Fruentimmer
81
Mandfolke Tidenden.
Anden Aargang
1768


Jndhold.
Ko I. En Fortælling om to ædelmodige Systre.
Slutningen af forbemeldte Fortælling. En Samtale imellem Tyrsis og Palæmon, at de Dødeliges Lyksalig¬
hed er ikkun en Drøm.
3. Om den daarlige og fordervelige Bekostning ved Bryluper og Giftermaale i Borgerslanden. En Drøm
om Smagen.
4. Om de Christnes beste Nye=Aars Foretninger. De Fortrædelige og Kiedsommelige. Have Forretninger i
Januari Maaned. Muslinger at stuve. Om Handels=Tractaten imellem Kongen af Frankerig og Key¬
seren af Marocco. Dagens Beskrivelse af den selv.
5. Om Børne=Opdragelsen. Have Forretninger i Februari Maaned. Engelsk Tærte af Spenat. Om en
Huusbog. Noget om det smukke Kiøn hos Romerne. Om Musikens Historie.
6. Tanker over i Cor. 10,4. Klippen er Christus. Om Fortrinene ved Ungdommens Opdragelse paa Landet.
Om flere Fordele ved Ungdommens Opdragelse paa Landet.
7. Forslag til Øllets Forbedring. Tærte af hvidt Caponkiød. Engelsk Æble=Tærte. Tærte af stegt Kalve¬
Nyre. Mandel=Bagverk i Butter=Deig. Breve fra unge Personer til Nytte for ældre. Om Caffere¬
mantes
2nternae
2000
Kunsten i Paris.
8. Der blev stedse intet af; en Jomfrues Historie.
Slutningen af forrige Historie. Have Forretninger i Martii Maaned. Øsers at fylte. En Fortælling
om Ædelmodighed. Om at kiende sig selv.
J
10. Undersøgelse af det Spørgsmaal: Om det er tilladt, at anvende Fest= og Søndage til sit Kalds Forretningers
Oppasselse. Om en bortsnappet Datter i Metzlar. Forsøgte Midler imod Canarie=Fuglenes Luus.
Om Venskab bestaaer i Gemytternes Overeensstemmelse. Livet som en Seylads. En Anecdote i Ludvig
XIV. private Liv. Anecdote om den Engelske Bisp Burnet.
I1. Sang over Matth. 27, 29. De fatte en Tørnekrone paa hans Hoved. Tvende afdøde Pigebørns Brev til
deres efterladte Forældre. Hvorledes en bestandig guul Farve for let Priis kan tillaves at anstryge Huse
med. Af Hr. Weilands Sympathier. Den 41de af Hr. Krugers Drømme.
12. Tanker over den Korsfæstede. Den lykkelige Standhaftighed. Fortegnelse paa de Personer, som omkomme
i Branden paa Opera paa Amilienborg 1689.
13. 14. Dr. Thomas Kingos Paaske=Triumph. Den berømte Kunstners Magnus Bergs Liv og Levnet
15. Om at giøre vellugtende Pudder. Have=Forretninger i April=Maaned. Den muntre Jomfrues Errespondence.
Hyrdens Thrajo Tak; en Fabel. Faarenes Klagemaal; en Fabel. En gammel Hændelse. Den dybe
Sorg. Det vilkorlige Ønske.
16. Nogle Confirmanders Navne. Tanker paa en Confirmations=Dag


No. 17. 99 Flytninger, foraarsagede af 99 Aarsager. Tanker om Tiggerie. Om Charthaginenserne. Nøget om
Talekunsten.
Den nyegifte Kone og hendes Frier=Vers. Have Forretninger i May=Maaned. Et merkværdigt Exempel
18.
paa Ædelmodighed, Broderlig Ømhed og Sønlig Kierlighed. Jalønsie imellem de ældre og
yngre Piger.
19. Om Kirke=Ceremoniers Afskafelse i Prenssen, og Geistlighedens Declaration berover.
20. Tanker til Evigheden. Bramien til sin Søn. En Jdylle. Breve, skrevne af en Engelskmand Hr. Everard.
Om Caffeens Brug i Østerlandene.
21. Om at vaske smudsige Perler rene igien i Melk. Om at rense Perler med Alabaster eller Perlemoer. Om
at reengiøre alle Slags Ædelstene, Guld= og Sølv=Smykker. To Breve, angaaende Hovmester¬
Pladse. En Anccdote ved en Jødisk Løvsal=Fest. De uforsagte Fruentimmere. Den fortvivlede
Dandser.
22. Tanker øver Luc. 14, 12. Kommer; thi nu er det altsammen beredt. Karpe med Løg. Fine Posteyer af
kogt og hakket Skinke. Fiin Postey af Grønkaal. Om deres Lykke, som bestemmer sig til Handelen.
Stoltheds Daarlighed.
23. Omstændelig Underviisning, hvorledes unge Døttre skal vel og nyttigt anlegge deres Tid. Have Forretninger
i Junii Maaned. Nogle Anmerkninger om at plante og avle Jordbær. Den Svenske Hof=Canceller
og Ridder v. Dalins Tanker om Masker. Tanker om vor Tids unge Mennesker og deres Opførsel.
Et uforligneligt Skiønheds Middel. Mønster paa en kiek Soldat.
24. Om Tidens nyttige Anvendelse for unge Døttre fra det 3die til 14 Aar. Qvæde=Snee. Raad imod Freg¬
ner. Om en Reyse omkring Verden. Nogle Stykker af den almindelige Historie: Om Honnings
Samling af Bierne: Om Voxkagernes rare Bygning: Middel til at conservere Blomster længe.
Lystige Regler for Lyst=Reyser.
25. Om de Sundes fure Ansigt imod Døden. Om Tidens nyttige Anvendelse for unge Døttre, efter deres
14de Aar. Om at fordrive de smaa Myrer og Træeluus af Haverne. Jødernes Forhold imod de
Syge og Døende. Jødernes Sorg over de Døde. Jødernes Qvæg=Slagtning. Om en blind Kone,
som fik sit Syn igien, ved at gnide Øynene med Fiske=Galde.
26. Unge Døttres Tidsfordriv og sammes forskiellige Arter. Om at give smudsigt Guld sin Glands igien.
Jødernes tilladte og forbudne Spiisning af Creature. Om Fætterens Kildereyse.
27. Det lykselige Ægteskab. Om Forskiel paa unge Døttres Forretninger i Julii Maaned. Noget om Lev¬
coyer. Den letteste Maade at formere Lavendel. Om at brænde Brændeviin af Havre. Et Raad
imod Qvægsygen. Om en merkværdig Formørkelse i Detroit i America.
28. Anmerkringer ihenseende til Tiden for unge Døtres Forretninger. Om den gamle Ungkarls Kilde=Reyse.
Jødernes Mads Tillavning, og Forhold ved deres Maaltider. Jødernes Klædedragt, som de maae
bære.
29. Hvorledes unge Døttre kan komme til at anvende Tiden ret. Cotil og Cilia, eller de Ædelmodige. Se¬
minor, en Japansk Historie. Jødernes Opførsel i Tordenveyr. Jødernes Gudstieneste i Synagogen.
Jødernes Ceremonier, førend Bønnen begynder. Fætterens høytravende Stiil.
30. Om det Regnskab, man har at aflegge ihenseende til Tiders Anvendelse. Om Ollekagers Brug og Nytte.
Biirgerhardts Klage over den Hollandske Handels Aftagelse. Beviis paa, at et Land kan have for
mange Jndvaanere.
31. Der er ingen Ting at forsvære. (En Engelsk Historie) Fætterens Correspondenee.
Slutningen af forrige Historie. Naar de Grains, eller den Sæd, som Silke=Ormene kommer af, skal legges
32.
ud. Hvorledes de skal passes, indtil de faaer den 4de Hud.
33. Den gamle Jomfrues Fortrydelse over hendes Tieneste=Pige. Den gamle Ungkarls Kierligheds Tildragelser.
Fætterens Tanker om Ønsker.


Nu. 34.
Tanker om Soelblomstret. Om Silke=Ormes Behandling ved Spindingen. Om at fordrive Lopper af
givenheder og Jndfald.
Jndfald.
36. Om Silke=Ormes adskillige Tlfælde og Rygt. Om deres Behandling efter Spindingen. Om det rad
glindser om Natten. En gammel Mands Betænksomhed.
Academiet i Hamborg. Giessenes Frydeskrig, da en Ræv blev skudt.
38. Tanker ved hvert Klokkeslet. Den gamle Jomfrue om fine 25 Friere. Jndfald.
39.
40. Om det Engelske Vund= og Klev=Plaster. Om Caffedriks Oprindelse. Om Aaleqvabbe og dens Tillavelse.
Begivenheder og Jndfald.
41. Beretning om Selskabets Tildragelser i Fruentimmer og Mandfølke=Tidenden.
Tøyer og Sørge=Kapper. Samtale imellem Stine og Thrine.
44. Nyt og Gammelt.
46. Gonzales, eller den ædelmødige Sønlige Kierlighed. Nyt og Gammelt.
47. Elvira og Jacintha, eller Afbildning paa egennyttige og uegennyttige Giftermaale. Nyt og Gammelt
Christi Fødsel. Nyt og Gammelt.
49. Samtale i et Vertshuus m. m. under Nyt og Gammelt.
51. Brev=Vexsing. Klygtige Jndfald. Nyt og Gammelt.
Forlorne Sager.
32. Brep=erlinge. Jndsald. Nyt og Gammelt. Gistermale. Uykelige Tilbrageser. Spitbuberer.
50. En skiev Skrivelse fra en lille Pige. Nyt og Gammelt. Bortkomne Sager.
48. Om den navnkundige Torden=Legion i Marci Anthonii Philosophi Tider, i det andet Aarhundrede efter
45. Florio, en moralsk Fortælling. Nyt og Gammelt. Exempel paa et Bonde= Frierie.
Selskabet.
43. Samtele imelem Madamerne: Abelone, Stbille, Magdelone, Sip og den nyegiste Kone. Brev til
42. Om den gamle Jomfrues Drømme og Spner. Forslag til et Laane=Contoir af Brude=Klæder, Christen¬
Have=Forretninger i October, November og December Maaneder. Om man maae bede om en Mand.
En døende Moders Skrivelse til sin Datter. Tvende Arier: Clarice og Jsmene.
37. Tanker om Blomster=Knoppe. Have Foretninger i September=Maaned. Slutning af Efter om Handels¬
Silkes Tilberedelse. Fortsettelse om Handels=Academiet i Hamborg. Aarsag, hvorfor Søevand,
35. En Morgen=Aria og en Aften=ra. Den nyegiste Kones Eteretninger om den gifte Stands Ulleyligheder
Stuer, Kamre og Senge. Efterretning om det Hamborgske Handels=Academies Indretning. Be¬


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidend.
No. 1


Samleren.
Nogle vil maaskee legge os det til Last, at vi ikke begyn¬
der denne vores anden Aargang med et Nye=Aars=Vers;
men, naar jeg faaer sagt vore Læsere, at vi næsten alle ere
blevne syge af Nye=Aars=Gratulationer, Fruentimmer¬
ne, som maatte tage imod dem, og Mandfolkene, som
maatte aflegge dem, haaber jeg, at man haver os undskyldt,
og tager det ey ugunstigt op, at jeg paa samtliges Vegne
i ubunden dog velmeenende Stiil ønsker vore gunstige
Læsere
Et lyksaligt Nye=Aar.
De to ædelmodige Systre.
Kong Ludvig den Tolvtes Død havde ligesom forandret Na¬
tionens Geist. Franz 1ste besteeg Thronen; men Cabaler
og Partier ledsagede Begyndelsen af hans Regiering. Hertug¬
inden af Angouleme blev ueens med Connetable af Bour¬
bon; Guiserne forfulgte Montmorencis, og begge Husene
havde deres Tilhængere. Marquis af Rumigni, som var
beslægtet med de fornemste Huse i Frankerig, havde viselig
vidst at undflye det Uveyr, som han saae opstige ved Hoffet.
Han var for længst kied af Hoffet, og begav sig til sit Gods
i Picardie. Her nød han den Fornøyelse, som Landlev¬
net medfører, og i Roe at kunde betragte Naturen. Han
giorde sine Undersaatter lykkelige, dannede dem til gode
Borgere i Staten og levede lykkelig og vel tilfreds langt
fra Hoffet. Men denne philosophiske Rolighed betog ham
dog ikke Omgang med Adelen der i Naboelavet. Han var
Enkemand med 2 Døttre, og havde en Paarørende hos
sig, som sørgede for deres Opdragelse i Stedet for Moderen.
De havde begge hver sin forskiellige Character, besyn¬
derlige Dyder og Yndigheder. Lucie var en af de mægtige
Skiønheder, som før kan overvinde end kiælent røre Hier¬
terne; dog skiulte hun under en stolt høy Mine, megen
Ædelmodighed og øm Følelse. Melanie indtog et hvert
Hierte uden al Vold og Magt; og hun kiendte næsten ik¬
ke hendes egne Yndigheder. En elskværdig Sagtmodig¬
hed udbredede sig over alle hendes Foretagender, som gav
hende en Magt, der var sterkere end Skiønheds Magt;
Følelsen talede for Melanie. Kort, den ældste Syster
syntes at befale Kierlighed; den yngste blev allerede tilbe¬
det, naar man først troede at skattere hende høyt.
En vexelsidig kiælen Ømhed forenede begge; de betroe¬
de hinanden endogsaa de mindste Svagheder; thi alting var
endnu vigtigt for deres Siele; de kiendte endnu ingen Fø¬
lelse, uden Dyden og systerlig Kierlighed. Jeg behøver


vel ikke først, at sige det, at de vare i den lykkelige Alder,
som saa let opflammer, hvor Kierlighed er et nyt Liv, og
en anden Tilværelse. Deres Fader havde besluttet at gifte
den Ældste, og mange unge Adelsmænd giorde sig Umag
for at vinde hendes Kierlighed. Paa samme Tid fik og
Greve af Estiwal Adgang i Marquis af Rumignis
Huus.
Greven var af det Slags Folk, som havde intet at
klage over, undtagen over Lykken; han havde en meget rin¬
ge Formue; men Naturen havde holdt ham skadesløs. Den
gav ham en fornemme Fødsel og mange personlige Fortie¬
nester, med alle de Yndigheder, som ere næsten Fortienester
lige. Saadanne Fortrin giorde, at endog Diane v. Poi¬
tiers værdigede ham i Besynderlighed sin Høyagtelse frem
for alle Hofmænd; og dette er meget sagt til Grevens Be¬
rømmelse.
Begge Systrene havde lært at kiende Greven, førend
de allerede begge hemmelig elskede ham. Forestillelsen be¬
gyndte i et Øyeblik tillige med Kierligheden. Lucie og Me¬
laine søgte hinanden allerede mindre; de havde færre Smaa¬
heder at aabenbare for hinanden; de forfaldt i en alvorlig
Dybsindighed, og skyede hinanden, for desto friere at kun¬
de være tungsindede.
Melaie merkede først, at hendes Lucie ikke var den
samme. Kierlighed laae endnu skiult i hendes Hierte; men
hun skyer al Leylighed, hvor hun kunde blive tilspurgt om
hendes Fornemmelser. Dog det kunde hun ikke dølge for
sig selv, at Estival var elskværdig. Han fornam allerede,
at det vilde være en sød Fornøyelse, om hun kunde dele
hendes Følelser med ham, hun søgte hans Selskab og fryg¬
tede sig dog for det. Uagtet disse Dunkelheder, som om¬
gave hendes Siel, tvang hendes Venskab for Lucie hende
dog til, at bryde en Tavshed, som hun gierne altid havde
vildet iaagttage.
"Syster, sagde Melanie, jeg maae følge en Drivt,
som henriver mig, som jeg ikke kan mere imodstaae. Jeg
har længe stridet derimod, men min Ømhed kan ikke læn¬
ger tie.- Hvad har jeg giort, min søde Syster? Du
elsker mig ikke meere saa inderlig! Du flyer for mig! Jeg
bliver fremmed for dig! Du aabenbarer mig ikke meere dine
Hemmeligheder, og du søger ikke meere at udforske mine
Hemmeligheder! O min Syster, min allerkiereste Syster,
tael dog, jeg besværer dig ved vort Venskab. Forband
alle Omsvøb og lad dem fare, men underviis mig, om
jeg har Uret. Har jeg kundet fornærme dig, jeg, som
intet er smerteligere, end at mishage dig? Jeg vil bede
min kiereste Lucie om Forladelse, jeg vil giøre altsammen
got igien, om jeg har været saa ulykkelig -"
Melanie udtalede dette med Taare og Lucie afkyste
disse Taare. Hun fandt Naturens Magt, i hvor meget


end hendes Lidenskab satte hende i Arbeyde. Melanies
Tale og hendes Bedrøvelse satte hende i Forundring.
"Ney, du har ikke fornærmet mig, svarede hun
jeg elsker dig endnu stedse. Men der findes Øyeblikke,
da man fornemmer en Melancholie, som man ikke kan for¬
klare.- Men mit Sindelav imod dig er stedse uforan¬
derligt."
"Hvorledes, sagde Melanie, har du en Kummer, og
veed ikke Aarsagen dertil!- "Syster, maa jeg tale? "Tael,
svarede Lucie med en Slags Nysgierrighed og Forlegen¬
hed. "Vil du ikke blive vred da? – Jeg lover
dig det nok engang, du kan tale frit. Syster, jeg skal
give dig de største Prøver paa Oprigtighed og Ømhed.
Betænk at du har tilladt mig det. Maaskee jeg tager
feyl - men jeg troer at have merket, at du, siden
Grev Estiwal - -"Hvad vil du sige dermed? faldt
Lucie hende ind i Talen, og rødmede fuld af Forvirring.
"Jntet, hierte Syster, men - Greven er en elskværdig
Herre."Elskværdig? nu got, svarede Lucie med en spodsk
Mine, som røbede hende, hvad har Greven i vor Tale at
bestille? J vil dog vel ikke troe Frøken, at jeg elsker ham?
"Jo, du elsker ham, blev Melanie ved, og betragtede
hende opmerksomt, - han elsker dig, føyede hun til, og
skiulte hendes Taare. Nu, hvad da, om vi elskede hinan¬
den, sagde den Ældste muntert. "Got, svarede den Yng¬
ste - Hiertet -- (det sidste Ord udtalede hun sag¬
tere, og drog et dybt Suk.) Du flyer fra mig, Syster?
Ja, raabte Lucie, det giør jeg, og jeg er fortørnet over
din Opførsel. Jeg skal elske Greven! J Sandhed, det er
en artig Samtale!
"Hun elsker ham, raabte Melanie, da hun var alle¬
ne, det er ikke at tvivle paa! Jeg er altsaa Lucies Med¬
beylerske, en Syster, som jeg elsker saa ømt, O Estiwal,
hvi skulde jeg faae dem at see! Kom de for at forstyrre
to Hierters Fred, som vare forenede ved de fasteste Na¬
turens Baand? - O hvad fornemmer jeg! Det er alt¬
saa Kierlighed, som opirrer min Siel? Men - jeg el¬
skes ikke igien - ney, jeg elskes ikke igien!"
Melanie græd, hun søgte at overvinde hendes Liden¬
skab, og vilde gierne opofre den for den systerlige Kierlig¬
hed - Kierligheden havde trængt alt for dybt i hendes
Hierte; en bestandig Urolighed qvælede det, og hun havde
ingen Veninde, som hun kunde aabne sig for.
Nogle Dage derefter overrumplede Greven hende i
den Urolighed, som hun ikke kunde dølge. "Tør jeg vove,
Frøken, at spørge om Aarsagen til den Kummer, hvorudi
hun saa pludselig er falden? O at jeg torde tage Deel
i hendes Smerter! Dersom jeg havde nogen Kum¬
mer, svarede Melane med en Slags Haardhed, saa vil¬
de jeg just ikke dele den med dem, og paa Øyeblikket gik
hun bort fra Greven.
Melanies Opførsel var ham ubegribelig, og desto
smerteligere, jo sterkere hans Kierlighed daglig blev for
hende. Hvert Øyeblik vilde han tilstaae det for hende,
men han havde først henvendt sig til Lucie. Hun var
ældst, og skulde altsaa først giftes. Hans Fader skrev


ham ofte til, og skyndte paa ham, at haste med Formæ¬
lingen, hvoraf hans Huses Skjebne i visse Maade afhæng¬
te. Greven maatte underkaste sig sin Families Ærgierrig¬
hed og sin Faders Villie. Han kiendte Lucies Værd,
men Melanie havde hans gandske Kierlighed. Efter lang
Strid med sig selv, besluttede han dog alligevel at ægte
Lucie. "Jeg vil adlyde min Fader - ja, jeg bliver Lu¬
cies Gemahl. Det vil blive min Død; men jeg skal
have levet, for at opfylde min Pligt, - og jeg døer for
det eneste Fruentimmer, som jeg kunde elske."
Melanie blev endnu uroligere saasnart hun var alle¬
ne; hun beskyldte sig for at have fornærmet Velanstændig¬
hed. Hun ønskede, at Greven vilde endnu engang giøre
hende det Spørsmaal, hvoraf hendes Kummer kom. No¬
gle Øyeblik derefter giorde hun sig det endog til en For¬
brydelse, at have den allerringeste Tilbøyelighed for Gre¬
ven. Nu søgte hun hans Selskab; nu skyede hun ham
igien. Denne Strid imellem Høymodighed og Kierlighed,
denne Kamp imod en Lidenskab, som hun forgieves søgte
at undertrykke, svekkede hendes Sundhed saa meget, at
hun endelig faldt i en farlig Sygdom.
J Lucies Hierte opvaagnede nu hendes gandske Øm¬
hed. Hun fløy til Melanies Seng, omfavnede hende fy¬
rigen, og vædede hendes Kinder med Taare. Saasnart
de vare allene, talede hun til Melanie i den rene Oprig¬
tigheds Tone og udøste sit Hierte for hende. Hun vilde
udforske hendes Hierte, som vilde vide Aarsagen til hen¬
des Sygdom. Melanie søgte at dølge det for hende, og
ønskede heller at døe. Lucies fyrige Bønner fik dog den
Tilstaaelse af hendes Syster, at hun afskede Greven af
Estiwal. "Men jeg veed, at Greven elsker dig - lad
mig døe, søde Syster; ingen maae faae min Svaghed,
min Forbrydelse at vide, undtagen du. Ak, jeg har gien¬
nemboret dit Hierte. For alting lad ikke Greven vide
min Ulykke. Du har et Hierte, Syster, siger det dig
ikke, at min Feyl er uforsætlig? – Jeg er straffet der¬
for - lad mig døe i dine Arme." Du elsker Estiwal?
sagde Lucie, og fældede en bitterlig Graad. Hun om¬
favnede hende paa det ømmeste, sleed sig ud af hendes Ar¬
me, faldt i en heftig Smerte, og omfavnede hende endnu
fyrigere paa nye igien. Du maae leve, blev Lucie hulken¬
de ved; o dersom jeg maae - ja jeg vil opofre min Kier¬
lighed for dig. - Ney, alt for ædelmodige Syster, sagde
Melanie, i det hun udstrakte hendes Arme imod hende,
jeg vil ikke misbruge din Ømhed og Medlidenhed; jeg
maatte da være grusom og barbarisk. Estiwal er be¬
stemt for Dig - Lucie faldt i Afmagt; Mela¬
nie ringte, man bragte hende til sig selv igien, og hendes
Høymodighed triumpherede over hendes Kierlighed. Hun
hastede til hendes syge Syster - Forlad mig min Svag¬
hed; kiereste Syster, nu er mit Mod uovervindeligt, jeg
lover dig. Jeg skulde visselig have holdt det for min
Lykke, at være Grevens Gemahlinde - men var det og
Lykke, naar det maatte koste dig Livet! Ney, jeg føler,
at Venskab i mit Hierte kan være Kierligheden liig.
Vend dine Øyne bort fra min Graad; hør ikke paa de


sidste Sukke af en Lidenskab, som jeg vil undertrykke, og
vend tilbage i Livet, hvor din Syster, din Veninde skal
elske dig.
"O, min Syster, desto mere du opofrer for mig,
desmeere maae jeg væbne mig imod din Godhed - imod
mig selv. - Saa megen Dyd giør mig strafværdig i
mine egne Øyne. Ja, jeg besværer dig, lad mig døe,
elsk mig endda, naar jeg er død, og ægt -
Melanie kunde ikke tale videre, og Lucie faldt hende
grædende i Favnen. Hun forlod hendes Systers Seng
ikke et Øyeblik, og Systeren giorde sig ivrig Umag for, at
vise ligesaa megen Følelse og Høymodighed som hun. Og
er det ikke virkelig det største Heltemod og Seyer, at rive
sig løs for en fortryllende Lidenskab, af hvilken vort Hier¬
te er indtaget, og at ønske andres Lykke paa vor egens
Bekostning.
"Kiereste Syster, sagde Lucie nogen Tid efter denne
bange Tilstaaelse til Melanie, jeg har prøvet mig, og
jeg troer, at mit Hierte skal opfylde den Pligt, som jeg
foreskriver det. Jeg skulde baade bedrage dig og mig selv,
om jeg vilde love dig mere - kiereste Melanie, jeg fø¬
ler mig sterk nok til, (i det mindste haaber jeg at være
det), at forsage Estival, ja ikke at ægte ham; men skal
jeg sige, at jeg elsker ham ikke? Ak, jeg vil dog hemme¬
lig tilbede ham - Men at see ham i en andens Arme;
at see en anden elskes af ham - at være hans Gemahl¬
inde - at min Syster - ney, det Syn vilde være mig
uudstaaeligt. Skulde Melanie vel have Mod nok, til
at opofre saa meget for mig?" (med den ømmeste Rø¬
relse ansaae hun hendes Syster herved) "Tvivler du, sva¬
rede Melanie. Ja, blev hun ved med en ædel Tillid, jeg
ønsker - jeg vil, at du skal blive hans Gemahlinde; det
er min faste Beslutning, og jeg vil selv tvinge mit Hierte,
til at samtykke derudi - Lad mig være ulykkelig allene;
min Syster skal nyde hendes Dyders Løn."
Melanie rørt af Lucies Opførsel, undrev sig endda
fra Døden. Uden at erholde en fuldkommen Seyer, syn¬
tes hun dog at triumphere over hendes Lidenskab; og det
var Lucie og hende selv allerede nok, for ey at giøre sig
selv nogen Bebreydelser. Men hendes Lidenskab vandt dog
alligevel daglig nye Kræfter, i Stedet for at blive svagere.
Hun flyede Estival, men hendes Elskeliges billede laae
dybt i hendes Siel. Hun skyede al Leylighed til at være
allene med ham, med den Mand, som hun elskede; dog
kunde hun ikke engang skye den ensomme Samtale, der er
saa farlig for et Hierte, som slet ikke dølger sin Svaghed.
"Hvor flyer De hen, naadige Frøken? (sagde Greven til
hende, som holdt hende tilbage, og kastede sig for hendes
Fødder). De værdige mig dog, ikkun et Øyeblik at an¬
høre mig. - Ney, De maae ey forlade mig; der er ikke
mere Tid, at dølge det for Dem: jeg tilbeder Dem, jeg
elsker Dem paa det heftigste. Min Faders befaling
tvang mig, at anholde om Deres Syster; hun er elsk¬
værdig, og værd at ære; min Familie skulde have ønsket
vor Forbindelse - Men, deyligste Melanie, jeg kan
ikke længer forstille mig. Jeg maatte bedrage Lucie, thi


jeg kan ikkun elske Dem. Tael De nu, afsig De min
Skiebne."
"Det er alt afgiort, svarede Melanie, i det hun
reyste Greven op: De har tilbudet min Syster deres
Haand - De befalder hende, og De maae elske hende. Alt
hvad jeg tør, og alt hvad jeg kan, er dette, at jeg - er
Deres Veninde - jeg har sagt Dem altsammen. Fra nu
af - maae De intet meere sige mig - jeg vil fortelle det
altsammen, - jeg er og min Systers Veninde - jeg vil
fortie det paa de Vilkaar, at De aldrig mere ville tænke
paa det, som De nu har betroet mig. Lev vel, Hr. Gre¬
ve maatte jeg dog aldrig see Dem mere igien!
Melanie hastede ind i hendes Kammer, nu var hun
gandske den Elskende igien. Jeg kan nu altsaa, raabte
hun, i Friehed udøse mine Taare, bade mig i Graad, over¬
lade mig til al min Svaghed, til min Kierlighed! Her for¬
nærmer jeg ikke min Syster - Greven elsker mig altsaa!
Men jeg maae udslette ham af mit Hierte. Jeg vil tale
for ham hos Lucie, og betage ham alt Haab paa min Si¬
de - Jeg Ulyksalige - Dog jeg vil døe under tusind
Sukke - men jeg vil bevise, at et Fruentimmer kan over¬
vinde sig selv, at hun kan opofre Kierlighed for Natur,
Venskab og Pligt.
Saaledes kæmpede Melanie længe med sig selv. Esti¬
val skrev hende adskillige Breve til, men hun vilde slet ikke
imodtage dem. Endelig træt af saa mange Anfald, i Fare
for at give efter for dem, meere end nogen Tid før indtagen
af Greven, og mere end nogen Tid før ømsindet imod sin
Syster, samlede hun paa eengang endnu alle sine Kræfter,
og forsvandt pludselig ud fra hendes Faders Huus. Hen¬
des Flugt nedtrykte hendes Familie i den dybeste Smerte.
Lucie, gandske utrøstelig, overlod sig til Fortvivlelsen. Føl¬
gende Brev nedslog hende gandske og aldeles:
Allerkiereste Syster!
"Du maae ikke falde i Forundring over min Flugt. Gud
give, at jeg kunde flye for mig selv! Jeg har udvalgt den
eneste Tilflugt, som var til overs for mig. Jeg elsker
dig - jeg tilbeder Estival. Jeg kan ikke blive hans
Gemahlinde, du, du skal føre hans Navn. Jeg vil op¬
ofre mig til Gud, han kiender mit Hierte, han skal for¬
barme sig over mig, og skienke Hiertet Rolighed. Vore
Hierter ere i hans Haand, han skal forandre mit; han skal
udslukke den ulykkelige Kierlighed deraf, som jeg maae ta¬
ge med mig til hans Alter, som ved mine Taare og i min
Fortvivlelse endnu mere opflammer. Gud trøster mig
maaskee over den elskværdigste Mands Forliis, O hvad
siger jeg? Ney, vær lykkelig, min Syster, og elsk mig.
Greven selv maae være min Ven; Jeg kan, uden at for¬
nærme dig, uden at fornærme din ømme Følelse, befordre
hans Lykke og din Lykke; jeg skienker eder min Formue;
derved kan J leve bedre i eders Stand. Jeg haaber, at
min Fader ikke skal forhindre mine Hensigter. Spørger
ikke efter mit nye Opholdssted; det vilde blive eder umue¬
ligt at opdage det. Jeg har dulgt mit Navn, min Stand,
og giort alting, for at være sikker for eders Efterspørgsel,
for den Ømhed J har for mig, for min Faders Kierlig¬


hed, hvis Godhed jeg ævig skal ære - for at være sikker
for mig selv, da jeg har mere Mistanke til mig, end til
alle andre. Jeg kiender min Svaghed, og har søgt at
bevare min Dyd; jeg døer i det mindste med den Trøst,
at jeg har giort min Pligt, og giort dig lykkeligere. Lev
vel, allerkiereste Syster! Lev vel; Verden, Lidenskaberne
fare vel - ney, ham tør jeg aldrig mere nævne."
Denne usædvanlige Høymodighed var Lucie et dø¬
deligt Sting; den Tanke, for altid at have giort hendes
Syster ulykkelig, styrtede hende i en dyb Afmagt. Paa
engang opvaagnede hun deraf med et Angestskriig: "Ney,
kiereste Melanie, jeg vil ikke have ringere Mod end Du!
Aldrig vil jeg indgaae den Forbindelse, som jeg maae hade
og sønderrive, fordi den giorde dig ulykkelig. Du skal ikke
være skiult for min Efterforskning; jeg vil opdage det Til¬
flugts=Sted, som har udrevet dig fra min Kierlighed -
jeg vil opdage det - Jeg skal føre dig bort derfra, her¬
hid, i din Families Skiød; Du skal see Estival, elske
ham - og, om det ikke kan andet være - saa bliv hans
Gemahlinde! - For mig er Døden."
J dette Øyeblik kom Greven til hende; hun aaben¬
barede det altsammen for ham, Melanies Flugt, hendes
Testamente, hendes Villie, at see Greven forenet med hen¬
des Syster. "Det er endnu ey altsammen, lagde hun til:
Veed De, Greve, at Melanie elsker Dem! Men hun vil
opofre sin Lykke for min! De dømme, i hvilken forskrekke¬
lig Tilstand jeg er! Jeg kunde være lykkelig, om jeg blev
Deres Gemahlinde - o Estival - mon min Syster
min Syster! o Gud!
Elskværdige, Himmelske Siele! raabte Greven, Me¬
lanie. - Ney, jeg vil ikke kiøbe min Lyksalighed paa
det beste Fruentimmers Bekostning iblant alle! Ney, Lu¬
cie, jeg vil heller døe, end eye dig for den Priis. Jeg
er Aarsag i Melanies Ulykke! Kan man ikke udrive hende
af det Fængsel, hvorudi hun vil døe?
Estival og Marquis af Rumigni giorde alt hvad
de kunde, for at opsøge Melanie, men altsammen var for¬
gieves. M. Rumigni, nedbøyet af Smerte, aabenbare¬
de Grevens Fader deres bedrøvelige Tilstand; han bad ham
indstændig at komme til dem, og hielpe til at befordre Lu¬
cies Formæling med Greven. Derudi haabede han endnu
at finde nogen Lindring i sin Elendighed. Grevens Fødsel
og de store Forhaabninger, hvortil hans Anseelse ved Hof¬
fet berettigede ham, giorde hans Forbindelse vigtig for M.
Rumigni. Grevens Fader kom; han fandt sin Søn i
den dybeste Kummer. Hans Hierte blev fortæret af en Li¬
denskab, som Pligt, Redelighed og Medlidenhed selv be¬
falede ham, at holde hemmelig. Lucie troede at være el¬
sket af ham; men hun vidste ikke, hvor høyt han elskede


Melanie. Hun holdt hans Kierligheds Taare for Med¬
lidenheds og Menneskeligheds Taare. Han var allerede i
Begreb med, at hielpe Lucie ud af Vildfarelsen, da hans
Fader kom til ham.
Denne var en af de ubøyelige Krigsmænd, der hol¬
der det for lige saa let, at overvinde Lidenskaberne, som at
føre Krig imod Statens Fiender. Han erindrede sig in¬
gen Følelse mere af Kierlighed. Han havde i sine Breve
givet sin Parole fra sig, at hans Søn skulde ægte Lucie.
Forgieves lod Estival ham see sit Hiertes Saar; han viste
ham Melanies Ulykke, hans Ømhed for denne Ulyksali¬
ge; men han havde givet hans Parole, den gode Marquis
fandt sin eneste Trøst i Lucies Forbindelse med Greven;
begge Familiernes Jnteresse udfordrede det saaledes; Gre¬
ven skulde lyde, og give Æren Fortrin for Kierlighed. Al
Graad og al Bøn om Opsettelse var forgieves. Faderens
Taare tvang ham endelig denne Tilsagn af: Min Fa¬
der - jeg vil adlyde Dem!
Melanie var i et mørkt Tilflugts=Sted endnu mere
udsat for Stormen, som hun vilde undflye. Hendes Hierte
var gaaet med hende derhen, og Kierlighed fulgte stedse ef¬
ter hende. Naar hun laae for Alteret, saae hun Estival;
naar hun græd i sin Ensomhed, saa græd hun for hans
Skyld, naar hun sov, saa drømte hun om ham; naar hun
vaagnede, saa stod hans billede for hendes Øyne. J hen¬
des Bønner om Sieleroe, bad hun for ham. Hun hav¬
de de Øyeblikke, da hun vilde forlade hendes Eensomhed,
og flye til Estival, for at kaste sig ned for hans Fødder.
Hun undertrykte hendes Tanker derom; hun opofrede hen¬
des Begieringer for Herren i Bønnen; men endnu stedse
var hendes Siel et Rov for hendes Lidenskab!
Lucie havde ikke mindre Kamp; hun græd for hen¬
des Syster; hun vidste, at hun blev et ulykkeligt Offer for
hende, men Lucie elskede Greven, og strax vare alle hen¬
des Ønsker henvendte paa hendes Forbindelse med ham.
Endelig kom Dagen, som var fastsat til Formælingen.
Greven blev ført til Kirken af sin Fader; nok engang sagde
Greven ham, hvor ulykkelig han vilde blive.
Nu stode de for Alteret. Lucie giorde sin Eed med
en Døendes Stemme, Man lod hende allene med hendes
Gemahl. Giennemtrængt af den forskrekkelige Tanke, at
hendes Systers Friehed, ja maaskee Liv, skulde spildes ved
hendes Lykke, overlod hun sig til Fortvivlelsen. Esteval
tog alt for stor Deel i hendes Smerte, og ønskede ofte, at
Melanies Ulykke maatte røre ham mindre. Og hvor li¬
det saae hun dog den forskrekkelige Snært forud, som truede
hende, Hun vidste ikke, at hun havde en elskelig Medbey¬
lerske, og at denne var hendes Syster.
(Resten følger.)


Aargangen af disse Blade, hvoraf et Stykke udgives hver Løverdag, koster:
J Kiøbenhavn 4 Mk.
Lolland 5 Mk.
Jylland 1 Rdlr) Paa Postpapiir 2 Mk.
Siælland 5 Mk.
Fyen 5 Mk. 8s.
Holsten 1 Rdlr.)
meere.


1768.
Fruentimmer= og Mandf.Tidend.
No.2


Samleren.
Slutningen om de to ædelmodige Systre.
(See No. 1.)
Efterretningen om Grevens Forbindelse med Lucie
var kommen til Klosteret, hvor Melanie var. Man kan
umuelig beskrive den Lidenskabernes Forvirring, hvoraf hun
nu blev dreven hid og did. J de forskrekkelige Øyeblikke
maatte hun kalde ald hendes Dyd til Hielp. Hun flyede
til Alteret. Her eftertænkte hun først hendes Ulykke, og
forøgede sin Pine. Hun bandede hendes grusomme Syster
i Fortvivlelsens Øyeblikke, og den Anger, som hun fornam
strax derpaa, qvælede hende paa nye.
Had, Hævngierrighed og Jalousie nagede hendes
Hierte. Snart skyndte hun sig bort for sin Eensomhed,
og snart flyede hun i en Hast derhen igien; hun kunde in¬
gen Beslutning fatte; endelig stod hun stille ved det For¬
sæt, at befrie sig fra den Elendighed, som qvælede hende.
Hun udvalgte den forskrekkeligste Dødsmaade; den dødeli¬
ge Strikke er allerede i hendes Hænder. En Dødeligheds
Tanke, i hvilken en anden fortvivlende Beslutning blandede
sig, holdt hende endnu tilbage. "Jeg vil tage Livet af
mig - - - men er dette Liv mit? Jeg er indsluttet i det
forskrekkeligste Fængsel! Tør jeg vel gaae ud? Hvo stødte
mig herind? Han, som ikke behøver at giøre os Regnskab
for sin Villie; Han, som allene kan dømme over min
Skiebne! Han vil, at mine Taare og mit Hierte skal
martres; jeg skal døe paa Pinebenken! - (Hun faldt
paa hendes Knæe og græd bittre Taare.) Gud, jeg føl¬
ger din ubegribelige Villie! jeg vil leve, leve, i Taare, i
Fortvivlelse. Jeg har syndet imod dig, jeg vilde dræbe
mig!– mit Liv vil være Straf nok derfor - du lader
mig beholde mit Hierte!
Lucie fandt ingen Roe i den Forbindelse, som hun
saa meget havde ønsket. Hendes Systers billede forfulg¬
te hende stedse. Vel søgte Greven at holde hende skadeløs
for den Kierlighed, som hans Hierte nægtede hende; han
beklagede hende; han skatterede hende høyt; men han el¬
skede i hende ikkun Melanies Syster. Han sukkede ikkun
hemmelig, for at vise sin Pligt og Retskaffenhed imod hans
Fader. Men den Ulyksalige maae gandske kunde udtøm¬
me hans Siel; Taare, som vi udgyder i en andens Barm,
taber Deres Bitterhed. Greven havde en meget fortrolig
Ven i Paris, som han hidindtil havde betroet hans største
Hemmeligheder. For at give sit Hierte Luft, havde han
begyndt at skrive følgende Brev til denne Ven: "Ja, kie¬
reste Ven, jeg er gift, jeg er riig, jeg har Haab, at faae
en stor og anselig Bestilling, og jeg er det ulykkeligste
Menneske af Verden. Min Gemahlinde besidder alt det,


som kan være elskværdigt. Men hvem kan byde over
sit Hierte? Min Gemahlinde har en Medbeylerske; hen¬
des -" Saavidt havde han skrevet, da han blev afbrudt.
Ved et ulykkeligt Tilfælde kom Lucie ind i hendes Ge¬
mahls Kammer, fandt dette Brev, som han havde for¬
glemt der, læste det, og faldt i Afmagt. Estival kom
derpaa til, og fandt Brevet i Lucies Hænder. Hun kom
til sig selv igien - Han elsker mig ikke. En Medbey¬
lerske! - O Greve, her ligger jeg for Deres Fødder!
jeg omfavner deres Knæe, jeg væder dem med mine Taare.
Siig mig, hvo er den Medbeylerske? hvo er hun? Tael
dog! (Greven forbuvsedes, og vilde løfte hende op.) Ney,
De maae først sige mig hendes Navn. Den Grusomme!
Utaknemmelige! lad hende komme, for at igiennembore
mig! Deres - ! (Dette sagde hun i en Hast) O Him¬
mel! hvilken Mistanke, jeg er Dødens - Det Torden¬
slag fattedes mig! min Syster! (Ved det Ord faldt
Greven til Gulvet, ligesom slagen af Lynild.) Estival!
skulde du elske min Syster!
Ja, svarede han hende med en Tone, som var qvalt
af Graad - dette var det, som jeg vilde dølge for dem
og for mig selv. Dette vilde min ulyksalige Skiebne.
Jeg kiender Deres Værd; men jeg havde allerede skienkt
Melanie min Ømhed og Kierlighed, førend jeg gav Dem
min Haand. Jeg vilde til ævig Tid have skiult denne
Ulykkelige Tilbøyelighed i mit Hierte, men min onde Lykke
har røbet den for Dem. De bliver bleeg, Lucie! aller¬
kiereste Lucie! See din Gemahl, som døer for dine Fød¬
der - Han vil undertrykke de Tilbøyeligheder, som for¬
nærmer dig; han vil elske dig!
Lucie kom nu til sig selv igien af denne Afmagt, for
(med et døende Øyekast paa Estival) at sige: De elsker
min Syster! og strax faldt hun i Afmagt paa nye igien!
Kort derefter faldt hun i en hidsig Febre. Hun skiulte
Aarsagen til hendes Sygdom for alle. Hun havde ikke
mere Kræfter nok til at tale med hendes Gemahl, hun
kunde ikkun paa det ømmeste trykke hans Haand, og kaste
giennemtrængende Øyekast, fulde af Pine og Kierlighed,
paa ham, hvilke giennemborede hendes Hierte. "O det
er alt for megen Høymodighed, raabte Estival! min
Gudinde! du vil endnu dølge det, at jeg er din Morder!
Ney, al Verden skal vide det, og forbande mig.
Marquis v. Rumigni og Grevens Fader kom ind
med Lægen. Greven løb imod dem. "Alt Kunst er for¬
gives til at opdage Deres Datters Sygdom: Her er Aar¬
sagen! - Jeg, ja jeg har stødt Dolken i hendes Hierte.
"Herpaa fortalte han dem sin Ulykke, og bad Lucie med
grædende Taare at forlade og tilgive ham, skienke ham
hendes Kierlighed igien, leve for ham, og tage imod hans
Troskab paa nye!


Den gode Marquis og Grevens Fader græd med
ham; de søgte at trøste Lucie og at lindre den mistænke¬
lige Kummer, som fortærede hendes Liv. Men Hun vilde
ikke give Haabet Sted. "Greven kan forandre sig; jeg
veed det alt for meget; Kierlighed lader sig ikke tvinge,
og jeg kan ikke overleve min Ulykke."
Det er ubeskriveligt, hvor meget Lucie leed. Hun
giorde Melanie vexelviis de heftigste Bebreydelser, og bad
hende med grædende Taare om Forladelse formedelst hen¬
des skindsyge Raserie. Hun raabte hendes Mand til sig,
for at omfavne ham, - derpaa stødte hun ham foragtelig
fra sig, bad ham elske sig, og besværede ham at glemme
sig - alle disse smertelige Scener endtes med Graads
Strømme.
Grevens Føyeligheder, hans Faders, Marqvisens
Bønner, deres Smigrerier, deres dybe Harme, intet kunde
stille Lucie tilfreds igien. Alle Medicamenter vare for¬
gieves. Grevinden saae med Standhaftighed hendes Ende
at nærme sig. J hendes sidste Øyekast viste sig endnu en¬
gang hendes Kierligheds Størrelse, og hendes Høymodig¬
hed. Kort for hendes Død holdte hun endnu en lang Sam¬
tale med Greven, med sin egen og hans Fader, fuld af
Rørelse og Ømhed. Hun testamenterede Greven al hen¬
des Formue og Melanie til hans Gemahlinde. En rø¬
rende Seene, som stedse blev afbrudt ved Vemodigheds og
Kierligheds Sukke og Taare. Det var en Strid imellem
to af de ædelmodigste Siele, som sigte at overgaae hinan¬
den. En Scene ved Lucies Dødsseng! Græd ikke Esti¬
val! (dette var Lucies sidste Ord), Melanie skal aftørre
deres Taare."
Estivals Bedrøvelse var ubeskrivelig. Han troede
allerede at have forglemt Melanie; han saae ikkun paa
hans Gemahlindes Liigkiste; dette forskrekkelige billede op¬
fyldte hans Siel; han kaldte sig hendes Morder. Den
gode Marquis selv var paa det sterkeste rørt af hans Kum¬
mer. Denne ulykkelige Fader ventede, i det han begræd
Lucie, at han engang skulde faae Melanie igien, og at
hun skulde blive hans Alderdoms Trøst. Der udbredede
sig et mørkt Rygte, at Melanie skalde have fulgt hendes
Syster i Graven. Dette nedslog hendes Fader gandske.
Han døde i Grevens Arme, som han endnu døende kaldede
sin Søn og indfatte ham til sin Arving.
Saa megen Bedrøvelse kunde Greven ikke udstaae.
Hans Kierlighed for Melanie var i al sin Styrke opvaag¬
net hos ham igien ved denne bedrøvelige Efterretning. Han
begræd hans Gemahlinde og hans Elskelige. Han vilde
allerede lade sig undertrykke af Qvalen. Hans Fader
holdte ham døende i sine Arme; han var i Begreb med at
opgive sin Aand, som næsten var bleven forsvunden ved saa
megen Ulykke.
Det almindelige Rygte havde berettet Melanie hen¬
des Systers begrædelige Endeligt med alle rørende Om¬
stændigheder. Endog Lucies Testamente var hende be¬
kiendt. Dette Beviis paa den høyeste Dyd var tilstrekke¬
ligt, til at overvælde Melanie med den største Bekymring.


Hun blev nogle Dage i denne dødelige Tungsindig¬
hed; hun talede ikke et Ord og fældede ikke en Taar; men
tilsidst frembrød hendes Fortvivlelse af denne Dødssøvn, og
en Mængde af Sukke gik foran hendes Tale. "Hun vil
ikke give Lucie noget efter i Høymodighed; hun havde
foraarsaget hendes Død; hun vil ogsaa hævne hende. Hun
vil leve, for at sysselsette sig med Lucies Dyd og med hen¬
des ømme Kierlighed, som hun saa meget har fornermet;
for derved at finde et ævigt Samvittigheds Nag." Hun
ønskede at døe ti gange, naar hun ikkun derved kunde skaffe
sin Syster Livet en eneste Dag igien, paa det hun kunde
see, hvor stor hendes Lidelse var, og hvor dyr hendes Jhu¬
kommelse var hende. Hun vilde være hendes Syster vær¬
dig, og giøre mere, end at døe. Hun bad Gud om at
bestyrke hendes Beslutning!
Denne Bøn forrettede hun med en Standhaftighed,
som vidnede om en uigienkaldelig Beslutning. Hendes
Faders Død, som hun kort derpaa fik at vide, fornyede
hendes Smerte. Hun var nær ved Døden. Allerede den
Gang, da hun fik Efterretning om hendes Systers bedrø¬
velige Endeligt, var man i nogle Dage meget bekymret for
hendes Liv, og dette havde formodentlig givet Anledning
til den falske Efterretning, som befordrede hendes Faders
Død.
Grevens Tilstand var endnu forskrekkeligere. Hans
Fader havde aflagt al Grovhed; Han var nu en gammel
Mand fuld af Følelse, der frygtede som en Fader, græd
og sukkede op til hans Søns Bryst, som for dyb Græm¬
melse neppe hørte hans Faders Veemodighed.
En Tiener kom - Hun er ikke død, Naadigste Her¬
re,- Melanie! (Estival rev sig ud af hans Faders
Arme, og fløy hen imod Tieneren.) Hun lever, og jeg veed,
hvor hun opholder sig; jeg vil ledsage dem derhen.
Faderen vilde holde sin Dødssyge Søn tilbage; han
bad at bie ikkun i nogle Dage, ikkun i nogle Timer; men
det var umueligt, at imodstaae Grevens Utaalmodighed.
Man ledsagede ham i en Vogn, og hans Fader fulgte
med ham.
Estival tænkte nu ikke meere paa Lucies Grav; druk¬
ken af det bedragelige Haab saae han intet uden Alteret,
hvor han ævig skulde blive forenet med Melanie. Han
tænkte allerede at ligge for hendes Fødder, og svor hende
en ævig Troskab. Dersom hans Heste havde havt Vin¬
ger, saa skulde de endda have blevet for langsomme for ham.
Endelig ankom han i Melanies Kloster; han bad om Til¬
ladelse at tale med hende; men Melanie lod bede Greven
og hans Fader, at komme igien om tre Dage. Al vedhol¬
dende Bøn var forgieves; Estival maatte bie saa længe.
Tre Dage vare neppe forbi, førend han kom igien og
fik Melanie i Tale. Himmel, raabte Greven, hvad be¬
tyder denne Dragt! Min Skjebne er ikke meere i min
Magt - jeg har i Gaar giort mit Løfte. (Greven
sank halv afmægtig i hans Faders Arme.) Ja, blev
hun ved med den samme Standhaftighed, nu er jeg op¬


opofret til Herren, nu er jeg hans Brud ævindelig. Jeg
erfarede min Systers Død, som døde for min Skyld,
samt min Faders Død; jeg har giort min Pligt, og be¬
gravet mig her til ævig Tid. Jeg kunde ikke blive De¬
res, da min Syster maatte døe derover. Jeg har elsket
Dem; jeg tilstaaer det for Dem, uden at rødmes der¬
over. Tænk engang Selv, hvad min Beslutning maae
have kostet mig. Jeg beder Dem om intet mere, end
om Deres Medlidenhed og Deres Venskab. Lad os beg¬
ge med hinanden begræde den stakkels Lucie. Tænk
De ofte paa to Ulykkelige, som døde af Kierlighed til
Dem - thi min Død kan ikke være langt borte - Lev
De vel, Hr. Greve, lev De vel; men Estival, kom De
for alting aldrig mere til mig."
Greven svømmede i Taare; han vilde give Melanie
Haanden, som hun ikke tog imod. "Lad os ikke giøre hin¬
anden kleinmodige - Deres Nærværelse giør mig straf¬
værdig - nok engang, lev ævig vel!"
Greven holdt hende tilbage, og hans Taarefulde Øye¬
kast vare stivt henvendte paa hende; han vilde tale, men
Sukke qvalte hans Stemme. Han kastede sig for hendes
Fødder, men han kunde intet meere sige, end: Melanie!
Melanie! O Gud! Endelig betragtede Melanie ham
nok engang fuld af Veemodighed, og rev sig med Magt
bort fra ham. Greven faldt afmægtig i hans Faders Ar¬
me, som lod ham bringe ind i Kareten.
Den ulykkelige Melanie havde havt Mod nok, til at
slide sig bort fra Grevens Nærværelse, men hendes Øye¬
kast fulgte efter ham, da han kiørte bort. Paa eengang
tænkte hun derpaa, at hun kunde være bleven hans, at hun
nu aldrig skulde see ham mere, og faldt til Jorden, lige¬
som Slagen af Lynild. Hun kom sig, løb atter til Vin¬
duet, og blev afmægtig igien. Da hun kom til sig selv
igien, var hendes Tale snart Bebreydelser imod hendes Sy¬
ster og Skiebnen, snart Fortrydelse over hendes Løfte, snart
vidnede hun om det Samvittigheds Aag, hun fandt over
hendes Svaghed.
Forgieves vilde hun væbne sig med Dyd og From¬
hed, for at bestride en Tilbøyelighed, som reyste sig endnu
stedse i hendes Siel. Hun kunde ikke forglemme Estival. Hun
formaaede ikke at holde sin Haand tilbage, hun maatte afteigne
ham efter det billede, som var saa dybt indpræntet i hen¬
des Siel. Meer end eengang bortkastede hun Penselen,
hastede til Alteret, og lovede, ikke at fuldende Teignin¬
gen. - Endelig blev den fuldendet under mange Sukke
og Taare. Hun betragtede billedet med Henrykkelse. Hun
befrygtede at giøre Uret, hun vilde rive det i Stykker, men
hun havde ikke Magt nok over sig selv, at udføre hendes
Forehavende. Hun betragtede Portraitet, vædede det med
hendes Taare, talede til det, ligesom hun havde talet med
Estival selv, trykte det til hendes Bryst og sukkede dybt.
Melanie var færdig at gaae under ved saa mange
Anfald af hendes Lidenskab, imod hvilke hendes Dyd kæm¬
pede forgieves. Kierlighed er maaskee af alle Lidenskaber


den, som holder længst ved med al sin Heftighed. Eenlig¬
hed oppuster endnu mere dens Lue. Denne stille Roe er
det, hvorudi de store Bevægelser reyser sig i emfindtlige
Siele, og bliver udviklede. Den strænge Klosterlevnets
Jndgetoghed sætter den endnu mere i Lue, og paa det ster¬
keste ophidser vor Jndbildnings Kraft i Forstaaelse med
vort Hierte. Men denne sysselsetter sig med intet andet,
end med den elskelige Gienstand. J den Tilstand var Me¬
lanie, da man bragte hende en Æske. Hun aabnede den
og fandt dette Brev derudi:
Jeg har blevet Dem lydig; jeg har ikke seet Dem
igien. Naar De faaer dette Brev, er jeg ikke meere til.
Men skulde jeg kunde ophøre at elske Dem? Denne Kier¬
lighed kan ikke fornærme Himmelen, den var reen, og
kan ikke mishage ham, som har skabt os for hinanden.
Men jeg kunde ikke blive Deres. Jeg er den, som gior¬
de Deres hele Familie uliøkkelig, som lagde Deres Sy¬
ster og Deres Fader i Graven – Jeg har og giort
Dem ulykkelig; men De har straffet mig alt for meget
derfor. Jkkun en Naade udbeder jeg af Dem; tag den¬
ne Foræring af mig, allekiereste Melanie. Døden vil
snart ende min Qvale - ak! at jeg maae lide den, og
ikke kan have været Deres Gemahl!
Greve af Estival.
Den ulyksalige Melanie, forvirret, nedsiunken i Smer¬
te, blev en Tidlang ubevægelig; uden at vide, hvad hun
giorde, greb hun endelig fat paa et Sølv Bæger, som
var i Æsken. En ulykkelig Nygierrighed tildrev hende at
undersøge, hvad der var derudi. Hun aabnede den, og fandt
noget indsvøbt i et hvidt Papier, hvorpaa var skrevet:
"Dette er det Hierte, som De tilbad, som ikkun
slog og klappede for Dem. Kan De vel nægte
ham Deres Taare?"
Estivals Hierte, raabte Melanie! Hun mistede strax
baade Maal og Følelse. Man lagde hende i Sengen,
hvor hun døde nogle Dage efter.
Den gamle Ungkarl.
Al de Dødeliges Lyksalighed er ikkun en Drøm.
En Samtale imellem Tyrsis og Palæmon.
Jngen Dage ere behageligere end de klare Høst=Dage.
Den deyligste Foraars=Dag, paa hvilken Naturen skinner
i sin hele Prydelse, giør neppe saa meget Jndtryk paa os
som en Høstdag, paa hvilken den allerede længer bortevæ¬
rende Soel, efter længe vedholdende Vinterstorme, ufor¬
modentlig adspreder Skyerne, og opvarmer Luften nok en¬
gang med mildere Straaler. Naturen ligner da et deyligt
Fruentimmer, hvis indtagende Skiønhed og Yndighed for¬
medelst Bedrøvelse bliver mildere, men ogsaa mere rørende;
eller dit Hierte, kielne Thyrsis, som ikkun kiender Glæde,
der er blandet med Bedrøvelse. Thyrsis blev lokket ud af
saadan en Dags Behagelighed, nok engang at besøge Mar¬
kerne, hvis Skiønhed skulde nu snart gaae dobbelt forloren for
ham. De Fornemmelser, som dette Syn giorde paa ham, vare


ikke ulige de, med hvilke hans Hierte allerede var opfyldt.
Fortærende Fornemmelser af frygtsom Længsel, Øyeblikke
længe afbrudte ved det meest smigrende Haabs Henrykkelser.
Han gik langsom og dybsindig, uden at vælge nogen vis
Vey; og han merkede ikke, at Palæmon, den elstværdige
Gamle, stod hos ham, førend han tiltalede ham:
Pal. Hvorhen Thyrsis, i saadan ensom Dybsin¬
dighed? Kiender Thyrsis ikke meere sine Venner, Hvilken
Forandring er der foregaaet med den unge muntre Person?
Siig, hvad er Aarsagen til din bestandige Travrighed? Thi
det er ikke først i Dag, at jeg merker samme hos dig. Alle¬
rede ofte saae jeg paa dig, naar du i en eftertænkende Tavs¬
hed snart betragtede Jorden, snart opløftede Øynene til
Himmelen, som længe stode fulde af Taare. Ofte merke¬
de jeg, at dine Tanker vare langt borte, naar jeg tale med
dig. Tilstaae det Thyrsis, Kierlighed hersker i dit
Hierte.
Thyr. Kan du falde i Forundring over min Tungsin¬
dighed, da du veed, at jeg snart maae forlade disse Mar¬
ker? Men hvorfor skulde jeg holde noget hemmeligt for
ham, der altid viste sig som en Fader imod mig? Ja, Pa¬
Læmon, Kierlighed hersker i mit Hierte.
Pal. Og hvo er den Smukke, som du elsker? skal jeg
giette?
Thyr. Spørg mig ikke om dens Navn, som jeg
ærer. Det er en stor Fornøyelse for mig, at min Kierlig¬
hed er ubekiendt for Verden. Jeg elsker en Hyrdinde
Palæmon, som aldrig kan elskes nok. Men jeg skatteret
hende saa høyt, at jeg holder det for en Forbrydelse, at
aabenbare min Kierlighed. O med hvilken Henrykkelse,
skulde jeg aabenbare hvem hun er, dersom jeg ikke befryg¬
tede at fornærme hende.
Pal. Elsker ogsaa den Hyrdinde dig?
Thyr. Jeg troer det ikke. Men hun elsker Dyd og
Redelighed, og derfor troer jeg endnu at røre og bevæge
hende.
Pal. O du Unge, nu klender jeg fuldkommen dit Hier¬
tes Tilstand. De Følelser, som nu opfylder det, har for¬
dum ikke været fremmede for mig. Kierlighed har længe
behersket mig, og længe giort min Lykke. Den maae og
giøre din Lykke, ærlige Thyrsis, men al de Dødeliges Lyk
salighed er ikkun en Drøm.
Thyr. Men endog Drømme kan skienke os en For¬
nøyelse. O at den Drøm vedvarede endnu, som jeg drømte
forrige Nat! o, saa fiig ikke, Palæmon, at vor Lyksalig¬


hed er ikkun en Drøm. Ja, al Lyksalighed er intet imod
de Elskendes Lyksalighed. Jeg saae hende denne
Nat, den deyligste Hyrdinde, i al den indtagende Yndig¬
hed, som en ldydefuld Gratie kan have; hun gik med en
Veninde hisset paa en Eng; hvilken jeg saae pyntet med
Foraarets Blomster; men alle Blomster vare Skygger imod
den huldeste Hyrdindes Deylighed. Jeg saae og min Med¬
beyler, som frimodig flaggrede omkring min Skiønne, for¬
hvem mit Hierte forsmægtede i Stilhed. Hun begegnede
ham venlig, dog saae hun ofte paa mig. Endelig syntes
det mig, som hun igiennemsaae mit hele Hierte med et Øye¬
kast, og som hun blev rørt af min Ømhed og Kielenhed.
Hun vendte sig med en huld Mine til mig, og rakte mig
hendes Haand. Jeg var uden for mig selv; jeg kyste hen¬
des Haand fyrig og uden Ophør, og hun lod mig kysse den.
O hvilken Henrykkelse! Palæmon, al Fornøyelse er intet
imod den lykkelige Kierligheds Fornøyelse. Straxderefter,
saae jeg hende atter, og jeg lyste hendes Haand igien; og
jeg aabenbarede hende mine Tanker og mit Hiertes Mening.
Hun hørte rolig paa mig. Hun blev ved, at ansee mig
med den hulde Mine, som er hende saa sædvanlig, og som
udtrykker det beste Hierte og den deyligste Siel. Dog sva¬
rede hun mig ikke. Hvilke Bevægelser gik da for sig udi
mig? Hvo kan forstaae dem; o, Palæmon, hvo er i Stand,
til, at afskildre dem? Endelig syntes mig, efterat jeg læn¬
ge havde vandret omkring neden for gamle mørke Muure,
og med megen Fare var steget op paa høye Taarne, at jeg
stod hos den Elskelige i et Tempel, som var ziret med man¬
ge Støtter, ligesom Dianæ Tempel i Epheso beskrives for
os. Hun sagde mig med meer end menneskelig Venlighed, at
min beskedne og bestandige Ømhed for hende havde rørt
hende, og at hun elskede mig oprigtig. Hun vilde omfavne
mig, i det hun sagde dette, da paa eengang min Medbeyler
stod for os, som ansaae os med Forundring og Forbavselse.
Vi sprang begge to tilbage med lige Bevægelse. Alle be¬
hagelige billeder forsvandt paa eengang; skrekfulde og be¬
ængstende Drømme fulgte derpaa, m hvilke jeg dog ikke be¬
holdt nogen tydelig Erindring. Men hine Forestillinger
har saa dybt indtrykt sig i min Siel og Sind, at jeg end¬
nu er rørt deraf paa det allerheftigste. O at min Lykke
maatte dog eengang ingen Drøm være, men ak, skulde den¬
ne Drøm betyde! - - Om hun elskte mig, og dog ikke
blev mig til Deel -- o hvilken dræbende Tanke!
Pal. Vær lykkelig, o unge Person; elsk den dyde¬
fulde Skiønne; vær immer tavs; din Kierlighed skal blive
lykkelig. Men væn dig i Tide til den Tanke: at al de
Dødeliges Lyksalighed er ikkun en Drøm,


Aargangen af disse Blade, hvoraf et Stykke udgives hver Løverdag, koster:
J Kiøbenhavn 4 Mk.
Lolland 5 Mk.
Jylland 1 Rdlr.) Paa Postpapiir 2 Mk.
Siælland 5 Mk.
Fyen 5 Mk. 8s.
Holsten 1 Rdlr.)
meere.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidend.
No.3


Borgeren i Hovedstaden.
Om den daarlige og fordervelige Bekostning ved
Brylluper og Giftermaale i Borgerstanden.
Følgende Beretning er et af de bedrøvelige Exempler,
som beviser Skadeligheden og Daarligheden af de store Ud¬
givter og den megen Bekostning, hvilken de unge Ægte¬
mænd af Stolthed og Sædvane tvinges til at giøre. Men
førend jeg fortæller samme, maae jeg først mælde, hvor¬
ledes jeg har faaet Underretning derom.
Jeg er en Kiøbmand, som, uden at have arvet For¬
mue efter mine Forældre, har paa en udenlands Handels¬
plads forhvervet mig en mere end tilstrekkelig Udkomme.
Jeg farlod Hamborg da jeg var 20 Aar gammel, og jeg
efterlod mig der en Ven, hvis Duelighed og Flid i hans
Sagers Drivt gav mig det største Haab om ham, at han
der i Staden skulde opnaae den største Lykke. Han be¬
gyndte strax derefter sin egen Handel, og jeg saae med Glæ¬
de i de første Aar, hvor lykkelig at alt, hvad han slog paa,
gelingede for ham. Ved min Tilbagekomst til Hamborg,
traf jeg ham i saadanne Omstændigheder, som havde en
udvortes meget prægtig Anseelse. Men i øvrigt fandt jeg
denne min Ven meget forandret. Han var gandske ned¬
slagen, og jeg fandt en Søvnagtighed og Lunkenhed hos
ham i hans Forretningers Opvartning, som jeg slet ikke
kunde rime sammen med hans mig ellers bekiendte Charac¬
ter. Jeg tilskrev dette hans Hustrues Død, som han
nogle Maaneder forhen havde mistet, og som mig syntes
efter hans egen Sigelse at han inderlig og meget høyt hav¬
de elsket og æret. Men jeg merkede snart, at hans Siel
leed og qvæledes formedelst mere end dette, endskiøndt jeg
paa alle Maader forgieves søgte at bringe ham til Fortro¬
lighed imod mig. Endog hans Legeme leed, og tog øyen¬
synlig af. Nogle Maaneder førend han døde, skrev han
mig følgende Brev til, efterat han engang forhen havde
bedet mig om, at jeg vilde drage Omsorg for hans Ære
efter hans Død, hvilken Talemaade jeg dog den Gang ikke
gandske forstod, men snart siden fik Oplysning om. Jeg
vil her meddele det hele Jndhold af hans Brev.
Det kan nu ikke vare ret længe til, førend jeg maae
ende mit Liv, det bedrøveligste Liv for en Mand, der, saa¬
vidt det stod til ham, har gjort alt hvad mueligt var, for
at skaffe sig Rolighed, Fornøyelse og Overflødighed i Ver¬
den. Men førend jeg forlader Verden, kaster jeg en Tan¬
ke tilbage paa den Eftertale, som gandske vist efter min
Død vil vanære min Jhukommelse og giøre mig til en for


sætlig Bedrager. For dem, der efter min Død maae
taale en Forliis, som de maaskee ikke havde ventet, vil jeg
altsaa opdage de Aarsager, hvilke har tildraget dem denne
Skade, men giort mig til den elændigste Mand i de Aar,
som billig skulde have været de beste af mit Liv. Jeg var
ung, munter til Forretningerne i Handelen, som jeg hav¬
de opofret mig til; jeg forhvervede daglig, havde Cre¬
dit, og satte hundrede ringere Folk i Brød og Nærings
Vey. Naar Handelens Løb gav mig Haab til nogen Ge¬
vinst, saa var intet Foretagende for stort for mig. Min
vel endnu liden Formue, endnu mere min Credit, men al¬
lermest min Duelighed til at overveye alle Ting som Kiøb¬
mand, og at giøre mine Omslag og Omsætninger saale¬
des, at jeg aldrig til rette Tid havde Mangel paa det for¬
nødne, hialp mig ved store Foretagender til at gaae det
igiennem, som syntes langt at overstige ældre og mere for¬
muende Kiøbmænds Kræfter. Kort at sige, jeg var saa
lykkelig, som et Menneske kan være, der har nok at for¬
rette, og som seer Fordeelen af sine Forretninger. Hvo
vil fortænke mig, at jeg i disse Omstændigheder tænkte paa
at gifte mig, og søgte at formere mit Huus? En sand
Kierlighed og Tilbøyelighed, mere end Hensigter til Penge
og Familie, henvendte mit Hierte og mit Val til et Fru¬
entimmer, som enhver den Gang misundte mig. Den
Overflødighed, der lod til at være i hendes Faders Huus,
hendes Familie, hendes Naturs Gaver og Opdragelse, kort
sagt, alting giorde, at man den Gang ansaae dette som en
Lykke for mig, der var langt over min Fortieneste. Man
faldt i Forundring over, i hele Staden, at Hr. *** min
Svigerfader vilde saaledes kaste sin Datter bort. Han var
heller ikke uden Møye at bringe dertil. Otte Maaneder
forløb, førend jeg fik Ja=Ordet, hvilket syntes at være til
saa stor Lykke for mig. Jeg havde den Gang allerede i
nogle Aar ført min egen Huusholdning, som hvert Aar
havde kostet mig imellem 3 til 4000 Mark Lybsk. Den
Formue, som jeg i 8 Aar havde forhvervet mig, var 10000
Rdlr. Jeg troede gandske vist, at den anseelige Medgivt,
som jeg kunde faae, vilde, naar jeg satte den i min Hand¬
ling, skaffe mig noksom nye Understyttelser til de Udgivter i
min Huusholdning, som vilde blive større, naar jeg var
kommen i Ægteskab. Udgivterne til Bryllupet regnede jeg
tilvisse paa et Par Tusinde Rigsdaler; men det var dog
min mindste Bekymring. Dog, hvor snart blev jeg ikke
bragt paa andre Tanker.
Endelig kom den længe ønskede Dag, da jeg skulde
faae Ja=Ord. Jeg havde været enfoldig nok, at kiøbe en
Ring for 400 Mark Banco, fordi jeg troede, at Ringene
skulde allerede vexles paa denne høytidelige Dag. Jeg tog
min Ring frem, for at sette den paa min kiere Bruds Fin¬


ger. Ney, sagde min Svigerfader, det er alt for tidlig; vi
har endnu ikke tænkt paa Ringen til Dem. Dette skal først skee
i Morgen. Den følgende Dag præsenteerde en Juvelerer i min
Bruds Nærværelse mig en liden Æske fuld af Ringe, iblant
hvilke jeg ikkun spurgte efter den, som kostede mindst, og
vilde udsøge mig samme. Ney, sagde min Svigermoder,
saa slet skal De ikke behielpe sig. Den der til 1000Mark
den havde vi tiltænkt Dem. Jeg maatte undskylde mig
hvorledes jeg vilde, saa skulde jeg have den Ring, og den
blev tilhandlet for mig. Paa samme Tid recommanderede
Juveleren hans Vahre saa meget til min Brud, at hun skul¬
de udvælge sig noget deraf, og hun tilkiendegav saa megen
Behag i en smuk Brillant, om hvilken man allerede i For¬
veyen havde sagt mig, at den ikkun skulde koste 900 Mark
Banco, at jeg skulde have ført mig høyst uforstandigt op,
dersom jeg ikke strax havde vildet kiøbe den, og sat den paa
min Bruds Finger. Men jeg var dog saa grov og ufor¬
skammet, at jeg tilbød Juveleren, om han ikke vilde tage
den første Ring, som jeg allerede havde kiøbt, for en Deel
af denne anden Rings Priis igien. Han viiste sig gandske
villig dertil. Men min Svigerfader faldt ind i vore Ord,
og sagde: Behold de kun denne sidste til den forrige. Et
Fruentimmer har jo to Hænder, og Hun kan vel ogsaa
bruge to Ringe.
Neppe var dette Kiøb sluttet, saa gabnede Juveleren
en anden liden Casse med Øre=Gehæng. Alting syntes at
være aftalt. Min Brud, hendes Moder og hendes Fader
faldt allesammen eensstemmig paa et Par deraf. De roste
Stenene, Faconen, Smagen, og sagde, at Prisen 1200
Mark derfor, var slet ikke for dyrt. Jeg indsaae altsaa,
at mit Ord i dette Kiøbmandskab vilde slet ikke gielde no¬
get, eller vilde i det ringeste ikkun være ilde anbragt. Kiø¬
det blev derover sluttet om 1200 Mark.
Dagen efter gik ieg til min Brud igien, og glædede mig
allerede i Forveyen over det milde Ansigt, hvormed man vil¬
de imodtage mig. Forfængelige Glæde! Julie syntes at
være misfornøyet, klagede over Hovedpine, og Talen blev
saart dreyet hen paa den liden Opmerksomhed, som jeg hav¬
de værdiget et Halssmykke, hvilket den tienstagtige Juvele¬
rer Dagen forhen havde roest. Jeg kiøbte dette Smykke
for 3000 Mark, og Hovedpinen gik øyensynlig bort. Nogle
Dage derefter skulde denne slemme Upasselighed gandske vist
have skilt mig ved en fornøyelig Aften, dersom jeg ikke hav¬
de forhindret samme fra at udbryde, formedelst en Foræring
af en Agraffe, som kostede 500 Mark. Alle disse Forærin¬
ger, hvortil jeg maatte lade mig forføre ved saa mangfol¬
dige Kunstgreb, for ikke at handle imod Velanstændighed,
Skikken, og hvad man kaldte det, vare alt for kostbare til
at jeg havde tordet vove at byde min Brud et Uhr, som jeg
havde kiøbt til hende, og som vel ikke var kostbart, men
dog gandske artigt udarbeydet. Jeg maatte altsaa kiøbe
et, som var besat med Diamanter af Brillanter, som og blev
imodtaget med en meget forbindtlig Taksigelse, hvilken min
Svigermoder ledsagede med den Anmerkning: Det er Ska¬
de, at det lader saa bart, naar der er intet paa den anden
Side. Et Etui - Jeg kiøbte et, (thi efter saa man¬


ge kostbare Udgivter kunde jeg nu og let beqvemme mig til
denne overflødige Udgivt), et af Guld af den tienstbered¬
villige Juvelerer, som hver Gang jeg besøgte ham, havde
stedse nye Vahre at forevise mig. Jeg gav ham 400 Mark
Lybsk derfor, og havde i det mindste den Fornøyelse, at la¬
de mig forsikkre, at jeg havde faaet dette Etui og Uhret for
meget got Kiøb, i det jeg ikkun havde betalt 900 Mark
Lybsk derfor. Nu fattedes endnu Kniplinger. Jeg giorde en
Foræring deraf, som kostede mig 1200 Mark Lybsk, og Bru¬
de=Klædningen for 800 Mark var ikke for kostbar udvalgt.
Endelig maatte jeg endnu beqvemme mig til, at an¬
vende 1200 Mk. L. til Foræringer for min Bruds Syster,
og 600 Mk. L. til Foræringer til andre i mine Svigerfor¬
ældres og min Bruds Bestemoders Huus.
Strax derefter havde jeg den Fornøyelse at beværte
min Brud og hendes Familie i mit Huus. Jeg nød den¬
ne Ære endda to adskillige Gange, og i hvor oeconomisk
jeg end havde giort Anstalterne hertil, saa kostede disse
Trakteringer mig 1000 Mk. L. Omsider frembrød den
Dag, der skulde forene mig med min elskelige Brud.
Bryllups Omkostningerne beløbe sig til 2000 Mk., og de
øvrige dermed forbundne Udgivter til 1000 Mk. Fra den
Tid, jeg havde faaet Ja=Ord, indtil Brylluppet, min
Brudgoms Klædning for 400 Mk. med indberegnet, havde
jeg altsaa udgivet 14300 Mk. L.
Den Bekostning, hvortil jeg i min Brudgoms Stand,
var bleven forledet, havde i denne korte Tid saa anselig
forøget mine sædvanlige Udgivter, at det skulde have be¬
kymret mig tusinde gange mere, dersom jeg ikke havde tor¬
det haabe, at den Brudeskat, jeg kunde vente med min nu
værende Hustrue, skulde rigelig gotgiøre alt dette igien.
Min Svigerfader giorde i de første 8 Dage efter Bryllu¬
pet og virkelig Anstalt til at udtælle mig samme. Men
da han selv var en Kiøbmand, som stedse vidste got at be¬
nytte sig af rede Penge i hans egen Handling, saa blev
mig ikkun 8000 Mk. L. udtalte, og de øvrige 7000 Mk.
skulde mig forrentes. Min Kones Udstyr kunde altid ta¬
xeres for 8000 Mk.; thi ved saadanne Leyligheder betaler
man altid dyrere end ellers, da det ikke synderlig skikke
sig, at tinge og prutte alt for sterk. Jeg fik virkelig en
Mængde af Huusgeraad, og i sær af Linnet. Det var
altsammen særdeles got, og tildeels prægtig udsøgt, og var
saaledes, som det kunde ventes med en Brud, der blev ud¬
styret af en formuende Faders Huus, og efter den indførte
Skik, som er bleven til en ubrødelig Lov.
Jeg havde allerede for længe siden ønsket, at eye et
eget Huus, og nu var der langt flere bevægende Aarsager,
som foranledigede mig til at opfylde dette Ønske, i sær da
der tilbød sig en meget fordeelagtig Leylighed. Det Huus,
om jeg kiøbte, befaldt mine Svigerforældre meget, for
dets Beliggenheds og andre Beqvemmeligheders Skyld, og
skulde blive meget fortreffeligt, naar der blev giort nogle
Forandringer, som man var enig udi at tiltraade mig.
J Særdeleshed lod jeg indrette en stor Sahl, hvor i det
mindste 30 Personer kunde spise. Denne Sahls Indretning
kostede 2000 Mk, og de øvrige Bygnings Bekostninger be¬


løbe sig omtrent til 3000 Mk.; og efterat jeg endda havde an¬
skaffet for omtrent 3000 Mk. Huusgeraad, saa var nu
mit Huus saa fuldstændigt og got indrettet, at jeg paa den¬
ne Kant intet meere havde at ønske eller forlange.
Da mine Bryllups Giesters Antal var meget tal¬
rigt, saa fik jeg og mange Stykker Sølvtøy til Brudega¬
ve, som med det, jeg allerede havde, udgiorde et gandske
artigt Forraad; men det passede sig ikke saa vel tilsam¬
men, som om det ene var blevet udvalgt efter det andet.
Dette Forraad var imidlertid anseeligt nok til, at naar ad¬
skilligt deraf blev omarbeydet, og nogle Stykker, som fat¬
tedes, endnulbleve anskaffede, saa maatte der komme et fuld¬
komment Sølv=Tøy derudaf. Det stemte vel ikke overeens med
min Tænkemaade som Kiøbmand, at anvende saa meget
paa en død Capital, og jeg kunde i nogen Tid ikke beslutte
mig til, om jeg herudi skulde give efter for min Sviger¬
moders Forestillinger, og min Kones Bønner, som jeg
virkelig elskede, og som jeg gierne vilde giøre alting til Be¬
hag. Endelig skede det, at jeg beqvemmede mig efter de¬
res Jndfald, som de kaldede det; og denne Føyelighed
forledede mig til en Udgivt af 2000 Mk. L., som jeg
gandske sikkert var bleven frie for, om det havde allene
staaet til mig.
Til denne Udgivt kom endda i det første Aar af vort
Ægteskab en anden, i det min Svigermoder døde, og dette
Dødsfald foraarsagede mig formedelst Sorgen 1300 Mks.
Bekostning. Neppe var dette skeet, førend min Kone
giorde Anstalt til hendes første Barselseng, som kostede mig
med Barsel-Gielder og Besøg 1400 Mk., og desuden
400 Mk. til et dødfødt Barns Liig=Begiængelse. Sorgen
for min Kones Bestemoder, som døde i det følgende Aar,
foranledigede og en særdeles Udgivt af 600 Mk. Paa
disse saa bgdrøvelige som kostbare Tildragelser i Familien,
fulgte en glædeligere Tid, da min kiere Kone giorde mig
anden gang til Fader. Jeg skulde med Ligegyldighed ha¬
ve udgivet de 1000 Mk., som denne hendes anden Bar¬
selseng kostede mig, dersom mine Sagers Tilstand paa no¬
gen Tid ikke ved hver Udgivt havde giørt mig bedrøvet.
Jeg vil ikke dølge min Sorg. Jeg var nu allerede ind¬
viklet i den nedslagende Nødvendighed, stedse at udgive mere,
end jeg kunde fortiene, og var allerede desverre meer end
engang bleven tvungen til, at tabe anseelige Fordele, som
jeg ikke skulde have mistet, dersom jeg ikke formedelst Pen¬
gemangel havde ofte maattet sælge mine Vahre i Utide,
og, som i saadanne Tilfælde er uundgaaeligt, lettere, end
det skulde have skeet paa en anden Tid. Det er umod¬
staaelig vist, at en Kiøbmand paa denne Maade haster til
sin Undergang. Saaledes var imidlertid mine Sagers
Tilstand beskaffen i vort Ægteskabs tredie Aar, da min
Kone atter kom i Barselseng. Det følgende Aar var paa
nye meget frugtbart paa sørgelige Tildragelser. Mit an¬
det Barn døde af Kopperne, og dette Liig kostede mig 700
Mk. at begrave, hvilken Udgivt i mine da værende Om¬
stændigheder kom mig saa meget mere ubeleyligt, som min
Kones Barselseng nylig forhen havde kostet mig 900 Mk.
Men dermed havde nine Udgivter for dette Aar endnu


ikke Ende. Min Svigerfader døde, og Bekostningerne ved
Sorgen for ham beløbe sig til 1600 Mk., og de 7000
Mk., som jeg fik efter min Svigerfaders Død, komme for
sildig til, at jeg dermed skulde have kundet ophielpe mine
faldne Sager.
Det syntes nu eengang at være besluttet for mig, at
jeg ikkun flygtig skulde nyde Ægteskabets Glæde, men de
bedrøvelige Tilfælde i samme skulde jeg faae heel og holdne.
Af alle mine 3 Børn var det sidste ikkun levende endnu.
Forsynet lod endog denne Trøst berøves mig. Jeg vil ved
Omstændighedernes Erindring, som gik foran dette Døds¬
fald, ikke igien oprive det Saar, som neppe er lagt. Ak,
det var alt for vist, at dette kiere Barn ikke blev ret iagta¬
get af dets Amme. Min Kones Smerte, som forandrede
sig til en tungsindig Harme, hendes igientagne Klager og
Bedrøvelses Tegn viste alt for tydeligt, hvor grundet denne
Mistanke var. Omkostningerne ved dette mit tredie Barns
Begravelse beløbe sig til 600 Mk. L.
Jeg kunde ikke længer skiule mine Sagers Tilstand,
for min Kone, i hvor omhyggelig jeg end var, at spare
hende for den Kummer. Betragtningen over sammes
uundgaaelige Forfaldelse, og Umueligheden at faae et Mid¬
del til at forebygge samme ved Flid og Duelighed giorde,
at man kunde læse et nedslaget Væsen af mit Ansigt, og
merke en stor Lunkenhed og Søvnagtighed i mine Forret¬
ninger, hvilket i de fremfarne Aaringer ikke var min Cha¬
racter. Min Kone leed, da hun saae mig at lide, og U¬
mueligheden at ophæve hendes Lidelse giorde min egen dob¬
belt for mig. Jeg var virkelig en ynkværdig Mand. Men
de Taare, som jeg hidindtil ikkun havde udgydet i Stil¬
hed, maatte nu flyde heftigere. Min Kone - o hvor
høyt elskede jeg hende, da de adskillige Dødsfald i vor Fa¬
milie havde stedse afholdt hende meere fra talrige Selskaber,
og lært hende at blive opmerksommere paa mit Hiertes
Værdie! – Hun døde, og med hende den eneste Trøst,
som jeg endnu havde tilovers. Den Smerte, som havde
igiennemtrængt min hele Siel, var alt for stor til, at jeg
elv skulde have været i Stand til at giøre de fornødne An¬
stalter til hendes Liigbegiengelse. Jeg maatte overlade den
hele Indretnings Besørgelse til mine Paarørende, som blot
herudi raadførte sig med Familie=Stolthed, og søgte paa
det omhyggeligste at undgaae, at intet skulde spares, som
kunde tiene til unyttig Pragt og overflødig Bekostning i
saadanne Tilfælde. Jeg forfærdedes, da jeg saae, at Be¬
kostningerne til Liigbegiengelsen, efter den giorte Regning
beløbe sig til 2100 Mk. L., og Udgivten til Sørgen til
1000 Mk. L. Men denne Udgivt var ikke den eneste.
Min Kones Død trakte en langt vigtigere efter sig, da jeg,
formedelst at jeg havde intet Barn levede efter hende,
maatte udbetale al hendes Medgivt, saa nær som 8000
Mk. L., og altsaa havde jeg af mit rige Givtermaal, for
hvis Skyld jeg af saa mange var bleven misundet, og
omendskiønt jeg beholdt 8000 Mk. for mig, ikke anden
Fordeel, efter en Tids Forløb af nogle faa Aar, end at
jeg havde udgivet 22900 Mark Lybsk mere, end ellers
var skeet.


Jomfruens Fætter.
En Drøm om Smagen.
Jeg indbildte mig at see, ved Foden af et meget høyt
Bierg, en utallig Mængde Mennesker meget omhyggelig at
lave sig til at klavre op ad det Brinke. Nysgierrig efter
at vide Aarsagen, blandede jeg mig iblant Hoben, og vilde
ey just være den sidste. Næsten paa Halvveyen op til Spid¬
sen af Bierget blev jeg en Brønd vaer, af hvilken adskillige
drak med største Begierlighed. De forekom mig alle af
ulige og forskiellige Characterer. Mennesker af alle Stæn¬
der og Alder stræbede efter at faae en liden Drik af denne
Brønd, og neppe havde de synket den, førend Hiernen var
i Vilderede. Voxe Drikkere talte og Forstanden taug:
De afgiorde paa en mesterlig Maade Sager, som de ikke
begrebe, og dømte om Arbeyder, som de aldrig havde seet.
J Musikken blev Roman en Fusker, og en Bondespille¬
mand en Virtuos; de talede om Skilderier og Maling,
uden at kiende de første Grunde i Kunsten. Lucidor sattes
ved Høysædet, og den store v. Dalin sik sit Sted iblant
Bønhaser. Med faae Ord, ingen Ting var naragtigere,
end dette Selskab; men røbede enten høytidelig sin Hovmod,
eller næsviis sin Taletrængsel.
Et Fruentimmer sagde til en Herve: Maae vi ikke
snart vente noget fra Eders Haand? Jeg er allerede saa
kied af at læse disse kiøbte Autores, som i disse Tider fly¬
ver om: at jeg forsikkrer Eder høyt og dyrt, dersom Eders
Pen ey snart griber sig an at hædre Eder og fornøye det
Almindelige: saa lader jeg gierne al Læsning blive, for at
komme til at fordrive Tiden med Kortspil og Snak. Forlad
mig, svarede han, jeg skulde strax giøre mine smaa Arbey¬
der almindelige, dersom alle dømte saa fornuftig om dem
som J, men ak, Folk eyer nu omstunder hverken Smag
eller Duelighed; det er reent ude med os; man veed nu
ey mere at adskille en høy og fortreffelig Tanke. Troer J,
min Frue, at om jeg vilde lade trykke mine i adskillige Æm¬
ner forfattede Vers, saa skulde ikke engang de, som har for¬
elsket sig i adskillige Vittigheds Arbeyder, ville kiøbe mine?
Ney, jeg tænker at opofre mine Arbeyder for Efterverden,
som uden Tvivl vil sette tilbørlig Priis paa dem.
En velklædt Poet oplæste nogle Vers for sin Ven, hvil
ken faldt i Forundring over hver Linie; hvert eneste Ord
var pundigt; han rykkede paa Axlerne og Skialden læste,
uden at merke, at Tilhøreren faldt i Besvimelse over den
Jld, som lyste overalt. Betalte fordum en Romersk Key¬
ser Poeten for hver Linie: saa blev ogsaa denne betalt;
men med Smigren i Stedet for gode Penge.


Fra disse flog jeg mine Øyne paa en ung Autor, som
med pedantiske Ophævelser begierede Forleg af en rig
Mand til et nyttigt Verk, paa hvilket han, efter Beret¬
ning, havde arbeydet længe, og som nu, i Mangel af Pen¬
ge, til Publici Skade laae og blev mullet udi et mørkt
Giemme. Denne svarede med al den Myndighed, som
Penge skaber i en dum Hierne; Jeg tænker at ophielpe
vor Theater; det var en ævig Skam, om Jtalienere, Fran¬
joser og Engelsmænd skulde bedre kunde forestille en Spra¬
debasse, en Harleqvin, et Dummerhoved, en Nar, end vi;
ney det skal aldrig i Verden skee; jeg kiender vor Nations
Snildhed, og mine Penge skal gierne være dem af mine
Landsmænd til Tieneste, som i denne Deel udmærker sig.
Eder, min Ven, kan jeg ikke hielpe; thi jeg er Patriot.
Kied af dette løyerlige Selskab, var jeg allerede paa
Veyen at stige ned, da en af Hoben tog mig fat om Ar¬
men, og sagde: Drik, førend J gaaer bort; i denne
Kilde drikker man sig en flin Smag til i alle Ting,
og J vil alligevel gaae, uden at drikke? Hvad, sagde
jeg, drikker man sig her en fiin Smag til? Ja, sva¬
rede han, og J har ey for drukket, førend J udi al
Behagelighed og Smag ligner dette artige Selskab.
Forlad mig, svarede jeg, har dette Vand samme Virk¬
ning paa mig, som paa de øvrige? saa frasiger jeg
mig, om saa forlanges, eedeligen al Rettighed til
fiin Smag, og er gandske fornøyet med en alminde¬
lig. Ak Usle, sagde han, behold Eders almindelige Smag:
hvor fortrædelige ere ikke alle de Selskaber, som ey ere kry¬
dede af den lekkre og fine Smag. Jeg havde allerede be¬
sluttet at stige ned, da jeg blev en Hob Folk vaer paa Top¬
pen af Bierget, og ihvorvel jeg saae, at det skulde koste
mig megen Møye at klavre derop: saa gav jeg mig allige¬
vel paa Veyen. Efter en uendelig Møye besteeg jeg ende¬
lig Høyden, og kom til et andet Selskab ligeledes ved en
Brønd, hvoraf enhver drak efter Behag, og strax forenede
Alvorlighed god Smag og et mildt Ansigt. Jeg traf
her Mennesker af alle Nationer i Europa, hvilke levede til¬
sammen, uden Kiv, Mundhuggerie og Avind. Kunst og
Jndsigt fik deres rette Værd, om og en Grønlænder
eyede dem; aldrig saae jeg nogen Domstoel saa upartisk
som denne. Jeg fandt en utrolig Fornøyelse i dette Sel¬
skab, og var just paa Veye at drikke af dette angenemme
Vand, da en Gammel Ven, som længe havde været her,
hilset mig med et saa haardt Haandtag, at jeg vaagnede,
og havde ey meer Nytte af min indbildte Reyse, end en
Slags Overtydelse, at et Dummerhoved gierne paastaaer
den Hæder, at eye Vittighed, naar Gothoved og Snild¬
hed søger ved den at have god Smag.


1768
Fruentimmer= o Mandf. Tidende. No.4.
No. 4.


Præste=Enken.
Om en Christens beste Nye=Aars=Forretninger.
Den første Dag i Aaret er en Dag for mange egne
forretninger.
Hvor mangfoldigt var Chrysants Arbeyde den sidste
dag i Fior? Jmod Aften gik han ind i sit Kammer, og
lukte sin Dør efter sig. Den gode Chrysant! Han vilde
maaskee bede i Eenrum; maaskee han i Rolighed og Tak¬
nemmelighed vilde tilbringe Resten af Aaret med Gud?
Ney, Chrysant vilde ubehindret holde Afregning med Gud.
Thi hvad for en ordentlig Mand vil ikke ved hvert Aars
Udgang vide, hvor stor hans Velsignelse har været i de af¬
vigte tolv Maaneder. Chrysant giennemsøgte sine Papie¬
rer. Han overvegnede sin Jndtægt og Udgivt. Han glæ¬
ede sig over, at han der havde holdt kunstigt Huus, og
har vundet paa en fiin og listig Maade. Han overveyede
om hans udestaaende Gield var vis. Han talte sine Pen¬
se, og summerede den hele Guds Velsignelse fra det afvigte
Aar, saavel ihenseende til de rede Penge per Cassa, som
dem, han havde udestaaende. Fuld af Tal og ligesom ru¬
ende af Haab til nye Gevinst i det nye Aar, tillukte han
for sine Papierer og Penge. Han gik til Bords for at ta¬
ge det sidste Aftensmaaltid det Aar, talede med sin Søn,
som var et udtrykt billede af hans Hr. Faders Sindelag,
om Nye=Aars=Besøgelser, og lagde sig fornøyet i sin Seng,
uden Bøn og Taksigelse, og uden Afregning med Gud,
hvormeget der ogsaa i det afvigte Aar var blevet vundet
ihenseende til Sielen. Han havde nogle Drømme; men
hvad for andre, end en Chrysants Nye=Aars=Drømme?
Han havde at bestille med hans Papierer, med Skyldener
og Afregninger, med fulde Penge=Poser og Tyve.
Denne Chrysant opvaagnede Nyt=Aars=Morgen gand¬
ske tidlig. Og maaskee, med nye Kraft oplivet, tog han
nu fat paa Nye=Aars=Forretningerne for hans Siel. Vi
ville ledsage ham ud af Sengen. Han setter sig ved sit
Bord, skriver tre Lykønsknings=Breve, to Krav=Breve, en
Gield=Forskrivning, klæder sig paa, tager imod nogle Lyk¬
ønskninger, og gaaer i Guds Huus. Thi hvo vil ikke kom¬
me der Nyt=Aars Dag for Lykønskningers, Taksigelsers og
Musikens Skyld? Han roser og laster samme. For at
tilkiøbe sig nye Velsignelse i det Nye=Aar, og for paa den¬
ne Høytids Dag at legge sin store Kierlighed for Dagen
imod de Fattige, legger han med en talende Haand en re¬
duceret Toskilling paa hver Tavle. Fornøyet over denne
hans andægtige Opvartning ved Nye=Aars Gudstienesten
forlader han Kirken, giver og imodtager nogle Lykønskende


Besøgelser, læser Breve og Aviser, drikker og spiser til
Nye=Aarets Ære, gaaer med temmelig uvisse Skridt til
Kirken igien, hører og sover, vaagner og roser den halv
hørte Prædiken, og gaaer hiem igien og bliver Chrysant.
Hvad tykkes Eder om denne Mand og hans Nyt=Aars¬
Forretninger?
Vi ville nu give Agt paa Eusebe. Vi fandt ham li¬
geledes at ende Aaret med et mildt og fornøyet, men og
taknemmeligt Syn tilbage, ikke allene paa hans Eyendoms
og Midlers Forbedringer, men endog paa alt hvad behage¬
ligt der sidst havde mødt ham. Herre! sagde han, du har
sparet mig og mit Huus fra alt Ondt, og været vor naa¬
dige Forbarmer og trygge Beskiermer. Du har ikke allene
bevaret mig som en øm Fader, men endog, som en mild
Velgiører, givet mig mange vederqvægende og fornøyelige
Timer. Dette altsammen, du Menneskenes rige Velgiø¬
rer, har været dine Gaver. Jeg smager dem, o Herre!
og seer, hvor venlig du har været imod mig i dette Aar.
Her er min Taksigelse, mit Hierte og min Kierlighed.
Maasker andre gaaer det Nye=Aar i Møde med Murren
og Tvivl. Men jeg Fader, jeg kaster mig med Tillidsfuld
Bøn paa nye i dine mig bekiendte Kierligheds Arme. Thi
i dem er got at være.
Var dette nu Eusebes hele Nye=Aars Arbeyde? Ney,
thi dette altsammen giorde Krito ogsaa i Gaar, som blot
er en Bekiender af en forsørgende Gud, men ingen Dyrker
af Forsoneren. Men Eusebe er en Christen, og hans Nye¬
Aars Forretning er en Christens Gierning. Og du, min
ævige Velgiører, blev Eufebe ved, har i dette Aar ogsaa
giort ret meget og stort Vel imod min Siel. Jeg priser
dig for alle de Religions Øvelser, som du har lagt i mit
Hierte. Jeg har ofte merket dit Kierligheds Vink ved di¬
ne timelige Velgierninger. Dit Ord har snart i dit Huus
og snart i min Stilhed sat mit Hierte i brændende Ønsker
og mine Øyne i Taare. Hvor mangfoldig har jeg ikke
med Glæde følet din Bønhørelse og Bestyrkelse, naar jeg i
Ydmyghed og Bøn har nærmet mig til dig? Jeg har be¬
søgt din Søn min Forsoners Jhukommelses Bord tre Gan¬
ge, og tre Gange har jeg ved samme indsamlet mig Ve¬
derqvægelser og en Christens nye Forsæt. Saa ofte og
saa rigelig har du, min Forbarmer, besøgt min Siel i
Naade. Og jeg ønsker, at jeg dog, (jeg blues og priser
din Taalmodighed), at jeg dog, o Herre, havde bedre an¬
vendt disse dine Gaver!
Her igiennemsøgte og prøvede den rørte Eusebe sit
sidste Aars Christendom. Han saae med et glad og tak¬
nemmeligt Gemyt, hvorledes han havde voxet og tiltaget;
men erkiendte og sine Mangeler, og ønskede med brændende


Længsel endelig i tilstundende Aar at faae dem opfyldte.
Han standsede ved de Afvigelser, som meest havde mødt ham,
og eftertænkte Anledningerne til disse hans Synder. O
hvor ivrig og med hvilken Længsel ønskede han, og bad
hans Hiertes Mester, at han dog i det Nye=Aar vilde end¬
nu mere befrie ham fra de Feyl og Skrøbeligheder, som
endnu hængte ved ham. Hver Morgen, sagde han, vil jeg
tænke paa disse Synder, hvor til mit Hierte er saa tilbøye¬
ligt, og hele Dagen igiennem vaage over mit Hierte, og
søge at undvige enhver Leylighed til min forhen begangne
Utroskab; og paa det mit bedragelige Hierte ikke paa nye
skal beskuffe mig i saa vigtig en Sag, saa er mit stadige
Forsæt, at jeg hver Morgen i ydmyg og Tillidsfuld Bøn
vil overgive mit afmægtige Foretagende til ham, hvis Naa¬
de er mægtig i de Svage.
Og med denne Bøn giorte Eusebe strax Begyndelse,
saavel i hans Stilhed hiemme, som ogsaa i Guds Huus
Nyt=Aars Dag.
Hvor rette og lovlige ere dog denne Mands Nyt=Aars¬
Forretninger? Christendommens Prøve, eller ligesom Møn¬
string, er et Arbeyde, som enhver Christen, der med Al¬
vorlighed tænker paa at blive salig, maae ofte foretage sig.
Men han forsømmer det, om han ikke fastsetter visse Tider
dertil. Da nu Gud ved Aarene i vor Lives Tid lige¬
som giør visse og de længste Afdelinger, hvilken Christen vil
da ikke i det mindste anvende hvert Aars Begyndelse til den
salige Forretning, at undersøge sin Christendom?
Hovmesterinden.
De Fortrædelige og Kiedsommelige.
J den Tid jeg har været i Verden har jeg lært at kiende
et vist Slags Mennesker, som synes ikkun at være til, for
at giøre andre Uroe; det er Folk, som søger deres Fornøy¬
else i at forstyrre andres; som kan blive onde og arrige,
naar andre ikke vil lade sig forvirre. Man kan ikke bedre
afstraffe dem, end naar man setter sig imod deres Snak
og Sladder. Efter deres Character kan man ikke kalde
dem andet, end fortrædelige Mennesker.
Saa ufordragelig denne Character er hos mange Per¬
soner, og saa meget den fornærmer alle sælskabelige Plig¬
ter: saa vanskeligt er det ogsaa, at trænge ind i dens sande
Beskaffenhed, og i Almindelighed at forklare Aarsagerne
til samme. Jeg vil forsøge, at giøre i det mindste nogle
Træk kiendelige deraf. Maaskee at nogle, som seer deres
eget Billede, kan lære at undsee sig for sig selv, og da er
allerede meget vundet.
Der gives mange Slags af de Fortredelige, hvoraf
nogle hades, andre afskyes, og atter andre foragtes. De
arbeyder alle paa, om de ikke gandske kan tilintet giøre den
søde Fornøyelse, som de merker hos andre, saa dog at
blande den med Bitterhed. Exempler fattes ikke.
En Deel giør dette af blot Modtvillighed. De ville
giøre sig selv eller andre en Lyst dermed, at de forsalter no¬
gens Glæde. Omendskiønt at dette er nu stedse imod et


got Hiertes Art: saa er det dog deels en meget almindelig,
deels en ikke altid saa betydelig Sag. Hvor mange Pe¬
regriner findes der ikke, hvilke, naar de seer nogen spise
med stor Appetit, søger ved allehaande Rænker og Opfin¬
delser at opvekke ham Ekkelhed. Jngen kan kalde dette
artigt, og i mange Fald fortiener saadan Umag ikke just
den mildeste Begegnelse, men det er dog mere et barneag¬
tigt end et Ondskabs Verk.
Gandske anderledes maae man derimod dømme om
Dorinde, naar man overveyer hendes Opførsel imod So¬
phie. Sophie lader sig see i en nye Klædning. Hun er
meget vel tilfreds baade med hendes Smag, med Kiøbet
og med hendes Skræder. Hendes Øye leer af Fornøyelse,
og hun ønsker, at hendes Veninder ligeledes maatte være
af hendes Mening. Lorette kommer til hende. Hun
seer jo ret allerkiereste ud i denne nye Klædning; i Sand¬
hed, Hun havde ikke kundet vælge bedre; det er altsammen
fortreffeligt. Sophie, bestyrket af denne en Kienderindes
og en oprigtig Venindes Dom, gaaer med hende til Do¬
rinde, som til Ulykke just har sat sit beste Antog paa As¬
sistents Huset. Strax ved de første Complimenter bliver
den nye Klædning merket, betragtet og undersøgt efter alle
Omstændigheder. Hvilken en Fortred for hende, min go¬
de Sophie, ved hver Omstændighed at høre saa mange
uventede Anmerknings Gloser! ved Prisen: det er for
dyrt, Hun forskrekker mig, man kiøber det Tøy andensteds
meget, ja meget lettere! ved Farven: den er ikke i Mo¬
den; desuden falmer den; Hun har ikke baaret den et
Fierding Aar, førend den vil see ud som en Fahne. Hvad
synes Dorinde om Arbeydet? O, det er Fuskerie, der er
jo slet intet Snit paa den; hvor latterligt er ikke dette
Slæb; ney, dersom det havde været min Skræder, saa
havde han faaet Klædningen tilbage; Hun maae endelig
lade den forandre, mit Barn; jeg elsker hende alt for me¬
get til, at jeg skulde ønske hende, at hun skulde blive ud¬
leet af Folk. End Tøyets Godhed? Ey, Ey! jeg bekla¬
ger hende; det vil brekke og briste, forend man formoder
det; See hun dog, jeg beder hende, hvor tyndt, hvor u¬
jevnt, J Sandhed, man faaer nu omstunder meget slette
Vahre, dersom man ikke seer sig for. Havde hun dog sagt
mig det, da hun endelig var forelsket i denne Farve, saa
skulde jeg have forskaffet hende et gandske andet Mønster
Den fortrædelige Dorinde! Med hvor mange
Jgientagelser, med hvilken Paastand at have Ret, og med
hvilken vemmelig Vidtløftighed sluddrede hun ikke alt dette
frem! Sophie skulde for Skam og Fortrydelse strax have
solgt Klædningen igien, dersom ikke hendes Venindes Dom
havde allerede bevæbnet hende derimod; og da havde
maaskee Dorinde kiøbt den! Men nu var Soxphie færdig
at briste af Harme. Hun skulde i første Fald have giort
Uret; men hun tager og Feyl i den anden Fald. Do¬
rinde bliver stedse ivrigere og udførligere i hendes Modsi¬
gelser; de bliver Uvenner; og nu drives der Spot med
Sophies Klædning. I det mindste har nu Dorinde
halv naaet sin Hensigt, i det hun har meget formindsket
den Fornøyelse, hvoraf Sophie var saa inderlig bleven


rørt. En smilende Tavshed, der ligesom lydelig tilkiende¬
giver, at man er vel tilfreds, skulde have beskiemmet denne
forkierte Sludderske, og i Øyeblikket stoppet Munden paa
hende.  Jeg har endnu optegnet et Par Exempler
paa saadanne fortrædelige Mennesker, som jeg en anden
gang skal meddele.
Huusholdersken.
En kort Have=Calender.
Om Have=Forretninger i en Huusholdning.
J Januarii Maaned.
1) J Blomster=Haven.
J denne Maaned er vel ikke meget at forrette i Blom¬
ster=Haven, formedelst den endnu vedvarende Kulde;
men dog maae man giøre Foranstaltnig til det tilkommen¬
de Foraar og Sommer, og med Fuldmaane eller tre Dage
tilforn indlegge de første Anemoner og Ramunkuler, som
derefter florerer i April Maaned. Helleborus eller Nyse¬
Krud begynder nu ogsaa at florere.
2) J Kiøkken=Haven.
Der er vel ikke meget nu at giøre i Kiøkken=Haven,
efterdi alle Vexter endnu ligger forvorgene; men dog maae
man tænke paa Giødning, og føre den ud i Haven paa Jor¬
den medens den er frossen.
Naar det er got Veyr, kan man omgrave den Jord,
som man om Foraaret vil bruge.
Naar det er godt Veyr, og Sneen er af Jørden, skal
man afdekke Artiskokkene, for at see, om Utøy ikke maaskee
har beskadiget dem. Man maae nu ogsaa begynde at til¬
lave Mistbederne paa den Søndre=Side, til tidlig Salat,
Radiser og Reddiker.
3) J Frugt=Haven.
I Frugthaven skal man tidlig ødelegge Orme¬
Rederne. De Træer, om hvilke der ikke er opgravet for
Vinteren, maae man nu opgrave omkring, paa det at de
kan blive vederqvægede ved Giødning.
I denne Maaned bliver og Figen=Træer og Rips¬
Torne=Riis indlagte.
Man maa lade eftersee, om maaskee et eller andet, som af
Have=Frugter er forvaret i Kielderen, har begyndt at raad¬
ne. At udsøge og afskiere det Raadnede, og borttage det
for snart atbruge hvad deraf er tienligt.
Saa og lade aabne Kielder=Lugerne om Dagen, naar
det er mildt Veyr, og om Aftenen at lade dem stoppe
til igien imod Frost.
Stuvede Muslinger.
Maa kan dertil bruge friske eller syltede Muslinger,
nemlig saaledes: Man tager Skiegget af dem først, og
kommer dem saa saa et Fad, eller i et andet dertil skikket


Kar, med et got Stykke Smør, noget Viin og Vand,
fiint reven Brød, Citron og Mustater Blomme, og stuver
dem dermed igiennem, saa er det ret.
Borgeren i Hovedstaden.
Om Handels Tractaten imellem Kongen af Frankerig
og Keyseren af Marocco.
Denne Tractat er sluttet og underskrevet af Greve
Breugnon den 28 May 1767. Hoved=Artiklerne betref¬
fer en fuldkommen Handels=Friehed ihenseende til de Fran¬
ske Skibe og Undersaatter i de Maroccanske Havne og Lan¬
de, saa at de uden Modsigelse maae tage Levnetsmidler og
anden Forraad, som de trænger til, og ikkun betale det ef¬
ter gangbar Priis; have Friehed til, efter Behag og uden
Tvang, at seyle ind= og ud i bemeldte Havne, at føre det
usolgte Gods og Vahre bort igien, og ikkun betale Told¬
Afgivterne af de solgte Vahre, hvorved tillige bliver fast¬
sat, at ingen Fransk Capitain skal tvinges til, imod sin
Villie at tage noget om Bord, eller at giøre en Reyse
imod sin Villie. De Franske Consuls skal allene have Ret
til, ved Dødsfald at disponere over en afdød Franskmands
Gods og Formue, samt overalt, hvad som er bierget af
strandede Skibe, og hvoriblant Tolden allene betales af
det solgte Gods; Med denne Told skal ikke stedse staae ved
en fastsat Priis, men paa det at Frankerig kan nyde alle de
Rettigheder, som andre Nationer, der staaer i lige For¬
bund, saa skal denne Told ikkun betales og paa den Fod,
som den betales af de Maroccanske Undersaatter, og iblant
de Fremmede af den Nation, som det Maroccanske Hof i
den Fald har viist sig meest gunstig imod.
Jhenseende til de Franske Skibe, som befinder sig i
Søen, er det afgjort, at de Corsarer, som farer under
Maroccansk Flag, maae ikke anholde eller visitere noget
Franskt Fahrtøy, men skal lade sig nøye dermed, at Capi¬
tainen foreviser dem Admiralitets=Pas, hvilket Corsarerne
kan sammenligne med en Formular, hvorefter dette Pas
skal indrettes, og hvormed bemeldte Corsarer skal være for¬
synede. Derimod skal Corsarerne have et efter et vist For¬
mular forfattet Certificat fra den Franske Consul, paa det
at de Franske Capitainer kan kiende dem derpaa.
Jfald Frankerig skulde blive indviklet i Krig med an¬
dre Nationer, saa skal den iblant de Europæiske Magter
brugelige Gebeets Beskyttelse, og de 24 Timers Lov, finde
Sted i Marocco til Franzosernes Beste; ligesom dem da
ogsaa, ifald der engang skulde skee et total Fredsbrud imel¬
lem Frankerig og Marocco, skal fornødes 6 Maaneders
Frist, for at begive sig bort med deres Formue.
Franzoserne nyder frie Religions Øvelse, og deres
Consul skal være den første Jnstantz i Stridigheder, som
forefalder imellem dem; men dersom de kommer i Uenighe¬
dee med Mohrerne, saa skal i saa Fald Keyseren af Ma¬
rocco allene fælde Dom, eller den af ham satte Commission
kiende derudi, dog saaledes, at Stedets Cadis eller Dom¬
mer bliver udelykt derfra.


Franzoserne ere udtrykkelig frietagne fra den For¬
bndtlighed, at levere Krud, Gevær, eller nogen anden
Krigs Ammunition, og Kongen af Frankerig forbyder sine
Undersaatter, at drive nogen Handel dermed, eller at for¬
ære saadant bort.
Samleren.
Dagens Beskrivelse af den selv.
Deres Skiebne, som hverken tilfældig eller nødvendig¬
viis lever i det Dunkele, og hverken sniger sig ubemerkede
igiennem denne Verden, ikke heller kan skiule sig i eensom¬
me Huler, er gemeenlig denne, at de har en Mængde Be¬
kiendtere og faa Venner.
En Bekiendter er en Ting, som smiler til os og hilser
os, som i et Aandedræt forsikkrer os, at han glæder eller
bedrøver sig over den ubetydeligste Held eller Uheld, som
tilslaaes os, og gaaer dog urørt og følesløs fra os igien,
som neppe ønsker at see os mere igien; som forlader os i
Haab=løse Sygdomme og uheldige Tilfælde, og, naar vi
ere døde, neppe erindrer sig os. En Ven derimod er en
Mand, som foreener sine Fordeele med vores, og finder her¬
udi den sødeste Fornøyelses Kilde, som lindrer Sygdom¬
mens Smerter for os, og oplyser et Fængsels Mørke om¬
kring os; for hvem vore Levninger bliver hellige, endog efter
vor Død; som græder ved vor Grav, og indprænter vort
billede dybt i sit Hierte. Vor Ulykke kan bedrøve ham,
vor Mangel giør ham arm, men ikkun Koldsindighed kan
fornærme ham, og Falskhed holde ham fra os. Er det
derfor ikke det sterkeste Beviis paa Menneskenes Daarlighed,
og Egensindighed, naar man seer dem at forøde deres Høf¬
lighed paa Folk, af hvilke de ingen anden Giengieldelse kan
vente, end for et Øyeblik paa den ubetydeligste Maade at
see deres Forfængelighed smigret ved gienlydende Compli¬
menter og Forsikkringer om en giensidig opdigtet Hengi¬
venhed?
Jngen har mere Aarsag til at beklage sig over denne
Egenstndighed end jeg. At jeg er en Person af Vigtighed,
det har aldrig nogen giort mig stridigt. Man i ndrømmer
mig en stor Gave til at befalde og at undervise. Jeg bie¬
drager og virkelig meget til deres Lyksalighed, som tager got
imod mig, og jeg maae tilstaae, at ingen kan omgaaes mig
skiødesløs, uden at jeg jo hævner mig paa ham.
Enhver anseer mig som sin Ven, og ikkun faa kan uden
den yderste Bekymring og heftigste Modbydelighed taale de
Tanker, for altid at tage Afsked med mig. Hvor jeg kom¬
mer hen, der veed jeg, at man allerede har ventet mig og
længtes efter mig; jeg veed og, at den Fornøyelse, hvilken
man haaber, at jeg skal udbrede, er allerede smaget i For¬
veyen, ligesom enhver anden Fornøyelse. De muntre uuge
Personer, eller de, som ville vove det første Skridt ind i


Verden, som paa en Fornøyelses eller Forretningers Skue¬
plads, ønsker med saa megen Utaalmodighed at see mig, at
omendskiønt hvert Øyeblik befordrer den henfaldende Alder¬
doms Ankomst og Nærmelse, saa skulde de dog gierne være
tilfreds dermed, at vide min Fraværelses Tid ødelagt, og
tidligere at see Alderdommens Rynker i deres Pander.
Unægtelig er dette det sterkeste Beviis paa, hvilken mægtig
Jndflydelse jeg har paa deres Lyksalighed, og hvor meget
de elsker mig; og dog aftager snart den Henrykkelse, hvor¬
med de antoge mig; de synes at blive kiede af mit Sel¬
slab; de gad nu gierne forkorte deres Liv igien, for at be¬
fordre min Afskeds=Time, og eftertænker med Bekymring,
hvor længe min Besøgelse allerede har varet.
Alderdommen kan jeg vel ikke skaffe saadanne Forde¬
le; og dog finder jeg ofte Graahærdede, hvis Liv er den
ædelste Lovtale for dem, som oprigtigere og bestandigere
giengielder mit Venskab, end de unge Personer. Vel hø¬
rer jeg ikke, at de tilkiendegiver nogen utaalmodig Forlæng¬
sel efter mig i min Fraværelse, eller imodtager mig med
Henrykkelse, naar jeg lader mig see; men saa længe jeg bli¬
ver hos dem, ere de venlige og ved et got Mod, og jo mere
afholdende de hilser mig og beder mig velkommen, desto me¬
re bliver de sig selv lige i deres hele Opførsel, og lader mig
gandske villig gaae bort imod Aften, uden at skielde, fordi
min Besøgelse var saa kort.
Om Sommeren staaer jeg meget tidlig op, og Land¬
manden seer mig først ved hans Arbeyde, og hilser mig ge¬
meenlig med et Smiil, omendskiønt han meget sielden kan
tage Deel i min Godhed. Saa længe jeg er hos ham,
saa vedvarer hans Arbeyde bestandig; og dog taler han
stedse got om mig, og begegner mig aldrig uanstændig, und¬
tagen det skulde skee en Søndag.
Men saa meget jeg har Aarsag til at være fornøyet
med den Maade, paa hvilken man begegner mig paa Lan¬
det, saa vis er jeg paa, at blive fornærmet i de store Stæ¬
der, saasnart jeg lader mig see der om Morgenen. Hvor
ofte skeer det, at jeg der, i Stedet for den første Morgen¬
Hilsen, bliver bandet af en Elendig, som Natten bliver for
kort ved Spillebordet, eller i liderligt Selskab.
Vel beskylder man mig, for jeg er ubestandig og egen¬
sindig, som ikke vil blive paa eet Sted i 48 Timer, og at
ingen veed, enten mit næste Besøg skal være lykkeligt eller
ulykkeligt for ham; men har jeg ikke dette tilfælles med alle
andre Skabninger, som bestandig tager af og til?
Overhovedet er det ellers ligesaa vist, at Menneskene
selv ere Skyld derudi, at min Besøgelse giør dem visere og
bedre, som det er vist, at den, der sin hele Lives Tid igien¬
nem giør sig Umag for, at blive stedse visere og bedre, fin¬
der stedse en guddommelig Lyksalighed, som aldrig udtøm¬
mes, og en levende Brønd, der aldrig, ligesom Enkens
Krukke, aldrig lader sig øse tom, og som Ævigheden selv
ikke skal udtømme, om den end kunde være opfyldt for Tiden.


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 5


Hovmesterinden.
Om Børne-Opdragelsen.
OUpsala har en ubenævnt Forfatter udgivet et Ark,
under Titel af Jalvorlige Tanker om Børne=Opfostringen,
i Sverrig, som en Sandhed i største Enfoldighed. Den
daglige Erfarenhed lærer, at en lykkelig eller ulykkelig Frem¬
tid beroer paa Børnenes Opdragelse; dog ey saa meget paa
lærde Hierner som ædle Hierter; thi man treffer nok saa
ofte Lærdom uden Dyd, som Dyd uden Lærdom. Det,
hvorpaa der bør arbeydes, er altsaa, at finde Lærde og tilli
ge Menneske-Elskere. Aarsagen til den Urede, som ved
Børne=Opdragelsen spores, kommer deels af Forældrene,
deels af Jnformatorerne. Forældrene forderver deres Børn
ved Kielenskab, i det de aldeles ikke aver dem, men udty¬
der endog deres Udyder for Artigheder, i sær naar den ene
af Forældrene tager Barnet i Forsvar i dets Nærværelse,
og saaledes unddrager det fra en retmæssig Ave; ved velly¬
stigt Levnet, hvormed Børnene vænnes til Kræsenhed og
siden underholder Vellysten, den skadelige Forgift, som har
saa vidt udspredet sig: ved yppigt Levnet i Klæder, da
Børnene fra spæde Aar af skulle udpyntes efter Moden,
hvorved de indtages af en glimrende Forfængelighed og
mange Slags Yppighed, som med Aarene vel tiltager,
men aldrig formindskes: ved Hovmodighed og Gierrig¬
hed i Børnenes Nærværelse, af hvilke det første, under den
behagelige Titel af Ambition, giør Ungdommen ufordrage¬
lig hos alle fornuftige Folk; den sidste omskaber dem til
onde Medlemmer i Selskabet: og endelig ved Forældrenes
ugudelige Levnet og frietænkte Udeladelser. Hvor
meget Jndtryk det første kan giøre, er let at finde; og naar
de sidste ere alt for almindelige, kan de heller ikke giøre en
god Virkning paa en lykkelig Fremtid. Af Jnformatorer
forderves Ungdommens Opdragelse paa samme Maade som
af Forældrene, og derforuden ved Tvang i Læsning og Sæ¬
der, samt alt for haard Ave, der føder af sig et bittert
Hierte og forstilt Væsen. Man kan ellers ikke fordre saa
meget af Jnformatorer som af Forældre; thi det er ihen¬
seende til Opdragelsen umueligt in praxi, i sær da Under¬
viisningen skeer i enkelte Huse af unge og mindre erfarne
Studentere. Det er ellers lettere, at sige i Almindelighed
hvordan Børne=Opdragelsen bør indrettes og være, end i
Udøvelsen at treffe de rette Veye og Midler, der leder til
saa stort et Øyemed.
Huusholdersken.
En kort Have=Lalender.
Om Have=Forretninger i Februarii Maaned.


1) J Blomster=- Haven.
Oewcoje= og Neglike=Frøe bliver nu saaet naar det er Fuld¬
maane; men de, som staaer i Kar, maae man endnu lade
staae i Vext=Huset. Man skal og begynde at plante Genista
Hispanica. Dadler=Kierner, Ganna Indica, Cypres=Frøe
efterdi samme maae ligge længe i Jorden, førend det kom¬
mer op.
Naar det er mildt Veyr, aabnes Vinduerne paa
Vext=Huset, paa det at den friske Luft kan trekke ind og
vederqvæge Vexterne. Man rydder alt Ukrud bort af
Blomsterbedene, paa det at Blomsterne ikke skal forhindres
at skyde op.
2) J Kiøkken=Haven.
Da man i denne Maaned ikkun kan foretage lidet nyt¬
tigt, formedelst den endnu frosne Jord, eller befrygtende
Frost, saa vedbliver man med Mistbedet, og besaaer sam
me med følgende Frøe i tiltagende Maaned, paa det at det
betimelig kan forplantes igien, nemlig: Sellerie, Cappus¬
Kaal, Blomkaal, Majoran, Maaneds=Reddiker, Artiskok
ker &c. De Artiskokker, som har staaet Vinteren over i
Haven, maae afdekkes, naar det er Soelskin, paa det at
de kan tørres af, men tildekkes igien naar det er fugtigt
Veyr og om Natten.
3) J Frugt=Haven.
Man begynder nu at indpode, proppe og afsuge de
haarde Træer, i sær Steenfrugt, saasom Mandeler, Kir¬
sebær, Apricoser, Plommer og Pferskener. Dersom man
flytter Pferskener eller andre Steenfrugt=Træer, saa skal
man ikke beskiere dem; thi saa ville de ikke saa vel slaae an.
I Almindelighed beskierer man ikke Steenfrugt=Træer; saa
at man herudi maae være forsigtig.
Naar Træer i denne Maaned i sidste Qvarteer bliver
omsatte, skal de være frie og sikkre for at omstikkes, men
derhos bærer de liden Frugt.
J denne Maaned naar Frosten gaaer af Jorden, da
at sette Erter og Bønner, saae Sallat, Petersillie, tidlige
Carotter, Pestinakker, Petersillierødder, Sukkerrødder,
Spinat, Sellerie, Snitkaal og Engelsk Spinat. Samt
allersidst i denne Maaned alle Slags Hovedkaal, tidlig
Grønkaal, og Zipoller.
Engelsk Tærte af Spinat.
Naar Spinaten er reengjort og vasket, saa hakker
man den først smaae, og siden støder den saa fiin i en Mor¬
ter, at man kan sie den igiennem en Haardug eller liden
Sigte, og naar den er igiennemsiet, slaaer man 9 til 10


Eg ud, tager Hviden af den halve Deel dertil; disse Eg
slages tilforn vel med lidt Fløde, og kommes til Spinaten,
saa og noget stødt Tvebak, Sukker, Orange=Saft og lidt
Salt, hvilket alt kommes paa Spinaten, og røres af paa
Jlden, til det bliver tykt, kiøle det saa af og siden komme
det i et Under=Blad af Butter=Dey i en Tærte=Pande, kruse
Randen net af rundt om, og saaledes bage Tærten.
Borgeren i Hovedstaden.
Om en Huus-Bog.
Kiøbmænd har den nyttige Skik, som nu hos enhver af
dem er bleven til en Nødvendighed, at de ved hvert Aars
Udgang slutter deres Handels= og Regnskabs=Bøger, bereg¬
ner deres havte Jndtegter, Udgivter og udestaaende Skyld,
og saa at sige med et Øyekast overseer deres Formues san¬
de Tilstand. Denne Skik er ligeledes indført hos alle an¬
dre, som har at giøre med Casser= og Regnskabs=Sager, og
kloge og forsigtige Huusholdere, som pleyer at holde en
saa kaldet Huus=Bog, iagttager dette ligesaavelsom Kiøb¬
mændene. Saadan en Huus=Bog, hvorudi alle de Jnd¬
tegter og Udgivter, som forefalder i en Huusholdning, or¬
dentlig og nøyagtig optegnes, er unægtelig af allerstørste
Nytte, i sær naar man ved Slutningen af Aaret med
strænge og upartiske Øyne betragter de havte Udgivter, og,
naar man finder, at de alt for meget overstiger Jndtægter¬
ne, som nu omstunder er desverre alt for sædvanligt, er
betænkt paa de kraftigste Midler, ved en fornuftig Bespa¬
relse i det mindste at giøre Indtægten lige med Udgivten
igien. Jeg kiender adskillige af mine Bekiendtere, som har
det, at de omhyggelig har ført deres Huus=Bog, at takke
for deres vedvarende Velstand, og som i det mindste engang
hver Maaned nøye igiengemseer den. Jngen er herudi
mere forsigtig og omhyggelig, end en af mine Fættere, det
har sin Huus=Bog indrettet næsten som en Krønike, og da
han just ikke har mange andre Ting at bekymre sig om, saa
pleyer han ved hver Post, i sær i Udgivterne, tilligemed at
anføre allehaande Omstændigheder og Anmerkninger, hvilke
ere saa vigtige for ham, at han ikke allene selv ofte stude
rer sin Huus=Bog igiennem, men vil endog ved den rin¬
geste Anledning læse noget op deraf for enhver, som besø¬
ger ham. Da jeg for nogle Aftener siden kom til ham,
fandt jeg ham til al Uheld just siddende over dette hans
Huus=Orakel; han holdt mig fast, satte sine Briller paa,
og vilde giøre mig en Times Fornøyelse, ved at oplæse
hans Udgivter for mig for nogle Maaneder. Da jeg i en
Hast intet andet Middel saae, at undgaae hans ubehage¬
lige Bogstavering, saa bad jeg ham, at laane mig hans
Diarium hiem med mig, paa det at jeg selv kunde igien¬
nemlæse det med Betænksomhed. Hiertelig gierne Fætter!
raabte han, tag det kun med, tag det kun med sig! jeg vil
ingen ærlig Mand være, (og herpaa slog han sig paa
sin Mave) om han ey skal lære mere deraf, end af alle
hans Romgner og Reyse=Beskrivelser. Tog han et Møn¬


ster deraf, det siger jeg ham, og lær saa, ligesom jeg, først
ti Gange at vende hans Penge omkring, førend han giver
dem ud. Den gode Mand udøste endda en Mængde for¬
skiellige saadanne Moraler, og da jeg gik bort, leverede han
mig sin Huus=Bog med megen Velvillighed, og besvor
mig, at jeg ret skulde læse den igiennem og sige ham min
Mening derom. Dette sidste Opdrag nødte mig til, ved
min Hiemkomst, i det mindste at kaste nogle Øyekast i dette
hans kiere Dag=Register, paa det at jeg ikke gandske og al¬
deles skulde være fremmet derudi, i Fald han, som jeg gand¬
ske vist maatte formode, maaskee skulde spørge mig om et
og andet. Jeg bladede altsaa om, og fandt virkelig saa
meget eget derudi, at jeg ikke kan bare mig, at meddele Læ¬
serne et af de Steder, hvorved han har været meget gavmil¬
dere med sine Anmerkninger, end ellers:
Torsdagen, den 19 November 1767.
Koldt Veyr, var i Havnen og kiøbte en
Favn Brænde, som kostede mig, førend
jeg fik den savet og hugget, i alt - 6 Rdr. 1 Mk=s.
Det var saadan Kuld, at mine Ører bleve
saa røde, som et Par Krabbe=Kløer. Min
Kone kunde ikke meere lide min runde Pa¬
ryk, som hun kaldte en forbandet Feye¬
Kost, og havde for et Par Dage siden snak¬
ket mig en Pung=Paryk paa, som giver
mig stakkels ærbare Mand en meget skal¬
det og slikket Anseelse. Paa Veyen gil
jeg ind paa Apotheket og tog mig en Slurk
88.
Bittert for Maven a
NB. J Hiørne Kielderen, hvor jeg pleyer at
søge, drak en Pægel Morgen=Viin med
9s.
Kringler og Ost til a - -
Sad noget længe og hørte paa en Sladder¬
hank, som vidste saa meget Nyt, at jeg
maatte drikke nok en Pægel 4
Kom hiem, og erindrede ikke, at det var min
Kones Navne=Dag; thi hun heder Elisa¬
beth. Om Middagen fik vi foruden de
almindelige Retter, en Tærte paa Bordet,
hvorfor jeg siden maatte rykke ud med 1 Rdr. - -
Klokken elleve kom Giertrud Sælge=Kone.
Hun gratulerede min Kone til Navne¬
Dagen, og trakte en Peltz frem under hen¬
des Kaabe, som var foeret og garneret med,
Hermelin. Min Kone giorde strax et Par
store Øyne, faldt mig om Halsen, og raab¬
te gandske henrykt: Ak lille Mand! see en¬
gang! Ja Madam, begyndte Giertrud,
det er ret noget for hende; hun kan faae
den for Røverkiøb, og hun seer, at den er
endnu ligesaa nye, som om den først var
syet i Dag. (Jeg blev angest og bange,
saa jeg svedte, og jeg troer rigtig, at det
var aftalt imellem dem.) Hvad skal den


koste, spurgte min Kone med den sødeste
Stemme af Verden - En Bagatel, heed
det Tredive Rigsdaler! - Tredive Rigs¬
daler! raabte jeg forbauset. J min
lille Mand! sagde min Kone, det er jo in¬
gen Penge for saadan en Peltz - og see
engang, hvor nydelig! Jeg er vis paa,
at Du forærer mig denne Peltz paa min
Navne=Dag - ikke sandt, min lille Mand!
Hvad, raabte jeg, Kone, hvor skal Penge¬
ne komme fra - Men jeg blev omfavnet,
jeg blev klappet og kysset, og Sælge=Ko¬
nen stod min Kone bi - Med et Ord,
jeg arme stakkels Mavd maatte gaae til
Chatoulle, og tælle Sælge=Konen Pengene
til. Med Suk skriver jeg da her: For
en Peltz til min Kone
30 Rdr. - -
Jeg arme Mand, jeg vil endnu længe med
Suk og Græmmelse læse dette. Min Ko¬
ne vilde strax prøve den nye Peltz; og jeg
maatte lade hente en Hyre=Vogn, og giøre
en Lyst=Reyse med hende uden for Porten,
hvor vi drak Caffee; det kostede mig - 1 Rdr 3 Mk.
J en eneste Dag altsaa udgivet
Lad mig nu see - -- 38 Rdr. 5 Mk.  s.
Af saadanne mærkværdige Anecdoter forekomme man¬
ge i min kiere Hr. Fætters Huusbog, hvormed jeg ikke
længer vil opholde Læseren, omendskiønt de meget ofte be¬
vægede mig til Latter. Ved Aarets Slutning stod
følgende:
Overstiger altsaa Udgivten i dette Aar Jndtægten
55 Rdlr. 1 Mk. 9 s. Som er den første gang, at sligt er
skeet, fra den Tid jeg begyndte at holde Huusbog! Den
forbandede Peltz!
Ved Nye Aars Begyndelse 1768. var følgende skre¬
vet foran, som et Slags Fortale: Da jeg i afvigte Aar
har udgivet 55 Rdlr. 1 Mk. 9 s. mere, end jeg har ind¬
taget: saa har jeg besluttet, paa en eller anden Maade at
spare saa meget igien i dette Aar, i særdeleshed siden det
endda som et Skud=Aar har en Dag flere, end andre Aar,
og en eneste Dag kan med min ødsele Kone komme mig
meget dyrt at staae! Gid der kun i dette Aar ingen nye
Hoved=Prydelser, eller andre saadanne Franske Daarlighe¬
der maatte komme i Moden! Min ugudelige Kone taler
allerede om en nyemodens Muffe.
Efter got og sundt Overleg har jeg befluttet:
1) At venne mig af med Snuustobak, iblant den
saa kaldede Hannoverske, som er lettest i Prisen, skal saa
desuden være stødt Glas. Derved kan jeg spare om Aa¬
ret 4 Rdlr.
2) Jeg vil ikke mere hver Dag, men ikkun to gange
om Ugen gaae paa Viinkielderen, og ligeledes ikkun sielden
besøge Apotheket om Morgenen. Derved kan jeg spare for
Viin og bitter Draaber, gandske vist over 25 Rdlr.


3) Naar vi traeterer vore Paarørende, skal de slet
ikke faae meere, end tre gode Retter om Aftenen, min Ko¬
ne maae anstille sig ligesom hun vil; og til den forestaaende
Barnedaab kiøber jeg slet ingen Burgunder eller Cham¬
pugner Viin, men ikkun god rød og hvid Fransk Viin.
Derved sparer jeg i det mindste 20 Rdlr. Jeg haaber
altsaa, at jeg i Aar skal for det meste indhente den Gield
som jeg er sat i forleden Aar og faae mit Tab oprettet!
Den forbandede Peltz! &c.
Maaskee nogle af mine Læsere finder det ikke saa uef¬
fent, at man, ligesom min Hr. Fætter, ved hvert Nye Aars
Begyndelse giør endda nogle Øyekast ind i det Forbigangne,
og anstiller en streng og upartisk Overveyelse, hvorledes
man paa den sikkerste og letteste Maade kan indbringe det
igien, som man i det forrige Aar har udgivet for meget
over den sædvanlige og visse Indtægt. Maaskee at mange
giøre det, uden at de behøver min Anmerkning; men der
findes gandske vist og mangfoldige, som ikke giøre det; og
jeg tager ikke i Betænkning at paastaae, at den Uorden, der
hersker i deres Huusvæsen, kommer for den største Deel af
det, at de forsømmer og efterlader denne lovlige Skik.
Hvor jeg finder en Huusbog, siger min Hr. Fætter, der
gaaer det gandske vist ordentlig til i Huusholdningen; men
hvor jeg derimod ikke finder den, der skiøtter jeg heller ikke
om at laane dem en Daler, uden Haandfaaet Pant. Jeg
vil gierne tilstaae, at den Umag, at optegne alle, endog de
mindste Udgivter, og siden med Opmerksomhed at overveye
dem igien, maatte forekomme mange alt for besværlig, og
andre ville maaskee ansee saadan Forretning alt for ringe
og ubetydelig; Ja, det kan meget vel være, at det i flere
end een Huusholdning gaaer saa temmelig ordentligt til
uden Huusbog; men det sikkerste Middel, at vide sine Fi¬
nanzers Tilstand, er dog altid saadant et Dagregister. Det
var visselig at øuske, at det Embede med Opskrivningen
ikke altid skulde falde paa Manden, som ofte er overvældet
med saa mange andre Forretninger, at han endog næsten
umuelig kan have den Tid tilovers, som udfordres til dette
Arbeyde. Hvilken stor Lettelse og Tilhielp skulde det alt¬
saa ikke være for en Mand i saadanne Tilfælde, naar hans
Kone kunde aftage ham dette Embedes Byrde, og føre det
med samme Troskab og Nøyagtighed som han selv. Jeg
vilde derfor ønske, at den ædle Regnekunst, i det mindste
de 4 Speries deraf, maatte i Besynderlighed læres af vo¬
re Fruentimmer. For mig er det altid en Fornøyelse, naar
jeg seer nogle artige smaa Jomfruer at komme fra Skrive¬
og Regne=Skolen, og naar jeg skulde gifte mig igien, vilde
jeg ikke saa meget spørge: taler hun Fransk, spiller hun
paa Claveer, kan hun sye Hvidsøm, stikke op &c. men jeg
vilde gandske i Stilhed erkyndige mig om: kan hun ogsaa
regne?
Der findes imidlertid adskillige, ellers indsigtsfulde
Personer, som med Flid ikke ville vide deres Oeconomies
Tilstand, som bliver bange for hver Rad Tal, og ved det,
at de skiuler deres Gield for sig selv, og tænker ikke paa at
betale samme, saa troer de, at de virkelig allerede har be¬


talt dem. Hvor høylig er saadan Tilstand at beklage! Den
er just ligesom en farlig Sygs Tilstand, som ikke vil vide
af at han er syg, og ingen Midler vil bruge derimod. Jeg
har desverre ligeledes hørt til den Classe, hvorudi saadanne
Fiender af den kiere Regnekunst staaer; men min Fætrer
har omvendt mig. Jeg har nu fast besluttet, at bedre
mig, og jeg har allerede ladet mig en dygtig stor Foliant
indbinde i Pergaments Bind, paa hvilken jeg har skrevet
med store Fraktur Bogstaver: Huus=Bog. Begyndt
Aar 1768.
Samleren.
Noget om det smukke Kiøn hos Romerne.
e gamle Romere havde saa megen Agtelse og Respect for
det smukke Kiøn, at de forbød at nævne noget uanstændigt
Ord i dets Nærværelse, og saa tit de mødte noget Fruen¬
timmer paa Gaderne, lode de hende den høyre Side; selv
Øvrigheds Personer i Agt toge denne Opmærksomhed. Vel¬
anstændighed laae dem saa meget om Hiertet, at en Fader
aldrig kyste sin Kone i sin Datters Nærværelse; vel havde
de nærmeste Slægtninger lov til at give deres Paarørende
af det andet Kiøn et Kys paa Munden, men det var allene
for at skiønne om de lugtede af Viin, da det ikke var dem
tilladt at drikke den. Naar de lode sig see i Byen, bare
de gemeenlig hvide Klæder, siden efter udvaldte de hvilken
Farve dem meest behagede. J Førstningen gik de ikke ud,
med mindre de havde deres Ansigt tildekket med et Floer,
men det varede ikke længe, førend denne Mode, som Dyden
havde tilsagt, forsvandt tillige med de reene Sæder. De
bleve bestandigen geleidede af deres Piger; strax efter de 12
Keyseres Regiering saae man Gildinger at indtage Pigernes
Plads. Saa længe Romerne levede simpel, arbeydsom og
ædrueligen, beskæftigede Konerne sig efter Mændenes Exem¬
pel med huslige Forretninger, som de deelede imellem sig
og deres Slaver, og vare meere omhygelige at skaffe sig en
Anseelse ved dydige Gierninger, end med en prunkende
Stads; saa snart gav ikke Rigdom den Leylighed at smage
Livets Magelighed, førend de kastede al Omsorg for Huus¬
væsenet paa deres Friegivne, og havde ingen anden Bekym¬
ring end at behage: en Bekymring som deres Oldemødre,
der bleve i deres Huuse og beskæftigede sig med nyttige Sys¬
ler, ikke kiendte. Den Tid blev den Mode at udsøge Am¬
mer for sine Børn blant Slavinder og Friegivne, almin¬
delig; deres Skiønhed blev en Afgud, og denne undertrykte
en Moders Kierlighed. Endelig anvendte de alt, hvad
Konsten kunde frembringe, for at synes smukke, og at er¬
statte det, som Naturen kunde have nægtet dem. Smin¬
ken blev ikke forglemt, og al den Stads, som Lediggang og
Overflod kunde optænke, man konstlede paa Vellysten, for at


vise, hvor meget man gjorde af et smukt Ansigt og en skier
Hud. Kan det være nok at anføre hvad Dion fortæller om
Poppæa, som først var Keyser Nerous Maitresse, og siden blev
hans Hustru: heele Flokke af Eselinder maatte følge hende
paa alle hendes Reyser, at hun kunde have Melk nok til at ba¬
de sig i, og saaledes vedligeholde hendes Huds Hvidhed og
Finhed. De Romerske Damer vare saa omhyggelige i
denne Post, at de, for at beholde en frisk og reen Teint be¬
dækkede deres Ansigt med en dertil indrettet Dey, ligesom
med en Maske; ofte toge de og deres Tilflugt til Bleeg¬
hvidt. For deres Tænder bare de liden Omsorg; thi den
Konst at indsette fremmede Tænder i de manglendes Sted,
var allerede meget almindelig, saavel som at giøre velteg¬
nede og smukke malede Øyenbryne. De Tiders Skriben¬
tere underrette os, med hvilken Opmærksomhed de raad¬
førte sig med deres Speyle, naar de pyntede deres Hoveder,
og det er meget sandsynlig, at de tilbragte fuld saa megen
Tid ved deres Nat=Borde, som vore Tiders Smukke; dog
det var hos dem en Religions Pligt at offre til Venus og
til Gracierne. De krøllede og opsatte deres Haar paa for¬
skiellige Maader: Enten bedækkede de det med et Næt, eller
de indviklede det i en Art af Punge, som de fæstede om¬
kring Hovedet, eller de opbandt det bag til i en Knude, eller
de indknyttede og indflettede det med Baand; de havde me¬
gen Umage med at toe deres Haar, for at giøre det reent og
glindsende, og dertil brugte de de rareste og best lugtende
Essentzer. Perler og Edelsteene udgiorde en Deel af deres
Stads; man saae dem i deres Øren, paa Hovedet, Hals
og Arme; tit indsnoede de deres Haar i en Guld=Kiæde.
Deres Hals og Armbaand vare ey allene af Perler, men
endog af kostbare Steene, og til en vis Tid var man saa
forhipped paa Forandring af Armbaand, at man fandt for
3 Milioner efter Collia Paulina, som Agrippine lod dræbe,
fordi hun havde været hendes Medbeylerske til Keyser
Claudius.
Om Musikens Historie.
Musiken er meget gammel. Hvad enten Bølgernes
Brusen, Vindenes Susen, den Allarm, som Luften giør
i hule Legemer, eller Fuglenes Sang har givet Menneskene
Anledning til denne Kunst, er uvist. Ægyptierne har
været Grækernes Læremestere i Musiken. Musikens Histo¬
rie hos adskillige gamle og nye Folkeslag, samt denne Kun¬
stes Theorie og moralske Brug bliver udført i følgende
Skrift: Historre generale critique & philologique de la¬
Musique dediee a M. la Duchesse de Villervi par M. de¬
Blainville. Paris 1767. Det er afdeelt i fire Deele, som
handler om Musiken hos Hebræerne, Grækerne, Romerne
og Østerlændingerne, Tyrkerne, Gallierne og Franzoserne
indtil Ludvig XIV. Tid.


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 6


Præste-Enken.
S¬
idstafvigte Torsdag, som var den 11te Februarii,
paa hvilken Dag vi tilforn ved Bøn og Taksigelse
til den Allerhøyeste, ihukom den mægtige Beskier¬
melse og de store Ting alle Krigs=Hærenes Gud, den stærke
Zebaoth havde giort imod os, som med sin vældige Arm for
109 Aar siden udrev os af Fiendernes Haand, erindrede
jeg, at, da min Salig Mand, engang paa samme Dag
havde prædiket over: Den forstandige Mand, som byg¬
de sit Huus paa en Klippe, Matth. 7 Cap. 24 Vers,
fornøyede han sig samme Dags Aften med følgende Tanker,
som jeg her vil anføre, i det Haab, at de maaskee og kan
være andre fleere til opbyggelig Velbehag.
Tanker:
over de Ord: 1 Cor. 10C. 4V. Klippen er Christus.
Den Grund er falsk, paa hvilken Hoben bygger.
Al Verdens Alt er bare Flyve=Sand.
Den store Hob kun griber efter Skygger.
Et Babels Taarn i Øyet stikke kan.
Et Væjr=Lys Øyets Kraft forblinder og fortryller.
Et Vandløb kommer paa, og Grunden plat bortskyller.
Al Verdens Gunst. Hvad er den? Kun en Boble.
Et Skum paa Vand. Hvo fæster der sin Fod?
Lad Verden end mod dig sin Gunst fordoble.
Dens Smigren er dog kun en Slange=Brod.
En Verdens Ven er dog en Himlens Fiende blevet.
Vee den! som kun for sig og Verden haver levet.
O! Gierrige! Guld=Klumpens trolig Dyrker!
Du glædes ved en syndig samlet Skat.
O! Mon den dig i Dødens Afmagt styrker?
Hvor nødig vil du sige den god Nat?
Kamelen gaaer jo før ind i et Naale=Øye
End du i Himmelen. Kan Guld dig da fornøye?
Ophøyede! Paa Ærens høye Tinding,
Du vidt og bredt kan rundt omkring dig see;
Men glemmer Gud. Hvad bliver da din Vinding?
Da bliver jo dit Fald det dybeste.
Paa Klippen havde du din Bygning ikke grundet.
Du bliver rykket op. Dit Sted ey bliver fundet.
Men hvad staaer fast, naar Jordens Piller ryster?
Det Huus, som er paa Klippen rodefæst.
Al Verdens Alt forgaaer med sine Lyster.
Men dette Huus staaer fast i Storm og Blæst.
Naar Verdens Bygning skal sit gamle Intet blive,
Skal intet Bygningen af Klippen Christo rive.
Stoel, store Hob, da længe nok paa Aske.
Dit Huus, dit Haab du har paa Sandet bygt.
Dit Purpur skal til evig Tid ey breske.
Stoel du kun paa din vert slig Visdoms Klygt.


Dit Guld, din Gud, dit Got du dog engang skal savne.
Al Verdens store Alt er dog kun Røg og Avne.
Oprørte Hav! Du længe nok maa bruse.
Min Klippe staaer. Jeg ikke rokkes kan.
Saa længe jeg skal være her til Huuse,
Jeg bygge vil paa Klippen, Gud og Mand.
Den Klippe glipper ey, om Verdens Alt end glipper.
Min Klippe slip mig ey, for Aanden af mig slipper.
Samleren.
Om Fortrinnene ved Ungdommens Opdragelse
paa Landet.
Da jeg engang talede med en af mine Venner, om de
adskillige Fordele ved at opholde sig i Sommerhusene paa
Landet, kom vi efterhaanden paa Tale om det, som angaaer
Fortrinnene ved Opdragelsen paa Landet. Dersom det er
sandt, at Omstændighederne ofte overhovedet har en Jnd¬
flydelse paa Menneskenes sædelige Forholds Beskaffenhed;
saa maae ogsaa det Sted, hvor vi opdrages paa, kunde
paa en forskiellig Maade biedrage noget til vore legemlige
og aandelige Kræfters Udviklelse. Det, som Landet her
har forud for Staden, angaaer deels Sundhedens Bestyr¬
kelse, men deels og meest Sielens moralske Dannelse; to
af de vigtigste Stykker, som en viis Opdragelse udfordrer,
og som udbreder sine velsignede Virkninger over det hele Liv.
Jo Folkerigere Kiøbstæderne, ere, jo urenere er den
Luft som findes i dem; og de onde Uddunstninger imellem
de til op til hinanden staaende Huse, foraarsager en svagere
Sundhed, og avler giftige Sygdomme. Stadens Mure
og Volde indslutter Indbyggerne i et snævert og indknebet
Rum, og man vænner sig Tid efter anden saa meget til sit
Fængsel, at man forglemmer, eller bliver alt for magelig
til, at søge en friere Legems Bevægelse. En ilde udtænkt
Velanstændighed har ved Opdragelsen i Staden indført en
Kielenhed og Blødhed, som ofte frembringer meer, end en
qvindagtig Svaghed; ikke engang at tale om de behagelige
Tillokkelser til Umaadelighed i store Selskaber, og ved ven¬
skabelige Giestebudde. Paa Landet derimod har man in¬
gen forgiftede Uddunstninger, at befrygte; man lever der
under en klar Himmels Jndflydelser; og Luften har i sin
Reenhed en uformerket Kraft til at bestyrke Sundheden,
og til at udbrede Munterhed og Liv i alle Lemmer. Landet
giver os mere Frihed og mere Tilskyndelse, til at give Lege¬
met en god Bevægelse; de smaa Forretninger og Anordnin¬
ger i Haverne og paa Marken, kalder os snart hist og
snart her hen; Aarets smilende Forlystelser, som omgiver
os overalt, har saa mange Tillokkelser, bestandig at give
efter for dem, og fulde af Forlystelse at vanke saa mange
Timer om i den frie Luft, at det er umueligt at imodstaae
dem; Blodet flyder stedse i en frisk Varme; vi søger og
finder Fornøyelse paa alle Kanter; og Siclens Fornøyelse


opliver ogsaa Legemet. Man lever den meste Tid paa
Landet paa en Maade, som er overeensstemmende med Na¬
turen. Hvilke Fordele for Sundheden kan altsaa ikke Ung¬
dommen have paa Landet, Man gaae engang ind i Land¬
mandens Hytter. Hvilken frisk Sundhed seer man her
hos Børnene, hvilken blomstrende Rødme paa Kinderne,
som synes at tilkiendegive et langvarigt og fra alle Syg¬
domme befriet Liv, hvilken Styrke og Fasthed i Ledemo¬
derne, og hvilken Sene=Kraft til Arbeyde i en Alder, hvil¬
ken man ikke noksom kan overvelde med kielen Pleye i Sta¬
den, Landsbyernes Ungdom synes at efterligne Fuglenes
Natur, hvilke, efterat de har faaet de første Livets Nød¬
vendigheder af dem, der har avlet dem, og kan giøre de
ringeste legemlige Bevægelser til Udflugt, strax forlader
deres Boliger, hvor de ere blevne opklækkede, flyver om
under frie Himmel og i aaben Mark, og indet stakket Tid
bliver ligesaa store som de gamle, saa at de neppe meere kan
adskilles fra dem. For at indsee Aarsagen til den merke¬
lige Forskiel imellem Ungdommen paa Landet og i Staden,
tør man ikkun ved at kiende Opdragelsen og Levemaaden.
Men endnu langt vigtigere Fordeele for Opdragelsen,
har Landlevnet ihenseende til Hiertets moralske Dannelse.
Saasnart Sielen opløfter sig af dens første Slumren, og
begynder at udvikle dens Beqvemheder: saa samler den sig,
formedelst Øynenes, Ørernes og de øvrige Sandsers Hielp,
Kundskaber og Begreber, som ere indsluttede i Fornemmel¬
ser, og hvilke, omendskiønt de endnu ligner et Tusmørke,
dog efterhaanden udbryder i nogle Straaler, der foreener
sig tilsammen til et Lys, som skinner hele Livets Tid igien¬
nem. Det er endnu ingen Overveyelser, som Sielen an¬
stiller; det er blotte Følelser og Fornemmelser, som op¬
kommer i den, da den allene bliver behersket af de første
Jndtryk, som de forekommende Ting giør paa den. Hvad
er altsaa billigere, end at de, sam enten af Naturen, eller
ved en anden Forbindelse har den Omsorg paa sig, at kom¬
me en ung Siel til Hielp i dens Aands Udviklinger, fore¬
stiller den lutter saadanne Ting og Gienstande, som frem¬
bringer intet, uden behagelige Fornemmelser, og lader alle
dem blive borte, som foraarsager Bedrøvelse eller Utaal¬
modighed? Følgen deraf skulde være Glæde, og en stille
Sielens Venlighed skulde efterhaanden blive Barnet til
Natur; og hvor frugtbare ere disse Egenskaber saavel for
Menneskets egen Lykke, som for Verden. Man dømme,
om denne Opdragelses Lov kunde nogensteds lykkeligere op¬
fyldes, end iblant Landlevnets Behageligheder.
Jo mere Fornuften og Friheden udvikler sig, og især naar
Barnet er kommen saavidt, at det kan tale reent, desto ty¬
deligere yttrer Sielens Begierlighed sig, til at samle Kund¬
skab, og det, som forhen var en dunkel Fornemmelse, be¬
gynder da at udvikle sig i klarere Begreber. Barnet bli¬
ver rørt af alle Ting, der forestiller sig for ham; over Him¬
melen, over Solen, over Stiernerne, over Dyrene og Blom¬
sterne, over Nattergalens Sang, over Rosens søde Lugt,
opvekkes det til Glædens muntreste Bevægelser; dets For¬
undring sees af Øynene og i hver Mine; det udflyder lige¬
som i uudtømmelige Spørsmaal; det vil vide om alle


Ting, og bliver ofte fortredeligt over, at det ikke kan tvinge
Sproget, og tale hastigt nok. Hvoraf kommer denne umæt¬
telige Nysgierrighed, som driver Barnets Siel? Den er af
Naturen, som man aldrig skal forlade, og unægtelig bestem¬
mer, at regiere Sielen, saa at den kan samle de vigtige og ædle
Kundskaber i Verden, som ere værdige for den, og skal be¬
fordre dens Lyksalighed. Denne Barndommens Tilstand,
ligner omtrænt den, naar en Reysende kommer i en gandske
ubekiendt Egn, hvor han seer lutter saadanne Ting, hvor¬
om han aldrig har havt noget Begreb. Hans Begierlig¬
hed driver ham fra et til andet, og hans Utaalmodighed
omskiftes til en levende Glæde, saasnart han treffer nogen,
der kan give ham en oplysende Underretning om saa mange
fremmede Ting, Ved vor Fødsel træder vi ind paa en Sku¬
plads, hvor det endnu er dunkelt for os; eller vi bliver li¬
gesom midt i Naturen indbragte i et kostbart Værelse, hvor
der ikke er noget Lys, og hvor vi sover i Mørket. J Dag¬
ningen begynder vi at see noget af det, som er om os. Vor
Nysgierrighed tiltager immer mere; vi ere urolige for at
see det, og kan af Utaalmodighed neppe bie til Solens Op¬
gang. Den begynder at skinne, og kaster sine oplysende
Straaler ind i Værelset, og opklarer alle prægtige Kost¬
barheder. Vi bliver idel Opmerksomhed; vi beseer alting
med henrykte Øyne og en umættelig Begierlighed. Men
hvilken Bekymring blander sig midt i saa mange skiønne
Tings Betragtning! Vi seer dem for os; men vi kiender
dem ikke, hverken ihenseende til Navnene eller Nytten; alt,
hvad som rører os, er ikkun den udvortes Skiønhed. Vi
ønsker os nogen, som kunde lære os at kiende disse Siel¬
denheder. Vort Ønske bliver opfyldt. Vi seer nogle Per¬
soner at komme ind i Værelset. Vi haster dem i Møde
med tusinde Spørsmaal, og har allerede giort det tiende,
førend vi har faaet Svar paa det første. Vi faaer efter¬
haanden Kundskab om det altsammen; og der udbreder sig
Lys og Fornøyelse i vor Aand. Men endnu tager vi ik¬
kun en vis afsides Andeel i de Forundringsværdige Kost¬
barheder; vi holder dem for fremmede Skatte, hvortil vi
intet Haab har. Men den, som forklarer dem for os,
siger os, at de tilhører os allesammen, og at vi derfor ere
førte ind i Værelset, for at tage dem i Befiddelse og at
bruge dem. Hvilken ubeskrivelig Glæde bemægter sig ved
denne Efterretning vort gandske Hierte! Vi føler Størrel¬
sen af vor Lykke, og spørger efter vor Velgiører, for at
kunde takke ham. Da vi hører, at alting er for os, saa
udbreder vor Nysgierrighed sig endnu videre; vi ville nøy¬
ere lære at kiende hvert Stykke, hverts besynderlige Nytte,
ville efter den Tid virkelig nyde den, og begynder allerede
at anstille Forsøg. J saadan en Tilstands Beskaffenhed
befinder et Barn sig? Hvad er billigere, end at det lærer
at kiende den Bolig, hvorudi det befinder sig, og de Tings
Nytte, som der findes? Og hvad er mere deres Pligt, som
allerede kiender og bruger Livets Ting, end at de for den
nye Ankommende i Verden forklarer det, som han har faaet
i Eye, og paa hvis rette Brug han skal grunde et lyksaligt
Liv? Naturen er her vor Veyviser; den skulle vi følge. Jn¬
tet er beklageligere, end at undertrykke denne de unge Sieles


ædle Nysgierighed, eller som endnu oftere skeer, lade den
under slette Barne=Pigers Hænder henvende paa elendige
Ting. Hvo kan uden billig Fortredelighed og Medliden¬
hed see paa mange Forældres Skiødesløshed, eller deres
saa grumme Stølthed, at de unddrager sig fra Omgang,
med deres spæde Børn, og overlader dem til nedrige og for
en ringe Løn leyede Personers Opsigt, som formedelst et be¬
standig uvittigt, elendigt og ofte lastværdigt Sladder for¬
sømmer og forderver en ædel Siel paa den Tid, da dens
Beqvemheder best kunde blive dannede, og da den nysgier¬
rige Aand kunde samle de værdigste og beste Kundskaber?
Derved bliver den veldædige Naturs Hensigt til intet giort,
og Jorden besat med saa mange ulykkelige Skabninger.
Da denne Sielens Drift er saa levende, at den immer stedse
stiger op igien, saa er det klart, hvor alvorlig Naturen ved
bliver dens heldige Indgivelse; og hvad kan være lettere,
end at vedligeholde den, at give den den rette Dreyning, og
at bestyrke den af Verdens daglige Optrin? Nu sette man
et Barn ud paa Landet. J hvilken umaalelig Mark af
adskillige Giendstande, som det ikke saae i Staden, kommer
det her, Alting er nyt for det; alting opvekker dets Op¬
merksomhed. Viser ham Solens prægtige Opgang; fø¬
rer denne lille Fremmede udi den viide Mark, som er fuld
af Busker, Enge, Floder og Hiorde; bringer ham saa nær
til en af disse tillokkende Gienstande, som han kan komme;
lader ham betragte og undersøge alting efter hans egne Vil¬
kaar. Hans af tufinde skiønne Formaal indtagne Siel vil
udflyde i en uophørlig Spørgen; svarer Barnet kort, og la¬
der dets Aand have noget tilovers, selv at tænke paa; be¬
mægtiger eder de Øyeblikke, da J merker at hans Hierte
er fuldt af Glæde og Beundring, til at styrke hans Følel¬
ser med korte, muntre og lærerige Fortællinger; forestiller
ham alt det, som er for eder, paa den behageligste Side,
og vogter eder for at afbryde hans Fornøyelse ved en suur
Alvorlighed eller bedrøvede billeder; blander ædle og dydi¬
ge Grundsetninger i eders Samtale, men med lette og fø¬
lelsesfulde Udtryk, og giver Agt paa, hvad han siger dertil;
troer ikke, at hans Nysgierrighed skal ophøre; naar J seer,
at den iblant saadan en adspreedt Mængde vil gaae over til
et andet Formaal, saa søger ikke at standse eller opholde
den; igientager denne naturlige Underretning saa ofte J
kan, det er, saa ofte den lille Verdens Tilskuer yttrer en Lyst
dertil, eller J kan lokke ham dertil paa en utvungen og umerke¬
lig Maade. Hvor megen Leylighed har man ikke til at give en
liden nye Ankommen paa Jorden en let Underviisning om
hans fornemste Bestemmelser i Landets adskillige Scener?
Lader os høre:
Hovmesteren.
Om flere Fordele ved Ungdommens Opdragelse
paa Landet.
Til at meddele et Barn den beste Næring af en dyde¬
fuld Lære af det, som han seer og hører paa Landet, henhø¬
rer paa vor Side intet videre, end en opmerksom Omsorg
og en frugthar Dømmekraft. Kan man ikke bibringe ham
de nyttigste Begreb, om Verdens Videnskaber, om de men¬
neskelige Skabningers Nødvendighed, Indretning og Or¬


den? Kan man ikke bevæge ham til Høyagtelse for den ne¬
drigste Stand, og indprænte ham en Forlængsel efter, i sine
Pligters Udøvelse at søge den rolige Sinds Fornøyelse,-
som synes allene at have sit Sæde i Landsbyernes mosebe¬
groede Vaaninger, Kan man ikke iblant de glade Land¬
mand, som midt i deres Nedrighed og Armod besidder en
Overflødighed af Rolighed og Glæde, og ey misunder no¬
gen Throner, vise ham den vigtige men saa meget forglemte
Sandhed, at Mennesket uden sin sande Lyksaligheds Tab
kan undvære Fortrinnene af Fødsel, Rigdomme og Ære¬
Poster, som bliver saa blindt beundrede og saa hidsigt søgte,
og at en i retskafne Gierninger forhvervet god Samvittig¬
hed, er allene det, som giør Livet behageligt og fornøyeligt
for os, Kan man ikke paa en rørende Maade lade det see i
Naturens Indretninger, dens Skabers Egenskaber, hans
Sindelav imod Menneskene, hans gode Hensigter, og vor
Taknemmeligheds og Kierligheds billighed til ham? Hvor
vidtløftig er ikke Landets Underretning, og hvor frugtbar
til at blødgiøre Hiertet, da den ikke martrer Hukommelsen
med tørre og uforstaaelige Skole=Sætninger, men giver os
en naturlig, fattelig og levende moralsk Oplysning af det,
som Sandserne viser os, og i det den blander sig i Følen¬
sen, retter den saaledes, at Forstanden af den faaer et kla¬
rere Lys! Intet er bestandigere, end de første Jndtryk, som
vor Siel faaer; fordi de formedelst deres Nyehed rører al¬
lerlivagtigst, fattes allersnarest, og indprentes dybest, saa
forestiller de sig immer igien, og udbreder sig igiennem alle
Livets Aar, endog i den graa Alder. Hvad for rige Virk¬
ninger kan altsaa ikke de gode Grundsætninger og Følelser
have, som et Barn samler paa Landet, Og med hvilken
Fornøyelse vil det lære sine Pligter, og vænne sig dertil,
førend den Fornøyelse, at overtræde dem, fatter Rødder i
Sielen, Og dersom man vilde følge denne lette Vey, som
Naturen aavner og baner for os; hvilke dydige Gemytter
skulde da ikke blive opdragne i Sommer=Husene, og med
hvilke ædle Jndvaanere skulde Stæderne blive berigede?
Og hvor uskatteerlige skulde Fordelene af Land=Levnet ikke
blive for det menneskelige Kiøn!
Mennesket bliver ved en hemmelig Magt drevet til
Efterlignelse; hvad han merker, at andre ere, det vil han
ogsaa være. Vittighedens Munterhed Forstandens Styrke,
Hiertets Redelighed, ja endog Ærens og Rigdommens
Fortrin, har nok som skynder paa ham, til at giøre jalvux,
og at bestræbe sig for de Egenskaber, som bliver yndede og
beundrede hos andre. Men i ingen Alder er Driften til
Efterlignelse fyrigere, og aldrig ere dens Virkninger af en
videre Udbredelse, end i Ungdommen. Alting opverker
Jndbildnings=Kraften; et Øyrkast, en Miene tilskynder til
Efterlignelse. Denne Tilbøyeligheds Fyrighed er ofte saa
stor, at den ikke lader sig undertykke ved Trusseler og
Straffe. Hvad kan man altsaa værdigere foretage, end
lignedes at følge denne Naturens Stemme, forestille et
Barn saadanne Exempler til Efterlignelse, som fører det
til Sandheden og til Dyden, og at af holde det langt fra
saadanne, som kan anstikke dets Hierte, og forderve dets
Ungdoms Uskyldighed? Men hvor findes de fleste Exem¬


pler paa det Gode, og hvor har man de mindste Afholdel¬
ser fra at følge det? Jeg befrygter ikke, at man skal be¬
skylde mig for Partiskhed, om jeg her fører Ordet for Lan¬
det, og tilstaaer det et Fortrin for Staden. Jo større et
Sammenflod af Mennesker er, jo talrigere bliver Exem¬
plerne paa forkeerte Grundsætninger, uædle Tilbøyelighe¬
der og onde Gierninger. Stæderne udruger i deres Skiød
mere giftigt Utøy af Uretfærdighed, Egennytte, Ukydskhed
og Falskhed; ligesom en skadelig Luft udbreder sig fra den
ene Gade til den anden, saaledes griber Lasterne om sig,
og da de ikke finder Menneskene enkelte, men sammenpressede
i store Selskaber, saa anstikker de destomere, og foraarsa¬
ger en desto større Uorden i de menneskelige Gemytter, jo
mindre Modstand de finder i samme, og jo mere bifald og
Beskyttelse de finder af dem, som de har trakt i sit elen¬
dige Slaverie. Lasterne antager hundrede deylige Skik¬
kelser, for at behage og pirre Mennesket, der har en ligesaa
utroe Bedragerinde i sin Sandselighed. Bagtalelsen smin¬
ker sig med Vittighed; Frekhed udgiver sig for en galant
Levemaade; Efterstræbelsen sniger sig omkring i Venlig¬
hed; Bedragerie forklæder sig i Gevinstes billighed; Gier¬
righeden skiuler sig bag Sparsommelighed; Hevnen maske¬
rer sig med Retfærdighed; med et Ord, enhver Green af
Lasterne giver sig en glindsende Farve, for at skiule sin na¬
turlige Herlighed.
Jeg troer ikke, at man gandske nægter Sandheden,
af dette Stædernes Malerie. Jeg taler ikkun over Hove¬
det, hvorledes Sæderne i Stæderne pleyer at være. Jeg
elsker og ærer den menneskelige Natur, hvor jeg finder den;
og paastaaer ikkun, at Lasterne har fordervet den mere
paa et Sted end paa et andet. Man lade altsaa et Barn
blive opdraget i Staden, som ved sin fyrige Drift til Ef¬
terlignelse ikke veed hvad han skal efterligne; hvilke Exem¬
pler vil han her see for sig? Hvilke synlige Aftrykke af en
Mængde uædle Tilbøyeligheder, som besidder Menneskets
Hierte, eller hvilken formeret Blanding af Got og Ondt;
hvad skal han antage og hvad skal han efterlade? Det, som
af en bliver ham beskrevet som Dyd og Got, hører han af
en anden at kaldes Forstandens Svaghed; han begynder
at forvildes, bliver vaklende og mistroisk. Hvad er natur¬
ligere, end at han følger de Exempler, som smiggrer hans
sandselige Begierligheder, eller i det mindste paa en ulykke¬
lig Maade forener Dyd og Udyd? Man føre den unge
Fremmede i hans første Barndom ud paa Landet, eller la¬
der ham opholde sig der en god Tid af Aaret, for at give
hans Hierte en tidlig Dannelse til Dyden, og lader ham
først siden gaae ind i den større Verden, naar han er sterk
nok til at imodstaae de onde Exempler i de talrige Sam¬
menkomster.
Paa Landet unddrages et Barn fra mange Forførel¬
ser af Lasternes indtagende billeder. J Hytternes Stil¬
hed hersker her Eenfoldighed og Oprigtighed, som ey ind¬
klæder sig i forvirrede Skikkelser; Tydelig og naturlig
fremstiller Dyden sig; Sæderne, som nøyere iagttages,
ere og langt renere; Lasterne ere sielnere, og naar de frem¬
bryder, saa foragtes og beskiemmes de. Her kan den unge
Jordens Beboer i hans Forældres, Paarørendes eller Ven¬


ners lærerige Selskab ikke høre andet, end dydige Samta¬
ler, og ikke see andet end værdige Gierninger; hans Sand¬
ser bliver iktun rørte af det, som oplyser hans Jndsigter,
og som kan indprente hans Hierte Grundsætninger til et
retskaffent Væsen; og de gode Exemplers Magt ville virke
desto sterkere, jo sieldnere de ere, som staaer imod dem.
Her vil han tidlig lære at elske Dyden, og bevæbnes med
en Styrke imod de tilkommende Verdens Fristelser.
J sær er Landet en deylig Skueplads til saadanne
Personers Underviisning, som engang skal betroes en Deel
af andre Menneskers Skjebnes Forvaltning. Her kan de
betages den umenneskelige Indbildning, ligesom at de skul¬
de være af en anden Slægt end den stakkels Landmand;
her kan den vises hans uophørlige Besværligheder; og her
kan de selv see det Arbeyde, som han maae foretage, førend
han kan aftvinge Jorden vor Næring. Her kan de føres
ind i Landmandens Leer= og Halm=Hytter, for at see hans
slette Kost, hans tarvelige Klæder og hans haarde Leye, og
for at faae deres Hierter rørte til Medlidenhed imod et Folk,
som har saa lidet til overs for alt sit tunge Arbeyde. Her
kan de lære, at det allene er Forsynet, som beskikker Men¬
neskenes Stænder og Skjebner, at Fortrinnene af Ære,
Beqvemmelighed og Formue udfordrer ogsaa en større Tak¬
nemmelighed imod ham, som uddeler samme.
Men man maae ikke troe, at, naar Samleren anpriser
den første Opdragelse paa Landet, den Sædernes Artighed, som
man pleyer at give sin fornemste Boepæl i Staden, skulde lide
noget ved dette hans Forslag. Jfald det var saa, da skulde
dog det lides Tab være af mindre Betydelighed ihenseende
til den store Fordeel. Hvilket er vigtigst, enten at bringe
en ung Siels Tilbøyeligheder i den tilbørlige Orden, hvor¬
ved den faaer sin hele væsentlige Lyksalighed; eller at for¬
bedre den udvortes Opførsel, og give Mennesket den Be¬
hagelighed og det tækkelige Væsen, som er indført i den
store Verden? Og dog kan begge Fordele tillige erholdes.
Det hænger ikke af at opholde sig inden for Stadens Mure,
men af det Selskab, i hvilket man befinder sig, at vænne
sig til en artig Levemaade, og dette finder ogsaa Sted paa
Landet. Det er en ubillig Fordom, naar mange Stadens
Elskere troer, at man, ved at opholde sig paa Landet, maae
nødvendig faae en skye, eremitisk og raae grov Gemyts
Beskaffenhed og Levemaade. Dersom det skeer tilfældig¬
viis, at mange Folkes Levemaade paa Landet har noget
som i det fine Selskab opvekker et vidrigt Jndtryk, saa
maae man søge denne Feyl i saadan en Persons besynder¬
lige naturlige Beskaffenhed og i hans Opdragelses og Om¬
gangs Omstændigheder, men aldrig tilskrive den Landlev¬
net selv. Hvorledes skulde man vel kunde ved den dey¬
lige Naturs daglige Beskuelse, og ved saa mange rene For¬
nøyelsers Nydelse, antage et uvenligt Væsen og en murrisk
Grovhed? Ney, tvertimod! Gemyttets Munterhed, som
bliver befordret og vedligeholdet ved saa mange behagelige
Gienstande, udgyder sig i vort hele udvortes Væsen; Mun¬
terheden føder en behagelig Omgang; og den utvungne og
naturlige Omgang paa Landet frembringer en Slags uskyl¬
dig Frihed og ædel Oprigtighed, som har fine beundrede
indtagende Yndig eder.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 7


Huusholdersken.
Forslag til øllets Forbedring.
D¬
a det er meget Magtpaaliggende, at have god Drik,
saa vil formodentlig følgende Forslag at faae godt
Øll ikke være ubehageligt for Licbhabere af samme Drik.
J et Anker eller Fierding godt Øll, slaaer man et eller to
Glas god hvid Fransk Viin førend Øllet endnu har sat sig,
lader det saa ligge i 24 Timer og tapper det derefter paa
Boutellier. Heraf bliver Øllet lifligt, stærk, klart og
reent, og Middelet er uskyldigt og let. Naar der bliver
saa mange Forbedringer i Henseende til Viinen angivne,
hvorfor skulle man da ikke tænke paa Øllets Forbedring,
som iblant os er en langt almindeligere Drik end Viin,
og i Almindelighed at tale, er ogsaa langt fordeelagtigere
til vor Sundhed.
Tærte af hvidt Capun Kigd.
Det hvide Kiød tager man af en stegt Capun, hakker
det gandske fiint med noget Oxe=Marv eller frisk Nyre=Fet,
og siden støder det i en Morter, til det bliver som en fiin
Dey, rører dette vel tilsammen med Sukker, reven Citron¬
Skall, Orange=Vand, Salt, og 8 til 10 Egge=Blom¬
mer. Hviden af Eggene slaaer man til en stiv Skum, og
rører det tilsidst dertil, dernæst legger man et Under=Blad
af fiint Butter=Dey i en Tærte=Pande, kruser Randen net
af rundt om, og kommer det tilsammerrørte deri, strøet
det over med Sukker, og bager det; men formedelst Oxe
Marven og Nyre=Fettet gives den Varm paa Bordet.
Engelsk Æble=Tærte.
Man laver en Form af brændt Dey, skræller saa og
skierer Æbler smaa, kommer dem i et Fad med lidt Viin,
Sukker, Kaneel og Ciron=Skal, rører det tilsammen, og lader
det et Par Timer vel trekkes ind, kommer det saa med smaae
Skiver Smør i den præparerede Dey, legger dernæst et fiint
ziirligt tyndt Laag derover, bestryger det vel og bager den saa¬
ledes: Siden laver man en ret Craim af Fløde, nem¬
lig: lidt Meel, Eg, Sukker, Citron=Skal og sød Fløde,
hvilket først røres sagte tilsammen, og dernæst røres af til
en jevn Fløde eller Craim; Naar man retter an, skier man
Tærten op, og øser Craimen deri, saa er det og got.


Tærte af stegt Kalve=Nyre.
Man tager Nyrene af en kold Kalve=Steg, skier den
samt Fettet i smaae Tærninger, siden hakker man det smaat
og kommer det i et dybt Fad eller en Cafferolle, der¬
næst Toe eller Toe og et halvt udblødt Runde=Brød
af hvilken Melken trykkes reent ud, derpaa stødes det
i en Morter, til det bliver som en Dey, dette kommes til
Kalve=Nyren, med 8 til 10 Egge=Blommer, sint reven eller
hakket Citron=Skall, Corinter, Sukker, Salt, reven Mu¬
skat, alt vel tilsammenrørt, dernæst slaaes Egge=Hviden til¬
en stiv Skum, og røres tilsidst dertil, hvornæst man
laver en Bund eller Underblad af Smørr=Dey i en
Tærte=Pande, kruser Randen net rundt om, kommer det
Tilsammenrørte deri, og bager det saaledes, i Besynder¬
lighed langsom, men der legges intet Laag af Dey over,
saa bliver Tærten ret god; Den settes varm paa Bordet.
Mandel Bagværk i Butter=Dey.
Man støder et halvt eller et Fierdingpund Mandler,
eftersom man har nødig, og naar de ere fine, kommer man
halv saa meget reven Sukker, et par Egge=Blommer og et
Stykke Smør dertil, og støder det fremdeeles i en stor
Morter til en Dey, dernæst saa ruller man en sin Butter¬
Dey noget tynd ud, og skier den i firkantede Stykker, men
ey alt for store, bestryger dem med Eg, og setter noget af
Mandlerne paa hvert Stykke, sanker saa de fiire Hiørner
sammen oven til, og klæver dem sammen, endelig settes de
i en Tærte=Pande og bages langsom til de har nok; naar
man retter an, strøer man Sukker over dem.
Hovmesteren.
Breve fra unge Personer til Nytte for
Ældre.
E¬
n Samling af Breve, som Børn og saadanne, der
først ere udgangne fra deres Børne=Aar, kan have
skrevet imellem hverandre, skulde maaskee være lærerig baa¬
de for Gamle og Unge. Man maatte tage de forskiellige
Situationer, hvorudi Børnenes Gemyt, efter deres for¬
skiellige Alder, befinder sig, saavelsom og ihenseende til deres
udvortes Tilstand og Omstændigheder. Hvad de derudi
siger, hvad de tænker, hvad de tænker utydelig, forvirret,
og forblummet, men som en opmerksom Jagttager udvik¬
ler af deres Miner og af deres Gierninger, dette skulde
være Brevenes Jndhold. Rimeligheden kan ikke blive for¬
nærmet derved, at de skrifteligen optegner det, efterdi det
skriftlige Udtryk ikkun er en Udtolkning af det Udtryk, som


skeer ved Ord, Miner og Gierninger. Naar man i Fa¬
belen engang har forudsat, at der har været den Tid, at
Dyrene kunde tale, saa er alt det øvrige rimeligt, naar
man ikkun lader dem tale overeensstemmende med deres
Natur, og den antagne Character. Saaledes og med
Børn. Fornemmelig maatte man henvende sit Øyemerke
paa deres Forstands og Villies Kræfters Udviklelse, paa
deres Maade at handle og omgaaes, paa dere Giernin¬
gers physiske og moralske Drivefiedre, og paa Jndflydel¬
serne af en god og slet Opdragelse, paa det at Forældre og
Børn kunde see sig derudi ligesom i et Speyl. Følgende
Breve ere et Forsøg af dette Jndfald. Maaskee de har
ikke geraadet lykkelig. Forfatteren har derudi vildet giøre
den Feyl kiendelig, at ved vor sædvanlige Opdragelse og
Levemaade bliver Gemyttet allerede tidlig vant til at bega¬
be det, som er Pragt og et fornemt Væsen; hvoraf den
supersicielle Tænkemaade kommer, som ikkun er emfindtlig
for det, der falder i Øynene, men ikke smager det Sande,
det Smukke, det Gode; hvoraf videre er kommen den nu
saa almindelige Stændernes Blanding og Forlisen af de
enhver anstændige Sindelave, hvorved ellers hver Stand,
skulde være lykkelig. At skildre andre Feyl og udvikle flere
Characterer, overlader Forfatteren til dem, som har mere
Leylighed til at give Agt paa Børn. Han anbefaler dem
fornemmelig den Eenfoldighed, som er naturlig for den unge
Alder, og især nogen mere Eenfoldighed, end han selv har
kundet opnaae. Dog maae ikke forglemmes, at Børn ofte
viser en Naivetæt, som nærmer sig meget til Vittighed, at
de ofte har Jndfald, over hvilke ikke allene de kiere Foræl¬
dre, men endog upartiske Folk maae lee. Skulde i øv¬
rigt de to første Breves Skrivere synes for ringe, saa vilde
man undskylde dette med den engang indførte Indretning
i Verden, at den Ringe er sat ved Siden af den Rige.
Jørgen til Carl.
J Gaar Aftes havde du skuldet være med i --Huus.
Der var en stor Dands af lutter Junkere og Frøkener.
Stuepigen, Dorthe, min. Moster=Datter, tog mig med
derind, og lod mig see paa dem en liden Stund. O, det
lod deyligt. Der var saa lyst af alle de Speyle med Lys i,
som vare ophængte allevegne. Junkerne havde allesammen
Klæder med Guld og Sølv paa, og Frøkenerne havde de
deyligeste brogede Klæder, og saa mange Juveler i Haa¬
ret. De dandsede alle saa net, og vare ret lystige. Hvad
de fornemme Børn har det dog got! Vi har aldrig saa
megen Fornøyelse som de. De ere altid saa smukt klædte,
og har deres egne Tienere, og kiører ofte ud. Jeg troer
heller ikke, at de faaer Hug, som jeg endnu i Dag fik me¬
get haardt af min Skolemester.
Carl til Jørgen.
Der ligger ikke Magt paa, at jeg ikke var med i Gaar
Aftes. Jeg har ofte seet dem dandse saaledes. Jmidler¬
tid har jeg med store Henrick giort Bukkeslæden til rette
igien, som vi i Fior Vinter brekkede i tu. Vi ville nu i
denne Vinter giøre os ret lystige dermed paa Sneen. Saa
kan de fornemme Børn see paa vor Forlystelse igien. J Mor¬


gen er det dog Løverdag. Kom med paa Volden, Jør¬
gen, hvor vi ville spille i den nye Grav. Jeg har i Dag
vundet ti deylige Marmor Kugler. Vi ville og leege Vagt,
og du maae hielpe til med, at den dumme Claus kan faae
mange Prygl. Over de Hug, som du har faaet af Sko¬
lemesteren, kan du trøste dig med mig, da jeg og i Dag
har faaet Hug af min Fader. Jeg faaer ofte Hug; thi
min Fader siger stedse: Af Hug bliver man stor.
Junker Frig til Philip Bert.
Veed de vel, hvad jeg faaer til Nyt=Aars Gave?
Jeg maatte ikke vide det, men jeg har faaet det at vide a
min yngste Syster. En deylig Domino af Changeant, et
Garniture kostbare Spænder med Stene udi, og en Hat
med hvid Fier. Det skal klæde mig ret smukt, og jeg er
ret utaalmodig over, at Redonterne ikkun først begynder.
De kommer vel ikke derhen. Jeg vil dandse der med Frø¬
ken Caroline og med Frøken Henriette. De ville nu ikke
afslaae mig det, som forgangen Aar, thi nu er jeg allerede
større, og har en nye smuk Domino. Jeg vil og dandse
med Mademoiselle Fikke. Hun er vel mindre end jeg, og
er ingen Frøken, men hendes Schæfer=Habit klæder hende
saa net, og hun dandser saa artigt, at jeg ikke veed, hvor
hun har lært det saa smukt. De besøger mig vel til Nye¬
Aar, at de kan faae min smukke Domino, mine Stene¬
Spænder og min nye Fier=Hat at see. Skriv mig til,
hvad De venter sig til Nyt=Aars Gave, om den vel bliver
saa smuk som min er. Jeg tør maaskee endda vel faae no¬
get mere.
Philip Bert til Junker Frig.
Jeg glæder mig over Deres tilkommende Nyt=Aars
Gave, og tvivler ikke paa, at den jo skal klæde Dem got.
Jeg veed endnu ikke hvad jeg faaer. Min Papa spurgte
mig i Gaar over Maaltidet, om jeg endnu, ligesom forrige
Aar vilde have Legetøy. Jeg havde vel endnu havt Lyst
til at tage imod noget, men jeg vil dog heller ikke meere hol¬
des for at være et Barn, og sagde derfor reent ud: Ney,
min, hierte Papa. Got, sagde min Papa, du skal
faae noget bedre. Jeg veed nu ikke hvad det bliver. Paa
Redouten kommer jeg vel ikke. Min Papa siger, at det
er allene en Fornøyelse for store Folk; vi Smaa kunde
dog ikke ret forlyste es iblant den store Hob; der vilde gaae
en heel Dag bort med i Forveyen at snakke derom, en Dag
med at pynte og klæde os paa dertil, en Dag med at for¬
lælle, hvad der var passeret, og overalt, siger min Papa,
vilde vi derved ikkun vænnes til Nysgierrighed og til Lap¬
perie, samt til at sladdre om, at en var langt kostbarere
klædt end en anden, hvad det var for en Herre, som havde
dandset med den fornemme Dame, og hvad mere min Pa¬
pa sagde, som jeg ikke kan erindre. Ak, hierte Papa!
sagde jeg siden, da jeg erindrede mig noget, som jeg havde
læst om Morgenen i en Bog, hierte Papa, jeg maae dog
ogsaa see den store Verden. Du lille Nar, sagde min
Papa, hvad veed du at sladdre om den store Verden?
Beed du Himmelen, at du altid maae blive ude derfra.


Junker Friz til Philip Bert¬
Nu har jeg allerede seet min nye Domino. O, den
vil blive smuk! Den bliver ogsaa garneret. Og derhos,
min kiere Philip, faaer jeg endda en smuk Kareth og en
ordentlig Egnipage. De havde i Fior ikkan en stor Post¬
vogn, som ikke engang var malet. Men hvad De har
skrevet mig til om Deres Papa, og alt hvad han har sagt
Dem, der kan jeg ikke finde mig udi. Det er dog saa ar¬
tigt paa Redonten. Der ere saa mange fornemme Perso¬
ner, og alle i smukke Domioer. Og det hører ikkun for¬
nemme Personer til, at komme der. Min naadige Frue
Mama har læst Deres Brev. Ja! det var ret got, hvad
Deres Papa havde sagt dem. Men fornemme Folkes
Børn maatte tidlig komme ud i den store Verden. Ja! Ja!
jeg gaaer hver Uge paa Redonten.
Philip Bert til Junker Friz.
Jeg har den Ære, min kiere Junker, i denne Vin¬
ter at invitere Dem paa en Redoute en Mignature, som
min Hovmester kalder det. Jeg fortalte min Papa i Gaar,
at de skulde faae saadan smuk Domino. Eya! du siger
det saa bedrøvet, svarede min Papa, du vilde vel ogsaa
have en? Jeg taug stille og slog Øynene ned. Nu got,
sagde min Papa, du skal have en anden Fornøyelse derfor.
Var en Redoute imellem Eder Smag ikke bedre, end en,
hvor J ikkun løber de store Folk imellem Benene? Jo
sagde jeg, men hvor holdes der da nogen for os? Jeg vil
anrette en for Eder, sagde min hierte Papa, hver Onsdag
Aften skal du samles med dine Sydskende, dine Fættere
og din Cousine Bert, og med begge de smaa artige De¬
moiseller Druner, og da skal J dandse, forstaae hvo som
fører sig got op om Ugen. J har ogsaa den Friehed, hver
at indbyde en af eders gode Venner dertil. Er du der¬
med tilfreds Philip? Jeg kyste min hierte Papas Haand,
og takkede meget derfor. Vil De komme paa vor Re¬
doute, kiere Junker? Jeg indbyder dem strax paa den
første. Beed De Deres Frue Mama ret meget derom.
Vi skulle holde os ret lystige. De kan da ogsaa dandse
med Mademoiselle Fikke; men jeg dandser først med hende
Fritz! den Ret lader jeg ikke betage mig, efterdi hun er min
Cousine. Tag De ikkun Deres Hovmester med sig; det
vil være min Papa ret kiert. Min kiere Arist vil komme
paa vor Redonte tilligemed min Papa, min Morbroder og
Hr. Druner. Men vi Smaa skulle have vor Forlystelse
gandske allene imellem os selv. De ville ikkun see, hvilken
af os der fører sig artigst op, og den skal stedse have Æren,
at aabne Ballet den næste gang igien. De maae endelig
komme! Jeg havde snart forglemt, at indbyde Dem med
til Soupe.
Jomfrue Catharina Røst til Jomfrue
Dorothea Bal.
Jeg kan ikke tage imod Din Besøgelse i Eftermiddag,
ma Chere, efterdi jeg er engageret hos Frøken von ?*
Hun lod mig i Dag Morges invitere, at komme til sig i
Eftermiddag, og Du kan let tænke, hvor bestyrtet jeg blev
over denne uforventede Ære. Men min Moder sagde


strax, det vilde ikke blive den sidste gang, at jeg blev ind¬
buden til fornemme Damer. Hun var ret glad over, at
jeg saa tidlig kom i store Selskaber, hvortil hun stedse
havde forberedet mig. Du veed, at hun seer det ikke gierne,
at jeg omgaaes, med Dig og andre Piger af vores lige.
Mig skal ret forlange, hvorledes det er at omgaaes med de
Fornemme. Jeg har den hele Formiddag pyntet mig til
min Visite, og venter med Utaalmodighed efter, at Klok¬
ken skal slaae halv fire. Du seer nu, ma Chere, at mit
Fransk, som Du saa ofte har leet ad, dog endnu kan hiel¬
pe mig noget. Thi jeg kan dog nu sledse blande noget
ind imellem, paa det at man kan see, at jeg forstaaer Fransk.
Jeg kan vel ikke komme afsted med at parlere, men det skal
med Tiden finde sig. Havde jeg bare begyndt at lære det
før, end for et Aar siden. Da havde jeg og havt mere
Lyst dertil. Men nu, da jeg efter min Confirmation just
havde lagt min Catechismus til Side, saa skulde jeg be¬
gynde igien at lære noget nyt. Det beste var, at min Mo¬
der gav mig ofte en nye Klædning for jeg skulde lære brav,
eller og Hovedtøy, eller noget deslige. Du maae lære
smukt Franzøsk sagde hun. Din Fader er rig, og bliver
hver Dag rigere; du kommer vist nok herefter i fornemme
Selskaber, og da maae du kunde tale Franzøsk. Du
maae, for at øve dig, ogsaa tale det med dine Forældre,
omendskiønt de ikke forstaaer det; thi du kan jo siden sige
det igien paa Dansk. Nu slaaer Klokken. Adieu, ma
chere, jeg maae være hos den naadige Frøken paa Point.
Du maae herefter ikke tage mig det ilde op, om jeg er saa
uden sans facon.
Jømfrue Dorothea Bal til Jomfrue
Catharina Røst.
Jeg ønsker Dig megen Lykke til Dit nye fornemme
Bekiendtskab, lille Syster! Men nu vil Du vist nok gand¬
ske sette Dine gamle Veninder til Side og ikke omgaaes
dem mere. Du har allerede temmelig seet dem over Skul¬
drene formedelst Dit Fransøsk og Dine smukke Klæder.
Men mig maae Du ikke forglemme, ellers skulde jeg græde
derover. Thi Du er ret god, dersom Din Moder ikkun
havde ladet det Fransøske være af Hovedet paa dig, og de
smukke Klæder af Din Krop. Der laae mig ret noget vig¬
tigt paa Hiertet da jeg vilde besøge Dig. Snedkermesteren
har begiert mig af mine Forældre. Jeg har hørt dem tale
derom. De ere ikke utilbøyelige for Giftermaalet. Mit
Hierte klappede saa sterkt i mit Bryst, at jeg vilde strax
løbe hen til Dig, lille Syster, for at lade dig det vide.
Men jeg lod først ved Pigen spørge, om jeg kunde faae Dig
allene i Tale. Thi Statsvister, som Du udlegger det, er
jeg ikke vant til at giøre, og allermindst hos Dig. Hvad
siger Du om den Mand? Er det ikke sandt, at det er en
flink vakker Mand? Jeg kommer ind i et fuldt Boe og
Huus, som hans Fader har efterladt ham. Og jeg giør
jo bedre deri, at jeg tager en velhavende Snedker, og heder
Moder, end at jeg lader mig titulere Madame eller Frue,
og ved alt dette fornemme Væsen intet Brød har. Med
min Huusholdning skal jeg got nok kunde være ham til


Tieneste; thi dertil er jeg bleven anført af min Moder.
Og jeg har og merket, da jeg hørte mine Forældre tale derom,
at han vil have mig mere derfor, end for de stakkels Skil¬
linger, som han kan vente sig med mig til Medgivt.
Jomfrue Catharina Røst til Jomfrue Dorothea Bal.
Jeg er ret fortredelig; jeg har mere revet og slidt min
nye Silke=Klædning af mig, end draget den af Kroppen.
See dog engang, hvorledes det er gaaet mig. Jeg kom
til den naadige Frøken, og tænkte, der at finde et stort for¬
nemme Selskab, men hun var gandske allene. Jeg havde
ladet mig bære derhen i Porte=Chaise; derover og over mit
smukke Antog lod hun til at være spodsk. Dog var hun
ret høflig, og nødte mig til, at sette mig hos hende paa
Canapeen. Men der er dog saa noget andet i de fornem¬
me Folkes Høflighed, og giør en af os ikkun forvirret.
Frøkenen kaldte mig stedse Jomfrue Røst. Jeg tænkte
at fornemme Personer, som taler immer Fransøsk, sagde
ikke andet end Mademoiselle. Nu hvad mener Du, at
Frøkenen vilde mig? Hun havde seet af mine i Marli
syede Manskietter. Du veed, at min Moder pleyer at vise
alle Mennesker mit Arbeyde, som, uden at rose mig selv,
er saa got, som nogen kan sye det, i Særdeleshed frem¬
viser hun stedse min Syening i Marli, som nu er den høye¬
ste Mode. Denne Syning havde Frøkenen seet, og da
hun er en stor Elskerinde af dette Slags Arbeyde, saa skul¬
de jeg hielpe hende med et Par Manskietter, som hun ikke,
efter hendes Villie kunde faae færdige, og skaffe hende nye
Mønstere. Jeg giorde det saa got som jeg kunde; thi jeg
var meget fortrædelig. Frøkenen maae uden Tvivl have
kundet merke det; thi det er ligesom de fornemme Folk kun¬
de igiennemsee os. Hun spurgte, om jeg ikke befandt mig
vel; og var stedse meget artig, hvormed hun ikkun giorde
det verre. Siden kom endda en anden Frøken, som talede
Fransøsk med min Frøken, men talte og saa gesvindt, at
jeg ikke kunde forstaae det. De loe, jeg ved ikke, om de
loe af mig. Nok, at disse Personers Latter er saa fiin og
spids, at man ikke veed, enten man er kiøbt eller solgt.
Den fremmede Frøken kaldte mig hvert Øyeblik Jomfrue
Røst, og stedse med Complimenter. Kort sagt, jeg skyndte
mig, at jeg i en Hast kunde komme bort. Min Moder
faldt meget i Forundring at jeg kom saa snart og uden
Porteurs hiem igien. Hun var meget vred over min dum¬
me Opførsel. Thi, sagde hun, det var noget gandske sæd¬
vanligt, at Damer kom tilsammen, og medbragte deres
Haand Arbeyde.
Jeg begynder nu ogsaa at troe det, kiere Docthe,
som Du saa ofte har sagt mig, at det klæder ikke got, at
ville ophøye sig over sin Stand. De Fornemme leer os
dog ikkun ud, Jeg vil altsaa følge dit Exempel, og snart
ogsaa opsøge mig en Mand efter min Stand; thi efter en
fornemme Mand maatte jeg maaskee vente alt for længe,
og om jeg endogsaa fik en, saa duede han maaskee ikke me¬
get. Snedkeren er en ret artig Mand, hos hvem Du
gandske vist kommer til at leve veget got.


Jomfruens Fætter.
Om Coefere=Kunsten i Paris.
Dette er en meget rar Artikel i vort Blad. Hrele Gros
i Paris, den vidtberømte Damernes Haarskierer, har til¬
endebragt sit nye Verk om den Kunst at Coeffere de Fran¬
ske Damer, og udgivet samme i Trykken formeret og for¬
bedret med en ort Afhandling, hvorledes man kan got be¬
vare sit eget Haar og holde samme i Stand, samt adskilli¬
ge Planer over Haarets Breede, som maae iagttages ved
alle Slags Coeffures, samt en Anviisning, hvorledes man
skal Coeffere forloret Haar. Denne Bog indeholder 38
Kobberstykker, hvilke indbefatter ligesaa mange forskiellige
Arter af Coeffurer, der alle ere tegnede eftet Originalerne,
saaledes som han har accomoderet samme paa forskiellige
Hoveder med naturlige Haar. Fent og tredive ere giorte
efter en Frisur. Man Vikler kun Haaret engang op der¬
til, og ved dem allesammen er eens Snit. Denne Bog er
af en overordentlig Nytte for Damer og alle Fruentimmer,
da det efter samme falder dem meget let, at forandre deres
Frisurer, og efter disse Kobberstykkers Anviisning at sette
op snart Blomster, snart Barber, snart smaa Huer og
Sultaner paa Hovedet, og efter Behag at betiene sig af
samme ved deres Toiletter. Denne Bog naar den er indbun¬
den i Kalvskind og illumineret - er ikke dyr - koster 2
Louisdox, naar den ikkun er heftet og illumineret koster
den en. Forfatteren advarer tillige for en Bog, som man
sælger i Paris og paa Messerne under hans Navn; Figu¬
rerne derudi ere alle stukne bagvendt og slet tegnede; med
faae Ord, der er ikke en eneste Lok rigtig. Derimod skal
man iblant hans Coiffurer finde alle de forskiellige Maader,
paa hvilke man maae være Friseret ved Hoffet, i Staden,
paa Ball og paa Comoedien.
Han har havt den Ære, at overskikke sit Verk til
Dronninger og Printzesser, og det er med største bifald
imodtaget af dem, saavelsom alle Damer der har Smag.
Han har coefferet Damer paa 52 forskiellige Maader,
om alle har fundet Biefald; imidlertid har han dog un¬
dertrykt 14, som ikke har været efter hans Smag¬
Velbemelte Haarskierer le Gros friserer og accom¬
moderer Damer, som har deres eget Haar, paa 38 Maa¬
der af forskiellig Smag, saavel i Boukler som Rosetter,
og fletter Chignon a jour eller en triage, alt efter Behag.
Hvad de forlorne Haar angaaer, saa giør han samme paa
alle Slags Facons, paa det allernaturligste og efter den
høyeste Mode; endog saa at Damerne med deres egne Hæn¬
der inden 3 Timer kan coeffere sig paa 30 forskiellige
Maader.
Hans Boutiqve er ikke heller nogen Boutiqve meer,
men et Academie; og dette Academie har han inddeelt i
3 Classer, der alle ere besatte med Professorer, som giver
Underviisning efter visse Mønstere, og beriger Verden med
Coeffeurs og Coeffenser.


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende. 
No. 8.


Den gamle Jomfrue.
Der blev stedse intet af.
N¬
u skal jeg fortælle Dem en Historie, som maaskee vil
endes anderledes, end man i Førstningen formoder.
Men de maae saa mæn ikke troe, at det er min egen. Mue¬
ligt vil maaskee nogle tænke, at det er min egen Historie, for¬
di jeg er bleven saa gammel Pige.
De forlanger intet Levnetsløb af mig. Min Stand,
og mit Fødested er jo Dem bekiendt. Det er mit Hier¬
tes Historie, jeg skal fortælle Dem. De skal faae de Be¬
givenheber at vide, som har bevæget mig til, at udvælge
en Levemaade, der et Deres saa lig. Kort, De vil vide
mine Kierligheds Begivenheder.
Jeg vil opfylde Deres Forlangende, og med den Fri¬
modighed, som altid var min Characteer egen, vil jeg for¬
tælle Dem alt, hvad jeg veed om mig selv i dette Stykke.
Det første Optrin, som Kierlighed har ladet mig
spille, var allerede saa besynderligt, at dersom jeg havde
været overtroisk, saa havde jeg strax ikke spaaet mig meget
Got for Fremtiden.
Jeg var endnu ikke fuldt 15 Aar gammel, da en ung
Person, hvis Fader var en fortrolig Ven af mine Salige
Forældre, kom hiem fra hans udenlands Reyser. Føræl¬
drene besluttede, at gifte os med hinanden, og de gave selv
Anledning til, at vi ofte fik hinanden at see. Uden at for¬
nemme den Lidenskab, som man egentlig kalder Kierlighed,
var jeg Antenor god. Hans Smiggrerier befaldt min
unge Stolthed, og da jeg udi min Uerfarenhed holdt dem
for lutter Kierligheds Erklæringer: saa ansaae jeg ham
snart som min Brudgom; han blev det og endelig virkelig;
vi bleve offentlig forlovede, og jeg tog allerede imod offent
lige Lykønskninger. Dagen til vort Bryllup blev bestemt,
men der blev intet af. Antenors Fader døde pludselig,
og han var ikke saasnart død, førend Sønnen strax lod
min Fader vide, at han tog sit Ord tilbage igien at ægte
mig, og at om han vilde tvinge ham, saa vilde han ikkun
giøre sin egen Datter ulykkelig; thi han havde aldrig havt
nogen sand Tilbøyelighed eller Kierlighed til mig, ikke hel¬
ler kunde han have, efterdi hans Hierte allerede for længe
siden var indtaget af en anden Gienstand.
Min Fader havde ikke i Sinde at tvinge ham; og
omendskiønt denne Foragt var noget emfindtlig for min
egen Kierlighed; saa havde jeg dog ikke megen Møye, at
forglemme Antenor, og jeg glemte han saa meget desto
lettere, da jeg snart fik en anden Elsker igien.
Det var en ung Adelsmand, som ofte kom i vort Huus.
Han elskede mig virkelig, og saa ømt og kielent, som man
pleyer at elske, naar man første gang bliver henreven af
denne Lidenskab. Han var selv elskværdig, og ved alle disse
Omstændigheder kunde jeg ikke blive nemfindtlig. Vi el¬


skede altsaa begge to hverandre ret inderlig. J Sandhed,
min Veninde, dette var en lykkelig Tid. Naar Uskyldig¬
hed, Fortrolighed og Sorgløshed endnu ledsager Kierlig¬
hed; saa medfører den virkelig de fornøyeligste Timer i det
menneskelige Liv. Men dersom ikkun ogsaa ey saa mange
Svagheder ledsagede Kierligheden, og der ey saa let kunde
blive Laster af disse Svagheder.
Vor Fornøyelse blev forstyrret, da den syntes at være
paa det heftigste, og skulde have været længst. En Mand,
om var overdraget nogen Opsigt med den unge Herre af
hans Fader, gav Faderen Efterretning om denne vor gode
Forstaaelse. Man befrygtede Følgerne, min Elsker fik Be¬
faling at forlade Academiet; han reyste bort, efterat han
ved mange Eder og Taare havde svøret mig en ævig Tro¬
skab til; han blev Officier, og han forglemte mig ved nye
Gienstande. Der blev altsaa intet af igien, men dog
var dette det beste.
Nu kommer et alvorligere Optrin. En Doctor Me¬
dicinæ, som tillige var vor Paarørende, anmeldte sig om
mig. Han var rig, han stod min Fader an, jeg fandt
heller intet hos ham, som særdeles mishagede mig; og
jeg havde just den gang ingen Afskye for Giftermaal. Det
var allerede kommet saa viidt, at han flyttede indtil os i
Huset, og der fattedes egentlig næsten intet mere i vor
Ægteforening, end Præstens Haandspaaleggelse. Ufor¬
modentlig blev min Doctor kaldet til Hoffet. J Hertu¬
gens Gemak forefandt han en Præst og et Fruentim¬
mer, som ikke var ham ubekiendt, men hvis Nærværelse
foraarsagede ham ikkun liden Glæde. Han maatte eftet
Fyrstens befaling give Hende Haanden; Fyrsten og hans
Samvittighed raadede ham fra, at sette sig derimod. Fo¬
restil sig engang min Bestyrtelse, da dette blev fortalt mig?
Det var gandske vist ikke ham, som bragte mig den første
Efterretning derom. Det er forunderligt, at han lever
fornøyet i dette Ægteskab. Der blev altsaa heller intet
af, og det var ærgerligt.
Paa denne Begivenhed fulgte en Pause. Jeg brugte
Tiden til at besinde mig af min Dumhed og Forvildelse.
Og, sandt at sige, det nøye Bekiendtskab med Doctoren
havde ikke foraarsaget den fordeelagtigste Eftertale for mig;
endskiønt jeg havde intet at bebreyde mig selv, undtagen
nogle faa Uforsigtigheder, og disse undskyldtes endog af den
Umuelighed, at kunde see Tilfældet forud.
En ung Krigsraad bragte mig af dette Slags Føles¬
løshed. Hans forbindtlige Opførsel imod mig, og hans
Person trakte min Opmerksomhed til sig. Det kom til
visse Erklæringer imellem os. Ved offentlige Leyligheder
gav han mig adskillige gange Fortrinnet for andre Fruen¬
timmer. Men videre vilde det heller aldrig komme. Jmid¬
lertid havde min Fader gierne seet, at jeg gistede mig. Jeg


tænkte: maaskee han er for undseelig; jeg maae give ham
Leylighed til at erklære sig tydelig for mig. Jeg brugte en
List, som meget ofte bliver brugt i lige Fald. Jeg digtede
et vist fordeelagtigt Tilbud, som var blevet giort mig, og
lod ham derhos læse af mine Øyekast, at han var mig
kierere, end enhver anden Mands=Person. Han hørte og
ansaae alt dette med Koldsindighed, og gav mig paa den
høfligste Maade at forstaae, at han ikke vilde ægte mig.
Der blev altsaa atter intet af, men dog faldt dette
gandske got ud.
Jeg indlod mig nu en Tidlang ikke i nogen nøyagtig
Forbindelse mere, men jeg fattede det Forset, at søge min
Fornøyelse i den ligegyldige Omgang med Mandspersoner.
Jeg lærte paa denne Maade best at kiende dem. Jeg
merkede deres Smiggreriers Letsindighed, og indsaae, at et
Fruentimmer næsten aldrig tør troe de eftertrykkeligste For¬
sikkringer af dette Slags, dersom han ikke vil blive latter¬
lig og foragtelig for disse forstilte Tilbedere. Dersom man
i alle Tilfælde ligesaa got udøvede de Klogskabs Regler,
hvis Nødvendighed man visse Timer fuldkommen indseer,
saa skulde man begaae meget faa Daarligheder. Men Li¬
denskaberne har og deres Timer, i hvilke de paastaaer at
ville have Overhaand, og da giør man Undtagelse fra Re¬
glerne, for at føye dem. Jeg lod mig saa sterkt indtage
af en Greves Smiggrerier, som var den deyligste Blon¬
din, jeg nogen Tid har seet, at jeg snart forglemte mine
philosophiske Grundsetninger. Ja, af Kierlighed til ham
afslog jeg endog et fordeelagtigt Partie, som jeg den gang
fandt for mig. Det var en rig Kiøbmands Søn, som
havde forelsket sig i mig, og hvis Hensigter vare alvorlige
og redelige. Jeg gav ham intet Gehør, og min Fader
selv blev ved mine bevægelige Forestillinger bragt dertil, at
han opofrede ham for Greven. Dette gode Menneske bar
sig saa galt ad, at man skulde have troet, han vilde taget
Livet af sig selv; men han befindede sig snart paa noget be¬
dre, og ægtede en Enke paa 50000 Rdlr. For mig
blev der denne gang heller intet af, og jeg var dermed
meget vel tilfreds.
Just ved denne Tid tildrog sig endnu en Begivenhed,
paa hvilken jeg ikke kan tænke uden at lee. Grevens Op¬
vartninger havde sat mig i en vis Anseelse igien, saa at den
hele Sværm af de søde Herrer blev opmerksom paa mig.
Der var en iblant dem, som søgte ret at udmerke sig ved
udsøgte Smiggrerier og en Mængde Jntriguer. Saa man¬
ge Fruentimmer han saae, saa mange Kierligheds Erklæ¬
ringer anbragte han. Han var utrettelig, indtil han hav¬
de overtalet dem, at han var forelsket udi dem. Saasnart
han havde opnaaet dette, saa bleve de ham fortredelige og
han mestendeels ogsaa dem. Thi hans Nysgierrighed og
Forfængelighed var tilfredsstillet, og for Resten havde han
ingen Hensigt. Jeg havde allerede opdaget denne Chara¬
eter hos ham, da han ogsaa blev mig besværlig med hans
Kierligheds Erklæringer. Jeg besluttede strax, at straffe
denne Sladdrere engang saaledes som han fortiente det.
Jeg lod som jeg blev meget opmerksom over hans forelskte
Anstalter; snart besvarede jeg ogsaa hans Smiggrerier med


lige forbindtlige Forsikringer; jeg lokkede ham stedse nær¬
mere; og da jeg havde sat ham i de Omstændigheder, som
jeg havde søgt, begegnede jeg paa eengang hans forelskte
Klager med den Erklæring, som maatte have været ham
den allerbehageligste, dersom han havde virkelig været det,
som han vilde synes, men denne Erklæring satte ham i en
usædvanlig Forlegenhed, i hvilken den maatte sette et Men¬
neske, som endnu havde for megen Dyd til at han kunde
finde Fornøyelse i Laster, og som ikkun af Letsindighed og
Mangel paa rigtige Grundsetninger søgte en Ære i samme.
Han fattede endelig den Beslutning, ikke at lade Petit¬
Maitren blive til Skamme, og at opofre Dyden selv for
Laster, efterat han havde allerede opofret Dydens Skin for
Lasters Skin, for at fortiene Navn af en ung Sødherre.
Men nu tog jeg paa eengang Masken af. Jeg be¬
loe ham i hans aabne Øyne med en høy Latter, og sagde
ham, at jeg havde ikkun taget mig den Friehed, at forlyste
mig en Tidlang med ham paa den samme Maade, som han
roste sig af at drive sit Spøg med Fruentimmerne. Hans
Lettroenhed forekom mig desto latterligere, jo mere han hav¬
de Aarsag at tvivle, at et Fruentimmer, af Kierlighed til
ham, skulde saa yderlig sette hendes Kiøns Rettigheder og
Sæder ud af Øyne. Han var saa artig at beundre mit
vittige Jndfald, og at beslutte dette Optrin med et Par nye
Smiggrerier. Der blev da ikke heller noget af dette,
men Erindringen deraf fornøyer mig dog endnu.
Maaskee jeg paa en anden Tid havde begegnet denne
Leander lemfældigere. Man tilgiver Mands=Personerne
det, at de foresiger os mere smukt, end de troer, og man
seer det altid heller, end naar de opfører sig ligegyldige.
Men naar man har en Greve til Elsker og Kiereste: saa
bliver man, af en billig Stolthed, ekkel over disse gemene
Æresbeviisninger. Men for nu at gaae videre i Grevens
Historie, saa maae jeg sige Dem, at efterat vor Kierlig¬
hed havde vedvaret uafbrudt omtrent et Fierdingaar: saa
kom min Greve engang om Aftenen gandske uformodentlig
til mig, og saae meget bestyrtet ud. Jeg merkede det strax,
og spurgte om Aarsagen - - Jeg maae forlade Dem
Og hvorfor? –- En haard Skjebne.
Har De stukket nogen i Tvekamp, Forfølger Deres Cre¬
ditorer Dem, thi en af Delene tænkte jeg, maae det være,
naar en Greve klager over Skjebnen. Han forsikkrede mig,
at det var ingen af Delene; det var noget, som han ikke
torde sige mig; jeg skulde ikke forglemme ham fraværende;
eller jeg skulde meget mere forglemme ham. Han skyndte
sig bort. Jeg blev rørt, vi grædde begge, da vi forlode
hverandre.
Den følgende Morgen aabenbaredes Hemmeligheden.
Det var omtrent Klokken 9, (En Pige, som har det vidt¬
løftige Haab, endnu i Verden engang at blive Frue Grev¬
inde, staaer ikke op, førend Klokken 9.) da min Opvarter¬
ske kom ind i mit Kammer og hen til min Seng, og for¬
talte mig meget bekymret, at Hrr. Greven var bleven ar¬
reteret, og at Ordet gik overalt i hele Staden, at han var
en Bedrager, en Spidsbub - - Greven? gak din Vey
Tosle, det er umueligt -- Ja, det siger jeg og, det er


umueligt; saadan en deylig Herre, ney han er gandske vist
ingen Bedrager; han har givet mig mangen Gulden, naar
han gik bort fra Jomfruen. Jmidlertid havde min Fader
selv faaet Efterretning om det altsammen, at den hidindtil
værende Greve var en vis rig Mands Søn fra §. som hav¬
de reyst bort fra sin Fader med en stor Sum Penge, havde
i A. bedraget en godhiertig Moitie for den halve Bank, og i
B. udstædet falske Vexler. Han var bleven opdaget og røbet
paa følgende Maade. En Kiøbmand fra A. som var reyst
herigiennem, havde seet og kiendt ham. Han havde meldt
det for Øvrigheden, og forlangt, at han maatte blive ar¬
reteret. Man havde ikke vildet troe Kiøbmanden, efterdi
enhver var alt for meget indtagen for den formeente Gre¬
ves Stand. Han havde derpaa brugt denne List. Han
skikkede ham et Brev under den Characters Opskrift, som
han nu førte, hvorudi han nævnte ham ved hans rette
Navn og lod ham vide, at han var opdaget, at han havde
Aarsag til i største Hast at tage Flugten, efterdi man vilde
lade arretere ham. Han forsømte ikke at følge dette Raad.
Men man havde allerede bestilt Oppassere i Giestgivergaar¬
den, og ved alle Portene givet den befaling, at man skul¬
de ikke lade ham komme ud. Da han altsaa ved hans
Flugt stadfæstede den imod ham gjorte Angivelse: saa blev
han sat fast. Denne Efterretning bragte min Fader mig,
og de bilder sig vel ind, at mange bittre Bebreydelser bleve
føyede dertil. Men jeg holdt mig selv de haardeste og
skarpeste Straffe=Prædikener. Jmidlertid blev der nu
heller intet af med Greven.
Følgerne af denne Begivenhed vare dog vigtige nok
for mig; jeg maatte høre de haanligste Spotterier, jeg
maatte lade mig befalde, at man paa min Bekostning ud¬
spredte de skammeligste Opdigtelser og saadanne Beskyldnin¬
ger, for hvilke min Samvittighed friekiendte mig, men
hvorhos den dog sagde mig, at jeg havde paadraget mig
dem ved min ubetænksomme Opførsel. Det er virkelig en
høyststrafværdig Letsindighed, at skienke sin Kierlighed, det
er den høyeste Grad af Venskab og Tillid, til et Menneske,
om hvis Stand og Character man er saa lidet underrettet.
Thi jeg maae tilstaae, at dersom jeg havde brugt Forsigtig¬
hed nok, saa havde jeg betimelig havt Leylighed til, at
fatte en grundig Mistanke. Men jeg troede, hvad mit
Hierte ønskede. Hans smukke Ansigt var mig et Beviis,
paa hans fornemme Fødsel, og min Kierlighed til ham ta¬
lede for hans Redelighed. Jeg har ofte hørt det som en
stor Maxime af Fruentimmer: Den, som jeg elsker, kan
ikke være nogen Bedrager; mit Hierte siger god der¬
for. Men det Hierte, det er her en meget usikker Borgen.
For at giøre mine Omstændigheder og min Tilstand,
fuldkommen elendig, saa maatte min Fader legge sig til at
døe et par Maaneder derefter. Saa mange Prøvelser paa
engang virkede den heldige Beslutning i mig, at opgive al
Paastand paa videre Erobringer, af en Gudinde at blive et
fornuftigt Fruentimmer, at forbande al Forfængelighed ud
fra mit Hierte, som havde været Kilden til al min hidind¬
til havte Fortred, at antage en rigtig Tænkemaade og saa¬
danne Grundsætninger, som kunde sette mig i Stand til¬


at imodstaae Lidenskaberne, og at bevæbne mig imod de
Svagheder, hvortil de forfører.
For dette Forsæt var et Opholdssted paa et Landgods
meget fordeelagtigt, hvorhen en ædelmodig Venindes God¬
hed indbød mig, og denne Fordeelagtighed vilde forøges
ved denne elskværdige Persons Omgang. Det var en Enke
paa 28 Aar, som var opdragen i min Fødebye. Hun havde
ved hendes Dyd forhvervet sig en anseeligog bemidlet Mands
Høyagtelse, hvilken havde ægtet hende, og efter eet Aars Æg¬
teskab indsat hende til Arving af hans hele Formue. Hun
erindrede sig nogle Høfligheder, som forhen vare blevne hende
beviiste i vort Huus, og den Omgang, som vi havde havt
med hinanden, da hun fik Efterretning om min bedrøvelige
Tilstand, hun nødte mig ved de forbindtligste Jndbydelser at
begive mig til hende. J denne fortreffelige Venindes Selskab
lærte jeg, at giøre en Sammenligning imellem den For¬
nøyelse, som faaes af Forfængelighedernes Pragt og Glim¬
ren, og imellem den, som faaes af at være vel tilfreds med
sig selv, og at vide, man er dydig, og jeg saae, hvor meget
det sidste burde foretrekkes det første. Hiin fortumler, for¬
løyer og efterlader sig Ekkelhed eller Anger. Denne er
bestandig, uudtømmelig, immer nye, lader intet være tomt,
og opvekker ingen Kiedsommelighed. Vi fordreve vor Tid
med at læse gode Bøger, med Spadseregange og med at
udøve nyttige og veldædige Handeler, og den Rolighed og
Sindsfornøyelse, som jeg nød ved denne Levemaade, lød
ingen Længsel efter Baller og Assembleer opkomme i mig.
Ak at denne lykkelige Tidspunkt havde aldrig ophørt!
Men Forandringerne, som for den største Deel ikke afhængte
af min Magt, gave min Tilstand snart en gandske anden
Vending. Jeg har vel fortalt Dem de fleste, men endnu
ikke de vigtigste Begivenheder af mit Liv, endnu ikke de
som havde den nærmeste Jndflydelse paa den Beslutning,
hvortil De for at faae Grunden at vide, har forlangt denne
Fortælling af mig.
Den Gang, da den allerdaarligste af mine Lidenska¬
ber, da Kierlighed til den formeente Greve endnu beher¬
skede mig, døde Antenors Kone, hvilken jeg har bekiendt
for Dem, var min første Kiereste. Jeg var da alt for beha¬
geligt sysselsat, men strax derpaa alt for meget bestyrtet ved
de bedrøvelige Tilfælde, at dette Forfald havde kundet giøre
mig synderlig opmærksom. Og det, som den Gang havde til¬
draget sig med mig, var ikke heller af den Beskaffenhed, at det
havde kundet virke en Tilbøyelighed hos Antenor til en Person,
som vel engang havde været bestemt til hans Brud, men al¬
drig havde været hans Elskelige. Da jeg endelig kom ud paa
Landgodset, havde jeg den allermindste Aarsag til, at lade
Ønsker om nogen Forandring opkomme hos mig. Jmid¬
lertid fandtes der snart Folk, som faldt paa den Formod¬
ning, at Antenor maaskee nu vilde udvælge mig til sin
Kone, og gotgiøre den Fornærmelse igien, som han forhen
havde viist imod mig ved Foragt af ham; de lode det til¬
deels ikke blive derved, men giorde ham vel endogsaa selv
dette Forslag. Jeg veed ikke, hvad dette har gjort for en
Virkning hos ham, men saa meget veed jeg, at de giorde
sig slet ikke behagelige for mig, som forlangte af mig, at


jeg skulde befiene mig af visse Forholds=Regler, for at trekke
An enor til mig igien.
Just paa denne Tid fik Selinde, saaledes heed min
Veninde og Velgiørerske, en Besøgelse af hendes Broder
og en Greve af W., hos hvem den første havde været Hov¬
mester, men nu var Hofraad. Det var Vinter, og da vi
kunde giøre dem liden Tidsfordriv paa Landet, saa beslut¬
tede vi, at reyse med dem til Staden, som ikkun laae 3
Mile fra Landgodset, for at besøge Redouterne. Jeg an¬
saae nu denne Forlystelse med langt andre Øyne end forhen
og jeg skulde virkelig meget slet have tilbragt min Tid der¬
ved, dersom ikke Samtalen med adskillige bekiendte Perso¬
ner, som jeg i nogle Aar ev havde seet, havde foraarsaget
mig en sand Fornøyelse. Det var mig derhos særdeles be¬
hageligt at merke, at den Forandring, som man opdagede
i min Characteer, giorde en meget god Virkning ihenseen¬
de til Opførselen imod. Denne var saaledes beskaffen, at
jeg kunde giøre mig Haab om, man vilde forglemme mine
forrige Svagheder, eller i det mindste ikke hævne dem, ved
at foragte mig. Jeg saae ogsaa Antenor her, og saae
snart, at omendskiønt han afholdt sig fra at komme i Sam¬
tale med mig, saa passede han dog meget opmerksom paa
mig; og jeg kan ikke nægte, at jeg jo giorde det samme
ihenseende til ham. Stedet og Leyligheden, hvor vi saae
hinanden, tillod det, at vi kunde giøre os saa megen eller
liden Tvang herudi, som de selv vilde. Han tog mig en¬
delig op at dandse, men maskeret, og jeg merkede øyensyn¬
lig i alt hvad han tog sig for, en vis Frygt, som man ellers
ikkun merker i unge Forelskedes Foretagender, og hvilke jeg
havde kundet udtolke meget fordeelagtigt for mig, dersom
jeg havde vildet give Forfængeligheden Gehør.
Skal jeg tilstaae det for Dem, at visse Fornemmel¬
ser fik ligesom Liv hos mig igien, for hvilke jeg troede mig
at være saa sikker, og allersikkenst ved denne Leylighed?
Erindringen om hine Lykkelige Aar i min første Ungdom
blødgiorde og bevægede mit Hierte, og opvakte i samme
en vis Længsel efter en Lykke, som jeg ikke selv ret kiendte,
og som jeg troede at have nydt i hine Ungdoms Aar.
Maaskee har Dandsen selv den deraf foraarsagede
Hidsighed og Tankernes Adspredelse, gjort Indgangen i
mit Hierte desto lettere for hine befrygtede Drivter. Det
er altid ved saadanne Leyligheder vanskeligere, at imod
staae de kielne Fornemmelser, end ved en alvorlig og rolig
Forretning. De gode Grundsetninger, som jeg havde ind¬
præntet mig, viiste imidlertid deres Kraft, og forhindre¬
de, at disse opkomne Fornemmelser ikke havde saa hastige og
sterke Virkninger, som de ellers maaskee skulde have havt.
Antenor tog mig ved denne Leylighed endnu nogle gan¬
ge op til Dands. Han begegnede mig derhos paa den sam¬
me ærbødige og frogtsomme Maade, men han talede ikke
et Ord til mig, og demasguerede sig eller ikke, hvilket jeg
merkede, gav Anledning til adskillige Anmerkninger i For¬
samlingen.
Vi forlode Ballet. Jeg faldt i Søvn efter nogen
Eftertanke, og uden at have havt nogen besynderlig Drøm,
som havde sømmet mig ved saadan Leylighed efter Romansk


Velanstændighed, saa opvaagnede jeg noget sildigere, end
min Veninde, som allereede var gaaet ud af Cammeret.
Da jeg klædte mig paa, fandt jeg et Brev; jeg sluttede
strax fra hvem det var, maaskee jeg havde ikke skuldet slutte
det, men nok er det, at jeg sluttede det, at det maatte
være fra Antenor, og jeg havde rigtig giettet det. Efter
en ærbødig Fortale eller Indgang forsikrede han mig, at
han elskede mig saa heftig, som han nogensinde kunde elske,
at det ikke var skeet af Foragt, at han forhen havde und¬
draget sig fra Forening med mig, men af Nødvendighed
for at fyldestgiøre et overilet Løfte, og for at undgaae truen¬
de Fortredeligheder. J hvormeget han end udi sit Ægte¬
skab havde gjort sig umage for, at lade Ærens Pligter her¬
ske over hans Emfindtlighed, saa havde han dog ey kun¬
det giøre det saaledes, at hans Misfornøyelse kunde gand¬
ske blive skiult for Verdens Øyne. Med faae Ord, jeg
skulde antage den Heftighed, med hvilken han nu elskede
og ævig vilde elske mig, i Stedet for eedelig Tilsagn, og
i Stedet for Fyldestgiørelse, eller, dersom jeg ikke vilde
lade mig forsone uden Hævn: saa skulde jeg dog ikke paa¬
legge ham saadan Straf, som forraadede en Mistillid til
hans Sindelavs og Tankers Retskaffenhed.
Det behøves ikke, at jeg opregner alle de Fornemmel¬
ser for dem, som efter hinanden bleve opvakte i mit Ge¬
myt, i det jeg eftertænkte dette Brev. Følgen deraf var
denne, at jeg aabenbarede det altsammen for min Veninde,
og udbad mig hendes Raad. Det var overeensstemmen¬
de med hendes Høymodighed og Ømhed: Dersom De,
sagde hun til mig, allerede elsker Antenor saaledes at det
falder Dem tungt, at opofre ham for Venskab; dersom
Kierlighed affordrer dem fra den ømmeste Søsters Arme,
thi derfor erkiender De mig dog: saa tag min halve For¬
mue med til Amindelse. Men tillader Deres Sindsfor¬
nøyelse og Rolighed Dem, at blive fremdeles hos mig:
saa veed De vel, hvor høyt jeg ønsker det. Allerkiereste
Veninde, svarede jeg, De giør mig skamfuld paa meere
end een Maade. Jngen Lykke kan erstatte mig den For¬
nøyelse af Deres Venskab, og aldrig skal jeg samtykke i
en Forandring, som skilte mig ved samme. Men denne
Fald er endnu ikke for haanden; det kommer derpaa an,
hvorledes jeg skal forholde mig ved dette Skridt, som An¬
tenor giør, om jeg skal erklære mig derpaa, om jeg skal
oppebie nok et andet Skridt af ham, eller om vi strax vil¬
le flye bort herfra, hvilket jeg holder for at være det
beste, føyede jeg til, endskiønt jeg maa tilstaae, at det
skeede temmelig tvungen og med opstigende Rødme
Hvorfor skulde vi flye bort herfra og hvorfor bliver de rød?
spurgte min Veninde: Bedrager Deres eget Hierte Dem,
eller vil De ikkun skiule det for mig? De elsker Antenor,
De maae og elske Ham, hvorfor vil de giøre Vold paa
deres Tilbøyelighed? Jeg behøver ikke at sige Dem nok en¬
gang, hvor megen Vold jeg maae giøre paa mig selv, for
at give dem dette Raad tvertimod mine Tilbøyeligheders
Jnteresse. Men elskede jeg Dem, om jeg vilde opofre
Dem for mig?
(Resten følger)


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 9


Den gamle Jomfrue.
Slutningen; Der blev stedse intet af.
Deg var ikke i Stand til at svare herpaa. Deels rørt
af min Venindes Dyd, deels skamfuld over min Svag¬
heds Følelse, skiulte jeg mit Ansigt, og jeg kunde ikke hol¬
de Graaden tilbage. De maae ikke forundre sig over,
at mit muntre og letsindige Tem perement er blevet alvorligt
og tungsindigt ved den Lidenskab ved hvilken man pleyer i
almindelighed allermindst at være det. Min Skjebne havde
foreenet alt formegen ubehagelige Erindringer dermed, at
jeg havde kundet fornemme den uden Eftertanke og mange
Slags Betragtninger. Jeg anholte hos min Veninde saa
alvorlig derom, strax at reyse bort, at hun samtykte der¬
udi, og for ikke at bebreydes Egensindighed og ond Humør,
aabenbarede jeg hende mine Tanker og Sindelav oprig¬
tig, ligesom de bestemte mig selv. Mit Hierte er ikke gand¬
ske ligegyldigt imod Antenor, sagde jeg til hende, men det
har dog endnu en Mistillid til ham, som Fornuften ret
færdiger. Elsker hand mig virkelig, saa lader han det ikke
beroe, herved. Mit Opholdssted er ham bekiendt. Hvo
veed, om det ikke er et Flygtigt Jndtryk, som han føler
Hvo veed, om det ikke er Nysgierrighed, eller Forfæn¬
gelighed, som paatager sig Kierligheds Skikkelse, og maa¬
skee bedrager ham selv? Hvo veed - dog jeg vil ikke gaae
viidere i min Mistanke. Men Klogskab vil, at vi forla¬
der dette Stæd, for at undgaae Sammenkomst med An¬
tenor. Thi jeg frygter, at forraade mig for Tiden.
Jkke længe efter, at vi havde givet de fornødne Be¬
falinger til vor Bortreyse, kom en Tiener, og meldte, at
hans Herre Antenor bad om Tilladelse at opvarte os. Jeg
blev forskrekket over denne Anmeldelse; dog forskrekkedes jeg
ikke saa meget, at jeg jo under Forskrekkelsen fornam en vis
Fornøyelse derover. De seer, at jeg er oprigtig i min For¬
tælling, og hvorfor skulde jeg ikke være det?
Vort Giensvar var en Undskyldning, at vi ikke kunde
tage imod hans Besøgelse, formedelst at vi lavede os til at
reyse. Men den var forgieves. Antenor var for mi
ne Fødder, førend jeg endnu troede, at han kunde have
faaet Svaret.
Dette Optrin beskriver jeg ikke videre for Dem. De
kan let giette det, eller læse og tænke dem hertil af enhver
Roman. Thi Antenor opførte sig virkelig og talede
gandske Romanmæssig. Og jeg - jeg erklærede mig en¬
delig, at jeg vilde tage imod hans Haand, saasnart han
kunde giøre min Eensomhed fortredelig og kiedsommelig for
mig. Han syntes at være meget vel tilfreds med denne


Erklæring, eller med den Maade, paa hvilken jeg gav ham
den; maaske min Miene udtrykte meer, end mine Ord; i
det mindste sagde Selinde mig, at det Øyekast, hvormed
jeg ledsagede Antenor, var imod min Villie meget
løvterigt.
Vi reyste bort. Omendskiønt jeg end ikke sagde Dem
det, saa kunde De dog vel formode, at der saavel under¬
veys som siden hiemme blev ofte talet om Antenor, og at
jeg længtes efter hans Besøgelse. De formoder dette
gandske vist før, end at der gik otte Uger hen, uden at han
hverken skrev eller selv kom. Jeg havde Aarsag til at for¬
undre mig derover, og det kostede mig virkelig denne anden
gang meer Umage at forglemme denne utroe Elsker, end den
første gang. Men just den gang tilbød sig den beste Ley¬
lighed for mig, paa det eftertrykkeligste at udføre dette For¬
set. Min Venindes Broder havde ved hans Besøgelse
yttret den Opførsel imod mig, som pleyer at være en Virk¬
ning af en oprigtig Tilbøyelighed, forskiellig fra den hid¬
sige Lidenskabs sysselsatte Opvartning, og ligesaa forskiellig
fra den koldsindige Høflighed. Saaledes dømte Selinde,
i det mindste derom, og jeg kunde selv ikke dømme ander
ledes, naar han talede adskillige gange med mig i et Sprog,
som lignede Affeets Sproget, eller i det mindste den beske¬
dene Ømhed, og ledsagede hans Ord med Øyekast, som
udtrykte endnu mere, end Ordene selv. Den Tanke, at
forene os med hinanden, havde alt for meget behageligt for
min Venindes kierlige Hierte, at hun ikke skulde have gjort
det til et Anslag. Antenor blev en Forhindring i sam¬
me, da han traadde frem i Optrinnet; men han havde ey
snarere forladt Scenen, førend hun tænkte paa nye igien
derpaa. Hun skrev til Hendes Broder, uden at lade mig
vide det, at hun havde opdaget hans Tilbøyelighed til mig,
at hun bifaldt samme, og vilde med Fornøyelse befordre
den. Hans Svar var meget imod hendes Forventning.
Hun læste med Forundring i hendes Broders Brev, at han
elskede Climene saa ømt og inderlig, som en Hyrde no¬
gensinde har elsket, den unge Climene, som endnu ikke var
16 Aar gammel, og havde lovet, først om nogle Aar at
giøre ham lykkelig. Hendes billede, sagde han, som al¬
drig forlod ham, og virkede allersterkest paa ham der, hvor
almindelige Elskers Trøskab gemeenlig leed Skibbrud, ved
andre Skiønheders Yndigheder og Smiggrerier. Dette
billede havde ladet den Betydning indflyde i hans Ord og
Øyekast, som man merkede hos ham. Han sagde meget
til min Fordeel, men med alt det gav han at forstaae: at
der blev intet af. Alt dette erfarede jeg først siden. De
skal strax høre hvorledes. Der kom endelig et Brev fra
Antenor, og strax derpaa et fra Damis, det er Selin¬


des Broder. Og kort derefter vare begge to selv tilstæde,
begge friede til mig, og der blev dog intet af med no¬
gen af dem. Dette maae jeg forklare for dem.
Efterat Antenor i hans Brev havde gjort sig selv de
haardeste Bebreydelser, fordi han saa længe havde givet en
for mig fornærmelig Mislanke Gehør, aabenbarede han
mig Aarsagen til hans hidindtil viiste Opførsel. Et Fru¬
entimmer, som syntes at være min Veninde, indbildte
ham paa en listig og skielmsk Maade, at jeg ikkun havde i
Sinde at brive Spot med hans Kierlighed, for at hævne
mig over hans forrige Opførsel imod mig; jeg søgte ikkun
at bringe det saavidt, at Verden skulde see ham liggende
for mine Fødder, og da vilde jeg med Spot og Foragt
afpise ham. Dette Forset havde jeg aabenbaret for hende,
og tillige tilstaaet, at jeg var forlovet med Damis. Denne
Efterretning havde i Førstningen bragt ham paa adskillige
fortvivlende Anslag, men endelig havde han slagct i sig
selv, og da han havde erfaret Damis og Climenes Kier¬
lighed, saa og ellers indseet min falske Venindes onde Hen¬
sigter: saa var hans Forlangende, snart at blive lykkelig
ved mig, ikkun saa meget desto større, saafremt jeg ikkun
vilde forlade ham denne nye Førseelse.
Havde Antenors Brev sat mig i Forundring: saa
giorde Damis Brev det endnu mere. Han aabenbarede
mig ikke allene det, som Selinde havde giort uden mit Fø¬
revidende, men Brevet indeholdt endog en Kierligheds Er¬
klaring og Frierie, forfattet i en saa usædvanlig Tone, at
jeg ikke vidste, hvad jeg skulde tænke derom. En Lovtale
øver Climene, - over den Utroe - som han dog allige¬
vel endnu ærede - som han aldrig kunde forglemme -
som han ævig vilde elske - som retfærdiggiorte hans
Smerte. hans stille Smerte - kort, hans elskelige, hans
tilbedne og hans utroe Climene havde befalet ham af gifte
sig, og da han intet Fruentimmer kiendte, som han, næst
Climene, skatterede høyere end mig: saa bad han mig, at
antage ham til Ven og til Mand.
Saa besynderlig som denne Erklæring var, saa giorde
dog deels det redelige Hierte, som aabenbarede sig derudi,
deels Erindringen om Antenors letsindige Character, hvor¬
paa hen havde aflagt en nye Prøve, saa sterkt et Jndtryk
paa mig, at jeg virkelig blev ubesluttet, om jeg skulde ud¬
rælge en af disse to Friere, og hvilken af dem det da skul¬
de være. I denne ubesluttede og tvivlraadige Tilstand,
traf de mig begge to, og jeg kunde ikke nok tage mig i Agt,
for ikke at foraarsage Antenor Urolighed og Mistanke, for
hvem Damis Nærværelse allerede var fordægtig. Alting
var i Forvirring, den ene passede nøye paa den anden. En¬
delig opløste Damis Knuden, saasnart som han noksom
merkede Antenors Hensigter, og at jeg var ubesluttet.
Han erklærede sig, at han holdt det for den høyeste Uret,
med sin upise og uordentlige Kierlighed at staae i Veyen
for en fornuftig og uden Tvivl lykkeligere Forbindelse. Han
tilstod, at hans Frierie mere var en Følge af hans Uvillie.
eller af den Begierlighed, at bringe en længe underholdet


Lidenskab det sidste Offer, end at det var Virkning af en
overlagt Beslutning.
Altsaa var der intet mere i Veyen for Antenors
Forlangende: vor Forsyning med hverandre blev snart
giort, og en ævig Venskabs Pagt blev besluttet. Ligesom
to Krigs=Helte, der som Fændriker ved en tillidsfuld Dom
over Tienesten ere blevne uenige, siden naar de seer hinan¬
den igien som Generaler, leer ad deres Ungdoms Mod og
forsoner sig mandigen: saaledes faae Antenor og jeg hen
over de tilbagelagte Aars Daarligheder, da vi havde lært
at kiende den fornuftige Kierlighed. Jnden kort Tid skulde
den blive kronet. Men min Skjebne, som hidindtil havde
giort alle mine Anslag til intet, var ogsaa imod dette. Den
berøvede mig min Veninde; hvad større kunde den vel
berøvet mig. De maae forlade mig min Ømhed, at min
Fortælling her bliver af brudt ved mine Taare.- - Thi
der blev endnu intet af.
Huusholdersken.
En kort Have=Calender.
Om Have-Forretningen i Martii Maaned.
1.) J Blomster=Haven.
Paa denne Tid strax efter Gregorii Dag, naar Solen
skinner varm, aabner man Døre og Vinduer paa Gevext¬
Huset, for at give Vexterne frisk Luft, men imod Natten
lukker man til igien, for befrygtende Nattekuld. Nu er
det Tid paa et tillavet Mistbeed at besørge saadanne Blom¬
ster, som hvert Aar maae avles paa nye, og at faae Frøet
af Negleker, Levkøyer, Nesturtium Indicum, Balsam &c.
J tiltagende Maane omplanter man Tuberoser og set¬
ter dem i Potter.
Nu begynder Jorden at blive optøet, og altsaa flore¬
rer i denne Maaned: Primula Veris, Tazetter, adskillige
Slags tidlige Tulipaner &c.
2.) J Kiøkken=Haven.
J denne Maaned planter eller saaer man Salat,
Artiskokker, tidlige Have-Roer, Løg, Selleri og deslige i
aftagende Maaned. Videre planter man Meloner, men
paa det at Vinden ikke skal giøre dem Skade, kan man
bedekke dem med Glas. Nu begynder Asparges at skyde
op, altsaa er fornødent, at Bedene renses fra Ukrud. Man
tager Sideskuddene fra Artiskokkene, setter dem ud af Mist¬
bedet og forplanter dem. Alle Urtebede skal renses fra Ukrud,
paa det at Vexterne kan befordres. Forplanter Vinter¬
Kaalen.
3.) J Frugt=Haven.
Nu er det Tid at flytte Træer i tiltagende Maane,
og i fugtigt Veyr skrabe Mussen af Træerne. Sidst i
denne Maaned, naar det er got Veyr, er det got at ind¬
pøde imellem Træet og Barken.


Saasnart de forhen plantede Erter og Bønner, samt
den forhen saaede Salat og Spinat begynder at komme op,
da at besørge samme Slags plantet og saaet igien.
At saae tidlig Blumkaal og Kaalrabi over Jorden.
At plante, naar det er got varmt Veyrligt, nogle
Sommer=Cartofler til tidlig Brug, og ved hver at legge en
Bønne til Sæd.
Jligemaade at plante nogle af hvert Slags Erter til
Sæd, og om mueligt i en Jordbund af anden Art.
At omlegge eller omplante, Thimians=Planterne fra
forrige Aar; samme gamle Stammer hver andet Aar;
Syrer hvert tredie eller fierde Aar; Smtløg hvert andet
Aar; Salat=Urter og Engelsk Spinat.
At legge i Bede, Sukker=Rødders=Kimer, og
Schellotter.
At forplante Salat, om Planterne allerede ere store
nok; samt de endnu øvrige Vinterkaal=Planter, og at ef¬
terplante dem, som ere udgangne.
At rygte Asparges=Landene, saasnart Frosten er gand¬
ske af Jorden, da at borttage den Giødning som er trykt
paa dem, træde de længste i Veyen, og lade de korte var¬
lig arbeyde ned under med en Hakke.
At behakke og rense den om Efterhøsten plantede
Vinterkaal.
Syldte Østers.
Man maae først pille noget Fisk fra Benene, som er
kogt uden Salt, hakke den med nogle raae Østers smaae,
dernest lave et godt Stykke rørt Smør, og noget
blødt Brød efter Proportion, saa og nogle Egge=Blom¬
mer, Salt og reven Muskat, dette alt med den hak¬
kede Fisk rører man vel sammen, derpaa tager man dybe
og rene afvaskede Øster=Skaller, og legger først noget af
Fyldingen neden under, saa 3 eller 4re Østers oven paa,
men Østerne maae først krølles lidet i deres egen Suppe,
saa atter i Fylding, saa at Skallerne bliver gandske fulde,
glatter dem saa med en varm Kniv, karver dem buntet over,
og steger dem i en Tærte=Pande, med Jld over og under,
til de har nok; man kan give dem, som de ere, eller og
med en Østers=Sous; det er en deylig Ret.
Samleren.
En Fortælling om Ædelmodighed.
En vis Mand havde overlevet Slægt og Arvinger, og eye¬
de ikke Bekiendtskab nok, til at vente sig nogen særdeles
Fornøyelse af at leve udi det menneskelige Samqvem. Han
havde store Rigdomme, men længe vant ved en sparsom
og indskrænket Levemaade, saae han ikke, hvorledes han ved
den skulde vinde nogen Lyksalighed her i Tiden; Han hav¬
de ingen Fornøyelse, og ingen Forbindelse syntes at for¬


pligte hannem til nogen Skyldighed. Han kiededes faa
høylig ved sin Tilstand, at han, efter mange urolige Tan¬
ker, kom i Uvished om, det var vel eller ilde giort af ham,
at ende et Liv, i hvilket han ey kunde vente nogen virkelig
eller bestandig Fornøyelse. J hans urolige Tanker var
han nær ved at udvælge at døe, og den Qvale, som foruro¬
ligede hans Sind, malede sig saa tydelig i hans Ansigt, at
en fattig Mand, som saae ham paa en offentlig Plads at
gaae gandske allene, beængstet og tankefuld, tog sig den Frie¬
hed at spørge hannem, om han kunde tiene ham? eller om
han havde nogen nagende Sorg, der mueligt kunde lin¬
dres? Hr. Jly (saa var hans Navn, og ey ukiendt af
den Fattige) svarede som en Rig, der er misfornøyet med
sin Lykke. Ak, sagde den Fattige, hvorfor deler J ikke med
andre de Eiendomme, der ere Eder selv unyttige?
Denne Bebreydelse rørte det Inderste af Hr. Jlys
Hierte. Han fandt endelig Fornøyelse udi at tænke, at
han kunde lindre andres trykkende Omstændigheder, og gik,
i Selskab med den Fattige, hiem til sit Huus, hvor han
befalte ham, at sige Maaden, paa hvilken han kunde giøre
hannem lykkelig. Den Fattige bekiendte oprigtigt, at han
ey fandt Smag i den Fornøyelse, som allene søgtes i Over¬
fiødighed, men at en maadelig Sum Penge, som satte
ham i Stand til at forsørge sin liden Familie, var alt
hans Ønske.
Han ønskede og fik samme, samt anvendte Gaven saa
vel, at han efter faa Ugers Tid havde allene Erindringen
af sin forrige Elendighed. Hr. Jly saae Frugten af sit
Arbeyde, og næsten lige indtagen af den Fornøyelse at have
reddet en Familie fra Undergang, og af den Erkiendtlig¬
hed, han bestandig merkede hos dem, han havde hiulpet,
blev nu vaer, at et saa behageligt Foretagende paa en særde¬
les merkelig Maade havde forandret hans egen Tilstand,
Hr. Jlys Øyne aabnedes mere og mere. Han saae,
at de Ulykkelige vare langt flere, end de, som offentlig ba¬
de om Almisse, og at, naar saadan en Elendig kunde møde
hans Velgierninger med saa megen Erkiendtlighed, saa
kunde han vente sig langt mere af hæderlige Folk, som vare
lige trængende, men havde mere oplyste Siele. Han smig¬
rede sig selv i dette Haab, og søgte med Flid efter dem,
som syntes at fortiene hans Medlidenhed af andre Aarsa¬
ger, end blot Høflighed. Han fandt flere af disse. Thi
der findes endnu Elendige, som fortiener en bedre Skjebne,
og han forenede den Ædelmodighed med sine Velgiernin¬
ger, paa en behagelig Maade at betage dem, som han hialp,
at blive røde derover, at de saae deres Elendighed opdaget.
At giøre saaledes vel, gav Hr. Jly saa meget at bestille
paa en behagelig Maade, at han, langt fra at klage over
Mangel paa Tidsfordriv, syntes altid, at Tiden var han¬
nem for kort. En Aften, da han gik allene hiem, efterat
han hele Dagen havde havt at bestille med hans ædelmo¬
dige Forretninger, hørte han tvende Borgere at tale sam¬
men, og siden de vare bekiendte med hianden, fortalte hver¬
andre, at deres Sager stode paa gandske slette Fødder, og


beklagede, at de ey vare kiendte af Hr. Jly, om hvis Ædel¬
modighed der gik allerede saa stort Rygte. Med 500 Gui¬
neer, sagde den ene, kunde jeg betale min Gield, og skulde
siden ved mit Arbeyde snart sette mig i den Tilstand, som
Vanheld har skilt mig ved. Jeg, sagde den anden, kunde
ikke være hiulpen med mindre end 1000 Guineer; men
saa mange troer jeg ikke, at Hr. Jly laante mig, i hvor
meget der tales om hans gode Hierte. Hr. Jly var alle¬
rede rørt, gik til dem og sagde: Mine Venner! jeg har
hørt Eders Anliggende og kiender Hr. Jly, om hvem
har saa høye Tanker, og maaskee jeg kunde være Eder til
Tieneste hos hannem, men han har tusinde Forretninger,
saa jeg ikke tør forsikkre Eder, at han just nu maatte ville
hielpe Eder. Jmidlertid maae J ey ansee hannem for den
eneste i vort Land, som veed at hielpe Nødlidende. Jeg
vil, at J skal imodtage af mig, det, som J ønsker at faae
af hannem, paa disse to Vilkaar: Først, at J ey spør¬
ger efter, hvem jeg er; og for det andet, at J i Morgen
ved dette Klokkeslet skaffer mig Attester fra Præsten om
Eders Opførsel.
Endskiønt de i Førstningen ansaae dette for Narrerie,
saa fattede de dog alligevel den Beslutning, at forsøge Ud¬
faldet. Begge Borgerne mødte paa Stedet det fastsatte
Klokkeslet, og Hr. Jly holdt ligesaavel sit Løfte som de, og
leverede dem 1500 Guineer. Deres Glæde blev utrolig.
De gave ham det forlangte Vidnesbyrd, hvilket ogsaa
blev det eneste Beviis og Pant for Jly; thi han gik strax
børt, for ey at blive kiendt. Man veed ikke vist, enten det
var Jlys Tanke, at skienke eller ikkun laane dem disse
Penge; men de imodtage dem som et Laan, og da de vil¬
de levere Forskrivningerne fra sig, savnede de sin Velgiørere,
der skulde imodtage dem. De fattede begge en Beslut¬
ning, ligesaa besynderlig som den ædelmodige Hielpers.
De opsloge et Papir paa Torvet, hvorudi de fortalte alle
Omstændighederne af deres Hændelse, samt en Forsikkring,
hvorudi de for det Almindelige forbunde sig til at betale
den Sum igien, som de havde annammet, og efter en vis
Tid at levere dem til Magistraten, med Fuldmagt, at
Pengene skulde udtælles til den, som foreviste Præstens
Vidnesbyrd om dem. Anden Dagen saaes et Papir, paa
samme Sted opslaget, fra Velgiøreren, hvorudi han gav
tilkiende, at deres Hierters Erkiendtlighed var ham Betal¬
ning nok, og at han aldrig forlangte Guineerne igien, og
samme Dag sendte han, til Beviis derpaa, Præstens Vid¬
nesbyrd til Magistraten.
Man fik ikke strax giennembrudt det Forhæng, bag
hvilket Hr. Jly skiulte sig; og denne hans ædelmodige
Gierning havde altid blevet en Hemmelighed, dersom ikke
hans egen Betient ved en Leylighed havde kommet til at
sige, at han just samme, efter hans Herres befaling hav¬
de leveret ham den forbemeldte Sum. - At hielpe Nød¬


lidende er berømmeligt; men aldrig smager Velgiøreren
den rette Vellyst deraf, om han ey allene veed det.
Jomfruens Fætter.
Om at kiende sig selv.
e Gamle vare dog alligevel Narre! Vi opdage (Priis
være vor Skarpsindighed) den ene Daarskab hos dem efter
den anden. Det er vel sandt, at de gik for en stor Deel
ubanede Veye; men saa er det og vist, at de famlede i
Mørket midt om lyse Dagen. Det kostede i forrige Tider
ikke meget at blive hilset for viis, og den gamle Thales i
Grækenland forøgede, om ey lagde Grunden til sit udøde¬
Navn derved, at han lærde: der var ingen Ting vanskeli¬
gere, end at kiende sig selv, og at følgelig enhver i denne
Henseende burde anvende sin hele Styrke. En løyerlig
Lærdom! Enten levede Thales i en Udørken, foruden alt
andet Selskab, end sig selv, eller og har Gubben ey havt
meget at bestille.
Nu seer vi med aabne Øyne, hvor ufornøden den
Sag er, med meget Hovedbrud at lære at kiende sig selv,
og udforske hemmelige Kroge i sit eget Hierte: andre paa¬
tage sig denne møysommelige Forretning for intet, og vide
i et Øyeblik (jeg forstaaer ey ved hvad for en Kunst) langt
flere Hemmeligheder udi mit eget Hierte, end jeg selv, ved
al Opmerksomhed i mange Aars Levnet skulde kunde opda¬
ge. - Hvo skulde ikke ansee den for en Daare, som paa¬
tager sig den uendelige Møye, at gruble over sit eget Hierte,
naar alle Tanker ligger næsten før paa Læberne, end de
avles i ens eget Hierte, og naar ingen Gierning, ikke en¬
gang den mindste foretages, hvortil ey andre veed tilstrekke¬
lige Grunde og Aarsager.
Jeg grubler ey gierne udi ufornødne Henseender; Ti¬
den rekker ey dertil; andre maae have den fortredelige Be¬
sværing, at lære at kiende mig. Vil jeg vide mine egne
Tanker, mine Tilbøyeligheder, min Character, min tilkom¬
mende Lykke: saa behøver jeg ikkun at spørge et eller andet
af vore snilde Orakler; og jeg faaer strax at vide ukiendte
Sager, ja langt fleer, end jeg vilde vide. Mangen troes
at være en grundlærd Mand, og af en anstændig Opførsel;
men ved denne Prøve bliver hans Lærdom ret maadelig, og
hans Opførsel anstødelig. Mangen en troer sig, at handle
efter billighed i hans Gierninger: men af disse Overdom¬
mere opdages tusinde Mangeler i hans Skyldigheder. Man¬
gen en troer sig, baade at tænke og tale redeligt; men ved
et lidet Mønsterbord faaer hans Hierte uregnelige Mange¬
ler. Mangen en troer sig, at eye Ære og et redeligt Navn;
men du maae vide, min Læser, at dette seer ofte ilde nok ud.
Jeg tvivler om, at man paa mange Steder i dette Fald
finder Folk saa hielpsomme som her.


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 10


Præste=Enken.
Undersøgelse af det Spørsmaal, Om det er tilladt
at anvende Fest- og Søn=Dage til sit Kalds
Forretningers Oppasselse?
Man kan besvare dette Spørsmaal med Rexi men
man maae og undertiden besvare det med Ja. Med et
Ney maae man altid svare, naar der ikke ere nogle besyn¬
derlige Tilfælde, hvorom siden skal meldes. Det Bud,
som Lovgiveren har givet os, der er en sterk nidkier Gud,
naar han siger: du skal komme ihu at helliggiøre Hvileda¬
gen, er alt for tydeligt og alt for klart, at de skulde være
det allermindste tvetydigt, eller at det skulde kunde imodsi
ges, naar man undtager de Tilfælde, om hvilke jeg strax
skal tale. Vi skal altsaa helliggiøre Hviledagen, det er,
saavel den af Gud selv indsatte Søndag, som og de af
Øvrigheden forordnede Festdage. Paa disse Dage skulle
vi hvile. Sex Dage skal du arbeyde - men paa den
syvende Dag - da skal du ingen Gierning giøre. Vi
skal nemlig hvile fra vores Hver=Dags Forretninger; men
Sielen maae være desto mere sysselsat, sysselsat i den ind¬
vortes Gudstieneste. Guds Ords stille Betragtning, det
allerfuldkomneste Væsens Tilbedelse og Dyrkelse, dernæst
at høre offentlige opbyggelige Prædikener, at synge Lov¬
og Takke=Psalmer med Forsamligen, dette skal og maae
være deres eneste Forretninger om Søn= og Festdage, som
ere Christne, og som ikke allene ville synes at være det. Er
denne Forretning nu virkelig vore Medborgeres Forretning
om Søn= og Festdage? Erfarenhed maae svare. Gud,
lad din Langmodighed ikke blive træt! Hør ikke op at til¬
givel Forbarme dig over os! Er det tilladt at anvende
Søn= og Festdage til sit Kalds Forretningers Oppasselse?
Ja! J følgende, men ikkun allene i følgende Tilfælde.
1) Naar Nøden udfordrer det; det er, naar der
indtreffer saadanne Tilfælde, hvis Opsettelse er skadelig for
os eller andre. Derhen kan og regnes saadanne Kiøb¬
mands Breve, ved hvis Besørgelse Kiøbmændene selv, eller
deres Correspondenter, tilvoxer en billig og tilladelig Pro¬
sit; men ingenlunde saadanne, som føder og underholder
deres aagrende og Pengegierrige Hensigter, som af utilla¬
delige Hensigter opdigter Usandfærdigheder. Disse og des¬
lige Breve ere vel i sig selv og altid fiendtlige; men endda
dobbelt, naar de skrives paa saadanne Dage, som ere Her¬
ren helligede, og som ere den Herres gandske besynderlige
Dage, der paa hiin Dag vist og dobbelt vil straffe saa¬
danne dobbelte Synder. En sand Christen viser altid sin
Ærbødighed for Religionen.


2) Naar Kierlighed og Barmhiertighed ud¬
kræver det, saa er det og tilladt at oppasse sit Kalds For¬
retninger paa Helligdagene. Naar de Rige altsaa paa en
Søn= eller Festdag seer en Nødtrængende at lide, eller en
Forfrossen at ligge uden Skiul, saa bør de ikke opsette de¬
res Hielp under den Undskyldning, at det er en Hvile=Dag,
paa hvilken man bør lade sine Hænder hvile. Seer Christne
et Menneske, som strider med Døden, saa bør de gaae
hen, for at indprænte ham Mod imod Dødens Skrek, om
de endog derover skulde tilsidesette alle deres Andagter.
3) Naar vort Legeme trænger til Pleye og Ve¬
derqvægelse og Gemytte til Opmuntring. At dette
Tilfælde gierne og føyelig kan regnes med iblant de Om¬
stændigheder, som kan undskylde de Pligters Forsømmelse,
hvilke vi ellers ere Hvile=Dagen skyldige, det lærer For¬
nuften og Skriften stadfæster det.
Hovmesterinden.
Om en bortsnappet Datter i Meglar.
Dørend jeg fortæller denne Historie, vil jeg først fortælle
en af stridigt Jndhold, begge til Lærdom og Advarsel for
unge Fruentimmer.
Paa den Tid, da Don Juan af Østerrige anførte den
Spanske Krigshær i Nederlandene imod de Allierede, vilde
en af hans Offieierer bruge Vold imod en Procurators
Datter i Ryssel, i hvis Huus han laae i Qvarteer. Men
den unge Pige forsvarede sig, greb fat paa Officierens
Dolk, stødte ham samme i Brystet og løb bort. Da Ca¬
pitainen merkede, at han var dødelig saaret, lod han kalde
en Skrifte=Fader til sig, og i Steden for Bod og Fortrydelse
over sin Forbrydelse, forlangte han, at tale nok engang
med den kydske Pige. Hun kom. O forlad mig, sagde
han, den Beskiemmelse, som hun har faaet af mig. Men
for at giøre min Forseelse god igien, saavidt det staaer i
min Magt, saa erklærer jeg, at jeg er hendes Ægtemand.
Min Fortrydelse og hendes Dyd berøver hende vel min Per¬
son; men derimod faaer hun mit Navn og min Ægtefæl¬
les Rettigheder. Dette er den Foræring som jeg giør
Hende, tilligemed min gandske Formue. Hermed skal den
Belønning af et ærligt Giftermaal gotgiøre den Efterret¬
ning om den hende tiltænkte Beskiemmelse. Efter denne
Tale ægtede den gamle Spanier denne saa heltemodige Pi¬
ge, med den tilstædeværende Faders Samtykke og i Præ¬
stens Nærværelse. Strax derpaa opgav han Aanden, og
overlod det til Efterverden at afgiøre, enten hans Ædel¬


mødighed, at udslette den begangne Feyl, eller Fruentim¬
merets reddede Ære, fortiener meest Opmerksomhed.
Jkke alle Jomfruer og Døttre ere saaledes findede, at
de har Lyst til at forsvare deres Ære, om det endog skulde
være med deres Blod. Her er et Exempel, som viser det,
der er tvertimod. En vis æret og velfortient Mand i
Wetzlar havde en Datter, som formedelst hendes Skiøn¬
heds Skyld havde allerede for et Par Aar havt Efterstræ¬
belser. Ja hun havde allerede den gang vildet lade sig for¬
lade til en Bortførelse; men den Prøve hun satte derpaa,
flog hende feyl. Jmidlertid var hendes Moder død. Nu
overlod hun sig gandske til Forførelsens Aand, og bort¬
rømte først i Junii Maaned 1763, uagtet al hendes Fa¬
ders Aarvaagenhed, Han mistede hende af sit Huus og
Øyne paa følgende Maade. Hun havde ufeylbarlig ført
en hemmelig Brevvexling med hendes uordentlige Elskere,
eller paa andre ubekiendte Veye aftalt alle Ting med ham.
Hun besøgte altsaa en af hendes Faders Veninder, som
boede noget borte fra hans Huus. Neppe havde hun be¬
gyndt en Samtale med hende, saa bad hun hende at spad¬
sere med uden for Porten, for at nyde den behagelige friske
Sommer=Luft. Denne Veninde fattede ikke Mistanke til
noget Ondt. Hun gik med hende uden for Byen til Gal¬
genberg. Neppe vare de begge ankomne der, saa mødte
dem en Kareth med 4 Heste for, hvorudi sad 3 Officie¬
rer. Disse lode strax holde stille, og hilsede det dem alle¬
rede bekiendte Fruentimmer. Hun tog med faa Ord Af¬
sked fra hendes Ledsagerinde, og lod hende gaae hiem i stør¬
ste Forvirring. Men hun fløy afsted med de Ankomne, saa
det var en plat Umuelighed, at indhente hende igien. Man
veed ikke, om den høystbestyrtede Fader har siden faaet
Kundskab om, hvor hans vanartig Datter var afbleven.
Man seer heraf, at medfødde og indgroede Lidenskaber la¬
der sig ikke ved nogen udvortes Tvang fordrive, hvilket giel¬
der saavel i Almindelighed, som i Særdeleshed til Velly¬
sten. Til at fordrive dem hører en Himmelsk Kraft. Jn¬
tet uden den sande Sindets Forandring kan standse sam¬
mes stridige Strøm; og denne Lidenskab bliver ikkun for¬
andret i en ved Naaden helliget Sind. Forældre maae
derfor fra deres Døttres Ungdom af holde dem til Gud¬
srygtigheds og Dydens sande Øvelse.
Huusholdersken.
Forsøgte Midler imod Canari= Fuglenes Luus.
1) De Canari=Fugle, som ere plagede med Luus,
giver man, i Stedet for den Stok, som de sidder paa,
en Stok af et tørt Sivrør, der har en temmelig Kløvt i
Enden. Denne Kløvt kan man let giøre i Røret med en
Kniv. J denne Kløvt trekker alle Lusene sig ind fra Krop¬
pen af Fuglene, og det saa hyppig, at Fuglen bliver der¬
ved overmaade lettet, og gemeenlig frie for dem. Støkken
kan man tage ud, og rense den, ved at banke den af. For


at befrie Fuglene fra Luns og andre Sygdomme, at man
ofte giver dem nye Rør, og at lade Fuglene bade sig, hvor
til de har Lyst, og som er dem et animalisk Nødvendighed.
2.) Naar jeg merker, at en Fugl faaer denne Syg¬
dom, saa tager jeg en tynd Green, af Hylle=Træ, men
som endnu er grøn og har Saften i sig, og er i Runding
saa tyk som de sædvanlige Stokke ere, trekker Skallen el¬
ler Barken deraf og udhuler den, dog ikke med noget glo¬
ende Jern. Derefter tager jeg en Syenaal og stikker 3
Rader Huller i Stokken langs efter, omtrent et Straae
breedt fra hverandre.
Denne saaledes udhulede og igiennemborede Stok
settes da ind i Buret som den øverste, dog saaledes, at
Aabningerne eller Hullerne kommer op ad, og man skal
med Fornøyelse hver Morgen finde, hvorledes Lusene
har krøbet af Fuglen ind i Stokken. Hver Morgen stø¬
der man da ikkun Stokken paa et Bredt, paa det at
Utøyet ved Stødningen eller Bankningen kan falde ud,
setter den saa paa sit forrige Sted igien, og fortfarer der
med saa længe, indtil man intet Utøy merker mere til.
Dette eneste Middel er vel tilstrekkeligt at ødelegge
Lusene. Men da Fuglen har faaet denne Sygdom ved slet
Foer, fordervet Vand eller et ureent Buur, saavelsom og
ved ikke at have faaet frisk Luft eller Soelskin, og at dis¬
se Giester ere underholdte ved ureene Væsker, saa maae
man og i den henseende komme Fuglen indvortes til Hielp.
Jeg kaster til den Ende en rustet Naal i dens Vand, og
lader samme ligge derudi paa tredie Dag; thi dersom man
lader Fuglen længer drikke af Rust=Vandet, saa staaer den
Fare for at døe. Andre kaster vel ogsaa Safran i Van¬
det, men jeg har ikke befundet samme saa got som forbe¬
meldte ringe Middel.
For at forebygge dette Onde, saavelsom og Kopper
og Bylder, har jeg iagttaget følgende Regler ved Canari¬
Fugles Opvartning: 1) Foerer jeg aldrig med ureent
Foeder, og 2) Giver jeg Fuglen hveranden Dag reent
Vand. 3) Ugentlig i det mindste 2 gange Grønt. Om
Foraaret Hønsegræs, saa længe det har Knopper, og an¬
dre bittre Urter, og Salat om Vinteren, saa længe den
er at faae. 4) Kaster jeg, som meldt er, hver fierde Uge
en rustet Naal i Drikke=Vandet. 5) Lader jeg hver Uge
rense Buret, og bestrøe det med grov Sand, og 6) La¬
der jeg Fuglen, saa ofte Aarets Tid tillader det, give fri
Luft og Soelskin. Ved saadan Opvartning beholder man
altid friske Fugle.
Hovmesteren.
Om venskab bestaaer i Gemytternes
Overeensstemmelse.
Driften til Venskab er almindelig; men det gaaer med
den, som med Appetiten, hvilken Naturen har indplantet
alle Mennesker, og som dog alligevel ikkun af meget faa bli¬


ber anvendt til de forlorne Kræfters Ophielpelse. Af dette
de naturlige Tilbøyeligheders sædvanlige Misbrug lader
det sig uden Tvivl forklare, at alle Mennesker skatterer en
Ven for det høyeste Gode paa Jorden, og at desuagtet de
fleste, naar det kommer an paa Vallet, i Udøvelsen selv
ikke sielden opofrer en troe Palæmon for deres Gierrighed
og Æresyge; ret ligesom at man for Guld og Værdighed
strax kunde tilkiøbe sig en Ven igien. Men disse beklage¬
lige Skabninger har virkelig aldrig med Overbeviisning
kiendt en retskaffen Vens uendelige Værdie. De vide ikke,
at, naar alting i Verden bliver tilbage, saa findes blot ven¬
skabelige Siele i Himmelen igien.
Det sande Venskab hersker ikke i den larmende Tum¬
mel. Det søger Stilhed, ligesom Muserne. Derfor set¬
ter deres Præster, Digterne, deres Gudinders Throne
iblant Hyrderne. Efter vor Verdens nærværende Indret¬
ning, fiader vi vel ofte ved et lykkeligt Tilfælde en Ven i
rusende Selskaber; men vi gaaer dog gierne bort fra Mæng¬
den med dette fundne Klenodie, for at beundre sammes
Fortrin i Eensomhed.
Man pleyer at sette Venskabs Væsen i Gemytternes
Overeensstemmelse eller i Sindelavenes Liighed. Dette
strider imod Erfarenhed, i det ofte to Personer af gandske
forskiellige Tilbøyeligheder vedligeholder et oprigtigt Ven¬
skab, naar de kun ikke har stridige Grundsætninger. Jeg
vilde derfor heller, ogsaa her anvende den smukke Lignelse,
hvorved den skarpsindige Spalding retfærdiggiør den Uor¬
den, som synes at være i denne Verden, og sige: Venskab
er Dissonanzernes Opløsning. Jeg vil forklare mig ty¬
deligere. Leander er en hidsig ung Person: Hans Liden¬
skaber optændes, saasnart hans Lidenskaber ikkun viser sig
langt borte: Berømmelse og Dadel rører ham uimod¬
staaelig: For at faae bifald, skulde han ikke engang und¬
see sig ved, at begaae noget strafværdigt paa sig selv. Saa
let et elendigt Menneskes Nød rører ham til Medlidenhed,
ligesaa let skulde hans Hierte blive blødgiort af en Boler¬
skes forstilte Taare. Jeg tilstaaer det, at Leander kunde
med sine naturlige Tilbøyeligheder aldrig blive nogen sand
Ven: endnu mindre skulde nogen bestandig Forbindelse fin¬
de Sted imellem ham og en anden ung Person af ligesaa¬
dant Temperament. Derimod er Creons Character lige
tvertimod Leanders; han er en Mand af et stadigt Væsen
og en moden Forstand. Han synes ingen Affecter at
have, og foretager sig ikke nogen Gierning, førend han
nøye har overlagt den: Ligegyldig henseende til den store
Hobs Dom, finder han Rolighed i det stille Vidnesbyrd
af hans Samvittighed, omendskiønt hans Dyder bliver
useete, og venter ingen anden Løn, end det tilkommende
Liv: om endog hele Verden lastede ham derfor, saa skulde i
han dog ikke efterlade at giøre det, som han engang har
indseet at være ret. Han røres ikke af Ulykkens Skin i
friske og sunde Betlere, men han opdager saadannes sande
Elendighed, som søger at skiule deres Nød for Verdens
Øyne, og haster at komme dem til Hielp, som undertryk¬


ker deres Klager: Han aftørrer deres Taare, som i deres
Eensomhed klager allene deres Besværlighed for deres Ska¬
ber. Saa vii t som Creon og Leander ere fra hinanden
ihenseende til deres Tilbøyelighed, saa nær og nøye har
dog Venskabs Baand sammenknyttet deres Siele. Man¬
dens Alvorlighed formilder Ungkarlens Levenhed. Creons
Erfarenhed lemper Leanders Lidenskaber; og denne erstat¬
ter den førstes Overleggelses Langsomhed, i det han modi¬
gere udfører hans Anslage. Jo sparsommeligere Creon gi¬
ver Ungkarlen sit bifald, desto større bliver den sidstes Be¬
gierlighed at erholde Berømmelser af ham; og desto mere
indtagende er den Ære for ham, naar hiin billiger hans
Gierninger. Heraf reyser sig en brændende Længsel hos
ham, intet at foretage, hvorved han kunde tabe sin Men¬
tors Gunst, som han skatterer over alt andet. For at be¬
hage ham, holder han Maade i hans Drifts Hidsighed,
bliver veldædig med Klogskab, og bevarer sit Hierte for en
Fornøyelses Tillokkelser, som naturligviis har bitter Aager
i Følge med sig. Jkke mindre fornøyer Creon sig, naar
han seer Leander forbedret ved sin Omgang. Ungkarlens
levende Jndfald opmuntrer ham: og han faaer selv derved
et opvakt Ungdoms Væsen, hvilket uden dette Selskab
vilde stedse mere og mere tabe sig hos ham. Hvo tvivler
paa, at der ved saadan Blanding af gandske stridige Til¬
bøyeligheder kan være et sandt og vedvarende Venskab
imellem Creon og Leander? Saadanne Venskaber ere me¬
get mere Forbund af den ædelste Art. Thi en vild ube¬
høvlet ung Person er ikke let at forandre til et dydefuldt
Menneske: at betiene sig af hans toetydige Tilbøyelighe¬
der og lade dem paa gode Gienstande: at lokke en Ubesin¬
dig til sig, som uden Ledsager skulde have forvildet sig i et
Vilderede, og uformerkt at bringe ham tilbage til den
blomstrende Lyksaligheds Mark: hvilken høy Forretning!
Hvilket Guddommeligt Venskab! Forstand og Ubesiudig¬
hed, Ligegyldighed og Æresyge, Gemytsroe og Hidsighed,
hvilke Dissonanzer! Men hvor harmoniske, hvor indtagende
bliver disse skurrende Toner i Opløsningen!
Den gamle Ungkarl.
Livet som en Seylads.
(Forfattet af den Danske Skialdrer Ambrosius Stub.)
H¬
vad vindes ved Verdens vidtløftige Hav
O! Tusinde Farer i skummende Trav!
Man veed kun to Havne,
Bekiendte af Navne:
Den ene vor Vugge, den anden vor Grav.
Fra Vuggen til Graven maae krydses omkring
Blandt Haabets og Frygtens de stridigste Ting.
Snart vipper man oppe
Paa Bølgernes Topps,
Snart nærmer man Grunden i kyvende Spring.


Her fristes Ustadigheds Ebbe og Flod,
En Vagt er saa ond, som en anden er god;
Hver Time i Glasset,
Hver Stræg i Compasset
Forandrer, forhøyer, fornedrer port Mod.
Saa hidser en Medbør det nedrige Sind,
Ja puster i Hiertet Dumdristighed ind;
Vil Farten kun føye
Vor Attraae og Øye,
Strax blæses vi op af en ønskelig Vind.
Saa slipper Kleinmodighed Roret i Hast,
Naar Forstavnen dukker for Bølgernes Last,
Naar Vindene snuse,
Og Vandene brunse,
Saa skrækkes vi strax for en knagende Mast.
Dit Forsyn, o! Fader! det fører os hiem,
Det styrer saa sikkert, hvor Søen er slem;
Hvor Gisning kan feyle,
J hvor vi vil seyle;
Selv stavne vi meere tilbage end frem.
Samleren.
En Anekdote i Ludvig den XVdes private Liv.
en sidste Gang Kong Ludvig XV. var paa Fon¬
taineblaou, havde han sine Børn den meste Tid om sig,
og tilbragte nesten alle Aftener hos Dronningen. En Af¬
ten fortalte han hende om en ulykkelig Jldebrand, som nys
havde giort al muelig Ødeleggelse i en Bondebye. Han
afmalede med Følelse de Pinsler, som endeel Mennesker,
der vare opbrændte havde maattet udstaae, og blant andre
de gamle Mænd, hvoraf nogle vare langsom fortærede,
uden at kunde faae Hielp. Denne bedrøvelige Fortæl¬
ning giorde at Dronningen erindrede sig hendes Faders
Kongens af Pohlen Død, som var foraarsaget af Jlden;
Hun blev sat i en meget smertefuld Bevægelse, og stræbte
af alle Kræfter at skiule sine Taarer. Prinzesserne, Kon¬
gens Døttre, som bleve dette vaer, umagede sig forgieves
at give ham det tilkiende ved giordte Tegn; Kongen, som
var beskæftiget med sin Fortæling, bemærkede dem ikke,
og blev ved rørende at skildre disse fattige gamle Bønders
bedrøvelige Skjebne saaledes at brændes ved en sagte Jld.
Endelig, da Dronningens Beklemmelse voxte alt mere og


mere, lod Madam; bringesse) Lovise et Nøgle Traad
falde, og faldt selv mer Flid, i det hun vilde optaae det;
Kongen hastede hen at tage det op, og i det Øyeblik adva¬
rede hun ham om den Uroe, som hans Fortællelse foraar¬
sagede Dronningen, i det hun derved erindrede sig sin Fa¬
ders Død. Strax vendte Kongen sig til sin ældste Datter,
og sagde kierligen til hende: Adelaide, burde hun ikke
have advaret sin Fader, og har hun kundet have den
Haarhed at lade han giøre et Onde, som han bebrei¬
der sig? Dette Tilfælde endte sig med rørende Undskyld¬
ninger, som Kongen giorde sin Dronning, og med en af de
stumme Rørelser, i hvilke følende Siele med saa mange
Henrykkelser meddele sig.
Anekdote om den Engelske Bisp Burnet.
Bisp Burnet var temmelig bekiendt for adspredte Taler;
her har vi et Beviis; enhver veed, at adskillige Damer af
Stand, blant andre Grævinden af Soisson, som var Car¬
dinal Mazarins Søster=Datter, og Moder til den vidt¬
bekiendte Heldt Printz Eugen af Savoien, bleve i Paris
arreterede omtrent i Aaret 1680, fordi man havde dem
mistænkt for Giftblandinger. Da denne Printz ved Slut¬
ningen af Dronning Annes Regiering var kommen til En¬
gelland, bad Biskop Burnet, som i Nysgiærrighed efter¬
gav intet Fruentimmer i heele Riget, Hertugen af Marl¬
borough, at han maatte giøre ham den Fornøyelse at føre
ham i en Printzens Sælskab, hvis Roes klingede over heele
Europa. Hertugen lovede det med Vilkaar, at han vel
vogtede sig at sige noget, som kunde ilde optages; kort der¬
efter overtalede han Bispen at spise hos sig til Middag
med Printzen og det øvrige Selskab. Burnet, som erin¬
drede sig den givne Advarsel, besluttede ved heele Maaltidet
ikke at tale et Ord, og at blive ubekiendt. Han havde
maaskee fuldført sit Forsæt, hvis ikke Printz Eugen, som
vel saae at det var en fornemme Geistlig Person, var fal¬
den paa at spørge om hans Navn. Da han fornam at
det var D. Burnet, spurgte han ham blant andet, naar
han sidste Gang var i Paris. Bispen blev ved denne ufor¬
modentlige Tiltale sat ud af sin Fatning; hans heftige Be¬
gierlighed at fornøye Prindsen, bragte ham end meer i For¬
virrelse, og giorde at han overilede sig med Svaret; egent¬
lig, sagde han, kan jeg ikke huske Aaret; dog veed jeg,
at det var samme Tid, som Grævinden af Soisson
blev arreteret. Aldrig var det ude af Munden, førend
hans Øyne mødte Hertugens Øyekast, og han derved mær¬
kede sin Forseelse, hvilket paa engang betog ham alle Over¬
læg. Endnu begik han den anden Feyl, i det han bad
Hans Høyhed om Forladelse, stirrede som en der var uden
Sands, snart paa een, snart paa en anden, og da han saae
heele Selskabet i stor Forlegenhed, gik bort med den yderste
Beskæmmelse.


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 11


Præste=Enken.
D¬
a min Sal. Mand i sine faa ledige Timer fandt
sin beste Tidsfordriv i at fornøye sit Sind med gu¬
delige Tanker og Sange, som han ved sin Spadsere=Gang,
i Haver og Marken forfattede, spurgte han mig engang,
om jeg ikke ogsaa vilde forsøge at fornøye Sindet paa sam¬
me Maade; og da det var mit Hiertes høyeste Glæde, at
være min Mand til Fornøyelse, satte jeg en Prøve paa at
efterkomme hans opmuntrende og behagelige Begiering, ved
følgende ukunstlede Sang, som kan passe sig paa Tiden;
over de Ord:
De satte en Torne=Krone paa hans Hoved.
Matth. 27. V. 29.
Ak! Himmel=Regienter! ak! Herre, min Gud!
Hvorledes stafferes og pyntes Du ud?
Er dette en Gave,
Som Herren skal have
Af Torne, af Tidsler, af Jordens Ukrud!
Til Kongernes Konge, Hærskarernes Helt,
Som eyer al Jorden og Himlens Gevelt,
Man fletter en Krone;
Selv Himlen maa daane,
Og drage et Dække for Himmelens Telt.
En Kroue af Perler, af Steene og Guld.
Man setter paa Guder, som dog kun er Muld
Men Herrernes Herre
En Krone, desværre!
Skal bære af Torne og Tiørne saa fuld.
See, dog! Hvor udspringer det helligste Blod
For Tornenes Pigge og hvasseste Od.
Hver Seene, hver Aare
Maa blodige Taare
Nu fælde og give. Ak! hvilken en Flod!
Hvor voxte de Torne, hvor stod de i Flor?
Hvormed du blev kronet. O Jesu! den Jord
Var vist nok mit Hierte,
Som Verden begierte
Med hvad som der udi dens Blomster=Bed groer.


Udryd af mit Hierte hver Tørn og Ukrud
O! kronede Frelser! og Synden slet ud.
Din blødige Jsse
O lad mig forvisse,
Du haver mig kiøbt til din elskelig Brud.
Jeg gierne paa Torne i Verden vil gaae,
Naar jeg udi Himlen kun Palmen kan faae.
Naar jeg kun en Krone
For Guddodamens Throne
Kan vinde og finde og evig bestaae.
Hovmesterinden.
Tvende afdøde Pige=Børns Brev til Deres
efterladte Forældre.
Dyrebareste Forældre!
De er fornædt os, at skrive Eder til: Enalene: det
nedfare fra Himmelen og derop igien, have seet Eders Taa¬
re og talt dem, og vi bleve i vor Salighed rørte ved dem,
og bade, Gud vilde trøste Eder, og vore Engle tillode os,
at skrive til Eder. Ak kunde vi sige Eder, hvor salig Eders
Friderica, hvor salig Eders Wilhelmine er! Men J for¬
staae ikke det himmelske Sprog, vi nu tale, og i Eders Tun¬
gemaal findes ingen Ord, til at beskrive vor Salighed.
Beste=Fader, der elskede os med en Kierlighed, med hvil¬
ken faa Fædre elske, som Englene selv sige os, der endnu
glæde sig derover, naar de erindre os om de himmelske
Samtaler, i hvilke Du lærte os, at kiende Gud og vor
Frelser; Beste=Fader! Din Frideriea seer Dig endnu for
sig, som i det Øyeblik, jeg skulde døe. Hun vidste vel ikke
ret, hvad det var, at døe, men hun var saa svag det klemte
hende saa haardt om Hiertet, at hun troede, at forgaae.
Da tænkte hun: Det er maaskee Døden. Du knælede for
hendes Seng, og spurgte hende, om hun nu snart ventede,
at komme til den Gud og Frelser, om hvilken Du havde
fortalt hende saa meget, og der saa høyt elskede Børnene.
Hun erindrer sig, at hun endnu besvarede Dig dette med et
lydeligt Ja. Englene, der nu ere hos, sige, de have lettet
din Frideriches Angest, og hun følte virkelig en uudsigelig
Sødhed ved dette Ja. Du bad, da blev hendes Hierte
tungere, endelig endnu tungere, og omsider mørkt for hen¬
des Øyne. Snart derpaa blev det let, meget let; Hun
vidste ikke, hvorledes det saa hastig blev undsigelig vel med


hende, hun forsøgte paa at gaae fort, men hun svævede let
bort af Sengen. Da svævede Hun hen imod Dig. Du
laae paa Jorden, Du raabte høyt, med en jammerfuld
Stemme, hendes Navn, hun vilde omfavne og trøste Dig,
men Du følte ikke hendes Omfavnelse, hørte ikke hvad
hun talte. Endelig saae hun sit Legeme bæres ind i et an¬
det Værelse, da tænkte hun, jeg maae være død, det er
Døden. O hvor uudsigelig vel er det med et Menneske,
efter Døden! Og nu vilde Din Friderica skynde sig hen
til sin beste og oprigtigste Moder, men der kom en liden
deilig Skabning, ak! saa deilig, at jeg ikke kan beskrive
den, imod hende - Bestandig tænkte din Friderica end¬
nu, hun levede i Eders Verden, og siden det just var en
Onsdags Eftermiddag Klokken To, da hun blev saa vel,
og vore Lege=Timer just da begyndte, tænkte hun, det var
en nye Jordisk Lege=Broder. Men denne Skabning raabte
til hende: Min Syster, min Friderica! Du kommer i
Himmelen. Omfavn mig, min nu himmelske Syster. Da
traadde en langt herligere Skabning til os; ak lraabte den¬
ne himmelske Broder, der komme vore Engle, for at føre
dig ind i den nye Verden, og de førte os bort, og de førte
os til et Sted, hvor der er saa deiligt, at jeg ey kan sige
et Ord derom, og mange Engle og Børns Siele vare der,
og vi gik i Hanger og Løv=Hytter og blant Blomster, hvor¬
med intet kan lignes paa Jorden, og Englene talte med
os om Gud, om Verdens Frelser, og beredede Din Fri¬
derica til Guds og Forløserens Beskuelse.
Men Din Friderica fattede sin Syster, sin Vilhel¬
mine. Hun var paa Jorden bestandig saa vant at kalde
paa hende, at hun i disse himmelske Hange=Gange raabte:
Mine, ak Mine! her, her er deiligt! Men hun saae ikke
sin Syster. Da kom min Engel til mig og med en him¬
melsk Venlighed gav mig den Forsikring; maaskee skal din
Syster Wilhelmine snart være hos dig. Din Fader stri¬
der endnu med Gud, om at skiænke ham hende, han faster
og beder. Engle vide ikke, hvad Gud vil giøre, før de ud¬
sendes, for at fuldføre hans befaling, men jeg saae Wil¬
helmines Engel, hastig at skynde sig til Jorden, som en
Engel skynder sig, naar han skal føre en Siel ind i den
himmelske Verden. Hvor lyksalig var ikke Eders Fride¬
rica! Hun kan ikke sige, hvor mange Dage det varede,
inden hendes kiere Wilhelmine kom; thi her vexler Dage
og Nætter ikke, som hos Eder, her er en evig Dag. Hvor
henrykt var Eders Friderica, naar Englene talte om Gud,
om Frelseren, som vi snart skulde see! Hvor mange salige
Børn lærte de os at kiende, der alle bleve beredte med os,
til at beskue Frelseren! Ak hvor meget mere sagde Engle¬
ne os, end Du, Beste Fader! kunde sige os. Hvor meget
snarere kunde vi fatte her, end i de dødelige Legemer!
Vi sadde i en Løv=Hytte og hørte paa Englenes Sam¬
taler om Frelserens Kierlighed til Menneskene og Aaben¬
barelsen til Salighed, som vi snart i hans nærmere Be¬
skuelse skulde nyde, da Eders Wilhelmine af sin Engel blev
ført ind i Løv=Hytten. Vi løbe mod hverandre, og som


vi pleyede, at tiltale hinanden i det jordiske Sprog, saa
tiltalte vi hverandre her. Ak, hvi ere vi saa vell hvi ere
vi saa salige! Da fortalte Eders Wilhelmine, hvorledes
hun paa en af de jordiske Dage blev usædvanlig beklemt
om Hiertet; Hendes Fader, der med Bævelse saae dette,
havde seet op mod Himmelen, knælet ned for hendes Seng,
bedet, velsignet hende, vendt sig om til hendes Moder, og
sagt: Mine skal snart være hos Gud. Den oprigtigste
Moder havde taget hende paa sit Skiød, bedet med hende
om Frelseren, aftørret den Angest=Sveed, der frembrød af
hendes Ansigt, og sagt til hende: Frideriea kalder paa dig,
Wilhelmine, du skal snart være hos hende. Hun troede,
hun i den jordiske Verden endnu engang havde smilet til
sin Fader, var bleven tret og havde sagt: hun vilde sove,
og eftet at hun endnu havde hørt sin Faders Ord: Sov
vel, mit Barn! var hun sovet ind, og havde snart, under
Følelse af den uudsigeligste Velgaaende, seet det himmelske
Syn, der venlig havde raabt til hende: jeg vil føre dig
til din Syster Fridcrica. Saa fortalte Eders Vilhelmine¬
og omfavnede sin Systr og sin Broder, og Englene vel¬
signede os.
Da fremtraadde eders Wilhelmines Engel til Børnenes.
Engler, og fortalte dem, hvorledes du, vor Beste=Fader!
havde fundet dig i dette din anden Yndlings Tab. Han
havde, sagde han, mange Uger stridet med Gud i Bønnen,
at han skulde lade ham beholde sin Wilhelmine paa Jor¬
den. En Dag besluttede han, at anholde med Bøn og
Fasten. Samme Dag fik jeg befaling, at møde for
Gud, og indhente den Almægtiges Svar paa denne Bøn.
Jeg indbentede det, for at fuldbyrde det. Wilhelmine,
denne var den Almægtiges Villie, skal snart være salig.
Herdes Fader skal paa sin jordiske Fødsels Dag offre mig
hende. Dagen, efter han havde fastet, forestillede jeg ham
en Drøm, for at berede ham til det store Offer, Gud
fordrede af ham. Han saae i Drømme sit Barns døde
Legeme bæres ud af Sengen, og hørte en Stemme synge:
Guds Villie er den beste. Han vognede og taug, men
blev ved at bede. Da hans Fødsels Dag frembrød, for¬
doblede han sine Bønner om sit Barns Liv, men ved Mid¬
dags Tider fuldbyrdede Døden den Almægtiges befaling;
hans Barn begyndte, at drages med Døden. Da skyndte
han sig ind i sit Kammer i Løndom, kastede sig grædende
paa sit Ansigt, og bad til Gud, at han snart, ja snart vil¬
de tage Barnets Siel til sig, og raabte: Fader, det er ikke
din Villie at høre mig. Hvad du vil, ikke hvad jeg vil.
Du, som haver givet mig hende, tager hende; dit Navn
være lovet: Ak, du som har i 38 Aar bevist mig saa man¬
ge Velgierninger, som jeg paa min Aars Dag erindrer
mig, du vil have et stort, et tilstrekkeligt Tak-Offer derfor:
mit Barn, mit kiere Barn! Her er mit Offer, Fader tag
det an i Naade. Men giv mig himmelsk Kraft, at jeg
herefter ikke med Murren skal besmitte mit Offer. Og jeg
saae, den Almægtiges Naade styrkede ham synlig, da jeg
førte Barnets Siel til Himmelen. Og alle Engle raabte:
Ære være Gud, som giør saa store Ting mod Menneskene.


Vore Engle sige os, dyrebareste Forældre, at eders
Offer, som J med vort Liv have bragt Gud, var ham be¬
hageligt. Gud i Himmelen har kronet eders Taalmødig¬
hed og Hengivenhed med sit Biefald. Ak! bliver ved at
være taalmodige og fortørner ikke Gud med Murren. Vi
ville her bede for Eder, at Gud vil give Eder Kræfter der¬
til. Hvor roelige kan J være, da Gud saa høyt har elsket
os, og giort os saa salige. Overgiver ikke Eders Hierte
til en bestandig Sorg og Bedrøvelse. Englene sige os, et
Menneske, der ey mere vil glæde sig over nogen Naade af
Gud, er Gud utækkeligt, og dem, der vil straffe sig selv
med en evig Bedrøvelse, den tugter Gud og saa haardt,
fordi han selv vil det. Den gode Gud har, foruden os,
endnu beviist Eder Nok, som J ere ham Tak skyldige for,
og vores tidlige Død er, som Englene sige, en Kierlighed
af Gud mod Eder. Antage J det, som en Rævselse, da
sige Englene: den Gud elsker, den rævser han. J, som
have elsket os saa høyt, ville J ikke endnu bevise os den
Kierlighed, at prise Gud, at han ikke har ladet os see Eders
Død, men at J sikker og i god Behold har sendt os foran
i den Himmelske Verden? Ville J ikke ansee det for en
Kierlighed af Gud, at han gierne vil have os samlede paa
et saligt Sted i Evigheden? Hvor triumpherende skal J
gaae frem i Himmelen, naar mange Forældre maae savne
de Børn, som de har ladt efter sig i Verden, og der ere
forførte til Laster? Ville J ikke antage det, som en Kier¬
lighed af Gud, at han har sønderrevet tvende Baand, der
bandt Eder til Verden, og giort eder alt mere frie mod
Eders Afskeed fra Verden? Ville J ikke antage det, som
en Kierlighed af Gud, at han har værdiget Eder, at lide
meget, og give ham store Offre, paa det han i Himmelen
kunde give Eder desto meer igien? Ere vi allerede saa sa¬
lige, hvor salige maae da J i sin Tid blive, da J i Taal¬
modighed har bragt Gud saadanne Offer! Ville J ikke
antage det for en Kierlighed af Gud, at han har betaget
Eder de Gienstande, som J elskede saa høyt, og der, naar
J saaledes Aar fra Aar havde tiltaget i denne Kierlighed,
maaskee kunde have foraarsaget eder saadan Fristelse, at J
havde elsket Gud mindre og giort Eders Børn til Afgu¬
der. Elsker Gud over alle Ting, underkaster Eder med
Hengivenhed hans behagelige Villie, J komme til os, hvor
vi ved vor Frelseres Beskuelse skal glæde os, evig skal vi
glæde os med herlig, med uudsigelig Glæde. J, som har
kunnet elske os saa høyt, hvor fuldkommen vil Eders Kier¬
lighed i Himmelen være og hvor salige skal da J være!
Ak kunde J kige ind i vor Salighed, hvor roelige
vilde J opløfte Eders Øyne til Gud! Vi føle intet, uden
Salighed, vi see intet, uden Salighed, vi nyde intet, uden
Kierlighed! Daglig voxe vi i den Almægtiges og vor Frel¬
seres Kundskab, og Englene sige, vi skal snart see dem.
Ofte forsøge vi, at synge i det himmelske Sprog Gud til
Ære, ak! og hvor lykkes vore Sange os Englene til Vel¬
behag! J en himmelsk Forsamling opløftede Eders Wilhel¬
mine sin Røst, og vovede at synde en Sang, og eders


Friderica svarede hende Kunde vi til Eders Trøst ud¬
trykke den i det jordiske Sprog. Omtrent saaledes var
den, men uendelig smukkere.
Vi skue ey mere dit Ansigt, o Fader, o Moder, af
hvilke eders Kierlighed fremskinnede og velsignede os!
Men snart skal vi see Gud Ansigt til Ansigt vor store
himmelske Faders Aasyn.
Vi gaae ey meere ved eders Haand i lystige Enge
paa Jorden, og plukke ey mere Blomster med eder.
Men vi gaae med Engle i himmelske lystige Enge,
og plukke uforviisnelige Blomster.
Vi vande ey mere Planterne i Eders Hauge, og
sidde ey mere ved den svale Aften unde Eders Løv=Hytter.
Men i den himmelske Hauge opvarte vi Planterne
og sidde i evig grønnende Løv=Hytter.
Vi springe ey mere i glade Timer omkring med Lege¬
Systre paa Jorden, med dem vi skiemte ey mere.
Men vi springe blant himmelske Lege=Systre, blant
Salige, og glæde os ved vort Vel, som Gud giver.
Vi høre ey mere af Eders Mund Himmelske Lær¬
domme om Gud og Guds Paradis, om Jesu, Børnenes
saa store Ven.
Men af Englene høre vi dem, og snart ak snart af
den, den store Vens og Saliggiørers egen Mund.
Hvor er han? hvor er han? vor Jesus, at vi kan
see ham! Fører os til ham J Engle, ak hvi ere vi saa sa¬
lige! omfavn mig min Syster, min Syster! omfavn mig!
hvi ere vi saa salige.
Saa synge Eders Børn og leve og sveve igiennem
Himmelen. Døden er os en Baade, thi Jesus er vort
Liv. Hvad Dag vil det være, naar J skal see os igien,
dyrebareste Forældre! Hvor skal vi da elske hverandre, naar
J med os elske Gud over alle Ting! hvor salige skal J da
være med os!
Borgeren i en af de smaa Kiøbstæder.
Hvorledes en bestandig guul Farve for let Priis kan
tillapes at anstryge Huse med.
Man opløser grøn Vi triol i Vand, enten ved forsigtig
Kogning eller langsom Smeltning. Tillige blander man
Kalk med noget Vand, og arbeyder samme saaledes igien¬
nem med en Muur= eller Kalke=Kølle, at alle Kalk=Klum¬
per gaaer i Stykker og bliver ret fine. Naar dette er til¬
strekkelig skeet, slaaer man til denne Masse efterhaanden no¬
get af Victriol=Vandet, og søger ligeledes at blande dette
iblant hverandre og forene det med hinanden ved bestandig
Slagen og Elten. Naar denne Massa endelig er bleven
saaledes fortyndet ved Victriol=Vandet, at den lader sig
beqvemt og mageligt optage med en Muur= eller Kalke¬
Kost, saa forsøger man ved et Strøg paa en hvid Muur,
om Farven er lys eller mørk nok, og om den setter sig fasti
ved Grunden. Det er raadeligst, naar man bliver ved den


lyse Farve, efterdi det, som man overstryger med den, bli¬
ver med Tiden snarere mørkere end lysere. Vil man brekke
Farven noget og ikke have den saa guul, saa strøer man
stødte, revne og giennemsigtede Kul deriblant, førend man
første Gang slaaer Victriol=Vand derpaa.
Denne lette og nyttige Farve har desuden endda den
gode Egenskab, at den ikke skalles eller regner af Vegge
eller Mure, men giver meget mere saavel den overspekkede
Veg eller Muur, som ogsaa Træe en bestandig Fasthed.
Samleren.
Af Hr. Veilands Sympathier.
EF¬
vorfor græder du, skiønne Glycera? hvorfore lader
din ellers altid smilende Yndighed, sig nu see som et
afblomstrende Foraar igiennem fugtige Skyer? Hvorfore
flyer du Sælskabernes Glæde, og søger den melancholiske
Lund, hvor ingen hindrer dine Taarer? – Ak! du
beklager din tabte Veninde. For faa Timer blomstre¬
de hun som en Morgenrose, da plukkede Døden hende
pludselig, og hun falmede som en Rose om Middagen.
Ak! en Sundhed, som syntes at love Udødelighed, den
virksomste Munterhed, Skiønhedens friskeste Blomster kun¬
de ikke bevare hende for Graven. Hun som for kort Tid
siden glædede alle Øyne, andtændte i alle unge Mands¬
Personer Længsel og Kiærlighed, af alle blev beundret el¬
ler misundt; hun er ikke meere, hendes Øynes smeltende
Jld, hendes Kinders Farve er som den visnede Lilie, alle
disse smilende Gratier ere forsmægtede! Ja græd kuns,
smukke Glycera! Dette Legeme, hvori Naturen syntes
at have uddannet sin skiønneste Jdee, er allerede en mud¬
rende væmmelig Hob, en Spise for Ormene. Og hvor
er nu den Skiønhed som dine Sælskabs=Søstre med
Misundelse ansaae hos hende; den Skiønhed, for hvis
Skyld hendes Smigrere ophøyede hende blant Gudinder
og snart kaldte hende Leda, snart Venus? – Du
staar forbybet i Tanker, Glycera, en ahnende Gysen iis¬
ner igiennem din spæde Krop. Skyggerne omkring dig
blive dig til Dødnings Gestalter, og af de tuufinde halvaf¬
løvede Buske hører du din Venindes Røst, som raaber til
dig: Følg mig! - Ak! Glycera, hvad ere disse Farver
denne stolte Skabning? En malet Spise for Øynene, og
hvor tit en Tillokkelse for begierlige, efter Vellyst vrin¬
skende Øyekast; En Føde for Forfængeligheden, ja ofte et
Rov for den Lastefulde, og en Forræder af Uskyldigheden
Og hvor flygtig, hvor forgiængelig er den efter sin
Natur? En glindsende Sæbeboble, et spraglet Intet:
Vaag op, Siæl, Udødelige, Arving til Evigheden, vaag
op. Sving dig over dette blomstrende Støv og erkiend
din Adel. Dyden er Menneskets Skiønhed, Menni¬
sket en Skabning, som ophøyet over den besielede og Dyri¬
ske Verden, fra een Side er beslægtet med de aetheriske
Aander. Foragt, o Glycera, disse Orme=Siæle, som


trykket af nedrige Begierligheder, krybe paa dine Kinder
de kiender sig selv ikke heller dig! -
See denne Ver¬
den er ikke saaledes som den vellystige Ungdoms Drømme
trylle den. Den forgaaer med sine Lyster. Bedra¬
gersken lover dig vedvarende Glæde, og betaler din For¬
ventning med Fortrydelse og Ekel. Lad din Venindes
Gkav lære dig Viisdom At være viis i Livets blomstren¬
de Foraar, naar hver Aare tørster efter Fornøyelse, naar
tufinde Syrener indbyde den Letfindige Siel til deres døde¬
lige Strandbredde; da at være viis, førend Erfaringen
forsildig giør os viise. - o dette er en Triumph for
Seraphim som ideligen vandre iblant os, og som jeg tit
i natlige Timer hører, naar de, indhyllet i sørgende Skyer,
paa klagende Lutte bejamre Uskyldighedens Fald og udøde¬
lige Sieles Forblindelse, hvis Vægtere de ere.
Kom, Glycera, lad os besøge vores Afdødes Grav.
Du stille Maane, bøy dit melancholiske Ansigt ned af Ef¬
ter Aars Taagen, og viis os Veyen. Her i denne høytide¬
lige ensomme Stille, hvor Natten og Døden slumrer
iblant adspredte Been, paa Christnes Grave som engang
skal opstaae; her lad os giøre et Forbund med vore Siæ¬
le! Engle=gestalter svæve halv synlig, beblandet med Skyg¬
ger, omkring os. Den Evige, vores Dommere, hører
os. Lad os giøre et Høytideligt Løfte, at være vise, og
at leve for Evigheden. Lad os træde disse barnagtige For¬
fængeligheder med Fødder; i hvilke Daarerne søge Roe
for deres Siele, og ikke finde den. De maae, drukne af
Daarligheds Viin, belee os som enfoldige Taaber! Nok
at vi have Himmelens Biefald, og ere det, som de aldrig
skulle blive, lykkelige.
Den 4rde af Herr Krigers Drømme.
Jeg befandt mig efter mine Tanker i Siberien. Be¬
falingsmanden over et vist Distrikt havde befalet, at
rulle en Sneebold fem Miile langt bort, for at see, hvor
stor den da vilde blive. J Begyndelsen brugte man kuns
een Person til at vælte den frem, men den voxede ved
Sneen, som hængte sig ved den saaledes, at den neppe
kunde bringes fra Stedet af hundrede Personer. Jndbyg¬
gerne paa Stedet forskrækkedes over dette Sneebierg, og
spurgte: Hvad dette skulde betyde. Jeg svarede: Det
er en Sneehold, som de tilgrændsende Folk have gjordt,
og ladet bringe herhen. Strax forsamlede de sig al paa
et Sted, og den Ældste iblandt dem sagde: Slutter fra
Størrelsen af denne Sneehold, til Størrelsen af den Haand,
som har giordt den. J Sandhed et saadan Menneskes
Foedsoell maae skiule vores heele Landsbye, og jeg skiælver
naar jeg tænker paa, at een hvert Øyeblik kunde komme,
for igien at hente sin Sneehold, derfor lader os flye, førend
vi blive nedtraadte. Neppe havde han sagt dette, saa
var heele Landsbyen øde for Jndvagnere.


1768.
Fruentimmer= og Mandft. Tidende.
No. 12


Præste=Enken.
SFngen Tid, sagde min Sal. Mand, bør undgaae vor
Opmærksomhed; thi det er jo i Tiden man skal dan¬
ne og beqvemgiøre sig til at modtage en Evighed.
Den, som ikke har vidst ret og viselig at tilbringe en eneste
Time i Tiden, ak, hvorledes er den oeqvem til at tilbringe
en Tid uden Tid, en umaalelig Evighed, hvor Aar og Da¬
ge ikke afvexles, og hvor Tiderne ikke omskiftes; men hvor
Den, der er den samme i Dag, som i Gaar, med en uafladelig
Lov skal tilbedes og ophøyes. Et Foraar, en Sommer,
en Høst, et Efteraar og Løvfald, en Juul tilbyder tusinde
Anledninger til de sødeste Fornøyelser, som en ret tænkende
Siæl, der gaaer fra de Sandselige og Synlige til de Usyn
lige, altid kan giøre sig. Jngen Tid, intet Mærke i Ti¬
den, og intet i Tiden mærkværdigt Forekommende undgaaer
saadan en ret tænkende Siel. - Mon da vel Faste Tiden,
som skulde være den stille Tid, kan være ligegyldig for en
saadan Siel? O! Ney. Er der noget besynderligt Tids¬
Mærke i Tiden, da kan vel Faste=Tiden være det vigtigste
og betydeligste. - Lad Hoben forlyste sig i det Sandselige,
og i det, som er velsmagende paa en syndig Gane.  Tiden
tilstunder, da den for os Forbandede, blev ophængt paa
det forbandede Træe. Hvo ville forglemme denne Tids¬
Punkt? Det vigtigste Øyeblik, da Himmelen blev forligt
med Jorden? - Lad Daaren forlyste sig, og korsfæste
den Korsfæstede paa nye. Daaren skal dog engang bekla¬
ge sin Daarlighed, og med Staldbrødrene i en skamfuld Ar¬
gest udraabe stønnende: Ak! at vi vare Daarer! - Du
og jeg sagde min Mand ville forlyste os i disse Tanker over
Den Korsfæstede.
Ophøyede, korsfæstet Livets Herre!
O! tør jeg see. Jeg blues ved at see.
Den Himmelen og Jord ey kan indspærre,
Ophøyct er. Blandt hvem? Blandt Røvere.
Er dette Selskab liigt? Er Guddom en Misdæder?
Jeg skielver ved at see, og Synet mig dog glæder.
O! kronet Gud, men ak, en Torne=Krone!
Dit Jsse=Blod jeg seer at strømme ned.
Hvo vil og kan mig Græde=Kilder laane?
Er Medynk død? Hvor er Medlidenhed?
See, hvor Blod=Stægerne paa bleege Kinder maler!
Og for os bedre Ting, end Abels fordum, taler.
Udspilende, udstrakte Almagts Arme!
Er dette Tegn af den udstrakte Magt?
Maa Stok og Steen dog ikke sig forbarme?
Har Blindhed dog saa vidt en Ondskab bragt?
Forvorpne Hænder! som tør nagle Almagts Hænder
Til det forbandet Træ. De faae, men dog ey kiender.


Utrættet Fod! som Persen ene traade!
Med Spiger og igiennembores skal.
Korsfæstede! Du gir en Røver Naade.
Med Dig han kom til Paradises Sal.
Ob det er Trøst for mig, og for enhver bedrøvet,
Som blev i Paradiis af Røveren berøvet.
Usmittet Lam! opstegt af Himlens Vrede.
Vansmægtede! ak, hvilken Lædske-Drik!
Er Eddike og Galde kun til rede?
Du smagte kun. Gud fuld Betaling fik.
Med trøstefulde Ord dit Hoved du nedbøyet:
Det alt fuldkømmet er. Din Fader blev fornøyet.
Nu døde Gud. Hans Been du ey maa bryde.
Sin Aand han gav udi sin Faders Haand.
Fra Hiertet skal en Naade=Strøm udflyde
Skiønt Døden har opløst hans Livets Baand.
Der hang da Gud og Mand for Verden et Spectakel.
Dog, ryst ey Hovedet. Her skeer et stort Mirakel:
Jo, Han var Gud. See! Solens Ansigt dækkes
Det Skillerum, Forhænget revner nu.
Ald Jorderig, ja, Hedninger forskrækkes.
Steen=Klipperne, som Glas nu gaaer i tu.
Naturen lider Vold. Naturens Herre døde.
De Døde staaer nu op. Nu Døden blev lagt øde.
Korsfæstede! lær mig, mig at korsfæste.
Min Lyste=Tand til Korset nagled dig.
Bort syndig Lyst! jeg dig vil aldrig gieste.
Paa Golgatha jeg vil forlyste mig.
Fald ydmyg ned, min Siel, tilbed ham, der ophøyet.
J den Korsfæstede blev Eud med dig fornøxet.
Hovmesterinden.
Den Lykkelige Standhaftighed.
Det er en rigtig Jagtagelse, at de Folkeslag, som
har gjort sig merkværdige ved skinnende Dyder, ere ogsaa
betegnede mod de grueligste Skamflekker af Forbrydelser og
skrekkeligste Laster. Spanierne beviser denne Anmerkning.
Naar de paa den ene Side har forhvervet sig Berømmelse
ved deres Standhaftighed, Oprigtighed og herviske Dyder,
saa har de paa den anden Side paadraget sig Bebreydelser
for Hevngierrighed og Barbariske Gruesomheder. At den¬
ne blandede Caracter bliver dem med rette tillagt, og at
de overdriver deres Dyder og deres Laster paa lige maade,
sees af følgende Fortælling.
Don Alonzo v. Cignenca, en rig Kiøbmand i Bar¬
cellona, hvis store Dueligheder ophøyede ham ligesaa me¬
get som hans Rigdom, ægtede Donna Elvira, en Dagt¬
ter af en af de der værende Rigeste Borgere. Hendes indi


tagende Væsen varsaa berømt, at heele Provintzen skiend¬
te hende under Navn af den Cataloniske Skiønhed. Don
Alonzo nød hos hende al Fornøyelse af den Stand, hvil¬
ken, naar den er lykkelig, man med rette anseer som et
billede paa Paradiset. Hans Kiøbmands Forretninger
nødte ham imidlertiid ofte til at reyse, og han maatte la¬
de sig befalde med disse hans Lyksaligheds Afbrydelser,
fordi hans Famielies Tilvæxt, som hvert Aar blev forme¬
ret med en Søn eller en Daatter, gjorde og Omsorgen nød¬
vendig for hans Formues Tilvext. Alonzos Familie
forblev i nogle Aar paa det høyeste Velstands Trin. Men
det Menneskelige Livs blomstrende Tilstand er underkastet
Forandring, og de, som den største Deel af Jordisk Lyk¬
salighed er tilfalden, kan ved en pludselig Lykkens Egensin¬
dighed blive fornedrede til de allerelendigste. En af
Alonz0s Correspondenter, hvem han drev en betydelig Han¬
del med, indviklede ham i store Vanskeligheder. Hans
Credit faldt ugemeent hos de Barcelloniske Kiøbmænd.
For at erstatte denne Forliis, reyste han til Vestindien.
Men Skibet blev uden for Mexico anfaldet af Storm, det
blev læk, og Alonzo, tilligemed de fleeste andre Personer,
som vare om Bord, havde neppe reddet sig i Baaden, fø¬
rend Skibet omsloges. Skibsdrengen, som ikke havde kun¬
det komme i Baaden, undkom paa en Planke fra Bøl¬
gernes Magt. Et halvt Aar derefter kom han tilbage til
Barcellona, og berettede, at han havde seet Alonzo og
alle hans Kammerater at undergaae paa Søen.
Paa denne Efterretning troede alle, at Alonzo var
vød. Hans Betroere bemægtigede sig altsaa hans Gods;
og Elvipa, som med hendes Familie var kommmen i den
yderste Armod saae sig nød til at søge Hielp hos Don Al¬
phonso, hendes Fader. Han tog i Førstningen kierligt
imod hende, ingen Omhue blev sparet for at lindre hendes
Elendighed og at trøste hende i hendes Ulykke. Men man
glemmer snart at see paa de Ulykkelige. Naar den Nye¬
hed, som først opvækker deres Beskytteres Opmerksomhed
begynder at tabe sin Jndflydelse, saa bliver de snart ansee¬
te som Byrder. De Gunstbeviisninger, som først bliver
dem beviist af Tilbøyelighed, viiser man dem til Slutning
ikkun imod sin Villie. Alphonso var gierrig af Naturen.
Han ansaae det snart for noget Besværligt, at han maat¬
to ernære Elvire og hendes sex Børn. Hans Koldsindig¬
hed, som daglig blev kiendeligere, opvakte den største Kum¬
mer hos Elvire; Hendes Ulykke var utaaleligere, end no¬
gen Tid forhen. Men hendes Bedrøvelse steeg snart høye¬
re endnu. Den rige Don Guzmann v. Pereira, som
var kommen fra Saragossa, for at sætte sig ned i Barcel¬
lona, havde seet hende, og var bleven rørt af hendes
Skiønhed. Han begegnede hende som Elsker, og blev
understøttet af Alphonsos Faderlige Anseelse. Han drev
daglig paa hende, at hun skulde gifte sig, da hun derved
kunde sætte sig selv og hendes Børn i stand, og leve i større
Glands og Overflødighed, end hun forhen havde havt.
Elvire ansaae en anden Forbindelse som en Fornær¬
melse imod hendes Ægteskabs Troe, og havde den Troe,
at ingen Hustrue, som havde elsket hendes første Mand,


kunde efter hans Død blive bevæget til et andet Gifter
maal. Hun erklærede altsaa med den største Resolution,
at hun i Lip og Død vilde blive troe imod Alonzos Jhu¬
kommelse, og at intet skulde formaae hende til, at give
en anden hendes Haand. Don Alphonso, hvis hersken¬
de Lidenskab var Gierrighed, ansaae denne Dydens Deli¬
catesse, som den høyeste Grad af Daarlighed og Egen¬
sindighed. Han gav hende at forstaae, at, om hun ikke
vilde beqvæmme sig til Føyelighed, saa vilde han snart
unddrage hende sine Velgierninger, og nu lod han hende
blive alleene, paa det at hun kunde overveye, hvilken Op¬
førsel der par raadeligst for hende.
Elvire havde besluttet, at blive ved hendes Forsæt
og at lade sig befalde hvad Følger der end vilde flyede af.
Guzmann blev vel endnu ved at frie til hende med ald den
Hidsinghed, som kan findes hos den heftigste Elsker og gior¬
de hende de herligste Foræringer. Men hun forkastede hans
Tilbud og bemøyelser og gav hans Foræringer tilbage i¬
gien. Hun forsikkrede ham, at den Mand, som hun hav¬
de givet hendes Haand, skulle endog i hans Grav beholde
hendes Kierlighed og Troeskab, da en Faders Anseelse
ikke skulde være i Stand til, at tvinge hendes Tilbøyelig¬
heder, eller at herske med Myndighed over hendes Hierte.
Den haardhiertede Alphonso fik denne sidste Beslutning
at vide, og hans Daatter blev tilligemed hendes Børn ja¬
get ud af hans Huus med den vildeste Umenneskelighed.
Omendskiøndt den ulykkelige Elvire var nu forladt af dem,
som skulde have beskyttet hende, saa satte hun dog sin Til¬
lid til ham, som aldrig forlod Enker og Faderløse. Hun
var overbeviist om, at de, som staaer under et over al¬
ting vaagende Forsyns Forsorg, kan aldrig have skiellig
Aarsag til, at adlyde Fortvivlelsens modløse Jndgivelser.
Hun forføyede sig strax i Huuset til en gammel Kone, som
havde været hendes Amme, og som nu boede ved Havnen.
Hun fortalte hende sine Gienvordigheder, og bad om Til¬
flugt hos hende, indtil hun kunde faae skrevet til en Mo¬
ster, som boede i en Egn langt borte i Riget, og faae
hende bevæget til at vise Barmhiertighed imod hende i
denne hendes forladte Tilstand. Donna Fenicia (saa¬
ledes heed hendes Amme) som blev meget rørt over Elvi¬
res Fortælling, forsikkrede hende, at intet skulde være
hende en større Glæde, end at kunde formilde en Persons
Lidelse, hvilken hun stedse havde elsket som hendes egen
Daatter. Hun tog Moderen og Daatteren til sig, og be¬
viiste dem saa meget got, som hendes Omstændigheder til¬
lod hende. Elvire havde ikke været længe hos hendes
Amme, førend hendes Moster indbød hende at komme til
sig paa sit Landgods i Kongeriget Valencia, og i sit brev
udtrykte sin yderste Afskye over Alphonsos Barbariske og
Tyranniske Opførsel.
Elvire havde ikkun kort Tid ophøldt sig hos hendes
Moster, Donna Hieronyma v. Potillos, førend Skieb
nen, som syntes at være betænkt paa nye Forfølgelser imod
hende, styrtede hende allereede igien i den yderste Forvir¬
ring, og aftvingede hende det Ønske, at Alderdom og Ryn¬
ker maatte have forstorret den ulykkelige Skiønhed, som


foraarsagede hende saa megen Uroe. J. Døn Pedro af Pa¬
tillos, Hieronymos eneste Søn, en ung Adelsmand, som
var omtrent 20 Aar gammel, og besad Skiønhed og
Fuldkommenheder nok, for at vinde et Hierte, der ikke al¬
lerede var indtaget af en anden, havde ikke længe været
under et Tag med Elvire, førend Kierlighed allereede ind¬
tog hans Hierte. Hans Lidenskab var saa hæftig, at
hans Lives Lykke syntes gandske at henge af hendes Sunst.
Da han endnu var en Lærling i Kierlighed, saa vo¬
vede han ikke, at giøre en tydelig Erklæring for den som
havde fængslet hans Hierte. Men hans heele Opførsel
tilkiendegav Elvire hans Lidenskab alt fortydelig, i hvor
lidet endog hans Moder kunde merke samme. Strax der¬
efter blev Don Pedro syg, og hans Moder, hvis Ynd¬
ling han var, fandt derover den største Kummer. Hun
vigede ikke fra hans Seng, og giorde alt hvad hun kunde
for at trøste ham. J det Haab, at hans Moder kunde
udrette noget hos Elvire, opdagede han endelig for hen¬
de, at hun var Aarsagen til hans Sygdom, og at han
ingen Helbredelse haabede eller ønskede, dersom ikke hun
som havde begyndt hans Lidelse, vilde helbrede ham med
et gunstigt Smiil. Donna Hieronyma formodede al¬
deeles ikke at en Person i Elvires Omstændigheder kunde
afslaae et i Tilbud af saadan en Adelsmand, som hen¬
des Søn var. - Hun blev derfor inderlig Glad ved
denne Efærretning, da hun gandske vist troede, at
hendes Søn skulle nu snart blive helbredet. Aarsagen til
Don Pedros Sygdom bliver berettet for Elvire, og hun
lader sig endelig bevæge til at besøge ham, men fatter paa
samme Tid den Beslutning ikke at opmuntre hans Kierlighed.
Ved denne og nogle andre Besøgelser, som hun siden
giorde Don Pedro, efter hans Moders Begiering, op¬
førte hun sig saa forsigtig, at hun hverken gav denne Unge
Ridder Andledning til Haab, eller styrtede ham i Fortviv¬
lelse. Det blev nu Dag fra Dag bedre med ham, og
endelig blev han fuldkommen frisk.
Don Pedro blev tilsidst saa dristig, at erklære sin
Kiærlighed for Elvire. Han forsikkrede at hans hele Livs
tilkommende Lykke dependerede af hende, og han drev paa
at hun ved hendes Forening med ham skulde giøre ham til
det Lykkeligste Menneske paa Jorden. Hans Moder som
befrygtede, at han skulde falde i hans forrige Sygdom,
igien, om han fik Afslag, stod ham bie med sine Bønner.
Da Elvire altsaa merkede, at det var en Umuelighed for
hende, at blive længere i dette Huus, uden at give efter
for Moderens og Sønnens Begiering, fattede hun det For¬
set, uden deres Vidende at forlade der. Et Forsæt, som hun
virkelig satte i Verk, efter at hun havde opholdt dem en
Tid lang med ubestemte Svar.
Efterat hun var kommen tilbage til Barcallona, for¬
føyede hun sig til Donna Fenicia igien, der tog imod
hende med samme Godhed som tilforn. Strax derefter
ankom sammesteds Don Diego af Royalto, som eyede et
Skib, fra Mexico, hvor han havde forhvervet sig betyde¬
lige Rigdomme. Da Fenicia var ham noget paarørende,
gik han først ind til hende; og neppe havde han seet Elvi¬


res lundtagende Skiønhed og Væsen, sørend det giørde ham
det samme Jndtryk, som det allerede forhen havde giørt
saa mange andre.
Han aabenbarede sin Lidenskab for Fenicia, og da
hnn fortalte ham Elviris Historie, merkede han nok, at
han ikke kunde haabe noget lykkeligt Udfald, om han er¬
klærede sig tydelig for hende. Han udvalgte altsaa at gaae
til verks paa en anden Maade.
Elvire og Fenicia spadserede øfte om Aftenen ved
Strandbreden; Diego lurede derfor paa en gunstig Ley¬
lighed og bestilte nogle af hans Skibsfolk, for at bemægti¬
ge sig den første. Man førte hende derpaa i Baaden og
roede til Skibet. Fenicia kom der over uden for sig selv,
og blev staaendes fuld af Fortvivlelse ved Strandbreden,
da hun saae sig en Person berøvet, hvilken hun havde el¬
sket som sin egen Daatter. Den Troeløse Diego betiente
sig af den gunstige Vind og seylede til Cadix, hvor han
vilde sette sig ned med sit skiønne Bytte og udgive hende
for sin Kone, som han havde paagrebet igien, da hun vil¬
de flygte fra ham.
Paa Reysen søgte han at vinde hende snart med det
Gode og snart med det Onde, men da han paa ingen maa¬
de kunde bevæge hende til at fyldestgiøre hans Begiering,
saa blev hans Kierlighed forvandlet til Had; og han lave¬
de sig til at ville myrde hende, da der pludselig blev et
Skraal og Allarm paa Dekket. Nogle moriske Søerø¬
vere havde æntret Diegos Skib de trængte i Øyeblikket
ind i Cahyten, og toge saavel ham som Elvire til Fanger.
Corsarerne bragte det Spanske Skib til Algier, og alle
Folkene, som vare derpaa, bleve solgte til Slaveriet.
Lykken var Elvire saa god, at en Herre kiøbte hende
som snart blev indtagen og overvunden af hendes Skiønhed,
og Yndighed. Han havde en menneskeligere Tænkemaa¬
de, end hans Landsmænd gemeenlig har, og søgte altsaa
ikke med Magt at naae hans Hensigter hos hende, men tog
sin Tilflugt til behageligere Midler, i det Haab, at han
med Tiden skulde erhverve sig Elvires Tilbøyeligheder. Ef¬
terat hun en kort Tiid havde opholdet sig hos hendes nye
Herre, spadserede hun engang dybsindig og eensom i Ha¬
ven, og med lige Glæde og Bestyrtelse kiendte hun sin Ge¬
mahl i en Slave, som gik og vandede Træerne, hvilken
hun saalænge havde beklaget som død, og var dog bleven
ham troe igiennem saa mange Fristelser. Man kan lettere
indbilde sig det Henrykkende i saadan en Sammenkomst,
end beskrive det. Elvires Glæde blev endnu større, da
hendes Alonzo aabenbarede for hende, at han tilligemed
nogle andre Spanske Slaver havde taget forholds Regler
hvorledes de vilde flygte til Europa igien, og inden faa
Dage kunde det Skib ventes færdigt, som skulde bringe
dem derhen. Lykken, som havde forfulgt dette Par saa
længe, blev dem nu gunstigere, og om Natten begave de
sig om Bord i en Schluppe, som var tillavet for dem og
kom lykkelig til Barcellong efter en Seylads af tre Uger.
De kastede sig ned for Alphonsos Fødder og den Gamle,
som allerede for længe siden havde fortrydt hans haarde
Opførsel imod hans Datter, optoge dem begge to i sin


Gunst, eg testamenterede dem slue overmaade store Mid¬
ler. Mouzos og Elvires Børn vare lykkelige ved deres
Forældres Tilbagekomst, og de saae deres Standhaftighed,
fronek med den fortiente Løn.
Samleren.
Det bliver vel ikke ilde optaget, at jeg her leverer en
Fortegnelse over de Personer, som omkomme i den ulykkee
lige Jldebrand i Opera=Huuset paa Amalienborg den 19
April 1689. Det er et bedrøvelig Efterminde; men bør
man ikke ligesaavel erindre sig Tragoedier som Comoedier?
Geheime=Raad Wibes yngste Datter,
Gcheime-Raad Plesses Kiereste og Datter?
Ober=Rentemester Brandtes Datter og en Fransk Ma¬
demviselle. Etatz-Raad Bendhous Kiereste og Dat¬
ter, samt Kierestes Broder
Etatz-Raad Elers 2de Børn og hans Frues Søster
Cancellie=Raad Gieses 2de Døttre og yngste Søn
Cancellie-Raad Linckers Sønner
Cancellie-Raad Hiortes Søn. Assessor Pippers æld¬
ste Datter. Grev Ole Rantzaus Søn. Hof=Junker
Daa. Staldmester Harstals Datter og hendes Pige.
Capitain Rectz. Jomfrue Juel
Fomfrue Bilom, hos Geheime-Raad Plesses Frue
Oberste Rassewitz. Land-Rath Reich.
Huusman, Tolder i Ribe. Amtmand Langes Kiereste
med hans Stif=Datter. Amiralitets- Raad Jens
Lassens Datter. Secretaire Wilchen. Msr. Reimert
af Preussen. Walrad, Lieutenant ved Artilleriet
Jnformator for Hans Prindselige Høyhed af Glycksborg
Hofmesteren hos Greven af Laurwigen
Ober=Første Augustus Mars fra Holstein
Krigs-Fiscal Suckous Stif=Søn
Prinds Christians Bartsker Msr. Fleck
Sr. Wigants Datter og Bogholder Been. Kongel. Hof¬
Snedker Balck. Renteskriver Hans Carstensens Kie¬
reste. Capellmester Chavvis Kiereste. Page Litzon
Tre Piger fra Slottet. Een af Princessernes Laqvaier,
Tvende af Kongens Kokkers Koner og en deres Søster
Kongens Urtegaardsmand Msr. Andreas og hans Kone
Kongens Guldsmed Msr. Blochs Kone, hendes Søster
og Datter. Bertel Trompeters Kone og Barn
Kongens Lygtemagers Kone
Hans Nicolai, Skriver i det tydske Cancellie i
Material=Skriver Vosbeins Broder og en Datter
Mund=Skienk Statiuses Kiereste
Trompetter Jørgen Wetthers Datter,
Hof=Fourier Hans Saks Kone og Datter
Hof=Fourier Reusses Kone
Adjutant Claus Jacobsens Kone
Dronningens Gartner Msr. Leviys Kone
Enke=Dronningens Snedker Monsieur Erichs Kone,
2 Svenne og 2 Drenge


Een af Princessernes Demoiseller
Cavalier Gvarde Meyers Kone Pa33.
Grev Reventlovs Kammertirner, Mir. Johan og hans
Kiereste. Organist vil Sti Riepla Kirke Msr. Johan.
Lorentz hans Kiereste og 2de Døttre-6
Christian Lorentz, hans Kiereste og hendes Søster 3
Bogfører Hubolt. Gvtschalck Schultz af Lybeck. " Je¬
an Pichelhering. Raadmand Trøners Kiereste
Apotheker Bechers Kone, 2de Døttre og en Huusholderske 4
Apotheker Herfortz Datter, Hr. Christen Herforts.
Is Datter og en Jomfrue fra Aalborg
Apotheker Kirchhofs Kiereste
Johan Jørgen over Børnehuuset, hans 2de Døttre
Frue Lindemands Datten. Peder Winbergs Kiereste
Cathrine Loyensteen, Kammer=Pige hos Grev Reventlovs 1
Den Franske Doctor og hans Datter
Sal. Fridcrich Werdelmands Søn!
Jatob Feldtmands Kone Msr. Rosenselt fra Nykiøbing 2
Jens Peruqvemagers Datter. Pernqvemager Chavol
hans Kone og en anden Kone
Niels og Friderich.
Mad. Tilie og hendes Datter.
Møllers Søster og et Barn
Johan Drøgs øde Børn. Trompins Stif=Søn - - -
Edvart Weidemans Søn. Organisten til Helliggeistes
Kirke, hans Kone og Datter - - - -
Johannes Bachs Datter. Skræder Johan Smiths
Kiereste. Thee-Konen Maria Boyes i
Morten Smed i Grønne=Gaden. En Kleinsmed i Lær¬
stræde. Datteren i Meervigen. -
En Jfr. til Joh. Bramsteds. Morten Mouritzens Dat=
ter paa Gammel Torv. Hr. Jens Jacobsens Dat¬
ter, som var til Borgemester Andersens
Dandsemester Clements Kone, og hans Kones Moder og
Søster. En Kone som vaskede for Comoedianterne.
En Soldat af Printz Friderichs Regiment -¬
Lieutenant Johan David Brunn. Dronningens Morian
Christian Carl. En liden Morinde hos Mad. Ga¬
bel. Material=Skriver Jacob Froms Søster. En
310
Organist ved Navn Peter.
Jacob Guldsmed. Peder Dreyers Søn. En Kleinsmed 7
i Anthonistræde. Student Niels Palsberg. Guld¬
smed Claus Limes Datter - -
En Skomager=Kone i Kongensgade. Maria og Chri¬
stina Ellexille Datter. Den gamle Schindlers Datter 4
Jonas Blikkenslager. Mette Bruuns Datter paa Ma¬
nufactur. Lindemans Datter. En Kone i Hyskens¬
Stræde. Johanne Alffteens Datter, hos Jacob
Feltmann. Magdalena Christens Datter  -
Peder Jacobsen. Oberste La Forres 2de Børn:
Johanna Ols Datter. Elisabeth Jvers Datter--
Sidsel afg. Friderich Dreyers Søn. Bechmands Søfter
Jtem adskillige som ingen sig vedkiendte
Er saa tilsammen, som udi den ulykkelig Jlde¬
172
brand er omkommen


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tid.
No. 13 og 14.


Præste=Enken.
Doctor Th Kingos Paaske=Triumph.
Saa er da min Ven,
Min Gud og min Broder,
Fra Belials Floder
Opkommen igien;
Al Graad er forsvunden
Min Svel er oprunden
Og Natten foer hen.
Saa er da min Død
Ved Døden lagt øde,
Da Frelseren døde
Og Livet leed-Nød
Skiønt Skabningen tvivlte
Da Skaberen hvilte
J Skabningens Skiød.
Op iil da med Fryd,
Omfavne din Palme
Lad klinge din Psalme
Med sødeste Lyd:
Min Kiempe har pundet
Min Fiende er bundet
O! søde Bennomi,
O dyre Rabbon¬,
Guds høyre Haands Søn!
Velkommen min Herre,
Min Konge min Ære,
Mit Liv og min Løn,
Velkommen Guds-Søn.
Samleren.
Den berømte Kynstners, Magnus Bergs Liv
og Levnet.
M¬
agnus Berg er en af de store Kunstnere, som geraa¬
der deres Fæderneland til sand Ære. Han har
forhvervet sig en ugemeen Berømmelse og en udødelig Amin¬
delse, ved sin færdige og duelige Haand og ved sit uforlig¬
nelige Arbeyde, hvillet giemmes som en Ziix og betragtes
med Forundring, ikke allene i Dannemark og paa det Kon¬
gelige Danske Kunstkammer, men endog i mange andre Po¬
tentaters Cabinetter, og det saa meget mere, da han er
kommen til saadan Færdighed og Fuldkommenhed, ved
sin egen Drivt, ved sin naturlige Beqvemhed og ved sin
utrættelige Flid, saa at han kan kaldes en Virtuose i May¬


ler= og Bildthugger=Kunsten, hvis Lige man ikke lettelig skal
finde. Tager man nu tilligemed hans øvrige Dyder og
gode Egenskaber i Betragtning, nemlig hans gudfrygtige
Vandel, hans uegennyttige Gemyt, hans Goddædighed,
imod Fattige, hans Ærbødighed for hans Porighed, hans
Kierlighed til sit Fæderneland, hans redelige Sindelav og
Tilbøyelighed til hans Venner og Paarørende, og hans
Christelige Afsked fra Verden: saa maae enhver tilstaae,
at det skulde være høyst ubilligt, om der ikke for saa brag
en Mand og saa fortreffelig Kunstner blev oprettet et Ære¬
minde, som han med saa megen Ret har fortient. Det er
os derfor en Fornøyelse, at vi til hans Eftermæles Ved¬
ligeholdelse, og til den Danske og Norske Nations Priis
kan meddeele hans Levnetsløb, saaledes som samme efter
hans Død er opsat af en af hans fortroligste Veuner. Det
er sandt, at denne ærlige Mand har ihenseende til Reli¬
gionen havt nogle besynderlige Tanker og Meeninger. Men
herover vil man støde sig saa meget mindre, jo tydeligere
man af hans hele øvrige Forhold kan slutte, at han har
meent det af Hiertet got med Gud og sin Næste.
Han saae først denne Verdens Lys i Norge den 28
November Ao. 1666. Hans egentlige Fødselssted er ikke
vist bekiendt; men efter Anseelse er han nok født i Hede¬
marken i Romedal Sogn, efterdi hans Syster er der
født, som hans Syster=Børn har forklaret i et Tingsvidne.
Han har efterladt sig tyve Brødre= og Syster=Børn, som
mestendeels opholder sig i den sydlige og nordlige Guld¬
brandsdalen, som forbemeldte Tingsvidne ommelder.
Magnus Berg tiente i sin Uugdom som Laguay hos
hans høye Ex ellence Stadthelderen i Norge, Urich Fri¬
derich Gyldenløve. J ledige Timer udskar han for den
ne sin Herre, blot med en Tællekniv, adskillige smaa Bille¬
der og Have-Zixater, hvilke snart befaldt Stadtholderen,
bedre, end dem, han havde ladet forfærdige af Bildthug¬
gerne selv; da dog hans Tiener aldrig havde havt Under¬
viisning af nogen, men allene ved hans Natureus Gaver
var bleven sat i Stand dertil. Dette bevægede Stadthol¬
deren til at recommendere ham meget eftertrykkelig til den
høystsalige Konge Christlan den Femte, som derpaa lod
ham gaae i Lære hos den da værende Hofmaler Peter An¬
dersen i Friderichsborg. Vi kan just ikke sige, at han
har havt alt for gode Dage hos denne hans Lære=Herre.
Da vor Lærling havde en opvakt Aand og usædvanlige Na¬
turens Gaver: saa begreb han ikke allene gandske lettelig
alle Ting, men han begyndte endog inden kort Tid selv at
inventere og componere allehaande Stykker, saa at han til¬
ligemed sin Læremesker af egen Opfindelse malede noget i
Friderichsborgs Slots=Kirke, omendskiønt vel ikkun Graat


paa Graat, hvilket endnu var sammesteds at see for nogle
og tredive Aar siden. Fra den Tid af vilde hans Lære¬
Herre ikke meere give ham noget offentlig Arbeyde under
Hænder. Thi han blev gandske misundelig og skindsyg
over denne hans Lærlings fortreffelige Ingenium, og be¬
frygtede, at han engang med Tiden kunde blive ham for¬
nærmelig og til Skade, og giøre ham Afbrek i hans Be¬
rømmelse. Derover forbød han ham gandske og aldeles at
lade sig see ved Hoffet; og han torde ikke engang giøre sin
Opvartning hos hans besynderlige Velynder, Ober=Kam¬
mer=Junker von Knuth, undtagen naar hans Læremester
udtrykkelig tillod ham det. Skede det nogen Tid uden
hans Tilladelse, saa begegnede han ham ikke allene med haar¬
de Ord, men spillede vel ogsaa endnu ellers verre med ham.
Ja han talede endog ilde om ham ved Hoffet og foregav, at
der aldrig vilde blive noget got af ham. Og saaledes maat¬
te den gode Berg udstaae megen Viderværdighed i hans
Lære=Aar, hvorved hans muntre Aand ikke lidet blev ned¬
slagen.
Efterat han endelig var kommen ud af Læren, beha¬
gede det Hans Kongelige Majestæt at lade ham reyse ud
til Jtalien, paa Kunstnernes høye Skole, for sammesteds
at forhverve, sig en større Fuldkommenhed i Mahlerkunsten.
Her blev han i 2 til 3 Aar; og derfra reyste han til Fran¬
kerig, med det Forset og i det Haab, ligeledes at opholde
sig der et Aars Tid. Men hans Misundere havde imid¬
lertid udspredet det Rygte, at han anvendte sin Tid ilde
udenlands, og lærte intet, hvilket bragte Kongen til den
Beslutning, at lade ham kalde hiem igien, da han neppe
havde været 2 til 3 Maaneder i Frankerig. J hvor me¬
get han endog bad, at det maatte tillades ham at blive der
i det ringeste et halvt Aar endnu: saa hialp det dog alt¬
sammen intet. Han maatte strax begive sig paa Hiemreysen.
Ved hans Ankomst saae det meget slemt ud for ham. Thi
da han søgte, at giøre Kongen sin allerunderdanigste Op¬
vartning, saa var der ingen, som vilde see ham, eller tale
med ham, og mindre tilkiendegive hans Tilbagekomst for
Hans Majestæt, og at han var nærværende. Ja hans egen
høye Patron, Oberkammerjunker von Knuth selv, talede
ham haardt til, og bebreydede ham, at han havde tilbragt
sin Tid unyttig udenlands, og at han af denne Aarsag ikke
torde tale til Hans Kongel. Majestæt om ham; endskiønt
han dog siden ved Leylighed meldte for Kongen, at Verg
var kommen hiem igien. Herpaa befalede Hans Majestæt,
at han skulde komme op paa Slottet, medbringe hans Teig¬
ninger, og giøre Regnskab for hvad han hidindtil havde
taget sig til, paa det at man kunde dømme om hans Flit¬
tighed. Han efterkom strax denne befaling, og leverede
alle hans Tegninger, som han havde giort imedens han
var udenlands, i Hr. v. Knuths egne Hænder, der fandt
dem saaledes beskafne, at han noksom kunde slutte deraf, at
saa meget og saa got Arbyde umuelig havde kundet blive
giort af en Lediggænger. Dog lod han sig ikke merke med
noget derom til ham, men sagde ikkun, at han maatte nu
gaae saa længe bort igien, indtil han blev kaldet, imidler¬


tid vilde han ved Leylighed overlevere hans Sager til Kon¬
gen, hvilket han endogsaa giorde endnu førend man formo¬
dede. Thi det skede endnu samme Aften, at han lagde
disse Sager sammenbundne i hans Kongelige Majestæts
Sovegemak. Saasnart Kongen om Morgenen derpaa var
opstaaet, faldt ham samme i Øynene. Han saae dem med
Fornøyelse igiennem. Han lod strax kalde Oberkammer¬
junkeren, og sagde til ham: See der, hvad Magnus har
gjort udenlands: det er dog ikke saa slet. Ey, see dog en¬
gang, han har giort det artigt nok; og han er virkelig ikke
saa uskikket, som man har sagt os om ham. Omendskiønt
nu Oberkammerjunkeren glædede sig inderlig derover, at
Kongen viiste saadan Fornøyelse derover: saa lod han sig
dog ikke merke med noget derom, men tilstillede ikkun Mag¬
nus Berg sine Sager igien med de Ord: Kongen har seet
eders Sager igiennem og lader øder befale, at J skal for¬
føye eder til Friderichsborg, og der skal J flytte ind i
Peder Andersens Vaaning, (han var imidlertid død) ind¬
til Hans Majesiæt vil lade eder kalde til Sig, at befale
eder at forfærdige noget.
Jmidlertid vidste Magnus Berg ikke hvorledes han
var faren, og enten han stod i Naade eller Unaade hos Ma¬
jesteten Kongen. Men førend han reyste til Friderichs¬
borg, lod Oher=Kammer=Junker von Knuth hannem
hente til Jægersborg, og sagde til hannem: J skal, som
jeg allerede har sagt eder, reyse til Friderichsborg, og
forfærdige en Tegning al Grotesco, paa Fransk Maneer;
thi Kongen er sindet, at lade væve Tapetzerier derefter.
Berg reyste Dagen efter bort, og giorde det færdigt, som
ham var befalet i en tid af 8te Dage. Han indfandt sig
dermed paa Slottet Jægersborg; men der var ingen
som vilde anmelde ham eller tale med ham. Han stod alt¬
saa der og ventede fra om Morgenen til om om Eftermid¬
dagen Klokken 5 eller 6, da endelig Oberkammerjunkeren
kom og vilde gaae til Kongen. Saasnart han saae ham,
gik han hen imod ham, og sagde: Hvorledes? Magnus,
J er her endnu? Det er eder jo befalet at reyse til Fride¬
richsborg, og sammesteds at forfærdige den eder opdrag¬
ne Teigning. Det er ogsaa skeet naadige Herre, svarede
han, her er Teigningen og dermed overleverede han den.
Hvad? sagde Hr. v. Knuth, er det mueligt? og i sam¬
me Øyeblik tog han Teigningen med sig ind til Kongen.
Efter et Qvarteers Tids Forløb blev Berg selv kaldet ind
til Kongen i Gemakket, som tiltalede ham med disse Ord:
Vi ere gandske vel tilfreds med Eders Teigning, og vil¬
le fremdeles sørge for eder i Naade, og efter nogle Aars
Forløb lade eder reyse endnu engang; imidlertid skal J
have en aarlig Pension af 400 Rdlr, og opholde eder saa¬
længe i Fridcrichsborg, hvor Vi ville give eder noget me¬
re Arbeyde." Berg tog med allerunderdanigst Taknem¬
melighed imod denne besynderlige Naade; og da han kom
ud fra det Kongelige Gemak, vilde alle Tilstædeværende
aflægge deres Lykønskning til ham, og indlade sig i Sam¬
tale med ham. Men han undskyldte sig, at Tiden nu til¬
lod det ikke, efterdi Klokken var allerede henved 8, og at


han gierne endnu i god Tid vilde være i Kiøhenhavn, for
Morgenen derefter at reyse til Friderichsborg. Her malte
han 4 Platsonds til det Kiøbenhavnske Slot, som forestil¬
lede Rigs Jnsignierne, der bleve baarne af 4 saa kaldte
Genier. Men dette hans Arbeyde blev paa det høyeste
dadlet og foragtet af dem, der vare hans Misundere og
hannem ugunstige. De fleste af dem fandtes i Hans Kon¬
gelige Høyhed Kronprintzens Hofstat, hos hvem de og sat¬
te Berg i den største Miscredit, endskiønt de øvrige Print¬
ter dog alligevel havde megen Naade for ham, i særdeeles
Printz Wilhelm, som han ogsaa informerede indtil hans
Døds Dag. Thi denne fromme Printz vilde slet ikke vide
af nogen anden Jnformatør, man maatte endog snakke for
ham hvad man vilde.
Jmidlertid døde Kong Christian den Femte, da
Bergs Fiender og Misundere fuldkommen indhentede det,
som hidindtil havde forsømt, i det de paa alle Slags
Maader bagtalede og sværtede ham, og bragte det endog
saa vidt, at der forløb meer end et Aar, førend han kun¬
de faae at vide, enten han skulde aftakkes eller blive i Tie¬
nesten. Efter de da værende Tids Omstændigheder formo¬
dede han gandske vist det første, ligesom han og allerede i
den henseende havde giort sig repsefærdig. Men uformo¬
dentlig fik han den allernaadigst befaling fra Kong Fride¬
rich den Fierde, at han skulde blive i Tienesten, under¬
vise de Kongelige Printzer og Printzesser, samt de Konge¬
lige Pager i Teigningen, og derfor skuldehan fremdeles be¬
holde den ham tillagte Pension. Desuagtet betiente dog
ingen sig af hans Underviisning, undtagen alleene Printz
Wilhelm.
Jmedens denne mislige Tid varede, forlovede og givtede
han sig med Raadmand Jens Knurs Daatter; men om jeg
erindrer mig ret saa Døde hun endnu samme Aar; og hen¬
des Forliis gik ham saa nær til Hiertet, at han siden al¬
drig vilde gifte sig igien.
De mangfoldige og vedvarende Bagtalelser af hans
Fiender paadroge ham megen Fortredelighed, saa at han
derover faldt en Tidlang i en Gemyts og Legems Sygdom,
og tabte al Lyst til Malerie. Han besluttede derfor, gand¬
ske og aldeeles ikke at male meer, men at følge sin Hoved¬
Tilbøyelighed, og ikkun at skiere ud i Elfenbeen. Dog
alligevel, da det Aar 1706 blev ham allernaadigst befalet
at male nogle Stykker, som skulde settes over Gallerie
Dørene paa Slottet Friderichsborg, saa paatog han sig
denne Umag og saavidt man veed, var dette det sidste,
som han har gjort af saadan Arbeyde; endskiønt han og
saa, efter udtrykkelig allernaadigst befaling skulle male de
fornødne Platfonds til Slottet Frederichsborg, med hvis
Bygning man den gang var sysselsat, og til den Ende hav¬
de han allerede udkastet 14 til 16 Teigninger, hvilke tillige
med Forklaringen derover endnu findes i nogle Kienderes
Hænder; men dette Arbeyde blev derefter opdraget til de
tvende Mestere H. Kroeg og B. Coffre, hvilke og saale.
des udførte dem, som man nu omstunder finder dem fam¬
mesteds.


Saaledes blev Berg ved sit Snitværk i Elfenbeen,
og førte derhos et stille og ingetogent Levnet, uden at ha¬
ve nogen besynderlig Omgang hverken med Venner eller
Fiender. Derimod glædede han sig over, naar allehaan¬
de trængende og Fattige, samt bekymrede, bedrøvede,
nedslagne, anfægtede og med Samvittigheds Skrupler
behæftede Personer kom til ham, hvilke og allesammen
bleve trøstede og vederqvægede af ham, enhver efter sin
Trang, efter hans Formue, og den Naade, som Gud
gav ham, hvilke Kierligheds Arbeyder han ikke allene fort¬
satte indtil sit Endeligt, men endog giorde virksomt efter hans
Død, i det, i Kraft af hans Testamente, 12 fattige Men¬
nisker endnu til denne Tid har nydt en maanedtlig Almis¬
se til deres Legems Wederqvægelse.
Efterat han havde bragt sin Alder til nogle og 50
Aar, begyndte hans Hænder meget sterkt at ryste. Han
søgte derfor Kongen allerunderdanigst om Tilladelse at rep¬
se til Pyrmonter=Brønden og til det varme Bad, for at
see, om han ved det enes eller andets Brug kunde blive be¬
friet fra denne uleylighed; endskiøndt Udfaldet ikke svarede
til hans Ønsker. Den gang blev ham og allernaadigst accor¬
deret, at bestille en anden i sin Fraværelse, som kunde paa¬
tage sig hans Arbeyde hos de Kongelige Pager. Han udvalgte
dertil en af hans gode Venner, som fra den Tid af bestan¬
dig, endog længe efter Bergs Død forrettede dette Embede.
Vor Berg tiltraadde altsaa sin Reyse sidst i Foraa¬
ret 1722, og tog nogle Stykker af sine beste i Elfenben
udskaarne Bas=reliefs med sig. Han brugte Brønden
og Badet; men da han merkede at han ingen Hielp kunde
faae for sin Sygdom: saa besluttede han, endnu at rey¬
se viidere, og reyste over Wien og Prag til Sachsen; der¬
fra reyste han ind i det Hessiske, og videre ind i Hannover.
Eudelig besøgte han ogsaa Nederlandene, for at see, hvad
for Kunstnere i dette Slags Arbeyde der maatte findes i
bemeldte Lande og Stæder. Han fandt vel ogsaa hist og
her en, som var berømt i dette Arbeyde. Men de havde
dog allesammen ikke bragt det videre, end at de kunde skik¬
keligt udarbeyde et Hoved, eller Bryst=Stykke, eller i det
høyeste en enkelt Figur. Der var ingen iblandt dem som
troede sig til, at bringe en Jnvention af mange Figurer i
Stand efter et Kunstmaleries Indretning og Ordning.
Og just derover blev Bergs Arbeyde beundret af de Kunst
forstandige som noget saadant, hvis lige man endnu til¬
forn ikke havde seet. Han maatte og saa af de Stykker
han havde med sig, imod hans Villie og Forset overlade
et til Keyseren, et andet til Keyserinden, og nok et andet
til Kongen af Pohlen, hvilke ogsaa allesammen betalte ham
meget anseeligt derfor. Landgreven af Hessen=Cassel hav¬
de stor Lyst til at afkiøbe ham alle de øvrige Stykker, som
han førte med sig. Men Berg vilde ikke afhænde dem,
og forregav, at de vare bestilte af Hans Kongelig Maje¬
stet i Dannemark, der betalte ham samme saa naadig og
rigelig, at han neppe kunde haabe, andensteds at faae saa
meget derfor. Herpaa tilbød Hans Durchlauchtighed Land¬
greven ham, at gaae i Tieneste hos ham, om han hav¬


de Lyst til at blive længer borte fra Danmark. Men
Magnus Berg afvad saadant underdanigst, og forsikkre¬
de, at hans Konge besoldede hannem saa got, at han in¬
gen Aarsag havde til at søge nogen Forbedring. Paa saa¬
dan Maade satte han sin egen Fordeel t l Side, for at for¬
svare sit Fædernelands Berømme se. Ved Afskeden befale¬
de Landgreven sin Hofmarschal, at føre Børg omkring,
og at lade ham see alle Kunstens Verker i Cassel, i særde¬
leshed i Haven, saa og at vise ham de kostbare Stykker,
som enhver ikke lettelig fik at see. Til Honnover ankom
Berg noget forsildig, i det hans Mayestet Kongen af Stor¬
Britanien var just i Begreb at tiltræde sin Reyse til Enge¬
land igien; derfor udrettede han her intet videre, end at
nogle Ministere besaae hans Arbeyde, og ligeledes agtede sam¬
me meget høyt. Han gav sig altsaa strax paa Veyen igien,
og reyste til Holland, hvor han opholdt sig en Tidlang i
Rotterdam, men den øvrige Tid mestendeels i Amssterdam.
Vi har fulgt vores Virtuose til Holland. Her op¬
holdt han sig nogen Tid i Rotterdam, men mestendeels
i Amsterdam. Paa et af disse Stæder fik han engang om
Morgenen tidlig, endnu førend han var bleven paaklædt
gandske uformodentlig en Besøgelse af en Printz af Hessen
som just opholdt sig der; og da han nu undskyldte sig, for
han saotte endnu i sin Natklæder, imodtage Hans Durch¬
lauchtighed, efterdi han i Forveyen ikke havde vist det al¬
lermindste af Hans Durchlauchtigheds Ankomst; saa sva¬
Printzen:Saadan en Kunstner, som jeg har hørt,
J er, maae man ikke falde besværlig med viidtløftige Cre¬
remonier; ellers havde jeg nok ladet eder vide min Ankomst.
Jeg har ikkun vildet bede eder, at følge med mig og besee
nogle Malerier og andre Kunststykker, som i Dag skal for
auctioneres. Jeg vil bie her saa længe i dette Huus; vær
saa god og klæd eder paa i eders Sovekammer, paa det at
J kan følge med mig i min Vogn, som holder her neden
fot Huuset. Han efterkom underdanigst denne brfal¬
ning, og fulgte med Høystbemelte Printz til Auctionen,
hvor han ogsaa kiøbte adskillige Skilderier for sig selv,
hvilke han siden bragte med sig til Dannemark om Som¬
meren Aak 1723, om jeg erindrer ret, efterat han neppe
havde været dørte i fem Fierding Aar.
Her er Fortrignelsen paa bemeldte Skilderier, som
han indkiøbte for sig selv. 1) Et Knæestykke i Legems
Størrelse, der forestiller Apostelen Thomas, hvorledes
han legger sine Fingre i Christi Aabnede Side, tilsammen
6 Figurer, fortreffelig malet af den berømte Angelo di
Caravagio. 2) De 3 Gratier eller Huld Gudinder,
i fuldkommen Gestalt, nesten i Legems Størrelse, af den
Cavalier, Car boncini. 3) Alexanders Ofring ved
Ach illes Grav, af Pietro Testa. 4) En Europa, af
Paulo Veronese. 5) en anden dito af samme Størrelse,
malet af samme. 6) Josephs og Maria Flugt til
Ægypten med Barnet Jesu, af Francisco Albano. 7)
De tre Østerlandske Vises Ofring til den nye fødde Jesum
med mange Figurer, af Andrea Vinecntino. 8) Chri¬
sti Fødsel af en fortreffelig Venctiansk Maler. 9) Marpa


med Christo og Johannes af Tiim. j10) En Mands
persons Brystbillede, af den samme. 11) En anden
Mands Persons billede i Legems Størrelse, af Caroli
Lotti Læremester. 12) En Bataillr, af Salvator Rysa¬
13) En dito af en kunstig Jtaliensk Maler. 14) El
meget smukt Landskab, af Mola. 15-17) Tre andre
deflige, i aflang rund Form, af en anden Jtaliener. 18)
En Scize, af Tintoretto. 19) En ditv, af Cavailler
Libri. 20) Nok en dito af en anden fortreffelig Kunst
ner i Jtalien. 21) Et Nat-Stykke, med 4 Muficeren¬
de Personer i Legems Størrelse, af Gerhard Hondhørst.
22) Et Fruentimmer Brystbillede, af P. P. Rubens.
23) Et andet smuk Hollandsk Stykke, hvorunder Meste¬
rens Navn staaer. 24) En Mand som trekker en Piil
ud af et Fruentimmers Bryst, meget velmalet af en ube¬
kiendt Mester.
Hvad Hans Kongelige Majestet af Dannemark her¬
af har bekommet, skal siden for sig selv i sær blive Speci¬
ficeret, og samme findes endnu paa det Kongelige Kunst¬
kammer. Det øvrige er deels af den salige Mand foræ¬
ret bort og overladt til andre, deels efter hans Død, tilli¬
gemed andre Kunst=stykker solgt ved Auction for ringe Penge.
Paa denne hans Reyse havde han paa adskillige Ste¬
der giort Forsøg, at lade forarbeyde nogle Zirater af for¬
skielligt Metal, saasom Sølv, Kobber, Messing &c., hvor¬
til han selv havde giort Modellerne, og hvilke hørte til en
antiqve Vasa ellet Urne af Elfenbeen, hvilken han havde
forfærdiget og udskaaren med mange Historier, og hvori
paa han havde arbeydet i 12 til 14 Aar; men disse Me¬
tal-Zirater ere dog ikke af saadan Nethed og Fiinhed, som
hans eget Arbeyde, hvilket man selv kan see paa bemelte
Vase eller Urne, som endnu staaer paa det Kongelige Konst¬
kammer. Han forsøgte det vel og bestilte de øvrige endnu
manglende Zirater her i Dannemark, og for desto mere at
opmuntre Arbeyderne giorde han og en og anden af dem
Forskud af Penge efter deres forlangende, og de imodtoge
alle Pengene, men ingen af dem giorde noget Arbeyde fær¬
digt. Saaledes blev han nok bedragen for en 300 Rdlr.
Han blev derover forteedrlig og lod Arbeydet ligge, som
det var. Nu er vel intet vissere, end at hvem der seer
denne Vase, kan ey andet tænke, end at den er fuldkom¬
men færdig og udarbeydet saa got, som den kan være; men
hvo som seer Afteigningen og Udkastet dertil, hvorledes den
har skuldet være, den maae tilstaae, at naar alt det, som
endnu mangler derpaa, skulde komme dertil, saa maatte
man vel længe søge, førend man nogensteds i Verden kun¬
de finde nogen der skulde kunde giøre det. Men desnag¬
tet maae dog alle Kunstforstandige bekiende, at det er et
ret Mesterstykke.
Berg arbeydede endnu immerfort efter sin Hiemkoms
indtil omtrent i Aaret 1729 eller 1730. J den Tid hav¬
de han engang giort et lidet Stykke færdigt, og overleve¬
rede samme til den Høstsalige Konge, Friderich IV. til
Nye=Aar. Dette skerde, om jeg mindes ret, 1725 el¬
ler 1726. Da nu Hans Kongelige Mejestet allernandigst


imodtog det, spurgte han Maanus Berg, om han endnu
havde noget under Arbeyde? Ney, svarede han, thi jeg
mangler Elsenbeen, og jeg kan her intet saae af saa¬
dan Størrelse at kiøbg, som jeg behøver det. Jeg
kunde vel faae noget fra Holland, hvor der er nok af
det; men de ere for nærværende Tid noget Dyre der¬
med; hertil kommer, at der findes meget faa Lieb¬
habere, som forlanger noget af mit Arbeyde, saa at
det er altsaa næsten forgieves, at kiøbe El enbenet
saa dyrt. Herpaa svarede Hans Kongelig Majestet aller¬
naadigst: Gak hen til min Kammertienner H., og siig
til ham, at han skal gaae med eder ind i det Kammer
hvor de tre store Elphant=Tænder ligger; og tag
J den beste deraf til eder. Berg takkede Hans Maje¬
stet allerunderdanigst herfor, og giorde, hvad Kongen hav¬
de befalet ham.
Saaledes fik Berg en Elepant Tand, som veyede
henved 85 Pund, og tillige, som er noget rart, var næ¬
sten gandske uden Mangel og Dadol. Af denne Tand
giorde han et temmelig stort Stykke, som forrestillede Hs.
Kongelig Majestets Portrait, omgivet med adskillige Dy¬
der. Det var næsten en vllen høyt, og halvanden Allen og
4 Tommer breedt, og snart det sidste, han har arbeydet
paa. Da mnan endnu kan see det paa det Kongelige Dan¬
ske Kunst=kammer: saa vil jeg ingen videre Beskrivelse giø¬
re derover, men ikkan melde saameget at det blev færdig
om Sommeren 1730. efterat han havde tilbragt 3 Aar
dermed. Det skulde have været overleveret til hans Ma¬
jestet næste Nye=Aar. Men Kvugen døde som er bekiendt,
for den Tid.
Berg blev nu ogsaa immer ældre, og havde allerede
lagt det Tredsindstyvende Aar tilbage. Det meste af hans
Arbeyde havde han end u liggende, og bestaaed af meere
end nogle og tyve Stykker, store og smaae tilsammen, af
hvilke ingen havde forlangt at kiøbe noget paa nogle Aars
Tid. Og altsaa var her et Foraad af saadant Arbeyde,
til et Cabinet for en stor Konge, eller Fyrste, hvis lige¬
man vel ikke lettelig skulle finde samlet paa et stæd i heele
Europa, hverken i henseende til Mængde eller Godhed;
og hvis værde mand ikke torde skattere paa den Maade,
som forhen høystbemelte Monarcher og Printzer, eller og
som nogle Kunstforstandige rige Kiøbmænd i Holland, har
skatteret hans Arbeyde.
Da han aldrig havde været til Sinds, at lade alle
disse hans Arbeyder komme udenlands og fra hans Fæder¬
neland, i sær da det Kongelige Danske Huus havde bestan¬
dig givet ham en Pension, saavelsom og ladet ham reyse i
fremmede Lande, for at giøre sig fuldkommen i sin Kunst:
saa besluttede han, allerunderdanigst at offerere alle disse
hans Arbeyder, som han den gang ikkun skatterede for 7 til
8000 Rdlr., til hans allernaadigste Konge og Herre, Chri¬
stian Vl. med det Tilbnd, at dersom Hans Kongelige
Majestæt vilde allernaadigst behage at forøge hans Pension
for hans øvrige Lives Tid med 200 Rdlr. aarlig, saa skul¬
de alle disse Stykker strax pive operleverede til Hans Ma¬


jestet, hvad enten saa han levede længe eller kørt endnu.
Dette Tilbud blev vel af Hans Kongel. Majestæt allernaa¬
digst antaget, men det syntes dog, som Hans Majestet gior¬
de sig nogen Betænkning derover, og at det tyktes Hans
Majestæt at være for haardt, paa eengang at berøve den
gode Berg alle hans Kunst=Stykker; thi det behagede
Hans Majestæt at lade ham beholde den kostbare Vase eller
Urne, samt nok et stort og 4 til 5 andre smaa Stykker, og
forhøyede dog alligevel allernaadigst hans Pension med
200 Rdlr. aarlig indtil hans Endeligt, som paafulgte den
31 Martu 1739. da dog alligevel de to store Stykker,
samit en Deel af hans beste Malerier, i Kraft af hans Te¬
stamente kym i Kongens Hænder.
Det Testamente, som Magnus Berg kort for hans
Død i Begyndelsen af Febr. 1739 opsatte og underskrev,
bestaaer i følgende Punkter:
I. Er min Villie, at Hans Kongelige Majestæt, som
Gud naadigst og mildest her timelig og hisset ævig vilde vel¬
signe, skal overlades af mit Arbeyde: Et stort Stykke af
Elfenbeen udskaaret, som forestiller den Høystsalige Kong
Friderich IV. Portrait; dernæst en stor Urne, som ikke
er bleven gandske færdig, hvilken bestaaer af Sølv, forgyldt
Kobber og Elfenbeen. Og dersom der i øvrigt skulde fin¬
des noget iblant mine Skilderier, som befalder Hans Ma¬
jestæt, saa skal det altsammen overlades Allerhøystsamme.
I1. De øvrige ringe Ting, som maatte forefindes
efter min Død, og mine rede Penge skal deles i 3 lige Deele.
To Dele skal mine Arvinger have, og den tredie Deel skal
de Fattige nyde. Mine Arvinger ere min ældre Bro¬
ders efterladte Enke med 12 Børn, der befinder sig paa en
Gaard, kaldet Aasaaren paa Saal, i Vaager=Sogn i
Nordre Guldbrandsdalen. Og denne bemeldte Enke
skal have en Deel af de bemeldte 3 Deele, saaledes at den
bliver deelt imellem hende og hendes 12 Børn.
1II. Den anden Deel faaer min afdøde Systers Børn,
som boer paa en Gaard, kaldet Grimstad, i Guddals¬
Sogn, i Sydre Guldbrandsdalen; saavelsum og min
afdøde Broders Niels Eliesens Enke med nogle Børn
(hvor mange veed jeg ikke tilvisse) og som boer paa Hans
Høyvelbaarenheds Hr. Jens Wernersens Gods, Borre¬
gaard, tæt ved Friderichsstad i Norge. Jmellem
disse toe Partier skal bemeldte 2den Deel deles i 2 lige
Deele.
IV. Den tredie Deel skal tilhøre de Fattige og From¬
me af Mand= og Qvinde=Kiøn. Den skal deles i 2 lige¬
Deele, hvoraf de Fattige, som jeg hidindtil maanedtlig har
givet en vis Almisse i Penge, skal have den ene Deel, hvor¬
med man skal vedblive at give enhver af dem saa meget,
som han ellers forhen har bekommet, saa længe indtil den¬
ne Deel af Pengene er uddeelet og udgivet. Den anden
Deel skal mit Testamentes Exceutores, efter Gotbefindende
og Samvittighed, tilvende saadanne Fattge, som synes
dem at være de værdigste dertil, og som har et got Vidnes¬
byrd. Men forend denne Deeling skeer, skal Hr. P. A.


betile 100 Rdlr, og Hr. J. C. 60 Rdlr., som jeg har
lgant dens.
V. Min Tiener, som har været hos mig siden sidst¬
afvigte Mikkeledag, skal gives til Løn og en liden Foræring,
i alt 14 Rdlr. Men Drengen, som vel er fæstet, men
har dog ikke gaaet i virkelig Tieneste hos mig, skal have
et heelt Aars Løn, nemlig 12 Rdlr. courant, fordi han
ingen Tieneste har.
VI. Til min Begravelse skal ikkun bekostes en sort
sværtet Fyrre=Liigkiste, uden Overtrek, og intet mere end
et Lagen, hvorudi man kan svøbe mit Legeme, og mit Liig
skal begraves om Middagen.
VII. Ligeledes vil jeg, at Hr. N. 5. P. som i mit
Sted har underviist Pagerne i Tegning, skal, foruden det
jeg allerede har|betalt ham, nyde sin fulde hidindtil havte
Gage for det indeværende og paafølgende Aar, som beløber
sig aarlig til 50 Rdlr., hvilket da for disse to Aar udgiør
tilsammen 100 Rdlr.
VIII. Min Begravelse skal besørges af efternævnte
3 Mænd, nemlig minkiere Svoger Hr. Auctions=Directeur,
Severin Michael Knur, dernæst Hr. Viinhandler P. A.
og Hr. N. H. Prehn, hvilke tillige skal have Opsigt over
de Penge, som ere bestemte til Fattige, og uddeele samme
til dem, samt befordre og overskikke det til mine Arvinger,
som kan tilfalde dem, til enhver paa sit Sted, hvilket, hvad
dem i Guldbrandsdalen angaaer, kan skee ved Vexel paa
Christiania, og i henseende til min yngste Broders Efter¬
ladte, ved Vexel til Hans Høyvelbaarenhed Hr. Jens
Wernersen, paa det at Arvingerne ikke skal have nogen
Besværlighed og Omkostninger ved at afhente Pengene,
efterdi de boer saa langt herfra. Paa det at ogsaa bemeld¬
te 3 Mænd kan besørge og udrette alt dette desto bedre og
føyeligere: saa er min Begiering til dem, at de ville giøre
allerunderdanigst Ansøgning hos Hans Kongelige Majestet,
om at erholde allernaadigst Confirmation gratis herpaa &c.
Da dette Testamente var reenskrevet, og skulde under¬
skrives af den salig Mand paa hans Sygeseng, saa spurgte
den ham, som oplæste det for hannem, hvorfor han vilde
bestille 3 Personer til Testamentets Executorer, da det dog
var nok med to? Hvorpaa han gav det betænkelige Svar:
Jeg veed vel, at to Mænd var nok; men det kan hænde
sig, at en af dem imidlertid døer, derfor er det bedre, at
tre ere udnævnte dertil. Det skede ogsaa virkelig, at Au¬
ctions=Directeuren kort efter afgik ved Døden.
De Malerier, som Hans Kongel. Majestet i Kraft
af dette Testamente allernaadigst behagede at udsøge, bestode
i følgende: 1) Den salig Mands Portrait; 2) et stort
Stykke, malet efter Levende, af J. Bohm; 3) et Stykke
med allehaande tamme Huussugle, af en ubekiendt Neder¬
lænder; 4) en Sibylle, af en ubekiendt Jtaliener; 5)
St. Franciscus, af en anden ligesaa; 6) et Landskab,
af Saveri; 7) den berømte Mahlers Schonjans Por¬
trait, malet af ham selv; 8) et Portrait af Titian; 9)
et Jtaliensk Landskab; 10) et Dito, som hørte til det
forrige; 11) Christi Korses Ophøyelse, af Tintoretto;


12) Christi Fødsel af Blomaert; 13) et historiskt Stykke
af Rubens; 14) et Fruentimmer=Hoved af samme;
15) Barnets Jesu og hans Forældres Flugt til Ægypten,
af Albano; 16) et Stykke af Ulysses Historie, af
Rubens; 17) en Sangerinde, af Eckhout; 18) et
smukt Natstykke, med Vocal= og Instrumental=Musik, af
Hondhørst; 19) de tre Gratier, af Salvator Rosa
eller Carboncini; 20) et Stykke, malet efter Caroli
Maratti Arbeyde, af Magnus Berg; 21) et stort
Landskab, af Mola; 22) Christus, Maria og Johan¬
nes, af Titian; 23) et Stykke, hvorpaa Freden er fo¬
restillet, af en ubekiendt Mester; 24) de hellige tre Kon¬
ger, bringende Christo deres Offere, af Andrea Vincen¬
tino; 25) et Landskab, af Crabbetie; 26) et Stykke
med allehaande Dyr, af Boter.
Foruden disse specificerede Skilderier af Magnus
Bergs Efterladenskab, fik nu ogsaa Hans Kongelige Ma¬
jestet af Dannemark det meste og beste af hans eget Arbey¬
de, hvilket han allerede forhen, som meldt er, havde tilbu¬
det Kongen paa de ommeldte Vilkor, og som omtrent be¬
stod af følgende Stykker: 1) Det store og kostbare Verk
af Groteske=Arbeyde, forestillende en Vase eller Urne, samt
den dertil forfærdigede Teigning, hvilken Urne er omtrent
halvanden Alen høy. Materien, hvoraf den er giort, er
Elfenbeen, støbt Sølv og Kobber, som er forgyldt. Vi
har allerede sagt, at han arbeydede derpaa i 12 til 14 Aar.
2) Det store Elfenbeens Stykke, som forestillede Kong
Friderich den Fierdes Portrait, og er indfattet i en ud¬
skaaren Ramme, der tildeels er forgyldt, tildeels smuk la¬
qveret, og hvorpaa han arbeydede over tre Aar. 3) Et
Stykke af Elfenbeenl, som forestiller Christi Nedtagelse
af Korset. 4) Et andet, som forestiller Christi Daab.
5) Et andet noget mindre, hvorpaa man seer Christum
triumpherende at søndertræde Slangens Hoved. 6) Et
andet forestillende Josephs Tildragelse med Potiphars
Hustrue. 710) De fire Aarets Tider, Foraaret, Som¬
meren, Høsten og Vinteren, udskaarne af Elfeenbeen. 11
15) De fem Sandser, af ligesaadant Arbeyde. 16) Et
Elfenbeens Stykke, forestillende en Philosoph eller Helgen.
17) Et andet af samme Slags. 18) Et stort Stykke,
Slangens Ophøyelse i Ørken, med mange Figurer. 19)
Et mindre Dito, Christi Lidelse i Getsemane. 20) Et
andet af samme Størrelse, forestillende Mariam med Bar¬
net Christo. 21224) De fire Evangelister. 25) Pe¬
ders Fald ved Christi Fornægtelse. 25) Johannes den
Døber i Ørken. 27) Den fortvivlende Judas. 28) En
mediterende Paulus.
De beste af disse Stykker kan man endnu see paa det
Kongelige Danske Kunstkammer. De fire sidste bleve efter
Bergs Død solgte paa Auctionen for en ringe Penge.
Men det er ikke alt, hvad han har udskaaret i Elfenbeen.
Thi jeg erindrer mig meget vel, at imedens den Høysalige
Dronning Lovise, Kong Friderich den Fierdes Gemahl¬
inde levede, saa giorde han mestendeels hvert Aar et eller
to Stykker for Hendes Kongelige Majestet. Saa veed


man og, at et Par Stykker af hans Arbeyde findes hos en
endnu levende Standsperson, og desuden bleve og nogle
Stykker solgte paa en anden Auction, og hvo veed, om
der ellers ikke endnu torde treffes flere nogensteds. Man
seer heraf, hvilken stor Kunstner at Berg har været i sit
Slags, og hvilken stor Mand han havde kundet bleven,
om han fra sin Ungdom op var bleven underviist i Stude¬
ringer og i denne Kunst. Jeg siger med Flid i Studerin¬
ger; thi han har og givet sig af med at skrive Bøger.
Dette foranlediger mig, nu ogsaa at anføre noget
om hans Flid og Bestræbelse i Christendommen, paa det
at man kan see, hvortil han har anvendt sin øvrige Tid.
Men jeg tilstaaer reent ud, at jeg ikke er i Stand til, at
indlade mig vidtløftig i denne Materie. Jeg lader det alt¬
saa beroe ved det Lidet, som jeg forhen ved denne Efterret¬
nings Begyndelse har meldt derom, og beraaber mig for
det øvrige paa hans Testamente, og paa hans deels trykte,
deels skrevne efterladte Skrifter, hvoraf de fleste endnu ere
forhaanden, og let kan findes, naar de søges paa det rette
Sted. Saa meget er vist, at alt hvad han i bemeldte
Skrifter mælder om den sande Christendom, det har han
selv udøvet; ligesom han aldrig var for, at tale meget om
det Gode, men meget mere udøve det i Gierningen, og saa¬
ledes uden Ord skaffe langt mere Nytte, end om han havde
kundet snakke meget derom. Hvad disse Skrifters Jnd¬
hold angaaer, saa er det vist nok, at samme stemmer ikke
altid overeens med det almindelige Begreb og antagne Sæt¬
ninger i Theologien og Philosophien; men smager ofte af
de Kilder, hvoraf den er udflydt, jeg mener de Bøger,
den Salig Mand har faaet fat paa, da han ikke havde
studeret, og hvorudi han har fundet Behag, i den uskyldig¬
ste, og, efter hans Meening, allerbeste Hensigt imod Gud
og hans Næste. Jeg vil altsaa ikkun anfore Titlerne paa
disse Haandskrifter, hvoraf nogle ere komne i adskillige Fol¬
kes Hænder, og maaskee vel endnu kan treffes hist og her.
No. 1. En enfoldig og kort Betænkning om
Børne=Daaben, skreven 1707, 20 Ark stor. Det synes
som denne Betænkning er bleven opsat til nogle af hans
Bekiendteres Behag og Beste, der har havt forkeerte Be¬
greb om Daaben, i Særdeleshed synes den at være stilet
imod Otto Loren; Strandinger.
No. 2 og 3. skal have været to Skrifter, hvilke han,
som han selv har antegnet, har skrevet 1708 og 1710,
men som ere komne fra ham, og blevne gandske borte. Ved
deres Anmeldelse anmerker han ellers hverken sammes Titel
eller Jndhold. Et af disse borteblevne Skrifter har uden
Tvivl havt den Titel: Ratio Status. Thi det viser Forta¬
len, hvis Udkast man har fundet iblant andre ufuldkomne
Optegnelser, og denne Fortale allene er ligesaa stor som
ovenmeldte Skrift No. 1. Man har og fundet de dertil hø¬
rende af ham giorte Tegninger, hvoraf han og selv allerede
havde stukket nogle i Kobber. Det sees saavel af Fortalen,
som af disse Tegninger og andre Omstændigheder, at det
vel maae have været et mystisk og apokalyptisk Verk, men
og tillige et curieus og vidtløftigt Verk. Mig er det i


øvrigt ikke ubekiendt, at han laante dette Skrift til en god
Ven, som reyste til Norge, fra hvem han siden aldrig fik
det igien.
No. 4. En Udleggelse og Forklaring over Apo¬
stelens Pauli Samtale med dem, der ville søge deres
Salighed under Omskierelsen og Lovens Retfærdig¬
hed igien. Skreven 1713, henved 39 Ark stor.
No. 5. Et Forslag til Hedningenes og andre
Vantroendes Omvendelse i Ostindien, Nordlandene,
Finmarken, og andre Stæder. Skreven 1715, 16
Ark.
No. 6. Har til Titel: Lær, o Menniske! at kien¬
de Skaberen af hans Gierninger, Ævigheden af Ti¬
den, og fornemmelig af dig selv, da du selv er Tid
og Ævighed. Jndholden er, som Titelen allerede til¬
kiendegiver, theosophisk, og har sin Hensigt til det fore
gaaaende Værk. Denne er skreven vidtløftig 1716 og
er henved 50 Ark stor.
No. 7. verdens sidste Tiders Speyl, hvorudi
enhver kan beskue den sande Christum i sit Tempel,
som er det indvortes Menniske, eller det nye Crea¬
tur, forrestillet i 44 Spørsmaale, med deres indfol¬
dige dog vel meente Besvarelse. Meget udførlig og
eftertænkelig skreven 1721, over 100 Ark stor.
No. 8. Kort og enfoldig beskrivelse over det sto¬
re Babylon, Sodoma og Ægypthen, forrestillende
sammes Oprindelse, Tilvæxt, fuldkomne Alder, Af¬
tagelse og Undergang, efter de 7 Sendebreves Jnd¬
hold til de 7 Menigheder i Asien. Aabenb. 2 og -
Cap. Skreven 1727. Omtrent 69 Ark stor.
No. 9. Christus, en anstøds Steen &c. Harudi
søger han at igiendrive de falske forklaringer over Pauli
Epistler til de Romere og Gallater, og at vise dem til
rette, som nægter gode Gierningers Rytte til Salighed.
Skreven og til Endel bragt i Martii Maaned 1728, 47
Ark.
No. 10. En liden Straale af det støre Lys, som
skal opgaae i den sidste Tid. Eller Betænkning om
nogle Lærdes Mening om alle fordømte Aander, Satan¬
og hans Engle, som alle Tings Jgienbringelse til Salighed,
i 2 Deele, af hvilke den første blev færdig 1728 og den an¬
den 1730. Tet skreven over 60 Ark stor.
No. 11. Det Danske Jerusalems Jeremiæ Be¬
grædelser over den store Jldebrand i Kiøbenhavn.
Denne er forfattet imellem en nye testamentisk Levit og Ra¬
bin og en Apostolisk Christen. Skreven i November og
December 1728, omtrent 27 Ark stor
No. 12. Den uskyldige Enfoldighed, som til¬
kiendegiver sig i to Samtaler, holden imellem Chvi¬
stiani Simplicio og den gamle Hedenske Verdssligvi¬
se, Heraclito. J den første Samtale fortæller Sim¬
plicius sin Fødsel og Herkomst, og bliver videre un¬
derviist af Heraclito. Den anden Samtale er Be¬
tænkning om to Tractater, hvoraf den første under
Titel; Vera Demonstratio evaugelica, af den høyoply¬


ste Theologo Cluistiano; men den anden under Op¬
skrift: Grundteigning til saadan et Systeme &c. skre¬
vet af den høylærde gamle Philosoph Democuito.
Udarbeydet 1730, 333 Ark. Er stilet imod den sig kal¬
dende Chriskianum Democritium.
No. 13. En klar Sandheds Brille &c. bestaaen¬
de i en Samtale imellem en Luthersk og høylærd
Orthodox, og en saa kaldet Frietænker eller Syn¬
cretist. Skreven i August 1731, 23 og 3 Ark stor.
No. 14. Den velbekiendte Christus efter Kiødet,
og den gandske ubekiendte og fornegtede Christus ef¬
ter Aanden, forestillet i en Samtale imellem Fornuften
og den oplyste Forstand. Den anden Deel heraf har
den Titel: Den alt Ondt hadende og alt Got elsken¬
de iblant alle Folk &c. Skreven i Maji 1723, tilsam¬
men 41 Ark.
Forhen har vi anført de fornemste Bøger, som Berg
har efterladt sig skrevne. Jblant hans Papirer fandtes
endda adskillige mindre Piecer, hvilret mestendeels er Be¬
svarelser paa nogle ham forelagte Spørsmaal, og som vel
ogsaa udgiør nogle Bøger Papir. Thi han lagde næsten
ikke Pennen fra sig, førend den yderste Sygdom og Dø¬
den forbød ham at skrive. Jeg maae herved erindre, som
noget mærkværdigt, at, da han næsten fra sit 56 Aar,
havde meget sterkt rystende Hænder, hvilken Rystelse Tid
efter anden formerede sig, saa var han ikke i stand til at
kunde skrive sit Navn i nogens Nærvæielse, uden at holde
den Høyre Haand fast paa Papiret med den Venstre. Der¬
imod behøvede han ikke at giøre sligt, naar han sad og
skrev for sig alleene; og dog ere shans Opteignelser temme¬
lig læseligt skreven, undtagen Forskielsteignene mangler,
som man maae sætte til i Afskrivningen.
Foruden ovenmelte Haandskrifter er ogsaa et Skrift
fra ham kommet i Trykken, og ydermere i det Lydske Sprog.
Det er trykt i ato og ufeilbarlig i Hamborg, dog uden
Stedets og Aarets Tilkiendegivelse. Men han har skre¬
vet det 1735. Det har følgende Titel: Ein kleines,
geringes und nichts kostendes Microscopium. Der
er to anhange dertil: 1) Ein sehr gesundes und klares
Augenvasser. 2) Ein Seelenwecker aus dem Sun¬
denschlase.
Jeg lader andre dømme, om Berg, formedelst dis¬
se Skrifter, fortiener en Plads i de Lærdes-Lexico. -
det mindste maatte mangen en anden vige for ham derudi,
der ey har giort sig bekient ved andet, end maaestee
ved en trykt Liigprædiken eller Dissertation. Af Na¬
turen var vor Berg et meget cholerisk og iilfindet Tempe¬
rament, hvoraf ogsaa hans Hænders Rystelse saa tidlig
foraarsagedes. Da han i hans unge Aar først ret lærte


at kiende sig selv, under mange udvørtes og indvortes An¬
fægtninger, saa søgte han, endskiøndt ikke uden Guds
Naade og Biestand, at dempe dette choleriske Væsen, hvor¬
om han ogsaa melder i sine Skrifter. Det maatte og vel
være en Aarsag, at han i de tre sidste, men i særdeleshed
det allersidste Aar han levede, var besværet med sterke For¬
stoppelser og med et meget svagt Bryst. Strax efter Nye¬
Aar 1739 maatte han holde sig inde. J Februario. blev
han gandske syg og fiugeliggende. Men førend han maai
te gaae til Sengs, jod han endnu kalde en af hans Ve¬
ner til sig, og sagde til ham: See her har jeg udkastet
mine Tanker saaledes som jeg vilde det skulde forholdes med
mine Ting efter min Død. Vær saa god og afskriv mig
det reent. J kan først læse det igiennem her og prøve om
J og kan læse det ret altsammen, paa det jeg kan sige eder
det, som J ikke kan læse; thi det er noget ulæseligt skre¬
vet.Da han nu to Dage derefter fik det reent afskrevet
igien, saa satte han selv Segl for alle sine Ting, og der¬
paa lagde han sig. Naar nu nogen besøgte ham og opholt
sig længere en omtrent end Time; saa sagde han:Hol¬
der eder ikke forlænge op for min Skyld; thi J har maae¬
skee noget at bestille hiemme." En af hans Venner spurg¬
te ham engang, om Tiden ey blev ham lang, da han var
mestendeels saa allene?  O ney, svarede han, Tiden er
aldrig bleven mig lang, og den bliver nu ikke heller lang
for mig; og jeg er ikke saa allene."Og man vidste dog
at ingen uden hans Opvarterske var hos ham, med hvil¬
ken han talede meget lidet. To eller tre Dage for hans
Død spurgte han en Ven, som just var hos ham: Har
jeg nu bestilt og anordnet alle Ting som det bør være? Ja sva¬
rede Vennen, og vil J, at jeg skal forelæse det for eder
endnu engang, saa vil jeg gierne giøre det. Det skeede og
efter hans Forlangende. Og derpaa sagde han: det skal
jo være saaledes. Er der endnu ellers noget derved at er¬
indre? Jeg veed ikke noget derved at erindre derved, sva¬
rede Vennen.Det er godt, sagde han, saa behøver jeg
ikke videre at tænke paa saadanne Lapperier; thi Jeg skal
des uden henvende mine Tanker til bedre Ting." Paa
hans Døds Dag den 31 Martii besøgte en Ven ham om
Formiddagen, og da denne saae, at det lakkede mod En¬
den med ham, saa besluttede han, at blive saa længe hos
ham. Men den Syge spurgte ham: Vil J endnu gaae
nogen andensteds hen i Byen? Da hiin nu svarede Ney,
saa sagde den Syge; Saa har J dog vel noget at bestil¬
le hiemme. J skal ikke opholde Eder for min Skyld. Jeg
vil ved min Tiener flade eder vide naar jeg skulde behøve eder
hos mig. Herpaa laae han stille hen indtil imod Aften,
73 Aar og 4 Maaneder.
da han noget efter Klokken 7 sagte hensov i en Alder af


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 15


Huusholdersken.
Om at giøre vellugtende Puder, hvormed man kan
give Klæder og Lintøy en behagelig Lugt.
M¬
an tager dertil følgende: Lavendel=Blomster 1 Ovt.
Rosmarin=Blomster 4 Skryl. Storax 1 Qvint.
Mad-Negliker 3 Ovt. Caneelbark, Viol=Rod, af hvert
1 Ovt., guul Santel, og hvid Santel, af hvert 2 Qvint.
røde Roser, Spiknardi, af hvert 1 Ovt. Benzoin 1 Ovt.
Laudani 3 Skrpl. Desmer 6 Gran, Moscus 3 Skrpl.
Dette sammenblandes til grovt Pulver, og spes ind i en
Silke=Pung. Naar man vil legge det til Klæder, Lintøy,
eller Foerverk, for derved tillige at bevare samme fra Møl
og Orme, saa legger man en Skrupel Campher eller et
Stykke af smuk rødt, friskt og sterklugtende Ryslæder
derped.
Men da ikke enhver kan fordrage Desmer, Ambra
og saadan Lugt, saa giver følgende en ret liflig hierteqvæ¬
gende Lugt, som muntrer og opliver alle Livs=Aander.
Tag fiinstødt Florentinsk Viol=Rod 3 Pd. rund Cy¬
per=Rod, fiint=raspet Rhodiser=Træe, fiint=raspet Sandel¬
Træe, af hvert 13 Lod, frisketørrede Rosen=Blade, frisk¬
tørrede Viøl=Blomster, af hvert et Lod, bland alt dette
paa det fineste pulvexiseret iblant hinanden, befugt det med
vellugtende Citron=Olie og Bergamott=Olie, og giør det
til det subtileste Pulver. Dermed fylder man smaa Puder,
som man siden legger hist og her i Værelserne i Dragkister
og Skabe med Klæder og Linnet.
En kort Have=Calender.
Om Have=Forretninger i April=Maaned.
1) J Blomster=Haven.
Solen lader sig nu fuldkommen see igien og alting
grønnes, derfor flytter man de Vexter ud i frie Luft, som
har staaet i Vext=Husene. Rosmarinen setter man i Jor¬
den, og forplanter tillige Afleggerne; men vogter dem for
Solens Hede, og vander dem flittig, saavelsom Ranunkler,
Anemoner og Tulipauer.
2) J Kiøkken=Haven.
J denne Maaned planter eller saaer man Sallat, og
i øvrigt de Forretninger, som ere anførte under Martii
Maaned.
3) J Frugt=haven.
Nu maae man ingen flere Træer flytte, og heller ikke
skrabe Musse af dem. Da Ormene og saadant Utøy end¬
nu ey har krøbet ud, saa maae man samle dem tillige med
Væv og Blade og brænde dem op. Man beskierer nu og


anden Gang Pæretræerne. Man kan og tage de uryttige
Grene af Pfersken=Træerne.
At saae gule Rødder, Pestinakker, Karse, Thimian,
Portulak, Kaalrabi under Jorden, Reddiker, Porre, Map¬
roer, Radiser, Rødebeder, og Grønkaal igien, om det
behøves.
At plante Cartosler, og til tidlig Brug Agurker,
Krupbønner, og Tyrkiske Bønner.
At luge de opkomne Erter og Bønner, og i sær at
borttage de Salat=Planter, som staaør for nær hinanden.
At stænge de første Erter.
Den lille muntre Jomfrue.
D¬
et har været mig kiert at fornemme, at en Deel har
været bekymret for min Person, fordi man i saa lang
en Tid ikke har seet mig i vore Sælskabs=Blade. Nogle
har troet, at jeg var død og har ventet paa min Gravskrivt
i de offentlige Tidender; andre har meent, at jeg maatte
være blevet gift, og derfor har nedlagt Pennen, og taget
fat paa Huusholdningen; og endnu andre har meent, det,
som verre er; men ingen af Deelene er endnu indtruffen.
Nok, at der endnu intet ledigt Rum har været i vore Bla¬
de. Nu begynder Sommeren (thi man har allerede seet
en Hoben Sommerfugle paa Volden og i Haverne) Jeg
vil da som andre Sommerfugle, der om Vinteren har lagt
i Dvale, indfinde mig igien. Sommertiden er dog mere
beqvem til mit muntre Sindelav, end den melancholiske
Vinter. Følgende Brev giver mig og Anledning til at bry
de min Taugshed.
Kiere skiønt ubekiendte
Veninde!
J det Haab, at de lever endnu (thi nogle har sagt
Dem død) giver jeg mig den Friehed at skrive Dem til
for i et paakommende Tilfælde, at udbede mig Deres
gode Underretning. De lever i den store Hovedstad, hvor
Folk ved at leve, og hvor alting er efter Moden, føl¬
gelig kan De allerbest give mig den fornødne Oplysning.
De veed maaskee ikke, hvilken Ære og Fornøyelse vi i Pro¬
vintzerne giøre os af at efterligne Eder i Hovedstaden saa¬
vel udi Sæder som Klæder. Hovedstaden er dog som
Moder for alle andre Stæder. Sagen er denne: Jeg
er, uroest, ikke just af den mindste Stand, hvorfor jeg
vilde gierne lade see, at jeg veed at leve, og at have no¬
get forud for de eenfoldige og simple. Jeg er, ligesom
De, en ung Jomfrue, og er i denne Tid blevet forlovet
(alting fryder sig imod Foraaret) Mine kiere Foræl¬


dre vil, at alle Ceremonier ved vores Forløvelse skal ha¬
ve alle sine ordentlige Grader, og at vores Forlovelse skal
bekiendtgiøres i vor heele Egn ved et høytideligt Ja-Ord
(thi vi behøver ikke at haste med et Smue=Bryllup,
Nu er min ligesaa kierlige som ydmyge Begiering, at
min kiere Jomfrue vilde meddeele mig de fornødne For¬
holds=Regler, som jeg har at lagttage ved og efter mit
Ja=Ord; thi jeg har hørt, at der i Hovedstaden skal
være mange Ceremonier at iagttage. Min Høystærede
Jomfrue vilde ikke lade sig denne Begiering falde besvær¬
lig, da jeg, naar jeg bliver min egen, skal vide at skiøn¬
ne paa saadan Tieneste. Et Par Kyllinger skal ikke
mangle, og var jeg saa nær som langt fra, skulde jeg
sende Dem Deres Caffee=Fløde uforfalsket. De Beha¬
ger at give mig Deres Tanker tilkiende udi Deres Fruen¬
timmer=Tidende, som vi ogsaa læser her; thi jeg vil¬
de ikke gierne være mit Navn bekiendt; men giør mig en
særdeles Fornøyelse af at være
Deres
Forbundne Veninde,
N. N.
P. §. Enten skal jeg neje langsomt eller hastigt?
Svar:
Høystærede ubekiendte veninde!
Den Fortroelighed, De har til mig, befaler mig,
at give Dem al den Underretning i saadan vigtig Begi¬
venhed, som mig er mueligt at indhendte. Underretnin¬
gerne ere gandske nye; thi jeg har selv hørt og seet disse
Jagttagelser og Ceremonier ved et Ja=Ord med en af
mine beste Veninder her i Staden, saa Reglerne, ere
gandske nye og brugelige. Ved Deres Ja=Ord i sig
selv er ikke meget at erindre, undtagen ved Declarationen
at takke med et Buk for de der faldne Gratulationer, og
imellemstunder kan De see til og tale med Deres Kiere¬
ste. Men efter Ja=Ords Dagen er i Besynderlighed
at mærke, at De nogle Dage efter Ja=Ordet (nogle
fastsætter 8, andre 6, men den nyeste Mode er kun 3
Dage) skal i Deres fulde Puds tilligemed Deres Kiere¬
ste bestandig hver Eftermiddag fra Kl. 3 til Aftenens
Ende sidde paa en Canopee, for at imodtage de fra Ver¬
dens 4 Hiørner kommende Gratulationer, da dog Folk
ligesom maa lugte sig til disse Skyldigheders Jagttagel¬
ser. Man lader ingen det vide, og dog alligevel bereder
man sig til at modtage Gratulationer; en Nedkomst i en
Barselseng bliver høytidelig bekiendtgjort over heele Sta¬
den ved en 3 a 4 alens lang Notice, kunde man ikke paafin¬
de et Tegn, hvorved alle Ja-Ord kunde gives tilkiende,
ligesom man om Nattetider udhænger Lygter, naar der
er Jld løs? Men jeg kommer til Sagen igien. Skul¬
le De ingen Canopee have, som jeg dog haaber, efterdi
de ey ere af den mindste Stand, behager Jomfruen med
Deres Kiereste at sidde jevnsides paa 2de Stole. Ved
de indkomne Gratulationer reiser Jomfruen og Deres Kie¬
reste sig, Hun nejer, og Han giør nogle Franske korte


Coupeer, derpaa setter De sig igien, for at anhøre en kort
og fyndig Tale som hver af disse Gratulerende har be¬
tænkt sig paa i Forveyen. Jeg kan just ikke vide, hvad
de paa Landet kan have at fremføre, men hos os i Ho¬
vedstaden falder disse Discvurser ungefæhr saaledes: Det
er et smukt Væjr i Dag. - Der var mangfoldige
Folk paa Volden og i Haverne i Dag. - Natte=Kul¬
den bliver længe ved i Aar. - Jeg har i denne Vin¬
ter været meget upasselig, kun 20 gange paa Comoedier
og 10 Gange paa Masquerader. - Jeg var forle¬
den uden Porten, men fik en slem Snue, den vil ikke
gaae bort, i Sandhed den incommoderer mig mangfol¬
dig. – Jeg er meget ilde brudt med min Amme,
hun er saa søvnagtig: jeg vilde selv have opammet det
sidste; men min Mand, som er saa enegod, vilde
ingenlunde tillade det. Derimod er min Søster meget
lykkelig med sin Amme. Jeg har i dette halve Aar
maattet skifte Piger 4 gange, den ene var beegfingret,
den anden gik paa sine Veye, og den 3die blev uformo¬
dentlig gift og den 4de jeg nu har, har saa mange smut
Erinder, naar hun kommer uden for. -. Min Mand
agter at leye os et Lyststæd paa Landet i Sommer; thi
Sommerluften her i Staden er mig gandske ufordrage¬
lig. - Jeg fik i Gaar en stor Hierte-Sorg: min
lille Brunette faldt ned af mit Skiød og brekkede sit ene
Been. - Min Datter stod til Confirmation i gaar,
og hun havde, saa mænd, det øverste Sted. 4 af hen¬
des Broders Bekiendtere fulgte hende til Vogns, og vel
over en Snees af de unge Han=Mennesker aflagde deres
skyldigste Gratulationer til hende om Eftermiddagen.
De ere ret nogle artige unge Mennesker, de veed ret at
leve, og fortiener rettelig Navn af tmaa=Herrer,
Nu er Caffeen overmaade dyr. Hvorledes mon den
averterede Sundheds Caffee smage? – Hvorle¬
des lever de Smaae hiemme? - Førleden jeg stod Fad¬
der til et Barn, havde jeg den Maleur, at brække min
Vifte i det jeg skulde stige i Vognen. Hvem kan vog¬
te sig for alle Ulykker. - Mit Haar sidder meget slet
i Dag; thi min sædvanlige Haarskiærer er geraadet i
Omstændigheder, og jeg kan sige, at denne Tildragelse
gik mig ret nær til Hiertet. - - -- og mange
andre saadanne Discourser, som blev mig for vidtløftig,
at opregne; men som Jomfruen med Taalmodighed maa
anhøre. Saadanne Disconser kan ellers lettelig besvares
enten med et Buk, eller en Beundrings=Mine eller og
med et Ja. Og skulde det treffe ind, som let kan hen¬
de sig, at nogen af de Gratulerende ikke har belavet sig
paa nogen saadan vigtig Discours, men sidder gandske
stiltiende, kan Jomfruen bryde saadan Taugshed, en¬
ten med at fortælle deres uroelige Drømme, som De paa
nogen Tidharhavt; eller og klage over en forstilt Hoved=Pi¬
ne; eller beundre den Fremmedes Klædning, Kniplinger,
Sæt, Krep eller deslige. Det vil og give Jomfruen
en særdeles fornem Air, om De ikke forglemmer at leege
med Deres Hund, om de har nogen; og for alting erin¬


drer, at slaae Deres Visfte op og i nogle Gange. De
Gratulexendes Bortgang bliver ligesom ved Ankomslen
betakket med en Modens Complisuent. Naar De
saaledes har siddet de bestemte Dage paa Parade, og ta¬
get imod de bestemte Dages Gratulationer, saa er De¬
res Forlovelse uryggelig, og den største Ceremonie=Me¬
ster kan ikke have det mindste at udsette paa saadant et
Ja Ord. Kan De nu være tient med disse Efterret¬
ninget, skal det være mig hiertelig kiert. Jeg takker for
Kyllingerne, naar De bliver Deres Egen, og ønsker,
De var mig saa nær, som langt borte, for den søde Flø¬
des Skyld.
Jeg er &c.
Deres
forbundne Veninde
N. N.
yP. S. Nær havde jeg forgleme at sige Dem, at det nu er
gandske ubrugeligt at neye langsomt; men maae knikke
ligesaa gefvindt, som mueligt er, ungefær saaledes, som
naar man støber Lys.
Samleren.
Hyrdens Thraso Tak.
En, Fabel ved Moser.
Myrtill, den frømmeste Hyrde i sin Tid, døde og efter
ham Galathee, som ikke gad overleve hans Død. Hyr¬
derne deelte sig i deres Hiord, og Melamp tilbød sig den
Hyrdes Tieneste, som havde kiøbt den største Deel.
Vel lever, sagde Thraso, min Phylax endnu, men
jeg seer, du er ung, stærk hurtig, jeg maatte maaskee med
Tiden kunde bruge dige lee, jeg giver dig halv Kost, Phy¬
lax er tit ikke hungtig, der har du hans Brød, Faarene
lade og undertiden noget falde, er du troe og aarvaagen,
saa har du i mig den bedste Herre, saa sandt jeg er Thraso.
Melamp var ung, fyrig og i første Vært, den heele
Dags Kost var alt fortæret til Froekost; Phylax var end¬
nu ved gode Kræfter, og hans Brød strakte med Besvær¬
lighed til, at mætte en ved flere Aars Vane indskrumpen
Mave; Faarene loe Melamp ud, at han vilde æde med
dem, da de selv maatte søge sig deres Føde. Aks! sukkede
Melamp tit ved sig selv, levede Myrtill og Galathee endnu!
selv Phylax skulde misunde mig.
Phylax igiennemvaagede de fleste Nætter, og af Frygt
for at blive Thrasv mistelig, lod han Melamp aldrig kom¬
me til Strid med Ulvene. Denne trøstede sig med sin
Søvn, og at maaskee snart et lykkelig Bid skulde forskaffe
ham Phylax heele Hunde=Brød.
Som tænkt, saa skeet! En Morgen tillig høres et
stærk Skrig, Hyrden iiler af sin Hytte, og finder den stak
kels Phylax sønde revet. Melamp er nu Vogtere for den
heele Hiord. Paa Søvn er ikke meere at tænke. Thraso
roeser ofte Phylax Død, at han har tabt den troeste Hund
i heele Hyrde-Riget, og formaner Melantz at fordøble sin
Aarvdagenhed og Troeskab. Om Brød bliver intet talt,


og Melamp, forladende sig paa Hyrdens Ord, tænker:
Det forstaaer sig jo vel af sig selv. Nogle Uger gaaer bort
med Huuger og Vaagen, førend Melamp vover at anmode
su Herre om Phylax Brød. Mig synes, siger Thraso,
jeg seer der langt vorte Ulven komme; skynd dig Melamp.
Et halv Aar gik bort ved dette Sprog; snart kom Ulven,
nart havde et Faar forløbet sig, til Brød kom det aldrig;
Melamp havde altid meere at vogte, altid stærkere Hunger
og altid mindre at æde.
Engang gaaer Hyrden spadserende, og fløyter Hiorden
deres Foraars=Sang; Melamp gaaer hos ham, og sukker
om Brød. Thraso forestiller ham de besværlige Tider, og
lader ham haabe, om ingen Ulve meer vare, hvori hans
Ladhed allene var Skyld, maatte han vel engang give ham
noget meere. Melamp siger imod; et haardt Slag, det
første i hans heele Liv, byder ham at tie. Ak Myrtill!
ak Galathee!
Af Vaagen og Hunger udmattet, forsover Melamp
i en mørk Nat Ulven, som myrder to af de feedeste Faar.
Melamp vaager op ved deres Skrig, iiler efter Ulven, men
Faarene vare borte, og Melamp bliver af Ulven heftig saa¬
ret. Har jeg ikke, siger den af Vrede rasende Hyrde,
har jeg ikke altid sagt det, forbandede Bæst, at din Ladhed,
endnu vil skille mig ved alle Faarene. Brødkurven maae
jeg hænge dig høyere; de gode Dage, seer jeg vel, kan du
ikke taale. Melamp viiser sine Saar, Thraso slaaer ham
endnu nogle dertil, om Brød var her ingen Tid at tale.
Thraso bliver besøgt af Thyrsis og hans Hyrdinde.
De kiende Melamp: Er det ikke Melamp, som Myrtill
og Galathee have opfødt, De byde Hyrden sex af de bedste
Lam, for at overlade dem Melamp. Thraso afslaaer de¬
res Begiering, og rørt af den klogeste Hyrdes Biefald, be¬
slutter han endelig at give Melamp Phylax heele Brød,
ikke saa meget af Taknemmelighed for den allerede beviiste
Tieneste, som af Frygt, at Melamp, der havde hørt Thyr¬
sis Ord, engang hemmelig maatte gaae over til ham.
Til Ulykke, var Melamps Mave i fem sure Tieneste¬
Aar allerede saa indsnørt, at han ey meere kunde nyde det
Tillæg, som i hans Ungdom vilde have smagt ham for¬
treffelig.
Thyrsis døer ogsaa, og Thraso kiøber hans Hiord
dertil. Jeg giver, sagde han ved sig selv, Melamp dobbelt
Brød, han maae vel og derfor vogte mig en dobbelt Hiord.
Melamp tør nu ingen Roe meere tænke paa. Han igien¬
nemstryger Marken den heele Nat, men den var for stor;
naar han vogtede oven ved, saa blev neden ved et Faar
sønderrevet. Da fulgte intet andet end Skiæds-Ord og
Hug. Thraso havde gierne gandske betaget ham sit Brød,
om han ikke havde frygtet, Melamp skulde døe af Sult,
og han ingen saa nøysom og taalmodig Hund faae igien.
Melamp bad endnu at antage en ung Hund, som
han vilde overlade sit halve Brød og afrette, allene for no¬
genlunde at komme sig af den bestandige Vaagen, og op¬
holde sig til Hoordens Tieneste. Men Thrafo havde der¬
til ingen Øren; det halve Brød, som Melamp ikke kunde


nyde, beholdt han desuden tilbage; han truede endog at
jage ham bort, og ingen Hyrde skulde igien vilde antage
ham afnyttede og forbidte Hund, han skulde meget meere
takke ham, at han endnu havde saa megen Taalmodighed
med hans tiltagende Svagheder.
Endelig blev Melamp af Saar, Hug, Hunger og
Vaagen udygtig til længere at forestaae Hiorden. Han
forestillede Thraso bevægeligen sin Skrøbelighed og sin troe
Tieneste, og bad, at lade ham nyde sit Brød i Rolighed,
sine endnu øvrige faa Dage. Thraso syntes derom over¬
beviist: Det er billigt, sagde han, at betænke dig gamle
troe Tienere; jeg kiender en medlidende Mand, som allere¬
de har hiulpen mange af dine Lige, og endnu i Dag vil
jeg saaledes sørge for dig, at du aldrig skal kunde fuldtakke
mig. Thraso begiver sig paa Veyen, og byder Melamp
gaae med sig. Denne samler sine sidste Kræfter, for at
krybe efter sin velgiørende Herre. Han fører ham, hvor¬
hen? hen - til Rakkeren!
Faarenes Klagemaal.
En Fabel ved Moser.
J de fromme Hyrders Tid, forebragte en Dag alle
Dyrene deres Klager for Jupiter, og Faarene mødte ogsaa.
Vi maatte, sagde det ældste Faar, bortgive noget af vo¬
res Ret, om vi ikke ogsaa klagede, da andre giøre det."
Den heele Klage bestod deri: at nogle Hyrder be¬
gyndte paa at afklippe dem deres Uld fra neden op, da
den ellers altid var bleven klippet fra oven ned.
Jupiter loe ad deres Eenfoldighed, og befalede Hyr¬
derne: At lade det herefter blive ved det Gamle.
Tusinde Aar derefter var atter en almindelig Doms¬
Dag; Faarene bleve ikke ude, men ak! hvor havde Tider¬
ne forandret sig!
Mester Buk frembragte paa sin Hiords Vegne: At
deres Hyrde ikke lod dem Tid til deres Ulds Væxt, men
klippede dem sex Gange om Aaret; at han, af Aager og
Melkgierrighed borttog dem deres Unger, naar de neppe
vare nogle Dage gamle, han holdt flere Hunde end fornø¬
den giordes, allene for at ængstige og jage dem; han for¬
langte meere Giødning, end de det heele Aar bekom Foer,
og rasede iblant dem med Skielden, Truen og Pryglen, ret
ligesom de maatte leve af ham, og han ikke meget meere af
deres Melk, Ost, Uld og Kiød.
Jupiter vilde just med en Tordenpiil sønderknuse den
af Blussel og Harme ubevægelige Hyrde, da Pluto udbad
sig ham, for at lade piine ved ham de Fordømtes Siele.
Døemanden.
Bølgende Hendelse, hvis Troværdighed man just ikke vil
staae i Borgen for, fremføres allene som et Problema:
Een Skibs=Capitain havde 69 Passagerer med fornødne
Levnets-Midler ombord, hvoraf de 34 vare Christne, og


og de 35 Jøder. Da nu Skibet var 500 Mille fra Lan¬
det, reyste en saadan forskrekkelig Storm sig, at der, ef¬
ter Capitainens Forskring, intet andet Rednings Middel
var tilopers, end at kaste de halve af Passagererne over
Borde for at forekomme Mangel paa Levnets-Midler!
Efter at Sagen var overlagt, erklærede Capitainen, at
han og selv med de andre vilde underkaste sig samme Skiæb¬
ne, og det blev afgjort at der imellem Jøderne og de Christ¬
ne ingen Forskiæl skulde giøres, og at de alle 70 skulde
imellem hinanden, ligesom de kom til, stille sig i Kryds.
Capitainen vilde første gang begynde at tælle fra sig selv,
hvorefter den 9de Mand i Raden altid skulde udtages og
kastes i Søen. Efter at hand tillige havde stillet sig selv
i Kryds, og begyndte paa sig at tælle, talte han derefrer
endnu 6 gange omkring i Kryds, og sig selv stedse med de
andre, og bestandig lod den 9de Mand kaste over Borde
indtil Tallet paa de udkastede beløb sig til 35 Persohner.
Da dette var forbie, gik Capitainen de øvrige igiennem,
og befandt at de tilbageblevne vare allene Christne, og at
det fatale No. ikkun var faldet paa Jøderne. Da det el¬
lers er gaaet gandske naturlig til, saa er Qvæstionen alle¬
ne, i hvilken Orden de 70 Persohner imellem hverandre
i Krydsviis har staaet, da Capitainen, som var med i Tal¬
let, naar Han talte omkring i Krods, hver gang paa det
9de Sted traf en Jøde og ingen Christen.
Jomfruens Fætter.
Den dybe Sorg.
Slmire sat i Enke=Stand,
Sig veener for sin salig Mand.
Sit Ansigt hun saa tæt indsvøber,
At Solen ey kan trænge ind
Til hendes Graadbestænkte Kind,
Som hendes Sorg for alle røber.
Hvi bær hun ikke Sørge=Floer?
Hvorpaa dog Modens Sorg beroer.
O Ney! Thi hun langt sikkere
Kan under Sørge=Kappen lee.
Det Vilkorlige Ønske.
En fattig Stoder høyt oprækker sine Hænder
Mod Frue Beate, som i andet Stokværk staaer,
Han beder knælende. Strax Frue Beate render,
Hun tar en Gave frem og Vinduet opslaaer.
Tænk, hvor at dette Syn den arme Stoder glæder
Hans matte Hierte nu af lutter Glæde slog,
Hun kaster Gaven ud. Og han, han sig bereder
Til at modtage den; men Vinden den borttog.
Thi Brødet var saa tyndt ved Fruens Peenhed skaaret.
Ak! raabte Stoderen: J Fald jeg Brødet faaer,
Saa Gud belønne Dem. Men det, det blev forloret
Hans Ønske troer jeg nok i Vinden ogsaa gaaer


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 16


Følgende, hvis Navne man veed, stode til Con¬
firmation i Kiøbenhavns Kirker, sidstleden
1ste Søndag efter Paaske.
Frue Kirke.
Under Hans Høyærværdighed Hr. Provst Hegelund.
Peder Rosenstand Goische,
Andreas Gøstzing,
Christian Mathiasen,
Hendrich Peter Heide, med flere, som tillige med 5 af det
andet Kiøn har i alt været 17.
Under Hans Velærværdighed Hr. Schiøth.
Johannes Mejnersen,
Johannes Olsen Riis,
Peter Lund.
Niels Jensen Schou,
Caspar Kolmetz
Ole Jensen Birch,
Johan Mogensen Sperling,
Seir Christian Buch,
Niels Johan Friderich Sechman,
Charlotta Lovisa Jversen,
Giertrud Pedersdatter Thorøe, med flere, som udgiør af
begge Kiøn 19.
Under Hans Velærværdighed Hr. Hvistendahl.
Frøken Hielmstierne,
Frøken Anker,
Msr. Kal, med flere, om af begge Kiøn har været 50.
og beløber sig i alt ved denne Menighed til 86.
Holmens Kirke.
Under Hans Høyærværdighed Hr. Provst Hee.
Georg Albreth Kofod, Cadet,
-Horstmand, Cadet,
Hermand Pfeif, Cadet,
Mathias Brandt Cederseldt, Cadet,
Ludvig Konig, Cadet,
Hans Jacob Søbøtker, Cadet,
Frøken Litzow fra Harboes Kloster,
Jfr. Brøer med flere.
Under Hans Velærværdighed Hr. Tybring.
Hans Jørgen Suhm,
Friderich Ørsland,
Elisabeth Graae, med flere.
Under Hans Velærværdighed Hr. Abildgaard.
Christiana Lund, med flere, som i alt af begge Kiøn ved
denne Meenighed beløber sig til 99.


Nicolay Kirke.
Under Hans Høyærværdighed Hr. Lemming,
Hans Svane, en Søn af Capitain Svane.
Friderich Wilhelm Daniels,
Andreas Riber,
Andreas Haar
Antonius Poulsen,
Søren Pedersen Hamrum,
Adam Lovin Cassel,
Christopher Haagensen,
Andreas Gierild,
Niels Christian Sindrup,
Peder Back,
Nicolai Reimer,
Lars Nielsen Lynggaard,
Peter Nielsen Fogh,
Niels Rasmusen,
Anders Jørgensen,
Peder Jørgensen,
Hans Christensen,
Peder Thomasen,
Carl Henrich Sigwardsen,
Christen Christensen,
Mads Olufsen,
Jørgen Pedersen Weirup,
Jens Jørgensen,
Jonas Tollesen
Christopher Johansen Holm,
Jochum Henrichsen Brock,
Carl Wilhelm Gronemand,
Abraham Ørslev,
Johannes Andersen,
Jens Jensen Blegind,
Niels Larsen,
Engelbreth Larsen Barck,
Anthoni Samnel Berg,
Christian Ulrich Colding,
Niels Svendsen,
Lars Møller,
Jens Jacobsen,
Carl Jacobien,
Peder Christensen,
Carl Olufsen,
Carl Christian Christensen,
Niels Johansen Schultz,
Peter Matthiæsen,
Carl Friderich Dalborg,
Johan Peter Martin Faber,
Petronelle Christiana Stistrup,


Johanne Maria Nørregaard,
Birthe Cathrine Jacobs Datter,
Anna Maria Gierild,
Anna Kirstine Fuchs,
Friderica Mariana Hansen,
Bodil Sophia Lange,
Anna Johanne Schonlund,
Engel Lovise Ebbesen,
Anna Christensdatter Grønlund, med flere.
Under Hans Velærværdighed. Hr. A. Schyth.
Lorents Plum,
Christian Miller,
Peter Weyrgang,
Henrich Holberg,
Lars Christensen,
Mariana Evald,
Cathrina Sophia Christensen,
Friderica Christiana Holm,
Eva Wahl,
Anna Margreta Sandgaard,
Birgitte Muller,
Johanne Cathrina Thune
Anna Maria Krøyer
Cathrina Elisabeth Klein,
Anna Elving, med flere.
Under Hans Belærværdighed Hr. Østrup¬
Rasmus Degn,
Niels Frantzen,
Friderich Egenberg,
Andreas Olsen,
Andreas Nielsen Bech,
Maria Jngeborg Hempel,
Margaretha Maria Thisted,
Ellen Dorothea Rodevald, med flere, som i alt af begge
Kiøn ved denne Meenighed beløber sig til 128.
Helliggeistes Kirke.
Under Hans Høyærværdighed Hr. Hansen.
Christian Schiøtt
Magnus Martinus Bylow,
Niels Jacob Rosenstand,
Johan Henrich Lillie,
Johan Friderich Saboe,
Detlef Olsen,
Povel Jensen Rønne,
Knud Jensen,
Andreas Mathisen,
Johannes Petersen,
Martha Sophie Schiøtt,
Maria Cathrina Høpffner,
Sophia Renter,
Christine Magdalena Rosenstand,
Johanne Lovise Bisterselt
Christine Elisabeth Wadel,
Magdalena Post,


Mette Henrichsdatter Petersen,
Anna Christine Brasch, med flere, som i alt af begge Kiøn
har været 26.
Under Hans Velærværdighed Hr. Wulff.
Christian Kaas,
Nicolay Wincens,
Andreas P. Dreier,
Ancher Pedersen,
Christian Lundholm,
Thomas Christophersen,
John Jacobsen,
Frantz Friderich,
Christian Pedersen,
Helene Lund med fleere, som af begge Kiøn i alt vare 15.
Tilsammen 41.
Trinitatis Kirke.
Under Hans Høyærværdighed Hr. Profess. Rothbøl, Dr.
Enevald Evald,
Arved Peter Svane,
Rasmus Jensen Hendell,
Christian Lund.
Christian Nielsen Buus,
Friderich Mathiesen Skov,
Claus Knudsen,
Povel Hansen,
Johan Christian Anthon,
Ole Friderich Kruuse,
Jens Knudsen,
Jens Sørensen,
Bendte Friderichs Datter,
Maria Cathrina Vith.- -
Lovise Kahlberg,
Ane Kirstine Bruun,
Lucie Sommer,
Anna Cathrine Christens Datter Viberg,
Maren Jens Datter,
Dorothea Cæcilia Damun,
Anna Lisbeth Jens Datter,
Johanne Malene Lyer,
Anna Kirstine Wellund,
Karen Peders Datter,
Anna Lisbeth Martins Datter, i alt af begge Kiøn 25.
Under Hans Velærværdighed Hr. Myhre.
Friderich Wilhelm Carlsen.
Seyer Boyesen.
Knud Holm,
Rasmus Pedersen.
Berthel Bendsen.
Jacob Olsen.
Niels Svendsen.
Johan Hendrich Leytzen.
Mads Nielsen.
Jørgen Hansen.


Peder Christensen Kiær.
Frantz Lund.
Agnete Margarethe Hoffmann.
Jngeborg Madsdatter Aabye.
Birthe Marie Søer.
Anne Sophie Margarethe.
Christiana Magdalene Hundts.
Johanna Lund, med fleere som af begge Kiøn var i alt
26. Altsaa tilsammen ved denne Meenighed 51.
St. Petri Kirke.
Under Deres Høyærværdigheder Hr. Doctor Munther.
og Hr. Pastor Reseviz.
Friderich Ludolph Gustmeier.
Sigismund Neve.
Klein.
Andreas Behrends.
Johann Christian Blutmann.
Christoph David Haak.
Friderich Wilhelm Kramer.
Conrad Bech.
Christian Lanz.
Carsten Wittmark.
Johann Gulding.
Johann Georg Albrecht.
Christian Muller.
Philip Hildebrand.
Peter Wundernaalt.
Sigismund John.
Johann Gebhard.
Andreas Pfeifer.
Johann Welsing.
Maxim. Frid. Carl Oldenburg.
Friderich Walter.
Mathias Schwiger.
Terkel Lorentzen.
Christian Mouritzen.
Christian Hener.
Simon Reuch.
Johann Heinrich Julius Carteuser.
Johann Henrick Clausen.
Carolina Christiana Eigtved.
Johanne Justina Scharfenberg.
Friderica Lovisa Becker.
Sophia Frederica Elisabeth Eberhard.
Christina Maria Both.
Maria Magdalena Rost.
Maria Elisabeth Edelmann.
Anna Dorothea Schmidt.
Eva Margaretha Lucia Schmidt.
Maria Elisabeth Weber.
Anna Catharina Spranger.
Anne Margarethe Lutkemann.
Dorothea Christina Ekmann.


Maria Catharina Hartivig.
Maria Margaretha Miller.
Catharina Margarethe Bauer.
Magdalena Sophia. Holm.
Regina Rebecca Schuster.
Anna Christina Felgentreber.
som i alt udgiør 47.
vor Frelseres Kirke paa Christianshavn.
Under Hans Høyærværdighed Hr. Jacob Hvid.
Jens Friderichsen Halkiær.
Stephan Nielsen Trie.
Jacob Jørgen Ullerup.
Jens Hansen Sveistrup.
Jens Jensen Malm.
Fra det Kongelig Opfostrings Huus 20.
Susanna Haagen.
Kirstine Margarethe Holm.
Kirstine Maria Bodom, med flere af begge Kiøn som var
i alt 28.
Under Hans Velærværdighed Hr. A. Trøjel.
Johannes Lenhardt.
Willum Didrichsen Major.
Jden Jdensen Widalin.
Jørgen Stephensen Høvisch.
Sven Hansen.
Christen Erichsen.
Lars Pedersen.
Michel Andersen Wulf.
Niels Pedersen.
Lars Larsen Starck.
Karen Bek.
Catharina Hegelund.
Riegel Thorsdaatter Porsgrund.
Johanna Magdalena Jensdaatter.
Anne Maria Rasmusdaatter.
Christiana Pedersdatter.
Anna Catharina.) Mads=Døttre som begge ere Tvillinge
Anna Maria. ) Søstre.
Jngebørg Birgitha Clausen.
Anna Kirstine Sommer.
Friderica Sophia Hector, med flere af begge Kiøn som var
i alt 43. Altsaa tilsammen ved denne Mennighed 71.
Friderichs Tydske Kirke.
Under Hans Høyærværdighed Hr. Pastor Lorck.
Jacob Lindholm, Commerce-Raad Lindholms Søn fød i
Petersborg.
Rollff Hochkirch Hansen,
Andres Lossis Dreier Simmelhag.
Cordt Holst.
Urias Nehrmann.
Hermann Henrich Gramberg.
Henrich Preus.
Johann Andreas Freh.


Johann Adam Degenhardt.
Jacob Henrich Nevendahl.
Christian Diedrich Adam Køhler.
Johannes Abraham en Mohr af St. Croix i Vestindien.
Anne Marie Zuschlag.
Magdalene Farrer.
Anne Cathrine Meile.
Anna Magdalene Blandau.
Fra de Fattige Pigers Opfostrings=Huus 17. Ere saa
i alt ved denne Meenighed 33.
Garnisons=Kirke.
Tydske Menigheds Antal af begge Kiøn har været
Danske Menigheds
Udi alt har Antallet saaledes været i Stadens Sogne¬
Kirker, Slots=Kirken (som havde 7) imed beregnet,
396 Drenge og 285 Piger.
Summa -- 681.
Præste=Enken.
Deg har adskillige Gange sagt, at min Salig Mand ikke
lod nogen Anledning til at fornøye sit Sind med at
tænke, gaae sig forbi. En Confirmations=Dags Aften
fornøyede han sig med følgende Tanker, som jeg haaber ikke
vil mishage de ret Tænkende. De ere ey heller ilde passen¬
de paa dette Sted:
Tanker
Paa en Confirmations=Dag.
Den store Hob letsindigen betragter
Den Act og Pagt, som sluttes her med Gud.
Hvor meget faa paa Vigtigheden agter.
Der løbes kun af Templer ind og ud.
Her staaer de Unge og en vigtig Pagt bekræfter.
Men, Du Letsindig, siig mig, hvad du løber efter.
Er det fordi Du vil din Pagt erindre?
Og her paa nye randsage i dit Bryst?
Jeg frygter, Du paa intet tænker mindre.
Skal denne Act og føde Øyets Lyst?
Randsag, Du heller da dit Øye skulde væde.
Forvar din Fod, naar du Guds Forgaard vil betræde.


Letsindige! fra Jer jeg Tanken vender.
J tænker ey, og Tanker ey forstaaer.
J kun fra en til anden Tempel render.
Erindringer J bort i Vinden slaaer.
J tænker neppe paa, J Løbet og skal ende.
Jeg mine Tanker vil til hiine Unge vende:
I Dag de har paa nye den Pagt oprettet,
Son De med Gud i Daaben haver giort,
Da Siælen blev i Daabens Bad aftvettet.
En Pagt med Gud! o! det er høyt og stort!
Gud indgaaer Pagt med os. Vi sværger Christi Fahne.
En Eed der smager ey paa Kiødets kielne Gane.
Til Lykke da Eedsvorne Christi Kiæmper!
Til Lykke med den nye oprettet Pagt!
Kraft af den de Kiødets Lyster dæmper.
Kraft af den de tvinger Verdens Magt;
Kraft af denne Pagt de Helvede bekriger;
J Kraft af denne Pagt de Himmelen bestiger.
Ja, Himmel! giv du Kræfter i det svage!
Vor egen Magt du veed er intet værd.
Vort korte Liv er idelig Strids=Dage.
Tænd Troens Lys! Ombind dem Ordets Sværd!
Vær deres Sol og Skjold! du seer, hvad Anstøds=Steene
J Veyen er for dem, der dig vil tiene ene.
Beskyt, o Gud! Din Arv og egen Pode!
Du har begyndt, fuldend i dem dit Værk!
Opfreed dem i dit Huses store Gode!
Giør deres Troe frimodig, fyrrig, stærk!
Optegn dem i din Haand og skriv dem paa dit Hierte!
Saa æres Du af dem, som nu din Kundskab lærte.
Bliv ey forsagt, om Korset dem vil trykke,
Og Bølgen vil paa Livets Planker slaae.
J Verden tit er Modgangs Skyer tykke.
Men Glædens Soel engang opklare maae.
Udi Anfægtninger, i Fristelser og Farer
Vi aldrig savner Hielp. Den Sterke os bevarer.
Til Lykke da! Gud selv stadfæste Haabet!
Hvortil han dem har kaldet ved sit Ord.
Suk kun til Gud. Han hører Hierte=Raabet.
Den Høyeste forsmaaer ey Støv og Jord.
Følg Livets trange Stie. Saa ønskes de til Lykke
ved Livets Ende med en Seyers=Krands og Smykke.


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 17


Den gamle vægelsindede Jomfrue.
De 9qve Fytninger foraarsaged af 9qve
Aarsager.
A¬
Udrig troer jeg, at Folk er nogensteds saa plaget med
at flytte, som i denne Bye. Og jeg troer ikke, der
kan være en større Ulykke til, end at flytte ofte. Har man
noget lidet, bliver det enten slaget i tu eller bedervet (thi
det regner gemeenlig hver Flyttedag) har man intet, da
trækker en ubarmhiertig Vert Klæderne af Kroppen, hvil¬
ket jeg selv i sidste Flyttetid har seet. O! hvor lykkelige
ere dog Folk i Smaa=Stæderne! der kan de besidde hee¬
le Gaarde, Huuse og Etager for en Bagatelle. Jeg glem¬
mer det endnu aldrig, at min Sal. Moder havde til Leye
en Heel Gaard for 5 Rdlr. om halv Aar. - Siden jeg
er kommet til denne Bye, har jeg net op flyttet 99 Gan¬
ge. Maaskee nogle vil henregne det til min Egensindighed;
men naar jeg faaer sagt de vigtige Aarsager, som har
nødt og drevet mig til at flytte saa ofte, haaber jeg, man
vil give mig Ret. Jeg var endnu temmelig Ung,
da jeg kom til denne Bye. Jeg kunde være en Pige saa
ungefæhr paa en Snees Aar, og, uden at rose mig selv
saae jeg temmelig got ud. Jeg kom til at logere hos min
Tante, som var en gammel ærbar Kone, neppe kunde jeg
komme for Vinduet, førend disse Steenslibere hilsede. Min
Moster merkede det vel, og strax lejede hun Bag=Værelser,
for ikke at incommodere disse artige unge Vindues=Kikkere,
der vare saa høflige, at de for min Skyld ikke vilde spare
deres Hatte. - 1.) Fløttede alsaa første Gang. - 2.
Disse Bagværelser faldt min Moster alt for kiedsommelige
og lejede Værelser ud til Volden. Her var det forkoldt
om Vinteren og for varmt om Sommeren. Vi flyttede
altsaa 3die Gang. Her var Værelserne for mørke for
min Tante; vi flyttede 4de Gang. - Min Tante faldt
i en Sygdom og flyttede ud af Verden. Jeg maatte altsaa
opsige de Værelser, som var mig for mange. Jeg flyttede
altsaa 5te Gang.- Jeg vil allene kortelig fortælle de Aar¬
sager, hvorfore jeg har maattet flytte: - 6te Gang.
For min Gienboes Skyld paa 3die Etage, thi han var
en ung Person og kunde see ned paa mig i anden Etage;
Jeg kunde ikke taale saaledes at være overgloet fra Morgen
til Aften. Det værste var, naar jeg tændte Lys, og let kun¬
de glemme at trække Gardinerne for Vinduerne.- 7de
Gang. Fordi nogle kom til at boe over mig paa et saare
lidet Rum. Disse giorde Allarm fra Morgen til Aften og
Natten med. De havde Børn, en Hund, en Kat og en
Lærke naar alle disse sang; var det en bedrøvelig Musiqve.
8de Gang. Her var intet Vand i Gaarden. - 9de


Gang. Her var Opgangen saa slet. 1øde Gang. Her
var en Hoben af de rødbrune, som opholder sig i Senge¬
stæder og Panelet.  11te Gang. Her kunde ingen Laas
lukke for Brænde=Loftet. - 12te Gang. Her logerede
jeg til Gaarden, som gav en ulidelig Stank. - 13d
Gang. Her havde nogle boet for mig, som ventelig havde
været vante til at tage imod Opvartninger af Messieurs;
der var idelig Pikken paa min Dør, nogle kom tilig, an¬
dre sildig. De gik næsten alle i Sloye=Kioler; jeg troer
man kalder det Slags Rottengotter. De vare alle nogle
forvildede Knøse, som her gik vild. Herfra maatte jeg
altsaa flytte efter 14ten Dage, for at undgaae et slet
Ord. - 14de Gang. Her røgede det. - 15de Gang.
Her havde den unge Vert en kiøn gammel Kone. Han
var meget tienstagtig imod mig. Jeg flyttede strax. -15
Gang. Her boede nogle over mig, som maatte tiene Brø¬
det med Rokken, som snurrede saa stærk fra Morgen til Aften
at jeg ikke vidste andet, en jeg sad i en Bræmse=Bod.
16de Gang. Dette Sted var meget got; men forlangt fra
Kirken. - 17de Gang. Her slog Vertens Søn 2 Ruder
ind til mig med sin Bold, som Verten paastoed, at jeg
skulde betale dem, da jeg dog havde Bolden til Beviis. N. B.
Verten havde kun dette ene Barn. - 18de Gang. Her
regnede det ned i Skorsteenen. - 19de Gang her kunde jeg
ikke faae Lofte=Rum at tørre Klæder paa. - 20de Gang.
Her kunde min Pige og Vertens ikke forliges. 2 Gange floges
de om Posten i Gaarden. - 21de Gang. Her var for lidet
Brænde=Rum. -22de Gang her sang en Madame og Hen¬
des Pige fra Morgen til Aften i næste Værelse ved mig.
23de Gang. Her nægtede Verten mig Gade=Dørs Nøg¬
len. - 24de Gang. Her skulde jeg gaae igiennem Gaar¬
den hver Gang jeg skulde ud. - 25de Gang. Her var for
høyt for min Pige at bære Vandet op. - 26de Gang.
Her havde nogle boet for mig, som havde leret af Skienk¬
Haandværk; Giesterne, som vare vante til dette Sted, kom
gemeenlig i Tusmørket meget sagte, nogle forlangte en Bol¬
le=Punsch, andre en dobbelt Sopken, andre en Flaske Viin.
De kom meget stille krybende op ad Trappen, hvoraf jeg
sluttede, at de, som havde boet paa Stædet for mig, havde
skiænket i Smue. Herfra maatte jeg flytte strax. - 27de
Gang. Her var atter af de Rødbrune i Panelct. -28de
Gang. Her kom min Værtinde undertiden op til mig og al¬
tid beklagede min Eenlighed. Nogle Gange tog hun sin
Fætter med. Jeg merkede alt for vel, hvad Streng de
sloge paa - 29de Gang. Her moguerede Vertinden sig
over at jeg nogle Gange kiørte i Kareth, og gav Stik=Piller til
min Pige. 30te Gang. Her logerede to unge Knøse,
lige over for mig, som havde et Speyl, hvorved de kun¬
de føre mig Solens Straaler lige i Ansigtet. 31te Gang


Her logerede 2 unge Svingfyhrer, som pikkede paa min
Dør hvergang de gik den forbie. - 32te Gang. Her kom
jeg i Ueenighed med Verten for min lille Hunds Skyld. -
33te Gang. Her boede nogle Folk næst ved mig, de havde
en Popegoje, som skreg mig Ørene fulde tilig og sildig.
34te Gang. Her var Muus. - 35te Gang. Her blev
Vertindens Datter vred paa mig, fordi jeg ikke vilde
sette hendes Sætter op, og hun kunde ikke faae hendes Sæt¬
ter til at sidde saa net som mit, og derfor nægtede mig
Klæde=Snorerne paa Loftet. - 36te Gang. Her kom jeg
i Disput med Verten om at feye Skorsteenen. - 37te
Gang. Her afhug Verten et grønt Træe, som stoed uden
for Vinduerne, som om Sommeren var meget behagelig.
38te Gang. Her kom Allarm imellem min og en anden
Pige i Huuset om noget Feie=Skarn, som ingen af dem
vilde tilstaae at have kastet paa Gaden. Hvor mange For¬
trædeligheder har man ikke af Tieneste=Folk! - 39te
Gang. Her bleve alle udsagte; thi Manden vandt en Ho¬
ben i Lotteriet, hvorfor hans Huus skulle giøres om fra
nederst til øverst.  40de Gang. Her kom jeg ret an:
Aldrig har jeg levet saa kummerlig og fortrædelig en Vin¬
ter som denne: under mig var Dandse=Boe og over mig
var Fægte=Skole. Nu kan enhver let giette, hvorledes jeg
var indeklemt iblant alt dette. Under mig var Bas og
Fiol, og over mig, stampede man, saa jeg tænkte hvert
Øyeblik, at Loftet faldt ned paa mig ved deres Terser og
og Qvarter. - 41de Gang. Her fandt en Person, som
boede lige over for mig, Fornøyelse udi, igiennem et Pu¬
ste=Rør at blæse Ærter over paa mine Vinduer, een traf
mig engang lige paa Næsen. - 42de Gang. Her vilde
Verten paastaae, at jeg skulde betale Feye=Penge. - 43de
Gang, her tog Verten et lidet Kammer fra mig, som jeg
dog havde betinget mig i Lejen. - 44de Gang. Her blev
Vaske=Røret forstoppet, som Verten paastoed jeg skulde
sette i Stand igien; men Retten gav Verten en Purgatz
ind, saa Røret fik igien sin aabning.- 45de Gang. Her
vilde min Kakkelovn slaae ud med visse Vinde. - 46de
Gang. Her var Skielden og Smelden, Banden og Lar¬
men med 2 Partier i Bagværelserne, som var alt for kied¬
sommeligt at høre paa. - 47de Gang. Her skede en ulyk¬
ke i Huuset, jeg turde derfor ey længer blive der for Spø¬
gerie.- 48de Gang. Her var Vertens Datter saa uhøf¬
lig, at hun løb mig paa Armen, hver Gang vi mødtes
paa Trappen. - 49de Gang. Her døde Verten og Huu¬
set blev solgt.  50de Gang: Her blev Enken gift, og
det roelige Huus blev forvandlet til et Vertzhuus. - 51de.
Gang. Her blev Verten Enkemand, og friede til mig paa
en alt for dristig Maade, men da han tog feil i sine Tan¬
ker, sagde han mig strax op, endskiønt det var i utide.
52de Gang. Her kunde jeg ikke faae Sahls=Dørs Laasen,
repareret. - 53de Gang. Her boede nogle af Krigs Stan¬
den, de Gemene, som her i Hobetal maatte giøre Opvart¬
ning, bespændte alle Trapperne saaledes, at man ligesom
maatte løbe Spidsrod. - 54de Gang. Her vilde Vertens
Datter besøge mig med sin Smue=Kiereste, men jeg vilde


ikke give Tyve Leilighed. - 55de Gang. Her var ikke Vand
i heele Gaden. - 56de Gang. Her var alt for mange
Partier i Huuset. - 57de Gang. Her var ikke et Sted
til at svale Klæder paa. - 58de Gang. Her var en Skræ¬
der min Gienboe; han og hans Lærke Sang fra Morgen
til Aften; jeg maatte dog heller lide den sidstes end den før¬
stes Stemme. - 59de Gang. Her logerede en ung Me¬
dicus, som med Gevalt vilde indbilde mig, at jeg var
syg. - 60de Gang. Her tænkte jeg, at Verten og Vert¬
inden var Ægtefolk, men da jeg merkede anderledes sagde
jeg op. - 61de Gang. Her blev altid noget borte i Gaar¬
den. - 62de Gang. Her solgte Verten Melk og Brænde¬
viin; men fordie jeg ikke drak Brændeviin, vilde han ikke
ælge mig Melk. - 63de Gang. Her overtalede Vertin¬
den min Pige at tage fra mig til hende. Min Pige saae
got ud, og Vertinden holdt Vertzhuns. - 64de Gang.
Her giorde Børnene alt for stor Allarm. - 65 de Gang.
her fik jeg Lyst til at holde en Høne, men Vertinden kunde
ikke taale den i Gaarden. - 66de Gang. Her skulde Hu¬
set under Reparation, der skulde opsættes en blind Grund¬
muur. - 67de Gang. Her nægtede man mig at trække
Snore i Gaarden. - 68de Gaug. Her rog det atter igien.
69de Gang. Her blev jeg ueenig med min Vært, an¬
gaaende Extra=Skatten, han angav mig som formuende,
70de Gang. Her gik min Vært Fallit, jeg og mit
Gods havde nær bleven registeret tilligemed. 71de Gang.
Her var idelig Allarm i denne Gade, hvorfore jeg flyttede af den
72de Gang. Her lagde Verten paa Huuslejen for Feje¬
Skattens Skyld. - 73de Gang. Her blev min og Ver¬
tens Pige alt for gode Venner. Vertens Pige havde en
Broder. - 74de Gang. Her blev jeg bestiaalet.  75 de
Gang. Her vilde Verten ikke hvidte mit Kiøkken, som dog
var i accordten. - 76de Gang. Her vilde man ikke skaffe
mig Vindovn for Bielegger. - 77de Gang. Atter lagde
denne Vert paa Huuslejen for Extra=Skattens Skyld.
78de Gang. Her vilde Verten intet indsette nogle Ruder,
som Haglen indslog. Han paastoed at Vinduet ikke var
lukket.  79de Gang. Her var en Fatal Træk=Vind i
hele Hunset. - 80de Gang. Her var atter af de Rødbru¬
ne i Panelet.  81de Gang. Her kom Vertinden op til mig
en gang om Dagen; og hver Dag klagede hun over sin Mand.
82de Gang. Her løb Vertens Døttre mig paa Dø¬
ren 2 a 3 Gange om Ugen; de kunde ikke tale uden de skul¬
le raabe og bandede næsten til hvert Ord. -83de Gang.
Her blev jeg ueens med Verten om Renovationen. - 84de
Gang. Her vilde jeg boe i Stuen, for at undgaae de
mange Trapper, saasom jeg blev til Aars; men det skal
jeg aldrig mere; thi der var nest ved et Huus meget liigt
det, hvori jeg boede; saa Aften Giesterne gik altid Feil.
Og det som var det ærgerligste, disse ryggesløse Knægte
drev mærkelig Spot med min Alder. Politiet maatte selv
lee, da de en Aften blev hentet til min Naboe, og ved
Feiltagelse af Huuset kom ind til mig. Jeg skielvede, da
jeg saae dem. - 85de Gang. For Udsigtens Skyld til
Haven, boede jeg engang i den lange Gade, men der kom


nogle i det Huus at boe; hvorover jeg flyttede. -86de
Gang. Her røgede det atter igien. Man er meget incommo¬
deret i denne Bye med Røg. -87de Gang. Her var intet
Vand i Gaarden. 88de Gang. Her lagde Verten atter paa
Lejen for Extra Skattens Skyld. - 89de Gang. Her
boede en Feldtbereder i Nærværelsen. - 90de Gang.
Her var Muus, og dem er jeg saa bange for.
91de Gang. Her troede jeg gandske vist, det spøgede, og
derfor sagde op; bag efter kom jeg efter Spøgeriet; min
Pige havde en god Ven i Kiøkkenet om Natten. - 92 Gang.
Her blev jeg ueens med Vertinden om at lade Trapperne toe.
93de Gang. Her boede en Tromme=Mager i Nærværel¬
sen. - 94de Gang. Her kom en til at boe næste Væg
ved mig, han fandt Fornøyelse i at blæse paa Valthorn;
saa tit han stødte i sit Horn, rystede mit heele Legeme og
mit Natbord. - 95de Gang. Her var Vertindens 3de
Hunde meget uartige paa Gangene. - 96de Gang. Her
blev jeg atter bestiaalet ved min Piges Skiødesløshed.
97de Gang. Her solgte Verten sit Huus, og reyste bort
med sin heele Familie. - 98de Gang. Her havde Ver¬
ten og hans Folk den Maade at viise dem bort, som kun¬
de spørge om mig. - 99de Gang. Her blev jeg ueens
med min Vert om de nye Af= og Tilgangs=Lister i Henseen¬
de til Maaneds=Skatten. - Altsaa haver jeg, som sagt
er, flyttet 99 Gange, og jeg troer ikke man skal sige, at
jeg har flyttet uden Aarsag. Jeg er kun bange for, at jeg
endnu, førend jeg flytter ind i Evigheden, kommer til at
flytte paa Jorden den Hundrede Gang; thi min nye Vert
har allerede ladet sig forlyde med, at han, formedelst de
mange Skatter, bliver nødsaget til at legge paa Huusleyen.
Kunde jeg nu huske hvad alle disse Flytninger har kostet
mig, og hvad Skade jeg har lidt hver Gang, jeg havde
flyttet, saavel ved mit Tøys Sønderslagelse og Bedervelse,
som ved Tyve=Haand, vilde det næsten blive saadan en Ca¬
pital, at jeg for samme kunde have været Eyere af et lidet
Huus. Man mister altid noget ved Flytninger, og fat¬
tige Folk veed ikke, hvad de har, førend de skal flytte.
Borgeren fra Kiøbstæden paa
Landet.
Tanker om Tiggerie.
Den Hensigt, at udrydde og skafte Tigere af Veyen,
ee saa meget mere overeensstemmende med den fornuftige
Statsklogskabs Forskrifter, saasom man paa den ene Side
styrer og hemmer Ørkesløshed og Lediggang, og paa den
anden Side tvinger de dovne Statens Lemmer til en nyt¬
tig Levemaade. De viseste iblant alle Folkeslag, Ægyp¬
terne, indsaae i Tide, hvor meget Lediggængere faldt Sta¬
ten til Byrde, og hvor skadelige de kunde blive for den.
Derover var enhver Borger forbunden, efter visse i denne


Henseende givne Love, at giøre Regnskab for sin Levemaa¬
de og de Midler, hvoraf han ernærede sig og sin Familie.
Ved denne Leylighed bleve Lediggiengerne opdagede, og alle
Statens skadelige Medlemmer tilbørlig afstraffede. Men
man straffede ikke allene Lediggang og Ørkesløshed, men
søgte endog at rydde den Forevending af Veyen, under
hvilken den havde indsneget sig. Enhver Stadtholder blev
derfor anviist, at vedligeholde visse offentlige Arbeyder, for
at skaffe dem noget at giøre, som intet havde at bestille.
Ved saadanne vise Foranstaltninger lykkedes det, gandske
og aldeles at udrydde Dovenskab og Tiggerie af Ægypten.
De Grædske og Romerske Historiebøger melder om ligesaa¬
danne Midler, til at styre og hemme Betlerie, men de be¬
retter tillige den berømmelige Omhue, hvormed man antog
sig udlevede Folk, og hielpeløse Fader= og Moderløse Børn.
Disse fortiener i Særdeleshed vor Opmerksomhed, og vi
kan ikke nægte dem den uundværlige Hielp, uden at blive
Umennesker. For den Aarsags Skyld maae de ikke blan¬
des med hine Statens ørkesløse Lemmer, som man ved Lo¬
vens Strænghed maae tvinge til deres Skyldighed og den
almindelige Pligt, efter Muelighed at blive den Stat nyt¬
tig, hvorudi man lever.
Man paastaaer, at man under Constantins Regning
har ophørt at holde over Lovene iblant Romerne iblant
Landstrygere. Denne Printz, rørt af den Elendighed, hvor¬
udi saa mange af de Christne vare geraadede, og af de Lidel¬
ser, som de maatte udstaae i Forfølgelserne, lod opbygge
Hospitaler, og derudi optage alle Betlere, og saadanne
Personer, som vare beskadigede paa Legemet. Disse milde
Stiftelser, som ikkun bleve anlagte i den Hensigt, at lette
deres Elendighed, der havde lidt for den christne Religions
Sandhed, gav Anledning til, at Landet inden kort Tid blev
saa oversvømmet af Tiggere, som nu ikke meere frygtede for
Lovens Strenghed, saa at Keyserne, for at befrie Staten
derfra, gave alle Borgere den Tilladelse, at giøre alle de
Tiggere til Slaver, som vare i Stand til at arbeyde. Carl
den Store, fandt et sikkert Middel, til at skaffe alle land¬
stryggende Tiggere af Veyen, i det han forbød at give en
Tigger, som var i Stand til at arbeyde, den allerringeste
Føde eller Underholdning. Siden denne Printzes Regie¬
ring ere deels gamle Forordninger imod Tiggere blevne for¬
nyede, og deels giorte nye, men som ofte ikke har havt
den forhaabede Virkning, fordi man sielden har været be¬
tænk paa, at sette det sande og eneste Middel i Stand, til
at styre dette Onde. Men dette Middel bestaaer blot alle¬
ne derudi, at skaffe dem bestandigt Arbeyde, som intet Ar¬
beyde har, eller og, efter Omstændighedernes Beskaffenhed,
at tvinge dem dertil. Dette er det eneste Middel til at
fordrive Ørkesløshed og Lediggang, som er saa farlig for
Staten. Men ikkun saadanne Betlere, som ikkun af
Modtvillighed, eller af Mangel paa Foranstaltninger at
kunde leve, kan Staten saaledes tvinge til at blive nyttige
Medlemmer.


Samleren.
Om Carthaginenserne.
Tarthaginenserne vare Colonister fra Thyrus i Phoenici¬
en, og deres Colonie udgiorde en smal Land=Strekning langs
med Middel=Havet, bekiendt af store Stæder, frugthar
Jord og Fiske af Purpur-Snegle. Phoenicierne nedstam¬
mede fra Canancerne og Jdumeerne. Deres Gud=Lære
forvandledes med Tiden til et grovt Afguderie, og deres
Sprog var en Dialeet af Ebræernes. De giorde sig udø¬
delige ved Flid, Handel og Søefart, Opfindelser af Ler¬
rets-Manufacturer, Purpur=Farve, Glas=Tilvirkning, net
Arbeyde i Metaller, Elfenbeen og Træe: Bygnings=Kun¬
sten og i særdeleshed Skibs=byggerie, med hvilket alt de sat¬
te sig i en vidt strækkende Handel til Land og Vands. Si¬
don var den ældste og fornemste af deres Stæder. Tyrus
en Sidonisk Colonie, som med Tiden tog fortrinnet fra sin
Stammebye, og havde sine egne Konger, ligesom Sidon.
Pymalio, en pengegierrig Regent, rydede sin Svoger Si¬
chæus af Veyen, i Haab om hans Efterladenskab; men
hans Enke, Dido, reyste under Prætext at sætte sig ned
i Chartaca, imellem Tyrus og Sidon, til Africa og tillige¬
med sin Broder Barca lagde Grunden til Carthago paa
en Halvøe af 360 Stadiers Omkreds.
Jomfruens Fætter.
Noget om Tale=Kunsten.
Jntet skader ofte mere en Talere, end Vidtløftighed.-
En Tales Indgang er ligesom Forspillet i Musikken, og
som Portalet paa en Bygning. Det maae være smukt,
men ikke langt - Hin Advocat begyndte sit Fordrag for
Retten saaledes: Terxes havde en Armee af en Million
Mennesker &c. Præsidenten faldt ham ind i Talen og
sagde: Advocat! lad denne store Armee i en Hast
marschere forbi; thi Landet har saa lidt nok i disse
Tider. - En anden Taler giorde det bedre. Da Kon¬
gens Broder kom til Staden, og han skulde holde en Til¬
tale til ham til Velkomst, sagde han uden Indgang: Jeg
veed nok den Kunst, at falde Deres Høyhed besvær¬
lig. Det beroer blot paa mig at giøre det. Men
jeg vil meget mere forestille Dem de Mænd, som skal
overantvorde Deres Høyhed Stadens Foræringer.
Printzen omfavnede ham og sagde: At han aldrig hav¬
de hørt nogen Tale, som havde befaldet ham bedre
end denne. - Despreaux giver denne Regel: Vær kort
og munter i Eders Fortællinger. - En Advocat kla¬
gede i Comoedien i Anledning af en Capun, som var stiaa¬


len bort fra hans Principal. Han begyndte en lang For¬
tælling om de adskillige Straffe over Tyve hos adskillige
Nationer, og da han var kommen indtil Japan, udbrød
Dommeren fuld af Utaalmodighed: Advocat! naar vil
J komme fra Japan til Capunen? - Korthed giver
sindrige Taler den største Eftertryk. - Man meldte for
en Spartansk Konge, da han just var i Begreb med at le¬
vere et Slag, at Fiendernes Antal var saa stort, at man
ikke kunde see Solen for Pilenes Mængde. Han svarede
smilende: Desto bedre for os; thi saa kan vi fægte i
Skyggen. - Marius skienkede tusinde tappre Sicilianer
Borgerrettighed paa Valpladsen. Hans fornemste Krigs¬
Betientere forestillede ham, at Lovene forbøde, at give
Fremmede Borgerrettigheden. Det giør mig ondt, sva¬
rede Heldten, jeg har under Vaabenernes store Allarm ikke
kundet høre, hvad Lovene siger. - Da Herr Menage søg¬
te at optages i Academiet, og man afslog ham det paa den
Grund, at han havde vanæret samme i sine Taler, sagde
Hr. v. Monmart, at man meget mere maatte dømme
ham til at optages i Academiet, ligesom man dømte
et Menneske til at ægte en Pige, naar han havde
vanæret hende. - Da Pater Bourdaloue prædikede i
Ronen, forlode Haandverksfolkene deres Verkstæder, Kiøb¬
mændene deres Handling, og Advocaterne deres Parter,
for at høre ham. Det følgende Aar prædikede Pater Har¬
rouis sammesteds, og sagde: Jeg har bragt alting i
Orden igien. Thi der var ingen, som forlod sit Arbeyde.
Paa et fornærmeligt Spørsmaal følger ligesaadant
Svar. - Hin Keyser spurgte den Venetianske Gesandt:
J hvilket Land de flyvende Løver fandtes? Han sva¬
rede: i samme Land, hvor Ørnene opbolder sig med
de to Hoveder. - Præsidenten i Lamoignon spurgte en
berømt Advocat, hvortil han havde bestemt sin Søn. Han
svarede: Dersom han lærer noget, saa skal han, drive
min Profession; men dersom han ikke lærer noget,
saa skal han være en Raad. - En Romer, som var af
ringe Herkomst, giorde Lælius, som var af Adel, den Be¬
breydelse, at han udartede fra sine Forfædre. Dette, sva¬
rede Lælius, vil jeg ikke sige om dig; thi du slægter
dine Forfædre fuldkommen paa. - En Romersk Hø¬
vedsmand havde udrustet en Soldat med alle Slags Vaa¬
ben, og sagde: Nu tør du ikke ved at være bange for
at nogen skal angribe dig. Jeg troer det nok, sva¬
rede Soldaten; thi da jeg i denne Rustning ikke kan
forsvare mig, saa er vel ingen saa nederdrægtig at
angribe mig. En Taler maae giøre anstændige Bevæ¬
gelser - En Advocat anklagede et Menneske, som havde
skudt en Pistol løs paa en anden, og strakte Armen ud, lige¬
som han havde en Pistol og vilde give Fyer. Præsidenten
drev derpaa Spot med ham og sagde: Advocat, das
Gewehr hoch! Men Advocaten hialp sig skikkelig derfra,
tog Huen af og sagde: De gode Herrer har intet at
befrygte; thi jeg har ikke skarp ladt.


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 18


Den nyegifte Kone.
M¬
vilke Forandringer ere dog Menneskene ikke underka¬
stede i denne Verden, og i sær et Fruentimmer!
vores No. 15. havde jeg den Ære, under Navn af
den lille muntre Jomfrue, at tale med vore gunstige Læ¬
sere. Nu har jeg den Ære at fremstille mig, som en nye¬
gift Kone. Af min sidste Correspondentindes Skrivelse
om Ja=Ord, saae jeg, at alting fryder sig imod Somme¬
ren. Hvorfor skulde jeg da ikke ogsaa fryde mig? Fruen
timmerne har jo dog det Ord paa sig, at de ere forander¬
lige, og at de, jeg gider neppe sagt det, kan faae 15 Sind
over et Dørtrin. Hvorfor skulde man ikke undertiden sva¬
re til de Tanker, de gunstige Mandfolk ofte har om vort
Kiøn? – Men maaskee nogle kunde fornøye sig over at
faae at vide, hvorledes det gik til med mit Giftermaal, som
ingen, uden jeg og min udvalgte Mand, vidste noget af
Giftermaal er dog det, unge Mennesker helst gider hørt
tale om. For at fornøye saadanne, vil jeg fortælle den
heele Tilgang: - Jeg var for kort Tid siden i Sælskab
med en ret elskværdig Mandsperson. Jeg havde kiendt
ham længe af hans Dyd og fuldkomne Egenskaber; dog
havde jeg aldrig tænkt paa at elske ham, førend denne
Gang. (Saa uformodentlig og uformærkt kan Kierlighed
komme) Jeg havde vel tilforn havt adskillige Friere; men
jeg var ikke betænkt paa at ville gifte mig endnu, (dog sag¬
de jeg ikke, at jeg aldrig ville givte mig; thi saadant For¬
sæt eller Tale af en ung munter Pige veed man nok, hvor¬
vidt strækker sig) - men nu fik jeg det i Sinde, og jeg
friede selv. - Kors! friede selv! hører jeg strax man¬
ge af mine peene Med=Søstre at sige: hvilket slet Fruen¬
timmer maa hun ikke være! Fy! skulde vel nogen af os
fornedre sig saa dybt, at ville frie selv! Er vel saadant
os Fruentimmer, det blufærdige Kiøn, anstændigt! Kors
bevare os! Ney, det havde vi aldrig tænkt om den lille
muntre Jomfrue, at hun var af det Slags, og saa
nedrig, at hun vilde frie selv! Hun beskiemmer jo vort
heele Kiøn! Hvilken Triumph er det ikke for alle stolte
og indbildske Mandspersoner; de kan giøre sig galne
Tanker nok alligevel. Man kan jo neppe see til disse i
sig selv forgabte og forelskede Smaa=Herrer, førend de
tænker, man er forliebte i dem, og ønsker sig deres Op¬
vartninger! Ney, det gaaer alt for vidt, at ville frie
selv? Man kan dog ikke see Folk længer end indtil Tæn¬
derne! Her gik hendes Munterhed alt for vidt,,
Saadanne og andre Raisonnements vil ventelig falde over
min ringe Person; men de rører mig slet intet. Det skal
meget meere fornøye mig, om jeg kan give Folk Leylighed til
at giøre sig lystige paa min Regning; jeg veed dog, man gi¬


der gierne talt om de Fraværende. Mig er det nok, at
jeg har faaet en eyegod Mand; og at man kan vide, hvo
han er, da er hans Navn Damon. Denne allerkiereste
Mand har jeg saamænd selv befriet. Jeg kunde vel, lige¬
som mange andre, paa en uformærkt Maade og ved Mel¬
lembud af dem, som lever af Ægteskabs=Meglerie og Koble¬
rie, have tilkiendegivet ham mine Tanker, eller faaet ham
bragt paa Tanker om mig; men mig syntes, det var ikke
mere uanstændigt for et Fruentimmer, end for en Mands¬
person, at frie. J følgende bunden Stiil tilkiendegav jeg
Damon mine Tanker, dem han besvarede i ubunden, og
med ligesaa stor Oprigtighed meddeelede mig fine Tanker,
som jeg havde givet ham mine tilkiende. Vi behøve¬
de altsaa ikke at lønne et Mellembud. Ey hellet behøvede
vi at holde et kostbart og ceremoniel Ja=Ord, saasom ingen
af os havde i Sinde at igientage det givne Ja; thi vi hav
de alt givet hinanden Hierterne.- Vi holdt Bryllup,
uden at incommodere Bedemand, Conditere og Gratule
rende: Min Kiereste Damon og jeg tillige med 2 andre,
hvoraf min Fætter var den ene, kiørte til Præsten. Hvor
meget blev herved ikke sparet, hvor megen Uroe undgik vi
ikke herved, og hvor roelige vare vi ikke de følgende ellers
sædvanlige Gratulations=Dage. Vi fik ikke over 6 Gra¬
tulationer, og vi sover dog gandske got om Natten, og le¬
ver meget fornøyede om Dagen. Som unge Folk gik vi
i Kirke, jeg siger: gik; thi vi kiørte ikke engang, og ingen
Nysgierrig kunde passe paa ved Kirke=Døren og paa Kirke¬
Gaarden, fordi ingen vidste det, og vi gik som gamle Egte¬
folk. - Hvorledes det ellers gaaer mig i min Kone=Stand,
fremdeles, skal jeg nok have den Ære at fortælle dem; thi
vort Sælskab vil ikke slippe mig, og, i Henseende til min
Munterhed, har jeg, saa mæn, endnu ingen Forandring
faaet i Brude=Seng. - Forskiellen bliver allene denne:
at jeg tilforn skrev under Navn af den lille muntre Jom¬
frue, men herefter under Navn af den nyegifte Kone. Her
er ellers mit Frier=Vers og de Elskovs=Vaaben, hvormed
jeg vandt min allerkiereste Damon, og det Kierligheds
Baand, hvormed jeg bandt det oprigtigste og dydigste Hierte
til mit:
Undskyld, o Damon! disse Tanker,
Som du har selv opvakt hos mig;
Undskyld, jeg viger fra de Skranker,
Som for mit Kiøn best skikker sig.
Men Damon du har rørt mit Hierte,
Din Yndighed selv Skylden bær;
Jeg længe nok har skiult med Smerte,
Hvor inderlig jeg dig har kiær.


Tænk ey et flygtig Sind mig driver,
At elske mig en Vane er;
Ney lille Damon! hvad jeg skriver
Paa Dyden ene grundet er.
Ja Damon alt for Elskelige
Troe Amarylles elsker dig;
Alt hvad hun har om dig hørt sige,
Giør dig desmere elskelig
Jeg ønsker Damon! Dig at eye,
O kunde jeg den Lykke naae!
Den vilde meget overveye¬
Hvad anden Glæde jeg kan faae.
Men kan jeg Dig end ikke vinde,
Saa bær dog ey mod mig Foragt;
Det er naturligt, en Hyrdinde
Kan føle Kierlighedens Magt.
Men er du alt min Damon bunden?
Har du dit Hierte givet bort?
Har dig en anden overvunden?
Da svar kun Amarylles kort.
Da viis Dig ærlig: Siig hun ikke
Skal søge meer at vinde dig;
Siig: Hendes Skiebne ey vil skikke
At hun skal blive lykkelig.
Da skal jeg villig indelukke
Min Kierlighed udi mit Bryst;
Og kuns i dybe stille Sukke
Vil søge Lindring, Raad og Trøst.
Eet vil jeg Dig, min Daman! bede;
Lad ingen vide, at jeg skrev;
Nysgierrighed lad Dig ey lede,
Jeg ellers ulyksalig blev.
Thi der er nogle som mig kiender,
Og veed jeg bærer dette Navn;
Om de først Vaaben fik i hænde,
Det blev ey meget til mit Gavn.
Nu vil du, kiere Damon! giette
Hvo dette til dig skrevet har;
Mon du ey treffer paa den rette,
Jeg ofte i dit Sælskab var.
Jeg er af Stand og er din Lige,
Din og min Fader bar eens Rang;
Men meere tør jeg ikke siige,
Vær hermed roelig denne Gang.
Med Tiden skal du faae at viide,
Hvo denne Amarylles er;
Men sæt Nysgierrighed til side,
J fald Du selv er Ærekier.
Nu, Damon! jeg vil overlade
Det til Din Generosite
Men lad for alting disse Blade
End ikke dine Brødre see.
J Morgen Aften maae Du vente
Mit Bud, det kommer vist til Dig;
Som skal et skriftlig Svar afhente,
Om Du mig giører lykkelig.


Du dig til Vers skal ikke binde;
Men som dig synes bæst, saa skriv
Til Amarylles den Hyrdinde;
Men, Damon! taus og ærlig bliv.
Huusholdersken.
Een kort Have=Calender.
Om Have-Forretninger i May Maaned.
1.) J Blomster=Haven.
Dette er en af de behageligste Maaneder i Aaret. Der¬
for maae man flytte alle de Træer og Vexter ud af Vext¬
Husene, som man hidindtil har ladet staae der, saasom
Citron= og Pommerantz=Træer, Jndianske Figen, alle
Slags Jesminer &c. Man kan endnu og forplante Ros¬
marin=Grene. J tiltagende Maaned forplanter man og
unge Levkoyer, Negliker &c.
2.) J Kiøkken=Haven.
Der er nu overmaade meget at bestille i Kiøkken=Ha¬
ven. Man luger og udrydder Ukrudet flittig. Man van¬
der Melonerne og tager Side=Rankerne fra dem. J øvrigt
maae man efterhaanden forplante Salat, Kaal, Majoran
og Basilike, samt videre endnu saae Sukker=Erter, hvide
Bønner og sildig Salat. Naar Solen skinner sterkt, saa
maa man flittig vande Urterne.
3.) J Frugt=Haven.
J denne Maaned er det meste og fornemste allerede
forrettet ved Træerne, hvorfor man lader dem saaledes
voxe til. Det Ukrud og Græs, som findes ømkring Stam¬
men, tager man flittig bort. Hvor man har Leylighed
dertil, kan man fra de høyere Steder lede Regnvandet til
dem. Man binder og Viinstokkene til Pæle.
I denne Maaned er det godt at faae Karse.
At saae sildig Blumkaal, Basilicum, Majoran,
Agurker, Græskar, sildig Grønkaal, hvid Hovedkaal, og
Sommer=Redikker.
Ved gammel Maji=Dag at plante Vitsbønner.
Flytte og forplante alle de Slags Kaalplanter, som
haves store nok dertil, samt Beder.
Udluge Udkrudet, i sær Svine- eller Gaase=Tidsel,
og i tilkommende Maaned ofte at afstikke den dybt i Jor¬
den, eller ofte at afskuffe den med en bred Have=Spade.
At rygte alle Slags Planter, og trekke dem op, som
staaer for tet sammen; samt midt i Maji at lade luge
Asparges Landene første gang.
Flittig at lade vande alle Slags Planter, naar Var¬
men vedholder i sær hver anden Time at oversprænge dem
med Vandkanden, som Jordlopperne holder sig mest til.
Samleren.
Et mærkværdigt Exempel paa Ædelmodighed, Bra¬
derlig Ømhed og Sønlig Kiærglihed, uddraget
af et Brev, skrevet fra Troyes, i Champagne.
Ontet foraarsager meere Skræk blant Land= og Haand¬
værks=Manden i Frankerige, end at udtages til Frigs¬


Tieneste; deres fornemmeste Rigdom beroer paa det lidet,
som udkommer af deres Børns Arbeyde.
Den sidste Udtagelse udspredte Forskrækkelsen over de
fleeste Handværker i Troye saavelsom paa andre Steder;
dog var den Cuniske Familie, som var af Skoemager=Pro¬
fession, meest fortabt. Endskiøndt de vare fire brødre,
kostede det dog megen Umage at fortiene det nødvendige
til at underholde sig og deres Moder Johanne Gauvin,
som for 3 Aar var bleven Enke. Jkke destomindre maat¬
te trende af disse fire Brødre fremstille sig ved Udtagelsen
til Krigs=Tieneste; den fierde var for ung til at forøge
Skaren af disse tvungne Helte. Førend Udtagelsen skeede,
traad den næst ældste frem og forestilte Krigs=Commissai¬
ren med taarefulde Øyne deres Moders elendige Tilstand,
hendes store Bedrøvelse og den græsselige Armod, i hvilken
hun ufeilbarlig vilde geraade, dersom hendes ældste Søn
skulde blive saa uheldig at udtages til Soldat. Dette un¬
ge Menniskes Taarer rørte vel Commissairen men eftersom
den Kongelige Forordning ikke tilloed ham at ansee slige
forestillinger, maatte de tre Brødre trække, og Lodet tra¬
just paa den ældste, hvilken de saa gierne havde friet. Nu
blev den næst ældste gandske fortvivlet, faldt i den hæftig¬
ste Graad, og en lydende Hulken; Commissairen, som
rørtes ved hans Skrigen og Jamren, tillod ham at tage
sin Broders Seddel og at blive Soldat i hans Sted; det
unge Menniske blegnede ved dette Tilbud, skreg endnu høye¬
re, og svarede, at han hellere vilde døe tusinde gange,
end gaae i Tienesten. Johan Jacob Cuny, den tre¬
die Broder hørte alt dette, og syntes derved gandske roelig,
ja ligegyldig. Endelig spurgte Krigs=Commissairen denne:
og du, hvad vælger du? Jeg bier efter, svarede han
gandske Koldsindig, at denne Brøler skal ophøre at døve
vore Øren. Den anden Broder bliver roelig: Johann
Jacob træder frem, og med største Gelassenhed lader sig
indskrive i sin ældste Broders Sted, tager mod Kokarden
og løber hastigen til sin Moder og forkynder hende den Lyk¬
ke, at have beholdt sin ældste Søn, ja gaaer roeligen i
Værkstædet og begynder sit Arbeyde uden at sige hende den
ædelmodige Tieneste, han nys havde giort hende. Hr.
Grosley, som fortiente at være Tilskuer ved et saadan Op¬
tog, skyndte sig hen til Greven af Argental, Jnfant=Her¬
tugens af Parma Minister ved det Franske Hof, for at
fortælle ham dette rare Syn, og bad ham at han vilde an¬
holde for dette unge Menneske hos Hertugen af Choiseul
om en Belønning der passede sig til en saa Dydig og Uegen¬
nyttig Handling. Hr. Græven af Argental, der vidste li¬
gesaa got at sætte Priis paa Mennesker og paa deres Gier¬
ninger talede med megen følelse paa Salen i Marly, hvor
Hoffet var, om denne smukke og rørende Handling. Den
fandt bifald; Cavallierne og Dammerne skyndte sig een
frem for den anden at bidrage til en Beløningfor den Dy¬
dige Johann Jacob. Denne lille Collecte beløb sig til
1032 Liv. som Grev Argental sendte til Troyes. Hr.
Grosley formaaede Stedets Øvrighed at modtage 960
Liv. af denne Summa og deraf at svare den gode Johann
Jacob Cuny en aarlig og bestandig Rente af 50 Liv. de


øvrige 72 Liv. gav han i hans egne Hænder til at bestride
sine trængende Nødvendigheder. Og vi indtagne af Agtel¬
se for den gode Johann Jacob Cuny, skynde os at be¬
kiendtgiøre hans Ædelmodighed, hans broderlige Ømhed
og sønlige Kierlighed.
Fætteren.
Jalousie imellem de ældre og yngre Piger.
Det er forunderligt! saasnart en stakkels Pige
Engang i Sinde faaer, at hun sig gifte vil.
Da veed man ikke hvad man vil om hende sige;
Men hun er ligesom for alle sat paa Spil.
Thi er en Pige ung, og tilig naaer den Lykke,
At hun kan faae en Mand; strax seer de Ældre suurt.
De ikke ved hvordan, de skal paa hende tygge,
De siger: ja, den Mand han ærlig bliver smurt.
De af Misundelse den stakkels Mand beklager,
Og siger: Ak! den Mand et Barn til Kone faaer
Som ey det mindste veed af en Huusholdnings=Sager,
En Grød at koge ret, hun ey endnu forstaaer.
Thi troe mig, jalousie blandt Pigerne regierer.
Hver Pige tænker, at hun første Fortrin har.
De haver denne Feil: de gierne sig moquerer;
Hver tænker, at hun best til Kone skikket var.
Om unge Piger, som blier gift, det saa jo heder?
Ney, nu er Verden gal! Skal Børn i denne Stand?
Men man betænker ey, at disse Børn og beder:
Jo før jo hellere at kunde faae en Mand.
Man har Exempel paa at disse Hierte-Tyve
Af Lyst til Ægtestand og Ægtestandens Drift,
Kan ogsaa nogle Aar til deres Alder lyve.
Allene i det Haab lidt før at blive gift.
En Glut paa Fiorten Aar engang kom ind i Stuen,
Hvor just en Frier var, som hende vilde see.
Hun viste ey deraf; dog tændtes Elskovs=Luen.
Hun saae paa Faderen og denne Fremmede.
Nej, sagde Faderen, hun er for ung min Datter;
Der bliver intet af; hun er kun fjorten Aar.
Den hierterørte Glut strax raabte med en Latter:
O! Nej, Papa! jeg i det femtende alt gaaer.
Hver Pige, hvem hun er, saavidt hun er en Pige,
Saa troer jeg sikkert nok, hun ønsker sig en Mand.
J Smukke! vreedes ey, fordi jeg det tør sige.
Jeg legger dette til: J ey fortænkes kan.
Deri J haver Ret. Jeg ønsker mig en Kone.
J ønsker Jer en Mand. Det kommer ud paa Eet.
En Dydig Kone er jo Mandens Lyst og Krone.
En Kone bliver ved en dydig Mand forseet.
Dog hør mit smukke Kiøn! J unge hiertens Glutte!
J giorde bedre, om J mindre ønskede
Saa tilig Eder ned i Brude=Seng at putte,
Deri bestaaer ey just den Stands Fornøyelse.


Tænk ey at det er nok, at J Mama kan blive.
Nei, der til Ploven hør lidt mere end som Hon.
Et Barn paa otte Aar til Nød en Plov kan drive;
Men en Fornuftig maa dog styre denne Plov.
Tænk ey, at det er nok, at J kan eder stadse,
Og lade Øynene kun al iid løbe om.
At J med den og den kan spøge, lee og fiase.
Deri bestaaer ey just en Kones Ejendom.
Stræb ey saa meget, at J Eder kan Clienter
Tilvejebringe og en Hob Tilbedere.
Troe mig den Capital indbringer slette Renter
Tilsidst J Eder maa ved dem bedragne see.
Vær ey forpikket paa, at giøre Eder Slaver,
I Haab at have een, om andre vil slaae fejl.
En Huuslig Kones og en ægte Moders Gaver
Bestaaer ey just deri, at sidde for et Speil.
Tænk ey, at alting saa er klart, naar J kan blive
En Kone i et Huus og give Øredask.
At J hvert Fierding Aar en Pige Pas kan give,
Naar hendes Løn og Kost har været Klisk og Klask.
At J som Fruer kan i Canopeen side
Og kun med Foden, som man siger, vise Vey.
Og at J den og den kun kan paa Tungen slide.
Deri en Kones Pligt ey just bestaaaer. O! Ney.
At J kun Eders Mænd kan plustre og udsuge.
For Penge, nu til det, og nu igien til det.
Thi tænk, hvad Kniplinger og Baand J ej kan bruge.
Hver Dag nye Blomster paa Jert Franske Hoved-Sæt.
Men stræber hellere, at giøre Eder dygtig,
At J med Ære kan bekomme Kone-Navn.
At J i Eders Huus kan vise Eder klygtig,
Som en Huusmoder bør; saa fremmes Eders Gavn.
Ja legger heller Vind paa Dyd og smukke Sæder:
Paa Ærbarhed og Tugt, paa Flittighed og Vid.
Saa kan J vente, at J vist det Hierte Glæder,
Hvortil J bindes skal engang i Eders Tid.
Thi ellers bliver jo en Mand ved Jer bedraget,
Som J dog saa og saa har vidst at tage ind.
Derfore hører man, saa mangen en har klaget
Ak! denne Hierte-Tyv mig giorde gandske blind.
J Smukke Unge! jeg paa Eders Fromhed stoler.
Jeg ved, J fromme er, og kan ey blive vred.
Jeg Eder alle ey just med een Allen maaler.
At J ey ere eens, jeg selv tilstaaer og veed.
J maae jo tilstaae selv, at alt for ung en Kone,
Saalænge hun endnu i Ærmet Barnet bær,
En Mand ey nytter stort; men denne smukke Krøne
Paa Mandens Hoved tit til større Byrde er.
Dog holdt jeg holder mig for længe ved de Unge;
Men de vel seer det selv, det skeer af Kierlighed.
Min Tunge aldrig tret kan blive af at siunge
Om dem; dog holdt min Pen, at de ey bliver vreed.
Jeg paa et andet Skaft min Mund vil atter vende,
Og lidet tale om de meere Aldrende.


Her skal man Jalousie strax hos de Unge kiende,
Saasnart de Aldrende kan og faae Friere.
De Unge taler saa: saasnart de faaer at høre,
At der i Ægtestand skal en bedaget Møe.
De ondt for Hiertet faaer. Veed ei, hvad de skal giøre.
Af lutter Harme de er færdige at døe.
Hvad? siger de: hvad nu? Hvad nytter Rosens Kinder?
Hvad nytter Skiønhed os og Øynes Stierne=Glands?
Saalænge den og den kan blive Sejervinder,
Og foretrækkes os, og faae en Brude=Krands.
Hvad Frugt har vi nu af vor Sved, vor Flid, vor Møje,
Af vor Aarvaagenhed, at give nøye Agt
Paa hver en Mode, som nedstammer fra de Høye?
Naar vi foragtes dog. Vi blive maae forsagt.
Forgieves Alting er i Fagter og i Lader.
Er der ey meere Kraft udi en yndig Smiil?
Omsonst er hvert et Trin vi giør paa Stadens Gader.
Cupido vist gaaer galt med Koger og med Piil.
Ak! er den gyldne Tid og Epocha udrundet,
J hvilken Blomsterne fuldkommen stod i Priis?
Har Parcæ endelig vor Undergang opspundet?
Er der blandt Mandfolk nu ey længer nogen viis?
Er Skiønsomhed nu plat af Jordens Øe forsvundet?
Skal Aar og Ælde saa for Skiønhed have Rang?
Hvad haver vi da vel med vores Skiønhed vundet?
Ak, har man siunget for vor Vugge denne Sang?
Skal det saaledes gaae, at Brudeseng og Skammel
Nu for de Aldrende allene redes skal?
Og ingen blive kan nu gift, før hun er gammel?
Da ønskede vi at vi var i deres Tal.
Skal det saaledes gaae? Hvor kan en ærlig Pige
Da sine Blomster=Aar saa eenlig slide hen?
Vil Skiæbnen ligesom med os da føre Krige?
De vakkre Ungdoms Aar vi faaer dog ej igien.
Skal vi den søde Lyst aleneste kun nyde
Mod Enden af vort Liv, og udi nogle Aar?
Naar Leegen just er best; saa maae vi jo afbryde?
Hvem kiedes ikke ved de graae og hvide Haar
Men Piger, hvad er det, hvad Pokker stikker Eder!
Siig mig, hvi ere J saa utaalmodige?
Frygt ey. En Brudeseng man og til Jer opreder.
Giv Tid, det haster ey. J har ey Aarene.
Det er forskrækkeligt, Hvorfor er det J larmer?
Hvem nægter det, at J jo er de smukkeste?
Der kommer dog nok den, som sig engang forbarmer.
Det lader alt for galt, J er saa ivrige.
Det kan dog ej gaae an, at i kan lige springe
Af Vuggen, Svøb og List, fra Eders Gange=Stoel
Og op i Brudeseng. Hvor kan det sig gelinge?
Vist nok! J skinner som den klare Middags=Soel.
Til Eders Skiønhed J dog lidt Forstand bør samle.
Tænk ey, at Ægtestand er ikkun Børne=Leeg.
Men naar J har Forstand, og dertil noget gamle.
Saa ere J den Mynt, som har den beste Præg.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 19


Samleren.
Om Kirke Ceremoniers Afskaffelse i Preussen.
D¬
et er bekiendt, at det fordum var de Evangelisk=Lu¬
therske i Berlin og andre Stæder i de Preusiske
Lande tilladt og stod dem frit for, enten de vilde betiene
sig af Privat Skriftemaal eller General=Absolution, som
skeede efter en forhen holden Bod= og Formanings=Præ¬
diken. Men Aar 1733 udkom et Kongeligt Reglement,
hvorledes Gudstienesten skulde forrettes i St. Petri Kirke
i Berlin, da den var bleven opbygt igien, efterat den var
afbrændt formedelst Torden 1730. J samme Reglement
blev det blandt andet forbudet at giøre i efter Velsignel¬
sens Lysning; at synge Indstiftelsens Ord ved Nadverens
Sacramente; at bruge Lysekroner, Lys paa Alteret, eller
Messe=Klæder; samt at afsynge Collecter, Epistler og
Evangelier, paa Orgelværket blev befallet at spilles altid
endog i den største Sørge-Tid; det Private=Skriftemaal
skulde afskaffes, formedelst de mange derved faldne Mis¬
bruge, og det Generale=Skriftemaal skulde allene vedbli¬
ve. J øvrigt bleve Præsterne tilholdt, ikke saa meget at
see paa det udvortes Ceremoniel=Værk, som endnu var til
overs af den Romerske=Catholske Kirke, som meget mere,
at lade sig være høyst magtpaaliggende, meere og mere at
bringe de dem anbetroede Siele til et retskaffent Væsen og
en giørlig Christendom.
Mangfoldige Evangelisk=Lutherske, som vide, at
Gud ved Guds-Tienesten ikke seer paa det blotte Ceremo¬
niel men paa de Troendes Hierter, og i det høyeste ikke
anseer Ceremoniellet for andet end en Middel=Ting, som
man kan beholde eller og afskaffe, de vidste ikke nok at tak¬
ke Kongen for dette Reglement; og det giorde i sær de
som holdt for, at Ceremoniellet er hinderligt for Hiertets
Andagt, og at Tankerne ikkun derved adspredes. Ja det
var efter adskillige Evangeliske=Lutherskes Forestillinger,
at Kongen lod udstæde et ligesaadant Reglement for de
Evangeliske=Lutherske Kirker i Hertugdommet Magdeburg.
Men der fandtes Præster, som ikke vare tilfreds dermed
men indvendte Samvittigheds Skrupel derimod; endskiønt
der og fantes mange, som efterlevede Reglementet uden al
Modsigelse. En Deel af de meest paastaaende Evangeli¬
ske=Lutherske Præster fik deres Dimission, efterat sligt var
tilforn bekiendtgjort i et Rescript, som befalede Reglemen¬
tets Efterlevelse.
Herpaa gave først begge Dom=Hherrerne i Magdeburg
følgende Declaration fra sig:
Endskiønt den Lutherske Kirkes Ceremonier ikke hø¬
rer til Religionens Væsen, saa er det dog et meget vigtigt
Verk, naar samme skulde afskaffes og forandres. Grun¬
dene ere viste af Ministerierne i Magdeburg, Halle og Hal¬
berstadt. Dette føyes til, at man vil ansee os, som de,


der afvige fra de Symboliske Bøger, der tilligemed den
rene Lærdom forbinder os ogsaa til Ceremoniernes Udøvel
se, som ikke har sin Oprindelse fra Pavedommet, men
har været brugelige i den første Kirke længe for Pavedom¬
met:  Slutningen er en Forestilling og Bøn, at
Kongen vilde lade dem beholde Kirke=Ceremonierne.
Martin Rahle.
C. Cuero.
De Evangeliske=Lutherske Præster i Magdeburg
udlode sig med følgende Tanker, angaaaende denne Sag
De havde to gange understaaet sig at forestille, at
den brugelige Kirkeskik, at synge for Alteret, ikke stamme¬
de fra Pavedommet, men fra den første rene Christne Kir¬
ke, og var tienlig til Opbyggelse. De giorde sig i og for
sig selv ingen Samvittighed over at afskaffe bemelte Sang
og Lysene paa Alteret, men de dermed forbundne Omstæn¬
digheder giorde Sagen Betydelig, da den uskyldige Guds
Tieneste maatte ansees som overtroisk, naar det ikke skul¬
de være meere tilladt, at beholde ulastelige ja opbyggelige Kir¬
ke=Ceremonier i Friehed, hvilken Friehed vi dog baade lærer og
troer at være overeensstemmende med det Hellige Guds Ord
og vide at den paa det kraftigste er stadfæstet i Høytidelige
Freds=Slutninger. Gemytterne kommer derved i Vilde¬
rede, som om Lærdommen og Troens Grund var urigtig.
Formedelst Vidtløftigheden at deducere dette, havde de til
Oato endnu ikke kundet efterleve Kongens befaling. De
haaber dog ikke at blive afsatte &c. Dette var dateret Magde¬
burgden 20 September 1737, og underskrevet af 8 Pastorer
og 5 Diaconer.
Af fyrretyve Præster og Prædikantere, hvor¬
iblandt var det Halliske Evangelisk=Lutherske Ministe¬
rium, skeede efterstaaende Declarationer;
Gross-Salga. Ophævelsen af den uskyldige Sang
for Alteret og de andre Ceremonier, som ere langt adskilte
fra al Papistisk Overtroe, bliver saavel afbedet, som u¬
fortient Demission.
Suske. P.
Weissleben. Hidindtil er vel endnu blevet synget for
Alteret, i det tilforladelige Haab, at Hans Kongel. Ma¬
jestet skulde allernaadigst høre den allerunderdanigste Bøn,
og fremdeles tillade det at skee, men ikke som man havde vildet
handlet imod den Kongelige befaling, eller gjort sig Be¬
tænkning derover.
Arnd. P.
Nieder=Sodelleben. Her er ophørt med at synge
Alterens Sacramentes Jndstiftelses Ord, og jeg har ved
Leilighed ofte betydet min Meenighed, at de kunde være til¬
freds efterdi den Herre Jesus ikke haver synget Ordene,
saa jeg haaber altsaa, at alt Anstød snart skal forsvinde.
B. Camtes. P.
Dreyleben. Her bliver ikke brugt det allerringeste af
de Pavelige Ceremonier, ja endog Lysene ved Nadveren ere ud¬
slukte af Stedets Øvrighed. Men da der findes Siæle i Me¬
nigheden, som forarger sig overmaade derover, at Præster¬
ne ikke meere maae synge for Alteret, saa at nogle endog


har fattet det Forsæt hellere at gaae til Alters i andre Lan¬
de, hvor den Evangalisk=Lutherske Kirkes Ceremonier end¬
nu iagttages, og at der bliver opvakt en heftig Forbittrelse
i Gemytterne, i Steden for at bane Veyen til Hierternes
Forening ved den afskaffede Sang, altsaa har jeg holdet
for min Pligt, at skaane saadanne svage Samvittigheder
og vedligeholde med Sangen. Eders Kongelige Majestet
vilde allernaadigst behage, ikke at ansee sligt som en Gien¬
stridighed af mig, men som en Troeskab imod den kiere
Crusius. P.
Gud, for at vinde Siele.
Kemkersleben. De Kirke=Ceremonier, som Eders
Kongelig Majestæt allernaadigst men og alvorlig befaler at
afskaffe, ophører her, og Meenigheden er bleven erindret
om, ikke at kiere sig derefter, eller forarge sig derover,
efterdi Bøn og Sang gielder lige, naar samme er alvorlig
Horn. P.
for Gud.
Dalenvarsleben. Den uskyldige og af Pavedommet
aldeles ikke smagende Sang for Alteret, som fra Lutheri
Reformation af, indtil vore Tider nu har været i Brug,
over 200 Aar i de Evangeliske=Lutherske Kirker, er nu en¬
delig ogsaa efter Hans Kongelig Majestets igientagne Be¬
Peter P.
faling, desverre! afskaffet
Ebendorf. Sangen og Lysene ere her efter udgang¬
ne befaling i Lydighed afskaffede; men om det er Ting der
har sin Oprindelse af Pavedommet, det veed jeg endnu
Gebler. P.
ikke i denne Time.
Kroechern. De Kirke=Ceremonier, som skulde af¬
skaffes, har her ikke kundet blive afskaffede fra Grunden
af der formedelst, og skulde dette komme dertil, saa imod¬
siger jeg samme efter min Samvittighed for Gud; men
jeg har giort hvad Eders Kongelig Majestet har befalet
uden at bedømme, paa hvad Grund samme bliver udfor¬
Podeburg.
dret.
Gutensvegen. Naar vor Kirkes Gode gamle oprin¬
delige Ceremonier ere blevne afskaffede i dette Hertugdoms
Hovedstad og Øvrigheden for sin Part har kundgjort Me¬
nigheden den Allerhøyeste Kongelige befaling, angaaende
Lysenes Afskaffelse, saa skal de allernaadigste Forordninger
paa dette Sted blive allerunderdanigst efterlevede. Altknecht.
Hundigsborg. Det er uskyldige og opbyggelige Skikke:
men skal jeg see mig tvungen til, efter den alvorlige befal¬
ning, saafremt jeg ellers vil undgaae den medtruede Demis¬
sion, at afskaffe bemelte forbudne Sikke, som ere den gand¬
ske Christnes Kirkes, saa maae jeg betænke at anføre de
Steder af Paulo 1 Cor. 14, 15 16. og 3, 13. Jænichen. P.
Ackendorf. Hvad som i 200 og flere Aar fra Re¬
formationens Tid har været ret, det havde fremdeles kun¬
det blive ret indtil den yderste Dag, og dermed vilde alle
fromme Hierter have holdet, men da det heder: sic volo,
sic jubeo &. &. saa har jeg ogsaa efter Kongelig befal¬
ning ikke meere synget Kirke Bønnerne, og ikke heller ladet
Lysene antænde. Guds Aand raabe i mit og mine Tilhø¬
reres Hierter desto heftigere, og lade sit Lys blive klart.
Alberti. P.
Sandersleben. Lader os ikke raisonere Kiere Brødre;
thi der er paa denne Tid ingen Joab mere til, som tør
spørge: Hvorfor har min Herre Kongen Lyst til denne Gier¬
ning (da han afskaffer uskyldige Ceremomer) 2 Samuels


24, 3. Thi Kongens Ord gaaer endog for de allerbevæ¬
geligste Forestillinger, hvilke saavel Politici som Theologi¬
har giort, hvorfor jeg ogsaa strax har accomoderet mig ef¬
ter Hans Kongelig Majestets befaling, og beder: Be¬
holdt os Herre ved dit Ord.  Busch. P.
Hohenwansleben. Jeg er ikke allene en Fiende af
Hiertet imod alt Antichristisk, men endog imod alt Papitisk.
Lysene har været i Kirkerne længe feørnd Pavedommet.
Anthiphonernes (hvor to Chor skiftes til at synge) Afsyn¬
gelse ere i høy Værdie hos de Troende i Kirken i det G. T.
hos den Apostoliske Kirke i det N. T. og hos den Trium¬
pherende Kirke i Hinmelen, Aab. 7, 9. 12. og 9, 13.
14. 1 Corint. 14, 13 og16. ikke at tale noget om det
gamle Testamente, efterdi Sagen er saa klar som Solen;
derfor kan man ikke kalde dem Antichristiske eller Papitiske;
dog alligevel saasnart Øvrigheden i Magdeburg har afskaf¬
set dem, vil jeg og allerunderdanigst afskaffe samme, og
indtil det skeer allerunderdanigst supplicere om Dispensa¬
tion, i sær da min Menighed er saa nær ved Magdeborg,
og giver Agt paa det som skeer i Magdeborg.
Miiller. P.
Juxleben. Jeg er aldeeles overeensstemmende med
min Naboes Tanker. Men dersom Deres Kongelig Ma¬
jestet vilde allernaadigst behage, med tilstrækkelige Argu¬
menter, som ere grundede paa Guds Ord at lade bevise
at bemelte u-skyldige Kirke=Ceremonier ere Overtroiske
eller Papitiske, saa vilde derved mange Christelige Prædi¬
kanteres og Tilhøreres Samvittighed blive lettet, og der
som deres Kongelig Majestet vilde allernaadigst befale, at
de Evangeliske Reformeerte skulde publicere Jnstiftelsens
Ord, og bruge samme ved den hellige Nadveres Uddelelse,
og herudi aldeeles at rette sig efter os, saa skulde denne
hele Sag lettelig komme til det Øyemed, som er intenderet
Homejer.
af deres Kongelige Majestæt.
Hackenstadt. Hvad Collecternes Afsyngelse tillige
med Lysenes antændelse sangaaer, da er med samme saa
længe ophørt og indstillet, indtil Deres Kongelige Maje¬
stet, som man inderlig ønsker, maae blive bragt paa andre
Duve. P.
Tanker.
Soeplingen. Jeg har ikke ophævet de i vor Kirke
hidindtil brugelige, men nu ved alvorlige Kongelige Re¬
scripter forbudne Kirke Skikke af den Aarsag, fordi jeg hol¬
der dem for syndige, anstødelige og overflødige, som de
der har sin Oprindelse fra det blinde Pavedømme, men af
skyldig Underdanighed imod Hans Kongelig Majestæts aller¬
Thermins. P¬
høyeste befaling.
Glindenberg. Efter de Kongelige Rescripter, an¬
gaaende Collecternes Afsyngelser og Alter=Lysenes Afskaf¬
felse, har man ikke gjort sig nogen Betænkning om, under¬
danigst at iagttage, og samme allerede for længe siden ef¬
terlevet. Jeg ønsker at det ugudelige Væsen i Christenhe¬
den maatte blive afskaffet med lige Strænghed.
Mertadorf. P.
Gramsdorf. Omendskiønt Paulus siger: Staaer
i den Friehed, hvormed Christus har befriet eder, og giø¬
rer eder ingen Samvittighed over Nyemaaner og Sabbat,
og nogle dog alligevel har taget Forargelse af Middel=Ting,
saa ere Messe=Klæderne afskaffede. Gebauer.


Pollmersdorf. Efter den høyeste Herskers befaling,
Rom. 13. har jeg underkastet mig Deres Korgelig Maje¬
stets allernaadigste Forordning. Overtroe er Synd. Chri¬
stus har sit Rige indvendig i os, og han har det visselig
i alle, som kiender hans Navn. Delshausen. P.
Wansleben. MesseKlæderne er her ikke meere i
Brug, Lysene bliver ikke meere antændte, og altsaa confir¬
merer man sig ogsaa gierne i andre Evangelisk=Lutherske Skik
ke, under hiertelig Ønske, at denne vor Friehed ikke maae
Boether. P.
geraade de Svage til Anstød.
Brunberg. Den udstædte allernaadigste Ordre er
her bleven underdanigst efterlevet, efterdi intet Haab
er fornødent, at erholde saadanne discretive Kiendeteign
paa vor Kirke og Confession. Rottermund. P.
Barendorf. At de Skikke, som hidindtil har været
brugelige i den Lutherske Kirke, skulde just have deres Op¬
rindelse fra Pavedommet, finder jeg ikke, men vel at de
har været brugte i den første Kirke og i Apostlernes Tider;
1Cor. 14, 15. 16. de maae derfor heller ikke ansees som
syndige, men opbyggelige, og jeg maae ofte fornemme af
de mig anbetroede Faar, at de forarges derover, staaer i
en ikke liden Sice Fare, og spørger: ere vore Lærere ikke
mere standhaftige? Hvad skal man da sige om Lærdom¬
men selv? Derover græder mit Hierte for Gud, naar
Paulus siger: dersom nogen seer dig, som har kundskab,
at sidde til Bords i Afguders Huus, tager ikke hans Sam¬
vittighed, som er skrøbelig Anledning deraf, til at æde
Afguders Offer? Og den Skrøbelige Broder bliver for¬
dervet over din Kundskab, for hvilken Christus er Død.
Men naar J saaledes synde imod Brødrene, og nedslaae
deres skrøbelige Samvittighed, saa synde J imod Chri¬
stum. Lysene ere ikke meere blevne tændte af Cantoren:
den Herre Jesus, som vandre iblant fine Børn, holde sit
Øye aabent over sin Kirke. Han læge alle Samvittighe¬
ders Anstød, og rydde af Veyen, hvad som forhindrer hans
Riges Opkomst og sette hans Kongelig Majestet til Foster
Amme, paa det han engang i de retskafne Christi Tiene¬
res Følge kan møde alle Kongers Konge i Himmelens Skyer
og sige: Her er jeg, Herre, og de Tienere, som du har
Fabricius. P.
givet mig.
Løburg. Dersom alt det var syndigt og skulde af¬
skaffes, som har sin Oprindelse fra Pavedommet, saa
maatte meget afskaffes, som dog er u-undværligt, e. gr.
Klokkerne, som blev opfundne i Nola 400 Aar efter Chri¬
sti Fødsel, videre den af Pave Calixto III. forordnede
Klemtning med Bønne=Klokken. Man har her efterlevet
Hans Kongelig Majestets allernaadigste befaling, i Haab
at Hans Kongelige Majestet lader sine Evangeliske Under¬
saatter beholde fuldkommen Samvittigheds Friehed, og
ikke hindres i at prædike deres i den hellige Skrift fastgrun¬
dede Lærdom. Lange. Jnsp. & P. Fabricius. Diac.
Waltersdorf. Den sterke Drivning paa Kirkeskik¬
kenes Afskaffelse giør en Samvittigheds Sag deraf, for
mig just ikke, men de Eenfoldiges Samvittighed bliver
vildfarende, saa at man ofte ikke veed, hvad man skal sva¬
re, eller hvorledes man skal stille dem tilfreds. Hvad om
nogen sagde til mig: de Ting, som bliver afskaffede, ere
enten gode eller urigtige. Ere de urigtige og syndige, hvor


for ere de da ikke afskaffede for længe siden? men ere de
rigtige og ikke syndige, hvi lader man os da ikke beholde
dem? Skal vi afskaffe alt, hvad der har sin Oprindelse
af Pavedommet, saa maae vi næsten afskaffe alle Kirker;
thi de fleeste ere byggede i Pavedommet. Dog har man
Lieske. P.
her foranstaltet det befalede.
Glona. Jeg har vel allerunderdanigst efterkommet den
Kongel. allernaadigste befaling; imidlertid er det efter¬
trykkeligt, at Oprindelsen til Lysenes Antændelse ikke just
kan hidledes fra Pavedommet. Om Afskaffelsen er Christo¬
behagelig og ikke imod hans Villie, i det Antændelsen steer
til Jhukommelse og Erindring, at Christus af Kierlighed
og om Natten kort for hans Lidelse har oprettet os et Te¬
stamente; dernæst maae overveyes, naar man med Magt
driver derpaa, om ikke Pavedommet blev indført, og saa¬
dant kom samme nær og var imod Christum, hvilket jeg
allerunderdanigst har vildet forestille af Kierlighed til min
Jesum og min allernaadigste Konge, ikke i Hensigt til den
allerringeste Modsigelse eller (Gud bevare mig) Ulydighed.
Rajer P.
Partensleben. Bønnerne saavel som Jndstiftelsens Ord
bliver talede langsomt og tydeligt, og Lysestagerne samt Ly¬
sene, hvilke allerede tilforn vare bortstiaalne, ere ikke an¬
Miiller.
skaffede igien.
Harpke. Til min Erklæring tiener dette, at jeg har
offentlig proponeret for min Menighed, at denne Sag egent¬
lig ikke henhører til Religionens Væsen, og kunde meget
vel afskaffes af Lydighed imod Hans Kongel. Majestet.
Men saafremt os skulde blive befalet noget, som kuldkaster
Religionens Væsen, saa maae vi før miste Hoved og Krave.
M. Grune P.
Gross=Schierstadt. Den anseelige Præste=Habit fra
Pavedommet, er her bleven afskaffet paa den Tid, da de
evangeliske Symboliske Bøger udkom Ao. 1580. Naar
det nu og formodentlig paa denne Tid skal afskaffes, at
synge Collecterne og Jndstiftelsens Ord, saa vil den gode
Lutherske Kirke ikke have meget mere tilovers med Papi¬
Specht. P.
sterne af Middel=Ting.
Lutlingen. Jeg vil efterleve den Kongelige befaling,
naar Kirke=Agenda er blevet forandret, saa at jeg veed,
hvorledes jeg haver at forholde mig, og om jeg fremdeles
kan forlange af Folket, at det efter Guds befaling skal
Lange P.
sige: Amen.
Priesen. (er casseret) Her vide vi, Gud skee Lov, intet
at sige af Papistiske eller overtroiske, men Apostoliske Cere¬
Braun.
monier.
Groden. Man holder her ingen flere Ceremonier, som
hidrører af det gamle Pavedom; og naar Fyrsten og Kir¬
ken samtykker, kan alle Ceremonier afskaffes, i hvor uskyl¬
Paul P.
dige de endog ere.
Eygenstaedt. Omendskiønt en Bygning kan bestaae ved
sig selv, lad være den indvendig ikke er propre menbleret,
saa giver dog alligevel de indvendige Zirater Huset en bedre
Anseelse; thi en stor Herre vilde tage det meget ilde op, om
hans Stats=Minister lode bortføre de kostbare Meubler af
hans Slot, i sær, uden hans befaling. Jeg troer ikke,
at Deres Kongelige Majestet har bragt denne Sag i Be¬
vægelse derfor, at Eeremonierne skulde blive afskaffede, men


ikkun for at prøve Hans Politicos og Theologos ved Reli¬
gionerne, om de vilde holde Stand ved deres Religion. De,
som strax har accommoderet sig i henseende til saadan Af¬
skaffelse, torde maaskee forfalde i Hans Kongelige Maje¬
stæts Unaade, men de, som til Dato har contradiceret,
torde vente en Kongel. Naade og Berømmelse.
Uderstædt. P.
Minnberg. Her er alting afskaffet. Jeg har og alle¬
rede for nogle Aar siden ladet skiere min Præstekiol i Styk¬
ker (ved hvilken Chor=Kiolen skal forstaaes) og ladet giøre
en Kappe deraf.
Grenzel P.
Eichenbarleben. Jeg beder allerunderdanigst, at det
allernaadigst maae tillades os, at beholde bemeldte Cere¬
monier, Sangen og Lysene, eller lade os overbevise af Guds
Ord ved et Høylovligt Consistorii Theologos om vore
Skrupler paa deres Samvittigheder og Ansvar.
Nimeyer P.
Wørmlitz. Man lever i den underdanigste Tillid, at
den Evangelisk=Lutherske Kirke og Undersaatter fremdeles
allernaadigst bliver forundt deres Kirke=Praxis, ligesom
samme forundes de virkelig Romersk=Catholske i disse Lan¬
de, i sær, dersom Hans Kongelige Majestæt allerhøyst¬
selv lader sig Forestillingerne foredrage. Lichtemann P.
Lachau. Hos os ere ingen flere Ceremonier, som hid¬
rører af Pavedommet, brugelige. J øvrigt bliver jeg fast
ved det, hvortil jeg af Gud og Deres Kongelige Majestet
er bleven forpligtet efter den Hell. Skrifts og vore Troes
Bøgers Anviisning.
Pode P.
Ossmunde. Her har man endnu beholdt alle Ceremo¬
nierne; thi at begynde noget Nyt, har ikke kundet skee af
den Aarsag, fordi man endnu ingen Formular har seet af
den Lutherske Kirkes nye Liturgie, hvorudi Kirkerne dog
nødvendig maae harmonere med hinanden. Lentz P.
Busdorff. Jeg paakalder Gud den Allerhøyeste, at han
vil bøye Deres Kongel. Majestæt dertil, og give dem det i
Hiertet, at lade det fremdeles blive ved Sangen, saaledes
som det hidindtil har været i vore Kirker, i sær, da jeg
maatte merke, at da jeg sidst forsøgte, at udtale Velsignel¬
sen, uden at synge den, saa saae mine Tilhørere paa hin¬
anden derved.
Stricker. P.
Halle. Denne Stads Ministerium kan endnu ikke kom¬
me til nogen Beslutning, efterdi det deels vil falde vanske¬
ligt, at Menighederne i disse store Kirker kan høre, naar
Bønner, Velsignelsen og Jndstiftelsens Ord udtales, hvil¬
ket kan skee naar samme synges; deels er der kommen stor
Bevægelse iblant Menighederne, da de fik at høre, at Vel¬
signelsen ikke meere maatte synges, og saadan Bevægelse vil¬
de forøges, naar Sangen virkelig blev afskaffet. Eders
Kongelig Majestets uskatteerlige Naade giver os det visse
Haab, at Sangen maae fremdeles vedblive i vore Menig¬
heder. Det øvrige er afskaffet eftersom befalet er. Halle
den 6 October 1737. J. G. Franke. Sember. Macer.
Titamann. Miiller. J. C. Schveintzius. Ockell. Moles
& Francke. Roth. Rentemeister.
Sproda. Omstændighederne forandrer Sagen. Sær¬
deles Omstændigheder udfordrer særdeles Varsomhed. Paa
det at jeg altsaa, i at bringe det befalede til Execution,


ikke skal blive beskyldt for Ubesindighed og Overilelse, men
at der maae iagttages Forsigtighed ihenseende til Ceremo¬
niernes Afskaffelse ved den Sprødiske Kirke, maae sees af
følgende Omstændigheder: 1) Er Sprdda fire Mile bor¬
te fra Hans Kongel. Majestæts Lande, og ligger midt i det
Sachsiske; de uskyldige Kirke=Ceremoniers Afskaffelse vilde
altsaa vorde Sprøderne til Spot og Forhaanelse iblant
Sachserne. II) Kan ingen Brandenborgsk Præst komme
den Sprodiske Præst til Hielp i Embeds=Forretninger, men
de Sachsiske maae giøre det; men ingen af disse torde ville
underkaste sig det Preussiske Reglement, som angaaer Kirke¬
Ceremonierne følgelig vilde den Sprødiske Præst være forlegen
i henseende til en Skrifte=Fader, og Menigheden være en
arm forladt Hob, i Fald deres Præst blev syg. III) Til
Sproda=Menighed ligger og en Sachsisk Bye, da nu Sprø¬
da er solgt til Hans Kongel. Majestæt, saa er det og der¬
hos blevet stipuleret, at alting, saavel in Civilibus som
Ecclesiasticis skulde blive in Statu quo. Vil man nu finde
paa noget Nyt, saa ville Sachserne finde paa noget Nyt
igien, og gandske og aldeles løsrive sig fra Sproda. IV)
Til Sproda hører et Sachfisk Filial=Anner, som har sin
egen Kirke, og hvilken hverken erkiender det Leipziske Con¬
sistorinm, eller Jurisdictions=Herrer, eller nogen anden
Superieur, end Hans Kongelige Majestæt i Polen og
Churfyrsten til Sachsen, og altsaa vilde Præsten slet reussere ved
Ceremoniernes Afskaffelse, og førend de tillode det, skulde Filia¬
let combinere sig med de Sachsiske Post=Byer, som ligger i Sprd¬
da=Sogn, og udgiøre et eget Kirke-Sogn, hvorpaa Sachserne
har allerede speculeret længe, og skulde glæde sig over, at dertil
var givet dem en Leylighed ved Kirke=Ceremoniernes Afskaffelse:
og naar dette skede, hvorledes skulde da den Sprddiske Præst
faae sin Underholdning og Reparatur af Kaldet. Hernæst vide
vi intet at sige af overtroiske Pavelige Ceremonier. Thi Lysene
ere et Erindrings=Tegn om Tiden, da Nadveren blev instiftet;
og at Commumcanternes Hierter skal være brændende i Troe og
Kierlighed til deres Frelsere, som har beseglet sin Kierlighed med
sin Død, samt at de skal lade deres Troes og Kierligheds Lys
skinne for Menneskene. Og at Velsignelsen lyses syngende over
Menigheden, skeer af den Aarsag, paa det Gamle og tunghøri¬
ge Folk kan høre dem, staae op, selv læse Velsignelsen efter, og
med bøyede Knæ og Hovedets Bukning vi sin Ydmyghed for det
treenige Guddommelige Væsen. Sprdda den 8 October 1737.
Homar P.
Da nu Kongen fik alle disse Declarationer og Forestillinger,
blev atter under 16 November 1737 udstædt en befaling til
den Magdeborgske Regiering og Cousistorium, af Jndhold:At
da Præsten Braun i Preiesn var allerede virkelig casseret, og en
anden udnævnt i hans Sted, saa skulde de øvrige speyle sig i dette
Exempel, og faae deres Dimission, om de giorde videre aller¬
mindste Jndvending; hvorhos det blev befalet, alvorlig at paa¬
see, at den forhen udgangne Forordning blev striete efterlevet, og
at Præsten Braun maatte slet ingen Præstelige Forretninger
mere foretage sig.
Efterat den nu regierende Konge var kommen paa Thronen,
har han igien ophævet dette publicerede Kirke-Reglement, som
havde giort saa megen Opsigt, og derimod givet de Evangeliske
Lutherske Friehed, paa nye at indføre og beholde deres førrige
Kirke=Ceremonier og Skikke, som vare blevne afskaffede ved sam¬
me Reglement. Og som Hans Majestæt er er en Fiende af al
Samvitti heds og Religions=Tvang, saa vil han heller ikke have
Navn af hverken at paa eller aftvinge en eller anden Religion
det allermindste i det Udvortes, omendskiønt det var endog gand¬
ske indifferente Ting.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 20


Præste=Enken.
M¬
in Sal. Mand, som betragtede dette Forgiænge¬
lige, og i Tanker saae hen til det Uforgiængelige,
som ansaae Tiden for et Minut, og Dagen, som
en Fugle=Flugt, og var udi Tankerne alt længe i Evigheden,
førend han kom der, havde engang følgende
Tanker til Evigheden.
Ol Evighed! Umaalelige Længde!
O! Evighed! Hvo kan udgrunde dig?
Hvor faa! hvor faa af en utallig Mængde,
Betænker det: du er uendelig.
Et evigt vel og Vee foruden satte Skranke;
Hielp Gud! hvor vigtig og hvor værdig er den Tanke.
En Evighed. Skielv, Synder, ved at tænke
Paa Evighed, et evigt Ak og Vee;
En evig Jld; en evig Mørkheds Lænke;
En Svovel=Pøel i Evighederne;
Et evigt Orme=Bid; Samvittighedens Nagen;
En evig Skamfuldhed; en evig Graad og Klagen,
Et Sælskab af de evige Fordømte,
Som spotter Gud i Siele=Angesten;
Som hyle skal; O! Vee! at vi forsømte
Hiin Naadens Tid. Her er Giengieldelsen.
Skal Ormen aldrig døe? Skal Jlden aldrig slukkes?
Skal om en Draabe Vand i Evigheden sukkes?
Skal Døden flye? Hvor kier var dog dens Kommel
Kan Sielen ey til Intet løses op?
Er den beqvem til Evighedens Domme?
Kan Pinen ey fortære Siel og Krop?
Ney, Pines=Røgen skal i Evighed opfare,
De evig klage skal: Ak! at vi Daarer vare!
Men, mon den Aand, som Aanders Fader blæste
J Støvet først, er skabt til evigt Vee?
Ak! mon det Støv, i hvilket Guddom læste
Sin Almagts Kraft og Viisdoms billede
Til evigt Vee er skabt? Var dette Øyemedet?
O! Ney. Et evigt Vel i Himlen er beredet.
Et evigt Vel. Opløft dig her min Tanke!
Et evigt Vel er jo Opmuntring nok?
Et evigt Vel, hvori vi skal omvanke
J Evighed for Gud blandt Engle=Flok.
Et evigt Vel, hvori vi skal den Glæde nyde
Som fra Besknelsen i Evighed skal flyde.
Et evigt Vel i de Udvalgtes Rige.
Et evigt Vel, som Øret ey har hørt,
Ey Øyet seet, ey Tungen kan udsige,
Ey Hiertet her fuldkommen haver rørt;
Men der i Evighed skal høre, see og smage
Hvad evigt Got Gud har for sine Børn tilbage.


Et evigt Vel, hvor Bruden skal omfavne
Sin Brudgom. O! hvad Glæde bliver det!
Naar disse ey hinanden meer skal savne;
Men begge to af Vellyst blive mæt.
Da gaaer Høytiden an, naar Bruden, her trolovet,
Sin Brudgom faaer, som sig for Bruden haver vovet
Hvo vilde da et evigt Vel forspilde?
Og styrte sig udi et evigt Vee?
Kan Tiden dog en Daare saa forvilde,
At han ey seer til Evighederne?
Et evigt Vel og Vee vist følge skal paa Tiden.
Paa Tiden det beroer, der ey skal klages siden.
Vort Vel og Vee kan et Minut bestemme.
J Dag vi staaer, i Morgen fældes om.
Hvo vilde da en Evighed forglemme,
Hvor Vel og Vee er dog en afsagt Dom.
Et evigt Vel for dem, hvis Troes Lampe brænder.
Et evigt Vee for dem, som vare Korsets Fiender.
Ved hver en Lyst, som mig i Tanke rinder,
Jeg tænker paa et evigt Vel og Vee.
Ved Aandens Drift jeg i den Tanke finder
En mægtig Kraft mod hver Tillokkelse.
Lad møde, hvad Gud vil, i verden mig skal møde!
Et evigt vel skal dog al Tidens Vee forsøde.
Samleren.
Braminen til sin Søn.
Min Søn, læer at være lydig; Lydighed er en Lykke:
vær beskeden og man vil undsee sig for, at giøre dig
skamrød.
Vær taknemmelig; Taknemmelighed tildrager sig
nye Velgierninger; vær menneskelig; og du vil forskaffe
dig Menneskenes Kierlighed.
Vær retfærdig, og man vil agte dig; oprigtig,
og man vil troe dig; ædrue, og Sygdom skal flye dig; klog,
og Lykke skal følge dig.
Gak i Ørken, min Søn, og giv agt paa Størken.
lad den tale til dit hierte: den bær paa sine Vinger sin gam¬
le Fader, opsøger ham en Tilflugtssted, og bringer ham
sin Føde.
Et Barns Ømhed for sin Fader er sødere endi Per¬
siens Røgelser, antændte for Soelen, og behageligere end
de balsamiske Dufter, som en varm Vind opdriver fra
Arabiens aromatiske Slætter.
Din Fader har givet dig Livet; hør hvad han siger.
thi han siger det til dit Bæste, mærk paa hans Underviisning,
thi det er Kierlighed, som tilsiger den.
For dig alleene var han omhyggelig, for dig ømhier¬
tet; for at giøre dig Livet let og behageligt, blev han krum


under Arbeide; Ær derfor hans Alder, og giør, at hans
hvide Haar høyt agtes.
Betænk, hvor megen Understøtning din Barndom be¬
høvede, og paa hvor mange Afveje din hidsige Ungdom
henrev dig, og du vil føle hans Afmægtighed, og rekke
ham Haanden, naar hans Dage dale.
Saaledes vil hans skaldede Hoved i Fred nedgaae i
Graven; saaledes vil dine Børn gaae samme Vej til din
Husvalelse.
Jdylle.
Seer du, Daphnis, at Soelen allerede forgylder Bier¬
genes Toppe? Hører du Fuglene, som forkynde dens Op¬
gang med deres Qvidren? Kom, Tiden er der; lad os
gaae til gamle Philemons Hytte: jeg hørte i Gaar, at
hans Søn var forrigfuld. Den stakkels Milon! han har
vel Aarsag: Philemon vil ikke give ham den unge Chloe
til Ægte; denne yndige Hyrdinde, som han elsker mere
end sit Liv. Han døer, hvis han ikke faaer hende; en
nedrig Fordeel giør Skaar i deres Lykke, ret ligesom Lyk¬
salighed var bunden til Rigdomme! men maaskee jeg vil
kunde bevæge ham den Fader, som setter sig imod en Lyk¬
salighed, som jeg vilde ønske mig; jeg skal sige til ham:
Philemon, see dog paa din Søn; han visner bort som
en fortørret Plante af Solens brændende Hede i Hunde¬
dagene. Han omkommer: vil du ikke have Medliden¬
hed med ham? Dersom denne Gamle er følesløs ved mine
Klager, saa vil jeg sige ham: tag i min Hiord tvende af
mine smukkeste Ovier, jeg giver dem til Choe, jeg giem¬
te den fedeste til Offring; men den smukkeste Gave, som
man kan bringe Guddommen, er at giøre sine Med¬
mennesker lykkelige. O Daphnis! hvor vil jeg være
lykkelig, hvis Philemon hører min Bøn og antager mit
Tilbud. Milon, Chloe vil komme til Live igien: De
vil skylde mig deres Lykke: Chloe vil faae igien sin friske
Farve og sin Deilighed: Hun vil see paa Milon med
Ømhed, hun vil smile til mig, de vil kaste sig i mine Ar¬
me, og takke mig med Taarer. O Daphnis! hvilket
Menneske vil være lykkeligere end jeg! jeg vil see dette kier¬
lige Ægte=Par at krandse sig med Urter, og at dandse
i Skyggen af Hesseltræerne. Jeg vil see dem - O
Daphnis! vil jeg ikke faae Glæde nok for mine Qvier?
Breve, skrevne af en Engelskmand Hr. Everard.
Første Brev.
Cfterat jeg havde beseet Tydskland og passeret en Deel af
Alperne, tænkte jeg, at jeg ikke burde tage Hiem, førend
jeg og havde seet de berømte Qvæg=Sølv=Miner i Jdria, disse
underjordiske Huler, til hvilke tusinde ulyksalige ere dømte,
uden Haab nogensinde at see Solen igien, og at slæbe sig
med det ynkværdigste Liv under Pidsken af en barbarisk
Foged. Forrestill dem en Aabning af 15 Fod paa Brin¬
ken af et Bierg; langt inde i denne lader man sig nedtridse
ien Maskine liig en Spand paa 200 Faunes Dybde; jo dy¬


bere man nedstiger, jo bredere og fælere bliver det rundt
omkring. Endelig efter at have hængt paa denne skreksom
Maade nogen Tid, naaer man Bunden og gaaer paa et
huult Gulv; den megen Echo, som igientages ved et hvert
Trin, man giør i denne græsselige Bolig, ligner en vedva¬
rende Buldren af mange Tordener. Man har ingen an¬
den Lysning end af nogle Lamper som hist og her ere an¬
tændte, paa det at de Ulykkelige, som beboe dette Sted,
kan see at gaae fra et til andet Sted uden Hielp af en Lede¬
re. Endskiøndt Vanen giør at de letteligen ved Hielp af
disse Lamper kan giøre Forskiel paa Gienstandene, faa kun¬
de jeg dog ikke underskielle, hvad der var paa dette Sted,
ikke engang de Personer som vare nedkomne med mig. Hvor
fæl end denne Vaaning var, saa var den dog saa at sige
et Pallads i Ligning med dens Beboere, Sverten i deres
Ansigter tiener ikkun til at skiule den gysende Bleeghed,
som det Mineral, de ere ere beskæftede med at virke, for¬
aarsager med sine skadelige Egenskaber. Almindeligen
er det Misdædere som for deres Livstid ere dømte til dette
Arbeide; i kort Tid forgaaer dem Begierligheden til Spise,
og de døer gierne af en Forknyttelse i alle Ledemod ved En¬
den af det andet Aar.
Jeg gik nogle Øyeblik med min Ledere i dette græsse¬
lige Værelse, og havde mine Betænkninger over Menneskets
Gierrighed og sønderlige Tyrannie; uformodentlig hørte jeg
at en bag mig kaldte mig ved Navn og spurgte ret ømmeli¬
gen, hvorledes det stod med min Sundhed, Jeg vendte
mig, og saae en gandske sort og styg Skabning, som nær¬
mede sig og sagde i en meget rørende Tone: Ak! Herr
Everard, kiender de mig ikke meere? Kiære Gud,
hvor blev jeg forskrækket, da jeg blant Mærker af den dy¬
beste Elendighed opdagede nogle Træk af min kiære gam¬
le Ven Grev Alberti! De have selv kiendt ham, min
Herre, De erindrer vel, i hvilken Agtelse og Anseelse han
var ved Hoffet i Wien. Jeg har ofte hørt dem tale om
ham, som om en Mand, der bør regnes blant de faa,
som ære vore Aarhundrede, da han besad i den høyeste
Grad Menneskelighed og Ædelmodighed, og allene brug¬
te sin Lykke til at lindre de Ulykkeliges Kaar. Jeg om¬
favnede ham og en Strøm af Taare flød af mine Øyne;
jeg samlede mig, og spurgte ham ved hvad Hændelse han
var kommen i denne Mørkhedens Bolig. Han svarede
mig, at da han havde duelleret med en Østerrigsk Gene¬
ral af Jnfanteriet imod Keyserens befaling, og ladet ham
saa got som død paa Pladsen, var han bleven nødsaget at
tage flugten i en af Skovene i Jstrien, hvor han var ble¬
ven fangen af Røvere, som i lang Tid foruroligede samme
Egn; han havde levet med dem i 9 Maaneder; efter hvil¬
ken Tid det Sted, hvor de havde skiult sig, var bleven
blogueret, og de fleeste efter megen Modstand ihielslagne;
han tilligemed de overblevne vare blevne bragte til Wien,
hvor man dømte ham til at radbrækkes. Jmidlertid blev
han kiendt, og da mange af Misdæderne beviidnede hans
Uskyldighed, blev han allene dømt til at arbeide sin Livs¬
tid i de Jdriatiske Gruber; en Straf, der i mine Tanker
er tufinde gange værre end Døden.


Jmidlertid Alberti fortalte mig dette, saae jeg et
ungt Qvind=menneske træde til ham; det var hans Hustrue.
Dette forfærdelige Sted havde ikke borttaget hendes Skiøn¬
hed, endnu i dette græsselige Værelse bevarede hun sine
Jndtagenheder. Denne Dame besluttede, da hun for¬
giæves havde forsøgt alle Slags Midler for at erlange
Naade og Forladelse for hendes Mand, endskiønt hun var
af de største Familier i Tydskland, at deele Lykke og Ulyk¬
ke med ham; modigen var hun nedstegen i de Boeliger,
hvorfra saa faa levende komme tilbage. Hun levede vel
tilfreds med ham, glemte Livets Behageligheder, arbei¬
dede ved hans Side og var fornøyet over at have Deel i
hans Skiebne.
Andet Brev.
M it sidste Brev tegnede dem med stærke Træk min Siels
bedrøvede Tilstand; den var maaskee for sorrigfuld.
Sandhed forøgede den ynkværdige Tilstand, i hvilken jeg
beskrev dem en af de værdigste Mennesker, dette gruelige
Steds Fælhed; Nu har jeg den Lykke at lade dem vide,
at jeg har været Vidne til det meest rørende Optog jeg no¬
gensinde har seet. Ni Dage, efterat jeg havde skrevet dem,
ankom en Person med Posten fra Wien til den liden Bon¬
de bye, som ligger nær ved denne Aabning; strax efter ham
fulgte den anden og paa denne en tredie; deres første Sorg
var at erkyndige sig om den ulykkelige Greve, og da jeg
just kom til, da man giorde dette Spørsmaal, kunde jeg
giøre dem fyldest. Den ene var Grevindens Broder, den
anden hendes Sødskende Barn, den tredie Grevens sidste
fortrolige Ven. De bragte hans Pardon, som selv den
General, med hvilken han havde duelleret, og hvis Bles¬
surer vare aldeles lægte, havde til veie bragt. Jeg foer
ned med all muelig Glæde i denne skrækkelige Hule; jeg
fremstillede ham hans Venner, og forkyndede ham denne
lykkelige Forandring i hans Skiæbne. Det er umueligt at
beskrive den Glæde, som spillede paa hans Kinder; den
unge Dame blev ikke mindre bevæget. Der gik nogle Ti¬
mer bort med at sætte dette kiærlige og troefaste Ægtepar
i Stand til at komme for Dagen, og jeg kunde ikke uden
største Ømhed ansee den Maade, paa hvilken han tog Af¬
skeed med sine ulyksalige Kammerater i hans Ulykke; den
ene lod han sin Spade, den anden sine Klæder, den tredie
sit lidet Huusgeraad. Snart vare vi oppe af Grubben,
og han saae igien Soelens Lys, som han gandske havde
mistvivlet at see meere: En Post-Chaise blev bestilt at
bringe ham om Morgenen tidlig til Wien, og siden hans
Ankomst til Staden, har han skrevet mig et Brev. Kej¬
serinden har megen Naade for ham; han er igien sat i Be¬
siddelse af sit gods og af sin Rang, og nyder med sin smuk¬
ke Mage en Lyksalighed, der er saa meget meere levende
og følende, som de veed hvad Ulykke er. Jeg er m.v.
Om Caffens Brug i Østerlandene.
Skulde man vel troe, at Caffe har foraarsaget ligesaa
heftige Politiske Bevægelser og Religions Disputer blant


Muselmændene, som de vi have seet i Frankerig imellem
Jansenisterne og Molinisterne? Jeg vil saa kortelig som
mueligt fortælle denne Caffee=Historie, og de Uroligheder
som den foranledigede, før den i Roe kunde nyde det Her¬
skab som den endnu udøver paa Tyrkernes Tunge, da
den engang er bleven deres Liv=Drik. Vist er det, at dens
Brug var næsten ubekiendt i Arabien, imod Midten af
det Femtende Aarhundrede, da Gemal Eddin, Mufti i
Aden fik Leylighed at giøre en Reyse til Persien. Der
fandt han nogle sine Landsmænd, som drak Caffee. Han
mærkede snart, at den blant andre Egenskaber ogsaa har
denne, at fordeele Tunghed i Hovedet, og opmuntre Gei¬
sten, og at forekomme at man ikke overvældes af Søvn.
Han benyttede sig af dette, og, saasnart han kom tilbage,
drak han med sine Dervicher, Munke og Mahomedanske
Geistlige, sin Caffee ved Nattens Begyndelse, for med en
større Munterhed at tilbringe Natten i Bønnen.
De Lovkyndige, de Haandværkere, som vare nødsage¬
de at arbeyde om Natten, de Reisende, som vilde undgaae
Dagens Heede, og endelig hele Aden efterfulgte hans Exem¬
pel.
Derfra blev Caffee bekiendt blandt Dervicherne i
Mecca, Medina og i Cairo, og disse betiente sig i samme
Hensigt af den, som Mufti i Aden til en bedre Udøvelse
af deres Guds=Tieneste. Endelig blev den almindelig i
Arabien og Egypten og dens Brug tog til, indtil Aar
1511 uden mindste Modsigelse.
Gouverneuren i Mecca, som ikke brugte den, ey hel¬
ler vidste, at man drak den i Kirkerne, blev meget forarget
en Dag, da han gik ud fra sin Aften=Andagt, blev vaer i
et Hiørne af Moskeen en Samling af disse Caffee=Drik¬
kere, han befalede dem at gaae ud, og forbød dem nogen¬
sinde i Fremtiden at komme sammen til dette Øyemeed.
Dagen derpaa sammenkaldte han Rettens Betientere, Lo¬
vens Lærere, Geistligheden, og tvende Persiske Læger, hvor¬
af den ene havde skrevet imod Caffee; denne paastod at
Caffee var kold og tør, og følgelig skadelig for Sundheden,
og heele Forsamlingen var af hans Mening. En Geistlig
lagde endnu dette til, at den ligesom Vinen giorde Folk
drukne, og Caffe blev høytidelig fordømt.
Caffe=Liebhaberne som vare temmelig mange, kunde
ikke underkaste sig denne Dom, og bleve ved at drikke den
i deres Huse; en privat Mand blev grebet paa Gierningen,
og haardelig straffet; han blev omført paa et Asen, paa
alle offentlige Pladser.
Den Egyptiske Sultan hørte de Lovkyndiges Betænk¬
ning i denne Sag, og de, som fandt sig vel ved at bruge
denne Drik, giorde at Forbudet blev gienkaldet i Cairo.
Nu havde Caffe ikkun nogle smaa Modsigelser at
udstaae indtil 1523, da en grublende Doctor fremlagte de
andre høye Lærere en Thesis, hvoraf Conelusionen var, at
Caffees Brug var utilladelig. Jagen af hans Herrer Col¬
leger vare af hans Tanke, men ongefær 10 Aar derefter
talte en Præst saa heftig imod Caffe, at hans Tilhørere
foer ud af Moskeen, og anfaldt Caffe=Husene; Kanderne
og Skaalene bleve sønderslagne, og de, som vare nærvæ¬
rende, ilde medhandlede.


Derved opkom i Staden tvende Partier; det ene
paastod, at Caffe var i Loven forbudet; de andre at det ikke
var saaledes. Den fornemmeste Dommer forsamlede alle
Doctores hos sig, og de erklærede, at Tvistigheden var af¬
giort ved deres Formænd til Fordeel for Caffe. Han lod
strax opvarte med Caffe, og var den første, som drak af
den; dette gjorde at alle Giester bleve enige, og at Caffe¬
kom meere i Brug end tilforn.
Snart blev Egypternes og Arabernes Exempel efter¬
fuldt i Sprien, og endelig i Constantinopel, hvor man
solgte Caffe offentlig. Men, da Brugen syntes at være
fastsat paa det Beste, gjorde paa engang Jmans og Mo¬
skeernes Betientere en stor Ophævelse over at man saae
Kirkerne øde, og Caffe=Husene fuldproppede. Munkene
og Geistligheden knurrede overlydt: Præsterne prædikede
heftigere; alle vare enige om at den høytideligen skulde
fordømmes, og den Ypperste=Præst afsagde, uden at undersøge
Vanskeligheden, at Caffe var forbudet i Mahomeds Lov,
En ny Mufti, som ikke var saa frygtsom, tillod den. Mun¬
kene vænnede sig efterhaanden dertil igien, og Hoffet og
Staden fulgte overalt deres Exempel. Tallet paa Caffe¬
Huse voxte saa anseelig, at Stor=Vistrerne fik Lyst at trække
en anseelig Jndkomme af dem, i det de tillagde sig en eller
2 Zequiner om Dagen af disse Huuse, uden at det var til¬
ladt at tage meere end en Aspre, eller en Skilling efter
vores Mynt, for hver Skaal Caffe; hvoraf man kan
slutte sig til dens store Afsætning.
Men de nyesigene Staats=Kloge, som der forsamlede
sig, toge sig en saa utilladelig Friehed, at Stor=Visiren
Kapruti i Mahomed den Fierdes Mindreaarighed ophæ
vede den aldeles med en Uegennyttighed, der er arvelig i
hans Familie, uden Hensigt til det Tab paa Jndkomster,
som han derved giorde. Førend denne Minister lod det
komme dertil, besøgte han ukiendt de fornemmeste Caffe¬
Huse; her hørte han at dybsindige Personer talte alvorlig
om Regierings Sager, dadlede Ministerium, og afsagde
reene Domme over de angelegenste Affairer. Han havde
og besøgt Vertshuusene, og der antruffet Folk, meest Mi¬
litaire, som sang, eller fortalte deres Galanterier og Krigs¬
begivenheder; han fandt for got at lade disse beholde denne
Fornøyelse.
Siden de offentlige Caffe=Huuses Ophævelse, som
endnu vedvarer i Constantinopel, drikker man lige saa
meget Caffe som tilforn i denne store Bye. Man bringer
den paa Torvene og i de store Gader, i store Kander, paa
et Fyrfad med Jld under; de Forbigaaende træde ind i den
nærmeste den beste Boe, for at drikke den, og Boens Her¬
rer giør sig en Fornøyelse af at tage mod dem.
Dette Forbud strækker sig ikke videre end til Hoved¬
staden, og det er Aarsag til, at der forbruges en endnu
større Mængde; thi der er intet Huus, hvor man jo drik¬
ker den tvende Gange om Dagen. Mange drikker endog


hver Time, fordi det er Moden at byde alle dem, som kom¬
mer, og det vilde være en Uhøflighed ikke at byde, eller ikke
at tage imod den.
Jeg vil her i forbigaaende bemærke, at Caffe er ble¬
ven saa nødvendig hos Tyrkerne, at den hører blant de
Pligter, som en Mand er sin Hustru skyldig, og at afslaae
eller lade det feyle paa Caffe, er en af de Aarsager, hvor¬
for en lovlig Skilsmisse kan paastaaes.
Siden vi engang ere komne paa denne Drik, saa troer
jeg at det ikke vil være ubehageligt, at høre, hvorledes man
tillaver og drikker den i Levantet.
Araberne drikke gemeenlig deres Caffe saa snart den
er kogt, uden at lade den sætte sig, altid uden Sukker og
i meget smaa Kopper. Der gives de, som, naar de tage
Kanden af Jlden, indvikle den i en vaad Klud, og paa¬
staaer, at det Tykke derved strax setter sig og giør Drikken
klarere; ved dette Middel setter der sig en liden Mumme
oven paa, og naar man skienker den i Kopperne, ryger den
meere, og giver en Slags tyk Damp, som de giøre sig en
Fornøyelse af at optage, for de gode Egenskabers Skyld,
som de tillegger den. J Constantinopel og den øvrige Deel
af Levantet tillaves den næsten som hos os: man præsen¬
terer den paa Fade uden Fod, gemeenlig af malet eller fir¬
nisset Træ, undertiden af Sølv, paa hver staaer 15 til
20 Kopper, disse ere gemeenlig af Porcelain, og hos dem,
som vil have noget særdeles, indfattede i smaa Sølv=Skaa¬
ler, de ere halv saa store som vore; man skienker dem al¬
drig fulde, for ikke at brænde sig, naar man tager dem.
Man betiener sig ikke af Skeer som hos os, fordi man drik¬
ker den altid uden Sukker, meget varm og meget stærk. J
Sexailet og hos de Store, kommer man undertiden en
Draabe Ambra=Essentz i hver Kop; andre koge den med
2 eller 3 sønderbrudte Negliker; andre med lidet Jndianisk
Annis; andre med lidet Cardomome.
Førend jeg slutter, vil jeg anføre en nye Maade at
berede Caffe; Hr. Doctor Andry fremsetter den i hans
Tractat om Faste=Spise: Man tager, siger han 1 Ovt.
Bønner som ere vel rensede fra Skallerne, og lader dem
koge et halv Qvarteer i 2 Potter Vand; derpaa tages
Vandet af Jlden, som da har en smuk Citron=Farve; man
lader den staae nogen Tid vel tildækket, og drikker den med
Sukker; denne Drik uddamper en sød Lugt, og har en be¬
hagelig Smag, den styrker Maven, retter dens Raaheder,
og giør Hovedet let; men man finder endnu en besynderlig
Egenskab hos den, nemlig at den formilder Urinens Skarp¬
hed, og lindrer den allerstørste Hoste. Den samme Caffe¬
som man har brugt en Gang, beholder Kraft nok for at
kunde drikkes til anden, ja til tredie Gang; dersom man
lader denne Caffe koge længe paa en stærk Jld, bliver Far¬
ven mørkere, og Vandet grønt, og da er den ikke saa god:
man maae derfor ikke lade den koge for meget.


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 21


Huusholdersken.
Om at vaske smutsige Perler rene igien i Melk.
Herved maa forud vides, at det skulde være en gand¬
ske forgieves Umag, om man med Vasken og Riven med
Pulver vilde forvandle den gule Hud til hvid, naar Per¬
lerne aldrig af Naturen har været ret hvide; thi Kunsten
bliver ikkun derved til Skamme. Men hvor skiønne Per¬
ler med Tiden ere blevne smutsige af Støv og Sved, den
kan de hielpes og renses paa følgende Maade: Man snører
de Perler, som man vil vaske, paa en Silke=Traad, dog
temmelig vidtløftig, legger dem i god Melk, og lader dem
derpaa koge udi en glasseret Potte; siden skraber man af
den beste Venetianske Sæbe derudi, og vasker dem reent
ud saa varmt som man kan taale det ved Hænderne; der
efter skyller man dem reent ud i koldt Vand, at Hullerne
ikke bliver forstoppede, hvorpaa man river dem af med et
fiint linnet Klæde, saa bliver de smuk glindsende. Men
man maae ikke tage Perlerne af Silke-Traaden, førend
de ere blevne gandske tørre, paa det at Hullerne ikke skal
forstoppes, thi ellers kunde man vanskelig meer, eller dog
med megen Møye hielpe dem.
Om at rense Perler med pulveriseret Alabaster
eller Perlemoer.
Tag Perlerne og snør dem temmelig vidtløftig paa en
Traad, leg dem siden paa en Træ=Tallerken, tag derefter et
fiint Alabaster=Meel, eller fiint pulveriseret og giennemsig¬
tet Perlemoer, og riv de paa Traaden fæstede Perler der
med, indtil de ere blevne smuk glindsende, saa forstoppes ikke
Hullerne med Rivningen, som skeer med en fiin Børste,
der dyppes i bemeldte Pulver; siden kan man tage dem af
Traaden igien.
Naar man ælter de gule Perler ind i et Brød af Hve¬
demeel, og lader dem bage i en Bagerovn, saa trekker Fed¬
tet og Ureenheden ind i Deyen, og de bliver smuk reene
igien.
Jtem: Giør ikkun et fiint Pulver af Marmorsteen
og brændt Kalve=Been, strøe samme paa Skind, og leg
Perlerne derpaa, riv dem saa udi Skindet mellem Hænder¬
ne, saa bliver de smuk rene og hvide igien. Eller naar man
skierer Risengryn i Stykker, kommer Salt dertil og river
dem dermed, saa faaer man dem og smuk rene.
Med dette Pulver og en liden Børste, kan man og
giøre Demants=Ringe og Brillanter paa det smukkeste glind¬
sende igien.
Om at reengiøre alle Slags Ædelstene, samt Guld¬
og Sølv=Smykker.
Man anskaffer sig for det Første en liden Børste med
temmelig sterke hvide Haar. Denne Børste eller Pensel


binder man endnu fastere sammen med et Seylgarn, saa at
der neden til neppe bliver et Fingersbredt Rum. Derefter
lader man sig giøre en Pensel eller liden Børste med Blik¬
Skaft og bundne Haar, hvormed følgende Pulver lader sig
afstøve igien. Tag 1 Lod Svovel og 2 Lod Trippelse, stød
det altsammen smaat, riv det paa en Marmorsteen, indtil
det bliver gandske siint, naar det paa Marmorstenen er
bleven tørt igien, saa giør man det ret fiint og subtilt. Af
dette Pulver kommer man lidet paa Skind, og river dermed
Smykket eller Ringen o. s. v. men hvor man ikke kan kom¬
me til med Læderet, der tager man Børsten, dypper den i
Pulveret, og river dermed i det Dybe og Hullerne, saa at
det ogsaa der faaer en Glands, naar dette er skeet børster
man Støvet reent ud igien med den i Blik indfattede
Pensel.
Hofmesteren.
Følgende 2de Breve, tagne af (S. T.) Hr. Commandeur
Thuras udgivende Samling af Lærerige og opbyg¬
gelige Materier, befaldt mig saavel, at de bør al¬
drig glemmes, og jeg troer, ikke mindre at for¬
nøye de af vore Læsere med samme, som ey holder
og læser bemeldte Blade.
Høystærede Herr Profesfor!
M¬
ine Drenge voxe til og det er Tid at jeg holder dem
en behiertet Hofmester. Hidindtil har jeg ladet
Skolemesteren gaae til dem; men han kan ey længer hol¬
de dem i Ave. Jeg veed i hvilken Anseelse de staae udi
i 1 * , og at eders Forstue bestandig er fuld af saadan
ne krumbøyede Creature, som søge Hofmester Pladse og
Jnformationer. Søg de mig en flink frisk Karl ud. De
vide selv, at hverken Mennisker eller Qvæg lide Nød hos
mig. Fritz, den ældste, er en durchdreven Skielm. Han
har en aaben Hierne, og er efter Pigerne, som en liden Sa¬
tan, jeg tør ey lade Skalken det vide, at jeg holder af
ham, den kaade Knægt; han er endnu ikke fjorten Aar
gammel, og har i Humanioribus gandske gode Principia¬
Ferdinand er min Frues Dreng. Han er altid sygelig,
og den ringeste Ærgrelse kan skade ham. Det gode Barn
vil opdrages med lutter Kierlighed, og min Kone har alle
rede bortjaget to Betientere, som have begegnet ham
uhøflig. Den ældste Pige er tolv Aar. Hun skal endnu
lære lidt af Catechismus, og derefter vil jeg give denne
lille Tøs en Mand: han maae see til hvordan han kan
komme til rette med hende. Med den mindste Pige har
Hofmesteren intet at bestille; Mamsellen beholder hende hos
sig. See de nu, Herr Professor, det er hele Arbeydet.


Jeg vil være Dem meget forbunden, dersom De foreslaae
mig en brav Karl. Jeg forlanger ey andet af ham, end
at han forstaaer godt Latin, holder sig reenlig og net i Lin¬
tøy og Klæder; kan tale Fransk og Jtaliensk, skriver en
smuk Haand, forstaaer Mathematiken, giør Vers saa
meget man behøver til Huset, kan dandse, fægte og ride,
og om mueligt, tegner en Smule. J Historien maae
han og være vel dreven, men for alting i Vaaben=Kunsten.
Har han allerede reyst udenlands, desto bedre. Men han
maae finde sig i, at blive hos mig paa mit Gods, og leye
sig til mig i det ringeste paa 6 Aar. Derfor skal han hos
mine Børn i deres Stue have frie Værelse, spise med
Kammer=Tieneren, og aarlig faae 40 Rigsdaler. Nye¬
Aar giver jeg ikke, saadan Betlerie kan jeg ikke lide. Naar
de sex Aar er omme kan han i Guds Ravn reyse hvor han
vil jeg vil da ey være ham til Hinder i hans Lykke. Mig
synes at disse Vilkaar ere gandske billige. Har Personen,
Lyst til Huusholdningen, saa kan han tillige gaae min For¬
valter til Haande, det vil ey være ham skadeligt; thi han
veed dog ey hvortil han engang kan bruge det. Jeg skal
være erkiendtlig for Deres bemøyelse, og er
Høytærede Herr Professor,
Deres
Tienestberedvilligste
12 2
Høyvelbaarne Herre,
Naadige Herre!
Dor i Underdanighed at efterleve Deres Excellenees naa¬
digst mig tilstedde befaling, har jeg giort mig Umage
qvovis modo at sondere alle de Subjecta, som jeg har
troet ey aldeles at være den høye Naade uværdige, hvilken
Eders Høyvelbaarne Excellenee, som en sand Mæcenas
og de skiønne Konsters og Videnskabers Beskiermer saa
ædelmodigen har behaget at offerere. Der mangler ey Folk
som søge Conditioner, men det er at beklage, at unge Folk
i vore Dage alt for tidlig blive fornemme, og ey vil be¬
qvemme sig til, ved en liden Begyndelse at legge en vis
Grund til deres større Lykke. De faa Videnskaber, som
de besidde, giør dem saa stolte, at de ere uforskammede
nok, til at fordre saameget for deres ringe bemøyelse, som
dog ey bestaaer i andet, end at informere Børn, at man
rigelig dermed kunde holde tre Betientere i Livree. Jeg
har havt et ungt Menneske hos mig, som virkelig besidder
alle de Egenskaber, som Deres Excellence forlanger hos
en Hofmester for Deres naadige unge Herskab. Desforu
den er han af et sat Væsen, dydig, ja, hvilket Deres
Excellence ey vil unaadig optage, from og christelig. Jn¬
gen skal saaledes som han være i stand til at opdrage De¬
res unge Herrer til brave Mænd for Fædernelandet, og
til Deres Høye Huuses Ære. Men hvortil hielper det?
Hans Fordringer ere urimelige, og Deres Excellence har
alt for megen Jndsigt, for at bortkaste, imod Deres Høye
Forfædres Sædvane, saa mange Penge, og dog ey faae
andet derfor end retskafne Børn. Vilde De giøre sig en


Fornøyelse, saa behage De naadigst, at læse en egenhæn¬
dig Opsats af hans latterlige Prætensioner i Copie=Bila¬
get sub A. Med et Ord, en saa dyr Hofmester er ey
Deres Excellenees Sag. Der have endnu været nogle an¬
dre hos mig, som holde det for en stor Naade at træde i
Deres Excellenees Tieneste som Hofmester. Vel forstaae
de kun det mindste af det, som De forlanger. Og jeg
kan ey nægte, at de flestes Opførsel er ey den beste.
Jmidlertid kan jeg dog sige til deres Berømmelse, at de
ere Folk, som lade sig tinge med, og vist ey skulle begiere
formeget af Deres Excellence. Meere Efterretning om
dem ville De finde i Bilaget sub B. Jeg venter i Under¬
danighed Deres Exeellenees naadigste Disposition i den
Henseende. Mit uforgribelige Raad herved skulde være,
at jeg lod alle disse Candidater paa engang komme til mig
og lade deml liritere paa Hofmester=Pladsen. Jeg kunde
altsaa tilslaae den, som fordrede mindst for sin Umage, be¬
meldte Hofmester=Plads. Dog overlader jeg aldeeles al¬
ting til Deres oplyste Gotbefindende, og forbliver med
dybeste Devotion
Høyvelbaarne Herre,
Naadige Herre,
Deres Excellences
underdanigste og lydigste Tiener
-s
P.S. Vilde Deres Excellence have den høye Naade,
og naadigst conferere til min ældste Søn det Stipendium,
som De have at disponere over, skulde jeg med største Un¬
derdanighed saadant venerere, saa længe jeg lever.
Undertegnede troer, at han uden at være ubillig, kan
for den af Hans Excellence fordrede bemøyelse og Tieneste,
som Hofmester for det unge Herskab aarlig forlange føl¬
gende:
1.) For Opsigt, Underviisning i Christen¬
dommen og i det Latinske Sprog over¬
hovedet
50Rdlr.- -
2. For Fransk Jnformation maanedlig 2
Rdlr., giør i 13 Maaneder
3.) Ligesaa i det Jtalienske, 2 Rdlr. 26
4.) Som Skrivemester, maanedlig 1 Rdlr.
3 Mark
3 Mk.
5.) For Underviisning i Regnekonsten og
Mathematike, maanedlig 3 Rdlr. 39
6.) For Vers beder han naadigst at være
forskaanet.
7.) Som Dandsemester maanedlig 1 Rdlr.
og vil derfor ugentlig give 2de Timer 13
8.) Som Fægtemester daglig en Time,
2 Rdlr. 3 Mk.
3 Mk.
9.) Som Berider ogsaa daglig en Time
4 Rdlr.
Og lover herhos hverken at fordre Accidentzier, eller
give Anledning til andre Udgifter.
10.) For Anviisning i Historien, Vaaben=Konsten og
andet, forlanges ey mere, og dette henhører til den
første Post.


I1) Man haaber at faae den naadige Tilladelse at spise
med det unge Herskab, og have Leylighed at give sam¬
me nogen Anviisning i den Konst, hvorledes de skal
spise, og føre sig fornuftig op ved Taffelet, hvilket fey¬
ler mange unge Herrer.
12.) Junker Ferdinand maa aldeles overlades til Hofme¬
sterens Opsigt og Tugt, uden at have Medhold hos
den naadige Frue, hvilket man ønsker til hans eget
Beste.
13) Ved dette Arbeyde bliver ingen Tid tilovers, at gaae
Farvalteren til Haande, hvilket bedre kan skee af en
Kornmaaler.
14) Efter sex Aars Forløb haaber man naadigst Be¬
fordring.
Foranførte Omkostninger beløbe sig til 258 Rdlr.
Jngen Troskab eller Fliid skal spares, for, efter al For¬
mue, at opfylde en Hofmesters Pligt.
Elias Pfaffendorf.
Fortegnelse paa de Candidater, som have ladet sig melde
til Hofmester=Pladsen.
1.) N. N. Et ungt Menneske, 22 Aar gammel,
har temmelige Studia. Men jeg har haft ham til Bords
hos mig, og fundet, at han spiser formeget. Forlanger
foruden de ordentlige Maaltider, Frokost og Vesper
kost, og desforuden daglig tre Kander Øl. Vil have 50
Rigsdaler.
2.) N. N. Magister artium, 40 Aar gammel.
Synes at være et sat Menneske, har allerede i tive Aar
tient som Jnformator hos Adelige Herskaber, men aldrig
kunde holde længer ud paa et Sted, end et Aar. Kan
tilforn ey have været saa ueffen i Videnskaberne; men har
i disse tive Aar svedet alting ud igien. Jmidlertid veed
han dog endnu saa meget, som Deres Excellences un¬
ge Herskab har nødig at lære. Udbeder sig foruden 40
Rixdaler frit Øl og Tobak, saa meget han bruger.
NB. Bruger kun Bremer Tobak.
3.) N. N. 29 Aar gammel, frisk og sund af Le¬
geme. Studiosus Theologiæ, prædiker en temmelig Bafs
og besidder en stor Styrke i Postiller. Vil være for¬
nøyet med 40 Rdlr., naar han om sex Aar kan blive
Substitut.
4.) N. N. Har i 10 Aar levet ved Universiteter,
men ey endnuker bleven klar, da han alttid har haft den
Ulykke at blive relegeret; jeg tænker han i de sex Aar vil
faae Tid til at hente ind igien, hvad han har forsømt.
Han er en lystig Broder, og vil godt skikke sig til Junker
Fritz. Beder ydmygelig om Forsørgelse og Brød, da
han har forlovet sig med en Sye=Pige.
5.) N. N. 27 Aar gammel, stærblind, taler La¬
tinsk og Græsk, men ey sit Moders-Maal. Desto bedre
er han skikket til Jnformator i et Adeligt Huus. Han be¬
klager uophørlig at man vil begynde at fordre ey allene af
Lærde men endog af Adelen, at de skal læse de saa kaldte
nyere vittige Skrifter med Smag, og at nogen skal lære


sit Moders=Maal. Ligesom en Tydsker skulde behøve
at lære Tydsk. Qvæ, qvalis qvanta, ecllo. o,. o. H. S.
siger 2100 Sestertier, og efter vor Mynt 70 Daler i let¬
te Penge.
§.) N. N. Af Haandværk en Poet, skriver et fly¬
dende Vers, alting i Riim. Foruden Mythologien, som
han trods ti andre forstaaer, har han intet lært. Han
har nu et vigtigt Verk under Pennen, hvori han bringer
alle Søndags og Helligdags Epistler i Riim, uden at for¬
andre eller omsette et Ord i Grund=Texten. Naar han
er færdig dermed, vil han legge sig lidt efter Humaniors.
Langu Colloquia kan han temmelig godt tyde. Paa Øn¬
sker er han u-udtømmelig. Han tilbyder sig at tiene uden
Løn, naar, man ikkun giver ham fire Skilling for hver
Lykønsknings Værs af 200 Linier, hvormed han tænker
at bringe det Aarlig til 80 Rdlr. i det allerringeste. Han
forlanger til hver Jule=Høytid en slidt Klædning, den
maae være saa gammel som den vil. Jeg vil selv bede
Deres Excellence om et Par gamle Buxer for den arme
Skielm, i steden for Jntroduction. NB. Han er og
Satyrisk, man maae briste af Latter for ham. Deres
Excellence kunde have tusinde Løyer med ham. Vred bli¬
ver han ey let, uden man laster hans Vers.
7) Da deres Excellence meget betænkelig pleyer at
sige, at en ung Adelsmand, som ey tænker, er taabeligere
end den, som ey kan jage Harer, saa vilde jeg foreslaae
Dem N. N. han har imod sin Villie maattet studere, fordi
hans Formynder absolut vilde have det, men har for alle
Videnskaber en saadan Afskye, og derimod saa stor Tilbøye¬
lighed til Jagt=Hunde, at man ey uden Grund har havt
hans Moder mistænkt, som var Herskabets Forvalters
Kone, at hun har levet fortrolig med hendes naadige
Herre i det ringeste har hun seet alt for hæftig paa ham.
Han har altsaa lidt eller intet lært. Lærke=Netter strikker
han som en Mester, og i den heele Egn er ingen, som ar¬
tigere forstaar at anrette en Fugle=Fangst. Han vil have
50 Rdlr. og alle Ræve=Skind. Fanger og Skov=Muus.
8) N. N. er kort, undersætsig, nesten to og en halv
Alen stærk i Giennemsnit, hvilket han har at takke det fede
Øl for. Da han var hos mig kunde jeg ikke erfare, om
han havde lært noget, fordi han tumlede lidt, dog har jeg
seet mange skiønne Testimonia om ham, som han har med¬
bragt fra Skolerne. Jeg troer, at om han ey synderlig
kan bruges som Hofmester, saa vil han dog være god, naar
Deres Excellence har Giæster. Thi endskiønt han er kun
en slet og ret Borger=Søn, saa drikker han dog trods man¬
gen Cavalier. Han er fornøyet med 40 Rigsdaler, naar
han faaer en Ducat for hver Ruus, som han drikker, naar
han giør Husets Honneurs.
9) N. N. Et godt stille og ærligt Menneske. Jeg
har i to Timer havt ham hos mig; men paa alle mine
Spørgsmaal intet Svar kundet faae, uden: O, ja! Høy¬
ædle Herre. Jeg troer, at han er grundlærd, fordi han
har slet ingen Opførsel. Eders Excellence kan begynde
med ham, hvad De vil, og han skal finde sig i alting. Jeg
spurgte ham, hvad han vilde have til Løn, men han bukkede


sig meget dybt, og sagde: Som de befale! Høyædle Pa¬
tron. NB. Bærer ingen Manskietter.
10.) N. N. En sød artig lille Herre. Han er pyn¬
tet som en Puppe, og tænker ligesaa. Har i fire Aar stu¬
deret, og i fire Aar ingen Hat sat paa Hovedet. Har,
som han siger, fornemmelig lagt sig efter de galante Stu¬
dig. Han tilbyder sig at frisere det unge Herskab. Tager
Blek=Pletter af Lintøy, boner Dragkister, og kan udskiære
allehaande artige Figurer i Papier. Da jeg vilde vide af
ham, hvormeget han forlangede i Besoldning, giorde han
et Skridt tilbage, og sagde gandske klart: 70 Rigsdaler til
Tieneste, Høyædle Herre. Han behager min Kone.
11.) Dersom Deres Excellence vil have en Person,
som skal give Underviisning i Latin, Fransk, Jtaliensk og
i Historien, i at dandse, ride og fægte, og i alle muelige
Videnskaber, saa foreslaaer jeg Dem N. N. Han forstaaer
vel intet af alt dette, men han er min Søsters Søn, og
kommer hver Uge i det ringeste to Gange til mig, at
forsikre mig med megen Ydmyghed om sin Devotion, og
derfor vilde jeg gierne see ham hiulpen. Jeg har hidind¬
til med god Lykke foreslaaet ham hos unge Folk til privat
Jnformation, der have været saa billige at betale ham
maanedlig for min Skyld, uden at lade ham afvarte sine
Timer. Han repeterer med dem mine Juridiske Collegia,
uagtet han er en Theologus. 80 Rigsdalers Løn torde vel
ey være for meget, thi han er min Fetter.
Fætteren.
De Ceremonier, som de Asiatiske Jøder iagttager i deres
Fester, ere gandske forskiellige fra deres, som boe i andre
Lande, hvor de ikke har saa stor Frihed. Løvsalernes Høy¬
tid varer i 8. Dage, men den forhindrer ikke Handelen
den bestaaer i at spise og sove uden Huuset, paa et Sted
under aaben Himmel, som de indretter i Skikkelse af et Lyst¬
huus besat med Løvverk, og som de udzirer med deres kost¬
bareste Meubler. Tilforn lod de en Pige sove der allene,
saasom de troe, at deres Messias skal ved en himmelsk Und¬
fangelse fødes af en Jomfrue, men denne Skik er afskaffet
ved en artig, men tillige sandfærdig Hændelse. Eftersom
enhver tragtede efter den Ære at see Messias nedstamme
fra sin Familie, lod enhver sin smukkeste Datter sove i sin
Hytte allene, og det i 8te Dage paa hendes Parole. En
iblant disse Piger betiente sig af Leyligheden, og førte sin
Galant ind til sig, hvor han blev iført hvide Klæder, en
Slavinde, som endnu ey havde lagt sig, hørte en Allarm,
og af Nysgierrighed kigede ind af et Hul for at see, hvad
der gik for sig, og saae, at Pigen havde en Mandsperson
hos sig i hvide Klæder, som hun tog an for en himmelst
Gesandt; hun aabenbarede denne Hemmelighed for Pigens


Fader, og Tidenden udspredtes strax blant alle Jøderne,
som kom at ønske hende til Lykke. Hun blev frugtsomme¬
lig, og, da hun haabede maaskee at blive saa lykkelig at
føde et Drengebarn, at hendes Forseelse derved maatte blive
skiult, tilstød hun reent ud, at hun ikke kunde negte, at jo
en ung skinnende Mandsperson i hvide Klæder havde aaben¬
baret sig for hende, og forkyndet hende, at hun skulde føde
Messias. Man opvartede hende i hendes Frugtsommelig¬
hed med stor Flid, men til Ulykke for Pigen og det Jødiske
Folk, nedkom hun efter 9 Maaneder med en smuk Datter.
Faderen forsvandt, og man førte Moderen og Datteren
hemmeligen bort, for at forhindre, at det ikke skulde kom¬
me de Christne og Tyrkerne for Ørnene, som feyler ikke paa
Leyligheder til at bespotte dette Folk. Alle deres Forsig¬
heder vare forgieves, man aabenbarede Hemmeligheden,
og fixerede Jøderne dermed, hvilke siden den Tid har beta¬
gen deres Døttre denne skiønne Leylighed til at divertere sig.
A
De uforsagte Fruentimmere.
J Beleyringen af Byen Maz=dAsils, som Marechal
de Themines beleyrede 1625, arriverede 2de besynderlige
Ting: Et Fruentimmer, som mistede sin Arm ved en Ca¬
nonkugle, samlede den op, og gik hen at grave den ned.
En anden, hvis Mand blev blesseret i Hovedet, da hun ikke
havde noget Linnet ved Haanden, betiente sig af sit Coeffure
for at forbinde hans Blessure. Manden vendte tilbage til
Brecherne, men var ey saa snart kommen, før han mistede
sit Hoved ved en Canonkugle. Et Øyeblik derefter kom
Konen og spurgte efter sin Mand, men, da man viiste hen¬
de hans udstrakte Legeme uden Hoved; Raabte hun: Ey,
mit Coeffure er da gandske spoleret.
Den fortvivlede Dandser.
Aar 1665. kom til Altona ved Hamborg ved Mid¬
dags Tid en temmelig velklædt Person i et Vertshuus, og
spurgte, om man ikke kunde tilberede ham et got Maaltid.
Da Verten svarede ja, begierede han og et par Musican¬
tere, som han og fik. Efterat han havde faaet alt hvad han
havde begiert, aad og drak han af Hiertens Grund, var
ved got Mod, og befoel Musicanterne at spille frisk op,
hvilke i Haab af en stor Belønning, bragte deres beste Styk¬
ker frem. Denne Lystighed varede lige til Aften, hvorpaa
han ærlig betalte Verten, og førte Muficanterne ud med
sig til Elben. Her hoppede og sprang han lystig omkring,
indtil han endelig avancerede i Elbstrømmen, hvorfra han
kastede nogle Penge ud til Musicanterne, og bad dem at
være løftige; disse meente ikke heller andet, end at dette skedte
allene af Spøg, men førend de ret saae sig til, vovede han
sig dybere ud, dukkede sig tilsidst ned under Vandet, og
raabte: God Nat, god Nat J gode Venner, som vare
hans sidste Ord, og har man ey siden kundet udforske,
hvem denne fortvivlede Dandser var, eller hvorhen han er
kommen.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 22


Præste=Enken.
J Jeg mindes endnu, at jeg var engang med min Salig
Mand til Bryllup hos en af vore Sogne=Mænd.
(Min Mand var dog ikke af det Slags, som fandt
Fornøyelse i slige store Sælskaber; men som den Skik af
hans Formænd var indført der i Søgnet, turde han ikke
aldeles undslaae sig) Denne Mand giorde sin Søns Bryl
lup, og havde samlet en stoer Mængde Mennesker sammen;
dog alligevel var der endnu meget Rum for mange fleere
thi en Deel af de Jndbudne kom ikke, endog mange af hans
nærmeste Paarørende bleve borte. Aarsagen hertil var,
at denne gode Mand var den beste af alle min Mands
Sogne=Folk, og just derfor havde han og mange Uvenner,
fordi han ikke vilde giøre eet med den store Hov. Denne
Udeblivelse af de indbudne Bryllups=Giester gik Manden
temmelig nær, og beklagede sig for min Mand. Men min
Mand, som kiendte denne gode Vext af Grunden og kunde
tale med ham som en Oplyst, foreholdt ham i Korthed efter
Omstændighederne, at den rige Mand, som holdt sin
Søns Bryllup, maatte klage det samme, og det dog i er
langt betydeligere Sag, Manden, som var oplyst, forstod
strax denne Methaphoriske Talemaade og fandt den fødeste
Opmuntring i Sindet, omfavnede min Mand, og uddeele
de al den overblevne Bryllups=Mad til Byens Fattige.
Denne Begivenhed gav min Mand paa sin Hiemreyse fra
Bryllupet Anledning til følgende Tanker a at erindre sig
disse Ord:
Kommer; thi nu er det altsammen bereedt.
Luc. 14 Cap. 12 Vers.
I0Lom Hungrige! see! nu er alting reede.
Kom Tørstige! Gud selv har dækket Bord.
Vansmægtede! Kom, Himlen Dug vil breede.
Kom, Fattige! Kom det er Herrens Ord.
Kom, nu er Naadens Tid. Kom, Naade=Kaldet lyder:
Kom nu til Nadvere, nu Himlen selv indbyder.
O! kommer dog, og smager, finder, føler,
Hvor sød og god den Herrers Herre er.
Seendrægtige, hvorfor er det, J nøler?
O! kommer hid og værer Giester her.
Paa Naadens gyldne Bord Gud selv som Vert fremsetter
Sit eget Guddoms Ord, de Himmel-faldne Retter.
Det Ord, som er den rette Siele=Føde.
Det Ord, som er en Lygte for vor Fod.
Det Ord, som kan al Siele=Nød forsøde.
Det Ord, som gir den Bange Helte=Mod.
Det Ord, som knuse kan Staalhaarde hærdet Hierter.
Det Ord, som saarer og som læger Sielens Smerter.


O! Hvem vil da det Naade=Kald foragte!
Saa dyrebart saa sødt et Himmel-Ord.
O! Hvem vil da sin arme Siel forpagte
Til Sysselværk, til en forførisk Jord?
Al Verdens store Alt er dog jo meget mindre
End Zions Himmel=Høy. Hvo vil sig lade hindre?
Den Himmel=Vert staaer med udstrakte Arme,
Og raaber: Kom, J, som ey Penge har.
Hans Kierlighed vil alle Kolde varme.
O! smager dog. Den Himmel=Mad er rar.
See dog, hvor Herren vil i Kierlighedens Seele
Os til sig drage og vil mætte alle Siele.
Han sender Bud til de indbudne Giester:
Mit Giestebud er færdigt og bereedt.
Mit feede Qvæg er slagtet. Jntet rester.
Min Disk og Dug er for al Verden breedt.
Men, man undskylder sig: Een sig har kiøbt en Ager;
Een prøver Øxnene; Een sig en Hustrue tager.
O! Daare! vil du Naadens Kald ey lyde?
O Verdens Træl, brug ey Undskyldninger.
J Dag vil Gud til Giestebud dig byde;
Mon du vel veed, hvor du i Morgen er!
Ja, mon Undskyldninger i Dødens Stund kan gielde?
Naar Øxen, som er lagt ved Roden, dig skal fælde.
Men skiøndt at du Foragter ey vil komme,
Faaer Herren dog desuden Giester nok.
Ey Bordene derfore skal staae tomme.
Han sender Bud til en forhungret Flok,
Saasnart at Budet kom, kom Krøblinger og Blinde,
De lydte Naadens Kald og Siele=Mad skal finde.
Bort Kiøb og Salg, og Verdens syndig Baade!
Som hindrer fra det rette Kiøbmandskab.
Lad Kiød og Blod ey over Aanden raade,
Den Vinding er i Døden største Tab.
Gak bort. Sælg, hvad du har. Kiøb Perlen. Den at
eye Math. 13 V. 46.
Er Rigdom nok, mod den al Verden ey kan veye.
Min Gud! jeg var blandt Halte og blandt Blinde,
Al Kiødets Sands er Fiendskab imod Gud.
Til Naadens Bord jeg Vey en kunde finde.
Men du indbød mig til dit Giestebud.
I Daabens reene Bad du bad mig først og kaldte,
O! gid jeg nu var reen og Benene ey halte.
Vel an! jeg vil om Naadens Smuler sukke
Naar andre gaaer udi Vellystens Dal.
Min Hunger og min Tørst Gud dog vil slukke
Ved Lammets Bord udi sin Himmel-Sal.
Jeg denne Tanke=Ring vil paa mit Hierte sætte:
Naar jeg har hungret her, skal mig Guds Ansigt


Huusholderske
Karpe med Løg eller Polske=Karper.
Narpen bliver skrabet, opskaaren og Jndvollene udtag¬
ne, skaaren i Stykker, og et par Timer indsprengt med
Salt, dernæst afvasket og bagt i en bred Pande, med no¬
get vel smaat hakket Løg overstrøgen, et got Stykke udva¬
sket Smør, stødte Tvebakker, Muskate Blomme, Viin
og Vand kommes deri, og om det giøres nødig, endnu
lidt Salt og under Laag kogt til det er nok, saa er det ret.
Fine Posteyer af kogt og hakket Skinke.
Man tager et Stykke af en kold, kogt og røget Skin¬
ke, hakker den noget grov, dog smaae, og menger den med
Kanel, Sukker, lidt hvidt Peber, syltet Citron=Skal, og
noget stødt Flesk, forfærdiger og baget dem saa i en sin
Dey til en Postey.
Fiin Postey af Grøn=Kaal.
Grøn=Kaalen maae man først pille net og reen, og
koge den gandske møer i Vand og lidt Salt, eller om det
er den Aarsens Tiid, at den har faaet nogen Frost, maae man
snedse den af under Laag i sin egen Soes med et stykke
Smør og Boullion, det er god Klar Fleske Suppe, eller
i mangel deraf i gandske sagte kogende Vand, indtil den
bliver gandske møer, trykke saa det Vaade reent af paa et
Dørslag, siden hakke den lidet igiennem, men ey alt for
smaat, mænge den saa i et Fad med smelted Flesk, og om
man har det, Oxe=Marv tilligemed, men Oxe=Marven
maae først hakkes smaae, smeltes og igiennem en Sie øses
paa Kaalen, dernæst bestikker man et par heele Løg med
Negliker, og kommer deri lidt Salt og Peber, alt vel til
sammenmænget, og forfærdiger den saa i en fin Dey, til
en sin Postey, man kan og komme reengijorte Kastanier
med iblandt Kaalen, man kan og om man vil, lægge imel¬
lem Kaalen, nogle Lag af røgede Oxe=Tunger, eller røget
Skinke, skaaren i Skiver, men det maae først vel udvan¬
des, koges og blive koldt igien, og saaledes forfærdige
en ziirlig og net Postey. Naar man retter an, kan
man afrøre lidt ret godt Skye med et Stykke Smør, vent
omkring i Meel til en Jevn=Soes, og komme deri,
saa er Posteyen ret og god. NB. Kaalen maae oven i
Posteyen belegges med Fleske=Skiver, og Citron=Saft i
Soesen.
Borgeren i Hovedstaden.
Om deres Lykke, som bestemmer sig til Handelen.
Jblant alle Stænder i det menneskelige Liv er Kiøbmands¬
standen den, hvorudi man lettest kan blive lykkelig; men
det er og maaskee den, som iblant alle er den møysomme¬
ligste og besværligste. Hvad for Arbeyde koster det ikke
og hvor mange Aar udfordres ikke ofte dertil, førend en


Kiøbmand kan blive rig! Han maae vove uendelig meget,
og overstige tusinde Forhindringer. Et eneste Menneskes
Liv rekker ikke altid til, at forhverve stor Formue ved Han¬
delen. Undertiden udfordres to til tre Slægt=Følger
dertil. Møder der imidlertid en fem til sex Aars Krig, saa
kaster samme den hele Lykkes Bygning over Ende for dem,
som længer end i en Snees Aar har møysommelig umaget
sig med at opføre den.
Hvorvidt lader det sig altsaa nu egentlig sige, at Han¬
delen baner sikkrere Veyen til Lykke, end nogen anden Stand?
Derfor, fordi det er den Stand, som frem for alle de øvri¬
ge kan give meest Leylighed til at udøve Veldædighed og
giøre Got imod sin Næste. Thi dette er uimodsigeligt, at
den sande Lyksalighed har sit Sæde og sin Bolig i Gud.
Men nu er Veldædighed det sande Middel, hvorved den
menneskelige Natur kan komme den Guddommelige nær
saa meget som mueligt er; følgelig er den ogsaa en gandske
sikker Vey til den fuldkomneste Lykke, til hvilken et Men¬
neske nogensinde kan komme paa Jorden.
Man tør ikkun ved, lidet opmerksomt at betragte Han¬
delen, saa erkiender man med fuldkommen Overbeviisning,
at der i samme stedse findes Leylighed til at giøre sin Næste
got. Til alle de Forretninger, som forefalder i den største
Handel, udfordres en meget stor Mængde Mennesker.
Kiøbmanden, som foretager disse Forretninger, eller som
har Opsigt derover, skaffer alle disse Folk at bestille; han
antager dem til sine Medhielpere, ikkun med den Forskiel,
at han gandske og allene paatager sig den Fare, som er for¬
bunden med dette Foretagende. Enten samme lykkes for
ham eller ey, saa belønner han dog dem tilforladelig for
deres Arbeyde, og om han endog taber, saa bliver dog de¬
res Løn dem udbetalt. Det er vel sandt, at Kiøbmændene
gaaer til Grunde, naar de taber, og følgelig ophører strax
den store Velfærd, der er en Frugt af deres Forretninger.
Derfor kan man ogsaa under en viis Regiering ikke for me¬
get henvende sin Opmerksomhed paa en Haandtering, som
frem for andre er saa nyttig, endog naar de, som driver
den, lider Skade derved, og man kan derfor ikke noksom
tragte efter at befordre og forfremme den. Maaskee giør
man den Jndvending, at naar en Kiøbmand gaaer til Grun¬
de og taber sin Formue, saa er dette et beviis, at Folk i
denne Tilstand bliver ikke alle lykkelige; hvilket ogfaa er
Sandhed. Jmidlertid tiener derpaa til Svar, at Kiøb¬
manden, ligesaa vel som alle andre Stænder, maae tage
Deel i ulykkelige Tilfælde, der ere uundgaaelige i det men¬
neskelige Liv. Og der er overhovedet ingen Levemaade i
Verden, som ikke har sine særdeles Ubeqvemmeligheder.
Man tør ikkun ved, at see sig om i de øvrige Handteringer,
saa skal man allevegne finde saadanne. Spørsmaalet er
derfor ikke, om der findes nogen Stand i Verden, som ey
har sin Uleylighed, og hvorudi man kan være fuldkommen
lykkelig.
Saalænge man lever i Verden, kan man ikke vente
nogen fuldkommmen Lyksalighed, men der spørges ikkun
om hvilken Stand, der fører Mennesket giennest til sin Lyk¬


ke, naar man holder sammes Fordeel og Skade imod hin¬
anden.
Men ere Foretagenderne i Handelen dog alligevel
endog nyttig for andre paa den Tid, naar de, lom foran¬
stalter dem, ingen Fordeel har deraf; saa maae Nytten
deraf være saa meget anseeligere for de første, naar de ud¬
falder lykkeligt for de sidste. Nytten strekker sig da u-for¬
merkt til et langt større Antal af Folk. Naar det er gaaet
en Kiøbmand lykkeligt ved hans Foretagende, saa vover
han en anden gang allerede store og flere Ting. Endog
i Frankerig, hvor Handelen er langt fra ikke saa vidtløf¬
tig og stor, som i mange andre Europæiske Lande, findes
dog immer Kiøbmænd, som skaffer fem til Sex hundrede
Mennesker Arbeyde paa Søen bestandig. Disse samme
sætter og en mængde Haandværksfolk, Kunstnere, Fabri¬
kantere, og mange andre Slags Folk i Arbeyde paa Lan¬
det. Men man indvender maaskee: at i alt dette har Kiøb¬
mændene dog altid fornemmelig deres egen Fordeel til Øye¬
meed; og man sætter at andre Menneskers Fordeel bliver be¬
fordret tillige med deres, saa er dette dog ikke den fornemste be¬
vægende Grund, som driver dem dertil; de tænker dog altid
ikkun paa deres egen Nytte og Fordeel. Herpaa lader sig
svare meget let. Naar Kiøbmændene seer paa deres egen
Nytte, saa giøre de noget som alle Mennisker i Almindelig¬
hed pleyer at giøre ligesaa, i hvad for en Stand de endog
ere. Dette indseer vel enhver, at enkelte Mennesker, hvis
Formue og Kræfter altid ere indskrænkede, ikke tør vove at
give saa stort et Antal Mennesker Arbeyde, saafremt de ik¬
ke for deres egne Personer kan love sig nogen Fordeel, og
desuden ogsaa den Ære at være andre nyttige. Jmidler¬
tid er det allerede nok, at man maa indrømme det, at
Handels=Forretningerne skaffer et stort Antal Mennesker
Fordeel og Nytte, hvad enten det derhos lykkes for Kiøb¬
manden eller ey. Dette beviser allerede tilstrækkelig nok
den Sætning, som vi her har at bevise, at den Levemaade
som giør got imod en stor Mængde Mennisker, maae nød¬
vendig ogsaa frem for andre agtes at være Lykkelig.
Lad os i øvrigt ogsaa sætte, at Kiøbmanden, saavel¬
som alle andre Mennesker, er fornemmelig betænkte paa sin
egen Fordeel, saa kan han dog alligevel giøre sig meget til
deraf, at han nødvendigviis maae grunde den paa andres
Velfærd og Fordeel. Hvor mange andre Haandteringer,
findes derimod, i hvilke de, som driver samme, ikke kan
anderledes blive Lykkelige, end ved deres Næstes Ulykke?
Man maa vel og forsigtig giøre Forskiel imellem Kierlig¬
hed til sig selv og Egenkierlighed; den første udelukker ikke
andre Mennesker som den sidste; og den Første er ingen
Last, men en Regel og Rettesnor til Næstens Kiærlighed.
Den Christelige Religion, som i visse Maader ophøyer
Mennesket over sig selv, har helliget dette smukke Bud af
af Naturens Lov, i det den giver den Forskrift, at man
skal elske sin Næste ligesom sig selv.
Men lad os sette, at en Kiøbmand har forhvervet en
anseelig Formue, og at Kierlighed til et stille og roeligt
Levnet, samt mange andre flere Omstændigheder, raader
ham, for Fremtiden at drage sig ud fra sine besværlige For¬


retninger, og blot at leve for sig selv, sine paarørende og
gode Venner; fortiener han da ikke den største Lovtale,
naar han endda stedse fortsetter sine Forretninger, og lader
de ædle bevægende Aarsager drive sig dertil, som han ud¬
trykker i følgende Ord: Jeg skulde gandske vist have
mere Fordeel deraf, om jeg opgav Handelen, og levede
af det jeg har forhvervet mig; men dersom jeg giorde det¬
te, saa maatte utallige Mennesker lide derunder."Man
tør just ikke troe, at Tallet paa de Kiøbmænd, som tænker
saaledes, er gandske ringe. Denne Stand, som altid vil
beholde sin Ære, omendskiønt Nid og Fordomme saa ofte
giør sig al Umag for, at giøre den foragtelig, tæller iblant
sine Medlemmer et stort antal af Menneske=Venner. Der¬
over tør man aldeles ikke ved at forundre sig. Det er ikke
andet mueligt, end at Handelen i sine Forretninger arbey¬
der for det almindelige Beste; følgelig vænner Kiøbmæn¬
dene sig til Veldædighed, uden at de selv merker det. Snart
røres de af en Famielies Elendighed, som mangler alle
Ting. De tager sammes Børn til sig, saa at sige i egne
Børns Sted. Et af dem sætter de paa en Skriverstue,
det andet setter de paa et Skib, saa der bliver en Søe¬
mand deraf; et andet skikker de til et eller andet Sted i
Colonierne; med faa Ord: de viser enhver af dem Vey
til Formue og et beqvemt Levnet. Paa en anden Tid op¬
retter de Fabriqver alleene i den henseende, at de vil skaffe
fattige Folk noget at bestille, og for des bedre at naae dette
Øyemeed, betiener de sig heller af gandske raae Materialier,
end saadanne, som allerede ere tilberedede, om endskiønt de
kunde faae de sidste langt lettere fra de Udenlandske. Her
kiøber en af dem af en Adelsmand et anseeligt Herre=Gods,
eller underskriver Contracten. Sælgeren beseigler den med
sine Taare. Kiøberen spørger ham fuld af Medlidenhed
og med Forundring om Aarsagen til hans Travrighed.
Er det ikke bedrøveligt, svarer Adelsmanden, at jeg maae
selge et Herregods, som i saa mange Aar har tilhørt min
Famielie, blot for at faae 40000 Livres i rede Penge,
som jeg skal udbetale, Kiøbmanden river strax Contrakten
i Stykker, og laaner ham de 40000 Livres, Hisset træ
der en anden Kiøbmand i en stor Strogzys Fodspor *) og
skatterer sig for en af sine Venner for lykkelig, at han hav¬
de fundet et nyt Middel, til at være sit Fæderneland nyt¬
tig, i det han skaffer samme en nye Handels=Green,
hvor ved anskaffes en høystnødvendig Vahre, hvorpaa
*) Hrr. Strøzzy, den sidste af hans Famielie, havde
80000 Livres i Jndkomster. Deraf anvendte han
ikkun 6000 paa sig selv, og af de øvrige uddeelte
han Velgierninger. Kort før Jordskielvet i Lissa¬
bon havde han flyttet derhen med sin heele Formue
Her blev denne Mand, som er maaskee den ene¬
ste i sit Slags, begravet under Gruset af denne
ulykkelige Stad. Et Par Dage forhen skrev han
til en af hans Venner: Ønsk De mig til Lykke.
Jeg har opdaget et nyt Middel, til at giøre
Menneskene Got.


det hidindtil har manglet, og hvorved et Slags af Landets
Produkters Afsætning bliver befordret, som formedelst
dens store Overflødighed var i liden og ringe Priis. Med
faa Ord: Hvergang saa ofte man udi Ulykkes=Tilfælde
maae komme enkelte Folk eller Staten til Hielp, saa bestræ¬
ber de sig, ligesom at de kappedes, paa at aflegge Prøver
paa Menneskeligheden, Kierlighed til Fædernelandet, og
Nidkierhed for Menneskers Beste. J Aaret 1711. efter
en langvarig og besværlig Krig, vare Frankerigs Jndkom¬
ster gandske udtømmede. Kiøbmændene fra St. Malo
indbragte paa eengang nogle Millioner i de offentlige Skat¬
te, og hialp Kongeriget ud af sin Nød. J Krigen 1742
befandt Engelland sig i meget farlige Omstændigheder.
Sammes Credit begyndte at falde meget. En berømt
Kiøbmand rakte denne Credit Haanden, holdt den oprettet
og satte den paa fast Fod igien. Men vi ville ikke længet
opholde os med at samle berømmelige og endnu ubekiendte,
Bedrifter, som giøre Handelen og Kiøbmænd Ære. Saa¬
dan en Jgientagelse skulde alt formeget ligne en Lovtale.
Vi har ved det, som hidindtil er sagt, allerede tilstrekke¬
lig beviist, at denne Stand i det menneskelige Liv gaaer
stedse frem paa Veldædigheds Vey, og følgelig paa saadan
en Vey, som fører allersikkerst til Lyksalighed.
Samleren.
Stoltheds Daarlighed.
Dersom nogen Ting kan giøre den menneskelige Natur
foragtelig for Væsener af høyere Kræfter; saa er det vist
Stolthed. De kiende saavel Forfængeligheden af disse
indbildte Fuldkommenheder, hvorved det menneskelige Hierte
opblæses af hine smaae overordentlige Fordeele af Fødsel,
Lykke eller Stand, som et Menneske i Besynderlighed nyder
frem for et andet, at de vist høyligen maae forundre sig,
naar de seer en Dødelig, som af een af disse Aarsager bry¬
ster og skatter sig langt høyere end sine Naboer, da han
dog til samme Tid er underkastet alle, for hans Kiøn al¬
mindelige Gienvordigheder. For at sætte denne Tanke i
sit fulde Lys, vil vi indbilde os, om J saa behager, at hin
Mulvarpskud er beboet af fornuftige Skabninger, og at
hver Myre, (deres Skikkelse og Levemaade undtagen) er
begavet med menneskelige Lidenskaber. Hvor maatte vi
lee, om een af dem vilde giøre os en Fortælling om Slægt¬
Registere, Forskiæl og Titler, som hersker iblant dem!-
Seer kuns, hvor den hele Hob viger til Siderne, og giør
Plads for en Myre, som gaaer midt igiennem den! J maae
vide, at dette er en Myre af Stand, og har langt ædlere
Blod i sine Aarer, end alle andre Myrer paa Mulvarp¬
skuddet. Seer J ikke, hvor meget den selv føler dette;


hvor langsom den gaaer frem, og hvorledes den hele Pøbel
af Myrerne holder sig langt borte? – Her kan J see
en anden, som staaer paa en liden Forhøyning, og seer ned
paa en lang Rad af Arbeydere. Den er det rigeste Jnsekt
paa denne Side af den lille Høy; den har en Spadserevey
af en halv Alen i Længden, og en Fierdendeel=Tomme i
Breden; den holder over hundrede Tienestefolk i Huuset,
og har i det mindste femten Bygkorn paa sit Loft. Den
kiænder just nu paa en Myre, som staaer for den, og som
dog, saa vidt vi kan skiønne, er ligesaa god en Myre, som
den selv er.
Men her kommer et Jnsekt af Anseelse! Seer J ikke,
at det bærer et lidet hvidt Halmstraae i Munden? Dette
Halmstraae, maae J vide, gav det ikke bort for det længste
Stykke Land paa Mulvarpskuddet; vidste J kuns, hvad
det har udstaaet for at opnaae det! See, Myrer af alle
Stænder og Slags sværme omkring samme. Men saa¬
snart det skulde lade dette Halmstraae falde af Munden,
saa skulde J faae at see, hvorledes denne heele talrige Kreds
af Ledsagere vilde følge den nærmeste, som havde opsnappet
det; de vilde forlade det aftakkede Jnsekt, eller løbe over
hans Ryk, for at komme til hans Eftermand. Vil
J nu ogsaa see alle Fruentimmer paa Mulvarpskuddet, saa
betragter først hin Myre, som hører efter hvad Han=Myren
ved hendes venstre Haand foresnakker hende, endskiønt hun
synes at vende Hovedet bort fra ham. Han siger dette usle
Jnsekt, at hun er en Gudinde, at hendes Øyne ere deyli¬
gere end Solen, at Liv og Død staaer i hendes Magt.
Hun troer ham, og bryster sig derover paa hundrede Slags
Maader. - Bemærker denne Myres Daarlighed hist
paa den venstre Side! Hun kan af Alder neppe krybe mere,
men J maae vide, at hun giør sig en stor Fortieneste af
sin Fødsel, og, om J giver Agt, støder hver Myre til Side,
som kommer hende nær. Den lille hurtige Coquette, som
vimser ved Siden af hende, er en af de vittige Skiønne;
hun har allerede vundet Hiertet af mangen Han=Myrer;
eer kuns hvilket Følge af Elskere hun har efter sig.
Her vil vi beslutte denne Indbildnings Scene. Men først
vil vi, om J saa behager, for at giøre Sammenligningen
des nøyere, antage, at Døden, i Skikkelse af en Spurre,
kommer ned paa Mulvarpskuddet, og bortriver uden For¬
skiel, Myren af Stand med dens Smigrere, den rige
Myre med sine Daglønnere, Stadsbetienteren med det
hvide Halmstraae, tillige med hans Snyltegiæste, og alle
Mulvarpskuddets Gudinder, Vittige og Skiønne.
Maae vi ikke forestille os, at Væsener af en høyere
Natur og Fuldkommenhed lige paa samme Maade ansee
alle Støltheds og Forfængeligheds Exempler iblant vores
Kiøn, naar de betragte dem, som beboe Jorden; eller
efter en skarpsindig fransk Digters Ord, De Myrer, der
beboe denne Hoben Støv, som den menneskelige Stolt¬
uhed har inddeelt i Riger og Lande?,


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 23


Hovmesterinden.
Omstændelig Underviisning, hvorledes unge Døttre
skal vel og nyttigt anlegge deres Tid.
"Jntet er saa vigtigt, og intet er saa kostbart, som Tiden.
Intet bliver alligevel saa lidet og ringe agtet. Vel
hører og læser man ofte og meget om, at man skal vel anven¬
de sin Tid, at den Høyeste har derudi forlenet os en uen¬
delig Rigdom, og at vor timelige Lykke for den største Deel
dependerer der af. Men de fleeste Mennesker lever ikke an¬
derledes, end om Tidens Forliis havde slet intet paa sig
og vort Kiøn maae i særdeleshed høre ilde for, at det be¬
kymrer sig lidet derom, og søger meget meere ligesom modt
villig at fordrive Tiden.
Slemt nok, om det indtreffer hos nogle. Jeg er
desto mere overbeviist om det, som er Tvertimod, og har
den Tanke, at man ikke tidlig nok kan raade unge Døttre
til at anvende hvert Øyeblik af Tiden til Nytte. Men det
ligesom alt hvad der henhører til Opdragelsen, maae skee
med en vis Manier, som er passelig for en Alder, der endnu
er noget svag, og som ikke giør samme studsig.
Børn søger deres Fornøyelse ligesaavel som Voxne,
og ved sammes Forestilling bliver de meest rørte. Man
kan derfor biebringe dem, at det blot ankommer paa Ti¬
dens gode Brug og Anvendelse, naar de ville blive deelag¬
gtige derudi. Grundene dertil kan Forældre og Børns
Foresatte let finde paa; og enhver særdeles Slags Forret¬
ning kan give nærmere Anledning til samme. Men paa det
at Børnene kan betages det maaeskee vidrige og modbyde¬
lige af en Moral, som just vel heller ikke maatte være alt for
behagelig for de Gamle, saa bør man tillige foregaae
dem med et got Exempel. Dette skal og maae betage
Sagen al Modbydelighed, og den Lyst, som Børn har
at giøre alting efter, hvad de store giøre, skal for
aarsage, at de og tragter efter, at ligne dem i Flittighed,
Flittighed bliver dem saaledes til en Vane, og Vanen bli¬
ver den anden Natur; altsaa vil det falde dem umueligt,
at være ledige, eller ikke at ville anvende Tiden vel.
Er det nu saa vigtig en Sag om Tiden at giøre, og
har ogsaa de unge Døttre høylig Aarsag til at anhøre den
ne Sandhed med lydige Øren: saa haaber jeg, ikke at giø¬
re ilde, om jeg her noget nøyere udfører, hvorledes de nyt¬
tigst og best kan anvende deres Tid, og hvad de, under
hvis Opsigt de staaer, har herudi at drage Omsorg for
Jeg vil ikke tale om høye Ting. De henhører ikke
herhid. Jeg søger ikkun at sige noget nyttigt; herpaa kom¬
mer det jo ogsaa egentlig ikkun an.
Herefter skal følge om Tidens nyttige Anvendelse
fra 3die til 14de Aar.)


Huusholdersken.
En kort Have=Calender.
Om Have=Forretninger i Junii Maaned.
1.) J Blomster=Haven.
Nu nærmer Solen sig fuldkommen, og hvad som i den¬
ne Maaned ikke driver, voxer og skyder ud, vil neppe kom¬
me til Live mere, men tørres og uddøer gandske vist. De
Grene og Blade, som alt for overflødig skyder ud fra Lev¬
coyerne, maae man skiere af, paa det Hovedstammen desto
bedre kan voxe. Ved St. Hans Dag, naar det er tørt
Veyr, tager man de tidlige Tulipan=Zwiebler op, og for¬
varer dem paa et tørt Sted.
2.) J Kiøkken=Haven.
J denne Maaned renses Haven fra alt Ukrud, og høl¬
des i smuk Orden. Man maae vande sterk paa nogle
Steder, ellers vil Urter og Vexter ikke lykkes. Man for¬
planter og Blomkaal og andre slige Sorter, som endnu
staaer uflyttede, derhen hvor de skal staae. Man tager de
Augurker af, som man vil bruge til at indsylte; saavelsom
og de tidlige Erter.
3) J Frugt=Haven.
Man skal i denne Maaned i stille og klart Veyr be¬
gynde at oculere Citron=Pommerantz= og andre flere Træer.
Nu kan man og aarelade Træerne, og denne Maaned er
den beste dertil. Naar de gamle Træer ikke ville drive,
og faaer gule Løv: saa maae man hakke noget op omkring
dem, og give Rødderne god feed Jord, naar Solen skinner.
Dersom Barken paa unge Træer springer op og sprek¬
ker af Solens Hede, saa maae man komme dem til Hielp
med Pode=Vox. Den ormstukne Frugt bliver enten af¬
brækket eller afrystet, paa det at den ey skal angribe og be¬
skadige den gode.
J denne Maaned er det got at faae Salat, Kyrvel,
Petersillie og Radiiser, om man behager.
Efter St. Hans Dag at faae Vinter=Endivie.
At forplante Porrer, Kaalrabi under Jorden, Peter¬
sillie=Rødder, Sellerie, røde Beder, sildig Blumkaal, Por¬
tulak, Basilikum og Majoran.
At behakke Cartofler, Sellerie, Porrer, Petersillie¬
Rødder og Kaal.
Samt sidste Gang ved St. Hans Dag at lade rense
Asparges=Landene, naar man ophører at stikke Asparges.
Naar det ey i lang Tid regner, i sær flittig at lade
vande Sellerie og Thimian.


Nogle Anmærkninger om at plante og avle
Jordbær.
Man planter Jordbær allerbest i fiirkantede Bede.
Thi paa denne Maade nytter Vandingen dem mere; man
kan og lettere omhakke og samle dem. Naar man planter
dem, saa vinder de ihenseende til Størrelsen, og taber ikkun
meget lidet af deres gode Smag. De Jordbær=Planter,
som man flytter ind i Haverne, gaaer snart ud, og bringer
ikkun i en stakket Tid gode Frugter. Men man kan let
fornye dem igien, enten ved at faae dem, eller ved det en¬
foldige naturlige Middel, at tage Afleggere af dem. Det
er best, at flytte dem af slet Jord i bedre. Sette=Planter¬
ne er best at tage udaf Skov=Engene. Man maae saae
Jordbær, naar man enten ikke kan faae Sette=Planter eller
vil have Forandringer. Hastigst og ordentligst er det, at
saae dem i Potter. Naar Bærrene ere spiselige, saa pleyer
Sædekornene at være moedne nok til at faaes. Man kan
lade dem tørres i Skygge, paa Træe eller Papir, og siden
rive dem lemfældigt i Hænderne, da de moedneste Sæde¬
Korn falder af. Man kan saae dem paa adskillige Maa¬
der. Følgende er maaskee den beste: Man legger Sæde¬
Kornene, blandede med lidet tør Jord, paa Stykker Muss,
som man har opsøgt i Skoven. Men man maae være
forsigtig i at opsøge Mussen; thi adskillige Slags deraf
forderver de unge Planter. Naar man saaledes har faaet
dem i Mussen, udbreder man dem oven paa en Potte med
fiin løs Jord, og uden at bedekke dem videre, end med no¬
get fiint hakket Musse derover, for at afholde Heden. Man
kan vel og tildekke dem med lidet Jord, paa det at Regnen
ey skal skade dem. - Naar Planterne har faaet det første
Blad, forplanter man dem varlig med en Fier i meget fiin
Jord.  Frøet duer at faaes, indtil det er 2 Aar gammelt.
Planter, som ere sterke nok, kan man allerede flytte i Octo¬
ber Maaned. Om Vinteren behøver de ingen Rygt. J
Februarii Maaned kan man imellem hver Rad plantede
Jordbær, sette en Rad Bønner. Der behøves ikkun at
være 9 eller 10 Tommer imellem Raderne. Naar man i
Julii Maaned har aftaget Bønnerne, maae man og op¬
rykke Bønne=Risene, og ophakke og løsne Jorden lidet.
Man kan og siden uden Skade saae Portulak derimellem.
Naar de bliver 20 eller 22 Maaneder gamle, efterat de ere
saaede, begynder de at faae de første Blomster, og Bær¬
rene blive moedne til rette Tid. Nogle Planter bier dog
til de bliver 3 eller 4 Aar gamle, ja vel og længer. -
Naar man plukker Jordbær, saa kan man sette Merke ved
de Planter, som har baaret de beste, og siden flytte dem
ind i Planteskolen. Første Gang planter man disse midt i
et Beed, som er 5 eller 6 Fod langt, og det gandske allene,
paa det at Afleggerne ey skal blandes iblant andre. J
October Maaned staaer saadant et Beed gandske fuldt af
Planter. Jorden i Planteskolen maae være sandig, eller
i det mindste mavrere, end Have=Jorden, hvor man vil
flytte dem hen; ligesom den og maae være ved Træer. Sidst
i October flytter man de sterkeste Planter ind i Haverne.
De gamle Planter kan man flekke, naar man borttager de


haardeste træagtige Rødder, og dette er en Lettelse for dem,
som ey har Leylighed til at anlegge Plante=Skoler.
Jordbær=Bedene maae i det høyeste være 4, og Stigene 2
Fod brede. J hvert Beed plantes 4re Rader, med min¬
dre det er store Jordbær, da ikkun 3 Rader. Jorden maae
vel renses fra Ukrud. - Tiden at plante dem i Haverne,
er almindelig i Martii og April Maaneder. Man setter
almindelig 2 Planter sammen, med mindre de ere des ster¬
kere. Dersom de ville blomstre det første Aar, saa maae
man afskiere Blomsterne. Man kan ellers forplante Jord¬
bærrene hele Aaret igiennem, undtagen i de varmeste Dage,
dog er det best i de bemeldte Maaneder, eller og i Sep¬
tember eller October, naar det er fugtigt Veyr. Plan¬
terne maae siden jevnlig vandes. - De Jordbær=Planter,
som flyttes ind fra Skovene, kan ikke vel taale den frie Luft,
men maae settes op til Murene eller Gierderne. Naar
Jordbærrene begynder at blive store, saa maae man bedekke
Jorden med noget, paa det at de ikke skal blive smudsede
af Regnen, og unydelige, f. Ex. med Sand, der og kaster
mere Varme tilbage, for at befordre Bærrenes Modnelse.
Naar saadanne plantede Jordbær har baaret i 3 Aar,
bærer de siden ikkun lidet, og man bør da oprykke Planter¬
ne. For at faae tidlig Jordbær, planter man dem ved
Planker, eller driver dem i Mistbede.
Samleren.
Den Svenske Hof=Lanceller og Ridder v. Dalins
Tanker om Masker.
J Hr. von Dalins Vittigheds Arbeyder, som nu sam¬
lede udgives i Sverrig, forekommer mange skiemtsomme
Skrifter, samt fornøyelige Afhandlinger, af hvilke jeg her
ikkun vil nævne nogle faa, saasom: Betragtning over en
Gaas: Tale over den første Markat, som blev fød i Sver¬
rig: Fragment angaaende den sidste Krig imellem Philoso¬
phien og Kierligheden: Oratio panegyrica over en Lysesax:
Kierlige Tanker over en vakker Mund: Betragtning over
en Brødsmule: Ret Begreb om en Kork: Betragtning
over en Kam: Apocryptiske Betragtninger over en Svo¬
velstikke: Grundig Betragtning over en Fleske=Pandekage:
Parentation over en Papegoye: Oratio panegyrica over
en Maske. Denne begynder saaledes: Du fortreffelige
Maske, du Larve og Ræegrime; du herlige Paafund,
at forestille dig, og synes at være hvad man ikke er. Du
er tvende Slags, udvortes og indvortes; udvortes paa
Redouter og Baler, indvortes paa Verdens store Skue¬
Plads. Formedelst din udvortes Hielp viser man sig
gierne verre end man er; men formedelst din indvortes
Hielp meget smukkere end man er. En Skiønhed feer
ud paa Redonten som et Trold; men et Trold paa Ver¬
dens Theater seer ofte ud som en Engel. Til det første
Slags, at maskere Kroppen, udfordres en vis Dragt;
til det sidste, at maskere Sindet, udfordres Umag, Var¬
somhed og listige Egenskaber. Dette sidste er altsaa be¬
sværligere, men udretter ogsaa meget mere i Verden; det


første er en Leeg, det sidste er for mange en stor Magt¬
paaliggenhed. Jo høyere man elsker at maskere sit Hierte
og sine Gierninger, jo mindre taaler man saadanne Leege
som udvortes Maskerader - - - En Capitalist af
Millioner kan derved blive anseet for en Tiggere; og en
Tigger derimod, som er hele Verden skyldig, og undflyer
for Biørner i sit eget Huus, kan blive anseet for en Ca¬
pitalist; en Hare paatager Maske af en Helt, og indleg¬
ger sig stor Berømmelse; en Skolepog kommer til at see
ud ligesom en Lærd, og beundres af den hele godtroende
Hob som et stort Lys; en flygtig Elsker seer ud som den
stadigste Atlas, og en Papillonisk Elskerinde som en Astræg;
en hemmelig Fiende ligner en Ven, og en Tartuffe har
Mine af en Helgen. Masken sætter ofte Værdie paa
Folk, ophøyer eller fornedrer deres Rygte og Amindelse.
Af Maske=Brugerne ere de viisest, som heller bruger de
udvortes end de indvortes Masker. Naar et enkelt Hier¬
te har fornøyet sig i nogle Timer under sin falske Næse
og Skieg, saa legger det sin yderste Klædning bort, og
er lige ledigt, som det før var; men naar det paatager
sig en indvortes Maske, saa maae det gaae spendt dermed
sin hele Lives Tid, og være tvungen i de mindste Ord og
Bevægelser."
Den egensindige gamle ung Karl.
Naar jeg betragter vor Tids unge Mennesker og deres
Opførsel, kan jeg ikke andet end ærgre mig, og stiltiende
bejamre den største Fordervelse som har indsneget sig blandt
det Menneskelige Kiøn. Hvorledes man ere af Naturen,
veed vel enhver; men hvorledes den medfødte Fordervelse
med Tiden skulde dæmpes vil de fleeste intet vide noget af,
og Forældrene ere gemeenlig den største Aarsag til deres
Børns Vildfarelser og falske Begreber om Dyd, Sæ¬
delighed og med et Ord, om Menneskelighed, eller de J¬
dretter, som ziirer og pryder et Kreatur, der er begavet
med en fornuftig Siel. - Den i vor Tid Galante
Børne=Opdragelse er vist nok den største Aarsag til den i vor
Tid begaaende største Daarligheder. - Jeg maatte ved
en vis Leylighed forleden komme i et Huus, og jeg tilstaaer
at, hvis jeg kunde have seet forud, hvad Daarlighed her
vilde have mødt mig, og som jeg her maatte være et seen¬
vidne til, havde jeg gandske undslaaet mig fra denne Vi¬
site. Jeg blev af Manden modtaget med den største Artig¬
hed. Da vi havde sidet liddet, begyndte han strax at ta¬
le om sine kiere Børn og de mange udgivter, han aarlig
havde for at see dem forsynede med en god Opdragelse, som
han holdt for det beste Arve=Gods. Jeg gav ham ret, men
sagde tillige, at, da man her i Staden havde Overflødig¬
hed paa Studentere, der gierne paatage sig Jnformatiøn,
kunde vel de Udgifter ikke være saa betydelige, som han
maatte anvende paa sine Børns Underviisning i Dyd og
Gudsfrygt; han smiilede herved og sagde, at dette var i
hans Tanker det ringeste, og noget der snart kunde læres;
Vores Universitet, sagde han videre, eier ikke saadanne Stu¬
dentere, der ere i stand til at give Børn et artig og ret


galant Væsen, vil man derfore have et galant Væsen paa
sine Børn, maae man søge Jnformatorer fra fremmede
Stæder, han holdt vel en Dansk Student, sagde han,
men hans Embede var allene 2 Timer om Ugen at lære
Børnene deres Christendom, en Sag, der vel kunde finde
sig med Tiden, hvorfor han ikke heller hastede saa meget
dermed, og det var ham ligemeget, enten hans Børn lær¬
te noget af det Slags eller ikke, thi hvad de ey kunde læ¬
re i dag, kunde de lære i Morgen; der vare vigtigere Ting
som udfordrede meere Tid, mere Flid og fleere Bekostnin¬
ger; hvorpaa han bad mig, om jeg ikke vilde giøre ham
den Fornøyelse at see, hvor artige hans Børn allerede hav¬
de lært at opføre sig, og hvorvel de efter deres Alder for¬
stode at leve; han kaldte derpaa sin ældste Søn, der gik
frem paa Gulvet stundom med afpassede Skridt og stundom
i en hoppende Gang. Faderen begegnede Sønnen med en
Votre tres humble, og Sønnen besvarede Faderen i sam¬
me Tone; derpaa tog denne 15 Aars Dreng sin Daase op
af Lommen og med et par Franske Ord udbad sig Tilladel¬
se at præsentere mig en Priis=Tobak. Jeg betakkede mig
det beste jeg kunde, og sagde, jeg ey endnu var kommet
saavidt at kunde bruge Snus. Hvorpaa Drengen slog
en Skogger=Latter op, og satte Næsen i Væjret med en
temmelig spodsk Mine. Man begyndte derpaa at tale om
adskilligt af Aviserne, som han meget mønstrede; han rai¬
sonnerede stærk om de Polske Sager; om Paoli og Paven;
men, desværre, det var altsammen Barnesnak, som rø¬
bede en forvildet Hierne, og slette Begreber. Faderen
saae til mig, og ventede et par Ord til hans Berømmelse;
men da jeg anseer Hyklerie med andre Øyne, end de flee¬
ste, taugde jeg stille og røgede min Pibe; dog spurgte jeg,
hvad man havdel i Sinde at lade Barnet lære, hvormed
det i Tiden kunde tiene Landet? og til min største Forun¬
dring fik dette Svar: Naar min Søn har vel lært at
leve, kan han tiene til hvad han skal. - Man
lod derefter indkalde Datteren, en Pige paa 13 Aar, der
efter sin Maade var lige saa exerceret som Sønnen; Hun
begegnede mig med en gandske nye Fransk Compliment, og
satte sit Legeme i den behørrige Modens Positur. Jeg kunde
endnu see Spor paa hendes Hals af det Baand, hun havde
baaret for at blive ligesaa stivnakket som haardnakket. Fade¬
ren befoel derpa a Sønnen at give Søsteren en Dands, hvilket
og skeete; derefter slog Jomfruen en forliebt Arie paa sit Cla¬
veer, og derefter sang den samme. Jmidlertid kom Søn¬
nens Figte=Mester og Sønnen gik hoppende og springende
bort. De skulle ud at spadsere. Jeg haabede nu denne
Comoedie havde Ende; men paa det første Optrin fulgte
strax det andet: Her indfandt sig strax en ung Herre en Be¬
kiendter af Huuset, som nyelig var kommet tilbage fra
Frankerige, og giorde nu sit Fæderneland den Ære at
glæde det med sin Tilbagekomst. Med en slingrende Le¬
gems Bevægelse og halv fuldførte Coupeer med Fødderne
kastede han sig gandske skiødesløs i en Lehne=Stoel med Be¬
nene korsviis over hinanden, og tog sin Tobaks Daase frem
hvilken han først med et gandske dybsindigt Aasyn nogle
Gange lod dandse omkring paa Fingrene, herefter slog


han paa Laaget, og aabnede det med stor fremfusenhed;
to Gange foer Fingrene med Tobakken frem og tilbage un¬
der hans pustende Næse, Ræsten slængte han omkring ved
Siderne paa Gulvet. Hans Dybsindighed blev endnu ved
han talede ikke et Ord saae need for sig, blev utidig, og
langsom stangede sine Tænder. Paa eengang sprang han
op, traade hen for Speilet og bragte nogle af sine Haar¬
bukler i Lave, som en uforskammet Flues Skiødesløshed
havde bragt i Uorden. Da dette med en særdeles Qvind¬
agtig Behændighed var forrettet, nærmede han sig med
nogle svingende Skridt til mig, og med en alvorlig Mine
aabenvarede mig, at min Paryk var megtt slet accommo¬
deret og at min Kiortels Snit var fra forrige Seculo; han
kunde ikke noksom beklage den gamle Modens herskende
Smag, hvilken, han sagde, strakte sig endog til Prædi¬
kener. Jeg har, sagde han, just været i Høymesse i Dag,
men fortryder det høyligen; thi Tiden blev mig overmaa¬
de lang, saasom Hoved=Lærdommen var blot allene bygget
og grundet paa Bibelens Ord; O! raabte han: den Je¬
suit, som jeg hørte i det Kongelige Capelle i Versailles, var
en gandske anderledes Mand, han vidste at stemme Bibe¬
len i den Tone, som Folk af Stand gider hørt. Strax
herpaa saae han sig om, og i et Øyeblik blev henrykt af
den unge Jomfrue som var i Stuen, han kastede sig ned for
hende paa sine Knæe, og i en Fransk Viise forklarede hen
de sin Kierlighed, hvilken han udsang med saadane van¬
smægtende Geberder, at jeg nær havde grædt over ham;
og, paa det den behagelige Yndighed af hans Hyrde-Me¬
lodie desbedre kunde mærkes, saa igientog han den samme
paa sin Flauto traversiere, den han trak frem af Lommen.
Det unge Pige=Barn rødmedes vel ved alle disse Høflig¬
heder, dog syntes de ikke at mishage hende, og den stakkels
Fader som var Tilskuer ved dette Romanske Stykke, var
inderlig fornøyet derover og hviskede til mig: Ak hvilke sø¬
de Toner! det unge Menniske har dog vel anlagt sin Tid!
hvilket Væsen kan man dog ikke faae Udenlands! O! kun¬
de jeg leve den Dag og faae saadan Glæde af min Søn!
han skal min Troe reyse udenlands til Sommer igien. -
Jeg ved mig Selv beklagede den gamle Daare og de unge
Narre. - J et Øyeblik paakom denne unge Herre en
Gaben; Han skrabede et par gange ud, gik bort, og efter¬
lod en utaalelig Desmer=Lugt, hvormed han havde opfyldt
den heele Stue.- Jeg gik, og da jeg var kommet hiem
i min Rolighed, forekom det mig, som jeg havde været
paa Comoedie.
Fætteren.
Om et uforligneligt Skiønheds Middel.
Dette Middel har jeg fundet opdaget i et berømmeligt
Avertissement i en af de Tydske Aviser. Vedkommende


Herrer, som sælger det ville vist vide mig megen Tak for
sammes Bekiendtgiørelse i disse Blade, og jeg mener, ikke
at skulle blive takket mindre af alle dem, der ville bestandig
være smukke iblant mine Landsmænd. Dette Skiønheds
Middel kaldes paa Fransk: Veritable Secret des Mou¬
choirs, og paa Tydsk: Wahrhaftes Geheimniz eines
unvergleichlichen Schonheits=Mittel, men paa Dansk
Aabenbarelse af den sandfærdige Hemmelighed, hvor
man skal faae et uforligneligt Middel at kiøbe, til
at bevare sin Skiønhed, ja endog forøge den, ind¬
til den høyeste Alderdom. Dette Middel er i Commis¬
sion at sælge hos Carstens og Compagnie auf dem Herrn¬
graben, og intet Menniske, hverken i Hamborg, eller
i Egnene der omkring, skal med nogen Grund kunde paa¬
staae og gotgiøre, at de allerede har dette dyrebare Middel
i besiddelse. Det er først opfunden for mange Aar siden
i et Romersk Kloster, og i Førstningen har ikkun været be¬
stemt til brug for nogle Stands Personer. Det bestaaer
hverken af Mineralske eller nogle andre i mindste Maade,
skarpe og bidende Sager, men af unge Dyrs fine Feedt,
Olien af adskillige Frøer, Saften af sunde og lægende Ur¬
ter og andre rare Jngredientzer, hvorved Huden indtil den
allersildigste og høyeste Alder, kan bevares og holdes spæd,
fiin, blød, hvid og smuk. Denne Balsamiske Salve
nærer Fedtet under Huden, som Skiønhedens rette Sæde;
afholder gandske alle skarpe Ureenheders Tilflydelse, og
vedligeholder Ungdommens Anseelse indtil den høyeste Al¬
derdom; alle Ansigtets Pletter og usædvanlig Rødme, saa¬
velsom og den haarde og grove Hud forgaaer og bortdri¬
ves deraf efterhaanden &c. hvilket enhver med Fornøyelse
kan erfare, som vil bruge det. Paa det at ingen Fare
skal være at befrygte for noget Bedragerie, saa forsikres
at ved det ringeste vidrige Tilfælde skal enhver faae sine Pen¬
ge tilbage igien og desuden al Fyldestgiørelse, som kan forlan¬
ges. - Hvad vil man forlange meere? - Untzen eller
hver 2 Lod af dette Skiønheds Middel, tilligemed en Sed¬
del, hvorledes det skal bruges, koster ikke meeere end 2 Mk.
Danske, og man kan let lade det forskrive med den Agende
Post.
Mønster paa en kiek Soldat.
En Soldat, som var kommen ind iblant en Hob
Fiender, forsvarede sig tappert, og da han havde mistet
den ene Arm, indfandt han sig igien ved sit Regiment.
Generalen overvældede ham med Lov og Berømmelse, og
gav ham en liden Foræring. Mener De da, min Ge¬
neral, sagde Soldaten til ham, at jeg ikkan har mistet
en Handske. Han fik da en bedre Belønning.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 24


Hovmesterinden.
Om Tidens nyttige Anvendelse for unge Døttre fra
det 3die til det 14de Aar.
S¬
) aasnart Børn har opnaaet det 3die Aar, og vel
endog ofte før, pleyer de at give sig af med alle Slags
Ting. Den medfødte Hurtighed og Levenhed, som føl¬
ger med et sundt Legem, tillader det ikke anderledes. De
efteraber derfor, som forhen er sagt, alt hvad de seer af
voxne Personer, omendskiøndt det skeer paa en Barnagtig
Maade. Dette maae man ikke laste hos dem, men meget
mere roese, og strax søge at giøre en god Brug deraf.
Man maae altsaa flittig vise og forklare saadanne Ting
for dem, som ved en modnere Alder fornemmelig skal være
deres Redskaber og Forretninger. Og da de gemeenlig vil¬
le gierne lade sig noget fortælle, saa maae man fortælle
dem alle Slags smaae Historier om flittige og artige Børn
for at opvække en Nysgierrighed hos dem efter noget nyttigt,
og tillige en Nidkierhed til Arbeyde. Derimod maae man
omhygelig holde sig fra alt det, hvorved dem indprentes
Falske Begreb om Tiden. Hvo som vilde giøre dem vise
at de vare alt for rige eller fornemme, at arbeyde i Verden
eller at udrette noget retskaffent, den skulle forsee sig paa
en Maade imod dem, som nu, Gud skee Lov, omstunder
ikke engang skeer ved Børn af den høyere Fødsel; hvilke
til saa mange ringere Folkes Børns Beskiemmelse meget
mere ligesom fra deres Vugge af pleyer allerede at blive
forberedede til deres tilkommende tunge Kald, endog ofte
med med megen Haarhed.
Til Læsning, som det første regelmæssige Arbeyde,
beqvemmer Børn sig meget gierne, naar man viser dem
Billedbøger, og lover, at man vil forære dem Bøgerne
ligesaa snart som de kand læse derudi. Bliver nu Lysten
paa saadan Maadde opvakt hos dem, saa maae man ufor¬
tøvet giøre en begyndelse dermed, dog i billig Betragt¬
ning af deres spæde Alder ikke strax at udtrætte den der¬
ved; meget mere, saa ofte det ikke vil gaae videre fort der¬
med, foretage noget andet med dem, for ikkun stedse at
holde dem begierlige til det, som got er.
En af Børns skiønneste Forretninger overhovedet, er
Guds Æres Forkyndelse og Udbredelse i smaa Bønner.
Man lade alt saa dette være en Hoved-Forretning hos
dem, saa kan man haabe, at det engang skal blive deres
kiereste, sidste og saligste Forretning. Og hvor høy er ikke
saadan en Foretning for Børn, hvorved de i deres Uskyl¬
dighed foreener sig med de hellige Engles Chor. Al an¬
den Tidens Anvendelse, som hernæst foredrages, den maae


endog bestaae hvorudi den vil, skal ikke komme i Ligning
med denne.
Naar unge Døttre har opnaaet det 4de Aar, saa kan
man visedi at strikke. Man kan og give dem Syr¬
naalen og Fingerbøllet i Hænder, og lade dem sye no¬
get til en Forandring. Det blive som det vil, saa er det
ikke magtpaaliggende, nok naar der saaledes bliver arbey
det noget.
Det følger af det ovenmelte, at naar de har begrebet
noget af Læsningen, saa maae de holdes i bestandig Øvel
se, for at sysselsætte sig med deres Forstands Forbedring.
Oe Bibelske Historier ere det beste Middel hertil. Og der¬
ved som og ved at lære nogle Gudelige Sprog, bliver dem
tillige gode Sædelærdomme indprentede, som de aldrig glem
mer saalænge de lever og som undertiden endnu i Alderdom¬
me tiener dem til Trøst.
I det 5te Aar kan man giøre Begyndelsen med
Skrivningen. Børn har desuden gemeenlig Lyst dertil
og gider hellere bemale Papiret med Bogstaver efter
deres Maade, end opholde sig alt forlænge ved Læsninge.
Med Disse afvexlende Arbeyder, til hvilke tilfældig¬
viis endnu kan komme andre, og hvor ogsaa visse fornuf¬
tige Spil og Lege ikke ere at forglemme, kan Tiden meget
nyttig tilbringes indtil det 7de Aar, og ydermere saaledes
at Børnene heller ikke mangler den fornødne Rolighed og
Vederqvægelse derhos.
Har Døttre opnaaet det 7de Aar, saa maae man
strax begynde, at inddeele deres Dags Tid ordentlig, og
at være noget gierrig paa samme. Denne eneste Gierrig
hed er lovlig og dydefuld. Thi fra samme Tid af indtil
det 14de Aar skal de billig have lært saa meget og giort
sig saa færdige, at de derefter befinder sig i Stand til, at
kunde hielpe sig selv viidere i alle øvrige Ting, som fore¬
kommer dem.
Formiddags Timerne hører altsaa til 1) at lære
Theologie og Christendom, for at legge en tilstrækelig Grund,
i samme; 2) til Skrivning og Regning, for at lære at
skrive ret efter Orthographien, samt smukt, saa og for at
kunde begge Deele færdigt og tilgavns; 3) til fremmede
Sprog, saavidt samme befindes nødvendige eller nyttige;
4) til at lære Geographie, Historie, Tegning, Musik
&c. eftersom Omstændighederne medfører og tillader.
Eftermiddags Timerne kan anvendes til saadanne Ting,
der ikke saa meget udfordrer Forstandens Anstrængelse, som
meget meere henhører til Legems Øvelse, eller bestaaer i
noget Haandarbeyde, eller og tiener til nogen nyttig For¬
lystelse. Dandse kan de, og maae da ikkun skee saavidt det ik¬
ke er syndigt. Sye= og Strik=Arbeydet maae dog der¬
hos ikke forsømmes, men meget mere drives saa flittig


at de kunde ikke allene selv være i Stand til at forfærdige,
men ogsaa virkelig forfærdige alt, hvad de bruger af sligt,
om endskiønt de kunde have nok saa god Formue til at be¬
tale det. Findes der Leylighed til, at skikke Børn udi no¬
get anstændigt Selskab, eller at forskaffe dem samme hiem¬
me, saa maae saadant ikke forsømmes. Dog maae man
altid før og heller lade Børn omgaaes med voxne Personer
end med andre Børn.
Gode Bøgers Læsning er i særdeleshed ikke at for¬
glemme, dog lader samme sig ikke saa aldeles Inde til Ef¬
termiddags Timerne, at man jo ogsaa kan giøre det om
Aftenen, i sær naar der maaskee ingen Tid har været der
til før.
Strikningen er i øvrigt saadan en Forretning, som
fornemmelig passer sig til Aften Timerne.
Jmod det 12 Aar maae unge Døttre begynde at gaae
med i Kiøkkenet for at gaae hos. Med det 13de Aar kan
de komme fuldkommen dertil, saafremt der ellers ingen Hin¬
dring er i Veyen, saavelsom og blive anviiste til de øvrige
Huusholdnings=Forretninger. Og med det 14de i det
høyeste med det 15de Aar maae de, om jeg saa tør sige,
fuldkommen have sluttet deres Anviisnings Timer. Og
nu maae alting være henvendt paa det Godes Udøvelse.
(Hernæst følger om Tidens nyttige Anvendelse i de
følgende Aar.)
Huusholdersken.
Qvæde=Snee.
Man tager en god Deel Qvæder, som man vil lave me¬
get til, koger dem først møere af i Vand, skræller dem
saa af, og skraber Kiødet som sidder paa Kierne=Huusene
af med en Kniv, moser dem faa, og lader dem gaae igien¬
nem et Dørslag, kommer dem dernæst i et Dybt Fad eller
en Casserolle, og rører dem henved en Time stedse til een
Side, Sukker kommer saa meget deri, som efter gotbefin¬
dende behøves, revne Citron=Skal og Stødt Kaneel kan
man strax i Begyndelsen strøe med deri, hvornæst man
tager til 30 eller 35 Qvæder, Hviden af 6 Eg, og vel
slaaer en hvide efter en anden med en Kniv paa en Taller¬
ken, kommer dem efter Haanden til Qvæderne, og rører
det vel tilsammen, derpaa bestryger man et Sølv eller
Blik=Fad med Smør, og om det giøres nødvendig, set¬
tes først en liden Rand om Fadet, hvori man da øser det til¬
sammenrørte, setter det saa i en Tærte=Pande og bager
det, og naar det er i fuld Hævelse, strøer man stødt Ka¬
neel og Sukker noget vel tykt derover, saa bliver det ret
skiønt. Skulle man ikke have et saadant Fad, saa kan
man legge en Bund af sin skiør Dey i en Tærte=Pande,
kruse Randen net rundt øm og bage det deri, eller og i
en Blik=Rand, ligesom enhver best synes.
Nagde, at blege Lerret paa.
Forslag til en nye U.
Deel Jord, som kunde
Blegedamme betager en gov
tne af Jorden
bruges til Høe=Biering og Opdampninge.


forderver undertiden Klæderne og Lintøyet, ligesom kryben¬
de Insekter lettelig kan sette Pletter derpaa. Naar dette
overveyes, samt at Solen virker bedre paa Vandet end paa
Jorden, i det Soelstraalerne meere slaaer tilbage paa Van¬
det end paa Landet, og at følgelig det, som bleges paa Van¬
det, behøver mindre Tid, og bliver hvidere, end det der
bleges paa Landet; saa synes, at det var til en herlig Nytte,
at man begyndte at anlegge Blege paa Vandet. Dette
kunde skee, naar man nedrammede visse Rader Pæle efter
Lerredets Brede, og lagde Ramme paa disse Pæle, paa
hvilke de lettere Rammer, som Lerredet blev spændt udi,
kunde legges eller fæstes. Uddampningerne af Vandet hold¬
te da Lerredet bestandig fugtigt, og saa sparede man en stor
Uleylighed og Bekostning med at rygte det, efter den nu
brugelige Maade.
Raad imod Fregner.
For Fregner er følgende angivet at være et Præserva¬
tiv=Middel: Man skierer Reddiker i smaae Stykker,
kommer dem i et Glas, slaaer Viin=Edike derpaa, setter
Glasset ned i Jorden omtrent i 14 Dages Tid, og vasker
sig siden nogle Gange dermed, i sær naar man vil legge sig
til Sengs.
Den Søefarende.
Om en nye Reyse omkring verden.
Hr. Abbed Chappe har forelagt Videnskabernes Acade¬
mie i Paris en Plan og Udkast over hans Forehavende,
at giøre en Reyse omkring Verden. Da han laver sig til
at gaae ombord for at seile til det Sydlige Hav for at ob¬
servere Veneris Gang igiennem eller forbi Solen den 3
Junii 1769. Saa vil han fortsette sin Cours igiennem det
Magellaniske Stræde paadet sydlige Hav, og siden komme til¬
bage igien forbi China, Jndien og det gode Haabs Forbierg.
Man haaber, athan vil giøre sig al Umag, for at bringe visse
og tilforladege Efterretninger hiem med sig i henseende til
Patagonerne. Den opdagede Kiæmpe=Slægt.
Samleren.
Nogle Stykker af den almindelige Natur¬
Historie.
Uruentimmer=Selskabet læser gierne de fleeste af de nye
Bøger og Skrifter, som udkommer fra Presserne i de dem
bekiendte Sprog. Nyelig har de læst Oversættelsens Før¬
ste Tome af den almindelige Natur-Historie, som er skre¬
ven paa Fransk ved Valmont de Bomaire, men meddeeles
det Danske Publicum i Modersmaalet forøget og forbedret
af Hr. Professor Philosoph. H. von Aphelen. Hvort
Medlem i vort lidet Selskab vil i dette Blad anføer hver
sin særdeles anmerkede Stykke:


Om Honningens Samling af Bierne.
Honningens Samling er meget vigtig for Bierne.
Linnæus har observeret bedre end nogen anden for ham,
at nederst i Blomster=Bægerne ere nogle Glanduler eller
Yrer, som ere fulde af en sød Saft. Det er af disse Nec¬
tar-Yxer, Bierne, saa at sige, øse Honningen, og i deres
Mave bliver den først, som den skal være. Tilforn har
man troet, at Honningen var en Dug, som faldt ned af
Himmelen, men troer det ikke meere nu omstunder. man
veed derimod, at Dug og Regn er meget skadelige for Hon¬
ning. Vore Bier har alle Tider kiendt disse Yrer, eller
Honning Poser, som vore nyere Blomster=Kiendere have op¬
daget, de have altid søgt deres Honning i Blomsterbægerne.
Undertiden finde de denne Saft udflydt paa Bladene. --
Snablen tiener Bierne til at samle Honningen og til at brin¬
le den i den første Mave, som, naar den er fuld af Hon¬
ning, seer ud som en aflang Blære. - - Raar Blæ¬
rerne ere fulde, vende Bierne tilbage til Kuben. Naar
man seer dem komme tilbage, uden nogen Vox=Samling,
paa Benene, skulde man tage dem for dovne Bier, men
hvad de have samlet, have, de inden i dem; thi de
finde ikke altid Leylighed at samle baade Vox og Hon¬
ning paa engang. Saasnart de ere ankomne, gaae de
at gyde Honningen i en Celle. -- Omendskiøndt Hon¬
ningen er flydende og Cellerne lagde ligesom Potter paa Si¬
den, besidder dog den Kunst at fylde dem. - -- Bien
som bringer Honningen i Cellen, stikker ind under en Hinde,
som er over hver Celle, Enderne af sine Forfødder, og
spruder Honningen, den er fuld af, ind igiennem en Aab¬
ning, og førend den gaaer bort lukker den Aabningen igien
-- Bierne tildekke med Vox de Celler, hvorudi de have
den Honning, som de ville conservere til Vinteren.
Om voxkagernes rare Bygning.
En Kage, sammensat af Celler er et deyligt Syu.
Alting deri er saavel afpasset til hinanden, og saavel fuld¬
bragt, at det første man kaster Øynene derpaa, maae
man ansee den som et Mesterstykke paa Jnsecternes Be¬
hændighed. Vores nye Archimedes beundre, hvorle¬
des man seer opløst ved en naturlig Mechanismus i disse
Cellers Indretning og Skikkelse, som alle ere Sexkantede
og have sex Vegge eller udstrakte Sider, en af de smukke¬
ste og vanskeligste Geometriske Opgaver eller Spørsmaale:
At faae de mueligste mindste Rum til at indeholde el¬
ler rumme det største Tal Celler og tillige mueligste
største med den mueligste mindste Matrie. En meget
rar Observation er: at Bierne giøre deres Voxkagers Hæld
ning og Krumhed adskillig, eftersom Fornødenheden det
udfordrer.
Middeler til at conservere Blomsterne længe i deres
rette Skikkelse og med endeel af deres naturlige
Farver.
Man maae tage reen Elvsand, lade den tørres i Sø¬
len eller i en Badstue=Ovn derefter slaae den igiennem det


Sold for at faae lige og sine Sandkorn; derpaa har man
tilrede en Casse af Træe eller og af fortinnet Jernblik af
en maadelig Vidde: Man dekker bunden af denne Casse
med et Laag af denne Sand, tre eller fire Fingre tykt, hvori
man nedstikker Enden af disse Blomsters Hale; setter dem
saaledes, at de staae lige op ved Siden af hver andre,
men uden at røre ved hinanden; siden fylder man med Sand
alt det Tomme, som findes omkring Blomster=Halerne.
Naar de ere vel bedekkede med Sand, strøer man og Sand,
rundt om Blomfterne saavel imellem som oven paa,
og bedekker derefter alt med et Lag af samme Sand til
to eller tre Fingre tykt; derpaa setter man denne
Casse paa et Sted, der ligger for Soelen, eller og hvil¬
ket er bedre paa et Sted, som er opvarmet ved en Ovn,
hvor man lader den staae, indtil Blomsterne ere vel tørre¬
de. J henseende til Tulipanen maae man afskiere behen¬
digen Pistillen, (Støvveyen), som reyser sig eller skyder
op i Midten, og indeholder Frøet og fylde det ledige Rum
med Sand.
Fætteren.
Det er paa denne Aarets Tid at de fleeste forlyster sig
i det grønne, paa Marken, i Skoven og paa Lyst=Steder¬
ne; men hvem kan komme i Skoven uden til Vogns eller
Hest? Denne kostbar Befordring maae bestilles 1 a 2 Da¬
ge forud; Penge maae sammenskrabes, og Jagt=Klæder
med Parasoller og Skov=Vifter anskaffes. Men ak! hvor
liden Forlystelse faaer man ikke for alle disse Udgivter; midt
i Forlystelsen i Skoven, paakommer ofte en Regn, der ligger
al Fornøyelsen. Den dyre Vogn= og Heste=Leye maa be¬
tales; man maa søge til Bie=Stokkene eller de u-undvær¬
lige Giestgiver=Steder, der, ligesom Bierne, trækker om
Sommeren deres Vinter=Føde; den prægtige Skov-Eqvi¬
page bliver ofte af Regnen bedervet, og hvor mange Pa¬
rasoller og Vifter gaaer ikke i Løbet ved saadant paakom¬
mende Regnvæyr. Ja, ofte maa endog een i Tørre=Væyr
bestilt Vogn betales, endskiønt man ey vil betiene sig af den i
paakommende Regnvæyr. For at forekomme al denne Uley¬
lighed, og mange Bekostninger, vil jeg, for at tiene Publi¬
cum, bekiendtgiøre nogle tilforladelige Mærkmaal til godt
Væyr, paa det de kan udvælge det gode Væyr til at for¬
lyste sig udi, og haaber jeg derved at giøre mig alle Lyst¬
reysende forbundne, og venter at faae mangen en Smaus
i Dyrehaven for min udviiste Tienstagtighed; thi hvem
vilde nægte at tage mig med sig for saadanne Fortienester,
da dog saa mangen en Snyltegiest hænger paa med, hvis
Fortieneste bestaaer allene i Ja og Ney, alt som Hr. Tracteu¬
ren vil og befaler. Her ere Reglerne, hvorefter enhver
behager at rette sig, og indrette sine Lyst=Reyser.
Tegn til klart og tørt Væyr, af Solen.
1. Naar Solen i sin Opgang er gandske klar, reen
og har allene sin egen Farve, foruden og Mørkhed, da bli¬
ver den Dag og Nat meget herlig og skiøn.


2. Naar Solen i sin Nedgang er naturlig heel og
klar, og Luften tillige er reen foruden al Vand=Damp, da
bliver den paafølgende Nat og Dag ret deylig, skiøn og
angenem.
3. Naar der strax efter Solens Nedgang sopkommer
nogle røde Skyer, bliver ligeledes den følgende Dag be¬
hagelig.
4. Adskilles nogle tynde Skyer udi Solens Opgang,
og rødagtige i dens Nedgang, da bliver den og følgende
Dag smukt Væyr.
5. Synes der en liden Taage om den op- og ned¬
gaaende Soel, da bemærker det klart Veyr.
6. Gaaer Solen purpurfarvet ned, efter Regn, da
faaer man ikke Regn den næst følgende Dag.
7. Seer man i Storm og Regntid Regnbuer paa
Himmelen, medens Solen er øyt oppe, da tør man ikke tvivle
paa, at jo Regnen vil forandre sig til klart Veyr; men
staaer den mod Opgangen, da er det uvist.
Tegn til klart Væyr af Maanen.
I. Man maa flittig give agt paa Maanen den tredie
og fierde Dag, for og efter den tændes; saa og, medens
den bliver fuld, samt imellem Nye og Nede; thi naar den
paa disse Tider skinner herlig blank og klar, foruden opsti¬
gende Røg og Damp, da kan man love sig smukt og klart
Væyr.
2. Er Maanen meget hvidagtig blank, som reen
Sølvfarve, inden i Bugten imellem Hornene, da er det
Tegn til klart Væyr.
3. Har Maanen sorte Pletter midt paa sig, da lover
den klart Væyr efter fuld Maaned.
4. Staaer der omkring Maanen en Skye, som en
enkelt Ring, som langsom forsvinder tillige uden at brydes;
da kan man sikkert vente got Veyr uden Regn og Storm.
Tegn til klart væyr af Stiernerne.
1. Sees der hvide eller rødagtige Cirkler omkring
nogle af Stiernerne, da betyder det klart Væyr, dog med
Blæst blandet.
2. Naar Stiernerne tindrer sterk, betyder det klar
Luft, dog Blæst tillige.
3. Naar St. Jacobs Veyen, eller Melke=Veyen,
er deylig, hvid og blank, spaaer det got Væyr.
Tegn til klart Væyr af Luften.
1. Lyning om Aftenen af klar Himmel foruden Tor¬
den, giver klar Luft; men dog ey bestandig.


2. Sees Smaa=Skyer rundt omkring Horizonten
ved Jorden at opkomme, og strax adskilles og forsvinder,
da vil det blive ret smukt Væyr.
3. Drives Skyerne fra Opgangen mod Nedgangen,
enten Morgen eller Aften, da efterlader de sig gemeenlig tør
og klar Luft, besynderlig, naar Morgenstunden er noget
kold om Sommeren.
4. Begynder det at blæse udi stille Regn, da vil
Regnen snart forandres til tørt Væyr.
5. Opkommer en liden Taage, ved Solens koldag¬
tige Opgang, saa at Søer, Moser og Enge ryge enten
Morgen eller Aften, helst udi Vaar og Høst, da kan man
vente klar Luft. Paa al Taage, som ikke drager op i
Luften, følger smukt Væyr.
6. Naar der falder meget Dug, paa hvad Aarets
Tid det end er, saa kan man sikkert vente smukt Væyr.
Tegn til klart Væyr af Jorden.
1. Synes Luften omkring Toppen af meget høye
Bierge reen og klar, da venter man vist smukt Væyr.
2. Naar Ravne gabe og heyse meget mod Solen;
og sidder paa Træerne om Morgenen med udstrakte Vinger
og Fiedre, giver de tilkiende at Luften vil blive tør og varm.
3. Er Uglen glad og lystig om Aftenen, og siger:
Tivit, da venter den got Væyr, men tuder den tuhu, da
ondt Væyr.
4. Naar Skov=Duerne kurrer usædvanlig meget, og
Glenterne flyver høyt op i Luften, ligesom legende med
hverandre, da kan man sikkert vente got Væyr.
5. Naar Aftenbakkerne flyver sterk tilhobe om Afte¬
nen, og Torbisterne sværme og brumle om Aftenen, da bli¬
ver smukt Væyr den følgende Dag.
6. Seer man Tranerne udi Flokkeviis stiltiende at
flyve i en ordentlig Form, da kan man vist vente got Væyr.
7. Naar smaa Myg eller Fluer flyver i Hobetal om
Aftenen, og som Pyramider stikker i Væyret og ligesom
dandser op og ned, faaer man got Væyr.
Tegn til klart Væyr af Vandet.
1. Naar der er en Taage, som et Huus, paa Havet,
Floder, Euge eller Vandfulde Steder, følger strax derpaa
smuk og klart Væyr.
2. Begynder det at regne udi Blæst, legger Blæsten
sig, og det bliver smukt og stille Væyr.
NB. Alle disse Anmærkninger ere ligesaa tilforlade¬
lige, som mange andre. Og dersom de ikke staaer deres
Prøve, har Almanaken for Aaret 1675, spadseret Sand¬
hed forbi. Jmidlertid vil jeg haabe, som sagt er, at jeg
har gjort mig alle Lystreysende forbundne, som ey har Lyst
til at divertere sig i Regnvæyr.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 25


Præste=Enken.
Om de Sundes sure Ansigt imod Døden.
D¬
et Menneskelige Kiøns Forløser holdt kort for hans
Endeligt en Samtale med hans Venner, om hans
forestaaende Død. Vi ville ikke her see paa Hen
sigterne af denne Samtale. Vi ville meget mere ansee ham
som vor Mester, og lære af ham et Mønster for vore Tan¬
ker imod vor Død. Han var et Menneske, og en Ven a
sit Liv. J hans beste Aar og ved fuldkommen Sundhed,
saae han med al Vished, at han om nogle Dage skulde døe
at han skulde døe under hans Forfølgeres Hænder, under
Forhaanelser og Lidelser, og med Vold og Magt nagles til
et Kors. Forskrekkes han og flyer for hans Fiender? Ney,
han er endogsaa her den Fuldkømne, og hans Lyst til Livet
er en ordentlig Lyst. Han taler med roligt Gemyt og sta¬
dige Ord, om hans nær forestaaende Døds=Time. Han
veed, at han døer under en Guds Øyne, som elsker ham
og hans Venner. Det Velbehag til Livet, som ligger i
hans Hierte, opofrer han for hans Døds Fordeele. Uqvæ¬
let og haabende seer han, igiennem alle Rader af hans Døds
Ubehageligheder, til hans Opstandelses glædefulde Time.
Følger vi Christne ogsaa disse vor Mesteres Fodspor?
Ney. Maaskee Jris, som ikke kiender andet, end
hendes Søvn og Natbord, intet undtagen tomme Timer,
Besøgelser og Spil, intet undtagen Munterhed og Sund¬
hed, maaskee denne Jris om en Maaneds Tid pludselig
bliver bortrykket fra hendes fortumlende Glæde, og lagt
paa den stille og forladte Sygeseng; maaskee hun skal da
tilbringe Nætterne i Hede og uden Søvn, og Dagene i
Pine og Fortredelighed. Maaskee hun døer, maaskee hun
ligger om fem Uger meget prægtig pyntet, men med et af
sielet Legeme i Liigkisten. Nu bliver hun da gandske fra
skilt fra alle Levende. Kisten bliver tilslaget, og nedsat i
den ensomme Grav, hvor der ikke findes nogen Tilbeder,
noget Skuespil eller nogen Kræmmer. Og Sielen er i en
ukiendt Dommers Hænder, i Egne, som hun ikke har be¬
tænkt, og ikke troet.
Maaskee læser Jris denne hendes tilkommende Histo¬
rie. Hun læser med et suurt Ansigt, og slænger dette bittre
Blad bort igien. Men selvsamme mørke Ansigt; ter og
Priscilla op i hendes halvftersindstyvende Aar, Priscilla, som
skielver for hver Natugles Tuden, som ved Liigklokkernes
Lyd kryber i Skiul, som bliver gandske nedslagen saasnart
hun seer en Liigkiste. O Død, hvor bitter er du at tænke
paa for et Menneske, som har gode Dage, og har nok, som
lever uden Bekymring, og som det gaaer vel i alle Ting, og
som endnu kan got spise.


De Sundes sure Ansigter imod Døden flyder ikke al¬
tid af en og samme Kilde. Nogle overgiver sig saavidt til
Verden, at de kiender intet uden Verden, og kan ikke for¬
nøyes ved nogen Ting, uden ved deres kiere Verden. De¬
res Dage ere en Kiede af afvexlende Glæde. Penge og
Midlers Sammenskrabelse er deres eneste Bestræbelse, de¬
res Gud, deres Fornøyelse. Stolte over sig selv, kiender
de intet, uden sig selv og hvem som giør Ære af dem. Det
altsammen er deres bestandige Arbeyde om Dagen, og der¬
om drømmer de om Natten. Alt dette er blevet saaledes
til en Vane hos dem, at dersom de taber den Fornøyelse
en Time, saa er det hele Dages Qvale for dem. Hvor
meget meere maae det da forrykke deres Ansigts Lineamen¬
ter, naar de tænker paa den Time, som for ævig giør Ende
paa alle deres sædvanlige Forlystelser. Og hvor ret galde¬
bitter maae denne Erindring da blive dem, naar en Straale
af den sielden tiende Religion farer derhos igiennem deres
Hierte, og opvekker og overbeviser dem om, at de endnu
ere uskikkede for Evigheden.
Andre kan, formedelst deres Forretningers Mængde,
ikke komme saa vidt, at de kan tænke paa deres Død,
som dog alligevel ikke er dem ligegyldig, og, som de me¬
get vel veed, er af alt for vigtige Følger for dem. Og
Kierlighed til Livet giør, at de gierne opsetter dette Arbey
de, ligesom andre ubehagelige Forretninger. Det bliver
fremmed og ubehageligt for dem.
Andre bliver blege ved Døds=Tanker, fordi deres Øyne
allene bliver staaende ved deres Sygeseng, allene ved deres
Grav, allene ved Orm og Aske, og seer ikke hen over Gra¬
ven. De tænker ikke paa den Sandhed, som Gud engang
skal sige: Kommer igien J Menneskens Børn.
Andre seer suurt imod Døden, fordi de kiender faa
Religions Sandheder, og endnu af færre har den nødven¬
dige Overbeviisning. Krito troer ikke, at han hidindtil
har levet under en viis, mægtig og god Guds Øyne. Der¬
for skielver han, naar han betænker, at han kan døe i hans
beste Aar, midt i hans store ufuldendte Udkast, og efterlade
Hustrue og kiere Børn uden Midler. Thraso har flagren¬
de Begreb om hans Siel og Evigheden. Han troer, uden
at kunde bevise det, ingen Opstandelse eller Dom. Han
veed ikke, enten det vil gaae ham vel eller ilde efter hans
Død; og just denne Uvished piner ham, naar han seer paa
hans Død, som skal udvikle alt dette.
Vi, som vist skulle døe, som ikke kan ret vel undgaae
Dødens Erindringer og Tanker, vi Christne! vi ville stride
og arbeyde imod de Aarsager, som giør vor Død bitter.
Vi ville være, hvad vi ere, Pillegrime og ingen ævige
Beboere paa Jorden. Vi ville ikke vænne os til dette Her¬
berge, hvor vi ikkun tilbringer nogle Timers Tid. Vi ville


beundre og bruge de udpyntede Værelser, de velordnede
Taffeler, de sunde Drikke, de bløde Senge, de behagelige
Haver, alle Beqvemmeligheder, Rigdomme og Ære, som
vi forefinder i dette Reysehuus; men alt dette, alt dette
ville vi ikke betragte som vor Eiendom, men som Herber¬
gets Herres Gods. Hvorfor ville vi da knurre ved vor Rey¬
ses Fortsettelse?
Vi ville tage en og anden Time fra vore Forretnin¬
ger, og sysselsætte os med vor Dødelighed. Vi ville i For¬
veyen betragte os paa vor Sygeseng, i vort sidste Aande¬
dræt, i vore Liigklæder, i vor Liigkiste, midt iblant vores
Paarørendes Graad og Taare, i vore Grave, og i vor For¬
raadnelse. Jo oftere vi igientager disse Tanker, jo mere
skulle de tabe af deres Bitterheder.
Men vi ville ikke blive staaende ved vore Grave og
vor Forraadnelse. Thi denne Tilintetblivelse skulle bedrøve
os alt for meget, som elsker vor Tilværelse. Vi ville be¬
tragte vor Grav i Forbindelse med Evigheden. Vel! da
vedbliver vor Siel, da paafølger vor forraadnede Legemes
Opstandelse.
Vi ville stedse blive fastere i den Lære om hvad der
skal møde os herefter. Vi vide allerede, at vor Siel bli¬
ver, og at vort Legeme skal leve igien; men der skal og
være en Dom; og bered en Himmel for de Christne, og
et Helvede for Jesu Uvenner. Jo meere stadig vi bliver
i denne Lære, jo betydeligere bliver den Lære om Døden for¬
os. Forskrekker det Ord om Døden og Straffen os, saa
staaer os jo Veyen aaben til Jesum. Og jo længer vi
ere komne paa denne Vey, jo mindre bitter og jo meere
glædelig bliver Døden for os.
Vi ville forhøye vores Begreb om en Gud, som
sørger for Mennesker. Vi ville lære at vandre under Guds
Beskyttelse og ligesom i hans Skygge. Vi ville vænne os
til i Ydmyghed at ære Guds Forsyn. Vi ville døe roe¬
ligt uden at see suurt, fordi Gud vil saa have det, om det
endog skal være midt i vore Dage. Vi ville uden Lidelse,
uden Tvivl, med fuld Vished, befale alle Vore, som
vi elsker, til den os bekiendte omhygelige Gud. Han er
Enkers Gud og Faderløses Fader.
Vi ville leve dette Aar, men vi ville og døe dette Aar;
thi Herren skal giøre vel imod os. Nu ville vi haste for
at søge denne Herre, og at giøre ham til vor Ven forme
delst Forsoneren. Leve vi da dette Aar ud, saa er det vel,
rørte og takkende ville vi antage det og love Herren. Men
døer vi dette Aar, saa er det og vel, uden suurseende og
med glade Hierter ville vi døe Herren. Endog efter vor
Død skal han være vor Gud. Det skal gaae vor Siel vel
i hans Hænder. Og han skal opvække vore Legemer igien
efter en Søvn, som slet ikke skal synes at være lang
for os.


Hovmesterinde,
Om Tidens nyttige Anvendelse for unge Døttre, naar
de efter 14 eller 15 Aar har fuldendet deres An¬
viisnings Timer. (See No. 24.)
Vort gandske Liv tilhører vor Skaber og Ophol¬
der. Naar vi alle ville tilbørlig anvende Tiden og have
en lykkelig Fremgang i vore Foretagender, saa maae vi
allerførst tænke paa ham. Unge Døttre skulle derfor.
1) Til Guds Ære og Tieneste, saa og til videre
Opbyggelse i Christendommen, hver Dag opofre og helli¬
ge en vis Tid, og aldrig nogen Tid lade sig af holde der¬
fra, hverken formedelst Verdens Tillokkelser, eller forme¬
delst alt for stor Magelighed, eller formedelst vanartige
Medsystres Omdømme, eller formedelst andre forvandte
Gemytters ønde Exempler i almindelighed, eller formedelst
at være alt for sterkt forpikket paa sine øvrige Forretninger,
eller formedelst noget andet, i hvad det endog maatte
være.
Gives der Leylighed til at udøve den giørlige Chri¬
stendom og Dydens Pligter, saa maae de
2) Begierlig gribe samme, og skattere sig lykke¬
lige, at Forsynet har værdiget dem samme. Maatte man
dog imod Veldædighed imod andre søge den sande Menne¬
skeligheds Værdighed.
Har unge Døttre endnu noget at lære, hvad enten
det bestaaer i fremmede Sprog, i Kunster og Videnskaber,
i Arbeyder &c. som skikker sig for deres Stand og øvrige
Omstændigheder, saa maae sligt
3) Paa det nøyeste oppasses, og næst et reent Hier¬
tes Dannelse fornemmeligen, immer mere og mere at leg¬
ge Vind paa Forstandens Dyrkelse.
4) Skal de til den Ende giøre vel, om de beflitter
sig paa en vedvarende Læsning, og aldrig begynder at læse
i en god Bog, uden at de tilbørlig og utrættelig læser den
ud til Ende; og ingenlunde legger den bort, uden at en an¬
den strax indtager dens Sted igien til Giennemlæsning. Li¬
gesom de og selv skaffer sig selv en stor Commoditet for den
tilkommende Tid, om de forfærdiger sig korte og ordentli¬
ge Forteignelser eller Registere over det Gode, som de har
læst.
5) Maae de derhos ikke forsømmer de Arbeider, som
egentlig og allene henhører for deres Kiøn, og hvormed de
kan blive nyttige for deres Familie. Jo før en ung Dat¬
ter paa saadan Maade er i Stand til at giøre en virkelig
Tieneste, desto skatteerligere bliver hun for hendes Foræl¬
dre og Paarørende; og tillige ved hendes Exempel opmun¬
trer andre.
6) Maae de antage sig Huusvæsenet med, underti¬
den vel ogsaa alvorlig drive og forstaae det, og søge at er¬
hverve sig immer mere og mere Kundskab og Jndsigt om
det, som henhører til Huusvæsenet saavelsom og efter Om¬
stændighedernes Beskaffenhed om det, der henhører til Land¬
huusholdningen. Endelig


7) Tør de ikke ved for alt dettes Skyld at unddra¬
ge sig fra Selskaber, Omgang med Personer som de har
Ære af og kan lære noget mere af, ikke heller fra de maa¬
delige Forlystelser, som skikker sig for deres Stand og de¬
res, men det er meget mere got at fastsette en udtrykkelig
og bestemt Tid dertil, efter forrettet Arbeyde, i sær naar
det har været noget tungt.
(Herefter følger om adskillige Slags Tidsfordriv.)
Borgeren i Kiøbstæden paa Landet.
Om at fordrive de smaae Myrer og Træe=Luus af
Haverne.
Man har i Egnen ved Montpellier med lykkeligt Udfald
forsøgt et vist Middel, til at ødelegge de smaae Myrer og
Træe=Luus, som fortærer de første spæde Skud paa Frugt¬
træerne. Man skaffer namlig en Mængde store Myrer,
som man finder nok af i Skovene, ind i Haverne. Jmel¬
lem disse store og de smaae Myrer hersker en saa sterk An¬
tipathie, at naar begge Slags findes paa et Sted, saa
anfalder de store de smaa i Hobeviis, og den Krig endes
ikke, førend de enten gandske har ødelagt deres Fiender,
eller og bortjaget dem fra deres Nabolav. Ved dette
Slags Myre Krig tildrager sig besynderlige Ting, som har
fundet de Naturkyndiges Opmerksomhed. Man seer ofte
hvorledes mange smaa Myrer hænger sig fast ved en eneste
af de store, hvorledes de griber fat paa deres Fiendes Fød¬
der, paa det at den ikke skal kunde forsvare sig, og hvor¬
ledes andre imidlertid udriver Øynene paa den. Desforu¬
den lærer begge disse Myrers Jndstinkt dem, om de ere
sterke nok til at imodstaae deres Fiende; og naar de mær¬
ker at de ere forsvage dertil, saa giøre de intet Angreb,
men cantonnerer ligesom imod hinanden. Man har an¬
merket, at Træerne kommer meget got fort i de Haver
hvor de store Myrer opholder sig.
Samleren.
Jødernes Forhold imod de Syge og Døende.
Døderne holder det for en stor Pligt at besøge de Syge,
og ere ikke forsømmelige derudi; men den, som kommer
ind til nogen Syg, maae hverken sette sig paa Sengen el¬
ler nogen Stoel hos ham; dog iagttages dette ikke over
alt. Jødernes Pligt at besøge de Syge, kommer fornem¬
melig deraf fordi de maae bede for dem; hvilken Bøn kan
skee i alle Sprog, efterdi Gud selv er nærværende. Men
i de 3 første Morgener og Aftener besøger ikke gierne nogen
Jøde den Syge, efterdi han derved bliver hindret fra at
bede for ham i Synagogen. Dersom nogen af en syg Jø¬
des nærmeste Paarørende døer, saa maae de ikke lade
den Syge vide dette Dødsfald. Tager saadant et sygt
Menneskes Sygdom mere og mere til, saa maae man i


Tide erindre ham om, at giøre sit Skriftemaal. Men
denne Formaning og Erindring maae man give ham paa
en meget varlig og lemfældig Maade, paa det at han for
alting ikke skal merke, at der er saa lidet Haab til overs
til hans Helbredelse, og Opkomst. Dette Skriftemaal
forrettes paa den Maade, at der bliver kaldet en Rabbiner
til den Syge, som oplæser Skriftemaalet for ham, hvil¬
ket den Syge Ord til andet siger ham efter, og slaaer sig
undertiden for Brystet; men dersom Sygdommen skulde
ikke tillade, at giøre Skriftemaalet langt: saa behøver den
Syge ikkun at bede disse faa Ord paa Hebraisk: Min
Død skal være et forsonings Offer for olle mine Synder.
Naar Sygdommen tager saa sterk Overhaand at den Sy¬
ge allerede begynder at kiæmpe med Døden, saa maae man
ikke tilføye ham noget som kan befordre hans snarere Død.
Men dersom han har noget paa sig, enten i Munden eller
andensteds, som til mere Qvale for ham opholder hans
Død, saa kan man tage sligt fra ham. Naar alle de Kien¬
deteign findes hos en Syg, som synes at forkynde er over¬
hængende og nærværende Død, saa maae man ingenlun¬
de vige fra den Syge, paa det at han ikke skal opgive sin
Aand, uden at have nogen hos sig. Saasnart Aanden
er af ham, udtager de den Døde af Sengen, og legger
Liget ned paa Jorden paa noget Halm. Dog maae det
ikke skee strax, naar han enten Døer om Sabatten, eller
Festdagene.
Jødernes Sorg over de Bøde.
Børn maae sørge over deres Forældre et heelt Aar
paa følgende Maade: saa snart en af deres Forældre er be¬
gravet, begynder ogsaa strax Sorgen. Saasnart de nem¬
lig kommer hiem fra Kirkegaarden, maae de sette sig ned
paa Jorden eller Gulvet, og tør ikke i en Tid af syv Da¬
ge betiene sig af noget andet Sæde, og de maae i denne¬
Tid heller ikke have Skoe paa Føderne; de maae hverken
toe, sminke eller pynte sig. Mændene maae holde sig fra
deres Koner, og Konerne fra deres Mænd; de tør hver
ken læse i Thora, det er Loven, eller i Talmud; men der¬
som de ville Læse i Bibelen, saa maae de læse i Jobs Bog,
Jeremiæ Begrædelses Bog, og andre saadanne Bøger.
Med faae Ord, de maae skye og holde sig fra alt det, som
kan holde sig fra alt det, som kan opvække og foraarsage
nogen Fornøyelse. Paa samme Maade maae Forældrene
udholde det Syv Sørge=Dage over deres kiødelige Børn
og Sødskende, ligesom de andre; men de øvrige Paarø¬
rende behøver i alt ikkun at sørge 30 Dage. J disse Søg¬
nedage maae andre Jøder flittig indfinde sig, for at trøste
Sørgefolkene. Paa den første Sørgedag maae Sørgefol¬
kene ikke spise noget af deres egen Mad, men andre Jø¬
der maae skikke dem Lintser og Æg. J de tre første Sør¬
gedage maae Sørgefolkene ikke hilse nogen, ligesom andre
ikke heller maae hilse dem; og dersom nogen hilser dem,
maae de ikke svare. J de fiire følgende Dage maae de ikke
hilse, men vel svare, i fald nogen hilser dem. Fra den


syvende til tredivte Dag maae Sørgefolkene hilse andre,
men ikke svare naar de bliver hilsede. Efter den tredivte
Dag ophører Sorgen, undtagen Børns for deres Foræl¬
dre, som maae sørge i 12 Maaneder, og altsaa i den he¬
le Tid ikke hilses af nogen. - Alle de, som ere pligti¬
ge at sørge, maae hverken iføre sig nye eller Høytids Klæ¬
der. De maae og, saalænge Sorgen varer, staae bag
ved Døren i Synggogen. Børn maae deres hele Livstid
faste paa deres Forældres Døds=Dag, og lade et Lys
brænde i 24 Timer. Sønnerne maae og paa den Dag
forestille en enten i Synggogen eller i deres Huuse i For¬
samling af ti dertil dygtige Mænd. Paa Sabbaten og
andre Festdage har Sørgefolkene nogen Friehed, som de
ellers ikke har de Søgne=Dage. Sørgefolkene maae ikke
komme i Synggogen, førend om Fredag Aften naar Sa¬
baten angaaer; og de maae ikke komme til Døren, førend
Cantoren i Forveyen har raabt, at de skal gaae frem,
da en Rabbi og et Par andre Lærde i fald saadanne findes
maae ledsage dem ind igiennem Døren. Den samm
Ceremonie bliver iagttaget med Fruentimmerne.
Jødernes Qvæg=Slagtning.
En Jødisk Slagter maae til sin Forretning have 3
Knive. Den første er tre Qvarter lang, ikke spids men
rund og Buttet foran, og ikkun skarp paa den ene Side,
hvilken bruges allene til at slagte stort Qvæg med. Den
mellemste eller anden Slagtekniv, er en halv Alen lang,
og bliver brugt til at slagte smaat Qvæg, saasom Kalve,
Faar og deslige. Den 3die eller mindste Slagter-kniv er
ikkun 7 til 8te Tommer lang, og bruges til Fieder=Crea¬
tures Slagtning. Førend Slagteren maae bruge nogen
af disse Knive, skal han prøve den paa tre Sider med Neg¬
len og Kiødet paa Haanden, om den er glat, skarp, og
uden Skaar eller anden Feyl. De har mangfoldige Cere¬
monier ved deres Slagtning. Førend den begynder, leg¬
ges noget Aske hen paa et reent Sted, lige ned paa Jor¬
den, men ikke i en Grube, eller i Vand, eller i noget Kar
og i denne Aske skal Blodet udløbe. Slagteren maae staae
langt fra Veggen, paa det at Creaturet ikke skal støde der¬
op til. Han læser derpaa en Velsignelse over det; hvor¬
paa han tager fat i Struben og Svælget, og skiærer tre
gange frem og tilbage med Kniven, saaledes at snittet skeer
midt i Halsen langs efter og ikke tvers paa, hverken for
nær Hovedet eller Brystet. Efter Slagtningen visiterer
han Kniven igien, og med skaftet dekker Blodet til med
Asken. Siden visiteres og det slagtede Stykke Qvæg om
der ingen forseelse er begaaet i Slagtningen, som og om
Creaturet er friskt indvortes, saa at Lungen ikke er angroet


til Ribbenene eller Kiødet, hvilken, om saa skulde være,
bliver af Slagteren med Neglen langsom frareven, paa
det at den ikke skal gaae i Stykker eller beskadiges. Han
skal uden ophold skiære frem og tilbage, naar han begynder
at slagte paa det at Creaturet strax kan døe og ikke forskrek¬
kes, hvorved Blodet kunde standse i Aarerne. Han maa
ikke trykke til med Kniven, men skiere løst, paa det at
han ikke skal skiere hele Halsen af. Han maae heller ikke
stikke til, men legge Kniven ned paa, og skiere frem og
tilbage. Han maae og passe paa, at han ikke river ud
det er at han ikke beskadiger Struben eller Svælget; men
Aarerne maae han skiere over. Naar Slagteren har
slagtet et Stykke Fiederqvæg, og det flagrer og vil ikke
strax døe naar han legger det fra sig, maae han ikke slaae
det paa Hovedet med Slagterkniven men med en Træham¬
mer. Efter et hvert Stykkes Slagtning maae han bede
denne Bøn: Lovet være du Gud, vor Gud, Verdens
Konge, som har helliget os med dine Bud, og befalet os
at dekke Blodet til med Aske.
Om en blind Kone, som fik sit Syn igien, ved at
gnide Øynene med Fiske=Galde.
En Mands Kone, som forfærdigede og forhandlede
Mathematiske Instrumenter, og havde til Naun Baradel,
boende i Paris, var for nogen tid siden bleven Blind? Hen¬
des Søn ssom elskede hende meget høyt anvendte store bekost¬
ninger paa Medici og Oeculister, for at de skulle skaffe
hende sit Syn igien, men forgieves. Da han engang
af en hændelse fik at see en Fisk som kaldes Barbe, der
var bravstor, kiøbte han den og bragte den hiem, ikke al¬
lene for at traktere sin Moder dermed, men endog for at
probere, om Galden af den kunde hæve den Kraft at skaf¬
fe hende Synet; thi det unge Menneske havde læst Tobiæ
Bog. Jmidlertiid saasom Bibelen ikke navngiver den un¬
ge Tobias tog Galden af, til at skaffe sin Fader sit Syn
igien, og som dette unge Menniske var bange at det skulde
være hans Moder skadeligt, saa var han saa forsigtig, at
han først gneed nogle Hunde i Øynene med denne Galde.
Da han nu efter 2 Dage faae, at Hundene taalede det;
saa fortalte han sin Moder det, hvorpaa hun ogsaa gneed
Øynene paa sig; i 3 Dage fandt hun der efter næsten u¬
taalelig Smerte, men siden satte det sig, saa at hun be¬
gyndte at kunde skimte; Og nu er hendes Syn ligesaa
godt som før. Det kommer nu an paa at giøre fleere For
søg, og examinere, om det er Galden af denne Fisk eene
eller af alle Fiske som har denne Kraft.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 26


Hovmesterinden.
Om unge Døttres Tidsfordriv og sammes for¬
skiellige Arter. (See No. 25.)
L¬
er er meget til, som tiener til Tidsfordriv. Jeg vil
anføre de fornemste Slags deraf. Disse ere
1) Søvnen. En maadelig Søvn er nødvendig for
unge Døttre, og den giør Mennesket overmaade sundt, mun¬
tert og beqvemt til Arbeyde. Men umaadelig Søvn er en
ret Fiende af det menneskelige Liv. Mangen Person mister
derved, naar man vil regne efter, Halvparten af sine Aar,
og nogle maaskee endnu flere. De Personer, som ere alt for
meget hengivne til Søvn, pleyer endog om Dagen at være
dorske og uvillige til deres Forretninger. Et ungt Fruen¬
timmer, som ikke bør fattes Munterhed, har altsaa meget
at vogte sig derfor, og maae herudi uvægerlig følge hendes
Forældres eller Foresattes Forskrift. At Søvnen giør no¬
get til Skiønhed, er kun sandt for saavidt, som det bliver
forstaaet om en maadelig Søvn.
Har en alt for lang Søvn sin Oprindelse deraf, at
man om Aftenen forhen har gjort sig for længe lystig, saa
skulde i saadan Fald ogsaa den alt for lange Natte=Vaagen
regnes med iblant Tidsfordrivene.
2) Pyntning. Alting har sin Tid; Paaklædnin¬
gen, pynte Hovedet, og hvad der videre henhører til det
Udvortes, maae ikke forsømmes. Allermindst vilde saadant
skikke sig for et ungt Fruentimmer af Stand. Men man
skal ey anvende mere Tid derpaa, end som net op udfordres
dertil. Den alt for megen Pyntning tilkiendegiver desuden
ikkun et forfængeligt Gemyt, og giør latterlig.
3) Udstaffering. Det er roesværdigt, naar et ungt
Fruentimmer kan, tillige med andre nødvendigere Ting, og
saa ellers selv forfærdige alt det, som hun selv behøver af
fiint udsyet eller broderet Arbeyde. Ja med rette skulde
enhver have lært saa meget, at hun ingen Udstaffering bar,
som jo var hendes egne Hænders Arbeyde. Men naar en
Dag efter den anden gaaer bort derover, og det bliver intet
bedre forrettet, saa kan jeg i det mindste ikke kalde sligt
nogen god Anvendelse af Tiden, ikke heller bifalde dem,
som roser deres Børn eller sig selv af en besynderlig Flit¬
tighed, saa længe al deres Flittighed ikke gaaer ud paa an¬
det, end et Par Engageanter, Halsstrimler eller Kraver &c.
4) Alt for ofte Selskaber. Maadelige Selskaber
maae være, og jeg har selv forhen regnet dem med blant
Tidens nyttige Anvendelse. Men da man ogsaa kan giøre
for meget af det Gode, saa skulde bestandige Selskaber ad¬
sprede et ungt Gemyt alt for meget; og dersom Selskabet


ellers ikke var vel udsøgt, saa kunde endog foraarsages fore¬
dervede Sæder deraf.
5) Alt for meget Snak og Sluddren. Tungen
løber gemeenlig meget sterkt paa unge Børn. Man maae
heller ikke forbyde dem at tale, saafremt det kan tiene dem
til mere Underretning; thi endog det Feylagtige selv, som
de derved begaaer, kan anvendes til deres Nytte, naar man
ved Leylighed flittig corrigerer dem derfor. Men en be¬
standig Sladdren hindrer saavel dem som andre, at Tan¬
kerne ikke kan være henvendte paa noget nyttigt, og skader
mange Forretninger, i sær da meget derover pleyer at for¬
glemmes.
6) Kortspil. Et eller i det høyeste to Slags Spil
kan Børn vel tillades at spille; (Ville de siden, naar de
begynder deres egen Huusholdning og Familie, lære flere,
det maae de da selv overlegge.) Men den megen Spillen,
og den Ambition, at de forstaaer sig got paa alle Slags
Spil henhører slet ikke for dem. Og denne Sygdom
kan ikke betimelig nok blive forebygget.
7) Romaners Læsning. Jeg vil hertil regne alle
slette og liderlige Bøger, med hvad Navn de endog næv¬
nes maae. Men Romaner ere i Særdeleshed saadanne
Chartequer, som forderver og forvilder unge Børns For¬
stand, og giør dem tilnidst narriske.
Til forestaaende forskiellige Arter af Tidefordriv kan
endnu henregnes nogle andre, som vel i noget synes forskiel¬
lige derfra, men løber dog tilsidst ud paa det samme; og
disse ere:
1) Skiødeeldehed og Fortredelighed ved Arbey¬
det, da man endelig endda vel giør en Gierning, men med
saa liden Application, saa uvilligt og saa slet, at det var
langt bedre, om man aldeles ikke havde giort den, efterdi
dermed bliver udrettet ligesaa meget som intet, og følgelig
bliver Tiden saa got som spildt.
2) Overilelse. Heraf kommer ligeledes heller intet
andet end Fordervelse, og at fordervede Sager, som enten
duer slet intet, eller dog ikke meget, maae undertiden be¬
gyndes forpaa at giøres om i ien. Paa saadan Maade
er den først anvendte Tid og Umag atter spildt, og ikke
at agte for noget.
3) Ubestandighed. Denne findes gemeenlig hos
Børn, i sær naar de har en vis Munterhed og Levenhed.
De vil foretage alt, hvad der befalder dem, og bestride
alting; de begynder noget nyt, men hopper immer fra det
ene til det andet, efterdi de alt for snart bliver kiede af det
gamle, derover kan altsaa aldrig noget ret blive gjort. Det
halve Arbeyde bliver borte, og er undertiden tilsidst slet ikke
mere at finde. Unge Døttre maae i Særdeleshed meget
vøgte sig for denne Feyl. Og det samme Øyeblik, da et


begyndt nyttigt Arbeyde bliver dem imod, har de at ansee
som en Erindring, at de destomindre maae efterlade eller
forsømme Arbeydet, meget mere fortsette samme med dob¬
belte Kræfter, for ved standhaftig Overvindelse af denne
Kiedsommelighed og Ubestandighed at kunde faae en dob¬
belt Fornøyelse, naar Arbeydet er fuldendt.
En Tidsfordriv, som i sig selv i visse Maader blot
synes at være tilfældig, men som kommer undertiden af en
ond Vane, er det i øvrigt endnu, naar man ikke holder
sine Sager i Orden, og maa altsaa anvende mangt et
Qvarteer og halv Time paa Eftersøgning og Leedning. Af
denne Tid er nu ikke den allermindste Fordeel at faae; thi
at faae fat paa sine Ting i det samme Øyeblik man vil have
dem, dependerer blot og allene af Kierlighed til Orden, da
man ikke behøver at søge, men er i Stand til at finde alle
sine Ting, endog i Mørke. Jeg beder alle unge Fruen¬
timmere, at de ville lade sig dette være sagt, indsee det til¬
strekkelig, og rette sig derefter; da Søgningen desuden fø¬
rer meget ubehageligt med sig, og jeg har endnu ingen Siel
fundet i hele Verden, som gierne har vildet havt dermed at
bestille. Man ønsker de unge Døttres Fornøyelse. Hvil¬
ket Ønske fortiener vel mere at blive opfyldt? Og hvor
meget kan Ordenens Aand bidrage dertil?
(Hernæst følger om Forretningens Forskiel ihenseende
til Tiden.)
Huusholdersken.
Om en Maade at give smutsigt Guld sin Glands
igien.
Et glindsende dybt Guult er en af Guldet bekiendteste
Egenskaber. Saavel dette Metals Farve som Skiønhed,
ere begge meget bestandige, og tager ikke Skade hverken
af Luft eller Fugtighed, eller nogen i Dunstkredsen svømmen¬
de Uddunstning, hvilket kan sees af Forgyldninger paa sto¬
re og prægtige Bygninger, som i et halv Aarhundrede,
ja længer, byder Trods til alt Veyr og Dampe i Folke¬
rige Stæder. Det er for den største Deel denne Egenskab,
der giør Guldet saa brugbart og behageligt enten til Zira¬
ter eller mechaniske Sager, i det intet af alle de Metalli¬
ske Corporer, som lader sig hamre, afblegner eller affar¬
ves saa lidet, eller er saa lidet beqvemt til at besmitte no¬
gen anden Materie formedelst Vedrørelsen.
Da Instrumenter eller Zirater af reent Guld ikkun
kan blive smutsige formedelst Ting som klæver fast og sæt¬
ter sig der uden paa: saa kan man give samme sin Skiøn¬
hed igien, uden at beskadige Metallet, i hvor fiint det
end ogsaa er blevet udarbeydet, eller at man behøver at
afrive det allermindste af Overfladen, i hvor tyndt og fiint
end samme er, og det skeer formedelst saadanne Fugtighe¬
der, som fordeler og opløser den fafklevende Materie;
saasom formedelst en Opløsaing af Sæbe, opløst fast alca¬


lisk Salt, eller en alcalisk Lund, flygtig alcalisk Spiritus
og rectificeret Viin=Spiritus.
Ved at bruge alcaliske Fugtigheder maae man tage
sig i agt ihenseende til Karrene; thi naar disse ere forfærdi¬
gede af visse Metaller saa bliver de i visse Omstændigheder
saaledes ætzede og indædte af bemeldte Fugtigheder, at de
meget sterkt betager Guldet sin Farve. En forgyldt Sølv¬
daase, som blev udkogt i Sæbesyder=Lund i en Tinpotte
for at rense den fra Ureenhed, som havde sat sig i Figu¬
rerne, fik strax en slet Farve og blev tilsidst saa hvid som
den havde været fortinnet. Nogle Stykker fiint Guld fik
samme Forandring, efterat de vare blevne behandlede paa
samme Maade; og da man forsøgte flygtige alcaliske og
med udlæsket Kalk tillavede Spiritus, saa paafulgte den
samme Virkning endnu hastigere. Men da man lod de
Stykker, som paa bemeldte Maade vare blevne hvide, ko¬
ge udi et Kobberkar med nogle alcaliske Fugtigheder af sam¬
me Slags, saa forsvandt den fremmede Hud, og Guldet
fik sin rette Farve igien.
Til Guld=Galoner eller Kniplinger, og Guldtraader,
som ere vævede i Silke, maae slet ikke bruges nogle alcali¬
ske Fugtigheder, i hvorledes man end vil tillave dem;
efterdi de angriber Silket, i det de renser Guldet, og en¬
ten forandrer Silkets Farve, eller og gandske bortæder det.
Sæben forandrer ogsaa Skatteringer, ja visse Farver selv.
Men Viin=Spiritus kan altid sikkert bruges, uden enten
at Farven eller Silket bliver derved beskadiget. Og i man¬
ge Tilfælde kan den ligesaa vel tilveyebringe Guldets Glands
som de ætzende Renselses Midler. Et rigt med mangfol¬
dige Farver blommet Brocade, som var blevet meget mat
fik ald Guldglands fuldkommen igien, efterat det var ble¬
vet vasket med en blød Børste, som var dyppet i Viin¬
Spiritus; ja nogle af Silkets Farver, som ligeledes vare
blevne urene, bleve tillige merkelig lyse og levende. Viin¬
Spiritus synes at være det eneste tienlige Middel til den¬
ne Hensigt, og formodentlig er den af visse Kunstnere saa
meget berømte Hemmelighed, intet andet, end Maskeret
Viin=Spiritus. Jblant flydende Ting kiender jeg ikke en
eneste, der er saa kraftig, til at borttage Ureenheden,
uden at beskadige Silket. Thi Pulvere maae være nok saa
fiint revne, og bruges nok saa forsigtig, saa angriber de
dog Guldet, og river det af, som ligger ikkun overmaade
tyndt paa Overfladen.
Men om endskiøndt Viin=Spiritus er det alleruskyl¬
digste Middel, hvoraf man i denne Hensigt kan betiene
sig: saa er det dog ikke i alle Tilfælde beqvemt. Guld-Huden
kan paa nogle Stæder være afslidt; eller det uægte Metal
hvormed det falskelig er blevet blandet, kan saaledes være
angrebet af Luften, at Guld=Delene ikke meere hænger sam¬
men, og det derunder liggende Silke har faaet en gunlag¬
tig ureen Farve. I denne Fald er det klart, at man ved
Ureenhedens Borttagelse giør Hoved Farven Skade, og
skulde giøre, at Galonen eller Kniplingen kom til at ligne
Guld mindre end forhen. Et Stykke af en gammel bleeg


Guldgalon, som blev renset med Viin=Spiritus, miste¬
de med Urenheden det meste af sin Guldfarve, og saa næ¬
sten ud som en Sølv=Galon.
Omendskiønt intet Metal i sig selv kommer den smuk¬
ke Farve nær, som glindser i Guldet, saa kan dog det
ægte Guldgule formedelst visse andre Metallers Forbindel¬
ser, i sær Kobbers Sammenblanding med Zink, efterkunst¬
les i temmelig Liighed. Men i hvor meget og saadanne
Sammensætninger ligner Guldet i henseende til Farven,
saa bliver de dog meget forskiellige fra samme i henseende
til Varigheden; og i henseende til andre Guldets Egenska¬
ber er Forskiellen endnu langt synligere, og altsaa lettere
at opdage.
Samleren.
Jødernes tilladte og forbudne Spiisning af
Creature.
Af Fuglevildt maa Jøderne spise Gies, Ænder, Høns,
Duer, Vagteler og Spurre, naar de ere slagtede uden
Feil; men andet Fuglevildt ikke, fordi alle andre Fugle
træder først med Fødderne paa deres Føde, førend de æder
den. Paa de Fuale, som de maae spise, maae ikke været
brekket nogen Fod eller Vinge, ligesom de ikke heller maae
have nogen anden Mangel, og Hiertet Lunge og Lever,
samt alt Blodet maae tages ud af dem; thi Jøderne maae
slet intet Blod spise, hvilket gaaer saavidt, at naar de
slaaer et Æg i Stykker og finder en rød Aare derudi, eller
noget som en Blods Draabe, saa maae de kaste Ægget
bort, og tør ikke spise det. Just derfor tør de heller ikke
spise nogen Lever, uden den er vel faltet, og stegt paa en
Rist ved Gløder. De tør ikke heller koge noget Hierte,
om det end er af de mindste Fugle, førend det er vel udva¬
sket og saltet, paa det at Blodet kan trekke ud; siden maae
de koge og spise det. Af de vilde Dyr tør Jøderne ikke
spise andet end Hiorte og Raadyr, og for resten intet
Slags Vildt, og forbemeldte maae endda ikke være skudt
eller have nogen Mangel paa sig, men det maae være fan¬
get uden Skade, og ved dets Slagtning iagttagges sam¬
me Ceremonie som ved Fuglevildtet. Af Hørnqvæg og an¬
det maae de spise Oxe, Kiør, Faar, Geder, Bukke og
Kalve, men intet Svinekiød, hvortil Aarsagen er, fordi
Svinene ikke tygger Drøv, omendskiønt de har adskilte
Kløver, og fordi Svinene ogsaa først træder paa det med
Fødderne, som de æder, og siden river det af med Mun¬
den hvorover Jøderne ere bange for, at disse Creature
kunde have nogen Rift i Strubben eller Svælget; thi end¬
ogsaa de Dyr, som ikke ere urene for dem bliver det dog,
naar det befindes, at de har faaet saadan Skade enten før eller
under Slagtningen. Der skal findes i Talmud, at naar Mes¬
sigs kommer saa tør Jøderne ogsaa spise Svinekiød, thi da
skal Loven blive ophævet, og de faae Friehed at torde spise alt
det, som nu er de Christne tilladt, men førend det skeer


maae de ikke. Det Hørnqvæg, som de tør spise, maae for
det første være ret slagtet, med ald den Ceremonie som derved
udfordres; men førend de slagter det, maae først alle fire
Benene bindes tilsammen, hvortil Aarsagen er, først for¬
die Qvæget ikke med=Fødderne skal støde imod Veggen, og
Struben og Svælget ikke blive afrevet, dernæst, fordi Jø¬
derne nu omstunder ikke har nogen mere Ofring, saa agter
de Qvæget hvilket de flagter, ligesom et Offer, formedelst
den derover læste Velsignelse. Bagfierdingerne æder de
ikke af Qvæget, formedelst at Jacobs Hofte blev forrakt
i Striden med Engelen; men af Fugle æder de Bagdeelen,
naar de ere ret slagtede. J henseende til Fisk efterlever
de endnu den af Mose foreskrevne Lov 3 Mos. B. 11, 9.
5 Mof. B. 14, 9. 10.
Fætteren.
Om sin Kilde=Reyse.
M an vilde høylig beskylde mig for Efterladenhed, om
jeg, som en ung og munter Person ikke og havde været ved
Kilden, den Kilde, som har lige saa mange Giester i Dyre¬
haven St. Hans Aften, som Verterne i Kiøbenhavn har
Giester Fastelavns Mandag. Nu - at giøre sig til gode
to Gange om Aaret, det er vel ikke formeget? og hvem kan
vel fortryde paa, at man drikker Vand? Vandet i Kirsten
Piils Kilde veed dog enhver har en besynderlig Kraft.
Det kan giøre de Retgaaende svinglende; de Travende ra¬
vende; de Karske syge; de Seende blinde; de Aarvaagne
døsige; de Koldsindige hidsige; de Fredelige ufredsomme;
de Veltalende stumme; den Taugse syngende; de Ødsele
sparsomme; og de Sparsomme ødsele. de Mætte hung¬
rige; de Kolde tørstige; Philosopher til Petit=Maitres;
Lucretier til Laes; kort sagt: Dette Kilde=Vand kan gandske
omskabe sine Kilde=Giester. Jeg havde tilforn, ligesom mange
andre, været saa vantroe, at jeg ey vilde troe, der var saadan
Kraft ved Kilde=Vandet denne Aften, frem for paa andre Ti¬
der, men jeg har nu faaet Troen i Hænderne. Man vil nok
sige, at denne Virkning er ikke til det Bedre. Ja, Ja!
Saa er der dog en Virkning ved dette Kilde=Vand denne
Aften; thi man kan vel neppe tilskrive noget andet denne
besynderlige Virkning, saasom alle synes kun at have denne
bevægende Aarsag: Lad os reyse til Kilden; og dette
kan jo ikke være for andet, end at drikke Kilde=Vand? J
denne Henseende reyste jeg til Kilden. Jeg tog en Bonde¬
Phaeton med 3 blaa Hynder, og paa samme foer afsted,
Bonden var allerede halv rusende; thi, sagde han, det er
jo St. Hans Aften, hvem vilde ikke da giøre sig til gode?
Da Bonden saaledes selv var snurrende, snurrede vi og for¬
hi en Hoben Kiørende, Ridende og Gaaende paa Veyen.
Ved Wibens Huus skulde min Kusk tænde sin Pibe; ved
Lunde=Huuset skulde han have et Glas Øll; i Jentofte¬
Kroe et Glas Brændeviin, og i Jægersborg Kroe Brød
for en Skilling. Vi kiørte altsaa intet Bedested førbi for


Bonden; han blev og saa andægtig tilsidst, at han nær
havde faldet næsegruus af Vognen. Jeg stod derfore af
Vognen ved Ærmelund, for ey at blive seet paa en Bonde¬
vogn, som mange holder for en Skam at kiøre paa, og for
at spadsere igiennem Skoven til Kilden. Ved dette første
Lustere=Sted var det meget roeligt; thi det syntes som al¬
vorlige og stille Folk havde udvalgt sig dette Sted, for at
see paa de Forbifarende. Men meere levende var det ved
Fortunen. Her spillede, dandsede og sang man, saa Sko¬
ven gav Echo. O! hvor svarer dog ikke dette Sted til sit
deylige Navn! Her saae man ikke et eneste bedrøvet Ansigt;
thi hvem kan være bedrøvet midt i Lykken. Den 24 Junii
er dog langt glædeligere end den 11te. - Omkring denne
glædelige Fortun var der saadan Vrimmel af Kiørende,
Ridende, Gaaende, Ædende, Drikkende og Røgende, at
man neppe kunde trænge sig igiennem Porten ind i Dyre¬
haven. Det var her, som man kunde see Bierne sværme
omkring Biekuben. Jeg slap dog igiennem denne Sværm
uden at blive stukken af nogen Lyst til at trække af Blom¬
sterne, og forføyede mig til Kilden, førend Solen gik ned,
da man vil sige Vandet mister sin Kraft. Men hvor ofte
maatte jeg ikke gaae afsides. Nu kom en Vogn, nu en
Ridende, nu en Flok Gaaende, nu en Hob Ravende. Alle
skulle og ville have Plads. Jeg vigede gierne; men fryg¬
tede meest for, at Kirsten Piils Kilbe maatte snart være
udtømmet.- Endelig kom jeg dog til Kilden, jeg drak
med god Appetit; men hvilken Virkning fandt jeg ikke hos
mig! Jeg havde ikke saa snart drukket Kildevandet, førend
mig paakom den Lyst at anmærke, hvad jeg hørte og saae.
Jeg gik da saaledes omkring, som en ørkesløs Tilskuer.
Her mødte mig en Dandsemester, hvem kan nægte, at jo
denne maatte være en ret Gaaende; men Ney. Han sving¬
lede, og dette holdt jeg for en Virkning af Kilde=Vandet.
Her saae jeg en rask Fodgiænger, som jeg kiendte; men
hvor forundret blev jeg ikke, da jeg saae ham denne Gang
ravende; atter en Virkning af Kilde=Vandet. Nyelig hav¬
de jeg seet en syngende og dandsende, dette var jo Tegn til
Sundhed; men nu saae jeg ham heldende sig til et Træe,
og var gandske upasselig; atter en Virkning af Kilde=Van¬
det. - Her løb en med sin Pande mod et Træe, da han dog
nyelig havde havt sit Syn, atter en Virkning af Kilde=van¬
det. - Her laae en ellers aarvaagen Arbeyder og sov ved
Roden af et Træe, en anden med udstrakte Arme og Been
midt paa Veyen; nogle bag Buskene, andre i Vognene,
alle disse vare nyelig aarvaagne, men nu vare blevne døsige
og søvnige; atter en Virkning af Kilde=Vandet.- Her
saae jeg en med Koldsindighed at anhøre en Hoben Skields¬


Ord, som en udøste imod ham, uden at sbare; kort der¬
efter saae jeg samme Koldsindige at slaae en Bonde paa
Øret, som stødte ham hans lange Tobaks=Pibe af Mun¬
den; atter en Virkning af Kilde=Vandet. Her saae jeg
en, som ellers af Naturen er fredelig som et Lam, men nu
yppede Klammerie allevegne; atter en Virkning af Kilde¬
Vandet. - Her blev jeg en vaer, som af sin Veltalenhed
noksom er bekiendt, at sidde som maalløs, og allene ræbede
og hikkede; atter en Virkning af Kilde=Vandet. Her
hørte jeg een, at ville med sin Sang beskjemme Natterga¬
len, da dog samme Person er saa taugs, at han neppe gider
siunget en Psalme i Kirken; atter en Virkning af Kilde¬
Vandet. - Her saae jeg een at komme ud af et Telt, og
stangede sine Tænder, holdte paa Maven, stønnede og pu¬
stede; en Stoder, som stod uden for Teltet, bad om en
Skilling; ney, min Ven, svarede han: Det er knappe
Tider, best at spare; atter en Virkning af Kilde=Vandet.
Her saae jeg en mig bekiendt Gnier at traktere et stort
Sælskab, han havde for intet drukket Kilde=Vand i et an¬
det Sælskab, og nu var bleven saa spendabel, at han igien
trakterede et andet; atter en Virkning af Kilde=Vandet.
Her saae jeg nogle som havde slappet deres Mave med
Kildevandet, og derfor maatte tømme en Kurv fuld af Brød
og Capuner; atter en Virkning af Kilde=Vandet. Her
saae jeg to som havde forkiølet sig paa Kilde=Vandet, og
derfor maatte søge Ponche=Telten; atter en Virkning af
Kilde=Vandet. Jeg begyndte og at fryse, og derfore
maatte gaae samme Vey; men hvor varm blev jeg ikke om
Hovedet, da jeg her saae et enlig Fruentimmer, at skiænke
Ponch, Liqueurs og Caffe &c.
Jeg gik, da
jeg havde faaet et Par Glas Ponch; dog saae jeg Philoso¬
pher forandrede til Petitmaitres; og hist og her fandt jeg
Lucretier forvandlede til Laes, altsammen Virkninger af
Kildevandet, efter min Tanke; om nogen tænker anderle¬
des, det bliver deres Sag. Vist nok er det, at man ved
Kilden ikke mærker til nogen Mangel; alting gaaer der
overflødig til. Man seer allene nogle Stodere der, men
maaskee de gaaer fra Kilden med fleere Penge, end mange
af de andre, som kiører og rider derfra. Jeg tilbragte
heele Natten i Skoven, og baade saae og hørte meget, men
som ikke kan siges. I Dagningen da Solen stod op, for¬
lod jeg denne Skueplads. Jeg har da nu og som en ung
og munter Fætter været ved Kilden; og jeg er vis paa at
der vare mange Fættere.
NB. Taxten paa en Kilde=Vogn steeg omsider til 2
Rigsdaler.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 27


Præste=Enken.
Det Lyksalige Ægteskab.
A¬
f alle de Malerier, som forekomme Celje ved flittig
Læsning i vore Tiders beste Skrifter, fornøyer in¬
tet hende saa særdeles, som naturlige Afbildinger
paa den huslige Lyksalighed; hun udtegner sig dem alle, for
endnu at tilføye hendes eget huslige Liv de Træk, som maa¬
skee maatte fattes. Ernst har nyelig opsat en kort Histo¬
rie af alle hans fortroelige Venners private Liv; han op¬
holder sig meest ved deres huslige Liv, og dette læser hun
med den største Begierlighed. Blant alle behagede hende
i sær det billede, som hendes Kiereste havde tegnet paa en
af hans Venner, som er Præst paa Landet, og med en for
nuftig og artig Ægtefælle og tvende Børn henlever det lyk¬
saligste Liv. Hun har gandske udskrevet denne Historie af
sin Vens Bog, og maaskee den er saa vigtig for de følende
Hierter blant mine Læsere, at det ikke vil være dem imod af
see den her;
Denne Geistlige Mand lever nu paa tolvte Aar paa
Landet, og det er 10 Aar siden han blev gift. Tolp Aars Op¬
hold paa Landet har i ingen Maade formindsket hans Sæder
og hans gode Smag. Han elsker Videnskaber og Studerin¬
ger med samme Jver, som han levede i en af de største Byer i
Europa, og 10 Aars Ægteskab har ikke formindret men for¬
meeret hans Ægte=Kierlighed. Han har paa egen Bekostning
efter sin gode Smag lidt efter lidt forbedret sin Præstegaard,
og har bag ved den anlagt en liden Hauge, som er efter hans
Omstændigheder ret nydelig. Bag ved denne Hauge ligger
en liden Eng, som er hans egen, til Græsgang for hans
Qvæg, som forsyner ham med Melk og Kiød til hans Huus¬
holdning. Han har selv opdraget den Pige som tiener ham
fra hendes tiende Aar, og hun er sit Herskab saa troe og
hengiven, at hun græder, saa snart man taler med hende
om at forlade sin gode Hosbonde og sin sagtmodige Mad¬
moder. Hans Skrifte=Børn og den heele Egns Jndbyg¬
gere ere færdige at tilbede denne fromme Mand, thi han
lærer dem ey allene Religionens Sandheder i en behagelig
Orden, Lethed og Sagtmodighed, men han er endog deres
Raadgiver, deres Læge, deres Biestand, deres Hielper, deres
Ven. Hans Søn har i sit 8de Aar sin Faders følelige Hierte,
og græder hele Timer ved en rørende Historie. Datteren er i
sit sette Aar aldeles sin kierlige Moders udtrykte billede.
Denne lykkelige Families aarlige Jndkomst er tre
hundrede Daler. Deri har de saa fuldkommen nok at de
ikke ønsker sig meere, men spare endog af denne liden Jnd¬
tægt engang 30, en anden gang 50 Daler aarligen, og


desforuden uddeler de vel en tyve Daler til de Fattige.
Jeg har seet deres Bereigninger paa Jndtægt og Udgift;
man læser dem med større Fornøyelse, end noget af vore
Aarhundredes vigtige Skrifter, naar man giver agt paa
den Orden, med hvilken enhver Ting er ansat, hvor liden
Bekostning der giøres, hvor nøysom de ere med det nød¬
vendige. Sielden fandt jeg i Udgiften meere end 2 Daler for
Caffee, og denne Caffee fremsættes allene for Fremmede.
Deres Drik er tyndt Øll, som de selv brygger, og Melk.
Undertiden drikke de Thee, men Udgiften derfor, beløber sig
neppe over 4 Mark om Aaret. Om Formiddagen besørger
de begge deres Huus-Forretninger, og Eftermiddagen an¬
vendes gandske til Besøgelser iblandt deres Venner eller til
stille Spadseringer i den yndige Dal, hvor Kirke-Sognet
ligger. Om Aftenen læser de og undervise deres Børn.
Han skriver undertiden noget, dog foruden hans Prædike¬
ner intet andet end Vers og smaae Sange paa hans
Kone. Hvilket billede for den store Verden! En Ægte¬
mand, der i sit Ægteskabs Tiende Aar giør Vers paa sin
Kiereste som en Adonis. Vel havde de næsten alle deres
Værd for den, paa hvilken de ere gjorde, og for dette lyk¬
kelige Pars faa Venner, imidlertid ere dog nogle i Sand¬
hed saa artige, at de endog skulde behage ligegyldige Læsere.
J en af mine Besøgelser maatte de tillade mig, at jeg
torde afskrive tvende af disse Sange. Han sang i sit Ægte¬
skabs 8de Aar, da han celebrerte hendes Fødsels=Dag
og han celebrerer dem alle med en Sang -
terfølgende forfattede han engang:
Foraaret har oplivet
Naturens store Alt.
Det Dig og haver givet
En blomsterfuld Gestalt.
Det idel Fryd udviiste
Og F* Dahl den nød.
Af sine Rosen=Qviste
En Pige det udskiød.
Det sang, de pryded Dale
Med Echo svarede.
Saa er og hendes Tale
For mig i Dalene.
Hun er som Vaarets Dage,
Sød, som Sydvesten=Vind.
Hver Ung hun kan behage
O! søde Foraars Kind.
Dig Foraar, jeg velsigner,
Som hende bragte mig;
Thi hendes Kys dit ligner.
Hun giør mig lykkelig.


Denne kiærlige Ægtemand har ret artig benyttet
sig af den Omstændighed, at hun var født paa den Dag,
som Vaaren indtræder, og anbragt den til hans Ægte¬
fælles Berømmelse. J hans Ægteskabs siette Aar besang
han saaledes hendes Fødsels=Dag:
De unge Blomsters Pragt er stor,
Stoer- Naar de staaer i fulde Flor.
Ja, Flora prægtig er at see.
Dog, Doris er langt skiønnere.
Den Blomster Pragt, den Balsom=Lugt
Er Øyets Lyst, og lugter smukt.
Dog, Doris taler, kysser, leer.
Af Blomsterne ey saadan skeer.
Naturen prægtig er i Vaar.
Moed Frugt om Sommeren vi faaer.
Skiøn Høsten er og Drue-Saft,
Som giver Glædes=Festen Kraft.
Dog, Doris giør mig større Lyst,
Med Hendes Barn ved Hendes Bryst,
Det spillende paa Skiødet leer,
Og glad ved Livets Morgen seer.
Ey Vaarets Pragt, ey Sommeren
Saa glæder mig, som denne Ven.
Bort med den allerbeste Viin!
Mig Doris glæder; hun er min.
Thi hendes Sorg for mig, og Kys
Den kielne Omgang, og - men, tys!
Den fromme Siel i hendes Bryst,
Gir mig fuldkommen Leve=Lyst.
Velsignet være Dagen! da
Min Doris mig gav Troeskabs Ja!
Mig Glæde nok, naar Du er min.
Jeg, jeg vil evig være din.
De Kys og de Favnetag hvormed hun belønner disse
smaa Sange, hvordan hun for dem hænger ham om Hal¬
sen, hvor meget født hun derfor siger ham, det kan ikke be¬
skrives; det maa sees og føles. Det giver et Malerie paa
Ægte=Kierlighed, som man sielden seer i prægtige Stæder,
og i den saa kaldte fine Verden.
Eftermiddagen og Vinter=Aftenen ere i sær bestemte
til Læsning og Børnenes Underviisning. Om Somme¬
ren gaae de med hverandre og spadsere igiennem Sognets yn¬
dige Dale; de gaae Haand i Haand; hun leder sin Søn
og han sin Datter. Sielden gaae de ud uden deres Børn.
De have saaledes pant dem til deres Selskab, at disse kiere
Børn ikke ete ret fornøyede uden i Forældrenes Selskab.
Det er dem en Belønning at gaae ud med dem og en Straf
at blive hiemme.
Denne ærlige Mands Uegennyttighed er usædvanlig
stor: En Ven fra hans første Aar, som havde ved Han¬
delen giort sin Lykke i Verden, besøgte ham for nogen Tid.
Efter hans hiemkomst oversendte han ham en Foræring af
5 hundrede Daler. Men, min ærlige Ven sendte ham


Pengene tilbage og skrev tillige; jeg kan ikke bruge dis¬
se Penge her; i følge mine Regninger har jeg med min
Kone fra det sidste Aar 60 Daler tilovers; heraf seer
de at jeg har allerede mere end jeg kan nytte. J San¬
hed De kan meget bedre anvende disse Penge, naar
De uddeele dem iblandt de Fattige i deres Bye end at
give dem til en Mand, som ikke kan bruge dem.
Man vil endnu bedre kiende hans Ægtefælles Hier¬
te af følgende Brev, som hun kort før hendes første Bar¬
selseng skrev til en Veninde i Staden. Her er det:
Min Elskværdigste!
Hvor angenem ere mig de søde ensomme Timer, i
hvilke jeg underholder mig med dem! mit heele Hierte læt¬
tes, naar jeg har skrevet dem til; og nu tykkes mig jeg har
mere at sige dem end nogensinde. Maaskee, min Constan¬
se, undres hun, at jeg udtrykker mig lidt meere tungsindig
end som ellers. Men hør mig kun.
Jeg nærmer mig til en meget alvorlig Time. Jeg er
maaskee inden faa Uger en Moder. Dette Optrin
giør mig i mange henseender ret alvorlig. Maaeskee jeg
med dette Øyeblik nærmer mig til min Døds Time. Og
hvad har jeg ikke endnu at giøre for at drage mit Hierte
gandske fra en Gienstand i Verden, som er mig heele
Verden; det bliver mig ligesaa tungt som det er andre,
der maae rive sig løs fra heele Verden og fra Tusinde Ting,
som de Elske. Hvor meget behøver jeg at væbne mig med
Mod og Haab! først at begynde derpaa, naar Legemet
lider, er for sildig. Med min Mand tør jeg ikke tale om
dette Øyeblik, hans kierlighed er for stor. Og dog maae
mit Hierte udøse sig for nogen. For hvem anden da end
for dem, min Siels Veninde. Tael med mig om den
Almægtiges Naade ved vore svage Hierter og ufuldkommen
Bestræbelse at behage ham, om den klare Udsigt i en ævig
Tilkomst. understøttet allene paa en forbarmende Guds
Kierlighed. De vil kunde vise mig alt dette i et nyt Lys,
og Stadfæste mine Tanker. Tael mødigen med mig om
hin Time, hvor alt jordiskt ophører, og hvor man ikke
mere føler den heele Verden.
Men en endnu en anden Aarsag giør mig alvorlig
imod det tilkommende, fordi jeg, hvis Gud frister mig
Livet, maae paatage mig nye Pligter. Det er lidet at hiel¬
pe til at sette en Skabning i Verden, imod det, at opdra¬
ge et Menneske til Ævigheden. Mit Hierte bæver, naar
jeg tænker derpaa. Hvor nødvendig bliver det nu daglig
meere at arbeyde paa mine egne Svagheders Forbedring;
at jeg ikke dermed fordærver det spæde Hierte, hvor alvor¬
lig maae jeg stræbe at bibringe dette lille Creatur, med
hvilket Herren vil glæde mig, Begreb om sin Skaber, om
hans forpligtelser imod ham, det er, om heele Religionen
hvormeget ivrigere maa jeg vilde giøre det, end min Mo¬
der giorte det mod mig, siden disse Vantroens og Vellystens
Tider giøre det saare nødvendig, at et hvert ungt Men¬
niske ret fæstes i sit Haab! jeg skal søge at giøre enhver
Underviisning levende hos ham; det Haab, som Troen


giver ham, skal rive ham løs fra Verden, ved hvilke hans
Sandser hefte ham, og dette Liv maae altid fremstilles
ham som en Prøvelses Tid, og Ævigheden som hans Fæ¬
derland. Hvor vil jeg kunde indgyde ham Kierlighed nok
til hans Med=Mennesker, Ydmyhed og Venlighed, og be¬
vare hans Hierte mod all Haarhed og Uempfindtlighed! det
vil i fremtiden blive mine Pligter. Gud! da maae under¬
støtte mig, og give mig en Venindes Raad til Bistand.
Min Veninde! jeg har endnu meere at sige hende.
Siig ikke at jeg er alt for alvorlig; man maae fatte sig
mod alle Tilfælde.
Endnu befinder jeg mig gandske vel paa nogle Besvær¬
ligheder nær, som ikke kan være anderledes; men jeg veed
ikke, hvad der vil skee. Er dette det sidste Brev, som jeg
skriver dem, saa maa jeg endnu takke dem for et hvert Be¬
vis paa deres Kierlighed, og velsigne deres Venne=Hierte
Tak være hende min føsterlige Veninde! Sees vi ikke her
igien, saa vil det skee hos Gud. Hvor fuldkommen vil
vores Venskab der blive.
Min Mands Ømhed for mig tillader mig ikke at ta¬
le med ham om Skilsmisse. Mit Huerte er ei heller løs
fra ham; jeg ønsker endnu idelig at leve længere med ham.
Men skulde det være anderledes besluttet, saa forsøm ikke
min Dyrebareste, at staae ham bie med deres gode Trøst.
Hans Siel vil opbyde alt det Mod, de besidder; De maae
hielpe at han ikke synker. Jeg vil underkaste mig med fuld
hengivenhed. Men i denne og i hin Verden er jeg
Deres Veninde
Af dette lyksalige Pars Exempel har jeg med mine
Øyne erkiendt, at man til at være lykkelig ikke behøver
Rigdom, Titler, eller prægtige Forsamlinger, men at vo¬
res sande Lyksalighed udspringer af vores eget Hierte.
Hovmesterinden.
Om Forskiel paa Forretninger i henseende til den Tid
som derpaa anvendes. (See No. 26.
Vore Forretninger ere enten førnødne, eller: nyt¬
tige, eller blot fornøyelige. Nogle deraf ere ilende,
med andre har det Tid. Nogle ere lette, andre
ere tunge. Nogle kan strax begyndes paa, andre behøver
en vis Forberedelse. Nogle varer ikke længe, andre kom¬
mer ikke saasnart til Ende. Nogle maae giøres i et vek,
andre kan foretages afvexlende. Rogle taaler slet ikke,
at man forretter dem tilligemed og hos andre Ting, andre
lader sig føyelig forbinde med fleere. Paa alle disse særde¬
les Beskaffenheder maae man have et tilbørligt Øye, der¬
som der skal med Tiden blive holdt ret Huus. Jeg vil
nærmere forklare det og oplyse det med nogle Exempler.
Fornødne og i sær høystfornødne Arbeyder gaaer or¬
dentlig viis for de nyttige. Det er altsaa, for Exempel:
tel nyttig at øve sig i Teigning; men naar en ung Person
adnu ikke var fuldkommen færdig i Skrivning og Reig¬


ning, saa maatte man tænke mere herpaa, end paa det
andet.
Fornøyelige og behagelige Arbeyder ville alligevel
gierne trænge sig frem for de nødvendige og nyttige, og i de
endnu unge Aar holder det undertiden temmelig haardt, at lade
sig herudi tvinge eller sige. Jo moednere imidlertid Forstan¬
den bliver, jo mere pleyer man herudi at forandre sin Tilbøye¬
lighed. Man har vel ogsaa Aarsag dertil; thi dersom
man vilde allene, eller mere end man burde, blot opholde
sig ved det Angeneme, saa skulde det siden blive desto be¬
sværligere, at fornægte denne Tilbøyelighed, naar man
fandt sig tvungen til at foretage andre Arbeyder, og som
hidindtil havde været modbydelige. En ung Person, som
Pyntning og Udstaffering ligger paa Hierte frem for andet
vil ikke gierne bekymre sig om huuslige Forretninger.
Hvad som er ilende og Hastverk, maae efter dets Na¬
tur foretages uden Ophold, og derover maa alt andet
blive liggende. Men man maae ikke tage feyl og udgive
noget for Hastværk, som ikke er ilende, ey heller holde no¬
get for at være Hastværk hverken paa en forsetlig Maade
eller af Bie=Aarsager eller Hensigter.
Ting og Forretninger, med hvilke det har Tid, maa
man, naar man opsetter dem, dog alligevel beholde saale¬
des i Hukommelsen, at de ikke aldeles bliver forglemte derover.
Med lette Sager er det billigt altid at begynde først
og siden først at skride til de tungere. De, som hos
Børn først foretager det Tunge, og derhos anfører, at
Børnene siden vidste det lette af sig selv, ere paa en uret
Vey. Men unge Døttre maae ikke stedse lade det blive ved det
lette, men saasnart deres Beqvemhed tilsteder det, maae
de give sig i Færd med tunge Sager; efterdi Tiden dog
ikke skulde kunde blive saa got anvendt i første Fald, som
den kan blive anvendt.
Hvad som strax lader sig giøre, det maae man aldrig
opsette. Man maae aldrig betænke sig alt forlænge, om
man vil foretage noget. Man skal føre sig det nærværen¬
de Øyeblik til Nytte. Bliver en Sag først opsat, saa
kan siden undertiden forefalde saadanne u-undgaaelige For¬
hindringer, saa at derover bliver slet intet deraf.
Behøver en Sag en vis Forberedelse, saa kan man
besørges eller lade samme besørge uden om, imidlertiid man
endnu har med en anden Sag at bestille. Thi ville man
begynde for sildig dermed, saa skulle man paa den Tid, da
man har forehavt at begynde Sagen selv, imod Villie bli¬
ve opholdt, og der gik altsaa nogen Tid til Spilde, ifald
man just ellers ikke endnu af en Hændelse fandt noget at
giøre, hvormed dette Hull kunde blive stoppet.
Til Forretninger, som ikke varer længe, maae man
just ingen ordentlig Tid fastsatte, men, da der dog gemen¬
lig findes visse smaae Øyeblikke, som saa at sige gaaer til
Bi=Spilde, saa kan samme foretages i dem. Der gives
Fyer=Aftens Arbeyder og i samme Tid kan Sætter og Huer
opstikkes.
Forretninger, som ere af nogen Varighed, f. E. om
man havde en nye betydelig Forraad af Linnet at giøre


til rette, saa bør sligt billig foretages, naar det just ikke
synes, at der kunde komme noget stort Forfald i Veyen.
Ved Forretninger, som maae skee i et vek, og fra
hvilke man ikke vel kan staae op og gaae bort, f. C. Huus¬
lige Reigningers Forfærdigelse eller Undersøgelse, Brev¬
skrivning &c. ved saadanne Forretninger, siger jeg, er det
fornødent i Forveyen at have rydet alt det af Veyen, som
kunde være en til Hindring derudi.
Forretninger, som man kan giøre Afvexlende har
alt det behagelige og fornøyelige ved sig, som Afvexling
efter sin Natur pleyer at føre med sig. De kan derfor end¬
og undertiden tiene med til Opmuntring.
Naar man paa engang vilde foretage to Ting, som
aldeeles ikke passer sig sammen, f. E. fiint Sye=Arbeyde
og Kiøkken=Forretninger, saa skulde man selv hindre sig
og paadrage sig Besværlighed, som man kunde have været
frie for; og det er ikke sielden, at det ene bliver fordervet
for det andets Skyld.
Endelig ved saadanne Arbeyder, som lader sig forbin¬
de med hinanden, nytter man Tiden dobbelt, og dertil fin¬
des ofte Leylighed, da Hoved=Arbeyde meget got kan bestaae
med Haand=Arbeyde, hvis Jagttagelser maae agtes for
en af de største Prøver paa Flittighed.
(Herefter følger nogle særdeles Anmærkninger om
Forretninger.
Huusholdersken.
En kort Have=Calender.
Om Have=Forretninger i Julii Maaned.
At saae i Begyndelsen af denne Maaned Efterhøst¬
Carotter; samt Noer og Vinter=Reddiker fra St. Hans
indtil Jacobi Dag; fra Jacobi indtil 14 Dage derefter,
Vinterkaal og Mayroer til Sæd.
At forplante Grønkaal i ledige Erte= og Bønne=Bede,
samt Vinter=Endivie.
Samt med den smale Hakke engang at igiennemtrek¬
ke den første Grønkaal, for at rense den.
At optage Schalotter, Johannis=Løg og Zipoller, og
fra nu af at beskiere Majoranen samt Thimianen, saa ofte
den er stor nok dertil.
Den letteste Maade at formere Lavendel.
J Stedet for at plante den med Rod, tør man ikkun
ved at tage de afstudsede Grene i Februarii Maaned, og
stikke ned i Jorden, da de slaaer Rødder, og voxer næsten
bedre, end de, som ere plantede med Rødder.
Noget om Levcoyer.
Sommer=Levcoyerne kan man ligesaa let holde grøn¬
ne Vinteren over og conservere dem, som Vinter=Levcoyer¬
ne, og de første blomstrer da om Foraaret ligesaa tidlig som
de sidste. Ja de blomstrer endda før, og man behøver ikke
da at tage feyl af enkelte og dobbelte.


Man har i Sverrig forsøgt at brænde Brændeviin
af Havre, og befundet saadant ligesna fordeelagtigt som
sparsommeligt for Huusholdningen. Af 1 Tønde god Havre
og 1 Frkr. Blandkorns Malt, regner man altid 8 til 10
Kander ret got Brændeviin. Af 2 Frkr. Rug eller Korn¬
4 Frkr. Havre og 2 Frkr. Blandkorns Malt, faaer man
efter den almindelige Maade at brænde, ey allene saa meget
Brændeviin som af et ligesaa stort Qvantum Rug eller Korn
allene, men endog bedre smagende Brændeviin, end af bare
Rug; og paa denne Maade spares den ædlere Sæd tillige, som
er tienligere og nødvendigere til Øl og Brød, og Havre kan der
ved komme i Værdie, og ey mere regnes for et blot Heste=Foer.
En Bonde i Vanevitz havde af 4 Stykker Køer
mistet de 2; han tog da en Slags Halmbørste, som
han dyppede i Olie, og strøg det syge Qvæg nogle
Gange paa Halsen dermed; hvilket virkede saa meget, at
den stinkende Materie fik Flod igiennem Halsen og Næse¬
borerne, hvorefter det fik Luft, og blev friskt inden faa Dage.
Andre fulgte det, og befandt det af ligesaa god Virkning
paa deres Qvæg.
Søemanden.
Om en merkværdig Formørkelse til Detroit
i Amerika.
JAaret 1762 den 19 October havde vi en næsten total.
Formørkelse, som varede fast hele Dagen. Omtrent Kl. 9
klarede det lidet op i Luften, da vi kunde see Solen som
saae gandske blodrød ud, og var over 3 Gange saa stor at
see til, som sædvanlig. Den hele Tid igiennem faae So¬
len mørkeguulagtig grøn. Man var nødt til at tænde Lys,
paa det man kunde see at spise Middags=Mad. Henimod
Kl. 3 blev Formørkelsen gresseligere, som endnu stedse tiltog
indtil Klokken halv Fire, da der af Sydvest reyste sig en
Vind, og medførte nogle Draaber Regn, eller rettere Svo¬
vel og Ureenhed, som de ihenseende til Lugten og Beskaf¬
fenheden vare ligere end Regn. Naar man holdt et reent
Blad Papier udi samme, saa blev det sort af hver Draabe.
Disse sorte Pletter forandrede sig til gule, naar man holdt
dem til Jlden; men brændte man Papiret, saa surrede det
paa samme, ligesom naar man antænder fugtigt Krudt.
Medens denne Regn varede, var saa sterk en Svovel=Lugt
i Luften, at man var færdig at qvæles deraf; men strax
derefter klaredes Luften op. Formodningerne om Aarsager¬
ne til denne Begivenhed vare forskiellige. Jndianerne og
den gemene Mand iblant de Franske sagde, at Engellæn¬
derne, som vare komne med de sidste Skibe fra Niagara,
havde medbragt denne Landeplage. Andre meente, at den
kunde være kommen af Skoves Opbrændelse. Men det
rimeligste er, at den var foraarsaget af en Vulcans eller
underjordisk Jlds Udbrud, hvorved den svovlagtige Mate¬
rie var bleven udbredet i Luften, og opholdt derudi saa
længe, indtil den havde stødt paa en Vandskye, og var tilli¬
ge med Regnen nedfalden.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 28


Hovmesterinden.
Nogle særdeles Anmærkninger ihenseende til Tiden,
som unge Døttres Forretninger skal
foretages udi. (See No. 27.)
O¬
smn Vinteren, da Dagene ere korte og mørke, maae
intet Arbeyde foretages, hvortil der udfordres et
skarpt Syn, og tillige en bestandig Sidden,
fordi Sundheden lider derved, og Tiden torde dog allige¬
vel ikke blive anvendt til det beste.
Derimod kan unge Døttre anvende denne Aarets Tid
til andre nyttige Ting, saasom: 1) Til saadant Sye¬
Tøy, som gaaer hastigt fra Haanden, og som pleyer saa¬
vel at udfordres til dem selv, som daglig i Huusholdnin¬
gen. 2) Til Strikning, hvoraf Brugen og Nytten, samt
Nødvendigheden falder af sig selv i Øynene. 3) Til Spind¬
ning. Men, for Himlens Skyld! til Spindning? Hvor¬
for just det? Ey, det skikker sig jo ikkun for gemene Folkes
Børn! Dersom nogle af mine Læsere eller Læserinder skulde
saaledes tænke, saa vil jeg med samme Rettighed, som de
dømmer, udbede mig den Tilladelse, at jeg maae gotgiøre
og paastaae det, som er tvertimod. Til at spinde, er ingen
Person af vort Kiøn for Fornemme. Vel vil jeg ikke just
tale om Haandverkmæssig Spindning, ikke heller, at en
ung Datter maatte giøre det af den Aarsag, fordi hun intet
bedre havde lært; endskiønt det i sidste Fald var dog heller
ikke saa aldeles at laste; thi det er altid roesværdigere, heller
at bestille noget, end at sidde ledig og ørkesløs. Men mig
tykkes, det klæder et ungt Fruentimmer ikke ilde, at hun
om Vinteren spinder og tvinder saa meget Strikkegiørn og
Syetraad, som hun behøver det hele Aar igiennem. 4
Til gode Bøgers Læsning, og 5) Til Øvelse i Musiken.
2) Om Sommeren tan unge Døttre igien tage fat
paa alt det Arbeyde, som de har lagt fra sig og ladet ligge
om Vinteren.
Til den Ende er det got, at de ikke allene staaer tid¬
lig op, for ikke allene at profitere af den kølige og behage¬
lige Morgenstund, men endog meere af de skiønne lange
Dage, hvilke dem undes til deres Forretningers Befordring,
som en besynderlig Guds Velgierning.
Dersom de ville efterlade sligt, saa skal de ikkun faae
halv got af Sommeren, og maaskee ikke engang have saa
meget got deraf som af Vinteren, efterdi dog en Deel af
denne skiønne Aarets Tid pleyer at anvendes til deres For¬
lystelse i Haverne, til Spadseregang og andre tilladelige
Forlystelser; hvilket vel kan undes dem, saafremt derover
ikke opsettes noget nødvendigt af Sommer=Arbeydet til den
igien paafølgende Vinter.


3) Naar det er got Veyr, da Gemyttet almindelig
pleyer at være opvakt og muntert, maae unge Døttre fore¬
tage sig saadanne Ting, hvorved Hovedet finder noget at
arbeyde paa, hvortil der udfordres en skarp Eftertanke, og
hvormed de paa en anden Tid ey havde kundet blive færdi¬
ge. Overhovedet henhører alle Slags Arbeyder hertil,
som forekommer, og ved hvilke saavel Sindet som Forstan¬
den behøver nogen Forfriskning.
4) Naar det derimod er slet Væyr maae Forrretnin¬
gerne være af saadan Beskaffenhed, at de paa en behage¬
lig Maade kan underholde Gemyttet. Visse huuslige nyt
tige Forretninger, hvorved det mere kommer an paa Ar¬
beydets Qvantitet end Qvalitet, skikker sig heller ikke ilde
dertil; og maae en lys eller mørk Dag strax om Morgenen
ligesom forkynde en Person, der er vant til at giøre Over¬
leg, hvad for et Val han skal giøre i sine Forretninger.
5) Selskaber maae ikke blive til Tidsspilde. De
hører meget meere, som allerede forhen er viist, paa en
tilbørlig og behørig Maade, til Tidens gode Anvendelse.
Foruden den moralske Nytte, hvorom man kan efter¬
slaae andre Bøger, lader sig og for unge Fruentimmer
en anden Nytte vinde derved. De kan nemlig derudi fore
tage et anstændig Haand=Arbeyde. Strikning, Brode¬
ring &c. passer sig meget got dertik, dog efter Omstændig¬
hedernes Beskaffenhed, men i sær i deres egne Hunse.
6) Jo mindre at Eensomhed falder en ung Person be¬
sværlig, jo mere aflegges derved en Prøve om Forstandens
Moedenhed. Eensomme Timer ere de, i hvilke vi kan under¬
søge vort Hierte, og meest arbeyde paa dets Forbedring. De
give os Leilighed til at tænke paa den allestedsnærværende
Skaber, at beundre hans Gierninger, og at opbygge os
derved. Vi kan i saadanne Timer læse nyttige Bøger med
langt mere Opmerksomhed end ellers. Alle vore Forret¬
ninger lykkes da meget bedre, de lader sig da ogsaa brin¬
ge meget lettere og hastigere i Stand. Og vore Siele ny¬
der derved en Rolighed, hvilken de saa høyligen trænger
til, formedelst saa mange Adspredelser i Verden.
7) Lykken pleyer meget ofte at tilskynde Menneskene
til Vellyst, til Forfængelighed, til Stolthed, og til Over¬
mod. Hvad Under er det da, om unge Døttre, hvis
Forældre maaskee uformodentlig kommer i andre Omstæn¬
digheder, fra det Øyeblik af tænker, at de nu ikke videre, ef¬
ter deres Meening behøver at lade det være sig saa suurt,
og at de nok kan legge Hænderne i Skiødet. Jntet er far¬
ligere end dette; efterdi intet i Verden er ubestandigere,
end den saa kaldede Lykke.
Jeg raader dem derfør, at de aldrig skal troe Lykken
men meget mere anvende Tiden saaledes ved deres Lykke,
som at Lykken slet ikke angik dem, og at de altsaa først


maatte søge at giøre Lykken gunstig imod sig ved egen Fuld¬
kommenheds Erhvervelse. Det maae siden falde ud som det vil
med de udvortes Lykkes=Omstændigheder, saa vil de dog
intet tabe derved, men den velanvendte Tid vil blive dem
en Rigdom, som Tyve ikke kan bortstiele og Møl eller
Rust ey fortære.
8) Nogle Mennesker blive saa nedslagne af Ulykke
at de siden ikke duer til noget mere. Dette er en forkeert
Vey. Har man forhen vel anvendt sin Tid, saa kan man
i al Ulykke finde en Ressouree, hvormed man kan oprette
sig igien. Skulde man derimod herudi have meget at be¬
breyde sig, saa raader jeg unge Døttre, at de skal betrag¬
te deres Skjebne ligesom en Stemme, der raaber til dem
heroven fra, at de skal gaae i sig selv, og fra nu af ind¬
hente det igien, som af dem er bleven efterladet og forsømt.
Fortredelighed, Knurren, Egensindighed, Haardnakken¬
hed og Forstokkelse ere de Klipper, hvorpaa deres timelige
Lykke tvertimod kan lide Skibbrud og gandske gaae til
grunde. Men et blødt bøyeligt Hierte, som kan beqvem¬
me sig til Flittighed, vil ufeilbarlig finde sin Regning i
Flittighed, som Gud ufeylbarlig belønner.
9) Sundheden maae ret bruges og nyttes, men hel¬
ler ikke misbruges. For begge Aarsagers Skyld er det me¬
get fornødent for Mennesket, altid efter Muelighed at vide,
hvor got eller slet man befinder sig.
Hvad unge Døttres Sundhed kan give dem, det tør
og maae de fordre af den. Det var latterligt, om man af
indbildt Ømhed og Kielenskab vilde legge sine Hænder i
Skiødet og lukke sine Øyne, og heller ikke vilde anstrenge
Hovedet og Hiernen. Mangen ung Pige er, efter hendes
egne Tanker, alt for svag til anstændigt Ærbeyde, men
til Strabatzer i Dands er hun stærk nok, ja roser sig vel
endog, at hun slet ikke kan blive træt, omendskiønt hun
strax bliver træt ved den ringeste alvorlige Forretning. At
nedlade sig derimod i Tienestepige=Arbeyde, at angribe sig
saa sterk, som at man slet ikke kunde blive syg, det var at an¬
vende sin Tid paa en meget uanstændig Maade og meget
ødselt, fordi deraf naturligviis kunde paafølge Kræfternes
Svekkelse, ja og en ret virkelig Sygdom.
10) Nu og at sige noget om Sygdomme, saa gaaer
vel ved dem megen Tid til spilde. Men denne Tid kan
dsog og anvendes meget nyttig, og derved er ikke idel For¬
hiis. Næst flittig Bøn, hvilken jeg her ikkun berører med
et Ord, efterdi det forstaaer sig selv, saa maae overhove¬
det da den meste Omhue være rettet derhen, hvorledes man
for sin Deel kan bidrage alt hvad mueligt er til Helbredel
se igien. Og naar dette skeer, saa er Tiden gandske vist
vel anvendt. Men det skeer, naar man er omhygelig for
at holde sit Sind i Rolighed, og ikke plager sig med unyt¬
tige og skadelige Tanker. Videre skeer det, naar man ef¬
ter Beskaffenheden søger at underholde sig ved opbyggelige
Samtaler, og endelig, dog ligeledes efter Omstændighe¬


dernes Beskaffenhed, naar man enten læser selv forlystende
Bøger, eller lader sig dem forelæse, eller og tager Musi¬
ken til Hielp; thi den rette Brug af Musiken er dog over¬
alt fortreffelig og nyttig.
(Hernæst følger hvorledes man kan komme til
at anvende Tiden ret.)
Den egensindige gamle Ungkarl.
Om Kilde=Reysen.
Da jeg hørte i vort Selskab af Fætteren, hvilken be¬
synderlig Kraft der var ved Kilde=Vandet i Kirsten Piils
Kilde i Dyrehaven, fik jeg og Lyst til at giøre en Kilde¬
Reyse vor Frue=Dag; hvortil jeg dog egentlig blev over¬
talt af min Vertes Datter, hvor jeg boer. - Een
Gang er dog ingen Gang. Denne unge Jomfrue bild¬
te mig rigtig ind, at Kirsten Piils Kilde beholdte sin
Kraft fra St. Hans Aften og til vor Frue Dags Aften,
ja vel længere; thi Væyrliget havde en særdeles Jndflydel¬
se i dette Kilde=Vands Kraft frem for i andet Kilde=Vand.
O! sagde denne lille Jomfrue, De kan jo sagte giøre en
Kilde=Reyse; Mama har ladet sig forstaae, at dersom De
vil legge til Vogns med, saa vilde hun tage til Kil¬
den, og saa kommer jeg med; thi det er vel dyrt at give
5 Rixdaler for en Vogn allene til Dyrehaven; der kom nok
en Taxt ud i Fior for Vognleye; men det gik med denne
Taxt som med Sneen i Fior, hvor er den i Aar? Jeg
mærket da vel paa denne 15ten Aars Jomfrue at hun var
ret forpikket paa at komme til Kilden. Jeg lovede da at
ville legge til Vogns med, hvorover hun blev saa glad, at
hun nær havde kyst mig af Glæde. - Nu frembrød
den forønskede Frue=Dag. Jomfruen var først oppe i hele
Huuset. Klokken 7 holdt Vognen for Døren. Min
Vertinde havde forsynet sig og os med kold Kiøkken for
heele Dagen. - Underveys saae Jomfruen ud af Vog¬
nen efter enhver, som reed os forbi. NB. Disse vare ge¬
meenlig unge Cavalliers. Klokken mod 9 kom vi til Kil¬
den og drak Caffe i et Telt. Denne Caffe var meget
dyr og meget tynd. Men hvad Vahrene fattedes, erstat¬
tede denne Sælgerske, hun var got vant at snakke for sine
Vahre. J sær beklagede hun sig, at hun var saa ene
Fruentimmer i denne Telt, og Mandfolkene kunde giøre
ved hende hvad de vilde, om Natten blev hun bedraget for
4 Rixdaler, som et Sælskab fortærede hos hende i Ponch,
da de havde drukket Ponchen, havde de ingen Penge, at
betale den med. Jeg bad hende skaffe mig et Glas Kilde¬
Vand, hvilket jeg strax fik, men neppe havde jeg drukket
det, førend jeg ligesom reent havde forglemt mig selv. Den
Yndighed, med hvilken dette Glas blev mig rakt, satte
mig ligesom uden for mig selv, og det forekom mig, som
jeg havde drukket af Cirees fortryllende Bæger. Jeg blev
saa barmhiertig mod denne Ponche= og Caffe=Skænkerske
at jeg strax tog i Lommen og gav hende 4 Rixdaler til Op¬
veisning for det, hun om Natten havde tabt. Hun gior¬


de mig et indtagende og sælsomt betydende Knik, og takkede
paa det allerforbindtligste.  Derpaa foreslog Mada¬
men en Spadsere=Tour, vi gik, og Caffe=Skiænkersken
bad os at besøge sig igien paa en Bolle Ponch. Den un¬
ge 15ten Aars Jomfrue og jeg skulde da spadsere sammen.
Kilde=Vandet havde giort den Virkning hos mig, at jeg
tilbød mig at bære Jomfruens Parasoll over hende, Men
hvor ærgelig blev jeg ikke, da enhver ung Spradere skulde
kige dette Pigebarn op under Øynene, jeg var og saa egen¬
sindig, at jeg rettede Parasollen efter disses Overgloen, og
holdt den langt ned til den Side, hvorfra jeg mærkede disse
Globisteres Øyekast, og med Parasollen ligesom med en Hielm
og Skjold afbødede for disse for en ung Pige saa farlige
Pile. Men Jomfruen mærkede omsider denne min Forsig¬
tighed og ingenlunde vilde tillade at tage imod saadan Op¬
vartning. Hun holdt da saaledes Parasollen meere for
Nakken end for Ansigtet. NB. denne Parasolle var til at
bære, og sad ikke paa en Spadsere=Stok. Hun fik og
omsider saa mange Hilsener og Complimenter, at hun til¬
sidst blev gandske forvildet i Hovedet. Der kom og en lille
Skov=Gud i vores Selskab, hvilken havde saa fortryllen¬
de en Kraft, at den lille Jomfrue slap mig og overgav sig
gandske til hans Ledsagelse. - Denne lille Skov=Gud
var at see til, som man undertiden sinder den lille Copido
afmalet, naar man undtager allene nogle Smaa=Ting,
som giorde en liden Forskiel. Han var hvid klæd, dog troer
jeg ikke det var i Uskyldighedens Kaabe; han havde nogle
smaae halvsorte Støvle paa Beenene, der bag til saae ud
som Hane=Føder med Sporer paa; i Nakken var han gand¬
ske opflettet; paa Hovedet var han bedækket med en lille
Callot, hvorfra udgik 3 bitte smaae Hiørner hvor rundt
omkring fremstak nogle Snee=hvide Hane=Fier; J Steden
for Buen havde han en ombøyet Ride=Pidsk; men for Øy¬
nene var han ikke bundet, som den anden Cupido men hav¬
de tvende vildseende Øyne, hvormed han med Jomfruen
kunde tale ligesaa flygtig som med Munden. Vi gamle
gik ind i et Telt, men disse Unge havdt nok at tale om
uden for. Da vi skulde til at drikke deres Skaal, savnede
vi dem først. Forældrene havde ey nødig at bede mig, at
opsøge deres Datter; thi jeg løb som en Rasende. Jeg
tænkte: Det maatte have været en Skov=Trold og ikke
en Skov=Gud, som har sneget sig ind i vort Sælskab.
Ak! om han bortfører denne Diana, hun var dog ikke paa
Jagt, men allene kommet for at drikke Kilde=Vand. Jeg
løb det beste jeg kunde. Mit Væyr spillede mig omsider
paa Læberne, jeg stønnede og pusted; jeg blev snart heed,
snart kold, omsider blev jeg afmægtig; jeg søgte til Kil¬
den for at blive vederqvæget. Men hvor bestyrtset blev jeg
ikke! her fandt jeg underveys den lille Skov=Trold, som
gandske havde fortryllet Jomfruen. De sadde afsides,
drak Kilde=Vand. - Jeg
og,
formeldede Jomfruen sine Forældres Compliment, om
Jomfruen vilde behage at spadsere med mig til deres Telt.
Hun nedslog vel sine Øyne ved min Ankomst, men dog maat¬
te hun skotte til den lille Skov=Gud. Hun reyste sig, og


- Men hvad passerede
han fløytede et Jagt=Stykke.
ikke underveys? Da vi maatte trænge os igiennem Mængden,
blev den lille Skov=Gud gandske forvandlet. Jomfruen
blev meget bestyrset. Men jeg trøstede hende, at det var
en Virkning af Kildevandet; at saasnart saadanne smaae
Skov=Guder har drukket saa meget af Kilden, som dem
lyster, saa bliver de strax forvandlede til det, som de egent¬
lig er, nemlig til Intet; thi denne lille Skov=Gud blev
gandske usynlig, hvoraf jeg ikke andet kunde slutte, end at
han blev forvandlet til Intet. - Ak! sagde Jomfruen,
og saae tilbage; hvem skulde have tænkt, at Kildevandet
havde saadan en Kraft? – Vi kom tilbage til Teltet, og
efter nogle smaa Jrettesettelser for den paa Jomfruens
Side begangne Uforsigtighed, satte vi os til Caffe=Bordet.
Da Caffeen, som baade var tynd, tyk og dyr, var drukket
og betalt, gik vi atter ud at spadsere. Madamen befoel nu
sin Datter at bruge Parasollen for Ansigtet. - Vi anhørte
nu adskillig Musik; saae i Perspectiver, og ansaae een,
som giorde Kunster paa en slap Linie bunden imellem
tvende Træer. - Her præsenterede sig atter en Skiænker¬
ske for sit Telt; jeg havde nu faaet Smag paa Kilde=Van¬
det, og Caffeen incommoderede; denne havde deylig Kilde¬
Vand.
Gamle Folk taaler kun lidet.
Over Jomfruens Borteblivelse havde jeg nær forglemt
at fortælle, at vi holdt aabent Taffel i Skoven. NB. dog
ikkun for os selv. Under Maaltidet kom een af de Heste,
om maa galopere for 8 s. fra Kilden til Eremitagen, løben¬
de, og havde afkast Rytteren. Vi fik fat paa denne for¬
skrækkelige store Rytter=Hest, bag efter kom Rytteren, som
var en Søe=Mand, vi mærkede da, at denne Styr¬
mand ikke forstod at styre saadan en Jolle, med kuldseiglede
paa Seyladsen fra Kilden til Eremitagen. Dog steeg han
om Bord igien, og for fulde Seyl fortsatte sin Cours til
Havnen ved Kirsten Piils Kilde.- Hen paa Eftermid¬
dagen fik vi atter Lyst at drikke Caffe, men i et Huus;
dog skal jeg aldrig giøre det meere; thi efter Caffeen maatte
vi varte 2 Timer, efter en Pibe Tobak en halv Time, og
efter Jlden til at stikke den an ved, ligesaa længe. Des¬
uden maatte vi alle 3 være om et par Koppe. Vi maatte
lade os nøye med Leyligheden, som den faldt; thi vi havde
ikke spiist til Middag der i Huuset, og givet 30 Rdlr. for
et Middags=Maaltid; men maatte ansee det som en besyn¬
derlig Tieneste, at vi alle 3 maatte drikke Caffe der i Huuset,
og det af et par Koppe. - Derefter toge vi atter til Kil¬
den for at drikke Kildevand; og da jeg havde faaet nogen
Vederqvægelse, fik jeg Lyst til at spadsere omkring paa min
egen Haand. Jeg foretog mig da at optegne hvad merkvær¬
digt jeg saae og hørte: En gammel Mand sagde, at denne
var nu hans tresindstivende Reyse, som han havde gjort til
Kilden vor Frue=Dag; men aldrig havde han seet saa mange
Folk der, som denne Gang. - En Telt=Vert laae og be¬
klagede sig, at hans ene Øye var udslaget. En hørte
jeg, at have brækket et Been, en anden en Ryg. Nogle
vare bestiaale; nogle vare berigede; mange vare blevne
fattige; altsammen Virkninger af Kildevandet efter vor


Fætters Sigelse. - Jeg talte 30 Telte og 45 aabne Bo¬
tiqver. 60 Jld=Stæder, og ligesaa mange Caffe=Kander
og Thee=Kiedler NB. publique; thi de private Caffe=Kander
laae hist og her i Skoven. 305 Karether; 287 Chaiser;
199 Phactons; 123 Karioler; 507 Bønder Kilde=Vogne;
563 ridende Personer; 4001 gaaende; 409 forskiellige
Soelhatte; 707 store Skov=Vifter; 63 Parasoller og 246.
Fruentimre med Mands=Hatte paa Hovederne.- Efter
disse saa behagelige Gienstande, fik jeg atter Lyst at drikke
et Glas Kildevand hos den forrige Skiænkerske, dette smagte
mig saa vel, at jeg glemte mit Sælskab. Tiden løb saa
uformodentlig bort, at jeg nær havde glemt at vende til
Kiøbenhavn. Den artige Skiænkerske tilbød mig og Natte¬
Qvarteer; nær havde jeg ladet mig overtale til at ligge denne
Nat til Felten; havde ikke vor Sælskabs=Fætter just kommet:
han fik mig under Armen; betalte min Fortæring og fik
mig i sin Vogn. Jeg kan endnu erindre, at han baade
maatte lee og forundre sig over mig. Han førte mig hiem,
uden at jeg vidste det. Men det veed jeg, at Kildevan¬
det havde saadan en Virkning, at jeg drømte om Nat¬
ten om de levende Skiænkersker ved Kilden. Jeg vaagnede,
og befandt en græsselig Hoved=Pine, en slem Virkning af
Kildevandet; jeg fandt i mine Lommer, de vare tomme,
og mit Uhr var borte; en fatal Virkning af Kildevandet,
O! hvor har dog ikke dette Kildevand gandske forandret
en gammel Philosoph! Nu - det var den Gang. Jn¬
gen Jomfrue skal efter denne Dag formaae mig til at legge
til Vogns med.- J stærke Philosopher! vogter Eder for
Kildevandet i Kirsten Piils Kilde. Det har en besynder¬
lig Kraft fra St. Hanses til vor Frue Dag inelusive.
Denne var min første Kilde=Reyse, den skal og blive den
sidste-
NB. Det, som jeg dog ærgrer mig meest over ved
denne Kilde=Reyse, er: at jeg saae min Skoeflikkers Datter
i Amazon=Dragt.
Samleren.
Jødernes Mads Tillavning og Forhold ved deres
Maaltider.
Døderne maae ikke spise Kiød og Smør tilsammen; saaledes
nemlig: om en først vilde spise Kiød og derefter Smør, saa
maae han ikke giøre det; thi det er et meget stort Forbud.
De maae heller ikke komme Smør til kogt eller stegt Kiød,
eller smøre Steg dermed. Førend de spiser Kiød maae de
vel spise Smør, eller noget som er tillavet med Smør,
naar de ikkun først afskyller Munden med ferskt Vand,
førend de begynder at spise Kiød, men efterat de har spiist
Kiød maae de absolute ikke spise Smør; Ost maae de ikke
spise i 3 Timer førend de spiser Kiød, og 6 Timer efter.


De Kar, som de bruger til Kiødmad, maae der ikke kom¬
me Melkmad udi, og samme Forskiel giøre de imellem
Knive og alle Kiøkkenkar: saa de maae have Toe Slags
Kar af alle Sorter. - Naar Kiødet af de slagtede Crea¬
ture er befundet rigtig og uden Lyde og Dadel, saa at de
nbehindrede tør spise deraf, saa maae de først lade det lig¬
ge i Vand en Times Tid, og derefter gnie det ind overalt
med en Haandfuld Salt, om det end ikkun er et eller to
Pund, siden legge bemelte Kiød paa et rent Bret, eller
dertil andordnet Bord, hvorpaa det skal ligge en Time.
Derefter skal det atter skylles ud igien i reent Vand, og
dersom det ikke skeer, tør de ikke spise deraf; thi om det blev¬
forglemt enten at salte det eller legge det i det andet Vand
saa torde de aldeles ikke spise der af, ey heller bruge det Kar
mere, som var bleven brugt til samme Kiød. Kiød og Fisk
maae de spise efter hinanden, naar de ikkun imellem Ret¬
terne skyller Munden reen, og drikker engang, samt vasker
deres Hænder. Paa deres Sabaths Dage maa de hver¬
ken selv legge i deres Kakkelovne, giøre Jld paa, tænde Lys,
eller slukke det. Derover tager de Christne Koner eller Pi¬
ger til at giøre deres Arbeyde paa den Dag, med at hente
Vand, giøre Jld paa, feye deres Huuse, og deslige.
Endeel laper deres Mad til Sabbaten, Aftenen tilforn,
og dekker den til i en Grube, saa at den holder sig varm
til Dagen derefter, men da de om Sabbaten ikke maae rø¬
re ved Jld, saa maae de forbemelte Christne Koner
og Piger, som de bruger til deres Tieneste, hielpe dem til¬
rette, med at tage Maden ud af Gruben.
Jødernes Klædedragt som de maae bære.
J henseende til den udvortes Mode, ere Jøderne ikke
forbundne til at have noget vist Snit paa deres Klæder;
men de maae ikke tage de Klæder paa deres Krop, som et
Christen Menneske har baaret paa sit Legeme, af Frygt for
at de maatte være syede med Traad og Hørgarn. De tør
ikke lade sig væve eller gaae med noget Tøy som er Uldet
og Linnet, ikke heller bruge det til Sengedyner eller andet,
Omendskiønt de handler eller kiøber Klæder eller Dekken er
af en Christen, for at beholde dem selv, saa maae de gand¬
ske lade dem sprette op, paa det at Hørtraaden kan blive
pillet derud af. Men Silketøy, som er syet med Hørtraad,
eller foeret med Lærret, samt Silke=Overtræk, reent Sil¬
ke og reent Lærret, maae de nok bære paa deres Krop og
gaae med. Naar de leverer noget Tøy hen til en Christen
Skræder, for at lade sye Klæder af, saa maae de levere
ham Hampetraad dertil; thi de troer ikke saadan sen
Skræder, at han jo ellers vilde tage Hørtraad, end ikke engang
naar Skræderen er deres Bekiendter og Ven, hvorover de
visiterer Klædningen, naar de faaer den hiem fra Skræde¬
ren, og seer efter, om han mueligt ikke har bedraget
dem, og syet den med Hørtraad.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 29


Hovmesterinden.
Hvorledes unge Bøttre kan komme til at anvende
Tiden ret. (See No. 28.
M¬
ennesket maae stedse venne sig til Eftertanke, og
hans egen Eftertanke vil meest hielpe ham fort.
Hvo som vil bie saa længe, indtil alting bliver
først sagt og fortalt ham, den vil til sin egen Skade meget
staae tilbage. Unge Døttre, i sær saadanne, som ere al¬
lerede voxne noget til, har alt i ovenmeldte Hensigt:
1) Selv først at eftertænke, hvorledes Tiden kan
best anvendes? Kan de endnu ikke udfinde dette, saa maae
de af egen frie Drivt
2) Spørge erfarne og velmenende Personer i Særde¬
leshed deres Forældre derom, og gierne og villig følge det
gode Raad.
3) Maae de give Agt paa andre Personers Exempel,
som har vel anvendt deres Tid, paa det at de kan træde i
deres lovlige Fodspor.
4) Maae de ikke forestille sig noget Arbevde eller
Forretning tung, meget mere angribe enhver Sag med
Lyst og nogen Tillid, og til den Ende i Forveyen tænke
paa den Fornøyelse, som man gandske ufeilbarlig fornem¬
mer efter et tilbagelagt og vel forrettet Arbeyde.
5) Maae de altid foretage noget vist, som skal være
færdigt paa en bestemt Tid.
6) Maae de passe og bestemme Tiden hertil temme¬
lig nøye.
7) Maae de forsøge, om de endnu kanafforte noget
af denne Tid, for desto før at have gjort deres Arbeyde,
dog sammes Godhed ubeskadiget.
Skulde nogen Tid staae til at indbringe igien, som
just ikke er bleven anvendt paa den nyttigste Maade, hvad
enten det er skeet af Nød eller uden Nød, saa ere de i sær¬
forbundne til, at være ret alvorlig betænkte derpaa.
Ved Arbeydet selv kan det meget komme dem til Hiep,
naar de vænner sig til Hastighed. Jeg siger Hastighed,
men det maae man ikke forstaae saaledes, som om dermed
var meent en overdreven Jilfærdighed. Hastverk var
aldrig got, heder det i Ordsproget, og Overiilen eller
Hastværk har jeg forhen selv regnet iblant de Ting, som
forderver Tiden. Man skal haste langsomt, det er med
Anvendelse paa Fruentimmer=Arbeyde 1) Man skal vide
alle Fordeele ved en Sag, som man har for, paa det at
man kan betiene sig af dem. 2) Man skal holde Orden
saa at alting skeer nøyagtigt paa den Tid, da det bør skee.
3) Man skal over hovedet bestandig være opmærksom


paa sin Foretning, og vogte sig for alle Tankernes Adspue¬
delser, paa det man skal ikke begaae nogen Feyl i Arbey¬
det. 4) Man skal ikke aflade, førend man er bleven fær¬
dig, og Arbeydet er blevet ret, som det skal være.
Unge Døttre, som strax og af sig selv tænker paa
frisk Arbeyde igien, naar de neppe endnu har lagt det for¬
rige fra sig, legger derved et stort Fortrin for Dagen frem
for andre, som intet giøre, undtagen hvad dem bliver be¬
falet, og som vel ogsaa troer, at de kunde være berettige¬
de til at gaae ledige, naar de kunde undskylde sig dermed,
at der var ikke blevet dem leveret noget videre at bestille.
Jmidlertid veed gandske vist billige Forældre i hiint
Fald af sig selv at giøre Forskiel imellem et barnligt og
slavisk Arbeyde, og ikke allene lade Tidens gode Anvendel¬
se afvexle med anstændige Forlystelser, men endogsaa ellers
paa en behagelig maade at vide at belønne.
(Herefter følger om det Regnskab, man
bør giøre for Tidens Brug.
Damleren.
Cotil og Cilia, eller de Ædelmodige.
Ovo som seer fattige Fader= og Moder =løse Børn at
være stillede blotte for Kummer og Mangel, og, af Tak¬
nemmelighed imod den almindelige Fader, viser sig som
en Fader imod dem; hvo som opsøger Enker med sine hiel
peløse Børn, for at lette Elendigheds Byrde for dem;
føler, hvor født det er, at giøre got. De, som af lige¬
Grunde opretter deres Brødre ved virkelig Hielp, maae
kiende denne Følelse. Den rige Celia, og Cotill, som
anvender en Deel af det han fortiener med sine Hænders
Arbeyde, til saa ædle Øyemeed, veed ret at sette Priis
derpaa.
Cotill fik at vide, at en Mand, som paa nogen
Tid ikke havde været i Stand til at arbeyde for sin Fa¬
milies Underholdning, var med Hustrue og 5 Børn,
kommen i stor Elendighed, og allerede mere end engang
havde disse Uskyldiges Taknemmelighed ladet ham smage
den Lyksalighed at giøre got. Denne hielpeløse Familie
havde allerede i en heel Uge savnet denne deres Velgiørers
Fraværelse med stor Bedrøvelse, da Cotill kom, paa en
Tid da de, som tiente en Herre med ham, fortærede deres
Penge i et Kroehuus, og nogle af dem overlode sig til deres
fæiske Lystigheder. Cotill nød en høy Fornøyelse. Den¬
ne hielpeløse Familie gav de intet Brød. Cotill, som
var kommen til dem, uden at være forsynet med det nød¬
vendige, skyndte sig at komme dem til Hielp. Han uddeel
te i en Hast noget Brød til dem, og henrykt af Glæde


smagede hver Mundfuld med, som de nøde deraf. Han
saae, hvorledes Faderen, som af Mangel paa fornøden
Underholdning havde været nær ved Døden, kom sig igien
og gik ikke bort, uden endda for en Tidlang at have forsyned
ham med det, som han efterlod sig, og at have givet ham
Haab om mere. Da han gik derfra, mødte han Florio,
som havde tient med ham i et Huus, men havde nu bragt
det videre en han i Verden. Cotill var klædt paa en an¬
stændig Maade, og Florio, som da erindrede sig ham
igien, beklagede sig for ham, at han tilligemed nogle hun¬
drede andre Personer havde forgieves maattet gaae tilbage,
fra Comordien, men havde dog ey i Sinde, at tage sine
Penge hiem med sig, og at om Cotill havde Lyst at følge
med ham, saa vilde han traktere ham paa et Trakteur=Huus
med Aftensmad og en Flaske Viin. Cotill, som endnu
var opfyldt af det han havde seet, sagde: Gud give, at
alle de, som den forlangte Fornøyelse har slaaet Feil i Af¬
ten, kunde finde ligesaa megen Smag i en anden Fornøy¬
else. Hvor mange af deres Brødre skulde de i denne al¬
mindelige Elendigheds Tid finde beredde, med aabne Arme
til at tage imod de Penge, som de har tilovers. Tillad
mig, at jeg gaaer tilbage igien derhen, hvor jeg har spiist
mit Aftens Maaltid. De maae troe mig, at de Penge,
som de slet ikke vil bære hiem med sig igien, kand de ingen
steds anvende bedre end der, og de skal maaskee ikke saa
meget fortryde den liden Uleylighed, som har mødt dem
i Aften. De fulgtes ad til den ulykkelige Familie, som
Florio forærede en Krone. Den Maade, paa hvilken
denne Foræring blev imodtagen, rørte ham saaledes, at
han endda lagde en Guinee dertil, og lovede at han endda
vilde sende dem meere ved Cotill. Faderen, som var fuld
af Forundring, sagde, at han, efter dette Beviis paa det
Guddommelige Forsyn, vilde i fremtiden være uden Be¬
kymring, at han inden en Uge haabede igien at kunde ved
sine egne Hænders Arbeyde og Flid undenholde sin Fami¬
lie, som havde været saa nær ved Undergang, og at Flo¬
rio da skulde faae Leylighed til at vise sin Ædelmodighed
imod andre, som var mere trengende dertil. Florio tilkien¬
degav for Cotill, hvor meget han var ham forbunden.
Han tilstod, aldrig at have fundet saa skiøn en Fornøyelse
og ønskede endnu ofte at kunde forskaffe sig den igien. Nu,
Cotill, sagde han, begriber jeg først, hvorledes De bæ¬
rer sig ad, at de kan være fuldkommen Lykkelig i deres
Skiebne. Man skulde ikke kunde have tilkiøbt sig et koste¬
ligere Maaltid, om man endog havde 10000 Pund aar¬
lig Jndkomst. Og hvo skulde ikke i visse Maader bort¬
bytte sine Rigdomme, for at nyde Følelsen af deres For¬
nøyelse?
Celia gik en Morgen i en Bod hvor et anstændig klædt
Fruentimmer tog imod hende, og ventede efter, hvad hun
havde at befale. Hun lod sig forevise adskillige Vahre, og
stod allerede i Begreeb med at gaae bort, da en Øyentaar
som man vilde skiule for hende holdt hende tilbage. Kiøb¬
mandens Kone bad hende indstændig, at hun vilde kiøbe


noget, og tilbød sig, for desto snarere at bevæge hende,
at overlade hende Vahrene for Jndkiøbs Priisen. Tre
deylige Børn indtoge hende ved en veltalende Tavshed. Hun
kunde let indsee, at hun ingensteds kiøbte Vahrene for den
Priis. Celia, var menneskevenlig. Hun spurgte Kiøb¬
mandens Kone, om deres Omstændigheder vare virkelig
trengende, og saae tydelig af hendes Øyne, at hendes
Formodning var grundet. Tag, sagde hun paa en behage¬
lig Maade, imod denne Pengepung, derudi findes nogle
Banko=Sedler og en Deel Guld. Jeg har overflødig For¬
mue, saa jeg kan undvære dette uden Savn, og der fat¬
tedes mig ikkun Leylighed, til at anvende det saa fordeelag¬
tigt, som nu skeer, J Sandhed, sagde Kiøbmands Ko¬
nen, Himmelen førte Dem herhid, for at trøste os
mere kunde hun ikke sige; men hendes talende Øyne vidne¬
de om hendes rene Taknemmelighed. Hun klingede med
en Bordklokke, for at kalde paa hendes Mand. Han kom
og rørende beviidnede sin Erkiendtlighed, og vilde tilbu¬
det hende et Beviis, igien at afbetale den anselige Sum;
men Celia sagde: det fornøyer mig, om jeg har kundet
giøre noget til Deres bedre Lyksalighed, og hastede fra dem
til hendes Hiem, for der ubehindret at føle Fornøyelsen
over at have gjort vel. Man maae have et hierte som Ce¬
lig, naar man vil kunde beskrive hendes Glæde over, at
Himmelen havde sendt hende, ligesom en Engel, til de
gode Folk, der vare i en yderlig Betryk, for at hielpe dem
ud deraf. Hendes Siel følte en besynderlig Lyst deri, at
Forsynet paa saa rigelig en Maade havde betroet hende den
Formue, at hun kunde giøre got mod andre dermed. Hun
fik siden at vide, at hendes Goddædighed havde hiulpet en
Dydig Familie fra Undergang, som nu atter af deres for¬
hvervede Overflødighed giorde vel imod andre.
Senimor, en Japansk Historie.
Sinimor Keyser Jongino Micaddos Søn, var
uforlignelig smuk, og ægtede en ligesaa devlig Printzesse. Det¬
te lykkelige Ægtepar nøde i nogle Aar en fuldkommen Lyk¬
ke. Jmidlertid faldt Printzessen i en Sygdom og døde
just da man troede at hun skulde komme sig. Printzen tog
sig hendes Forliis saa nær, at han formedelst mange Taa¬
re meget snart blev blind. Han besluttede at forævige Er¬
indringen af hans Smerte og alt det Onde, som derved
var ham foraarsaget. Han udbad sig Tilladelse af sin Fa¬
der, Keyseren, at stifte et Selskab under hans Høyheds
Seigl, i hvilket ingen anden kunde blive optagen, end den
som enten var blind fød, eller var bleven blind af en Hæn¬
delse. Hans Bøn blev ham bevilget. Et betydeligt
Antall fattige Ulykkelige, som ikke kunde see Himme¬
lens Lys, fik deres Tilstand lettet, hvorfor de dog ikke
havde Printz Senimors Medlidenhed med de Ulyksalige
at takke, eller hans Længsel og Attraae efter at nytte
det almindelige Væsen, men allene den Kierlighed,
som han havde opofret til hans Gemahlindes Jhukom¬
melse.


Jødernes Opføvsel i Tordenveyr.
Det er en almindelig Sagn, som de fleste Christne
holder for at være sandfærdig, at Jøderne nemlig skulde
troe, at deres formeente og saa længe forgieves forventede
Messias skulde komme til Verden med et forskrekkeligt Veyr¬
ligt, og at de derover, saa ofte det tordnede og lynede,
skulde oplukke Dørre og Vinduer, for at tage imod ham.
Men Sagen forholder sig aldeles ikke saaledes, og denne
gamle Snak har ikke allermindste Grund. De lukker og
tilsperrer tvertimod paa det allerflittigste alle Døre og Vindu¬
er, paa det at ikke den allermindste Luft udvendig fra skal
komme derind. Dette er ellers en almindelig Brug hos
de fleste Jøder, at saa ofte der melder og reyser sig et Uveyr,
samler de sig i deres Huse, tager fat paa de fem Mosis
Bøger, og opslaaer i Særdeleshed det syvende Capitel iden
første Mose=Bog, hvilket handler om Syndfloden, ved hvis
Slutning Gud Herren har lovet, ikke meere at ville forderve
eller ødelegge Jorden med Vand. J steden for et Offer
legger de videre Brød og Salt paa de fire Hiørner af deres
Bord, samt forbemeldte fem Mose Bøger, saaledes at det
benævnte syvende Capitel i første Mose Bog maae ligge
opslaaet for Øynene i Midten; og imedens at det da tord¬
ner, staaer de allesammen op, og giører denne Bøn paa
deres Sprog: Lovet være du Gud, vor Gud, Verdens
Konge, for du lader din Styrke, Magt og Kraft høre i
hele Verden. Dette er egentlig den Ceremonie og Skik,
som er brugelig iblant dem i Tordenveyr, hvilket de dog
aldrig nogen Tid efter den almindelige Meening giøre for
deres formeentlige og endnu forventende Messias Skyld.
Jødernes Gudstieneste i Synagogen.
Saa længe Templen stod, fik Jsrael sine Synders
Forladelse formedelst de forrettede Ofringer, men nu skal
de erholde samme formedelst Bønnen i Synagogen, i det
de derved erindrer sig deres Fædres gamle Gudstieneste.
Naar derfor 10 Jøder, som alle ere tretten Aar og 1 Dag
gamle, befinder sig paa et Sted, maae de nødvendig have
en Synagoge, og forrette sin Bøn derudi. Men dersom
der allerede findes en Synggoge paa saadant et Sted, og
en Jøde ikke gaaer derind at forrette sin Bøn, bliver han
kaldet en ond Naboe. Enhver Jøde er forbunden til, saa
fremt det er mueligt, at bede med heele Menigheden; men
det er ikke nok, at en Jøde besøger Synagogen; han maae
ogsaa have en vis Plads derudi. Naar Jøderne forretter
deres Bøn, maae de altid have deres Ansigt henvendt
imod det Sted, hvor Loven ligger, hvilket kaldes Acon¬
hakkodesch, og denne maae være sat imod den vestlige
Side af Jerusalems Tempel. Jøderne formanes til først
at rense deres Hierter, afvaske Blodet af deres Hænder,
opløfte samme til Gud, og forrette deres Bøn med ned¬
slagne Øyne. Rabbinerne bekiender, at Gud har større


Behagelighed till Bønnen, end til alle andre gode Gier¬
ninger og Offere, derover tilskikker han undertiden de From¬
me Kors og Lidelse, fordi han vil have, at de skal bede
til ham. Naar Jødernes Omstændigheder tillader det,
ere de forbundne til at holde sig en Forsanger eller Cantor;
men denne maa være en meget from Mand og tekkelig for
hele Menigheden, have en angenem Stemme, og i det
mindste færdig kunde læse i Bibelen; han maae videre fra
sin Ungdom af ikke have begaaet nogle grove forsetlige Syn¬
der; endelig maae han vel være øvet i alle Bønner, og li¬
gegyldig i sit Forhold imod hele Meenigheden. Visse Bøn¬
ner maae ikke læses i Synagogen, naar i det mindstr ikke
ti Personer ere samlede, af hvilke hver i det mindste er 13
Aar og 1 Dag gammel; derover tør Cantoren ikke læse dis¬
se Bønner, naar der ere færre end forbe melte Antal sam¬
lede. Jøderne har i deres daglige Gudstieneste tre Ho¬
vedbønner, hvilke de altid forretter i Synagogen selv, naar
det er dem mueligt. Disse ere Morgen=Bønnen, Efter¬
middags=Bønnen, og Aften=Bønnen.
Jødernes Ceremonier førend Bønnen begynder.
Jngen Jøde maa bede Morgen=Bønnen hiemme i sit
Huus eller i Synggogen, dersom han ikke kaster Dekket med
Snipperne eller Snorerne over sig. Cantoren maae være
bedekket med de ti Bud, ved hvis fire Hiørner henger otte
spundne uldene Traader eller Snorer. Saadanne Ti=Bud
maae enhver Mands=Person, endogsaa Børn bære under
deres Klæder om Morgenen, og alle de, som ere over 13
Aar og en Dag gamle, ere pligtige til at igiennemlæse og
giennemforske bemeldte Ti Bud førend Bønnen begynder;
og dersom der mangler en af de forbemeldte 8te Snorer ved
Giennemsøgningen, saa tør han ikke bede, førend han har
faaet et andet Ti Bud enten selv eller til Laans af en anden,
som har bedet. Derefter ifører de sig Talet Gadel, eller
den store Ti Buds Kappe, som maae være syet af hvidt
Tøy, og fiirkantet; samt have 8te Snorer, hvilken de først
visiterer, førend de tager den over Hovedet, naar de i For¬
veyen har læst Velsignelsen, samt kyst den tre Gange, og
lagt den tre Gange paa Øynene. Derefter tager de de Ti¬
Bud, som ere skrevne paa Pergament og har 2 Remmer,
og binder dem omkring den blotte Arm, samt om Hovedet,
efter at de har kyst samme 3 Gange og læst Velsignelsen.
Forbemeldte Traader eller Snorer maae være spundne af
reen Lamme=Uld, som ikke er stiaalet, eller er bleven hæn¬
gende i Tornene, og skal spindes af en Jødekone, som siger
paa Hebraisk naar hun begynder at spinde: Jeg begynder
nu at spinde disse Traader i Guds Navn for vore Mands¬
Personer, til at paakalde den kiere Gud derudi. Disse
Traader maae være dobbelt tvundne, og bliver af Mands¬
Personerne bundne 4re Gange om Tommen og Albuen,
saa at de altsaa kommer ottedobbelt, og samme bindes paa
alle 4re Hiørnerne med 37 Sløyffer og 8te Kunder.
De Ti Bud, som bliver bundne om Armen og Hovedet,
ere skrevne paa 4 Sæddeler af Pergament. Capitlerne


bliver skrevne med Hebraiske Bogstaver, paa den første
Seddel af 5 Mos. B. 11, 13-22. paa den anden 5 M.
B. 6, 4-9. paa den tredie 2 Mos. B. 13, 11- 16.
paa den 4de 2 Mos. Bog 13, 1211. og siden 2 og 2
sammensyede med Oxe=Sener, hvoraf de 2 Capitter bin¬
des om Armen, og de 2 paa Hovedet. Remmerne, som
ere bundne dertil, maae være tagne af et reent Dyrs Hud
og ere farvede sorte paa den ene Side.
Fatteren.
enne Gang blev det besluttet i vor Allstævne (a) at
jeg skulde skrive meget høytravende, ja, saa høytravende,
at den lille Hob ey skulde kunde forstaae det. Jeg har og
giort et Forsøg herpaa; men jeg mærkede strax, at jeg for
at giøre Vægtigheden i de fremmede Ord fattelig, maatte
bruge de understaaende Udtolknings=Noter, ad modum Mi¬
nellu o: efter Minellii Maade. Man vilde derfore følge
de henvisende Bogstaver, for at komme til den fornødne
Oplysning. Det vilde altsaa ikke mishage vore Læsere,
at jeg denne Gang er noget høytravende, og forlyster mig
lidet med vore nye Ord; Forlystelsen skeer aldeles ikke paa
andres Regning; men det, at jeg i Dag bliver noget ufor¬
staaelig, er allene efter Aaraad (b). Jeg kan ikke nægte,
at jeg jo over den befaling af vort Sælskab til at fore¬
tage mig dette Arbeyde, fandt nogen Styrrel (c), men
da jeg har ingen Frabøyelighed (d) til opvække en uskyl¬
dig Latter over ligegyldige Ting, saa har bemeldte vor
Allstævne ved dette Jndfald ret vederqvæget mig med en
Hofern (e), og jeg vil altsaa ingen Deelemaal (f) vente mig
for denne Fremfærdighed (g) i hvor vanskelig Sagen end
kan være; helst da jeg finder en naturlig Diervhed (h) og
Freydighed (i). Vores gamle Ungkarl, som besidder
en fuldkommen Kridenhed (k) var allene usamlidende (l),
og ingenlunde vilde tillade at bruge denne nye Stiil; thi,
sagde han, saa længe man fulgte den gamle Stiil, havde
vi rigtige Sommere og Vintere; men hvem vil i dette Fald
kiere sig efter gamle Folk, man finder altid hos dem noget
Giensidigt (m) iblandt de unge og muntre derimod finder
man altid en behagelig Samstemme (n). Jngen kan der¬
fore blive aabrysaattig (o) fordi jeg begaaer denne Svin¬
ke (p). Det er jo meget let at gisse (g) denne Gaade (r)
der allene er en Vidskabning (s) og et Forsøg paa den
ommeldte Diervhed, i at tragte efter at kunde i nogen
Maade efterligne de uforlignelige Nye Ords Opfindere.
Disse er jeg vis paa, aldrig herover at vilde vise sig fiæs
(t) imod en Balger (u). Jeg glæder mig meget meere
over Jndgielden; (x) thi hvor mange nye Ord til det
magre og fattige Danske Sprogs Berigelse har man sig ikke
at vente af saadan deres ommeldte og besynderlige Vid¬
skabning. Ja, jeg, tillige med mange glæder mig, som
har den rette og sande Giernvidenhed (y); men skulde de
findes Vrangvillige til at yde vores Jndgield (thi vi kan,
til det almindelige Bestes Befordring, fordre meget meere


størt af dem, som besidder saadan en Diervhed, og som
imod det gamle ere saa usamlidende. O! hvilken Qvik¬
hed! (g) - Nyesigenhed (æ) har nu beslaget mig, for
at faae at vide, hvorledes denne Skrivermaade, som synes
gandske Giensidigt, vil blive optaget. Maaskee man nok
vil laste min Svinke; men jeg vil sette al Styrrel til
Side og stæle (ø) mig.- Her er Forklaringen efter de
flestes Udtolkninger, paa de oven anførte Ord, der for en
Deel Læsere vil maaskee synes fremmede og selvgjorte, og
des Aarsag uforstaaelige.
(a) Allstævne General=Forsamling. (b) Aaraad,
manges oplagt Raad. (c) Styrrel, Scrupel.
(d) Frabøyelighed, Evne at bemøye sig efter at
hindre Fornemmelse. (e) Hofern, overmaade
Forlystelse. (f) Deelemaal, Process. (g) Frem¬
færdighed, Bestandighed i at overvinde Vanske¬
ligheden. (h) Diervhed, Frimodighed, hvor
Faren synes overvindelig (i) Freydighed, en vel¬
grundet Dristighed. (k) Kridenhed, Særsin¬
dighed. (l) Usamlidende, Stridighed. (m)
Giensidigt, det, som settes mod noget. (n) Sam¬
stemme, Harmonie, Overeensstemmelse. (o)
Aabrysaattig, Jaloux, skindsyg. (p) Svinke,
Forstillelse, at opnaae en Hensigt. (g) at Gisse,
at slutte sig til noget af rimelige Grunde. (r)
Gaade, en mørk Tale, som er fremsat til Oplø¬
selse. (s) Vidskabning, en Bildning af en le¬
gemlig Ting, som aldrig ved Sandserne har været
fattet. (t) Fiæs, et dumt, og i Mine underligt
Ansigt. (u) Balger, en Klopfikter. (r) Jnd¬
gield, det man har til gode hos andre. (y)
Giernvidenhed, Lyst efter at forskaffe sig Kund¬
skab. (g) Qvikhed, Lethed i at bevæge sig. (æ)
Nyesigenhed, heftig Begierlighed. (ø) Fiæle,
at giemme og skiule noget.
NB. Men er det vel de Danske allene, som saaledes
bemøyer sig med at opfinde nye Ord til Spro¬
gets Berigelse? Ney, det samme giør næsten alle andre
Nationer. Det deylige Franske Sprog voxer Dag fra
Dag. Og paa denne Tid er det endog blevet beriget med
dette allerkiereste splinter nye Ord: le petit Directeur,.
pp  paa Dansk: en Tamp.
Avertissement.
Eyeren til det indleverede Manuseript angaaende Va¬
chesield Præst, kan imod Devisens Fremviisning afhente sam¬
me igien paa Adresse=Contoiret; saasom dette Manuscript
for længst af en anden er tilbuden, som nu vil continuere
dermed, og udgive det i et Bind for sig selv.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 30


Hovmesterinden.
Om det Regnskab, som man har at aflegge i henseen¬
de til Tidens Anvendelse. (See No. 29.)
M¬
t hvert fornuftigt Menneske vil ved al sin Giøren og
Laden spørge sig selv, om og Tiden saaledes bliver
got anvendt, eller kunde anvendes bedre? Og jo
fornuftigere nogen er, jo alvorligere mener han det med
sig herudi. Jeg raader alle unge Døttre, at de jo før jo
heller vænner sig til dette Sporsmaal. Farer de tilbørlig
fort dermed ved tilstrækkelig Kundskab, og uden at smigre
for sig selv, saa maae de bringe det til en høy Grad af
Fuldkommenhed.
Skeer det ikke ved enhver enkelt Handel og Gierning
eller dog ofte om Dagen, saa maae det gandske vist skee
hver Aften, tilligemed vor Samvittigheds Undersøgning
for Gud. En heel Dag er allerede et betydelig Afsnit af
vort Liv.
Unge Døttre, som hver Aften har bespurgt sig i hen¬
seende til deres daglige Forretninger, skal ikke undlade at
giøre det ved hver Uges Slutning, for at opdage hvorledes
et saadant større Jndbegieb af 6Dage forholder sig imod deres
Kald og deres Pligter. Hvor behageligt vil det ikke være
for dem, dersom de da selv uden Hyklerie kan give sig det
Vidnesbyrd at de har være flittige, saavelsom maaskee og
forevise et Stykke Arbeyde, og altsaa virkelig i Gierningen
kan Levise, at de har tilbragt Ugen nyttig og paa en ulaste¬
lig Maada.
Jeg raader dem, at igientage denne Undersøgelse
hver Maaned, saavelsom og naar Sommeren og Vinteren
begynder. Der kan paa denne Maade intet undgaae deres
Opmerksomhed, som tiener til deres Perfectionering; og naar
de har fulgt min ovenmelte Anviisning, saa skal de Timer
hver gang blive deres behageligste Timer, i hvilke de har
anstillet den dem foreslagne Undersøgelse.
Vilde de ved hvert Aars Slutning eller paa deres
Fødselsdage arstille nok en General Mønstring over deres
Tids Anvendelse, saa skulde de omendskiøndt og ingen fil
det at vide (efterdi alt dette maae skee uden Hyklerie, og
ikke for andre Folk, men for sig selv) dog alligevel med
Tiden og ved en Bestandighed i det Gode ansees saa vær
dige i det alseende Væsens Øyne, som just forlanger Regn¬
skab for vor Huusholdning, at de ikke torde være bange
eller nogen Tid blues i deres Hierter for de Laster, som
følger med Ledigang og Ørkesløshed.
Jeg har lært af andres Exempel, at det er got, at
holde sig en Journal over sit Arbeyde, en vis saa kaldet
Arbeyds Bog; eller, som kommer ud paa et og endnu er
beqvemmere, at tegne sine Arbeyder og Omstændighedernes


Beskaffenhed i Calenderen eller Almanaken, enten daglig
eller ved sammes Begyndelse og Slutning, saafremt de
nemlig ere af nogen lang Varighed. Jeg kan ikke beskri¬
ve hvilken stor Fornøyelse det er, at igiennemlæse slige Ar¬
beyds=Bøger eller Calendere igien ved Aarets Slutning,
men endnu mere efter nogle Aars Forløh. Jeg vil altsaa
paa det beste hermed have recommenderet denne Methode
til alle de unge Døttre, som tegner sig saavel.
Men hvad skal jeg sige til dem, som ikke tænker paa,
saa nøye at undersøge sig selv? Jeg beder dem, at begyn¬
de fra Aarets Slutning, eller i det mindste fra deres Ge¬
burts=Dag af at giøre en Begyndelse dermed, og saa i
samme Orden at gaae tilbage paa mindre Afsnit af deres
Liv, ligesom bedre findede Gemytter har paa den anden
Side giort det fremad. De behøver ikkun at betænke,
om de ellers har saa megen Forstand, at Tiden er ikke deres;
at de skal giøre Regnskab derfor, om de endskiøndt ikke vil¬
le, og at de ofte skulde have undgaaet hundrede Fortræde
ligheder, dersom de ret havde vildet kiøbt Tiden.
Den Jndvending hielper ikke, at de behøver ey at
arbeyde, hverken for Nødtørfts Skyld eller for at blive
rigere. Gud fordrer Tidens gode Anvendelse af os ikke
for den Aarsags Skyld, at vi skal erhverve noget mere af
forgiengelige Midler, om endskiønt han dog forlener os
samme derhos ligesom en Tilgivt. Han vil vi skal arbeyde
paa det at vi skal ikke falde i syndige Forbrydelser. Den¬
ne Forbindtlighed er almindelig. Og jo mindre en Per¬
son har fornøden at arbeyde, jo mere endog Personens
Stand og Fødsel er ophøyet over andres, desto roesvær¬
digere er det, naar saadan en Person ikke unddrager sig
fra den almindelige Pligt, som paaligger det menneskelige
Kiøn.
Borgeren i Kiøbstæden paa Landet.
Om Glie=Ragers Brug og Nytte.
V¬
ed Ollekager forstaaer man de tørre Skalle af Rap¬
saat eller Roe=Frøe, hvoraf Olien er udpresset, og
som ved den stærke Presning og Bankning er bleven bragt
i en vis Form. De ere 14 Tomme lange, og i den ene
Ende 7 men i den anden 6 Tommer brede, og trefierden¬
deel Tomme tykke. Saadan en Oliekage kan veye 2 Pund
og vel 4 til 6 Lod derover. 25 Stykker koster paa Olie¬
møllen i Friderichsstad 10 Lubsk Skilling eller 20 Skil¬
ling Danske. Naar man vil bruge disse Kager til Qvæg,
som staaer paa Stalden: saa slaaer man koldt Vand der¬
paa, og lader dem staae i 24 Timer i ef Træe=Kar, saa
opløses de, og man kan siden meget beqvemt blande den-
før Ovæget iblant Ørikket. J Begyndelsen vil § X.


ikke vel dertil, men efter 2 eller 3 Dages Forløb er det li¬
gesaa begierligt derefter som det i Førstningen havde Afskye
derfor.
Nyten af disse Kager er meget stor; thi de renser
Qvæget, og tiener ogsaa til Næring. De ere i sær gode
for Hestene for Juul. Giver man dem samme naar de sil
dig om Efterhøsten tages ind fra Græs, som almindelig
skeer med Arbeyds=Heste, saa bliver de ved Oliekagersnes
Brug rensede fra den medbragte Ansats til Krop, og an¬
dre samlede Fugtigheder, de tager got til, og bliver trive¬
lige og faaer Kiød paa Kroppen ved maadeligt Foer. Men
skal Arbeyds=Heste giøre meget Plov=Arbeyde tidlig om
Foraaret, og man kan da ikke foere dem med Havre, saa
er det raadeligere, at man efter Juul ikke bruger Olie=Ka¬
gerne videre. De drægtige Hopper maae man give dem
sparsommere om Høsten, paa det at Føllene ikke skal drives
tra dem. Men 5 til 6 Uger førend de foler, kan man gandske
sikkert og med Nytte bruge Olie Kagerne. Derved lettes
Folingen meget, og de faaer god og nærende Melk for Føllene.
For Hornqvæget er Nytten af Oliekagerne alminde¬
ligere. De golde Køer kan man give af denne Drik hele
Vinteren igiennem i temmelig Mængde, og ungt Qvæg
ligesaa. Et Høved, som er 3 Aar og derover, kan man
om Ugen give to til halv tredie Kage. To Aars gamle
Kalve kan man give halv saa meget. Da saadant Qvæg
(undtagen Kalvene) staaer mestendeels heele Vinteren
igiennem ved bare Halm, men Halmen meget ofte foraar¬
sager Forstoppelser, i det mindsle haardt Liv: saa afhiel¬
pes denne Besværlighed ved Olie=Drikken, i det samme
har en aabnende Kraft, dog ey allene dette men saadant
mavert Qvæg kommer med mere Kiød ud paa Græs, naar
det Vinteren over har drukket Olie=Drikken, end naar
det uden samme er foeret Vinteren over med bare Halm
og Vand.
Med drægtigt Qvæg eller Køer, som skal kalve, gaar
man, i henseende til Olie=Kagernes Brug, ligesaa til
verks, som forhen er meldt om Hopperne.
Naar man ved indfaldende haardt Veyr kan bringe
Faarene dertil, at de ville drikke denne Drik, saa har de
overmaade got deraf. Efter al Vished skulde i saadanne
Omstændigheder ikke saa mange Faar døe, naar man gav
dem flittig af denne Drik,
Saa bekiendt som disse Kagers Nytte, og saa sterk
som sammes Brug er, paa hiin Side af Elven og ved
Veseren, hvorhen hele Skibs=Ladninger af dem føres: saa
ubekiendte ere de paa mange andre Steder, endog i Nær¬
værelse af Olie=Møllen. I de Egne, hvor der er god
Høebierring, bekymrer man sig ikke saa meget om denne
i Oeconomien nyttige Post; men hvor der er liden Høe¬
bierring, der kunde og burde man føre sig den bedre til Nytte.
Den Søefarende.
Da jeg var sidstleden i Amsterdam, læste jeg i det
nye der udgaaende Ugeblad, de Koopmann kaldet No.
51. følgende:


Burgerharts Klage over den Hollandske Handels
Aftagelse.
Ovo vil fuld af smertelige Rørelse istemme en Sør¬
gesang med mig? – Nu, da Hollands Skytsgudinde,
indsvøbt i Flor og Sørgesløer, afpresser os Taare, nu,
da hun udbryder i velgrundede Klager, under hvilke det
svage Haab opholder Borgernes Mængde, at den endelig
truende Uheld og Nærings-løse Tid, som ikke vil lade sig
forandre ved nogen Bestræbelse af deres Flid, skal inden
stakket Tid ændres igien, førend det fortærende Onde skal
gandske udtære Staten, og bringe dens Undergang med
sig; - nu, da Hollands Søefart med Grund opvek¬
ker Taare og bange Bedrøvelse næsten forstiller enhvers
Ansigt; - nu, da Landets Flors Aftagelse trænger
ind i hver Mands Barm, og enhver klager: O bedrø¬
velige Tid, os truer en Uheld, som vi neppe skulle af¬
vende med megen Klage, Sved og Møye! Vi seer vor
Ulykkes Tidspunkt for Øyne. Handelen bliver mat, og
Søefarten gisper og klager. Næring og Haandtering
opgiver Aanden, og alting seer vor Uheld med en bedrø¬
vet Medlidenhed, og vanker i Haabet om Tidernes For¬
bedring! Saaledes jamrer enhver, og Forudsigten af
den endnu tilkommende Kummer, og de os endnu fremde¬
les truende Ulykkes Stræger, har ogsaa drevet det troe
Borgerhierte, til at føye sin Sørgesang til den bedrøven¬
de, til den almindelige Klage. Hvo efterfølger hans Ex¬
empel i lige Misfornøyelse? Hvo begynder nu med ham
en Sørgesang, i hvilken Hollands frie Skytsgudinde i
Sørgedragt foregaaer os?
Endnu erindrer Nederland sig, at det for mange Aar
tilbage var Vandets Monarchie, og Havets Overhoved; at
det foreskrev de længst borte liggende Lande sine Love, og lod
sine Flagge vaye ved de nordligste og sydligste Havbredde,
og ved viiselig oprettede Handelssælskaber lagde Lande, som
tilbøde lutter Gevinst, under friere befalingsmænd i vidt¬
løftige Distrieter; at det med høyt Mod udstak sine Flagge
paa Masterne, og rensede vore Havne fra fremmet Overlast,
da det i gnul= og fortfarvede Mohrers Aasyn overalt opret¬
ted sine berømte Handels=Contoirs, og viidt og breedt be¬
fæstede sin Ære, Roes, Herlighed og Vælde. Endnu
forlyster den Erindring det, at det paa det høyeste æret og
anseet, ved sin Medbestræberes bestandige Eftergivelse saae
i alle Verdens Egne Æren af og Rygtet om sine Sønners
Heltebedrifter, som Tordensbørn, Herskere paa Havene,
om sin Velfærd, Skatte og Rigdom at fvinge sig himmel¬
høyt. Det gotter sig endnu ved at tænke paa, at det faae
en riig Skat i erobrede Skibe indslæbes fra Naboens Ky¬
ster til sine, og dets velsignede Flagge at vaye fra alle
Masterne. Endnu glæder det sig ved hin Morgen og |hin
Middag af dets Velstand, at dets Sønner |den gang sey¬
lede ud fra egne Havne til en rig Høst af Gevinst til alle
flre Verdens Parter, saa langt som Compassets Vending
ikkun ey forfeylte Polen, og til intet giorte Seylerens
Møye. Endnu fryder Holland sig ved den Tid, da Can¬
dish, Dracke og andre seylede uforfærdede igiennem et


forhen ubeseylet Ocean langs ad det undgrundelige Dyb,
trods den dem truende Afgrund og stormende Orcaner, for¬
at opdage nye Verdener for Engelland, dets Fæderneland
som og den Tid Wilhelin Barrenzoon seylede langs med
de stivfrosne og langtstrakte Jisbierge til den yderste Ver¬
dens Ende; da Houtmann i Aaret 1595 vendte sit Skibs
Kiøl endnu paa længere Veye om Vester, og gav os Haab
om, at blive Mestere over Jndiens Kyster og Partolus
Guld; da Olivier van Nord ikke hvilede, førend han ud¬
fandt det Rigdom forjettende Magellanske Stræde, og
seylede rundt omkring Jordens blaae Belte; som og da
Heemskerek, pan Neck, Spilberg og andre Helte aab¬
nede os andre Verdener og Søer, og forbandt et nyt Mo¬
narchie med Nederland. Den gang oprandt og steeg vor
Søefarts og vor Velfærds Morgensoel frisk og endnu i en
vis Viide op fra Horizonten. Den gang saae man vor
Rigdom, vor Herlighed og vor Anseelse immer at stige
høyere. Om endskiønt Spaniens rasende Magt satte den
gang Tommelfingeren paa Søefartens Strube, saa vigede
dog endelig denne Hydra for vore muntre Søeheldte og Hel¬
temodige Bataviers tappre Bannere, og Spanien samt Por¬
tugal, og efter den Tid ogsaa Albion, nægtede frem¬
deles ikke at hylde Nederlands frie Søn paa Havene. Det¬
te glædede mit Fæderneland. Den endnu immer tilvoxen¬
de Søefart udskikkede rige Floder til alle Pladse, og den
gang, ømtrent i Aarene 1602 til 1640, saae Holland,
allerførst sin Helds Middag, Kiøbmandskabet og Seyladsen,
stode paa deres Flors høyeste Spidse.
Men siden er, desverre, denne Velstand meget bort¬
viget, og meer en Stræg og Uheld fornemmelig efter 1648.
har begyndt at brekke dette Baand, da heele Europa nu
ogsaa, skindsyg og nidkier over den Lykke, som var bleven
os til Bytte, saae meere paa egen Fordeel, giennemskar de
brusende Have med egne trodsige Søe=Casteller, og tog
alle Opfindelser til Hielp for at tage Andeel i vore Forde¬
le. Handelen deelte sig nu, trakte sig fra os, trængte ind
i mange Lande, og befæstede paa engang sin Magt og Glands
hos mange andre, hvis Forstand og Jndsigter ikkun opkla¬
rede sig formedelst vort Forbillede. Siden denne Tid
bliver nu Velfærds Kilden den eneste Gienstand for Efter¬
tanken hos Engelskmanden, Franskmanden, Dansken og
Svensken, og den undvigede fra vort Fæderneland, for
at tage Fodefæste i andre Riger.
Da saae man Haandverker, Fabriqver og Vi¬
denskaber bragte til den høyeste Spidse hos andre, men
paa det nederste Trin hos os. Silkespinderierne, vor
Staats Hoved-Nerve og Styrke, undvigede fra os, ef¬
terdi de alt for letsindig bleve paapassede og forsømte. Den¬
ne almindelige Nyttes rige Brønd udtørredes. Væveriet,
Landets Hoved=Fabriqve og Styrke forfaldt gandske, og
laae der nedkastet; og Hundrede ulykkelige Tilfælde trykte
efter hinanden den Handel og Kiøbmandskab, som nu ved
vore Naboer blev lokket hen til andre Egne. Modet sank,
og udslukte al Nidkierheds Jld. Handelen blev nu næsten
gandske til et Bytte for de Fremmede, og den Velfærdt,
som den havde forundt os, undvigede inden for en og an¬


den Stads Mure. Endogsaa Blomster=Raseriet (1634
37) kom med sin Landfordervelige Ubesindighed dertil,
og giennemløb Haerlem, Haag og mange andre Stæder,
forvandlede vore Vævere og Manufacturister til Kiøbmænd,
og vore Penge til Blomster=Zwibler, indtil det endelig
standsedes og blev til intet. Det betiendte Actie=Aar (1720,
giorde os endnu mere Ulyst. Let Papiir blev Gienstan¬
den for den tilforn flittige Kiøbmands Sysseler og Forret¬
ninger, indtil det Gøglende Bedrageries Vind-Throne
blev bortblæst, og de Bedragnes jamrende Ak! og desver¬
re, gav Gienlyd paa alle vore Gader og Torve. Lutter
truende Stød for saa mange Medborgere, lutter truen¬
de Forvarseler! – Handelen kastet over Ende!
Handelmanden forarmet, og alting i Forstyrrelse? -
Saaledes blev denne Rolle udspillet. Den Statens
immer mere svækkede Velfærdt aftog endnu mere siden, hel¬
dede sig Gradeviis til sin Undergang, og Nederland tabte
stedse meere sin gamle Glands og Ære.
Just denne vor Handels stille Aftagelse merkede man
fra den Tid af mere og mere. Søefarten tog af, og vore
beste Søefolk udvalgte, i Stedet for det urolige Hav, det
rolige Levnet paa det faste Land, fordi Løn og Leylighed til
Fortieneste ophørte. Vor flaggerige Y (Havnen og Reh¬
den for Amsterdam) maae ikkun lade hænge en Sørge=Fane
op, da den viser os hele Flaader af store og smaa velbesey¬
lede Skibe i lange Rader ledige og fragtløre. Viser dette
Syn ikke, hvor forsagt, hvor travrig, hvor nær ved den
totale Undergang at denne vor Velstands saa mægtige Aare
monne være? Ja virkelig udtørres den alt mere og mere,
og med den bliver Staten udtæret, dersom ikke en høyere
Magt ilende staaer den bi, og hielper den til Live igien.
Hoved=Velsignelsens, Handelens Aftagelse i Holland for¬
mindskede ogsaa dets Søemagt, og den Anseelse, hvormed
vi forhen giorde os frygtbare for Havets Mestere, Kongerne
selv. Uerfarenhed og Uduelighed trængte sig immer meere
ind. Nu vare vi ikke meere de, som kunde oplukke Sundet
og Beltet (1659). Kiøbmanden beklagede nu uden Afla¬
delse Forliis af Skibe af Gods og Eiendom, og torde ikke
nu mere vove sine Skatte saaledes som tilforn. Den tredske
Kaper, det uforskammede Røverpak slog sine Ørnekløer
mestendeels ustraffet og frit i frie Skibe, berøvede og ud¬
plyndrede dem, eller slæbede dem bort, som got Bytte.
Modtvillighed herskede overalt paa Havene, og krænkede
den frie Nederlænders Hierte, hvilken, i hvor emfindtlig
han endog blev angreben og fornermet, dog næsten immer
taalmodig og med Tavshed maatte taale den krænkende
Uret; og, uden at være skyldig, nedsluge den.
En anden Storm truede kort derefter (1755) den
Søefarende med nye Nød. Det i oprørt Vand fiskende
og af Krigs=Tvedragten og Uenigheden iblant de Christne
sig nærende Algier og Tunis, vovede ogsaa at antaste os,
og udstak paa sine Maste den Blodtruende Maane imod
vore Skibe. Saaledes drev for Vind og Vove, saaledes
vaklede Handelens Lykke, og en Klippe efter den andenl,
en Storm og Uveyr efter det andet truede vor Velfærds
Skib med Undergang.


Endnu for kort Tid siden (1763.) følede vort Land
i særdeleshed vor Østad (Amsterdam) nye Trykning og
nye Sorger. De Udenlandskes Ulykke, deres Handels
Huses Undergang og Banqverotter traf ogsaa vores, og vi
maatte paa det haardeste føle den Snært, som truede an¬
dre. (De, som vide disse bedrøvelige Tildragelsers Sam¬
menhæng, feer vel, at Forfatteren i Poetisk Stiil over¬
driver Sagen.) Børsen stod slet bestilt, man fandt ingen¬
steds Sikkerhed, og Troe og Love syntes at være undvige¬
de ud af Landet.
Endnu paa denne Tid følger ingen mindre Bekym¬
ringer paa denne Storm. Et almindeligt Nærings=Mid¬
del unddrager Borgeren de Fordeele, paa hvilke i bedre Ti¬
der hans Haab troede allersikkerst at kunde giøre Regning.
Enhver klager, da mangelen giør alting dyrere. Et tørt
Foraar og en vaad Sommer til intet giør vore faa Mark¬
frugter, og truer tusinde med Elendighed og Nød. (For¬
fatteren skrev i Begyndelsen af Julii Maaned.) Man gaae
ikkun ind i vore Frugthaver, og see, hvorledes Forlisen
af et halvt Aarstid ved gandske usædvanligt Væyrligt truer
allevegne med Mangel.
Til alt dette føye man det slet udfaldende Fiskerie.
Søefarten paa Grønland lider den emfindtligste Skade,
og Land og Undersaatter sukker ved den Forliis, som endnu
allertungest vil trykke Amstel og Zaan.
O J Fædernelandets Sønner! maae ikke, naar vi
overveyer alt dette, et medlidende Øye bedrøvet beklage den¬
ne saa merkelige Aftagelse, disse Rystelser og saa mange
Ulykkes Smærter, og begræde de slette Tider? Sandelig,
Gamle=Hollands Flor har for den største Deel afblomstret;
Handelen klager, og tilligemed Kiøbmandens Trængseler
lider Staten. Man høre ogsaa Klagerne fra Harlem,
Leyden og fra andre Stæder. Hele Nederland føler i det
mindste Eftersmerten af de øvriges Saar. Og saafremt
Himmelen ikke snart lader en svag Straale af Haabe ned¬
straale paa Handelen og Søefarten, og formindsker Ska¬
den, hvorledes vil da alting falde ud?
O evige Øye! see ned paa os, ophold Hollands
Velfærd i Skibbruddets Fare, set den saa nøye forbundne
Søefart og Handel paa Fode igien, og rædde os! Det¬
te ønsker enhver velmeenende Patriot.
Burgerhart.
Samleren.
Beviis paa, at et Land kan have for mange
Jndvaanere.
N ogle holder Folkemængden for Hovedkilden til et Riges
Magt, og for et Riges eller et Lands største Riigdom.
Andre paastaaer, at man i denne Sætning fortusker Virk¬
gingen med dens Aarsag; thi et Lands Rigdom bestaaer


ikke i sammes Folkemængde, men Folkemængden er en Følge
og Virkning af Rigdommen og Overflødigheden i Landet.
De siger, at i et frugtbart Land, som er rigelig forsynet
med alt hvad der hører til Nødvendighed og Beqvemmelig¬
hed, fattes det ikke paa Menneskenes Fortplantelse. Men
naar Menneskene en Tidlang har meget formeeret sig, saa
geraader den største Deel af dem i Mangel, endog i det
beste Land, og overalt yttrer sig Armod og Trang med sine
bedrøvelige Følger. China bliver anført som et Exempel
derpaa. Dette Rige indbefatter femten Provintzer, og
enhver af dem er saa folkerig, at den kunde udgiøre en sær¬
deles og egen Stat. Man tæller i det mindste otte Stæ¬
der i dette Rige, som overgaaer Paris i Størrelse af Om¬
kreds og i Mængde af Jndvaanere, og over 80 andre Stæ¬
der, som i det mindste ere saa store som Lyon, Rouan eller
Bourdcaux. Men Tallet paa Stæderne af middelmaadig
Størrelse, som omtrent Orleaus, beløber sig henved to
hundrede, og desforuden er der endda tolv hundrede mindre
Stæder, og en ubeskrivelig stor Mængde velbeboede Lands¬
byer. For denne store Folkemængde har China virkelig sin
Jordbunds Frugtbarhed at tække. Landet bliver igiennem¬
skaaret af mange Floder, er opfyldt med Søer, og forsy¬
net med fortreffelige Canaler. J de sydlige Prøvintzer skal
man ikke finde nogen Stad, nogen Bye eller Landsbye, som
jo ligger ved en stok Flod, en Søe, eller en behagelig Bek.
De Floder, som strømmer ned fra Biergene, har Jndvaa¬
nerne ved megen Møye, Kunst og Omhyggelighed ført sig
til Nytte ved alle Slags Vandledninger til at frugtbar¬
giøre deres Jorder. Der findes allevegne Broer over Flo¬
derne paa undermurede Buer, der hviler paa saa smalle
Pillere, at man skulde troe, de hængte i Luften. Kana¬
lerne og Broerne bliver vel vedligeholdte, og man falder i
allerstørste Forundring, naar man seer, at Klipperne hist
og her ere endog igiennemhugne af Menneskens Hænder,
saa at der ere gjorte beqvemme Veye derigiennem. Men
uagtet den Chinesiske Jordbunds Frugtbarhed, og Jndvaa¬
nernes Arbeydsomhed og store Duelighed, saa finder man
dog ikke lettelig i noget Land saadan en bitter Armod iblant
den gemene Mand, som i China. Samme kommer gand¬
ske vist ikke af Dovenskab eller Ødselhed. Man seer Land¬
manden rode i Jorden saa lang som Dagen er, og ofte at
staae i Vand indtil Knæerne; derhos er han fornøyet, naar
han hiemme i sit Huus kan finde lidet Riis og Thee. J
Stæderne løber Haandverksfolkene og Kunstnerne uophør¬
lig paa Gaderne, for at fortiene deres Brød. Landet er
alt for folkerigt. Man kan sige, at i dette Rige er flere
Mennesker, end i hele Europa. Mange seer sig endog nødte
til, at sælge sig og sine, for at undgaae den Fare, at sulte
ihiel. Regieringen, som ellers har et vaaget Øye paa al¬
ting, lukker Øynene til ved dette bedrøvelige Tilfælde, ef¬
terdi Almisserne ikke ere tilstrekkelige at understøtte alle de
Trængende. Med faa Ord, China giver et Beviis paa,
at et Land kan i det mindste have for mange Jndpaanere.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No 31


Hovmesterinden.
Der er ingen Ting at forsvære,
En Engelsk Historie.
M¬
uder den ulyksalige Konge Carl den 2dens Regie¬
ring i Engeland levede tvende Adels=Mænd, som
jeg allene vil kalde Mylord Hendrich og Johann.
De vare Naboer; deres Godser stødte sammen, og de va¬
re Venner fra Barns Been. Mylord Henrich havde kun
en Søn, og Mylord Johann kun en Datter, som vi vil
le kalde Emilie. Omendskiønt Sønnen var kun 14, og
Datteren 12 Aar, vare de 2de Fædre dog saa ilende med
at forene paa engang baade deres Familier, og Godser,
at de lættelig erholdte Tilladelse at sammenvie deres Børn.
Den unge Hendrich blev ved Udgangen af Kirken, og under
Skin at fuldføre sine Studeringer, sendt paa Reyser i
Europa, hvorfra han ey kom tilbage førend efter 4re Aars
Forløb, for at imodtage sin Fæderne Arv. Emilie som
den Tid var i sit 16de Aar, imodtog ham med megen Glæde.
Hun var bleven indtagen i ham af de Personers Fortællin¬
ger, som havde omgaaets ham paa hans Reyser; og hans
Nærværelse stadfæstede og formerede endnu mere de gode
Tanker hun allerede havde fattet om ham.
Men paa Mandens Side, var det ey saaledes be¬
skaffen, hans Gemyt! som var en Fiende af alle Modsigel
ser, kunde ikke lade sig bøye saavidt, at erkiende og elske
en Kone, der ikke var hans eget Vall, han beskyldte sin
Fader for, at have betient sig af hans Ungdom, til at ind¬
gaae en Forbindelse, hvorudi hans egen Tilbøyelighed ey
havde havt mindste Andeel. Han giorde vel ingen Jndven¬
dinger, enten imod Gemyts Beskaffenheden, eller Lege¬
mets Dannelse, af den Person man havde givet ham til
Kone, men det fri Valls Overtrædelse, syntes i hans Øyne,
som et tvunget Samtykke, og følgelig ugyldig.
Med et Ord, hans Modbydelighed, var saa stor
at uagtet alle de af begge Familier gjorde Overtydninger
og Begieringer, og uagtet den unge Emilies Graad, afslog
han dog reent ud, at villige i en Forbindelse, som en¬
hver anden af yderste Kræfter, vilde have søgt at giøre
uopløselig. Emilie, efter at have tabt alt Haab om at
overvinde den Modbydelighed, som Mylord Hendrich hav¬
de fattet for hende, og paa det ømmeste rørt af den hende
overgaaende Vanære, besluttede at foreene hendes Ansøg¬
ning med hendes Mands, for at begiere deres Ægteskab
ophævet. Det første Parlament for Aaret 1640 sad sam¬
me Tid. Sagen blev der foredragen, og man tvivlede
ikke paa, at den begierte Ægteskabs=Adskillelse jo lettelig


skulle erholdes. Men Biskopperne, som den Tid beflittede
sig paa en Strenghed, de i deres Tanker ansaae for en
Nødvendighed, satte sig derimod, med saadan Heftighed,
at Ægteskabet ved en Beslutning i Overhuuset blev erkiendt
gyldig, og Parterne tildømt at leve sammen som Mand
og Kone.
Mylord Hendrichs naturlige Haardnakkenhed, der end¬
nu meere blev opbragt over den Tvang, ved hvilken man meen
te at ydmyge ham, bragte ham til den Beslutning, offentlig
at vise, at hverken Giestlig eller Værdslig Magt, havde
Ret til at tvinge ham til at være Mand imod sin Villie.
Den unge Mylord blev sendt paa Landet til hendes Fader,
hvor hun stræbte at glemme en Utaknemmelig, der saa lidet
var hendes ømme Kierlighed værd
Hun havde allerede været der i 2 Aar, da den Borger¬
lige Krig imellem Kongen og Parlamentet var kommen paa
den høyeste Spidse.
Mylord Hendrich, hvis Fortørnelse imod Biskop¬
perne, som havde sat sig imod hans Ægteskabs Ophæ¬
velse, og som havde betagen ham ald haab om at indlade
sig i andet Ægteskab, var nu stegen til Forbittrelse, troe¬
de ikke bedre at kunde hævne sig, end ved, at slaae sig til
Kongens Fiender.
Mylord Johann tog lige saasnart Kongelig Partie,
og hans Had til hans Sviger=Søn, havde allene været
nok til at bringe ham dertil.
Da Følgerne af denne Krig var ulykkelig for Kongen,
blev mange Herrers Godser af dette Partie given til Priis,
og Mylord Johann, som blev et Offer for sin Nidkiærhed
imod sin Konge, saae sig nød til at flygte til Frankerig
med sin Datter.
Det varede imidlertid ikke længe førend Parlamentets
Armee deelede sig i adskillige Partier; Cromvel i Spidsen,
af Independenterne, opnaaede snart saadan en Grad af
Magt, at han troede nu mindre at burde skaane Presbyte¬
rianerne.
Mylord Hendrich, som var forbunden med denne
Seet, efter at have tilkiendegivet sin Misfornøyelse her¬
over, forlod Oprørernes Fahne, og blev derved saa lykke¬
lig, ikke at have Deel i Følgerne af denne Krig, som om¬
stødte Kongerigets Grund=Love, og kestede dets Konge sit
Hoved: Han levede nogle Aar paa sine Godser. Men
endelig kied af et Levnet, som saa lidet var overeensstem¬
mende med hans muntre Væsen, drog han til Nederlan¬
dene, hvor den store Conde commanderede den Spanske
Armee, og (under et fremmed Navn) udbad sig den Naa¬
de af Prindsen at tiene under ham. Hans Durchl. som
den Tid beleirede Arras Aar 1654 imodtog ham med Høy¬
agtelse, gav ham Leylighed at vilse sin Tapperhed, og af


stadfæste den Tanke, som var udbred i Europa, over de
Officierers Krigs=Øvelse og Tapperhed, som havde tient ved
det Engelske Parlaments Tropper. Men da Marechallen
af Turenne tvang Linierne ved Arras; blev Hendrich My¬
lord tagen til Fange og med en anden Mængde Spanske
Officerer, som havde haft samme Skiæbne, sendt til Pa¬
ris. Greven af Aquilar, Ober=Officier under Greven
af Fuensaldagne, og af et af de beste Huuse i Spanien, var
med iblant deres Tal; han blev snart en af Mylords for¬
troligste Venner. Denne sidste fortalte han heele Historien
om hans Ægteskab med Emilie, og derved med Hidsighed
talede imod det latterlige Foretagende, at ville med et uop¬
løselig Baand foreene tvende Hierter, der ofte ikke ønskede
andet end at være frie.
J har Ret svarede Greven, siden med ald den Kier¬
lighed, det er mueligt at have for den allerværdigste Kone
(jeg taler om min egen min Ven) er jeg dog af Naturen
saa ubestandig, at mine ofte igientagne Skrøbeligheder for
Kiønnet, har tvungen denne kierlige Kone at forlade mig,
og indslutte sig i et Kloster, hvorover jeg for nærværende
Tid er saa rørt at jeg nu intet mere attraaer, end det Øye¬
blik af min Friheds Erholdelse, for at flyve til Spanien
og kaste mig for hendes Fødder, og paa min Side anhol¬
de om Forladelse.
Ved Mylord Hendrichs Ankomst til Paris, lod han
sig underrette om Mylord Johanus og hans Datters
Skiæbne, om hvilken han ikke havde hørt tale i mange
Aar, man underrettede ham at Mylord Johann var død,
og at hans Datter havde forladt Paris. En blot Nysgier¬
righed foranledigede ham, at skrive til Engelland, om hun
var der, hvorfra man svarede ham, at man holdt hende
ogsaa for at være død i Frankerig, siden man i meget lang
Tid ey havde hørt noget om hendes Persøn.
Fornøyet over, efter hans Tanker, endelig engang
at være frie, tænkte han nu ey paa andet, end at tage Deel
i alle de Fornøyelser, som et for ham, saa behagelig Stæd
frembød; og forlod det imod sin Villie, tilligemed sin Ven,
da de Fangnes Udvexling blev dennem kundgjort.
De reiste da til Armeen under Prindsen af Conde,
men siden Aarsens Tid betog dem ald Haab om Leilighed
til at erhverve nogen Ære, besluttede de at tilbringe Vin¬
teren i Bryssel.
De havde allerede været der over en Maaned, da
Greven af Aquilar en Dag fortalte sin Ven, at uagtet hans
Qual, og de gode Beslutninger han havde foresat sig, her¬
efter allene at leve for sin Ægtefælle, stod han dog nu i Begreb
med at begynde en nye Kierligheds=Handel med et Fransk Fru¬
entimmer, hvis ensom Levnet, syntes allene at kunde henreg¬
nes til nogle Forvirringer i hendes væsentlige Lykke. Han
tilstod ham tillige at under hendes Værtindes Anførsel, som
han med sine Gaver havde vundet, havde han allerede 2
til 3 Gange havt den Fornøyelse at tale med denne elsk¬
værdige Person; og endede med at foreslaae sin Ven, at
følge med hen til hende, den første Gang han fik Tilladel¬
se at see hende.


Leiligheden dertil varede ikke længe; og imidlertid
at disse tvende Venner fremstillede sig for Frøken v. Allin¬
court (saaledes var hendes Navn) bragte hendes Ansigts
Forandring tillige med en ligesaa pludselig som tvungen Zit¬
tern, den Mistroiske Spanier i den Jndbildning, at hans
Nærværelse havde fordreven en Medbeiler, som var meere
lykkelig end han.
Efter, at hun var kommen udaf sin Forvirring, for¬
sikkrede Damen ham, at den Lighed hun fandt imellem
Mylord og hendes Broder, der nylig var slagen ved Ar¬
meen, hvilken hun endnu begræd, var den eneste Aarsag
til den Forandring hun havde ladet see, og tilføyede at
hvis Grevens Ven var den Afdøde ligesaa lig i Gemytte
som i Person, ville det være hende en stor Fornøyelse,
om han nogle Gange vilde værdige hende med sin Besøgelse.
Mylord Hendrich, i det Haab derved at kunde være
sin Ven noget til Tieneste, fornøyede sig meget over denne
Hændelse; og Greven som var alt forsikkret paa Mylordens
Redelighed for at troe ham i Stand til at bedrage sig, be¬
møyede sig at stifte en Forening imellem dem, som han
indbildede sig ey at kunde være andet end til hans Fordeel.
Paa Hiemveyen tilspurgte Greven af Aquilar, Lor¬
den, hvad han syntes om denne Dame.
Bedre om den eene end den anden svarede Mylord,
endskiøndt de begge ere meget ælskværdige - - -- -
-- jeg maae ellers stilstaae at denne Dame er mig ikke
gandske ubekiendt - - - - men jeg kan ikke erindre
mig, hvor jeg har seet hende: med mindre det har været
i Paris, eller i min Barndom i Engelland.
Saa meget desto bedre svarede Greven, man maae
altsaa stræbe at fornye denne Bekiendtskab; og for desto
før at komme til Maalet; saa giør mig den Tieneste, at
gaae i Morgen eene derhen, og undskyld mig ved hende,
at jeg formedelst den Jagt Erkehertugen anstiller, og hvor¬
til jeg er indbuden, bliver berøvet den Fornøyelse jeg i
Mørgen Aften havde ventet ved at see hende, som jeg ellers
havde giort Regning paa.
Mylorden, som var overbeviist om hvad hans Ven
ventede af ham, forsømte ikke i den Besøgelse, som han
giorde Frøken de Allincourt, at tiltale hende og efterfor¬
ske hvorledes hun kunde være sindet ihenseende til Spanierne,
og at opregne for hende, alle hans gode Egenskaber, men
han merkede snart af hendes Svar, der var ligesaa fornuf¬
tig som vel afpasset, at Greven smigrede sig forgieves, med
at have tilveyebragt hos hende andet end en blot Høyagtelse
for Greven.
Det fortrød Mylorden, at han ey kunde bringe Gre¬
ven bedre Tidender, og søgte derfor at trøste ham; da
den sidste imidlertid fremtog et Brev af sin Lomme, han
nyelig havde faaet fra Frøken de Allincourts Vertinde; See
der min Ven sagde Greven; der kan de see, hvoraf hen¬
des Koldfindighed, har sit Udspring- - - - -
dersom hendes Nødlidenhed havde været mig før bekiendt,
havde jeg maaskee været hende mindre ligegyldig. Mylord
fandt denne Formodning, saa meget mere sandsynlig, som


han tilstod at have bemerket ved den sidste Samtale han
havde med hende, at Frøken d Allincourts Omstændighe¬
der var en Kilde af Ulykker, og at hun befandt sig i en
Tilstand der var langt under hendes Fødsel - - -- - -
de besluttede derfor at giøre et Forsøg med denne Prøve,
og Mylorden vilde gierne paatage sig at overlevere et Brev
til Frøiken d Allincourt, hvorudi hans Ven giorde ligesaa
forføriske som prægtige Tilbud.
Damen læste Brevet, saae paa Mylord, og fældede der¬
ved nogle Taarer: jeg havde indbildt mig sagde hun, at
Skiæbnen nu var afmægtig til at giøre mig meere ulykke¬
lig, og derfor des mindre har kundet vogte mig for dette
sidste Stød; og jeg søger forgieves efter at udgrandske, i
hvad Henseende jeg har forskyldt, at 2de anseelige Stands¬
Personer, hvis Høyagtelse jeg har meent at tildrage mig,
have kundet tiltænkt mig, at imodtage et saadant Brev.
Viid Mylord, at den, som de har understaaet sig at over¬
levere dette Brev til, er lige saa langt borte fra Skiænd¬
sel og Nederdrægtighed, som fra den glimrende Stand,
hvortil hun synes at være fød; og at hendes Tænkemaade
sætter hende lige saa vidt oven for de Beskiæmmelser som
Eders Kiøns Uforskammenhed er i Stand til at vove imod
et Fruentimmer, uden Forsvar - - - -- - - jeg
føyer endnu til, at det er forskrækkeligt for mig, at jeg skal
kunde bebreyde dem, at have paataget dem en Commission,
som betager mig den Fornøyelse, at see dem her saa tidt
som jeg havde ønsket det; og ey at kunde bringe deres Ven
andet Svar, end at bede ham spare den Møye oftere at kom¬
me til mig.
(Fortsettelsen følger)
Fætteren.
Denne Gang er jeg nødt til at føre Correspondenee.
Fopstæxede
Kiære Hr. Fætter
Ubekiendte Ven!
epardonerer mig, at jeg, som fremmed for Dem,
skriver Dem til, at jeg kalder dem Fætter, skeer ikke for
Slægtskabs Skyld; men fordi jeg intet andet Navn veed
at give Dem, end dette, som de har behaget at give Dem
selv. De heder Fætter over alt, og det gaaer dem, som
en gammel Jomfrue der var saa længe Moster i en stor
Familie, at hun tilsidst blev Moster for heele Byen. Saa
vidt som jeg mærker er De en løyerlig Fætter nok. Vi maae
undertiden lee ad dem, naar vi paa Landet læser iblandt,
hvad de behager at give os; min ældste Datter griber strax
fat paa Fætteren; thi hun holder langt meere af ham end
enten af Hofmesterinden eller Huusboldersken. Den gamle
Ungkarl derimod kan hun ikke lide for sin Død. Det
er og i sær for hendes Skyld, at jeg maae foruleilige


Dem med denne uformodentlige Skrivelse. Min Dat¬
ter formelder Dem sin Compliment, Hr. Fætter, med
en ydmygst Begiering, at De vilde undskylde hendes
dristige Forlangende. Hun bad Dem saa meget gierne,
i Deres Blade, at lade hende vide noget nyt fra Hoved¬
Staden. Her kommer vel nogle Bisse=Kræmmere iblandt,
som fortæller os en Hoben; men saadanne Folk kan
man ikke altid troe; thi de sælger gemeenlig deres Nye¬
heder for det, de selv har givet; og dette bliver
gemeenlig Tilgivten paa en Alen Baand eller Kniplin¬
ger. - Min Datter er blevet forlovet i disse Dage
og skal være vor Hr. Forvalters 3die Kone, forstaae;
Hans to Koner ere forlænge siden døde. Hende er nu
paakommen en stor Lyst efter Fier=Blomster. Hun har
seet af Aviserne, at de kan faaes i Farve=Gaden. Hun
giver sig altsaa den Dristighed, at forespørge sig, om
det endnu er Moden for unge Koner, der har gamle
Mænd, at bruge Fier=Blomster? Skulde det endnu væ¬
re Moden, bad hun indstændig at kiøbe hende et heelt
Garnitur, hvorved De meget vilde forbinde dem min
Datter, som er meget skiemtsom, og ofte for Spøg kal¬
der Dem sin Fætter. Hun vilde og gierne vide nogle
nye Kiøbenhavnske Noder og Moder. Hun har vel væ¬
ret nogle Aar der i Byen, men hun har næsten glemt
det galante Levnet. Dette var min Datters Begiering.
Min er: at De vil fortælle mig alt det Nyt, som baade er
løst og fast, at jeg igien kunde have noget at fortælle mine
Sogne=Mænd, naar de skal have Høst=Gilde og Tiende¬
Øll. Har De lyst, kiære Hr. Fætter, at gaae mig til
haande i Høstens Tid, til Deres egen Fornøyelse, skal
det være mig kiert. Jeg behøver dog et par Karle til at
tælle, saasom jeg har forpagtet et Par Tiender. Jeg
har got gammelt Thor Maaneds Øll. Min tilkommen¬
de Svigersøn finder god Smag i samme, i sær naar hans
tilkommende Brud kan bringe ham det i vort Sølv=Laa¬
get Kruus. Vi venter Deres Bryllup gaaer for sig,
naar vi har faaet Kornet i Huus. Hvorfore min Datter
ønsker en tillig Høst. Kiere Hr. Fætter! glem ikke Fier¬
Blomfterne. Mit Huus staaer Dem aabeut, om de
har lyst engang at fornøye sig paa Landet.- Hav
nu den Godhed, at fortælle min Datter og mig noget
i Deres Blade, som vi, uroest, selv fierde holder. Min
Salig Kone holdt meget af Barbeer=Enken. Maaskee
den gode Kone ogsaa er død, siden vi i saa lang Tid ikke
har hørt noget fra hende De pardonerer mig, Hr.
Fætter, at jeg skriver saa langt; jeg skriver kun sielden,
men naar jeg først faaer Pennen i Haanden, kan jeg ik¬
ke holde op igien. Men jeg maae nu bryde af, saasom
min Karl net op kommer nu med det sidste Læs Høe,
Jeg forbliver &c. &c.
Huushiem d. 11te af Hundedagene
N. N.
i Aaret 1768,
P.S. Dyrene har gjort stor Skade paa mit Korn i dette
Aar.


Sve¬
Høystærede.
Ubekiendte Ven!
De tillader mig at bekiendtgiøre Deres Skrivelse,
for vore andre Læseres Skyld, thi de kunde ikke vide, hvad
mit Svar vilde sige, naar de ey saae Deres Spørsmaal.
De forlader mig, at jeg ey kan give Dem Deres tilbør¬
lige Carakter, saasom det ey har behaget Dem, at sige
mig, hvo De er. Saavidt jeg kan slutte af Deres Skri¬
velse, tænker jeg, De maae være en riig Landmand,
saasom De har fæstet tvende Tiender, og Forvalteren
skal have Deres ældste Datter. Jeg gratulerer. Jeg
kan og let tænke, at Forvalterens tvende Koner maae
være døde, førend han kan faae Deres Datter til sin tre¬
die Kone; thi jeg har altid hørt, at Mændene paa Lan¬
det har kun en Kone paa Gangen og Konerne ligeledes
een Mand. Det er mig ellers kiert, at Deres Datter
griber først fat paa Fætteren; dog vilde jeg ikke gierne
at hendes Forvalter skulde vide dette Greeb. Jeg tør
derfor ikke sende Deres Jomfrue Datter de omspurgte
Fier=Blomster, men forsikkrer, at de ere meget i Mo¬
den i Kiøbstæderne. Her bæres de ikke allene paa Hove¬
det men endog paa Klæderne, ja, der findes vel dem
iblandt, som bærer 1-qvarteers høye Fier=Fontagen,
og dog mangler Fier i Dynen. Det giør mig ellers ondt
at Deres Jomfrue Datter har forglemt de Kiøbenhavnske
Noder og Moder, og derfor hos mig som en Fremmed, maae
søge Dem. Jeg vilde tiene hende i alt, undtagen i dette,
som er en Umuelighed; thi foruden de mange tusinde For¬
andringer af Moderne, ere Moderne selv saa foranderlige,
at de, som jeg beskrev hende, kunde forandres, førend vort
Blad var kommet over Valbye Bakke. Og saa stod
jo Deres Datter en kiøn, om hun optog en gammel
Mode? Ney, det vilde jeg ikke have paa min Samvit¬
tighed. Men vil De lyde mig, maae De lade Deres
Datter, komme ind til Hoved=Staden, da hun selv kan
vælge efter eget Behag. Hun behøver kun alleene, at
gaae nogle Gange igiennem den philosophiske Gang om
Aftenen, (skulde hun blive træt, kan hun sette sig paa
de der opslagne Bænke; thi her er kommet Bænker i
denne Sommer, hvilket og kan passere for noget Nyt,
som jeg kan have den Ære at berette Dem) det kommer
allene an paa, om Deres Datter ikke gaber, og tør lade
sig see; thi her er et utaaleligt Støv, og en græsselig
Overgloen. Jeg sad her kun en eneste halv Time forgangen
Aften, og i den Tid talte 365 Forandringer paa Coif
furer og Sætter; men fik og Munden saa fuld af Støv,
at jeg maatte søge den næste Viinkielder, for at faae den
skyllet. Dog merkede jeg vel, at jo høyere Sætterne og
Coiffurerne vare, jo Galantere vare Dragerne, og jo
fleere Brundrere havde de. Nogle maatte vel smaaelee
ved disse Syner, men jeg tænkte med Poeten:


Tot premit ordinibus; tot adhue compagibus altum
Ædificat caput, Andromachen a fronte videbis.
Kan lyde i en frie Oversettelse ongefær saaledes:
Hun legger Lag paa Lag, og immer stabler op,
Er liig Andromache. Kors! hvilken Hoved=Top.
Seer De heraf min Herre, hvor vanskeligt det maatte
være mig at beskrive Dem disse Pygmeer tydelig; thi de
ere undertiden meget smaa, som bærer disse Forhøyelser.
Men derfore best, at De lader deres muntre Datter giøre
en Reyse herind, om ellers hendes Forvalter vil tillade
det.  Jeg giorde mig en Fornøyelse af at hielpe
Dem at tælle, men jeg frygter for at Deres Forvalter
skulde blive skindsyg, naar Deres Datter greeb først efter
Fætteren, helst naar hun havde skienket ham brav af De¬
res Thormaaneds Øll. Man maa og betænke, at det
er i Hundedagene. Nyt kan jeg ikke melde Dem, und¬
tagen Træet, som stod ved Kirsten Piils Kilde i Dyre¬
haven, hvorpaa saa mange havde udskaaret deres og deres
Kieresters Navne til en evig Jhukommelse, er faldet om¬
kuld. Hvad dette skal betyde, overlades til de Natur¬
kyndige. Nogle meener ellers, at den gamle Kierlighed,
som stod indskrevet i dette Træ, var bleven saa tung, at
den havde omsider veyet Træet til Jorden. Mange be¬
frygtede, at Kilden ved dette Tilfælde skulde blive stoppet,
men den løber endnu til manges Glæde og Fornøyelse.
Men i det jeg taler om Dyrehaven, erindrer jeg,
17
at De klager over Dyrene, at de giør Dem saadan en
betydelig Skade paa deres Sæd. Det er tungt; Men
jeg vil ragde Dem ikke at kaste Steene efter dem og kyse
dem i denne Tid, som er Brunst=Tiden; thi de skaaner
ingen. Forleden vilde en her værge sig imod 3 Hiorte,
men han havde nær kommet til kort, ja, han blev saa
fortumlet i Hovedet, at han ikke til visse kunde sige, enten
det var Hiorter eller Hinder, som satte an paa ham.
Disse Dyr maae man skye i Brunst=Tiden; thi de skaa¬
ner ingen, og, uagtet man kan lidet lyse dem med Stene,
saa de synes at flygte, vender de dog strax tilbage igien
til deres Dyre=Leye, hvor enhver for alting maa vogte
sig at komme nær; thi det er ligesom disse Dyr vidste,
hvad Straf der er for den eller dem, som giør dem nogen
Overlast. Nu haaber jeg, min Herre, at jeg har efter¬
kommet Deres Forlangende. Min Pen vil ikke saa gierne
blive i mine som i Deres Fingre, i sær i denne Hede.
Min Compliment til Deres Jomfrue Datter, dog saa
sagte, at Forvalteren ikke hører det. Jeg forbliver &c.
Fætteren.
Tænkeboe den 12te af Hundedagene 1768.
P.S. I dette Øyeblik kiørte nu 4re
i Kareth langs igiennem Gaden, hver med en lang Tobaks¬
Pibe; Paa denne Tid indfalder gemeenlig saadanne Optog.
De vil ventelig see Mirakelet ved Kirsten Piils Kilde.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 32


Hovmesterinden.
Slutningen. (See No. 31.)
D¬
sette Svar rørte Engelænderen heftig, han forundre¬
de sig over Frøken d Allincourts Dyder, dem han
hidindtil ikke havde kiendt, og anlangede fuld af
Forvirring til Greven, hvilken han meddeelte den slette
Virkning hans Commission havde havt.
Spaniern som derved endnu blev meere ophidset end
tilforn, skrev Frøken Allincourt til paa nye, bad hende
Tusinde gange om Forladelse, for hans Forseelse, men fil
ey andet Svar end hans eget Brev, som hun sendte ham
tilbage uden at have læst det. Seende altsaa sit Haab og
hans Forfølgelser gandske frugtesløse, fattede han endelig
det Forset, at begive sig nogle Miile fra Bryssel, hen paa
et Slot der hørte een af hans Slægtninger til, for der at op¬
peble Felttogets Aabning; og Mylord Hendrich, som blev
tilbage, fandt nu ey mindre Fornøyelse end hans Ven til¬
forn, Frøken Allincourt opfyldte idelig hans Tanker, den
sidste Tale, hun havde holdt til ham laae ham stedse i Er¬
indring; hun havde kort at sige opvakt saadan Høyagtelse
hos ham, som endogsaa gik til Beundring, alt for svag
til at kunde leve foruden hendes Nærværelse, lod han hende be¬
de, at see hende endnu eengang, for at tale med hende om een
Sag hende selv angaaende. Damen tilstoed ham det, dog
med den Betingelse at Grevens Navn ikke maatte blive nævnet
i denne Samtale, hertil giver jeg saa meget hellere mit Sam¬
tykke svarede Engelænderen, som jeg oprigtig ønskede aldrig
at have seet ham, maaskee jeg begaaer en Feyl imod ham,
naar jeg forkynder hende Madame, at jeg elsker hende meere
end min egen Siel, men siden hans Lidelse er berøvet af
Haab, hvorfor skulle jeg da ikke stræbe at giøre mig et
Hierte værdig, hvor over han ey haver mindste Rettighed?
for Resten i hvorledes min Opførsel endogsaa er imod ham,
saa sværer jeg hende til, at den altid skal være ærekier imod
hende. Kort sagt, jeg understaaer mig at tilbyde hende
al min Lykke, paa saadan Vilkaar, hvorved hendes Dyd
ikke har nødig at rødmes - - - -
Jeg er Enkemand og Herre over mig selv, min Lyk¬
ke er tilstrækkelig nok for os begge. Ja jeg skatterer mig
endogsaa lyksalig, at jeg er i Stand til at sætte hende i
den Rang, til hvilken alting siger mig at hun er fød. Det
er endelig paa den Maade, at jeg nogenledes seer mig i
Stand til at kunde erstatte den Forbrydelse, hvorudi jeg
har gjort mig deelagtig, og hvis hun afslaaer mit Tilbud,
vil min Fortvivlelse vorde lige saa stor, som min brænden¬
de Kiærlighed nu er til hende.


Jeg tilstaaer med Undseelse, svarede Frøken Allincourt,
at jeg er virkelig rørt af de Tilbud, som de have gjort
mig, og jeg lader deres ædelmodige Opførsel vederfares al
den Ret den tilkommer, ja jeg kunde endnu sige meere -
-- - -- - - Men min Vanlykke, forbyder det
gandske - - - - - Jeg har en Mand, Mylord-
---- det er alt hvad jeg kan sige - - -
Hun en Mand! Hun er gift Madame! - - -
Ak Himmel! -- - Hun en Mand!
hvor er han? hvad er hans Navn? og hvem er
han? -- - -
Den allerutaknemmeligste, og den allerstrafværdigste
af alle Mandfolk, som har forladt mig, som fra min Ung¬
dom har overladt mig til alle Lykkens Ubestandigheder og
Beskiemmelser, som ikke veed hvor jeg er bleven af, og som
aldrig bekymrer sig derom, og paa det, at min Ulykke kun¬
de være fuldkommen, har jeg endog forgieves stræbt at for¬
glemme alle hans Uretfærdigheder.
Ak Madame (raaabte denne forliebte Engelænder?
lad mig dog i det mindste have den Ære at være hendes
Hævnere, og nedlegge et Uhyre, som er saa lidet den
Lykke værd, han haver tabt. - - - - Ney Mylord,
Eders Liv er mig langt kiærere, end Længsel efter Hævn,
behold Eders Høyagtelse for mig, og dølg mig, om det
er mueligt de Tanker, som maatte være mig for haarde
at høre - -- - Paa de Vilkaar, skal det altid væ¬
re mig en Fornøyelse at see Eder.
Lorden, tilsvor hende, alt det hun forlangede, og
vedblev at besøge hende, men ikke hos hendes Vertinde
hvis skammelige Opførsel han havde sagt hende.
Det varede ikke længe, førend denne sidste opdagede
de i hendes Tanker formeenende forliebte Sammenkomster;
og besluttede for at hævne sig, at tilkiendegive Greven
saadant. Han var begavet med alle sit Land tilhørende
hæftige Lidelser, hvorover ogsaa hans Forbittrelse gik over
alle Breder. Han tilskrev Lorden, forekastede ham paa en
bitter Maade hans Utroeskab, og begierede, at møde ham
paa en vis Dag med Kaarden i Haanden, 2 Miile fra
Bryssel under Muurene af et Nonne=Kloster.
Engelænderen antog Udfordringen løb til Sammel¬
pladsen, og begyndte at retfærdiggiøre sig, men Spaniern
nægtede aldeles at høre ham. De sloges altsaa med
Hidsighed, indtil at denne sidste, udmattet ved 3de store
Saar, faldt saaledes, at man maatte holde ham for at
være død, hvilket tvang Lorden til at tage Flugten, for
at sætte sig i sikkerhed, for Rettens Efterfølgelse.
Spaniern havde uden Modsigelse død, dersom ikke
en Dame , som strar derefter i en Vogn, besvændt med


6 Hæste kiørte der forbie og faae dette Syn, havde ikke
befalet Kudsken at holde. Da hun saae dette blodige Le¬
geme, som hun troede at være uden Liv, faldt hun i Besvim¬
melse, og Betienterne som forestillede sig, at den Saarede maat¬
te være af deres Frues Bekiendtskab, bragte dem begge to ind
i det derved liggende Kloster, Bevægelsen bragte hende til sig
selv igien. Og Greven gav ogsaa nogle Kiendetegn til Liv;
man bragte ham derfor til Sengs i Klosteret, og lod hente en
Feldtskiærer, som vel fandt Saaret farlig men dog ikke
gandske dødelig.
Saa længe som hans Helbredrelse endnu blev anseet
som uvis, forlod Damen aldrig den Syge. Et Slør
skiulte bestandig hendes Ansigt; Greven tog hende for en
Geistlig Nonne, og forundrede sig over hendes store Barm¬
hiertighed imod sin Næste. Hans nysgierrighed formeere¬
de sig ved hans Kræfters Tiltagelse, han trængede meget
heftig an paa hende, at hun endelig maatte sige ham, hvem
han var saa megen Forbindelse skyldig.
Damen for hvilken de uden Tvivl har fægtet, svare¬
de hun, vil snart bringe dem til at forglemme deres for¬
meenende Forbindtlighed; Men endskiøndt jeg ikke er i no¬
gen Geistlig Orden, vil de dog ikke faae mig at see uden
for Grændserne af disse Muure; og hvorledes det Mada¬
me var hun da ikke ude, da hun værdigede at lade bringe
mig herhid, og udrev mig fra den visse Død.
Det er sandt min Herre! jeg kom fra et Naboe=Klo¬
ster, men saa længe jeg veed, at de ere i Bryssel gaaer jeg
ikke uden for dette Kloster - - - - -- - og hvor¬
for dette Madame? - - - - - - fordi de ere
den Person jeg i heele Verden meest maae skye.
Denne Tale overvældede Græven saaledes, at han
forblev nogen Tid uden at vide hvad han dertil skulle sva¬
re, han tog endelig Ordet, og sagde at hendes Tale og
hendes Gierninger vare modstridende; og at han efter al¬
le de Omhyggeligheder hun havde viist imod ham, var for¬
sikkrede om, at han ikke kunde være saa modbydelig et Ob¬
ject for hende, som hun vilde forsikkre ham - - - - -
Denne Mørke Tale min Herre, skal blive dem fuld¬
kommen udlagt, saa snart de ere gandske helbredet; indtil
saalænge, maae de være fornøyet ved den Forsikring, at
jeg ikke hader dem, men tillige at jeg fuldkommen har be¬
sluttet, at anvende al muelig bemøyelse for at unddrage
mig deres Syn.
Slutningen af denne Samtale efterlod Greven i en
saadan Forvirrelse, der er lættere at tænke, end at beskri¬
ve. Hun standsede med at see til ham i nogle Dage. Men
da hun hørte, at hans Sundhed var fuldkommen tilveye¬
bragt, fremstillede hun sig en Morgen i hans Værelse, og
tiltalede ham saaledes.
Dersom de endelig vil kiende den, som deres farlige
Tilstand foraarsagede saa stor Smerte, som i værende Tid
af deres Sygdom har troet at skylde dem al sin Omhyg¬
gelighed, og som endelig har besluttet naar de reyser her¬
fra aldrig at see dem meere: saa tænk paa deres forbi¬
gangne Kiærligheds Bedrifter, paa den Tilbøyelighed, som


de for nærværende Tid er indtagen af, for en Skiønhed,
der efter alf Sandsynlighed foragter Dem, og endelig
paa Deres Utaknemmelighed imod en Kone, der aldrig op¬
hører at elske dem. Tænk siger jeg paa alt dette min Her¬
re, og vær saa mindre forundret over min Tale og min Op¬
førsel - - - - - hvorledes Madame raabte Gre¬
ven, skulle det være mueligt, at det er Grevinden af Aqui¬
lar, jeg er den allerømmeste Erkiendtlighed skyldig? ---
"- ja det er til hende selv (sagde hun) i det hun
slog Sløret op, det er til een af deres vildfarende Opfør¬
sel inderlig rørt Kone, som de skylder en Tieneste, der er
kun en liden Deel, af det hun troer at udfordres til at op¬
fylde hendes Skyldigheds Pligter.
Enhver kan dømme om Grevens Forundring, Skam,
Bebreydelser, Kiærlighed, Taknemmelighed, Høyagtel¬
se, kort, alle de Lidelser, der ere i Stand til, at sætte
det Menneskelige Hierte i Bevægelse bemestrede sig ham paa
eengang; han nedkastede sig for hendes Fødder, vædede dem
med sine Taarer, og bad hende væmodigst om Forladelse.
Det vil jeg gierne svarede hun (i det hun hastig løftede
ham op), jeg vil endnu giøre meere, jeg giver dem al
min Kierlighed igien, men ihenseende til min Person, da maae
de ikke giøre sig meere Reigning derpaa, ingen Ting i Ver¬
den kan bringe mig til at foreene mig meere med Dem,
jeg har alt for mange Prøver paa deres Ubestandighed,
at jeg nogensinde skulle kunde haabe at see dem bestandig.
De kan ikke være mig troe; denne Dyd findes ikke hos Dem,
og jeg lader haant om, at deele deres Kiærlighed med en
anden, jeg skatterer mig lykkelig at have frelst deres Liv,
omendskiønt de have efter ald Formodning vovet det for
en anden - - - - - - alt det som jeg begierer af
dem, er, at Erindringen af mig somme Tider maae finde
Plads i deres Tanker; men at de fornemmelig aldrig uma¬
ger dem for at see mig meere.
Greven ved at høre hende saaledes tale, var som paa
Pinebenken, han troede at hans Kiærligheds Handel
med Frøken Allincourt var røbet, og for paa denne Side
at tilfredsstille en Kones Mistænkelighed, som han smig¬
rede sig med, at faae til sig igien, var der ham intet meere
Magtpaaliggende, end at faae et hastig Bud til denne
Frøken, for at underrette hende om hans Sundhed, for
at bede hende komme til Klosteret, og for om mueligt, at
bringe hans Medbeyler med sig.
Mylord Henrich, som efter at have holdt sig skiult
i nogle Dage, fik Grevens rette Tilstand at vide, havde
forladt sit Tilflugts=Sted, og giorde nu ingen meere Hem¬
melighed af hans Kierlighed til Frøken Allincourt. Jmid¬
lertiid at Greven ventede paa Courieren, bad han sin Ko¬
ne at fortælle ham ved hvilken Leylighed hun var kommen
til Flandern.
J veed sagde hun, at efter at jeg opdagede Eders
sidste Kiærligheds Handel, i Spanien, tog jeg min
Tilflugt til min Moder, og derfra i et Kloster. Den Sorg
som vores Adskillelse foraarsagede min Moder, bragte hen¬
de snart i Graven, og denne nye Tilvext af Bekymring,


gjorde min Tilstand saa bitter og bragte mig saadan Had
til mod Madrit, at jeg ikke meeere kunde boe der. Et
Brev fra min Moster Donna Eugenia Montalegre, der
underrettede mig om, at hun nyelig var bleven udvalgt til
Priorinde, i dette Kloster, gav mig i Sinde, at tage til
hende; og jeg tænker nu der at ende mine Dage.
Hun havde ikke saasnart udtalt førend man anmeldte,
Frøken Allincourt og Mylord Henrich, Madame Aquil¬
lvr, blegnede ved at kaste Øynene paa hende. Men Gre¬
ven ved at omfavne Lorden, og ved at bede ham ikke meere
at ansee ham som en Rival, forsikkrede hende om den For¬
nøyelse han smagede i at afstaae ham en Elskerinde, som
han troede at være mindre værdig end han. Han fortalte
dem alt det han var sin Kone skyldig, og hans Erkiendt¬
lige Følelser, blev udtrykt med saadan brændende Jver,
at om nogen ting hafde kundet komme hendes Beslutning
til at vakle, havde det Øyeblik vist giort det.
Frøken Allincourt viiste Grevinden hvor megen For¬
trydelse hun havde over, paa en uskyldig Maade, at have
været Aarsag til den Fare hendes Mand havde svævet udi.
Jeg bør haabe, sagde hun, at denne sidste Tildragelse skal giø¬
re Endr paa de Jrringer hvorover de have sukket, saavel
som til den Fortrydelse, som de i følge deraf have haft
ret til at lægge paa mig. Ja jeg understaaer mig
Madame endnu at tilføye, at min egen Lykke henger af
hendes Høymodighed. Jeg har hendes høye Beskiermelse
nødig i dette Foretagende, jeg zittrer for at begynde paa,
og som Æren dog forbyder mig længere at opsætte.
Ved disse Ord faldt hun ned for Mylord Hendrichs
Fødder og greb fatt paa hans Hænder. See paa mig raab¬
te hun, og kiend mig, allerkiereste Mand! See i mig
den samme Allincourt, som De har tilsvoren at elske til
Døden; See Deres Emelie, denne ulykkelige Ægtefælle,
som de har forladt som Jomfrue i sit 16de Aar, som de
haver tænkt at være død, og som ikke overlever et Øyeblik
det Afslag som de maatte give, ved ikke at erkiende Hende:
de kand nu ikke beklage dem over et ufrie Vall. Min ret
er nu grundet paa den reneste Tilbøyelighed vor Paarøren¬
de har nu ingen Deel haft deri, Kierlighed selv har foree¬
net os, og det er Kiærligheden alleene, som tvinger mig
til at begiære tilbage et Gode, som jeg troer at tilkom¬
me mig.
Mylord Hendrich i Heftigheden af hans Forundring,
og Henrykkelse, Øynene henvendte paa sin Kone, under¬
søgte begierligen, og stræbte at erindre sig igien hendes Li¬
niamenter - - -. - - da han paa engang aabnede
sine Arme, trykkende hende til sig, og var færdig at Quæ¬
le hende med de allerhæftigste Kiærligheds Kys, Ak Him¬
mel! er det min Emelie, hvad? Skulde jeg være saa lyk¬
kelig at have stadfæstelse ved et nyt Val; ved et Val som
jeg aldrig skal fragaae ja en Forening som giør mig til den
lykkeligste Person i Verden? ---- - --
Ak, min allerkierreste Emelie! ved hvilken besynder¬
lig Tildragelse finder jeg hende paa dette Sted, efter at jeg
i saa lang Tid har troet hende at være Død? Forklar mig


dog denne ubegribelige Hemmelighed; forklar mig alle de
Viderværdigheder, jeg har foraarsaget hende, paa det jeg
kan anvende det øvrige af min Leve Tiid paa at forsøde det
igien. Greven og Grevinden af Aqnilar forenede sig med
Mylord, for at bede hende fortælle sin Historie - - -
-- -. - - -. Den er meget kort svarede hun.
Efter at min Fader havde tabt alle sine Midler, saae
han sig nødt til at søge et Tilflugts=Sted i Frankerig.
Jeg fulgte ham derhen, medbringende min Smerte over
den Tort mig var skeet; og (tør jeg vel sige det? Mylord)
den Skrøbelighed ey at kunde ikke forglemme en Utaknem¬
melig, man havde vænt mig til fra Barndom at betragte
som en Ægte=Mand! Efter nogen Tids Ophold i Paris,
havde min Fader den Svaghed at blive indtaget af et
Fruentimmers Skiønhed, i hvilken jeg fandt den allerhaar¬
deste Stifmoder, og at glemme, at det lidet han endnu
havde tilovers, havde neppe kundet forslaae til at skaffe mig
min nødvendige Underholdning efter hans Død - - --
Men det vilde kun foraarsage et Skaar i vores Glæde paa
denne fornøyelige Dag, om jeg skulle fortælle alt det Onde
hun foraarsagede mig, det maae derfor være nok for denne
Gang at sige, at min Fader var ikke saa snart død, førend
hun jog mig ud af Huuset, og lod mig ey beholde andet,
end mine Klæder, og de faae Ædelsteene, jeg havde bragt
med mig fra Engelland. I denne Ulykke der var den haar¬
deste af alle, foreslog en vis Frøken du Fressnee mig, som
jeg havde kiendt hos min Fader, og hvis Levemaade den
Tid ey kom mig i mindste Maade mistænkelig for, at be¬
give mig bort med hende til Bryssel til hendes Moster, som
hun foregav at have Midler, og til hvilke hun sagde sig at
være Arving. Men det syntes, som jeg var født til at blive
bedraget; Thi denne Moster var ingen anden, end den Kone
ved hvilken jeg havde den Lykke at kiende dem, og hvis Egen¬
skaber ere dem bedre bekiendte end mig selv. De erindre
dem vel min kiere Lord den store Bevægelse deres Aasyn for¬
aarsagede hos mig, uagtet 16 Aars Adskillelse, laae deres
Liniamenter, endskiønt paa en adspredt Maade, dog ind¬
prentet i min Hukommelse; og dersom mine ikke rørte dem
noget; er det allene at tilskrive den Ligegyldighed, som de
havde havt for mig. Min første Bevægelse syntes at skulle
røbe mig. Men da jeg merkede at mit billede var udslet¬
tet af deres Hukommelse, nægter jeg ikke, at jeg jo strax
tænkte paa at drage nogen Fordeel af deres Vildfarelse;
jeg giorde i det mindste min Beregning paa den Trøst at
kunde omgaaes frit med dem, og at faae at vide af Dem
selv, alt det vigtigste der kunde være dem hændet siden vores
Adskillelse, jeg frygtede dog endnu, at endog det blotte
Navn af Emilie skulde udryde alle de fordeelagtige Tanker,
som de havde fattet for Frøken Allincourt. Men siden de
værdiger at erkiende og ansee hende for deres Kone, skal min
bemøyelse og eeneste Attraae i Fremtiden være, at fortiene
denne Titel, og ikke anderledes at tænke paa mine forbi¬
gangne Viderværdigheder, end for desbedre at skiønne paa
min nærværende Lykke.


Mylord efter at have paa det kierligste omfavnet
Emilie, bemøyede sig at overtale Grevinden af Aquilar, at
efterfølge denne elskværdige Engelænderindes Exempel. Ney
svarede hun koldsindig: jeg har alt for mange Prøver paa
Grevens Ubestandighed til, at jeg nogensinde skulde kunde
vente nogen Kierlighed fra hans Side; jeg er hverken saa
skiøn, eller saa indtagende, som jeg var ved vores Adskillelse;
og jeg kiender alt for vel mit Hiertes Svaghed. Det
eneste Haab som mig er tilovers, hensigter til hans Høy¬
agtelse, og alle øvrige Hensigter ville kun giøre os begge
ulykkelige; jeg overlader ham gierne til sine Fornøyelser,
og udbeder mig allene af ham, at lade mig forblive i min
Rolighed. Mylord, som mærkede at det ville være unyt¬
tigt at trænge længere an paa hende; tog Afskeed fra Gre¬
pen og Grevinden Aqutlar, og hastede at vende tilbage til
Bryssel, hvor hans Ægteskab med Emilie blev opfyldt,
omtrent 20 Aar efter dets Bryllup. Der staaer altsaa in¬
gen Ting til at forsvære.
Naar de Grains eller den Sæd, som Silke=Ormene
kommer af, skal lægges ud.
Den beste Tid hertil er naar Træerne ere fulde med
Løv. Man haver lært ved Erfaring, at mange, som har
lagt deres Grains for tillig ud, nemlig naar Bladene neppe
har været at see, har derved bedraget sig selv, saasom der
er kommen nogen Natte=Frost paa, som har gjort de første
spæde Blade ubrugelige, hvorover deres Orme ere døde.
Desuden beskadiges Træerne meget ved at plukke Bladene
alt for tillig af. Man maae paa den anden Side ikke heller
bie over den Tid, da Bladene bliver ældre og haardere,
og saasom det er at befrygte, at de Grains som bliver lig¬
gende paa et kiøligt Sted, udklækkes siden meget vanskeli¬
gen, og saasom Fluerne kunne i Førstningen af Sommeren
giøre dem stor Skade. Af disse samme Aarsager gaaer det
ikke heller vel an, at avle 2 eller 3 Gange Orme om Som¬
meren. Naar man tager disse Grains ud af det kiølige
dog ikke fugtige Sted, hvor de har ligget, og hvor Frosten
ikke har kundet komme, saa legges de først ind i en Stue,
som der ikke er gjort Varme i, naar de har ligget der i et
par Dages Tid, saa legger man i Ovnen, men meget lidet;
men saa 2 Dage derefter igien kan man giøre lidet varmere.
J slig jævn Varme bliver disse Grains da liggende i 8te
til 10 Dage, førend at Ormene kryber frem.


Hvorledes Silke=Ormene skal passes fra den Tid af
at de ere krøbne ud af Æggene, indtil de
faaer den 4de Huud.
Man legger smaa Blade paa Æggene eller Grains,
paa det at Ormene kunne krybe derpaa. Dette skeer med
de Æg, som ere lagt fast paa et Papier; men i Henseende
til dem, som ere tagne løs, saa legger man først et Papiir,
som man har prikket Huller i paa dem, saa kryber Ormene
igiennem disse Huller op paa Bladene. Man maae vogte
sig at ikke brede store Blade over Grains; thi saa sætter de
fleste Orme sig neden under paa Bladene, og kunne endnu
ikke æde sig igiennem, hvorudover de sidder og fortørres,
og bliver til sort Støv. Altsaa maae man tage meget fine
og spæde Blade til disse unge Orme, og lade et Rum imel¬
lem hvert Blad, eller hver Lag, at de kunne æde sig igien¬
nem. Men naar de ere gamle, saa de skulle til at spinde,
saa duer de spæde og fine Blade intet. Naar de underste
Blade i det nederste Lag er krøben ret fulde, saa legges de
paa Papiir, hvorpaa man har gjort en Rand, som staaer
omtrent en Tomme op. Men kryber der endnu nogle om¬
kring paa Grains, saa kan man endda legge nogle Blade
derpaa, og de, som tilsidst endda løber vild, kunne tages
forsigtigen op med en fiin Haar=Pensel, og legges hen til
dem, som er nyligen krøbne ud. Thi de som krybe ud paa
een Dag, maae legges sammen. De maae ogsaa hver
2den eller 3die Dag bringes paa et nyt Lag, i Besynder¬
lighed Dagen førend de sover. Naar de har ædt i 4re eller
5 Dage, og har i jævn Varme faaet 4re Gange friske
Blade om Dagen, saa sover de første Gang. De reyser
sig nemlig op med den forreste Deel, sidder gandske stille og
æder intet i 36 Timer. Altsaa maae de legges sammen
som ere krøbne ud paa een Dag, at de ikke skulle forstyrres
af de andre, som sove enten tiligere eller sildigere. Naar de
saa har sovet, saa bliver de muntre igien, og legger en gand¬
ske fiin Hud af. Saa maae de have et frisk Lag, dog at
man søger de gamle Blade igiennem, at ingen skal blive
borte eller crepere. Derpaa æder de igien i 4re eller 5 Dage,
hvorefter de falde igien i en nye Søvn. Derefter skifter de
Hud igien, og faaer en lysegraae Farve. Siden maae
man giøre deres Leyer større. Thi de har det i Arten at
klynge sig sammen. Efter den 3die Søvn fælder de Huud
igien, og bliver gandske hviid graae. Men efter den 4de
Søvn seer de graa=røde ud, og har lyse=brune brede Hove¬
der, hvorefter de siden Tid efter Tid faaer en hviid Huud.
Efter at de har 4de Gang sovet, maae de hver anden
Dag bringes i et nyt Lag, og hver 2den Time have friske
Blade, eftersom de har ædt op til. Man har lagt 2500
Orme for sig selv, disse fik man 1 Pund reen Silke af,
imod at de fik 1 Eentner Morbær=Blade at fortære.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 33


Den gamle vægelsindede Jomfrue.
OHeg kan ikke bare mig, at jeg jo denne Gang maa yttre
min Forfrydelse over min Tieneste=Pige: Hvad mee¬
ner De vel, de gode Venner! J Mandags fik jeg
hverken min Caffe og Thee om Morgenen, eller Middags¬
Mad; ja, jeg fik hverken vaadt eller tørt den Dag, førend
Kl. 31 om Eftermiddagen. Min Pige tog for sig selv den
Dag. Og da jeg ellers maa kalde paa hende vel 10 Gange
om Morgenen, førend jeg kan faae hende ud af Sengen,
saa var hun denne Gang ude af mit Huus om Morgenen
førend Kl. 4. Er det ikke beklageligt! at man saaledes
maa være brudt af disse Piger, som dog tiener for Kost og
Løn. Jeg blev tilig vækket om Morgenen, da Canonerne
bleve affyrede, Geg vil ey tale om Forskrækkelsen) jeg kaldte,
jeg ringede paa Pigen; men ingen Pige kom. Jeg stod
op, gik til Kiøkkenet. Ja, da var Pigen fløyten. Jeg
ønskede allene at faae at vide Aarsagen til denne Fyren, og
det Oprør hele Byen var udi. Jeg gik til Vinduerne.
Her saae jeg Gaden vrimle med Mennesker. Aldrig har
jeg seet saa mange Mennesker saa tilig paa Gaden; ey en¬
gang saa mange om Søndagen, naar Folk gaaer i Froe¬
Prædiken. Jeg kunde aldrig begribe, hvad dette skulde
betyde. Jeg saae ey allene Piger at løbe med Kiøkken¬
Nøglen i Haanden, og Gaards-Karle med Port=Nøglerne,
men endog prægtige kreppede og cviffurede Fruentimmer
ligesom at gaae i Procession igiennem Gaden, ja, saa pyn¬
tede, som de skulde have været i Høymesse eller paa Comoedie,
aldrig havde jeg seet dette Syn saa tilig paa Gaderne. Alle
strømmede i Hobetal til Kongens Nye=Torv. Ja, nogle
saae endog ud, som de havde vaaget heele Natten paa Ga¬
derne for at komme tillig op den Dag. - Jeg bad Vert¬
inden, om hendes Pige maatte kaage mit Thee=Vand,
min Pige raabte hun: hun maa være rendt børt; thi hun
har ey været i Seng NB. hos mig, i Nat. Jeg gik til
en Skoemager, som boede oven paa. Hverken hans Pige
eller Drenge vare hiemme; jeg gik paa den anden Side til
en Parykmager, han var ligesaa ilde faren; der hang Crep¬
turer i Sneese=Tal og accommoderede Perykker, som skulde
have været tilig ud, der laae det altsammen, den arme
Mand dreyede nogle Gange sit Peryk; alle hans Drenge,
vare borte. Ja, her var en almindelig Jammer i heele
Huuset. Jeg gik til en Skræder paa Bagsalen; her havde
været over 10 Bud efter en Jomfrues Snørliv, og Dren¬
gen var gaaet bort med det før Kl. 4, og endnu havde
Jomfruen ey faaet det. Hvilken en Ulykke! Vi kunde da
ey andet end beklage hinanden. Vi mærkede nu først, hvor
umistelige Tieneste=Budene ere, hvad! om de falder paa,
paa en Gang at løbe bort allesammen? Jeg slog mig da
til Roelighed, satte mig for Vinduet for at fee paa Vrim¬


melen. Her kom et par Skippere forbi fra Toldboden,
som med Forundring talte om, at de denne Morgen ey havde
seet Theevands=Taagen over Kiøbenhavn, og troede at Caffe¬
og Thee var aflagt i hele Byen, eller Peblinge=Søen maatte
være udtørret. Dette var mig dog en liden Trøst, at ingen
i heele Byen fik Theevand den Morgen. Men just i det
samme saae jeg min Pige med en Karl under Armen, jeg
raabte og skreeg, men hun kunde ey høre, hun satte Coursen
med Strømmen, var dette ey ærgerligt for mig? – Nu
kom en Pige skrigende, at hun havde kun giort et Spring
til Kongens Nyetorv, og imidlertid var hendes Kiøkken be¬
stiaalet. - En anden, at hendes Thee=Kiedel blev stiaalet
ved Posten, imedes hun kun vendte sig om.- Her kom en
Skipper og beklagede sig, at hans Brev=Taske med alle hans
Skipper=Regninger var borttaget af hans Lomme. En
4 a 5 beklagede samme Skjebne med deres Uhrer, og en
halv Snees Stykker savnede deres Snuusdaaser, og en
Snees Stykker deres Lømme=Klæder; alle disse løb til
Adresse=Contoiret. - Bedre op paa Dagen tænkte jeg, at
Amager=Torv, heele gammel Strand og alle Slagterbodene
vare udflyttede paa Kongens Nye=Torv og til Bredgaden;
thi alle Pigerne søgte derud med de tomme Torve=Spande,
paa Armen, og aldrig har jeg seet dem løbe stærkere til
Tørvs. Det kunde endda være hvad det var, at løbe med
de tomme Spande, men jeg kiendte Piger, høyt oppe fra
Byen, som løb derud med heele Lammefierdinger og andet i
deres Spande. Dette vilde ventelig faae Støv og Spii
nok inden de kom tilbage. En Pige beklagede sig, at hun
havde mistet et Lamme=Laar. Jngen Under! thi der vare
ventelig mange fastende Munde. - Mig tykkes altsaa, at
denne Dag kan noksom til intet giøre den Beskyldning, at
Folk sover længe i Hovedstaden, og aldrig seer Solen staae
op; thi man har forsikkret mig, at mange vare paa Plad¬
sen førend Arbeydet gik for sig, og at man Kl. 4 og en halv
saae alle Vinduer besatte med de meest pyntede og kreppede
Hoveder. Haarskierernes Ploug havde altsaa gaaet den
heele Nat; thi hvem vilde vel staae for et Vindue med Nat¬
Kappen paa? Hvem vilde vel see efter den? - Det stun¬
dede til Middag; endnu kom min Pige ikke. Jeg fik Bud
efter en Hyrevogn, og kiørte hen til vores Sælskabs=Søster,
den nyegifte Kone, i Tanke der at ville have spiist til
Middag; men hun var ligesaa ilde faren som jeg. Baade
hendes Stue= og Kokke=Pige havde været ude siden om Mor¬
genen Kl. 5, og kom ey hiem førend Kl. 1 Eftermiddag.
Og det skulde aldrig have fortrydt os, om de kunde have
fortalt os noget; men de sagde, at de fik intet at see; men
altid ventede at skulde kunde trænge igiennem; men Hoben
blev alt større og større, tilsidst kunde de hverken komme
frem eller tilbage. Saaledes løber man, sagde den nye¬
gifte Kone; hvorledes monne disse engang vilde passe paa


deres Huus og Hiem, om de ellers faaer nogen? - Vores
Præste=Enke gik det ey heller bedre den Dag, hendes Pige
havde været ude heele Natten, og da hun kom hiem Kl.-
Eftermiddag, havde hun en Kiereste med, som hun havde
erhvervet sig paa Pladsen. De havde og paa Veyen taget
sig en Lodseddel sammen i Bredgaden, og tænker nu aldrig
at kunde fattes. Den arme Præste=Enke torde da ey tale
et Ord; men beqvemmede sig gierne til at udbetale Pigen
sin Løn paa Kierestens Forlangende, og lod hende gaae.
Vores Huusholderske, som haver tinget sig i Kost, var
best faren; thi da deres Piger og løb grassat, forestod hun
Kiøkkenet den Dag. Men hvad skulde vi andre giøre, som
ikke kan faae en Spand Vand hentet, uden ved Hielp af
vore Piger. - Vores Hofmesterinde beklagede sig, at
hun den Dag maatte saa tidlig op, for at følge med Frøke¬
nerne. Dog havde hun ingen Mangel lidt som vi andre.
Men er det dog ikke beklageligt, at man saaledes maae
være brudt? Min Pige kom hiem Kl. 6 Eftermiddag, og
da hun ikke fandt mig hiemme, spadserede hun igien til
Kl. 9 Aften. Men hvad skal jeg giøre? Jeg maa slide min
Tid taalmodig med hende til Fahredag, uagtet hun raaber
altid paa, at jeg kan give hende sin Løn og lade hende gaae.
Men det er vist, at jeg en anden Gang skal slaae en
Hængelaas for Døren; dog, det tør jeg ey heller. De
fleeste Fortredeligheder man har, har man dog virkelig af
Tieneste=Folk; de vil i vor Tid være Herrer.
Den egensindige gamle Ungkarl.
D¬
a det har behaget adskillige, at bekymre sig om min ringe
Person, og gierne ønskede, at vide, hvo jeg er; i sær har
jeg mærket denne Nysgierrighed hos en Deel af det smuk¬
ke Kiøn. Jeg har ofte hørt dem sige: Hvem mon den
gamle Pebersvend være? Mon det og være en gammel
Ung=Karl, som skriver under den Caracteer? Men om
han ey er det, hvad Fornøyelse mon han da kunde have
af at give sig dette forhadte Navn? En gammel Ung¬
Karl og Pebersvend er jo et og det samme? Fy! Han
behøvede aldrig at legge det Ord: Egensindig til; thi
Egensindighed, veed enhver, følger med alle Pebersvenne.
Den Stakkel, Han har ikke kundet være saa lykkkelig i
sine unge Dage, at blive gift, og derfor nu vil giøre sig
en Ære af, offentlig at bekiende sig for en gammel egen¬
sindig Ung=Karl; og under denne Titul ligesom vil
viise en Foragt imod det smukke Kiøn, og sige saa meget:
Nu kan al Verden see, at ingen har kundet bemestre sig
mit egensindige Ung=Karls Hierte, og ret ligesom vil bry¬
ste sig af dette Navn, der er ligesaa modbydeligt for alle
voxne Fruentimmer, som det Navn: Skolemester er for¬
hadt for Børn. Men der er nok, som kan overtyde den¬
ne gamle egensindige Krabat om hans Daarlighed, at
han saaledes er bleven en gammel Ung=Karl. Og al
Verden kan beviise vores Herredømme over alle Mand¬
folke=Hierter, og mangen en gammel Ung=Karl fortry¬
der endnu den Dag i Dag er, at han er blevet Peber¬
svend. v- - 3 Saadant og andet meere er ikke
usædvanligt for mig at høre i Sælskaber, hvor ingen kien¬


der mig. Og en ung munter Kone gav mig tydelig at
forstaae, at den gamle egensindige Ung=Karl var ey blevet
Ung=Karl saalænge, om nogen Pige ellers har kundet fat¬
te nogen Godhed for ham, men han maa nok have været
som hiin Æsopus, hvilken Herren vilde give oven i Kiøbet
paa en Slave. Hun maatte selv lee ad dette Jndfald. Men
at disse kan paa nogen Maade blive underrettet om min
Person, og faae deres Nysgierrighed tilfreds stillet, og
at de ikke skal tænke, at jeg er den anden Æsopus, og kun¬
de bruges til at skræmme Børn med: saa vil jeg kortelig
fortælle Dem alle mine Kierligheds Handeler, hvoraf de
kan see, at Skylden ikke har været paa min Side, at jeg
til denne Dag er bleven Ung=Karl, ja, saa længe Ung¬
Karl, at jeg i nogle Aar har været en gammel Ung=Karl,
og at jeg har faaet Tilnavn af egensindig, er allene fordi
jeg har seet meget meere grandt end mange andre.
Jeg har altid meere elsket end skyet det smukke Kiøn. Men
maaskee jeg har anseet det for Elephanter, som andre an¬
seer for Myg, og derfor været noget egensindig i min Kier¬
lighed. - Her er en Fortegnelse, saavidt Hukommel¬
sen vil tillade det, paa alle dem, som jeg for en Tid har
havt Godhed for, og som ligeledes har havt Godhed for mig:
1. Jmod Slutningen af min Skolegang fik jeg, ligesom
de fleeste, en Kiereste, og det paa den Grund, at
jeg om 4 Aar kunde blive Præst. Men denne Kier¬
lighed sank til Bunds, da jeg seilede over det store
Belt. NB. Paa dette Fahre=Vand har mange
Skole=Poges Kierlighed lidt Skibbrud.
2. Eugenia, var en deylig Pige. Hun forsikrede mig
om sin Kierlighed, naar jeg kun vilde bære Manskiet¬
ter; men da jeg hertil ikke kunde overtale mig, blev
hun vreed, og opsagde mig Hulskab og Troeskab.
Hun fik siden een, som har Kniplings Mansketter det
første Aar, og i det andet Aar gik med Jslandske
Strømper.
3. Garrilitas, var en munter og snaksom Pige. Hun
havde sine virkelige Dyder; men undertiden døvede
hun mig med sin Snak.- Hun fik en Sprogmester.
4. Modestia, var en meget ærbar og stille Jomfrue,
hendes Væsen behagede mig færdeles. Ja, hun
kunde knap for Undseelse sige mig, at naar jeg blev
Præst, saa - -- - Nogle Gange derefter
blev jeg vaer, at hun havde en fortroelig Samtale
med Naboens Søn igiennem Have-Stakitterne, hvor¬
igiennem hun med Fingeren kastede nogle Kys, som
paa samme Maade blev giengieldet. Hun fik ufor¬
modentlig Bryllup med denne Naboe=Søn, og kun¬
de ikke bie til jeg blev Præst.
5. Pauperia, En fattig men artig Jomfrue. Hun
var en god Pige, og maatte gierne lide mit ærbare
Væsen, indtil hun fik en uformodentlig Arv, som gand¬
ske omstøbte hende i en anden Form. Hun kunde
efter den Tid ingen fordrage, undtagen fiedrede Hatte.
6. Luscinia, en lille Dydig Pige, havde kun allene den
Feil, at hun gierne Sang en forliebt Opera=Arie.
Hun blev forpandlet til en Nattergal.


7. Sylvia, var en uskyldig Bonde=Pige; men som
hendes Tante i Kiøbstæden tog hende til sig for at
give hende et galant Væsen, blev hun bekiendt med
Hr. Leander, som oplyste denne enfoldige Bonde¬
Pige. Hendes Fader maatte overdrage dem een af
nne Forpagtninger, som Leander ligesaa lidet forstod
som Sylvia kunde vogte sig for den forføriske Verden.
8. Formosa, en smuk Pige, men lidet forfængelig, dog
haabede jeg at have faaet denne Feyl rettet hos hende,
om hun ey engang gandske havde kyset mig med en
Dormense.
9. Vidua, en ung og artig Enke, hun havde| gandske
indtaget mig, dersom hun ikke alt for tidt havde talt
om sin Salig Mand. Jeg kunde aldrig komme der
meere; thi jeg er meget bange for Dødninger.
10. Sibille, en aldrende Jomfrue, var en god Hushol¬
derske, men noget overtroisk. Hun fortalte mig sted¬
se hver Gang sine Drømme. Hun døde meget hastig
med Planete=Bogen i Haanden.
I1. Prudentia, var en fornuftig Pige, men meget paa¬
staaende; hun vilde altid have Ret. Hun blev engang
vreed paa mig, fordi jeg ey vilde tilstaae hende, at
Fruentimmerne vare af finere Materie end Mandfolkene.
12. Clelia, var en artig Pige; men alt for Modens.
Hun maatte nok kunde lide mig, dersom jeg vilde sætte en
stor Knap paa min Hat, og skiære de høye Skygget,
af, samt ikkun fmørre mine Støvle til halv paa Bee¬
nene, det halve af Skafterne skulde være brune eller
røde. Jeg var nu temmelig til Alders, og kunde
altsaa ikke beqvemme mig til at efterabe de unge Mo¬
dens Smaa=Herrer. - Hun fik altsaa en saadan
efter hendes Sind, som foruden de andre Fuldkom¬
menheder endun besad disse, nemlig: en forskrekkelig
stor Hirtz=Fænger med dreyet Greeb, bred paa Klingen,
som et Skarpretter=Sværd, og hængende i Ringe;
paa de halv sværtede Støvler vare og tvende Sølv¬
Sporer iskruede. Hendes Modens Mod blev
efter en Sommers Tid svækket, og hun maae nu
gaae om Vinteren i Skarnet, fordi hand red formeget
om Sommeren.
De seer altsaa, at Skylden er ikke min, at jeg ind¬
til denne Dag maae kalde og skrive mig den gamle Ung¬
karl med Tilnavn Egensindig. Jeg ønsker mig at kom¬
me ud af det fæle Peberspenne=Tal. Jeg er ey heller for
gammel endnu. Jeg ønsker mig allene saadan en Kone,
som jeg ey endnu har været saa heldig at finde. Hun skul
de ungefæhr være saaledes: -- Ney, jeg tør
ikke sige det; thi jeg er bange for, at alt for mange Kob¬
lersker skulde melde sig. Maaskee jeg nok endnu kan slumpe
over saadan en. Jeg vil endnu see Tiden an.
Fætteren.
M¬
ange Mennesker synes at føle en særdeeles stor Glæde,
naar de kan ønske enten sig selv eller andre noget, omend¬
skiønt det ofte ikke skeer af et oprigtigt Hierte. J besynder¬
lig meddeeler disse deres Ønsker ved Møden paa Gader og


Stræder, og i hvor lidet man end skiøtter om dem, maae
man dog tage imod dem. Jngen er sikker for deres Ønsker,
og ingen ærlig Mand kan gaae nogen af disse Ønskende for¬
bie, at de jo med Gevalt paatvinger ham et Ønske. Jeg
har længe undret over, at disse ikke har oprettet sig et øn¬
skende Sælskab, og indgaaet en ordentlig Forening. Men
at jeg dog kan betyde disse Ønskende, hvor gierne jeg vil tie¬
ne dem, da vil jeg give dem Anledning og Leilighed til at
anbringe deres Ønsker. Jeg vil ikkun ønske, at deres Øn¬
sker maatte have nogen Kraft, og at de maatte see dem
opfyldte. Thi følgende Patienter, som jeg hermed denne
Gang giør bekiendt, trænger høylig til deres Ønsker, og
derfore vil i sær have dem erindret i deres Ønsker paa det
kraftigste, om hver af dem kunde igien komme til sin forrige
Sundhed. Tallet er stort, og her ere de:
Courtisan, Et ungt ærbart Menniske ligger syg af
en Kierligheds Feber, han phanthaserer stærk, og vil med
det første unddrage sig fra alles Aasyn.
Amant, et artigt Menneske, er Maanedssyg, gaaer
om Natten, naar andre Folk sover, omkring i Maanskin,
og har ofte staaet Fare for at rage i en Ulykke, naar han
har pikket paa en Dør, ved at blive opvakt enten ved Klok¬
ken eller Dørens Aabning, eller og at blive seet af Aurora,
(Morgen=Røden) som gaaer for Solens Opgang, eller
og blive nævnet ved sit Navn.
Amurøse, en Mandvoxen og tugtig Jomfrue er fal¬
den i Afmagt og en tærende Svaghed, da hun blev spaaet
i Caffe, at hun skulde døe Jomfrue, eller døe uden at blive gift.
Otiosus, en Mand, som forrige Vinter fik Frost
i Fødderne, og kan nu hverken gaae eller staae, men maae
bestandig sove, eller og i det ringeste ligge paa en Loybænk;
han besidder ellers mange Dyder; thi han er riig.
Superbus, en ellers sund men meget blodrig Mand,
har Podagra i høyeste Grad, og da han selv er en ung
Mand, er han desto meer at beklage, fordi han maa be¬
standig lade sig slæbe omkring hist og her af vilde Dyr, hvil¬
ket er ret erbarmelig at see. Det værste Syn herved er,
at man maae befrygte, at han omsidder engang bliver søn¬
derrevet og fortæret af disse Bester, efterdi de ofte maae
lide Hunger, fordi Foeret er saa dyrt.
Ambitiosa, En fornemme Dame, har faaet en
Forstoppelse paa Ryggen, som er saa farlig, at hun ikke
længer kan skiule den, uagtet hun bærer de prægtigste Klæder.
Fastuosus, en deylig Mand at see til, staaer i den
Jndbildning, at han ey tør lade sig see iblandt Fruentimmer,
da han troer, at de alle bliver forliebt i ham. Han lader
sig derfor bære i en Portø=Chaise. Hans Jndbildning er
ligesaa farlig, som hans der indbildte sig at have saa lang
en Næse, at den kunde naae fra den ene Ende af Gaden
til den anden, og, naar nogen kom ham i Møde, raabte
han og slog af dem med sin Stok, at at de skulle gaae til
Siden for hans Næse, og ey støde sig paa den.
versifex, er en ærtig Karl, og en gammel velfortient
Gratulant, har, hvilket er forskrækkeligt forvandlet sig til
en Hexemester, og paa hans Patrons Geburtz=Dag har
ved Hielp af hans forte Kunst bragt Soel, Maane, alle


Planeter ja alle Fix Stiernerne og alle Himmeltegnene fra
Himmelen paa Papiiret. Derforuden er han saa behæn¬
dig, at han kan giøre sig usynlig, og i et Øyeblik fare
igiennem Luften, og reyse igiennem de ubekiendteste Lande,
hvor han, ligesom Dragen, der stieler Penge fra den ene,
for at give den anden, sammenskraber en Mængde Dyr
Træer, Blomster, Gevæxter, Ambra Ædelsteene og alle
haande Kostbarheder, ja, faaer saameget af alle Slags
sammenskrabet og stiaalet, at han faaer meget meere i et
eneste Vers, end mange andre har brugt og kommet rige¬
lig ud med til mange Lykønskninger.
Coquette, Et ærbart og forsigtigt Fruentimmer, har
faaet Brand i Hiertet og dødt Kiød, som alt meere og
meere griber om sig. Det verste er at hun ikke kan finde en
dygtig Læge fordi hun har brugt saa mange Liv=Medici.
Damon, en ung munter Person, er ved den Tiden¬
de, at Sylvig har betragtet Silvander, og er bleven ham
selv Utroe, falden til saa stor Melancholie, at han vil gand¬
ske vist drukne sig, naar han igien kommer til et stort Vand.
Belle, en smuk ung Enke, hun har ey i lang Tid
kundet blive givt igien efter sin Stand; hvorfore hun ofte
bliver foruroeliget af Marren udi Søvne.
Affectant, en ung Spradebasse har siden han lærte
at Dandse, havt mange Convulsioner, sukket, og zittret
i alle Lemmerne, han drejerMunden, og vender Øynene
ryster med Perykket og kaster med Hænderne.
Curios, har meget svage Øyne, og er derfore nød¬
saget til bestandig at bruge sit Glas, naar han enten i Kir¬
kerne, paa Comedie=Huuset, i Haverne, paa Volden eller
paa Gaderne vil betragte Fruentimmerne.
Curtisane, et ungt Fruentimmer er beladt med Hier¬
teklappen, kort Aandedræt, Beklemmelse i Brystet og Trang¬
brystighed, som tager til Dag fra Dag, i besynderlighed
føler hun Virkningen i det Varme Væjr. Hvorfore hun
maatte blotte hendes Bryst og Hals, for at drage frisk luft
og ikke qvæles af Hede.
Sarpant, en Mand, som vil gierne ansees for Lærd,
gaaer lykkelig fort i sin Frugtsommelighed, og vil med det
første lade fremkomme for Lyset: En fuldstændig Siele¬
Forplatning, eller, en fuldstændig Afhandling om
Gemytternes Liighed og Sielenes Forplatning. Man
ønsker, at dette nyefødte Foster maae vorde sin lærde Fa¬
der til Glæde og den lærde Verden til Nytte, og at det
maa fremkomme, uden al for stoer Fødsels=Smerte.
Plaisante, et smukt og indtagende Fruentimmer,
har ved sin Fiærhed gandske fordervet hendes bestandige og
oprigtige Mands gode Smag, og det er at befrygte, at
han falder til den Svaghed, at ansee alt det for smukt,
som kommer ham for Øyne.
Vinosus, er falden i en Viin=Syge, han er plaget
af en forskrekkelig Tørst, løber omkring paa Gaden om Nat¬
ten, føler en forskrekkelig Pine i Hænderne, og skriger er¬
barmelig af Smerte.
Tumultuosus, et ungt Menniske er gandske gaaet fra
den lille Smule af Forstanden, som han havde. Han løber nu
som et galt Menniske omkring i Gaderne, og med den blotte


Kaarde hugger i Jorden og Steenene, og bliver med det
første sat i Daarekisten.
Galante, en smuk og dydig Frue, har i hendes Mands Nær¬
værelse ingen Smag, klager over, hendes appetit er bortgaaet, og
har til usædvanlige Ting saadan en besynderlig Begierlighed, at den
ikke kan stilles, førend hun bliver Tingen mægtig.
Babiløse, har ved bendes bestandige Tale og uophørlige
Snak mistet alle sine Tænder, og, omendskiønt hun ofte lader dem set
te ind igien, falde de dog ofte ud, saa hun maa, til hendes største
Ærgrælse mangen en Gang sidde som en stum i Sælskaber.
Voluptuosus, en usædvanlig blødrig Person, har en over¬
maade Flyve=Hede, og naar hans flygtige Blod bliver sat jo meer og
meer i Bevægelse af de Straaler, som hans Soels Øyne udkaster,
maa man befrygte, at de foraarsager Antændelse hos ham.
Silentius, et fredsommeligt Menniske, har haft Tand Piine
ligesom smaa Børn, og da han hidtil ikkun har lallet og fiunget, saa
haaber man, at han med det første faaer Tænder.
Fon, en fornem ung Person, er til sin store Skade beladt
med Star, kan ikke vel see, hvor for han løber alle paa Armen paa Ga¬
den, og naar han seer en Peryk=Blok for et Vindue, tænker han det er
et Creppet Fruentimmer, og giør sin underdanigste Compliment.
Scholie, et ungt Fruentimmer af temmelig Skiønhed, har
en god Forstand, men er ikke skaaret for Tungebaandet, hvorfore hun
nu lader det løs, i det hun af en artig ung Herre lærer at snakke.
Galant, et ungt elskværdigt Menniske, havde en smuk, Skab¬
ning men kom til den Ulykke at han om Natten ved en Feyltagelse af
Kamrene, faldt ned af Trappperne og brekkede sit ene Been.
Parler, har ofte Henrykkelser, taler noget uforstandigt
Tøy, snakker heele Timer, drømmer mit i hans Tale, falder
i de heftigste Paroxismer og phantaserer tillige, naar han ikke
er sig selv mægtig.
Venuste, et Fruentimmer, som vil gierne være smukkere
end hun er, har faaet mange Sommerplette i Ansigtet, som hun
tænker at kunde afhielpe ved at sætte sorte Plette i Ansigtet, der
lader lige saa artigt, som de sorte Prikke eller Øyne paa den hvi¬
de Tærning.
Patient, en taalmodig Ægtemand og et stort Exempel
paa Koldsindighed, føler bestandig Hoved=Vee, og dertil er pla¬
get af Svaghed og Smerte i Øynene.
Jmitant, en velklæd ung Person, har omsider faaet li¬
gesaadan en Hoste, som hans Smukke har, men den er ligesom
en Feber, og har sin visse Tid naar den indfinder sig; den paa¬
kommer ham altid, saa ofte hans Smukke hoster, altsaa maa
en Sympathie være Aarsag til den.
Risibelis, en velskabt ung Knøs, har den Svaghed,
af hvilken Folk døer leende, og saasom hans Latter tager til Dag
fra Dag, formoder man, at han med det første vil gaae leende
ud af denne Jammerdal.
Tantippe, en stræng Huusmoder og fnaksom Kone, lig¬
ger hæftig syg af en Galde=Feber, har hæftige Paroxismer, ven¬
der Øynene, giør Rynker i Panden, ryster og skielver, og skiæ¬
usædvanlig med Tænderne.
Petitmaitre, en lille sød Herre, har faaet en Elskovs
Drik, thi saasnart han har faaet Øye paa et Fruentimmer, bli¬
ver han ligesom rusende, og løber heele Gader igiennem, for
at faae hende atter at see, saadanne hundrede uleiligheder er
han daglig underkastet, og aldrig kan faae Roe.
Vagant, en stolt ung Person har gandske forseet sig paa en
ung Piges Arme, da hun stoed i Vasken; hun har gandske knækket
hans høye Mod, i det hun slog ham om Ørerne med et vaadtKlæde.
De bitor, er plaget ofte af Hoved=Svimmel, naar han faaer
Besøgelse af hans gode Venner, som kalder sig hans Creditorer.
Mendax, har aldeles mist sin Hukommmelse, at han hverken
kan huske, hvad han har loved, eller betænke hvad han siger.
Saadanne og mange fleere burde man ønske deres Sundhed,
og Førlighed igien paa Siels og Legems Vegne.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 34


Præste-Enken.
Tanker over Soel-Blomsteret.
JFeg seer en Rad af sterke og prægtige høye Stængeler,
satte i en tilbørlig Viide fra hinanden. De staae
ligesom Taarnene langs ad Muurene af en befæstet
Stad; eller skyde op ligesom høye Spire iblandt en Hob
Huuse. De dele sig i Toppen i adskillige hængende spidse
Skaller; af enhver af disse vil, inden en kort Tid, frembry
de en vakker Figur, af en meget besynderlig og lærerig Cha¬
racter; rundet som en fuldkommen Cirkel, spredende sig vidt
ud i den fri og aabne Luft, malet med den Farve, som
frem for alle andre, meest indtager den Gierriges Øye.
Men den Egenskab, som jeg fornemmelig forundrer
mig over, er dets hæftige Kierlighed til Solen. Naar
Aftenen kommer frem med sine Skygger, da lader det ar¬
me Blomster Hovedet hænge, og folder Bladene tilsammen;
det sørger den gandske Nat ligesom en fortabt Elsker, for¬
Lysets Fraværelse. Aldrig saasnart aabner Guds Forsyn
Morgenens Øyenlaage, førend det strax vender sig til sin
Kierligheds Øyemeed, sleeger og smiggrer for den, hele Da¬
gen igiennem, og lader sin skinnende Allerkiereste aldrig kom
me sig af Syne, saa længe den er over Horisonten. Om
Morgenen kan J see, at det vender sin gyldene Barm imod
Østen; om Middagen seer det op ad til den høye Himmel,
og om Aftenen følger det den samme trekkende Kraft til
Vesten.
Sandeligen, Naturen er en Bog, og et hvert Blad
et rigt paa hellige Erindringer. For et opmerksomt Sind
bliver Haugen en Prædikant; og dens blomstrende Jndvaa¬
nere ere saa mange levende Prædikener. Hvilket opmun¬
trende Mønster, og hvilken fortreffelig Lærdom have vi her!
Saaledes maa Herrens Jgienløste see hen til Jesum
(Hebr. 12, 2.), og blive deres Elske lige. Lader os alle
blive Soelblomster (om jeg saa tør sige) for Retfærdigheds
Soel. Lad vore Passioner stige og falde, vende sig hid
eller did, ligesom hans Ord foreskriver, som hans hellige
Exempel viser. Lader os saaledes beqvemme os baade ef¬
ter hans befalende og forsynlige Villie, som Voxet dannes
efter det indtrykte Seigl, eller som dette forelskte Blomster
vender sig til den skinnende Stierne, der giør vores Dag.
J enhver Velsignelse og Fornøyelse, som du nyder,
o du vagtsomme Christen, see op til Jesum; tag derimod
som en Gave af hans Kiærlighed, og som er kiøbt ved hans
smertelige Lidelser og Døds=Angester. - J enhver
Trængsel see op til Jesum; giv agt paa hans naadige Haand,
som fører Svøben, eller som blander den bittre Skaal;


som laver den til en beqvem Grad af Strænghed, som af¬
passer Tiden, hvor længe den skal vare, og er bereed til,
at udføre det saaledes, at de Ting, som synes at være
Ulykker maae befordre vor virkelige Lyksalighed. - J
enhver Skrøbelighed og Forseelse see op til Jesum, din
barmhiertige Ypperste=Præst, som beraaber sig paa sit for¬
sonende Blod, og beder for Overtrædere. J enhver
Bøn see op til Jesum din mægtige Talsmand, som giør
din Andagt behagelig, og bærer dine hellige Tings Ond¬
skab (2 Mos. B. 28, 38.) - J enhver Fristelse see op
til Jesum, der er Grunden til din Styrke, og din Salig¬
giørelses Fyrste; som alleene er mægtig til at oprette de
nedhængende Hænder, at styrke de Svage Knæe, og at
giøre dig til mere end Overvinder, af alle dine Fiender.
Men fornemmeligen, naar din Afskeeds Time nærmer sig,
naar dit Kiød og dit Hierte forsmægter, naar al Livets
Baand gandske opløses, da see op til Jesum med et troende
Øye (Es. 45, 22.), see ham, ligesom den døende Ste¬
phanus, staaende ved Guds høyre Haand, for at komme
sit Folk til Hielp i denne deres sidste Nød. Ja naar du
har fuldendt dit Lives Reyse, og du er kommen til Døde¬
ligheds yderste Grændser, naar du skal nu træde ind i den
usynlige Verden, og du seer intet for dig, uden en uende¬
lig Ævighed; da, o da forsøm ikke at see stadigen op til
Jesum, see ved Troen Herrens Christum. Betragt ham
som den eneste Vey (Joh. 10, 9.) til Saligheds
Boliger.
Hovmesterinden.
Om Silke=Ormenes Behandling ved Spindingen.
Naar Silke=Ormene reyser sig i Veyret, og seer klare
ud, eller kryber frem af deres Leyr, saa vil de spinde. Men
saasom deres Cabaner ere mestendeels 3 Fod bred eller mere,
saa at de ikke kunne komme der op af, saa maae man tage
nogle glat høvlede Lægter, og legge paa langs midt paa
Cabanen den 7de eller 8de Dag efter at de har 4de Gang
sovet, men at de skiæres fast ind i de andre Lister, at de ikke
skulle falde ned. Naar Cabanen er breed, maae man legge
2 smale Lægter derpaa, saa kryber de, som ville spinde
der op paa; da dette er meget beqvemmeligt baade for dem,
som skal søge Ormene ud og for Ormene selv. Naar de
4de Gang har sovet, saa legges de ikke meeer paa enkelte
Ark Papir, men paa heele Cabaner for at faae større Rum.
Det er en stoer Feyl, at giøre Spinde=Hytter af Cabanerne.
Men man maae giøre et Stellads af Bræder, som en Bog¬
Hylde, og paa hver Hylde slaae nogen Birke Riis, da Or¬


mene spinder meget got deri, og de kan tillige tages bort og
skylles det Floret=Silke af, som er bleven derpaa, hvorefter
de samme Riis kunne bruges et andet Aar, naar de allene
ere saa seye, at de ikke brækkes over. J Spinde=Hytterne
kan man legge noget Papier, at Fugtighed kan trække
ind i, og Ormene maae ikke legges i Hytterne længer end
3 til 4 Dage. Man kan ogsaa skrive Datum paa Huset,
naar de ere komne derind, at man ikke skal tage dem ud
førend 8 eller 10 Dage efter at de sidste Orme ere komne
derind. Man maae ogsaa passe paa at tage dem ud, som
ere døde i Hytterne, at de ikke skulle stikke de andre an,
og giøre Plætter i de andre Cocons, hvilke Plætter aldrig
gaaer af Silken. Skulde der paa 5te Dag være nogle end¬
nu i Hytterne, som endnu krøbe om og ikke spandt; saa
maae de tages ud og legges til andre som ere nyligen lagte
i Huus. Findes der blant dem som saaledes tages ud,
nogle som synes at være korte, saa maae de legges i Papiir¬
Tutter for sig selv, da de ikke har Magt til at krybe op og
forfærdige en Cocon. Efter 8 eller 10 Dage ere disse Co¬
cons fuldmoedne, saa at man kan tage dem ud af Riiset og
Floret=Silken. Af disse Cocons søger man nogle ud, som
skulle legges hen, for at igien faae Grains af. Man hol¬
der for, at der i de Cocons, som ere paa den eene Side
spidsagtige, men paa den anden runde, ere Hanner, men
at der i dem, som paa begge Sider ere runde, skulde være
Hunner; men dette slaaer dog ikke altid ind. De dobbelte
Cocons bør altsaa henlegges til Graius, saasom de ere
spundne saa sterkt, at man ikke vel kan haspe dem af. Disse
maae man tillige, naar de ere 8te Dage gamle, giøre et
Kors=Snit i, dog at Kiernen ikke beskadiges; thi ellers kan
de ikke engang æde sig igiennem, saa sterkt ere de spundne.
De Cocons som skulle haspes af, maae først bages i 3 eller
4 Dage, indtil at Kiernen rangler, da det er Tegn til at
de ere tørre. Men hasper man dem strax af, saa behøves
dette ikke, thi at de bages skeer kun, paa det at de kunne
holde sig des længer. Naar man hasper dem strax, saa
behøves ikke heller Vandet at være saa varmt, som naar de
ere bagte.
Huusholdersken.
At fordrive Lopper af Stuer, Kamre og Senge.
1) Dag en hvid ulden Klud derpaa leder Lopperne sig best
tilsyne, bestryger samme med Eselmelk, og legger den i Sengen,
saa kommer alle de Lopper som ere i Sængen paa Kluden.
2) Eller leg Coriander i Sengen, saa ligger alle Lopperne
ligesom døde. 3) Naar man koger Coriander i Vand,
og besprænger det Sted med, hvor Lopperne opholder sig,
saa hielper det og, at de kommer bort allesammen. 4) For¬
drives de ved at besprænge Værelset med skarp Luud. 5)
Eller naa man kaager Malurt og Salt i Vand, og be¬
sprænger Værelset hermed. 6) Ligeledes Rude kogt i Vand
og dermed besprænget. Af alle disse Midler døer Lopper¬
re. 7) Eller Luud og Valde af Gedtmelk blandede iblant


hinanden, og dermed besprænget, saa tørres de allesammen.
8) Naar man antænder Polley, og røger dermed, saa skal
og alle Lopper døe deraf; det staaer let til at forsøge. Maa¬
skee Fluer lader sig og fordrive af Værelser dermed, naar
man, efterat man har røget dermed, oplukker et eneste
Vindne saa at de allesammen tilligemed Røgen kan komme
derud igiennem, hvor de finder frisk Luft. 9) Naar man setter
en Potte for Sengen, som er ind og udvendig besmurt
med Tælle af en Buk, saa samles Lopperne derudi. 10
Hvo som gnider sig med Saften af Oxetunge Rod eller
Mallurt=Saft, er frie for Lopper. Bomolie skal have
den samme Virkning.
Kiøbmanden i Hovedstaden.
Fuldstændig Efterretning om det Hamborgske Han¬
dels Academies virkelige Indretning.
I. Underviisning.
1.) Skrivning.
J den Alder, i hvilken unge Personer bliver antagne til
Handels=Academister i dette Anleg, kan man formode, at
de allerede nogenledes ere øvede i Skrivningen. Men en
Udlænding vil vel endda begynde med den Tydske Skrift,
og ikke enhver Tydsk, som er bleven anført til at skrive to
Hænder, har endnu behørig Færdighed i begge.
Man vil derfor stedse besørge en Skrivemester, som
enten skriver begge Hænder i mueligste Fuldkommenhed, el¬
ler man vil maaskee i Fremtiden endog dele Underviisnin¬
gen, og lade en Lærer undervise i den Tydske Haand, og
en anden i den Latinske. Men overhøvedet vil man see
derhen, at Lærlingerne skal blive vante til en hurtig flyden¬
de Haand og dog alligevel smuk og tydelig.
2.) Regning.
Til Regning er en Lærer udvalgt, som ikke allene i
de tungeste Regninger, der udfordres i alle Handlinger,
er saa øvet, at han kan bringe Ungdommen til den største
Fuldkommenhed i dette Stykke, men kiender og forstaaer
endog de Slags Reigninger og Regningsmaader, som
ikke forekommer i de bekiendteste Tydske Regnebøger, og
kan ogsaa anføre dem, som har Lyst til at gaae videre frem,
end sædvanligt. Men skulde Tallet paa de Lærlinger, som
endnu ikke ere komne vidt nok i Begyndelses=Grundene,
blive alt for stort, saa vil man ogsaa dele denne Underviisning,
og antage nok en Regnemester dertil. Der skal og blive
draget Omsorg for, at der altid opgives nogle Problema¬
ta for Regne=Lærlingerne, i hvilke de kunde øve sig i deres
Frie=Timer.
3) Bogholderie.
For Bogholder et skal ogsaa drages Omsorg, deels
ved særdeles Undtrviisning, deels paa Contoiret, saaledes
at de, som ere komne vidt nok i Regningen, bliver tilhold¬
te, at opvarte Contoir=Forretningerne, i Førstningen til¬


deels i en dis Slags Handel, men siden i flere, ved et
bestandigt Bogholderie derover, og saaledes fra et Aar til
andet at afvexle derudi, at de endelig bliver øvede i Bog¬
holderiet over alle Arter af Handelen.
4.) Sprog.
Til at give Underviisning i det Franske Sprog, er
antaget en Lærer, der ikke allene forstaaer det som sit Mo¬
ders Maal, men endog som en Lærd, og af hvem man
kan love sig den største Rigtighed og Jndsigt i dette Sprogs
Grunde og Overeensstemmelse med andre levende Sprog.
Denne samme skal og underviise i det Engelske Sprog.
En vigtig Omstændighed, da Underviisningen i disse to
Sprog bliver ugemeent lettere og tydeligere, naar Læreren
sammenligner dem med hinanden, og kan vise deres Over¬
eensstemmelse og Forskellighed, som og, i Særdeleshed ved
det Engelske, tage det Tydske til Hielp, der holdes for dets
Stamme=Sprog.
Til det Jtalienske bliver en anden Lærer antaget, af
hvilken man kan love sig det samme Gode, som allerede er
blevet meldt om den forrige.
For det Hollandske Sprog vil man best kunde drage,
Omsorg paa Handels=Contoiret. Naar en Lærling er fær¬
dig med disse bekiendte Sprog, og ønsker da endnu Under¬
viisning i de Nordiske Sprog, saa vil man og søge at
forskaffe ham denne, dog paa hans særdeeles Bekostning;
med mindre Academiet skulde have den Lykke, at bringe fle¬
re Lærlinger saaviidt. Saasnart de ere tre, tager Acade¬
miets Forstander ogsaa disse Bekostninger paa sig.
Overhovedet skal de Øvelser, som opgives for dem,
saavel i fremmede Sprog som i deres Moders Maal, ind¬
rettes saaledes, at de passer sig for en Kiøbmand, og der
skal ikke saa meget sees paa den Stiil, der giør et vigtigt
Skrift tekkeligt og antageligt, som paa grundige, tydelige,
og med Øyemeedet overeensstemmende Udtryk.
Da unge Personers Omgang af adskillige Nationer
torde giøre mangen en hastigere bekiendt med et eller andet
Sprog, end om man ellers skulde gaae ordentlig til Værks, saa
ville Forstanderen og Opsynsmanden henvende en særdeles
Opmerksomhed derpaa, at de deraf kan drage den beste For¬
deel for Lærlingen, men tillige forekomme en befrygtende
Forvirring.
5.) Geographie og Historie.
I Henseende til Underviisningen i disse to Stykker
skal drages den fornemste og besynderligste Omforg. An¬
leggets Forstander og Opsynsmand anseer dette som det væ¬
sentligste Stykke, paa hvilken der maae sees ved e: ung
Kiøbmands Opdragelse, for at meddeele og skaffe ham alle
de Kundskaber, der fornemmelig ere ham nyttige i hans
Forretninger.
Professor Bkisch, vil derfor udtrykkelig give Aade¬
miet nogle særdeles Lære=Timer, hvis Øyemeed fornem¬
melig skal være en Anvendelse af de vigtigste Materier af
Geographien og den nyere Historie paa Handelen. Men
derhos fremsætter og foredrager en anden duelig Lærer beg¬
ge Videnskaberne i Sammenhæng saaledes, at han først


giør Lærlingerne bekiendt med en for Handelen ret nyttig
Geograpgie, og ey allene med et blot Navne=Register over
Stæder, Floder, Havne, Bierge o. s. v.
J Historien skal de sidste Hundrede Aars Historie ud¬
giøre Hovedsagen, og om den gamle og Midalderens Histo¬
rie bliver ikkun meldt saa meget, som er fornødent for For¬
bindelsens Skold, og for at give Lærlingen Anledning, i
fald han selv skulle have Lyst til at efterlæse noget derom.
Just derfor bliver ikke gjort Begyndelse med de ældste Ti¬
ders Historie, men for at komme desto hastigere til Maalet,
bliver den nyere foretaget Jsærdeleshed for sig selv, og den
ældre lært i faa Timer. Men ved den nyere er Hande¬
lens og Søefartens Historie det fornemste Øyemerke.
Over alle disse Lære-Timer fører Professor Busch,
som det hele Anlegs Opsynsmand, en omhyggelig Opsigt
da han flittig besøger dem, gaaer Lærerne til Haande med
Raad og Daad, hvorledes de skal indrette deres Metho¬
der oveensstemmende med Øyemeedet, samt hvorledes den
ene kan arbeyde forud for den anden i de med hinanden for¬
bundne. J hans egne Lære-Timer, som fornemmelig
skal anvendes til historisk eller geographisk Oplysning om
saadanne Ting, hvilke den tilkommende Kiøbmand nød¬
vendig maae vide, vil han dog ogsaa søge at vinde Ti¬
den, for paa al muelig Maade mere og i større Fuldstæn¬
dighed at oplyfe saadanne Ting, som i den øvrige Undervis¬
ning ikkun bliver ved Leylighed foredragne og fremsatte uden
nogen Jndsigt i Grundene dertil, eller alt for kort, efter¬
di Sammenhængen ikke kan afbrydes. Exempler skal giø¬
re hans Hensigt forstaaeligere, Han ledsager Lærernes
Underviisning i Aritmetiken med lette og fattelige Beviser.
Naar denne afhandler Guld- og Sølv=Regningen, saa
vil han af Grunde og Erfaring forklare Metallernes Prøbe¬
ring og Raffinering, saa og oplyse samme ved Forsøg i
smaat. Sprog=Underviisningen vil han Tid efter anden
oplyse ved fattelige Anmærkninger om Overeensstemmelsen,
et Sprogs Fortrin for det andet, og et eller andet Sprogs
Rigdom eller Fattigdom. Ved Geographien forskaffer Con¬
toiret ham Landenes Myndter, Jsærdeleshed dem, efter
hville der bliver beregnet i Vexel=Coursen, hvis Afvexling
han forklarer og oplyser historisk. Ved Historien vil han
ledsage den dertil bestemte Læreres sammenhængende Under¬
viisning med saadant, Materiers Afhandling, som fornem¬
melig interesserer Handelen. F. Ex. ved de sidste Franske
Kongers Historie vil han Historisk oplyse det som Henrich
den Fierde har gjort for den Indenlandske Handel, Ludvig
den Fiortende for den Udenlandske Commeree, for Søe¬
farten og Coloniernes Oprettelse, og i Ludvig den Femten¬
des Mindre=Aarighed Actie=Handelen og det saa kaldede
Lams Systeme.
N at han foretager en Sug, uden for Sammen¬
hænget med den øvrige Underviisning, vil han derimod ved
de andre Lærere forønstalte Forberedelsen, saavidt samme
er ham fornødcn. aar han f. Ex. vil tale om Colonier¬
nes Øyemeed og Historie, saa vil han bede Geographiens


Lærer, at giøre de Europæiske handlende Nationers Colo¬
nier overhovedet bekiendte paa de almindelige Landkort, og
naar han har giort det, da af sin Samling at levere de
beste Charter over disse Colonier til Academiet, paa det at
de enkelte og hver for sig kan nøyere blive Tilhørerne be¬
kiendte.
Han har hidtil anvendt fire Timer ugentlig til den¬
ne Underviisning; men naar Materiens Mængde og Tilhø¬
rernes tiltagende Antal giør det nødvendigt, saa vil han
hver Dag spandere en Time derpaa.
Desuden har han ved sidst afvigte Paaske forandret
Formaalet af hans hidindtil i Gymnasio for Kiøbmændene
holdte Lære-Timer saaledes, at de endnu bliver nyttigere
for sammes Øyemeed, og, i Følge den forhen bekiendtgjorte
Efterretning i det Hamborgske Adresse=Blad, bliver i Aar
holdet Forelæsninger over allehaande Materier, som
indløber i Handelen, efter den Anledning og Orden, som
gives i Hr. Dr. Buschings Vorbereitung zur grundli¬
chen and nuglichen Kenntnis; der Staatbeschaffenheit
und Staatsverfassung der Europaischen Reiche und
Republiken. Academiets Lærlinger besøger denne Under¬
viisning uden Betaling, naar de allerede dertil ere forbe¬
redede. Men i fald disse Timer, for mere Beqvemmelig¬
heds Skyld, skulde engang blive forflyttede og holdes i
Handels=Academiet, saa kan de dog alligevel besøges af
alle og enhver med samme Friehed, som hidindtil er skeet
paa den offentlige Lære-Sahl. Timerne bliver uforandre¬
de om Mandagen og Torsdagen fra 12 til 1.
Underviisning i Mathematiske Videnskaber og i Phy¬
siken anseer han for nærværende Tid endnu ikke som hen¬
hørende til dette Anlegs Plan, da samme fra Begyndelsen,
af kan i det mindste ikke gives almindelig for alle. Jmid¬
lertid kan Fædre og Formyndere, som ogsaa ønsker og for¬
langer denne Underviisning, være forsikkrede om at der meget
lettelig kan skaffes Raad i dette Stykke i et Anlæg, hvis
Opsynsmand er tillige offentlig Lærer i Mathematik og
Physik.
Det vil falde enhver eftertænksom Læser ind, at den
hidindtil beskrevne Indretning ved Underviisningen vilde
for en stor Deel af Lærlingerne tabe sin Nytte, naar alle
disse Ting skulle blive fortsatte i et Løb, da de sildigere ind¬
trædende, Jsærdeleshed de, som indtil den Tid har havt
en fuldkomnere Underviisning, skulde lide paa alle Slags
Maade, naar der ikke særdeles blev draget Omsorg for
Begyndere, deels i de Ting, der udfordrer en vis Begyn¬
delse, f. Ex. i Sprog=Underviisningen, deels i de Histo¬
riske Kundskaber, som forudsetter en vis Orden og Sam¬
menheng. Academiets Forstander og Opsynsmand har
ikke overseet denne Vanskelighed, og det er fastsat, at naar


nye Lærlinger indtræder saa skal der Jsærdeleshed blive
draget saadan Omsorg for dem, som Omstændighederne
udfordrer det.
Alle Indretninger i henseende til denne vigtige Punkt,
saavel hvad Lærlingernes Afsondrelse i visse Timer for sig
særdeles, som hvad disse Timers Jnddeling angaaer, over¬
lader Forstanderen til Professor Busch som Opsynsmand,
og vil ikke regne eller see paa nogen mere Bekostning i hen¬
seende til Lærernes Belønning for saa mange flere Timer,
saasnart og saa ofte Omstændighederne giøre det fornødent.
Ved Academiets nærværende Tilstand, og ved det nærvæ¬
rende Antal af Lærlinge ere disse allerede virkelig inddeelte
i to forskiellige Classer ihenseende til Sprogene, og i to
andre Classer ihenseende til Historien og Geographien. Hver
Classe bliver underviist i særdeeles Timer for sig selv, og
da det fornemmelig kommer an paa Underviisning, i Spro¬
gene: saa har det Engelske og Franske Sprogs Lærer for¬
pligtet sig til, at anvende sex Timer hver Dag, til baade
deels afvexlende Underviisning i de forskiellige Classer, og
deels til Omgang og fri Øvelse i at tale bemelte Sprog
med Academisterne, og paa denne Maade bliver det altsaa
fremdeles holdet Bestandig. (Fortsættelsen følger.)
Fætteren.
Begivenheder og Jndfald.
Om en Gesandt.
DAaret 1586 havde Philipp II. skikket den unge Conne¬
table af Castilien til Rom, for at ønske Pave Sixtus V.
Lykke til hans Ophøyelse. Paven, som fortrød paa at
man havde skikket en saa ung Gesandt til ham, sagde:
Fattes Deres Herre Mænd, siden han sender mig en Ge¬
fandt uden Skieg. Dersom min Konge havde troet, sva¬
rede Spanieren, at Fortienester bestode i Skieget, saa hav¬
de han sendt en Buk til Eders Hellighed, og ingen Adels¬
mand som jeg.
Om en Guldmager.
En Nye Adept eller Alchymist, som paastoed at have
udfundet den Hemmelighed at giøre Guld, bad Pave Leo X.
om en Belønning. Denne Pave som var en stor Ven af
Kunster, syntes at at lade sig denne Bøn befalde, og Brov¬
teren smigrede sig allerede med en usædvanlig Lykke. Da
han nu kom, for at hente sin Beiønning, saa lod Leo give
ham en stor tom Pung, og derhos sige: at han kunde selv
giøre Guld, saa behøvede han intet videre end en Pung
til at giemme det udi.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 35


Præste=Enken.
Følgende 2de Arier har jeg arvet efter min Sal. Mand,
de kan synges som: Chrisilles du mit Verdens Guld &c.
Morgen=Aria.
N¬
u svinder Nattens Fælhed bort.
Nu Morgen=Rødens Helt
Fremtriner af sit Telt
Paa den Sapphire Himmel=Ort.
Alting faaer Liv paa nye,
Som før ey turde knye
Dyrene
Lystige
Gager til Marken hoppende.
Fugle=Sang
Giver Klang
Jndtil Skyens Høyeste.
Opsving dig da, min Siel!
Til Godheds Kilde=Væl.
Udbryd med Lov og Priis
Paa Engle=Viis:
Tak stærke Zebaoth!
Min Klippe, faste Slot!
For Du din Vagt har sat
Om mig i Nat.
Aften=Aria.
N¬
lu tændes an de mindre Lys
Paa Himlens Stierne-Tag.
Nu Mørkets sorte Flag
Giør alting stille, taus og tys
Paa Verdens Myreboe
Fra Stoyen og Uroe.
Mørkheds Hær
Kun i sær
Udi Mørket glæder sig.
Hvilen er
Alle kier
Blomsterne selv lukker sig.
Vel an! derfor min Siel!
Skriv op, betænk dig vel,
Hvad du i Dag har gjort
Lidt eller stort.
Din Søvn er Dødens Bud.
Forliig dig først med Gud,
Saa faaer du Engle=Magt
Om dig til Vagt.


Den nyegifte Kone.
Ogeg er paa nogen Tid bleven ligesom gandske forvil¬
det i Hovedet; jeg veed ret nu ikke, hvad jeg skal
iøre og lade, ja, neppe tænke; saadanne Uleylighe¬
der mærker jeg nu at der følger med den gifte Stand. Man
vil ventelig beklage mig, og tænke, at jeg har faaet en
slem Mand, som mange andre Koner, der hverken kan
tale, giøre eller lade, ja, end ikke tænke sin Mand til
pas. Ney intet mindre. Min Mand er ikke Aarsag til
al denne Forvirring, jeg er kommet udi. Men jeg er ble¬
ven saa fortumlet i Hovedet, at jeg neppe veed, hvad Re¬
ligion jeg har eller bør have. Kors! vil man nok sige:
Det er forskrækkeligt med den unge Kone. Ja, det er det
første og største Onde, som mig har mødt i min gifte Stand.
Men jeg maa fortælle mine Læsere det. Maaskee de ellers
skulde ynke mig for meget. Sagen er denne: Som Kone,
har jeg aflagt min første Barsel=Visite hos en min Moders
gamle Bekiendte. NB. thi jeg fik hendes Nedkomst ce¬
remoniel at vide. Ved min Ankomst forefandt jeg en
gammel Matrone (jeg troer nok hun var Svøbe=Konen)
hun havde nær døvet os allesammen med sin utaalelig Snak
og den arme Barsel=Kone maatte nogle Gange tørre Sve¬
den af sit Ansigt. Jeg hørte her saa meget paa en Time,
som jeg ey havde hørt og vidst i al min Levetid: Ammen
lagde engang Barnet til Brystet. Strax sagde den gamle
Matrone: Min kiere Amme! J maae ikke drikke af
Kruus eller Kande med nogen anden Amme; thi hun kan
da drikke Melken fra Jer. - Barnet blev vel lagt før¬
ste Gang ved den høyre Side af sin Moder; thi bliver
det lagt ved den venstre, bliver Barnet keythændet sin
Livstid; - Naar Barnet bliver større, maae J for al¬
ting ikke lade det staae med bare Fødder paa et Bord; thi
saa faaer det suure Been. - Barnets blotte Fødder
efterdi det var et Drenge=Barn, bleve vel strax sat paa
Faderens bare Bryst? thi naar man det giør, kommer
Barnet ikke ulykkelig af Verden. En nyefødt Daatter skal
derimod strax legges til Moderens Bryst; thi saa skal det
aldrig falde og geraade i Vanære. J har vel lagt
noget Christen=Jord i Vuggen og bundet noget Staal i
Svøbet, det er meget got imod Underjordiske Kræe, som
vil gierne forbytte Børn, hvoraf kommer Skiftinger.
Naar Barnet kan gaae, skal J binde en Kierne af en Dad¬
del Nød i dets Klæder, saa falder det ikke, og om det falder,
saa faaer det dog ingen Skade - Barsel=Konen klage¬
de, at hun ey kunde sove om Natten - Det er en Obser¬
vation, sagde Matronen: at, naar man legger Halm i
en Seng, maae man ey løse Straae=Baandet op, som var


om Knippet; thi løser man det op, saa kan ingen sove
rolig derpaa.- Her maatte den syge Kone lee, og sag¬
de, der var ikke et Straae i hendes Seng. Ja, sagde
Matronen, saa maae det være Marren, som giør dem
Uroe; derfor skal de vende Smekket ud imod Gulvet, af
den Stoel, som de har siddet paa ved Sengen; det er og
got at Tøflerne settes baade ind og ud; thi saa staar Mar¬
ren og tripper der heele Natten, og kan ey komme op i
Sengen. - For at afbryde denne fortrædelige Snak, øn¬
skede Barsel=Konen, at hun havde holdt sin Kirke=Gang.
Strax svarede Matronen: Saa maae de give agt paa,
hvem de da først møder; thi møder de først en Mandsper¬
son, bliver de igien frugtsommelig med et Drenge-Barn;
men møder de først et Fruentimmer, bliver deres næste
Barn et Pigebarn; men skulde de møde 2 paa eengang,
da maae de belave sig paa Tvillinger; men møder de ingen
saa bliver de ey heller oftere Moder. - Her kunde vi ey
bare os for at lee, og jeg spurgte: Hvad om en saadan
Kone møder den heele Vagt=Parade, bliver hun da Frugt¬
sommelig med en heel Batallion? Den gamle Matrone
blev vred, og sagde til mig: De har nok ikke været med
før, min unge Madame? men der staaer endnu meget
tilbage for dem at lære. Jmidlertid vil jeg dog raade
dem, som en nyegift Kone, at de i deres Svangerskab ey
maae kige ind i et Vognskuur; thi giør de det, maae de
gaae svanger over Tiden. De maae ey heller, naar de bli¬
ver svanger, holde noget Barn over Daaben. De maae
ey heller gaae over nogen aaben Grav; thi saa døer Foste¬
ret. Jeg takkede for god Efterretning, og tog Afskeed;
men ynkede i mit Hierte den arme Barsel=Kone, som
viskede til mig, at hun foruden hendes Svaghed, maatte
saaledes plages fra Morgen til Aften; thi næsten enhver var
befængt med saadan overtroisk Slidder og Sladder. Jeg
gik og besluttede ved mig selv, aldrig at antage Svøbe¬
Kone, om jeg nogen Tid kom i de Omstændigheder.
Ved min Hiemkomst forefandt jeg nogle gamle Ven¬
ner fra Landet. Min Grand=Mama en Kone paa 80
Aar, og min Tante en Jomfrue paa 60 Aar, og nok
en fremmed Jomfrue paa en Snees Aar, vare komne for
at see Statuen blev opsat, og tillige at besøge mig.
Jeg var just ikke den eneste, som paa den Tid fik Jnd¬
qvartering. Den Uleylighed som følger med at tage imod
Fremmede, kunde jeg gierne finde mig udi; men de Uri¬
meligheder, som gemeenlig følger med saadanne gamle Folk,
havdemær gjort mig Hovedet kruset. Ja, den Skræk de
ved alle Begivenheder søgte at indjage mig, er endnu ikke
forsvunden af mit Blod. Jeg vidste tilsidst neppe hvad
jeg turde giøre eller lade. Ved hver Ting havde min
Grand=Mama og Tante sine Anmærkninger og sælsomme
Udtydninger. Saasom det var Aften da jeg kom hiem,
vilde jeg see i Speylet, efter at vi havde tændt Lys: Ak!
mit Hierte Barn, sagde min Grand=Mama, det er ikke
got at speyle sig om Natten. - Hun kom ud i mit Kiøk¬
ken, og saae en Trefod at staae over Jlden, uden noget paa
den, strax raabte hun: mit hierte Barn! tag den bort,


det er ey got at sette en bar Trefoed over Jlden. - Her
saae hun en liden Tot Hør paa Pigens Rokke=Hoved (det
var just Løverdags Aften) Ey, sagde hun til Pigen:
Naar man ikke spinder gandske af sin Rok Løverdags Af¬
ten, saa bliver den øvrige Hør aldrig got Garn og det Lær¬
red bliver aldrig hvidt. Derimod er det meget got, om
man om Morgenen tilig kan spinde af sit Rokke=Hoved;
thi da bliver man lykkelig den heele Dag. (Pigen ønske¬
de min Grand=Mama en lykkelig Hiemrevse jo før jo hel¬
ler) Nu gik Lyset ud. - Ey! sagde min Tante: hvem
af os monne nu skulle døe først, ja, det er et vist Tegn at
en døer i Huuset. Pigen skulde slaae Jld; men det vilde
ey fænge strax, jeg troer af Forskrækkelse; Hør, sagde min
Grand=Mama, naar J brænder i Jer Fyhrtøy, skal J
tage Klude af en Skjorte; men ey af en Tiestille, saa fæn¬
ger det strax. - Nu skulde vi spiise. Her kom et Styk¬
ke Brød meere paa Bordet, end der vare Personer. Strax
sagde Grand=Mama: at der var en sulten Geist underveys
hertil. (jeg frygtede for fleere). - I det Pigen skulde
skiære Brød løb Kniven af. Seer J, sagde min Tante,
at J gandske vist har løyet i Dag - men da Pigen i en
hast lagde Brødet fra sig, saa at det afskaarne vendte ud
ad, sagde min Grand=Mama: at det ey var got at legge
Brødet saaledes, Velsignelsen gik fra det.- Her spildte
Landsbye=Jomfruen et Glas Øll og tørrede sin Haand,
paa Dugen. Strax sagde min Grand=Mama: hun ey
maatte tørre sine Hænder paa Dugen; thi saa fik hun Vor¬
ter paa Hænderne. - Hvorpaa min Tante sagde: at
dersom hun fik Vorter; som hun vist fik, saa skulde hun
toe sig stiltiende 3 Torsdager i det Vand, som samles paa
en Liigsteen paa Kirkegaarden; men det maae skee stiltiende.
Atter forsaae Jomfruen sig, og ved en Feyltagelse
beed af min Grand=Mamaes Brød - Mit kiere Barn!
sagde hun, det maae de aldrig giøre; thi naar man saaledes
bider af den andens Brød, saa bliver man hans største
Fiende, og De vil jo ikke være min Fiende? Jomfruen blev
skamrød og bad om Forladelse. - Nu kaldte jeg paa
Pigen, hun kom og blev staaende i Døren, og derpaa
vendte sig - Strax sagde min Grand=Mama, at det
ey var got at vende sig i en Dør, man maae enten gaae inden
for, eller blive ude. - (Min Mand kunde ey andet end
smaaelee af ald denne Væv) Nu gik han til Sengs, og
da det er hans Maade at læse paa Sengen, blev Lyset staa¬
ende ved Sengen imedens han læste, og derpaa vendte han
det om i Piben. Saasnart min Grand=Mama saae dette
om Morgenen, korsede hun for sig, og sagde: at naar man
saaledes slukker et Lys, kan man ey vaagne, om end Huu¬
set blev fuldt med Tyve. Hun klagede ellers at hun ey
havde kundet sove om Natten. Min Tante spurgte, om
hun ey havde sin Roe=Visk med sig? Ak! ney svarede
Grand=Mama. Ja, der har vi det, sagde Tante. Min
Mand spurgte meget ærbar, hvad det var for en Ting. O!
sagde Tante, det er en stoer Hemmelighed i Naturen! El¬
lers er det saadan en Visk=Foer, som Bonden setter imel¬
lem sine Kurve, at de ey skal gnaves, imedens han kiører


med dem til Torvs, naar man legger saadan en Visk under
Hoved=Puden, saa sover man meget roeligt. Grand¬
Mama beklagede og at der var saa mange Muus, og sag¬
de at vi kunde blive dem qvit, naar vi over alle Dørrene
vilde skrive med Kride: Nicasius; men det maae skee om
Aftenen paa Nicasii Dag. - Hønsene kaglede i Gaarden,
strax sagde Grand=Manta: at jeg paa St. Peders=Dag
skulde giøre Rederne til mine Høns; thi saa lagde de man¬
ge Eg. - Nu skulde vi gaae i Kirke. Da vi vare komne
uden for Døren, merkede jeg, at jeg havde glemt min Psal¬
me=Bog, og vilde have gaaet tilbage efter den; men min
Tante holdt paa mig sigende: at det ey var got at gaae
tilbage paa en Kirke=Vey. - Jeg maatte da lystre.
Den unge Landsbye=Jomfrue kunde ey noksom beundre al
den Pragt og Herlighed, hun her saae, og merkede, at al
hendes Stads var gammeldags, uagtet hun holdt sin Stads
for den nyeste Mode; og beklagede sin Skiæbne, at hun
skulde være saa langt fra Hoved=Staden, at de ey kunde
faae Moderne førend længe efter de vare aflagde hos Folk
i Hoved=Staden. O! hvor har de dog got! Hviskede
hun til mig under sin Vifte. Hun tog og Model af en
Snees Sætter, som stod hende best an, og forsikrede at
hun vilde blive den prægtigste i hendes heele Bye.- Her
skulde det just treffe ind, at det ene Alter=Lys ey fuld¬
kommen blev tændt, og derfor gik ud. Min Tante hvid¬
skede til mig, at en af vore Præster snart døde.- Ak!
tænkte jeg, skal Overtroe endog regiere i det Huus, hvor
den rette Troe læres!  Da vi gik af Kirken, havde et
Fruentimmer, som gik foran os, den Maleur at tabe sit
ene Strømpe=Baand. - Ak! sagde Grand=Mama:
Dennes Mand er hende aldrig troe, den Stakkel! Jeg
troer snarere, sagde min Tante, At hun ey er gift; men
at det er hendes Kiereste som er hende falsk; thi jeg har
ofte tabt mine. (hun sukket) da skal jeg, min Troe, bin¬
de mine tæt; sagde den unge Jomfrue. - Vi kom til
Bords, og der var Anmærkninger ved hver Ting.- Min
Tante spaaede sig intet got, da hun tabte Saltet af hendes
Kniv, og Grand=Mama befrygtede, at det var Forvarsel
paa at de skulde velte paa Hiemreysen. Hun sagde og at
de havde kommet en Dag før, men da de vare komne paa
Veyen, mødte dem en Spinde=Kone; hvorfor Kudsken
maatte vende om; thi det er ey got, at møde saadanne;
og i saa Fald, maae man enten opsette Reysen, eller rey¬
se af en anden Vey. - Om Søndag Eftermiddag havde
vi ey andet at bestille end staae for Vinduerne. Den unge
Jomfrue tabte baade Øyne, Næse og Mund over ald den
Herlighed hun saae at slæbe langs igiennem Gaderne. -
Nogle Børn laae paa en Trappe og leegte med Steene:
Det betyder Dyrtid, sagde Grand=Mama. - Nogle
andre Børn reed paa Kieppe og agerede Ryttere og Solda¬
tere. Det betyder Krig sagde min Tante.- Vi obser¬
verede at der blev hentet meget Øll fra en Kielder skraas
over for os. De Folk, sagde jeg, har god Søgning.
Ja, sagde Grand=Mama: Hvem som faaer den første Kan¬
de Øll, af en Tønde, og løber hastig bort med den, saa


har Verten god Aftræk paa Resten. Maaskee derne Vert
skienker den vel, som henter den første Kande Øll, som
derover løber hastig bort, og derfor har god Søgning.
Nu gik en forbi, som havde en skiev Hals. Den
Stakkel sagde Grand Mama, har vist nok hørt et
Spøgelse, og seet tilbage efter det; hører man saadan
noget, maae man ey see tilbage; thi saa bliver Halsen
omdreyet. - Nu stod den unge Jomfrue og saae
paa sine Hænder, eller rettere paa sine Ringe. Mit
Barn, sagde Grand=Mama: Det er ey got at see paa
Hænderne. - Nu sad min Kat og pudset sig, og imellem
saae paa min Tante, saa, sagde hun: hvem mon nu vil
i Dag skielde mig ud? - Nu befandt jeg en Blegn paa
min Tunge. Fy! sagde Grand=Mama: Du skal strax
spytte 3 Gange; thi nu taler nogle onde Mennesker om dig
mit Barn; nu, nu, spyt, spyt! - Ligeledes, sagde hun
skal man spytte 3 Gange over den venstre Arm, naar man
har faaet Skarn i sit Øye, men, det maae være over den
venstre Arm. - Til Aften fik vi Æg. Jeg lod Skallen
ligge heel. Ey! sagde min Tante, du maae knuse Skal¬
len; thi ellers kan du faae Feberen derefter. Ja, sagde
Grand=Mama: Hexe kan giøre meget ondt med de heele
Skaller. Knuus dem, mit Barn! - og mange andre
Anmærkninger; thi næsten ved hvert Mundbid havde de
deres Anmærkninger. - Pigen havde sveedet Maden en¬
gang. Strax svor min Tante paa at hun maatte være for¬
lovet. - Nu giorde den unge Jomfrue sin Stads til rette
til den paafølgende Dag, som var den 16de da Statuen
blev opsat. Vi gik til Sengs, men maatte tilig op.
Min Grand=Mama havde havt en ret fortredelig Drøm,
som hun sagde: Hun vilde at Tante skulde udtyde den;
men Tante bejamrede, at hun havde glemt sin Drømme¬
Bog hiemme. Kand du da ikke erindre hvad det betyder,
naar man drømmer at man bliver kysset af nogen paa
Hænderne? O! sagde Tante, det betyder Besøgelse af on¬
de og falske Mennesker. Grand=Mama bad mig ey at
tage imod Besøgelse den Dag. - Nu var Jomfruerne i
deres fulde Puds, og skulde ud at see Statuens Opsettel¬
se, men i det den unge Jomfrue vilde spænde sine Skøe,
nøes hun. Ak, mit hierte Barn, raabte Grand=Mama;
Gaae ikke uden for Dørren i Dag, thi det betyder gandske
vist en Ulykke, naar man nyser i det man spænder sine
Skoe; Jeg er saa bange at Statuen skal falde om paa
dem, mine kiere Børn. Men den unge Jomfrue kunde
ikke lade sig afskrekke. Hun var nu i sin fulde Puds, som
dog var gammelt nye Modens. Hun havde vel en Sa¬
loppe paa; men uden Pose og Arm=Huller; fra hendes
Hals=Smykke hang og tvende meget store lange gule
Baand langs ned ad Ryggen, næsten neden for Salop¬
pen. Altsaa maatte hun gaae; men i det hun gik skul¬
de hun see til alle Vinduer, for at observere alle Fa¬
sonerne paa Sætter og Krepper, og i det hun saale¬
des gik og gabte, faldt hun i en dyb Rendesteen, og
brekkede sin Vifte. Da hun kom til Pladsen, blev
hendes Saloppe reyen i tu, og de skiønne lange guul¬


Baand bleve afklippet tæt bag i Nakken. Der laae heele
Stadsen i Moradsen. - Hun var neppe kommet
hiem, førend Grand=Mama savnede de guule Baand;
thi de faldt meest i Øynene. Jomfruen maatte da for¬
tælle hvorledes det var tilgaaet, hvad Fataliteter der
havde mødt hende. - Ak, mit Barn, sagde Grand¬
Mama, sagde jeg dem det ikke i Morges, da de nøes,
Ja, ja, troe de mig kun en anden Gang. Ja, det
som værre var, sagde Tante, at vi først mødte en
gammel Kierling paa Gaden om Morgenen. Ja, der
har vi det sagde Grand=Mama; men jeg, sagde Tan¬
te, havde Salt og Brød i min Lomme, derfor kom
jeg ingen Skade til. Ja, sagde Grand=Mama, det
er meget got at have Salt og Brød i Lommen. De
haver nok ey heller flyttet den høyre Fod først over
Dørtrinnet i Morges, da de gik ud. Det maae De
for alting observere. Jeg kunde ey andet end beklage
den unge Jomfrue, og hialp hende til rette.- En¬
delig kom Dagen, at de skulde reyse. Jeg var saa
bange, at noget ulykkeligt Tilfælde skulle treffe ind,
hvorover Reysen kunde blive opsat; og allermeest befryg¬
tede jeg at nogen af dem skulde nyse imedens de toge sine
Skoe paa. Jeg lod og min Pige passe paa at holde
alle gamle Koner fra Dørren, at de ikke skulle først
faae saadant et Møde. Thi jeg var alt kied af denne
Jndqvartering. Men jeg frygtede meest for, at de paa
Veyen skulde møde en Spinde=Kone, og altsaa kom¬
me tilbage igien. - De toge Afskeed, og jeg bad
dem allesammen at flytte den høyre Fød først over Dør¬
trinnet. Den unge Jomfrue maatte selv lee deraf; men
Grand-Mama og Tante iagttoge det meget nøye.
De reyste. Jeg blev glad, og glæder mig endnu ved
at de ey kom tilbage. De havde i den korte Tid
giort mig saa forvirret at jeg neppe førend nu, har kun¬
det sandse, at ynke saadanne overtroiske Mennesker. Saa¬
dant et overtroisk Menneske har aldrig et roeligt Sind,
og giør sig tusinde Bekymringer, just fordi de hader Op¬
lysning om den rette Troe.
Fætteren.
Jndfald.
Den forsigtige Jomfrue.
Sen smukke Blonde man kan ret forsigtig kalde:
Hun nøye vogter sig, at hun skal ikke falde.
Thi naar hun mærker, hun kan ikke holde Stand,
Saa passer hun, at hun i Armen gribes kan.


Den andægtige Jomfrue.
Lucie vil nu plat i Nonne=Kloster gaae,
Og der blandt Søstrene paa Helgens=Listen staae.
Leander raaber: Ak! min kiereste Lucie!
Vil du aarsage mig saa stoer en Hierte=Svie?
Jeg elsker dig, og gik for dig saa stiv og strunk.-
Lucie svarede: Du kan jo blive Munk?
Den grædende Doris
Jeg seer en Taare=Flod ned paa dit Bryst at strømme
O! var jeg nu en And! jeg her da vilde svømme.
Var Crisis Ord. Ja, mæn! Gid du var da en And
Var Doris Svar, man da undskyldte din Forstand.
Den paastaaende Jomfrue.
Belise klager an, er vred og reent af lave.
Hun fuld Erstatning vil for Tyveriet have.
Hun dobbelt Paastand giør; selv Retten raaber: tys!
Hvad har Belise mist? Silvander stial et Kys.
Over et Kys.
Hvad? meener du at der er ikke Jld i Vand?
Et fugtigt Kys har den Forlibte sat i Brand.
Den vittige Jomfrue.
Et smukt og ærbart Syn man seer i Leonore.
Det blaa hun elsker og er altid gierne blaa.
En Springer spurgte: Ak! min Engel! Ak! hvorfore
Skal man dem altid see saa blaa fra Top til Taa?
I Hykler! sagde hun: Naar jeg er Engel vorden,
Og dertil blaa, saa seer J Himlen jo paa Jorden.
Den Forundringsfulde.
Min Ven! jeg troer at du er bleven Secretair.
Ja du maaskee endnu er bleven meget meer?
Hvi saa? - O! siig mig dog, hvorledes er det fat?
Hvorfor? - Med Duske du jo gandske er besat,
Sandhed jeg dig nær for Fryndser ey har kiendt,
Ey Snak, min Kiortel jeg ikkun har faaet vendt.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 36


Hovmesterinden.
Om Silke=Ormes adskillige Tilfælde og Rygt.
(See No. 34)
S¬
ilke Orme faaer i Spindetiden ofte den Sygdom at de
bliver korte og tykke, og spinder ikkun lidet, hvilket
kommer deraf, at naar Leyren staaer længe, saa skim¬
ler det underste Møg og bliver gandske heedt, hvorover de
ikke ville æde og bliver korte, saasom Gummen tørres ind.
Man maae derfor hver anden Dag rense under dem, og
legge Papiir paa Bræderne, paa det ingen Fugtighed ska
trekke ind til dem. De kan ikke fordrage at der lugter ilde
hos dem, saa der maae røges for dem med got Røgelse,
eller i det mindste lukkes Vinduer op, at de kan faae frist
Luft, dog ikke naar det er tykt og taaget Veyr; thi den
fugtige Luft er skadelig for dem, og de ere strax ømfindtlige
ved den, efterdi de kan lugte, smage og føle meget got;
men Syn og Hørelse fattes de.
Undertiden bliver de smale og tomme og døer af den¬
ne Sygdom. Det kommer deraf, at mange plukker Bla¬
dene for tidlig af Morbærtræerne, naar Duggen endda
ligger paa dem, og giver dem strax disse Blade at æde, samt
deraf, at man snart giør for varmt og snart lader være
for koldt hos dem. Man maae derfor heller lade dem hun¬
gre en halv Dag, end lade dem faae de fugtige og kolde
Blade strax, inden de faaer ligget at tørres og varmes lidet.
Jntet er saa farligt for dem, som Vand. Man har, til
at forsøge dette, lagt nogle Orme for sig selv, og bestan
digen givet dem vaade Blade, og andre har man givet gule
Blade, som har været frøsne. De første ere allesammen
døde af ovenmeldte Sygdom inden 4 Dage, men af de
sidste døde i samme Tid ikkun de halve.
Silke=Ormene bliver og undertiden noget haarde
og tykke, saa at de ligeleedes døer der af. Dette Tilfælde
foraarsages, naar man giver dem Blade, som har været
forlænge plukkede, eller ligget paa et varmt Sted, saa at
de ere fortørrede. Naar nu Ormene faaer siden fugtige Bla¬
de, da svulmer dette tørre ud, som har samlet sig sammen
i dem, og ikke har kundet fordeele sig af Mangel paa Fug
tighed, saa at Ormene deraf brister. For at forebygge
dette Tilfælde, stænker man Bladene med Vand, naar det
om Sommeren ikke har regnet længe, paa det at de kun
de blive forfriskede, dog at man passer, at intet Vand er
paa dem, naar man legger dem til Ormene, thi ellers kun¬
de de faae en anden Sygdom deraf.
Om Silke=Ormenes Behandling efter Spindingen.
Efter at Silke=Ormene har spundet sig ind, forvandles
de den 8de eller 9de Dag til Kierner, det er, de faaer en


hviid Skal, hvilken Tid efter anden forvandles til brung¬
rød, ligesom de andre Rupper i Haverne. Saaledes bli¬
ver de liggende fra Spinde Tiden af, i 20 eller 22 Dage.
Derefter springer den bruune Skal af dem, og saa kom¬
mer der en hviid Papillon ud. Siden setter de en vaad
Plæt i Coconen, og borer saa længe med Hovedet til de
har gjort et Hul, som de kunne krybe igiennem. Naar de
ere komne ud, saa settes de paa et Ark Papiir, som man
har bukket en opstaaende Kant paa. Paa dette Ark Papiir
maae de parre sig. Siden tager man dem, som har parret
sig, og legger dem paa et andet Ark, og seer den anden Dag
efter, hvilke der har skilt sig ad. Fra dem tager man
Hannerne bort, og legger paa det Ark Papiir igien, som
de har parret sig paa; Naar Hannerne saaledes har parret
sig 2 Gange, saa kaster man dem bort. Forskiellen paa
Kiønnet er, at Hunnerne ere tykkere, men Hannen mindre,
og flagrer med Vingerne. Det Papiir som Graius ligger
paa, bliver lagt i en Casse, saaledes, at der legges hver
anden Gang Træk=Papiir, for at trække Fugtighederne til
sig af det andet Papiir, og siden sættes denne Casse paa et
Stæd, hvor der ikke er fugtigt, og hvor det ikke fryser.
Om det raae Silkes Tilberedelse.
Der er 4re Slags Floret=Silke; den Første er den
som sidder om Cocons; den Anden den, som den der hasper
vikler om Haanden, naar han leder efter den rette Traad;
Den Tredie er den, som er afhaspet og kastet af Vandet;
og den Fierde er den, som man faaer af de igiennemædte
Cocous. Det Slags, som den der hasper, snoer om Haan¬
den, er igien 2 Slags, enten den som han har trukket lang,
den kaldes Cottes, eller den som er meget ureed, og kaldes
Frisons. Den sidste tilberedes paa følgende Maade: Først
skyller man den et par Gange om i Vand med lidet Pot¬
Aske i, saa gaaer den meste Gumme af. Derefter bliver
den toet ud, og kogt anden Gang, 1 pd. Silke i 6 Lod
Sæbe. Dog maae Silken gandske være skiult af Vand,
og saaledes koge i et Qvarteer. Derefter toer man den
reen i Vand, tørrer den, og slaaer den med Kieppe, saa
at den bliver blød; hvorpaa den bliver kartet og spundet.
Det 3die Slags som kommer af de Cacons, som ere afha¬
spede, bliver kogt saa længe at det er en Filt, og Ormene
mesten gaaer ud. Siden banker man og skyller det indtil
Ormene ere ude, derpaa toer man det i reent Vand, og
endelig koger det nok engang med Sæbe. Derefter banker
man dem med Stokke, og leder alle Hudene ud, og siden
karter dem. Det 4de Slags er de igiennemædte Cocons.
Disse skieres op, og tages Huuden af Kiernerne, legges
Dag og Nat i blød, og koges et par Gange op i Sæbe¬
Vand, og derefter vaskes, bankes, kartes og spindes de.


Kiøbmanden i Hovedstaden.
Fortsættelse (See No. 34.)
II. Øvelse i den praktiske Handel.
Hvad Ungdommens Anførsel til den praktiske Handel an¬
gaaer, saa bliver samme foretaget paa Hr. Friderich Wil¬
heli Kønigs og Compagnies Contoir, Man vil der vise
dem alting med en særdeles Jver; de skal, eftersom de be¬
sidder Genie og Duelighed til, gradeviis forrette alle Con¬
toir=Arbeyder og Forretninger. Man vil ikke længe lade
dem drive Tiden bort med saadanne Arbeyder, som ingen
synderlig Anledning udfordrer; men de skal ved egen Be¬
arbeydelse dagligen øves i Brevskrivning, i alle Slags Sprog,
i udenlandske Jndkiøbs= og Udsalgs=Regningers Calcule¬
ring, i Kundskab om alle inden= og udenlandske Produkter
i Bedømmelse om disse eller andre Conjunturer til Specu¬
lations=Handel, i Forhvervelse af Commissions Forretnin¬
ger, i Assecuranzer og derhen hørende Skades=Bereigninger
&c. Man vil tillige paa Contoiret anføre dem til Bog¬
holderie, og enhver skal i det mindste i Førstningen selv
skrive en Memorial over alt det Passerede, overeensstem¬
mende med Bogholderiestiil. Nogle vil man vexelviis føre
paa Børsen, og give dem Anledning til Forretninger med
at kiøbe, sælge, Vexel-Negocie og andre Forretninger. Den¬
ne Jnddeling og Sammenhæng med Arbeydet paa Contoi¬
ret vil af efterstaaende tydeligst sees
1. Corresspondence om virkelige Handels=Sager
og Forretninger. Denne leder naturlig til
a) allehaande Slags Regninger, Calculer, Regnskabs
Førelse, Raisonnement over Conjuncturer o. d. I.
b) til Kundskab om de Steder, hvorfra de forskillige
Vahre bekommes, og hvorhen andre forsendes.
§) til Bedømmelse om critiske Tildragelser og Forefal¬
dender i stridige Ting, Vexeler, Assecurancer, Or¬
dre=Givelser o. d. I.
2. Vahre-Handelen, for at faae rigtig Kundskab
om alle inden= og udenlandske Produkter. Med denne
staaer i Forbindelse
a) Kundskab om Børser,
b) Betalings Maader,
c) Jagttagelse af en vis personlig Anstændighed ved
Handelen uden for Contoiret,
d) Omgang med Meglere,
e) endelig alle Børs=Sager og Forretninger, som at¬
ter staaer i Forbindelse med Corresspondencen.
5) Erfaring i Afgivter, Tolde, o. s. m.
3. Bøgernes rigtige Førelse, hvorhen alle Forret¬
ninger sammenflyder, og Kiøbmandens Orden og Tilstand,
maae sees hver Gang ved Bilancen.
4. Underretning om den rigtige Disposition af
Fonden, med hvilken en Handling bliver ført, som er en
af de vigtigste og betænkeligste Punkter i Handlingen.


Herved lærer og faaer de unge Kiøbmænd Jndsigt
a) om det Gode og Skadelige i Vexelhandelen,
b) om Jnddelingen af forskiellige Handlingers Fore¬
tagelser,
e) om de Tilfælde og Forefaldender, da ved fornuftige
Dispositioner kan reyse sig og foraarsages en For¬
legenhed,
d) hvorledes man skal væbne sig derimod og imod gand¬
ske ulykkelige Tilfælde,
hvorledes en Kiøbmands inden= og udenlandske
Credit skal bruges og vedligeholdes. Dette skulde
være Hovedstykkerne i Praxis.
Man kan desuden endnu føyelig tilsætte, at i Sær¬
deleshed for dem, som ville etablere sig uden for Hamborg
i andre Stater, skal viises og læres Handelens Forbindel¬
se med Staten, efterdi dette i mange Lande har en mæg¬
tig Jndflydelse i Kiøbmændenes Sager og Forretninger.
Critiske ved Handelen forekommende Tilfælde skal,
ved at tage en Jurist til Hielp i fornøden Fald, oply¬
ses for dem, og Kiøbmands=Retten derhos blive dem
viist.
Endelig omendskiøndt ingen af de unge Folk blive
brugte til at tiene, saa vilde det dog heller ikke skade dem,
at de bliver tagne med til Banken, Told=Clarcring, samt
Vahres Aflevering og Modtagelse for at være underrettede
om alle de ved Handelen forefaldende Omstændigheder.
Hvor alvorligt Forstanderen har til Hensigt at udfø¬
re alt dette, og at han ikke blot allene vil lade Underviis¬
ningen komme an paa en Leyligheds og flygtig ufuldstæn¬
dig Underviisning, derom maae dette give den beste For¬
sikring, at foruden den nidkiere Bestræbelse og ivrige Umag,
som han selv vil anvende til dette Øyemeed, har endda en
Mand, der i mange Aar har kiendt den her værende Børs
som en i alle Handels=Sager og Forretninger overmaade
vel underrettet og erfaren Kiøbmand, ladet sig finde villig
til, at spendere fire Aftener hver Uge paa Contoiret, og
at komme Forstanderen til Hielp i den for Academisterne
fornødne Underretning.
Overhovedet skal man gandske sikkert vide at ud¬
vælge de Veye, at de Unge skal fuldkommen indsee Nego¬
cen med alle handlende Nationer ved virkelig Praxin,
hvilket saa meget snarere skal gelinge og kunde skee, da man
foruden Contoir=Arbeydet har i Sinde, til Lettelse for Ung¬
dommen, at foretage et Land og et Sted efter det andet,
at forfatte Skriftlige Afhandlinger om det fornødne, lade
Lærlingerne selv afskrive samme, og paa den Maade at la¬
de dem komme til rigtig Kundskab om alle en Kiøbmands
Forretninger.
Alt eftersom Lærlingernes Beqvemhed og Duelighed,
udfordrer det, skal de arbeyde visse Timer daglig eller og
hele Dage paa Contoiret, og vil man saaledes vide, at
udvælge Tiden til nogle Divertissements, at Forretninger
derover ikke bliver forsømte.
Desuden vil Academiets Fremgang selv give Andled¬
ning til, om og hvorledes en Inddeling skal anordnes og


beslmmes i henseende til Tiden for de forskiellige Nationer
i Førstningen, da de ikke ere kyndige i Sproget. Jmid¬
lerid bliver de fem Sprog, Tydsk, Hollandsk, Engelsk,
Fansk og Jtaliensk lærte og drevne, men det sidste bliver
sigdenst talet og brugt.
III. Sæder.
Det er let at agte, at et Anleg af dette Slags kan
ikke bestaae uden en streng Opsigt og Orden. Paa at paa¬
see og handthæve denne, bliver en Mand af stadig Alder
og Sæder og en ustraffelig Character bestemt blot til en
Hovmesters Forretninger i Academiet, og for at kunde iagt¬
tage dette desto omhygeligere og roligere, bliver han ikke
bebyrdet med nogen anden Forretning end med denne sam¬
me. Han har sin Vaaning og bestandige Ophold i Aca¬
demiet, og fører den nøyeste Opsigt over de i samme væren¬
de unge Personer, endog i de øvrige Læreres Lære=Timer
selv, samt over de unge Menneskers Forhold og deres Om¬
gangs Maade med hinanden. Alt dette bliver ligeledes
iagttaget af Forstanderen og Professor Busch, som Op¬
synsmand, og de ville alle tre staae hverandre forenede bi,
i alle forekommende Tilfælde: Forældre og Formyndere
kan sikkert forlade sig til Academiets Forstanderes og Op¬
synsmands Omsorg i en Hovmesters Udvælgelse, og de an¬
seer denne Sag for saa vigtig, at de ikke lettelig skulde
tilfredsstille sig, saa længe de finder nogen Mangel i deres
Hensigters Opnaaelse i denne vigtige Punkt.
Da imidlertid alle til unge Folkes vel overlagte Jnd¬
skrænkning tilfældig, og efter Omstændighederne tagne Be¬
slutninger fører ofte meget Modbydeligt og Forhadt med
sig, og den ene dog efterhaanden maatte søge at forhver¬
ve sig meere og meere, og den anden mindre Friehed saa
er det fundet fornødent, at fastsette følgende til en almin¬
delig og uforanderlig Forskrift:
1. Jngen i Academiet sig opholdende ung Person bekom¬
mer sine Lomme=Penge anderledes, end fra Academiets
Forstanders Contoir, hvorover han maae have en Bog,
bringe samme paa Contoiret, hvorudi bliver indskrevet for
ham, hvad han paa den eller den Dag har bekommet,
men han derimod indskriver i en paa Contoiret bestandig
liggende Contra=Bog, hvormeget ham er bleven leveret.
Herved vil ald Mistanke bortfalde om at nogen Egennytte
skulde derved være sat til Øyemed; men Forstanderen og
Hovmesteren faaer Andledning, overhovedet at bedømme
den unge Persons Udgivter, og hans Maade, at anvende
Penge paa, samt ligeledes at giøre de i den Henseende for¬
nødne Erindringer. De som ere yngere, bliver endda
desuden tilholdte, ordentlig at optegne deres Udgivter,
indtil Forældre eller Formyndere selv med Forstanderens
og Høvmesterens Raad fritager dem derfor.
2. Det bliver ingen forundt og tilstædet, uden Tilla¬
delse at gaae ud af Huuset, hverken om Dagen eller om
Natten.


3. Klokken halv Tolv om Aftenen bliver Huuset tillukt.
Da maae enhver, som ogsaa med Forstanderens og Hov¬
mesterens Tilladelse er gaaet ud i Selskab, indfinde sig og
være hiemme i Huuset igien, og dette skal skee uden al
Undtagelse. Men skulde Forældre eller Formyndere under¬
tiden ville beholde deres Børn længere hos sig i extraordi¬
naire Tilfælde, saa maae de ogsaa beholde dem Natten
over hos sig, saafremt de ikke Dagen forhen har ladet giø¬
re Aftale om Tilladelse til en vis Tidens Forlængelse.
Men naar de bliver hiemme i deres Forældres Huus om
Natten, saa maae de den følgende Morgen medbringe
et skriftligt Beviis fra Forældrene.
4. Alle muelig for got befindende Straffe skal bestaae
i Udelukkelse fra de andres Forlystelser, i al Tilladelse til
at gaae ud, bliver dem nægtet, og i verste Fald i længere
eller kortere Stue=Arrest. Jmidlertid troer man at den
hidindtil havte Erfaring, allerede at kunde slutte saa me¬
get, at den i Academiet udvalgte Opdragelses Maade,
og i Særdeleshed unge Personers bestandige Underholdelse i
anstændige, utvungne og derhos immer afvexlende Forret¬
ninger skal biedrage meer, end al Strænghed og Skarphed
til at vedligeholde Rolighed og Orden i Academiet, og at
forebygge ald Lyst til Udskeyelser.
Alle Forældre og Formyndere ville lade sig befalde
ved et ungt Menneskes Antagelse i Academiet, skriftlig at
give Academiets Forstander deres Samtykke og Biefald i
denne Punkt, og at anbefale det strængeste Lydighed og
Føyelighed imod Academiets Forstander, Opsynsmand og
Hovmester.
Men skulde saadant et ungt Menneske selv, efter hans
Antagelse, vise sig gienstridig imod denne Orden, ikke vil¬
le lade sig forbedre ved Bestraffelserne, eller vel endog
forfalde i saadanne Forseelser, for hvilke de fastsatte Straf¬
fe skulde være alt for lemfældige, saa bliver det et Tilfæl¬
de i hvilken Forstanderen maae beslutte sig til, at skille
Academiet ved saadan en ubændig og ryggesløs ung Per¬
son, saasnart om Omstændighederne ikkun tillader det.
Men paa den anden Side vil Forstanderen og Hovmesteren
drage særdeles Omsorg for at anføre de unge Personer, som
opholder sig i Academiet, til en utvungen og i den store
Verden for fremtiden nødvendig Levemaade, og forskaffer
dem alle Slags anstændige Forlystelser. Den saa ofte
ommeldte Hovmester vil derudi giøre dem Selskab, være
Vidne til deres Opførsel, give dem venlige Erindringer
om det, som befalder og mishager i samme, og paa alle
Maader søge at danne og bilde dem til saadanne Sæder,
som ere Frugten af en fornuftig frie Opdragelse.
Til Nøyere Forpligtelse bliver endda særdeles Love,
som enhver Lærling har at lagttage i sin heele Opførsel
imedens han opholder sig i Academiet, forelagte dem ved
deres Jndtrædelse, hvilke de maae underskrive, og give For¬
standeren, Opsynsmanden og Hovmesteren Haand paa, at
de ville efterleve samme. Disse Løve ere tilføyede denne
Efterretning, som et Anhang sub. Litr. A.
(Fortsættelsen følger)


Den Søefarend,
Aarsag, hvorfor Søe=Vand glindser om Natten.
Søevandets Glands om Natten har en lang Tid været
en Gienstand for Beundringer, og er i særdeleshed kiende¬
lig paa Kysterne i Naboelavet af Chioggia. Ved første
Øyesyn skulde man tænke, at Fixstiernernes glindsende Bil¬
leder bleve kastede tilbage af Søen. Naar Søen bliver be¬
væget af Vinden, Aarer eller Roer, bliver denne Glind¬
sen og Skinnen endnu kiendeligere og sterkere, fornemme¬
lig der, hvor der staaer megen Algamarina. Dette be¬
hagelige Syn paa Kysterne fra Sommerens Begyndelse
indtil om Høsten, har tidt tildraget sig min Opmerksomhed
og endelig opvakt den alvorlige Begierlighed i mig, om
mueligt var, at udforske den sande Aarsag dertil.
Jeg gik derfor en behagelig Sommer=Nat ud ved
Strandbredden, og efterat jeg en Tidlang havde betragtet
dette glindsende Vand, tog jeg noget i et Kar hiem med
mig deraf. Jeg satte det hen i et mørkt Kammer, og
merkede, at der kom et meget glindsende Skin derfra, saa
ofte det blev sadt i Bevægelse.
Derpaa lod jeg det løbe igiennem et tykt Stykke
Lærret, for at see, om det endog siden beholdt sin Glands.
Men jeg maatte skulpe og bevæge det saa heftig som jeg vil¬
de, saa faae jeg dog ikke den ringeste Lysning. Men Lær
redet derimod gav det behageligste Syn, som man nogen
finde kan forestille sig; det var bedeket og skiult med en Mæng¬
de lyse og klare Partikler, som tilstrekkelig beviser, at Van¬
det havde sin Glands af visse fremmede Legemer, som i
Mængde vare adspredte udi samme. Disse smaae Legemer
ere og meget talriige paa Alga-Bladene, og jeg har i det
mindste rystet tredive af dem af et eneste Blad.
For blotte Øyne synes de at være mindre, end det
fiineste Haar; deres Farve er mørkeguul, og deres Væsen
usædvanlig spædt og fiint. Men for nøyere at undersøge
dem tog jeg et got Forstørrelses=Glas, som snart overbe¬
viste mig, at disse lysende Legemer vare virkelig levende
Dyr, af en meget besynderlig Dannelse og Bygnings=Maa¬
de. Deres lyse Glands berettigede mig til efter min Me¬
ning, at kalde dem lysende Søe=Orme.
Disse smaae Dyr, som ligner Jnsekter og andre Kryb
af det Slags, ere sammensatte af elleve Ledemoder eller
Ringe, hvilket Tal, efter Malpighi Mening, er hele
Ormeslægten eget. Paa disse Ringe og tæt ved Dyrets
Bug, er et Slags Flodfiedre eller Vinger, ved hvilke det
synes at bevæge sig. Det har 2 smaa Horne for Panden
og Halen er kløftet.
Jeg har allerede erindret, at disse lysende Orme fin¬
des i største Mængde der, hvor der staaer megen Alga.
Paa denne Urt lader de sig see i Begyndelsen af Somme¬
ren, og formerer sig snart saa overordentlig, at de udbre¬


der sig over hele Vandets Overflade. Maaeskee de var¬
me og hede Veyrligt, som efter Derhams Opdagelsehar
ligesaadan Jndflydelse paa andre Dyr, at disse Orme leg¬
ger deres Æg. Reaumurs Jagttagelser viser og, at
Land=Insecterne af dette Slags glindser alleneste i de var¬
meste Sommer=Dage, og at deres Lysning kommer af en
særdeeles Art af Giering, som opvækkes i dem i Parreles
Tiden.
Man læser om lysende Fluer, som i adskillige Egne
skaffer de Reysende Lys i de hedeste Sommer=Egne om
Nætterne. Man fortæller ogsaa, at i nogle Egne af Jn¬
dien er saadan en Mængde lysende Orme, der skinner
saaledes i meget varme Nætter, at Busker og Skover synes
at staae i lys Lue. Men vore lysende og glindsende Søe¬
orme overgaaer i een henseende alle deres lysende Brødre,
som lever paa Landjorden; thi hos de sidste lyser ikkun en
særdeles Plet tæt ved Halen; men hos de første er heele
Legemet Glindsende. Endnu er dette ogsaa merkværdigt
hos dem, saalænge de bliver rolige og uden bevægelse. Men
neppe ere deres smaae Legems Dele satte i Bevægelse, saa
begynder de at funkle med en overordentlig Glands. Her¬
af kan man uddrage den Følge, at Lysningen kommer af
deres Bevægelser, og foraarsages af Delenes sterke Rystel¬
ser, som udgiøre deres Legeme. Thi de lysende Udflydelser
eller Funklingen synes altid at staae i nøye Forhold med
deres Bevægelsers Styrke og Hastighed.
Endnu maae anmerkes, at naar et af disse Dyr bli¬
ver sønderskaaret, saa giver hver Stykke endda en Tidlang
et friskt Skin fra sig, formodentlig saa længe som de døen¬
de Deles krympende Bevægelse vedvarer. Thi det er be¬
kiendt, at Delene af visse Fiske og Jnsecter pleyer endda en
Tidlang at bevæge sig, efterat de ere afskaarne fra det øv¬
rige Legeme.
Nu tør man da ikke ved, videre at falde i Forundring
over, at Søefolk eller Fiskere forud forkynder en Storm,
eller Veyrligets Forandring, naar de seer Havet og Søen
usædvanligt sterk at lyse og glindse. Thi man formoder
at disse smaae Dyr bliver paa samme Tid meere en sæd¬
vanligt bevægede og rystede. Man merker det selvsamme
hos andre Insekter, som har en sterk Følelse, af en annær¬
mende Veyrligts Forandring, og flyver da omkring i stør¬
re Uorden.
Fætteren.
En gammel Mands Betænksomhed.
Man raadede en gammel Mand til at gifte sig; han sva¬
rede, at han ikke kunde lide de gamle Koner. Saa tag
Eder en Ung, sagde man til ham. Got svarede han:
men jeg er gammel, og kan ikke lide de gamle; hvor skul¬
de da en ung kunde lide mig?


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 37


Præste=Enken.
Tanker over Blomster=Knoppe.
P¬
aa alle Sider bliver jeg vaer adskillige Blomster=Kuop¬
pe. De ere endnu tæt sammensluttede og indsvøbte i en
sterk Forvaring. Alle deres Skiønheder ligge skiulte, og
deres Sødheder indelukte. Just saaledes er den ulyk
salige Gnier; hvis Hensigter ere alle vendte indad, og ne¬
drigen gaae ud paa ham selv; som giør sine egne særdeles
Fordeele eller Personlige Fornøyelser, til den eneste Middel¬
punct af hans Anslag, og den snevre Omkreds for alle hans
Gierninger.
Men inden kort Tid skal de igiennemtrængende Straa¬
ler aabne disse Silke=Folder, og drage dem ud til en beha¬
gelig Udvidelse. Og hvilken elskelig Rødme vil da blusse
i deres Kinder, hvilken vederqvægende Lugt vil udgaae a
deres Barm! - Saaledes, naar den guddommelige Naa¬
de skinner paa Sindet, da bliver endog den Karrige god¬
giørende. Det haarde Steenhierte tages bort; og et Hier¬
te af Kiød, et Hierte, der kan føle de ømmeste og meest
medlidende Bevægelser, gives i Stedet derfor. O hvor
sødt udvider sig den sælskabelige Kierlighed, under saadat
en mild Jndflydelse! ret ligesom disse Knoppe aabner og
udbreder sig under Dagens mægtige Øye. Den kierlige
Omsorg er ikke længer indskrænket til en eneste Person, men
udstrækker sig til en ædelmodig Bekymring for det menne¬
skelige Kiøn; og uddeler rundeligen Vederqvægelse til alt
hvad den kan naae. Disse Knoppes Aabning og viide Ud¬
spredelse er en vakker Afbildning paa et ædelmodigt Hiertes
Vildhed, hvilket kan ikke indslutte sin Medlidenhed, eller
blive ubekymret ved nogen menneskelig Elendighed. Den
Frivillighed og Overflødighed med hvilken de ideligen ud¬
gyde deres allerbeste Kraft, deres vellugtende Siele, kan
forestille ikke allene en utrettet Gavmildheds adskillige Gier
ninger, men endog den hiertelige Kierlighed og Tilbøyelig¬
hed, og den ynksomme Ømhiertighed, med hvilken de bevises.
Gid vi maae lære at elske alle vore Med=Creature, for
deres elskelige Skabers Skyld. Gid vi maae finde Behag
i deres Ypperligheder, og glæde os over deres Lyksalighed;
men føle deres Elendigheder, som vore egne, og med en
broderlig Medlidenhed skynde os at lindre dem.
Huusholdersken.
JSeptember Maaned er det got at saae Vinter=Spinat,
naar det endnu ikke er skeet; samt Feldt=Salat.
Jmod Slutningen af denne Maaned at legge Schellotter.


At lade bringe Sand i Kielderen, til at legge Have¬
Frugterne ned udi.
Otte eller fjorten Dage førend man optager Roer, Rød¬
der og Pestinakker, at lade afskiere Bladene til Qvæget.
Sidst i denne eller i den første Halvpart af tilkommende
Maaned, naar det er tørt Veyr, at lade opgrave Cartofler,
og alle Slags Roer og Rødder, og udsøge det beste deraf
til Sæd.
Kiøbmanden i Hovedstaden.
Slutningen (See No. 36.)
IV. Religion.
Da Øyemedet af Anlegget er unge Kiøbmænds Op¬
dragelse, saa vil vel ingen af vore Læsere vente nø¬
gen Jndskrænkning ved samme i henseende til Folk af en
vis Kirke. Men det skulde og være overflødigt, at
føye til, at man slet ingen andre vil antage, end dem, der
vare opdragne i den Christne Religion. Derhos lover man
overhovedet, at man med stor Omhyggelighed vil tilholde
enhver til hans Religions Pligter, og til hans Guds=Tien¬
nestes Besøgelse og Bievaanelse. Dette skal være een af
Hovmesterens Hoved=Forretninger. Men hvad Underviis¬
ningen i enhvers Religion angaaer, saa vil man deels ved
de unge Personers forudsadte Alder, kunde antage, at de
allerede ere blevne tilstrekkeligen underviiste i deres Religi¬
ons Grundsetninger, men deels, formedelst den forudsat¬
te Religionernes Forskiellighed, ikke kunde fastsætte nogen
almindelig Underviisning for dem, som endnu behøver sam¬
me, og følgelig ikke kan ansee denne Sag, som henhøren¬
de til Academiets Plan. Man vil altsaa ved en hver ung
Persons Antagelse vente en skriftlig Jnstruxtion af hans For¬
ældre denne Post angaaende. Naar nu i Følge samme,
Underviisningens Fortsettelse i Religionen bliver forlangt,
saa vil man, i fald Forældrene selv bestiller en Lærer der¬
til, accordere visse Timer, i hvilke Lærlingen beqvemmest
kan nyde samme Underviisning. Men dersom det overlades
til Academiets Opsynsmænd, at udvælge en Lærer, saa
ville disse drage Omsorg derfor efter den beste Samvittig¬
hed, og overeensstemmende med Forældrenes Hensigt, dog
paa deres særdeles Bekostning. For unge Personer af den
Lutherske Kirke vil saa meget lettere kunde skaffes Raad,
da flere end en af Academiets Lærere har studeret Theolo¬
gien. Dog maae ogsaa Forældrene i denne Fald betale
disse Timer særdeles, hvilke Bekostninger formodentlig kan
blive indskrænket derved, naar flere tilsammen nyder denne
Underviisning.


Det til Academie bestemte, Hr. Friderich Vilhelm
Konig tilbørende Huus, i hvilket Academiets Forstander,
selv boer er beliggende paa St. Petersort.
Den formelige Subscription deels af dem som gand¬
ske overgiver og indsætter deres Sønner og Pupiller i An¬
legget, deels af dem, som ikkun ville lade samme besøge den
daglige Underviisning, antages i Hamborg af Megler Nen¬
mann.
For de Forældre, eller Formyndere, som ville gandske
opergive og indsette deres Børn eller Myndlinger i Anleg¬
get, bliver Prisen fastsat paa 500 Rdlr. Hamborger Cou¬
rant. Med Udenbyes og Udenlandsk bliver ingen anden
Contract sluttet end paa den gandske Jmodtagelse. Men
her er Stedet, nøyere at bestemme, hvad for Fordeele de
faaer for denne Summa.
1) Underviisning i alle forhen ovenmeldte Sprog og
Tings=Videnskaber.
2) Den praktiske Anviisning i Handlingen paa Con¬
toiret.
3) Bord, Seng, Varme, Lys, Frokost, Logis, Vask,
alt paa den anstændigste Maade.
4) Alle Bøger, som de bruger i Lære=Timerne, alt
hvad foruden Bøger er fornødent til Underviisnin¬
gens Tieneste af Landkort, Papiir, Penne og an¬
dre Smaating, bliver anskaffet paa Forstanderens
Bekostning, som desforuden har giort en anseelig
Begyndelse til et Bibliothek til Efterlæsning, Op¬
slagning og til en nyttig Opmuntring i Frietimerne.
5) Forstanderen udreder og Bekostningerne for de an¬
stændige Forlystelser, som de unge Mennesker faaer
i hans Selskab eller under Hofmesterens Opsigt. J
dette Stykke lader sig intet vist og bestemt love; men
enhver vil kunde overbevise sig om dette Løftes Al¬
vorlighed deraf, at der allerede virkelig er bleven
giort Begyndelse af en Assemblee, for fornemme
Stands=Personer og høystanseelige Jndvaanere i
denne Stad udi Forstanderens Huus, ligesom han
og virkelig har udsat noget vist til saadanne Forly¬
stelsers Bekostning, som ere andstændige, og bidra¬
ger meget til et ungt Menneskes Bildelse.
Ligesom i foranstaaende Punkter, er sørget for alt
det nødvendige og uundværlige, saa vil enhver Fader el¬
ler Formynder deraf tilforladelig kunde slutte og selv bestem¬
me, hvorvidt de øvrige Udgivter og Bekostninger skal gaae.
En Fader, som vil spare, behøver intet videre at legge til,
end Bekostningerne til de nødvendige Klæder, og i det høye¬
ste endda nogle Daler til Lomme=Penge, som ved denne
Jndskrænkning af alle Udgivter ikke kan stige meget høyt,
saa og til en Drikkepenge efter eget Behag for Opvarterne.
En Fader, som vil spendere mere, kan endda udsette no¬
get for sin Søn, til at lære saadanne Videnskaber, Kunster og
Exercitier, som ikke henhører til Academiets Plan, og nyttige
Bøgers Anskaffelse, som han beholder. Foruden alt dette


udbeder man sig af Forældrene en særdeles Jnstruction,
og jo nøyagtigere denne er, desio behageligere skal det være
Academiets Forstandere og Opsynsmand.
Da den Forespørsel ogsaa er skeet af adskillige, om
der er fatsat nogen Tiltrædelses= eller Udgaaelses=Penge,
saa bliver herved en for alle Gange tilkiendegivet, at noget
saadant skal aldrig blive forlanget. Enhver Fader eller
Formynder kan, efter det første halve Aars Forløb, tage
sin Søn igien tilbage fra Academiet, naar han formener
at indsee, at hans Hensigter ikke bliver opfyldte. Men de
som efter et eller flere Aars Forløb, med deres Forældres
saavelsom Academiets Foresattes Velbehag forlader samme,
forærer, mere for Velanstændigheds Skyld, end at derved
bliver søgt nogen Vinding for Anlegget, en Bog af omtrent
to Dukaters Værdie til Academiets Bøgsamling, til deres
Amindelses Vedligeholdelse i Academiet.
Til Jndholdets desto mere Tydelighed og Bestyrkelse
af disse Vilkaar og Betingelser er en Formular til Contrac¬
ten, saaledes som den skal underskrives af Forældre og For¬
myndere eller deres Befuldmægtigede, tilføyet som et An¬
hang sub Litera B.
Næst denne Contract behager Forældre og Formyn¬
dere, at underskrive en Formular til den foran under Arti¬
kelen om Sæderne ommeldte Forpligtelse; Men derimod at
give deres skriftlige Jnstruction over den Post om Religio¬
nen in duplo til Academiets Forstander og Hovmester.
Anhang.
Love og Anordning for Lærlingernes Forhold i
Handels=Academiet.
Enhver Lærling lover og er forpligtet til, at vise den
nøyagtigste og villigste Lydighed imod Hr. Forstanderen,
Opsynsmanden og Hovmesteren, saavelsom Lærerne i Han¬
dels Academiet i alt det, som ham bliver sagt af dem til
Lærdom, til Erindring og til Formaning, og at vise den
tilbørlige Ærbødighed og Høyagtelse for dem.
Han maae erkiende og vide den Nødvendighed, at
beflitte sig paa anstændige og ulastelige Sæder, og derfor
ikke allene med andstændig Opmerksomhed imodtage alle de
Erindringer, som giøres ham i henseende til hans udvortes
Anstændighed og Opførsel, ey som Jrettesettelser, men som
Lærdomme, der sigter til hans sande Beste, men endog af
alle Kræfter stræbe, paa det nøyeste at efterkomme samme.
III.
Saa lidet det nu er ham nægtet, at være munter
og fornøyet iblandt de øvrige paa en anstændig Maade,
saa meget er paa den anden Side al uanstændig Fortroe¬
lighed og al deraf meget let opkommende og flydende grovt
nedrigt og pøbelagtigt Spøg forbudet ham.
Enhver er forbunden til, at iagttage den strængeste
Orden saavel paa hans Kammer, i hans Bøger, Klæder


og øvrige Ting, som og paa Contoiret i det der henhører
til hans der forehavende Forretninger. Derimod vil han
saa meget mindre kunde undskylde alle Feyl, da enhver for
sig særdeeles faaer alle de Møbler, saasom Klædeskab, Com¬
mode og deslige, som kan tiene til en god Ordens Jagt¬
tagelse. Af denne samme Aarsag er det ham heller ikke
tilladt, uden betydelige Aarsager at gaae ud af sit Kammer
upaaklædt.
Jngen maae uden Hr. Høvmesterens Tilladelse og
Forevidende gaae ud af Huuset, da han fornemmelig er
forbunden til at have et vaaget Øye over Academisternes
Sæder og Opførsel; ligesom og ingen maae gaae nogen
andensteds hen, end hvor han har Tilladelse at gaae, og
enhver skal til den bestemte Tid være hiemme i Huuset
igien.
Jmedens Underviisningen skeer, skal alle vise den nøy¬
agtigste Opmerksomhed, og afskye alt det, det kan hin¬
dre derudi, saavel for dem selv indbyrdes som ogsaa for
Læreren i hans Forretning.
VII.
Om Søndagene og de øvrige Fest=Dage skal enhver
bievaane sin Religions Guds-Tieneste, og aldrig gaae no¬
gen andenstæds hen, saafremt han vil undgaae saadan Straf,
som af Academiets Foresatte, efter Sagens Befindende bli¬
ver hannem paalagt, og strax efter Gudstienestens Slut¬
ning vende tilbage hiem igien, med mindre at han har faaet
Tilladelse, siden at gaae nogen andensteds hen.
VIIL.
For de Penge, som enhver Academist annammer af
Contoiret, som Lomme=Penge, er han forpligtet at aflegge
Regnskab, saa ofte han fordrer nogle paa nye igien, paa
det at han endog herudi strax kan blive vant til Ordentlig¬
hed, og man kan være overbeviist om, at han ikke anven¬
der samme til utilladelige Ting. Dog er det ham tilladt,
at betiene sig deraf til sin Forlystelse, for saavidt som hans
Forældres eller Formynderes Bevilgning tillæder, og at
indføre saadant med i de Regnskaber som leveres.
IX.
Omendskiøndt Tienerne i Academiet ere bestemte til
Academisternes Opvartning, og altsaa i alle billige Tilfæl¬
de ere forbundne til at giøre det, som de forlanger af dem,
ligesom og alle Tienerne skal blive anviiste og tilholdte der¬
til, saa er desuagtet enhver forpligtet at fordre saadant at
dem med tilbørlig Beskedenhed, og aldrig tage sig den Frie¬
hed at udskielde eller vel og at slaae en Tiener, som ikke har
giort det ham er sagt, end ikke i den Fald, om end Tiene¬
ren svarer grovt og uhøfligt; men han maae da altid ven¬
de sig til Hovmesteren, og sige ham alt det overhovedet,
hvorover han formeener sig, at have Aarsag at besvære sig,
da ham efter Rettens Befindelse altid skal vederfares Bie¬
stand og Fyldestgiørelse. Hertil hører endnu, at ingen
Academist maae nedlade sig til Tienerne, og ved noget Slags
Spøg eller Skiemt giøre sig gemeen med dem, som det


hvorved han ikke allene taber den tilbørlige Anseelse hos saa
danne Personer, men endog handler derved imod alle Reg¬
ler for en fornuftig og vel anstændig Levemaade.
Det er ingen Academist tilladt, at bære Kaarde. Men
dersom visse høytidelige Tilfælde udfordrer det, saa maae
han i Forveyen forlange Tilladelse dertil.
XI.
Enhver Academist forpligter og forbinder sig til, fra
den Dag af, da han begiver sig ind i Academiet, i alle
Stykker og Tilfælde, uden nogen Modsigelse og Udflugter
at underkaste sig alle disse Love og Andordninger, saavelsom
og de Straffe og Jndskrænkninger, som sammes Overtræ¬
delse maatte udfordre, eller hvad der ellers endnu bliver
besluttet og fastsat af de Herrer Directeurer til Academiets
lykkelige Fremgangs Befordring og Vedligeholdelse, lige¬
som han da ogsaa til desto meere Forsikkring efter sammes
Jgiennemlæsning, maae give Forsikkring om alt dette med
et Haandslag, og egenhændig underskrive et Exemplar deraf.
XII.
Uden disse Vilkor og Betingelser bliver ingen; i hvo
det end ogsaa er, antagen; og omendskiøndt i Fremtiden
unge Academister kunde blive tilstaaet mere Friehed, efter¬
at Academiets Herrer Directeurer, ved deres tiltagende
Aar ere blevne ret forsikret om deres stadige Opførsel, saa
har de dog ikkun at ansee alt dette, som Belønninger for
deres gode Forhold, og ere forpligtede til, igien at vilde
underkaste sig den forrige Jndskrænkning, saasnart det ef¬
ter Omstændighederne bliver agtet fornødent. Meget min¬
dre maae de som saadanne Frieheder ikke ere blevne indrøm¬
te ved de Herrer Directeurers Gotbefindende, egenmægtig
tiltage sig samme. Kort sagt, alle de, som lever i Aca¬
demiet, maae, saalænge de opholder sig derudi, bestandig
erkiende, at de gandske ere underkastede Academiets Herrer
Directeurer, ihenseende til alt for et frit Menneske anstæn¬
dig Jndskrænkning og mere eller mindre Friehed.
Conditioner paa hvilke unge Folk bliver antagne i
Handels=Academiet i Hamborg.
Den aarlige Pension for enhver ung Person er bestemt
paa 500 Rdlr. Hamborger Courant, og bliver betalt præ¬
numerando med 125 Rdlr. for hver Qvartal.
Academisten maae uden Undtagelse i alle Stykker un¬
derkaste sig Academiets Love, samt Directeurernes og Hov¬
mesterens Ordre, og viise en villig Lydagtighed derimod.
111.
Academiet holder for Academisterne alle nødvendige
Bøger, Papiir og Skriv=Materialier; men naar Lær¬
lingerne forderver eller forkommer Bøger, saa maae de
erstatte den foraarsagede Skade. Naar de forlader Aca¬
demiet, beærer de Bibliotheket med en Bog af 2 Dukaters
Værd til Afmindelse.


Academiet besørger alle Underviisninger, nemlig i
Reigning, Skrivning, Bogholderie, fire Sprog, Histo¬
rie og Geographie, og fornemmelig for den praktiske Han¬
dels Videnskab paa Contoiret.
Academiet giver propres Logis, god Kost, Vask, hol¬
der Parukmager til Fresering, besørger Opvartning og
sømmelige Forlystelser paa den anstændigste Viis og Maade.
Academisten annammer de fornødne Lomme=Penge
til smaae Udgivter af Chefferne, som derover holder nøye
Regnskab og ved hver Qvartals Udgang faaer Betalingen,
derfor af Lærlingenes Forældre.
VII.
Foruden Pensionen og en allerede ommeldte liden For¬
æring til Bibliotheket ved Afskeden fra Academiet, efter et
mere end sex Maaneders Ophold, har en Academist slet
intet paa nogen Maade at betale til Academiet. Men derimod
VIII.
Maae Forældre eller Formyndere beførge de fornødne
Klæder, Uldent og Linnet, Skoe, Strømper, Perykker,
kort sagt, alt hvad der behøves til Legemets Beklædelse; videre
Betaler Forældrene og Formynderne i Sygdoms
Tilfælde Lægens og Lægemidlernes Bekostning, samt for
den derved fornødne overordentlige Opvartning og Pleye;
men Academiet paatager sig sammes Besørgelse, og rede¬
lig beregner Udgivterne derved.
Vil en Academistes Forældre eller Formyndere lade
ham undervise i at tegne, ride, dandse, fægte, i Musik
og andre galante Ting, saa besørger vel ogsaa Academiet
sligt; men Udgivterne i den henseende betaler Forældrene
Qvartaliter. Dog er det ikke nogen Academist tidligere
tilladt at lære at ride, og fægte, formedelst de dermed
forbundne alt for store Adspredelser, end i de sidste sex
Maaneder af hans Ophold i Academiet.
XI.
Ligeledes betaler ogsaa Forældrene for Underviisning
i Religionen; dog maae de over denne Post give en nøye
og Skriftlig Subscription in duplo, hvoraf den ene skal
være for Directeurerne og den anden for Hovmesteren, at
rette sig efter.
XII.
Det staaer Forældre eller Formyndere frit for, efter tre
Maaneders Opsigelse forud, igien at udtage deres i Academiet
indsatte Søn eller Myndling, ligesom og Academiet for¬
beholder sig, paa samme Vilkor og i Tilfælde af nødven¬
dige Omstændigheder, uden Ophold at skaffe en urolig eller
gandske uduelig ung Person ud af Academiet.
Ved Contraktens Slutning bliver for desto bedre
Videnskabs Skyld, om alle Biomstændighederne, som ikke
eye udtrykkelig ommeldte i Conditionerne, to Aftryk af


nærværende Skrift underskrevet af begge Parter efter følgen¬
de Formular:
Paa de i forestaaende Artikler forfattede Vilkaar, har
S. T. Hr. N. N. i
indsat sin
176
i Handels=Academiet, og er samme d.
ogsaa derudi bleven antagen; fra denne Tid af bliver Pen¬
sionen regnet, og efter den første Artikel betalt.
176
Hamborg
Fætteren.
Det er vel just ikke enhver bekiendt hvilken glædelig Dag
Mandagen den 12 September var. Faa i Kiøbstæderne
veed den Glæde, som heele Landet settes udi paa den Dag.
O! hvem der da var Herremand! Da gielder det at have
Hunde, at, kunde lade, sigte og treffe. - Jagten gik ind
den 12 Stpt. o! hvilken glædelig Dag. Jeg var denne
Gang med paa Jagt, og da der blev skudt en Ræv tillige
med mange Harer, som maatte strække Been, vilde Jagt¬
Herren, som var en Elsker af Jndfald, have enhvers Be¬
tænkninger; iblant andre gav Hovmesteren disse efterfølgen¬
de. - Han viskede mig ellers saa sagte i Øret, at Herren
var og Elsker af en anden Slags Jagt.
Giæssenes Fryde=Skrig, da en Ræv blev skudt.
Kiæk, kiæk, kiæk!
Forsvunden er vor Skræk.
Fordi du knækkede vor Hals
Er nu din røde Hud til Fals.
Kiæk! kiæk, kiæk,
Forsvunden er vor Skræk.
Kiæk, kiæk, kiæk!
Nu gaaer vi frie og fræk.
Nu skal ey røde Michel meer
Afpille vore Duun og Fier.
Kiæk, kiæk, kiæk!
Nu gaaer vi fri og fræk.
Kiæk, kiæk, kiæk!
Vort feede Gaase=Spæk
Ey Michel længer spække skal;
Thi han nu over Ende fald.
Kiæk, kiæk, kiæk!
Er vores Gaase=Spæk.
Kiæk, kiæk, kiæk!
Saa blev du pudset væk.
Du, som har øvet mangt et Puds,
Blev pudset selv udi en Studs.
Kiæk, kiæk, kiæk!
Saa blev du pudset væk.
Kiæk, kiæk, kiæk!
Saa skulde pudses væk,
Hver Ræv, som gaaer paa tvende Been,
Saa blev der mangen Giæsling reen.
Kiæk, kiæk, kiæk!
De skulde pudses væk.


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 38


Præste-Enken.
Tanker ved hvert Klokkeslet.
M¬
in Salig Mand lod sin Tænke=Kraft neppe hvi¬
le et Øyeblik. Snart pønsede og tænkte han
paa et, og snart paa et andet. Tiden blev
ham aldrig lang og kiedsommelig, undtagen i saadanne
Sælskaber, hvor han ikke kunde finde Rolighed nok for Sin¬
det. Han sneeg sig ofte fra mig, hvilket var vel noget
tungt for mig, men da jeg vidste han fandt største Behag
i sin Eenlighed, misundte jeg ham ikke den uskyldige For¬
nøyelse. Jeg kunde ofte finde ham i en Afkrog i Haven, da
han var saa henrykt at han ikke kunde mærke min Nærvæ¬
relse. Eengang fandt jeg ham siddende ved Soelskiven i
Haven, og med sin Blygnt, som han altid bar hos sig,
havde opskrevet disse Tanker ved hvert Klokkeslet. Her
ere de, om man ey vil forsmaae dem.
Et er fornødent. Men hvad er vel dette ene?
Det Spørgsmaal giør jeg mig, naar Klokken lyder Eet.
Kun Eet. Det ene er: At tiene Gud allene.
Saa talte Sandhed og den Høyestes Prophet. E*¬
Jeg med Maria vil udvælge dette ene:
Hielp Gud! at jeg dig maae i Sanhed eene tiene.
(*) Luc. 10, v. 41.
To gandske Stridige Rebeeca fordum fødte.
Den glatte Jacob og den lodne Esau.
J¬
De to hinanden alt i Moder=Livet stødte.
Hver Christen føler en indvortes Strid endnu.
Thi Aanden idelig mod Kiødet har at stride.
De to hinanden ey udi een Siel kan lide.
(*) Gen 25p. 22. 23. (*) Gal. 5.. 17.
III.
Tree Kæmper fordum Tid for David saaes at kæmpe. (¬
Og Fiendens Mod og Magt med Sverdet lagde ned.
Tree Vældige for os kan fiendtlig Anfald dæmpe.
Hvo ere disse Tree? Troe, Haab og Kiærlighed
Naar disse Tree ikkun de Øverste maae være
Skal ingen Fiende den Troende besnære.
) 1 Cor. 13. p. 13.
(*) 2Sam. 23. 6
IV.
De stire Dyr faldt need for Herrens Stoel og Throne. (*.
O! skamme mig, om jeg da ikke og faldt need.
For at ophøye ham, som vilde mig forsone.
Med en fortørnet Gud og hans Retfærdighed.
Ved hvert et Klokkeslag jeg ydmyg vil nedfalde,
Og udi Bøn og Aand min Gnd om Hielp paakalde.
Aab. 19. p. 4.


83
Fem Jomfruer man seer forsigtige og sulde. E*
Og lige mange man og finder daarlige.
De sidste Lamperne forsyne ikke vilde.
De første holdt dem tændt med Troens Olie.
Min! Gud væk mig naar jeg til Sikkerhed henfalder.
At Lampen brænde maae, naar du til Bryllup kalder.
(* Math. 25.
V1.
Sex Stæder fordum var i Jfrael Frie=Stæder,
Hvori Mandrabere undgik Blodhævneren.
Mig Loven viser, at jeg er en stor Misdæder,
Men Evangelium, hvor jeg skal flygte hen.
Naar Lov, Samvittighed og Helved mig vil true,
Til Klippen flygter jeg. Der Skiul er for en Due.
(4 Mos. B. 35.
17I.
Sys Dage Skaberen inddeelte til en Uge.
O! en mærkværdig Tid! da Tidens alt blev skabt!
Hielp Gud, at jeg ey skal den ædle Tid misbruge.
At tabe et Minut af den er evig tabt.
Ja, Tidens Herre! lær mig saa at bruge Tiden,
At Evigheden ey mig lang skal falde siden.
(*) 1 Mos. B. 1 og 2 Cap.
VIII.
Saasnart Guds egen Søn var aatte Dage gammel,
Han ved omskiærelsen sit Blod lod strømme ud.
Jeg knæler, Gud og Mand, ned for din Fode=Skammel.
Du, som Lovgiver var, selv fulgte Lovens Bud.
Dit Navn en Frelser er. Min Frelser du er vorden
Naar jeg omskiærer mig i Troens rette Orden. (**)
(*) Luc. 2. 21.
**) Collos. 2. 11.
IX.
De nie Spedalske, som blev hiulpue, Hielpen glemte,
De vendte ikke om at takke Hielperen. (*)
Du til et Reenheds Kar, min Skaber, mig bestemte;
Men jeg med Soen, tit til Søelen gaaer igien.
Min Gud! du ved dit Ord og Daabens Bad mig tvetter
O! hielp, at aldrig jeg de Naades Tegn forgietter.
E*) Luc. 17.
)Ti Bud paa Sinai med Lynlld og med Torden
Lovgiveren udgav, saa Bierget rystede (¬
Min Gud! jeg heraf seer Retfærdighedens Orden.
Du er en nidkier Gud mod Overtrædere.
Dog, naar mig Sinai med Torden=Lyd vil true,
Gaaer jeg til Golgatha, der skal jeg Frelse skue.
(* 2 Mos. B. 20.


ved Klokken Elleve, der staaer, at nogle komme
Udi Viingaarden ind, og der arbeydede. (*)
Da Arbeyds Tiden var ved Aftenstunden omme
Daglønnen liige dog blev for Arbeyderne.
O! Trøst for mig, endskiønt jeg kom iblandt de sidste,
Ved Aftenen jeg dog ey Naade=løn skal miste.
(*) Math. 20.
XII.
Tolv var Disciplerne, af dem var een Forræder¬
Som sin Gamaliel med Kys forraadede.
Jblandt de faa, min Gud, du efter Troeskab leder.
De flygter, Peder faldt hen til Fornægtelse.
Min Jesu! jeg hos dig vil daglig gaae i Skole:
Paa dig jeg vil og ey paa Ven og Verden stole.
Den gamle vægelsindede Jomfrue.
Om sine 25 Friere.
Det gaaer ikke mig bedre, end vores gamle Ung=Karl.
Min Pige kommer snart aldrig fra hendes Snakke=Sø¬
stre i Byen, at hun jo kan fortælle mig et og andet, an¬
gaaende min Alder, min Stand, mit Sindelang og min
Rigdom, samt min Skrive=Syge. Nogle tænker, at
jeg er saa gammel, at jeg maae bruge Briller, ja nogle
mener endog, at jeg er hundrede Aar. - Nogle ere
meget nysgierrige for at vide min Stand, og er færdig til
at troe, at jeg er bleven Pige, fordi jeg ey har kundet
faae en Mand efter min Stand. - Nogle ønskede
gierne at see mig og min Opførsel, da jeg nok maae være
en underlig een, saasom jeg ey tager i Betænkning at give
mig det Tilnavn af Vegelsindig. Jngen Under, siger de,
at hun som en gammel Jomfrue er vegelsindig; Vegel¬
sindighed følger gierne med alle Fruentimmer, og de gamle
Piger har gemeenlig den største Part deraf. - Nogle
ere bekymrede for min Udkomme. Mon Fruentimmer og
Mandfolke=Tidenden kaster saa meget af, siger de, at
den gamle Stakkel kan have sit Levebrød? Hvi mon hun
ikke hellere bruge Naalen, og om Synet slaaer feyl, da
Rokken, i steden for Pennen; men maaskee det sidste ey er
saa profitabel? Eller maaskee hun lever af sine Rente=Pen¬
ge? og skriver kun for Tidsfordriv? – Men alle i
Almindelighed gad dog helst vidst, hvorfor jeg er bleven
saa gammel Pige, da dog enhver Pige i hvordan hun endog
er, kan blive gift. Jeg maae nok aldrig være et
rigtig Fruentimmer, siger de. ja min Vertes Pige, som
nogle Gange har seet mig med Pennen i Haanden, har
spurgt min Pige, om jeg var et ret Fruentimmer; hun
troede, jeg maatte være en Hermaphrodit eller Tvetulle.
Disse vil jeg kortelig fortælle, at jeg endnu kan skrive uden
Briller; men det kan jo Folk paa 70 Aar ogsaa underti¬
den. Jeg er af Middelstanden, og kunde have havt Mænd
nok, om en Mand havde været mig beskiæret til denne Dag.
Meget Vegelfindet er jeg, og har været fra Barns Been,
og dette tænker jeg er Beviis nok paa at jeg er ingen Her¬


maphrodit, men et rigtigt Fruentimmer. Riig er jeg ik¬
ke, men fattig ey heller, og de, som tænker at jeg kan
leve af Capitalen og skriver til Tidsfordriv, tænker rigtig
nok. Jeg vil derfore overlade Naalen og Rokken til dem,
som skal tiene Brødet dermed, og ey berøve dem deres For¬
deel; vilde de Rigere og Fornemmere, som hverken kan
tænke eller skrive, benytte sig af samme Verktøyer til Tids¬
fordriv, hørte man ey saa mange at klage over at Tiden
blev dem lang. Sandt nok, at alle Piger kan blive gifte
men de bliver og ofte gift derefter. O! naar de kan kun
faae en Mand, ja, saa er de oven paa, og ey betænker,
at de da først kommer ind i Verden. Jeg kunde, uroest,
ogsaa nogle Gange have været gift, som sagt er, men jeg
har til dato ey endnu kundet resolvere, mueligt, det kan
komme af min Vegelsindighed. Og at man ey skal tænke
at jeg frem for alle andre Fruentimmer, ingen Elskere og
Friere har havt, vil jeg, ligesom vor gamle Ungkarl, gi¬
ve en Liste paa dem:
1. Leander, en Knøes paa 16 Aar var allerede saa vit¬
tig, og besad allerede den Dristighed at han torde sige
mig, at han elskede mig; og han havde Veltalenhed
nok, til at indbilde mig at jeg var den deyligste Pi¬
ge i heele Byen, om jeg ey havde været bedre under¬
rettet af mit Speyl. Jeg var da 15 Aar gammel,
og erindrede mig, at min Salig Moder ofte havde
sagt mig, at jeg nøye skulde vogte mig for disse unge
Spradebasses Forfængelighed, Forførelse og Flyve¬
Hede. Uagtet jeg var altid døv til Leanders Hyk¬
lerier; saa troer jeg dog at han for min Skyld
opsleed et par Skoe for at gaae igiennem min Gade,
og en Hat for at hilse for mine Vinduer. Leander
var ellers af det Slags, som incommoderede alle med
sine Hilsener, for Vinduer, paa Gader og Spadse¬
re-Steder.
2. Sebastian, søgte at insinuere sig hos min Tante.
Tænkte læt at skulde faae mit ja, naar han kun hav¬
de hendes. Hvorover jeg var saa egensindig, at jeg
aldrig ville høre min Tante, at tale om den skikkelige
Sebastian. Han fik en Enke, som selv friede til
ham.
3. Foenerosus, en uømskaaren Jøde, havde ellers min
Tantes og mine Penge til at omsette. Han fik engang
i Sinde at foreskrive mig Huusholdnings Regler,
ret ligesom det var en afgjort Sag, at jeg vilde og
skulde have ham. Han raabte altid paa, at den
Skilling man kan spare, er fortient, ja, lod mig end¬
og vide, at min Modens Modest ey stod ham an;
thi den kostede for meget. Jeg bad ham ey at sørge
for ham uvedkommende Sager. Han fik Jomfrue
Svink, som lærde ham op at see, og hans uretfær¬
dige Aager var nu gandske utilstrækkelig.
Silvander, ham havde jeg givet ja, og vores Ja-Ord
var bestemt. Men Aftenen før Ja=Ordet, fik jeg at
høre, at han havde slaget op med 2de Kierester, og
derfor lod ham vide, at der blev intet af vor Mariage.


5. Hieronimus, en velhavende Enkemand, var noget til
Aars. Ham havde jeg nær faaet, havde ikke een af
hans Piger fortalt mig, at hans Kone tog sin Død
over en Huusholderske, som han meere troede, end
sin egen Kone.
6. Libertin havde faaet Snu om mine Skillinger. Han
førte en galant Person. Holdt sin egen Ride=Hest;
reed hver Gang forbi mine Vinduer, baade Hest og
Karl giorde Caprioler. Men jeg var gandske ubøye¬
lig. Libertin var sin Papaes Hr. Søn. Han blev
dog snart gift med et rigt Fruentimmer, som maatte
gierne lide Heste. Papa føder nu sin Hr. Søn og Svi¬
ger=Datter.
7. Avarus vilde have havt mig, dersom jeg ikkun havde
haft 10000 Rdlr. Han fik og denne Medgift paa
et andet Sted, og dog gik Banqverot i det 10de Aar.
Jeg vilde ey have havt ham, om han end virkelig
havde besiddet sin foregivne Riigdom.
8. Hr. Galant var en Hiertens lille sød Herre. Jeg
kunde altid lugte ham, saa snart han kun kom i For¬
stuen. Han talte alle Tider om sine Erobringer i
Staden. Han fik Kielder=Pigen i det store Giest¬
giver=Huus.
9. Sempron var en meget jevn og lige frem Karl. Men
meget tankefuld, og tillige meget adspredt i Tankerne.
Han havde gemeenlig Tankerne henvendte til Himme¬
lens Løb. Han var Stiernekiger; hvorfore jeg be¬
frygtede, at han vilde have mig til en Almanak.
10. Marvortius var et artigt Menneske, men bandede
forskrekkelig paa tydsk. Vi havde gemeenlig hans
Besøgelser hveranden Dag, sidst paa Maaneden.
Han fik Marsch=Ordre, dermed var Kierligheden
ophævet.
11. Nautus var en Søemand. Han gik længe om Bord
med min Tante, som skulde overtale mig: Men da
jeg altid var imod Strømmen, seylede han for bedre
Vind ned til den rige Kieldermands Datter.
12. Philautus. Var en net og peen gammel Ung=Karl;
han passede altid at kunde komme til at sidde lige for
Speylet. Blev engang vreed, fordi jeg fulgte Hr.
Mavortius til Døren. Jeg var den Gang 26 Aar
gammel.
13. Candidatus, ventede at blive Præst. Han maatte
gierne lide mig fordi jeg læste saa flittig; men han,
til al Ulykke faldt paa at adressere sig til min Pige;
ellers maaskee
14. Petitmaitre. Han indjog mig saadan en Skræk en¬
gang, at jeg neppe har forvundet den endnu. Han
kom engang ind til mig, da jeg var allene, havde et
forskrækkeligt Side=Gevæhr, som hængde i Karbiner,
og som var ham i Veyen alle Steder, saa lang var
den. Ja, han undsaae sig ey engang at vise mig, at
der var en trekantet Klinge i hans Skede. Jeg skiel¬
ver endnu, naar jeg tænker derpaa. Han sagde: at


dette Slags Kaarder anstod de Smukke meget vel.
Men jeg bad ham, ey oftere at incomtmodere mig.
Vinosus. Havde et meget hidsigt Blod, var plaget
af en stedsevarende Tørst, og havde mangfoldige af
de saa kaldede Rubiner i Ansigtet. Han var ellers
meget venlig, helst naar han kom fra Hiørne=Kielderen.
Men til min Lykke faldt han engang i Rende=Stee¬
nen, og oberstænkede min Tante, ellers havde hun
rigtig vildet tvinge mig til at ægte ham.
16. Affectant havde sine virkelige Dyder; men var noget
Qvindagtig. Han kunde altid sige mig de nyeste
Moder, og hvem der var den beste Friserer; Han
vidste rigtig, hvad Slags Baand der hørte til ethvert
Garnitur af alle Slags Fruentimmer=Smykker;
Han lod een og den samme Klædning omgiøre efter
enhver Mode. Ja, han havde paa en Tid af 3 Maa¬
neder fiire Slags Knappe i een og samme Kiortel;
Snart vare de glatte, snart krusede, snart toppede,
fnart flade, snart blanke og snart couleurte. Han
solgte 2 a 3 Klædninger for halv Værd, for at faae
een af Modens Couleur. Da jeg mærkede saadan
Foranderlighed hos ham, befrygtede jeg, at han og
kunde faae i Sinde at forandre sin Kierlighed efter
Moden, om jeg engang blev hans Kone. NB.
Hans Skoe=Spænder lod han og forandre over 10
Gange; og jeg kan endnu huske, at hans Hat havde
aatte Forandringer paa en Tid af 3 Aar.
17. Silens var meget taus, og syntes at være meget spe¬
culativ. Han kunde sidde heele Timer uden at tale
et eneste Ord. Omsider lavede han sig til at tale.
Vi ventede alle noget forskrækkeligt høyt. Han sagde
da: Hvilken forskrekkelig Regn har vi dog ikke! -
Ham vilde jeg ikke have, at man ey skulde sige, at jeg
havde faaet en Mand af et vist Slags Fruentimmer.
18. Superb. En anseelig Karl. Ham kunde jeg nok lide,
indtil han engang fortalte mig, at han ey kunde gaae
igiennem en Gade, førend alle Fruentimmerne saae
efter ham. Jeg forsikkrede ham, at han efter denne
Dag ey skulde umage sig med at komme for mit Aa¬
syn. - Han faldt i en Svaghed, og mistede sin
smukke Anseelse. - Hvad giør vi os dog stolt af?
19. Loquax. En ung Jurist, sendte mig sin Kierligheds
Erklæring i Form af et Jndlæg; men jeg begierede
Opsettelse i Sagen. NB. Det var i den Tiid, da
det Slags Folk distingverede sig med en Kokarde paa
Hatten, og en Stok 3 Alen lang.
20. Literat. Ham maatte jeg gierne lide, indtil han af
Desperation slog sig fra Bøgen, som man siger; thi
jeg havde stoer Lyst til den Geistlige Stand. Han
blev Procurator, og har, for gammelt Kiendskabs
Skyld, skaffet mig Ret over min Vert, som vilde
forurette mig.
21. Supplex. Havde det beste Gemyt; men hvad skulde
han fange an. Han havde ingen Patroner. Om¬
sider paagnede dog hans Lykke. Der blev en Va¬


tance, og en Frue=Pige fandt Naade for ham.
Jeg vilde ey forhindre hans Lykke.
22. Licenciat. Med ham var det næsten saa nær, som
det kunde blive; alting var færdig til Brylluppet;
men Aftenen før Bryllups=Dagen fik jeg et andet
Sind.
23. Rustian. Var simpel og lige frem; men havde dog
temmelig høye Tanker om sin egen Fuldkommenhed.
Dagen efter at vi havde havt Ja=Ord, viiste han sig
meget ubarmhiertig imod sin Hund med sin Jagt¬
Pidsk. Jeg forandrede da mit Forsæt; thi jeg be¬
frygtede, at maatte leve i Angest og Banghed som
en Hare.
24. Jaloux. Kom engang til mig, og var saa ophidset
som en ung Løve. Han havde seet en Mandsperson
at hilse mig. Vores Bryllup var berammet; men
jeg tænkte, er han saaledes i Frierdagene, hvorledes
vil han da ikke blive siden. jeg gav ham Kurven,
hvorpaa han kunde ærgre sig længe nok.
25. Slendrianus. Havde opofret sig til Synge=Kunsten,
gik altid med en Hob forliebte Arier og Sange i
Lommen, dem han og udhylede græsselig yndig. Han
var og saa spendabel, at han bød dem, som vilde
dandse efter hans Pibe, ikke mindre end en Krone.
Jeg fik saadant at vide under Haanden, og da han
vilde giøre sin Opvartning hos mig, og havde faaet
en af disse Modens saa kaldede Rottengotter paa,
gav jeg ham Afskeed under Forevending, at jeg ey
kunde lide voxne Folk, som gik i Sloyekiole.
Jeg har endnu haft mange fleere Kierester, som ey Ti¬
den og Rummet tillader mig at opregne, hvoraf man nok¬
som seer, at Skylden er ey paa min Side, at jeg er ble¬
ven Gammel-Jomfrue. Ja, det er endnu ey længe siden,
at jeg havde en smuk gammel Enke=Mand, til Frier. Han
er saa net som en Dukke, i hvor gammel han end er. Han
har en smuk høyskygget Hat, den han ofte bærer i Haan¬
den eller under Armen. Gaaer altid med en smuk hvid
Peryk, og sorte Klæder, og med den ene Handske i Haan¬
den; hvide reene Manskiettet, og høye Træhælede Skoe.
Har været gift i 36 Aar, dog uden Arvinger; thi, som
han selv siger: vare de begge lovlig undskyldte; men jeg vil
endnu see Tiden an. - Jeg er dog ikke den eneste Pige,
som har havt mange Kierester.
Fætteren.
Jndfald.
Den rige Pige.
Sex tnsind Daler har, som Ordet gaaer, Klorette.
Hun Stadens Beylere kan udi Flamme sette.
Ja, ja, hvo vil det tro? Enhver hun som forhexer.
Hun har vel Mullerne; men ikke mange Sexer.


Til den pralende Frier, som fik Kurven.
Din Klædning, tænker du, skal alle Piger fange,
Og dit forpuddret Haar hver Piges Gunst erlange.
Ney, hør Lisettes Ord: til mig du ey maa komme,
Som Guld paa Kiølen har, men intet i din Lomme.
Gravskrift over en Gierrig.
For Dagen kom min Skat; men jeg i Mørket kom.
Min Grav blev fuld; men ak, min Penge=Kiste tom.
Min Gierrighed mig Søvn og Roe betog i Livet;
Men begge Deele den mig har i Graven givet.
Den storpralende Forreyste.
Madrit og Lissabon har Obolus beseet.
Han veed, hvad i Paris og Petersborg er skeet.
Han veed, paa Fingrene hvad Rom og London har.
Og sværger, Amsterdam den største Fæstning var.
Er ingen Fæstning.
Doris til Hykleren.
Af Uld, af Snee og Jld bestaaer de smukke Hænder.
Mig undrer, at de ey bortsmelter og forbrænder.
Ney, sagde Doris: Ney, de er af Flint og Staal,
Og knuser alle dem, som taler Hykle=Maal.
Stierne=Kigeren.
Ud fra dit Øye gaaer jo Soelskin, Lynild, Regn.
Altsaa min Cloris er for mig en Himmel-Egn.
Hun sagde: Ak! min Ven! Jer Syn jeg maae beklage.
Som Stierne=Kiger maa J bedre Kikkert tage.
Den afpryglede Galen.
Naar man vil giøre Jld, saa bruger man jo Brænde?
Men det med Hr. Galan gik anderledes til.
Man usædvanlig Kraft hos Træet her skal kiende
Med det hans Jld man her paa Ryggen slukke vil.
Den gyldne Recommendation.
En Nar sik Levebrød. Hvad skal vel det betyde?
Spørg ey; thi Penge giør jo Folk foruden Lyde.
Dog, den Tid haver man forlængst tilbage lagt
Da Plutus? meere var, end Plato * udi Agt.
Plutus Gud for Riigdom. ** Plato en Viis
Gravskrift over en Snyltegiest.
Her ligger jeg, som tit har lagt i Suus og Duus.
Mit Bord jeg næsten holdt udi hvert andet Huus.
Hvor man trakterede, jeg altid gierne gik.
Min Død jeg ogsaa nu tilsidst før intet fik.
Til den nyegifte Mand.
Hvem har dig gjort til Mand? Den beste af de Slemmeste.
Har hun da god Forstand, Hun vittigst er blant Dummeste.
Er hun da noget smuk? Ja, som et A, B, C.
Riig? her han drog et Suk - Et Cornu Copiæ.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 39


Præste=Enken.
En Døende Moders Skrivelse til sin Datter.
M¬
in elskeligste Datter! Du venter maaskee ikke
dette Brev, og uden Tvivl formoder den ædelmo¬
dige Veninde det ikke heller, som vi begge ere saa
megen Tak skyldige. Den Tid kommer snart, da hun al
lene skal være din Moder og Forsørgerinde. Den udtæren¬
de Sygdom, som jeg i saa lang Tid har baaret paa, har
imod min egen Formodning saa pludselig taget Overhaand
at jeg nu vel skriver det sidste Brev til dig. Jeg føler den
ankommende Død, og jeg skal nu snart følge efter din
Fader, hvis ømme Kierlighed du ikke har kiendt, og
som døde alt for tidlig bort fra dig og mig. Du veed
min kiere Datter, hvor høyt jeg har elsket dig. Du er
det eneste Pant paa et kort men lyksaligt Ægteskab; Du
allene giør mig en Time tung og besværlig, som efter den
beste Mands Forliis intet forskrækkeligt skulde have havt
for mig. Jmidlertid forventer jeg den med en Rolighed,
som Haabet om din Dyd giver mig. Jeg takker Himmelen
for min Skiebne, at jeg i den største Svaghed dog allige¬
vel med noget Overlæg som en øm elskende Moder kan
skrive. Jeg veed at du vil græde; thi jeg græder selv.
Hvor kostelig ere dine Taare for mig. De ere den største
Belønning for min ømme Kierlighed og den Veemodighed,
hvormed jeg forlader Verden. Ak min Datter, hvormeget
Mod og Standhaftighed behøver jeg ikke, for at skrive
dette! Du vil græde, og jeg vilde, at du aldrig skulde
være bedrøvet. Men jeg vil søge at være saa standhaftig
og sterk, som mig nogensinde er mueligt, paa det jeg kan
endnu skrive dig et ret langt Brev til. Jeg tager dine
Taare, som en Forsikkring med i Graven, at du i alle dit
Livets Omstændigheder vil erindre det, som din døende
Moder skriver dig til. Min fornemste Sorg har altid
været, at Uskyldighed og Religion skulde være dine fornem¬
ste Yndigheder. Jeg vidste, at de allene giøre lyksalig,
og jeg veed, at du skal være lyksalig, om du ikkun fremde¬
les bliver deres Forskrifter troe. Ja -- jeg kan døe vel
tilfreds.
Du er et Fruentimmer, mit Barn! og det som end¬
nu siger mere, du er et ungt Fruentimmer. Det som kan
forhverve os en sand Høyagtelse og skaffe os en varig
Lykke i Verden, er allene Uskyldighed og Dyd, og naar
vi taber dem, saa er alting tabt for os. Selv vore Yn¬
digheder og indtagende Væsen, som gemeenlig til vor Lyk¬
ke tildrager os mere Beundring, end Dyden selv, bliver
uden den en Gienstand for Foragt. De fleste Personer af
Mandkiønnet har i mange Tilfælde giort det til en Ære, at


fornærme Dyden; de tilgiver sig selv alt, men os tilgiver
de slet intet. De fordømmer ikke sig selv, naar de begaaer
virkelige Udskeyelser, men os fordømmer de allerede, naar
de ikkun formoder, at vi kunde begaae dem. Det synes
at vort Kiøn selv er endnu lykkeligere derved, end Mand¬
kiønnet, efterdi mange af vort Kiøn holdes tilbage fra at
begaae Lasterne i det ringeste af Frygt for den udvortes
Skam, da Personer af det andet Kiøn overlader sig til
sine Udskeyelser, uden ringeste Undseelse for nogen Skam.
Men hvor farlig bliver ikke deres Uforskammenhed for os
Saa hastig de ere til at fordømme os, saa lidet overveyer
de, at det ofte ikkun er deres Eftersettelser at tilskrive,
naar en Person af vort Kiøn overtræder sine Pligter. Naar
de synes meest at ære os, saa ere de vore største Fiender.
Hvormeget har de ikke opfundet for at bringe os saaviidt,
at de kan hade os og have Afskye for os? Lovtaler, Cares¬
ser, Smigrerier, Beklagelser, Sukke; med faa Ord,
de Lasters Kunster ere utallige, som anvendes, for at skil¬
le os ved vor største Rigdom. De skulde selv giøre sig al
Umag, for at bevare os og holde os ved Dyden, efterdi
Naturen har skabt os for dem; men saa driver de deres
fiendtlige Anfald imod os saavidt, at de regne os Uskyldig
hed selv til en Forbrydelse, naar vi ikke ville lade os for¬
føre af dem. Jmodstaae Lasterne og Udyden, og de skal
beskylde dig for en overdreven Strenghed for en Uretfærdig¬
hed imod deres Kierlighed, for en Følesløshed og andre
dig ubekiendte Feyl. Betænk nu dit Kiøns naturlige Skrø¬
beligheder, og de Omstændigheder, hvorudi Mandfol¬
kenes Tyranme har sat os. Vi ere af Naturen forfænge¬
lige eller i det mindste meget tilbøyelige til Forfængelighed;
vor Egenkierlighed merker snart, at vi ofte befalder med
vor Ansigt, og med vor indtagende Væsen og udvortes
Skiønhed, som vi ikke har givet os selv, men som er no¬
get naturligt hos os. De overtaler og indbilder os, at
vi fra vor Fødsel af ere bestemte til at roses og berømmes,
uden at vi har fornøden at fortiene samme, og derover
forglemmer man lettelig, at man fornemmelig skal være
elskværdig ved Dyden. Man henvender vor Forstand ime¬
dens vi endnu ere unge, til Smaating og Dukketøyer;
den sædvanlige Opdragelse holder os i Vankundighed og
Uvidenhed og den mindste Deel Fruentimmer har saadan¬
ne Fædre, som du har havt en, dersom han ikke var ble¬
ven dig saa tidlig frareven ved Døden. Naar en Person
af det Kiøn, som du har dig saa meget at befrygte for,
faaer Fortienester, saa er det ikke saa stort Under. Det
er ikke saa vanskeligt at have Fortienester, naar man tør
have Forstand, men det er et Fruentimmer ikke tilladt.
Et Fruentimmer, som læser Bøger og Skrifter, ved hvilke
hun vil skaffe sig en opklaret Andagt, et forbedret Hierte,


samt lære at kiende Dydens Skiønhed, bliver latterlig
derover i den store Hobs Øyne. Derover formanede jeg
dig min Datter saalænge du endnu var hos mig, at du ik¬
ke skulde lade nogen see dine Bøger, eller lade dig merke
med, at du var hengiven til Læsning. Det andet Kiøn
har Venner eller kan søge Venner, og hvad kan giøre os
uforanderligere i Troeskaben imod Dyden, end det sande
Venskab? Men hvor skal et Fruentimmer søge Venner?
Jblant Mandfolkene? Jeg har ofte sagt dig, mit Barn,
at Verden anseer det for en Forbrydelse imod vor Dyd,
om vi har og omgaaes med en Ven, som ikke er declare¬
ret for vor Kiereste eller Brudgom. Du tør meget mere
haabe om dit Kiøn, at du skal finde Veninder deriblant.
Den almindelige Opdragelse vænner os alt for tidlig til
Jalousie imod hinanden; man lærer os, at vi overgaaer
andre Fruentimmer, naar vi enten ere smukkere, eller har
en bedre Pynt og Stads end de. Venskab kan altsaa umue¬
lig bestaae med Forfængelighed. Du er smuk, min Dat¬
ter, og du har af Natureu faaet en indtagende Skiønhed,
som skulde være farlig for dig, dersom du i de Aar, da
den første Forfængelighed yttrer sig, heller havde anhørt
Speylets Lære, end din Moders Underviisning. Jeg siger
dig, hvad Smiggrere og Letsindige utallige Gange vil sige
dig, paa det at det ikke skal giøre noget Jndtryk hos dig
naar de siger dig det, at du er smuk. Dersom du ikkun
saae mine Øyne og mine døende Læber! Det var og engang
den Tid at man roste dem. Hvor skulde dog dette Syn
væbne dig imod alle Smiggrerier, som man vil giøre dig
formedelst din indtagende Skiønhed! Det er sørgeligt, min
kiere Datter, hvad jeg siger, det er meget sørgeligt. Maa¬
skee du ikke nogen Tid mere i din heele Livestid vil høre
noget Menneske at tale saaledes om Skiønheden; men nu
taler en Moder med dig, som elsker dig og skal forlade dig.
Du kan glæde dig over, at du er smuk, saalænge du bli¬
ver dydig; thi Skiønheden er en Himmelens Gave; men
dersom du hos nogen Person af dit Kiøn merker en større
Dyd end din egen, saa troe, at hun besidder flere Tekke¬
ligheder, end du. Hun er smukkere end du, fordi hun
er dydigere.
Naar du har begrædt min Død, saa maae du lade
dig see iblant dine Paarørende og i Selskaber; og da vil¬
le de Farer vove sig frem, som hidindtil endnu har holdt
sig noget forborgne. Du vil faae Fruentimmer at see,
som søger deres eneste Roes og Berømmelse derudi, at de
bliver omringede af en Mængde falske Elskere. Disse Be¬
dragere ville maaskee og sige dig, at du er elskværdig, for¬
di dit Ansigt er ungt; de ville smiggre for dig, og giøre
dig forfængelig, fordi de ere selv forfængelige; de ville for
sikkre dig om, at de elsker dig; men deres Hensigt er ikkun
at giøre dig til deres Forfængeligheds Triumph, dersom du
vil fæste Troe til deres forræderske Eder og Forpligtelser.
De ville søge at tilfredsstille deres Stolthed, for at kunde
foragte dig. Jntet er farligere for Dyden hos et Fruen¬
timmer, eller som er det samme, for et Fruentimmers
Lyksalighed, end Begierlighed efter Erobringer. De afta,
ger tilligemed det Indtagende i Skiønheden, og en Person,


som ikke vil tabe denne indbildte Fornøyelse, taber gemeen¬
lig ikke allene den, som ved varer alle Aar, men maae end¬
og bruge tusinde nedrige Kunstgreb, til at erholde den ind¬
bildte Fornøyelse, og endelig oprører al Jndbildning. Det
verste er, at det i vore Tider ikke er nok, at være smuk og
artig, naar man endog forlanger den forfængelige Glæde,
at blive beundret af en Sværm Tilbedere. Verden har
saa fordervede Øyne, at den ikke bliver rørt af Skiønheden,
naar den ey bliver oplivet af en vis mild og lystig Anseelse,
som man kalder med et ærligt Navn Friehed. Det er kom¬
met saavidt, at man i det mindste skammer sig og blues
ved at være dydig, naar man endog af Naturen eller
Opdragelsen bliver tilbageholdt fra, uden Betænkning at
opofre sig til Lasterne. Dersom du vilde treffe en Middel¬
vey imellem Dyden og Lasterne; have Tilbedere, uden at
afvendes fra din Uskyldighed, saa skulle dog din Forfænge¬
lighed selv slet intet vinde derved. Dine Elskere og Tilbe¬
dere skulle efterhaanden forlade dig af Fortrædelighed over
at de ikke naaede deres Hensigter, og dog altid indbilde
Verden, at de forlode dig, fordi de vare kiede af deres
Lykke. Endelig kommer de Aar, da Verden bliver uvis
om, enten man endnu er ung, eller bliver gammel. Nu er
da din Forfængeligheds Triumph forbi; dit Hierte har vant
sig til saa flygtig en Fornøyelse; Længselen bliver tilbage,
og tillige kommer den Fortrædelighed dertil, at den ikke
kan blive tilfredsstillet? Men hvorledes skal du undgaae de
vildrasende, som ofte ere saa uforskammede, at de ikke la¬
der sig afskrekke ved den Strenghed, hvorved et Fruentim¬
mer vaager over sine Pligter? Du tør ikke ved at befrygte
dig derfor, og du behøver slet ikke at ville mishage dem.
Du tør ikke engang straffe dem med Foragt. Din Uvil¬
lie og Foragt skulde være en alt for stor Ære for dem; thi
du maatte da have givet Agt paa dem og fornummet og
følet deres Fornærmelser. Du er sikker nok for dem, naar
du ikkun ey vil befalde dem, og saadanne Egennyttens For¬
fængelighed, som ere egennyttige Beundrere af os, kan man
ingenlunde meere ydmyge, end naar man ikke giver Agt
paa alle de Anstalter, som de giøre imod vort Hierte. Den
første Gang afskrekker vist nok saadan en Opførsel dem ikke;
de holder den for en antagen Adspredelse og hemmelig Op¬
muntring; de indbilder sig, at man ikke vil see deres Fore¬
tagender, paa det at de skal igientage og fordobble samme.
Men naar deres Jndbildning endnu eengang eller to Gan¬
ge bliver igiendreven, saa ophører de, enten af Fortræde¬
lighed eller Forfængelighed, at forfølge os. Maaeskee du
treffer nogle, som ere endog saa uforskammede, at de un¬
derstaaer sig, aabenbare at fornærme dig. Men viid min
Datter, at Dyden har visse Øyekast i Magt, for hvilken
den frekkeste Udyd skielver og bæver. Du har, som jeg for¬
moder, ikke fornøden at giøre dig megen Umag derfor; thi
jeg har, fra dine første Aar af, søgt at opdrage dig til Dy¬
den, saa at saadanne Øyekast i Nødsfald maae være dig
naturlige.
Alt dette siger jeg dig ikke, min kiere Datter, for at
bibringe dig nogen Modbydelighed for Kierlighed. Ney,
mit Barn, jeg vil ikke giøre dit Hierte uømfindtligt, men


ikkun forsigtigt. Næst Dyden kan vi ikke blive lyksaligere
ved noget, end ved en fornuftig og ædel Kierlighed, og et
Fruentimmer skulde være meget at beklage, dersom det slet
ikke kunde giøre sig noget Haab dertil. Jeg har den dyde¬
fulde Kierlighed at takke for Nydelsen af saa mange Lyk¬
saligheder, at jeg skulde ikke holde mig for nogen Moder,
om jeg ikke ogsaa ønskede dig denne Lykke. Jeg har ikkun
en kort Tid nydt din Faders ømme Kierlighed; men jeg
vilde ikke bortbyttet Erindringen derom for alle Rigdom¬
mes Besiddelse. Jeg troer, at de Mødre, som advarer
deres Døttre, at vogte sig saa meget for Kierlighed, hand¬
ler meget uforstandigt; dog ere maaskee de fleeste at und¬
skylde, efterdi de har været ulykkelige i deres Kiærlighed.
Men, min Datter, saa stor den Lykke er, at blive elsket
paa en ædel og øm kierlig Maade, og at være forenet med
en tro og ædelmodig Ven og Ægtemage i dette Liv, som
elsker dig, fordi han agter dig høyt, som giver dig sit Hier¬
te, ikke saa meget derfor, fordi du besidder nogle indta¬
gende Skiønheder, som meget mere fordi du er dydig og
uskyldig: saa sielden er ogsaa denne Lykke. Det kommer
deraf fordi Redelighed og Ædelmodighed ere saa sieldene
Dyder iblant det menneskelige Kiøn. Man elsker og gif¬
ter sig i Verden, ikke for at faae den Glæde, som flyder
af et fælleds Venskab, Godhiertighed, Tienstfærdighed,
Ædelmodighed og Ømhed; man slutter Ægteskabe, for
at blive rigere og fornemmere, end man er. Men det er
ikke det Gode, som du skal søge i et lykkeligt Ægteskab. Den
sande Lyksalighed elsker Stilhed og hader Allarm. Dyden
har alt, hvad den ønsker sig, naar den kan meddele sig til
en anden Dyd. Der skal findes Personer, som ville giøre
sig Umag for dit Hierte. Da, mit Barn, er du i den
største Fare. Lad dit Hierte ikke blive forført af det udvor¬
tes Skin, og siig det immer til digselv, at du ikke kan være
lykkelig, dersom du ikke bliver meer, end en riig og velklædt
Slavinde. Dersom du i saadanne Omstændigheder for¬
langer et Raad, saa forlang det aldrig af dine Øyne, men
af din Fornuft og Dyd. Dit Val kan da ikke blive dig
vanskeligt. Skienk dit Hierte til den, som du skatterer
høyest, formedelst de Fuldkommenheder, han eyer frem for
andre, og det vil altid blive den, som giver dig de sikkerste
og tilforladeligste Prøver paa, at han meest agter dig høyt
og elsker dig for de Fortienester, som du eyer og besidder.
Dyden, som har vundet dig et Hierte, vil og gandske vist
vide at beholde og bevare det, og en sand Ømhed og Kier¬
lighed er saa undtømmelig af Glæde, at dens Mængde,
Forandringer og Mangfoldighed skal gandske vist fordri¬
ve den Kiedsommelighed, der ledsager saa mange ulykkeli¬
ge Ægteskabe.
Skulde Himmelen have gjort den Lykke for dig, at du
skulde blive et ømt elskende og kierlig Ægtefælle for en ret¬
skaffen Mand, saa har du maaskee og den Glæde at vente
at blive en saa lykkelig Moder, som jeg er. Men du kan
ikke blive det uden at udøve de Pilgter, som jeg altid har
søgt at opfylde, saa vidt det har været mig mueligt. Naar
man vil see Glæde paa sine Børn, saa maae man være
deres Moder og ikke deres Tyraninde. Det er ikke nok,


at de vide, at du har baaret dem under dit Hierte; de maae
endnu ligge dig mere paa Hierte, og du maae overtyde
dem om, at du elsker dem, uden at smiggre eller kiele for
dem. Ved denne Overtydelse vil du vinde deres Hierte.
Den Anseelse, som du haandthæver over dem, ville de ik¬
ke ansee, som en forhadt Rettighed af Naturen eller Alde¬
ren, men som en Virkning af Kierlighed til deres Beste.
Naar du tillige giør deres unge Hierte erkiendtligt og ømt
i det du underviser dem, saa vil den Fornøyelse, som din
kierlige Underviisnings Maade opvekker hos dem, snart giø¬
re Lærdommene selv behagelige for dem. Du vil straffe
dem uden Utaalmodighed og Harme, som blander sig ind
i saa mange Forældres Jrettesettelser og Bestraffelser, og
derved giøre dem saa skadelige, at de i Stedet for at udryd¬
de en Feyl, tilveyebringer ti andre endnu større Feyl hos
Børnene ved det onde Exempel, som de giver ved det onde
Exempel. Den Tillid og Fortroelighed, som Børn
har til deres Forældre, giør, at deres naturlige Feyl vo¬
ver sig frem, som derimod, hvor der ikkun er Frygt uden
Kierlighed, holder sig saa længe forborgen i det inderste af
deres Hierter, som deres Tyranner ere nærværende. Naar
de vide og fornemmer, at de bliver elskede, saa har de Af¬
skye for at begaae Feyl, fordi de frygter derved at bedrøve
deres elskelige og kiere Forældre. De skal ikke lade deres
Kierlighed gaae sig af Sigte, og det skal holde deres eget
Hierte i Ærbødighed. De skal aldrig være tilfreds med
sig selv, naar man siger dem det, at deres elskelige Moder
og kiere Fader ey kan være tilfreds med dem. Det er ikke
de almindeligste Grundsetninger i en god Opdragelse. En
Fader, ligesaadan som din ogsaa var, har opdraget mig
efter samme, og han gav mig førend han døde den Berøm¬
melse, som tilhørte ham mere end mig, at han ihenseende
til mig døde ubekymret. Hvor glæder jeg mig, min elske
ligste Datter, at Nytten af disse Forskrifter er hid indtil
bleven stadfæstet af Erfarenhed paa dig! Jeg kan ikke næg¬
te mit Hierte den Glæde, at give din Lydighed og din Kier¬
lighed til mig denne sidste Berømmelse. Denne glædelige
Tanke giør mit Endeligt, om ikke end gandske let, saa dog
i det mindste ey saa tungt og forskrekkeligt, som det ellers
skulde have været.
Du vil fælde tusinde Taare, min ømt elskende Dat¬
ter, og ak, med hvor megen Magt har jeg ikke maattet
overvinde mit Hierte, for at skrive alt dette! Mit Liv har
siden min kierlige Mands Død ikke været andet, end en
langsom Død. Den hemmelige Sygdom, som uden
Hielp har efterhaanden hentæret mit Legeme, har ikke en¬
gang tilladt mig Nydelsen af dette Livs uskyldige Forlystel¬
ser. Jeg har ingen anden Fornøyelse havt, end den Glæde
at opdrage dig, og siden du kom i vor ædelmodige Venin¬
des Huus, at faae Brev fra hende eller dig. Dit Foraar
vil forgaae, din Sommer vil komme og forgaae, du vil
blive gammel, og da skal Dyd og Religion selv i Verdens
Øyne erstatte dine tabte indtagende Skiønheder, naar du
har bragt disse to Fuldkommenheder med dig fra Ungdom
ind i Alderdommen. De fleste af dit Kiøn tilbringer deres
Aar med Smagting, som smigrer for deres Egenkierlighed.


Alle deres Forretninger bestaaer i at klæde sig paa klæde sig om
igien, at give og tage imod Besøgelser, at opfinde Moder og
bedømme de opfundne. Tolv Aar leger de med deres Duk¬
ker, og tyve eller tredive leger de med sig selv. Saalænge
Ungdommen varer, kan de maaskee være tilfreds og finde sig for¬
nøyede dermed, fordi de foretager ikkun alt dette, for at blive seete.
Men naar denne Tid er forbi. Naar man ikke meere seer dem eller
ikke meere vil see dem, naar man beleer dem, fordi de opholder sig
saalænge ved Natbordet, og ville endnu giøre Selskaber opmerksom¬
me paa sig, saa forandrer deres Forfængelighed Gienstanden, og af
Fortredelighed over, at de nu ikke meere kan behage Jorden, saa ville
de befalde Himmelen. Men det er ikke den Religion som kan giø¬
re Alderdommen og Døden behagelig, og opfylde dit Gemyt med
Lys og Tilfredsstillelse. Du har elsket mig, min elskeligste Dat¬
ter, og din Kierlighed giver mig det visse Haab, at Lærdomme
bestandig skal blive i din Hukommelse. Jeg behøver ikke at bede
dig, at komme hastig til mig. Himmelen giver mig maaskee den
Trøst, at du med dine Hænder kan tillukke mine bristende Øyne.
Jeg har herhos lagt et Brev til din dyrebare Tante, hvorudi
jeg beder hende at følges med dig, om hendes Omstændigheder
ville tillade det. Hvor høyt og meget elsker jeg hende dog, og
med hvilken Ømhed vil jeg vise min Taknemmelighed imod hende
for den Kierlighed, som hun beviser dig. Jeg beklager mig ikke
over Forsynet, at det ikke giver mig noget længere Liv, men jeg
vil endnu takke det for en Lykke meere, om det endnu sparer mig
Livet saa længe, indtil jeg endnu engang faaer omfavnet dig,
min elskeligste Datter, og vor Ædelmodige Veninde. Jeg tviv¬
ler næsten derpaa; men om jeg endog døer forinden, saa døer
jeg dog med den Tillid, at min Datter ikke kan være ulykkelig,
efterdi Himmelen altid belønner Børns Lydighed og Kierlighed.
Jeg velsigner dig nu maaskee sidste gang, og er indtil min sidste
Aandedræt din kierlige Moder.
Fætteren.
Denne Gang vil jeg fornøye det Slags, som plages af
den søde Melancholie; De Stakler ere i Sandhed ynkvær¬
dige nok. Disse tvende Arier eller Elskovs=Sange har
nogle Gange udpresset Taarene af mine Øyne, i hvor haard¬
hiertet jeg end er ved Sligt. Skulde jeg være saa heldig
at fornøye nogle med disse Liv=Stykker, skal jeg en anden
Gang giøre mig en Fornøyelse af at opvarte med fleere.
Clarice, mindes du, den Gang
Da jeg i Marken laae;
Og om min søde Frihed sang,
Før jeg din Skiønhed saae;
Saa mindes du da ogsaa vel,
Hvordan det med mig gik,
Da din Clitander blev din Træl,
Og du hans Hierte fik.
Jeg saae dig første Gang, jeg gik
Og vogted mine Faar,
Mit ubevæbnet Hierte fik,
Da strax sit Bane=Saar.
Min fængslet Friehed blev den Krands,
Og Seyers=Tegn du bar,
Da jeg af din fuldkomne Glands
J Lænker sluttet var.
Her blev jeg da Clariees Træl
O søde Slaverie!
Thi naar det gaaer en Træl saa vel
Hvem vil da være frie?


Ney, ney jeg aldrig anker paa
Din Haand har fængslet mig.
Hvad Frihed! naar jeg blive maa
Saa glad en Træl hos dig.
Thi denne Lænke! som jeg bær,
Den er saa let og sød,
At Fængslet selv min Frihed er,
Og Frihed blev min Død.
Saa giv da Deyligste! giv mig
Den Ret, som Slaver skeer,
At tiene, leve, døe hos dig,
Saa ønsker jeg ey meer.
Jeg Falskhed ey opamme lod,
Det Hierte dig har kiær,
Troer du mig ey, saa kræv kun Blod
Mit Vidne ferdig er,
Ja Døden selv skal være mig
Den mindste Trøst jeg har,
Naar kun min Død kan vise dig
Hvor troe din Slave var.
Og naar jeg da i dine Baand
Skal engang takke af,
Saa lad da denne søde Haand,
Optegne paa min Grav:
Her ligger den, som elsket har
Til sidste Aandedræt
Saa Døden selv hans Vidne var
At han har elsket ret.
Jeg elskte kuns Jsmene,
Jsmene elskte mig,
O! Himmel hvilken Scene!
Hvor var jeg lykkelig!
Ak Skiæbne vil du ramme
Jsmene - saa - dog ney.
Mit Hierte er det samme -
Ak straf Jsnene ey
Hvor har du giennemboret
Mit Hierte - Ak! du vil
Da glemme, Du har soret,
At høre Damon til
Du Selims Haand begierte
Jsmene Selims? – Ney:
Rør Amor Hendes Hierte
Men straf Jsmene ey.
Her under disse Bøge
Her fik jeg mangt et Baand;
Her saae man os tit spøge;
Her fik jeg først din Haand,
Her fik du min - ja mere:
Den Ring - troeløse-
ney
Mit Hierte kan ey mere -
Ak straf Jsmene ey
Du grov i disse Linde
Troeløse! selv din Grav,
Her (skrev du) skal den finde,
Som utroe er, sin Grav;
Ak: Guder - min Jsmene
Hun skulle straffes - ney
Hævn jer paa mig allene
Kun straf Jsmene ey.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 40


Huusholdersken.
Om det Engelske Vund= og Klevplaster.
Der er ikkun faa, som vide, hvorledes man tillaver det
sorte Engelske Vundplaster (the Ladys black sticking
Plaister), saa at det uden Tvivl ey vil være Læserne ube¬
hageligt, her at see en Beskrivelse over, hvorledes man skal
omgaaes dermed. Jeg finder følgende i min Sal. Mands
efterladte Papirer.
Dette Plasters Hoveddyder ere, at det er meget tyndt;
at omendskiønt det er tørt, saa forraader det strax et Kle¬
vende imellem varme og fugtige Fingre; at det ikke er skiørt
og let brekkes, eller springer af Taftet; at det ikke alt for
bastigt bliver blødt af Vand, saa at det nedog i nogle
Dage kan hefte fast ved Haanden, naar man først har ladet
det tørre derpaa, omendskiønt man vasker sig; og endelig
at det ikke bliver klevende paa den udvendige Side, naar
man fugter det med Tungen, for dermed at bedekke smaa
Saar og Skader. At saadant Plaster har alle disse Egen¬
skaber, kan man opdage ved en gandske let Prøve; thi naar
man holder et lidet Stykke af det ægte Engelske Plaster tæt
over Gløder, med den klevende Side opad, saa løber den
Materie, hvormed Taftet er overtrakt, op i store Blærer;
og river man et Stykke deraf imellem Fingrene: saa løsner
Materien lidet eller slet intet af, og er ikke skiør. Der
som Materien ved den sidste Prøve løsner sig af Taftet som
en tynd Hud, saa er Plasteret ikke ret tillavet, og man har
ikkun overstrøget Taftet med blot Huusblas, og maaskee
blandet eller ikkun overpenslet det med en Solution af Benzoe
og Peru=Balsom.
Skal det Engelske Plaster staae alle ovenmeldte Prøver,
saa maae Materien først være ret tillavet. Man maae
nemlig blande Huusblasen med en harpixagtig Materie.
Til den Ende tager man til hver Unze Huusblas en halv
Drachma Storax, og lader begge Deele tilsammen opløses
over Jlden i en liden Retorte, som man har bundet en Blæ¬
re over, og stukket et Hul paa i Midten med en Naal, dog
uden at lade det koge. Man kommer saa meget af det aller¬
beste Brændeviin derpaa, som behøves, førend man setter
det over Jlden; og naar det er ret opløst, skal Materien,
efterat den er bleven kold, staae læderagtig og stiv som en
Skaleye. Har den saadan Beskaffenhed, da er den aller¬
best til at bruge.
Man tager da et Slags fort Taft, som er tet, men der¬
hos dog saa tyndt som mueligt, hvilket man spænder ud i
en Ramme, saa lige og jevnt, som man kan faae det. Naar
det er skeet, tager man en fiin og blød Børste eller pensel¬


agtig Qvast, som omtrent en Sæbebørste eller Skiægbør¬
ste, og dypper samme i den tillavede Skalleye, som maae
staae og holdes varm paa nogle faa Gløder, eller, som er
bedre, i en Kiedel med kogheedt Vand, at den kan være fly¬
dende. Med den dyppede Børste stryger man i mueligste
Hastighed saa tyndt og jevnt over Tastet, som skee kan. Jo
større Børsten er og jo mindre Materie man tager paa den
ad Gangen, jo bedre er det. Taftet maae og være fuld¬
kommen tørt, og Bestrygningen skee paa et koldt Sted;
thi hvis ikke, eller om man ey stryger gesvindt nok over, eller
stryger for meget af Materien paa første og anden Gang,
saa slaaer det igiennem Taftet, og Plasteret bliver klevende paa
begge Sider, som giør det ubehageligt og ureent til Brug.
Naar man første Gang har strøget det ret tyndt og lyk¬
keligt over, saa kan man være vis paa, at Plasteret siden
lykkes vel. Man lader det tørres vel, førend man stryger
paa igien, og dette igientager man saa ofte, indtil den be¬
strøgne Side af Taftet bliver glat som et Speyl. Der¬
efter lader man det endnu en Gang tørres i Luften, tager
Plasteret ud af Rammen, skierer det i Stykker efter Be¬
hag, og ruller Stykkerne sammen til bekiendt Brug.
Om Caffe=driks Oprindelse.
Man er uvis i at kunde sige til visse, hvad der har
givet Leylighed til, at Caffe er kommen i Brug, og man
overlader til andre at undersøge, om man har en Kloster¬
Pater i Arabien at takke for det første Forsøg desangaaen¬
de, som gav sine underhavende Munke Caffe, der om Nat¬
ten vare søvnige ved Gudstienestens Forretning, for at mun¬
tre dem ved denne Drik, efterat han havde hørt af en Hyr¬
de, at denne Frugt havde gjort saadan Virkning paa Ge¬
derne, som havde ædt deraf; eller om man bør regne den¬
ne Opdagelse til en Mufti (en Ypperste=Præst af den Ma¬
homedanske Religion) hans Gudfrygtighed, som for at kun¬
de holde længere Bønner, og drive Nattevaagen videre, end
de andægtigste Dervis, (Munke af den Mahomedanske Re¬
ligion) holdes for at være den første, som har betient sig af
Caffe. J hvad det end er, som først har givet Anledning
dertil, seer man, at Caffe er nu almindeligen i Brug, og
er endog gaaen hos os i Dannemark saa vidt, at endog de
fattigste skal frem for anden fornøden Drik og Føde, have
deres Caffe næsten hver Dag. Hos vore Naboer i Sverrig
og i Hessen, i hvilke Lande det nyeligen er blevet forbuden at
drikke Caffe, maae saadan Misbrug have givet Anledning
til dette Forbud.
Naar Caffebønner ere blevne brændte og malede,
laver man deraf denne sorte, beske og behagelige Drik, som
man kalder Caffe, hvis Brug er siden 80 Aar og derover
kommen til Europg fra Østen, hvor den er bleven brugt


fra midt i det 15de Aarhundrede. Aar 1644 kom den til
Marseille.
Om Aale=Qvabbe og dens Tillavelse.
Aale=Qvabbe er en Fisk, som tildeels ligner Aalen.
Dens Næring og Ophold er det samme som Aalens. Den
leger i December. Dens Kiød er hvidt, fiint og af en be¬
hagelig Smag. Den spises stegt og kogt, men maae først
skoldes eller afgnides med Aske, og spises med Smør og
Senep eller anden Soes. Det nydeligste er Leveren, som
efter Fiskens Størrelse er meget stor.
Have=Forretninger i October, November og Decem¬
ber Maaneder.
J October Maaned er det got at forplante Vinter¬
Kaal og Salat.
Sidst i denne Maaned at faae Sukkerrødder, Pesti¬
nakker og Petersillie.
Sidst i denne Maaned at optage Sellerie, Porrer,
Roer, og udskiere Hvidkaal.
Fra midt i denne Maaned at begynde at omgrave
Jorden til et andet Aars Brug, og strax tilligemed at ned¬
grave den fornødne Giødning, hvormed fortfares, naar
Jorden ey er frøssen og det er tørt Veyr, indtil i Februarii
Maaned; dog er det best i October og November.
Sidst i denne Maaned at rense Asparges=Landene fra
Ukrud, at afskiere Frøestænglerne over Jorden, omgrave
Bederne med en Mistgaffel, og at lade dem tildekke med
smaat Giødning.
J November Maaned, see October, om sligt hid¬
indtil er forsømt.
Ligesaa i denne Maaned at forflytte Endivien fra Ha¬
ven ned i Kielderen; men i October ifald det tegner til Frost.
I December: See Januarii Maaned.
Den gamle Jomfrue.
Om man maae bede om en Mand.
Deg var nyelig i et Selskab, meest af mit Kiøn, som
bestod af Jomfruer, gifte Koner og bedagede Enker. Sel¬
skabet faldt snart paa at tale om Mandfolk, som gemen¬
lig pleyer skee, og Jomfrue Chloes Kiereste, som var til¬
stæde, sagde af Spøg til hende, at hun bad vist nok om
en Mand. Chloe rødmedes derover, og kunde ikke finde
noget Svar. Den unge Lucinde, som var hendes Ven¬
inde, og vilde gierne hielpe hende ud af Forvirringen, sva¬
rede paa hendes Vegne: Visselig holder De det da for me¬
get overflødigt, at bede om en Mand - - O den kom¬
mer nok af sig selv, uden vor Bøn - - Hvem skulde
det og være saa meget om en Mand at giøre? Man lever
jo saa langt mere fornøyet. Doris tog Ordet: At bede


bede om en Mand, det kommer mig ligesaadant for, som
at bede om Kors og Gienvordighed. Hvo som ikke kan
fordrage de gode Dage, nu da, lad den bede om en Mand
jeg skal ikke falde Himmelen besværlig med saadanne Bøn¬
ner. Saadanne Fok vide slet ikke, hvad de beder.
En anden ung Dame, som heed Phillis, vendte sig
til den gamle Matrone, som havde levet fornøyet i to Æg¬
teskabe, og ligeledes havde giftet hendes Børn lykkelig. De,
Madame, sagde hun, kan best afgiøre dette Strids Spørs¬
maal; fortæl dog disse unge Folk noget nyttigt derom; thi
efter mine Tanker er det en Sag, der ligesaa nær angaaer
de unge Herrer, som de ledige Fruentimmer. Skal disse
bede om Mænd, saa maae hine og bede om Koner. Jeg
veed de hører det gierne altsammen, om der endog bliver
talet alvorligt om en Sag, som dog altid drager de alvor¬
ligste Følger efter sig.
Matronen. Jeg troer, at Samtalen vilde falde langt
anderledes ud, om Spørsmaalet blev anderledes indklædt.
Jeg forlanger ikke at vide, om de nærværende unge Fruen¬
timmer beder om Mænd; men jeg spørger dem, om de hol¬
der det for orerflødigt, naar de skal giftes engang, at be¬
de, at de maae give deres Haand til saadanne Mænd, med
hvilke de kunde være lykkelige. Svar hun mig, smukke
Chloe, om hun behager.
Chloe. Jeg tænker, at det ikke er overflødigt; thi man
kan jo blive lykkelig, men og meget ulykkelig ved et Gifter¬
maal. Med mindre man vil sige at Forsynet hermed
havde intet at bestille, men det synes mig at være en meget
farlig Meening.
Matronen. Deri har hun gandske ret. Dersom vort
heele Liv staaer under Forsynets regierende Haand, som
anordner al vor Skjebne efter sin Wiisdom og Godhed;
hvorledes skulde vi da udelukke den allervigtigste Forandring,
derfra?
Lucinde. Det løber derpaa ud, at Ægteskabe bliver
stiftede i Himmelen. Ja, dersom kun ikke Menneskenes
Daarlighed faldt Himmelen saa ofte ind i dens Embede.
Matronen. Det er just Sagen, hvor om vi tale, at
der ikke skal skee. Troer hun, at man ikke derfor kan ta¬
ge sig i Agt?
Lucinde. Det vil jeg just ikke sige. Men det er dog
besværligt. Kierlighed har immer en Deel Daarlighed ved
sig
Matronen. Ja naar hun taler om Kierlighed, saale¬
des som den gemeenlig yttrer sig hos unge Mennesker. Da
ere visselig meest Ungdommens Ønsker saa Daarlige, som
de Midler, de bruger til at faae dem opfyldte. Men det
er ikke noget væsentlige Stykke af Kierlighed; thi det set¬
ter man forud, at man gifter sig af Kierlighed, om end¬
skiønt denne Aarsag meget vel kommer overeens med fornuf¬
tige Bie=Aarsager; i hvilken Betragtning det ogsaa over¬


hovedet ikke var Uret, at bede om en Mand. Fruentim¬
mer befinder sig ofte i Omstændigheder, hvor et Giftermaal
ikke allene er en Lykke for dem, men og en Befrielse fra
meget Ondt. Sæt engang en Pige, som befinder sig hos
meget sære og forunderlige Sted=Forældre, eller hos gru¬
somme Paarørende, eller i haard og streng Tieneste, eller
ikke i Stand til at ernære sig ærligen. For saadan en er
et got Giftermaal en dobbelt Lykke. Hun kan altsaa bede
om en Mand, uden at hun giør nogen daarlig Bøn; om¬
endskiønt at denne Bøn visselig altid maae skee med Vil¬
kaar, efterdi mange ved Giftermaal slipper fra et mindre
Onde, men falder i et Større.
Doris. Jeg kan endnu ikke komme til rette med den
Tanke, at bede om en Mand. En Christen skammer sig
ikke ved sin Bøn; men siig mig engang, Madame, vilde
det ikke komme os allesammen meget latterligt for, om vi
hørte en Pige at bede om en Mand.
Matronen. Det skulle ikke altid synes Dem at være
latterligt. Desuden saa er denne Bøn ikke at giøre for
Menneskens Øren. Maaskee det skulde synes latterligt, om
nogen bad om Kydskhed; men den Bøn er dog altid me¬
get vel gjort. Man tør ikke ved, at bedømme en Sag ef¬
ter det, som er latterligt for andre. Lad os engang sette
at to Elskende ere i en fortrolig Samtale med hinanden.
Den tredie Person vil meget af Samtalen forekomme lat¬
terligt, som i samme Tilfælde synes at være af største Vig¬
tighed for dem selv. Men just derfor er det en fortrolig
Samtale. Jkke Sagen selv, men den Omstændighed at
den ikke er hemmelig nok, tykkes os latterlig. Vi bede om
det, som er et Gode for os. Nu maae hun tilstaae at et
lykkeligt Giftermaal er et Gode; men at samme beroer
paa den Person, som vi gifter os med.
Doris. Det er sandt. Jeg Laster heller ikke saadan en
Bøn. Men jeg indseer ikke den Nødvendighed, just med
saa mange Ord at melde om et Giftermaal, en Mand
og saa videre. Naar jeg overhovedet beder om min Lykke,
og en Mand er en Lykke: saa giver det sig nok med Resten.
Matronen. Hun slutter dog Manden altsaa med ind
i Bønnen; i det mindste lukker hun ham ikke ud deraf.
Doris. Jeg tænker slet ikke paa nogen Mand, saa jeg
kan hverken lukke ham inde eller ude.
Matronen. Got, men om hun nu var i Begreb med
at udvælge sig en Frier? Siig mig da, hvorfor ere vore
Brude ofte saa urolige? Hvad betyder disse Taare, som
triller dem Strømmeviis ned ad Kinderne ved en Leylighed,
som dog skulde være en Glædes=Fæst. Vi ville ikke skiem¬
te derover. Er ikke Aarsagen dertil den Tanke, du giør
nu et vigtigt Skridt, et Skridt, paa hvilket din timeli¬
ge, ja vel endog ævig Lyksalighed eller Ulyksalighed beroer,
et Skridt, som maaskee er det klogeste, maaeskee og det
daarligste, som du i din heele Lives Tid har gjort; med
et Ord, du staaer i et viidt udseende og farlig Situation.
Skulde da et Hierte ikke der vente den samme Tilfredsstil¬


lelse af Religionen, som denne Himmelens Datter skaffer
os i saa mange andre vigtige Tilfælde af vor Levnet? Og
hører ikke Bønnen til Religionen?
Phillis. En Person, som gifter sig, kommer mig for li¬
gesom den, der foretager sig en lang Reyse. Han veed,
hvorledes han begynder Reysen, men ikke hvorledes han
skal fuldende den. Hans Klogskab er tilstrekkelig, at ud¬
vælge sig en Reyse=Kamerat efter hans Smag, som synes
i særdeleshed at være skikket til hans Fornøyelse, til hans
Beskyttelse og til hans Hielp. Han giør alle sine Indret¬
ninger paa det forsigtigste og fornuftigste. Men dog er han
endnu bange, dog bliver meget uvist for ham. Hvo vil
vel lee ham ud, om han begynder denne Reyse med Bøn
og Paakaldelse?
Lucinde. Men jeg tænker immer, naar jeg anseer saa¬
dan en Bøn, saaledes som den gemeenlig er, at det er
meer en Forsyndelse, end en Gudstienestes Gierning. Be¬
tragt dog engang de fleeste Exempler paa Giftermaale, hvor
enten Kierlighed eller Gierrighed, eller og en anden Fak¬
kelbærer gaaer forud. Man giør forhen alle sine Anstalter
saaledes, at der neppe mere er noget at ændre; siden tæn¬
ker man først paa, at man endnu er den kiere Gud Cere¬
moniellet skyldige. Saadan en Bøn forekommer mig ikke
allene latterlig, men endog ussel og elendig, Man udbe¬
der sig det af Gud, hvilket man allerede ligesom har berø¬
vet ham; eller man vil, at den Forsigtighed, om vi har
begaaet nogen Daarlighed, skal gotgiøre den igien, og for¬
vandle den til Visdom. Kan saadan en Bøn behages
Gud?
Matronen. Ney aldrig! men vil hun vel, fordie man
beder ilde, heller gandske efterlade Bønnen?
Lucinde. Det er ikke Meeningen. Men vanskeligt er
det, at vogte sig her for Daarlighed. Mennesket bilder
sine Ønsker for sig selv; disse har han næsten stedse i Tanker,
naar han beder; han stiller billedet ligesom frem, og vi¬
ser Gud det, uden just at sige det saa tydeligt, at han øn¬
sker, hans Lykkes Pagtes=Tabernakel maae bygges derefter.
Han sætter sine Ønskers Opfyldelse hemmelig til de Vil¬
kor, paa hvilke han vil takke Gud. Med et Ord: De veed
det jo, at det Menneskelige Hierte er meget naragtigt; og
naar man bilder sig ind, at være sysselsat med den helligste
Forretning, har man ofte meest Forladelse nødig.
Matronen. Denne Anmerkning geraader hende virkelig
til megen Ære; den er ligesaa sand, som brugbar og for¬
nøden; men man maae slutte rigtig deraf. Da skal man
desto omhyggeligere give Agt paa sig selv, intet ønske hef¬
tigt, intet foreskrive Forsynet, og lettelig stille sig tilfreds,
om det ikke gaaer efter vort Sind.
Doris. Men, hvor kommer vi da endelig ud af det?
Skal man tillukke sin egen Forstands Øyne og blot bede;
overlade alting blindt hen til den Guddommelige Regiering;
og ikke selv dømme, vælge eller forkaste? Det var jo det
samme, som om man skulde skienke sit Hierte bort ved Lod¬
kastning?


Matronen. Det ene er ikke imod det andet, og intet
vil være uden det andet. Jeg kan, jeg skal selv overlegge;
men hindrer det, at jeg ikke ogsaa spørger Venner til
Raads, som ere mindre indtagne, har mere Erfarenhnd,
og ivrig ønsker min Lyksalighed? Nu da! anseer hun Gud
som som saadan en Ven?
Doris. Men hvorledes kan jeg vide, hvad Gud vil
raade mig? Skal jeg vente en Jndgivelse, en Ahndelse,
eller noget deslige? Skulde det ikke være saa overtroisk,
som hiin, der efter lang Bøn vilde ægte den første, hvilken
den kiere Gud førte til ham paa hans Kammer, og som
en Time derefter forlovede sig med sin Vasker=Kone?
Matronen. Det var ingen christelig men en dum Til¬
lid. Forlad mig dette Udtryk. En oplyst Tillid maae
have guddommelig Forjettelse for sig, ellers gaaer man i
blinde. En Christens Tillid maae ogsaa være beskeden
og ey forlange Mirakler. Men desuagtet bliver hans Til¬
lid, hvad den er og skal være. Jeg kan da forsikkre mig, at
Forsynet, hvis Raad jeg alvorlig søger, vil ogsaa velsigne
mine Beraadslagninger; at det veed Middel til i Tide at
advare mig for Bedragerie; at det giør mit Hierte roligt,
naar jeg har fattet en Beslutning. Denne Pligts Udøvel¬
se selv, at søge Guds Ansigt i en saa vigtig Sag, giør alle¬
rede Hiertet visere, at man ikke saa let forblindes af det
udvortes Skin, eller lader sig regiere af Affecter, hvilket
er gandske anderledes ved de blot sandselig tænkende og sand¬
selig handlende Mennesker. Der behøves altsaa ingen Gud¬
dommelig Jndgivelse. Beed, overleg saa med Fornuften,
spørg kloge og erfarne Folk til Raads; fat derefter modig
en Beslutning, og bliv bestandig derved. At adlyde den
guddommelige Orden, er saa got, som en Bøn. Men
det er den guddommelige Orden, at bruge sin Fornuft og
følge vise Raad. Dog maae ikke forglemmes, at Bønnen,
som et vigtigt Stykke, henhører altid med til denne gud¬
dommelige Orden.
Fætteren.
Begivenheder og Jndfald.
Om Læger.
Da Andreas Baccius, en meget duelig men egensindig
Læge i Florenz, blev kaldet til en syg Kone, saa følte han
hende først paa Pulsen, og da han befandt en sterk Feber
hos hende, spurgte han hende iblant ogsaa hvor gammel
hun var? Hun havde neppe sagt, at hun var 80 Aar gam¬


mel, førend han slængte hendes Arme tilbage, og sagde
gandske vreed og bittert til hende: "Hvor længe agter J da
vel at leve paa Jorden? Han gik derpaa strax bort igien.
En duelig Læge, ved Navn Falconet, blev kaldet til en
Dame, som var syg i Jndbildningen. Han spurgte hende,
hvad hun fattedes? Hun sagde ham, at hun kunde spise,
drikke og sove got, og havde alle Kiendetegn ved sig af en
fuldkommen Sundhed. "Nu got, sagde Lægen som et vit¬
tigt Hoved, lad hun mig ikkun gaa. "Jeg skal nok fore¬
"skrive hende et Middel, som skal befrie hende fra det alt¬
sammen."
En Syg, som blev tilspurgt, hvorfor han ikke lod kalde
nogen Læge til sig, svarede: "Fordi jeg endnu ikke har Lyst
til at døe."
En Læge, som tog det ilde op, at man i Almindelighed
talede slet om Lægerne, sagde: "Over mig kan ingen bekla¬
ge sig." "Ney, svarede man ham; thi J skiller dem
"alle ved Livet, som J faaer under eders Hænder."
En Mahler, hvis Færdighed i Mahlerkunsten var meget
middelmaadig, lod sig falde ind, at blive en Læge. Da
man nu spurgte ham om Aarsagen dertil, svarede han:
"J Maleriet kan alle Feyl sees, men i Lægekunsten bliver
"de begravne med den Syge, og man kan lettere slippe ud
deraf.-
En Læge, som var et hidsigt og egensindigt Hoved, fik
Tvistighed med Een, og truede ham, at han vilde tage
ham af Dage. "O derfor er jeg just ikke bange, svarede
"den anden; thi om jeg bliver syg, saa vil jeg ikke lade
"dig hente.
Man fortæller om en Schweitzersk Læge, at naar han
gik forbi en Kirkegaard, saa skiulte han altid sit Ansigt
med sit Tørklæde; og da man spurgte ham om Aarsagen,
svarede han: "Jeg frygter, at nogen af de mange Folk,
som her befinder sig ved mine Curer, skulde kiende og an¬
"taste mig."
Triller fortæller, at en Læge, som han har kiendt, stedse
bar en Pose fuld af Recepter hos sig. Naar en Syg
spurgte ham om Raad, lod han ham gribe i Posen i blin¬
de, og udtage en Seddel, og forsikkrede ham, at den Re¬
cept, som fandtes derpaa, var det beste Middel for den
omspurgte Sygdom. En Dame, som havde en Byld i
Halsen, tog sin Tilflugt til ham, udtrakte en Seddel af hans
Pung, og maatte hiertelig lee, da hun saae, at det var en
Recept til et Clysteer; men formedelst hendes sterke Latter,
gik der Hul paa Bylden og hun blev frisk.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 41


Samleren.
D¬
senne Gang maa jeg svare til mit Navn. Vore
Sælskaber har befalet mig denne Gang at føre i
Pennen, eller rigtigere, at fortælle, hvad der paa
denne Tid i sær har hendet og vederfaret enhver af os. Vo¬
re Blade, siger de, har Navn af Fruentimmer= og
Mandfolk Tidende, og det Ord Tidende betyder egent¬
lig saadant et Blad, som medbringer lutter Nyeheder,
følgelig vil vi og denne Gang fortælle lutter Nyeheder; dog
saadant Nyt, som mestendeel har hender enhver af os.
Men i det vi anfører vore egne Sager og Hændelser, maa
vi og tillige berøre nogle fremmedes og andres; thi man
veed jo, at det ene Menneske staaer i Connexion, Samfund,
og Forbindelse med det andet. Her vil jeg da over¬
levere vore Læsere, hvad der i vort Sælskabs sidste For¬
samling blev besluttet at skrive i dette Blad. Jeg vil giø¬
re Begyndelsen med vores
Præste=Enke.
Denne meget skikkelige Enke, og som virkelig er en ret
Enke, ey saadan en, som var Melancholisk og tungsindet
medens hendes Mand lrvede, og efter hans Død, som
mange andre begyndte at leve, ney langt fra; hun er en
meget ærbar Enke; hun overlader sig ikke til Vellyster;
Hun tænker aldrig meere til at forandre sig; som mange,
hvis Enke=Sorg gaaer allene ud paa, at kunde behage
paa nye, og at farandre det enlige og kiedsommelige En¬
ke=Sæde med en Brudeseng. Hun er tarvelig, dog net
i Klædedragt, ikke som mange Enker, dem man neppe skal
kunde kiende fra de meest pyntede Brude. Denne vor Præ¬
ste=Enke, som altid behagede os med sin Nærværelse i vore
Sælskaber; thi hun var og er virkelig et Exempel paa Dy¬
den, blev nu nødt til ved sidste Fyttetid at forlade Staden,
for at drage ind i et lidet Herberge paa Landet, hvor Leve¬
maaden, Huusleyen og Jldebrand ey er saa kostbar. Hen¬
des liden Pension, som Præste=Enke, tillod hende ey læn¬
ger at opholde sig paa dette kostbare Sted, hvor alting
bliver jo længere jo dyrere. Hun kunde ikke uden Veemo¬
dighed sige os Farvel, og vi kunde ikke uden med rørte Hier¬
ter ønske hende en lykkelig Reyse. Dog, har hun lovet frem¬
deles at forblive i vort Selskab, og om hun ikke mundtlig
kand tale med os, vil hun dog ikke forglemme at sende os
et og andet Stykke til vore Blade, som hun i sin Rolig¬
hed paa Landet enten selv kan optænke, eller og af hendes
Mands efterladte Papirer og af andre smukke Bøgger. -
Hun tog Afskeed, og overleverede mig denne af hendes
Salig Mand forfattet og nu paa hendes Omstændigheder
passende Sang, som var hende til stoer Opmuntring; den
viser, at ve skal være uforsagte i de os tilfaldende Hendelser,


I. Kummerlige Leve=Dage!
Himmel! Agt dog paa min Klage!
Jngen mig ey hielpe kan
Udi Verdens Fahre=Vand.
See, hvordan mit Skib det hvipper
Op og need blandt Skiær og Klipper,
Kan ey komme ind i Havn.
Hav! tog det udi din Favn.
2. Hvi forsagt? om jeg maa spørge?
Har du Aarsag til at sørge?
Himlen selv dig tager an
Midt i Verdens Fahre=Vand.
Lad kun bruse, lad kun larme.
Himlen tager dig i Arme.
Haabet kun paa Herren kast
Saa forgaaer ey Skib og Mast
3. Jeg nu Boepæl skal forandre.
Og som Pillegrim maa vandre.
Dog, hvad er vi Mennesker?
Jkkun Pillegrimme her.
Trøst! vi dog engang skal flytte
Udaf denne Jordisk Hytte,
Jnd udi de Boliger,
Hvor Omskiftelse ey er.
Paa dette Sted, som synes det beqvemmeste, maa jeg og
denne Gang melde et par Ord om vores forrige Selskabs=Lem
Barbeer Enken.
Efter hende er der skeet mange Spørgsmaale, fordi
hun ey i saa lang Tid har talet og givet et got Raad i
vore Blade. Mogle har endog vildet meene, at vore Qvak¬
salvere, og saadanne, som curerer under lukt Laag og i
Smu, havde formaaet Vedkommende til at stoppe
Munden paa hende, saasom de tabte en hoben af deres
uvisse Jndkomster, ved det at hun meddelede saa mangt et
got Raad for intet. Men herudi har man taget mærkelig
Feyl. Enhver kunde let indsee Nytten af hendes Huus¬
Raad, og, at ingen, som rettelig forstaaer Læge=Kunsten,
kunde tabe derved. Skaden var langt mindre for Staten,
om alle Qvakslvere døde. Hvor faa blev ikke tilbage af
dette Slags i Constantinopel, da Stor=Sultanen begynd¬
te at jage efter dette Slags Bønhaser. Tænk engang! af
10000, som passerede for Læger, bleve ikkun 50 antagne,
og af disse 50, blev ikkun en eneste erkiendt for dygtig Læ¬
ge, og denne var en Jøde. Dette var en Pokkers Degra¬
dering. Men vel var det for disses Ordens Brødre, at denne
Reformation strækkede sig ikke længer end til dem i Constanti¬
nopel. Vons Barbeer-Enke skal nu ikke fornærme nogen me¬
re. Nok at hun havde den Lykke at curere en eneste Patient.


Maaskee mange aldrig har havt den Lykke. Hun var ellers
sin egen Doctor, og levede meget ordentlig og afholden, og
holdt en ordentlig Diæt. Hvilket hun pleyede at sige var
den beste Medicin. Hun bragte og sin Alder temmelig høyt.
Og for et halv Aars Tid siden mæt af Dage flyttede ind
i den anden Verden. - Nu kommer jeg til vores
Nyegifte Kone.
Hun beklager sig at hun i hendes korte Ægtestand har
havt mange og store Fortredeligheder og Viderværdigheder. J
hendes korte Kone=Stand har hun havt 4 Piger. Den
første tænkte at hun vilde gandske spille hende paa Næsen;
ja, vilde mestre hende i alle Ting, endog ville lære hende
at koge en Grød. Dette kunde vel behøves hos mange Nye¬
gifte Koner, men hos denne var det overflødigt. Endskiønt
hun er ung, er hun dog en god Huusholderske, og hun vil
selv være Kone i sit Huus. Men hvem vil ikke det,
uagtet en stor Deel meget maadelig kan forsvare en Huus¬
Moders Navn. Hun maatte altsaa give dette Overherskab
sin Afskeed. Den anden Pige var meere uden end i Huu¬
set; hun havde ikke mindre end 7 Kierester; Hun tænkte
Syv=Tallet var lykkeligt; men her slog det Feyl, uden for
saavidt, at hun meget uformodentlig maatte paa Hospi¬
talet. Hun prænumerede paa en Ammeplads hos den
Nyegifte=Kone, men det tegner sig ey endnu dertil, at
samme saa hastig skulde behøves. Pigen var meregesvindt
end Konen. Den 3die Pige var af det Slags, som hel¬
ler vilde tage imod end giøre Opvartning. Naar hun maat¬
te sove til Klokken 8 om Morgenen, drikke sin Thee til Klok¬
ken 9. gaae til Stranden og være borte i 3 Timer; faae
sin Caffee om Eftermiddagen; thi den drak hun gierne, so¬
ve ved Arbeydet og Rokken om Aftenen, og gaae tilig i Seng,
saa var denne Pige en ret fix Pige. Men da det blev hen¬
de nægtet; thi hvem kan holde det ud? Saa fik Pigen saa
rap en Kiæft, at Konen kunde ey svare et til ti. Hun
maatte og meget rap paa Døren. Nu raaber samme Pi¬
ge med Aal, uagtet det var den Kost, hun mindst gad spiist.
Den 4de Pige maatte hun lade fare til sidste Fahredag. Hun
vilde i denne Vinter sidde paa sin egen Haand, for, som hun
sagde, hun vilde giøre sig et Stykke Lærred. Hun saae ellers
meget got ud, og hun sagde, hun var en Blonde. Den nye¬
gifte Kone har ellers ikke flyttet til denne Flyttetid. Hun
siger, man taber kun derved. Tilmed saa har og Verten
slaget noget af Leyen; da han holdt for at det var be¬
dre at tage noget i Leye end slet intet. - Af de mange
ledige Værelser, som man seer i Aviserne, maatte man
snart tænke at Folk reyste af Byen. Maaskee de giør det og.
- Nær havde jeg forglemt, at melde, at vores
nyegifte Kone har faaet Sted i vore Blade, næst efter
Præste-Enken, efterat Babeer=Enken døde. Saadan
Rang fører den gifte Stand med sig. Vi har dog maat¬
tet tvinge hende til at tage imod denne Ophøyelse, hvilket
i Sandhed er et rart Exempel paa det Kiøn. Man kan
undertiden endog i Kirkerne see, hvem der ere Koner; thi
de sidder altid øverst; og jeg har selv seet, hvorledes en nye¬
gift Kone trængede sig igiennem en lang Række af Jomfruer
og Piger, for at kunde faae det øverste Sted, og komme
til at sidde paa Kone=Stadet.


Nu maae jeg fortælle, hvorledes det til denne Fahre¬
Dag er gaaet vores
Hovmesterinde.
Hun fik af sit naadige Herskab sin Dimission til denne
Fahredag, uagtet hun blev opsagt i Utide. Hun er herover
bleven meget forlegen. Hendes Herskab var dog til Sinds
at vilde have beholdt hende, indtil den ældste Frøken ikke
behøvede Hofmesterinde længer; men da man fik at vide til
visse, at her i denne Vinter blev tillige spillet Jtaliensk Ope¬
ra, holdt man for, at Frøkenen kunde deraf profitere en
Hoben i det Sprog. Og da de giorde nøye Overslag paa
Hofmesterindens Underholdning, og hvad Opera og de Fran¬
ske Comoedier kunde koste, blev befundet, at man kunde have
de sidste lettere, end den første. Samme naadige Herskab er
meget oeconom, og sparer alle unyttige Udgivter. De mær¬
ker, at det tegner til kostbare Tider, og en Hofmesterinde er
kostbar at underholde. Man bør indskrænke sin Huushold¬
ning. Her er desuden nok at give Penge ud til. Her er nu
Jtalienske Opera, Franske Comoedier og Masqverader;
ey at tale om de Danske Comoedier, hvor man dog iblant
maa komme for Skams Skyld, at man ey skal synes gandske
at foragte det Danske. Her er Concerter og Baller, foruden
Spille=Sælskaberne, som maa bivaanes. Ney, der maatte
gaae formeget med, om man da og tillige skulde holde en Hof=
mesterinde. Bedre og lettere slap de derfore, med at give Hof¬
mesterinden et halv Aars Løn oven i Kiøbet, end at forbinde
sig til at beholde hende et heelt Aar. Hun har nu tinget sig i
Kost og Logement hos vores nyegifte Kone. Hvor hun tilby¬
der sig at give privat Information i Sæde=Læren og an¬
dre Videnskaber, som handler om Dyd, Ærbarhed og Afhol¬
denhed, som ere meget nyttige Videnskaber for unge Fruen¬
timmer. Skulde der findes nogen, som har noget til overs
fra foranførte nødvendige Udgivter, og vil spendere samme paa
deres Børns Opdragelse, erbyder hun sin Tieneste. NB.
Hun forstaaer Jtaliensk, Fransk, Tydsk og Dansk, og fører
et exemplarisk Liv og Levnet. Nu kommer jeg til vores
Huusholderske.
Hun har nu et par Aar boet for sig selv, saasom hun
giøres temmelig til Alders, og i sine unge Aar været temmelig
haardt medtaget til strængt Arbeyde og Nattevaagen. Men
de kostbare Tider har tvunget hende til, at see sig om en Huus¬
holderske=Plads paa nye igien. Thi man maa give hende den
fortiente Berømmelse, at hun altid, hvor hun har tient, har
seet mere paa sit Herskabs Beste og Fordeel, end paa sit eget.
Hvorfore hun ey heller har lagt sig noget betydeligt op, hvoraf
hun kunde leve paa sin Alderdom. Thi endskiønt hun havde
tient paa anseelige Steder, hvor hun havde havt alle Ting
under sin Forvaltning, har hun dog ikke været af det Slags
Huusholdersker, som ikkun meeler deres egen Kage, og bæ¬
rer saa længe Nøglerne for deres Herskaber, indtil Herren
med samt den naadige Frue ikke kan komme ind i deres egne
Værelser, som de fromme Creditorer har været saa høflige at
i lukke for dem. Kort sagt: Denne vor Huusholderske har
altid tient ærlig og troe. Hun har nu taget Tieneste paa nye,
og vil tiene saa længe som hun kan. Ond og arrig er hun ikke,
som mange Huusholdersker pleyer at være. Jeg tør gratulere
hendes nye Herskab med hende. Hun troer Forsynet, og ven¬


ter en troe Tieneres Løn. Og naar hun ikke kan tiene længer,
haaber hun at vederfares den Barmhiertighed, at komme ind
i Wartou.
Lad os nu see, hvorledes det i denne Tid er gaaet vores
Gamle vægelsindede Jomfrue.
Jo, hun spaaede rigtig nok ved sidste Flyttetid, at hun
kom nok til at flytte den 100de Gang her paa Jorden, førend
hun flyttede ind i Evigheden. Hun er slet ikke i god Homeur
i denne Tid. Hun er meget forbittret paa alle Verter og alle
Tieneste=Piger. Tænk engang, hun har maattet skifte Pige
og flytte. Ja, det er i Sandhed og tungt nok. Hendes
forrige Pige, sagde hun ret med en forbittrende Latter, skal
ikke rose sig af den Løn, hun løb af med; thi hun formeerede
hende saadan en Regning, at Pigen af sin Løn fik net op 2 Mrk.
og 4 Skill., og at man ikke skal tænke at saadant er utroligt,
da vil jeg her anføre den Regning Ord fra andet, som den
gamle Jomfrue forelagde sin Pige til Betaling:
Pigens halve Aars Løn skulde være 5 Rdlr.- Mk. - s.
derudi afgaaer:
1) For det i Huuset i tu slagne:
-Rdlr. 1 Mk 128.
1 par Theekopper med Hank
1 dito Underskaal- - - -
1 Aqvavit=Glas - - 1.
1 Flaske - - - - -
1 Leer=Potte - - - -
2) For bortkommet i Vasken:
1 Lagen. - - - - - -
1 Dug -- - - - -- -
1 Serviet (nu er Dusinet spoleret)¬
1 Stk. Kniplinger-- - - - - -
1 Nat=Kappe - - - - -
1 Korse=Klæde - - - -. -
3) For bortkommet i Huuset:
1 Tin=Fad. - - - - - -
1 dito Tallerken - - - - -
1 Profit=Pind -. - - - -
Summa Summarum 4 Rdlr. 3 Mk. 12 s.
2 Mk. 4z.
blev igien, som Pigen bekom
Paa denne Regning er endda intet løyet og opdigtet, som mange
bruger, der endog undertiden giemmer deres Tøy og beskylder Pi¬
gerne, for at faae Sag til Afkortning i Lønnen. Pigen tog de
2 Mark 4 Skill. og gik; men forsikkrede, at hun aldrig skulde fæste
sig til nogen gammel Jomfrue meere. Hendes nye Pige har og
mødt hende paa Gaden Dagen efter, og forsikkrede, at hun nu
havde en galant Tieneste, uagtet hun havde kun været der een Nat
og en halv Dag. Men det er saa gammelt, at de nye Koste
feyer best. Vores gamle Jomfruemaatte nu ogsaa flytte den
100de Gang, fordi hendes Vert lagde paa Huusleyen. Hun
er nu flyttet langt op i de smaae Gader, hvor Værelserne ere
lettere. Dog var hun meget misfornøyet med de Folk, som
hun kom ind efter; thi de havde ladet ligge en Hoben efter sig
som de ey skyttede om at vilde flytte. Ja, deres gamle Senge
Halm laae endog midt paa Gulvet. Ja, Gulvet var ey engang
toet og mindre skuuret. Her rystede den gamle Jomfrue
med Hovedet. Det fortryder hende næsten, at han ikke slog til
med den kiønne gamle Mand, som friede til hende. Det var
Skade, at han sørgede kun for, hvad hun skulde leve af efter hans
Død; Men hun sørgede for hvad de skulle leve af medens de leve¬
de begae, og da han ikke kunde giøre Udveye hertil, blev der
intet af Mariagen.


Nu kommer jeg til vore Mandfolk. Lad os nu see, hvor¬
ledes det er gaaet vores
Borgeren i Hovedstaden.
Den gode Mand har og til visse maattet flytte i denne Tid
Af Huus=Eyere er han bleven Huus=Leyere. Han er dog ikke
kommet tilbage ved Forsømmelse i hans Forretninger, eller ved
Ødselhed og Overdaadighed. Han har levet som Borger, og
hverken han, hans Kone eller Børn har nogen Tid ført dem op
over hans Stand. Dette uagtet er han dog kommet tilbage.
Han veed ingen anden Aarsag dertil, end de kostbare og vanskeli¬
ge Tider; Brødet er dyrt og - - - -. Han maatte flytte
som sagt er, af sit Huus og Gaard, eftersom hans Prioritets Herre
opsagde ham Capitalen og han var saa uheldig, ey at kunde faae
en anden. Det er en meget Critisk Tid med Penge, de gaaer
saa underlig omkring i vore Tider; alt hvad man kan sammen¬
skrabe kan dog intet forslaae til at stoppe. Det er ligesom at
Penge har faaet en Væmmelse for at blive i Kiøbenhavn, de vil
heller Roullere over heele Werden. Havde han endda, stakkels
Mand kundet faae sine Værelser leyet bort havde han dog ikke endnu
selv maattet sidde til Leye. Men af de mange ledige Værelser
maatte man snart tænke, at Folk reyste bort af Kiøbenhavn for
at hente de Penge tilbage, som allerede ere bortløbne. O! kun¬
de de kun faae fat paa dem! Det gik denne gode Mand meget
nær til Hiertet, at han saaledes maatte rykke ud af sin Gaard,
som han saalænge havde besiddet. Vi havde nok at giøre for at
stille ham tilfreds. Er det ikke Elendigt sagde han med Taarene
i Øynene, at jeg en Kiøbenhavns Borger, som altid har været
i Agt og Ære, skal saaledes forvandels fra Huus=Eyere til Huus¬
Leyere, og det uden mindste Skyld og Aarsag paa min Side;
hvorfor skal dog den Uskyldige lide med den Skyldige? Vi vilde
havel trøstet og opmuntret ham; men han gik sukkende bort, og
haabede ikke bedre Tider uden ved Mirakler. Men hvad sagde da
Borgeren i Kiøbstæden paa Landet.
Ja, hvad sagde han? Ligesom den forrige. Jammer, Fat¬
tigdom og Dyrtid hersker der ligesom her. Brød=Kurven hen¬
ger ligesaa høyt hos dem, som hos os Ja, det, som værre er; de
kan ikke engang faae for Penge. Denne Mand, som tilforn har
været en meget velhavende Mand er i nogle Aar bleven saa svæk¬
ket og udmattet ved Qvægsygen og - - - at han af Frygt
for, ikke ret længe at kunde svare hver Mand Ret, har solgt sin
Gaard, indskrænket sig til det allerknappeste, har kiøbt et lille
ret Soer atisk Huus paa 3 Fag og det endda i en Afkrog. Skil¬
linger har han nok; men han tør ey være dem bekiendt, uagtet
han med megen Sveed, Fliid og retfærdig Møye har erhvervet
sig dem. Han har levet tarvelig og klædt sig efter sin Stand.
Hans Kone har endnu aldrig baaret en filke Kiol, og endnu langt
mindre en Fløyels Pels eller Kaabe, og hans Døttre har endnu
aldrig været puddret i Panden, end sige kreppet. Men siger han
uagtet vi har levet saa ærbar, har vi dog maattet sætte til
hvert Aar. Jeg seer Faren forud, og skiuler mig i en Afkrog.
Jeg kan ikke negte at det gik mig til Hiertet, da jeg maatte flytte
ud af min store Gaard, hvorpaa jeg havde sat saa mange Pen¬
ge; men best, at bære den Byrde taalmodig, som Skiebnen har
behaget at legge paa os. Min Kone derimod er meget utaal
modig over denne Krebsgang. Hun kan ikke saa vel finde sig i
mit Socratiske Huus. Hun er saa indkneben, og har ey sit
forrige store Rum at vende sig udi. Mine ældste Sønner har jeg
sat i Lære hos Fremmede, og mine Dattre har maattet tage tie¬
neste hos Gotfolk. Jeg holder det aldeles ikke for en Skam at
lade mine Døttre tiene. Min største Sorg er, at jeg nu i min
indskrænkede Stand ey har den Leylighed at tiene det almin¬
delige. Men hvad skal man giøre? Jeg er den eneste Kiøbmand
her i Byen, som endnu gaar med Sølv=Knapper i en brun Kiol,
alle de andres Sølv=Knapper ere forlængst afsprungne. Et li¬
det har jeg endnu fra forrige Tider; thi i disse skal man ikke leg¬
ge meget op. Det har min Sviger=Son faaet en Følelse af.
Men got nok til ham; hvorfor handlede han imod Lov og Forord¬
ning. Een eneste Vintte af 5 Visiteurer knækkede ham. Han


mistede ey allene det de toge, men endog det, som han ved Rygtet af
Visiteurernes Ankomst betroede andre i og uden Byen til Forvaring;
som aldeles nægtede de modtagne Vahre. O! forarmede Smaa¬
Kiøbstæder, naar skal dog Planen til Eders Opkomst komme i
Gang. J Handels=Speylet kan den staae længe. Gid der og maatte
tænkes noget paa de arme Kiøbstæder, da der nu tænkes saa ypperligt
paa Landvæsenet. J denne Bye allene, staaer 5 store Kiøbmænds¬
gaarde ledige; Vindues=Skuddene ere lukte, og man skulde snart
tænke, der har været Pest i Byen. Saadanne store forfaldne Gaar¬
de seer meget skumle ud.
Dennes Jammer=Sang maae jeg afbryde, thi den kunde ey rum¬
mes alt paa et heelt Ark. Nu kommer jeg til vores
Hovmester.
Det gik ham ey bedre, end vores Hofmesterinde. Han fik
og sin Afskeed til sidste Fahre=Dag. Thi foruden Studeringer og de
skiønne Videnskaber, var der meget endnu for den Naadige Jun¬
ker at lære, som en kunde læres af en Hovmester. Han er og
kommet saavidt, at han kan læse temmelig reedt inden i en Bog
og skrive sit Navn læseligt, men i et Træk gandske Uforstaaeligt;
derforuden kan han og snakke endeel Fransk, hvortil mere Øvel¬
se gives paa de Franske Comedier. Men da det nu var den Tid
for Junkeren, at han skulde Lære andre galantere Videnskaber
saasom at Dandse, Tegne, Musik, Fægte og Ride, til hvilket sid
ste Junkeren havde største Tilbøyelighed, saa holdt man for at
det var ikke Junkeren tienligt, at drive længere Tiiden bort paa
Kammeret hos en Hovmester, som lod det være sin Hoved=Sag,
at indprænte Junkeren Religionens Grunde, et Menneskes Plig¬
ter imod det Høyeste=Væsen, sig selv og sine Med=Mennesker; at
danne Junkerens Forstand til at fatte sunde Begreber om sin Stand,
og om sit Forhold imod den høyere og ringere, og andet saadant
meere, som man gemeenlig meener at komme af sig selv tillige
med Aarene, og derfor unødvendigt at kiøbe saa dyrt ved en Hov¬
mesters Underholdning. Der blev altsaa kiøbt tvende Ride=He¬
ste til Junkeren. Den naadige Junker skulde ride, og derfor skul¬
de Hofmesteren gaae. - Skulde nogen behøve en Hovmester,
tilbyder han sin Tieneste; men Ride=Kunsten forstaaer han ikke.
Nu vil jeg gaae om Bord hos vores
Søemand.
Han er mindst forsagt af os alle. Han er altid munter
og glad. Thi endskiønt han nu i nogle Aar har kuns havt smaa
og maadelig Fragter, og mange Gange har maattet gaae uden
Fragt og allene Baglastet fra et Sted til et andet, saa har han
dog havt sit Daglig Brød. Jeg har det store Element for mig, siger
han, og naar jeg ikke kan faae Fragt det ene Sted, saa kan jeg
seile til det andet. Jeg vil holde det ud, saalænge jeg kan. Og,
naar jeg har sat det til, som jeg i de gode Tider har tient, saa
kan jeg tids nok lade mig hyre af Fremmede. Tyrken begynder
nu at Fragte fremmede Skibe; den Middellandske Søe og de
Tyrkiske Fahrvande ere mig meget vel bekiendte. Det er jo in¬
gen Skam for en Søemand at lade sig hyre af Tyrken. De tyr¬
kiske Penge klinger jo gandske got. Men naar jeg ikke kan faae
Hyre længer, og alting slaaer Feyl, saa vil jeg lade mit Skib
forhudde med den Norske Blyant, og naar det saaledes er ret til
gavns kalfattret, vil jeg seyle omkring, hvorhen Vinden fører
mig. Jeg vil opdage nye Lande og ubekiendte Øer. Og, naar
jeg da har fundet saadant et nyt Land, som til fulde staaer mig
an, vil jeg komme og afhente det heele Sælskab af Fruentim¬
mer og Mandfolk, som skriver Fruentimmer og Mandfolke-Ti¬
denden. J dette nye Land kan man faae Materie nok at skri¬
ve om. Det kunde blive en artig Republiqve, bestaaende af
lutter Skribentere. J saadan Republik kan man vel ikke formo¬
de Misundelse, Misfornøyelse og Efterstræbelse &c. Det vilde bli¬
ve en Mageslos Republik. Vi vare alle fornøyede med dette
Forslag, undtagen den gamle Ungkarl, som havde noget andet
bag Øret, og den gamle Jomfrue skreeg, og raabte, at hun
vilde ey til Søes. Nu kommer jeg til vores
Gamle egensindige Ungkarl.
Han har og til sidste Fahre=Dag skiftet Tiener. Hans forrige
Tiener maatte han for et og andet give Afskeed. Han begyndte at


studere Jura, og var kommet saa vidt, at han vilde formere sin Herre
Proees, hver Gang Herren ey vilde lade ham raade sig selv. Han
synes at Staden fattes Jurister, og studerer jura, for at afhielpe
denne Mangel. Men hans Herre giorde kort Proces. Han for¬
merede ham en Regning, ungefær som den gamle Jomfrue sin Pi¬
ge, som Rummet ey tillader at indføre. Men foruden bortkomne
og i tu slagne Sager, førte han og Extra=Skattens Rigsdaler an,
som han smukt for hans Trodsigheds Skyld afkortede ham i Lønnen.
Tieneste-Budene tænker ellers, at det er deres Herskabs Skyldighed,
at betale Skat for dem; men dette forstod den gamle Ungkarl uret,
endskiønt han ey havde studeret Jura, og han haaber, at denne
hans Dom skal ey blive underkiendt. Den gamle Ungkarl maatte
og til denne Flyttetid forandre Logement. Han blev dog ikke udsagt,
og Verten vilde gierne have beholdt ham og slaget af i Leyen; men
fordi en anden logerede over ham, som gik haardt paa Gulvet, vilde
han heller betale dyrere Leye et andet Sted. Den gamle Ungkarl
lod sig og forlyde med, at han maaskee til næste Flyttetid fik i Sin¬
de at kiøbe een af de store Kiøbmænds Gaarde, som staaer ledige,
og hvorom før blev talt af Borgeren i Kiøbstæden paa Landet. Men
NB. det skulde være den Allerskumleste; thi maaskee man endnu
kunde finde nogle Penge fra Svenskens Tid der nedgravne; i det
mindste haabede han at finde i de gamle forborgne Kiøbmænds
Giemmer endnu en Rulle Tobak af det sorte feede Hollandske Tobak,
som han meget gierne røger; og i Haabet der at finde en Skat, vil
han ikke reyse til det nye Land, som vores Søemand agter at opdage.
Jo ældre Folk bliver, jo gierrigere de og gemeenligen bliver.
Nu maa jeg og tale et par Ord om Fætteren. Jeg vil anføre
ham selv talende.
Fætteren.
Jeg har paa denne Tid havt mange latterlige og bedrøvelige
Anmærkninger. Ved sidste Fahre=Dag da Piger gik i Plads, hav
de jeg disse latterlige Anmærkninger. Jeg saae ikke en eneste Pige¬
at gaae allene i sin Plade, enhver af dem blev ret smukt under Armen
ledsaget af deres Kierester, der fulgte dem enten til Porten, Døren
eller til det næste Hiørne. Her skeede mange bedrøvelige Skilsmis¬
ser, som bleve ledsagede med ligesaa mange Lykønskninger til den
antrædende nye Tieneste. Her skeede Foræringer af Sølv=Daaser,
Sølv=Hovedvands=Eg, Sølv=Spænder og Guldringe. Pigerne
til Vederlag gave mundtlige Forbindtligheder, som og til deels vare
geleydede med Foræringer af den om Dagen bekomne Løn. Nogle
gave meere og nogle mindre, hver efter Evne og Formue, men alle
af et got og velmeenende Hierte. Ja, der vare de Piger, som hav¬
de en Kiereste under hver Arm, og de kaldede dem deres Sødskende¬
Børn. Min Søsters Pige gav sin Kiereste sin halve Løn. En eene
ste Pige saae jeg at gaae eene i Plads. Hun græd bitterlig. Jeg
nærmede mig til hende, og spurgte om Aarsagen til hendes Graad,
Ak! sagde hun: Min Madmoder forholdt min Løn. Hun beskyldte
mig for saadanne bortkomne Sager, som jeg aldrig har seet, og
mindre forkommet. Er det ikke en himmelraabende Synd, saale
des at berøve et fattigt Tieneste-Bud sin Løn. Jeg trøstede hende
med et par Rigsdaler. - Jeg har seet mange bedrøvede Ansigte
paa mange forarmede Huusleyere, som ey har kundet betale deres
Leye, og har maattet lade deres beste Sager tilbage til Leyens Be¬
taling. Ja, mange fik reppe Tilladelse til at tage deres Seng med
Mange Steder var Slagsmaal, ja, bitttre Skieldsord ved Skils
missen. Manges beste Sager bleve ved Flytningen deels bedervede
og deels bortstiaale. En bedrøvelig Tid for mange. Ja, Flytte
tiderne ere ligesaa bedrøvelige for de Fattige, som Termnerne er
for mange anseelige. Jeg flyttede og; men al min Eiendon
kan jeg pakke i min Koffert, som to Karle kan bære.
Samleren.
Nu maae jeg til Slutning tale et par Ord om mig selv: Uag
tet at jeg hedder Samleren, har jeg dog ikke samlet saa meget ve
mit Skriverie, at jeg dermed har kundet betale min Huusleye. Je¬
har dog faaet den betalt; thi jeg har ey, for at ansees fornem, som
mange giøre, leyet store Værelser, men som og undertiden flytter
Tusmørket, for at liste sig ud fra Verten, og undertiden efterlade
ham nogle tomme Cofferter til Betaling.- Jeg vil nu haabe, a
jeg bar samlet nok til dette Blad.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 42


Den gamle vægelsindede Jomfrue.
Om sine Drømme og Syner.
Jeg skal ikke sige andet, end jeg jo flyttede Tids nok.
Førend jeg første Aften gik til Sengs i mine nye
Værelser, taelte jeg alle Bielkerne under Loftet,
(thi naar man saaledes tæller Bielkerne førend man første
Gang gaaer til Sengs i et nyt og fremmed Værelse, saa
bliver det rigtig nok, som man drømmer den første Nat)
Jeg drømte og phanthaserede den første Nat forskrekkelig.
Mig syntes gandske livagtig at Lotteriet blev trukket, og
at jeg ey fik de 15000 Rdl. Hvad Nytte har jeg nu af
mine 15 Rdlr.? Jeg skal aldrig meere sette i dette Lotte¬
rie. Ney, da holder jeg med det Altonaiske, der er Jnd¬
skudene ey saa store. Min nye Pige har endog taget 3 Lod
sedler i det Altonaiske Lotterie, og i den første Trækning
vandt hun 1 Mk Lybsk. Det værste er, at man skal give
2 s. danske for at faae at vide, om et Nummer er udkom¬
met. Dog ærgrer jeg mig ey saa meget over den Drøm,
som over det andet jeg drømte tillige. Tænk engang! jeg
drømte saa mæn! at jeg skulde døe Pige. Og saasom jeg
talte Bielkerne, troer jeg gandske vist at disse tvende
Drømme vil blive sandfærdige. Jeg tænker altsaa nu for
gieves paa mine forrige 25 Friere. Jeg lod min Pige li¬
geledes tælle Bielkerne i Kiøkkenet, førend hun gik til
Sengs;; men hun var lykkeligere i sine Drømme. Hun
drømte, at hun vandt en stor Gevinst i det Altonaiske Lot¬
terie, og at hun blev gift kort derefter. Naar det første
slaaer ind, saa slaaer det sidste neppe Feyl. Ja, kan man
der see. Jo saaledes at tælle Bilkerne NB. stiltiende, er
ligesaa vist for Drømmene, som at sætte Sct. Hans Urter
under Bielkerne for vort Liv. End videre drømte jeg, at
min forrige Pige bandte mig forskrækkelig for den Reg¬
ning, jeg gav hende i Betaling for hendes Løn; den¬
ne Drøm kan jo og være gandske rigtig; jeg fortryder
det nu, og det er virkelig skeet imod min Villie at
vor Samler har staledes indført den Ord til andet. Jeg
skiøttet dog ikke om, at Folk skulde have vidst det. Men
foruden d et Aat jeg saaledes drømmer forskrekkelig og følge
lig har meget uroelige Nættere, saa er jeg endog i denne
nye Gade, hvor jeg nu boer, meget foruleyliget af de man¬
ge Hunde, som tuder i denne Gade. Jeg troer nok at der
medd første bliver Liig i hver andet Huus; thi Hundene tu¬
det snart for et Huus, og snart for et andet. Man skul¬
de ikke mærke paa de mange store Hunde, som alle Gader
ere opfyldte med, og som foruroliger Folk Nætter og Da¬


ge, at her var saa dyr Tid i Byen og at man gav 4 Rdlr.
for en Tønde Ruug. Kunde disse Hunde ikke meget gier¬
ne afskaffes; uden at Staten skulde lide derved. Jeg mee¬
ner disse Gade=Hunde, som er ingen til Nytte og Fornøy¬
else undtagen Drengene paa Gaderne. Slagter= og Gaard¬
Hunde ere derimod nødvendige. Hvem som holdt en Gade
eller Skiøde=Hund, burde give Skat af den. Jeg er vis
paa, at mange af dem holder Hunde, som dog andre maae
betale Skatten for. Men foruden Hundene i denne Gade,
er jeg og plaget forskrekkelig med Syner. Jeg er født en
Fredag, og følgelig kan jeg see alt Pysserie. Her gaaer
en syrt Kat i Huuset, og jeg troer aldrig at det er en rigtig
Kat. Man skal altid møde den paa Trappen, og min Pi¬
ge har nogle Gange spildt sin Melk, naar hun har seet
Katten. Jeg har altid hørt at Troldhexene kan omskabe
dem til saadanne sorte Katte. Og saadan en rev engang
en Mand ihiel. Jeg har hørt meget tale om sorte Katte.
Jeg erindrer mig endnu, at min Mormoder, en fornuftig
gammel Kone, og som levede i Slutningen af det 1600de
Seculo, omtrent 1594 eller 95. samme min Mormoder
havde en Pottemager og hun har forsikkret min Moder,
at hun skinbarlig faae en sort Kat at sidde midt i den glo¬
ende Potte=Ovn iblandt alle de gloende Potter, naar hen¬
des Mand brændte; Hun kunde see Katten, men Manden
ikke; thi hun var og født om en Fredag. Men hun fik
og Manden til at rive sin Ovn ned, siden saae de aldrig
Katten, og Manden, som tilforn aldrig havde Held til
hans Potter og Kar, fik nu galant Tøy. Hvad skal man
kalde saadant? Min Moder, som boede paa Landet, kun¬
de aldrig faae Smør, naar en vis sort Kat lod sig see.
Held=Hesten gaaer gandske Livaatig i denne Gade.
Den gaaer paa 3 Been, og jeg kan ikke allene høre ham
men endog see ham. "Var=Ulven gaaer her ligesaa vidst,
som Held=Hesten. Forgangen Aftes saae jeg noget høyt
Hvidt lige over for paa den anden Side af Gaden; mig
syntes, det blev alt høyere og høyere. Jeg sendte min
Pige over for at see, hvad det var. Hun sagde vel, at
det var en Mandspersom i en hvid Kittel, men det kan jeg
ikke troe; thi jo meere jeg saae derpaa, jo høyere det blev.
Jeg kom forgangen Aften ind paa min Sahl, der saae jeg
ligeledes noget hvidt, som jeg syntes naaede lige fra Jor¬
den til Loftet, min Pige forsikkrede mig vel, at det var
min Adriene, som jeg havde havt paa om Dagen; men
jeg kunde ey troe det; thi mig syntes, det naaede lige til
Loftet, og saa høy er jeg ikke. Ney, jeg kan see alt saa¬
dant, fordi jeg erfødt paa en Fredag. - En Søndags
Morgen kom jeg fortillig til Froe eller 7 Slets=Prædiken.


Det glemmer jeg aldrig. Kirken var ey endnu lukt op.
Her saae jeg om i en Krog, og der stod noget høyt Hvidt langs
op ved Muuren, mig syntes det havde ingen Hoved. Jeg
tog Mod til mig og hilsede en god Morgen, hvortil dette
Gespenst, eller hvad det var, svarede Tak. Man holder
nok for, at Gespenster taler ikke, men her hørte jeg det
selv. Jeg gik aldrig saa tilig i Froe=Prædiken oftere. -
Jmedens jeg var ung, (jeg husker det saa grant endnu,
som det var passeret i Gaar) kiørte jeg engang igiennem
Wordingborg=Skov. Her hørte Bonden og jeg gandske
livagtig, ligesom en heel antrædende Jagt med Valthorne
og Jagt=Hunde, Huyen og Skrigen; kort derefter kom
en ridende i fuld Galop med sin Jagt=Flindt over Sadlen
og befoel Bonden som kiørede for mig, at holde Hesten.
Han torde ikke sige Ney. Noget efter kom samme tilbage,
og tog sin Hest, og befoel Bonden at holde Hatten op, for¬
at tage Drikke=Penge, Bonden giorde saa, og syntes at
han fik en heel Hat fuld af Penge, han sad længe paa
Vognen og kiørte med Hatten i Haanden; men da han
saae sig til, havde han ikke en Skilling i Hatten. Hvad
skulde vel saadant være? Bonden var og født om en Fre¬
dag ligesom jeg, derfor kunde vi see det begge to.
Jeg skal aldrig flytte ind i et Huus meere, førend jeg faaer
at vide, hvem der har bygt det, om det er gammelt eller
Nyt, de gamle troer jeg ikke, eller om der ikke er nogen
slaaet ihiel, eller nogen hængt sig selv og s. v. Det bul¬
drer hver Nat over mig paa Loftet, og man siger at der
skinbarlig gaaer en Nisse, som har en rød Pikke=Hue paa.
Vores Præste=Enke kan aldrig fordrage, at jeg taler om
saadant noget, og siger, at det er gammel Overtroe og
gammel Kierling=Sladder, som kunde have Sted og lade
sig høre i de u-oplyste Tider, men ey i de oplyste. Hun
forsikkrer mig og, at det er kun Blodet og Jndbildningen,
som giør saadanne falske Forestillinger for vore Øyne;
samt at der ere ey mere Pysserie ved sorte en ved hvide Katte
Ja at hun selv havde hørt Held=Hesten, men da man saae
sig nøyere for, var det en udpidsket Leje Hest, som gik paa
3 Been. Men vor gode Præste=Enke maae sige hvad
hun vil, saa veed jeg dog, at de fleeste gamle Folk paa
min Alder skal sande alt saadant med mig. Hvad kan
jeg giøre til at jeg er født paa en Fredag? Vi gamle Pi¬
ger har virkelig mange Syner, saa vel vaagende som so¬
vende; og see kun til, om mine Drømme ikke nok slaaer
rigtig ind, just fordie jeg talte Bielkerne. Drikke=Penge¬
ne i Vordingborg=Skov kan staae ved sit Værd.
Borgeren i Hovedstaden.
Forslag til et Laane=Contoir af Brude=Klæder,
Christen=Tøyer og Sørge=Kapper.
Vigesom der er ingen Ære ved at være rig, naar man er
ubarmhiertig imod den Fattige, saa er det ey nogen Skam
ved at være fattig, naar man ey selv har været Aarsag til


sin Fattigdom. Den rige Arving kan takke sine Forfædre
for sin Rigdom, og den, som vinder de 15000 Rdlr. i
Lotteriet, Lykken. Men enten man kommer vaagende eller
sovende til sin Rigdom, er Verden dog altid tilbøyelig nok
til at ære den Riige, men derimod tilbøyelig nok til at for¬
agte dem, som, uagtet al hans Flid, Sveed og Arbeyde
er eller geraader i Fattigdom. Jeg er af rig bleven fattig,
og det ey ved min egen Huusholdning og Oeconomie, men
ved udvortes uundgaaelige Tilfælde, altsaa behøver jeg ey
at slaae Hovedet ned for min Fattigdoms Skyld. Jeg har
kun nu i Hovedet, hvorledes jeg skal soutinere mig paa en
ærlig Maade. Jeg har seet mange for mig, som er kom¬
met sig vel, og befundet sig vel holden ved at projectere;
men Projecter er man i vore Tider ey saa villige til at troe
og belønne som i forrige Tider. Det gamle Ordsprog er
sandt: Af Skade bliver man klog, men sielden riig. Jkke
des mindre har jeg dog et Project i Hovedet, og jeg troer
sikkert at kunde blive vel holden, om jeg kunde faae det til
et Privilegium. Langt fra, at jeg allene vilde beholde Pro¬
fiten, ney, de Allerfattigste og Usle skulde faae noget at leve
af tillige med mig. Her er da mit Forslag.
Fra den 1ste Januarii til den 31 December 1767, bleve
her i Kiøbenhavn copulerede 909 Par. Fødde 2957. og
døde 3361. Til disses Brudefærd, Christentøyer og Liig¬
færd, er sikkert laant og leyet Klæder. Jeg vil allene regne,
at en tredie Deel nemlig 303 af de Copulerede haver leyet
Brude=Klæder, saaledes:
50 Par har leyet Brude=Klæder,
200 Rdlr.
a 4 Rdlr., er - -
53 dito- dito - a 3 Rdlr. er
159
200 -
dito - a 2 Rdlr. er
100 dito
dito  4 13 Rdlr. er. 150
100 dito
--- -- ialt 709 Rdlr!
Er- 303 Par. -
Til de 2000 af de Fødte, vil jeg allene regne, at der har
været leyet Christen=Tøyer saaledes:
Til 500 er leyet Christentøyer a 2 Rdlr. er 1000 Rdlr.
500 dito - - - a 1 Rdlr. er 500
1000 dito - - - a 3 Rdlr. er 500
Er 2000
i alt 2000 Rdlr.
Til Liigfærd ved de 3000 Døde, vil jeg regne at have
været leyet Sørge=Kapper og Handsker, ja, jeg vil endog
kun regne 6 Kapper og lige saa mange Par Handsker ved
hvert Liig, er
18000 Kapper og Handsker, a 2 Mark, er 6000 Rdlr.
Lad os nu engang see, hvad dett, tilsammenlagt kan
ikke udbringe.
Til Brude=Klæder
709 Rdlr.
Til Christen=Tøyer
2000 i
Til Sørge=Kapper og Handsker,
6000
Er i alt 8709 Rdlr.
Heraf vil jeg allene for det første Aar tage Halvparten
til Klædernes Anskaffelse, som er 4354 Rdlr.


Af de overblevne 4354 Rdlr. vil jeg allene tage pro la¬
bore o: for min Møye og Umage 2177 Rdlr. Thi da
man øiensynlig seer, at der virkelig ere fleere, som høyligen
trænger til en Rigsort Ugentlig, end der findes Folk, som
godvillig vil give en Rigsort til de Fattige om Aaret; saa
vil jeg af ovenmeldte Jndkomster som er endnu tilbage, aar¬
lig give de 2000 Rdlr. til de Fattige; men NB. jeg vil
selv uddeele dem, paa det at jeg kan vide, at de bliver rig¬
tig uddeelte og til rette Trængende, og det saaledes, at
150 Fattige deraf ugentlig kan faae 1 Mark og 8 Skill.
Resten af de indkomne Penge skal være til en Fuldmæg¬
tig. Nu forstaaer det sig selv, at der i Fremtiden ville
blive langt meere til Deeling imellem mig og de Fattige,
naar Klæderne, som sagt er, engang ere forskaffede. Jeg
troer ikke, at nogen Projectmager tilforn har været meere
uinteresseret, og under sit Project har tænkt paa saa mange
Nødlidende og Fattige. Jeg forlanger ey heller nogen
Forskud; men naar jeg faaer det Privilegium, saa venter
jeg nok at faae Assistence; thi her er endnu, Himmelen skee
Tak, dog saadanne Velsindede iblant os, som giør sig en
Fornøyelse af at understøtte alle nyttige Indretninger. Min
heele Udgivt og Jndtægt skal jeg og saa tydelig legge for
Dagen, at ingen skal beskylde mig for Underslæb. - Hvad
finder man ikke paa, for at redde sig fra en total Undergang?
Fætteren.
Samtale imellem Stine og Thrine.
Stine med Torve=Spanden paa Armen: Jh! god Dag
min kiere Søster Thrine.
Thrine med en nye Støve=Kost i Haanden: Ey god Dag
min kiere Søster Stine!
Stine; Hvor lever Søster i sin nye Tieneste?
Thrine: Nu ret er det ey værdt at tiene længer; men
hvorledes lever hun Søster i sin nye Tieneste?
Stine: Saa og saa! Jeg kan gaae 3 a 4re Gange i Slag¬
terbodene og lige saa tit paa Fisker=Huusene, førend
jeg kan faae noget, som er til pas for min nye
Madame. Min forrige Madame var slem; men
denne er 10 Gange værre.
Thrine: Ak, min hierte Stine! Jeg er ikke et Haar be¬
dre faren i min nye Tieneste. Jeg har nu været
Hos alle Børstenbinderne her i Byen, for at kiøbe
en Støve=Kost til min Frue. Nu maae jeg see,
om denne kan være tilpas til Fruens Hoved, det
er den 5te jeg har rendt efter.
Stine: Min Madame er forskrekkelig vantroe. Hun
veyer alting efter, og hvor let kan der ikke fattes
et halvt eller et heelt Pund: Søster veed jo, at
alle Vægter ere ikke lige.
Thrine: Ja, til visse. Naar jeg kiøber Kniplinger, Lær¬
reder, Kammerduger, Merliner, Blondiner,


Baand, Silke=Tøyer, og alt saadant, som maa¬
les med Alen, saa fattes jeg altid i Maalet. Jeg
troer min Frue har en lang Alen, for at knappe
af for mig. Men deraf bliver hun ikke riig, det
gaaer dog Pokker i Vold paa en anden Maade.
Stine: Hvordan da? Søster!
Thrine: Forgangen Aftes tabte Fruen 10 Rdlr. i Qva¬
drille, og i Gaar tabte hun en Guldring, da hun
kiørte i Visite.
Stine: Ja, saaledes. Min Madame slaaer alting, end¬
og det kiere Brød i Laas for os; men hvad nyt¬
ter det hende. Naar vi kan see vort Snit, mi¬
ster hun dog dobbelt saa meget. Men spiller oeres
Frue saa høyt?
Thrine: O! ja. Jo høyere jo kierere. Men det er ey
got at komme hende for nær om Morgenen, naar
hun har tabt Aftenen tilforn. Hun kan dreye og
vende sin Dormeuse vel 10 Gange, og forgangen
slog hun sit Natbord=Speyl i tu af lutter Harme,
og hun havde nær forsoret at spille meere.
Stine. Men hvad siger da hendes Mand?
Thrine. Ja, hvad skal han sige? Han passer sine Dag¬
Forretninger, og gaaer til Sengs i rette Tid.
Fruen indbilder ham og, at hun vinder altid.
Stine. Hvor faaer hun da Pengene fra, som hun taber?
Thrine. O! der ere jo tusinde Maader, paa hvilken en
en Kone kan faae Penge. Og om alting slaaer
feyl, saa staaer dog Assistence=Huuset ved Magt,
og foruden det privilegerede Assistence=Huus, er
her nok af saadanne Barmhiertige, som laaner
a Pant.
Stine. Og det veed Herren intet af?
Thrine. Du Tosse! hvem har sagt, at en Mand skal vide
alting. Det er jo nok, naar han faaer at vide,
at der er ingen fleere Penge i Cassen, og at han
skal skaffe fleere, samt indløse det udsatte.
Stine. Er da Manden tilfreds dermed?
Thrine. Han faaer vel saa at være. En Mand, som har
Forretninger, har andet i Hovedet end Huushold¬
nings=Sagerne. Og heri kan jo en Kone snyde sin
Mand, saa meget hun vil.
Stine. Mig tykkes dog, hun bedrager sig selv.
Thrine. Ja, men det betænker hun ikke. Naar hun kun
kan sette Mandens Øyne i Blaar, saa tænker hun,
at hun har vundet meget. Men hvordan lever
din Madame?
Stine. Ongefær som din Frue. De Mindre vil nu efter¬
abe de Større i alting.
Thrine. Hvordan da?
Stine. Min Madame holder og sine ordentlige Spil¬
le=Aftener, saavel i som uden Huuset. Dog


spiller hun ikke høyt. Hendes Mand er en Eye¬
god Mand, og vil unde sin Kone al sømmelig
Fornøyelse; thi, naar hun ikke seer Kort til langt
ud paa Natten, saa bliver hun syg.
Thrine. Det kalder jeg fornem. Men hvor længe sover
hun da om Morgenen?
Stine. Til Klokken 10 a 11 Slet.
Thrine. Jh! det er jo ligesaa længe, som min Frue?
Stine. Ja, hvem siger at Madamerne skal staae op førend
Fruerne?
Thrine. Hvad skal J spiise i Dag?
Stine. Vi skal spiise i Dag som i Gaar. Hver Dag 3
4 a 5 Retter.
Thrine. Det kalder jeg fornem. Det er jo ligesom
hos os.
Stine. Ja, hvorfor ikke det? Vi veed ligesaa vel Veyen
til Assistence=Huuset, som andre. Hvad kan vel
et Pund Karper forslaae? og Krams=Fuglene ere
meget magre i Aar.
Thrine: Hillemænd! Karper og Krams=Fugle!
Stine: Derimod var der end Pokkers Allarm Dagen før
Flyttedagen. Tænk engang Søster! Verten var
saa uartig, at han ey vilde tillade os at flytte et
eneste Stykke, førend Leyen var betalt.
Thrine: Vores Vert var ligesaa uartig.
Stine: Jeg maatte da løbe til Assistence=Huuset.
Thrine: Jeg ligesaa.
Stine: Hvad satte du der, Søster?
Thrine: Min Frues Salig Grand=Mamaes Guld¬
Hals=Smykke; Thi det har i mange Aar ey væ¬
ret i Moden, og det kan være got nok til at
staae der. Men hvad satte du?
Stine: Et Par brocherede Klædninger, som har været
saa tit omgjort efter Moderne, at de nu ikke kan
tiere forandres. Derforuden maatte og Guld¬
Uhret springe. Men hvad giør man ikke, naar
man er i Nød?
Thrine: Det er Sandt. Forgangen maatte jeg hente
Penge til en Opera=Loge. Har din Madame
været paa Opera?
Stine: Ney, hun| har endnu ladet sig nøye med de
Franske Comedier. Kors! for alle de Mennesker,
som der stimler til.


Thrine. Da kan min Frue ikke giøre det ringere end Opera.
Hun er en stor Elskere af Musiken. Vor Tiener
spenderede og paa mig en Gallerie-billet. O!
der var saa fuldt, saa fuldt!
Stine: Derimod ligger der et pokkers Huus Hiemme,
naar Verten kræver Extra=Skatten.
Thrine: Ligesaa hos os.
Stine: Bliver Søster ellers i din ude Tieneste længer end!
til Paaske?
Thrine: Ja, kan jeg holde det ud til Nye Aar, det var
got, men pleyer kun at beholde Piger et Fierding,
Aar paa det Sted. Der retter de sig ikke efter
de almindelige Fahre Dage. Saasnart en Pige
ey staar paa Pinde for Fruen, strax slaaer hun
dem i Hovedet med Porten. Bliver du i din Plads
lille Søster?
Stine: Min Madame har ladet sig forlyde med, at hun
vil korte Maaneds=Skatten af i vores Løn og om
saa skeer, saa bliver slet ingen af vi Piger. Der
er desuden en mager og sulten Tieneste. Søster
kan nok vide det, naar alting sættes under Laas og
Lukke.
Thrine: Havde jeg ikke nogle Sporteler iblandt, kun¬
de jeg ikke holde det ud, thi jeg maae rende fra
Morgen til Aften.
Stine: Hvad Sporteler har du da Søster?
Thrine: Ja, det kan jeg ikke saa sige.
Stine: Hvorfor ikke det? Vi taler jo i Oprigtighed?
Thrine: Ja, jeg vil nok betroe dig det; men for Him¬
melens Skyld siig det ikke til noget Menneske;
thi saa var jeg ulykkelig.
Stine. Ey, Snak! Søster veed jo nok at jeg kan tie.
Vi taler jo her under fire Øyne.
Thrine. Jeg maae undertiden, naar Herren er ude, bære
nogle Kierligheds=Breve for
J det samme kom en Vogn, og uagtet Kudsken af
fuld Hals raabte: Varskoe! Varskoe! til disse Snakke¬
Søstre, vare de dog saa henrykt i deres Discours, at de
hverken kunde høre eller see. Kudsken kiørte da smukt til
dem, saa de tumlede begge i Rendesteenen. Jeg maatte
lee ad denne Tragi=Comoedie, og tænkte ved mig selv, at
det var got nok til disse Sladdre=Søstre, som saaledes stod
og bagtalede deres Herskaber. Saadanne og endnu langt
værre Samtaler holdes omkring paa Torvene, ved Stran¬
den og i Slagterbodene, men i sær efter Fahredagene.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 43


Den nyegifte Kone.
D¬
set er nu den syvende Gang, at Madame Abelone
har anmodet mig om mit Besøg. Hvilken Kone
lader sig vel syv Gange bede, førend hun gaaer i
Besøgelse? Man vil vist nok sige: at jeg har begaaet er
Stats=Feyl; men unge Koner, som først ere komne ind i
Verden, bør man holde lidet til gode, om de just ikke saa¬
nøye veed at i Agt tage alle Recesser. Og, om jeg skal
sige det reent ud, saa skiøtter jeg ey meget om den gode
Madames Omgiængelse; thi jeg har nogle Gange hørt
hende i andre Sælskaber. Men, for at føye min Mand,
maatte jeg dog, efter saa mange Jndbydelser, i Søndags
Eftermiddag aflegge et Besøg hos bemeldte Madame,
at jeg ey skulde synes alt for egensindig. Lad være, sagde
min Mand, at alle Sælskaber ere os ikke lige behagelige,
saa kan man dog ikke altid unddrage os for de ubehagelige.
u Jmidlertid bør man i de ubehagelige Sælskaber iagttage al
muelig Forsigtighed, at man ey yttrer sin Misfornøyelse.
Jeg aflagde alt aa denne lange ombedede Visite i Søndags
Eftermiddag, som sagt er. Ved min Ankomst forefandt
jeg to andre Madamer, som vare mig ubekiendte; den
ene hedde Madame Sibille, og den anden Madame
Magdelone. Jeg havde ladet mig melde, altsaa ventede
uan paa mig med Caffeen. Madame Abelone var i
Kiøkkenet og lavede Caffeen, da jeg kom, følgelig sad vi
tree Madamer gandske stiltiende, og saae og betragtede
hinanden fra Top og til Taa. Madame Abelones Com¬
plimenter og Utak, fordi jeg biede saa længe, vil jeg for¬
bigaae, jeg vil allene fortælle dem den Discours, som blev
ført, saa snart vi kom til Caffe=Bordet:
Samtale
Jmellem Madamerne: Abelone, Sibille,
Magdelone, Sip og mig.
Abelone. De skulde faae mange Utak Madame,
fordi de biede saa længe; men saaledes gaaer det
med de unge Koner. De kan aldrig faae afsyslet.
Magdelone. Jeg har den Ære, at gratulere Madamen
i deres nyegifte Stand.
Sibille. Jeg iligemaade. Dog ak! man burde meere con¬
dolere Dem, mit Barn. De vil nu først fornem¬
me hvad Vanskelighed den Stand fører med sig.
Jeg kan see paa Dem mit Barn, at Deres Mand
er ikke alt for god. Jeg beklager Dem.
Jeg. Min Mand, Madame! Jo, Himlen skee Tak: jeg
kan ikke klage.
Magdelone. Ja, ja. Det er i Hvede=Brøds=Dagene
endnu.


Abelone. Min Mand var og meget god i Førstningen;
men nu er han aldrig hiemme nogen Aften. Det
begynder ikke saa snart at mørkne, førend han ta¬
ger sin Hat, sine Handsker og sin Stok.
Magdelone. Hvor gaaer han da hen? søde Søster!
Abelone. Jh! hvor gaaer han? Disse politiske Sælskaber
har Pokker skabt. Min Mand er saa ivrig Cor¬
sicaner, at jeg kan høre ham snakke i Søvne med
General Paoli, og er saa ivrig undertiden, at han
er færdig at støde mig paa Gulvet.
Sibille. Ak! ak! det seer farligt ud paa Corsica; men saa¬
vidt jeg kan see forud, saa vil det ikke løbe saa let
af. Ak! min kiere Søster! det seer ud til farlige
Tider.
Magdelone, Det gaaer mig ikke et Haar bedre med min
Mand. Hvor han gaaer og ikke gaaer, saa har
han dog, naar han kommer hiem om Aftenen, Ho¬
vedet fuldt af Confoederationer og Polakker. Jeg
veed ikke, hvor han gaaer; men forleden Aften
troer jeg nok han kom fra et blodigt Feldtslag; thi
der var et stort Hul i hans Hoved, og han raabte
immer paa, at han, som ene Dissident var falden
midt i en Confoederation. Ja, han var saa druk¬
ken, at han talede Polsk, og dette Sprog forstaaer
jeg ikke.
Sibille. Det seer ilde ud i Polen. Ak! jeg seer forud,
hvorledes det vil gaae. Ak! Tyrken, Tyrken.
GHun græd).
Abelone. Giv sig tilfreds, Søster! Hvorfor græder De?
Vi lever jo i god Fred og Roe.
Sibille. Got nok. Men naar jeg tænker paa min kiereste
og beste Søn, som er reyst Udenlands, jeg frygter
han skal falde i Tyrkernes Hænder.
(Hun græd.)
Magdelone. Hvor er da Deres Søn? Madame Sibille?
Sibille. Han er reyst langt op i Jylland for at besøge sin
Moster! Gud forlade hende! Hun kunde ey faae
Rist og Roe, førend hun fik lille Hans at see
(Hun græd.)
Jeg. Der falder Deres Søn neppe i Tyrkernes Hænder.
Madame. (jeg kunde neppe bare mig for Latter.)
Sibille. Ja, ja, min kiere nyegifte Madame! De kien¬
der ikke endnu en Moders Hierte, men giv kun Tid.
De lærer det nok.
Jeg. Jnlland er dog temmelig langt fra Tyrkiet.
Sibille. O! der kan Tyrken snart komme. De har jo en
Spaadom i Tyrkiet, at det Tyrkiske Rige skal
mærkelig udvide sig, inden at vi skriver 1770. Hav¬
de jeg kun min Søn hiemme. GHun græd)


Abelone. Ja, ja. Det er ingen Skiemt, saaledes at lade
de kiere Børn komme fra sig. Min lille Mogens
reyste engang til Slangerup for at besøge sin Beste¬
Mama, men jeg havde ikke en Time Roe, førend
min Mand maatte hente lille Mogens fra Slan¬
gerup.
Sibille. Min Mand har viist mig paa Land=Kartet, hvor¬
ledes Tyrken kan seyle til Jylland. (Hun pegede
og viiste Seyladsen paa sit Skiød.) Det eneste
som trøster mig, er det, at saa mange strander paa
Anholt, Schagens=Rift og andre Stæder, og maat¬
te kun Tyrken lide Skibbrud der, da skulde han
finde Folk for sig; saa han skulde føle at han hav¬
de lidt Skibbrud paa de Fahrvande. (Her leed
hun Skibbrud med sin Caffe=Kop, som hun i Jvrig¬
hed lod falde.) Gandske vist vil dette betyde,
raabte hun, at Tyrkerne vil lide Skibbrud, deres
Skibe sønderslaaes, som denne Thee=Kop, og at
de vil faae ligesaa lidet af deres bergede Vahre,
som jeg fik af denne Skaal Caffe.
Jeg. De er meget lykkelig i Deres Udtydninger, Mada¬
me! (Jeg maatte lee saa smaat.)
Sibille. (ivrig) Ja, min kiere Madame! De skal ikke lee
ad mine Udtydninger. Gud trøste Dem, mit Barn!
jeg kan see paa Dem, at deres første Barselseng
vil blive meget haard.
Jeg. Skee Himmelens Villie.
Sibille. (ivrig) Jeg kan see paa Dem, De ønsker sig helst
en Søn.
Jeg. Jeg er fornøyet med Forsynets beskikkede Deel.
Magdelone. Nu, nu! lad os nu tale om noget andet.
Hvor har Søster kiøbt de Caffe=Bønner?
Abelone. Paa Hiørnet hos den skikkelige Mand, som ikke
blander de slette iblant de gode. Men lader sig
betale efter Værdien. Han er en meget redelig
Handlere. Han har endnu aldrig ført et Pund
Caffebønner ind iblandt Handsker.
Sibille. Jeg seer forud, at Caffebønnerne vil blive meget
dyre; thi man bliver jo længere jo klogere. Man
opdager et Puds efter et andet, saa neppe nogen
begaaer sig. Der ere jo og mange Plantager af¬
brændte i Vestindien. Best herefter at drikke
Rug=Caffe.
Magdelone. Tænker Søster da, at man derunder ingen
Kneeb har? Man giver den hiemmegiorte Caffe
saa mange Navne, endog til Sundheds=Caffe.
Jeg kiøbte engang en Portion af den Caffe, men
den smagede som forbrændte og sveedne Brød¬
Skorper.
Abelone. Caffe maae jeg have to Gange om Dagen, ellers
bliver jeg syg.
Magdelone. Jeg ligesaa.
Sibille. Jeg ligesaa.
Abelone. End De Madame! De tier. Er de ingen El¬
skere af Caffe?


Jeg. Jo; men de kostbare Tider kan nok slaae Caffe=Tan¬
den ud. Min Mand er desuden ingen Elskere af
Caffe.
Magdelone. Og deri vil De føye deres Mand. Han maae
være en Nittengryn, naar han ikke vil unde sin
Kone Caffe.
Sibille. Ja, kunde jeg ikke nok see paa den Stakkel, at
hun havde faaet Herskab. Jeg beklager Dem,
mit Barn!
Jeg. Deres Medlidenhed takker jeg Dem for; men den
er ilde anvendt mod mig i det Fald; thi min Mand
nægter mig intet, som kan være mig til Fornøyel¬
se. Men det er ey formeget at unge Folk sparer
Abelone. Ho! Ho! Det er af Karrighed. Ja, jeg har
og kiendt andre nyegifte Koner, som aldrig nænte
at give en Skaal Caffe. Men det varede ikke læn¬
gere end efter den første Barselseng. Jeg har kiendt
een, som efter første Barselseng ikke alene lærte at
drikke Caffe, men endog Brændeviin. Jeg vil
just ikke nævne nogen;
Magdelone. Jeg veed nok hvem Søster meener, ha! ha! ha!
Sibille. Jeg kiender hende meget got. Det første Bogstav
af hendes Navn er Madame Trip. (De loe.)
Magdalone. Ja, hun er den rette.
Abelone. Hun veed aldrig, hvad hun skal sige om Folk.
Jngen er hende tilpas.
Sibille. Hun fører en Stads, som en Grevinde, og giør
sig til, naar hun kommer i Kirken eller andre Sel¬
skaber, som hun var mere end alle andre. Men jeg
seer forud at det vil ikke vare længe. (hun sukket)
Abelone. Kiender De hende ikke?
Jeg. Jeg har ey den Ære. Jeg tænkte: her er jeg kom¬
met iblandt de rette Sladdre=Søstre.)
Magdelone. Det er en skiøn Thee.
Sibille. Ja, en ypperlig fiin Thee. Hvor har De kiøbt den?
Abelone. Jeg har faaet den sendt som en Præsent fra Hol¬
stein. Der har de Theerne meget lette, men den
falder noget ureen, der er saa megen Steen og Gruus
i den; men derfor kan de og give bedre kiøb.
Sibille. Da kan jeg see forud, at de kan ikke længere hol¬
de det ud, naar de ey handler med reene Vahre.
Magdelone. Det er ikke en ringe Skilling imellem Aar og
Dag, som udgives til Caffe og Thee. Jkke alene
Pigerne, men endog Vasker=Konerne paastaaer nu
deres ordentlige Caffe og Thee. Jeg har og tient
for mit Brød, men saadant fik jeg aldrig uden paa
min Madames Geburtz=Dag -
(her pikkede det paa Døren. Madame Abelone
saae ud af Vinduet. Saa! sagde hun: Man
kan aldrig sidde i Roe. Nu kommer Madame Sip.)
(Complimenterne vil jeg her udelade, de faldt no¬
get gammeldags. Magdelone saae til Sibille og
traade hende paa Foden,
Abelone. Maa jeg lave Dem en Skaal Caffe? Vi har
nu nylig drukket. De skulde læres til, at komme før.


Sip. Jeg beder ingen Uleylighed for mig. Maa jeg bede
om een eneste Kop=Vand. Jeg kom nu fra Aften¬
sangen. Hum! hum! hum. (de saae til hinanden.)
Sibille. Jeg troer vi faaer Regn inden Aften.
Sip. Det var en deylig Prædiken. Hum! hum! hum!
Magdelone. Det begynder nu, at blive temmelig koldt.
Sip. Det var kun en Student; men han burde have et
got Præstekald. Hum! hum; hum!
Sibille. Det tegner til en haard Vinter. Brystbeenet i
den første Gaas, jeg spiiste i Aar, var meget klart
det betyder stærk Frost.
Sip. Han talte meget tydelig imod Overtroe, Udtydninger,
Bagtalelser. Ja, ret tydelig. hum! hum! hum!
Abelone. Hvor var det vi slap? Søster Magdelone! Det
var jo om Pigerne, som skulde have deres Caffe?
Magdelone. Ja, rigtig nok. har Søster sin gamle Pige
endnu?
Abelone. Jo mænd, jeg maatte lade hende fahre, 3 Uger
før Tiden. Hun bedervede mig tilsidst al Maden,
Melken sveed hun, og Kiødet forbrændte hun.
Magdelone. Min Pige maatte jeg og lade gaae før Tiden.
Hun giorde sig alt for mange Sporteler. Man
kunde finde i alle Kroge noget, som hun havde
forstukket, der laae et Stykke Kiød, der stod en
Bøtte med Smør, her laae et Stykke Ost, den
et Stykke Brød; Stumper=Lys kunde jeg finde
næsten i alle Kroge. Ja saa længe jeg havde den
Pige, kunde jeg ikke faae et Fierdingkar Bøgaske
samlet.
Sip. Jh! nu er det aldrig værdt! hum! hum! hum!
Sibille. Min Pige havde faaet Nykker og vilde giftes.
Hendes Kiæreste spenderede endog 3 Mark. paa
en Memorial for hende, som han lod skrive
hos alle dem, der staar i Aviserne, jeg veed
ikke, hvor mange de ere; men dette veed jeg, at
hun maatte smukt tiene sin Tieneste ud. Hun kom
ellers temmelig til kort i sin Aflevering med Klæder¬
ne fra Dammen.
Sip. Det er forskrekkeligt. Jh! see!
Abelone. Og saa vil de endda paastaae at man skal be¬
tale Maaneds=Skat for dem.
Magdelone. Det har jeg giort hidtil; men aldrig mere
efter denne Dag.
Sibille. Jeg ikke heller; thi jeg seer forud, at det bliver
vanskelige Tider. Tilmed saa er det jo ingen Ret¬
tighed?
Sip. Jh! see! hum! hum! hum.
Abelone. Min anden Pige kunde jeg ikke holde inde saa¬
snart Tappenstreg blev slaget; saasnart hun hørte
den i Gaden løb hun, og lod alle Dørrene staae
aabne. Jeg lod hende da løbe med alle. Den
Pige jeg har faaet i hendes Sted, kan jeg neppe
faae af det Sted, hun sidder eller staaer paa.
Sip. Saa var den ene løbsk og den anden stede. Hum!
hum! hum;


Magdelene. Og naar min Pige først kommer ud, kan
jeg aldrig faae hende hiem igien. Tænk engan
to Timer ved Stranden, og ligesaa længe i Slag¬
terbodene.
Sibille. Naar min Pige skal kiøbe Fløde, saa kiøber hun
Melk, og naar hun skal hente guule Rødder, kom¬
mer hun med Roer. Hun gaaer gandske vist i
Gifte Tanker.
Sip. Deres Pige? hum! hum! hum!
Abelone. Har de skiftet Pige! Madame?
Jeg. Ney. Endnu ikke.
Magdelone. For alting, Madame! saa behold Piger ik¬
ke alt for længe; thi naar de bliver gammel vant
saa bliver de saa Ræseviise.
Sibille. Ja, ret saa selv kloge, at de vil giøre alting ef¬
ter deres eget Hoved. Har de faaet nye Piger?
Madame!
Sip. Nye Pige? Madame! hum! hum! (de loe, og
saae til hinanden.) Ney min Pige vil ikke fra mig.
Abelone. Har Søster seet nogle af de nye Slags Kioler¬
som man nu hører tale om i alle Sælskaber. Jeg
kan ey erindre, hvad de heder.
Magdelone. Søster meener nok disse, som gaaer lige ud
til Enderne af Fingrene; og som er aabne og udes
Læg paa Ryggen, men meget lang slæbende?
Abelone. Ja, just dem.
Magdelone. Ja! de kaldes Bernischer, det er en Tyrkisk
Dragt. De seer Tyrkisk nok ud.
Sibille. Ja, nu er det nok imod det sidste. Man klæder
nu baade sig selv og fine Børn som Tyrker og
Hedninger.
Sip. Jh! nu er det aldrig værdt. hum! hum!
Magdelone. Har Søster Abelone endnu Spænder i Sko¬
ene?
Abelone. Ja. hvorfor ey det?
Magdelone. Nu skal man binde Skoene med Baand. Det
giør nu alle Fornemme.
Sip.
Jh! nu er det aldrig værdt, hum! hum! med
Baand?
Sihille. Ja, nu er det rigtig nok imod det sidste.
Sip. Jmod det sidste? hum! hum!
Sibille. (ivrig) Ja, imod det sidste! er det saa umueligt?
De siger Hum! hum, hvad meener De dermed
Madame?
Sip. Min Lærke vil døe; jeg troer det er paa det sidste
med den. hum! hum!
Sibille. Ja, og min Mobs befinder sig ikke vel. hum!
hum!
(Nu pikkede nogen paa Dørren. Abelone sprang til
Vinduet. Saa sagde hun gandske fortrædelig. Der
kommer min Mand.


Jeg for min Part tog Afskeed overladende den øvrige
Discours til Manden at tage Deel udi, om han ellers
skiøttede noget om den. Altsaa har jeg nu giort den Vi¬
sitte. Og det skal blive længe til, at jeg skal komme der,
hvor Konen bliver vreed, fordi Manden kommer hiem.
Samleren.
Følgende Brev er mig tilskikket. Jeg forelæste det
strax i vores Forsamling. Vi vare alle enige i at antage
denne Supplicantinde i vores Sælskab, undtagen vor gamle
Ungkarl og vor gamle Jomfrue, som sagde, at man skulde
aldrig troe dem, som kan giøre saa meget. Tilmed, sagde
de, har hun ikke lovet at forlænge de Udlevedes Dage. Her
er da Brevet for at indhente fleeres Betænkninger i saa
vigtig en Sag
Hoch und Vohigebohrue
Hochsigeehrteste Hr. Samler!
(J dette Sprog er man rig paa Titler)
Da iH gesehen hat von Eures 4rslen Blat, daf enres
Barbeer=Wittive gestorben ist und dødt, so gabe ich mir
hiemit den unterdænigste Freiheit und Dristigkeit, mein
liebster und hochgeehrtester Hr. Samler meine unterdænigste
Ansichung zu insinuiren, fur in dieses Stelle an zunæmen
bleiben. Jch hin auch ein wohlerfahren alte Wittive oder
Enke, mein Seeliger Mann war auch ein vom die in Con¬
stantinopel verjagte. Sie wissen wohl, mein Herr! was
ich sagen woll. Aber den Tyrk hat ihm den allergreuelig¬
sten Ungerecht gemacht, gjort und gethan. Den mein See¬
liger Mann hat zwischen und anf die Turken viele Mirakler
gethan. Mit Wund=Pflaster hat er Hundert Tausind,
Fingren gelægt; Er war ein Meister in zu adrelassen und
barbieren; auf Bein=Bruk hat er wunderliche Cuurer ge¬
macht; und Febrer vom allerley Sorten kounte er vertrei¬
ben mit ein einziger Pulver, er braucht keine Piller. Ein
Arm oder Bein konnte er absetzen ohne geringste Smertzen
fur die Patient. Er hat ein Buchse gantze gefullt mit
ausgezogene Zahnen. Zahn=Wee und Smertze war
fur ihm ein Bagatell ju wektreiben. Kopffe=Smertze konnt
er sær gluklig curieren, er brauch keine Krank=oder Kramp¬
Ringe, als andere Markskrigere. Jn Summa Summa¬
rum: er konnte allerley Kranchheiten curieren mit Switzen,
Aderlassung und Purgieren. Aber die Turken wollen nicht


so mollverdient ein Mann erkennen. Sie vertreibe ihm,
und er ergret fich so, datz er starb. Sehen Sie, mein Herr,
wie vernunftiger ein Mann ich gehabt hat. Er hat mir
hinterlesset alle seine kostbare und miraculeuse Recepten.
Jch habe da vom ein Tonne=Sack voll, so ich allerley Krank¬
heiten curieren kan, als so gut, wie mein Seeliger Man.
Jch kan zubereiten die skiønste Umschlag, verstehen sie Mir.
mein Herr, die Umschlag ist, was heist es auf Danisk?
nu! nu! die Umschlag ist auf danisk Kryder=Poser. Jch
habe davon ein gantz Wurtzlade oder Buchse. Jch kan
die Klistierspritzen auf die allerneneste Art verferdige oder
machen, und ich kan die allerschiønste Klistier setzen oder
beybringen. Jch babe viele damit curieren anf ein wun¬
derbar Weise. Ja, mein Herr! ich kan Schropffen oder
Kopffe setzen auf ein besunderliche Art, ich habe mein eigene
Schrepff=Eisen, was heist es auf Danske, ein Kopsette¬
Jern, und mit ein Schlag schlagen kan uber zwantzig Lo¬
cen; und meine Kopfen sind vom Glaser. O! ich habe
hiemit viele ubernaturliche Cuurer gemacht hat. Mit dem
Haus-Rath bin ich sær mohl versehen. Jch habe keine Lexi¬
con, den ich erst consulieren muz, ehe ich ein Patient Rath
geben kan. Jch habe alles meine seelige Manns Recepten i das
Kopf. Jch kan auf dem Puls bald finden wie es stehet mit
dem Patient, und bald sagen kan vom welcher Krankheit
er laboriert. Schlechte Augen konnte ich auch curieren,
und das probatum, allein mit eine Umschlag. Jch brau¬
che gar keine Kramp=Ringe; denn ich bin kein Mark¬
skrieger. Verstehen Sie mir. Sehen fich nun, das ich
bin ein perfect und gelerte Wittive, und in Constantinopel
viel gern konnte fur ein Docterinde passieret hat, hatte der
Stor=Sultan uns nicht vertreiben lassen. Aber lassen sie
sterben. Jch erwarte nun ein guttigst Resolution, mein
hochgeertester Herr Samler! und mit allergrossesten Hoch¬
agtung
Verharre Eure
Hochwohlgebohrne
alleruntertanigste
Dienerinn
N. N.
Wittne.
P. S. Mit Seife= und Theer=Cuur, auf Danisk: Sæbe¬
og Tiære=Cuur oder Vand, hat ich auch viele
Mirackler gemacht, und Gesundtheits=Caffe¬
jubereiten ich, als so gut, wie andere.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 44


Samleren.
P¬
aa det vore Blade fuldkommen kan svare til sin Titul
og Navn, nemlig Fruentimmer= og Mandfolke¬
Tidenden: saa blev besluttet i vor seeneste Forsamling, at
vi iblant skulde giøre vore Læsere den Fornøyelse, at ind¬
rette vort Blad i Form som Aviis, det er: At jeg, som
Samler, skal samle alt det Nyt, som passerer saavel i
Staden, som i Provintzerne; saavel paa Landet, som i
Kiøbstæderne, saavel Indenrigs, som Udenrigs; ja, saa¬
vel paa Vandet som paa Landet. Hvor vanskeligt et Em¬
bede dette er for mig, seer enhver lettelig, som er vant til
at føre nogen Correspondence, thi jeg maa nu correspondere
med heele Verden. Men da det ikke er vores Sag at pra¬
le, og endnu mindre, at bande paa, at vore Sager eller
vort eget er det beste, ey heller har nogle, som under Haan¬
den skal udskrige og rose vore Blade, som noget fortreffe¬
ligt, ey heller at love meere, end vi seer os i Stand til at
holde, saa vil vi først stræbe at faae saa meget Nyt, som
vi kan sammenskrabe til vort Blad, og naar det Nye ikke
vil slaae til, saa vil vi føye noget Gammelt til; som alt¬
faa meget beqvem kan kaldes
Nyt og Gammelt.
Kiøbenhavn. Som noget af det vigtigste og fornem¬
meste, maae vi først have den Ære at berette vore Læsere,
at vi aldrig har her tildreven nogen Vinter saa fornøyelig
som denne. Om Mandagen har vi Opera. Om Tirs¬
dagen Fransk Comoedie. Om Onsdagen Dansk Co¬
moedie. Om Torsdagen Opera. Om Fredagen Danst
Comoedie. Om Løverdagen Fransk Comoedie. Der
foruden Fransk og Dansk Masqverade. Har man ikke
da Forlystelser nok? Og hvem vil da sørge? Derforuden
haver man sine ordentlige Concerter. Om Tirsdagen paa
Bryggernes Laugshuus og om Onsdagen i Raadhuus
Strædet. Ja, end meere: Nogle har sine ordentlige og
sluttede Sælskaber ugentlig. J somme Selskaber har man
og den Maade, at, naar en af Sælskabs=Brødrene bliver
borte en Aftenstund, legger de andre Selskabs=Lemmer en
Graasteen eller Kampesteen paa hans Stoel, at den ey skal
staae tom. Vel betænkt! at have en Steen til Sæl
skabs=Broder. Denne skal ikke aabenbare, hvad der i saa¬
danne politiske Collegier bliver besluttet, kastet over End¬
og fuldført.- Søndagene passerer man her, med at
gaae eller kiøre til Kirke om Formiddagen for at høre en
Prædiken, som man ey har i Sinde at efterleve, uden for


saa vidt den kan angaae det Udvortes at efterleve. Efter¬
middagen passerer man ved et Caffe=Bord og derefter Spille¬
Bord, og derefter Spiise=Bord og derefter Spille=Bord;
saa Tiden kan aldrig falde lang. Ja, hvem har ikke sine
Forlystelsers=Steder om Søndag=Aftener og andre Aftener?
Det kommer ingen ved.- Hvem, som ikke vil forlyste sig
ude, kan kun kalde Spilleværket ind, som gaaer omkring
i Gaderne om Aftenen, og koster kun 1 Rdlr.
I denne Stad ere Verterne meget accurate i at kræve
Maaneds=Skatten af Sine i Huusehavende. Rode¬
Mesterne samler den meget ordentlig, og man hører meget.
Memorial=Skriverne har god Fortieneste i denne Henseende.
Saadanne Smaa=Tvistigheder reyser sig dog ikke af Man¬
gel men af Sparsomhed til andre Udgivter. Thi man kan
jo neppe komme ind paa Comoedie=Huusene. Hveranden
Maaned seer man ikkun suure Ansigter, og det er jo ey at
regne imod, at man hver Aften kan see dem glade.
Lotteriet trækkes her paa denne Tid; og aldrig kunde
det trækkes paa en beleyligere. Af det foranførte Nyt seer
man, at man kan behøve Penge. Vinteren er lang. Paa
Lotteriet staaer mangfoldige Folk hver Dag, som venter
paa Lykkens Ankomst. Man kan see iblandt saa andægtige
Ansigter som en Misdæders, der for Høyeste Ret hører
sin Dom oplæst. Men hvor skulde Folk faae deres Gevin¬
ster, om de ikke saaledes passede paa dem ved Trækningen?
Jo, jo, det trækker, saaledes selv at være tilstede. - Vor
gamle Ungkarl gaaer to Gange i Bøn om Dagen, faa
længe Lotteriet trækkes. Han vilde forgangen gaae op paa
Lotteriet; men blev paa Trappen rendt over Ende af en
Brygger=Karl og hans Kiereste, som hørte deres Nummer
kom ud med 200 Rdlr. De besluttede strax at drikke
Bryllup, og vil nu være Øll=Tappere; thi de synes, her
er ikke nok. Et lykkeligt Træk for den lille Pige.- At
her maa være støer Længsel efter Penge, kan de Herrer
Collecteurer best mærke, som ikke kan have Dørrene lukte
fra Morgen til Aften, paa denne Tid. End ikke om
Helligdagene.
Man er nu imod Enden af Slagtertiden. Kiødet uden
Porten koster 4 Mark, a 4, Mark 8 Skilling Lispundet.
Det er gandske vist. - Til Nørre=Broe er fra en Herre-
Gaard i Siælland indbragt en meget stor anseelig Stud.
Kan man nu see, at der er ligesaa vel store Stude i Siæl¬
land, som i Jylland. Nu skulde Studenstrup i Comoe¬
dien see op.
Jngen her er vreed paa de mange Aften=Forlystelser.
saavidt man veed, undtagen Billard=Huusene; thi disse
beklager inderlig, at deres Billard staaer ledig fra om Af¬


tenen Klokken 4z indtil Klokken 9 a 10, og saa er det
snart Politie Tid. Derimod finder andre deres Regning
bedre, som driver deres Nærings=Vey i Smu. Naar
der pikkes paa Vindues=Skudene, forstaaer de rigtig nok
Signalet. Ja, hvem kan ikke være baade hungrig og tør¬
stig, samt have Appetit, naar man kommer fra en Opera
eller Comoedie.
Som noget besynderligt Nyt, kan vi og berette, at
Konerne i denne Hovedstad har besluttet, gandske at ned¬
legge Brabantske Kniplinger, Entolager og Gros
Botee &c. som hidtildags har ødelagt mangen en Mand.
Dog vil nogle meene, at denne Tidende behøver Bekræf¬
telse. Derimod siges for vist, at en Kone har sprukket en
af sine Dyner op, for at faae Fier til en Muffe. NB.
Nu er Fier=Muffer meget i Brug.
Stadens Smaa=Herrer, som i Alt og Alt giør sig en
Ære af at være Qvindagtige, og som hidtil ligeledes har
baaret Brabantske Kniplinger, Antolager &c. har nu
begyndt at nedlegge samme; og derimod begyndt at binde
Skoene med Baand, ligesom deres Gudinder, for at ligne
dem fra Top til Taae. Hvem finder ey Fornøyelse i sin
Ligemand?
At her maae være stor Trang paa Penge, sees deraf,
at nogle har begyndt at giøre 10 og 15 Skillinger; men
derved bleve de dog ikke rige, saasom det blev dem for¬
budet.
En Guldmager her har omsider befundet, at der er et
stort Tab ved at ville giøre Guld, og har derfore, som
en fornuftig Mand holdt op. Men at ikke hans Digler
skal staae tomme, smelter han nu Blye, thi det kan dog
bruges til Vinduer. Deri er han dog at rose frem for
andre Guldmagere, at han forandrede sit Forsæt, førend
Forsættet forandrede ham til en Stoder.
Man kappes nu om, hvem der kan svømme best. Man
har nu og giort Prøver med Korke; men havde Vamsen
ey været tilstæde, havde Korkene druknet. Men det er jo
ingen Under; thi Vamsen er fuld af Vind.
Amager. Her skal være besluttet, ey at blande Melken
med Brak=Vand, saasom der ey er andet Vand paa Lan¬
det; men at de vil bie med denne Tilsatz, indtil de kommer
ind i Byen, hvor Vandet er bedre. Det er dog Christe¬
ligt.
Dyre=Haven. Her er Skoven bleven meget tynd paa
sine Stæder. Det kommer ventelig deraf, at det nu er i
Løvfald. Smaae=Buskene ved Fortunen staaer dog end¬
nu; Men kunde disse kuns tale!
Siælland. Her gaaer Heste=Tyveriet meget i Svang.
Vi lever altsaa ikke i Kong Frodes Tid, da Folk kunde
legge Guld paa alfare Veye, uden at det blev taget. En¬
ten maae der ikke have været Tyve den Gang, eller og Folk
paa de Tider vare ey saa vel oplyste, som nu.


Fyen. Af Aviserne seer man at her skal være en Mage¬
løs Commissionair. Hvad man seer paa Prænt, maae
man troe, og i sær en Aviis. Vores Fætter har Lyst
at være Proprietair. Han seer altsaa ikke, at han kan
adressere sig til nogen bedre, og haaber, han efter Aviser¬
nes Ord skal vorde fornøyet. Sandt nok, at vores Fæt¬
ter har ey saa meget, som han kunde reyse for til sin Her¬
regaard; men derfor haaber han nok ved saadan en ufor¬
lignelig Commissionairs Hielp, at kunde blive Herre-
mand.
Sproe. Ved sidste Jldebrand paa denne Øe, som lig¬
ger midt i det store Belt imellem Corsøer og Nyborg,
bleve alle Nisserne indebrændte, som have opholdt sig der
fra de ældgamle Tider af, og som saa mangen Gang var
i Slagsmaal med Matroserne.
Jylland. Her binder nogle og Skoene med Baand.
Men Efterretningen melder ikke om det er de Store eller
de Smaae, som har denne Mode. Ventelig bliver det
nok de Smaae. Herfra er ellers i dette Aar kommet 2de
Skuder fulde af Jydske Piger hertil Staden. De agter
nu at giøre deres Lykke her i Byen.
Bergen. Hertil er nu ankommen Madame Schagliag,
som er utrættelig i at bære tunge Byrder. Hun lader sig
nu og her probere i at bære, ja, hun giver og fyr, ime¬
dens hun ligger under Byrden, alt for at vise sin Styrke.
Hun har og Hesten med, som kan giøre Kunster, saa at
det lader som, disse to har slaget sig i Compagnie sammen
Men kunde det ikke lade naturligere, om Hesten viste sin
Styrke og Madamen giorde Kunster. Man veed dog, at
Qvinde=List er uden Ende.  Derforuden er og her
til ankommen nogle Linie=Dandsere og Abe=Katte. Man
siger at disse vil trække en Linie fra Dovre= til Lange=Field
men hvem af Abekattene der skal dandse derpaa, er endnu
ubevidst.
Altona. Her er opstaaet en Skoelemester, som nok er
den største i sit Slags i heele Verden. Han lader det ikke
blive ved nogle Tal og Udreigninger i Algebra, som andre
Skolemestere undertiden ere færdige at udbyde hinanden for
Ney, denne gaaer noget videre. Han vil have Skolevæ¬
senets og Studeringers heele Forfatning, med samt sin he¬
le vidtløftige Sammenhæng med Kirken og Staten, om¬
støbt i en anden Form. En af vore Lærde siger ret artig
om samme Reformator; Han kommer os for som En,
der, i det han beseer Huuse og Bygninger i en Stad, og
finder hist og her nogle brøstfældige Stæder, som behøvede
Reparation, løber saa strax om i alle Gader, og giør Anskrig,
at heele Staden staar paa Fald, og at man strax skal ned¬
rive den heele Bye, for at bygge den heel op igien."
Er det ikke betydeligt Nyt. Ja, ja! naar ikkun Skole¬
mesterne begynder, saa kan vi snart regne os til det visse
Facit. - O! gid han kunde lære endeel af vore Jom¬
fruer at læse en Meening tilbørlig. Nogle læ er det alt ud


i en Remse, og andre holder op paa urette Steder, hvor¬
ved Meeningen bliver gandske uforstaaelig. Som for Ex
empel. Jomfrue Sophia fik forleden et Brev fra en Ven¬
inde paa Landet. Hun læste saaledes: Allerkiereste Sø¬
ster Jeg kommer, snart til Kiøbenhavn
for at see - -- Opera her - -- er saa
skident  paa Landet min Tante - -
beder at hilse - - Deres Jomfrue Søster hun
takker   for Sættet paa Mandag venter
Mp vi os ind. &c. Da hun burde have læst saa¬
leedes: Allerkiereste Søster! Jeg kommer snart til
Kiøbenhavn for at see Opera. - Her er nu saa
skident paa Landet. - Min Tante beder at hilse
Deres Jomfrue Søster. - Hun takker for Sæt¬
tet.  Paa Mandag venter vi os ind.
Hveen, den lille Øe imellem Siælland og Skaane.
Herfra har en stor Landmand bekiendtgjort, at han pløyer
og saaer uden Hexerie, samt er alle og enhver tienstlig om¬
bedende, at de ikke vil tage det fortrydelig op, at han sy¬
nes best om sit eget. Vi ville dog ikke troe, at Manden
vil have det saaledes forstaaet, at alle de som ikke pløyer
og faaer, som han, ere Hexemestere. Man veed, at Ty¬
cho Brahe, som de eenfoldige troede at være en Hexeme¬
ster, boede paa denne Øe. Og derfor vil nok denne Mand
retfærdiggiøre sin Sag, at man ikke og skal tænke det sam¬
me om ham, som om Tycho Brahe, der var en klog Mand
paa Himmelens Lob, men paa Jorden en stor - - -
Chymist.
Engelland. Opera=Sangeren Guarducci fra Jtalien
har her i Engelland givet Sang for 4700 Pf. Sterling,
det er i Danske Penge 23,500 Rdlr. Neppe tiente en
Chor=Degn saa meget med sin Sang, om han end blev saa
gammel som Methusalem. Ja, men der er og stor For¬
skiel paa at synge paa et Theater og i en Kirke. Han
var og saa fornuftig at reyse til Jtalien med Fortienesten.
Men hvem giør ikke det, naar de har tient noget i frem¬
mede Lande?
To Vævere i London ere gifte med to Søstre, den ene
har 20 og den anden 25 Børn. Disse kan sagte faae spo¬
let, og det, som rimer sig dermed. Her har og et
ungt Menneske 19 Aar gammel allerede havt tree Koner,
og efter hver arvet noget anseeligt. Denne kan med rette
sige, at alle gode Ting ere tree.- En Kone til Nutton
har faaet 5 Børn. Avisen fortæller, at hendes Mand er
Arbeydsmand.
Her til Lands er lykkelig og vel ankommen 4 Skibe det
ene baglastet med Franske Kokke, det andet med en Lad¬
ning Galanterie=Handlere, og de to øvrige hver med en
Ladning Friseurs, alle fra Frankerige. Hvilken Overflø¬
dighed i et Land! Det Land, som kan debitere saadanne
Vahre, maae have god Forraad af det Slags. Men En¬
gelland derimod har Aarsag til at tage Jndførselen som
overgaaer Udførselen, til nærmere Eftertanke. - De


Engelske Hattemagere ere derimod ikke saa lykkelige i Por¬
tugal; thi der gaaer man endnu med store Hatte; hvor¬
ved de ikke finder deres Regning.
Her er man ellers meget lykkelig i at hoppe paa et Been¬
Dog er her to Slags Hoppen. Den ene skeer om Dagen,
fordi alle skal see Færdigheden, og den anden skeer om Nat¬
ten, fordi ingen skal see saadan Fuldkommenhed. Den
første skeer af Glæde, og den anden af Frygt. Den, som
hopvede fra Hyde=Park igiennem adskillige Gader hoppe¬
de for Lyst. Men Misdæderen, som Arrest=Forvareren
havde entlediget fra sit Træ=Been, hoppede af Frygt om
Natten. Stakkels Arrest=Forvarer saae altsaa for sildig,
at et Menneske kunde gaae paa Eet Been. En Lykke for
den som hoppede for Lyst, at denne Arrest=Forvarer ey
saae ham hoppe, han havde ellers nok anholdt ham i Tan¬
ke, at det havde været hans borthoppede Arrestant. Man
seer altsaa, at man lige saa vel kan hoppe af Frygt som af
Glæde.
En adelig Dame paa Landet i Engelland havde engang
et stort Sælskab af andre Land=Adelsmænd, samt endeel
Hof=Folk paa hendes Land=Gods til Giest. Omendskiønt
hun nu elskede Pragt og gode Sælskaber, saa var hun
dog derhos en god Huusholderske og var hver Morgen tilig
oppe. En Lord havde faaet sit Værelse næst hendes So¬
ve=Kammer, og hørte at hun en Morgen spurgte Pigen;
om Sviinene havde faaet deres Foer og Forpfleigning. Da
man nu kom til Taffels og Damen lod sig see i sin fulde
Puds, vilde Lorden skiemte og spurgte: Om Sviinene
vare foerede? Mylord! svarede hun: De maae selv
best vide, om De har faaet Froekost.
Dublin. Her blev en Misdæder udbragt til Galgen.
Hans Moder kom ham uformodentlig i Møde paa et Hiør¬
ne. Ak! min Søn! sagde hun: Jeg vil haabe, at dette
vil tiene dig til Advarsel. En ret moderlig Formaning!
Ja, bør Forældre ikke formane deres Børn? Denne hav¬
de et ret moderligt Hierte; thi saadanne sees som oftest i
utide.
Hamborg. Herfra berettes, at Voltaire skal nu tiene
til Søes. Han har giort stor Opsigt paa Landet, og,
hvorfore skulde han ikke og giøre det samme paa Vandet?
En Kiøbmand her i Hamborg har opnævnt sit Skib efter
Voltaire. Ak! skulde han kun nu ikke kuldseile! paa Land¬
Jorden har han gaaet for fuld Vind.
En her har bemøyet sig med at sige os, hvorfra Qvæg¬
Sygen er kommen ind, nemlig med Polske Stude. Ak!
kunde han nu sige os, hvorledes vi skulde faae den ud igien.
Sandelig! da var hans Udgang lykkeligere end hans Jnd¬
gang.
Frankerige. Herfra meldes om en mærkelig og vist nok
mageløs Fyrbøder. Een her har foregivet at han ikke al¬
lene kan giemme Solens Varme fra Sommeren til Vinte¬
teren i smaae Cabinetter, men endog i Frie Luft, for at


faae Træer til at bære Sommer= og velsmagende=Frugter.
Denne, NB. om det er sandt, behøvede ey at kiøbe Bræn¬
de i Nye=Havn.
Porto=Mahon. En Præst her er nu kommet saavidt i
Natur Videnskaben, at han kan sætte Hoveder til Græs¬
hopper. Det er vel at denne Mand har ikke saadan en
Bibel, som Konen i London efterlod sin Søn, med
tvende Vexel=Breve udi, hver paa 3000 Rdlr. thi saa
maaskee han læste kun i den, og saa fik vi ey saadanne
Hemmeligheder i Naturen at vide.
Constantinopel. Her giør man meget af Hove¬
der; man sætter dem endog til Stads over Porten til Se¬
raillet.- 3 store Contoirer har og her giort Banguerot
og man taler meget om, at deres Hoveder skal og settes
til Stads NB. om Banguerotterne ikke ere fornuftige og
vel overlagde.
Nye Grleans. Herfra berettes en Nyehed, som over¬
gaaer alle Nyeheder: En Hav Jomfrue skal her paa Ky¬
sterne have lidt en ubodelig Skade. Men hendes Hav¬
Forældre, som, det forstaaer sig selv, kunde svømme, har
ladet Deres kiere Datter forsikkre paa 3 Stæder, nemlig:
til Mexico, Constantinopel, og til Canton i China.
O! kunde Forældrene paa Landet, ligeledes faae deres
Døttre forsikkrede, om de skulde komme til nogen Skade,
som let kan treffe ind.
Boston. Her er Huusleyen faldet 15 pro Cento, i hen¬
seende til Handelens Aftagelse og den her værende Mangel
paa Penge. Da Trojaneren i Comedien Ulysses von
Jthaca, sagde Chilian, hvorledes Tilstanden var, svare¬
rede Chilian: Accurat, ligesaa hos os.
Holland. En Kiøbmand her skulde for nogen Tid siden
skrive en Døbe=Sæddel for sit Barn, som skulde i Kirken,
og da samme Kiøbmand havde en Compagnon med sig i
Handelen, fulgte han sin sædvanlige Maade i at under¬
skrive Vexler og andet, og skrev saaledes under Døbe=Sæ¬
delen: Robert & Compagnie.
Man klager i Almindelighed over, at Piger giør stor
Allarm i et Huus, naar de har for meget at forrette, men
her har man et Exempel paa en meget stille og taus Pige:
En Frue mærkede paa sin Pige, at hun var frugtsomme¬
lig, og spurgte, hvem hendes Barne=Fader var? Pigen
svarede: Herren. Hvor, spurgte Fruen, er det skeet?
I Deres Sove=Kammer, efter at Fruen var gaaet til
Sengs og sov, sagde Pigen. Ey! du Bestia! raabte
Fruen: Kunde du da ikke have gjort Anskrig? Ak, min
naadige Frue, svarede Pigen, jeg vilde ey giøre Allarm,
for ey at vaagne Fruen.
Her blev en Bonde=Pige besvangret af en Fransk
Soldat. Ak! sagde Pigen til hendes Moder, imod Svan¬


gerskabets Ende: Det, som jeg nu meest sørger over,
er, at mit Barn ikke vil kunde forstaae et eneste
Hollandsk Ord.
Berlin. En nydelig lille fød Herre vilde engang føre
nogle Damer op paa Observervations=Taarnet her, for at
see en Formørtelse i Solen, under Anviisning af den be¬
rømte Hr. Euler. Men Nat=Bordet og den lille Herres
Hvis Hvas forsinkede Fruentimmerne. Da de kom til
Observatorium, var Døren lukt, og man sagde dem, at
Formørkelsen var allerede forbi. De kom altsaa for sil¬
dig. O! stiger kun op, mine smukke Damer! raab¬
te den lille Herre: Hr. Euler er min meget gode Ven,
og han tiener mig nok i at lade Formørkelsen begyn¬
de nok engang. De gik op; men saae ingen anden For¬
mørkelse, end den der var i den lille søde Herres Forstand.
Spanien. Da Kongen engang skiænkede den berømte
Jtalienske Sanger og Castrat, Farinelli en Ridder=Or¬
den, og iblant andre Ceremonier ogsaa satte ham Sporene
paa Støvlene, sagde den Engelske Gesandt: Et hvert
Land har dog sin Skik; i Engelland setter man Spo¬
rer paa Hanerne, og i Spanien paa Capunerne.
Jtalien. En rig Mand her havde havt en Maitresse,
som han gierne vilde have en Mand paasmurt. Han fore¬
slog dette Giftermaal for et ungt Menneske, og sagde tillige;
Hun har vel tilforn levet noget uordentlig, men jeg troer
dog, at en god Mand kan vende hende om. Got nok,
Min Herre, svarede den unge: Jeg frygter kun for, at
hun allerede er brugt saa meget, at hun ey er værd
at vende.
En eenfoldig Bonde=Kone beklagede sig for hendes Na¬
boe, at hun havde en Høne, som altid løb af Eggene og
ikke vilde udrue dem. Denne, som var en Skalk, raade¬
de hende, at hun skulde see, at faae en Hanreder=Hue fra
en Hanreder, og i samme legge Eggene, da hendes Høne
gandske vist skulde nok blive liggende paa Eggene. Konen
gik altsaa til en af hendes Bekiendtere, bad om hans Hue,
og fortalte ham Aarsagen, og hvortil hun vilde bruge den.
Han blev vreed, og pryglede hende bort. Hun gik der¬
paa til en anden, og det bekom hende lige saa slet. Her¬
over blev den arme Kone saa forbittret, at hun i fuld For¬
bittrelse løb hiem og svoer paa, at hun endnu inden Af¬
tenen selv vilde være Eyere af en Hanreder=Hue,
paa det hun ey skulde i dette Tilfælde trænge til
fremmede Folk.
En Munk, som engang skulde prædike, havde i For¬
veyen hos Cantoren eller Degnen indtaget en saa god Froe¬
kost, at han faldt i Søvn i Kirken. Dette mærkede Deg¬
nen, og sang Psalmen 2 Gange; men da han ey endnu
vognede, gik han til Munken, og skreeg ham i Øret;
Det er ude. Munken raabte i Søvne: Saa skiænk i
nok engang.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 45


Florio, en Moralsk Fortælling.
D¬
lorio har megen sund Forstand; dog endnu mere af
et got Hierte, og er ey saa meget stolt, som han
dømmer meget meere med alt for stor Beskedenhed
om sig selv. En ædel Charakter! Unægtelig ikkun Skade,
at hans gode Hierte, og hans beskedne Føyelighed yttrer
sig ofte paa den sunde Forstands Belystning.
Dette gode Hierte og denne beskedene Føyelighed hav¬
de giort det til en Hoved=Regel for ham, i henseende til
hans Forhold i Verden: at man maatte stemme sig
til sit Sælskabs Tone. J lystigt Selskab, sagde han
vil jeg være lystig, og hos alvorlige Folk vil jeg være al¬
vorlig. Naar det gaaer maadelig til i Sælskabet er det
saa meget desto bedre; thi jeg gider ikke gierne drikke me¬
get. Naar Sælskabet er oprømt, muntert, og høytalen¬
de og leende, vel da, hvi skal jeg med en Sæde=Domme¬
res viise Mine tie stille iblant dem, og vil jage Glæden
bort fra de glade Hierter? Jeg har til Lykke en bestandig
Sundhed, og kan fordrage ligesaa meget som enhver anden,
hvorfor skulde jeg da være den første, som fordervede et got
Selskab? og om man vil spille, men fattes tredie eller fier¬
de Mand, nu vel, hvi skulde jeg sette mig derimod, om¬
endskiønt jeg ikke just gider vinde Penge fra mine Venner.
Og hvad Fruentimmer angaaer, hvo vilde da være uemp¬
findtlig imod dette elskværdigste Kiøn? Saaledes dømte
Florio, og man maae lade ham vederfares den Ret, at
han levede ligesaaledes.
For nogle Aar siden besøgte Philint ham, og læste,
ikke uden Forundring, en vis Misfornøyelse i hans Ansigt,
som syntes at forraade et besynderligt Forfald. Han be¬
drog sig heller ikke. Florio havde Aftenen forhen været
i Sælskab, hvor han først af blot Føyelighed havde sat sig
med ved Spillebordet, førend han h-vde faaet Tid til at
overveye hvad han giorde. Hvormegen Uleilighed kostede
ham denne ubetænksomme Føyelighed. Hvor megen For¬
nøyelse maatte han nægte sig selv, førend han fik sparet saa
meget, at han kunde gotgiøre en Feyl igien, hvortil hans
gode Hierte havde forledet ham.
Florio, som havde vidst at bringe sine Sager i Or¬
den igien, lod sig efter et halvt Aars Forløb atter see
Verden, og det med den Beslutning, at være forsigtig.
Men hans fortroelige Ven Erast, som var en Mand,
der havde det beste Hierte i Verden, kom efter nogle Aars
Fraværelse til Staden, og Florio maatte deele alle For¬
lystelser med ham. Hvo havde ikke ogsaa gierne vildet glæ¬
de sig med en saa ærlig Ven? Enhver Aften var en Glæ¬


des Aften og blev immer opofret Forlystelsen, indtil endelig
Florio af blot Føyelighed, og for ikke i Utide at spille det
sædelige unge Menneske, lod sig overtale til at tilbringe en
Nat et Steds, som han i alle Henseender betalte for dyrt,
med Forliis af to vigtige Ansigts Træk. Jmidlertid kan
man dog immer have et got Hierte, og handle som en ær¬
lig Mand, omendskiønt man har mistet Halvparten af Næ¬
sen; og see ligesaa meget med et friskt Øye, som man for¬
hen har seet med begge.
Det havde virkelig været en Lykke for den stakkels Florio,
om denne Forliis havde lært ham den Kunst at leve klogt.
Men de Ubesindigheders Maade, som hans Føyelighed
skulde lade ham begaae, var endnu ikke fuldkommen. For
nogen Tiid siden havde han, blot for at føye sin Vens Be¬
giering, drevet Aftenen og en Deel af Natten bort ved ful¬
de Glasse. Endelig blev det Tiid at brække op. Erast
tumler hiem med sin Hiertens Ven. En fortryllende Mu¬
sik, som lader sig høre langt borke, giør, at Florio ophol
der sig underveys, og bliver ikke vaer, at Erast er gaaet
forud, førend han erindres derom ved nogle Kaarders Klin¬
ken og et Fruentimmers Skraal. Han gaaer hen efter Ly¬
den, seer, at hans Ven slaaes med en anden velklædt Mand,
og kommer just til Stædet, da Erast falder om med et
Stik i Brystet. Florio, ophidset saavel af Viinens Dun¬
ster, som af et saa empfindtligt Syn, angriber hans Vens
Morder med saadan Bitterhed, at han inden faae Minu¬
ter igiennemborer ham. Fruentimmeret, som heele Tiden
igiennem har forgieves skregen om Hielp, synker fuld af
Fortvivlelse ned paa den Døende, og besværer ham at leve
for hende og hendes Børn. Den Døende har neppe saa
mange Kræfter, at han kan sige til Florio: Jeg tilgiver
eder min Død. Himmelen tilgive Eder, at J har trakt
eders Kaarde for det skiendigste Skarn. Denne Dame jer
min Hustrue. Eders Ven, som J kalder ham, tvang mig
til, med Kaarden i Haanden at forsvare hende imod hans
fæiske Voldsomhed. Lev vel min Kone, min beste Kone!
Sørg for vore stakkels Børn! Hvor tidlig maae de blive
Faderløse, Hvor meget taber de i mig! Vær deres Moder,
saa meget du kan! Her forgik Maalet ham. Han døde i
hans ømme Kones Arme, og - men hvem er uempfindt¬
lig nok til at male denne forskrækkelige Seene?
Hvor mange Ulykkelige har Florio gjort ved denne
sidste Ubesindighed, hvortil hans gode føyelige Hierte gav
den første Anledning. Skulde han vel have troet, at han
med sit føyelige Hierte skulde have gaaet ud af Verden med
et skammeligt lemlæstet Legeme og besmittet med en rede¬
lig Mands uskyldige Blod.


Nyt og Gammelt.
Kiøbenhavn. Pigerne ere nu omstunder ikke som i gam¬
le Dage. Da brugte de intet andet end en Mand, naar
de vilde giftes; men nu omstunder forlanger de saa mange
andre kostbare Smaae=Ting. Pragt og Stads er nu de¬
res Hoved Pasion, og Manden gemeenlig kuns et Ungefæhr.
Da en Kone nu omstunder er saadant et Kostbart Meubel
i et Huus, hvem kan da fortænke en Fattig Karl, om han
spørger: Hvad vil de give til Medgift? - Dog er det
baade Gammelt og Nyt, at Himmelen faaer Skyld for
alle de Ægteskaber der stiftes paa Jorden. - Jeronimus
en Enkemand paa hen ved 70 Aar havde sit Kirke=Stade,
ey langt fra den Smukke men Fattige Jomfrue Lischen.
Jeronimus da han engang havde faaet Øye paa denne
lille kiønne Pige i Kirken, forsømte aldrig nogen Prædi¬
ken, og hver Gang fandt han Lischen i Kirken. Han tog
aldrig sine Briller af saalænge denne lille Pige sad for ham
og han blev tilsidst saa forliebt, at han uden Søvn kunde
holde en heel Prædiken ud. Saasom hans Kiærligheds=Lue
var optændte i Kirken, saa troede han, at det maatte
være besluttet i Himmelen, at han skulde have Lischen.
Jeronimus friede altsaa med sine gamle grønne Specier
og Kroner, disse stak lettelig den fattige Piges Øyne ud.
Lischen blev altsaa Jeronimi Brud. Men hvad har ikke
Fanden at bestille? Neppe havde den Unge Kone levet vel
med sin gamle Mand i 4 Uger, førend hun glemte sin for¬
rige fattige Tilstand, da det randt hende i Sinde, at der
hører mere til Ægteskab end Spiise og Drikke og en 70
Aars gammel Mand. Jeronimus døde kort derefter af
Gremmelse. Men førend han døde bad han os at bekiendt¬
giøre hans begangne Daarlighed i Kirken, til advarsel for
vore unge Smaae=Herrer, der ey skammer sig ved at til¬
staae, at de gaae allene i Kirkerne for at see Skiønheder,
og udsøge sig en Kone. Thi J ronimus bekiendte paa
sit yderste, at dette hans sidste Ægteskab var ikke besluttet
i Himmelen, uagtet hans Kierlighed først var begyndt i en
Kirke.
En fattig Karl som vidste, at en Kone er en kostbar
Ting at holde, tilbød sig at elske oprigtig for 20000 Rigs¬
daler. Men indsaae de billige og favorable Tilbud. Men
Ak! hvem skulde have tænkt det? Kort derefter kom Bey¬
lere til Pengene men ey til Bruden. - Denne sidste Kiær¬
lighed var ligesaa lidet, som den første besluttet i Himme¬
Vores nye gifte Kone har faaet Skrivelse fra en
Madame paa Landet, med Begiering, at hun vilde lade
hende vide hvordan Fornemme Koner her i Staden lever,
paa det hun kunde give sig en ret fornem Air. Vi seer
ikke, at vi bedre kan fyldestgiøre denne Begiering, end raade
hende, at hun skal tlæde sig efter allernyeste Mode; legge
sig efter Presence dEsprit; mage det saa, at Tungen al¬
drig hviler i hendes deylige Mund, saa længe hun er paa¬
gen; sove til Klokken 8. for at viise sin Grandesse; gispe


halv vaagen, og rekke sig til Klokken 9. for at vise sin Tan¬
dresse; staae op og varme sig med nogle Kopper Froekost
til Klokken 10 for at vise sin Mollesse; Raisonere med sit
Speil, og knurre paa sine Piger til Klokken 12, for at
vise sin Accuratesse, pynte sig, og sette sit Ansigt og Krop
i en vis Positur til Klokken 1. for at vise sin Noblesse;
spiise, drikke og snakke i fuld Laug til Klokken 3. for at vise
sin Delicatesse, drikke Caffe til Klokken 4. for at vise sin
Allegresse. (NB. Dersom hun ikke reyser i Visiter,
hvortil, desværre! ey er saa god Leylighed paa Landet,
som i Kiøbstæderne.) Dreye sine hvide Hænder paa et Spil¬
le Bord til Klokken 9. for at vise sin Adresse og Sagesse.
Saa spiise igien, sove igien, drømme igien &c. men dog
udi alt dette ey forglemme at lade høre, at hun er bekym¬
ret for sine Huusholdnings=Sager.
Her har en Kiøbmand lidt en betydelig Skade og Tab.
Han forbød sin Søn, ey at tale et eneste Ord derom til
nogen. Sønnen lovede Faderen saadan Taugshed, men
spurgte tillige, hvorfore han vilde have saadant et Tab for¬
tiet? O! svarede Faderen: at vi ey, i Steden for een
Ulykke, skal paadrage os tvende; Den eene, at vi har
lidt dette Tab, og den anden, at vi skulde see vore
Naboer, at glæde sig derover.
Hvilke Forandringer er dog ikke et Menneske underkastet?
Vores Fætter fortæller os, at i den Gade, hvor han boer,
boede ligeledes et Fruentimmer, som sidst afvigte Sommer
kiørte en Phaeton og Parasoll over sig, samt to Cavail¬
lerer i Vognen. Forgangen Dag kiørte hun; men ey
saa aabenlyest: Hun blev smukt afhentet en Caross,
havde og to i følge med sig. Hun skal ventelig nu
giøre Regnskab for sin Huusholdning. Ved hendes stille
henfart vare dog ligesaa mange Tilskuere, som ved hendes
Brillante udfart til Dyrehaven.
Forleden gik et par Persøner paa Volden. De kom
til en Møller, som de havde lidet Kiendskab med. De gav
sig i Snak med ham, og i det de gik, stræbte de, at faae
ham midt imellem sig. En af dem, som var en lystig
Person, spurgte Mølleren; enten han var en Dosmer eller
en Skielm. Mølleren svarede: Jeg er imellem begge.
Dem til Tieneste som haver kun faae Penge, og dog
skal have Lækker=Bidskener, vilde vi bekiendtg øre en Slags
Priis=Courant, at de ey med deres Tieneste Bud skal sen¬
de fleere Penge, end høylig behøves. Jngen kan med
billighed sige, at Priserne ere for høye paa saadanne Vahre
som en Lærker=Tand endelig skal have: En feed Dyre¬
Køllert 7, 8 a 9 Mk. En Hare 6 a 7 Mk. Et Par
Ager=Høns 7 a 8 Mk. Et par Krams=Fugle 24 a 32s.
Et Pund Karper 24 s. Classen Spanske og Franske Viin¬
druer 8 a 10 a 16 s. Franske Æbler a 3s. Stk. og
Østers 100 per 1 Rdlr. de ere dog best Kiøb, af dem faaer
man dog meest for Pengene, naar man regner Skallene
med.
Nyt fra Landet. Da en Præst i et vis Sogn holdt
sin Afskeeds=Prædiken, græd alle hans Tilhørere, undta¬
gen en eneste Bonde. En anden spurgte ham, hvorfor


han ikke græd? Jeg, svarede han, hører ikke til dette
Sogn.
To Bønder, som i lang Tid ey havde seet hinanden,
traf hinanden paa et Market. Ey! hvordan lever, du
Broder, jeg har ey seet dig siden sidste Market? Ey! saa
pel, svarede den anden; thi jeg har giftet mig siden vi taltes
ved sidst. - Nu, det er jo got? - Ey saa got, som du
tænker; thi jeg har faaed en ond Kone. - Det var
slemt. Dog ey saa slemt, som du tænker; thi jeg fil
900 Slette=Daler til Medgift. - Nu det kan dog trø¬
ste dig. - Jkke ret meget; thi jeg kiøbte Faar for alle
Pengene, og de ere døde. Det var et slemt Tilfælde!
Dog ey saa slemt; thi jeg fik ligesaa mange Penge for
Skindene, som Faarene havde kostet. Paa den Maade
er din Skade oprettet. Jkke som du tænker; thi mit Huus
hvori jeg havde alle mine Penge, afbrændte. - O! det
var en stor Ulykke. - O! Ney. Ulykken var dog
ikke saa stor; thi min Kone døde af Forskrækkelse,
og jeg er ved mit Tiggerie bleven dobbelt saa riig,
som jeg var forhen.
En Bbndemand laae paa sit yderste, og da han mær¬
kede den visse Død, vilde han trøste sin bedrøvede Kone,
som græd bitterlig. Hør, min kiere Kone! sagde han: Naa
jeg er død, saa giør du best, at du ægter vor Karl Jacob,
thi han er en god Landmand, og et troe Slid. Ak! min
kiere Mand, svarede Konen med Taarerne i Øynene:
Det har jeg og allerede betænkt.
En Farver skulde i et vist Ting=Huus sværge med op¬
rakte Fingre. Men da Dommeren saae den sorte=blage
Haand, tænkte han, at han havde af disse nyemodens blaa
Handsker paa, og raabte: Min Ven! tag Eders Hand¬
ske af. Hr. Dommer, svarede Farveren; Set Deres
Briller paa.
Vi talte før om Kiøbstæd=Partier, der ofte skeer for
Penge. Paa Landet gaaer de ligeledes tilværks, skiønt
meere aabenhiertet. Her er et Exempel paa saadant et
Bonde=Frierie:
Peer Hansen friede til Rasmus Nielsens Datter,
Mette, saaledes:
Peer Haan. God Dan Rasmus Kiel! Har du
Mette heme?
Rasmus Niel. Tak, Peer Haan. Du er svar
pyntelig. Ho vil du Mette?
Peer Haan. Jeg vil frie til Mette. Det kommer
nu an paa, hvad du vil give i Medgivt.
Rasmus. Du ska ha Tak, for Æres=Beviisningen.
Vi kommer val til reite om Leikøvet. Ho forlanger du,
Peer Haan!
Peer Haan. Med eet Ord: Du ska gi mæj Fiire
Sneese Daler, en beslagen Vogn, en Seng, den skimlet
Mær, en nybær Koe, og denne Kiste, og den graae Soe.
Rasmus. Ney, du er alt for stræng. Faaer jeg
ey bedre Kiøb, blir Mette aldrig gift. Ney, Peer Haan.


du maa slaae noget an, og jeg legge nouet til, saa kommer
vi val til reite. To Sneese Daler, en Seng, den Kiste.
Ho tykkes dæj derom?
Peer Haan. Ney, Rasmus Niel, det er marre
mænd for lidt. 3 Sneese Daler, en Vogn, den skimlet
Mær og den graa Soe.
Rasmus. Ney du er mæj alt for nær. Top! jeg
legger en Snees Daler til. Ho tykkes da i derom?
Peer Haan (kløer sig i Hovedet) Vogn, Mær og
Soe maae jeg have med, om der skal blive nouet an Køvet.
Rasmus Niel. Nu! du er en grumme Mand. Jeg
gier dæj da Vognen med. Meer kan jæg min Salletrune
ikke gie.
Peer Haan. Ja, ja, Rasmus Niel! vi er jo lie
go Venner. Jæg maa da see mæy om paa andre Stæ¬
der. Far val!
Rasmus Niel. Hum, Hum! (han vrier paa Ar¬
men og kløer i Hovedet) Hør, Peer Haan! med eet Ord:
Jeg gier dæy Mæren med.
Peer Haan (var nu kommet ud i Gaarden) Mey,
vi du gie den graa Soe med, saa drikker vi Leikøv.
Rasmus Niel. Ney, som jeg har sagt: saa slaaer
vi til.
Peer Haan. Far val! jæg mærker nok, at det ey
er Himmelens Villie at jeg ska ha Mette. Far val! (han
gik. Faren vilde ev legge den graa Soe til, endskiønt
Mette hviskede ham i Øret: O! Faer! gie ham Soen
med.)
Hamborg. Her har en Mechaniens opfundet en me¬
chanisk Hest, som trækker en Phaeton, hvori der sidder et
smukt Fruentimmer, for hvilket staaer et Bord, og paa
det et Claveer med Klokke=Spil, hvorpaa hun spiller adskil¬
lige Stykker, saavel simpel som Piano og Ducement, med
hvilken Finger man forlanger. Hesten flytter Fødderne
ordentlig. Den æder og drikker, og "Dette
Kunst=Stykke drives hverken ved Uhrværk eller menneskelig
Hielp, og gaaer dog uophørlig fort. Opfinderen overla¬
der til den lærde Verden at give denne Machine Navn. -
Nævner Barnet! – Vare vi Lemmer af den lærde
Verden, vilde vi kalde den et Perpetuum Mobile. Der
sidder jo et Fruentimmer i Machinen?
London. Skiæbnen faaer Skyld for alting. J
Aaret 1740, begyndte en Kiøbmand at drive Handel med
5000 Pd. Sterl. og 5 Aar derefter giorde han Bangue¬
rout. Det var kun 5000 Rdlr. for hvert Aar. Strax
derpaa vandt han 5000 Pd. Sterl. i Lotteriet, og 5 Aar
derefter giorde han atter Banqverout. Strax derpaa aab¬
nede sig et nyt Skat=Kammer for ham, og han arvede 13000
Po. Sterl. nu skulde man tænke, at han vidste, hvortil
Penge duede, ja, det vidste han og: Avisen fortæller, at
han 1763 døde i et Vertzhuus. Han havde altsaa i en
Tid af 23 Aar tilsadt 23000 Pd. det er i Danske Penge


115000 Rdlr. Og endda faaer den arme Skiebne Skyl¬
den. Sandt nok, han baade vandt i Lotteriet og arvede;
og saadanne Penge kaldes gemeenlig den blinde Lykkes Ga¬
ver. Men han kunde jo dog see at finde Vey til Verts¬
huuset, hvor han betalte sin sidste Skyld.
Contrabande Vahre gaaer i Svang her, ligesom an¬
dre Steder, og det skaffer Visiteurerne nok at bestille. En
Kiøbmand fik Hiemsøgelse af saadan en Visiteur. Efterat
han havde aabned alle Kiøbmandens forborgene og under¬
jordiske Kieldere og Gevølbter, kom han til en hemmelig
Dør, den Kiøbmanden ey vilde lukke op, foregivende, at
den, som havde leyet denne Kielder, var reyst bort. Vi¬
siteuren gik derpaa vreed bort, og hentede en af Rettens
Betientere, for med Gevalt at brække Døren op. Jmid¬
lertid gik en Skorsteensfeyer=Dreng forbi, den Kiøbman¬
den indkaldte og lukte ind i samme Kielder, og slog Døren
i Laas. Derpaa kom Visiteuren med Rettens Betient,
brækkede Døren op - Bau, der saae de den sorte Dreng,
meenende det var Dievelen, og fulde af Forskrekkelse slog
Døren i Laas. O! raabte Rettens Betient; Saadan¬
ne Vahre ere ikke contrabande, dem handler man
med overalt.
Frankerig. Et Fruentimmer her, som besad meere
Munterhed end Klogskab, var i Sælskab med en meget
liden Mandsperson. Hun fandt ingen Leylighed til at kun¬
de drive Skiemt med denne lille Person, som hun dog gierne
ønskede, efterdi det var hendes Lyst at raillere. Hun fandt
derfore paa at raillere med en af hendes Veninder, som
havde faaet en meget lille Mand, og sagde: Jeg veed ikke,
hvor den Jomfrue, som dog altid har passeret for en for¬
nuftig Pige, har kundet tage saadant et lille Dyr til Mand:
Jeg kunde giemme 50 saadanne under min Kiartel. Det
troer jeg gandske vist min Smukke, svarede den lille
Mandsperson, De har vel havt 100 derunder.
En Mand her blev meget fortørnet paa sin Naboe,
og raabte i fuld Vrede og Forbittrelse: Gid Pokker tage
alle Hanreder og kaste dem her ud i Vandet. Ak! min
hierte Mand, sagde hans Kone: hvilket forvoven Øn¬
ske, da du veed, at du ey kan svømme.
Man klager i Almindelighed over usund Luft i Kir¬
ker, Klostere og Hospitaler. Men her er et Nonne=Klo¬
ster, hvor Luften er saa sund, at der er endnu aldrig død
en Jomfrue.
Et lærdt og meget galant Fruentimmer her, vilde
udgive sin Levnets-Beskrivelse, og aabenbarede dette sit Fo¬
rehavende for een af sine Veninder; denne spurgte, hvor¬
ledes hun da vil bære sig ad, naar hun kommer til hendes
Kierligheds Handeler, O! svarede hun: Jeg viiser mig
ikkun for Læserne i Brystbilledet.
Her havde nogle Comoediantere lovet at opføre et
Stykke, hvori Dyden personlig skulle have sin Rolle. Tilsku¬
erne har aldrig været saa begierlige efter at see Dyden, som
denne Gang, men det varede temmelig længe inden dette


Stykke blev opført. Hvorfore en fornem Dame spurgte
en af Comedianterne, hvorfor det belovede Stykke ikke blev
opført? Endnu i 14 Dage, svarede han; kan vi ikke
opføre det; thi den Pige, som skal forestille Dyden,
er just faldet i Barsel=Seng.
Den Tyrkiske Gesandt ved det Franske Hof ansaae
Turneer=Kampen. Da en spurgte ham, hvorledes det an¬
stod ham, svarede han: For Spøg er det for meget,
og for Alvor er det for lidet.
Holland. Her sad en Mand paa sit Contoir og skrev:
hans Vexel var just protesteret. Een af hans Naboer
kom løbende ind til ham, sigende: Der er Jld i Deres
Baghuus. O! svarede han: vær saa god min Ven,
og siig det til min Kone; thi jeg befatter mig ikke
med Huus=Sager. - Mangen en Kone ønskede sig nok
saadan en Hollænder til Mand, i Steden for deres Jens
Nittergryn.
En meget god Adelsmand befandt sig i Holland uden
Penge, uden Venner og uden alt. Han gik til en Borge¬
mester i en stor Stad, for ved ham at søge en Betiening.
Hvortil er De skikket, Hvad har de lært, spurgte Bor¬
gemesteren. Jeg er, svarede han, en Adelsmand, det er
min heele Titel. Ey! Nu vel an! svarede Borgemeste¬
ren: Bærer kun deres Titul til Banken.
Her faldt en Matros ned fra Spidsen af Stor=Ma¬
sten og brækkede det ene Been. Hans Kammerader kom
tilløbende og beklagede ham. Pu! sagde han: Det Spring
kunde have kostet en Hals.
Jtalien. En Munk her skulde prædike paa St. Lucæ
Dag han traade op med en forskrækkelig stoer opmærksom
og lærd Mine. Bau! her gik han fra alle hans Concep¬
ter, og kunde ikke erindre andet at frembringe end disse
Ord: Lucas den Læge lader Eder hilse ,- het
standsede han, atter begyndte han: Lucas den Læge la¬
der Eder hilse ,-- her standsed han, og atter be¬
gyndte: Lucas den Læge lader Eder hilse ,
og atter taugde. En lystig Person, som mærkede den
arme Munk var i Knibe, sagde gandske høyt: Hr. Munch
vær saa god og hils Lucas igien. Jeg takker, svarede
Munken, det skal skee, og dermed gik han need. Jngen
kan klage over at denne Prædiken var for lang.
En Poet her overleverede en stor Fyrste et Vers, som
han havde giort til Fyrstens Berømmelse. Fyrsten gav
ham igien et Vers, som han selv havde giort. Poeten
roste det, og bød Fyrsten derfor en ringe Guldpenge, sigen¬
de: Jeg vilde gierne have givet Deres Durchlauch¬
tighed meere; men jeg formaaer det ikke. Fyrsten
forstod strax dette Vink, og giorde ham en anseelig For¬
æring. Poeter forlanger anden Belønning end Vers.
En Advocat her var lykkelig i at vinde andres Sa¬
ger, men tabte engang sin egen Sag. Man raillerede ham
herover, at han kunde vinde andres Sager; men tabte sin
egen. O! svarede han, min Sag var retfærdig.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 46


Gonzales, eller den ædelmodige Sønlige Kierlighed
J Barcellona levede en rig Kiøbmand, som heed Feral¬
do. Han var af meget ringe Herkomst, og besad
hos sin Lykke den vilde Stolthed, der gemeenlig pleyer at
følge dem, som opkommer af deres Ringhed og bliver til
noget. Da han kunde erindre sig en Tid, paa hvilken han
havde været fattig, og da man den gang havde foragtet og
og spottet ham derfor, saa vilde han nu hævne sig for beg¬
ge Deeles Skyld. Just derfor viste han et uforsonligt Had
imod alle Fattige, og han forsømte ingen Leylighed, at be¬
gegne dem med den største Haarhed. Han elskede visse
Dyder, dog saaledes, at de aldeles maatte lade Rigdom
have Fortrinnet. Han undrog sig, saavidt mueligt, fra
alle Menneskers Sælskab, og da der i hans Aasyn og Øye¬
kast intet andet viste sig, end Stolthed og Foragt, saa synes
det, at han hadede alle Mennisker. Om Ædelmodighed
havde han meget høyt Begreb; men han troede, at man
aldrig maatte udøve den, efterdi ingen, efter hans Tan¬
ker, var en ædelmodig Begegnelse værdig. Han tiltroede
Menneskene ingen virkelige Dyder. De besidder intet uden
Laster, raabte han, som skiules under Dydens Skin og
en falsk Sminke og alle deres Dyder skal intet andet være
end Midler til at bedrage os desto lettere. En Mand af
denne Caracter kunde umuelig have Venner. Han forlang¬
te heller ingen; ja han paastoed meget meere, at der ikke
fandtes en ærlig Ven i hele Verden. Alle Mennesker hader
hverandre indbyrdes, og søger at skade hinanden. Ven¬
skab er intet andet, end en Modvilliens Stilstand, som
de ved første Leylighed og under den ringeste Forevending
bryder igien. Det er bedre, at man holder dem allesam¬
men for sine Fiender, end at man giør en forvøven
Undtagelse og vil stille sig blot for deres Vægellindighed og
deres fornyede Had.
Med saadanne vidrige Begreb levede Føraldo indslnt
tet i sit Huus, ligesom en Biørn i sin Hule. Jntet syf
selsatte ham, undtagen hans Handling, ved hvilken han
iagttoge de strængeste billigheds Love. Hans forkeerte Fore
stillinger, hans grusomme Stolthed, og den Haarhed,
med hvilken hand begegnede de Kiøbmænd, som faldt i
hans Hænder, gjorde ham allene skadelig for alle andre
Mennesker.
Denne viderlige Feraldo havde en eneste Daatter,
Leonore, som var gandske langt borte fra hendes ubarm¬
hiertige Faders Feyl. Hendes Skiønhed, hendes Venlig
hed, hendes Dyder, giorde hende lige elskværdig, og hen¬
des hele Opførsel var saaledes indrettet, at hun maaskee
blev det eneste iblant alle Fruentimmer, som hendes Fader
tiltroede noget af Dyden.


Lige over for dem boede en anden Kiøbmand, Anto¬
nio, hvis Søn, Gonzales, hemmelig elskede denne Smuk¬
ke. Hans Fader var langt fra ikke saa rig som Feraldo,
og derfor kunde han heller ikke love sig nogen stor Lykke for
hans ømme Kierlighed. Feraldo forlangte meere til at
bortgifte sin Datter, end Kierlighed, Dyd og Gemytternes
Overeensstemmelse. Gonzales, havde imidlertid fundet
Leylighed, til, at aabenbare sin Kierlighed og Tilbøyelighed
for den smukke Leonore. Kierlighed giorde disse dydeful¬
de Personer snart enige, og Gonzales androg sin Hen¬
sigt for sin Fader med den største Beskedenhed.
Antonio elskede sin Søn paa det inderligste. Han
lovede ham sin Biestand, og erindrede ham ikkun at være
varsom ved hans Forehavende. Han vidste vel, hvor li¬
det Feraldo lod sig bevæge ved noget andet, end ved Rig¬
dom, og han giorde sig fra den Tid Umag, at udmerke
sig ved nogle vigtige Foretagender. Et heelt Aar igiennem
lykkedes alting for ham, som han havde foresat sig. Hans
Skibe komme hiem med rige Fordele, og Antonio, blev
iblant alle Kiøbmænd imodtagen med en besynderlig Ud
merkelse. Han indlod sig med nogle som endnu strakte de¬
nes Handel videre, og med Feraldo selv indlod han sig i et
besynderligt Foretagende. Feraldo ansaae allerede Anto¬
nio med andre Øyne. Hans Lykke og hans erholdte Rig¬
dom giorde ham værdig til hans Omgang. Antonio,
som han forhen neppe havde kiendt, var nu en klog og en
stor Mand fordie han besad mere Gods og Midler end til¬
forn. Men det var dog ikke denne Overbeviisning, som
bevægede Feraldo til Bevaagenhed imod sine Naboer. Han
vilde tage Deel i denne Mands Lykke, han vilde ved hans
Foretagender tillige berige sig, og denne Hensigt gav An¬
tonio en gandske anden Gestalt.
Gonzales havde ved disse Omstændigheder ofte Ley
lighed til at tale med Feraldo. Han saae sin elskelige
Leonore hos hendes Fader, og Feraldo var alt for snu
til, at han ikke snart skulde have merket begges Tilbøyelig¬
hed. Hensigten befaldt ham, efterdi Gonzales, efter al
Anseelse, med Tiden endnu skulde blive rigere, og fordi
han selv kunde være overbeviist derom. Han gav sin Dat¬
ter sin Mening at forstaae, som antog denne Erklæring
med en beskeden Hengivenhed og med et hemmeligt Vel¬
behag.
Hidindtil var alting gaaet Antonio efter Ønske, da
han paa eengang saae alle hans Foretagender at lide Skib¬
brud. Søe=Røverne vare de første, som giorde ham en
Stræg i hans Regning. De borttoge tre Skibe med ri¬
ge Ladninger fra ham; og paa samme Tid gik i Saragos¬
ja og Madrid to Huse til Grunde, som reve ham fort med


sig. Kort sagt, Antonius, var forloren, og magtte over¬
lade sig til sine Creditorer.
Jngen kunde beskylde ham for, at han ved Ødselhed,
havde givet Anledning til denne Fordervelse. Hans Opfør¬
sel havde altid været beskeden. Han havde aldrig fornær¬
met nogen i sine lykkelige Omstændigheder, og følgelig in¬
gen Fiender giort sig. Alle Mennisker elskede Antonio,
og lode hans Dyder vederfares sin Ret.
Denne ulykkelige Kiøbmand bevarede sin Redelighed
og sin Ære mit i sin Ulykke. Han fordrede sine Debitorer
til sig, aabnede sine Bøger for dem, og berettede dem sin
Handels heele Tilstand. Disse følte Medlidenhed med en
Mand, som de altid havde elsket. De forligte sig med ham
og lode ham beholde en anseelig Sum imellem Hænder,
som skulde give ham Leylighed til at begynde sin Handel
igien. Der faudtes endog Venner, som tilbøde ham end¬
nu flere Penge dertil, og Antonio skulde maaskee snart
have overvundet sin Ulykke igien, dersom han ikke endnu
havde maattet affinde sig med Feraldo. Det var
ikke lidet, som denne haarde Mand havde at fordre af ham.
Skylden skiulte Antonios Ulykke for ham. Han saae i
ham intet meere end en Ulykkelig, og følgelig en Skyldig,
som han maatte lade føle sin hele Strænghed. Det var
forgieves, at Antomio med al Ydmyghed forføyede sig til
ham, og viste sig saa ærbødig, som Ulykken nogensinde kan
giøre nogen. Han forestillede ham sin Ulykke paa det be¬
vægeligste. - Det Forliis, sagde han, som jeg har liidt
er ikke foraarsaget ved min Uagtsomhed eller Ødselhed. Det
er et Tilfælde, som alle menneskelige Kræfter ikke kan imod¬
staae, og som meget ofte møder Handelen. Hav Medli¬
denhed med mig, Feraldo, og opset eders Fordringer til
visse Tider, da jeg rigtig til hver Termin skal afdrage.
Jeg har endnu Venner, som griber mig under Armene,
og som ville sette mig i Stand til, at begynde min Han¬
del igien. Min heele Lykke staaer i eders Hænder, beviis,
nu, at J er ikke mindre ædelmodig, end mine andre Cre¬
ditorer. Hav Medlidenhed med mig og med min Søn,
vi har nu intet, uden eders Godhed, som kan ophielpe os
igien. Vi ville indgaae alt hvad J forlanger af os.
Men hvad kunde den venligste Forestilling vel udrette
hos en Mand, der besad saa liden Menneskelighed som
Feraldo. Han svarede ham koldsindig. Jeg vil troe,
at J ikke er Skyld i eders Fordervelse; men hvad gaaer
det mig an. J har Venner, anvender disse til eders For¬
deel, og betaler mig. Viidere veed jeg ikke at sige eder.
Antonio, kiendte vel meget got Feraldos Caracteer,
men han havde aldrig troet eller ventet, at hans Haarhed,
skulde gaaet saavidt. Det er sandt, han havde kundet be¬
talt ham med de Penge, som hans Venner havde ladet ham
bekomme. Men da han blot allene havde faaet dem, for
at gribe sin Handling an igien, saa troede han ogsaa at
være pligtig til, at han ikkun skulde anvende dem efter de¬
res Hensigt, eller give dem samme tilbage igien. Han søg¬
te altsaa nok engang at vinde hans Creditor, men forgieves.


Han maatte forlade ham trøstesløs og strax derefter blev
han sat i Fængsel efter Feraldos Forlangende.
Heele Staden forafskyede denne Opførsel; ikkun Fe¬
raldo allene var vel tilfreds med, at han havde sin Debi¬
tor i sin vagt. Han anstillede sine Klager imod ham, og
giorde alle Anstalter til at undertrykke ham gandske.
Gonzales var over sin Faders Fængsel geraaden i
den yderste Bestyrtelse. Han fattede en kort Beflutning,
og skyndte sig for at tale med Feraldo. Han kastede sig
ned med det bedrøveligste Ansigt for hans Fødder, og for¬
søgte alle Ting, for at bevæge ham; men zeraldo anhørte
ham uden at røres derved.
Han betragtede dette unge Menne kes Kummer med
en gruesom Ligegyldighed, og han vilde a lerede forlave ham
igien, da Gonzales omfavnede begge hans Knæer. Efter¬
di J da, begyndte han med sine grædende Taare hverken er
at vinde ved min Faders Ulykke, eller Bøn eller Løfter,
saa hører dog ikkun endnu et eneste Forslag. J veed Fe¬
raldo, hvor ømt og tierligt min Fader elsker mig, og
med hvilren Nidkiærhed at han skulde giøre sig Umag for,
at befrie mig af Fængselet, om jeg i Stædet for ham,
var indsluttet derudi. Velan, hav den eneste Naade og
Godhed for mig, og sæt mig i hans Sted. Jeg vil være
et Underpant og Gissel for hans Gield, og han vil intet
undlade, for at befrie mig igien. Jeg er ung, og endnu
u-erfaren i Handelen. Min heele Flid skal ikke kunde brin¬
ge vore Sager i Orden igien, og det er allene han, som
kan give min hele Lykke sit Udfald. Jeg begierer intet af
Eder, som kan giøre eders Fordring usikker. Jeg vil væ¬
re eders Fange, og det min hele Livs Tid, om eders For¬
dring ikke bliver betalt. Betag mig ikke den Leylighed,
min Herre, til at bevise den Kierlighed, som jeg er min
Fader skyldig. Han er svag, og skulde han snart beslut¬
te sine Dage formedelst saa megen Græmmelse og Gienvor¬
dighed, saa skulde jeg selv giøre mig en ævig Bebreydelse
derover. Lad mine Taare overvinde eder. Tillad mig,
at jeg maae redde min Fader, som elsker mig saa ømt og
kierligt, og som maaskee ikke skulde være bleven saa ulykke¬
lig, dersom han ikke havde giort sin yderste Flid, for at
giøre mig lykkelig. Jeg venter med Længsel efter eders
Tilladelse, at jeg maae gaae i Fængsel, og vil ansee denne
Bevilgning som en Naade og Gunst, hvorfor jeg bliver
eder uophørlig forbunden. Forkast ikke en forladt Søns
ydmyge Begiering, som ikke kan komme sin ulykkelige Fa¬
der til Hielp med noget, uden med sin Kierlighed. Lad
mig give den hele Bye et Exempel paa, hvormeget Børn
ere deres Forældre forpligtede og forbundne. Rosen og Be¬
rømmelsen derfor, min Herre, vil falde tilbage paa eder
og alle vore Medborgere skal takke eder derfor.
Feraldo havde aldrig formodet dette Forslag. Hans
haarde Hierte begyndte at banke, og erindrede ham om
Menneskelighed. Han fornam visse Bevægelser, som hid¬
indtil havde været ham ubekiendte. Denne ædle Søns
Taare, hans ydmyge Gestalt, den i hans Ansigt afmale¬
de Smerte, og det gandske uventede Forslag satte ham i


Forundring og Forbavselse. Saa megen Dyd havde han
aldrig indbildet sig hos noget Menneske, og den giorde sin
hele Virkning. Feraldo som hidindtil havde søgt sit For¬
trin i den skarpeste Strænghed omfavnede nu Gonzales,
og bad ham staae op. Kom, sagde han, eders Dyd har
rørt mig, og jeg vil strax belønnne den. Eders Fader skal
endnu i Dag være paa frie Fod, uden at jeg vil sette eder
i hans Sted. J skal derved erfare, at jeg agter Dyden
høyt og holder den i Ære. J har overvundet mig.
forlanger vel ikke andet, end eders Fader, men det er ikke
nok. Jeg kiender eders Kierlighed til min Datter, og jeg
veed, at hun er eder bevaagen. Jeg vil foreene eder med
hinanden, og i Eder udvelge mig en Svigersøn, som har
det ædelste Gemyt. Leonore er eders, og jeg giøre eder
tillige til Eyer og Besidder af min heele Formue.
Saa stor Virkning kan den ægte og sande Dyd giøre
og saa vist er det, at dens Magt ikke kan imodstaaes endog
af det groveste og haardeste Hierte.
Gonzales geraadede i den behageligste Forvirring.
Han erholdt ikke allene sin Faders Friehed, men endog sin
elskelige Eleonora. Han kunde ikke giøre andet, end at
han kastede sig igien ned for sin Elskelige Velgiøreres Fød¬
der. Hans stridige Graad hindrede ham fra at tale, men
hans Miner opdagede Feraldo alt, hvad der gik for sig i
hans Siel. Han bad ham atter staae op, omfavnede
ham paa det kierligste, og forføyede sig strax med ham til
Fængselet. Antonio blev paa Timen sat paa frie Fod, og
hans Glæde blev ikke lidet forøget, da han af Feraldo
fik at vide, hvem han havde at takke for sin Friehed.
Venskabs Forsikkringerne bleve paa nye igientagne, og An¬
tonio blev i lang Tid hængende om sin Søns Hale, som
han med de ømmeste Udtryk takkede for sin Friehed.
Bryllupet blev inden kort Tid fuldbyrdet. Hele Byen
tog Deel i denne Glæde. Man forglemte gandske Feral¬
dos haarde Opførsel, og man nævnte ham overalt med
Ærbødighed. Gonzales erholdt sin Dyds Belønning, og
hans Fader ansaae ham med den ømmeste Erindring som
sin Hielper. Baade Feraldo og Gonzales ere saadanne
Exempler, som det er en sand Ære at efterfølge.
Nyt og Gammelt.
Kiøbenhavn. Hier her damit 15000 Rdln. Ja, de
kom rigtig nok, og hvor torde de andet end lystre denne
Commando=Tale? Her ligger nu saa manges Haab, og
vores med. Jngen af os har vundet dem, hvilket vi her¬
med for alle og enhver bekiendtgiør, paa det vi kan have
vore Døre lukte for Gratulationer. Her kan man sige,
som der staaer i Sangen: See! manges Haab blev der¬
ved halt, da 15000 blev udtalt, i steden for: da denne
Stadens Skiønhed faldt. Vor Fætter har et Num¬
mer, som han vil sælge for 4 Skilling, det er dog langt
ringere end 40 Rdlr. som der, før dette lykkelige Træk, blev
budet. 400 Rdlr. vil vi ikke forlange for et Nummer;


thi det er der vel ingen, som vil give. Dog, naar Tossen kom¬
mer til Torvs, faaer Kræmmeren Penge. 25 Rdlr. for
et Nummer er dog taaleligt for den, som kan give dem.
Dette Kiøb og Salg skeede dog ikke af Begierlighed efter
de 15000 Rdlr. men kun for at have den Fornøyelse, at
see de 15000 Rdlr. at komme ud paa saadant et Num¬
mer, som var saa dyrt kiøbt. Vidste vores gamle Ung¬
karl, hvilken Collecteur i tilkommende Aar fik dette lykkelige
No. 15649. i sin Collection, vilde han gierne give 30 Rdlr.
derfor. Man seer jo, at Folk legger saadant et Nummer
meget paa Hiertet, og ønskede sig gierne det; thi hvor kan
det andet end være lykkeligt. Vor gamle Ungkarl saae
ellers temmelig suurt ved dette Træk. Thi man maae
mærke, at alle hans Anslag gik derved over styre. Han
havde farlige Anslag i Hovedet: Han vilde have kiøbt sig
en Herregaard, og havde alt betænkt, af hvilken Proprie¬
tair i Jylland han vilde kiøbe Besætningen af Køer og Stu¬
de; han vilde være meget ubarmhierkig imod hans Bøn¬
der, dem han vilde udsuge indtil den sidste Skierv; men
endnu meere, som var det farligste Forsæt, han vilde hav
taget sig en Kone. Og var det ikke da got for ham, som
nu er temmelig til Aars, at han ey fik de 15000 Rdlr.
Han har og forsvoret at sette i Lotteriet næste Aar, undta¬
gen han kan faae No. 15649. Ja, saa gaaer det, jo
ældre man bliver jo begierligere man og gemeenligen bliver.
Men, mon vores gamle Ungkarl er den eneste, som har
gjort sig et falsk Bestik paa denne Gevinst? – Havde
vores Præste=Enke vundet de 15000 Rdlr., vilde hun
have levet som før, meget sparsommelig, og af Renterne
aarlig uddeelt til de Fattige. Capitalen skulde udsettes,
og efter hendes Døn skulde Renterne uddeeles til fattige
Præste-Enker. Skade! hun ikke fik dem.- Havde der¬
imod vores nyegifte Kone vundet dem, vilde hun strax
have havt Heste og Vogn, og hvad som hører dertil, saa¬
som Kudsk og Tienere, 5 a 6 Piger, en stoer Gaard i Sta¬
den, og en Lystgaard paa Landet, med meere.- Vores
Hofmesterinde vilde have reyst til Fridericia, om hun hav¬
det dem, og der levet i Roe og gaaet i Messe. - Vores
Gamle Jomfrue haabede gandske vist endnu at kunde have
blevet gift, om hun havde faaet de 15000 Rdlr; thi, siger
hun: Man har jo Exempel paa, at mange Penge kan giøre
Gamle unge: tilmed saa kunde hun nok have overkommet
at kiøbe sig et Sminke=Floer. Dog veed vi ikke, om dette
var hendes Alvor. Men vist er det, at hun nu slet ingen
Troe har til Lotteriet. - Vores Huusholderske vilde ikke
have tient en Time længer hos hendes arrige og karrige
herskab, dersom hun havde faaet den høyeste Gevinst; men
nu vil hun dog blive i sin Tieneste indtil videre. - Vores
Borger i Hovedstaden vilde ikke søge Privilegium paa
at udlaane Sørge= og Brude=Klæder samt Christen¬
Tøyer, hvortil hans Plan sees i vores No. 41, dersom han
havde vundet de 15000 Rdlr. Men nu tænker han at faae
bemeldte Privilegium, og derved agter at blive vel holden.
Vores Borger i Kiøbstæden paa Landt, vilde igien
have begyndt sin Handel, og, saavidt han havde kundet,


hielpe sine fattige Medborgere. De 15000 Rdlr. havde
her faldet i gode Hænder; men uagtet hans gode Forsæt,
fik han dem dog ikke. - Vores Hofmester vilde strax have
reyst Udenlands, for at give sig en forskrækkelig lærd Air
ved sin Tilbagekomst, dersom han ellers havde faaet de
15000 Rdlr. Vi holder for, at alting havde klædt ham
got, naar han kun havde Penge, og havde ey nødig at
reyse Udenlands for at komme den samme tilbage. Men
havde vores Søemand faaet de 15000 Rdlr., vilde han
strax have tiltaklet sit Skib, og seylet til Canton i China,
for der at oprette et Søe=Qvæst=Huus for alle Danske, som
paa disse Fahrvande lider Skibbrud. Hans Forsæt havde
været got nok, naar han ey havde havt Kone og mange
fattige Børn hiemme, som maatte savne Pengene, for hvil¬
ke han i China vilde giøre sig et udødeligt Navn. Vel var
det, at han fik dem ikke at feyle af med. - Vores Fætter
havde og ret foresat sig, hvorledes han vilde forholde sig,
om han fik de 15000 Rdlr. Han vilde strax antage Fri¬
seurer og Tienere, bære Parapluis over sit nydelig accom¬
moderede Hoved, have Silke=Strømper og Stropper i sine
Støvle, gaae fra en Viin=Stue til den anden; fra et Bil¬
lard=Huus til det andet, og fra et  Huus til andet, og
at han ikke skulde sees om Dagen, vilde han lade sig bære
i Porto=Chaise ind i Huuset. Pikkenikkerne skulde have
i ham en god Hverdags=Aftens Fordandser, og det saa læn¬
ge til han gik bag af Dandsen. Opera, Comoedier og
Masquerader skulde aldrig savne ham, indtil han selv sav¬
nede saavel Helbred som Penge. Ja, endnu meere: Han
vilde løbe enhver anden paa Armen paa Gaden og Volden.
Enhver Stoder, som bad om en halv Skilling vilde han
overfuse og true med Børnehuuset. Sine gamle Be¬
kiendtere vilde han undsee sig ved at tale med om Dagen,
men ey skamme sig ved at tale fortroelig med dem, som
gaaer i Tusmørket med Kurven paa Armen, og andre
deslige. Klammerie og Trette vilde han yppe allevegne,
og ey regardere paa at betale et par Øresigen; man skulde
høre ham at overraabe alle Sælskaber, og holde sig det for
en Ære at være Du med enhver anden Skiænkerske og an¬
dre. Men til al Lykke, fik vor Fætter ikke disse Penge;
han skammer sig nu ved saadanne Forsetter, og glæder sig
over, at hans Samvittighed ikke blev betynget med saa¬
dan en Byrde, som al Verdens Bigdom ikke kunde lette.
Vi troer ey heller at han har meent noget med alle disse
Forsetter, men allene sagt det, for at kunde give dem et
Snært, som maaskee herved kunde finde sit Portrait, om
ikke i alle Deele, saa dog i nogle Lineamenter og Træk.
Bort med Penge, naar de saaledes skal vanskabe.
Men mon vi i vort Sælskab ere de eneste, som har giort
sig Speculationer paa at anvende saadan en forventende
Capital?
Følgende Deviser har og vundet, nemlig:
Wer da! Penge!
83 Rdlr.
Til en Sørge=Dragt for Ærlighed,
20 Rdlr.
Skieppen fuld
83 Rdlr.
Peer! Et Pund Tobak
20 Rdlr.


Endnu brikker jeg 7de Gang
20 Rdlr.
Skaal, Sophie!
20 Rdlr.
Det slap forunderlig
20 Rdlr.
Her vil Plader til
20 Rdlr.
Syge=Cassen have skal naar W faaer det store
Tal
100 Rdlr.
En Nar vinder og,
33 Rdlr.
Til Contusse=Ball
100 Rdlr.
Caffee, Thee og Brændeviin, forøger stedse
Glæden min
83 Rdlr. Præmie 100 Rdlr.
Pialtede Sædler,
83 Rdlr.
Til en god Suppe
83 Rdlr.
Til et Pund Brød,
83 Rdlr.
En god Skaal Caff¬
20 Rdlr.
Til en god Punsch
83 Rdlr.
Sidse holder paa Pedet
83 Rdlr.
Det vilde ikke fænge
83 Rdlr.
Ha! Ha! Ney her er Penge
20 Rdlr.
Min lille Ven! luk op
83 Rdlr.
Pip, pip! bist du da!
83 Rdlr.
For Dormensen paa Amalienborg
20 Rdlr.
Lidt til Hielp til en Lystreyse
20 Rdlr.
Hey! lader os hoppe
83 Rdlr.
Holdt op! det er nok
83 Rdlr.
Lad nu regne saa meget det vil. Man har nu faaet
Regn=Skiærm, som nok skal kunde holde de største Regn¬
draaber ude fra det fineste Skind. Det er den største
Vellyst at see vore Hiertens Smaa=Herrer under disse Pa¬
rapluis. Deres kreppede og pudrede Haar kommer ikke i
mindste Uorden under disse Skierm, ja, de ere saa vel for¬
varede under disse, som i den peeneste Fruerstue, ja, bedre,
end under den fiineste Himmelseng. Fortreffelige Parapluis!
nu ere Hovederne vel forvarede i den Post. Men Benene.
Ak! de hvide Been paa en skiden Gade, Hvor finder man
Skierm til dem? J en Vogn kan ingen see dem. O kiere
Paris, O! J Nyeheders Opfindere! Kan J ikke, foruden
de gemeene Støvle, opfinde et andet Beenskierm, imod
Gade=Skarn. Støvlerue i hvor korte de end ere, bedæk¬
ker dog noget af de hvide Been. Kunde man ikke opfin¬
de et Slags Paracrotte eller Skierm for Gadeskarn?
Kiere Penge Puugere! Eder til beste har vi opdaget en nye
stor Hemmelighed ved Penges Udtæling. Hvad vil J vel
give os, om vi aabenbarer Eder dette Kueb? En grøn
Krone er det mindste. Ordsproget: at tinge nøye og
betale rigtig, det er saa gammelt. Ney, J skal tinge
rigtig og betale nøye. Det er nyere. Men det er ey
endnu heele Lærdommen. J skal spytte paa Fingerne,
ved hver Skilling J udgiver, saa hænger ey to sammen.
Dette Kneb har vi lært af en Lærd, der var bleven ene¬
ste Arving. Mueligt det var kun en Vane; thi naar
somme læser, bløder de en Finger, for at vende Bladet,
at ey to skal hænge sammen. Jmidlertid er det et forsig¬
tig Kneb i Penges Udtæling. Man kan dog lære, saa¬
længe man lever.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 47


Elvira og Jacintha, eller Afbildning paa egennyttige
og unyttige Giftermaale.
O en behagelig Stad, omtrent femten Mile fra Ma¬
drid, boede en Dame, ved Navn Lovisa. Hun
havde ikkun to Døttre, Elvira og Jacintha: men
hun besad i dem al den Lyksalighed, som en ømt elskende
Moder kan besidde i vel opdragne Børn. Hun fandt en
ubeskrivelig Fornøyelse saa ofte hun betragtede sine Døttre,
og denne Fornøyelse blev ikke forstyrret ved nogen Urolig
hed, undtagen ved den, som pleyer at have sin Oprindelse
af Omsorg for Børnenes Velgaaende, og af Begierlighed
efter at see dem i lykkelige Omstændigheder.
Disse to Fruentimmers Stand, Midler og fortreffelige
Egenskaber, tillode ikke, at de længe kunde blive forborgene.
Don Alonzo, en Herre af gammel Adel og stort Gods
friede til den Ældste. Lovisa var herover meget fornøyet,
og troede at hendes Datter aldrig kunde giøre noget for¬
deelagtigere Giftermaal. Elvira, som hos hendes Yndig¬
hed besad megen Fornuft, bad, om Sagen maatte opset¬
tes, indtil hun først bedre havde lært at kiende Alonzo,
Hun sagde til hendes Moder: at efter hendes Mening kun¬
de Rigdom allene ingen giøre lykkelig. Men den kloge
Lovisa vidste snart at igiendrive disse Grunde. Hun haste
de med Giftermaalet saa meget hun kunde; hun overrump¬
lede ligesom hendes Datter; og efterat Alonzo havde lo¬
vet hende et rigt Livgeding, ifald han skulde afgaae ved
Døden, saa maatte hun efter faa Dages Forløb, end¬
skiønt med ligesaa stor Pragt som i stor Hast, lade sig føre
til Madrid. Nu troede Lovisa, at hun først var ret fuld¬
kommen lykkelig; ikkun det eneste syntes endnu at fattes
hende, at Jacintha var uforsørget.
Jkke længe derefter blev Don Carlos, jeg veed ikke ved
hvad for et Tilfælde, bekiendt i dette Huus; han var en
ung Herre af fortreffelige Gemyts Gaver, men hans Jnd¬
komster vare ikke engang middelmaadige, og vare langt fra
ikke at sette i Ligning med Jacinthes Midler. Dog alli¬
gevel var han altid velkommen, og blev bevertet med den
største Høflighed. Han tilbragte mange Timer hos Ja¬
cinthe, snart med Spil, og snart med en fornuftig og dy¬
dig Samtale; og her viste sig saadan Overeensstemmelse i
Gemytterne, i deres Tænkemaade, og deres Tilbøyelighe¬
der, at der indsneg sig uformerkt noget mere end Venskab
i deres Hierter. Kort: De merkede begge med Forbav¬
selse, at de elskede hinanden, førend de selv ret vidste det.
De betragtede hverandre, som to Skilderier af en eneste
Person. De smigrede sig, at dersom nogen Tid to Hier¬
ter vare blevne parrede i Himmelen; saa var det gandske
vist deres.


Lovisa merkede hendes Datters Tilbøyelighed til Don
Charlos, og blev derover meget urolig. Hun giorde sig
Umag for at rive hendes Datter ud fra den saa nær fore¬
staaende Fordervelse. Jacintha var alt for ærbødig, og
elskede hendes Moder alt for ømt, at hun skulde foraar¬
sage hende nogen Kummer, og handle imod hendes befal¬
ning; og Don Carlos var alt for ædelmodig til, at han
skulde giengielde Lovises gode Bevextelse paa en saa neder¬
drægtig Maade, som hun befrygtede, og tænke til at bort¬
føre hendes Datter. Af denne Aarsag oppævede de al Om¬
gang, og skilte sig fra hinanden, og beklagede i den stille
Fraværelse deres Forliis paa begge Sider. Deres Kum¬
mer blev derved formeret, at det var Jacinthes Moder,
som forhindrede dem fra at nyde deres Lyksalighed. Naar
de tænkte derpaa, saa udtrykte strax Pligt og Taknemme¬
lighed Sukke og Ønsker for hende; thi de vare veltænkende.
Omendskiønt de nu maatte skilles ad, blev dog den ædel¬
modige Jacintha bestandig i hendes Tilbøyelighed, og be¬
gegnede alle dem med Foragt, som vilde udslette hendes
elskelige Carlos af hendes Hierte. Hun efterlod ikke, dag¬
ligen at anholde hos hendes Moder, at hun dog endelig
engang maatte bifalde hendes Forening og Forbindelse med
Don Carlos. Moderen derimod forestillede hende altid,
hvor farligt det var, at gifte sig med en Mand, som havde
intet, hvorpaa han kunde forlade sig, uden en Betiening
ved Hoffet, som han desuden let kunde miste, og som i det
ringeste maatte ophøre ved hans Død. Jacintha derimod
troede, at hendes egne Midler vare tilstrekkelige nok, til at
giøre deres Ægteskab roligt og fornøyeligt; og den eneste
Forskiel imellem hende og hendes Moder bestod derudi, at
Jacintha intet videre havde foresat sig, end at være en
lykkelig Kone; Lovises Ærgierrighed vilde derimod have
at hun skulde blive en rig Enke.
Jmidlertid tilbragte Don Carlos alle sine Dage i en
dybsindig Bedrøvelse, og Græmmelse fortærede ham saa¬
ledes, at han tilsidst saae mestendeels ud som en Skygge.
Endelig lod Lovise, ved hendes Datters uafladelige Bøn,
og ved Medlidenhed over et Menneske, som intet andet
havde forseet sig, end at han elskede alt for ømt, sig be¬
væge til at give sit Samtykke til deres Forening, omend¬
skiønt det skede med nogen Modtvillighed. Jacintha og
Don Carlos bleve formælede med hinanden. Hvilken
Lykke, hvilken henrykkende Fornøyelse for disse to oprigtige
Elskende! Men den omhyggelige Moder befrygtede, at
dette unge Pars indbildte Lyksalighed skulde alt for hastigt
forsvinde. Denne Tanke opvakte tusinde Bekymringer
hos hende. Endelig besluttede hun, for at lindre hendes
Kummer, at reyse til Madrit, og at tilbringe hendes øvri¬
ge Livs=Tid hos hendes Svigersøn Alonzo og den tredob¬


belt lykkelige Elvire. Faa Dage derefter kom det nye¬
gifte Par ogsaa derhen; Jacintha besøgte hendes rige Sy¬
ster, og tog sin Mand med sig. Husets Pragt satte hende
i Forbavselse og Forundring; uden for samme var en stor
Plads med to cirkelformige Fløye, som indsluttede en breed
aaben Plads, og oven til vare udziirede med et kunstigt Git¬
terverk. Efterat de havde gaaet op ad nogle Marmor
Trapper, kom de ind i den inderste Palladsets Gaard.
Herfra bleve de førte ind igiennem en stor Sal ind i det
overmaade prægtige Stadsgemak. Carlos saae med For¬
virring paa Jacintha, da han saae al denne Pragt. Han
rødmede af Skamfuldhed over, at han ikke kunde forskaffe
sin elskelige Gemahlinde ligesaa stor Lyksalighed som den
med hvilken Alonzo overvældede hendes ældste Syster;
da dog Jacinthes Stand og Fortienester ikke vare det
allermindste ringere end Elvires. Jacintha, hvis Øye¬
kast mødte hans, opdagede strax Aarsagen til denne For¬
virring, og trøstede ham med en venlig Smiil og en ufor¬
slilt Munterhed; da hun i et Gemak der nær ved hørte en
tydelig Latter, hvilket hun holdt for et Tegn, at de, der
vare inde, maatte være fuldkommen fornøyede og lykkelige.
Strax derpaa kom Elvira ind til dem, og tilkiendegav en
ubeskrivelig Fornøyelse over at see sin Syster! Efter de før¬
ste Høfligheder sagde Jacintha.Mit Hierte, min aller¬
"kiereste Syster, føler en Glæde, som det ikke kan ud¬
"trykke, over eders lykkelige Omstændigheder; jeg seer
"eder paa den høyeste Lyksaligheds Spidse; J besidder i
"Alonza en fortreffelig Gemahl; J har alting i Over¬
"flødighed; et prægtigt Pallads, et stort Tal Domestiqver,
"og ret muntre Venner." Elvira sukkede ved disse Ord
meget dybt, og brast endelig ud i Taare: "Ak, min elske¬
"ligste Syster Jacintha, driv ikke Spot med min Ulykke!
"J seer i mig den elendigste og allerulyksaligste iblant alle
"Ægte=Koner. Klogskab, som vor Moder kaldte det, har
"forenet mine og Alonzos Hænder, førend Kierlighed hav¬
"de rørt vort Hierte, men det bedrøvelige Udfald har nu
"desverre alt for tydelig lært, at det er daarligt og ufor¬
"nuftigt, blot at see paa Rigdom ved Giftermaale, og lige¬
"som at drive et Kiøbmandskab med Ægteskab. Det er
"sandt, Albonzo besidder meget Gods og har store Jnd¬
"komster; men jeg har lige saa liden Glæde af ham, som
Aaf hans Jndkomster. Hans Penge lukker han i Laas for
"mig, og jeg har deraf ligesaa megen Nytte, som om de
endnu laae skiulte i de Peruanske Guldgruber. Ødselhed
"dekker vel mit Bord; men jeg spiste med større Fornøyel¬
"se af den ringeste Ret, som i jeg forrige Tider selv tillavede;
"og nu bliver mine Ører under Maaltidet mattrede a
"Drukkenboltes ubesindige Latter og ublue Snak. Disse
"ere de muntre Venner, som J meldte om. De mange
"Domestiqver, som J seer, ere alle Forrædere og Fien¬
"der; de holder det for en Forbrydelse, at være høflige
"imod mig; og jeg kan sværge paa, at ingens Tilstand i
"hele Huset er saa slet, som min. Min Mand elsker mig
" ikke uden for et Syns Skyld i Selskaber; han udsetter
L endog hans uforskammede Tienere til at friste min Dyd.


"J kan da selv dømme, hvor lykkelig min Tilstand kan
være. Dette Palladses store Pragt giør mig baade mat
"og syg. Portner=Konen har mere Fornøyelse deraf, end
jeg, omendskiønt hun kan være saa daarlig at misunde
"mig." Jacintha var ved denne Tale bleven saa vee¬
modig og bestyrtet, at hun ikke kunde tale et Ord. Car¬
los søgte at afbryde denne sørgelige Samtale, og spurgte
om sin Svigermoder Frue Lovise, samt om Eløires lille
Søn! Deres Selskab, Madame, sagde han, er Dem dog
uden Tvivl til megen Trøst i denne Elendighed? "Ak,
"Don Carlos, sagde Elvira, denne Trøst maatte heller
"i ikke blive mig til Deel: Himmelens Hevn forfølger mig
"i mit hele Liv, fordi jeg uden beføyelse har giftet mig.
Det er meget rart, at jeg faaer min Søn at see; han
har og allerede lært, at foragte sin Moder; han træder
"allerede i sin lastefulde Faders Fodspor. Vor Moder,
Frue Lovise, som J maaskee ventede at finde her, har
"min Mands galne Opførsel for faa Dage siden fordrevet
herfra; hun har begivet sig i Eenlighed, og vil nu uden
Tvivl giøre sig meget sørgelige Tanker over, at hun ved
hendes ærgierrige Hensigter har paaført mig saa megen
"Nød og Elendighed. Den eneste Aarsag, hvorfor Alonzo
ægtede mig, var, at han med mine Midler kunde betale
den Gield, som heftede paa hans Landgodser. Denne
Hensigt har han naaet, og jeg er ham nu ikke meere nyt¬
tig. Han anseer mig som en Kone, der ligesom har solgt
sig til Ægtestanden, og holder mig næsten ikke anderledes,
end hans Slavinde." Don Carlos og Jacintha til¬
kiendegave for den ulyksalige Elvira, hvor meget hendes
elendige Tilstand gik dem til Hierte; De toge derpaa Af¬
sked med hende, da det nærmede sig til Aften, og toge Her¬
berge i et lidet Huus, som de havde leyet uden for Staden.
Lovisa qvælede sig imidlertid i hendes Eensomhed med
mange bedrøvelige Forestillinger. Hun beklagede, at hen¬
des ældste Datter ved hendes Overtalelser var ligesom ble¬
ven nødt til at haste til hendes ogen Fordervelse. Og naar
hun tænkte paa Jacintha, troede hun gandske vist, at hun
ikke havde styrtet sig i mindre Elendighed, formedelst hen¬
des daarlige Val. Der vare allerede nogle Aar forløbne,
uden at hun havde seet hende; endelig besluttede hun, at
aflegge en uformodentlig Besøgelse hos hende, paa det at
han kunde komme efter hendes sande og uforstilte Levemaa¬
de. Hun ankom om Aftenen, og lod sig føre ind i Haven
af en Tiener, uden at hun vilde mældes. Her skiulte hun
sig, og faae det fornøyede Par sidde i et Lysthuus af Jas¬
miner. Jacintha sad og broderede, og Carlos læste for
hende i en Bog; men uden Afladelse vendte han sine Øyne
fra Bogen til Jacinte. og hun ligeledes sine fra Arbeydet
til Carlos, saa deres Øyekast bestandig mødte hinanden.
Saasnart Lovisa nærmede sig, og gav sig tilkiende, blev
hun imodtagen med den største Glæde, og med alle Kiende¬
tegn paa en oprigtig og ærbødig Kierlighed. De fornøyede
sig i nogen Tid i Haven; derefter bleve de indkaldede til
Aftens=Maaltid, som bestod af sunde, og just ikke kostbare,
men vel tillavede Retter. Opvarterne havde man før skul¬


det ansee for ærbødige Venner, end for Tienere. Ærbø¬
dighed og Fornøyelse viiste sig i deres Ansigter. To Søn¬
ner og en liden Datter giorde dette Kierligheds=Huses Lyk¬
salighed fuldkommen. Kort sagt, der herskede overalt For¬
nøyelse og Sinds Rolighed; og Gemytternes nøye Over¬
eensstemmelse, samlet med en maadelig Formue og en be¬
qvem og lystig Boepæl: forskaffede dette Par meer sand
Lyksalighed, end Alonzo kunde kiøbe for al sin Rigdom.
Kongens Naade ophøyede derefter Don Carlos til
en høyere og meere indrentende Betiening; og formedelst
hans kloge Opførsel og Himmelens Velsignelse blev han Eye¬
re af en større Formue, end hand holdt for at være fornø¬
den at samle for hans Børn. Han troede, at han havde
giort meere, end han var dem skyldig, naar han havde la¬
det dem vel opdrage, og sette i den Stand, at de kunde
forsørge sig selv; dersom de da ikke forlode Dydens Bane,
og anvendte deres Flid, saa skulde de paa den Maade al¬
lerede have meer, end de behøvede; men dersom de skulde
blive lastefulde og ligge paa den lade Side, saa havde han
allerede bekostet mere paa dem end de vare værdige. Jkke
længe derefter fandt han og en bedrøvelig Leylighed, til at
anvende Overskuddet. Alonzos Ødselhed styrtede ham| i
Mangel og Trang. Han søgte paa nye at berige sig, men
greb til saadanne Midler, at hans Liv blev et Slagt Of¬
fer for Lovene, og alt hans Gods hiemfaldt til Kronen.
Elvira blev en forladt og elendig Enke. Men Himmel-n
forbarmede sig endelig over hendes Jammer, og tog hende
til sig. Hendes Søn var allerede død, og hun efterlod
sig kun en eneste Datter, hvilken Carlos tog til sig i sit
Huus, og gav hende lige Opdragelse med hans egen Dat¬
ter og bestemte dem begge to lige stor Medgift. Lovisa,
som nu var helbredet for hendes forblindede Ærgierrighed,
tilbragte ligeledes resten af hendes Lives Dage i al Rolig¬
hed og Fornøyelse hos Don Carlos. Hun Døde i en
høy Alder, og hendes Gods som hun endnu besad, arve¬
de hendes endnu levende Datter. Carlos fulgte hende snart
og efterlod sig i Jacintha den rigeste Enke i det hele Naboe¬
lav. Hun vilde slet ikke høre tale om noget nyt Giftermaal
men opofrede sin øvrige Levetid til sin allerkiereste Carlos
Jhukommelse, hvis Forlis nogenledes blev hende erstattet
ved hendes Børns Kierlighed, Lydighed og Lyksalighed.
Nyt og Gammelt.
Kiøbenhavn. Med besynderlig authenticite
paa Moralens Vegne kan vi her berette, som noget særde¬
deles og rart Nyt fra denne Hoved=Stad: at alt gammelt
og indgroed Had, som den ene hidindtil har baaret til den
anden, er nu forvandlet til Kierlighed; Misundelse over
andres Velgaaende er nu gandske og aldeles uddøet; den
tene vil nu ikke meere glæde sig over den andens Jldegaaen¬
de; den Mægtige vil nu ikke meere undertrykke den Ringe;
den Rige vil nu ikke meeere foragte den Fattige; den som
staaer, vil nu ikke glæde sig over den andens Fald; og den
Kloge vil nu med Taalmodighed overbære den Eenfoldiges


Feyl.
- Er dette ikke en rar Nyehed, Ja derfor har
vi og sat den paa saadant et Sted i vort Blad, hvor den
kunde falde best i Øynene. - O! hvem kan da nu kla¬
ge over onde Tider? nu er det først en Lyst at leve?
Som noget Nyt maae vi og fortælle, at her til Sta¬
den er kommet et Slags nye Engelske Regn= og Over=Kio¬
ler. Holdt! det burde vi ikke have sagt: Dog, vore be¬
rømmelige Patrioter har strax ladet samme giøre efter hos
vore egne Fabriqueurer, hvilke ere ligesaa gode som de En¬
gelske, og ligesaa billige i Prisen. Sandt nok! der tienes,
desværre ikke saa meget paa de hiemgiorte, som paa de
Fremmede. Jmidlertid er det dog Gevinst nok for Patri¬
oter, naar de kan fremme det Indenlaudske. - Det kom¬
mer nu an paa, om det Indenlandske smager saa got
som det Udenlandske.
End videre kan vi melde et nyt Capitel i Rang=For¬
ordningen. Forleden var en Caffe=Handlers Kone og en
Ost=Handlers Kone tilsammen hos deres Veninde i Besøgel¬
se. Da de nu begge toge Afskeed paa engang, vilde Ost¬
Handlerens Kone gaae først ud. Ney, holdt, Madame!
sagde Caffe=Handlerens Kone, holdende hende i Kaaben:
Osten kommer altid sidst.
Rabner taler kun om 3 Ophøyelses Steder, men
kunde man ikke legge det fierde til? Som for Exempel: En
der holder Talen, naar Krandsen paa en nye Bygning op¬
settes, kan jo og siges at blive ophøyet. Her gielder det
og, ikke at gaae fra sin Tale. Men ey enhver Taler faaer
et Glas Viin at recolligere sig paa, naar han gaaer fra Ta¬
len. Kan en Lædske=Drik nogen Tid behøves, da er det
vel i saadant et Tilfælde. Fra Skaalerne gik Taleren dog
ikke, hvoraf sluttes, det er lættere at drikke, en at holde
Tale. - Ja, derpaa har man mange Exempler.
J et Vertshuus var forleden en stor Ordkrig over et
Ord, som havde staaet i Avisen. Her var over 70 For¬
tolkere. En Matroes svor paa, at det Ord: Authenticite,
var det samme, som at give en anden et Øresigen; og at
J skal see, sagde han, at jeg forstaaer Ordet rettelig, slog
han den paa Øret, som vilde have det forstaaet anderledes.
Hvad begaaes dog ikke i Fuldskab? Nogle vil dog
meene, at Matrosen var kiøbt dertil, og brugte kun dette
Ord, for at faae leylighed til at skaffe en anden Hævn
over denne uskyldige Mand.
Sielland. J vores No. 45 fortalte vi, hvorledes en
Munk i Jtalien hilsede sine Tilhørere fra Lucas den Læ¬
ge. Nu kan vi berettte, hvorledes denne blev hilset igien
paa en Vey her i Sielland. Hilsenen var just ikke med
de høfligste; men hvad kan man vente andet af saadanne?
Tretten kom over at vige Veyen: den ene vilde ikke vige
Veyen for den anden. Ak! hvilken Paastand! Det kom
til et blodigt Optrin, og vi troer tusinde Kramp=Ringe og
Mirakel=Plastere og al Verdens Tand=Pulvere ikke vil væ¬
re tilstrækkelige til at læge alle disse Saar. - Havde
denne kiendt den Siellandske Bondes Natur og læst Dyssels
Fabel om Officieren og Kulsvieren, havde han kiørt for¬
bie. Hvad giorde da Officieren? Han raabte: Aus


dem Wege Canaille! Han trak Raarden, gav Hesten
af Sporene og foer Kulspieren forbie.
Jylland. Her spurgte en Præst en Bonde=Pige, om
hun kunde læse det Siette Bud. Pigen blev rød i Hove¬
det, og taugde stille. Præsten læste da Ordene for hende.
O! Falill! sagde Pigen: Det har ingen Nød, Falill
Aa er saa grim, der er ingen, som skiøtter om mæy,
Falill!
Hamborg. Her har man bekiendtgjort, at man vil
give dem, som med nogen Formue kommer herhid fra frem¬
mede Steder, Borgerskab. Conditionerne ere gandske
billige. Det er og et Stats=Kneb. Ret ligesom de vid¬
ste at man ikke kunde behøve Penge andre Steder. Jo,
hvem der kun nu havde dem!
London. Et Fransk Fruentimmer her har paa nogen
Tid gjort Modens Stads og Galanterier for 75000 Rdlr.
hun lever nu høyt i Paris, og efter hendes egne Ord: giøre
hun sig nu til gode paa andres Daarlighed.- Man siger
at hun vil og komme til Kiøbenhavn. O! her skulde hun
være hiertelig velkommen.
Her optegner man berømmelige og store Mænds Ta¬
ler. Locke blev engang af Lord Harley forestillet for den be¬
rømmelige Greve af Schaftesbury, som længe havde ønsket,
at kiende denne Verdsslig Viise personlig. Dertil kom
endnu en anden Lord, og efter nogen Samtale blev et
Parthie Lombre foreslaget. Loce udskyldte sig, og
sagde, at han nok ellers skulde kunde forslaae Tiden. Han
sad nogen Tid stille, endelig begyndte han imellem stunde
at skrive noget i sin Tegnebog. Hans Ven Harley spurg¬
te, hvad han skrev? Efter nogen Vegring sagde han:
Mylord! jeg har længe ønsket at komme i Sælskab
med de tree største Mænd i Riget, og da jeg nu har
den Lykke, saa skriver jeg deres heele Tale op. Har¬
ley nap derpaa Tegnebogen udaf hans Haand og fandt føl¬
gende skreven: De giver, Mylord - Jeg kiøber
fem - Hierter er Trumpf - Codille og saa videre.
Saadanne Discourser kan man og høre mange af
hos os.
Engeland. Her blev en Geistlig, formedelst sine be¬
syngerlige Sætninger i hans Lærdom, sat fra sit Embede.
a han engang var i Sælskab, lod han sig forlyde med,
at hans Afsættelse skulde koste mange Mennesker Livet. Da
han var et uroligt Hoved, og man sluttede af denne Tale,
at han vilde stifte et Oprør: saa blev han for Dommeren
anklaget, som spurgte: Hvad han forstod under denne Ta¬
le? Min Her Dommer, svarede den Affattes. Jeg vil
herefter agere Læge.
Holland. En Mand her var indviklet i en Proces,
og da han vidste med sig selv at han havde en uretfærdig
Sag, sagde han: Jeg er ret ulykkelig. Jeg veed ikke paa
hvad Maade jeg skal faae Dommeren paa min Side;
thi han har hverken Skrifte=Fader eller Maitresse.


En lærd Mand her sad gemenlig paa sit Studere¬
Kammer og læste. Hans Kone, som ønskede sig noget
meere af sin Mands Omgang, gik engang op til ham og
sagde: Min Hierte! Jeg vilde ønske, at jeg var en
Bog. Ja, svarede Manden; En Calender eller Alma¬
nak.
En Skolemester her sagde ved en Liigbegiængelse til
sine Disciple: J Skurke! gaaer Par og Par. Den
niende som havde ingen at gaae med, sagde: Skolemester!
Jeg vil da gaae med Dem.
Paris. Her vil man mod Vintertiden forsyne Sta¬
den med fleere Lygter, for at hemme de mange Spitzbu¬
berier paa Gaderne om Vinter=Aftener, saa og, at man
desbedre kan see at komme forbie de mange Hyre=Vogne,
som staaer heele Gader igiennem der ligesom andre Steder,
Frankerig. Her har Fruentimmerne, formedelst den
dyre Tid paa sine Steder, tvunget Politie=Betienterne til
at nedsette Priiserne paa Korn=Vahrene. Disse Ama¬
goner vare forskrækkelige forbittrede. Om man vilde øn¬
ske sin største Fiende noget ondt, kunde man allene ønske
ham, at falde i disse Fruentimmers Hænder. Kors! naar
de kuns først bliver opbragte!
Frankfurt. Her har en Tydsk Regnemester tilbudet
sig ved Regnckunsten at ville opløse Circulens Qvadratur
uden ringeste Feyltagelse, og tillige bevise de Feyl, som
Leibnitz og andre har begaaet. For saadan Opløsning for¬
langer han kun 50000 fuldvægtige Ducater. Denne
Karl forstaaer at tage Munden fuld. Han kan got Mul¬
tiplicere. Men hvem vil Addere? Det var Skade om
ingen for saadan Opløsning, vil løse for Ducat=Pungen.
Vilde denne gode Regnemester endda dividere og siden sub¬
trahere. - Men hvad giør ikke Tydsken for Penge? sag¬
de Kiellingen, da hun saae en Abekat.
Parma. Her reyser en Munk omkring, for at frem¬
vise en Kalv med 2 Hoveder. - Nogle vil meene, at det
er en Feedekalv, og at den har Hoveder for dem begge.
Sechingen. Her er begaaet et skammeligt Tyverie.
Tænk engang! Tyvene har borttaget Liiget af den hellige
Fridolini. Havde de endda ladet Kostbarhederne tilba¬
ge, som vare begravne tillige med denne Helgen, kunde
man have troet at disse Tyve og vare Helgene.
Brunsvig. Det mærkværdigste paa Messen her, var
en stor Ædere. Ved et fornem Taffel spiiste han 2 stegte
Kalkuner, 4 Fafaner, et Fad Kartufler og ligesaa meget
Brød. Uagtet hans Fuldkommenhed, vilde dog ingen kiøbe
ham til denne Messe, saasom det er kostbare Tider.
Constantinopel. Med authenticite berettes efter
Avisens Ord: at der er hertil bragt, som et Seyervindings
Tegn over Rebellerne, en heel Sæk fuld af Ører.
Mange bruger jo Hane=Kamme til Fricasee?


1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 48


Om den navnkundige Torden=Legion i Marcii An¬
thonii Philosophi Tider, i det andet Aarhundre¬
de efter Christi Fødsel.
L¬
i har en særdeles Dissertation om Torden=Legionen,
hvorudi Forfatteren beviser, at alt, hvad der er skre¬
vet om denne Legion, er en Fabel. Man har igiendrevet
Forfatteren, og endogsaa Woolston, som ellers ingen Jer¬
tegn troer, forsvarer den. Den Romerske og Engelske Kir¬
ke strider for den, og for nogle og sytten Aar siden har en
Pavelig Theologus og Præst, ved Navn Orsin forsvaret
den med megen Nidkierhed. Jblant Protestanterne erklæ¬
rer de fleeste Historien om Torden=Legionen for falsk og op¬
digtet. J Marci Antonii Tiid begyndte nogle Tydske Qua¬
ter og Marcomanner Krig imod Romerne, og Romerne
kunde ikke faae overvundet Tydskerne. Antonius giorde
dem vel Modstand; men som han var en større Philosopl
end General, saa lod Keyseren, sig indslutte paa snevre Ste
der af de Tydske, der forstoed Krigshaandværket bedre end
han. Romerne giorde vel heftige Udfald, men bleve altid
drevne tilbage med Tapperhed af Quaterne. Endelig ind¬
faldt der en stor Tyrke, som varede i sex Uger. De Tyd¬
ske førte sig denne Omstændighed til Nytte, besatte alle
Passerne, og afskaare Romerne gandske al Tilførsel af Vand
I denne Nød giorde Keyseren et fortvivlet Udfald med sine
Folk, og midt under Fægtningen faldt en sterk Regn, som
styrkede Romerne. Quaterne troede at Guderne selv vare
med i Spillet; de tabte Modet, og Romerne tilfægtede
sig en stor Seyer. Dette er Factum, saaledes som Clau
dinus Apollinarius fortæller det. Hos Romerne var en
Legion af Christne, og kaldtes Melitina Legio; denne
hedder det, traade frem i Nøden, faldt paa sine Knæe
og det regnede. Men de fleeste nægter, at der har været
en heel Legion af Christne iblant Romerne. Videre finder
man slet ingen Legion iblant Romerne, som heed Legio Me¬
litina. De, som holder Historien for sandfærdig, føyer
endnu til, at Antonin havde beæret dette Bederegiment
med Tilnavn af Torden Legionen. Men Legiofulminatrix
var oprettet længe førend Antonins Tid. De, som udgi¬
ver det her Fortalte for et Jertegn, beraaber sig paa de
gamles, Tertullians og andre fleeres Vidnesbyrd. Men
man svarer dem, at her gielder ingen Vidnesbyrd, efter¬
di det er intet factum historicum, men miraculosum. Sa¬
gen maae afgiøres ved Naturens Undersøgelse. Hernæst
siger denne Histories Forsvarere: Gud giør ingen Mirak¬
ler efter de Vantroendes Bønner, derfor maae det nød¬
vendig have regnet efter de Christnes Bøn. Men det bli¬
ver endnu immer Spørsmaal: om den faldene Regn har
været et Jertegn? Man begaar petionem principii, naar


man saa slutter. Endogsaa Antonin Brev, som skal fore¬
findes om denne Sag, er falskt. Paa Columna Antoni¬
niana, som endnu er til Rom, bliver Jupiter tilskrevet
dette Jertegn. Man seer den Romerske Krigshær i den
yderste Fortvivlelse, oven til seer man Jupiter, af hvis
Skieg og Fingre udflyder Regnstrømme. Viidere efter
denne formeente Mirakel=Regn tillod Antonin, at de Christ¬
ne endnu immer bleve forfulgte i Lion og Guienne; hvorledes
havde denne Vise, denne retfærdige Herre saaledes kundet
belønne sine Hielpere, der findes atter andre, som paastaaer:
Romerne havde ikke tilskrevet de Christne dette Jertegn.
Dio Cassius siger at der var en Troldkarl hos Romerne,
som havde tvunget Guderne dertil. Der findes endda for¬
skiellige Foregivender og lige saa mange Jndvendinger, som
man andbringer i henseende til denne Torden=Legion og dens
formeente Jertegn. Men det er ligesaa forunderligt at
man strider hidsigt vek, uden at vide hvorover? Factum
er sandt; men man sammenblander aabenbare Factum og
Causas. Gandske vidst har baade Christne og Hedninger
holdt denne Historie for et Jertegn; men dermed er det end¬
nu ikke afgjort, at det ogsaa virkelig har været et. Saa
meget er vist, at i Antonins Tider har Christne tient under
den Romerske Armee. Tertullians Apologeticum beviser
det. Jmidlertid holdte dog de Christne den Gang Krigen
for at være utilladelig. De Lærde plager sig meget for at
hæve denne Modsigelse. Men de betænker ikke, at man
den Gang hvervede lige saa sterkt og voldsomt som nu om¬
stunder. Det er og kan ogsaa være sandt, at Antonins
Christne Soldater den gang har paakaldet Gud i Nøden.
Det er de Christnes Pligt. Nu kommer det an paa det
store Spørsmaal: Om den faldne Regn virkelig var et Jer¬
tegn? Man veed, at der gemeenlig følger ondt Veyr og
Pladskregn paa en foregaaende Tørke. J sex Uger havde
der været saadan en Tørke og denne Omstændighed giør al
Vanskeligheden, og hindrer, at man intet vist kan afgiøre
i den Sag. Vi maatte med Vished vide, om Luften den
Gang var saaledes beskaffen, at det slet ikke har kundet reg¬
ne; men Herom har vi ikke den ringeste Efterretning; og
af denne Aarsag holder man sikkerst for, at alle Tvistighe¬
der om Torden=Legionen og dens Virkning ere unyttige og
forgieves.
Nyt og Gammelt.
Kiøbenhavn. Vi har nogle Gange faaet Skrivelse fra
de i Riget længst beliggende Provintzer, som forlanger,
at vi skulle give dem Underretning om Opdragelsens Maa¬
de med Unge Pige=Børn i Hopedstaden. Vi har længe


holdt os fra dette delicate Foretagende indtil nu, da vi
atter derom har faaet en meget alvorlig Skrivelse, som for
drer saadant af os paa vores Samvittighed. Vi har da
formaaet vores Hofmesterinde til at give os følgende Efter
retninger. Med Unge Pigebørns Opdragelse i Hoved Sta¬
den, (og maaskee andre Steder ligesaa) gaaer det saale¬
des til: Nu frisk! Cloris lærer sin Datter at pryde et
Spillebord. Dorimene lærer sin at neye og tvinge Krop¬
pen. Phyllis lærer sin at klæde sig flygtig. Florentina
lærer sin at bande Tieneste=Folkene og at kysse Hunde.
Elisandra lærer sin at være kræsen. Eugenia lærer sin
af hvad Blod hun er, og at foragte andet Sløer. Praxilla
lærer sin lille dumme Dukke tvetydige Ord og forblommed
Tale. Cicilia lærer sin Coqvetterier og Galanterier. Aga¬
ta fører sin an til Comoedier, Opera, Masqverader og
Ball. Amalia lærer sin Øynenes Sprog og at sukke til
rette Tider. Elisa lærer sin at pryde et Natbord samt at
dandse. Leonora lærer sin at tage imod Opvartninger og
affærdige de unge Smaae=Herrer paa en endnu meere træk¬
kende Maade. Flavia lærer sin at læse Romaner. Jan¬
tippe lærer sin, hvorledes hun skal bemægte sig Herredom¬
met over sin tilkommende Mand. Tripenippe lære sin at
gaae i Maaneskin. Eulalia lærer sin at være upasselig,
have opdigtede Svagheder, alligevel den lille Glut er gand¬
ske Hiertefrisk. Men hvem lærer sin Gudsfrygt? det kun¬
de hun ikke erindre. Hvem lærer sin Huusholdnings Sa¬
ger? Fy! hvem vil spørge derom? det er saa gemeent.
Her gaaer det langt anderledes til. Glutterne her har
langt andet at forrette end saadant Lapperie. En spodsk
Mine er her Presence d'Esprit, og en aaben Hierne, en
oplyst Forstand. Et rank Liv er her en ædelmodig Siel.
Et skiøndt Bryst er her et mildt Hierte. En fiin Hud er
her en seryervindende Dyd. En affecteret Utaalmodighed
er her et fornemme Sind. En kielen Kleinmodighed er
her et ømt Hierte. En pyntet Dukke efter allernyeste Mo¬
de er her en udvalgt Forstand. En prægtig Silke Klæd¬
ning er her en liflig Omgiengelses=Kunst. Hvide Hænder
er her en ædel Distinction. En kostbar Brillant er her en
høy Fornøyelighed. En tækkelig Skiødesløshed er her en
berømmelig Huus=Raadighed. At indtage en Cavallier
er her det samme som en ærbar høflighed. See! disse
og saadanne Fuldkommenheder passerer her for artige Dy¬
der; de ere og lærte paa en kort Tid; thi de spæde Engle
har meget let ved at lære dem, og endskiønt de kan læres
ungefæhr paa een Dag, saa kan de dog ikke glemmes i 40
Aar. - See saadan er gemeenlig Børne=Opdragelsen,
i Store Stæder. Hvad man vil tænke derom i de smaae
Provintzer, skal vi ikke kunde sige. Den vil ventelig nok
forekomme dem noget underlig. Nu vil vi igien give
vore peene Kiøbstæd Mødre og Pigebørn en kort Efterret¬
ning om, hvorledes Pige=Børn bliver opdragne og forma¬
nede andensteds. Af Sproget seer man lettelig i hvad Land
saadant skeer. Det vil ventelig forekomme vore Kiøbsteds
Koner og peene Døttre ligesaa latterlig, som deres Opdra¬
gelses Maade forekømmer de andre forunderlig. Ja, hvert


Land har sin Skik. - Her er da et kort Udtog af Bu¬
lette Ebeltofts Formaning til sine tvende Døttre;
Mi Hiate Bøn Johon og Kiesten: atterdi a val
føl, a int stoer mier aa mi Sing, mins døer, skiønt a
haar mi Fostand, aa ka muntle sei, aa Lær jer, hvordan
J ska løv atter mi døe, soe hører da flittelæ hvad a sejer
jer, o giør dar atter, soe ka J i Dav eller i Mon endnu
kom te Ær.
1.) For oldting ska J gaa flitte i Kierk og bee, soe
vil J vær lykkele i olt hva J taaer jer for, soe ka J foe
kiøn Mænd; mins giør J int de; soe vil de goe Jer jl.
Nær J no er i æ Kierk, soe la jer Yven int flyv omkreng
aa de ung Koel; thi den Jomfrou som giør de, goer int
i Kirk for at bee, mins for ai fii aa Snushonerne, for
ai blyv narret aa dem, de er int fauert, mens Løsafteg.
J moe sie styvt aa Prøisten, o val gie auft hva han seyer
jer. Nær J da kommer ud an Kierken, soe ta gudele
Bøver, hellers saa vil de goe jer il. De vil a sæ Mari int ha.
2.) Nær J er til Gild, inten Basel= eller Bryllups¬
Fær, soe hol jer kiøn inen Ærbarhieds Grinser, a J int
kommer i et slemt Røvte. Spør de jer om noued, soe
svorer mæ fo Urd. Nær J fæder ve Bouret, soe mo J
kon æd møy let, o tøg Maen longsom. Diersom jen
ung Koel driker Jer te, foe svor ham: a sejer Tak; a drak
no nyssens; a ka no int drik, drikker a for møy soe bly¬
ver a fuld. Nej, a er ingen Fyllebøt. Holler Houdet
aa jet Stæj, sii jer int omkring, stik jen Knappenaal for
jer aa Bouret, læg bone Forfingre aa boue Hænnerne aa
bouret, o sii Styvt aa Naalen. Nær J giør de, sie,
soe vil Folk sej: de er to møi feise Pejer.
3) Vil jen ung Koel sladder jer nouet for om Fri¬
eraserie (som dier Vaaen er) fo tie bom still, bid Mun¬
nen sammen, og svor ham slet int. Sejer han da te jer,
ai han holder saa møj aa jer, o vil ha jer, o diersom han
int fæk jer te Koun, soe maa han døe a baaer Forlyvelse.
De maae i slet int trou, mins J moe sej ham: Mi Ven!
a forstaaer int aa jeres Taal, vil i døe, sie soe holler a jer
int dierfro. Vil han int læ sej sæje mæ de, mins
vil gie jer Baand o saadant Tøv, soe ta int derimod; mins
sejer: Hvorfor vil J gy mæ de? Vil han ta jer ved Haa¬
nen, og træk jer jen Ring aa Fingren, de maa J int taal
mens J mon stravs træk Jer Haan tilbaue, o sei: hva
hor J mæ mi Haand o giør, ka J int la mi Rind sæd?
Mien J, ai J har jer Lysbed fuer Jer, a hør int aa jer
Sladder. Sæt jer so bort o ven Koelen Ryggen te, o sii
int aa ham.
4.) Kommer de da soe nær, ai J ska daans, si soe
mo J først neje kiønt, dreje og kneise med bone Enner, og
kiøn snæver. La Spillemand spil: Tralle, tralle, tralle.
Si soe vil Folk sei: di tou Pæjer daanser møy kiønt.
Siir J! de vil vær jer jen stouer Berømmels.
5.) Nær jer Faster stor op o vil gaae (thi hos hinne
ska J vær atter mi Døe) si so ska J strafs goe mæ hin.
Vil da de ung Koel hol aa jer, soe ska J støe dem mæ
jere Albouer, o sei; min J, al vi ær Hurer? J ær noule


Tølpre, goe til J foer Pokker i jer. O sløj dem bran
fraa jer med Albourne. Sii soe ka alle sie, a J ær to
toutige Pæjer.
6.) Nær J da er soe stuer, ai J ka fordrav Frier¬
raserie, o ingen Beiler kom, sii so ska J aa St. Annirs
Auften med baaer Houed o aa jer baaer Kni unner aaven
Himmel bee saadan Bøn: Hellig Annirs! a beer dæ, be¬
skiær mæ fatte ung Pig snaart jen fiin Man, som gaaer
mæ mæj tæ Sengs, staae op mæ mæj, som har kiøn gvult
krøllet Haar, o er trei Gang ni Aar, som int snorker el¬
ler skiænner, o i Sængen sæj aa ret Sej vænner. Helle
Annirs, hielp mæ arm Bon! Kommer da jen Beiler,
o begier jer i Æren, si, saa viis ham til Jer Faster.
Beer jer Faster ham at spiis mæ sam Auften, so moe J
kun æd møi let, o slet int drik eller taael. Nær J stor
op fraa Bouret, saa nier kiønt, o gær kiøn ærbaar i jer
jen Stone. J moe int la jer kys aa ham. De raaer a
jer mi higte Bøn.
7) Diersom Folk vil firsier jer, o sej: Te Lyk Jom¬
frou Brui! mins J var endnou int giet sammen, so sejer:
Skæl mæj int ui, a er ennu int Brui, diersom a var Brui,
maat a val siel vi de.
8.) Diersom J da har jen Frier, som mæ jer Fa¬
sters Tillodels har foet jaa a jer, sii, saa moe J val gi
ham Lon ai kys jer, mins de moe int skie for tit. O slet
int meer end Kys. Hør J val, mi hiatte Bøn!
9.) Nær J da kommer i den Stoue aa Brollos¬
Dagen, hvor J ska vies, soe bær jer skikkele ad, slaer jer
Yven nied, o siir int aa Bruigommen. Nær Prøisten da
spør jer ad: vil J ha den (som jer Bruigom nu hieder) te
Man? so mo J tydele svor: Ja. Nær J so er sammen¬
giet, o J sætter jer te Bours, soe mo J slet int taael mæ
jer Bruigom, sied kiøn stil, æd o drik møy let. Atter
Maaltiet, nær Bruigommen giør den først Daans mæ jer
soe nier først møj kiønt, o daanser nepper o de ret nepper o
peent; mins la jer int ta ve Houed eller kysses aa jer Brui¬
gom, so nouen seer de, han maa heller int ta jer ve Ar¬
men, diersom han giør de, so sie te ham: Æl æ! vout
jer for Folk, ka J int tøv te vi kommer i Seng.
10.) Kommer da den Ti, ai J ska gaae mæ Brui¬
gommen til Sængs, soe moe J int stravs goe mæ, mins
J moe lae som J slet int vil sou hos ham. Beer han
jer da, ai J endle ska goe mæ, soe svoer ham: O! næj!
o næj! a er int vaant ai goe mæ Manfolk te Sengs.
Blyver han ennou ve ai bee, soe ka J still jer an, ligesom J
int vil, o sej: a goer do int aljen mæ jer, ujen mi Faster
goer mæ, o blyver hos mæ i Nat. Ennele vil jer Faster
sej: J ska goe mæ jer Bruigom, hun vil følles mær jer i
Brui=Kammeret, sie soe ka J kuns goe dristele mæ.
11.) Nær J da ska treen i Bruiseng, saa begræd
først jer Jomfrudom, ja, begræd den aa Hiatens Grund,
ret høyt. Er Bruigommen sien Venle, so sej tæ ham,
ha aa vist de, ai J int vil la mæ sou i Roe, ha a int goet


mæ jer te Sengs. Om Moren daratter, soe moe J sie
ai J ka foe Mannes Bovser, ai han int sier de, soe foer J
sien Herskav yver ham. Nær han vovner, so sie go Mon
te ham, o kys ham, thi nu har J Lou dertil. Spør ham,
om ham vil ha Øllbrøi oller nonet onnet.
12.) Nær J soe fien har foet jer Klejer aa jer, o har
løst jer Monbøn, o Folk ønsker jer te Lyk o sejer: Gui
Møn Jomfru Brui! te Lyk mæ Bruisængen! har J sonet
val hos Mannen? soe maa J smiil deraa o tak dem, J
ka osse blyv lit røi derve, og skam jer lit, J mo hold Tør¬
klæi for jer Yven o sej: J har sonet ret val, J vil no nok
sind Vejen aljen til Sængen jen an Gong. Daratter
holler jer alti ærle. Goer jer Mann unner Yven, og plej
ham got, o taael oller meer mæ anner Manfolk, han kun
sie de, o blyv jalux.
Nu min hiate Børn, sie so ska J giør. Taar denne
Unnerrætning o Auft, som jen kostbaar Skat o beyst Arv¬
paart.
Kiere Kiøbsted=Mødre og peene Jomfruer, hvad
tykkes Dem om saadanne Regler? De ere just ikke meget
polerede, imidlertid er der dog meget Got i dem, om kun
Johon og Kiesten vil følge dem.
Mange vilde vel gierne vide, hvem der fik de 10000
Rdlr. i dette Lotterie. No. 17261. med Devise: Wir
haben das beste Losz getroffen, fik denne Gevinst Den
faldt paa et got Sted og i gode Hænder. En smuk og
dydig Jomfrue havde her truffet et got Nummer. Gid
hun nu kun og maatte faae et got Lod i en anden Begiven¬
hed? Smuk, Dydig og Riig. Jngen ærlig Karl kan
forlange meere. Man mærker ellers, at de tydske De¬
viser har været lykkelig i dette Aar. En rar Observation
i det tilkommende Lotterie.
De Altonaiske Lodsædler er meget rare at faae fat
paa her i Byen. Man er næsten færdig at vove Liv og
Blod, for at komme af med sin Mark Lyksk. Ja, her er
næsten lige saa stoer Allarm hos Collecteuren for Lod=Sæd¬
ler, som der for nogle Aar siden var paa et vist Stæd,
førend man fik Sædler.
Her sad en Skoeflikker i sin Bod og fang for sig selv:
Tamerlan var, og Tamerlan var, og Tamerlan var,
og bestandig igientog disse Ord. En Selvklog, som gik
forbi, blev noget staaende for at høre videre; men Skoe¬
flikkeren blev kun ved at synge det selv samme. Endelig
spurgte den Selvkloge: Min Ven, hvem var da Tamer¬
lan? Skoeflikkeren svarede: Ligesaadan en Nar som de
Spørgesyge.
Jylland. Her blev en Tilreysende ved sin Ven ført
ned i en Viinkielder. Denne Fremmede saae sig omkring,
og fandt ikke et Sted at sidde paa: Han spurgte derpaa
Verten ad, hvorfor han ikke havde en Stoel eller Bænk at
sidde paa. Min Ven! svarede Verten: Jeg vil ey at
mine Giester skal sidde og drikke saa længe, til de ey


meere kan slaae. O! det var en ærlig Vert; men han
skal og være en meget fattig Mand, og selv drikker meere
Vand end Viin.
Her sad en gammel Beste=Moer og moraliserede for
sin 16 Aars Datter, som skulde sendes til Hovedstaden for
at lære smukke Sæder. Ak! mit Barn, sagde hun; det
ere ugudelige og onde Tider vi lever i. Forestil dig, hvor
mange unge Jomfruer der hver Dag bliver skændet af de
lastefulde Mandfolk, som anvender saa vel Kunstgreeb som
Gevalt, for at forføre et uskyldigt Pigebarn, ja truer et
værgeløst Fruentimmer endog med Pistol og Kaarder, ja,
den visse Død, for at fyldestgiøre deres skammeligste Hen¬
sigter. Hvad vilde du vel giøre, min Datter, sagde den
Gamle, naar du engang befandt dig i saadanne Omstæn¬
digheder, og saaledes blev fristet? Ak Mama, svarede
den Unge, Livet er kiert.
Et lystigt Hoved vilde her besøge en lærd Mand, som
var hans gode Ven, og bankede meget stærk paa Døren.
Manden var allene hiemme, og havde just sat sig til sine
Bøger at læse, hvorover han blev ærgerlig, og, førend
han endnu vidste, hvem der bankede, sagde inden for:
Hvad er det dog for Allarm, der er ikke stor Forskiel
imellem jer og et grovt Beest. Den uden for var strax
færdig med Svar, og sagde: De har Ret. Døren er
allene imellem.
Engelland. En Land Edelmaud, som levede allene
i Verden for at æde og drikke, besøgte sin Naboe, og fandt
ham spillende Dam med sin Capellan: Denne Geistlige
gik derpaa ud af Stuen; da Edelmanden sagde til sin
Ven: Hvorfor han giorde sig saa gemeen og spillede med
sin Capellan? Jeg, sagde han, vilde heller spille med min
Kok. Ey, svarede den anden: De giør just det selv¬
samme som jeg; thi da De giør Bugen til Deres
Gud, saa er Kokken jo Deres Capellan.
Holland. Her kom en Borgermand til en Procura¬
tor, for at bede ham at opsette sig en Klage over hans Na¬
boe, som havde skieldet ham for en Tyv. Procuratoren
svarede ham, at han ey skulde giøre det, han vilde kun
tabe sine Penge, og dog intet faae udrettet; Jnjurie=Pro¬
cesser vare nogle fortredelige Sager; han maatte selv ofte
lade sig kalde en Spitzbube, og han maatte have nok at
giøre, om han skulde forklage alle disse. Got nok, sva¬
rede Manden, det kan gaae an med Dem; men jeg
kan dog ikke fordrage saadant.
En Vert her, fik en Aften tre tilreysende Giester.
Verten havde kun en eneste Seng tilovers. Han trakte¬


rede sine Giester saa got som han kunde; og, da de vilde
gaae til Sengs, spurgte han, hvo de vare? Den første
sagde: Jeg er en Adelsmand, og har i 20 Aar havt mit
adelige Sæde i Svaben. Den anden sagde: Jeg er Sol¬
dat, og har lagt 10 Aar i Skantzen i Ostfrisland. Den
tredie sagde: Jeg er en Præst, og har staaet 24 Aar paa
Prædikestoelen i Neunstadt. Got sagde Verten: Jeg har
kun een Seng, og, efterdi den gode Adelsmand har sadt
i 20 Aar, og Soldaten lagt i 10 Aar; men Præsten staaet
i 24 Aar, saa er det billigt, at han som har staaet saa
længe bør legge sig til Hvile. De behager altsaa min Hr.
Pastor at gaae til Sengs, sagde Verten: De andre maa
tage til takke med Straae.
Frankerig. En berømt Cognette i en stor Stad, hav¬
de givet sine Betientere nyt Livree. En Bekiendt mødte
en af hendes Tienere, og spurgte ham, hos hvem han
nu tiente. Hos Damen - - svarede Tieneren.
Ey, sagde den anden det er jo den største Coquette i heele
Staden. Herover blev Tieneren fortørnet og vilde hævne
sigt, men den anden var ham for stærk, og, foruden
at han gav ham Stokke=Prygel, gandske tilsudlede hans
nye Livree i Gade=Skarnet, og derpaa gik. Tieneren
løb hastig hiem, og beklagede sig for sin Dame, hvor¬
ledes han var bleven tilredet, fordi han vilde forsvare hen¬
des Ære, og tillige bad om et nyt Livree. Du Skurk!
svarede hun; Du skulle have skiøttet dig selv. Jeg
maatte have nok at giøre, om jeg skulde give dig
nyt Livree, hver Gang man kalder mig en Co¬
quette.
Sachsen. General Kyau vilde engang tillige med
nogle andre Officierer besøge en vis gierrig og karrig Land¬
Edelmand, som altid nægtede sig hiemme, naar nogen
kom for at besøge ham. Han giorde ligesaa da disse kom; men
Kyau sagde: Ja, ja, vi vil da vente til han kommer
hiem, og derpaa gik af en Stue i den anden; endelig kom
de til det Værelse, hvor Edelmanden var, denne, af Frygt
for, at de skulde komme ind og see ham, sprang ud af Vin¬
duet, og da han troede at han ikke kunde blive usynlig for
den skalkagtige Kyau, resolverede han til at springe ud i
en Baggaard, og da de just samme Dag havde slagtet et
meget stort Sviin, som hængte i Bommen, kryber han
ind i samme Sviin; Kyan med de andre kommer og i
denne Baggaard, og i det de beundrede det skiønne store
Sviin, blev de Verten vaer. O! min Herre, raabte
Kyah, i det de alle loe: Vi ere nogle ubarmhiertige Sol¬
dater. Vi sparer end ikke Barnet i Moders Liv.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 49


Nyt og Gammelt.
S¬
ælgerem. God Aften i Stuen. Vil de gode Her¬
rer kiøbe Nyt og Gammelt for 2 s.?
Den 1ste Giæst. Hør Kammerad! lad os see din Kram.
verten. Det er jo Fruentimmer= og Mandfolke¬
Tidenden?
vertinden. Ja, dem kiender jeg nok. Vor Naboes
Datter læser dem ligesaa vaade som de kommer
fra Pressen, i Steden for andre spiiser Kryder¬
Kringlen ligesaa varm som den kommer af Ovnen
Den 2den Giæst. Er der noget Kryderie paa dit Nyt!
lad see engang. Der er 2 s.
Verten. Men det er en artig Caracteer: Nyt og Gam¬
melt. Hvor kan disse to Ting passe sammen?
Min Mave er vant til at taale en Hoben; men
dersom jeg drak nyt og gammelt Øll iblant hinan¬
den, saa fik jeg den stærkeste Colik.
vertinden. Ja, det er en anden Sag, min Hierte! men
jeg kan jo gierne have en gammel Klokke under en
nye Slendrian?
3die Giest. Ha! ha! hal Madamens Lignelse er ret
artig. For dette Jndfalds Skyld skal jeg og span¬
dere en to Skilling, saa veed jeg, at jeg faaer beg¬
ge Deelene, som Madamen talte om. Jeg meener
Nyt og Gammelt.
verten. Saadanne Lignelser kunde du nok holde inde med,
Kone! De skiller kun Folk ved deres Penge. Du
kunde heller have sagt, at gammelt Øll og nyt
Brændtoiin kan dog fordrages tilhobe.
2den Giest. Det var sandt. Lad mig faae et Glas gam¬
melt Øll.
Verten. Synk got!
1ste Giest. En Sobken! af det nye Aquavit.
Verten. Synk got!
3die Giest. Et Smørebrød, Madame! af det nye Brød
med gammelt Ost paa. Den Lignelse var jo rig
tig? Hr. Vert! den skaffer ham jo Penge? Alt¬
saa kan jo Nyt og Gammelt vel passe sig sammen?
verten. Ja, den Lignelse var bedre, end min Kones.
1ste Giest. Den Ære, Deres gode Sundhed, samtlig.
4de Giest. God Aften, J gode Venner! Lischen! sluk
Lygten. Det er saa mørk og skident. Der er ikke
en Stierne paa Himmelen, eller en Lygte tændt paa
Gaderne.
Verten. Velkommen! sæt dig ned, Broer! laan mig din
Stok. Jeg skal nok giemme den. Lischen! sæt
Jeronimi Stok ind i mit Sove=Kammer.


4de Giest. Lischen! har du min Pibe? jeg har silv Tobak.
Lischen. Til Tieneste.
4de Giest. Et Glas dobbelt Øl! Skaal Samtlig!
Pertinden. Hvordan lever Moer hiemme?
4de Giest. Hun sidder nu og fornøyer sig med Fruentim¬
mer= og Maudfolke Tidenden. De maa sige,
hvad de vil, saa er den dog løyerlig nok. Jeg
skal have den til Nyeaar. Den koster kun 4 Mark.
3die Giest. See her Broer! her har jeg kiøbt den for
2 Skilling. Man kan nu herefter faae dem Styk¬
viis. De kan være artige nok at læse ved en Pibe¬
Tobak.
verten. Og jeg troer lærde Folk vilde ftikke deres Pibe¬
an ved den.
vertinden. Jeg har altid hørt, at lærde Folk har at laste
alt hvad andre skriver, og sielden vil de skrive noget
selv. Min Morbroer var saa lærd, at han ikke
kunde taale at see en Psalme=Bog.
rste Giest. Ja, de Lærde. Hvem kan giøre dem noget
til Pas. Jeg havde engang gjort et Par Skoe
til en Magister, men han havde nær qvalt mie
med Latin eller hvad det var, han sagde, saa meget
kunde jeg forstaae, at Skoene trykte ham i alle
Ender, og erindrer endnu, at han sagde: Quoas
Longitudinem, skulde de have været saa lange, og
Quoad Latitudinem, skulde de have været saa bre¬
de. Gaaer det saaledes til med Skoe, hvad maa
da Skrifter ikke undgielde?
2den Giest. Ey! lad kun de Lærde have deres for dem
selv. De gode Folk som skriver disse Blade, vil
give os noget at lee af. Det kan nok behøves un¬
dertiden at faae nogen Opmuntring. Vi kan have
nok at sørge for. Der kan være nok, som vil be¬
drøve, men kun faa, som vil giøre os glade.
Verten. Hør! Broer Jeronimus! Du tier saa stille;
hvad tænker du paa?
Jeronimus. Jeg tænker paa, Broer, at jeg har faaet
noget Ruug, som mine Folk ikke engang gider
spiist.
vertinden. Hvor kiøbte han den?
Jeronimus. Ja, hvor kiøbte jeg den. Man bilder mig
ind, det skulde være god og sund Ruug.
verten. Af hvem fik du den?
Jeronimus. Jeg fik den paa et paa et
paa et Fahrtøy. Men førend jeg fik den malet
og baget i Brød, var Skipperen borte.
3die Giest. Det er dog Synd saaledes at bedrage den
fattige Kiøbstædmand, som maa betale alting saa
dyrt.


Verten. Synd. Ja, hvem vil tale derom? Raar de har
faaet Skudden fuld, saa seyler de hiem, og tænker
ikke paa, at der er kun een Planke imellem Livet
og Døden.
1ste Giest. Naar det kommer an paa at bedrage, saa tæn¬
kes der hverken paa Himmerig eller Helvede.
vertinden. Da kiøber jeg min Ruug paa Loftene, er den
da ikke god, saa har jeg mig Mand for mig, som
skal være ansvarlig for sine Vahre.
2den Giest. Nu maae jeg lee. Ansvarlig for sine Vahre.
Der er nok ingen Sælger saa enfoldig. Min Na¬
boe fik og noget Korn paa Loftet forleden; hans
Folk vilde neppe spiise det. Men hvad Revance
fik han? Ney, lad os aldrig tænke derpaa.
3die Giest: O! det er fortredelige Ting at tale om. Hvad
got Nyt i Aviserne?
verten. Tyrken har rystet sig stærk til Krig. Han har
allerede faaet en heel Sæk fuld af Ører, som et
Seyervindings-Tegn. Men de sidste Efterretnin¬
ger fortæller, at den Tyrkiske Anfører havde lidt
et stort Nederlag, og for at indbilde den Tyrkiske
Keyser, sin Herre, at han havde vundet Seyer,
trængde han sig ind i et Græsk Kloster, og skar
Ører og Næser af alle Munkene.
1ste Giest. Det kan man kalde at tage sin Herre ved Næ¬
sen. Men de arme Munke var dog ikke tient med
det Puds.
2den Giest. Det var en Tyrkisk Stræg; men hvor mange
Tienere af de Christne tager ikke deres Herrer ved
Næsen. Men blev kun Næser og Ører skaaren
af disse Bedragere, saa fik man mange Næseløse at see.
3die Giest. Storviziren, som har raadet Tyrken til Krig,
skal være afsat, og nogle vil meene, han er allere¬
de qvalt.
4de Giest. O! gid alle onde Raadgivere faae den Lykke!
Jeg vil just ikke ønske Ondt over nogen. Men
var det ikke bedre, at en ond Raadgiver fik denne
Lykke end han paa en langsom Maade skulde
qvæle mange.
Verten. Ja, det saae og Tyrken, og derfor ryddede han
og denne Storvizier af Veyen. Al Christenheden
maa glæde sig. Det er ey for intet, at der staaer:
Og styr Pavens og Tyrkens Mord.
Vertinden. Er da Paven saa slem?
rste Giest. De arme Dissidenter i Polen. Dem tænker
jeg paa. Hvem mon vel være Aasag i disses For¬
følgelser og Ulykker? De Roman=Catholske hu¬
serer jo erbarmelig med dem, og det med Mord
og Brand.
2den Giest. Ja, hvo vil tale derom? Folk endog af een
Religion, ere jo ofte ligesaa fiendske imod hinan¬
den, om ey saa aabenbar, dog paa en hemmelig og
uformerkt Maade. Mange ønsker sig ikkun Ev¬
nen, som de har Villie til at skade, udsuge og
forarme deres Næste.


3die Giest. Ja, hvad skal vi sige om vore forsætlige Ban¬
kerotterer, hvor mangen ærlig Mand bliver ey
bedraget af dem, ja, mange kommer gandske ud
af deres Næring for deres Skyld. Hvad kan man
kalde det at giøre Gield, og derpaa giøre sig usyn¬
lig, og lade de arme Creditorer nappes om Resten.
4de Giest. Saadan en Bankerotteer har endog laant 10
Rdlr. af min Gaards-Karl i denne Tid. Er det
ikke at være nedrig i høy Grad?
Verten. Men er saadant ikke et Tyverie?
1ste Giest. Det lader dog ey, som man kalder det saale¬
des; thi der bliver jo ingen hængt af dem, men
naar de har været usynlige en kort Tid, saa seer
man dem at komme frem og samle til Rede, lige¬
om Svalerne, naar de nogen Tid har lagt i Dvale.
2den Giest. Saadanne forderver al Credit. Jeg vilde
have laant 20 Rdlr. i Slagtertiden; men den
christelige Jøde vilde have min Revers for 30 Rdlr.
og desuden dobbelt Pant.
3die Giest. Naar man har Pant, saa er her jo Assistens¬
Huus. Der veed man Renterne.
4de Giest. Man læser dog tit i Aviserne, at forsettelige
Bankerotterer og ugudelige Aager=Karle bliver
straffede med Fængsel, Slaverie og aabenbare Tort
og Skam.
verten. Men derved kommer dog Creditorerne ikke til de¬
res Penge.
4de Giest. Det kan dog afskrække andre.
vertinden. Nu er Caffe=Bønnerne i høy Priis. Nu er
det best at slaae Caffe=Tanden ud.
1ste Giest. Min Kone har faaet nogle Pund; men de har
saadan en forunderlig Lugt. Hun siger de lugter
som ankomne Citroner. Jeg drikker aldrig Caffe,
derfor kan det være mig ligemeget; men min Kone
skal have den to Gange om Dagen. Lischen!
Et Glas dobbelt Øll. Det holder jeg med.
2den Giest. Det er noget forunderligt. Min Kone har
og faaet en Deel Caffe=Bønner; men de smager
som de kunde være Botfeldske Roer. Jeg skal for¬
søge engang at brænde Botfeldske Roer. Hvem
veed? Maaskee de kunde blive til Caffe. Man
har jo nu omstunder mange Slags Caffe?
3die Giest. Ney Broer! det gaaer aldrig an. En Sob¬
ken, Lischen! Saa sparer jeg min Caffe=Brænder.
4de Giest. Men, a propos! er Toldsvig ingen Tyverie?
verten. J min Catechismus regnes det iblandt Tyverier.
Endskiønt jeg troer ikke at den Post staaer i alle;
thi hvorfor skulde man da høre næsten hver Dag,
at snart et snart et andet blev paagrebet og con¬
fisqueret.
vertinden. Jeg troer, at man nu omstunder læser meere
i Cartouches Historie, end i Catechismus. Har
de gode Venner hørt et Tyverie, som i disse Dage
er skeet?
rste Giest, Ney! Madame! hvad er det?


vertinden. En Dreng paa en 12 a 14Mar, havde om
Aftenen fneget sig ind i en Mands Sove-Kammer
og lagt sig under Sengen. Da Manden og Ko¬
nen var kommet i Seng, lister den lille Tyv sig ud
og randsager Mandens Beenklæder. Over dette
Pysserie kunde ingen af dem sove den heele Nat.
Dagningen kommer det lille Spøgelse frem og
vilde ud. Men nu var man ikke længer i Frygt
for dette Spøgelse. Cartousche selv skulde neppe
have havt saadan Dristighed.
2den Giest. Det gielder nu at see sig for. Mine Piger
ere meget skiødesløse. De kan aldrig huske at luk¬
ke Dørrene. Forleden blev endog min ene Piges
Rok stiaalet fra hende imedens hun sad ved den,
men Pigen sov og Døren stod aaben. Min Kone
kom ud i Kiøkkenet, Pigen begyndte at ville spin¬
de, men da var Rokken borte. Det var et artigt
Syn.
3die Giest: Jeg har mærket, at Tyvene gaaer nu om¬
stunder meest imod Høytiderne, ligesom Spøgerier
ne i gamle Dage gik meest paa samme Tider.
Man skulde snart tænke at det ene Slags Spø¬
gelse fordriver det andet.
4de Giest: Men vi taler saa meget om Huus=Sager.
Burde vi ikke heller tale noget om Stats-Sager.
Det var dog til meere almindelig Nytte.
verten. Jeg tænker paa, at heele Christenheden skul¬
de holde sammen, og drive Tyrken ud af En¬
ropa.
1ste Giest. Det var artig nok; men Eenighed iblandt
de Christne er vel ligesaa rar, som Enighed
imellem et Amts Mesiere.
aden Giest: Mig tykkes, at hver Europæisk Potentat,
som havde Flode i Søen skulde udruste nogle Krigs¬
Skibe og Brandere og ødelegge alle Søe=Røve¬
res Skibe; ved de store Røver=Næs: Algier,
Tunis, og Tripolis. Naar de havde ingen
Skibe saa kunde de jo heller ikke røve i Søen, og
saa sparede man jo de aarlige Foræringer, for at
holde Fred med disse Søe=Røvere. Var det ik¬
ke bedre, end at forære dem Krud og Kugler, og
sende dem Vaabnene, til at bestride os selv med.
Vilde disse Barbarer forhandle deres Vahre til
Europæerne, saa beqvemmede de sig nok til mere
Menneskelighed.
3die Giest. Ak! Broer! Du har ikke læst meget i den
Politiske Stok=Fisk. Meener du ikke, at der
for længe siden har været tænkt paa det samme.
4de Giest. Mig skal forlange at vide, hvorlænge General
Paole paa Corsica kan staae sig. Der stod i sidste
Avis, at hans Secretair har vildet forgive ham.
Jeg blev saa ærgerlig paa denne Secretair, at jeg
kunde have dømt ham til selv at æde Forgiften.
Verten. Men er denne Paoli ikke en Rebeller?
1ste Giest. Jeg gad vidst, om ingen vil hielpe ham.


2den Giest. O! hvem vilde vel hielpe en Rebeller? En
ulydig Undersaat.
3die Giest. Det skal du ikke sige, Broer! Min Pige sætte
sig op imod mig og min Kone, men hun fik en til
at dreye Sagen saaledes, at hun fik Ret og vi Uret.
Det gaaer saa underlig til, Broer! Vi kan ikke
indsee alting saa nøye.
vertinden. Jeg har en Pige, som kan spaae; hun spaaede
en Jomfrue forleden, hvem hun skulde have til
Mand. Hun skal og spaae Paoli for mig. Jeg
vil ansee Corsica som en Brud, og jeg gad ret vidst,
hvem der skal løbe af med denne Brud.
verten. Nu raaber Vægteren 10, gode Venner! De
veed, jeg lukker mine Dørre, det er ikke min Ley¬
lighed at betale Bøder.
rste Giest. En Sobken over Hovedet.
2den Giest. Lischen! mine Handsker!
3die Giest. Lischen, min Stok!
4de Giest. Lischen! min Lygte! 5 ka min Pibe! God
Nat allesammen.
verten. God Nat, J gode Venner! Gaaer nu smukt
hiem, og løber ikke til Wiborg.
Hamborg. Hos den Kongelig Preusiske Hr. Ober¬
Post=Comissionair Schmid i Hamborg ere atter de Ber¬
linersker Genealog. Skriver= og Post=Calender indbunden
i Pergament, Atlask og Fløyel, saavel paa Fransk som
paa Tydsk, for tilkommende Aar 1769. -. Disse skal
være meget behændige og begierlige, Cavallerer giør endog
Present med dem. En Efterretning for vore Smaae¬
Herrer til Nye=Aar.
Ret nyttige Lamper, som ikke allene viser Timerne acen¬
rat, men endog lyser meget klart, brænder sparsommelig,
giver ingen Damp fra sig, man er i Sikkerhed for Jldsvaa¬
de fra dem; man kan see ved dem at studere, læse, skrive
og forrette al Slags Arbeyde; de behøver ey at pudses, og
kan oplyse et heelt Værelse, ja, samme kan endog bruges
til Skatten=Spil, kan faaes hos Mich. Morell fra Jtalien
som logerer hos Ballheimer paa det store Nyetorv i den
forgyldte Ørn. Mesteren er ansvarlig for sit Arbeyde.
Stykket af disse Lamper koster 5 a 6 Mark Dansk. Men
han har behaget at bekiendtgiøre, at han har kun faa,
hvorfore Liebhaberne maae kiøbe jo før jo heller. Ja,
der er altid mindst til af det gode. Lamperne ere ellers ef¬
ter hans egne Ord meget gode. Og hvem vil tvivle derom,
efterdi han har kun faa af dem.
Da den største Klokke i det her værende Set. Jacobi
Kirke=Taarn, vægtig 7770 Pd., formedelst en bekommen
Skade, efterat den har gjort Tieneste i 283 Aar, er bleven
omstøbt af den her værende berømte Klokke=Støber Hr.
Biber, er samme lykkelig den 27 October blever bragt
i Taarnet igien paa sit gamle Sted, og er dens Vægt nu
8342 Pd. - Her bliver de brystfældige Klokker
omstøbte.


London. Ved Lotteriets Trekning til Guildhall var en
nug Lady for kort Tid siden nærværende, for at observere
om hendes Lod kom ud, hvortil hun havde stor Tillid og
ventede meget efter. Det kom og ud, men med et Nul.
Den unge Lady faldt herover ned til Jorden i Afmagt, og
man havde Møye med at bringe hende til sig selv igien. -
Kan og et Null slaae et Fruentimmer til Jorden?
Et Et Tal, har man ofte hørt, har saadan en Kraft.
Tarpoly i Chesphire. En Mand har her for nær¬
værende Tid et feedt Svin, der næsten er saa slort som en
Elephant og veyer 1113 Pd. Moderen til dette Vidun¬
der blev forrige Vinter slagtet, der veyede ligesaa meget og
gav kun 1 Qvart. Blod af sig, hvortil man giver den utroe¬
lige Mængde Fit og Jsler Skylden. - O! See!
hvor den ene kan ligne der anden! – Saa store
ere Svinene ikke i Siælland.
Bedahle. " nogen Tid siden havde man her et ly¬
stig Optog. Herugen af Clevelands Jagt forfulgte en
Ræv og forcerede ham ind i Staden. Ræven løb over
Torvet lige ind i Posthuset, hvor en mængde skrigende og
tudende Hunde fulgte efter tilligemed en deel fornemme Her¬
rer af Jagten og deres Betientere. Den halve Bye kom
i Oprør herover, og løb til for at see denne arme Ræv at
blive ombragt. Hvor mange tobeenede monne
ikke her have været Tilskuere ved den Fiirbeenedes
Død. Kunde Hertugen havde hidset alle sine Hunde
paa de tobenede Ræve havde Optoget endnu bleven
artigere.
Paris. At det smrkke Kiøn ogsaa besidder Mod, har
Grevinden af Turpin for nyelig her givet Prøver paa
ved en Spatsere=Gang i Boulevards, hvor hun tra
2 Sveitsere, der sloges med deres Sabler: Hun raabte til
dem i det hun blev dem vaer: Jeg formaner eder i Mar¬
schallen af Sachsen min Oneles Navn, i Marschallen af
Løvendahls min Faders Ravn og ved Kongen, min og
eders Herre, at J ikke slaaes, men forliges. Grevinden
sprang derpaa meget modig imellem dem, hvorover Sab¬
lerne faldt dem begge af Hænderne. Hun nødede dem
derefter til at blive Venner og at omfavne hinanden, og
gav enhver af dem en Louisdor til at bekræfte deres Forli¬
gelse med ved et Glas Viin. - Ja, hvem tvivler
vel paa, at det smukke Kiøn fattes Mod. Penge og
Fruentimmer, veed man jo, regierer verden.
En velklædt Person har for nogen Tid siden fundet
paa at poftere sig ved den nye Broe, og bad dem som vil¬
de gaae over samme, at de vilde tillade ham at pudse deres


Skoe. Da nogle forundrede sig herover og spurgte om
Aarsagen dertil, svarede han, at Nøden havde drevet ham
dertil, da han intet andet Middel vidste til at fortiene Pen¬
ge ved. Af den Medlidenhed man havde over ham, ind¬
samlede han mange Penge, men det opmærksomme Politie
befalede ham strax at nedlegge denne Profession.
Au! Maaske han ellers kunde have kommet til stor
Ære og værdighed, om han kunde have samlet brav
Penge.
Toulon. Et Brev fra Fernay under 6 October mel¬
der følgende: Voltaire lever endnu. Denne store Mand,
har allerede for 50 Aar sagt, at han døer, men befinder,
sig desuagtet meget vel. Han klager over, at han er blind
og døv, dog læser han uden Briller og hører ret vel, men
lidt mager og krum er han. Da jeg sidst var hos ham,
havde han et par store Skoe paa, hvide Strømper, en
vidtløftig Peruqve, Manchetter, som bedækkede Hænder¬
ne og en Persisk Slaaprok. Han undskyldte sig meget,
at han ikke var paaklædt, men han er det endelig ingen
Tiid. Ved Bordet lod det som han havde god Appetit.
Han er begavet med et hurtig Begreeb, dog kan man beøt¬
breyde ham, at han er noget eftertrykkelig, og ey betiener,
sig af den Tone i Omgang med Cavallierer, som ellers i
sine Skrifter. Efter Maaltidet førte han mig og det øv¬
rige Selskab ind i et vidtløftig og talriig Bibliotheqve.
Han læste os adskillige Steder for udaf rare Bøger, som
handlede mod Religionen, hvilket for nærværende Tiid er
hans behageligste Materie. Derefter spillede han Skak,
hvorefter igien han brugte vittig Skiertz, og derpaa begyn¬
te man at fortelle Historier om Tyve. Da enhver Dame
saaledes havde fortalt sin, kom Raden til Ham. Han
begyndte saaledes: Der var engang en General=For¬
pagter: Jeg har sandfærdig forglemt det øvrige.
Livorno. Man har i October Maaned attraperet og
Fængslet en Røver der til sin desto mere Sikkerhed havde
forklædt sig i en Augustiner Munke=Habit, hvorunder
man ved Arresten sandt meget Sølv, som var stiaalet i
Kirker. - Ak! hvor meget kan ikke skiules unde¬
den hellige Maske!
Glasgau. En Bager her, som havde en særdeles
god Kat lukkede samme ind i sit Magazin, hvor der var
mange Rotter. Den første Nat giørde den Helte Gier¬
ninger. Endelig sloge alle Rotterne sig om den med sterke
angreeb, hvorpaa Bageren om Morgenen fandt mange
døde Rotter, men Katten og død og en Rotte i dens Bryst.
Mange Hunde er Harens Død, og mange Rotte et
Rattens Død,


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 50


Correspondence.
i har faaet en Skrivelse, den vi med stor Møye har
forlangt samme bekiendtgjort, saadan som det er. Det kan
kundet læse. Vores smukke Correspondentinde har
og passere for noget virkeligt Nyt, hvorfore vi ey heller har
vildet nægte hende den Vellyst, at see sin Skrivelse paa


Prænt. Vor Bogtrykker har ellers havt stor Møye med
at faae dette Brev trykt og passet i sin Form. Skulde vores
Correspondentinde ikke finde sit Brev saa fuldtommen skiævt
i Copien, som det var i Originalen, da vilde Hun behage at
have os undskyldt, da Skylden er allene paa Bogtrykke¬
rens Side, som, i hvor gierne han havde vildet tvinge
det til skiæve Linier og Vinkler, har han dog ikke kundet
faae det skiævere. Her er det da, saadan, som det er:


ggag dr Teder
34n rt dtetie dg i ig gi
i laentan tan iaetinitn der ei lt vet et te
deg manen ed en te uantgitig ken ite die e kte eri
222 2 de Ta
. dnt danen an a ant iæede ie i
om di vile føre det te
i mæ allerstør ste Sum mition dæres
lKoyenhves dæn 31 ogtop 1786.
"cdette skal tok være: dandse) dær po. te om morrenen di got
Dg¬
Unikande er ti manna ka igenie ate hire skrædes
3. 8.
46
J. 3gge øn tvene a 4


Her har vi da fyldestgiort Correspondentindens For¬
langende. Nu ville vi kun forlange igien, at hun vilde føye
os i vores Begiering, som er: at hun legger sig lidt meere
efter Orthographien, og er sin Mama hørig og lydig. Hun
har dog ey saa stoer Uret, som hun tænker. Jmidlertid
seer man dog her af, at de Forældre tænker urettelig, som
siger at Pigebørn behøver ey at lære at skrive rettelig.
Mange tør ey engang lade deres Pigebørn lære at skrive,
for ey at misbruge deres Videnskab, og skrive deres Kiere¬
ster til; men her seer de, at enten de kan skrive slet eller
ret, saa maa de dog bruge Pennen, saadan som de kan.
Hvad mon denne lille Pige ikke skrive i smu, da hun tør
skrive saa meget aabenbare. - Af Liniernes Skiævhed
skulde man snart tænke at denne lille Pige var en Tillepu¬
tianer. Thi blandt andre af denne Nations Videnskaber
melder Capitain Lemuel Gulliver i sin Reyse=Skrivelse
til Lilleput, at deres Skrivemaade i det Land er meget
besynderlig: da de hverken skriver fra venstre Haand til
høyre som Europæerne, ikke heller fra høyere til venstre
som Araberne, ey heller oven fra og ned ad som Chine¬
serne, men paa skraa fra det ene Hiørne af Papiret til
det andet, ligesom Damerne i Engelland. (hertil kan leg¬
ges) og ligesom denne lille Pige i Kiøbenhavn.
Nyt og Gammelt.
Kiøbenhavn. J Anledning af den Efterretning om
de nye opfundne Svømme=Machiner, der fyldes med Vind,
hvorom er talt i vores No. 44, er os følgende indsendt:
Vindmagere! nu kan J aldrig mangle Vind.
En Vind=Maschine er til Eder kommet ind.
Ja, den kan holde Vind. Blæs den kun engang fuld;
Saa har J altid Vind, og seyler ey omkuld.
Ak! Hvor bliver min Elskeligste? Alting er færdig.
Hvad monne kunde opholde ham? Han, som altid har
været saa accurat og saa paapassende at komme til de be¬
stemte Tider. Mon nogen har overfaldet ham? Mon han
er geraadet i nogen Ulykke? Ak! mit Blod bliver koldt.
Det er ingen Forstillelse. Han var aabenbiertet, og jeg
lukte aldrig mit. - Allerbeste Ven! løb, opsøg min el¬
skeligste Rosander. - Rosander er borte. Hvad
borte? Ja. - Ak, bedragne Haab! raabte Belin¬
de! Ak! bedragne Haab! her daanede Hun. - (ja
dette vor en virkelig Tragoedie.
Forleden fik en Bonde lyst til Matros-Kost. Frem¬
med Mad, pleyer man at sige, smager best. Dog stak¬
kels Bonde fik den dog ikke at smage; thi da han havde
kiøbt Kosten af en Matros, kom to andre og tog den fra
ham. Ak! sagde Bonden: Saadant Kost er mig ube¬
vant.
Vores gamle Ungkarl har paa denne Tid havt to Fa¬
taliteter: ved Kirke=Døren fik han Registeret for intet, og
derfor tog han det; men da han vilde efterlæse Prædikenen,
fandt han ingen, han spyttede paa Fingeren og bladede


Men Prædikenen,
i Registeret, indtil Prædiken var ude.
som skulde koste 2 Skilling fik han ey. Han tog kun det
han kunde faae for intet; og bladede Prædikenen bort, som
han ligeledes kunde have faaet for intet. Den anden
Maleur havde han paa et Spiise=Qvarteer over det Ord
Coquette, og ærgrede han sig saaledes, at han maatte lade
sig bære i Porto=Chaise.
Adskillige Tyverier begaaes hist og her saavel store som
maae. Man seer altid meere at være bortkommet og stiaa¬
let end fundet og opdaget. Forleden tog en aatte Aars
Dreng en Banco Seddel paa 10 Rdlr. to Timer derefter
blev han grebet; men havde alt sat 3 Rdlr. til af dem.
Han har og vidst at bruge Penge. - En Mand mi¬
stede alle fine Giæs uden Porten, og en Pige sin Seng.
Havde Pigen lagt i Sengen, saa havde de maaeskee taget
hende med. Dog, der bliver saa mange af dem tagne.
Ellevte December er nu forbie og meget tilligemed.
J Tirsdags og Onsdags havde vi Masquerade. Ak! hvem
der kunde masquere sig for de 2de Terminer; men, des¬
værre, de demasquerer saa mange.
Siælland. Her kom en ung Bonde=Kone i Barsel¬
seng den første Maaned efter Bryllupet. Manden, som
tænkte, at hans Kone vilde saaledes bringe ham et Barn
hver Maaned, kiørte strax til Staden, og kiøbte 12 Vng¬
ger. Paa Hiemveyen mødte hans Herskab ham, og spurg¬
te, hvad han der havde. 12 Vugger, svarede Bonden.
Hvorfor har du kiøbt saa mange, spurgte Herskabet? Jo,
svarede Bonden. Jeg har ikke altid Leylighed at kunde kom
me ind til Byen for at kiøbe Vugger, og som jeg mær¬
ker, kan min Kone behøve en Vugge hver Maaned, thi
jeg har kun havt hende i een Maaned og nu er hun allere¬
de kommet i Barselseng. Du Tosse, sagde Herren: Naar
du ey har havt din Kone længer, saa er Barnet ikke dit.
Herover blev Bonden vreed og sagde: Hvad? om Herren
i Dag kiøbte en Koe, og samme om 4 Ugger fik en Kalv,
og jeg vilde sige, at denne Kalv ikke var Herrens, hvad
vilde Herren sige hertil?
Fyen. Her løb en ung Pige af Brude=Sengen.
Dette fortrød Brudgommen paa og lod hende løbe. Det
var koldt, og den peene Brud stod længe i Kiøkkenet og
frøs. Da hun saaledes havde staaet en Tid lang og fros¬
set, og ventet, at hendes Brudgom skulde have gaaet efter
hende men merkede at han ikke vilde, raabte hun til Ham:
Hvad gielder, at du ikke kan finde mig? og hvad gielder,
svarede han: at jeg ikke leder efter dig? Da hun hørte det,
smut hun smukt i Sengen.
Jylland. En Bonde her besøgte en anden Bonde og
da han vilde gaae hiem, gav han ham en Pose med Nødder.
Da han nu gik hiem, og skulde gaae forbi en Kirkegaard,
syntes ham, at han saae et Gespenst; thi det var sildig.
Han gik derover sterk til, og blev bange. Til ald Ulykke
var et lidet Hul paa Poesen, saa at Nødderne raslede ned
paa hans Hæle. Bonden løb endnu stærkere, og immer
tænkte at det var Gespænstet, som slog ham paa Beenene.
Omsider da han nu ikke kunde løbe meere, raabte han: Ak!


naadige Diævel! spar mig for Kone og Børn. Jmidlertid
var alle Nødderne borte, og da Bonden kom hiem, gik
han til Sengs. Det blev i ey hast udspreedet, at Fan¬
den havde taget Bondens Nødder. - Formedelst man¬
ge saadanne Aarsager seer og troer den gemeene Mand al¬
lehaande Pysserier.
En reysende Franskmand kom her ind i et Vertzhuus
for at logere om Natte.. Jmod Sengetid skulde Pigen
drage hans Støvler af Da samme sad noget hart og tæt,
trak Pigen sin Aande baglænds temmelig høyt. Konen
skiændte paa Pigen og spurgte, om hun ikke skammede sig
for den fremmede Monsiør? O! sagde Pigen; Han er
jo Fransk og forstaaer intet Jydsk.
Engellan En Toldskriver i London skrev en meget
ulæselig Haand Eengang skulde, han forklare nogle Tal,
som ingen kund "forstaae. Men da han ikke kunde læse sin
egen Skrivt, sagde han: Det maae en anden læse og
ikke jeg. Det gaaer ikke mig an. Jeg er Toldskri¬
ver, men ikke Told=Læser.
En Matros, som nyelig var kommet fra Ostindien,
havde engang Lyst til at ville giøre sig et ret got Maaltid,
og gik hen for Spiise Tiden til en rig Guldsmed. Han
forlangte at tale med Guldsmeden, og efterdi der vare
mange Folk, saa vidskede Matrosen ham i Øret: Hvor¬
meget en Klump Guld saa stort som hans Hoved kunde vel væ¬
te værdt? Vel min Herre, svarede Guldsmeden, vær saa god
og bliv hos mig til Middag, jeg har nu just nogle at tale
med. Matrosen takkede og modtag Jndbydelsen. Da
Maaltidet var endt, og de andre vare bortgaaede, sagde
Guldsmeden til Matrosen: nu Apropos! Guld=Klumpen
de talede om. Ja, svarede Matrosen, jeg vilde gierne
vide, hvad saadan en Klump kunde være værd. Har de
saa stort et Stykke, spurgte Guldsmeden. Ney, svare¬
de Matrosen, Jeg har det endnu ikke, men jeg vilde
giærne vide, om det var Umagen værdt, saa vilde
jeg giøre mig Umage for at faae det.
Frankerig. Allernyeste Forordning, hvorledes
Ægtestanden nu omstunder skal føres i Frankerig. Et
Skrift under denne Titel har man seet paa Tydsk. Det
er tilskrevet det hele menneskelige Kiøn; men han tænker
slet ikke sindrigt og artigt. Lovene, som han forordner, ere
103 i Tallet, hvilke for den største Deel ere forbundne med
smaa spøgefulde saa og beskiemmede Truffeler og Straffe.
Jeg vil anføre nogle deraf til en Prøve: 1) Paa det at
der bestandig kan vedligeholdes en god Orden og Forstaaelse
imellem begge Kiøn: saa tilstædes ikke allene, men befales
endog Lemmerne af det smukke Kiøn, at de hvert Nye=Aar
skal gaae omkring til alle og enhver af de dem bekiendte
Mandspersoner, som de har Høyagtelse for og udbede sig et
Kys af hver af dem. De, som ikke igiennemlæser denne
Forordning, skal tilbørlig straffes med at blive ugiftede
20 Aar efter hinanden. Denne Lov vil være meget beha¬
gelig for alle unge Springere, og hvor ville de glæde sig
imod Nye=Aar, at de unge smukke Fruentimmer da skulle
komme til dem og bede dem om et Kys. Med det fore¬


staaende 1769 Aar skal denne Lovs Efterlevelse begyndes.
2) Enhver Jomfrue, som, efterat hun har fyldt sit 16de
Aar, uden at være gift, eller i det mindste forlovet, skal til
Straf ægte en Enkemand eller 90 Aar gammel halt og lam
Ungkarl. Endogsaa denne Lov torde maaskee finde bifald,
dersom kun den Vanskelighed ikke var forbunden dermed,
at Jomfruerne maatte selv frembyde sig til Mandsperso¬
nerne, for ikke at forfalde i den medtruede Straf. Thi
hvorledes vil deres Undseelse og Blufærdighed tilstæde dem
det. - Den 15de Lov byder, at Fruentimmerne skal lade
sig see, uden al overdreven Pragt, og ingenlunde hænge al
deres Brudeskat i Ørerne. Fra denne Forordning vil gand¬
ske vist alle Fruentimmer appellere til en høyere Jnstantz.
Maaskee de skulde før lade sig alle de foregaaende Love be¬
falde end denne, som nægter dem det Allerkiereste. Den
20de og 21de vil ligeledes være ufordragelig for dem.
Konen maae aldrig understaae sig, at tale i en myndig eller
Underviisnings=Tone til deres Mænd. Naar de holder
deres Sammenkomster, skal det altid skee i en gift Mands¬
persons Overværelse, paa det at han kan nøye give Agt
paa alle forefaldende Samtaler og Foretagender, paa det
at Mændenes Ære overhovedet paa ingen Maade skal bli¬
ve krænket. Den 89 Lov lyder: Det forbydes alle Ægte¬
mænd udtrykkelig, at have deres Senge eller Sovekammer
for sig selv, under hvad Forevending det endog maatte væ¬
Man kan af dette anførte let slutte sig til Resten.
re.
Her sad en gammel Tante og Moraliserede for sin
unge Søster=Datter, sigende blandt andet, at hun skul¬
de lade hendes flygtige Væsen fare, og tage sig i agt for
de forføriske Mandfolk, og sagde derhos: Jeg erindrer mig
vel endnu, at da jeg var Jomfru Kan
kiere Tante huske det endnu, faldt Pigen hende ind i
Talen.
Bourvalais og Thevenin, som under Ludvig den
Fiortende havde samlet sig store Midler, kom i Klammerie
med hinanden. Thevenin sagde i Hidsighed til Bourva¬
lais: Betænk, at du har været min Tiener –Jeg
tilstaaer det, svarede den anden; men dersom du havde væ¬
ret min, skulde du endnu have været det
Andely. Her er en Cantor, som giør Vind=Møl¬
ler
Holland. En Lærd Mand havde af en Hændelse
faaet en stoer Hollandsk Ost ind i sit Bibliothek. Et ly¬
stigt Hoved, som var Mandens gode Ven, blev denne Ost
vaer, og bad ham laane sig den Bog. Ney, svarede den
Lærde: Denne er den eeneste og reeneste Original,
(een undtagen) som jeg har paa mit Bibliothek, og
De veed selv at man ikke gierne udlaaner Originaler.
Lyon. En Gartnerske her i Staden som var nær
ved at giøre Barsel meget fattig, men smuk af Skabning,
mødte for nogle Dage siden paa Steenbroen en anden Ko¬
ne, som hun var noget skyldig, og som fordrede sine Pen¬
ge: Hun bad hende, betragte hendes Tilstand, og hendes
Uformuenhed; det hialp ikke; den anden blev vel ved at
presse, at skiænde og at skielde; hun sukkede, græd -


det syntes at en Mand i en rød Kiol som uformodentlig
stod hos dem, tog sig deres Striid til Hierte. Vær trø¬
stig, søgde han gandske sagte, til den stakkels grædende,
i det han drog hende til Side; J skal snart giøre Bar¬
sel; J trænger haardt til Penge; dersom J vil give
mig Jeres Barn, saasnart det er født til verden, og
for det er bleven døbt, saa vil jeg tage mig af det,
som en Fader. og give Jer Hundrede Guld=penger.
hyvor boer J? den forbansede Kone nævnte ham i første
Øyeblik sit Bolig, men betænkte sig strax derpaa og svarede:
Noi, Mosis, jeg kan ikke giøre det, før jeg faaer
spurgt min Mand og vor Præst. Vel an, svarer
Manden og blev usynlig. Den stakkels Kone fortalte strax
denve Hændelse til sin Mand, til Præsten og til de andre
Kierlinger; Rygtet om en saa besyndelig Hændelse udbredte
sig, og, da man vel havde overlagt alle Omstændigheder,
sagde man: man vil have dette Barn, førend det er
bleven døbt; det kan ikke være nogen anden end
Diævelen som vil have det med saadant Vilkaar; i
det mindste er intet meere sandsynlig; snart bliver man
overbeviist; det er vist, det er Diævelen.
Jmidlertid føler Koncu, Morgenen derpaa Fødsels¬
Smerter, og troer, at hun skal giøre Barsel; men tvende
Dage gaaer børt, uden at hun kan blive forløst; Det er
Diævelen, siges der i heele Naboelaget, som hindrer, at
det ikke kan fødes, førend han kan komme at tage
det; man maae søge at forhindre det.
Pøbelen stimler til Døren paa Huset, og hver Gang
man bliver en Mand vaer i en rød Kiol; hei! der er
han. - Skrigen og Vrolen: See, der er Diævelen;
man maa hente Hoved=Vagten og Borger=Vagten for at
splitte den fortryllede Pøbel, som er ud af sig. Man giør
alvorlige Forslag til offentlige Bønner og Diævelens Ma¬
nelser. Man bringer endelig den ulykkelige Kone til Ho¬
spitalet, hvor hun er saa lykkelig at blive forløst; men
først 8te Dage efter, at hun havde talt med den røde Mand.
Nu troer man at have opdaget, at det var en Mand, som
havde en ufrugtsommelig Kone, hvis Arvemidler ikke kunde
tilfalde ham, med mindre hun gav ham Livs=Arvinger, og
at det derhos kom dem ret tilpas at faae fat paa et Barn
som han kunde lade døbe paa sit Navn.
Parma. Her har reyst sig ven merkværdig Process over
et ungefæhr for 4 Aar siden indgaaet giftermaal imellem
en Fransos ved Navn l'Eschalon som var i Tienniste hos
den for nogen Tiid siden døde Hertug af Parma og et her
i Landet født Fruentimmer Mieville kaldet. Begge gik
til Biskopen, som foruden den brugelige Maade at giøre
saadant bekiendt og at indhente Forældrenes Tilladelse, vil
de dem sammen, hvorpaa Brudgommen førte Bruden hiem
i sit Huus. Hun forlod strax derefter Mandens Huus,
tog hiem til fine Forældre igien, og 8te Dage derefter


indgik det andet Giftermaal offentlig med bemeldte Biskops
Tilladelse, uagtet det var imod den første Mands Ret,
der ey begiærede andet, end at blive skilt ved hende og sin
Ægteskabs Forbindtlighed, hvilket han endnu ey har kun¬
det opnaae. Denne tænkte, at det gik med Mænd,
som med Stads, at naar hun var blevet kied af een
Klædning, kunde hun tage tane sig en anden.
Svaben. For nogen Tid sil en saae To Svaber en
Maar i en Skov, som de satte efter, men som sprang op i
et Træe. Strax sagde den ene: Brøder jeg kan klavre,
jeg vil klyve op efter den; gak du imidlertid hiem til Byen
og hendt Jld, at vi kan stege den. Ja, sagde den anden,
jeg vil springe gesvindt efter Jld; men Boder, du maae
for alting ikke æde den op allene, du kal de ellers blive syg
der af. Han gik derpaa til Byen, da imid ertid hiin gior¬
de sig megen Umag, for at komme op i Træet; men jo nær¬
mer han kom Maaren, jo høyere klavrede den op. Han
steeg stedse efter den, og da Maaren ikke kunde komme vi¬
dere, sprang den hen i et andet Træe. Holdt, raabte Sva¬
beren, er du saadan en Karl, den Kunst vil jeg snart giøre
dig efter; thi mine Been ere noget længer til at springe
med, end dine. Da han nu sprang hen til det andet Træe,
fandt han Jorden paa den Maade, at han aldrig kunde sprin¬
ge mere. Jmidlertid kom hans Kammerat med Jlden, som
immer gik og tænkte, at den anden havde nok spiist Ste¬
gen raa, og spiist den op allene; og da han nu saae ham
ligge død, sagde han: See du Slughals: Sagde jeg dig
ikke, at du ey skulde æde den raa Steeg op allene. Nu lig¬
ger du der, og har det raa Dyr i Livet.
Bortkomne Sager.
Mathes Grah havde tabt en Fløyels Pung, hvori
der vare Hundrede Dukater. En fattig Bonde fandt den,
og tog En Dukat deraf, til at kiøbe sig en Hue. Mathes
fik det at vide, og kom til Bonden, og forlangte, at han
vilde give ham sin Pung igien, hvilket Bonden og strax
giorde. Her er eders Pung, sagde han; deri fattes kun
En eneste Dukat?. Mathes blev derover meget vred, og
sagde: Du har stiaalet fra mig mine Penge; jeg tager
ikke imod Pungen, uden at alle Pengene ere deri". Han
gik, og anklagede Bonden. Dommeren, efter at have hørt
begge Parter, sagde til Mathes; Du har jo tabt en
Ja sagde Ma¬
Pung, hvori der var Hundrede Dukater?
thes. Nu saa er denne ikke din, sagde Dommeren videre,
thi der er kun Ni og Halvfemtesindstive deri" Og til
Bonden, som havde fundet den, sagde han: Der har du
den; behold den for dig; den hører ikke ham til; han maa
søge den andensteds?


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 51


Brev=Vexling.
L¬
ondon. Man har her havt et merkværdigt billede paa
en triumpherende Dyd. En fornemme Borger, som
havde levet i god Lykke og Anseelse, blev sat i meget slette
Omstændigheder formedelst mange ulykkelige Tilfælde efter
hinanden, og formedelst en uundgaaelig Uorden i hans For¬
retninger. Ved en uforskyldt Armod findes der gemeenlig
en vis Beskedenhed; hvilken da ogsaa giorde, at han heller
indrettede sin Levemaade efter sine nærværende Omstændig¬
heder, end at han hos sine Venner vilde anholde om noget,
for at understøtte det udvortes Skin af en Formue, som i
Grunden ikke fandtes hos ham. Hans Kone, som var for¬
nuftig og dydig, opførte sig ved denne Leylighed med en
ikke almindelig Velanstændighed, og havde aldrig været saa
elskværdig i hans Øyne, som nu. J Stedet for, at hun
skulde have ladet ham høre, eller bebreydet ham den store
Formue, som han havde faaet til Medgivt med hende, eller
de mange gode Partier, som hun for hans Skyld havde
afslaget, saa fordobblede hun meget mere alle Kiendetegn
paa hendes Kierlighed og Gunst; da hendes Mand derimod
uophørlig udøste sit Hierte med Beklagelser for hende, at
han havde giort den beste Kone af Verden ulykkelig. Han
kom undertiden hiem paa en Tid, da hun ikke ventede ham,
og traf hende grædende, hvilket hun søgte at skiule for ham,
og paatog sig et muntert og mildt Ansigt, for at tage imod
ham. For at formindske deres Udgivter, blev deres ældste
Datter Amanda, sat ud paa Landet i Huset hos en brav
Forpagter, som havde ægtet en Pige, der havde tient dem.
Dette unge Fruentimmer befrygtede i Forveyen, at det
skulde gaae til Agters for hendes Forældre, og havde hem¬
melig formaaet en Veninde, som bøede i deres Naboelav
at give hende Efterretning om det, som Tid efter anden til
drog sig i hendes Faders Affairer. Amanda var smuk og
i sin blomstrende Ungdom, da Herremanden, som ofte be¬
søgte Forpagteren, fik hende at see, og blev dødelig forelsket
i hende. Han var en meget ædelmodig Herre, men for
medelst en slet Opdragelse havde han fattet en stor Afskye
for Ægtestanden. Han giorde derfor et Anslag paa Aman¬
das Kydskhed, hvilket han for det første holdt for tienligt,
at holde hemmeligt. Den uskyldige Pige, som ikke for¬
modede hans Hensigter, fandt Behag i hans Person; og
da hun havde merket, at hans Kierlighed mod hende kog
til, saa ventede hun ved et saa fordeelagtigt Giftermaal
snart at være i Stand til, at kunde hielpe hendes forarme¬
de Paarørende. Da han en Dag besøgte hende, fandt
han hende med et Brev i Haanden, som hun havde faaet
fra en af fine Veninder, og sad derover grædende. Hun


havde derudi faaet Efterretning, at man nyelig ved Dom
og Execution havde taget fra hendes Fader alt hvad han
eyede. Hendes Elsker, som med nogen Umag fik Aarsagen
til hendes Bekymring at vide, betiente sig af denne Leylig¬
hed, til at giøre hende et Forslag. Man kan umuelig ud¬
trykke Amandas Forvirring, da hun saae, at hans Be¬
giering streed imod hendes Ære. Hun tabte nu alt hen¬
des Haab, og kunde ikke tale et Ord; men hun steed sig i
den yderste Urolighed i en Hast fra ham, og lukkede sig inde
i hendes Kammer. Han afsendte strax et Bud med føl¬
gende Brev til hendes Fader.
"Min Herre! Jeg har fornummet eders Ulykke, og
"tilbudet eders Datter, at jeg vil give hende fire hundreds
"Pund Sterling aarlig Jndkomst, og betale den Sum,
som J nu bliver søgt for, dersom hun vil opholde sig hos
mig. Jeg vil være saa aabenhiertig, og tilstaae det for
"eder, at min Tanke ikke er, at ægte hende. Men dersom
"J er klog, saa vil J betiene eder af eders Anseelse hos
"hende paa denne Tid i sær, da hun har en beqvem Ley¬
"lighed til at hielpe eder og eders Familie, og giøre sig selv
lykkelig, saa at hun ikke skal lade som hun er alt for mod¬
"bydelig dertil. Jeg er &c.
Dette Brev faldt Amandas Moder i Hænderne. Hun
aabnede det, og læste det igiennem med største Forbavselse
og megen Kummer. Hun holdt det ikke for raadeligt, at
udlade sig derom til Budet, men forlangte, at han Mor¬
genen derpaa skulde komme igien, og skrev imidlertid føl¬
gende Brev til hendes Datter:
"Allerkiereste Barn! Din Fader og jeg har just nu
"faaet et Brev fra en Adelsmand, som foregiver, at han
"er forelsket i dig; men derhos giør et Forslag, som dri¬
"ver Spot med vor Ulykke, og skulde styrte os endnu langt
"dybere ned i Elendighed, end noget af al den Modgang,
som har rammet os. Hvorledes kunde denne Barbar
"indbilde sig, at de allerømmeste Forældre skulde være til¬
"bøyelige til, at overlade deres allerbeste Barn til For¬
"haanelse og Skam, naar de ikkun derved kunde redde
"dem af deres Nød? Det er et nederdrægtigt og grusomt
"Kunstgreb, at giøre dette Forslag paa saadan en Tid, da
"han troer, at vor Nød skal drive os til alting: Men,
"vi ville ikke æde vort Brød med Skam; og derfor legger
"vi det paa din Samvittighed og befaler dig, ikke at tæn¬
"ke paa os, men at skye og undflye den Snare, som er
"lagt og opstillet for din Dyd. Du behøver just ikke at
"tage dig vor Tilstand saa meget nær til Hierte; den er
"endnu ikke saa slet, som man maaskee har berettet dig.
"Det kan endnu altsammen blive got, og jeg skal snart
"skrive mit Barn bedre Tidender til.


" Her blev jeg forhindret, og maatte holde op. Jeg
"veed ikke, hvad der bevægede mig til at melde, at det
"skulde altsammen blive got. Da jeg skrev det, saa blev
"jeg forskrekket ved det, der var nogen, som bankede paa
"Døren, og kom uformodentlig for at betale os en Gield,
"som vi allerede skulde havt for længe siden. Ak, jeg vil
"nu berette dig det altsammen. Jeg har i nogle Dages
"Tid næsten levet uden al Bistand, i det jeg har sendt hen
a til din stakkels Fader alle de Penge, som jeg har kundet
"opbringe - - Du skulde græde den bittre Graad, om
"du vidste, hvor han var; dog vær forsikkret paa, at han
"snart skal blive frie igien. Det grumme Brev skulde
"have taget Livet af ham, men jeg har dulgt det for ham,
"saa han ikke har faaet det at see. Jeg har nu ingen an¬
"den hos mig, end den lille Fikke, som passer paa mine
"Øyne, i det jeg skriver, og græder for hendes Syster.
"Hun siger, at hun troer gandske vist, at du ikke maae
"befinde dig vel, i det hun merker, at jeg bekymrer mig for
"din Skyld. Men tænk ikke, at jeg vil igientage min
"Hiertesorg for dig af den Aarsag, at jeg kan giøre dig
"bekymret derved. Ney, det skeer ikkun, for at formane
"dig, at du ey skal tage dig samme for nær, eller formere
"min Hiertesorg, ved at giøre det sidste verre, end alt an¬
"det. Lad os med Glæde bære en Modgang og tung
"Skjebne, som vi ikke selv har paadraget os, og erindre
"os, at der er et Væsen, som langt bedre kan redde os
"derudaf, end at det skal skee ved din Uskyldigheds Forliis.
"Himmelen bevare dig, mit allerkiereste Barn. Jeg er
"din ømsindede velmenende Moder.
Uagtet Buddet havde lovet, at indhændige Amanda
dette Brev, saa bragte han det dog først til sin Herre, da
han indbildte sig, at Herren skulde blive meget fornøyet over
at have en beqvem Leylighed, at levere det selv i hendes
Hænder. Hans Herre var utaalmodig for at vide, hvor¬
ledes Brevet var optaget, og brekkede det derfor hemmelig,
for at see, hvad der stod udi. Han blev ikke lidet rørt
over en saa ægte Afbildning paa en bekymret Dyd. Men
tillige blev han overmaade forbavset, da han saae sine Til¬
bud forkastede. Desuagtet besluttede han, ikke at tilbage¬
holde Brevet, men forseiglede det omhyggelig igien, og har
det hen til Amanda. Al den Umag han giorde sig, for
at komme for hendes Øyne, var forgieves, førend han for¬
sikkrede hende, at han medbragte et Brev fra hendes Mo¬
der. Han vilde ikke levere hende det paa anden Maade,
end med de Vilkaar, at hun skulde blive i Stuen og læse
det. J det hun læste det, betragtede han hende med den
største Opmerksomhed. Hendes Bedrøvelse gav hendes
Skiønhed en nye yndig Tekkelighed; og da hun brast udi
Graad, saa kunde han heller ikke bare sig længer, at tage
Deel i hendes Kummer, og fortalte hende, at han havde
allerede læst Brevet, og havde besluttet, at giøre det got
igien, og at han havde været Aarsag dertil. Han skrev og
virkelig Dagen efter følgende Brev til Amandas Moder:
"Høystærede Madame! Jeg er gandske beskiemmet,
"og skulde aldrig kunde tilgive mig det selv, dersom jeg


"ingen Forladelse kan faae af hende for det, som jeg nylig
"har skrevet. Det var slet ikke min Hensigt, at giøre Be¬
"drøvede endnu mere bedrøvede; og der var intet, uden
"at jeg ikke kiendte Madamen og hendes Mand, der kun¬
"de forlede mig til en Feyl, hvilken jeg, saa længe jeg le¬
"ver, skal giøre mig Umag for at afbede hos dem, som
"deres Søn. De kan ikke være ulykkelige, saa længe
"Amanda er deres Datter; og de skal heller ikke være
"det, saafremt jeg ikkun kan bidrage noget dertil, saavidt
"det staaer i min Formue. Jeg forbliver Høystærede
"Madames lydigste og meest hengivne Tiener.
Dette Brev skikkede han bort med sin Forvalter, og
reyste selv strax derpaa til Staden, for at fuldføre den
ædelmodige Gierning, som han havde foresat sig. Forme¬
delst hans Venskab og Bistand blev Amandes Fader snart
sat i Stand, til at bringe sine forvirrede og forfaldne Sa¬
ger i Orden igien. Kort sagt: han ægtede Amanda, og
nød derved den dobbelte Fornøyelse, at han satte en vær¬
dig Familie i sin forrige Lykke, og havde selv gjort sig lyk¬
kelig ved en Forbindelse med Familiens Dyder.
Klygtige Jndfald.
Keyser Karl den V, som selv var meget ydmyg, kunde
ey fordrage Stolthed hos andre. Engang kom tvende Hof¬
Damer, som ey kunde blive enige om det øverste Sæde
til ham, og bad, at Keyseren vilde dømme dem imellem,
hvem af dem, der skulde sidde øverst. Keyseren, som mær¬
kede deres Stolthed, dømte saaledes: Den skal være den stør¬
ste Coquete, som kommer til at sidde oven for den anden.
Der blev engang lagt en Pasqvill paa Kong Henric
den IV. Tallerken over nogle af hans Hof=Cavallierer.
Kongen læste den, sigende: Pasqvillen er got gjort; For¬
fatteren har allene glemt at sette sit Navn under.
I Dronning Elisabeths Tid i Engelland, hendte
det sig, at en fattig Landsbye Capellan kom til Biskoppen
og søgte om et Pastorat, hvorved han kunde have sine nød¬
tørftige Udkomme. Biskoppen tog mod hans Ansøgning.
Men, som han gierne gad spiist Ost, saa lovede han An¬
søgeren et godt Pastorat, saafremt han gav ham en af de
store Engelske Oste. Den arme Præst, som ikke eyede meer
end en eneste Ost, skar samme over, og sendte Biskop¬
pen, tillige med dette Vers:
Mitto tibi Lunam, Solem non mittere possum;
Non cadit in nostrum forma rotunda polum.
Halv=Maanen sendes Dig. Jeg ey formaaer en Soel.
Ey Maanen skinner rund paa vores Landsbye=Poel.
Da dette kom for Dronning Elisabeth, fik hun saaledes
Behag i dette Vers, og Jndfald, at hun giorde den fat¬
tige Capellan til Biskop i Biskoppens Sted, og satte ham
fra Embedet.


Pavens Tropper skulde engang holde en Trefning mod
Pavens Fiender. Da nu en Cardinal havde stillet dem
i Stagtorden, reed han iblant dem, og opmuntrede dem
til Tapperhed, at de ey maatte spare deres Liv for hans
Hellighed Paven. Han lovede og alle dem, som omkom
i Slaget, fuldkommen Synds Forladelse, og at de skulde
komme til at spiise til Middag med Englene i Paradiis.
Derpaa rykkede han sig tilbage, og vilde holde langt borte
for at see Udfaldet. En Soldat, som mærkede dette, raab¬
te: Vil deres Emiens da ikke blive hos os, og spiise med
til Middag i Paradiis? Ney min Ven, svarede Cardi¬
nalen: Jeg har nu ingen Appetit.
Kong Henric den IV. af Frankerige spurgte engang en
meget feed Munk, af hvad Aarsag han var saa feed? Den¬
ne lagde sin Haand for sin Pande, og sagde: Uden Be¬
kymring.
To Munke spadserede engang sammen over Korsgan¬
gen i deres Kirke, og talede om deres Kokke=Piger og Huus¬
holdersker. Dette hørte en blind Tigger, som just var kom¬
met der af en Hendelse. Ak! raabte denne Blinde.
Høyærværdige aandelige Herrer! giver mig en Almisse i
Guds Navn. De spurgte; hvoraf han kunde vide, at de
vare Aandelige, efterdi han ey kunde see dem? O! svare¬
de han, jeg kan høre paa eders Tale, at J maa være
saadanne Folk.
Kong Jacob den Førstes Hof=Nar i Engeland hav¬
de engang temmelig fortørnet en Cavallier. Denne truede
Hof=Naren, at han, naar han engang kunde komme ham
saa nær, vilde han, trods hans Nare=Kappe, skikke ham
ind i den anden Verden. Narren blev bange og beklage¬
de sig for Kongen, som sadte Mod i ham, og forsikkrede,
at Cavallieren, om han dræbte ham, skulde blive hængt selv
samme Dag. Ak! Deres Majestæt, sagde Narren. Jeg
ønskede heller, at han maatte blive hængt Dagen før
En Gasconier skulde engang tale med Marchall von
Willars. Han spurgte Sveitzeren: Er Willars hiem¬
me? Willars, svarede Sveitzeren: saa ret og slet Wil¬
lars? Du kunde vel give ham hans Titel? Du Nar,
sagde Gasconieren: Har du nogen Tid hørt, Marschall
Cæsar, eller Marchall Pompeyus.
Printzen af Walles ansaae engang incognito Tyrefægt¬
ningen, Tyren holdt sig brav og overvandt alle de Hunde
som anfaldt ham, hvilket forskaffede Tilskuerne en stor
Fornøyelse. Endelig kom en gammel Hund, hvis Eyere
stod ved Printzen. Denne Hund vilde ikke give tabt for Ty¬
ren. Herover blev Hundens Eyermand, som var en Slag¬
ter, saa glad, at han tilkiendegav Printzen sin Glæde,
ved at give ham et got Tryk i Ryggen, raabende: Det
er min Hund, ja (bandte han) er det saa.
J en gammel Krig imellem Tyrkerne og Russerne, hav¬
de Tyrkerne den Skik, hver Gang et Slag havde staaet,
at giøre Jlluminationer og Fyrværker i Constantinopel, en¬
ten de havde vundet eller ikke. Engang blev Tyrken slaget
totaliter, og dog alligevel anstillede de prægtige Jllumina
tioner i Constantinopel. En fornemme Herre, som ansaae


dette, sagde: Tyrkerne ere ligesom Flintesteene; jo
meere man slaaer dem, jo meere Jld de giver.
Nyt og Gammelt.
Kiøbenhavn. En meget besynderlig Spaadom kan vi
denne Gang have den Ære at fortælle. Vi er kommet
over den ved en egen Leylighed. Den begynder saaledes:
Nu bliver Verden god. Alles Omgang vil blive be¬
hagelig, og lade som lutter Ærlighed. Det vil være en
lyst at høre Folk tale; thi det vil lade, som de talede af
Hiertens Grund. De Rige vil gribe i Lommen, ligesom
de vilde give Almisse, og de Fattige vil Bukke, ligesom
de fik den. De Fornærmede vil søge Ret, og den bliver
dem lovet. De Forelskede vil forlade hverandre med Taa¬
rene i Øynene. Den Gierrige vil blive nøysom. Den
Ødsele vil blive sparsom. Drankere vil blive ædruelige. Den
Lade vil blive flittig. Den Mægtige vil blive ydmyg og
skaane sin Underdan. Mændene vil omgaaes deres Koner
som skrøbelige, og disse Skrøbelige vil nu ikke meeere føre
Herredømmet, men overlade det til Mændene, samt omgaaes
dem fortrolige. Til denne prægtige Forbedring, siger Spaa¬
manden, har jeg god Grund: Jeg sad med stor Opmærk¬
somhed udi vor Kirke=Forsamling, og med megen Ærbødig¬
hed betragtede mine Medborgeres andægtige Miiner: Den
Uretfærdige Huusfoged bøyede sine Knæ. (Under den uret¬
færdige Huusfoged forstaaes alle Utroe.) Aager Karlen
lukkede sine Øyne og sukkede. Ordgyderen, Banderen og
Sværgeren sang meget høyt. De unge Springere stode
et halvt Minut stille og Skiøgen giemte sine Øyne i Tørklæ¬
det eller under Viften ligesaavel som den Kydske. Og en¬
hver gav tilkiende ved sin Adfærd, at de herefter med For¬
nøyelse vilde øve de Dyder, som bleve dem anpriiste. Bør
man ikke tilskrive dette vore Præsters overbeviisende Præ¬
dikener, deres utrettelige Huusbesøgelser og deres ustraffeli¬
ge Levnet? Men disse beklager sig idelig over Folkets For¬
værrelse, Lasternes Formeerelse og deres Flids og Umages
Spilde.- Ak! hvor blev nu heele Spaadommen?
Den prægtige Forbedring er ventelig kun et Lasom, og
bliver kun til Deels hængende ved Forsættet.
Nu skal Skribentere ikke længere klage ooer slet og li¬
den Aftræk paa Skrivter. Kiøberne vrimler nu omstun¬
der om Bogladerne paa Børsen. Nu vil Folk læse. Ja,
dette er nok Begyndelsen til ovenmeldte Spaadoms Op¬
fyldelse: Nu bliver verden god. Briefe aus den Eng¬
lischen ubersegt, har havt dette lykkelige Aftræk. Op¬
laget er reent bortsolgt. Ja, nu bliver Verden god. Alle
vil læse. - Skrivtet smager ellers temmelig af Piller;
Og man maae tilstaae Oversetteren, at han forstaaer ga¬
lant at anotomere de Engelske Skrivter, og at han har sam¬
me fra første Haand; thi Copien er lige saa nye som Ori¬
ginalen.
J Torsdags blev paa en offentlig Auction opraabt
1 Comoedie=Kikkert og derefter Møllers Huus=Postil.
den første blev solgt, men den sidste gik ind igien.


Vores Gamle Ung=Karl er i denne Tiid raget i en
Fatal Fortred; men got nok til ham. Hvorfor vilde han
snakke saaledes for den lille Pige? Det er intet Skiemt at
føre det Slags paa Tanker om Ægteskab. De troer lette¬
lig det, som kildrer dem og de hænger ved, som en Børre
ved et Faar. Den gamle Ung=Karl er bleven anderledes
til Sinds, og tilbudet sin forhen Allerkiereste 500 Rdlr.
om hun vilde lade sin Paastand og Prætensioner fare; men
hun vil ikke saa let give slip paa det selle Skind. Han er nu
ret i Knibe. Hun har ikke allene skieldet ham dygtig ud,
men endog fortalt hans heele Omgang for alle hans Ordens
Brødre. Ak! J kiere Mund=Elftere, bedrager ingen
med Tungen, 500Rdlr. vil ikke klarere Sagen.
Forleden mødte en Mand, som, af saare ringe
og fattig Tilstand, var kommet til stor Ære og Rig
dom, en af sine fattige gamle Bekiendtere, denne giorde
ham en meget Dyb og ydmyg Compliment, uden at den
Rige værdigede ham sit Aasyn. Ak, raabte den fattige.
Kiender de mig ikke? Ney, svarede den Rige. - Det
undrer mig ikke, sagde den Fattige; Efterdi De ikke kier¬
der Dem selv.
To Smaa=Herrer vare forleden udredet til Lunde¬
Huuset. Disse havde seet lidet i en Logica og indbildte sig
at kunde bevise alting. Underveys kom de til en Bonde,
som de vilde drive Spøg med. Hvad gielder, sagde de til
Bonden, at vi vil bevise, at du er et Svim? Jeg
troer det gierne, svarede Bonden; men hvad gielder, at
jeg vil bevise, at Jeres Sadler ere Muul-Esler? De vente¬
de nu først Plaisier, og bad ham at bevise. Gierne, sagde
Bonden: Det, som er imellem Heste og Esler, kaldes
Muul-Esler. Sadlerne ere imellem Jer og Hestene,
nu kan J vel selv giøre Slutningen.
Siælland. Her var en Bonde kommet til en anden
Bye at boe, og vandt strax sine Naboers Guust. Kort
derefter mistede han sin eeneste Koe, hvorover han sørgede
meget, og hans Kone endnu meere, saa hun kort derefter
ogsaa døde. Han beklagede sig for sine Nabøer, som alle
trøstede ham. Jer Kone, sagde de, var en brav Kone;
men her er jo mange fixe Piger i Byen. Den eene
tilbød ham sin Datter, den anden sin Datter=Datter, den
3die sin Søster, den fierde sin Moster, Kort sagt: Enhver
i Byen havde en Kone til Manden. Ak, svarede Bonden:
J denne Bye er det lettere at miste en Kone end en
Koe, da min Koe døde, var der ikke en eneste, som
vilde give mig en Koe igien, men nu min Kone dø¬
de, kan jeg faae 10 for een.
Fyen. Her havde en Mand en meget smuk ung Ko¬
ne, med hvilken han aldrig kunde forliges og sameenes,
men laae i en bestandig Strid og Trette. Hendes Ven¬
ner og Slægtinge anvendte ald Flid paa at tilveyebringe
Enighed imellem dem, men alting var forgieves, og Man¬
den paastod bestandig Skilsmisse. En af hans Venner


gik da til ham og sagde: Hør Broer! Er din Kone ikk
smuk? - Jo. - Er hun ikke forstandig? - Jo. -
Er hun ikke riig og af smuk Familie? - Jo. svared
Manden. Nu, da! hvorfor vil du da skilles ved hendef
Du er egensindig, og jeg seer ikke, at du kan have Aarsag
til Skilsmisse. Got, svarede Manden, og viiste ham sit
Skoe, sigende: Er den Skoe ikke smuk? - Jo. - E¬
den ikke vel giort? - Jo. - Er der ikke got Læder
den? - Jo. - Og dog alligevel, sagde Manden, ka¬
ster jeg den nu bort; thi den trykker mig, det kan jeg fø¬
le; men det kan du ikke see.
Jylland. Her kom en Bonde kiørende til en vis Kiøb¬
stæd, da han kom uden for Byen, mødte ham en Kareth,
som Endsken af Vaade veltede. Kudsken kaldte paa Bon
den, at han skulde hielpe ham at reyse Vognen. Hven
har J i Vognen, spurgte Bonden. Vor Stads Magi¬
strat, svarede Kudsken. Ney, sagde Bonden, jeg be¬
takker mig. Min Fader befoel mig, at jeg aldrig
maatte mænge mig i Stads-Sager. Og kiørte.
Meyland. Her døbte en Erkebisp en Vice=Konges
Baru; men han var saa lidet kyndig i hans Embedes For¬
retninger, at Sveden immer trillede ned af hans Ansigt.
Han havde Ritnalet liggende for sig, og læste Ord for
Ord op af samme. Endelig da han var bleven færdig med
sin besværlige Forretning, sagde han med et dybt Suk:
Ak! du kiere Gud, hvor meget hører der ikke til
naar man skal tale offentlig?
Coln. En syg rig Kone lod hente Doctoren til sig, som
forordnede hende et Lægemiddel, der skulde hentes fra Apo¬
theket i en Potte. Til Pigen, som hentede det, sagde
Doctoren, at hendes Madame skulde tage det ind altsam¬
men. Den anden Dag kom Doctoren igien, og spurgte,
om hun havde taget det ind? Ja, sagde hun, en Deel der¬
af, men det øvrige er saa haardt, at jeg ikke kan bide det
i Stykker. Doctoren forundrede sig, vidste ey hvad han
skulde sige, og lod hente Potten; da den blev bragt, sagde
hun: det, som var derudi, indtog jeg gierne, men Potten
var alt for haard, saa jeg ikke har spiist meere end et lille
Stykke der af. Doctoren loe og spurgte: Har da Mada¬
men vildet spise Potten op med? Hun svarede: De har
jo saaledes sagt til min Pige, at jeg skulde tage det
ind altsammen.
Til denne samme Doctor kom en uug Pige, og bad om
Tilladelse, at tage en Glød udaf hans Ovn, efterdi hun
ikke kunde faae Jld i sit Fyrtøy i Kiøkkenet. Han sagde:
tag; men J har jo intet at legge den paa. Det vil intet
sige, sagde Pigen; jeg kan nok bære den i Haanden. Hun
tog derpaa nogen kold Aske og lagde i Haanden, og Glø¬
den deroven paa. Da Doctoren saae dette, faldt han i
Forundring derover, og sagde: Det vidste jeg med al
min Videnskab ikke hvorledes jeg det skulde have gjort.


1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 52


Brev=Vexling.
Mine Herrer og Herinder
i Fruentimmer= og Mandfolke=Tidenden!
"Jeg er saa uhældig at jeg med min Huus=Famlie boer
paa et Sted, hvor der er hverken Apotheker, Doctor
"eller Barberer. En Bonde=Karl her giør nogle Medi¬
camenter som en Markskriger anbringer, og en aftakket
Soldat fra den Brabandtske Krig, tager vore Skiægge
af, jeg troer, med Stumperne af hans Bajonet. Jeg
er en skrøbelig Mand, tilligemed min heele Familie, føl¬
gelig behøver vi alle en Hoben Medicamenter. Jeg har
hørt, at der i Hovedstaden skulde være god Forraad paa
ovenmeldte tree Poster, hvorfor jeg tænker, at jeg vist
bliver hiulpet med de Sager, som jeg her forlanger, og
som ere følgende:
For mig selv:
1) Et Glas Draaber imod Ærgrelse. 2) Et Dits
for tungsindede Tanker, formedelst en nær forestaaende Ban¬
skerot. 3) Tree Dito at forebygge, at jeg ey tør skamme
mig. 4) To Dito for Skræk, naar jeg bliver krævet.
5) Et Pund Pulver for en ond Samvittighed.
For min Kone:
1) Et Qvintin Forstand, blot til Forsøg, om det vil
endnu slaae an. 2) To Pund Piller, at jage Galden ud
af Livet. 3) Et dagligt Huus=Middel, som giør taus.
4) Et Glas Mixtur, som kan forebygge al Allarm i Huu¬
set. 5) En Latværk imod den fordømte Begierlighed efter
Brabandske Kniplinger.
For min Lætter, som er Rimemager:
1) En Carminativ, som affører Vinde. 2) En
Lægedom imod de Anakreontiske Oder. 3) Et Adstrin¬
gens, at Vers ey skal gaae fra ham. 4) En Sminke
imod nogle Smaa=Pasgiller, som han kalder Satyrer.
5) Et Pund Snustobak, som giør Vittighed. 6) Et
Forraad imod Hunde=Hunger.
For min Kones Jomfrue=Søster:
1) Et Jldbestandigt Salt til Kierlighed. 2) Nogle
Hiertestyrkninger. 3) Et Middel snart at faae hende gift.
For min Jomfru=Datter.
1) En Spiritus, som giør Tanker. 2) En Salve,
der kan giøre hende smidig til Arbeyde. 3) Et Middel


imod Dands og Spadsere=Syge i Maaskin. 3) Et ma¬
gisk Middel imod Mode-Diævelen.
"Kan mine Herrer og Herinder skaffe mig disse Medi¬
"camenter, vil De høylig forbinde sig mit heele Huus, men
"i Særdeleshed mig, som er &c.
Deres
Tiener
N. N.
Svar:
"Vi beklager Dem. Vi har og ladet spørge efter
"alle de forlangte Medicamenter hos vore Apothekere,
"Chymici, Doctorer og Barberer; men ingen har kundet
"udfinde dem, i hvor meget de end har arbeydet derfor i
"deres Laboratorier. En Qvaksalver allene (thi dem har
vi og her, ligesaa vel som J der) har lovet at curere De¬
"res Kones Jomfrue=Søster, han siger, at han er Uug¬
"Karl, og derfor let kunde skaffe Dem et Middel til at
"faae hende gift. Men de veed selv, hvor lidet man kan
"troe disse Qvaksalvere. Vi ere &c.
Klygtige Jndfald.
Kong Carl den 9de af Frankerig besaae engang en af
hans Hof-Betienteres Huus. Samme var meget præg¬
tigt, stort og rummeligt, Kiøkkenet allene var meget lidet.
Da Kongen forundrede sig meget over det lidet Kiøkken i
en saa stor Bygning, svarede Hof-Betienten: Ja, Deres
Majestæt! Dette lille Kiøkken har just gjort mit Huus
stort.
Kong Carl den 2den af Engelland havde adskillige
Lords hos sig, med hvilke han drak og dandsede til langt
ud paa Natten. Tilsidst kom Etherege, som var berømt
af sine vittige Jndfald. Nu, sagde Kongen, vil enhver af
os faae sine Feyl at høre. Ney, svarede Etherege, jeg
bespærer ikke mit Hoved med Ting, som heele Sta¬
den taler om.
Da Rong Henrich den 4de af Frankerig vilde ind¬
tage Boulogne, som alle holdt for et meget svært og fast
umueligt Foretagende, overlagde han længe, hvem der af
hans Generaler var best skikket til at borttage denne Plads.
Under denne Beraadslagning traadde hans Hof-Nar,
Brusquet ind til ham og sagde: Deres Majestæt! De
kan ikke tage en beqvemmere Mand hertil, end Parlements¬
Raaden ? * Thi han tager glat væk altsammen.
J den sidste Krig i Sachsen, traf en Deel fiendtlige
Officierer i Dresden en berømt Lærd paa et Caffe=Huus.
De vilde gierne i Snak med denne store Mand. En af


dem tiltalede ham derfor saaledes: Min Herre! Sachsen,
er dog virkelig et meget frugtbart Land. De har Ret,
svarede den Lænde, undtagen paa nogle Aar, da det
har baaret meget Ukrud.
Prøsessor Taubmann spurgte engang Cardinal Clesel;
om han vidste et Sted, hvor Gud ikke var? Cardinalen
svarede: I Helvede. Ney, sagde Taubmann: i Rom;
thi der haver han en Statholder,
Parlaments=Præsident Harley spurgte engang en
Advocat, hvad han vilde giøre af hans Søn? Min Herre!
svarede Advocaten: Vil Drengen skikke sig vel, vil jeg
giøre en Advocat af ham; men vik han ikke lære no¬
get, skal han være en Parlaments=Raad.
Nyt og Gammelt.
Kiøbenhavn, J hvormeget man end her væmmes ved
Alderdommen, saa er dog det gamle Ordsprog: Det er
Juuk i hvad man giør, endnu i frisk Minde. Hellig¬
Dagene ere tilendebragte baade saa og saa. Nogle ere gaaet
i Froeprædiken og Aftensang, for at see de mange Lys i
Kirkerne, og meget lader smukkere ved Lys, end ved Dagen:
endeel ere gaaet i Kirke for at høre Præsterne takke for
Offer, og mange ere gaaet i Kirke for at lade sig see.
Pikkenikker og Juule=Stuer ere holdte de hellige Aftener
ligesom forhen, og mange har stræbt, ikke at have en Skil¬
ling tilovers til paafølgende Søgne=Dage, men sagde:
Det er Juul, i hvad man giør. - Tyven, som Jule¬
Aften stial de sorterede Penge uden Vester=Port, tænkte vel
og det samme; og Tyven, som i Runde=Kirke stial Co¬
moedie Kikkerten af den andens Lomme, vilde ved sin Kirko¬
Gang forhindre den andens Comoedie=Gang.
Vi har og i Juule Helligedage havt et stærk Storm¬
Væyr. Paa Nørre=Gade borttog Vinden adskillige Top¬
Seyl, og man havde nær kuldseylet paa Land=Jorden;
dog fik man igien sine Sætter og Dormeuser.
Forleden kom en ridende ind af Porten, Hesten blev
bange og kastede Rytteren af; En Pige, som saae dette, loe
hiertelig. Dette fortrød ham, og sagde: Lee ikke, mit
Barn! thi min Hest bliver skye, hver Gang den seer en
Skiøge. O! min Herre! sagde Pigen, da vil jeg
raade Dem, at De ikke rider i visse Gader; thi der
maatte De brekke Deres Hals i tu.
J Terminens Tid kom en meget tyk og fyldig Ren¬
teneer jagende af Frygt ey at komme ind af Porten, førend
den luktes. Underveys mødte han en Bonde, som kom
fra Staden, hvilken han spurgte, om han meente, at han
kunde komme ind af Porten? Jo, det gaaer nok an,
svarede Bonden; thi jeg kom ind af den i Dag med et
Læs Høe.
Paris. Her skulde en Maler forfærdige Hymens
Portrait for en ung Liebhaber: "Det maae have alle mue
lige Yndigheder og Tekkeligheder, sagde den unge Elsker;
i sær maae J erindre eder, at denne Ægteskabs Gud, maae end¬


nu være smukkere, end Adonis. J maae give ham en
mere skinnende Fakkel i Haanden, end den, som Amor har.
Kort sagt, J maae anspænde eders hele Jndbildnings=Kraft,
og jeg vil betale eder Maleriet, eftersom jeg finder det smukt
til. Maleren, som kiendte hans Rundhed, forsømte ingen
Ting, for at vinde hans bifald, og bragte dette Malerie
til ham, Dagen førend han skulde have Bryllup. Vor
Elsker var dermed slet ikke tilfreds. "Denne Figur, sagde
han, mangler et vist muntert Væsen, visse Tekkeligheder,
og noget vist indtagende Yndigt; kort sagt, jeg finder ikke
den J dee i enudi som jeg har om Hymen. J har ikkun givet
ham en middelmaadig Skiønhed, jeg kan heller altsaa ikkun
give eder en middelmnaadig Betaling." Maleren, der
var lige saavel et vittigt Hoved, som en god Maler, fatte¬
de strax sin Beslutning. "J har ret derudi, sagde han til
ham, at Jkke er tilfreds med mit Maleries Skiønhed; det
er heller ikke tørt endnu; dette Ansigt er friskt overtrakt;
og for at sige eder det kort, saa stryger jeg Farver saaledes
paa, at mine Malerier i de første Dage har ingen god An¬
seelse. Jeg vil bringe dette Malerie til eder igien om et
par Maaneder, og da skal J betale mig efter dets Skiøn¬
hed: jeg vil være Mand for, at J da skal befinde det
gandske anderledes. Lev imidlertid vel, min Herre, jeg
behøver just ikke Penge i Dag." Maleren tog sit billede
med sig igien, og Dagen efter havde den henrykte Elsker
Bryllup. Der gik nogle Maaneder forbi, førend Maleren
kom igien. Endelig bragte han Maleriet; vor unge Ægte¬
mand forundrede sig, da han saae det. "J har sagt mig
Sandhed, sagde han, at Tiden vilde giøre eders Malerie
smukkere; hvilken Forskiel: jeg kiender det ikke meere! Jeg
beundrer Tidens Jndflydelse paa Farverne; men endnu
mere beundrer jeg eders Duelighed og Færdighed. Jmid¬
lertid maae jeg dog sige, at dette Ansigt er lidet for mun¬
tert, og disse Øyne ere lidet for fyrrige: thi Fyrigheden
maae være mindre glindsende hos Hymen, end hos Amor;
Hymens Fyrighed er altid en alvorlig Fyrighed. Des¬
uden er og Stillingen i eders Figur lidet for næsvis og frek;
J har givet den en vis leende Mine, som slet ikke characte¬
riserer Hymen, med et Ord: det er ikke Hymen?
Gandske rigtig, min Herre, sagde Maleren; det er truffet
ind, som jeg saae forud: hymen er nu mindre smuk i
eders Øyne, end mit Malerie; For tre Maaneder siden var
det lige tvertimod; Det er ikke mit Malerie, som har for¬
andret sig, men eders Jndbildning; J var den Gang
Brudgom, nu er J Ægtemand, og der er stor For¬
skiel imellem ihenseende til Synet.
En Musefænger solgte her Pulver for Lopper; og
da han havde solgt meget deraf, spurgte nogle Fruentim¬
mer ham, hvorledes man skulde bruge dette Pulver? J
maae, sagde han, spærre Munden op paa Lopperne, og
komme lidet af Pulveret i dem, saa brister de.
Holland. En Kone havde omgaaedes saa slet med
sin Mand, at han i sin Jvrighed tog en Stok og gav hen¬
de et Slag i Hovedet, hvorover hun af Skalkhed lod sig
falde omkuld, rørte hverken Hænder eller Fødder, og lod¬


ligesom hun var død. Uagtet Manden sprøytede Vand i
hendes Ansigt, holdt Røg under hendes Næse, og giorde
alt, hvad han holdt for, der kunde opvekke hende igien,
saa hialp det dog altsammen intet, og hun gav ikke det rin¬
geste Tegn til Liv fra sig. Manden løb derpaa af Skrek
til sin Naboe, klagede sin Nød for ham, og sagde: Ak
Naboe, min Kone giørde mig vred, og jeg gav hende et
Slag med en Stok, hvoraf hun strax faldt om, og jeg
troer hun er rigtig død, efterdi jeg intet Liv kan spore hos
hende. Kom ind med mig, og fee, hvorledes det er fat;
thi er hun død, saa vil jeg pakke mig bort i Tide; det kun¬
de ellers koste mit Hoved. Naboen gik strax med ham.
Han fandt hende vel ubevægelig; men da han følte hendes
Puls, saa merkede han hendes Skalkhed. Dette sagde
han hemmelig til Manden, og tillige paa hvad Maade
han vilde curere hende. Ja, Naboe, sagde han høyt,
jeg beklager eder, Konen er rigtig nok død; J har givet
hende et ulykkeligt Slag, og J kommer til at rømme jo
før jo heller. Men jeg har immer hørt, at naar man
har flaget sin egen Kone ihiel, saa skal man flaae hen¬
de, og det maae J og giøre, førend i pakker eder.
Manden svarede: Naboe, jeg kan ikke vel omgaaes med
saadant Arbeyde; thi min heele Krop ryster, saa stor er
Skrekken hos mig, vær saa god og giør det paa mine Veg¬
ne, jeg skal betale eder derfor. Da tog Naboen sin Kniv
og sit Staal, hvedsede Kniven paa det skarpeste, trak Ko¬
nens Skoe af, ristede hende med Bagen af Kniven op ad
Benet, og lod ligesom han opskaer Huden. Da Konen
fornam det, og meente, det skulde blive Alvor, sprang hun
op i en Hast, løb ud i Haven og over Gierdet, saa langt,
indtil hun meente, at hun var i Sikkerhed. Om hun af
denne Enur siden blev bedre, derom har man ingen Ef¬
terretning.
Verdun, En Borger=Kone lod sig kalde Margnise, for
at blive holden for en Person af Stand. "Madame,
sagde en anden til hende, see vel til hvad J giør; J kan
let komme til at beholde det Navn Marquise til Spot
og Øyenavn.
En Dame, der var temmelig til Aars, kom, for at
besøge en gammel Herre, der var hendes Ven, og som laae
farlig syg. Denne Herres Datter vilde ikke lade hende
komme ind i Kammeret til ham; men sagde, at hendes
Fader ikke tog imod nogen Besøgelse af Fruentimmer.
"Ak, min gude Jomfrue, svarede den Gamle, paa
min Alderdom gives der ingen Fruentimmer meer."
Man dadlede et ungt Fruentimmer, fordi hun vilde
ægte et Menneske, hvis Levemaade havde været lige tvert¬
imod hans Tids Sæder og Moder; kort sagt: en Origi¬
nal af en Mandsperson. Men dette Menneskes Egensindig¬
hed var ikkun en Forstandens Feyl, og ingen kunde have
et redeligere Hierte, end han, Fruentimmeret, som ikke
manglede Forstand svarede derfor meget vel; Jeg ægter
ham fordi jeg haaber, at han af Egensindighed skal
blive en god Ægtemand.


Rom. En meget enfoldig Karl, som gav sig ud for
Poet, overleverede en Sonnet af sit Arbeyde til Paven.
Saasnart Paven kastede sine Øyne derpaa, fandt han i
det andet eller tredie Vers en Stavelse for lidet, og vise
Poeten det. Denne lod sig ikke anfægte deraf; men bad,
at hans Hellighed vilde læse videre fort, saa skulde der
maaskee findes et Vers, hvori der var en Stavelse for me¬
get; og man maatte regne det ene i det andet.
En Skyldner, som var i meget slette Omstændigheder,
sagde til sine Creditores, efterat han havde anvendt al sin
Flid og giort sig megen Umag, for at tilfredsstille dem:
Mine Herrer! jeg har hidindtil giørt mig al Umag, for
at tilfredsstille eder; men da jeg seer, at det er forgieves,
saa vil jeg nu overlade til eder selv, at sørge derfor."
Giftermaale.
Kiøbenhavn. At der er meere Trang end Brød¬
Trang beviser denne Mariage. Et Fruentimmer ind¬
bildte en Mand, at hun var Eyere af en Summa Pen¬
ge, som hun skulde have et andet Sted. Mande saae
altsaa mere hen til de fraværende Penge end det nær¬
værende Fruentimmer, og ægtede hende. Men hvor blev
Brude=Skatten? Efter Bryllupet blev alle hendes Obli¬
gationer falske. Ved dette Puds fik hun dog en Mand;
men om han vil blive ligesom Obligationerne, det bliver de¬
res Sag.
Grenoble. Den bekiendte Rousseau, har her indladt sig
Ægteskab med sin Huusholderske navnlig le Wassenr. Rous¬
seau som er en lærd Mand vilde ikke tage i blinde, og
kiøbe Katten i Sækken. Hans Huusholderske maatte han jo
kiendefor et skikkeligt Menniske.
Ulykkelige Tildragelser.
Kong Boleslaus i Polen havde en Hof=Præst, som, da
han saae en Mængde Guld og Sølv at bæres ind paa
Slottet, sukkede. Kongen, som var nærværende, spurgte,
hvi han sukkede saa dybt. Ak! svarede han, jeg tænker
paa min Fattigdom hiemme. Vel an! sagde Kongen:
Du maa tage saa meget Guld og Sølv med dig hiem, som
du kan bære. Den gierrige Præst skrabede da saa meget
i sin Kappe, at han havde nær sprængt sig, og da han
skulde gaae over en Steen=Broe igiennem et Vand, kom
han formedelst Byrden udaf Balancen, faldt i Vandet
og druknede.
Spitzbuberier.
J Amsterdam var en Borgemester ved Navn De Grave,
hos hvilken hans Kokke=Pige formaaede saa meget, at hun
næsten kunde faae alt hvad hun forlangte; hvorføre og alle
Supplicantere i sær stræbte at vinde hendes Gunst. Hvor¬
over man og sagde at en Kokke=Pige regierede Staden Am¬


sterdam. Engang vare 3 Spitzbubere arresterede, iblandt
hvilke var en formuende Borgers Søn. Dennes Venner
underkiøbte Kokke=Pigen til at formaae sin Herre at faae
hans Befrielse udvirket; hvilket Borgemesteren og giorde
forestillende Slots=Fogeden, at denne var en ung Dreng
og en fornemme Mands Barn, hvis Familie han ikke gier¬
ne vilde have beskiæmmet; men at de andre havde forført
ham, og bragt ham i denne Ulykke, og haabede, at han
nok skulde forbedre sig, og vogte sig herefter for saadanne
Skallestykker. Slots=Fogden fortrød paa at denne Spiz¬
bube skulde slippe saa let; gik derfor til ham i Fængslet og
sagde: Du veed, at du har fortient Galgen, og at jeg
har Magt til at lade dig hænge op; men dersom du kan
practicere Ducat=Pungen af Buxe=Lommen paa Borgeme¬
steren De Grave, og skaffe den i mine Hænder, saa vil
jeg skienke dig Livet. Denne løvede at skaffe Ducat=Pun¬
gen i Hans Hænder, naar hans tvende Kamerater bleve
løsgivne tilligemed; thi allene kunde han ikke giøre det.
Slots=Fogden slap dem alle tre løs; men satte tillige saa
mange til at passe dem op, at det var umueligt at und¬
gaae, om de ikke holdte deres Løfte. De stillede sig saa¬
ledes alle 3 paa en Broe, hvorover Borgemesteren skulde
gaae, naar han vilde til Raadstuen. Saasuart de saae
Borgemesteren at komme, begyndte de to at yppe Trette,
og efter Skields Ord fik hinanden i Haaret. Folk stimle¬
de sammen, og da Borgemesteren trængde sig igiennem
Mængden, for ved sin Myndighed at skille dem ad, som
sloges, passede den tredie paa, og i Trængselen practicere¬
de hans Ducat=Pung til sig, og derpaa gik til sine Kam¬
merater, som strax paa hans Formaning bleve fredelige.
Han leverede altsaa Ducat=Pungen i Slotsfogdens Haand,
som lod dem alle tre gaae, med Erindring, at de skulde
vogte sig for aldrig mere at komme i hans Hænder. Det¬
te skeede omtrent Klokken 3, og Klokken 5 gik Borgeme.
steren atter hiem; da Slots=Fogden, som og var paa
Raadstuen, fulgtes med ham. Paa Veyen faae Slots¬
Fogden en fattig, hvilken gan gav en Ducat; strax derpaa
mødte ham en anden Stoder, som han ligeledes gav en
Ducat. Borgemesterer faldt i Fvrundring over saadan
Gavmildhed, og tillige betragtede Ducat=Pungen nøye
og greeb i Lommen efter sin; men den var borte; dog tur¬
de han ikke beskylde Slots=Fogeden. Men da den tredie
Stoder kom, som Slotsfogden ligeledes gav en Ducat,
kunde Borgemesteren ikke tie længer, og forundrede sig over
saadan Gavmildhed. Ja, svarede Slotsfogden, denne
Ducat=Pung er en Present af den unge Spitzbube, som
et Erkiendtligheds Tegn for hans Løsladelse, paa Deres
Recommendation. Han er og nu løsladt, og disse Du¬
cater vil jeg spendere paa Fattige. Det skal Bødelen ta¬
ge den Skielm for, det er mir Pung, sagde Borgemeste¬
ren, og jeg skal aldrig efter den Dag intercedere for Spitz¬
bubere. Slots=Fogden loe og leverede ham sin Ducat¬


Pung, sigende: at saadanne Folk burde straffes og ikke
løslades paa en Kokke=Piges Forbøn. - Velgiernin¬
ger bevises ofte af slette Grunde. Denne Kokke-Pi¬
ge havde neppe forhvervet sig den store Gunst hos Bor¬
gemesteren ved hendes Koge=Kunst; men maaskee
snarere ved hendes Anretning.
En Giestgiver=Kone roste sig af, at der var endnu
aldrig nogen Giest sluppen fra hende, som hun jo havde
trakt op og bedraget. Dette fik en Skalk at viide, som
forklædte sig, og lagde sig der i Logement. Han logerede
der temmelig længe, og hørte selv, at hun gav sig ovenmeld¬
te Berømmelse. Endelig fik han Leylighed til at flytte der¬
fra, uden at betale hende, og saaledes bedrage hende. Ko¬
nen bragte hendes Mand et Glas rød Viin, og derpaa
gav han sig til at fortælle, hvilket Kunst=Stykke, han vid¬
ste om Viin, nemlig at han kunde giøre et Anker hvid slet
Viin meget god, ja endog præparere samme saaledes, at
man kunde tappe hvid Viin af den ene og rød Viin af den an¬
den Ende paa samme Anker, og det ligesaa længe som der var
noget paa Ankeret; men det maatte være gandske fuldt.
Hans Værtinde bad ham, at lære hende dette Kunst=styk¬
ke; han lovede hende det; og en Dag, da de vare allene
sagde hun til ham: da vi nu ere allene, saa kom med mig
i Kielderen og lær mig det Kunststykke med Viinen. Han
fulgte med, lod hende vise ham et fuldt Anker, og derpaa
tog han et Boer, og borede et Hul paa den ene Side, for¬
hvilket Vertinden maatte sette en Tommelfinger for det Hul,
strax sprang han om paa den anden Side, og bad hende
holde den anden Tommelfinger for det Hul, han der boere¬
de. Nu forlangte han et Glas. Konen sagde, han maat¬
te gaae op, og hente et; ja, holdt da brav fast, sagde
han, saa vil jeg imidlertid og skiere et Par Tappe. Her¬
paa gik han op af Kielderen, tog sin Hat, Stok og Kaar¬
de, og gik bort. Konen maatte saaledes blive staaende,
indtil om Aftenen at hendes Mand kom hiem, som da hialp
hende derfra.
Forlorne Sager.
Monsicur Dagdriver lader herved i disse med Posten
til Forsendelse alene privilegerede Tidender bekiendt¬
giøre for alle og enhver, at han har tabt og forloret 366
Dage i dette Aar, som var et Skud=Aar; det er ham en
plat Umuelighed, at kunde opregne alle de Omstændighe¬
der, ved hvilke han er kommet til denne ubodelige Skade;
men skulde nogen kunde skaffe ham dem igien, erbyder han
sig, at vil give en Ducat for hver Dag; thi han merker
nu ved Aarets Udgang, at Tiden er dog det kostbareste i
Verden, og sukker med Poeten:
O! mihi præteritos referat si Jupiter annos!
d. e.
O! gid at Aarene tilbage maatte gaae!
O! gid jeg kunde nu de forbigangne faae!


Herved endes denne Anden Aargang, med næste Aar begynder Tredie Aargang.


