Nat har havt saa afskyelig en Aabenbaring om.
Men det vilde endnu giøre mig allermeest ondt, hvis denne min Drøms Fortælling ikke
skulde kunde give Eder ligesaa stor en Afskye for Eder selv eller Eders Forhold, som at denne
min havte Forestilling om Eder har været mig stinkende og afskyelig. Efter saa behagelig
en Fortale skrider jeg til min ubehagelige Drøms Fortælling, hvis Bagtale, nemlig Hen¬
tydningen deraf, jeg haaber, vil blive Eder ligesaa lidet behagelig, som at Eders er og har
været for andre.
Mig syntes, jeg var kommen ind udi en stor og tyk Skov, hvor jeg var bleven saa for¬
vildet, at jeg hverken vidste ud eller ind. Mig syntes og, at der i denne Skov var saa stort
et Mørke, at jeg end ikke kunde see det, der laae for mine Fødder; hvorudover jeg og, som
oftest, stødte Kuldbøtter. Jeg merkede en stærk Brusen og Knagen imellem Træerne;
ligesom jeg og hørte en Lyd af tudende og brølende vilde Dyr, for hvis graadige Tænder jeg
frygtede at kunde blive et Offer. Haaret begyndte ved disse Tanker at reise sig paa mit
Hoved, og en kold Angestsveed udbrød over mit heele Legeme. Jeg besluttede, at klavre op
i eet af Træerne; men i det jeg giorde Forsøg derpaa, gav Træet mig med een af dets Gree¬
ne saa vældig et Slag, at jeg derved faldt saa godt som halv død ned til Jorden, da Træet
derhos gav en Susen og Brusen fra sig, ret ligesom det vilde forfølge mig, eller knurre over
min begangne Dumdristighed.
Der jeg havde lagt nogle Minuter udi denne Tilstand, blev jeg et dunkelt og blaat Lys
vaer, hvorved jeg ligesom blev oplivet igien, og fik Kræfter til at reise mig op. Mig syntes,
at dette Lys bevægede sig fra et Sted til et andet, hvorudover jeg faldt paa de Tanker, at det
maatte være een af de Løgtemænd, som jeg udi min Barndom havde fundet største For¬
nøyelsei, at høre fortælle om; og omendskiønt jeg vidste, at disse just ikke ere af det bædste
-¬


146
og sikkerste Slags Veyvisere, var jeg dog glad ved, at jeg havde noget, at stille min Gang
efter, for at kunde komme ud af denne fæle Skov. Jeg løb og faldt; jeg stod op, løb og
faldtigien; og jo stærkere jeg løb, jo længere syntes mig, at min Veyviser var fra mig.
Omsider, kom jeg dog ved dens Veyviisning ud af Skoven; og mig syntes, at jeg nu
befandt mig paa en viid og aaben Mark, der dog overalt var begroed med Tornbusker,
Tidsler, Nelder og andet Ukrud.
Min tienstagtige Løgtemand forsvand; og jeg befandt mig nu atter, til min store
Bedrøvelse, i et stort Mørke. Jeg havde allereede besluttet, at sætte mig need, hvor jeg
stod, for der at oppebie Dagens Lys, da jeg just i det samme, ungefær et Par hundrede Skrit
fra mig, blev et stærk Skin af en Mængde Lys vaer. Jeg tog Veyen ligefrem til det Sted,
hvor mig syntes, Skinnet kom fra, og derudover ey alene blev saaret paa mine Been af de
Tornbuske, jeg maatte trænge mig igiennem; men saasom jeg og udi min Skynden ofte
snublede og faldt, fik jeg mine Hænder og min Ansigt ilde tilreed. Var dog i alt dette glad
over, at jeg endnu havde min Næse og mine Øren i Behold.
Da jeg nu paa nogle Skrit var kommen det ommeldte Skin nær, fik jeg paa et høyt
Sted en overmaade høy og stor Bygning at see, der havde en Lignelse efter de Aftegninger,
jeg har seet paa hine gamle heedenske Templer. Jeg blev begierlig efter at komme denne
Bygning nærmere, for ret at kunde betragte den; men min Nysgierrighed bragte mig i en
Cloac op under begge mine Arme. Her sat jeg i en ret hæderlig Maade. Her var vel en
almindelig Fred, men ingen sund Luft; og min Næse, den jeg før var glad over, at jeg
havde i Behold, var mig paa dette Sted ikke til nogen behagelig Fordeel. Jeg havde
gierne forundt vore parfumerede Stratenjunkere, Snuushaner eller Petits-Maitres,
hvad jeg maa kalde dem, et mageligt Sæde hos mig. Til min gode Lykke kom der nogle
Natfarere med fulde Ladninger til dette deres Lossested. Jeg gav strax Hals og bad, de
vilde hielpe mig op. J det de slæbede mig op, sagde een af dem: Her var Død og Krune
det ene Møg kommen til det andet. Om det paafølgende vil jeg intet melde. Kort sagt:
Jeg blev spottet og reenset, og det just ikke paa den fineste Maade. Jeg spurgte dem, hvad
det var for en stor Bygning, jeg kunde see for mig? J kan gaae hen at see ad, svarede de,
saa faaer J det at vide. Jeg takkede for god Underretning, og tog en Omvey, for ikke paa
nye at komme Forgaarderne for denne Bygning for nær. Jeg kom omsider derhen, og
blev en stor Deel Mennesker vaer, som trængede sig i Hobeviis op til Bygningen.
Needen for Opgangen forefandt jeg en Mængde sønderbrudte Stykker af Træe¬
Steen= og Metal-billeder, og merkede jeg af Paaskrifterne, at disse sønderslagne billeder
havde været Afbildninger paa de Gudinder Gudsrygtighed, Retfærdighed, Sand¬
hed og Kierlighed. Jeg tænkte, man havde forsærdiget nogle nye Afbildninger i Ste¬
den for disse fønderslagne; men jeg erfarede siden, at disse Gudinder intet Sted havde i
denne Bygning. Oven paa Trappen stod ved den høire Side af Indgangen et stort for¬
gyldt billede, der forestillede et leende Fruentimmer; og paa den venstre Side et andet af
lige Størrelse, der med et haanligt Øyekast og spotske Miner syntes at spotte de Forbigaaen¬
de. Af det Lidet, jeg allereede havde seet, gjorde jeg mig en slet Forestilling om denne
prægtige Bygning; og i det jeg stod i Beraad med mig selv, enten jeg turde gaae derind
eller ey, blev jeg af en Sværm Mennesker, der trængede sig frem paa Trappen, saa got som
baaren derind.
Jeg blev nu overbeviist om, at denne Bygning var en Tempel. Jeg saae her et stort
og prægtigt Altere, hvorpaa lad en Gudinde, hvis Ansigt og Øyesyn var meget hesligt og
afskyeligt. Et hvert Haar paa hendes Hoved syntes at være en levende Slange. Af hen¬


147
des Øyne udfore Jldfunkler. Af hendes Næseludblæstes en stinkende og anstikkende Aande.
Og af hendes Mund udfløy der Spie=Fluer, Bræmse og andre stikkende og giftige Jnsecter,
hvilke derefter sværmede i Hobeviis omkring hendes Hoved. J hendes ene Haand holdte
hun en stor Brille, og i den anden et Microscopium eller et Forstyrrelses=Glas; og hendes
Livbaand var behængt med lutter Hegler. Ved hendes venstre Side stod en krumbøyet le¬
vende Skabning med et magert Ansigt og indfaldne Øyne, med hvilke han skeelede hen til
den anden Side. Ved hendes høyre Side stod et Fruentimmer, kostelig prydet, der brø¬
stede sig heel meget, og gav sig nogle behagende Miner. For ved Alteret stode nogle besyn¬
derlig klædte Fruentimmer, hvilke, som jeg siden erfarede, vare Gudindens Præstinder,
Disses Forretning var at undervise dem, der opofrede sig til denne afskyelige Gudindes Tie¬
neste, om deres Pligter. o
Jeg var af Trængselen bleven ført saa nær til Alteret, at jeg paa det nøyeste kunde see
og høre alt, hvad der gik for sig. Enhver af dem, der lode sig kage i Pligt, faldt paa Knæ
for Alteret, og den øverste Præstinde forelagde dem følgende Spørsmaal:
"Vil J oprigtig og usvigeligen, i hvad der end kan møde, tiene min Gudinde?
Hare J reent udjaget Samvittighed, Undseelse, Sandhed og Kierlighed af Eders Bryst?
Have  forhen aflagt nogle Prøver paa Eders Begemhed til Gudindens Tieneste?
Vil J herefter med al Nidkierhed og Alvorlighed stræbe at forøge Gudindens Anhang?
"Ere J Hoved=Fiender af Dyden og dens Tilhængere.
Love J at lade et uafladeligt Had, uden al Hensigt paa Slægtskab og Venskab, see imod samme,
og ved alle Leiligheder at sværte den?
Da de Knælende havde besvaret disse Spørsmaale med et lydeligt Ja, aabnede den
øverste Præstinde en stor Bog, den hun havde i Haanden, hvor Gudindens Love og de Plig¬
ter, som hendes Dyrkere have at iagttage, stode antegnede, og forelæste dem følgende:
Vores Gudinde, der allevegne, i sær udi de store Steder, haver hendes Tempel, byder og befa¬
ler alle hendes Dyrkere, enhver i sær, at forsyne sig med en Brille, et Forstyrrelses=Glas og en
Hegle, af hvilke de til hendes Tieneste skal betiene dem paa følgende Maade.
Med Brillen skal de betragte deres Næstes Feyl, da dette Reedskab har den Egenskab, at den
kan forvandle en Myg til en Elephant, og et Sandkorn til et stort Bierg.
Forstyrrelses=Glasset skal de holde bagvendt for deres Øye, naar de betragte Næstens Dyder
og gode Egenskaber; thi derved blive de samme meget smaa, eller og aldeeles usynlige.
"Heglen, som er vores Gudindes egentlige Værktøy, skal de bruge til at igiennemhegle alle fore¬
kommende Ting med; ey alene Næstens mindste Feyl, men endog deres uskyldigste Giernin¬
ger, samt Aarsagerne til deres Opkomst eller Undertrykkelse, til deres Rigdom eller Fattigdom,
"til deres istaaende Gunst eller Ugunst. Kort sagt: De skal bruge deres Hegle ved alle givne
"Leiligheder, og uden mindste Skam, Frygt og Undseelse for Stand og Høyhed igiennemhegle
alle Ting, endog deres Næstes naturlige Bræk.
Naar de søge Kirken eller andre store Forsamlings=Steder, maa de ingen Tiid glemme disse tren¬
de Reedskaber hiemme efter sig, saasom de paa disse Steder have den skiønneste Leilighed til at
bruge dem.
Vores Gudindes Tilhængere skal være beføyede til at troe alt det Onde, de høre om deres Næste,
ligesom de og bør sætte dobbelt saameget til, for at kunde faae dem ret sværtede. Derimod skal
de udraabe det Gode, de høre om dem, for partiske Beretninger, eller og i det mindste stræbe
at giøre det mistænkt og tvivlagtigt.
De skal ey alene være forpligtede til, aabenbate at igiennemhegle Næstens mindste Feyl; men
de maa endog aldeeles ingen Samvittighed giøre dem over, at udstrøe falske Beskyldning : om
de Alleruski ldigste."
Efterat disse og andre fleere Forholds=Regler, hvilke jeg nu ikke kan erindre mig, vare
blevne de Knælende forelæste, maatte de aflegge deres Eed, at de paa det helligste vilde efter¬
leve Gudindens Love og befalinger. Derpaa tog den øverste Præstinde et Bægere, hvor¬
udi hun øsede noget af den Ureenlighed, der flød af Gudindens Mund i et Bækken, der stod


148
paa hendes Skiød, kastede nogle af de omsværmende giftige Jnsetter deri, og gav de Led¬
sorne det at drikke. Derefter maatte disse trine op til Alteret, for at kysse Gudindens Fød¬
der, til Tegn af deres Underdanighed og Ærbødighed, og derefter hendes Mund, til et
Beviis paa Gudindens Gunst og Fortroelighed til dem. Neppe havde de fuldendt disse af¬
skyelige Ceremonier, at de jo strax begyndte at sætte de Forholds=Regler i Værk, som dem
vare blevne forelæste, da de end ikke forskaanede Præstinderne selv, hvorudover disse maatte
bringe dem ud af Templen, med Formaning, at vise samme Nidkierhed for deres Gudindes
Tieneste paa andre Steder.
Der disse vare borte, gik forbemelte Ceremonie for sig igien med et nyt Antal. Men
saasom jeg befrygtede, at Raden kunde ogsaa komme til mig, trængte jeg mig, det snareste
jeg kunde, igiennem Forsamlingen ud af Templen. Da jeg var kommen uden for, syntes
mig, at det var høy lys Dag; men til min store Forskrækkelse, mærkede jeg strax, at det var
en usædvanlig Lynen, der giorde denne Lysning, hvorpaa jeg hørte nogle overmaade stærke
Tordenslag. Jeg forføyede mig, det hastigste jeg kunde, need af Trapperne; men neppe
var jeg kommen ned, førend den heele Tempel saaes i fuld Lue, hvorudover der paakom mig
saa stor en Bæven og Rystelse, at jeg vaagnede derved, og sprang i Angest og Forvirrelse ud
af min Seng. Der jeg var kommen noget til mig selvligien, og kunde besindemig, at det
var kuns en Drøm, lagde jeg mig vel til Sengs paa nye; men den Skræk, der havde sat
mit Blod i Bevægelse, foraarsagede, at jeg ingen meere Søvn fik.
Jeg behøver vel ikke, mine Herrer og Damer! at forklare Eder dette mit ubehagelige
Nattesyn, eftersom J selv med Eders Forhold giver os en daglig Udtolkning herpaa. Men
Hentydningen deraf bliver mig saameget desmindre vanskelig at kunde giøre, saasom jeg
havde den Bedrøvelse at see Eder livagtigen iblant deres Tal, der knælede for den omdrøm¬
te afskyelige Gudindes Altar.
Jeg forbliver &c.
Imprimatur, J. C. KALL.


Drømmeren.
Num. 37.
Løverdagen, den 11te October 1760.
Hr. Mm* med kiære Brødre!
J
maa ey, mine Herrek regne mig det til Last, at jeg nu og da tractere Eder med
Eders Eget, eller at jeg, saa ofte der forekommer mig noget i Drømme, som er over¬
eensstemmende med de Ting, jeg seer og hører af Eder, giver Eder det igien at læse i
mine Blade. J maa vide, m. Herrer! at jeg gaaer hver Dag i Skole, snart hos Døde,
snart hos Levende, at jeg selv kan lære det, som jeg i mine Blade fremsætter, ikke for at lære,
men for at erindre mine Medborgere om de Ting, som de selv vide eller burde vide. Det
Sidste er det Maal, hvortil jeg med mit ugentlige Arbeide har sigtet og sigter, saasom vi
desverre, behøve idelige Erindringer. Men det første er et tilladeligt Meivdel, hvorves
jeg søger, saa vidt min Tiid efter anden samlende Forfarenhed strekker sig, at kunde opfylde
mit Øyemeed. Jeg havde for nogle Dage siden den Fornøyelse, paa eet af de offentlige
Samlingsstæder, at høre mine Herrers Anmerkninger over de ældre og nyere Tider; og
da jeg just i Nat udi Drømme har havt en Samtale med min afdøde Ven udi samme Ma¬
terie, og den samme kunde maaskee nogenleedes tiene til en Decision udi Eders den Tiid
derom fremførte uliige Meeninger, formoder jeg, at kunde giøre Eder en Fornøyelse ved at
fortælle Eder samme.
Mig syntes, at min afdøde Ven, som jeg ellers paa nogen Tiid ikke har havt med at
bestille udi Drømme, aabenbarede sig for mig; men han kom mig heel fremmed for. Jeres
Attraae til mig, sagde han, saavelsom en anden Aarsag, har bragt mig til Jer. - - -
Hvorleedes gaaer det, spurgte han siden, med Jeres Uge=Arbeide? Heel langsomt, svare¬
de jeg, og aldeeles ikke efter Ønske. Min Forlægger besværger sig over dets liden Astræk
Han lader det nu og da standse. Jeg ønskede gierne dets ordentlige Fortsættelse. Men jeg
kan derimod ikke mistænke min Forlægger, om han lader et brødløs Arbeide ligge, naar an¬
det indløber, der giver en større og vissere Jndtægt; og bliver han end meere at undskylde,
naar han, formedelst paakommende Sygdomme, nu og da haver Mangel paa Sættere.
Det er ellers merkeligt, hvorleedes at endeel Ugeskrifter paa fremmede Steder, ved hvis
Jndhold en ret Skiønnere dog ikke vil finde noget usædvanligt Høyt og Rart, have kundet
finde Aftræk i 2, 3, ja heele 6 Aar, da man derimod hos os neppe kan bringe en Aargang til
Ende, hvis ey en tagen Præmmeration befordrer Aftrækken. Man læser, maaskee des


150
lige Skrifter med en nydeligere Smag i frem mede Sprog, da og Nytten derved kunde være
den samme, naar begge Deeles Jndhold var lige hentydelig, hvilket dog sielden vil treffe
ind; thi man slutter, at deslige Skribentere skrive for det Folk, de ere hos. Dog saasom
et Skuespil sielden vil finde bifald paa det samme Sted, hvor Scenen er tagen; Saa kan
man ey heller saameget forundre sig over, at et Ugeskrift af samme Beskaffenhed nyder sam¬
me Skiæbne, Men dette beretter jeg alene Eder, mine Herrer! bedende, J vilde beholde
det hos Eder selv, om J ellers kan; thi umuelige Ting bør man ey forlange.
Denne første Samtale imellem min afdøde Ven og mig bragte os paa, at tale om For¬
skiellen imellem de ældre og nyere Tiders Sæder og Levemaade, da jeg, for at udlokke min
Vens Tanker om denne Sag, gav de ældre Tider i alle Maader Fortrinnet for de nyere,
hvorudi han dog ikke vilde bifalde mig. J veed, kiære Ven! sagde han, hvor lidet tilfor¬
ladelige vore Dømme i een eller anden Sag bliver, saa længe man ikke sætter alle forudfat¬
tede Meeninger tilside. Man læser og hører tale om, hvor eenfoldig, tarvelig og lige frem
de ældre Tiders Levemaade har været; hvor stor en Troeskab, Enighed og Fortroelighed,
der paa de Tider har været imellem Folk; hvor let en Priis alle behøvende Ting paa de Ti¬
der have været udi; og saadanit meere. Alt dette giver os en høy Jdee om de ældre Tider,
og derudover bringes vi til, at prise dem lyksaligere, frem for de nyere Tider; da man dog
kan forlade sig til, at de, der have leret for 2 a 300 Aar siden, have ligele des ophøyet de
forbigangne Tider. - - - Det er dog, sagde jeg, en unægtelig Sandhed, at jo ældre Ver¬
den er bleven, jo større Forandring til det Verre har man og sporet fra eet Seculum til det
andet i Menneskenes Sæder og Levemaade; og jo meere Sæderne Tiid efter anden ere
blevne polerede, eller paa Dansk fordervede, jo dyrere og kostbarere er og Levemaaden ble¬
ven. Jeg tilstaaer aldeeles, svarede han, at, naar man holder de nyere Tiders Udgifter
til de behøvende Ting imod de ældre Tiders, de Første da ere uliige større end de Sidste, og
mun k i sur anmerke tvende Ting, som Hovedaarsagerne hertil.
Det bliver for det første en Sandhed, at jo fleere og almindeligere Pengene ere blevne
i et Land, jo høyere ere Priserne Tiid efter anden steegen paa de behøvende Ting. Af
Prisernes Forhøyelse paa de behøvende Ting er naturlig Viis flødt dette, at de Arbeidende
have forlanget meere for deres Arbeide, at deres Jndtægter kunde balancere imod Udgif¬
terne. Derudover finder man og, at en Daglønner, der paa de Tider, da de behøvende
Ting vare i let Priis, ikkun haver nødt 3 Penninge, eller fierde Parten af 1 Skilling, efter
vore Mynters Beregning, har derimod i de seenere Tider nødt 32 gange saa meget til Dag¬
løn, saasom Priserne paa de behøvende Ting da vare steegne saa meget høyere. De Kiø¬
bende have altsaa ved Pengenes Formeerelse ikke krympet sig ved at give de Sælgende over
den sødvanlige Priis for de behøvende Ting, saasom deres Jndtægter da vare blevne saa
meget des større; Ligesom og de Sælgende have af samme Aarsag forhøyet Priserne paa
deres Vahre. Saa at ligesom Pengenes Mængde er Tiid efter anden bleven alt større og
større i et Land; saa ere og Priserne paa de behøvende Ting steegne alt høyere og høyere,
hvilket med adskillige Exempler kunde gotgiøres, hvis ikke Vidtløftighed forbød det.
Hertil er for det andet kommen dette, som den fornemste og største Aarsag til Leve¬
Maadens Kostbarhed i de nyere Tider frem for i de ældre, nemlig, at man Tiid efter anden
have begyndt at leve alt meere og meere imod Naturen, det er at sige, at man have ladet af
at være fornøyede med lidet. J den Sted at Folk i de ældre Tider lode sig nøye med faa og
paa det enfoldigste tillavede Retter, hvilket og var meest overeensstemmende med deres
Natur, der er fornøyet med lidet; Saa have man derimod i de samme Tider ey alene vil¬
det have fleere forskiellige Retter, men man have endog ved utallige velsmagende, skiønt


151
ilde bekommende, fremmede Kryderier og Jngredientzer vildet give Retterne en alt høyere
og høyere Smag. Ligeleedes har og, kort at tale, den høye Smag i alle andre Ting, Tiid
efter anden drevet Levemaadens Kostbarhed til den Høyde, J nu seer den udi i Jeres Ti¬
der; og J skal ey andet, end kunde forskrækkes, naar J sammenregner de uendelige mange
fleere Ting, man i de nyere Tider behøver til Føde, Klæder, Boliger, Huusgeraad og des¬
lige fleere saa kaldede nødvendige Ting, da man dog heel vel kunde undvære det meeste deraf.
Men omendskiønt jeg nu har tilstaaet Jer, kiære Ven, at Levemaaden er uendelig
mange kostbarere i de nyere end i de ældre Tider; saa kan jeg dog ikke aldeeles bifalde de
store Fortrin, J giver de Sidste frem for de Første i denne Punkt. Skal man med Grund
herudi dømme om begge Tider, da maa man holde det ene imod det andet, og ey aleene
fæste sine Øyne paa Udgifternes, men endog paa Jndtægternes ulige Størrelse i begge Ti¬
der. Havde Folk i de ældre Tider faa og ringe Udgifter; saa havde de og derimod desstørre
Jndtægter. Naar J nu holder den ene Ulighed imod den anden, og J overveyer Pro¬
portionen imellem begge Tiders Jndtægter og Udgifter, vil J finde en temmelig nær, om
ikke hartad lige Balance imellem de ældre og nyere Tiders Byrde i Henseende til Udgifterne
Jeg spørger, om ikke den, der kun har 100 Dalers aarlig Indtægt, har i Proportion af
hans Jndtægt ligesaa stor en Udgift, naar de behøvende Ting koster ham, for Exempel, 10
Doler, som den har, hvis aarlige Jndtægt er 1000 Daler, naar hans behøvende Ting ko¬
ster ham 100 Daler? Naar man nu sætter forud, at saavel Jndtægterne som Udgiftere
ere, for Exempel, ti Gange større i de nyere end i de ældre Tider, endskiønt man kunde
sætte et langt høyere Tal; saa spørger jeg, om den, der i de nyere maa give 100 Daler for
det, som een i de ældre Tider har kundet bekomme for 10 Daler, har i Proportion af sine
Jndtægter en større Udgift, end den i de ældre Tider har havt i Proportion af hans Jnd¬
tægter, der, efter det forud bestemte Tal, have været ti Gange mindre, end dens i de nyere
Tider? Jeg siger altsaa, at de 100 Dalers Udgift, som en i de nyere Tider har til de be¬
høvende Ting, ikke kan være ham til større Byrde, end de 10 Dalers Udgift har været en
anden i de ældre Tider, naar jeg betragter Uligheden imellem begges Jndtægter, da den i
de nyere Tider har ti Gange større Jndtægter at bestride sine Udgifter med, end den i de æl¬
dre. Ligesom jeg dermed ikke heller kan sige, at den i de ældre Tider, hvis aarlige Indtægt
har kun været 100 Daler, har havt mindre at leve af, end den, der i de nyere Tider har
1000 Dalers aarlig Indtægt, saasom hiin, formedelst de behøvende Tings ringe Priis,
har paa de Tider kundet bekomme lige saameget for sine 100, som denne i de nyere Tider for
sine 1000 Daler.
Vil J nu, kiære Ven! sige, at denne Balance imellem Udgifternes Byrde i de ældre og nyere Ti¬
der nogenleedes lader sig høre, saalænge der er Proportion imellem Udgifterne og Jndtægterne; men
at J derimod maatte spørge, at naar der er bleven Penge=Mangel i et Land, naar Fortienesterne ere
ringe, naar Handel og Vandel staarpaa en svag Fod, og der altsaa ikke, naar de behøvende Ting blive,
alt dette uagtet, i deres sædvanlige høye Priis, kan være nogen Proportion imellem Jndtægterne og Ud¬
gifterne i Almindelighed, da det i saa Fald bliver al ene nogle faa Formuende, og de, hvis Embeds elle
Forretnings Jndkomster kan være saa store, at de kan stoppe Udgifterne, der ikke kan ansee Udgifternes
Storhed for en større Byrde, end deres Udgifter i de ældre Tider, hvorleedes den da i saa Fald kunde
siges at være nogen Balance imellem Udgifternes Byrde i de ældre og nyere Tider? Og om jeg da
ikke maatte tilstaae, at de nyere Tider ey al ene ere dyrere, end de ældre, men at endog Udgifternes
Byrde i saa Fald er større nu end paa de Tider? Men, kiere Ven! skulle J vel kunde forestille Jer,
at Velstanden udi et Land i de ældre Tider har været almindelig, at der ikke lige saavel da som nu ha¬
ve været meere og mindre Formuende, ja aldeeles fattige, at dertil alletider har været lige mange
Penge i et Land, at Fortienesterne ikke lige saavel da som nu har kundet slaae en stor Feyl, at de fleeste
lige saavel da som nu have været mindst Formuende, at de behøvende Tings Priis har til alle Tider
været lige let; Kort sagt; at der, naar endog de behøvende Ting have været i allerlettest Priis har


152
kundet være Proportion imellem Indtægter og Udgifter for alle eller for den største Deel udi et Land,
Naar nu det ikke kan formodes, langt mindre godtgiøres, saa spørger jeg, hvad Lættelse de i de ældre
Tider vel have kundet finde i deres slette Omstændigheder, i Henseende til Udgifterne frem for de i
de nyere Tider, derved, at de behøvende Ting vare i let Priis, naar de intet have havt at kunde faae dem
for? Jeg meener derimod, at de Fattige og lidet Formuende finde i de nyere Tider en større Lettelse
under de behøvende Tings høye Priis, saasom de ey alene have mange fleere Leiligheder til at kunde
fortiene sig noget, end de i de ældre Tider; men de kan endog for den allermindste brugbare Myndt
bekomme noget, i hvor lidt det end er, af de behøvende Livs Fornødenheder, hvilket i de ældre Tider;
ikke har kundet skee, saasom de Tiders Myndt vare efter deres Værdie ikke smaa nok, til at kunde be¬
komme en liden Portion for af de behøvende Ting. Og meener J vel, kiære Ven, at da Pengene i
de ældre Tider have været faa og rare, da nyttige Kunster og Videnskaber have været faa, da Hande¬
len har staaet paa en slet og besværlig Fod, og Fortienesterne altsaa havei Almindelighed været meget
ringe, at der da ikke, endskient de behøvende Ting vare i let Priis, lige saavel ere Klageviser blevne
siungne af de Fleeste, som i de nyere dyre og besværlige Tider? Men have vel de almindelige Jam¬
mersange, der i de nyere Tider høres over Pengemangel og de behøvende Tings høye Priis, hos alle
lige Grund? Jeg meener tvertimod, at der ere hartad ligesaa mange i Tallet, der klage over Ti¬
derne, fordi de ey kan have nok at fornøye deres Uskyldighed og Hovmod med, som de ere, der klage,
fordi de lide Mangel paa de nødvendige Livs Fornødenheder. Vidtløftighed forbyder mig, at kunde
demonstrere Sagen tydeligere; men jeg haaber, at J ved en nøyere Overveyelse hos Jer selv ikke
skal finde den saa aldeeles parodox, som den ved et løseligt Øyekask kunde maaskee synes.
Hvad det moraliske Onde angaaer, som man fornemmer, at være saa meget større i de nyere
end i de ældre Tider, da synes mig, at man ogsaa herudi gaaer alt forvidt; og er jeg af de Tanker, at
naar de, der ere saa store Forfægtere for de ældre Tider, vilde ved Hielp af Historierne holde de i begge
Tider udøvede Laster imod hinanden, de da vel muelig skulde befinde, at de ældre Tider blive derudi
de nyere Lidet eller intet skyldige. Jeg troer ikke, at man skulle kunde nævne mig nogen af de i de
nyere Tider udøvede Laster, der ikke ogsaa skulde været bleven øvet i en lige høy Grad i de ældre, end¬
skiønt en og anden Last ikke har i begge Tider været lige kiendelige. Een, som i de ældre Tider paa
en let Maade har sadt 100de Daler over Styr, synes ikke at have været saa stor en Forødere, som den,
der i de nyere Tider forøder 1000 Daler. Men naar man, efter det forhen bestemte Tal, betragter
Uligheden imellem begge Tiders Jndtægter, der ere 10 gange større i de nyere end i de ældre Tider,
og man derhos, som man og bør, vurderer disse to givne Penge=Summers Værdie efter de Ting, jeg
i begge Tider har kundet forskaffe mig derfor, da 100 Dalers Værdie i de ældre Tider har været lige¬
saa stor, som 1000 Dalers Verdie i de nyere Tider, saasom man formedelst de behøvende Tings lette
Priis, har kundet bekomme ligesaa meget for 100 Daler paa de Tider, som man nu kan bekomme for
1000; saa bliver det klart, at den, der i de ældre Tider har forødt 100 Daler, har været ligesaa stor
en Forødere, som den, der i de nyere Tider forøder 1000 Daler. Lasten er altsaa paa begge Tider
bleven øvet i lige høy Grad, men den er kiendeligere i de nyere Tider, og synes at begaaes i en høyere
Grad, saasom man, skiønt urettelig, vurderer Lastens Storhed efter begge Penge=Summers ulige
Størrelse. Mig synes derfore, at man talede et meere forstaaeligt Sprog, naar man sagde, at visse
Laster ere meere kiendelige i de nyere end i de ældre Tider. Men hvis J, kiere Ven! skulde af Høf¬
lighed imod de Herrer Forfægtere for de ældre Tider, vilde tillegge de nyere Tider nogen Last i en
høyere Grad frem for de ældre; da kan J maaskee føyeligst lade Vallet falde paa den overalt hersken¬
de fordærvelige Egennytte; og J kan derhos fortælle dem, at denne Last forsyner de nyere Tider med
et større Forraad af slette Patrioter, Aagerkarle, Misundere og saadanne fleere, at den blinder Øy¬
nene, og døver Ørene, at man ey skal see og høre det, der kunde befordre det almindelige Bædste; at
den bringer de almindelige Casser en ulægelig Svindsot paa Halsen, at den --- Men jeg vaagnede i
det samme, som maaskee vel var.
Her hører J, mine Herrer, min Drøm om den Materie jeg for nogle Dage siden hørte Eders
ulige Meeninger udi. Dog er jeg langt fra ikke saa selvklog og paastaaelig udi min Drømmerske Mee¬
ning om de ældre og nyere Tider, at jeg jo er villig til at lade mig undervise og at frafalde den, naar
Jved meere antagelige Argumenter, end de jeg den Tid hørte, overbeviser mig om de ældre Tiders
store Fortrin frem for de nyere. De ældre Tider have havt deres Herligheder, men de har og havt de¬
res Besværligheder. Det samme kan der og siges om de nyere Tider; og naar baade J og jeg tale af
denne Tone, blive vi, uden Tvivl, de tilforladeligste Dommere i denne Sag. Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, J. C. KALL.


Den opvaagnede
Drømmeres
Jubel=Tanker
paa den
allernaadigst anordnede almindelige
Jubel= og Taksigelses-Fest
for den
Eenevolds=Magt og Herredømme
med hvilken den Allerhøyeste
for Eet Hundrede Aar siden
velsignede
Den Danske Kongel. Regiering
Torsdagen, den 16de Oct. 1760.


lmprimatur.
B. G. V. OBELITZ, Dr.


Kiære Medborgere!
J¬
eg tænker, at Friheden er den af alle jordiske Herlighe¬
der, som Mennesket høist skatter; At den er den Herlighed,
uden hvilken alle andre jordiske Herligheder ingen Sinds¬
Fornøyelse kan give; Den Herlighed, uden hvilken
Menneskets Liv er som en Død; Ja den Herlighed,
for hvilken, at beholde, Mennesket opofrer alting, og
vover det Alleryderste for.
Jeg tænker, at Frihed fra Fængsel og Baand; Frihed fra Skla¬
verie og Trældoms=Aag; Frihed fra et tyrannisk eller fremmed Herre-
dømme; Frihed i Religions=Øvelse; Frihed i Handel og Vandel, i
Næring og Biæring, ikke er den Frihed aleene, som alle ønske sig. Jeg
troer, at Frihedens Attraae hos mange, ja give Gud! ikke hos alt for
mange, endnu gaaer videre.


156
Jeg tinker, at alle Fængslede, og de, der gaae i Slaverie ønske
sig, heel naturligt, deres forrige Frihed. Jeg troer, at en god Deel af
dem ønske sig den, for at kunde, for saavidt, have ubundne Hænder og
Fødder til at øve deres forrige eller andre Mishandlinger.
Jeg tænker, at de, som meene, at deres Frihed er dem ved Regie¬
ring og Love betagen, maa have et aldeeles fæisk Begreeb om den sande
Frihed; om den Frihed, som Mennesket efter sin frie Villies nærværende
Beskaffenhed kan være tient med. Jeg troer, at de, der besværge sig
over Friheds Jndskrænkelse ved retfærdige Love, legge dermed klarligen
for Dagen, at de ønske sig ubundne Hænder og Fødder, til at kunde
giøre og lade efter eget Behag.
Jeg tænker, at da Mennesket besad en fuldkommen indvortes Fri¬
hed, en hellig, reen og uskyldig frie Villie; Da Mennesket intet
vilde, uden det, som var godt, kiærligt, lovligt og retfærdigt; Da
Mennesket ikke vilde skade, fornærme og forurette nogen; Da Men¬
nesket var fuldkommen Herre over sig selv og over sine Sinds=Bevægel¬
ser og Begieringek; Da kunde Mennesket være tient med en uind¬
skrænket udvortes Frihed, da kunde Mennesket glæde sig ved sin uind¬
skrænkede Friheds=Stand. Men nu, da Mennesket, i Steden for en
frie, har en trælbunden Villie; nu da Mennesket er en Slave af
sine uordentlige Sinds=Bevægelser; nu da intet er Mennesket naturli¬
gere, end Egenkiærlighed og Selvraadighed; Da tænker jeg, at Men¬
nesket maatte bedrøves over en uindskrænket Friheds=Stand; at en
uindskrænket udvortes Frihed vilde være Menneskets Ulykke og For¬
dærvelse, ja at den forlængst havde været det menneskelige Kiøns Øde¬
læggelse.
Vel tænker jeg, at den Lighed Naturen har iagtaget imellem
Mennesker, den lige naturlige Høyhed og Værdighed, Skaberen har
sadt Menneskene udi, viser tydelig, at det ene Menneske ikke har noget
medskabt Herredømme over det andet; men at enhver for sig kan i saa
Maade betragte sig selv, som en uindskrænket Regent; og at Verden,
naar Mennesket var forbleven i sin første medskabte Tilstand, havde
havt ligesaa mnge Regentere, som Beboere, der alle, uden al menneske¬
lig Foreskrift, havde kundet regiere sig selv. Men da Mennesket har dethroni¬
sexet og nedstyrtet sig selv fra sin Kongelige Værdighed; da Mennesket har
frivilligen gjort sig selv til en Slave, da Mennesket har misbrugt sin


57
frie Villie, og derved er bleven bragt i den Tilstand, at han ey kan være
fuldkommen Herre over sig selv, at han ey altid kan ville det, som er
godt, kiærligt, lovligt og retfærdigt; da tænker jeg, at den høyeste For¬
nødenhed udkræver det, at Menneskets udvortes Frihed maa indskrænkes;
at Mennesker har Mennesker at frygte sig for; at det ene Menneske
staaer under det andets Herredømme; at der er Herre over Herre, Øvrig¬
hed over Øvrighed; paa det at enhver udi sin Cirkel kan holdes inden
billigheds= og Skyldigheds=Skranker, og ved Love, ved Straf, og ved
andre Tvangs=Midler tilholdes at iagttage de Pligter, som Mennesker ere
hinanden skyldige.
Jeg tænker altsaa, kiære Medborgere! at J tænke med mig, at
vi i Dag jubilere over vores indskrænkede Frihed. Jeg tænker, at
vores Friheds Jndskrænkelse ved Regiering og Love er saa stor en Velgier¬
ning af den Allerhøyeste, at vi hver Dag burde jubilere og fryde os der¬
over. Jeg tænker, at vi uden denne vores Friheds Jndskrænkelse vare
fuldkomne ufrie; at vi uden den vare som vildfarende Faar, uden Hyrde,
aldeeles udsatte for enhvers formastelige Overfald og Forurettelse.
Da det Jsraelitiske Folk afkastede sig det Regierings=Aag, som HEr¬
ren til deres egen Velfærd og Sikkerhed havde paalagt dem, og giorde sig
selv til et frit Folk; da gik det heel forvirred til i Jfrael; da giorde en¬
hver, uden Skam og Frygt, hvad han selv vilde, og da bleve de som of¬
test et Rov og et Bytte for deres Naboer. Jeg tænker altsaa, at vi have
høyst Aarsag til at jubilere og fryde os over vores indskrænkede Frihed,
at vi med glade og taknemmelige Hierter bør erkiende og ansee det for en
særdeeles Naades Velgierning, at GUd har sat Regentere over os, der
kan sørge for vores fælles Velfærd og Sikkerhed, der ved Love, grundede
paa GUds og Naturens Lov, kan holde vores Egenvillie og Selvraadig¬
hed i Tøyle, thi just derved sættes vi i een os tienlig Friheds=Stand, og
jo meere vores Frihed indskrænkes ved vise og retfærdige Love; jo større
Frihed leve vi udi. Jeg troer derfore, at om der skulle være nogen, der
anseer saadan deres Friheds=Jndskrænkelse for en Tvang og et Aag, og føl¬
geligen kuns udvise en tvungen Lydighed, kan den aldeeles ingen Deel tage
i dette vores store Jubilæum.
Jeg tænker fremdeeles, at, da der ingen Øvrighed er, uden af
Regentere da have Magt og Ret til at befale, og at Undersatter bør adlyde.
Dog tænker jeg ikke herudi som en Machavellus. Jeg tænker derimod,


158
at saavel Regenteres Myndighed, som Undersaatteres Lydighed har sine
Skranker. Dog tænker jeg ikke herudi som en Monarchomachus. Jeg
tænker, at da Regentere vide, at de have deres Magt af GUd, og er¬
kiende den Allerhøyeste for deres Over=Herre; Saa indrette de ogsaa deres
Regiering og bydende Magt efter denne deres Over=Herres Villie. Jeg
tænker, at da GUds Villie er Regentere bekiendt, Deels ved den aaben¬
barede Lov, og Deels ved den sunde Fornuft eller Naturens Lov; saa un¬
derkaste de sig ogsaa deres Over=Herres Foreskrift, og lade sig sige, naar de
byde og befale tvertimod deres Over=Herres Villie. Jeg tænker altsaa, at
naar en Regent, saavidt hans Regiering angaaer, følger den hellige Skrif¬
tes og den sunde Fornuftes Foreskrift, at da enhver Undersaat, der ikke
selv er betagen af en Regiere=Syge, der ikke anseer Underdanigheden for
en Byrde; der ikke seer meere paa sit eget, end paa det almindelige Bæd¬
ste, vil ansee sin Friheds=Jndskrænkelse for al den Frihed, han efter sin
frie Villies nærværende Beskaffenhed vil ønske sig.
Jeg tænker, at intet Regimente er saa mildt, at der jo under samme
gives Knurre=Potter, Misfornøyede og Kunstlere. Jeg tænker og, at
ingen Regierings=Form eller Maade kan i dette Ufuldkomne være saa
fuldkommen, at den jo kan have sine Feyl og Ufuldkommenheder. Jeg
tænker, at de saa kaldede frie Stater have saavel deres Besværligheder,
som deres Herligheder, og maaskee som oftest meest af de første. Jeg
troer, at deres Frihed og Herlighed bestaaer meere i Indbildning, end i
Virkelighed. Rom var vel en frie Stat, da alle Romerske Borgere havde
Haand med i Regieringen. Men jeg troer, at den Romerske Stat ingen
Tiid var meere skrøbelig og ufrie, end under dette sit Democratiske Regimente.
Jeg tænker, at en Stats Velfærd og Sikkerhed meget vel kan befor¬
dres ved et Aristocratisk Regimente, naar Regentens Magt og Herredøm¬
me ikke er alt for indskrændet; naar Regenten og de Med=Regierende til
alle Tider kunde være enige, naar der ingen Tiid var Partier iblant de
Med=Regierende, naar de Med=Regierende ikke vilde gribe forvidt om sig,
og ikke see meeere paa deres eget, end paa det almindelige Bædste. Men
da man fortæller mig, at Democratier og Aristocratier ingen Bestandighed,
have havt, eller at de, i det ringeste, have de fleeste Tider laboreret af
saadanne indvortes Sygdomme, der ofte have truet Staten med Under¬
gang; saa tænker jeg, at hvad enten man, med endeel Statskyndige be¬
tragter det, der efter Tingens Natur og i sig selv er bædst og ypperligst,
ro G= or;) eller det, der vel ikke i sig selv er ypperligere; men som i


159
Betragtning af den menneskelige Skrøbelighed kan være bædst og tienligst
at udvælge, (ro atgssev;) bliver dog vel, saavidt Erfarenhed lærer, et
monarchisk Regimente det fordeelagste for en Christelig Stat. Jeg tæn¬
ker, at, omendskiønt saavel den ene, som den anden Regierings=Maade
kan have sine Ufuldkommenheder, man dog ikke under de faa værende
Christelige Monarchier skal lettelig kunde give noget Exempel paa saadanne
indvortes farlige Sygdomme, som de Democratiske og de fleeste Aristocra¬
tiske Stater have maattet udstaae. Jeg tænker, at en Christelig Monarch
ikke lettelig skulde kunde forfalde til de Yderlighed, som man i Betragt¬
ning af den menneskelige Skrøbelighed befrygter, og tænker og troer jeg,
at, hvis en vis Regent, der af en Deel Skribentere afmales saa sort,
havde havt en Enevolds Magt og Myndighed, eller været mindre ind¬
skrænket; da havde hans Regimente blevet mildere, og hans Navn helligere
iblant Regentere.
Jeg tænker altsaa, at, saasom mange Hoveder ikke lettelig kan til
alle Tider bringes under een Hat, og følgelig, at en Stat maa lide, naar
nogle af de Medregierende vil frem og nogle tilbage, naar Partierne dri¬
ves imod hinanden; Saa staaer en Stats=Velfærd paa en sikrere Fod
under et Christeligt Enevolds=Herredømme. Jeg tænker, at jeg klarlig
kan bevise mine Tanker med de Fem dyrebare og priisværdigste
Enevolds=Regenteres Regimente, som den Allerhøyeste har be¬
naadet og lyksaliggiort vores Danske Throne med. Jeg tænker, at man
aldrig hos disse vore Allernaadigste Enevolds=Regentere har kundet
spore det Mindste af de Yderligheder, som under et Enevolds=Herredøm¬
me kunde befrygtes. Jeg tænker derimod, at enhver af disse vore Aller¬
naadigste Enevolds=Regentere har meere overgaaet Deres Under¬
saattere i Mildhed og Kiærlighed, end i Magt og Høyhed. Jeg tænker,
at enhver af Dem kan fremsættes som Mønster for andre Regentere, paa
et mildt, retfærdigt og faderligt Regimente. Jeg tænker, at de Anord¬
ninger, som enhver af Dem har føyet til Religionens Stadfæstelse og Ud¬
breedelse, til Videnskabernes Opkomst, til Handelens Forfremmelse, til
de Fattiges Understøttelse, kort sagt, til Rigernes almindelige Velfærd,
vidne noksom for al Verden om Deres Faderlige og utrættelige Omhue
for Deres Undersaatter. Jeg tænker, at man udi enhver af disse Priis¬
værdigste Enevolds=Regenteres Love og befalinger sporer saa
stor en billighed, Retfærdighed og Nidkiærhed, for alt det, der kan
der kan fremme god Orden udi Kirken og Staten, og sætte enhver Un¬


160
dersaat i Sikkerhed for, at ingen Regierings-Forfatning kan være priiseligere
og fordeelagtigere. Ja jeg tænker, at disse vore Enevolds=Regen¬
teres milde, retfærdige og faderlige Regimente klarlig beviser, at jo
meere uomskrænket Magt og Myndighed en Christelig Regent har, jo
større er Undersaatternes sande Frihed.
Saaleedes tænker jeg, kiære Medborgere! Jeg tænker saaleedes,
ikke fordi, at jeg ey tør tænke anderleedes, thi da havde jeg ingen Jubel¬
Tanker havt; men fordi jeg ikke, efter den Jndsigt og Overbeviisning,
jeg har, kan tænke anderleedes. Jeg tænker, at de, der herudi tænke
tvertimod mig, enten tænke uden Eftertanke, eller efter forudfattede Mee¬
ninger, eller som ildesindede Patrioter og uværdige Undersaattere.
J det øvrige tænker jeg, at de, der tænke saaleedes med mig, vil i
Dag med glade og takkefulde Hierter velsigne det ved den Kongelige Re¬
giering indførte Enevolds=Herredømme udi vores Allernaadigste
Eenevolds=Herre, vores faderligfindede Friderich, der
ved sine vise Anordninger, ved sine milde og retfærdige befalinger tyde¬
ligen viser, at Han meener os det vel, og elsker os med en faderlig Om¬
hue og Kiærlighed. Jeg tænker, at vi udi denne vores Allernaadigste
Monarch og Hans priisværdigste Forfædre udi Enevolds=Her¬
redømmet tydeligen sporer og seer den Allerhøyestes naadige Forsyn for
den Danske Throne; og jeg troer, at det ved Deres Regiering indførte
Enevolds=Herredømme er et uimodsigeligt Beviis paa, at der er en
GUd til, og at ikke det Gode, der vederfares os, hænger af en blind Skieb¬
ne. Jeg tænker altsaa, kiære Medborgere, at vi ikke i Dag med Høy¬
tideligheder store nok havde kundet tilkiendegive vore Hierters Jubel=Fryd
over den saa vise, milde og retfærdige monarchiske Regiering, vi leve
under, hvilken, jeg tænker, at J alle med mig ønske stadfæstet og velsig¬
net indtil Dagenes Ende.
Under disse Tanker gaaer mit Sind til sin sædvanlige Drømme¬
Hvile igien. Men jeg beder, at ingen af Eder, kiære Medborgere!
il ansee mig for en farligere Fritalere, naar jeg drømmer, og følgelig
over, end Fritænkere, naar jeg er vaagen.
Jeg forbliver ac 1c.


Drømmeren.
Num. 38.
Løverdagen, den 29de Novemb. 1760.
Hr. Nn* med kiære Brødre!
J¬
eg skulde aldeeles ikke tvivle om, mine Herrer! at jo Eders Raad ere meget funde og
gode, naar de ellers, efter Ordsproget, kan komme vel tørre i Huus. Jeg havde
og, da Eders Bereedvillighed i at give eller nøde andre Eders Raad paa, blev mig
bekiendt, foresat mig, at vilde have raadført mig med Eder udi et vis Anliggende. Men
den Drøm jeg forgangen Nat har havt, har gjort mig aldeeles selvklog, i Henseende til
Eder, mine Herrer, saa at jeg nu ikke finder det raadeligt at betiene mig af Eders Raad,
da J ellers skal have lige stor Tak; ligesom jeg og vil bede, at J ey heller vil uleilige Eder
dermed for min Skyld.
Jeg drømte, mine Herrer! at jeg besandt mig hos en hæderlig og velbekiendt Mand,
hvor jeg foresandt et Par andre brave Mænd. Disse tre Fortroelige standsede ved min
Ankomst udi deres Samtale. Jeg vilde ey heller med min Nærværelse være dem til Hin¬
der, og derfore var sindet, efter aflagde Hilsen, at gaae min Vey; dog vilde Værten ingen¬
lunde tillade det, men nødde mig til at sidde hos ham. Jeg var og saameget des lettere at
overtale, saasom jeg vidste, at jeg af disse tre mig bekiendte Mænd, vilde, endog udi ligegyl¬
dige Ting, faae noget sundt og godt at høre. Jblant andet kom de ved en vis Anleedning
til at tale om Raadgivere. Det er, sagde vores ærværdige Vært, næsten en almindelig
Skrøbelighed hos os Mennesker, at vi ere alt for villige og hastige til at meddeele andre vo¬
res Raad. Jeg tilstaaer, at vi ere forbundne dertil, naar andre anmode os derom, og vi
ere i Stand til at kunde give dem et godt Raad. Jeg laster og dem, der udi deres Selvklog¬
hed foragte al Raadførsel; thi da fire Øyne, efter Ordsproget, almindeligen seer meere
end to; saa kan ofte en anden, der besidder mindre Forstand, end jeg selv, meddeele mig et
godt Raad. Jkke destomindre er det dog en unægtelig Sandhed, at man hartad kan give
fleere Exempler paa dem, der ere styrtede i en og anden slet Omstændighed formedelst Raad¬
førsel med andre, end paa dem, der ere blevne ilde farne ved at følge deres egen Beslutning.
Den almindelige Bereedvillighed til at meddeele andre sine Raad, bliver unægtelig de flee¬
ste Tider Aarsagen dertil. Skal man kunde meddeele andre et godt Raad, maa man nød¬
vendig selv værei Stand til at kunde indsee den opspurgte Sag med alle sine Følger; thi
-¬


154
ellers meddeeler man Raad i Blinde. Men skulde det vel og være troeligt, at alle Raad¬
givere have den fornødne Jndsigt i alle omspurgte ulige Tilfælde? Og lad være, man end
besad en saadan Færdighed og Jndsigt, hvor let kan der dog ikke ved det givne Raads Jværk¬
sættelse enten begaaes en Uforsigtighed af Personen selv, eller og der kan indløbe en og an¬
den Omstændighed, som kan forvolde, at det bædste og fornuftigste Raad kan blive den ska¬
delig, som har sadt det i Værk? Men hvor meget meere voveligt, ja aldeeles uforsvarligt
er det da ikke at meddeele andre Raad i Blinde? Og hvor ofte begaaes vel ikke denne For¬
seelse af de fleeste Raadgivere? Sandelig ingen er saa dum eller ukyndig i nogen Sag, at
han vil synes eller have Ord for at være det, men han er meget meere strax færdig at give sin
Betænkning, endog i den vanskeligste Sag, naar man raadfører sig med ham derom.
Samle vi nu vores Erfarenhed om denne Sag, deels paa os selv og deels paa andre,
skal vi af tusinde neppe kunde udsøge ti Exempler paa sunde og gode Raadgivere, da man vel
og derhos skulde befinde, at den mindste Deel af disses fornuftige Raad ere lykkedes. Jeg
for min Deel maa vidne dette, at den største Deel af de Raadgivere mig ere eller have været
bekiendte, have deels været latterlige, deels ubillige og deels ildesindede Raadgivere. Lat¬
terlige Raadgivere kalder jeg saadanne, der paa min Raadførsel give mig saadanne almin¬
delige Svar, der vet i sig selv kan være rigtige, men som jeg meget vel Uden dem kunde vide
af mig selv. Jeg erindrer mig, at jeg, da jeg var bleven sadt i Embede, raadførte mig med
en vis Mand, om jeg skulde gifte mig eller ey, og om jeg i det første Tilfælde ikke kunde være
tient med Jomfrue N. N.? Denne gode Mand paatog sig strax en ærværdig Raadeher¬
res Mine, og jeg kunde af hans Øyne læse mig til, hvor hiertelig det glædede ham, at jeg
havde udvalgt ham til mit Orakel i denne vigtige Sag. Han sad længe heel dybsindig og jeg
forventede mig et overmaade fornuftigt og grundigt Svar. Efter lang Betænkning sagde
han omsider med en Geheimeraads Myndighed og Mine: Jeg er Jer høylig forbunden
for Jeres store Fortroelighed til mig. Min Betænkning om Jeres Forsæt er denne: J
giorde vel, hvis J tog Jer en Kone, men J giorde maaskee endnu bædre, hvis J kunde
leve ugift. J det første Tilfælde havde J vel end meere tilforladelig Medhielperske udi
Jeres Huus-Sager. Men i det sidste havde J Jeres Frihed. Beslutter J Jer til det
første, da kunde J være ligesaa godt tient med Jomfrue N. N., som med en anden, naar
Hendes Dyd og Forstand er Jer fuldkommen bekiendt, og J er forvisset om, at hun vil blive
en god og forsyn ig Huusmoder. Var dette ikke et heelt fortreffeligt Raad, mine Herrer!
og hvo skulde vel ikke, uden et alt for stort Hovedbrud, kunde have givet sig selv et ligesaa
grundigt og efterretteligt Raad? Af samme Beskaffenhed har jeg og befundet adskillige
Raadgiveres Raad i andre Begivenheder; og jeg har ikke, uden en Hiertens Latter kun¬
det anhøre dem.
Ubillige Raadgivere kalder jeg dem, der forlange, at man aleene skal have Fortroe¬
lighed til dem, og udi alle Tilfælde ey aleene tage dem paa Raad med sig, men endog blindt
hen følge deres givne Raad. At Børn eller Myndlinge bør finde sig herudi, saalænge de
staae under deres Forældres eller Formynderes Forsorg og Opsigt, lader sig høre, endskiønt
en god Deel af disse ikke sielden drive deres havende Myndighed temmelig forvidt i een og
anden Punct. Men der imod formeener jeg, at de, der aldeeles intet have at byde og
raade over mig, bør antage det for en blot Høflighed af mig, at jeg viser Fortroelighed til
dem, og tager dem paa Raad med mig i eet eller andet; og ligesom det blot alene beroer
paa min egen fri Villie at spørge den til Raads, saa staaer det og aleene i min egen fri Vil¬


155
lie, enten jeg vil følge deres meddeelte Raad eller ikke. Kan vel den Fortroelighed, jeg i
saa Maade har ladet see imod dem, forbinde mig til, at jeg af Høflighed eller en blind Til¬
liid til deres givne Raad skulde styrte mig selv i een eller anden Uleylighed, naar deres giv¬
ne Raad ikke vare, som de burde være? Det blev jo alene mig og ikke de, der maatte lide
derunder, naar deres Raad ikke vare vel overlagde. Hvor ubilligt, hvor urimeligt, ja
hvor aldeeles ufornuftigt handle da vel ikke de Raadgivere, der forlange, at jeg skal lade
min Lykke blot alene komme an paa deres Raadførsel, om hvis Rigtighed og Grund de
maaskee ikke engang selv have nogen Vishid? En fornuftig Mand undslaaer sig vel ikke
for at meddeele andre sine Raad, naar han bliver anmodet derom; men han seer dog gier¬
ne, at han bliver forskaanet derfor, allermindst forlanger han, at man blindt hen skal følge
hans meddeelte Raad, at han meget hellere beder de Spørgende, at de enten selv eller ved
andre vil paa det nøyeste undersøge hans Raad, førend de sætte det i Vark. Ligesom han
og derhos giør sig den Eftertanke, at hvis hans meddeelte Raad ikke kunde falde ud til det
Bædste, de Raadførte da vilde udraabe ham, som den, der havde været Aarsag til deres
Uheld.
Disse to Slags Raadgivere blive dog nogenleedes taalelige, og man kan deels i Be¬
tragtning af deres Dumhed og deels af de alt for høy=Tanker, de have om deres liden For¬
stand og Forfarenhed, holde dem deres Daarligheder til gode; endskiønt det sidste Slags
kan blive skadelige nok for dem, der enten aldeeles fortroe sig til dem, eller som i een eller
anden Maade staae under deres bydende Myndighed. Men nu møder mig det tredie
Slags Raadgivere, hvilke jeg kalder Jldesindede; og hvor utallige mange ere vel ikke disse?
Man lever paa en Tild, da Egennytte og Misundelse er bleven alt for kiendelig, endog iblant
dem, der have lagt under en Moders Hierte. Enhver søger at meele sin egen Kage, og den
ene Medborgere kan sielden taale at tie, at den anden voxer ham over Hovedet enten i For¬
mue eller Høyhed. Jblant andre Kunstgreeb de Egennyttige og Misundelige betiene sig
af til at forebygge andres Opkomst, er sandelig dette ikke eet af de mindst gængse, nemlig;
at de paatage sig en Fortroeligheds og Velmeenenheds Maske. Er nu nogen saa vanhæl¬
dig, som der desværre alt for mange ere, at han underkaster sig disse ærlige Sieles Raad¬
førsel, og han derhos selv ingen synderlig Forstand besidder, vilde de under deres paatagne
Maske at giøre ham de allerforderveligste Raad antagelige, saa at han blindt hen følger
dem; og naar saa et godt Kort engang er bleven forspillet, falder det ey saa hastig paa
Haanden igien; sat sapienti.
Jeg kan med saa megen desstørre Tilforladenhed vidne om denne hartad utroelige
Ondskab, saasom jeg ey alene selv kunde have bleven et ulyksaligt Offer for en og anden
ildesindet Raadgiver, hvis ikke min egen Forstand og Forsigtighed havde været desstørre;
men jeg har endog adskillige Gange, formedelst den Post, jeg beklæder, fundet Leilighed til
at redde een og anden fra den Fordærvelse, som de, ved at følge deres ildesindede Raadgive¬
res givne Raad vilde have styrtet sig udi. Jeg har ladet dem kalde for mig og udspurt dem,
enten de af egen Dumhed eller efter andres Tilskyndelse havde fanget deres Sager saa for¬
rykt an? Jeg har derhos haandgribeligen overbeviist dem om Tingenes slette Udfald, og
derved tilveyebragt mig deres Fortroelighed, at de have sagt mig, efter hvis Raadførsel de
paa saa forre dt en Maade vilde see deres Anliggende befordret. Jeg har da, ved at be¬
tragte Raadgiverne og de Raadførte efter de udspurgte Omstændigheder, strax indseet,
hvortil disse Raadgiveres Raad have sigtet, nemlig; deels for at forebygge det, der kunde


156


være enten dem selv, eller nogen af deres Familie hinderligt i deres egennyttige Ha ndel, og
deels for at hindre, at ikke den ellee den Familie skulde, formedelst en nærmere Adgang til
høye Vedkommende, svinge sig høyere i Veiret, end de og deres; og hvis man havde Lei¬
lighed til at faae Aarsagerne til een og andens slette Vilkaar eller Undertrykkelser under¬
søgte; skulde man maaskee befinde, at ikke en liden Deel af dem have deres ildesindede Raad¬
givere at takke derfor, som have kommet dem til at staae sig selv i Lyset.
Da nu de fleeste Raadgivere kan henføres til disse tre ommeldte Classer; saa maa vel
enhver tage nøye i Betænkning at aabne sit Anliggende for nogen; med mindre man for¬
hen har havt desstørre Prøver og Beviser paa dens Forstand, Forfarenhed og reedelige
Hiertelaug, som han vil raadføre sig med. Det skulde vel synes, at man gik den sikkerste
Vey, naar man udi sit Anliggende tog adskillige paa Raad med sig; men jeg befrygter, at
man derved vilde bringes i een end større Uvished om, hvad man skulde giøre eller lade.
Enhver, der besidder en smule Forstand og Forfarenhed, bilder sig ind at være ligesaa klog
en Raadgivere, som en anden. Desaarsage har den ene Raadgiver altid noget at ind¬
vende og udsætte paa denandens meddeelte Raad, i hvor klogt og grundigt det end maatte
være overlagt; og saasom den ene ikke vil ansees for mindre klog end den anden; saa tage
de som oftest paa begge Sider ikke i Betænkning at forkaste hinandens givne Raad, saa at
den, der skulde raadføres, bliver omsider ved disse stridige og supor kloge Raadgivere bragt
i en aldeeles raadvild Tilstand. Saaleedes har det sig med de fleeste Raadgivere i private
Sager; og give GUd, at det ikke alt for ofte skulde have sig ligeleedes i de - - - Men
jeg vaagnede.
Hvis J nu, mine Herrer! vil umage Eder med at læse vel over paa denne min for¬
talte Drøm, formoder jeg, at J baade vil tabe meget af Eders sædvanlige Lyst til at paa¬
tvinge andre Eders Raad; saa og at J, naar man end føger Eder om Raad, da enten
reent ud vil tilstaae Eders liden Jndsigt og Forfarenhed i det omspurgte; eller og, om J
end have den fornødne Jndsigt og Forfarenhed, J dog deels overlader det til den Spørgen¬
des egen fri Villie, enten han vil følge Eders givne Raad eller ey; og deels, at J ey raade
de Spørgende andet, end det, J nogenleedes forud kan see at være dem tienligt; saa at
hvad enten J ere Raadgivere i de private eller i publique Sager, J da vil sætte al Super¬
Kloghed, Egennytte og Misundelse aldeeles til Side, at hverken nogen i Særdeeleshed,
ller alle i Almindelighed skulde have Aarsag til at sukke over Eders givne Raad.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, J. C. KALL.


Drømmeren.
Num. 39.
Løverdagen, den 27de Decemb. 1760.
Hr. Oo* med kiære Brødre!
E¬
ders Paastaaenhed, mine Herrer! er mig bekiendt. Jeg har ofte udi eet og andet
Selskab tabt baade Øren og Mund ved at høre, med hvilken Hidsighed, Alvorlig¬
hed og Bestandighed J have forfægtet Eders Meninger; Jeg har og desaarsage
udi min sædvanlige Eenfoldighed regnet Eder iblant de heel fornuftige Skabninger, og
havde jeg maaskee bestandig fremturet i at giøre Eder saa stor en Uret, hvis jeg ikke i Nat
udi Drømme var bleven underrettet om det, som er tvertimod.
Mig syntes, mine Herrer, at jeg befandt mig udi et Selskab, hvor adskillige snart
alvorlige, snart skiemtende Samtaler forefaldt. Jeg sad, efter Sædvane, paa dette, som
paa alle andre Stæder, som en blot Tilhører, og alene gav nogle korte Svar paa det, som
een og anden af Selskabet kunde spørge mig om. En mig ubekiendt Mand, der længe
havde stirret paa mig, nærmede sig omsider til mig, bedende om Tilladelse, at spørge mig,
om jeg ikke var den og den? Jeg merler, sagde en god Ven, der sad hos mig, og som
kiendte denne Mand, at min Herre antager denne gode Ven for Mr. N. N., som J for
nogen Tiid siden havde paa dette Sted den langvarige Tvistighed med, om Lyden af en
Flue enten kommer af den forreste eller bageste Ende? Da J dog maatte lade Mr. N. N.
beholde det sidste Ord; Og J havde maaskee nu havt Lyst til at fornye Striden igien, hvis
det havde været ham? Langt fra ikke, svarede den anden. Jeg fandt den Gang aleene
Fornøyelse i at sige den Herre imod; saasom jeg fornam, at han var af det paastaaelige
Slags; da han forfægtede sin Mening i denne latterlige Sag med den samme Alvorlig¬
hed og Hidsighed, som at han kunde havt den vigtigste Punkt udi hans Religion at for¬
svare. Skulde jeg nogen Tiid indlade mig i Samtale med Monsr. N. N.; skulde det
aleene være, for at moralisere noget for ham over den uanstændige, anstødelige, ja heel
ufornuftige Paastaaenhed, der findes hos endeel Mennesker, end og udi Ting af ingen
Betydenhed.
Spørger man, hvorved man meest kan giøre sig forhadt udi alle Selskaber, svarer
man uden Tvivl rettest, naar man siger: Ved bestandig at sige andre imod, og at være paa¬
staaelig udisine Meeninger. Jeg vil hermed langt fra ikke laste en Jmodsigelse og Paa¬


158
slaaenhed i saadanne Poster, hvor jeg ikke, uden min egen eller andres Fornærmelse, kan
give efter; endskiønt Erfarenhed lærer, at man ved en alt for nøye Paastaaenhed udi magt¬
paaliggende Ting kommer neppe saa lykkelig til Maalet, som naar man med Fornuft og til
rette Tiid giver noget efter; ja man vilde endog ofte være bædre tient med, at man udi een
og anden magtpaaliggende Ting gav aldeeles efter, end at man forfølger sin Ret. Man
har i saa Fald kun at fæste sine Øyne, deels paa de Personer, man har med at bestille, og
deels paa Sagens Vigtighed i sig selv, om man ikke, ved at vilde undgaae et mindre Onde,
kan underkaste sig et større, og altsaa bør man af to onde Ting udvælge det mindste Onde, og
hellere tage Skade paa en Deel, end at give det heele til Priis. Den Feldtherre handler
heel viselig, der, naar han enten formedelst Fiendens Overmagt, eller Stedets Ubeqvem¬
hed seer sin heele Armees Undergang, hellere underkaster sig et Navn af Frygtagtighed, naar
han uden synderlig Skade kan trække sig tilbage, end at han opofrer den. Og ingen for¬
nuftig Staatsmand vil legge den Romerske Dictator Camillus det til Last, at han, da Pø¬
belen i Rom paastod, at den ene af de tvende Consules skulde udvælges af deres Middel,
overtalede Senatet til at føye dem i deres ubillige Paastand, for at forebygge borgerlige
Krige og Stadens Ødeleggelse. Det bliver altsaa en klar Sandhed, at ligesom man ofte
maatte foraarsage skadelige Følger, naar man i een og anden vigtig Sag gav efter; saa kan
man og ved en alt for nøye Paastaaenhed ofte forværre den bædste Sag; og skulde visseligen
mange, endog den Dag i Dag er, prise sig lykkelige, hvis de harde viistsig mindre paastaae¬
lige.
Men hvor aldeeles ufornuftigt handle vel ikke de, der udi ligegyldige og aldeeles intet
magtpaaliggende Ting vise sig paastaaelige? J mine Tankerøre deslige Mennesker al¬
deeles uværdige, saavel til Omgang med skikkelige Folk, som til nogen Slags Betiening;
og haaber jeg, at alle de, der indseer det adskillige Onde, som deslige Gemytter foraarsage
udi et Borgerligt Selskab, ere af samme Mening med mig. Saameget er vist, at paa¬
staaelige Mennesker ere udi Sælskaber aldeeles ufordragelige og anstødelige. Bringer
man noget paa Bane at tale om, eller man beretter et eller andet af hvad, man kan have
hørt; Have de Herrer Paastaaelige ey alene strax noget at indvende derimod, men de lade
sig en dog ikke ved de allerklareste Beviser bevæge til at frafalde deres Meninger. Vel kan
det være mig anstændigt, at jeg med Beskeedenhed erindrer et eller andet ved de forefalden¬
de Samtaler, naar jeg er bædre underrettet om Sagen; men de Herrer Paastaae ige
imodsige i Fleng alt det, der ikke stemmer overeens enten med deres Kundskab eller med de¬
res Begreeb, og det med saadanne Miner og Talemaader, det ligesom vil give tilkiende, at
andre have talt som Taasser og eenfoldige Folk; og om man end, for at godtmiøre hvad
man har sagt, fremfører de allerfornuftigste Grunde, blive de dog ved udi den første myndi¬
ge Tone, og de skulde før briste, end at de skulde vilde give det ringeste efter. Jeg har ofte
gjort mig Umage for, at undersøge Aarsagerne til saa uanstændig, anstødelig, ja aldeeles
ufornuftig Paastaaenhed; og jeg tager vel ikke aldeeles Feyl, naar jeg siger, at den reiser
sig, deels af en indgroed Egensindighed, deels af en høy Jndbildning om egen Jndsigt og
Klogskab, og deels deraf, at man anseer det for en Skam, om man skulde give efter og til¬
bagekalde det man har sagt.
Den Egensindige sætter stedse sin egen Jndsigt og Fornuft Slutninger som en vis
Regel for alle hans Handeler. Han formeener derhos, at alting bør lempe og føye sig ef¬
ter hans Begreeb og Godtbefindende; men han selv lemper og retter sig efter ingen Ting.
Han anseer sig udi sin Cirkel som en uomskrænket Souverain, efter hvis Villie alting maa
rette og lempe sig. Hvis man nu ikke vil eller kan betragte ham med hans egne Øyne, og


159
man ikke paa en hartad slavisk og nedrig Maade vil vige ham; maa man stedse ligge i Strid.
med ham, og man skal neppe ved nogen klarere og kraftigere Overbeviisning kunde oplyse
ham om hans indskrænkede Magt, end ved giennemtrængende Stokkeprygl. Men hvor
ufordragelig bliver vel ikke al Omgang med en saadan? Et fornuftigt Menneske kiender
sig Stilling og Omkreds iblant Mennesker og alle Creature. J det han fornuftig betrag¬
ter Tingenes naturlige Sammenhæng og den Cirkels Udstrækning, i hvilken han befinder
sig, indseer han, at det guddommelige Forsyn har endog forordnet ham dertil, at han skal
føye sig efter Tingenes Løb i Verden, og paa en eftergivende Maade efter sin Stillings Be¬
skaffenhed, lempe og rette sig efter andre; da deri mod den Egensindige, der i alle Tilfælde
lader sin Villie og eget Godtbefindende være hans Forholds=Regel, vil med Magt og med
Hovedet igiennem heele Vægge, og altsaa kan ikke andet, end ved alle Leiligheder vise sig
paastaaelig.
Samme Virkning har og en høy Jndbildning hos et Menneske om hans egen Jndsigt
og Klogskab. Hans stolte Egenkierlighed tillader ham neppe, at det nogen Tiid skulde
komme ham i Sinde, at han kan feyle. Stadfæster eller negter han en Meening, saa sæt¬
ter han, paa en gandske Pavelig Maade forud, at hans Decision, i hvor ugrundet den end
kan være, er aldeeles infallibel. Fatter han en eller anden Beslutning, er han aldeeles af
den Tanke, at ingen med et bædre eller klogere Overlæg har kundet sætte samme i Værk; og
vee den, der understaaer sig at imodsige eller imodstaae ham derudi. Et fornuftigt Men¬
neske dømmer derimod saaleedes: Andre kan have Ret og jeg Uret. Desaarsage seer han
gierne, at andre sige ham imod, paa det han derved kan desbædre og grundigere komme paa
Spor efter den Sandhed, han søger; og han hører med Glæde og Tak andres Betænknin¬
ger i alt hans Foretagende, dem han veed at føre sig til Nytte; og om han end ikke, forme¬
delst visse Omstændigheder, altid og aldeeles følger de samme, gaaer han dog ved dette Lys
saameget des sikrere frem, saasom han derved bringes paa Middelveyen, som den sikkerste i
al Vandel. Den indbildte Kloge følger derimod stedse sin egen Beslutning, og altsaa in¬
gen Tiid giver noget efter, enten i det større eller i det mindre, hverken i sin formeente Ret¬
tes Paastand, endog i smaa Ting, ikke heller i sine egne Meeningers Stadfæstelse og an¬
dres Benegtelse.
Til et Menneskes utidige Paastaaenhed giør endelig dette ikke den mindste Deel,
nemlig, at an holder det for en Skam, om han enten udi sin have de Ret, eller i sine Ord¬
Tvistigheder, end andre skulde give noget efter. Deslige Mennesker have et saa elendigt,
ja pøbelagtigt Begreeb om Ære, at de, uden al Jndskrænkning, holde det for en berømme¬
lig Seyer, naar de ved deres ufornuftige Paastaaenhed kan bringe det dertil, at andre lade
dem det sidste Ord; thi den Fornuftigste giver i saa Maader alle Tider efter. Det er og
en Sandhed grundet paa Erfarenhed, at en god Deel, saavel fornemme som ringe, saavel
Lærde som Ulærde, dømme saa pøbelagtigt herudi, og desaarsage ikke sielden beleer og for¬
agter dem, der med Fornuft og af Fornødenhed maa give efter. Men de Fornuftige have
et langt ædlere og høyere Begreeb om den sande Ære, end at de skulde holde a Eftergiven for
en Skam. De vide, at intet kan tilveyebringe nogen sand Ære, uden det, der har Sand¬
hed og Dyd til Grund; og da en utidig Paastaaenhed ingenlunde kan have sit Udspring af
saa ædel en Kilde, anseer de tvertimod en derved tilveyebragt Seyer for en virkelig Skam,
og holde med billighed alle dem, der søge en Ære ved deres halstarrige Paastaaenhed, for
aldeeles ufornuftige, ja daarekist værdige Mennesker.
Jeg smigrer mig selv med, at jeg ved disse mine Betænkninger har klæd de Herrer
Paastaaelige heel nøgne af, og at man derudi vil finde den rigeste Grund til deres utidige


160
Paastaaenhed. En saadan Paastaaelig røber ey aleene derved sin store Uforstand og sit
stridige Gemyt; men han viser endog derved, at han er aldeeles ubehøvled. Hvor anstø¬
delig er vel ikke en saadan ved alle Leiligheder? og hvor stor en Misfornøyelse foraarsaget
han ey som oftest et heelt Sælskab? Man søger til den Ende Sælskaber, at man deels ved
alvorlige og deels ved skiemtende Samtaler vil søge en Slags Forfriskning og Hvile for
Sindet, naar man er entleediget fra sit Embeds eller Kalds Forr tninger. Er man nu
saa vanhældig, at man, som sielden slaaer Feyl, træffer for nogen af disse Herrer Paastaae¬
lige, hvor bliver da den Fornøyelse, man søger? Jeg vil langt fra ikke hermed sige, at
Fornøyelsen alletider bestaaer derudi, at den ene Sælskabs Lem snakker den anden efter
Munden, at man meget hellere fornøyer sig ved at høre keels en alvorlig og deels en skiem¬
tende Modsigelse, efter den førende Samtales Beskaffenhed. Men hvor aldeeles ubehøv¬
let fører man sig ikke derimod op, naar man ey aleene med en Pavelig Myndighed hugger
enhver Talende i Flanken med sin Modsigelse, men endog, uagtet man ingen anden Grund
bygger sin Modsigelse paa, end enten andres Sigende, der de fleeste Tider kan være falsk,
eller paa sit eget urigtige Begreeb om Tingen, med den yderste Haardnakkenhed forfægter
sin Mening, og derved tvinger en Fornuftig til at lade Hvidt blive Sort eller Sort Hvidt,
for ikke at underkaste sig ubehagelige Følger af Samtalens Fortsættelse til Sælskabets
Misfornøyelse.
Min Herre kan, om De saa behager, ved Leilighed fortælle Mons. N. N. eller en an¬
den af hans ligesindede Brødre, disse mine gjorte Anmærkninger, og derhos sige dem dette,
at i det de meene, at de indlegger sig en Ære ved deres utidige Paastaaenhed, tilveyebringe
de sig alle Fornuftiges Latter og Foragt, ja vel og Had og Fiendskab hoe dem, mod hvilke de
føre sig saa ubehøvlede op. Og det der kan siges paa en saadan utidig Paastaaenhed i den
lille Verden, det samme gielder ogsaa i Henseende til den store. Af en utidig Paastaaen¬
hed reiser sig de fleeste Ueenigheder og Processer imellem Medborgere, da de ikke sielden hel¬
lere opofre deres Ære og ganske Formue, end at de skulde ville have den saa kaldede Skam,
at taale en liden Tort eller Skade; og uendelige mange Krige have havt deres Udspring af
samme Kilde, og Million Mennesker ere derved blevne ulyksalige. Hvor lykkelige skulde
vel ey en og anden Nation kunde prise sige, hvis deres Fyrster endogsaa søgte deres Berøm¬
melse i at give efter? Saa ubilligt og uforsvarligt det maatte være, hvis man vilde laste
enhver Regent, der i visse Tilfælde viser sig paastaaelig. Saa bedrøveligt er det derimod
for det menneskelige Kiøn, naar en Fyrste aldrig vil lade sig bevæge til at give efter, og der¬
udover sætte sine Undersaattere i de ynkværdigste Omstændigheder -- - Jeg vaagnede.
Af denne fortalte Drøm kan J, mine Herrer! nogenleedes slutte Jer til, hvordan¬
ne mine Tanker nu ere om Eder. Jeg beder, J vil forlade mig, at jeg hidindtil udi min
store Eenfoldighed har anseet Eder for heel fornuftige Skabninger. Men hvis J, mine
Herrer, efterat J have hørt denne min Drøm, skul de endnu have saa ubillige Tanker om
Eder selv; er Skylden ingenlunde paa min Side, at jeg jo med denne min Drøm har
overbeviseligen nok søgt at føre Eder ud af dette Eders Dag=Drømmerie.
Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur, J. C. KALL.


Drømmeren.
Num. 40.
Løverdagen, den 4de Julii 1761.
Hr. Pp* med kiære Brødre og Søstre!
D¬
e faa gange, jeg har havt den Ære at opvarte Eder, Mine Herrer og Damer,
har jeg erfaret, at J ere store Liebhabere af Skilderier, hvoraf J, som jeg da
har hørt, legge Vind paa at forskaffe Eder en Samling. Da nu en mig ube¬
kiendt Skildrer har i Nat udi Drømme sendt mig nogle faa Støkker af det Slags Skil¬
derier, hvoraf jeg ingen har seet iblant den Samling, J have; Giver jeg mig herved
Friehed at giøre Eder en liden Gave af samme, bedende, at Mine Herrer og Damer
vil værdige dem et Stæd udi Eders Daglig=Stue, paa det J stedse kunde have dem for
Øynene. Betegningen og Beskrivelsen paa bemelte Skilderier finder Mine Herrer og
Damer udi følgende Brev, som jeg i Nat drømte, at et Sendebud bragte mig, af føl¬
gende Jndhold:
Hr. Drømmere!
Forlad mig, Min Herre! at jeg ved dette mit Bud paa saa ubeletlig en Tiid for¬
uroeliger Dem i deres Drømme=Roe. Af min Herres udkomme Ugeblade erfarer jeg,
at De maa være en temmelig god Menniske=Kiendere; og haaber derfore af Dem at
kunde blive underrettet og udført af et Tvilsmaal, jeg er bleven sat udi, formedelst den
stridige Natur, jeg som oftest har erfaret hos et og det samme Menniske. Den Ulig¬
hed, jeg finder paa Menniskenes Adfærd, har som oftest bragt mig paa de Tanker, at
der maa være en væsentlig Forskiæl imellem Mennisker og Mennisker, og at de ikke alle
ere begavede med en ligedan Siæl. Men de stridige Handeler, jeg finder hos et og det
samme Menniske, har bragt mig den faste Slutning i Hovedet, at deslige Mennisker
enten maa have to Slags Siæle, eller og kun en halv Menniske=Siæl;, og meener jeg
med følgende faa Aftegninger at kunde overbeviise Min Herre om denne min Slutnings
Riimelighed.
Hr. A. er en Mand, der formedelst sit muntre og artige Væsen er allevegne vel¬
kommen og elsket. Han besidder naturlige Gaver til at kunde oplive et halvdød Sælskob.


162.
Dog er han derhos udi alle sine lystige Jndfald og Skiemten beskeeden, og lader ingen
Tiid det ringeste høre, der smager af Spotterie enten imod Religionen eller Næsten.
Man finder og hos Hr. A? noget meere end en almindelig Reedelighed og Fortrolighed.
Man sporer intet mindre hos ham end et stolt og myndigt Væsen, at han meget meere
passerer for en sagtmodig og føyelig Mand, da han og udi Omgiengelse viiser sig erbødig
imod alle. Men forføy dig i Forveyen hiem udi Mandens Huus, og du skal da med
Forundring erfare, at det heele Huus ryster ved Hans Hiemkomst. Forstik dig i en
Krog, og du skal da faae denne behagelige Mands Adfærd imod Kone og Underhavende
at høre. Du skulde da af den uophørlige Skienden og Brumlen, du da vilde faae
at høre, umuelig kunde troe, at det var den selv samme Hr. A,, du nyelig havde væ¬
ret i Sælskab med, saasom du da ikke skulde kunde spore minste Tegn til Sagtmodighed
og billighed, langt mindre til Kierlighed og Venlighed. Hvo skulde nu vel kunde troe
andet, end at Hr. A, maa have to Slags Siæle, da han udi Omgang med andre er
en Engel, men udi hans Forhold imod Kone og Underhavende som en Diævel?
Madame B* er en Dame, der besidder mange priisværdige Egenskaber. Enhver
maa finde Behag udi hendes Omgiængelse, da hendes Væsen er munter og artig, og
hendes Tale og Betænkninger: om et og andet ere fornuftige og beskeedne. Af dette
oberbevises man om, at Madame B, har en Menniske=Siæl. Men forglem udi noget
Sælskab at give hende den Titel og Rang, som hende tilkommer; eller tref hende i de
Sælskaber, hvor hun maa sidde needen for de fornemmere Damer; Du skulde da hart
ad kunde sværge paa, at det ey var Madame B? selv, du der forefandt. Al hendes
Munterhed og Artighed er hende da aldeles betagen. Hun sidder da ganske Maalløs; og
det lidet, hun nødes til at tale, er spodskt og stiklende; Ja hun er da reent ude fra sig
selv; og hun begaae da saadanne Uartigheder, der neppe kunde forventes af det ufornuf¬
tigste og allerneedrigst opdragne Fruentimmer. Slutter man nu vel uden al Grund, at
Madame B* maa have to Slags Siæle; og skulde det vel kunde være mueligt, at der
af en og den samme Menniske=Siæl kunde flyde en saa ulige og stridig Adfærd?
Herr C* er en Mand, der har heel meget at sige, og som beklæder en saadan
Post, at han har Leilighed til, at kunde giøre andre baade Got og Ondt. Hr. C* er
dog udi sit Embede virkeligen retsindig. Han giøre sig en Glæde af, at kunde befodre
deres Forfremmelse, der fortiene den; og mangen have, nest Forsynet, ham at takke
for deres Lykke eller timelige Velfærd. Han er medliden og Godgiørende. Han seer,
det meeste mueligt skee kan, igiennem Fingre med sine Underhavendes Forseelser, og han
bær en faderlig Omsorg for deres Bædste, der lade sig rette og følge Dyden. De For¬
urettede og Undertrykte finde hos ham en sikker Beskyttelse uden Persons Anseelse; og
han giver end ikke sin nærmeste Slægt herudi minste Fortrin, at han jo lader den For¬
urettede vederfares sin Ret. Dette og andet meere, som kunde siges til denne Herres
Berømmelse, beviser jo, at han har en Menniske=Siæl; og hvo skulde vel kunde troe,
at han derimod paa en anden Kant øver de uretfærdigste og ubarmhiertigste Gierninger?
Hr. C. , har den Feyl, at han er en vældig Jægere efter smukke Fruentimre, og vil be¬
standig have Forandringer. Naar han udi denne hans Sinds=Lidelse finder nogen Mod¬
stand enten af en Fader eller en Ægtemand, kan man paa denne Kant umuelig kiende
ham igien, at man meget hellere maa antage ham for en Løve eller Tiger. Han søger
da Sag, hvor ingen er, med enhver modvillig Ægtemand eller Fader. Han finder da
alletider beviislige Beskyldninger, om de end skal tages af hans Guldbørs; og han la¬


163
der sig da ey forsone, førend han seer den modvillige og hans Paarørende aldeeles ulyk¬
salig. Men hvo tør knye det ringeste om Hoved=Aarsagen til saa gruesom en Forføl¬
gelse? De Uvedkommende, der viide Sammenhænget, finde ikke deres Regning ved, at
giøre sig Hr. C? til Fiende for andres skyld. Men de Vedkommende maatte giøre sig
vis Regning paa, tillige med Kiolen at miste Huden, hvis de lade sig forlyde dermed.
Kan man vel nu af disse stridige Handeler kunde slutte andet, end at Hr. C? enten maa
have to Slags Siæle eller kun en halv Menniske=Siæl?
Madame D. er en Dame, som man med Sandhed kan give dette Vidnesbyrd,
at hun ey alleene selv er et Mønster paa et dydigt og fornuftig Fruentimmer; men at
hun endog stedse viiser sig nidkiær imod alle Lastefulde; da hun ey alleene med Frimodig¬
hed siger hendes Bekiendtere deres Feyl i Øynene, men endog paa det strengeste holden
hendes Tienestefolk til Dyd og Gudsfrygt. Hvo skulde nu vel kunde troe andet, end
at en saadan dydelskende Dame skulde paa det omhyggeligste opdrage og anføre hendes
Børn til den Dyd, hun selv saa høyt agter? Men man maa med største Forundring see
og erfare det, som er tvertimod. Hun kan ey alleene ikke selv see hendes Børns store
Feyl og Uartigheder; men hun bliver endog dem uforsonligen fiendsk, der udi Velmee¬
nenhed advare hende derom. Hendes Børn have allereede de Aar paa Bagen, at deres
Skiønsomhed er alt moeden nok til at kunde skille Dyder fra Laster. Jkke destoemindre
tilskriver dog Madame D? deres groveste Feyl en barnagtig Uforstandighed. Hun hø¬
rer det med egne Øren; Hun seer det med egne Øyne; Men hun er og bliver, saavidt
hendes Børn angaaer, stok= døv og blind. Kommer hendes Mand, den hun ellers
høyt elsker og ærer, for Skade at tale Børnene et haardt Ord til, søger hun i de første
24 Timer hverken Bord eller Seng med ham; Men skeer det, at han geleider sin Til¬
tale til dem med nogle Riise=Snerter, er hun strax betænkt paa en Skilsmisse=Dom.
Skulde nu vel denne Dames stridige Adfærd kunde have sit Udspring af en og den samme
Menniske-Siæl?
Herr E* er en Cavailler, der udi Omgiængelse med andre paa det nøyeste iagt¬
tager alle Anstændigheds=Regler, og staaer i alle Maader paa den, saa kaldede Point
dHonneur, da han strax bringes i Harnisk ved det allermindste, der kan synes at for¬
nærme hans Rang og Ære. Hvo skulde nu vel kunde forestille sig, at Hr. E*, der
ellers seer saa nøye paa hans Honneur, skulde kunde overtale sig selv til, at søge endog
de allerneedrigste Stæder, for at faae en skiden Lyst styret; ja end det, som meere utroe¬
ligt er, at han skulde drikke Du og sværme heele Nætter igiennem med slette og ringe
Personer i de liderligste Kipper, allene for at kunde faae deres der med sig havende vir¬
kelige eller saa kaldede Kiærester til sin Tieneste, da ikke eller disse hans for lige lang Tiid
havende Du=Brødre ere derudi saa nøye regnende, at de meget meere giøre sig en Ære
af at have Hr. E? til Svoger eller Rival. Jeg bliver af den faste Slutning, at Hr.
E, maa være halv Menniske og halv Fæe.
Mademoiselle F* besidder alle de Egenskaber, der udi et hvert Sælskab kan til¬
veye bringe hende sit eget og det andet Kiøns Høyagtelse. Man sporer og en høy Am¬
bition hos hende; og hun lader sig ey lettelig hendes Fortrin for en Ringere eller Yn¬
gere fratage. Naar enten hendes Over= eller Liige=Mand af det andet Kiøn giver sig den
Frihed at bruge et anstændigt og artigt Skierts med hende, finder hun sig derved i hø¬
peste Grad fornærmet, og hun fordrager aldeeles ikke, at en Mands=Person udi Sæl¬


164
skaber kommer hende paa 10 Skridt nær. Hvo skulde nu vel vilde lade sig fortælle, at
denne høymodige og strenge Mademoiselle skulde kunde overtale sig til, at hoppe omkring
i Kiøkken og Borger=Stue med hendes Forældres Kudsk og Tienere, ja hvo skulde vel
vilde troe, at hendes høye Ambition kan tillade hende, hellere at holde Sælskab med Ma¬
ren Kniv=Smeds og Kirsten Kiimers, end at følge hendes Forældre, efter Jndbydelse,
til deres Liige= eller Over=Mænd?
Af disse faa Aftegninger paa et og det samme Menniskes stridige Adfærd seer Min
Herre, at jeg ikke uden Grund er falden paa de Tanker, at ligesom der gives Menni¬
sker, hos hvilke intet menniskeligt spores, naar man undtager den blotte Skabning.
Der da og kan gives Mennisker, der enten haver to Slags Siæle, eller kun en halv
Menniske=Siæl. Kiære Hr. Drømmere! belee mig ikke for denne min selsomme Mee¬
ning; men søg hellere ved given Drømme=Leilighed at udføre mig af dette Tvilsmaal.
Jeg er, til behageligst Efterretning, en Aristotelisk=Skildrer, da jeg ikke ved en Per¬
sons Afskildren lader mig nøye med den blotte Legemets Stilling og Anseelse; men søger
endog at kunde med min Pensel exprimere Personens Tilbøyeligheder og Adfærd; des¬
aarsage er jeg heel omhyggelig for at kunde blive en ret Menniske=Kiendere. Hvis Min
Herre af disse faa tilsendte Skilderiere skulde befinde, at jeg allereede nogenleedes forstaae
min Kunst; Beder jeg, De vil tale et got Ord for mig hos Publicum, saasom jeg er
saa vanheldig udi denne min Profezion, at endnu ikke en Eeneste har forlangt at lade
sig afskildre af mig. Skulde der da forekomme Min Herre nogen Liebhaber, der paa
denne Maade vil lade sig afskildre; Behager De at henviise samme til mig Underskrevne,
boende i en Gade, der kuns har Aabning i den ene Ende, da man paa mit udhengende
Skildt seer et Platonisk=Menniske, eller en plukket Hane. Jeg forbliver med al Gien¬
tieneste
Hr. Drømmere.
Deres
tienstforbundne Tienere
Aristotelicus.
jeg et, Mine Herrer og Damer! ingen synderlig Kiendere af Skilderier; Dog
kan jeg, naar jeg seer et Skilderie, nogenleedes skiønne, enten det ligner Originalen
eller ikke; og da disse tilsendte Skilderier, efter min Skiønsomhed, paa det nøyeste Ligne
Mine Herrer og Damer, formeener jeg, at de og bør være udi Eders Eye; Ligesom jeg
og forhaaber, ved denne min Gave at have gjort Eder mig i høyeste Grad forbundne
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, J. C. KALL.


Drømmeren.
Num. 41.
Løverdagen, den 17de Julii 1761.
Hr. Qq* med kiære Brødre og Søstre!
S¬
aa har dog endelig den gode Drømme=Lykke føyet det saa, at jeg ogsaa kan have
den Fornøyelse at giøre min Opvartning hos Eder, Mine Herrer og Damer!
Jeg vil ikke med mange Complimenter og et vidtløftig Præludium sætte Eder i
nogen Slags Mistanke om mit Ærinde, der just angaar Eders ugrundede Mistænkelig¬
hed; men jeg vil alleene i Forveyen udbede mig dette hos Eder, at J tage Bom Ulds
Totterne af Eders Øren, imedens jeg beretter Eder mit Ærinde, paa det J kan høre
saa nøye til, som fornøden giøres.
Jeg drømte, at jeg befandt mig et Sælskab, hvor der var en temmelig Forsamling,
af begge Kiøn. Jeg forefandt det heele Sælskab heel muntert og omgiængeligt, undtagen
en Mands=Person, den jeg ikke kiendte. Dennes Væsen og Udseende kom mig heel for¬
trædeligt for; og jeg ansaae ham som den, der moqverede sig over det heele Sælskab. Jeg
fandt derefter Leilighed at tale med en af Sælskabet udi Eenrum. Jeg udlod mig for
denne med mine Tanker om forberørte Mands=Person. Jeres Dom, svarede han, er
ikke saa ilde grundet, eftersom Folk af denne Mands Carac tere agte sig selv i visse Maa¬
der langt bedre end andre. Jblant de allehaande Feyl, der hænge ved os Mennisker, er
i mine Tanker ingen, der giør et Menniske meere urimelig og latterlig, end Mistænke¬
lighed; og naar jeg siger Jer, at denne Mand er af det mistænkelige Slags, vil Jeres
Forundrig over det indgetogne Væsen, han her udviiser, falde af sig selv.
En Mistænkelig troer ingen ud sig selv. Han anseer ethvert Menniske som den, af
hvilken han formoder sig meere Ondt en Got; og han kan umuelig overtale sig selv til at
dømme efter Kiærlighed om andre. Vel tilstaaer jeg, at man bør være Godtroende med
Forsigtighed; thi Erfarenhed lærer, at der gives saadanne Mennisker, der viide under
en og anden Maske at skiule deres Ondskab, den de hemmeligen udøve imod os. Jeg
tilstaaer og, at man ikke med nogen Føye kan have gode Tanker om de Mennisker, der
ved en eller anden Leilighed have viist i Gierningen, at de ey ere at forlade sig til. Men
Folk af nærværende Mands Caraetere have uden minste Grund alle og enhver mistænkte,


166.
ja endog dem, der staae i den allernøyeste Forening med dem; Og en saadan ugrundet
Mistænkelighed kan umuelig have Stæd hos andre, end hos Menniske-Hadere, eller hos
dem, der maale alle andre efter deres eget Gemyts og Forholds Beskaffenhed.
En ret Menniske=Ven haaber og troer saalænge vel om alle Mennisker, indtil at no¬
gen ved sit slette Forhold bringer ham til at fatte mindre gode Tanker om sig. Han be¬
tragter ethvert Menniske, han omgaaes med, paa den gode Side, og holder ham for
god, indtil han seer og erfarer Prøver paa det, som er tvertimod. Men en Misanthrop
eller Menniske=Hadere betragter alle Mennisker paa den verste Side. Deels gielder den
blotte Muelighed, at Mennisker, saasom de udi deres naturlige Tilstand ere tilbøyelige
til det Onde, kan henfalde til alle Laster, hos ham som en Virkelighed, at de virkeligen
ere saa onde, som han paa dette Fundament dømmer og troer om dem. Desaarsag er
intet saa ondt, intet saa skammeligt, intet saa needrigt, at han jo formoder sig det af
alle dem, der komme ham nær. Deels formeener han, at et eller fleere Lastefulde Exem¬
pler berettiger ham at skiære alle Mennisker over en Kam. Madame Ak er engang ved
en Tieneste=Pige bleven skildt ved saa meget Smør, som ungeser et Par Skiver=Brød
kande oversmørres med. Desaarsag anseer hun alle Tieneste=Folk for Tyve, og naaler alle
Dørre og Giemmer til, enten hun er hiemme eller ude. Spørger man nu Madame A?
hvorfore hun er saa frygtsom? Svarer hun: Tieneste=Folk duer nu omstunder slet intet
der er aldeeles intet got hos dem enten i den ene Maade eller i en anden; Man kan ey
lade dem være betroede over det ringeste, og saa videre. Var Madame A? en Menniske¬
Ven, søgte hun langt fra ikke, ved saa fattig en Undskyldning at retfærdiggiøre hendes
ugrundede Mistænkelighed; og hun kunde da umuelig overtale sig til at fælde saa haard
og ukierlig en Dom over den tredie Deel af det menniskelige Kiøn. Hr. B? er engang
formedelst hans egen Dumhed og Uforsigtighed bleven tagen ved Næsen af en Optrækkere.
Følgeligen ere nu alle Mennisker udi hans Tanker underfundige og falske, og de, paa
hvis Ærlighed og Reedelighed han forhen har havt de største Beviser, nyde nu den samme
Ret hos ham, som aabenbare bekiendte Skielmer. Men hvad større Beviis paa Misan¬
thropie eller Menniske=Had, end en saadan almindelig U=Kiærligheds Dom? og hvor
stort et Antal finder man vel ikke af deslige Mistænkelige ved idelig Omgang med Men¬
nisker?
Ey mindre ere det Slags Mistænkelige i Tallet, der maale alle andre efter deres
eget Gemyts og Forholds Beskaffenhed. Hr. C? er selv en vældig Jægere efter de Smuk¬
ke af det andet Kiøn; Og saasom han veed med sig selv, at al den Artighed, han beviser et
Fruentimmer, har en slet Hensigt til Grund; Saa tiener den minste Venlighed, han udi
noget Sælskab seer imellem en Mands=Person og et Fruentimmer, ham til et fuldt og fast
Beviis paa en U=Kydskheds Handel. Forsikrer man ham end med dyre Eder, at man
sin Leve Tiid ikke har rørt noget Fruentimmer paa en saadan Maade, slaar han en stor
Latter op, sigende: Saaleedes skal J snakke for Børn, og ikke for mig. Jeg kiender
den menniskelige Natur langt bedre, og jeg veed alt for vel, hvorvidt Uskyldigheden stræk¬
ker sig. Madame D* har kronet, eller jevnlig kroner hendes Mand med Actæons Krone.
Hun kan nu umuelig overtale sig selv til at troe, at andre Koner skulde kunde være mindre
godhiertige imod det andet Kiøn end hun selv er; Desaarsage har hun alle og enhver af
hendes Kiøn mistænkte for enhver Mands=Person, hun seer og hører, de omgaaes med.
Mademoiselle E, har i hendes 14de Aar skildt sig ved en Byrde, den hun ikke kunde
finde sig i, længere at bære paa. Følgeligen er der nu i hendes Tanker ikke en reen Jom¬


167
frue af samme Alder at finde i den heele Bye. Hr. E* gaar selv om med alle dem, han
har at bestille med paa Ræve=Kløer. Derfore giør han sig den faste Slutning, at alle
andre ere ligesaa store Ræve som han selv er. Hr. G* er selv ved visse Greeb bleven en
heel formuende Mand. Hvad Under da, at han har andre mistænkte for, at de betiene
sig af samme Greeb?
For enhver, der er vant til Omgang med Mennisker af adskillig Stand, vil disse
anførte Exempler paa en ugrundet Mistænkelighed aldeeles ikke falde utroelige; og kunde
end da denne Last nogenleedes passere u-anmærket; hvis disse Mistænkelige beholdte deres
u-kiærlige og ildegrundede Tanker om andre hos dem selv. Men naar den Mistænkelige
ey blues ved, snart hemmelig og snart aabenbar at udgive sine slette Tanker om andre for
noget, der virkelig har sig saaleedes i sig selv, hvilket som oftest skeer; Bliver Mistæn¬
keligheds Last i høyeste Grad u-menniskelig; og en Moralist eller Satiricus kan da aldrig
skiærpe sin Pen for meget imod deslige Mistænkelige.
Den ugrundede Mistænkelighed reyser sig og, som oftest af en forud fatted Mening
om et Menniskes Herkomst, saa og om den Stand, han er udi. Cornelius har havt det
Vanheld, at han er bleven avled af Forældre, hvis slette Forhold havde bragt dem over¬
alt i et ondt Rygte, og giort dem forhadte og foragtede hos alle. Hr. H. behøver en
Fuldmægtig. Cornelius, der faar dette at vide, melder sig hos Hr. H*. Men denne
hører aldrig saasnart Cornelii Faders Navn nævne, at han jo strax afslaar Ansøgningen,
uden at erkyndige sig om Cornelii Forhold og Duelighed. Spørger man Hr. H*, hvor¬
fore han giver saa habile og skikkelig en Persons Ansøgning Afslag? Svarer han: Søn¬
nen vil ganske vist træde i hans lastefulde Faders Fodspor. Man kunde for saa vidt holde
Hr. H* hans Mistænkelighed til gode, hvis ikke Erfarenhed havde lært ham, at Ord¬
sproget, Æblet falder ikke langt fra Roden af Træet, ey alletider holder Stik;
thi ligesom man seer lastefulde Børn, avlede af dydige Forældre; Saa finder man og dy¬
dige Børn, avlede af lastefulde Forældre.
Bartholomæus er et Menniske, om hvis Troeskab alle de ere overbeviiste, der have
brugt ham til en og anden Husgierning, men han er Soldat. Madame I* antager
Bartholomæus efter hendes Naboerskes Recommendation udi Dag=Leye ved hendes Rulle.
Hun har hørt et og andet om endeel Soldateres Tyve=Streger. Hun tør derfor ikke, i
hvor meget hun end kunde behøve det, vige en Fodbreed uden for hendes Rulle=Stue, end¬
skiønt begge hendes Piger staar hos Bartholomæus. Spørger man nu Madame I*, hvi
hun er saa frygtsom? Svarer hun: Gid Pokker troe en Soldat. De stiæle, saa mange
de ere. Men hvor ubillig og ukiærlig er vel ikke en saadan Slutning? Man har havt
adskillige Exempler paa, at Folk af hendes Stand have begaaet heel grove Tyverier. Alt¬
saa kunde man jo heraf med samme Føye giøre den Slutning, at Madame I* ogsaa er
en Tyv. Forsigtighed kan ved alle Leyligheder giøres fornøden, saasom der desverre gi¬
ves fleere onde end gode Mennisker. Men man bør og paa den anden Side vogte sig,
at man ikke forsynder sig, og handler imod den Pligt, som den rette Menniske=Kierlig¬
hed forbinder os til, nemlig at meene og dømme vel om alle, og ikke uden tilstrækkelig
Grund at fatte Mistanke til nogen.
Den ugrundede Mistænkelighed er ey alleene i sig selv syndig og lastværdig, men
den har endog mange slette Følger. Den giør et Menniske aldeeles uskikket til Omgang


168
med andre, og han kan ikke blevaane noget Sælskab med minste Fornøyelse. Enhver
Mine bliver ham et Anstød. Et hvert Ord, andre tale, der kan have minste Overeens¬
stemmelse med hans Gemyts og Forholds Beskaffenhed, hentyder han paa sig selv, og
tænker at være ham meent. Tale to eller fleere afsides eller sagte med hinanden, tænker
og troer han, at han er deres Mellem=Penge. Er han af det Slags Mistænkelige, der
giøre Slutning fra sig selv, til andre; Veyer han sine Ord ud i Lod og Qvintin, at
ikke det, han taler, skal blive ligesaa vrangt forklaret af andre, som andres Tale bliver
forklaret af ham. Den ugrundede Mistænkelighed hindrer den broderlige Enighed og
Fortrolighed, der burde være imellem Medborgere, og følgeligen betager et borgerlig Sæl¬
skab den vigtigste Deel af al Jordisk Lyksalighed. Ja den ugrundede Mistænkelighed for¬
aarsager end og mange Ulykker og Elendigheder. Man behøver kun at eftersee, hvorlee¬
des det gaar til i et Huus, hvor den ene Ægtefælde har den anden mistænkt. Samme
bedrøvelige Virkning har og Mistænkelighed i de større Societæter. Kort sagt; Mis¬
tænkelighed er en Last, der af alle minst mærkes. Men en opmærksom Tilskuere bliver
dens fordærvende Kraft vaer, og han forbander den af Jorden. - - - Jeg vaagnede.
Mine Herrer og Damer maa have mig undskyldt, hvis J udi denne min Drøm
ikke skulde finde Eder naturlig og livagtig nok afskildrede saasom den hart ad var gaaen
mig i Glemme, da jeg vaagnede. Jmidlertid formoder jeg dog, at Hoved=Lineamenterne
findes derudi, og at J ved første Øye=Kast vil see, at Udkastet ligner Eder. Skulde
Drømme=Lykken forunde mig nogen Fortsettelse af denne Drøm, skal jeg ingenlunde efter¬
lade at opvarte Mine Herrer og Damer dermed; bedende, at J imidlertid vil meene og
dømme saavel om mig, som at jeg med denne min Drøm er Eder velmeenende. Jeg
forbliver &c. &c."
lmprimatur, J. C. KALL.


Drømmeren.
Num. 42.
Løverdagen, den 1ste Augusti 1761.
Hr. Rr* med kiære Brødre!
J¬
eg drømte, Mine Herrer! at jeg tillige med en god Ven aflagde et Besøg hos en
vis Mand, som vi ellers begge ofte omgaaes med. Vi kom just til ham paa en
Tiid, da han ikke andet Sælskab havde, end hans Kone og nyegifte Datter.
Vi bleve vel imodtagne med sædvanlig Venlighed og Høflighed; Men jeg mærkede ved
første Øyekast en tvungen Munterhed hos dem alle Tree; Ligesom og Datteren saae kien¬
deligen Græd=Øyet ud. Man beværtede os med det sædvanlige Eftermiddags Tracta¬
mente. Derefter forlod begge Fruentimrene os.
Det gamle Venskab og Fortroelighed imellem vores Vært og os tillod ham ikke at
fordølge sit Hiertes Anliggende for os. Forlad mig, sagde han, Mine kiærkomne Ven¬
ner, hvis jeg ikke har begægnet Eder med min sædvanlige Munterhed. Min eneste Dat¬
ter er, som J vide, efter al udvortes Anseende bleven vel gift, da Forsynet tilføyede
hende en Mand, som hun kunde lide, og som sidder i et Embede, der riigelig føder sin
Mand. Men hun er dog i alt dette bleven ilde gift, saasom hendes Mand er af det
Slags, der ere hastige til Sinds, og som blive rasende over den allerminste Ting, der
ikke er efter deres Sind.
Det anstaar mig vel ikke at rose mit eget Barn. Men da hendes Opdragelse, og
min og min Kones Omhyggelighed for at kunde giøre hende en brav Mand værdig, er
Eder Begge tilfulde bevidst; Undseer jeg mig aldeeles ikke ved at sige, at enhver fornuf¬
tig Mand maatte priise sig lyksalig ved et saadant Fruentimmer, som hun er. Hun be¬
sidder virkeligen Forstand og et føyeligt Gemyt; saa at jeg tilfulde er forvisset om, at
hun paa sin Side ingen gyldig Anleedning giver hendes Mand til den Ubesindighed, han
stedse lader see imod hende. Desuagtet har jeg dog, hver gang min Datter har besvær¬
get sig over hans Ubesindigheder, stedse talet hende imod, og formanet hende til at lempe
sig efter hans hastige Sind. Men jeg har siden erfaret, at hendes Føyelighed ingen¬
lunde kan forebygge hans Ubesindigheder, saasom den allerminste Baggatelle kan sette
hans Sind i Fyr og Flamme.
Jblant andre latterlige Prøver paa hans store Ubesindighed har jeg for nogle Dage
siden selv seet og hørt en, hvoraf jeg kan giøre Slutning til det øvrige. Min Datter
havde det Vanheld, at hun slog hans Blek=Glas i tu, imedens hand var ude i hans
Forretninger; og saasom denne Forseelse var den allerbetydeligste af alle dem, hvorøyer


170
han forhen havde ladet sin rasende Vreede see, stoed min Datter paa Springet, at vilde
have flygtet Huuset, da jeg just i det samme kom ind til hende. Hun berettede mig da
under væmodige Taarer hendes havte Vanheld; men jeg kunde ikke andet end Lee, faa¬
som intet var mig utroeligere, end at hendes Mand for en saadan Baggatelle skulde vilde
vise sig saa rasende som jeg siden erfarede. Min Datter bad mig, at jeg dog for Guds
skyld vilde blive hos hende, indtil hendes Mand kom hiem, da hun udi min Nærværelse
vilde bekiende hendes Forseelse og afbede den, haabende, at han da af Undseelse for mig
skulde styre sin sædvanlige Hidsighed. Jeg maatte atter Lee. Jeg bebreidede hende
hendes utidige Frygtagtighed. Jmidlertid føyede jeg dog hende for saavidt i hendes For¬
langende, at jeg vel vilde blive tilstæde, men ikke at ville lade mig strax see af ham. Jeg
lod derpaa strax kiøbe et Blek=Glas af lige Størrelse og Skikkelse med det sønderslagne,
hvilket blev sat paa sit behørige Stæd udi hans Contoir. Derefter forføyede jeg mig ind
i min Datters Klæde=Kammer, som er ved Siden af hendes Mands Contoir, og forbød
hende, at hun ey ved hans Hiemkomst maatte lade sig mærke med nogen Ting.
Min Sviger=Søn kom derpaa ved det sædvanlige Klokke=Slet hiem, og forføyede
sig efter Sædvane ind udi sit Contoir. Aldrig saasnart var han bleven det nye Blek=Glas
vaer, at han jo med høy Røst begyndte at spørge, hvad det havde været for en Canaille,
der havde slaget hans Blek=Glas i tue, og sadt ham et andet i steden. Jeg hørte derpaa
at Blek=Glasset blev slagen imod Gulvet, og at Contoir=Dørren saaleedes blev slagen til,
at det rystede i Huuset. Jeg mærkede da, at det vilde gielde min Datter, og derfore
forføyede mig strax ind til dem. Min Sviger=Søn studsede ved min Ankømst; men havde
dog stor Møye ved at kunde fordølge sin Vreede. Jeg spurdte min Datter, om hun ey
befandt sig vel, siden jeg forefandt hende Grædende. Min Datter taug stille; og jeg
vilde ey spørge videre, for ey at give ham Mistanke om mit Komme. Min Kiæreste
græder maaskee, sagde han, fordi jeg spurdte, om hun havde slaaet mit Blek=Glas i tu.
Jeg vilde hellere, føyede han til, have mistet fiire Specie=Ducater, end mit gamle Blek¬
Glas. Jeg tvang mig det bædste jeg kunde for Latter; og bebreidede min Datter hendes
Uagtsomhed. Hun forføyede sig ud. Jeg bad min Sviger=Søn trine ind i sit Contoi
med mig. Min kiære Sviger=Søn, sagde jeg, maa holde mig til gode, at jeg som en
gammel forsøgt Mand, der af lang Erfarenhed har lært, hvorleedes en Kone med For¬
nuft bør omgaaes, siger Jer, at det ingenlunde er Forseelser af dette Slags, der bør
bringe en Mand i Harnisk imod sin Kone. Min Datters Taarer overbeviser mig om,
at Jeres gjorte Spørsmaal om det sønderslagne Blek=Glas ikke er skeed i en alt for be¬
hagelig og kiærlig Tone, da dog Skaden, hvilket jeg formoder, J selv indseer, er af
den Natur, at den hellere fortiener Latter end Vrede; og hvis en Mand af deslige For¬
seelser vil lade sit Sind bringeli Fyr og Flamme; kan han vel femten gange om Dagen blive
ophidset til Vrede, og følgeligen derved giøre baade sit eget og andres Liv, der skal om¬
gaaes ham, heel suurt. Har kiære Sviger=Søn noget at udsette paa min Datters Uagt¬
somhed i hendes Huusholdnings Sager, og i de Ting, der angaae Eders fælles Bædste?
Eller udviser hun maaskee ikke den Føyelighed og Kiærlighed for Jer, som hende tilkom¬
mer? Siig mig det uden minste Forbehold, da kiære Sviger=Søn skal erfare, at jeg ey
skal give hende minste Medhold.
Min Sviger=Søn forsikrede mig da helligt, at han i alle Maader var meget vel
fornøyet med min Datter, og at han elskede hende saa høyt, som nogen Kone kan blive
elsket af sin Mand. Men han maatte tilstaae, at han var noget hastig til Sinds, hvil¬
ket han ikke kunde ændre, men at han strax er god igien. Han bad mig derfore, at jeg
vilde holde ham denne hans Skrøbelighed til gode, og at jeg vilde foreholde min Datter,
at hun ey vil ansee samme som nogen Ondskab og U-kiærlighed imod hende --- Jeg vil


171
troe, svarede jeg, at kiære Sviger=Søn ikke meener det saa ilde med Jeres Skienden og
Larmen over ingen Ting; Ligesom jeg og har erfaret, at Mennisker af Jeres Sindelav
besidde i Almindelighed et got Gemyt. Men tillad, kiære Sviger=Søn, at jeg giør
nogle fornødne Anmærkninger over denne Jeres Feyl, for at kunne viise Jer saavel dens
Uanstændighed, som dens slette Følger.
Det, de Franske kalde Esprit Subalterne passer sig aldeeles paa Mennisker af kiære
Sviger=Søns Sindelav. Talemaaden giver egentlig et selapisk og needrigt Gemytte til¬
kiende, og forestiller et kort dog tydelig Begreeb om et Menniske, der ligesom en Selave
staar under sit Sinds og Affecters Bydende i alle Maader, og som ingen Tiid er sig selv
mægtig; Ligesom og Talemaaden vil saa meget sige, at et saadant Gemytte er allene skik¬
ket til at staae under andres Bydende, men ey til at have over andre at befale; thi saa¬
som et Menniske, hvis Sind kan settes i Fyr og Flamme ved den minste Bagatelle,
i ingen Maade kan styre sig selv, men er en bestandig Selave af sine Affecter; Saa er
han og aldeeles uskikket til at have over andre at befale, hvilket den daglige Erfarenhed
giver os Beviiser nok paa i alle Tree Hoved=Stænder. Ja man kan sige om et saadant
Menniske, at han hverken er skikket til at have over andre at befale eller til at ad¬
lyde; da han formedelst sit hidsige og hastige Sind bør staae i Ligning med de Dyr, der
ikke kan styres uden ved Tømme og Bidsel.
J hvor kiærlig og lemfældig man end vil gaae til Verke i sine Domme over et saa¬
dant Menniske; kan man dog ey dømme mildere om ham, end at han, deels maa have
alt for høye Tanker om sig selv, i det han forlanger saa stor en Frygt og Ærbødighed af
andre, at den allerminste Bagatelle, de forsee sig udi imod ham, skal ansees som en
criminel Forbrydelse imod hans bydende Høyhed. Deels maa man dømme, at hans
Sinds Kræfter maa være meget svage, eftersom hans Sind ved den minste Bagatelle
kan sættes i en rasende Bevægelse; og man farer da allerlemfældigst med ham, naar man
setter ham i Ligning med et drukken Menniske, hvilken alle Ting ere i Veyen; eller og
maaskee beqvemmeligere med et Barn, der formedelst Mangel paa Forstand ikke kan finde
sig i det allermindste, der ikke er efter dets Sind, at det jo strax græder, og lader en
heftig Forbittrelse see. Deels maa man og dømme, at et saadant Menniske besidder et
needrigt Gemyt, i det han agter de minste Bagateller, der gaar ham imod, saa høyt,
at de fortiene, at hans Sinds Kræfter, der ere ham givne til høye og vigtige Ting,
derudover bør bringes i Uorden, ja martres og svækkes ved en saa ofte underkastet Ær¬
grelse og Forbittrelse. Forlad mig, kiære Sviger=Søn, at jeg, for at kunne, om mue¬
ligt er, overbeviise Jer om Jeres hastige Sinds Uanstændighed, saa aabenhiertig legger
Jer de Kilder for Øyen, hvoraf denne Jeres Feyl synes at have sit Udspring, da jeg
dog af Ømhed for Jeres Emfindtlighed har gaaet et og andet forbie, der maaskee maatte
have faldet Jer alt for bidende. Dette maa jeg dog erindre, at et Menniske, hvis Sind kan
settes i Fyr og Flamme over Ting af aldeeles ingen Betydenhed, viser tydelig, at han ey er sig
selv mægtig, og følgelig er man nødsaget til at ansee ham, enten som et drukken Menniske,
eller som en, der ey er saa aldeeles rigtig i Hovedet, eller som et Barn. Men jeg haaber, at
kiære Sviger=Søn har alt for høye Tanker om sig selv, at J skulde ville ansees for nogen af
Deelene. Jeg haaber og, at kiære Sviger=Søn, uden min Erindring, selv indseer, hvor
lidet det anstaae et Menniske, der er ved sin fulde Forstand og som er kommen til en moeden Al¬
der, at han vil lade sit Sind bringes i en rasende Bevægelse ved Ting af ingen Betydenhed,
da man jo deraf maa dømme, at han besidder liden eller ingen Forstand, og altsaa uværdig til
at beklæde noget Embede eller at være en Huus=Fader; thi et Menniske, der gaar frem efter
Forstand og Overlæg, legger ingen Tiid Mærke til Bagateller; langt mindre agter han dem
den Møye værd, at han skulde vredes og forbittres derover.


172
De ubehagelige Følger, et Menniske, der er hidsig og hastig til Sinds, er underkast,
ere adskillige. Et saadant Menniske bliver aldeeles ufordragelig i Omgang med andre. Han
giør sig ved sit hidsige og hastige Sind forhadt og ilde Liid, end og hos hans nærmeste Venner.
Han berøver sig selv den Godhed og Høyagtelse, andre kunde have for ham. Saasom han
formedelst sit hidsige og hastige Sind ofte forløber sig imod andre; Saa maa han og desoftere
ydmyge sig for andre, og afbede sine Forløbelser, hvorved andres Høyagtelse for ham alt meere
og meere formindskes, saasom man anseer ham for den, der aldeeles ingen Forstand og Over¬
læg besidder. Vel er dette en Dyd hos ham, at han tilstaar, for tryder, og afbeder sine For¬
løbelser. Men saasom hans hastige Sind ved første given Anleedning strax forleeder ham igien
til Forløbelse imod andre; Saa anhører man hans Afbedelser med Foragt, og anseer dem for
Hyklerie, eftersom han desuagtet bliver det samme ubesindige Menniske. Men et hidsig og
hastig Sind er endnu langt farligere Følger underkast. Jeg har desverre oplevet alt for mange
bedrøvelige Exempler derpaa. Dog anseer jeg langt fra ikke kiære Sviger=Søn med saa umilde
Øyne, at jeg skulde formode deslige Yderligheder af Jer. Jmidlertid ere dog de Følger, jeg
allerreede har erfaret af Jeres hidsige og hastige Sind, ubehagelige nok, og kan maaskee drage
nogle ubehageligere efter sig.
En Ægtemand, der kan vredes og forbittres over Bagateller, kan umuelig leve no¬
gen Dag til Ende med et roeligt og fornøyeligt Sind. Hvorleedes og med hvilken billighed
kan en Mand vel forlange, at hans Kone eller Børn, eller Tienestefolk ingen Tiid skulde kunne
forsee sig og begaae noget, som kunde være ham ubehageligt? Der falder hver Dag saa mange
Ting fore udi et Huus, at det er en plat Umuelighed, at alle Ting kan gaae saa ordentlig og
Straa=ret til. Men skulde mit Sinds Rolighed og Fornøyelse ikke være mig langt kiærere,
end at jeg vilde lade Forseelser af ingen Betydenhed berøve mig den? Intet fornuftig Menniske
forlanger umuelige Ting. Men naar en Mand ærgrer sig over, at et Glas, en Theekop, og
andet deslige kommer til Skade, giver han jo dermed tydelig tilkiende, at han forlanger og
paastaar, at intet Vanheld enten mindre eller større maa tildrage sig i hans Huus, og følgelig,
at Glasse, Kopper, Skaale, &c. &c. skulde være ævige og Diamantfaste.
En Ægtemand, der skiænder og brumler over Bagateller, har og dette at befrygte, at
en Kone Tid efter anden taber hendes Høyagtelse for ham, og følgeligen den vedbørlige Kier¬
lighed, saasom den første er Grunden til den sidste; thi hun maa da med billighed ansee ham
som den, der enten aldeeles ingen Forstand besidder, eller og for et overmaade slet Gemyt;
men ingen af Deelene tilveyebringer en Mand minste Høyagtelse og Godhed. Men dette Følge
kan endog forventes af Børn og Tienestefolk.
J det øvrige indseer vel kiære Sviger=Søn selv, at de Forløbelser, man saa ofte udi Hid¬
sighed og Hastighed begaar, ingenlunde kan undskyldes dermed, at man meener intet ondt der¬
med, og at man er strax god igien; thi i hvor hastig min Vrede end er endt, saa er dog min
Næste, efter Ordsproget skiendt; Og saasom mit hidsige og hastige Sind forleeder mig til For¬
løbelse paa Forløbelse; Saa viser jeg derved tydelig, at det ikke er en blot Overiilelse; men at
jeg saaleedes har vant mig til det Onde, at jeg ey kan lade det. Men hvad Trøst kan det vel være
for en stakkels Kone, at hendes Mand tilstaaer og fortryder sine Forløbelser imod hende, naar
hun dog veed, at hun ved minste Leilighed er dem paa nye underkastet ---- Jeg vaagnede, fø¬
rend jeg fortalte Mine Herrer denne Drøm; og hvis J have været vaagne under Fortællingen,
haaber jeg, at J deraf nogenleedes ere blevne overbeviiste om Eders Dag-Drømmerie, da J
anseer Eders hidsige og hastige Sind, om ey for en Dyd, dog i det minste for en Feyl, der in¬
gen Anmærkning og Bestraffelse fortiener. Men J maa forlade mig, at jeg som en Nat¬
Drømmere giver intet Dag=Drømmerie Quarteer. Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur, J. C. KALL.


Anti=Drømmeren.
Num. 1.
Tirsdagen, den 18de Sept. 1759.
Etiam inter joca insinuatur objurgatio.
N¬
aar jeg, mine Læsere! i Dag fremstiller mig paa Skuepladsen, under
Navn af Anti=Drømmeren, beder jeg, De ey vil ansee mig, som
den, der agter at gaae Drømmeren i Møde, som en Fiende eller
Modstandere, da jeg meget meere med vedbørlig Høyagtelse tilstaaer Ham
Fortrinet, og erklærer, at jeg ingen Tid, saavidt dette vores fælles Haand¬
verk angaae, skal findes at være ham imod, uden i dette at jeg agter, saavidt
det kan gielde, at undskylde mine Medborgeres Feyl, og at viise, at de af
dem, der paa den ene Side ere skadelige Lemmer udi det Borgerlige Selskab,
kan paa den anden Side have deres Nytte, i Henseende til andre.
Jeg har stedse anseet det, som en ufordragelig Feyl hos Satiriske Skri¬
bentere, (min Medbroder, Drømmeren, ufornærmet) at de allene fore¬
stille deres Medborgere paa den onde Side; hvorved de dog ikke fornærmer
nogen høyere, end sig selv; thi med hvad Fornøyelse skulde jeg vel vilde
give mine Penge ud for deres Skrifter eller Ugeblade, for derudi at see mig
selv igiennemhegled? Og kunde jeg endda biefalde deres daarlige Foreta¬
gende, hvis de alene befattede sig med Folk af de needrige Stænder, for at
fornøye dem af en høyere Stand, for hvilke de Ringe og Fattige ellers maa
tiene til Fier=Bolte og Abespil. Dog kunde maaskee Aftrækken endda kun
blive maadelig, hvis disse hellere læse deslige Skrifter i et fremmed Sprog,
som de dog have Møye med at kunde forstaae, end udi et Sprog, som man
paa sin Hidreise her til Staden neppe kan veyleede sig længere med, end til
Walbye=Bakke.


2
Men formedelst en særdeles merkelig Aabenbaring, den jeg har drømt
eller læst mig til, er jeg bleven afskrekket fra at følge disse Skribenteres Fod¬
spor. Mig syntes, jeg befandt mig paa en overmaade stor Sahl, hvor jeg
saae en anseelig Mand siddende paa et forhøyed Sæde, og paa Sahlen en
stor Forsamling af levende Skabninger. Jeg listede mig saa uformerkt ind
iblant Forsamlingen, for at høre, hvad her kunde være at bestille. J det sam¬
me saae jeg en Person at trænge sig igiennem Skaren, hvorpaa jeg strax hørte
100de Forbandelser, og enhver af de Forsamlede angreb ham med de haar¬
deste Skieldsord, og stødte ham fra den ene Side til den anden. Dog
trængde han omsider igiennem, og kom frem for den Anseelige, paa det
forhøyede Sæde. Hvo er du, sagde den Anseelige, at du er saa velkom¬
men, og at man hilser dig paa saa kierlig en Maade? O! svarede For¬
samlingen, denne er en Fiende af det menneskelige Kiøn, og en bestandig
Forstyrrere af vores Fred. Alle Stænder hader ham, ja Jorden selv har
Afskye for at bære ham.
Vi maa høre Mandens egne Ord, sagde den Anseelige, og bød den
Anklagte at tale. Denne nærmede sig med Frimodighed og et munter Aasyn
til den Anseeliges Stoel. Mine Forfølgelser, sagde han, ere almindelige,
fordi de fleeste Mennesker forbande den Haand, der stræber at læge dem, og
kysser derimod paa den, der udrekker sig til deres Ulykke. Af Haandverk
er jeg en Satyricus, og jeg meener, at dette er alt nok sagt, til at viise
Aarsagen, hvorfore disse Forsamlede give mig saa deylige Skudsmaal.
Dette vil jeg alene legge til, at mit og mine Medbrødres Arbeide har hidtil
Dags været forgieves, og at vi maaskee kunde vente os større Frugt, hvis
vi paatoge os at afrette de vildeste og grummeste Dyr.
Jeg har ofte, svarede den Anseelige, hørt tale om Satyrici; men
de de ere stedse blevne afmalede med de hesligste Farver. Saa meget har
jeg lagt Mærke til, at det, der giør deres Haandverk meest forhadt, er,
at de med deres Satirer sigte til visse Personer, hvilket ikke synes billigt.
Jngen af os, svarede den Anklagte, vil have Ord for, at de sigte til
visse Personer; men jeg understaaer mig ikke, at erklære enten mig selv eller
mine Medbrødre aldeeles frie derfor. Vi Satyrici ere gemeenligen ingen
gode Metaphysici. Det falder os derfore besværligt, at kunde skille Lasten
fra Personen; Ligesom det ikke ellers er vel giørligt, at kunde forestille sig
en Last, uden tillige at forestille sig de Personer, hos hvilke Lasten findes.
Men da ingen Last pleyer at være saa ulykkelig, at den ikkun skulde have een
eller toe Elskere, end og iblant dem, vi aldrig have seet eller kiendt; Saa
kan ingen med Vished sige, til hvem af dens Elskere vi i sær have sigtet;


3
Vel nok, sagde den Anseelige; Men da du, efter egen Tilstaaelse, in¬
gen Frugt seer at kunde høste af dit Arbeide, hvorfore needlegger du da ikke
dette forhadte Haandværk, og tager dig noget andet fore, hvorudi du kunde
blive dine Medborgere til større Nytte? Jmod min Villie, svarede den
Anklagte, maa jeg være en Peripateticus, eller en saadan, der ideligen
vanker om fra een Patron til den anden, for at tilbyde det almindelige Væ¬
sen min Tieneste; men det synes, som at det Borgerlige Selskab ikke be¬
høver den, siden den har Dosmere og Døgenichter foruden mig. Jmidler¬
tid har den Forbindtlighed, Naturens Lov paalægger enhver, at befodre sin
egen og andres Fuldkommenhed, givet mig Fuldmagt til at gaae mine Med¬
borgeres Laster og Uordentligheder i Møde; og omendskiønt jeg, formedelst
Mangel af Bestalling paa nogen anden Forretning, ikke kan være det al¬
mindelige Væsen til den Nytte, jeg ønsker; formeener jeg dog, at jeg under
denne min Forretning kan være det Borgerlige Selskab til ligesaa stor
Nytte, som mangen en Velbestalter uduelig eller magelig. Men høster jeg
end ikke den Frugt af mit Arbeide, som jeg ønsker; saa bør jeg dog derfor
ikke afstaae fra at skierpe min Pen imod mine Medborgeres Laster, for at
forekomme, at de ikke skal blive verre; og jo fleere Elskere der findes af
Laster, jo større bør og deres Antal være, der skierpe deres Pen imod Ver¬
blive mærket af en anden.
dens fordærvede Sæder, paa det at hvad der kunde være skiult for een, kan
Vel an! svarede den Anseelige, eftersom du hellere vil bandes,
hades og forfølges, end at du vil være en aldeeles ørkesløs Lem i det Bor¬
gerlige Selskab; Saa overlader jeg dig til din arbeidsomme Særsindighed.
Men J, sagde han til de Forsamlede, som ere hans Anklagere, mager det
saa, at denne og hans Brødre kan herefter blive ørkesløse og ubrugelige
Lemmer i det Borgerlige Selskab; thi uden saa skeer, kan hverken J eller
jeg formeene ham, at øve det Haandverk, som Naturens Lov, under den
mægtige Sandheds Beskyttelse, beordrer ham til.
Jeg overlader nu til mine Læsere selv, at skiønne, om jeg ikke, for¬
medelst denne Aabenbaring, har gyldig Aarsag til at skrive, alene for at skri¬
ve, og ikke at befatte mig med andres Laster og fordærvede Sæder. Jeg har
saa høye Tanker om mine Medborgere, at en stor Deel af dem ikke engang
selv seer deres Feyl. Hvorfore skulde jeg da vel kunde see dem? Jeg veed
og, at mange Laster maa ansees som staaende Capitaler, hvoraf der aarli¬
gen trækkes anseelige Renter. Men handlede jeg vel som en redelig og ret¬
sindig Borgere, naar jeg, ved at søge disse Lasters Undergang, vilde giøre
Skaar i mine Medborgeres Jndkomster og Levebrød? Endeel Philosophi
lære jo, at det Onde i Verden giør det meeste til dens Fuldkommenhed.
Hvorfor skulde jeg da vel philosophere anderleedes, i sær da jeg, som en


4
Uhiulpen, ikke selv kan vide, om jeg ey tilsidst kan see mig nedsaget til at
lade mig indskrive iblant deres Tal, der enten leve af det Physiske eller af
det Moralske Onde.
Det bliver altsaa, kiære Medborgere, min Hovedsag, i de føl¬
gende Blade at drømme tvertimod Drømmeren. Jeg erklærer mig
aldeeles for eders Partie; og intet skulde fornøye mig meere, end at jeg med
Sandhed kunde giøre dem til Løgnere, der fremstille en stor Deel af Eder,
som Onde og Lastværdige. Kiære! kommer mig dog med Eders priiselige
Forhold herudi til Hielp! Og lad være, jeg ingenlunde er af det Slags
Skræddere, der kan sye Huer til alles Hoveder, og skiære Kapper efter alle
Vinde, hvorved de giøre sig mange fordeelagtige Snit, skal jeg dog, saavidt
Rimeligheden vil tillade, søge at skiule og undskylde Eders Feyl.
Anlangende min Medbroder, Drømmeren; da haaber jeg, at han
indtil videre, vil finde sig fornøyet med min forhen gjorte Erklæring. Jeg
finder alene fornødent at bede, at han ey med skeele Øyne vil ansee, at jeg
giør mine Opvartninger hos de samme Herrer udi det Alphabetiske Colle¬
gium, som han; hvilket jeg saa meget mindre vil formode, som at vi begge,
formedelst fælles Læsen og Skriven, have lige stor Adgang til disse Herrer,
og som vi begge staae under deres i saa Maade vidt formaaende Direction.
J øvrigt beder jeg, kiere Medborgere, at den Bevaagenhed, som
jeg vil have mine Blade anbefalet hos Eder, maa geleides af Eders ugent¬
lige Gavmildhed i at ofre mig 2 Skilling, som udi 52 Uger udgiør den
Summa 6 Mk. 8 s., paa det jeg ikke, formedelst liden Aftræk, skulde see
mig nødsaget til, at giøre mig usynlig paa Skuepladsen, førend
min Rulle er bleven halv udspillet.
lmprimatur C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Num. 2.
Tirsdagen, den 25de Sept. 1759.
Hrrr A.
D¬
a uduelige og dovne Borgere ikke udgiør den minste Deel af det Bor¬
gerlige Selskabs Lemmer, og min Herre, formedelst Deres Stand,
og Værdighed, ikke bør have det neederste Stæd iblant disse; Saa
aflegger jeg med billighed, efter Drømmerens Anviisning, min første Op¬
vartnings=Besøgelse hos Dem. Og, uagtet jeg lettelig kan forestille mig, at
min Medbroder, Drømmeren, saaledes har banet Veyen for mig, at en
Besøgelse af en Person, under mit Navn, ikke vil være min Herre synderlig
behagelig; haaber jeg dog, at blive min Herre saa meget meere velkommen,
som at jeg allerede udi mit første Blad har erklæret, at jeg drømmer saavel
om Dem, som om alle andre Dag-Drømmere, tvertimod Drømmeren.
Der Drømmerens Skrivelse til min Herre kom mig udi Drømme for
Øyen, kunde jeg, endskient jeg var Lys vaagen, ikke andet, end sættes i Be¬
vægelse over hans Dumdristighed, i at bebreide min Herre Deres Uduelighed
og Magelighed Og anseer jeg denne hans Forseelse saa meget meere formaste¬
lig, som at man bør have den Undseelse for min Herres Stand og Værdighed,
at man ikke kan see Deres Feyl, i hvor store og kiendelige de end maatte være.
Med Forundring seer jeg af Drømmerens Skrivelse, at han staaer i
Tvivl om, med hvad Fortieneste min Herre beklæder den Post, De er bleven
sadt paa. Den gode Drømmere har vel umueligt ikke selv indseet, at han
med dette sit Tvivlsmaal vilde røbe sin store Vankundighed i Befordrings¬
Sager. Har ikke m. H. havt berømmelige Forfædre? Har ikke min Herres
sal. Hr. Fader gjort sig berømmelig ved kiendelige Fortienester imod det Bor¬
gerlige Selskab? Staaer nu den Sætning fast, at et god Træ kan ikke
bære raaden Frugt; hvor skulde da gel, uden Drømmeren alene, staae;i


6
Tvivl om, at m. H. jo er værdig til de vigtige Poster, De beklæder? Og
da Drømmeren, efter egen Tilstaaelse, veed, at min Herre besidder anseelige
Midler; saa maa han jo være seende blind, naar han ikke kan see min Herres
Fortienester? Hos en Mand, der har braf Penge finder man alletider For¬
stand, Dygtighed og andre Fortienester; og har jeg endnu ikke kiendt nogen
Metaphysicus, i hvor subtil han end har været, der har skilt Fortienester fra
Penge.
Naar Drømmeren fremdeeles bebreider m. H. dette, at De, saa got som
er sprungen af Ammestuen i Brudesengen; røber han derved sit synderlige
Begreb om Ægtestanden. Bør ikke Verdens Formeerelse, efter Stifterens
Anordning, være Hoved=Øyemeedet ved alle Ægteskaber? Altsaa maatte
man vel spørge den gode Drømmere, med hvad Grund han kan legge m. H.
eller nogen anden det til Last, at de gifter sig i de Aar, da de finder sig best i
Stand til at opfylde Ægteskabets Hovedpligt? Thi at en Mandsperson, efter
endeels Mening, ikke kunde tage sig en Kone, førend han havde de Aar, at
han med Forstand kunde forestaae et Huus, kunde vel have sin store Nytte;
men da jeg ikke troer, at Drømmeren kan vise os denne Artikel indført i Æg¬
testands Stifterens Anordning; saa kan denne hans Bebreidelse aldeeles ikke
fornærme min Herres Brudeseng; da m. H. meget meere kan stoppe Munden
paa Drømmeren med dette, at der neppe er bleven nogen yngere gift, end
den allerførste Ægtemand, nemlig Adam, der neppe var kommen ind i Ver¬
den, førend han sik sig en Kone.
Fremdeeles maatte jeg vel vide, hvad Drømmeren vil sige med denne An¬
mærkning: At saasom m. H. haver et Hoved uden Hierne, saa maa De udi Deres
Embeds Forretninger betiene Dem af en andens. Skulde han have antegnet
dette som en Last hos m. H. anseer jeg det meget meere for en Dyd, at da m. H.
ikke selv besidder den fornødne Dygtighed og Jndsigt i de Embeder, Dem er be¬
troet, De da betiener Dem af en dygtig Fuldmægtig, paa det at samme forsvarli¬
gen kan blive beopagtede. Og skulde der end, formedelst Dennes egennyttige
Duelighed, blive nogen Forseelse begaaen; Er Skylden aldeeles ikke paa min
Herres Side, om De end maa staae til Ansvar derfor, saasom m. H. baade er
uvidende derom, siden De intet befatter Dem med deres Embeder; saa og for¬
nemmelig, fordi m. H. lidet eller intet forstaaer dem paa, hvad der kan være ret
eller kroget gjort udi Deres Embeder. Men skulde end Drømmeren med den¬
ne Anmærkning vilde vise m. H. Uværdighed til de anfortroede Embeder; da
vil jeg spørge ham: At naar et fiirbeenet Asen, der overalt var bedækket med
broderede Klæder, og belæstet med 2de Pengeposer, kunde fordum blive ud¬
raabt som udnævnt Borgemester til følgende Aar i Rom; om da ikke min
Herre, der, saavidt jeg kan see, er et Menneske, skulde kunde være ligesaa
værdig til de Embeder, De beklæder, om de end i saa Maade ikke havde
meere i Hovedet, end hiin Asen?


7
Med samme Skiønsomhed Drømmeren har anmerket min Herres liden
Forstand og Dygtighed til Deres anbetroede Embeder; med den samme Skiøn¬
somhed antegner han og dette som en Last hos m. H., at de sielden eller ingen Tid
giver Audience til Vedkommende, men henviser dem til Deres Hofmester eller
Fuldmægtig. Men jeg anseer dette tvextimod meget meere for en stor Forsig¬
tighed hos min Herre; thi som der undertiden gives saadanne Gemytter, der
alene spørge sig fore, for at føle, om man har Haar paa Tænderne; og m. H.
kunde, vel mueligt, just ikke paa den Tid have noget fornuftig og grundig
Svar ved Haanden; saa handler m. H. meget forsigtig derudi, at de ikke ind¬
lader Dem i Samtale med nogen paa Deres Embeders vegne, men henviser
dem til den, hvis Forstand m. H. har leyed, nemlig, til Deres Fuldmægtig.
Og da Leye er i lige lang Tid det samme som Eye; saa bør dennes Forstand,
ansees som min Herres egen, og Vedkommende bør antage, hvad Deres
Fuldmægtig med Fornuft og Grundighed beslutter og svarer, som noget han
ikke har af sig selv, men af min Herre.
Naar Drømmeren fremdeeles antegner m. H. store Ladhed og Magelig¬
hed som en Last; røber han derved sin liden Jndsigt i de Pligter, et Menneske
er sig selv skyldig. At jo mangen en Embedsmand, formedelst de i Embedet
indløbne Fortrædeligheder og Bryderier, saavelsom ved det behørige Hoved¬
brud, og efter Omstændighederne aarvagne og møysomme Arbeide, har sadt
sin Helbred til, er en Sandhed, som Drømmeren vel maa tilstaae mig. Men
om end en Embedsmand, som dog ikke vel er mueligt, kan undgaae Fortræde¬
ligheder og Bryderier; saa kan han dog, ved at legge sit Hoved i Blød for de
Ting, der angaae hans Embede, svække sin Helbred. Den naturl. Complexion,
saavel i Henseende til Sindet og Hiernen, som til Legemet, kan være svagere hos
et Menneske, end hos et andet. Desaarsage seer man, naar To med lige Fliid
og Stræbsomhed arbeide udi et og det samme, hvortil Sindets og Hiernens Kræf¬
ter skal bruges, at den Eenes Helbred er bleven svækket derved, naar den anden
derimod befinder sig lige hurtig; Ligesom man og af samme Aarsag finder iblant
de Studerende mangen en blegsnudet Skranting. Som nu da baade Natu¬
rens og den aabenbarede Lov paalegger ethvert Menneske, at han, saa meget
ham vitterligt og mueligt er, skal vogte sig for alt det, der kan svække hans
Helbred, og ethvert Menneske, efter Formodning, kiender selv bædst sin na¬
turlige Complexion; saa vil m. H. ikke befatte sig det ringeste med Deres an¬
fortroede Embeder, at de ikke, formedelst indløbende Fortrædeligheder, og ved
at legge Deres Hoved i Blød for de Ting, der angaae Deres Embeder, med
Villie og Vidende skulle svække Deres Helbred; og altsaa seer jeg ikke, med hvad
Føye Drømmeren har vildet bebreide m. H. Deres store Ladhed og Magelighed,
i sær, da den har een af m. H. Hovedpligter imod sig selv til Grund.
Men Bladet vil ey tillade, at jeg, som jeg dog kunde, kan udpine fleere
Dyder af de øvrige Poster, som Drømmeren legger m. H. til Last. Nok er det,


8
at jeg allerede har viist Drømmeren 3de store Dyder hos m. H., nemlig, at m.
H. har havt den kiærlige Omhue for Deres Embeder, at De har forsynet dem
med en dygtig Fuldmægtig, siden m. H. ey selv er forsynet med Forstand og
Dygtighed, til at kunde forestaae dem. Dernest, at m. H. besidder den prise¬
lige Forsigtighed, at De ikke vil indlade sig i Samtale med nogen paa Deres
Embeders vegne, for ikke derved at skulde røbe Deres store Ukyndighed i de
Ting, de burde at vide. Og endelig, at m. H. ikke vil have det paa Deres
Samvittighed, at De, ved at be fatte sig det minste med Deres anbetroede Em¬
beder, skulde med Villie og Vidende foraarsage Deres egen Helbreds Svæk¬
kelse, hvorudi m. H. er at rose frem for Fraadsere, Drankere, Hoerkarle og
Natteravne, saafremt De ikke Selv er nogen af Deelene. Og naar jeg, som
en, der aldrig har nødt, eller agter at nyde minste Gunst og Bevaagenhed af m.
H., kan see saa mange Dyder hos Dem; hvor mange uendelige fleere maa de
da vel ikke kunde see, der ere m. H. Tilhængere og Tilbedere?
Men skulde min Medbroder, Drømmeren, ikke endnu finde sig slagen ved
denne min grundige Forsvarstale for m. H.; Saa vil jeg, eftersom jeg af hans
udkomne Blade ungefehr kan slutte, at han agter at antegne alt det, han efter sin
Jndsigt og Forfarenhed seer at kunde fornærme det almindelige Bædste, legge ham
den Nytte for Øyne, som m. H. og andre fleere Embedsmænds Uduelighed og
Magelighed fører med sig. Vare alle Embedsmænd dygtige til at forestaae de¬
res Embede, og vilde de alle, naar de kunde, selv uleilige sig med at beopagte deres
Embeder, saa kunde der jo kuns en Eeneste leve af ethvert Embede. Naar jeg
nu sætter dette forud, som en Sandhed, den Drømmeren vel nødes til at tilstaae
mig, at det er meere fordeelagtigt udi en Republique, naar to kan leve ved et Em¬
bede, end at een skulde have saa mange Embeder, som fiire andre kunde have deres
skikkelige Ophold ved. Saa bliver det og en reen Sandhed, at det har sin Nytte,
at der gives saadanne Embedsmænd, der, enten formedelst deres Udygtighed, eller
for Mageligheds Skyld, (de Embedsmænd ufornærmet, der nødvendig maa have
Medhielp, i hvor dygtige og flittige de end ere) maa see sig forsynede med saadanne
Medhielpere, der besidde den behørige Forstand og Dygtighed. Og da der just
ikke haves nogen synderlig Mangel paa forstandige og dygtige Stodere, der gier¬
ne tage Tieneste hos forgyldte Skabilkenhoveder; Saa gives endog herved lei¬
lighed til, at det forfærdelige store Antal af Solicitanter kan blive forminsket; Og
en Fuldmægtig, der ved sin Duelighed har bragt det saa vidt, at ham ikkun fattes
Navnet af det Embede, han haver under sit Formynderskab, skiøtter da venteligt
ikke meere om at fylde Tallet igien, for siden, som forhen, at leve af blotte Løfter.
Med ærbødigst Begiering, at min Herre, efter Drømmerens eget Forlan¬
gende, vilde behage at sende ham dette, som en videmeret rigtig Copie efter
Originalen, har jeg den Ære at forblive &c. &c.
Imprimatur C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Num. 3.
Tirsdagen, den 2den Octob. 1759.
Hrrr B.
J¬
eg kan, min Herre! saa sagte imellem os at sige, svære Dem høyt og
helligt til, at, i hvordan jeg end stiller mit Sophistiske Perspectiv,
er jeg ikke i Stand til at kunde blive den mindste Dyd vaer hos Dem;
og skulde det giøre mig hiertelig ondt, hvis min Herre skulde blive den
Eeneste, som jeg imod min Villie maatte tilstaae Drømmeren, at være en
skadelig og utaalelig Lem i Republiqven.
Men see! jeg drømmer jo? Ved allerførste Øyekast paa Drømmerens
Skrivelse til m. H. finder jeg jo en Krog at henge min Hat paa. Han mel¬
der, at han ikke har den Ære at kiende m. H. uden per Renome.
Sandelig, jeg kalder nu, efter saa mange andre got Folkes Exempel; mine
Ord tilbage, og stiller mit Perspectiv om igien. Jeg maatte vel spørge,
hvormeget man kan forlade sig til en Mands onde eller gode Rygte, naar det
ikke har egen Erfarenhed og Overbeviisning til Grund? Hvor mange ere vel
ikke De, hvis gode Rygte og udraabte herlige Egenskaber alene henger af
andres Laster, eller af det Vidnesbyrd, som Egennytte og Partiskhed legger
andre i Munden om Dem, tvertimod Sandhed og bedre Overbeviisnig?
Og da det ikke er usædvanligt at høre, at det, der roses hos et Menneske af
nogle, bliver derimod af andre lagt ham til Last; Saa fornemmer jeg og, at
kunde med samme Ret drømme tvertimod Drømmeren om Dem, m. H.!
Drømmeren fremstiller sin Dødning eller m. H. geleidet med 2de
Personer, nemlig Løgn og Falskhed. Vel sant, at Følgeskabet er just
ikke saa meget hæderligt som alamodisk, og man kunde snart, i Krast af det


10
gamle Ordsprog: Dersom nogen ikke kiender alt sit eget Væsen, kan man
kiende af hans Stalbrødre, heraf slutte, at m. H. er en Løgnere og et falskt
Menneske. Men hvor ofte skeer det ikke, at en god Mand maa formedelst
fælles Forretninger omgaaes med slette Personer, og da Løgn og Falskhed ere,
efter Drømmerens Beretning, min Herres Raadgivere; saa seer man jo klar¬
lig deraf, at m. H., formedelst visse Anslag, hvilke De ved Sandhed og Ær¬
lighed ikke kan faae udførte, er nødsaget til at betiene Dem af disse 2de slette
Personers Bistand. Men skulde nu Drømmeren være saa blind, at han ik¬
ke kan indsee denne Undskyldnings Rigtighed; vil jeg, for meere Tydelig¬
heds Skyld, endnu gaae Sagen nærmere. Alle Mennesker ere jo, efter
Skriftens Vidnesbyrd, Løgnere; og da det er heel vanskeligt og rart, at en
Mand, der vil fare med Sandhed, og som udi alt sit Forhold vil gaae ærlig
og oprigtig frem, kan i vore deylige og fine Tider begaae sig; Saa bliver
det jo en Fornødenhed paa m. H. Side, at De maa være en Løgnere, saa¬
vidt De er et Menneske, og at De, om De ellers skal kunde begaae Dem
iblant andre Ræve og Slanger, maa sette al Ærlighed og Redelighed
tilside.
Naar Drømmeren fremdeles melder, at Kierlighed til Næsten er
aldeles udjaget af m. H. Bryst, og at Misundelse, Egennytte og
andre Ukierligheds Øvelser haver reent bemestret sig Deres Hierte;
Da meener jeg, det kan være nok sagt til m. H. Forsvar, at naar Kierlig¬
hed til Næsten, efter Drømmerens eget Vidnesbyrd udi hans første Blad,
er dreven i Landflygtighed, hvorledes torde den da vel lade sig indfinde hos
m. H.? Men skulde den fordrevne Kierlighed udi m. H. levende Live blive
kaldt tilbage igien, og den bliver almindeligt hos alle vore Medborgere, kan
den gode Drømmere sikkert forlade sig til, at m. H. bliver en meere kierlig
Mand imod sine Medborgere.
At m. H., efter Drømmerens videre Beretning, har ved Bagvaskel¬
se, Pretuderie, og ved at lade sig bruge som Spion, gior det før¬
ste Trin til Deres Opkomst og Værdighed; er vel just ikke en af de
røsværdigste Maader at giøre sin Lykke paa. Men da det paaligger et hvert
Menneske som en Pligt, den har ikke, uden at forsynde sig imod sig selv,
kan efterlade, nemlig paa alle muelige Maader, (de lovlige vil just ikke al¬
letider slaae an) at befordre sin Velfærd og Tilstands Forbedring, og m. H.
maaskee paa den Tid ingen andre Fortienester har havt, hvorved De kun
de see sig forfremmet; men har derhos seet, at denne var den gienneste og
mueligste Maade for Dem, at kunde giøre Deres Lykke paa; Saa kan m.
H. gierne undskyldes dermed, at De ingen anden muelig Udvey saae til
Deres Forfremmelse; ja m. H. kan end og til Deres ydermeere Forsvar be¬


11
raabe Dem derpaa, at De ikke har været den første, og bliver, vel mueligt,
ikke eller den sidste, der paa denne Maade har gjort sin Lykke i Verden.
At m. H. fremdeles, efter Drømmerens Beretning, har ved Bag¬
vaskelse og Øtetuderie bragt en og anden brav Mand i Misgunst
eller og aldeles i Fald; kan just ikke heller antegnes til nogen synderlig
Berømmelse for Dem. Men da det ikke er nok, at man alene, efter sin paa¬
lagte Pligt, har seet sig forfremmet; men man end og er forbunden til at for¬
svare sig paa den Post, man er bleven sat, at man ikke, enten formedelst
egen Uforsigtighed og Forseelse, eller ved andres Misundelse og Eftersettelse
skal blive skilde ved den; Og m. H., vel mueligt, har seet, at disse gode
Mænd enten har været Dem i Veyen ved Deres videre Forfremmelse og Op¬
høyelse, eller og at m. H. har befrygtet, at de samme maatte omsider vilde
røbe m. H. slette Adfærd, og efter deres høyere Formaaenhed see m. H styr¬
tet; Saa kan m. H. undskyldes dermed, at De, for at see Dem selv i Be¬
hold, har seet Dem nødsaget til at komme disse gode Mænd i Forkiøbet, og
ved at bringe de samme i Misgunst, eller aldeles i Fald at forebygge den
befrygtende Fare. Og kan m. H. ogsaa herudi, til Deres ydermeere For¬
svar, beraabe Dem derpaa, at dette Stats=Greeb er ikke saa aldeles usæd¬
vanligt.
Naar jeg i det øvrige noget nøyere indseer disse Egenskaber hos m. H.
nemlig, Bagvaskelse, Misundelse, og andres Efterstræbelse; seer jeg ikke
hvorfore den gode Frue Forgængelighed skulde blive m. H. saa aldeles,
ugunstig, at hun ved m. H. Oversættelse til de Dødes Rige, skulde meddee¬
le Dem et saa slet Skudsmaal og Reyse=Pas, som Drømmeren her allerede
har giort Udkast til. Vel maa jeg tilstaae, at m. H. Egenskaber ere heel
stinkende og skadelige; Men da dette er en Sandhed, den jeg og haaber,
Drømmeren maa tilstaae mig, at der neppe findes noget saa ont og skadeligt
i Verden, hvoraf der jo i en eller anden Maade kan flyde noget got; Saa
maatte man giøre m. H. megen Uret, hvis man vilde negte, at jo Deres on¬
de Egenskaber kan have deres Nytte. Hvor stort et Skaar vilde der vel ikke
giøres i mange Jndkomster, hvis Bagvaskelse blev forbandet af Jorden?
Thi ligesom vore Medici leve af Legemets Ulykker; saa have vi og en Mængde
af dem, der leve af de Ulykker, som Bagvaskelse kommer af Stæd; og hvor ilde
farne maatte vel ikke disse blive ved Bagvaskelses Udjagelse af Verden? En
god Deel af dem skulde tale Sandbed, maatte de vel tilstaae, at de have
Bagvaskelse at takke for den største Deel af deres Midler. Men Bagveskel¬
se haver endnu en ikke mindre vigtig Nytte. Egenkierlighed er en Bedra¬
gere, og et Menneske skulde efter dens Oversettelser snart troe, at han i en
høy Grad besidder alle Fuldkommenheder. Skeer det nu at Bagvaskerens


12
Tunge ikke sparer ham, som den sielden giør, saa drives han derved til at
vise alt fleere og fleere Prøver paa sin Dyd, og at jage efter en høyere Grad
i sit levnets Ustraffelighed. Hvo seer da vel ikke, at m. H. tillige med an¬
dre Baqvaskere have deres besynderlige Nytte i Republiqven.
Hvo skulde vel ligeledes vilde negte m. H. den Nytte, som Deres mis¬
undelige Gemytte og andres Efterstræbelse fører med sig? Ere ikke de Mis¬
undere og Efterstræbere, som en og anden brav Embeds=Mand veed, han
har, ligesom en Spore, der driver ham til at bruge des større Forsigtighed
udi sine Forretninger, og en Opmuntring til at vise alt større og større Prø¬
ver paa sin Dygtighed, Flid og Troskab udi Embedet? Jeg kunde endnu
haver udi en Republiqve. Jeg kunde vise, at saa mange Misundere der
til m. H. Forsvar, videre udføre den Nytte, Misundelse og Efterstræbelse
findes, saa mange Ære=Støtter have vi og opreyste for de gode, duelige og
dygtige Borgere iblant os. Men da jeg meener; at Læseren kan have Snak
nok for 2 Skilling udi det, som allerede er sagt til m. H. Undskyldning og
Forsvar; vil jeg alene til Slutning melde dette, at omendskiønt jeg ikke, uden
at være alt for partisk; kan sige, at den Nytte, som m. H. ildesindede For¬
hold imod Deres Medborgere føre med sig, kan veye op imod den Skade og
det Onde, som samme tilfører det almindelige Væsen, saa er det mig nok,
om m. H. ellers kan være tient dermed, at jeg har gotgjort, at m. H. tillige
med alle andre Bagvaskere, Misundere, og Efterstræbere have, i hvor sto¬
re Afskum de end ere, deres besynderlige Nytte i det borgerlige Selskab;
hvormed m. H. og, ifald Dem saa behager, kan pukke imod min Medbro¬
der, Drømmeren. Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBOV.


Anti=Drømmeren.
Num. 4.
Tirsdagen, den 9de Octob. 1759.
Hrrr C.
V¬
erden er dog heel forunderlig; og den maatte være underlig skabt, der
i alle Maader skulde kunde være den til Maade. Vil, eller for¬
staaer man ikke at udrette noget til det almindelige Væsens Nytte,
udraabes man for uduelige, unyttige og dovne Borgere. Vil og kan man
legge sit Hoved i Blød, for at kunde i een eller anden Maade tiene sine
Medborgere og at udfinde noget, som kunde have en almindelig Nytte, fin¬
der man strax en heel Hob Modstandere, der sværte eens Foretagende og
Forslag, og udraaber dem for egennyttige og skadelige.
Af Drømmerens Skrivelse til min Herre erfarer jeg, at de er, eller
har været en Projectmager, og at min Herre ved deres uendelige Projecter
har gjort Deres Lykke i Verden. Skulde Drømmeren, som det synes, vilde
legge min Herre dette til Last; meener jeg tvertimod, at min Herre herudi
paa det Høyeste bør roses frem for dem, af Deres Medborgere, der enten
ikke kan, eller om De end kunde, ere saa magelige og dovne, at De ikke vil
bryde Deres Hoved med at udpønse noget, for at viise Prøve paa Deres
Tienstvillighed imod det almindelige Væsen.
En vis Skribent inddeeler de fornuftige Skabninger i trende Classer.
Til den første Classe henfører han dem, der ere begavede med en ypperlig
Forstand, Skarpsindighed og Kløgtighed, og som besidde en naturlig Fær¬
dighed til at kunde i en Hast begribe og indsee een eller anden Sag, og at
udfinde enten noget Nyt, eller noget, som kan tiene til at forbedre de fo hen
opfundne Ting. Til den anden Classe henfører han den, der ikkun besidde


14
et maadeligt Menneske=Begreb, og som efter megen Møye, megen Tid og
Underviisning vel kan fatte en Konst eller Videnskab, men ere for Resten
ikke i Stand til at kunde opdage noget, som er nyt eller som kan tiene til de
gamle Tings Forbædrelse. Til den tredie Classe henfører han dem, imod
hvilken Naturen viiser sig som en Stifmoder, hos hvilke Naturens Gaver
ere faa og ringe, og Sinds og hvis Hiernes Krafter ere alt for svage til at
kunde paatage sig de Ting, der udfordre Begreb og Forstand, men ere alene
skikkede til de Forretninger, hvortil alene behøves Legemets Kræfter, eller
visse Lemmers fornødne Brug.
Da jeg nu, efter den Afbildning, jeg af Drømmerens Skrivelse har
giort mig om min Herres Egenskaber, ikke skiønner rettere, end at min
Herre jo kan henføres til den første af ovenmeldte trende Classer, og samme
Skribent ey alene siger, at disse ere den fineste og beste Deel af det menne¬
skelige Kiøn, men han end og legger dette til, at man kunde have Aarsag,
at ønske dem Udødelighed; Saa seer jeg ikke eller rettere med de Øyne,
jeg nu vil see med, end at jo min Herre bør have en særdeles Roes for De¬
res rare Forstand og Kløgtighed, det er, for Deres Hiernes overflødige
Frugtbarhed paa saa uendelige mange nye Forslag. Jkke heller seer jeg,
hvorledes man vil laste dette hos min Herre, at de ved deres idelige Forslag
har befordret Deres Opkomst; thi lad være, De samme, efter Drømme¬
rens Sigende, have været egennyttige, (men hvilke Forslag kan ikke kaldes
saa?) meener jeg dog, at min Herres Forfremmelse, den De ved disse De¬
res Fortienester har tillusket Dem, kan i alle Maader være ligesaa roesvær¬
dig, som den, man kan nyde enten formedelst sin Fødsel, eller sine Penge,
eller ved et Giftermaal, og andre deslige Maader.
Min Herre, der sluttelig i saa Maade ingen Stoicus er, at De ey
har vildet lade Deres Forfremmelse beroe paa en Hændelse, har, i Følge
det gamle Ordsprog: Enhver er Smed til sin egen Lykke; har som en paa¬
passende Smed smiddet, imedens Jernet var varmt, det er, imedens min
Herres Medborgere, efter Drømmerens Beretning, vare misfornøyede
med de gamle Indretninger udi det Borgerlige Selskab, og deres Stats¬
Begreb, der skulde undersøge min Herres Forslag, var indvirret i en Jster¬
Hinde. Er det nu, efter Ordsprøget, tilladt, at være Tyv i sin egen Næ¬
ring? saa seer jeg ikke, at min Herres egennyttige Forslag, eller den For¬
fremmelse, som min Herre ved samme har erlanget, kan saa meget legges
min Herre til Last, som den, der ønskede Forandring ved de gamle Jnd¬
retninger, saavelsom dem, der paa den Tid ingen Øyne havde til at kunde
iginnemsee min Herres opstillede Perspectiv, overstrøgen med den sædvanlige
Skattering af en patriotisk Kierlighed og Omhyggelighed, der giør den aller¬
deyligste Virkning i svage Øyne.


15
Min Herre, som ved saa god en Leilighed saae sig forbunden til at tiene
det almindelige Væsen, forestillede sig derhos, at det almindelige Væsen var
alt for skiønsom, at det skulde nægte Dem deres Fordeele ved denne Deres
Tieneste. Men hvo skulde vel med Vished kunde sige, at min Herre selv
indsaae, at Fordeelene ved deres gjorte Forslag vilde i Tiden blive større for
min Herre selv, end for det almindelige Væsen? Min Herre saae her en
Leilighed, ved hvilken De, efter sin Pligt imod sig selv, kunde befordre De¬
res Forfremmelse, og De iagttog Leiligheden, som en fornuftig Mand, imens
De havde den. Min Herre saae paa sine egne Fordeele, hvilket er natur¬
ligt og billigt; thi en Arbeidere er sin Løn værd; og i denne Henseende maa
det være, at Drømmeren kalder min Herres Projecter egennyttige. En Ta¬
sken=Spillere, der med sine behendige Konstgreb og Blendeværk fornøyer Til¬
skuernes Øyne, er egennyttig, for saavidt han ikke vil viise sine Konster
omsonst; Men udi denne Lignelse finder jeg just den allerrimeligste Undskyld¬
ning for min Herre, i sær, naar Drømmeren bebreider Dem Deres egen¬
nyttige Forhold udi den anfortroede Direction ved et vis Jnterressentskab.
Min Herre holdte sig her atter det gamle Ordsprog efterretlig, at enhver er
Tyv i sin egen Næring; og dette vil Drømmeren legge min Herre til Last.
Men lad være, min Herre, efter Drømmerens Sigende, vidste, at en Pa¬
triot, naar han skal svare til sit Navn, bør ikke betragte sig for sig selv, eller
see alene paa sine egne Fordeele, men at han bør bestemme alt sit Foreta¬
gende af den Nytte, der kan være almindelig, og strekke sig til alle Lemmer
i et Societæt; Saa kan dog dette tiene til min Herres Undskyldning, at
naar saa mange Øyne udi Jnteressentskabet ikke kunde see, at min Herre tog
dem ved Næsen; hvorledes skulde da vel min Herre med sine to Øyne alene
kunde see det? Og at min Herre, efter Drømmerens Sigende, ved sine
Konstgreb og Blendeverk fik dem efterhaanden ryddede af Veyen, der kunde
kige Dem i Kortet, kan undskyldes dermed, at en klog Mand ey alene seer
Faren forud, men han end og søger at forebygge den; Og hvad skulde vel
Drømmeren kunde have herimod at indvende.
Da jeg nu paa det rimeligste har undskyldt det onde, som der efter
Drømmerens Drøm, skal findes hos m. H.; saa vil jeg derimod vise Drøm¬
meren den Nytte, som m. H. tillige med alle egennyttige Projectmagere i en
og anden Maade kan have. At jo egennyttige Projectmagere kan blive meget
skadelige for det borgerlige Selskab, naar Deres Forslag finde Biefald, kan
jeg ikke, uden at tale imod Erfarenhed, negte. Men man negter mig vel
heller ikke, at jo de samme kan have deres Nytte. Egennyttige Projecter kan
tiene til en Prøve- og Polere=Steen, hvorpaa deres Stats=Begreeb, der
skal undersøge dem, kan blive prøvet, om de have Øyne og Skiønsomhed til
at kunde indsee en Sag i sin fulde Sammenheng, og i alle de Følger, som


16
henger af den samme, i hvor meget den end kan være sat paa Skruer. Men
hvor let kunde det ikke skee, at disses Hierne maatte forkomme af Rust, hvis
den ikke undertiden ved opskruede Projecter blev afpoleret? Egennyttige
Projecter, naar de finde Biefald, kan tiene til en probat Øyen=Cuur; thi
naar de ved Jverksettelsen befindes at have en liden fordeelagtig Jndflydelse i
det almindelige Væsen, helbredes derved Øynene paa de i Blinde knurrende
og misfornøyede, der have priset fremmede Staters Indretninger frem for
deres egne, at de da først kan see, at de have været bedre farne med de gam¬
le Anstalter. Jo fleere Projecter der blive antagne og iverksatte; jo fleere
Leiligheder gives der og, hvorved vore Steen=Slibere eller Ledig=Giængere
kan blive satte i Arbeyde. Men hvor herlig en Nytte har vel ikke dette udi
det borgerlige Selskab, at Ørkesløshed og Lediggang, der føder kun lidet go
af sig, kan endog herved blive hemmed?
Jeg kunde endnu udpine adskilligt meere, for at vise, at egennyttige
Projectmagere kan have deres Nytte. Men da alle gode Ting ere, efter
Ordsproget, Tre, og enhver Sætning, der har 3de Beviser til Ryg=Støtte,
ikke lettelig kuldkastes; Saa meener jeg, m. H. kan i dette anførte have For¬
svar nok imod sin Dadlere, Drømmeren. Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBON


Anti=Drømmeren.
Num. 5.
Tirsdagen, den 16de Octob. 1759.
Hrrr D. & Compagnie.
G¬
od Dag, J gode Herrer! det er mig ret kiert, at jeg har den Ære
at treffe Jer her samlede, at jeg ikke, som dog var min Syldig¬
hed, skulde uleilige mig med at opvarte enhver af Eder i sær. Men
J seer alle saa suure og misfornøyede ud. Jeg veed Aarsagen dertil; og
jeg maa tilstaae, at J med Føye kan være forbittrede paa Drømmeren.
Vel er han, efter den Leilighed som Venskaber falde i Aar, min gode Ven;
men jeg kan dog ey aldeeles biefalde dette, at han vil antaste saa uskyldige
Lemmer i det borgerlige Selskab, som J ere. Hvad kan vel være uskyldi¬
gere, end at man paa saa lovlig en Maade, nemlig, ved at giøre Ansøg¬
ning om et Embede, søger at erlange sit Leve=Brød? Det er jo ey alene
en uskyldig Drift, indplantet i Naturen, men det paaligger endog ethvert
Menneske, efter Naturens og den aabenbarede Lov, som en Pligt, at han
bør sørge for sig og sine. Hvorledes skal da vel Drømmeren kunde forsva¬
re, at han vil laste det hos Eder, mine Herrer! som J dog ere forbundne
til at giøre? Ney min gode Drømmere, her taber du din Sag; og du
har saaledes herudi røbet din Partiskhed for det almindelige Beste, at man
herefter aldeeles ingen Troe fæster til dine Drømme.
Det er nu, mine Herrer! visselig høy Tid, at vi med samlede Kræf¬
ter seer, at kunde faae det Kietterie, han gaaer frugtsommelig med, qvalt
i Fødselen. Hvad kan vel være meere kiettersk end dette, at han vil binde
os paa Ærmet, at ingen er meere uværdig til Navn af Patriot, end den,
der giør Ansøgning om et Embede, som han ey har Kræfter og Dygtighed
til at kunde forestaae? Og lad være, denne hans Lærdom ikke er nye; saa
er den dog kiettersk, saasom den for mange Tider siden er gaaen af Brug,


18
og fordi den strider imod de Stats=Principia, som Madame Egen¬
Jnteresse haver indprentet os, og som hun i Kraft af de fleeste Stemmer
har faaet indførte udi vores practiske Stats=Catechismus. Skulde vel ikke
et Stats=Lexicon eller Avis kunde giøre mig til en dygtig Statsmand?
Skulde ikke et theologisk Systema eller Collegium, det jeg med megen Møye
har faaet indpiint i min Hukommelse, og som jeg ved udstandne Prøve har
kundet som en Papegoye rimse op, kunde giøre mig til en god Theologus
eller Præst? Skulde en Examen Juridicum ikke kunde giøre mig til en
dygtig Dommere, Byefoged, Sorenskriver, og deslige Embeder? San¬
delig, mine Herrer, Drømmeren har saaledes forløbet sig imod Eder, at
J aldrig kunde faae en bædre Leilighed til at forbyde ham at drømme, end
den J nu have; og Kiere, betænker dog, hvor galt det vilde see ud baade
for Jer og mig, hvis dette hans Kietterie skulde faae videre Fremgang; thi
skulde dette blive bragt i Øvelse, at ingen uden de, der have den fornødne
Jndsigt og Dygtighed til at forestaae et Embede, maatte giøre Ansøgning
derom, da kunde hverken J eller jeg giøre os minste Haab om at blive
Embedsmænd, hvorledes det ellers vilde gaae med en god Deel andre.
Men ey nok, at Drømmeren tør yttre sig med et saa fornærmeligt
Kietterie; men han fordrister sig end og at svinge sig op paa en Throne,
for at anhøre og svare paa Ansøgninger. Ney, mine Herrer, dette er alt
for ufordrageligt; og da jeg har den Ære at see Dem, min Hr. Skræder!
i dette gode Selskab, udbeder jeg mig Deres velklippende Biestand, at De,
m. H.! naar de faaer klippet den krøllede eller indbundne Nakke af deres
Døttre, og Lokkerne af deres trebeenede Peruqve, De da vil være saa ar¬
tig at laane mig deres Sax, for at stække Vingerne paa denne saa høyt fly¬
vende Drømmere.
Vil J da, mine Herrer! følge mit Raad, bliver det bædst, at vi for
vores Sikkerheds Skyld i fremtiden, nu kiører i Ring med Drømmeren,
imedens vi have Svøben i Haanden; og vil J udnævne mig til Eders Ad¬
vocat, skal jeg betiene mig af alle de Lov=Kroge, der ere til, for at faae
ham afstraffed.
Naar Drømmeren vil have denne kietterske Lærdom indført, at alle
Embeder bør beklædes af duelige og dygtige Mænd, og at en Stat bringes
i Desorden og settes paa svage Fødder ved uduelige Embedsmænd; vil jeg
under en Lignelse af hans eget Legeme overbevise ham om hans Jrring. Jeg
spørger: Om ikke de svageste Lemmer paa hans Legeme ligesaavel contribu¬
ere til dets Fuldkommenhed, som de stærkeste? Var hans Legeme derfore
desmeere fuldkommen, hvis alle dets Lemmer var lutter Hierne? Og mon¬
ne han derfor ikke kunde giøre et Mistrin til Legemets Svekkelse, hvis alle
hans Lemmer vare lutter Øyne? Monne en Ørelæp, der synes alene at
være sadt til en Zirath, ikke ogsaa giør noget til hans Legems Fuldkommen¬


19
hed? Ja monne Bylder, Blegner og andet Udslæt paa hans Legeme,
der giøre Legemet i lige lang Tid svagt, ikke ogsaa kan have deres Nytte?
Jeg haaber, at Drømmeren, uden nogen min Forklaring og Hentydning
heraf paa et Stats=Legeme, vil meer end noksom herved finde sig slagen.
De nyere Philosophi vil gotgiøre, at just de adskillige Ufuldkommen¬
heder i Verden, naar de betragtes i deres Sammenhæng med det gandske
Legeme, giøre den største Deel til Verdens Fuldkommenhed. Ere Drøm¬
merens Øyne saa klare, at han kan indsee denne Sætnings Rigtighed; til¬
staaer han mig vel og, at en Tings Fuldkommenhed, der er sammensat af
adskillige Deele, bestaaer derudi, at ikke alle dens Deele ere af lige Styr¬
ke. Jeg meener, at det menneskelige Selskabs Vedligeholdelse befordres
ikke bædre, end naar det bestaaer af adskillige Slags Lemmer, nogle stær¬
ke, nogle svage. Men hvor ofte see vi ikke, at de Lemmer, der synes meest
svage, blive de bædste Reedskaber, der tiene til at understøtte det menneske¬
lige Selskab? Vare alle Lemmer paa et Stats=Legeme af lige Rang og
Anseelse, af lige gode Vilkor og Formaaenhed, hvor stor en Uorden vilde
vel ikke denne Liighed foraarsage? Ligeledes vilde det og vel gaae, hvis
alle dets Lemmer besadde lige Kyndighed og Duelighed, lige Forstand og
Vittighed. Hvad meene J nu vel, mine Herrer, at Drømmeren skul¬
de kunde have at indvende imod denne min indviklede Procedure? Saa¬
ledes procederer jeg alletider, naar jeg har med Drømmere at giøre; og
jeg bliver venteligt ikke den første Advocat, der ved saadan Leilighed har
vundet sine Principalers lige rigtige Sag.
Fremstiller Eder nu, mine Herrer, med denne Act for Minos, de
Dødes Regent og Dommere. Jeg indstevner paa Eders Vegne Contra¬
parten, Drømmeren tillige at møde. Drømmeren, som, efter For¬
modning, intet videre har at kunde anføre til sit Forsvar, tier ganske stille.
Jeg derimod bliver ved at fortsette min Procedure. Jeg siger: Naar J,
mine gode Herrer, ved Eders indleverede Ansøgninger tilstoede; at J vare
udygtige, og følgeligen uværdige til de omsøgte Embeder, som J og, imel¬
lem os sagt, ere; da skeede saadant af lutter Ydmyghed og Bluefærdig¬
hed, saasom J syntes det ikke kunde skikke sig, at J skulde rose Eder selv:
Ligesom J og ansaae det for en alt for stor Dumdristighed formedelst Eders
egne Meriter at vilde forlange nogen Forfremmelse af hans underjordiske
Majestæt, men at J forhaabede den af blotte Naade og Barmhiertighed;
da J derimod, ifald saa skeede, lover, at vilde blive ligesaa nøyeseende paa
de anbetroede Embeders Bæste, som at Minos havde seet vel til for det
almindelige Bæste, ved at skienke Eder dem. Derpaa setter jeg i Rette
paa Eders Contrapart, Drømmeren, at han formedelst denne sin For¬
gribelse imod Eders Udueligheder og Uværdigheder bør sin Leve Tid ar¬
beyde udi et Embede, som J med alle Eders samlede Kræfter og Forstand,
ikke ere i Stand til at kunde forestaae - -


20
Men see! jeg drømmer jo? Vi ere jo endnu i de levendes Rige; og
altsaa har jeg staaet her for et uvedkommende Forum og brugt min Mund for¬
gieves. Dog dette bliver siden en a parte Sag imellem Eders Pung og mig.
J veed selv, mine Herrer, at Sagen er ikke saa aldeeles reen paa Eders
Side. Jeg maa derfore ved Forandring af Forum tage min Procedure
paa en anden Foed; Ligesom jeg og udi denne min Procedure exciperer i
forveyen imod alle Jnstancer og Limitationer.
Jeg spørger altsaa pro Primo: Om ikke alle Lemmer paa et naturlig
Legeme have lige frie Adgang og Rettighed til Legemets fødende Saft og
Kraft, hvilken de og virkeligen nyde, uanseet, at et og andet Lem kan være
aldeeles uskikked til nogen Forretning? Bør da ikke ogsaa alle Lemmer paa
et Stats=Legeme nyde samme Rettighed og Adgang til dette Legems fødende
Midler, om de end ikke alle kan være Legemet til nogen Nytte i dets Forret¬
ninger?
Jeg spørger pro Secundo: At naar et Lem paa det naturlige Legeme
lider, om da ikke det gandske Legeme ogsaa haver Følelse af dette Lems Li¬
delse? Ligeledes meener jeg og, at naar et eller andet Lem paa en Stats
Legeme formedelst deres udygtighed bliver udelukte fra Embeder, det ganske
Legeme da maa have sin skiulte Følelse af denne disse Lemmers Lidelse.
Endeligen spørger jeg pro Tertio: Om alle de Embeder, der beklæ¬
des af dygtige Mænd, bliver alle forsvarligen beopagtede? Og da Erfaren¬
hed svarer Ney, meener jeg at det almindelige Væsen kan være lige got tient
med, enten et Embede beklædes af en, der ikke kan, eller af en, der ikke
vil, forsvarligen forestaae og beopagte det
Skiønner nu selv, mine Herrer! om J vel kunde have faaet nogen
Advocat, der bædre kunde have plaideret Eders Sag; da jeg meener, at
Argumenterne udi denne min Procedure vil blive Eder ligesaa fordeelagtige,
som at de ere uimodsigelige. Og da J nu saaledes, imod Forhaabning,
saa lykkeligen have vundet Eders Sag for tvende Retter, kan J give Drøm¬
meren en god Dag; Og i Steden for, at J hidtil Dags ikkun har skrevet,
eller ladet skrive, en Memorial om Dagen, kan J herefter, Drømmeren
uadspurgt, bombardere Cancelliet og andre behørige Stæder med fire Me¬
morialer hver Dag, enten der ere Vacancer, eller ey. Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBOW.


Anti=Drømmeren.
Num. 6.
Tirsdagen, den 23de Octob. 1759.
Hrrr E.
J¬
eg har vel, min Herre! paataget mig, æt vilde tale mine Medbor¬
geres Sag til det Bæste med Deres Contrapart, Drømmeren,;
og da De, m. H.! er een af dem, som Drømmeren antegner iblant
Republiqvens skadelige Lemmer, skulde jeg og, efter Kierligheds Pligt,
undskylde de Laster, Drømmeren tillegger Dem; men jeg seer ikke, at m.
H. behøver mit Forsvar, siden jeg finder saa mange Dyder hos Dem, at
jeg ey noksom kan forundre mig over, hvorledes at Drømmeren har vildet
antegne Dem iblant de Lastefulde.
Efter Drømmerens Beretning seer jeg, at m. H. er en bemidlet Mand;
og dette kunde være alt nok sagt, til at bevise, at m. H. har Dyder nok:
Men ey nok til min Herres Berømmelse, at De har Midler; men jeg seer
og, at m. H. i Henseende til Deres Afholdenhed, Tarvelighed, og Spar¬
sommelighed aldeeles fornegter de samme, og lever som De aldeles ingen
Midler havde: Og hvo vil negte, at jo dette er en Dyd, hvis Mangel hos
en stor Deel andre bemidlede fører dem paa adskillige lastværdige og skade¬
lige Afveye. Et Menneske, der har Evne og Leilighed til at kunde søle sig
i Vellyster, fortiener med saa meget større Grund det øverste Sted paa de
Dydiges Liste, naar han afholder sig derfra. Men hvor har vel en større
og nærmere Leilighed til at forfalde til Uordentligheder; end den, der har
brav Penge. En Fattig maa ofte imod sin Villie være dydig, just fordi han
ingen Penge har til at kunde sette de Laster i Verk for, han er tilbøyelig til.
Hvo skulde da vel, uden Drømmeren alene, vilde negte, at jo m. H. er
en dydig Mand?


22
Af den Afridsning, Drømmeren udi hans Skrivelse giver mig paa
m. H., finder jeg ikke mindste Spor til de Uordentligheder; hvortil Rigdom
pleyer at give mange Anledninger. Mange af de bemidlede leve i Fraad¬
serie, Pragt, og Overdaadighed. M. H. lever derimod saa tarvelig, som
en Slave, hvis sædvanlige Kost er de fleeste Tider tørt Brød og en Drik
kolt Vand. Mange af de bemidlede stinke af Hoffærdighed, og leve i en
bestandig Ørkesløshed og Ladhed. M. H. derimod er ydmyg og fornedrer
sig saa dybt, at De ikke engang undseer Dem ved at paatage sig det ne¬
drigste Arbeide. Mange af de bemidlede ødelegge sig selv ved idelige og
overdaadige Tracteringer. M. H. har derimod saa stor en Afskye for dette,
at De endog udelukker Deres Kone fra alle Ting, naar De gaaer ud, paa
det hun ikke skal have noget at tractere hendes Visiter med.
Men hvor vidtløftig maatte jeg vel ikke blive, hvis jeg her skulde op¬
regne alle de Dyder, jeg nu seer hos m. H? Ja jeg maatte vel ogsaa giø¬
re m. H. skamrød, hvis jeg vilde rose Dem saa meget i Øynene. Jeg er
just ikke af det Slags Folk, der med mange Ord kan udføre en Berømmel¬
ses Tale; men den Liighed, min Herres Huusholdning og Levemaade har
med min, giør mig her saa veltalende og overflødig paa Ord, at jeg kunde
blive ved fra nu af og indtil i Morgen Aften at tale til min Herres Berøm¬
melse. Jeg lader mig de fleeste Dage nøye med meget mavre og sultne
Maaltider, og er derhos min egen Kok. M. H. giør ligesaa. Jeg neg¬
ter mig selv mangen en Forlystelse og Fornøyelse. M. H. ligesaa. Jeg
forbander al Ødselhed og Overdaadighed, og er nensom om det jeg har
M. H. ligesaa. Nu troer jeg om mig selv, at jeg formedelst denne min
Levemaade er et meget dydig Menneske; men m. H. fortiener dog et langt
høyere Sted paa de dydiges Liste, end jegt; thi ligesom det aldeeles ikke er
nogen Dyd hos en Maalløs, at han ey skielder godt Folk ud; eller hos en
Castrat, at han ikke, som andre Bye=Tyre, jevnlig forskaffer den privile¬
gerede Jordemoer en Skillings Fortieneste; Saa kan det ikke heller regnes
mig, som en Fattig, til saa stor Dyd, at jeg lever saa tarvelig og sparsom¬
melig; thi dersom jeg eyede min Herres Midler, levede jeg, maaskee! ikke
saa sulten og gnieragtig, som jeg nu giør. Men hos m. H. kan det kaldes
en Dyd, at da De har Midler, De dog lever et haardt og luusagtig Lev¬
net. Og altsaa bliver da Forskiellen paa min Herres og min Dydighed
denne. Jeg lader mig nøye med mavre og sultne Maaltider, fordi jeg ikke
kan have dem bedre. Men m. H., fordi De ikke vil have dem bædre. Jeg
negter mig selv mangen en Forlystelse og Fornøyelse, fordi jeg ingen Penge
har at kunde nyde dem for. Men m. H., fordi De veed at kunde anvende
Deres Penge noget bædre. Jeg forbander al Ødselhed og Overdaadighed,
fordi jeg intet har at kunde være ødsel og overdaadig med. Men m. H.,
fordi De hellere mister en af Deres Øyensteene end en Skilling. Kort sagt:


21
Jeg maa, imod min Villie, af Fornødenhed giøre en Dyd. M. H. der¬
imod, øver Tarvelighed, Maadelighed, og Sparsommelighed i høyeste
Grad med Deres gode Villie.
Disse saa besynderlige Dyder hos m. H. vil Drømmeren kalde Nidsk¬
hed, Karrighed og Gnieragtighed. Saa ilde dømmende er Verden. Men
jeg skal paa min Herres Vegne overbevise den gode Drømmere om, at det
har sig langt anderledes; m. H. vil hellere formedelst Sult see ud som et
Been=Rad, end at De ved formegen Spiise skulde svække Deres Helbred.
M. H. vil hellere gaae i en grov og gammeldags Klædning, end at De
skulde give dem af de høyere Classer Anledning til at skumle over en Stats
og Prægtighed, som de formeene, alene at tilkomme dem. M. H. vil hel¬
lere, at Deres Børn skal gaae halv nøgne eller i gamle Pialter, end at
de fra Barns Been af skulde vænnes til Stats og Overdaadighed. M.
H. vil hellere underkaste Dem selv en Gaardskarls Arbeide og Forretning,
end at De formedelst Ørkesløshed og ledige Dage skulde samle sig Skiørbug,
eller andre Sygdomme; Og har man saa meget meere til at troe, at det¬
te har sig saaledes, som at man har min Herres eget tilforladelige Vidnes¬
byrd herom; ja m. H. er herudi saa meget meere roesværdig, saasom De
af Kierlighed til Deres trængende Medborgere selv lever saa haardt og usselt
et Liv, paa det m. H. kan have en Daler i Baghaanden at hielpe andre med,
naar De nødes til at søge hen til Aagerkarle.
Til den Ende har m. H. fra Begyndelsen af sparet paa Skillingen, og
søgt paa alle Slags Maader at forøge den liden Capital, De havde at be¬
gynde med. Til den Ende lugte de m. H. omkring i alle Kroge for at finde
en bemidlet Brud. Og til den Ende indskrenker m. H. Deres Huushold¬
ning og Udgifter paa det allerknappeste. Men see! her yttrer Drømmeren
sig atter med sit ilde dømmende Sindelaug. Han anseer det som en Gier¬
righed hos m. H., at De paa alle muelige Maader søger at forøge Deres
Capitaler. Ja han undseer sig end ikke ved, at kalde m. H. en Skindere,
en Blod=Jgle eller Blod=Suere, fordi m. H. er saa kierlig og tienstagtig
at hielpe Deres trængende Medborgere med en Sum Penge imod 12 a 15
pro Cento, og fordi m. H. ved Vexel eller Pante-Obligationers Fornyelse,
forhøyer Renterne, og tager en Douceur oven i Kiøbet for Deres Tienst¬
færdighed. Men jeg maatte vel paa min Herres Vegne spørger den gode
Drømmere, hvor det staaer skreven, at m. H. skal enten laane ham eller
nogen anden sine Penge omsonst? J sær, da m. H. har ingen anden
Næring eller Leve=Brød, end at De maa leve af Deres Renter. M. H.
er af Profession en Aagerkarl; og da det borgerlige Selskabs Lemmer af
denne Profession intet privilegeret Laug have, meener jeg, at m. H. aldee¬
les upaatalt kan giøre sig denne sin Profession saa nyttig som de veed. Vil
Drømmeren sige, at m. H. burdte lade sig nøye med de tilladte aarlige Ren¬


24
ter pro Cento; da spørger jeg atter, om det ikke er tilladt, at naar nogen
vil give mig noget, jeg da maa tage derimod? M. H. forlanger vel 12 a
15 pro Cento i Renter af Deres Penge; men lige saa lidet som det kan
siges, at en Betlere, naar han beder mig om 1 Skilling, han da fore¬
skriver mig, jeg skal give ham 1 Skilling, da jeg vel undertiden giver ham
2 i Steden for 1; lige saa lidet kan det og siges, at m. H. foreskriver de
Laanende, at De skal give Dem 12 a 15 pro Cento, at m. H. meget mee¬
re end en krum Ryg og mange Complimenter forestiller dem, at saa meget
pleyer alle andre Aagerkarle at faae; og naar da de Laanende, for at blive
reddede af Deres Betryk giver m. H. saa meget pro Cento, anseer m. H.
det som en velvillig Gave, den de Laanende i Betragtning af, at m. H. in¬
tet andet levebrød har, (hvilket da vel og kan føde sin Mand) skienker Dem.
Min Herres Negotie bestaaer i reede Penge. Derfore, ligesom en
Handelmand, naar han lider Skade paa nogle af sine Vahre, seer til at
han kan vinde saa meget desmeere paa andre; saaledes maa og m. H., der
vel muelig undertiden lider Skade ved Deres Penges Udlaanelse, see til,
at De kan vinde saa meget desmeere paa Deres andre udlaanende Penge.
Venteligt, m. H., ligesom andre Handelmænd, indretter Prisen paa Deres
Courante Vahre efter de Kiøbendes Omstændigheder; og altsaa seer jeg ikke,
i hvad Henseende Drømmeren har vildet antegne dette hos m. H., at De
veed heel mesterlig at trække Rus med unge bemidlede Cavaillerer; thi have
disse Penge nok at spille bort, og at underholde Matraisser for; saa meener
jeg, at de og kan taale at give m. H. usædvanlige Renter af de Penge, de
saa ilde anvende, og at det, efter Ordsproget, er ligesaa godt at Ravne
faaer dem som Krager.
Naar Drømmeren til sidst antegner dette hos m. H., at De gierne for¬
drager, at man giver Dem Caracterer af Blod=Jgle, Peer Nittengryn og
saa videre, naar De kuns kan have Deres Fordeele derved; da beviser det¬
te, at m. H. maa være en stor Philosoph, og at De anseer det, man kalder
Ære og Vanære i Verden, for noget, der alene haver Grund i Menneske¬
nes blotte Jndbildning. Jeg er herudi hart ad af lige Mening med m. H.;
thi Ære=Titler fylde kun lidet i Posen; og vil nogen kalde mig en Slughals
og Tverfylding, fordi jeg tager noget vel meget til mig af det, der settes for
mig, lider ingen af os meere derved, end den, hvis ædende og drikkende
Vahre jeg sluger i mig.
Den Nytte, som m. H. tillige med alle andre Aagerkarle ellers have udi
det borgerlige Selskab, vilde De behage at læse paa den 5te Side af dette
mit Blad. Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Num. 7.
Tirsdagen, den 30te Octob. 1759.
Hrrr F. med kiere brødre og Søstre!
H¬
vor got Folk er, der kommer efter Ordsproget, got Folk til
Aldrig kunde jeg, efter min nærværende Stands Beskaffenhed, have
truffet paa et meere angenem Selskab, end det jeg nu har den Ære
her at forefinde, da J, mine gode Herrer og Damer! efter Drømmerens
Beretning, forestille andre Personer, end de, J virkeligen ere. Jeg er,
med Respeet at melde, af Navn en Anti=Drømmere, og jeg har til Da¬
tum selv ey andet vidst, end at jo mit ganske Forhold har svaret til dette
mit Navn. Men jeg maa, imod Formodning, høre, at en og anden af
mine velseende Læsere har vildet tage Masquen af mig, og setter det, som
en afgjort Sandhed, at jeg ikke er den, jeg giver mig ud for; Ja nogle
vil end og bande paa, at jeg er Drømmeren selv. Jeg lader begge Deele
troe om mig, hvad dem lyster; Men da Gisninger ingen fuldkommen
Kraft have, at kunde fælde nogen, nødes man til, indtil nærmere Vished,
at lade mig passere for den, jeg giver mig ud for at være.
Det samme kan J ogsaa, mine Herrer og Damer! trøste Eder ved.
Dog see! Ulykken er, at Drømmeren, der uden Tvivl maa være en stor
Sladrer, har saa kiendeligen røbet Eder, at man meer end noksom er over¬
beviist om, at J ere Masquerede. Og dette hans Forræderie er det i Sær,
der har ophidset mig til at paatage mig en Anti=Drømmeres Gestalt; thi
hvorledes skulde enten J og jeg, eller andre forstilte Personer, kunde spille
vores Rulle med Sikkerhed, hvis vi ikke i Tide vare betænkte paa at kaste
Blaar i Øynene paa denne, end og i Søvne, saa klarseende Argus?
Men lad være, mine Herrer og Damer! at Drømmeren har revet Mas¬
ten fra Eders Ansigter, og derved, til Eders store Beskiemmelske, Fort


26
Eder kiendelige for den heele Verden; skal jeg dog, som en besynderlig
Kunstmalere, anvende al min Kunst paa, at faae Eders Masque over¬
strøgne med Uskyldigheds og Fornødenheds Farver.
Hvilken af alle Slags Forlystelser kan vel, efter Anseelse, være uskyl¬
digere end denne, at en Mandsperson forklæder sig i en Fruentimmer=Dragt,
og et Fruentimmer i en Mandsdragt? Kunsten er alene denne, at man
under denne Forstillelse veed at skikke og opføre sig efter Dragtens Beskaf¬
fenhed, at man ey skal blive røbet. Men hvo vil vel sige, at en saadan
forklæd Mandsperson eller Fruentimmer vil ved denne paatagne unaturlige
Dragt bestandig fornegte sit Kiøn? da Øyemeedet er alene en Slags Forly¬
stelse, man herudi søger for sig selv og andre Medvidende; anseet, man
vel og ved samme Leilighed kan faae eet og andet sadt i Verk, som man
ellers i sin naturlige Dragt ikke uden megen Hazard og Vanskelighed kunde
finde Leilighed til. Ligeledes og, naar J, mine Herrer og Damer! have
iført Eder de af Drømmeren anførte unaturlige Dragter, er det venteligt
alene skeet, fordi J har fundet en Slags Fornøyelse i, at kunde sette andre
Briller paa Næsen; men ey, som J og have viist, for at aflegge Eders
egen naturlige Gestalt, den J under de paatagne unaturlige Dragter ingen
Tid vilde fornegte. Forseelsen har alene været, at J ikke have vidst at skik¬
ke og opføre Jer ret udi disse ubevante Dragter; og altsaa har det været
Drømmeren ligesaa let at kunde demasquere Eder, som at en Abekat er
ket at kiende, om han end har en Fløyels Klædning paa. Jmidlertid er
dog denne Eders Forstillelse uskyldig; og Uskyldigheden bliver desmeere
kiendelig, naar man betragter dette, at Beskiemmelsen og Fordeelene ved
dette Eders forstilte Væsen strekke sig alene til Eder selv; men Skaden, som
maatte flyde deraf, bør tilskrives dem, der lade sig indtage af Eders for¬
stilte Væsen, og antage et Skin for Virkelighed.
Med samme Grund vil jeg fremdeeles overstryge Eders Masquer med
Fornødenheds Farver. Erfarenhed viser jo, at end og de, der selv ingen
Elskere ere af Dyder, have dog en Afskye før de Lastefulde. En Husbond,
eller Madmoder, om de end selv ikke staae antegnede paa de Dydiges Liste,
antage jo ingen udi deres Tieneste, uden de forud have erkyndiget sig om
en Tieneres eller Tienestepiges Skikkelighed og Troeskab. Dette beviiser
jo, at omendskient mange Mennesker selv elske de Laster, som de hade hos
andre, have de dog en større Godhed for dem, der have et got Rygte, end
for de Lastefulde. Altsaa have J, mine Herrer og Damer! i Betragtning
af dette, seet Eder nødsagede til at paatage Eder Dydens Masque, for
ikke at blive anseede med foragtelige Øyne, end og af dem, der selv ikke ere
dydigere end J. Men denne Eders Forstillelse er ey alene fornøden paa
Eders Side, men end og i Henseende til andre; thi Ordenen udi det almin¬
delige Væsen maatte jo aldeeles forstyrres, hvis man ikke skiulte sine Laster


23
under de behørige Masquer; og Forargelsen, som ved saadan Lasternes
Fordølgelse forebygges, maatte jo ellers blive desstørre.
Efter at jeg nu saaledes, mine Herrer og Damer! med min allerfine¬
ste Pensel har faaet Eders Masquer overstrøgne med Uskyldigheds=Farver;
vil jeg fremstille Eder, hver under sin Masque i Sær, for Drømmeren,
og bede ham, han vilde tage sine Briller af, imedens han betragter Eder
paa nye. Masquen Num. 1. vilde da behage at træde frem! Jeg veed
forud, m. H., at J er en Ulv i Faareklæder, og at Eders Ord svare langt
fra ikke til Eders Forhold. Men da vel muelig Tiderne befale, at en Per¬
son, der vil frem i Verden, maa i saa Maade forstille sig, kan dette tiene
til min Herres Undskyldning, at hvis man i Steden for Dyd og Gudsfrygt
vilde tage Laster i Consideration, havde J aldrig paataget Jer en saa tvun¬
gen Masque, den J nu, for Jeres Forfremmelses Skyld, maa imod
Jeres Villie fremstille Jer udi.
Dernest vilde Masquen Num. 2. behage at fremstille sig! Jeg veed,
m. H.! at J er en Ræv; og jeg meener, det kan være nok sagt til Jeres
Undskyldning, at hvis J skulde fremstille Jer i Jeres naturlige Gestalt,
vilde Jeres Ræv, maaskee! ikke bide ret manges Giæs.
I Herrer Flatteurs, under Masquen Num. 3. behøve saa meget min¬
dre min Undskyldning for Eder, som at saavel Moden befaler, man skal
tale eet og meene et andet, som at Fornødenheden udkræver, at man maa
simulere for dem, af hvis Formaaenhed man forhaaber sig en eller anden
Fordeel. Men at J, mine Herrer! stiltiende forlade Eders Patron, da
J hørte, at hans Formaaenhed nu stod paa svage Fødder, skeede saa Mæn!
ikke i saadan en Eder aldeeles liig Henseende, som Drømmeren forklarer
det; men fordi Eders Hierters Ømhed ikke vilde tillade Eder at see og høre
paa hans Væmodighed og Klagen, i Sær da J nu, formedelst hans for¬
udseete liden Formaaenhed, ikke fandt Eder forbundne til, at tage Deel udi
hans Jldegaaende.
Masquen Num. 4. vilde derpaa behage at træde frem! Hvis jeg ikke,
min dydige Madame! forud vidste, at J under denne Jeres væmodige Hy¬
len og Klagen over Jeres Mands Bortreise havde et ret fornøyet og glad
Hierte, vilde denne Jeres sorrigfulde Masque sette mig i allerstørste Be¬
drøvelse, thi jeg kan, uden at rose mig selv, forsikkre Hende, at jeg alle¬
tider har en Hiertens Medlidenhed med alle unge Koner, der have gamle
Mænd. Og naar jeg, min dydige Madame! siger, at J har en gammel
Knub til Mand, meener jeg, at have sagt alt det, der kan tiene til Und¬
skyldning for Jeres listige Opførsel.
J Herrer, under Masquen Num. 5. behager at lade Eder see igien!
Eders Klædedragt, mine Herrer, saavelsom Eders martialske Miiner, be¬
faler mig at troe, at J ere store Helte; og jeg har saa høye Tanker om en


28
Hercules og Achilles, at de alletider skulde vise ligesaa stor en Bravoure i
Krigs= som i Freds=Tider. Naar derfore Drømmeren er saa forvoven at
legge Eder, m. Hrr.! Eders Brouten og Storpralerie til Last; finder jeg
derimod dette til Eders Undskyldning, at saasom J for nærværende Tid in¬
gen Leilighed have, at kunde vise Prøver paa Eders Heltemod, bliver det
en Fornødenhed, at J selv maa aflegge Eders mundtlige Vidnesbyrd der¬
om; ikke fordi, at J, efter Ordsproget, kan have slette Naboer; men for
at det kan blive bekiendt for andre, at J besidde en ægte Tapperhed, hvilke
de døde Breder i Gulvet noksom have havt Følelse af. Men at J, m. Hrr.
efter Drømmerens Beretning, fægtede med Hælene imod de 2de Spillere,
skeede saa Mæn! ikke af nogen Mangel paa Heltemod, men af lutter Beskee¬
denhed, da J herudi opførte Eder, sans comparaison, ligesom de store
Hunde imod de smaa, nemlig, at J med Foragt ansaae disse Eders svage,
endskiønt behiertede Fiender, og vigede dem godvilligen Pladsen, at ikke
Eders Tapperhed skulde lide Skibbrud paa saa nedrige Klipper.
Endelig vilde Masquen Num. 6. behage at træde frem! Jeg seer,
min kydske Mademoiselle! at den Uskyldigheds= og Fornødenheds=Farve,
jeg havde overstrøgen Jeres Masque med, er reent gaaen ud igien. Jeg
maa og, imellem os sagt, tilstaae, at Grund=Farven var reen Snaus, og
at jeg aldeeles intet veed, med mindste Skin af Rimelighed, at kunde be¬
smykke Jeres slette Adfærd med. Dog see! hvad siger jeg? J har jo nok,
min kydske Mademoiselle! at kunde undskylde Jer med. Hvorledes skul¬
de det vel kunde skikke sig, at J i disse Fløyels=Tider skulde alene gaae ube¬
fløylet, og skulde J vel kunde have passeret for en veritabel Jomfrue, hvis
J ikke kunde lade Jer see med en Fløyels Kaabe og Polonaise paa? Da J
nu, min kydske Mademoiselle! uanseet Jeres ringe Stand, med Dievels
Magt vilde være ligesaa prægtig udi Stats, som andre Fruentimmer af
Stand, og J selv ingen Penge havde, at kunde befløyle Jer for, da Kræm¬
merne, vel muelig, formedelst forrige ubetalte Debet, have undskyldt sig
for, at creditere Jer noget meere; saae J Jer nødsaget til, at fortiene Jer
en Fløyels Polonaise med Jeres eget. Men at ikke nogen af Jeres egne
Landsmænd skulde rose sig af Fortienesten ved dette Jeres Kiøbmandskab,
vilde J lade Jer informere af en Fransk Dantsemester i at giøre Contra
temps; og bliver vores Danske Skueplads Jer desmeere forbunden, saasom
Jeres lille Dantserinde kan i Tiden blive den til Tieneste.
Jeg haaber, mine Hrr. og Damer! at jeg ved denne Eders Fremstillelse saaledes
har forblindet Drømmerens Øyne, at J herefter i Sikkerhed for ham kan spille Eders
Masquerade; og da et forstilt Væsen ey alene er Moden hos de fleeste, men end og har
sine Fordeele, kan J trøste Jer derved, at Drømmerens Drøm om Masquerader liden
eller ingen Virkning vil have til Eders Fornærmelse. Jeg forbliver &c. &c.
lmprimafur C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Num. 8.
Tirsdagen, den 6te Nov. 1759.
Hrrr G & Compagnie.
M¬
essieurs! naar Drømmeren ikke har bædre Forstand, end at han
vil befatte sig med Eder, da han dog, efter egen Tilstaaelse, veed,
at J ere Daarekiste=Lemmer, kan J give ham en god Dag; og
jeg er vis paa, at i hvor forrykte J end ere, vil J selv, formedelst dette
hans Foretagende, ansee ham for en Daare. Jntet fornuftigt Menneske
lader det, der kan vederfares ham af en Daarekiste=Lem, i ringeste Maa¬
de anfegte sig; Følgeligen synes det, at Drømmeren ikke ret vel kan anteg¬
nes paa de Fornuftiges Liste, naar han, efter egen Tilstaaelse, kunde brin¬
ges i Harnisk, fordi en af Eder, J Herrer Daarekiste=Lemmer! der kom
ham i Møde, saae ham op under Øynene og sang eller fløytede, i det han
gik ham forbie. Jeg gaaer neppe nogen Tid paa nogen af Stadens Ga¬
der, at jo een eller anden seer mig stivt an, og fløyter eller synger, i det de
gaae mig forbie. Men taber jeg vel noget derved, at en Nar ved denne
eller andre deslige Abekat=Streger vil lade mig og andre hosgaaende vide,
at han er en Nar? Og hvis jeg, efter Drømmerens Exempel, vilde ansee
disse Narrers Daarekiste=Opførsel for en Fornærmelse mod mig, og derudover
give mig i Kast med dem, maatte jo alle fornuftige Tilskuere med billig¬
hed ansee mig for en ligesaa stor Nar som disse.
Jeg haaber, at Drømmeren med saa megen mindre Fortrydelse vil
anhøre dette, som at Frue Pallas, Gudinden for Viisdom, udi hans før¬
ste Drømme=Blad har fældet en saadan Dom: "at hvis han befatter sig
"med andre, end med dem, der fortiene at bære Navn af Mennesker,
maa man dømme ham fra Forstanden, og anse ham som den, der sger


30
"i Veyret." Nu er jo Drømmeren, mine Herrer! af Eders Opførsel
noksom overbeviist om, at J ikke ere af det Slags Skabninger, som Gud¬
inden Pallas vil have anført paa Menneskers Liste; og da han dog desuag¬
tet har vildet befatte sig med Eder, dømmer jeg ham, i Kraft af forberørte
Gudindes Dom, fra hans Forstand Jo, Jo! Messieurs! nu har vi
ret faaet Drømmeren under Pidsken, og jeg skal saaledes paa Eders Vegne
betiene mig af Leiligheden, at han vel en anden Gang skal holde sin Næse
fra Eders Daarekiste.
At Drømmeren maa have taget Skade paa hans Fornuft=Kiste bliver
saa meget des kiendeligere deraf, at han vil forlange en fornuftig Opførsel
af Eder, mine Herrer, da J dog have afsagt al Fornuft; og dette hans
Forlangende er ligesaa ufornuftigt, som at jeg vilde forlange af en Blind,
at han skulde sige mig, enten J ligne et Menneske eller en Abekat. Det,
der haver forledet Drømmeren til at begaae denne Daarlighed, bliver uden
Tvivl dette, at han har seet Eder, mine Herrer, an for Mennesker; men
dette maa J, for al den Deel i Verden er, ingenlunde tilstaae ham; thi
da veed jeg aldeeles intet, at kunde sige til Eders Forsvar. J maa vide,
mine Herrer, at jeg af blot Nidkierhed for Eder imod Drømmeren er
faldet fra den almindelige Troe om Mennesker, og er bleven en ivrig Car¬
tesianer, da jeg har de samme Tanker om Eder, som Cartesius fordum om
Dyrene, nemlig, at J besidde ingen Siel, men at J ere blotte Machiner,
der ligesom et Seyerverk drives af visse Hiul, og at J udi al Jeres Bevæ¬
gelse gaaer frem efter den Jndtryk og de Jndflydelser, som de Ting, der ere
uden for Eder, giøre i Eders Sandser. Hos de Skabninger, der fortiene
Navn af Mennesker, er Fornuften det Drive=Hiul, af hvilket Villien og
Begierlighederne bringes i en ordentlig Bevægelse. Thi hos dem øver For¬
nuften, i Kraft af sin himmelske Bestalting, den Friehed, den har, nem¬
lig, at den foreskriver Villien og Begierlighederne Love, da disse i alle
Maader rette sig efter dens Bydende. Men hos Eder, mine Herrer! er
Phantasien eller Jndbildnings Kraften det Hiul, hvorved Eders Villie og
Sinds Bevægelser drives; men da Phantasien selv er rav ruskende gal, saa
følger det jo af Fornødenhed, at Eders Villie og Sinds Bevægelser maa brin¬
ges i en uordentlig og forrykt Bevægelse; hvilket da tillige beviser, at J
ikke ere Mennesker, men blotte Machiner, og at J altsaa kan være at und¬
skylde, naar J opføre og forholde Eder som Narre og Abekatte.
Denne for Eder, mine Herrer, saa trøstelige Lærdom vil vel synes
noget Kiettersk; men de Exempler, som Drømmeren anfører paa Eders
Forhold og Adfærd skal bevise, at den har sin Rigtighed. Som for Exem¬
pel: Naar Drømmeren melder, at J, min Hr. Dantse=Mester og Frøi¬


31
ken Actrice, (min Frøiken er ey Jomfrue) lader Jer see en Carosse udi en
Fløyels Dragt, havende en Tiener bag paa Vognen, maatte jeg vel spørge,
om J vel skulde kunde forfalde til en saadan Daarekiste=Galskab, hvis J
vare af det Slags Skabninger, hos hvilke Fornuften er Drive-Hiulet?
Vel er det saa, at J i henseende til Eders Handteringer have en særdeeles
Friehed frem for andre, at kunde giøre Eder til Narre; men jeg er aldee¬
les forvisset om, at J aldrig betiente Jer af denne Friehed, hvis J vare
Mennesker og følgeligen besad en fornuftig Siel; thi J maatte da nødven¬
dig kunde begribe, at J ved at klæde og opføre Eder langt over Jer Stand,
vilde giøre Jer til en Latter og Vidunder for den heele Verden. Men naar
jeg derimod siger, at J ere Machiner, og at J ligesom andre ufornuftige
Dyr gaae alene frem efter de Jndtryk og Jndflydelser, som de Ting, der
ere uden for Eder, giøre i Eders Sandser, har Drømmeren ikke et Ord at sige
imod denne Eders Daarekiste=Opførsel; thi han begriber da, at J Følge
den Jndtryk, en saadan prægtig Opførsel, naar J seer den hos dem, med
hvis Stand den kan passe sig, har gjort i Eders Sandser, og at Jndbild¬
ninger der er det Hiul, ved hvilket J som Machiner drives, har bragt Eder
til at klæde og opføre Eder langt over Eders Stand.
At nu denne min Cartesianske Mening om Eder, mine Herrer, har
sin Rigtighed, meener jeg fremdeeles at kunde bevise med følgende Beviis:
En fornuftig Skabning, der svarer til sit Navn, har alletider et vis Maal
og Øyemeed, hvortil han bestemmer alt sit Foretagende, og han foretager
sig ikke noget, uden at kunde give en fornuftig Aarsag derfor. Vil man
nu spørge Eder, min Hr. Dantse=Mester og Frøiken Actrice, hvorfore, og
til hvad Ende J saaledes klæde og opføre Eder langt over Eders Stand,
vil J selv tilstaae, at J ikke veed at give mindste fornuftige Aarsager der¬
for; og hvis J skulde udlade Eder med det Maal og Øyemeed, hvortil J
sigte med denne Eders prægtige Opførsel; nemlig, at saasom J i henseen¬
de til Eders Stand gaaer i Rang med de Nedrigste udi det borgerlige Sel¬
skab, saa vil J, at Eders prægtige Klædedragt skal giøre Eder til det, J
ikke ere, nemlig til hæderlige og fornemme Personer, maatte J staae høy
Fare for, at man vilde see sig nødsaget til at lade Eder indslutte og binde;
thi man maatte befrygte, at da J, ligesom andre ufornuftige Dyr, følge den
Jndtryk, de Ting, der ere uden for Eder, giøre i Eders Sandser, J da
letteligen kunde forfalde til saadanne Yderligheder, hvorved den bestemte og
saa høyt fornødne Orden udi et borgerligt Selskab kunde forstyrres, og skulde
dette falde Eder des mindre vanskeligt, saasom J dog ere vante til at skiære
Caprioler og at giøre Luft=Spring. Som da denne Eders Daarekiste=Op¬
førsel klarligen legger for Dagen, at J ikke ere Mennesker, og man dog seer
en bevægende, rørende og virkende Kraft hos Edex, finder jeg intet i Natu¬


32
ren, hvoraf jeg beqvemmeligere kan give Eder Navn, end af deslige bevæ¬
gende Ting, der mechanice drives og bevæges af visse Hiul. Og haaber jeg,
at J, mine samtlige Herrer Daarekiste=Lemmer, vil blive mig saa meget
des meere forbundne for denne min Cartesianske Lære=Sætning, som at J
derved settes i en Stand, at J, uden at Skylden bliver i mindste Maade hos
Eder, kan øve Eders Daarekiste=Galskaber aldeeles upaatalte, siden J
kuns ere Machiner. Men hvad kan vel en Machine giøre derved, hvis dens
Bevægelse ikke er saa ordentlig som den burdte være? Skylden maa jo til¬
skrives de Hiul, af hvilke den drives. Hvis Phantasien, der er Drive=Hiu¬
let hos Eder, mine Herrer Machiner, ikke var saa rav ruskende gal; saa
vilde ikke heller Eders Bevægelse, Forhold og Adfærd være saa Daarekiste¬
gal, som den er. Skulde nu Drømmeren vilde giøre nogen Jndvending
herimod af Eders menneskelige Dannelse, kan J svare ham: at naar man
ifører en Abekat en Menneske=Klædning og setter en Peruqve paa hans
Hoved, og han gaaer paa sine Bagbeen, ligner han vel et Menneske, ja
Forskiellen er saa liden, at endog en Kalkunsk Bonde har overleveret en saa¬
dan udklæd Abekat sin Ansøgning, i den faste Tanke, at det var Herren selv;
men at denne et Menneske saa nær lignende Abekat ikke var et Menneske,
saae man deraf at han aad Ansøgningen.
J seer altsaa, mine Herrer! hvor stor en Daare Drømmeren maa
være, at han har vildet befatte sig med Eder; ja at han endog maa have
Meen paa sine Øyne, at han ikke har kundet skielne Eder, mine Herrer
Machiner fra Mennesker. Sandelig! dette hans Foretagende kommer mig
saa forrykt fore, at hvis der var nogen Plads tilovers i Eders Daarekiste,
burdte der anvises ham et Sted, paa det han der kunde giøre sig ret lystig
paa Eders Bekostning. Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Num. 9.
Tirsdagen, den 13de Nov. 1759.
Hrrr H. med gode kiereste!
V¬
ictoria! Victoria! Vores Drømmere er bleven forliebtl Fatter nu
got Mod, J Herrer Dag-Drømmere! Herefter vil Drømmeren,
uden al Tvivl, drømme om lutter forliebte Sager. Nu er det Tid,
at jeg paa Eders og Egne vegne betiener mig af Leiligheden. Man siger jo,
at Een, der er forliebt, er tillige blind; og naar denne Sætning har sin Rig¬
tighed, formoder jeg, at Drømmeren ikke herefter vil blive nær saa grand¬
seende med vores Forhold, som forhen. Jeg har hidindtil med mit Anti¬
Drømmerie sadt ham saadanne Briller paa Næsen, at han endnu ikke har
vidst et Ord at kunde knye imod mig, endskiønt jeg høylig har førundret mig
over hans Taushed og har havt samme mistænkt. Men da jeg nu erfarer,
at han er bleven forliebt, og følgeligen blind, skal jeg herefter spille aaben¬
lys Blinde=Buk med ham, og drømme tvert imod de allerklareste Sandhe¬
der, han kan have at fare med.
Det skal altsaa ikke, min Herre med gode Kiereste! falde mig synder¬
lig vanskeligt, at kunde forfægte Eders slette Sag imod vores forliebte, det
er, blinde Drømmere. Naar Drømmeren udi sin Skrivelse bebreider min
Herre med gode Kiereste, at J, for at see Eders elskelige Dotter vel forsør¬
get, har tvunget hende til at ægte en Mand, som hun ikke kunde lide; da
kunde vel dette være nok sagt til Eders Forsvar, naar jeg siger, at Drøm¬
meren er en partisk Dommere i denne Sag; thi som han selv har været
forliebt i Eders Dotter, og hun ikke, som han selv tilstaaer, kunde ret vel,
uden Fandens Kunst, forliebe sig i ham; venteligt, han og desaarsage har
faaet Kurven, for hvilken Afviisning han meere tilskriver min Herre med


34
gode Kiereste Skylden, end Eders Dotter, eftersom J, udi hans Tanker, lige¬
saa vel kunde have tvunget hende til at ægte ham, som den anden ulidelige
Frier; Saa er det slutteligt, at han af lutter Harme her laster det, som han,
maaskee! ellers havde kaldet ret og billigt, hvis Eders Dotter havde blevet et
Rov for hans Penge=Gierrighed, den han tydelig røber, naar han i sin Skri¬
velse melder, at Eders Dotter var saa meget des elskværdigere i hans Øyne,
som han vidste, hun kunde vente sig en god Klat Skillinger til Arv. Denne
Drømmerens Partiskhed, siger jeg, kunde være alt nok til min Herres med
gode Kierestes Forsvar. Men at Drømmeren ey skulle tænke, at vi, af
Frygt for at røre ved Hovedsagen selv, søger en saadan Udflugt; saa vil vi
ordentlig legge Sag an imod ham, paa det vi ved Forhør og Dom kan faae
Tvistigheden afgjort, paa hvis Side Retten skal være. Og da ingen bør
være Actor og Dommere tillige; saa støder vi Drømmeren ned af Domsto¬
len, og jager hans Biesiddere, de umyndiggjorte Herrer Fornuft, Sandhed
og Retfærdighed ud af Domhuset; da min Herre med gode Kiereste kan
mage det saa hos Vedkommende, at jeg bliver udnævnt til Sætte=Dommere
i Eders Sag.
For nu desbædre at kunde undersøge Sagen fra Grunden af, forfløtter
vi Eders Dotter tilbage i hendes Jomfruestand, og betragter hende som den,
der endnu haver de udi Drømmerens Skrivelse anmeldte 2de Friere, nem¬
lig: En bemidlet Enkemand og en ung Kiøbmand. Drømmeren fremleg¬
ger da først, som Actor, sine havende Besværinger imod min Herre med gode
Kiereste, udi min antidrømmerske Ret, og dernest som den unge Kiøbmands
Procureur, sit Jndlæg, hvorudi han søger at vise den Ret, som den unge
Kiøbmand haver til Jomfruen, frem for den bemidlede Enkemand, paa føl
gende Grund: Et lovligt og med Stifterens Anordning og Øyemeed over¬
eensstemmende Egteskab, siger han, er en ved den retskaffne Kierligheds¬
Baand indgaaen ubrødelig Troeskabs=Pagt, Forening og Sammenknyttelse
imellem en Mandspersons og et Fruentimmers Hierter for deres fælles Leve¬
Tid, fornemmelig til den Ende, at de skal befordre det menneskelige Kiøns
Forøgelse, ved at avle Børn, saavelsom det almindelige Væsens Lyksalighed,
ved at opdrage deres Børn til dets Nytte, og deres egen særdeeles Lyksalig¬
hed, ved at være hinanden behielpelig i Raad og Daad, og at tage Deel udi
hinandens Med= og Modgang. Da der nu, siger han videre, ikke kan ven¬
tes en saadan Pagt og Forening imellem Jomfruen og den omrørte Enke¬
mand, saasom hun aldeeles ikke kau lide ham; saa bør Jomfruens Forældre,
der ved deres Dotters Giftermaal bør i alle Maader rette sig efter Stifte¬
rens Anordning, foredrage ham den unge Kiøbmand, eftersom hun kan lide
ham, i sær, da han baade sidder i den Stand, at han kan forsørge hende,
saa og fordi han derhos er bekiendt for en skikkelig og stræbsom Person. Og
lad være, han ikke er Eyere af saa store Midler, som den gamle Enkemand;


35
saa bør dog den klerlige og fornøyelige Forening, der kan ventes imellem ham
og Jomfruen, saasom den knyttes ved den retskafne Kierligheds=Baand, ag¬
tes og ansees for en langt større Lyksalighed, saasom intet Ægteskab uden den
kan være Stifteren behageligt, og følgeligen ikke heller kan være lyksaligt.
Altsaa bliver min Paastand paa den unge Kiøbmands vegne denne, at Jom¬
fruen bør, i Følge Stifterens Anordning, have Friehed selv at giøre sit Val,
og at give sit Hierte til hvem, hun selv vil, af disse to Friere.
Derpaa fremlegger, min Herre med gode Kiereste, Eders Jndlæg, hvor¬
udi J søge at vise den Ret, som den bemidlede Enkemand har til Eders Dot¬
ter frem for den unge Kiøbmand, hvilket Document J bielegger med forord¬
net stemplet Papiir, i det J giver det Geleide af Enkemandens Vexel= og
Pante=Obligationer, Skiøder= og Prioritæts=Breve, som de allerkraftigste
Beviser paa hans Rettighed til Jomfruen Og for endnu des tydeligere at
overbevise Contraparten om hans ubillige Paastand, anfører J fremdeles,
at da Handelen i vore Tider staaer paa svage Fødder, og det desaarsage
gaaer som oftest krebsgang med mange af de Handlende; Saa er det heel
betænkeligt, ja aldeeles uraadeligt, at bortgive Eders Dotter til den unge
Kiøbmand, saasom J da maatte leve i en stedsevarende Frygt for hendes
Velgaaende ved dette Giftermaal. Altsaa bliver Eders Paastand denne,
at saasom J seer for Øyne, at Eders Dotter kan bædre og sikrere blive for¬
sørget ved den gamle Enkemand; saa bør og skal hun tildømmes ham, som
den egentlige Eyermand.
Drømmeren lader derimod indføre, at min Herre med gode Kiereste
aldeeles ingen Magt have, at kunde tvinge Eders Dotter til at ægte en Per¬
son, hun ey kan lide. Det er vel, siger han, Jomfruens Pligt at tage hen¬
des Forældre paa Raad med sig i saa betydelig en Sag; og naar de saae,
at hun, formedelst en Flyve=Kierlighed og Forliebelse, grundet alene paa Per¬
sonens udvortes indtagende Væsen, vilde styrte sig i Fordervelse ved en uvær¬
dig Person, var det hendes Forældres Pligt af yderste Kræfter at hindre et
saadan øiensynlig skadeligt Partie. Men hverken Naturens eller den aaben¬
barede Lov giver hendes Forældre Magt og Myndighed til, at kunde paa¬
tvinge hende et modbydeligt Giftermaal; da hun i saa Fald aldeeles ikke
overtræder de Lydigheds=Pligter, hun ellers i alle lovlige Maader er dem
skyldig, om hun herudi viser sig gienstridig, og formedelst saadan deres tyrran¬
niske og voldsomme Omgang indstævne Sagen til en fornuftigere og lovligere
Ret, der da kunde ikke andet, saalænge Retfærdighed gielder meere end Stik¬
Penge, end kiende et saadant Ægteskab aldeeles unaturligt, ugyldigt og ulov¬
ligt, saasom det aldeeles og ganske strider tvertimod Stifterens Anordning
og Øyemed.
Herimod haver min Herre med gode Kiereste at indvende: At saasom --
eftersom -- fordi==Vores Dotter== Den gamle Enkemand==Den unge


36
Kiøbmand=-- O! alt nok! Jeg forstaaer, hvad J vil sige. J have ved
dette Eders sidste Argument paa det kraftigste igiendrevet Drømmeren.
Hvorfore jeg og, uden videre Forhør, optager nu Sagen til Doms. Par¬
terne behager at træde et lidet tilside, imedens jeg, for et Syns Skyld, con¬
fererer og voterer udi Sagen med mine Assessorer, de høytformaaende Herrer,
Hr. Partiskhed, Hr. Egennytte, og Hr. Persons Anseelse --- Par¬
terne behager at træde frem, for at anhøre Dom:
Som constitueret, det er udi mit antidrømmerske Sprog, selvgjort
Dommere udi den Sag imellem Nat=Drømmeren, Sr. Navnløs, paa
den ene, og Dag=Drømmeren, Sr. H., tillige med hans Hustrue paa den
anden Side, angaaende disse sidstes utilladelige og voldsomme Opførsel ved
deres Dotters Forflyttelse fra hendes Jomfrue=Stand til Ægtestanden:
Kiendes herved, at bemeldte Sag for denne min antidrømmerske Ret er ble¬
ven undersøgt og befunden aldeeles lovstridig: saa at Nat=Drømmerens,
Sr. Navnløses Besværinger imod Dag-Drømmeren, Sr. H. og hans
Hustrue, have Grund, og hans fremførte Beviser ere aldeeles uimodsigelige.
Men da Dag=Drømmeren, Sr. H. tillige med hans Hustrue, have derimod
med forgyldende Næver bielagt deres udi min antidrømmerske Ret fremlagte
Documenter med behørig Stemplet=Papier, hvilken uomgiængelig fornøden
Formalitæt Nat=Drømmeren, Sr. Navnløs, ikke har iagttaget, og saa¬
leedes, formedelst dette sit begangne Crimen Læsæ Formalitatis, forbrudt den
ham ellers tilkommende Ret; Saa
Dommen.
Efter saadan denne Sags Beskaffenhed, og foregaaende foranderlige Omstændighedet,
kiendes for Ret; Ligesom jeg og, i Følge og Kraft af Sædvanens Lov, hermed kiender
og tildømmer Dag=Drømmeren, Sr. H. og hans Hustrue, fuldkommen Magt og Myn¬
dighed at kunde tvinge deres Dotter til at ægte den bemidlede Enke=Mand. Da Nat¬
Drømmeren, Sr. Navnløs, paalegges en evigvarende Taushed i denne Sag; og desuden,
formedelst hans store Dumdristighed i at have vildet paatale en ubillig Sag, tildømmes
at betale Processens Omkostninger. Actum & Datum, Loco & Die, ut supra.
Anti=Drømmeren.
Som Med=Domsmænd,
(L. S.)
Partiskhed. Egennytte. Persons Anseelse.
(L. S.)
(L. S.)
(L. S.)
J Kraft af ovenstaaende Dom forflytte vi nu Eders Dotter tilbage i
hendes forrige Konestand. Men hvis Drømmeren, som venteligt er, skulde
vilde indstevne Sagen til en fornuftigere og lovligere Ret, og jeg der skulde
pro meliori Informatione blive mulcteret; haaber jeg, min Herre med gode
Kiereste holder mig skadesløs, og rekker mig Eders forgyldende Næver.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur C. HORREBOV.


Anti=Drømmeren.
Num. 10.
Tirsdagen, den 20de Nov. 1759.
Hrrr J med gode kiereste!
J¬
eg hører, at min Herre, med gode Kiereste ere i Begreeb med at vilde
omskabe Eders elskelige Søn og Dotter efter den gammeldags Fore¬
skrift, som Drømmeren udi hans Skrivelse har givet Eder om Bør¬
ne=Opfostring. Jeg hører det, siger jeg, men troer det ikke endnu; men
hvis det skulde have sig saaledes i Sandhed, beder jeg, at J, for al den
Deel, J kan vente Jer af Madame la Cotumes Naade, ikke vil sette Eders
Børns tilkommende Lykke paa Spil efter disse Drømmerens for mange Tider
siden af Moden gangne Opfostrings Regler. Kiere! betænker dog, at Drøm¬
meren, der venteligt er indtagen af den upolerede Tids Opfostrings Maade,
da Forældre opdrage deres Børn saaledes at de kunde blive Mennesker og
nyttige Lemmer udi det borgerlige Selskab, anseer vore polerede Tiders Bør¬
ne=Opdragelse med latterlige Øyne, fordi den ikke stemmer overeens med det
gammeldags Begreeb, som ham selv ved hans egen Opfostring er bleven ind¬
prentet. Vil J da vel, efter disse Drømmerens upolerede Opfostrings Reg¬
ler, giøre Eders Søn og Dotter til anstødelige Spektakler for den alamo¬
diske Verden? Bør man ikke følge det Lands Skikke, man lever udi og i
alle Maader rette sig efter de Leve=Regler, som de Fornemmeste paa ethvert
Sted have antaget? Nu er det jo ikke Skikken hos den største og fornem¬
meste Deel af vore Medborgere at give deres Børn en fornuftig og nyttig
Opdragelse; Følgeligen vilde jo min Herre med gode Kiereste, naar J udi
Eders Søns og Dotters Opfostring afvige fra den almindelige Skik, un¬
derkaste Eder den engang for alle afsagde Dom, nemlig: Hvo ey Skik
vil følge, maa Land flye.


38
Betænker fremdeeles, hvad enten det ere de Synlige eller de Usynli¬
ge Dyder og Egenskaber hos Eders Søn og Dotter, der i vore polerede Ti¬
der skal recommendere dem? Dyd, Gudsfrygt, og en grundig Oplærelse i
nyttige Videnskaber, ere saadanne usy lige Egenskaber, der ikke falde alle
og enhver i Øyne, og om de end blive sigtbare, blive dog ikke de fleeste Ti¬
der meget paaseede. Derimod have de synlige Dyder og Egenskaber, saasom
en Theatralisk=Comportement, et frit og forrykt Væsen, en ufornuftig Op¬
førsel, en Færdighed i at raisonnere om alle Ting uden Vid og Forstand, en
Fransk Tunge, en Jtaliensk Stemme, en Hottentottisk Vandkundighed i
nyttige Ting, og saadanne fleere a lamodiske Egenskaber, den Fordeel, at
de strax falde alle i Øyne, og recommendere sig selv. Seer J da ikke, hvor
stor en Hinder, J vilde giøre udi Eders Søns og Dotters tilkommende Lyk¬
ke, hvis J udi deres Opdragelse vilde følge Drømmerens Opfostrings Reg¬
ler? Lader derfore Drømmeren først forflytte vore Tider tilbage til den Tid,
han drømmer om, og da kunde J, uden Hazard, antage hans Lærdom i
denne Sag.
Jeg har ladet mig sige, at paa de Tider var det Skikken, at Børn
skulde være Børn, saalænge deres Børne=Aar varede; De skulde da først
lære deres Moders Maal, og udi det samme undervises om Deres Pligter
imod GUd, sig selv, og andre Mennesker, saavidt deres Begreeb vilde til¬
lade. De skulde da først lære GUds Lov i Naturen og giøres til fornuftige
Hedninger, førend man indprentede dem de overnaturlige eller aabenbarede
Sandheder, paa det de ikke paa Mechanisk viis skulde giøres til ufornuftige
Christne. De skulde da have Frygt og Ærbødighed for Deres Forældre.
Drenge=Børn skulde da oplæres i saadanne Kunster og Videnskaber, der
kunde i fremtiden være dem selv og det borgerlige Selskab til Nytte. De
skulde da først være gode Drenge, førend de maatte blive gjorte til Karle.
De maatte da ikke udi deres Drenge=Aar være Junkere, eller gaae paa deres
egen Haand og søge Spille= og Jomfrue=Huse. Kort sagt; Drenge skul¬
de da være Drenge, tracteres som Drenge, og giøre Drenge Gierninger.
Pige=Børn skulde lære at sye, kniple, spinde og vinde. De skulde da lære
at forestaae en Huusholdning; og jeg veed ey, hvad meere saadant gammel¬
dags Tøy, de skulde lære.
Men Kiere, hvorledes skulde vel en saadan Børne Opdragelse kunde
passe sig med vore Tider? J vore Tider fødes der jo ikke Børn, men gam¬
le Folk; i det mindste bør de efter Moden strax giøres dertil; hvilket ogsaa
synes at være saa meget meere fornødent, saasom vore Tiders Leve=Maade
tillader ey, at Folk maa blive ret gamle. J vore Tider finder man Kyn¬
dighed og Jndsigt hos Børn af begge Kiøn paa 10 a 12 Aar i de Ting,
som hine upolerede Tiders Mennesker paa 25 a 30 Aar neppe havde nogen
Jndsigt udi, og efter Omstændighederne ikke heller maatte have. J vore


39
Tider vide man korte Spring og ko stige Gienveye, at giøre Drenge til Karle
ja vel og til Mænd, og hvo veed, om man ikke, inden dette Seculum endes,
kan finde anseelige Embedsmænd med Leedebaand og Fallehat paa Hovedet?
Vel sandt, at vi maa tale imod Erfarenhed, hvis vi vilde beskylde vores kloge
og velforfarne Ungdom for Viisdom og Moenhed, fordi de i en Hast ere
blevne gamle Folk; fordi dem betroes de Ting, der i alle Maader ere dem
overlegre, fordi de settes i vigtige og magtpaaliggende Forretninger. Vel
sandt, at der af en saadan tilig Alder fødes Vankundighed og Dumhed, Usta¬
dighed og Flygtighed, hvilket det taalmodige Publicum med Tiden maa
undgielde i sine Embeder. Vel sandt, at de Slags Frugter og Vexter, der
drives alt for hastig - - - ney holt! nu drømmer jeg jo Drømmeren med
og ikke imod? Jeg vilde have sagt -- ja hvad var det nu? Hvor slap
jeg sidst? Jo! vore Tiders Levemaade tillader ey, at Folk maa blive ret
gamle. Hr. Delicatesse=Gryde, Hr. Viin=Ahme af adskillige Sorter,
Hr. Distillere=Kiedel af allehaande Liqveurs, Hr. Natur=Forvandler, Hr.
Nat=Vaagere, Hr. Dag-Sovere, Hr. Hverdags Medicin=Slugere, Hr.
Skiørbug &c. &c. &c. alle udlevede Embedsmænd, nogle tredive eller fyrgetive
Aar gamle, gaaer nu paa Gravsens Bredde og vente hver Dag paa Dø¬
dens Komme. Men hvor skulde vel nu det kunde tages fra i en Hast, der
ved disses uformodentlige Afgang kunde betræde deres Pladser, hvis ikke
vore Tiders Børn bleve tagne gamle Folk af Vuggen, og hvis vore Drenge
ikke vare Karle?
J see altsaa selv, min Herre med gode Kiereste!, hvor skrekkelig J
maatte forløbe Jer, hvis J vilde følge Drømmerens Opfostrings Regler,
hvilke passe sig ligesaa lidet med vore Tiders Forfatning, som Holger Dan¬
skes Sværd ved Siden af vore uskiæggede Helte. Hvordan en Fader var
vel J m. H.! og maatte man vel ey med billighed antage Jer for en af de
udi forrige Seculo hendøde Fædres Giengangere, hvis J ikke lod Jeres
Søn anføre til alle Daarskaber og Narrerier, hvis J ikke gav ham en frie
og utvungen Opdragelse i all Selpraadighed? hvis J ikke lod ham oplære
i alle ham selv og det borgerlige Selskab lidet nyttige Videnskaber? hvis J
ikke fra Gange=Vognen af lod ham blive en velpudset Straten=Junker og
Spradebasse, en velsluddrende Jdiot, en vel forsøgt Jomfrue=Svend, en
færdig Spillere, og deslige meere, som efter Tidernes Smag udgiør et com¬
plet artig ung Menneske, og som nødvendig maa læres, hvis han skal have
Ord for, at han har lært et leve? Hvordan en Moder var vel Jeres go¬
de Kiereste, hvis hun ikke ved uafladelig Kræsen og Kiælenskab, ved hver
Dags ufornødne Medicine af Pulver, Draaber og Essentser giorde hendes
Søn og Dotter til Krøblinge og Sygelige, hvis hun vilde tillade Naturen
at knye et Ord, og at bruge sin egen Behandighed? hvis hun vilde holde
hendes Dotter til Huusholdnings=Sager og til en ærbar Opførsel? hvis


40
hun ikke anførte hende til saadanne Ting, der kan læres paa en Dag, og
ikke glemmes i 40 Aar? hvis hun ikke lærte hende at give sig en spodsk Air
og Mine, en mat Gang, et affecteret Væsen og Udtale? hvis hun ikke i
tide lærte hende at menstre paa andres Pynte= og Klæde=Maade, at belee
andres Comportement og Tale, at bande og overskielde Tienestefolk, at kys¬
se og velsigne Hunde, og saadant meere, som efter Tidernes Smag udgiør
et raffineret Fruentimmer? Kort sagt; min Herre med gode Kiereste maat¬
te høylig forsee Eder imod vore Tiders Opfostrings-Maade, hvis J udi
Eders Søns og Datters Opdragelse vilde have det almindelige Væsens Nyt¬
te for Øyne; hvis J vilde indprente dem saadanne usynlige Dyder og Egen¬
skaber som ingen kan see, uden med Fornuftens Øyne; hvis J i steden for
Paafugle, Skader, Papegoyer, Abekatte, Vild=Geeder og andre deslige
fornøyelige Dyr, vilde danne Eders Børn til fornuftige Skabninger, eller
til opbyggelige og nyttige Lemmer i det borgerlige Selskab. Saaledes vilde
Drømmeren have det. Men hvo vil forundre sig derover, da han har det
te besynderlige Principium, at Eders Børn ikke høre Eder, men Fæderne¬
landet til; at J ingen Magt have til at opdrage dem efter Eders eget Behag,
Eders egen Smag og Fornøyelse, men til det almindelige Væsens Nytte?
Ney, Pas! min kiere Drømmer! dette Kort duer intet at spille med. Min
Herre med gode Kiereste kan jo heraf tage og føle paa, at Drømmeren nu
som aldrig før, drømmer. Vilde J da vel være saa daarlige, at indrette
Eders Søns og Dotters Opdragelse efter hans Drømme=Verk? Seer og
begribet J ikke, at da han veed, at vore Tider elske Forandriuger, han da
vil insinuere sig hos Jer med noget nyt, eller i det mindste usædvanligt?
Og har J saa meget mindre Føye til at troe ham, saasom han, efter egen
Tilstaaelse adspørger sin Føde, ved at fortælle alle Dag=Drømmere sine
Drømme eller Fabler. Vil J derfore, at Eders Søn og Dotter skal vel
fare; saa giver dem en saadan Opdragelse, som vore Tiders Forfatning ud¬
kræver. Pikkelheringer og Actricer ere fornøyelige Lemmer i det borgerlige
Selskab; og jeg slutter, de samme maa have deres særdeeles Nytte, saasom
Aftrækken paa denne Yngel er temmelig stærk, og mange Vigtigheds Acter
ageres ved udklædde Træ=billeder; hvilken kunde min Herre med gode
Kiereste kan lade Drømmeren opløse, hvis han en anden Gang, efter Løf¬
te, skulde vilde indfinde sig i Eders Amme= eller Børnestue.
Imprimatur C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Num. 11.
Tirsdagen, den 27de Nov. 1759.
Hrrr K.
F¬
orlad mig, min Herre, at jeg saa latterfuld opvarter Dem i Dag.
Hos Folk, der have Hovedet fuld af saa vigtige Sager, som m. H.
burde man være alvorlig. Men forlad mig min Lattermildhed; thi
jeg kan i al Sandhed ikke bare mig for Latter, i det jeg just nu erindrer mig
det velsignede Forraad, vi have af Statsmænd. Jeg kommer neppe nogen¬
steds ind, hvor ikke Stats=Discourser sværme mig for Ørene, som Flue¬
Brummel i September Maaned. Kommer jeg ind paa noget af Stadeis
Viinhuse, forefinder jeg strax een a to, ja undertiden fleere Statsmænd,
hvis Stats=Raad og Forslag trænges af det Tørre, og drukne i Strømme
af røde og hvide Viine. Kommer jeg paa et Caffe=Huus, staaer Røgen af
seeneste Feldt=Canonade imellem de Preussiske og Østerrigiske eller Russiske
der endnu saa tyk, som en Taage; og hvad Under da, at de der værende
Herrer Regimentarii ikke selv kan see, hvad de sige, men snakke hen i Taa¬
get om Følgerne for os af den og den Magtes Seyervinding eller Forliis?
Kommer jeg paa Børsen, hører jeg der, at Stats=Klogheden hos Jøder,
Creter, Parther, Elamiter &c. &c.; vender op og ned paa alle Handels An¬
stalter, og tager saa Politiske Maal og Trin til Handelens Forfremmelse,
at de selv staae i Tvivl om, hvad enten de skal give den almindelige eller
deres egen private Nytte Fortrinet. Kort sagt; i hver en Krog, hvor jeg
finder en veltalende Jdiot, hører jeg en Statsmand, der døver mine Øren
med fastende Stats=Meeninger. Synes ikke m. H. da, at jeg har Aarsag
til at lee?


42
Men hvor stor maa vel ikke min Herres Politiske og min Anti=Drøm¬
merske Latter være, naar vi høre, at Drømmeren vil foreskrive Stats¬
Regler, og at give et Udkast paa en ret Statsmand? Man maatte vel
spørge den gode Drømmere, om den blotte Theorie kan giøre nogen til en
nyttig Statsmand, og om han bilder sig ind, at kunde med blotte Ord lære
nogen Stats=Konsten? Sandelig, vi kunde her give et heel Register paa
Theoretiske Statsmænd; men hvad Frugter have vel deres Fæderneland
høstet af disses Theoretiske Stats=Klogskab, naar de derhos have været slette
Practici?
Af Drømmerens Skrivelse til m. H. synes det, ligesom han vilde
beskylde Dem for, at De udi Stats=Kunsten hverken er en Teoreticus eller
Practicus. Men seer jeg ellers ret til, tager Drømmeren merkelig Feyl,
i sær i henseende til det sidste. Han tilstaaer selv, at m. H. udi Deres
Omsorg for Staten seer saaledes paa det almindelige Væsens Nytte, at De
ikke forglemmer Deres egen. Men dette beviser jo klarlig, at m. H. er en
Politicus Practicus. Drømmeren tilstaaer, at m. H. har en hart ad uligne¬
lig Færdighed i alle Slags Forstillelser. Følgeligen er jo m. H. en Politucus
Practicus. Drømmeren tilstaaer, at m. H. jevnligen øver adskillige Stats¬
Greeb, i sær dette, at De, for at see Dem selv i Sikkerhed, og for at be¬
fordre Deres egen Ophøyelse, mager det underhaanben saaledes, at De,
der herudi kan være m. H. hinderlige, enten maa staae tilbage, eller og bli¬
ve aldeeles bragte i Fald. Følgeligen er jo m. H. en Politicus Practicus.
Drømmeren tilstaaer, at m. H. er beleven og høflig mod alle; at De stedse
er bereed at give herlige Løfter, hvilke De dog ikke agter at holde, uden
saa er, at Vedkommende vide at tage Dem paa den rette Fod. Alt dette
beviser jo, at m. H. er en Politicus Practicus. M. H. seer alt saa selv, hvor
lidet Drømmeren veed at dømme om en Statsmand, og at han aldeeles in¬
gen Jndsigt haver i den fine Stats=Klogskab.
Som det da er klart, at m. H. er en god Polticus Practicus, saa er
det og venteligt, at m. H. udi Stats-Sager har den fornødne Theorie;
men om m. H. end ikke har den; som dog, naar denne Sætning staaer fast,
at en Statsmand bør være fød dertil, og at han bør kunde udvise meere i
Gierningen, end han kan udsige med Tungen, har Drømmeren aldeeles
intet at bebreyde m. H., saalænge m. H., som jeg har beviist, er en god
Politicus Practticus, og De, som Drømmeren selv tilstaae, er ved Fødse¬
len bleven beskikket dertil. Vil Drømmeren sige, at min Herres Practiske
Stats=Klogskab alene sees i de Ting, der tiene til Deres egne Fordeele, da
svarer jeg, at m. H., som en forsigtig Statsmand, har hidtil Dags først
vildet giøre Forsøg udi Deres Stats-Kunst paa Deres egne Huus-Sager,


45
at min Herre ikke med at øve Deres Stats=Greeb paa offentlige Sager
skulde i Mangel af forud gjorte Forsøg forløbe Dem. Men saasnart som
m. H. med Fordeele først faaer øvet Deres Stats=Klogskab for Dem selv;
vil m. H., hvis De ikke imidlertid skulde døe, siden med des større Vished
øve den i henseende til det almindelige Væsens Nytte. Desuden maatte den
gode Drømmere vel vide, at Sagen er ikke saa reede at gaae til for en
Statsmand, som han i Søvne kan drømme det sig til. Der kan være ad¬
skillige Omstændigheder, der hindre, at en Statsmand ikke saa lettelig kan
legge sit velmeenende Hierte til det almindelige Væsen for Dagen. Forsig¬
tighed hos en Statsmand er visselig ikke en ringe Dyd; og m. H. har nok¬
som af Deres Med=Collegæ, Sinceri Skiebne lært, at gaae forsigtig til
Verks. Denne ægte Statsmand havde ved sit oprigtige Væsen, sit rede¬
lige og uegennyttige Forhold udi sit Embede, tilveyebragt sig alle retsindiges
Yndest. Dog vidste han ikke at sette de Grændser for sin Patriotiske Nid¬
kierhed, som andres Egennytte fandt for godt at befale ham. Han kunde
ey indbilde sig, at man, for ey at støde den for Hovedet, der nu først skul¬
de aflegge Prøve paa sin Stats=Klogskab, skulde lade alle Ting gaae igien¬
nem det grove Sold, og ikke just saa nøye iagttage de Pligter, man er Fæ¬
dernelandet skyldig. Denne hans Patriotiske Jver skaffede ham omsider
fleere end en Fiende, der kunde befordre hans Fald; og den gode Sineerus
har endnu megen Møye for, at kunde begribe, at ham ikke er skeet Uret.
Hvo seer da vel ikke, at min Herres Efterladenhed i de Pligter De
er det almindelige Væsen skyldig, er at undskylde, naar den har en saa høy
fornøden Forsigtighed til Grund? Og hvo, uden Drømmeren alene, skul¬
de vel vilde være saa letdømmende, heraf at vilde udleede en Ukyndighed hos
m. H. i Stats=Kunsten? Ja; hvo seer ikke, at Drømmeren har vidnet
tvertimod sig selv om m. H.? Han tilstaaer jo, at m. H. tillige er Kiøb¬
mand, Bonde, og saa videre; hvilket udi mit Anti=Drømmerske Sprog
lyder saaledes: At m. H. har Jndsigt i Commereen, Land=Væsenet, og
andet meere, som angaaer Fædernelandets Oeconomie. Sandelig, en Stats¬
mand uden Kyndighed og Jndsigt i disse Ting, er efter mit Begreeb om
Stats=Kunsten, en ufuldkommen Statsmand. Forstaaer han ikke Landets
Handel og har saa godt Begreeb herom som den bædste Handelmand; ind¬
seer han ikke de Ting, der enten kan svække eller styrke Landets Handel; kan
han ved Commeree=Tractaters Sluttelse med Fremmede, enten i sit eget
Land, eller som Gesandt paa fremmede Stæder needrive meeere paa eengang,
end mange efter ham kan opbygge i sneese Aar; og troer jeg ganske fast, at
den gode Drømmere skulde have Møye for, at kunde vise mig et Rige, som
ikke er bleven lykkeligt eller ulykkeligt, ligesom deres Statsmænd have væ¬
ret Kiøbmand eller ey.


44
Da nu m. H., efter Drømmerens egen Tilstaaelse, er, foruden Stats¬
mand, ogsaa Kiøbmand, Bonde, og andet meere paa Fordeelens Vegne;
saa er det jo klart, at m. H. ikke er saa slet en Statsmand, som Drømme¬
ren har drømt om Dem. Det vil intet sige, at m. H. hidtil Dags ikke har
øvet denne Deres Kyndighed og Jndsigt i Fædernelandets Handel og Van¬
del til det almindelige Væsens Nytte; thi m. H. vil, som jeg forhen har
forsikret Drømmeren om, først giøre Forsøg paa Deres egen Handel og
Land=Brug, at De siden med des større Vished og Fordeel kan legge Nyt¬
ten af Deres Stats=Klogskab for Dagen i henseende til det almindelige
Væsen; og skeer det end ikke førend efter min Herres Død, saa kan dog
Nytten af Deres Stats=Klogskab endda komme tids nok, da m. H. kan
oversende os Deres Stats=For= og Bagslag med Drømmeren, vores agen¬
de Post imellem de Dødes og levendes Rige.
Men hvor vidtløftig maatte jeg ikke blipe, hvis jeg af de øvrige Poster,
som Drømmeren udsetter hos m. H., vilde vise, at De i sær er en god Politicus
Practicus, hvilket jeg formeener at være det fornemmeste; thi hvad kan vel
Theorien udi en og anden Kunst nytte, naar ikke Praxis følger med? Den
gode Drømmere drømte altsaa bædre, hvis han, i steden for at drømme
om Statsmænd af min Herres Beskaffenhed, kunde drømme om Ædder¬
kopper, Ræve, Slanger, Frietænkere, og andre skadelige Dyr, som kry¬
be i Mørke. Jeg forbliver &c. &e.
lmprimatur. C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Num. 12.
Tirsdagen, den 4de Decbr. 1759.
Hrrr L.
J¬
eg er, min Herre! alt for vel overbeviist om Deres besynderlige Philoso¬
phie, at jeg skulde være af bædre Tanker, end at jo Drømmerens Skri¬
velse til m. H. har i høyeste Grad anfægtet Dem; da der visselig og hører
en stor Taalmodihed til at kunde fordøye saa klare Sandheder, dem jeg høyligen
gruer for at kunde bestride. Men uagtet en Skole=Pedant er i min Næse et meget
stinkende Dyr, i sær naar jeg erindrer mig det Ord udi det Latinske Sprog: hvor¬
fra han, efter Endeels Mening, nedstammer; saa dog maa jeg, i Følge det Løf¬
te, jeg eengang har gjort alle Dagdrømmere, ogsaa paa min Herres Vegne
byde Drømmeren Spidsen. Havde jeg forud kundet forestille mig, at Drøm¬
meren skulde have vildet give m. H. Sted iblant Dagdrømmere; havde jeg
visselig nøye vildet betænkt mig paa, at udgive mig for Dagdrømmerens Tals¬
mand imod Drømmeren. Det har visselig kostet mig Sveed og Umage nok for
de forbigangne Dagdrømmere, endskiønt jeg endnu ikke har seet mindste
Skiønsomhed derfor, hvilket vel en anden af denne Tids Skribentere vilde i mit
Sted tilskrive Ondskab, og et i Grunden slet Gemyt. Men vil Orømme¬
ren bringe mig fleere saadanne aldeeles uundskyldelige Herrer paa Halsen, som
m. H. er, nødes jeg til at tage Skildtet ind; da jeg nu af egen Erfarenhed maa til¬
staae, at det er langt lettere at heyle Folk igiennem, end at kunde, naar man ey vil
være en alt for grov Smigrere, finde Dyder, hvor ingen er, eller giøre Laster og
Feyl til Dyder og Fuldkommenheder.
Her staaer vi nu da begge, baade m. H. og jeg, i en smuk Maade. M. H.
staaer her med opladte og agtsomme Øren, for at tage imod min belovede For¬
svars=Sludder for dem. Jeg derimod staaer med en vidgabende Mund og med
udspilede Næseborer, for at fange Veyr og Vinde i min Æoliske Pose; da jeg
meener, at vi med begges vore samlede Vinde (forlad mig m. H.! at jeg for Ziir¬


46
ligheds og Vellydenheds Skyld kalder Deres Skole=Lære en Vind) vel skulde
kunde faae Drømmeren, der har tordet vove sig ud paa det klippefulde Skole¬
Pedanter=Hav, herunder --- En Atheist, siger m. H.? Rectissime, Do¬
mine Rector! Verum enimvero -- Ney holt! jeg troer ikke, Drømme¬
ren forstaaer høy Latine. Vi faaer at tale Dansk. Ja m. H.! endskiønt jeg
ikke veed, hvad en Atheist egentlig er, svær jeg dog (in Verba Magistri) paa min
Ære, at Drømmeren er en stor Atheist i den Pedantiske Skole=Verden. Vel
er han ikke, vil jeg formode, saa grov en Atheist, at han skulde vilde negte, at der
jo i den Pedantiske Skole=Verden haves Guder, man troer paa. Men af hans
Skrivelse til m. H. giør jeg mig selv den Slutning, at han troer, at den Pedanti¬
ske Skole=Verden har sin første dannende Aarsag i sig selv, eller er af en Hændel¬
se formedelst visse løse og sammenflydende Materier, dem han dog, vel mueligt
for Stankens Skyld, lader være urørte, bleven dannet af sig selv saaledes, som
vi nu seer den, hvilket i al Sandhed er et grovt Atheisterie nok; thi af denne hans
Sætning maatte man, foruden adskillige andre lidet fordeelagtige Slutninger,
giøre sig denne, at Gudinden Pallas, den lærde Verdens Skaberske, aldeeles in¬
gen Haand har havt i dette Pedantiske Skabnings=Værk, men at denne heele an¬
seelige Bygning tillige med dens Grundvold maa Tid efter anden af allehaande
Videnskabers Støv og Skrab være bleven sammenblæst til en vis Mittel=Punkt,
eller for Tydeligheds Skyld, til en Cloac, og maa saaledes, ligesom alle andre
Cloacer, omsider være bleven til en samlet fast Grund og Jord; da de derpaa op¬
spirede Nelder og Ukrud maa være blevne forvandlede til et Slags levende Skab¬
ninger, hvilke man i fremtiden haver kaldet Skole=Pedanter.
Men vi vil lade dette Drømmerens Atheisterie staae ved sit Værd, og der¬
imod fæste vore Øyne paa de forunderlige Meeninger, han udi sin Skrivelse til
m. H. udlader sig med i henseende til Skole=Læren. Naar han derudi bebreyder
m. H. tillige med alle andre publique og private Skole=Pedanter, at de med Trang
Knurren og Pryglen indtrykke deres Disciple det, de skal lære; at de pine og
svække Disciplernes Hukommelse med ufornøden Udenads Læsning; at de udi
deres Underviisning gaaer det grundige og væsentlige forbie i Videnskaberne, og
derimod fylder Disciplernes Hierne med saadanne lærde eller ulærde Sager, der
ingen Jndflydelse have i det almindelige Liv, og hvormed de ikke kan blive det al¬
mindelige Væsen til mindste Nytte; at de lade deres Disciple spilde saa megen
Tid paa at lære nogle Sprog; og endelig at de alene befatte sig med Disciplernes
Nemme og Hukommelse, men bekymre sig aldeeles intet for at see deres Nemme
eller Begreeb skierpet og dannet til at kunde fatte de fornødne Videnskaber. Naar
nu Drømmeren, siger jeg, bebreyder m. H. denne gode gamle reene og vedtagne
Lære=Maade iblant alle Skole=Pedanter; saa maatte man jo være seende blind,
hvis man ikke kunde see, at han saavel herudi, som i adskillige andre Ting, gaaer
frugtsommelig med, at faae sine kietterske Meeninger indførte udi Skole=Læren;
thi naar han bebreyder m. H., at de med Tvang, Knurren og Pryglen indtrykke
Deres Distiple det, de skal lære, saa slutter man jo deraf fornuftig, at han vil¬


47
de, at m. H med kierlige og venlige Forestillinger om de lærende Tings Fornøden¬
hed og Nytte skulde søge at indprendte Disciplerne Lyst og Villie til deres Stude¬
ringer. Jeg maa tilstaae, at m. H. paa denne Maade snarere vilde udrette meget
godt med Disciplerne, naar de ikke vare alt for haardnakkede og dovne, end ved
den sædvanlige Skienden og Pryglen. Men saasom denne sidste Maade at lære
fra sig paa ikke koster saa megen Umage som den første, hvilken desuden er m. H.
og andre Skole=Pedanter aldeeles ubevant; saa følger det af Fornødenhed, at
denne Drømmerens Mening bør være kiettersk.
Naar Drømmeren fremdeeles bebreyder m. H., at De alene befatte sig
med Diseiplernes Nemme og Hukommelse; men bekymrer dem aldeeles ikke for
at see deres Nemme Skiønsomhed og Begreeb skierpet og dannet til at kunde fatte
de fornødne Videnskaber; saa er det jo klart, at han vilde have det saa, at m. H.
skulde først lære Deres Disciple at tænke ret og af sig selv, at deres naturlige
Skiønsomhed kunde Tid efter anden tilvænnes at giøre sig reene, tydelige og een¬
foldige Begreeber om Grund=Sætningerne udi Videnskaberne. Men saadant,
meener Drømmeren, vil ikke lade sig giøre, naar m. H., som sædvanligt, paa¬
tvinger Disciplerne deres egne eller andres Ord som Orakler; ikke heller ved blot
alene at lade dem lære en Logica, Physica og deslige Skole=Præcepta udenad;
men Drømmeren vil, at m. H. skulde i al Sagtmodighed med eenfoldige og tyde¬
lige Ord, og med laante Exempler af et og andet forklgre de Ting for dem, de skal
lære, og naar de nogenleedes kan begribe dem, skulde m. H. lade dem forklare de
saa godt som de kan, med egne Ord, uden at fortørnes over, at de tage Feyl; men
at m. H. i dets Sted skulde med Kierlighed og Mildhed føre dem de forhen givne
Forklaringer og Exempler til nøyere Eftertanke. Paa denne Maade, meener
Drømmeren, at Disciplerne kunde uformærkt, og uden at blive kiedsommelige
derved, samle de Grund-Sandheder i en kort Tid, som de ved den brugelige evig¬
varende Udenads Læsning aldrig fatte det rette Begreeb om. Af de fattede
Grund-Sandheder skulde m. H., efter Drømmerens Mening, lade Discip¬
lerne selv giøre smaa Slutninger; de skulde stille smaa Snarer for Disciplernes
Nemme, for at forsøge, om de med egne Kræfter kunde redde sig ud. Kan de ikke;
saa skulde m. H. hielpe dem, dog saaledes, at de selv kan see, hvor de bleve hiulpne
og ligesom Disciplerne ved Øvelser faae alt større og større Færdighed i deres
Skiønsomheds Brug, skulde m. H. vænne dem til at udleede vanskeligere Sand¬
heder, at de uden Hukommelsens Byrde af uforstaaelige, ja ufornødne Haar¬
Kløverier, hvorved endog de klareste Sandheder undertiden giøres ubegribelige,
kan skille en reen Sandhed fra en med blot Skin af Sandhed dem forelagt falsk
Sætning. Til den Ende skulde m. H. ey alene selv giøre alle fornødne Jndven¬
dinger imod det, Disciplerne svare; men de skulde endog tillade, at Disciplerne
sige Dem imod, og at de maa forstaae deres givne Svar, i hvor urigtige de end
maatte være, da m. H. derhos skulde ved latterlige Slutninger af deres brugende
Beviser føre dem saa længe omkring, indtil de selv kan see, at de have
taget Feyl.


48
Saaledes slutter jeg, at Drømmeren vilde have, at m. H. udi al Deres Skole=Lære
skulde gaae til Værks, at Disciplernes Nemme og Begreeb kunde ret tildannes, og at de i
alt, hvad de lære, kunde vænnes til at forklare sig med egne Ord, at de ikke, som Papegoyer
skal henge af de Ord, de have for sig i Bøgerne, hvilket, efter Drømmerens Mening, er
det rette Greeb at skaffe Dumhed i steden for Fornuft, og veltalende Dum=Hoveder i steden for
fornuftige Taler. Men saasom jeg derhos maa tilstaae, at denne Underviisnings Maade
vilde koste m. H. alt formegen Umage, ja, vel mueligt, og falde Dem heel vanskeligt; saa
bør ogsaa denne Drømmerens Mening være kiettersk.
Naar Drømmeren videre bebreyder m. H. at De piner og svækker Disciplernes Hu¬
kommelse med ufornøden Udenads Læsning, da falder dette hans Kietterie m. H. saa meget
des kla rere i Øyne, saasom m. H. strax kan spørge ham om Sprog, Historie, Geographie
og alt andet, som ikke er medfød, kan anderleedes indhentes, end ved Hukommelsen? Men
skulde han vilde kaste os en Logica, en Physica, en Ethica og andre deslige Skole=Præcepta
i Næsen, hvilke m. H. lader Deres Disciple rimse Ord til Ord op af Bøgerne, uden at de ha¬
ve ringeste Begreeb, om hvad de selv sige; ja at m. H. tør vel og benaade dem med et Par
Haandtager, naar de enten springe et Ord over, eller og de i steden for Enim læse Nam; i
steden for Attamen læse Tamen, i steden for non modo læse non solum, og saa videre; da
svarer jeg: Fy! det lader meget ilde, min gode Drømmere, at J vil sladdre af Skolen og
røbe det hemmelige Hexerie, hvorved baade J og jeg ere i vores Skolegang blevne lærde Pa¬
pegoyer, saa at vi selv maa forundre os over, at vi endnu have saa megen Fornuft tilovers,
som vi have. Men m. H.! hvad skal jeg svare Drømmeren, naar han bebreyder Dem, at
De ved Deres Underviisning gaaer det væsentlige forbie udi Videnskaberne, og derimod syl¬
der Disciplernes Hierne med lærde Smaating; samt og, at m. H. lader dem spilde saa me¬
gen Tid paa at lære nogle Sprog af en Grammatica og al Verdens Glose=Bøger? her staaer
vi nu atter nogle skiønne! det var jo en evig Skam, hvis vi med halv vunden Seyer i Hæn¬
derne vilde vende vores Fiende Ryggen. Min Herres Hielpe-Tropper, bestaaende af Qvid¬
diteter, Hæcceiteter, Identiteter, Ubiqviteter &c. &c.; der ligesom Preussiske og Unger¬
ske Husarer, vil blive nogle skræksomme Busemænd for vores Drømmere, maa her frem i
Marken; og bær jeg aldeeles ingen Tvivl om, at jo Drømmeren, saasnart han faaer disse
fæle Karle at see, vil af lutter Angest give sig tabt, og uden mindste Modværge tilstaae os, at
dette Skrab tillige med et heelt Læs af Beskrivelser, Haarkløverier, og andet deslige, der
uden al Fornuft og Begreeb blot alene kan indhentes ved Hukommelsen, har gjort, og maa¬
skee endnu giør, en stor Deel udødelige af deres Lærdom.
Hi! dette gik jo meget vel fra Haanden, og Seyeren er jo nu aldeeles paa min Herres
Side? Jeg kan ellers, imellem os sagte svære m. H. til, at jeg nu saaleedes har udtømmet
min Anti=Drømmerske Hierne, at jeg ikke havde vidst et eneste Ord meere at kunde sige til
min Herres Forsvar, hvis Drømmeren ikke nu havde givet sig tabt. Jmidlertid behøver
jeg vel ikke at tvivle om, at jeg jo med dette store Intet, jeg, efter min Herres Exempel, har
gjort Vind af, har indjaget Drømmeren saa stor en Skræk, at han vel vil tage i Betænk¬
ning, at give sig ofte i Kast med en saadan Hexemester, som m. H. er, der paa Mechanisk
Viis kan forsyne den lærde Verden med heele Esqvadrons levende Træ=billeder.
Jeg forbliver &c. &c.
Lg
Imprimatur C. HORREBOW.
P. S. Formedelst at der ved Sætningen er bleven en heel Linie sprungen over, har der
udi Bladet, under Num. 10 indsneget sig en Trykvildelse Pag. 39. Lin. 9, hvor
der i steden for: Hvilket det taalmodige Publitum &c. skulde staae: hvilket
den taalmodige, skiønt blinde, Træl af Mad. nye Leve=Kunst ikke indseer,
at Publicum med Tiden maa undgielde i sine Embeder. Ligesom der og
i samme Pag. Lin. 21 læses om, i steden for som; saaog Lin. 32. læses Knude i ste¬
den for kunde.


Anti=Drømmeren.
Num. 13.
Tirsdagen, den 11te Decbr. 1759.
Hrrr M.
S¬
aa meget som Drømmerens Skrivelse til min Herre mishager mig,
i sær da der, for nærværende Tid, er en temmelig stor Liighed imel¬
lem min Herres og mit Haandverk, og vi begge, skiønt hver paa sin
Maade, give os ud for at tale vore Medborgeres Sag til det bædste; saa
meget fornøyer det mig derimod, at jeg ved denne Leylighed har faaet m. H.
og alle deres ligesindede Brødre paa min Side imod Drømmeren; da jeg
haaber, at naar vi legge vore Sophisterier og Subtiliteter sammen, vi da
endelig maatte kunde faae hast paa ham.
Men m. H. hvad skal jeg vel kunde sige til Deres Forsvar, naar De
selv tilstaae mig, at De gaae i en bestandig Søvn paa Samvittighedens
Vegne, naar De under Bacchi Dyrkelse roser Dem saa aabenlyst af De¬
res partiske Adfærd; og naar De ved saa mange aflagte Prøver herpaa be¬
kræfter de Sandheder, Drømmeren har tilmeldt Dem? Jeg veed paa min
Ære ikke, hvad jeg i saa smal en Vending skal hitte paa at forsvare min
Herres Uforsvarlige Forhold med. Det jeg havde og kunde have sagt, er
mig formeenet, som vel var; thi det er anstødeligt at fremstille Frue Sand¬
hed i hendes bare Tiestille. Man bør lyve med Beskeedenhed. Man bør
tale Sandhed med Beskeedenhed. Men hvilken af Deelene skal jeg nu
udvælge til min Herres Forsvar? Jeg troer, jeg vil lyve; thi man pleyer
som oftest slippe bædst derfra. Men jeg maa først giøre det samme paa Le¬
gemets; som m. H. giør paa Samvittighedens Vegne, jeg vil legge mig til
at sove. Sagte! Sagte! Drømmere! nu sover jeg alt, og naar jeg


50
faaer udsovet, skal jeg fortælle dig min Drøm. Søvnen var kun kort, men
Drømmen er des længere. Hør nu kuns nøye til. Dersom jeg stammer,
saa lyver jeg.
Mig syntes næst afvigte Nat -- Ney næst afvigte Dag udi Drøm¬
me, at min afdøde Uven havde ført mig op til Maanen, hvor jeg iblant
andre Dødninger -- Ney levende Skabninger, kom i Samtale med en
Markat, hvis Væsen og Tale stod mig perfect vel an. Min afdøde Uven
tog mig afsides og hviskede mig i Øret, at jeg skulde forlade dennes Sel¬
skab; thi han troede, det var en Bierg=Trold, saasom Markatten havde
en Hale bag til og Fødder som en Geedebuk. Markatten merkede, vi talte
om ham: J tage Feyl, sagde han; Jeg er en Satyr. Aarsagen til min
Forvandling saavelsom til min Ankomst til denne mørke Klode er denne: En
vis Dame var død paa Jorden - - ney i Maanen, og GUdinderne gjor¬
de Overleg, om hun skulde indtages i deres Selskab eller ey. Meeninger¬
ne vare stridige. Der vare visse Partier, og disse Udødelige lignede herudi
de Dødelige. Juno, alle Gudinders Gudinde, blev vred over saadan
Stridighed, og spurde, hvor Gudinden Upartiskhed var. Hun var da
ikke at finde iblant Gudinderne, derfor befalede Juno mig at fare herned,
for at erkyndige mig saa uformerkt om de Stæder, hvor Gndinden Upar¬
tiskhed meest opholder sig. Jeg reyste da igiennem det store Stierne=Fælt,
og kom først paa Jorden; men saasom mit Creditive ikke var stiilet til den
Klode, og jeg der forefandt Gesandter fra Maanen, lod jeg mig af disse vey¬
leede hertil. Jeg har da begyndt at anrette min Randsagning i Lignelse
af en Markat, paa det jeg kan være des behageligere.
Min første Randsagning gjorde jeg iblant en Forsamling af denne Klo¬
des Fruentimre; thi jeg tænkte, at Gudinden Upartiskhed elsker vel sit
eget Kiøn og finder sin Rolighed iblant saa fredelig en Slægt. Men forgie¬
ves; thi hendes svage Helbred, svarede de, tillader hende ikke at blotte sit
Hoved og Bryst.
Jeg søgte dernæst efter Gudinden iblant en Forsamling af dem, der
bære Martis Liverie; men en Skildvagt, der ikke tiere seer Dagen end
igiennem Bunden af en Brændeviins Flaske, spurdte, om jeg var gal, og
stødte mig for Brøstet med Bagdeelen af sin Flint. Kort Andienee!
Derefter traf jeg paa en Forsamling af Hof=Folk. Disse begegnede
hinanden med al optænkelig Venlighed, Høflighed og Kierlighed, og de
syntes at leve i Fuldkommenheds Stand, med Øynene henvendte til en Da¬
me, som man kaldte Commune Bonum. Haa, haa! tænkte jeg ved mig


51
selv, nu slipper jeg at søge længere efter Gudinden; thi hun boer ganske
vist her. Men da jeg saae mig lidt nøyere om, var der hos disse forsamle¬
de ikke andet, end visse Partier, visse Forbund, det ene imod det andet,
som dog i sig selv hængte alene sammen af Egennytte. Nogle toge vare paa,
naar Damen klædde sig paa, andre, naar hun klædde sig af. Den ene lu¬
rede paa, naar hun stod op, den anden paa, naar hun gik til Sengs, og den
tredie paa, naar hun gik til Bords, for at faae en feed Smaus - - Ney,
for at skiære for.
Jeg kom derpaa til en Forsamling af Handlende. Disses ligehængen¬
de Vægt og stemplede Maal kom mig til at troe, at Gudinden opholde sig
her. Men jeg fik ikke Tid at komme hende i Tale; thi der reyste sig i det
samme et stort Klammerie og Slagsmaal imellem Manufacturister og Kræm¬
mere, og jeg var heel glad ved, at jeg slap ud af Forsamlingen med et Par
blaa Øyne.
Derefter fik jeg Underretning om, hvor Retviisheden, Upartiskheds
Fuldsøster, haver sin Pallais. Jeg haabede nu ganske vist at finde Gud¬
inden her, og derfore forføyede mig i en Hast derhen. Jeg blev indladt i
Forgemakket, men da jeg sagde Betienterne hvad mit Ærende var, gave
de mig et suurt Aasyn, og vendte sig fra mig. Jeg nærmede mig hen til
dem med al optænkelig Smigren, og der jeg saa uformerkt havde faaet en af
dem putet nogle Ducater i Haanden, hviskede han mig med et mildere An¬
sigt i Øret, at Gudinden sov endnu, men vidste ikke naar hun vaagnede,
og bad mig derfore, jeg vilde komme igien paa en anden beleyligere Tid.
Jeg kom just nu derfra, da jeg havde den Ære at treffe mine Herrer her.
Eders Væsen og Klædedragt gav mig at forstaae, at J ikke ere af denne
Klodes Jndbyggere. Jeg erindrer ikke rettere, sagde Markatten til mig,
end at jeg jo har havt den Ære at kiende Dem paa Jord=Kloden under
Navn af Anti=Drømmere. Saa pokker i Vold! tænkte jeg ved mig selv,
hvorledes skal jeg nu redde mig ud herfra? Ja, svarede jeg; jeg har været
det, men nu har jeg i Sinde at agere Anti=Markat her i Maanen, og jeg
haaber - - Min afdøde Uven trædde mig i det samme paa Foden. Han
vilde mig ey saa vel. Han satte sig imod mit Forsæt. Du bør skamme dig,
sagde han, at du af en eneste Modgang vil lade dig kyse af Skue=Pladsen.
Jeg har for sine Aarsagers Skyld ført dig herop. Du skal og følge med til¬
bage. Jeg maatte adlyde min Ledsagere.
Maaskee! sagde Markatten, at Gudinden Upartiskhed opholder sig
paa Jord=Kloden, og omendskiønt mit Creditive ikke er stiilet derhen, vil
jeg dog, for ey at komme med uforrettet Sag tilbage til Juno, med Eders


52
Tilladelse giøre Følgeskab ned til Jorden. Vi lade os da alle Tre strax
dumpe herned, og faldt vi just til al god Lykke iblant en Forsamling af det
Slags Skabninger, som m. H. er af. M. H. var og her selv tilstæde.
Da nu Markatten havde seet sig allevegne om iblant Forsamlingen, kom han
heel mild og fornøyet springende hen til mig. Her finder jeg, sagde han,
ey alene Gudinden Partiskhed - - Ney Upartiskhed, men endog hen¬
des Søstre, Retviished, Samvittighed, og Sandhed; og dette
skraalede han mig saa høyt i Ørene, at jeg vaagnede derved --
Nu kan m. H. selv høre, hvor rigtig Drømmeren har drømt om Dem
og Deres lige sindede Brødre. Man maatte vel spørge ham, om han bil¬
der sig ind at have klarere Øyne at see med, end denne extraordinaire En¬
voye fra Junonis Rige. Jeg, for min Part, er forbunden til at troe
Markatten meere, end Drømmeren; og m. H. kunde maaskee, for De¬
res nærværende Omstændigheders Skyld, være tient med, at De herudi
bliver af en Troes Bekiendelse med mig. Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Num. 14.
Tirsdagen, den 18de Decbr. 1759.
Hrrr N.
M¬
an vil fortælle mig, at min Herres tilkiøbte Værdighed, (Ney, om
Forladelse min Herre! jeg fortalte mig) at m. H., vilde jeg have
sagt, har faaet en Guulsot paa Halsen af bare Gremmelse over
den ufordragelige Skrivelse til Dem. Men skulde m. H. vel og være saa
stor en Slave af Deres Fornuft, at De skulle vilde legge paa Hierte, hvad
en saadan Karl kan drømme sig til; hvis Urimmelighed er endog gaaen
saa vidt, at han forlanger, at Ting=Stude (jeg tør ikke stige høyere op)
skulde have Samvittighed? De Bebreydelser, han giver m. H. viser ty¬
delig nok, at han maa være en ægte Menneske=Hadere, saasom han end
ikke vil engang unde Folk de Øye=Navne, hvad vilde jeg sige, de Ære¬
Titler de kiøbte sig til for deres egne Penge. Sandelig der fattes nu intet
hos Drømmeren, uden dette, at han skulde have en Tønde eller et Roste¬
kar at trille omkring med paa Gaderne, thi saa var han en fuldkommen
Diogenes, og man kunde da udi sine Ærgelser over hans Drømme have
nogen Fornøyelse af dette Philosophiske Spøgelse.
Hvad min Herres tilkiøbte Ære og Værdighed angaaer, da maa jeg
og enhver, der dagligen prøver, hvor hierte=smertende en Lidelse Rangsygen
er, og som ikke have saa godt et Huusraad ved Haanden, at faae Smerten
stillet ved, som m. H. havde udi sin Penge=Casse, tilstaae, at den bevæ¬
gende Aarsag, Drømmeren anfører til min Herres tilkiøbte Rang, var
særdeeles gyldig; thi jeg veed med mig selv, hvor pinefuldt det folder mit
ophovne Hierte, at jeg ved Giestebuder, Brylupper og andre Samlimger


53
skal være ringere end andre, og kaldes ret og slet Monsieur, eller og, naar
høyt skal være, Hr. Anti=Drømmere. M. H. var altsaa i høyeste Grad
nødsaget til at kiøbe sig en Ære=Titel, at ikke De og Deres Kiereste, for
ey udi Selskaber at være og nævnes ringere, end andre, skulde leve som
Eremiter, afskildte fra al Samqvem og Omgang med Beslægtede og Ube¬
slægtede. Vel mueligt, m. H. ogsaa herudi har havt et forsigtig Øye paa
det Tilkommende, at De paa den Tid kan staae saa meget des hæderligere
udi deres Personalia, og saaledes opfylde det ved Deres Ære=Titel, som
maaskee kunde fattes i Meriter. Men hvad kommer det Drømmeren ved?
Drømmeren har saa meget desmindre Føye til at bebreyde m. H. De¬
res Rangsyge, saasom han selv tilstaaer, at Sygdommen er smitsom, og
kan befænge heele Byer. Og skulde jeg hartad troe, at det har sig saale¬
des; thi da jeg for nogen Tid siden stod og kigede igiennem et Forstørrelses¬
Glas, blev jeg vaer, at Ærgierrigheds Orme svævede i Luften saa tykt som
en Skov. Jeg har og siden erfaret Virkningen af denne Luftens Befæn¬
gelse allevegne, hvor jeg er kommen. Een som neppe kunde copiere, lod sig
kalde Hr. Sekretair; en Portner lod sig kalde Hr. Jnspecteur; og en Sko¬
flikker=Kone faldt i Besvimmelse, fordi jeg ikke kaldte hende Madame. Men
hvad kan vel disse ynkværdige Creaturer giøre derved? Sygdom er hver
Mands Herre, og naar den derhos er smitsom, kan den ligesaa snart befæn¬
ge den ene som den anden Landsbye.
Da nu Skiebnen ikke har været m. H. gunstigere, end at den og vilde
lade den smittende Rangsyge ramme deres Huus, saa er det ligesaa urimelgt
at Drømmeren vil bebreyde m. H. Deres tilkiøbte Værdighed; som at man
vilde bebreyde en Syg, at han anvendte Penge paa lægende Midler, hvor¬
ved hans Sygdoms Smerte kan stilles. Men ved hvilket lægende Middel
skulde vel m. H. kunde have faaet Lindring for deres Rangsyge, end ved den
tilkiøbte Ære=Titel? Vel sandt, at et halv Qvintin Fornuft, sammenmæn¬
get med en Untze Jndsigt i Følgerne af denne brugte Lægedom, kunde maa¬
skee have været m. H. tienligere; men hvor staaer det skrevet, at man al¬
letider skal bruge sin Fornuft? Fornuften maa og undertiden tages fangen
under Troens Lydighed. Som for Exempel: Naar andre sige mig, at
min Herre, formedelst Deres tilkiøbte Ære=Titel, er bleven en meget
hæderlig og agtbar Mand, end De før var, bliver denne Lærdom ingen
Troes= og ingen Fornufts=Artikel, saasom jeg med min stumpede Fornuft
ikke kan begribe den. Ligeleedes og: Naar m. H. troede, at De ikke med
nogen Fornøyelse kunde bievaane Bryllupper, Giestebuder og andre Sam¬
linger, saalænge De skulde være og nævnes ringere, end andre, enten Be¬
slægtede eller Ubeslægtede, kunde vel Deres Fornuft have tilsagt Dem, at


55
denne Indbildning var, med Tilladelse at melde, temmelig naragtig; men
Phantasien, der udi alle Slags Sygdomme gemeenlig har øverst Comman¬
do over den Syges Hierne, befalede, at m. H. her maatte tage Fornuften
fangen under Troens Lydighed. Men hvad kommer det Drømmeren ved?
Men ey nok Drømmeren er saa urimeligt, at han bebreyder m. H.
den Lægedom, De har brugt imod Deres Rangsyge; men han vil endog
bebreyde Dem, at De forholder Dem efter de Regler Deres Doctorinde,
Frue Forfængelighed, har forskrevet Dem nøye at iagttage, hvis den brug¬
te Cour ret skal slaae an hos Dem. Han bebreyder m. H., at De, forme¬
delst Deres tilkiøbte Rang, og rangmæssige Opførsel og levemaade, for¬
mindske de Midler, De udi Deres forrige Stand kunde have forøget; og
anvendt langt bædre til Deres egen og andres Nytte; Men Drømmeren
skulde med lige saa stor Føye bebreyde en Syg, at han efter udstandne Cour
betiener sig af de reensende og løsnende Midler, hans Doctor foreskriver
ham. Jo, jo! den Karl præker ret godt i en Lygte! Jeg maa ærgre mig
til døde over denne Drømmeres eenfoldige og tossede Jndfald. Burde han
ikke vide, at Forstoppelse er en Syg meget skadelig, og at han nødvendig
maa have Aabning; om end Clysteer=Piben skal hielpe til med. Men iblant
alle Clysteer=Settersker er neppe nogen behændigere, end Frue Forfængelig¬
hed. Dog skal jeg lade være usagt, enten Operationen skeer for oven eller
for neden, enten hos Patienten selv eller hos hans Penge=Casse, og vel mue¬
lig Rangsygen udkræver Aabning for begge. Men dette veed jeg, at naar
Drømmeren bebreyder m. H. Deres rangmæssige Udgifter, saa drømmer
han. M. H. skulde være en Rangs=Person, og dog leve og opføre sig som
en Skatte=Borger? Har man vel nogen Tid hørt en meere urimelig Snak.
Den Høyhed og Værdighed, m. H. ved Deres tilkiøbte Ære=Titel har er¬
hvervet sig frem for dem af Borgerstanden, vilde visselig aldeeles tabe sin
Glands, hvis den ikke var geleydet med en prægtig Opførsel; og omend¬
skiønt man udi Selskaber maatte give m. H. Deres Titel og Sæde, vilde
dog deres tarvelige Opførsel ey alene foraarsage en hemmelig Ringeagtelse
og Skumlen, men endog formindske de borgerlige Medgiesters Undseelse for
Deres tilkiøbte Høyhed. Altsaa er det jo klart, at det vilde foraarsage min
Herres Ærekierhed største Smerte og Hierte=Qvalm, hvis Deres Penge¬
Casse havde Forstoppelse, hvorfore det er høyst fornødent, at den ved idelige
Purgationer, Laxativer, Clysteerer, eller finere sagt, Lavements kan have
en bestandig Aabning; og er det langt bædre, at den bliver reent udreenset,
end at min Herres tilkiøbte Høyhed og Værdighed skulde i mindste Mavde
lide nogen Forringelse. Men hvad kommer det Drømmeren ved?


56
Naar endelig Drømmeren, for at vise Grunden til sine gjorte Bebrey.
delser, anfører Rangsygen iblant de tærende Ting udi det borgerlige Selskab,
der paa en uformerkt Maade svækker det almindelige Bædste, seer man jo ty¬
delig deraf, hvad Øyne han har at indsee og betragte en Sag med. Jeg er
derimod af de Tanker, at om end de Rangsyges Penge=Casser creperer af en
tærende Syge, formeerer de dog adskillige af Deres Medborgeres Jndtæg¬
ter, og haaber jeg herudi at faae Medhold, i det mindste af enhver Cance¬
list. Men hvad Drømmeren end søger at besmykke sin gjorte Bebreydelse
med, saa bør det dog ansees for et Menneske=Had, og det uden at bevise
hvad man siger; thi hvad større Menneske=Had end dette, at han ikke vil
unde m. H. at mætte sin Ærgierrighed med en tilkiøbt Titel? Uagtet, der
findes de, der sige, at den samme passer sig ligesaa lidet med min Herres
Haandtering, som at man vilde kalde en Broelegger Velbyrdige Hr. Phae¬
ton, ja der ere endog de, der kalde deslige uvedkommende Titler Øgenavne.
Men hvad kommer det Drømmeren ved?
Alt hvad Drømmeren kan have at sige m. H. paa, er dette: At m.
H. udi Deres borgerlige Stand og Næring kunde have forøget Deres Mid¬
ler, da De nu ved Deres rangmæssige Opførsel og Levemaade Dag til Dag
formindsker Dem; men hvad kommer det Drømmeren ved? At m. H.
udi Deres forrige Stand kunde maaskee havt en meere almindelig Høyag¬
telse end nu, og at Deres Navn kunde have været ligesaa hæderligt, hvis
De havde blevet ved at lade Dem titulere efter Deres Haandtering, For¬
stand og Fortieneste; Men hvad kommer det Drømmeren ved? Summa
Summarum, at min Hr. N. svarer til Deres Navn, i det De, alene for
ikke at skulle være og nævnes ringere end andre yngre og mindre Formuende
i Familien, har vildet tilkiøbe Dem en Rang og Ære=Titel; Men hvad
kommer det Drømmeren ved? Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBOW. E¬


Anti-Drømmeren.
Num. 15.
Tirsdagen, den 25de Decbr. 1759.
Hrrr O.
J¬
eg skiønnede, min Herre! meget slet paa de mange feede Smause,
jeg saa ofte har nydt ved Deres med utallige foranderlige Retter vel
forsynede Bord, hvis jeg ikke for Alvorre tog mig Deres Sag an
imod Drømmeren; og mit Haab om, fremdeeles at nyde den Lykke, at
være min Herres Medfraadsere, maatte aldeeles være ude, hvis Drømme¬
rens Bebreydelser til m. H. skulde faae minste Jndpas hos Dem til saa for¬
nærmelig Forandring for mig.
Drømmeren bliver nu, efter mit Tykke, alt for næsviis. At han ind¬
finder sig udi vore Amme= og Børne=Stuer, kunde man nogenleedes taale,
siden hans Drømme=Fabler og Eventyrer passe sig best for de Stæder.
Men at han nu ogsaa vil snylte sig ind paa os i vore Tractere=Stuer, er
aldeeles utaaleligt; og hvis jeg havde væeet tilstæde, da han indfandt sig
udi min Herres Tractere=Sahl, skulde jeg, med min Herres Tilladelse,
have smurt ham om Munden med en skeefuld Snee=Moes, da han maaskee
saa ikke havde havt noget at drømme imod min Herres Giestebuder og Trac¬
teringer.
Latterligt er det, at Drømmeren har vildet bilde sig ind, at han ved
at fortælle m. H. og Deres Giester sin vemmelige Drøm om en mæsket Krop,
der vrimlede af Orme, skulde kunde betage dem deres graadige Appetit;
da vi Herrer Delicatesse=Gryder finde just den høyeste Smag i saadanne
Dyre=Rygge, Kramsfugle, og andet Bildt, der halvveys ere forte ede af


58
Orme. Stakkels Drømmere! vidste du intet bædre Kunstgreeb til, at kun¬
de giøre os Herrer Fraadsere vemmelmavede? Du kunde maaskee have gi¬
vet os en kraftigere Vomitiv, hvis du havde fortalt os den bekiendte Fabel
om Katten, der, efter at den i lang Tid havde seet de overflødige og foran¬
derlige Retter paa sin Herres Bord, blev tilsidst sindet at see sig om en an¬
den Hosbonde, og holdte derfore denne Afskeeds=Tale til Husets Muus: J
have nu, sagde den, i nogle Aar været en Føde for mig og mine Unger;
men da jeg nu ikke veed, hvad for en nye Forandring af Retter HErren vil
herefter lade bringe paa sit Bord, med mindre han selv vil være Kat, for
at fange og overgive eder i Kokkens Hænder, skal jeg herefter ikke være
eders Fiende, men forføye mig til en saadan Hosbonde, hvor man lader
mig beholde, hvad Naturen har forundt mig. Og du, sagde Katten til
Skiøde=Hunden, vil du følge mit Raad, skal du tage din Afskeed, og søge
dig Tieneste hos en anden Herre; thi jeg har meere end eengang hørt Fruen
spørge: Hvorledes skulde vel en Rague af Finette smage, naar den blev til¬
lavet med en suur Suppe af de nyelig hiemkomne Kappers og Jndianske
Fugle=Reeder? Ja jeg er end ikke selv i saa Maade sikker paa mit Liv;
thi naar Kokken forestiller Herren, at en Huus=Kat er intet uden en tam
Hare, og altsaa tienlig til en nydelig Steeg, er det høy Tid, at jeg pakker
mig.
Men hvad rager det Drømmeren, om vi Herrer Fraadsere for en For¬
andrings Skyld, fandt Smag udi en Rague af Muus og Hunde, eller i
en Katte= og Canine=Steeg? Forandring fornøyer, og vores lekre Ape¬
tit maa opmuntres ved idelige Forandringer. Men om end vores idelige
Fraadserier koste os noget anseeligt; gaaer der vel noget fra Drømmeren
derved, og monne vi derfor ikke skulle have en 2 Skilling tilovers at kunde
give ham om Ugen for hans Drømme=Tøy? Vi skulde vel, efter Drøm¬
merens Phantasie, være saadanne Hadere af vore Legemer, at vi, ligesom
hin anseelige Embedsmand hos de Romere, skulde hver Dag tage til Takke
med en Ret af stegte Roer? Vi skulde vel indrette vores Kaage=Bog og
Spise=Kamre efter Diogenis Exempel, hvis heele Proviant bestod i nogle
raa Urter og koldt Vand? Ja hvor hiertelig skulde vel ikke Drømme¬
ren vilde belee os ved sig selv, hvis han kunde faae os til at indrette vores
Diæt efter de gamle Munke= eller Pillegrims Jnstruxer, og i steden for at
være Mennesker, der ere skabte til Selskaber, og som bør opholde Livet ved
Menneske=Føde, omskabe os selv til Skov=Eseler og Mark=Trolde, og
leve af Bark, Skræpper og Græs=Rødder, eller som Paradiis=Fuglen,
af Duggen? Ney, Far skal have megen Tak. Vi Herrer Fraadsere,
Delicatesse=Gryder, og Epicuræer lader os ikke saa let binde noget paa Er¬
met, i sær af en hiemfød Drømmere. Vil han være en luvenalis, der af


59
Menneske=Had og Misundelse vil drømme imod vores Fraadserie og Vel¬
lystighed; saa vil vi derimod være Romere; og ligesom Ulve og Traner ha¬
ve et større Svelg og beqvemmeligere Værelser for overflødige Spiser end vi;
saa skal vi og Drømmeren uadspurgt, kappes med hine gamle forædte Ro¬
mere om Fortrinet i Æde=Kunsten.
Men hvor hiertelig maa vi vel ikke lee, m. H.! naar vi høre Drøm¬
meren at anføre vores Fraadserie og vellystige levnet som et beviis paa vores
slette Patriotskab; da just vi Herrer Fraadsere og Epicuræer have dette Pa¬
triotiske Principium: At vi bør leve saaleedes, at andre kan leve ved os.
Hvad Fordeel have vel Medborgerne af dem iblant os, der neppe nænne at
æde sig selv mætte, langt mindre at de skulde give andre et Maaltid Mad
hos dem? Men hvor mange have ikke derimod Aar ud og Aar ind ansee¬
lige Fortienester ved vore idelige og overdaadige Banqvetter og Giestebuder?
Med hvad Grund vil da Drømmeren vel kunde negte, at jo vi Fraadsere og
Epicuræer ere velmeenende Patrioter og gavnlige Borgere?
Fremdeeles, naar vores Stand og Formue tillader os at distingvexe os
ved et overdaadigt, umaadeligt og vellystig levnet, bør det ingenlunde reg¬
nes os til Last, naar Øyemeedet derved er, at vore Penge kan komme ud
iblant Folk. Men om vi end, efter Drømmerens Gisning, ved vores vel¬
lystige levnet svække vdrt Helbred og dræbe os selv; saa giøre vi endog her¬
ved, saa mange af os, som ere i Embeder, adskillige af vore Medborgere
en Tieneste; thi hvis vi ved en ordentlig og tarvelig Diæt søgte at forlænge
vort Liv, maatte andre Brødsøgende gaae des længere uhiulpne; ey at tale
om, at vi Fraadsere og Epicuræer give det meeste Vand paa Lægernes Mølle.
Drømmeren kan altsaa ikke andet sige, end at vi jo baade med Liv og Død
vise os som velmeenende Patrioter.
Endelig har og vores Fraadserie og Vellystighed den Nytte, at naar
vi, som ikke sielden skeer, have ved vores idelige Giestebuder og Tracterin¬
ger forødt vore Midler, have vore Arvinger slet intet at slaaes om. Men
hvor stor en Kierlighed foraarsager vel ikke dette Tilfældes Befrygtelse hos
mange af de døende? Vil Drømmeren kaste os den Skade i Næsen, som
vore Creditorer som oftest tage ved vores ødsle og overdaadige levnet; da
meener jeg, at naar disse holde dette Tab imod den Gevinst, de forhen ha¬
ve havt ved os, de da kan regne sig skadesløse. Og kan jeg ey noksom be¬
rømme det herlige Principium m. H. i denne Henseende haver, nemlig: at
De vil leve vel og giøre Dem selv og Deres Venner til gode, imedens De
lever, om det end skal skee paa andres Pung; og naar De eengang døer,
vil Deres Kone og Børn findes des villigere til at frasige sig al Arve=Part,


60
saasom de have annammet det Gode i min Herres Livs Tid; men Deres
Creditorer faae da ved samme Frasigelse en sikker Anviisning paa m. H. udi
de Dødes Rige, hvilken de da kan overdrage Drømmeren vores Agent i de
Dødes Rige, til Foreviisning og Jnd=Cassering. Vi Herrer Epicuræer,
lade os ikke i saa Maade føre af nogen Jndbildning; og Drømmeren tager
merkeligen Feyl, hvis han tænker, vi skulde troe, at vi i vore Graver have
nogen Følelse af, at man efter Døden kalder os Bedragere.
Hvad m. H. i Særdeeleshed angaaer; da er deres Fraadserie og veystige
levnet saa meget desmeere at undskylde, saasom De ved Deres Giftermaal er
kommen ind i en Familie, den m. H. ikke ved en borgerlig og tarvelig leve¬
maade bør giøre nogen Vanære; og naar m. H. med dem, og de med m.
H. have opfraadset og fortæret alting og dem selv med, bliver Umagen med
deres samtlige Gravskrift desmindre, da baade deres Levnet og deres Død
kan indbefattes i disse tre Ord. Vi have ædet. Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur. C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Tirsdagen, den 1ste Jan. 1760.
Edle og uedlede Læsere!
J
Dag har jeg ret noget Stort, noget Vigtigt, noget Merkværdigt,
noget Besynderligt, noget Magtpaaliggende, ja noget Hemmeligt at
berette Eder, mine Læsere! Men jeg veed just ikke, om jeg kan
betroe alle det. J maa ikke tænke, at Anti=Drømmeren er af det Slags
Skabninger, der giøre en Hemmelighed af St. Birgittes Strømpebaand.
Ney, mine Læsere! jeg har ret noget Stort, noget Vigtigt, noget Merk¬
værdigt, noget Besynderligt, noget Magtpaaliggende, ja noget Hemmeligt
at sige Eder. Hillemæn? See, hvor Madame Nouvelle nu alt staaer
paa Springet at føyte Byen om med Anti=Drømmerens Hemmeligheder!
Ja, mine Læsere! jeg har noget Stort, noget Vigtigt, noget Merkvær¬
digt, noget Besynderligt, noget Magtpaaliggende, ja noget Hemmeligt at
fortælle Eder i Dag.
Nu, hvad er det da? spørger J. Jo men, mine Læsere! Det vigti¬
tige, det merkværdige, det besynderlige, det magtpaaliggende, ja det hem¬
melige Store, jeg har at berette Eder i Dag, er dette: J Gaar var
det den sidste Dag af det gamle Aar, og i Dag er det den Første
af et Nyt. Jkke andet? siger I; Dette vidste vi, uden at lade os det
sige af Anti=Drømmeren. Ja, maaskee! mine Læsere! Men dette bliver
dog vel det Sandeste, de fleeste af Eder faae at høre i Dag og i Morgen og
den heele Uge igiennem. J maa troe, mine Læsere! at jeg og, uden at legge
en al for stor Berømmelse paa mig selv, kan lyve saa got som den Bædste.
Jeg kunde vel og i Dag tilønske Eder al selvønskelig Lyksalighed og For¬
nøyelse; jeg kunde vel og udbede mig Eders bestandige Venskab i dette Aar,
og med Kys og Favnetag forsikre Eder, at jeg alletider er Eders tienstfær¬
digste, hengivne og oprigtige Ven og Tienere. Men jeg vil saa nødig lyve
den første Dag i Aaret; at jeg ikke skal blive en Løgner det heele Aar igien¬


62
nem. Men naar jeg i Dag har den Ære at berette Eder, at i Gaar var det
den sidste Dag af det gamle Aar, og at det i Dag er den første af et Nyt,
kan J selv tage og føle paa, at jeg ikke lyver. Men dette vide J jo, uden
at lade Eder det sige af mig; og altsaa veed jeg slet intet at kunde sige Eder
i Dag; thi min heele Anti=Drømmerske Videnskab for denne Dag bestaaer
i dette vigtige, merkværdige, besynderlige, magtpaaliggende, ja hemmelige
Store: J Gaar var det den sidste Dag af det gamle Aar, og i
Dag er det den første af et Nyt. Ja far vel, mine Læsere! jeg har alt
udtalt.
Hillemæn! hvor vil det ikke fornøye Drømmeren, at den stakkels
Anti=Drømmere maa gaae hiem og læse over paa nye? Et slet Omen paa
den første Dag i Aaret! Dog, du maa vide, min gode Drømmere! at
mine Læsere ere ikke Athenienser. En vis Orator, mine Læsere! holdte engang
paa Torvet i Athenen en Tale, som han meente skulde bevæge diamanter
og penge=haarde Hierter, alt angaaende det almindelige Væsens Nytte.
Men saasom det, efter min Gisning, samme Dag blæste temmelig stærkt,
fløy hans Tale bort med Veyret, og de Selvkloge vendte sig fra ham, for
at see og høre noget Behageligere. Denne Orator indfandt sig atter en anden
Gang. Edle Athenienser! sagde han: "Gudinden Ceres, en Aal og en
"Svale gik engang alle tre ud at vandre, og efter at de havde giennem¬
pløyet adskillige vanskelige Veye og Stier, kom de omsider til en stor
Flod. Aalen svømmede igiennem Vandet, og Svalen fløy igiennem Luf¬
"ten til den anden Side."" Her taugde denne Orator stille: og jeg tier
med. "End Ceres da,, spurdte Athenienserne, "hvordan gik det med
hende?Jo men, mine Læsere, den stakkels Ceres maatte den gang,
ligesom jeg i Dag, vende Næsen tilbage igien, fordi hun hverken kunde
flyve eller svømme. Ja far vel, mine Læsere! Men glemmer for alting ikke,
at det i Gaar var den sidste Dag af det gamle Aar, og at det i
Dag er den første Dag af et Nyt.
Men hvad? om jeg gav mig til at rime, maaskee jeg da kunde sige
Eder noget, som J ikke veed. Jeg vil giøre et Forsøg. Ak! J veldigten¬
de Muser! J mine Rivalers Gudinder og alle Rimeres Bisloppersker!
Ak! staaer mig dog bie! Jeg uværdige Krykke=Poet nedkaster mig her for
eders hellige Sæde Parnassus, med væmodigst Bøn; thi jeg er i stor Be¬
tryk, at J for mit figurerede Ansigtes Skyld vil nu i dette Øyeblik, thi jeg
har ey Stunder at bie, udruste mig med en poetisk Kraft! Jo, jo! mine
Læsere! nu er jeg alt bleven bønhørt, og nu skal J faae noget Uhørt at
høre. Nu kan jeg baade rime og prime i fuld Firespring. Hører nu kuns
nøye til!


63
Hver Nye=Aars=Gratulant i Dag paa Tungen Hiertet haver,
Fra Ven til Uven, Hurs til Huus velmeenende han traver.
Hver Tvilling=Rigets Undersaat i Dag hinanden favner.
Med ærligt, kiærligt, eenigt Sind hinanden stedse gavner.
Enhver sig selv, sin egen Pung og Fordeel reent forglemmer,
Og levnets Fælles Tarv og Gavn i alle Ting forfremmer.
Partiskhed, Avind, Had og Kiv ey Sted iblant os haver;
Et Liv, en Siæl vi alle er - - - - -
Ney, J skal have saa megen Tak, mine veldigtende Fruer! Naar jeg en¬
delig skal lyve, kan jeg, uden Eders Hielp og med mindre Umage lyve lige¬
saa rimeligt i løs som i bunden Stiil. Ja far vel, mine Læsere! J Gaar
var det den sidste Dag af det gamle Aar, og i Dag er det den før¬
ste af et Nyt. Og dette er alt, hvad Drømmeren har givet mig Anleed¬
ning til at kunde sige Eder i Dag. Han har udi sit sidste Blad i det gamle
Aar drømt om Tiden og dens Afvexlinger. Men hvo har vel ikke vidst dette,
førend han drømte derom? Han vaagner op af Drømmen, og af en
Drømmere forvandles til en Atheniensisk Torve=Prædikant. Men skulde J
vel, mine Læsere! kunde troe, at jeg er i Dag af en Anti=Drømmere bleven
forvandlet til Drømmerens Klokker. Jo, jo, mine Læsere! J maa nok
troe, at jeg ikke saa aldeeles hen i Veyret har berettet Eder den store Hem¬
melighed, at det i Gaar var den sidste Dag af det gamle Aar, og at det i
Dag er den første af et Nyt. J det gamle Aar har Drømmeren og jeg
lagt i Haaret paa hinanden, paa nogle Dag=Drømmeres Bekostning.
Men paa denne første Dag i det Nye erklærer jeg mig for hans Ven, slutter
Stilstand med ham, ønsker ham et fredeligt Nyt=Aar og alle Dag=Drøm¬
meres Venskab. Jeg lover, at sige Amen til hans patriotiske Principia,
og forsikrer ham i det øvrige, at jeg i Dag tager største Deel i hans Hel¬
bred, Velgaaende og Fornøyelse. Men, saa sagte imellem os at sige, agter
jeg ikke at holde ham denne Fred, dette Venskab og velmeenende Hierte
længere end i disse saa meget kierlige Gratulations=Dage, thi - - - Ja,
J skammer mig ud, mine Læsere! men maaskee den øvrige Tid af dette
begyndte Aar vil lære eder, at jeg iblant vore Nye=Aars Gratulantere har
herudi en god Deel Brødre. Ak at jeg i Dag og det ganske Aar igiennem
kunde herudi blive en Løgnere, men see! jeg glemmer at sige Amen.
Drømmeren vil, at vores Afskeed med det gamle Aar skal minde os
om Tidens Løb; og han ønsker et Vel over den, der bruger sin Tid rette¬
lig. Hertil siger jeg Amen! Drømmeren erindrer os om, at vi ikke leve i
Tiden; for alene at leve os selv, men Skaberen til Ære, og vore Medbor¬
gere til Nytte og Opbyggelse. Hertil siger jeg Amen! Drømmeren forehol¬
der os, at Dyden zirer, men Lasten vanzirer et Folk, og naar disse sidste


64
blive almindelige, føre de svare Domme over et Land. Hertil siger jeg
Amen! Drømmeren meener, at Kierlighed og Enighed bestyrker et Rige;
men at Partiskhed og Egennytte svækker det mægtigste. Hertil siger jeg
Amen! Drømmeren lærer os, at Egenkierlighed er en alt for partisk og
egennyttig Raadgiver og Veyviser, at vi kan følge dens Anførsel. Hertil siger
jeg Amen! Drømmeren meener, at vi behøve idelige Erindringer om vore
Leve=Pligter imod os selv og vore Medborgere, og han raaber et Vee over
os, naar vi forhærdes derved. Hertil siger jeg Amen! Drømmeren kræver
det som en Pligt og Skyldighed af os, at vi i Dag skal hengive os selv
vort Fæderneland til en velvillig Nye=Aars Gave. Hertil siger jeg Amen!
Drømmeren foreholder os, at vores naadigste Monark og Konge,
vores milde og kierlige Landets Fader, vores fredrige FRIDERICH
tænker i vore uskatteerlige Freds=Dage saa bekymringsfuld, saa aarvaagen,
saa viselig, saa bestandig paa vores fælles og almindelige Nytte. Hertil
siger jeg nu og altid Amen! Drømmeren forkynder os en evig Skam, et
evigt Ansvar, hvis vi ikke alle som en Mand, hver efter sine Kræfter, leg¬
ge vore Skuldre under vor naadigste Konges svare Byrder; hvis vi ik¬
ke giver det almindelige Væsens Nytte Fortrinnet for vores Egen; og hvis
vi ikke i Handel og Vandel, i Embeder, i Forslag, i Raad stræbe af alle
Kræfter, at befordre de Midler, der føre til det Maal, til hvilket vor naa¬
digste Konges allerpriisværdigste Øyemeed sigter. Men monne jeg og kan
sige Amen hertil, uden at stamme? Ak, kiere Medborgere! kommer her
min stammende Tunge til Hielp, og siger alle reent ud Amen! Og naar saa
Drømmeren tilønsker os alle et velsignet og fredeligt Nyt=Aar, skraa¬
ler jeg, som den bædste Landsbye=Degn, af fuld Hals, Amen! Amen
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Num. 16.
Tirsdagen, den 8de Jan. 1760.
Hrrr P & Compagnie.
E¬
ders ydmygste Tienere, mine Herrer Mund=Patrioter! Jeg har den
Ære at gratulere Eder til et frugtbar Nye=Aar paa egne Fordeeele
med mange paafølgende Aar udi et selvønskende Egenkierligheds For¬
nøyelse! forsikrende, at jeg alletider skal findes bereedvillig, at tage Deel
i eders Cassers Formeerelse, og at jeg stedse skal findes eders hengivne Ven,
saalænge J ingen Prøver forlange derpaa; ligesom jeg og udi dette begynd¬
te Aar formoder mig det samme af eder.
A propos, mine Herrer, hvad godt nyt fortæller Drømmeren os i
denne Tid, Han skal vist ogsaa have noget at udslette paa eders Patriot¬
skab - --. Ja sandt, det var ungefær saadant noget. Jeg skulde vel
i Dag give mig i Kast med ham paa eders Vegne; men for Skam Skyld,
faaer jeg at holde Juule=Fred. Jeg vil i dets Sted lade min egen Person
give Drømmeren Materie til en nye Drøm, og i al Oprigtighed meddeele
Eder mit eget Patriotiske=Portrait.
J alt, hvad der ikke rører min Person og min Pung, er jeg alletider
ligegyldig. Jeg følger alle Partier, og giver dem alle lige stort Biefald,
enten de ere onde eller gode. Men ingen har endnu seet mig som Formand
for noget Partie. En Tosse maa staae i Stikken. Jeg holder mig til det
stærkeste. J offentlige Forretninger lader jeg alting gaae igiennem det grove
Sol, og jeg anseer det almindelige Bædste for en Staadere imod min Vel
byrdige Magelighed. J Sammenkomster retter jeg mig efter alle andre, i


66
Eenrum efter mig selv, men ingen Tid efter en sand Patriotes Pligter. Jeg
anseer en Renkespillere, en Øretudere, en egennyttig Forslags=Magere, og
andre deslige, med ligesaa gunstige Øyne, som den, der er et Offer for det
almindelige Bædste og en Træl af Redelighed. Jeg beder den sidste at sidde
need, og den første være velkommen. De ere mine Venner Begge, og jeg
under dem Begge lige vel. Kongens Folk alle.
Saavidt som det staaer til mig, belønner, priser og ophøyer jeg en dy¬
dig og duelig Borger; men jeg lader derfore ikke en Uduelig staae tilbage.
Det kan gaae med publique Forretninger som gaae kan; alting er hiertelig
vel for mig. J alle Overlæg, angaaende Statens Bædste er jeg af en Mee¬
ning med de fleeste; og naar jeg og mine ere uden for, lader jeg de andre
trækkes. Man maa bringe mig, hvad Tidende man vil; jeg setter, det
heele Rige var bleven lykkeligt eller ulykkeligt paa eengang for al sin Tid.
Jeg skifter dog ingen Farver derved, men mit Sind er lige roeligt. Jeg er
det almindelige Væsen stedse hengiven med Munden; men i Gierningen sør¬
ger jeg, som naturligt er, allene for mig selv og mine. Kort sagt! Jeg
er en saa velmeenende Patriot, at jeg under alle mine Medborgere vel, men
mig selv i alle Maader bædst, og under mine feede Maaltider og mit gode
Glas Viin synger jeg med Æsopi Esel:
Naar jeg kuns faaer det Bædste,
Og Maven fuld af Mad.
Saa er enhver min Næste,
Og jeg er altid glad.
Men, mine Herrer! skulle J vel af min udvortes Anseelse kunde giet¬
te Jer til, at der er saa meget godt hos mig, som J nu hører; J kan sik¬
kert troe mig paa mine Ord; og vil J ikke tilstaae, at jeg er en langt for¬
nøyeligere Borgere, end enten Patrianus eller Sincerus; der end ikke skul¬
de skaane deres egen Fader, Brøder eller Søn; meere, end de værste For¬
ældre, naar de mærkede, at de satte sig imod det, der kunde være det almin¬
delige Væsen til Nytte? Kommer nogen til dem og spørger, hvad Partie
de ere af; eller søger at overtale dem til at antage noget Partie, for egne
Fordeeles Skyld, ere de saa ubehøvlede, at de viser ham Døren; ja hvis
det stod til dem, forviste de ham Landet med. Bliver nogen dem bekiendt
for egennyttige Afsigter imod det almindelige Væsen, om den samme end var
broderet og klæd i Fløyel fra Top til Taa, om han end havde et Navn, som
alle Guder kiendes ved; ja om han end havde de mægtigste Tilhængere;
nævner de ham ved hans rette Navn, og sættes dem paa begge Bag=Been
imod hans Anslag. Det skulde være en seyervindende Fiende lettere, at
slagte et heel Riges Krigshær og at forstyrre alle dets Stæder, end at kunde
tvinge og bevæge disse to særsindede Hoveder til at ære og smigre en saadan.


67
Madame Menneske=Frygt ligger dem som oftest om Halsen med Taarer
og Bønner, at de dog skal tage sig vare og vende Kaaben lidt efter Veyret;
men de forstaaer ingen Skiemt i deres Kierlighed til Fædernelandet. Aldrig
giøre de Krumspring, for at naae deres Øyemed; thi de frygte ikke for at
være deres Gang bekiendte. De behøve ikke et fremmed Lys at see ved, hvor
Veyen løber til det almindelige Bædste; ikke heller lade de sig føre ved et
usynligt Bidsel af egennyttige Raadgivere. Jngen Menneske=Frygt, in¬
gen Egenkierlighed, ingen Ærgierrighed kan forleede dem til det mindste
Aftrin fra den rette Vey. De forbittres, de skiære Tænder, ja de udspru¬
de Jld, naar de see deres Medborgere at dantse omkring nogen Guld=Kalv.
Naar Spørsmaalet er om det almindelige Bædste, triner de uden for deres
egne Huse, og afklæder sig al deres Egenkierligheds Ham. De ere da ikke
meere deres egne: men de bilder sig ind at eye det hele Rige, for desmeere
upartisk at anhøre det almindelige Væsens Bydende. De agte det for de¬
res Pligt og Skyldighed i saa Maader at have velvillige og bereedvillige
Øxen; om end deres Eiendomme, Jndkomster, eller og Handel skal for¬
mindskes, naar det almindelige Bædste derved kan befordres, ja de ere selv
de første, der enten give eller fuldbyrde saadanne Forslag.
Jeg har, mine Herrer! beskrevet disse to forunderlige Borgere, noget
nøye for eder, saasom J maaskee ikke kiender dem; men jeg tør hart ad
bande paa, at hverken J eller vore høytsvingende Veyr=Haner, skulde kun¬
de komme til Rette med dem. Jeg smigrer mig altsaa med, at jeg vel bli¬
ver den bædste Høne i eders Kurv, ligesom J og ere de fornemste udi min.
Lad Drømmeren kun tage Patriani og Sinceri Partie. Jeg holder mig
til Eders, som det stærkeste. Men til hvilken Side Seyeren end vender
sig, bliver jeg dog Seyervinderens Ven; og dette kan aldrig feyle; thi jeg
veed Grebet, at forbinde mig baade Katte og Hunde, Høge og Ravne.
Jmidlertid haaber jeg dog mine Herrer, at vi vel skal holde Patrianus og
Sincerus Stangen, og at det stærkeste Anhang vil blive ved os. Jeg vil
til vores videre fælles Opmuntring, fortælle Eder en Samtale, som jeg i
Gaar luttede mig til, imellem Frue Egennytte og Frue U-Eenighed.
J har paa min Ære Ret, min Søster! sagde Frue Egennytte til
U-Enighed; vi maa ud og røre os noget. Jeg vansmægter aldeeles i
denne Stilhed, og vores Drømmere fortæller saalænge Drømme for Folk,
at jeg kommer til at døe af Skiørbug. Skiebnen forbyde, at Frue Patri¬
otskab skulde faae Overhaand! Ney, jeg svær ved alle Afgrundens Bøl¬
ger, og ved alle Forslags=Magere og Veyr=Haner, at før skal alle Kræm¬
mere og Kiøbmænd i de smaa Kiøbstæder tage deres behøvende Vahre paa de
anbefalede Stæder, end at Frue Patriotskab nogensinde skal vinde Seyer


68
over min mindste Finger, om hun end havde 99 Drømmere paa sin Side.
Velan, min Hierte, sagde Frue U-Enighed: Jeg meener det samme
som J. Sandelig, vi maa gribe os an for Alvor. Vi maa giøre os be¬
kiendte. Vore Vunderværk maa udblæses i Basuner. Jngen bliver navn¬
kundig af intet. O! J underjordiske Guder! er jeg ikke den, der foraar¬
sager, at Helters Rygte opløftes til Stiernerne, og at blodtørstige Siele
nedkastes som Slagt-Offere i Eders Skiød? Hvorfore vil J da vel, at
jeg skal være saa ørkesløs. Frue Patriotskab, den Tosse, skulde snart
falde paa de Tanker, at jeg nu alt sover den evige Søvn. Men jeg svær
ved alle de dyre Jomfruedomme, som saa tapperlig ere blevne bortrøvede alt
fra Helenæ Tider af, at før skal den urørlige Nord=Stierne falde ned over
Markat=Folk, før skal alle Kræmmere forvandles til Manufacturister, ja
før skal Drømmeren finde et almindeligt Biefald, end at jeg nogensinde skal
slaae mig til Rolighed. Vel talt, min Engel! sagde Frue Egennytte:
Men paa hvad Maade meener J vel, vi snarest skal komme til Maalet?
Det kan J lade mig sørge for, svarede Frue U-Enighed. Jeg veed, at
min Grand=Papa Luciser har en overmaade stor Fornøyelse i Partier, Tvi¬
stighed, og indbyrdes Avind. Jeg vil derfore giøre ham til Behag, at en
Stridigheds Aand udfarer over alt. Jeg vil vise Frue Patriotskab, hvor
lidet hun formaaer, naar den Eene vil i Øster og den Anden i Vester, alt
efter egne Afsigter. Ja paa min Ære er dette vel betænkt, min Hierte!
sagte Frue Egennytte, og da bliver det den rette Tid for mig at fiske i rør¬
te Vande med smaa og store Garn - -
Jeg blev forhindret for at høre meere af denne trøstelige Samtale,
saasom Frue Misundelse slog mig i det samme Døren i Hovedet. Jeg tak¬
kede for kierlig Hilsen, og pakkede mig det snareste jeg kunde, med det jeg
havde faaet. Lader nu Fiolen sørge, mine Herrer! lader os nu holde Juul
og gode Dage paa Publici Bekostning; ja lader os giøre Drømmeren til
vores Juule= og Blinde=Buk! Vi kan forlade os til, at de to Fruer,
Egennytte og U-Eenighed ere Damer for at sætte deres Overlæg i Værk;
og da vil vi Herrer Mund=Patrioter med store forgyldte Bogstaver føre
denne Overskrift udi vores Fahne: Proximus Egomet Mih. Jeg er mig
selv nærmest. Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBOW.


Anti=Drømmeren.
Num. 17.
Tirsdagen, den 15de Jan. 1760.
Hrrr Q. & Compagnie.
R¬
et saa! kan J nu see, mine Herrer! at det er sandt, som jeg un¬
der fire Øyne har sagt Eder om Drømmeren. Men ikke mine
Ord igien. Jo, Jo! nu har han udi sin Skrivelse til Eder tyde¬
ligen lagt for Dagen, hvad han fører i sit Skjold, Men kunde J og vel,
mine Herrer, bare Jer for at lee, da J læste den? Jeg for min Part
havde nær sprukket af Latter; jeg leer endnu, og beleer Eder - - - Ney
hvad vilde jeg sige? og bel er Drømmeren i mit Hierte. Jeg er meere
end noksom forsikret om, at Drømmerens Drøm om udenlandsk Handel
ikke gielder meere hos Eder, mine Herrer, end hvad en forfaren Physicus
vil lære en selvklog Land=Mand; men jeg forundrer mig storligen over, at
J ikke strax sendte ham sin Skrivelse tilbage med dette Post Scriptum:
Naar J, Mons. Drømmere! faaer anlagt Viin=Bierge i vort Land;
naar J faaer plantet Citron=Pomerantz=Abelcin=Castanie= og Figen=Sko¬
ve; og tillige faaer forvandlet vor Clima og Jord=Bund, naar J faaer gi¬
vet vore Fabriqveurer og Manufacturister Anviisning paa noget indenrigs
Stæd, hvor de kan finde de behøvende Materialier, naar J frembringer af
vort eget Land, Peber, Jngefær, Oliver, Capers, Nilliker, Caneel, Car¬
demome, Muskater, Muskaten=Blomme, og Jndianske Fugle=Reeder;
Kumma Summarum: Naar J udi vort eget Land skaber alt det, som hver¬
ken Naturen har vildet forunde os, og ey heller ved menneskelig Fliid og
Kunst kan frembringes; saa skal vi lade Jeres drømmeragtige Bebreydelse
imod vores Forfængelighed og Forgabelse i fremmede Ting være os efterrette¬
lig. Dete Svar, siger jeg, burdte J, mine Herrer! strax have givet


70
Drømmeren; thi jeg har ey kundet havt den Fornøyelse at svare for Eder,
førend Touren efter den Alphabetiske Rangs=Forordning falt Eder til. Dog
naar jeg ret besinder mig, har J maaskee gjort viseligere, at J har tiet stil¬
le; thi man kan aldrig bædre vinde Seyer over sine Dadlere, end ved Taus¬
hed; og jo meere man, efter Ordsproget, rører i Skarnet, jo værre stinker
det. Jkke saa mine Herrer? Over alt havde J maaskee ogsaa derved
kundet røbe Eders vedrørte Byldes Ømhed. Jeg for min Part kan ingen
Tid bare mig, at jeg jo strax giver mig i Kast med mine Skumlere, og hvis
nogen gir mig et Øresigen, giver jeg ham paa staaende Fod to igien, naar
jeg tør. Jkke destomindre er jeg nu alt kied af mit Anti=Drømmerske Em¬
bede, og har i Sinde at tuske min Tieneste bort med en Tver=Pibere, da
jeg vel haaber, man lader mig pibe min Tappenstreg og Reveille upaatalt;
thi paa den ene Side seer jeg, at Drømmeren bliver stiltiende ved at drøm¬
me, i hvor meget jeg end drømmer ham imod og paa den anden Side lurer
man paa min Anti=Drømmerske Pen og udi et hvert Ord søger efter en
Krog at henge deres Hat paa. Jo, Jo! troe mig, mine nyeslikkede Kal¬
ve have godt Veyr=Korn. Men jeg lader mine Drenge blive smukt hiem¬
me under Tugtemester, indtil de faae Skiæg paa Hagen; thi Madame
Commune Bonum er saa bange for dem, som jeg for en Fuskere ved et
Qvadrille=Bord, saasom han vanz irer sin Post og forqvakler Spillet. Men
see! jeg er jo kommen reent uden for min Text.
Ak! Gyldne Tider, mine Herxer! da Mads Lurendreyers Søn,
Mons. Toldsviig, der havde udstaaet sine fulde Lære=Aar i en Krambod,
kunde giøre en Reyse igiennem Hamborg til Amsterdam og London, forsynet
med sin Hosbondes Recommendations=Skrivelser, og i største Hast komme
tilbage igien med en fortreffelig Credit. Ja du herlige Redit -- - hvad
vilde jeg sige, du herlige Credit, hvor prydede du ikke hans Krambod med
allehaande rare Sager, usynlige og synlige? Men hvor blev Pengene af,
som Mons. Toldsviig, der var den Hollandske og Engelske Creditors Com¬
missionaire eller Høker, fik for Vahrene? Drømmeren vil svare, at Ren¬
terne krøbe i Mons. Toldsviigs Lomme, men Capitalen gik til Amsterdam
og London. Men J, mine Herrer! sige derimod: Gik der den Tid Penge
ud af Landet; saa kom der og Penge ind igien. Sværger ey høyere, mine
Herrer! jeg troer Jer, i sær, dersom alle den Tids værende Engelske og
Hollandske Commissionaires bare sig ligeleedes ad som Mons. Toldsviig.
Jeg fortsetter min Historie. Den Engelske og Hollandske Creditor blev ved
at forsyne Mons. Toldsviigs Krambod med nye Vahre; og Mons. Told¬
sviig var i Begyndelsen altid omhyggelig for at betale det Indcasserede, i
det mindste den halve Deel. Mons. Toldsviig blev altsaa saavel Hiemme,
som i Amsterdam og London en velberømt Kræmmere. Under dette hans


71
lykkelige Høkerie fik han Gifte=Tanker, og befriede den skiønne Astutia, en
Dotter af hans gamle Hosbond, der ved tvende Banqverouter havde samlet
sig smukke Capitaler. Mons. Toldsviig begyndte derefter at leve frisk.
Han lod sine Patroner i London og Amsterdam vide, at et og andet Slags
Vahre ikke kunde nu saavel debiteres som forhen, endskiønt de alt vare gjor¬
te i Penge, og forlangede derfore nyt Gods, under Paaskud af adskillige
Sorters Begierlighed.
Vidste den Engelske og Hollandske Creditor Greebet, ved denne deres
Commissionaire at faae de Vahre med Fordeel afsatte, som ellers havde vil¬
let ligge dem til Last i London og Amsterdam; saa vidste og Mons. Told¬
sviig Greebet, ved disse sine fraværende Patroner at skaffe sig de Penge,
som han aldrig havde i Sinde at betale; ja han vidste endog at føre sine
Patroner saa og saa meget pro Cento til Regning af de Vahre, som han
havde indsneget ufortoldede. Men Slutningen blev kort at fortælle, denne:
Hans udenlandske Patroner, i sær den snue Van der Profit i Amsterdam,
lode underhaanden forhøre, om Mons. Toldsviig var en reedelig Commis¬
sionaire. Man svarede: ikke andet at formode, eftersom Mons. Toldsviig
slog stort paa, og hans Madame holdt sig prægtig. Alt nok til behagelig
Underretning, i sær for en Hollænder. Mons. Toldsviigs udenlandske Pa¬
troner holdte inde med deres Vahre, og qvælede denne deres Commissionaire
med idelige Remisser. Møns. Toldsviig holdte endnu nogle Maaneder
Stand, i det han nogenleedes fornøyede sine Patroner med den Vidtløftig¬
hed, som han satte sig udi hos endeel af sine Landsmænd. Men den ustadi¬
ge Commissionaire Skjebne slog paa eengang Crediten under ham, baade
inden og udenlands, og der laae Mads Lurendreyers Søn Mons. Toldsviig
Fallit. De udenlandske Creditorer havde i Forveyen faaet noget, og formo¬
dentlig derudi den fulde Værd for deres gamle forligne Vahre; men de in¬
denlandske fik slet intet, undtagen Jøder og Jøders Tilhængere, der i Tus¬
mørket havde faaet de overblevne Kramvahre til Underpant. Ak gyldne Ti¬
der! ja paa de Tider kunde en Mons. Toldsviig nok leve. Ak herlige Re¬
dit! --- Ney! Ak fordeelagtige udenlandske Credit.
Men, mine Herrer! Hvorfore trækker J saa meget paa Skuldrene?
Pengene bleve jo i Landet? Hvad vil vel nu Drømmerens Drøm om uden¬
landsk Handel sige? Misunder han maaskee de Udenlandske at være den tre¬
die Stand i Riget? Drømmer han maaskee om en Under=Balance i vores
Commeree med Fremmede? Bilder han sig maaskee ind, at vore Fabriqver
og Manufacturer qvæles og hindres i deres Tilvext ved de begierlige uden¬
landske Vahrers Debit. Vil han maaskee, at vore Kræmmere skulde tage
deres Vahre indenlands, eller og at de selv skulde indrette sig Manufactu¬


12
rer? Maaskee Riget derved efter hans Mening, kunde blomstre? Maa¬
skee den Fattige da kunde have Leylighed til at erhverve sit Brød? Maasker
Pengene da kunde blive i Landet? Men mine Herrer, hvor mange Jnd¬
vendinger have J vel ikke at kunde giøre herimod? Den raae Materie pluk¬
kes vel paa Steenene? Gode Arbeydere samles vel ved en Udskrivning?
Nytten af de Eeger, der plantes i Aar, kan ventes om hundrede Aar, hvor
ere vi da? Latterlige Drømmere! Skulde vi være saa taabelige, at arbey¬
de for vore Efterkommere? Lad dem giøre ligesom vi.
J have Ret, mine Herrer! hvorfore skulde vi vel ogsaa ville give Ef¬
tertiden Aarsag til at velsigne os? Men hør! jeg veed et overmaade skiønt
og priseligt Middel til at forekomme, at vi ey skal have nødig at bryde os
med Landets Oeconomie, enten for os selv, eller for vore Efterkommere: La¬
der os, mine Herrer! ligesom hine Cimbrer og Gother, bryde ud i Ver¬
den, for at indtage Provincier, eller ligesom vore Forfædre i de seenere Ti¬
der, at plyndre til Lands og Vauds, og vi skulde endda være ret høflige, der¬
som vi, hvor vi kom frem, lode de bare Vegge blive staaende efter os. Men
gaae der end mange ved samme Leylighed deres evige Gang udaf Landet, saa
kommer der dog Penge som Græs ind igien. Hillemænd! hvo veed, om ik¬
ke Anti=Drømmeren da kunde blive en vidtberømt Friebytter, og en ligesaa
skreksom Busemand for alle Pultrous, som han nu er for Drømmeren.
Ak! jeg glæder mig allereede i Haabet, og forventer med en ubeskrivelig
Længsel Eders behagelige Resolution, forblivende &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBOW.


Anti=Drømmeren.
Num. 18.
Hrrr R & Compagnie.
Tirsdagen, den 4de Mart. 1760.
S¬
ee! god Aften, mine Herrer! det er mig en Fornøyelse, at see eder
her, saavel bænkede og skienkede. Holla, hey! Faifar, Philax,
Soldan, Garcon, eller hvad Skam heder Drengene herpaa dette
Sted? Holla, hey! Parbleu! Er her da ingen Opvartning? Bøt
ikke de Slyngler møde en Giest uden for Døren, med Flasken og Glasset i
Haanden? Hey, hey! --- Ney, jeg maa have min Vægter=Pibe op--
Trir==Trir==Trir==Tri= ir= ir= ir. Deres Tienere min Hr. Vert!
der er Jildløs i min Hals; lad mig i en Hast faae en halv Flaske opfarved
rød Viin, at slukke den ud med; men glem ikke Sukkeret, og noget Stu¬
denter=Havre paa en Talerken!
See! sidder ikke min gode ærlige Gienboe, Hr. Cornufer der? God
Aften mon Frere! og Tak for i Gaar; dog det er sandt, J var ikke hiem¬
me. Hvordan lever Jeres Kone og mine - -. Messieurs! den Ære af
eders samtlige Velgaaende ---. Hør min gode Gienboe! jeg har noget
at spørge Jer, saa sagte, om. Jeg har ret Lyst til, i Aften at ville snakke
op ad Veggene; men jeg er bange, at Drømmeren kan saa uformerkt, væ¬
re her i dette gode Selskab --. Ja paa min Ære, troer jeg ikke, det er
ham, som sidder der henne, saa stiltiende for sig selv, med den afpillede
grønne Kiol og hvide Vest; han seer mig saa forbandet satirisk ud - - -
Min Hr. Drømmere, den Ære af Jeres Veldrømmenheds Sund¬
hed - - -. Nu, nu, min kiere Ven! jeg beer om Forladelse; er J end
ingen Natte=Drømmere, saa kan J maaskee være en desstørre Dag=Drøm¬


74
mere -- -. Ja, deri har J største Ret, mine Herrer! Qui, la Peste!
En Drømmere, en Grillenfængere, en Singularist, vil slaae sig til Ridder
paa vore uskyldige Sammenkomster. Kan den Kiellinge=Præst ikke holde
sin Næse fra vores Samlinger i Bacchi Templer, saa foraarsage vore
Stats=Discourser ham ingen Ærgelse; og dette burde den Phantast saa
meget desmeere iagttage, siden han, efter egen Tilstaaelse, har meere Grød
end Hierne i Hovedet, til at kunde skille det bagvendte fra det retstillede.
Hvad gaaer det den Karl an, hvad enten vi raisonnere om Jøder eller Græ¬
ker? Jo den Karl svarer rigtig nok til sit Navn. Han kalder sig en Drøm¬
mere; og man kan med Sandhed sige, at han drømmer, naar han satirice¬
rer over vore Sammenkomster. Er Mennesket ikke skabt til Selskaber?
Bør ikke de Forlystelser, som skienkes ved Omgang med andre Mennesker,
uden al Jmodsigelse regnes iblant det menneskelige Livs herligste Fordeele?
Bør det ikke agtes for en af de uskyldigste Forlystelser, at man paa et og an¬
det Sted samles med sine Ligemænd, for at høre og snakke om løst og fast?
Ja er det ikke høyst fornødent, at naar man under sit Embeds Forretninger
har baaret heele Dagens Byrde og Heede, nemlig fra Kl. 11 til 1 om For¬
middagen, og fra Kl. 5 til 7 om Eftermiddagen, at man da om Aftenen
søger sit udmattede Sinds Vederqvægelse, ved at samles med gode Venner
paa forfriskende Steder, og derved at sanke nye Kræfter, til følgende Dags
svare Arbeyde? Disse Sandheder ere jo saa klare, at end ikke vore største
Haarkløvere kan have det mindste at indvende, i sær, om du har faaet den
mindste Smag paa den ædle Drue-Saft.
Maaskee det kunde være hans Drømmelige Høyhed til Behag, at
man stedse hengte hiemme over sine Koner eller Huusholdersker, naar man
ingen andre Kone havde? eller maaskee han vil, at man efter Selskabers
første Øyemeed skulde besøge vore Betientere, tilbyde vor Tieneste, og er¬
fare, om man paa en eller anden Maade kunde komme de Trængende iblant
dem til Hielp? Jo, saae du, om jeg giorde det, sagde Mester Michael?
Ney, vi optage ikke i saa Maader Skikke, der hartad ere af lige Ælde med
Verden. Dette falder vore Præster til, at giøre Huus-Besøgelser; og vore
Fruentimre at komme deres Medsystre til Hielp i visse Omstændigheder.
Drikke=Spille= og Æde=Selskaber anstaae os, som ærværdige Dannemænd;
og iblant disse forlystende Forandringer har enhver Friehed at følge sin
Smag. Jeg for min Part finder størst Fornøyelse i saadanne Selskaber,
som dette, jeg her har den Ære at bivaane, hvor man kan føre alle sine
Snakke=Vahrer ligesom til Torvs. J saadanne Selskaber har den gode
gamle Fortroelighed og Aabenhiertighed sit Sæde. Her behøver man ey at
veye sine Ord ud i Lod og Qvintin. Ak! hvor fornøyeligt er det ikke, at
man her kan fordrive heele Timer, med at raisonnere om uvisse Beretnin¬


75
ger, og at forbedre de samme med adskillige Tillæg? A propos, mine Her¬
rer, har J læst, hvad man udi sidste eller næst forrige Avise, skriver fra -- -.
Ja hvor var det nu? --- ligemeget. Man skriver, at Vesuvius, som
skal vist ligge i Jsland, har udsprudet en heel Legion uegennyttige Forslags¬
Magere, og at Ætna, som vist grendser tet op til Bloksbierg, skal have
udspyet heele Vognmænds Læs af ærlige Skræddere, Møllere &c. &c. Ja,
paa min Ære har jeg i disse Dage lyst det for en afgjort Sandhed, enten
i Aviserne eller i en gammel Krønnike - - -. See, har vi ham ikke der?
Velkommen mon Frere! kom og sæt Jer hos mig! A vous mon Frere! ---
Det giør J ret udi, at J søger saadanne Selskaber, som dette. Her be¬
høver man ikke at legge sine Ord paa Vægtskaalen. Her kan man i største
Fortroelighed reformere den heele Stat, og ex tempøre forfatte Planer til
Oeconomie og Commeree, ligesaa hastig som man sluger en halv Flaske Viin
i sig. Her kan man efter egne Gisninger sætte høye og lave Embedsmænd
af og i, og drukne alle Patriotiske Grillenfængere i en Pæl Viin. Her veed
man paa sine Fingre Aarsagen til den og den Forandring. Her undersøger
man paa det nøyeste Grunden til den og den Persons Luft=Spring. Her har
man tilforladelige Rapporter, om hvad der er bleven afhandlet paa de hem¬
meligste Steder, og hvad der bliver talt under fire Øyne blant høye Hove¬
der. O du gode gamle Fortroelighed og Aabenhiertighed, hvor stor en Tak
maa du ikke være vores GUd Bacchus skyldig, som med sine vederqvægende
og oplivende Safter har bragt dig til Live igien - - - -. Samme Skaal
mine Herrer! -- -
Min lille Flaske! kom hid, lad mig omfavne dig!
Naar jeg dig skuer, mit - - - - - -
Jo paa min Ære, burde disse skiæggede Blod=Jgler med Pik og Pak
reent at uddrives af vore Lande. Aldrig kan J, mine Herrer, være saa
forbittrede mod disse Skakkere, at jeg jo er det i en langt høyere Grad; thi
jeg har, (Skam at rose af) saaleedes ladet dem trække Rus med mig, at alt
mit Sølv og Guld (det kunde endelig snart veyes) har lært at prædike He¬
braisk, og det præker endau i samme Sprog. Tænk eengang, hvor ufor¬
skammede disse Skindere ere. Jeg var for nogen Tiid siden, (som jeg urost
ellers altid er) i Betryk for Penge. Men meene J ikke, at jeg af 50 Rdlr.
maatte paa 3 Maaneder give min Hof=Jøde 10 Rdlr. i Rente, og lade
ham oven i Kiøbet faae alt mit Haben und Gut til Underpant, hvilket stin¬
kede forbandet af Hvid=løg, da jeg omsider med megen Nød fik det indfriet
igien. Dog maa jeg herhos melde, at jeg i Forveyen havde været hos een
af vore uomskaarne Jøder, som formeente, at jeg paa den fælles Religions
Vegne burdte hellere unde ham 12 Rdlr. i Rente af bemeldte Sum, end
en omskaaren Jøde 10; men jeg betakkede mig paa Religionens Vegne.


76
Alle Penge=Pugeres Skaal! --- Dersom J vidste saa meget som
jeg, mine Herrer! skulde J snart dømme visse Personer til en evig Jnqvisi¬
tions Straf. Tænk eengang, hvilket halsbrekkende Foretagende! De har
fæstet Lænker i Syd= og Nord=Polen, og vil med et Spil=Værk drage den
heele Jord=Klode af sit rette Sted. Men ere vi dog ikke blinde, at vi ikke
allereede har kundet see, at Jorden begynder at trække sig længere hen til
Østen? Seer J ikke, at den gamle Atlas allereede er træt i Axlerne, og
har ingen fleere Kræfter at kunde bære Himmelen længere, saa at det heele
Stierne=Loft vil ganske vist falde ned paa os, hvis vi ikke i Tide sender ham
Hercules til Hielp. - - - Ha, ha! har J hørt mine Herrer, at en heel
Hob Koner agte at giøre Ansøgning om, at de maa have to Mænd; (som¬
me har fleere) og at nogle og halvfemsindstive Jomfruer, vil underskrive en
Suppliqve om Mariage de Conscience? Ha, ha, ha! - - - J en god
Tid! der har vi Mons. Muneremporus. Sid ned, Svoger, her i Kro¬
gen! vi vil tale et Ord sammen for os selv. J kommer jo til at sidde der,
hvor J veed vel; men jeg skulde ikke troe, J har saa snever en Samvittig¬
hed, og at J skulle giøre nogen Vanskelighed ved at bryde en Tausheds¬
Eed. I det mindste formoder jeg, at jeg for gammel Kiendskab og Frænd¬
skab Skyld faaer i sin Tiid Underretning om, hvad der forhandles - - -.
Paa en god roelig Nat, mine Herrer! jeg maa Hiem og see til min Kone.
Hun var paa Veyen at slaae sin Potte i tu, da jeg gik ud - - -. Mange
Tak, obligeret. Adieu! jeg recommenderer mig, og forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBOW.


Anti=Drømmeren.
Num. 19.
Tirsdagen, den 11te Mart. 1760.
Madame S.
N¬
ey, min allersødeste, min alleryndigste, min allerdydigste, min aller¬
forstandigste, min allerelskværdigste, min allerhuseligste, ja min
over al Maade veltalende Madame! før skal alle Stadens Jom¬
frre Huse forvandles til Mandfolkløse Nonne=Klostere, før skal alle gammel
Strands velrenomerede Matroner lade af at skiendes, bande og canonere med
Jldpotter; før skal vore Petits Maitres klæde sig som gamle Skatte-Borgere;
før skal alle vore Sladdre=Fruer sidde maalløse hos Barbeererne; før skal
Anti=Drømmeren blive en Hadere af smukke Fruentimre, ja før skal der i
vore Urteboder haves Mangel paa Penne, Blek og Papiir, førend at Drøm¬
merens Skrivelse til hende skulde blive ubesvaret.
Vel elsker jeg mit eget Kiøn; og skal herefter, som forhen, stedse staae
dem bi imod alle Drømmerens Anfald. Men kommer han mine Gudin¬
der for nær, gaaer jeg aldeeles offensive til Verks, og forkynder ham aaben¬
bare Krig; ja hvis jeg vidste hvo og hvor denne Drømmere var, skulde
jeg endog denne Dag paa min allerelskværdigste Madames Vegne fordre
ham ud for en Spids.
Jeg er i Almindelighed alle Fruentimmers store Patron og bereedvillig¬
ste Tienere; men i Særdeeleshed staae de høyest anskrevne hos mig, som
ere begavede med godt Snakke=Tøy, og kan snakke Fanden et Øre af. Ak,
min allersødeste Madame! hvor ofte har ikke hendes ulignelige Veltalenhed
sat mit Hierte i en undslukkelig Forliebelses Brand? Forlad mig, at jeg


78
saa aabenhiertig tilstaaer hende min Skrøbelighed. Ak hvor hiertehoppende
har ikke min Glæde været, saa ofte jeg har nydt den uskatteerlige Lykke, at
være udi hendes angenemme og oplivende Selskab? Ak! hvor mange for¬
lystende, indtagende, ja hierteqvalmende Discourser har jeg ikke hørt af
hendes sukkersøde Læber; saa at jeg Natten derpaa har havt et godt Sveede¬
Bad. Hvor fortrylled, hvor henrykt var jeg ikke forgangen Dag, da jeg
hørte hende udi et vist Selskab at føre Ordet aleene? Hvor forgabet sad jeg
ikke, da jeg hørte, at hun endog vidste at dømme om nærværende Urolighe¬
der i Europa? hvor forundringsværdigt var det ikke at høre hende comman¬
dere den Franske Armee med sin Vifte, og at giøre en Ragout paa sin Tal¬
lerken af de Russiske, Preussiske og andre Magters Krigstropper?
O! hvor stor en Menneske=Hadere maa dog ikke den Drømmere være
at han har vildet anfalde saa fornøyelig en Skovskade og Papegoye, som
hun min allerfornøyeligste Madame er, med hans Natte=Drømmerie? men
jeg skal og vide at tage ham i Tieneste paa hendes Vegne. Tag hun, min
allerdeyligste Madame, imidlertiid min Sans Pareille Flaske at lugte til, at
ikke Erindringen om Drømmerens Skrivelse skal qvalme hende for Hiertet.
Hvad bifald meener hun vel, min allersødeste Madame! at Drøm¬
merens Bebreydelser skal finde, naar jeg godtgiør, at han er en Mand,
paa hvis Ord og Løfter man aldeeles ikke kan forlade sig. Den der engang
bliver greben i aabenbare Løgn, bør jo aldrig siden staae til at troe, om han
end havde de allerklareste Sandheder at fare med. Drømmeren har ved at
anfalde Madame S. med hans Natte=Drømmerie, handlet tverimod hans
Ord og Løfte, nemlig; at han alene vilde fortælle Dag=Drømmere, men
ikke Dag=Drømmersker, fine Drømme. Ergo, er Drømmeren en Mand
paa hvis Ord og Løfter man aldeeles ikke kan forlade sig. Jo, jo! der
staaer han nu i een smuk Maade. Men nu vil vi være saa ædelmodige at
lade hans Ord staae til at troe; og da spørger jeg, om Drømmeren var
fuldkommen overbeviist om, at de Damer og Jomfruer ikke vare saaleedes,
som hun, min velskiønnende Madame afridsede dem udi hans Nærværelse
og Paahør? Men er det forbuden at tale Sandhed? Bør man ikke kal¬
de Sort Sort, og Hvidt Hvidt? Hvorudi har da vel min veltalende Mada¬
me fortalt eller forseet sig?
At Drømmeren fremdeeles forundrer sig over, at min allerkiereste Ma¬
dame, endskiønt hun veed med sig selv, at hun ikke staaer antegnet paa de
Dydiges Liste, torde i et offentlig Selskab hegle andre af hendes Kiøn igien¬
nem, er meget enfoldigt. Burde han ikke vide, at det er og har været en
god gammel Skik, at man laster det hos andre, som man selv elsker og


79
øver, for at bringe de Tilhørerne paa de Tanker, at man selv ere Engle¬
reene. Men Drømmeren røber endnu meere sin støre Eenfoldighed, naar
han kaster min allerdydigste Madame hendes egen Adfærd i Næsen udi hen¬
des yngre Ægtestands Aax. Der spørges ikke om, hvad og hvordanne vi
have været; men hvad og hvordanne vi nu ere. Da min Gienbøes Pige for
et Aar siden gik til Slagterboden med en Torvespand paa Armen, ansaae
jeg hende for den, hun den Tiid var, nemlig en Tienestepige, og jeg kaldte
hende da med Hatten paa Hovedet lille Trine. Men nu hun i Aar har giort
et Spring fra Kiøkkenet ind i et Sovekammer hos hans Velbyrdighed Hr.
Hierter=Knegt, nu hun har erhvervet sig en Fløyels Kaabe, og har ladet
sit Nakkehaar indbinde eller indflette, kalder jeg hende med Hatten i Haan¬
den Jomfrue, saasom jeg veed, at hun nu er et langt agtbarere Dyr, end
hun forhen har været; og hvo veed, om jeg ikke ad Aare igien kan see mig
nødsaget til at kalde hende min naadige Frøiken? J Gaar en Lurendreyer
J Dag en anseelig Mand. Altiid frisk Luft. Men trods min gode Drøm¬
mere, at du i Morgen tør sige mig, hvad og hvordan jeg var for to Dage
siden. Her spørges da, hvordan min allerdydigste Madame nu er? Kan
Drøømmeren vel sige hende paa, at hun nu for nærværende Tiid lader sig
opvarte af Galaner; nu Forgyldningen er ganen af St. Giertrud? Men
min allerdeyligste Madame, hvo skulde vel vilde agte, hvad en Drømmere
siger, der udi Søvne snakker over sig? Jeg for min Part fæster mine Øy¬
ne paa de forundringsværdige Dyder, hun nu besidder, og i sær paa hendes
vidtberømte Veltalenhed og naturlige store Gaver, at kunde paa en behage¬
lig Maade skiære Næse og Øren af Folk.
Endeligen ønsker Drømmeren sig at kunde have staaet i en Krog, for
at høre min veldømmende Madames Anmerkninger over hans Persen, da
han forlod det Selskab, hvor hun var. Ak min allerdeyligste, min alleryn¬
digste, min allerelskværdigste, min allersødeste Madame! tien mig dog, jeg
beder, jeg kysser hende tusinde Gange i mit Hierte, tien mig dog i at stille
hans Nysgierrighed. Behag hun kun at sige mig til; og jeg skal skrive
saa det skal rasle baade paa Papiret og i hans Øren:
"Denne Monsieur eller Herre, hvad jeg maa kalde ham, som jeg nu
fulgte til Dørs, er det allerutaaleligste Menneske, Jorden kan bære!
(Det har jeg Madam.) Det er eder vel bekiendt, at en Sot molesterer
Publicum med et Ugeblad, under Titul af Drømmeren, hvorudi han giver
sig den anstødelige Frihed at censurere godt Folk, og at criticere deres
Forhold og Oeconomie, og denne er just den Person, der nu gik bort. En
"temmelig lang Gratulations Visite; ha, ha, ha! (Det har jeg Madam.)
Man har en Verite faa meget desmeer Raison til at irriters over hans


80
formastelige Frihed, saasom han convoyerer sine taabelige Sentimens
med adskillige pieqvantes Expressions, og sans Rime & Raison inveherer
sig paa alle og enhver! (Det har jeg Madam.) Ma chere Fikke, trin
ud og hør om Tieneren er kommen hiem igien, (Det har jeg Madam.)
Jeg for min Person har fundet mig afskildret med veritables Coleurs, da
den Sot dog burde have den Estime og Veneration for et Fruentimmer,
at han ikke kunde see hendes Feyl! (Det har jeg Madam.) Det er mafois
en grov Monsieur; og hvis han havde lært minste Civlilite, og var det
"minste verseret iblant Folk af nogen Gout, førte han i saa Maade en langt
"bædre Conduite! (Det har jeg Madam.) Min lille søde Finette, er du
der? (Det har jeg Madam.) Jeg contesterer med største Assurance, at
"hvis jeg havde minste Puissance, skulde jeg af yderste Kræfter laborere
paa dette impertinente og insuportable Ugeblads Confiscation! (Det har
jeg Madam.) Synes Jer vel, min Herre, at disse Sandheder kan kal¬
"des en Skumlen? (Det har jeg Madam.) Skulde man vel kunde sige
noget saa slemt om denne Sot, at han jo meriterer det? (Det har jeg
Madam.) Vraiment, Monsieur! En saadan ubehøvlet Karl burde
ikke tolereres i det menneskelige Selskab; i det minste skal jeg mage det
saa hos alle mine Medsystre, at de ved alle Leyligheder skal hudflette ham.
(Det har jeg Madam.) Fikke! trin ud og siig til Tieneren, at han
strax skal gaae hen til Frue Veyr=Mølle, at formelde min Compliment,
og forhøre, om Fruen befinder sig vel; og hvis det er hende beleyligt, vil
jeg i Eftermiddag have den Ære at giøre min Opvartning! (Det har jeg
Madam.) -- - Ja, Ja, Madam, man kan slaae Stræg over det
Uvedkommende.
Jeg er hende, min allerkiereste Madame! høyligst forbunden for den¬
ne udviste store Artighed, og forsikrer hende paa min Anti=Drømmerske Pa¬
role, at jeg skal berette Drømmeren hendes favorable Tanker om hans Per¬
som og Drømme. J det øvrige har jeg den Ære at recommendere mig hen¬
des sædvanlige Bevaagenhed, forblivende med største Devoir &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBOW.


Anti=Drømmeren.
Num. 20.
Tirsdagen, den 18de Mart. 1760.
Hrrr T. & Compagnie.
J
Dag behøver jeg til visse, mine Herrer, at være Philosoph, om ellers
mit Temperament, det jeg endnu ikke selv kiender, vil tillade det. Jo,
jeg vil par tout være Philosoph; men jeg var det sandelig ikke i Gaar.
Jmedens jeg sad og læste paa Drømmerens Skrivelse til eder, mine Herrer!
kom een af mine Bekientere ind til mig. J seer jo, sagde denne, saa bister og
suur ud, som visse Embedsmænd, naar man ey til sine Tider giøre dem en krum
Haand. Han spurgte, hvad mig feylede. Jeg foregav, at der var kogt en halv
Pot Melk i Jlden for mig, imedens jeg sad og læste paa et Charteque. Han loe
mig ud, (med hvad Føye vil jeg lade enhver Melkekaagere dømme om,) og sagde:
Det var vel Umagen værd at ærgre sig over. Hvorfore passer J ikke bædre paa,
sagde han videre, naar J vil være Kok; og meener J, at man kan kaage Melk
og sidde henrykt i et Blad Papiir paa en Gaug? Det er Skam, at et fornuftig
Menneske skal være et Fodetrin for alle ulige Hændelser, de maa være store eller
smaa, bedrøvelige eller glædelige. Et ædelt Sind forandres sielden. Det bli¬
ver sig altid og udi alle Tilfælde liigt. Møder der mig nogen Fortred paa een eller
anden Maade, saa leer jeg, og tager strax fat paa min Liire eller Sække=Pibe.
Det er langt sundere end at ærgre sig; thi Fornøyelse aabner og letter Milten,
og giver Blodet en behagelig Circulation.
Jeg tænkte ved mig selv: du faaer at prøve, om ogsaa denne gode Mand er
saa stor en Philosoph i Gierningen, som i Munden, og gav ham i det samme et
saadant vældigt Knæp paa hans Næse, saa at Vandet stod ham i Øynene derved;
thi J maa vide, mine Herrer, at jeg har Negle saa brede, som fierde Parten af
Vester=Port; og jeg formoder, at en Ansøgning om Carcater af General=Næse¬


87
Knepper skulde, i Betragtning af saa stor en Merite, ikke blive mig afslaget.
Men hvad skeede? Vi vare paa begge Sider saa store Philosopher, at min
Vert blev tredie Mand, og sagde: J ere Narre begge To. Men i Dag er jeg
en langt anden Karl.
Jeg skulde vel, mine Herrer! paa mit Embeds Vegne give mig i Kast
med Drømmeren for hans Skrivelse til eder; men i Dag trænger jeg selv til en
Secundant. J Slutningen af ermeldte Brev giver han mig et Næse=Knæp,
som temmelig pirrer mig. "Jeg vaagnede, skriver han, i det en Anti¬
Drømmereringede for mine Øren med en Klokke uden Knebel;,
og udi en Seddel indleveret i Bogtrykkeriet, beskylder han mig for Spion. Det
lader ligesom at den gode Drømmere efter en langvarig Tausheds Søvn begyn¬
der nu at vaagne. Ovenmeldte Seddel er af følgende Jndhold:
Et Ord til Anti=Drømmeren.
At De, min Herre, drømmer mig imod eller med, er mig uvedkommen¬
de, saalænge De ikke NB. giver mine Drømme en fremmed Forstand. Men
at min Herre, (som skeet er med mit sidste Blad udi det gamle Aar,) enten selv
"eller ved andre udspionerer mine Drømme, førend de komme for Lyset, er et
Foretagende, om hvis billighed, jeg beder, De selv vil dømme. Jøvrigt er
jeg Deres ubekiendte Ven.
Hvis jeg nu ikke havde sat mig fore at være Philosoph i Dag, enten jeg kan
eller ikke; kunde jeg vel lade den gode Drømmere vide, at jeg nu har faaet en
Knebel i min Klokke, og at jeg saaleedes kunde ringe for hans Øren dermed, at
alle hans Moralske, Satiriske og Comiske forraadnede Afguder skulde vaagne
derved. Jeg kunde og spørge ham; om det ikke udi Krigs Tider er tilladt at ud¬
spionere sin Fiendes Tilstand baade til Lands og Vands, naar man finder Leylig¬
hed dertil. Men som en ægte Philosoph anseer jeg disse hans Ophævelser med
Foragt; (thi, saa sagte imellem os at sige, har jeg ikke det minste at kunde med
Rimelighed anføre til mit Forsvar.) Jeg bliver dog ved, mine Herrer, at gaae
min egen skeeve Vey, og til trods vil jeg i Dag saavel paa egne som paa eders Veg¬
ne, være baade Marskriger og Gadeskriger. Nu begynder jeg at skraale.
Hos mig vidtbekiendte Anti=Drømmere, boende paa Hiørnet af Friderichs¬
berg=Gaden og Kongens Nye=Torv, ere følgende nye trykte Bøger til Kiøbs,
nemlig:
1) Et kort Udtog af Fruentimmer=Skolen, bestaaende af 24 Tomer in
Folio. Dette Skrift er med største Appetit bleven opædt af Møl, hvad
vilde jeg sige? bleven læst og efterlevet udi Kong Dans Tider, da Frøkener
vare saa taassede, at de troede, at den kunde spaae, som havde læst Moralske
Skrifter. Selges for 4 Pd. Sneemos til dem, som ey have prænumeret
derpaa.


83
2.) Frang Pot=Askes Quint=Essence af det ædle Pedanterie, bestaaende
af 4 Tomer in Quarto. Dette ulignelige Skrift er meget fornøyeligt at
Dumhed.
læse for en god Deel moralske Skribentere i Maanen. Selges for 3 Pd.
3.) En curieux Piece, kaldet Dumheds Berømmelse, in Octavo. Over¬
sat af det Hottentottiske. Meget trøstelig at læse for alle hierneløse Hove¬
der. Selges for 8te Lod af den tørreste Qvæker=Hoste.
Paa følgende Skrifter tages sammesteds Prænumeration.
1.) Christen Bye=Tyrs Capcon Modelle, bestaaende af 3 Deele i en forskaa¬
ren Quart. Er meget trøsteligt at læse for gamle Mænd, som have unge
Koner. Paa dette Skriftgives Prænumerations Seddel imod * Pd. af
den spædeste Fruentimmer=Latter.
2) En Pieee, kaldet den tvungne Natur, in Oetavo. Er meget behagelig
at læse for gamle forliebte Mænd og Kiellinger, som under deres graa Haar
glæde sig ved de samme Forlystelser, som vore Spradebasser og flygtige Pi¬
ger. Udi samme Piece vises og nogle Kunstgreeb, hvorved saadanne
Gamle kan giøres unge. Herpaa gives Prænumerations Seddel imod
1 Pd. Daarlighed.
3.) Hans Hose=Kræmmers lærde Anmerkninger over Drømmeren og
Anti=Drømmeren, in Duodec. Denne Piece er meget opbyggelig at læse
i en Amme=Stue. Tilbydes de Herrer Urtekræmmere for en halv Bog
reent Papiir til 12 §. Bogen.
Ney, jeg maa puste nooget i Tienesten, om jeg ellers vil have nogen Stemme
tilovers at udføre mit Gadeskrig med -- --
Her== er nye Vu== ser, her-- er nye Hi== stori=- er!
En splinter nye Vise om en Orcan, som for 8te Dage siden om Aftenen Kl.
11 mødte den taalmodige Job Jøbsen i Døren, da han kom hiem til sin Kone.
En nye Historie om en Mand, som i sit 60de Aar fik en 18ten Aars gammel
Pige til Sove-Kammerat, og blev nogle Dage efter Bryllupet forvandlet til en
Hiort.
En nye Vise om et Jordskielv, som for nogen Tiid siden skeede om Morge¬
nen Kl. 9, i Renkespillerens Michel Rævs Hierte, og om Natten Kl. 12 udi den
gamle Mads Aagerkarls Samvittighed.
En nye Historie om nogle Mænd, som kunde taale andre Folkes Øyekast;
men saa ofte de fik deres egne Koner at see, bleve de forvandlede til Pinsviin, eller
Løver, eller Biørne, eller til andre deslige Udyr.
En nye Vise om en Høne, som skal rettes paa Torsdag, fordi hun har lagt
i med en Hane, som var hendes Fader.


84
En nye Historie om en Frue - - - Hille den sorte Jøde! der seer
jeg Politiet henne i Gaden. Nu er jeg i Flugten. Hvad skal jeg nu fan¬
ge an?
Vil J ha Hosteens Sild, vil J ha Flekke Sild, vil J ha Rediker Pi¬
ger! ney holt, jeg har ingen Kurv.
Her er 25 Aars gamle ægte Møer, 8 s. Knippet. Her er 25 Aars gamle
ægte Møer, 8z. Knippet - - - Ach ney, mine gnadige Herrer Grippominer!
Jch bin gewis kein Gadeskriger; aber ich bin ein Dansk Savojard. Huja! nun
werden J see schone Raritæten. Warten sie et Øyeblik, mine gnadige Her¬
rer! Jch wil gleich mit Skab holen
Om Forladelse, mine Herrer! at jeg kommer saa baglænds ind til Jer.
Der vare nogle Grippomener efter mig paa Gaden. Ak giver mig dog et Glas
koldt Vand, eller en halv Pot Dansk Finkel=Jochum, at sætte denne Skræk
med! Men jeg maa see ud af Vinduet, om de Karle staaer der endnu -- -
Ney, de ere borte. Adieu, mine Herrer! jeg er just ikke saa aldeeles sikker for
dem hos Jer. Men, for al den Deel i Verden er, lader ikke Drømmeren faae
at vide, at det løb saa galt af med eders Mark=Skryderie-- Ney jeg vilde have
sagt, med mit Gade=Skrigerie.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBON Æ¬


Anti=Drømmeren.
Num. 21.
Tirsdagen, den 25de Mart. 1760.
Hrrr U.
J¬
o, jo, min Herre! Drømmeren kom hverken for tilig eller for sildig, men
just tilpas, da han fattede den fortvivlede Beslutning at antaste Dem med
sit Natte-Drømmerie. Drømmeren har vel udi sin Skrivelse til min
Herre vidst at melde, at den største Magt, som mindst merkes, er hos os Herrer
længere; (min Herre maa vide, at jeg er Licentiatus Medicinæ, hvilket paa god,
forstaaelig og fattelig Dansk, er at sige, at jeg iblant andre Fuskere og uerfarne
Læger, har faaet Frihed til at dræbe alle dem, der komme under mine blinde og
ufornuftige Curer,) men den gode Drømmere har, vel muelig, ikke vidst, at
vi i en hast kunde commandere ham en Sygdom paa Halsen, formedelst hans for¬
mastelige Forgribelse, førend han erfarede vores Magt i Gierningen.
Til al god Lykke for vores fælles Hevn, bliver jeg vel meritered og vidtbe¬
kiendte Licentiatus Medicinæ kaldet til denne forønskte Patient. Den Syge
begyndte vel ved min Ankomst at ville beskrive mig sin Sygdom. Jeg derimod,
uden at rette mig efter Patientens Udsigende, eller at undersøge, hvad hand Syg¬
dom egentlig var, sammensmurte i en hast en Recept imod en Sygdom, som for¬
medelst den ædle Drue=Saft alene havde Stæd udi min forrykte Hierne, men
ikke hos Patienten. Jeg blev saaleedes ved at ordinere Medicamenter imod
en anden Svaghed, end den Patienten havde, og uagtet Patienten een og anden
Gang foreholdte mig, at hans Sygdom umuelig kunde være det, jeg gav den
Navn af, foer jeg dog fort udi min forvendte Cur. Den Svage blev da, som
man vel kan vide, formedelst disse stridige Medicamenter, Dag til Dag alt slet¬


86
tere og slettere; og hvis ikke en anden erfaren og retsindig læge var i Tide bleven
kaldet, havde Patienten rigtig nok gjort sin sidste Reise til de Døds Rige.
Nu overlader jeg til min Herre, som en i saa Maade veløvet Læge, at døm¬
me, om ikke denne min forvendte Cur svarer i alle Maader, til min velbekiendte
Licentiatiske Viisdom. Jngen, uden en stor Kietter udi den Practiske Læge¬
Kunst, vil negte, at der jo lige saavel gives Licentia Medica, som Licentia Poeti¬
ca; og ligesom Licentia Poetica, eller den Frihed Poeterne give sig, sees iblant
andet derudi, at de tvertimod Ordenes naturlige Sammenheng udi et Sprog
sette Bag for, og For bag, og for Rimenes Skyld bringe Ordene udi en Mee¬
ning i en forvendt Orden; saa formeener jeg og, at en Licentiatus Medicinæ kan
i Kraft og Følge af hans Licentiat=Titel med større Rettighed gaae bagvendt til
Verks udi hans Curer, og vende op og ned paa Patienternes Natur, ja paa den
heele Læge=Kunst.
Skulde jeg ellers i Dag komme min Herre noget meere alvorlig og andæg¬
tig for, end sædvanligt, maa De ikke forundre Dem derover, saasom jeg tillige
med en god Deel andre saa kaldede Doctores, Licentiater, eller Charlatans udi
Læge=Kunsten, (jeg erindrer mig ey, om min Herre var med,) har jeg i Dag væ¬
ret til Skrifte hos vores fælles Skrifte=Fader, Hr. Æsculapius. Jndholden
af hans Skriste=Prædiken var ungefær denne: J Medicinske Løgte=Mænd! J
Mirakel=Magere! J Pralere! J Qvak=Salvere! J Fuskere udi Læge=Kun¬
sten! J give eder ud for Læger og de Syges Helbredere, da J dog, naar J kunde
eller ville kiende eder rettelig selv, maatte tilstaae, at J ere selv de sletteste og Hel¬
bredelse værdigste Patienter, i det J ere opfyldte med onde Vinde, og have for¬
dervede Hierner. J ride paa Medicinske Postiller, endskiønt J ingen Begreeb
have til at kunde forstaae dem, langt mindre at kunde betiene Jer rettelig af dem,
i hvor sunde og gode de end kan være. J copiere Recepter og bruge de samme
uden al Forstand og Skiønsomhed. J bære smaa Orakel=Bøger hos eder, som
J raadføre eder med i Utide. J kiende ikke engang Naturer og Medicamenters
Kraft, og saasom J maa stiele eders heele Medicinske Viisdom af andres Skrif¬
ter og Recept=Registere, hvorleedes skal J da vel kunde rette eders Curer efter
alle ulige forefaldende Sygdommers Hændelser? Udi eders paatagende Curer
at rette eder efter Patienternes Temperament, Complexion, Alder, og efter Luf¬
tens og Aarsens Tiders Beskaffenhed, er ikke eders Sag, saasom disse og andre
fleere af en forfaren Læge iagttagende Observationer ere en Slibesteen for eders
Øyne. Physique, Anatomie, Chymie og Mechanique ere fremmede Videnska¬
ber for eder; og hvad Under da, at J som oftest gaae saa forvendt til Verks med
eders Curer? J betiene eder aleene af de Regler og Kiendetegn, som Nenter,
Zvingers Praxis og andre fleere af eders Orakler, sette ved enhver dem bekiendte
Sygdom, og forlade eder paa de samme, uden at undersøge Patienternes Tempe¬


87
rament, Alder og Natur. Den Skibs=Præst, som skriftede Biskoppen med
den samme Skrifte=Formular, som han sædvanlig brugte til sine ryggesløse Ma¬
troser, var altsaa ligesaa fornuftig og skiønsom udi hans Medicin, som J ere.
J det øvrige giøre J eder ingen Samvittighed over, at dræbe eller forqvakle en
Patient og at forlænge Sygdoms Tiden, for at kunde trække des større Salarium;
ja vel og at lade eder bestikke af visse Folk, for at lade deres uduelige Vahre pas¬
sere upaatalte.
Min alvorlige Formaning til eder er da denne: Saa mange af Jer, som
have lagt sig efter Chirurgien og practicere samme, bør alene blive derved, og in¬
gen Tiid befatte Jer med indvortes Lægedomme. Lærer Chirurgien og de didhen
henhørende Ting til Gavns, og practicerer den samme med Fornuft og Samvit¬
tighed, vidende, at en god Feldtskiær er bædre og gavnligere, end en slet Docter,
og at en vankundig og uforfaren Docter er tre Gange farligere, end en slet Feldt¬
skiær. Hvis denne min Formaning ikke skulle staae eder an, da raader jeg eder,
at J forlade begge Deele, og i dets Sted oprette et Laug med Stadens Svine¬
Slagtere.
Saa mange derimod iblant eder, som have appliceret Jer til Medicinen,
og practicere samme, (hvilket J alle i Fleng giøre,) eder formaner jeg, at J først
bør lære at kiende eders egne Sygdomme og see de samme hævede, at J i Steden
for eders store Vankundighed, Gierrighed og Pralerie, kan blive udrustede med
den fornødne Kyndighed til saa vigtig en Forretning, saa og ved eders Praxin vise
Samvittighed og Retsindighed. Men hvis J ikke skulle kunde finde eders Reg¬
ning ved at efterleve denne min Formaning, da raader og befaler jeg eder, at J
blive Degne i Landsbyerne, da J med en roeligere Samvittighed kan opfylde
Kirke=Gaardene med eders skraalende Stemme, end nu med døde Kroppe. Her¬
med endte vores ærværdige Fader Æsculapius sin Tale, og glad blev jeg; thi min
Samvittighed begyndte allereede at skrubkaage i mig.
Men, min Herre! jeg begriber dog ikke, hvorfore vi saa kaldede Doctores
og Licentiater skal stedse høre saa ilde, fordi vi enten formedelst vores Ukyndig¬
hed, (den jeg kan rose mig af i en høy Grad,) eller ved vores Ufor sigtighed for¬
fløtte en anseelig Deel Mennesker, endogsaa de, der besidde Høyhed og Velstand,
besvære sig jo over dette Livs Møysommeligheder og Besværiigheder. Burde
man da ikke meget meere rose og takke os, fordi vi paa saa fiin og lemfældig en
Maade skille dem ved et Liv, der efter deres eget Vidnesbyrd er dem til Byrde?
Lader fremdeeles en stor Deel Arvinger tale; og hvad giælder, at de med største
Berømmelse og Tak vil erkiende, at vi ved vore forvendte Curer have des hasti¬
gere forfløttet enten deres Forældre, eller Morbrødre, eller Farbrødre, eller an¬
dre nærpaarørende til de evige Boliger. En ikke mindre Tak og Berømmelse


88
kon vi vente os af en god Deel Embeds=Exspectantere. Hvor stor en Tak ere
vel ikke Bede=Mænd og Gravere os skyldig, fordi vi ugentlig formeere de Dø¬
des Tal? Ja monne vel de Herrer Skifte=Forvaltere, Procuratorer, og andre
Vedkommende skulle ville bande os, om vi endog hver Dag i Aaret skaffede dem
nye Fortienester?
Jmidlertiid er jeg dog saaleedes bleven rørt af vores ærværdige Fader,
Æsculapii Skrifte=Prædiken, at jeg nu byder alle Heste-Gildere, Signe- og
Maale=Kiellinger, Qvaksalvere, &c. &c. min Licentiat=Grad tilfals for 8 Sk,
hvilket er ungefær saa meget, jeg kan kiøbe en Strikke for, at henge mig med.
Far da vel Galenus! Farer vel, mine Recept=Registere! J, mine tro Orakler
og Assistenter! Min Licentiat=Kiortel skal herefter være en Satire over de Fran¬
ske Modeller. Jeg vil drage mig ud af Verden, som Ormen ind i Æblet. Jeg
vil sette mine Bøddel=Gevinster ud paa Rente, imod 12 pro Cento, og under
denne roelige og lovlige Handtering giøre Poenitentse for mine begangne hemme¬
lige Mord. Er min Herre i Stand til at følge mit Exempel, kan vi begge To
give Drømmeren en god Dag, som ingen Penge koster.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBOW E.


Anti=Drømmeren.
Num. 22.
Tirsdagen, den 1ste April 1760.
Hrrr W.
T¬
ænk aldrig, min Herre! (De maa tænke hvad og hvordan De vil for mig,)
at jeg tænker med Dem imod Drømmeren. Vel har jeg lovet at ville,
saavidt Rimeligheden tillader, drømme Drømmeren imod, og forsvare
mine Medborgere imod hans drømmerske Anfald; Men da den Afridsning,
Drømmeren udi hans Skrivelse til min Herre, giver mig paa deres Person og
Adfærd, tydelig viser mig, at De maa være en Jndvaanere fra en anden Verden,
antager jeg dem ingenlunde for een af mine Medborgere, og følgelig afløser jeg
mig selv fra dette mit Løftes Forbindelse i Henseende til min Herre.
Kan jeg ellers giøre min Herre nogen Fornøyelse ved at fortælle Dem en
Drøm, (mit Navn tillader mig vel og at drømme eengang,) vil jeg derudi have
den Ære at tiene Dem.
Mig syntes, at jeg var kommen ind i en Republik, der formedelst dens Æl¬
de og gammeldags Indretninger, syntes at være anlagt før Syndfloden, hvis
Jndbyggere svævede i Luften, og lignede vore Bremser, Skarnbasser og Spie¬
Fluer. Allevegne hvor jeg kom frem, forefandt jeg ingen af min Skabning, og
saasom Dag=Lysningen udi denne selsomme Republik ikke var større, end hos os i
Tusmørket, begyndte jeg at blive noget mørk=ræd. Jeg hørte imidlertiid en stærk
Brumlen i Luften af disse svævende Jndbyggere, og da jeg lagde Ørene nøye til,
fattede jeg et og andet Ord, der gav mig at forstaae, at disse Skabninger talede
menneskelige Sprog. Jmedens jeg saaleedes stod og hørte nøye til, fornam jeg
noget at røre sig bag ved mig. Jeg vendte mig i største Forskrækkelse i en Hast
om, og blev en Person vaer, som mig syntes, jeg forhen havde kiendt. Han smi¬
lede af mig og spurgte, ved hvad Leilighed jeg var kommen her? Jeg omfavnede


90
ham paa det kierligste, og bad ham give mig Underretning om denne selsomme
Republik. Dette Land, svarede han, kaldes Frie=Aandernes Land, af hvis Jnd¬
byggere vi og have et temmelig Antal oven Jorden; jeg merkede altsaa af disse
Ord, at jeg nu var under Jorden eller paa den anden Side af Jord=Kloden, hvor
Jndbyggerne vende deres Fødder imod vore, endskiønt de samme passere hos os
for Republiqvernes frie Narrer, da man seer dem at vanke omkring ligesom i
Syne, for at fange Veyr.
Men de have jo, sagde jeg, ikke engang menneskelig Skabning, og om de
end ere kuns, som J sagde, Aander, hvorleedes kan vi da vel kiende dem hos os?
Vel sandt, svarede han, at de her udi deres eget Land komme Jer fore som Brem¬
ser, Skarnbasser og Spie=Fluer; men disse deres til Syne havende Gestalter, ere
kun en Betegnelse paa deres Adfærd og indvortes Beskaffenhed, da de virkeligen
have menneskelig Skabning. Men Aarsagen, hvorfore de synes at svæve i Luf¬
ten, da de dog virkeligen gaae paa Jorden, er denne, fordi de formedelst deres
formeente Klarseenhed med deres Jndbildnings Kraft, svinge sig ligesom op i en
høyere og subtilere Luft, at ikke de af Jorden opstigende tykke Dampe og Dunster,
som de formeene at falde dem for Øynene udi den nedrigere Luft=Kreds, skal hin¬
dre dem fra at see det saa kaldede tvungne og pedantiske levnet, de finde hos dem,
der ikke vil bruge deres Fornuft paa saa forvendt en Maade som de.
Her udi deres eget Land vide de ikke af nogen Øvrigheds og Religions
Tvang at sige. Desaarsage søge de og, naar de indfinde sig oven Jorden, at af¬
kaste sig disse ubevandte Baand, hvorved de hindres udi deres frie Væsen og Le¬
ve=Maade, den de vil have uindskrenket. Deres Adfærd viser og, at de hemme¬
ligen træde alle Love under Fødder, og søge deres Ære i aabenbare Ugudelighe¬
der; og ligesom de storpralende af Krigsstanden ved deres prægtige Skryderier,
søge at oprette sig Seyervindings=Støtter, hvor de komme; saaleedes giøre og
disse, uden al Blussel og Undseelse, sig til af deres skammeligste Handeler. Kan
J overtale Jer selv til, flittig at besøge de offentlige Selskabs=Steder, skal J er¬
fare, at de der have ligesom oprettet sig deres Prædike=Stoele, hvor de med en
utroelig Dristighed og Aabenhiertighed udstrøe deres forvendte og anstødelige
Principia. Enhver af de Anhørende, der have det mindste tilbage af Naturens
Sandheder, og ere nogenleedes underrettede om et Menneskes Forholds Pligter,
høre uden Vanskelighed og mindste Prøvelse, at disse Lærere prædike op ad Vegge¬
ne, og at de ere berøvede al sund Fornuft. Jmidlertid erfarer man dog, at saa
meget som disses farlige, dog derhos behagelige Morale kildrer de Letsindiges Ge¬
mytter, saa meget des lettere drage de og mange udi deres fordervende Snarer;
og da mange med største Begierlighed jage efter de Ting, der ere dem skadelige,
saa finde vi og, at en stor Deel betræde disse behagelige Læreres ureene Fodspor.
Hvor ellers disse smitsomme Skabninger komme frem, der sætte de ligesom Spie¬
Fluer deres Ureenligheds Spye paa alle hellige og dydige Ting. De forfægte
allevegne med største Hidsighed deres unaturlige Privilegier. De sætte deres


91
lastværdigste Bedrifter som Ædelsteene udi deres levnets Historie. De stræbe
at giøre deres Navne udødelige ved at forføre andre; og de, der ikke vil blive dem
lige, ere i deres Øyne de daarligste og blindeste Mennesker i Verden. De ere saa
meget des vanskeligere at kunde igiendrive, saasom de hverken antage Naturens
eller de aabenbarede Sandheder; og holder man maaskee ikke uden Grund fore,
at de snarere vilde bringes til Beskæmmelse, ved ofte at lade dem afcopiere paa
vore Skuepladse, end ved de grundigste Refutations=Skrifter.
Der han havde givet mig denne Underretning om disse Jndbyggere, ledsa¬
gede han mig videre frem, for at see mig om. Jeg havde her endnu ikke nogen¬
steds forefundet nogen Kirke, og da jeg udlod mig med min Forundring herover,
svarede han: Jeres Forundring over denne Post vil falde af sig selv, naar J erin¬
drer Jer den Beskrivelse, jeg har gjort Jer over disse Jndbyggere. Jeg spurgte
derpaa, hvordan en Religion de have, Han svarede: Een selvgjort, eller ret¬
tere sagt, ingen. Hvordan er deres Lov, spurgte jeg videre? Han svarede:
Deres Villie er deres Lov, og Frue Selvraadighed deres Øvrighed, med
hvilken de til alle Tider og i alle Maader ere særdeeles vel fornøyede, og man har
aldrig her, som i vore Lande, hørt ringeste Knurren eller Mynstring over Øvrig¬
hedens Foranstaltninger. Jeg spurgte fremdeeles, paa hvad Fod Oeconomien
er udi dette Land, og hvordan deres Nærings Maade er, Han svarede: Herom
kan jeg ikke give Jer nogen tilforladelig Underretning; dog synes de, ligesom en
vis Nation hos os, at leve af at synge og at stange deres Tænder med en Fier.
Vi vare imidlertiid komne til en Myre=Tue, hvor een af de der vrimlende
Myrer krøb i en Hast op paa Spidsen af Tuen. Jeg studsede, i det dette lille
Dyr begyndte at tale os til, og bad os, at vi ville tage hans Boelig tillige med hans
Kamerader med os til vores Land; thi dette Lands Jndbyggere, sagde den videre,
foregaae os med et ondt Exempel, og hade os for vores Arbeidsomheds Skyld.
Derefter kom vi til en Bie=Kube, hvor een af de der værende Bier tiltalede os
saaleedes: Ak mine Herrer! fører dog vores Boelig med eder til eders Land,
thi vi kan ikke uden Forargelse opholde os længere her. Vi holde udi denne vo¬
res lille Republik god Orden, og handthæve Retfærdigheden paa det strengeste
iblant os; men dette Lands Jndbyggeres Uordentligheder og Uretfærdigheds
Handeler ere os til største Afskye, og jeg befrygter, at mine Undersaatter skal blive
befængte af disse ureene Skabninger. Vi kom derefter til en liden Hytte, hvor
vi igiennem Døren, som stod aaben, blev en Mand vaer, der sad og læste i en
temmelig stor Bog; men i det vi nærmede os til hans Hytte, lagde han i en Hast
Bogen fra sig, og hyllede en Skindpelts over den. Vi gik ind til ham, og han
kom os fore, som een af vore overjordiske Eremiter. Min Ledsagere forlangte
at see den Bog han havde bortgiemt, og da han havde beskuet os noget nøye, sagde
han. Jeg seer, at J gode Herrer ikke ere af dette vederstyggelige Lands Jndbyg¬
gere, derfore kan jeg vel uden Hazord vise eder den. Jeg aabnede Bogen og
kiendte den. Denne Bog, sagde Manden, er meget hellig udi mine Øyne,


92
men dette Lands Jndbyggere forkaste den aldeeles, og drive Spot med denvigtig¬
ste Deel af dens Jndhold.
Vi hørte imidlerttid ligesom en stærk Susen i Luften, hvorudover vi forføye¬
de os udaf Hytten, og neppe vare vi komne uden fore, at vi jo saae os i en Hast
omringede af en Mængde Skabninger udi menneskelig Gestalt. Jeg havde in¬
gen Aarsag at forskrækkes herover, saasom disse Skabninger med største Munter¬
hed og Belevenhed bøde mig og min Ledsager at være velkomne i deres Land. De
tilbøde os Herberge og al fornøden Pleye omsonst. De foresvatsede os en heel
Hob om deres Friheds Lyksalighedet; ja de søgte, at indbilde os saadanne Ting,
for hvilkes kildrende Behagelighed, naar jeg hos os kunde overbevise Folk om de¬
res Sandfærdighed, mangen en vellystig Cavailleer skulde gierne give mig Spil¬
le=Penge for et heelt Aar, og mangen en lystig Dame skulde uden Tvivl derover
fatte saadan Kierlighed for mig, at hun deelede den halve Part af hendes rareste
og kiereste Klenodier med mig.
Jeg haaber, at min Herre med saa megen des større Fornøyelse har anhørt
denne min Drøm, saasom den indbefatter en Beretning fra Deres egne Lands¬
mænd. De lode min Herre tillige med Deres heele Anhang paa det indstændigste
bede, at De, saasnart mueligt er, vil vende Næsen hiem igien; da jeg, næst at
ønske min Herre en haftig og hovedkulds Afreise, forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBOV


Anti=Drømmeren.
Num. 23.
Tirsdagen, den 22de April 1760.
Hrrr X. & Compagnie.
J
Dag slipper jeg, mine Herrer! at give mig i Kast med Drømmeren paa
Eders Vegne, som vel er; thi jeg har i disse Dage forgieves piint, brudt
og presset min Anti=Drømmerske Hierne, for at kunde udfinde noget ri¬
meligt til Eders Forsvar imod Drømmeren. Havde jeg havt et Aar paa Ba¬
gen udi mit Anti=Drømmerske Embede, kunde jeg, som visse Folk giøre, have
kaagt et af mine forrige Blade over min Text op igien, og kunde vel og det samme
have været godt nok at kiøre i Drømmeren; men dette Mageligheds Greeb havde
maaskee ikke kundet lykkes saa vel for mig, som for hine; thi det, man har talt,
kan lettelig efter et Aars Forløb glemmes; men det, jeg har skrevet, og som staaer
paa Prænt oven i Kiøbet, kunde lettelig komme, om ey alle, saa dog nogle af mine
Læsere for Øyne, og er jeg fuldkommen overbeviist om, at Drømmeren da ikke
vilde blive den sidste, der vilde røbe saadant mit Opkaagerie. Men imedens jeg
jeg sad og piinte min Hierne for Eders Skyld, mine Herrer, bringer man mig til
al god Lykke et Brev, hvilket jeg dog slengte ubrudt hen, saasom min Hierne sam¬
me Tiid var i sin største Fødsels=Smerte, og blev strax derpaa lykkelig forløst med
et Eventyr om en Jøde og en Christen, som, da de begge paa en Tiid badede sig i
den Flod Styr, beliggende i Plutonis Rige, vare blevne sammengroede, og
som, med mine Herrers Tilladelse at erindre, skal efter nogle lærde Rabiners
Beretning, have været Eders Stamme=Fader; men da jeg derpaa læste det til¬
bragte Brev, og befandt, at dets Jndhold kunde paa Eders Vegne, tiene mig imod
Drømmeren, vriede jeg, saa sagte imellem os sagt, Halsen om paa dette mit van¬
skabte Foster, og begrov det paa et vist Sted. Brevet lydede, som følger.


94
Hr. Anti=Drømmere!
Deres førende Titel af Anti=Drømmere, giver mig at forstaae, at De
enten maa være Contra=Drømmere eller Viee=Drømmere, siden min Søn Lucas,
der gaaer i den Sorte=Skole, og som allereede kan noget meere, end sit Fader
vor, beretter mig, at det Ord Anti skal udi det græske Sprog have begge Be¬
merkelser. Hvilken af Deelene min Herre end er, finder jeg det dog fornødent
herved at føre Dem Drømmerens Uskiønsomhed til Gemytte, i det han ikke har
taget i Betænkning, udi et af sine Drømme=Blade, paa nye at igiennemhegle saa
tienstfærdige og hielpsomme Borgere, som jeg og mine Brødre ere, da vi hart af
ere de eeneste, der i Nødens Tiid vise Medlidenhed, som tage de trængende Med¬
borgere under Armene, og hielpe dem af Dynen i Halmen. Jeg vil ikke melde
om de os med Rette tilkommende Titler af uomskaarne Jøder, Christenhedens
Skam=Flikker, Blod=Jgler, og deslige fleere, som Drømmeren udi ermeldte
Drømme=Blad under Num. 23 giver os; thi vi Aagerkarle ere, som min Herre
udi eet af Deres Blade rettelig har erindret, alt for støre Philosopher, at vi
skulde ansee det, man kalder Ære og Vanære for andet, end noget, der aleene
havde Grund i Menneskenes blotte Indbildning. Gods og reene Penge er noget
væsentligt, virkeligt og føleligt, og naar jeg har dem, de maa være mig tilfaldne
paa en lovlig eller ulovlig Maade, faaer jeg alletider Ære og Tilbedelser nok, end
og af mine pengemanglende Overmænd; og hvorfore skulde da enten jeg eller
nogen af mine Brødre være saa taabelig at legge slige Skam=Titler paa Hierte,
at vi meget meere med Fornøyelse anhøre de samme, naar vi kuns kan have vore
Fordeele derved. Men at Drømmeren saa uskiønsomt, jeg kan ikke sige ubil¬
ligt, antaster vores Nærings Maade, og ved sine anførte Exempler af Græker¬
nes, Romernes, og andre Nationers haarde Medfart mod vore Medbrødre,
saa godt som vil sige, at man skulde hugge Hænder og Hoved af os, eller reent for¬
drive os af Landet, er noget, der er os alt for nærgaaende, og har noget føleligere i
sig, end hans brugte Skam=Titler. Behager min Herre at sætte al Upartiskhed
tilside, og med starblinde Øyne at kige noget mindre ind i Sagen, end Drømme¬
ren og hans Anhang giøre, er jeg forvissed om, at i Fald de er en Contra=Drøm¬
mere, De da skal finde Figenblade nok, at skiule vores Forholds Blussel med.
Min Herre veed jo selv, at vores Handel bestaaer i reede Penge. Man har til
alle Tider og ved alle Leiligheder besværget sig over den høye Priis, vi sette paa disse
courante Vahre, da dog de Kiøbende findes alletider villige til at give os for dem,
saa meget vi forlange, ja de takke os oven i Kiøbet, fordi vi vil tiene dem dermed.
Nu spørger jeg Dem, min Herre! om De nogentiid har hørt eller erfaret andet,
end at jo disse vore Vahre ere i alle Maader gode og forsvarlige, at min Herre me¬
get hellere maa tilstaae, at de overgaae alle andre Vahre i Kraft og Ypperlighed,
ja at de ere tienlige til al Slags Brug. Naar man er vel forsynet med disse Vah¬
re, behøver man ikke at førge for, hvor man skal faae de andre fornødne Ting fra,
og man har da alt det i Hænder, som disse Vahre kan tilveyebringe, i hvad og


95
hvor stor den end maa være. Et Træbillede kan ved disse Vahre forvandles til et
Menneske, en Vanskabning til Deiligheden selv, og en Dverg til en høy og an¬
seelig Mand. Naar nu min Herre ved min Hielp har indseet disse Vahrers Yp¬
perlighed, Kraft og Almagt, spørger jeg atter, om saa gode Vahre kan betales
for dyrt, og hvad Skiønsomhed bruger da vel Drømmeren og andre fleere, naar
de hudflette os, fordi vi lade os betale efter vore Vahrers Værdie? Jeg spørger
fremdeeles, at naar der er Mangel udi en Stad paa andre Slags Vahre, om da
ikke Prisen paa deslige Vahre forhøyes efter Mangelens Storhed? Men paa
hvilke Slags Vahre haves der vel de fleeste Tider en større Mangel iblant os, end
just paa de courante Vahre, jeg og mine Brødre drive Handel med, hvilket jeg
haaber, min Herre vil tilstaae mig, og altsaa spørger jeg, om vi ikke med ligesaa
stor en Rettighed kan forhøye Prisen paa vore Vahre, som andre Selgende paa
deres? Men naar har min Herre vel nogentid hørt, at man saaleedes hudflet¬
ter disse for Prisernes Forhøyelse, som os? Vil nu min Herre fremdeeles fæste
sine Øyne paa andre Handlende, og igiennem mit Forstyrrelses=Glas betragte
de Fordeele, de giøre sig paa de Penge, de sætte udi deres Handel, skal min Herre
befinde, at de tage langt meere pro Cento til Gevinst, end jeg og mine Brødre.
Har min Herre mindste Jndsigt i de Handlendes første Jndkiøb, skal De ved en
løselig Udregning, efter Søren Mathiesens Regne=Bog erfare, at en Klæde¬
Kræmmere trækker paa somme Vahre 25, paa andre 30, og paa nogle 40 Rdlr.
pro Cento, endog naar han nyder prompte Betaling; men hvor meget meere pro
Cento trækker han vel ikke, naar han skal give Credit? Giøre vi nu et Spring
fra en Klædekræmmer til en Snuf=Tobakskræmmere, da sætter jeg min Aager¬
karlske Siel i Pandt paa, at han saa vist trækker 60 til 70 Rdlr. pro Cento, som
en Skilling. Giøre vi et Hop videre frem fra en Snuf=Tobakskræmmere til en
Svovelstikke=Kræmmer, skal min Herre neppe ville troe, at denne Marchand
tres Renome trækker Skilling paa Skilling af den anseelige Pengesum, han sæt¬
terudi sin Handel. Han kiøber, for Exempel, Svovel for 4tz. og Fyrrebrænde
for 1 s. Jeg sætter nu, at han af disse Materialier ikkun frembringer 40 Knip¬
per Svovelstikker, og giver 4re Knipper for 1 s., som efter nøye Udregning ud¬
giør den Summa Ti Skilling; har han da ikke paa sine udsatte Penge vundet
Skilling paa Skilling, hvilket er paa anden god Dansk 100de pro Cento. Døm
nu selv, min Herre, hvad Føye man vel har i Betragtning af de store Fordeele,
andre Handlende giøre sig ved deres udsatte Penge, at sværte og hudflette mig og
mine Brødre, da dog vi Penge=Kræmmere lade os i Almindelighed nøye med
12 a 15 Rdlers. Gevinst pro Cento af vore courante Vahre. Jeg veed de
Jndvendinger, min Herre vil giøre herimod, i Fald de er en Vice=Drømmere;
men jeg finder langt fra ikke min Regning ved at besvare dem. Er min Heree en
Contra=Drømmerr, da bliver det her Deres Sag alene at holde sig til Hoved¬
Sagen i sig selv. Vi ere, som min Herre vel selv har erfaret, Penge=Kræmme¬
re, og vore Vahre byde udi Værdie og Kraft trods til alle andre. Vi lade os


96
godt betale for disse vore Vahre, det er sandt; men man indseer ikke Aarsagen
nemlig, fordi de ere gode og uforfalskede. Andre Handlende indrette jo ogsaa
Priserne efter deres Vahrers Godhed? Hvorudi forsee vi os da frem for dem?
Kiere Hr. Anti=Drømmere! siig dog den gode Drømmere paa vore Vegne, at
han rigtig nok svarer til sit Navn, naar han laster, forbander og fordømmer en
Sag, førend han har undersøgt dens Grunde. Siig ham og, at han med sine
Drømme=Eventyrer under Num. 6, 18 og 23 ikke har udrettet andet, end at
han aldrig maa vente, at jeg og mine Brødre efterdags laane ham 4z., langt
mindre en større Sum, om vi og kunde redde hans Liv dermed. De derimod,
min Hr. Anti=Drømmere, kan alletider være forvisset om vores Tienstfærdig¬
hed, og at vore Penge=Casser stedse skal staae dem aaben, uden at vi ved Forfalds
Tiden skal fordre den mindste Skierv af Dem til Rente; thi naar min Herre
laaner 100 Rdlr., vil vi skrive 115, hvilket da er en laant Summa uden Rente;
og hvis min Herres Obligation skulde komme til Fornyelse, skriver vi atter 115
Rdlr., efterat vi under fire Øyne have subtraheret 15 Rdlr, hvilket min Herre
da kan ansee som noget, der er bleven afbetalt paa den laante Capital. Jeg haa¬
ber, at min Herre i Betragtning af saadan vores store Tienstfærdigheds Tilsigelse,
den De fuldt og fast kan forlade Dem til, foreholder Drømmeren hans store
Uskiønsomhed imod os, og formaner ham, at han herefter vil lade os være uan¬
tastede af hans Drømme=Eventyrer; Hvorimod har den Ære at forblive
min Herre
Deres
optrækkende Tiener,
Christiano Judæus.
Jeg formoder, mine Herrer, at saavel som dette Brev er kommen mig til¬
pas udi min store Betryk og Mangel paa Materie til dette Blad, saa trøsteligt
vil og dets Jndhold være for Eder; ligesom jeg og formoder, at Drømm eren nok¬
som vil finde sig slagen ved denne min Correspondentes saa grundige fremførte Ar¬
gumenter til mine Herrers Forsvar. J det øvrige forsikrer jeg, mine Herrer, at
at det, som jeg i Dag har maattet udrette ved en andens Pen, skal tilstrækkelig en
blive vederlagt, saasnart Drømmeren falder paa at drømme om Flinte=Steene;
eller at det bliver ham aabenbaret udi Søvne, at mine Herrer have af hans drøm¬
merske Anfald ladet Eder afskrække fra, at drive Eders fordeelagtige Handel.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Num. 24.
Tirsdagen, den 29de April 1760.
Hrrr Y & Compagnie.
A¬
k, hielper mig dog, mine Herrer! at lee. At kunde see Telte, Forsam¬
linger af eensklædde Personer, General=Mynstringer, og andet deslige
udi de Dødes Rige, endog naar man sover? Ney nu maa jeg lee, om
jeg end aldrig har leet før. Jeg faaer dog, mine Herrer! paa Eders og alle an¬
dre Dag=Drømmeres Vegne, eengang for alle, at lukke Øynene op paa denne
vores Sovere og Drømmere. De Hentydninger, han giør af sine Natte¬
Syner paa os Herrer Dag-Drømmere, overbeviser mig noksom om, at han al¬
deeles ingen Jndsigt har i den høyere Philosophie; thi ellers havde han vel
af Monadologien lært saa meget, at han ikke eengang bør troe sine egne Øyne,
naar han er lysvaagen, langt mindre naar han sover.
Jeg har selv forhen været saa eenfoldig, eller maaskee rettere sagt, blind, at
jeg har troet, at baade jeg selv og alle andre Slags Medskabninger havde virke¬
lige Legemer. Men Fader Monas skee Tak, som har lært mig at bilde mig selv
ind, at Aand og Legeme ere Sødskende, og at disse To væsentlige Deele ingen an¬
den Uliighed have, end meere og mindre Frihed. Vel synes mig endnu, at naar
nogen banker mig brav af med sin Stok, at jeg har et virkeligt Legeme, der baade
kan føle og føles. Men naar jeg i det samme erindrer mig, at denne Følelse og
Svien skal kuns være en Jndbildning, saa forsvinder strax den Grille, at jeg har
et føleligt og virkeligt Legeme, at jeg meget meere troer, at min svage Troe eller
Mistillid til den herlige Harmonia Præstabilita, eller paa god forstaaelig Dansk,
Legemernes forhen bestemte Overeensstemmelse, foraarsager min Jnd¬
bildnings Kraft en saadan Lidelse, for at tugte mig for min Vantroe. Undersaa¬


98
danne Tugtelser faaer jeg da Troen i Hænderne, og jeg bilder mig da fuldt og fast
ind, at alt hvad jeg seer, føler og smager, ere lutter Monader, og at det, man kal¬
der Corpora eller Legemer i Naturen, ere blotte Forestillinger i min fra al legem¬
lig Begreeb udreensede Phantasie. Ak forundringsværdige Harmonia Præstabi¬
lita, hvor tydelig og haandgribelig lærer du os ikke, at jo meere vi dempe al ind¬
snigende Forestilling udi vores Phantasie om virkelige Legemers Existence eller
Værelse, jo meere aftage Tiid efter anden vore Legemer, hvorved de omsider kom¬
me til saadan en Fuldkommenhed og høy Grad i den Monadiske Fiinhed, at de
neppe ved Hielp af et Forstørrelses=Glas kan fattes med Øynenes Syn; det er,
tydeligere at tale, at Aand og Legeme blive næsten til eet og det samme; dog er det
venteligt, at Hudens meere og mindre Fiinhed, saavelsom Lemmernes Førlighed
og Spædhed giør meget til Legemernes forskiellige Usynlighed.
Nu tør jeg hartad bande paa, at alt dette, jeg her har sagt, er en Sibesteen
for Drømmerens Øyne, og det just fordi han ingen Jndsigt har i den høyere
Philosophie. Men jeg skal strax aabne Øynene paa ham, og det saa haand¬
gribeligt, at han skal kunde tage og føle derpaa. Nu jeg har den Ære at tale
med Eder, mine Herrer, udi dette døde Sprog, kommer det Eder ganske vist fo¬
re, som at jeg har et Legeme; men da vi paa begge Sider ere formedelst den le¬
gemlige Adskillelse udi vores rette Monadiske Cirkel, bander jeg trøstig paa, at
J ikke med al Verdens Forstørrelses Glasse skal kunne see noget Legeme paa mig,
ligesom jeg ikke heller af samme Aarsag kan see, at J have noget Legeme, og følge¬
ligen ere Aand og Legeme udi denne Stilling eet og det samme for vore Øyne, saa
at vi paa begge Sider maa tilstaae, at den Tanke, vi for nærværende Tiid giøre
os om hinandens havende Legemer, er kun en blot Forestilling i vores Phantasie.
Hvis nu Drømmeren ved een saa haandgribelig Demonstration ikke skulde kunde
begribe, at alt det, han anseer for virkelige Legemer, ikke ere saa, maa han være
dummere end en Østers, der et en spiselig Monade, og smager os uspiselige Mo¬
nader ret vel med et Glas rihnsk Viin til. Vil han nu spørge: at siden de legem¬
lige Dannelser, der saa kiendeligen falde os i Øynene, ikke ere virkelige Legemer,
hvad man da skal ansee dem for? Da maa han vide, (hvilket jeg og hermed til
Monadologiens Forbedrelse, skiønt efter min egen Gisning, udgiver for en af¬
gjort Sandhed,) at det er kuns hans egne Tanker og Forestillinger, der vise sig i
saadanne Dannelser for hans Øyne. Og ligesom somme Tanker hos ham kan
være grovere end somme; saa bliver og somme meere kiendeligere end somme,
naar de ved Aande=Pustningen vise sig i den tykkere Luft uden for ham; da der og
kan gives en Luft, der meere end en anden kan concentrere hans Aande=Pustnin¬
ger, og give Tankerne samme Skabning uden for ham, som de havde i hans Jnd¬
bildning; og er jeg formedelst en merkelig Hendelse, jeg selv har havt, falden paa
de Tanker, at jo meere svovelagtig en Luft er, jo kiendeligere blive og deslige Jnd¬
bildnings Dannelser.


99
Jeg var engang paa min Reise fra Hadersleb til Kiel, (man maa dog ikke
tænke, at jeg er den anden Geert Westphaler) underveys kommen ind udi et Her¬
berge, hvor jeg blev ført op paa en stor Sahl. Jmedens jeg der spatserede frem
og tilbage, blev jeg vaer, at der allevegne svævede noget for mine Øyne. Dog
saasom det var høy lys Dag, blev jeg derudover aldeeles intet forskrækket. Efter
adskillige Pøusninger paa, hvad dette kunde være, faldt jeg paa at troe, at der
maatte stikke noget Hexerie under; og saasom jeg havde hørt, at man kan for¬
drive Here ved Svøvel=Røg, bad jeg Pigen, som bragte mig det jeg havde for
langt, at hun vilde skaffe mig noget Svøvel og et Fyhrfad med Gløer, hvilket jeg
og strax bekom. Jmedens jeg røgede, mumlede jeg disse kraftige Manings Ord
hos mig selv; Pes, Aries, Paries, Palmes, cum Limite Stipes &c. Men til
min største Forbauselse erfarede jeg en stridig Virkning af min Svovel=Røgning;
thi aldrig saasnart havde jeg begyndt at røge, at jo de svevende Spøgelser bleve alt
meere og meere kiendelige for mine Øyne, og jo stærkere jeg røgede, jo fleere
Skabninger fik jeg at see i menneskelig Dannelse. J en Kant af Sahlen saae
jeg nogle Personer indgravede i Rigets Forretninger, men derhos færdige at lade
en heel Sag ligge, fordi de ikke kunde blive enige om et vis Lapperie, som intet
giorde til Hoved=Sagen. J en anden Kant saae jeg nogle Personer i Haaret
paa hinanden over en Orm, som de havde fundet i Skindet paa en Act eller en
Rigs=Affaire. Den ene sagde, at Ormen havde 6 Fødder; den anden paastoed
derimod, at den havde 8te Fødder, og dermed gik Tiden frugtesløs bort. Paa
et Sted saae jeg nogle høymodige Personer, der med største Myndighed gave de¬
res Betænkning over en og anden forekommende Sag. De talede om alting,
som det var intet, og om intet, som det var al Verden; men alt det de sagde, var
lutter Lapperie. Paa et andet Sted saae jeg en Person, under sine vigtige For¬
retninger at blive forskrækkelig utaalmodig over et par Rynker, han havde faaet
paa sin Kiortel. Han slengte alting, og gav sig i Færd med at slette Rynkerne ud;
men i det han udi sin Hidsighed greeb Feyl af Klædebørsten og gav sig til at børste
med Blekhuset, blev det sidste, til hans Utaalmodigheds største Forøgelse, verre
end det første. Fremdeeles saae jeg nogle Personer at sidde saa henrykte over at
reenskrive nogle dem forelagte Concepter, at de ikke kunde høre, man talte dem til
saa at neppe nogen Stats=Minister med en heel Tractat i Hovedet, kunde meene
sig at være i saa vigtig en Forretning, som disse med deres Perlestikker=Arbeide.
Derimod saae jeg andre at spatsere heele Tiden frem og tilbage med Pennen bag
Øret. Disse, tænkte jeg ved mig selv, skal ikke lettelig sanke sig Skiørbug, for¬
medelst deres stille Sidden ved deres Arbeide.
Men naar skulde jeg vel blive færdig med mit Blad, hvis jeg skulde blive
ved at opregne de uendelige naturlige Syner jeg her havde? Dette maa jeg dog
erindre, at jo meere Svovel=Røgen tog af og forsvandt; jo mindre synlige bleve
disse Skabninger for mig. Hvis nu Drømmeren havde været her i mit Sted,


100
han ufeilbarligen bildt sig ind, at det var virkelige Legemer han havde seet; ja han
skulde da vist nok Løverdagen derpaa have givet os en heel Drøm herom, og gjort
Hentydningen deraf paa mig og andre skikkelige Mennesker. Jmidlertid for¬
aarsagede dog denne troværdige Hendelse mig lang Tid derefter nogen Eftertanke
og Forundring, indtil at jeg af en Blye=Tækker var bleven underviist i Monado¬
logien. Jeg havde formodet, at denne gode Mand skulde have været en større
Astronomus end Philosophus, siden han, som oftest maa sveve i Luften; men jeg
begreeb strax, at saasom Manden ingen Tiid befrygtede, at han skulde giøre noget
Fald op ad, uden maaskee formedelst en Attraction af Planeten Venus, der, efter
alle Forliebtes Beretning, skal være meget magnetisk; at han snarere kunde
dempe need ad, efter denne Physiske Sætning: Omne grave tendit deorsum,
eller, at alt det, der er vel tungt bag til, seyler need ad til Karen Malers; Saa
havde han heel visseligen alletider holdt Øye med sine Fødder, og seet need ad til
Jorden; og saasom han, formedelst den forfærdelige Høyde i Veiret, ikke uden
ved Hielp af et Forstørrelses=Glas, har kundet ansee de paa Jorden værende
Skabninger af anden Størrelse, end Midder udi en Ost, der dog ved en idelig
Stirren, ere blevne alt meere og meere usynlige for ham; er han derved Tiid ef¬
ter anden bleven overbeviist om, at det han har anseet for Legemer, naar han har
været neden paa Jorden, ikke har været andet, end de Forestillinger, hans Jnd¬
bildnings Kraft, efter det ham forhen indprentede Begreeb om Legemer, havde
tilveyebragt i saadanne Dannelser udi den nedrigere tykke Luft.
Ved denne Mands saa grundige Underviisning udi Monadologien, faldt
min Forundring over forberørte Hendelse aldeeles af sig selv; thi jeg indsaae da,
at det havde kuns været de Tanker og Forestillinger, som jeg samme Tiid havde
gjort mig om visse Personers erfarede Adfærd udi Hadersleb, der nu formedelst
Luftens Fortykkelse ved Svovel=Røgen, (man maa ey spørge mig, om ikke Luften
imellem Kiel og Hadersleb var en Tid svovelagtig,) havde viist sig for mig i le¬
gemlige Dannelser; og anderleedes har det sig ikke heller, mine Herrer! med
Drømmerens Natte=Syner, hvilke den Taasse, formedelst Mangel paa Jndsigt,
i den høyere Philosophie, anseer for virkelige Ting, og desaarsag ey tager i
Betænkning at giøre Hentydninger deraf paa os Herrer Dag-Drømmere, forme¬
delst en Slags Liighed, han derudi kan finde med vores Adfærd.
Jmidlertiid er jeg nu aldeeles forvisset om, at jeg ved denne min saa grun¬
dige som begribelige Monadologie, har ganske ført ham ud af hans Vildfarelse,
saa at han venteligt herefter ikke engang vil troe sine egne Øyne, naar han er
vaagen, langt mindre naar han sover. J hvilken faste Tilliid jeg og her paa hans
Vegne afbeder hans formastelige Hentydninger af sine havte Natte=Syner; og
formoder jeg, at J, mine Herrer! vil findes desvilligere og bevægeligere hertil,
naar J betænker, at han, skiønt udi Vankundighed, ikke har seet saa aldeeles
Jeg forbliver &c. &c.
uret til.
lmprimatur. C. HORREBOV.


Anti=Drømmeren.
Num. 25.
Tirsdagen, den 6te May 1760.
Hrrr Z & Compagnie.
V¬
el er jeg, mine Herrer! trods nogen vandrende Ridder, heelbereystbaade
til Lufts, Lands og Vands. Men aldrig har jeg enten seet eller hørt tale
om saadanne forunderlige Skabninger, som disse, Drømmeren her udi
sin Skrivelse til Eder melder om. Jeg har en Carosse igiennemreyst alle Plane¬
terne, hvor jeg efter enhver af disse Kloders Clima og Jordbunds Beskaffenhed,
har seet forskiellige Skabninger og selsomme Ting, saasom tobeenede Markatte,
Abekatte, Pinsviin, Tyre, Hiorte og andre fleere, der ellers hos os pleye i Hen¬
seende til Skabningen, at være fiirbeenede. Jeg har udi en Tiid af 6 Timer
giennemstrøget alle Verdens fire Parter, hvor jeg paa de fleeste Steder har seet
Paafugle, Papegoyer, Ravne, Skader, og andre fierede og ufierede Dyr i
menneskelig Lignelse. Jeg har og paa min hvide Hest gjort adskillige Reyser til
Vands. Jeg har til Hest seylet imellem Alperne, hvad skulde jeg sige, imellem
Cyeladerne eller de 53 Ring=Øer, der presentere en Lyst=Kreds udi det Ægæiske
Hav, hvor de yndige Hav=Nympher og unge Messieurs promenere udi Maane¬
Skin. Jeg har været paa det Sted i det Jcariske Hav, hvor Jcarus faldt need,
efterat hans Voxvinger vare ved Solens Heede smeltede. Jeg har galouperet
over det farlige Hav=Svelg Charybdis, og dantset en Hoppe=Dants paa Seylla.
Paa min Tilbagereyse sværtede jeg min hvide Hest udi det sorte Hav, og bandt
den fast ved en af Herculis Støtter, imedens jeg tog mig en Middags=Luur udi
det Cabinet, hvor Archimedes blev funden ved Syracusæ Overgivelse. Kort
løyet, jeg har, mine Herrer! uden at have sadt Foden uden for min Kammer¬
Dør, gjort adskillige, lange og farlige Reyser igiennem Luft, Vand og Jord.
Men alle de forunderlige Ting, jeg paa disse mine Reyser, har seet og hørt tale


100
om, ere som intet imod Eder, hvad skulde jeg sige, imod disse selsomme Skabnin¬
ger, som Drømmeren her giver en Afridsning paa; og tør jeg hartad bande paa,
at disse Vandskabninger ingensteds ere at finde, uden i hans eget vanskabte Ho¬
ved, at jeg meget meere finder herudi et uimodsigeligt Beviis paa den grundige
Slutning, jeg til Monadologiens Forbedrelse, gjorde mig udi mit sidste Blad,
nemlig; at Drømmerens vanskabte Tanker og Forestillinger have, formedelst
en svøvelagtig Luft, presenteret sig for ham udi saadanne selsomme Dannelser.
Ak, hvor kan dog ikke Mangel paa Indsigt udi den høyere Philosophie, føre
et Menneske paa adskillige utroelige Forestillinger. Jeg kan ey, mine Herrer!
bare mig for at lee af mig selv, naar jeg erindrer mig, at førend jeg blev saa stærk i
Monadologien, saasom jeg nu, uroest, er, og jeg en Dag, efter min Middags¬
Søvn, var spatseret ud paa Byens Fælled, ansaae jeg det, der gaaende, Horn¬
Qvæg for Mennesker, og gav mig ordentlig i Snak med dem. Men naar jeg nu
erindrer mig, at jeg samme Dag om Formiddagen, havde besøgt endeel gifte
Mænd, der alle, ved hvad for et Tilfælde, veed jeg ikke, havde faaet nogle kiende¬
lige Vexter i Panden, indseer jeg strax Aarsagen til dette mit den Tiid havte Mis¬
syn, og blues ved min da værende Vankundighed. Saaleedes gaaer det og med
vores Drømmere. Hans Vankundighed førleeder ham til at ansee de Forestil¬
linger om de forhen erfarede Ting, som hans Phantasie giver ham, for virkelige
Skabninger. Dog denne hans Vildfarelse, kunde man vel nogenleedes skienke
ham; i sær, da han, som heel vel betænkt er, ikkun giver sine selsomme Fortæl¬
linger ud for Natte=Syner, da man just ikke kan forlange, at han skulde kunde see
saa nøye og ret til i Søvne. Men at han er saa taabelig, at han giør Hentydnin¬
ger af sine indbildte Syner paa vedkommende Personer, naar han er lys vaagen,
(dog jeg skulde snart troe, at han sover alletider,) er en alt for tugtelsesværdig
Vildfarelse, at man skulde med en uskad Samvittighed, kunde lade ham utiltalt
fremture derudi. Og saasom han udi Slutningen af sin Skrivelse til Eder,
mine Herrer! vil have Eder henviste til mig, for at faae en nærmere Forklaring
over hans omdrømte Vanskabninger; skal jeg og, efter den Alvidenhed han beha¬
ger at tillegge mig, giøre en saadan Udtydning derover, at den gode Drømmere
vel en anden Gang skal tage i Betænkning at giøre mig til Drømme=Udtolkere.
Men see, her bringer man mig et Brev, mine Herrer behager at undskyl¬
de, at jeg ophører med den belovede Udtydning, imedens jeg læser det.
Hr. Anti=Drømmere!
"Udi vores lille og hartad ubekiendte Bye, have vi for nogle Maaneder
siden, havt en Besøgelse af en ubekiendt Mand eller ung Karl fra Eders
"Stad, hvis Væsen vel kom os noget underlig fore, men desuagtet beteede vi
ham dog al optænkelig Æres=Beviisning, og giorde ham alt det Gode, vi ef¬
ter vores ringe Evne kunde. Nogle Ugers Tiid efter hans Bortreyse herfra,
"bliver os sendt et Blad paa Prent, under den Titel, Drømmeren, hvoraf


103
vi med en ikke mindre Forundring end Fortrydelse erfarede, at han ey aleene,
spotteviis, beskriver vores lille usle Bye, som en stor og med anseelige Byg¬
"ninger beprydet Stad; men endog derndi afmaler os, dens Jndvaanere,
"som de selsomste Vanskabninger under Solen. Thi giver jeg mig herved paa
"egne og mine Byemænds Vegne, efter den Anviisning, som denne uskiønsom¬
"me Drømmere giver os paa min Herre, Frihed at uleilige Dem med disse
"ringe Linier, med indstændigst Begiering, at saasom vi af meere bemeldte
"Blad erfare, at min Herre er en Hexemester, De da vil have den særdeeles
"Godhed for os, at omskabe denne Drømmere til en Var=Ulv, paa det, at
"de selsomme Skabninger, han foregiver at have seet udi vores Bye, kunde
herefter hver Nat presenteres udi hans egen Person; hvorimod jeg har den
Ære at leve."
Hr. Anti=Drømmere
Udenbye
Deres
tienstforbundne Tiener,
den 21de April 1760.
Albofagomaphagius.
Meget vel, min tienstforbundne Albofagomaphagius og samtlige Herrer
Udenbyes, men jeg lader vel være, ved min belovede Udtydning at bestyrke Eder
i de høye Tanker, jeg her seer, J have om mig. Dog, siden jeg har Drømmeren
at takke for den vildfarende Meening, J staaer udi om min Person, vil jeg, for at
hevne mig paa ham, giøre et Førsøg paa, at faae de fleeste af hans omdrømte
Vanskabninger presenterede udi hans egen Person.
Naar Drømmeren her fremstiller nogle hovedløse Personer, der blive
førte ved Haanden af andre, og som bide i blinde efter deres Ledsageres Anførsel,
da finder jeg største Liighed imellem disse og hans egen Person og Adfærd. Man
kalder jo det Menneske, der intet synderlig Begreb har, hovedløs; og da Drøm¬
meren udi et og andet af hans Blade tilstaaer om sig selv, at han har meere Grød,
end Hierne i Hovedet; saa er han jo hovedløs. Han tilstaaer jo og, at han har
en Ledsagere, efter hvis Anførsel han i Blinde antaster de Herrer Dag-Drøm¬
mere med hans kidende Drømme=Blade, og altsaa er det jo foleklart, at han her
giver os en Afridsning paa hans egen Person og Adfærd.
Giør jeg fremdeeles en Sammenligning imellem de Personer, han her
melder om, paa hvilke den Side hvor Hiertet ligger, altid staae aaben, saa at
man kan see dem lige ind i Hertet, finder jeg ind disse hans eget livagtige Por¬
trait; thi hans udkømne Blade vidne tydeligen nok, at han ingen Tiid kan tie
med det han seer og hører; hvilket man og finder, at hans Ledsagere selv udi Bla¬
det Num. 28 bebreyder ham.
Udi de Personer, om hvilke Drømmeren melder, at de have Øren over alt
paa deres Legemer, baade for og bag, finder jeg og en tydelig Afbildning paa ham
selv; thi saasom det ikke er troeligt, at han selv skulde kunde have saa nøye en
Kundskab om alle de Dag=Drømmeres Forhold, han hentyder sit Natte=Drøm¬


104
merie paa; saa følger jo heraf, at han maa høre med andres Øren; og vilde jeg
ret ønske, at jeg kunde blive en af hans Spioner, da mine Herrer kunde være for¬
visset om, at han skulde faae mange løyerlige Ting at løbe April med om Eder.
Efterlæser jeg Drømmerens Blade, finder jeg udi ham selv en af de smaa
Smuttere, han her melder om; da der hist og her forekommer saadanne hemme¬
lige Ting, om hvilke han ved sine Spioner umuelig kan være underrettet; og alt¬
saa bliver det meer end troligt, at han ved sine idelige Reyser til de Dødes Rige
har lært den Kunst, at kunde smutte igiennem en Væg eller et Nøglehul til godt
Folk, i sær til Fruentimre.
Naar Drømmeren her fremstiller nogle subtile Næse= og Øre-Snittere, da
beskriver han udi dem paa det nøyeste sit eget Forhold; thi hvor kan vel være en
subtilere Næse= og Øre-Snittere, end han selv er, hvilket de stakkels uskyldige
Bogstaver A, B, C, &c. noksom have Følelse af; ja han lader jo ikke engang de
iblant os værende stinkende Geedebukke beholde deres Skiæg usnitted. Ach vay!
was geschichtuns?
Da jeg nu, mine Herrer, har viist mig saa følgelig og villig til, efter Eders
Forlangende, at vanskabe Drømmeren til en Var=Ulv; saa formoder jeg og, at
hvis Drømmeren skulde lade mig sigte og forfølge som en Hexemester, J da vil
findes ligesaa villige til, at lade Eder brænde i mit Sted; hvorimod jeg har den
Ære at findes
min Herre
Eders
bereedvilligste Tilskuere,
Anti=Drømmeren.
Ende paa det første Alphabeth.
lmprimatur. C. HORREBOW.


Anti=Drømmeren.
Num. 26.
Tirsdagen, den 13de May 1760.
Hrrr Aa*
J¬
eg veed, min Herre! det ey kunde anstaae Deres Høyhed, at De skulde
værdige Drømmeren med noget Giensvar paa hans nærgaaende Skri¬
velse. Jeg kunde vel og fremføre en heel Hob paa min Herres Vegne og
til Deres Forsvar; thi jeg erindrer mig meget vel, hvorleedes det gik til i Maa¬
nen, imedens jeg opholdte mig der, for at kunde spise min politiske Stokfisk i Roe
for Snylte Giester, af hvilke jeg befrygtede, at skulde faae alt for mange her paa
Jorden til denne Ret. Jeg erfarede, siger jeg, i Maanen, at ligesom Frie=Aan¬
derne, hvor de indfinde sig, blive gemeenligen anseete med umilde Øyne; saalee¬
des bleve og her det Slags rare Mænd, der med lige saa stor Frimodighed som
Oprigtighed, gave deres Tanker tilkiende i et eller andet, i Henseende til det al¬
mindelige Væsen, belønnede med Had og Forfølgelse. Mennesker af det Slags,
der qvæle Samvittigheden i sine Bevægelser, bleve her som oftest tagne under
Armene af dem, der vare forbundne til at have et vaagent Øye over alt det, der
kunde fornærme det almindelige Bædste. De reedeligste Patrioter, bleve der¬
imod her som oftest forviste til en anden Planet, for deres Troskab, og fordi deres
Samvittighed tillod dem ikke at nedsluge Cameeler, og at lukke begge Øyne til,
for at lade andres egennyttige Handler spatsere upaatalte. Jeg tænkte da ved
mig selv, (thi i Maanen er det ey tilladt at tale, men vel at tænke,) mønne saa¬
danne Brødre, der paa adskillige hemmelige Veye og Maader, give deres Mis¬
fornøyelse tilkiende over dem, der iagttage en Patriotes Pligter, ikke med Rette
kan kaldes det Borgerlige Selskabs afsagde Fiender, der giøre sure Ansigter,
naar Bedragerier stilles i deres sædvanlige Løb? Monne man ikke kunde forvisse
dem, der storme imod Samvittigheden, og lade det almindelige Bædste jevne sig
selv, om den bædste Lykke? Ja, tænkte jeg videre, monne man ikke i Betragt¬
ning heraf kunde med Føye undskylde dem, der, for at undgaae de Fortrædelighe¬


106
der, som Reedelighed fører med sig, træde i de gamle Fodspor, for at see dem selv
i Sikkerhed? Dette og andet meere, siger jeg, kunde jeg vel paa min Herres
Vegne, stoppe Munden paa Drømmeren med, hvis min Herre var i Maanen,
og hvis jeg ikke saae, at Deres Høyhed derved end meere vilde finde sig fornærmet,
da jeg, ved at ville besmykke min Herres ubesmykkelige Adfærd, maatte giøre
Drømmeren en alt for stor Ære.
Jeg vil da i dets Sted, til min Herres Fornøyelse, give Drømmeren et par
Drømme at smage paa, som jeg havde i Morges, imedens jeg tog mit Morgen¬
Brændeviin paa Sengen. Man bør at tage Tiden i Agt. Mig syntes, jeg
var kommen ind i en stor Stad, hvor jeg saae Drømmeren at løbe op af en Gade i
en anden, med en gammel forslidt Kappe paa. Jmidlertiid blev jeg vaer, at
der paa Hiørnet af næste Gade, samlede sig en Mængde tobenede Skabninger,
der ligesom sloge en Kreds om nogle andre; og som jeg derhos hørte, at nogle
Trommer rørtes, løb jeg i en Hast derhen, og hørte Følgende at blive oplæst:
"Saasom der for nogen Tiid siden, er bleven Frue Patriotskab en Kappe fra¬
stiaalen, og hun derhos er kommen i Erfaring om, hvorleedes snart en, snart
"en anden, alle Ubenævnte, lader sig offentligen see med bemeldte Kappe paa,
"hvorudover den nu skal være bleven saa forslidt, at ingen uden Skam kan
skiule sin Blussel og Nøgenhed under den; saa lader hun herved paa alle Sta¬
"dens Hiørner, lyse efter denne sig frastiaalne Kappe, med kierligst Begiering,
"at alle ogen hver, som maatte treffe nogen med en saadan gammel forslidt Kap¬
pe paa, vilde, uden Persons Anseelse, bemægtige sig den, og af Kierlighed til
Fruen, bringe hende den; thi i hvor gammel og forslidt den end er, agter hun
"den dog langt dyrebarere, end hendes bædste Stats=Klædning, og hun kal¬
"der samme Kappe det almindelige Bædste.
Aldrig saasnart var Kappens Navn bleven nævnt, at jo adskillige af de For¬
samlede raabte af fuld Hals, at de ofte havde seet baade Høye og Lave med den om¬
lyste Kappe paa. Een raabte: Jeg saae, at Cajus havde den paa, da han styr¬
tede den reedelige Patriot Crejus i Fald; En anden skreeg med en veemodig
Stemme, at Hr. Luschus havde den paa, da han indgav sin Afridsning til et Fæst¬
nings=Værk, inden hvilket de smaa Tenevolds=Riger i Riget selv kunde for¬
skandse sig, i Fald man skulde faae i Sinde at vilde forstyrre og ødelegge dem;
En anden skraalede, at Criton havde den paa, da han havde i Sinde at ødelegge
endeel Kiøbstæder med Land=Handel, paa det han og hans Medbrødre kunde blive
Herremænd, men Borgerne Staadere. Jeg selv stod færdig at ville have lagt et
Skraal i Lauget med; men jeg betænkte mig igien. De Forsamlede skildtes ad
og ginge hver deres Vey.
Jeg giorde mig imidlertid ikke saa aldeeles fordeelagtige Tanker om Drøm¬
meren. Haa, haa! tænkte jeg, han har vel hængt denne Kappe over sine hem¬
melige Afsigter, at ingen skal kunde merke ham Greebet af, han præker vel imod
andres slette Patriotskab, ligesom visse Fok imod Gierrighed, den de dog selv øve
i en høy Grad? Jmedens jeg saaleedes gik og tænkte saa meget Godt om Drøm¬


107
meren, blev jeg ham atter vaer med Kappen paa. Jeg listede mig saa sagte bag
til og snappede Kappen fra ham. Han saae sig strax om og gav sig til at skaagre
lee. Jeg løb min Vey med mit gjorte Bytte, og lod Drømmeren lee saalænge
han gad. Jeg forføyede mig derpaa hen til nogle Forslags=Magere, for at for¬
høre, hvor Frue Patriotskab boede; men disse grinede mig ud og spurgte, hvor
har J Taasse Hiemme? Jeg løb derefter af een Gade i anden; men ingen vidste
at sige mig, hvor Fruen boede. On sider fandt jeg dog, ved leedsagning af et
Faar, Fruens Boelig. Jeg lod da melde, at jeg havde fundet den om lyste Kap¬
pe; men Fruens Betientere gave mig et skeevt Øyesyn, snappede Kappen fra mig
og slengte den hen i en Krog. Man sagde mig end ikke engang Tak for Umagen.
Der jeg vaagnede, tog jeg mig atter en Morgen=Dosis at slukke denne Ær¬
gelse need med; hvorpaa jeg atter drømte, at jeg var kommen ind i et Veyerhuus.
(Jeg kalder det saa, formedelst de mange Vægter jeg her forefandt.) Jeg nær¬
mede mig til en af Vægterne, og befandt, at den var af Papiir. En Person
traadde i det samme til og spurgte, om han kunde have den Ære at tiene mig med
nogen af sine Vægter? De seer vel, min Herre! svarede jeg, at jeg ey har med¬
bragt noget at lade veye. Jeg maa troe, svarede han, at min Herre er fremmed
her paa Stædet, siden mine Vægter ere dem ubekiendte. De Vahre, som veyes
paa disse Vegter, bringer min Herre allevegne med sig, nemlig: Deres Dyder
og Lyder, og hvis min Herre vil vide, hvilke af disse kan have Overvægten, er jeg
til Tieneste. Dog maa jeg i Forveyen give mig den Frihed at spørge, om min
Herre forstaaer Mathematik, saasom mine moraliske Vægter ere alle indrettede
og afpassede paa mathematiske Regler. Jeg meener jo, svarede jeg; thi min
Hr Veyermester maa vide, at jeg, med Tilladelse for høviske Øren at melde, er
en Skræder; og hvorleedes meener min Herre vel, at jeg skulde kunde afpasse
Klædninger efter alle forekommende ulige Legemers Dannelser, hvis jeg ikke for¬
stod Mathematikken? Som for Exempel: Ved en Klædnings Tilskierelse for
en Pukkelrygged maa jeg iagttage en Geometrisk Proportion, at Kiolen kan have
et perpendiculair Fald bag til. Til den Ende afridser jeg paa Klædet en aflang
Fiirkant, af Skikkelse som en Pose eller Sæk, da den Linie B. A. maa være lige¬
saa stor som Linien A. C. og den Linie D. B. - -- Godt, godt, min Hr. Skræ¬
der! sagde han: Jeg hører, De er en heel Mathematicus. De antager vel
og som en unegtelig Sandhed, at den mathematiske Videnskab er i alle Tilfælde
uforbigiængelig fornøden. Uden denne Videnskab tænker og handler man kun i
allemaader paa et Beram, og man kiender og indseer neppe nogen Ting fuldstæn¬
dig, da man uden denne gaaer i alle Ting alene frem efter den blotte Rimelighed,
hvorudover de fleestes Liv i Verden bliver et Tærningespil, i Steden for det skulde
være et Skakspil. Hvad kan det vel hielpe, at man snakker Folk fore, at de skal
foredrage et større Gode det Mindre, naar de ikke ved Hielp af den mathematiske
Videnskab vide, hvorleedes Storheden i det Gode skal bestemmes og afmales?
Og just derfor styrte saa mange sig selv af en Fortredelighed i en anden, fordi de
ikke vide at bestemme det Godes og det Ondes Storhed. Men ved den mathe¬


108
matiske Sæde=Lære, der fremsættes ved Vægt og Maal, legger man ey aleene
Folk det Onde og Gode for Øyen; men man viser dem og tillige, hvorleedes
Storheden i begge Deele kan bestemmes, og det ikke ved nogen Slutning efter
Rimelighed, at det kan synes at være saa, formedelst Sammenligning med den
eller den Giernings Følger og Udfaldhos andre, men ved en proportional Vægt
og Afmaaling.
Min Herre skal strax see en Prøve herpaa. De vilde behage at give mig
Deres Laster og Dyder hver for sig, paa tvende Stykker Papiir optegnede. Han
bragte mig derpaa strax de behørige Skriver=Reedskaber. Jeg efterkom hans
Begiering. Paa en Lap Papiir skrev jeg mine Dyder, som ere følgende: Jeg
sætter ingen Tiid, som andre mine Laugs=Brødre, det til paa en Fri=Mandag,
som jeg har fortient den heele Uge forhen. Jeg lader min Kone og mine Døttre
klæde sig efter deres Stand. Jeg fornøyer alle Petits=Maitres med de nyemo¬
digste Snit og Dannelser paa Klæde. Jeg giør en og anden fattig Pige meget
godt, saasom jeg selv har en gammel Kone, &c. &c. Paa en anden Lap Papiir skrev
jeg den eneste Feyl, jeg har, nemlig denne: At jeg, saa ofte jeg kan komme til
dermed, skakrer det meeste jeg kan, fra dem jeg har at arbeide for. Da dette var
bestilt, lagde han begge Lapper Papiir paa sin Vægt. Men hvad skeede? Jeg
bander baade Veyer=Mesteren og hans Vægt, hver Gang jeg tænker derpaa.
Tænk eengang, hvor forhexet en Vægt det var. Den Lap, paa hvilken min eneste lille Feyl
var skreven, havde Overvægten. Jeg seer, sagde den forhexede Veyermester, at min Herre
studser ved denne mathematiske Overbeviisning om Storheden i det Onde og det Gode, som
findes hos Dem. Skulde man nu, uden Hielp af denne min Vægt, have sluttet efter Rime¬
ligheden, maatte man jo nødvendig have agtet Dem for en meere dydig, end lastefuld Mand.
Men min Herre maa vide, at det udi den mathematiske Sæde Lære ikke kommer an paa Dy¬
dernes eller Lasternes Mængde, men paa deres indvortes Beskaffenhed og Vægtighed; hvor¬
udover det ofte skeer, at en eneste Dyd beholder Overvægten over Sneese Løster, og en ene¬
ste Last over Sneese Dyder. Jeg blev end meere forbittred over denne mathematiske Slud¬
der, og løb min Vey.
Der jeg havde sovet min Morgen=Ruus ud; (thi jeg maa nødvendig have min tre Ru¬
ser om Dagen, i Følge af den bekiendte Sætning, at alle gode Ting ere Tre,) og jeg erindrede
mig denne min Drøm, giorde jeg mig heraf den faste Slutning, at vores Drømmere maa
være en mathematisk Sæde Lærer; thi jeg begriber ellers ikke, med hvad Grund han har kun¬
det giøre Dem, min Herre, til en slet Patriot, allerhelst da han tilstaaer, at min Herre ey
alene besidder den fornødne Forfarenhed og Dygtighed til det Dem anbetroede Embede,
men at De endog i alle Maader upaaklageligen beopagter det samme. Følgeligen slutter jeg
ikke uden Grund, at Drømmeren har af sin moraliske Vægt ladet sig forleede, til at fælde en
saadan Dom over min Herre, da den eneste Feyl han antegner hos min Herre, nemlig: en
utidig Menneske Frygt, maa ved Veyningen have behol t Overvægten over Deres mange
besiddende Dyder. Men, min gode Drømmere, hvor lidet paalidelig er vel ikke en saadan
mathematisk Sæde=Lære? Jeg sætter, at en Flue, som let kan skee, sætter sig i det samme
paa een af Vægtskaalerne, og du ikke bliver den vaer; saa spørger jeg, om ikke den bædste
Mand kunde ved samme Leilighed blive den værste, og den værste den bædste i dine Øyne?
Jeg meener altsaa, at det kunde være nok sagt til min Herres Forsvar, naar jeg siger, at det
sluttelig er gaaen saa til, da Drømmeren veyede Deres Feyl og Dyder. Har jeg herudi truf¬
set min Herres egne Tanker, smigrer jeg mig selv med Deres høye Bevaagenhed udi alle
April=Maaneder, og forbliver &c. &c.
n¬
lmprimatur C. HORRBBON.


Anti-Drømmeren.
Num. 27.
Tirsdagen, den 27de May 1760.
Hrrr Bb* og dydige kiereste!
S¬
aa takker da mig, min Herre med dydige Kiereste! at Drømmeren om¬
sider har faaet sine Øyne opladte, at han kan skille det Hvide fra det Sor¬
te, og at han har gjort sin drømmerske Opvartning hos Eder efter mit
Ønske og Eders Fortieneste. Ave er dog god, naar den skeer i Tide. Men at der
maa skarp Lud til skurrede Hoveder, det har jeg erfaret paa denne Drømmere;
J maa troe, han har været mig en stiv Krabbat at faae Bugt med, (ja hvor er
han?) og at det har kostet mig mangen en ærgerlig Time, inden jeg (gid jeg siger
det i en god Tiid!) har faaet ham efter mit Sind. Jeg kunde vel og nu nedlegge
mit Anti=Drømmerske Embede, og lade Drømmeren gaae paa sin egen Haand.
ligesom de store Gieslinger; men det bliver maaskee fornødent, at jeg endnu seer
Tiden noget an, for at see, hvorleedes han vil tage afsted.
Men hvad for et Navn skal jeg da vel give mig? Een axnine Brev=Vex¬
lere (man maa vide, at jeg har havt en stærk Brev=Vexling, siden jeg blev Anti¬
Drømmere,) har vel oplyst mig om, at det Ord Anti har udi det Grækiske Sprog
tvende Bemerkelser, og betyder baade at være een imod, og at være i en andens
Sted, saavidt jeg nu kunde lade mig kalde hans Vice=Drømmere; men jeg be¬
takker mig paa det allerhøfligste, saasom jeg agter fremdeeles at svare til min An¬
ti=Drømmerske Titel baade i Navnet og Gavnet; det er, paa andet Dansk at
sige, at naar Drømmeren siger, at mine Medborgere ere sorte, saa vil jeg, for at
være ham imod, sige, at de ere hvide, hvilket jeg og hidindtil har gjort, endskiønt
mine gode Venner sige, at jeg ved at afværge de Herrer Dag-Drømmere et Øre¬
sigen paa den ene Side, har givet dem to paa den anden; men naar Drømmeren
siger, at mine Medborgere ere hvide, vil jeg sige, de ere sorte. Her hører J,
hvad jeg er for en Karl; men jeg har dog mange Brødre.


110
Min Herre med dydige Kiereste maa altsaa forlade, at jeg ikke, som maa¬
skee endeel andre Embedsmænd giøre, kan overtale mig til at bære et Navn uden
Gavn, og at jeg fremdeeles bliver ved at giøre, hvad mit Anti=Drømmerske Em¬
bede forbinder mig til. Drømmeren har vel fremstillet min Herre med dydige
Kiereste, som et Mønster, saavel paa et kierligt og fornuftigt Ægteskab, som paa
et dydigt Forhold; og da jeg paastaaer at have ligesaa nøye en Kundskab til min
Herre og dydige Kiereste, som Drømmeren har, maa jeg og tilstaae, at alt hvad
han har sagt til Eders Berømmelse, har Sandheden selv til Grund; hvilket end
og Momus selv maa tilstaae. Saaleedes tænker og taler jeg om Eder uden for
mit Embede. Men nu jeg har sadt mig paa mit Anki=Drømmerske Sæde, og
jeg har faaet mine moddrømmende Briller paa, finder jeg mange Ting at udsette
paa Eder Begge. Deslige Foranderligheder fører endeel Embeder med sig.
Hvad min Herre angaaer, da maa de vide, at de Dyder og gode Egenska¬
ber, som de besidder, saavel i Henseende til Deres levnets Forhold, som til Deres
Embede, ere heel gammeldags og ubrugelige, og at man nu hartad ikke uden
Skamme, og til Anstød for dem af den nyere Verden, kan øve dem. Havde min
Herre endda ikkuns et Skin af disse Dyder og gode Egenskaber, skulde jeg lade
Dem passere uanraabt. Men da min Herre viser Dem saa aabenlyst i Giernin¬
gen, maa jeg paa min naadige Frues la Coutumes Vegne anholde min Herre,
som den, der ved en saadan gammeldags Opførsel ey alene overtræder hendes be¬
kiendtgjorte og antagne Forholds=Regler baade i levnet og Embeder; men end¬
og derved kan forfore andre til Affald. Min Herre burde vide, at det er ligesaa
anstødeligt for dem af den nyerer Verden, at lade sig see med gammeldags Dyder,
som med een for 100de Aar siden af Moden gaaen Klædning; og da alt separati¬
stiskt Væsen er latterligt og forhadt; saa vil jeg, førend jeg, efter min havende
Fuldmagt, skrider til at sætte min Herre i Band, paa det kierligste og lemfældigste
advare, raade og formane Dem, at De aflegger Deres gammeldags Forhold i
levnet og Embede, og derimod i alle Maader retter Dem efter den nyere An¬
stændigheds Regler eller vedtagne Skik og Brug.
Men jeg befrygter, at min Herres gammeldags Eenfoldighed ikke fatter
den rette Meening af dette Betydelige jeg her har sagt Dem; hvorfor jeg vil for¬
klare mig noget tydeligere. Drømmeren har, efter hans gammeldags Smag,
antegnet det, som noget roesvordigt hos min Herre, at De udi Deres Embede er
nidkier, flittig og uegennyttig; hvilket vel og kunde være priseligt nok, hvis det
var efter Moden, den man saavel i dette som i alt andet paa det nøyeste bør rette
sig efter; men ved Moden forstaaer jeg den Forholds=Maade, som er antagen
af de Fleeste; thi efter den mindste, skiønt bædste Hob, maa min Herre ingen¬
lunde rette sig. Det bliver altsaa Moden aleene, hvorefter en Slags Priis¬
værdighed skal dømmes, og hvad saa enten den er ond eller god i sig selv, saa er den
dog priisværdig, naar den er efter Moden. Desaarsage erfarer man og, at
det, som har været behageligt og roesværdigt paa een Tiid, er derimod bleven lastet
og forkastet paa en anden Tiid, og det just derfor, fordi det da ikke længere har været


111
Moden. Saaleedes kan der vel og have været en Tiid, da det har været Mo¬
den, at en Embedsmand skulde være nidkier, flittig og uegennyttig udi sit Embe¬
de, hvilken gamle Mode vel og endnu iagttages af nogle hist og her adspredte Se¬
paratister eller gammeldags Brødre, af hvilke min Herre (fy for en Skam!) er
da een. Men min Herre smigrer sig falskeligen selv, hvis De tænker, at disse
Dem af Drømmeren tillagte gode Egenskaber, ere saa priisværdige udi mine og
andre la Coutumes Tilhengeres Øyne. En roesværig Embedsmand kalder vi en
saadan, hvis Forfarenhed og Jndsigt udi det paatagne Embede er liden eller in¬
gen; som ikke lader Embedets Forretninger, men dets Jndkomster, (dem han
per Fas & Nefas giør saavidt ud han kan,) være sin Hoved=Sag, som udi ethvert
Selskab praler af sit Embeds Vigtighed, uagtet samme gierne kunde upaaklage¬
ligen forvaltes af en maadelig Cancellie=Dreng, som paa Markat=Viis løber li¬
gesom han var beladt med overlessede Forretninger. Som altid klynker over sin
liden Løn, og derfore ved alle Leiligheder anholder om dens uforskyldte Forbæ¬
dring; som ved alle Leiligheder larmer som en Torden over andre Embedsmænds
Uduelighed og Egennyttighed, endskiønt han selv er begge Deeele. See, min
Herre, en saadan kalder man udi Fordervelsens Sprog, hvad vilde jeg sige?
efter la Coutumes Regler en roesværdig Embedsmand, og følgeligen begriber min
Herre nu selv, at De ikke bør regne Dem iblant disse roesværdige Embedsmænd,
saalænge Deres Embeds Forhold ikke er indrettet efter Moden.
Men ligesom min Herre er i det ene, saa er De og i det andet. Drømmeren anteg¬
ner fremdeeles dette, som noget røesværdigt hos min Herre, at De udi Deres Huus er for¬
nuftig og forsynlig; men den Taasse har lige saa lidet herudi som i det forrige, ladet Moden
dømme om Priisværdigheden. Min Herre maa vide, at det er tvertimod min naadige
Frue la Coutumes Huusholdnings Regler at indrette sin Leremaade efter Fornuften; thi
den naadige Frue befaler, at hverken en ringe Formue, eller faa Jndkomster, eller dyre Ti¬
der, eller en fornuftig Eftertanke om Udfaldet, skal afholde os fra at giøre alting med efter
Moden, og at den ene Naboe ikke maa give den anden noget efter i Prægtighed og Over¬
daadighed; men at alle og enhver skal leve og klæde sig over Stand og Formue efter Moden,
og siden blive Staadere efter Moden. Min Herre vilde derfor behage at strøe vel Salt
paa deres Fornuftighed og Forsynlighed, at den ikke skal suurne, inden den kommer i Mo¬
den igien.
End videre roser Drømmeren min Herre deraf, at De udi beres Forhold og Omgang,
med andre er reedelig, oprigtig og tienstvillig; men hvad min Herres forberørte gode Egen¬
skaber ikke have været tvertimod la Coutumes Leve-Regler, saa ere disse det til Gavns. Ney,
min Herre! De bliver alt mindre og mindre roesværdig udi mine Anti=Drømmerske Øyne;
og jo længere jeg med mine moddrømmende Briller betragter Dem, jo fleere Ting finder jeg
at udsætte hos Dem, saa at neppe et heelt Ark Papiir skulde kunde romme de Feyl, min Herre
begaaer imod Moden. Saa meget maa jeg dog sige min Herre til Deres forbædrende Ef¬
tertettelighed, (den jeg bevægeligst beder, De vil legge paa Hiertet,) at Frue la Coutumes
naadige Villie er, at man vel maa tale kierligt, venligt og fortroeligt med alle; men man
maa ikke meene et Ord af hvad man siger. Man maa vel snakke andre efter Munden, for
at høre dem ud; men man skal sætte sin egen Tale paa Skruer, saa at den, ligesom de Hee¬
denske Oracklers Giensvar, alletider kan forklares i to Meninger. Man maa vel tilbyde
andre sin Tienest,, endog uombedet; men naar det kommer til Fuldbyrdelsen, skal man søge
nogenleedes rimelige Udflugter og Undskyldninger. Mange befinde sig ret vel ved disse la
Coutumes Regler, og hvis min Herre ---- Men jeg seer Deres dydige Kiereste sidder og
smisker; jeg maa og have den Ære at tale et par Ord med Hende.


112
Hun tænker maaskee, min smukke Madame! at Anti=Drømmeren, der ellers er alle
Fruentimmers hengivne Tienere, ikke skulde have noget at kunde udsætte hos Hende. Jo
Tusind Gange meere end hos hendes gode Kiereste. Med alle de Dyder og roesværdige
Egenskaber Hun besidder, er hun dog ikke en Kone efter mit Anti=Drømmerske Sind, og end¬
nu langt mindre efter Frue la Coutumes Fruentimmer Leve-Regler. Jeg maatte spørge
Hende, Madame! om den Kone forstaaer at leve, (hvilket Madamen, frem for alle Ting,
burdte have lært,) som ikke udi Hendes første Ægtestands=Aaringer har havt en heel Snees
hemmelige Opvartere; som ikke har vidst at tage Herredommet fra Hendes Mand; som ik¬
ke, for at vise Hendes fornemme Smag, har vidst at ligge til Klokken 10 øm Formiddagen,
og lade Hendes Mand opvarte Hende med Caffee eller Chocolade paa Sengen; som ikke har
vidst at hølde Samtale med Hendes Natbord=Speil, og at knurre paa Hendes Piger til Klok¬
ken 12. Som ikke har vidst hver Dag at pynte sig og at sætte sit Hoved og Legeme i en for¬
nemme Stilling til Klokken 1; som ikke har vidst at sidde og snakke over et Middags Maal¬
tiid til Klokken 3; som ikke har vidst hver Dag at giøre eller tage imod Besøgelser; som ikke
har vidst alletider at lade Munden løbe som en Lammerumpe; som ikke har vidst hver Aften
at dreye Hendes hvide Hænder paa et Spillebord til Klokken 9; og derefter at spise igien,
drikke igien, sove igien, drømme igien, staae op igien ved den sædvanlige Tiid, og begynde
igien, hvor hun slap forrige Dag, og dog udi alt dette at lade høre, at hun er bekymret om
Hendes Huusholdning. Jo, jo, min smukke Madame! døm nu kuns selv, hvor roesvær¬
dig en Kone Hun kan være, naar Hun ikke besidder saa ypperlige og priisværdige Egenskaber?
Tænker Hun, Madame! at det giør en Kone berømmelig, at Hun elsker Hendes egen Mand
at Hun apdrager Hendes Børn efter Fornuftens Bydende, at Hun forstaaer sin Huushold¬
ning, at Hun lader spinde og væve Ulden og, Linnet og andet deslige, som enhver Bonde¬
Kierling blander sig udi? Ney, Madame! Hun falder mig alt for gammeldags. Siel¬
den seer man Hende uden Huset, undtagen i det gamle Huus, Kirken, og undertiden hos en
god Ven, og dette kalder Hun at giøre Besøgelser. Naar andre Koner af Hendes Stand,
(og maaskee noget ringere,) kiører smukt hver anden Dag i Besøgelser, til Opera og Comoe¬
dier; saa hænger Hun jo, Madame! i Hendes Huus, og forlyster sig med Huus=Sysler.
Synes Hun vel, Madame, at et saadant Forhold kan skikke sig for en fornemme Kiøbstæds¬
Kone, og maa Hun ikke, naar Hun ret tænker sig om, selv tilstaae, at Hendes Opførsel stri¬
der aabenbare imod Moden, den Hun, endog i at tygge og synke Hendes Mad, burdte paa det
nøyeste iagttage. Men jeg finder endnu en Feyl hos Hende, den jeg nær havde glemt at ka¬
ste Hende i Næsen. Jeg veed, at Hendes gode Kiereste tier dermed, og at Han med Taalmo¬
dighed tærer den i sig selv. Men troe mig, Madame! at Anti=Drømmeren er ikke bange
for at sige Hende den under Øynene. Tænk eengang, Madame, hvor gammeldags Hun
er, at om Hun kunde see paa Hendes Mands Øyne, hvad Han vil have, saa skynder Hun sig
jo saa hastig at giøre eller skaffe det, at Hun ikke engang lader Ham faae Tiid til at aabne
Munden derom. Ney, Madame! efter Moden bør Hun lade Hendes Mand være omhyg¬
gelig for Hende og Hun ikke for Ham, og dog i alt dette tage Ham paa den Fod, at Han maa
ansee det som en særdeeles Naade, naar Hun, ligesom Lunned tager Hende, viser det mindste
Tegn til nogen Slags Omhyggelighed for Ham.
Siger nu, min Herre med dydige Kiereste! at Anti=Drømmeren ikke har kundet svare
til sit Navn, endskiønt Drømmeren har søgt at forvilde mig fra min første Plan; og jeg
troer ikke heller, at J skal kunde sige andet, end at J jo Begge To have faaet Eders Pas til¬
børligen læst og paaskreven.
Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur. C. HORRERON.


Anti-Drømmeren.
Num. 28.
Tirsdagen, den 29de Jul. 1760.
Hrrr Cc*
P¬
aa mit Embedes vegne giver jeg mig vel i Dag den Frihed, at giøre
min Herre min underdanige Opvartning. Men jeg befrygter, at,
siden m. H. af Drømmerens Skrivelse til Dem alt erfarer, at han,
saa got som allereede har sadt mig af med min Bestilling, som har været, at
tage mine Medborgere i Forsvar imod Drømmerens satiriske Anfald, (jeg haa¬
ber og, de Hrr. Dagdrømmere vil tage Dem min Afsættelse ret nær til Hierte)
m. H. da vil afvise mig som en, De i saa Maade intet haver med at giøre. Vel
kunde jeg, for at svare til min Antidrømmerske Titel, have eet og andet at drøm¬
me Drømmeren imod, i Henseende til min Herres berømmelsesværdige Forhold;
Men saasom det ahner mig, at min Eensor vilde skikke mig mit Blad tilbage,
igien med et billigt approbare nequeo, som da ikke heller (Skam at rose af) var
den første Gang; Saa faaer jeg at quæle mine Antidrømmerske Jndfald hos
mig selv, endskiønt de giøre en Pokkers Allarm i min lille Hierne, og ere færdige at
bryde ud igiennem begge mine Tindinger. Aldrig har nogen af vore utællelige
Sladdre=Kiellinger kundet føle en større Fødsels=Smerte i deres paalagde Taus¬
heds Tiid, (men naar var det?) som den, jeg stakkels Antidrømmere nu føler.
Mig synes dog, at siden jeg alt har meldt mig hos Deres Høy=Velbbaaren¬
hed, jeg da, ligesom andre Opvartere af min Art, skulde have noget at svatse Dem
føre; men gid jeg blive sort, om jeg endnu selv veed, hvad det skal blive. Nyt
veed jeg ikke at kunde fortælle min Herre, uden dette, at to anseelige Fruer, der i
lang Tiid have været hinandens dødelige Fiender, skal nu, efter det almindelige
Bye=Rygte, være blevne saa fortroelige, at de nævne hinanden ved deres Døbe¬
Navne. Det Mærkværdigste ved denne vigtige Beretning, som dog vel behø¬
ver nærmere Bekræftelse, er dette, at dette fortroelige Forligelsesmaal just er
falden ind paa en Tiid, da man venter en Forligelse af større Betydenhed. Et
hvert musikalsk Stykke pleyer gierne have sit Præludium. Hvad skal jeg nu
hitte paa? Er mit Blad snart fuldt? Jo, jo, et god Stykke herfra og didhen,
sagde Kiellingen, da hun saae sig tilbage. Jo, det er sandt, hillemæn jeg havde


114
nær glemt det, nu skal m. H. faae noget Mærkværdigt at høre. Jeg saae i Gaar,
(men monne jeg og tør sige det) jo, jeg saae i Gaar; (ney, jeg er bange, jeg faaer
Skam paa min Mund) dog, jeg kan hviske det saa sagte ud: Jeg saae i Gaar,
(gid jeg aldrig havde seet det) at to fremmede ubenævnte Ministre kiørte i en
Vogn sammen, hvorover jeg dog ingen Anmerkning giorde mig; men en Viin¬
huus=Statist, som i det samme kom mig i Møde, og var bleven dem vaer, sagde
mig i Fortroelighed, at Freds=Punkterne rare alt underskrevne af visse Europæi¬
ske Magter. Jeg spurgte, hvorfra han havde denne behagelige Tidende? Jo,
svarede han, saae J ikke de to fremmede Ministre, som her kiørte sammen i een
Vogn. Jo, jo, Sagen har sin Rigtighed. Han forføyede sig, det snareste han
kunde, hen paa et Viinhuus; og i Dag har jeg hørt over ti Personer at sætte
deres Siæl og Salighed i Pant paa, at Freden er alt sluttet, NB. efter forbe¬
meldte Statistes Gisning. Jeg tvivler høylig om, at min Herres Stats=Klog¬
skab strækker sig saavidt, at De af deslige Stats=Aspeeter giør Slutning om til¬
kommende Ting, til Deres Efterrettelighed.
Men ved det jeg nævnede en Viinhuus=Statist, erindrer jeg mig en artig
Samtale, den jeg for nogle Aftener siden hørte imellem en Samling af deslige
paa et vis Viinhuus. Disse Herrer Statister (troe mig, de Karle forstaae
deres Politica) fulgte hinanden den heele nærværende Krig igiennem, og det
med saa mange Haandbevægelser og Trumpfer i Bordet, at de omstødte Viin¬
Glasse forestillede her, ligesom i Comoedien, baade Rhin= og Donaustrømmen.
Jeg stakkels ukyndige Taasse sad maal=løs og gabede paa dem, som en Koe paa en
Veir=Mølle. Man giorde derpaa Præliminairer til Freden; hvorudover jeg
Taasse faldt paa de Tanker, at den Beretning man før nogen Tid siden havde udi
Aviserne om en vis Puissanees gjorte Tilbud, nu havde sin Rigtighed. Jeg var
imidlertiid saa uhældig, at jeg udi Latter oversprudede de forfattede Fredspunk¬
ter med en Mundfuld Viin, hvorved Congressen nær var bleven adsplidt, og alle
Freds=Tanker nær vare forsvundne.
Der denne Storm havde lagt sig, begyndte en af disse Statister høyt og
dyrt at bekræste, at Hr. Dion havde de allerreeneste Afsigter udi alt hans Foreta¬
gende. (Jeg havde ey hørt, at nogen i Forveyen havde meldt et eneste Ord om
denne Sag, saa at det slutteligt var en Forsetttelse af forrige Aftens Samtale.)
Han er, sagde denne videre, en gudfrygtig og reedelig Herre, og han elsker det
almindelige Bædste høyere, end hans egen Velfærd. Han besidder tillige en
stor Forstand og en dyb Jndsigt i alt det, der angaaer Staten. Men Ulykkrn
er, han bliver saa sielden hørt; thi en vis Herre, jeg vil ey nævne ham, har en
nærmere Adgang; nok snakket.
Jeg hører vel, sagde en anden Statist, hvor J er, og det er mig heel vel be¬
kiendt, at samme Herre ofte har gjort Hr. Dions Forehavendt til intet; men er
saadant ret? (Saaledes kan Dions Forehavende være, tænkte jeg ved mig selv.)
Men min gode Hr Tryphon! Ak see, nu fortalte jeg mig - - - Hvad, spurte
den Første, meener J Hr. Tryphon? Jeg kan svære Jer til, at han er saa oprigtig


115
en Herre, at vores Tiid maa glæde sig over, at vi har ham, J skulde see, hvor¬
leedes det i mange Maader vilde gaae, hvis han ikke var; det maa jeg forstaae.
Han gaaer sin Vey lige frem, og kierer sig hverken om Peer eller Poul. Hans
Stats=Kyndighed og Nidkierhed ligger tydelig nok beviist i de Ting, han har
foreslaaet og sat i Verk. Ja endog Fremmede maa med Fortrydelse lade ham
dette, at han arbeider for Rigets Bædste, som en ærlig Mand.
Ak! hvor herlig, sagde den Tredie, kan man dog ikke sætte Farver paa en
Ting. Tag Kappen af, saa faaer man at see, hvad der sidder inden for. Men
jeg maa tilstaae, at de Begge have lært at blande deres Kort vel. Ja, ja, det
viser sig vel med Tiden. Det almindelige Bædste, ja det almindelige Bædste?
Jeg maa ret lee. Herpaa maa jeg drikke engang. Jeres Skaal allesammen! -
Jeg havde ventet, at den første Statist skulde have forsvaret sin Sag imod denne;
men til min store Forundring maatte jeg høre, at saa høyt, som Hr. Dion og Try¬
phon forhen vare blevne opløftede til Skyerne, saa mistænkte bleve de nu. Jeg
kunde neppe holde mig fra at legge et Ord i Lauget med,
Jeg vilde ønske, raabte imidlertid en anden af Selskabet, at Hr. Cleons
Forslag til Landvæsenets Forbædring maatte gaae for sig. Det er paa min Siæl
en Herre, der ikke er tabt bag af en Vogn --- Hr. Cleon? raabte en anden af
en hees Hals, ha, ha, ha! Skulde man være saa taabelig, at antage et Forslag,
som kommer fra den Kant? Man kiendte Hr. Cleon, da han var --- nok snakket.
Men tael dog om Sagen i sig selv, sagde den Første, og lad Hr. Cleon for Resten
være, hvo og hvordan han end været har--- Ak, svarede den anden, det er endda
intet bevendt. Enten vil han lade see, at han og kan hitte paa noget Nyt, eller og
har han noget bag Øret. For at beholde sin Lykke, som han er udi, vil han altid
giøre Vunderverk, og --- Men Kiere, sagde den første, hvad giør det til Sa¬
gen, hvad enten i Lykken Cleon er eller ey? Jeg sætter, at et nyttig Forslag kom
endog fra den største Lurendreyer, burte vi derfor ikke ligefuldt antage det for got,
naar dets Nytte var soleklar for alle Statskyndiges Øyne? - Snik, Snak,
svarede den anden, veed man ikke meget vel, at hans Frue har ved en vis Historie
gjort sig latterlig for et heel Selskab? Her brast jeg i en stor Latter, og jeg havde
nær paa nye oversprudet denne Statist, da jeg med et Glas Viin søgte at synke
min Latter need.
Hvem er J, spurgte han i det samme. Jeg er til Tieneste, svarede jeg, en Partie¬
giængere, en Lem af et meget ædelt Slags Folk, som sælge sig til stridige Hober, og som af
Misundelse eller Egennotte ey kan see det almindelige Bædste, eller dem, der i Redelighed
søge det --- Jeg fpørger ikke, sagde han med en fortørnet Mine, hvem J er, men af hvil¬
ken Mening og paa hvis Side J er? Jeg er, svarede jeg, af hvilken Mening man vil
have mig. Jeg var for nogen Tiid siden, sagde jeg videre, hos tvende stridige Hobe. Den
ene Hob brugte grov Jslandsk Snuftobak, og den anden brugte den fine. Jeg lagde mig
derfor strax to Daaser til, og fyldte den ene med grov og den anden med fiin Tobak. Naar
jeg var hos den ene Hob, gav jeg dem grov Snus, og naar jeg var hos den anden, gav jeg dem
det fine. Hos mig kan m. H. faae baade Grovt og Fiint, alt efter min Herres Smag. Det
heele Selskab begyndte at skogrelee, og den Fortørnede glemte imidlertid at giøre mig fleere
Spørsmaal.


116
Derefter kom to andre af disse Statister i Pialterne paa hinanden. Den ene af dem
soer paa, at intet nyt Trin kunde tages til det almindelige Væsens Bædste; at alt, hvad man
hittede paa til Handelens Forfremmelse og Fabriquers Drift, var Riget skadeligt; at alle
Handlende maate med Tiden komme til at sætte Nøglen i Dørren, og løbe deres Vey -- -
Hvorfore det, spurgte den anden. Jo, svarede den første, Fabriqueuren, Mr. Vævestoel,
har uu trende Dage i Rad løbet gal og fuld af Rhinsk Vind; hvorimod jeg har staaet i min
Boed, og i den Tiid neppe fortient saa meget paa de udsolgte Vahre, som jeg har kundet faaet
min sædvanlige Aftens=Ruus for. Den anden bandede derimod paa, at alt Gammelt var
Narrerie, og at ikke det mindste Spor burde lades tilbage af de forrige Tiders Forfatninger.
Hvorfore det, spurgte den første. Jo, svarede han, thi Kræmmeren, Mr. Toldsvig, har
nu vundet saameget paa sine forbudne og ufortoldede Vahre, at han har faaet sig en prægtig
Gaard opbygt; (maaskee for andres Penge, tænkte jeg) da jeg derimod neppe har Rum til
mine Folk, og seer ikke heller, hvor jeg i de første 10 Aar skal faae mit Forskud igien. Men,
kort at fortælle, saa tvistede disse to Statister saa længe om de gamle og de nye Forfatninger,
at Viin, Glasse, Bord og Stole bleve til en Røre paa Gulvet. Jeg lod disse Statister ligge
i deres egen Sous, og gik min Vey.
Her har da min Herre alt det Merkværdige, jeg i en Hast har kundet skrabe sammen.
Maaskee min Herre har hørt det før. Ligemeget. En god Viise kan ey synges for tidt, med
mindre Thonen er desmeere ubehagelig. Jmidlertiid har disse Statisters Samtale bevæ¬
get mig til, her i dette Blad at indrykke et Avertissement af følgende Jndhold:
Kundgiøres hermed, at om otte Dages Tiid indfalder een af Tyge Brahes vanhældige
Dage, til hvilken Tiid adskillige Personer vil formodentlig deels af Partiskhed, deels af
Selvkloghed, og deels af Egennytte falde i et stort Raserie, og maaskee opfylde Luften, i det
mindste visse Huse med deres Daarekiste=Skriig; Thi berettes herved for alle Eenfoldige og
Velmeenende, som maaskee ofte finde hos sig selv, at de ere skiørhøvede, at hos Hr. Forstand,
og Fr. Redelighed er et Slags Bomuld tilfals, som i deslige Tilfælde er meget tienlig at legge
i Ørene, og kaldes Upartiskhed, hvoraf Skaalpundet koster saa mange udryddede forudfat¬
tede Meeninger, som enhver Kiøbere kan bringe tilveye, og formoder man, at Aftrækken
paa denne Bomuld vil blive desstørre, saasom alle de, der ikke til benævnte Tiid have forsynet
peres Øren dermed, maa ellers vente at blive ligesaa forrykte, som de førommeldte Statister.
For desmeere, at see denne Bomuld alle Skiørhovede anbefalet, vil jeg anføre nogle
Efterlignelser af de Samtaler, som til samme Tiid vil falde. Troe mig, kiere Naboe! at
Hr. Lycippus er ikke saa rigtig, som J bilder Jer ind. Jeg kunde sige meget i Dag, dersom
jeg vidste, jeg skulde døe i Morgen. Jmidleriid kan J forlade Jer til mine Ord, og Tiden
skal vise Jer, at jeg har giettet ret. Hr. Calixtus bør ikke heller troes for vel; thi jeg har
seet ham kiøre i Vogn med Lycippus. Ja, Lycippus skal og have roest Calixtus paa et vis
Stæd. Det fik jeg at vide i Formiddags af en god Ven. Jeg venter at faae et Smør og
Brød for denne Tidende, naar jeg kommer til en vis Herre. (Meere er den heele Hemmelig¬
hed ikke heller værd) J Gaar Aftes Kl. halv 11 saae jeg, at Crejus og Conon kom ud fra
den mistænkte Parmenio. Hvad meener J vel, at det vil sige? Hvorfore kiøre de ikke til
hinanden om Dagen? Jo, jo, den Sag har sin Rigtighed. Vil J troe mig, Gienboe!
at Zoilus er en stor Tartuff, i hvor ærlig han end stiller sig an, og i hvor got han end lover ---
Et Ord, mon Frere! under fire Øyne; Skulde man ikke kunde mage det saa hos høye Ved¬
kommmende, at Camillus enten kunde blive afsadt eller forfløttet et andet Sted hen? J
skal aldrig kunde troe, hvilke fine Comoedier han spiller, saa at det arme Borgerskab vil der¬
ved tilsidst blive et bedrøveligt Efterspil.
Saaleedes vil Samtalerne til benævnte Tiid ungesehr falde; og min Herre maa ikke
bilde sig ind, at De da vil gaae reent skudfrie, ihvor høyt Drømmeren end efter Fortieneste
har løftet Dem op til Skyerne. Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur C. HORREBON.


Anti-Drømmeren.
Num. 29.
Tirsdagen, den 5te Aug. 1760.
Hrrr Dd* & Compagnie!
D¬
rømmerens Skrivelse til Eder, mine Herrer! har jeg læst og giennem¬
læst med al den Eftertanke, som af en Antidrømmere kan forventes.
Jeg skal ey deraf kunne fortælle Eder til visse, enten han klapper eller
slaaer Eder, eller og, at han, efter somme Folkes Maneer, giør begge Deeele paa
eengang. Han drømmer derudi om et Venskab efter Reglerne, men hvad
et Venskab, enten efter eller uden Regler, er, derom kunde jeg behøve mine Her¬
rers Underretning. Vel har jeg ofte hørt det Ord Venskab nævne, men dets
Brug er mig aldeeles ubekiendt. Drømmerens Drøm derom nødsager mig til
at fæste mine Øyne noget nærmere paa dette Ord, end jeg hidindtil har gjort.
Jeg slutter, at det Ord Venskab maa være sammensat af Ven og af Skab.
Hvad et Skab er, det veed jeg, thi det er et Skab, og skabes enten af en Sned¬
ker eller en anden, alt efter dets Brug; med mindre Drømmeren derved vil
have forstaaet det, som man ellers kalder Skab, Fnat eller Udslæt. Men hvad
det Ord Ven, som føyes til dette Skab, vil sige, og hvorfra det nedstammer,
derom har jeg længe ey kundet blive enig med mig selv. Snart er jeg falden
paa den Tanke, at det Ord Ven skulde være det samme, som det Norske Ord
Veen, det er smuk, saa at et Venskab skulde hedde saa meget, som et smukt Skab;
men naar jeg derimod har betragtet den Samtale, som Drømmeren her har
drømt sig til, imellem den unge Cavailler og Damen, har jeg strax merket, at Or¬
det bruges her i en langt anden Meening. Det koster visselig megen Hovedbrud,
at være Antidrømmere, i sær naar der drømmes om Venskab. Omsider er jeg
falden paa denne heek rimelige Meening, at det Ord Ven maa nedstamme fra det
Ord, at Vende; og bliver da vel et Venskab det samme som et Vendeskab eller
et Skilderhuus, der kan vendes og dreyes efter Veiret, da man, vel muelig her,
ligesom i andre danske Ord, udelader en Stavelse og siger Venskab i Steden
for Vendeskab.


118
Udi denne min Meening bestyrkes jeg af ovenmeldte Samtale imellem
Cavailleren og Damen, hvor jeg seer, at et Venskab har sine Bevægelses Love,
hvorved det efter Veirets Beskaffenhed dreyes og vendes af sig selv; og er det
nu først, at jeg dumme Creatur begriber Aarsagen til, at adskillige lode mig deres
Vende=Skabe see i den Tiid, da jeg havde noget at kunde legge i dem. Saalee¬
des opdager man ved Fliid og nøye Undersøgning en Hemmelighed efter en
anden; Men paa Vende=Skabene bliver man sielden eller ingentid ret kloge,
førend bagefter.
Nu har jeg vel endelig, efter megen Hovedbrud, faaet det Ord Venskab
omdannet til et Vende=Skab, og derved giort Drømmerens Skrivelse heel fat¬
telig og begribelig; men her møder mig atter en nye Vanskelighed, der, efter al
Anseelse, ikke vil koste mig mindre Hovedbrud. Jeg finder, at Drømmeren her
paa adskillige Steder bruger det Ord Ven, som et Substantivum, ganske adskildt
fra det Ord Skab, hvilket nøder mig til at udgrunde en anden Oprindelse til
det Ord Ven, at jeg ikke, tvertimod mit Embede, skal komme til at drømme
Drømmeren med. Til den Ende drømmer jeg vel ikke aldeeles i Søvne,
naar jeg siger, at det Ord Ven maa have sit Udspring af det Verbum, jeg
vænner mig til eller er vant ved; og bliver da, efter min Antidrømmerske
Slutning, en Ven en saadan Person, af Han= eller Hun=Kiønnet, som man
vænner sig til at omgaaes med, at fornøye og forlyste sig med, at holde sig til, at
søge sine Fordeele hos, at snyde, at trække Rus med, saalænge han eller hun har
noget.
Nu nægter vel Drømmeren ikke, skulde jeg formode, at man jo kan vænne
sig til noget, som til een Tiid kan være en nyttigt og fordeelagtigt, men til en
anden Tiid ikke. Han vil vel ikke heller nægte mig, at jo Fornuften bør have
Herredømmet over Vanen. Hvis jeg nu har vant mig til at omgaaes og holde
mig til en Person, ved hvilken jeg saae at kunde have en eller anden Fordeel; (thi
jeg bør altid søge at giøre min Tilstand meere og meere fuldkommen) og samme
Person geraader imidlertid i saadanne Omstændigheder, at hans Omgængelse
og Bekiendtskab ey alene ingen Fordeel kan tilbringe mig, men kan endog i een
eller anden Maade blive mig til Byrde; Saa bør jeg jo vænne mig af med den
Vane, at omgaaes ham længere, eftersom min Fornuft befaler mig, at jeg skal
afstaae fra alt det, jeg seer at kunde blive mig skadeligt, eller til Skaar udi min
Tilstands-Forbædring.
Mine antidrømmerske Øyne seer derfor ikke rettere, end at jo den unge Ca¬
vailler, som Drømmeren her fremstiller paa Skuepladsen, har et langt sundere,
i det mindste et behageligere, Begreb om et Vende=Skabs Indretning, end den
gamle Dame, (der vel paa nye har gaaet i Barndommen, og man veed, at gamle
Folk have deres Hoveder for sig selv;) thi han lader Fornuften beholde Herre-
dømmet over Vanen, hvilket den og stedse bør, i sær, naar det angaaer et Vende¬
Skab. Jngen Skildvagt er saa taassed, at han i ondt Veir vender sit Skab eller


119
Skilderhuus imod Blæst og Regn; men han vender, heel fornuftigt, Bagdee¬
len af sit Skab imod den Kant, hvorfra det onde Veir kommer. Saaleedes bør
og enhver Fornuftig dreye sit Venskab eller Vende=Skab fra den Kant, hvor
Modgangs=Veiret blæser, og vende det til Medgangs=Kanten.
Men jeg maa puste lidt; thi det tager visselig paa Kræfterne, at have med
Vende=Skabe at bestille. Hvad skal jeg nu drømme videre om? Jo - er
sandt. En vis Philologus har berettet mig, at der skal være adskillige Ord udi
vort danske Sprog, hvilke man kan ansee for Fylde=Kalk, saasom de i Alminde¬
lighed bruges hen i Veiret uden al Bemerkelse. Jblant disse intet sigende Ord
kan man regne det Ord Ven. Hvorofte hører J vel ikke, sagde han, at endog
Folk af første Rang bruger det Ord Ven enten til en Bonde eller en Haandverks¬
mand, da de sige: Min Ven! Men den Bonde og Haandverkmand maatte være
bestialsk=dum, der vilde bilde sig ind, at saadanne store Folk derfor vare hans
Venner. Hvor ofte erfarer man ikke, sagde han videre, i sær udi offentlige Sel¬
skaber, at man under de forefaldende Samtaler siger: Min Ven! kiere Ven!
end og til dem, man ikke engang har kiendt før, og om end disse Titulair=Venner
imidlertiid slaaer hinanden Glas og Flasker i Hovedet; hedder det dog siden lige¬
fuldt: Min Ven! Kiere Ven! Det har sig, sagde han fremdeeles, med det
Ord Ven, som med det Ord Tiener. Allevegne, hvor man kommer, forefinder
man lutter Tienere, da det hedder: Jeres skyldige Tiener! Jeres ærbødige Tie¬
ner! Jeres ydmygste Tiener, saa at man har Tienere baade for og bag, fra Tie¬
nere til Tieneres Tiener, i en uendelig Ærbødighed, Hengivenhed og Tienstfor¬
bundenhed.
Men hører nu nøye til, mine Herrer! jeg vil fortælle Jer alt, hvad jeg
hørte af denne Philologus, for at faae mit Blad deslettere fuldt; thi der er visse¬
lig, imod Sædvane, stor Mangel i denne Tiid paa ubrugt Sludder, saasom Mar¬
katten, der var bleven Skribent i ;, og siden Markat igien, har opsnappet
den største Deel deraf til sine Sludder=Magasiner. Paa een af mine Philologi¬
ske Reiser, sagde min Philologus, var jeg eengang kommen ind paa et fornemme
Værtshuus udi en vis Bye, hvor jeg forefandt endeel velklædde Personer Neppe
havde jeg sadt Foden inden for Døren, at jo disse Herrer begyndte at raabe: De¬
res skyldige Tienere, min Herre! Deres ydmygste Tienere! Deres underdanige
Tienere. Jeg, som hidindtil havde taget alle Ord udi vort Sprog efter Bogsta¬
ver, spurgte dem, om de alle vare Tienere, og saasom de atter raabte: Deres yd¬
mygste Tienere! Deres underdanige Tienere! bad jeg een af dem, han vilde pudse
mine Støvler af, saasom de vare heel smutsede. De begyndte alle at slaae en stør
Latter op, og sagde: De behager at skiertse, min Herre! vi ere ingen Lakeyer,
men Jeres ærbødige, hengivne og tienstfærdigste Tienere. O! nu forstaaer jeg
først, svarede jeg, hvad Slags Tienere J ere. J tilbyder migmaaskee, som en
Fremmed, eders Tieneste. Jeg beder altsaa, J vil forlade mig min begangne
Forseelse. En af disse Herrer nærmede sig i Særdeeleshed til mig, og sagde: Kan


120
jeg have den Ære at tiene Dem i noget, saa har De kun at befale. Jeg er kiendt
allevegne her i Byen; og det skal fornøye mig, hvis De vil give mig Anleedning
til, at kunde vise Dem min Tienstbereedvillighed. Jeg takkede denne for hans
gode Tilbud og sagde: Min Reise=Casse er nu hartad tom, og jeg befrygter at
jeg vil komme til at mangle Penge, forinden jeg kommer til det Sted, hvor en
Ve,el skal blive mig udbetalt. De giorde mig altsaa en Tieneste, hvis De enten
selv, eller ved en anden, vilde paa min Revers skaffe mig 20 a 30 Rdlr., da disse
Penge skal inden 14 Dage, paa ærlig Cavaillers Parol, blive dem tilsendt in
Banco. Men min tienstbereedvilligste Tienere undskyldte sig paa det allerhøf¬
ligste og sagde, at han gjerne vilde tiene mig, hvorudi det ellers skulde være, und¬
tagen i Penge=Sager. Nu vel da, sagde jeg videre; Vil de da være saa god at
hente mig en Foermands=Vogn med et Par friske Heste for; thi jeg er meget træt
af min Reise, og veed desuden ingen Beskeed her paa Stedet. Jeg maa endog
denne Aften fortsætte min Reise videre. Det ganske Selskab begyndte derpaa at¬
ter at slaae en stor Latter op, og sagde: Min Herre! De er dog ret et lystigt Ho¬
ved, og vi ønskede os gierne den Fornøyelse, at kunde beholde Dem stedse her i
Byen, for Deres Kortvilligheds Skyld; Og jeg, svarede jeg, ønsker det sam¬
me, paa det jeg kunde have den Fornøyelse, stedse at være Eders Tienere med
Munden. Man seer altsaa, sagde min Philologus, at der ere mange Ord i
vort Danske Sprog, hvoriblant disse To, Ven og Tienere, ere de kiendeligste,
der enten sige Intet, eller i det høyeste ere kun blotte Høfligheds Ord.
Hvorvidt denne min Philologi Betænkning kan have Grund, overlader
jeg til Eder, mine Herrer! at dømme om. Jeg for min Part er dog ikke aldeeles
enig med ham herudi; thi saavidt jeg har erfaret, synes mig, at det Ord Tienere
betegner som oftest det samme, som Herre, saasom jeg har mærket, at adskillige
have maattet dantse ey aleene efter deres Pibe, der har kaldet sig deres Tienere,
men endog efter dens, der virkelig haver staaet i deres Tieneste. Hvad derimod
det Ord Ven angaaer, da erfarer jeg, at det betegner en Saadan, der kan vende
og dreye en anden, ligesom han vil have ham; men enten det skeer efter eller uden
Regler, skal jeg lade være usagt, saasom jeg ikke veed, hvad Drømmeren her
egentlig forstaaer ved det Ord Regler, med mindre det skal betegne de Bevægel¬
ses Love, ved hvilke Vende=Skabene bevæges) vendes og dreyes. Nok er det,
at Erfarenhed lærer mig, at en Ven er en saadan Ting, der har en vendende og
dreyende Kraft i sig, og som kan vende sig til og fra mig, alt ligesom mine Om¬
stændigheder og Vilkaar ere beskafne.
Jeg haaber, mine Herrer! at jeg ved denne min Vende=Snak har vendt
og dreyet Drømmeren saaleedes, at han ey selv veed, hvordan han er endt og vendt
udi hans omdrømte Vendeskab; og hvis han med denne sin Drøm skal have vil¬
det bebreide mine Herrer Eders Vendeskabers Indretning, ønsker jeg, at mine
Herrer kunde faae ham indlokket udi Eders Vendeskabe, da jeg er forsikret om, at
Jeg forbliver &c. &c.
han saa havde Straf nok for denne sin Formastelse.
lmprimatur. C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Num. 30.
Tirsdagen, den 9de Septbr. 1760.
Madmoiselle Ee*!
V¬
ær forsikret, min dydige Jomfrue! at Drømmerens Skrivelse til hende,
havde ret for Alvor bragt mig i Harnisk, og kiender jeg ellers mit Hare¬
Hierte ret, skulde det allereede have været forefalden en haardnakket
Duel imellem ham og mig, hvis ikke min smukke Jomfrues ærede Skrivelse
imidlertid var indløben. Jeg finder dens Jndhold af en saa giennemtrængende
Bebreidelses-Kraft, at der neppe kunde udpønses noget emfindtligere, til at hevne
sig over Drømmeren med; og desaarsage med billighed forkaster det, jeg selv
havde betænkt mig paa til hendes Forsvar, og med største Fornøyelse efterkommer
hendes befaling, ved at indrykke følgende hendes Skrivelse udi dette mit Blad.
Høytærede Hr. Anti=Drømmere!
Den Bevaagenhed, som Hr. Anti=Drømmere udi et af Deres Blade ud¬
lader Dem med over mit Kiøn; og den Nidkierhed, med hvilken De udi samme
har taget Madame S, i Forsvar imod den ubehøvlede Drømmere, der uden
Tvivl maa være et Biergtrold eller en afskyelig Vanslægtning fra det ædle Mand¬
kiøn, forvisser mig alt for tilforladeligt om, at min Herre ingenlunde vilde have
efterladt, paa det eftertrykkeligste at igiendrive Drømmerens nærgaaende Skri¬
velse til mig under Num. 30 af hans udkomne Drømme=Blade. Jeg aflegger
og herved ligesaa fuldt min høystforbundne Taksigelse, som at min Herre allereede
herudi havde givet mig Part af Deres sædvanlige Bevaagenhed; forsikrende,
at ingen Leilighed skal være mig ønskeligere, end den, hvorved jeg kan vise mig at
være min Herres beredvillige og erkiendtlige Tienerinde.
Men uagtet, at jeg ved min Herres bædre skaarne Pen kunde have ventet
mig et aldeeles uigiendriveligt Forsvar imod Drømmerens fremlagde Beskyld¬
ninger mod mig, dem han, af Ømhed og Medlidenhed for det skrøbelige Kiøn,
burde have fortiet, saa har jeg dog i Berggtning af det sandfærdige Ordsprog,


122
at jo meere man rører i Skarnet, jo meere stinker det, ikke agtet det saa
aldeeles tienligt, at min Herre paa mine Vegne skulde indlade sig i saa emfindtlig
en Materie med Drømmeren; da det desuden er venteligt, at saavel han som an¬
dre, der kiende mig, vilde desuagtet forblive i deres forrige Troe. Desaarsage har
jeg besluttet paa en anden Kant at tage den Hevn over Drømmeren, som jeg uimod¬
sigeligen bør have, og at betiene mig af hans egne Vaaben at tugte ham med.
Han udgiver sig for en Natte=Drømmere; og hvad nyt og usædvanligt fin¬
der man vel herudi? Ere ikke i sær alle gamle Kiellinger det samme? og monne
disse ikke lige saavel som han, giøre Haandværk af at fortælle deres Drømme?
Der gaaer neppe nogen Nat forbi, at jeg jo har adskillige angenemme Drømme,
snart om mine forhen havte Opvartere, og snart om dem, jeg ønsker at kunde faae.
Men hvor latterlig maatte jeg vel ikke giøre mig, hvis jeg, som han giør, vilde
løbe Byen omkring for at fortælle disse mine Drømme? End meere lattervær¬
digt er hans Foregivende om hans Natte=Reiser til de Dødes Rige og de der ha¬
vende Samtaler med de Døde. Mig synes, han kaldte sig føyeligere en Løgnere
eller Fabel=Magere, saasom Drømme dog ikke ere andet. Men nu vil jeg, for
ret at kunde faae Ram til ham, antage hans urimelige Foregivende for en Sand¬
hed. Jeg vil og tilstaae ham, at intet er saa urimeligt og vanskaot, at det jo kan
komme os fore i Drømme. Vil jeg end giøre mig Umage for, at forestille mig de
allerurimeligste og aldeeles umuelige Ting; Mine Drømme skal endnu kunde
forestille mig noget end meere urimeligt og umueligt. Vil jeg bilde mig ind, at
jeg i en Tiid af en Time kunde reise herfra til Rom eller til Paris. Dette er dog
intet imod de hastige Reiser, jeg kan giøre udi Drømme. En Drøm skal, uden
at iføre mig Doctor Faustes Kappe, kunde bringe mig i et Øyeblik af den gamle
Verden i den nye, ja fra Jorden op til Maanen; og hvad endnu meere er; den
skal endog kunde forestille mig, at jeg paa en og den samme Tid befinder mig paa
tvende fra hinanden langt liggende Stæder. Vil jeg bilde mig ind, at jeg har Vin¬
ger, som en Ørn, mine Natte=Phantasier skal endnu gaae videre; de skal, uden
at give mig Vinger, lade mig svæve i Luften. Nu tilstaaer jeg Drømmeren,
siger jeg, at hans Natte=Reiser til de Dødes Rige og hans Samtaler med de Døde
kan have sin Rigtighed. Men have vel Drømme noget virkeligt i sig, og med hvad
Vished kan han vel giøre nogen Hentydning af sine Natte=Forestillinger?
Monne ikke det, han udi Drømme har anhørt som et E, kan lige saasnart have
været et Æ, eftersom Forskiellen imellem disse tvende Bogstaver er de fleeste Tider
ved Udtalen liden eller ingen? Jeg drømte for nogle Nætter siden, at jeg var i
en behagelig Samtale og Handel med en vis Person. Men hvis jeg nu, efter
Drømmerens Exempel, enten personlig eller skriftlig vilde have indfundet mig
hos samme Person med denne min havte Drøm, og efter den gjorte Beskyldning
imod ham, havde han jo heel billigere maattet ansee mig for en, der ey var rigtig i
Hovedet. (Tag du den, min gode Drømmere!


123
Hvad ere vel Drømme, maatte jeg fremdeeles spørge? Ere de vel andet,
end uordentlige Forestillinger, med hvike et Menneskes Sind, der end ikke hviler
under Søvnen, haver at bestille, naar Jndbildnings=Kraften ingen Fornufts¬
Regler er bunden til. Jngen iblant os, skulde jeg formode, (hvad Drømmeren
end er,) er saa vankundig, at han jo veed dette. Jkke destomindre troer jeg dog,
at der umuelig kan have været fleere Drømmere og Drømme=Udtolkere iblant
hiine Caldæer, Ægypter og andre overtroiske Folk, end der findes iblant os.
Man giør ey aleene et daglig Haandverk af at fortælle sine Natte=Aabenbaringer
og at giøre uimodsigelige Forklaringer og Hentydninger deraf; men man har
endog en utroelig Mængde af Drømme=Bøger, (hvis Tal vores Drømmere sø¬
ger at forøge,) paa hvilke en stor Deel Mennesker troe meere, end paa Bibe¬
len selv; Og hvad der er trykt, har desuden ey alene hos Bønder, men endog i
Kiøbstæder en betydelig Anseelse; men det virkelige og sandfærdige deraf finder
man i Skribenterens og Bogtrykkerens Lomme. Drømmeren kan tage sig her¬
af, saameget ham lyster.
Naar nu alle Natte=Aabenbaringer intet virkeligt har eller kan have i sig,
spørger jeg videre, paa hvad Grund de Udtolkninger og Hentydninger da bygges,
som man giøre deraf? Naar jeg har drømt om en Soe med Sadel paa, kan jeg
vel da, naar jeg vaagner, med mindste Vished forklare og hentyde denne Drøm
paa en Ride=Hoppe? Sandelig, vores Drømmere kommer mig aldeeles ikke
klogere fore, end min Fætterske, Madame Simplicia. Naar hun om Natten
drømmer om et Æg, hentyder hun denne Drøm paa det Mundhuggerie, som
hun om Dagen derpaa kan, efter Sædvane, komme udi med hendes Mand eller
Piger. Drømmer hun om et Bord med mange Rætter paa, skal det samme
uimodsigeligen betyde et Bryllups= eller Barsel=Gilde i hendes Naboelaug; og
hun er saa vis derpaa, at hun strax begynder at lave hendes Stats til. Drøm¬
mer hun i hendes Mands Fraværelse, at han den Nat har taget hende i Favn,
giør hun en Hentydning deraf, som just ikke er saa aldeeles roesværdig for hendes
Mand; og hun glemmer da ey ved hans Hiemkomst at beskylde ham for Afgude¬
rie. Dog denne Enfoldighed og Daarlighed kunde man nogenleedes holde min
Fætterske og andre Læg=Folk tilgode, saasom den fra Ammestuerne af bliver dem
vedbragt; og er jeg af de Tanker, at vores Uge=Drømmere kunde blive en meget
fornøyelig Ammestue=Præst.
Men hvormed skal man vel kunde undskylde dem, der kaldes Lærde og bære
Navn af verdslige Vise, naar de giøre Væsen af deres Natte=Aabenbaringer, og
lader dem udblæse ved de almindelige Post=Ryttere? Ligesom de lærde Narre
ere, efter Ordsproget, alletider de største; saa gaaer der og med de lærde Drøm¬
mere. De vide at give deres Nattesyner et større Skin af Rimelighed og Sand¬
færdighed end andre. De sige, at deres Siele, der om Dagen trykkes af de ud¬
vortes Sandser, komme om Natten under Søvnen i en større Frihed, saasom de
da ikke ere saameget indtagne af de nærværende Ting, og desaarsage aabenbares


124
dem des lettere og tydeligere en og anden Hemmelighed og skiult Sag. Jeg,
som et en foldig og ulærd Fruentimmer indseer ikke denne deres Sætnings Styr¬
ke eller Svaghed. Dog kan jeg med den smule Fornuft, jeg har, udleede saa¬
meget heraf, at disse lærde Drømmere formeene sig at have meere Forstand, naar
de sove, end naar de ere vaagne, hvilket jeg og alletider skal stadfæste og vidne med
dem. Dog, hvad vores lærde Drømmere angaaer, synes det, at endogsaa hans
Natte=Forstand begynder at aftage, saasom han nu tager sig fore at drømme om
gamle forslidte Jomfrue=Sager; og bliver vel disse det eneste Middel, hvorved
hans udmattede Drømme=Geist kan oplives, og hvorpaa hans sløve Hierne kan
hvedses. Han kan maaskee og, naar andre Drømme=Aabenbaringer slaaer ham
Feyl, allerlettest drømme om Jomfrue=Frugter af egen Erfarenhed. Overalt
maatte jeg gierne vide, hvad Ære den gode Drømmere meener at kunde indlegge
sig derved, at han vil slaae sig til Ridder paa et Kiøn, der ikke forstaaer at byde
ham Spidsen igien. Jmidlertiid har jeg dog herved vildet vise ham, at der end¬
ogsaa inden de Danske Egne findes uforfærdede Heltinder, der, i Mangel af an¬
dre Vaaben, alletider have en Asenkieft ved Haanden, at kunde slaae tusinde saa¬
danne Philistere med, som han er.
Jeg formoder, at min Herre ikke negter denne min Skrivelse Sted udi de¬
res næste Uge=Blad; hvorimod jeg underskriver mig.
Hr. Anti=Drømmere
Deres
hengivne
Euryclea Ehrenlos.
Jeg maa tilstaae hende, min dydige Jomfrue! at jeg udi mit Anti=Drøm¬
merske Embede kunde behøve at tage Underviisning af hende. Jeg finder mig
visselig heel beskiemmet over, at et Fruentimmer, paa saa fiin en Maade, skal
have viist mig den Forskandsnings Svaghed, inden hvilken jeg selv for lang Tiid
siden burdte have angrebet Drømmeren; og hvis det ikke var mig en plat Umue¬
lighed at kunde negte det smukke Kiøn noget; havde jeg visselig taget i Betænk¬
ning at indrykke denne hendes Skrivelse udi mit Blad. Min eeneste Trøst udi
denne min store Beskiemmelse er denne, at jeg hverken er den første, og venteligt
ikke heller bliver den sidste Mandsperson, der, for at behage og føye sig efter det
smukke Kiøn, haver opofret sin egen Ære og Fordeel, og maa man i det mindste,
om ey andet godt kan siges om mig, sige dette til min Berømmelse, at jeg Adams
Søn herudi aldeeles ikke vanslægter fra min godhiertige og troeskyldige Papa.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBON.


Anti-Drømmeren.
Num. 31.
Tirsdagen, den 16de Sept. 1760.
Velærværdig Hr. Ff*!
M¬
ine Fingre kløe ret efter, at vilde i Haaret paa Drømmeren i
Dag. Hans Skrivelse til Deres Velærværdighed har af alle
meest bragt mit Antidrømmerske Blod i fuld Kaag; og hvis ikke
min Koldsindighed var desstørre, vilde der nu ligge et smukt Huus imellem
Drømmeren og mig. Tænk ikke, Deres Velærværdighed! at jeg hermed
sigter til den Berømmelse, som Drømmeren derudi legger paa Dem, at jeg
meere underskriver samme. Men jeg merker den gode Drømmere Knebet
af; og Muse=Reederner udi denne hans Skrivelse er saa øyensynlige, at
jeg ey behøver noget Katte=Veirkorn, for at kunde lugte mig dem til.
Det vilde være mig en smal Sag, at kunde overbevise Drømmeren om,
at han udi denne hans Skrivelse selv begaaer den Feil, som han derudi
anmerker hos en Deel Moraliske og Satiriske Skribentere; og jeg haaber,
at finde Medhold, endog af Deres Velærværdighed selv, naar jeg siger,
at hans Lovsang om Deres Velærværdighed er en fiin Satire over en Deel
af Deres Ordens=Brødre, da man ey paa en meere fiin og uformerkt
Maade kan sige Nogen hans Feyl i Øynene, end naar man roser en anden
for ham, og erklærer den Fraværende frie for de Laster, som findes hos
den Nærværende. Kunde vel ikke derte Drømmerens Kunst=sneb bringe


126
en Antidrømmere i fuld Harnisk? Og burdte vel ikke den gode Drømmere
dryppes med hans eget Feet? Men jeg maa, af sine Aarsager, i Dag
kaste min Antidrømmerske Pen fra mig. Den Materie, som jeg her har,
at skulde drømme Drømmeren imod udi, er desuden saa delicat, at jeg
neppe med al min Forsigtighed skulde kunde gaae løs paa Drømmeren,
uden at komme den tredie Mand for nær. Jeg legger mig derfore nu
smukt til at sove, for at see, om jeg ikke imidlertid kunde drømme noget.
Ak! at jeg kunde drømme noget, som kunde passe sig paa Deres Velærvær¬
digheds Person eller Embede! Jo, en heel vel passende Drøm sov jeg mig
nu til i en Hast. Men skulde vel en Antidrømmere ikke kunde sove og
drømme, saa ofte og saa hastig, som han vil?
Jeg sov, og jeg drømte, at jeg befandt mig uden for en stor og gam¬
meldags Bygning, hvor jeg saae endeel Mennesker af begge Kiøn at gaae
ind. Mig syntes, at jeg var saa forvildet, at jeg ikke vidste, hvor jeg
var, eller hvor jeg skulde hen. Jeg saae i det samme et Fruentimmer
staaende hos mig, der syntes, at besidde noget meere, end menneskelige
i hv huu en Krants af Cypresser.
J hendes eene Haand holdte hun et Kors af sort Træe. Og hendes
Klædebaand var sneehviid. Af hendes Aasyn fremskinnede en behage¬
lig Alvorlighed, og hendes Væsen var ret majestætisk.
Jeg var nerpe bleven hende var, sorend hun tog mig ved Han¬
den, og sagde: Kom, Jordling! og følg mig! Mig syntes, at
jeg derpaa befandt mig i et Øyeblik udi ermeldte store Bygning paa et
forhøyet Sted, og jeg erfarede nu, at dette Huus var en Kirke. Jeg
kunde paa det Sted, hvor jeg var bleven opført, oversee alle Ting der¬
inde; og jeg forundrede mig over den store Forsamling af Tilhørere.
Jeg hørte, at man istemmede en Psalme; og jeg greeb strax i min Lom¬
me efter min Psalmebog, for at vilde istemme med.
Min Leedsagerinde talede mig til i det samme, spørgende: Hvad
seer og hører du? Jeg seer, var mit Giensvar, en Mængde andæg¬
tige Mennesker, og jeg hører dem enstemmigen at prise Skaberen med
en Lovsang. Dit Syn og din Hørelse bedrager dig, svarede hun.
Og derpaa kom det mig for, at nogen rørte ved mine Øyen og Øren;
men jeg saae ikke, at min Leedsagerinde giorde mindste Bevægelse.
Mig syntes derpaa, at alting forvandlede sig for mine Øyne. Jeg saae


127
nu kuns ganske faa Mennesker i denne Kirke. Resten syntes for mig som
Fugle, Orme og Jnsecter. Deres Sang kom mig nu for, som en for¬
mængt og skurrende Skriig af adskillige Dyr og Fugle. Hist og her hørte
jeg en Stemme af en Nattergael, en Lerke og andre behagelige Sangfugle;
men saasom mine Øyne nu vare saa klarseende, at jeg kunde see dem ind i
Hiertet, merkede jeg, at disse fornøyede sig selv ved deres Sang, og at de
for Resten ingen Tanker og Samling havde dertil.
Disse forvandlede Menneskers Adfærd paa dette Sted var mig lige¬
saa ubehagelig, som deres Sang. Paa et Sted saae jeg nogle stolte Paa¬
fugle, der vare saa indtagne af deres glimrende og prægtige Fiære, at de
ikke selv vidste, i hvordan en høybrystende Stilling de vilde staae. Paa et
andet Sted saae jeg nogle Skabninger, der vexelviis snart slikkede og pyn¬
tede paa sig selv, og snart paa deres Smaa. J een Kant saae jeg nogle
Giæs sidde sammen, der uophørligen snaddrede og fortaalte hinanden, hvor
ofte de den Uge igiennem havde badet sig, hvad deres daglige Føde er,
hvad Slags Forandringer af Fiære deres Naboe Giæs have, hvorleedes
deres nye dunnede Giæslinger arte sig, og andet deslige meere Gaase=Snak.
J en anden Kant saae jeg nogle Gasser, der med oprakte Halse saae sig
runden ømkring efter de der værende Giæs, og som med en uophørlig
Hovednikken forstyrrede saavel de andægtig Kiækkende, som de med hinan¬
den snaddrende Giæs. Hvert Øyeblik saae jeg nogle tobenede Skabnin¬
ger komme løbende ind af Kirkedørrene, der lugtede allevegne omkring, og
løbe derpaa strax ud igien. Kort sagt: Jeg saae og hørte her mange Ting,
der bædre kunde passe sig udi et Comoedie=Huus, end i en Kirke.
Jeg udlod mig med min Misfornøyelse herover for min Leedsagerinde.
Du støder dig herover, svarede hun, som dog kun er en dødelig Jordling;
Men hvor stor en Mishag, meener du vel, at den, til hvs Ære og Dyr¬
kelse dette Huus er bestemt, maa finde derudi? Du seer her et Mønster
paa de fleeste Kirkegængeres Beskaffenhed; og du kan deraf lettelig døm¬
me, hvorleedes jeg, som dette Huses Forstanderske, kan være tilmode der¬
ved. Jeg vil ey, sagde hun videre, tale om den indvortes Andagt og
Ærbødighed for den alseende Templets Herre; thi de fleeste søge dette
Huus deels for et Syn skyld, og deels af andre Hensigter. Men seer du
vel mindste Tegn til nogen udvortes Andagt og Ærbødighed hos de fleeste
af disse Forsamlede? Tvertimod. De holde det for en Skam, at vise den
Ærbødighed i andres Nærværelse for alle Herrers Herre, som de dog i
allerhøyeste Grad, og paa en afgudisk Maade, udvise for afmægtige Jord¬
Klimpe - - - -


128
Andre skikkelige Folk pleye at falde i Søvn ved deslige alvorlige Ta¬
ler; men jeg vaagnede derved, og drømte, at en anden Dame aabenbarede
sig for mig i en saadan skinnende Prydelse, at den forrige omdrømte Gud¬
inde syntes imod denne, som Landsbye=Piger imod Hovedstadens udpyntede
Dukker. Alle de indtagende Nympher, som i vore polerede Tider kaldes
Dyder, stode omkreng denne Dame, i en glimrende Dragt, med opfar¬
vede Ansigter og smilende Miner. Jeg var nær ved at blive forliebt.
Da denne Dame med hendes fortryllende Tærner aabenbarede sig for
mig, gik jeg just og pønsede paa det, jeg forhen havde drømt; og de moral¬
ske Anmerkninger, som jeg hos mig selv gjorde derover, havde maaskee
gjort nogle alvorlige Rynker i min Pande. Hun spurgte mig, hvor¬
fore jeg saae saa alvorlig og tankefuld ud? Jeg svarede, at jeg pønsede
paa, hvorleedes jeg bædst kunde paaminde mig selv og andre om den sande
Kirkegangs=Jverksettelse. Hun gjorde en skeev Mund og sagde: Det var
jo et Evigheds=Arbeide, at bemøye sig med saadant. Ney, min Søn!
sagde hun videre, lad dig aldrig merke med, at du er en saadan Nar.
Folk skulde lee dig ud, og holde dig for een, der havde nogle Sviin paa
Skoven. Hvad siger du vel om en udvortes Anseelse af Gudfrygtighed og
Dyd. Den Kunst veed alle mine Børn, og hvo vil vel være saa grand¬
seende, at han skulde kulde ansee disse her om mig staaende Nympher for
andet, end ægte Skiønheder?
Jeg forundrede mig meget over denne hendes Tale, og havde ikke Lyst
til at høre hende videre, da hun ogsaa vilde sige mig, hvorleedes man skulde
bære sig ad, naar man vilde ansees for en god Præst, allerhelst jeg i denne
Post, efter det foregaaende at dømme, maatte frygte for, at hun snarere
vilde være paa Drømmerens, end paa mit Partie. Hvorfore jeg langt hel¬
lere, saasnart hun begyndte at tale herom, faldt i Søvn; og jeg agter saa¬
mæn ikke heller at vaagne igien, saalænge jeg har den Ære at tale med De¬
res Velærværdighed.
Jeg forbliver &c. &c.


Anti-Drømmeren.
Num. 32.
Tirsdagen, den 23de Sept. 1760.
Hr. Gg* med kiære brødre og Søstre!
S¬
aasom=- fordi== hvad var det jeg vilde sige? Jo! efterat=- forme¬
delst at-- da -- som -- efterdi vi nu ere = i Flue=Maaneden, mine
Herrer og Damer! saa lader os alle bede et godt Ord for Drømmeren.
Slem var den før, siger Musene i Fablen om Katten, der var bleven Munk, men
siden den blev Munk, er den bleven slet bandsat. Saalænge vores Drømmere
var en Dødning og giorde Natte=Besøgelser hos de Døde, var han vel heel slem;
men siden han forflyttede sin Drømme=Skueplads til de levendes Rige, er han
bleven reent af Lave. Hvis J, mine Herrer og Damer, havde mine Øyne at
læse Drømmerens Skrivelse til Eder med, vilde J, efter hans eget Forlangende
hiertelig belee det Latterlige, han derudi forestiller Eder. Jeg tvivler og høyligen
paa, at J kan bare Jer for Latter, naar J her seer tre saa løyerlige Personer paa
en Pind, nemlig, en Drømmere, en Skovskade og en Skatte-Borger, der er saa
forvirred i Hovedet, at han ey kiender sin egen Fødebye igien. Neppe har man før
seet tre saa velpassende Personer samlede paa eet Sted; og hvis jeg havde saa stor
en Jndsigt i de Theatraliske Regler, som en og anden af vore nye Comoedie=Skri¬
vere har, (An etiam detur Licentia Comica?) skulde jeg, i Steden for at svare
paa det Latterlige udi Drømmerens Skrivelse, flikke et latterværdigt Skue=Spil
sammen i tre store Acter, og lade Drømmerens Pen udgiøre den første Act, Skov¬
Skadens Næb den anden og Skatte-Borgerens sølvbeslagne Stok den tredie,
alt ad imitationem Comicorum modernorum. Men jeg maa give mig i Kast
med Drømmeren igien.
Hvad enten Drømmeren klæder sig som en Diogenes i en kort Vadmels
Kofte, eller som en Democritus, den han her ligner, i en lang Dyrehuds=Pels,
skal jeg lade være usagt; og vilde jeg for ingen af Deelene enten belee eller begræ¬
de ham, naar Landets Mode havde iført ham en saadan Dragt. Men at han


130
maa være ligesaa underlig en Tulle udi hans Klæde=Maade, som udi alt andet,
slutter jeg, ikke uden Føye, af hans Drømmerske Anmerkning over mine Herrers
og Damers Opførsel i Klæder. Jngen af et Menneskes Handeler er i sig selv
uskyldigere, end hans Klæde=Maade; og hvad enten hans Klæder ere grove el¬
ler fine, af nye eller gammeldags Snit og Dannelse, er ligegyldigheden derudi
ligestor og Sagen bliver ikke derved moraliter værre. Drømmeren vilde maaskee
sige, at man ved at klæde sig efter alle opkommende Moder, viser Begierlighed ef¬
ter Ære og lader derved høye Tanker see om sig selv. Men mig synes, at den
viser sig i en langt høyere Grad stolt, der, omendskiønt han kan, ikke vil klæde
sig efter Moden; thi han vil jo derved ligesom give tilkiende, at han er langt for¬
nuftigere og klogere, end alle hans Medborgere. Jeg for min Deel er i denne
Sag saa ligegyldig, at om Moden befalede, jeg skulde bære en Ræve=Rumpe,
fagde jeg strax Ja, og jeg blev derved ikke en større Nar, end alle andre; men den
blev visselig den største, der vilde erklære sig imod en saa anseelig Mode.
Dog synes det, at det ikke er saameget Moden i Klædedragten, som dens
Prægtighed og Kostbarhed, Drømmeren her opholder sig ved. Men jeg maatte
spørge den gode Drømmere, om ikke vore Legemer ere saa ædel og ypperlig en
Skabning, at de kan fortiene, at man pryder dem, endog med de allerkostbareste
Ting, Jorden eyer? Betragter vi alle andre Skabninger og skabte Ting
i Naturen, seer vi jo, at Skaberen selv har dannet dem med en overmaade
udvortes prægtig Anseelse. Hvor stor en Pragt see vi vel ikke hos en stor Deel af
Fuglene? Hvor stor en Pragt sees der ey hos en stor Deel af Dyr, Orme og Ja¬
secter? Hvilken Konge og Fyrste kan vel ligne, langt mindre overgaae, Lillierne
paa Marken i en prægtig Klædedragt? Ja hvor vi end vende vore Øyne hen i
Naturen, seer vi saa stor og ulignelig en Pragt, at vi, ved at betragte den, maa
staae indtagne og henrykte derover. Men hvilken Skabning i Naturen er vel
ædlere og ypperligere end Mennesket, udi hvis Dannelse Skaberens Viisdom og
Almagt, frem for udi alle andre skabte Ting, saa øyensynligen fremskinner?
Sparer man dog ingen Zirat og Prydelse, i hvor kostbar den end kan blive, paa et
Kunst=Stykke, gjort med Menneske=Hænder; hvormeget mindre bør da det al¬
lerkostbareste spares, for at zire og pryde det allerstørste Kunst=Stykke, Naturen
eyer, nemlig Mennesket? Skulde Skaberen vel vilde, at alle skabte Ting i
Naturen skulde være i fuld Stats og Pragt, og Mennesket ikke, som er det aller¬
ædelste og ypperligste af dem alle? Skulde man vel kunde pryde og smykke den
Skabning formeget, den Skaberen, frem for alle andre, har vildet ene værdige
med sit billedes Lignese, og for hvis Skyld og til hvis Tieneste og Fornøyelse alle
andre Ting ere blevne skabte.
Hic Rhodus, hicsalta, min gode Drømmer! Lad her din Styrke see! eller
og tilstaae reent ud, at du virkeligen har drømt, da du førte din Pen imod Præg¬
tigheden og Overdaadigheden udi vores Klædedragt. Du giør vel, at du tier,
for at lade mig have Ret; Og hvormed vilde du vel, om du end kunde tale, be¬


131
smykke og undskylde dette mit Drømmerie, Led dig for alting ikke forlyde med,
at du alene har hvedset din Pen imod dem, der klæde sig over deres Stand og
Formue; thi derved vilde du end giøre din Sag langt værre. Jeg spørger da
strax, om Stands= og Rangs=Personer have havt en anden og langt høyere Ska¬
bere, end de, der ere af den saa kaldede Borger=Stand? Ere da hine skabte af
en hæderligere Materie end disse? Eller er hines Skabning ædlere, ypperligere
og kunstigere end disses? Naar du nu, som jeg vil formode, tilstaaer mig, at
alle Mennesker, saavel den ringeste, som den høyeste, ere en lige ædel og ypperlig
Skabning; saa spørger jeg atter, hvad for en særdeeles Rettighed Stands=Per¬
soner vel have, frem for andre, til en prægtig Prydelse og Klædedragt? Have vel
de i de nedrige Stænder nogen særdeeles Frihed til at tracterederes ædle Skabning,
med Foragt? Bør vel ikke disse sætte ligesaa høy en Priis paa deres Skabning,
som de saa kaldede store Folk? Bør de ikke, for at vise, hvor høy en Priis de sætte
paa den ædle Skabning, Skaberen har betroet dem, zire og pryde deres Legemer
det ziirligste de formaaer? Hvad skulde du vel, min gode Drømmere, have
herimod at kunde indvende?
Men jeg behøvede ikke eengang at tale i saa høy en Tone med dig. Du
melder, at saasom de Store, formedelst den nødvendige Orden og For¬
skiel, der maa være imellem Folk udi et Borgerligt Selskab; ere ad¬
skildte fra Borger=Standen, saa bør og de samme have noget for dem
selv, i henseende til Sæder, Leve= og Klæde=Maade, (heel satirisk)
hvorved de kan skilles fra de Ringere. Men jeg spørger tvertimod, om
ikke de Store have Ære og Anseelse nok af deres Stand og Ære=Titler?
Behøve de vel ved en prægtig Klæde=Maade at skille sig fra dem af de nedrige
Stænder? Og maatte vel ikke disses ringe Stand endnu giøres meere uansee¬
lig ved en ringe og borgeragtig Klæde=Maade? Sandelig, min gode Drøm¬
mere! hvis du havde gavt mindste Jndsigt eller Forfarenhed udi Menneskens
Phantasie havde du neppe kundet drømme saa anstødeligt. Er det ikke høyst¬
fornødent, at den Ære og Anseelse, som Folkes Stand ey kan give dem, maa
søges ved en prægtig Klæde=Drægt? Ligesom man er klæd, saa bliver man hæd.
Har jeg en prægtig og Modens Klædning paa, skammer min Overmand sig ikke
ved at følges med mig paa en Gade. Denne Ære takker jeg da mine Klæder
for. Men mønne vel den samme skulde uden Skam kunde hilse mig, hvis han
mødte mig i en slet og borgeragtig Kiol? Jeg bør altsaa ved en prægtig Klæde¬
Maade give mig selv den Ære og Anseelse, som min ringe Stand berøver mig;
og en prægtig Klædning er mig ved visse Leiligheder til større Fordeel, end det
bædste og troeværdigste Skudsmaal om mine Fortienester og levnets=Forhold.
Med en slet Klæde=Dragt følger ey alene Foragt; men den giør endog, som
oftest, mine største Fortienester usynlige; ja man tør vel og derudover kalde mig
en Broder Liderlig, en Jgnorant, og saa videre, endskiønt jeg var nok saa skik¬
kelig, og om end mangen et velpyntet Drog kunde behøve at laane mit ufiærede
og uflossede Hoved.


132
Men jeg seer, at jeg er bleven alt for vidtløftig i at drømme dig, min kiære
Drømmere, imod udi denne eene Post af din anstødelige Skrivelse, hvilket du
og maa glæde dig ved; thi hvis Bladet vilde tillade mig, at komme i Færd med
det øvrige Slemme derudi, vilde det visselig have seet sort ud for dig; og jeg be¬
frygter, at jeg derved havde maattet give dig dit sidste Bane=Saar. Dog maa
jeg, til Afsteed, smage paa den sørte Suppe, du her drømmer om. Du tænker
maaskee, at det er over min Stand, (Formuen skulde jeg ikke troe, du tvivler om)
at drikke saa almindelig, hvad vilde jeg sige, saa rar en Drik. Meener du maa¬
skee, at vi adelige Borgerfolk ikke skulde have ligesaa høy en Smag, som de saa
kaldede Store? Og skulde vel noget være meere for got for vores borgerlige
Gane, end for deres? Efterabe vi de Store udi Klæde=Maaden, for at kunde
blive anseede for det, vi ikke ere; hvorfore kan vi da ikke ogsaa af samme Hensigt
efterabe dem udi deres Spise= og Drikke=Maade? Men dette er ikke just det
jeg ved denne Post vil drømme dig imod udi. Hvad enten ringe eller støre Folk
tractere deres Giæster med den sorte Suppe, er denne Drik lige uskyldig, om just
ikke paa begge Steder lige kraftig, og de Tracterede beholde derved deres For¬
stand. Nu omstunder, siger en vis Skribent, kan vore Fruentimre giøre femten
Besøgelser paa een Eftermiddag, og dog komne lige ædrue hiem igien, hvilket han
meener, ey vel at kunde have skeet paa de Tider, da man ey havde andet at byde
de Besøgende, end Gyldenvand, Sek, Mosel og Spansk Bitterviin, Luttendrank
og andre da brugelige Fruentimmer=Tractamenter. Det er og formodentlig
at i hvor lidet de end have pimpet af disse Drikkevahrer paa et hvert Sted, de
dog ere blevne snurrende derved; og hvis du, min gode Drømmere! finder en
bædre Smag i denne da brugelige Tractere=Maade, havde du gjort vel, at du
havde recommenderet store Folk den samme, saasom disse kan have bædre Stun¬
der til at sove en Besøgelses-Ruus ud, end vore Borger=Koner, der ved Hiem¬
komsten maa strax give sig i Færd med deres Huus=Sysler.
Jeg haaber, mine Herrer og Damer! at jeg nu saaleedes har stoppet Mun¬
den paa Drømmeren, at han herefter lader Eders overdaadige Leve= og Klæde¬
Maade blive uanfegtet; Ligesom jeg og ved dette mit Moddrømmerie har sadt
den samme paa saa fast en Fod, at J end ikke ved en heel Skok Drømmeres An¬
fald lader Eder afskrekke fra at leve og klæde Eder over Eders Stand og Formue;
og skulde end Følgerne deraf ikke blive saa aldeeles behagelige, formeener jeg dog,
at 2 a 3 Aars gjorte Figurer meget vel kan balancere imod sneese Aars paaføl¬
gende Mangel paa det Nødtørftige.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. J. C. KALL.


Anti-Drømmeren.
Num. 33.
Tirsdagen, den 30te Sept. 1760.
Hr. Hh* med kiære brødre!
N¬
ey, nu er det, gid jeg faae! høy Tiid, mine Herrer! at vi passe Drøm¬
meren op. Begynder han først at holde Samtaler med vore Koner i
Søvne, saa hyt! J det mindste er det heel mistænkeligt, at han har
drømt om een af vore Koner. Men hvorleedes skulde han vel kunde have drømt
om hende, hvis han ikke forhen havde talt eller tænkt paa hende? Og hvad skulde
vel have bevæget ham til at præke imod vores Mistænkelighed over vore Koner,
hvis han ikke derved agtede at dysse os i Søvn, paa det han desfriere kunde snakke
med dem herefter om Natten udi Drømme? Jo, jo, mine Herrer! den Sag
har sin ganske Rigtighed; og have vi ikke hidtildags passet vore Koner nøye nok
op, da ere vi nu, gid jeg faae, i høyeste Grad nødsagede dertil. Alle andre
Suus=Haner kunde vi, maa=- maaskee, nogenleedes vogte os for; men om vi
end havde Argi hundrede Øyne om Dagen, og Katte=Øyne om Natten, er dog
saadan en Nattegænger og Vægge Smutter, som Drømmeren er, i Stand til
at kunde narre os, saa mange, som vi ere. Ak gid han dog ikke allereede havde
gjort det, ak laaner mig dog et Speil, at jeg kan betragte min Pande! jeg kan:
sværge Jer til, mine Herrer, at jeg ikke nogen Nat, siden jeg læste Drømmerens
Skrivelse til Eder, har kundet faae mindste roelige Blund i mine Øyne; og hvis
han ogsaa skulde komme til at drømme om min Kone, gik jeg ganske vist af mit
gode Skind,---. Hvad jeg har at grue for, spørger J? -- O! det er sandt,
mine Herrer! nu erindrer jeg mig først, at jeg er Unggal, hvad skulde jeg sige,
Ungkarl endnu. Der kan J selv see, mine Herrer, hvor nær jeg tager mig Eders
Sag imod Drømmeren, at jeg virkeligen befandt mig nu i den samme Sinds Li¬
delse, som J selv ere udi. Ja vel er det, mine Herrer, at jeg endnu er Ungkarl,
desbædre kan jeg nu komme Eder til Hielp, Trøst og Husvalelse udi Eders smerte¬
lige Skind= eller Sind=Syge.


134
Men er dog ikke Drømmeren reent af Lave, mine Herrer! at han legger
Eder til Last, at J søger at vilde, om J kunde, forebygge et forudseet eller i det
mindste et mueligt Uheld? J ere mistænkelige over Eders unge smukke Koner,
dem J, som naturligt og billigt er, gierne vilde, om mueligt var, beholde for Jer
selv. Men monne ikke de adskillige løyerlige Historier, man som oftest hører om
hornede Mænd, kan sætte Eder en saa velgrundet Grolle i Hovedet? Naar
Barnet er druknet, er det, efter Ordsproget, forsilde ut kaste Brønden til. Jeg
kalder den en viis Mand, der ey alene seer Faren forud, men som og derhos, saa¬
vidt det staaer i hans Magt, stræber at forebygge den. J seer derfore, mine
Herrer! heel viseligen til for Eders Pander, at J paa det nøyeste passe Eders
Koner op; thi det er en Kram, som man i al Sandhed i disse Tider ere heel be¬
gierlige efter, og hvis J endda skulde blive det, J frygte for, saa have J i det
mindste intet at bebreide Eder selv, hvilket i al Sandhed ikke er en ringe Trøst i
alle Slags tilstødende Uheld. J vare altsaa, mine Herrer! store Daarer, hvis
J vilde kiere Eder derefter, at Drømmeren laster Eder, naar saadanne kloge og
retsindige Folk, som jeg er, rose Eder. Jeg siger, J giøre vel, at J giøre Eder
til Narre, for at see Eders Pander befriede for et Par af de Slemme; og lader
saa Drømmeren sige, hvad han vil. Og hvad vil han vel sige? Er ikke en
Mands Jalousie over hans Kone et klart og fast Beviis paa, at han elsker hende
oprigtig? (En Anti=Drømmere maa ingenlunde antage den Sætning, at en
Elskeres Jalousie kan alene finde Biefald i Frier=Dagene) Finder man vel
mindste Tegn til Jalousie hos de Mænd, der ikke elsker deres Koner? Er det da
ikke klart, at Drømmeren maa drømme, naar han legger Eder det til Last, som J
just burde roses for, nemlig; at J elsker Eders Koner, hvilket justikke er en al¬
mindelig Dyd.
Jeg kan ikke heller vel forestille mig, at en Mand skulde kunde være mis¬
tænkelig over hans Kone, naar hun ikke paa en eller anden Maade gav ham An¬
leedning dertil. Hvis jeg ellers seer ret til, synes det ligesom, at en stor Deel
Koner ere af de Tankee, at Ægtestanden tillader dem at give den Bluefærdighed
og det ærbare og sædelige Væsen aldeeles Afskeed, som deres Jomfruestand hav¬
paalagt dem; at Frekhed og Frihed i Omgang med det andet Kiøn da er bleven
dem tilladt, og at Ægteskabet ikke bør være et Kloster, men en fri Tumleplads
for deres Lyster og Uordentligheder. Desaarsage seer man og, at de i adskillige
Maader aldeeles afvige fra de Forholds=Regler, som de udi deres Jomfruestand,
i det ringeste til udvortes Anseelse, paa det nøyeste havde iagttaget; saa at det
med Sandhed kan siges om disse, at de have faaet Forandring i Brudesengen, da
man hartad kan sige, at deres Jomfruestand var en Søvn, ja en Død imod deres
nu iværende Ægtestand, saasom de derudi vise, at de have Liv, og at de ere blevne
levende, muntre og lystige tilgavns, da de derimod i deres Jomfruestand vare, i
sær udi Selskaber, saa alvorlige og ærbare, at man neppe skulde kunde have slaaet
en Smiil af dem med en Flintesteen. Hvis jeg herudi skulde have fortalt mig,


135
saa gid det var i mig igien. Jmidlertid kan jeg dog ikke, som en Anti=Drømme¬
re, for denne Gang tale i en behageligere Tone. Hvad Tanker maa nu vel ikke
deslige Koners Forhold opvække hos deres Mænd? Og hvis en Mand derudover
kalder sin Kones Dyd i Tvivl, monne hans fattede Mistanke da ikke har Grund?
Og hvo skulde da vel, uden Drømmeren alene, vilde legge en saadan Mand til
Last, at han baade Nat og Dag har et vaagen Øye med sin Kone, og paa det
nøyeste passer hende op, at ikke hans Pande skal blive vanzired med det Mærke,
som hans Kones frække og fri Opførsel saa heel formodentligen spaaer ham?
Fæster jeg nu fremdeeles mine Øyne paa denne klagende Dame, som
Drømmeren herudi hendes Mands Fraværelse, saa heel mistænkeligt snakker
med i Drømme; og jeg paa det nøyeste drøvter hendes Klagemaal, synes mig der¬
af at kunde udleede en Bekræftelse paa det, jeg forhen har meldt, nemlig, at det
ikke vel er troeligt, at en Mand skulde kunde fatte Mistanke til hans Kone, med
mindre hun i een eller anden Maade gav ham Anleedning dertil. Jeg finder udi
denne Dames Klagemaal over hendes Mands Jalousie en og anden Talemaa¬
de, der giver mig at troe, at hun ikke har været saa aldeeles reen. Uskyldighe¬
den har alletider sit eget Sprog, hvorpaa man let kan kiende den; og en ægte Dyd
bringer sig ikke lettelig i Mistanke ved sin Forsvars Tale. Men en Hyklere, i
hvor meget han end forestiller sig, bliver han dog for de rette Øren en Galilæer,
hvis Maal røber ham, da han ved sin Tale neppe skal kunde skiule sit Hiertes Be¬
skaffenhed saaleedes, at man jo af een og anden Talemaade kan blive den vaer.
Jeg maatte spørge, om det og skulde være mueligt, at denne klagende Dames
Mand, naar han ellers var rigtig i Hovedet, hvilket dog Drømmeren vidner om
ham, i det han tillegger ham en god Forstand, skulde i saa høy en Grad være be¬
tagen af Frygt for hans Kones Utroeskab, at han endog om Natten, da hun laae
ved hans Side, skulde af en Drøm have ladet sig bevæge til at søge Huset igien¬
nem efter en Medelsker? Jeg tilstaaer gierne, at en saadan Forestilling kunde
for engang møde hans Phantasie i Drømme; thi der er intet saa selsomt og
urimeligt, at det jo kan komme os fore under vores Søvn. Jeg tilstaaer og, at
han formedelst en saa nærgaaende Drøm kunde bringes i den Forvirring, at han,
naar han vaagnede derved, kunde halv sovende have sprunget ud af Sengtn, men
at han, der han var kommen til sig selv igien, og saae, at hans Kone var tilstæde,
skulde være falden paa den Tanke, at der havde nogen tordet vove sig ind til hans
Kone paa en Tiid, da de laae i een Seng sammen, er noget, som ingen kan faae
mig til at troe, uden saa er, at han forhen havde havt Prøve om hans Kones
Utroeskab.
Ney, min gode Drømmere! vel hedder jeg Fran; Hottentot, men du
maa aldrig bilde dig ind, at jeg har en saadan hottentottisk Hierne, at du skulde
kunde drømme mig en saa urimelig Historie paa Ærmet; og naar man seer sig ret
om, saa har det maaskee været Dig selv, der har spøget for den gode Mands Seng,
men over et saadant Spøgelse, som du er, kunde endog en vaagen Mand bringes


136
i Forvirring; og hvis din Person er ligesaa behagelig, som dine udkomne Drøm¬
meblade, skulde man vel neppe kunde faae en bædre Fugleskræmme i sine Frugt¬
uHauger. Men for at komme til Texten igien, da vil jeg tilstaae dig, at denne
Mand virkeligen kunde have været falden paa saa urimelig en Tanke; men
Spørsmaal, om han ey forhen var sat i Mistvivl om hans Kones Troeskab, for¬
medelst een eller anden given Anleedning? Alting har dog sin Aarsag; og et
Menneskes selsomste Jndfald have endog altid deres Grund. Uden given An¬
leedning kunde en Mand aldrig bringes i saa høy en Grad til Mistænkelighed
over sin Kone, og det maatte i al Sandhed være et heelt underligt Hoved, der for
Lyst vilde giøre sig selv til en Fabel i alles Munde, og ved en aldeeles ugrundet
Mistvivl om sin Kones Troeskab, lade Folk vide, at han regner sig selv iblant de
kronede Mænds Tal.
End videre røber denne klagende Dame sig selv, naar hun siger, at hendes
Kierlighed til hendes Mand vilde være ulige større, hvis han var mindre mistæn¬
kelig; naar hun her spørger, hvad Nytte hun nu har af hendes Dyd og Troeskab
imod hendes Mand, siden han stedse kalder den i Tvivl. Sandelig disse Tale¬
maader klinge heel mistænkelige i mine Antidrømmerske Ørne, og min Antidrøm¬
merske Skiønsomhed tillader mig ikke at forklare dem anderleedes, end at hun, i
Følge Ordsproget: Skal jeg have Navnet, saa lad mig giøre Gavnet, allereede
var sindet, paa forbudne Veye at hævne sig over hendes Mand; thi en forkiøled
ægte Kierlighed spaaer sielden det Bædste.
Jo, jo, mine Herrer! nu staaer Drømmeren her i en Klemme; t hvis han ingen
Tiid før har seet sig nødsaget til, at krybe til Korset under min Anti=Drømmerske Pen; saa
haaber jeg, at han nu maa giøre det. Men skulde jeg vel og bære Navn af Anti-Drømmere,
og dog ikke engang ret for Alvor tugte hans dumdristige Drømme=Mod? Men ey nok mine
Herrer, at jeg af puur Ærlighed imod Eder, har i Dag vendt min Anti=Drømmerske loyne
Side ud imod Drømmeren; men saasom jeg let kan forestille mig, at den Skræk og Frygt
der engang er kommen i Eders Blod for Eders Pande, ikke saa hastig, og maaskee ikke saa¬
længe Jeres Koner ere unge, vil sætte sig; saa har jeg af en hiertens Omsorg for Eders op¬
rørte Sinds Rolighed udpønset et Forslag, hvorved J kunde befries for, saaleedes Nat og
Dag at martre Eder selv. J giorde da meget viselig, dersom J forsyntde Eder ind en Op¬
passere over Eders Koner, der af egen Forfarenhed eller uden Lignelse at tale, der ved en ide¬
lig Omgang med Eders Koner var tilstrækkeligen underrettet om deres Kunstgreeb. Jeg
tilbyder herudi min tilforladelige Tieneste. Jeg forlanger ingen vis staaende Løn; men at
J alene vil indgaae og underskrive følgende Punkter, nemlig:
1. At mine Beretninger om Eders Koner alletider skal staae til troende, om jeg end
skulde lyve saa grovt, at J kunde tage og føle derpaa med begge Hænder.
2. At J for enhver Beretning, jeg i saa Maade bringer Eder, skal give mig 10 Rdlr.
om jeg end brugte Eder ti Gange ti Beretninger om Dagen.
3. At det skal være mig tilladt, alle Tider at omgaaes Eders Koner med den samme Fri¬
hed, J selv have hos dem, for derved at betage dem al Mistanke om den Opsigt, J
havde betroet mig over dem.
Jeg har den Ære at forvente mine Herrers behagelige Beslutning herudi, da jeg i et
fast og gladt Haab om at blive General=Kone=Jnspecteur, forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Num. 34.
Tirsdagen, den 14de Octbr. 1760.
Madame Ii* med gifte og ugifte Søstre!
D¬
rømmeren har ret, mine Damer! J ere Pedantinder--- Taalmo¬
dighed, mine Damer! Giver mig dog Tiid
Dummatumamaud. Dag sal strar for klare miag ti Gek skolgsskdget Fter
nøyelse og velbehageligste Velbehag. J ere Pedantinder, mine Damer! og
der hænger altid noget af det Snaus ved os Mandfolk ---. Ney holt det
gaaer paa min Ære ikke an, at vrænge længere efter Drømmeren. Drømme¬
ren siger: J ere Pedantinder; og han har ret. Pedantiske Mandfolk indgaae
jo ligesaavel enten et aabenbare eller et hemmeligt Foreenings=Forbund med
Fruentimmerne, som andre; Men Fruentimmerne blive jo, formedelst Forenin¬
gen, nævnede efter dem, de ere forenede med? Som f. E.: En Doctors Kone
(om Forladelse) Frue, kalder man Doctorinde, ikke fordi, at hun selv skulde have
taget en Doctor=Grad, enten i Medicine eller i Theologie, eller i Jura, men fordi
hun, formedelst Foreningen med en Doctor, ansees som et Membrum Honora¬
rium i det Doctoralske Societæt; thi Mændene bør jo deele Ære med deres
Hustruer. Saaleedes følger det og af sig selv, mine Damer! at naar J enten
hemmelig eller aabenbare ere blevne forenede med Pedantere, J da og bør kal¬
des Pedantinder. Jeg haaber, mine Damer! at J finde Eder aldeeles fornøye¬
de med denne Forklaring; og kunde dette have været alt nok sagt til Eders For¬
svar imod Drømmeren, hvis mit Blad var fuld paa alle dets fire Sider. Men
en høybevaagen Brev=Vexlerinde, een af mine Damers elskelige Medsøstre, un¬
der det Navn Amianthe, (vor Herre kiender hende) har for nogen Tiid siden
sendt mig nok at fylde mit Blad med paa Eders vegne. Jeg vil kiøre det ligesaa
varmt i Drømmeren igien, som jeg har faaet det; og det skal lyde saaleedes, som
følger:


138
Fortroelighedsværdige Hr. Antidrømmere!
(Hillemæn, hvor tyk maa jeg vel ikke giøre mig af saa bevaagen en Titul fra et
Fruentimmer?)
Med største Sindsrørelse har jeg for nogle Dage siden hørt det heslige Blad
læse, som er udkommen fra den anstødelige og heel modbydelige Uge=Skribent,
Drømmeren, om Fruentimmer=Pedanterier, endskiønt jeg rettere burde sige, at
bemeldte drømmeragtige Blad hellere er skreven af en Pedant, end om Pedante¬
rie. Jeg og mine Medsøstre maatte gierne vide, hvorudi vi kan have forseet os
imod denne Drømmere, at han saaleedes har vildet røbe vore hemmelige, ja hart
ad ukiendelige Feil? Vi have allereede høstet en ubehagelig Frugt deraf, og det
vil vel ikke heller blive derved.
Jeg var for nogle Dage siden, tillige med nogle af mine Medsøstre, paa et
vis Sted, hvor en næsviis Mandsperson ved Caffeebordet trak bemeldte hæslige
Blad op af Lommen, og under en Hiertens Latter, ja Kildren i hans store Taae,
læste os samme fore. Da skulde min Hr. Antidrømmere have seet, hvorleedes
jeg og mine Medsøstre skiftede hundrede Gange Farve ved dets Oplæsning.
Denne Næsvise, paa hvis Mølle dette hæslige Blad gav Vand, bildte sig, uden
Tvivl, ind, at han med dette Blads Oplæsning havde holdt en heel Skrifte= eller
Straffepræken for os; og saasom han heel nøye kiendte os alle, saa kunde det ey
at giøre Hentydning deraf paa enhver af os. J
Elleveelepomine lrig. auer mees, ovuren denne
Næsviise frembragte med en spotsk Latter og Bukken for os alle, kaldende sig vo¬
res Ordensbroder. Jeg troede, at han selv havde lagt dette til af hans eget Ho¬
ved, og derfor tiltalede ham i en lidet behagelig Tone. Men denne Næsvise gav
mig selv Bladet at læse; og paa det han desmeere kunde ærgre mig, stavede han
et hvert Ord frem i de sidste Linter.
Her seer De, min Hr. Antidrømmere! den første Frugt af den anstødelige
Drømmeres Gotgiørelse, at der ogsaa gives Pedantinder; og enhver modbyde¬
lig Mandsperson vil nu herefter see sig berettiget til, at kalde os sine Ordens¬
Søstre. Men om end jeg og mine ligesindede Medfestere vare Pedantinder,
hvilket jeg dog i al Evighed aldrig skal tilstaae Drømmeren; hvo havde da vel
meere Skyld derudi, end Mandspersonerne selv? Neppe have vi naaet en
Skampions Høyde, at jo disse smigrende og forføriske Skabninger svatse os en
heel Hoben Behageligt fore om vores store Skiønhed og Yndighed, om vores
høie Forstand og uendelige mange Dyder; og, gid de saa sandt faae os saadanne,
som vi ere! om de, de fleeste Tider, meene det ringeste der af. Jmidlertid give de
os dog derved høye Tanker om os selv og vores støre Fuldkommenhed, den vi da
meene, ingen videre Forbædring at kunde behøve. Men er vel dette andet, end
at fordærve vores naturlige Morale? thi i det de opfylde vore Ørne med indbild¬
te Fuldkommenheder, betage de os al Eftertanke om virkelige Fuldkommenheder,
og saaleedes ved deres idelige Smigren og Hyklen giøre os alt meere og meere
ufuldkomne. Deres Hensigter hermed indsee vi ikke, førend de have faaet os


M
førte bag Lyset; og jeg gad ikke anføre de løyerlige Exempler herpaa, som jeg selv
haver erfaret.
Enten bilde de Herrer Mandspersoner sig ind, at vi ere aleene skabte til at
være deres Abespil, og at vi ingen naturlig Beqvemhed have, at kunde blive for¬
nuftige, hvorudi de dog høyligen maatte tage Feyl; eller og agte de maaskee vort
Kiøn ikke saa værdig, at de skulde bemøye dem med at betage os den falske Jnd¬
bildning, der hænger ved os af Naturen, om vore medfødde Fuldkommenheder,
og desaarsage heller søge at bestyrke os derudi med deres falske Smigren. Denne
min Slutning synes visselig at være alt for vel grundet, naar man legger Mærke
til deres Forhold imod os under vores Omgang med dem, da de udi deres Samta¬
ler med os sielden eller ingen Tiid lade noget alvorligt, fornuftigt og opbyggeligt
høre, men idel Snik, Snak og Fias, hvormed de jo tydeligen nok give tilkiende,
at de kuns anseer os for Kaalhoveder eller udpyntede Træbilleder, der ingen Hier¬
ne have; og hvor stor en Ringeagtelse lade de vel ikke derved see for os, da man
ikke kan forklare dette anderleedes, end at de agte os aldeeles ubeqvemme til at
kunde forstaae os paa eller besvare dem, om de vilde tale noget fornuftigt og klogt
med os.
Da nu den største Deel af mit Kiøn bliver opdragne i en temmelig stor Van¬
kundighed, da man staaer i den almindelige Tanke, at naar et Fruentimmer har
lært at læse og skrive noget, saadant som det er, og hun har faaet saameget ind¬
trykket i Hukommelsen, som hun til Nød kan behielpe sig med til Confirmationen;
saa veed hun i saa Maade alt hvad hun behøver at vide, uagtet man i alt dette har
ingen Tiid bemøyet sig med at see hendes Forstand og Villie forbædret, og at an¬
føre hende til noget ret fornuftigt. Hvad Under da, at den Smigren, hvorved
de Herrer Mandspersoner, til deres Fordeel, søge at underholde os i vores Van¬
kundighed, der lettere kan faae Jndpas hos os? Og saasom vi udi Omgang med
dem sielden seer og hører andet hos dem end lutter Pedanterie, hvad Under da,
om vi saa føyelige og bøyelige Creature, der ellers, for at kunde behage dem, maa
finde os i alle deres Urimeligheder, efterabe dem udi deres practiske Væsen, og
blive Pedantinder?
Forlad mig, min kiere Hr Anti=Drømmere! at jeg saa aabenhiertig, (thi
jeg har ret en hiertens Fortroelighed til dem), udlader mig med mine Tanker om
Eders Kiøn, saasom Drømmeren har nødsaget mig til, saaleedes at tage Bladet
fra Munden, og at sige de Herrer Mandspersoner den reene Sandhed. Jeg
siger endnu eengang, at al Skylden til vores Pedanterie, om vi ellers ere befængte
dermed, hvilket jeg dog hverken seer eller vil see, ligger i al Sandhed paa Eders
Kiøn; thi vi see og høre snart ingen Tiid andet, end Pedanterie hos dem. Jeg
vil bevise, hvad jeg siger. Hvor pedantiske ere vel ikke alle de Galanterier, de i
saa utallige Maader udviser, for at kunde, som de meene, behages os, endskiønt
vi hemmeligen beleer dem i vore Hierter? Hvor pedantisk er vel ikke de fleestes
Gang, Væsen og Klædemaade, hvormed de og iligemaade, skiønt med samme
Skiebne, formeene at kunde behage os? Hvor pedantiske ere vel ikke de fleeste


140
Kierligheds Erklæringer de giøre os, i sær, naar vi, for at pine dem lidt, efter
Fortieneste, lader dem en Tiid lang sukke, græde, bede, ja true med at hænge,
drukne, stikke og skyde sig ihiel, hvis vi ikke strax vil være saa ubarmhiertige imod
os selv, at underkaste os deres pedantiske Herredømme? Men har jeg vel, kiere
Anti=Drømmere! udi alt dette sagt et eneste usandt Ord, og vil de ikke tilstaae
mig, at vi Fruentimre kunde være langt fornuftigere, hvis Mandspersonerne udi
al deres Omgang med os førte sig meere fornuftige op, og naar jeg ret eftertæn¬
ker den heele Omgang og Forhold med os; kan jeg ey slutte andet, end at jo Eders
Kiøn ligesom have forenet sig til, at være os hinderlige i den sande Erkiendelse om
vore Ufuldkommenheder. Men det allermerkeligste er dette, at naar vi omsider
have ladet os overtale til, at underkaste os deres Herredømme; saa vil de, tænk
hvor urimelig dog Eders Kiøn er, at viskal være fornuftige, da de dog selv have
gjort os ufornuftige.
Kiere Hr. Anti=Drømmere! jeg veed, at De er mit Kiøns uafladelige store
Patron, og altsaa har jeg den faste Tilliid til dem, at De paa vores Vegne tager
Drømmeren ret i Tieneste for hans anstødelige Sammenligning imellem en Deel
af Eders og mit Kiøn, hvorved han søger at tillegge os en Feyl, den vi dog plat ud
ikke vil have Ord for. Spørg ham paa vores Vegne, hvad Ære, han meener,
at hans Drømmepen vil indlegge sig dermed, at han har vildet hvedse den imod et
Kiøn, som ikke Naturen men Opdragelsen har gjort uskikket til, at indlade sig i
Pennekrig med ham? Og hvorfore har han just vildet giøre os latterlige med
det Navn Pedantinder? Vi skulde endda ikke have regnet det saa nøye med
ham, hvis han alene havde anmerket vore Feyl, naar han kuns ikke derhos havde
merket os med dette forhadte Navn. Og hvo veed, hvor store Pedanterier han
selv ligger nedsyltet udi? Jeg ønskede at kiende ham, da jeg snart skulde blive
dem vaer; og jeg skulde da, i hvor ilde skaaren min Pen end er, ikke forglemme
at male dem latterlige nok af. Men jeg forlader mig aldeeles til min Hr. Anti¬
Drømmere, at De vil lære den modbydelige Drømmere, at drømme noget taale¬
ligere om mit Kiøn, hvorimod jeg i alle mig muelige Ting stedse skal findes.
Min Hr Anti=Drømmere,
hengivne Tienerinde,
Deres
Amianthe.
Denne min uforlignelige Brev=Vexlerinde har saa grundig lagt Drømmerens liden
Jndsigt i de naturlige Tings Sammenhæng for Dagen, at jeg i høyeste Maade maatte forsee
mig imod hendes velskaarne Pen, hvis jeg videre vilde besvare Drømmeren paa hans gjorte
Sammenligning imellem Pedanter og Pedantinder. Og hvis han, mine Damer, havde
erindret sig dette, at Eva var Kiød af Adams Kiød, og Been af Adams Been; havde han
lettelig kundet indsee, at J, mine Damer, have ligesaa liden Skyld derudi, at J ere Pe¬
dantinder, som at Eva var Skyld i, at hun blev en Mandinde. Men hvis vi ikke med denne
saa grundige Sætning kan bringe Drømmeren til, at igienkalde sin giorte Sammenligning,
veed jeg intet bædre Raad at give Eder, end at saa mange af Eder, som ere gifte, skiller Eder
ved Eders Mænd, om J ellers alle kan finde Eders Regning derved; og at de Ugifte aldrig
herefter indgaae enten en hemmelig eller en aabenbare Forening med mit Kiøn; thi om 3
endda, mine Damer, ere pedantiske, kan J dog ingenlunde kaldes Pedantinder.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBON.


Anti=Drømmeren.
Num. 35.
Tirsdagen, den 14de Julii 1761.
Hrrr Kk* med kiøre brødre1
D¬
et samme siger jeg med, Mine Herrer! Jo, jo! det var vel Uma¬
gen værd at svare den underlige Drømmere paa saadanne klare
Sandheder? Ney, J ere langt klogere, Mine Herrer! og jeg med.
Det er ey alle Ord, man skal svare til, sagde Manden, da man paa frisk
Gierning skieldte ham ud for en Tyv. Drømmeren er i det ene som i det
andet, sig selv eller sit Navn alletider liig. Han drømmer, hvor han kom¬
mer; og alt, hvad han drømmer, ere lutter modbydelige Sandheder. Er
dette ikke ogsaa Eders Ord, Mine Herrer, Særsindede Drømmere, der
vil opholde sig over vores Forhold imod det andet Kiøn i de offentlige Lyst=Hau¬
ger. Ja formastelige Drømmere, der tør understaae sig at sætte Grændser
for den Drift, Skaberen selv har needlagt i Naturen. Ney; da skal J
finde en langt fornøyeligere Broder i Anti=Drømmeren. Naar jeg, som el¬
lers ofte skeer, indfinder mig i nogen af de offentlige Lyst=Hauger, for at
see smukke Masker; Forestiller jeg mig min første Tilstand i Edens Hauge.
Jeg anseer mig da selv som en Adam, og enhver der forefindende Nymphe
som en Eva, der er skabt for mig. Men havde Adam ikke Friehed til,
Drømmeren u-adspurdt, at forfølge sin Eva, hvor hun gik, og at giøre
hende (efter Mine Herrers galante Sprog) alle optænkelige Douceurer,
Caresser, Fleuretter, og hvad man meere kan hitte paa? Og naar jeg alt¬
saa der seer, en Eva at gaae alleene, uden Geleide af en Adam, erindrer
jeg mig, at det er ikke got, at Mennisket er Eene, og derfore strax indfin¬
der mig hos hende, som en Medhielp ligesom for hende. Og hvad skulde
vel Drømmeren kunde have herpaa at sige?
Saa ofte jeg paa noget af disse Stæder falder i Søvn, drømmer jeg
de fleeste gange noget behageligt. J sær agbenbarer sig gierne det Slags


142
angenemme Blømstre for mig, hvis Blade snerpe sig i et Øyeblik sammen,
naar man rører derved. Den sidste gang, jeg paa et af disse Stæder faldt
i Søvn og drømte, var min Drøm just ikke af det allerbehageligste Slags.
Dog kan jeg, for en vis Aarsags Skyld, ikke efterlade at fortælle Eder den.
Jeg hørte udi Drømme, at den største Deel af de der værende Blom¬
stre og Træer kunde tale, ja end det, som meere forunderligt var, at de ta¬
lede et Sprog, som jeg kunde forstaae. J vide selv, Mine Herrer! at jeg
udi mit ganske Anti=Drømmerske Væsen er alt for alvorlig og oprigtig, at
jeg skulde kunde Lyve, naar jeg siger sandt; og J vil maaskee finde meere
and en almindelig Rimelighed i det, jeg her har at fortælle Eder, hvis J
ellers ikke ere alt for meget Vantroe. Jeg gav mig i Snak med et af disse
talende Træer. Forlad mig, Deres Træelige Høyhed! sagde jeg, at
jeg udlader mig med min Forundring over, at De tillige med den største
Deel af de her værende Træer og Blomstre kan tale, da dog alle Planter og
Træer ere ellers i Almindelighed Maalløse. Forlad mig, Deres Menni¬
skelige Lavhed, svarede Træet, at jeg siger, at De derudi tager storligen
Feyl. Alle Træer og Planter have deres Sprog, og de forstaae hinan¬
den; men den Menniskelige Slægtes Øren ere alt for svage til at kunde
alletider fatte Lyden deraf. Deres Menniskelige Lavhed vil lettelig
fatte, at min Slægtes Stemme er stærkere, end Eders, naar jeg beretter
Dem, at Træer udi to fra hinanden liggende Hauger kan tale med hinan¬
den, forlove sig med hinanden, ja avle Børn med hinanden, uden at de
nogentid komme sammen. Nu lyver, Deres Træelige Høyhed forban¬
det grovt, sagde jeg. Jngenlunde, Deres Menniskelige Lavhed! sva¬
rede Træet. De maa vide, at Vindene have den samme Virkning hos os,
som Affecterne hos Eder. Det skeer ey sielden, at Vinden bringer et Han¬
Træes Blomster=Støv paa et Hun=Træe, lige paa den samme Maade, som
en Flyve=Kiærlighed hos Eders Slægt, hvorved en god Deel Forlovelser og
Giftermaale iblandt Eder foraarsages, og hvortil Grunden paa dette og
andre deslige Stæder som oftest legges, da vi Træer, naar vi vilde røbe
Eder, kunde vidne adskilligt om de Daarligheder, J her begaae. Jeg
stødte mig, som J vel kan vide med Eder selv, Mine Herrer, forfærdelig
over denne Bebreidelse, og derfore forføyede mig hen til et andet Træe, for
at faae mindre Sandhed at høre.
Jeg kom derpaa til et Rosen=Træe, hvoraf jeg brekkede en Stilk med
Roser paa. Træet gav saa høyt og væmødigt et Skrig fra sig, at jeg af
Forskrækkelse lod den afbrudte Rosen=Stilk falde. Jeg mærkede af dette
Skrig, at Træet havde Følelse, hvilket atter satte mig i Forundring. Jeg


143
begyndte at bære Tvivl om, at disse talende Planter ikke vare naturlige Træer
og Blomster. Jeg bad, Rosen=Træet vilde forlade mig, hvis jeg ved Ro¬
sen=Stilkens Afbrydelse havde foraarsaget det nogen Smerte, hvilket jeg
dog ikke vilde formode, saasom jeg er af de Tanker, at alle naturlige Træer
og Blomstre ingen Følelse have. En herlig Slutning, svarede Rosen=Træet,
af en saa kaldet fornuftig Skabning. Den største Deel af Eders Slægt
giøre sig liden eller aldeeles ingen Umage for, at kunde kiende deres egen
Natur. Desaarsage giøre de og i adskillige Maader Vold paa dem selv,
og formedelst Mangel paa denne saa høyt fornødne Kundskab, der burde
være deres Hoved=Studium, skiller sig selv for Tiden ved deres Liv. Hvad
Under da, at disse Vankundige udi Eders Slægt, hvoraf jeg hører J er en,
udi Blinde øve adskillige Gruesomheder imod os Planter, eftersom de have
lige saa liden Kundskab om vores som om deres egen Natur? Hvor der er
en Siæl, hvilken Eders Naturkyndige ikke nægter os Planter, der er og et
Liv, og hvor der er et Liv, der er og en Følelse, efter den havende Siæls
Beskaffenhed; thi et Liv uden Følelse er intet Liv. J maatte altsaa være
overhaands dum, hvis J ikke kunde begribe, at naar man tillegger os en
Siæl og følgeligen et Liv, vi da ogsaa maa have en Følelse. Men just for¬
di vi ikke alletider giver et Skrig fra os, som Eders Øren kar fatte, og for¬
di J ikke seer Blod af Eders og Dyrenes Art at rinde, naar i skiære eller
afbryde noget Lem af os, derfore agte og ansee J os for følesløse Skabnin¬
ger. Dog maa jeg tilstaae Jer, at nogle af os kan være meere følesløse end
andre, ligesom iblant Eders Slægt. De iblant Eder, som ere vante til
grovt og haardt Arbeide, have i adskillige Tilfælde mindre Følelse, end de,
der have med finere Ting at bestille. Naar en Grov=Smed kan uden nogen
synderlig Følelse holde et heedt stykke Jern i sin Haand, kan en anden, der
ey er vant til at lade sin Hud barke ved en Smedde=Jld, ikke røre derved
med en Finger, uden at brænde sig derpaa. Jmidlertid er det os alle i Al¬
mindelighed ligesaa smerteligt, naar man brækker eller skiær en Green og
Stilk af os, som naar saadant vederfares noget af Eders Lemmer. J be¬
gaae denne Gruesomhed imod os udi Eders Uvidenhed; og i formeene, at
J handle heel barmhiertig og vel med vore afbrudte Lemmer, naar i sætte
dem i et Glas=Vand, da dette dog ikke kan være os til større Trøst og Liise,
end naar en af Eders deiligste Damer settes i et Jnqvisitions=Fængsel paa
Vand og Brød, paa det at de Herrer Geistlige kan jevnligen have den For¬
nøyelse at mætte deres Øyne paa hendes Deylighed, saasom ingen af dem,
saa at giøre Ord af, tør nøyere forbinde sig med hende. Men det er saalee¬
des Mand=Kiønnets Maade udi Eders Slægt at skade og krænke det, der
drager deres Øyne til sig---Atter en nye Bebreidelse. Jeg gad ey høre
meer deraf, og derfor gik min Vey.


144
Mine Øyne faldt derefter paa et overmaade deiligt og prægtigt Blomster, hvilket jeg
forføyede mig hentil, formodende, der at finde noget ligesaa behageligt for min Næse
som for mine Øyne. Jeg lugtede til dette allerkiæreste Creatur; men det havde aldeeles
ingen behagelig Lugt. J kunde meget vel, sagde Blomstret ligesom med en Latter, have
sparet Jer den Umage, at bukke Jeres stive Ryg; for at lugte til mig. Dog hvad siger
jeg? Det er jo ikke saa usædvanligt hos de unge Herrer udi Eders Slægt at løbe efter, og
at giøre sig yderste Møye for det Detlige, da de dog de fleeste Tider finde sig heel bedragne
derved---Nok, nok, raabte jeg: jeg har alt faaet min Fornøyelse. Jeg blev vreed paa
min Viis, og forføyede mig bort. Jeg troede nu for vist, at disse talende Træer og Blom=
ster maatte være Drømmerens egen Yngel eller Podning; thi til hvilket af dem jeg kom,
fik jeg ey andet, en lutter modbydelige Sandheder at høre.
Der jeg havde forladt dette talende Blomster, kom mig en Person i Møde, det
saae ud, som han kunde have slugt Tree, og vilde i Færd med den Fierde. Monsieur!
sagde denne til mig, J seer mig heel Anti=Drømmersk ud; hvorpaa han gav mig et væl¬
dig Øresigen, hvilket han med en dyb Compliment bad mig, jeg vilde bringe Drømme¬
ren igien fra Mons. Amoureux. At et vis Fruentimmer gav mig for nogle Dage siden
et Kys, som hun bad, jeg vilde bringe hendes Kiæreste, var en Commizion, som jeg
nogenleedes kunde finde min Regning ved; men aldeeles ikke ved at være en Øresigen Com¬
mizionair. Mit Anti=Drømmerske Blod begyndte derfore at kaage i mig; Men saasom
mit Hierte just paa den Tiid ikke sad paa det rette Stæd; Saa holdte jeg for, at det var
raadeligere, at jeg lod mig nøye med et end at tilprakke mig fleere Øresigener, og derfore,
paa god Hare=Viis pakkede mig med det jeg havde faaet.
Vel tilstaar jeg, at Monsr. Amoureux saavel som J, Mine Herrer! kan have Aar¬
sag til at være forbittrede paa Drømmeren, der har været saa formastelig at overbevise
Eder og ham om, at J giøre Eder til aabenbare latterlige Narre; deels derved, at J
udi de offentlige Lyst=Hauger ere saadanne vældige Jægere efter de der forefindende Nym¬
pher; og deels derved, at J udi Sælskaber ikke kan tvinge Eders heftige Forliebelse udi
et og andet Fruentimmer. Men hvad kan jeg stakkels Anti=Drømmere vel giøre derved,
at J ere saadanne Narre, hvad skulde jeg sige, at Drømmeren er saa formastelig, at
kaste Eder disse Eders Narrerier i Næsen? Vel har jeg paataget mig, at ligge til Feldts
imod Drømmeren paa de Herrer Dag-Drømmeres Vegne, men ingenlunde at være de¬
res Øresigen=Comizionaire. Og hvis jeg nu vilde være saa enfoldig at give Drømmeren
det bekomne Øresigen; kunde han maaskee faae i Sinde at give mig et igien, med kiær¬
ligst Begiering, jeg vilde bringe Monsr. Amoureur det igien fra Drømmeren, og kunde
saaledes mine Anti=Drømmerske Kiæber blive en bestandig Mellem=Penge imellem Eder og
Drømmeren, hvilket jeg paa det allerskyldigste betakker mig for. Jeg har derfore, ved
at have fortalt Eder min havte Samtale med de talende Træer og Blomstre, fundet det
heel billigt at bringe Eder, som dets nærmeste Eyere, det bekomme Øresigen igien; thi
naar hver beholder sit, saa faaer den slemme Mand intet. Og hvis J skulde synes, at
jeg denne gang har været en Med=Drømmere; Kan J takke Eders Broder Monsieur
Amoureux derfor; thi Anti=Drømmeren er aldrig, uden høy Nødvendighed, for, at blive
nogen noget skyldig. Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur J. C. KALL.


Anti=Drømmeren.
Num. 36.
Tirsdagen, den 21de Julii 1761.
Hrrr Ll* med kiære brødre og Søstre!
J¬
eg skulde vel i Dag, Mine Herrer og Damer! hielpe Eder at hegle
vores Uge=Drømmere igiennem, formedelst hans fæle og livagtige
Drømmerie om Eders forhadte Adfærd. Men da en af Eders Brødre
har sendt mig en Prøve paa hans Færdighed i Hegle Kunsten, den han be¬
der jeg vil indrykke i mit Blad, til Vederlag for Drømmerens slette og
heslige Afridsning paa den ædle Hegle-Kunst; Formeener jeg, at Drøm¬
meren faaer sin Text tydelig nok læst udi samme, og at det ey behøves, at
Anti=Drømmeren skulde lade sine Hegle=Gaver høre. Det tilsendte lyder,
som følger.
Monsieur Anti=Drømmere!
Hvor meget gaar J vel for, Min Herre! og hvor skriver vel den
myndige Herre sig fra, som J, Monsr. Anti=Drømmere, drømmer imod
eller med? Hvor langt er vel denne Drømmeres philosophiske Skiæg, og
har vel denne Herre faaet Skole=Støvet reent afbørstet af sine Skoe? Hvad
Bevilging har han vel paa, at kunde sætte andre til rette, eller har maa¬
skee en Magister=Grad givet ham Frihed, at opkaste sig til en Lærer eller
Hofmester over sine Medborgere? Hvorfore giver han sig ey tilkiende, at
man kan maale hans myndige Bestraffelser efter hans Person? Har han
Sandheden at fare med, hvorfore tør han da ey være sine Drømme=Blade
bekiendt? Jngen blues ved sine gode Gierninger, og den der ikke skriver
andet, end det, der har Sandhed til Grund, behøver aldeeles ikke at for¬
dølge sit Navn. Man seer altsaa, hvad Fødder denne myndige Drømme¬
res Sag staar paa. Hvad Kraft skulde vel et moralisk Blad kunde have


146
til at forbedre, der kommer fra en ubekiendt Forfatter? Skal man indrette
sit Forhold efter enhver Grillenfængeres Gotbefindende? Bør man ey, fø¬
rend man antager de fremsatte Sandheder, vide, om de og ere komme fra
en saadan Mand, hvis Regler man kunde være bekiendt at følge? Er denne
Drømmere en Grønskaalling, hvor uanstændigt var det vel ikke, at vi Æl¬
dre skulde følge hans Forholds Regler, ja hvor utaaleligt er det da ikke, at
et saadan tør bilde sig ind, at kunde lære os noget? Er hans Hage end for¬
synet med det behørige Skiæg, og han dog derhos er ingen beskikket Lærere,
hvad Rettighed, hvad Magt og Myndighed har han da vel, at kunde sette
andre til rette? Lad ham derfore giøre sit Navn bekiendt, at man kan vide,
hvo den Herre er, hvis Røst man skal adlyde, og om hans Pen har sin be¬
hørige Myndighed af Personens Anseelse og Værdighed.
Jeg vil lade hans Drømme=Rettighed staae ved sin Værd. Jeg fæ¬
ster mine Øyne fremdeeles paa hvad og hvordan han skriver. Jeg seer vel,
at hans Drømme indeholde aabenbare og u-nægtelige Sandheder. Men er
det vel en Drømmeres Sag at fortælle sandfærdige Ting. En ret Drømme¬
Fortællere befatter sig aldrig med saadant, at han meget hellere, som heel
fornøyeligt er, lyver Folk Halsenfuld. Men drømmer vel denne Drøm¬
mere om andre Sandheder, end dem, man for 100de Aar siden have vant
sine Øren til at høre? Tænker maaskee denne Drømmere, at vi ikke, uden
at blive erindret derom af ham, seer og kiende vore Laster og Daarlighe¬
der? Eller tænker han maaskee, at han ved sine Drømme=Fortællinger vil
skremme os fra at øve og begaae dem, Fandt vi vores Regning ved at af¬
staae fra vore Feyl og Daarligheder, vare vi vel, uden ham, saa kloge af
os selv, at vi ingen Tiid øvede dem. Har denne Drømmere ey kundet ind¬
see dette, førend han besluttede at fortælle os sit Natte=Drømmerie, kiender
han kun lidet til Verden, og følgeligen bliver han kun en Krybe=Moralist
eller Satiricus. Men har han indseet dette, til hvad Ende fortæller han
os da vel sine Drømme, Kan man da vel drømme bedre om ham, end at
han enten maa være befængt af en heftig Skrive=Syge, eller og at han maa
skrive, enten for at staae antegnet paa Skribenteres Liste, hvilket just ikke
nu omstunder kan ansees for nogen Fortieneste, da enhver Jdiot giver os de
begiærligste Skrifter, eller og for at tiene og forbedre sin egen Pung?
Men hvordan skriver vel denne Drømmere? Af hans Drømmerske
Stiil og Talemaader skal man ey lettelig kunde skiønne, enten han er dansk,
tydsk, eller fransk; thi man finder hart af i ethvert af hans Drømme=Blade


147
en Blanding af alle Slags. Han giver sig ud for en nidkiær Patriot, og
driver ved alle Leiligheder paa det sande Patriotskab. Men kan den vel an¬
sees for en ægte Patriot, der forfalsker sit Fædernelands Sprog? Udi et af
hans udkomme Drømme=Blade laster han sine Landsmænds store Begierlig¬
hed efter fremmede Vahre. Men hvo kan vel meere forsee sig herudi, end
han selv, da han indflikker adskillige fremmede Ord i Fædernelandets Sprog?
Har vort danske Sprog vel en større Mangel paa beqvemme Ord til at ud¬
trykke sine Tanker og Mening med i alle forekommende Materier, end an¬
dre Sprog? Jeg tænker Ney; og enhver af vore nidkiære Sprog=Rensere
meene det samme. Eller maaskee det klinger bedre udi hans Drømmerske
Øren at sige, for Exempel, Ambition, end udi sit Fædernelands Sprog
at sige Ærgierrighed. Ligeleedes og Liebhabere i steden for Elskere; og saa
videre? Naar han nu saaleedes, uden Fornødenhed, betiener sig af frem¬
mede Ord, kaster han jo aabenbare Foragt paa sit Fædernelands Sprog.
Men om dens Patriotskab, der vrager og forfalsker Fædernelandets Sprog,
kan man ey have ret synderlige gode Tanker; og naar man kiendte denne
Patriotiske Drømmere kunde man maaskee finde Leilighed til, ligesaa kien¬
delig at røbe hans slette Patriotskab i andre Poster, som i henseende til
Fædernelandets Sprog, og følgeligen bringe denne Drømmere til, at slikke
alle hans Drømmerske Bebreidelser imod de uægte Patrioter udi hans egen
Lomme.
Jeg haaber, at J, Monsr Anti=Drømmere! hvad enten J drømmer
denne Drømmere imod eller med, maa og kan ikke andet end billige alt det,
jeg her har anmærket til hans velfortiente Sværtelse. Og tænker vel denne
Drømmere, at jeg og mine Brødre og Søstre skulde af hans heslige Af¬
ridsning paa vores u-undværlige Hegle=Kunst lade os afskrekke fra at hegle
ham og alle andre igiennem? Men vi have des større Føye til at lade denne
Drømmere gaae igiennem vore Hegler, saasom vi af hans udkomne Drøm¬
me=Blade havde gjort os den faste Slutning, at han var en af vores Gud¬
indes største Tilhængere. Men J kan være saa god at berette denne Drøm¬
mere, at dette jeg her har anmærket hos ham, er kuns et lidet Forspil, da
fremtiden skal viise ham, at hans havte Forestilling om vores Gudindes
Tempels Undergang har allene havt Stæd udi hans Drømmerske=Hierne.
J det øvrige kan J, Monsr. Anti=Drømmere lade ham vide, at naar
han, tvertimod Uge=Skrifters Natur, der bør have deres ordentlige Gang,
behøver en halv Snees Uger til at drømme paa en Drøm; Vi da ikke, i


148.
hvor mange gyldige Undskyldninger han end kan fremføre, skal forglemme
at uddrage denne visse Slutning deraf, nemlig, at Drømmeren maa have
en yderlig Mangel paa Drømme=Materier. Jeg vil formode, at J ey
stikker denne min Skrivelse under Bordet, men at J giver den sit behørige
Stæd udi Eders Anti=Drømmerske Blade, hvorimod jeg lever
Monsieur Anti=Drømmere.
Deres
uafladelige
Giennemheglere.
Jeg maa tilstaae, at denne min Brev=Vexler paa god breed Dansk
har udtrykket sin Hiertens=Mening om Drømmeren; og hvis J, Mine
Herrer og Damer, ere alle saa stærke i Munden, som denne Eders Bro¬
der er J Pennen, J da aldeeles ikke behøver mit Forsvar for Eder imod
Drømmeren, at jeg meget hellere maa sætte Eder som en Undtagelse fra det
Løfte, jeg har givet de Herrer Dag=Drømmere; ja jeg vil end og, saa ofte
Raden kan komme til Eder, see mig nødsaget til, at kalde mig Anti¬
Heglere i steden for Anti Drømmere, da Drømmeren i al Sandhed kunde
behøve en Forfægtere for sig imod Eder. Jeg havde vel nogle Jndvendin¬
ger at kunde giøre imod denne Eders Broders Anmærkninger over Drøm¬
meren; men da jeg af denne hans Skrivelse haandgribeligen fornemmer,
at han forstaar Hegle=Kunsten fra Grunden af, og jeg desuden er ingen
Elskere af at lade mig igiennem hegle, hvilket den gode Monsieur Giennem¬
heglere maa vide til behagligst Efterretning, lader jeg vel være at tage Tor¬
nen af Drømmerens Fod, for at sætte den i min egen. Jeg forbliver &c. &c
lmprimatur J. C. KALL.


Anti-Drømmeren.
Num. 37.
Tirsdagen, den 4de Augusti 1761.
Hrrr Mm* med kiære brødre!
D¬
a er det og ret fortrædeligt, Mine Herrer, at vi end ikke engang under
den mægtige Bacchi Beskyttelse kan holde vore Politiske Collegier i
Roe for den allevegne omlugtende Drømmere, at jo al Verden
skal udi hans Drømme=Blade kunde blive underrettet om vore Stats Af¬
handlinger. Vel er det saa, at de samme ere saa kraftige og saftige, at vi
heel vel kan være dem bekiendte, da Stats=Legemet ingen Tiid skulde være
plaget med Forstoppelse, hvis det hver Morgen vilde indtage en Dosin af vo¬
res Stats=Klogskab. Men hvem giver denne Drømmere Forlov til at
blæse vore Stats=Afhandlinger ud i alle Stadens Hiørner med sine Drømme¬
Blade, førend de ere blevne satte i Værk, hvilket vel og kan skee engang,
naar Borgemesterskabet omsider, som forlængst forskyldt, tilfalder nogen af
os, og da skal de gamle gyldne Tider komme hoppendes frem igien; da skal
man kunde kiøbe en heel Drømmere for en halv Skilling --- Ney fye!
hvad skulde vi med den? da skal man, vilde jeg have sagt, kunde gaae i
8te Dage paa Viin=Huuse for det, som man nu neppe kan faae sig et got
ærlig tæt Aften=Ruus for. Ak at det dog ikke maatte vare for længe, inden
man lærte at skiønne paa vore Fortienester! og hvis vore Medborgere have
minste Skiønsomhed i Panden, vil de ey allene ønske det samme; men de
vil end og aarle og silde ligge paa deres bare Knæe, for at tilbede os et langt
Liv, at vi ikke forinden skulde drukne udi vores Stats=Klogskab, det er, i
et Viin=Fad. Men vi maa i Skiægget paa Drømmeren igien.
Ey nok, at denne Drømmere er saa dumdristig, at han uden vores
Tilladelse indrykker vore Stats=Afhandlinger udi hans Drømme=Blade, ret
ligesom det kunde være Drømmerie, vi Viin=Huus Statister have at fare
med; men han understaar sig endog at sige os imod udi vore Stats=Sætnin¬
ger, og ligesom at sige os i Øynene, ot vi snakke op ad Vegene. Men


150
nu falder Raden os til, og vi vil see, om vi ikke haandgribeligen nor skal
kunde overbevise ham om, at han selv drømmer, naar han udi sit Blad un¬
der Num. 37. kalder denne vores uryggelige Sætning i Tvivl, at de ældre
Tider bør i alle Maader have Fortrinnet for de Nyere. For nu at kunde des
eftertrykkeligere indtrykke Drømmeren denne klare Sandhed, vil vi tylde en
Sammenligning imellem de ældre og nyere Tider i en Viin=Flaske, og slaae
ham i Hovedet med.
Fæster man sine Øyne paa den betydeligste Act udi det ganske menniske¬
lige Liv, nemlig, naar Ægte=Pakten imellem To Forenede skal fuldbyrdes,
og man holder vore Tiders Brølluper imod de ældre Tiders, maa man, om
man end havde et Hierte af Kampe=Steen, fælde de væmodigste Taarer ved at
betragte Forskiællen. Naar man nu omstunder skal bievaane en Brudevielse,
bliver man paa de fleeste Stæder ey tracterede med andet, end en Priis Snuf=To¬
bak, og naar det skal være meget feedt, med en Skaal Caffee og Thee, og nogle
Smaa=Slikkerier, hvilket er al det Vederlag man de fleeste gange faar for sin
Brude=Gave og andre paaløbende Udgifter, dem man ellers kunde have sig en¬
deel Flasker gammel Gaudium for. Men med hvor stor en Begierlighed og
Fornøyelse maatte man vel ikke gaae til de ældre Tiders Brølluper, hvor man i
Tree heele Dage, ja undertiden længere, kunde Nat og Dag æde og drikke faa,
at det - - - - nok snakket; da man derimod paa vore Tiders Brølluper maat¬
te vansmægte af Hunger og Tørst, hvis man ikke i Forveyen forsynede sig des
bedre, saa at det aldeeles ingen Under er, at det løber saa galt af med endeel Gif¬
termaale som det giør; thi der var sielden nogen Lykke og Velsignelse ved at for¬
andre saa gamle gode Skikke.
Naar Medbørgere nu omstunder besøge hinanden, blive de gemeenligen
ikke tracterede med andet, end Caffee og Thee=Vand, hvilke Modens Tracta¬
menter, efter en af vore Skribenteres Vidnesbyrd, ikke tiene til andet, end at
svække Naturen og forkiølne Venskaber; Da man derimod i de ældre Tider blev
allevegne beværtede med uforfalskede Viine, Brunsviger=Momme, og andre
Hiertestyrkende og Pandebrydende Drikke=Vahrer, der lagde Kiød til Side¬
Beenene. Fruentimrene pimpede sig derimod med Gylden=Vand, Canarie¬
Sek, og andre behagelige Vædsker, hvorved de bleve saa muntre og venlige,
som, sans comparaison, en Teve=Kat. Da var det en Lyst at leve, og at om¬
gaaes med gode Venner. Da kunde man trives og passere for fulde Mennisker;
thi saasom man den Tiid som retskafne Patrioter drak Syv Aars gammelt Mar¬
tii=Maaneds Øl og Brunsviger=Momme i steden for Caffe, og en Potte reeven
Øllebrød med vel Smør udi i steden for Thee om Morgenen; saa bleve man
føere og spækfeede, og følgeligen duelige og dygtige, i sær til det Menniskelige
Kiøns Fortplantelse; thi man finder fleere end et Exempel paa, at en Mands¬


151
Person var bleven overbeviist om, at han paa en Nat havde været Fader til 4 ja
6 smækfeede Drenge, halv anden Alen lange. Men man skulde komme til at
leede heel smaalig og længe iblant vore Caffe= og Thee=Drikkere, førend man
fandt en saadan duelig og arbeidsom Patriot. Hvo skulde nu vel, uden Drøm¬
meren alleene, kunde være saa blind, at han ikke kunde see, at de ældre Tider
bør have Fortrinnet for de Nyere?
J de ældre Tider, da man kunde indlegge sig ligesaa stor en Ære med at
drikke en halv Snees Personer til Bænks, som den indlagde sig, der blev Seyer¬
vinder udi de Olympiske=Leege, kunde man med et roeligt Sind sove tree ja fire
gode Ruus ud om Dagen, og end da passere for skikkelige og velagtbare Mænd;
da man derimod nu omstunder neppe kan drikke sig et halv Ruus om Dagen, at
man jo strax faar Navn af Fylde=Hunde. O! J lyksalige ældre Tider! Vi kan
ikke uden Graad og Bedrøvelse tænke paa Eder. Men giver kun Stunder.
Borgermesterskabet kommer vel engang til os ---Vi vil ey sige meere.
J de ældre Tider vare den største Deel af et Borgelig Sælskabs Lemmer
lige høye paa Straae. Derfore var der og paa de Tider en Broderlig Kiærlig¬
hed og Fortroelighed imellem Medborgerne. Men nu i de nyere Tider er et
Borgerlig Sælskab afdeelt i 90 Partier, og adskildte fra hinanden ved adskillige
Øge=Navne, saa at den ene Medborger kan nu ikke være bekiendt at kiende, langt
mindre at omgaaes med den anden, hvorfore og den broderlige Omgiængelighed
ved nogle topmaalede Kander Brunsviger=Momme, der er Siælen udi et Bor¬
gerlig Sælskab, har nu aldeeles ophørt, og den ene Medborger skammer sig
ved at drikke af Kande eller Kruus med den anden.
J de ældre Tider, da en Tvistighed, om hvilken der nu omstunder, til
Parternes Skade paa Navn og Pung, skal mundhugges i heele Maaneder for
et Bye=Ting og en Raadstue, kunde paa frisk Gierning afgiøres ved en Kaar¬
de; da kunde vore Fægtmestere svømme i Rhiin= og Mosel=Strømme fra Mor¬
gen til Aften. Men nu i de nyere Tider, da Dueller paa det strengeste ere blevne
forbundne; nu da man ey ved det minste anstødelige Ord eller Mine tør hugge
hinanden Næser og Øren af og ingen altsaa skiøtter om at anvende Penge paa en
ubrugelig Videnskab; maa de arme Diævle sue paa Lallerne, og ere færdige
at døe af bare Tørst. Vil ingen anden samtykke med os, at de ældre Tider vare
langt lyksaligere end de Nyere, saa vil disse; og vi ere aldeeles forsikrede om,
at de med et eneste af deres brugende Argumenter ere i Stand til at overbeviise
Drømmeren om denne Sandhed.
J de ældre Tider var al frie Omgiængelse imellem Mands=Personer og
Fruentimre indskrænket. En Pige turde da ikke see ret paa en Mands=Person,
kangt mindre komme ham paa 10 Skridt nær i andres Paasyn; ja hun besvime¬
te eller lod som hun besvimede, naar man kuns nævnede en Ungkarls Navn for


152
hende. O store Ærbarheds og Blufærdigheds Tider! Vel sandt, at Fæstningerne
just derfor ikke vare saa aldeeles uovervindelige; men den udvortes Ærbarhed
blev dog paa det nøyeste tagen i agt, hvilket var alt nok til Kydskhedens Berøm¬
melse; og Fæstningerne bleve indtagne med største Taushed og Stilhed. Men
nu i de nyere Tider behøver man ey at gaae saa lumsk til Værks. Ævred er nu
opgiven imellem begge Kiøn. De unge Piger behøve nu ikke af slaae deres Øyne
need for en Mands=Person; og en god Deel af dem ere behiertede nok til at give
sig i Kast med en halv Snees paa en gang. Ja det gaar nu, alt a la Francois,
saavidt, at mangen et Fruentimmer ikke undseer sig, for at blotte hendes Bryst
udi en Mands=Persons Paasyn, ja, end det som verre er, at binde hendes
Strømpe=Baand, hvilket den gode Drømmere burde have Indseende med.
Vi gidder ikke gjort fleere Sammenligninger imellem de ældre og nyere Ti¬
der; thi jo dybere vi seer ind i de ældre Tiders store Lyksalighed, jo meere Hierte
klemte, ja grædefærdige blive vi, da vi med en vis Skribent, der udi samme
alvorlige Toner taler om begge Tiders Forskiæl, maa klage, at man nu om¬
stunder ikke kan skille gode og onde Dage fra hinanden. En Mortens=Aften, en
Juule=Nye=Aaars og hel. Tree Kongers=Aften, der i de ældre Tider vare for¬
nøyelige Fraadse= og Drikke=Aftener, og imod hvis Ankomst ey allene Børn,
men end og graahaarede gamle Folk glædede sig, er nu i de nyere Tider ikke for¬
nøyeligere og feedere end en Langfredags=Aften; thi saasom det nu er Moden at
gaae sultne og tørstige til Sengs; Saa ansees det for noget gemeent, at Folk, der enten ere,
eller bilde sig ind at være fornemme, skulde efter gammel Christelig Skik og Viis hellig holde
disse Aftener. Ja hvo skulde vel med tørre Øyne kunde høre tale om de fornøyelige Jule=Stuer,
(Jule=Bukkene uforglemte) og den herlige Fastelavns=Løben, som vore Forfædre saa hellig og
uforsømt toge i Agt? Naar vi nu erindrer os dette og utallige fleere vigtige Ting, der formedelst
Graad sidder fast i Halsen paa os, kan vi ey andet end priise vore Forfædre lyksalige; og enhver,
der besidder saa stor en Eftertænksomhed som vi, kan ey andet, end høyligen forundre sig over
Drømmeren, at han har vildet sige os imod i saa klar en Sandhed. Men vel er det, at han
saa tydelig og haandgribelig har røbet sin store Urimelighed, da man af dette kan giøre Slut¬
ning til alt det øvrige, han har drømmet og drømmer om os Herrer Dag-Drømmere - - -
J have Ret, Mine Herrer, og hvis Drømmeren af denne Sammenligning, vi her udi
saa vigtige Poster have gjort imellem de ældre og nyere Tider, ikke vil lade sig overbeviise, at
de Første bør i alle Maader have Fortrinnet for de Sidste, maa han have et Gaase= eller Østers¬
Begreeb. Men at vi dog engang ret kan hævne os over denne dumdristige Drømmere, som
uden vores Tilladelse indrykker alt det udi sine Drømme=Blade, han saa lumskt og uformærkt
stiæler sig til at høre af os udi vore Samlinger; Saa vil vi herefter discurere om de allerurime¬
ligste Ting, vi kan ophitte, og proppe ham breddefuld med de allergroveste Løgne, og hvis han
da indrykker det i sine Drømme=Blade, vil han giøre sig selv, og ikke os, latterlig for den heele
Verden. Jeg forbliver &c. &c.
Imprimnatur J. C. BALL.


