Fruentimmer.
og
Mandfolke -Tidenden.
Tredie Aargang
1769.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 1
Nye=Aars=Ønsker.


Præste=Enken.
Dred vorde Kirken i det Aar vi nu begynder!
Fred vorde alle Dem, som Kirkens Gode ynder!
Gid Kirkens Fiender altid beskjemmet staae!
Gid hver sin egen Præst særdeles være maae!
Borgeren i Hovedstaden.
Gid denne Hoved=Stad florere maa i Handel!
Gid Troe og Ærlighed maa drive al dens Vandel!
Ja, gid at Kiøbenhavn maa svare til sit Navn
Saa har ey noget Land en bedre Kiøbmands=Havn.
Hovmesterinden.
Gid Stadens Døtre maa opvore udi Dyder!
(Thi Dyden, og ey Stads, de peene Piger pryder.)
Hver Moder viise sig at være Dydens Speyl,
Saa følger Døttrene ey deres Mødres Feyl.
Hovmesteren.
Did Sædelæren maa paa vore Unge frugte!
Gid ey Forældrene forglemme Børn at tugte!
At de maa voxe op til Statens Tieneste;
Thi Staten er ey tient med unge Springere.
Den nyegifte Kone.
Gid enig Kierlighed blant Ægtefolk regiere!
At Tamperretten fri for dem maae stedse være.
Gid Skiønhed, Penge, Stand ey stifte Ægteskab;
Men Dyden ene; thi alt andet er et Tab.
Borgeren i Kiøbstæden paa Landet.
Gid Landet bære Frugt, og af sig give Grøde,
At hver udi sin Stand maa faae nødtørftig Føde!
Gid Landprang holde op! Ja, gid Kiøbstæderne,
Som nu alt staaer paa Fald, igien opreyst sig see!


Huusholdersken.
Nu, da det gielder først Huusholdning ret at holde,
(Thi der saa meget er, hvortil man nu maa tolde)
Saa vil jeg ønske, at Oeconomien maae
Saaledes føres, at ey een skal undergaae!
Søemanden.
Naar Havet reyser sig, og Bølgerne de bruuser,
Naar Storme=Vindene i Seyl og Touge suuser,
Da gid hver Søemand maa Land=Jorden faae i Favn!
Og aldrig bande, naar han kommet er i Havn!
Den gamle vægelsindede Jomfrue.
Deg ikke med mig selv i Dag kan enig blive;
Jeg skriver, sletter ud. Veed ey, hvad jeg vil skrive.
Jeg vegelsindet er. Det jeg bekiende maa:
Gid ingen maa, som jeg, saa længe Pige gaae!
Den gamle egensindige Ungkarl.
Mit Ønske nok maaske lidt egensindig falder;
Thi egensindig man jo overalt mig kalder:
Gid hver en Peber=Svend maa blive sat i Brand!
Mit Hierte, jeg da veed, og bliver stukket an.
Fætteren.
De unge Herrer, som paa Stadens Gader vrimler,
Og omkring Dør og Port ved Nye=Aars Tider stimler;
Dem ønsker jeg, at de maa vinde al den Gunst,
Som de sig ønsker selv, og Hiernen reen for Dunst.
Samleren.
Overs Ønske jeg nu vil, som Samler, sammensamle,
Og vore Læsere vil takke for det Gamle.
Vi stræbe vil, naar vi ikkun en Daler faaer,
At skrive lystigt. Nok. Et glædeligt Nye=Aar!


Klygtige Jndfald.
En smuk ung Jomfrue foreholdt sin Broder hans sto¬
re Tilbøyelighed til Spil, hvorved han gandske ruinere¬
de sig og hende, sigende: Naar vil du dog engang hol¬
de op at spille? Naar du, svarede han: vil holde op
at give forliebte Øyekast. Ak! Du liderlige Fugl!
sagde hun: jeg seer da, at du vil spille din Livs Tid.
Da man engang viiste Keyser Augustus en ung Græ¬
ker, som var ham meget Liig, spurgte han det unge Men¬
neske, om hans Moder havde været i Rom? Ney min
herre, svarede han: men min Fader har ofte været
der.
Nyt og Gammelt.
Miøbenhavn. O! hvem der nu kunde fortælle alt det
Nyt, som vore gunstige Læsere gierne vilde vide! Men,
desverre! Meget vilde vi fortælle, om vi maatte, og meget
kunde vi sige, om det sømmede sig. Læserae vilde altsaa
tage til takke med det, som vi baade maa og kan. Msr.
Dagdriver, som i vort sidste Blad i det gamle Aar bekla¬
gede sig, at han saa skammelig havde tabt og forloret af¬
vigte Aar, har nu i Begyndelsen af dette stræbt at vinde
Tiden desbedre. Han har siden Nye=Aars Solen oprandt
og indtil i Dag, neppe været rolig et Qvarteer. Han har
allerede i den Tid aflagt over tusinde Nye=Aars Gratula¬
tioner. Og kunde han vel anvende Tiden bedre? Han selv
meener Ney. Thi herved, siger han, har han havt den Lykke
at kysse saa og saa mange Damer og Fruer, Frøkener og
Jomfruer paa Haanden; er paa mange Steder kommet i
Kiendskab med Frue= og Frøken=Piger; har paa somme Ste¬
der fundet Adgang til de stærkeste Spilleborde og angenem¬
ste Fruentimmer=Sælskaber; har hørt tusinde Forandrin¬
ger paa Nye=Aars=Gratulationer, seet mange nye Compli¬
menter og efterabet mange forskiellige nye Moder, Kunde
han da vel have anvendt den første Uge i Aaret bedre, si¬
ger han, og er færdig at lee af sin Fader, en gammel al¬
vorlig Mand, som i al den Tid ikke har været ude af sit
Huus for at ønske, og nægtet sig Hiemme, for ey at tage
imod Ønsker; men derimod passet sine, Bøger, sluttet de
gamle og begyndt de nye, og efter sin Formue har ladet
ombære til Fattige og Syge, hvad han har havt at give
ikke allene Penge men endog Mad. Disse vidste han ingen
eller og meget faa gratulerede Nye=Aar; og han holdt
for, at Pengene og Nye=Aars Gaver vare her meget bedre
anvendte, end paa Hyrevogn, Haarskiærer og Skræder.
Men derfor siger og hans Hr. Søn, at hans Fader for¬
staaer ikke at leve. Men Faderen er en grundærlig Mand
og siger ikke uden hvad han meener, og derfor kan han ikke
gratulere Nye=Aar, som andre. Skulde jeg ønske den Stol¬
te, den Gierrige, den Overdaadige, den Spillende, den
Løsagtige o. s. v. et glædeligt Aar, siger han, da var det
jo det samme, som jeg vilde ønske: at de maatte blive li¬
gesaa lastefulde i det nye Aar, som de vare i det gamle.


Og vilde jeg derimod ønske den Stolte Ydmyghed, den
Gierrige Nøysomhed, den Overdaadige Afholdenhed, den
Løsagtige Kydskhed, den Falske Ærlighed, den Trettekiere
Fredsommelighed og saa videre, saa maatte jeg jo paadra¬
ge mig heele Byens Ugunst i Steden for Gunst ved mine
Ønsker. Ney, bedre ugiort end ilde giort. Men naar
man vil ønske nogen noget, bør man jo ønske dem det,
som de meest trænger til?  Man har ellers i denne
Ønskerige Tid hørt mange forskiellige Lykønskninger, nogle
har været meget høytravende og veltalende, og nogle stam¬
mende, nogle leende og nogle sukkende, men alle har ladet
meget oprigtige. Det artigste var, at en Gratulant kom
bukkende ind, talede ikke et Ord, og gik bukkende ud, i det
ringeste fortalte han sig ikke, ey heller ønskede tvert imod
sit Hiertes Meening. - Vi havde ellers et ubeqvemt
Væyr for Nye=Aars=Ønskere. De gaaende Gratulante¬
re bleve overstænkede af de kiørende, og mange af disse vil
maaskee see suurt, naar Hyre-kudskens Regning kommer.
De to første Dage i Aaret ere ellers de største og alminde¬
ligste Tigge=Dage; thi da er det ligesom enhver havde
Friehed til at gaae for hver Mands Dør. Men kunde
Fattiges=Fogeder ikke og opbringe saadanne? Dog Ney,
de tigger ikke, men siger: et glædeligt Nye=Aar!
En gammel Ung=Karl var her bleven forliebt i sin
Naboes Kone, og betiente sig af hendes Pige til Mellem¬
handlingen. Pigen som var snue, og lovede ham, at si¬
ge ham fuldkommen Beskeed Nye=Aars Dag; thi saa
vidste Pigen, at han maatte give hende en god Nye=Aars
Gave. Den gamle forliebte Stakkel havde aldrig længtes
saa meget efter noget Nye=Aar tilforn, som denne Gang.
Endelig kom den forønskte Dag. Pigen kom, han havde
neppe seet hende, førend han stak hende en Ducat i Næ¬
ven. Nu! sagde han, hvad glædeligt Budskab bringer
De? Pigen gav ham et dygtig Øresigen, sigende: Min
Madame gav mig intet andet Svar til Dem, min
Herre! og løb med Ducaten. - Denne gamle Kier¬
lighed vil man haabe, forsvinder med det nye Aar.
Stokholm. Her haver Folk den Maade at gratu¬
lere paa: Foruden det almindelige Ønske, ønsker de hin¬
anden sand Kierlighed til Fædernelandet; og Forældrene
ønsker de den rette Opdragelses=Maade med deres Børn,
saasom Statens Vel beroer paa gode Borgere.
Petersborg. Her ønsker man saaledes: Et got Nye¬
Aar! Befrielse fra Svagheder efter Nye=Aars=Ønskerne,
og aldrig at trænge til Doctor og sin Ven.
London. Her ønsker man saaledes: Gid du aldrig
selv maae være Aarsag til din egen Fattigdom, Handelens
Udbredelse og Fabriquernes Fremgang! og dette meener de.
Dover. Herfra berettes en meget forunderlig Tildra¬
gelse, der noksom beviser, hvor foranderlige Menneskene ere
i deres Beslutninger, og i sær gamle Piger. En gammel
Jomfrue her, havde faaet i Hovedet, og vist og fast beslut¬
tet, at han inden nogle faa Dage skulde og vilde døe, og
derfore sendte Bud til Graveren ved den Kirke, hvortil hun
hørte, at han til en vis Dag skulde grave hende en meget


dyb Grav. Men, førend denne hendes formeente Dødk¬
Dag kom, blev hun bekiendt med en ung Cornet, og begav
sig med ham til Kirken i en langt anden Henseende end at
begraves. Graveren var i fuld Arbeyde med hendes Grav,
da hun kom. O! sagde hun: Kast kun nu Graven til,
min gode Mand! Kast Graven gesvindt til; thi nu har jeg
Lyst til at leve, jeg har nu faaet Nye=Aars=Gave, og der
har J en halv Guince. - O! kunde alle Piger faae
saadan Nye=Aars=Gave.
Amsterdam. Her ønskes et glædeligt Nye=Aar for
det almindelige Beste.
Paris. Her ere Nye=Aars=Ønskerne meget fine og
ungefær som i Kiøbenhavn.
Madrit. Her sender man Nye=Aars=Ønskerne skrivt¬
lig ved deres Tienere, og Tienere tager imod dem.
Neapolis. Her er det og Moden, at Fruentimmer
gratulerer Nye=Aar. En vis Herre havde her paa nogen
Tid befundet sig upasselig. En anden, som var hans go¬
de Ven, kom Nye Aars Morgen for at høre til hans Hel¬
bred og tillige at gratulere Nye=Aar. J Forgemakket mød¬
te han et ungt Fruentimmer, som kom ud fra Herren.
Han gik ind til sin Ven, gratulerede Nye=Aar, og spurg¬
te, hvorledes det stod til med Helbredet. Feberen, sagde
han, har nu nyelig forladt mig. Ja, svarede den anden,
jeg mødte hende just i Forgemakket, hun var grøn.
Jkke saa!
Rom. Her agerer de Nye=Aar med alle Ceremonier.
Og Paven med Cardinalerne ønsker alle deres Troes For¬
vante den sædvanlige Troe, at de maae troe det, som Paven
troer, og at der ikke maatte komme fleere Jesuiter til Kirke¬
Staten.
Her kom to Gesandtere fra en vis Provintz, for at gra¬
tulere Paven et glædeligt Nyt=Aar, samt tillige at anholde
om en Tilladelse i en vis Begivenhed. Da de fik Andi¬
entz, holdt den, som førte Ordet, en saa lang og omstæn¬
delig Tale, at Paven ved tusinde Gebærder noksom tilkien¬
degav sin Utaalmodighed og Kiedsommelighed derover. Den
anden Gesandt mærkede dette meget vel; saasnart derfor
hans Med=Gesandt havde udtalt, traade han frem,
og sagde, at, dersom Hans Hellighed ikke accorderede og til¬
stode dem deres Forlangende, saa harde han Ordre, at
igientage selvsamme Tale nok engang. Paven, som alle¬
rede var kied af den første, bevilgede dem alt, hvad de forlangte.
Saaledes holder og en Deel af vore omgaaende Gratu¬
lantere ved at ønske og sige et glædeligt Nyt=Aar, indtil
man af Kiedsommelighed maa give dem den aftryglede Nye
Aars Gave.
Constantinopel. Her gratulerer de og Nye=Aar,
ønskende hinanden mange Jndkomster, at de kunde holde
mange Koner. J Aar har de og forøget deres Nye=Aars
Ønsker med Kejser Caligulæ Ønske: at al Christenheden
havde een eneste Hals, at de paa eengang kunde hugge Ho¬
vedet af alle Christne.


Polen. Her udsukker de arme Dissidenter et glæde¬
ligt Nye=Aar for alle deres Troes Forvante; at de i deres
Fred ikke maae falde til Sikkerhed; thi for dem tegner
Aaret ikke til at blive glædeligt.
Marocco i Asien. Her ønskes og Nye=Aar; men
paa en anden særdeles Maade: alle Stænderne forsamles
hver efter sin Stand. Uvenner tilbyder hinanden Ven¬
skab; og den ene lover den anden med Haand og Mund
ey i det nye Aar at forurettede den anden. Og hvem der
ikke holder dette, bliver foragtet, og udelukt af sit Samqvem.
Mexico i America. Her har de og en egen Maade
at gratulere Nye=Aar paa: Alle de mindre Stænder for¬
samles til det store Raad, og ønsker et glædeligt Nye=Aar,
sigende: Gid De, som skal raade vor høyeste Øvrighed,
maa betænke, at de ere Mennesker, saa bliver Aaret glæ¬
deligt for os alle.
Peking i China. Her er stoer Stads paa Nye=Aars¬
Dag. Alle Canonerne løsnes omkring paa Murene, alle
ere i deres prægtigste Stads, hvem som møder, hilser et
glædeligt Nye=Aar, og dette varer en heel Maaned. Præ¬
sterne formanek Folkene ey at ønske, uden hvad de meener.
Keyserens store Raad træder sammen, og gaaer lige til Key¬
seren, foreholdende ham alt det, saavel Ondt som Got,
som han har begaaet i det gamle Aar, og ønsker, at det
usynlige Væsen, som er alle Væseners Fader, vil bevare
sin Søn fra Hyklere, og give ham saa grandseende Øyne,
at han kunde see ind i enhvers Hierte, hvem der vilde endog
den ringeste af hans Chinesiske Undersaatter noget Ondt;
thi saa fik de vist et glædeligt Nye=Aar.
Saaledes bliver der da sagt og ønsket Nye=Aar over
hele Verden; og hvor kan man da vente andet end et glæ¬
deligt Aar; det kommer nu kun an paa, om al Verdens
Gratulantere meener noget med deres Ønsker. Ethvert
Land har sin Skik. - Det er gammelt at ønske Nye¬
Aar; men det er dog Nyt, at faae saa meget at vide om
andres Gratulations=Maader ved Nye=Aar.
Efterretninger.
Kiøbenhavn. Her har ellers været stoer Fornægtelse
paa denne Tid; og Nye=Aars=Ønskerne gaaer meget af
Moden; thi mange har nægtet sig hiemme.
Altona. Her har man havt en Dag mindre i Aaret
end vi. Hvorledes den tydske Almanak kan forsvare det,
det bliver dens Sag. Man holder ellers den tydske Alma¬
nak for rigtigere end den Danske. Dog maaskee Poeten
har sovet den ene Dag bort paa Parnasso; thi i Danne¬
mark har vi havt Skud=Aar, følgelig 366 Dage; men
Poeten slutter den Altonaisker Mercurius for afvigte Aar
saaledes:
Dreyhundert flnf und sechzig Tage.
Wie bald sind die vollbracht!
Wie bald und schnell, wenn keine Plage
Sie nus empfindlich macht!


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 2


Vittige Jndfald.
E¬
n Kone, som løb allevegne omkring, sagde til et ungt
Menneske, som kom i Selskab tillige med hende:
Min Herre, mig tykkes, ligesom jeg skulde have seet
dem nogensteds." -"Det kan vel være, Madame, sva¬
rede det unge Menneske, det skeer undertiden, at jeg gaaer
derhen."
Et Par Fruentimmer af god Tone, som man kalder
det i Paris, gik i Tusmørket om Aftenen ind i det Kon¬
gelige Pallads, da just nogle Borger=Koner kom derud fra.
hvilken Beuf a la Mode der kommer ud fra!"- " Og
See dog, sagde det ene af Fruentimmerne til det andet,
seer dog, svarede strax en af Borgerkonerne, hvilket Vildt
der gaaer nu ind."
En Bonde, som gik forbi en Vexelkræmmere i Paris,
Han nærmede sig til en Vexel-Bænk, og spurgte med en
og saae ingen Vahre i hans Bod, blev nysgierrig at spørge.
enfoldig Mine: "Min Herre, siig mig dog, hvad har J
at sælge?"- "Eselhoveder, svarede Vexelereren ham,
som fik Lyst til at spøge med Bonden. - "J maae da have
god Aftrek, svarede denne, efterdi jeg seer ikke meer end et
eneste i eders Bod."
En anden Bønde, som første Gang kom til Paris,
spurgte en Procurator, da han saae Parlaments=Huuset,
hvad det var for en stor Bygning, "Det er en Mølle,
svarede Procuratoren ham."- Nu, det tænkte jeg nok,
sagde Bonden; thi jeg seer saa mange Eseler ved Døren,
som bærer Poser og Sekke.
Et vittigt Hoved, som holdt en anden for enfoldig,
vilde giøre ham latterlig ved adskillige selsomme Spørsmaal.
"Hvad er en Obole, en Faribole og en Parabole, sagde
han. - En Parabole (Lignelses-Tale) er det, som J ikke
og en Obole (Skierv) er det, som J er værd.
forstaaer; en Faribole (narrisk Tale) er det, som J siger,
forbi, sagde af Spotterie til ham: "Hvorhen, Hr. Heste¬
En Adelsmand fra Landet, som saae en Læge gaae
Docter?" Jeg kommer for at tiene Eders Herlighed,"
nsvarede Lægen.
Nogle Drenge mødte en gammel Kone, som drev et
Esel for ved sig: "God Dag, Eselmoder,"sagde de til
hende. - "Tak skal J have, mine Børn," svarede den
gamle Kone.
Tre Procuratorer, som reyste ud paa deres Landgods,
Hest var saa feed, og alle de andre saa mavre?" Foer¬
mødte en Foermand, og spurgte ham: "Hvorfor hans ene
manden, som kiendte de gode Herrer, gav dem strax til
Svar: "Den fede Hest er en Procurator, og de andre ere
hans Clienter.


veys Vognen holde stille uden for en Giestgivergaard, og
Nogle Studentere, som reyste over Land, lode under¬
bragte dem Øl ud, sagde en af Selskabet: "Min Datter,
forlangte noget at drikke. Da nu en artig Bonde=Pige
hvad koster et Kys hos eder? "Min Herre, svarede
hun ham, ærlige Folk faaer Kysse for intet." Dette vit¬
tige Jndfald har hiemme tet ved Leipzig.
Et ungt Menneske, der traf sin Medbeyler, der alle¬
brive meget vittigt Spot med ham, naar han spurgte ham,
rede var en bedaget Mand, hos sin Kiereste, meente at
lige frem, svarede denne, men J kan altid troe, at et Esel
hvor gammel han var. - "Jeg kan ikke sige eder det saa
paa tyve Aar er ældre, end et Menneske paa tresindstyve.
denne kaldte hiin for Skiøge. Den Unge, som ikke vilde
Et ungt Fruentimmer trættedes med et gammelt, og
blive den Gamle noget skyldig, kaldte denne en gammel
har sagt sandt."
Hex. - Du tilstaaer altsaa, svarede den Gamle, at jeg
havde en meget tør maver og heslig Haand, men en smuk
En fornemme Herre i Spanien mødte en Dame, som
Ring siddende paa en af Fingerne, og sagde gandske lydelig
saa at Damen kunde høre det: Jeg vilde heller have Rin¬
gen end Haanden."- "Og jeg, svarede Damen, som
baandet end Dyret."
saae paa den Orden, han bar, vilde heller have Hals¬
Nyt og Gammelt.
Kiøbenhavn. Rug=Caffee er kommen i Moden her
i hvad den endog koster, finder dog ingen Smag deri, for¬
saavelsom andre Steder. Almuen som drikker gierne Caffe,
di det er Rug=Caffee. Jmidlertid seer den nu derudi en
Aarsag flere til Rugens usædvanlige dyre Priis paa Torve¬
Ja nogle troer endog, at saadan Dyr=Tid paa Rug er en
ne, efter saa velsignet og frugtbart Aar, som vi har havt.
Himmelens Straf, for man ikke holder det for Synd, at
brænde den velsignede Rug. Der er mange flere, end vor
gamle Ungkarl og Huusholderske, som siger det. Man kan
nu og faae brændt Hvede til Kiøbs, Det maae slet ingen
ypperlig Sundheds Caffee, naar de dog haver det saa ma¬
Patrioter være, som ikke vil drikke Rug= og Hvede=Caffee,
geligt, at de kan faae den baade brændt og malet.
Hamborg. Herfra har den redelige Hamborger
og Dag har jeg været gift med en Person som for Bryllup¬
meddeelt Verden følgende oeconomiske Skrivelse: J Aar
pet, og sex Uger efter forekom mig overmaade elskværdig.
Jeg burde, førend jeg lod Hymen knytte vort ægtebaand,
noget nøyere have udforsket min Kones Gemyts Beskaffen¬
hed, Hierte og Forstand, men jeg var alt forhæftig ind¬


taget af hendes udvortes Skiønhed og Væsen. Sex Uger,
som sagt, forløb i vort Ægteskab, og i den Tid var hele
Verden død for mig. Jeg kunde ikke leve fornøyet noget
Øyeblik, undtagen jeg tilbragte Tiden i min Elskeliges Ar¬
me. Kort sagt, jeg var det meest førelskede Menneske paa
heele Jorden. Men saa gaaer det med det Sandselige!
Af hvilken kort Varighed er det ikke! Efterhaanden faldt
Dækket bort. Den bestandige Omgang havde allerede vant
mig saaledes til det Jndtagende hos hende, der havde,
sat mig i saadan en dødsig Henrykkelse, at jeg, da jeg en¬
gang betragtede hende noget nøyere, befandt hende meget
middelmaadig, ja adskillige Trek hos hende endog heslige.
Dette skede just paa en Tid, da en af vore Piger slog en
Dresdener Theekop i Stykker. Hvilket Raserie! hvilken
Fruentimmer=Furie! Jeg skielvede, jeg vilde undskylde
Pigen - - Min Skat! giør mig den Tieneste, og tie
stille! vil du tage saadant et Beest i Forsvar? Maaskee
du har Forstaaelse med Pigerne? – Jeg taugde stille,
og begyndte nu at blive meere opmerksom paa hendes Op¬
førsel. De mange hemmelige Conferencer, som hun holdt
med min Svigermoder, befaldt mig meget slet. Hun an
tog altid et sprødt Væsen og en overmodig Miene imod mig,
saasnart hun havde forladt sin Moder. J mit Huusvæsen
havde jeg hidindtil ikke gjordt den ringeste Anordning; kun¬
de jeg vel i min Kierligheds Drukkenskab en eneste gang
tænke derpaa? Men nu var det fornødent, i fald jeg vilde
bestaae som en ærlig Mand. Jeg talede derfor med min
elskelige Kiereste derom - - Sørg du for dine Forre¬
ninger, og pas paa dine egne Sager, jeg skal nok besør¬
ge det andet, jeg er Kone - - Got, mit Barn! jeg
kyste hende, og lod det saa gaae. Jeg ulykkelige Mand!
jeg fandt inden kort Tid, at min dyrebare Kone ikke for¬
stod det allermindste af Huusholdningen; hendes Kokkepige
giorde hvad hun vilde; og naar vi sadde ved Bordet, faa
vidste Konen endda ikke, hvad for Mad vi skulde have.
Musikken var min Ulykke. Claveret! Claveret! Jeg igien
tog mine Forestillinger, og her holdt hun den merkværdige
Samtale med mig, som jeg aldrig glemmer.
Jeg. Mit Barn! der gaaer mig saa meget med i
Kiøkkenet. Du veed omtrent, hvad min aarlige Jndkomst
er, og det vil ikke rekke til. Jeg beder
Min Kone. Nu! hvad er der allerede paa Færde
igien?
Jeg. Kokkepigen kan jo giøre hvad hun vil; du veed
jo selv, hvor gierne saadanne Folk ville betrekke og belure,
naar man ikke seer flittigt efter med dem.
Min Kone. Saa? Maaskee du vil have at jeg skal
være Kokkepige? det er noget dumt! der bliver nu slet in¬
tet af. De Griller maa Herren slaae af Hovedet!
Jeg. Hvad fattes dig? kan du ikke tale med mig med
det gode? du ved jo, at jeg elsker dig, og at jeg blot al¬
lene taler saaledes med dig for vor fælleds Lyksaligheds
Skyld.
Min Kone. Der har vi det! Min Mama har vel
hundrede gange sagt mig, at den Herlighed med Mandfol¬


kene fik Ende som et Lynet, at de begynder at coujonere
en, naar de først har en i Strikken. Men veed du og at
du tager Feyl deri hos mig? Kone vil jeg være i Huset,
forstaaer du mig? Min Kokkepige er et ærligt Menneske,
men du, du vil beklippe hendes Ære; kan du forsvare det
for Gud; vil du passere for en Christen? Har du ikke lo¬
vet mig, at du altid vil elske mig? Kan det kaldes at elske?
naar du begynder en Trette for ingen Tings Skyld og
om ingen Ting? Hvad gaaer sligt dig an, naar du ikkun
faaer din gode Mad paa Bordet? Kan det ikke være dig
ligemeget, enten jeg har sluget Kiøkken=Røg i mig, eller
ey? Er det ikke sandt, at det vilde befalde dig, om jeg
dig til Behag blev røget guul og sort i Kiøkkenet? Ney,
bild dig aldrig det ind; den Appetit maae Herren lade for¬
gaae sig! Hvorfor har du ægtet mig, naar du ikke kan
forsørge en Kone? Og hvad regner du da de 6000 Mark
for, som du fik med mig til Medgivt? Mener du, at jeg
vil leve som en gemeen Kone?
Jeg. Min Hierte Kone! jeg beder dig dog for Him¬
lens Skyld, det er jo ikke saa ilde meent, tænk ikkun selv
efter.
Min Kone. (bitterlig grædende.) Jeg merker
nok, du elsker mig ikke, dersom du kunde lide mig, saa
skulde du ikke ville giøre nogen Kokkepige af mig. Du er
en heslig og utaknemmelig Mand. Havde jeg ikkun kun¬
det see det paa dig tilforn! -- Her græd hun stridig
Graad, og jeg stod der som en arm Synder. Pludselig
sprang hun op i en Hast af sin Stoel, kastede et forbittret
Øyekast paa mig, og fløy ind i hendes Kammer. Jeg
hørte en Brumlen, og det var min dyrebare Frue Sviger¬
moders Røst. Efterat hun havde talet en Times Tid med
min Kone, kom hun ind i mit Kammer, og jeg stod op,
for at tage imod hende. Hr. Søn, hvad er det for Mund¬
huggerie, som allerede er kommet imellem jer. Fy, Hr.
Søn! ney det maae Hr. Søn ikke tænke, at jeg for Hr.
Søn har opdraget min Datter dertil, at Hr. Søn skulde
giøre en Slavinde af hende, cujonere hende, maae Hr. Søn
ikke. -- Frue Svigermoder! vil hun ikkun behage at
høre! -- Ey hvad skal jeg høre? naar J Mænd ikkun
kan giøre Livet snurt for eders stakkels Koner, det er jer
hele Kunst; for Resten kan J intet. Men da er man vel
en ret Nar, om man vil lade eder raade. Den Orm maae
man strax i Begyndelsen fordrive! ligesom man vænner
eder, saa har man eder. Kort sagt, Hr. Søn, min Dat¬
ter maae Hr. Søn holde i Ære, tag sig vel i Agt Hr.
Søn; Dersom min ma Soeur vidste det, saa skulde hun
hielpe mig, til at sette Hovedet i lave paa Hr. Søn, for¬
staaer Hr. Søn mig? - Og dermed forlod hun mig.
Der var nu Enden paa mit hele Livs Lyksalighed! Det
Forblindende var forsvundet, den bedrøvede sunde Fornuft
indfandt sig gandske igien, endskiønt til min store Qvale;
thi den forestillede mig ikkun min Elendighed desto livag¬
tigere, og i sin hele Omkreds. I denne Angest løb jeg til
min Svoger; ak, han var ikke meget lykkeligere end jeg;
men letsindigere var han, og det var hans Lykke. Jeg tog


derpaa min Tilflugt til min Svigerfader. Han lod mig
ikke komme til at tale et Ord. Foriig eder Hr. Søn med
eders Kone; man maae ikke blande sig imellem Ægtefolk.
Der kan i Ægteskab ikke altid være Soelskin; man bliver
nok gode Venner igien. Hils min Datter, adieu!
Med denne Trøst gik jeg hiem; vi forligte os med hver¬
andre igien, som det lod; men den ømme Kierlighed, det
Venskab og den Fortrolighed, som skal herske imellem
Ægtefolk, var borte, og indfandt sig aldrig mere! Nu har
jeg næsten levet i halvandet Aars Tid i mit Ægteskab! men
jeg kan aldrig udsige, hvilken jammerlig Rolle, jeg i den¬
ne Tid har spillet! Efterat min Kone var bleven forsonet
med mig, giorde hun sig ikke videre den ringeste Tvang;
naar hun endda giorde mig den Ære at tale med mig,
saa angik det Penge, som hun uomgiængelig behøvede.
Dog, jeg maae heller ikke giøre hende Uret; engang har
hun alligevel giort mig et meget venlig Arsigt; hun kneb
mig endog i Kinderne, temmelig sterkt, det er sandt; og
den Gang forlangte hun en nye Klædning af mig.
Jeg maae dog indlade mig lidet i, at afskildre hende.
Min kiere Kone var tilforn meget smuk. Men efter
hendes Barselseng har hun faaet adskillige Pletter i Ansig¬
tet; og jeg havde dog alligevel ægtet hende, for hendes
Skiønheds Skyld. O J unge Mandspersoner, lærer
dog ikkun dette af mit Exempel, at J ey skal ansee Skiønhed,
for andet, end et Blomster, som ikkun florerer en kort Tid.
Min kiere Kone har ikke den allermindste Gnist af sund
Fornuft. Det er overhovedet en Familie=Feyl. Min
Frue Svigermoder og vor hele Fruentimmer=Slægt er an¬
fægtet af den Sygdom. - Min kiere Kone er stolt i høye¬
ste Grad. Dette er en nødvendig Følge af det forrige.
Min kiere Kone er videre (dette kommer af hendes Op¬
dragelse) fuld af affecterede Ord, saa snart hun vil give
sig Anseelse af en stor Dame; men saa snart hun ikkun li¬
det forglemmer det, saa falder hun ned til Pøbelens geme¬
neste Sprog. - Min Kone er i høyeste Grad overtroisk
og stolt. Ofte skielver hendes gandske Legeme, naar en
gammel Kone fortæller hende en fæl Hexe- og Spøgelse¬
Historie. Hun drømmer derom, og springer op i Sengen
af Forskrekkelse, da hun indbilder sig at have seet alting og
havt alle de indbildte Syner. - Min kiere Kone har fire
Katte og tre Hunde, hvilke hun elsker ret systerlig, og meer
end Mennesker. Disse Dyr giøre en saa forskrekkelig Al¬
larm, naar man kommer ind i hendes Kammer, at man
staaer i Fare for, en halv Times Tid at miste sin Hørelse,
førend man kan tale. En Hund havde hun tilforn, som
gøede gandske mordersk, og hver Nat opvakte hele Naboe¬
lavet, naar han begyndte at gøe; men den har jeg paa en
listig Maade lykkelig faaet af Veyen. - Min kiere Kone
er saa forfængelig, at hun rigtig troer, det ikkun beroer
paa hende, at giøre alle de unge Mandspersoner i vor Bye
forelskede i hende. Hun pynter sig den hele Dag igien¬
nem; ofte skifter hun tre Gange Klæder paa en Formid¬
dag. Paa et Aars Tid har hun sminket sig. Hun tager
ikkun blot imod Besøgelse af nogle Officierer, som hun slæ¬
ber om i hendes Skiønheds Lænker. Efter min Død vil


ingen faae hendes Haand, uden en Uniform. - Min kiere
Kone er saa uvidende i Huusholdningen, at hun ikke kan
koge et Æg, og neppe veed hvad Oxeriød koster; desuag¬
tet lader hun dog ofte ligesom hun har meget stør Jndsigt,
derudi, saa at snart en og snart en anden Ret er ikke ret
tillavet. Hun skielder paa Pigerne, for de forderver hende
Maden, og forstaaer sig slet intet paa Koge=Kunsten. Der¬
som man selv, siger hun, ikke saae til i Huusholdningen,
og lod de Folk selv gaae derover, saa skulde man inden fire
Uger være ruiueret! – Min kiere Kone er i høyeste Grad
egensindig. Det er en ret Skiersild, at tiene hos hende.
Hendes Tienestepiger ere levende Martyrinder; og da hun
af Naturen intet fornuftigt kan elske, saa er hun uforson¬
lig, saasnart hendes Pige giør en Ting saaledes, som an¬
dre ærlige Folk pleyer. - Min kiere Kone, er i høyeste
Grad misundelig. Hun er færdig at rase, naar det gaaer
hendes Venner lykkeligt. Hun forstaaer alle Spil, og jeg
gad see paa den, der spiller bedre Lombre end hun Hun
er en afgudisk Elskerinde af alle Adspredelser, af alle For¬
lystelser. Hun besidder en utroelig Veltalenhed i at tale
om andre. Hun veed alt hvad der passerer i Byen paa
hendes Fingre. Vort Barns Opdragelse har hun behaget
at paatage sig gandske allene; og om det bliver ved, som
det er begyndt, saa vil hun gandske vist danne en Pige af
hende, som hun har Ære af. Nær havde jeg endnu for¬
glemt dette: omtregt paa et Fierding=Aars Tid har hun
hver Aften blevet meget venlig og snaksom. Jeg kunde i
Førstningen ikke begribe Aarsagen dertil; men for nogle
Uger siden kom jeg derefter: hun drikker næsten hver Dag
halvanden Pot Viin meere end tilforn.
Her seer De min Ulykke i sin hele Omkreds; og den
hele Feyl herudi, er Mangel paa Opdragelse. Jmidler¬
tid har jeg fortiet min Ulykke; thi hvi var jeg saa daarlig
at forelske mig i en indtagende flygtig Skiønhed.
Engelland. I den sidste Krig talede man i et Huus
i London om en Landgang, som de Franske vilde giøre paa
de Engelske Kyster. Et Barn paa ni Aar hørte med stor
Opmerksomhed paa Samtalen, sprang med eet op af Sto¬
len, løb hen til sin Fader og spurgte: "Naar Franzoserne
kommer hid, bringer de da ogsaa Børn med sig?
"Jeg veed ikke, svarede Faderen: men hvorfor spørger du
derom? " Fordi jeg ret havde Lyst til at slaaes med
disse Smaadrenge, svarede Barnet. Hele Selskabet om¬
favnede Drengen, og roeste ham for hans tappre Beslut¬
ning. - En Engellænder sagde ved denne Leylighed: Da
jeg ikke er Soldat, saa tilstaaer jeg, uden at blive skam¬
rød, at jeg ikke er tapper; men som Borger er min Pung
til mit Fædernelands Tieneste. Jeg vil i Penge bidrage
alt, hvad man forlanger af mig; men der er intet, som kan
bevæge mig til, selv at fægte.
Engellænderne elsker endnu den Fegte-Kamp, som de
gamle Romere fandt saa stort Behag udi. En Baronet,
som var en stor Elsker af denne Kunst, forfattede et Skrift,
hvorudi han giorde sig Umag for at vise denne Kunstes
Nytte. Han gav endog dem, som vilde lade sig undervise
derudi, for slet intet en Underretning. En vis Herre, som


ikke boede ret langt fra hans Landgods, gav ham en Besø¬
gelse, og talede med ham om Kampen og Brydningen;
Baronetten tog fat paa ham bag fra, og kastede ham hen
over sit Hoved. Denne, som just ikke havde giort det sag¬
teste Fald, reyste sig op, fuld af Vrede og Harme. "My¬
lord, sagde Baronetten i en alvorlig Tone til ham: De
kan nu meget holde mig for Deres Ven; thi De er den
eneste, som jeg nogensinde har viist dette Kunststykke.
Daniel Pearce, der for nogle Aar siden er død i
Salisburg, havde ved et meget selsom Talent gjort sig be¬
kiendt under det Navn Dovdi. Han havde en Fornøyelse
af at iføre sig revne Klæder, slæbe Kieder og Lænker omkring
sig, besmørre sig i Ansigtet med Blod, og overhovedet at
gebærde sig som et rasende Menneske, der var sprunget ud
af Fattig=Hupset i London. Han giorde sig paa samme
Tid en fæl Røst og Stemme, hvilken han efter Behag en¬
ten lod høre sterk eller svag, eftersom han vilde giøre Folk
mere eller mindre bange. Han var saa besynderlig skikket
til at spille denne Rolle, at han endog kunde giøre de meest
Uforfærdede bange, og bevægede dem til at flye for hannem.
Man sprang ud igiennem Vinduerne, man klavrede op i
Kamierne; man reddede sig endog op paa Tagene af Hu¬
sene, for at undgaae denne formeente Rasendes Grum¬
hed. Pearce var ellers en meget sagtmodig Mand. Naar
han havde aflagt Narre=Dragten, kom han ofte til de Per¬
soner, som han havde giort bange, og tilbød dem sin Bi¬
stand, at løbe efter Narren, paa det han kunde blive bragt
i Forvaring.
Man veed, at ingen kan i Engelland spise uden Huset,
end ikke engang hos sine Venner, uden at være nødt til,
ved Afskeden at give Tienerne Drikkepenge, som beløber sig
til mere eller mindre efter Herrens Stand i Huset. En
Officier, som det endelig ikke befaldt mere, at han saa
dyrt skulde betale alle de Middagsmaaltider, som han fik
hos en vis Hertug, lod sig sige alle Hertugens Tieneres
Navne. Hertugen vidste ikke, hvad det skulde betyde, og
spurgte om Aarsagen dertil: "Mylord, svarede Officieren,
da jeg ikke er i Stond til at betale alle de herlige Maalti¬
der, som jeg nyder hos Dem, og derhos at vedligeholde
mine Vogne, Heste og Tienere, uden hvilke jeg ikke torde
komme herhid, saa vil jeg erindre disse Herrer i mit Te¬
stamente."
Denne uskikkede Sædvane er særdeles ømfindtlig for
Fremmede, og adskillige Engellændere har allerede forgieves
forsøgt, at afskaffe den. Den er imidlertid for nogen Tid
siden gandske kommen af Moden i Skotland. Freds=Dom¬
merne og Landgods=Eierne har i nogle Grevskaber gjort
Begyndelse dertil, i det de fattede den Beslutning imellem
hinanden, at de ingen Drikkepenge vilde give deres Tienere,
naar de komme sammen. Andre Grevskaber og Selskaber
giorde ligesaa, og da man har indseet, at denne Skik var
skadelig for Tienernes Sæder; at den ikke var i Brug hos
nogen anden Nation; at den var en Skam for dette Kon¬
geriges Politie; at den lagde Forhindring i Veyen for
Giestfriheden, og ligesom bebyrdede gode Venners sæl¬


skabelige Omgang med en Skat, saa er det besluttet og
befalet, at en saa fordervelig Misbrug skulde afskaffes, da
man ellers maatte betale sine Middags maaltider hos go¬
de Venner dyrere, end i Giestgivergaardene og Vertshusene.
Der er ingen, siger Rousseau, undtagen en Jord¬
maaler og en Dummerhoved, som kan tale uden Figurer;
man kan endnu sette til, som kan være følesløse ved Jma¬
ginationens og Følelsernes Skiønheder. Man giorde, i
en Mathematikers Nærværelse, meget Væsen af og lagde
megen Berømmelse paa Racines Jphigenia; han blev
nysgierrig og forlangte at see denne Tragodie. Man le¬
verede ham den. Men neppe havde han læst et Par Si¬
der deraf, førend han leverede den fra sig igien, og sagde:
Hvad er nu beviist med alt dette?"
Det skal være her i Landet, man har havt den Til¬
dragelse, som beviser, at Erfarenhed er unyttig, naar der
ingen Forstand er hos. To Børn, det ene dumt, det an¬
det klogt, fandt nogle Nødder, som de vilde deele
imellem sig. Det kloge Barn slog disse Nødder i Styk¬
ker, tog Kiernen ud deraf og gav det andet Barn Skallerne,
som forgieves speculerede paa hvortil det skulde bruge
samme, og saae endelig til sidst, at det var bedraget."Du
skal ikke narre mig, naar det gaaer om igien, sagde det
ved sig selv, og jeg skal nok søge Leylighed, at hævne mig,
for denne Stræg." Nogle Dage derefter fandt de atter
i Selskab med hinanden nogle Oliver. Det Barn, som
nu den første Gang var blevet bedraget, troede nu, at vil¬
le giengielde det andet Barn det, og sagde: Giv mig nu
det Jndvendige, og behold du selv det Udvendige." Det
klogere Barn, som var vel fornøyet med denne Deling, ad¬
lydde med Glæde, tog den bløde Skal af som er meget god
at spise, og gav det enfoldige Barn den haarde Kierne.
Algier. Da denne Stad i Aaret 1683 blev bom¬
barderet af Kong Ludvig XIV. paa det at den kunde blive
tugtet for dens Utroeskab og Uforskammenhed. Det Ra¬
serie, hvorudi Corsarerne vare over det, at de ikke kunde
afholde den Jldsprudende Flode fra deres Kyster, forle¬
dede dem til at binde de Franske Fanger fast foran ved Ca¬
nonen, og at skikke dem Stykkeviis til de Franske Skibe.
En Algierisk Capitain, som paa sine Caperier var bleven
tagen til Fange, men var derhos bleven holden meget got
i sit Fængsel, saae iblant dem som vare bestemte til den be¬
drøvelige og af Raserie opfundne Skjebne, en Off eier,
ved Navn Choiseul, som havde viist ham besynderlig man
ge Velvilligheder. Han antog sig i samme Øyeblik denne
ædelmodige Mand, og bad, at man i det mindste vilde
skaane ham. Men al hans Bøn var forgieves, og man vil¬
de allerede løsbrænde den Kanon, ved hvilken Choiseul var
fastbunden, da Algieren sprang hen til ham, omfavnede
ham, og sagde til Canonieren: Brænd løs; thi da jeg
ikke kan redde min Velgiører, saa vil jeg i det mindste ha¬
ve den Trøst, at døe med ham." Deyen, i hvis Paa¬
syn dette skeede, blev saa rørt deraf at han med Taa¬
rene i Øynene tilstod nu det, som han tilforn med saa me¬
gen Grumhed havde afslaget.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 3


Høytagtige Skrivere og Skriversker af Fruentimmer¬
og Mandfolke=Tidenden! Et glædeligt Nyt=Aar!
F¬
forsmaaer ikke følgende Biedrage til eders kiere Blad.
Jeg vil ikke dølge for eder, at jeg har taget dette Tøy
af Naschereyen in die Visiten=zimmer am Neujahrs¬
Tag. Det kan dog læses med Fornøyelse, og derhos have sin
Nytte.
En Stump af Huusholdnings=Kunsten.
J det mindste har nogle Folk den sidste Eftermiddag
i Fior, naar de har endt Samtalerne om det gamle og
nye Aar, ligeledes talet et Ord om de onde Tider - om
de mange og store Udgivter - og om deres Oeronomie.
Og omendskiønt jeg maaskee kunde treffe deres Tanker og
deres Forsetninger: saa er jeg dog vis paa, at de ikke kan
treffe mine Tanker om de oeconomiske Merkværdigheder.
Det kan og være, at mangen en Vert vil giøre nye For¬
slag, til at indrette sin Huusholdnings-Etat mindre, eller
at forøge sine Rentet, som maaskee kan lykkes for ham.
Men med al denne Duelighed veed jeg dog ogsaa endda
nogle Hemmeligheder, som man sielden iagttager: en vis
moralsk Kameralvidenskab, som angaaer enkelte Borge¬
res Finanger, og som ingen Øvrighed kan udvirke i besyn¬
derlige nye befalinger, efterdi disse Hemmeligheder kom¬
mer an paa det frie Val. Jeg vil derfor fortælle en
Fabel:
Et Barn fandt engang en gammel Mand siddende
med et Timeglas i Haanden, hvilket han rev fra hinanden,
og begyndte omhyggelig at ville tælle hvert Sandskorn. Vær
ikke saa enfoldig, gamle Bestefader, sagde Barnet - Naar
har man nogen Tid hørt, at nogen har kundet tælle San¬
den. Jeg setter, at J spilder nogle Korn, J kan jo faae
flere end tusinde Hænder fulde i Stedet derfor? - Den
Gamle saae smilende paa Barnet: Min lille Ven, sagde
han, du lever af den fulde Skieppe, og forstaaer dig ikke
paa at holde Huus. Jeg giorde forhen ligesaa, og blev
fattig. Naar jeg taber nogle af disse Sandskorn, saa ta¬
her jeg en Minut, og naar jeg mister flere eller allesammen,
saa har jeg mistet en Skat, som jeg ikke faaer igien. Naar
jeg derimod veed, hvor megen Forraad jeg besidder, saa
kan jeg giøre en Slutning, hvor mange gode Handlinger,
jeg kan udøre i de mig endnu tilkommende Øyeblikke!
Dersom du havde to Hænder fulde af Lindser, og du kaste¬
de en Deel deraf bort, saa synes dette et ringe Tab. Men
havde du saaet disse bortkastede Lindser i Jorden, saa havde
du faaet fire og flere saadanne Hænder fulde igien, og din
Forraad skulde da altsaa være bleven større.


Den gamle Mand var en smule underlig og sær, som
alle gamle Folk gemeenlig ere, - og dog troer jeg ikke, at
det var ham saa meget om sine Sandskorn at giøre, som
om den Sædelære, han derved kunde anbringe
Hvorledes skal man vel kunde giøre Menneskene det
begribeligt, hvad de ere for slette Verter og Huusholdere
ihenseende til deres Tid? – Tiden er et Klenodie, som
enhver faaer til Medgivt ved Fødselen. Den koster ikke
Penge, og man kan dog ikke kiøbe den igien for Penge.
Hvo tager ikke gierne for intet, hvad han ikke kan faae at
kiøbe! -- Daaren har det, og veed ikke, at han har
det. Han klager, at Tiden er ham for knap og kort, og
han deeler, alt for barmhiertig, Halvparten deraf til dem,
som ikke takker ham derfor - til sit Spillebord,- til
sine Vellyster - og til sine Kaffeehuse!
Tiden er en liden Ting, som man hverken bærer i
Haanden eller i Lommen, eller i en Æske, og dog har man
den allevegne med sig - En eneste vel anvendt Time &k
meere værd, end et heelt Liv fuldt af Fornøyelse - Men
Menneskene ere ikke saa kloge, at de vide hvad det er: at
anvende Timer! - Kiøbmanden, - Advocaten - Dig¬
teren - og Bonden - Svalen og Storken vide deres Tid
ikkun Mennesket veed den ikke. Thi i denne Fald ere
de ikke alle Mennesker, men sysselsatte Kreature, som om¬
vexler deres Forretninger med deres Væsen.
De almindeligste Huusholdnings=Regler skulde giøre
os fuldkommen lykkelige, dersom vi overdroge dem i vor
væsentlige Lyksaligheds Udarbeydelse. Og jeg lader enhver
have Frihed, at giøre Sammenligningen, hvorledes vi i
disse Poster ere slette Oeconomer.
At giøre sig selv Skade - og først at give Hundene
det Brød, som tilhører Børnene, er Daarlighed.
Intet at samle, da man kan samle, og forud maae
befrygte en Dyr=Tid, er Daarlighed.
Jkke at lade sig sine Regninger qvittere, naar de alle¬
rede ere betalte, styrter os i den retmæssige Nødpendighed,
endnu engang at maae betale dem.
Et delicat Menneske overlader sig ikke med slet Mad,
naar han er i Begreb med at gaae til Giestabud.
Man søger at snoe sig igiennem Verden saa got man
kan. Hvo som ikke kan seyle til Peru bliver hiemme, og
giør det, som han har lært. Man skammer sig ikke ved
at betle sit Brød, - og hvo som ikke vil betle ved Døre¬
ne, lærer den Kunst, at betle høfligere - ved Breve¬
Suppliguer og Miner -- Hvad man i Dag har for
sømt, det indhenter man i Morgen.
Man giøre Anvendelsen paa sit Hierte - og paa
sin tilkommende Bestemmelse, saa er man gode Huus¬
holdere! -


En viis Mands Overregning med sig selv.
Det afvigte Aar havde 366 Dage, eller, naar jeg
regner 12 Timer for hver Dag, fire Tusinde tre Hundrede
og to og halvfemsindstyve Timer. "De øvrige 12 Ti¬
mer, som ellers pleyer at regnes til hver Dag, regner jeg
med Flid ikke, efterdi ikkun de Forretninger, som henhører
til Menneskets dyriske Natur, har mestendeels borttaget
samme. Har jeg, om ikke efter Timernes Antal, saa
dog ikkun efter Dagenes Antal, forrettet saa mange gode
Handlinger? – Hvad skulde jeg giøre? - Hvad havde
jeg kundet giøre? – Hvad giorde jeg? -
Med disse Tanker, som har udpresset mig mange al¬
vorlige og beskiemmende Sukke, sov jeg ind Nyt=Aars
Aften. Jeg drømte, og syntes, at der laae et sammen¬
rullet Papier for mig. Nysgierrigheden drev mig til, at
vikle det op, og jeg fandt i Begyndelsen de Ord: Time¬
Seddel og Dag=Bog. - Det lod ligesom nogen vilde
komme min Hukommelse til Hielp, og erindre mig om Ting,
som jeg havde forglemt. Jeg fandt følgende Tarif;
Tanker -- der, ligesom en Lyn=Jld fore igiennem
Sielen, og efterlode sig Sæd til mange unyttige og aand¬
løse Samtaler og Ord-
Opvakte Lidenskaber, som man hader, uden at dempe
og undertrykke dem, efterdi man alt for sildig begyndte at
sette sig imod dem.
En Siele=Søvn i levende Live, midt i sine Dage og
mide om Dagen, da man ikke tænker, - ikke vaager -
ikke drømmer - og dog bliver skyldig.
Hemmelige Klager, over Ting, som ikke stode til at
ændre, og hvoraf fremlyste en stor Daarlighed; - End¬
nu andre Klager over Mangel paa visse gode Ting, uden
hvilke man gierne kunde behielpe sig; - Endnu andre Kla¬
ger over Forsynet, at det ikke gav got Veyr til en Reyse,
da dog Regnen var just nødvendig for en heel Armee i den
Time, den var mig hinderlig; - Endnu andre Klager, som
fløde af en hemmelig Avind og Misundelse over at see mine
Medmennesker lykkeligere end mig.
Muntre og glade Timer, som jeg nøed, uden at spør¬
ge, hvorfra de kom, og hvortil de vare givne?
Nogle gode Forsetter, som komme ikkun Halvparten
til Udøvelse.
Et Barns Gestalt, som med en smilende Mine sprang
i en Brønd, og blev tilbageholdt af en usynlig Haand.
Visse af det afrigte Aars Plager, som vare komne
af de Feyl, der vare begangne for ti Aar siden.
Nogle Aftryk af slette Penge, - Brød - og gamle
Lumper, som man havde slængt til en Fattig; - gode
Raad som ikke bleve antagne.
Syn af forbigaaende Mennesker, som siden bleve mis¬
brugte til deres Feyls Bagtalelse og Bedømmelse.
Samtaler om Krigen, hvorudi man giennemheglede
de Stores Feyl, uden at see fine egne, hvor man giorde
Prøjekter og Ønsker, som viste og tilkiendegave det aller¬
sletteste Hoved.


Et Speyl, hvorved man kunde see ind i Hiertet, og
blev saa meget vaer, at man forskrekkedes og spurgte: Hvad?
er det mueligt, at jeg er saadan?
De Ord: Jeg, Jeg, Jeg, Jeg! mange Gange
skrevne med store Bogstaver. -
Det flyvende Aar, som neppe kunde komme afsted for
den Mængde af nye Sager, hvilke man havde givet det
til Forvaring.
Et fortreffeligt Forslag, hvorledes denne bedrøvelige
Time=Seddel kunde blive casseret som useet, og en bedre
sat i dens Sted, omendskiønt den tilhørte en Fremmet.
Timer, som jeg havde tilbragt med mig selv i et
Kammer, hvor jeg talede med en Ven, hvis Samtaler ere
uudsigelige.
En blodig Kaabe, hvorpaa de Ord stode: Herre, du
er retfærdig, og dine Domme ere rette!
Spor af nogle Taare, som vare betegnede med Nu¬
mere, til Beviis paa, at nogen havde talt dem og giemt
dem.
En Lee, hvorpaa en slog, med disse Ord: Der skal
fremdeles ingen Tid mere være.
En Liigkiste, hvorudi laae en Mand, som ikke tænkte,
at han skulde døe, førend han virkelig døde!
Da jeg opvaagnede, og eftertænkte de rette Fordeele,
som jeg vilde indsamle af denne Drøm, saa faldt mig den
Tanke ind, at jeg forhen havde læst noget ligesaadant i
nogle Bøger, og at, dersom jeg vilde offentlig fortælle denne
Drøm, og ikke tillige sige, at allerede flere Folk end jeg
havde saaledes holdt Regning med sig selv, saa skulde jeg
begaae en stor Løgn først paa Aaret. Den Preussiske
Eremit har allerede i Aaret 1740 gjort saadan en Tids¬
Regning, men den falder saa smigrende ud for ham, at
han iblant tusinde velanvendte Timer ikkun regner nogle
hundrede forspildte.
En Engelsk Geistlig har og giort en Beregning for
en Adelsmand, som forødede store Summer i Spil, og
viist ham, hvorledes han langt bedre kunde have anvendt
mindre Summer. Beregningen har vel mange maaskee
læst forhen; men saadanne smaa Stykker kan ikke ofte nok
anføres:
Beregning paa det, som Sir Carl Esqy i Aaret 1743
havde kundet bidrage til det menneskelige Kiøns
Nytte og Lykke:
To Soldater=Børn, hvis Fader havde fægtet
tappert, og mistet sit Liv i Slaget ved Det¬
tingen, at tinge i Lære hos en Haandverks¬
mand,
40 Pd. St.
En fattig Landsbye=Præst med en stor Fami¬
lie, men hvis Tieneste ikkun indbringer ham
15 Pund om Aaret,
105
Til Medgivt for fem unge Piger paa den Dag
de bliver giftede med ærlige Haandverks¬
100
Klæder og Skoleløn for 10 Børn.
10g


Fiorten Drenge og sex Piger at holde i Lære, 200 Pd. St.
Fire unge Personer, efter udstandne Lære=Aar,
til deres Haandterings Begyndelse, - 150
Laan til fattige Haandverksfolk uden Renter,
hver paa tre Aar,
240
Officiers=Børn, som ere efterladte i slette Om¬
stændigheder,
250
En Mand af god Herkomst og Fortienester,
som er kommen tilbage ved ulykkelige Til¬
fælde,
300
Et Fruentimmer af god Familie, hvis Fader
var en Spiller, og efterlod hende uden For¬
mue, for at kiøbe sig et Livgeding paa
Livstid aarlig af 30 Pund.
300
For tilfældige Kierligheds=Gierninger, til
Folk, om hvilke man vidste, at de behø¬
vede og fortiente Hielp,
255
Summa 2000 Pd. St.
Vilde dog enhver giøre sin Beregning saaledes, saa
skulde mange maatte betale tilbage. Jkkun de ere lykkelige,
som har den Troe, at al deres Skyld er allerede betalt.
De Rige kunde imidlertid føye denne Regning til deres
Almanak for dette nye begyndte Aar.
En Maade, vel at anbringe sine Penge og udsætte
dem sikkert.
Dette Stykke vil uden Tvivl finde mange Læseres Bi¬
fald. Thi hvo vil ikke have sin Capital paa et sikkert Sted
og udsat paa god Rente? Det er en Sag, som man ikke
kan fortænke nogen udi -- Men jeg veed dog og,
at i hvor got jeg end meener dette, og i hvor meget man
endog ellers pleyer at belønne gode Projecter, saa skal der
dog ikke være en eneste rig Mand, som vil give mig en
Skilling til Nye=Aars=Gave for mit Projekt, saa snart
han ikkun først har læst det. Men got -
det
vil dog hove dem, der elsker Syge=Cassen.
Jeg kiender En
- Som i det Skiulte seer,
Og lønner det, som Verden ikke seer,
Og tæller Taarerne, som vi saa ødselt græder,
Og hvor Ulykken sees, han giver Held og Hæder.
Det var paa et Caffehnus i London eller Berlin¬
Jeg vil intet vist Sted bestemme, efterdi jeg ikke nøyagtig
veed det - hvor to Kiøbmænd samledes hver Dag
imod Middag. De drak deres Caffe, - talede om Bør¬
sen, - om Penge=Coursen - om Tidender og om ree¬
le Ting, efterdi de selv vare meget elskværdige Folk og en
Prydelse for Kiøbmandsstanden. J det de engang saaledes
sidder, giorde en Musefælde=Dreng -- Man maae
vidde, at dette er et elendigt Creatur - - sig saa næs¬
viis at aabne Døren. Hans Elendighed giorde ham yd¬
myg, og hans indtagende Mine gjorde ham taalelig. Go¬


de Herrer, sagde han; er der noget til deres Tieneste, som
De befaler? – Pak dig, svarede den ene Herre-
Drengen, som allereede var vant til saadanne Complimen¬
ter, lukte Døren rolig til, og listede sig bort.
Han var neppe gaaet bort, førend Hiertet begynte
sterkt at slaae hos den ene Kiøbmand. Han vidste vel, at
han havde kundet blive det høflige Tiggerie qvit ved nogle
Groschen, og hans Haardhed opvakte og forøgede Kum¬
mer hos ham. Hvad skulde der være udi, sagde han en¬
delig til sin Ven, om vi engang giorde en god Gierning,
og giorde et elendigt Menneske lykkeligt. Forsynet har
velsignet os med en ødsel Haand. Jeg har immer hørt,
at det skal være en besynderlig Vellyst, at hielpe et Menni¬
ske som slet intet gaaer os an, ud af sin Elendighed. Skal
vi ikke lade kalde den arme Skielm tilbage igien. Og jeg
setter, at vi paa nogen Tid drikker en Flaske Viin mindre
eller vi forestiller os, at vi ved et Tilfælde i Handelen
har tabt en vis Sum - eller at en medliden og Barm¬
hiertig Læge, der elsker vor Sundhed ligesaa høyt som vor
Pung, maatte ville befale os, paa nogle Uger at være sy¬
ge -- hvad meener De? –- Meget gierne! sagde
den anden. Jeg er selv i min Ungdom af en Ubekiendt
engang bleven befriet fra en vis Spillegield og Samvittig¬
heds Nag han lagde ved en viis Forsorg Grunden til min
Lykke, og jeg ønskede paa ligemaade at aagre med mit Pund
Man gik, og lod Drengen kalde tilbage. Jeg maae
derhos melde, at han maaskee allereede var 16 Aar gam¬
mel, og meget vel kunde føle Ting som hørte til hans For¬
bedring.
Du arme Skielm, sagde Kiøbmanden, skiøttede du
vel om at ønske, paa eengang at blive befriet fra dit elen¬
dige Haandverk? - Hvorfor ikke, svarede han. -
Men, min Herre, jeg kan meget let taale at høre Deres
Skierts, uden at blive uroelig derover. - Giv mig et
Par Skilling; thi det et Middag, og jeg har i to Dage
ingen Mad faaet. Gud kan giøre mangfoldig meget -
Han kan velsigne Dem - Han kan belønne Deres Børn
Ak - her kom Taarene ham i Øynene - jeg havde
og en Fader, som hialp mangen en Elendig; men denne
Fader døde alt for tidlig for mig
Dette unge Menneskes ædle Dristighed, som altid
boer hos en ufortient Armod, giorde ham ret elskværdig
hos Herrerne. Velan! kierre Barn, sagde den ene af
dem, du skal have tufinde Gylden af enhver af os.
Vi ville lade Pengene i nogle Aar blive staaende i vor Han¬
del. - Du skal imidlertid hos os lære det Nødvendi¬
ge af Handels Videnskaben, og siden faae din Capital med
de indbragte Renter, for at kunde bruge den paa en dig
behagelig Maade-
De høldt deres Løfte, og efter en Tid af sex Aar,
kiøbte man ham en liden Boutiqve, i hvilken han handlede
paa saa lykkelig en Maade, at han snart derpaa flyttede
hen til en anden Stad, og indlod sig i Handel i Stort.
Han var lykkelig; thi Forsynets velsignende Haand hav¬
de giørt ham til sin Yndling. Han var slet ikke af de Folk


som Lykken opvækker til Stolthed; Men i en beslan¬
dig Erindring om sin forrige Trang og Mangel for¬
ømte han ikke d en store Pligt, at staae Betrængte bi.
Han fordybede sig ofte i en Betragtning over Herrens
Veye, og over hans veldædige Førelser. I denne søde
Tungsindighed sukkede han undertiden: O Gud
du som har gjort mig menneskelige Støv saa lykkelig, ef¬
terdi dog Verden kalder Rigdom en Lykke! - Hvad
hielper den mig, naar jeg skal miste og savne den søde For¬
deel, ogsaa at giøre andre lykkelige. Mig skal end¬
nu immer fattes noget, indtil du giør mig til en Kanal,
hvorigiennem det Gode, som jeg fik af andre, kan flyde
tilbage til dem igien.
Engang fandt han en gammel Kalender som, som hav¬
de tilhørt hans Salig Fader, og hvorudi han, ligesom
gamle Folk, der ere meget accurate, pleyer at giøre, hav¬
de optegnet adskillige Merkværdigheder som vare forefaldne
i hans Lives Tid. Han fandt iblandt andet følgende Ef¬
terretning: Den 19 Martii 169=- reddede jeg et ungt Men¬
niske, ved Navn A===G--, som beklagede sin store For¬
legenhed for mig, og med 100 Gylden befriede ham fra
hans heele Undergang, og førte ham paa Dydens og Ret¬
skaffenhedens rette Vey.
Hvor forskrekkedes
vor lykkelige Mand, da det her anførte Navn just var den
Kiøbmands, som havde giort ham selv lykkelig paa et Kaf¬
fehuus. -
- Han skrev strax til ham og bekiendt¬
giorde ham sin Opdagelse. Han bad ham tillige meget
bønlig, at han skulde tilkiendegive ham paa hvad Maade han
ligeledes kunde vederlegge og betale ham hans Velgierninger.
Han var ligesaaledes sindet som alle andre Mennesker. De
ville ikke gierne for intet modtage og oppebære Velgierninger
men de søger immer at blande en liden Fortieneste med
deriblant.
Svaret udeblev i lang Tid. Endelig fik han den be¬
drøvelige Efterretning fra en fremmet Haand, at hans ædel¬
modige Velgiører var død, efterat han havde liidt og igien¬
nemgaaet mange ulykkelige Tilfælde. Han havde vel efter¬
ladt sig en Søn, men man vidste nu ikke paa hvad Sted
han opholdt sig.
Dette foruroligede ham. Han søgte at tilfredsstille
sig og lindre sin Uroelighed derved, at han med sit Gods
og Midler uformerkt vederqvægede og oplivede gandske
ubekiendte Huusarme, som ere alt for ædle og frygtsom¬
me at tilstaae, at de ere fattige.
Faa Dage derefter fik han en anden bedrøvelig efter¬
retning. Hans eeneste Datter, som han havde avlet i sit
Ægteskab, var, jeg veed ikke ved hvad for Omstændigheder
og Leylighed, kommen i Bekiendtskab med en ung Kiøb¬
mandssvend der i Naboelavet, og havde forlovet sig med
ham, i Haab om hendes Faders Samtykke. Han tog
hende for sig – Han truede, han bad, at hun skulde


affiaae fra en Forbindelse, i hvilken han ikke kunde see no¬
gen Fordeel til hendes Lykke. Men det var altsammen
forgieves. Hun faldt paa sine Knæe. Beste, allermilde¬
ste Fader, græd hun, lad mit Hierte have gjort et Val
til min Lykke eller Ulykke, nok at jeg ikke egensindig har
samtykket derudi. Vi stakkels dødelige Mennesker maa
ofte giøre et Skridt, som vi ikke havde foresat os
at giøre. Min hierte Fader, er forhen bleven lykkelig.
Giør nu en ung fremmet Person lykkelig igien, som ingen
andre gode Egenskaber mangler, end denne, at han ikke
er riig.
Faderen blev rørt ved denne Philosophie. Han lod
den unge fremmede Person komme til sig. Han spurgte
om hans Navn og hans Forældre. Og hvor forbauset
blev han, da denne Fremmede just angav sig for en eneste
Søn af hans Velgiører, der af Armod og Fattigdom var
flygtet hen til dette Sted.
Han betænkte sig nu ikke noget Øyeblik at samtykke
i Giftermaalet, og efter en kort Tid, da Alderdommen
nærmede sig til ham, afstod han sin Handel og heele For¬
mue til sin Svigersøn og Datter. Hvor deyligt og skiønt
havde disse Personer i denne Historie anbragt og udsat de¬
res Penge. Det var meer end almindelige Renter, de
trakte deraf!
Hvor herlig og deylig er den Dyd at giøre vel! Vor
Gud lader ingen Drik koldt Vand blive ubelønnet. Det
er en betydelig Forjettelse af Religionen. Hvor mange
Exempler af samme Art skulde ikke giøres bekiendte, som
virkelig findes! Gid der i dette Aar maatte findes mange
saadanne Menneskevenner, som saaledes kaster deres
Brød paa Vandet. Gid endda en Eneste maatte giøre
en eneste Fattig ret lykkelig. Den Periode i hvilken vi
lever, giør tusinde ulykkelige, som ikke engang tør sige, at
de ere det. Skulde der findes saadan en skiøn egennyttig
Mand, som vilde saa got anbringe og udsætte sine Penge,
at man i en liden Bye kunde understytte en Fattig=Skole
saa vil han lettelig kunde opspørge saadant et Sted. (Sy¬
ge=Cassen fortienner og den Opmerksomhed til Penges ud¬
settetse paa vis Rente, som adskillige Veldædere under
den.) En vis Lærer i Reformations Tiden gav en Fattig
en Almisse med disse Ord: Hvo veed, hvor Gud skal ville
erstatte mig det igien - Hans Ven Luther, som var
hos ham, sagde: Hvad? Han skal ville erstatte eder det
igien? Jeg tænker, han har allereede giort det for lenge
siden!
O du Guddommelige Fornøyelse at staae de Fat¬
tige og Syge bi! Udbred dig stedse mere og mere
iblant os!
Man maae ikke forestille sig, at denne Historie er
i alle Henseender en Opdigtelse, for at behage Læserne.
Det var alt for ubilligt, at tænke eller sige.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 5


Brev=Vexling.
Kiere venner!
S¬
om sand Patriot, og af reen Kierlighed til det al¬
mindelige Beste, skriver jeg Dem til i Dag.
Jeg lader det komme an paa Deres Samvittig¬
hed, om De vil bekiendtgiøre min Skrivelse eller ikke.
Jeg seer undertiden af Aviserne, at man nu omstunder
studerer meget paa, at opvekke de Døde. Hvor mange
drukner ikke, siger de, som kunde komme til Live igien?
Og jeg siger: hvor mange bliver ikke levende begravne,
som kunde komme til Live igien, om man vidste den ret¬
te Maade, at opvække dem paa. Det er jo dog meget
magtpaaliggende ey at blive levende begravet? Jeg skal
lære Dem denne Kunst, og De vil forbinde sig alle De¬
res Læsere, om De vil aabenbare Dem samme. For¬
raadnelse veed man nok er det sikkerste Kiendetegn paa
en virkelig død, men sielden giemmer man saalenge paa
de Døde, undtagen de ere store Folk. J Paris har jeg
lært denne rare Videnskab, og jeg vilde ikke have mistet
den for al Verdens Guld; thi det kan jeg jo let faae,
naar jeg kan opvekke de Døde. Jngen af Dem i Deres
Selskab, ey heller nogen af Deres Læsere skal blive le¬
vende begravne naar de ikkun vil følge mit Raad. Den
heele Hemmelighed bestaaer deri; at De og Deres Læsere
lærer at spille Piqvet. Her er den hele sag; og følgende
Begivenhed beviiser Sagens Rigtighed, og Piquet=Spills
høye Nødvendighed: Hr. Chevalier en Læge i Paris,
forfaldt i en saa dyb Sovesyge, at han ey gav det aller¬
mindste Tegn til Liv fra sig. Man havde paa alle Maa¬
der stærk rystet og skutlet ham, men forgieves. Man
havde med høy Røst kaldt ham ved Navn, og brugt al¬
le Opvækkelses Maader, alting var forgieves. Een eene¬
ste, som vidste, at han havde været en stor Elskere af
Piquit=Spil, paatog sig at opvække ham. Han raabte
le til ham med hastige Ord og lydelig Stemme: En Aat¬
tende Sequens, 14 Esser og heele Læsset. Strax opvaag¬
anede den døde. Dette lette Middel fortiener at forsøges.
gAf Kierlighed til det almindelige beste har jeg allene aa¬
benbaret denne Hemmelighed; og dersom enhver ikke lærer
at spille Piqvet, saa vil Skylden ligge paa dem selv,
om nu og da en bliver levende begravet.
Jeg er &c.
Svar.
Paa det almindelige Bestes Vegne ere vi Dem me¬
get forbundne. Naar enhver, som har været i Paris,
havde lært saa meget til det Almindelige Beste, kunde man
sige, at de dog havde lært noget. Vores gamle egen¬


sindige Ungkarl og vores gamle vegelsindede Jom¬
u frue øver sig nu i Piquet=Spil Nat og Dag; thi ingen
af dem vilde gierne begraves levende i Jorden, og derfor
begraver de sig nu i Kortet oven for Jorden. Det vil nu
komme an paa, om vore Læsere vil ligeledes benytte sig.
af Deres Kunsters Opdagelse. Piqvet=Spil har ellers
længe været i Brug, og man har neppe skuldet finde to
sammen, at de jo har havt dette Spill imellem sig; men
man har neppe vidst Kraften af dette Spil, førend nu.
Vores Fætter fortæller os ellers en anden Virkning af
dette Spill; Han logerde engang paa et Billard-Huus,
hvor samme Spil er meget i Moden; to Piqvet=Spillere
sad heele Natten og spillede, og imellem hver Carree fik
hinanden ved Horedet, de sade og spillede og sloges til
langt ud paa Natten. Da Politiet mærkede Allar¬
men: Spillerne forføyede sig op paa vor Fætters
Kammer, for at undgaae Politiet; og den eene Spil¬
ler sad i Krogen bag Kakkelovnen med en Aattende Se¬
guens, og den anden krøb bag Sengen med 14 Esser; Beg¬
ge vare færdige at døe af Angest med Honcurerne i Haan¬
den. Om de havde døet, kunde man dog have sagt, at
de døde med Honeur; men om man kunde have opvækket
dem med disse Honeurs, vil nu herefter komme an paa
en Prøve.
Vi forbliver &c.
Mahomet Ali=Beg.
Eller: Ydmygheds Billede til Hove.
Da Shach Abas den første, som blev kaldet med
Tilnavn den Store, Konge i Persien, forlystede sig
en Dag med Jagt paa Biergene, og var kommen
noget bort fra sine Folk, traf han en ung Dreng, som
pibede paa en Fløyte ved en Hiord Geder. Han spurgte
ham om adskillige Ting, som Drengen besvarede paa det
færdigste, uden at vide, at det var Kongen, som han ta¬
lede med.
Schach Abas, som faldt i Forundring over denne
Hyrdedrengs hurtige Svar, gav Statholderen af Schiras
langt borte et Tegn, at han skulde nærme sig, men passe
paa at han ikke talede et Ord til Drengen eller gjorde Com¬
plimenter for Kongen, som røbede ham. Kongen blev vi¬
dere ved at spørge Drengen om andre Ting, hvilke han be¬
svarede paa saa god en Maade, at Kongen deraf mere og me¬
re merkede hans Forstand. Han vendte sig herpaa til Stathol¬
deren, og forlangte at vide af ham, hvad han dømte om
Hyrdedrengen. Stadtholderen svarede: at dersom Dren¬
gen kunde læse og skrive, saa troede han, at han nok kun¬
de blive en god Kongens Tiener. Kongen tog da strax
Drengen fra Hiorden, og betroede ham under Stadthol¬


derens Opsigt, med befaling, at han skulde lade ham
underviise.
Det unge Menneske, som af Naturen havde et hur¬
tigt Nemme og færdig Forstand, tog inden kort Tid saa¬
ledes til, og forestaaede adskillige Forretninger udi Stadt¬
holderens Huus, som bleve ham betroede, saavel, at da
Kongen fik det at vide, ophøyede han ham til sit Huuses
Ober=Hofmester, og tillagde ham særdeles Ære, ved at
kalde ham Mahomet Ali=Beg. Efterat Kongen havde
noksom erkiendt hans Troeskab, og hans særdeles Duelig
hed i alle Ting: saa skikkede han ham som en Gesandt to
Gange til den store Mogul, og blev begge Gange meget
vel fornøyet med hans fuldførte Forretninger.
Mahomet Ali=Beg elskede Retfærdighed, og tog
ikke imod de allerringeste Foræringer. Saa rar denne Dyd
er at finde iblant Mahomedanerne: saa stor Berømmelse
fortiener Begs Opførsel. Denne ugemeene Oprigtighed
skaffede ham alle de Store ved Høffet til Fiender i sær
Gildingerne og Fruentimmeret, som altid havde got Ge¬
hør hos Kongen. Men saa længe Schach Abas
levede, stod Mahomet Ali=Beg med fuldkommen Ret saa
høyt i Kongens Naade, at ingen understod sig at tale et
Ord imod Oberhofmesteren, thi de maatte være bange for
at det skulde gaae ud over dem selv.
Schach Sofi fulgte Schach Abas i Regieringen.
Han var endnu meget ung, og Begs Fiender troede at
have faaet vundet Spil, ved det man kunde indbilde den
unge Konge, at Oberhofmesterens Forhold var ikke med det
allerbeste. Gildingerne, som altid ere om Kongen. snakkede
mange Ting for ham, til Mahomets Fortred; men saa ofte
de talede derom, lod Kongen, som han ey hørte det. Da Kon¬
gen endelig engang fandt Behag i at ville see nogle med Ædel¬
stene besatte Sabler og Dolke, sagde en af Kammertienerne,
om Hans Majestæt ikke vilde see den Sabel, som var bleven
Schach Abas sendt fra Stor=Tyrken; thi den var ligesom
oversaaet med Diamanter og andre kostbare Steene? Nu¬
var det vist nok, at Stor=Tyrken havde sendt Schach
Abas en Sabel af Stor Værdie, men længe førend Ma¬
homet Ali=Beg kom i Tienesten havde Schach Abas la¬
det den slaae i Stykker og forfærdige et andet kostbart Ge¬
vær af de Ædelstene, som vare derudi. Man søgte efter
Sabelen i den Skat, hvorover Mahomet havde Opsigt,
men kunde ikke finde den, efterdi det var allerede mange
Aar siden, at den ey havde været der. Herover blev Kon¬
gen fortørnet, som let kan sluttes, i sær da den enddnu
stod anført i den Bog, hvorudi Foræringerne vare optegne¬
de. Adskillige andre Store ved Hoffet toge heraf Leylig¬
hed, at giøre Oberhofmesteren forhadt hos Kongen ihen¬
seende til hans Forretninger, og at afmale ham med de
hæsligste Farver. De dadlede og udlagde alle hans Gier¬
ninger paa det værste, og forestillede Kongen, at Maho¬
met havde i sit eget Navn ladet bygge mange Huuse for de
Reysende, samt et prægtigt Huus for sig selv; og dersom
Hans Majestæt vilde giøre sig den Uleylighed, at besee hans
Fallads: saa skulde Kongen deraf kunde slutte, at han ikke


havde kundet opføre alle saadanne Bygninger, uden at trek¬
ke noget til sig af de offentlige Jndkomster. Og dersom
man fordrede Regnskab af ham, saa skulde alt hans Under¬
slæb blive lagt for Dagen. Under denne Tale kom Ma¬
homet til Kongen. Kongen tog ikke saaledes imod ham, som
han pleyede; men satte ham i rette, fordi Sabelen ikke
var bleven funden, og føyede til, at han vilde eftersee, om
og alt det var i Skatkammeret, som fandtes opteignet, og
inden fjorten Dage skulde alting være bragt i Orden. Ma¬
homet svarede: uden at forbauses derover: at dersom
Hans Majestet saa behagede, kunde han Dagen efter kom¬
me ind i Skatkammeret og besee alle Ting.
Dagen efter forføyede og Kongen sig derhen om Mor¬
genen, og forefandt alle Kostbarhederne i en meget smuk
Orden, efterat han allerede havde faaet Efterretning om
hvad der var passeret med den Sabel, om hvilken han
havde spurgt. Fra Skatkammeret forføyede han sig i Ma¬
homets-Huus, hvor ham blev overleveret en maadelig
Foræring, thi det er saaledes Skik i Persien, at den, som
Kongen beærer med sin Besøgelse, skal give ham en For¬
æring. Kongen imodtog Oberhofmesterens Gave gik igien¬
nem alle Sahle og Gemakker, og forundrede sig meget
over, at han fandt dem beklædte og betrukne med slet Filt
og grove Tapetzerier, i Stedet for at man i andre Herrers
Huuse finder Tapetzerier af lutter Guld og Silke.
Kongen forefandt nu virkelig alting langt anderledes,
end man havde beskrevet ham det, og kunde ikke noksom
tilkiendegive sin Forundring over den store Beskedenhed ved
saa høy en Lykke: Ved Enden af en vis Gang saae man
en Dør, for hvilken der var spendt tre sterke Jernlænker
og Laase. Kongen var gaaet forbie, og havde ikke givet
Agt derpaa; men da han gik tilbage igien, viste Ober¬
Kammerherren ham samme. Dette giorde Schach Soft
begierlig efter at spørge, hvad han havde paa dette Sted,
som var forvaret med saa megen Omhyggelighed? Mæg¬
tigste Konge! sagde Mahomet: Dette Kammer maae jeg
vel forvare; thi derudi har jeg al min Eiendom. Alt hvad
Deres Majestet har seet i mit Huus, tilhører Eders Ma¬
jestet, men det, som jeg har giemt i dette Gemak, tilhø¬
rer mig selv; og jeg er forsikkret paa at Deres Majestet er
saa naadig, ikke at tage det fra mig.
Disse Ord opvakte endnu mere Kongens Nysgierrig¬
hed til at see, hvad det var, som han havde giemt der?
Han befalede Mahomet, at lukke Døren op; men hvor
blev han ikke forundret, da han derudi ingen andre Zira¬
ter fandt en Mahomets Hyrdestav, som laae paa to Søm,
hans Hyrdetaske, hvorudi han havde havt sit Mad, en
Flaske, som han havde fyldt med Vand, hans Fløyte og
hans Hyrdedragt, der altsammen hengte hver paa sit Sted,
paa Søm paa Murene.
Oberhofmesteren vilde ikke længer lade Kongen blive
i sin Forundring og Taushed over dette Gemaks Udzirelse,
men sagde: Mægtigste Konge! See dette er alt det, som
jeg eyede den Gang, da Schach Abas traf mig ved Hior¬
den paa Biergene. Man har endnu intet taget fra mig


deraf; og jeg haaber, at Eders Majestet og endnu vil la¬
de mig beholde det; ja jeg vil takke Eders Majestæt for
den største Kongelige Naade, om jeg maae nedlegge mit
Embede, gaae ud fra dette Pallads, og gribe til min for¬
rige Haandtering igien.
Kongen, som blev rørt over Begs strænge Dyd, lod
sig strax afføre sine Klæder, og forærede samme til Ober¬
hofmesteren. Dette er den største Ære, som Kongerne af
Persien kan beviise nogen af deres Undersaatter. Man
bragte derpaa andre Klæder, som han iførte sig, og vend¬
te tilbage igien til sit Slot.
Mahomet forestod derpaa sit Embede ligesom for¬
hen med den største Nidkierhed og utrettelig Redelighed,
og døde i samme med et berømmeligt Eftermæle. Hans
Fiender vandt derimod ikke andet derved, end Skam og
Spot, at deres uretfærdige Raadslage, som de havde op¬
spundet imod ham, havde lykkedes saa slet for dem.
Vittige Jndfald og lystige Svar.
En Spansk Officier, som vilde giøre en anden Officier
af samme Compagnie beskiemmet, sagde til ham, at han
gik ikke hidsig nok løs paa Fienderne, og røbede alt for me¬
gen Frygt ved alle Leyligheder. "Ey morbleu, svarede
den anden, jeg skulde ingen Frygt have, dersom man skik¬
kede mig stedse imod Folk, som ikke vare tapprere end du."
Ulærde Folkes daarlige Forfængelighed overtaler dem
til at troe, at en lærd Mand og en Skribent, er et svagt
Hoved uden for sin Sphære. En berømt Medlem ved
Videnskabernes Academie i Frankerig, Monfr. de Marian,
befandt sig en Dag i et Selskab, i hvilket en Mand fra
Hoffet var nærværende; de komme i Strid med hinanden
om en Sag, der ligesaa lidet henhørte til Lovkyndigheden
som til Geometrien. "Min Herre, sagde Magistrats¬
Personen med en spodsk Latter, her er hverken Spørsmaa¬
let om Euclides eller Archimedes. - "Og heller ikke
om Cujaz eller Bartholus, svarede Academisten.
En Bonde, som var nødt til, at giøre en Reyse, bad
sin Kone, som var eenfoldig, at hun imidlertid vilde skaane
hans Pande. "Og hvorfor det, spurgte den unge Kone.
Fordi dersom du ikke fører dig vel op, saa voxer der i
Øyeblikket Horn ud i Panden paa mig. - Fy, sagde hun,
det skal jeg nok tage mig i Agt for; jeg er alt for bange
for Horn. Reppe var Manden borte, førend en Galan
forklarede hende Hemmeligheden, og ledsagede hans Lær¬
domme med Beviser. Manden kom tilbage, og da Konen
ingen Horn saae paa ham, sagde hun: "Jeg tænkte det
nok, at du vilde ikkun bilde mig noget ind."
Lucas havde og en enfoldig Kone, og da hun var i
Barnsnød, og Manden kom til hende, for at trøste hende
under de heftigste Smerter, sagde hun, da han har sig meget
ynkelig ad: "Ak min Ven, bedrøv dig ikke saa meget for
min Pines Skyld; jeg veed meget vel, at du er ikke Aar¬
sag derudi."


En General=Forpagter i Frankerig havde et Par skim¬
lede Heste for sin Vogn, som vare de smukkeste og meest
udsøgte, man kunde see. Da en af dem var styrtet paa
Stalden, skikkede han sin Kudsk ud til alle Hesteprangere i
Paris, at han skulde kiøbe ham en anden af samme Slags,
den maatte koste hvad den vilde. Kudsken kom tilbage.
"Nu, sagde hans Herre, saasnart han saae ham, har du
faaet en?" "Ja, min Herre, svarede Kudsken, den
seer ligesaadan ud, som J - vil have den."
En Officier, som i Krigen havde mistet et Øye, har
i dets Sted et af Glas, hvilket han altid tog ud, naar han
gik til Sengs. Da han nu engang var i et Vertshuus,
leverede han Øyet til Pigen, som skulde legge det paa Bor¬
det. Pigen gik imidlertid ikke af Stedet. "Nu, hvad
bier du efter? sagde Officieren. - Jeg bier efter det andet
Øye, sagde hun, for at legge dem begge hen paa eengang.
En Herremand gik engang og spadserede i sin Have
paa sit Landgods, da Solen skinnede endnu meget varm.
Gartneren, som ikke ventede ham saa tidlig, havde imid¬
lertid lagt sig under et Træe og sov. Herren gik fuld af
Vrede henimod ham: "Skielm, raabte han, ligger du her
og sover, i Stedet for at du skulde arbeyde; du er ikke
værd, at Solen skal skinne paa dig.- Ja, just derfor
har jeg og lagt mig i Skyggen, sagde han, og gneed
Øynene.
En fornemme Udlænding besøgte et ungt Fruentim¬
mer i Paris meget ofte. Pigens Moder, som var i Be¬
kymring, at hendes Datter skulde derover komme i Ord,
spurgte denne Herre en Dag, i hvad Hensigt han besøgte
saa flittig: "Er det ihenseende til Ægteskab, sagde hun,
eller ihenseende til det andet (ou pour autrement.) Den
Fremmede svarede gandske aabenhiertig; "Det er ihenseen¬
de til det andet. (Cest pour autrement.)
Den vigtige Aarsag, uden Medgivt, havde for¬
maaet Harpago til at give sin Datter bort til en gammel
udlevet Mand. Da nu Præsten for Alteret spurgte den
unge Pige om hendes Samtykke, og fordrede hendes Ja,
sagde hun gandske trøchiertig og med et dybt Suk til ham:
O ærlige Mand, J er visselig den første, som har spurgt
om mit Samtykke og Ja i denne Sag."
En gammel Jomfrue, som af Alderdom var bleven
blind, blev engang af en blind Mand bedet om en Almisse,
som søgte at bevæge hende, ved at berette, han havde mistet
al denne Verdens Glæde. "Hvad fattes jer da, spurgte
hun, er J maaskee castreret?"–Ak ney, svarede han,
jeg er blind. "Stakkels Mand, sagde hun, J har
Ret, men jeg tænkte nu ikke derpaa."
En Hertug, som havde en Rangstriid med en Mar¬
schall af Frankerig, sagde: "Jeg begriber ikke, hvorpaa
han grunder sin Paastand; thi han maae dog vide, at ved
Kongens Kroning, som er den største af alle Solenniteter,
og i Parlements=Sæderne er vor Rang-Orden bestemt, og
Marschallerne har intet kunde indvende derimod. De
commanderer os vel ved Armeen, men jeg indfinder mig
jo aldrig derved.


Et stort, sterkt og ført Fruentimmer anklagede en
Mandsperson, at han havde taget hende med Vold, og
forlangte, at han enten skulde ægte hende, eller give hende
en anseelig Sum Penge. "Men hvor har det været mue¬
ligt, sagde Dommeren, at han har kundet faae Magt med
Eder, da J er saa sterk?– "Ak, min Herre, svarede
hun, jeg har vel Kræfter naar jeg slaaes, men ikke naar jeg
leer. "
En Mand, som vilde vænne sin Hest til, ikke at æde
meere, gav ham hverken meere Høe eller Havre, og He¬
sten døde. "Hvor ulykkelig er jeg dog, sagde denne Mand,
at jeg har mistet min Hest just paa en Tid, da den vante
sig til, ikke at æde mere.
En Tiener, som Boileau sendte til sin Ven Bois¬
Robert, der laae syg af Podegra, for at lade forhøre,
hvorledes han befandt sig, bragte ham den Efterretning, at
Pinen havde fordobblet sig. "Han bander da vel retskaf¬
sent?" sagde Boileau. "Ak min Herre, svarede Tiene¬
ren, det er ogsaa endnu hans eneste Trøst.
En fattig Mand mødte en anden, som ikke var meget
riigere end han, og bad ham om en Almisse. "Ak, min
Ven, svarede denne ham, det er vel, at J har forekommet
mig; jeg var just i Begreb med, at ville giøre denne Be¬
giering til eder."
En Barberer, som var meget snaksom, spurgte en,
paa hvad Maade han skulde barbere ham: "Uden at tale
eet Ord, "svarede denne.
En Adelsmand havde kaldet sin Hund Cocu (Hanrey).
Da han nu nævnte Hunden ved dette Navn i en enfoldig
Kones Nærværelse, satte hun ham til Rette derfor, og sagde:
"De maae dog skamme sig, min Herre, at give en Hund
et christeligt Navn."
Nogle Personer stode neden for et Vindue, i hvilket
der hængte en Papegoye, og lode den sladre alt, hvad den
vidste. En Kone, som gik forbi, sagde til dem: "Skam¬
mer J eder ikke, saaledes at plage det arme Dyr! det var
bedre, at J lærte den noget."
En ung Marqvis i slette Omstændigheder, som hav¬
de giftet sig med en gammel og meget rig Grevinde, gjor¬
de sig allevegne lystig paa hendes Bekostning. Han skaa¬
nede hende saa meget mindre, da hun allerede ved Ægte¬
skabs Contracten havde testamenteret ham al sin Formue.
Den Gamle indsaae alt for vel den Feyl, som hun havde
begaaet. Men det foruroligede hende dog mindst, at hun
blev foragtet af hendes Mand. Hun befrygtede, at det
kunde falde ham ind, at tage hende hemmelig af Dage; og
da hun en Dag ikke befandt sig vel, sagde hun, at hun
havde faaet Forgift ind. "Forgift? sagde hendes Mand
i adskillige Personers Nærværelse, skulde det vel være mue¬


ligt? Og hvem skulde have forgivet eder?
13.
svarede den Gamle ham."-
Ak, mine Herrer,
raabte den gode Marquis, intet kan være mere usandfærdigt.
Lad hende strax blive opskaaren, og man skal befinde, at
det er den allergroveste Bagtalelse.
En Cavalier, som laae syg, og var i stor Gield.
sagde til sin Skriftefader, at den eneste Naade, som han
vilde udbede sig af Gud, var, at han maatte leve saa
længe indtil han havde betalt sin Gield. "Dette Ønske
er saa billigt, svarede Skriftefaderen, at J vist kan haa¬
be, at Gud vil bønhøre det. "Ak, sagde herpaa
den Syge til en af sine gamle Venner, jeg er forsikkret om,
at jeg aldrig skulde døe, dersom Gud vilde bevise mig den¬
ne Naade.
En ung Mandsperson og et uugt Fruentimmer i Lon¬
don vilde lade sig vie sammen. Præsten spurgte Brud¬
gommen, som sædvanligt, om han vilde have nærværen¬
de Jomfrue til sin Ægtefælle, og han svarede Ney. Præ¬
sten lod dem derpaa gaae bort igien. Den følgende Søn¬
dag kom de igien. Præsten begyndte atter at spørge Brud¬
gommen, og han svarede Ja. Han spurgte derpaa Bru¬
den, om hun vilde have nærværende unge Mandsperson
til sin Ægte-Hosbonde, og hun svarede Ney. Præsten
lod dem derfor atter gaae bort. De kommer imidlertid
begge To igien tredie Gang, og svarede begge Ja paa de
gjorte Spørsmaal; men Præsten sagde til dem: Da jeg
vilde vie eder, saa vilde J ikke, og nu da J vil, saa vil
jeg ikke; J maae lade eder vie paa et andet Sted; og der¬
paa gik han fra dem.
Da en Spanier om Vinteren reyste igiennem en Stad
i Braband, løbe Hundene efter ham, og giøede sterkt ad
ham. Han bukkede sig, for at optage en Steen, som
han vilde kaste efter dem; men det havde frosset sterk, og
Steenene laae saa faste, at han ingenlunde kunde faae dem
løs. "Dette er et forbandet Land, raabte han, hvor
man slipper Hundene løse, og spigrer Stenene fast!
En Gasconier havde forspillet alle sine Penge, og sov
i een Seng med den, der havde vundet dem fra ham. Da
hans Kammerat var falden i Søvn, saa betiente han sig
af Leyligheden og vilde stiele hans Børs fra ham. Men
denne som ikke var falden i alt for dyb Søvn, fornam no¬
get dertil, og greb strax efter sin Børs. Han følte imidlertid
Gasconierens Haand, og spurgte, hvad det var, han bestil¬
te? "Min Ven, svarede Gasconieren ham, jeg tager
Revance."
To gode Venner giorde et Veddemaal med hinanden
over Borde om en Karpetunge, hvilken af dem begge der
skulde have den. Den ene tog et Tegn i Haanden og sag¬
de: hvad tager du? "Kronen, svarede hiin."
"Og jeg, sagde denne, jeg tager Tungen."


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 4


Det lykkelige Land.
B¬
egierlighed, til at besee fremmede Lande, tilskynde¬
de mig at forlade mit Fædernelands Grændser,
og at give det vilde Hav Fortrin for samme. Jeg
seylede igiennem det store og øde Verdens Hav med det For¬
sæt, at ville udforske de Americanske Egne, og som en
Diogenes opsøge Mennesker. Lykken syntes i Førstningen
at styre for os, og vort Haab for den tilkommende Tid,
var lige saa udspilet som Seylene. Vi havde lagt over
tretten hundrede Mile tilbage i mags Veyr og med en føye¬
lig Vind, da d.r reyste sig en brusende Orcan. Bølger¬
ne kastede Skibet op i Skyen og ned igien i Afgrunden.
Vi saae i hver Vandvaag Døden for vore Øyne; og alt
hvad den navnkundige Robinson fortæller om de optaarne¬
de Bølger og den formørkede Himmel, syntes ikkun at væ¬
re en Skygge imod dette fæle Syn. Denne Storm ved
varede længer end een Uge, og vor Skræk og Angest lige¬
saa længe; den sønderrev efterhaanden alle vore Tovverker,
splittede vore Master fra hinanden, og kastede endelig Ski¬
bet op til en uhørlig stor Klippe med en forskrekkelig Kna¬
gen. Mine Kamerater bleve strax henrevne af Bølgernes
Magt; men jeg sprang tilligemed en af Skibsfolkene i den
ved Siden udsatte Baad, i hvilken vi og i en hast kastede
en Kiste af middelmaadig Størrelse. Vi overlode os her¬
paa til Skiebnen, og efter at vi hvert Øyeblik med Taal¬
modighed meere ventede end befrygtede vor Undergang, saa
blev Baaden med eet staaende. Vi meente i Førstningen
at det var en Sandbanke, og at vor Grav var os af Skiæb¬
nen her bereedt; men ved videre Undersøgning saae vi
at det var Bredden af et fast Land. Vi giorde os Umag,
med vore vaade og halv lamme Lemmer at krybe til Landet,
og ligeledes at slæbe vor Baad op paa det Tørre. Vi
giorde den fast ved Stammen af et nær derved staaende Træe,
og lagde os gandske udmattede ned under en Busk. Her
faldt jeg i Søvn, og glemte alle Klager og Elendighed.
Neppe vare vi opvaagnede ved Solens Opgang, saa
saae vi en Røg noget fra os at opstige, hvoraf vi sluttede
at der maatte findes Mennesker; og efterat vi havde gaaet
nogle Skridt derhen imod, kom en heel Deel Mennesker
os i Møde, hvis Lige vi endnu aldrig hidindtil havde kiendt.
Vel hverken bukkede eller skrabede de for os, men vi merke¬
de dog heller ikke, at de vare uhøflige. Man betragtede
vore Klæder meget nøye, dog uden at lee ad dem; man
forundrede sig over vore Hatte, Parykker, Haarpunge,
Manskietter, bebremmede Klæder og Skoe o. s. v. og det,
som jeg siden fik at vide, af den Aarsag, fordi man deru¬
di havde fundet os saa meget afvigede fra Naturen. Men
i Stedet for, at man hos os vidtløftig visiterer de fremme¬


de, og næsten over alt lader det være det første Spørsmaal.
om de har bragt noget med sig? saa bleve vi derimod før¬
te i et Huus, hvor os blev givet Forfriskninger, uden no¬
gle saadanne Spørsmaal.
De første Uger af mit Ophold her foraarsagede, at
jeg aflagde mange af Opdragelsens og Omgangens Fordom¬
me, som jeg hidindtil havde beholdt i mit Gemyt, og jeg
fandt, at dette mig forhen ubekiendte Folk havde fattet langt
sundere Begreeb om mange Ting, end jeg. Den første
Umag jeg giorde mig var at lære at forstaae disse Jndvaa¬
neres Sprog, og det faldt mig ikke vanskeligt. De fleste
Udtrykke derudi vare naturlige, og grundede paa Tingenes
Væsen. Dyden kiender man her, men ikkun efter faa
Navne, i det man udøver den, uden at man pynter den med
prægtige Udtryk. Efterat jeg havde fattet saa meget af
dette Sprog, at jeg derved var i Stand til at forklare
mine Tanker, saa spurgte jeg min godgiørende Vert om
dette Lands og hans Medborgeres Navn? Men jeg fik in¬
gen anden Svar af ham, end at dette Rige blev bebøet af
Mennesker, hvilket fornøyede mig saa meget kraftigere, ef¬
terdi jeg nu her har truffet eet, hvorefter jeg saalænge havde
stræbet med Længsel. Min Nysgierighed drev mig videre til
at spørge, hvem der regierede øver dette Land? Men dette
forftod de ikke, og efter en lang Beskrivelse over hvad jeg
dermed vilde tilkiendegive, berettede de mig, at dette Folk
levede i Friehed, og at de, til hvilke man havde betroet
Opsigten over Landet, kaldtes de øverste Fædre, efterdi
man ikke viiste Lydighed imod dem saa meget af Tvang
som af foreenet Kierlighed, og de betiente sig hel¬
ler ikke videre af deres Magt, end til den almindelige Vel¬
færds Befordring. Deres Regierings=Form havde blot
Landets Lyksalighed til Formaal, og deraf kom det, at
dette Baand imellem dem og de andre Borgere ikke saa let
blev opløst. Jeg indbildte mig, at jeg her havde fundet
det forlorne Paradiis. Jndvaanernes Artighed aabnede
mig allevegne Adgang; og jeg giorde mig Umag for at kien¬
de deres Skikke saameget desto nøyere, som de syntes at
være meere overeensstemmende med Naturen; endskiøndt
jeg heller ikke kan nægte, at endog her undertiden blander
sig noget imellem som bærer Vidnesbyrd om Menneskenes
Ufuldkommenhed. Saalænge jeg var fremmet for dem,
vare de saa kloge, ikke at værdige mig stor Fortrolighed.
Mange Ting, som de merkede ved mig og min Cammerat,
forekom dem meget forunderlige. Jeg prisede disse Folk
lykkelige for deres Uvidenheds Skyld, efterdi de ikke kiendte
meget af det, der mere vidner om Menneskets Fordervelse
end om dets Lyksalighed. Disse Folkes Huse vare mere be¬
qvemme end ziirlige. Fandtes der undertiden nogle Tyve,
saa bleve de ikke ophængte men med Søm naglede til Portene,


ligesom Rovfugle hos os, paa det at Forskrekkelsen kunde
blive desto større. Deres Huusgeraad er indskrenket, ef¬
terdi de hader al Overflødighed, og setter Fuldkommenhed
i faa Tings Brug. Hvo som om Sommeren ligger end¬
nu sex Timer efter at Solen er staaet op, den bliver paa
lagt til Straf, hele Dagen igiennem offentlig at bære Sen¬
geklæderne paa Ryggen. Naar nogen hos dem har begaaet
saadan stor Misgierning, som hos os fortiener Dødsstraf,
saa bliver ham, i fald han er ugift, givet en ond og arrig
Kone, som han maae drages med, saalænge han lever; de
andre bliver afstraffede efter Feylenes Størrelse. Paa nog¬
le bliver Skiegget afraget tre gange om Ugen med en
siump rage Kniv; andre maae i nogle Timers Tid efter
hinanden høre paa en stammende Taler, og saa videre.
Saasnart nogen begynder at forøde sit Gods, bliver ham
sat en Tilsyns=Værge, paa det at han ikke skal bedrage no¬
gen af sine Creditorer. Man finder der ingen Tiggere,
og de, som ved slet Huusholdning ere komne i Armod,
bliver anviiste nogle Pladse, hvor de skal fange et vist An¬
tal Markmuus. De, som ere Aagerkarle, bliver erklære¬
de for uærlige, og man straffer dem endda dermed, at
man trekker Klæderne af dem og udleyer samme, samt la¬
der dem af deres Haandarbeyde betale en vis Afgivt for
Soel= og Maaneskin.
Saasnart nogen befindes at være en Bagtaler, bin¬
der man ham et vist Tegn om Halsen, ligesom paa Hun¬
dene hos os, man flyer for ham ligesom Jøderne for en
Spedalsk, og skikker ham hen paa en Øe, hvor ingen for¬
staaer hans Tungemaal. De har ikkun faa Love, men
de holder desto nøyere derover, og paa det at ingen skal
undskylde sig med Uvidenhed, saa er hos dem hver fierde
Age en Dag fastsadt, paa hvilken de alle forsamles, og
Lovene bliver paa nye oplæste for dem, ja endog forfatter
dem i Spørsmaal og Giensvar, for at indskierpe dem de¬
sto dybere hos Folket, og giøre dem desto forstaaeligere.
Deres Forlystelser ere for den største Deel forenede med
en maadelig Legemets Bevægelse, og de har tillige den
Hensigt, endog ved Spillet at erindre sig en sædelig
Sandhed. J Stedet for at Europæerne fornøyer sig ved
Gøglere, saa lader de visse Personer træde frem, som for¬
klarer alle Slags Sandheder for dem ved merkværdige
Exempler. Deres Ungdom opdrager de meget omhyggelig.
J deres Giestebudde bliver altid forelæst eller afsiunget en
berømmelig Historie, paa det at al unyttig Tale kan der¬
ved blive forhindret. Man frembringer først den haarde¬
ste Mad, og det er altsammen skaaret for, naar det frem¬
kommer. Jngen hidsig Drik bliver taalet hos dem; ikkun
dem, som har et uroeligt Sind, og hos hvilke de merker
en Lyst til Nyeheder, giver de ofte et Slags Brændeviin
at drikke, for derved at forsøge, om de imidlertid ikke kan
miste nogle af deres forrige Tanker.
Mig har det ikke befaldet ilde, at Fruentimmer og
Mandfolk i deres Templer ere adskilte fra hinanden ved
et høyt Mellemskierm, samt at alle Personer indfinder sig
der med deres sædvanlige Klædedragt, da Andagten


hos Europæerne bliver ofte ikke lidet adspredt ved Pyntnin¬
gens Betragtning.
Haandverksfolk, som i nogen høyere Grad forstaaer
deres Kunst, og derover bærer et Ordenstegn, bliver ag¬
tede allerhøyest, ja høyere, end de Verdsligvise selv, og
deres Lave ere ikke indskrænkede til et vist Antal, men en¬
hver Kunstner kan uden Vilkor komme ind i Lavene, og
det kommer an paa hans egen Duelighed og Flittighed,
enten at samle Rigdom eller blive en Staader. Med de
Døde omgaaes de paa forskiellige Maader. Dersom no¬
gen i levende Live er bleven beskyldt for og overbeviist om
Gierrighed, saa bliver hans Legeme parteret og begravet
paa forskiellige Steder. Jligemaade bliver støbt, nogle
Lys af hans Fedt, som om Aftenen offentlig antændes,
paa det at den efter sin Død kan nytte det almindelige Væ¬
sen, som ingen kunde nytte imedens han levede.
Gammelt og Nyt.
Frankerig. En Mand, som var meget bekiendt for sin
Gierrigheds Skyld, roeste sig af, at han havde tabt en
anseelig Sum i Spil, uden at sige et eneste Ord. "O,
jeg falder slet ikke i Forundring derover, sagde et lystigt
Hoved, en heftig Bedrøvelse giør altid stum."
En meget rig Borger i Lyon havde ladet sig stille sin
Nativitæt, og fortærede sin hele Formue inden den Tid,
som han endnu havde at leve. Men da han levede langt
længer, end Stiernetyderen havde sagt, saae han sig nød¬
saget til, at bede om Almisse, hvilket han ogsaa giorde med
de Ord: "Forbarmer jer over en fattig Mand, som lever
længer, end han havde troet.
En Mand, som kom til sin Præst midt i den haar¬
deste Vinters Tid, og ikke saae Tapetzerier i noget af hans
Værelser, spurgte ham, hvorfor han ikke lod betrekke Veg¬
gene med Tapetzerier, da samme dog holdt Værelserne var¬
mere om Vinteren. Den redelige Præst viiste ham et Par
Fattige, og sagde: "Jeg beklæder heller disse Fattige, end
mine Vegge." Er det ikke Skam, at saadan en Mands
Navn er ikke optegnet? hvis Tænkemaade giør ham saa
stor Ære.
En Elsker af Malerie betragtede de 7 Sacramenter,
som Poussin havde malet, og fandt i dette Malerie meget
at dadle og udsette paa det, som forestiller Ægteskab. For¬
modentlig var han ikke meget vel tilfreds med sin Kone, i
det han sagde: "Jeg seer vel, at det er vanskeligt, at
treffe et got Ægteskab, endog i Malerie.
En fornuftig Kone, som en anden kom til og fortalte,
at hendes Mand besøgte andre smukke Fruentimmer, sagde
paa en gandske fiin Maade: "Det er mig ikke magt¬
paaliggende, at vide, om min Mand lader sit Hierte
spadsere om Dagen, naar han ikkun bringer det
hiem
med sig igien om Aftenen.


Kongen viiste engang Stor=Prioren en Hest, spurgte
ham, hvad han syntes om den, og sagde iblant andet:
"Man vil sælge mig den for en Tyrk, og jeg veed, J for¬
staaer eder paa Heste, siig mig eders Tanker om den."
Sire, svarede Stor=Prioren: "Denne Hest er slet ingen
Tyrk; det er en Christen ligesaavel som De og jeg.
Et enfoldigt Menneske havde kiøbt sig en Auditeur¬
Plads. Da han nu kom i Kirken, stod han op under Præ¬
e diken og bukkede gandske dybt, hver Gang Præsten sagde
p mes chers Auditeurs (mine kiere Tilhørere), efterdi han troe¬
n de, at det var ham meent.
En Fader havde sine Aarsager, hvorfor han, i sin
le Datters Nærværelse, ikke alt for meget vilde rose og op¬
høye den Lykke, at være gift. "Den, som tager sig en
Mand, sagde han, giør ikke ilde; men den giør endnu be¬
dre, som ingen tager." Min kiere Fader, sagde den
uskyldige Pige, jeg vil da ikke giøre ilde; bedre maae
den giøre, som har Lyst."
En enfoldig Kone, som havde forrettet sin Bøn for
St. Michaels billede, havde sat et Voxlys ved St. Mi¬
chael og et ved Dievelen, som laae under hans Fødder.
Præsten, som gik forbie, og saae det, sagde: "Hvad er
det J giør Kone! seer J ikke, at det er Dievelen, som J
ofrer det ene Voxlys til? ""Kiere Herre, sagde hun,
man har altid sagt mig, at det er got, at have gode
Venner overalt; man kan jo ikke vide, hvor man kan
komme hen.
Forstanderne for en Kirke i Paris, lode en Guldsmed,
som var en Hugonot, kalde til sig, at han skulde reparere
St. Michaels Figur i deres Kirke. Guldsmeden besaae
J gode Herrer! Eders Dievel er
billedet og sagde:
god, men Jer St. Michael duer ikke."
En Abbed, der var meget anseelig, saavel ihenseende
til sin Stand, som sine Embeder, læste en Dag Messe, og
hørte nogle tet ved Alteret at snakke temmelig høyt, saa at
han blev forstyrret i Messen. Han vendte sig derfor om
til dem og sagde: "Det er i Sandhed en Skam, mine
herrer; om det var en Laquay, som læste Messe,
saa kunde J ikke bruge mindre Respect."
En ung Dame skriftede hos en Ordens=Geistlig. Da
Skriftefaderen havde hørt hendes Skriftemaal, og giort
hende adskillige Spørsmaal i Anledning deraf, var han
tillige nysgierrig for at vide, hvem hun var, og spurgte om
hendes Navn. Dette holdt Damen ikke fornødent, at sige
ham; men svarede: Mit Navn er ingen Synd.
En Matros sagde til sin Skriftefader, efter at han
havde faaet Afløsning: Min gode Pater, der falder mig
endnu en liden Skrupel ind; Da jeg engang var i mit
Fartøy, raabte en af mine Kamerater til mig, at jeg skulde
fare nærmere til Landet; men jeg vilde ikke. Da han nu
immer blev ved, saa gav jeg ham et Stød med Albuen i
Siden, saa at han faldt ud i Vandet, og jeg veed ikke,
hvor han er afbleven; thi jeg har ikke seet ham siden.


Da man reparerede Taget paa et Huus, faldt nogle
Stykker af Tagstenene ned paa en Forbigaaende. Denne,
for at hævne sig, tog Stenene op, og kastede dem ind igien¬
nem Vinduerne paa første Etage. Da man nu spurgte
ham, hvi han giorde det, svarede han: Fordi jeg havde
ikke Kræfter nok, til at slaae dem høyere.
Et Menneske, som var adskillige gange bleven be¬
stiaalen paa Gaderne i Paris, vovede sig ikke meer ud af
Huset. Man raadede ham, at han skulde bære Pistol¬
ler eller Lomme=Pufferter hos sig. "Hvad kunde det
nytte, sagde han, Spidsbuberne stial dem gandske
vist med.
Den sidste store Formørkelse i Solen havde indjaget
saadan Frygt i Bønderne, at en Præst kunde neppe absol¬
vere saa mange, som der kom til at Skrifte hos ham.
Han fik derover det Jndfald, at han sagde til dem paa
Prædikestolen: "Mine Børn! J behøver ikke at skyn¬
de eder saa, for at skrifte; thi Formørkelsen er opsat
i fjorten Dage.
En god ærlig Mand sagde til sin Kone: "Jeg tro¬
er gandske vist, at der i denne hele Bye ikke er meer, end
"Hvem
en eneste Mand, som ey er Haurey. "-
skulde da det være, spurgte Konen. - Tænk dig om,
sagde Manden, du kiender ham dog. " Ney, jeg
maae besinde mig, og tænke paa hvem, jeg vil, sagde
hun, saa kiender jeg ham ike."
Cøln. En Frankisk ung Adelsmand blev Page hos
en Fyrste; og da han første Gang opvartede ham ved Taf¬
felet, gav han ham Tallerkenen med Maden, hvoraf han
ikkun havde spiist lidet. Pagen meente, at han fik Taller¬
kenen, for han skulde spise, hvad der var blevet lævnet paa
den, og gik derfor ud og spiste. Reppe var han kommen
ind igien i Spise=Gemakket, førend han fik den anden Tal¬
lerken, med hvilken han giorde ligesom med den første.
Han traadde derpaa atter bag ved sin Herre, og fik den
tredie, hvilken han ligeledes redelig giørde bar. Derefter
gik han ind igien, og stod bag ved Printzen, som nu rakte
ham den fierde Tallerken. Men Pagen rystede med Hove¬
det, og vilde ikke tage imod den, men sagde: Jeg formaaer
ikke mere. Printzen sagde til ham: tag dog Tallerkenen
bort fra mig. Men Pagen sagde: jeg kan visselig ikk:
mere, naadigste Herre! jeg er allerede saa mæt, at jeg ikl.e
kan spise mere.
Ved et Compagnie Soldater døde 4 Patienter, hvor¬
udi Feldskierens Vankundighed var Skyld. Da han der¬
over blev sat til rette af Capitainen, svarede han: "Med
Guds Hielp skal jeg nok komme efter Hemmelighe¬
den, om det endog skulde koste det halve Compagnie.
En gammel forunderlig Herre kunde ingen Tienere
holde ret længe. Da han nu engang tog et ungt forslagent
Menneske i sin Tieneste, sagde denne: Herre, paa det at
det skal ikke vederfares mig, som det er gaaet andre Tienere,
og at jeg ikke skal blive hortiaa¬
et uden Aarsag: saa vilde


Herren behage, at give mig en Opskrift paa, hvad jeg skal
giøre. Derefter kan Herren immer jage mig paa Døren,
om han vilde jage mig til Tyrken, om jeg forseer mig der¬
imod. Herren indgik dette med Tieneren. Den anden
Dag gik Herren ud i Byen, igiennem en skiden Gade, snub¬
lede og faldt i Moradsen. Da han nu udrakte sin Haand,
og meente, at Tieneren skulde hielpe ham op, sagde denne:
Jeg erindrer mig nok, at der staaer paa Seddelen, at jeg
skal gaae bag efter Herren i Byen; men at jeg skal hielpe
ham op af Moradsen, derom er ikke meldt noget Ord.
En Soldat blev ført ind i en Kirke, som var meget
brøstfældig, saa og fandtes der meget faa hele Ruder i Vin¬
duerne, og den saae overhovedet gandske slet ud. Han
spurgte: hvad det var for en Kirke. Man svarede ham:
Det var Alle Helgens Kirke. Seer man vel, sagde han
derpaa; Her treffer Ordsproget rigtig ind: jo flere Hyr¬
der, jo slettere vogtet. Dersom Kirken tilhørte en eneste,
saa skulde han gandske vist for længe siden have ladet den
reparere: men saaledes stoler den ene immer paa den
anden.
Paris, Naar en fremmet Gesandt første Gang faaer
Audientz, taler han gemeenlig det Lands Sprog, som han
er udsendt fra, hvad enten de, som hører paa ham, for¬
staaer ham eller ey. Greve af Konigsmark, der som Svensk
Gesandt blev skikket til det Franske Hof, fandt derudi sin
Fordeel. Thi da han uformødentlig standsede i sin Tale,
begyndte han Svensk at læse Fader vor, og siden Troens
Artikle, hvorved han giorde en Mængde Bukninger og
Bevægelser med Haanden, saa at ingen merkede det, und¬
tagen de Svenske, som vare i hans Følge, og neppe kunde
bare sig for at lee.
Kong Ludvig XI. gik en Aften ind i et af sine Lysislot¬
tes Kiøkken og fandt der en Dreng paa fjorten til femten
Aar, som sad ved et Bradspid og vendte Steg. Kongen,
som denne Drengs gode Bildelse faldt i Øynene, spurgte
ham: Hvor er du fra? Had heder du? hvor megt fortien¬
ner du? – Jeg er fra Berry, jeg heder Stephen, er
Kokkedreng og fortienner ligesaa meget som Kongen-
Hvad fortiener da Kongen, spurgte Ludvig:
Hans Udgivter, og jeg mine, svarede Stephen. Dette
Svar befaldt Kongen, som gjorde ham til sin Kammer¬
tiener.
En Kone, som formedelst slet Vandel og Opførsel
blev forviist Byen, kom, da hun blev bragt ud af den ene
Port, ind igiennem den anden igien. Da Øvrigheden sik
dette at vide, lod den hende kalde for sig, og atter forvise
ud af Staden. Hun keerte sig dog ikke om alt dette,
men gik anden Gang ind igiennem en anden Port i Staden,
igien. Hun blev da tilspurgt, hvorfor hun ikke adlydede,
men ligesom spottede Øvrigheden? Derpaa svarede hun;
at hu: kunde amuelig kives eller ligge i Uenighed med sin


Landsherre; hun vilde leve og døe hos ham i hars Re¬
sidentz.
En Haandverksmand drak, svirede, og var paa Kroen
den hele Uge igiennem. Konen kom til ham om Fredagen,
og formanede ham, at han dog engang skulde komme hiem,
for at arbeyde og fortiene noget. Nu, nu, tie stille, kiere
Kone, sagde Manden; i Morgen vil jeg begynde, og saa
vil jeg arbeyde hele Ugen igiennem.
En Bonde havde en Proces, som havde kostet ham
meget. Da den nu var til Ende, forlangte han Acterne
af Skriveren, hvilke han og fik. Men da Bonden saae,
at Bogstaverne vare skrevne meget vidtløftige, saa at neppe
den tredie Deel af Papiret var fuldskrevet, sagde han:
Hvorledes kan det komme sig, at der er ladt saa meget
Rum, og jeg maa dog alligevel betale dette saa dyrt?
Skriveren svarede: Det forstaaer J Bønder eder ikke paa;
det kaldes at skrive Acter. Bonden tavde stille, og lagde
Merke dertil; og da han ikke var ved Penge, tilbød han
sig, med Arbeyde at aftiene Skriver=Pengene, hvormed
og Skriveren var fornøyet, leverede ham Acterne og lod
ham gaae. Efter nogle Ugers Forløb bestilte Skriveren
ham, til at terske. Bonden kom, gik ind i Loen, tog
Pleylen, og tarsk frisk paa Negerne, hvilke han dog lagde
temmelig vidt fra hinanden, og slog ikkun gandske løselig
oven paa dem, saa at det halve Korn blev sidende i Axene.
Da Skriveren kom ind i Loen, og saae det, begyndte han
at skiende paa Bonden, og sagde: er det at tærske? det hal¬
ve Korn bliver jo siddende i Axene. Den snilde Bonde,
der vilde betale Skriveren med lige Myndt, svarede:
Det forstaaer J jer ikke paa, Hr. Skriver, det kaldes at
tærske Acter, og han blev ved at tærske, uden at sige et
Ord meer.
En riig Kiøbmand, som ikke gierne vilde høre tale
om Døden, efterdi han endnu længe ønskede, at tilbringe
sit Liv i Verden med Fornøyelse, blev engang af en Fattig
ombedet om en Almisse. Han lod sig hans Nød gaae til
Hierte, greb i Lommen og gav ham en Daler. Den Fat¬
tige blev glad, og ønskede ham derfor det ævige Liv.
Got, sagde Kiøbmanden; men ikke saa snart, ikke saa
snart.
Rom. En Romersk Catholsk Bonde blev engang til¬
spurgt af Præsten i Skriftestolen, hvorledes han havde for¬
holdt sig i Fastetiden, om han ogsaa havde spiist Kiød?
Ney, sagde han, jeg har intet andet spiist end Høe. Ey
sagde Præsten, det er umueligt, at et Menneske i saa man¬
ge Uger har kundet æde Høe, han maatte gandske vist have
spiist noget mere dertil. Ja undertiden, sagde Bonden,
slagtede jeg en Kalv, undertiden et Faar, et par Ender,
en Gaas, og spiiste dem op. O, raabte Præsien, det er
jo Kiød. Herre, sagde Bonden, J har jo ofte præt iket
for mig, at alt Kiød er Høe.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 6


Samtale
Jmellem vores Hovmester og en Hob unge Messieurs.
L¬
ibertin. Ey! Serviteur, Hr. Hovmester! hør et Ord.
Hvor hen
Hovmesteren. Deres Tiener. Jeg har at bestille. Adien.
Libertin. Parbleu, bie lidt, que Diah. - --
Hovmesteren. Hr. Libertin! Jeg har ikke Tid denne
Gang.
Libertin. Naa, om du blev gal, saa skal du ind paa dette
Caffe=Huus
Hovmesteren. Ney, megen Tak u v. -.
Libertin. Jo, uden Snak, der er got Compagnie.
Hovmesteren. Hvem?
Libertin. Der er Frisure, Du Crin, Galon, Kiæp¬
knap, Scandale, Fason.
Hovmesteren. Jeg mærker da, Junkerne ere samlede. Bon¬
jour, Messieurs!
Frisure. At! fattige Hovmester! Du seer ud, som du
havde ondt af Philosophie. Allons, Peder, en
Kop Chocolade. See, Libertin er her og (de
kyste hinanden) du Tosse! hvor meget tabte du i
Gaar Aftes?
Libertin. See, De Dievler sidder her, medens Folk lider
ondt. Du Crin, lever du endnu? Du havde et
raisonabelt Ruus i Gaar. Fason, traf du hen¬
de siden? Du Skielm "" ja, det er en Die¬
vels deylig Pige. Gud forstyrre den Pilar, som
stod mig i Veyen i Kirken i Gaar. Ak! see,
Scandale, hvor lever dit Best? (de kyssedes) Tak
min Hierte=Unge for sidst. Har du narret Kiær¬
lingen siden?
Kiæpknap. An,
"jeg troer, jeg har Lopper.-
a propos, Du Crin, maa jeg snart følge med til
din lille Bruunøyede? Men Galon, hvor boer din
Skoemager!
Fason. See nu alle efter, om min Kiortel ikke sidder vel.
Galøn vil nægte
Frisure. Hvem er din Haarskierer? Fy! hvilken Fold paa
min Kiol!
Hovmesteren. Adieu, Messieurs, man kan faae Colik af
Eders Tale.
(Her vankede en heel Time ikke andet, end de største Daarlig¬
heder: Man gav hinanden Kys og Skieldsord paa eengang.
Man slog hinanden med Stokke, for Lyst og Kierlighed.
Man fløytede, sang Lapperier, sprang over Borde og Bæn¬
ker, betragtede hinandens Been, Taille, Klæder &c. pralede
af alle Slags Liderligheder, og syntes, ingen Ting var


skammeligere end Dyd, usmageligere end Viished, og for¬
agteligere end Sandhed; at foragte al Blufærdighed, og
ikke have den mindste sunde Tanke i Hovedet, var her i
dette Selskab de største Mesterstykker). (Det er ofte ikke
fornemmere at være blandt vore Smaa=Herrer, end hos
Gaardskarle og Hønse=Piger).
Klygtige Jndfald.
On dydig Kone blev engang adspurgt, hvad Hemme¬
lighed hun vidste til at have sin Mand i bestandig god Lu¬
ne? Jeg giør, sagde hun, alt hvad der kan behage
ham, og lider taalmodig alt det, som mishager mig.
En Pige blev engang besvangret. Hun havde to
Liebhabere, som ikke kunde blive enige om, hvem af dem
var Barnefader. Da disse havde længe trættedes, sagde
den ene: Hør Broer! jeg skal skille Trætten ad. Du
seer at jeg har et Træe=Been, dersom nu Varnet
bliver født med et Træe=Been, saa vil jeg være Fa¬
deren; hvis ikke, saa maae du være det; thi hvem
Barnet ligner, den maae være dets Fader. Den an¬
den, som var en Tosse, var hermed fornøyet, og lod
det altsaa komme an paa Træebeenet.
En Præst lod engang paa sin egen Bekostning anleg¬
ge en nye Vey, for sine Sognefolk. Da han nu engang
var taget ud at besee Arbeydet, kom just hans Herskab paa
samme Vey. Ey Hr. Pastor, sagde Herremanden, De
giør sig stor Umage og Bekostning hermed, og dog holder
jeg ikke denne Vey for den rette til Himmelen. De har
Ret, svarede Præsten, thi om saa var, maatte jeg un¬
dre over at de var kommet paa den.
To Husarer rede engang forbie en Bonde, som gik
og saaede paa Marken. Ret, min gode Mand! sagde den
ene, saae kun væk, vi skulle dog høste Frugten af dit Ar¬
beyde. Kan nok være, sagde Bonden, thi jeg saaer
Hamp.
En vis Præst i Paris prædikede engang; men gjorde
sine Sager meget slet. Den Poet Santeul, som just var
i Kirken, sagde: Forrige Aar giorde han det bedre.
En anden, som hørte dette, sagde: Da havde han endnu
ikke prædiket. Just derfor, sagde Santeul og gik bort.
Den rige Kiøbmand Fugger bad engang Keyser Carl
den Femte til Bords hos sig en Aften. Han bevertede
Keyseren paa det prægtigste, og blandt andet lod indbringe
et Sølv=Bekken fuldt af vellugtende Sager, som han hav¬
de antændt; Derpaa kastede han 3 Obligationer, hver paa
en Mellion, som han havde forstrakt Keyseren, og opbrænd¬
te dem, sigende: Dette er et Taknemmeligheds Tegn for


den Æresbeviisning at Keyseren har spiist Aftens Mad
hos mig.
En spurgte engang en Pige, om hun vilde have ham?
O Ney, min Herre, sagde Pigen; men om de vil,
saa kan De have mig.
Den Philosoph Bias var engang til Skibs, og hør¬
te, hvorledes Skibsfolkene bandede og tornede. J det
samme opkom et forskrekkelig Uvæyr, som truede dem med
Undergang, hvorpaa Skibsfolkene begyndte at anraabe Gud
om Hielp og Redning. Tier, sagde Bias, at Gud ik¬
ke skal høre, at J ere her.
En ung Enke kom engang hen til sine Veninder, for
selv at lade hende vide, at hendes Mand var død, hun
condolerede hende, men som hun var meget adspreedt i
Tankerne, og tænkte paa noget andet, spurgte hun: hav¬
de de da kun den ene Mand, Madame?
Nyt og Gammelt.
iøbenhavn. Paa Verdens store Skueplads bliver alle
Dage holdt Masquerade. Masquerne, som her bruges,
ere forskiellige, og det vilde være for vidtløftigt, ja umue¬
ligt, at opregne og demassquere dem alle. Vi ville allene
forsøge, hvor langt vi kan komme i Alphabetet. Ax,
er en meget mægtig Mand. Den Ringe søger hans Hielp;
han lover ham den og derved bliver det; han syntes kun
at vilde hielpe; han styrter den Ringe endnu dybere, da han
fik at vide, paa hvad Kant han kunde skade ham.
Byx lader en meget ydmyg Mand; Han følger lige ud
til Gaden; lader sit Karet=Vindue nedgaae til det neder¬
ste, giør en Ryg som en Kat, naar man strygger ham;
hilser længe i Forveyen; taler med den Allerringeste. Men
alt dette er kun under Masquen. Han har et stolt Hierte,
og søger at undertrykke saa mange han kan. - C4,
Er en meget riig Mand, men gaaer altid under Fattig¬
doms Masque, at ingen skal tænke, at han har Skillingen.
J Smue giør han sig selv til gode; men klynker aabenbare
for enhver. Herved vinder han og saa meget, at han ikke bli¬
ver sat i Skat saa høyt som andre af hans Formue. Maa¬
skee mange vil rose denne Mand for at handle viiselig; men
vi holder for, at han er en meget unyttig Lem i Staten.
D,, spiller en Rolle under en langt anden Masque; thi
ligesom C., klynker og skader intet, saa praler D,, og
har intet. Han fører sig galant op; han lader sig see allevegne;
han giør store Figurer; har Vogn, Hæste, Kudsk og Tie¬
ner; boer prægtig; har Speile fra Loftet til Gulvet; trak¬
terer; holder 3 a 4 Spille=Borde. Hvem skulde tænke
andet, end at D,, jo var en Capitalist, og hvem vil¬
de vel tage i Betænkning, at creditere ham til Terminerne.
Men au! disse Terminer demasquerer Da, han har kun
spillet sin Rolle under Rigdoms og Prægtigheds Masque,
for at kunde bedrage. 3 a 4 Creditorer vil gaae Fallit for
hans Skyld.- Ex. Er en Client af en stoer Herre
han krummer sig til Jorden ved Herrens mindste Øyekast.


At! her faldt Herren, og Clienten vendte ham Ryggen.
Fæ. Er en Fraadser og en Snylte=Giest. Han
er hver Mands Ven, som indbyder ham til en Smaus
og et Maaltid; de nærværende ere ham altid de kiereste.
Han bejaer de største Daarligheder; og skammer sig ikke
ved at snakke alle efter Munden, og rose enhver i Øynene,
og igien bagtale dem paa deres Bag. Fy! det er en hæs¬
selig Masque. Hvor skal man faae alle saadanne Hyklere
demasquerede? Dog de røber dem selv tilsidst, da deres
Velyndere maae selv skamme sig ved dem. G x.
Er en meget gierrig Mand; men har saa mange Masquer
under hvilke han saa uformærkt spiller sin Rolle, at man
neppe skal kunne komme efter hans bare Ansigt. Han be¬
klager alle dem, som klager deres Nød for ham i Penge¬
Sager. Han synes saa ærlig og barmhiertig, at han ikke
engang vil tage lovlig Renter; men siger: det giør mig
ondt, at jeg ikke kan hielpe min trængende Næste!
ja, han sukker endog derved. Dog, siger han, at De
ikke skal gaae hielpesløs bort, saa vil jeg give dem Anslag
hvor de kan faae Penge. Han viser dem da hen til en om¬
skaaren Jøde, som har den uomskaarnes Penge at aagre
med. Her faaer da de Trængende undertiden Penge for
dobbelt Rente og dobbelt Pant. Jmidlertiid passerer den
uomskaarne Jøde Gx for en meget ærlig og barmhiertig
Mand. - 64, synes at være en gavmild og barm¬
hiertig Mand. Han staaer stille paa Gaden, og giver
enhver Stoder, som beder ham, en Almisse; dog saaledes
at nogle seer det. Han giver og flittig i Tavlerne, og paa
det at man kan see det desbedre, vexler han gierne i hver Tavle.
Hvem skulde da tænke, at H., var en nidsk og ubarm¬
hiertig Mand. Ak! jo, intet vissere. De arme og fat¬
tige Haandværksfolk, som han under sit Arbeyde, indehol¬
der Arbeydslønnen fra Aar til andet, og naar han da en¬
delig betaler, aftrækker han næsten det halve. Jx
gaaer under Helligheds Masque. Han sukker aabenbare,
og bander hemmelig; han hælder med Hovedet i Meenig¬
hedens Forsamling og lever i Uteerlighed i Løndom; han
giver offentlige Formaninger, og hemmelige Forargelser;
han læser lange Bønner om Dagen, og drikker, spiller og
sværmer til langt ud paa Natten; Han er glad med de
Glade, og græder med de Grædende. Under denne Hellig¬
heds Masqve tænker J,, at snige sig til et Levebrød;
maaskee det og kan lykkes ham. Men mon J ,, kan be¬
drage den Alseende, fordi han kan bedrage Menneskene?
K,, synes at være meget ivrig og Nidkier i sin Tie¬
neste; han er geskiæftig, naar Herren seer paa ham; ja,
han tør vel endog andgive sine Medtienere, for at styrte
dem. Under Nidkierheds Masqve faaer han sig hævnet;
han er en Løve imod de Spage, og en Furie imod de Sagt¬
modige. Det gaaer ham vel til en Tid ved hans Øyen¬
Tieneste. Men, siger Viismanden; en Fornuftig seer
hen til Enden. - L,, tykkes at aabne sit Hierte for
enhver; han kan og lettelig vinde alles Hierter; thi han
har næsten ligesaa mange Tunger i Munden, som Argus
har Øyne i Hovedet. Under denne Grundærligheds Mas¬


qve er det ham let at styrte enhver som har mistet hans
Gunst. Han er ligesom Katten i Fabelen. Han snakker
fra den ene til den anden. Men hvad gielder det? at
L,, bagtaler saalænge, indtil hans egen Velynder bli¬
ver vaer, at hans Tunge er kløftet som en Slange=Braad,
der da dræber ham med sin egen Gift.M., synes
at glæde sig over hver Mands Lykke. Det er mig kiert,
siger han, at det gaaer alle vel. Men hvem skulde troe,
at han i Hiertet misunder endog sine Velgiørere. Ja,
hvem skulde troe, at han ved Ven og Vens Ven søger at
underminere den, hvis Lykke han i Hiertet anseer med skie¬
le Øyne, ja, endog ved falske Opdigtelser, Foregivende
Formodninger, Øretuderier stræber at sværte den, og faae
den styrtet, for at komme i hans Sted, som han dog ikke kan
forstaae. My, lader dog som han glæder sig over hver
Mands Lykke, men under dette Lasom lider dog den Uskyl¬
dige. Tag kun Masqven af M., og J skal see, han skie¬
ler, tæres bort af sin egen Misundelse; thi fordi andres
Øyne ere gode, ere hans onde. - Det vilde være en
plat Umuelighed, at gaae alle de Masqver igiennem, som
merkes og sees paa den daglige og store Masqverade. J
Kierligheds Sager ere Masqverne utallige. Og der er
neppe noget Menneske, som jo gaaer under Masqve; men
hver paa sin Maade, og hver til sine Absigter. Den nøg¬
de Sandhed og den fattige Ærlighed kan man dog iblandt
finde og disse ere stedse u-masqverede; men og meget rare
og sieldene at see. Ak! hvor forhadt ere ikke disse nøgne
Ansigter, og hvor stikker ikke de andre Masqver Hoveder¬
ne sammen, for at faae disse udpebne; Men de skal dog
begaae sig; thi Sandhed skal dog overvinde Løgn, og Ær¬
lighed skal dog vare længst, fordi den bliver mindst brugt,
siger Rabner. - Blandt det smukke Kiøn findes og
mange ja utallige Masqver; men ingen Under; thi For¬
stillelses=Kunsten er ligesom dette Kiøns egen. Vi ville
allene nævne to: Madame N., lader sig altid see under
en travrig Masqve, naar Manden er nærværende; hun
omfavner Manden paa det kierligste, ja, græder ved Man¬
dens mindste Fraværelse. Men saasnart Manden er borte,
tager Konen Masqven af; hun siger allene med en Latter:
Det er vel Synd, at ønske Ondt over sin Næste; men gid
mine Øyne aldrig meere maatte see denne Joseph; jeg er
tvungen til at ægte ham, hans Penge forblindede mine
Forældres Øyne; imidlertid veed jeg paa en listig Maade
at omgaaes ham. Naar han er ude, kan jeg altid giøre
mig Fornøyelse med andre. Min Pige forstaaer Romme¬
len. - O3, er en Jomfrue, som altid gaaer under
Kydskheds Masqve. Der indfinder sig adskillige Messieurs
hos hende, men hun veed gandske koldsindig at begegne dem,
og forstaaer at fortørnes over deres Caresser. Det anstaaer
ikke mit Kiøn, siger hun, at gaae over Ærbarheds Grænd¬
ser; jeg glemmer aldrig de Kydskheds Regler, min Sal.
Mama har givet mig; og den Mandsperson, der under¬
staaer sig at røre ved mine Klæder, bliver strax en Afskye
i mine Øyne. Men see, her kom en Mandsperson, som
befløylede hendes Legeme, og forgyldte hendes Hænder; og


ved saadan Bombardering med Guldl=Kugler giorde han
Breche, og indtog denne ellers uovervindelige Fæstning.
De afviiste Tilbedere erfarer da, at Jomfrue Ox, var
under Kydskeds Masqve en forstilt Coqvette. - Dette
Slags Masqverade kan man for den største Deel kalde den
usynlige Masqverade, og som neppe holder op, saalænge
Skuepladsen staaer.
Dei syniige Masguerade var sidste Gang for denne
Vinter i Tirsdags, fordi det nu er Faste=Tiden; thi den
første Uge i Fasten regnes ikke saa nøye. Den Uge er næ¬
sten gaaet bort til Lyst, Dands, Spil, Drik og Musik.
Man vil tænke, at saadanne vil udrase den 1ste Uge i Fa¬
sten, for at leve desmeere afholden, de øvrige 6 Uger.
Vi lever ellers i en Tid, som er meget frugthar paa
Opfindelser. Man har i denne Tid kundet faae Nyemo¬
dens Fastelavns=Riis med gammeldags Zirater; og
Gammeldags Fastelavns=Riis med nye Ziirater; og
det baade Inden= og Udenlandske. Ja, man har endog
drevet den Kunst, at giøre Fastelavns=Riis, saa høyt, at
Priisen paa de smukkeste Riis er steegen til 4 Rdlr. Det
kan man kalde at pidske Kunsten op eller og at udpidske den.
Skulde Tydskeren kun ikke tage Anledning heraf, at vende
Ordsproget om: hvad giør Dansken ikke nu for Penge?
Til behagelig Efterretning for dem, som legger sig efter
Priiser paa Bøger og Skrivter, ville vi her bekiendtgiøre,
at Priisen paa Psalme=Bøger uindbundne er 12 s. almin¬
delig. En tydsk Bibel kan faaes for 24 s., men en Opera¬
Bog koster 2 Mark.
Jligemaade bekiendtgiøres, at en Enke eller Jomfrue
paa 80 Aar eller derover, jo ældre jo bedre, naar hun
ikkun haver 80000 Rdlr., kan giøre et got Partie; An¬
viisningen giver vores gamle Ungkarl.
Saa glædelig som denne Tid vi lever udi, synes at
være paa den ene Kant, saa bedrøvelig er den derimod paa
den anden. Vores gamle vegelsindede Jomfru, kan ikke
uden Veemodighed ansee sit smukke Kiøn, i det næsten hr. rt
andet Fruentimmer er bleven en Korsdrager. J gamle
Dage, siger hun, har Mandfolkene Korset; men nu legger de
det paa Fruentimmerne. Men den gode gamle Jomfrue
forstaaer ikke, at vor Tids Fruentimmer vil gierne være
Korsdragere; de skiule ingenlunde deres Kors; de bærer
det aabenlyst, og jo meere det glimrer, jo gladere ere de.
Det er derfor ingen Byrde, men en Glæde at bære Korset.
Kors, hvilken Parrade, vore korsede Fruentimmer nu giør.
NB. Det er nu Moden hos Fruentimmerne at bære et
Kors paa Brystet, samme ere indfattede med blaa, hvide,
røde, guule, grønne &c. Steene. Dette skal nok betegne
deres Hellighed; ligesom Kors=Ridderne i gamle Dage bare
indfyede Kors paa deres Klæder.
Til Efterretning for vore Smaa=Herrer, kan vi og
have den Fornøyelse at bekiendtgiøre; at det nu er høyt¬
nødvendigt, at anskaffe sig de Slags Kobberstykker, som
til Mynstere for Accommodering og Frisering ere af be¬
rømte Mestere forfærdigede. De behager derfor allene at
anskaffe sig disse Kobbere og hænge dem omkring paa Veg¬


gene; og for et Speyl med deres Glas for Øyet observere,
om deres Haar=Accommodeurer og Friseurer, accommode¬
rer dem nøyagtig efter Forskrivten. Skulde han da tage
Feyl af en Bukkel eller et Haar, kan de snart mærke det,
og curere hans Uagtsomhed med en Snees Forbandelser og
et par Øresigen.
Til Efterretning for dem, for hvilke det er en Nød¬
vendighed, at iagttage alle Ceremonier, bør vi og bekiendt¬
giøre: at det nu er Moden, at alle de, som har bivaanet
et Ja=Ord eller Bryllup eller anden Høytidelighed, skal
ikke allene giøre deres Opvartning de følgende Dage hos
Hoved Personerne; men endog omkring til alle dem, som
har bivaanet samme Høytidelighed. Saaledes: Naar
man har været til en Høytidelighed tillige med 100 Personer,
har man igien at aflegge hundrede Visiter, og ligesaa man¬
ge at tage imod. Man vil meene, at Folk, som ikke
har andet at bestille end at give og tage Visiter, har
opfundet denne Mode.
Til Eftetretning for alle forsetlige Banqverotteurs,
kan vi og berette, at en saadan er i disse Dage greben. Han
var vant til dette Haandverk Udenlands, og tænkte, gam¬
mel Vane bider best. Han giorde sig vel usynlig, dog for¬
stod han ey den Kunst, at forblinde Øynene.
Siælland. Hertil Lands er kommet en Svensk Spaa¬
Kielling, som har for et halv Hundrede Rigsdaler spaaet
en Mand i en vis Kiøbsted, at der i hans Hauge skulde
være en utroelig stor Skat nedgravet. Han graver nu alt
hvad han kan; og har nu næsten omgravet sin heele Have.
Spaa=Kiellingen skiøttet just ikke om at oppebie den opgrav¬
ne Skat; men fandt sig bedre holden med den hun fik i
Hænderne, og gik sin Vey. Spaadommen og Skatten vil
og ventelig blive utroelig.
Fyen. Her roullerer den Spaadom, at det skal fryse
saa stærkt paa denne Tid, at mange Mennesker skal fryse
shiel. Det lader ellers til, som denne Spaadom vil slaae
op til Tøe.
Jylland. Her roullerer og den Spaadom, at Tyr¬
ken vil i denne Krig komme meget til kort. Og dersom
han skulde faae i Sinde at komme med sin Flode til Scha¬
gen og Anholt, skal han vist lide Skibbrud, og faae meget
lidet bierget sig til gode.- Det lader som al verden vil
spaae, fordi Neuton i Engelland har spaaet.
En Mand lod her sin Kone begrave, og da Bærerne
gik noget for fast med Baaren og Liiget, raabte han: O!
løber dog ikke saa stærk; hvad har vi nødig at giøre
os Arbeydet saa snurt ved vor Fornøyelse.
Fra Bergen berettes, at Equilibristen Stuart har
nu giort saadan en Fremgang i hans equilibriske Kunster,
at han kan springe paa Hovedet. Denne kan man med
Sandhed kalde en af hans Hoved=Kunster. Ak! skulde
han kun ikke bryde sit Hoved alt for meget, og omsider
vænne sig til at springe uden Hoved.
Kiel. Her har man iblant andre Kunstnere paa Messen,
ogsaa havt en Canarie Fugl, som kunde læse og regne.
Saaledes! flyver disse kunstige Fugle omkring i Verden.


Og paa Messerne bliver der handlet med alle Slags, hvor¬
for da ikke og med Løgn, af hvilke den kunstige Fugl vel
ikke er en af de ringeste.
London. Her vilde et par Folk lade sig vie; men som
Præsten biede en Time over Tiden, blev Bruden anderledes
tilsinds imidlertid, og slog op med hendes Brudgom. Stak¬
kelt hun kunde ikke bie saa længe. Brudgommen som her¬
ved tabte en anseelig Medgift, ved Præstens Forsømmelse,
har lagt Sag an mod den arme Præst, til Medgivtens
Erstatning. NB. Brudgommen var Procurator.
Her blev et Fruentimmers Haar, som var sort, ved
en stor Forskrækkelse gandske hvidt. Strax derefter fik hun
en Frier, og, af bare Glæde, blev det strax igien forvand¬
let til sort. Hvad er dog meere foranderligt end et Fruen¬
timmer. Foranderligheden strækker sig endog til Haaret.
Her er ellers stor Trang. Man kan ikke faae Guld
vexlet for Sølv. Det er en særdeles Trang.
Havde vi kuns Guld, saa fik vi nok Sølv.
Som noget mærkværdigt berettes og herfra, at et
Kirke=Taarn faldt ned, uden at man kunde komme efter
Aarsagen. - Vore Muurmestere siger, at det faldt,
fordi det kunde ikke staae længer.
Foulouse. Her ere Folk saa ømfindlige og blødhier¬
tede, at de ey kan taale at see et sørgeligt Optrin i en Tra¬
goedie. - Ja, saa gaaer det. Man kan og underti¬
den finde dem hos os, som græder ved en Comoedie, og af
Had forfølger sin Næste til det yderste.
Boston. Her og i omliggende Egne har Jndvaaner¬
ne fatttet den Beslutning, ikke meere at drikke Thee og aldrig
mere Caffe, hverken af Bønner eller Korn. Derimod har
60 Spinde=Koner gjort et artigt Optog igiennem Staden,
med 2000 Stykker spundet Garn som de har spundet i
den Tid, som de tilforn anvendte paa Thee= og Caffe¬
Drikken. - Man vil sige at dette Optog lod lige saa
prægtig, som naar man kan see vore Fruentimmer at spad¬
sere igiennem Gaderne i Maanskin. - Men hvilken
Snak! Hiine lader det got i America, men vilde klæde
meget ilde i Kiøbenhavn.
Shlowenska. Her kom en Procurator ind til en rig
Mand, og faae en Pose Penge staaende paa Bordet. Disse
stak Procuratoren i Øynene. (Thi det Slags Folk i den
Bye skal være meget begierlige, og i sær de smaae, saa
kaldede Lomme=Procuratorer:) For da at faae denne Klat,
indgik han et Veddemaal med Eyeren, at han, om han
maatte beholde de Penge, som vare i Posen, vilde han
bære den hiem, holdende den imellem Tænderne, og man
maatte binde ham Hænderne paa Ryggen. Eyeren indgik
Veddemaalet. Men da Procuratoren var kommet et langt
Stykke Vey bort, og Eyeren, som fulgte med, befrygtede
at tabe, rev Posen i en Hast ud af Tænderne paa Procu¬
ratoren, og løb hiem med Pengene. Procuratoren, der
nu stod som en Ræv, der harde mistet Gaasen af Mun¬
den, lod ham smuet stævne. De ligger nu i Proces, og
dersom Procuratoren kan bruge Munden saa got som Tæn¬
derne, vil hans Contrapart ventelig tabe.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 7


Theokrit. En Historie.
J¬
heokrit, henrykt af nogle poetiske Linier, som han
havde læst og opteignet, var sprungen op af sin
Stoel, og udtalte samme med fuld Styrke. Han
saae og hørte intet omkring sig, undtagen det, som var
i hans Jndbildnings kraft. Kalikrates kom ind i Kam¬
meret, og forundrede sig over, at finde en Vanvittig i
Stædet for en Ven; - thi anderledes forekom han
ham ikke. Jmidlertid medens Theokrit blev klar med sin
Læsning, fik Kalikrates Tid til at reereere sig af sin Forbav¬
selse, som havde overrumplet ham, uagtet al hans sædvan¬
lige Taalighed. Herpaa vendte han sig til ham, og til¬
talede ham saaledes: Theokrit, kiender De ikke meere
deres elskelige Ven, deres Kalikrates? Jeg har været her
over et Qvarteer i Deres Kammer og staaet for Deres
Øyen, og De lader som De ikke seer nogen. De seer saa
adspredet ud; De læste just noget saa forunderligt Tøy,
og med en saa forunderlig Anstand, at jeg ikke troer mit
Syn, og neppe veed, enten jeg skal lee, eller beklage Dem.
Fattes Dem noget? I den hele Tid Kalikrates saa¬
ledes talede, saae hans Ven ham stivt under Øynene, og
med et saa vildt Øyesyn, at man ikkun allene deraf kan
begribe, hvorfor Kalikrates ikke strax udbrød i en høy
Latter, og tilsidst giorde det forunderlige Spørsmaal, om
hans Theokrit fattedes noget. Paa engang trekker han
Pande=Huden ned over Øynene saavidt som det nogensinde
var ham mueligt, udspiiler sine fyrige Øyne, og brum¬
mer græsselig imellem Tænderne nogle Ord af de poetiske
Linier han havde læst. Gandske utaalmodig og gandske
forlegen slænger, Kalikrates sig paa Kanopeen, og over¬
veyer, om det ikke var bedre, strax at skikke Bud efter en
Chirurgus, end at bie nogen Tid dermed, paa det at de
ikke begge to skulde give sig til Priis for Byens Latter.
Theokrit gaaer, uden at see ham, med lange Skridt og
thrasoniske Øyekast frem og tilbage paa Gulvet med Næ¬
ven i Siden. Rimelig skulde denne Scene endnu have
varet længe. Men uformodentlig kommer han med
sin Gesticulation for nær til Theebordet, og river en
Theekop ned, som stod for nær ved Hiørnet. Stykkerne
af Koppen faldt paa Gulvet; den poetiske Ubesindighed fil
Ende, og Theokrit blev roligere, da denne Ulykke var
skeet. Den forbandede Karl, sagde han - - man
saae tydelig paa hans Læbers Bevægelse, at han vilde sige
mere. Men han afbeed Ordene, ret ligesom det fortrød
ham, at han var bleven fuld af Harme. Det var Skade
at Koppen gik i Stykker, sagde Kalikrates, siig mig nu
hvoraf det kommer, at jeg er bleven saa ligegyldig for Dem,
som en Billed=Stytte, De, min Ven, svarede Theokrit
med en halv smilende Mund, og halv fuld af Forundring,


jeg elsker Dem endnu ligesaa sterkt, som forhen. Kon
og omfavne mig. Jeg glæder mig over, at De besøger en
Elendig.
Ralikrates. Men vil De og sige mig, hvorfor De
holder sig for elendig?
Theokrit. Min allerkiereste Ven! jeg er visselig elen¬
dig.
J Gaar var jeg hos vor Ven, den viise Artemon.
Han selv var ikke i Stand til at trøste mig.
Kalikrates. Saa tael dog, og fortæl mig hvad
der fattes Dem. J Dag vilde De reyse bort herfra, og
jeg kommer, for endnu at tage Afskeed med Dem. Jeg
havde før formodet at Himmelen skulde falde ned, end at
finde Dem saa nedslagen. Den Glæde, snart at see Deres
Arsinoe.
Theokrit. Tael ikke mere til mig om hende, tie ævig
stille med hende. Arsinoe er et Uhyr, et vederstyggeligt
Uhyr, en lastefuld troeløs Siel.
Kalikrates. Hvad gielder, at disse Griller har de
faaet i Hovedet over Deres Vers.
Theokrit. (Fortredelig) Over mine Vers? Gril¬
ler! Hvad snakker De om mine Vers? Det kan fortryde mig,
at nogen vil fordømme og laste min Fortrydelse. Veed De
min Forbindelse med Arsinoe.
Kalikrates. Jeg veed slet intet, uden hvad de selv
har sagt mig herom. Jeg er fremmet i Deres Fæderne¬
land; det er neppe et Aar siden, jeg blev bekiendt med Dem.
De kan allerbest selv besvare dette Spørsmaal.
Theokrit. Tag dette Brev og læs det, men hør
først min Historie, paa det at de kan læse det med den sam¬
me kolde Gysen, som jeg har læst det med og bandet det
tusinde Gange.
Kalikrates. Deres Smerte, min allerkiereste Ven--
Theokrit. Giv nu Agt! Da jeg var i min første
Barndom var Arsinde min fortroeligste Veninde. Der
gik ingen Dag forbie, at vi jo saae hinanden. Vi saae
hverandre, vi leegte, vi spøgte sammen, jeg var sindrig,
i immer at Opfinde nye Leege til hendes Fornøyelse, og
hun var daglig bereed til at belønne mig ved en nye Smi¬
len, ved nye Høfligheder, eller, naar vi vare flere, som
legte, ved det Fortrin, som hun gav mig frem for andre,
eller forskaffede mig ved hendes Jndfald. Vore Forældre
saae os hver Dag, og beviidnede deres Fornøyelse over vor
barnlige Glæde. Vi vare ikke to, men ligesom ikkun en
Familie. Hvor ofte har Celadon, Arsindes Fader,
sagt til mig. Søn, elsk din lille Syster. Det fortroe¬
lige Broder= og Syster=Navn var det, hvormed vi nævn¬
te hinanden. Barn! sagde han herpaa til sin Datter, troe,
at dette er din Broder. Min Fader, som stod derved,
sagde med sammentrakte Øyne: Himmel hvilket sødt Par
skal dette ikke engang blive! Ak allerkiereste Ven! jeg kan


endnu neppe holde mig for Graad, naar jeg tænker paa
denne Lykke! Ak den er borte, den er forloren!
En Strøm af Taare flød her ned over hans Ansigt.
Kalikrates trøstede ham, og ved mange Spørsmaal lok¬
kede endnu en Mængde af nye Taare frem, og Theokrit
kunde ikke blive træt af, frievillig at fortælle de mindste Om¬
stændigheder af deres forrige Fortroelighed, og det med
saadanne Udtryk, der noksom forraadede, at han ikke blot
talede, men endog følede.
Hendes indtagende Skiønhed og Yndighed blev han
endelig ved, udviklede sig efterhaanden for mine Øyne.
Under en og samme Læremester lærte vi de smukke Kunster
og alt, hvad Verden udfordrer til en god Opdragelse. For¬
middagen tilbragte vi hos vor Lærere, og Eftermiddagen
i nogle gode Venners Selskab, som caresserede os. Afte¬
nen min Ven - denne var den reneste Fornøyelse
Om Aftenen sadde vi snart i en Løvhytte, snart i
et Kammer ved en fortrolig Bog tilsammen. Vi læste og
alle de Skiønheder, som hun med en huldrig Mine viste
mig, befaldt mig dobbelt. Men ofte lagde vi denne Bog
til Side, for ved en Samtale at give vort Hiertes Følelser
Luft. Da var min Jndbildningskraft oplivet, da var al¬
ting omkring mig idel Fortryllelse, og i saadan en Time
tildrog det sig engang, at vi allerførst aabenbarede vor
uskyldige Kierlighed for hinanden. Ney, sagde hun een¬
gang til mig, jeg finder ingen Glæde mere i denne Ver¬
den, naar jeg er borte fra Dig, min Theokrit. Og jeg,
svarede jeg, er færdig at døe, naar nogen Time undtager
mig din Nærværelse, din Omgang og din Kierlighed. El¬
sker hinanden ævig, mine Børn, sagde min Fader, som
i det Øyeblik kom ind til os, elsker hinanden, dette har væ¬
ret alles vores Ønske. Han græd af Glæde. Vi gik hen
og kyste hans Haand. Og endnu samme Dag gik han til
Celadon, for at bringe vor Forbindelse til Endelighed.
Gruesomme Celadon! – Jeg veed ikke, hvad de begge to
talede tilsammen. Saa meget erindrer jeg mig endnu, og
kan aldrig forglemme det, at min Fader kom med et forvir¬
ret Aasyn til mig førend han gik Sengs, saae alvorligt paa
mig, og tiltalede mig saaledes: Søn, sagde han, vær intet
Barn, og forglem Arsinoe. Dette er min Villie, J skal
ikke elske hverandre, og aldrig, saalænge jeg lever, skal J
faae hverandre. Forskrekkelse giorde mii gandske maal¬
løs. Vi taugde begge, og han gik hen tl Vindnet, satte
Ryggen derop til, og blev saaledes staaende i lang Tid, og
betragtede mig med Opmerksomhed. Gandske forbiteret sag¬
de han endelig til mig: Er du saa nederdræctig, at lade dig
bedaare af en barnagtig Kierlighed, og vil du ikke ad¬
lyde og følge en Faders Formaninger, saa viid, at det er
nødvendigt at du forlader hende. Jeg skammer mig ved
at have talet til Celadon derom. Af blot Egensindighed
afslaaer han det, at besvogre sig med mig. Maaskee den
Lykke giør ham saa stolt, at Hoffet har ophøyet ham til
dets fornemste Minister. Men jeg er ogsaa stolt. J g
skiøtter heller ikke om en nederdrægtig og utaknemmelig Hof¬
mands Venskab. Han sagde mig endnu meget mere, men
jeg erindrer intet meere deraf; Disse Grunde, som han si¬


den hver Dag har igientaget for mig ere mig endnu i frisk
Hukommelse. Himmelen veed hvorledes vor Samtale maat¬
te have endtes, ved hvilken jeg bestandig blev sium. Et Op¬
rør, som reyste sig i Huuset imellem Tienestefolkene, forhin¬
drede os. En af dem kom og berettede os, at min Moder
var død. Forestil sig engang, om det er mueligt, vor For¬
havselse, og hvorledes vi kunde blive til Mode. Vi sprang
begge to til hende, og fandt hende liggende død paa Sen¬
gen; hun laae uden al Følelse, og der var tydelige Kien¬
detegn til, at en voldsom Forgift havde endt hendes Liv.
Mit hele Legeme gysede; strax derpaa kom mit Blod i Væl¬
delse; jeg løb ængstelig omkring i Huset for at søge Arsinde.
Men hun var allereede om Dagen reyst bort. Jeg søgte
herpaa min Fader igien, og fandt ham i en beklagelig Til¬
stand. Forvirret og uden Sammenhæng talede han snart
om sin døde Hustrue, snart om Arsinoe og den stolte Cela¬
don. Fuld af Angest kastede jeg mig ned for hans Fødder,
og lovede ham ved alt det, som helligt er, at jeg nu fuld
og fast vilde beslutte, aldrig mere at see Arsinoe igien. Ce¬
ladon havde strax den følgende Dag reyst bort fra Slottet,
som han beboede tilfælleds med min Fader. Efter dette
ulykkelige Tilfælde fordreve vi de første Dage i en Tilstand,
som var lidet forskiellig fra Fortvivlelse; de følgende Dage
græde vi, og trøstede hverandre; endelig forbarmede Gud
sig over os, og vi bleve efterhaanden rolige. Min Be¬
slutning blev fast, at skye Arsinoe. Men inden et Aar
døde min Fader. En Uge derefter kastede Arsinoe sig i
mine Arme, for at trøste mig; vi flygtede begge to med hinan¬
den om Natten ud af Landet, og den følgende Dag blev hun
min Hustrue. To Aar levede vi ubekiendt tilsammen, vi leve¬
de vel tilfreds og fornøyede, og fandt begge vor Lykke i vor
fælleds Besiddelse. Men vi vare dog ey gandske og fuld¬
kommen saa vel tilfreds og fornøyede, som vi hævde været
ved vor første Omgang. Jeg veed ikke om Frygt for at bli¬
ve opdagede, eller en Aandelse eller hvad det har været, var
Skyld derudi: men nok, at vore roligste Timer bleve
ofte travrige ved uformodentlig Kummer; vi forskrekkedes,
uden at have Aarsag dertil; jeg forsikkrede hende paa det al¬
lerfyrigste om min bestandige ømme Kierlighed, og i Ste¬
det for Svar trillede et Par Taare ned af hendes Kinder.
Men denne Kummer, denne urolige Fornøyelse har jeg dog
ikke vildet bortbytte for nogen Krøne. De græder min al¬
lerkiereste Ven?
K. Ja, hvo skulde kunde bare sig for at græde.
Th. Lad mig da afkorte min travrige Historie. Er¬
indringen giør mig heller ingen Fornøyelse. Paa en ulyk¬
salig Dag kom tre Justitz-Betientere med Vagt, og førte
os bort fra vor Landvaaning. Sex Aar tilbragte jeg i
Fængsel; ofte forekom mig mit foregaaende Levnet som en
lang Daarlighed, for hvilken jeg nu blev straffed; i nogle
Uger sørgede jeg meget; jeg græd og troede nu først at skul¬
le blive dydefuld igien. Men det varede kun et par Dage,
saa forestillede min Jndbildning mig min forlorne Lykke
igien; jeg giorde mig ret Umage for at ernære og vedlige¬
holde den, og fornyede i hele Timer den mindste og største
Kierligheds Fornøyelse, som jeg havde nydet. J denne


Afvexling forløb de sex Aar, efter hvis Fuldendelse min Hu¬
strue satte mig i Friehed. Jeg fik min Friehed igien, men
paa ingen anden Condition, end at jeg som en Landflygtig
skulde leve uden for mit Fæderneland indtil min Svigerfa¬
ders Død. Jmidlertiid skulde jeg heller have udvalgt mig
Døden, end samtykt i en saa haard Condition. Men hvor
meget kan ikke Tiden forandre, Uden Knurren underkaste¬
de jeg mig denne Lov, som ikkun allene kunde sette mig i
Sikkerhed for videre Fare, saa meget havde min Elendig¬
hed og langvarige Fængsel hærdet og nedslaget mig. Jeg
reyste, dette veed De allereede, igiennem adskillige Lande
og nedlod mig endelig her for et Aar siden, for roelig at
oppebie Enden paa min Ulykkes=Tilfælde. Desverre! jeg
har blot alleene ventet den; den er endnu ikke kommen.
Det haardeste Stød er forbeholdet og giemt til mig ind¬
til de sidste Dage. Jeg Daare! Hvorfor har jeg ladet
mig dysse i Søvn igien? Havde ikke min falske Skiæbne
nok kundet lære mig, at den ikkun søger at giøre mig sikker,
for at bibringe mig de ømfindtligste Saar? Allereede saae
jeg Enden paa min Lidelse og Elendighed. Allerede ud¬
rakte jeg mine Hænder, for at gribe efter den skiønneste Lyk¬
ke, som jeg havde ønsket mig; men jeg tog feyl af den
jeg giorde endnu ikkun et Skridt, for at bringe mine Hæn¬
der nærmere dertil, og sank ned i en bundløs Afgrund. Da
jeg var sluppen ud af mit Fængsel, saa var dette min stør¬
ste Rolighed og Tilfredsstillelse, at jeg fik den lykkelige Tiden¬
de, at det ulykkelige Pant paa min forrige Kierlighed, den lille
Cephalion var bleven skiult for vor grusomme Forfølgers Ef¬
terstræbelser. Han havde ikke været i vor Vaaning, og Arsi¬
noe havde fundet Middel til, ikke allene at lade ham opdrage
paa Landet, men endog i hans niende Aar at bringe ham ind i
hendes Faders Huus, hvor han blev opdragen. Undertiden
slog Hiertet sterkt i mit Bryst over hendes Forvovenhed,
og den Fare, som hun udsatte den lille Cephalion for;
men min Glæde var meget større derover, at jeg saae
ham under hendes Opsigt. Den lille Cephalion, tænkte
jeg vil trøste min elskelige Arsinoe over min Fraværelse, og
vedligeholde mig hendes ømme Kierlighed, i fald den skul¬
de blive vaklende. Men læs engang det Brev, som jeg
har leveret Dem. Jeg er ikke i stand til at fortælle dem
den allerskammeligste Utroeskab, som nogensinde er begaaet.
Ak at De dog var i Stand til at rive mig ud fra Fortviv¬
lelsen, og afværge den allerafskyeligste Forbrydelse.
Arsindes Brev til Theokrit.
Himmelen er mit Vidne, elskeligste Theokrit, at
jeg har elsket Dem paa det ømmeste. Jeg elsker Dem
endnu; men jeg gider ikke meer, ney, jeg har en Afskye der¬
for, at elske Dem som Ægtemand. O, hvorfor har
jeg nogensinde overgivet mig til denne Lidenskab? Underkast
De sig taalig denne Skjebnens Villie! Har vi ikke noksom
erfaret at den fortørnes over vor Forening? Skulde vi
endnu videre opirre dens retfærdige Vrede? Min døende
Faders sidste Villie, som staaer i indsluttede Brev, og
hvorpaa jeg beraaber mig, forbinder mig til en anden
som jeg herefter skylder det Ømme og Kiælne i Ægtekier¬
lighed. Hverken den guddommelige eller nogen menneskelig


Ret kan kalde vort hemmelige fuldførte Giftermaal got.
Jeg anseer mig endnu som Ugivt, og med Fornøyelse opfyl¬
der min Faders sidste Villie, som jeg ved min Ulydighed
alt for meget har krænket i hans levende Live; jeg ægter
Cephalion, for at forsone mine og min Faders Synder.
J Dag er min Bryllupsdag. Dersom de ikkun endnu har
en Gnist af Fornuft, saa kommer de slet ikke hid i vor Egn,
for at forstyrre vor lykkelige Forening; Deres Hustrue og
Ægtefælle kan jeg ikke meere kaldes. Jeg antager altsaa
det kielne og kierlige Syster=Navn igien, under hvilket vi
forhen har smagl de reneste Fornøyelser.
K. Hvem vil hun ægte? Cephalion, hendes
Th. Ja, Cephalion vor Søn, ham vil dette Uhyr
tage, og hun blues ikke engang ved, at rose sig af en Blod¬
skam. Dette er den befaling, som den forrykte Fader
endnu paa sin Dødsseng har udspeculeret, for endog efter
sin Død at slifte den hesligste og afskyeligste Last en Afmin¬
delse om, at han har levet. Hvad siger jeg? Hun vil ægte
ham. Ney, han er allerede hendes Ægtemand.
K. Reys De endnu bort i Dag, og aabenbar det
for hele Verden, om de ikke godvillig ville adskilles igien.
Th. Jeg maae og vil giøre det. Blot allene for den
Aarsags Skyld, tykkes mig, lader Himmelen mig endnu
leve. Jeg ønskede at være død. Hvert Trin, som jeg giør,
er en Pine for mig. Det nager og skierer mig ind i Sie¬
len - - O, at Arsinde ikkun maatte være troløs og
elske en anden! Var hun ikkun ey æreløs og saa reent for¬
glemte sin Pligt, at hun ved en forbandet unaturlig Blod¬
skam skulde opfordre Himmelens og hele Verdens Hævn!
K. Men hvor har De det indsluttede Testamente?
Th. Hvad veed jeg deraf? -- og det ligger mig
heller ikke Magt paa at vide det. Jeg har intet Te¬
stamente fundet.
K. Dette er besynderligt. Naar har De faaet Brevet?
Th. J Forgaars Eftermiddag, efterat jeg 3de Dage
tilforn havde faaet Efterretning om Celadons Død, og en
kierlig Hilsen og Jndbydelse fra Arsinoe. Jeg gik reent
fra min Forstand, da jeg fik disse ugudelige Linier; jeg slut¬
tede mig inde i et Kammer, og talede ikke med nogen levende
Siel. J to Nætter har jeg nu ikke havt et Øye lukket.
J Gaar gik jeg ud, og enhver, som saae mig, holdt mig
for at være afsindig. Jeg besøgte Artemon, men endog
han kunde ikke trøste mig.
K. Sagde han Dem ey, at der maatte endnu være
en Hemmelighed ved den hele Sag, som vi ikke kunde begribe?
Th. Ney, derom talede han ikke et Ord. Jeg var
alt for fortredelig i mit Sind til, at jeg skulde have fortalt
ham det allerringeste. Jeg var saa fortredelig, at jeg var
færdig at opæde mine egne Hænder. Han var i Dag hos
mig igien, for at besøge mig; men han var bleven mig saa
utaalelig i Gaar med sin Prædiken om den menneskelige
Elendighed og sammes visse Hensigter, at jeg lod nægte mig
hiemme.
K. De har derudi ikke gjort vel -
J samme Øyeblik kom en Tiener ind og meldte, at
en Fremmed, som kaldte sig Cephalion, forlangte at blive


indi
Himmel! Cephalion! raabte Theokrit
J Øyeblikket stod Cephalion i Kammeret, og i
Øyeblikket gav Kalikrates Tieneren et Vink, og han gik
ud. Theokrit faldt om paa en Stoel, og begyndte høyt
og lydeligt at græde. Min Herre, med disse Ord vendte
Kalikrates sig til Cephalion, er De Cephalion, Arsi¬
noes Mand? Tael reent ud, om De er det; der er intet
dulgt af Deres Begivenheder - Ja, min Herre, jeg har
været det for storten Dage siden - Uværdige Søn, raab¬
te Theokrit til ham, hans Øyne vare tørre, og hans An¬
sigt ildrødt blussende. Holdt inde og giv sig tilfreds, sagde
Cephalion, jeg seer De er Theokrit, og De har faaet
det ulykkelige Brev. Men De farer vild; jeg er ikke De¬
res Søn. Theokrit og Kalikrates tavde begge. Theo¬
krit pustede ud, og satte sig betænksom ned igien, thi han
var forhen opstaaet, og vilde nu ligesom hvile sig. Jngen,
blev Cephalion ved, lider mere Uret ved den hele Sag,
end jeg, og dog er ingen roligere. Det Brev, som Cela¬
don skrev, førend han døde, til Dem, (han vendte sig imod
Theokrit) og til Arsinde, vil oplyse Dem om den heele
Hemmelighed. De skulde havt det tillige med Arsindes
Brev, men hun havde tabt det, da hun vilde forseigle det.
Formodentlig har Guds retfærdige Dom saaledes føyet det,
at intet skulde blive dulgt for mig af det, som angik mig
saa nær. En Time for Brudevielsen fik jeg det, og for¬
nam en dødelig Smerte, da jeg giennemlæste det. Jeg
havde kundet betiene mig af den Ret, som samme gav mig,
jeg havde kundet forskyde Arsinde, trekke hendes hele For¬
mue til mig, og giøre dem begge to elendige. Men der¬
som jeg havde giort det, saa skulde jeg have været utaknem¬
melig og nederdrægtig, og jeg maatte ikke have elsket Ar¬
sinoe. Jeg gik med saa roligt Ansigt, som var mig mue¬
ligt, til Brudeskammelen og Alteret, og den følgende Mor¬
gen viste jeg hende Brevet, som en Tiener havde fundet
under Bordet og leveret mig. Hun var færdig at segne
ned i Jorden, da hun saae det i mine Hænder, og hun faldt
ned for mine Fødder; men i dette Øyeblik forekom hun mig
allerelskværdigst. Hun blev endnu mere forskrekket, da hun
overveyede, i hvad for en Tilstand hendes Brev maatte
have sat Dem; thi hun fortalte mig, at hun havde ikke
været sterk nok, til at tilmælde Dem alle Omstændigheder
tydelig, og at hun for den Aarsags Skyld vilde indslutte
hendes Faders Brev. Vi aftalte strax, at jeg vilde selv
reyse til Dem, for at staae Dem bi, og saa snart som
mueligt var, at redde Dem ud af Deres Uvidenhed. Vil
De nu behage at læse dette Brev. Kalikrates læste føl¬
gende høyt og lydeligt:
Kiere Børn! min Ende nærmer sig, og jeg skal nu
snart aabenbares for den alvidende og retfærdige Dommer.
Hvor høyligen ønskede jeg, at jeg kunde tage mine skam¬
melige Gierninger med mig i Graven, som jeg har udøvet
paa Jorden. Men jeg kan ikke være rolig; jeg maae aaben¬
bare dem. En ulykkelig Lidenskab, som jeg havde for din
Moder, min Søn Theokrit, har givet dig Livet. Jeg


var uden for mig selv af Harm, da jeg fik din Kierlighed
til din Syster Arsinde at vide. Din Moder, som jeg
endnu selvsamme Aften, da Sagen blev mig bekiendt, gav
Efterretning herom, græd, og var saaledes giennemtrængt
af Anger, at hun vilde med Graad og Taare kaste sig ned
for hendes Mands Fødder, og aabenbare ham det altsam¬
men. Mit heele Legem skielvede og gysede, men nu bæ¬
ver jeg endnu mere over den grusomme Forbrydelse, som
jeg har begaaet i det Raserie. - Jeg har forgivet
hende. -- Hvor elendig og hvor lastefuld er jeg ikke
bleven ved den Kierligheds Synd, som i Førstningen syn¬
tes mig at være saa sød! Jeg har besmittet mine Hænder
med Blod, paa det grusomste forfulgt din Moders Mand
og din Fader, og ved tusinde Krænkelser befordret hans
Død, min egen Søn har jeg berøvet hans hele Formue,
som tilkom ham med rette, og ikke tilhørte mig; jeg har
styrtet begge mine Børn i et blodskammeligt Ægteskab.
Endnu ikke nok! Min Sønne=Søn, der var avlet i et Æg¬
teskab, som i mine Øyne var afskyeligt, har jeg ladet
myrde, min egen Søn indslutte i et sex Aars Fængsel, og
min egen Datter har jeg sat i de bedrøvelige Omstændig¬
heder, at hengræde hendes beste Levetid i Elendighed og
Eensomhed. Hvilket ondt Menneske og Skarn har jeg
ikke været!
Dog alligevel har min Skaber ikke forkastet mig.
Jeg er endskiønt sildig, kommen til mine Lasters Erkien¬
delse. Jeg har selv mæglet det, at du, min Søn, er
kommen ud af Fængslet, og jeg har giort det let for din
Syster, at understøtte dig med Penge i din Fraværelse.
Jeg har selv mæglet det, at Arsinoe tog Cephalion, som
hun holdt for hendes Søn i Huset. Min Hensigt var
gandske forskiellig fra hendes Hensigt. Cephalion er en
Søn af en værdig Familie, som jeg har bragt i Elendig¬
hed, og hvis hele Formue jeg deels selv har skrabet til mig,
deels har givet til Priis for andres Rov. Jeg veed ikke,
at gotgiøre ham hans lidte Uret igien paa nogen anden
Maade, end at jeg giver ham min hele Formue, som ikke
tilhører mig, men ham. Min Datter, opfyld en døende
Faders Begiering, og giv ham din Haand. Men tilgiv
ham og din Blodskam, hans Herkomst og min Misgier¬
ning, paa det at du ikke skal krænke ham.
Denne min Villie har jeg tydelig lagt for Dagen i
mit Testamente. Min hele Formue tilhører ham, min
Søn Theokrit, saa nær som det, jeg har trakt fra
din formeente Fader. Dette giver jeg dig tilbage igien,
og beklager at jeg har intet, som jeg kunde efterlade dig selv.
Skal jeg endnu formane eder, mine Born, til at leve
et dydigt Liv? Dette er en døende Faders Pligt. Men
er mit beklagelige Exempel ikke i Stand til, at flye Laster¬
ne med Afskye: saa skal mine Formaninger og hele Verden
intet udrette.
Her har Forfatteren af dette Stykke afbrekket. Det
er Skade, at han ikke har bragt det til Endelighed.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 8


Bagtalelses Billede. (En Allegorisk Drøm.)
O
aarene reyste sig paa mit Hoved, og en sterk Gysen
rystede alle mine Lemmer. Den Skov, hvorudi
jeg var bleven vildfarende, var saa vildsom og tyk,
at jeg hverken kunde finde ud eller ind. Solen var allere¬
de gaaet ned; endskiønt om den end havde staaet lige over
mit Hoved, saa skulde dog alligevel Træernes Grene, som
vare flettede tæt iblandt hinanden, havde hindret dens Straa¬
ler at trænge igiennem. Det tiltagende Tusmørke over¬
trakte alting med en tyk Taage, saa at jeg neppe kunde see
de Løgtemænd, som hist og her antændes. Jeg vidste
vel, at de ellers ikke pleyer at være de beste Veyvisere; Dog blev
jeg nødt til, deels af det overhaandtagende Mørke, deels
af den fæle Raslen, som Vinden foraarsagede ved Træer¬
nes Grenes Bevægelse, deels og af de selvsomme Gestal¬
ter, som nogle Stubber og mindre Busker forestillede i
Skumlingen, at udvælge et af disse Natte=Lys til min
Veyleder. Jeg fulgte samme med al Jver, blot i det
Haab at jeg ved dets Anledning skulde finde Udgangen a
denne ubekiendte vildsomme Skov. Saa ofte jeg tabte
det af Sigte, saa ofte udbrød den kolde Angest=Sveed over
mit heele Legeme; og saa tidt jeg fik det at see paa nye,
skatterede jeg mig overmaade lyksalig. Jordbunden var
meget sterk begroet med Rødder, og ligesom sældet fuld
med tørre Riis, saa at jeg ikke kunde giøre noget vist Trin;
og min store Længsel, snart at komme ud af Skoven tillod
mig ikke at anvende Varsomhed nok, for at undgaae Snub¬
len og Fald. Men den Beængstelse, hvorudi jeg var, hialp
mig, saa ofte jeg faldt, at komme hastigt paa Beenene igien
som ellers ikke skulde saa let have været mig mueligt. Denne
besværlige Vey havde jeg nok fortsat omtrent en Time, da
jeg endelig med besynderlig Fornøyelse fik Enden paa Sko¬
ven at see.
Jngen var derved mere fornøyet end jeg; men ingen
var heller mere bekymret, da jeg maatte fornemme, at vel
den store Skov men ikke den smaa Krat havde Ende. Der¬
ved blev mig Veyen endnu langt besværligere, end forhen.
Jeg maatte uophørlig giøre Plads for mig med begge Arme
igiennem de skarpe Torngrene, og dog stedse være i Frygt
for at Øynene skulde rives mig ud af Hovedet. Endelig
trængte jeg mig omtrent efter en halv Times Forløb og
saa igiennem denne Egn, og befandt mig nu i en videre
Mark, som var overgroet med lave Encbærbuske smaae
Torne og Tidseler. Min lysende Veyviser var længe siden
bleven borte for mig, og jeg skulde ufeylbarlig have beslut¬
tet mig til at blive der om Natten under aaben Himmel,
dersom et uformodentlig Syn ikke havde sat mig gandske
uden for mig selv. Nogle hundrede Skridt fra mig fik


jeg en høy og viid Bygning at see, der mere lignede et
gammelt hedenskt Tempel, end et almindelig Vaanings
huus. Det indvendige Lys skinnede igiennem alle Vinduer,
hvoraf jeg paa min Side kunde tælle et hundrede to og fiir¬
sindstyve; hvoraf jeg slutter at der paa den anden Side
var ligesaa mange, men i alt ligesaa mange som der ere Dage
i et Aar. Den Tummel af mange Personer, som syntes at træn¬
ge sig ind igiennem sammes Døre, giorde mig begierlig efter,
at tage dette forunderlige Sted i nøyere Øyesyn; og i Øye¬
blikket var jeg gandske nær ved samme. Førend jeg endnu naae¬
de Trapperne til den støre Indgang, saae jeg utallige sønder¬
brudte Stykker af Træe=Steen= og Metal-Billedstøtter,
af hvis Figurer jeg tydelig kunde kiende, at det maatte ha¬
ve været Gudfrygtigheds, Retfærdigheds, Kierligheds,
Taalmodigheds og Sagtmodigheds Afbildninger, som her
laae gandske sønderslagne og adsplittede, og tildeels vare be¬
dekkede med Gruus og Jord, men tildeels og begroede
med grøn Moss. Oven paa Trappen stod ved høyre Side
af Indgangen en forgyldt Billedstøtte i et Fruentimmers
Gestalt, som loe af fuld Hals, og paa venstre Side stod
en anden, som med et spodsk Ansigt og udrakt Pægefinger
syntes at spotte og giøre Nar af de Forbiegaaende. Jeg
havde ikke saa tydelig kundet adskille dette, dersom ikke Ly¬
set havde skinnet igiennem Templets Vinduer og nogenledes
havde oplyst det altsammen.
Jeg stod i Tvivl om jeg skulde vove mig videre, og
gaae ind i Templet selv; da en stor Sværm af allehaan¬
de Folk tragte mig i Trængselen med sig, og bragte mig
imod mit Forset indtil Alteret i Templen. Sammes usæd¬
vanlige Syn forhindrede mig, at jeg ikke kunde forføye
mig hen til nogle af mine Veninder, Bekiendte og Naboer¬
sker, af hvilke jeg ikke langt fra mig blev mange vaer,
og hos hvilke jeg gierne havde erkyndiget mig om dette
Steds Beskaffenhed. Tusinde Lamper, som brændte i
samme i røde Glas, oplyste den derpaa siddende Guddom
saa sterkt, at jeg gandske nøye kunde betragte endog de al¬
lerringeste Ting. Denne Guddom var et Fruentimmer
med et meget afskyeligt Ansigt. Hvert Haar paa hendes
Hoved var en levende Slange. Af hendes Øyne udfore
lutter Jld=Gnister. Udaf Næsen udblæste hun en forgiftig
anstikkende Aande, og udaf Munden paa hende krøb Skarn¬
Basser, Humler, Bræmser, Oldenborrer, og andre Slags
skadelige Fluer, som siden sværmede om hendes Hoved.
Ligesom de gamle Hedninger har sammensat en vis Guddom
af lutter Bryster, saa bestoed denne Gudindes hele Krop
af lutter opsperrede Munde, hvilke i Stedet for Tunger,
udrakte lutter skarpe Brodde, der vare dannede som Pile,
og udskummede en Forgift. Fluerne satte sig gandske tykt
paa samme, og det øvrige flød tilsammen i det Bekken,


som stod neden for hendes Føder. J den ene Haand holdt
hun en stor Brille, i den anden en omkeert Kikkert, og
hendes Livbelte var behængt med lutter skarpe Pigge. Paa
venstre Haand ved siden af hende stod en gandske krumbøyet
Gestalt med mavert Ansigt, striidt Haar, brune og dybt¬
liggende Øyne, som skeelede hen til den anden Side. Den¬
ne aad Kiødet af sine blodige Arme. Paa høyre Haand
saae jeg et høybrystet Fruentimmer, som var prægtig pyn¬
tet og meget sprøe af Miner. Denne havde i Stedet for
en Vifte en udbredet og smuk fardet Paafugle=Hale i
Haanden.
For dette Alter stode mange Præstinder, som vare
meget sysselsatte, at tage den tilløbende Mængde i Eed og
Forpligtelse, som vilde opofre sig til hendes Guddoms Tie¬
neste, og at give dem den fornødne Underretning. Jeg stod
midt iblandt denne Hob, og kunde altsaa paa det nøyag¬
tigste see alle Ceremonier. Enhver nye Dyrkerinde faldt
ned paa Knæe for Offer=Præstinden, kyste Sømmen af
hendes Klæder og aabenbarede hende sit Forehavende. Præst¬
inden giorde derpaa følgende Spørsmaal til hende: Vil J
oprigtig tiene min Gudinde? Har J hidindtil allerede la¬
det see Eders Nidkierhed for hende? Vil J fremdeles med
al Alvorlighed giøre Eder Umag for, at formere hendes
Tilhængere? Er J en Fiende af Dyden og alle dens Til¬
hængere? Lover J, at lade Eders Had tilsyne imod sam¬
me, det maae og koste hvad det vil? Saasnart nu denne
Knælende havde besvaret disse, og endda andre saadanne
Spørsmaale, med et lydeligt Ja, saa traadde Præstinden,
til hende, aabnede hendes Mund og besaae hendes Tunge;
fandt hun samme i behørrig Beskaffenhed, saa blev rakt
hende en stor Bog, hvorudi denne Gudindes Love flod op¬
teignede. Hun aabnede Bogen; alle Bladene derudi vare
forte og Skriften var gandske ildrød. Ober=Præstinden
begyndte at læse, og jeg hørte med stor Opmerksomhed paa
hende. Desuagtet har jeg af et langt større Antal ikkun
kundet erindre følgende Artikler, nemlig:
1.) Vor Gudinde giver alle hendes Tienerinder en
Brille, en Kikkert og en Hegle, og befaler, at de skal be¬
tiene sig af samme paa paa følgende Maade.
2.) Med Brillen skal de betragte Menneskenes Feyl
og Skrøbeligheder, hos hvad Stand, Kiøn eller Alder de
end maatte findes; i Særdeleshed deres, som synes at være
uskyldige, naar man betragter dem med bare Øyne; thi
den har den Kraft, at forvandle alle Skiever til Bielker,
og alle Solegran til store Bierge.
3.) Kikkerten skal altid settes forkeert for Øyet, naar
man vil see igiennem den, for at betragte Folkes gode Egen¬
skaber. Paa den anden Maade skal samme synes meget
smaae og ringe, eller og gandske forsvinde.
4) Hegelen, som er vor Gudindes egentlige Redskab og
Verktøy, skal hendes Tilbedere bruge til at igiennemhegle
alle forekommende Ting. Jkke saa meget Laster og Daar¬
ligheder, som fornemmelig naturlige Feyl, Klæder, Ge¬
stalt, Gang, Tale, Rigdom, Fattigdom, Æres Poster,
Fortienester, Duelighed &c. Private-Folk, Emlbedsmænd,


Verdslige, Geistlige, Bønder, Borger, Adelsmænd Fyr¬
ster, Kronede Hoveder, ja alt, hvad nævnes kan, selv ikke
Menneskenes hemmelige Tanker undtagne.
5.) J særdeleshed skal disse 3 Stykker ikke forglem¬
mes paa Søn= og Fest=Dage, naar man gaaer i Kirken
eller er hiemme; men flittig medtages og sammesteds bru¬
ges; thi her gives den allerbeste Leylighed til at see mange
og alle Slags Folk.
6) Enhver Tilbederinde af vor Guddom er beføyet
til, at troe alt det Onde, som hun hører om andre, og,
saavidt det lader sig giøre, at legge mere dertil; derimod
skal hun enten udraabe alt det Gode for falskt, som hun
hører om nogen, eller og giøre det mistænkeligt og Tvivl¬
agtigt.
7) Vor Gudindes Tilbedersker ere forbundne til at
giøre hverandre Bistand; og i fald nogen af deres Naboer¬
skes Hegle skulde blive stump, saa maae de ved deres sette
samme i Stand og komme dem til Hielp.
8.) Jkke en eneste, som har opofret sig til vor Gud¬
indes Tieneste, skal nogen Tid see sig i et klart Speyl, paa
det at hun ikke skal blive sine egne Pletter vaer o. s. v.
Saasnart Præstinden havde forelæst de Knælende alt
dette, saa maatte de giøre en Eed, at de tænkte at hølde
alt dette paa det strengeste og alvorligste. Herpaa tog Præst¬
inden en Skeefuld af Gudindens Gift, kastede nogle af Jn¬
sekterne derudi, og gav de Knælende samme at nedsvælge.
En efter anden af dem maatte stige op paa Alteret, og til
Underdanigheds Tegn først kysse Gudindens Fødder, siden
ogsaa hendes Læber til Fortroeligheds Tegn. Neppe hav¬
de hver af dem giort dette, og indtrakt hendes giftige Aan¬
de i sig førend de ligesom forvandledes til Helvedes Furier.
De annammede nu, som de der vare noksom beredede, de
ovenmelte tre Redskaber til deres daglige Brug, og be¬
gyndte allerede i Templen saa forskrekkelig at bagtale og la¬
ste, at de næsten ikke forskaanede deres egne Præstinder,
af hvilke de dog strax bleve udførte, og formanede til at
gaae hiem.
Da de første vare borte, gik Ceremonien paa frisk
for sig med et nyt Antal. Og jeg befrygtede, fuld af Afskye og
Forbavselse, at Raden skulde ogsaa endelig komme til mig.
Derover trængte jeg mig uformerkt ud af Tummelen, sneg
mig med Skielven og beven ud af Templen, og var fast be¬
sluttet, endog heller paa nye at begive mig ind i den vild¬
somme Skov, end længer at opholde mig paa dette forhadte
Sted. Ved Udgangen af Templen ønskede jeg intet mere
end at have det allerringeste Maaneskin til min Natte¬
Reyse. Men da jeg saae op i Luften, var den overtrakt
med kulsorte Skyer. Jeg hørte allerede Plasken af en
sterk Plaskregn langt borte; en Storm=Vind rystede Temp¬
lens Grund; der murmlede først et lidet Uveyr i Luften; men
uformodentlig blindede mig en giennemtrængende Lynild,
som var klarere end Solen, og et forskrekkeligt Tordenslag
kastede en stor Jldklump paa Templen, saa at den rundt
onkring stod i en fuld Flamme, men jeg opvaagnede
pludselig.


Nyt og Gammelt.
Nom. En meget fattig Kone, som havde en overmaade
smuk Datter, hvis beskedene Væsen vidnede om hendes Dyd,
kom med denne unge Person til en Kardinal, og beklagede
sig at hun tilligemed hendes Datter skulde drives ud af deres
Vaaning, fordi hun var ham fem Zequiner skyldig, og
ikke strax kunde betale ham dem. Af den sædelige Tone,
hvormed hun beklagede sin Ulykke, saae Kardinalen, at
hun ikke var geraadet i samme for nogen anden Aarsags
Skyld, end fordi hun elskede mere Dyden end Rigdom.
Han skrev strax en Ordre, og sagde, at hun skulde gaae
med den til hans Casserer, hvilken strax talte hende 50 Ze¬
quiner til, saasnart han havde læst den. Min Herre:
sagde Konen til ham: Jeg har ikke udbedet mig det af hans
Eminentze; det er visselig en Misforstaaelse." For at
hæve den Tvivl gik Casseren med begge Personerne selv, til
Kardinalen, som tog Ordren tilbage, og sagde til begge
Fruentimmerne:Det er sandt, det er en Misforstaaelse.
Han skrev da i Steden for 50 i Ordren 500, og nødte
Moderen til at tage imod dem, for at udstyrre hendes Dat¬
ter paa en anstændig Maade.
Frankerig. En her værende forelsket Bonde, navn¬
lig Blasius, vilde ægte en ung og meget artig Bondepige,
og Bryllupet var allerede berammet at skulle staae snart.
Jmidlertid blev Tiden temmelig lang for hans utaalmodi¬
ge Kierlighed; men den skielmske Pige anstillede sig gandske
døv og koldsindig til alle hans Forestillinger, og vidste fuld¬
kommen at holde ham i Skrankerne. Da nu endelig den
med saadan Længsel forønskede Dag var ankommen,
og Blasius faae Høyden af sine Ønsker opnaaet, saa prise¬
de han sin Bruds Sædeligded meget høyt, og roste hende
fordi hun ikke havde givet ham Gehør; thi imellem os
sagt, sagde han, dersom jeg den gang havde bragt dig saa¬
viidt, saa skulde jeg i min hele Lives Tid ikke have skiøttet
om, at see dig igien.Ney, tænk ikke, svarede
hun strax, at jeg skulde have indrømt dig saadant noget,
thi jeg er ofte nok blevet bedragen forhen."
Et Fruentimmer fik en Dag Audientz her hos Cantze¬
leren de Sillery, og forglemte sig saa meget, at hun ud¬
lod sig imod ham i fornærmelige Udtryk, og lagde ham
det til Last, at hun havde tabt en Proces. Cantzleren lod
sig nøye med, i Steden for al Hævn, og uden at blive sat
i Bevægelse, blot at spørge den Mand, som ledsagede hen¬
de, om det var hans Kone, Og da denne Mand svarede
Ja, sagde Cantzleren. J Sandhed beklager jeg eder, ta¬
u ger hende ikkun hiem igien med eder.
Et forevidende Fruentimmer, som vilde betyde noget,
og kom til Ober Præsidenten i Høyeste=Ret, for at ind¬
tage ham i henseende til hendes Sag. Da han nu ikke hav¬
de imodtaget hende med alle de Complimenter, som hun
meente at kunde forlange, sagde hun, i det hun gik ind
Forgemakket, men saa høyt, at Præsidenten meget vel
kunde høre det: Gid Pokker tage den gamle Abe! Den


følgende Dag kom hendes Sag for, og hun vandt Proces sen.
Hun hastede strax til Præsidenten, for at betakke sig hos
ham, der ikke hævnede sig videre, end O han sagde til hende.
Madame, vid nu smukt en anden gang, at en gammel
Abe er altid i Stand til, at giøre Markatterne en For¬
nøyelse."
Denne samme Magistrats Person fulgte et Fruentim¬
mer, og da hun ikke vidste, at han var hende saa nær, ud¬
mumlede hun hemmelig nogle nærgaaende Talemaader imod
ham. Men da hun i det samme blev ham vaer, sagde
hun: Ak! min Herre! er de der? Madame svarede Præ¬
identen, De siger saa artige Ting, at man ikke saa strax kan
forlade dem." Han ledsagede hende derpaa til hendes
Vogn.
Anekdoter om Kritiken.
Den er et Verks strengeste Censor, siger en nye Skri¬
bent, som selv har skrevet Verket. Hvor megen Umag
anvender han ikke for sin egen Skyld derpaa. Han kiender
de forborgene Feyl, og en Criticus rører sielden ved nogen
af disse med en Finger. Man kan her erindre sig, hvad
en Philosoph siger: De taler ilde om mig; men ak, der¬
som de kiendte mig saa got som jeg -- - -
En berømt Maler fattede en Dag det daarlige For¬
set, at forfærdige et Stykke som skulde faae almindeligt
bifald. Da han havde sit Malerie færdigt, paa hvilket
han havdt udtømmet sin hele Kunst, saa udsatte han det
offentlig til Skue, og havde neden under tilføyet den Be¬
giering, at Tilskuerne skulde anmerke alt det som mishage¬
de dem derved. De Nysgierrige løbe i Hobeviis dertil, og
beundrede i Førstningen overalt Malerens Arbeyde; men
da enhver vilde vise sig som Kiender, saa anmerkede han
alle Feyl, som han meente at finde derudi. Da Maleren
imod Aften kom igien, havde han den Fortrydelse at see,
at hans hele billede var dadlet. De gode Critici havde
ikke skaanet et eneste Trek. Men da disse Kiendelser og
Domme ikke syntes ham tilstrekkelige, vilde han endnu en¬
gang udforske Publicum, og bad, at enhver vilde den føl¬
gende Dag anmerke alt det, som fortiente hans bifald el¬
ler hans Beundring. Man samledes da igien til Malerict,
og Kunstneren fik af enhver de meest smiggrende Berømmel¬
ser. Alle de Feyl, som Dagen forhen vare blevne Dadle¬
de, bleve nu anseete som Skiønheder. Jeg falder slet
ikke i Forundring derover, sagde Maleren, at det er saa
vanskeligt, at forene alle Liebhaberes Stemmer; hvad den¬
ne holder for en Ufuldkommenhed, det er en Skiønhed i
den andens Øyne.
Man fortæller om Apelles, en af de berømte Alder¬
dommens Malere, at han pleyede offentlig at udsette sine
Malerier til Skue, for at faae de Forbigaaendes Domme
at vide. En Dag anmerkede en Skoemager, at der var
noget forseet ved en Skoe; han sagde det høyt og lydeligt,
og Apelles forbedrede billedet. Skoemageren, som gior¬
de sig noget til deraf, at man havde agtet paa hans Erin¬
dring, vilde nu og dadle Benct. Dette har givet Oprin¬


delsen til det Ordsprog: Ne Sutor ultra crepidam: Skoe¬
mager bliv ved din Læst.
En Criticus, som giorde sig meget til af sin Viden¬
skab, overleverede en ikke ulærd Monarch et critisk Verl
over Virgil. Printzen lod sig strax bringe en Skieppe Korn,
lod det sælde, og give den gode Criticus Avnerne til Be¬
lønning.
Hvad har J at sette ud paa dette Lysthuus, spurgte
man en Satyricus af Profession. Jeg dadler dette
Bierg, som betager det Lyset. - Det er Skade, sag¬
de den anden, at eders Critik ikke kan skaffe Bierget af
Veyen.
En lærd Avisskriver sagde i et Selskab, at han ud¬
deelte Berømmelse og Ære. "Ja, min Herre, det er
sandt, svarede Een ham, og det saa rigelig, at J selv be¬
holder intet tilovers.
Man roste i en Dames Nærværelse en Mands For¬
stand, som var meget indskrænket. O ja, sagde hun,
han maae gandske vist have meget deraf; thi han giver ik¬
kun lidet ud.
Nye Pariser Sæder.
Samtale imellem Eugenia en Pariser Frue, og Belise, en
Frue fra Landet.
E. Er det Dem, Grævinde! og, naar var Ankom¬
sten til Paris? hvor glad er jeg ved at see Dem, og hvor
kommer De tilpas! jeg svirer med en af mine gode Ven¬
ner, den stakkels Markise af - - - hun er det beste Barn
i Verden - De skal være tredie Mand.
B. Jeg har rigtig giort Regning paa, min gode Frue,
at have den Ære at spise med Dem til Middag, hvis De
spiser hiemme, og jeg bliver uden Complimenter hos Dem;
jeg vil lade min Vogn kiøre bort.
E. Lad den kiøre, men den maae ikke komme igien
før Klokken 3 efter Midnat; man behøver Deres Nærvæ¬
relse indtil den Tid.
B. Klokken 3 efter Midnat! hvad vil De da giøre
med mig? jeg formoder, at De lader mig kiøre efter Mid¬
dags=Maaltid; thi jeg har endeel at forrette
E. Oh! lad Deres Forretninger fare, om De saa
behager: alt hvad man kan giøre til Deres Tieneste, er at
tillade Dem strax at kiøre hen, hvor De har at forrette, og
at komme igien inden 3 Timer.
B. Hvorledes, min Frue! Klokken er næsten Eet:
De spiser altsaa meget sildig.
E. Spiser? jeg spiser ikke i Dag; har jeg ikke sagt
Dem, at jeg ventede Markisen, og at vi skal drikke en Flaske
sammen?
B. Jeg troede, at De vilde sige, at de spiste sam¬
men, og at de indbød mig til at have den Ære at være med
af Selskabet.
E. Ah! min stakkels Grævinde, hvad Du est bleven
Landsbye=mæssig, mit Barn; men jeg vil have Medynk


med Dig, og jeg vilslade hente Chocolade til Dig; jeg
har allerede drukket 2 Skaaler, men jeg vil drikke en end¬
nu af Venskab for Dig.
B. Ney, min Frue, jeg drikker ikke Chocolade, aller¬
mindst fastendes; den hidser for meget.
E. Vil Du heller have Artiskokker med Peber nedlagt?
jeg har allerede taget min Portion deraf.
B. Artiskokker med Peber! endnu værre.
E. Vil Du have en ristet Brød=Skive i Brændeviin?
B. Er det da et Væddemaal, Madam, eller vil De
have en Spads med mig, siden De tilbyder mig alle disse
unyttige Varer? jeg tænker, at det Partie, som De have
gjort, er at spise betids til Aften. Vil De, at jeg skal
være med, da lad mig lave en Suppe.
E. En Suppe, ak, en Suppe! nu mærker jeg ret,
at Du est bleven en Landsbye=Kone: Du troer, at man
her har Supper, stakkels Comtesse, Du giør mig en Hier¬
tens Latter.
B. Jeg har selv Møye med at bærge mig for at lee;
jeg troer i det mindste, at de taler i denne Tone til mig,
for at forlyste sig.
E. Hvorledes har Landet fordervet Dig, kiere Con¬
tesse, siden Du ikke veed endnu, at det ikke meere er Mode
hos artige Fruer at spise Supper; Tiderne haver forandret
sig, min stakkels Tosse; nu skiøtter vi om intet andet end
Skampagnie=Viin og Ratafia; deri svire vi. Markisen
har sendt mig 6 Flasker Thesp=Viin, jeg havde for i Veyen
fire, vi vil tage dem tilsammen; Vi skal have tvende Mor¬
tadeller, (tykke kogede Pølser) og en stor Bologneser Kiød¬
Pølse, uden at regne Artiskokker i Peber=Saus og Trufler.
Hvad Likører angaaer, da har jeg dem excellente. Jeg
haabede at have Pilrepite, Mylord Karlemont havde
lovet mig dem, men han har drukket dem med en Hollandsk
Borgemester, som han var nød til at traktere, efter det han
skriver mig.
B. Sandeligen, De burde ikke have havt andet end
Øll.
E. Ey! Øll, jeg har Engelsk Øll; det er ypper¬
ligt: vi skal drikke en Flaske, hvis Du er Elskere.
B. Det er da heele Gastereringen, som De have
tiltænkt mig.
E. Vi setter os til Bords Klokken fem; jeg tænker
at vi nok bliver siddende til Midnat; siden skal vi have
Piber og Tobak. De skal see den rare Tobak! har De
aldrig røget?
B. Desværre, Madam, jeg er en uvidende Lands¬
bye=Kone, som tænker, at det Traktement, som De fore¬
sætter mig, allene passer sig til Drankere. Jeg kan ikke
forestille mig, at De have talt alvorligen, eller at noget
brav Fiuentimmer skulde nogensinde finde Smag i en saa
dan Sviir.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 9


Brev=Vexling.
Mine Herrer!
Oeg beder Dem, at De dog, for al den Medliden¬
hed De besidder, vil bekiendtgiøre følgende Skri¬
velser. Jeg er en plaget Mand, og nok sagt
Jeg er en Hypochondrist, og dette kan være mig nok
til at giøre mig Livet suurt og ubehageligt. Jeg har dog
med al muelig Taalmodighed baaret paa denne Sinds
og Legems Lidenskab, uden at lade mig mærke dermed.
Jndtil da jeg forleden fik et Kierligheds=Brev fra en
gammel forliebt Matrone, der forlanger, at jeg for
medelst vor fælles Svaghed, skulde gifte mig med hen¬
de. Denne Skrivelse har saaledes oprørt mig, at jeg
offentlig vil bekiendtgiøre hendes til mig indløbne Skri¬
velse, samt mit Svar, der vist nok er forfattet i Tor¬
den=Ord for hende, og det til Skræk og Advarsel for
denne forføriske Verden. Her er da hendes Brev:
Herr von Jernstrup!
Deg veed, at De er ugift, at De ere over 40 Aar gam¬
mel og at de besidder smukke Midler. Ved alle disse Om¬
stændigheder skal de ikke bekymre sig om den Daarlighed,
som man kalder Kierlighed, og dette er just det, som jeg
vil. Vil De giøre et Partie med mig, saa gifter jeg mig
med Dem. Jeg maae gierne lide hypochondriske Folk; og
jeg er selv plaget med Dunster. Min Alder er temmelig
høyere end Deres, jeg er en Enke af god Familie; har to
skiønne Land=Godser; kan, trods Dem knurre og murre,
og har mit Hoved for mig selv, det kan jeg forsikkre Dem!
Uden Omstændigheder: Vil de have mig? Jeg er Deres
Tienstvillige
N. N.
Snar;
Og om De end var tive Gange ældre end jeg, saa vilde
jeg dog ikke gifte mig med Dem, det kan jeg forsikkre Dem,
ikke, om De besad alle de Land=Godse, som ere i Verden
det maae De troe. Deres Naade skal finde denne hypo¬
chondriske Skrivelse meget vel tilbagesendt, efterdi De er
en Veninde af Hypochondrie, og haver Dunster. Ney
Madame, lad os begge langt hellere knurre og murre for
os selv end i Sælskab. Mit Hierte er saa aldeles hengi¬
ven til Eenlighed, at jeg snart paa saadan Maade kunde
forekomme Dem utroe. J øvrigt er jeg med dybeste Respeet.
&c. &c.


Nu har vi da fyldestgiort Hr. Jernstrups Forlangende.
Hvad Hævn han venter sig heraf, kan vi ikke see, uden
dette, at man tydelig nok seer, at de ere begge to Knurre¬
Potter, og haver Dunsler.
Fortegnelse
Paa nogle Mands=Personer og Fruentimmer, som i
Andledning af den Tyrkiske Krig tænke at indtræde i den
hellige Ægtestand for at vedligeholde det menneskelige Kiøn,
og love med al muelig Flid fuldkommen at opfylde deres
saa berømmelige Hensigt.
Hans af Bindelwvitz, en ung Herre paa 26 Aar.
Hans Hr. Fader har en meget anseelig Betiening, og hans
Formue lader sig ikke bestemme uden efter Tønde=Maal.
Der blev ingen Ting sparet for i Tide at danne denne un¬
ge Herres Vittighed.. Man holdte allerede i hans 18de
Aar, da han første Gang havde besvangret den ældste Bon¬
de=Pige, en Hovmester som var en Canditatus S. S. Mi¬
nisterii, 3 gange havde offentlig disputeret og var 50 Aar
gammel; desuden en Francoise som underrettede ham tilli¬
gemed hans Frøken Søster fra de spæde Aar af i fornem¬
me Stands=Personers Catechismus, det er i Gramairen,
og han bragte det i sit 20de Aar allerede saavidt, at han
paa Fransk kunde kalde paa sin Papa og paa den gamle Mops
som var lige i Alder med ham. Det Latinske Sprog og
hans Christendom syntes ham alt for pedantisk. Han spil¬
dede derfor ikke megen Tid med disse Skole=Sager. Hvad
kan vel ogsaa Christendommen hielpe saadan en nng Herre?
hans Frue Moder, der er af de Sterkodders gamle Adel,
var enig med ham i disse høye Tanker, efterdi hun, som
en forstandig Dame, var overbeviist, at saadanne pedan¬
terier passede sig ingenlunde paa en retskaffen Cavalier, men
kuns paa det borgerlig Slæng. Men imidlertid vilde hans
Hr. Papa efter Degnens Tilskyndelse, at den unge Herre
af Bindelivig skulde studere. Han sendte ham derfor til
det store Universitet, og gav ham i stæden for en Hovme¬
ster 2000 Rdlr. med. Dette prægtige Selskab lærte ham
meget hastigen den høyere Adels Verdslig-Viisdom (Phi¬
losophie) Han havde i sig selv en practisk verdslig Viisdom
og derfor befattede han sig slet ikke med de abstracte Viden¬
skaber, endnu mindre var det hans Sag at lade sig exami¬
nere, eller at holde en Disputatz de invisibilibus. Ride,
handse og fægte lode at være Ting, der vare værdige for
en Adelsmands Fliid eller i det ringeste saadanne, som paa
en kort Tiid kunde fornøye ham. Jmidlertid som en Mand
der veed vel at iagttage det almindelige Beste: var hans
fornemste Øyemærke stilet paa det væsentlige af hans Aca¬


demiske Aar, hvilket bestod i en god Kundskab om Vine,
Lystigheder, og den fiine Smags Afgudinder; og heri brag¬
te denne Cavalier det i kort Tid saavidt at han snart over¬
gik alle sine Ligemænd. C** kunde nu ikke give ham
meere Svovel i steden for Fransk Viin, eller slet rød Viin
i stæden for Margot. Vores viise Herre af Bindelwiz
havde tilveyebragt sig saadan en Færdighed i at slurke Vi¬
nen ned, at han var i Stand til at give en reel definition
næsten om alle Viine, thi han havde Caracterem distine¬
tivum paa sin Tunge. Man troede ogsaa om ham at han
got kunde føre sin Kaarde, og derfore, efterdi han selv
troede det, holdte han det for sit Kald at træde i den Mi¬
litaire Stand. Da han besluttede sig hertil, aabnede og¬
saa et riigeligen beladet Recommendations=Brev strax Øy¬
nene paa hans Oberst, saa at han paa det kraftigste blev
overbeviist om Herren af Bindelwitzes Fortienester og strax
blev han Lieutenant. Her viiste han adskillige gange ved
forefaldende Mynstring med en Løve=Tone sit uovervinde¬
lige Helte=Mod i at raabe et tappert: Gebet Feuer; O!
Vee Tyrkerne! om han endnu var Soldat. Men fuimus
Troes. Ney, vores Herre af Bindelwitz var udseet til langt
vigtigere Forretninger. Den alt for længe vedvarende
Fred giorte ham hans nærværende Tilstand forhadt. Han
troede, og gid han ikke havde troet det, og hvilken Lykke
for Rusland, at den nu sluttede Fred skulde vare ævig;
og just dette gjorte vores Helt sin nærværende Tilstand for¬
hadt. Han troede at en Soldat var i Freds Tider et
meget undværligt Creatur, thi han havde ikke endnu læst
Oversættelsen af den nye Afhandling de utilitate militum
tempore pacis, o: om Soldaters Nytte i Freds-Tider.
Af en patriotisk Jver at giøre sig nyttigere for Staaten,
gik han til Hoffet. Jeg veed ikke, hvoraf det kom sig, at
man paa dette saa oplyste Sted, ikke strax kiendte hans
Fortieneste, og at man lod ham gaae uden Betiening. Men
det Vidnesbyrd paa hans Fortienester, hvorved han var
bleven Lieutenant, var endnu ikke fremviist. Dette viiste
han nu frem ligesom Perseus Medusæ Hoved, og man saae
i Øyeblikket hans meget store Gaver. Der blev af Hr.v.
Bindelwitz en Hof=Cavalier og en Beundring hos Hof¬
Damerne. Men nu omstunder tør man kun tage sig en
Gemahlinde, og efter en vis Frøkens Stue=Piges hemme¬
lige Efterretning, hvilken Pige igien har sagt det til min
Spion iblant Laquaierne, som hun ret maae lide formedelst
hans røde Haar fiine Hud og dunnede Skiæg, skal der
med allersnareste offentligen bekiendtgiøres Mariage imellem
Herren af Bindelwitz og Frøken Charlotte Hovmod,
(hvis Qualiteter vi med snareste skal bekiendtgiøre) ved
Kongens af Caclogalliniens Hof, og derefter skal det blive
indrykket i de offentlige Tidender.
Justine Skiønplet, har en Huud saa hvid som det
skiønneste Jslandske Linnet; Øyne - ja! Øyne som
Sølen, og Haar, sortere end det Egyptiske Mørke. Hen¬
des Størrelse og Høyde ere saaledes at intet derpaa kan
forbedres. Hendes Ansigt er saaledes besaaet med Skiøn¬
pletter i Skikkelse af Stierner, at man gierne kan bruge


det til en temmelig ordentlig Indledning i Stierne-Viden¬
skaben; den fornemste har hun anbragt øverst paa Halsen,
og det saa ziirlig, at Phoebus ikke kunde nedlade sig smuk¬
kere i Thetis Skiød; Man troer at denne underfulde Ta¬
lisman (Figur i Stierne=Form) er hende testamenteret
af en nyelig afdød Fee (Troldqvinde) som har overladt
sig til en Hav=Gud. Hun retter sig derfor efter Himme¬
lens Lob i at give og tage imod Besøgelser. Hendes ziirli¬
ge Næse er saa ophøyer som et Observatorium, og naar hun
snyder den, paakommer der et Jordskiælv. Den underste
Rad af hendes Tænder er ikke just med de beste; Tand¬
Docteren Hr. H * med sin Maitresse fra HxPz. er
just forskreven til hende; hun skal binde og han indsette
hende fortreffelige Tænder efter den nyeste Mode. Ellers
er denne smukke Justine paa hendes Fødsels=Dag altid mere
lystig end ellers. Hun er fød i Vedderens Tegn, og maae
derfor gierne høre at fortælle om Stød. Enten det nu er
om Stød i den tilkommende Tyrkiske Krig, eller om Stød
af Cavallierer som løbe op og ned af de mørke Trapper som
Vindspillere, eller om Stød af Matroser, om hun troer
at de ere bedre en Folk som boe paa Landjorden, eller om
Stød af Musgetierer, som de faae af deres Officierer uden
at vide, hvorfor? eller om Stød - Men det
maae være nok sagt af det Capitel om Stød. Ellers hører
Justine ret gierne dette Capitel om Stød paa hendes Fød¬
els=Dag, og saa bliver hun lystig, ja lystigere end andre
Tider. J tilkommende Hunde=Dage fuldender hun først
hendes 30te Aar.
Ellers taler hun saa alvorlig
som en Oste=Kræmmers Datter. Hendes Fader var først
Skoeflikker i en Kielder, laante Penge, bygte sig et Huus
paa Borgen, bedrog Jøder og Christne, og blev riig.
Han er nu Raadmand, og kan med Tiden, om han opfø¬
rer sig derefter, blive Borgemester. Paa hans Huus skyl¬
der han ikke meget, man troer derfor med billighed at
han er riig.
Charlotte Hovmod, hun er 32 Aar gammel. Hen¬
des Ansigt og Haar ere ihenseende til Farven vanskelige at
beskrive; hun skal være en Brunette, har ret brendende Øy¬
ne, en Ørne=Næse og en stor Mund. Hun taler sit Fransk
trods den beste Danske=Francoise. Hun har fra sit 7de
Aar været ved Hoffet, og besidder derfor en meget stor Jnd¬
sigt i Ceremonie=Videnskab." Hun spiller og dand¬
ser saa man maae undres derover. Hendes Fader har med
Titel af Cammerjunker henbragt sit Liv paa sit Landgods som
den fornemste, og hver Søndag haft sin Præst med sig til
Taffels. Han har efterladt sig en smuk Formue, men som
skulle deeles imellem fiire Børn, og Brødrene fik desværre,
eftersom der ingen Testamente var, den største Part. Af
de to smaae Husarer, som paa nærværende Tid opvarter
hende (thi hun har for 6 Aar siden paa nogen Tid afson¬
dret sig fra Hoffet for paa engang at skinne som en nye Fixstier¬
ne paa Horizonten) skal den ene være hendes Naadige Herr
Faders Liv=Kudsk og den anden hans Jæger meget liige. Hun
har mange store og mægtige Velyndere ved Hoffet. Hvo
kan ikke allerede i forveyen spaae Herren af Bindelvitz alt got.


Blot af Frygt at det Menneskelige Kiøn maatte un¬
dergaae ved den Tyrkiske Krig, fremkommer paa Kierlig¬
heds Skueplads Jsabelle Sædelig i sit Alders 18 de Aar
en allerkiereste nydelig Pige har deylige Øyne som ere gand¬
ske himmelblaae, med hvilke hun kan spille som en Fee,
en velbygget Næse, en rosenrød Mund, og Tænder som
Allabaster. Hun er meget beskeeden og taler næsten intet.
Dette haver Lægerne raadet hende, efterdi hendes Aande
lugter ikke just saa behagelig. Derfor bruger hun meget
Desmer og vellugtende Vande. Men hun er dog til hen¬
des Berømmelse altid forsigtig, og vender sig til Siden,
naar hun vil tale med nogen. Hun har mistet sin ene Øre¬
Lep; de tunge Øren=Ringe, som hun gierne bar efterdi
det var Moden, skal have Skyld deri. For Resten er hun
gandske brugbar, uden at hendes høyre Fod lader at være
noget kortere end den venstre, men hvilket en fornuftig Skoe¬
mager let kan forandre. Hendes Fader er nu nylig bleven vir¬
kelig Cammer=Raad, den titel kostede ham 500 Rdlr.; han
giftede sig af Bodfærdighed med sin Huusholderske, dog
med den Betingelse: at dette søde kiere Barn skulle blive
eneste Arving til en fastsadt Capital af 20000 Rdlr. Man
siger at en ung Herre gaaer ofte forbie hendes Huus, og
kiger med sit Glas efter Sandhed.
Nyt og Gammelt.
Kiøbenhavn. To Land=Junkere vare her indkommen
for at see Skue=Spil, som de aldrig før havde seet, og
havde ey mindste Begreb om. De indfandt sig da paa
Parterret, og nærmede sig til Orchesteret. Da Musiken
ophørte, som de syntes meget got om, og Forhænget blev
trukket op, og 3 til 4 Acteurs kom frem for at spille deres
Rolle, sagde den eene af Land=Junkerne til den anden:
Kom, lad os gaae, disse Herrer har noget at tale
sammen.
En af Stadens unge Thorbeks Ryttere var forleden
til Hest for at aflegge et Besøg i Dyrehavens behagelige
Huuse. (det var for længe at bie til Skoven blev grøn)
Vor unge Rytter vilde da ride over en Mose, og spurgte
en Bonde, som der gik, om Grunden var fast nok? O! ja
svarede Bonden, det er fast nok i Grunden, det skal jeg
være jer Mand for. Derpaa reed han fort. Au! hav!
der sank Hesten i til Sadelen. Vor unge Rytter (det kan
man vel tænke) pidskede, gav Hesten af Sporene, bandede
og skieldede. Du Skielm, sagde han, til Bonden, sagde
du ikke, at det var fast nok i Grunden? Ey, ja, svarede
Bonden, men J er kun endnu kommet Halvveyen til
Grunden.
J denne Tid kan man med Sandhed sige, at Oeco¬
nomien stiger til sin høyeste Spidse. En Mand her i Sta¬
den beviser det. Han er nok den største Huusholder, som
Hovedstaden kan frembringe, og nogen Tid har frembragt.
Han er ellers af de saa kaldede Pebersvenne eller gamle
Ungkarle, Han laver selv sin Mad, reder selv sin Seng,
feyer selv sit Gulv, og giør alt baade Mands= og Fruen¬


timmer=Arbeyde. Han er en Elsker af Smaa=Creature,
og har baade til sin Nytte og Fornøyelse sin Gaard fuld
af Høns. Disse Høns veed han paa en meget artig Maa¬
de at føde, at deres Underholdning ikke koster ham andet
end hans Gang. Hver Torvedag kan man see denne Huus¬
holder paa Torvene. Han fordrer da Prøver af alle Bøn¬
dernes Korn, (ingen nægter ham saadant) imidlertid faaer
vores Huusholder alle sine Lommer fulde af Korn af lutter
Prøver; han trakterer sine Høns, og finder sin Regning
vel derved. Er dette ikke en stor Prøve paa Huusholdnings¬
Kunsten. Skulde han kun ikke tage Prøver saa længe, at
han engang skulde prøve, at Ordsproget er sandt: En næ¬
rig Høne faaer enten Korn eller Knep.
Her har været et ret blodigt og krigerisk Optrin.
Det lader som heele Verden er bleven krigerigsk, siden Tyr¬
ken udruster sig. Ak! hvad er dog Verden en underlig
Tumlings=Plads! Hvor hastig kan man dog ikke bringes i
Harnisk! Ak! hvilken Scene! Jeg skielver ved den blotte
Erindring; ja, min Haand, der fører Pennen, zittrer ved
Fortællingen. Haaret staaer paa mit Hoved, og Hiertet
klapper i mit Bryst. Men mon jeg og tør fortælle den
Jlds=Lue og Flamme, som udbrød? – Hvad Snak!
Jeg sidder jo som i en Henrykkelse, tænkende paa
Tyrkerne. - Mit Feldtslag stod jo kun imellem to
Kalkunske Høns, - Nu maae man lee. Er det at for¬
skrekkes over? – Sandt nok: men jeg har jo sagt, at
jeg tænkte paa Tyrkerne. Men veed De og, mine
Læsere, hvorover denne Krig opkom? Det skal jeg have
den Ære at fortælle Dem: Den ene Høne var af Uforsigtig¬
hed kommet til paa Hønse=Jallet eller Trappen, at sidde oven
for den anden. Her begyndte da den fornærmede at kagle
forskrekkelig; ja, det blev ikke ved Kaglen allene; men det
gik tilsidst ud paa Hug og Stik. Den Kalkunske Hane
vilde have sat sig imellem disse opirrede Høns. Men ak!
han kom ret tilpas. Den fornærmede Høne slog ham med
sin ene Vinge saaledes, at havde nær tumlet ned af Jallet.
Var dette ikke et sørgeligt Optrin for Freds=Stif¬
teren. Han overlod Vald=Pladsen til Hønsene, og skiøt¬
tede smukt sig selv. - Naar to Høns slaaes, vil jeg
raade enhver ærlig Hane at skiøtte sig selv. Man
vil meene, at disse Høns bliver aldrig forligte, og at alle
Freds Forslage ere kuldkastede.
Cappadocien. Hvad Horatius fordum skrev om
Viin, at den giorde de Feye stridbare; det samme kan man
her sige om Caffee. To Matroner sadde sammen ved et
Bord, for at drikke Caffe; men neppe havde de faaet den
sidste Kop, førend de bleve forvandlede til Amazoner, de
vexlede Øresigen, saa got som de beste og stridbareste -.
Det Vers vores Poet W*, har gjort over vor Gammel¬
Strands Fiske=Kierlinger, er ret artigt; blandt andet
siger han:
Mente manuque feias nimium fortesque Camillas
Implent cuncta sono, terrore, tremore, fragore.


Det er:
De grumme Helte er i Munden og i Næven.
De fylder alting op med Skrig, Skræk, Buldren, Bæven.
Her har man og i Sinde at vil forandre alle Huuse
til Gaarde; af hvad Aarsag, veed man endnu ikke. Men
af Aviserne fra Cappadocien seer man dette Avertissement:
"En Gaard forlanges til Kiøbs, hvor Jndkiørselen er
saaledes: at honette Damer kan ubehindret kiøre ind,
kan staae af uden at smudse deres Skoe, uden at Pud¬
"deret skal blæse af deres Haar, og uden at blive incom¬
"moderet af Trækvind.
Helsingøer. Her har været en almindelig Glæde.
Maaskee der er faldet mere Snee der end her, og derfor
været bedre Kane=Føre? Ney. - Maaskee der opføres
Comoedier og Opera der, som her? Ney. - Maastee der
og er Linie=Dandsere der, som her? Ney. - Maaskee
Byen har lavere Priser paa Føde=Vahre der, end her?
Ney. - Maaskee der holdes Ball og Concert ligesom her?
Ney derfor ikke. - Den store Banqverotteur er dertil an¬
kommen, og heele Staden gik ham i møde langt uden for
Porten. Han skiøttede vel dog ikke meget om denne Mod¬
tagelse. Jmidlertid glædede han dog heele Staden.
Hveen. Her boer en Hiulmand, som giør forunderlige
Ting. Han giør Spader, som skal koste 2 Ducater, Høe¬
Forke til 4 Ducater, River til 6 Ducater, og Hiulbøre
til 8 Ducater. Ja, han har en Huggeblok, som han vil
lade see for 20 Ducater, og til alt dette har han sine gyl¬
dige Raisons.
Wandsbech. For nogle Dage siden, medens Sneen
endnu bedækkede Jorden, tildrog sig her følgende artige Be¬
givenhed: En vis Borger gik om Aftenen paa Viinstuen,
og da han der havde taget en temmelig Qvantitet af Bacchi
søde Gaver til sig, gik han naturligviis ud i Gaarden. Her
forekom det ham, som han var hiemme hos sig selv. Gaar¬
den ansaae han for sit Sove-Kammer, og Sneen syntes
ham var hans Seng. Han klædede sig derfor gandske a
indtil det inderste. (han maatte have været temmelig varm)
Parykket hængde han ret smukt paa Posten, som han an¬
saae for sin Parykkeblok. Han lagde sig altsaa i Sneen
sin formeente Seng. Jmidlertid kom Pigen i Huuset og
skulde til Posten, og faldt over Manden; han vaagnede og
reyste sig op. Pigen som saae dette hvide Menneske, meente
det var et Gespænst, og gav forskrækkelige Skriig fra sig.
Manden, som meente, at nogen vilde overfalde ham i hans
Seng, raabte: Mord! Mord, Omsider hørte man denne
Skrigen ind i Stuen; alle Giesterne løb ud. Og her kom
de ud af Drømmen paa alle Sider. Manden var blevet
temmelig forkølet, og maatte altsaa begynde hvor han slap;
og da han varm igien, blev han ledsaget hiem der, ligesom
andre Steder.
Her har en gammel Jomfrue mistet sin allerkiereste
Hund, det eneste Creatur, hun kunde tale et fornuftigt


Ord med. Man befrygter, at hun herefter gandske ska
glemme at tale, saasom hun ingen har at tale med. Hur
har siden hendes Hund blev borte, ikke værdiget noget Men¬
neske et eneste Ord. Thi bliver hermed alle og enhver
paa det venligste ombedet, som maatte finde denne Fiirbe
nede Favorit, at levere Jomfruen den. Hun vil for saa¬
dan Tieneste, testamentere Bringeren den tredie Deel a
hendes Efterladenskab, om hun skulde døe ugift. Hun boe
i den smukke Gade i Hiørne=Huuset, hvor den forgyldte
Vindspiller udhænger. - Saa er der og Hunde=Elskere
der, ligesom her. - Hvor meget monne vore unyttige
Hunde fortære imellem Aar og Dag? Dette kunde
passere for et oeconomisk Spørsmaal.
Engeland. Her er en, som kan giøre Snee af Salt
O! havde vi saadan en Kunstner her, saa behøvede
man ey at kiøre i Kane paa de bare Steene. Vor
Fætter har ellers i Sinde at kiøre i Kane i Augusti Maa¬
ned. Det kan jo ligesaa vel gaae an, som i Februario,
naar der er ligemeget Snee paa begge Tider?
Et Ønske af en i den Lærde Verden vel bekindte Pro¬
fessor i Jena er vel ikke alle bekient, men det er værd at
bekientgiøres, imidlertid maae han selv forsvare det. J
hans Efterretning om Kirke=Fædrene siger han: Kirke¬
Fædrene vare meere fromme; end ortodoxe (ret læren¬
de) Vores Geistlige ere meere orthodoxe end fromme;
naar mon den Tid vil komme, at de blive begge
deele? Svar: naar Jesuiterne blive udrydede, og Krigen
med Tyrkerne bliver endt.
Japhets anden Søn heed Albion. Han var fød
af en egensindig og misfornøyet Pige, som aldrig vidste
hvorledes hun vilde have det. Hun var aldrig tilfreds
med det nærværende, hun fordømte i forveyen det tilkom¬
mende, og imod alle andre Menneskers Sædvane foragtede
endogsaa det forbiegangne. Sex Timer sad hun ved Nat¬
bordet, paa engang viklede hun sit Haar sammen i en Busk,
kastede en Ridektortel over sig og galoperede derpaa. Den¬
ne i sig selv smukke Pige gjorte imidlertid, formedelst hen¬
des Modstridighed, den gode Japhet megen Fortræd, og
endnu dertil vilde hun ved den ringeste Anledning kiøbe sin
Frihed ved en Strikke om Halsen.
Den Talemaade: at være beskikket til at være
Autor er en meget sterk Idiotismus. Den heder i Grund¬
sproget ikke andet end Begierlighed efter at see sig i Tryk¬
ken og fortiene Penge. Hos dem som af Mangel paa
Forlægger lade deres Skrifter trykke paa egen Bekostning
kunde man kalde det en Villighed for at forsyne Urte¬
kræmmerne med Papiir. Angaaende de Egenskaber,
hvilke udfordres for at blive beqvem til at være Autor veed
man endnu ingen uden. en Haand som fra Ungdommen
af er vænnet til at skrive hastig. De øvrige henhører
endnu under de uopdagede Sandheder.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 10


Brev=Vexling.
Vi vil her meddele vore Læsere føgende rare Brev,
som indeholder:
En Ægtemands Klager over hans Kones Paarørende.
M¬
in Herrel! Dersom det i vort Land var tilladt, at
have mange Koner, saa vilde jeg gandske vist
kunde underholde et heelt Serrail af Koner langt
lettere, end jeg for nærværende Tid kan komme ud, da jeg
har kun ægtet Een. Een, siger jeg. Ak jeg erfarer det
desverre med min Skade, at en Kone, ligesom en Polype,
er i Stand til, at dele og mangfoldiggiøre sig i saa mange
Legemer som hun ikkun vil. De maae vide, min Herre,
at jeg har taget en Kone med faa og ringe Midler; men
jeg havde ikke troet, at alle hendes Paarørende skulde lige¬
ledes med ligesaa faa Omstændigheder blive heftede ved
mig, som en Hær af Fluer. Reppe var jeg trolovet med
hende, førend jeg allereede blev nødt til, ogsaa at gifte mig
med hendes Moder; derpaa blev jeg bragt dertil, ogsaa
at tage begge hendes ugifte Systere; siden ægtede jeg hen¬
des Tanter, derefter hendes Cousiner - Kort sagt, jeg
er nu gift med hendes hele Familie. Jeg giør ikke for¬
meget deraf, naar jeg siger, at jeg er giftet med dem alle¬
sammen; thi de troer at have ligesaa megen Paastand paa
alt det, der er mit, som den Person, hvilken Verden kal¬
der min Kone. De spiser, drikker og sover i mit Huus;
et hvert Værelse derudi staaer under deres Commando, und¬
tagen mit Sovekammer. De laaner Penge af mig, og da
jeg har den heele Familie inqvarteret hos mig, saa er det
ligemeget, hvem der vil antage mit Navn, min Kone hen¬
des Systere, eller hendes tyve Cousiner.
Ak min Herre, jeg setter mig aldrig til Bords, uden
at have det bedrøvelige Syn, at jeg seer ligesaa megen Mad
at blive fortæret som et heelt Closter kunde bruge. Saa
mange Munde er bestandig i Bevægelse paa min Bekostning;
- Og siden er der saa mange Slags Mad. Thi Tan¬
te Clærche spiser gierne denne Ret, Cousine Rachel en an¬
den, Syster Birte kan ikke fordrage denne; og Mama tør
ikke smage en Mundfuld af hiin. J alt dette finder jeg
dog, at de allesammen kommer derudi over eens, at de
immer gierne spiser det beste, som falder paa hver Aarets
Tid. Desuden kunde jeg underholde et heelt Selskab gla
de Drikkere med ringere Bekostning, end som de fine Vine
for Fruentimmerne kommer mig til at staae. Den ene drik¬
ker ingen anden end Port=Viin; den anden kan ikke synke
andet Slags end Rhinskviin og Spaavand; min ældste


Tante drikker gierne et Glas Mallaga, og den anden hol¬
der intet saa tienlig til Fordøyelsen som Madera. Endnu i
forrige Uge viste min Kone en Længsel efter at drikke Burgun¬
der=Viin; og snarere var det ikke skeet, førend alle mine
kiere Paarørende fik en Forlængsel efter det samme; men
med megen Møye bragte jeg dem endelig dertil, at de drak
et Glas Jtaliensk Viin med mig.
De kan forestille sig min Herre, at mit Huus ikke maae
være meget lidet; og jeg forsikkrer Dem, at der er ligesaa
mange Senge derudi, som i en Giestgiver=Gaard. Og
dog har jeg neppe saa megen Plads, at jeg kan vende mig
omkring i mit eget Huus; thi det ene Værelse har en Paa¬
rørende, det andet har en anden; og den som er længst
borte beslægtet, fordrer meere Agt end, at boe i samme
Stokverk som Pigerne: saa at jeg arme Mand ikke har
mere Friched i mit Huus, end om jeg boede til Leye
derudi.
Engang gjorde jeg virkelig Forsøg paa at skaffe mig
dem af Halsen; og flyttede ind i et lidet Huus uden for
Byen, som neppe var stort nok til min egen Familie. Men
desverre, de hængte saa fast derved, som Sneglen ved sit
Huus, og for ikkun at kunde boe hos deres Paarørende
under eet Tag, saa laae de tilsammen paa Halm paa Gul¬
vet. En anden Gang, da jeg paa engang tænkte at rense
mit Huus for dette Paahæng, satte jeg min Kone og hen¬
des Moder paa en Vogn, og skikkede hende for en Maa¬
neds Tid ud paa Landet til hendes Morbroder. Men hvad
skulde jeg giøre? der var ingen Middel til, at blive de
øvrige qvit. Min Kone havde opdraget dem Omsorg for
Huusvæsenet, og anviist enhver af dem sin særdeles For¬
retning i hendes Fraværelse. Den ene skulde sylte Val¬
nødder, den anden besørge Sukkerverk, en anden skulde di¬
stillere Kirsebær=Brændeviin, og alt dette giorde de paa
kloge Huusmødres sædvanlige Maade, som altid forbru¬
ger og forderver meer, end de sparer, men har og den For¬
nøyelse, selv i deres eget Huus at tillave saadanne Ting.
Endelig kom min Kone tilbage, og alt hvad jeg vandt ved
hendes Reyse, var, at hun førte to nye Cousiner med sig
fra Landet. Jeg havde ikke seet dem tilforn, men jeg var
endnu eengang bleven Paarørende med dem, og de har siden
ladet mig føle og fornemme deres Forvandtskab saa meget,
at de endnu immer hænger ved mig.
Man skulde tænke, at det var nok for disse villige
Paarørende, at gaae frit til mit Bord, og giøre mit Huus
i al Betragtning til deres eget. Men derved ere de endnu
ikke tilfreds. De forstaaer den Kunst, at bevæge mig til
at klæde dem. Jeg havde intet derimod, dersom en af disse
mine værdige Paarørende var værdig nok til, at gaae
med de Klæder, som min Kone legger af, men det maae


kaldes, at berøve et vel opdraget Fruentimmer sin Ret,
og hun maatte da mere ligne en Tienestepige, end en Paa¬
rørende. Jkkun det lader de sig endda undertiden befalde
med, at tage imod en Klædning, førend den endnu er halv
slidt, naar min Kone viser en Slags Ulyst til den; thi
for en gemeen Tienestepige var den for god. De ere for
kloge, at bede om noget; men naar min Kone gierne vil
være et Stykke qvit, saa bærer og gaaer de med samme,
blot for at behage hende. Et Hovedtøy, et Skiørt, et
Forklæde, et Tørklæde, hvilket klædte min Kone afskyeligt,
som de siger, klæder altid en af Familien overmaade vel;
og jeg erindrer mig, at jeg kort efter Brylluppet ikke vel
kunde lide Mønsteret i en Silkestof, som min Kone havde
kiøbt, da strax en af hendes Systre tog det, og sagde, at
hun vilde lade sig giøre en Klædning deraf og bære det,
mig til Trods.
De maae vide, min Herre, at jeg efter vort Bryl¬
lup var ubetænksom nok, til at anskaffe mig Heste og Vogn.
Siden nu min Familie har saa forskrekkelig tiltaget, saa
blev det en Forevending for dem, ligeledes at holde en Vogn
og endnu et par Heste; og herved har de tillige faaet en
Paastand, at kiøre til alle offentlige Lystigheder, hvorved
jeg er nødt til at holde dem frit allesammen; thi de ere saa
forelskede den ene i den andens Selskab, at den ene neppe
gaaer ud af Døren, uden at de andre følger med. De
henger derfor immer sammen, saavel i som uden for Hu¬
set; og det, som er endnu ærgerligere, min Kone giør sig
en Fortieneste af, at have lidet eller slet intet Selskab,
omendskiøndt jeg heller ugentlig gad have, en heel
Assemblee.
Det er min Families Tilstand i Huset; og omend¬
skiønt de maatte tænke, at dette kunde være nok for en
Mand, saa kan jeg dog forsikkre Dem, at jeg endnu maae
erfare andre Paastande af ligesaa værdige Forvandtere,
endskiøndt jeg i min Livstiid ikke har seet dem. En tredie
Fætter af min Kone paa Faderens Side var meget got
indrettet paa Landet; men ved ulykkelige Hændelser i hans
Handling havde han maattet gaae i Fængsel, dersom min
Kone ikke havde overbeviist mig om, at jeg maatte sige
god for ham, og derover varede det ikke længe, førend der
blev gjort Arrest hos mig, og jeg blev nødt til, at betale
hans Gield. Et andet meget haabefuldt ungt Menneske
havde just udtient, og behøvede ikkun en liden Summa til
sin Indretning og at sette sig i Stand med. Saasnart jeg
havde forstrakt ham med samme, løb han bort og gik til
Søes. En af Tanterne, en Enke, som nu er hos mig,
havde en eneste Datter, en god fornuftig Pige, der var
som Sælskaberinde hos en gammel adelig Dame paa Lan¬
det. Dette arme uskyldige Barn blev forført af en neder¬
drægtig Karl, og jeg blev fra den Tid af tvungen til, at
underholde den ulykkelig Moder med hendes Barn, paa
det at vor Familie ikke skulde overgaae videre Skam. Jeg
vil intet tale om de mange Foræringer, som har maattet
reyse til min Kones Morbroder, for at bevise os erkiendt¬
lige for en Agerhøne eller Dyrekølle, som han skikkede os


til Nye=Aar; jeg vil heller ikke regne Faddergaver, Perler,
Armbaand, Halsbaand &c. til et halv Dosin smaae Fæt¬
tere og Fættersker, paa hvilke jeg har havt den Ære at
staae Fadder.
Erindringen om denne sidste Omstændighed bringer
mig paa tungsindig Eftertanke over en nye Ulykke, som in¬
den kort Tiid vil ramme mig. Min Kone, maae De vide
gaaer paa faldende Fødder, og man har anskaffet saadan
en Mængde af Svøb, Huer, Korsklæder, Hølker, Lister
og alle Slags Børnetøy, saa at man dermed kunde forsy¬
ne et heelt Achuchementhuus. De vil vel tænke, at min
Familie ingen videre Tilvext behøver; men kan De vel troe
det? just nu faaer jeg et Brev med den Efterretning, at
en nye Tante og Cousine vil ankomme med Posten, for at
besøge hendes Paarørende, og tænker at blive hos hende
en Maaneds Tid. Jeg maae virkelig befrygte, at naar de
engang har fæstet Fod i mit Huus, de da vil blive saalæn¬
ge hos hende, indtil hun er kommen i Barselseng med det
andet og tredie Barn.
Klygtige Jndfald.
En Kone græd altid i Kirken, saa ofte en vis Munk messe¬
de. Dette mærkede Munken, og spurgte hende om Aar¬
sagen til hendes Graad. - Ak, min Herre, svarede
Konen. Jeg havde engang et Æsel, som Ulvene rev
ihiel for mig, det var et meget dueligt Best, og jeg
holdt mangfoldig meget af det, og jeg sørger for det
endnu; saa tit jeg hører Dem synge; kommer mit
Æsel mig i Tankerne; thi Deres og dets Stemme
var meget overeensstemmende.
Da en Oberst ved et i Fransk Tieneste staaende Jr¬
landsk Regiment blev sendt til Kongen af Frankerige, for at
andrage nogle ved Regimentet indløbne Uordentligheder,
og at faae samme afhiulpet; svarede Kongen i Vrede; at
de Jrlandske Tropper foruroligede ham mere end alle hans
øvrige Regimenter. Ja, Deres Majestet, svarede Ober¬
sten: Alle Deres Fiender fører samme Klagemaal.
En Fransk Grenadeer blev, blant andre, tagen til
Fange efter Slaget ved Rosbach. Denne Grenadeer vil¬
de ikke lade sig tage til Fange, men fægtede det beste han
kunde imod den overlegne Fiende. Kongen af Preussen kom
just til, og raabte til ham, om han troede, at han var
uovervindelig? Ja, Deres Majestet, svarede Grenadee¬
ren, dersom Deres Majestæt commanderede mig.
En Phlegmaticus logerede engang i No. 6. Om
Natten kom Jldløs i No. 14. Pigen løb op, og kaldte
paa ham. Hvor brænder det, spurgte han. J No. 14
svarede Pigen. O! raabte han, det er saa lang Tid,
naar No. 5 brænder, kan J vække mig igien.
Et ungt Menneske, som gierne vilde lade sin Vittighed
høre, var engang paa et Viinhuus, og da han havde udtøm¬
met sin Flaske, raabte han: hor Dreng, tag det Kar fuldt
af Tomhed bort. Hvorpaa en af Giesterne svarede: For¬
staaer De derved Deres eget Hoved.


Een Foermand kiørte engang for 2 Procuratorer, disse
vilde underveys drive Spads med ham, og, blandt an¬
det, spurgte: Hvorfore hans 2 forreste Heste vare saa tyk¬
ke og feede og de andre saa magre og slunkne. Det er,
svarede Foermanden, fordi de forreste ere Procuratorer og
de bageste Deres Clientere.
Nogle liderlige unge Romere havde seet engang Li¬
via Keyser Augusti Gemahlinde, gandske nøgen, hvorfor
Keyseren vilde straffe dem paa Livet. Men Livia bad for
dem sigende: Nøgne Mands=Personer ere ikkun Sta¬
tuer i dydige Fruentimmers Øyne.
En Kiøbmand bragte en fornemme Mand sin Reg¬
ning og bad om Betaling. Denne fandt sig derover for¬
nærmet og sagde: Meener J at jeg vil løbe bort? Det
troer jeg just ikke om Dem, svarede Kiøbmanden, men
jeg maatte løbe bort, om jeg ikke fik Penge, og in¬
gen vilde betale mig. Best derfor at De betaler mig
min Regning, paa det at vi ikke skal løbe fra hin¬
anden.
En Storpraler, som var intet mindre, end tapper,
fik en god Dragt Prygl og har dem taalmodig, for ikke at
paadrage sig nogen større Uleylighed. Nogle Dage deref¬
ter mødte han en Poet, som havde bragt nogle Spotterier,
paa Riim om ham; til denne sagde han, at han vilde give
ham hundrede Prygel. Ey, J har got ved at kunde
give dem, svarede Poeten, efterdi J for ftire Dage
siden selv har faaet engang saa mange.
En Græker og en Venetianer kappedes om at ophøye
og rose deres Nation. Grækerne, som vilde ophøye sin
over alle andre, sagde: at alle de Vise vare komne fra
Grækenland. Det er saa sandt, sagde Venetianeren,
at man nu omstunder slet ingen mere finder samme¬
steds.
En Venetianer spurgte en Frangos, hvor den Fran¬
ske Nation havde den Saliske Act, af hvilken de Franske
giorde saa meget Væsen. Den staaer, svarede Franzo¬
sen, paa den anden Side af den Act, som forsikkrer
Venetianerne Herredømme over det Adriatiske Hav.
En Tydsk Baron opholdt sig over den Titul Marquis,
og sagde i en Fransk Marquis Nærværelse, at denne Titul
var saa gemeen og almindelig i Frankerig, at han endog
havde en Marqvis i sit Kiøkken. Og jeg, svarede den
Franske Marqvis strax, har en Tydsk Baron i min
Hestestald.
Om en Læge.
Der fortælles, at en Elsker, som var i Fare for at
miste sin Kiereste i en Sygdom, hørte sig allevegne om
efter en Læge, paa hvis Videnskab han kunde forlade sig.
Underveys traf han et Menneske, som havde en Talisman,
formedelst hvilken man kunde see Væsener, som Øyet ikke
kunde see. Han gav en Deel af sin Formue bort, for at
faae denne Talisman, og gaaer dermed hen til en berømt
Læge. Uden for sammes Dør saae han en stor Skare af
Siele; det var deres Siele, som denne Læge havde bragt
af Dage. Han gik derfra til andre Læger, og fandt som¬


mesteds flere og sommesteds færre Siele ved deres Døre,
saa at han ikke havde Lyst til at betiene sig af dem. Man
nævnte endelig een for ham, som boede paa et temmelig
afsides Sted, ved hvis Dør han ikkun saae toe Siele.
Endelig finder jeg dog en dygtig Læge, sagde han ved sig
selv; til ham vil jeg gaae ind strax. Den gode Medicus
spurgte ham fuld af Forundring, hvor han havde kundet
finde hen til ham? Det er ikke at falde i Forundring over,
sagde den bedrøvede Elsker, Eders Berømmelse og Duelig¬
hed har gjort Eder bekiendt nok. - Min Berømmelse?
sagde han; jeg har først været her i otte Dage, og jeg har
endnu ikke havt flere end to Syge under Hænder.
Den daarlige Ridder.
Keyser Sigismund havde slaget Doctor Juris Geor¬
gius Siscellus til Ridder. Da nu denne nye Ridder blev
kaldet til Concilium i Basel, hvor Lovkyndighedens Lærere
skulde sidde paa den ene Side, og Ridderne paa den anden
Side, og Siscellus var tvivlraadig, paa hvilken Side han
skulde sette sig, saa tiltalede Keyseren ham saaledes: "Daar¬
lige Menneske, hvorfor giver du Krigsvæsen Fortrin for
Videnskaberne. Jeg kan giøre tusinde Krigsbetientere og
Riddere paa een Dag; men jeg var ikke i Stand til, i
tusinde Aar at giøre en eneste lærd Mand."
En særdeles Forsonings=Maade!
Storm, en from Biskop, blev anklaget hos Pipin,
den første Karolingernes Konge. Han var engang i Hof¬
Capellet, da Pipin bad. Kongen sagde til ham: Hvor¬
for har Munkene forklaget eder hos os? Storm svarede:
Herre, omendskiønt jeg ikke er uden Synd, saa kan jeg dog
nok forsikkre, at jeg ikke har begaaet nogen Synd imod
Eder. Kongen svarede: Dersom J har giort det, saa
maae Guds Barmhiertighed forlade eder; jeg for min Part
tilgiver eder af mit gandske Hierte, og vil herefter regne
eder iblant mine Venner. Strax reev han en Traad ud af
Klædet af hans Kappe, slængte den paa Jorden og sagde:
Til Forsikkring om Eders fuldkomne Forsoning, kaster
jeg denne Traad af min Kappe paa Jorden." Det var jo
en besynderlig Ceremonie.
Nyt og Gammelt.
Hadersleb. Nylig var jeg paa en stor Bøger=Auction.
Jeg spurgte en god Ven hemmelig: Maae man og kom¬
me iblant de Lærde, og det onde Rygte udbredte, at jeg
havde sagt: Maae en Laig Mand og komme iblant Jesui¬
terne? Hvo kunde nu tænke saa latterligt. Der Pontop¬
pidans Kirke=Historie blev opraabt, bøde to anseelige Lands¬
bye=Geistlige om Kap paa dette Verk. Endelig sagde den
ene af dem med en alvorlig skiemtende Tone: Hr Confra¬
ter! De faaer slet ikke Bogen: thi De drev nyelig min
Brændeviins=Pande saa høyt op. Hvo kan nu sige, at jeg
skulde kunde have indbildet mig, at jeg var iblant Jesuiter.


Rom. En Kardinal sagde engang, at han kunde
kiende Tydskerne, Franzoserne og Jtalienerne ved et Glas
Viin. J dette Glas ligger en Flue, sagde han: - Jta¬
lieneren leverer Glasset fra sig. Franzosen tager Fluen op;
men Tydskeren svælger den ned med Viinen.
Chantilli. Æren, eller den Attraae, at blive høyt
agtet af alle Mennesker, er øm at røre ved. Vatel, Her¬
tugens af Orleans Huushofmester, har maaeskee havt den
allerømmeste Ære; thi han tog Livet af sig for sin ømme
Æres Skyld. Hertugen trakterede Kongen en Torsdag
Aften. Spadseregangen, Collationen og alting var efter
Ønske. Man gik til Aften=Taffel; og Stegen mang¬
lede paa nogle Taffeler, formedelst de mange Middags¬
Maaltider, som man ikke havde giort sin Bereigning paa.
Vatel merkede det. Min Ære er forloren, sagde han
denne Skam kan jeg ikke overleve." Hertugen, som fil
dette at vide, gik selv til Vatel, og sagde. "Alting var
meget got; Kongens Soupee var fortreffelig.
Monseignieur, svarede han, Deres Godhed beskiemmer mig;
jeg veed at der manglede Steeg paa to Taffeler." Her¬
tugen bag ham være roelig, og sagde, at alting var me¬
get got. Men da Vatel havde bestilt Stokfisk paa adskil¬
lige Steder til Dagen efter, og der ikkun kom en om Mor¬
genen, som bragte to Bundter, saa spurgte han, om det
var al Stokfisken? Ja min Herre, svarede Drageren, som
ikke vidste, at Vatel havde bestilt paa flere Steder. Vatel
biede endda en Tid lang, og da ingen flere kom med Stok¬
fisk, saa gik han ind til en af Hertugens Folk, og sagde:
Ney, denne Skam kan jeg ikke overleve; i Aftes manglede
Stegen paa to Taffeler, og i Dag skal der mangle Stok¬
fisk paa fleere. Fra ham gik han ind i sit Kammer, satte
sin Kaarde imod Muren, og stak sig selv igiennem. Jmid¬
lertid kom der Stokfisk fra alle Kanter; man søgte efter
Vatel, at han skulde inddeele samme; man gik til hans
Kammer; man bankede paa; man sprængede Døren op
og fandt ham der liggende i sit aget Blod. Er det et for¬
nuftigt Menneske en Ære, at have saa øm en Ære?
Caliste.
O Læser! stil dig dog med ømt og kielent Sind
Den største Skiønhed for;
Foraaret smilende i Flor paa hendes Kind;
Hvis Hierte i lang Tid et ædelmodigt Chor
Jndtagne unge Karle søgte
Med Stræbsomhed, som Lyst forøgte.
Dig hende forestil i Tankerne,
Og føel det ret, hvor smuk hun var at see.
Hun, om hvis Skjebne du kan her Beretning vente,
Caliste, høy af Byrd, men høyere ved hendes ædle Siel,
Lod, fordi hun befandt sig ikke vel,
Og fordi Doctoren, hvis gode Raad udbades,
befalede, hun skulde aarelades,
Den første Hof=Chirurgus hente.
Han, denne saa berømte Mand
Som hemmelig forsmægtende tilbad Caliste,


Da han for hendes høye Stand faae sig at miste
Den større Fryd og den Lyksalighed,
At faae den Skat at deele Livet med,
Tog denne Leylighed med megen Glæde an.
Han kom. O, at han aldrig kommen var!
Han tager hendes hvide Arm for sig,
Og stryger samme op ret ængstelig
Og føler, tagen ind af Kierlighed og Ahndelse,
Med Skielven efter Aarerne,
Og udi drukken Angst endnu tit stryger Armen op.
Hans Rystelse en god Veninde saae,
Og hemmelig det til Caliste sagde.
O, siger hun: Lad De kun Herren rolig slaae,
Slog han to Gange feyl; han mig dog ikke plagde:
Jeg veed, han mener det ret got med mig,
Lad ham kun foreføle sig.
Chirurgen sagde da: Das wollen wir nicht hoffen,
Og slog, og skreeg: O ungluckseelger Schlag!
Jch habe ja den Puls getroffen¬
Og tumlede og faldt som af et Slag.
Hun, omforgfuld for den, (hvad ædlere at tænke?)
Af hvem hun var saa farlig saaret,
Forbød ham tidt, sig ey for hendes Skyld at krænke,
Og i to Dage har al Smerte taalig baaret.
Men denne Lidelse
Kun var den ringeste.
Thi Lægerne nu saae den dødelige Fare,
Og bleve grusomt ens, for at afværge dette,
At hendes hvide Arm de vilde strax afsette,
Da alle Midler her forgieves ellers vare.
Hun, uden at beklage sig for dem,
Strax rekker hendes Arm, den hvide Arm her frem,
Og beder kun, med ham sig at raadføre,
Som havde Skyld deri, at man det maatte giøre.
Saaledes blev da nu Caliste Livet
For hendes Arms Forliis til Giengield givet?
Beholdt hun hendes Liv til Løn for hendes Pine?
Betragt kun Doctoren, betragt hans bange Mine.
Han Branden seer, og maae de haarde Ord udbæve:
Tre Dage, længer ey, De kan endnu kun leve.
O Gud, hvor kort er denne Tid!
J Læger, er der Raad, saa giører nu jer Flid.
Endogsaa her det ædle høye Hierte
Ret taaligt var og talte ey om Smerte.
Saa skal jeg døe, hun sagde: Nu, velan!
Han ey er Skyld deri den kiere gode Mand.
Han vist for mig selv gierne døde.
Gud har for mig beskikket det, jeg veed;
Gud ærer jeg da ved Taalmodighed,
Og er bereed, at gaae min Død i Møde;
(Chirurgen kom nu i det samme ind igien,
Men Dem, blev hun da ved, jeg alt mit Gods vil give;
Thi ulyksalig De vel ellers maatte blive.
Det sagde hun, og sov saa ædelmodig hen.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tid.
No. 11 og 12


Den lykkelige Familie.
(En Fortælling af Hr. Marmontel)
D¬
en unge Basille var Frugten af et ulykkeligt Æg¬
teskab. Hans Moder udstammede af et gammelt
Huus i Prigord, men som var geraadet i den
dybeste Armod. Dette havde bevæget hende, til at ægte
en velhavende Landmand, efterdi hun ikke vilde fornedre
sig saa dybt at gaae i nogens Tieneste. Hendes Ægtemand
havde en ærværdig Præst til Morbroder, som havde givet
ham en ædlere Opdragelse, end ellers Landsbye Folk pleyer
at have. Han havde forhvervet sig sine Foresattes saavelsom sine
Ligemænds Høyagtelse ved hans veldædige Character, ved
hans Store Maadelighed, og ved hans strenge Redelighed.
Amalie, saaledes heed hans Kone, havde i hendes ærlige
men lidet agtede Stand, antaget en høy Tænkemaade;
ikke de høye Følelser, som fordrages med hver Stand,
men en Stolthed, som man ikke engang tilgiver den rige
Adel selv. Hun erindrede sig stedse det Navn, som hun
forhen førte, men hun tænkte ikke paa, at Trang og Ar¬
mod havde tvunget hende til at aflegge det. Allard, som
forædlede sin Stand formedelst hans Dyder, hans ædle
Følelse, og formedelst hans Sæder, gjorde sig stedse Umag
for, at betage hende den Afskye, hun havde for hendes nær¬
værende Stand; men hans bemøyelser vare forgieves. Han
havde forsøgt alt det, som kan giøre Jndtryk paa en øm¬
findtlig Siel, for at forsøde sin Ægtefælles bittre Lune.
For at trænge fuldkommen ind i hendes Hierte, havde han
ladet hende smage de saa sande og saa rørende Fornøyel¬
ser, som Naturen tilbyder alle Mennesker, og som de skul¬
de nyde med større Henrykkelse, dersom de ikke saa meget
vare afvigede fra deres første Enfoldighed. Allards Føye¬
ligheder bleve haanlig forkastede, og en høyst fornærmende
Foragt var hans Løn. Denne Opførsel var ham meget
smertelig, men den forbittrede ham dog ikke. Han Elske¬
de. Dersom jeg ikkun havde et Barn, sagde han, dette
skulde skaffe mig dets Moders Hierte igien. Naturen skul¬
de blødgiøre mit Hierte, som Stolthed har forherdet. De
kielne Smiggrerer og Uskyldigheds Smiil skulde røre Ama¬
lie; jeg skulde da gribe det Øyeblik, naar hun gav efter
for Følelsens Magt, og skulde nøde hende til, endog at
føle for mig.
Mange Aar forløb, førend hans Ønske blev opfyldt.
Endelig blev Allard Fader, og troede, at hans Lykke-Time
var nær for Haanden. Han tog sin Søn og med fyrrig
Henrykkelse trykte ham op til sit Bryst, dette dyre Pant,
som forsikkrede ham om hans tilkommende Lyksalighed. Han
haabede formeget. En Character, som engang er dannet, lader
sig ikke let forandre. Amalie beholdt endnu længe sin Tænke¬
maade, og hendes Mand maatte befrygte, at hendes Søn skul¬
de arve den. Han smigrede sig, at hans Barn, skabt til Kier¬


lighed, og selv elskværdig bildet, skulde efterligne Faderens
Tænkemaade. Han tænkte at Naturen skulde trøfte ham for de
Smerter, som Kierlighed havde foraarsaget ham. Han ind¬
skrenkede Ømheden for sin Søn ikke til blotte Caresser. Den
Underviisning, han selv havde faaet, megen og nyttig Læs¬
ning, og fornemmelig egen Betragtning satte ham i Stand,
at give en fortreffelig Underviisning, og han anvendte al
Flid, for at give den unge Basile en god Opdragelse,
som lærte ham at være fornøyet med sin Tilstand, og at
undgaae de Klipper, som havde været saa farlige for hans
Moder. Han laae endnu ved hendes Bryst, da Allard
allerede søgte at opdage hans Tilbøyeligheder, og hine Til¬
skyndelser til at studere, hvilke, i hvor svage de end ere i
vor Barndom, tiener dog alligevel til Kiendetegn, hvoraf
man kan dømme, hvorledes Sielen vil danne sig ved tilta¬
gende Aar. Han saae ogsaa med den største Opmerksom¬
hed paa de ringeste Smaating; og ikke en eneste kan være
ligegyldig for en øm og forstandig Fader. Han lod der¬
for oppynte sit Huus han lod det kalke indvendig og lod
det male med Blomster og Løvverk. Han bad de artigste
Børn i Byen til sig; han oplivede deres Leeg og Spil,
paa det at Glæden kunde stedse smile frem i deres Ansigter.
Han vilde, at de første Syn, som faldt hans Søn i Øy¬
nene, skulde være et Syn at være vel tilfreds, og af de
første Jndtryk paa ham skulde blive gjort af Glæden; thi
maaske vor Characteers Dannelse hænger ofte af de første
Jndtryk, som rører vore Sandser. Skulde denne Chara¬
eteer ikke være bleven lykkeligere derved, dersom man meere
havde omgivet vore Vugger med henrykkende Gienstande?
Den lille Besile voxte til. Han røbede snart et følen¬
de Hierte, en oprømt Forstand, og en fyrrig Indbildnings¬
Kraft, men og megen Letsindighed og Tilbøyelighed til For¬
fængelighed. Hans Gestalt var behagelig, hans Ansigts
Trek fine og hans Mine munter. Jo mere han indviklede sig,
jo ivrigere søgte hans Fader, at indflyde ham de milde Dy¬
der, som giør et hvert Menneske lykkelige, i hvad for en
Stand Naturen endog har sat ham. Han giorde sig Umag
for at befæste de gode Begivenheder, som han merkede hos
ham; og søgte at dreye dem derhen, at de bleve fordeelagti¬
ge for hans gode Egenskaber selv. Han begyndte ikke dermed,
at vænne ham til Eftertanke, han lod ham føle og fornem¬
me. Han tog ham med sig paa Marken; han udvalgte smi¬
lende Landskaber til hans Spadseregange; han lod ham høre
Fuglenes Concert; han lod ham fornemme de friske Sletters
Køling, og Høyenes indtagende Syn. Han lod ham væ¬
re Vidne til Hyrdernes Spillen og til Landsbye Folkenes For¬
nøyelse, som det udmattende Arbeyde uformerkt bortsnigede
sig for, under deres Sange. Saaledes haabede han at
Basile skulde faae Lyst til Landlevnet, naar han stedse lag¬
de ham dets behageligste Udsigter for Øyne. Men Allard
maatte med rette befrygte, at Moderen skulde hindre Søn¬
nen fra at antage det Jndtryk, hvortil han gav ham megen


Leylighed. Endog den Stolthed, som ikke meere kan er¬
nære sig med forfængelig Ære, uddøer endda ikke, om¬
endskiønt de intet mere har, som underholder den. Den
forsmægter i det Forborgene og i Skiul, og røber sig ved sine
Smerter. Saaledes tvang og Amalie sig, da hun ikke meere
nød den Rangs Fortrin, fra hvilken hun var nedstegen, at
lade hendes Søn see saaledes, som hun endnu havde hendes
forrige Værdighed. De Klæder, som hun gav ham, vare
ikke prægtige men langt meere udsøgte, end man pleyer at
bære dem paa Landet. Noget finere accomederet Haar, og
adskillige smaae Zirater, som ikke skulde have faldet en at
den fornemme Verden i Øynene, gav ham en pyntelig an¬
seelse, der var anstødelig for dem, der ikkun ansaae ham som
et Barn af deres Lige. Det blev ham uophørlig anpriist,
ikke at giøre sig gemeen; men roste bestandig hans Forfæ¬
dres Adel for ham, og beklagede ham, at han ikke var Ade¬
lig, ligesom de; kort sagt, man giorde ham derved ulykke¬
lig, at man lærte ham at beklage forfængelige Fortrin, som
hans Fader stedse søgte at forestille ham saa undværlige.
Allard besad hiin raa og ukunstlede Philosophie, som
ikke søger Lykken i Overflødighed og Titler, men, naar ud¬
vortes Omstændigheder ikke forhindrer det, finder den i Ny¬
delsen af de gode Ting, som Naturen tilbyder alle sine Børn;
i Kierlighed, Venskab, og de Dyders Udøvelse, som forrne
Menneskene med hinanden, i det den ene bliver den andens
Velgiører. Han giorde sig derved Umag for, at indflyde
sin Søn de ømme Følelser, som besielede ham selv, for der¬
ved at qvæle Stoltheds Sæd i den Unges Hierte, som man
søgte alt formeget at ernære dertil. Han lod ham føle den
rene Vellyst, som stedse følger paa, at være vidende om,
at man har. Ellers var han en Trøst for de Bedrøvede,
en Beskytter for de Svage, og en Støtte for dem som end¬
nu vare fattigere, end han; han vilde, at hans Søn skulde
nu blive dette, at han skulde glæde sig veddet smukkeste Syn i
Naturen, see Glæde og Taknemmelighed at smile i et Men¬
neskes Øyne, som man haster at komme til Hielp i Nø¬
dens Øyeblik. Vor Naboe er syg, (saa sagde han underti¬
den til Basile) maaskee hans Agre bliver derover slettere
bestilte og tilberedte, end om han selv kunde have Opsigt
derøver; tag vore Heste, og pløy du selv hans Jord for
ham, paa det at, naar han endnu engang kan komme ud
paa sine Marker saa svag som han er til Fods, han dog
kan see, at man ikke er utaknemmelig for hans Omsorg,
at giøre sig elskværdig for andre.
Basile giorde det; men maaskee ligesaa meget af For¬
fængelighed, som af Veldædighed, søgte han ved sit Ar¬
beyde at være Agrenes Eyermand nyttig. Denne nød ikke
Frugten af hans Møye, uden at tilkiendegive ham sin tak¬
nemmelige Følelse derover. Han nævnte Basile Navn ikke
uden Rørelse og udbredde hans Berømmelse med Eftertryk
og Sandhed, som allene har sin Oprindelse af den indvortes
Føielse. Allard forenede sine Løvtaler med dem, som bleve
givne hans Søn. Han roste de gode Gierninger meget
høyt, hvortil han selv havde ledet ham. Han tænkte, at
rive ham løs fra de blindende Schimærer, hvorved man
daglig underholdte ham, i det han smiggrede for hans
Forfængelighed, naar han giorde got, naar han viste Lyst
og Længsel efter at være nyttig, naar han med en fornøyet


Mine viste Tienester og Velvilligheder, hvilken Mine er
mere værd, end Tienesten selv, efterdi den beviser, hvor
gierne man giør den. For endnu vissere at naae sit Maal,
søgte han at fængsle ham ved Venskabs milde Baand, og
Kierligheds endnu mildere Baand. Dette, meente han skul¬
de lykkes for ham ved et par Sydskende Lucie og Marcel,
som begge vare meget venlige, lige gamle med Basile, og
af en Character, som var tilbøyelig til Ømhed; men frem
for alting ventede han meget af Lucies indtagende Væsen.
Han bragte dem hiem i sit Huus, lettede deres Spil og Lege,
opmuntrede dem i deres Foretagender, anstillede selv Lystig¬
heder for dem, og formerede deres Fornøyelser, i det han
tog Deel derudi. En Faders Øyekast ere ikkun da frygt¬
bare, naar de immer ere strenge; men naar Godhed smi¬
ler frem i dem, naar de finder en behagelig Fornøyelse i
Ungdommens Forlystelser, saa giøre de dem uskyldigere,
uden at forringe deres Munterhed og Lystighed.
Basile var nu 16 Aar gammel, han fandt en For¬
andring i sit Hierte, hvis Aarsag han ikke kunde forklare.
Hans Smag i de Fornøyelser havde forandret sig; hvad
som tilforn meest havde fornøyet ham, var ham nu lang¬
villig og kiedsommelig; hans Glæde og Munterhed for¬
mindskede sig daglig, og dog havde han ikke den ringeste
Aarsag, at være misfornøyet, Marcel hans Ven, Mar¬
cel selv befaldt ham nu mindre. Tilforn var han ham uund¬
værlig, og uden ham vare alle hans Lege langvillige for
ham; men paa nogen Tid søgte han gierne en Forevending
til at holde sin Ven fra sig. Han gad heller være allene,
naar han ikke var hos Lucie. De dreve deres Hiorde til¬
sammen hen i de ensomste Egne, de tilbragte Dagene, uden
at sige et Ord til hverandre, og dog var deres Omgang,
ikke det mindste modbydelig eller udmattende for dem. De
saae paa hinanden, sukkede, og saae paa hinanden igien.
Nogle Gange overfaldt Natten dem, førend de endnu hav¬
de tænkt paa, at vende tilbage til Byen igien. Min
Fader vil skielde paa mig, sagde Lucie, min Moder vil
og skielde paa mig, sagde Basile; men om hun end¬
og skielder hver Aften paa mig, det er jeg ikke ban¬
ge for, allerkiereste Lucie, naar jeg ikkun kan tilbringe
alle Dage hos dig. Jeg veed ikke hvor det kommer sig,
men jeg finder ingen Fornøyelse, uden naar vi er allene til¬
sammen. Jeg elsker vel min Fader - - men -- jeg skam¬
mer mig ved at tilstaae det, -= Lucie, jeg elsker dig end¬
da mere, end ham. Jeg ligesaa, svarede Lucie -- - Men,
Basile, vi giøre Uret derudi, at vi ikke elsker vore Foræl¬
dre mere - - - de ere dog saa gode imod os."
De havde ikke betroet nogen deres Følelser, de kiendte
dem selv endnu ikke, og dog talede hele Byen derom. Ba¬
stles Fader og Lucies Forældre saae meget gierne deres
Tilbøyelighed til hinanden. De fandt dem hinanden vær¬
de, og tænkte allerede paa deres snare Forening. Fornem¬
melig ønskede Allard, som af Faderlig Ømhed giorde de
meest brændende Ønsker for hans Søns Velgaaende, han¬
nem en Forbindelse, som giorde ham Forliset af en glim¬
rende, men visselig mindre lykkelig Skiæbne foragtelig, i
t et den ved Kierligheds Tillokkelser og ved Landlevnets mil¬
de Glæde og Forlystelse forbandt ham nærmer med den
Stand, hvorudi han nu levede. Han havde hertil forbe¬


redet alle Ting, og alting lykkedes vel for ham. Lucies
Forældre, som vare fulde af øm Kierlighed imod hende,
og var retskaffen ærlige Folk, antoge Allards Audragen¬
de med Taknemmelighed, ikke saa meget fordi han var den
rigeste som fordi han var den dydigste Mand der i Egnen.
Der manglede endnu Basiles Moders Samtykke, og hans
Fader sagde, at han skulde selv bede derom. Min Søn
sagde han til ham, du veed, hvor meget jeg elsker dig. Jeg
er nu i en Alder, da vor eneste Fornøyelse er vore Børns
Velgaaende. Din Lykke, din Lykke allene, er min Be¬
stræbelse. Jeg ønsker, at du maae leve fornøyet, og
at jeg for min Død maae endnu have den Glæde, at see
din Lykke befæstet. Du er vel endnu meget ung, men
kan man vel være lykkelig for tidlig? Jeg vil gifte dig.
Lucie, just Lucie, som behager dig saa meget, har jeg
bestemt til din Kone, omendskiønt du intet har talt til
mig derom. Hendes Forældre giver dig hende gierne;
søg ikkun ved ydmyg Bøn; og ved indtagende tekkelig An¬
holdelse at udbede og forhverve dig din Moders bifald,
saa at hun ikke skal sette sig imod saa fordeelagtig
en Forbindelse for dig. Det giør hende ondt, at
hun skal være en Landmands Kone, og om endskiønt
du ikke heller er meer end en Landmand saa haaber hun
dog maaskee endnu ved hendes Families Anseelse at ud¬
rive dig fra den lykkeligste af alle Stænder, ja visselig den
lykkeligste, naar man er fød derudi. Ær din Moder og
elsk hende, men lad ikke hendes stolte Tale forføre dig.
Min Søn, min elskelige Søn, ønsk ikke, at forlade din
Faders Levemaade; den er ret et fornøyeligt, uskyldigt
og dydefuldt Liv. De første Aar i din egen Huusholdning
ville være dig lidet møysommelige. Du har Kræfter, jeg
har Erfarenhed, derved ville vi understøtte hverandre. Du
skal tiene din Fader, og følge din Vens Raad, da bliver
alting, som er om dig, dig til Velsignelse. Fred og Glæde
skal boe i din Familie. Een Aand skal regiere os, og eens
Drift skal nære vor saa meget forskiellige Alder. Mine
sidste Øyeblik vil jeg endnu leve for dig, med bevende Haand,
vil jeg vugge dine Børn. - - -
Basile vilde svare, men han kunde ikke. Hans Maal
blev afbrudt, hans Øyne vare fulde af Taarer; thi Tak¬
nemmelighed og sønlig Kierlighed udpresser og Taare. Ama¬
lie saae endnu det sidste af dette rørende Optrin. Allard
lod hende være allene hos hendes Søn. Han haabede at
Basiles Rørelse skulde meddele sig hende, og det lykkedes
virkelig og for ham i Førstningen, at røre hende. Han ka¬
stede sig i hendes Arme, og vædede hendes Kinder med de
sødeste Taare. "O Moder, raabte han med en hulkende
Stemme, o min Moder, jeg er lykkelig, dersom J ikkun
vil. Jeg skal have Lucie, Lucie den smukkeste, og elsk¬
værdigste Pige i Byen, som bliver tilbedet af alle de unge
Karle, og som elsker ingen af dem tilsammen, undtagen mig.
Betænker du, hvad du siger, svarede hun uden
Vrede, men med Foragt, betænker du, hvad du siger?
Min Søn skulde tænke paa en Forbindelse, som skulde
sette mig endnu dybere ned fra min Stand, giør mig end¬
nu ikke elendigere end jeg er; af mine Hænder maae du
antage en Kone, som er min Lige, og som jeg kan kalde
min Datter uden at rødmes derved.


Basile vilde svare, men hun faldt ham ind i Taler.
For at vinde ham, brugte hun den behændige Tredskhed
som findes ofte hos Fruentimmer i Forstandens Sted, og
hvorved de nesten immer naaer deres Øyemeed. Hun op¬
vakte i sin Søns Hierte en Forfængeligheds Drift, som
vel fik dysset Kierlighed i Søvn, men ikke gandske qvalt
den. Hun ophidsede hans Jndbildnings Kraft, og det lyk¬
kedes for hende, at bringe ham dertil, at han nu ligesaa
heftig ønskede hans Giftermaals Ophævelse, som han tilforn
havde været henrykket over sin Faders Efteretning om dets
narere Fuldbyrdelse. For endnu at giøre hendes Triumph
desvissere, skyndte hun sig hen til Lucies Forældre, for¬
at tilkiendegive dem det. Hun søgte ved en grusom For¬
nærmelse at stifte en ævig Skilsmisse og Uenighed imellem
begge Familier. Huu kom i Lucies Huus, og formør¬
kede snart den indtagende Glæde, som den Vished, med
snareste at see sine Ønsker opfyldte, udbredede over alle.
Alle stode op og trængte sig omkring hende; alle hørte paa
hende med Begierlighed. Enhver troede, at hun kom i den
Hensigt og Ærinde at dele Fornøyelsen med dem over beg¬
ge de Elskendes Forbindelse; men de bleve ikke længe i
Vildfarelse. En bitter Smiil gaaer for den Erklæring,
om hun vil giøre. Med den meest beskiemmende Foragt
bryder hun det Løfte, som hendes Mand havde giort. Hun
saater den uskyldige Lucies Hierte paa det smerteligste;
hun seer hendes Taare og spotter hende endda. J dette Øye¬
blik kommer Allard dertil, og læser sin ulykke i et hvert
Ansigt. Han gaaer bort igien fuld af Fortvivlelse. Han
kommer til sin Søn, og betragter ham med Øyne fulde
af Smerte og Foragt. Basile frygter for hans Vrede, men
hans Tavshed letter hans Frygt. Han saae ikke, at det var en
qvælet Siels Tavshed, som er nægtet al Følelse af Lykken.
Basile angrer snart sit Feyltrin; han har Afskye for sin
Svaghed og sin Forfængelighed; men hvad kan man vente
af saa letsindig en Siels Anger?
Allards Huus, som forhen var et Tilflugtssted for
Fortroelighed, Skiemt og Lykken, er nu blevet en Bolig for
Tvang, Misfornøyelse og Kiedsommelighed. De Smiggre¬
rier, som Basilis Moder giorde ham, erstattede ham ikke den
øde Fortrolighed, hvorudi han saa lykkelig levede med sin
Fader. Undertiden overlod han sig endnu til schimæriske
Forhaabninger, men oftere til Skamfuldhed over hans Let¬
sindighed, og til Smerte over at giøre den beste Fader saa
megen Kummer. Hans Dage forløbe i en uvis længselfuld
Forventning. Dog beholdt han endnu i sin Bedrøvelse en
Trøst tilovers, som han ikke havde kundet formode. Marcel,
som han havde forglemt, hvis Syster han var bleven utroe,
blev endnu immer hans trofaste Ven. Han søgte at ad¬
sprede den Kummer, som var dødelig for hans Ven. Han
ønskede, at opvekke Smag i Fornøyelser hos ham igien, som
havde været Henrykkelser for deres Ungdom; men sammes
Tid var forbi for Basile. Heftige Lidenskaber giøre os ikke
allene ulykkelige saa længe, som vi beherskes af dem, men de
røver endog vore Siele, i det de giver dem en for sterk An¬
spændelse, Kierlighed til det Naturlige og Enfoldige, som
ikke vender tilbage igien, eller og ikkun først da, naar en
langvarig Sielens Rolighed er trædet i Stedet for disse
Lidenskaber.


Allard og hans Søn havde nu i nogle Maaneder
levet i denne Rolighed, eller rettere i en mørk Melancholie,
som maaskee endnu er forskrekkeligere, end heftig Harme,
og Amalie, som ved sin stolte Siel og farlige Raad var
Skyld i al denne Ulykke, formerede samme paa engang paa
nye. Det smertede hende formodentlig, at hun var Aarsag
til den Uorden, som herskede i deres Familie, men hun var
alt for stolt til, at lade sig merke med hendes Anger der¬
over, og en stum Smerte fortærede hendes Liv. Man
saae hende forgaae og svinde hen, men man kunde ikke op¬
dage Kilden til hendes Onde. Hun lod sig hverken røre
ved hendes Søns Smiggrerier, eller ved hendes Mands
ømme og venlige Omhyggelighed. Allard, som ikke ansaae
nogen for strafværdig mere, saasnart han var ulykkelig,
søgte paa alle Maader at forskaffe hende hendes Rolighed
og Sundhed igien. Men hans Umag var forgieves, og
hans Kones Tilstand blev daglig farligere. En hidsig Fe¬
ber, ledsaget af de verdste Følger, betog ham snart alt
Haab til hendes Frelse. Hendes Søn og hendes Mand
skilte sig ikke et Øyeblik fra hende; enhver af dem holdt
stedse fast paa en af hendes Hænder; Basile vædede sin
Moders Seng med Taare, og Allard betragtede hende
stedse veemodig med Taarene i Øynene. Dette rørende
Syn giennemborede hendes Hierte, og moderlige Kierlighed
Taknemmelighed og Ømhed vandt endelig Seyer over hen¬
des Stolthed. Hun anvendte hendes yderste Kræfter, slog
den ene af hendes Arme omkring hendes Mands Hals, og
den anden omkring hendes Søn, og trykte dem begge tillige
til hendes Bryst. Hun syntes nye oplivet med Henrykkelse
at glæde sig over denne Stilling; men hun var alt for meget
bevæget til, at hun havde længe kundet holde den ud. Hun
faldt snart i en dyb Afmagt. Basile, som laae følesløs ved
Siden af hende, behøvede lige saa megen Hielp, som hun, og
Allard, som var gandske nedsynket i Smerte, var ikke i Stand,
til at hielpe dem. Man kom dem til Hielp, og bragte dem
lykkelig til sig selv igien; men det kostede Umag, at faae
Amalie til Live igien. Neppe havde hun oplukt hendes
Øyne, saa viste sig en vild Forvirring derudi. Raserie ind¬
fandt sig i Stedet for Afmægtighed. I denne Tilstand,
rørte hun alles Hierter indtil Graad. Hun sprang op af
Sengen, uagtet al den Umag, man giorde sig, for at holde
hende tilbage, kastede sig ned for hendes Søns Fødder, som
hun holdt for hendes Mand, oversvømmede dem med Taare,
og med Graad bad ham, at tilgive hende al den Kummer,
som hun havde givet ham: "Værdigste Mand! sagde hun
"til ham, lad en Ægtekone finde Naade igien, omendskiønt
"hun har gjort sig al for uværdig dertil. Naade, Allard,
"min allerkiereste Allard." - Hun omfavnede Basilis
"Knæ endnu heftigere, og sagde videre: Skienk din Søn
"din Tilbøyelighed igien; jeg, jeg allene har berøvet ham
"den. "Hun vendte sig derpaa til dem, som vare nærvæ¬
"rende ved denne Scene, og raabte: "Han svarer mig
i ikke kommer mig til Hielp; tvinger ham til, at give mig sin
"ømme Kierlighed igien, som jeg har forsmaaet, hvis gandske
"Værd jeg nu erkiender; men de tier! de ere stumme! De
"vare det og virkelig." Præsten, Lægen, Opvartersken,
allesammen græd, imidlertid at Allard og hans Søn udbrø¬
de i Fortvivlelses Tone.


Tilskuerne vare nu komne til sig selv igien af deres sterke
Forbavselse, hvorudi de vare faldne ved et saa rørende uventet
Syn, og enhver trængte sig hen til, for at komme den Syge
til Hielp, som indtog alles Hierter saa stærkt. Man bragte
hende hen i Sengen igien, og Hr. Chabblais, som af Men¬
neske Kierlighed havde opofret sig til Landvæsenets Tieneste og
Landfolkenes Hielp, og formedelst sin store Flid var bleven en
af de største Læger i Frankerig, havde den Lykke, at bringe hen¬
des Livs=Aander i Rolighed; han haabede endog, at den
heftige Bevægelse, hvorudi hun havde været, skulde ikke en¬
gang blive skadelig, men meget mere fordeelagtig for hende.
Han tog, heller ikke feyl; thi Lægemidlerne sloge meget got
an. De syntes endda at faae mere Kraft af deres Hænder,
som gave hende dem, og dette giorde stedse Allard og hans
Søn. Lægen søgte og intet mindre, end at afholde dem
fra hende. Thi ofte kan man allene derved skaffe Legemet
sin Sundhed igien, at man atter skaffer Sielen Rolighed.
Amalie maatte uden Tvivl for hendes Helbredelse takke den
reene Vellyst, som kommer af den Vished at være elsket.
Hun læste det i hendes Søns Øyne, i hans bævende Stem¬
me, i den Befrygtelse og Bekymring, som malte i alle hans
Bevægelser, opdagede hun, hvor høyt hun var elsket af
ham, hvor meget hendes Tilstand havde bekymret ham. Hun
trøstede ham i det Øyeblik, da hun inderlig forlystede sig ved
hans Smerte. Hun saae i hendes Mands bemøyelser, i
den ømme Omhyggelighed, som han har for hende, i den
Nidkierhed, med hvilken han trængte sig til, for at hielpe hen¬
de, hvor meget han befrygtede at miste hende. "Saaledes
"kunde jeg være lykkelig, sagde hun med Veemodighed til
"hannem; jeg havde i dig den beste Ven, den kierligste Ægte¬
fælle, den dydigste Mand - -- Men ak, jeg har gjort
"mig saadan en Mand uværdig; og først i det Øyeblik, da
"jeg snart ikke meere skal være til, lærer jeg at kiende den sande
"Lykke. Dit Hierte har immer tilbudet mig den; og min
forhadte Stolthed har immer foragtet dit kierlige Hierte.
O, at jeg kunde vende om tilbage igien til Livet, hvilken For¬
skiel skulde Du see i mine Tanker og Sindelav! Allard
svarede hende ikkun ved sine Kierligheds Beviisninger og sine
Taare. Men snart behøvede han ingen flere at udgyde. Hr.
Chablais gav ham Mod igien. Amalies Helbredelse var
vis. Det varede længe; men i hvor længe det end varede,
saa blev Allard dog immer lige eens i sin Opførsel. Det
var en følende Vens Opførsel, som med Henrykkelse føler den
Fornøyelse, at hans Ven bliver givet ham igien. Han var nu
uden Sorg og Bekymring ihenseende til hendes Sundhed, men
han vilde og befrie sig fra de Bekymringer, som endnu kunde
blive tilovers for ham, efterdi han kiendte hendes Character.
Tænkende var han bleven gammel, og Erfarenhed havde lært
ham, at have Mistanke til de Beslutninger, som man fatter
i de Øyeblikke, da man bliver henreven af Følelse. J sin
Hidsighed giør Følelsen ofte Løfter, som man forglemmer saa¬
snart den kiølnes. Maaskee ingen blev lettere rørt end han,
men dog vilde han allene have Amalies Omvendelse skreven
paa Fornuftens Regning. Frimodighed har immer en
uimodstaaelig Magt, naar den ikkun ey bliver ledsaget af ond
Lune og Misfornøyelse, som Uvenlighed. Allard talede
uden Omsvøb om sin Befrygtelse og Bekymring, og om de
Ønsker, som Amalie endnu skulde opfylde." Himmelen


"har hørt mig, og givet mig dig igien; saaledes sagde han til
"hende; ja det synes, at han ikkun derfor har ladet dit Liv
"komme i Fare, paa det at du maatte lære at kiende dig, og
"forbinde dig med den igien, som du havde skuldet elske a
"Pligt, men endnu mere for hans ømme Kierligheds Skyld.
"Jeg havde Rettighed til at klage over dig. Din Koldsin¬
"dighed, din Foragt, din Stolthed havde gjort mig util¬
"bøyelig for dig; jeg maae tilstaae det; jeg tænkte det skulde
"vare ævig. Men den Kierlighed kan ikke fuldkommen udsluk¬
"kes, som holder op at brænde i den Retskafnes Hierte. Min
"ømme Kierlighed til dig opvaagnede, og fik dens gandske
"Styrke igien, da jeg saae dig i Fare. Mit Hierte blev
"atter tilbøyeligt til dig, og du blev rørt derved; vore Taare
forenede sig; Følelsen udpressede dem, og jeg fornam, da
"min Smerte var paa det høyeste, at det var en Vellyst for
"mig, at kunne græde. Den bittre Anger, som du følede
"og dine Lidelsers Heftighed, styrtede mig i Fortvivlelse;
"men Haabets søde Fornøyelse fulgte den. Ligesom du
"kom til Live igien, saa tilbagebragte du Fornøyelse og
"Rolighed i min Siel; du lod Lykkens Morgenrøde skinne
"i den; og endda havde jeg ingen Lykke seet. Endda aldrig
"elskelige Amalie, endda aldrig havde du kastet et ømt kier¬
"ligt Øyekast til mig. Dine - dog bort med alle Be¬
"breydelser! Lad os ikkun tænke paa det Øyeblik, som har
"givet os en Ægteveninde. Lad det immer være nærværende
"for os, paa det at alle følgende Øyeblikke kan blive det lige.
Amalie vilde tale; men jo meer man fornemmer, desto
mindre veed man at udtrykke sig. Hun kastede sig i hendes
Mands Arme, omfavnede hannem fast, og hendes Øyne
allene vare hendes Hiertes Tolk.
Allard havde forberedet sig til sin Samtale, og var
altsaa i Stand til at fortsette den. "Min elskeligste Amakie
"blev han ved, du maae ikke blive vred over, at din Mand,
"din Ægtemand, som de sødeste Følelser tvang til at blive
"din Ven, at han taler saa oprigtig med dig, som Venskab
"befaler. Tænk ikke, at jeg er endnu ømfindtlig. Dersom
"jeg endnu tænker paa dine forrige Feyl, saa skeer det blot
"allene, for desto mere at glæde mig over de Dyder, som
"har indtaget sammes Sted. Hine giorde mig, men og tillige
"dig ulykkelig. Man er det immer, naar man af Stolt¬
"hed adskiller sig fra de Folk, iblant hvilke Skiebnen befa¬
"ler os at leve. Nedlad dig til de Koner, som ved vort Gif¬
"termaal ere blevne dine Lige. Maaskee finder du i deres
"Omgang ikke saa meget nedrigt og modbydeligt, som du
"har indbildet dig. Du har tilbragt din Ungdom i et Huus,
"som dine Forældre kaldede et Slot. Din Fødsel tillod dig
"da ikke, at foretage dig Forretninger, som ere et Middel
"imod Langvillighed for dem, der boer paa Landet, ja geraa¬
"der dem endog til Fornøyelse, fordi de arbeyder ikkun for
"elskelige Øyemed. Ofte tungt og besværligt Arbeyde, men
"som de deler med deres Paarørende, de Omsorger og Be¬
"kymringer, som deres Familier fordrer af dem, Bevæ¬
"gelser, Glæde og Lystighed, Land=Levnet, alt dette giver
"dem langt flere fornøyelige, langt flere afvexlende Fore¬
"stillinger, end Fruentimmer af en høyere Rang sædvanlig
"har, hvis Opdagelse ikke kunde være meget omhyggelig.
"Min Morbroder har ofte sagt mig, (han havde reyst viidt
"omkring, og hans ædle Enfoldighed, hans Redelighed,


"og den Kundskab, som han havde forhvervet sig, giorde,
"at han var allevegne velkommen,) han har ofte fortalt
"mig, at han meer end eengang har seet stoere Herrer,
"ja endog Lærde selv, som have faldet i Forundring over
"Land=Mændenes Samtaler, og havde fundet Fornøyelse
"i deres Tale, og beundret deres Rigtighed i at dømme.
"Forsmaae altsaa ikke meere de Folk, som ingen Foragt
"fortiener, da de ere retskafne og fornuftige. Omgaaes
"med os som med Mennesker. Føer dig din Stand paa
"det beste til Nytte; giør dig elsket hos alle Jndvaanere i
"vor Bye du veed det at din Søn og din Mand allerede
ærer dig."
Jeg lover dig intet, faldt Amalie hendes Mand ind
i Talen med Munterhed, i det hun omfavnede ham, jeg
lover dig intet; men du skal see det.
Fra det Øyeblik af lod hun hendes forrige Klæder
ligge, som tiente hende ikke til mere Ziir, men til Forskiel
fra de andre Bønder=Koner, En slet Livstykke, et hvidt
Skiørt, en Hue uden alle Zirater vare hendes gandske Pynt,
og i denne Klædning, som paffede sig for Allards Kone,
besøgte hun hendes Naboeske. Den gode ærlige Toinette,
forbavset over en Besøgelse af Amalie, og over hendes
Landsbye Antog, kunde ikke bare sig, at lade sig merke med
hendes Forundring. Du kiere Himmel! sagde hun, er
det Eder, og J har klædet Eder lige som vi andre Bønder¬
Koner, og kommer til en fattig Bondemand i hans Huus?
Min Mand, svarede Amalie, har aabnet mine Øyne.
Hans Føyelighed, Godhed og Venlighed, har opvakt
Taknemmelighed og Kierlighed i mig. Følelse har til¬
bagekaldet Fornuften i min Siel. Nu blues og rødmes
jeg over en Opførsel, som giorde mig saa afskyelig. Jeg,
jeg hader min Hoomodighed, min daarlige Forfængelig¬
hed. Jeg vil nu nyde den Lykke, som man, efter Allards
Forsikkring, ikke bedre fornemmer, end paa Landet, jeg
vil søge, at være elskelig; jeg beder Eder derfor om Eders
Venskab, (saaledes blev Amalie ved); jeg tilbyder Eder
mit, og jeg vil være høystforbunden, om J vil tage der¬
imod." Med Fornøyelse imodtog den redelige, milde,
muntre og aabenhiertige Toinette Amalies Venskabs Til¬
bud. Deres Omgang blev snart en hiertelig Fortrolighed
ligesom deres Samtale snart blev muntrere og fornøyelig
for dem begge to. Toinette talede om hendes Huushold¬
ning, om hendes Mand, hendes Børn, endrægtige Fami¬
lies Lykke, om den Fornøyelse, som man faaer ved en troe
Omgang med Naboerne, naar man veed, at giøre sig dem
forpligtede, eller faaer Tieneste af dem, som Beviser paa
deres Kierlighed til os. Hun indklædte sit Foredrag i et
saa fyrrigt, sterkt Udtryk, at Amalie blev inderlig rørt. Hun
følte det levende Jndtryk, som Fortællinger om ædle Gien=
stande, Malerier af det behagelige Liv kunde giøre, hvil¬
ket man allene fører i Roligheds og Dydens Skiød.Ak
hvorledes, raabte hun, jeg har kundet leve saa nær Lykken,
uden at smage den! den fløy ud af Allards Huus, saa¬
snart jeg kom derind. O min Veninde, min elskelige
Toinette, hielp mig at bringe den derhen igien." Toi¬
nettes eneste Raad var at fornægte Ærgierrighed, at føl¬
ge hendes Hiertes Stemme, at elske hendes Mand og hen¬
des Søn, med Glæde, ligesom hun, at sysselsette sig med


hendes Huusholdning, og at giøre sig Veninder med hvilke
hun kunde tale aabenhiertig om hendes Venner og om her¬
des Bekymringer. Amalie takkede hende, førend hun gik
fra hende, omfavnede hende kierligen, og bad hende, at til¬
bringe Aftenen hos hende.
Det første og vanskeligste Skridt, som man har at
giøre, naar man vil vende tilbage igien til Dyden, er det,
at man overvinder enhver ilde forstaaet Skam, som er saa
ofte til Forhindring i vor Forbedring. Amalie havde Mod
og Dristighed nok; hun frygtede ikke for at have den An¬
seelse, som at hun skulde være sig selv ulig, efterdi hun var
vis forsikkret paa, at hun fra nu af stedse skulde blive sig
selv lig. Hun gik i Kirken; hendes Mine var fædelig,
men stadig; naar hun gik ud, havde hun saa megen Magt
over sig selv, at forekomme de Koner med Høflighed, som
hun ellers meest havde foragtet. Hun mødte Lucies Mo¬
der; hun rødmede og beviidnede for hende, hvor høyt hun
fortrød det, at hun havde fornærmet hende. Jndvaaner¬
ne i Byen faldt i Forundring over Amalies utvungne An¬
tog, men endnu meere over hendes venlige Opførsel, og
vidste ikke, hvem de skulde tilskrive Aarsagen til saadan
Forandring. De elskede alle Allard, de bleve gandske hen¬
rykkede, og hastede til ham, for at ønske ham til Lykke.
Hans Hierte svømmede i Glæde; nu nød han den første gang
Fornøyelsen i sin hele Styrke, i sin hele Puurhed. Hans Hen¬
rykkelse gav ham ligesom Vinger, at haste til sit Hiem. Her
fandt han Amalie, som trykte sin Søn op til sit Bryst,
han omfavnede dem begge, og Tøinette kom over dem i
denne behagelige Stilling. Henrykt over dette Syn klap¬
pede hun i Hænderne, sprang omkring i Stuen, omfavne¬
de den ene efter den anden, og henreven af Følelse løb bort
derfra, for at fortælle hele Byen, hvad hun havde seet.
Børn, J faaer et Bryllup, raabte hun til de unge Karle
og unge Bonde Piger. Gaaer og henter Skalmeyer og Sek¬
kepiber, der bliver Dands af. Jeg vil nu drage Omsorg for
Eders Aftensmaaltid; nu fløy hun hiem, tog al den Forraad,
som hun der fandt, bragte den til Amalie, og fortæller hen¬
de sit Forehavende: Amalie bifaldt det med største Fornøyel¬
se. Allard, Basilie og begge Konerne giorde de behørige An¬
stalter. Der giøres Jld paa, Steegvenderne gaar, og inden
kort Tid var Aftensmaden færdig. Enhver bringer Borde,
Bænke og Stole derhen. Præsten skikker og Huusgeraad og
god Viin derhen. Han kommer selv, for at bivaane Høytide¬
ligheden, ikke for at giøre den Frihed, som skal harske derved,
nogen Tvang, men for at tage Deel i Fornøyelsen. Allerede
havde Hr. Germain læst til Bords, og man var i Begeeel
med, at sette sig need, da Allard merkede, at Lucie og hendes
Familie endnu fattedes ved Giestebuddet. Jntet Skridt,
sagde han til sin Kone, som Du giør til Dydens Ære, er dig
i mindste Maader videre besværligt; gak derfor, og hent de
Folk, som elsker os, som vi har fornærmet, og som maaskee
gierne ville forene sig med os igien. Hun trykte hendes Mands
Haand og gik med Toinette og med hendes Søn til
Lucies Forældre. J Førstningen kostede det hende nogen
Møye, at overtale dem; men Basile som faldt dem til Fode,
og Toinette, som med Magt trakte dem afsted, nødte dem til
at gaae med sig. Allard bad dem være velkommen med et tak¬
nemmeligt Sindelav, og deres Nærværelse formerede hans


Fornøyelse og Sinds Rollighed. Aldrig havde Lucie været
saa smuk; hendes Bryst og Barm vældede og hendes Blufær¬
dighed farvede hendes Kinder med den samme Rosenglands,
hvormed Basiles Henrykkelse overtrakte hans Kinder. Alles
Øyne vare henvendte til dette elskværdige Par; alles Hierter
ønskede, snart at see dem forenede.
Amale tillegemed hendes Mand beværtede Giesterne
med de Tekkeligheder, som Glæden allene kan give os. Hun
var ligesom nyefødt for Naturen, og overlod sig med Lyst til
de Følelser, som Glæden indflyder, da hendes Broder med et
kom ind i Selskabet, for at formere dette hendes indtagende
Væsen. Det havde været hendes meest brændende Forlæng¬
el, at have ham til Vidne ved hendes Lykke, og han ønskede
intet mere, end at see hende lykkelig; men han meente at kiende
hende alt fornøye til, at han torde have ventet det. Han gior¬
de i sin Henrykkelse tusinde Spørsmaal. Amalie vilde ikke
gierne selv tilfredsstille hans Nysgierrighed, og lod ham derfor¬
ette sig ved Siden af Hr. Germain, som hun bad, at give
ham Efterretning om alle Ting. Præsten fortalte ham disse
to Ægtefolkes Historie. Han talede med Beundring, og li¬
gesom besielet af Allards kloge Opførsel, og ophøyede Amali¬
es Forandring med de meest levende Berømmelser. Han ud¬
trykte sig med al den Munterhed af en eftertrykkelig Veltalen¬
hed, som betegner og udmerker en retskaffen MandsTale, naar
han overlader sig til den Fornøyelse, at prise Dyden. DOr¬
moad hørte med Opmerksomhed og Taknemmelighed paa
ham. Hans Hiertes Følelse forekom alt det, som Præsten
vilde sige, og hans Øyne søgte hans Søsters Øyne, for¬
at skildre sin Henrykkelse for hende.
Efter Aften Maaltidet lode Skalmeyerne sig høre. Allard
og hans Kone aabnede Landsbye=Ballet. Am akie optog siden
Lucies Fader. De omfavnede hinanden med et sandt Venskabs
Tegn, og Lucie maatte trædei Amalies Sted. Dette hen¬
des Faders Val havde været meget besynderligt, dersom man ikke
havde opdaget hans Hensigt. Han omfavnede sin Datter med den
Tekkelighed, som en ømt elskende Fader aldrig søger at skiule og be¬
falde hende, at optage Bafile til Dands. Hun gik skielvende
til ham. Kierlighed, Fornøyelse og Blufærdighed havde opvakt
al hendes Følelse. Basile skielvede og, og, da han saae hen¬
de komme, hans rørte Hierte klappede af Glæde og Kierlighed. Alles
Øyekast vare henvendte paa hende. DOrmond nød første
Gang i sin Livstid det sødeste Syn, som er mueligt i Naturen, at
see to Elskende, hos hvilke Ungdom og naturlig ædel Tekkelighed
forener sig med den elskværdige Redelighed, som er endnu mere ind¬
tagende, end Skiønheden selv. Da deres Dands var til Ende, be¬
gyndte de unge Landsbyefolk nye Dandse. Glæde og Munterhed
fremlyste af deres Ansigter, og Fornøyelse oplivede deres Spring.
Saaledes forlystede Mennesket sig i Verdens Ungdoms Alder, i
Uskyldighedens Skiød, og med Landsbye=Høytideligheder og Dandse¬
høytidelig holdt Handlinger, som vare Guddommen tekkelige. Mor¬
genrødens første Straaler giorde Ende paa Ballet. Enhver gik atter
til sit Arbeyde, og beholdt endnu det milde Jndtryk, som man endda
stedse beholder, efter de rene og sande Fornøyelsers Nydelse.
DOrmond, som var fortryllet af alt det, han havde seet,
som var giennemtrængt af en om Ærbødighed for Allards
Character, og Venskab, og Beundring over hans Syster, beslutte¬
de af Kierlighed til sin unge Syster=Søn, at tilbringe sit Liv iblant
Folk, som nødvendig maatte giøre det ret lykkeligt. Han var træt
og kied af den omkringsvævende Levemaade, som han i lang Tid
havde ført. Det Selskab, hvorudi han hidindtil imod sin Villie
havde maattet leve, var slet ikke overeensstemmende med hans
Tænkemaade. Som Philosoph havde han levet i en Stand, hvor
man næsten ikke sysselsetter sig med andet, end meget ringe Smaa¬
ting, hvor man sover, for at undgaae Langvillighed og Tidens Kies¬


sommelighed, hvor man meget ofte anseer en Mand, som tænker,
for en overordentlig og besynderlig Skabning, i denne Stand hav¬
de han længe sukket efter det Øyeblik, da han kunde boøfrie sig fra
de Baand, som vare ham saa utaalelige; men hans meget mid¬
delmaadige Lykkes-Omstændigheder havde indtil denne Tid endnu
ikke tilladt ham, at overlade sig til sin Drift til Rolighed og Fri
hed. J Allards Huus merkede han, at ham vel fattedes Rig¬
dom til at leve prægtig, men at han var rig nok, for at leve lyk¬
kelig. Han besluttede derfor, at blive sammesteds sin Lives Tid.
Alle syntes her at fmage Glæden paa en nye behageligere Maade.
Eendrægtighed havde atter bragt den gode Tillid og en indtagende
Fortrolighed i Huset igien. Allard og Amalie, som nu vare
lykkelige ved hunanden, sysselsatte sig blot med Bafiles Lykke.
Lucie, den indtagende Lucie, kunde allene befæste dem. Præ¬
sten, som var en Fader og Ven for sin Menighed, blev ombedet,
at giøre et nyt Forsøg, for at erholde Ja-Ord af bendes Forældre.
Det lykkedes meget let for ham. En retskaffen Mands Raad har
fuldkommen Kraft af en Lov hos godhiertige dydefulde Siele. For¬
ældrene paa begge Sider beagte snart alting i Rigtighed. De øn¬
skede lige inderlig deres Børns Lykke, og med lige sterk Utaalmodig¬
hed førte dem til Alteret. Her svore Baflle og Lucie hverandre
en ævig Kierlighed. Deres Eed kostede dem ingen Moye. De
lovede hverandre, at være ævig lykkelige.
Lucie formerede Allards Families Lyksalighed ved ben¬
des Forbindelse med samme; Amalie og hendes Mand betrag¬
tede hende som en Gave af Himmelen, hvorved den vilde belønne de¬
res Dyd. DOrmond fandt Lucies Caracter mild, elskvær¬
dig, munter, fuld af Følelse, og sig selv stedse lig, ligesom hans Jnd¬
bildningskraft vel havde udkastet ham Monsteret deraf, men som
han ey troede at finde i Naturen. Basile - som kiendte hendes
Værd endnu bedre, var hendes Mand.
Den brave Allard, som efter sin Maade var Philosoph,
og maaskee paa den allersikkerste Viis, fordi han saavel fulgte Er¬
farenhedens Lærdomme, som Naturens Jndgivelser, tænkte paa den
tilkommende Tid, i det han nød den nærværende. Han kiendte
Menneskenes Svaghed, og vidste, at Sielen ikke bliver frie fra al
Ekkelhed endog midt i Lykkens Skiød.
Han aabenbarede sine Tanker herom for DOrmond, og
de sysselsatte sig begge to, for at udfinde Midler, til at forekomme
saadant. Derved, at de forøgede Landvæsenets Forretninger,
uden dog alligevel at giøre dem udmattede; derved, at de lode dem
være benvendte til behagelige og nyttige Gienstade, forvandlede de
enhver af dem til en Forlystelse.
DOrmond, som ikke var født meget rig, men aldrig hav¬
de havt andre, end de elskværdige Tilbøyeligheder, som ikke koster
os vor Formue, Kierlighed til Videnskaber og Rundhed, DOr¬
mond havde endnu en maadelig Sum Penge samlede, som han
havde arvet efter sin Fader. Han eyede endnu 20000 Gylden,
men havde Viisdom nok, til at bruge og anvende dem vel. Den¬
ne liden Sum syntes ham ikke allene tilstrekkelig til hans Under¬
holdning, men endog til hans dydige Venners Omstændigheders
Forbedring, hvilke hans Hierte antog sig som fine Børn. Han
gav en Deel deraf til at kiøbe et vakkert Huus for, som laae paa
Brinken af en Hey; det øvrige anvendte han til at kiøbe de om¬
liggende Jorder for.
Han indrettede sin Bolig efter Philosophens (Rousseaus)
Grundsetninger, som var saa velskikket til at skaffe Naturen Til¬
hængere, dersom vi ikkun havde Mod og Hierte nok, til at være vir¬
kelig lykkelige. Han fandt hos sin Syster=Søns Kone Julies
retskaffen elskende Character (beskreven i Rousseaus nye He¬
lvise.) Det manglede hende ikkun Julies Opdragelse, men
den Mangel kunde hendes Breve erstatte. Han gav Lucie dem
at læse, som troede at finde meget derudi af det, hun allerede hav¬
de tænkt paa en utydelig Maade, uden at kunde fuldkommen ud¬
vikle det. Denne Bog blev en kostbar Skat for hende. Naar hun
om Søndagen havde opfyldt Religionens Pligter, saa indelukte
hun sig med samme Bog. Fornemmelig søgte hun at studere J u¬
lies Opførsel i det, som angik det Jndvortes af hendes Huushold¬
ning. Hun tilegnede sig alt det, som passede sig paa hendes Om¬
stændigheder, og naar hun havde udlæst, var hun vel ikke bleven


mere omfindet imod hendes Forældre, men hun havde opklaret hen¬
des Forstand, og lært nye Midler, til at tekkes og behage dem.
DOrmond havde indrettet sin Landsbye=Bolig ligesaa
beqvemt som ukunstlet. Udsigten var indtagende. Enge, hvor¬
igiennem slyngede sig en med Pile omgiven Bek i utallige Krum¬
ninger, Marker bedekkede med riig Sæd, og Frugt=Haver, hvor¬
udi Træernes Grene bugnede af Frugternes Byrde, omgave dette
bebagelige Opholdssted. Den Dag, paa hvilken han trakte ind
i dette Huus, var en Festdag; men en Fest, som DOrmond
anstillede, og hvortil Lucie giorde Tilberedelsen, kunde hverken
være støyende eller prægtig. Mild Glæde og Munterhed, uskyl¬
dige Tekkeligheder og Fornøyeligheder, og en ædel Landsbye¬
Eenfoldighed, udgiorde dens hele Lystighed; og Naturens Frug¬
ter dens eneste Pragt. DOrmond havde aabenbaret sit dele
Forehavende for Lucte, og hun giorde Anstalterne dertil i den
største Stilhed, og med den fine Smag, som man finder i enhver
Stand, og som bliver gjort fuldkommen ved den Begierlighed
efter at befalde.
Allard og Bafile kom just tilbage fra deres Arbeyde.
Heden havde været meget flerk, og de syntes at trænge til Veder¬
qvægelse og Rolighed, da DOrmond foreslog dem, at nyde
den kølige Aftenluft paa Brinken af Høyen. Am alie, som
havde lært at kiende en ombyggelig Tienstfærdigheds Pligt og
Føyeligheds Værd, samtykte med en fornøyet Mine i D Ormonds
Forlangende. Af hvilken Fornøyelse bleve de ikke betagne og
overfaldne, da de ved Indgangen til en Have, hvis Eyermand
de endnu ikke kiendte, saae en Dør aabnes, og fik Lucte at see,
som var net klædt med en stor Rosenkost paa Brystet, og Blom¬
ster i Haaret, og hastede glad og fornøyet hen imod dem. Hun
lod dem ikke faae nogen Tid at tale. Hun tog Allard ved den
ene Haand, og Amalie ved den anden, og førte dem under
en bedekket Gang af Kirsebærtræer. Bafile fulgte stiltiende
efter dem, og DOrmond forlystede sig over deres Forundring
og Fornøyelse. De fandt under Kirsebærtræerne i den bedekkede
Gang et reenligt dekket og tillavet Bord. Det var besat med
god Mad, som Lucie havde tillavet, med Melkmad, med friske
Æg, og med de beste Frutter, som kunde faaes paa den Aarets
Tid. Græsbænkene vare i Stedet for Stole; de smaa Grene
og Løv, som blere lettelig bevægede af Norden=Vinden, vare gien¬
nemflettede med Blomster, og Fuglene, som pleyer at forsamle
sig ved Solens Nedgang, lode deres bebagelige Toner høre. De¬
res Sang, den skiønne iølige Aften=Stund, Bogfinkernes og Jr¬
skenernes Sang, en nær derved liggende Kildes Surren, Blom¬
sternes Duft, men for alting Følelsen af Ømhed og Velfornøyelig¬
hed, hvoraf Giesterne vare giennemtrængte, alt dette foraarsage¬
de en henrykkende Stilhed iblant dem. Hiertet klappede i Livet
af Glæde paa den brave Allard, og hans Øyne fløde over af
Taare. Am alie faae vexelviis fuld af sød Beemodighed paa
hendes Mand, hendes Søn, hendes Broder og hendes Datter.
Bafiles Ansigt udtalede Taknemmelighed og Kierlighed, og nye
Yndigheder og Munterhed giorde Luctes Ansigts=Trek endnu
smukke. DOrmond følede, at han ikkun nu begyndte at leve.
Lucie og han afbrøde endelig Tavsheden. De besang med hin¬
anden Kierligheds Yndighed og Tillokkelser, Venskabs Tekkelighed
og Bebagelighed, og et roligt Livs Glæde, som var fuldt af Uskyk¬
dighed. DOrmond havde en villig, bønelig og behagelig Stem¬
me, og Følelsen havde lært ham hans Sange. Lucie havde in¬
gen anden Læremester havt end Naturen, men hendes Sang var
fortryllende. Begges Tone trængte ind til det Inderste af Ste¬
len, og formerede deres Henrykkelse. Denne blev fordobblet da
DOrmond førte sine Paarørende i Værelserne, efterat de hav¬
de spiist, hvor de bleve indtagne af deres nette og artige Indret¬
ning; men i sær bleve de henrykte, da han forkyndte dem, at de
vare hiemme. Forgieves satte de Forsøg paa, at svare ham; de
kunde intet andet giøre, end med Fyrighed trykke ham i deres Arme.
Allard og Amalie vare alt for bevægede, og alt for fuld
af Glæde, at de havde skuldet kunde salde i Søvn, og de tilbragte
den hele Nat dermed, at de talede om deres Lykke."Din Bro¬
der, sagde Allard, er en Engel, og Himmelen har sendt ham
hid for at giøre vor Lykseligh ed fuldkommen. Jeg ønskede in¬


tet videre, svarede Am alie, efterat jeg havde vundet din Kier¬
lighed igien. Men min Broder, som ved sine Velgierninger
giver os mere Beqvemmelighed for vort Liv, frier mig nu fra al
Frygt, at jeg skal see dig at lide Nød paa dine gamle Dage.
Hans Omgang vil fornøye Dig i dine ledige Timer, og vort Ar¬
beyde skal skaffe dig din Und rholdning. Til al Lykke har han
ikke gjort os saa rige, at vi skal unddrage os fra Arbeyde, og at
vi kunde see vore Børn tildrive Tiden i Ørkesløshed. J det
de saaledes talede med hmanden, overlode Bafile og Lucte sig
endnu lykkeligere end hine til Kierligheds Henrykkelser, og DOr¬
mond smagede hiin rene Vellyst, som ledsager en følelsesfuld og
ædelmodig Mands Handlinger.
Saafnart Dagen brød frem, førte han Allard og hans
Søn omkring i deres gandske District. See (sagde han til den
unge Person) dette skal din Flid søge at giøre nyttigt; dette Land
og Agerjord, dyrket af dydige og friske Folkes Hænder, vil være til¬
strekkeligt til din Families Underholdning og til Fattiges Under¬
nøttelse, og indrente dig saa meget, at du ofte kan forsamle dine
oprigtige gode Venner hos dig. Da DOrmond var kommen
hiem med Bafile i Huset, viste han ham nogle Spand sterke
Oxer, og alle fornødne Redskaber til Agerdyrkningen. Præsten
havde udsøgt ham sterke og gode Folk til Tyunde. Han fremstil¬
lede dem for deres nye Herre og sagde til dem, at han fra den
næstfølgende Dag selv skulde ville anføre dem til Arbeyde. Lucie
blev Huusboldningen inden i Huset overdraget til. Men Allard
og hans Kone havde Overopsigten dermed. Strax den første
Dag indrettede de alting paa den Fod, som det bestandig skulde
blive. De indfloed deres Tyunde Lyst og Kierlighed til Arbeyde
og Flittighed ved de Berømmelser, hvormed de anpriste samme,
Troeskab ved den gode Tillid de havde til dem, og Jver og Nid¬
kierhed ved deres Godhed imod dem.
Bafile, som var bleven mere levende og munter, da han
endelig tilsidst havde lært at kiende sin Stands Lyksalighed, opli¬
vede Landsbye=Arbeydet ved sine Sange, ved muntre Jndfald, og
ved sine velfornøyede Miner. Saasnart Dagen brød frem, gil
alle med Fornøyelse med ham til det tungeste Arbeyde. Man
skiemtede, i det man arbeydede sig tret; men Glæden og Mun¬
terheden formindskede Udmattelsen ved Arbeydet. Naar Solen
brændte allerhedest, saa bragte Lucie og de unge Bonde=Koner
en rigelig tillavet Middags=Mad, som de deelte med Bafile og
Arbeyderne. De lagde og satte sig i Græsset under Skyggen af
en Bøg; man spiste, ligesom man havde Arbeydet, og drak med
et gladt Mod af de fulde Flasker for det endnu øvrige Dagens Ar¬
beyde. Om Aftenen var et got Aftens=Maaltid, og en endnu
mere veltilfreds Mine deres Belønning. Bafile hastede fra
sin Faders Omfavnelser til Amalies, og Lucte rev ham der¬
ud fra, for at slutte ham ind i sine Arme. DOrmond, som
var alt for Jndsigtsfuld og for viis til, at han havde skuldet for¬
smaae Om ang med ærlige Landsbye Folk, fornøyede dem om Af¬
tenen med merkværdige lærerige Fortællinger, og ofte berømte han
de Betragtninger, som Fortælingerne opvakte hos hans Tilhø¬
rere. Paa andre Tider sysselsatte han sig med dem ved saadanne
Svil og Lege, som det vittige Hoved forderver eller forsmaaer,
men som ere værdige for den elskværdige Uskyldighed. Man mer
kede, at det ikke fortrød ham, om den unge friske og undselige
Bonde=Kone blev i Pantspillet paalagt, at kysse Uddeleren, for at
indløse Pantet. Søn= og Fest=Dage vare gandske opofrede til Gu¬
i elighed og Fornøyelsen. Paa denne Dag, da hele Familien var
tilsammen, formerede deres Fornøyelser sig ved Afvexling. Snart
sad den rundt omkring DOrmond, og hørte fornøyeligt og op¬
merksomt paa ham, naar han læste af en smuk og artig Bog.
Den vise Allard, hans Kone, som havde mere Jndsigt, end
man almindelig har paa Landsbyen, Lucie, som ved den nye
Heloise og endnu mere ved hendes omfindtlige Siel var bleven
i nderviist, Basile, som hans Fader havde opdraget, hans Mor¬
Broder bildet, og Lucie havde giort fuldkommen, skulde aldrig
med Taalmodighed have kundet anhøre de fromme Urimeligheder
i en Helgens Eventyr, eller nogle afsmagelige Romaners udskey¬
ende Fortællinger. DOrmond havde samlet de Verker for dem,
som vare skrevne med høy Enfoldighed, som livagtig maler Natu¬


ren og Dyden, og tvinger os til, at elske den fyrigt og brændende,
i det de giver en troe Afskildring derover. Sar a (*), den Bog,
som Engel and misunder Frankerig, at det har frembragt, var
frem for alle deres Yndlings=Bog. Ofte reereerede de sig fra Læs¬
ningen ved Dands under Alme=Træerne, ved hvilken Lystighed
Allard, hans Kone, DOrmond, og Hr. Germain selv vare
nærværende. Mangen Gang gav og Lucie hendes Veninder
et Aftens=Maaltid. Bafile bad sine Venner dertil, for at giøre
bende endnu mere munter og glad. De ærværdige Forældres
Nærværelse vedligeholdt en anstændig Rolighed i Selskabet, uden
at giøre de unge Forsamledes Friehed nogen Tvang. De føyede
gierne de ømt Elskende, som længtes efter Lykken, ved Ægteskab at
blive forbundne med hverandre; men de, som ikkun søgte Ægte¬
Folkes Glæde og Fornøyelse, uden at ville bære deres Navn, vare
for altid forbandede og udelukte af et Selskab, hvor Fornøyelsen
stedse var ledsaget af Dyden. Paa Fest=Dagene tillavede Lucte
et rigeligere tillavet og vel udsøgt Giestebud for Hr. Germain,
Hr. Chabblais og Toinette. De vare denne lykkelige Fa¬
milies Veldædere, derfor har det billigt, at undertiden delede sin
Lykke med dem.
Bafile faae, at hans Arbeyde under hans Faders Anfør¬
sel blev velsignet med Overflødighed. Hans omhyggelig dyrkede
Jorder vare de frugtbareste i den Landsbye=Egn, hans Viin=Bierge
frembragte de beste Vine, hans Hiorde formerede sig besynderlig
sterk, og hans Træer vare næsten immer fulde af Frugter. Alting
blev ham under hans Hænder til Velsignelse; ikkun hans Rund¬
hed og Veldædighed bevarede ham fra, eller var ham i Veyen, in¬
den kort Tid at blive meget rig. Men den Fattige havde uomstø¬
delig grundet Paastand paa hans Hierte; en Tredie Deel af Hø¬
sten var udfaaet for den Arme; den anden Tredie Deel brugte
han til at føre sin Huusholdning med; og den tredie Tredie Deel
til at betale Skatter og overordentlige Afgivter med, og samme
var og en bestandig Kilde for hans Gavmildhed og Veldædighed.
Basile anvendte denne sidste dertil, at han deraf gav en Brude¬
Gave til den unge Agathe, hvilken hans Ven Marcel elske¬
de saaledes, som han Luci e. Saaledes tilbragte Allard og
hans Familie sine Dage i Roe og et Dydefuldt Levnet i Uskoldig¬
heds og Venskabs Skiød. Deres Huus var et Tilflugts=Sted for
Fred og Glæde. De fandt her en tekkelig og velvillig Tieneste af
en paa alle Sider god Føyelighed, Mønstere paa Retskaffenhed og
stedse Smilen af øm Venlighed. Allard nød den Glæde, at
have gjort en heel Familie saa lykkelig. Thi han var det, som
ved sin Maadelighed, ved sin Sagtmodighed og ved sin Taalmo¬
dighed havde bragt Amalie til Erkiendelse. Han havde tvun¬
get hende til, at være taknemmelig, og derved ført hende tilbage,
til sin Pligt og til Lyksalighed. Am alie havde ingen anden
Sorg og Bekymring, end at hun alt for tidlig kunde miste en saa
Æreværd Mand og dyrebar elskværdig Ven. Basile, som var
i sine beste Aar, en kierlig og ømt elsket Søn, og Lucies trofaste
Ægtemage, levede ikkun for Følelse og Kierlighed. Lucie fandt
sin Fornøyelse og Rolighed i de tienstvillige Føyeligheder, som hun
udviste imod hendes Forældre, i deres Kierligheds Beviisninger,
og i hendes Mands Øyekast. Aldrig saae og betragtede hun sin
kiere og elskelige Bafile, uden med Henrykkelse at erindre sig
det, at han allerførst havde giort hendes Siel ømfindtlig for de
meest levende Fornøyelsens Jndtryk. DOrmond følte det, at
han endelig havde fundet en Levemaade, som skikkede sig bedre for
hans Tænkemaade. Den gyldene Tid var atter kommen igien
for ham. Dersom der endnu er en gylden Tid muelig, saa til¬
hører samme den veldædige Følelsesfulde Mand, som lever sin
Td hen under et Landsbye=Tag, iblant redelige, Dydefulde og er¬
kiendtlige Landmænd, i en sed Harmonie og Overeensstemmelse af
Venskab, Kierlighed og Uskyldighed. Endnu skulde Himmelen give
Basile og Lucie Børn, som kunde træde i deres Fodspor. De¬
res Ønsker bleve bønhørte, og All ard oplevede den Glæde, at
trykke elskpærdige Børne Børn op til sit Bryst.
cSora er en moralsk Fortælling, som udkom Ao 1665. Den
Mængde Oplag, som bleve Fjorte deraf, og følgelig afsatte,
giorde Naturen endnu mere Ære, end Forfatteren selv, og
beviser, at Læsernes gode Smag ikke er falden.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 13


Adskilligt for Børn og unge Folk.
De kloge Fugle.
Fblant alle Fugle besad Skaden allene den Kunst, at
bygge en Rede, der var dannet med et Tag og Skiul
over Hovedet, og havde ikkun et lidet Hul at krybe ud igien¬
nem. De øvrige Fugle, som vare uden Huse, bade Ska¬
den, at han vilde lære dem, hvorledes de skulde bygge et
Huus.
Der blev en Dag fasisat, og de forsamledes allesam¬
men. - Skaden fagde derpaa: "J maae først legge
"to Pinde over Kors, saaledes." "Ja, sagde Kragen,
"jeg tænkte det nok, at man skulde begynde saaledes.
Legger siden nogle Straaer og Mosse deroven paa.
"J Sandhed, sagde Drosselen, vidste jeg, at dette vilde
"følge paa." - Derefter maae J endda legge mere
Mosse, smaa Straaer og Fiedre paa saadan en Maade,
som denne her.-
Ja, uden Tvivl, raabte Stæren, det
maatte nødvendig følge." Enhver kunde sige, hvorledes
det skulde giøres.
Da nu Skaden havde blevet ved, at undervise dem,
indtil Reden var bygget halv færdig, og enhver Fugl i den
hele Rad omkring havde enten vidst dette eller det; saa lod
han det blive derved, og sagde: Mine Venner, jeg fornem¬
mer, at J forstaaer Rede=Bygningen ligesaa got om ikke
bedre, end jeg; derfor behøver J vel ikke videre min Un¬
derviisning.
Med disse Ord fløy han bort og forlod dem, paa det
at de kunde bebreyde hinanden deres Daarlighed, som til
den Dag i Dag er, endnu er øyensynlig, efterdi ingen Fugl
undtagen Skaden, veed at bygge en Rede videre end halv
færdig.
Disse selvkloge Fugles Skiebne vil visselig og treffe
alle dem, som mere fornøyer sig ved den Forfængelighed,
at indbilde sig, at de ere allerede vise, end at de skulde
giøre sig Umag for at blive det.
Ebn=Faids Historie. Af et Arabisk Haandskrift.
Den Lærer Ebn=Zaid fortalte i Hofskolen, at der i hans
Ungdom vederfartes ham en Historie i et prægtigt Tempel.
Der mødte mig, sagde han, en smuk ung Person med
Vinger, omkring hvis Hoved skinnede et mildt behageligt
Lys, og ønskede mig til Lykke, at jeg allerede som et Barn
(var saa tidlig kommen ind i Dydens Tempel. Han viste
mig tillige en lav Dør i et Hiørne af Templen, og gav mig
en Bog, som var indspøbt i et Gyldenstykke. Jeg takkede


ham derfor, og gik hen til Døren. Der sad for samme
Dør et sædeligt Fruentimmer med nedslagne Øyne, i en
hvid Klædning, som holdt en Kugle i den ene Haand; og
ved hendes Fødder laae et Lam og en Krone. Hun aabne¬
de Døren for mig med en mild Mine. Denne Dør fore¬
kom mig saa lav, at jeg havde ondt ved at komme der igien¬
nem. Jeg kom derefter hen paa en viid Plads, hvis
Grændser en tyk Taage skiulte for mig. Min Ledsager¬
inde ledede mig til et Alter, og jeg hørte langt borte en
Røst at raabe: "Ydmyghed leder her en ung Person. Han
er lykkelig! Jeg vilde see paa min Ledsagerinde, men hun
var forsvunden, og havde ladet mig blive gandske allene ved
Alteret. Jeg betragtede samme, og fandt paa de fire Si¬
der følgende Spørsmaale i Marmor indhugne: Hvo er
du? Hvad du giør? Hvad vil du i Fremtiden giøre i Verden?
Hvad venter du dig for en Løn? Disse Spørsmaale forekom
mig meget merkværdige. Jeg eftertænkte samme, og vilde just
indføre dem i den mig forærede Bog, da en gammel Præst
stod bag ved mig, og førte mig ind paa en stor Sahl. Her
fandt jeg til min Forundring disse samme Spørsmaale
skrevne paa en Veg, og derunder mange Svar. Han be¬
falede mig, ligeledes at skrive mine Tanker derunder. Jeg
undskyldte mig med min Enfoldighed. Men han drev saa
længe paa mig, at jeg tog Griffelen for at skrive. Under
det første Spørgsmaal: Hvo er du? skrev jeg: Et Men¬
neske, fornuftig, men forgiengelig. Dette Svar befaldt
ham. Ved det andet Spørgsmaal derimod lod jeg Grif¬
felen skielvende falde af Haanden. Men han truede mig,
og med stor Møye kunde jeg under det tredie Spørgsmaal:
Hvad vil du i Fremtiden giøre, skrive de Ord: Jeg vil
beflitte mig paa, at leve dydig. Præsten roste mig, for
min Oprigtighed og sagde, at den befaldt ham langt bedre
end de brovtende Svar, som næsten alle havdt sat under
det andet Spørgsmaal: Hvad giør du? Thi de fleste skreve
derunder: Jeg lærer Viisdom. Jeg tiener Fædernelan¬
det. Jeg giver store Almisser o. s. v. Han førte mig
derpaa ind i Skiebnens Værelse. Her fandt jeg alle ulyk¬
kelige Tilfælde, Mangler og Skrøbeligheder afmalede, som
de Dødelige ere underkastede. Jeg saae Krøblinge, Blinde,
Rasende o. s. v.. Min Ledsager spurgte mig, om saadanne
Tilfælde havde mødt mig? Da jeg svarede Ney, saa sagde
han: Jil da hen i Templen og tak Guddommen, lev vel
tilfreds og fornøyet, og forglem ikke de fire Spørgsmaal.
Strax aabnede sig en Dør, og jeg havde den allersmukkeste
Udsigt af lutter Enge, Dale, Floder og behagelige Bierge.
Dette er Lyksalighedens Land, sagde Præsten, hvorudi du
skal komme, dersom du endnu en Tidlang opholder dig i
dette Dydens Tempel.


Brev til en ung Ven.
Min lille elskelige Ven!
Den Efterretning, jeg af Deres Hr. Fader har faaet
om at De befinder sig vel, og den Forsikkring, at De endnu
erindrede sig Deres gamle Ven, har, efter en langvarig
Sygdom givet mig den første Fornøyelse. Naar hiin til
fredsstillede mine ivrigste Ønsker, saa forekom denne mig
ikke uventet. Hvad jeg endog havde maattet befrygte ihen¬
seende til Deres Ungdoms Munterhed og oftere Adspre¬
delse: saa var dog min lille Vens følelsesfulde gode Hierte
mig en alt for sikker Borgen, at jeg skulde have kundet holde
Dem gandske beqvem til en letsindig Forglemmelse. Ja,
da efter nogle Ugers Forløb engang en liden Tvivl, (ikkun
i en Drøm,) vilde forurolige mig: saa var det mig meget
let, at hæve samme igien, saasnart jeg blev vaagen, og jeg
behøvede dertil ikkun at erindre mig de tre sidste Dage, som
vi tilbragte, førend vi skiltes ad.
Hvad for et ædelmodigt og taknemmeligt Hierte,
sagde jeg til mig selv, har han ikke viist mig, ikkun i disse
faa Dage! Dersom han havde nydt Millioner Velgier¬
ninger af mig, saa skulde han derved have betalt mig dem
allesammen. O Gud, hvilken god Sæd ligger i dette
lille Hierte, og opspirer, eller meget mere viser allerede de
smukkeste Blomster til tilkommende Frugter! Et taknem¬
meligt Menneske er beqvemt til alle Dyder. Min lille
Ven er derfor beqvem til alle Dyder! O at han maae er¬
holde dem, og naar han engang har erholdet dem, at
han da maae bestandig bevare dem, ja saa længe bevare
dem, indtil han engang efter et berømmeligt fuldendet Lev¬
netsløb maae gaae ind i Evigheden og døe paa Dydens
Seng, den sande Æres Seng, og begrædes af alle From¬
heds, Viisdoms, Redeligheds, Høymodigheds og Men¬
neskekierligheds Venner.
Dette og mange andre saadanne Ønsker har Deres
Ven ofte igientaget, fra den Tid af at han efter den sidste
Omfavnelse overgav Dem med stille Sukke i det gode For¬
syns Hænder. Han vil endnu utallige Gange igientage
dem, ja saa længe igientage dem, indtil engang Deres be¬
standige og prøvede Dyd vil forsikkre ham om, at De ikke
skal falde tilbage igien.
De tænker altsaa endnu paa mig, mit kiere Barn!
Men siig mig dog, har De ikke og endnu engang erindret
sig Deres Vens sidste faa Ord til Dem? Det var omtrent
disse: "Den Almægtige være med Dem og bevare Dem.
Han opvække Dem allevegne Venner, Han selv være
"stedse Deres beste Ven! Frygt De Gud, og ellers intet!
"Vær from! Vær dydig!" Var det ikke dette, som min
Weemodighed endnu tilstædde mig, at sige Dem?
Skulde De vel strax have glemt det igien? O ney, jeg
frygter ikke derfor. Deres Hierte var jo altid aabent for
det Gode; hvorledes kunde det da have været tillukket for
en bekiendt Vens sidste Formaninger? Visselig kastede De
sig selv strax i Deres Tanker i Forsynets Arme, og over¬


gav Sig og Deres Velfærd til ham allene, som visselig
bestyrer alle Ting. Vist sagde De til sig selv: Naar den
Almægtige er min Beskyttelse, hvad kan da skade mig?
Vist fattede De den ædle Beslutning paa hvert Sted, hvor
Forsynet maatte føre Dem i Fremtiden, dagligen at for¬
høye Deres Gudsfrygt og alle øvrige Dyder, og engang
ved utrættet Flid at giøre sig fortient for det almindelige
Beste.
Er det ikke sandt, min kiere Ven! gjorde De ikke det?
Jeg er overbeviist om, at De havde kundet giøre det. Jeg
har ikke sielden havt den Fornøyelse, at høre saadanne Be¬
tragtninger og Tanker af Dem. Eller om De den Gang
maaskee befandt sig i en alt for stor Adspredelse; ønskede
De ikke dette Øyeblik, at De maatte have gjort det, og vil
De ikke strax giøre sig Umag for, at forbedre Deres Feyl?
Det vil De gandske vist, eller jeg efter to Aars Tid endnu
ikke maae kiende Dem ret.
Jeg forestiller mig Dem i dette Øyeblik saaledes, som
De vel tilforn stod eller sad hos mig, med Deres Haand i
min Haand, og Deres Øyne henvendte paa mine Øyne;
omtrent ligesom den Gang, da Deres opmerksomme begier¬
lige Øre ikke kunde høre sig mæt paa den for Dem endnu
nye Sandhed, at den gode Skaber havde givet sine Men¬
nesker sine Bud, blot af Kierlighed, og til deres eget Beste:
og da jeg, efter Deres Forlangende, maatte anden og tre¬
die Gang igientage for Dem, hvad jeg havde sagt om
denne Materie.
Jeg har forhen giort det Ønske, at De ved Deres
uventede Afsked fra mig maatte strax have kastet sig i For¬
synets Arme; ikke fordi at jeg for denne Forandrings Skyld
holdt for, at De mere behøvede sammes Beskyttelse, men
fordi jeg ønskede, at De maatte giøre det ved enhver vig¬
tig Begivenhed i Deres Liv, da De hver Tid og Time be¬
høver samme.
Skulde De vel have Taalmodighed at høre lidet paa
mig? Kom, mit Barn! jeg vil fortælle Dem en liden Hi¬
storie. Forestil De sig engang, at De befandt sig i forbe¬
meldte Stilling hos mig, Deres Haand indsluttet i min,
og Deres Øyne henvendte paa mine. Min Historie vil
befalde Dem. Den er gandske sandfærdig, omendskiønt me¬
get besynderlig. Man har fundet den optegnet i en Skip¬
pers Dagbog fra det Jndianske Compagnie i Holland, og den
er bleven stadfæstet af det gandske Skibs=Folk for Admira¬
litets Dommerne. Vil De nu høre engang.
Dette Skib, som jeg nylig har meldt om, lagde sig
paa Ganges, som er en af de berømteste Floder i Asien, der
fører Guld og Ædelstene med sig, lod sammesteds Anker
falde, og skikkede sin Sluppe ud med nogle Folk udi at fiske.
Da de fore op ad Floden og udkastede deres Garn, steeg en
af dem ud af Sluppen og gik paa en Dæmning; men han
var neppe kommen 20 Skridt bort fra de andre, førend han
saae en fæl stor Crocodil, som ilede imod ham.
Vi maae en liden Stund forlade denne Baadsmand
i Faren, efterdi jeg først maae beskrive dette Dyr for Dem.
Crocodilen er en Art af Fuirbeen i det Store. Det er et


Amphibium, eller et Dyr, som lever baade paa Landet og
i Vandet. Nogle ville, at de Americanske Crocodiler ere
henved Hundrede Fod lange. Maaskee man har giort dem
noget større, end de virkelig ere. Men saa meget er vist,
at man i Nil=Strømmen og andre Africanske Floder fin¬
der dem 15 til 25 Fod lange. Dette Dyr har et stort
Svælg og Strube, og dets Tænder ligner Tænderne paa
en Sav. Dets Krop og Hale er bedekket med nigiennem¬
trængelige Skiæl.
Dette Dyr, som er vant til, at knuse imellem sine Tæn¬
der alt hvad det finder, gik løs paa dette arme Menneske,
som, for at undgaae det, vilde i en Hast løbe over paa den
anden Side af Dæmningen; men i samme Øyeblik lod sig
paa den anden Side see en Tiger med rovgierrige funk¬
lende Øyne.
De kiender Tigeren af en Afbildning i Hallens Dyre¬
nes Natur-Historie. Jeg har vel og før sagt dem, hvad
det er for et farligt Dyr; men maaeskee at de har glemt
meget deraf igien, som jeg just ikke kan legge en liden Mand
til Last, der endnu ikke havde fyldt otte Aar. Jeg vil der¬
for igientage det for Dem; og i hvor meget deres lille go¬
de Hierte endog maae klappe for dette ulykkelige Menneske
saa maae vi forlade ham engang, endog i denne dobbelte
Fare. Det er sandt, hans Fare er saa stor, at den nep¬
pe kan være større. De skal dog derfor ikke skielve alt for¬
meget; men meget heller et Øyeblik erindre sig et Øyeblik,
at der vaager et almægtigt Forsyn over alle Ting, og i
særdeleshed over os Mennesker. Er de nu vel mere saa
bange?
Jeg vilde beskrive Tigerdyret for Dem. Dette Dyrs
Størrelse er meget forskiellig. Nogle ere saa store som en
Aargammel Kalv, og nogle endda større; andre derimod
ere ikkun saa store som den mindste Kat. Dette Dyr er
det hastigste af alle Rov=Dyr, og derhos meget sterkt og
meget listigt. Naar det vil tage fat paa et Rov, saa skiu¬
ler det sig gemeenlig i Buskene, og saa snart det seer sin
Fordeel, skyder det løs paa samme som en Piil. Det er
det smukkeste af alle firefødde Dyr, men tillige og det aller¬
grummeste. Det springer over en ti fod høy Muur, fryg¬
ter sig ikke for nogen Jld, og klavrer op ad den glatteste
Veg med sine skarpe Kløer, naar det er arrigt.
Saadant et Dyr var den anden Fiende, som vor
ulykkelige Baadsmand fik imod sig, og det var just i Begreb
med at springe løs paa ham, da Crocodilen paa den anden
Side og var næsten ved Foden af Demningen. Hvad som
endnu synes at formere det arme Menneskes Ulykke var dette
at et nyt Tilfælde berøvede ham en endog den allersvageste
Rest af hans overblevne Haab. Han faldt. Udstrakt laae
han der plat ned, den Ulyksalige, udsat for de allergrumme¬
ste og allerfæleste Fienders Graadighed. Han er nu vist
nok forloren! uden al Redning forloren!
Ney, intet mindre! Tigeren, som i det samme han
faldt, giorde et sterkt Spring, for maaeskee at gribe fat paa
dette ulyksalige Menneskes Strube, sprang ved hans Fald
over ham, og skiød ned lige for Crocpdilen, som med Be¬


gierlighed snappede det nermeste Bytte, og dermed ilede ud
i Floden. Paa saadan en Maade blev vor Baadsmand
paa engang befriet fra to af de Forskrekkeligste Fiender,
og kom frisk og uskad til sine Kamerader som med Frygt
og Bevelse havde seet paa denne gandske Tildragelse.
Vil De nu ikke tilstaae, at dette uformodentlige lyk¬
kelige Udfald paa denne Begivenhed har ogsaa befriet dem
fra en stor Uroe. Men hvor meget bange vil jeg ikke strax
giøre Dem igien, naar jeg siger Dem, at vi Mennesker
ere i visse Maader denne Baadsmand lige. Jmidlertid,
mit kiere Barn! er dog intet vissere end dette. Vi ere allevegne
omgivne af Farer. Alle Elementer, Luft, Jld, Vand
og Jord, ja ofte endog ikkun smaa Ting, en ringe agtet
Orm, en Misunder, en falsk Ven, og tusinde andre Ting
synes at have sammensvoret sig til vor Fordervelse; og der¬
som De engang med et Øyekast kunde oversee de utallige
Tilfælde, som kan møde os Mennesker i dette Liv: saa skul¬
de de sikkert troe, at alle maatte nødvendig undergaae, en¬
ten under det ene eller andet. De skulde blive lige saa ban¬
ge for sig selv. Men vær ikkun trøstig, min kiere Ven!
Frygt De ikkun Gud; ellers intet!
Dette høyeste og fuldkomneste Væsen, under hvis
Beskyttelse allene alle dets Skabninger staaer, fortiener vor
gandske Tillid. Jntet skeer uden samme. Alle dets Hen¬
sigter ere vise; dets Almagt befordrer samme, og dets God¬
hed udvelger altid det beste for os. Hvor ulykkelig vare vi
arme Mennesker, om noget kunde skee af en Hendelse eller
af et blindt Tilfælde, uden dette veldædigste Væsens Med¬
virkning, og i hvilken bestandig Angest maatte vi da ikke
tilbringe vort Liv, dersom vi blot allene vare overladte til
vor egen Ledelse.
Plato, en piis Hedning, erkiendte allerede, at al
den Ulykke, som en dydig og retfærdig Mand kunde ve¬
derfares, maatte dog tilsidst falde ud til hans Beste.
En anden christelig Plato, (jeg kalder ham saale¬
des for Lighedens Skyld, og efterdi hans Navn er mig ikke
bekiendt,) var visselig endnu sterkere overbeviist om denne
Sandhed, ved Hielp af vor beste Religion; thi han bevi¬
ste, ved enhver forefaldende Leylighed, at han ikke blot
sagde, men og virkelig troede, hvad han paastod og for¬
svarede at troe om denne Materie. Da han engang for en
vigtig Proees Skyld skulde reyse til Engeland, og til den
Ende vilde stige i en Pakketbaad, gik Falrebet i Stykker,
og han brekkede et Been, i det han faldt ned i Baaden.
Hans omstaaende Venner begyndte meget at beklage ham;
men han trøstede dem strax selv med den største Taalmodig
hed. J skal ikke forurolige eder for min Skyld, mine
Venner! sagde han det er altsammen ret got, ret meget got,
og dette Fald tiener gandske vist til mit Beste. Hans Ven¬
ner viste stor Lyst til at spotte ham for hans efter deres Tan¬
ker overdrevne Taalmodighed; thi saadan en aldeeles Over¬
givelse i den guddommelige Villie, og en saa bestandig Til¬
lid til Forsynets alvise Regiering, var for høy for deres
svage Siele. De spurgte ham derfor temmelig spodsk:
hvorledes et Beenbrud, som foraarsagede hans Reyses Op¬


settelse, og hvorformedelst han kunde tabe en vigtig Pro¬
cess, skulde vel kunde geraade ham til beste? Det veed jeg
vel ikke at sige Eder, svarede han, men desto vissere veed
Forsynet det, og jeg bliver derved at dette Fald tiener til
mit Beste. Man bragte ham paa Landet igien. Skibet
afseylede, satte til i en Storm, og af alle de derpaa be¬
findtlige Mennesker blev ikke en eneste reddet.  Den¬
ne Verden, mit Barn, er ikkun et Prøvested, hvor vi
skal forberedes til en høyere Lyksalighed. En kort Reyse
fører os igiennem samme, for at finde vor sikkre Bolig i
hine salige Himle. Hvor lyksaligt, naar vi aldrig har
været misfornøyede med den Høyestes vise Regiering, og
altid i Ydmyghed underkastet os hans Villie!
Bliver De og træt af at høre paa mig videre?
Jeg vil engang selv besvare mig dette Spøtsmaal: Hun¬
drede andre skulde maaskee for længe siden være blevne træt¬
te, min lille Ven derimod visselig ikke. Jeg erindrer mig
endnu meget ofte de Timer, da vi har talet sammen om
ligesaadanne Materier, og hvorved ikke sielden tre til fire
Timer ere uformerkt forløbne. Kunde jeg saa gesvindt
skrive som jeg tilforn kunde tale med Dem, saa skulde mit
Brev endnu blive længer. Vel veed jeg, at det er allerede
alt for langt til et almindeligt Brev, men jeg veed og, at
jeg nu i mere end tolv Uger ikke har talt med min lille Ven,
og at jeg maae engang have min Friehed at tale ret længe
med ham jeg skriver Dem dog forstaaeligt til, mit Barn,
mig tykkes, jeg udtrykker mig ikke anderledes, end jeg pleye¬
de i vore almindelige Samtaler. Skulde jeg ikke giøre
det saa meld mig et Ord derom.
Er det ikke sandt; at de gad nok endnu høre en liden
Historie? Nu vel, jeg vil til Beslutning endnu fortælle
Dem en. Den har en Hentydelse paa det som jeg forhen
har sagt Dem. Cornelius Nepos en net latinsk Historie¬
skriver, som De formodentlig snart vil lære at kiende, for¬
tæller os om Thimoleon, at han i sit Huus havde et eget
Bedekammer, hvor han pleyede at dyrke og tilbede den
Gudinde, som hos Hedningerne forestillede Forsynet. Han
var overhovedet vant til, gandske og allene at tilskrive For¬
synet alle sine lykkelige og ulykkelige Tilfælde. Plutarchi
en anden fortreffelig Historieskriver, som De og om faa
Aar vil lære at kiende, fortæller os følgende Historie om
ham: Tre skarns Mennesker havde sammensvoret sig med
hiin anden, at myrde denne retskafne Mand i et Tempel,
hvor han forrettede sin Andagt. Enhver af dem stillede sig
paa et til deres Forehavende beqvemt Sted; og de biede
ikkun efter en Leylighed, at udføre deres Forset, da just en
Fremmed saae en af de Sammensvorne, anfaldt ham og
dræbte ham paa Stedet. De to andre, som troede, at
deres Forehavende var blevet opdaget faldt Timoleøn til
Fode, og bekiendte hele Sagen for ham. Ved sammes
Undersøgelse viste det sig, at den Fremmede ikke havde vidst


det allerr ingeste af Samenrottelsen, men at den Dræbe
havde for mange Aar siden slaget en af hans Brødre ihiel
og at han den hele Tid igiennem havde ingen Leyligher
kundet finde til at hævne dette Mord, førend just paa den
ne Tid, da han ved hans Død merkede at være bleven et
Midel til at conservere en retskaffen Mands Liv.
Jeg overlader til Dem selv, videre at eftertænke i
Eenrum denne ligeledes sandfærdige Tildragelse saalænge,
indtil jeg en anden Gang skriver Dem udførligere til om
denne Materie.
Forhenævnte Plutareg fortæller os om Alerander den
Stbre, at ingen af alle den vise Philosophs Psamnons
Taler befaldt ham saa meget som denne: Gud regierer
alle Mennesker; thi efterdi de ere de fortreffeligste Skabnin¬
ger, saa staaer de i et Forvandtskab med ham."
J Forvandtskab med det fuldkomneste Væsen! Hvor
maae saadan en Tanke ikke opmuntre os, til at giøre os
ret værdige til vor Herkomstes Adel, for derved ogsaa af
faae det høyeste og beste Væsens Venskab og bifald, hvis
Størhed, Godhed og Forsorg har ingen Grændser. Da
kan vi først i de største Farligheder selv udraabe: Vi fryg¬
ter Gud; ellers intet, eller og sige med den Kongelige
Digter: Herren er Konge; thi glæder Jorderige sig!
J hvad der endog nogen Tid vil møde Dem i Deres
Liv, min lille kiere Ven! saa tænk altid med den kiere
Gellert:
Jngen Spurre falder,
Herre! uden din Villie;
Skulde jeg ikke tilfredsstille mit Hierte med den Trøst,
At din Haand opholder mit Liv.
Lev nu vel, mit kiere Barn! ret vel, og ret meget
fornøyet. De vil dog svare mig? Og om De endog ikkun
med et Par Ord siger mig, at De elsker mig, og at mit
Brev har været Dem behageligt: saa vil jeg være vel til¬
freds og skrive Dem mange andre Breve til. Jeg er med
den ømmeste Tilbøyelighed
Deres sande Ven:
J. D. L.
P. S. Deres beste Veninde seer, at jeg slutter mit
Brev til Dem. Hun har bedet mig, at hilse Dem tusinde
Gange; Msr. O* ligeledes, og det hele øvrige Huus.
De vil dog engang blive en virkelig retskaffen Mand.
Hvilken Fornøyelse for mig, naar jeg hører dette at siges
med en tilforladelig Forsikkring. J Sandhed, siger jeg,
han vil ikke bedrage vort Haab; ney visselig vil han ikke;
troe mig kun!


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 14


Allehaande for Børn og unge Folk,
Den vise. En Østerlandsk Fortælling)
E¬
u sagde til den Verdsligvise Tahika: Du, som veed
alle Ting, siig mig, hvad jeg skal giøre, for at kom¬
me til Viisdom? Du seer, svarede den Vise ham, denne
hvorledes han, ved Hielp af sin Stav, vandrer midt igien¬
nem Trængselen. Han forlader sig ikke paa noget, med
mindre han i Forveyen har rørt ved det. Du seer ham
jo; hvorfor spørger du mig da, hvad man skal giøre?
Du har jo Mønsteret for dine Øyne.
Bidrag om Opdragelsen.
Dydragelsen er uden Tvivl en af de vigtigste Omsorger
i det menneskelige Liv. Alt det øvrige beroer derpaa;
og hvor kan der paa en svag og slet lagt Grundvold blive
opført en sterk og retskaffen Bygning? Vi, som de Folkes
Stolthed, der troer sig at være mere polerede end vi, fordi
de ere meere fordervede, tæller endnu næsten iblant Bar¬
barerne, vi selv begynder at begribe dette, og vi skulde
være lykkelige, om vi vare vise nok, at tage den støre Sand¬
hed i sin hele Omkreds til Hierte. Jo længer vi kommer
bort fra Sædernes Enfoldighed, som i forrige Tider (det
er meget længe siden) vare os egne; jo mere Midlerne og
Anledningerne førøges hos os til at være onde; desto om¬
"hyggeligere maae vi bevare vore Efterkommere for de slem¬
me Følger af samme.
I.. En Plante, som bliver forflyttet fra god i slet Jord,
behøver en mere omhyggelig Pleye, om den ikke skal udarte,
u eller gandske uddøe. Og ligesaaledes er det beskaffent med
Menneskene. J Naturens Stand, hvor Mennesket fattes
Næring til Lasterne, og mangler Smag i samme, behøver
det ikke saa omhyggelig og møysom Tugt og Opdragelse,
som iblant de Fordervelser, hvorunder de borgerlige Sel¬
skaber sukker, der allermeest roser sig af deres Fuldkom¬
menhed.
g. Det skulde være lettere, at giøre en fuldkommen Repu¬
blik af lutter Barbaver, end af den sædeligste Europæiske
m. Nation, med en Mængde Philosophers Hielp, at overtale
ad ikkun hundrede Borgere til at blive dydige og retskafne
Mennesker. J de Vildes Hierter er der en sin Følelse a
Dyd, Ærlighed, og Pligt, som ikkun behøver at opvækkes.
Men hos os er det, ligesom alting havde sammensvoret
sig, for at undertrykke Dydens og Naturens fineste og beste
Drifter. Jblant alt det, som omgiver os, er der næsten
intet, som kunde forføre os til at være slemme og onde.
Førend vi begynder at tænke, har allerede det Onde fæstet


Rødder i os, og det er et møysommeligt Arbeyde, at pleye og
rygte en Plante, som er udsat for saa mange slemme Virknin¬
ger af Luften, som Mennesket! Men hvor vigtigt er ikke
dette Arbeyde? Og hvor meget maae ikke Forældre og Sta¬
ten selv lade sig det være magtpaaliggende?
Jeg har ofte hørt den gode Opdragelse at rose, som man
giver Ungdommen hos os; men jeg har aldrig hverken seet
eller hørt Frugterne deraf at roses. Vøre lyksalige Fædres
Sønner ere hverken bedre Borgere, eller bedre Mennesker, end
disse fordum vare. Og om deres Døttre har endnu ingen
sagt, at de vare ligesaa gode Ægtefæller, Mødre og Mad¬
mødre, som deres Mødre har været. Jeg erindrer mig meget
mere tusinde Gange at have hørt det, som er tvertimod. Ere
da vore Mennesker saa fordervede, at endog den beste Opdra¬
gelse er spildt paa dem, eller duer denne Opdragelse intet? Jeg
giør Naturen Uret, dersom jeg fæster Troe til det første, der
for maae jeg antage det sidste for vist.
Hvad er det dog virkelig ikke for en elendig Ting, som vi
kalder Opdragelsen, Og hvor lidet kiender de fleste iblant os
dens sande Væsen? Man har saa længe sagt os, at de Franske
opdrager deres Børn vel, at vi endelig ogsaa har faaet Lyst til,
at efterabe dem i dette Stykke ligesom i mange andre. Da
vi havde hørt, at de uden megen Møye bragte dette store
Verk i Stand, ved Dandsemestere, Musikmestere, Malære
og Syepiger, saa tog man Pedanter og Kammerpiger i sin
Sold, saa havde vi Forstand nok, til at efterabe dem herudi,
thi ri havde ligesaa mange Penge som de, og ligesaa megen
Forfængelighed, til at overvinde den Gierrighed, der endnu
havde kundet holde os tilbage.
Men hvad kom her for en Opdragelse udaf? Sønnerne
bliver qvindagtigere og kielnere vante, end forhen. Man
bibringer dem i deres første Barndom Begreber om en
Høyhed og en Stand, hvortil vi hverken ere fornemme eller
rige nok. Man qvæler derved Drivten i dem til den bor¬
gerlige Levemaade, og altsaa til deres Medborgere. Det kom¬
mer Forældrene ikke meget an paa, enten Sønnen lærer noget
i Videnskaberne eller ikke, men sysselsetter ham ikkun med
Skolegang, paa det man ey skal lade ham gaae gandske ørkes¬
løs, indtil han er bleven oplagt til noget vigtigere; derfor
kan han og uden Fare igien glemme alt, hvad han imidlertid
lærer. Ja det skulde før være hans Skade, end hans For
deel, ifald han ikke var nogen Jgnorant.
Tiden nærmer sig nu til vigtigere Ting. De fleste har lært
det Franske af Ammer og Tienestepiger. Og de behøver lige¬
saa lidet at forstaae det af Grunden, som andre Ting. Der¬
for bruger man nu omstunder fornemmelig Dandsemester,
Musikmester og Regnemester, for at danne den Mand, som
eengang skal være sin Faders søde Haab, sin Moders Lyst og
Fædernelandets Stytte. Naar han ikkun kan giøre en Re¬


verentz, spille en Solo, og formere en Regning, saa har han
fuldbragt alt, hvad en billig Fader kan fordre af ham. Er
han endnu ikke uforskammet eller dristig nok, til at foresnakke
et Fruentimmer nogle Uselheder, og trænger han endnu til
lidet Maneer, for at erstatte det Tomme i hans Hoved, saa
skikker man ham til Paris, hvor han i Omgangen med de
Sletteste aflegger Resten af Beskedenhed og Uskyldighed.
Vore unge Døttres Opdragelse er omtrent den selvsamme.
Qvindagtighed, Hovmodighed og Forfængelighed ere de før¬
ste Begreber, som man bibringer dem, og hvilke de alt for
gierne antager. Man giør sig ikke meere Umag for noget, end
bestyrke dem derudi. Jndbegrebet af alle qvindelige Dyder
bestaaer i udvortes Tekkeligheder. Undertiden lærer de og at
tegne. Men en velgiort Reverentz, og en taalelig Stilling
ere allerede en høyere Fuldkommenheds Grad, og nogen Fær¬
dighed i at kunde afsynge en Jtaliensk Aria, er den allerhøyeste.
Kan man sandfærdig kalde dette en Opdragelse? Ere vi
ikke uskikkede Blomster Elskere, som giver den lugtløse Tuli¬
pan Fortrin for den vellugtende Negllike? Ere vi ikke lastvær¬
dige, at vi forlanger lutter Blomster og ingen Frugter? Jeg
dadler ikke, at vi og seer paa de behagelige Egenskaber, men
ikkun at vi allene seer derpaa. Man skulde giøre gode Bor¬
gere og Borgerinder af Børnene, og man giør Comoedianter,
Pantomimer og Pupper af dem. Man skulde med den yder¬
ste Omhyggelighed bevæbne dem imod de Farer, som de har
at bære i Livet, og man styrter dem forsetligviis derudi. Man
skulde i dem bilde og giøre Mennesket fuldkomment, og man
qvæler det, i det man er bekymret for sammes Udzirelser. Man
skulde udvikle Guds Billede i Menneskene, og man giør alt
hvad man kan til at udslette og skiule samme.
Skulde vi virkelig ikke før skatte dem lykkelige, som ey ere
blevne fordervede ved det, vi kalder Opdragelse? Skulde vi ik
ke beklage de uskyldige Offere for deres Forældres Uforstandig¬
hed, Forfængelighed og onde Exempler, der ligesom bliver
omhyggelig tilberede i deres spædeste Ungdom med Fordom¬
me, Vildfarelser og slemme Tilbøyeligheder, for at være
onde, og Forældrene selv tillukker Dydens Vey for dem?
Skulde det ikke være tusinde Gange før at ønske, at man ikke
havde hørt det Ord Opdragelse, end at man deraf skulde
have giort den afskyeligste Kunst, at forderve og fornedre de
fortreffeligste og beste Hierter? Ulyksalige Forældre! om¬
endskiønt J ikke selv ere dydige, om J end ville tage feyl af
æders høye Bestemmelse, saa unddrager dog ikke eders Børn
deres høye Bestemmelse, saa tillader dog dem at være det.
Da vi i denne Hovedsag tager saa grovelig feyl, saa maae
vi ikke saa meget forundre os over den overhaandtagende For¬
dervelse. Vi har Love imod Yppighed, Pragt og alle Laster,
som ere Staten skadelige; men hvad formaaer Love uden
Sæder. Det eneste Middel til at bringe Lydighed imod Lo¬
vene i Stand igien, og med dem Fædernelandets Velstand,
skulde være, at enhver Fader giorde en Reformation i sit eget
Huus, og der handthæve Menneskelighedens, Beskaffenhe¬
dens og Ordenens Love med den Anseelse, som Naturen har
givet ham.


Saa længe Familiernes Tilstand er paa det elendigste be¬
skaffen, saa længe kan Staten ikke være florerende. Saa
længe Forældrene ikkun opdrager slemme og i Grunden for¬
dervede Mennesker, hvor skal da Staten kunde love sig gode
Borgere!
Amintas.
Amintas, som man i Paris
Har holdt for artig, fiin og viis,
Nu kommer hiem til vore Grændser.
Man troer, han har nu god Forstand,
At tiene vel sit Fødeland:
Han giør de beste Reverentzer.
Om Børns Pligt imod deres Forældre.
Dngensteds seer man tydeligere Guds Forsyns Orden og
Omkreds, og den Maade, paa hvilken den fastsetter og
aabenbarer den Giensidige Pligters Grændser, end ved de
vexelvise Forbindtligheder imellem Forældre og deres Børn.
Barnet kommer til Verden, nøgent, hielpeløst, og meer
berøvet hos sig selv de naturlige Midler til Sikkerhed og
Underholdning, end næsten alle Skabninger af en nedrige¬
re Classe. J denne Trang iler Forældrenes Omhyggelig¬
hed og Ømhed til Barnets Hielp; den tilfredsstiller det i
alt hvad det behøver, og letter alle dets Mangler; de taa¬
ler og overbærer med alle dets naturlige Uartigheder i den
Alder, da Barnet hverken kan blive forbedret eller under¬
viist; den forsørger det ikke allene med den bæste Ræring,
da det er uformuende til at forsørge sig selv dermed, men
den rekker det ogsaa samme og det er uskikket til at ernære
sig selv; den overbærer med alle dets forskiellige Daarlighe¬
der og Ubesindigheder; den hører ikke allene paa dets spil¬
lende og tomme Spørsmaal med Taalmodighed; men end¬
og med Fornøyelse, indtil den gradeviis har bragt det til
en fuldkommen Sundhed, Styrke og Kundskab. Men ikke
længe efter at Barnet er kommet til denne sin Naturs Fuld¬
kommenhed: saa begynder dets Forældre allereede igien ef¬
terhaanden at forfalde i samme Svagheder, ved hvilke de
for kort siden understøttede og ledede deres Børn og nu be¬
høver de samme Bistand, som de forhen viiste andre. Først
begynder de at blive sygelige, og de betiener sig da til deres
Hielp af deres Børns Sundhed, som de forhen har under¬
holdet og sørget for. Paa Sundheds Forhiis følger ge¬
meenlig Fornøyelsens Tab. De gamle Forældre bliver knur¬
vurne, uvillige og ærgrer sig over alting, som er om dem.
Dette er nu den Tidspunkt, da Børnene igien kan bevise
ald den Ømhed og Taalmodighed for deres knarvurne For¬
ældre uden Modtvillighed og Dadel, som deres Forældre
saa lang Tid viste imod dem i deres Barndom, da de
endnu ikke kunde blive forbedrede og rettede. Dernæst bli¬
ver de gamle Forældre ogsaa ofte besværlige ved deres Snak¬
somhed, og, som Ungdommen immer troer, endog ubesin¬
dige; de opholder sig bestandig ved Anmerkninger fra
deres Tider og Ungdoms Aar, men Børnene bør erindre sig,
at de har og havt deres Tid, at være snaksomme og ube¬


findige udi; og deres Forældre taalte dette hos dem, men
med denne Forskiel, at de smaae Børn ikkun kunde giøre
enfoldige og barnagtige Spørsmaal til Forældrene, men
de gamle Forældre fortæller nu vise og nyttige Anmerknin¬
ger. Men de bliver besværlige, ved det de fortæller dem
saa ofte. Derpaa kan man meget let svare: at har Børne¬
nes Forældre taalt deres Daarlighed, saa kan Børnene
meget vel taale deres Viisdom, og om de endog maaskee
siger mere, end der behøvedes, for at undervise deres Børn
om de nærværende Ting, saa gaaer dog mestendeels deres
Tale ud paa de forbigangne Ting, paa Ting, som maaskee
ere skeete mange Aar, førend Børnene ere fødte, og som
de følgelig langt bedre maae vide, end Børnene. Eller
om de og skulle tale mere, end der behøvedes til deres Børns
Underretning, saa siger de dog maaskee ikke meere, end der
udfordres til Underretning for Børnenes Betientere og deres
Børn, som nu ere komne til de Aar, at de kan giøre man¬
ge Spørsmaale. Og derfor har Forsynet meget vel saa¬
ledes indrettet det, at disse smaa Børns Beste=Forældre
nu finder en Fornøyelse derudi, at svare dem paa alt, hvad
de spørger om, og forsyne dem med en Forraad af nyttige
Anmerkninger, som de behøver, ja, som de engang efter
den anden maae høre igien, som man vel hundrede gange
maae indskierpe dem, og som de, uden denne Bistand, maa¬
skee først om mange Aar skulde kunde naae af sig selv. Der¬
af følger, at den Tilbøyelighed til Snaksomhed, som fal¬
der os almindelig saa besværlig hos gamle Folk, har sin
Nytte og af den Alvise er bestemt til saa fortreffelige Øye¬
meed. Men lad os sette, at dette Øyemeed blev ikke opnaaet
saa giengielder dog ikkun Børnene naar de taaler det, de¬
res Forældre blot alleene det, som de allereede for længe
siden vare dem skyldige. Derefter mister Forældrene deres
Styrke, og de kan ikke gaae uden Stav og Understøttelse.
Og her maae Børnene være omhyggelige, at de ikke næg¬
ter dem denne Understøttelse. Børnene bør betænke, hvor
mange Aar Forældrene har baaret dem paa sine Arme?
og hvor mange Aar, de har ledet dem, hvorhen de vilde gaae
og vogtet dem fra Fald og Fare. Børnene maae da ikke
ville tillade eller taale at see, at disse gamle Lemmer skal
vakle eller synke til Jorden, som saa ofte har understøttet
og reddet deres, da de vare svage, spæde og ubeqvemme,
til at understøtte og redde sig selv. Sandelig de kan ikke
og skal ikke paa engang giøre sig skyldige i saadanne Grue¬
somhed og Utaknemmelighed. Endelig begynder ogsaa de
gamle Forældres Forstand at tabe sig; og deres Gemyts
Kræfter varer ikke meget længer, end deres Legems Styr¬
ke. De forfalder og aftager Gradeviis, indtil de endelig
bliver til Børn igien. Deres Syn slaaer dem feyl; deres
Tunge stammer; de bliver endnu engang Børn, og ere nu
indsluttede i deres Senge, ligesom de allerførst vare i deres
Vugger. Dette er det sidste Livets Optrin; og her forlan¬
ger de al den Omhyggelighed, Medlidenhed og Ømhed,
som Børnene ere i Stand til at give dem nu de just ville
gaae ud af Verden, ligesom Børnene fordrede af dem,
da de først kom ind ind i Verden.


Om Menneskers foranderlige Meninger og Ungdom¬
mens bedragelige Haab.
Saxter melder, i hans eget Levnetslobs Fortælling, om
adskillige Meninger, som han holdt allesammen for aabenba¬
re og unægtelige ved hans Opvext i Verden, men som han siden
igien aflagde, da han blev underviist af Tiden og Erfarenheden.
Hvo som nu eftertænker og betragter sit eget Gemyts Til¬
stand, fra hans mandige Aars Begyndelse, indtil de endes,
og giver Agt paa, hvad han i adskillige Tids=Punkter har
søgt eller befrygtet, ringe eller høyt agtet, den skal ikke finde
nogen Grund til at troe, at denne Meningernes Forandring
er nogensinde egen for en Stand eller Character. Den Sorg¬
løsseste og Uagtsomste selv bliver undertiden Overbeviisnin¬
gen paanødet; Tidens Lærdomme paatrænger sig og den
uvilligste og meest adspredte Tilhører: og naar vi sammen¬
ligner vore forrige Tanker med de nærværende, saa mærker vi,
at vort Gemyt har forandret sig, omendskiønt vi ikke kan op¬
dage den Tid, naar denne Forandring er forefalden, eller de
Aarsager, som tilveyebragte den.
Denne Meningers Forandring foranlediger en bestandig
Strid imellem Alderdommen og Ungdommen. De, som
formedelst Fortrin af et langt Liv holder sig berettigede til, at
fordre Ærbødighed og Lydighed, ere gemeenlig tilbøyelige
til, med Foragt at ansee deres Begreb, over hvis Forhold de
fører Opsigt, fordi de ikke overveyer, at den tilkommende og
forbigangne Tid viser sig under forskiellige Gestalter; at Ulig¬
heden altid er stor imellem Forventelsen og Nydelsen, imellem
den nye Besiddelse og Mættelse; at Sandheden af Alder¬
dommens alt for mange Lærdomme er for ubehagelig til, at
man skulde kunde tilstaae samme, førend man selv føler dem;
og at Livets Elendighed skulde overgaae al Menneskelig Taal¬
modighed, dersom vi ved Jndtrædelsen i Verden havde de
samme Meninger, som vi fører ud af den med os.
Naturligviis hænger vi efter de Tanker som befalder os.
Haabet hersker i hvert Gemyt, indtil det ved mange ulyk¬
kelige Tilfælde er blevet undertrykket. Den Unge, som al¬
drig har opdaget, hvor meget Onde, der bestandig svæver
os over Hovedet, seer fuld af Henrykkelse ud i Verden,
saasnart ingen Tugt mere indskrenker ham. Runden om
sig seer han intet andet end eyseiske Marker, der lyser saa
klare af mangfoldig Skiønhed, og ere saa særdeles opfyld¬
te med Fornøyelse, at hans Bekymring er meget mere, at
ophobe Got til Got, end at skye det Onde. Han staaer
adspredet formedelst de forskiellige Gestalter af Forlystelser¬
ne, uden nogen anden Betænkning, end hvilken Vey han
skal betræde iblandt dem der alle paa lige Maade fører til
Lyksalighedens Sæde.
Hvo som ikkun har seet Livets Overflade, holder enhver
Ting for det, som den synes at være, og fatter sielden
Mistanke, at den udvortes Glands skiuler en hemmelig
Sorg eller Plage. Han troer ikke, at der kan gives Høy¬
hed uden Sikkerhed, Overflødighed uden Nøysomhed,
Venlighed uden Venskab, og Eensomhed uden uden Ro¬
lighed. Han mener, det er ham tilladt, at udsøge det


Angeneme for sig af enhver Tilstand, og at overlade det
Umagelige til de Ørkesløse og Uvidende. Han troer at in¬
gen er elendig, uden for sin egen Skyld, og bærer aldrig
stor Medlidenhed med Feyl og vidrige Tilfælde, efterdi
han holder for, at man har begaaet dem med Villien, eller
paadraget sig dem med Skiødesløshed.
Det er umueligt, uden Medlidenhed og Foragt at høre
paa et ungt Menneske af et høymodigt Sindelav og fyrrig
Jndbildningskraft, naar han, i en Times aabenhiertig
Fortroelighed, opdager sine Hensigter og Forventelser. Efter¬
di et langt Liv er mueligt, saa anseer han det som vist;
han lover sig derfor alle Lyksalighedens Scener, og anviiser
et hvert Ønske sin Opfyldelse. En Tidlang vil han gand¬
ske opofre sig til Lyst og Glæde; han vil igiennemstreiffe
Verden, for at opsøge Forlystelser, vil forlyste et hvert Øye,
vil vinde hvert Hierte, og paa samme Tid fortiene sig Roes
ved sine indtagende Skiødesløsheder og grundige Egenska¬
ber, sine dybsindige Betragtninger og vittige Jndfald. Han
udvider herpaa sine Hensigter til ædlere Forlystelser, og
finder alle Fruentimmer=Verdenens adspredte Fuldkommen¬
heder forenede i et Fruentimmer, som hans Tilbøyelighed
giver Fortrin for alle Titler og Rigdomme. Derefter vil
han indvikle sig i Forretninger, hæve Vandskeligheder, og
overvinde Modstand; han vil ved sine Fortienesters blotte
Magt opsvinge sig til Ære og Høyhed, og belønne alle
dem, som føyer hans Ophøyelse, eller bærer tilbørlig Agt
for hans tidlige Fuldkommenhed. Endelig vil han i Fred
og Ære begive sig til Rolighed, indskrænke sine Hensigter
blot til huuslig Forlystelse, bilde sine Børns Sæder efter
sig, og see paa, hvorledes et hvert Aar udvikler hans Døt¬
tres Skiønhed, og hvor fyrrige hans Sønner bliver ved
deres Faders Historie, han vil give Naboelavet Love, og
Efterkommerne Forskrifter, og efterlade Verden et Exem¬
pel paa Lykke og Viisdom.
J saadant Haab styrter han sig glad ind i Livet. For¬
gieves siger man ham, at Menneskelighedens Stand til¬
stæder ingen reen ublandet Lyksalighed. Ungdommens ud¬
skeyende Lystighed ender sig i Armod eller Sygdom; usæd¬
vanlige Egenskaber og modsatte Fuldkommenheder tilveye¬
bringer saavel Misgunst som bifald; hvad endog Beun¬
dring og Egennyttighed vil love ham, saa maae han dog
alligevel ægte en Kone, der er ligesom andre Koner, med
nogle Dyder og Feyl, og lige saa ofte føle Mishag over
de sidste, som fornøyelse over de første; saasnart han ind¬
træder i Forretningers Kreds, maae han forudsette, at
der findes ligesaa forslagne, behiertede og resolverede Folk,
som han er; nogle af hans Børn ville maaskee blive hæslige,
andre Lastefulde, nogle skulle giøre ham ulykkelige ved deres
Daarligheder, andre giøre ham vred ved deres Uforskammen¬
hed, og atter andre giøre ham lens ved deres Ødselhed.
Alt dette hører han paa med en haardnakket Vantroe, og


falder i Forundring over, at dog Ondskaben har saa stot
Jndflydelse paa Alderdommen, saa at den ikke aflader, at
døve hans Øren med onde Spaadomme.
Jblant andre unge Gemytters behagelige Vildfarelser
findes og den Mening om deres egen Vigtighed. Hvo som
endnu ikke har bemerket, hvor liden Opmerksomhed hans Tids¬
forvandte kan spare fra deres egne Forretninger, den troer, at
alles Øyne ere henvendte og vogter paa ham, og holder en¬
hver, som kommer ham nær, for en Fiende eller Tilhænger,
for en Speyder eller Beundrer. Han lever derfor i en be¬
standig Tvang, og troer, at hans Ære beroer paa enhver
Handels Udgang. Mange af Ungdommens Dyder og La¬
ster reyser sig af den hastige Følelse af Æren; dette giver
den Standhaftighed, Troskab og Uegennyttighed; og dette
optænder dem til Hævn for ringe Fornærmelser, og lærer dem
alle den grusomme Æresyges Grundsætninger.
Men naar Tiden bringer den Unge længer ind i Verden,
saa opdager han, at han blot deler Roes og Dadel med
utallige andre; at han, naar Masken er bleven ham afre¬
ven, bliver ubekiendt ladt tilbage i Trængselen; og at hvad
han giør, Got eller Ondt, vel tilveye=bringer en kort Be¬
vægelse, men snart igien giør Plads for Agtsomheden, paa
nye Formaale, han undslaaer sig der for medlet Møye fra Æng¬
stelighed, for Berømmelse, og betragter Roes og Dadel
blot som en forbigaaende Vind, hvilken, i det han hører
den, haster forbi, uden at efterlade sig varig Skade eller
Fordeel.
Hos Ungdommen er det sædvanligt, at afmale Ret og
Uret blot efter Verdens Mening, og hos Alderdommen,
begge Dele efter Egennyttighed, og at forlise Skam og
Blufærdighed, uden at sette Dyden i sammes Sted.
Altsaa er Livets Stand saaledes beskaffen, at der stedse
mangler noget i Lyksalighed. J Ungdommen har vi ivrigt
Haab, som snart qvæles af Overilelse og Skiødesløshed,
og store Hensigter, som Uerfarenhed giør krebsgængige. J
Alderdommen besidder vi Klogskab og Videnskab, men uden
Mod, at vise samme, eller bevægende Grunde, til at op¬
vække samme; vi ere beqvemme til at giøre Jndvendinger
og tage Forholds=Regler, men vi beholder ikke Tid nok til¬
overs, at bringe dem til Udførelse.
Verden er altsaa ikke det Sted, hvor vi tør vente Lyk¬
salighed. Men Tilkomsten har sine glædelige Udsigter;
der giemmes en Lyksalighed for os, hvilken, naar vi hen¬
vender vor Opmerksomhed paa den, skal understytte os i
Sygdoms Smerter og Alderdommens Udmattelse. Denne
Lyksalighed kan vi tilforladelig vente; fordi den er uden for
Tilfældets Magt, og lader sig opnaae af alle dem, som
oprigtig ønsker den og alvorlig stræber derefter. I denne
maae altsaa tilsidst ethvert Gemyt hvile. Haabet sk
Menneskets største Gode, men blot det Haab er fornuftigt,
om hvilket vi vist vide, at det ikke skal slaae Feyl.


1769
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 15


Følgende Breve have vi fundet, og vi holder det for
vores Skyldighed at hyse dem op, om Eyerne ellers vil
kiende sig ved dem:
Søde Grand Mama!
D¬
sen Pige, som søde Grand Mama veed, Lisbeth
skaffede mig, kom rigtig nok i sin Tieneste om
Aftenen, men Selv tredie. Jeg stod i mit Vin¬
"due, som jeg gemenlig pleyer, og saae en ung Karl ved hver
Side af hende, de holdte en lang Samtale i Porten og
"beseiglede samme med nogle Dusin Kys. Pigen, som et
"tænkte at jeg saae det, vilde i Førstningen nægte det; men
"da jeg sagde hende mere, gik hun til Bekiendelse, at der
ene var hendes Broder og den anden hendes næst Sød¬
"skende Barn. Men, søde Grand Mama, naar pleyer
saadanne gemeene Sødskende at kysses? Jeg har og mer
ket dem hver Aften hos hende, og det maae aldrig hæn¬
ge rigtig sammen med disse næst Sødskende Børn:
Jeg er &c. &c.
Kiere Datter!
For alt hvad jeg kan raade dig, saa hold din nye Pige
stivt i Ørene. Det skader ikke, om du kan finde en Slags
Leylighed til i de første Dage at give hende et Par Øre
dask, siden kan du bøye hende om en Finger. Du maae
strax lade see, at du er Madame i Huuset, og saaledes
giøre hende forbløffet; Du maae og see til at du kan faae
hendes Passer og Skudsmaale fra hende under 4 Øyne;
thi saa har du vundet Spill, og kan medhandle hende
som dig synes. Trak du din forrige Pige brav af i hen¬
"des Løn? De Tøse de maae afkortes noget, de fører jo
"nu saadan en Stads, at man kan ikke giøre Forskiæl paa
en Tieneste Tøyte og en Hæderlig Madame. For al
""Ting, mit Barn! saa lad aldrig Nøglen sidde i dit Spii¬
se=Kammer, og pas vel paa, at du ikke glemmer Brø¬
"det i Kiøkkenet. Du kunde og anskaffe dig en liden Vægt
for med samme at tilveye dem i Lod og qvintin hvad de
endelig for Skams Skyld skal have. Jnden 8te Dag¬
er saadan en Vægt dobbelt betalt,
Jeg er &c.
Hierte Mama!
iDen, som bringer Hierte Mama dette Brev, er min
"nye Pige, som jeg fik til sidste Fahredag. Det er en
"snurrig Tøs. Jeg har min Plaseer af hende, naar min
Mand er ude. Hun er kun en Snees Aar, men hun


"har næsten tient paa ligesaa mange Stæder; hvorfore
"hun og kan fortælle mig alting baade løst og fast, hvordan
"det gaaer til i andre Huuse. Hun har sagt mig hvorfore
"Madame J** og hendes Mand ikke kan forliges, og hvor¬
"fra Jomfrue Æ* faaer al sin nymodens Stads. Hun
har tient hos Madame A? i 14 Dage; men de 14 Da¬
ge vare hende saa lange som 14 Aar; thi Mama veed
selv, hvorledes Madame A*k aldrig tager ud af sit Huus
i Visiter. Frue B? fortæller hun mig, agter med
første at begive sig herfra Staden, for at leve i Rolig¬
"hed paa Landet, og Frøken C** skal nu giftes med sin
første Kiereste. Hun har fortalt mig den rette Aarsag,
"hvorfor Jomfrue D* slog op med sin gamle Kiereste.
"Madame E * siger hun, satte sin brocheret Brude¬
"Klædning paa Assistence=Huuset, for at faae en Masque¬
"rade=Klædning en Nats Tid til Leye. Hr. F**s Søn
"er aldrig hiemme nogen Nat i sin Faders Huus, og hans
"Mama sidder oppe efter ham mange Nætter. Og da
samme Pige har tient 2 gange før Amme, saa kan hun
fortælle mig mange Eventyrer. Vil kun hierte Mama
give sig i Snak med hende, saa skal De faae at høre.
Jeg er &c.
Hierte Tante!
"Den Pige, jeg fik til Fahre-Dag, stod sidst til Con¬
firmation, men hvad meener ikke hierte Tante! hun har
min Troe allerede en Kiereste. Han ikke allene fulgte hen¬
"de i Plads; men giør endog sin Opvartning næsten hver
"Aften i Porten. J Søndags ventede min Pige, at jeg
"vilde have besøgt hierte Tante, da jeg gik af Aftensang;
"men til al Uheld for disse unge Folk, kom jeg uformo¬
"dentlig hiem, og fandt dem ret smukt ved Caffe=Bordet
"i mit Sove=Kammer. Knøsen luskede da skulende ud i
"Kiøkkenet, og Tøsen sagde det var hendes Sødskende¬
"Barn. Kan Hierte Tante skaffe mig en anden Pige,
skeete mig en stor Velgierning; thi jeg kan ikke fordrage,
saadan Familieskab i mine Værelser, og saadan Fami¬
lie kunde jo let formeeres i mit Sove=Kammer.
Jeg er &c.
Kiere Datter=Datter!
"Dn maae endelig komme til mig, for at afprygle mig
"et par Piger, som jeg har faaet i denne Tid. Saa gam¬
mel som jeg endnu er, har jeg aldrig havt saa uforskam¬
"mede Piger. Jeg kan ringe 2 Gange førend de kommer,
"de trettes altid en halv Time om hvem af dem der skal gaae
"ind til mig. Den eene har allerede slaget min Sal=Mands


"Underskaal i tu til hans Mund= og Liv=Thee=Koppe, og
"den anden har slaget min brune Spøllkomme i tusinde
"Stykker, saa jeg ikke engang kan faae den klinkket. Den
eene af dem kan ikke lide min Hund, og den anden kan
"besvime, naar hun seer min Kat, saa fiine ere Pigerne
"nu omstunder, saa jeg befrygter, at mine arme Creatu¬
"rer, staaer Fare for at blive myrdet af disse Barbarer.
"Din lille Søster, som er mig saa troe som Guld, for¬
"tæller mig, at de kan æde forskrekkelig, og allerede har
"faaet en Nøgel, som kan lukke mit Spise=Kammer op.
"Jeg maae jo blive en ruineret Kone paa min gamle Al¬
"der? kom snart min kiere Datter! Ak, min stakkels
Jeg er din hulde
"gamle Mobs.
Grand=Mama
N. N.
En Fortælling.
En vis Konge gik engang paa Marken i en simpel Klæd¬
ning, efterdi han ikke vilde være kiendt. Han fandt en
Bonde, som gik paa sin Ager og arbeydede, og syntes
at være 60 Aar gammel, han havde hvidt Haar og arbey¬
dede i sin blotte Trøye. Kongen tiltalede ham saaledes:
Gud bevare dig, Menneske paa Jorden. Eder og,
Herre paa Jorden, svarede Bonden. Hvorfor kalder
du mig saa, spurgte Kongen, kiender du mig? Ney, sag¬
de Bonden, (som vel kiendte ham, men mærkede, at Kon¬
gen vilde være ukiendelig) Men jeg kalder Eder saaledes
efterdi Mennesket skal være en Herre over Jorden, som
alles Herre skabte til hans Brug og Nytte. Kongen
blev hans hvide Haar vaer, og sagde til ham: Det har
sneet sterkt paa Biergene. Tiden, sagde Bonden, brin¬
ger saadant med sig. Da Kongen sluttede af disse tvety¬
dige Ord at Bonden besad stoer naturlig Forstand, indlod
han sig viidere i Samtale: Du arbeyder meget og er dog
saa gammel. Jeg har dem, sagde Bonden, som endnu er
langt ældre, at ernære, foruden mig selv. Hvormeget for¬
tiener du om Dagen, spurgte Kongen; 8 Skilling, sva¬
rede Bonden. Kongen: er det da tilstrækkelig til Eders
Underholdning? Bonden: Ja, det maae endnu rekke læn¬
ger; thi hvad jeg fortærer er det ringeste. Kongen: nu
hvortil bruger du dem da? Bonden: Med de 2 Skil¬
ling føder jeg mig og Kone; med de andre 2 betaler
jeg daglig en gammel Gield; 2 Skilling laaner jeg
daglig ud; og de 2 Skilling kaster jeg daglig bort.
Kongen: hvordan skal jeg forstaae det? Bonden: 2 Skil¬
ling fortærer jeg daglig med min Kone, og derfor
skal vi ikke kunde nyde meget; med de andre 2 Skil¬
ling betaler jeg gammel Gield; thi jeg har endnu Fa¬
der og Moder, som begge ere saa gamle, at de ikke
kan arbeyde, dem bør jeg ernære, ligesom de har
gjort imod mig i min Ungdom, da jeg ikke kunde ar¬
beyde, og paa den Maade afbetaler jeg paa min Gield
hos dem. 2 Skilling som jeg daglig laaner ud er til


mine Sønners Underholdning, hvilke endnu ere saa
unge, at de ey kan arbeyde; thi jeg blev sildig gift;
Disse Penge laaner jeg dem nu, efterdi jeg haaber,
at de skal betale mig igien, naar de kan arbeyde, og
jeg for Alderdom ikke meere kan ernære mig. Ende¬
lig de 2 Skilling, som jeg daglig kaster bort, ere til
mine Døttres Underholdning. Af dem kan jeg intet
vente at faae igien, thi naar de voxer til og bliver
gifte, vil deres Mænd nok hindre Giengieldelsen.
Kongen, som fandt stor behag i denne Bondes Tale, befoel
ham at betragte hans Ansigt nøye, og forbød ham, at
han maatte ikke aabenbare nogen al denne Discours
uden naar han saae dette selv samme Ansigt. Hvilket og
Bonden lovede. Kongen lod derpaa sammenkalde de lærdeste i
sin heele Stad, og forelagde dem denne Mørke=Tale, som
de under Straf af at miste deres Levebrød skulde inden 2
Dage udtolke ham. Saa meget sagde han dem, at en
Bonde havde fremsat ham denne mørke Tale. De arme
Lærde vare bekymrede, intet kunde de udlegge Talen, og
nødig vilde de miste deres Feede Levebrød. Endelig fik de
udforsket, hvor Kongen i de Dage havde været, og med
hvilken Bonde han havde talt. De gaaer til Bonden, og
beder ham indstændig at udlegge dem denne mørke Tale;
men Bonden vilde ikke, sigende det var ham forbudet. Dis¬
se Lærde vendte tilbage igien, og toge en heel Hob Store
Guld og Sølv=Penge med sig, og derpaa gik til Bonden
igien, tilbydende sig at ville give ham alle disse Penge, om
han vilde forklare dem denne Hemmelighed. Gierne sag¬
de Bonden, da han saae og fik disse Penge; han sagde dem
det altsammen, og de glade indfandt sig for Kongen
den 3 die Dag og forklarede den mørke Tale. Kongen
som merkede strax, at Bonden havde sagt dem det, gik strax
til Bonden, og bebreydede ham sin Troeløshed, og at han
ikke havde holdet Ord og Løfte. Jo min Herre, svarede
Bonden, jeg har nøye iagttaget, alt hvad mig er befalet.
Hvorledes, spurgte Kongen: Du maatte jo ikke sige no¬
gen det, førend du saae mit Ansigt. Det har jeg og
holdt, svarede Bonden; disse Karle gik først fra mig med
uforrettet Sag; men strax kom de til mig igien, og havde
saadan en Mængde af Eders Ansigter med, som J her seer
(Han viiste Kongen derpaa Pengene) altsaa var jeg ik¬
ke forbundet at tie længer, da jeg saae Eders eget Ansigt.
Kongen kunde ikke noksom beundre denne Mands fine For¬
stand, og Fortællingen siger, at Kongen tog Bonden til
sit Hof, hvor han blev sadt i Ære, Rigdom og Anseelse.
Jndfald.
Et ungt Fruentimmer i Frankerig, hvis Broder var gaaet
over til den Protestantiske Religion, havde engang ladet
sig besvangre, og derfor maatte udstaae Kirkens Disciplin.
Efterat Pateren havde formanet hende paa det alvorligste,
at hun ikke oftere maatte giøre dette Feyltrin, og ey hen¬
falde til hendes Broders afskyelige Laster, svarede hun:


O! min Herre! jeg vilde tusinde gange heller begaae
samme Feyltrin, end jeg vilde giøre mig skyldig i
min Broders Forbrydelse.
En vis Jtaliensk Geistlig reyste engang igiennem Nea¬
polis. Det blev berettet den da værende Konge Alphonsus,
at denne Geistlige havde meget oprømte Jndfald, og holdte
en Bog, hvori han havde optegnet alle de Daarligheder,
som de Store i hans Tiid havde begaaet. Kongen lod
ham komme for sig, og spurgte ham, om han selv stod i
denne hans Bog. Jeg vil see efter, svarede den Geistlige,
og da han havde bladet sin Bog igiennem, læste han: En
Daarlighed, som Kong Alphonsus af Neapolis har
begaaet, at han har sendt en Mohr fra sit Hof med
tolv tusinde Gylden til Africa for at kiøbe Heste. Kon¬
gen svarede herpaa: hvori meener Du at denne Daarlighed
bestaar at have givet en Mohr sligt i Commission? Efter¬
di han vil blive tilbage i sit eget Land med Pengene,
var denne Geistliges Svar. Men om han nu kommer igien
med Hestene eller med mine Penge? sagde Kongen. Ja
saa sletter jeg Deres Majestæt ud af min Bog, og
setter Mohren deri i Stæden, svarede den Geistlige.
En Catolick blev syg. Det lod som han stridede med
Døden. Han lod derfor sin Pater hente, som overgav
ham et Træe=billede af en Helgen for at vedligeholde hans
Andagt. Men den Syge blev igien bedre. Han gav der¬
for Pateren billedet tilbage med disse Ord: Der har J
jeres Gud igien, nu har jeg ham ikke meeere nødig.
En Protestant fik af en catholsk Pater ti Lovisdorer, for¬
di han var overgaaet til den Catholske Religion. Da Pate¬
ren udbetalte ham disse, sagde Protestanten: Min Herre
De maae virkelig endnu give mig ti til, thi det er saa
forbandet tungt, at troe transsubstationen.
En Præst holdte en lang og tillige en tør Prædiken, saa
at hans Tilhørere troede, at Prædikenen kunde maaskee vare
til ud paa Natten; hvorfor de een efter anden gik ud af
Kirken, saa at Degnen allene blev tilbage. Endelig blev
Tiden ogsaa den gode Degn for lang, saa han sagde til
Præsten: her legger jeg Noglen, Faer! naar J er
færdig, kan J lukke Kirke=Døren i.
En Bonde kom i en stor Stad, og saae, at der stod skre¬
vet over et Huus: Her ere Heste at bekomme. 1768
Gud bevare mig, sagde han, dersom der ere saa mange
Heste i et eneste Huus, hvor mange maa der da ikke
være i heele Byen?
Kong Henrich af Frankerig, der var ligesaa naadig og
sagtmodig en Konge, som han var en stoer Helt, blev en¬
gang en gammel Mand vaer, som havde et Snee=hvidt
Haar, og et Kul=sort Skiæg. Kongen lod denne Mand
kalde til sig, og spurgte, hvoraf det kunde komme sig, at
at hans Haar havde to saa forskiellige Farver. Det kom¬
mer deraf deres Majestæt, svarede den Gamle: at mit
Haar er nogle og tive Aar ældre end mit Skiæg.
En Officier sad engang paa en Viin=Stue og brantede
af sine i Feldten begangne Helte=Gierninger, og iblandt
andet, at han engang med et Hug, havde hugget det ene


Been af en fiendtlig Officier. En Skalk, som var i Stuen,
svarede: at det havde været ham til større Honneur, om
han havde hugget Hovedet af. O! svarede den anden:
Han havde just ingen Hoved.
Den Helt Antigonus bragte engang sine Soldater i
Slagt-Orden, og da man sagde ham, for at giøre ham
bange, at Fienden vilde udskyde saadan Mængde Pile, at
Solen vilde tabe sit Skin; eller at de vilde fordunkle So¬
len. Det er mig ret kiert, svarede han, thi da det er
meget varmt og heedt i Dag, saa kan vi fægte i
Skyggen.
Et Fruentimmer beklagede sig, at hun var skiændet af
en Mandsperson. For Retten spurgte Dommeren, om
hun ikke gjorde Modstand? Jeg skreeg forskrækkelig,
svarede hun. Ja, sagde et af Vidnerne, men det var
nie Maaneder efter.
En fornem Dame sendte sin Laquai efter hendes nye og
kostbare Klædning, og befoel ham, at dersom der kom
Regn, skulde han tage en Vogn, at Klædningen ikke skulde
blive vaad. Tieneren kom tilbage i en stærk Plads¬
regn, og bragte Klædningen gandske vaad hiem. Damen
blev vreed, skiendte og sagde: at han ikke havde efterkom¬
met hendes befaling: Tieneren sagde, at han nøye havde
efterkommet Fruens Ordre. Hvor er det mueligt, raabte
Damen, Klæderne ere jo gandske vaade; J har jo ikke havt
dem i Vognen? Ney, svarede Tieneren, jeg veed vel,
hvor jeg hører hen. Jeg satte mig ikke i Vognen,
men stod bag paa. - Saa eenfoldige ere Tienerne
nu omstunder ikke. Nu veed de gandske rigtig, hvor det
fornemste Sted er. Ja, vi lever og i de oplyste Tider.
En fornem Herre vilde gierne lære at kiende den berømte
Poet og Comoedieskriver, Ben Johnson, og lod ham bede
til Giest hos sig. Ben Johnson gik derhen; men da han
havde temmelig slette Klæder paa, vilde Portneren ikke
melde ham; men viste ham temmelig grovt bort, hvilket
Ben Johnson besvarede i de høye Toner. Herren kom
just paa Trappen, og da han hørte den Allarm i Porten,
spurgte han, hvad det var? Poeten traadde da frem, og
sagde: at Hans Naade havde nødet ham til Taffels hos
sig. Jer, min Ven, raabte Herren: hvem er J da? Jeg
er den Poet Ben Johnson. Ey, det kan ikke være, thi
J seer jo ud, som J ikke kunde sige Bø til en Oxe. Bø!
raabte strax Ben Johnson og gik.
Adskillige Officierer talte med hinanden om Batallier og
tappre Krigshelte. Man opregnede et stort Antal af be¬
rømte Helte, og talede om deres Bedrifter. Ey! Hvil¬
ket Væsen giør J ikke deraf, sagde een af dem, som
var en Gasconier. Alle disse Dækkener, som J her
seer, har jeg ladet giøre af lutter Stutsbarter, af dem
som jeg med egen Haand har dræbt i sidste Krig.
En Ven sagde til en anden, hvorfor han i alle sine Sa¬
ger vilde være saa egensindig, endog herudi, at han havde
taget sig en meget liden Kone. Hvordan min Ven, svare¬
de den anden: veed du ikke, at man iblandt alle onde
Ting maae udvælge det mindste onde.


Nyt og Gammelt.
Mdiøbenhavn. Her saae et unet Menneske sin Fader
at spille, og, da han saae sin Fader at tabe mange Penge,
sukkede. Faderen, som mærkede Sønnens Bedrøvelse,
spurgte om Aarsagen. O! sagde det unge Menneske: Jeg
har hørt, at Alexander den Store sukkede ved de Erob¬
ringer, som hans Fader Philippus giorde, og frygtede, at
der skulde ikke blive noget tilbage for ham at overvinde;
men jeg derimod frygter for, at min Fader ikke skal efter¬
lade mig noget at tabe.
Her er ellers i denne Tid skeet en forunderlig Forvand¬
ling. Ovidius selv maae tilstaae at den overgaaer alle
hans Forvandlinger. En Skipper befandt ved sin Ankomst
her til Staden, at hans heele Ladning af Havre var blevet
forvandlet til Caffe=Bønner. - Nu sparer man vente¬
lig den Ruug, som ellers bliver malet til Caffe; thi Havre
forvandlet til Caffe=Bønner, skulde man vente bliver let¬
tere. Men nogle vil dog sige, at disse forvandlede Bøn¬
ner har en slem Afsmag.
Som noget besynderligt Nyt, maae vi og fortælle, at
den hiertens lille Smaa=Herre Msr. Petit var i Kirke sidste
Confirmations=Dag, og stod gandske stille. Man vil og
sige, at hans andre Brødre ey heller løb fra den ene Kirke
til den anden. Men vi frygter at denne Tidende er urig¬
tig. Ja, skulde den være det, kan vi jo altid kalde den
tilbage.
Vore unge Smaa=Herrer har og allerede aabnet Lyst¬
Reyserne til den behagelige Dyre=Have; dog vil nogle
meene, at det ikke er skeet saa meget for Skovens Skyld,
som for at see de nye Skov=Gudinder, som maaskee kunde
have flyttet dertil ved sidste Fahre=Dag, for at tage Tieneste
under de Herrer Fauni eller Skov=Guder.
To Mandspersoner stode forleden hos hinanden paa Ga¬
den, og da et ungt Fruentimmer gik dem forbi, sagde den
eene: Der gaaer det smukkeste Fruentimmer, som jeg
nogen Tid har seet. Hun vendte sig om, og, da hun
var intet mindre end smuk, sagde hun: Jeg vilde ønske
min Herre, at jeg kunde sige det samme om Dem.
Jylland. En Herremand her mødte een af sine Bønder,
og spurgte: hvorhen? Bonden svarede: Jeg veed det ey,
gode Herre! Herremanden, som fandt sig fornærmet ved
saadant Svar, sagde: at han strax skulde følge med, og
ride Træe=Hesten paa Gaarden. Naadige Herre, raabte
Bonden: seer De vel, at jeg havde Ret til mit Svar;
thi jeg tænkte nu mindst paa at skulle gaae til Gaar¬
den for at komme til Hest.
En Bonde=Karl her skiemtede med en Pige og sagde, at
han vilde komme til hende om Natten. Pigen svarede, at
han da skulde tage sig i Agt for hendes store Kiøkken=Kniv;
thi den pleyede hun at tage med sig til Sengs. Det blev
Nat, og Karlen indfandt sig rigtig i Pigens Kammer, som


raabte: Hvem er der? Karlen svarede: det er mig, jeg
vilde nok komme nærmere, men jeg er bange for den store
Kniv. O! jeg dumme Bæst! raabte Pigen: Nu har
jeg ladet den ligge i Kiekkenet.
Wandsbeck. Her er endnu en Levning af de gamle Lu¬
cretier. For nogen Tid siden vilde en ung Mandsperson
her med Magt aftvinge et modest og ærbært Fruentimmer
et Kys. Hun satte sig af al Magt derimod, og under de
haardeste Trusler. Da hun, dette uagtet saae sig i den
yderste Fare, greeb hun i Desperation til den Resolution,
at bide Næsen af denne Liebhaber, saa denne lille Herre
maae nu gaae Næseløs for sin Næsviished. Ventelig vil
denne Lyst forgaae ham for Eftertiden. Dog kan han nu
forsøge det, saa tit han vil, uden at lide samme Skade.
Det var ellers ikke got for denne Lucretia at komme
til et Amager=Bryllup, hvor det er Skik at kysse de Piger,
man har dandset med.
Jtalien. En Munk, som var en Fiskers Søn, og var
udi et rigt Abbedie, lod i sin Stue alle Dage udbrede et
Fisker=Garn, for at lade, som han bestandig vilde erindre
sig sin ringe Herkomst. Denne forstilte Ydmyghed udvir¬
kede saa meget, at man udvalgte ham til Abbed i det rige
Abbedie, da der skeete Vacance. Saasnart han var ble¬
ven Abbed, brugte han ikke sin gamle Sædvane med Fisker¬
Garnet. Da man engang spurgte ham om Aarsagen, sva¬
rede han: Nu, da jeg har fanget Fisken, behøver jeg ikke
Garnet meere. Denne Fisker har mange Brødre.
Paris. Her skulde en Actrice forestille en Mandsperson,
paa Theatret, da hun nu havde spillet sin Rulle meget vel,
sagde hun til de andre Acteurer. Jeg troer gandske vist at
den halve Deel af Tilskuerne holdt mig for en virkelig
Mandsperson. Men, svarede den lystige Person: den
anden halve Deel veed tilforladelig det, som er tvert¬
imod.
Engelland. En Advocat her giorde for nogen Tid siden,
da han laae paa sin sotte Seng, sit Testamente, og forskrev
al hans Efterladenskab til lutter Narre og afsindige Folk.
Thi, sagde han: af saadanne har jeg faaet det, og
saadanne vil jeg give det igien.
Den berømte Acteur Wilks, skulde engang forestille at
han blev myrdet i en Tragoedie. Men da han havde en
stærk Hoste, kunde han ikke holde sig, men hostede, da han
skulde forestille en Død, hvilket bragte de fleeste Tilskuere i
Latter. Hvorpaa han reiste Hovedet op og sagde: Nu
treffer det ind, hvad min Moder spaaede mig, at jeg
vilde komme til at høste i min Grav, fordi jeg drak
saa meget. Dette opvakte en almindelig Haandklappen,
og giorde den begangne Feyl god igien.
Her arbeyder en stor Jurist paa et Middel til at afskaffe
det fordervelige Kort=Spill. - Dette Middel bliver
dog nok af samme Slags, som hiin Juristes Middel imod
Qvæg=Sygen, som han dog ikke vilde aabenbare under
4000 Rigsdaler.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 16


De sterke Aanders Rige.
En Allegorisk Drøm.
Jeg drømte, at jeg befandt mig paa et svagt Stykke
Træe, som kunde blive kuldkastet af den mindste Bøl¬
ge, midt paa Havet. Solen gik ned, og det a
den i Luften overblevne Lysning foraarsagede et meget svagt
Tusmørke, som og forsvandt saasnart, at Natten brød
frem, førend jeg ønskede det. Paa engang blev Himme¬
len overtrakt med de tykkeste Skyer; de grusomste Storm¬
vinde reyste sig, stødte paa hinanden, og oprørte de vold¬
somste Bølger. Der var ingensteds det mindste Skin af
nogen Stierne at see, hvorefter jeg havde kundet stille min
Cours. Jeg troede, ved det flygtige Lys af Lynilden, hist
og her at see fast Land; Man saasnart jeg blev kastet derhen
saa fandt jeg de allerfarligste Klipper. Tusinde gange for¬
bandede jeg den ubesindige Nysgierrighed, som havde ført
mig paa dette uvisse Hav, hvor jeg saae min Død for Øyne¬
ne. Fuld af Frygt og Haab holdt jeg mig vel fast ved
mit Bredt; men jeg blev dreven og kastet saa heftig om¬
kring af de imod hverandre stødende Bølger, at jeg ende¬
lig tilsidst træt og udmattet lod Armene synke, og overlod
mig gandske til min Skiebne, at føre mig hvorhen den selv
vilde.
Halv død blev jeg da omsider skaftet op til en Skraae
Klippe. Jeg laae her en temmelig Tidlang i den største
Tvivl, og vidste ikke om det steile Bierg var et øde og tomt
eller et behageligt og beboet Land; om jeg enten skulde
klavre op, eller her oppebie min Død. Men Kierlighed
til Livet fik Overhaand, og jeg samlede alle mine Kræfter,
for at stige op ad denne Banke. Efter mit Tykke havde
Dagen snart skuldet frembyde, og jeg meente ogfaa, at jeg
saae nogle Straaler af den opgaaende Soel. Glæden over
dette forønskede Syn oplivede mig paa nye, og fordobblede
mine Skridt. Jeg kom op paa Høyen, førend jeg formo¬
dede det; og mig syntes, at jeg saae den behageligste Egn
i en frugtbar Slette liggende for mig. Dog saae jeg alt
dette ligesom igiennem en tyk Taage, som hindrede mig
fra, ret at betragte den for mig liggende Gienstands for¬
modentlige Skiønhed. Men i Stedet for at samme skulle
fordele sig, saa at jeg kunde komme til at see tydeligere: saa
blev det hvert Øyeblik tykkere, og jeg kunde neppe see en
Haandbred fra mig. Hvor jeg meente, at trædde paa
blødt græs og gik i Blomster=Eng; der fornam jeg spidse
Torne og Tidsle, skarpe Flintesteene, eller kom ud i Morads.
J dette mørke travede jeg en Tidlang om, indtil jeg paa
engang faldt ned i en Afgrund, som jeg ikke blev vaer.
Dette overilede Fald løb endda af uden merkelig Skade,


endskiønt jeg var reven og stødt over alt i Ansigtet. Jeg
kom snart til mig selv igien af den derved bekomne Skrek,
og gav mig paa nye paa Veyen. Frygt for at falde i en
nye og maaskee farligere Afgrund, skulde have hindret mig
fra, at gaae noget Skridt videre; thi jeg maatte hvert
Øyeblik være bange for at falde og brekke Halsen i Stykker.
Men Begierligheden efter at komme ud af denne Forvir¬
ring drev mine Fødder afsted; og om endskiøndt jeg fort¬
satte min Gang med Skielven og Bæven: saa var det mig
umueligt, at tage mig i Agt for at snuble. Veyen var
saa ujevn og slibrig, at jeg ingensteds kunde faae Fodfæ¬
ste, og desuden var den begroet med saa meget Krat, at det
ikke var mueligt, at trenge sig derigiennem, uden hist og
her at blive hængende. Det fæle Mørke, som omgav hele
Horizonten, vilde heller ikke ophøre, men blev immer ster¬
kere, jo længer jeg meente at komme ind i dette forskrekke¬
lige Land. Luften blev saa tyk og saa kold, at alle mine
Lemmer bleve tilsidst næsten stive af Frost. Ulvenes bedrø¬
velige Hylen, Ravnenes og Uglernes fæle Skrig, som gav
Gienlyd i den hele Egn, var en græsselig Tone i mine Øren:
Hvad for Ønsker, hvad for Løfter giorde jeg ikke, for at
finde en sikker Vey ud fra et saa ulyksaligt Land, som jeg
holdt for udueligt at beboes, og blot ansaae for et Opholds
sted for de forskrekkeligste Uhyrer i Naturen. Jeg blev
herudi bestyrket, da jeg hørte nogle Vanskabninger at ras¬
le forbie mig. Den forandrede Allarm, hvoraf jeg blev
bedøvet, var det eneste, hvoraf jeg sluttede, at de maatte
være af et forskielligt Slags.
J Øyeblikket blev jeg omringet af mange deraf, hvil¬
ke langt borte saae næsten ud som Mennesker; men i Nær¬
heden vare de saa afskyelige, at deres Syn satte mig i den
største Forskrekkelse. De fleste havde hele Kroppen ligesom
sigtet fuld af Brændemerker, Ribler og Arr; og det som
var allerforunderligst: saa holdt de det for en Skiønhed,
naar man kunde opvise mangfoldige af saadanne Saar.
Nogle vare ikke saa ilde tilredte; men af deres Øyne frem¬
brød en mørk Melancholie, og de syntes at være overfaldne
af en haard Sove=Syge, da Frekhed og Afsindighed sad
i Panden af andre. Alt dette merkede jeg ved det dunkle
Skin af Faklerne, som de bare i deres Hænder, og som
skulde tiene dem til Veyvisere. Hos mange brændte sam¬
me ikke engang mere, men ulmede ikkun endnu, saa der
opstod en tyk og stinkende Røg fra dem i Veyret.
Da disse Spøgelser merkede min Forbavselse, sloge
de en stor Latter op, og dreve Spot med min Banghed.
Endelig spurgte den Anseeligste af denne vilde Sværm mig,
om jeg var en Fiende af Fordom, og en oprigtig Elsker
af Sandhed? Efterat jeg havde bejaet det saa ønskede han
mig til Lykke med et vildt Glædes=Skrig, og tilbøde mig,


at bringe mig hen til denne Gudinde til Haandkys. De
ønskede mig til Lykke med, at jeg var ankommen fra Uvishe¬
dens Hav til deres sikkre Havn. Jeg bad dem, at de dog
vilde aabenbare for mig, i hvad Land jeg befandt mig."Du
"er, svarede Een mig, i de Sterke Aanders lykkelige
"Rige. Her hersker den gyldene Frihed; og du tør ikke
"befrygte, at en egensindig Tyrans befalinger skal berø¬
"ve et fornuftigt Væsens Fortrin, eller forstyrre dine For¬
"nøyelser. Du kan her giøre hvad dit Hierte Lyster, og
"behøver ikke at frygte dig for de øvriges Hiernespind,
"eller lade saadant afholde dig fra dine Forlystelser. Glæd
"dig, at du er fluppen løs fra Religionens Slaverie, som
"udøver ei Tyrannisk Herredømme over sine Undersaatter!
Jeg kunde ikke dølge min Forundring for ham over
denne Tale, og lod ham vide, at jeg meget vel kiendte den
elskelige Fyrstinde, og havde ikke fundet den ringeste Be¬
sværlighed under hendes Scepter; at de Byrder, saa fremt
jeg saaledes maatte kalde de Pligter, til hvilke den for¬
bandt sine Borgere, vare gandske milde og lette, og sigtede
allene til hendes Undersaatters Bevarelse og Lyksalighed;
og at den aldrig nægtede nøgen andre Lyster og Fornøyel¬
ser, end saadanne, som befordrer hans Fordervelse. Jeg
dulgte heller ikke for ham, at jeg fandt ikkun lidet behage¬
ligt i denne Egn, og ønskede ikkun, at jeg snart var slup¬
pen derud fra igien.
"O, jeg hører vel, faldt han mig hurtig ind i Talen
"at du ikkun har seet denne herskesyge Qvinde under hendes
"skiønne Maske, og den fortryllende Drik, som hun Tid
"efter anden bibringer sine Dyrkere, gjør endnu sin fulde
"Virkning hos dig, saa at du anseer hendes Tyrannie for
"et mildt Regimente. Du vil om nogen Tid dømme gand¬
"ske anderledes, naar du ikkun ved denne Fakkel har seet
"den lidet under Øynene. Vi kalder samme Fornuftens
"Lys, og ved dens Skin maae alle Ting vise sig saaledes
"som de virkelig ere, heslige eller smukke. Formedelst
"dette Lys skal du see dette Landskabs Yndighed. som du
"nu anseer for saa afskyeligt, efterdi dine Øyne endnu
"ere svøbte i de fine Blaar, hvorudi Naturen vikler Reli¬
"gionens Venner, og hvorved vore Skiønheder bliver skiul¬
"te for dig.
Strax fik jeg saadan en Fakkel i Hænder, hvilken
til min Forundring og Bestyrtelse lyste langt klarere, end¬
de sterke Aanders Fakler, som stode omkring mig; dens
Flamme var hvidagtig, da deres brendte mørkerød, hvor¬
af jeg sluttede de neppe vare af en Art. Jeg merkede og
ved nøyere Betragtning, at deres saa kaldede Fornuftens
Lys forvandlede sig til en blot Lampe, der, som jeg siden
fik at vide, var dem given af den vildfarende Indbildning.
Havde mine Kammerater forhen forekommet mig heslige:
saa syntes de mig endnu langt hesligere, efter at jeg havde
beseet dem ved min Fakkel. De slæbede alle de tungeste
Lænker efter sig, hvormed, nemlig Lidenskaben, deres
Hænder og Fødder vare fastbundne; og jeg kunde ikke be¬
gribe, hvor de ved saa øyensynlig Kiendetegn paa depes
Slaverie, torde rose sig af Friehed.


En heftig Gysen overfaldt mig, og jeg skielvede som
et Espeløv, da jeg tydeligere saae dette Steds Farlighed,
hvor jeg var. Der var ikke mindste Behagelighed ved den¬
ne Provintz. Jeg greb efter mit Ansigt, for at afrive For¬
dommenes Bindsel, som jeg skulde have for Øynene. Men
der var intet at fornemme. Min Ledsagere forsikkrede mig,
at dette Skiul var gemenlig saa tyndt, at man neppe kun¬
de føle det, og advarede mig, at jeg ikke maatte troe, at
jeg var frie for samme, saalænge deres Opholdssted endnu
forekom mig som et Udørken. De skulde have kradset mine
Øyne ud, dersom jeg tilsidst ikke havde anstillet mig, lige¬
som jeg var gandske henrykt i det Landskabs Skiønhed, hvor¬
for jeg dog havde en indvortes sterk Gruelse. Jeg befryg¬
tede immer at Lynke ned i Dynd, hvor de spurgte mig,
om jeg ikke her merkede en skiøn og fast Grund.
Jeg merkede, at de allesammen havde et Glas for
Øynene, hvilket de kaldte et Seeglas, som de havde faaet
af Undersøgelse, en af Sandhedens fornemste Veninder,
hvorved de vare i Stand til paa det skarpeste og nøyeste at
prøve og kiende alle Ting. Jeg bad at jeg maatte laane
et af dem lidet; men i Stedet for at blive føyet derudi,
lode de mig vide, at de havde giort det Løfte, aldrig at
legge samme fra sig, og at de heller ikke uden Følelse af
en heftig Smerte kunde giøre det, efterdi det var indvoxet
udi Øyet, ved det de bestandig bare samme. Men lagde
det til, jeg skulde nøk blive forsynet meg et, førend jeg blev
indladt i Sandhedens Pallads.
De viiste mig et gammelt raaddent og hullet Taarn,
som de udgave for Sandhedens Sæde, og hvorhen de vilde
føre mig. Men hvad for en Uenighed og Tvedragt rey¬
ste sig imellem dem for Veyens Skyld, som man skulde
tage derhen? Den ene vilde hid, den anden vilde did, og
to vare ikke enige. Men førend jeg besluttede, til hvilket
Partie jeg vilde slaae mig; saa stod jeg allerede ved Jnd¬
gangen til dette saa berømte Pallads. Det var sammen¬
at af saa forskiellige Stykker, at der kunde ingen ordent¬
lige Forbindelse være imellem dem, og Stykkerne vare saa
ilde sammenføyede med Leer og Halm, at jeg hvert
Øyeblik frygtede for at den skulde falde omkuld; i sær da
hele Bygningen var opført paa en meget løs Grund.
J Stedet for, at jeg her meente at finde Undersøgel¬
sen: saa fandt jeg Indbildningen med en stor Kurv fuld
af Briller. Neppe havde den sadt mig et par deraf paa
Næsen, førend den saae ud som den eftertænkende Under¬
søgelse. Alle de forrige fæle Gienstande forsvandt, jeg saae
en reen Luft, en klar Himmel og en blomsterfuld Mark.
Jeg saae et kostbar Pallads af det hvideste Parisisk Mar¬
mor, paa hvilken Bygnings=Kunsten havde viist sit Mester
stykke, og som var grundet og opført i en smuk Egn paa
en fast Klippe. Jeg havde nær bortflængt min Fakkel,
og ladet mig give en bedre af den vildfarende Jndbildning.
Men til god Lykke blev jeg af andre trængt fra den, og
stødt ind i Palladset.
Her tog forudfattet Mening, iklædt Upartiskhed,
mig ved Haanden, og førte mig ind i en viid Sahl, hvor


jeg meente at see Sandheden, omgiven med et skinnende
Lys, paa en Throne, der lyste ligesom Solen. Men da
jeg tog Brillerne lidet bort fra Øynene, saae jeg Vildfa¬
relsen med blinde Øyne siddende paa en Benk, der var af
raadnet Træe, som i Mørke gav et svagt Lysen fra sig.
Hun saae fæl ud, og jeg gruede ved at betragte hende læn¬
ger uden Briller, hvorfor jeg i en Hast satte dem paa igien.
Jmidlertid blev jeg ladt til Haandkys; og da jeg derefter
skulde føres ind til Sandhedens Gemahl, mødte mig en
stor Hund, som heed Samvittighed. Den giøede for¬
skrekkelig af mig, og vilde nogle gange gribe fat paa mig,
førend vi kunde faae den stillet og til at søve ved nogle Ka¬
ger, som vi kastede for den. I denne Tummult var Bril¬
lerne gledet af min Næse, saa at jeg blev Vantroen vare
i en Dievels Gestalt.
Jeg hørte en grusom Allarm, som ikke lod mig Tid
til at betragte den ret. Allevegne raabtes der: Fienden
kommer, i Gevær! og jeg saae Forfængelighed som en
Amazoninde at sværme overalt omkring, og at forsamle
sine Soldater. J Trængselen blev jeg stødt over Ende;
og da jeg vilde reyse mig igien, slog jeg med Haanden,
imod Senge Stolpen og vaagnede.
Brev=Vexling.
Da Naturen har indplantet alle Dyr Drift til Kierlig¬
hed, saa fornemme Pedanterne den ogsaa, og ofte føle den
mere end fornuftige Skabninger, efterdi man af Anotomi¬
Konsten vil have iagtaget, at de Creature ere de geileste,
som mindst tænke. Jeg vil meddeele mine Læsere en Art
af saadan en Kierlighed. Det var at ønske at de alle ble¬
ve saaledes besvarede, thi paa den Maade ville den smud¬
sige Pedantiske Slægt mindre formeere sig.
Høystærede
Dydziirede Jomfrue!
ersom jeg siger Dem, at Solen er skabt til at opvar¬
me, Fuglene til at flyve og Menneskene til at elske; saa
siger jeg dem en Sandhed, om hvilken de vilde Schytier
ere lige saa fuldkommen overbeviiste som de fornuftig tænken¬
de Græker. Amor omnibus idem! (Kierlibhed er den
samme for alle) Den vise Natur har indplantet Menne¬
skene en Drift, hvilken den kalde Kierlighed, og hvis Øye¬
meed er sit Kiøns Formeerelse. Uden denne Drift kunde
den moderlige Naturs store Hensigter ikke bestaae, og Ver¬
den maatte falde tilbage i dens første Chaos, dersom Men¬
neskene ikke elskede. Jeg, min høystærede og dydziirede
Jomfrue! jeg, som er minima Particula og en liden Deel
af dette Heele, jeg føler denne Naturens Drift meere end
nogen Tid fra den Dag af, da jeg har havt den Lyk¬
ke at lære at kiende Dem. Jeg holder det for min Pligt
at følge denne Stemme. De vilde blive rebellisk, dersom
De vilde sætte Dem imod denne Naturens Drift og ey vil¬


de føle noget, da de dog ere fød saa følelig just til disse
store Hensigter. Lader os da, dydziirede Jomfrue! for¬
ene denne Drift, og, saa meget som det staaer til os,
forhindre, at Verden ikke bliver til en Ørk. Deres Navn
er jo Dorothea, thi De er virkelig en Gud?=Gave; og
da jeg heder Theodør, saa vilde det være overflødigt at
bevise, at vi begge synes at være skabte for hverandre. Hiin
afmalede en Soelsikke med denne Overskrift:
Sequitur suum!
Som denne vender sig altid mod Solens Glands,
Saa giør jeg og mod Dig, min Krone og min Krands!
for at betyde, at en Forelsket aldrig taber sin elskede Gien¬
stand af Øynene, men, ligesom Soelsikken, bestandig ven¬
der og dreyer sig efter den samme. Troe De mig, min
høystærede Jomfrue, at jeg aldrig skal lade min Egteskabs
Pligt gaae mig af Tankerne, men med ubortvendte Øyne see
efter Dem ligesom en Skipper efter Polar=Stiernerne, og
giøre mig al Umage for ved min Omgang af demonstre¬
re Dem ad Oculum, at jeg er til den sidste Ende af mit
Liv, ja, om mueligt, endnu længere, fuld af Høyagtel¬
se, Kierlighed og Hengivenhed,
Høystærede.
Dydziirede Jomfrue
Deres
Lydigste og troepligtskyldigste
Svar.
Min Herre!
Det er en stor Feyl af mine Forældre, at de har ladet
mig kalde Dorothea. Men efterdi jeg heeder tillige Jo¬
hanne og De Caspar, saa giør jeg mig en Samvittighed,
over at forstyrre Naturen i dens Orden ved at indgaae en
Forbindelse med Dem, hvilket synes mig ikke at være over¬
eensstemmende med den moderlig Naturs store Hensigter.
Jeg veed ikke, hvad jeg vilde giøre, om de var en fornuftig
tænkende Græker, og jeg en vild Schytier; men saa me¬
get veed jeg, at jeg meget hellere saae, at Verden faldt
tilbage i sit første Chaos, end at jeg, ligesom en Soelsik¬
ke, skulde vende og dreye mig efter Dem. Hiin afmalede
en liden Kurv med denne Overskrift!
Min Herre!
Deres Tienerinde.
Qblandt tusinde lykkelige Fortrin, som Bonden nydes
frem for mange Fornemme, er ogsaa dette, at han de
fleeste Tider elsker fornuftig forsigtig og uegennyttig. Det
er sandt, han begynder gemeenlig i sin Kierlighed der, hvor
vi holde op; men dette er et nyt Fortrin for ham, og om
han sukker mindre, saa er han ogsaa mindre latterlig. Han
overlegger, om han kan ernære en Kone. Han opsøger sis


en Kone, som skal hielpe ham i hans Næring. Han bæ¬
rer Omsorg for at hans Børn blive vel opdragne sunde og
arbeydsomme. En liden Skindsyge vedligeholder Kierlig¬
heden nye og levende, og paa denne Fornøyelse feyler det
ikke hos Bonden. Til Beviis herpaa vil jeg anføre
et par Breve, hvilke viise, hvor uskyldig man elsker i
Hytterne.
Grethe!
Di er en flink Pige. Jeg har seet det i Høe=Sletten
hvor friskt dit Arbeyde gik dig fra Hænderne. Saadan en
Kone maatte jeg have! vil du have mig, saa slaae til.
Jeg har et betalt Huus, 50 Daler i reede Penge, og mit
nadige Herskab skylder mig Arbeyds=Løn for et heelt Aar.
De vil nok betale mig, naar de faaer Penge. Vi vil er¬
nære os redelig og ærlig; og for vore Børn vel der nok
blive Brød, naar de lære at arbeyde. Hvad mener
Du, Grethe? Tag mig, jeg kan lide Dig. Men see mig
ikke saa mildt til vor Naboes Christen. Stik kun dit Brev
bag Bager=Ovnen, jeg skal nok finde det. Jeg holder
ret en Klat af Dig.
Svar.
Hans!
Ja mæn, jeg kan nok tage Dig naar jeg er god nok for
Dig. Vi vil bede og Arbeyde; det skal gaae lret got.
For Børnene sørger jeg ikke, fattige Folks Børn bruge ikke
meget. Jeg faaer 20 Daler til Medgift af min Moder
og en Hæders-Kiol. Ellers har jeg intet.
Jeg har endnu en høy=rød Trøye med hvide Knapper
i, og et got Sølv=Spende deri. Vi vil tage hverandre
i Guds Navn. Vi vil nok fortiene vort Brød, thi jeg er
er ikke bange for Arbeyde. Men hvad kommer mig Chri¬
sten ved! jeg har ikke seet ham siden de sidst reede Sommer
i Bye. Du bryder mig kuns dermed. Naar har jeg be¬
breydet dig den store Pige paa Gaarden? Du kan tale med
min Moder. Jeg skal nu til Hove. Tael kun med Moder.
Jndfald.
En berømt Advocat, som pleyede at vinde alle sine
Processer, gav sig af en hellig Jver i et rigt Munke=Kloster,
hvortil laae meget Gods. Man bleve glade i Klosteret,
fordi man i ham fik saadan duelig Mand, som kunde ud¬
føre og vinde Klofierets Sager og Processer; men det gil
tvert imod. Han tabte nu alle de Sager han førte.
Da de andre Munke spurgte ham, hvoraf det kunde kom¬
me, at han nu var saa uheldig. Svarede han: Fordi
jeg i denne hellige Orden ikke kan lyve meere.
En vis rig Mand blev ofte af en Betler ombedet en
Almisse, som den Rige altid afviiste med Skieldsord.


Eengang hendte det sig, at den Rige brækkede sit ene Been
og blev halt. Da han i saadan Gestalt ikke kunde gaae
ud, sad han gemeenlig heele Dagen paa hans Trappe. Den
Smerte, han udstod i sit Been giorde ham medlidende, og
da Betleren engang kom til ham, gav han ham en Almisse,
og sagde, at han skulde bede for ham, at han maatte kom¬
me til sin Sundhed igien. Det er mod min egen For¬
deel, svarede Stoderen, jeg maatte snarere bede, at J
maatte brække det andet Been med; thi saa blev J
maaskee mere medlidende.
En Mand havde en ond Kone. Dog var han saa
føyelig imod hende, at han kiøbte hende en Hest, som hun
havde stor Lyst til. Men denne Hest slog hende af engang,
saa at hun døde. Hans Naboe, som saae ham paa saa¬
dan en Maade befriet fra sin Zantippe, og selv havde en
Jesabel, bad ham, at han vilde sælge ham den Hest, da
han vilde give ham for den, alt hvad han forlangede.
Ney, sagde den anden; thi jeg veed ey endnu tilvisse
om jeg gifter mig igien.
En Munk prædike 3 Søndage efter hinanden, over
de Ord: Han kom i Peders Huus og saae hans Svi¬
germoder laae og havde Feber. Den tredie Søndag
begyndte Klokkerne uformodentlig at rince under Prædike¬
nen. En spurgte sin Naboe, hvad det betydede, det er
sagde han, ventelig for Peders Svigermoder, hun er maa¬
skee død, efterdi hun nu har lagt 3 Uger af Feber.
Nogle enfoldige Limosiner, som troede at ingen Ting
var umuelig for Pavens Hellighed, bade en af disse Ro¬
merske Biskopper, som var af deres Nation, at han dog
vilde tillade dem at faae tvende gange Høst om Aaret.
Ja! J skal faae det, svarede Paven, men Eders Aar
skal herefter have 24 Maaneder; hvormed de vare
fornøyede.
En vis Prior lod over Maaltidet sette meget Vand
men kuns lidet Viin, for sine Munke, iblant fandtes
der en Sladrere, som bestandig førte Ordet: Min
kiere Frater, sagde Prioren, naar vil da deres
Mølle høre op engang? Naar den faaer mindre.
Vand, svarede Munken.
Nyt.
Kiøbenhavn. Med første kan her ventes tvende nye
merkværdige Stiftelser oprettede. Læserne ville da ære
Opfindelses Kunsten. Hvilken Ære for Hovedstaden! hvil¬
ken Glands om Norden! Den ene skal, som Ordet gaaer,
kaldes; Opstiknings= og Bebremmelses Kap=Kamp¬
nings Societet; den anden: Nordens nye frugtbare
Herlighed ved Haarskierer=Kunsten. Fra begge skulle
dagligen Selskabs=Lemmerne fremvise øyensynlige Prøver
i forestaaaende Sommer=Maaneder.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 17


Erkiendtligheds Exempler.
J Belepringen for Namur, som de imod Frankerige
forenede Magter foretoge i Begyndelsen af dette
Hundredeaar, fandtes under Oberste Hamiltons Re¬
giment en Under=Officier, som heed Union, og en ge¬
men Soldat ved Navn Valentin. Disse to vare Rivaler,
og de Tvistigheder, som havde reyst sig ved deres Kierlig¬
heds Sager, giorde dem til uforsonlige Fiender. Union,
som havde Valentin under sin Commando, greb alle de
Leyligheder, som han kunde finde, at plage ham, og at ud¬
søve sin Hævn over ham. Soldaten leed det altsammen,
uden at sette sig det allerringeste derimod. Dog sagde han
undertiden, at han vilde give sit Liv til Priis naar han
lunde faae Hævn over denne Tyran. Nogle Maaneder
vare forløbne under disse Omstændigheder, da de begge to
bleve commanderede med andre at angribe Slottet. Fran
joserne gjorde et Udfald, ved hvilket Union fik et Skud
i det ene Been, saa at han faldt. Og da de Franske fra
alle Sider trængte ind paa de Allierede, saa ventede den
Saarede ikke andet en hvert Øyeblik at vorde ihieltraadt
under deres Fødder. I denne Tilstand tog han sin Til¬
flugt til sin Fiende. "Ak Valentin, raabte han, kan
du vel forlade mig? Valentin løb strax til ham, da han
hørte ham raabe, tog den saarede Under=Officier paa sine
Skuldre, midt i Franzosernes Jld, og har ham behiertet
iginnem alle Farer indtil Høyen ved Abbediet Alsine. Paa
dette Sted mistede han selv sit eget Liv ved en Kanonkugle
uden at den giorde Underofficieren nogen Skade. Valen¬
tin faldt under sin Fiendes Legeme, hvis Liv han havde
reddet. Denne, som ikke erindrede sig sit saar, stod op
rev Haaret af sit Hoved, faldt strax ned igien paa det Lem¬
læstede Legeme, og afbrød endelig en Tavshed, som var
tusinde gange meere rørende, end alle Taare: "Ak Valen¬
tin, raabte han, du døer for mig? for mig, som gik saa
Barbarisk til verks med dig? Jeg kan ikke overleve dig;
jeg vil ikke - Ney!" Det var umuelig at bringe
Union fra Valentins blodige Legeme, i hvor megen Uma¬
sige, man endog giorde sig derfor. Man tog ham endelig
op, da han endnu immer holdt fast omsin Velgiøreres
Legeme; og da man bar dem saaledes bort paa Armene
igiennem Armeen, begyndte deres Kammerater, som
vidste af det Fiendskab, der havde været imellem
u dem, at græde af Bedrøvelse og Forundring. Da Union
h atter var bragt i sit Telt, forbandt man hans Saar med
Magt; men den følgende Dag døde denne Ulyksalige,
under bestandig at nævne Valentins Navn, og beklagede
hans Død. Steele, som fortæller denne Tildragelse,


spørger, hvilken af disse to mlykkelige Personer, der har
ladet see den største Høymodighed enten den, der vovede sit
Liv for sin Fiende eller den, som ikke vilde overleve sin Vel
giører?
Da Cardinal Wolsey, Kong Henrich den VIldes
i Engelland Favorit og Minister, var salden i Unaade,
saae han sig strax foragtet af de Store og hadet af Folket.
Fi; Williams, en af hans Clienter, var den eneste som
vovede, at forsvare hans Sag, og at rose denne i Unaade
faldne Ministers Talenter og store Egenskaber. Han gior¬
de endog meere; han tilbød Wolsey sit Landgods til Opholds¬
sted, og bad ham, at komme derhen en Dags Tid. Car¬
dinalen, der ikke noksom kunde beundre denne Troeskab,
reyste til Fiz Williams, som imodtog sin Patron med den
allerstørste Ærbødighed og Erkiendtlighed. Kongen, som
fik Underretning om, at en gemeen Mand understod sig,
at antage sig saadan en Mand, som Wolsey, lod Wil¬
liams kalde for sig, og spurgte ham med en truende Mine.
og i en vred Tone, hvor han kunde være saa forvoven og
antage sig Cardinalen, som havde gjort sig skyldig i For¬
ræderie? "Sire, svarede Williams, jeg har den un¬
derdanigste ærbødighed for Deres Majestæt; jeg er hverken
en slet Borger, eller utroe Undersaat. Jeg har hverken an¬
taget den i Unaade faldne Minister eller Statsforbryderen
i mit Huus; det er min gamle ærværdige Herre min Be¬
skytter, som har givet mig Brød, og af hvem jeg har faaet
den Lykke og den Rolighed, som jeg nyder; og ham skul¬
de jeg forlade i sin Ulykke, denne ædelmodige Herre, den¬
ne gavmilde Veldæder? Ak, Sire, da havde jeg været
det allerutaknemmeligste Menneske." Fuld af Forundring
og Forhavselse fik Kongen fra det Øyeblik af den største Agt
for Fig Williams. Han gjorde ham strax til Ridder, og
kort derefter til Geheime-Raad.
Kierligheds Magazinet.
J et Udtog.
Ondholdet af denne min Beretning bliver skiemtefuld, og
den maatte blive det, om jeg aldrig var oplagt til at kun¬
de skiemte (thi man kan undertiden lee uden Aarsag, og
paa en anden Tid kan man ikke frembringe en eneste fornuf¬
tig Latter med al sin Flid og Tvang). En gammel Mand;
thi hvo vil vel ellers skrive om Kierligheds Sager, saa¬
længe han endnu selv kan elske; jeg slutter derfor, at det
maae altsaa være en gammel Mand, som har skrevet en Bog
hvilken han kalder Kierligheds Magazin eller Kierligheds


Tøyhuus, og derudi omstændelig afhandler den heele Lære
om Kierlighed. Af denne Bog vil jeg meddele et kort Udtog.
Den fuldstændige Titel er alt for lang, den maae skienkes mig.
Derpaa følger to Kobberstykker, hvoraf det ene er underteg¬
net Ak, og det andet Vee. Paa det første findes henryk¬
kende Kierligheds Seener, og paa det andet saadanne, som
ere tvert derimod. Paa det første bukker iblant andet en
henrykt Elsker sig, for at optage en Knappenaal, med hvil¬
ken hans Gudinde har stukket ham i Næsen, saa at Blodet
drypper ud, hvilket han holder for et Kierligheds Stik,
og lader imidlertid Soel, Maane og Stierner, falde sig
af Hænderne ned paa Jorden. Paa det andet stikker en
plykkelig Elsker sit Hoved ind i et Kar med grøn Farve,
fordi hans grusomme Gudinde har ladet sig forlyde med:
at hun gad heller see en grøn Terrasse, end hans sorte lok¬
lede Haar. Efter disse Kaaberstykker kommer et For¬
bud til alle Ladyes, at læse denne Bog, efterdi den ikke
er skrevet for dem. Men uagtet dette Forbud, læses dog
dette Magazin meget flittig af de Engelske Ladyes, og en
blev engang overrumplet uformodentlig, da hun havde fæ¬
stet sine Øyne paa Elskeren, som tabte Solen, Maanen
og Stiernerne, da han vilde tage Naalen op, og det saa
fast, at hun ikke merkede, der var kommen nogen til hen¬
de, saa han fik god Tid til at give Agt paa hvorledes
hendes Øyne sysselsatte sig. Dedicationen er lystig,
og stilet til alle Lords og Gentlemans, som ikke kan skri¬
ve saadan en Bog. Bogen selv har efter de to Kaaberstyk¬
ker ogsaa to Dele, hvorudi der under adskillige Rubriqver
gives Raad i alle Kierligheds Tilfælde. Jeg vil afskrive
nogle Rubriqver, naar den Smukke ikke kan taale at høre
tale om Kierlighed, naar hun sky vender sine Øyne til høy¬
re og venstre Side, naar hun standser eller stammerr midt
i en Mening eller Ord, naar hun taler om Platonisk Kier¬
lighed og Bøger, naar hun betragter hendes Vifte, naar
hun gaaer hastig bort; naar hun kløer sig i Panden og sni¬
ger sig til at see igiennem Fingrene, naar hun slet ikke vil
tale, og giør Næsen snart kortere og snart længere, naar
hun med Spodskhed gaaer af Veyen for et hende givet
Buk, og gaaer hen til en anden; naar hun kan tale gand¬
ske fornuftig; naar hun med Magt vil i Kloster o. s. v.
Alt dette er meget vidtløftig udført, og der er alle¬
vegne tilføyet adskillige Formularer til de Elskendes Brug.
Disse Formularer ere næsten overalt fulde af en artig Lune
og latterlig Satyre. Bogen sluttes med det tredie Kobber¬
stykke, som forestiller en smuk Mandsperson, der staaer
skiult i en Rosenknop indtil over Armene, og rundt omkring
hans Ansigt og Nakke spøger en Mængde Kierlighedsgu¬
der, hvilke, som det synes, underviser ham i Kierligheds
Hemmeligheder. Jeg vil intet tale om Opfindelsen paa
dette Kobberstykke, men sammes Virkning er særdeles nok:
man kan ikke længe betragte det, uden at falde i Latter
over den Lærgierrighed, som sees hos Ansigtet og Ørerue
paa det Menneskelige Hoved og over Amors Tienstfærdig¬
hed. - Maaskee jeg en anden gang kan faae Leylig¬
ved til at fortælle mere om denne Bog.


Jndfald.
En sindrig Herre, som vilde lade sig afskildre paa en kun¬
stig Maade, sagde til Maleren: "J skal male mig af med
en Bog i Haanden, hvorudi jeg læser høyt; og min Tiener
skal J male i et Hiørne i Stuen, hvor ingen kan see ham
men dog saaledes, at han kan høre, naar jeg kalder paa ham.
Der gives en Slags Alvorlighed, hvilken den falske
Høyhed betiener sig af i Stedet for en Maske, for at skiu¬
le dens Svaghed. En stor Mand der var meget vankune
dig, og følgelig indbildte sig, at være meget klog, var i
et Selskab, hvor han ikke kunde forsvare sig, og derover
erindrede sin Vederpart og den Forskiel, som Fødselen og
Standen giorde imellem dem begge to. "Min Herre,
sagde den anden, jeg er i dette Øyeblik langt mere ophøyet
over Eder, end J over mig; thi J har Ret, og jeg har
Uret."
Man spurgte en stor Herre, om han ikke vilde giøre
noget for en Mand, som havde virkelige Fortienester, og
som havde opofret alle Ting i hans Tieneste. "Nu, hvad
skal jeg giøre mere, svarede han: jeg seer ham jo hver
Dag, og tager meget venlig imod ham."
Vanen er den anden Natur, hvilken er vanskelig at
overvinde eftersom vores Fornøyelse ofte beroer derpaa. En
Bonde kom til en Øyen Doctor, og traf ham ved Bordet,
hvor han spiste og drak brav dertil. Hvad skal jeg bru¬
ge for mine Øyne, spurgte Bonden. J maae ikke
drikke Viin eller steak Drik, svarede Oculisten. Men,
sagde Bonden, som traade nærmere til ham, mig synes
at Eders Øyne ikke ere bedre end mine, og dog drik¬
ker J; Ja min Ven, svarede Oculisten: Jeg gider
heller drikke, end have sunde Øyne.
En Advocat i Toulouse hvis Navn var Adam, maat¬
te giøre alle de offentlige Taler som Præsidenten skulde holde.
Advocaten blev engang nødsaget at giøre en Reyse til Paris,
og imidlertid maatte Præsidenten fremtræde med en Tale,
som han havde smeddet sammen saa got som han kunde.
Da han nu begynte at fremføre den, og ikke ret kunde kom¬
me fort dermed, raabte en af Raadsherrerne: Adam!
hvor er Du?
Et ungt Menneske, som havde holdt Bryllup, og
hvis Kone sex Maaneder derefter giørte Barsel, hørte at
hans Venner holdte denne Nedkomst for alt for tilig. Han
sagde derfor til dem: mine Herrer! Barnet er ikke kommet
for tillig, men Brylluppet er holdt for sildig.
En fornemme Mand, som havde giort sig skyldig i
adskillige Utroskaber imod Macedonierne, vilde ikke taale.
det, at man kaldte ham en Bedrager. Han beklagede sig
derover hos Kongen i Macedonien, Archelaus. "Mace¬
donierne, svarede Prindsen ham, ere saa grove Folk, at
de kalder alting ved sit rette Navn."
Da Diogenes blev bragt for Philip af Macedonien,
holdt Prindsen ham for en Spion. "Du har Ret, sva¬
rede Diogenes ham; jeg er en Spion af din Stolthed og
af din Forfængelighed.


En Mand ved Ludvig XIII. Hof spillede Piquet i
en offentlig Sahl. Da han nu saae af sit Kort, at han
ikke havde kiøbt ret, saa raabte han: "Er jeg dog ikke en
dum Gaussaut. (Dette var en Præsidents Navn, som i
sin Tid ikke blev holdt for at være alt for vittig.) Denne
Præsident befandt sig strax bag ved Spilleren; og da det
tortrød ham, at blive erindret paa denne Maade, sagde
han: "Min Herre, J er en Nar." "Det var just det,
som jeg vilde sige, svarede Spilleren.
Man talede til en forstandig Mand om en Person,
som man gierne vilde giøre bekiendt med ham; og for at
anprise ham desto meere, sagde man, at han kunde den hele
Montagne uden ad. Men han svarede gandske kort der¬
paa: "Jeg eyer selv Bogen."
Man spurgte og engang en Lacedæmonier, om han
ikke vilde høre paa et Menneske, der kunde fuldkommen efter¬
abe Nattergalen. "Jeg har ofte hørt Nattergalen selv,
svarede han.
En Kone af Stand, men som allerede var til Aars,
elskede en Mand ved Hoffet, og forærede ham et anseeligt
Landgods; men det blev ham disputeret af et ungt og smukt
Fruentimmer, som var en Paarørende til den Gamle. Ga¬
ven blev imidlertid confirmeret for Retten. Den unge
Dame sagde da i en skiemtende Tone til ham: "Man maae
bekiende, min Herre, at J har faaet dette Landgods for en
meget billig Priis." Det er sandt Madame, sva¬
rede han, men da De veed, hvad det har kostet mig, saa
tilbyder jeg Dem det igien for selvsamme Priis.
J en Krig, som Frankerig førte med Spanien, hav¬
de den Franske Armee faaet en merkelig Overvegt over den
Spanske, og var i Stand til at slaae den. Hoffet i Ma¬
drit, der, saa vidt mueligt var, vilde skiule dets Genera¬
lers Feyl, gav sig efter hvert Slag en Mine, som Seyer¬
vinder. En Franjos tilkiendegav Marqvisinden af Granada
sin Forundring derover. Denne Dame svarede ham: "Lad
dem kun immer være fornøyede; eders Jld er Glædes-Jld,
men vores er Kunst=Jld."
En vis Mand har engang sagt: Naar J vil skille
jer af med nogen, saa laan ham ikkun Penge. "En Mand
havde laant een af sine Venner en betydelig Sum, og den¬
ne, som tænkte paa intet mindre, end paa Betaling, gik
stedse af Veyen for sin Creditor, hvilken, da han engang
mødte ham, sagde til ham: "J maae enten betale mig
mine Penge igien, eller skaffe mig min Ven igien."
En Adelsmand havde havt meget fortrolig Omgang,
med en Printz. Nogen Tid efter denne Printzes Død, da
hans Søn fandt Adelsmanden at jage paa den herskabelige
Grund, sagde han med en Slags Foragt til ham: Min
Ven! hvem har tilladt dig at jage her?" Adelsmanden som
blev fortrydelig over den uhøflige Tone, svarede ham med
en ædelmodig Stolthed: Jeg har havt den Ære, at være
Eders Hr. Faders Ven, og vidste ikke, førend nu, at jeg
ligeledes havde den Ære at være Eders." Prindsen indsaae
strax hans begangne Feyk, og fra den Time af søgte at got¬
giøre den igien ved den høfligste Begegnelse.


En Pave, som kiørte i sin Karøsse, mødte en Capu¬
ciner til Hest: "Hvor længe er det siden, at St. Franciscus
er kommen til Hest," spurgte Paven ham: Siden St.
Peder begyndte at kiøre i Karosse,"svarede Capucineren ham.
Intet er latterligere, sagde en Statsminister i et Sel¬
skab af Hofmænd, end den Maade, paa hvilken nogle Na¬
tioner iblant Negerne holder deres Beraadslagninger. Fore¬
stil eder en stor Sahl, hvorudi der staaer omtrent tolv store
Krukker eller Bekkener, som ere halv fyldte med Vand.
Herhen forføyer tolv Statsraader sig, gandske nøgne,
med en alvorlig Mine og langsom Gang. Saasnart de
ere komne ind i Sahlen, springer enhver af dem op i sin
Krukke, setter sig ned i Vandet indtil Halsen, og i denne
Stilling holder man Raad om Statens magtpaaliggende
Sager. - "Og J leer ikke derad? sagde Ministeren
til een, som sad næst ved ham. "Ney, svarede denne; thi
jeg seer daglig noget, som er langt latterligere."Og
hvad er det? – "der findes et Land, hvor Krukkerne
gandske allene holder Beraadslagninger.
En Dame talede engang med Hr. Colbert i Fran¬
kerig om hendes egne Affairer, og han svarede hende intet.
Min Herre, sagde hun da til ham, lad dog i det mindste,
som De forstaaer mig."
En Abbed fremstillede sig engang til Opvartning hos
Pater de la Chaise, og bad om at beførdres til et geist¬
ligt Embede, som han allerede i lang Tid havde søgt.
Eders Time, at hielpes, er endnu ikke kommen, svare¬
de Jesuiten ham. "Den vil dog strax komme, sagde
Abbeden, naar J ikkun vil; thi J regierer Solen. "Man
veed, at Solen var Kong Ludvig XIV. Sindbillede.
En ung Dame, som havde sminket sig meget, gik
og spadserede med andre Damer i Dyrehaven ved Ver¬
sailles. En fornemme Cavalier ved Hoffet, som havde
et temmelig kort Syn, kom dertil, og vilde give Damen
et Kys, under Forevending, at han var kommen tilbage,
fra en Reyse som han havde giort paa Landet; men hun
snoede sig fra ham, og giorde saadan en færdig Vending
til Siden, at hun kom bag ved en Statue, som Cavalieren
omfavnede og kyste i Stedet for hende. Denne Forseelse
bevægede hele Selskabet til Latter; men Cavalieren, som
var slet ikke forlegen derover, sagde strax: "Der er intet
tabt derved; Giyps for Giys, det er næsten eet og det
samme.
Der gives mange latterlige Folk, som laaner deres
Glands og Anseelse af Ting, der ere gandske og aldeles
fremmede for dem. De ligner mestendeels hiin Klok¬
ker, der hørte en kort forhen holden Prædiken at berøm¬
mes. Man røste Grundigheden i Tankerne, samt de blom¬
strende og frugtbare Udtiyk. Klokkeren traadde derpaa
frem med en fornøyet og rolig Miene, og sag e: "Mine
Herrer! det er mig, som har ringet til denne Prædiken.
Ligesaaledes bar hiin Bælgetræder sig ad.. Man
roeste en Organist i henseende til et fortreffeligt Forspil
til en Psalme; Bælgetræderen, som hørte det, holdt
for at han og skulde give sig tilkiende og sagde med


en høy Miene: "Mine Herrer, jeg har trædet Bæl¬
gerne dertil."
En Bonde, som havde et Knippe=Riis=Læs til Byen.
raabte igiennem Gaderne: Varskou! Varskou! paa det
at man kunde gaae af Veyen for ham. Et ungt Menne¬
ske i en Silke=Klædning gav ikke Agt derpaa, og fik en
stor Rift i sin Klædning. Der reyste sig derover en stor
Allarm; det unge Menneske vilde have sin Klædning betalt,
og indstævnede ham strax for en Justitz=Commissarius.
Bonden blev tilspurgt; men han bevægede ikkun Munden,
uden at tale et Ord. Er J stum, min Ven, spurgte Ju¬
stitz Commissarien ham. Ney, han er saa mæn ikke,
min Herre, faldt Anklageren ham ind i Ordet, og sva¬
rede; det er blot forstilt Væsen, efterdi han ikke kan for¬
svare eller undskylde sig. Han anstiller sig ikkun stum: thi
da jeg mødte ham paa Gaden: saa raabte han af fuld Hals
Varskou! Varskou! "Ey nu, min Herre, sagde Com¬
missarien, hvorfor gik J da ikke af Veyen?
En ung Person, som var en stor Sladderhank, an¬
tog sig engang en Sprogmester, denne forlangede dobbelt
saa |meget af ham, som af hans andre Skolarer. Da det
unge Menneske spurgte om Aarsagen hertil; svarede Sprog¬
mesteren. Jeg har dobbelt Umage med Dem; thi jeg
maae lære Dem to Videnskaber; først maae jeg lære
Dem at tie, og dernæst lære Dem at tale.
Nyt og Gammelt.
Miøbenhavn. Forleden gik en Kiøbmand omkring paa
Børsen i meget dybe Tanker, og saae heel sorrigfuld ud.
En af hans gode Venner som mødte ham, spurgte ham,
hvorfor han var saa nedslagen? Jeg tænker, svarede han
paa den Gield, som jeg ikke kan betale. O overlad
kuns denne Bekymring, sagde hans Ven, til deres
Creditorer.
Jylland. En Bonde her havde den Sorg at miste
sin eneste Søn. Han lod ham begrave. Nogen Tid der
efter mødte han Skoleholderen i Byen, hvor hans Søn
gik i Skole, og bad ham med mange Omstændigheder, at
han ikke maatte tage det ilde op, at hans Søn paa nogen
Tid var bleven af Skolen, thi han var død. Ney, alde¬
les ikke, svarede Skoleholderen, thi han er jo lovlig
undskyldt.
En stor Sladrere, som saae en lærd Mand ofte spad¬
sere allene, talte ham engang til. Min Herre! sagde han,
hvorledes kunde de altid være saa allene? Jeg har ikke
været allene, svarede den Lærde, førend efterat du havde
talt mig til.
Spanien. Her er en Borger=Capitaines Datter, en
Pige paa 12 Aar, som besidder saa stor en Kundskab i
Sprog og Videnskaber, at hun fortiener alles Beundring.
Hun forstaaer det Grædske, Latinske, Franske og Spanske
Sprog fuldkommen vel, og kan med største Færdighed for¬


klare sig i hvilke af disse Sprog man forlanger, hun besid¬
der en stærk Øvelse i Profan= og Kirke=Historien, i Geogra¬
phie, Geometrie, Astronomie og andre Videnskaber; hun
har desuden offentlig taget 3 Examina. - Hvad! om
der fandtes mange saadanne Piger hos os? hvor ville vi
da faae fornuftige Samtaler.
Skotland. For nylig blev her et Ægte=Par viet,
Manden med sin 5te Kone, og Konen med sin 6te Mand;
dog denne Glæde varede ikke længe, thi Manden døde 8te
Dage efter Bryllupet.
Rom. Hans Hellighed Paven som er død og nedsadt
i en Blye=Kiste i St. Petri Kirke, forlanger endnu Tilbe¬
delse efter sin Død. Vel er hans Kiste sat inden for et
med Gitterværk afdeelt Chor, men dog paa saadan en Maa¬
de, at Fødderne eller Enden af Liigkisten rækker noget uden
for, paa det man endnu kan kysse hans hellige Foed!
Ellers er de Herrer Cardinaler blevne meget ydmyge; thi
ved Pavens Liig=Procession vilde de ikke tillade nogen, i
hvem han endog var, at sidde ved deres venstre Side i de¬
res Vogne, men om denne Ydmyghed kommer af Hiertet,
er et andet Spørgsmaal?
Til en stor Herre.
Min naadige Herre! med andre Elienter
Jeg kommer hver Cour=Dag, og lader mig see,
Og stedse det gunstige Øyeblik venter,
At Du mig omsider vil Naade betee.
Men stedse Du svarer, nu har jeg at giøre;
Kom til mig i Morgen. Jeg kommer igien
Men maae, naar jeg kommer af Portneren høre:
Min Herre nu ikke er hiemme, min Ven!
Med denne Beskeed jeg mig lader afspiise,
Hvorvel jeg end veed at han farer med Tant;
Mod saadan en Mand jeg mig ikke tør viise
Saa dristig og sige: Det er ikke sandt.
Jeg har selv hver Mørgen, som Du, i mit Kammer
En mægtig Forsamling, som hænger mig paa,
Og hører til deres Mistrøstning og Jammer:
Kom til mig i Morgen, saa skal J vist faae.
De komme; jeg lader, som Du, dennem sige:
Jeg er ikke hiemme. De knurre derpaa,
Og ønske, at Pigen og Herren tillige
Maa Pokker i Vold og til Hekkenseldt gaae.
De mange Forbandelser mod mig udstøde,
De truer med Stævning, med Fængsel og Straf
Jeg veed at dit Hierte derved skulde bløde,
Dersom Du kuns hørte Halvdeelen deraf.
Ach, naadige Herre! kan jeg ikke finde
Befordring, at giøre min Lidelse kort,
Da laan mig din Portner at negte mig inde,
Og drive de grove Opvartere bort.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tid.
No. 18 og 19.


Sidney og Silli, eller veldædighed og Taknemmelig¬
hed. (En Engelsk Historie.)
J Forgaars var jeg efter min Sædvane paa et Cafe¬
Huus. Efterat vi havde udtømmet de dybeste Po¬
litikens Gienstande, og havde opsøgt Midlerne, til
at forene vor Jnteresse, efterdi vi skienkede Europa Freden,
saa faldt man paa at tale om Verdsligviisdom, samt om
Verdsligviise. Nogle holdt med Baco, andre med Locke,
og atter andre med Newton, hvilken sidste havde faaet et
stor partie. Man var fuldkommen enig derudi at han
var Helten iblant de Storbrittanniske Viise. En feed Mand,
som hørte paa os med en kritisk Ligegyldighed, og som tyk¬
ke Hvirveler af Tobaksrøg rullede under Næsen, lagde en¬
delig sin Pibe paa Bordet, og sagde gandske rolig til os
Mine Herrer, De har ikke det mindste Begreeb om Klog¬
skab og Verdsligviisdom. Min Verdsligvise er en Mand,
som veed at vise Velgierninger imod sin Lige, og ikke saa¬
dan en, som de mørke Grublere, der ikknu ere Martyrer
af deres Systeme. For mig maae Jssaae Newton være
en stor Mand, men jeg kiender en langt større Mand, en
han er. Neppe havde han sagt disse Ord, førend han
tog fat paa sin Pibe igien, og røgte med den forrige Alvor¬
lighed. Hans sidste Ord opvakte en Slags Nysgierrighed
i Selskabet. En større Mand, end Nevton! Hvo skulde
vel denne saa sielden Dødelige være! Man nærmede sig paa
nye til den Røgende, og en af Selskabet bad ham paa det
høfligste, at giøre os denne særdeles Mand mere bekiendt,
som skulde have Rangen over vor Vise og over vor Nations
Ære. Meget got, sagde han, jeg seer det gierne at man
lader Dyden offentlig vederfares Ret. Og jeg er forsikkret,
at min Viise og skal være Eders - - Dreng -- bring
mig en Boutellie Port Viin, den er god, mine Herrer,
til at væde tungen paa under Fortællingen.
Denne Mands Friemodighed gjorde os ret begierlige
efter at høre paa ham. Han fik Vinen, og da vi alle hav¬
de sat os omkring ham, bade vi ham, at begynde hans
Historie.
Ja, Mine Herrer, sagde han, efter at han først
havde slukket sin Tørst med et Glas Viin: jeg smigrer mig
med, at lære dem at kiende en sand Verdsligviis. Der
findes alt for mange af de falske. Og jeg maae reent ud
tilstaae for dem, at jeg paa nogen Tid er bleven ret hier¬
telig fortredelig over alle pedantiske Skrifter om Verdslig
Viisdom. Det kommer, svor han og rystede sin Pibe stert
af, slet ikke an paa, at skrive Bøger, som viiser Dyden,
men det kommer an paa, at giøre skiønne Gierninger og
herlige Bedrifter, at være nyttig for Mennesker, og trøste
dem i deres Ulykke.


Dette Foredrag gjorde os endnu begierligere - - -
Saaledes som de seer mig, blev han ved, saa har jeg lige¬
som andre læst mange alvorlige Narrepudser. Jeg har op¬
fyldt mit Hoved med mange prægtige Daarligheder, som
man kalder Kundskaber og Erkiendelser. Jeg har reyst,
jeg har seet en stor Mængde Dværge, som holdt sig for at
være meget store, og en Mængde Narre, som kaldede sig
Viise. To Gange har jeg reyst omkring Verden, da jeg
traf en Landsmand, ved Navn Sidney i Jndien han stod
i Tienesten der i Landet; han var rig uden Haardhed og
Ubarmhiertighed, og han var uden Stolthed den enfoldig¬
ste og beskedentste Mand. Jeg oprettede Venskab med den¬
ne værdige Britanier. Hver Dag opdagede jeg nye Dy¬
der hos ham, hvilke vare saa meget høyere at skattere, som
de vare uden al Skrømt. Men jeg vil haste til min For¬
tælling, og forbigaae en Mængde Trek, af hvilke et hvert
fortiener en glimrende Berømmelse. De maae alsaa ikkun
betragte vor Medborgers smukke Gierning, saaledes som
jeg har faaet den at vide af en af hans fortroligste Venners
Mund; thi han tager sig i Agt for at hans Velgierninger
skal blive lagt for Dagen. De maae ikke falde i Forun¬
dring, om jeg fortæller samme med den nøyagtigste Om¬
hyggelighed. Jeg har egenhændig opskrevet Historien, og
veed den udvendig. Efter mit Tykke er den langt kostba¬
rere, end alle vore foregivne Helte-Bedrifter af Alexander
og Cæsar, med hvilke man pleyer ellers at opfylde Hukom¬
melsen.
Sidney havde et af de fornemste Krigs-Embeder i
Jndien. Vi førte Krig imod en Nabab. Sidney bemer¬
kede i en Skiermytsel, hvorudi vi beholdt Overhaand, at
der fandtes en Europæer, som var rasende iblant Jndianer¬
ne. Dette Menneske havde kastet sig ind i de Engelske Ba¬
tailloner, var gandske blodig, og havde allerede dræbt
mange af vore Folk. J det Øyeblik, da Sidney merke¬
de ham havde han anfaldet en Soldat, som og blev dræbt
for hans Fødder. Denne Grusomhed opvakte ligesaa stor
Forbavselse som Harme udi Engelænderens Siel. Han
kunde ikke troe, at denne Grumsomhed ey skulde have en
egen Aarsag. Han befalede, at man skulde bemægtige sig
Mennesket, og bringe det levende til ham. Man adlyde
Officieren, faldt an paa den Rasende, og kunde neppe
rykke ham bort fra sit Bytte. Endelig bragte man ham
til Sidneys Telt, efterat alt Blod havde næsten forløbet
ham, og han var uden ald Forstand. Vor Landsmand
nærmede sig til denne Rasende, og fandt et ædelt og inte¬
ressent Væsen hos ham, samt saadanne Trek, der lovedte
en redelig Siel. Sidney kunde slet ikke sammenrime det,
som denne Ubekiendtes Ansigt syntes at love, med det sterke
Raserie, hvormed han havde kastet sig ind i Striden. Han


lod hans Saar paa det omhyggeligste forbinde. Ulykkeli¬
ge unge Menneske, raabte Sidney, i det han betragtede
ham, hvorledes kan man besidde et saa indtagende Ansigt,
og tillige en saa grusom og barbarisk Siel? Hvorfra kan
der komme en saa voldsom Modsigelse.
Man havde forbundet den Fangnes Saar. Han aab¬
nede Øynene. At see Dagen og Mennesker, og ikke kun¬
de ødelegge dem. O J Guder! -- raabte han
Han reyste sig; han faldt ned igien, han lukte Øynene;
han vilde rive Bindselet af hans Saar igien. Man af¬
værgede det. Han gik atter fra Forstanden. Den Læng¬
sel, som han engang havde opvakt, blev formeret. Sid¬
ney befalede, at man skulde drage en særdeles Omsorg for
ham, og strax lade ham vide, naar den Ubekiendte var kom¬
men sig af den Afmagt, hvorudi han laae.
Dette Menneske, sagde vor ærværdige Landsmand,
maae enten være undertrykket afen heftig Lidenskab, eller og
at en gandske overordentlig Ulykke har gjort ham det menne¬
skelige Kiøn forhadt. Dette Raserie er overnaturlig.
Det er ikke hans Hierte, som overleverer sig til fin
egen Bevægelse, og han maae ved hæftige Bevægen¬
ge Aarsager være dreven til, at være saa umaadelig
grusom.
Sidney blev ført til den Ubekiendte igien, efter den
Forlængsel, som allerede havde talet til hans Fordeel. Nep¬
pe var han kommen saa aabnede den Saarede et døende Øye,
og forsøgte anden Gang at afrive Bindselet. Sidney,
henreven af en ædelmodig Medlidenhed, holdt hans Haand,
og raabte: Hvad giør De, min Herre! De er ikke meere
iblant de Vlide. Engellænderne ere Mennesker. - -
Mennesker, svarede den fremmede i en mørk Fortvivlelse
-- og just disse Uhyrer ønsker jeg at ødelegge allesam¬
men. Har De endnu en Gnist af Barmhiertighed, og
er ingen Løve eller Tiger, saa tag Livet af mig, og lad det
faae Ende med mig. Denne eneste Trøst venter jeg, efter¬
di jeg ikke kan tage det hele Menneskelige Kiøn med mig
i Graven og ødelegge det. Himmel giør Ende paa disse
Forskrekkelige Dage. - - Al Eders Umag, blev han
ved, og vendte sig til Sidney, er forgieves, jeg skal tage
Livet af mig, uagtet alle eders troeløse Hielpbeviisninger;
og Døden er den største Velgierning, som mig kan veder¬
fares. Ved disse Ord svøbte han sig ind i Sengen og
sukkede. Dette Skuespill rørte den ærlige Sidney meer
og meer, og han har saa megen Omsorg for sin Fange,
som en øm Fader havde kundet bære for sin egen Søn.
Den Syge blev frisk efterhaanden og ligesom imod
sin Villie. Man hørte ham sukke. Han fældte ofte saa¬
da nne Taare, som ømfindtlige Siele erkiender for Hier
tets Taare. Han erkiendte Sidneys besynderlige Opmerk¬
somhed. Hvad, min Herre, sagde den Saarede, eengang
da han synte? noget roligere, De er Menneske, og De har
intet Staal=Hierte. Ak, troe, at jeg kan være taknemme¬
lig? Men, hvad Haab har De, til at conservere mig
Livet? Dette Liv var mig en Kilde til de forskrekkeligste
Ulykkes=Tilfælde? O, da jeg endelig har fundet et vel¬


Og hvor¬
dædigt Væsen, o, saa lad De mig døe.
for, svarede Sidney, og tog den Fangne fat ved Haan¬
den, De vil ikke elske mig? Jeg er en Engelænder; mig
tykkes de er en Franzos. Sidneys Hierte har ingen Fiende.
Han vil vide at trøste dem; han er de Ulykkeliges Ven.
En Ven! Ak, min Herre, jeg har levet alt for læn¬
ge. Min Siel er fuld af Pine; De har seet mig rasende
forbittret imod alle Mennesker. - - Just Mennesker
har gjort mig til en Barbar. Her udøste den Ubekiendte
en Strøm af de bitterste Taare. Ney min Herre, jeg er
ikke grusom, intet Udyr, jeg har et Hierte - - ja jeg
har et Hierte, og det er just min Ulykke. - - Sidney
omfavner ham. Kom De, kiere Ven, fat Mod, jeg en
Eders. At være gruesom er eder fremmet. Midt iblant
Raseriets Udbrud har jeg kundet adskille Eders Character.
Midt iblandt Tegnene af Blodet, som besmittede ham,
saa jeg ham gandske paa eders Pande. - - Ey, min
Herre, det er langt fra mig, at være umenneskelig. Døm
De om min Fortvivlelse; Mennesker har tvunget mig til
at fornedre Naturen selv. - - Jeg er en Afsky for mig
selv: Mennesker, uværdig til dette Navn, J vide det at
jeg var skabt til at elske Eder! --
Men, kiere Fremmede, hvor har J da levet! Jblant
de vilde Dyr? --O, havde Himmelen været mig
saa gunstig, at jeg intet andet Selskab havde havt! Jeg
har levet iblandt Mennesker midt i Paris.
Uformerkt bragte den ædelmodige Britter ham til, at
han fortalte alle hans ulykkelige Tilfælde.
Jeg er født i Paris; men ellers stammede jeg fra en
Provintz, hvor Adelen just ikke eyer synderlig Rigdom.
Min Fader søgte Krigs=Tieneste. Efter megen Umag og
mange Omstændigheder fik han den. Han ægtede et Fru¬
entimmer af Stand, som var overmaade smuk og dydig.
Min Moder havde adskillige Børn, hvoraf jeg er den æld¬
ste. En af mine Brødre er død paa Ærens Seng i Kri¬
gen. Min Moder overlevede ham ikke længe. Hun efter¬
lod min Fader, en Søn, en Datter, og en meget maa¬
delig Lykke. Jeg vil ikkun fortælle lidet om mine første Aar.
Jeg var fød fuld af Følelse. Det var Oprindelsen til min
Ulykke, til al min Fortred. Min Siel sad i mit Ansigts
Bildning; hvert Aandedræt viiste ikke andet, end en Øm¬
hed, end Menneske=Kierlighed. Jeg voxte og tog til i
Begreber at Dyd, Redelighed og Følelse kan giøre lykke¬
lige. At Menneskene vare forbundne til, og giorde sig
Umag for at trøste hinanden samt at komme hinanden til
Hielp. Neppe havde jeg sluppet Vuggen, saa fik jeg
Bøger i Hænder. J disse Speyle lærte jeg at kiende
Mennesket. Jeg læste, at Helte, veldædige Hierter
ivrige Venner, med et Ord, Mennesker vare til i Verden;
min hele Siel overlod sig til dette søde Bedragerie, og op¬
fyldte sig med samme. Med denne Maade, at tænke,
eller rettere at føle paa, kom jeg ind i Verden. Min
Fødsel, nogen Smag, som jeg holdt for de Chimærer, man
kalder smukke Kunster, og som virkelig ikke tiener til noget
videre, end hos de fleste Mennesker at qvæle den sande Fø¬


lelse, i stedet for at den fæstede Rødder hos mig; ja mere velige Stilling; jeg forestillede dem overalt min Faders
Taare og hans ærværdige Alder. De satte en fortrolig
og mere formerede sig; Min Forlængsel efter at behage,
Værd paa deres Løfter, de viste al en Beskytters Stolt¬
den Nødvendighed, at elske alt, hvad der var om mig
hed og Trods imod mig, imod mig, som meente, at jeg
og endelig min Aabenhiertighed, var altsammen Ting, som,
forringede dem, dersom jeg havde kundet foragte og fornedre
jeg bragte med mig i Sælskaber, og gav dem derved en
mig selv nok til, at nedlade mig indtil en Elients Stilling.
Slags Vægt. Jeg troede alle Livets Usandheder. Jeg
troede Store, jeg troede Venner, Veldædige, redelige
Jeg Daare! jeg elskede dem, og man kan ikke elske, naar
man ikke finder en vis Lighed i sin Siel, uden hvilken hver¬
Folk, høye og ædle Siele, som elsker Dyden for dens egen
ken Venskab eller Selskabs Fornøyelse selv kan bestaae.
Skyld, kort sagt, jeg troede alt, hvad som skulde være,
Disse Hoffets Slaver har atter andre Slaver, som ere hun¬
og dog virkelig ikke var. Min Faders Lykkes=Omstændig¬
heder, som vare allerede meget maadelige, tøge Dag fra
drede Gange mere udartede, end deres uværdige Herrer,
og disse lode mig føle min Ulykke og min Fornedrelse fuld¬
Dag af. Min Syster ægtede en Adelsmand, hvilken
uden just at være overmaade rig, var dog i gandske gode
kommen. Denne første Prøve opfyldte mig med Fortre¬
Omstændigheder. Jeg havde med mit Liv indsuget en
lighed. Kan De troe det, at en af disse smaa Store sagde
Sielens Høyhed, som imodstod alt det, man kalder at
engang, da nogle rørende og eftertrykkelige Klagemaale slax
giøre sin Lykke. Jeg var maaskee over dette Middel alt
mig ud af Munden, til en af sine Lige: Det skulde være
Skade, om dette Menneske giorde sin Lykke; han
for tvivlsom øm, og jeg tænkte, at mine sande Venner;
er meget korsvilig, naar han beklager sig. Hans
thi Venner vare min Yndlings=Chimære, skulde agte mig
Klage anspænder saaledes hans Jndbildning, at han
høyt formedelst disse ædelmodige Characterer. Jeg søgte
frembringer ret behagelige Jndfald. Da jeg nu ikke
deres Høyagtelse, som de syntes at forøde paa mig, og
mere vilde tiene disse zierlige Barbarer til Skuespil, ikke
i sær for at fortiene min egen Agt, som overgik en andens.
Alle glimrende Selskaber aabnede mig Adgang. Om det
heller til at føde deres Leddiggang og Ørkesløshed: saa
smukke Kiøn vil jeg intet melde; jeg kan ikke beklage mig
holdt jeg for, at jeg hos de Lærde skulde finde det Sinde¬
saa meget over samme, som over Mandkiønnet. Dette
lav og den Tænkemaade, som deres Macenater havde næg
Kiøn kan udbrede visse behagelige Acter over sine merkelig¬
tet mig. Jeg sagde til mig selv: disse det menneskelige
ste Feyl, og man tilgiver det sin Letsindighed og sine smaae
Kiøns Lærere maae besidde alle Dyder; De maae jo have
Ufuldkommenheder formedelst dets øvrige Jndtagenheder.
samme alle Øyeblik. Paa Theatret giver de dem alle For¬
Der er i det mindste en Drift af Sagtmodighed og Men¬
standens Tekkeligheder, al Geniets Styrke. Hvilken af
neskekierlighed, som forbedrer meget det Vidrige i slette Be¬
disse Vise, af disse Viisdommens Elskere, som ikke ere syssel¬
gegnelser. Det viser ikke saa aabenbare, som Mandkiøn¬
satte med andet, end med Menneskenes Lykke, som med
net, det store Malerie af Grovhed og Ubarmhiertighed.
disse Ord helliger alle deres Taler og alle deres Skrifter,
Det var en anden Drøm, som trakte mig efter sig. Jeg
hvilken af dem skulde ikke være det? Med denne ædle Tillid
indbildte mig, at naar man var rig, saa skulde man ikke
kastede jeg mig i deres Arme. Jeg udøste mine Taare i
smage nogen anden Lykke, end at være ulykkelig, og ud¬
deres Barm. Deres Barm var for mig en tør Ørken,
dele Velgierninger.
hvor mine Taare bragte ingen Frugt. Jeg merkede med
Jeg merkede, at jeg behøvede alvorlig at tænke paa mig
Kummer, at Forstanden var en Bedrager, som paatog sig
selv. Jeg saae, at Ulykken nærmede sig med store Skridt.
alle Masker, at disse Dydens Lovtalere vare et Slags
Man sagde mig, jeg havde Gaver, og at det skulde være
Marktskrigere, som i Stilhed loe ad det Skildt, hvilket
mig let, at undvige min bedrøvelige Skjebne. Hvad skal
de udhængte. Med et Ord: de vare grusomme ved deres
jeg mere sige Dem, min Herre! jeg er nu ved det Øyeblik,
System. De bleve hudflettede af Nid, Forfængelighed
i hvilket jeg seer Menneskene i deres sande Stilling. Min
og Ærgierrighed. Seer De nu to Slags Folk paa Ver¬
Fader fortalte mig, at han ved en Proees havde mistet alt
dens Skueplads, som for mine Øyne ere gandske berøvede
hvad han eyede; han havde ingen anden Beskyttelse, end
al deres Prydelse. Jeg vil ikke opholde dem med Fortæl¬
sin Ret. Min Skyldighed bestemte ikke mine Handlinger;
linger, af hvilke en er immer grusommere end en anden.
Tilbøyelighed sagde mig allerede, hvad jeg skulde giøre.
Jeg fik tusinde Beskiemmelser; mit Hierte blev saaret ved
J nogle Aars Tid greeb jeg til alle ærlige Midler, for at
tusinde Snerter, og disse saa smertelige, saa dybe Saar
komme min værdige Fader til Hielp i hans Fattigdom, og
forøgede sig i det Uendelige for disse Ulyksalige. Jhen¬
at lette samme for ham. Han var fattig, han blev mig
seende til de Rige bliver min gandske Siel sat i Harme
dyrebarere, han blev endnu immer mere interessent for mit
ved den eneste Jdee. De ere blottede og udsatte for alle
Hierte. Jeg nævnte det hellige Navn Fader med mere
lastværdige Gierninger, for alle Ondskaber. Deres Stolt¬
Ømhed, med mere Ærbødighed. Da jeg havde Adgang,
hed kan allene ligne deres Umenneskelighed. De giver sig
til fornemme Selskaber, saa smiggrede jeg mig, at de skulde
ikke engang den Umag, at dølge deres flinthaarde Siel, i
blive rørte af min Kummer. Uden at rødmes over min
Stedet for at de Store dog alligevel umager sig for at zire
Tilstand, uden at opblæses af den latterlige Stolthed, paa
Haardhed med en udvortes Høflighed. Det synes, at
hvilken Ulykken ofte stytter sig, aabenbarede jeg min bedrø¬
Overflødighed er en Titel, at ophøre at være et Menneske.


og maaskee at de Ulykkeliges Lidelser og Taare er det beha¬
geligste og fornemste Skuefpil for disse Lykkens nedrige Ynd¬
linger. Ja, min Herre! ingen vilde Dyr ere saa grusom¬
me. Vil en Ulykkelig rive sig løs fra sin Smerte og det
at være sin elendige Stilling bevidst, saa maae han flye de
Riges Selskab, saa maae han før haabe Hielp af de Fat¬
tigste iblant Folket; han skal hos disse i det mindste finde
Medlidenhed, denne saa trøstelige Følelse, som endda stand¬
ser Hiertets Taare noget.
Jeg kan gotgiøre det, jeg har seet disse Uhyrer, som
Overflødighed har forhærdet, i deres fulde Lys; o hvor
hader jeg dem: med hvilken beskiemmende Foragt overvel¬
der jeg dem i mit Hierte! Borgeren skulde kunde tænke,
føle, dersom han havde den Kraft, denne Efterabelses Aand,
som giør ham til de Stores Abe, som indflyder ham Ødsel¬
hedens Lidenskab, al Følelses og al Redeligheds Død. Han
tænker paa intet andet, end paa sin Lykke, efterdi han for¬
binder alle sine Betragtninger, sin Fornøyelse og fit hele
Væsen med Lykken. Efter hans Jndkomst beregner han
sin Lykkes og sit Navns Grader, dette selvgjorte Liv, det
sande Livs Qvale. Min Harme og Fortredelighed skulde
snart have forbigaaet denne latterlige Classe af Mennesker,
da man ikkun maatte fornægte sin gode Natur, for at være
den første iblant dem. Hvad man kalder Pøbel, er beste¬
let Skarn, den giør intet uden for en nederdrægtig Nyttes
Skyld, hvis grove Mechanismus man meget hastig kan
begribe; Et Øyeblik græder den over en Ulykkelig, og i
samme Øyeblik er den i Stand til at giennembore Hiertet
paa ham, dersom hans Død skulde indbringe ham en Skil¬
ling mere, end han faaer for hans Arbeyde. Jeg gien¬
nemgik efterhaanden alle Fag; jeg haabede endnu immer
at opdage et Menneske. O, dette ømme Hierte, sagde
jeg ved mig selv, skal findes iblant de Creature, som har
løsrevet sig fra Verdens Fortryllelser, som bekiender en
Religion, en goddædig Guds Verk, som dagligen ved Alte¬
rets Fod lader sig giennemtrænge af Christendommens
Aand. Disse sidste Slags, min Herre, vare endnu giem¬
te til mig. Her fandt jeg først Følelsens Tørhed, Haard¬
heden selv. Den fromme Umenneskelighed er det allergru¬
somste Barbarie iblant det altsammen. Her fik jeg mere
dræbende, mere mordersk Trøst end Beskiemmelse. Hvil¬
ken Medlidenhed er dog en Hyklers Medlidenhed! Fuld
af Fortvivlelse og fuld af et mørkt Raserie, faldt jeg ned
for min Faders Fødder. - - O min Fader, raabte jeg,
vi nærmer os til den forskrekkeligste Trang og Mangel! Jeg
smiggrede mig med, at min Dyd skulde tiene min Fader
til Nytte; men alt mit Haab forsvinder; alle Hierter ere
tillukkede for mine Taare; dog flyder de endnu for min
Fader. O kiere, o ærværdige Fader! Hvorledes vil det
gaae dem? --- Ligesom den høyeste Behersker vil, min
kiere Søn, svarede min ærværdige gamle Fader mig.
Skulde det vel være mig tungt at døe? Jeg er ved Enden
af min Løbebane. Du, mit Barn, lokker Taarene ud af
mine Øyne, mit Liv, al min Lykke bestød i dig; jeg døer,
og efterlader dig mine Taare og min Ulykke til Arvegods.


O min kiereste Søn, havde jeg kundet troe, at Menne¬
skene skulde være saa følesløse og uømfindtlige? Gak, og
lad min Skiedne ikke bekymre dig. Søg at bevare dine
Dage, dine Dage som virkelig ere mine Dage, lad mig
blive ved Bredden af Graven; jeg vil uden frygt fare ned
i Graven, naar det høyeste Væsen ikkun vil lade sig for¬
sone og være mig gamle Mand naadig, og giøre mit kiere
Barn lykkeligere paa Jorden, end jeg har været. Her
tog min ømtelskende Fader mig i sine Arme, og trykte mig
op til sit Bryst. - - - Ak, min Herre, dette billede
staaer endnu for mine Øyne!
Det vil være forgieves, at berette og forestille Dem
alle de fornedrende og ydmygende Skridt, som immer vare
uden Virkning, og hvortil jeg dog alligevel beqvemmede
mig; det var ligesaa mange Grader af Smerte, jeg igien¬
nemgik, og som immer meer og meer indviklede mig i
Ulykken. Jeg saae intet andet, end min Fader og hans
Ulykke. Det var den eneste Gienstand, som rørte mig, den
eneste Grund, som bestemte mine Gierninger. J mine
middelmaadige Lykkes=Omstændigheder havde jeg giort en
Mængde Mennesker Tieneste, som jeg havde anseet for mine
Venner. Det syntes neppe, at jeg skulde blive ulykkelig,
førend alle disse Venner forsvandt ligesom Taage for mine
Øyne, og lode mig see Utaknemmelige, ja ret paa min Fa¬
ders og min ulykke forbittrede Fiender. Endnu var et Hiel¬
pemiddel: Min Svoger elskede min Syster. Min Sy¬
ster havde faaet alle Tegn paa den ømmeste Kierlighed paa
min Fader. Jeg tvivlede ikke et Øyeblik paa, at hun jo
skulde forbinde hendes Ægtemand, til at understytte os
nogenledes i den Armod, som overvældede os. Jeg dulg¬
te mit Forehavende for min Fader. Jeg løb hen til min
Syster, som allerede tog imod mig med Koldsindighed, om
endskiønt mit Venskab ikke strax kunde opdage samme. Jeg
fortalte hende mit Forehavende. Ved hvert Ord tabte hen¬
des Ansigt nogle Tilbøyeligheds og Fortroligheds Trek; hen¬
des Følesløshed og Uømfindtlighed bedrog hende, og ud¬
bredede sig over hendes hele Ansigt. Hun svarede mig: Hen¬
des Mand lod bygge, og de havde Børn, min Fader, føye¬
de hun endda til har begaaet mange Feyl i sin Opførsel.
Han har forbundet sig Paarørende og Venner, som ere paa
nærværende Tid langt mere bemidlede en vi, opdag og aaben¬
bar ham disse sine Omstændigheder; og J, min Broder,
med eders Gaver, ved hvad for en besynderligt Tilfælde
er J blevet slet intet? J vil vel aldrig faae den Forstand,
at giøre Eders Lykke. -- Jeg skal aldrig have et
Staal=Hierte, en unaturlig Systers Hierte: Lev vel, Bar¬
barin, eders Fader undergaaer i Elendighed, og J er Skyld
udi hans Død, J, som han elsker saa ømt. Gak Ulyk¬
salige, eders Børn skal ikke ville straffe eders Forbrydelser;
mig skal J ikke see igien -- - Jeg har intet begiert
af eder for mig selv, utaknemmelige Syster; det var -
Jeg gik pludselig bort, halv qvalt af Graad, fra
denne forbandede Bolig. Jeg vilde dølge dette nye Har¬
mes og Fortredeligheds Formaal for min Fader, men det
blev mig for tungt, det slap mig ud af Munden. Ak min


Fader veed De vel, hvorfor jeg i nogle Dage har været fra
Jeg meente, at at De endnu havde en
Dem! -
Datter, og at jeg endnu havde en Syster! jeg har truffet
Hun har næg¬
Min Fader! - -
et Uhyr
tet mig den allerringeste Hielp, og hun har dog Livet fra
Dem - - - Hendes Tilstand.- Mit Barn,
svarede den modige gamle Mand, det er visselig et haardt
Slag, at blive grusomt begegnet, endog af dem som har
os at takke for deres Tilværelse. Men, min Gud, og min
Søn, blev han ved, i det han skiulte mig med sit Sølv¬
graae Haar, og vædede mig med sine Taare, trøste mig;
De skal annamme mine sidste Sukke! Tilgiv din Søster;
hun har en Mand, som hun maae adlyde, og hun har
Børn. - - - Eyg, min Fader, just disse skulde have
ladet hende føle, hvad hun var Eder skyldig.
Ak, min Herre! jeg har endnu intet sagt Dem -- -
Man slæbede min Fader, min ulykkelige Fader, i Fæng¬
sel! Jeg kom og kastede mig ned for den ulykkelige Credi¬
tors Fødder. Med Grumhed og Vildhed stødte han mig
fra sig tilbage, og jeg tog ikke Livet af ham. Ulykken ud¬
slukkede og til intet giorde og min Faders Ulykke opfyldte
alle mine Følelser. Af denne Ulykke var jeg allene igiennem¬
trængt. Jeg kaldte alting til Hielp. De svageste og de
helligste Midler, og al Hielp blev mig nægtet. Jeg solgte
det lidet Boeskab og Huusgeraad, som jeg havde. Ende¬
lig, min Herre, nu maae jeg forestille Dem det forskrekke¬
ligste Malerie: Min Fader i Fængsel, døende af Elendig¬
hed, han har ingen anden Stytte, end sin ulykkelige Søn,
som var forladt af hele Verden omgiven med Klipper, med
Uhyrer - -- - Min Herre, -- - Jeg er. en
Mand af Stand - - - jeg har den høymodigste Siel,
en Siel, som er allerlængst borte fra at krybe - - -
Men her kom det an paa en gammel Mand, hvis sidste
Sukke jeg skulde holde tilbage - - - - Jeg opofre¬
de mig; jeg tvang mig. Naturen taler med mig, den
raaber til mig: For min ulykkelige Fader beslutter jeg mig
til det allernedrigste Haandverk. Her blev denne Ube¬
kiendte næsten qvalt af en Mængde Suk og Taare. Ædel¬
modige Britte! kan de vel troe det? For disse Barbarers
Skyld blev jeg nødt til, for Folkes Døre at betle Brødet
til ham, som jeg havde mit Liv fra. Jeg opbiede Natten
og med en Røst, som var nedsynket i Taare, med denne
bedrøvede Røst, med Tonen af en dyb Smerte, anraab¬
te jeg de Udyrs Barmhiertighed, hvis Lyster jeg ønskede
at kunde hudflette.
Paa disse Ord trykte Sidney sin Fange op til sit
Bryst, og det med Taare, som rullede langs ned af hans
Kinder.
Ak, fortreffelige Creatur, hvor smuk er din Siel,
hvor værdig og fortient er du til Glæde. Jeg regnede dis¬
se Almisser, hvilket et Ord min Herre! som ligesaa man¬
ge Deele, der reves ud af Brystet af mit Hierte. Ved
saa beskiemmende, ved saa svage Hielpemidler havde jeg dog
alligevel i det mindste den Fornøyelse, at opholde en døen¬
de Faders Aande. Jeg var endnu ikke ulykkelig nok, end


nu ikke qvælet nok under Lykkens Pidsk. Man paagreb
mig, som en af de Elendige, derved Tiggerie søger at be¬
fordre deres Dovenskab, og deres nederdrægtige Ørkesløs¬
hed og Lediggang. Jeg raabte til de Tigere som omgave
og paagrebe mig; det er for min Fader - - - det er
for min Fader, at jeg har nedladt mig til denne Neder¬
drægtighed. Han ligger i Fængsel; hans Liv beroer der¬
paa, at jeg skaffer ham nogle Hielpemidler, i Menneske¬
lighedens Navn. - Man vilde ikke høre mig; men
kastede mig i Fængsel. Jeg forlangte, at man skulde brin¬
ge mig til Øvrigheds Personen. Jeg blev bragt derhen;
Dommeren bevæbnede sig i Førstningen med en alvorlig
Miene, og giorde saadanne Spørgsmaal til mig, som en
Dommer, der skulde fælde en endelig Dom over mig. Ak,
min Herre, sagde jeg til ham, ja -- jeg har bedet om
Almisse; jeg er ikke født dertil, at jeg skulde nedlade mig
til saadanne elendige Midler. Jeg er et Menveske af
Fødsel og Stand, og jeg havde maaskee ligesaa got, som
en anden, kundet lade mig skyde ihiel; - - - Men,
Min Herre, min Fader er i den yderste Elendighed; han
ligger i Fængsel, og det er for ham, at jeg anraaber og
paakalder den almindelige Kierlighed, Kierlighed for mine
Dages Ophavsmand - - - Denne Magistrats Per¬
son blev rørt, lod mig løs, og lovede mig Hielp. Han
døde, og jeg tabte alt mit Haab. Alderdommen er ende¬
lig min Faders Skydts Engel; Lovene aabner Fængselets
Dør for ham. Han kom paa frie Fod. Jeg fik paa et
Kiøbmands Skib en af de middelmaadige Betienninger,
der neppe var tilstrekkelig nok, at have Livets Underhold¬
ning af. De veed, at ald min Følelse var for min Fader.
Jeg tog ham i mine Arme; jeg bar ham om Bord paa
Skibet. Kom med mig, min kierre og ulykkelige Fader;
forlad det Land, som er fuld af Laster og Forbrydelser;
forlad de Vilde i Europa; Tigerdyrene i Afien tør maae¬
skee ikke engang være saa grumme. Da jeg dog har me¬
get nok, til at giennemgaae mine elendige Dage: saa skal
De leve. O, min Fader! De skal leve - - - Ak!
jeg har ingen Ven, undtagen De. Lad os forglemme vort
Fædernelands Navn, Ulykkelige maae ikke elske det. - - - og
Nu har jeg ikkun fortalt Dem en Deel af min Ulyk¬
ke mit Hierte kiender endnu langt andre. Min Herre! og
virkelig de allerforskrekkeligste, de allerbitterste, endnu dem,
som mine Dages Ophavsmands Stilligg har ladet mig fø¬
le. De Ulykkelige har en Siel, som allerede er mere til¬
beredet, til at imodtage Ømheds Jndtryk, end de Lyksalige.
Ulykken fører en Melancholie med sig, hvilken om man saa.
maae sige, er ligesom Moder til de store Lidenskaber. Jeg
understod mig, at elske. Jeg forbigaaer alle Fortællinger
Gienstanden for min Kierlighed var en ung Person, en
eneste Datter, men som havde Paastand paa en Lykke, der
var langt større, end at jeg havde kundet giøre mig Haab
om, at torde tilbyde hende min Haand. Fornuft og Re¬
delighed paalagde mig den Lov at tie, og at undertrykke
en Tilbøyelighed, som var mig forbuden at opvekke. Jeg
hørte hverken Fornuften eller mine Omstændigheder. J


hørte allene den kiere Juliane, saaledes heed denne elskvær¬
dige Siel og hun forekom i visse Maader mine Ønsker. Vi
sagde begge to til hverandre, at vi elskede hinanden, uden at vi
saae paa Følgerne af denne Kierlighed. Kierlighed tørrede mi¬
ne Taare; hun hialp mig, at bære Livets Byrde. Dette var
den eneste Hemmelighed, som jeg dulgte for min Fader. En
Paarørende af denne Smukke merkede hvad der gik for sig i
vore Hierter. Unge Folk kan ikkun lidet forstille sig. Han
forlangte at tale med mig i Særdeleshed og Eenrum. Min
Herre, sagde han til mig, jeg maae tale med dem med
al den Fortroelighed, som ikke kan fornærme Dem. Jeg
troer, at De fortiener alle redelige Menneskers Høyagtel¬
se; De er interessent af Fødsel og Skabning. Jeg har
merket at min Fætterske har Følelser for Dem. Det synes
at De har fine og opklarede Begreeber om Ærens Pligter.
Men de har ingen Midler; Juliane derimod har en bety¬
delig Lykke i vente - -. - Nok, min Herre! svarede
jeg gandske muntert, De viser mig mine Pligter, min Ulyk¬
ke, og de skal lære at kiende mig. Jeg kommer nu til det
Øyeblik, da jeg og min Fader forlod denne Verdens Egn,
hvor min Kiereste er bleven, for at skrive følgende Brev.
Jeg elsker Dem, elskværdigste Juliane, og jeg skal
heller aldrig faae andre Tanker. De maae tilgive min Kier¬
lighed det, at have viist Dem et Hierte, som allene er op¬
fyldt af den Smerte, ikke at kunde besidde Dem. Gud¬
dommelige Skiønne. Jeg er uden Lykke. For Julianes
Øyne forsvinder al Forfængelighed. Jeg er den Ulyksalig¬
ste iblant alle Mennesker. Mig kommer det ikke meere til,
at vente paa Deres Haand. Forglem de mig -- forglem
De mig, o mit Hiertes Beherskerinde. Hvad har jeg
sagt? Jeg maae sige det: Ja, Juliane, forband De mit
Billede ud af Deres Hierte; giør De Deres Forældres Lykke;
giør De en Ægtemands Lykke, som Lykken legger dem i
Armen. Jeg reyser, jeg forladet Europa, jeg forlader
Juliane - - erkyndige De sig ikke om min Skjebne i
de Egne, hvor min Ulykke vil føre mig hen. Det maae
være mig tilladt, om jeg beholder Kraft nok til at leve, at
have min Siel opfyldt af Dem. Hvilket Fruentimmer
skulde efter Juliane beherske samme? Lev De nu vel. Lev
De vel; endnu engang forglem De mig ikke; Deres Skyl¬
dighed og min Ære - - - Deres Lykke vilde det.
Jeg vædede dette Brev med mine Taare, jeg vilde
endnu føye tusinde Ting dertil: Min Siel - - - Jeg
reyste endelig med min Fader bort derfra, med ham, som
al min Ømhed og ald min Omsorg var opofret. Og paa
denne Reyse aabenbarede jeg ham denne bedrøvelige Kier¬
lighed. Min Fader var min Ven. Han udgydede nye
Taare over min Skiebne. Vi ankom i disse Lande. Et
skarnagtigt Menneske, som allene bliver drevet af sin Ond¬
skab, giorde, at jeg mistede min Betiening Jeg kom
i den Forskrekkeligste Armod. Jeg paakaldte Menneskelig¬
heden med mit Raab; jeg viiste alle Mennesker mine Taa¬
re, min Faders ærværdige gamle Rynker og hans sneehvi¬
de Haar, ja, hans Grav, som er nær ved at aabne sig.
Enhver vendte sine Øyne derfra; alle Hierter tillukte sig


imod os: Ak, Menneskeligheden er ikke meere paa Jorden.
De menneskelige Uhyrer i Jndien ere ligesaagrumme, som
de i Europa. Endelig slæbede vi os ind i en Hule ved
Standbredden; her sønderrev Elendighed og Hunger min
ømme Faders Barm. Jeg skiulte og bedekkede ham med
mine Kysse; jeg trykte ham op til mit Bryst; jeg paakald¬
te Naturen, at komme mig til Hielp; jeg paakaldte den
nok engang ved Saften af nogle Urter, som jeg dryppede
paa huns tørre og døende Læber for at kalde ham tilbage til
Livet. Jeg seer at han udstønner de sidste Sukke. Smer¬
te, Fortvivlelse og Harme bemægtigede sig mine Sandser.
Jeg sprang ud af Hulen; Harme og Bitterhed ledede mi¬
ne Trin. Jeg saae et Partie Jndianer, som faldt an paa
et Partie Europæer; disse vare lutter Giendstande for min
Had og min Harme, da de troer, at de ved Opdragelsen
ere oplyste over Naturens Pligter. De har været Vidne
til mit Raserie, til min Forvildelse. Jeg havde gierne
ødelagt hele Naturen - - - Min Fader er død - - -
Ak, min Herre! Hvorfor har De holdt mig ved Live? Lad
mig blive befriet fra denne utaalelige Byrde. De veed nu
min hele Ulykke. og det Middel, at tilveyebringe den igien,
og ikke at døe! De synes mig at være forskiellig fra Men¬
nesker, fra Barbarer; Det lader som De kiender Medli¬
denhed, og de kan aldrig beviise mig nogen større Velgier¬
ning, end ikke at forlænge mit Endeligt.
Ney, De skal ikke døe, raabte Sidney, i det han om¬
favnede ham, De værdige unge Menneske; De har fundet
et Hierte, en Ven; troe De ikke, at alle Mennesker ere
Uhyrer af Umenneskelighed. De skal see det, at der og
findes ømfindtlige Siele, ømsindede Siele, ja jeg vil være
Deres Fader -- -- Hvad er Deres Navn? ---Mit
Navn er Silli ---- Got, min kiere Silli, De skal være
min Søn --, Ak, min Veldæder, min Fader! - - -
Han er ikke meere til.
Sidney fordobblede sin Omhue, og sin Ømhed, at
giøre Livet sødt igien for dette ulykkelige Menneske, som
havde Askye for at leve. Allerede paa to Dages Tid har
det begyndt at komme sig med ham. Kom De sagde Sid¬
ney til ham, jeg vil forsone Dem igien med det Menne¬
skelige Kiøn. Kom De, min Ven, stødt sig op til mig.
Han bragte ham til et Telt der i Nærværelsen. Hvilket
Skuespil! Min Fader, jeg holder Dem i mine Arme raab¬
te Silli, det er Stillinger, som aldeles ikke lader sig be¬
skrive. Den unge Fransmand var falden op til en gam¬
mel Mands Bryst, som ikke kunde faae flere, end disse Ord
udtalte: O min Søn, mit kiere Barn! snart omfavnede
han sin Silli, og snart skiulte han Sidneys Hænder med
sine Kysse. De giver mig min kierre Søn igien, høymo¬
dige Fremmede --- De giver to Siele hverandre igien.
Deel De dette Skuespil, det er et Skuespil for Guderne;
det er deres Veldædigheds kostelige Verk. Silli aabner sine
Øyne igien, hvorledes, min Fader, jeg seer dem nok engang
igien, De lever! - Det er mig, min kiere Silli, som er
lykkelig nok, at have givet Dem denne Venskabs=Prøve. Jeg
har selv løbet hen til den Hule, som De har beskrevet for


mig jeg fandt Deres ærværdige Fader i en Baniars Arme,
som søgte at skaffe ham sine aftagende Kræfter igien, og som
havde bragt ham noget at leve af og vederqvæge sig paa. Seer
De nu vel, at Jndien har endnu Mennesker. Jeg har la¬
det ham bringe herhid, lever nu begge to for at elske mig
- - - for at ære Dem, som vor største Velgiører, -- -
faldt den gamle ham ind i Talen --- Ja, min Søn, sag¬
de han til Silli, jeg har at takke ham for Livet og den For¬
nøyelse, at jeg kan omfavne dig. Jeg var nær ved at skul¬
le døe; jeg opløftede nok engang mine Øyne jeg saae og søgte
efter dig. En Ubekiendt kom til mig, som gydede mig
en Saft i Munden, der bragte mig til mig selv igien. Han
gav mig saadan Næring og Vederqvægelse, som giorde mig
levende igien. Men jeg saae ikke min kiere Søn mere.
Og nu, see her min Alderdoms anden Støtte og Stav,
føyede han til, i det han vilde kastet sig ned for Sidneps
Fødder. Min Fader, hvad giør De, sagde vor høymo¬
dige Landsmand? Jeg er langt lykkeligere end De. Jeg
forbinder mig to redelige Siele. Ansee mig, som Deres
I troefaste Ven. Engellænderne, føyede han til med en smi¬
lende Mine, fører ikke altid Krig med Franzoserne.
Silli og hans Fader fattedes Ord, og havde intet
Udtryk mere, som kunde legge Deres Erkiendtlighed for
Dagen. Saasnart de faae Sidney, eller talede med ham,
saa fældede de Taare, de søde Taare, som ere Hiertets
Told. O meget lyksalige Sidney, Og hvor høyt fortie¬
ner Du Din Lykke! Jeg har endnu intet gjort, mine Ven¬
ner sagde den fortreffelige Britter en Dag. Det er ikke
nok, at have conserveret deres Liv. De maae endnu være
mig den Stilling Skyldig, uden hvilken Livet er ikke meere
end en Byrde. Mit Verk er ikkun kommet til Halvparten
men jeg vil fuldende det. Har De ikke sagt mig, brave
unge Menneske, sagde han, i det han vendte sig til Silli,
at de elskede en Person, som var Deres Kierlighed værdig.
Ak! den Kierlighed, min kiere Veldæder, skal døe i min
Barm; jeg vil ingen andre Følelser, ingen andre Lidenska¬
ber, ingen anden Existstenz have end Taknemmelighed, den
skal opfylde mit gandske Hierte. Det Hierte er lidet for
alt det jeg er Dem skyldig. Mit kiere Barn, svarede Sid¬
ney, om jeg deler Deres Faders Sindelav for Dem, jeg
igientager det for Dem; mit Forehavende er, at giøre Dem
lykkelig; og skulde De vel være det, dersom De ikke kunde
faae det i Besiddelse, som De elskede? Vil De troe
mig, jeg kiender ømsindet Kierlighed, dens Behageligheder
n og dens Qvaler. Jeg reyser tilbage til Europa; jeg maae
u til Paris, og jeg vil ledsage Dem derhen.
De veyste bort fra Jndien. Efter al den Omsorg,
og efter alle de Velgierninger, hvormed Sidney overvæl¬
dede begge Franzoserne, havde man skuldet tænke, at den
Gamle hans Fader og Silli vare Brødre. Ofte kom vor
Helt i Godhed over den sidste, naar han melancholisk be¬
tragtede Havet, og lod sine Taare rinde. Julianes Bil¬
lede var sterkere indpræntet i hans Siel, end nogen Tid
tilforn; jo nærmer han kom til sit Fæderneland, jo mere
blev hans Hierte martret. Hvor gaaer jeg hen, sagde han


engang i sin hemmelig Smerte, for at være et Vidne til
en andens Lykke, som har alle min Julianes Yndigheder
i Besiddelse, som er elsket af hende? Skulde jeg ikke heller
for altid blive langt borte fra Frankerig? Skulde jeg ikke
langt heller følge med min elskelige Veldæder til Engelland?
Kan jeg ikke vente, aldrig at treffe saadant Val mere?
Jeg skal dog alligevel ikke have Styrke nok, til at flye fra
dette Land, som jeg skulde have Afskye for og hade. Jeg
vil see Juliane igien! og hvorfor, Ulykkelige? Er du end¬
nu ikke træt af at have udstaaet al Elendighed? Hvad for
et Raserie fører dig til det dødelige Slag, som Du for¬
venter? --- Og, om Jnliana ikke skulde være gift?
--= Kunde jeg da vel blive hendes Ægtemand! Kommer
det mig ved at misbruge Sidneys Godhed? Var jeg ik¬
ke en Utaknemmelig, om jeg vilde sætte en nye Prøve paa
hans Godhed? --Disse Ord udtalede han gandske lyde¬
lig. Ney, sagde Sidney, som han ikke var bleven vaer, i det
han omfavnede ham. De tør aldrig ved at befrygte, at De skal
trætte en Mands Venskab, som er Dem forbunden for,
at De har givet ham Anledning og Leylighed til, at lade see
sine Ømfindelser. Eya, svarede Silli gandske muntert,
saa er De jo vel et himmelsk Kreatur! Jeg er Deres Ven,
sagde Sidney.
De ankomme til Paris. Silli, dreven af Kierlig¬
hed, fløy hen til Julianes Boepæl. Man fortalte ham,
at Faderen var død, i hans Lykkes-Omstændigheder var
skeet en forskrekkelig Kuldkastelse og Forandring, og Juli¬
ane og hendes Moder levede i de kummerligste Omstændig¬
heder, og opholdt sig en næsten ubekiendt Fristad. Han
erkyndigede sig, og fik at vide, hvor de boede. Hvilke
Gienstande faldt ham i Øynene! Juliana, hans elskelige
Julia a, bestedt i den høyeste Ulykke og yderste Armod, og
sysselsat med Haandarbeyde, som endnu hialp, til at forlæn¬
gehende og hendes Moders bedrøvelige Liv. Ak, græd, dyreba¬
re Juliane, raabte Silli, og faldt ned for hendes Fødder.
Hun kiendte sin Elsker, gav et Skrig af sig, og sank af¬
mægtig ned i hendes Moders Barm, som af Glæde og
Forbavselse blev næsten selv gandske ubevægelig. Det er
Dem, min Herre! sagde hun. De seer mig nu i en gandske
anden Stilling, end den var, hvorudi De forlod os. Jeg
seer Dem igien, sagde Silli, og endnu værdigere, end
nogen Tid tilforn, til min Ærbødighed og Høyagtelse,
Ak, min kiere Juliane er og blevet et Offer for Lykken.
Hun kom imidlertid til sig selv igien. Man kan al¬
drig ret udtrykke to Hierters Følelser, som ere indtagne af den
ømmeste, af den meest levende Kierlighed, og som endnu
mere havde forbundet sig ved Ulykkens Baand. Disse to
ulykkelige Fruentimmer fortalte alle deres ulykkelige Til¬
dragelser. Deres Paarørende kiendte dem ikke meer; da
de vare komne i den yderste Armod, saa fandtes der ikke et
eneste Menneske mere, i hvis Barm de havde kundet skiule
deres Taare. Undertiden talede de om Silli; dette Navn
formildede deres Smerter: Juliane sagde: Ak, dersom
han endnu er i Live, saa tænker han visselig paa os. Han
tænker og troer, at jeg er lykkelig. Ak, Silli, føyede hun


til, Deres Nærværelse lader os glemme vor grusomme
Stilling. Seer De, at jeg maae arbeyde, for at conser¬
vere min ærværdige Moders og mine Dage, som ere hende
saa fornødne. Jeg seer, sagde Silli, at Juliane er hun¬
drede Gange smukkere, og mere Høyagtelse og Ærbødighed,
værd i Ulykke. Tilgiv mig kiereste Veninde, tilgiv mig
dette Sielens Udtryk. Der findes altsaa Væsener, over
hvilke Skiebnen udøser sin Vrede. En Skjebne, som man
ikke kan begribe. Mit Hierte tilhører Dem. Ja, jeg
skal aftørre Deres Taare - -- Jeg skal rive Dem ud af
disse bedrøvelige Omstændigheder. Han løb til sin Fader,
hos hvom Sidney var. Min Fader, min høymodige
Ven - - - Jeg har fundet Juliane ulykkelig, men langt
smukkere og langt værdigere til at elskes, end forhen. Han
fortalte dem hendes og hendes Moders Omstændigheder.
Han bragte dem i visse Maader deres Taare, i hvilke han
blandede sine egne. Kom, min Ven, faldt Sidney ham i
en Hast ind i Talen, kom og forlad disse bedrøvelige bille¬
der. Er det ikke Deres Forset, at ægte Jnliane? Ægte
hende, jeg var i Stand til, at ophøye hende paa Verdens
Throne, i fald Lykken havde sat mig derpaa, men hvorle¬
des skal vi forene vor Skiebne? --- Vi maae jo ingen
andre Roller kiende, end Ulykkens Lænker. Kunde jeg kun
i det mindste redde hende fra denne fornedrede Armod!
--- Har de endnu tvivlet derom, at De kan giøre det?
spurgte denne redelige Landsmand med det meest rørende
Hierte. Har De allerede forglemt, at Sidney er Deres
Ven. Ak ædelmodige Veldæder, naar De seer Juliane,
naar De seer Juliane og hendes Moder, saa seer De al
værdig Fortieneste; De seer da Ulykkens hele Rige.
Sidney spiste med Silli og hans Fader til Aften.
Tyve Gange omfavnede han dem; han ansaae og betrag¬
tede dem med den saa mægtige Jnteresse. Sielens Ven¬
skab. Erindrer De sig, sagde han til dem, i det han tog
dem begge i Hænder, at de har giort mig Dem forbun¬
den; jeg kan skaffe to saa redelige Mænd nogen Nytte;
det er den høyeste Lykke for mig, og jeg er Dem samme
skyldig --- Værdige De mig, at elske mig. Sidney
boer i Deres Hierter, mit Hierte staaer immer aabent for
Dem. De har, sagde han til den Gamle, en ømsindet
og lydig Søn i Engelland, og De, min kiere Silli, har
den meest nidkiere Ven og Broder. Førend han forlod
dem, omfavnede han dem med Taarene i Øynene og sagde,
hvilken Fornøyelse skienker De mig ikke.
Den anden Dag, om Morgenen tidlig vilde begge
Franzoserne besøge deres Veldæder, da Silli fik dette
Brev.
Mine huuslige Omstændigheder kalder mig hiem til
mit Fæderueland. Jeg reyser værdige Fruentimmer, i det
jeg efterlader Dem nogle Vidnesbyrd paa et Venskab, som
jeg skal tage med mig i Graven. Tilbageladte unge Silli,
jeg vender mig til Dem, De er klog, og forsøgt igiennem


Ulykken. Det vil altsaa være Dem desto lettere, at gaae
fornuftig tilverks, og at smage Middelmaadigheds Priis,
den sande Fornøyelses og Dydens Stilling. Gift De sig
med Deres Juliane, lev De med Deres Fader og Ven;
Udgiør De en Slægt af redelige Folk, som kan tiene andre
til Exempel. Jeg skulde have bedet Dem om, at føre mig
hen til Juliane; men jeg befrygtede, at min Nærværelse
skulde ikke være hende saa behagelig, som hendes skulde
have interesseret mig; Hun er for nærværende Tid endnu
ulykkelig ligesaavel som De, og Ulykken udfordrer visse
Agtelser, som ikke ere Dem ubekiendte. Lev De nu vel,
mine Venner; De skal snart faae Efterretninger fra mig;
jeg skal elske Dem paa hvad for et Sted i Verden, min
Skjebne fører mig hen. Tael De ikke om Taknemmelig¬
hed, thi jeg er giennemtrængt deraf, naar De noksom vær¬
diger mig, at ansee de ringe Venskabs=Beviisninger som
Deres eget Gode. Deres Ven Sidney.
P. S. J Morgen tidlig vil man bringe Dem 5000
Pund Sterling.
Neppe havde Silli læst Brevet, førend ogsaa en ube¬
kiendt Mand kom og bragte ham den Sum Penge, som
Sidney havde ommeldt derudi.
Det unge Menneske og den gamle Mand kunde ikke
frembringe noget Ord; de bleve gandske fulde af Glæde,
fulde af Forundring og Forbavselse, og fulde af Taknem¬
melighed. O himmelske Hierte, raabte Sønnen, du und¬
drager dig fra, at vise dig vor Ærbødighed, vore Taare!
Det maae kaldes, at forgifte dine Velgierninger, at berøve
os den Lykke, at nedkaste os for dine Fødder, og dog at
ære og tilbede dig som Mønster for alle Veldædere. Reys!
vore Hierter skal følge dig allevegne. Engelske Siel, sagde
den Gamle, mit kiere Barn. Hvilket et Menneske! Ak,
det er ikke noget Væsen af vor Art! Sidney, vi ville døe
for dine Fødder, fulde af Taknemmelighed.
Er der ingen Veldæder som den høymodige Sidney,
saa er der heller ingen saa ømfindtlige og taknemmelige
Siele, som begge Franzosernes. De kan let, mine Herrer,
forestille sig, med hvilken Munterhed Silli løb til sin
Gudinde. Han havde den Lykke, at giøre det lykkeligt,
som han elskede allene; han ægtede hende. Han kiøbte et
lidet Landgods, og boede derpaa med sin Fader, Julianes
Moder, og med sin Kone. Hver Dag, hvert Øyeblik for¬
merede hans Lyksalighed, hans Taknemmelighed. Han
velsignede det høyeste Væsen og hans Sidney for alt, hvad
han besad. Alting talede, alting underholdt ham, alting
satte ham i Brand for sin Veldæder. Nu erkiendte Silli,
at Ulykken og har sine Grændser, og at de Dydige har
deres Belønning paa Jorden. At der gives Mennesker,
som ærer, trøster og vedligeholder Menneskeligheden. Han
tilgav alle Grusomme, i Hensigt til den veldædige Engel¬
lænder. Hans Siel blev formildet; han blev en sand
Viis; han saae sine Gienstande i deres ægte Farver.
(Resten følger.)


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 20


Resten af den Engelske Fistorie om Sidney og Silli.
(See No. 18 og 19.)
D¬
se fik ofte Breve fra Sidney; i hvert Svar skikkede de
ham hver Gang deres gandske Siele, fulde af den re¬
neste og meest levende Ømfindelse. Sidney giorde sin
anden Reyse til Indien; deres Brevvexling kunde nu ikke saa
nøyagtig fortsettes. Disse saa ømfindtlige, saa taknemme¬
melige Hierter vare fulde af Bekymring for deres Ven.
Alle Engellændere vare dem kiere. Hvilket Tordenslag
nedslog dem! De hørte, at Sidney var ikke meer i Live.
Den unge Silli og hele Familien blev et Bytte for en ned¬
slagende Smerte. Den gamle Mand kunde ikke taale denne
forskrekkelige Efterretning. Han blev syg, og stod ved Gra¬
vens Bredde. Sønnen, omgiven af sin Kone og sine
Børn, stødte dem mange Gange fra sig, og ønskede intet
uden Døden. Det Navn Sidney var den eneste Tone og Lyd,
som undertiden slap ud fra hans Fortvivlelse. Hans Kone
viste ham deres Børn, som havde ingen anden Støtte, end
ham. Han oplevede igien; men ikkun for at plage sig med
den forskrekkeligste Melancholie, og for at søge de mørkeste
Steder.
Engang havde han begivet sig hen i en liden Lund, som
laae afsides fra Landeveyen. Han satte sig neden for et Træe,
lagde Hovedet paa Jorden, og overvældet med en Døds¬
Angest raabte han -- - -. Hvorledes, Sidney, skal jeg
da aldrig see dig mere igien? --- Ney, jeg kan aldrig
vente, at trykke dig mere op til mit Bryst; op til det Bryst,
som nu mere end nogen Tid tilforn er giennemtrængt af
dine Velgierninger! Engelske Siel! hører du mig? Seer
du mine Taare; min hele Families Taare? O min kiere
Sidney!-- Han ligger i dine Arme, sagde en, som
kastede sig ind i Sillis Faøn; det var Sidney selv -- -
Sidnep! - - - saa meget kunde Silli sige. Han gik reent
fra sig selv; og Sidney tiltalede ham med to Strømme
af Øyentaare: Ja, det er din Ven, min kiere Silli, som
kommer fra Verdens Ende for at nyde Fornøyelsen af dit
Venskab; For at omfavne dig, og for at tilbyde dig mit
Venskab og min Tieneste paa nye. Jeg har skikket mit Rey¬
setøy hiem til din Boepæl, efterdi en Bonde sagde mig,
at du var her i denne Lund, og jeg giorde mig en Lyst og
Fornøyelse af at overrumple dig. - -- Silli kom til sig
selv igien - - -- Det er Dem selv, min kiere Sidney,
som jeg holder i mine Arme. - - -- Ak, De maae see
Deres Verk --- Mine Børn, de ere Deres. Han raab¬
te paa en af sine Folk, som han saae paa Landeveyen - - -
Løb i en hast hiem. Min Veldæder - - - at de kommer,
for at falde ned for hans Fødder, min Fader, min Kone,
mine Børn --- Min Ven! hvilken en Glæde! Jeg om¬
favner Dem. --- Men hvorfor har man nedslaget mig
med denne forskrekkelige Tidende? De skal faae det at vide,


svarede Sidnep, lad os nu først komme til at see Deres
kiere Familie. De kom næsten ligesaa snart hiem, som
Bonden. De gik ind i Stuen til den gamle Silli. Han
kunde ikke formaae meere, end at udrekke sine Arme imod
Sidney. - - - O, min kiere Søn! min værdige Ven!
en smuk Kone, om neppe endnu var 25 Aar gammel, 3 Børn,
hvoraf det yngste ikkun var 6 Uger, og Silli selv nedkastede
sig for Sidneys Føder. De omfavnede hans Knæe med
Taare. Man kunde ikke for Graad høre det eneste Ord,
som ledsagede deres Taare - -- Vor kiere Veldæder! Sid¬
ney opløftede dem, trykte dem op til sit Bryst, og græd
over dem. Det er Dydens Skuespil; Seer de sammes
Priis. Min kiere Kone, mine kiere Børn, raabte Silli.
See her din sande Ægtemage, seer her Eders rette Fader,
Ophavsmanden til eders Dage, og til den Lykke, som J
nyder. Bringer ham Eders Offer; man ofrer Taknem¬
melighed til det høyeste Væsen, naar man viiser den imod
Siele, som ere hans billede lige. O min kiere Sidney!
smager De nu vel Glæden af Veldædighed? Nyd dog paa
det langvarigste alle disse Behageligheder.
Sidney roste Julianes Skiønhed og naive Yndig.
hed og Tekkelighed. Hun var Dyden selv under Kierlig
heds Trek. Han tog hendes Børn, disse uskyldige Crea¬
ture, paa sine Arme og i sin Favn; de smilede ad ham med
de Fortryllelser, hvilke, om man saa kan tale, ikkun til¬
hører Naturens første skiønne Dage. Den ældste sagde,
i det han med det saa meget interessante Barnagtige Væ¬
sen holdt af ham; Min Herre, min kiere Papa har immer
anbefalet os, at vi hver Dag skulde bede for Dem. Saa¬
snart vi havde befalet Gud vore Siele; saa har vi sønlig
bedet ham, at han dog vilde lade Dem leve brav længe her
paa Jorden. De er og vor Fader. Hvilket Offer, hvil
ken Vellyst for vor elskelige Brittes Heldtemodige Siel.
Man saae meget let, at Sillis hele Familie giorde sig den
Taknemmelighed, som den var Sidney skyldig, til den al¬
vorligste Syselsettelse.
Han blev i nogle Uger hos sine Venner. Den Gamle
blev frisk igien, og fik nogenledes Dydens Styrke. Han
havde omfavnet sin elskelige Sidney. De fortalte hveran¬
dre deres Huuslige Omstændigheder. Den sidste fortalte
ham, at han havde udstaaet en meget haard Sygdom, at
man havde holdt ham for død, hvilket derover og havde
givet Anledning til den ulykkelige Tidende. Silli fortalte
sine Omstændigheder endnu meget vidtløftigere for hans
Veldæder. Efter vort Exempel havde han lagt sig efter
Handelen, for at forskaffe sig en ærlig Udkomme. Han
var en Franzos og en Adelsmand, og han havde ikke det
Mod, til at rødmes over, at have truffet dette Val, det
var bedre, end et nedrigere Væsen, end at være en For¬
agt i de Stores og Lykkens Forgemakker. Hver Dag nød
Sidney en nye Fornøyelse. Silli aabenbarede sit gandske


Hierte for ham; lod ham gandske see den Rolighed og
Stilhed, som nu dog var overeensstemmende med hans
Siel. Han var en munter oplyst Viis, som af sit Hiertes
Grund uden Ophør løvede og takkede Gud og Sidney.
Han havde været saa lykkelig, at hans Gavmildhed havde
kundet komme hans Syster til Hielp, og han havde sma¬
get den sødeste iblant alle Hævne, han havde gjort sig hen¬
de forbindtlig. Han deelte sin Tid imellem sine Pligter og
sin Fornøyelse. Hans største Fornøyelse var at elske sin
Kone, at opdrage sine Børn, og at lære dem at kiende al¬
le hans og hans Hustrues Dyder, og deres endrægtige Øm¬
hed for den høymodige Sidney.
Om Aftenen førend hans Bortreyse giorde de et lidet
Giestebud. Ved Slutningen af Maaltidet frembar man
en stor Pastette paa Bordet. Silli bad Sidney at legge
den for. Han tog Laaget af den; han saae en Hob Loui¬
ser, han forbavsedes og forundrede sig. Silli faldt ham
om Halsen. Min kiere Sidney, sagde han, her er de
15000 Pund Sterling, som De saa ædelmodigen har laant
mig; de har indrentet mig saa meget, at jeg, som De seer,
er kommen i en Stand, der har opfyldt alt min Forlæng¬
sel. Dette lidet Landgods er mit; jeg besidder nok, til at
opdrage min kiere Familie, som skal velsigne Dem indtil
deres sidste Aandedræt. Fortreffelige Kreature, raabte
Sidney, De fortiener Deres Lykke, og jeg er lykkelig nok
i det, at jeg har bidraget noget dertil. Ak, mine Venner
jeg er belønnet; disse 15000 Pund Sterling har indrentet
mig mere, end at jeg ikke skulde betale Jnteressen deraf.
Neppe havde han udtalt disse Ord, saa deelte han Sum¬
men i tre Dele, og gav hvert af Sillis Børn en Deel, og
sagde: Mine smaae Venner, tager Eders Gods til Eder
igien; denne eneste Gang skal J være Eders Papa ulydige;
der, afslaaer mig det ikke, det skulde ikkun krænke mig - --
kysser mig - -- Silli, hans Fader, hans Kone, gien¬
nemtrængte af den munterste Taknemmelighed, vilde tvin¬
ge Engellænderen til at tage imod Pengene igien; lidet for¬
nøyet over at afslaae dem dette, tog han en Diamants¬
Ring af sin Finger, og satte den paa Julianes Finger:
Madame, blev han ved, min Ven tillader mig det, at De
maae bære dette lidet Pant paa mit Venskab. Diaman¬
ten var 2000 Guineer værd.
Sidney havde allerede ofte gaaet igiennem Sillis
Huus; men engang tilsidst kom han ved Siden af hans
Contoir til en Dør og aabnede den; han blev da sit bille¬
de vaer, som var behængt rundt omkring med en Krands
af Blomster, og havde den Overskrift: Vor Veldæder.
Han kastede sig i Sillis Favn. Hvad har jeg seet
værdige Mand! --- Næst Gud Gienstanden for min
oprigtigste og kiereste Erkiendtlighed; min Fader og Resten
af min Famielie kom daglig herhid, for med Hiertets Røst
at udtrykke Deres rene Ærbødighed og Høyagtelse. Seer
De det, De som er Ophavsmanden til vor sande Tilværel¬
se, til den Lykke, som vi smagede. Min kiere Sidney,
her er Taknemmelighedens Tempel, og mine Børn har hver
Morgen behængt billedet med Blomster=Krandse. Chi¬
neserne ærer Deres Confucii Jhukommelse; hvorfor skulde
vi ikke ære det dydefuldeste og veldædigste Menneskes Bille¬


de. Paa Deres første Reyse til Frankerig, fik jeg fat paa
Deres billede i Mignatur, som jeg engang fant iblant
Deres Papirer, og efter samme har man malet dette. Hvert
Øyeblik viser mig min Ven, min elskværdige og ærværdi¬
ge Sidney. - - - Ja, sagde hans Kone og Fader, som
just vare tilstæde i Kammeret, dette er Gienstanden for
Venskabets Høyagtelse og Ærbødighed. Og De, høy¬
modige Engellænder, er den Guddom, som vi her ærede
---Sidney omfavnede hende, fældede en Strøm af
Taare, af Taare, som flyder af en reen og en himmelsk
Glæde. Ak, raabte han i sin Henrykkelse: J Engle paa
Jorden, eders Siele ere langt ophøyede over min! J ere
endnu langt ømfindtligere end jeg. Jeg har hverken Kone
eller Barn. Værer min Slægt, mine Børn, mit Hiertes
Børn. Jeg skal aldrig forlade eder igien, undtagen paa
den Reyse, som jeg nu nødvendig maae giøre til Jndien.
Jeg skal haste tilbage i Eders Arme.
Sidney holdt Ord; de boer hos ham paa et beha¬
geligt Landgods. Han kan ikke ophøre at berømme sin kie¬
re Familie, saaledes kalder han disse Personer, og deres
Ømhed og Taknemmelighed forøges daglig.
Hele Selskabet udraabte Sidney med et almindeligt
bifald for en Heldt iblandt veldædige Hierter. Newton
min Herre, fagde en af vore Venner, bliver derfor alli
gevel en stor Mand.
Om overdreven Høflighed.
Maaskee mine Læsere gierne see, at jeg giver dem Un¬
derretning om en Besøgelse, der har givet Anledning til ikke
aldeles unyttige Anmærkninger. Klitander, en anseelig
Kiøbmand, bød mig for kort Tid siden til Giæst. Giæste¬
budet giorde han i Anledning af en Fetters lykkelige Hiem¬
komst fra Paris, der var skeet for faa Uger. Jeg fulgte
hans Jndbydelse saa meget des hellere, siden jeg alt adskil¬
lige Gange havde ønsket mig Leylighed, at kiende denne
unge forreyste Herre. Philet (saa kalder sig denne unge
Reysende) er et Menneske, om hvilket det Almindelige kan
giøre sig de beste Formodninger, saa snart hans Aar først
paalegge ham et fædeligere Væsen og meer alvorlig Mine.
Hans oprømte Natur henriver ham for meget, og sielden
giver ham Tid, at skille det sande fra det falske, det sand¬
synlige fra det grundige. En alt for ofte Omgang med
sine Lige, har forledet ham til en Høflighed, han aldrig
havde fulgt, hvis han havde efterfulgt mere sædelige Myn¬
stere. Han tog imod mig, ved det jeg kom ind i Værel¬
set paa en Maade, der forudsatte et langt Bekiendtskab;
skiønt hele Selskabet vidste, det var første Gang, jeg saae
ham min hele Leve Tid. En Strøm af Høfligheds Be¬
visninger overskyllede mig, og tillod mig neppe saa megen
Tid, at jeg flygtig kunde hilse de Nærværende. Tusende
Gange kaldte han sig min hengivenste Tiener, og glædede
sig over mit bestandige Velgaaende. Jeg søgte adskillige
Gange, at falde ham ind i Talen, og (om mueligt) giøre
Ende paa hans Høfligheder; men al Umage var forgiæves.
Hans giennemtrængende Røst nødte mig snart til at tie,


og tvang mig til at anhøre hans forbindtlige, skiønt over¬
drevne Høfligheder. Sveeden brød ud paa mig, da han
nødte mig til at sidde paa en Stoel, og selv loed, at ville
sidde hos. Dette var en forønsket Leylighed til at give
hans høflige Veltalenhed en nye Glands. De besinder dem
ikke vel, min Herre! raabte min veltalende Unge; hvor¬
med kan jeg forebygge Deres Upasselighed? Hiertelig gier¬
ne --- Det er (stammede jeg ud) kun en liden Overgang,
som ikke er af nogen Betydenhed. Vilde Himmelen, min
Herre! Men jeg tager alt for stor Deel i Deres Upasselig¬
hed, at - -- som sagt, svarede jeg, det har intet at be¬
tyde. Den alt for sterke Kakkelovns Varme --- Tænkte
jeg det ikke strax, den Heede. - - - Johan! sluk strax
Jlden i Ovnen. Jeg skal imidlertid føre Dem i frisk Luft,
om Dem saa behager. Philet havde vist slebt mig ud i
Gaarden, dersom ikke et vist Fruentimmers Ankomst havde
reddet mig fra hans utaalelige Høflighed. Han hastede
hende i Møde med lige saa mange Complimenter, og syn¬
tes med Flid at tage alle Franske Høfligheder til Hielp,
for tillige at vise sig for dette Kiøn i sin fuldkomne Svag¬
hed. J Begyndelsen beklagede jeg dette unge Fruentim¬
mer, siden jeg ansaae hende for den eneste, han havde at
udøse sine utallige Høfligheder imod; men en vis Omstæn¬
dighed befriede mig snart fra min Bekymring.
Klitander, vor ædelmodige Vert, spildte en Kop Coffee
over sin Vest. En nye Anledning for den høslige Philet
Uendelig beklagede han denne Hendelse, og holdt ikke op
med sit Klagemaal, før en Betient kaldte ham ud. Men
neppe var han kommen til Selskabet igien, før han gav sine
Complimenter frie Luft; ja han blev ved med samme, til
Sælskabet aldeles skiltes ad.
Den følgende Nat sov jeg ikke, thi hvad er almindeligere
end dette: naar man spiser meget; sover man lidet? Jeg
havde Leylighed nok til at eftertænke denne overdrevne Høflig¬
hed. Disse Tanker vil jeg meddeele mine Læsere.
Ungdommen og helst den bereyste synes meest at være hen¬
given til denne Feyl. De ansee det for en Ære, at kunde
vise Sælskabet deres overdrevne Høfligheder, og falder no¬
gen dem ind i samme, ansee de dem for grove og ubehøvle¬
de. Den unge Alcindor giver os et levende Exempel. Han
er den ydmygste Tiener, der nogensinde har levet, og anseer
det for sin Skyldighed, i Complimenter at overgaae den
meest veltalende Barbeer. Alcindor var nylig i Sælskab
med en Herre ved næste Hof. Hvor forskrækket blev han
da han hørte denne Herre hele Timer at tale uden Compli¬
menter; da han derimod ved hver Modsigelse bad ydmygst
om Forladelse. Kunde Alcindor andet, end være misfor¬
nøyet over saadan Opførsel? Ja han viser siden den Tid
saadan Afskye mod det (som han udtrykker sig) plumpe Hof¬
Levnet, at han hellere vil omgaaes skikkelige Borgere, end
Ceremoniemesteren ved det prægtigste Hof.
Lykke er det for Sælskabet, at denne overdrevne Høflig¬
hed sielden bliver ved indtil den satte Alder. Større Er¬
farenhed, mere Omgang med fornuftige Sælskaber, og et
sundt Overlæg skal med Aarene nok holde dem i deres rette
Skranker. For Tive Aar var Valer Alcindor fuldkom¬
men lig; ligesaa bøyelig til Complimenter; lige saa færdig


til en ydmyg Tiener. Men Tiden fortærede alt det over¬
drevne. Hvilken Lykke for Valer, der maaskee ellers ikke
havde naaet saa anseelig en Post ved Hoffet, Opdragelsen,
foraarsager den største Mangel heri. Vor Ungdom føres
sielden i anstændige Sælskaber; den lærer blant sine Lige¬
mænd ikke den naturlige Frihed, der er Sielen i Omgan¬
gen; kommer de endelig i Sælskab, skeer det til store Gieste¬
buder og med saadanne Personer, som de ere den største
Ærbødighed skyldige. Hvad Anledning kan saadant give
til sand Høflighed?
Anmærkninger.
store og folkerige Steder finder man et vist Slags Folk,
der med en besynderlig Mine løbe op og ned igien¬
nem Gaderne. Skulde disse vel have virkelige Forretninger?
Skribenterne efter Moden ligne Græsset, der i Dag
blømstrer og i Morgen kastes i Ovnen. J Gaar svedte
de over deres lærde Fostere; i Dag læses disse; i Morgen
ere de glemte. Maaskee jeg har samme Skiebne!
Man taler altid meget om foranderlige Tider, og dog
forandrer Tiden sig aldrig. Daaren bliver en Daare, som
fordum.
De unge Konst=Dommere ligner Skiøde=Hundene.
De giøe af enhver og kan neppe forsvare deres eget Skind.
De prøve endog deres Mod mod de største Pudler, der
daglig bides og slaaes.
Sejan er Ulven i Fablen. Vogter eder for at drikke
af Bekken med ham.
Ræven saae engang en Maske. Et deyligt Ansigt,
raabte den! Skade at det har ingen Hierne. Kiendte
Ræven vore Spradebasser; hvor mange ynkværdige Masker
skulde den finde blant dem!
Klim fandt paa sin underjordiske Reyse et Abe=Folk.
Hos os er dette Folk ligeledes at finde. Men vi kalde dem
Danske=Fransoser, eller unge Pariser.
J Stæderne lønnes visse Folk, der om Natten ved at
skrige og synge maae vække Jndbyggerne. Her seer man
Forskiellen paa Stæderne! Hanen vækker Bonden.
Geistligheden skal afmale og forestille os Dydens Pp¬
perlighed. Maatte de kun selv kiende den!
Dørant, Erast, Papinian og andre have gjort nyttige
Forslag i Staten. Mon de har udført dem? Jeg tviv¬
ler derpaa.
Jdioter ere de største Pralere. De roesesig selv, siden
andre intet roesværdigt finder hos dem. Hvad ere disse
andet, end menneskelige Giøger?
Den forsømmelige Ungdom ligner Frøen. Den qvæk¬
ker heele Sommeren igiennem, og naar Vinteren kommer,
maa den døe af Sult.
J Mænd, skammer eder ikke ved, at tage lærde Ko¬
ner! De ulærde bedrage eder og.
Et Skrift af faa Ark med en selsom Titul ugiør strax
en vittig Afhandling. Er der nogle Vers blandet i Stilen,
eller et Kobber paa Titul-Bladet; maa det nødvendig finde
Biefald. Skal Verket ansees for lærdt, maa det nød¬
vendig udgiøre fire Alphabeter i Qvart. Er Forfatteren


en Dansk? Vel: Bogen maa skrives paa Latin. Hvad
Plutarch, Diodor og andre skrive derom, siges og anføres
i Noterne. - Den ypperlige Bøg!
Blant de Personer, vi bærer Foragt for, regner man
meget ubillig alle Soldater. Med hvilken Høyagtelse bur¬
de vi begegne gamle Mænd, der have vovet deres Ungdom
for Fædernelandets Forsvar, og allene af en høy Alders
medfølgende Svagheder hindres fra at udøve flere prisvær¬
dige Gierninger!
Philar svømmede med et stort Been i Munden over
en Flod. J det samme saae han sin egen Skygge. Hille¬
mænd, tænkte han, det var brav: hvor mon denne Hund
har snappet dette store Been, Han maa af dermed. Her¬
paa snappede han efter sin Skygge og tabte sit eget Bytte.
Phaedrus fremsetter denne Fabel mere lærerig.
J Krigs Tider finder man de fleste Statsmænd.
et hvert Skiænke=Huus indtages Stæder, sluttes Freds¬
Forbunde og fremføres Tusende nyttige Anflag.
Nylig faae jeg et Par Borgere fik hverandre ved Hovedet
i Anledning af en Stads Belevring, skiønt ingen af dem
vidste Stadens Navn. - O J ærlige politiske Kandestøbere!
Frisnak, et Menneske, der aldrig taler et sandt Ord,
sværger, vi kan sikker troe ham. Men giør vi det?
J Sandhed, det er Oberste Ys Søn, raaber Baro¬
nen, naar han læser et vist Sted hos den store Rabner.
Hillemænd, hvor latterlig er han afmalet! Men hvad om
den unge Herre vidste, han selv paa mange Steder er af¬
skildret langt latterligere.
Carakterer.
P¬
hilander drager først min Opmerksomhed til sig. Hvem
er bedre voxen, hvem danser nettere end han? Hans hele
forgyldte Legems Bygninger efter Reglerne. Trækkene
i hans Ansigt ere indtagende, hans hele Opførsel anstæn¬
dig. Hvor han kommer, behager han og ved hans lystige
Væsen agtes af enhver. Kort sagt: Philander er den yp¬
perligste Spradebasse, man kan forestille sig. - - - Hvor
lykkelig, siger hiin Vise, men skiæve Scarron havde jeg
kundet være, hvor anseelig, hvor frie for letfærdige Nar¬
res Spot, hvis Himlen havde meddeelt mig samme Gaver,
som Philander. Men Ak! sukker han tillige, Philander
har jo ingen Siel.
Hvorledes skulde jeg her glemme dig, o Cynthio!
dig, hvis lille Siel fornedrer sig til enhver dyb Forestilling?
Dig, der ivrig synes, at udøve enhver Dyd og i Hiertet
---? J Sandhed, Cynthio, jeg maae beskrive din Ca¬
rakter. Man kan let for en kort Tid anstille sig, som en
Dydig, som en Christen, som en Redelig. Men der skal
meget til bestandig at udøve de dermed forbundne Pligter.
Et eneste Tilfald kan vise, hvad der boer i Manden. Cyn¬
thio stadfæster denne Sandhed. Han forsømmer aldrig
Kirken, han giver til de Fattige, besøger Syge, klæder Nøg¬
ne, fører et stille Liv og hvem synger eller beder, mere end
han? Hvor andægtig seer han ikke ud! hvor mange Sukke
sender han til Himmelen over andres Opførsel! og hvor
ofte ryster han ikke paa Hovedet, naar han seer nogen Ryg¬


gesløshed eller Nedrighed! Cynthio er et Mynster af en
Mand! Men holdt min Ven! forhast dig ikke. Cynthios;
var en ypperlig Mand, hvis det var hans virkelige Carak¬
ter, som han forestiller. Tag Masken af ham og fiig mig
da om nogen kan være mere ryggesløs end han.
Lælius har Forstand og besidder alle de Egenskaber
der udgiør et stort Hoved. Han er øved i alle Videnska¬
ber og kan dømme i dem alle. De gamle læser han, ta¬
ger sig dem til Mynster og beundrer dem. De nyere læ¬
ser han og, og efterligner dem; men beundrer dem mindre
siden de ældre have været disses Forgængere. Alcest har
samme Forstand, samme Naturens Gaver, som Lælius;
de ere hverandre fuldkommen lige. Men Skade! at hiin
bruger sin Forstand til Ondskab og Renker, denne derimod
til sin og sine Medmenneskers Nytte.
Placidus er et selsomt Menneske. Han besidder saa
forunderlig en Blanding af Dyder og Laster, at hans rette
Carakter neppe kan beskrives. Kommer han i Dydiges
Selskab; hører man ingen Eed, intet uanstændigt Ord af
hans Mund. Om Religionen taler han med Ærbødig¬
hed, og Dyden kalder han hellig og stor Men lad os see ham
i ryggesløse Selskaber. Hvor forandret er han. Han ban
der forskrekkelig; dadler Dyden og priser Lasterne. Hin
kalder han gammeldags og beder P*? tage sig om han ik
ke anseer det nærværende Selskab langt lykkeligere, end alle
de indbildte Narre, der kalde sig dydige. - -- Hvad ska
jeg dømme om dig Placidus? Den Christne Kierlighed be¬
faler mig, at ansee din sidste Opførsel for overilet og ufor
standig. Men min Overbeviisning -- -? O Placidus
du er en Ugudelig!
Langt ærværdigere viser den ædle Damon sig. Han
forestiller sig Livet som en Drøm, og at han ved hvert Skrif
nærmer sig Døden. Ved ædle ved dydige Handlinger giør
han Sielen munter og sterk til at vente paa Evigheden. Du
o Salighed! siger han, omgiv du mig, du, der indgiver,
mig høye og evige Tanker om Gud; lær du min Siel ærbødig
og munter at bede til alle Væseners Væsen; Du, der læret
mig, at være et Menneske, omgiv mig, at jeg maa leve saa¬
ledes, at jeg ikke skiælver for det sidste Puls=Slag mod Dø
den. - - - Denne Salighed nyder Damon, og fuld at
dennke Salighed udøver han Guddommelige Gierninger
Den Nødlidende, den Syge, den Forladte søger Hielp hos
Damon, og de søge den ikke forgieves. Naar han ikke selv
er i Stand til at hielpe; overtaler han andre dertil. Er
han engang saa ulykkelig, at han ingen kan overtale; blan
der han sine Taare med den Elendiges; Taare, der flyde
af Menneske=Kierlighed, Han søger ikke at sette sig i Anseelse
ved sine Velgierninger. Ney det glæder ham at have en Him¬
mel i Hiertet, at føle en sød Vellyst, der reyser sig af Godgiøren
hed, uden at den roses af andre. Gandske ubemærkt tilbringer
han sit Liv. J Venskabs Arme at finde sin Roe, er hans Lyst og
Vederqvægelse. - O ædle Damon! indtagen af din Stor¬
hed, opløftet af dig, beundrer og ærer jeg dig. Jngen nedrig
Tanke maa vanhellige min Siel, naar jeg forgieves tragtes
efter, at oversee dig og din Storhed.  Hvil derfor min Pen¬
paa det du ved at skildre Damon, ikke skal forringe Damon.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 21


Forslag til visse Fruentimmer imod Tidens Lang¬
somhed.
Jvisse, smukke Kiønnets Ære,
Jeg Eder gierne vilde lære
Den sysselsatte Lediggang.
Det er forskrekkeligt at høre,
Naar Fruentimmer Klager føre,
At Tiden falder dennem lang.
J haver ikke just fornøden,
At avæge jer med Morgenrøden;
Thi det er en pedantisk Tvang.
Naturen jer kan ey oplive.
Skal den af jer betragtet blive:
Saa falder Tiden jer for lang.
J og maae skye det tvungne Væsen
At hænge idelig i Læsen,
Som skader Sundhed mangen Gang.
At læse Skrifter, Uge=Blade,
Til andre J maae over lade;
Thi det giør eders Tid for lang.
Men eders Natbord ey forglemmer;
Udpynter der de fine Lemmer
For Eders Skiønheds Undergang
Der J Bedømmelsen maae øve,
Hvert Baand og Naal og Mode prøve,
Jer Tiden falder ellers lang.
Udvælger møysomt eders Klæder,
For Snittet bander eders Skræder,
Og finder til Skrek=Pulver Trang,
Om han ey Taillen ret har truffet
Og eders Haab i Slæbet skuffet:
Saa bliver Tiden jer ey lang.
Naar eders Antog sig nu ender,
Saa siger: Ak, hvor hvide Hænder
Min Skiønhed har ey liden Rang!
Kan jeg ey Øynene behage?
Jo, jeg hvert Hierte kan indtage.
De Tanker giør ey Tiden lang.
Sig munter til sin Ramme sette;
Og, førend man begynder dette,
At synge Gud en Morgensang,
Det skulde sikkert ædelt hede:
Men derom vil jeg jer ey bede
Thi det giør jer kun Tiden lang
Er eders Bord tilbørlig dekket,
Og Spiselysten ret opvekket
Saa spiser ved Pokalers Klang;


Og siden i Visiter drager,
Og mod Visiter atter tager
Saa falder Tiden jer ey lang.
En Times Tid paa visse Dage
J og kan eders Tifflugt tage
Til Vindverne med munter Gang.
I der paa Veyrliget kan agte,
Og Forbiegaaende betragte,
Saa falder Tiden ey saa lang.
Snart kommer nu en Caffee=Syster,
Og snart en anden, som forlyster,
Og raader Boed paa Sindets Trang
Her J ret glade Timer finder.
Men ak, de alt for snart forsvinder.
Her falder Tiden aldrig lang.
Amalia strax haranguerer,
Med hvilke Engelske Manerer
At hendes Kat fra Stolen sprang.
Sophie roser Lottes Drenge,
Og taler helst om Barselsenge
Og Tiden bliver aldrig lang.
Amalia veed at berette,
Hvad man umuelig kunde giette,
Hvert Huses Forraad Lyst og Trang
Lovise taler om sin Pige;
Og Borthe og har nok at sige;
Og Tiden falder aldrig lang.
Amalia om Celimine
Beretter, ingen der kan tiene
Fuldt ud et Fierding Aar engang
Lovise hende bifald giver,
Og Dorthe ey den sidste bliver;
Og Tiden falder aldrig laug.
Amalia med Haanheds Latter
Beretter, at den stille Datter
Er bandsat stolt paa hendes Rang.
Hun elsker Damon; men vi ville
Snart høre andet om den stille
Her falder Tiden aldrig lang.
J som i Snak en Vellyst finder,
Bestandig snakker uden Hinder
Fra Soel staaer op til dens Nedgang.
Men jeg mit Forslag vil afbryde,
J ellers maatte det forskyde,
Som det, der giør jer Tiden lang.


Brev=Vexling.
Jeg haaber, at jeg vil beviise det med Erfarenhed, naar
jeg paastaaer, at mange elske af Tilbøyelighed, men gifte
sig af Egennytte. J det ringeste, havde de ingen Ret at
imodsige mig, hvilke forbinde sig med et Fruentimmer,
som efter Naturens Lob kunde være deres Beste=Moder.
Disse Elskere af Alderdommen vinde i Sandhed overmaa¬
de meget, naar man giver dem Skyld, at deres Forbin¬
delser skeer af Egennytte. Dersom det ikke var, saa vilde
man endøgsaa holde dem for Narriske; og jeg troer, efter
den nærværende Verdens Tænkemaade, at det altid er røes¬
værdigere at være egennyttig, end at være narrisk. Jeg
er altsaa ikke imod dette Slags Egteskabe. Dette allene¬
ste synes mig at være utaaleligt; at man foresnakker saa¬
danne Fruentimmer (hvilke deres Alder desuden giører over¬
troiske) saa meget om Kierlighed og ømme Følelser. Det
er ubilligt at misbruge deres Lettroenhed. Jeg vil give en
Formular, hvorledes man i saadanne Tilfælde maatte suk¬
ke og erklære sin Kierlighed. Enhver, som betiener sig af
den, kan best vide at forandre den efter sine Omstændighe¬
der. J Hovedsagen blive vi altid eenige, naar vi ellers
ville være oprigtige.
Madame!
Da jeg ikkun er fem og tyve Aar gammel, og De
i Gaar haver indtrædet i deres syv og halvtrediesindstiven¬
de, saa vil heele Verden holde mig for en Nar, naar man
faaer at vide, at jeg har kundet overvinde mig selv til at
sige Dem: At jeg elsker Dem, og beder Dem om De¬
res Gienk erlighed. Dersom jeg var et af de unge letsin¬
dige Mennesker, som ikke hensee paa noget videre, end
paa Aarene og paa et friskt blomstrende Ansigt, saa
vilde jeg selv bebreyde mig denne Daarlighed. Men ney,
Madame, min Kierlighed er grundigere og alvorligere.
Foruden at De, uagtet Deres Alder, endnu bestandig
beholder det muntre og friske Væsen, som i forrige Ti¬
der maae have giort Dem deylig og indtagende, saa be¬
sidder De visse Fortrin, Madame! som underligen op¬
høye Deres Værd. Et hvert Aar, som De er for gam¬
mel, kan de afkiøbe med tusinde Rigsdaler; og ved den
ne Reigning forekommer De mig ikkuns som en Pige paa
sexten Aar. Jeg sværger Dem altsaa ved Deres Penge,
og ved alt det som er mig ærværdigt, at jeg paa det hef¬
tigste elsker Dem og Deres Fortrin. Beslut De sig til
at blive Min. Jeg troer, at De ved Deres Omstændig¬
hed ikke skal forlange mere af mig end Ærbødighed og Taal¬
modighed. Dette vil jeg love Dem. Da de besidde saa
stor Fornuft, Madame! saa troer jeg Dem til, at De
ikke misbruge min Taalmodighed, og i det længste sex
Aar giører den Anstalt at sætte mig i de Omstændighe¬
der: at jeg som en bedrøvet Enkemand i to Maaneder
kan begræde det smertelige Tab af en saa ærværdig Kone,
og deruæst ved Hielp af Deres Penge udvælge mig en


ung Pige, i hvis Arme jeg kan føle det, som jeg nu ikke
fornemmer, og som lader mig forglemme at jeg har gjort
Vold paa mig selv for at være
Madame!
Deres hengivne.
Jeg har allerede herover erklæret mig, for hvorvidt jeg
undskylder det, naar unge Mands Persohner givte sig med
gamle Enker: Latterlige blive de altid for mig, det kan jeg
ikke nægte. Men de ere ikkuns latterlige med deres egne
gode Fordeele, og giøre de ikkuns den Anstalt, at de i ret¬
te Tiid kan blive skildte ved deres aldrende Skiønheder, saa
har de dog noget, hvormed de kan trøste sig imod Verdens
Spot. De forekomme mig, ligesom de, der nedknæle for
en Helgens gamle billede, hvilket deres Bestefader allerede
har tilbedet. Blive de bønhørte, saa er det allerede nok,
og denne Andagt tør ikke ved at vare forlænge. Ofte fey¬
le vi i vores Haab, og saa er Ulykken ikke at oversee. Jeg
har en Ven, hvis Gield nødte ham til at viise sig kierlig
paa denne fortvivlede Maade. Han har baaret sin Ulyk¬
ke i tive Aar med temmelig Taalmodighed. Allerede tre
Gange har han indkiøbt alting hvad der henhører til en
Enkemands Sorg, og tre Gange har hans fem og halvfier¬
sindstive=aarige Phillis besluttet, igien at blive frisk, og
paa nye at leve op. Han har bedet mig, at bekientgiøre
følgende Brev, paa det han kan undskylde sig hos dem
som tilforn har villet udlegge hans uliige Giftermaal med
en fem og halvtredsindstyve Aars Enke til en Daarlighed.
Han ønsker at andre maatte speyle sig i hans Exempel, og
ikke alt for meget forlade sig paa Lægernes Omsorg, som
ikke altid er i Stand til at forskaffe et Legeme i Graven,
hos hvilket Kierlighed giør alle, helbredende Lægedomme
kraftesløse. Her er Brevet, som var Grunden til hans
Ulykke. Kan man vel være saa følesløs at imodstaae slige
Yndigheder?
Min Herre!
Jeg kan i Sandhed ikke med nogen Vished sige,
hvor gammel jeg egentlig er. Efter min Døbe=Seddel
er jeg nogle og halvtredfindstyve Aar. Men jeg kan ikke
bilde mig andet ind, end at Klokkeren maae have forskre¬
vet sig; thi efter mine Kræfter, efter den Begierlighed
til Verdens Fornøyelser, og efter den Længsel at behage
Dem, min Herre, efter alle disse Omstændigheder at
dømme, er jeg umueligen ældre end tredive, i det høye¬
ste sex og tredive Aar. Paa det sidste Bal har jeg været
overmaade vel tilfreds med Dem. De har, skiønt De
iktuns er tive Aar, noget saa sædeligt og mandigt i Deres
Væsen, som fortiener ald min Opmerksomhed. De an¬
dre unge Herrer flagrede omkring Pigerne, som ikke ere
gamle nok hverken til Kierlighed eller Spøg, og ere alt
for unge til at man kan tale fornuftigt med dem. Jeg
skal aldrig i Evighed forglemme det, med hvilken Agtel¬


se De begegnede mig den hele Aften. Jeg var den første
som De optog til Dands, og jeg troer ikke at jeg bedra¬
ger mig, naar jeg forsikkrer Dem, at jeg, uagtet al De¬
res Beskeedenhed, gandske got forstoed Deres Øynes løse
Sprog, og haver indseet Deres gandske Hierte, da de
første Gang kyste min Haand. Sandt er det De er end¬
nu lidt for frygtsom. Men jeg vil komme Deres Und¬
seelse i Møde paa Halv=Veyen. Jeg vil sige Dem,
at jeg elsker Dem. Døm De heraf, hvor ungt mit Hierte
maae være, da det kan føle et med Deres. Hvor lykke¬
lig vilde jeg være, naar jeg ved en nøye Forbindelse med
Dem kan holde mig skadesløs for de Aar, i hvilke jeg
gandske trøstesløs maatte sukke ved Siden af en udlevet knur¬
voren Mand. Mine Forældre tvang mig at ægte ham,
efterdi han havde Midler, men jeg kunde uagtet alle mi¬
ne Bestræbelser, ikke bringe ham dertil, at han skulde bli¬
ve kied af sit Liv. Tredive Aar, kan De vel troe det,
tredive Aar levede han endnu, og alleneste mig til Trods
døde han ikke førend for fem Aar siden. Jeg er gand¬
ske frie og besidder foruden et ømt Hierte Penge nok til
at giøre Dem lykkelig. Vil De antage min Haand?
her er den. Det kommer an paa Dem selv, hvormeget
De forlange til at kiøbe Dem en Rang, og forskaffe Dem
en Anstændig Eqvipage. Med den som jeg deeler mit
Hierte, med den deeler jeg ogsaa min Formue. Med
Tiden skal begge Deele alt høre Dem til. Dersom de
var mindre undseelig vilde jeg være meere vaersom i at
aabenbare Dem mine Følelser. Deres Kierlighed er mig
uskatteerlig; hvor stor vil den Fornøyelse da ikke være,
naar engang, Himlen give det skee saa sildig som mue¬
ligt er, de Tider komme, som ved en nærmende Alder
nødsage os til at forandre vores Kierlighed til et alvor¬
ligt Venskab! Jeg brænder af Længsel efter at høre De¬
res Beslutning af deres egen Mund. Jeg bliver hiem¬
me i Aften. Hvor ungt slaaer mit Hierte, da jeg skri¬
ver dette! Jeg skielver, men ikkuns af Fornøyelse skielver
jeg. Hvor henrykkende vil det Øyeblik være -- ney,
min Herre, mere kan jeg ikke sige. Næsten forglemmer
jeg at jeg er et Fruentimmer. Med et Ord: jeg eisker
Dem. Aftving mig dog ingen aabenhiertet Bekiendelse.
Jeg elsker Dem, og er gandske
Deres.
Nyt og Gammelt.
Atrecht. Her har boet en berømt Skildrer, som af¬
skildrede sin Kones Portrait hver femte Aar. J det første
Aar af hans Egteskab afmalede han hende, og maaskee noget
smigrende; thi i det første Aar smigre Mændene for deres
Koner. Lad nu dette staae før sit Værd, han afskildrede
hende saa indtagende, at han endnu i sit 70 Aar var for¬
liebt, naar han betragtede dette billede. Fem Aar derefter
skildrede han hende endnu bestandig smuk, men ikke saa ind¬
tagende som forhen. Med ethvert af de følgende fem Aar


forsvandt nogle Yndigheder, og altsaa blev det tredie Por¬
tratt ikke indtagende, ikke smukt, men dog behageligt. Dette
behagelige forblev endnu i det fierde Portrait. Hans Kone
indtraadte just i sit 40 Aar, da han femte Gang aftegnede
hende. Hun svoer, at hun slet ikke var truffen, thi hun
fandt nu ikke meere Munterheden i Farverne, og forekastede
Manden, at han malede for mange Skygger. Fem Aar
derefter formerede denne upartiske Maler billedet med nogle
Rynker over Øynene. Hans Kone sukkede, og havde dog
ikke det Hierte at imodsige sin Mand og sit Speyl. Hun
fattede sig endelig igien, thi hun var i Sandhed fornuftig.
Hun glædede sig, at det næstpaafølgende billede viiste end
en fadt og ærværdig Mine. Efter fem Aars Forløb skil¬
drede han hende igien, og hendes Mine blev andægtig. En¬
delig malede han det sidste billede, da hun nærmede sig
til det 60de Aar. Hun skiemtede selv med den megen Møye,
som hendes Rynker og graae Haar gjorte ham; hun viiste
Skilderiet til Kiendere, og man forsikkrede hende, at Ma¬
leren havde tegnet et Mesterstykke af et smukt gammelt Ho¬
ved. - Gid at vor Tids Koner vilde lade sig afskil¬
dre hver femte Aar! hvor Læreriig vilde ikke denne Sam¬
ling af Portraiter være for deres Døttre. En Skiønhed
paa sexten Aar vilde maaskee blive noget mindre stolt, naar
hun betragtede hendes 40 Aars Moders, og hendes 60ve
Aars Bestemoders Skilderier, hvilke begge i deres sexten¬
de Aar formodentlig have været ligesaa stolte af deres Skiøn¬
hed. Maaskee de ville mangen Gang faae alvorlige Tan¬
ker over disse Bestemoders=Rynker, hvilke kunde være meget
opbyggelige for en ung Skiønhed. Og vi Mandsperso¬
ner, hvor forsigtigen vilde vi vælge, hvor fornuftigen vil¬
de vi elske, dersom vi igiennem en Rad af saadanne Skil¬
derier bleve bragte paa den Forestilling, om vi kunde elske
vores fortryllende Phillis endnu om fyrgetive Aar med
Rynker og graae Haar! Had vil da være sædvanligere,
end at en Liebhabere midt under de største Smigrerier,
som han giorde sin Brud, kastede sine Øyne hen i den til¬
kommende Tiid. Han vilde da finde sin Gudinde at være:
i det 20de Aar indtagende; i det 25de smuk, i det 30de
behagelig; i det 35te endnu altid behagelig; i det 40de
uden Manterhed i Farven: i det 45de med nogle Ryn¬
ker over Øynene, i det 5ode Aar sadt og ærværdig;
i det 55de med en andægtig Mine; og i det 60de Aar
som et smukt gammelt Hoved.
Engelland. En blind Mufikanters Kone er for nye¬
lig bleven forløst med to Piger og en Dreng; det er ohn¬
gefæhr 11 Maaneder siden samme Kone bragte ligesaa man¬
ge til Verden, som tillige med disse lever, og befinder sig
vel. Det er altsaa tilsammen i et Aar 6 Børn. Kunde
ikkuns denne Musikant befinde Ordsproget rigtig: at lade
Fiolen sørge.
Tydskland. En Cavallier ved et vist Hof, skal for
kort Tiid siden have ladet stille sin Nativitet, hvorved hans
Død inden 3 Dage blev ham forud sagt. Han var og
virkelig død 3 Dage derefter. Fyrsten har ladet denne


Sandsiger kalde for sig, og spurgte, hvad han spaaede
ham, hvorpaa Propheten svarede: at October Maaned
vilde blive ham ulykkelig. Fyrsten sagde at han maatte
blive til den Tiid kom, hvorefter han vilde lade ham pryg¬
le til Døde, om hans Spaadom ey indtraf. Sandsige¬
ren svarede: at han havde intet at frygte; imidlertid er
han til videre sadt i Forvaring.
Corsica. Hvorvidt Kierlighed til Fædernelandet kan
gaae endog hos det smukke Kiøn, beviidner følgende. En
Fransk Officier traf for kort siden en Corsisk Kone, som
begræd sin Mand og to Sønner, der havde sadt Livet til
i Krigen. Officieren vilde trøste hende, men hun svarede:
jeg udgyder vel Taarer over deres Død, men i alt
dette takker jeg dog Gud, at de ere døde for deres
Fæderneland.
Hannover. Man har allerede her Ærter og Bønner,
og det kommer af den Maade her bruges med at plante sam¬
me, som er saaledes. Man planter Ærter og store Bøn¬
ner i Kurve, og i Februarii eller Martii Maaned setter
man dem allerede ud, efter som Veyrliget er beskaffent;
thi den første Nat, efterat de ere udsatte i Haven, maae
det ikke fryse sterkt. J Februario, naar Jord kan faaes,
tager man Pibekurve og fylder samme næsten fulde; derudi
saaer man Ærterne tykt, og strøer en Tomme høyt Jord
derover. Ligesaa giør man med Bønnerne, at man stikker
dem tæt hos hinanden og lader dem staae i 8 til 12 Dage
ved en varm Kakkelovn i Stuen i hvilken Tid, naar de be¬
hørig besprænges med Vand, de ere opkomne en Tomme
høyt oven for Jorden. Siden tager man dem ud af Stuen,
og setter dem hen paa et Sted i Huset imod Østen saalænge
indtil Frosten er gandske af Jorden; men man vander Jor¬
den i Kurvene, dersom den er tør. - Med at udsette
dem i Haven gaaer man saaledes til Verks: Man tager
immer 3 Planter, men de maae ikke være beskadigede, og
stikker saa dybt et Hul, som Ærterne med deres Rødder ere
lange, derudi setter man de 3 Planter saa dybt at der ik¬
kun bliver en Tomme høyt af Planterne oven for Jorden;
de maae settes saa dybt, om de end i Kurven vare vox
ne over 8 Tommer høve, og saaledes setter man tre og tre
Planter 9 Tommer fra hinanden. Bønnerne bliver satte
ligesaa dybt, men ikkun en Plante i hvert Hul og halvan¬
den Fod fra hinanden. - Paa denne Maade har man
i Fior allerede den 22 Februarii ordentlig forplantet Ær¬
ter og Bønner i Haven; og den megen Frost, som de maat¬
te udstaae, har ikke skadet dem, omendskiønt de undertiden
hængte med Hovederne. Man har og almindelig hvert Aar
kundet have af disse Ærter og Bønner at spise 12 Dage
tidligere, end af andre af samme Slags, som vare plan¬
tede samme Dag paa den ordentlige Maade, dog ville de
og have god Jord, som ligger imod Solen.


Salgeburg. Her er opdaget et fortreffeligt Middel til
at fordrive Spøgelser. En Soldat, som her immer paa sin
Post faae et Spøgelse, giorde de andre derover saa bange, at de
ligeledes allesammen saae det. Da Commandanten bev un¬
derrettet herom, udfandt han følgende Middel til at fordri¬
ve Spøgelset: Man skal give den Soldat hundrede Stok¬
keprygl, sagde han, som nok engang seer dette Spøgelse.
Derover blev Spøgelset gandske borte.
Man veed, at Bønderne drager stedse mere Omsorg
for sit Qvæg og Sviin, end for Hustrue og Børn. Nye¬
lig kom en Læge til en Bonde her i Egnen, og tilbød sin
Tieneste og Hielp for hans fire Børn, som laae syge af
Blodgang. Min ældste Søn, sagde Bonden, er nu snart
duelig til Arbeyde, og altsaa kan J give ham eders Hiel¬
pe=Middel, men de tre andre vil jeg ikke lade indgive no¬
get Hielpe=Middel, efterdi der er intet Middel, som hel¬
per, naar Sygdommen er til Døden. De døde og rigtig
alle tre, og den ældske levede.
Tyrkiet. Her findes et lystigt Slags Munke, som
ere bekiendte under det Navn Abdals, Abdallas eller Calen¬
dere. Deres Forretninger bestaaer derudi, at de gaaer Dag¬
lig ud paa Torvene, eller paa andre offentlige Stæder eller
i Forsamlinger, samler Mængde af Folk omkring sig, og
skielder og smælder saa meget de nogensinde kan paa Abon¬
beker, Omar og Osman, hvilke Mænd af Tyrkerne næst
Mahometh ansees for de største og helligste Mænd. Tyr¬
kerne leer, naar disse Munke skielder, giver dem Almisser
og siger: enhver maae leve.
Paris, Hr. v. Voltaire var ikkun 20 Aar gammel,
da han lod sin Oedip opføre paa Theatret. Dette Styk¬
ke fandt saa stort bifald, at Marschall von Willars, da
han engang kom ud fra Theater=Salen, sagde til den un¬
ge Digter: "Nationen er Eder Tak skyldig, min Herre,
fordi J opofrer den eders Natte Vaagen. " Mon¬
signieur, svarede Voltaire, den skulde være mig langt me¬
re skyldig, dersom jeg forstod at skrive saaledes, som eders
Excellence forstaaer at tale og handle.
Da denne Oedip blev opført en anden Gang med
samme Biefald, sagde en Cavalier, som ledsagede en Da¬
me til Vogus, der ved Stykkets Forestilling var bleven
meget bevæget: "Seer De her, min Herre, et Par smuk¬
ke Øyne, som De i Dag har udpresset mange Taare."
"Hun vil gandske vist vide, at hævne sig paa andre, sva¬
rede Voltaire.
En, som adskillige Gange var bleven bestiaalen paa
Gaderne, vovede sig ikke mere ud af Huuset. Man raadede
ham at bære Pistoler hos sig. Ey, sagde han, endog
disse skulde Gade=Tyvene tage fra mig.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 22


Om de Forliebtes Venskab.
Jntet Fiendskab er i Verden mindre skadelig, end det
sædvanlige Fiendskab imellem forliebte Personer, da
de paa nogen Tid udruste sig imod hverandre, lader
som de hadede hinanden, og anstiller sig, som om de aldrig
igien kunde blive Venner. Saadant et Fiendskab er altid
et Kiendetegn paa en foregaaende stor Eendrægtighed, og
Forvarsel for en paafølgende endnu større Enighed. Et
ungt Menneske, som forstaaer den Kunst at behage Fruen¬
timmeret, og som kan ved en liden artig Forvovenhed op¬
vække sin Smukke til Vrede, er formedelst det Fiendskab,
som der vil reyse sig imellem dem begge, ikke just at bekla¬
ge, og et saadant Fiendskab synes mig ikkuns at være en
forvoven og pindarisk Figur af Kierlighed og Høyagtelse.
Thi Forfoningen er gemeenlig Følgen af sligt et Had. De
forliebte kan ikke uretteligen kaldes fortroelige Fiender,
hvilke vredes paa hinanden formedelst smaae Fortørnelser,
Ved saadant Fiendskab maae der nødvendig være stor For¬
nøyelse, efterdi Høyagtelse og Kierlighed ikke bliver ophæ¬
vet imellem de Forliebte. Et Fiendskab af dette nysberør¬
te Slags er en Ulykke, men hiint er en Lykke, men hvilket
sine Siele ikkuns er i Stand til at fornemme. De Forlieb¬
te ere letteligen at bringe i Vrede. En Forliebt har et
skarpt Øye; efterdi ingen Ting er ham ligegyldig hos den
Person, som han elsker, saa undgaaer ogsaa ikke heller
den ringeste Følelse og Bevægelse hos samme Person hans
omhygelige Opmerksomhed. Alle Følelser og Bevægelser,
hos hans Elskelige skal geraade til hans Fordeel, han vil
deri læse hendes Kierlighed og Høyagtelse for sig; i det rin¬
geste ønsker han at de maatte være saaledes beskafne, at
han kunde udlegge dem til sin Fordeel. Han søger over¬
alt de visse Forsikkringer, at hans Kierlighed bliver beløn¬
net. Alligevel er ingen mere tilbøyelig til Mistroe end en
Forliebt efterdi han holder den Lykke, igien at være elsket
af den Gienstand han elsker, for saa stor, at hans Beskee¬
denhed altid indgiver ham nogen Tvivl om denne hans Lyk¬
kes Vished. Kan han ikke fuldkommen tilbagedrive denne
Tvivl, finder han hos den elskede Person nogle smaae Ting
som synes at retfærdiggiøre hans Uvished, og overbeviiser
hans Lidenskabs Heftighed ham imod hans Elskelige, at
han fortiener hendes Kierlighed, saa opvækkes hendes Uret¬
færdighed til Vrede, og han bliver hendes Fiende. Et
Øyekast, som just ikke er noget Menneske gunstigt, fortør¬
ner ham, efterdi dette Øyekast ikke er ham gunstigt; en ad¬
spreedt Mine, et Ord, som hun udtaler i en venligere
Tone til en anden end hun efter hans Meening burde giø¬
re det, og andre saadanne smaae Ting, hvilke ere overmaa¬


de vigtige for en Forliebt, kan opbringe ham og giøre ham
mistrøende. Fruentimmeret har endnu skarpere Øyne end
hendes Tilbeder. Naar vi ikkuns forlange af dem Kierlig¬
hed og Ømhed, saa fordre de ogsaa herforuden Ærbødig¬
hed og Underdanighed, og saavel Ærbødigheden som Un¬
derdanigheden vilde blive dem meget til Byrde, dersom vor
Kierlighed og Ømhed ikke vare lige saa store, og maaskee
endnu heftigere end hine. Men de forlange, at vi altid
skal giøre Vold paa os selv i ikke at vise vor Kierlighed saa
levende som vor Ærbødighed, og dersom vi ikke kunde paa¬
legge os denne Tvang, efterdi vi maaskee elske dem saa hef¬
tigen, som de hemmeligen ønske det, saa blive vi i deres
Øyne forvovne, og vores Forvovenhed opvækker deres Vre¬
de. Med disse smaae Forvovenheder har jeg paa en kort
Tiid skaffet mig mange Smukke til Fiender. Jg var hos
Selinde, og holdte hende ved Haanden, hun har en dey¬
lig, hvid og blød Haand, paa hvilken enhver Finger er et
Mesterstykke, jeg beundrede den og opdagede med mit Øye¬
kast en liden rund Arm; Hvad er en hvid og blød Haand,
som er fuldkommen vel skikket, og en liden rund Arm ikke
for en Skiønhed? Jeg beundrede den, og min Beundring
blev saa levende, at jeg kyssede denne deylige Haand med
en Heftighed, som skulle udtrykke min Høyagtelse, men i
Giernineen forraadede min Kierlighed. Dette var en For¬
vovenhed, hvilken Selinde maatte straffe med hendes Vre¬
de! Hun trak sin Haand grusom tilbage; hendes Øye be¬
gyndte at blive ligegyldigt, og for mig er et ligegyldigt Øye
et fiendtlig Øye, og da vor første Samtale havde maaskee
været temmelig levende, saa kunde hun nu ikke sige andet
til mig end at det var meget smukt Veyr. Hvad maatte
jeg da ikke have for en Umage at formilde hende? Jeg var
hos Amalie, hvilken foruden et velskabt og vittigt Ansigt
havde den deyligste Hals af Verden. En saa deylig Hals
maa jo giøre emfindtlige Øyne nysgierrige til at lære at
kiende de i Nærheden værende Skiønheder. Hvo kan imod¬
staae en Nysgierrighed, som, som i hvor levende den end
er, dog giør sig saa megen Tvang, at den hverken fortør¬
ner Velanstændighed eller gode Sæder? Dog en Smuk kan
derved blive fortørnet, saa kier endog vor Nysgierrighed
er hende i sit Hierte; thi hun forlanger maaskee, at man
skal see hendes Hals og nedslaae Øynene. Saa gik det
mig ogsaa hos Amalie. Hun var i 2 Timer min Fiende;
men jeg lod hendes Fiendskab ikke hindre mig, men blev
ved i mine Fortørnelser, og endelig blev hun enten saa vant
til den, eller hun lærte at indsee, at mine Fortørnelser vare
stumme Lovtaler over hendes Skiønhed. Hendes Øye for¬
sonede sig igien med mit Øye. Jalousie er for de Forlieb¬
te en nye og riig Kilde til Fiendskab. Da jeg taler om det
fine og ømme Fiendskab, saa tør jeg ey erindre, at jeg


forstaaer en lige saa sin og øm Jalpusse. Den Tanke at
en elsket Person skal allene søge at behage den anden, maa
overmaade forstørre et Menneskes Opmerksomhed. Dog
endskiøndt den Elskende allene vilde behage hendes Tilbeder,
saa staar det dog ikke i hendes Magt at giøre sin Skiøn¬
hed usynlig for andre. En Forliebt har en anden Logica
end en Philosoph. Den Slutning, at en anden ikke skulle
søge at behage hans Elskelige, dersom det ikke var hendes
villie at behage ham, er saa rigtig for en Liebhaber, som
en Demonstration for en Philosoph. Følgen af denne Slut¬
ning er hans Vrede og hans Fiendskab. Det er en Utroe!
Han maae bryde med sin Elskelige, han har Aarsager nok
dertil, thi hun har behaget en anden. Et ømt Fruen¬
timmers Logica er ikke meere philosophisk. Naar hun en¬
gang slutter saaledes, saa troer hun at have endnu mere
Ret, at holde sine Slutninger for faste, efterdi hun for¬
ud sætter: at vores Kiøn søger mere at behage, end hen¬
des, og hun har i visse Maader Ret; thi det smukke Kiøn
befalder lettere, end vores. Dette ømme Fiendskabs Ud¬
brud ere forskiellige. Snart yttrer den sig ved en forstilt
Koldsindighed, thi man maae vel tage sig i Agt med at hol¬
de saadan en Koldsindighed for Alvor, efterdi Kierligheden
gemeenligen ingen Tid er stærkere og hæftigere end i slige
koldsindige Timer. Snart udbryder det en Liebhaberes Fiend¬
skab over sin Utroe og Ubestandige i Klager, og af disse Kla¬
ger fødes først Berømmelser af sin Troeskab og Ømhed,
og siden Bebreydelser og Jrettesættelser. Liebhaberen vil
forlade sin Troeløse, hade vil han hende; han vil ogsaa
blive utroe. Midt under disse hans Vredes Udbrud, fal¬
der det ham ind, at hans Troeløse er smuk. Og nu følger
paa disse Bebreydelser og Klager, Beden, Undskyldnin¬
ger og Forlængsel, hvilket er hans rette Alvor, igien at
blive forsonet med sin Elskelige. Men, endskiønt hun vel
er smuk, saa havde hun dog skuldet overveye hans store Kier¬
lighed. Den første Scene af hans Vrede bliver igientaget
og til Slutningen bliver hans Vrede saa formildet, at han
bliver vreed paa sig selv, efterdie han har kundet saa uret
færdig begegne sin Elskede, der er saa smuk. Et ømt Fruen¬
timmers Fiendskab har alle disse Egenskaber, hvilke blive
ledsagede af en vis smuk Dristighed og Vished om at være
berettiget til sin Vrede. Dersom en Liebhabers Fiendskaber
udtrykker sig i ømme Klager, saa taler huu allene lutter
Bebreydelser, og saa meget kom hun maaskee ønsker For¬
soningen, saa sielden giør hun Begyndelsen dertil. Det
er meget mere sær sædvanligt, at den Elskedes Fiendskab
begynder der, hvor hendes Tilbeders Fiendskab hører op.
Paa dette Fiendskab følger nalurligviis Forligelse. Jngen
er lettere at forsone end en Libhaber. Thi en Smuk
maae i Sandhed meget have fortørnet sin Tilbeder, og hem¬
meligen kiende sig for skyldig, dersom hun troede at have
en eneste Taar nødig til hans Formildelse. Det kan et
eneste Øyekast ogsaa forrette. Dette Øyekast behøves ikke
just at være naadig, og ofte har et vredagtigt og dristigt
Øyekast den samme Magt, som et venligt og ømt Øyekast.
Thi det smukke Kiøn fortiener altid at have Ret. Men en


Liebhaber har altid meere Møye for at formilde sin Elske¬
lige, naar hun engang er bleven vred paa ham, ikke derfor,
fordi hun ikke skulle ønske Forligelse, men just af den Aar¬
sag, efterdi hun har Forlængsel efter en fuldkommen Forso¬
ning. Efterdi et Fruentimmer vover meget, naar hun
med Fortrin elsker en Person af vort Kiøn frem for en an¬
den, saa er det billigt, at hun ved en Forsoning skal lade
sig hendes Tilbeders Kierlighed vidtløftigen beviise. Hvor
mange Oplysninger og Retfærdiggiørelser hører ikke dertil!
men, hvor lykkelig er ikke en Liebhaber, naar hans Møye
lykkes ham! Hvor maae ikke de nye Forsikkringer om hendes
Kierlighed og Ømhed henrykke ham! For den bliver det lettere,
som allerede er saa vis forsikretom sin Eskeliges Kierlighed, at
han tør forsone visse Fortørnelserved andre Fortørnelser.
Disse Forliebtes Sprog og Tænkemaade ere saa høye og vel
udstuderede, at man neppe forstaaer den.
Brev=Vexling.
Gunstige Mæcenas og Fautor!
Meg giorde mit Patriæ eller Fædreneland, en magnumne¬
fas, eller stor Uret, som ikke kunde erstattes igien paa
nogen Maade, om jeg ved denne Vacance eller Leddigvor¬
delse, af Degne=Embedet, eller Diaconatet ved gunstige
Mæcenatis og Fautoris Kirke, negligerede, forsømmede og
forgiættede, at annunciere, berette, forkynde, og forebrin¬
ge mit Navn (nomen meum Personam) (Person, Skik¬
kelse, Form og Dannelse (og Qnalitates, eller naturlige
Beskaffenhed og Gaver. Og maae da Gunstige Mæcenas
og Fautor! naadgunstigen vide, at jeg, om jeg acciperer
eller erholder, opnaaer og bekommer Diaconatet eller Degne¬
Kaldet ved gunstige Mæcenatis eller Fautoris Kirke, jeg da
ikke skal blive som andre Degne, eller Diaconi, - langt fra.
Jeg kan tage saadanne fine og behagelige Toner baade
af A og I Dur, at jeg gierne kan fornøye gunstige Mæcenas
og Fautor, med Velbyrdige Frue og naadige Frøken, over
Taffelet, med en behagelig Vocal=Musie, med behørige
Arier, Recitativer, og øvrige tilhørende Deele af en fuld¬
kommen Vocal=Concert, og derfore forlanger jeg kuns aar¬
lig et lidet Tillæg til den ordentlige Løn, hvorom vi siden
altid kan komme til rettes, da jeg desuden af min Deo
favente Antecessoris efterladte Enke, har erfaret, at Løn¬
nen er kun liden, og saa haaber jeg tillige, at Herren imel¬
lem tænker paa mig med en Flaske gammel Gaudium eller
Viin, af Hans Kielder; meer tør jeg ikke begiere, da min
gunstige Mæcenas og Fautor vel passer det øvrige, særdeles
ved Offer=Dagene, thi man maae ikke være for begierlige
i Verden. - Jeg er (ut egometipse dicam) ikke heller
af de Ulærdeste. Jeg tør ikke sige mere -nam lans pro¬
pria fordet - ellers torde jeg sige, at jeg formedelst det
jeg veed, forstaaer og har Kundskab om, vist nok vil faae
nogle Certamina med Præsten, men jeg giver den gode
Præst en god Dag. Jeg vil lade Hans Velærværdighed
vide, at endskiønt jeg kunde være Præst - Præst bedre end


han, saa veed jeg dog at han er Præst og jeg Degn, og
saaledes vil jeg ved min sædvanlige Ydmyghed (thi jeg kien¬
der mig selv) nok giøre ham til Skamme. Men det gaaer
saa gierne i Verden, man er forhadt fordi man forstaaer
noget; men han skal nok lade mig gaae i Fred. Førend
jeg slutter, maae jeg sige dette, at Skole=Væsenet hover
mig ey, ney jeg skal sætte det paa en bedre Foed, end
end min Salig Formand - han drak for meget, og slog
for lidet. Koste maa til skiden Gulv, og skarp Lund til
skurrede Hoveder, som min salig Fader (S. T.) altid sagde.
Den salig Mand, medens vi ere i den Discours, han tænkte
mindst paa, at jeg skulde blevet Degn i mine Dage. Peer,
sagde han: en Pibe=Krave vil lade dig got, men min Moder
græd, og svoer paa, at en Raadsherres Paryk sad mig
bedre, og jeg følte det ogsaa paa min Mave. Men ak!
min Fader døde, og her kuldseylede det heele Raad. Nu
tænkte jeg at have faaet en god Klat efter min salig Fader,
men jeg kom for sildig; Steroboet var aabnet, registered,
vurdered, auctionered, partered, participered, contrahered
og translatered; og kort, jeg fik intet. Jmidlertid da jeg
har hørt at Diaconatet eller Degne=Kaldet ved gunstige
Mæcenatis og Fautoris Kirke er ledig, saa er det, jeg
subhumilis begiærer, anholder og supplicerer til gunstige
Mæcenas og Fautor, om at skienke mig samme.
Gid Lykke regne need
Fra den Himmel som vi veed,
Paa det høye Herskabs Hoved;
Gid De i Fryd maae opstaae
Efterat det Dem, i Verden vel monne gaae,
Alt som Himlen mig haver loved.
Da jeg opsatte dette Ønske ydmygst af
Peder Potorius.
Mon cher Pere!
Pokker staar udi mine Hierteklæmmere. Haarskiæreren
skal have 16 Rdlr. for et halv Aars Accommodation, Skræ¬
deren 30 Rdlr. for Gramaner og Qvaste, til 2de Klædnin¬
ger, Skomageren for 10 Par Skoe i denne Vinter 17 Rdlr.
(NB. der var Røde Hæle under dem). Jøden ved Stran¬
den for Masqverade Habitter 30 Rdlr. (NB. de 2 de Drag¬
ter forestillede en rød fløyels og en blaae atlaskes Tyrk. Jeg
saae ud som een Gros=Vizier, eller Bassa. Jeg vilde ba¬
re ønsket, cher Pere havde seet mig.
Ponce=Manden i A*? Gaden for Caffee og Ponce
i 2de Maaneder 24 Rdlr. (han maae betales om Pokker
stod derudi. Lad heller Skræder og Skomager bie, de kan
snyde andre for det igien). Hyrekudsken fra Michelsdag
til Nyeaar 30 Rdlr., Nyeaars Visiter uberegnede, som
beløber sig kuns til 9 Rdlr., da det nu mesten er afskaffed,
at gratulere Nyeaar. 6 Par hviide, 4 Par blaae, og 2
Par Sorte Silke Strømper, 42 Rdlr.
Disse Penge, som ere exelusive, for mine ordentlige
Udgifter, som ere fornødne til min honnette Udkomme,


maae endelig blive mig sendte, med en expresse, da jeg
ikke kan vente efter Posten, saasom min honette Ambition
bliver hver Dag ængsted. Næst Compliment Acher Mere¬
& Soeurs, forbliver jeg mon cher Pere
Votre
tres oheissant
Fils
Jean CGdeland.
Hierte Mama!
Da det nu, som hierte Mama veed, stunder til den Tid
jeg skal være Student, saa vil jeg lade hierte Mama vide,
med denne Skipper per Occasion, at det es Coutume Skik
eller Sædvane, at de som bliver Studentere altid faae nye
Klæder og en smuk Kaarde, som besynderlig maae være
smuk, da Kaarden ofte giør Karlen, som hierte Mama nok veed,
og kan lade hierte Papa vide; men da jeg af Erfarenhed,
som hierte Mama nok veed, er den bedste Læremester. Nam
experientia optima Magistra, som det heder blant os Lærde,
som hierte Mama ikke forstaaer, har lært, at som alle Ting
i Verden forderves, saa er ogsaa Jylland blevet fordervet
baade i Smag og andet, og at altsaa hverken hierte Mama
eller hierte Papa forstaaer at udvælge de beste Colores eller
Farver som hierte Mama ogsaa gierne kan lade Skræderen
i deres Bye vide, og langt mindre at give Klæderne den
rette Fasong eller Snit; altsaa vil jeg bede hierte Mama
lade Papa vide, at han kan lade Christen Skræder i deres
Bye vide, at de sender mig Penge herover til to Klædnin¬
ger, som er i det mindste til hver 34 Rdlr. som er saamænd¬
endda knap taget, saasom alle Ting i Kiøbenhavn er dyrt.
Men saa faaer hierte Mama som Papa ogsaa skal faae at
see, saadan en pæn og lærd Søn, og Christen Skræder
kan saamænd ikke fortryde paa, at Klæderne ey bliver syet
hos ham, thi han kan ikke sye saadanne Klæder, som de
bruger i Kiøbenhavn, og man veed jo nok - Ultra posse
memo obligatur - som det heder blant os Philosopher,
og derfor kan han saamænd gierne slaae sig til Rolighed i
den Sag; thi han bliver saamænd nok Skræder, endskiønt
han ikke kan sye saadanne Klæder, som de bruger i Kiøben¬
havn. Spørg ham om han kan sye saadanne Klæder,
som de nu kalder Fraker og Krægotter, eller om han kan
garnere Klæder med Sløyfer og Qvaste, og see, alt saa¬
dant noget bruger de ikke i Jylland, og derfor kan han være
en god Skræder nok i Jylland, men var han Skræder i
Kiøbenhavn, saa var han en Stymper af en Skræder, og
derfor kan saa mænd Christen Skræder slet ikke fortryde
paa, at Klæderne ey bliver syede hos ham. Kaarden anbe¬
langende, da tænker jeg hierte Mama slipper nok med en
24 Rdlr., da jeg maae endelig have en trekantet Klinge
og en stoer Afparrere=Plade, og saadan en kan saamænd
Sværtfægeren hiemme hos Mama ikke giøre, og saamænd
knap han i Aalborg, det maae Mama troe; og 24 Rdlr.
til et Lomme=Uhr, og derforuden kan hierte Mama sende
mig til andet Smageplukkerie, Lomme=Skillinger ubereg¬


nede, 30 Rdlr., som kan nok gaae med til Silkestrømper,
Skoe, Spænder og andet mere, foruden Sukkerbrød og
Macroner, den Dag jeg er oppe til Examen.
Næst at hilse flittig til hierte Mama, som hierte
Mama kan lade hierte Papa vide, fra mig og min Rector,
forbliver jeg hierte Mamaes
lydige Søn
Jens Neokopia.
Svar.
Hierte Søn.
Dit Brev fik vi rigtig, men Skipperen hedder ikke som
du skriver, men han hedder Claus, men det kan være det
samme, det var vel Fransøsisk; der var saa meget derudi
vi ikke forstoed, men dette forstod vi, at du vilde have nye
Klæder, og en Kaarde, og Lomme=Uhr, og det er nu got
nok, men du skal viide, vi har flere at forsørge end dig,
og derfor kand du saamænd ikke faae det du har skrevet om
og derfor maae du miste det, og du kan saa gierne hielpe
dig med de Klæder du har, saa længe til du har været til
Attastasten, eller hvad det hedder, og du kand ogsaa gier¬
ne gaae uden Kaarde saa længe, og jeg sender dig her ved
en deylig varm rød Nathue, som din Faer kiøbte paa Aal¬
borg Marked, og vi sender dig et rødt Hatteslag, og be¬
fael dig saa Gud i Vold, naar du har været oppe til At¬
tasttasten, og reys saa hiem min Søn, og pak dig saa vel
ind, at du skulde ikke der blive syg, og vi skulde have Om¬
kostninger med dig; og sæt den røde Nathue først paa, og
saa siden Hatteslaget, og tag saa din røde Reyse=Kiole paa,
og befael dig saa Gud i Vold; og naar du saa kommer
over til os, saa skal vi nok give dig Klæder, og saa skal
du faae din Faders brune Kiole med det blaae Foer, og
saa skal du faae hans røde Vest til, og det var saamænd
hans Brudgoms Klædning, og han tager den saamænd fra
sig selv, og giver dig den, og den kan du gaae med om Søn¬
dagen, og i Kirken; og om Hverdagen kan du gaae med
den røde Reyse=Kiole, og saa vil din Fader give dig sin
Messing=Kaarde, den er vel noget forslidt, fordi vores
Naboe Christopher har brugt den, naar Borgerskabet giorde
Vagt, men hun kan forsølves, og det vil vi saamænd endda
spandere et par Mark eller 3 paa, og jeg veed ikke hvad du
vil med den trekantede Klinge, du skal jo ey stikke nogen
ihiel med den, og det isner udi mig, naar jeg tænker der¬
paa, og din Fader vil give dig sit Lomme=Uhr med de
Fuderaler om, og saa er det best, du faaer Paruk, for Haa
ret koster saa meget at holde i Stand, og saa kan du faae
to af din Faders; thi de ere meget gode, og vi sender dig
herved 2 Kroner og 3 Mark i Smaae=Penge, at du kan
spare paa Kronerne, og dem kan du have til Lomme=Skil¬
linger, og jeg haver bagt nogle Pebbernødder, og dem sen¬


der jeg dig herved, at du kan have at bide paa den Dag
du er oppe til Exeminamen, eller hvad det er, og du skal give
de andre noget med, at de skal være gode imod dig, og
Skipper Claus har jeg talt med, og han skal nok tage dig
over med uden Betgling, og pak dig vel ind, og sæt først
den røde Nathue paa, og saa siden Hatteslaget. Og Chri¬
sten Skræder, har alt Tøyet i Arbeyde, og han blev vreed
fordi du havde skrevet saadant om ham, og han veed nok
at bruge sin Syenaal. Og bær selv Tøyet hiem fra Skibet,
ellers skal du der give 4z. i Drikke=Penge, og Skipperen
tager vel ikke noget for Brevet, og befael dig nu Gud i
Vold, og vi ere Dine Kiære Forældre
Jens og Maren Nyekiøb.
Jndfald.
Een Skræder skulde skiære en Kiole til, for sig selv, og
i det han skiar den til, klippede han et stort stykke af, og
smitede under Bordet. Konen raabte, Jh! Mand hvad
giør du, det er jo din egen Kiole. Oh! Kone! raabte
Manden, det skeer for ey at komme af den gamle Vane.
En Poet sad just engang og skrev et Vers om Men¬
nesket. En Persohn, som maaskee ellers havde sig selv
mistænkt, sagde: Nu skriver han nok noget om mig. Langt
fra svarede Skialden, thi jeg skriver om Menneskert
Nyt og Gammelt.
Udiøbenhavn. Doris og Damon raslede forleden Dag
ud til Thorrebeck i Phaeton. Men hør nu hvor Naturen
streed imod Dem. Kyllingerne vare for Unge, Asparges
vare ikke opgroede og Lammekiødet var alt for gammelt,
nu de maatte da ey smøre dem paa alt dette. Men meer
da de vilde kiøre hiem saa fik de en øsende Regn. Doris
ach det var en ynk - hendes Parasoll - ja -
meer endnu blev vaad - og Damon saae ud som en druk¬
net Rotte. Han betalte Gildet.
London. En vis Persohn, der for for et Aars Tid
siden vandt i Lotteriet her 20000 Pd. Sterling, væddede
med en anden, ved et Heste=Løb, til Madenhead om en
Gvinee og tabte den. Da han skulde udbetale den, lod
han sin Fortrydelse høre over Lykken, og svor tillige at han
var det ulykkeligste Menneske i Engelland. Den som hav¬
de vundet blev derover vred og gav denne uskiønsomme et par
Øre=Figen, og en hos staaende fattig Mand den vundne
Gvince.
Vores Ladies har enstemmig besluttet, at uddeele
iblant de fattige de Penge, som de vinder i Spil.
Men om disse spillede sig fattige; hvem skal da give dem?
Man skulde ikke troe at fattige Folk spiller.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 23


Adskilligt for Børn og unge Folk.
Pillegrimen og Eremiten.
J forrige Tider, da man endnu gjorde sig Umag, for
at komme i Himmelen, vilde en from Pillegrim rey¬
se til det forjettede Land. Han var allerede kommen
paa Grændserne af denne hellige Egn, da han befandt sig
ved Indgangen af en Skov, som blev giennemskaaren af en
toarmet Vey. Forgieves søgte han i sin Reyse=Bog og i
sine Landkort, for at hielpe sig ud af denne Labyrinth. J
Stedet for en tilforladelig Efterretning, fandt han intet
uden dunkle Efterretninger og forvirrende Modsigelser. Han
havde allerede siddet en halv Dag fuld af Tungsindighed ved
Skælveyen, og forgieves ønsket sig en Ledsager, da en gam¬
mel Eremit kom til ham, som havde sin Hytte i denne
Udørken. God dag, ærværdige gamle Mand, sagde
han til ham, uden Tvivl har en Guds Engel ført dig hid for at
opløse min qvælende Tvilsmaal! hvilken af disse to er den
rette Vey til de hellige Steder? Saaledes sagde Pille
grimen, i det han kyste Eremitens ærværdige Pande. Jeg
har endnu aldrig været paa det Sted, svarede den Gamle
hvor din Andagt agter sig hen; men dette kan jeg sige dig,
at Veyen her paa høyre Haand er Lande=Veyen, og at
denne Bivey kan umuelig føre dig videre, end Landeveyen,
som allerede er brugt mere end i tusinde Aar. Der har
endog mange retskafne Pillegrime forsikkret mig at den før¬
te hen til de hellige Steder, da derimod Biveyen skal lede
til en sumpig Afgrund, som bedekkes af en blomsterfuld
Grønsvær, der lokker Vandringsmændene i Fordervelse.
Denne forskrekklige Fortælling har adskillige Reysende stad¬
fæstet for mig, som endnu flygtede tilbage igien ved Kan¬
ten af Pølen, og med Skielven og Forfærdelse forbande
de denne Vildvey, paa hvilken mange af deres Stalbrø¬
dre vare omkomne. Got, fromme Gamle! faldt Pille¬
grimen ham i Ordet, jeg vil da holde mig til Landeveyen.
Den er en Daare, som af to Veye ikke udvælger den sikker¬
ste, omendskiønt de og begge to vare rette.
Hvilken ussel Fabel, vil mangen en sige. Pillegri¬
men behøvede ikke at gaae til Asien, for at lære denne hver
Dags Sandhed. Hvilket Menneske, som ikke er rasende
skulde vel have gjort andet Valg? Vist nok maae man være
en Daare, for at vælge anderledes; men dog alligevel gi¬
ves der Meunesker, som ville kaldes vise, og som drager
Biveyen paa den vigtigste af alle Reyser.
Ædelmodighed og Taknemmelighed.
S¬
Fadi Ebn Ulla, forhen en rig Kiøbmand i Damasco,
kom ved ulykkelige Tilfælde i stor Armod. Han havde en


smuk Datter, Bisri, som han havde vel underviist i Koran,
og som var viis og dydefuld. Tiaffar, en rig ung Per¬
son, som var anseelig formedelst hans gode Vandel iblant
Borgerne i Damafco, elskede hende, ikke blot formedelst
hendes Skiønhed, men fordi hun ernærede hendes arme Fader
med hendes kunstige Haandarbeyde. Men desto mere bekla¬
gede han, at saa retskaffne Personer skulde leve ulykkelige. Han¬
skikkede hemmelig og om Natten ved en Slave en stor Pung
Penge i deres Huus til dem, under Foregivende, at en Kiøb¬
mand i Mecca for mange Aar siden var bleven ham disse Pen¬
ge skyldig. Sadig kunde ikke besinde eller erindre sig det; men
han maatte dog beholde Pengene, efterdi Slaven strax gik
bort igien Nogen Tid derefter anholdt han om Dat¬
teren, uden at man vidste, at han var den ubekiendte Vel¬
giører, ogSadig giver ham hende. Men førend han
førte hende hiem, mistede Tiaffar ved en Jldebrand nesten
paa engang al sin Eiendom, og blev mestendeels ligesaa
fattig som Sadig. Dog tog Bisri ham alligevel. De
vare begge fattige; men de levede et dydigt Liv og fornøyede.
To Aar derefter døde en rig Kiøbmand uden Børn i Ba¬
bylon, og testamenterede Sadig Ebn Ulla alle sine Mid¬
ler, efterdi denne gode Mand havde forstrakt ham med de
første Penge, da han begyndte sin Slave=Handel.
Om Høxheds Forfængelighed.
A ahomet vilde endnu, førend han opgav sin Aand,
lade sig see for sit Folkes Øyne i al sin Høyheds Glands.
Han sad paa en gylden Throne, hvorfra han havde Udsigt
over en viid Slette. Hans Søn sad paa hans høyre Si¬
de paa et Trin af Thronen. Hans øvrige Børn og tolv
hundrede Printzer stode for ham, og de fornemste Stats¬
Betientere laae paa Knæe neden for Thronen.
Da nu hans Krigsfolk, hans Hustruer og hans hele
Hofstat gik forbi ham; og hans Guld, hans Diamanter,
og de Kostbarheder som udgiorde hans Skatte, ophobede
sig og reyste sig i Veyret, ligesom to Høye, paa begge Si¬
der af Thronen, og skiøde Straaler fra sig, hvis Glands
intet Øye kunde taale: saa vendte Mahomet sig om med
Kronen paa Hovedet og Scepteret i Haanden, og sagde
til sin Søn: Søn, du seer min Magt! Tykkes dig ikke at
den er stor nok?
Sønnen. Herre den er uden Grændser!
Mahomet. Troer du, at der er mange Konger paa
Jorden, som jeg maae vige for?
Sønnen. Jkke en eneste. Jngen menneskelig Magt
kand giøre dig din Høyhed stridig.
Mahomet. Og dog alligevel er jeg ikke i Stand til
at kunde forlænge mine Dage ikkun et eneste Øyeblik, eller


og ikkun bidrage det allermindste til mine Smerters Lindring.
Vee den, som binder sin Siel til denne Verdens Forfæn¬
gelige Ting! Den sande Magt, min Søn, er allene hos
Gud. Snart skal jeg nu aabenbares for hans strenge Dom¬
stoel, og jeg skal ligge mindre, mere krybende og skielven¬
de for hans Fødder, end den elendigste af mine Slaver
ligger for mine.
Brev til en Broder, som Hyklere havde indtaget.
Dorundre dig ikke, at jeg, efter en saa lang Fraværelse,
dog alligevel ikke har tilbragt mere, end to Dage hos Dig.
Den ømmeste Tilbøyelighed, som mere end broderlig for¬
bandt os med hinanden, saasnart vi begyndte at tænke, har
ikke noget Øyeblik ladet det inderlige Onske ophøre i mit
Hierte, at være uophørlig hos dig. Jeg vil med den ven¬
nehuldeste Oprigtighed aabenbare Dig Aarsagen til min
saa hastige Afreyse, og ikke betiene mig af Broder=Ret¬
tigheden til noget videre, end til den Tillid og Fortrolig¬
hed, ikke at kunde fornærme Dig derved. Begge Dine
Venner, hvis Redelighed Du saa eftertrykkelig har anpriist
for mig, og til hvis Omgang du har indbudet mig til den
kostbareste Lykkens Foræring, har gjort dit Huus for mig
til en Udørken, og mig til en Fremmed derudi, som for¬
gieves søgte sin Broder paa et Sted, hvor han ikke meere
var at finde.
Er det mueligt, min kiere Broder, at Du er bleven
en saa ulykkelig Slave af Hyklere? At Du om jeg maae
sige det, kan give dets nedrigste Tienere dit Hierte til en
Fristad, din Formue til et Bytte, og Dig selv til et Offer?
Jeg vilde ønske, kiere Broder, at disse to, Dig, efter Din
Meening, saa værdige og Dine beste Venner, vare det sam¬
me i Dine Øyne, som de ere i mine? Seer Du ikke, at
Du frivillig ernærer i dem to uværdige Mennesker, ikkun
paa det at de desto mageligere kan udtære Dig? Beviser,
de Dig en eneste vigtig Tieneste, undtagen at de ere offent¬
lige Vidnesbyrd paa Din Skrøbelighed og Din Skam,
i det de alle Øyeblikke, ja endog uden den ringeste Leylighed
overvælder Dig med de meest uforskammede Lovtaler og
Berømmelser? Jeg kunde ikke ansee eder alle tre, dem
uden Had og dig uden Medlidenhed, naar jeg saae Deres
Enigheds Omhyggelighed for at beherske Dig, og Din
Færdighed, endog med Lydighed i at forekomme deres Vink.
Neppe aabnede Du Munden for at tale, saa beundrede de
allerede Dine Jndfald, som du endnu ikke var kommen frem
med. Skiemtede Du, saa anstillede de sig, ligesom de
vare gandske uden for sig selv af latter, og da Du om Afte¬
nen førend min Afreyse klagede ikkun over en liden Hoved¬
pine: saa svor de høyt og dyrt, at det giorde dem endnu
tusinde Gange miere ondt, end det giorde Dig. Og
her torde det dog maaskee ikke altsammen have været For¬
stillelse; thi de gode Folk seer visselig alt for mange Formaa¬
le for deres Venskab hos Dig, at de med Ligegyldighed
skulde kunde forestille sig, at miste Dig. Men Du har
endog i denne korte Tid mere end ti Gange ladet mig være


et Vidne til din Gavmildhed og Veldædighed, med hvilken
Du pleyer at belønne disse udkaarne Venners Jver for Dig.
Har de vel, saalænge jeg har været nærværende, talet no¬
get til min Berømmelse? Om Fortienester, kiere Broder,
som jeg hellig kan forsikkre Dig paa, at Du ikke besidder,
omendskiønt du eyer mange andre. Jeg forbigaaer med
Flid endda meget andet, hvorved disse Forrædere blotter
sig, fordi jeg ikke vil spotte Dig, men allene broderlig
erindre Dig om Dig selv. Du er i saadanne Hænder, af
hvilke den ene altid holder Øynene tillukte paa Dig, da
den anden griber efter Din Formue; Du har, saa at sige,
selv tilbudet dem Borgerrettighed i Dit Huus, og lader
dem boe hos Dig, for hvilke Du paa det omhygeligste skul¬
de tillukke baade dine Døre, og dit Hierte; Du beverter
Dem rigelig, som neppe ere værdige at ligge paa den bare
Jord og tildekke dem med den aabne Himmel. Jeg tvivler
om, at alt hvad jeg siger, vil giøre det ringeste Jndtryk hos
Dig. Dine to Venner, min Broder, staaer under dit
Hiertes Herskerindes mægtige Beskyttelse, jeg meener Egen¬
kierlighed, hvis Behageligheder bliver jo ældre jo smukke¬
re, men og farligere, hvis Tillokkelser ey ophører, og hvis
herskab tager ingen Ende. Hvorledes vil Du afkaste et
Aag, af hvilket Du selv er den største Deel? Jeg veed at
jeg kan intet mindre end have havt disse Dine beste Ven¬
ners bifald, som neppe endog for Din Skyld ere blevne
anseete af mig med en beskeeden Ligegyldighed, og hvor
nøye Du i alting adlyder dem, derom er jeg og bleven over¬
beviist ved Din efter deres dannede Koldsindighed imod mig.
Men jeg maae tilstaae for Dig, at jeg ikke af nogen Per¬
søn havde formodet mig samme mindre, end af min Bro¬
der, og er heller ikke mindre i Stand til at taale den af no¬
gen. Tænk ikke, at Gierrighed og Avind har opbragt
mig imod Dine formeente Venner. Lykken har ligesaa lidet
forglemt mig som Dig, og jeg er hvert Øyeblik færdig,
ifald Du nøgen Tid skulde behøve det, og hvorfor jeg vil
ønske at Himmelen vil bevare Dig og Dine Overleg, med
Fornøyelse at deele nok engang med dig, min kiere Broder,
og det ydermeere min egen Arvepart. Mig kan Du ikke
eftertrykkeligere glæde, end om Du anvender Din Formue
til at lette og giøre Vilkaarene taalelig for saadanne Folk,
der havde fortient at eye ligesaa meget som Du, ifald de
havde været ligesaa lykkelige som Du. Dette allene ønsker
jeg, at Du ikke vil forøde det paa Hyklere, hvis Hierte er
saa langt borte fra Dig som deres begierlige Haand sted¬
se er over Dig. Viis Din Veldædighed imod dem, som
takker Dig mindre, men ere erkiendtligere. Lær at kien¬
de Hyklere, min kiere Broder, som ere gode Hierters far¬
ligste Fiender. Forsøg det, opdigt ulykkelige Tilfælde, og
klag rimelig over at Du har mistet Din hele Formue: saa
skal Du see Dine oprigtige, Dine elskeligste og ømmeste
to Venner, paa engang at forsvinde. J øvrigt giør med
Dit Gods hvad Du vil; jeg forlanger intet af Dig, und¬
tagen Dig selv. Dine Hyklere har unddraget mig min
Broder, som altid Kierlighed, Oprigtighed og Naturen
berettiger mig til at fordre tilbage igien.


Rise, og Dvergen.
Ser var engang en Riese og en Dverg, som vare gode
Venner og holdt sig tilsammen. De bleve enige om, at
de vilde ikke forlade hinanden, men gaae ud tilsammen paa
Eventyr med hverandre. Den første Kamp, som de kom
til at gaae igiennem, var med to Saracener, og Dvergen, som
havde meget Mod, giorde et meget grumt Hug efter en af
Fægterne. Dog fornam Saraeeneren ikke meget dertil, men
afparerede med Sværdet, og hug den høyre Arm af Dver¬
gen. Det saae nu farligt ud med ham; men Riesen kom
ham til Hielp, og gav begge Saracenerne saa meget at de
faldt paa Stedet, og Dvergen huggede derpaa Hovedet
af den døde Mand.
Derefter vandrede de videre frem, for at treffe et an¬
det Eventyr. De kom til at stride imod tre blodgierrige
Satyrer, som havde røvet og bortført en betrængt Jom¬
frue. Dvergen var vel ikke saa trodsig nu som tilforn;
desuagtet giorde han det første Hug, og fik derfor et igien,
hvorved hans Øye blev udslaget. Men Riesen var dem snart
voxen; og dersom de ikke havde taget Flugten, saa havde
han gandske vist dræbt dem alle tre. De vare begge to me¬
get glade over denne Seyervinding; og den frelste Jomfrue
førelskede sig i Riesen, og ægtede ham.
Derpaa droge de en lang Vey, indtil der mødte dem
en Røverbande. Riesen var nu første Gang den forreste;
men Dvergen var ikke langt bag efter ham. Fægtningen
var skarp og langvarig. Hvor Riesen kom hen, der faldt
alting for ham; men Dvergen havde snart meer end end
engang sat Livet til. Endelig erklærede Seyeren sig for
begge Eventyrerne; men Dvergen havde derved mistet et
Been.
Nu var Dvergen bleven af med en Arm, et Øye og
et Been; Riesen havde derimod endnu ikke faaet et eneste
Blessure. Han raabte derpaa til sin lille Cammerat:
Min lille Heldt, det er en berømmelig Tidsfordriv; lad
os gaae videre og tilfægte os nok en Seyer, saa vil man
bestandig ære os." Ney raabte Dvergen, som nu var
bleven visere, jeg vil ikke fægte meer; thi jeg seer nok, at
Du gaaer af med Æren og Belønningerne, men jeg behol¬
der Huggene.
Jndfald.
En venetiansk Ambassadeur reyst engang til det Pa¬
velige Hof igiennem Florentz, og ved samme Leylighed gior¬
de Storhertugen en Opvartnina. Denne Fyrste beklage¬
de sig, at Republiken havde sendt ham en Venetianer,
som han var meget misførnøyet med. Ambassadeuren sva¬
rede: Deres Høyhed skal ikke forundre sig derover; thi jeg
kan forsikkre, at vi har en stor Mængde Narre i Venedig,
vi har og vore Narre i Florentz, svarede Hertugen;
men vi sender dem ikke Udenlands.
En lystig Person spiiste engang hos sin Ven, og blandt
andet blev ogsaa beværtet med Østers. Men da Giesten


fik en af dem paa sin Tallerken, befandt han den saa gam¬
mel og saa stinkende, at han ikke kunde spiise den. For
at sinde Leylighed til paa en høflig Maade at lade sin Ven
vide at han tracterede ham saa slet, lagde han sin Mund
ned paa Bordet og holdt Østersen for Øret ligesom han talte
med den og vilde høre, hvad den sagde: Verten spurgte,
hvad det skulde betyde? Giesten svarede, at han havde en
Broder, som var druknet for en 14 Dage siden, og
nu spurgte han Fisken om den ikke kunde give ham nogen
Efterretning om ham. Nu, hvad svarede den da? spur¬
te Verten. Den svarede, sagde Giesten: at den ingen
Efterretning kunde give mig derom, efterdi det var
over tre Uger siden, at den var udi Søen.
Tre lystige Brødre gik engang paa Marken og spad¬
serede, og fandt en Karl sovende i en Grøft, som havde
bunden sin Hestes Tøyle omkring sin Arm, da Hesten gik
med en Deel Pakker og Poser paa Ryggen og aad. En
af dem sagde: Vil J være mig behielpelig, skal vi kunde
giøre et Puds, og skaffe os Penge at leve frisk for. De
lovede ham deres Bistand. Nu, sagde han, saa vil vi da
tage denne Hest og sælge ham til næste Marked, som hol¬
des i Byen i Morgen; løser Bidsel, Sadel, Poser og
Pakker af Hesten, og binder det paa mig, jeg skal nok sørge
for Resten, naar J ere borte med Hesten. Da alt dette
var gjort, vaagnede Karlen omsider, og blev meget forskræk¬
ket, da han saae sin Hest forvandlet til et Menneske. Ak!
raabte Skalken: Tag dette Vidsel af min Mund og
Byrden af min Ryg. Ey! Ey! raabte Karlen, hvor
er J kommet her? Min Fader, sagde Skalken, er en
Hexemester, og da jeg havde spillet ham et slemt Puds,
forvandlede han mig til en Hest; men nu har han
fortrydt det, og har givet mig min forrige Skabning
igien, og derfor beder jeg Eder, at J lader mig gaae
hiem, at jeg kan takke min Fader. Hiertelig gierne,
sagde den enfoldige Karl, jeg vil ikke have med Eders
Hexerier at bestille. Skalken ilede derpaa til sine Camme¬
rader, som giorde sig lystige med de bekomne Penge. Dagen
efter gik den bedragne til Market for at kiøbe sig en Hest
igien, og da han havde besigtiget adskillige, blev han sin
egen Hest vaer. O! ho! sagde han, er du der? Har
du nu igien været i Klammerie med din Fader? Ney,
ney, jeg vil ey have meer med Eder at bestille.
Da Moliere, den Franske Comoedie=Skriver var
død, giorde mange slette Poeter Gravskrivt over ham. En
af disse overleverede Prindsen af Conde saadan en Grav¬
skrivt. Da Prindsen havde læst den, gav han ham den
igien, sigende: Jeg vilde heller have seet, min Herre,
at Moliere havde giort Gravskrivt over Dem.
En ung Skalk sad engang til Bords med en Deel
andre. Han tog et Stykke af en Pastet, som endnu var
meget heed, og saaledes brændte sin Mund, at Taarene gik
ham af Øynene. En, som sad ved ham, spurgte, hvi han
græd? Mig falder just ind, svarede den unge Skalk, at
det net op i Dag er et Aar siden, min Beste=Mama
døde. Ha! ikke andet, svarede den anden, som derpaa


og smagte Pasteten, og ligeledes brændte sig, at Vandet
randt ham af Øynene. Nu, spurgte Skalken ham med
en meget ærbar Mine, hvorover han græd? Fordi Du
unge Skielm, svarede den anden, ikke blev hængt den
Dag, da din Bestemoder døde.
Kong Frang den første spadserede engang incognito
omkring Paris med Cardinalen af Lothringen; Her mødte
han en Bonde, som kom fra Market i Staden, og spurgte
ham, hvad han havde kiøbt. Bonden, som ikke kiendte Kongen,
sagde: Min Herre jeg har ikke kiøbt andet end dette Par
Skoe, som jeg her bær paa Armen. Er det ikke sandt,
sagde Kongen, at du har givet 30 Skilling for dem? Ney,
sagde Bonden, De har løyet 5. Hvordan, Skielm! raabte
Cardinalen, du er om en Hals, maa man saaledes tale til
Kongen? Ey, svarede Bonden: Gid den faae Pokker,
som kiendte ham.
hertuginden af Newcastle, som i Kong Carl den
Andens Tid havde skrevet nogle Comoedier og Romaner,
spurgte engang Biskop Wilkins, hvorledes han kunde
komme til den Verden, som han havde opdaget udi Maa¬
nen? thi, sagde hun, at der naturligviis maatte være en
lang Vey derop, og at han nødvendig maatte hvile sig paa
Reysen, og hvor han da hvilede sig? O! Madame! sva¬
rede Biskoppen, De har jo bygt saa mange Casteller i
Luften, at jeg ikke kunde fattes Hvile=Steder.
Nyt.
Riøbenhavn. Vi holder for, at det vilde geraade os
til Skam, og være vores Blade til en stor Vanziir, om
vi med Taushed forbiegik det, som har fyldt og fremdeles
vil fylde mangt et Blad udi Juden= og Udenrigske Aviser,
ja maaskee vil fylde mange Folianter. Ja, en Skam vilde
det blive for os, om vi stiltiende forbigik den Nyehed, som
har sat heele Verden i Bevægelse, vi meener Veneris Gang
igiennem Solen den 3die Junii sidstleden. Vi maatte vis¬
selig ansees for gandske ukyndige i Stierne=Kiger=Kunsten,
om vi indeholdt med de ved denne saa rare som sieldene Be¬
givenhed af os giorte Observationer og Jagttagelser. Jn¬
gen af os ere dog ikke, uroest at tale, meget kloge paa Him¬
melens Løb; men des fleere Observationer kunde vi og
derfor giøre os paa Jorden. Foruden det rette Astrono¬
miske Taarn, var et hvert Klokke-Taarn, høyt Huus og
Væyr=Mølle paa Volden Observatorier. De som ikke
havde den Lykke at kunde komme saa høyt i Veyret lode
sig nøye med at giøre Jagttagelserne paa Volden, som den
Aften vrimlede med Stierne=Kigere. Man skulde ikke saa
let kunde forestille sig, at der vare saa mange af den Pro¬
fession her i Staden. Her faaes Observatorer paa
Volden indtil Jøder inelusive, ja, Vartoves gamle


Matroner havde paa den Tid gandske besadt Vester=Port,
for at giøre deres Observationer; saa man ikke saa let kun¬
de faa Venus der at see; disse spaaede ellers allehaande.
Men paa Forhøyningen ved Nørreport vare de fleeste Ob¬
servatorer, og enhver havde næsten sin egen Maade at
giøre Jagttagelsen paa. Nogle saae udi Tuber, andre
udi mindre Kikkerter, nogle prikkede et Kort med en Knap¬
penaal og saae Veneris Gang meget tydelig, andre saae
den igiennem andet hvidt Papir, andre holdt deres Briller
atter igien bag Papiret; nogle, som intet Papiir havde,
toge Blade af Træerne, og med en Naal ligeledes prikkede
i samme, disse sagde sig at kunde see Venus gandske tydelig,
eller og maaskee hun helst vilde lade sig see af dem, saasom
alle Veneres skal være store Elskere af Grønt, Skov og
Mark &c. (Vores Fætter havde vel Papir, men ikke en
Knappenaal at prikke et Hul med, hvorfor han bad en Pi¬
ge at give sig en Knappenaal, men neppe vilde hun det, sigen¬
de: det var ikke got at give Knappenaale bort) andre Ob¬
servatorer brugte bart Glas og andre sværtet Glas. Vores
gamle Ungkarl gik afsides bort, og holdt sit tykke Spansk¬
rør for Øyet, for at give sig nogen Anseelse af en Stiernekiger
med en Tubus, men han maatte snart tage Kikkerten ind, da
han mærkede en Deel kom og vilde betiene sig af hans Tubus,
da den snart kunde have gjort en Transitus over hans Ryg.
Mange havde Calendere og mange Udregninger med sig, ja,
nogle gik med heele Sphæra paa 3 Ark i Haanden. Nogle
ønskede at Brøndshøy Kirke havde blevet nedrevet i For¬
veyen, saasom den var deres Observationer i Veyen (men
det er ingen Under; thi Kirkerne ere nu omstunder saa
mange i Veyen). End og en Skræder stod uden for Runde
Kirke=Port, som var lukt i, han saae, alt hvad han kunde,
op til Taarnet, ventelig vilde han enten tage Maal af Ve¬
nus, eller og om han kunde opdage nogle nye Snit paa
hendes Klæder, maaskee han tænkte hun havde en af disse
nyemodens Bigeser paa. - Men hvor meget nu alle
disse Observatores observerede, skal vi ikke just kunde sige;
Men saa meget er vist, at ingen af dem alle saae Venus
bedre, end Hr. Leander; thi han havde en fortroelig Sam¬
tale med hende paa Volden. - Alle disse Jagttagelser,
har vi holdet for vores Pligt at melde for vore Læsere, som
maaskee ikke har giort sig dem ved Veneris Gang forbi
Solen, ey heller læser om dens Transitus i andre Blade.
Her er ellers en hiertelig stor Forlængsel efter den rsle
November; man giør allerede mange Præparationer. Man
kan endog iblant treffe nogen, som ikke engang kan oppebie
den Dag; men forud lade see og betegne deres Glæde,
endog ved en Guld=Krampe paa Hatten. Saadan over¬
ordentlig Glæde og Forlængsel kommer nok deraf, at før¬
ste November er alle Helgens Dag?
Udi dette Aar falder 11te Junii ind paa en Søndag.
Dette Jndfald kan vel befrie mange; thi om Søndagen
maa jo ingen Fordringer skee?


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 24


Et Middel til Sielens Tilfredsstil¬
lelse i ængstelige Sorger og
Lidelser.
M¬
aar Sielen er bleven bragt i Uorden ved ængsklige
Sorger og Lidelser: saa er det beste Middel til at
bringe den i sin sædvanlige Roligheds Stand igien,
at vi, saa vidt mueligt er, henvender vore Tanker paa saa¬
danne Personers Lidelser, som langt overgaaer os i Dyder
og Fortienester. Herved ville alle smaa ulykkelige Tilfælde
i vort Liv synes at være Virkninger af Retfærdighed, ihen¬
seende til vore Feyl og Uforsigtigheder. Naar de ere ulyk¬
kelige, som vi vide at være fortreffelige og en bedre Skjebne
værde: saa maae vi taalig finde os i vor Skiebne, da vi
mestendeels vide med os selv, at vi har fortient en langt
verre, end den, som vi ere underkastede. Der gives der¬
for en Beundringsværdig Fortælling, som man kan anpri¬
se i visse af Livets Perioder, for at røre trøste og forbedre
en Mands Hierte. Tullius siger paa et Sted, at en æg¬
te Mands Fornøyelser vare de næste efter en Philosophs
Fornøyelser. Man kunde paa samme Maade sige (thi mig
tykkes, at der er en lige Forholdelse imellem begge,) at
Menneskekierlighedens Fornøyelser vare næst efter Andagtens
Fornøyelser. Begge disse sidste Fornøyelser ere forbundne
med en vis Fornedrelse, som opløfter vor Siel over dens
ordentlige Tilstand. Paa samme Tid da den formindsker
dens Værd, som vi setter paa os selv, formerer den vor
Høyagtelse for andre. Den Historie, som jeg vil tale om,
er Josephs Historie i den hellige Skrift. Den bliver for¬
talt med saadan en Majestætisk Eenfoldighed, at alle Deele
af samme opfylder vor Siel med Rørelse af Natur og Med¬
lidenhed. Man maae være ubekiendt med begge, dersom
man kan læse den med Opmerksomhed) uden at blive over¬
vældet af Afvexlinger af Glæde og Smerte. Jeg haaber
at det skal ikke være nogen Vanhelligelse, naar jeg her for¬
tæller den efter min Maade, paa det at de, som ere ubetænk¬
somme nok, til enten ikkun sielden eller aldeles ikke at læse
den hellige Skrift, maae blive erindrede om, at de største
Fornøyelser, med hvilke Jndbildnings=Kraften kan under¬
holdes, er her at finde, og at Stilen og Skrivemaaden
selv i den Hellige Skrift er mere end Menneskelig.
Joseph, Jsraels elskelige Søn, blev misundt af sine
ældre Brødre, for ingen anden Aarsags Skyld, end for
de Fortrin, som han havde for dem, i henseende til hans
Legems og Siels Skiønhed og Fortreffelighed, saa at de
ikke kunde taale hans tilvoxende Ungdom og lade ham leve:
De sammensvore sig derfor at dræbe ham. Naturen tale¬


de saa sterkt i Hiertet paa den ene af dem, at de efter hand
Overtalelse besluttede hellere at nedsænke ham i en dyb Grav,
end med egen Haand umiddelbar at fuldføre Dødsdommen
over ham. Da de saa vidt havde ladet sig bevæge for ham,
saa bleve deres Gemytter endnu immer mere formildede
imod ham. De betiente sig af Leyligheden, da de saae nog¬
le Reysende, og solgte ham til Ægypten. Jfrael blev
overtalet ved sine Sønners Listighed til at troe, at Dren¬
gen var bleven sønderreven af vilde Dyr. Men Joseph
blev solgt til Slaverie, og immer af samme Aarsag som
tilforn udsat for nye ulykkelige Hændelser, nemlig for hans
Skiønheds og Dyds Skyld. Han blev paa en falsk Be¬
skyldning kastet i Fængsel, men med Tiden blev han for¬
medelst hans Viisdom og Videnskab, befriet fra samme
og giort til Pharaos Stadtholder. Da han var ophøyet
paa denne hans Lykkes Spidse, bleve hans Brødre sendte
til Ægypten, for at indkiøbe de nødvendige Levnets Mid¬
ler i en dyr Tid. Saasnart man bragte dem frem for ham,
saae han, men med Medlidenhed saae han dem, der havde
solgt ham til Slaveriet, hvorledes de med Ærbødighed,
og Æresbeviisninger nærmede sig til ham. I det han
saaledes betragtede sine Brødre, saa besluttede han, at un¬
de sig den Fornøyelse, at sætte deres og sine egne Af¬
fecter i Bevægelse, i det han forstilte sig, og udforskede
deres Families Omstændigheder. Han beskyldte dem der¬
for, som en Pharaons aarvaagne Minister, at de vare
Speydere, der af Hensigter imod Staten vare komne til
Ægypten, for at udspeyde Landet. Dette bragte dem
paa den Efterretning, som han vilde have af dem, at for¬
tælle deres gamle Faders og deres yngste Broders Tilstand,
som de have efterladt sig hiemme. Da han havde hørt at
hans Broder endnu levede, saa forlangte han, at de skul¬
de bringe ham til Ægypten, til Beviis paa at de talede
Sandhed.
Men det skulde være en forfængelig og forgieves Umag,
at forsøge, at afmale denne fortreffelige Forestilling paa
de menneskelige Lidenskaber med de samme Farver, som man
seer i den hellige Skrift, paa en anden Maade, eller ved
andre Ord, end der ere brugte paa Stedet selv. Jeg er
derfor nødt til, at forandre min forehavte Fortælling mere
til en Forklaring over disse forskiellige Deele, som forekom¬
mer i denne smukke og med Lidenskaber opfyldte Scene.
Naar Joseph forlanger at see hans Broder Benjamen, hvor
naturlig og aftvungen er denne Anmerkning:Det har vi
forskyldt paa vor Broder, fordi vi saae hans Siels An¬
gest uden Medlidenhed, Hvor rørende maatte det være
for Joseph, naar han hørte Ruben at anklage de øvrige,
at de ikke havde vildet høre ham, da han forsvarede ham ihen¬


hende til sin Uskyldighed og sin Elendighed! Joseph vendte
sig bort fra dem og græd, men han var endnu saavidt Herre
over sin Lidenskab, at han gav befaling at en af dem skul¬
de bindes i de andres Overværelse, da han imidlertid hav
de Leylighed, at merke deres forskiellige Tanker og Bekym¬
ringer i deres Gebærder og Ansigter. Da Benjamen skal
blive i Slaveriet for det stiaale Bægers Skyld med hvad
for en Styrke og fuldkommen Underkastelse af sig selv taler
Juda til hans Broder.
Med hvad for Ord skal jeg tale til min Herre? Med
hvad for Tillid kan jeg sige noget? Vor Skyld og Brøde
er alt for reen og aabenbare; vi underkaster os vor Skjebne.
See der, vi og han, hos hvem Bægeret er fundet, ere
min Herres Tienere. Da dette ikke bliver antaget, hvor
pathetisk igientager han da ikke den hele Historie, Han nær¬
mede sig til Joseph, overleverer sig gandske til ham, og
naar vi henvender vore Tanker til det Forvandtskab, som
er imellem Dommeren og den, der fører Sagen, saa er
det umueligt at læse samme uden Graad.
Herre, tillad, at, da du er saa høyt ophøyet, og
du seer mig og mine Brødre i saa elendige Omstændig¬
heder, at jeg maae foruleylige dig forsaavidt, at give dig
Underretning om den Tilstand, i hvilken vi ulykkelige
Mennesker, som nedkaste sig her for dig, befinder os. Da
vi først bleve forhørte af dig, saa spurgte du (af hvad
Aarsager, Herre, du giorde det, vide vi ikke,) nok du
spurgte, om vi endnu havde en Fader eller en Broder?
Vi berettede dig da, at vi endnu havde en gammel Fa¬
der, som i sin Alderdom endnu havde avlet en Søn, og
ladet begrave en anden Søn af denne samme Hustrue.
Det behagede dig at befale, at vi skulde bringe denne Søn
til dig, som han endnu havde tilovers. Vi giorde det, og
Drengen har mistet sin Friehed. Men min Fader sagde til
os: J vide at min Hustrue fødde mig to Sønner en af dem
er reven ihiel; dersom nu en Ulykke treffer og denne,
saa vil mine graae Haar med Smerte legges i Graven.
Antag derfor mig, min Herre, til sin Slave, og lad
Drengen vende tilbage med fine Brødre, paa det at jeg
ikke skal see den Ulykke, som ellers vil treffe min Fader.
Her voxte Josephs Lidenskaber alt for stærk til, at han kun¬
de længer forstille sig, og han aabenbarede sig for dem i Ud¬
brydelse af en henrykt Glæde og Ømhed.
Efterat de vare komne til sig selv igien, af deres For¬
havselse, saa bleve hans Brødre overfaldne af Frygt ihen¬
seende til de Fornærmelser, som de havde tilføyet ham.
Men hvor høymodig tog han dem i sin Beskyttelse, og und¬
skyldte dem: Kives ikke med eder selv over det, at J
har solgt mig herhid. Kalder det ikke saaledes; men
tænker, at Gud har sendt mig herhid for eders Skyld,
for at holde eder i Live."
Jeg skulde ikke blive færdig, om jeg vilde igiennem¬
gaae alle Skiønhederne i denne hellige Fortælling. Men
den som igiennemlæser den paa en Times Tid, naar han er


frie for alle andre Betragtninger, end dem, der kommer
og flyder deraf, skal føle saa sterk hos sig selv en afvexlende
Lidenskab af en Fader, en Broder og en Søn, at han
drives til, i den Character, som er hans af disse tre, at
svinge sig op over hans Siels ordentlige Forfatning.
Den ædelmodige Arbeydsmand.
M¬
an samler anseelige Kirkelæreres besynderlige Prøver paa
Dyder og Fromhed; store Lærdes Opdagelser og dybe
Jndsigter; vise Mænds tænkværdige Sprog, Maximer og
Regler; berømmelige Heldtes usædvanlige Bedrifter, og des¬
lige. Saadanne Samlinger ere behagelige og nyttige; men
de rører ikke saaledes, som ringe Folkes dydefulde og klo¬
ge Opsørsel, der ledsaget med en naturlig Enfoldighed,
har den største Glands, ligesom et Lys i Mørket. Hvo
venter Klogskab af Eenfoldighed, høy Dyd af nedrig Stand,
og ædelmodig Rundhed af Armod? Et Digt, som besyn¬
ger en Helgens Fromhed, en Lærds Forstand, en erfaren
Statsmands Klogskab og en Heldts Moed, kan ikke være
saa rørende som det, der beskriver en høy Tænkemaade og
ædelmodige Handlinger om Folk af nedrig Stand. Den¬
ne Anmerkning oplyser Marmontel i hans Digte=Kunst
med følgende Exempel. Ved Etschstrømmens sterke Udgy¬
delse og Oversvømmelse blev Broen ved Verong bortreven.
Der stod endnu ikkun den mellemste Bue, og paa samme
et Huus med en talrig Familie. Disse ulyksalige Beboere
saae deres jammerfulde Undergang for deres Øyne, og raab¬
te om Hielp og Redning med opløftede Hænder imod Him¬
melen og Taarefulde Øyne til de Tilskuere, som stode ved
Strandbredden. Vandets Bølger brusede paa det sterke¬
ste, og Buehvelvingen tilligemed Huset vaklede. Greve
Spolverini trakte en Pung med hundrede Louis dOrer op
af Lommen, og tilbød samme den der vilde redde denne be¬
kymrede Familie, der var sin Undergang saa nær. Der
kom da en ringe Arbeydsmand gaaende. Neppe saasnart
saae han Faren, førend han sprang uforfærdet i en Baad,
kæmpede med Strømmen og Bølgerne af yderste Kræfter,
indtil han kom til den bævende Buchvelving. Han tog da
den heele Familie, gamle og Unge, som nedlode sig
ved Strikker og Linier, i sin Baad; og just da han var
kommen bort med dem, han havde reddet, fra Buchvel¬
vingen, saa faldt den om. De allerede af Frygt og Angest
halvdøde Personer geraadede ved denne Indstyrtning, og
den derved foraarsagede Bølgernes sterke Opbruselse i en
nye Forskrekkelse. Deres befrier trøstede dem og satte Mod
i dem, og bragte dem endelig til Landet. Strax sprang
den veldædige Greve glad imod dem, og rakte ham Pun¬
gen med Hundrede Lovis dOrer udi. Men Arbeydsman¬
den sagde:Ney, for Penge selger jeg ikke mit Liv; jeg
fortiener med mine Hænders Arbeyde daglig saa meget,
som behøves til min, min Kones og mine Børns Under¬
holdning. Giver denne fattige Familie Pengene; de be¬
høver dem bedre, end jeg.


Anekdote.
J de sidste Amerikanske Krige slog en Trop af vilde Abena¬
kis, et engelsk Partie. De Overvundne kunde ikke und¬
flye deres Overvindere, som vare lettere til at løbe end de,
og hidsige til at forfølge dem, og man begegnede dem med
en Grumhed, hvoraf man selv iblant disse Folk finder faa
Exempler.
En ung Engelsk Offeier, indhentet af to Vilde, som
med opløftede Øxer satte an paa ham, havde ingen Haab
meer at undgaae Døden, og tænkte kuns paa, dyrt at sælge
dem sit Liv. J dette Øyeblik nærmede sig en gammel Vild
med en Bue, og i Begreb med at igiennembore ham med
en Piil; men neppe havde han opspændt Buen, førend han
igien lod Strængen fare tilbage, og kastede sig imellem den
unge Engellænder og Barbarerne, som just vilde myrde
ham; disse vigede ærbødigen tilbage, og den Gamle tog
Officieren ved Haanden, søgte ved sin Venlighed igien at
sette Mod i ham, og tog ham med i sin Hytte. Han om¬
gikkes ham paa det kierligste; og ansaae ham mindre som
en Slave end som en Staldbroder; han lærte ham sine
Landsmænds Sprog, og dette Folkes grove Kunster. De
levede begge vel tilfreds med hinanden; kuns en Ting for¬
uroeligede den unge Engellænder; den Gamle fæstede tit
sine Øyne paa ham, og naar han en lang Tid havde betrag
tet ham, lod han nogle Taare falde.
Da Foraaret imidlertid var kommet igien, begave de
vilde Abenakis sig atter i Marken for at opsøge deres Fien¬
der. Den Gamle, som endnu havde Kræfter nok, at giøre
et Feldttog med, fulgte dem ledsaget af sin Fange. De
giorde en March af meere end hundrede Mile, igiennem de
tykkeste Skove, indtil de endelig kom paa en slet Mark, hvor¬
de opdagede Engellændernes Leyr.
Den Gamle vilde viise sin unge Ledsagere den, og gav
tillige nøye agt paa ham. Der ere dine Brødre, sagde
han til ham, der ere de og vente paa os med Strid. Jeg
har frelst dig Livet; jeg har lært dig at forfærdige en Baad,
en Bue og Piile, at opløbe Elsdyret i Skovene, at om¬
gaaes med Strids=Øxen, og at tage Fiendens Haar. Hvad
var du, da jeg førte dig i min Hytte? dine Hænder vare
Børne=Hænder, som hverken duede til at ernære eller for¬
svare dig. Din Siel var i Natten; du vidste intet, du
- Skulde du vel
har mig at takke for alting
være utaknemmelig nok, til at forene dig med dine Brødre,
og opløfte din Strids=Øxe imod os? den unge Engellæn¬
der sagde ham: Jeg kan ikke føre mine Vaaben imod mit
Folk; men jeg vil heller aldrig bruge dem imod Abenakis,
og saa længe jeg lever, skal de være mine Brødre.
Den Vilde holdt begge Hænder for Ansigtet, og bøye¬
de sit Hoved; han stod nogen Tid saaledes, saae paa Engel¬


lænderen, og sagde i en halv kierlig, halv bedrøvet Tone til
ham: Har du en Fader, han levede endnu, svarede den
Unge, da jeg forlod mit Fædrene=Land; o hvor ulykkelig er
han, raabte den Vilde, og efter en kort Taushed, sagde
han: Veed du, at jeg og har været Fader? jeg er det ikke
mere; jeg saae min Søn falde i Slaget, han var ved min
Sidet; jeg saae ham, han døde som en Mand; |han var
skiult med Saar, min Søn, da han faldt. Men jeg har
hævnet ham.
Han sagde dette med stor Eftertryk, og da han sagde
det, gysede han; han drog sin Aande med Besværlighed,
og syntes at blive qvalt af de Suk, som han ikke vilde lade
udbryde; hans Øyne skiød vildt omkring, og hans Taare
flød ikke, han blev lidt roligere, og i det han vendte sig
mod Østen, viiste han Engellænderen den oprindende Soel,
og sagde til ham: Seer du den smukke Soel, hvor den
straaler af Lys? –- Seer du den med Fornøyelse?
Ja, svarede denne, jeg seer denne smukke Himmel med For¬
nøyelse -
Ak jeg har ingen mere. Efter disse
faae Ord, saae den Vilde et Træ, som stod i Blomster.
See dette Træ, sagde han, seer du det med Fornøyelse?
Ja, jeg seer det med Fornøyelse.  Jeg har ingen
mere, svarede den Gamle med største Gesvindighed, og i
Øyeblikket lagde han til: Hast, og gaae over til dine, at
din Fader endnu med Fornøyelse kan see Solen naar den
gaaer op, og Foraarets Blomster.
Bagtaleren.
En Fabel ved den Persiske Digtere Sadi.
En Bagtaler skulde døe; Skavottet til hans Henrettelse
stod der alt. En af Kalisens Hof bad ham at tilgive Mis¬
dæderen, og bød ham derfor to tusinde Denarer. Kalisen
svarede: Gaae, søg mig endnu saadan et Skarn op, han
skal strax døe, og jeg giver dig ti tusinde Denarer.
Aftenbakken.
En vis Muus foragtede fuld af Stolthed alle andre
Muus; den bad Jupiter at give sig Vinger, paa det den
herefter maatte blive regnet iblant Fuglene. Jupiter op¬
fyldte i Vrede hendes Bøn. Hun kom til Fuglene; man
loe hende ud. Hun vendte tilbage til sit Kiøn; dette vilde
ligeledes ikke kiende sig ved hende, og man stødte hende
fra sig.
Sielen af denne Muus er siden efter faret i en Rene¬
gat. Da den forlod dette Legeme, har den oplivet en
Autor, som skrev i et andet Sprog, end i sit Moders Maal;
fra ham er den draget ind i en Borger, der lod sig adie;
og nu boer den i en Bonde, som nyelig er bløyet Herremaud.


Nyt og Gammelt.
Oondon. En Dame af særdeles høy Rang har nylig op¬
holdt sig her i Engelland nogle Maaneder i Mands=Klæder,
og har ingen andre havt hos sig end hendes Kammer=Jom¬
frue, der ligeledes præsenterede sen Mands=Person. Hun
er ey bleven kiendt, og fornøyer sig meget over, at dette
Jndfald er hende saa got gelinget. Hun taler meget om
den Engelske Pragt, som indtaget af samme, saavelsom og
om den Artighed imod Fremmede og Rigdom, som hun
her i London i sær har forefundet.
Jrland. Til Armagh blev i afvigte December Maa¬
ned en Heste-Tyv ved Navn Thomas ONeale hængt i
Dommerens Paasyn. Da han ungefær en halv Time hav¬
de hængt, merkede Dommeren at han bevægede Hovedet,
ligesom han ey hængte beqvem nok. Han lod herover
trække Kiol og Vest af ham, og endskiønt det ey strax lod
sig tilsyne, efter at dette var skeet, at hans fattede Mis¬
tanke kunde blive bestyrket, befalede han desuagtet, at Skior¬
ten ogsaa skulde trækkes af ham, hvilket Skarpretteren
vægrede sig for at giøre, holdende for, det var uanstændigt,
og at Tiden var snart forbi, som Delinqventen skulde hæn¬
ge i. Men Dommeren paastod det skulde skee, og da hans
Ordre var efterkommet, saae man, at den Hængte havde
et Jern Halsbaand om Halsen, hvorved vare 2 Remmer,
der gik ham under Armene, og vare fæstede til 4re andre
Remmer, som vare anbragte om Livet, hvilke igien vare
fæstede til 2 andre, der gik ned til Fødderne, hvorunder
vare lagde tvende Jern=Plader, hvortil bemeldte tvende
Remmer vare anbunden, hvorfra atter to Remmer gik om
Livet. Dommeren lod alle disse Remmer strax skiære over,
og blev 4re Timer paa Retterstedet, og lod end ydermere
den opvakte virkelig Hængte, bevogte den gandske Nat
igiennem, og derpaa den anden Morgen skiere ned og be¬
grave. Denne Relation er saa meget mere troværdigt,
som et øyensynligt Vidne har bragt den.
Norfolck. Til Diss fandt for kort Tiid siden 6 Per¬
sohner for got at holde en indbyrdes fornøyelig Samling,
paa andres Regning. Een af dem skaffede Viin, som han
stial hos en i Nærheden boende Præst, en anden Destilleret
Aqvavit, som han paa samme Maade anskaffede hos en
Apotheqver, og den 3die Gies, Høns og saa viidere. Efter
at de saaledes havde giort sig ret lystige og muntre, roste
enhver sig af hvad han havde stiaalet. En som var i
Nærværelsen af dem hørte dette, og angav det for Øvrig¬
heden, hvorpaa de efter denne Sammenkomst bleve samlede
paa nye i Tugthuuset.
Paris. En Borger her havde foruden sin Kone og
saa en Geistlig Broder med til Bords, og en af Retter¬


ne var en Høne, hvilken Verten vilde at denne Geistlige
skulde skiære for. Han undskyldte sig med det foregiven¬
de, at det tilkom ikke ham, men Verten. Verten derimod
anholdt, at efterdie han var en geistlig Person saa kunde
han nok være saa god og skiære for smukt lefter Skriften.
Da nu den Geistlige saae, at det skulde endelig saa være,
tog han Hønen og skaer først Hovedet af, siden Halsen,
endelig Benene og Vingerne, og lagde altsammen samlet
i Fadet. Derpaa tog han Hovedet, og lagde for Verten
med disse Ord: Dette Stykke passer sig fortreffelig vel for
Eder, efterdi J er Husets Hoved. Ligeledes lagde han
Halsen for Konen og sagde: Dette Stykke passer for Eder,
efterdi J er næst Manden og Husets andet Hoved. Siden
tog han Beneene og lagde dem for Sønnerne med disse Ord:
Disse Stykker ere for Eder, efterdi Sønner almindelig
med Benene ville besøge alle fremmede Stæder. Endelig
lagde han Vingerne for Døttrene og sagde: Disse Stykker
ere for Eder; thi Jomfruer flyver altid høyt og ville stedse
have noget forud for andre i Klæder. Tilsidst lagde han
hele Kroppen for sig, og sagde: Dette passer sig net for
min Person, efterdi jeg ansees som en Kirkens Krop.
Bourdeaux den 12 Februarii. Affølgende seer man,
at Spidsbubernes Strege staaer ikke til at endre, og at de,
naar nye Jndfald mangler dem, betiener sig af gamle:
Tre forklædte Personer, som Last=Dragere, lagde for nogen
Tid siden for en Urtekræmmers Huus til Haven, en stor
Randsel ned, foregivende at de umuelig kunde bære deres
Dragt længer. Natten kom paa, og disse Folk besværede
sig meget over, at et ungt Menneske, der skulde betale dem,
ikke vilde komme. Den medlidende Urtekræmmer tillod,
i Anledning af deres Utaalmodighed, at de maatte legge
deres Randsel noget i hans Bod, med Forsikkring om god
Paapasning. Over dette gode Tilbud bleve de meget for¬
nøyede, og lovede inden en halv Time at afhente deres
Dragt. Tiden forløb, men ingen kom. Jmidlertid op¬
hørte en liden Skiøde=Hund ikke at bieffe imod den ned¬
lagte Randsel. Dette kom den høflige Urtekræmmer noget
fordækt for. Han lod derover i Vidners Overværelse
Randselen aabne, hvori man, i steden for Klæder og andre
Ting som skulde have været deri, fandt et ungt Menneske
paa 15 a 16 Aar, der meget forskrekket og fortrydelig over
at han skulde saa tilig ud af sin Fælle, oprigtig berettede
Aarsagen hvorfore han var indsperret, som var: At han
om Natten skulde aabne Huuset for de Røvere, som havde
lagt ham ned. Man kaldede strax 6 af Nat=Vægterne
sammen, og da den fastsatte Time kom, meldede Tyvene
sig ogsaa for Døren, som blev opladt af det unge Menne¬
ske, men til deres store Bestyrtelse bleve de selv til Pris,
i steden for at giøre en. Man lagde strax Proces an imod
dem, og vil man troe, at de for Eftertiden ikke skulle faae
i Sinde saa sildig at hente Kryderier.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 25.


Den Alpiske Hyrdinde.
V¬
ed Biergene i Savoyen ikke langt fra den Vey imellem
Brianzon og Modane er en Dal, hvoraf Prospee¬
ten for estiller for Reysende en behagelig Melanco¬
sie. Tre Høye i en rund Kreds, paa hvilke der ere ud¬
strakte nogle Hyrde=Hytter langt fra hverandre, de rinden¬
de Bække, som falder need fra Biergene, Træerne som ere
plantede hist og her, Engene som alletider ere grønne, alt
dette giør dette Steds Prydelse fuldkommen. Margnis
inden af Fonrose reyste tilbage fra Frankerig til Jtalien,
med sin Gemahl; Vogn=Axlen paa deres Vogn gik i tu,
og da Dagen var næsten forbie, maatte de i denne Dal søge
et Fri=Sted hvor de kunde passere Natten. Da de nærme¬
de sig hen til en af disse Hytter som de havde seet, saae de
en Hiord som gik af den Vey, geleydet af en Hyrdinde
u hvis Gang satte dem i Forundring. De nærmede sig end¬
pu mere og de hørte en himmelsk Røst, hvis sørgelige og
nrørende Toner giorde at endog Echo sukkede.Hvor bril¬
lierer den dalende Soel af et behageligt Lys? Det er faa¬
nledes (sagde Hyrdinden) at ved Enden af et møysomme¬
aligt Levnets Løb den udmatæde Siel gaae hen at for
unøye sig i Udødelighedens reene Kilde, men ak hvad er den
fasisatte Tid lang og hvad er Livet langsom." J det
g Hyrdinden sagde disse Ord gik hun med nedbøyet Hoved
m længer børt; men den utvungne Positur i hvilken hun førte
m sit Legeme syntes at fremviise i hendes Skabning og Gang
noget Adeligt.
Forskrækket over det som de saae, og endnu mere over
det som de havde hørt, fordøblede Margnisen og Marquus¬
inden deres Skridt, for at opnaae denne Hyrdinde som
de admirerede.
Men hvor stor blev ikke deres Forskrekkelse, da de un¬
der den simpleste Pynt og under de ringeste Pialter saae alle
Skiønheder forenede. Min Datter sagde Margnisinden
i det hun saae at hun undflyede dem, frygt ikke! vi ere Rey¬
sende, som et Tilfælde forbinder at søgs i disse Hytter en
Tilflugt for at vente paa Dagen, vil J vel være vores Vey¬
leder? Jeg beklager Eder Madame svarede Hyrdinden,
i det hun slog Øynene ned og blev rød; Disse Hutter ere
beboede af Ulyksalige, og J vil kun faae slet Løgie der. J
logerer uden Tvivl selv der, sagde Marquisinden; og jeg
kan vel en Nat taale de Uleyligheder som J alletider taaler.
Jeg er skabt dertil, svarede Hyrdinden med en behagelig Sagt¬
modighed; Ney visselig ikke sagde Marquisen af Fonrose,
som ikke længer kunde skiule den Bevægelse som hun foraar¬
sagede ham; Ney J er ikke skabt til at taale det, og Lyk¬
ken er meget Uretfærdig. Er det mueligt Elskværdige at
saa mange Yndigheder skal være hegravedte i denne Udørken,


under denne Dragtk Lykken min Herre, svarede Abelaide
(dette var Hyrdindens Navn) Lykken er ikke grusom uden
den borttager os det som den har skienket os, min Stand,
har sine Behageligheder som man ikke kan erfare i andre og
Vanen giør at J trænger til det som Hyrderne ikke behø¬
ver. Det kan være svarede Marquisen for dem som Him¬
melen har ladet føde i denne ringe Tilstand, men J, for¬
undringsværdige Pige, J som jeg admirerer, J som for¬
tryller mig, J er ikke fød det som J nu er, denne Udseende,
denne Gang, denne Røst, denne Tale, alt dette røber Eder.
To Ord, som i havde sagt røber en poleret Forstand og en
nobel Siek. Fuldfør, siig os, hvilken Ulykke der har
kundet bringe Eder i denne fremmede Tilstand. Naar
en Mands=Persohn er i Ulykke svarede Adelaide, er der tu¬
sinde Maader at flippe derfra; men for et Fruentimmer veed
J selv er der jngen honet Tilflugt uden at tiene, og i at
udvelge sig Hosbonder troer jeg man giør hest at
man præfereret got Folk. J gaaer nu hen at besøge mine;
J skal blive indtaget af deres uskyldige Levemaade, af
deres Opriglighed, deres Enfoldighed og deres honette
Sødere.
Medens de talede saaledes aæriverede de til Hytten.
Denne var skilt ved et Skillerums Væg fra Stalden, hvør
den ubekiente lod sine Lam gaae ind, i det hun talte dem,
med en alvorlig Opmærksomhed og uden at bryde sig mere
om de fremmede som betragtede hende. En gammel Mand
og hans Kone, saadanne som man har afskildret os Phile¬
møn og Baucis, kom deres Giæster i Møde med slig en
enfoldig Anstændighed som kalder os Guld=Alderen tilbags.
Vi har intet at byde Eder, sagde den gamle Kone, uden
frisk Straae, til at ligge paa, Melke Mad, Frugter og
Ruug=Brød til at spiise, men det lidet som Himmelen
skienker os, vil vi deele med Eder af et got Hierte. De
Reysende i det de gik ind i Hytten bleve bestyrtede over den
behagelige Orden som alle Steds fremskinnede, Bordet
var af en eniste Nøde Planke meget skinnende og man for¬
undrede sig over den glindsende Hvidhed paa Leer=Karrene
som brugtes til Melke=Maden, det gav altsammen Afbild¬
ning paa en leende Fattigdom, og Naturens fornemste Nød¬
vendigheder behagelig fyldesigiorte. Det er vores Datter
sagde den gode Kone som drager Omsorg for Huusholdnin¬
gen, om Morgenen førend Hiorden gaaer ud i Marken
og medens de begynder at æde omkring Huset Græsset som
er bedækket af Duggen, toer hun, skurer hun og sætter al¬
ting paa saa behagelig en Maade i Orden at det fortryl¬
ler os. Hvad? sagde Marquisinden denne Hyrdinde er
Eders Datter? Ak Madame gid det saaledes havde beha¬
get Himmelen, raabte den gode gamle Kone, det er mit
Hierte som kalder hende saaledes; thi jeg bær en Moderlig


Kierlighed til hende, men jeg er ikke saa lykkelig at jeg har
baaret hende under mit Hierte, vi ere ikke værdige nok til
at have avlet hende - hvem er det da? hvorfra kom¬
mer hun? og hvad for en Ulykke har bragt hende i Hyrde¬
Standen? – Alt dette er os ubekient, det er fire Aar
siden at hun kom i Bonde=Dragt og tilbød sig at vogte
vores Hiorde, jeg har antaget hende for intet, og saa vel
hendes gode Udseende som hendes behagelige Udtale har vun¬
det Hiertet saavel hos den ene som hos den anden af os,
vi tvivlede ikke paa at hun ikke var en Bonde Pige, men
vores Spørsmaal giorde hende bedrøvet og vi troede at vi
siden burde afholde os fra at spørge videre. Dette Forsæt
har forøget de Prøver ved hvilke vi har lært at kiende hen¬
des Gemyts Beskaffenhed, thi jo meere vi vil fornedre os
for hende, jo meere ydmyger hun sig for os, thi aldrig
har nogen Datter havt for sin Fader og Moder en meere
undergiven Hengivenhed eller ømhiertet Omsørg, hun kan
ikke adlyde; thi vi vogter os for ikke at befale hende, men
det synes at hun kan giette sig vor Meening til, og at alt
hvad vi ønsket det er gjort førend vi meener at hun tænker
derpaa. Det er en Engel som er nedsteget for at trøste
os i vor Alderdom; hvad giør hun for nerværende Tiid i
Stalden spurgte Marquisinden - hun giver Qvæget
frisk Strøelse, hun malket Faarene og Giederne. Det
synes at den Melk hun malker med sin Haand bliver meere
delicat deraf, og jeg som gaaer til Byen for at sælge den,
jeg kan ikke forskaffe saa meget som jeg kan sætte af, man
synes den er meget velsmagende. Medens dette kiere Bamn
passer paa sin Hiord er hun beskieftiget med at flætte Straae
og Vidie, hendes Arbeide maa heele Verden beundre, jeg
vilde ønske at J kunde see, med hvilken Behagelighed
hun bøyer Sivene og alting bliver prægtig under hendes
Hænder.
J seer Madame blev den gode gamle Kone ved, J
seer her Portrait af et behageligt og stille Levnet, sligt et
Liv er det at hun forskaffer os, denne Himmelske Datters
Fornøyelse bestaar eene i at giøre os lykkelig. Er hun da
selv lykkelig spurgte Marquisen af Fonrose? hun stræber
efter at bilde os det ind svarede den gamle Mand, men
jeg har ofte ladet min Kone see, at naar hun kom hiem fra
Marken havde hun Øynene fulde af Taare og det bedrøve¬
ligste Udseende man kan forestille sig. Saasnart hun seer
os tvinger hun sig til at smile, men vi merker vel at hun
har en stor Sorg der fortærer hende: vi tør ikke spørge hen¬
de derom. Ach Madame sagde den gamle Kone hvor med¬
liden er jeg ikke over dette Barn, naar hun, enten det reg
ner eller fryser, dog alligevel endelig vil udføre sin Hiord i
Marken, mange Gange har jeg lagt mig paa Knæe for at
erholde at hun skulle lade mig gaae i sit Sted, min Bøn
har intet udvirket. Hun gaar ud saasnart Solen staar op,
og kommer om Aftenen hiem stiv af Kulde. Døm, siger hun
til mig med en Ømhiertighed, skulle jeg vel lade Eder forlade
Eders Fyrstæd, og exponere Eder for denne Aarets Stræng¬
hed jeg selv kan med Nød neppe staae derimod. Jmidlertid
bærer hun under sin Arm det Brænde som vi varmer os ved;


og naar jeg klager mig over at hun udmatter sig faaledes:
siger hun lad saa være, lad gaa min kiere Moder, det eri
ved Arbeyde jeg hytter mig for Kulden: Arbeydet passer
sig best paa min Alder. Kort at sige Madame hun er lige¬
saa god som hun er smuk, og min Mand og jeg taler
aldrig om hende uden med Taarene i Øynene. Men dersom
man borttog Eder hende, spurgte Marquisinden. Da
vilde vi miste, raabte den gamle Mand alt det vi har kie¬
rest i Verden; men dersom hun kunde blive lyksalig, ville
vi døe fornøyet med denne Trøst. Ach! ja svarede den
gamle Kone med grædende Taare, gid Himmelen vilde be¬
skikke hende saadan en Lykke som hun er værd, dersom det er
mueligt. Jeg havde haabet at denne kiere Haand skulle
lukket mine Øyne, men det vil jeg ønske hellere end at leve.
Hun kom ind i det samme, hvorved deres Tale blev
afbrudt. Hun loed sig see med en Melke=Skaal i den ene
og en Frugt Kurv i den anden Haand, og da hun havde
hilset dem paa en indtagende Maade, satte hun sig need
for at have med Husholdningen at bestille ligesom der var
ingen der brød sig om hende. J giør jer alt for meget
Umage mit kiere Barn sagde Marquisinden til hende. Jeg
søger ikkun Madame, svarede hun, at opfylde min Hosbonds
Villie som ønsker at beværte Eder det beste mueligt er. J,
skal giøre sagde hun videre, i det hun breede en grov Dug paa
Bordet, men som var overmaaade hvid, J skal giøre et
tarveligt og bondagtigt Maaltid.
Dette Brød er just ikke det allerbeste man kan faae,
men det har en meget god Smag, Æggene ere friske, Mel¬
ken er god, og Frugterne som jeg nylig har plukket ere saa¬
danne som Aarets Tid forskaffer os dem. Den Flid, den
Opmærksomhed, den noble og artige Maade med hvilken
den forundringsværdige Pige beviste dem alt hvad en Vert¬
inde burde, den Ydmyghed som hun beviiste imod sin Hos¬
hond og Mad=Moder, hvad enten hun talte til dem eller
hun søgte at læse af deres Øyen det som de ønskede at skul¬
le skee. Alt dette opvagte hos Marquisen og Marquisinden,
en stor Forundring og Høyagtelse. Da de havde lagt sig
paa Sengen som hun selv havde reedet til dem af frisk Straa
sagde den ene til den anden, denne Hændelse er meget mi¬
raculeux. Vi maae opdage denne Hemmelighed og vi maae
føre dette Barn med os.
Saasnart det blev Dag, kom en af deres Folk som
havde fordrevet Natten med at reparere deres Vogn og
lod dem vide at den nu var i Stand. Marquisinden a
Fonrose førend hun reyste bort lod kalde Hyrdinden til sig.
Uden at udforske, sagde hun til hende, Eders Fødsel og Aar¬
sagen til Eders Ulykke, giør alt det som jeg seer og hører
mig Eder forbindtlig. Jeg seer, at Eders Behiertighed
har opløftet Eder over Ulykken, og at J har indrettet Eders
Tænke=Maade overeensstemmende med Eders nerværende
Tilstand. Eders Yndigheder og Dyder giør den ærværdigt,
men den er Eder uanstændig. Jeg kan elskværdige Ubekiente
forskaffe Eder en bedre Skiebne; min Mands Villie er
fuldko mmen overeensstemmende med min. Jeg sidder i Tu¬
rin i en anseeelig Stand, der mangler mig en Veninde, og


jeg troer at bringe en uvurdeerlig Skat dersom J vil føl¬
ge med.
Efter det Forslag og Begiering som jeg giør Eder,
saa sæt al Jndbildning om Trældom tilside: jeg troer ikke
at J er skabt til denne Stand, men dersom jeg tager Feil
i min Jndbildning, vil jeg dog hellere ophielpe Eder over
Eders Stand, end lade Eder blive der under. Jeg gien¬
tager det endnu engang, det er en Veninde som jeg agter
at forbinde mig. Endelig saa vær ikke bedrøvet for hvor¬
ledes det skal gaae disse got Folk: Jeg vil giøre alt hvad
jeg kan for at oprette dem Eders Tab; i det ringeste skal
de have saa meget de i deres fornøyelige Stand kan ende
deres Liv paa een behagelig Maade, og det er af Eders
Hænder de modtager de Velgierninger, som jeg skiænker dem.
De gamle Folk som vare nærværende ved denne Samtale
kyste Marquisindens Hænder, kastede sig ned for hendes
Føder, og besvor den unge ubekiente at modtage dette ædel¬
modige Tilbud; de forestillede hende med veemodige Taare
at de vare paa Gravens Bredde, og at hun havde ingen
anden Trøst end at giøre dem lykkelig i deres Alderdom, og
efter deres Død, naar hun blev allene tilbage, vilde deres
Opholdssted blive en grusom Udørken for hende. Hyrdin¬
den i det hun omfavnede dem, blandede sine Taare med de¬
res; hun takkede Marquisen og Marguisinden for deres
Godhed med saadan en Følelighed, som giorde hende end¬
nu smukkere.
Jeg kan ikke, sagde hun, jeg kan ikke modtage Eders
Velgierninger. Himlen har her besluttet mit Ophold=Stæd,
og dens Villie bør opfyldes; men Eders Godhed har ind¬
gravet i mit Hierte saadanne Træk som aldrig udslukkes.
Det anseelige Navn af Fonrose skal uden ophold stedse væ¬
re i mine Tanker. Der er intet tilbage uden jeg vil ud¬
bede en Naade, sagde hun med en Rødme og slog Øyne¬
ne ned, det er at De vil bevare denne Hændelse i en evig
Taushed, og lade Verden stedse være uvidende om en Ube¬
kientes Skiebne, som vil leve og døe i Forglemmelse.
Marquisen og Marquisinden rørte og bedrøvede igientog
utallige gange deres Begiering; hun blev ubevægelig, og
de Gamle, de Reysende og Hyrdinden skiltes fra hverandre
med Taarene i Øynene.
Heele Reysen igiennem havde Marquisen og Margis¬
inden intet andet at bestille med end denne Hændelse. De
troede næsten at have drømt. Og da deres Tænkekraft var
opfyldt med denne forunderlige Hændelse, arriverede de imid¬
lertid til Turin. Man tvivler vel paa at de Hemmelighe¬
der blev ikke tans, thi det blev en Materie utømmelig paa
Reflexioner og Giætninger.
Den unge Fonrose som var nærværende ved disse Sam¬
taler forglemte ikke en eneste Omstændighed. Han var i den
Alder, i hvilken Jndbildnings=Kraften er meest levende,
og Hiertet meest i Stand til at tage imod Rørelser!
Det var en af disse Egenskaber, hvis Følelse ikke yt¬
trer sig uden fore, men saa meget meere volsom oprører,
naar de begynder at yttre sig, saa at Følelsen, som finder
dem ikke, sværker sig ved nogen Skags Adspredelse. Alt


det som den unge Fonrose hørte fortælle om den Savøyi¬
ske Hyrdindes Yndigheder Dyder og Viderværdigheder, op¬
tændte i hans Gemytt den hæftigste Begierlighed efter at see
hende. Han giorde sig en Afbildning om hende, som sted¬
se svevede ham for Øyne; han lignede alt det som han saae,
med hende, og alt det som kom ham for Øynene fordunkle¬
des mod hende. Men jo meere hans Utaalmodighed tog til,
jo større Umag giorde han sig for at skiule den. Det blev
gandske kiedsommelig for ham at blive i Turin. Den Dal,
som skiulede hans største Zirat, drog hans Tanke gandske
til sig. Det er der at Lykken venter paa ham, men bliver
hans Forehavende bekiendt seer han forud de største Hin¬
dringer: man vil ingenlunde tillade ham den Reyse som
han har i Sinde, det er et ungt Menneskes Daarligheder,
hvis Følger man vil frygte for; ja endog Hyrdinden selv
forskrekket for disse Efterstræbelser vil gandske vist unddra¬
ge sig; bliver han kiendt, vil han miste hende.
Efter alle disse Overveyelser, som han havde at bestille
med over 3 Maaneder, fattede han den Resolution at for¬
lade alting for hendes Skyld, at gaae hen i Hyrde-Dragt,
at opsøge hende i Ørken, og der enten ende sine Dage, eller
drage hende derfra. Han forsvandt; man saae ham ingen¬
steds. Hans Forældre, som ventede ham, bleve strax meget
urolige derover; deres Frygt forøgede sig Dag fra Dag.
Heele Familien blev mistrøstig, da de merkede, at de for¬
gieves ventede paa ham; og siden de ikke kunde faae Spor
paa ham, hvormeget de end søgte, kom deres Bedrøvelse
paa det høyeste. En Duel, et Mord, og alt andet uhæl¬
digt forestillede sig for deres Tanker, og det blev da Slut¬
ningen, at disse ulykkelige Forældre begræd deres Søns
Død, den Søn, som var deres eneste Haab. Medens
hans Familie ifører sig Sørge=Dragt, fremstiller Fonrose
sig i Hyrde-Dragt for dem, som boede i de Flækker nest ved
den Dahl, som man saa nøye havde beskrevet ham. Han
naaede sit Ønske: man betroede ham Opsigten over en
Hiord. De første Dage lod han sin Hiord vanke om uden
at bryde sig om den, og gav allene Agt paa at opdage de
Stæder, hvor Hyrdinden førte sin Hiord. Lad os raade
Bod paa, sagde han, denne smukke ensommes Frygtagtig¬
hed: dersom hun er ulykkelig, behøver hun Trøst; ønsker
hun ikkun at afsondre sig fra Verden, og er det den Behag,
som hun finder i et roligt og uskyldigt Levnet, der holder
hende tilbage i disse Stæder, bør hun forsøge, hvad Kied¬
sommelighed er, og derfor tragte efter et Selskab, som
kan fornøye eller trøste hende: Lad os opsøge hende mit Sel¬
skab. Dersom jeg opnaae den Lykke at giøre hende det
behageligt, skal det snart blive hende umisteligt; thi jeg vil
rette mig efter hendes Gemyts Beskaffenhed. Endelig, vi
ere her at regne som ene i Verden, og vi vil aldeeles leve
den ene for den anden. Der er ikke langt fra Fortrolig¬
hed til Venskab, og fra Venskab til Kierlighed er Skridtet
endnu mere slibrig for vor Alder.
Og hvor gammel var Fourose, da han raisonnerede
saaledes? Fonrose var 18 Aar; men 3 Maaneders Over¬
veyelse over et og det samme fremlegger mange Forestillel¬


ser! medens han øvergav sig til disse Tanker, og hans Øyre
spillede om paa Marken, hørte han langt borte den Stem¬
me, hvis Yndighed man saa høyligen havde roset for ham.
Den Bevægelse som han blev sat udi, var ligesaa hæf¬
tig som om det var skeet uformodentlig. "Det er her
"sang Hyrdinden med sørgelige Toner) "det er her, at
"mit Hierte nyder det eneste Gode som er tilbage for det.
Min Sorg forskaffer min Siel Fornøyelse; og jeg agter
"dens Bitterhed høyere end Glædens bedragelige Sød¬
"heder." Disse Toner skar i Fonrøses følelige Hierte.
Hvad er vel Aarsagen, sagde han, til den Græmmelse og
Sorg; som fortærer hende, hvor skulle det være angenemt
at trøste hende, der turde neppe et behageligere Haab smigre
for Begierlighederne. Han frygtede for at forurolige Hyrd¬
inden, om han var saa uforsigtig at stille sin Utaalmodighed
efter at see hende nærmere, altsaa for første Gang var det
nok at han havde hørt hende. Dagen derpaa begav han
sig i Marken; og da han havde observeret hvilken Vey
hun tog, udvalgte han sig et Sted ved Floden af en Klippe,
som Dagen tilforn havde givet Gienlyd af hiin rørende
Stemmes Toner. (Hvad Fonrose er angaaende, da havde
han en overmaade smuk Skabning, og Naturens Gaver
havde ziiret ham med saadanne Artigheder, som den adelige
Ungdom i Jtalien almindelig pleyer at have.
Han spillede paa Hautboye ligesaa indtagende, som
den, der havde lært ham nemlig Besazzi, der paa den Tid
satte heele Europa i Forundring over sin Færdighed,
Adelaide dybt nedsænket i sine bedrøvelige Tanker, havde
endnu ikke ladet sin Stemme høre, og Echo bevarede Taus¬
hed. Med et blev denne Taushed brudt ved Fonroses
Hautboyes veemodige Toner. Denne usædvanlige Lyd op¬
pakte i Adelaides Gemyt en Blanding af Forskrekkelse og
Uroe. Hyrderne for de Hiorde, som vanke omkring paa
disse Høye, havde aldrig ladet hende høre andet end Lyden
af deres skurrende Skov=Horn. Ubevægelig og opmærksom
kastede hun Øynene omkring for at faae Sigte paa den,
som var i Stand til at udføre en saa rørende Melodie.
Omsider saae hun langt borte en Hyrde siddende i Grøften,
af en Klippe, ved hvis Fod hans Hiord gik; hun nærmede
sig for at høre ham bedre. See! sagde hun, hvad Natu¬
rens Drift allene kan formaae: Gehøret lærer denne Hyrde
alle Kunstens Fiinheder.
Kan nogen vel fremføre reene Toner, hvilken Nyde¬
lighed i Tonernes Forandring. Hvor behagelig forandrer
han Manererne? Lad nogen nu sige, at Smagen er ikke
en Gave af Naturen. Fra den Tid at Adelaide var kom¬
men i denne Ud=Ørken, var det nu første Gang, at hendes
Sorg blev formildet ved en angenem Adspredelse, og hendes
Gemyt indtaget af Fornøyelses søde Bevægelse. Fonrose,
som havde seet hende nærme sig, og sætte sig ned ved et
Piile=Træ for at høre paa ham, lod som han ikke mærkede
det. Han betiente sig af den Tid, hun gik tilbage, og af¬


paffede sin Hiords Gang saaledes, (sklønt det lod, ligesom
det var af en Hændelse) at han kunde møde hende ved Brin¬
ken af Høyen, hvor deres Veye stødte sammen. Han
kaftede ikkun et Øyekast hen til hende, og fortsatte sin Vey,
ligesom han ikke brød sig om andet, end sin Hiord. Men
hvor store Skiønheder viiste dette Øyekast ham ikke, hvilke
Øyne, hvilken uforlignelig Mund, hvor skulle disse Træk;
som ere saa yndige og rørende i deres Mathed, blive over¬
maade indtagende; dersom Kierlighed oplivede dem, man
indseer let, at allene Sorgen havde fordunklet i den blom¬
strende Alder Roserne paa hendes deylige Kinder, men det,
som af alle Yndigheder satte ham hæftigst i Bevægelse, var
den ypperlige Ziirlighed i hendes Skabning og Gang;
for fuldkommen at afskildre hans Rørelser, kan man fore¬
stille sig et ungt Ceder=Træ, hvis ranke og bøyelige Bul
bøyer sig sagteligen for Vindene. Dette billede, som Kier¬
ligheden nylig havde indgravet med Jern=Træk i hans Jhu¬
kommelse, indtog ham gandske og aldeles.
Hvor har de afskildret hende løseligen for mig, sagde
han, denne Skiønhed som er ubekiendt for Verden, hvis
Tilbedelser hun fortiener, og det er en Udørk, hun lever
udi! det er Halm, som bedækker hende! hun, som burde
være høyt ophøyet, hun bemøyer sig med at vogte
en ringe Hiord! under hvilke Pialter har hun frem¬
stillet sig for mig, Hun pryder alting, og intet betager hen¬
des Glands. End mere, hvilken Levemaade for et saa zart¬
lig Legeme! grov Føde, Opholds=Stæd næsten beskikket
allene til Vilde, Leye paa Straae, J store Guder, for
hvis Skyld er da Roser? ja --! jeg vil drage hende af
denne meget ringe og hende uanstændige Tilstand. Søv¬
nen afbrød disse Overveyelser, men ingenlunde udslettede
det indtrykte billede. Adelaide paa sin Side overmaade
bevæget af Fonroses Ungdom og Skiønhed, kunde ikke nok¬
som forundre sig over Lykkens Egensindighed. Hvor for¬
samler ikke Naturen, sagde hun saa mange Ypperligheder
og Yndigheder, men ach! disse Gaver, som ere ham til
ingen Nytte, kunde maaskee bive hans Ulykke i en høyere
Stand. Hvad Ulykker foraarsager ikke Skiønhed selv i
Verden! jeg Ulyksalige, anstaaer det mig at tillægge den
nogen Priis? Denne traurige Reflexion begyndte at qvæle
i hendes Gemyt den Fornøyelse, hun havde smaget; hun
bebreidede sig selv sin Følelighed, og besluttede at undslaae
sig derfor herefter.
Dagen derefter syntes Fonrose, at han kunde mærke,
hun flyede hans Nærværelse; han henfaldt til den yderste
Traurighed. Mon hun skulle bære Tvivl om min Forklæ¬
delse? sagde han, skulle jeg selv have røbet mig? denne
Urolighed indtog ham den heele Dag, saa hans Hautboye
blev forsømt. Adelaide var ikke længere borte, end at hun
jo vel kunde høre ham, og hans Taushed satte hende i For¬
undring.
GResten følger)


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 26


Resten af den Alpiske Hyrdindes
Historie. (e No 25)
O
san satte sig omsider ned for at synge. "Det synes,
(sagde hun syngende) at alt det, som er rundt
"omkring mig, tager Deel i min Misfornøyelse:
"Fuglene lader ikke høre uden sørgelig Lyd, Echo svarer
"mig med Veeklage, Vindene sukker imellem Løvene,
""Raslen efteraber mine Sukke, man skulle sige at de løb
med Taare. Fonrose bevæget ved denne Sang kunde
ikke afholde sig fra at svare derpaa. Aldrig kan man fore¬
stille sig en meere rørende Concert end denne med hans Hout¬
boyr og Adelaides Sang. O Himmel raabte hun, hvil¬
ken Henrykkesse! jeg kan ikke tro mine egne Øren: Det er
ikke en Hyrde, det er en Gud, jeg hører. Det naturlige
Gehør af, hvad der klinger vel, kan det indgive disse be
hagelige Overeensstemmelser, medens hun talede saaledes,
gav Dalen Gienlyd af en igiennemtrængende eller snarere
himmelsk Melodie. Adelaide troede at see de overnaturli¬
ge Ting satte i Verk, som Skialdre=Kunsten tillegger Mu¬
siqven sin fortroelige Syster. Hun stod ganske bestyrtet
og taus, og vidste ikke enten hun burde vige eller overgive
sig til denne Fortryllelse. Jmidlertid saae hun Hyrden,
som hun havde hørt, samle sin Hiord sammen for at ven¬
de tilbage til sin Hytte. Han kiender ikke, sagde hun, det
indtagende, som han udspreder omkring sig, hans uskyldi¬
ge Siel hovmoder sig ikke deraf; ja han venter ikke engang
selv de Berømmelser, som jeg skylder ham. Saa stor er
"Musiguens Kraft: Det er den eneste af Naturens Gaver,
som nyder sig selv, til alle de andre udfordres Vidner. Den¬
ne himmelske Gave blev skiænket Menneskene i Uskyldighe¬
den: det er den reneste af alle Fornøyelser. Ach! det er
i denne Fornøyelse ene, jeg endnu finder Smag, og jeg
øgter denne Hyrde som en ny Gienlyd, der svarer til min
Sørg. Den følgende Dag tvang Fonrose sig paa sin Si¬
de til at gaae længere bort: Adelaide blev bedrøvet der¬
øver. Skiebnen, sagde hun, syntes at have sparet denne
kinge Trøst for mng; jeg lod mig forhastig indtage deraf
og for at straffe mig, skiller den mig derved. Endelig en
Dag, da de mødtes paa Brinken af Høyen, sagde hun til
ham, Hyrde! fører J eders Hiord langt bort? disse før¬
ste Ord af Adelaides Mund foraarsagede hos Fonrose
en hæftig Sinds Bevægelse, som næsten borttog ham Mæ¬
let. Jeg veed ikke, sagde han stammende; det er ikke mig,
som geleider min Hiord, men det er min Hiord, som fører
mig; disse Stæder ere bedre bekiendte for den end for mig;
jeg overlader den at udvælge de beste Græsgange. Hvor¬
fra er J da, spurgte Hyrdinden ham? Jeg saae først for
nogle Dage siden de Alpiske Bierge, svarede Fonrose. Er
J født iblant Hyrderne, spurgte hun videre, eftersom jeg
er Hyrde, sagde han med needslagne Øyne, maae det vel


være saa, at jeg er født for at være der. Det er noget.
som jeg tvivler paa, svarede Adelaide, i det hun opmerk¬
som betragtede ham. Eders Yndigheder, Eders Tale,
Eders Udseende, alt dette overbeviiser mig om, at Skieb¬
nen havde sat Eder i en bedre Stand. J er meget find¬
rig, svarede Fonrose, men bør J vel troe, at Naturen
nægter Hyrderne alting? Er i født til at være Dronning?
Adelaide rødmede ved dette Svar, og dreyede Talen sigen¬
de: forleden Dag accorderte J med Eders Houboye til min
Sang paa saa indtagende en Maade at det var at ansee som
et Mirakel af en almindelig Hyrde. Det er Eders Sang,
svarede Fonrose, som man hos en almindelig Hyrdinde
kan ansee derfor. - Men har ingen lært Eder?
Jeg har, ligesom J, ingen anden Veyledere end mit Hierte
og mit Øre. J sang, jeg blev rørt; det som mit Hierte
føler, udtrykker min Houbye; jeg indblæser den min Siel?
see der heele Hemmeligheden; intet i Verden er lettere. Det
er utroeligt, sagde Adelaide. Det er just det, jeg har
sagt, da jeg hørte Eder, svatede Fonrose; dog har man
burdet troe det. Maae J ikke tilstaae at Naturen
og Kierlighed undertiden forlyster sig med at foreene alt det
kostbareste, som De eyer, med den ringeste Stand, for at
lade see, at der er ingen Stand, som de jo kan give Anseelse.
Under disse Samtaler kom de ned i Dalen; da Fon¬
røse, som en Straale af Glæde oplivede, frembrød med
de behagelige Toner, som Glæden indgiver. Ach! Kiere,
sagde Adelaide, spar for mit Gemyt den ubehagelige Fo¬
restilling af slig en Sinds Beskaffenhed, som det ikke kan
forsøge. Denne Udørk er indviet til Sorgen; dens Echo
er ingenlunde vandt til at igientage en forfængelig Glædes
Toner; her sukker alting med mig. Jeg har og Aarsag
at beklage mig, svarede Fonrose, og disse Ord, som ble¬
ve udtalte med et Suk, bleve efterfulgte af en lang Taus¬
hed. J, har Aarsag at beklage Eder, begyndte Adelæide,
er det over Menneskene? er det over Skiebnen? jeg veed
ikke sagde han, men jeg er ikke lykkelig: spørg mig ikke meere
derom. Hør, sagde Adelaide; Himlen skiænker os baade
den ene og anden en Trøst i vore Ulykker; mine ere lige¬
som en overvæltende Tunghed, hvoraf mit Hierte er under¬
trykt. Hvo J end mon være, har J forsøgt Vidervær¬
digheder, maa J være Medlidende, og jeg agter min Fortro¬
lighed værdig, men lov mig at værdige mig Eders igien.
Ach! sagde Fonrose, mine Ulykker ere af saadan Beskaf¬
fenhed, at jeg maaskee maae være forbunden til aldrig at
aabenbare dem.
Denne Hemmelighed fordoblede Adelaides Nysgier¬
righed. Jndfind Eder i Morgen, sagde hun til ham, ved
Foden af denne Høy under den gamle tykke Eeg, hvor J
har hørt mig Sukke. Der skal jeg fortælle Eder de Ting
som skal opvække Eders Medlidenhed. Fonrose hendrev
Natten i den hæftigste Sinds Uroelighed.


Hans Lykke beroede paa det, som han snart skulle faae
tit høre. Tusinde grusomme Tanker satte ham vexelviis i
Bevægelse. Han frygtede fornemmelig for den fortvivlede
Fortælling om en ulykkelig og oprigtig Kierlighed. Der¬
som hun elsker, sagde han, er det ude med mig.
Han begav sig til det bestemte Stæd. Han seer Ade¬
laide komme. Himlen var overtrakt med mørke Skyer,
og Naturen, som havde indhyllet sig i Sørgedragt, syntes
forud at spaae, hvor bedrøvelig denne Samtale vilde bli¬
ve. Da de havde sat sig need ved Roden af Egen, talte
Adelaide saaledes: "J seer her disse Steene, som Græs¬
"set begynder at dække, det er en Grav for den ømhier¬
"tigste elskværdigste ja dydigste af alle Mennesker, hvilken
"min Kierlighed og Uforsigtighed har kostet Livet. Jeg
"er født i Frankerige af en fornemme og til min Ulykke me
"get riig Familie. Greven af Orestan fattede den ømme¬
"ste Kierlighed for mig; jeg blev rørt derved; ja jeg blev
"overmaade rørt. Mine Forældre satte sig imod vore
"Hierters Tilbøyelighed, og min ufornuftige Kierlighed
"giorde, at jeg bifaldt et Ægteskab helligt for de dydige
"Siele; men nægtet ved Lovene. Jtalien var paa den
"Tid Krigens Skue=Plads. Min Ægtefælle reyste derhen
"for at imodtage det Corps, som han skulle commandere:
"jeg ledsagede ham til Brianzon, min ubesindige Kierlighed
"opholdt ham der tvende Dage imod hans Villie. Den¬
"ne unge Herre som brændte af Begiærlighed til at indleg¬
"ge sig Ære, forlængede ikke sin Ophold der uden med yder¬
"ste Modtvillighed. Han opofrede sin Pligt for min Skyld
"men hvad skulle det være som jeg ikke havde opofret for
"ham? kort at sige, jeg forlangede det, han kunde ikke
"imodstaae mine Taare. Der ahnede ham noget da han
"reyste bort, hvorover jeg blev overmaade forskrekket: jeg
"fulgte ham til denne Dal, hvor jeg modtog hans farvel;
"og vendte tilbage til Brianzon for at vente skrivelse fra ham
"Faa Dage derefter udspredte sig Rygtet om et Feltslag.
"Jeg var i Uvished om Orestan havde bivaanet det eller
"i ikke, jeg ønskede det for hans Æres Skyld, jeg frygtede
"det for min Kierligheds Skyld, da jeg fik et Brev fra
"ham, som jeg troede skulle trøste mig meget! jeg vil ind¬
"finde mig den Dag og det Klokke slet, skrev han i den
"Dal og under den Eeg hvor vi skiltes ad, jeg vil komme
"der alleene, og jeg besværger Eder at vente mig der eene
"at jeg endnu lever, er blot for Eders Skyld. Hvor stor
"var min Forblindelse! jeg merkede intet andet af dette
"Brev end en Utaalmodighed efter at see mig igien og jeg
"glædede mig derover. Jeg begav mig da hen under sam¬
"me Eeg. Orestan kommer, og efter den kierligste Mod¬
"tagelse siger han til mig, det var Eders Villie, min kiere
"Adelaide, jeg har forsømt min Pligt i det Øyeblik, som
"var det betydeligste i mit heele Liv. Det er skeedt som
"jeg frygtede for. Feltslaget er holdt, mit Regiment gior¬
"de angrebet; det viiste forundringsværdige Prøver paa
"Tapperhed, og jeg var det ikke. Jeg er vanæret, det
"er ude med mig uden ringeste Redning. Jeg bebreyder
"Eder ingenlunde min Ulykke, men jeg kan ikke giøre Eder
"mere end et Offer, og mit Hierte er bereed til at fuldende
"det. Jeg blev bleeg over denne Tale, skielvede og kunde
"neppe drage min Aande, jeg indsluttede min Ægtefælle


"i mine Arme. Mit Blod begynte at Jsne i mine Aa¬
"rer, mine Knæe bøyede sig under mig, og jeg faldt om
uden ringeste Sands. Han betiente sig af min besvimel¬
"se for at rive sig ud af min Barm, og strax derpaa kom
"jeg til Live igien ved Skrald af det Skud som skilte ham
"ved Livet. Jeg kan ingenlunde afskildre Eder den Tilstand,
"jeg da befant mig udi, den lader sig ikke udtrykke; og de
"Taarer, som J nu seer at flyde, de dybe Sukke, som
standser mine Ord er kun et meget svagt Portrait derpaa.
"Da jeg havde hendrevet en gandske Nat hos det blodige
"Legeme i en Sorg, som næsten borttog mig mine Sand¬
"ser, drog jeg først Omsorg for at begrave ham og med
"ham min Skam: mine Hænder gravede hans Grav.
"g Jeg ønsker ingenlunde at sætte eder i nogen hæftig Bevægelse,
men vær forsikret paa, det Øyeblik da Jorden skulle skil¬
"le mig ved min Ægtefælles bedrøvelige Levninger var tu¬
sind gange grueligere for mig, end det kan blive som skal
adskille min Siel og Legeme. Ved det jeg var udmattet
af Sorg og skildt ved Levnets Midler, brugte jeg mine ud¬
mattede Hænder to Dage paa at grave denne Grav med
ubeskrivelig Møye. Naar mine Kræfter forlod mig
hvilede jeg mig i min Ægtefælles blodige Barm. En¬
delig viste jeg ham min sidste Skyldighed ved at begrave
ham, og mit Hierte giorde ham det Løfte at vente i disse
Stæder vores Forenelse ved Døden. Jmidlertid begyn¬
"te en forsmedelig Hunger at plage mine udtørrede Jndvolde.
"Jeg Jeg giorde mig en Samvittighed over at nægte Naturen!
det Livs Ophold der er mere bitter en Døden selv. Jeg
forandrede min Dragt til en almindelig Hyrde-Dragt,
og jeg modtog denne Stand som min eneste Tilflugt. Si=
den den Tid er det allene min Trøst at komme for at udøse,
"min Graad ved denne Grav, som og skal blive min. J
seer, blev hun ved, med hvilken Oprigtighed jeg aabene!
barer Eder mine Hemmeligheder. Jeg kan her efter frit
græde med Eder: det er en Trøst som jeg behøvede; men
jeg venter den samme Fortroelighed hos Eder. Bild
Eder ikke ind at J har fixeret mig. Jeg seer tydelig at
"Hyrde=Standen er Eder ligesaa fremmed som den er mig.
"J er ung, og uden Tvivl følelig; og om jeg gietter ret
reyser vore Ulykker sig af en og den samme Kilde, og J
har ligesom jeg elsket. Vi vil da saa meget desmere den
eene tage Deel i den andens Ulykke. Jeg agter Eder
som en Ven, hvilken Himmelen rørt af mine Vidervær¬
digheder værdiger at sende mig i min Eensomhed. An¬
see mig som en Veninde, der er i Stand til at give Eder
om ikke nyttige Raad, saa dog i det ringeste trøstelige
J rører mig meget svarede Fonrose, som var
overmaade bedrøvet over det han havde hørt; og hvor føle¬
lig J end anseer mig, er det langt fra, at J kan forestille
Eder det Jndtryk, som Eders Viderværdigheders For¬
tælling har giort hos mig. Ach! at jeg kan ikke svare
derpaa med den samme Fortrolighed, som J viser mig,
og som J er saa værdig, men jeg har sagt det, jeg havde
seet det forud: mine Viderværdigheder ere af saadan
Beskaffenhed, et en ævig Taushed bør inslutte dem
inderst i mit Hierte. J er vel ulykkelig, sagde han videre
med et dybt Suk! jeg er endnu meere: det er alt, hvad
jeg kan sige Eder. Bliv ikke fortrydelig over min Taushed.


det er mig grusomt at være dømt dertil. Jeg vil stledse føl¬
ge Eders Trin, jeg vil lette Eders Arbeyde, jeg vil tage
Deel i Eders Modgang, jeg vil see Eder udøse Taare ved
denne Grav, jeg vil blande mine Taare med Eders. Det
skal aldrig fortryde Eder at have needlagt Eders Bedrø¬
velse i et desværre alt for føleligt Hierte. Jeg fortryder det
allerede, svarede hun med Forvirring; og begge med ned¬
slagne Øyne skildtes stiltiende fra hverandre. Da Adelai¬
de forlod Fonrose syntes hun at see i hans Ansigt Kiende¬
tegn paa en nagende Sorg. Jeg har fornyet Følelsen af hans
Ulykker, sagde hun; og hvor grueligt maae det ikkevære, efter
som han anseer sig endnu ulyksaligere endjeg! Efter den Dag,
forefaldt der snart Sang snart Samtale imellem Fonrose og
Adelaide. De hverken søgte eller undflyede hverandre: Besku¬
elsen af det, som afbildede Forskrækkelse, gav nesten ene Anled¬
ning til deres Samtale, naar han fandt hende grædende ved
hendes Ægtefælles Grav, blev hans Hierte overvældet af
Ynksomhed, Fortrydelse og Græmmelse, han betragtede
hende stiltiende, og med hendes afbrudte og med de vee¬
modigste Taare blandede Sukke, svarede han med de dybe¬
ste Sukke. To Maaneder gik han i denne grusomme Til¬
stand, og Adelaide saae Fonroses Ungdom visne som et
Blomster. Den nagende Sorg, som fortærede ham, gjor¬
de hende saa meget mere bedrøvet, eftersom Aarsagen dertil
var hende ubekiendt. Det var langt fra, hun havde mindste
Tanke om, at hun selv var Aarsagen. Jmidlertid saasom det
er gandske naturlig, at af tvende forskiellige Følelser i en Siel
svekker den ene den anden, saa blev Adelaides Sorg over Ore¬
stans Død Dag fra Dag mindre heftig, eftersom hun mere
overgav sig til Medlidenhed, som hun bar over Fonrose. Hun
var gandske forsikkret om, at der i denne Ømhed var intet uden
uskyldigt; ja det faldt hende ikke engang ind at sette sig der¬
imod; og saasom han, som var Aarsag til denne ædelmodige
Følelse, idelig kom hende for Øynene, blev den hvert Øyeblik
fornyet. Den unge Fonrose svandt reent hen, og hans Afmæg¬
tighed blev saa kiendelig, at Adelaide holdt for, hun ikke læn¬
ger burde lade ham gaae saaledes. J vil omkomme, siger
hun til ham, og J vil formeere mine Bedrøvelser med dette
at see eder fortæres af Sorg lige for mine Øyne, uden at
kunde paa ringeste Maade hielpe Eder. Dersom Fortæl¬
ningen om mine Ungdoms Daarligheder ikke har opvakt
hos Eder Foragt for mig; dersom det oprigtigste og ømme¬
ste Venskab kan røre Eder; endelig dersom J ikke vil giøre
mig ulykkeligere, end jeg var, førend jeg kiendte Eder, da
betroe mig Aarsagen til Eders Viderværdigheder; J har
ingen i Verden uden mig, som kan staae Eder bie i at gien¬
nemgaae dem. Er Eders Hemmelighed mere magtpaalig¬
gende end min, frygt da ingenlunde at jeg skal udsprede den.
Min Ægtefælles Død har sat en Afgrund imellem Verden
og mig, og den Fortrolighed, som jeg forlanger, skal snart
blive nedgravet i denne Grav, hvor Sorgen legger mig med
langsomme Skridt. Jeg haaber at komme der førend J,
svarede Fonrose=flydende i Taare. Lad mig ende mit be¬
drøvelige Liv foruden at efterlade Eder den Bebreydelse,
at J har forkortet dets Løb. - - O Himmel, hvad hører
jeg! raabte hun gandske bestyrtet; hvem? jeg! jeg skulle
have været Aarsag til de Ulykker, som trykker Eder, mit
Hierte er færdig at briste, fiig dog; hvad har jeg giort?


hvad har jeg sagt? ach - jeg skielver - o Himmek! har
du ikke sat mig i Verden uden for at giøre ulykkelige? Tael,
siger jeg: det er ikke længer Tid at dølge for mig, hvo J er;
J har sagt for meget til at skiule det længer. - Ach vel,
jeg er - -- jeg er - - - jeg er Fourose, en Søn af de
Reysende, hos hvilke J har opvakt den største Forundring
og Høyagtelse. Alt det, som de har fortalt mig om Eders
Dyder og Yndigheder, indgav mig det ulykkelige Forsæt,
at komme her under denne Forklædelse for at see Eder. Jeg
har efterladt min Familie i Bedrøvelse; thi de troer, de har
mistet mig, og begræder min Død. Jeg har seet Eder,
jeg veed, hvad der forbinder Eder til disse Stæder, ja jeg
veed, at det eneste Haab, som er tilbage for mig, er at døe
her som Eders Tilbeder. Spar mig for unyttige Raad
og urimelige Bebreydelser. Mit Forsæt er lige saa stand¬
haftigt, lige saa ubevægeligt, som Eders. Dersom J med
at røbe min Hemmelighed, vil forurolige de sidste Øyeblikke
af et Liv, som snart er ude, da vil I uden ringeste Nytte
giøre mig en Uret, som jeg i den Henseende aldrig skulle
have gjort Eder. Adelaide meget forskrekket giorde sig al
Umage for at stille den Fortvivlelse, dette unge Menneske
var geraadet i. Jeg vil vise, sagde hun, hans Forældre
den Tieneste, at kalde ham tilbage til Livet; jeg vil redde
deres eneste Haab; Himmelen giver mig denne Leylighed i
Hænderne til at giengielde deres Godheder. Derfore,
langt fra at giøre ham meere rasende ved at vise ham fra
sig med Bitterhed, betiente hun sig derimod af det Aller¬
ømmeste, som Medlidenhed frembringer, og af alt det Trø¬
stelige, som Venskab eyer, for at stille ham tilfreds. Him¬
melske Siel, raabte Fonrose, jeg veed al den Modstand J
kan giøre en Ulykkelig: Eders Hierte hør den til, som hvi¬
ler i denne Grav; jeg seer, at intet er i Stand til at rive
Eder løs, jeg indseer, hvor dydig og sindrig J er i at skiule
min Ulykke for mig; jeg mærker det gandske tydeligen, jeg
er høyligen bedrøvet derover, men jeg tilgiver Eder det.
Det er Eders Skyldighed aldrig at elske mig, det er min
Skyldighed stedse at tilbede eder. Jlende efter at udføre
det Forsæt, som hun havde fattet, løber Adelaide til Hyt¬
ten. Min Fader, siger hun til sin gamle Husbonde, mener
J vel at have saa mange Kræfter, at J kan giøre en Reyse
til Turin? jeg behøver et troværdigt Bud for at give Mar¬
quisen og Marquisinden af Fonrose en meget vigtig Efter¬
retning. Den gamle Mand svarede, at hans Begierlig¬
hed efter at tiene dem, gav ham nye og friske Kræfter. Reys
da, sagde Adelaide; J vil finde dem begrædende deres
eneste Søns Død, siig dem, at han er levende, at han op¬
holder sig her, og at det er mig, som vil give dem ham
tilbage; men det er en uomgiengelig Fornødenhed, at
de maae selv komme at imodtage ham. Han reyser,
han kommer til Turin, han lader sig melde, at det var
den gamle Mand fra Dalen i Savoyen. Ach! raab¬
te Marquisinden, maaskee der er hendet vores Hyrd¬
inde en Ulykke. Han kommer nok, sagde Marquisen, uden
Tvivl for at lade os vide, at det nu er hendes Villie at leye
hos os. Da jeg har mistet min Søn, sagde Masquis¬
inden, er det den eneste Trøst, jeg ønskede at nyde i Ver¬
den. Den gamle Mand kommer ind. Han nedkaster sig
for dem, man hielper ham op. J begræder en Søn, siger


han til dem, jeg kommer for at sige Eder at han er leven¬
des: det er vores kiere Daatter, som har opdaget ham i
Dalen: hun sender mig for at lade Eder det vide; men
J eene, siger hun, kan føre ham tilbage. Medens han
talede saaledes, havde Bestyrtelse og Glæde berøvet Mar¬
anisinden Sandsernes Brug. Marquisen forskrekket, for¬
virret, raaber: De skulle komme at hielpe hans Kone, han
faaer hende til Live igien, han omfavner den Gamle, og
forkynder sit heele Huus, at deres Søn er dem skienket
igien. Marquisinden kom imidlertid til sig selv igien:
Hvad skal vi giøre, siger hun, i det hun tog fat paa den
gamle Mands Hænder og trykkede dem med Ømhed, hvad
skal vi giøre for at giengielde en Velgierning, som giver os
Liv igien? Alting blev sat i Stand. De begiver sig paa
Reyjen med den gode gamle Mand; de reyser Nat og Dag
og endelig kommer til Dalen, hvor deres eneste Gode ven¬
ter paa dem. Hyrdinden var ude i Marken; den gamle
Kone førte dem derhen; de nærmer sig. Hvor stor blev
deres Forundring! Deres Søn, den Søn de elskede saa høyt,
er hos Hyrdinden i en ringe Hyrde-Dragt: deres Hierter
kiendte ham snarere end deres Øyne. Ach arnsomme Søn!
raabte hans Moder i det hun kastede sig i hans Arme, hvil¬
ken Bedrøvelse har J foraarsaget os, hvorfor har J und¬
draget Eder fra vores kierlige Omhyggelighed? og hvad
bestiller J her? jeg tilbeder, sagde han, det, som J selv
har admeeret. Forlad, Madame, sagde Adelaide, medens
at Fonrose omfavnede sin Faders Knæe, som løftede ham
med største Kierlighed; forlad, at jeg har ladet Eder saa
længe være i Bedrovelse: dersom jeg havde kiendt ham før, skulle
J og før være blevne trøstede. Efter disse Naturens første Bevæ¬
gelser hen aldt Fonrose til den beftigste Bedrøvelse. Lad os gaae,
sagde Marquisen, lad os gaae hen for at hvile os i Hytten, og
forglemme al den Sorg som denne unge Nar har for aarsaget os
Ja, min Herre, jeg har rigtig været det, sagde Fonrose til sin
Fader, som førte ham ved Haanden. Intet andet end min For¬
nufts Forvildelse var i Stand til at tilbageholde i mit Hierte Na¬
turens Bevægelser, til at lade mig forglemme de allerhelligste
Pligter, endelig til at rive mig løs fra alt det, jeg havde kierest
i Verden; men denne Daarlighed gav I Anledning til, og jeg
er høyligen blevet straffet derfor. Jeg elsker uden Haab Naturens
fuldkomneste Mesterstykke: J veed, J kiender intet til dette ufor¬
lignelige Fruentimmer: Det er Ærligheden, det er Føleligheden,
det er Dyden selv, min Kierlighed giør hende næsten til Afgud,
jeg kan ikke være lykkelig uden hende, og jeg veed, at hun kan ikke
blive min. Har hun betroet Eder, spurgte Marquisen af bvad
Stand hun er født? jeg har faaet saa meget at vide, sagde
Fonrose, at jeg kan forsikkre Eder, hendes Stand gir min slet
intet efter; hun har selv afslaget en anseelig Lykke for at ned¬
grave sig i denne Udørken. - Og veed J det, som har bevæ¬
get hende dertil? - ja, min Fader, men det er en Hemmelig¬
hed, som hun ene kan aabenbare Eder? – Hun er maaskee
gift? – Hun er en Enke, men hendes Hierte er ikke i hendes
Magt; dets Baand ere meget stærke. Min Datter, sagde Mar¬
quisen, da han gik ind i Hytten, J seer, at J giør Hovedet kru¬
set paa alle dem, som kalder sig Fonrose. Dette unge Menne¬
skes selsomme Kierlighed kan ikke undskyldes uden ved et saa usæd¬
vanligt Object, som J er. Min Kones Ønskergik kun ud paa at have
Eder som en Veninde; men vores Søn kan ikke leve længer, uden han
faaer Eder til Ægtefælle, og jeg ønsker ligesaa gierne at faae i Eder
en Datter; see, hvor mange J kan giøre ulykkelig ved at veigre
Eder. Ach! min Herre, sagde hun, jeg er skamfuld over Eders
Godheder; men hør og døm saa. Derpaa fortalte Adelaide i
den gamle Mands og hans Kones Nærværelse dem alle sine ynk¬


værdige Hendelser. Hun nævnede ogsaa Navnel paa sin Fami¬
lie, som ikke var ubekiendt for Marquisen af Fonrose, og endke
med at drage ham selv til Vidne paa den ubrødelige Troskab,
som hun var sin Æntefælle skyldig. Over denne Fortælling kunde
man læse Bedrøvellen af alles Ansigtes. Den unge Fourose som
næsten var qvalt i Sukke, kastede sig i en Krog i Hytten for at
give dem des friere Løb. Den ømhiertede Fader fløy hen for at
hielpe sit Barn: see, sagde han, min kiere Adelaide, i hvilken
Tilstand J har sat ham. Marquisinden som var ved Adelaide,
avnede bende i sine Arme, og badede bende med sine Taare.
Ach hvorfore min Datter, siger hun, hvorfor vil J være Aar¬
sag til, at vi anden Gang skal begræde vor kiere Barns Død?
Den gamle Mand og hans Kone med Øynene fulde af Taare,
stirrede paa Adelaide, og ventede hvad hun ville søare. Himme¬
len er mit Vidne, sagde Adelaide i det hun stod op, at jeg gierne
vil give mit Liv til Giengield for saa store Godheder.
Det vilde fuldkommen forøge mine Ulykker, naar jeg kunde
bebrerde mig selv at have været Aarsag til Eders; men jeg vil at
Fonrose selv skal være min Dommere. Jeg udbeder mig da at
tale et Øyeblik med ham. Derpaa gik hun uden for allene med
ham, bør, Fourose, sagde hun, J veed hvilke hellige Baand der
forbinder mig til disse Stæder; dersom jeg kunde lade af at elske
og begræde en Ægtefælle, som saa høyligen har elsket mig, maatte
jeg være den foragteligste af alle Fruentimmer. Høyagtelse, Ven¬
skab, Erkientlighed ere de Følelser, som jeg skolder Eder; men in¬
tet af alt dette erholder Kierligheds Sted, jo større Kierlighed 8
har fattet for mig, jo større havde J Ret at vente igien; Det er
Umueligheden i at opfylde denne Pligt, som hindrer mig fra at
paalægge mig den. Jmidlertid seer jeg Eder i en Tilstand, som
kunde røre det Steenbaardeste Hierte; det smerter mig høyligen,
at jeg er Aarsagen; det skulle smerte mig endnu meere at høre
Eders Forældre beskylde mig for Eders Tab. Jeg vil da i dette
Øveblik forglemme mig selv, og overlade Eder, saavidt det staar
til mig, Valget af vores Skiebne. Det beroer da paa Eder at
udvælge den Tilstand, af disse Tvende som synes Eder mindst utaa¬
lelig, enten at forlade mig, overvinde Eder selv, og glemme mig¬
eller faae en Ægtefælle i hvis Hierte en anden er nedgravet, og
som ikke kan tilstaae Eder uden svage Følelser i at opfylde en El¬
skeres Ønsker. Det er nok, raabte Fonrose, og hos saadan en
Siel som Eders bør Venskab regnes i Kierligheds Sted. Jeg vil
uden Tvivl blive fortrodelig over de Taarer, som J vil opofre til
Eders forrige Gemabls Jhukommelse, men Aarsagen til denne
Fortrydelse ved det den giør Eder meere ærværdig, vil og giøre
Eder meere elskværdig i mine Øyne. Hun er min, sagde han,
da han kom ind og kastede sig i sine Forældres Arme; det er den
Ærbødighed, hun bær for Eder, og Eders Godbeder, som er Aar¬
sag dertil, eg jeg kan takke Eder for at leve paa nye. Fra dette
Øyeblik af blev Deres Arme lænkede, af hvilke Adelaide ikke kunde
udvikle sig. Men hun overgav sig allene for Medlidenhed og
Erkiendtligheds Skyld? Jeg vil troe det for at agte hende saa¬
meget des bøyere; af hvad Aarsag det ogsaa var, ville hun, før¬
end hun reiste, endnu engang see den Grav, som hun ikke forlod,
uden imod sin Villie. O min allerkiereste Orestan, sagde hun,
dersom Du fra de Dødes Rige kan læse mit Hiertes Tanker, kan
din Skogge ikke fortryde paa det Osser, som jeg giør; Jeg skylder
det til denne dydige Families ædelmodige Følelser, men mn Hie te
bliver evig tilbage for dig. Jeg vil nu søge at giøre andre lykke¬
lige uden ringeste Haab selv at blive lykkelig. Man sleed bende
ikke fra dette Sted uden med en Slags Voldsomhed; Hun forlan¬
gede da, at man skulde der ophygge et Gravstæd til bendes Ægte¬
ælles Erindring, og at Hytten som hendes gamle Hyrde og hans
Kone havde boet udi; (hvilke sulgte med til Turin) maatte blive
forandret til et Sommer Huus, som skulle være saa simpelt som
det laae eensomt, hvor hun satte sig for at komme undertiden for
at begræde sin Ungdoms Fortvivlelse og Viderværdigheder. Tiden,
Fonroses vindskibelige Omsorg og Frugterne af hendes andet
Ægteskab, aabnede hendes Hierte for en nye Kierligheds Jnd¬
trok; og man fremviser hende som et Mønster paa en dydig og
elskværdig Ægtefælle endog i hendes Utroskab.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 27


V¬
ore gunstige Læsere havde nok ikke ventet at see no¬
gen Kilde=Reyse paa Prent i dette Aar, fordi vi
har tiet saa længe; Men hvem kan sette Pen til Pa¬
pir, førend alting kommer i Rolighed? St. Hans Dag
og Søndagen efter kunde vel ingen forlange at man skulde
skrive; thi hvem var dertil i Stand, som havde været ved
Kilden; og De veed jo selv, kiere Læsere, at fra St. Hans¬
Dag og indtil vor Frue Dag er forbie, endnu det som meere
er, det lystige Skov=Bal, er det jo en plat Umuelighed
at kunde tænke lidet i Skoven. Men nu er alle Dunster¬
ne forsvunden; nu kan vi fortælle fra først til sidst, og der¬
for kommer nu først.
Kilde=Reysen.
Fredagen den 23 Junii var det et behageligt Væyr.
De udpyntede St. Hans Vogne med 3 blaa Hynder ind¬
fandt sig som sædvanlig uden Nørre Port, og paa Kultor¬
vet, for at befordre Kirsten Piils Kildes Søgning. (Hvor¬
mange Alen Steen=Gierder og andet Arbeyde disse Bøn¬
der, som her holdt en heel Dag med Heste og Vogne imid¬
lertid kunde have forrettet hiemme, vil vi nu ikke tale om)
Kilde=Giesterne strømmede nu ud i Hobetal af Byen, og
man skulde snart tænke, at det var ikke got at være i Kiø¬
benhavn St. Hans=Dag, saaledes forlode Menneskene Byen.
Prisen paa disse Kilde=Vogne var fra 3 til 5 a 6 Mk.
foruden frie Fortæring for Bonden, dog efter accord. Nu,
saa kiører vi da. Her stod et forskrækkeligt Støv, og in¬
gen Under, at det maatte nedskylles ved første Bedested.
Wibens=Huus blev da dette; Her aabnedes de første Skaa¬
le med God=Taar! og synk got! her stoppede og tændte
man sin Pibe; her havde Damon den Fornøyelse at hielpe
sin Phillis af Vognen første Gang, og her lagdes Grund¬
volden til al den paafølgende Glæde og Fornøyelse. Nog¬
le Kilde=Giester havde endog slukket deres Tørst saaledes i
Wibens=Huus, at de fandtes sovende i Græsset imellem
det og Lunde=Huuset. Ja, det var meget varmt den Dag.
Ved Lunde=Huuset var det lige nær. Her maatte man
og have en liden Forfriskning; det ene maa forsette det an¬
det, og paa denne Aarets Tid behøver Naturen maaskee
meere end sædvanlig. Nu begyndte de svingende Hatte at
sees paa Kilde=Vognene, og den ved Huuset liggende Lund gav
nu Gienlyd af de glædelige Hurra. Meget faa kunde pas¬
sere Gientofte Kroe forbi, men det var ikke underligt;
thi at synge fra Lunde=Huuset til Gientofte, kan nok
giøre en tør Hals, i sær naar det sløver tillige. (Men


hvor mange Penge der blev lagt i Gientofte Blok, skal
vi ikke kunne sige; men denne Blok er jo ikkun sadt for de fat¬
tige, og ingen Kilde=Giest syntes fattig, undtagen de, som
aabenbare tiggede.) Jo længer man smurte, jo bedre man
kiørte. Jægersborg Kroe kiørte dog mange forbi; Er¬
melund ligesaa; thi her hørtes ikke en Fiol. Men nu
fik man Fortunen i Sigte. O! Lykke! her er Indgangen,
til Dyrehaven, og her gav Skoven Gienlyd af Vocal og
Instrumental Musik; Her dansede Damon og Phillis;
her spadserede Skov=Guderne med deres Nympher; her
stiftedes nye Venskaber, og de gamle bleve bekræftede; kort
sagt: Her var Fortunen. O! et deyligt Navn! og paa
denne Aarets Tid synes den ret at svare til sit deylige Navn.
Hvem kan vel kiøre Fortunen forbi; Lykken er jo det alle
attraaer? Her er alt det som trekke kan. Nu! vi maae
videre fort, men hvor skal vi komme fra Fortunen? Nu
Hip! vi maae dog afsted ned til Kilden, førend Solen gaaer
ned. Vi kan jo altid gaae tilbage igien til Fortunen. Nat¬
ten er kort, og hvem gaaer i Seng den Nat i Dyrehaven,
her er man jo ret i Dyre=Riget. Nu Hyp! Hurra! Hur¬
ra! Hvorhen Kudsk? kiør ikke af Veyen, lad dem kiøre
af Veyen. Hurra! - Ja det gaaer frisk. Saadan er
ongefæhr Kilde=Reysen. - Nu kunde man lugte
Røgen fra Kilden. Kogte da Kirsten Piils Vand? Ney,
men det blev kogt. See! der er Leyren. Over 200
Telte. Men hvor mange Tusinde? Jo, jo, Kilde=Gie¬
sterne vare utallige i dette Aar; thi jo længer denne Kir¬
sten Piils Kilde løber, jo kraftigere holdes Vandet for
at være. Andet kan man jo ikke slutte. Dog, maaskee
Elskere af Ege= og Bøge=Skov vilde og endnu forlyste sig
i samme, medens den endnu staaer; thi de kan vel ikke ven¬
te at leve, indtil den nye plantede opvoxer, og hvem kan
giøre sig Regning paa det gamle. Eege= og Bøge=Skove
ere nu saa gamle at de ikke kan staae længer; og det har maa¬
skee og drevet en hoben Skov=Elskere til at tage Afskeed med
Skoven ved Kilden, førend den af Skov=Opelskerne fældes
og deres Glæde maatte, som Vandet af Kilden, bortflyde.
Ak, hvor skal de da faae Brænde til at koge Theevand ved,
ved Kilden! See, hvilke Fyrstæder der nu ere. Her ere
baade private og publike Jldstæder. - Men, naar
man saaledes hugger Toppen af Træerne og opbrænder Rød¬
derne af samme, saa ødelegger man jo Skoven fra Top
til Rod, og hvad vil der da blive til Efterkommerne, der
ligesaa vel som vi, kan behøve at drikke Kilde Vand?
Hvilken Snak, hør hvad hiin ravende udsynger med en alt
rustende Stemme: Bort med ald Bekymrings=Plage!
Hvem vil sørge ved Kilden, og det St. Hans Aften? Skul¬
de man sørge for Tiden, i Tiden og for Fremtiden, O! da
havde vi jo ikke en glad Time. - See! der dandser al¬


lerede Kilde=Giesterne; de lader Violin sørge, See til
Lischen og Silvander! mon de vel tænker paa Fremtiden;
Ney, de taler nu om det nærværende, og Lischen holder
paa det hun har i Hænderne, og tænker ikke paa det tilkom¬
mende. - See, der sidder Hieronimus, og drikker
sig en tæt Ruus, og er ubekymret for hans Datter, der
er spadseret lidet op i Skoven med sin allerkiereste Coridon.
See! der trakterer Hr. Jrus et heelt af ham udbu¬
det Selskab, som flittigen drikker Hr. Trakteurens Skaal,
Hr. Jrus bryster sig, han glæder sig med de nærværende
og lader sine Creditorer sørge; St. Hans Dag, siger han
er jo kun engaag om Aaret? – See, hvilken Rytter
der kommer, hvor afpasset er ikke hans heele Equipage;
hvilke Caprioler aftvinger han ikke sin stivbeenede Hest; hvor
seer han ikke alle Fodgiengere over Skuldrene. Mon han
vel giører sig de Tanker, at hans Lykkes Hest kan snuble
og at han maae gaae, naar andre rider? – See! der
gaaer Lisette, hun har sneeget sig fra Mama, og tænker
kun paa den Lykke, hun skal giøre med Polidor, som sat¬
te hende Stevne paa det Sted i Skoven. Ak! Lisette!
vidste du kun, hvilken Forræder Polidor er, da skulde du
sørge for den tilkommende Tid. - See! der kommer
en Phaethon med 2 Mands=Personer og 2 Fruentimmer.
De grønne Taftes Parasoller bedækker dem alle fire. Disse
ere just for deres Svagheds Skyld draget til Kilden. Ak!
ja, de seer meget skrøbelige ud; see, hvor de ikke drikker af
Kilde=Vandet. Mon det kunne slukke dem? Ney, nu spad¬
serer de Parviis ned i Skoven. Den Dug, som falder paa
Græsset St. Hans Aften er særdeles kraftig for Afmægtig¬
hed; de setter sig i Græsset imellem Buskene og vederqvæ¬
ges af den kiølende Aften=Luft. Disse tænker ikke paa det
forbiegangne, paa de deylige Formaninger, som de har
faaet af deres Forældre, ev heller den Sorg de tilbereder
samme; men de tænker kun paa den nærværende Forlystelse.
Det er St. Hanses Aften. - See! der gaaer Flora¬
bella, hvilken deylig Pige! kun Skade, at det Jndvortes
ey svarer til det Udvortes, hun gaaer afsides hen i Sko¬
ven, og som en Magnet, trækker hun Menale efter sig.
Ak! Florabella! hvorfor vil du være en Lokke-Due og be¬
drøve din dydige Moder? – See! der er et sluttet Sel¬
skab; men ak! det blev snart adsplittet, da drukken Mund
talte af Hiertens Grund. Mændene bleve modige og Qvin¬
derne bleve høymodige; her blev Ueenigheds Sæd udsaaet,
og de skiltes ad. Viinen forstyrrede Venskabet, som Van¬
det havde stiftet. Men see hist! hvad skal jeg troe
at der skader den gamle Harpax? Skal jeg troe, at han,
som unge Drenge, seer efter Fugle=Reder; snart seer han
op i Toppen af Træerne, og snart søger han i Buskene.
Men mig tykkes Harpax seer saa fortrædelig ud; jeg maa
nærme mig, for at forekomme hans slette og fortrædelige
Tanker. Harpax, hvad skader Dem? Mig tykkes De
søger efter Fugle=Reder, har De fundet nogen? - Fun¬
det? Ak! ney jeg har tabt, jeg er kommet udi et Vildere¬
de, hvoraf jeg ikke kan finde ud, uden i Toppen af det høye¬
ste Træe. - Denne Tale forekommer mig mørk og ufor¬


staaelig. Hvad har de tabt? – Ak! min Ven! jeg har
tabt --- jeg søger i Buskene, jeg ønskede at finde, og
jeg er dog bange for at finde. Jeg forstaaer Dem ikke,
Hr. Harpax. - Jeg skielver, naar jeg tænker derpaa,
og jeg finder ingen Udveye af denne Labyrinth, uden ved
en Strikke i det høyeste Træ, her er i Skoven. - Nu,
forstaaer jeg Dem, De vil hænge sig selv; men hvorfor?
Er det Tid at grillisere nu? Hvad gaaer af Dem, hvad
har de tabt? og hvorfor vil De hænge sig? – Ak! min
Ven! De veed, at jeg giftede mig i min høye Alderdom.
Jeg tog en ung munter Pige. Jeg kan ikke nægte, at jeg
jo er jaloux paa heele Verden. Forbandede Kilde=Reyse!
Min Kone hængde mig om Halsen, og med tiggende Bøn
formaaede mig til at giøre denne Kilde=Reyse. Jeg føye¬
de hende; men for at forkorte mit eget Liv. Vi sad her
i Skoven og spiiste et Smørbrød og drak et Glas Viin;
vi sade langt inde i Skoven for at sidde i Roe; men see Hr.
Leander, den forbandede Snushane, fik os opsnusede;
de Folk kan lugte som de beste Støvere. Han tvang sig
i vort Sælskab. Vi spiiste, og jeg drak, lidet mere end
jeg kunde taale, (jeg drikker ellers aldrig Viin) hvorfore
jeg faldt i Søvn; men Ak! da jeg vognede, var baade
min Kone og Leander borte. Jeg har nu i to Timer
søgt i Buskene, og udseer mig det høyeste Træe til min
Grav. - Ey Snak, Harpax! De gaaer i Søvne, De¬
res Kone og Hr. Leander kommer nok igien, og De skal
ikke giøre Dem den Fornøyelse at hænge sig; man har end¬
nu aldrig hørt at nogen har hængt sig St. Hans Aften
Kom lad os drikke et Glas Viin. Hvor sadde De før?
Ak hist henne, hist henne. Men der ere De jo, ak jeg skiel¬
ver. Konen løber Manden i Møde, kyste ham og sagde,
at de havde været ret bekymrede for ham; thi de va¬
re faldne i Søvn, men da de vaagnede, var Manden bor¬
te. Han havde ventelig gaaet i Søvne, og kommet fra
os, og vaagnet ved at løbe med Panden imod et
Træe. Saadanne Formodninger giorde Konen sig, Man¬
den var neppe at formaae til at troe det, mig forekom det
gandske naturligt, at den unge Kone og Hr. Leander kun¬
de drømme; medens Harpax gik i Søvne. Nok at jeg
her forekom et Sørgespil; dog vil jeg raade enhver gam¬
mel Harpax, som har en ung Kone, ikke at drage til Kil¬
den, og endnu mindre at slaae sig til Rolighed, naar Hr.
Leander støvrer dem op i Skoven; man kan aldrig vide,
hvorledes de unge drømmer, medens de gamle sover. Jeg
tog Afskeed med disse Folk; thi jeg mærkede ret vel at Hr.
Leander saae noget skievt til mig; dog glædede det mig,
at jeg hindrede et Sørge=Spil, hvis lige man neppe
paa den Tid har seet ved Kirsten Piils Kilde, hvor man
lettere kan finde dem druknede i Kilde=Vandet, eller
maaskee rettere i Viine, Liqueurs og Brendeviine, end at
være Frugter paa Bøge og Eege=Toppene.
Men nu maa vi gaae videre. - Hvor skal vi tage Natte¬
Qvarteer? Ermelund, Jægersborg=Kroe, Fortunen
og Klampenborg ere alle betagne, det er for kostbart i
Torbeck, og for ringe i Fisker=Leyerne. Det bliver da


best, at tage Natte=Leye i Skoven, der ligger dog saa man¬
ge den Nat; thi de holder for, at det er sundere at sove i
Skovens Græs og Løv, end hiemme udi en Seng.
See! nu giver en Hoben sig til Roe; men en Deel af dem
ere og saa tilpakkede med Kilde=Vand eller anden Drik, at
de venter, snart at falde i Søvn. - Hey da! sagde nogle
svinglende, en Bolle Punche, førend vi legger os, i Mor¬
gen samles vi igien, Lischen. Dog de drak og sov indtil
Solen kastede sine Straaler over Østersøen ind under de
med Dug vædede Bøge, og da faldt de først i Søvn.
See, der ligger en heel Familie omkring Fyrstedet,
nogle drikker, nogle spiser og nogle sover. - Der lister
Celie sig saa sagte bort fra Flokken, hun sover best i Een¬
rum, men  See! der sniger Clitander sig bort
fra sin grandseende Fader et Øyeblik. Celie og Clitander
forstaaer hinandens Vink; de kan tale meget færdig Øyne¬
nes Sprog. - Hist reyste sig et forskrækkeligt Slags¬
maal, det kom af Jalousie, fordi Sylvia syntes at være
Sylvander mere gunstig end Melibæus. De slaaes for¬
skrækkelig, og ingen kan skille dem ad, uden Sylvia; hun
kommer og klapper Melibæus, og seer mildt til Sylvan¬
der, dermed var Tretten endet. - Saaledes gik denne
St. Hans Nat. Nogle drak og spiiste, nogle dandsede
og spillede, nogle sov og nogle vaagnede.  Nu stod
Solen op, og nu fik alting ligesom nyt Liv. (Meget faa
betragtede dog Naturens Herligheder med ret seende Øyne.)
Nu kom de fra alle Skovens Kanter, og samledes ligesom
i Middel=Punkten ved Kirsten Piils Kilde. Nogle ga¬
bede, nogle ravede, og alle saae meget fastende ud, undta¬
gen de, som havde drukket heele Natten. Alle Caffe=Ked¬
lerne hængde nu over Jlden; de pyntede Kielder=Piger
eller Skiænkersker viiste sig nu i deres fulde Pynt i Aab¬
ningen af deres Telte; og enhver hængde nu Skildtet og
Vahrene ud. - Nu begyndte Kilde=Giesterne at for¬
samle sig fra Staden og fra Landet. Her kom kiørende,
ridende, gaaende og krybende. J Kiøbenhavn kunde man,
som os er fortalt, savne Folket i Kirkerne og paa Gaderne;
derimod kunde man neppe komme frem, hverken paa Land¬
eller Strand=Veyen, for Vogne og Heste, Mennesker og
Dyr, som alle søgte ad Dyre=Haven. Dyre=Haven var
paa den Tid som en Myre=Boe eller Biekube, og de beha¬
gelige Skov=Stæder, Telte og aabne Boutiqver, som Bler,
der trak Nærings=Kræfter til sig af Kilde=Giesternes Lom¬
mer. - De ere ikke at fortænke, uden for saavidt det er
St. Hanses Dag. Dog denne Hellige=Dag, med mange
andre, er jo afskaffet paa andre Steder. J Dyre=Haven
regnes St. Hans Dag ikke saa nøye, der kan den gierne
tilbringes med Æden og Drikken, Spill, Dands, Tasken¬
Spillerie, ja, med meget andet, som vi ville faae at høre,
om Buskene kunde tale. Det er nu saaledes blevet til en
Sædvane, og gammel Sædvane synes tilsidst at blive en
en Lov. I Dyre Haven lader det som man maatte giøre
alt det, der ikke kan lade sig giøre paa andre Steder. -
Nu denne glædelige St. Hans Dag blev da, som sædvan¬
ligt er, celebreret i Dyre=Haven. Assistentz=Huuset skulde


ikke ønske sig den Dag afskaffet, og Hyre=Kudskene endnu
mindre; Lustere=Stederne og de aabne Boutiqver i Skoven
vilde tabe anseeligt, om St. Hans Dag ikke helligholdtes
i Kirkerne.
Men nu maa vi tale noget om os selv: Saa mange,
som vi af vores Mandfolk= og Fruentimmer=Selskab
kunde blive samlede, reyste og til Kilden. Vores gamle
Jomfrue ventede at blive ung igien, om hun kunde faae
noget af Kirsten Piils Kilde=Vand at drikke, og Kilde¬
Reysen anstod vores gamle Ungkarl saa vel i Fior, at
han var ikke at holde derfra i Aar. Vores Borger i
Hoved=Staden, som er kommet tilbage saavel ved det ene
som det andet, dog ikke ved sin egen Skyld, kiørte med sin
Kone og Datter til Kilden paa en Bonde=Vogn, da han
dog tilforn har kiørt i sin Phaeton; saaledes kan Tiderne
forandre sig. De sadde dog ligesaa fornøyede paa denne
Bonde=Vogn, som de dog endnu kunde betale Leye af, som
mange andre, der maaskee endnu staaer til Rest med Hyre¬
Kudske=Leyen for Kilde=Reysen. Vores nyegifte Kone med
Mand og vores Fætter lagde ligeledes til Vogns sammen;
og vores Huusholderske og Samleren fulgtes ad. (NB.
alle paa St. Hans Vogne). Vores Præste=Enke vilde
vi gierne have havt med til Kilden; men hun lod os vide
ved Skrivelse, at hun fandt ingen Behag i den Sverm,
men heller vilde gaae i Kirken paa den Dag, som var ikke
indrettet til Kilde=Reyser. (Vores Præste=Enke er flyttet
paa Landet, som vi tilforn har sagt; hun har samlet en
heel Deel smukke Anmærkninger, som hun har lovet med
Tiden at meddeele os.) Vi vare da saaledes et heelt Sæl¬
skab for os selv. Vores Huusholderske havde forsynet os
med en skiøn Mad Kurv, og vores Samler havde anskaffet
Viine. Vi kiørte høyt op i Skoven, og under de grønne
Træer holdte Disk og Dug, Vores nyegifte Kone, som end¬
nu ikke har glemt sit muntre Pige=Sind, var et Øyeblik gaaet
fra os hen i Skoven. Hun kom nu tilbage til os med en
Hiertens lille sød Herre, som havde tvunget sig i hendes
Sælskab, da hun gik saa eene i Skoven; hun fortalte os
siden, hvor mange utidige Complimenter han giorde hende;
ja, forsikkrede, at han vilde hænge sig i det høyeste Træe,
om han ikke maatte nyde den Lykke, at spadsere med hende.
Hun vilde da ikke, at saa ungt et Menneske skulde blive
desperat for hendes Skyld; og deelagtiggiorde ham i den
Lykke han attraaede; hun under adskillige Discourser, som
hun forsikkrede, vare ikke en Pibe Tobak værd, men lutter
Vind, førte sin lille Herre gandske uformærkt hen til sit Sæl¬
skab. Vi mærkede snart hendes Pudserier; hun giorde sig
al Umage for at opmuntre sin tilforn saa geskiæftige Com¬
pagnon, som nu ligesom havde tabt sit Mæle. Hun fore¬
slog en Spadsere=Gang, og paatog at rangere os saaledes,
at den Hiertens lille Herre fik vores gamle vegelsindede
70ve Aars Jomfrue at spadsere med; jeg, sagde hun,
spadserer med min Mand. Her fik den lille Herre saadan
en Hierte=Qvalme, at han maatte have et Glas koldt
Kilde=Va ad, og havde gandske vist besvimet, om Kirsten
Piils Kilde=Vand ey paa den Tid havde havt sin rette


Kraft. Den muntre nyegifte Kone bad den lille Herre
imellem, ikke at vige fra sin Jomfrue, som han spadserede
med, og at han maatte ikke lade hende tage fra sig af disse unge
Knøse, der gaaer og snusser omkring i Buskene. Den gamle
Jomfrue holdt ham og saa fast om Armen, at han saa got som
maatte bære hende. Nogle af hans Camerader mødte ham og¬
saa, og maatte næsten lee ad ham, som havde faaet fat paa saa¬
dan en Kilde=Compagnon. Vores Fætter sagde nogle Gan¬
ge, at der nok kunde blive et par Folk af dem, om Jomfruen
var 50 Aar yngere, og han en 20 Aar ældre. Nu kunde den
gamle Jomfrue ikke gaae længer. Vi maatte da sette os
i Græsset. Den lille Snus=Hane blev glad at han slap.
Den unge Kone i sær takkede ham for got Følgeskab. Han
giorde en fiær Compliment, og gik gandske slukkenøret. Vi
glemte ikke denne Comoedie, førend der aabnede sig en nye
Scene: Vores gamle Ungkarl, som var ved Kilden i Fior
og havde faaet Smag i sammes Vand, havde imidlertid
sneget sig fra os, var kommet ind i en Punce=Telt, og der
var bleven ret oprømt, og, da vi passerede just dette Telt
forbi, saae vi ham at dandse en Menuet med Punce¬
Skiænkersken. Vores gamle Jomfrue blev det ikke saa
snart vaer, førend hun blev gandske jaloux; thi hun haa¬
bede dog engang - - - Vi gik ind i Teltet, og da
Dandsen var ude, bad den muntre unge Kone den gam¬
le Ungkarl saa hemmelig at han skulde give deres gamle
Selskabs Søster en Dands. Her fik den gamle Jomfrue
ligesom et nyt Liv, og det var den artigste Comoedie at
see disse to gamle at hoppe om i Græsset. Punce=Skienker¬
sken sagde: see, hvor let den gamle Beste=Moer kan trippe
om. Ney Tak, sagde den Gamle, jeg er saa mænd Pige endnu,
og her var Dandsen ude. Hvilken Kraft har dog ikke Kil¬
de=Vandet! - Nu stundede det mod Aften; vi skulde nu
til at pakke ind; men vores Samler havde stor Møye med
at faae Selskabet samlet. Naar vi havde den ene, saa
var den anden borte. Den gamle egensindige Ungkarl
vilde tilbage igien til Kilden, og den gamle vegelsindede
Jomfrue begynte nu at gaae paa sin egen Haand; vi maat¬
te love dem at ville reyse til Kilden igien vor Frue Dag.
Nu har vi da været ved Kilden St. Hansdag, hvor vi
har seet meget og hørt meere, end her paa dette Blad kan
og bør fortælles. - Hvad andre har giort og hvad an¬
dre har sat overstyr, maa være deres egen Sag. Nu sat¬
te vi os paa vore Bønder Vogne og snurrede hiem. Vor
Frue=Dag kommer vi igien, saasom det lystige Skovbal
gik ind paa den Nat og Dag; thi ellers ville vi have væ¬
ret der; men der kan vi drage til fra Dyrehaven; thi det
blev udsat til den 4de Julii, som vel var; thi saa kan vi
komme allevegne. - Vor Frue Dag vare vi atter ved
Kilden; men ak! det regnede næsten heele Dagen hvorfor


vi ikke har noget at fortælle, undtagen dette: At der dog
vare mange Kilde Giester, som bleve vaade baade indvortes
og udvortes. Saa anmærkede vi og, at der hverlen Nat
eller Dag blev mærket Musik, fordi det var hellige
Nætter og Dage. - Nu vil vi dog igien reyse hiem,
for at sove ud til det Lystige Skov=Ball. - Hid¬
til har vi betient os af Bønder=Vogne, de tienstagtige St.
Hans=Vogne, og vi vil haabe at ingen legger os det til
Last, at vi havde ikke bedre Equipage; men vi haaber me¬
get meere derfore at blive giort udødelige ved en vis Avis¬
Skrivers Pen. Men hvad? om han vidste, at vores
Fætter reyste langt ud i Landet paa en Kullsvier=Vogn; hvad
mon han da vilde skrive. Det vilde maaskee blive ongefæhr
saaledes: "At see i denne nærværende Tids=Alder, i hvil¬
ken Moder, Skikke, Sædvaner, forudfattede Meninger
"og Fordomme foreskriver vore Sæder og næsten alle vore
"Gierninger, Foretagender og Handlinger Love, noget af
"det, man kalder Eenfoldigt og Simpelt, eller ligefrem
at fremskinne, lade sig see, og opgive sig; det fortiener
vel, for sin Følges Skyld, paa en roesværdig Maade
at udmærkes: Fredagen den 23de Junii kiørte Fætte¬
"ren som er en Medlem i Fruentimmer= og Mand¬
folke=Sælskabet paa en Kullsvier=Vogn 4 Miile ud
"i Landet, var saa ydmyg at indtage Aftens Maal¬
"tid under aaben Himmel paa Grøften ved Rudersdal,
"og derpaa videre fortsatte sin Reyse. Skulde saadan
"en Ydmyghed blive et Exempel for andre i vore Ti¬
"der, hvorledes vilde man da ikke belee alle de For¬
fængeligheder, som vi nu holder for roesværdige at
"efterfølge. (NB. Kullsvieren lod dog virkelig til at
være storagtig; thi han vilde ikke vige Veyen for nogen;
og vores Fætter fornøyede sig med at tænke paa Mag. Dys¬
sels Fabel; Om Kull Svieren og Officieren.
Nu et par Ord om:
J Et lystigt Skov=Ball. Hvad kan dog vore
Tider ikke frembringe? Aldrig har man seet saadan Be¬
kiendtgiørelse tilforn. Det er en virkelig nye Opfindelse,
og hvem vilde ikke profitere af den. Fornøyelig Musik og
Dands, samt dertil indrettede og passende Forlystelser (det
er jo Forlystelse paa Forlystelse! (Tænk engang, behørig
Caffe og Thee, (NB. behørig) 5 delicate Retter til Af¬
ten og 10 ligeledes til Middag, foruden Forlystelser i den
plaisante Skov. Her er jo alt det, som kan trække
Rdlr. af Lommen. Dog Skade, at det blev behørig ud¬
sadt fra 1ste til 4 Julii, thi man veed jo dog, at Folk i
Almindelighed helst har Lyst til det, som er forbudet.
Det lystige Skov=Ball, ak! - Og dermed endtes al den¬
ne lystige Tid.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 28


Tanker om Drømme.
Jeg bellager ingen meere, end Folk, der formedelst
deres slette og liden Jndsigt i en og anden Sags
Natur og Beskaffenhed, forfalde af en vrang Mee¬
ning i en anden. De blive derved dagligen ufuldkomnere.
Deres Forstand bliver opfyldt med mørke Begreeb om en¬
hver Sag, og i Steden for at erlange den fornødne Kund¬
skab derom, blive de vankundige.
Det angenemme Veyr lokkede mig en Dag uden for
Staden. Mine Betragtninger over Skaberens urandsage¬
lige Viisdom førte mig fra et Sted til et andet. Jeg kom
i disse Betragtninger need til Strand=Breden. Der saae
jeg et Menneske at gaae frem og tilbage i meget dybe Tan¬
ker. Hans underlige Lader og uroelige Væsen bevægede
mig at nærme mig til ham. Denne hans Urolighed gior
de mig begierlig efter at vide hans Skjebne. Jeg talte ham
til, i Begyndelsen svarede han mig ikke, hans ugrundede
Frygt var saa stor, at han ey merkede min Tiltale; ja saa¬
vidt jeg merkede, blev han mig ikke engang vaer. Han gik i
sin Bestyrtelse fort frem ad, og havde visseligen faldet Ho¬
vedkulds i en Grøfte, der var liige for ham, hvis jeg ikke
af alle Kræfter havde skreeget efter ham. Lyden af min
Stemme bragte ham til sig selv igien, han saae sig om, og
blev staaende saa stiv og stille paa sit Sted, som et opreyn
billede, jeg ulede til ham, og da jeg spurgte ham, hvi
han var saa uroelig i sit Sind; svarede han: En eftertæn¬
kelig Drøm er Aarsag dertil. Han fortalte mig samme
med mange Omstændigheder.
Jeg har en Kone, sagde han, som uden Modsigelse
vil have Herrdømmet over mig, hendes høymodige Aand
driver hende dertil, hun tragter bestandig efter høye Ting.
Naturen har gjort mig til den sagtmodigste Mand af Ver¬
den; jeg er derfor altid tilfreds med hvad hun giør. J
Gaar maatte jeg eftertrykkeligen føle Virkningen af hendes
tiltagne Herredømme, jeg lagde mig dog roelig i min Seng;
hvad er smukkere, end at man og ikke ved deslige Høflig¬
heder lader sig forstyrre i sit Sinds Fornøyelighed? Nep¬
pe var jeg falden i Søvn, førend der overfaldt mig en skrek¬
som Drøm. Mig syntes, at jeg var kommen noget sildi¬
gere hiem i Gaar Aftes, end jeg ellers pleyer, min Kones
Ansigt kom mig meget suurt og vredt fore. Neppe havde jeg sat
min Fod ind i Kammeret, førend hun greeb til sin Tøffel,
og slog mig den med saadan Force i mit gelassene Hoved,
at jeg faldt ligesom død til Jorden, derhos syntes mig at
høre en Røst, der saaledes tiltalte mig: Vogt dig! den
Planet, du er fød udi, spaaer dig saadan en Død. Jeg
vaagnede herved! J kan let forestille Jer, i hvilken en An¬
gest jeg derved var bleven sadt. Saasnart det var bleven


Dag, fattede jeg det Forsæt, ikke at blive i mit Huus i
Dag, jeg har udvalgt mig dette ensomme Sted. J min
Drømme=Bog, den jeg med største Omhyggelighed for¬
varer, finder jeg denne Anmærkning: Naar en bliver af en
Røst tiltalt i Drømme, bliver det samme gandske vist op¬
fyldt; desaarsage vil jeg forblive her og begræde min uund¬
gaaelige Skiebne.
Omgaaes man ikke alvorligen med enfoldige Folk, an¬
tage de al vores Tale og Miner med Spot. Jeg beklage¬
de, at Overtroe havde faaet saa megen Jndpas hos en Mand
der ikke syntes at være af Pøblen. Jeg holdt det for min
Pligt at see denne Mand bragt fra sin forudfattede vrange
Meening; jeg forklarede ham Grunden til Drømme, jeg
søgte at overbeviise ham om, at et Menneske handler daar¬
ligt, naar han vil bygge paa det, som hans Jndbildnings¬
Kraft kan forestille ham; men han var gandske indtagen
af sin forudfattede Meening, han beraabte sig paa den lange
Erfarenhed, han derudi havde havt, da hans Drømme
alletider havde været sande, ja han skieldte mig i største
Vrede ud for en Atheist, og i denne Gemyts Bevægelse
forlod han mig.
Mestendeels alle Mennesker ere plagede af Drømme,
nogle meer og nogle mindre. Folk der ligesom de gamle
Romeres Sandsigere giøre de mindste Omstændigheder til
vigtige Ting, holde Drømme for mærkværdige, siden de
alle Nætter haves, naar nu noget treffer ind, som saa un¬
gefæhr kan have nogen Lighed med deres Drømme, heeder
det strax, at de have faaet deres Drøm opfyldt. Saa¬
danne forud fattede Meninger, maae billigen kaldes en
Skam for vore saa meget meere oplyste Tider; man kunde
nogenledes holde hiine gamle Forfædre det til gode, om de ha¬
ve lagt sig efter Drømme=Prophetier; De vandrede i et stør¬
re Vankundighed og Uvidenheds Mørke; men vi maae væ¬
re skamfulde over denne Spaadoms-Kunst, vi kunde være
forstandigere.
Jeg tvivler aldeeles ikke paa, at jeg jo ved denne Be¬
tragtning vil faae mange Modsigere. Hvorledes er det
mueligt, vil man sige, gandske og aldeles at forkaste Drøm¬
me. Vore Forfædre have grundet deres Drømme=Regler
paa Erfarenhed. Drømme kan tiene os til Advarsel at fore¬
bygge et og andet Onde. Naar vi drømme, at vi seer no¬
gen paa en Liig=Baar, saa kan vi forlade os til, at han
opnaaer en høy Alder. Drømme vi, at der vederfares no¬
gen af vore Venner noget ulykkeligt Tilfælde, har den
samme gandske vist en stor Lykke at vente. Med et Ord:
Denne Regel, er rigtig. Det der er tvertimod det, man
drømmer, følger alletider paa Drømme. Drømmer man
om ont, betyder det got. Drømmer man om got, bety¬
der det ont. Dette troer man før, end om jeg vilde sige.


Et fornuftig Menneske maa ey antage noget for sandt, uden
hvad der har sin Grund.
Vi forraade i ingen Ting meere vores slette Dømme¬
Kraft, end naar vi bygge paa Ting, som ingen Grund
have. Et Menneske, som vil trekke sin tilkommende Lyk¬
kes eller Ulykkes Følger ud af Drømme, bedrager sig stor¬
ligen. Drømme grunde sig paa Indbildninger. Jndbild¬
ninger paa saadanne Ting, som man selv gietter og fore¬
siiller sig. Altsaa grunde Drømme sig paa intet eller noget
uvis. De Ting, der efter Jndbildnings Kraften følge
paa hinanden, ere ikke grundede i hinanden. Efter denne
Satz seer vi, hvorledes det er mueligt, at vi i Drømme
kan synes at besinde os paa de Stæder, hvor vi aldrig ha¬
ve været. Af det vi kan have læst eller hørt fortælle om et
Sted kan vi have gjort os selv en Forestilling om Stedets
Beskaffenhed. Sindet, der end ikke under Søvnen hviler
kan da bringe den samme fore, men i en confus Orden.
Det er altsaa mueligt at Drømme=Prophetien, kan have
nogen Vished og Grund for sig. Søvnen er ihenseende til
Sielen en Tilstand af dunkle og utydelige Begreeb. Hvor¬
ledes vil man da tilskrive Drømme deres visse Betydninger?
Det er jo ret barnagtigt, at vilde holde saadanne sammen¬
flikkede dunkle og utydelige Begreeb for en Vished om til¬
kommende Ting.
Drømmekiær har Navn af en lærd Drømme=Udtyde¬
re. Man tilskriver ham lærde Videnskaber; derfor kan
man og tro den gode Mand paa hans Ord; Han har end¬
og i Søvne udgrandsket Sielens Kræfter. Hvo der veed
saa meget, maae uden ald Modsigelse være en habil Drøm¬
me=Prophet og Udtydere. Kommer han i Selskaber ærer
man ham som et ret Drømme=Orakel. Han er rig paa
Jndfald, og spaaer altid Folk noget got. Følgerne af de
forelagte Drømme setter han halve og heele ud. J den Tid
møder dem dog noget, som kan passe sig med hans Spaa¬
dom; imidlertid bærer han dog Navn af en meget klog og
alvidende Mand.
J Besynderlighed maae jeg og i denne Sag tale et
Ord med det smukke Kiøn. De artigste Selskaber kan op¬
holde sig to a tre Timer ved Drømme=Fortællelser og Ud¬
tydninger; jeg haver ofte forundret mig over, at endog de
fornuftigste iblant dem have kundet finde Smag i saadanne
barnagtige Discourser. Mademoiselle Garrula veed alle
Drømme=Udtydninger uden ad paa hendes Fingre; hun er
meget sterkt belæst i alle Drømme=Bøger; hun passerer og
iblandt hendes enfoldige Med=Søstre for en perfeet Drøm¬
me=Lærerinde.
Dog er hun en Grad fornuftigere end Mademoiselle
Superstitiosa. Denne holder Drømme=Bøger i ligesaa
stor Estime, som Bibelen; omendskiønt hun utallige man¬
ge Gange er bleven bedragen; udi hendes femtende Aar
havde hun følgende Drøm: Hun saae udi hendes Kammer
et Alter, hvorpaa laae tvende Myrthe=Krandse; Da hun
vaagnede op om Morgenen, kastede hun i en hast efter i
hendes Drømme=Bog; intet Menneske kunde over
nogen Ting blive gladere end hun blev. Udtydningen


paa hendes Drøm var denne: J dette Aar skal du blive
Brud. Hendes Tanker, Tale, Miner, Positur, Bekym¬
ringer, kort, alt hendes Adfærd blev indrettet efter denne
Udtydning. Dette Aar gik bort, hun meente at hun ikke
havde seet ret til i Drømme=Bogen, slog derfore atter op
igien, hun fandt den selvsamme Udtydning; Nu er hun
allereede 40 Aar gammel, hun kaster hvert Aar efter i sin
Drømme=Bog, men faaer stedse denne Trøst: I dette
Aar skal du blive Brud. Den stakkels Pige haaber
endnu.
Til Slutning vil jeg have den ære at divertere alle
Liebhabere af Drømme=Fortellelser med en Drøm, som jeg
selv for nogle Nætter siden har havt. Jeg drømte at jeg
befandt mig hos en stor og prægtig Bygning til udvortes
Anseelse; jeg blev og igiennem en meget snæver Gang bragt
derind, man førte mig allevegne Omkring; Mig forekom
mange Forundringsværdige Ting, som jeg ey kunde andet
end rose; man bragte mig dernæst ind i en stor derhos lig¬
gende Hauge, den kom mig ved første Øyekast uforlignelig
for, denne grønne Plads var deelt i mange Deele, paa
enhver af dem saae jeg Mennesker, deres Discourser, som
jeg ey forstod, syntes at være vigtige. Jeg gik videre fort;
ved Enden af Haugen fandt jeg en stor Grotte. Her saae
jeg atter en Forsamling af Mennesker. Det kom mig fore,
som deres Discourser og Sentements var meget grundige og
fornuftige. Jeg vilde være opmerksom derved, men blev
derudi forhindret. Der traade i det samme et Fruentim¬
mer til mig, der saae ud ligesom man afbilder Frue Pallas.
Hun spurgte mig, hvorover jeg stoed saa opmerksom. Jeg
viiste hende den Forsamling af Mennesker jeg saae, og sag¬
de: Jeg merker, at disse maa være en Samling af lærde
Folk, hvis Tale og Domme over adskillige Ting jeg giver
agt paa.
Du tager storligen Feyl, svarede hun. Jeg vil strax
vise dig, at dit Øyesiun bedrager dig. J det samme holdt
hun mig et Glas for Øynene og sagde: See nu! Men Him¬
mel, hvad fik jeg da at see. J steden for Mennesker saae
jeg mange Slags Dyr. Der saae jeg en stor Biørn som
brummede over alt hvad ham forekom. Nest ved ham stod
en Hund, som viiste sine bidske Tænder frem. Hist saae jeg
en Løve, der under sin høymodige Taushed syntes at mer¬
ke paa de andres Bevægelser. Her sprang en Eenhiørning
fra et Træe til et andet, og viiste sit flygtige Væsen. Jk¬
ke langt derfra sad en Papegoye, der ideligen skurrede no¬
get ud, som den havde lært uden ad. Ved Siden sad en
Abe=Kat, der efterabede alle de andre Dyrs Adfærd og
Forhold.
En saadan forunderlig Forandring kom mig aldeeles
latterlig fore, jeg spurgte om Aarsagen, og dette Fruen¬
timmer svarede: Jeg er Fornuften, som man saa meget
taler om, alle Mennesker rose sig af, at de have mig til
Førerinde; men den mindste Deel af dem kiender jeg,
mange, der ikkun have seet Skyggen af min Gestalt, troe
at de allerede besidde mig. Denne falske Jndbildning giør
at du er bleven saadan en Forandring vaer hos dem, du


forhen ansaae for Mennesker. Dette Glas aabenbarer
dig deres indvortes Gestalt og Tilbøyeligheder.
Men er det mueligt, spurgte jeg, at det fornuftige
aandske han uuLuaaat sig mine Øyne? Hun forklarede mig
mstryutuuddiuge.s
denne Tvivl og sagde: Efterdi de fordervelige Tilbøyelig¬
heder have Herredommet hos dem, derfore representerer
dette Glas saadanne billeder. De kommer dagligen paa
dette Sted. Jeg finder at de hver Dag ere beskeftigede
med nye Ting. Alt det, der gaaer for sig i den gandske
Stand, maa under deres Dom, og du med.
Under denne Samtale kom en vild og kaad Hest, som
slog op baade for og bag, løbende hen imod os, han vrin¬
skede og krummede sin Man. Jeg sprang af Forskrekkel¬
se til Side, og denne Alteration i Søvne giorde saadan Be¬
vægelse i mit Legeme, at jeg vaagnede derved. Jeg tog
strax min Drømme=Bog, og fandt denne Udtydning paa
min Drøm. Du og alle de, som reflectere noget paa
Drømme, ere Narre.
Besynderlig Betaling.
Ye. von Saint Foix havde laant en haard Daler af en
af hans Bekiendtere, da han endnu var i sit Fæderneland
Britagne. Denne kom omtrent femten Aar derefter til
ham i Paris og erindrede ham ved Leylighed om hans gam¬
le Gield. Saint Foix kaldte paa en af hans Tienere, og
sagde til ham: Hent en Stige, la Brie, og see til, om J ikke
deroven paa Skabet kan finde en Bog. Tieneren stigede
op, og tog hans Herre en gammel støvet Bog ned, som
var halv opædt af Rotterne. See der, sagde Saint Foix
til sin Creditor, som havde seet paa alle disse Anstalter med
store Øyne; "Der har De en Præmie, min Herre, som
"min Hukommelse har skaffet mig i min Ungdom. Jeg
"seer, at De fortiener den bedre end jeg.
En blind Mand vil ikke have sit
Syn.
En blind Mand havde en Kone, som han elskede meget
høyt, omendskiønt man sagde ham, at hun var meget grim
og hæslig. Der kom en berømt Øyendoctor til Landet og
tilbød sig, at hielpe den Blinde til sit Syn; men han vilde
ikke samtykke derudi. "Jeg skulde, sagde han, tabe den
Kierlighed, som jeg har til min Kone, og denne Kierlighed
giør mig lykkelig." Sadi, som fortæller dette, spørger:
Hvilket er Mennesket meest magtpaaliggende, enten Lyksa¬
lighed eller Sandhed?
Jndfald.
En Tydsker opholdt sig engang over Republikken Venedig
fordi den førte en Vinged Løye i sit Vaaben, og spurgte en


Venetianer, i hvilket Land Løverne havde Vinger? J det
Land, svarede denne, hvor Ørnene har to Hoveder.
Da Kæyser Maximilian I. blev kronet, overleverede
Jødeskabet ham en maadelig Sølv=Kurv fuld af Guld-Æg.
Keyseren lod Overbringerne tage fast og bringe i Forvaring.
De arme Jsraeliter bade indstændig om deres Løsladelse,
og Aarsagen til saadan Medfart. Keyseren lod dem sige:
Det var efter Klogskabs=Regler, at forvare saadan¬
ne Høns, som giorde saa kostbare Æg. Jøderne svare¬
de: Naar en frugtbar Hone formeenes at skrabe og
samle Korn, bliver den snart udgiort, og ufrugtbar.
Dette Jndfald forskaffede dem deres Friehed igien.
En vis Lord vilde engang spotte en Poet, og sagde:
at han ønskede dog nok engang at see ham i Gal¬
gen, eller med Bettelstaven. Dersom jeg svarede Poe¬
ten, havde Deres Naades Politik og Morale, saa vilde
begge Deele vist skee,
En stor Regnemester var i lang Tiid givt, uden at
hans Kone fik Børn, man vilde engang i et Selskab giøre
denne Kone en Fornøyelse, og sagde at hendes Mand var
en meget stoer og habil Regnemesier. Er det muligt,
sagde hun, da han dog ikke kan multiplicere.
Da en Munk holdt en meget lang Prædiken, gik de
fleeste ud af Kirken, førend Prækenen var til Ende. San¬
delig, sagde en af Tilhørerne, den gode Mand holder
en sær bevægelig Præken.
En anden Munk deelede engang sin Text i 22 Hoved¬
Deele, og ligesaa mange Under=Deele. En af Tilhørerne løb
derpaa meget hastig ud af Kirken. Hvorhen, spurgte hans
Naboe. Hiem, svarede han, for at hente min Slop¬
rok; thi jeg merker, at her bliver Aften=Arbeyde af.
Nok en anden Munk prædikede engang paa Magda¬
lenæ Dag over dette Fruentimmers onde Gemyt og derpaa
følgende smukke Omvendelse, og ved den Leylighed giennem¬
gik Fruentimmernes Caracteer, sigende: Der ere mange
iblant Eder, som kommer i Kirken for Tidsfordriv, og jeg
veed ikke, om een eneste iblant Eder alle vil, som Magda¬
lena, omvende sig. J sær kiender jeg een i denne Forsam¬
ling, og hun er og selv nærværende, som ikke fortiener at
sidde iblandt de ærlige Koner; hun har for længe siden lovet
at forandre sin Levemaade til det bedre, men det er hidtil
allene blevet ved Løfter, og da hun ikke, efter alle mine For¬
maninger, har vildet forbedre sig, saa vil jeg giøre hende
kiendelig, og beskiemme hende for heele Menigheden. Ja,
jeg vil, jeg vil nævne Eder hende. Hun er - (her holdt
han inde.) derpaa begyndte han igien: Skal jeg nævne
hende? Ja, jeg maa - Ney, jeg det vil dog ikke: Hun
er -Dog ney, jeg vil ikke nævne hende; - Ney!
Men J maa dog lære at kiende hende. Giver Agt, det
er hende, som jeg nu kaster min Bønne=Bog ned til. Da
nu Munken hævede Armen i Veyret, og lod som han vilde
kaste Bogen ned, dukkede alle Fruentimmerne sig ned i Sto¬
lene. Ak, bedrøvelige Tid! Ak! fordervede Sæder!
raabte Munken, jeg tænkte, her var kun een eneste,
men nu seer jeg et stort Antal.


En Franciscaner Munk holdt engang en Lov=Tale over
den hellige Franciscus. Han gik alle Helgene igiennem,
og fandt ingen blandt dem, som han kunde sette ham i Lig¬
ning med. De vare alle langt under ham. Hvor skal vi
sette den seraphiske hellige Fader Franciscus? raabte han:
Skal vi sette ham blandt de andre Helgene? Det var for
ringe for ham. Skal vi sette ham iblandt Propheterne?
O! han er langt over dem. Jblandt Patriarkerne? Det
er ey heller nok. Jblandt Englene? O, han er endnu
meget meere. Nu, hvor skal vi da sette ham, raabte han,
og tang lidet,Een, som var nærværende, og var
blevet kied af al den Væv, stod op og raabte: De behager,
Hr. Pater, at sette ham i mit Sted; thi nu gaaer jeg.
Nyt og Gammelt.
Jrankerig. Ved Udskrivningen i Villelbir, en Bye i
Generalitætet Tours i Frankerige, bleve af Krigs=Com¬
missairerne gjordte 31 Seddeeler. Tvende Brødre ved Navn
Plazenelle, Sønner af en Klæde=Kræmmer i Ecueille vare
blant deres Tal, som skulde trække. Den ældste, navnlig
Frantz var næsten 32 Aar, og den yngste, Ludvig, var
endnu ikke 18. Frantz begierte at maatte være den tre¬
divte i Trækningen, og det blev ham tilladt. Men da
Touren kom til ham, blev han bestyrtset, og vilde ikke gierne
trække sin Seddel; den unge Ludvig fremstillede sig paa
nye for at trække i hans Sted, sigende, at hvis Loddet faldt
paa hans ældre Broder, saa vilde denne i lang Tid ikke
kunde sætte Boe; hvad ham selv angik, saa var han ung,
og tænkte ikke saa snart paa nogen Boesættelse; og desuden
havde han den Fornøyelse, ved at trække for sin Broder,
at befrie ham for den Skiæbne, der syntes at true ham,
og saaledes at blive et Middel til hans Lykke. Efter disse
Ord trak han med den største Standhaftighed, og fik Sed¬
delen paa at være Soldat. Han lod sig derpaa indskrive
i sin ældre Broders Sted, og satte Kokarden paa sin Hat.
J Landet Sundjau i Over=Elsatz, faldt Loddet paa
Johan Stehlin, en Bondes Søn i Sognet Wolspwiller.
Alle Drenge af samme Sogn begierte at tække endnu en¬
gang, i det de raabte, at det var ikke ret, at Johan Stehlin
som allerede havde tient Kongen i syv Aar, og som havde
blevet frie for at trække, hvis han havde sagt det, skulde
være Soldat i deres Sted; og de derfor vilde trække paa
nye. De toge og virkelig Johan Stehlin afsides, trak paa
nye, og Loddet traf Niels Stehlin.
Blant det unge Mandskab i Sognet Heimersdorf,
som skulde udskrives, vare og tvende Brødre ved Navn
Eavier og Hans Rosburger. Den ældre tabte i Træknin¬


gen; strax bad den yngre Krigs=Commissairen at tage sig i
hans Sted. Da opstod blant disse tvende Brødre en
Strid, som rørte alle Tilskuerne. Naar den ene stillede sig
under Maale=Stokken, stødte den anden ham tilbage og
indtog hans Plads. De bave om Fortrinnet med lige Hef¬
tighed. Endeligen erklærede Krigs=Commissairen for at
giøre Ende paa den rørende Dispute; at den som havde
tabt i Trækningen, skulde blive Soldat. Den yngre Bro¬
der blev meget bedrøvet over denne befaling; hans Ædel¬
modighed grundede sig ikkun paa en heftig Medynk over sin
Broder; den var en Virkning af en broderlig Kierlighed;
her er Beviset; nogle Timer derefter kom den yngre Bro¬
der atter til Krigs=Commissairen for at lade sig indskrive i
steden for en anden ved Navn Hans Weldi, sigende, at
han ikke vilde leve uden sin Broder.
En Capuciner, som betlede for Klosteret i Meudou,
mødte paa Hiemveyen langs ved denne Byes Viingaarde
en, som giorde Bekiendtskab med ham. Capucineren, som
troede, at hans Kiol skulde tiene sig til Salvegarde, svaxede
paa denne Ubekiendtes Spørgsmaal, at han den Dag havde
sammenbetlet en 10 Rigsdaler, som han bragte hiem med
sig. Den Nysigne giorde ham endnu et Spørgsmaal, som
ikke var af de høfligste; han viiste ham Skyggen af en Pi¬
stol og forlangte de 10 Rdlr. Capucineren havde got ved
at paaraabe Sagens Ubillighed; han havde got ved at sige,
at han vilde blive pidsket af Pater Guardiameie, hvis han
ikke bragte Pengene med sig; det var Røverens mindste
Bekymring. Endelig gik Capucineren sin Vey, men strax
vendte han tilbage og grædende tiltalede Røveren saaledes:
Min Herre, jeg beder dem for Guds Skyld, lad mig und¬
gaae Straffen; hvis jeg siger, at jeg har maat afstaae
mine Penge i eders Hænder, vil man ikke troe mig: tvert¬
imod vil man troe, at jeg har forødet de 10 Rigsdaler i
Liderlighed, og man vil straffe mig dobbelt, for Giernin¬
gen og for Løgnen; hav den Naade at give mig et Skud
af deres Pistol i min Kiol, og at give mig nogle Prygl,
paa det man kan see paa disse Mærker, hvad de har havt
den Naade at giøre imod.
Den dumme Røver lod sig overtale, og neppe havde
han afskudt Pistolen i Bettel=Munkens Kiol, førend denne
friske Broder som nu ikke længere frygtede for hans Gevær,
fik Røveren ved Hovedet, tog ham i Struben, og holdte
ham indtil nogen kom til Hielp, og arresterede ham. Rø¬
veren blev i et Øyeblik omringet af Tilskuere, som løbe til
fra alle Kanter for at have den besynderlige Fornøyelse at
see ham i Ansigtet; thi som det største Tal af Mennesker
ikke har denne Profession, i det mindste offentlig, saa troer
den gemeene Mand, at en Røver har et eget og rart
Physionomie.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 29


Tanker over det Blomster Noli me
tangere, rør mig ikke!
S¬
er er en Undersaat i Blomsterriget, som giør saa¬
dan en ugemeen Figur, at den med rette fordrer
min besynderlige Agtsomhed. Dette Blomster er
saa overmaade frygtsom i sin Natur, og saa kiælent i sin Skab¬
ning, at det tør knap vove sig ud i den frie Luft; men bliver op¬
draget i Varmen af et Mistbeed, og lever indsluttet i et Dri¬
vehuus, som i et Kloster. - Men den merkværdig¬
ste Egenskab er, at af alle dets Slægt=Arter har det allene
Deel i et merkende Liv, i det mindste kommer det nær¬
mest til denne meere ophøyede Stand; og maae ansees som
det Led, der sammenknytter Planternes og Dyrenes Rige.
En Fremmed, som giver Agt paa dets Egenskaber, skul¬
de næsten falde paa de Tanker, at det er begavet med nog¬
le ringere Grader af Selv=Kundskab og Varlighed. Thi
dersom man byder sig til at tage fat paa denne fornemmen¬
de Plante, da bliver den strax forskrekket, trekker i en Hast
sine Trevler tilhobe, og, ligesom en Person, der er bange
for Overlast, viger tilbage fra eders Finger i en Slags
overilende Uorden. Maaskee at dens deylige Anseelse kun¬
de besudles, eller dens fine Dannelse komme af Lave, der
som et Menneske rørte ved den. Derfor holder den sig,
ligesom en indgetogen Jomfrue, fra al uanstændig Gemeen
skab, og vil ikke taale saadanne usømmelige, om ikke skade¬
lige Frieheder.
Hvad som helst Aarsag der end maae være til denne
skadelige Virkning, saa giver den dog de Christne en lære¬
rig Formaning. Saadan en opmerksom og bange Varlig
hed skulde vi viise ihenseende til Synden, og alle endog
de længst fra sig nærmende Anfald af Laster. Vi skulde
skye endog det blotte Skin af Ondt, og holde os langt fra
al Leylighed til at feyle. Dersom Syndere lokke, dersom
forbudne Forlystelser friste, eller om Leylighed anmoder,
med Uretfærdigheds Vinding i sin Haand, da vend dig bort
fra den forgyldte Snare, rør ikke den deylige Forgift; men
flye, flye med Hast, flye uden Forhaling, fra den fortryl¬
lende Fordervelse - Dersom Vrede nærmer sig med sit
antændte Fakkel, for at oppuste Hevngierrigheds Lue i vort
Hierte? Dersom Smigger ligger os i Ørene med sin for¬
tryllende og indtagende Hvisken? Dersom Misfornøyelse
vilde legge sin Blye=Haand paa vort Gemyt, og ældte sin
barske Suurdey ind i vort Sind, for at giøre os til en
Byrde for os selv, og ubehagelige for andre? Da lader os
strax vende vor Agtsomhed og vore Tanker fra disse farlige
Ting, og ikke saa meget stræbe, at bruge Lægedom imod
som at skye den Meralske Pesi. Lader os ideligen betrag


te og eftertænke vores lidende Herres forunderlige Sagt¬
modighed, som midt i de skændigste og meestopirrende Mis¬
handlinger, beholdt dog den samme jevne og uforstyrrede
Sinds Munterhed. Lader os beskue den ugemeene Ydmy¬
gelse, der bragte ham fra en uendelig Høyde over alle Ver¬
dener, til at rede sin Seng i Dødens Støv. Lader os for¬
milde vore murrende og uroelige Passioner, ved det vi med
Agtsomhed betænke den Fornøyelighed og Overgivelse, der
giorde ham i den dubeste Armod uforstilt taknemmelig; og
under de tungeste Trængseler underdanigst taalmodig.
Herbergeer derfor ikke i nogen Maade eders Dyds For¬
ræder. Værer døve, ubøyeligen døve, mod dens bedra¬
gelige Anmodning. Dersom den trænger sig ind i eders
uforvarede Hierte, da lader den ikke et Øyeblik beholde Rum
deri. At give sig i Snak med Fienden, er at aabne
Døren til Fordervelse. Vores Sikkerhed bestaaer i Flugt;
og, i dette Fald er Mistanke den sandeste Klogskab; Frygt
den største Tapperhed. Spøg ikke paa Pynten af den
farlige Klint. Flaggre ikke rundt omkring Randen af Luen;
leeg ikke med Dødens Brodde; men forkast med en anstæn¬
dig Blanding af Bekymring og Afskye endog de første Ugu¬
deligheds Jndskydelser: lige saa varligen, som det smerten¬
de Saar gyser for at røres endog af den blødeste Haand;
ligesaa bestandigen, som denne nidkiere Plante drager sig
sig tilbage, naar nogen vil komme den nær.
Propheten Esaias, i en ziirlig og livagtig Beskrivelse
over en oprigtig Mand, siger: han ryster sine Hænder,
at de ikke beholde Gaver; og jeg maae legge hertil, at
de ikke begaae noget Slags ondt. Dette billede, der er over¬
maade deyligt, og ligesaa eftertrykkeligt, baade oplyser og
indprænter den Lærdom som jeg her har fremsat. Ry¬
ster sine Hænder. - ret ligesom en Person vilde giøre,
dersom der skulde falde gloende Kul i hans Skiød, eller no¬
get forgiftigt Creatur hænge sig fast paa hans Kiød. J
saadant Fald vilde ingen staae et Øyeblik at betænke sig;
ingen vilde raadslaae hos sig selv, hvad han skulde gribe til¬
men strax kaste den skadelige Byrde fra sig, strax stræbe at
giøre sig løs fra den vedhængende Ulykke. Ef. 33, 15.
Jeg har forestillet den Fare, som er derved, at man
ikke strax dæmper de allerførste Gnisier af Fristelse, i ad¬
skillige Maader; efterdi et tilbørligt Forhold i denne Om¬
stændighed, er af saadan en overmaade stor Vigtighed for
vore Sieles Reenhed, Sikkerhed og Trøst. - Efterdi
jeg havde den Kongelige Sædelærer for mine Øyne, hvil¬
ken naar han afskrekker sine Discipler fra Ugudeligheds Stie,
raaber, ja raaber ligesom en, der er hierteligen bekymret
og med saadant et Sprog, som udviser en hæftig Alvorlig¬
hed, raaber: Lad den fare, gaae ikke paa den, viig
fra den, gak for over. Hvor sterk driver han paa dette


Raad, i det han saa ofte igientager det, i saadan merkvær¬
dig adskillighed afkorte, og afbrudte, følgeligen af kraftige
og drivende Formaninger. Ordspr. 4, 15.
Philaret; eller den guddommelige
Førelse og Huusholdning.
Philaret, en Eremits Søn, var fra hans siette Aar om¬
hyggelig opdragen af hans Fader, i den Hytte, som han
nu selv beboede efter Faderens Død, og kiendte altsaa intet
videre til Verden, end hvad hans Fader havde fortalt ham,
eller han selv havde læst derom i Bøger. J disse fandt
han tillige adskillige Efterretninger, deels om retskafne og
gudfrygtige Folk, som i deres Liv havde havt megen Glæde
og Fornøyelse, deels om ryggesløse bedragerske Folk,
som det altid havde gaaet efter Ønske og Villie. Han kun¬
de umuelig troe, at et Væsen, som elskede billighed, kun¬
de gaae saa ulige til verks med Mennesker, og overvælde
Lasterne med saa mangfoldige Velgierninger, men belønner
de Gudfrygtige derimod med saa mange Viderværdigheder.
Hans Begreb om den allerhøyeste Guds Retfærdighed var
saa stort og vist, at han paa ingen Maade kunde finde sig
derudi, eller vidste at tilfredsstille sig der ed. Han holdt
det endelig for det sikkerste Middel, at vikle sig ud af denne
sit Gemyts tvivlraadige Forvirring, ved at forlade sin Hytte,
anstille en Pillegrimsgang igiennem Verden, og selv med
egne Øyne at see, hvorledes det gik til.
Neppe havde han lagt en halv Dags Reyse tilbage,
førend der kom en ung anseelig Mand, som var omtrent
af hans Alder, til ham paa Veyen, og Philaret blev inden
kort Tid saaledes indtagen af hans behagelige og tækkelige
Omgang, at han skatterede sig ret lykkelig, for han havde
faaet saa ønskeligt Selskab. De giorde meget snart et nøye
Bekiendtskab med hinanden, og aftalte, at de i fortroelig
Enighed vilde fortsette denne Reyse, og hver Gang om
Natten blive sammen i eet Huus.
Nogle Dage gik forbi, førend Philaret fik det aller¬
ringeste merkværdige at see. Endelig blev han vaer, at
hans Reyse=Kamerat, med hvem han havde stiftet saadant
fortroligt Venskab, borttog hemmelig med sig et forgyldt
Bæger af et vist Huus, da de dog paa det allerbeste vare
blevne bevertede i samme. Vor Eremit forbavsedes og
forundrede sig over denne Gierning, og kunde ikke begribe,
hvorledes det var mueligt, at en Mand, som forekom ham
saa billig og oprigtig, kunde foretage saadan uanstændig
Sag; dog holdt han ikke for raadeligt, for det første at
lade sig merke dermed.
De fortsatte derfor deres Reyse videre, indtil den
indfaldende Nat drev dem til, at søge et Sovested. J det
Huus, hvorndi de kom, var en meget uvenlig Vert, som
lod dem ligge under aaben Himmel i Gaarden, omendskiønt
det regnede hele Natten igiennem. Dog alligevel belønnede
Eremitens Reyse=Kammerat denne slette og haarde Begeg¬
nelse imod al Formodning med en Foræring af det forgylte
Bæger, som han havde taget fra sin forrige saa høflige


Vert. Philaret forundrer sig paa nye herover, og endda
mere, end forhen, da han tillige faae, at hans Ven havde
mere af et besynderligt Jndfald, end af Gierrighed og Egen¬
nyttighed taget Bægeret til sig.
Den næstfølgende Aften bleve de antagne i et andet
Huus med megen Kierlighed og Veldædighed. Da og den
Vey, som de om Morgenen derpaa havde at gaae, var me¬
get vildsom, og gik igiennem en tykvoxen Skov, saa gav
Verten dem sin ældste og kiereste Betient med, for at vise
dem den rette Vey saa langt som det behøvedes. Neppe
vare de komne til den første Broe, førend Philaret med den
største Bestyrtelse maatte see paa, at hans Kamerat med
forsetlig Magt udstødte denne Veyviser uden for Broen,
og lod ham drukne i Strømmen. Dette beængstede den
arme Eremit saaledes, at han hverken vidste at raade eller
hielpe sig. Dog besluttede han sig endelig, vel ikke at angive
sin ubarmhiertige Ven, og ligeledes at opofre ham til Dø¬
den, men ved Leylighed at forlade ham, i det mindste udi
den første store Bye, hvor de kom.
En Dag holdt han det altsaa endnu ud med ham, og
dulgte imidlerud sine Tanker i Bedrøvelse, og Taalmodig¬
hed. Om Aftenen fik de Herberge hos en Adelsmand, som
begegnede dem med saadan besynderlig Venlighed og God¬
hed, som endnu ingen forhen havde giort. Men Philaret
merkede med den yderste Forbavselse, at hans Kamerat
viste sig saa utaknemmelig for den megen oppebaarne God¬
hed, at han endog dræbte et lidet uskyldigt Barn i Vug¬
gen, som var hans saa goddædige Verts, endskiønt det skede
i al Stilhed om Natten. Herved havde endelig hans alt
for store Taalmodighed en Ende. Han udbrød med Nid¬
kierhed imod sin Kammerat, for saa grusomme Ting, op¬
sagde ham alt Venskab, og vilde slet ikke fortsette et Skridt
videre paa Reysen med ham, men meget mere strax tilbør¬
lig opdage hans Mord, paa det at han kunde faae sin vel¬
fortiente Straf.
Denne besvarede vor Eremits priselige Nidkierhed
ikke anderledes, end med en smilende Mine, aflagde det
menneskelige Legems dødelige Skikkelse, og lod sig tilsyne
saaledes, som han virkelig var, i en himmelsk Engels skin¬
nende og prægtige Gestalt. Han berettede, at han var
allene udsendt til den Ende, for at tilfredsstille hans Ge¬
myt, og betage ham de ængstelige Tanker, hvormed han
var bebyrdet over det guddommelige Forsyns vigtige Hem¬
melighed. Han betydede ham derpaa, at alt, hvad han
hidindtil havde giort, var i alle Maader overeensstemmen¬
mende med Retfærdighed og billighed, i hvor fremmet og
forunderligt det end maatte synes i Menneskelige Øyne.
Han vidste, at det forgyldte Bæger var forgiftet, og
at den nødvendig maatte døe, som ikkun brugte det et Fier¬
ding Aar. Derfor havde han til manges Beste forekom¬
met denne gavmilde Mands Død, ved at borttage det, da
det ellers vilde foraarsaget et føleligt Forliis for hans træn¬
gende Naboer.
Men den anden ubeskedne og gnidske Mand havde
han med Flid givet dette Bæger igien, for derved at befrie
hans Naboelav fra en saa ubillig gierrig Mands Under¬


trykkelser, som var kommen til al sin Rigdom, ved at have
myrdet sin ældste Brøder.
Den druknede Betient havde i Sinde, endnu samme
Nat at indlade en Bande Røvere i hans Herres Huus, for
at udplyndre det, og myrde ham selv med alle hans.
Endelig blev og Barnet bortaget fra Verden, saavel
for dets egen, som Faderens Velfærds Skyld. Denne
vilde have elsket det alt for høyt, og af Kierlighed til det,
ligeledes fattet Kierlighed til Verden, da han hidindtil hav¬
de været en veldædig, retfærdig og from Mand. Barnet
derimod havde nu opnaaet sit Lives Maal, uden at have
forsøgt sammes Farlighed.
Neppe havde Engelen aabenbaret ham alt dette, fø¬
rend han paa det pludseligste forsvandt for hans Øyne.
Men Philaret, henrykt af Forundring og Glæde, takkede
Himmelen, og vendte tilbage igien til sin Hytte.
Beskrivelse over Øen St Domingo.
St. Døminge er en af de største Antilliske Øer, og næst
Cuba den vidtløftigste. Den kaldes paa adskillige Maader,
men nævnes mestendeels med dens nu havende Navn. Da
Columbus opdagede den i Aaret 1492, kaldte dens Jnd¬
vaanere den Ayti, Aiti eller Haiti, hvilket i det Jndianske
Sprog betyder saa meget som et biergigt Land. De kal¬
te den ogsaa Qvisqveya, et Udtryk, som efter P. Charle¬
voix Meening betyder et stort Land. Spanierne har i
lang Tid kaldet den Hispaniola. Denne Øe, som har en
betydelig Omkreds, er giennemskaaren af Høye Bierge,
ved hvilke ligger meget smukke Sletter, hvoraf nogle har
14 til 15 Franske Miile i Omkrrds, og ere for den stør¬
ste Deel overmaade frugtbare. Af dem, som de Franske
har i Besiddelse, trekker de umaadelige Rigdomme, der skaf¬
fer dem vigtigere Fordeele, end de ere, som Guld og Sølv¬
Minerne i de andre Americanske Lande indbringer Spani¬
erne og Portugiserne.
Denne Øe er beliggende i det nordlige Hav ved Jndlø¬
bet til den Mexicaniske Hav=Bugt. Den har i det mind¬
ste 400 Franske Miile i Omkreds, og er næsten 180 Mi¬
le lang fra Østen til Vesten. Dens Brede er forskiellig,
og udgiør paa sine Stæder ikke over 30 Mile. Øen ligger
imellem 17 og 20 Grad; men ihenseende til Længden la¬
der Graderne sig ikke saa nøye bestemme.
Frankerig besidder neppe den tredie Deel deraf, som
strekker sig fra Floden Massaire paa den Østre Deel af
Øen, indtil Floden Neugbe, og er det yderste, som de
Franske eyer paa den søndre Deel. St. Domingo ligger
vel under Zona terrida; imidlertid er Luften sammesteds
saa god, som paa det faste Land; men der bliver ingen
Biergverker anlagte, og der kunde trekkes langt mere af de
der værende Lands=Producter. Man kan uden Betænkning
sige, at det, som de Fra ske har inde paa denne Øe, er
den meest florerende Colonie i den nye Verden. Jordbun¬
den er fortreffelig, omendskiønt ikke allevegne af lige God¬
hed, ligesom i alle øvrige Lande.


Dersom man tør troe de prægtige Beskrivelser, som
de Spanske Historieskrivere har gjort over denne Øe paa
den Tid den blev opdaget, saa var den usædvanlig folkerig,
og regieredes af visse Caciquer, hvis Navne de har opteg¬
net. Nu omstunder skulde man ikke finde en eneste ægte
Deseendent af denne store Mængde Jndvaanere i dette Land,
da efter en lige saa grusom, som uforsigtig Stats=Klogskabs
Grundsetninger al Forbindelse med Spamerne blev dem næg¬
tet og forbuden. Denne Stats=Klogskab har ikke været
meget fordeelagtigt for Spanien. Colonien St. Domingo
har meget mere faldet Spanierne til Byrde, og de vedlige¬
holder den unægtelig af den Aarsag, fordi den er kun som
en Moder til deres andre Americanske Colonier. Deres
Jndvaanere paa Colonien ere virkelige overmaade dovne, og
benytter sig slet ikke af det allerbeste Land. Det eneste at de
giøre, er, at de sælger det Qvæg, som de opelsker, til Fran¬
joserne, og dyrker saa megen Jord, som ere dem uundvær¬
lig til deres selsomme maadelige Levmaade.
Franjosernes sysselsatte Flid veed at trekke alle mueli¬
ge Fordele af de talrige Etablissements som de har anlagt
paa St. Domingo, og har saaledes fundet sikkre Midler
til at berige sig paa en let og hastig Maade. Sukker, Jn¬
digo, Bomuld, Caffee og mange andre Produkter, som
de avler i Overflødighed, giør denne Colonie besynderlig
vigtig for Fraxterig, og værd at blive beskyttet som den
beste og betydeligste af alle dens Colonier i den nye Verden.
Man finder sammestæds hen ved 1500 Sukker=Syderier,
og Handels Grenene lader sig forøge, dersom man samme¬
steds vilde forsøge at natural sere Produkterne fra Jndien
og det sydlige America. Bygnings=Tømmer treffer man
ligeledes der i Mængde. Det er af Naturen tet, haardt
og tungt, men det taber af sin Tyngde, jo mere det tørres
desuden har det den skatteerlige Egenskab, at det aldrig
bliver ormstukket. Af et Træes Bark, som kaldes Mahot
kunde man ikke allene giøre bedre Touværk, end det som
giøres i Europa, og hvilket man ligeledes kunde bruge paa
Skibene, men endog af adskillige andre Træer trekke en
Slags Gummi, der skulde være ligesaa god som den beste
Tiere. Foruden Guld= og Sølv=Miner, findes der man¬
ge Jern=Staal= og Kaabber=Miner. Kort sagt, den der
værende Egn synes i særdeleshed at være begavet af Natu¬
ren. Ligesom Frankerig ved Hielp af Kunsten forskaffer
sig Frugter fra St. Domings, saaledes kunde og med let
Møye avles franske Frugter paa denne velsignede Øe, som
nogle i den Henseende anstillede Forsøg har viist; de øvrige
Americanske Frugter kommer for den største Deel samme¬
steds fort uden Kunstens Hielp. Søen og de mange Flo¬
der, som igiennemstrømmer denne Øe, medfører de fortref¬
feligste Fiske i Overflødighed. Skildpadder, Krabber,
Krebs, mange Slags Musklinger og andre Naturens Siel¬
denheder, hvormed Naturalie=Cabinetter paa det mangfol¬
digste kan blive berigede, forefindes her i stor Mængde.
Liften er fuld af mange Slags Fugle, hvoriblant nogle
giver de kosteligste Retter. Engene og Græsmarkerne, hvor¬
af der finges mange, ere bedetkede med talrige Hiorde.
Desuden har denne Øe det Fortrin, at derpaa ikke findes


soget giftigt Dyr, som findes i saadan Mænge paa de an¬
dre Antilliske Øer, og som ere saa farlige for Mennesker
og Qvæg. Vandet er got, sundt og findes i Overflødig¬
hed; man finder og adskillige Mineralske Kilder. Næsten
alle Planter har Kraft af et Lægemiddel. Kort sagt, det
Clima der paa Stedet, som man tilskriver Aarsagen til den
Sygdom, hvoraf de nye ankomne bliver angrebne, er maa¬
skee mindre Skyld derudi, end umaadelighed og Udskeyelse,
hvortil Europæerne saa gierne hengiver sig af den Aarsag,
fordi de saa let kan slippe dertil.
Hvor Folkerig St. Domingo endogsaa er, saa kun¬
de det dog endnu være folkerigere. Den Franske Deel af
Øen kan ikke sættes i Ligning med den Spanske. Denne
har ikkun en gammel og berømt Hovedstad, kaldet Santo
Domingo, og nogle smaa Byer, hvis Jndvaanere forsmæg¬
ter under den yderste Elendigheds Byrde. Den af Fran¬
joserne beboede Deel derimod har overalt den meest blom¬
strende Anseelse. Den Handel, som drives sammestæds
er umaalelig; meer end 400 Coffardie=Skibe bringer aar¬
lig Vahre derhen fra de Franske Havne, og fører Colonie¬
Vahre derfra igien. Overalt hersker en Art af Rigdom,
som Fremmede bemerker, ikke uden Forundring. Man finder
5 eller 6 Steder, som intet eftergiver mange store Stæder
i Europa, og adskillige smaa Landsbyer, som man vel kun¬
de holde for smaa Kiøbsteder. De fornemmeste ere Cap,
hvor nu Gouverneuren og Jntendanten residerer; Port nu
Prince, Liøgane, St. Mare, Cayes, St. Louis o. s. v.
De beste Skribentere, som har skrevet om denne Colonie,
ere iblant Franzoserne. P. Charlevoix, Oexmelin og P. La¬
bat, og iblant Spanierne: Herrera, Soelis, Oviedo og
Las=Cazas.
Oversatte Tanker af den navnkun¬
dige Gleim.
Mund jeg male, som Apelles;
Lutter Piger vild jeg male.
Kund jeg spille, som Orpheus;
Lutter Piger skulde dandse.
Kund jeg døde Folk opvekke;
Lutter Piger skulde leve.
Kund jeg derhos, som jeg vilde,
Mange atter afdøe lade;
Mange skulde bortdøe atter.
Mange vild jeg overstryge,
At de plat umalte bleve;
Og af første Dands ret trette,
Skulde mange meer ey danse
Qvad Drift har vel et høyre Sted,
End Mands og Kones Kierlighed?


Man meer Bevils ey kan behøve,
Naar man har læst næstskrevne Prøve.
Frue Chloris inddelte hendes Tid paa lige Maade
imellem hendes Mand og en Papegoye. Begge bleve syge
paa een Tid. Manden som Rygtet gaaer af Ærgrelse og
Poppen af formeget Sukker og Makroner dyppede i Viin.
Den bedrøvede Chloris giorde sig al Umag, for at holde
Livet i dem begge. Men de dyreste og kostbareste Lægemid¬
ler vilde ikke slaae an. J denne grusomme Angest bad Fruen
Døden, at han dog i det mindste vilde lade hende beholde
den ene af hendes Elskelige. Døden hørte hendes Paakal¬
delse, og kom ind i Syge=Kammeret. En maae døe, en¬
ten Manden eller Papegoyen, sagde han. Hvilken af dem
vil du, at jeg skal lade leve? "Ak kiere Død, nu mer¬
ker jeg, at Du er mordisk sindet, ligesom Digterne har
beskrevet dig. Kan du da paa ingen Maade lade dig be¬
væge, saa tag min gamle udlevede Mand og lad min kiere
Papegoye leve!" Herpaa døde den kiere Mand, og Pa¬
pegoyen blev frisk, men Chloris gneed sine Øyne saa ofte
at hun derved bragte det saavidt, at en god Deel af Sta¬
den taler endnu om hendes store Bedrøvelse.
Den sundne Skat, som blev ingen
til Deel.
Tre Jndvaanere i Balck, som reyste med hinanden, hav¬
de fundet en Skat. De deelte den og fortsatte deres Rey¬
se. Underveys talede de om, hvorledes de vilde anvende
deres nye Rigdomme. Da de Levnetsmidler, som de hav¬
de taget med sig, vare fortærede, saa maatte man skikke
Bud til næste Bye, for at kiøbe nogle. Denne Forretning
blev overdraget til den yngste, og han gav sig paa Veyn.
"Jeg er rig, sagde han underveys til sig selv, men jeg hav¬
de blevet rigere endnu, om jeg havde været allene, da jeg
fandt Skatten; mine Reyse=Kamerater har taget de to
Deele fra mig: kunde jeg ikke ogsaa faae dem? Det skul¬
de ikke være vanskeligt for mig; jeg tør jo ikkun ved at blan¬
de de Levnets-Midler, som jeg skal kiøbe, med Forgift;
naar jeg saa kommer tilbage, behøver jeg ikkun at sige, at
jeg har spiist mig mæt i Staden; mine Reysekammerater
skulle ingen Mistanke fatte, de ville spise og døe. Jeg har
ikkun nu den tredie Part af Skatten, men da faaer jeg den
altsammen." Jmidlertid havde de to andre Reysende sat
sig ned i Skyggen under et Træe, og sagde den ene til den
anden. Hvad havde vi behøvet, at tage det unge Men¬
neske med os, vi har maattet dele Skatten med ham; hans
Part havde hørt os til, og da havde vi først været nogenledes
rige. Han kommer vel snart igien, og vi ere forsynede
med gode Dolke -- - Det unge Menneske kom
tilbage; hans Reysekammerater sloge ham ihiel, spiste siden
af den forgiftede Mad og døde, og Skatten tilhørte ingen.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 30


Beskrivelse om afgangne Kongel Svenske Capitain ved
Helsinge Regimentet Hr. Daniel Cameens ulykkelige
Søereyse og Død i Aaret 1746 optegnet af hans
Ven Carl Peter Bering, Kongelig Lieu¬
tenant ved Artilleriet.
J Begyndelsen af November Maaned 1746 afseylede
fra Stokholm et Aoboe=Fartøy, lastet med Stykke
og Kiøbmandsgods, paa hvilket Fartøy var 22 Pas¬
sagere, og deriblant Capitain Canteen. Neppe havde Far¬
tøyet passeret Vaxholms Festning førend det kom til at stø¬
de an imod en Finskude; man merkede da ey strax, at det
havde faaet nogen Skade; men da Fahrtøyet den 5 der¬
paa følgende kom ud paa Aolands Hav, begyndte det at
synke. Skipperen aabnede da strax stor Lugen, for at ef¬
tersee Skaden, da Vandet allerede havde steget op under
Dekket, saa at Kiøbmandsgodset laae og flød. Alle Pas¬
sagerere bleve herover hierteligen bestyrtede, i særdeleshed
en Styrmand, ved Navn Mathisen, som begyndte jam¬
merligen at raabe, at alle vare forlorne; men gav alligevel
det Raad, at sette den lille Baad ud, og søge Hielp af de
omkringseylende Finskuder.
J dette Øyemeed begav Capitain Cameen, Assessor,
Hauswolf (klædte udi deres Slaaprokke med forede Kapper
udover) samt Styrmand Mathison, en Tobakspinder¬
svend og Skibsdrengen sig udi Baaden, forsynede med 3de
Aarer og et Øsekar, uden Mad og Drikke. Fartøyet
kom lykkelig til Lands, og saaledes bleve de øvrige Folk
biergede.
Saasnart de forbemeldte Personer havde sat ud med
Baaden fra Fartøyet tog Styrmanden og Skibsdrengen,
hver sin Aare, og begyndte at roe af alle Kræfter, og Ca¬
meen satte sig til at styre med den tredie Aare. Hauswol
og Tobakspindersvenden sysselsattes med at give Tegn og
vifte med deres Huer til de omkringseylende Fartøyer om
deres nødstædte Tilstand. Men al deres Umag var forgie¬
ves; en Deel Fahrtøyer, som blev dem vaer, minskede vel
Seyl, men den største Deel fortsatte sin Kours, uden at
bekymre sig om deres Redning. Jmidlertiid reyste sig en
Storm af nordvest, og Søegangen blev alt større og stør¬
re. De giorde sig vel da den Forhaabning ved flittig Ar
beyde med Væyrets Hielp at kunde roe sig til næste Land og
skiftedes til at roe, paa det ingen af dem skulde blive aldee¬
les udmattet; men det overfaldende Mørke afskar dem nu
og denne Forhaabning. Saaledes befandt dette ulykkelige
Selskab sig imellem de uroelige Bølger, indsvøbte i Mør¬
ket i den største Nød og Elendighed; desuden blev Veyr¬
liget imod Natten mere heftig med Kuld og Sneefog.
De anbefalede sig saaledes udi den almægtige Guds
Varetægt, og holdt for unødvendigt, at udmatte sig vi¬


dere med at roe. Dog var en stedse i Arbeyde med at ud¬
øse Vandet af Baaden, som sloges derudi af Bølgerne, og
hermed tilendebragtes den første Nat.
Den 6te om Morgenen ophørte det vel at snee, men det
blæste lige sterkt, og da bleve de ey mere noget Land vaer;
hvoraf de sluttede, at de vare drevne ud i Østersøen; men
om sin Cours vare de aldeeles tvivlraadige.
Asseffor Hauswolf og Styrmand Mathisen vare særde
les hiertelig bedrøvede over deres ulykkelige Skjebne; men
Cameen trøftede dem, og sagde, at den samme almægtige
Guds Haand, som havde ført dem hid, kunde og i sin Tid
forhielpe dem til Lands igien, og at et med Gud fornøyet
Sind burde ingenlunde tabe Modet i Faren, men stadig
og fuldkommen fortrøste sig paa Herren, som allene kan hiel¬
pe ud af Nøden. Heraf bleve de samtlig opmuntrede; men
efter et sterkt Arbeyde vare de aldeles vanmægtige, og for
at slukke Tørsten drak de alle af Søe=Vandet, som og vir¬
kelig vederqvægede og styrkede dem. Jmod Aften blev
Skibs=Drengen ilde syg, da Cameen hialp ham til rette
med megen Omhyggelighed, og for at opvarme hans kolde
Krop, svøbte han ham ind i sin forede Kappe.
Denne Dags Slutning med Mørke faldt atter ind, og
vore Reysende anbefalte sig under en andægtig Bøn udi
Guds Naadige Beskyttelse, samt arbeydede for Livet med
at øse Vand og styre Baaden, ligesom den forrige Nat.
Den 7de i Dagningen, efter at de havde takket Gud,
som saa underlig hidindtil havde opholdt dem, merkede de
at Stormen havde sagtet sig; men Kulden tog til, og
Vinden var nordlig. Af mange Fatiguer, Nattevagt,
Arbeyde, Kuld og Hunger var nu dette Selskab aldeles
vanmægtigt og udmattet. Foruden Skibødrengen klagede
og Assessoren over at han var syg og plagedes af Hunger.
Cameen raadede dem til at æde Papir og drikke Søevand til,
hvilken haarde Kost syntes endda lidet at stille deres Hunger og
vederqvæge dem. Ved Middags Tider droges Skibsdrengen,
med Døden, og Cameen forsømte ikke, christeligen at berede han¬
nem. Efterat han var død begyndte de øvvige at efter¬
tænke og forestille sig lige saadan Skjebne. Den Døde Krop
lagde de siden i Bunden paa Baaden; men om Eftermid¬
dagen tog atter Stormen til, og vort udmattede Selskab
havde Møye med at holde sin Baad lens i særdeleshed var
den Dødes Krop dem hinderlig, hvorover de maatte kaste
ham ud i Søen.
Natten og Mørket, som atter indfaldt, malede efter
Sædvane for deres Øyen mange Forskrekkelser. Denne
Nat formaaede Assessoren ey at arbeyde; derimod fordoble¬
de Tobakspindersvenden sine Kræfter indtil Midnats Tid,
da han ey heller var mere i Stand til at arbeyde men satte
sig ned gandske Magtesløs, hvorpaa han efter en Times
Stillesiddende begyndte at raabe, og reyste sig op, og ban¬


dede dem, som førte hannem en saa krum Vey op til Byen,
krøb i det samme ud paa Relingen af Baaden, hvorpaa den
ufeylbarlig havde kantret, om Cameen ey i en hast havde
faaet fat i hans Kiole og trakt ham tilbage. De merkede
da, at han af Kulden havde taget Skade paa sin Forstand,
og Cameen giorde sig noksom Umag, paa det ømmeste at
bringe ham til rette igien; men Raseriet tiltog, og imod
Morgen fik han Convulsioner, samt døde da det var blevet
fuldkommen Dag. De forsøgte vel ligeledes at kaste hans
Krop over Bord; men deres Kræfter vare nu saa svekkede, at
de ey formaaede at rokke hannem af Stedet, hvorfor han
blev liggende stille i Baaden.
Den 8de vare de endnu levendes Tilstand meer end
ynkværdig; thi af Hunger og Kuld blev nu Kræfterne al¬
deles svækkede paa dem, og deres Papirs Forraad af Ban¬
ro=Sedler med mere, var altsammen fortæret. Cameen
forsøgte vel paa at opæde sine Manskietter; men han havde
hverlen Kræfter til at tygge eller synke; hvorfor de under
andægtige Sukke overleverede sig i Guds Hænder, og tænk¬
te hvert Øycblik paa sin Henfart, da Baaden imidlertid uden
at styres, blev tumlet som en Spaand imellem Bølgerne.
Det som nu husvalede dem, var, at betragte Guds forun¬
derlige Bestyrelse, som magede saaledes, at i hvorvel Bøl¬
gerne sloge lige saa sterk paa Baaden som tilforn, saa kom
dog intet Vand i Baaden. De overlagde nu hvorledes de
skulde vgderqvæge sig, siden de havde intet at fortære. Ca¬
meen holdt da for, at om de kunde efter saa megen Natte¬
vagt faae nogen Hvile, saa torde maaskee deres Kræfter
tiltage; dette Raad blev antaget, og Cameen inddeelte dem
saaledes, at 2de skulde tillige sove paa engang, medens
den 3die øste Vand; den Dødes Krop tiente dem i Steden
for Underdyne, og Styrmanden tilbød sig at vaage først.
Neppe havde Cameen og Hausvolf lagt sig, førend Styr¬
manden beklagede sig, at hans Hue blæste ud i Søen. Ca¬
meen rev da et Stykke af sin Slaaprok, og bandt det om
hans Hoved. Hauswolf, hvis Sygdom alt meer og meer
tiltog, formaaede nu ey mere at tage Deel i noget Arbey¬
de, men Cameen og Styrmanden maatte skiftes til at øse
Vand denne Nat, naar det udkrevedes.
Den 9de om Margenen efter forrettet Bøn, blev
Himmelen overtrakt med et tykt Mørke, hvorefter der rey¬
ste sig et forskrekkeligt Uveyr og Storm, saa at de ey an¬
det kunde see, end at det skulde blive Slutningen paa deres
store Elendighed. Cameen resolverede dog, med yderste
Kræfter at søge at frelse dem, tog derfor en Aare, og fat¬
te sig til at styre Baaden, efter at han forud havde læd¬
sket sig med Søevand; omsider blev han træt, og bad for
den Aarsags Skyld Mathison at komme sig til Hielp, men
Mathisen, hvis Hænder vare nu aldeeles forfrøsne, fik nep¬
pe Aaren i Haanden, førend han tabte den; Cameen gav
hannem vel den anden Aare, hvilken han ligeledes slap i
Søen, hvorover han holdt det betænkeligt, at give ham
den 3die, som var den eneste de da havde tilbage. De
maatte da atter paa Guds behag overlade sig i Bølgernes
Vold, og med Forundring see deres lille skrøbelige Fartøy
at undgaae alle Farligheder. Cameen begyndte nu ligele¬


des at fornemme, at hans Helbred var medtaget, og Haus¬
wolf var gandske svag; for at kunde holde sig saa meget de¬
sto varmere, besluttede disse to at svøbe sig ind i deres Kap¬
per, i sær ømmede Cameen sig meget over Hauswolfs Til¬
stand; han omfavnede ham, og forsikkrede ham om sit ævi¬
ge Veuskab; under fleere Slags ømme Kiendetegn paa beg¬
ge Sider, beslutte de ligeledes udi denne Stilling at oppe¬
bie en efter alt menneskeligt Udseende uundgaaelig snar Død.
Cameen tillagde og den Reflection, at ifald deres Legemer
siden bleve fundne af christne Mennesker, saa kunde de beg¬
ge To komme til at hvile tilsammen i Jorden. Han anbe¬
falede og nu udi Guds naadige Beskyttelse, under ivrige
og idelig Sukke, samt med et blødende Hierte, sin i Fin¬
land efterladte unge og elskværdige Mage, Frieherreinde
Hedevig Helene Creutz.
Styrmanden som nu ligeledes befandt sig ligesaa ussel
og forkølet, bad at Cameen vilde forbarme sig over ham,
og herbergere ham tillige under sin Kappe, samt lade han¬
nem ligeledes blive indtagen udi deres bestandige Venskabs
Forbund; Cameen føyede ham strax i hans Begiering, og
forsikrede ham af et oprigtigt Hierte at være hans Ven i Liv
og Død.
Denne Nat var Kulden allersterkest. Efter nogen Tids
urolig Søvn vilde Cameen eftersee, om der var kommet
meget Vand udi Baaden af Bølgerne; men blev da vaer,
at hans Kappe, som han havde hyllet over sig og hans Med¬
reysende, var rundt om fastfrøssen og haard som et Horn.
Endelig fik han ved Fødderne saa stor Aabning, at han
baglænds med Møye kande krybe ud. Med Forundring,
saae han da, hvorledes Kappen havde dannet ligesom en
Cajute, og en ret besynderlig Vaaning for disse tre ulykke¬
lige Vandringsmænd. Styrmanden, som imidlertid hav¬
de mistet det han havde faaet af Capitainen til at svøbe om
sit Hoved, beklagede sig atter for Cameen, som tog sin Hue
af og gav ham; og Cameen lod sig nøye med en Flig af sin
Slaaprok, som han i Stedet derfor bandt om sit Hoved.
Den 10de i Dagningen krøb atter Cameen tilligemed
Matthison ud af sin Koye, da de med Fornøyelse fandt
Himmelen klar og Havet stille. En Time derefter bleve
de med ikke mindre Fornøyelse et Land vaer paa deres ven¬
stre Haand; ihvorvel alt dette syntes ligesom at vederqvæge
dem: saa ansaae de det dog næsten for umueligt i den svage
Tilstand de befandt sig, deraf at hente nogen Fordeel, da
de nu næsten vare halv døde af Kuld og Hunger; men under
det at Cameen med sædvanlig Gudfrygtighed paakaldede
Gud om Hielp og Bistand, syntes hans Kræfter merkeli¬
gen at tiltage; han vilde og nu tilkiendegive Hauswolf denne
store Forandring; men han befandt, at han havde allerede
mistet al Sands og droges med Døden, og han kunde ey
give ham noget andet Svar, end at han bad allene Cameen
inderlig, at han vilde skaffe hannem lidet sød Melk. Ca¬
meen lagde sig derpaa ned ved Siden af ham og bad for
ham, da han under samme Bøn sagtelig hensov. Cameen
gik derpaa til Roret, og med Aaren søgte at styre Baaden,
til Lands. Ved Hielp af Strømmen lykkedes det saaledes,
at de omtrent ved Klokken 11 kom tet under Landet, ved


et Sandrev, og da Baaden standsede imod Sanden, sprang
Styrmanden ud af Baaden og vadede til Landet, hvorat
Baaden blev lettet, og førtes atter med Strømmen fra
Sandrevet. Dette fortrød Cameen høyligen, at Mat¬
thison skulde saa søigagteligen skilles fra ham; men til al Lykke
formaaede han dog at arbeyde Baaden til Lands et Stykke
derfra, hvor den blev staaende imellem to Steene. Ca¬
meen prøvede da nu først, at faae sin Kappe med sig, som
var fastfrøssen, og gik siden hen, at opsøge et Sted, hvor
der boede Folk; men han var endnu uvis paa, hvor han
havde Landet. Han forsømte heller ikke at takke Gud, som
saa underlig havde hiulpet ham fra det brusende Hav paa
Landjorden igien. Et Stykke Vey fra Stranden fandt
han Matthison liggende; han tiltalte hannem da med en
alvorlig Minde, fordi han saa skændig, tvert imod sin For¬
sikkring havde overgivet ham, tog sin Hue igien, og gav
ham den Flig, han havde afrevet, at binde om Hovedet,
og vilde da gaae videre, men han begyndte af Mathed at
segne ned; han paakaldede da Gud yderligere om Hielp
Bistand, og blev en Tidlang stille siddende, samt betrag¬
tede sine Hænder, som af Frost og Kuld vare gandske
hvide. Han vaskede dem saavelsom Ansigtet med Snee,
tog ligeledes Snee i Munden for at lædske sig, og
blev deraf merkelig styrket at han videre fortsatte sin Marsch;
(flere gange under Sygdommen angrede det ham, at han
ey opskaaer sine Støvle, og paa samme Maade toede sine
Fødder) endelig imod Aften naaede han frem til en Gaard,
kaldet Medeby, beliggende i Flaringe Sogn. Ved det
han gik ind i Stuen, traf han en gammel Kone, som han
tiltalede paa Tydsk; hun svarede hannem da paa Svensk
hvorover han blev hiertelig glad; thi han troede ey andet,
end han var kommet til Land til Lifland eller Curland:
men fik da at høre, at han var kommen til Gottland. Jmid¬
lertid kom Verten i Huset ind, og da han havde givet dem
en kort Beretning om hans ulykkelige Reyse, bad han, at
de som snarest vilde med Hest og Slæde hente den stakkels
Mathison, som var bleven liggende i Skoven af Afmagt,
samt føye Anstalt til de døde Legemers Afhentelse fra Baa¬
den, hvilket altsammen blev sat i Værk. Jmellem det Sted
hvor Baaden var, og Medebyegaard, regnes at være en
halv Svensk Miil.
Efterat Matthison var opbragt, blev tillavet tvende
Senge, og vore Reysende lagde sig ned at hvile, efterat de
havde nydt lidet varmt tyndt Øl og Brød. Men Cameen
beholdt uforsigtigviis sine Støvle paa Natten over.
Den 11te tidlig om Morgenen kom Strandrideren,
Køstner derhen, efterat der var skikket Bud til ham. Han
hialp da strax Støvlerne af Cameen, samt afklippede en
Guldring af hans høyre Haand. Cameens Fødder befand¬
tes nu af Frost og Kuld ilde medfarne. Køstner sendte
strax en Expres til Staden efter en Feldtskier, og en kort
Rapport om disse Ulykkeliges Adkomst til Over=Jnspe teur
Camitz. Jmidlertid ankom Præsten i Flaringe, Mag.
Marthias Køhler, som havde faaet Kundskab herom, og
medbragte adsk illige Forfriskninger til vore to Syge. Den¬
ne beskedentlige Præstemand forblev hos dem den Dag og


Nat over, og opvartede og hialp dem til rette med al op¬
tænkelig Ømhed.
(Resten følger.)
Nyt og ikke Gammelt.
K¬
iøbenhavn. Det vilde maaskee blive lagt os til Last, om
vi ikke, ligesom andre, fyldte vore Blade med det, som
dog alle vide, helst da vi har begavet dem med det kierkomne
Navn af Tidende. Saasnart man kun hører Tidender,
o! saa glemmer man alting. Det vilde da lade meget ilde,
om vi ikke i denne vor Tidendefulde Tid og havde nogle Ti¬
dender at berette vore Læsere. De store Tidender har vi
intet med at bestille, men kun de smaa, som flyder af de
støre, og det kommer ikke nogen anden Aviisskriver ved;
thi vi vil holde Fred med alle. - Nu! hvad got Nyt
har vi da at fortælle? vil man spørge. Her er det: Vores
Præste=Enke, som er i vort Selskab, kunde nu ikke bare
sig at komme ind til Hoved=Staden, hun lod sig og dertil
overtale af Herreds-Fogdens Kone. Disse vare dog ikke
de eneste, som af Nysgierrighed for at see, paatoge sig
saa lang en Reyse. Andre derimod reyste her af Byen
paa den Tid, ja saa ulige ere Folk sindede. Vores Præste¬
Enke fik da Carousellen at see, og den glemmer hun aldrig.
Hun har forsikkret os, at hun et heelt Aar og Dag kunde
nyde Got af dette saa rare som sieldene Syn. Thi om
hun var af det Slags, som revser om for at fortælle Nyt,
kunde hun i Aar og Dag nyde frie Spiisning og Caffe hos
alle Herredets Præste=Koner i den Egn; alle ville med Glæde
modtage hende. Hvem skulde tænke, at saadan Nytte kunde
endog flyde af saadant? Før det andet glemmer hun aldrig
denne Caronssel; thi hun leed en umaadelig Tørst, og fik
sin Saloppe gandske sønderrevet.  Vores gamle vegel¬
sindede Jomfrue, som dog bærer sin Alder temmelig got,
kunde ingenlunde holdes fra Carousellen; hun vilde dog see
den, sagde hun, førend hun døde. Men Stakkel! hun
betalte og den Lyst dyrt. Hun tabte sin ene Skoe, bræk¬
kede sin Vifte, og maatte paa Galleriet den heele Tid staae
paa et Been; thi der var saadan en Heede, at huu brændte
den Fod paa Steenene og Kobberet, paa hvilken hun ingen
Skoe havde. Jngen Under da at hun var utaalmodig, og
saa gnaven, at hun ikke kunde taale nogen trykte hende;
men jo meere hun knurrede, jo meere trykkede nogle unge
Knøse hende. Hun blev og saa arrig tilsidst, at hun gik
reent bort. - Lykkeligere derimod var vores unge
Kone; thi da hun ikke giver nogen Jomfrue det ringeste
efter enten i Skiønhed, Belevenhed eller Stads, saa antog
alle hende for Jomfrue; og faasom det vrimler overalt af
de unge Smaa Herrer, der giør sig en Fornøyelse af at
entretenere det smukke Kiøn, og gaae dem til Haande i alle
muelige og umuelige Ting; saa var den eene villigere og
fyrrigere end den anden til at give hende Plads; ja, da hendes
Tørklæde faldt ned fra Galleriet, t lbød en af dem sig at vilde
springe over Brystværket og ned efter det, om han maatte nyde
den Lykke at kysse hendes lille Finger. Hun har ellers for¬
talt os, hvilken urimelig Sladder af dem hun maatte for¬
drage heele Tiden. Jmidlertid fandt hun sig taalmodig i


sin Skæbne, og med en Slags Ynk anhørte deres ynkvær¬
dige Snak. Disse hendes Opvartere lod hende ey heller
mangle nogen Ting: en skaffede hende en Stoel, en anden
bragte et Glas Lemonade, den tredie et Glas Vand, og
den fierde forærede hende en Abelsin efter den anden. (NB.
Der blev den Dag neppe en Abelsin til overs, og en ankom¬
men kostede tilsidst 6 Skilling.) - Vores Huushol¬
derske lod sig ikke nøye med at være saa lavt. Hun var nok
kommet høyest op af dem allesammen; Hun var saa mænd
kommet allerhøyest op i Slots=Spiiret, og det lod som Klok¬
kerne i Taarnet vare forvandlede til hvide Skiørter. Vi
kan tænke, at hun som Huusholderske vilde holde paa
Spiiret, at den store Mængde der omkring staaende Til¬
skuere ikke skulde rive det øm. Hun fortalte os, at hun
hørte en jammerlig Klagen, Ak og Vee fra dem, som havde
lagt paa Kobber=Taget fra om Morgenen af. Det var
baade en Ynk at høre, og forfærdeligt at see; thi endog
Fruentimmer vovede sig ud paa det allerhøyeste og yderste
af Slots-Tagene. Men hvad lider og vover man ikke,
naar det kommer an paa at see for intet.  Det var
et mærkværdigt Syn at see Carousellen, og et forunderligt
Syn at see alle Tilskuerne. Der var neppe een eneste Plet
frie fra Sløts=Spiiret, langs ned af Murene og paa Jor¬
den. Ja, Tilskuerne hængde som Fluer langs op af den
store Jern Port, saa man ikke kunde see det ringeste af Jer¬
net; disse vare dog meest saadanne, som ere vante til at
hænge og klattre i Skibs=Takkelase. - Vores gamle
Ungkarl mistede sin Stok, og vores Hofmester mistede
sin Kaarde; men disse Gevær kunde de jo have ladet blive
hiemme. Vores Søe=Mand stoed øverst oven over Jern¬
porten; og vores Hofmesterinde faldt i Afmagt, da man
huggede og skiød Hovederne af Pælene.  Vores Fæt¬
ter var best faren; thi han kom i Flok med nogle Fruen¬
timmer, som der blev sat en Bænk til, og Vagt fra begge
Ender; Ak, hvad de har got, som enten har eller tør til¬
tage sig nogen Commando. - At vilde fortælle de Lom¬
me=Tyverier, som ellers gik i Svang, det er saa gammelt,
hvor der er saadan Trængsel; thi de beste Anstalter kan ikke
afværge saadant. - Saaledes gik ongefær denne Dag
bort med Heede, Hunger og Hidsighed; men blev denne
Dag saaledes tilendebragt; gik den anden Nat bort med
den angenemmeste Svaling, Spiisning og Vederqvægelse.
Man pakkede sig ud af Byen fra Morgenen og ind¬
til Natten. Det var, uagtet de beste Anstalter, ligesaa
vanskeligt at komme ud af Vester=Port, som at komme ind
i Haven. Alle vilde ud, og ingen kom ind, undtagen lutter
tomme Hyre=Vogne. Ak, hvem der den Aften havde været
Hyrekudsk, Vi udi heele Selskabet var denne Aften bleven
samlet, hvilket var længe siden; Vores gamle Jomfrue
og gamle Ungkarl forestillede en Schæfer og Schæfer¬
inde; Præste-Enken en høybedrøvet og ærbar Nonne;
vores unge Kone var en Bonde=Pige med en Blomster¬
Kurv; vores Huusholderske forestillede en stoer Potte med
Potte=Skee; og vores Hofmesterinde og Hofmester fore¬


stillede en Skolemester med sin Kone; vores Borger i Hoved¬
staden og i Kiøbstæden paa Landet forestillede Commer¬
cen i aftagende Maaned; vores Søemand forestillede en
Skibbrudden Mand; Samleren forestillede en Skribent,
om gik og prikkede heele Historier i Bladene, og sagde at
disse vare ligesaa længe i Hukommelsen som mange andre
Skrivter; vores Fætter var den lystige Person. - Her
aa man Verden i sin naturlige Skikkelse; Den Ringe kunde
staae hos den Høye, og den Rige saae ey den Fattige over
Skuldrene. Her kom og an paa Stikke=Penge for at kom¬
me igiennem de forbudne Gange; men det bekom vores
gamle Ungkarl kun slet; thi da han havde stukket Solda¬
ten 2 Skilling i Næven, og par kommet langt ind i Inde¬
lukket, kom Soldaten med en anden efter ham; attraperede
ham som en Lovs=Overtræder, han maatte da, for at und¬
gaae Allarm, kiøbe sig fra dem, for hvad de forlangede.
Ak, hvor er det dog ikke usikkert at bane sig Vey og snige
sig igiennem Verden ved Stikke=Penge! Nu begyndte det
ulignelige Fyrværk. Vor gamle Jomfrue faldt i Afmagt
da en Luft Kugle faldt ned for hendes Fødder; vor nye¬
gifte Kone skreeg, og vilde ud af Mængden, ingen havde
værre end de Vagthavende, som vilde vise sig føyelige.
Borgeren fra Kiøbstæden paa Landet stirrede saaledes
paa Luft=Kuglerne at hans Nakke nær var gaaet af Led.
Vores Huusholderske korsede for sig, og sagde: der var
en skiøn Jld. Den Tosse! hun tænkte paa Huus=Sagerne.
Nu gik Masqueraden an. Vort Schæfer=Par,
den gamle Jomfrue og gamle Ungkarl bleve saa opli¬
vede, at de endog dandsede uden for Salen; thi de havde
ey Kræfter til at trænge sig igiennem. - Vores Bor¬
ger i Hovedstaden mistede sit Uhr, og Samleren sin Hat.
Ak! mange flere mistede Uhrer, Daaser &c. Men, mon dog
Folk aldrig kan blive saa forsigtige af de mange Lomme¬
Tyverier i alle Trængseler, at de kan forvare deres Uhr¬
Baand; men endog i saadan Tid vil lade see, at de har et
Uhr. - Nu begyndte Solen at illuminere, det dagedes i
Øster. Og nu begyndte Damon at sige sin Phillis for¬
underlige Ting. Masquerne tildeels forlode Haven; nogle
søgte hist og andre her i Friderichsberg Bye. Hver havde
sine Steder at tage Masken af. Nogle gik med dem ind
i Byen. Om noget andet blev borte eller tabt foruden det,
der blev stiaalet, skal vi ey forvist kunde sige. Men vist er
det, at mange tabte den følgende Dag. Man maae jo
søve, naar man har vaaget. Dog, det kan jo være det
samme for mange, enten de vaager om Natten og sover om
Dagen, eller de sover om Natten og forretter intet om
Dagen. Vores Fætter gik dog paa sit Arbeyde hele Da¬
gen. - Men Ak! nu er jo alt dette forbi? Ja, sag¬
de Præsten Enken: Her har vi ret seet en Afbildning paa
Verden: Vore Klæder, Pragt og Herlighed er jo dog
ikke andet end de Masker vi engang maae aflegge,
og al verdens Forlystelser ere jo kun som de Raquet¬
ter vi nu saae at glimre prægtig, og i samme Øye¬
blik brast de, og saaes ikke meeere.


1769
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 31


Resten af Beskrivelsen over Capitain Cameens ulyk¬
kelige Søe=Reyse og Død. (See No. 30.)
D¬
Pen 12te bleve vore Syge transporterede til Capels¬
hamn, hvor Strandrideren boede, for meere Be¬
qvemmeligheds Skyld. Ved Afreysen forærede
Cameen Vertinden den afklippede Guldring for hendes
Umag.
Den 13de om Morgenen kom Stads=Feldtskieren
Høyen fra Wisbye derhen med fornødne Medicamenter, da
Cameen giorde ham en kort Beretning om sin Ulykke. Da
Feldtskieren havde undersøgt deres Tilstand, befandt han
Cameens begge Fødder at være angrebne af Spacelo og
Fodlederne af heed Brand, samt Benene desuden inflam¬
merede; begge Hænderne vare ligeledes inflammerede, og
Fingerenderne saarede af Frost. Paa Mathisen vare beg¬
ge Hænder og Fødderne angreben af Spacelo; han forbandt
dem og aabnede en Aare, samt blev hos dem Natten over.
Den 14de bleve de transporterede herfra til Staden,
da Cameen fik Qvarteer hos Bryggeren Bennike, og Ma¬
thison kom til sin Fader, Borgeren Mathias Anderson.
Den 15de befandt Cameen sig noget bedre, men Ma¬
thisøn afgik ved Døden, rfterat der havde flaget sig kold
Brand til hans svære Bleyurer.
Cameen traf her adskillige bekiendte Venner iblant
Officiererne, i sær Lieutenant Bering og Capitaine Raa
berg; de vare alle omhyggelige for at gaae hannem til haan¬
de, og bleve enige om at to skulde vaage hos ham hver Nat.
Landshøvding Hølersteds Huus beviste og tillige megen
Ømhed og Høflighed imod ham, saavelsom flere der
Staden.
Den 16de var Tilstanden mest ligesaadan som Dagen
tilforn: Cameen anmodede da Lientenant Bering, at opset¬
te en kort Relation om hans ulykkelige Reyse, og sende sam¬
me til Hans Kongelige Høyhed, til Hans Excellence R. R.
Rosen, til Silfversparre og til hans mageløse kiere Frue;
men til hende bad han, ey at omrøre Tilstanden saa svag,
som virkelig var. Lientenanten efterkom hans Begiering,
og disse Breye afgik den 27 November 1746.
Den 17de efter en uroelig Nat blev han nu haardt
angteeben af en heftig Feber, saa at hans Læge allerede
holdt ham Forloren; Naturen formaaede ev heller, at hiel
pe og befordre Styrken i de beskadigede Lemmer.
Den 18de begyndte de saarede Steder at give nogen
Materie, og han fik nogen mere Roe og Hvile, samt Lyst
til at spiise.
Den 19de befandt han sig endnu bedre, saa at hans
Læge begyndte at fatte Forhaabning om at han skulde kom¬


me sig igien. Dog tvivlede han meget paa, at hans Fød¬
der kunde meere blive brugbar. J Selskab med sin gode
Ven Bering spiste han et got Middags=Maaltid og drak
et Glas Viin til. Natten derpaa havde han en god Søvn.
Den 20de og 21de var hans Tilstand lige eens; men
den 22de havde han Nystelser og mindre Spiselyst.
Den 23de var han bedre, men den 24 indfandt sig
nogen Uroe og Frost. 4
Den 25, 26de og 27de tegnede Sygdommen sig til
det beste; dog havde han den sidste Nat ingen Søvn.
Den 28de fik han Kulden sterkere end tilforn, og troe¬
de nu selv, at han ey længer kunde holde det ud; han vil¬
de saaledes overgive Verden og længtes efter sin Frelser;
dog havde han tungt ved at glemme sin elskelige Frue, hvis
Erindring og Paatænkelse altid var en tilstrekkelig Aarsag
til hans Uroe. Om Eftermidagen attraaede han og blev
deelagtiggjort i Herrens hellige Nadvere; og Natten der¬
paa havde han nogenledes Rolighed.
Den 29de og 30te var Sygdommen meget omvex¬
lende.
Den rsle og 2den December havde han sterk Feber,
Mathed og derhos sterk Sveed.
Den 3die var Feberen lindrende, men han havde Uroe
og Phantasier den heele Dag igiennem, og om Natten en
slummeragtig Søvn.
Den 4de plagedes han af sterk Sveed og Mathed;
men om Natten fik han en god Søvn.
Den 5te afvexlede Feberen og Kulden bestandig; han
bekiendte og nu, at den meste Sygdom bestød i en urolig
Længsel efter at komme hiem til sin kiere Frue.
Den 6te om Formiddagen havde han en sterk Uroe,
vilde ey heller mere lade sig forbinde, hvortil Høyen endelig
fik hannem overtalt. Om Eftermiddagen merkede nok en¬
hver, saavelsom han selv, at Dødstimen tilstundede; han
laae nu gandske stille hen, men talede med fuld Sands.
Klokken 8. gik Lientenant Høckerstedt (som havde Natte¬
Vagten) hen til Sengen og spurgte, om Cameen efter
Sædvane nu formaaede at forrette sin Aftenbøn med ham,
da han svarede: Ja gierne. Høckerstedt faldt da paa Knæe
ved Sengen, og begyndte at bede: Cameen bad hvert Ord
gandske haardt og tydeligt efter. Ved Slutningen af Bøn¬
nen spurgte Høkkerstedt videre, om han ikke nu var tilfreds
med at skilles herfra, og indgaae i Guds Herlighed? Han
svarede lige tydeligt: Ak ja! og derpaa opgav han sin Aand
uden mindste Slag eller Rørelse, liggende med Haanden,
under Kinden.
Den 9de blev han paa en gandske hæderlig Maade
begraven ved hans troe Kammeraters berømmelige Foran¬
staltning; og lod Capitain Brandkula, som commanderende


Chef for Artilleriet, sit Compagnie paradere og give Sal¬
ver. Han blev lagt i samme Grav, som Assessor Haus¬
wolf forud var begraven udi. Denne ulykkelige Capitain
Daniel Cameen var i alt en gandske fornuftig og christelig
Mand, elsket af alle Mennesker, og samme Aar gift med
Vice=Landshøvdingens Barøn Creutzes eneste Datter.
Om Klager over slet Veyrligt.
Naar et Regnveyr holder længe ved, kommer man ikke
lettelig i noget Selskab, hvor der ikke strax efter den første
Hilsen bliver ført nogle Klager over det onde Veyrligt. Jn¬
tet er naturligere, end dette. Uagtet alle de Spotterier,
som man pleyer at drive med det Snak om Veyrliget i
Selskaber, saa bliver det dog alligevel i Selskaber ikke af
skaffet. Veyrliget har en alt for sterk en alt for umiddel¬
har Jndflydelse paa vor Sundhed, og paa saa mange time¬
lige Fordele over hovedet, at den Fornemme og Ringe,
den Rige og Fattige, enhver i sin Art maae være mere eller
mindre interesseret derved. Hvilken en Mængde af Perso¬
ner gives der ikke, som, naar det er længe vaadt og Regn¬
veyr, af physiske Aarsager, og formedelst deres Legems
naturlige Bygning, bliver halv syge, ilde til Mode og me¬
lancholiske; hvor særdeles maae det gaae alle dem nær, som
elsker Naturens Skiønheder og Landlevnets Forlystelser,
naar en stor Deel af Foraaret og Sommeren gaaer bort,
uden at man formedelst Regnveyr kan indaande Blomster¬
nes balsamiske Dufter, høre paa Nattergalens, eller nyde
Fornøyelse af de deylige Morgener og Aftener, som ellers
pleyer at være saa almindelig paa denne Aarets Tid. Med
hvad for et bedrøvet, nedslaget og ilde tilfreds Øye seer Ur¬
tegaardsmanden og Landmanden paa hans i Vand staaen¬
de Beed og Marker. Kornet og Sæden hænger ved sine
Ax, som ere bebyrdede af stedsevarende Regn; de Marker
som lovede allermeest giver ved saadan Leylighed det aller¬
mindste Haab; og Uvished, Tvivlraadighed og Sorg her¬
sker i et hvert Ansigt. Er det altsaa vel at falde i Forun¬
dring, at der, ved en saa almindelig Jndflydelse, som Veyr¬
liget har paa alle Menneskenes Stænder, og som det maae
have, ogsaa føres almindelige Klagemaale derover? Og
skulde man vel derfor laste de Mennesker, som udbryder i
saadanne Klager? Ney! vi vil ikke laste dem; vi vil meget
meere ansee dem, som en naturlig Udbrydelse af en ukunst¬
let og uforstilt Følelse, naar disse Klager ere anstændige og
beskedne, og blive inden de Skranker, som Lydighed imod
det høyeste Væsen, og Hengivenhed i Forsynets Villie,
foreskriver. Men holder de sig vel inden disse Skranker?
Ere de Udtryk, slet, elendigt Væyr, forskrekkeligt, fælt,
afskyeligt Veyr, ere de, spørger jeg, Udtryk, som skikker
sig for Kreature, der ærer en alviis og algod Gud? Og
stiger den Utaalmodighed og den heftige Uvillie, med hvil¬
ken vi gemeenlig pleyer at frembringe disse Udtryk, ikke
ofte indtil Forsyndelse? Jeg frygter virkelig derfor! Og
derfor troer jeg, det er enhvers Skyldighed, som herudi


tænker rigtigere, at advare sine Medmennesker for en Ud¬
skeyelse, som meget vel kan regnes iblant de uerkiendte
Synder.
Vi kan tiltroe enhver iblankos, som vil fortene Navn
af en Christen, at man har undervist ham om vor Verdens
Skabers, vor Opholders og almindelige Faders høyeste
Egenskaber. Naar vi engang ere blevne overbeviste om
hans Viisdom, om hans uendelige og uindskrenkede God¬
hed imod alle hans utallige Skabninger, saa kan vi og vist
troe, at Mennesket ikke skal være det sidste i hans Forsorg.
Naar vi betragter, at den største Viisdom, den største Or¬
den fremlyser af alt det, som han har gjort og lader ved¬
vare, naar vi overveyer, at intet, end ikke det
allerringeste i Skabningen gaaer for sig, som skulde have
en blot Slumpelykke eller Hændelse at takke for sin Tilvæ¬
relse; men at alting er overtænkt af Gud (ifald vi maae
bruge dette menneskelige Udtryk), og at det allernyttigste
og beste er blevet, er kiendt og tilladt af ham, naar vi over¬
veyer alt dette, saa skal vi og snart indsee, at dette Veyr¬
ligt, som synes os saa ubehageligt og skadeligt, bliver gand¬
ske unægtelig tilladt af ham af de allerviseste og allermilde¬
ste Aarsager. Uden hans allerhøyeste Villie falder endog
ikke en eneste Regndraabe paa Jorden; dette kan vi være
forsikkrede paa.
Dersom denne Tanke og Syn paa en alvis og algod
Verdens Regierer var saa sterk og levende hos os, som den
med Ret og billighed immer burde være: saa skulde vi vel
ikke høre saadanne Klager over Veyrliget, og det kortsyne¬
de Menneske skulde ikke fordriste sig til at opløfte sin Dadel
til den Allervisestes Throne. Thi skeer det ikke virkelig ved
vore uforsigtige Udtryk? Og gives der ikke en Mængde af
Personer iblant os, som er kommen i Vane med at sige:
Nu maae det dog vel engang holde op at regne! vi har nu
faaet Regn nok: vi maae nu have Varme; nu maae det
begynde at blæse, nu maae det dog vel begynde at fryse,
og saa viidere. Vi Elendige Skabninger! vi har neppe
krøbet et Spand langt igiennem op fra denne Jord, vi seer
neppe nogle Skridt omkring os, og vi ville med saadan
Stolthed bestemme, hvad der er fornødent eller ikke fornø¬
dent til saa uendelig mange Skabningers Vedligeholdelse,
som skal leve tilligemed os paa denne Jordklode. Hvo har
igiennemseet det Inderste af Jorden, at han kunde sige, om
den Regn, som vi beklager os saa meget over, var trængt
sig dybt nok ned i Jorden, for at giøre den beqvem til
den Frugtbarhed, som vi venter af den. Hvo veed at be¬
stemme Vædens eller Fugtighedens Grad, som Jorden maae
have efter ef langt tør Veyr, naar Vexterne skal komme til
Fuldkommenhed, uden hvilke ellers den halve Deel af Skab¬
ningen skulde forhungre? Hvo kan sige, naar der er faldet
Vand nok ned af Luften og trakt i Jorden for at opfylde
Kilder, Floder og Strømme igien, og vedligeholde dem i
deres Løb, der maaskee ellers snart skulde udtørres? Hvo
vil understaae sig til, at lade Solen skinne en Dag, maa¬
skee ikkun en Time tidligere paa vore Marker, end den høyeste
Viisdom har besluttet, og forsikkre os om, at det ikke skul¬


de være hinderligt eller til Skade for det Heles Frugtbar¬
hed? De fleste Mennesker ere ligesom Manden i Fabelen,
hvilken Jupiter gav Tilladelse, efter hans eget Behag at
uddele Veyrliget over hans Marker. Manden afvexlede
efter hans Meening paa det allerklogeste med Soelskin og
Regn, og troede ikke andet, end at Høsten af hans Marl
skulde langt overgaae alle hans Naboers. Men til hans
største Forundring og Forbavselse erfarede han det som var
tvertimod. J det hans Naboer indhøstede rigeligt Korn,
saa høstede han intet videre end Straae; Han havde ladet
regne nok, og havde ligeledes ladet Solen skinne, men
han havde forglemt at lade Vinden blæse, som havde skul¬
det indvæve Axene det befrugtende Sædestøv. Hvor me¬
get sikkrere og vissere gaaer vi, naar vi overlader Veyrligets
Anordning til Skabningens Herre, som har gjort alle Ting,
seer alle Ting, og kan ingen Ting deraf forglemme. Alt
hvad han giør, er got; dette er den visseste Sætning, som
endog ikke er den allermindste Tvivl underkastet. Skulde
da det Veyrligt, som han finder for got at lade komme,
ikke og være got? Og naar det er det, som det gandske vist
er, skulde da vel nogen Tid høres den allermindste Klage
derover af hans Skabningers Munde?
En Jndvending seer jeg her forud, som jeg maae sø¬
ge at rydde af Veyen, førend jeg gaaer videre. Maae vi
ikke tilstaae, vil man sige, at Verdens Regent ogsaa ofte
hiemsøger os med skadeligt og forderveligt Veyrligt, for
at straffe os for vore Misgierninger, viser os mangen Gang
den rigeste Naturens Velsignelse for vore Øyne, og siden
unddrager og borttager samme fra os paa saadan en Maade,
at vi nødvendig maa erkiende Herrens Haand derudi? Er ikke
forskrekkeligt ødeleggende Veyrligt, længe vedholdende for¬
dervelig Regn, de deraf foraarsagende Oversvømmelser,
som ødelegger Enge og Marker, Hagelveyrligt, Sneefog
og Stormvinde, er alt dette noget virkelig ondt, og kan
det vel beskieres over os til nogen anden Ende, end at straf¬
fe os, og at overbeviise os om, at vi ikke ere værdige til de
Guds Velgierninger, hvilke vi saa at sige have i vore
Hænder?
Jeg vil ikke nægte, at dette mangen Gang, men
maaskee ikkun i meget sieldene Tilfælde, kan være Verdens
Regents Hensigt. Maaskee kan hans vise Villie mangen
Gang ikke bedre blive opnaaet, end naar Frygt for Hunger
og Elendighed bøyer Menneskenes haarde og stolte Gemyt¬
ter, og giør dem beqvemmere til at erkiende deres Afhæn¬
gighed af det høyeste Væsen. Da Gud imidlertid er Kier¬
lighed, Naade og Veldædighed selv, og efter disse hans
høyeste Egenskaber bliver altid meer tilbøyelig til, at giøre
vel imød hans Skabninger i almindelighed, og imod Men¬
neskene i særdeleshed, end at lade dem føle hans Straf:
saa maae og dette sidste ikke før formodes af os, og endnu
mindre troes, førend der slet ingen anden Opløsning og
Forklaring kan blive giort over de os betreffende Raturbe¬
givenheder. Og hvor let kan vi fare vild i saadanne For¬
modninger, og hvor vanskeligt bliver det ogsaa herudi igien
for os kortsynede Mennesker, at ville nøye bestemme, at


dette eller det Naturens Phænomenon er gandske og allene
beskikket over os til vor Skade, og til vor Straf. Det er
sandt, at en længe vedholdende Regn synes for nogle af
vore Markfrugter eller Havevexter at være høystskadelige;
men er den det derfor maaskee ogsaa for saa mange andre
vilde Vexter, som maae ernære de utallige Classer i Dyre¬
Riget? Behøver maaskee ikke de tykke og høye Skove saa¬
dan Regn, uden hvis Træe vi ellers ikke kunde bygge eller
varme os, og ikke reyse til Søes? Eller om saadan ved¬
holdende Regn er skadelig for den lille Strekning af Land,
som vi kan oversee; er den da maaskee ikke høyst nyttig for
milelange Sandmarker, hvorpaa maaskee ellers slet intet
skulde voxe? Ja er det da allerede saa vist afgjort, at Ska¬
den paa vore Marker, som den ængstelige Frygt og i Skrek
satte Indbildning allerede forestiller sig som virkelig, skal
ogsaa derfor virkelig paafølge, eller maae paafølge? Hvor
ofte har den kleinmodige og nedslagne Landmand med ald no¬
gensindemuelig Tilforlædenhed paastaaet: at Rugen kunde
ikke voxe formedelst Kulden; Bygget maatte af den megen
Regn gaae ud paa Ageren, og Hveden kunde ikke lykkes,
da det regnede i Blomsterne. Og dog er til hans egen For¬
undring og imod ald hans Formodning af alle disse Slags
Sæd paafulgt enten en tilstrekkelig, eller vel endog meget
rigelig Høst; til et sikkert Beviis paa, at maaskee just Kul¬
den, just Regnen var fornøden til disse Vexters desbedre
Trivelse. Men naar vi og lider gandske unægtelig Skade,
naar vor Høst virkelig falder slet ud i et og andet Stykke,
vide vi da ikke af Erfarenhed, paa hvad for mangfoldig
Maade og Viis vor Skaber rigelig igien kan erstatte sam¬
me? Det Hagelveyr, som ødelegger en Deel af vore Mar¬
ker, bidrog maaskee sit til desto større Frugtbarhed paa
Naboe=Markerne, og vor Naboes Overflødighed lader os
desto mindre føle den Skade, som vi har liidt.
Hvad jeg hidindtil har anført, kan maaskee give An¬
ledning til, at giøre os noget forsigtigere og beskedentligere
i vore Klager og Domme over Veyrliget. Jeg har mesten¬
deels opholdt mig ved saadanne Tilfælde, som efter de flestes
Udsigende vare af skadelige Følger for os. Men hvor ofte
knurrer vi over et Veyrligt, over hvilket vi virkelige burde
glæde os. Hvad vil, for Exempel, det sædvanlige Udtryk:
Det er et slet Veyr, vel sige hos enhver Stadens Jnd¬
vaaner? Mestendeels enhver Regn, som forhindrer ham
fra at gaae og spadsere, at iføre sig en smuk god Klædning,
at aflegge Besøgelser og saa videre. Men over dette selv¬
samme af ham saa kaldede slette Veyr, glæder Landmanden
sig indtil Fryde=Raab; han har længe sukket og bedet om,
at Jordens Jernskiød maatte blive aabnet. Nu kan han
atter pløye og harre; han seer med Henrykkelse hans Høe
og hans Sæd øyensynlig at voxe til, og hvad hindrer det
ham, at han bliver vaad? Det skiønneste Soelskin, det
skiønneste Veyr til at gaae og spadsere udi, kunde ikke giøre
ham saa glad, som den Regn, der hist og her forhindrer
Damer at gaae udi Haven, eller giør en eller anden ung
Herres Frisur slap. Menneskenes Forretninger og Arbey¬
der ere overhovedet saa afvexlende og mangfoldige, og mange


af dem udfordrer et Veyrligt, som kan være en anden For¬
retning og Sysselsettelse saa imod, at det er ikke anderledes
mueligt, end at det Veyrligt, som par behageligt og kiert
for en, maae være en anden imod.
Til alle disse Arbeyder og Forretninger, som efter
Anseelse strider imod hverandre, veed den høyeste Verdens
Regent allene, efter sin Alvidenhed og fuldkomneste Viis¬
dom, at skienke det Veyrligt, som er det beste til enhver
Forretning, og som mindst hindrer de andre Forretninger.
Der gives Tidlig=Regn og Sildig=Regn, Soelskin og
Varme, at Mennesker og Dyr ikke allene kan tilstrekkelig
ernære sig, men kan endog noksom glæde og forlyste sig i
hans Skabning. Skulde vi altsaa ikke med Taksigelse og
Hengivenhed i hans Villie, tage imod et hvert Slags
Veyrligt, i hvorledes det ogsaa er, da det kommer fra
hans Hænder? Skulde vi maaskee ikke med Taalmodighed
vente, hvad for en des større Lykke der maaskee opvoxer for
os af et lidet saa tilsynende Onde? Jeg skulde troe det.
Den, som har gjort Verden saa herlig og fortreffelig, han
vil og, saa længe den staaer, skienke den det Veyrligt, som
altid er det beqvemmeste til hans vise og gode Hensigters
Opnaaelse.
Hr. A**s Character.
Min høystærede Ven har spurgt mig om Hr. A?*8
Levnets=Omstændigheder, og jeg giør mig en Fornøyelse af
at tale om saadanne Characterer som Hr. Ak? var.
hans første Aar havde han den Ulykke, at falde i saadanne
Hænder, hvor man forberedede ham til en Pedant i alle fire
Faculteter. Men hans Siel var dog alt for god dertil, at
den havde skuldet ligge under i denne Fare; han lærte at
forglemme alle Ting, og blev et Menneske. Jø mere han
stolt indsaae Methoden af Fordommene og det Forfængelige
i Videnskaberne, desto renere blev hans Forstand, og desto
mere nærmede han sig til, at søge Sandheden ligesaa got
hos Epicur som hos Zeno. Hans Embede, hvortil han
kom paa den anstændigste Maade i Verden, giorde ham
Ære, og omendskiønt han derved endnu havde havt nogen
Tid tilovers, til at skrive noget, saa har han dog ikkun skre¬
vet meget lidet, og langt fra ikke opfyldt hans første Læreres
Haab, hos hvilke han allerede havde maattet samle to tykke
Bind Collectaneer. Han giorde sig derimod Umag for, at
undervise desto mere mundtlig, og ved sin Omgang, for at
opvekke til bedre og et got Genie. Hans moralske Character
var uforlignelig. Religionen uden Skinhellighed, Dyd
uden Pralerie, Menneske=Kierlighed uden Egennyttighed.
Kort sagt, det beste Hierte af Verden. End liden Prøve
derpaa, som nu falder mig ind, er dette: En Fiende, som
smmer forfulgte ham, og som han aldrig, saa længe han
levede, kunde vinde, døde, og efterlod sig fem trængende
og uopdragne Børn. Vor Socrates (thi han fortiener
virkelig dette Navn) som de slet ikke videre angik og ved¬
kom, end at de vare fattige, tog to af dem til sig, og lod


dem opdrage, og han talede og saaledes for de andre, at
de ligeledes bleve forsørgede. Denne Mand er død.
O! beklager med mig saadant Tab, som Verden ikke alt
for ofte maae lide, dersom den endnu skal fremdeles behylde
noget behageligt.
Ziou=Ziong, eller den stolte
Mandarin.
Den Mandarin Ziou=Ziong var stolt og brystede sig der¬
af, at han kunde bære en med kostbare Stene besat og næsten
bedækket Klædning. En gammel slet klædt Bonte fulgte
efter ham igiennem adskillige Gader, bukkede og krummede
sig ofte ned til Jorden for ham, og takkede ham for hans
Ædelstene. Mandarinen sagde: Hvad vil dette elendige
Menneske have af mig? Min Ven, jeg har ingen Ædel¬
stene givet dig. Gandske ret, svarede Bonzen, men J giver
mig Leylighed til at see dem, og videre Brug kan J selv
ikke giøre deraf. Der er følgelig ingen Forskiel imellem
os, undtagen at J har den Umag at forvare dem, og denne
Umag ønsker jeg mig slet ikke.
Jndfald.
De gamle Fruentimre har gemeenlig en anden Calender,
end den sædvanlige. De regner altid 10 Aar mindre. En
Jomfrue, som var til visse 50 Aar og derover, sagde, da
man engang spurgte, hvor gammel hun var, Jeg er nu net
op 40 Aar gammel; og krævede en Mands=Person som var
nærværende til Vidne herpaa; og spurgte samme, om det
ikke var saa? Jo vist, svarede han, det kan ingen mod¬
sige; thi jeg har for10 Aar siden hørt de selvsamme
Ord af Jomfruens Mund.
Nyt og Gammelt.
Wandsbech. For kort Tid siden kom et par unge Her¬
rer i en Strid sammen, som skulde afgiøres med Kaarden.
De gik derpaa ud sammen paa et temmeligt enligt Sted,
saae hverandre 4 Time stivt i Øynene, og endelig lagde
Haanden paa Kaarden. J denne Positur stod de en anden
4 Time. Endelig blev Tiden dem for lang saaledes at
paradere for hverandre, hvorover den ene begyndte til den
anden at sige: Vi har nu været paa Duel=Pladsen, og viist
vor Mod i det vi har lagt Haanden paa Kaarden. Hvad
hielper det os nu at udgyde Menneske=Blod. Vi vil lade
vore Kaarder blive i Skeden, og derimod duelere med et
Glas Viin. De trak derpaa løs med et par Flasker rød
Viin, og stødte saa troehiertig tilsammen med Glassene, at
den røde Viin aldeles bestænkte deres Klæder, og præsen¬
terede det virkelige Blod, hvorved de altsaa endda kunde
blive anseete for Duellantere.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 32


Brev=Vexling.
velædle Herre!
D¬
ja jeg har nyelig kiøbt en Bog, hvorudi jeg af og
til læser i mit Contoir; og finder nu af og til
derudi de Ord stille Fortieneste at være brugte;
saa kan jeg sige, at de hver gang særdeles afficerer mig,
naar jeg læser og udtaler dem. Jeg veed vel hvad stille vil
sige, og hvad Fortieneste betyder; men imidlertid kan jeg
dog ingen ret Facit faae derudaf, naar jeg summerer det
tilsammen. Dersom Deres Velædelhed af og til har en
ledig Time, og De vilde skriftlig give mig Deres Tanker
derom at forstaae, saa vilde jeg erkiende det som et besyn
derligt Venskab, men ikke saa philosopisk som exempelviis
thi det er jeg bedre vant til. Næst beste ubekiendte Hil¬
sen fra mig og mine, har jeg den Ære med megen Consi¬
deration at forblive &c.
Svar:
Høyædle Herre!
Naar De giør mig den Complimeet, som at jeg kunde
bedre tilfredsstille Deres Begreb om stille Fortieneste, om
jeg og virkelig fortiente saadan Ære saa maae jeg dog sige,
at De udi Deres Skrivelse, uden at vide det, har lagt
en langt større Fortieneste derudi for Dagen. Man kun¬
de sige, at den Mand, hvis Siel er stor og ædel nok, at
tørste efter stille Fortienester, bliver formedelst en Slags
Sympathie i særdeleshed afficeret ved de Ord at denne
Følelse er mere værd, end en lang Afhandling over denne
Materie. Dog jeg vil ikke betale dem med Complimenter,
men kortelig melde for Dem, hvad jeg har læst derom.
Naar det ene Menneske giør det andet en Tieneste, saa
paakommer ham en Lyst og Attraae til, at giøre denne Tie¬
neste i den andens Paasyn, og faae hans bifald og Tal
derfor; jo flere Kunster, Maskinerier og Renker han an¬
vender, til at tilfredsstille denne Lyst og Attraae, som er
overkommet ham, desto lydeligere er hans Fortieneste. Men
veed han slet ikke af at sige af nogen saadan Lyst og Attrag,
og har sin Belønning hiemme, eller han undertrykker den
og tager til Takke med Utak, saa er hans Fortieneste en
stille Fortieneste. Da Exempler paa dette sidste ere ikke saa
meget overflødige, eller bliver forborgne, saa vilde De
lade sig befalde, at jeg oplyser det exempelviis ved et op¬
digtet Exempel. De er en Kiøbmand, som ikke kan und¬
være Seyladsen til Deres Metier. Seyladsen kan nu slet


ikke drives uden Kundskab om Astronomien, eller dog ikke
uden med stor Fare. De veed, at i den frie Rigsstad
Nurnberg er et af de beste Observatorier i Europa. Naar
nu Magistraten i Nurnberg, hvor der ingen Seylads er,
havde overlagt i en stor Raadslagnings Time, at mange
Kiøbmænds Velfærd og mange Menneskers Liv beroer paa
Astronomiens Excolering; naar de af denne bevægende Aar¬
sag der have besluttet, at lade bygge det Observatorium,
som der findes, naar de havde udleveret de giorte Observa¬
tioner til Deres og Deres Collegers Fordeel, og vedblive,
at samle flere, for at excolere og udgive dem, uden i det
mindste at lade sig merke dermed for Dem, da De maaskee
leer ad saadant et Observatorium, imidlertid at Deres
Skibe et efter andet bliver lykkelige reddede formedelst de
erholdte Jndsigter og Kundskaber og lykkelig ankommer i
Havnen saa havde den Nurnbergske Magistrat i henseende
til Dem en stille Fortieneste.
Dersom De er den Mand, som jeg af Deres Brev
holder Dem for at være, saa vil De ikke urørt kunde tæn¬
ke paa saadan en stille Fortieneste ihenseende til saa mange
Menneskers Velfærd og Liv, og maaskee bidrager De end¬
nu Deres til, at der i Deres Stad ifald den ikke allerede
har alle disse Fortrin, bliver anlagt ligesaadant et Obser¬
patorium, og en duelig Mand beskikket, til at giøre Jagt¬
tagelser paa samme; og ligesom det med god Fordeel er
indført i Amsterdam og andre store Handels=Pladse, at
Skippere og Styrmænd examineres, førend man betroer
dem et Skib. Til Slutning forsikkrer jeg Deres Høyædel¬
hed, at det skal være mig en besynderlig Fornøyelse, om
mit Brev befalder Dem saavel, som Deres har befaldet
mig; og jeg har den Ære at forblive &c.
Lykkens Tempel.
(En Drøm.)
Deg vil fortælle min Drøm, trods alle Kunstdommeres
Skraal. O, hvilken gammeldags Maade at fortælle Drøm¬
me! vil man sige. Siden Engellænderne har udfundet den,
saa drømmer alle Lærde i Tydskland og andre Steder, og
alle Videnskaber ere bragte i Drømme. Men hvad gaaer
det mig an? Disse Folk fandt paa deres Drømme, og
jeg, jeg har virkelig drømt. - Det troer man dog
ikke? Vel, det skulde være særdeles, om det skulde ikke væ
re sandt.
Hele Dalen var opfyldt med Personer af begge Kiøn.
Jeg merkede, at de fleeste vare imellem 30 og 60 Aar
gamle, og at der var flere Mandspersoner, end Fruen¬
timmer deriblant. Alle trængte sig hen imod Bierget.


Jeg saae en meget gammel Mand, som tiente enhver
til Veyviser. Fuld af Nysgierrighed over dette Optrin,
henvendte jeg mig ligeledes til ham. - De søger at kom¬
me ind i Lykkens Tempel, svarede han mig. J Lykkens
Tempel, raabte jeg: hvor er den? Er dette Veyen der¬
hen? Er vi nær ved den? Vil du og føre mig derhen?
Den gamle smilede, formodentlig over den Hidsighed, med
hvilken jeg talede. Ja, sagde han, følg mig efter, jeg
vil bringe dig tet hen til samme. Vi gik da frem, og uag¬
tet min Utaalmodighed, forandrede den Gamle ikke det
allermindste i sine langsomme Trin. Dog alligevel kom vi
før igiennem Mængden, end jeg havde troet. Jeg er Ti¬
den, sagde min Ledsager derpaa til mig. Folk af dine
lige kommer ikkun ved mig tæt til Lykkens Tempel.
De som ere fornemme og rige Fødde, behøver mig ikke.
Deres Vugger staaer allereede tæt ved Lykkens Tempel, og
de har immer Leylighed til at komme ind. Dersom Du
vil ind, saa søg nu først at giøre dig bekiendt med en af
Portuerne.
Jeg saae mig om efter de Folk som min Ledsager hav¬
de viist mig, jeg blev to Veye vaer for mig. Den ene syn¬
tes mig at være meget steyl og besværlig, uagtet den gik lige
til. Den anden gik igiennem Krumminger; men den syn¬
tes at være saa let og behagelig, at jeg slet ikke forundrede
mig over, at de fleeste Folk tragtede efter at komme ind i
Templen igiennem denne Vey. Det er sandt, jeg blev for¬
skrækket, da jeg nærmere betragtede dem, som vare Ledsa¬
gere paa samme.
Man kaldede dem Laster, og deres Tal var anseeligt.
Hver af dem havde mange Tilhængere, som ved samme
tragtede efter, at komme ind i Lykkens Tempel. Smig
ger og Hyklerie havde den talrigste Hofstat, og jeg saae
at hun meente det trolig med dem. Det var mig en For¬
nøyelse at see, hvorledes hnn underviste sine Disciple. Den
fornemste Øvelse, som hun foretog med dem, var, at
hun lærte dem den Stavelse Ja. De torde hverken
spørge deres Øyen eller Øren, ikke heller deres For¬
stand, om de maatte og vilde udtalte denne Stavelse, men
allene deres Anførerske Smigger og Hyklerie og jeg saae
denne ellers fine Dame paa en haard Maade at bli¬
ve ond, da en af hendes Discipler betænkte sig paa, om
han vilde sige Ja, da hun spurgte ham, om Cantzleren ved
et Universitet, som hun just forestillede ham, havde et
Hoved? De fleeste af hendes Discipler vare ikke saa ulær¬
villige. Mange henvendte sig til hendes Syster Neder¬
drægtighed, som lærte dem, at taale Stolthed, Grov¬
hed, Hidsighed og flere saadanne Smaaeheder, af dem,
der skulde giøre dem lykkelige.
Da alle begierte ikke et og det samme af Lykken, saa
henvendte de sig heller ikke alle til en og den samme Ledsager.
Hofmændene fulgte for den største Deel Smigger og Hyk¬
lerie. Gierrighed og Bedragerie anførte et stort An¬
tal Aagrere; Skinhellighed lærte unge Geistlige at slaae
Øynene need, og den Kunst, i rette Tid at opvekke en liden
Mistanke imod dens Orthodoxie, som stod dem i Veyen.


Chicanen, et Fruentimmer med tusinde Ansigter, under¬
viste en Mængde Advoeater, i at fordreye de tydeligste
Love, og det ubedrageligste Haandgreb, at aflade Contra¬
parten fra Sagen, naar man ikkun har Ret, og at ind¬
vikle ham i Bisager.
Endnu saae jeg en pudseerlig Ledsager, hvis Antal ik¬
ke var lidet. Jeg forbavsedes over, da jeg saae at denne Led¬
sager aabnede alle Tempelens Døre for dem, som vare saa lyk¬
kelige at bekomme hans Ærestegn. Han forskaffede Rig¬
domme, Beqvemmeligheder, Betieninger, og alle hans
Undersaatter saae ret fornøyede ud. Hos ham opholdt sig
Kobblerie, og jeg skammede mig i nogle Herrers Navn,
som syntes nøye at kiende dem.
Saa begierlig jeg ogsaa var efter at komme i Lykkens
Tempel, saa havde jeg dog en Afskye for denne Sværm.
Jeg vendte mig altsaa til den anden Vey, hvor Trængse¬
len ikke var saa sterk. Men jeg fandt her nye uovervinde¬
lige Vanskeligheder. Fortienesten havde Jndførselen til
samme, og det holdt overordentlig haardt, at blive befor¬
dret ved den. Paa dens Side vare Forstanden, Flittig¬
hed, Troeskab, Duelighed, Styrke og Tapperhed.
Fortienesten examinerede dem skarpt, som fremstille¬
de sig for ham. Jkkun sielden aabnede den Templets Døre
for nogen. De fleeste bleve afviste for deres Uværdigheds
Skyld. Den viiste dem, at det ikke var Fortieneste som
de holdt derfor. Den viiste egensindige Lærde, at Lærdom¬
men bestod ikke i at sammenskrive en stor Qvartant; den
lærde Satyrskrivere, at Grovhed og Vittighed var ikke et;
den forsikkrede Cavallieren at enhver Daare i hans Sted hav¬
de kundet forøde sin Formue, for efter hans falske Mening
at giøre Hoffet Ære; Den viste Soldaten, at der hørte
meer end glatte Støvlette til en velfortient Officier; kort
sagt, den giorde mange misfornøyede Folk, som alle de,
der gaaer saavidt, at de siger dem Sandhed. De fleeste
af dem, som Lykken paa denne Maade afviste forsøgte siden
at komme ind i Lykkens Tempel ved Lasterne.
Selv mange af dem, med hvilke Fortienesten var me¬
get vel tilfreds ved Undersøgelsen, kunde ikke blive hiulpne
ind ved samme. Fortienesten, beklagede sig over, at Døren
ikke stod stedse aaben for den, at Gudinden var undertiden
haardnakket egensindig, og uddeelte sine Foræringer, uden
i mindste Maade at bekymre sig om Fortienesten. Den
gav dem nogle Vink hvad de skulde giøre, og jeg saae, at
de ofte komme tilbage ved et rigt Fruentimmers Haand,
eller under en stor Herres Beskyttelse, og fandt nu ingen
Vanskelighed ved Fortienesten at blive indladte.
Ved disse Omstændigheder tabte jeg alt Haab, at
være en af de Lyksalige, som trængte ind i Lykkens Tenpel.
Lasternes Vey var mig afskyelig, og jeg skyede at see For¬
tiennestens indsigtsfulde Øye, for at fremstille mig for sam¬
me til Undersøgelse. Endelig saae jeg, at der gaves den
tredie Anfører, nemlig Hændelsen. Denne medlidende Ven,
af velfortiente Folk og Stympere, hialp snart en og snart en
anden ind, og iblant disses Tal var jeg.


Lykkens Tempel var en vidtløftig Bygning. Der var
mere Glands og Pragt i sammes Udførelse, end Høyhed
og Sandhed i dens Udkast. Deraf kom det, at dens For¬
treffeligheder snart udmattede Øyet, og Nydelsen af dens
Forlystelser opvakte i en hast en mæt Ekkelhed. Den hee¬
le Bygning syntes at være meget svag. Vellyster, Mage¬
ligheder, Overflødighed, Rigdomme, Æresposter omga¬
ve Gudindens Throne. Den uddeelte samme iblant dem,
som nærmede sig til den, og jeg merkede, at alle andre fulg¬
te ordentligviis efter den, som den gav Rigdomme.
Det var en Festdag. Gudinden var oprømt, og lo¬
vede, i Dag at uddele mange overordentlige Foræringer.
Alle de, som havde Ret, at forestille hende nogen, gior¬
de sig ivrig Umag, at trænge sig frem til hende. Jeg saae
et Fruentimmer i en flygtig huntet Fransk Klædning. Hun
bar en stor Fiederbusk, havde vilde rundt omkring spillende
Øyne, og gik paa Stylter. Jeg troede det var Phanta¬
sien. Men det var Projektmager Kunsten. Hun førte en
Mandsperson, der saae ud ligesom den ærlige Skotlænder
Law. Jeg var alt for langt borte, at jeg skulde have for¬
staaet, hvad man talede; men Lykken giorde ham til Kon¬
gelig Opsynsmand over Finanzerne.
Bedragerie fremstillede derpaa en anden for Lykkens
Throne. Jeg er ikke uværdig til din Beskyttelse, o Gud¬
inde, sagde han. Jeg har for et Aar siden spillet en Ban¬
qverot. Min Kone har reddet Hendes, og jeg har derved
vundet 10000 Daler. Vel, sagde Lykken, jeg vil give
Dig Leylighed til, at du et andet Aar kan spille nok en Banke¬
rot, ved hvilken Du skal vinde ligesaa meget Gudinde,
sagde en anden, under samme Førendes Beskyttelse: Jeg
har været ti Aar Justitiarius hos tre Adelsmænd. Jeg er
rig, og de ere rige. Deres Bønder har tabt deres Næs¬
viished tilligemed deres Formue, og jeg har deelt ærlig med
mine Patroner - Vær Ober=Dommer i alle Borgerli¬
ge Sager, sagde Lykken.
Jeg forstaaer de gamle Sprog, o store Gudinde!
sagde en Mand i en gammel Klædning, og jeg taler nogle
af de levende. Jeg har lagt mig efter adskillige Fag af
Philologien, Philosophien og Historien, og den Flid, som
har ført mig herind, skal og være min Forbeder. - Det
er ubilligt, min Ven, svarede Lykken meget venligt, at du
har maattet bie saa længe. Jeg giør dig med Fornøyelse
til Rektor ved N. Skole med en aarlig Løn af hundrede
Daler.
Gudinde, jeg forstaaer hverken Latin eller Grædsk.
Jeg kiender ikkun Boerhave og Svift saa vidt, at jeg kan
nævne dem i Selskaber. Urtekyndigheden er mig for møy¬
sommelig, og Anatomien for ekkel. Men jeg har en for¬
treffelig Gave til at tale, og, til en Prøve paa min Flid
har jeg dagligen to Gange besøgt den rige Strephon, da
han nyelig havde Snue. Gudinde, det er en møysomme¬
lig Sag, at fortiene sine Penge med den daglige Løben,
som Praxis foraarsager. Jeg vilde gierne have en fast¬
staaende aarlig Løn og en offentlig Betiening. Vær, hvad
du ønsker dig, sagde Lykken.


O Gudinde, raabte en anden, denne lykkelige Gare
fattes mig, Spørg Lærdommen, som har ført mig her ind,
om jeg fortiener din Bistand? Men jeg har ikke den Gave,
at vise det, som den har lært mig. Jeg tier, saa længe en
anden vil tale i et Selskab. Og om denne endskiønt og
siger nok saa meget falskt, saa kan jeg dog umuelig beskiemme
ham, og vise min Fortieneste paa hans Bekostning. Jeg
begaaer undertiden den Svaghed, at lilstaae at jeg ikke veed
det eller det, og - min Ven, faldt Lykken ham ind i Ta¬
len, jeg kan intet giøre for jer. Hvo som ikke engang ta¬
ler om sig selv, hvorledes kan han forlange at andre Folk
skal tale om ham. Jeg veed ikke |hvad Fortienesten tæn¬
ker, at den fremstiller saadanne Folk for mig. Jeg skul¬
de tabe mit oprømte og muntre Væsen, dersom det skeer
nok engang.
Hyklerie nærmede sig til den fortørnede Gudinde, og
da hun elskede hende, saa fik hun snart Leylighed til at for¬
milde og tilfredsstille hende. Alle de, som hun forestillede
hende, bleve Generaler, Kardinaler, Raader &c. &c.
Uagtet alt det, som Lykken giorde, saa herskede dog
en almindelig Misfornøyelse i dens Tempel, og jeg fandt
mig i denne Hensigt meget bedragen i min Mening. Jeg
ventede sammesteds Fornøysomhed, Rolighed og tilfreds¬
stillede Ønsker, og jeg fandt i alles Ansigter Misfornøyel¬
se, Urolighed og den bitterste Avind. Det er sandt, Lyk¬
kens Tilbedere havde ikke immer Aarsag til, at være vel til¬
freds med hende. Gudinden saae med al Ærbødighed
noget dum ud, og i den gode Lune, hvorudi hun var, op
høyede hun ofte de udueligsie og uværdigste Folk, saa at den
sunde Fornuft og giorde Nar deraf. De største Skielmer
og de elendigste Dummerhoveder sik ofte hendes beste Foræ¬
ringer. Det er sandt, undertiden belønnede hun ogsaa Folk
af Fortienester efter deres Værdighed. Men gemeenlig fik
de ikkun deres Levebrød, og hun vidste meget nøye at afpas¬
se dette. Hun gav det med et uvenligt Ansigt, og lod de
got Folk bie længe derefter. Tildeels vare de og selv
Skyld derudi. De havde ikke den Gave, at trænge sig
frem. Omendskiønt Lykken ofte udrakte Haanden, for at
give en velfortient Mand en Foræring, saa kom en anden
under Beskyttelse af Hyklerie, eller af Bagtalelse, eller af
uforskammet Tiggen og Overhæng, eller vel og af en
artig Kammer=Jomfrue, og tog Foræringen bort for hans
Næse og Mund. Men denne Lykkens Partiskhed var ikke
Hoved=Aarsagen til den almindelige Misfornøyelse.
Folk af Fortienester beklagede sig ikkun gandske sag¬
te over samme. Omendskiønt de just ikke kunde nyde alle
Forlystelser og Beqvemmeligheder, som Overflødighed rak¬
te andre, saa trøstedes de dog derfor igien af den hele ret¬
skafne Verdens aldmindelige Høyagtelse; andre havde
endnu smaae hemmelige Trøstegrunde, og jeg saae en
Lærd, som en rig Mands Pragt og talrige Følge vil
de giøre uroelig formildet og til fredsstillet, da Lykken
viste ham hans billede i Kobberstik for hans Bog. Et
venligt Ansigt af en kier og elskelig Kone trøstede en en¬


den, og den Tredie, som Lykken ved en liden Foræring
erindrede om det Sprog, at vi skal æde vort Brød i vort An
sigtes Sved, var meget fornøyet over en Rad velartede Børn.
De giorde det allerstørste Skraal, som egentlig ikke havde
fortient det allermindste Øyekast af Lykken. Jo færre For¬
tienester en havde, jo mere beklagede han sig over Lykken,
og de, som ofte skulde have takket hende, for hun havde
givet dem Titler og Æres=Poster, saa at billighed og Ret¬
færdighed undsaae sig derved; og bluedes at legge deres
Laster for Dagens Lys og straffe dem, klagede og skraa¬
lede allermeest over den slette Belønning, som man lod deres
Fortienester vederfares. Elendige fattige stakkels tusinde
Daler aarlig, hørte jeg en sige. J det samme blev der en
Tummel, og jeg vaagnede.
Nyt og Gammelt.
1 Liøbenhavn. Vores Søemand har givet os denne korte
Efterretning om Skibets Swallons Reyse omkring Verden:
Efterat vi vare udløbne fra Engelland i Selskab med Del¬
phin og et Proviant=Skib, saa kastede vi Anker for Madera
og siden for Sant Jago, hvor vi indtoge alle Slags For¬
friskninger, og fortsatte vor Reyse til Magellans=Stræde.
Her saae vi Patogonernes Riseslægt, og fik Besøgelse paa
vort Skib af nogle Patogoner. Dette Folk maae have
meget gode politiske Indretninger, da de ingen Jnsulter giør
nogen, og heller ikke synes at være bange for samme af nogen.
Patogonerne har overhovedet en meget sterk og frisk Legems
Constitution, og en Høyde af 7 Fod. De, som vi saae,
vare til Hesi, og vare bedækkede med Huder af graadige
Dyr, saasom Tigere, Ulve &c. De æder Kiødet raat a
disse Dyr; jeg kan ikke sige, hvad for en Regieringsmaade
der er indført iblant dem; thi vi vare kun engang i Land.
Da vi og Delphin seylede bort, saa fulgte de os adskillige
Dage langs med Strandbredden til Hest, men endelig rede
de dybere ind i Landet, da de faae, at vi ikke lagde til Lan¬
det igien. Til Port Jesmin, hvor vi strax derpaa ankom,
udlossede Folkene fra vort Skib og Delphinen Proviant¬
Skibet, og skikkede det tilbage igien til Engelland. Saa¬
vel vi, som Delphinen fortsatte vor Reyse i det Magellan¬
ske Stræde, og vare i yderste Fare at omkomme ved en
heftig Storm. Vi lagde i det høyeste 20 Mile tilbage i
3 Maaneder. Endelig kom vi i en bred Bay, hvor saavel
vi som Delphin bleve i nogen Tid; her saae vi en Mængde,
Skabninger, som opvakte vor Medlidenhed. Jhenseende
til deres Gestalt vare de en Art af Mennesker, men i øvrigt
lignede de fuldkommen Dyr. De havde ildelugtende Skind
af Sælhunde omkring sig, og nærede sig af raa Fisk, Musk¬
Inger &c.


Da vi gik fra denne Bay til Seyls igien, gjorde vi
os al Umag for at blive hos Delphin, men han seylede en
tredie Deel-hastigere end vi, og var os den følgende Dag
af Sigte; det lykkedes ham ogsaa at komme ind i Sydsøen,
men vi maatte med største Fare vende tilbage. Vi laae
altsaa fire Dage paa vor forrige Plads, gik derpaa ind i
Sydsøen, men havde fæle Kastevinde at udstaae førend vi
havde vundet Norden. Vi ankrede ved Øen de Juan Fer¬
nandes, for at faae nogen Forfriskning og indtage Vand
og Brænde; men den var til vor Ulykke besat med Spanier,
som sammesteds havde anlagt en Slags Festning. Vi
haabede at treffe ham her endnu, men traf ham hverken
her eller siden paa den hele Reyse mere.
Ved denne Øe sprang vort Ankertov over i en heftig
Kastevind, imidlertid at 30 af vore beste Matroser vare
gangne i Land, og vi ikkun havde næsten lutter Syge om
Bord, og i denne Tilstand dreve vi ud i den rumme Søe.
Jeg kan ikke beskrive den skrekkelige Situation, hvorudi vi
nu befandt os. De Folk, som vare gangne i Land, havde
heller ikke Provision med sig for en Dag.
Vi vare imidlertid lykkeligere, end vi kunde formode;
den følgende Dag havde vi vore 30 Matroser igien tillige¬
med Vand og Brænde saa meget som vi behøvede. Nu
satte vi vor Cours imod Vesten, og udstode allehaande Uley¬
lighed, og vi mistede en Deel af vore Master, Stænger og
Seyl. Hele Veyen saae vi mange smukke Lande, men tor¬
de ikke vove at gaae i Land paa noget af dem. Jndvaanerne
rykkede saa dristigt og forvovent imod os, at vi bleve tvungne
til, at fordrive Magt med Magt. Ved den Leylighed blev
vor Skipper og adskillige af vore Matroser skudte med Ple
paa en utrolig Distance. Kort sagt, vi maatte slaaes paa
alle de Steder, som vi kiendte, og kunde dog ingensteds
komme i Land, omendskiønt vi havde dræbt mange Jnd¬
vaanere. Ved de Philippinske Øer, hvor vi snart kom hen,
bleve vi angrebne af et Skib, som var besat med et tem¬
meligt Antal Mennesker. Vi sloges længe med dem, og
havde tilsidst den Lykke, at skyde dette Skib i Grund.
Havde de kommet os om Bord, saa havde vi været plat
forlorne, thi vi havde endnu neppe 20 Mennesker, Officie¬
rerne medberegnede, som kunde giøre Tieneste.
Efter dette Forefaldende naaede vi endelig Batavia,
hvor vi lode vort Skib, som var blevet lek, forbedre, og
fortsatte vor Reyse til Engelland. Underveys traf vi en
Fransk Fregat, der ligesom vi, var gaaet ud for at giøre
Opdagelser. Men den vilde slet ikke meddele os nogle af
sine, og vi vare lige saa tilbageholdende. Det var at be¬
klage, at vi vare blevne skilte fra Delphin, thi naar vi
havde været samlede, havde vi med Magt kundet gaae i
Land, og giort nyttige Jagttagelser.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 33


Tiden. Den hastige og stridige Flod
til Ævigheden. (En Allegorisk Drøm.)
S¬
kulde alle de mægtige Vande, som findes paa denne
Jordklode afflyde Draabeviis fra samme, og hver
enkelt Draabe udfordre tusinde Aar hertil, indtil
endelig alt Vandet paa den Maade var udtømmet; skulde
hernæst denne forskrekkelige Byrde af Vand atter ledes igien¬
nem ligesaa langsom en Vey, og skulde saadan dobbelt
Vandledning igientages ligesaa mange gange, som der
overalt fandtes Draaber i denne store Mængde Vand: saa
er jeg dog alligevel forsikkret, at den umaalelige Tid, som
hertil nødvendig udfordres, kunde ikke engang komme i uo¬
gen Ligning med Ævigheden.
Dette var for nogen Tid siden omtrent de Tanker,
hvormed jeg, efter Sædvane, søgte at opbygge mig selv,
og paa en fornøyelig Maade slutte Dagen. Men neppe
havde jeg lagt mig til Rolighed, førend jeg faldt i en sød
Slummer, og i en Drøm fik følgende betænkelige Syn.
Mig syntes, at jeg af min Skyts Engel blev ført hen
paa en grøn Strandbredde ved en stor Flod, hvor jeg saae
Floden at rasle forbi med en ugemeen hastig Fart. Den
var gandske tildekket med Fartøyer, og det syntes, som at
alle Folk paa vor Jordklode havde foreenet sig for samme¬
steds at anstille en selskabelig Lystfart. Mængden af de Siel¬
denheder og Rariteter, som forekom mig paa denne eneste
Strøm, var saa mangfoldig og Besynderlig, at mine Øy¬
ne for Fornøyelse neppe vidste at finde sig derudi.
J Midten saae jeg adskillige forgyldte Jagter, som vare
udrustede med Kongelige Flagge og Vaaben. Paa et andet
Stæd vare og nogle mindre Skibe med flyvende Vimpler, og
derfra hørtes en liflig Musik, som gav det behageligste Echo
paa Vandet. Paa Siden viste sig nogle Smakker, som var
næsten overlastede med allehaande Kiøbmandsgods, og jeg
saae sammes stakkels Eiermand om Bord at være i bestan¬
dig Frygt, og hvert Øyeblik bange for at de med deres Rig¬
dom skulde synke. Hist og her fandt jeg et stort Antal af smaa
Fiskerbaade og Chalouper, som tilførte de øvrige allehaan¬
de Levnets-Midler. Jeg saae adskillige Gondeler, hvorudi
man var lystig og vel tilmode, drak flittig Sundheds Skaa¬
le og roede ligesom om Kap med sine Naboer, hvem der først
skulde komme ned ad Floden. Andre arbeydede med al Magt
at fare imod Strømmen, men den var saa voldsom, at den dog
alligevel rev dem bort med sig. De fleste derimod fandt
jeg i den største Sørgeløshed, med deres Hænder i Skiødet,
efterat de havde lagt Aarerne fra sig, hvilke lode deres Baa¬
de drive afsted med Strømmen, og som paa Lykke og From¬
me havde overgivet sig Vinden og Bølgerne.
Jeg spurgte min Ledsager om Aarsagen til denne store
Forsamling af Folk, og fik til Svar, at denne Flød blev kal¬


det Tiden. Saalænge samme beholdt sit Løb, saa vilde
Menneskens Børn ikke ophøre at kiøbe og sælge, at gifte sig,
at arbeyde &c. Men, sagde han, gak med mig lidet ned ad;
jeg vil vise dig, hvor denne Flod har sit Udløb, og hvorledes
den udgyder sig i Ævighedens uendelige bundløse Hav, hvor¬
fra den igiennem underjordiske Gange har sin Oprindelse og
bestandig Tilvext. Jeg havde endnu ikke fulgt langt med ham,
da jeg saae Enden paa den grønne Strandbred. Hernæst
saae jeg intet uden en fæl stokmørk Nat, hvorigiennem jeg
ikke kunde skimte eller see det Allerringeste.
Neppe var jeg kommen til den yderste Kant af denne
Strandbved, førend Blodet ligesom standsede og størknede i
mine Aarer ved det forskrekkelige Syn, at see saadant et kul¬
sort mørkt Ocean, og den rasende Magt, med hvilken Strøm¬
men faldt derudi. Her saae jeg med ængstelig Forbavselse
de optaarnede Bølger med den sterkeste Brusen at falde ned i
denne stille Søes Afgrund over lutter steyle og skraae Klipper.
Skibene der umulig kunde undgaae disse Klipper, der vare lige¬
som lænkede til hinanden, lede allesammen Skibbrud og bleve
allesammen pludselig opslugede af en voldsom Hvirvelstrøm.
Menneskenes Skikkelser forekomme mig gandske ander¬
ledes ved Mundingen af denne Flod, end jeg forhen havde
seet dem at være. Der fandtes slet intet mere af nogen Mun¬
terhed eller Vellyst, og jeg hørte slet ingen anden Musik, end
deres jammerlige Skraal, som omkomme, hvis Forbavselse
over at see dette Hav og de forskrekkelige Klipper var ubeskrive¬
lig. Hine ubekymrede Dagdrivere, som forhen overlode sig
selv til Strømmens egenmægtige Løb, grebe nu endelig efter
at det var for sildig, hver fat paa sine Aarer, og de øvige giør¬
de sig Umag for, at udkaste deres Ankere, hvortil der dog
slet ingen Ankerbund fandtes.
Seer du det Fartøy, som er fuldt af Philosopher, sag¬
de min Ledsager, hvilke har formanet andre, ikke at frygte sig
for nogen Ting, hvor forskrekkede at nogle af dem selv nu ere?
Dog alligevel er det Frugten af deres Formaninger, at du ik¬
ke seer saadan uordentlig Bestyrtelse hos dem, som ere i de føl¬
gende Barker, der ere opfyldte med Dydige og Fromme. Jeg
fandt og virkelig en meget stor Forskiel imellem disse sidste og
alle andre Ansigter, som jeg havde seet indtil den Tid. Jeg
merkede adskillige Tegn hos dem til et øyensynligt Haab og
Behiertighed: dog, som mig tyktes, ikke uden al Frygt, og
en derimellem kommende Bleeghed i deres Ansigter, som
vexelviis syntes at vise sig, og forsvinde igien.
J det jeg betragtede disse med noget nøyere Opmerksomhed
kom en Skøyte ned ad Strømmen, som var fuld af Menne¬
sker uden Sands, der vare faldne i en dyb Søvn midt iblant
en Mængde Flasker og sønderbrudte Glas, og som slet ikke
drømte om nogen Fare. Stakkels Mennesker, tænkte jeg ved
mig selv, hvor snart kan J blive opvakte af eders Slummer,
naar hiint brusende Havsvælg først bortriver eder!


J disse Tanker blev jeg forstyrret af et Fahrtøy fuldt af
smaa deylige og uskyldige Børn, som i den roligste Sinds=For¬
nøyelse smilede af hinanden, og syntes at være ligesaa fornøye¬
de med Bølgerne, der ligesom vaggede dem, som om de vir¬
kelig vare blevne vuggede. Jeg gad gierne have fulgt dem med
mine Øyne ud i Oreanet selv; men en Bølge slog dem paa
engang ud i den mørke Søe, hvorudi jeg ikke kunde kiende
det allermiødste, eller skille nogen Ting fra hinanden.
Her merkede nu maaskee min Skyts Engel min Forvirring
og min Læagsel efter at kunde oversee dette Dyb noget længer.
Han rørte derfor mine Øyne meget fagte med sin Haand, og
styrkede dem ved den blotte Vedrørelse saaledes, at jeg i Øye¬
blikket kunde see over denne grændseløse Vidde. Det er utro¬
ligt at fortælle, hvor mange Millioner Mennesker, der under
den ynkeligste Hylen svømmede op og ned, frem og tilbage,
paa Havet. Min Skyts-Engel berettede mig, at adskillige
af dem havde allerede i fem tusinde Aar sværmet heromkring
i det tykkeste Mørke Frygt og Samvittigheds Angest, uden
at kunde naae et fast Land.
Jeg lod mine Øyne løbe viidt og breedt omkring paa Over¬
fladen af dette uoverøynelige Hav; men kunde ikke faae disse
Børn i Sigte, som jeg sidst havde seet. Endelig forekom det
mig, som jeg saae adskillige Gestalter saavel af unge som voxne
Folk i en umaadelig Viidde fra mig paa en Strandbredde,
som syntes at komme op fra dette Dyb. Men min Ledsager
forsikkrede mig at det virkelig vare de Børn og dydige Folk,
samt en Deel af de Philosopher, hvilke jeg tilforn havde betrag¬
tet med saadan Opmerksomhed. J dette Øyeblik, sagde han,
tager de hint rolige og behagelige Land i Besiddelse, hvoraf du
seer et uvist Skygge-billede for dig. Dette er det Land, som
man i forrige Tider kaldte de lykkelige Øer, det immervaren¬
de Opholdested, hvor Uskyldighed og Dyd efter dette Liv bli¬
ver uforstyrret og uden Ende belønnet med usigelig Fornøyelse.
Er det umueligt, sagde jeg, at faae nogen Kundskab om den¬
ne Lyksalighed, eller ikkun komme til at see et lidet Glimt der¬
af? Disse dødelige Øyne, svarrde han mig, ere alt for svage
til at kunde taale saadan Guddommelig Klarhed. Dog alli¬
gevel vil jeg sætte dig i Stand til, at kunde giøre nogle Øye¬
kast derhen langt borte fra, paa det at du kan giøre dig
Umag for, desto ivrigere at vandre paa Dydens Vey.
Hermed rørte han mine Øyne endnu engang, hvorved jeg
strax blev et saa ubeskriveligt klart Lys vaer, der ligesom ind¬
befattede Klarheden af nogle tusinde Sole i sig, og som over¬
faldt alle mine Sandser med en saa ømfindtlig Forundring
og Forbavselse, og indtog mit Gemyt med saadan heftig
dog sød og inderlig fornøyende Bevægelse, at jeg fuld af
Glæde, Forundring og Andagt slog mine Hænder sammen
og pludselig opvaagnede.
En reysende Comoediants Tildra¬
gelser.
Deg var en Dag, siger Forfatteren af Journalen, i Par¬
ken til St. James, paa den Time, da hele Verden forlader
den for at gaae til Bords. Jeg saa ikkun meget faa Folk, som


fortsatte Spadseregangen i Alleerne, og alle forekom mig,
som at de meget mere vilde fordrive Huugeren, end søge Ap¬
petit. Jeg fatte mig ned paa en Benk, paa hvis anden Endesad,
et temmetig velklædt Mennske, men som i sin maadelig Klæd¬
ning dog alligevel gav sig en Mine, som han havde noget at be¬
tyde. Kort sagt, jeg holdt ham, efter Miltons Udtryk, for en
Adelsmand, der var berøvet sine Straalers Glands.
Vi begyndte Vexelviis at hoste, at snyde Næsen, at see paa hin¬
anden, som man ved saadanne Leyligheder pleyer at giøre, og
endelig giorde jeg Begyndelsen til Samtalen. "Forlad mig
min Herre, sagde jeg til ham, det forekommer mig, som jeg til¬
forn skulde have seet dem nogensteds; deres Ansigt---- Min
Herre, svarede han mig i en meget gravitetisk Tone, det er
sandt, at min Physionomie er meget kiendelig; jeg er ligesaa
bekiendt i alle Stæder i Storbrittanien, som den Kameel og
den Krokodil, man fører allevegne omkring. Jeg har den
Ære at sige dem min Herre, at jeg i en fexten Aars Tid med
temmelig bifald har spillet Buffons Rolle paa et Marionet¬
Theatre; for nogen Tid siden kom jeg i Dispyt med Doctor
Bartholomæi; vi kom i Slagsmaal og skiltes fra hinanden,
han, for at sælge Signor Polichinello og hans hele Følge til
Maalemagerne i Rose=narylane, og jeg, for, som de seer, at
døe af Hunger i St. James Park." - "Det giør mig
ondt, min Herre, svarede jeg, at en Person af deres Figur
skal være udsat for saa mange Viderværdigheder.Omin
Here, mia Figur er meget til deres Tieneste; jeg vil virkelig
ikke rose min af. at jeg spiser meget; men Faste kan heller just
ikke nedslaae mig; og Tak være Skiæbnen, at omendskiønt jeg
just ikke eyer en Hvid, saa lader jeg dog ikke nogen Melancho¬
lisk Tanke komme mig i Hovedet. Jeg skammer mig ikke ved,
at tage imod en Velvillighed af en ærlig Mand: vil J give
mig noget at spise i Dag? saa vil jeg traktere eder derfor igien,
naar jeg engaug treffer eder i denne Park, og J har ligesaa god
Appetit, som jeg nu, og ingen Penge.
Jeg elsker i alle Maader alle Slags Originaler; og for¬
nøyer mig ved deres Begivenheders Fortælling. Jeg førte
altsaa denne Mand ind i det næste Vertehuus, man fatte en
Fr kassee for os, som endnu var gandske koghed, og et Kruus
Øll, hvoraf Skummet stod ud over Randen. Det er ikke mue¬
gi at beskrive, hvor munter denne veltillavede Ret giorde min
Giest; han gav sig til Frikaffeen, om endskiøndt den endnu var
gandske heed, og i et Øyeblik var den forsvunden. Efterat
han nu havde tappert gaaet løs paa den, sagde han til mig:
"Min Herre, denne Fricasse var virkelig forbanbet fey; men
jeg har befundet den af fortreffelig Smag, og langt mørere
end unge Kyllinger. O behagelige Armod, o, indtagerde
Hunger! Vi Betlere ere Naturens Kieledegger; for de Rige
er Naturen en Stifmoder; de udvalgteste Retter kan ikke til¬
fredsstille deres Smag; den skummende Champagne Viin
kan slet ikke kildre deres Gane; da Naturen imidlertid giør al¬
leting til Lekkerbisgener for os. Glæd dig min Siel! Vivat
Betleren! Jeg eyer ikke en Fingersdreed Jord; Vandflod
maae længe nok giøre Høsten Skade og til Skamme i Corn¬
svallis; jeg er rolig derved; Havet maae opfluge Skibe, hvad
gaaer det mig an? jeg er ingen Jøde. Frisk, min Herre, lad
os drikke, og jeg vil fortælle eder min Historie og Levuctsløb.


Jeg nedstammer fra en Familie, som har gjort temmelig Al¬
larm i Verden: Min Moder raadte med Østers paa Gader¬
ne, og min Fader var en Tambour; jeg har endog hørt for¬
tælle, at der iblandt mine Forfædre har været Trompettere;
Det skulde falde mangen en Mand suurt nok, at opvise et me¬
re ærværdigt Slægtregister, men det er ikke just det, hvorom
jeg nu vil tale. Jeg var den eneste Søn, og min Faders og Mo¬
ders Øyesteen, det som de bestandig talede om og Pantet paa
deres indbyrdes fælleds Kierlighed. Min Fader lærte mig
at slaae paa Tromme, og jeg blev inden kort Tid Tambour
hos en Marionetspiller, og i al min øvrige Ungdoms Tid har
jeg været Polichinellos og Kong Salomous Tolk i al hans
Herlighed. Kied af denne Ære gav jeg mig til at være Sol¬
dat. Jeg var bleven mæt og træt af at slaae paa Tromme
og jeg blev og snart mæt og træt af at bære Musketten. Jeg
havde faaet Junker=Nykker i Hovedet, og jeg gik i Tieneste hos
en Capitain; han havde sin Egensindighed, og jeg min, og J
har gandske vist og eders, min Herre. Jeg giorde den Slut¬
ning, at det var bedre, at følge sin egen, end en andens Egen¬
sindighed; jeg bad om min Afskeed; man nægtede mig den, og
jeg løb bort. Da jeg nu var vleven befriet fra Soldater=Lev¬
net, byttede jeg min Mondering bort for en Klædning, som
endnu var slettere; og paa det at man ikke skulde faae fat paa
mig, saa tog jeg den ubekiendteste Vey paa min Flugt. Da
jeg en Aften kom til en Bye, blev jeg et Menneske vaer, som
stagrede omkring i en Møydynge, og havde nær sat Lidet
til derudi; jeg hastede ham til Hielp, og redhede hans Liv.
Det var Degnen her paa Stedet, og jeg var meget glad over
at vi her traf hinanden. Efterat han havde betakket sig hos
mig, gik han hiem, og jeg holdt det for min Skyldighed, at
følge ham til haus Huus. Underveys giorde han adskillige
Spørsmaal til mig, f. Ex. hvem min Fader var? hvor jeg
kom fra? hvor jeg vilde hen? og om jeg var et ærligt og troe
Menneske? o. s. v. Jeg besvarede alle disse Spørsmaaal til
hans Fornøyelse, og berømte i særdeleshed min Ædruelighed
for ham; (Min Herre, jeg har den Ære at drikke paa
deres Sundhed.) Kort sagt, han behøvede en Karl, og han
antog mig i sin Tieneste. Jeg var i tre Maaneder hos ham;
men vi kunde ikke forliges med hinanden. Jeg havde im¬
mer god Appetit, og han gav mig intet at spise; jeg elskede
artige Piger, men hans Pige var et gammelt hesligt Dyr. De
havde vist nok aftalt med hinanden, at lade mig sulte ihiel;
men jeg fattede det faste Forset, at sette mig imod dette Mord.
Jeg uddral alle friske nyegjorte Eg, jeg tømte alle de Flasker,
hvoraf der allereede var drukket noget, og alt det som lod
sig spise, det forsvandt, naar jeg fik det at see. Man gav mig
tre Engelske Skilling og sex Søls, som min Løn for tre Maa¬
neder, og da man talte Pengene til mig, giorde jeg Anstalter
til min Bortreyse. To gamle Høus tilligemed nogle unge Kyl¬
linger hængte slagtede paa en Krog, og for ikke at skille Mødre¬
ne fra deres Børn, saa stak jeg dem allesammen i min
Snapsek. Efter denne giorte Erobring kom jeg med
Stekren i Haanden og med Taarene i Øynene, for at tage
Afsteed med min Veldæder. Jeg var endnu ikke kommen
tredive Stridt bort fra Huset, før end jeg hørte, at der blev
raabt paa mig: Holder paa Tyt en! holdt paa Spidsbuben!


Jeg kiendte Pigens Røst, og det var ligesom at den gav
mig Vinger, saa fløy jeg afsted. Men, bie lidt min Herre,
mig tykkes ligesom jeg ikke en eneste Gang i tre Maaneders
Tid har drukket hos den slemme Degn. - Jeg er et
Bæst, om jeg nogen Tid, saa længe jeg har levet, har havt
en verre Tid at gaae igiennem. Efter nogle Dages Forløb,
traf jeg en Trop omreysende Comoediantere, mit Hierte
hoppede af Glæde, da jeg fik dem at see; jeg følte en uover¬
vindelig Tilbøyelighed til et omstreifende Levnet. Jeg til¬
bød dem min Tieneste, og de toge imod den. Deres Sel¬
skab var et Paradiis for mig; De sang, dandsede, drak,
spiste, og reyste derhos immer omkring i Verden. Jeg kan
sværge paa, at jeg først ret ligesom begyndte at leve i dette
Øyeblik; jeg blev gandske munter og oplivet, og loe fra om
Mørgenen tidlig, indtil langt ud paa Natten over mine
Kameraters lystige og løyerlige Jndfald. Jeg befaldt dem
ligesaa meget, som de befaldt mig. Min Gestalt var just
ikke saa slet, som J vel kan see, min Herre; og omendskiønt
jeg saae meget pialtet ud, saa skammede jeg mig dog ikke
derved. Jeg kan ret lide det omstreifende Levnet; under¬
tiden gaaer det got, undertiden slet; man spiser, naar man
har noget; og man drikker - (Kruset er tomt!) naar
man kan faae noget. Vi kom til Tenderden, hvor vi
leyede et Theater, for derpaa at opføre Romeo og Ju¬
liette, med alle dertil hørende Repræsentationer, med
Liigbegiengelsen, med Graven og med Havens Seene.
En Comoediant fra det Kongelige Theater i Drury=Lane
skulde spille Romeos Rolle. Et stort langt Fruentimmer,
som endnu aldrig havde været paa Theatret, skulde fore¬
stille Juliettes Person, og jeg, jeg skulde pudse Lysene;
enhver af os var i sin Art fortreffelig. Vi manglede altsaa
ikke Personer; men Vanskeligheden var, hvorudi man skulde
klæde sig; jeg var den eneste, der havde en Klædning, om
hvilken man kunde sige, at den passede sig til sin Caracteer.
Vor Comoedie fandt almindeligt bifald, og alle Tilskuerne
faldt i Forundring over vore Talenter. Der gives en vis Re¬
gel, som enhver omreysende Comoediant maae iagttage, saa¬
fremt han vil finde bifald. At tale og bevæge sig overeens¬
stemmende med Naturen, kaldes ikke at fpille. Naar man vil
befalde i Provintzen, saa maae man tage Munden ret fuld,
eller tale tykt og af fuld Hals, fordreye Øynene i Hovedet,
sette sig i et tvunget Postyr, og med et Ord, stille sig an,
som en Besat. Det er de Midler, ved hvilke man ufeylbar¬
lig befalder. Det var meget naturligt, at da man overvæl¬
dede os med Berømmelser, jeg og tilegnede mig en Deel deraf.
Jeg pudsede Lysene, og J maae tilstaae mig, min Herre,
at et Stykke taber Halvparten af sin Skiønhed, naar en
Skueplads ikke er ret illumineret og lys. Vi opførte vort
Stykke fjorten Gange i Rad efter hinanden, og Skueplad¬
sen var bestandig fuld. Dagen før vor Bortreyse bekiendt¬
giorde vi et nyt Stykke, hvorudi vi vilde lade see alle vore
Talenter. Prisen blev sat dobbelt, og vi lovede os en an¬
selig Gevinst. Men til Ulykke blev Hoved=Acteuren over¬
falden af en heftig Feber; hele Troppen forsamlede sig fuld
af Bestyrtning, og hundrede Gange forbandede Acteuren,
som saa i Utide var bleven syg. Jeg førte mig denne Om¬


stændighed til Nytte, og tilbød mig, at paatage mig hans
Rolle. Man var i Forlegenhed, og altsaa tog man imod
mit Tilbud. J Følge deraf tog jeg nu min Rolle i den ene
Haand og et Kruus Øl i den anden Haand, (Min Herre,
paa eders Sundhed!) og saa udstoppede og proppede jeg
min Hukommelse med fem hundrede Vers. Jeg forundre¬
de mig selv over, at det faldt mig saa overmaade let, og
indsaae nu, at Naturen havde bestemt mig til noget langt
høyere, end at være Lysepudser; jeg hastede triumpherende
til mine Kamerater, som jeg satte i den største Forundring.
Jeg oplæste min Rolle uden af for dem, og jeg spillede den
to Timer derefter offentlig, og fik almindeligt bifald. Trop¬
pen, der var ligesaa fornøyet som jeg, opsatte sin Bortreyse,
og foresloge, at de paa nogle anseelige Personers Forlan¬
gende, vilde endnu paa nogen Tid opholde sig i Tenderden.
Jeg kom frem med Bajazets Rolle paa Skuepladsen;
Naturen syntes ret at have dannet mig til denne Rolle.
Jeg var stor, havde en grov Stemme, og med en stor Tur¬
han, som gik mig dybt ned i Ansigtet, havde jeg den stolteste
Muselmans Mine, som nogen Tid er seet i Orienten. Da
jeg kom frem paa Theatret, og mine Lænker raslede, ap¬
plauderede og klappede man, saa at alting var færdigt at
falde ned. Jeg giorde en fornøyet Mine, og med en beha¬
gelig Smiil blev jeg en Tidlang staaende i en dybbøyet
Stilling for Tilskuerne, som fordobblede deres Applandis¬
sement. Da Bajagets Rolle er meget fuld af Lidenskab,
saa havde jeg brugt den Forsigtighed, at opmuntre mine
Livs=Aander ved tre store Glas Brændeviin. - (Men der
er ikke meer i Kruset.) Den Jld med hvilken jeg deela¬
merede, var ubegribelig: Tamerlan var ikkun et Barn
imod mig. Han vilde Tid efter anden forsterke sin Røst;
men jeg drev ham snart ind igien, i det jeg angreb mig
endnu langt sterkere, og endnu mere overskraalede ham.
Mine Bevægelser vare desuden Forundringsværdige; tu¬
sinde forandrede Stillinger; utallige Udraab! Hvilken Tum¬
mel reyste der sig, i sær naar jeg lagde mine Arme korsviis
sammen over Brystet! Jeg har merket, at dette giør en
Forundringsværdig Virkning i Drury=Lane; med et Ord,
jeg indlagde Ære, og blev anseet som et Under. Alle Da¬
mer i Tenderden kom, og beviidnede deres bifald over mine
Talenter: nogle roste min Stemme; andre berømte min
Figur. "Paa min Ære, sagde iblant andet en, han kan
inden kort Tid blive en af de artigste Comoedianter i Eu¬
ropa; jeg fagde det til eder, og jeg forstaaer mig derpaa."
En Comoediant er omfindtlig imod og ved de første Berøm¬
melser, og optager samme som en besynderlig Gunst; men
naar man immerfort overvælder ham dermed, anseer han
dem som en Skat og Tribut, hvilken man er hans Talent
skyldig. J Stedet for at betakke mig hos dem, som lagde
Berømmelse paa mig, blev jeg stolt og storagtig over mig
selv, og havde ofte den Uforskammenhed, at være uhøflig
og grov. Men jeg maae tilstaae for eder, at jeg er bleven
dygtig betalt for min Uforskammenhed, som jeg strax skal
fortælle eder. Vi forlode endelig det behagelige Tender¬


den, hvor de fornemme Damer ere meget gode Dømmere
over theatralske Stykker, og kan endnu bedre dømme om
Acteurernes Talenter. (Frisk, min Herre, vi ville drikke
engang paa deres Sundhed.) Jeg kom som Lysepudser,
til deres Bye, og reyste derfra som en Helt. Saa gaaer
det i Verden, i Dag en Laqvay, i Morgen en stor Herre.
Jeg kunde sige meer om denne Materie, som virkelig er
høy; men det er best, intet at tale om Lykken og dens Egen¬
sindighed; thi Galden kunde ellers løbe over. Fra Ten¬
derden reyste vi til Newmarket, hvor det berømte Vedde¬
løb bliver anstillet, og mangen Nar ved Veddemaal giør sig til
en Tigger, Jeg spillede sammesteds den første Rolle, og
giorde Opsyn. Jeg er meget overbeviist om, at jeg sam¬
mesteds i lang Tid blev holdt for at være den største Co¬
moediant i Verden; og den Tanke skulde have vedvaret,
dersom mig ikke var passeret den fæle Stræg, som jeg strax
vil fortælle. Jeg befaldt alle Damer, da jeg spillede Sir
Harry Vildairs Solle. Hele Salen lydede af en smig¬
rende Beundrings Allarm, naar jeg alleneste tog min Snus¬
tobaks=Daase op; men naar jeg pryglede, saa skulde J have
hørt Latteren iblant Fruentimmerne; man var bange for,
at de skulde blive borte og qvæles derudi. Der opholdt
sig til Neumarket et forbandet Kreatur, som havde været i
9 Maaneder i London, og som af denne Aarsag vilde fore¬
stille Smagens Orakel, som man skulde raadføre sig med
i Neumarket. Man talede til hende om mine Talenter;
enhver opløftede mig til Skyerne, og hun var saa haard¬
nakket, at hun ikke vilde lade nogen Dom gielde, undtagen
den hun selv fældede. Hun kunde, som hun sagde, ikke
begribe, at en omstreifende Comoediant (dette Udtryk maae
man holde hende til Gode) kunde være oplagt til noget an¬
det, end at dræbe Tilskuerne med at giøre dem Tiden lang
og kiedsommelig. Hun overdøvede alle Selskaber med de
Berømmelser, som hun gav Ganrick, og talede om intet,
uden om Theatret og Comoedianterne i London. Endelig
overtalede man hende til, at komme i vort Skuespil; man
sagde mig og hemmelig, at jeg ved min første Forestilling
skulde have denne frygtbare Dommer nærværende. Denne
Efterretning giorde mig ikke i mindste Maader frygtsom.
Jeg lød mig see paa Theatret med en frie og uforfærdet
Mine, havende den ene Haand i Fikken og den anden i
Vesten, ligesom de berømmeligste Comoediantere i Drurp¬
Lane. Men i Stedet for at trekke Tilskuernes Øyne paa
mig, merkede jeg, at de ikkun saae paa dette Fruentimmer
fra Provintzen, som havde været 9 Maaneder i Londen.
Jeg tog min Tobaks=Daase op, tog en Priis Tobak; men
hun saae eens ud, saa at jeg blev iiskold, og hendes Al¬
vorlighed udbredede sig over alle Ansigter. Jeg slog min
Stok i tu, da jeg gav Prygl ud; hun trakte paa Skuldrene,
og alle Tilskuerne giorde ligesaa. Endelig begyndte jeg at
lee paa den artigste Maade af Verden; men jeg var ikke
lykkeligere dermed. Jeg tilstaaer, at jeg i dette Øyeblik
kom ud af al Fatning; og min Berømmelse forsvandt, og
(Kruset er tomt, min Herre!).


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 34


Brev=Vexling.
Venskabs og Fortroeligheds
Frihed.
A¬
f følgende Breve, som ere vexlede imellem Voiture
og Abbeden Costar, seer man et Trek af den elskvær¬
dige Frihed, og Fortroelighed, saa det oprigtige
Venskab indflyder, og Læseren vil uden Tvivl finde sin For¬
nøyelse. Voiture var en af de skiønne Aander, som levede
i Kong Ludvig den 13des Tid. Han havde engang tabt
alle sine Penge i Spil, og trængte til 200 Pistoler. J den
henseende skrev han til sin gode Ven Abbed Costar:
"1200 Pistoler skyldig, hvilke jeg har lovet at betale i Dag.
Har De denne Summa, saa forsøm for alting ikke at skik¬
ke mig samme; men har de De den ikke, saa maae De
"laane saa mange Penge hos en anden. De maae skaffe
"mig Pengene paa hvad Maade det endog skeer- Pas paa,
at ikke nogen skal for deres Næse bortsnappe Dem denne
"J Gaar tabte jeg alle mine Penge, og blev endda
"skiønne Leylighed til at giøre mig en Fornøyelse. Det
skulde giøre mig meget Ondt for deres Skyld. Dersom
jeg ret kiender Dem, saa skulde De have Ondt ved, saa¬
snart at kunde blive trøstet derover. For at undgaae den¬
ne Ulykke, saa sælg heller alt hvad De eyer. De seer
"at Kierlighed gierne befaler. Jeg finder en vis Fornøyelse
i at gaae saaledes tilvers med Dem, og jeg føler, at jeg
endnu skulde fornemme en langt større Fornøyelse, om
De kunde gaae ligesaaledes tilverks med mig; men De er
en Poltron. - Døm nu selv, om jeg ikke forlader mig
meget paa dem.- Jeg skal levere Qvittering til den,
som bringer mig Pengene. En God Morgen!
Costar svarede ham;
til, at kunde beviise Dem den ringe Tieneste, som De for¬
"langer af mig. Aldrig vilde jeg have troet, at jeg skul¬
n4 de have faaet saa megen Fornøyelse for 200 Pistoler,
"men da jeg nu har fornummet det, saa giver jeg Dem
u"herved mit Ord og forsikrer Dem ved min Ære, at saa¬
"længe jeg lever, skal jeg altid have en liden Sum Penge
u"liggende, som skal være i Beredskab og til Tieneste ved
"alle Leyligheder, naar De behøver den. befael De ikkun
""dristig hvad De vil; De kan aldrig finde saa stor For¬
"nøyelse i at befale mig, som jeg i at adlyde Dem. Jkke
"ske vist vreed, dersom De vil forbinde mig til, at tage
"nogen Forskrivning af Dem."
l "desto mindre, i hvor lydig jeg endog er, saa bliver jeg gand¬
"Jeg fornøyer mig ret hiertelig over at jeg er i Stand,


En Engelsk Betlers Eventyrlige
Begivenheder.
Ambrosus Gvinett var fød i Canterbury. Hans Fa¬
der, en Kiøbmand sammesteds, satte ham til Hr. Procu¬
rator Roberti, efterat han havde gaaet i Skole indtil hans
Alders sextende Aar, og hans Syster blev gift med Hr. Sa¬
voyer, som boesatte sig ikke langt fra Deal. J Aaret 1709,
den 17de September giorde han en Reyse til Deal med Hr.
Robertis Tilladelse for at besøge sin Syster. Veyret var
meget slet, og Veyen saa slem og ond, som den kunde være
saa at han først hen imod Aften naaede Staden. Havnen
laae fuld af Skibe; thi Engelland havde Krig med Fran¬
kerig og Spanien og Staden vrimlede med Mennisker, efter¬
di der samme Tid var Market. Gwvinet kunde ingen Seng
faae i det første Vertshuus, hvor han fteeg af, og maat¬
te gaae næsten hele Staden omkring, førend han kun¬
de faae et Sovested, uagtet han var saa træt, at han nep¬
pe kunde flytte en Fod afsted; og da han havde gaaet for¬
gieves om i Byen, vendte han tilbage igien til det første
Vertshuus, og bad Vertinden, at han om Natten maat¬
te blive sidende ved Jlden paa Skørstenen i Kiøkkenet; thi
om Morgenen tidlig vilde han fortsette sin Reyse til sin Sy¬
ster. Da Vertinden hørte at Hr. Savyer var hans Svo¬
ger, saa førte hun ham op ad Trappen ind i en Stue, i
hvilken der sad en Mand ved Bordet i en Slaaprok og tal¬
te Penge: Kiere Fætter, sagde Vertinden, tillad dog, at
dette unge Menneske, som er meget træt af sin Reyse, maae
sove hos eder i Nat. Det er Hr. Savyers Svoger, og
alle Sengene i vort Huus ere besatte. J veed, svarede
Manden, at jeg i Dag er bleven agreladt, og vilde heller
sove allene; dog J unge Person, blev han ved, bliv her; J
kan da legge eder hos mig i min Seng. De lagde sig der¬
paa strax efter begge to til Sengs, efterat Hr. Richard,
saaledes heed Vertindens Fætter, havde lagt sine Penge i
en Pung, og stukket dem i sin Slaaprok. Om Midnat
fik Gwvinet en heftig Colik, saa at han maatte staae op.
Han klagede sig jammerlig og krøb omkring paa Gulvet.
Hr. Richard opvaagnede derved, og tilkiendegav sin Med¬
lidenhed over Gwvinets Smerte og Pine. Denne bad, at
sige ham, hvor Aftrittet var. J maae svarede Richard,
gaae ned og gaae igiennem Haven, og leverede ham sin
Lommekniv med, med hvilken han kunde aabne Aftrits Dø¬
ren, efterdi at Haandgrebet og Klinken paa samme var af¬
faldet. Da Gwvinet vilde lukke Kniven op, for at lukke Dø¬
ren op dermed, faldt ham et Stykke Penge ud af samme i
Haanden, som han stak ved sig. Han merkede og at der
gik Blod af ham; og efterat han havde opholdt sig en halv


Times Tid paa Aftrittet, hastede han at komme i Seng
igien, og sov derpaa til om Morgenen. For ikke at for¬
styrre Hr. Richard i sin Rolighed, stod han stille op, klædde
sig paa, og da han allerede den forrige Aften havde taget
Afskeed med Vertinden, og alle Folkene i Huset sov endnu,
begav han sig uformerkt paa Veyen til sin Syster. Hans
Svoger tog meget venlig imod ham, og sad tilligemed ham
og hans Kone uden for Huus=Døren, da tre Rettens Be¬
tientere kom tiljagende i fuld Spring, som bandt Gwinet,
og sagde hans Svoger slet intet mere, end at de kom paa
Rettens Vegne, fordi det unge Menneske havde ombragt
Hr. Richard, som han den forrige Nat havde sovet hos
og røvet alle hans Penge fra ham. Dommeren beskyldte
ham for at han havde begaaet et Mord og et Tyverie.
Uagtet at han faldt paa sine Knæe, og under Guds Paa¬
kaldelse beraabte sig paa sin Uskyldighed, og fortalte det
Tilfælde han havde havt af Kolik og alle Omstændigheder:
saa kunde han dog ikke i Dommerens Gemyt opvekke den
allerringeste Tvivl imod denne haarde Beskyldning, men
han blev lagt med Jern og bragt i Fængsel i Deal. Man
visiterede ham overalt, og fandt Kniven og det Stykke
Penge, som var Hr. Richards hos ham. Vertinden vid¬
nede, at dette var hendes Fætters Kniv, og at paa det Styk¬
ke Penge, som var en Gninee, var Begyndelses Bogstavet
af hendes Fætters Navn indetet. Nu holdt man Beviset
for fuldstændigt, at Gwinit havde myrdet Hr. Richard med
sin egen Lommekniv, og havde kastet Liget igiennem
Aftrittet ud i Havet, thi de Fremmede, som havde sovet i
Sidekammeret, udsagde og vidnede tillige, at de om Mid¬
nat havde hørt en ynkelig jamren og stor Allarm i Hr. Ri¬
chards Kammer, og havde merket at Giinet strax derpaa
var gaaet ned i Haven, og havde opholdt sig temmelig læn¬
ge paa Aftrittet. Man havde desuden om Morgenen tid¬
lig fundet Hr. Richards Seng fuld af Blod, samt seet Blod
paa Aftrittet. Men Hr. Richard selv og hans Slaaprok,
hvorudi han om Aftenen havde stukket Pungen med Penge¬
ne, var ingensteds endnu funden; uagtet Giinets Paarø¬
rende havde bekiendtgiort Sagen i den Londonske Tidende,
og lovede den en stoer Belønning som kunde give nogen Efter¬
retning om Hr. Richard. Giinet blev dømt til at hænges
uden for det Vertzhuus, i hvilket det foregivne Mord var
begaaet af ham, men efter en halv Times Tid at nedtages,
og ophænges i Lænker tæt ved hans Svogers Boepæl. Paa
den Dag han skulde henrettes, regnede det saa sterkt, at
Rettens Betientere bade Bøddelen at skynde sig, paa det
at de kunde snart komme i det Tørre. Han fulgte og deres
befaling og forrettede sit Embede med mere Hurtighed
end Forsigtighed, saa at Givinet ved Ophængningen ikke
fornam den allermindste Smerte eller Pine, men det fore¬
kom ham ikkun, som at der svævede et klart Lys for hans
Øyne, indtil at alle Tanker forgik. Efter en liden halv Ti¬
me blev han nedskaaren igien, og i følge Dommen ophængt
i Kieder ved hans Svogers Huus 3 Miile fra Deal. Kie¬
derne vare gjorte for en anden Stratenrøver, som var tyk,
og af Bøddelen af Uforsigtighed medtagne, saa at de slet


ikke kunde fast indslutte hans Hals og Legeme, hvilket alt¬
sammen han siden fik at vide af sin Svøger. Jmidlertid
blev Gwinet ved disse voldsomme Behandlinger bestandig
uden Følelse, og det var og en Lykke for ham, at hans For¬
nemmelser ikke før indfandt sig igien, førend Bøddelen og
Rettens Betientere vare borte, efterdi de ellers ikke skulde
have forsømt at see til, at han var bleven tilgavns hængt
og fuldkommen aflivet. Nu klarede Luften op og der blæ¬
ste en behagelig Lugt under det Klæde som var hængt over
Gwinets Ansigt; derved blev han saa vederqvæget, at han
efterhaanden kom til sig selv, og begyndte at trekke Aande
igien. Hans Svogers Karl som gik ud efter Kiør, gik hen
under Galgen og betragtede hans Madmoders Broders Bil¬
lede. Han merkede, saa ofte at Luften blæste Klædet bort
fra Ansigtet, at den hængtes Læber bevægede sig, og at han
trakte sin Aande. Han sprang derfor hastigt tilbage, og
meldte det for sin Herre. Jngen vilde troe det; imidlertid
begav Hr. Savyer sig med sin Kone og tre Karle hen til Gal¬
gen. Giwvinet var allerede kommen saavidt til sig selv, at
han kiendte disse Tilskuere, og ved en tung Stønen og Suk
overbeviiste dem at han levede. Natten føyede hans Ven¬
ners Bestræbelser, Galgen blev afsavet, og Kiederne affi¬
lede, og den befriede Givinet blev i tre Dages Tid forbor¬
gen i sin Svogers Huus, indtil en Skibs=Capitain som
gik ud spaa Kaperie, tog ham hemmelig om Bord, og brag¬
te ham i Sikkerhed. Ober=Dommeren i Deal lod vel Hr.
Savyer indstævne for Galgens Omsavelse; men Efterforsk¬
ningen blev just ikke fortsat med nogen Jver, og man troe¬
de at den Hængte var bleven begraven, paa det at det be¬
skiemmende Syn ikke skulde haves for Øynene, og enhver
undte gierne Hr. Savyer og den Henrettedes Famielie den¬
ne Lindring i deres Smerte. Det Skib, paa hvilket Gwi
net befandt sig, blev taget af Spanierne, og han kom som
en Krigsfange til Havana. Her frygtede han sig for intet
mere, end at blive udleveret til Engeland, og anden Gang
at blive hængt. Han tog imod en Gevaltigers Embede hos
Spanierne, for at undgaae denne Fare. Efter omtrent
tre Aar bleve nie Fanger overgivne i hans Forvaring, og
iblant dem forekom ham en meget bekiendt. Efter megen
Møye kiendte han ham at være Hr. Richard, som havde
givet Anledning til al hans Ulykke. Han fortalte ham at
han om Morgenen var opvaagnet meget mat, efterdi Aaren
var opsprunget, og der var forløbet ham meget Blod i Sen¬
gen. Han havde kastet Slaaprokklen om sig, hvorudi Pen¬
ge Posen endda var, og hastede hen til Barbereren, som
havde aareladt ham. Men imedens han stod uden for Bar¬
bererens tillukte Dør og vilde banke, blev han optagen af
nogle hemmelig bevæbnede Karle, da de fleste Folk endnu
sove, og bragt om Bord paa et Kaperskib, som efter en
lang og forgieves Krodsfart er blevet optaget af Spanierne
og bragt herhid. Efterat Hr. Richard og havde hørte de
forstrekkelige Følger af hans Ulykke, som havde rammet den
uskyldige Giomet, og det af hans egen Mund at fortælle:
saa drev han paa strax at reyse tilbage igien med ham til En¬
gelland, for at redde sin Uskyldighed og sin Famielies Ære.


Det var og kommet saaviidt, at de begge vilde afgaae med
et Skib til Cadix; men Gwinet forsenkede sig, og kom der¬
over af Uforsigtighed paa et Røver=Skib. Hr. maatte han
giøre Tieneste i fem og fyrretyve Maaneder, fik de umaade¬
lige Skatte at see, sam Søerøverne havde skiulet paa en
ubeboet Øe, hvilken de kaldte Hirondelle, og fik ved et Te¬
stamente af den afdøde Corsar=Capitain, hvis Gunst han
havde forhvervet sig, mere end 200000 Pund Sterling.
Han overtalede sine Kamerater till at overgive deres forban¬
dede Røverie, og at begive sig tilligemed ham og deres store
Skatte til en Engelsk Colonie. Men da disse gierrige Folk
havde lastet Skibet alt for sterkt: saa maatte de den tredie
Dag, efter deres Afreyse fra Øen, kaste alt Godset over
Borde udi Søen, formedelst en sterk Storm, som havde
reyst sig. Corsarerne holdt Gwinet for at være Aarsag i
deres Forliis, og kastede ham ligeledes uden Barmhiertig¬
hed udi Søen. Men han reddede sig ved at svømme, og
blev endelig optagen af et Spanskt Skib, og bragt til Port
Royal. Men det blev ved et Tilfælde bekiendt, at han
havde faret med Søerøverne; man skikkede ham altsaa som
en Fange til Cadix. Her blev han dømt til Galeyerne,
uagtet alt hans Forsvar. Efter nogen Tids Forløb faldt
han tilligemed hans Galley i Algierernes Hænder, efter at
han i Striden imod samme havde mistet et Been, og blev
i det Tyrkiske Slaverie indtil i Aaret 1730, da han af
den Engelske Consul i Algier blev udløst af samme og skikket
til Engelland. Alle hans Paarørende vare døde; han
maatte leve i den største Armod og blev bekiendt under det
Navn af den halte Tigger.
Noget om Velanstændighed.
Deg maatte snart forskrekkes over min Dristighed, naar
jeg overveyer, at jeg vil underholde Læserne med en sædelig
Handels sande Beskaffenhed, der næsten har en Chamæ¬
leons Egenskab ved sig; det er, som næsten forandrer sin
Skikkelse i hvert Land, ja næsten i hvert Huus, hvor det
bliver bragt hen. Det er derfor intet Under, at nogle Svag¬
seende holder samme for et Spøgelse eller Uhyre. Jmid¬
tid er den dog ikke allene en virkelig, men endog en nyttig
Ting. Det er Velanstændighed, hvorom jeg vil skrive.
Det er ikke saa meget let, at give en nøyagtig Beskrivelse
over samme. Nogle confunderer den med Klogskab over¬
hovedet, andre endog med Religionen. Men den maae
virkelig adskilles fra dem begge; thi hvad der er velanstæn¬
digt for en Alder og Stand, det er en Uartighed for den
anden; da derimod Religionen foreskriver enhver Stand,
og Alder lige Love. Velanstændighedens Love ere mesteg¬
deels blot menneskelige Love; ja nogle af dem ere saaledes
beskafne, at man kan fornægte dem, uden at fornærme sin
Christendoms Pligt. Dog holder jeg for, at en af vore
Lærde siger for lidet, naar han beskriver Velanstændighed
blot som de udvortes og indtfferente Tings Indretning
efter Sædvanens og Modens Regler. Jeg tvivler


endnu meget paa, om gandske indifferente Ting i Verden
ere muelige; thi det falder mig vanskeligt, at forestille mig
et fornuftigt Menneske, som kunde foretage en Ting uden
god eller ond Hensigt. De uskyldigste Forretninger drager
enten noget Got eller Ondt, Fornøyelighed eller Fortræde¬
lighed, Berømmelse eller Dadel efter sig, og ere altsaa i det
mindste ikke indifferente for vor timelige Velfærdt, omend¬
skønt de hverken befordrer eller forhindrer vor ævige. Og
jeg setter, at saadanne indifferente Ting vare muelige, saa
gives der i det mindste iblant Velanstændigheds Pligter en
Mængde saadanne Slags, som jeg umuelig kan erklære for
indifferente, efterdi sammes Forsømmelse strider imod den
ædle Blufærdigheds Ærekierhed. De, som udgiver Vel¬
anstændighed blot for en Kunst at behage andre, bestemmer
endnu en alt for svag bevægende Aarsag til Forbindtlighed
imod Velanstændighed. Det er vel sandt, at jeg kan ind¬
rømme meget, for at behage en fornuftig Mand, som jeg
ellers ikke skulde giøre, men det maae ikke være den eneste
Grund til min sædelige Handling. Et Menneske, som
foretager sig noget, blot for at føye sine Veldædere eller
Medborgere, naar den sunde Fornuft forkaster det, eller
Aabenbaringen forbyder det, handler daarligt og syndigt.
Velanstændigheds Love maae stemme overeens med den sunde
Jndsigts og Aabenbaringens Love. Velanstændighed maae
ikkun legge Tømme paa Naturens udskeytende Drift, men
ikke gandske og aldeles fængsle den. Cicero har altsaa,
efter min Skiønsomhed, ikke gandske Uret, naar han siger:
Decorum eller Velanstændighed maae stemme overeens
med Menneskets Fortrin, efter hvilket han er forskiel¬
lig fra andre Skabninger. Thi skulde det vel være mue¬
ligt, at kalde det velanstændigt, som strider imod Menne¬
skelighedens Fortreffelighed? Den lærde Crusius kalder der¬
for velanstændige Handlinger udvortes Kiendetegn paa den
indvortes Fuldkommenhed. Jeg haaber altsaa ikke at fare
vild, naar jeg kalder Velanstændighed en fornuftig Indret¬
ning af vore udvortes Handlinger efter Tidens, Standens
og Stædets Omstændigheder. Jeg confunderer samme
ingenlunde med Klogskab selv; thi denne er efter Ciceros
(Lih. 1. de Offiens c. 27) Ord: en fornuftig Aands Fær¬
dighed i at udvælge og anvende dygtige Midler til at op¬
naae sit Øyemeed. Men Velanstændighed er en Datter af
Klogskab, og jeg betiener mig blot af samme som et Mid¬
del til at naae et ædelt Øyemeed; og altsaa maae den nød¬
vendigviis grunde sig paa den sunde Fornuft. En Datter
skulde vanarte alt for meget, dersom hun vilde blot over¬
lade sine Handlinger til en blind Slumpelykke, eller til at
føye Mennesker. Jeg setter med Crusio Velanstændighed i
det dydige og ziirlige; og forstaaer ved det første Stilhed
ved Gudstienesten, Bluefærdighed, Føyelighed imod vore
Medmennesker, som yttrer sig ved venlige Samtaler, Hil¬
sener og Taksigelser. Alle disse Ting høre vel egentlig til
den theologiske Moral; men de kan dog heller ikke gandske
udstødes fra Velanstændigheds Fag, efterdi endog en Uom¬
vendt holder dem for vellydende Ting. Da jeg nu overho¬
vedet ikke indrømmer, at Velanstændigheds Løve ken vil¬


kaarlig efterlades: saa tilgiver jeg den sande Dyd slet intet
derved, at jeg regner disse Pligter iblant Velanstændigheds
Pligter. Jeg beviser ikkun derved, at den, som ikke iagt¬
tager dem, strider endog imod den sunde Fornuft, og lever
ikke engang hedensk ærbar. Har vi imidlertid endnu ingen
anden Grund at anføre, hvorfor vi opfylder dem, end denne:
Det strider imod Velanstændighed; saa er vor Opførsel
og Forhold endnu ingen christelig Dyd, som har en langt
ædlere Grundkilde. Thi hver Dyd er velanstændig, men
ikke alt det Velanstændige en Dyd. Men vilde øve og
fuldføre Religionens Øvelser som Velanstændigheds Pligter:
saa skulde jeg nægte deres Kraft. Jeg seer endnu en Mængde,
Sager for mig, som virkelig hører til den dydefulde Vel¬
anstændighed, omendskiønt de fleste Mennesker regner dem
iblant de saa kaldede indifferente Ting. Jeg lader ethvert
fornuftigt Menneske dømme, om det endog ikkun stemmer
overeens med et Menneskes naturlige Dyd, naar han bestan¬
dig taler om sig selv, ophøyer sine Gierninger, giør en und¬
staaelig Allarm over sin Medbroders liden Forseelse, eller
forandrer sin Sparsomhed til Nederdrægtighed. Vi kalder
imidlertid alt dette Feyl imod Velanstændighed. Er det
noget indifferent at begaae dem? Jeg troer det neppe. De
strider imod de naturlige og guddommelige Love. Jeg
kommer endelig til den blot behagelige eller ziirlige Velan¬
stændighed. Samme byder os f. Ex. ikke at foretage noget
Spilleverk eller Børneleg; ikke at giøre noget, som kan op¬
vekke Ekkelhed hos en anden; ikke at begegne nogen grovt
og spodskt; at bære sit Legeme lige, og holde sig ordentlig
i Klæder, ikke være gandske stum i Selskab, og at opføre
sig som Skik og Brug er i Landet. Jeg skulde ikke blive
færdig, om jeg skulde nævne alle disse Smagheder. Saa
smaa de imidlertid ere i vore Øyne, saa maae de dog om
ikke stemme fuldkommen overeens med vor Hensigt, dog i
det mindste ey stride imod samme, dersom vi skal iagttage
nogen Forbindtlighed imod dem. Det skulde være mig let,
at bestemme det Fornuftmæssige i disse Forbenævnte; men
det falder mig ind, at der ere endnu nogle tilbage, hvor vi
ligesom af en Strøm bliver henrevne af Landets Sædvane.
Herhen hører fornemmelig Klædedragten. Men jeg besin¬
der mig og derpaa, at et Menneske beholder en fuldkommen
Frivillie endog da, naar han øyensynlig seer, at Velanstæn¬
dighed bliver til Uanstændighed. Klædermoden bliver til
Ua stændighed, naar sammes Anskaffelse forraader Vellyst
eller Hovmodighed, eller overstiger min Formue. Men
naar har man meer Aarsag til at spotte mig? enten naar
jeg gaaer i gammeldags Klæder, men reenlig, eller naar


jeg bliver den første, som optager en Mode, hvorover For¬
nuften maae lee? Cicero har ikke Uret, naar han udgiver
det, som en Uanstændighed for sine Landsmænd, at de brugte
en Klædedragt, som røbede en Qvindagtig Kielenhed, da
dog deres Fæderne=Dyd var Tapperhed. Og jeg kan ikke
bare mig for at lee, naar jeg seer, at man om Vinteren paa
det omhyggeligste forvarer sit hele Legeme for Kulden,
endog med Foer= og Peltz=Verk, og dog alligevel lader det
stakkels Hoved fryse elendigt, efterdi Velanstændigheds Uan¬
stændighed befaler at gaae med Chapeau bas. Det er Vel¬
anstændigheds Uanstændighed, naar jeg driver sammes Love
indtil saadanne Smagheder, ved hvis Jagttagelse jeg taber
eller i det mindste hindrer min Naturs Brug; f. Ex. naar
man skal stiele sig til at nyse, og tør ikke gaae, eller tale
lydelig. Alt Tvunget i Gang, Miner og Ord er daar¬
ligt ved Velanstændighed. Det er en stor Velanstændig¬
heds Uanstændighed, naar man efter Stedets og Vanens
Love vil endog giøre Elephanter af Myg og Myg af Ele¬
phanter. Jeg vil, f. Ex. aldrig lade indbilde mig, at det
strider imod Velanstændighed, at føre et Fruentimmer over
Torvet, at spøge med sine Venner, naar Grovheder og
Bagtalelser bliver der uden for; og derimod at laste sin Næ¬
ste, at fremstille sig med hyklerske Geberder for Verden, og
hemmelig at begaae alle muelige Daarligheder, skulde kom¬
me overeens med Velanstændighed. Det er endelig en ufor¬
svarlig Velanstændigheds Uanstændighed, naar man lader
sammes Love afholde sig fra Sandhedens Udbredelse, og ikke
engang vil aabenbare en vildfarende Ven sine Feyl, men
allermindst en, som Lykken og Rigdom har sat nogle Trin
over os, under den Forevendig, at det strider imod Velan¬
stændighed, at sige en anden Sandheden. Derimod iagt¬
tager den heller ikke engang den ziirlige Velanstændighed,
som paa en bidende, befalende og nederdrægtig Maade møn¬
strer en anden i fremmede Folkes Nærværelse, om det end¬
og var hans fortroligste Ven. Man forraader derved, at
man holder sig allene for klog, og alle andre for Daarer.
Vi skal aldrig geraade paa disse latterlige vildfarende Veye,
dersom vi og lader Fornuften raade til Velanstændigheds
Pligter, og under deres Anførsel omhyggelig underskiller
Tid, Sted og Personer fra hinanden. Vi ere Velanstæn¬
digheds Love Forbindtlighed skyldige, endog blot ihenseen¬
de til det, som angaaer det Behagelige og Ziirlige i vor
Levemaade; thi endogfaa en Paulus formaner os, at efter¬
tænke det, som er ærbart og velanstændigt. Og Cicers
siger i det forhen anførte Capitel: Velanstændighed og Dyd
lader sig ikkun underskille fra hinanden i Tankerne.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 35


Den forgieves søgte Lykke.
K¬
litander blev født, jeg veed ikke hvor eller paa hvad
Tid. Hans Moder var en rig Borgers Kone, og
følgelig var denne Borger Klitanders Fader.
Allerede i hans første Barndom tilkiendegav han et
skiønt Naturel, sieldene Dueligheder, og en indtagende Ge¬
myts Beskaffenhed. Aldrig har noget Barn grædt mere be¬
hageligt, skraalet mere Melodisk, eller slaget sin Opvarter¬
ske paa en lystigere Maade. Enhver faldt i Forundring
over ham.
J hans syttende Aar var han en Afgrund af Lærdom.
Han havde m) en besynderlig Flid lagt sig efter alle Vi¬
denskaber, og ar skikket til alle Ting.
J Førsiaingen lagde han sig efter Physiken. Aldrig har
nogen med saadan Færdighed som han anatomeret et Myg;
aldrig opdaget en Snegels mindste Trevler, eller kiendt saa
mange ubekiendte Insekter. Klitander stod paa Springet, at
blive Hovedet for Videnskabernes Academie; men til Ulykke
blev hans Fader paralptisk. Sønnen paatog sig hans Helbre
delse. Han vilde ved denne Cuur betiene sig af Centrifuge¬
Kraften. En Kunstner maatte forfærdige et smukt Hiul, i
hvilket han i en Times Tid med største Hastighed omdreyede
sin Fader. Da Operationen var til Ende, holdt man ham
for død. Jmidlertid slap han dermed, at han maatte tilbrin¬
ge Resten af sine Dage i Sengen. Klitander blev anklaget at
han vilde ombringe sin Fader. Han skulde allerede have faaet
sin Dom, men hans Uskyldighed, det er, hans Penge rede¬
de ham.
Han forbandede Physiken, Jnsekterne, Erfaringer, og
i særdeleshed Centrifuge=Kraftens Forsøg. Han kaldede
Poesien til Hielp; denne skulde trøste ham for al den For¬
tredelighed, som han havde udstaaet. Han lod et meget
skiønt Digt trykke, som hans Venner af Føyelighed læste.
En af de Store, om hvem Spørgsmaalet slet ikke var, troe¬
de, sig at være mishandlet derudi. Klitander leed en heftig
Forfølgelse; han var endog nødt til at forlade sit Fæderne¬
land. For at udvirke hans Tilbagekaldelse, maatte han
smiggre for Folk, som intet havde fortient uden saadant,
dersom de ikke havde vænæret Forfatteren ligesaa meget, som
den, der er Objectet deraf.
Fortryllende Kunster, Guddommelige Videnskaber,
raabte han, J som udgiøre fornuftige Dødeliges Fornøyel¬
se og Lyksalighed, ville J da immer foraarsage min Ulykke?
Jeg kan dog ikke forlade eder. Jeg vil legge mig efter Mo¬
ralen: jeg vil meddele Verden Dyde=Lærdomme, og Men¬
neskene ville til ævig Tid elske mig fordi jeg har forbe¬
dret dem.


Klitander griber strax fat paa Verket. Bladene fyldes
hastigt under hans Pen, og paa en otte Dages Tid skaber han
en stor Bog. Bogen kom for Lyset; den var ikke meget god,
men meget uskyldig, og man fandt den meget farlig. For¬
fatteren havde Fiender; thi han havde giørt Folk got, som
siden vare blevne rige og mægtige. De grebe en saa skiøn
Leylighed til at forderve og ødelegge ham: han blev kast
i Fængsel. Man troede, at han skulde aldrig faae Dagens
Lys mere at see, efterdi hans Bog indeholdt mange Sand¬
heder; men han havde til al Lykke en Syster, som havde
sort Haar, blaa Øyne, en hvid Hud, og en liden Mund.
Klitander blev sat i Frihed.
Hvor ulykkelig er man, sagde han naar man skriver phy¬
sicalske Forsøg, Vers og Sædelære! Hvorledes skal jeg bli¬
ve lykkelig? Intet er saa let. Jeg er en stor Politicus og
Statsmand; thi jeg har læst nogle Blade af Machiawel;
Ministeren vil ikke kunde nægte mig et Embede. Med min
dybe Statskunst kan jeg tiene min Printz ved en udenlandsk
Potentat. Jeg kan være lykkelig i alle Negociationer, og
fortiene en ævig Erkiendtlighed af mine Landsmænd.
Han forsømmer ikke noget Øyeblik, og søger en Ge¬
sandtskabs=Post. Man skikker ham til et Hof, som havde
truet med Krigs=Erklæringer. Klitander var i Begreb med
at flifte et varigt Forbund, og Tractaten skulde allerede bli¬
ve underteignet. Men til Ulykke havde Hans Excellence en
artig Kat, og Hans Majestæt en artig Sisken. Denne
Sisken fløy ind i Hr. Gesandtens Kammer, og Katten aad
den op. Kongen fornam og anhørte Beretningen om den
ne Ulykke med en besynderlig Taalighed. Han befalede Ge¬
sandten at rømme hans Rige, og erklærede Krig imod hans
Hof, da man imidlertid ikke mistede mere, end 800000
Mand, tyve Aars Skatte, og nogle Dosin Stæder, som
man paa begge Sider opbrændte, tilligemed deres Beboere.
Klitander blev overvældet af Skam, holdt for en slet Ne¬
gociateur; og det havde været ude med ham, dersom hans
Syster endnu ikke havde været smuk.
Han kunde sin Polybius uden ad og havde læst Æneas
Taktik med Opmerksomhed. Man haabede, at han skul¬
de være bedre at at bruge i Krigs=Affairee, end i Ambassa¬
der; man giorde ham til befalingsmand over en fast Plads.
Denne Plads blev beleyret, og Klitander forsvarede sig tap¬
pert; Styts og Levnetsmidler fattedes til Slutning, og han
holdt det for bedre at overgive sig, end blive hængt. Hans
Forhold var klogt; men det blev ikke bifaldet, og han vove¬
de ikke at giøre Ansøgning om nogen anden Post.
Klitander forsagede og afsagde alle Videnskaber. O
Kierlighed! raabte han, du er det! Dig indflyer jeg til.
Jkkun dine Sødheder kan giøre at jeg forglemmer mit
Lives Bitterhed. Du allene udbreder Fornøyelser i Verden;


du allene kan udgyde Glæde i mit Hierte. J en elskelig
Kierestes Arme vil jeg lære, hvad Lyksalighed er.
Klitander søgte i Selskaber efter en Skiønhed, som
kunde indtage ham. Den første, som han traf, syntes ham
at være i Staud til at fængsle hans Hierte. Det var Cloe,
en ung, munter, ubesindig Brunette, som besad Coquetterie
i høyeste Grad, og som var skabt til at fortrylle et Menne¬
ske, der hidindtil ikke havde vidst af andet at sige end Kier¬
lighed til Talenter. Han talede stammende med hende, og
hun hørte paa hannem med lydelig Latter; hun giorde sig
lystig med ham; hun drillede ham; dog betog hun ham ikke
alt Haab. Jmidlertid fortvivlede han, fordi han var alt
for nye; men hun giorde sig Umag for, ved sine Tillokkel¬
ser at opmuntre hans synkende Haab. Klitander blev min¬
dre skye og Cloe mere tilbageholdende. Hun |vilde venne
ham til den rette Tone, men han maatte giøre sig al Uma¬
ge af Verden, for at blive en Petitmaitre. Jmidlertiid
var han i Begreeb med, at blive lykkelig da Cloe pludselig
forlod ham af Kierlighed til en artig ung Herre, som hav¬
de en fløyteagtig Stemme, og kunde giøre et Dosin Piru¬
etter paa een Fod.
Disse Begivenheder satte ham i Harnisk, og han svor,
at han aldrig mere vilde elske en Coqvette. O Dyd! Du
er den største Skiønhedens Ziir! du allene er bestandig; du
allene forandrer dig ikke. Skiønheden flyer; men du bliver,
og den, som besidder dig, omendskiøndt hun endog mister
Ungdommens Skiønhed, har dog næsten intet forloret. O
Dyd, dig allene vil jeg overgive mig.
Han talede og faae Cidalise. Hendes Øyekast og Aa¬
syn indflød Ærbødighed. Hendes store Øyne, som gierne
intet andet vilde have udtrokt, end Forlystelse, giorde sig
ikke Umag for at være Majestætiske. Kierlighed havde
dannet og malet hendes Mund, for at imodtage og give de sø¬
de Kysse, og denne utaknemmelige Mund aabnede sig ikkun
for at smælde og skielde paa Kierlighed. Hendes Bryst "4
dog det var skiult og forborget, og alle Mandpersoner suk¬
kede og alle Fuentimmer glædede sig derover. Klitander
elskede hende; hendes Skiønhed behøvede ikke lang Tid til
at befalde; hendes sædelige Anseelse forsikkrede, at man skul¬
de elske hende: man elskede hende. Hendes Øyekast bleve
milde, Munden blev gunstig, en Snip af hendes Halstør¬
klæde trakte sig af Veyen, og første gang kom lidet af hen¬
des Bryst for Dagens Lys. Man fik Dunster; en Afmagt;
Betienterne havde begivet sig bort - Føer dig det Øye¬
blik til Nytte, Klitander; Undseelse og Blufærdighed har
forberedet dig det; den Uudseelse, som døer, og ikke vil an¬
sees for at være overvunden. - Frygten holder den til¬
bage, den vakler; den standser; Tiden forløber; den maae
komme til sig selv igien. Hvad for et Feylslag for den, som
uden at tilbyde sig til Forbrydelsen, dog alligevel havde kun¬
det forlade Dyden, Klitander maatte giøre Plads for en
anden Elsker, som maaskee ikke var saa tavs, men desto
dristigere.
Der gives ingen bestandig Dyd, raabte Klitander;
den er flygtet ud af denne Verden, og har intet efterladt


sig tilbage, undtagen dens billede. Han talede end¬
nu, Da han saae Dorfise komme gaaende ud af Templen.
Hun var gandske indhyllet i hendes Hovedtøy; hendes An¬
sigt var fuldt af Andagt. En blandet Rødhed, som Natu¬
ren havde udgydet over hende forhøyede Glandsen af hendes
hvide Hud, hendes Pynt var sædelig, men ikke skiødesløs.
Hvo kiender bedre, end et skinhelligt Fruentimmer, Pynt¬
ningens forføriske Kunst? Hun røvede Klitanders Hierte
fpa ham. See, sagde han, denne behøvede jeg! Dyden
er svag, naar den ikkun har sig selv til Støtte, men den er
ubevægelig, naar Fromhed staaer ved dens Side. Saa¬
ledes dømte han, og lod ingen Møye eller Umag fortryde
sig, for at faae Indgang hos Dorfise. Det lykkedes ham.
De første Samtaler vare Gudfrygtige og kiedsommelige;
snart bleve de interessantere, snart fattedes dem ræsten in¬
tet mere, end at være kielne. Klitander holdt for, at han
maatte føre sig dette Øyeblik til Nytte. Dorfises Sæde¬
lighed havde antændt en kydsk Lue hos ham; han talede om
Giftermaal og Ægteskab. Hvor blev han forbavset! Dor¬
fise yttrede den største Afskye for dette hellige Baand. Jeg
misbilliger det ikke, naar man brænder af Kierlighed at
man giør samme ustraffelig ved Ægteskab. Jeg er ikke
iblandt dette Tal, og jeg maae opofre Gud alle Lidenska¬
ber, da han forlener mig saa megen Kraft, at jeg kan hol¬
de dem i Tømme. Klitander vilde ikke være paatrengende;
han vilde oppebie et gunstigere Øyeblik, da han kunde ind¬
flyde sin Andægtige en uimodstaaelig Tilbøyelighed. J det
han saaledes biede, kom en ung, smuk Abbed, som ikke
kunde bie, og tog det Blomster bort med sig som Klitan¬
der ikke vilde afplukke.
De Forliebtes Vilderede.
(En Allegorisk Drøm.)
Deg befandt mig paa en Høy og saae en behagelig Egn
ligge for mig. Jeg var begierlig efter at lære at kiende
samme nøyere, derfor gik jeg ned af Høyen og hastede der¬
hen uden Ophold. Alt hvad jeg saae omkring mig, fore¬
kom mig smukt. Jeg gik i de blødeste Blomsterfulde Klever
Enge, og mine Øyne mættede sig af at betragte den Mæng¬
de Blomster, hvormed disse Enge vare skiulte. Jeg saae
klare Bekke at flyde, og Fuglenes Sang, som sadde paa
Træernes Grene, opfyldte mine Øren. Luften var klar og
behagelig, og Træerne giorde en kølig Skygge. J denne
Egn saae jeg voxne Mennesker gaae foran mig, og ved Si¬
den af mig skyndte mange unge Personer sig forbi mig med
muntre Pnsigter og milde Miener. Unge Piger som
vare meget fornøyede, fulgte efter de første under bestandig
Skiemt, Spøg og Latter. Jeg vendte mig om, og blev vaer,
at Personer af begge Kiøn komme bag efter mig paa denne
samme Vey, iblandt hvilke jeg merkede nogle som saae æl¬
dre ud, end de andre. Jblant dette glade Selskab kom
jeg til en Have, hvor jeg ønskede at jeg stedse maatte blive.
Havde den Vey, som førte derhen tilforn fornøyet mig:


saa forekom mig nu alting i dette Distrikt langt behageligere.
Hvor jeg ikkun henvendte mine Øyne fandt jeg overalt And¬
ledning til Glæde. Her havde de unge Smukke forsamlet
sig under et Træe, og bleve omgivne af unge Mands Per¬
soner. Hisset havde andre sluttet en Kreds og bevægede sig
med hastige Fødder og hurtige Legemets Vendinger fra et
Sted til det andet. Der kastede unge Mandfolk Blomster
til Pigerne; og Pigerne satte Krandse paa dem igien. Her
gik mange Parviis, og havde slynget deres Hænder i hin¬
anden. Hisset hørte jeg, bag ved en Busk, en spæd og
kielen Røst, som sang om den uskyldige Kierlighed. Fra
en anden Side hørte jeg blandede Toner af adskillige Per¬
soner, som fornøyede mig paa en indtagende Maade= Man
giorde sig heele Veyen igiennem Umag for at befalde nogle;
og jeg merkede, i det jeg gik frem og tilbage, naar de un¬
ge Personer mødte mig igien, som jeg allerede tilforn hav¬
de seet, at de samme Jomfruer gik endnu ved Siden af dem,
som de i Begyndelsen havde spadseret med. De, paa hvis
Kinder de første Ungdoms Blomster ikke meere faaes saa le¬
vende og spillende, som hos andre, lode dog alligevel end¬
nu see et muntert Væsen og Kiendetegn paa en inderlig For¬
nøyelse. Jeg saae af en Hændelse, at en fyrrig ung Person
kystle en Pige paa Kinden, hvorpaa hun slog hendes Øyne
ned, da tillige hendes Kinder bleve overtrakte med en kydsk
Rødme. Hist og Her saae jeg artige og velklædte Drenge.
Nogle af dem legte med hvide Duer; andre hoppede og sprang
omkring de Forbiegaaende, og endnu andre bragte Blom¬
ster, som de bare i Kurve.
Jeg gik videre frem og vilde see, om man allevegne
paa dette Sted fandt saadanne Folk og behagelige Afvex¬
linger. Men da jeg var gaaet noget bort fra dette Op¬
holdssted, hvorfra jeg først var kommen, saa merkede jeg
at adskillige efterhaanden gik bort fra hine, og kom mig af
Syne bag en tyk Busk, som jeg saae for mig i et Hiørne
paa denne Plads. Der fulgte endnu andre efter dem, hvis
Miener og Geberder vare langt fra ikke meeere saa uskyldige
og gelassene, som jeg havde merket paa dem, hvis Sel¬
skab de forlode. Jeg vilde erfare hvor de hastede hen, og
jeg kom igiennem Busken. Her saae jeg en Høy Haveveg
af grønne Hekke for mig, og en aaben Dør, til hvilke im¬
mer nogle nærmede sig. De Personer, som befandtes paa
Pladsen uden for denne Indgang, løbe forvirrede iblandt
hinanden, og jeg hørte af nogle iblant dem de Ord udta¬
les: Her er Friehed at leve! Mange letfærdige Drenge, som
sværmede sammesteds omkring, og opførte sig frekt og vildt
trakte Folk hen til sig, formedelst deres Lege og Pudserier.
Nogle iblant dem udstrøede Seddeler, og de Piger som gre¬
be derefter og holdt dem for deres Øyne, skyndte sig der¬
paa hen til Drengene, som stode bag ved Døren og vinke¬
de ad dem. Andre Drenge, som tumlede hist og her om¬
kring, tilbøde Tilskuerne en sød Saft i Skaale, og de, som
satte Skaalen til Munden og udtømmede dem gik strax der¬
efter med vaklende Trin ind igiennem Døren. Tæt derved
legte Drenge med glimrende Stene og guul Sand, og hav¬
de saa travelt med at pynte nogle Dukker paa det smukkeste.


Pigerne og de unge Drenge betragtede dette Dukketøy med
Fornøyelse. Drengene pægte med Hænderne til Døren,
og kastede noget derhen af deres Legetøy, hvorefter nogle af
de Omstaaende strax udrakte deres Hænder, og derved kom
mig af Sigte. Nogle andre blæste mange farvede Blærer
op i Luften, hvorefter en Deel saae meget begierlige, vilde
bribe fat paa dem, og derover fulgte efter de andre igien¬
nem Døren.
Jeg saae en Tidlang paa denne Leeg og jeg forundre¬
de mig derover, da jeg ikke saae at nogen af dem kom tilbage,
igien, som vare gangne igiennem denne Aabning. Jeg
tænkte, at de maatte komme i en langt behageligere Egn,
end den var som de havde forladt. Endelig saae jeg et
Fruentimmer, i en temmelig Viide fra Døren, som af en
Hændelse maatte have fundet en forborgen Udgang. Hun
raabte til dem, som stoede for Døren: Flyer, flyer herfra!
Jeg vilde erkyndige mig hos hende om dette Steds indven¬
dige Beskaffenhed, hvorfor hun advarede dem, som endnu
ikke havde været der. Men hun opholdt sig ikke, dog igien¬
tog hun endnu engang de forrige Ord.
Jkkun et Par lode sig bevæge deraf, og gik bort fra
dette Sted. Jeg vilde just gaae tilbage, da jeg hørte en
sterk Latter bag ved mig. Jeg saae mig om, og en gam¬
mel Kone kom til Døren med en ung Dreng. Jeg vilde
med Opmerksomhed betragte dette Par; men da de strax
søgte at skiule sig bag ved Døren, saa gik jeg nogle Skridt
efter dem, og min Nysgierrighed drev mig saavidt, at jeg
stod med den ene Fod inden for Døren, førend jeg formo¬
dede sligt.
Her saae jeg paa begge Sider, imellem høye og grøn¬
ne Hekke, Gange, som efterhaanden krummede sig. Paa
disse hekke vare hist og og her atter Aabninger, igiennem
hvilke man kunde komme ind i andre Gange, og bag ved
hvilke den unge Dreng med den gamle Kone strax forstak sig.
Da jeg var kommen igiennem en af disse Aabninger ud i
den anden Gang: saa saae jeg mange Mandfolk og Fruen¬
timmer, som gik Parviis omkring. Deres Ansigter vare
frekke og uforskammede; i deres Øyne brændte en vild Jld;
og de løbe bag ved andre Gange endnu dybere ind i denne
Forvirring. Jeg gik efter dem, og jeg hørte en ynkelig Røst.
Jeg vilde erfare, hvem der klagede sig saa bevægelig paa
dette Sted; jeg vendte mig om, og en Pige, som havde
skilt sig fra hendes Ledsager, kom imod mig, vreed sine Hæn¬
der, og raabte under mange Taares Udgydelse: "Hvo hiel¬
per mig? Hvo befrier mig? Hvo viser mig en Udgang? Jeg
har ladet mig forføre; nu er jeg forloren!" Hendes Ledfa¬
ger tog hende atter ved Haanden; men hun stødte ham fuld
af Forbittrelse fra sig. Han søgte at tilfredsstille hende;
han lovede, at føre hende til Døren igien, hvor igiennem
hun var kommen ind. Hun lod sig endelig overtale af ham;
hun gik med, og han bragte hende bag en anden Hekke,
som var endnu længen borte fra Udgangen.
Disse vare neppe komne mig af Sigte, saa kom et
andet Fruentimmer imod mig, som en ung Mandspersøn
fulgte efter. Hendes Øyne funklede; hendes Legeme var i


nordentlig Bevægelse; hendes Lemmer skielvede; hun raabte
med uordentlig Stemme: "Forfører! Forfører! Du skal
"faae min Hævn at fornemme, kom aldrig mere for mine
"Øyne! Jeg gider ikke, jeg kan ikke, jeg vil ikke see dig
"mere! "J det jeg endnu stod og saae paa hende: saa
sprang en ung Mandsperson hurtig forbi: han saae sig
frygtsom omkring og sagde: O, dersom jeg ikkun denne
Gang var i Frihed igien! En Kone med et geilt Ansigt løb
efter ham, greeb ham fat ved hans Klæder, og trakte ham
videre frem med sig igiennem Aabningen af den nærmeste
Hekke.
Jeg blev bange, da jeg befandt mig paa saadant et
Sted, hvor der var intet andet end Forvirring og Uorden
at treffe. Jeg saae overalt intet andet, end krumme Gange
og Sideveye for mig, saa at jeg ikke meere vidste, hvor jeg
skulde flye hen. Jeg maatte altsaa ikkun fremad, uden at
vide, hvorhen jeg endelig tilsidst skulde komme. Jeg hørte
en Sukken for mig, og jeg saae et Fruentimmer med et
mavert Ansigt og bleeg Farve. Hun sad paa Jorden;
støttede sit Hoved paa den venstre Haand; hendes Øyne
vare nedslagne og hun græd. Hun saae ikke paa mig, men
sukkede og sagde med afbrudt Stemme: "Allerede 20 Aar?
"O elendige Levnet! Dog det er engang skeet. Nu maae
"jeg vel videre. Jkke langt fra hende havde en Mands¬
person lænet sig op til en Hekke; jeg saae graa Haar i hans
Hoved og Skieg. Han anstillede sig mat og uformuende,
som han ikke kunde gaae noget Skridt videre. Han hviskede
nogle Ord, hvoraf jeg ikkun kunde forstaae dette: Hvo
havde tænkt det? Strax derpaa saae jeg et Par, som kom
i revne Klæder, omendskiønt deres Miener saae fornemme
ud. Et andet Par fulgte efter dem, og dreve Spot med
dem med en spodsk Latter. De første vendte sig om, og
sagde til dem: "Leer ikke ad os; thi J forfølges af lige¬
saadan Skjebne." Fra et Hiørne hørte jeg af en Hæn¬
delse denne Røst: Her er Veyen, Strax saae jeg, at mange
løbe derhen. Jeg kom med dem for en Aabning, for hvil¬
ken der stode nogle Personer af begge Kiøn, og fortalte de
Tilkommende, at man derigiennem kunde komme til Frihed,
igien. De bleve let troede, og enhver vilde være den første,
at slippe ud igiennem denne Aabning fra det fortrædelige
Opholdssted. Men det var ikkun et Bedragerie; thi man
kom derved i langt mere forvirrede og øde Gange, end de
forrige havde været, som man havde forladt. Jordbunden
var njevn og fuld af Stene, over hvilke man faldt, naar
man ikke saae sig vel for. Over mit Hoved fløy Ravne,
Ugler, Høge og andre vilde Fugle, som giorde et fælt
Skriig. Alle løbe her uordentlig iblant hinanden. Her
kom en bestyrtzet Kone og sagde: Nu er der ikke meere Red¬
ning eller Hielp for mig. Hisset søgte et ungt Menneske
at forstikke sig for en anden, som forfulgte ham med grumme
Miener og Bitterhed. Der kom en Pige og raabte: O
hvilken Daarlighed! hvor lykkelig kunde jeg nu have været!


men nu er jeg det ulykkeligste Kreatur. Her sagde en ung
Mandsperson til en Pige, som løb efter ham og bad ham,
at han dog ikke skulde forlade hende, og giøre hendes Elen¬
dighed endnu større: See du selv til, hvorledes du kan
hielpe dig. Han løb bort, og hun reev Haaret af sig af
Harme og Fortrydelse; hun slog Hænderne sammen over
Hovedet, og talede om Mord, Blod, Grav og Død.
Haarene reyste sig paa mit Hoved da jeg hørte det. Men
jeg blev endnu mere forskrekket, da jeg gik videre i en anden
Gang, og saae et Legeme ligge udstrakt for mig paa Jor¬
den; der stod en Person med vreedt Ansigt og forbittrede
Miener derhos. Ved hans Fødder laae et lidet rundt Kar,
og han raabte: Saaledes maae man straffe de Utroe!
Jeg hørte strax derefter en anden Røst, som raabte: Mord!
Gevalt! Hielp! Gevalt! Et ungt Fruentimmer kom med
hastige Skridt og bævende Lemmer hen til mig; hun bad
mig om Hielp; men en afsindig Mandsperson var hende
alt for nær i Hælene, at hun havde kundet undflye for
ham. Fruentimmeret blev saaret af ham med et blankt
Staal, hvorpaa han anfaldt mig, og da jeg vilde vige til¬
bage: saa stødte jeg mig, og vaagnede.
En Fabel.
velanstændigheds Uanstændighed.
On Ræv, som for sin Anseelses Skyld blev af alle andre
Slags Dyr holdt for at være meget lærd, blev engang con¬
suleret thenseende til det Spørgsmaal: Hvad Menneskene
pleyer at forstaae ved det, som de kalder Velanstændighed?
Det kom derved næsten til Slagsmaal. En Biørn paa¬
stod midt i Allarmen, at Velanstændighed var overhovedet
et Hiernespind. Et Esel derimod sagde, at alt Skiemt og
Spøg streed imod Velanstændighed. Ney vist ikke, sagde
Hunden, thi han kiendte Verden: jo meer man skiemter
og spøger, jo meer galant er man. Nu begyndte da Ræ¬
ven at dømme ret philosophisk, for at bilegge Striden. J
forstaaer det altsammen ikke, sagde han: og det er ufor¬
skammet, at trettes med saadan Hidsighed om et saa men¬
neskeligt Ord, som ethvert Sted udtyder efter sin egen Me¬
ning. Vil man bestemme Velanstændighed, saa maae
man kiende ethvert Land og dets Borgere: den ene er hov¬
modig, den anden giør Moden gal, hos den tredie maae
man drikke, hos den fierde maae man aagre eller kiøbe, hos
den femte maae man graane over Bøger; og hos den siette
heder det: vær sparsom og accurat; hos Stolte stolt; hos
Frietænkere vittig; from hos de Skinhellige og Knorvorne,
hidsig hos de Smukke, rig paa Forstillelses Kunst og fatt g
paa Redelighed, det er vor Tids Velanstændighed. Jeg
lærte dette paa min Reyse fra Spanien til Østerlandene,
og giorde mig den Sætning bekiendt: Enhver er en Daare
paa sin Maade.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 36


Noget om de selskabelige Dyder.
D¬
e selskabelige Dyder befordrer Menneskets egen Lyk¬
salighed; de ere Kilden til at være veltilfreds
med sig selv, og opvekker Fornøyelse i andres Hier¬
ter. Enhver elsker den, som udøver dem, og søger at nyde
hans Omgang. Thi han fornærmer ingen. Han er eftere
givende uden Gienstridighed. Han bærer hans Medbor¬
gers Skrøbelighed, uden at fornærme sin Egenkierlighed,
de Lastefulde elsker de Dydefuldes Selskab, og kan ikke for¬
og forhverver sig derved Anseelse og Tilbøyelighed. Endog
til Laster; desto sterkere bliver han ved Dydens Glands rørt
sage dem deres Agt. Thi jo mere Mennesket er hengivet
og bevæget, naar han seer den hos andre. Den Lasteful¬
de elsker Lemfældighed, efterdi han af samme kan vente hans
myghed, fordi den ikke legger nogen Forhindring i Veyen
Forbrydelsers beredvillige Forladelse. Han skatterer Yd¬
for hans hovmodige Hensigter. Han ærer Retfærdighed,
fordi han har sammes Sikkerhed at takke, for han i Ro¬
kan ikke finde Mishag i andres Veldædighed og Gavmild¬
lighed kan nyde sit Liv og besidde sit Gods. Den Gierrige
hed, efterdi den er mere beforderlig end hinderlig for hans
Begierlighed; og den Viises Maadelighed kan ikke opvekke
nogen Fortredelighed hos Drukkenskabs=Elskeren, da den ikke
giør hans vellystige Forlystelser nogen Afbrek. Menneske¬
Kierlighed, Tienstagtighed, Ydmyghed, Redelighed ere Dy¬
der, som beviser sig i at giøre vel, og skaffer endog dem
Nytte, som ere hengivne til de derimod satte Laster.
Man giør sig i Almindelighed et urigtigt Begreb om Føye¬
vildfører den med en nederdræxtig Ligegyldighed, som let¬
lighed, som er en af de fornemste selskabelige Dyder; man
aldrig Laster og Daarligheder sit bifald. Den underskil¬
telig falder i det Afsmagte. Den ægte Føyelighed viser
velse, roser alting uden Forskiel, og ophøyer alting uden
ler sig derudi fra Smigrerie, som bifalder alting uden Prø¬
Værdighed. Den bærer Næstens Sygdomme og Skrøbe¬
ligheder, uden at kalde dem gode; den skaaner sin Egen¬
kierlighed, uden at ernære den; den er beredt til at undskyl¬
de sine Feyl, uden at retfærdiggiøre dem. Et føyeligt
uden at fornemme Jalousie, eller blive anfægtet af Mis¬
Menneske hører andres Berømmelse og seer deres Velstand,
undelse. Han giør det til sin Skyldighed, at bevise dem
sin Bistand, som tager deres Tifflugt til ham, og ikke at
ker ikke den Forsigtighed, som tilskynder os til at give Agt
foragte noget Menneske. - Denne Føyelighed udeluk¬
ere om os. Man kan intet Menneske see ind i Hiertet,
med en Art Tilbageholdenhed paa deres Foretagender, som
og dog bestemmer hans Hiertes Hensigter hans udvortes


Foretagenders egentlige Værd. En Mangel af Erfaren¬
hed og Kundskab om det menneskelige Hierte giør os ufor¬
sigtige, og de, som besidder liden Eftertanke og Overleg,
bliver allerlettest besnærede af disse Feyl. - Af den al¬
mindelige Menneske=Kierlighed, og i Særdeleshed af den
sande Christen=Kierlighed, flyder Taalmodighed. Denne
maae man først og fornemmelig udøve imod dem, hvilke
man meest anpriser dens Jagttagelse. Toleran; er en al¬
mindelig Dyd, den er Kierlighed selv. Philosophien præ¬
diker den, og Evangelium henregner den til Christendom¬
mens væsentlige Pligter.
Anekdoter om min Oldefader.
Min Oldefader er en saa bekiendt Mand, at jeg tro¬
er, man vil takke mig, for jeg her meddeler de Anekdo¬
ter, som jeg veed om ham. Jeg beder mine Læsere
ikke at troe, at jeg tænker, de skulde have stor Nyt¬
te af dens Læsning; ney, jeg vil ikkun blot fornøye dem,
og engang skaffe dem en Latter ad en gammel Mand, som
i Sandhed var fra det forrige hundrede Aar. Vort Pu¬
blicums Smag er nu alt for meget oplyst til at saadan en
Mand skulde kunde tiene det til Exempel, og naar vi hen¬
vender vort opmerksomme Øye fra andre, ved hvis Efter¬
abelse vi allene lærer at tænke smukt, og seer paa vore Ol¬
defædre, saa kan saadant ikke skee af nogen anden Hensigt,
end for at lee.
Min Oldefader var imidlertid et got Stakkels Mand.
Ved hans høye Alder var han undertiden pudseerlig, og
da en anseelig Formue fritog ham fra den Nødvendighed,
at bukke og krumme sig for slette Folk, saa overlod han sig
ofte til sin heele Lune. Men denne gik saa viidt, at han
giorde heele Staden opmerksom paa sig, og de Domme,
som fældtes om ham, vare meget forskiellige. Nogle holdt
ham for at være et meget klogt Hoved, andre loe ad ham
og den største Deel paastod meget venligt, at han var for¬
virret og gal. Da jeg var hans Arving, saa opdrog han
mig, og hans egen Tænkemaade har gjort saa megen Jnd¬
tryk paa mig, at jeg endnu immer gierne taler om ham.
Jeg kan just ikke sige meget berømmeligt om hans
gode Levemaade. For at give mine Læsere et Begreb der¬
om, saa vil jeg ikkun fortælle dem et Exempel derpaa.
Han befalede engang hans Tiener, at han ingen skulde lade
komme til ham, som ikke havde noget nødvendigt at tale
med ham. Om Aftenen larmede han forskrekkelig med ham,
fordi han havde viist en vis fattig Mand bort, som ikkun
kom, for at vilde tømme noget ud af hans Pung, men roe¬
ste og bifaldt det dog meget, at han havde nægtet ham hiemme


for adskillige artige Folk, som ikkun kom, for at forsikkre ham
om deres Venskab. Thi, sagde han, disse artige Folk kom
mer til mig, for at fordrive Tiden, og ville spilde min Tid
for mig. Men den Fattige trængte virkelig. Tiene¬
ren, som han strax derpaa gav sin Afsked, bragte denne lidet
fine Levemaade ud i alle gode Huse, og dette gav den før¬
ste Anledning til, at man begyndte at troe, at den Gamle
havde mistet meget af sin Forstand. Thi det er ubegribe¬
ligt, hvor nogen ikke gider heller drukket et Glas Viin med en
god Ven, end høre paa en Fattigs Klagemaale, som til¬
sidst skiller ham ved nogle Penge.
Han gik gierne ud at spadsere paa Gaderne, og da
maatte jeg stedse følge med ham. Himmelen veed, hvor
gierne jeg giorde det. Thi foruden hans gammeldags og
enfoldige Kiol stak ugemeent af imod min rige og prægtig
broderede Klædning, og røbede immer at jeg intet videre
var, end en Sønnesøn af en god ærlig Borger, saa havde
han nogle ret forunderlige Skikke og Vaner, som ofte gior¬
de mig rød fra Hovedisse til Fodsaale. Han kikkede ind i
alle Huse, undertiden smilede han, undertiden rystede han
med Hovedet, undertiden blev han nogle Minuter staaende
i dyb Eftertanke. Han var i Stand til, at blive staaende
længe stille, for at see paa en Hob Børn, som spøgede og
legte paa Gaden. Naar det var Juul, kiøbte han for
nogle Mark Peberkager og Nødder, hvilke han uddeelte paa
Gaden, saa ofte han mødte et Barn som han hovede. Det¬
te trakte os engang en heel Sværm Drenge paa Halsen,
som forfulgte os nogle Gader langt, hvorved jeg i sær gjor¬
de et skiønt Optog.
Han kunde ikke fordrage, naar de artige Borgerdøt¬
tre stode eller sadde i Gadedøren, stak Hænderne under Con¬
tuschen eller lagde dem i Skiødet, og for at fordrive Tiden,
dreve lidet Spot med de Forbigaaende. Han paastod at
dette gav Anledning til meget Ondt, at de unge Dagdri¬
pere og Steenslibere af mine Lige, som han meget gunstig
satte til, toge deraf Leylighed og Anledning til at giøre Be¬
kiendtskaber, som vare ikkun liden Ære for Pigerne, at
der reyste sig en slem Fortrolighed med Tieneste Folkene der¬
af, og at disse uskyldige Børns Øren bleve ofte forargede
ved uanstændigt Snak, som alt for let kunde giøre Jnd¬
tryk paa Hiertet. Denne forunderlige Dadlen var mig me¬
get fortrædelig. Thi det var virkelig den eneste Fornøyel¬
se, som jeg havde ved vore Spadseer=gange, at jeg under¬
tiden saae et artigt Ansigt.
Man har bebreydet ham, at han har gaaet forbie for¬
nemme og rige Folk, uden at hilse dem. Jeg kan ikke
nægte det, og jeg har mange gange skammet mig derved.
Men han paastod, at man maatte ikke bedømme et Men¬
neske efter hans Kiol, og en Mand fortiente derfor slet in¬
gen Høyagtelse, fordi han har Guld paa sine Klæder
Derimod var han i Stand til, først at tage sin Hat af for
hans Skomager, og at blive staaende et Qvarteerstid hos
en Haandværkmand, for at tale med ham enten om hans
Haandtering eller hans huuslige Omstændigheder. Kom,
min Søn, sagde han engang, Exempler hielper mere end


Lærdomme. Jeg vil viise dig en vikerlig stor Mand. Efter
at vi havde vandret igiennem ti smag Gader, saa gik vi
ind i et lidet Hnus, hvorudi jeg just ingen stor Mand ven¬
tede. Jmidlertid var der gandske reenligt i Huuset undta¬
gen at en liden meget venlig Dreng satte en Plet paa min
ene Manskiette, da han rakte mig Haanden, som jeg for
min Bestefaders Skyld maatte tage imod. Han spurgte
imidlertid Faderen, som syntes at være en Kunstner, hvad
hans Kone bestilte, og om Doctoren havde været der, som
han havde skikket derhen. Manden svarede ham med den
en retskaffen Mands Værdighed, som formildede Tak¬
nemmelighedens Følelse og jeg forglemte virkelig Pletten
paa Manskietten over deres Samtale. Efter at vi vare kom¬
ne hiem, saa fortalte min Fader mig, at denne Mand hav¬
de i lang Tid kæmpet med Ulykker og nu ernærede sin Kone,
sine gamle Forældre og et halvt Dosin Børn af en liden Be¬
tieniag ved Cassen, og af hans Flid og Arbeyde om Nat¬
ten. Min Søn, føyede han til, jeg er gammel, og har
Gud være lovet derfor, oplevet meget som giør mig For¬
nøyelse. Men det meest rørende og tillige fornøyeligste Syn
for mig at see, er en ærlig Mand, som kæmper med Nø¬
den og overvinder den paa en retskaffen Maade. Troe mig
det finder man ikke ofte. Hvor let er det ikke at handle
uredelig, naar Nøden forfører os dertil, hvor haardt hol¬
der det, førend vi ville bekiende for Verden, at vi ere fat¬
tige, og hvor mange Folk kiender jeg, som blot for at skiu¬
le deres Fattigdom for Verden - Men jeg gider ikke
fortælle min Bestefaders Moral.
Den gode ærlige Mand vidste ikke ret og behørig at
bruge den Formue, som Himmelen havde givet ham. En
Dag bad en god Ven os, at giøre et Partie med ham til
en Lystreyse, Min Bestefader afslog det, fordi han, som
han siden sagde mig, havde en Tidlang havt sterke Udgiv¬
ter, og maatte nu indskrænke sig noget. Og selvsamme
Aften gav han en fattig Haandværkmand en heel Lonisdor,
for hvilken vi havde kundet holde os meget lystige.
Uagtet min Oldefader var en meget besynderlig og
særdeeles Mand; saa paastod han dog, at de nu værende
Moder vare ikke daarligere end de gamle. Han saae det
altsaa gierne, naar jeg klædte mig efter Moden og dadlede
ikkun gamle Folk, der ikke kunde afholde sig fra disse Smaae¬
heder, som han kaldte dem. Med denne gode Tilbøyelig¬
hed til de nye Moder, var jeg nu meget vel tilfreds. Men
jeg har forundret og ærgret mig over denne gamle Mand,
at han lod sig henrive af den nye Maade at opdrage
Børn paa, da min Systers ældste Søn blev født, saa vil¬
de han, at man ikke skulde lade ham blive svøbt, og heller
ikke vugge ham, uagtet min Søster havde faaet en prægtig
Vugge med Silke=Gardiner til Foræring. Drengen skul¬
le bades i koldt Vand, have bardt Hoved og udsettes for
al raa Luft. Dette maatte skee, uagtet al min Systers
Graad og tvertimod alle vore Forestillinger. Han lod ham
oven i Kiøbet inoculere, og det syntes som den haardnakke¬
de Dreng vilde giøre alle vore Spaadomme til Skamme,
saa sund og frisk blev han. Han er endnu en ret modtvil¬


lig sterk Dreng, som kan holde alle sine Skolekammera¬
ter i Ave.
Min Bestefader var from, ligesom Moden var den
gang og var meget nøye regnende paa den udvortes Anstæn¬
dighed i Religionen. Over Borde gad han ikke gierne tale
om Religions Materier, og holdt for at det gik ikke an,
at sige sin Meening om saadanne vigtige Sager, naar man
havde et Glas Viin i den ene Haand, og sad ved et artig
Fruentimmers Side. Det var en Feyl af da værende be¬
tænksommes Tænkemaade. Havde hans Vittighed, som vo¬
res, været oplyst af Engellænderne og Franzoserne, saa skul¬
de maaskee hans Jndfald have glimret ligesaa meget fra
denne Side ved Taffelet, som nyeligen den beskienkte Jun¬
ker Dewlapps Jndfald.
Min Bestefader paadrog sig engang ved saadan en
Leylighed et stort Selskabs heftige Dadel, hvori en forem¬
me Mand, som var en af de sterke Aander, med megen
Vittighed erklærede Religionen for en Fabel i en Geistlig
Mands Nærværelse. Jeg holder dette ikke for et Sted,
min Herre, sagde min Bestefader, til at undersøge Sand¬
heden eller Falskheden af det, som de paastaaer. Men De
maae tillade mig, at sige Dem, at den, som i en Geisilig
Mands Nærværelse taler slet om Religionen, forseer sig
ligesaa meget imod gode Sæder og imod den fine Levemaa¬
de, som den, der i en Officiers Nærværelse vilde tale slet
om Krigsvæsenet. Begge maae for deres Embeds Skyld
antage sig Sagen, og Selskabet er den meget slet forbun¬
den som vil forstyrre deres Fornøyelse og Enighed og op¬
vække en unyttig Strid - Da den anden var meget for¬
nemmere end Præsten og min Bestefader, saa tog Selskabet
ham saadan Tale meget ilde op, og det havde ogsaa virkelig
Aarsag dertil, da den gandske beskiemmede Frietænkeren.
Thi man maae ikke sige nogen fornemme Mand imod, om
han endog paastaaer og forsvarer den største Daarlighed.
Alt hvad man i dette Stykke kan giøre, er at vise en ær¬
bødig Tavshed.
Min Bestefader havde en gammel Tiener, som vel
havde tient ham i en 40 Aars Tid, og derover var bleven
gammel med ham, men just af den Aarsag var heller ikke
meke nyttig til nogen Ting. Han var egensindig, magelig,
imodsagde sin Herre meget ofte ubeskedent, og drak hyppig
meere Brændeviin, end hans gamle Hoved kunde taale.
Naar han var i den Stand, forsvarede han alle de Rettig¬
heder, som hans Herre efterhaanden af Taknemmelighed
havde indrømmet ham i en Tid af 40 Aar, og dette gior¬
de han med Jvrighed, uden at ville være imodsagt. Jeg
bad min Bestefader engang ved saadan en Leylighed indstæn¬
dig, at han vilde jage ham paa Porten; men han svarede
mig gandske koldsindig: Han har opvartet og ventet dig
stor min Søn.
Man lærte allerbest at kiende den gode gamle Mand,
naar man, som jeg, om Vinteraftenen tilbragte Tiden med
ham ved en varm Kakkelovn og en Pibe=Tobak, hvilke beg¬
ge Dele han hiertelig elskede. Da jeg skulde være hans
Arving saa tog jeg mig vel i Agt for, trods alle de Oprig¬


tigheds Regler, som han gav mig, at sige ham imod. Han
talede vel ofte i hele Timer, uden at jeg vidste, hvad han
havde sagt. Men det er en Sag, som ikke er saa usæd¬
vanlig, og som mange Stæder tildrager sig i det mindste
engang hver Søndag, Universiteterne uberegnede. At tale
om Giftermaal var hans Yndlings Materie: Jeg troer
gandske vist at om jeg havde fulgt hans Villie, saa hav¬
de jeg nu og i denne Time været Bestefader. Hver Aften
holdt han en Prædiken for mig, om en Huus=Faders Lyk¬
salighed i sin Families Skiød, som han kaldte det, og over
hundrede gange har jeg maattet høre en Lovtale om min Be¬
stemoders gode Egenskaber. Min Søn, sagde han, gift dig,
saasnart du kan, men dog heller ikke før, end du har fuld¬
kommen Levebrød. Og da vil jeg raade dig, at du ikke
skal tage dig nogen rig Kone, af den Aarsag, fordi hun
er rig. Hun vil blive stolt, og hun vil troe, at hun har
gjort dig til Mand, og du vil ikke blive Herre i dit Huus.
Ægte heller ingen smuk Kone, blot fordi hun er smuk,
thi du vil ikke have hende mere kier, naar hun ophører at
være smuk, og det giøre Konerne meget snart, i sær i deres
Mænds Øyne. Ney - hør - du synes at være me¬
get søvnig - tag dig en god, forstandig, huusholdersk
Pige, som er af gode ærlige Forældre, og som har et got
Navn og Rygte, om du endskiønt ikke faaer meget med
hende. Jeg er just heller ikke imod, at man lader Piger
lære noget, saaledes som Moden nu omstunder er. J Sand¬
hed, hvorfor skulde et Fruentimmer ikke ligesaa vel kunde
forbedre sin Forstand som vi. De maae jo tiene os til vor
fornemste Omgang, og til vort meste Selskab. Din sa¬
lig Bestemoder - og nu begyndte denne ærlige Kones
Berømmelser igien, som jeg allerede vidste uden ad tilforn.
Ved Kakkelovnen har jeg faaet tufinde gode Lærdom¬
me, efter hans Mening, der allesammen vare saaledes be¬
skafne, at en Mand af den store Verden ikke kunde rette sig
derefter.
Tag dig i Agt, sagde han, da du endnu er ung, og
din Credit i Selskaber er endnu ikke befæstet, at du ikke for¬
tæller noget, som er urimeligt, i sær om din Person. Om
din Beretning kan endog være nok saa sandfærdig, saa vil
man dog ikke troe den, men holde dig for en Vindmager.
Vogt dig, at du ikke indlader dig i nogen Strid med
nogen Skraaler, eller med en Mand, som ikkun har berørt
Tingenes Overflade. Du kommer enten til kort, eller du
bliver og en Skraaler, og det er endnu ubehageligere.
Vær oprigtig, min Søn. Lad dette være din første
Dyd. Men troe ikke, at din Oprigtighed maae gaae saa
vidt, at sige enhver sine Feyl ligefrem og reent ud, at ville
forbedre enhver Daare og Nar, eller høyt og lydelig at ville
dadle enhver slet Gierning; saadant klæder ikkun en Mand
af min Alder, og hvis Omstændigheder har sat ham langt
hen over Menneskenes Gunst. Du er endnu ung; Folk
skulde kalde dig næsvis eller grov, eller i det mindste
med rette ubetænksom. Vær imidlertid dog ingen Hykler,
og opmuntre ingen Daare ved dine Buk og ved dine Be¬
rømmelser.


Mist illid og Hemmelighedsfuldhed er Venskabs Gift.
Man kan vinde enhver, naar man viser Tillid og Fortro¬
lighed til ham. Men jeg jager og fordriver alle mine Be¬
kiendtere og Venner fra mig, naar jeg af alle Ting giør en
Hemmelighed for dem. Jeg har meer end eengang faaet
Hielp og Bistand af dem i en Sag, som jeg betroede
dem med et Hemmelighedsfuldt Ansigt, efterdi jeg vidste,
at de havde foresat sig, at være mig imod.
Naar du bliver indbuden til store Glædeslav, og har
foresat dig, at være fornøyet, saa spil ikke. Du udsetter
dig derved for den Fare, at tabe, og at blive misfornøyet.
Thi det er virkelig ingen fornuftig Mand at fortænke, naar
han har begaaet den Daarlighed, for nogle Louisdorer at
tilkiøbe sig fortredelige Timer, at han er misfornøyet over
sin egen Daarlighed. Ak, min Søn, Spil er et vidtløf¬
tigt Capitel, og - ja, min kiere Gkand Papa, men jeg
er hiertelig træt.
Min Bestefader havde en Abe, som var den allerlum¬
skeste og verste jeg nogen Tid havde seet. Han sagde ofte,
at den Omgang med hans Abe var ham langt kierere, end
Omgangen med de Springere, som jeg havde. Thi hans
Abe skaffede ham ligesaa meget at lee ad, og naar han var
keed af at see paa dens Abekatterier, saa kunde han sperre
den ind igien i sit Buur, hvilket ikke altid gik an med Sprin¬
gerne. Undertiden betragtede han den hele Timer med en
travrig Alvorlighed, og pleyede da at sige, at dette Dyr
havde overmaade megen Liighed med Mennesket. Det var
ligesaa fuldt af Ondskab, misundeligt, underfundigt og
lumsk, naragtigt, graadigt og vellystigt, som Mennesket.
Han paastod, at dette Dyr skulde faae en menneskelig Grad
af Laster, ifald det fik flere onde Exempler at see, og kunde
forstaae Forførelsens Underviisning. Dog undskyldte han
det ihenseende til dets Feyl og sagde, at hans Abe havde
lært de fleste af sine Uartigheder af nogle Folk, hvis Om¬
gang den maatte taale. Jeg har iblant hans Papirer fun¬
det en Fortegnelse paa disse Folk, og en Historie om deres
Forvandtskab med min Bestefaders Abe, som jeg maaskee
med første vil lade trykke, efterdi den er meget fornøyelig at
læse, i sær da disse Folkes Navne staaer med fulde Bog¬
staver derudi.
Jeg har desuden faaet adskillige artige og opbyggelige
Optegnelser efter ham, som jeg maaskee efterhaanden vil
meddele Publicum til dets Fornøyelse og Nytte. Thi man
maae tiene sin Næste, sagde min Bestefader.
Karrighed.
D¬
er fortælles om Molin, en berømmelig Læge i Paris,
som var Eyer af 1600000 Livr. og døde uden Arvinger
Ao. 1755, i hans Alders 89 Aar, en Anmerkning, som er
et Beviis paa, at en meget stor Formue er for mange Folk
en tilstrekkelig Grund nok, til at fortære desto mindre. En
Mand, som man endnu maatte kalde noget mere, end en
Occonom, og som selv var stolt derover, hørte, at Hr. Mo¬
lin endnu overgik ham i dette Stykke, og besøgte ham der¬
for en Vinter Aften Klokken otte. Han fandt ham i et
røget Kammer, ved en liden Lampe, som man ikkun net op


kunde see. Jeg har hørt, min Herre, sagde han til ham,
at intet Menneske i Verden forstaaer Huusholdningen bedre,
end De. Jeg forstaaer og noget deraf; men jeg ønskede,
at jeg endnu forstod noget mere af Oeconomien, og at De
vilde være saa god, at undervise mig derudi. Kommer
De ikkun derfor, svarede Molin gandske koldsindig; vær
saa god og sid ned, i det samme udslukkede han sin Lampe,
og sagde: Vi behøver intet Lys, for at see, hvad vi taler;
thi desto mindre bliver vi forstyrrede i vor Tale. O min
Herre, raabte den fremmede Gierrige, denne oeconomiske
Lection er tilstrekkelig nok for mig, og jeg seer vel, at jeg
er ikkun et Barn i Oeconomien imod dem; men jeg svær¬
ger paa, at jeg skal føre mig det til Nytte. Dette sagde
han og listede sig ud af Kammeret.
Dersom denne Anmerkning er sand, saa seer man i
denne Læge et Beviis paa, hvor meget Mennesket kan imod¬
sige sig selv, og være et Miskmask af Dyd og Laster.
Den Mand, som ey kom til Folk igien, naar man ey be¬
talte ham hver Visite, var dog meget ædelmodig i at un¬
derstytte Fattige, uden at han nogen gang vilde lide, at
man takkede ham derfor, der er dog saa behagelig en Rø¬
gelse for vor Stolthed, og uden at han nogen Tid skulde
tale derom. Naar han gav, saa forlangte han at man ikke
skulle tale derom til nogen. Engang blev han hentet ind
i et Kloster til en ung Nonne af høy Stand, men som var
meget fattig. Man aabenbarede denne Omstændighed med
Bævelsel, af Frygt for, at han efter hans Sædvane ey
skulde komme igien. Men han giorde det dog, og lod hos
den Syge et Papir blive liggende med 10 Lovis dors udi,
paa det at man med endeel deraf kunde betale ham, og at
Opvartersken ikke skulde merke noget til den Syges Fat¬
tigdom.
Ædelmodighed.
D¬
en bekiendte Engelske Læge Mead, som døde 1754 har
viist et stort Erempel paa Ædelmodighed. Den be¬
rømte Dr. Freind, som døde 1728, og var Dronningens
af Engelland første Liv=Medicus, han havde som Parlements
Medlem meget haardt angrebet Ministerium. Man klagede
ham derover an for Majestætens Fornærmelse, og lod ham
sette i Tower. Et halvt Aar derefter blev Ministeren syg, og
lod hente Mead, hvilken, da han havde underrettet sig om
Sygdommen, at han lovede ham nok hans Sundhed igien,
men han vilde ikke ordinere ham et Glas Vand, dersom Hr.
Freind ikke blev befriet ud af Tower. Ministeren, som nogle
Dage derefter befandt sin Sygdom at blive verre, lød bede
Kongen, at Freind maatte komme paa frie Fod. befalin¬
gen dertil blev udstædet, og den Syge troede, at Mead skulde
nu begynde Curen; men han vilde ikke ordinere det allerrin¬
geste, førend hans Ven var kommen paa frie Fod. Da det
var skeet saa begyndte han Curen, og Ministeren blev frisk
inden kort Tid. Samme Aften bragte endnu Hr. Mead Hr.
Freind omtrent 5000 Guineer som han havde faaet af hans
Syge i den Tid han var i Fængsel, og nødte ham til at tag¬
imod dem da han dog selv kunde beholdt dem paa en retfærdig
Maade, da de egentlig vare en Frugt af hans Arbeyder.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 37


Menneskenes egen Skyld. De fleste Ægteskaber bliver al¬
lene fuldførte for Gods og Rigdoms Skyld, eller af Vel¬
lyst, det er af Affindighed. Derfor har Fred og Enighed og
en Ende, naar Kysse og Lege=Ugerne ere forbi. Hvor
saa har Kierlighed, Dyd og Gudsfrygt for Øyne ved de¬
res Forlovelser, men hvad Got kan der vel være, hvor Gud
ikke er? Rigdom og Vellyst er uden Gud et Helvede paa
Jorden, og hisset den evige Fordømmelse. Det Jordiske
Helvede er en retfærdig Straf for det fordervede Hierte;
thi den som seer mere paa Stolthed og Yppighed, vederfa¬
res gandske ret, at de maae tilbringede deres Liv under Knur¬
ren og Trette. Efterat jeg ved mig selv i en tre Aars Tid
har giort disse Betragninger, saa har jeg kundet dømme,
at det ikke vel skulde anstaae mig, at blive ugift min hele
Livs Tid. Andre, som har at befale over mig, har lige¬
ledes raadet mig dertil. Jeg har derfore henvendt mine
Tanker paa Dem, at jeg vilde udvælge Dem til min ene¬
ste og ævige Selskaberinde og Ægtefælle. Man har vel ta¬
let til mig om en anden, som er over min Stand, og som
jeg ikke er værdig; men mit Hierte har aldrig vilde give det
Gehør; De, Værdigste! er den eneste, som mit Hierte har
udvalgt sig; og dette Val er grundet paa Deres Tale og
Deres Opførsel, som giver mig tilkiende, at De er saadant
et Menneske, i hvilken Dyd og Gudsfrygt boer, og med
hvem jeg vilde leve i Lykke og Ulykke. Nu kommer det vel
derpaa an, at Gud har forordnet og beskikket os for hiin¬
anden; men det beroer ogsaa i visse Maader paa Deres Vil¬
lie. Jeg har den beste Tillid, at det er i Guds Villie, og
skriver nu disse Linier til Dem, paa det at jeg kan faae at
vide af Dem, hvad Deres Meening er herom; og fornem¬
melig om deres Omstændigheder tillader det, at vi begiver
os i Ægtestand med hinanden. Da jeg forlanger det af
Dem, saa skulde det være en Ubillighed af mig, om jeg ikke
gav Dem den nøyeagtigste Efterretning om mine Omstæn¬
digheder. Jeg vil derfor fortælle Dem al min Giøren og
Laden, og haaber derhos, saafremt De ellers har nogen
god Villie til mig, at De giør ligeledes, og handler oprig¬
tig med mig.
Hvad nu først min Tilbøyelighed til dem angaaer
saa har jeg allerede sagt, at jeg vil give Dem Fortrin frem
for alle andre, saafremt der ikke er os nogen Ulighed i Vey¬
en; thi det er billigt, at Lige kommer til Lige. Men Lig¬
heden bestaaer ikke i Adel eller Rigdom, men fornemme¬
lig i Gemyttet. Om mine Forældre behøver jeg ikke at
tale; thi de ere dem bekiendte; altsaa skal De mere see paa
mig; thi det er mig, som De skal ægte, og ikke dem; dog
er mine Forældre fromme brave og retskafne Folk. Frem¬
deles er jeg ikke bunden eller viet til nogen, jeg er ingen
Herres Livegen, og er ikke pligtig at giøre nogen Hoverie.


Brev=Vexling.
En Schweizersk Kierligheds Brev,
M¬
an kan ikke noksom berømme den forsigtige Oprig¬
tighed, som hersker i dette lange Brev hvsrudi
Personen afmaler sig gandske ihenseende til sin le¬
gemlige og aandelige Formue paa det omhygeligste for sin
Kiereste. Mange ville vel ikke nu omstunder faae Lyst til
at skrive i denne Tone; men om det skeede, skulde Kiere¬
sterne ikke saa lettelig blive bedragne af deres Elskere. Bre¬
vet lyder, som følger.
Min kiereste Jomfrue!
De nærværende Tider ere saa fordervede, at en uskyldig
Pige med billighed maae endog holde det for Mistænkeligt,
som i den største Oprigtighed bliver skrevet til hende. Jeg
giorde mig derfor en Betænkning over at skrive Dem til,
dersom De ikke i nogle Aar havde kiendt mig, og ikke vid¬
ste, at mit Hierte er ingenlunde i Stand til at bedrage en
Dydelskende Pige, og allermindst Dem, som jeg fremfor
alle andre ærer og elsker for deres blufærdige og Jomfrue¬
lige Opførsels Skyld. Meget mere er mit Hierte
og min Tanke ikkun henvendte derpaa, og derover kræver
jeg Himmelens og Jordens Gud til Vidne, at Deres Dyd
og Deres Velfærdt bliver fuldkomnere. Derfor kan De
uden Bekymring i al Stilhed læse dette Brev, og flittig
overveye hos sig selv hvad jeg derudi skriver, efterdi det An¬
dragende, som derudi indeholdes, ikke er lidet magtpaa¬
liggende.
Omendskiønt man i alle Stænder kan leve dydefuldt,
saa giver dog Ægtestanden de dydige Gemytter den beste
Anledning og Leylighed til at legge deres Kierlighed, God¬
hed, Taalmodighed og Haab frem for Dagen. Paa det
at jeg nu skal tale om Kierlighed, saa har den ene et be¬
standigt Selskab og Kamerat i den anden, og har got og
Ondt tilfælleds med ham. Ligesom det ene Ledemod er for
bundet med det andet, og det samme behielpeligt, saaledes
er og her en beredvillig Tienstfærdighed og en uadskillelig Ee¬
nighed, saa at der er endog en Fornøyelse forhaanden i
Kors og Lidelse selv, naar man hielper hverandre at bære
samme. De vil maaskee tænke: Hvor findes saadanne Æg
tefolk, man seer dog intet andet, en Strid og Klammerie
iblant dem, Der findes dog endnu uden Tvivl mange saa¬
danne, og det er alle de, som ere af et stille og roligt Hier¬
te, og som staaer vel med Gud. Naar der er Strid og
Trette i Ægteskab, saa er det ikke Ægtestandens men


Paa alle de Steder, hvor jeg hav været har jeg opført mig
saaledes, at jeg altid tør komme der igien, og være velkom¬
men, naar jeg kommer. Min Sundhed er ved Guds God¬
hed saa vel befæstet, at jeg i tyve Aar ingen haard Syg¬
dom har havt. Meget mindre er jeg plaget af Podegra,
Vattersoet, den faldende Syge eller deslige. Vel har jeg
af Studeringer et svagt Syn, undertiden Hovedpine; der¬
hen hører og, at jeg undertiden bliver overfalden af Jil¬
sindighed og hastig Vrede; men jeg kan vel give efter, og
bærer ingen Had. Fremdeles, søger jeg ingen slette Sel¬
skaber, jeg har ikke lært at spille, jeg kan ikke drikke, og
jeg har en Afskye for Klammerie og Slagsmaal; jeg er
ingen Hoerkarl, og vil just for den Aarsag Skyld begive
mig i Ægteskab, at jeg ikke skal blive nogen. Jeg har
intet Barn, eller nogen anden, som jeg skal ernære. Jeg
veed af ingen Kierester at sige, og De tør ikke ved at
befrygte, at De nogen Tid skal blive mig mindre elskværdig.
Min Fader har testamenteret mig og min Broder alt hvad
han eyer; det kan omtrent beløbe sig til 1400 Rdlr., dog
med de Vilkaar, at vi skal ikke lade vor Moder lide nogen
Mangel. Han gaaer nu i sit 66de Aar, og vor Moder
er over 55 Aar gammel; derhos har jeg min gode Løn om
Aaret i vort Kloster, og bliver trakteret som en af Conven¬
tet. Paa det Stæd vilde jeg tage Dem til mig.
Men denne aarlige Løn og min øvrige Eiendom kun¬
de jeg ved ulykkelig Hændelse blive skilt ved. J denne Fald
har jeg en sitker Skat, det er Gud, som har givet mig
Videnskab, og naar jeg anvender denne vel, saa kan jeg
virkelig slet intet fattes, endskiønt det være langt fra mig,
at jeg vil sælge Guds Gaver. Jmidlerti d maae de ikke
tænke, at jeg vil lokke Dem ved min Rigdom: Hvo som
setter sin Tillid til Rigdøm, den har ikke Gud i Hiertet.
Dersom De da ikkun seer paa min Velstand, og ikke tillige
vil henvende Deres Tanker derpaa, at Gud i Fremtiden kan
tilsende os Nød og Ulykke; dersom De i saa fald ikke vilde
forlade sig paa Gud, saa maae jeg sige Dem, at jeg kun¬
de ikkun have liden Tilbøyelighed til Dem. Vilde De da
blive utaalmodig, og ikkun søge det, som var født hos mig
og ikke tillige tage imod det Sure, saa skulde det være
urimeligt. Der skal være eet Legeme eller Kiød, een
Glæde og een Bedrøvelse. Jeg vilde gierne have det med
Dem, som De med mig. De maae ikke tage det ilde op
at jeg skriver saa frit. Man maae sige en Ting reent ud,
paa det at der skal ikke foraarsages noget Ondt af Stil¬
tienhed og Fordølgelse. Jeg vilde ikke gierne bebreyde el¬
ler forekaste Dem noget, naar det er for sildig, og det vil¬
de jeg heller ikke gierne have af Dem. Her, hvor man
indgaaer Betingelse paa sin hele Lives Tid, skulde saadant
høfligt Hyklerie være alt for skadeligt og forderveligt. Naar
en ikkun vil kiøbe en Hest, saa beseer han den med ald Flid;
hvor meget mere maae man her lukke Øynene op, hvor man
ikke kan ophæve Kiøbet igien. Jeg siger derfor kort og reent
ud, at hvor Gemyttet er foreenet med Gud, og kan behol¬
de det lidet, som det har, saa overvinder det lettelig al
Ulykke, og faaer Ære og Gods nok; men hvor det ikke er,


kan endog store Arvegods med Skam og Skade tilsettes.
Til det Ovenmeldte skal De endnu vide, at jeg ikke stikker
i nogen stor Gield, ikke heller har gaaet i Borgen for an¬
dre. Jeg vilde kunde betale al min Gield med en ene¬
ste Gylden. For Klæder behøver jeg ikke at sørge saasnart;
jeg vilde ikke sælge dem, jeg nu har, for 30 Gylden. Jeg
aabenbarer mine Omstændigheder desto vidtløftigere for
Dem, paa det De ikke skal blive berdragen. Dersom Gud
skulde beskiere os Børn, og vilde unde os Livet, saa vilde
vi opdrage dem til fromme og redelige Folk; men i fald vi
skulde blive bortkaldede, saa vidste vi, at Gud ikke skulde
forlade dem, han, som dog nærer saa mange meget ringere
Dyr. Men hvorfor bruger jeg saa mange Ord? Den
største Skat, den visseste Skat, som De vil antreffe hos
mig, er Gudsfrygt, Kierlighed og Glæde; som jeg med
alt mit Arbeyde, Alvorlighed og Flid saaledes skal bevise
Dem, at intet skal kunde mangle os af Lykkens Gode. De
seer altsaa, hvorledes De skal have mig, om De med mig
vil imodtage det Sure saavel som det Søde. Til Nødtørf¬
tighed skulde intet mangle os, skulde da og tilfalde os Rig¬
dom, (thi Gud har ikke nægtet nogen samme;) saa skulde
den være os betroet til Forvaltning. Ligesom jeg nu
hidindtil overeens stemmende med Sandhed har beskrevet mit
Gemyt, Giøren og mine Omstændigheder: saa forlanger jeg
nu af Dem, at De igien vil give mig en omstændelig Be¬
retning om Deres Hierte og Deres Tilstand; mundtlig el¬
ler skriftlig, ligesom det behager Dem selv; med et Ord,
om De under min Beskyttelse vil leve i Velstand og Veestand,
med mig; om de uden Samvittigheds Skrupel kan gaae
ud af Klosteret; om De har Villie og Lyst til at forestaae
en Huusholdning; om De er af sund Complexion; samt
om og hvorvidt De har forpligtet sig til Deres Moder og
Deres Broder. Jeg teder Dem, at De aabenbarer mig
alting saa oprigtigt, som De seer, at jeg har aabenbaret
Dem det. Men De maae tage sig i Agt, at de intet giør
af en blind Tilskyndelse; De maae sige sin Mening frit ud,
og ikke undsee sig; der er intet Skammeligt derudi; og De
siger det ikke til nogen anden end mig. Jeg har dog først
havt den Tillid til Dem, at jeg har aabenbaret alle Hem¬
meligheder for Dem. De maae og vide, at jeg ikke vil
tage Dem ved Deres Ord; ligesom jeg ikke heller herved
vil have giort nogen Aftale ihenseende til mig. Denne Skri¬
velse skal være en uforgribelig Samtale; Brevskrivning
er dertil opfunden, at man derved kan forekomme alt Be¬
dragerie; derfor skal et Brev ikke selv bedrage eller besvige.
Vi ville da først give forbindtlige Ord, naar vi hører hvad
enhver af os har for en Villie til den anden. De har nu
af ovenmeldte seet mine Gemyts Tanker, og kan nu selv
dømme derom. Jeg forventer dette af Dem. De vil vel,
som jeg nok kan tænke, være bange ved denne Sag; De
vil mene, at De er ikke viis nok til at svare paa saadant et
Andragende; og dette kunde lettelig forlede Dem til af Frygt
og Undseelse at beslutte noget, som efter den Tid maatte
meget fortryde Dem. Derover beder jeg Dem, vel at be¬
tragte, at alt, hvad jeg skriver Dem til, mig angaaende,


er den rene Sandhed; og hvad Dem angaaer, da veed De
selv best, hvad De fornemmer, hvorledes det er beskaffent
med Dem, og hvad De tør giøre. Hvorfor vil De da spør¬
ge andre Folk til Raads? Læs De mit Brev tre eller fire
gange igiennem; raadfør sig derpaa med sig selv. Jngen
er pligtig til at drage meer Omsorg for Dem, end De selv.
Det er De selv, som skal tage sig en Mand. Det er al¬
lene om Dem at giøre. Naar to ikke kiender hiinanden,
og ikke vide deres Omstændigheder og Gemyts Beskaffenhe¬
der, da maae de vel søge Raad. Men De maae ikke være
saa ubesiundig, at De af=PFeighed overiler sig. Jeg kan vel
forestille mig, at De frygter sig og er bange i denne Ung¬
dom, og tænker, 4Oe vil ikke ud af Klosteret; De vil
leve bestandig ugip. Men tag De sig vel i Agt; thi det
er en Overilelse, som De inden kort Tid kunde fortryde.
Betænk De sig noget mere, at De er ung, at Gud har gi¬
vet Dem et kklvoxet Legeme uden Tvivl ikke derfor, paa det
at De Derks hele Lives Tid skal blive en Jomfrue, og at
der ingen Frugt skal komme af Dem, De maae overveye
dette mekk sig selv, og lade Verden tale hvad den vil. Be¬
tragt De til hvad for et Øyemeed De er bleven skabt, at
De ikke længe skal være paa Jorden. Hvorfor vilde De
gte i Eenlighed? Siig De mig, min
bestandig f¬
Allerkiereste  De veed det, hvorfor ere Fruentimmer¬
klosterne i Førstningen blevne opbyggede? J Sandhed ikke
derfor, at man derudi skulde underholde unge Piger, som
ere gode til andre Ting, men for Gamle, Fattige og Syge.
De er alt for ung og alt for munter til at være i Kløster.
Herhos betænke De og, hvad for en kier guddommelig Ting
det er, naar to ere eet, naar den ene vil den anden vel,
og de forliges vel med hiinanden. Alt dette skriver jeg
Dem til gode, paa det de ikke af Frygt eller Undseelse skal
sige, hvad de ikke mener i Hiertet. Hvo veed, om Gud
ikke, for Deres Frygtsomhed og Undseelses Skyld, har
ved mig aabnet denne Leylighed, at De kan aabenhiertig er¬
klære sig imod mig, paa det at De ikke skal tilbringe Deres
unge Liv i Fængselet. Det er ikke noget lidet Viisdoms
Stykke, at man veed, at tage Leyligheden og Tiden i Agt,
efterdi samme ikke kommer saa let igien, naar man lader
u dem gaae forbi. Dog vil jeg herved hverken giøre Dem
kier eller leed ved Sagen, men De maae besinde sig vel og
have Gud og Deres eget Beste for Øyne; giør De saa hvad
Gud giver Dem i Sinde; De skal slet ikke fortørne mig
med et afslagende Svar. Men for den oprigtige Kierlig¬
heds Skyld, som jeg bærer til Dem, beder jeg ikkun om,
at De vil i saa Fald i dette lidet Stykke beviise mig den
Ære, og ikke vise denne Skrivelse frem til nogen, og hel¬
ler ikke tale et Ord derom til nogen, men sende mig Brevet,
tilbage igien. De betragte at jeg har søgt Deres Ære og
ikke Deres Skam. Da jeg hos mig selv tiltroer Dem al
Ære og alt Got, saa har jeg vildet handle skriftlig med Dem.
i Jeg har heller ikke talet til noget Menneske derom, og vil
endnu en lang Tid lade det staae hen, dersom De vil med¬
dele mig et ønskeligt og behageligt Svar. Jeg havde vel
heler øusket mig en Personlig Samtale med dem; men jeg


kunde ikke udfinde nogen Leylighed dertil. Havde de andre
i Klosteret blevet det vaer, og vi havde ikke sagt dem Jnd¬
holden af vor Samtale, saa veed De selv best, at de vare
blevne vrede paa Dem derover. Derfor har jeg vildet ud¬
føre Sagen uden Mellemhandler, og vildet forskaane baa¬
de Dem og mig; Dem, paa det at De ikke skulde komme
i et ondt Ord og Rygte; og mig, paa det at om mit Fore¬
havende ikke lykkedes, de da ey skulde triumphere, som jeg
ey har vildet tage. De maae derfor skaane mig, ligesom
jeg har skaanet Dem. De erindre sig, at intet bliver for¬
tiet, som kommer uden for den anden Mund. Men naar
jeg først havde Deres Samtykke, saa skulde jeg nok melde
mig hos Deres Paarørende ved saadanne anseelige Mænd,
at de ikke skulde afvise mig. Men uden Deres Raad vil
jeg slet intet foretage. De maae ikke forglemme at skrive mig
til, hvorledes De staaer med Deres Forstanderske. Jeg
har holdt for, at hvad jeg ikke selv var i Stand til at for¬
maae hos dem det skulde ingen formaae hos Dem, det skul¬
de ingen kunde tilveyebringe for mig. Jeg har det beste
Haab til Dem; dersom jeg ikke i denne Fald bedrager mig
saa behold De dette Brev bestandig hos sig, paa det at De
kan have det hos sig, naar vi kommer sammen. De maae
ikke alt for længe opsette Deres Svar. Skee Guds Villie
i alle Ting! Han oplyse Dem, at De maae udvælge, hvad
der tiener til Deres Beste. Mandagen efter Michaelis 1527.
De kiender min Haand, saa at jeg ikke vil underskri¬
ve mit Navn med fulde Bogstaver. Hvad jeg handler med
Dem, er Sandhed.
H. B.
P.S. Handle De ikkun forsigtig i Stilhed og tie. Jeg
har dog først troet Dem. Gud være med Dem!
Ved adskillige til os indløbne Breve ere vi temmelig
blevne satte til rette, fordi vi ikke altid fortæller, hvad Nyt
her i Hovedstaden saavel som andre Steder passerer. Jom¬
fruerne i Provintzerne klager over, at de nu aldrig seer en
nye Mode i vore Blade. De Snakke=Syge besværer sig
over, at de sielden finder noget, som kan give Anledning til
at sette Tungen i Gang. De Leende ere færdige at græde,
fordi man nægter dem Leylighed til at lade deres Latter
høre; og de Bedrøvede vilde gierne have en Opmuntring.
Ak, hvor skal man fornøye alle disse efter Ønske. Hvem
er vel altid i Stand til at skrive lystigt? Denne Gang har
vi dog overtalt vores Fætter til at fortælle os noget
Splinter Nyt.
iøbenhavn. Her i Byen bliver god Fortieneste for
Tømmermestere, Snedkere, Smede, Muurmestere &c. &e.
thi alle Huuse og Dørre bliver ventelig forhøyede. Man
vil og sige at Kirke=Dørrene skulde blive en Alen eller to
høyere, end de nu ere. Hiulmænd og Karethmagere vil
og faae god Fortieneste med at forhøye Karether og Chai¬
ser; Phaethons kan maaskee blive som de nu ere, uden man


maaskee med Tiden maa sette mindre Hiul derunder, at de
kan komme noget længere fra Skyerne. Aarsagen til denne
vigtige Forandring er den forskrekkelige Vext, som er paa¬
kommet det smukke Kiøn i vore frugtbare Tider. Saa
længe de skiød i Roden behøvedes ikke saadan Forandring;
men nu, da de som Palme= og Ceder=Træer skyder i Top¬
pen tillige, ja, saa usædvanlig stærk, at man har seet et
Fruentimmer paa et Minut at voxe circa 2 Qvarteer og
5 Tommer i Høyden, og naar saadant et saaledes vil blive
ved at tiltage i Vext, maa man vel være betænkt paa høyere
Dørre og Huuse, høyere Kirker og Karether, som kan
rumme saadan frugtbar Vext. Vores Fætter, som under¬
tiden give sig af med Mathematiquen, har ved et Astrola¬
bium mærket, at et saadant Fruentimmer kan paa frie Fod
være fra den yderste Trevl og Ende af Roden og indtil den
yderste Ende af Toppen 6 Alen og undertiden derover i
Længden. Man seer altsaa Nødvendigheden af foranførte
Forandring. Andre Naturkyndige har og opdaget, at
denne usædvanlige Vext kommer deels af en nye Art Hoved¬
Tøy, som i Paris kaldes a la Monte au Ciel, og deels af
den overmaade høye Frisur. - Forleden skulde et saa¬
dant voxen Fruentimmer bære et Barn, (NB, i saadan
Forretning haver de gierne deres fulde Vext) men da hun
trinede ind af Døren, stødte hun Toppen af; Dørrene maa
altsaa være høyere. En anden maatte bestandig sidde paa
Held udi en Kareth, som ligeledes var for lav, og det lod
som hun huede frem ad, for at sees, som dog ikke var den
eneste Aarsag; Karetherne maa altsaa giøres høyere, eller
og det øverste tages af; thi en halv Tome af Sætterne
kan ikke mistes. - J Blæst ere de Smukke dog verst
faren med denne Forhøyelse. Man seer dem derfore under¬
tiden at lade som de fæster Naale i dem; men Aarsagen
er at holde paa dem. Hidtil veed man, at Menne¬
skene har ikkun voxet til deres 25de Aar; men nu voxer
baade Unge og Gamle; og, naar de saaledes vil lade af at
voxe, er en Hemmelighed for alle Naturkyndige. En Mam¬
meselle er ellers bortreyst; maaskee hun vil indhente nye Moder.
Jblant andre kostbare Ostindiske Vahre, som for dette
Aar er hiemkommen, er og hidbragt Papegoyer og Abekatte;
De første ere for Ørene, og de sidste for Øynene. Saa¬
ledes kan alle Sandserne blive fornøyede. Disse udenlandske
Abekatte ere ellers saa længe bleven forhandlede, at Prisen
paa en Abekat er steegen til 20 Rdlr. Ja, det er og en
Regoce. - Men ak! lad os ikke faae flere Abekatte;
thi vi haver nok i vore egne. Men a propos! Hvem vil
sette Prisen paa dem?
Som noget rart nyt maa vi og fortælle, i sær for
vore udenbyes Læsere, at vi udi September Maaned har
hørt Nattergalen i Kiøbenhavn. Det er virkelig noget rart
Nyt at høre det Slags Fugle paa den Aarets Tid. Men
nu vil man nok sige, at vi skriver Aviser, og vil bilde Folk
noget ind. Jo, det er en Sandhed at vi har hørt Natter¬
galens Slag, og hertil kan heele Staden være Vidne, i sær¬
Gaden, hvori den havde sit Rede. Dette Slags Natter¬
gale kan man med rette regne blandt de rare Fugle i verden.


Vi hører alt nogle af vore udenbyes Læsere, at misunde os
al den Herlighed vi baade seer og hører i denne Stad. Dog,
giv kun Tid kiere Læsere! De faaer den nok at høre, og den
kommer nok ogsaa til dem; thi det Slags Fugle ere jo
Træk=Fugle.
Endnu meere Nyt: Hidtil har nogle været saa vantroen¬
de, at de ey har vildet troe, at der vare Nisser til nu omstun¬
der; men at alle disse Smaa=Creaturer skulde have forladt
Dannemark tillige med de gamle Kroner og Specier, og nu,
efter Patrollens Sigende, skulde opholde sig i Holland. Disse
Vantroende kan nu faae Troen i Hænderne. Vi haver alle¬
sammen seet Nissen. Han var kulsoet, havde et par røde
Øyne, og Tungen gik bestandig i Munder saa tit man for¬
langte det; var ellers som en lille Dreng. Men den gamle
Snak, at Nissen skulde have en rød Hue paa, er gandske usand¬
færdig; thi vi saae allesammen, at denne Nisse hvde sit bare
Hoved. Paa en Maaneds Tid har man kundet faae ham at
see her i Byen for 8te Skilling Danske. Og at Nissen vil
gierne være, hvor der er Penge, eller i det ringeste, Materien
til Pengene, seer man tydelig nok deraf, at denne Nisse var at
see i det omgaaende Kongsberg Sølvværk, som var at see
for 8 Skilling pro persona.
Corke i Jrland. Her har for nyelig tildrøget sig følgende
Romanske Affaire: En nng Jrlænder sik i Sinde at bortstiele
en ung Pige. Nogle Timer, førend dette Fruentimmer=Rov
skulde gaae for sig, kom Pigens Broder efter Sammenrottel¬
sen, og i en Hast fik sin Søsters Klæder paa, og tog en Øxe og
hvad han kunde faae fat paa, for at lade som han vilde sette sig
til Mødværge, Røveren kom med sine Kammerater, ogmed Ge¬
valt bortførte denne formeente Pige til sin Faders Huus. Til
al Lykke eller Ulykke, som man vil kalde det, kunde de ikke strax
faae en Præst; thi de vilde dog bruge nogen Anstændighed,
hvorfore den bortrøvede Brud maatte sove Natten over hos
Brudgommens Søster, om Morgenen kom Præsten og net op
var ridende, den formeente Brud tog her Leylighed i Agt, og
sprang paa Præstens Hest, og saaledes undgik den virkelig Bru¬
deseng. Brudgommen saae sig saaledes berøvet sin Brud og
Præsten sin Hest, og Retten skal have tilkiendt Brudgom¬
men at betale Præsten sin Hest.
Cappadocien. Her maa ingen bære Guld og Sølv
førend en vis Tid er opnaaet. Da det altsaa er en Umuelighed
for Smaae=Herrerne der, at kunde oppebie den Tid; saa be¬
koster de sig et Pas, og for samme betaler 1 Gylden, ladende,
som de vil gaae til Malte. De bærer altsaa det forbudne;
og naar de, som har Jndseende dermed, attraperer dem, fore¬
viser de deres Pas til Malta. De har altsaa den Fornøyelse
at have opslidt deres Galoner, førend andre begynder at bære
dem. - Vores Fætter havde i sin Skolegang iblandt
andre en gammel Lærer, som ey kunde taale hans Discipler
har Pung i Haaret. Eengang toge alle Disciplerne Punge i
Den gamle Lærer blev heel forbittret, men da de
Haaret.
alle vare lige pungede, blev det for vidtløftigt at slaae dem
alle, men sagde: Synden er just ikke saa stor, som at man
skal kiende Narre paa noget.


1769
Fruentimmer= og Mandf. Tidende. 
No. 38


Noget om Forlovelser.
F¬
or at kunde skrive om Forlovelser, har jeg giort mig
al opænkelig Umag, for at kunde blive ret dygtig til
saa vigtig en Sag. Jeg blev en Tilskuer, en ret
opmerksom Tilskuer. Jeg anmerkede alle de Forlovelser,
om hvilke det ikkun var mig mueligt, at faae nogen Efter¬
retning; jeg Undersøgte deres Hensigter; deres Fuldførel¬
se og alle Bie=Omstændigheder, forat udvælge de Beste til
Exempler, og af deres velsignede Fuldførelse at trekke al¬
mindelige Regler for de dydefulde Efterfølgere. Men hielp
Himmel, i hvad for et Vilderede er jeg bleven sat ved den
ne alt for store Opmerksomhed? Forbindelser, der ved før¬
ste Øyekast forekom mig, som de nærmeste Veye til et Jor¬
disk Paradis, syntes mig nu at være Mordergruber for den
menneskelige Rolighed og de ærbare Dyder. Aabenbare
ugudelige Forlovelser ere ofte ikke anderledes forskiellige fra
dem, der med en herlig Glands af saa synende Gode fal¬
der os i Øynene, end at de hæsligste Lidenskaber ved
disse forestiller Meuchelmordere, men ved hine aabenbare
Fiender imod Dyden. Jeg har ikke bedraget mig; jeg har
ikke ladet mig ledsage af nogen Fordomme, og ingen ra¬
sende Lidenskaber havt til Forstyrrere, da jeg giorde den be¬
klagelige Opdagelse. Jeg har ikke overiilet mig; thi allere¬
de længere end et Aar har jeg været Tilskuer ved denne ene¬
ste Scene af de daglige Skuespil. Jeg har opdaget saa
meget forfængeligt, saa meget daarligt, saa meget syn¬
digt, saa meget rasende, saa meget fæisk i denne menneske¬
lige Handling, at jeg har tusinde Grunde til at befrygte,
at disse Fordervelser ey gandske kan lade sig forbedre.
Jeg vil ikkun meddele noget af mine Opdagelser, og
saa lade mine Læsere dømme. Jeg tilbragte nemlig nogle
Timer i en Have, og havde den Ulykke, at høre nogle Fruen¬
timmers Samtale, som ikke kunde merke min Nærværelse.
Dersom jeg skulde beskrive denne Omstændighed i et Styk¬
yke for sig selv, saa vilde jeg kalde samme de hæslige Efter¬
umiddags Timer; saa meget Ondt maatte jeg høre paa
m i den korte Tid. For at giøre Fortællingen besto tydeli¬
sin gere, vil jeg nævne Fruentimmerne, men med saadanne
tli Navne, hvor over de ikke skal rødmes. Begyndelsen til
ne denne trøstelige Samtale blev gjort dermed at de sixerede en
i vis Doris med hendes Elsker Sittenfreund. Hvad? sag¬
li de den veltalende Doris: jeg skulde tage den Karl? Det
u skeer i Ævighed ikke, han er jo sammensat af lutter Mo¬
ral; jeg kunde nok lide ham i Førstningen, men da han
blev utroelig grov, og dadlede nogle Feyl ved mig, om
tl hvilke jeg endnu indtil denne Time ikke troer, at jeg har
dem: saa er det blevet mig uudstaaeligt. Jeg maae der¬
imed sige, at Hr. Ligefrem kan jeg lide, og dersom han var


af den Stand, saa vilde jeg strax gifte mig med ham.
Han er frie i sit Skiemt, og hans frie Skiemt siger mig det
uden Modbydelighed, som Sittenfreund forestillede mig
med tusende klagende Ord. Jeg merker, at han kan lide
mig; min Moder maae holde mig for at være nok saa ind¬
getogen; saa narrer jeg hende dog, og spøger mangen gang
med ham i hendes Fraværelse. Lille Narinde, faldt Cephine
hende ind i Ordene; du er endnu neppe 14 Aar gam¬
mel, og taler allerede om at giftes. Ney, saasnart vil jeg
endnu ikke give mit Hierte bort; jeg giør daglig Erobringer;
jeg lader mine Fanger forsmægte og glædes efter mit Behag.
Ægtestanden er noget ret hæsligt: hvad er der ikke for Kors,
Sorg og Smerte i samme? En Kone maae rette sig efter
hendes egensindige Mands Villie: naar saa endelig den
smudsige Børne=Opvartning kommer dertil; saa maatte jo
en Kone blive gal, og gaae fra Forstanden: Prægtige
Grunde, til at fatte Afskye for en lykkelig Ægtestand! sag¬
de Melinde, men de ere ikke efter mit Sind. Du er dog
virkelig ikke klog, at du har Afskye for en Stand, som har
saa meget fuldkomment i sig, jeg vil intet tale om den For¬
nøyelse som i og for sig selv legsager den; jeg vil ikkun tale
om Bisager. Hvad maae det ikke være for en Fornøyelse,
naar man har fuldkommen og aabenbare Magt over Børne¬
ne og Tieneste=Folkene, og hemmelig Magt over Manden?
Jeg sørger ellers ikke for, om jeg skulde faae den sidste. Jeg
har et saa insinuant Væsen, at jeg tænker at afrette min
tilkommende Mand saaledes, at han ved alle sine Foretagen¬
der først skal bede mig om Tilladelse, og derimod maae ind¬
rømme mig en fuldkommen Frihed. Hvor utvungen kan
ikke en Kone leve, naar derimod en Jomfrue maae legge
hvert Ord og alle hendes Miener paa Vegtskaalen? Jeg
gifter mig med den første den beste. Dersom jeg vilde væl¬
ge længe, saa kunde jeg blive gammel derover. Og hvad
er ikke en gammel Jomfrue for et elendigt Kreatur? Jeg
maae nødes til at gifte mig med Max, sagde den slet klæd¬
te Climene; J vide allesammen, mine kiere Systre, at jeg
er arm og fattig, og derhos endda har nogle uopdragne
Sødskende jeg seer forud, at jeg kommer til at leve et me¬
get misfornøyet Ægteskab med Max. Der er ikke en ene¬
ste Blodsdraabe i mig, som elsker ham. Men jeg holder
det for bedre, at jeg styrter mig i en Ulykke, som jeg alle¬
rede kan oversee, end at jeg gaaer og venter paa tusinde
andre, som endnu er forskrekkeligere. Det var nær ved,
at jeg havde havt en sand Medlidenhed med denne Pige,
dersom det ikke var faldet mig ind, at hun kunde maaskee
ikke være saa dydig, som hun syntes at være, efterdi ellers
den ædle Tillid til Guds Forsorg skulde have afholdet hen¬
de fra at styrte sig i en øyensynlig Elendighed. Jeg blev
understøttet i min Meening ved Fortsettelsen af hendes Kla¬
ger. Ja, sagde hun, jeg og mine Systre maatte ellers kom¬


me til at sulte ihiel. Jeg kan ikke meget arbeyde; thi min
Natur er alt for svag (doven skulde hun have sagt) til me¬
get strengt Arbeyde. Vel har nogle Venner tilbudet sig, at
tage mine Sydskende til sig; men det syntes mig, at være
alt for nederdrægtigt. Jeg maae derfor have Taalmodig¬
hed i min Elendighed. Jeg Ulyksalige! (du lidet Troen¬
de !) Og mig gaaer det næsten ligesaaledes, svarede Phillis.
En Pige som jeg virkelig vilde have holdet for et Barn,
dersom jeg ikke havde hørt hende tale om at givtes og at
tage Mænd. Jeg skal, blev hun ved, ægte Crispin. Min
Moder finder det saa for got, og hun maae dog vel bedre
forstaae det, end jeg. Omendskiønt jeg for nærværende Tid
endnu mere haver end elsker Crispin: saa vil det dog vel fin¬
de sig og gaae an. Han giver mig de allerkostbareste Foræ¬
ringer. Han er af god Stand; det vil heller ikke klinge ube¬
hageligt for mig, naar man skal kalde mig Frue v. - - -
Det vil vel finde sig. Jeg vil nu resolvere til at gifte mig
med ham.
Jeg havde maaskee endnu kundet høre mange smukke
Jomfruelige Principia, om Hensigten at gifte sig, om jeg
ikke allerede havde faaet Ondt i Ørerne af at høre paa det
fortalte. Jeg gik altsaa bort, og i min Dom forkastede
jeg ikke saa meget disse Uskyldige selv, som meget meere de¬
res umenneskelige Forældre. Her var en Samling af vit¬
tige Hoveder, som skulde have faaet megen Forstand, der¬
som man i Ungdommen havde skaffet deres Siele flere æd¬
le Sysselsettelser. Betragter engang de unge Gemytter,
som ere anførte til Frekhed under ueftertænksomme og ublue
Tienestefolkes Hænder, og som næsten ikke har deres For¬
ældre at takke for andet, end at de af Frygt for deres Ty¬
ranniske Strænghed tier og ere stille i deres Nærværelse.
Havde man bragt dem mere ud i menneskelige Selskaber;
havde man ladet dem have meer sædelig Frihed under en
nøyagtig Opsigt; havde man forhvervet sig en virkelig Kier¬
lighed i Stedet for en slavisk Frygt; havde man gjort sine
Børn til sine Fortroelige: saa skulde man have fundet over¬
flødig Leylighed til at advare dem for de Klipper, paa hvil¬
ke de nu lider Skibbrud. Til et saa nøyagtigt selskabeligt
Venskab, som Ægteskab er, hører en nøyagtig Gemytter¬
nes Prøvelse og Kundskab.
Jeg veed altsaa ikke, med hvad for sædelige og dyde¬
fulde Grunde, at det kan undskyldes, naar man ligesom
indspærrer de unge Fruentimmer i et Serail, og lader dem
neppe faae Solen at see, men allermindst at komme til at
omgaaes med unge Mandspersoner. Mueligt skeer det af
den Aarsag, fordi deres Forældre i deres Ungdom kunde
ingen Person see af det andet Kiøn uden derved at synde.
Formenentlig forsigtige Forældre! eders Børn bedrager eder.
Arten vanslægter ikke. Lader dem komme ud af Fængselet,
paa det at man kan lære at kiende Gemytterne og prøve
dem. De ville begaae Feyl i eders Nærværelse, og J vil¬
le faae Leylighed til at sige og aabenbare dem deres Feyl
med Kierlighed. De ville fatte en Tillid og Fortrolighed
til eder; og ved denne Fortroelighed ville J naae den Hen¬
sigt, som J ikke kan tvinge ved Tyrannie. Nok et! der¬
som Climenes Forældre havde ret forklaret den første Arti¬


kel for hende, saa skulde hun ikke have mistvivlet om Guds
Forsorg - Saaledes tænkte jeg omtrent, da jeg gik ud
af Haven ind i et Huus hvor jeg søgte min Ven Hr. Got¬
hierte. Jeg fandt ham i et Selskab af muntre og mesten¬
stendeels ugifte Mandspersoner. Han forekom mig gand¬
ske travrig og nedslagen; og uagtet ban vilde skiule sin Trav¬
righed, saa røbede dog hans heele Gestalt hans indvortes
Kummer. Jeg spurgte ham, om den sande Aarsag til hans
Bedrøvelse. En anden svarede i hans Sted: Den Nar! han
er vel i Stand til at gremme sig ihiel. Han har mistet en
Pige som han elskede overmaade meget. Er det vist spurg¬
te jeg: ja, svarede Gothierte: min allerkiereste Daphnis
er bleven mig utroe. Men hvorfor beskylder jeg denne Uskyl¬
dige? Hun kan ikke bedrage; hun er Dyden selv; hun er
billig og retfærdig. Man har tvunget hende til, at begeg¬
ne mig koldsindig. Ak, dersom man ikkun havde ladet mig
beholde min redelige Daphnis til Veninde; men man har
endog giordt sig Umeg for, at giøre hende til min Fiende.
Jeg Ulyksalige! der reyste sig en lydelig Latter over min
Vens Klager; og næsten hele Hoben fældte paa samme Tid
den Dom, at Gothierte var ikke betænksom nok, i det at
han bar sig saa ynkelig ad, der par jo flere Piger til i Ver¬
den. De har ret, mine Herrer, svarede jeg, der gives man¬
ge Fruentimmer; men ved den nærværende Opdragelses
Maade at finde en dydig, fornuftig og tro Veninde, det
er en Lykke som et fornuftigt og christeligsindet Menneske
umueligt med saa ligegyldigt Gemyt kan tabe. Jeg mer¬
kede en spodsk Latter af de fleestes Ansigter. Darimant
som syntes mig at være den fornuftigste iblant de Ufornuf¬
tige, svarede mig endelig: Min Herre! det maae dog ikke
have været Guds Villie, at Gothierte skulde have havt
Daphnis? Kiere Dorimant! sagde jeg: Vi bedrager os me¬
get, naar vi altid ville skyde Udfaldt af en saa vigtig Sag paa
det, at Skaberen vil eller ikke vil samme; Guds Villie kan
baade forhindres og befordres ved Menneskene. Gud tillader
og undertiden noget til vor Prøvelse. Her gielder ikke denne
Udflugt, svarede Leander: Gothierte har skilt sig selv ved sin
Veninde; han har for Tiden formeget ladet sig merke med, hvor
kier og værdig Daphnis var ham, og det har givet Misundere
Leylighed til, at skille ham ved hans Skat. Og hvad havde jeg
da skuldet giøre, faldt Gothierte ham ind i Ordet: Skulde
jeg have været ligegyldig imod en Person, som fortiente heele
Verdens Høyagtelse. Hele Verden maae vide en saa reen, ædel
og uskyldig Tilbøyelighed. Men du har seet, hvor skadelig den¬
ne Fordom har været dig blev Leander ved. Jeg kan for¬
sikkre, dog uden at brovte deraf, at jeg har fleere end
een Kiereste, og ikke et Menneske i heele Huuset, maae
mærke det, at jeg har dem; jeg bedrager Forældre, Mænd,
Brødre, Tienestefolk; jeg bedrager dem allesammen; den,
som jeg virkelig tænker til at gifte mig med, maae selv ikke
vide det, at jeg elsker hende saa høyt frem for de andre.
Jeg begegner hende ofte meget ømfindtlig, og hun maae dog
først give efter og føye mig (Det er en nye men meget almin¬
delig Mode at erobre Hierter paa!) Hun er meget fattig,
men just derfor tager jeg hende; hun maae da arbeyde hos
mig, som en Pige; Hun maae ikke giøre mig nogen suur


Mine; hun maae bifalde alt, hvad jeg foretager mig; hun
maae paa ingen Maade indskrænke min Villie. Alt hvad
jeg vil, det maae hun giøre; thi jeg giør hende og hendes
lykkelige. Og hvor ville Folk ikke ophøye og giøre stort
af mit Giftermaal? See, ville de sige til hinanden, det
Menneske vælger ret ædelt! og saaledes faaer jeg ved mit
Giftermaal Frihed og Berømmelse. O du enfoldige Stak¬
kel! sagde Hr. Gierrig Aand: For en Smule Berøm¬
melse vil du giøre dig Livet suurt? Ney, jeg tager mig den
gamle halvblinde Frue Schartalin, og vil dog beholde min
Frihed. Hun kan ikke leve mange Aar, og siden kan jeg
giøre Figurer med hendes haarde Dalere. Mig kommer
det ikke an paa et Par lumpne Daler Penge, sagde Ære¬
kier. Jeg gifter mig for Standens Skyld. Jeg er her
endnu en Fremmet, og maae altsaa have Forvandtere, som
kan skaffe mig Ære og Credit. Hvo som har Paven til
Ven, kan let blive Kardinal. Det er altsammen Narre¬
rier, sluttede endelig Verdslig. Jeg seer paa Fornøyelse
ved Giftermaal. Rosemunde skal være min Kone. Er
hun ikke ret en i Kiød indklædt Engel? Er du ikke bange
for, at faae Svogre, spurgte Leander. Naar jeg kun ikke
veed det, svarede Verdslig, saa har det intet at betyde;
jeg har dog den Fornøyelse, at Folk siger: Den Mand har
den smukkeste Kone i hele Byen! jeg nyder daglig hendes
skiønne Omgang, som en anden maae forhverve sig med
Fare, Møye og Bekostning.
Jeg er endnu langt fra ikke færdig med de smukke
Dommes Fortælling, som jeg har hørt en eneste Aften.
Skulde jeg fortælle det altsammen, som jeg har anmerket
i et heelt Aar: saa skulde jeg ret spænde mine Læseres Taal¬
modighed paa Torturen Dette lidet kan overbevise dem
om, at iblant hundrede Forlovelser har neppe et eneste Par
den rette og redelige Hensigt. Dog jeg settter, at der endnu fin¬
des nogle, hvis Hensigt ved Giftermaal er ikke saa gandske for¬
kaslelig saa betiener dog den allermindste Deel af disse faa sig a
de rette Midler til at forhverve en Kierestes Hierte. De flee¬
ste Mandspersoner søger, at vinde deres Skiønne ved overdrev¬
ne Smiggrerier og blindende Foræringer, og giøre sig derved
til bekymrede Mænd. Naar Foræringer ophører, og der paa
Smiggrerierne følger Feyls Bebreydelser: saa bliver Kierlig¬
heden kold; Skulde det ikke være bedre, at man i Forveyen
før lod sin Kiereste haabe noget mindre, end alt for meget Go¬
de af sig? Andre Mandfolk stikker sig bag ved en Rode Kobler¬
sker; endnu andre ville tvinge deres saa kaldede Lykke. Og
hvo er saa veltalende, at han kan opregne os alle de Narreri¬
er, som gaaer for sig ved Trolovelser? Hvad bruger Qvinde¬
kiønnet ikke for Vaaben, for at bemægtige sig vore Hierter?
Prægtige Klæder, tvungne Miener, en artig Neyelse, og et
knipsk det stod mig nok an, ere de sædvanlige Midler, hvor¬
ved de fleste ville erobre. Mange anstiller sig som de vare Engle
og holder det for en Synd at takke en Mandsperson. Andre
lader sig dagligen tre og flere gange see i Vinduet, kommer
paa alle Steder, hvor man kan være opmerksom. De kommer
for at see, og lade sig see. De viser os alle deres Skiønheder.
Endnu andre vide tusinde Veye, at lade sig tilbyde paa en
Maade, som synes uskyldig. Alle handler ubillig. Lode de


gode Børn os see en ukunstlet Fromhed, en reen Sædelighed,
en dydefuld Frimodighed, en behagelig Alvorlighed, uden
Dekke og Sminke: saa skulde intet ædelt Hierte være sikker
for deres Seyervinding. Boede i deres Hierter den rette
Ærbødighed for Gud og den sande Religion, saa skulde man
med Gud begynde de Foretagender, paa hvis Udfald vores¬
timelige og ævige Vel beroer. Man skulde derhos ikke blot
bede af Sædvane, men af Andagt. Og Gud skulde være
alt for barmhiertig til, at han skulde lade saa ædelsindede
Siele geraade i nogen Elendigheds Vildfarelse. Ægtefolk
skulde da fælleds tiene Gud bære fælleds Byrde med hinanden;
opdrage nyttige Børn for Verden; og kort sagt, være beha¬
gelige for Gud og Menneskene. Kierlighed er en meget men¬
neskelig Lidenskab, det er, den passer sig for denne ophøyede
Skabnings Værdighed, som vi kalde Mennesker. Meget
faa, jeg maatte næsten sige slet ingen kan undflye deres Magt.
Det er en Lyksalighed, naar man lærer at føre sig denne
alle Lidenskabers Moder til Nytte, overeensstemmende med
Skaberens Hensigt!
Læseren maae nu selv dømme af de foregaaende For¬
tællinger, om det er rimeligt, at fornuftige Forestil¬
linger kan finde Gehør hos de Elskende? Jeg bliver ved
mit Forset og tier. Maaskee jeg har og allerede skrevet
for meget.
Fætteren.
Johan kunde ikke leve. En Hverdags Historie.
(Den har jeg taget af et udenlandsk Ugeblad.)
Dohan, har du sagt til Portskriveren, at han skal her¬
efter lukke sine Øyne op, og ikke saa blindt hen holde Løgne
under Guds Ledsagelse, jeg mener Kiøbmændenes Fragt¬
Breve, for Sandheder?
Ja, Hr. Krigsraad, men de Folk maae og leve, og
efter det bekiendte Ordsprog -
Jntet Men, min gode Karl; det vil jeg udbede mig;
og endnu mindre Ordsprog, om de endog vare af din stemplede
A BC=Bog. De ere mig mere forhadte, end de Juridiske
Regler, og du veed allerede af Erfarenhed, at sligt ikke bli¬
ver gotgjort i Kammer Etaten.
Ja, ja, jeg siger jo intet andet, end at Manden kan
ikke leve af de 100 Rdlr., som han har om Aaret; og naar
han lukker sine Øyne for vidt op, saa lukker Kiøbmændene
deres Pung til.
Allerede igien en Sententz. Men veed du vel og,
Johan, hvad det at leve er? At leve er, ja at leve er, at
man lever. Men hvorledes? det er Sagen. Feldtmar¬
skalken klager, at han kan ikke leve; Krigsraaden kan ikke
leve, Portskriveren kan ikke leve, og maaskee du kan heller
ikke leve af de 10 Rdlr. som jeg giver dig i Løn om Aaret.
Det er mig at leve et Liv det, hvoraf Slutningen altid er,
vi maae blive Bedragere. Om jeg befordrede dig til Port¬
skriver, som er dog dit høyeste Ønske; saa skulde du jo heller
ikke kunde leve?
Vist nok ikke, Hr. Krigsraad; men jeg havde dog
bedre Levlighed da, til at bruge mine fem Sandser, end


jeg for nærværende Tid har hos dem. Naar jeg paa saa¬
dan en Post ikkun lukker mine Øyne engang til om Dagen,
saa staaer jeg mig langt bedre, end naar jeg baade Nat og
Dag gloer allersterkest hos Dem.
Og dog alligevel, du maae troe mig paa mine Ord,
vil du ikke kunde leve. Kongen hørte engang, at en Gartner¬
Dreng besværede sig over, at han ikke kunde leve. Han
giorde ham derpaa til sin Hof=Gartner; men han kunde
atter ikke leve. Han kom som Secretair ved Have=Cancel¬
liet; han kunde endda ikke leve. Han blev endelig Over¬
Jntendant over alle Haver og Lyst=Slotte; og nu meente
Fyrsten, at han skulde gandske vist kunde leve. Men ney;
Bob, saa heed han, holdt nu Heste og Vogn; han havde
Tienere; han holdt Taffel og spillede, ret som han havde
giort store Leverancer; og da hans Herre spurgte ham, om
han nu kunde leve: saa gav han ham til Svar: Ak! naa¬
digste Herre, Stadsen udfordrer nu omstunder saa meget;
der hører saa meget Overflødigt til det Nødvendige; man
bliver saa lidet agtet, naar man ikke lever og fører sig op
efter sin Rang; disse Koner ere saadanne kostbare Popper;
og naar man vil opdrage sine Børn efter sin Stand, saa
Udfordrer de saa meget, at det er umueligt, ja plat umue¬
ligt, som Jntendant, at komme ud om Aaret med 2000
Rdlr. - - Jeg vædder, Johan, du skulde og blive
Bob, eller maaskee Hr. von Bob, naar du først havde væ¬
ret Portskriver i et Par Aars Tid.
Det kom paa en Prøve an, Hr. Krigsraad. Jmidler¬
tid er det dog saa got som en stemplet Sandhed, at naar Visi¬
tørens Kone gaaer med en sort Saloppe, saa maae min tilkom¬
mende Kiereste, som Porteskriver=Madame i det mindste have
en af groff=Beaute.
Just saaledes philosopherede Bob og. Men veed du
ogsaa vel, hvad han sagde, da han i Tugthuset maatte leve af
hans Hænders Arbeyde? Har jeg ikke altid været en erkedum
Nar, at jeg net op har udvalgt mig de største Narre til Møn¬
stere! Jeg tænkte altsaa, min gode Johan, at omendskiønt
Visitør=Konen var lidt gal: saa skulde dog den tilkommende
Portskriver=Madame besidde Forstand nok, til ikke at strekke
sig længer, end hendes Overdyne naaede. Men du giør vel
best i, at du opsetter Giftermaalet endnu en Tidlang; thi nu
omstunder er det virkelig Konerne, som bringer deres Mænd i
Tugthuset; og du kunde desuden let komme der, om du lukte
Øynene alt for ofte til.
Ak, Hr. Krigsraad, det har gode Veye. Hvem Kongen
giver et Embede, ham giver han og Leylighed til at leve; det
udfordrer billighed, Retfærdighed, og som er det Fornemste,
hans egen Jnteresse. Thi hvo som ikke lønner got, bliver heller
ikke got tieut og opvartet.
Nu ikke et Ord mere, jeg gider slet ikke hørt paa det
Sladder. Din Broder er Klokker paa Landet; han ringer
tre Gange om Ugen. Han har altsaa et Embede, og nu skal
Embedet ogsaa føde ham? Det skulde være noget forskrekke¬
ligt. Naar Tienere, som maae opofre hver Time om Dagen,
ja endog mangen en Time om Natten, for deres Herrer, for¬


drer af deres Herre, at han skal give dem saa meget, at de kan
leve, efter den Stand, hvorudi han setter dem: saa er deres
Fordriag billig. Men at den Mand, som hver Maaned giør
Herren et Par Skoe, vil strax leve af disse tolv Par Skoe, det
er utaaleligt.
Maae jeg sige Dem, Hr. Krigsraad, min forrige Herre,
en Borgemester, sagde ligesaa. Hvoraf, sagde han til den
forrige Præsident, maae jeg, hvoraf maae saa mange Raad¬
mænd leve? Vi ere ikke, ligesom saa mange besoldede Tienere,
satte paa Foer hos det almindelige Væsen. Ney, Borger¬
skaber har fra Arrilds Tid havt gandske andre Grundsetnin¬
ger. De udvælger bemidlede Folk til Borgemestere, og for¬
drer af en Raadmand, at han skal leve af sin Flid. De beløn¬
ner dem med Ære, med Høyagtelse og med Kierlighed. Det
er deres Besoldning; det ene Aar ligesom det andet; og det
er den beste Besoldning for enhver retskaffen Mand. De store
Herrer har giort ilde deri, at de til alle almindelige Forvaltnin¬
ger har antaget lutter besoldede Tienere, som allesammen kla¬
ger, at de ikke kan leve; og ikke vide, hvorledes de ville leve.
En Tidlang har disse Tienere bragt dem plus over plus, men
til Slutning tager de plus over plus bort igien, og Herren har
ikke meere tilovers, end han tilforn havde tilovers. Men det
skader dem intet; efterdi de ofte antager de sletteste Folk til
deres Tienere, og siden ophøyer deres Tienere over alle andre,
og ubillig setter dem neden for, der har ingen andre Besoldnin¬
ger, end deres Medborgeres Kierlighed og Velsignelse.
vort Borger=Raad bliver ingen andre antagne; end Boesid¬
dende og velhavende Folk, som derhos ere af Anseelse. Stads¬
Betieningerne ansees som Omgangs-Byrder, hvilke enhver
efter sin Orden maae paatage sig at bære. Jngen bliver be¬
soldet. Besoldninger ere for Underbetienterne, som har ingen
Deel i vor Ære. Og vi besolder Underbetienterne, i sær Un¬
derfogden og Visitøren, paa det knappeste, paa det at disse Folk
ikke skal have for megen Tid til at pønse paa og overlegge, men
ved Gravning, Spinden og Arbeyde maae forglemme, hvor
meget de kan skiere og beklippe Borgerne, naar de ville søge alle
Ting paa det skarpeste, og giøre Skæver til Bielker. Dersom
saadanne Folk havde saa megen Besoldning, at de kunde leve
deraf: saa skulde de blive ørkesløse Spioner, og ikke sørge for
det almindelige Beste, men blot for deres egen Casse. Saa
sagde min forrige Herre, Borgemesteren, til den salig Præsi¬
dent. Og jeg har siden ønsket, at være en bemidlet Mand,
det veed den kiere Himmel.
Er din Præken ude, Johan? Nu, saa gak da hen, og
siig til Portskriveren, at Kongen har i Naade entlediget ham
fra hans Tieneste, og sat Dig igien i hans Sted.
Hvo var mere fornøyet, end Johan? Han blev Port¬
skriver og kunde ikke leve. Han givtede sig med Frue=Krigs¬
raadindens Kammer=Jomfrue, og kunde dog ikke leve. Han
lukte Øynene to Gange til hver Dag, og kunde dog ikke betale
alle de Salopper af grotz=Beaute, som hans unge Portskri¬
ver Madame brugte. Hun giorde ham til Hanrey, og alt det
uagtet kunde hun heller ikke leve. De kom begge to tilsidst i
Tugthuset. Nu kunde de leye.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 39.


Noget om Selskabelighed efter
Moden.
J¬
hvad vil det sige, som man nu omstunder kalder: at
være Selskabelig? Er det ikke det samme, som:
at giøre alting med? Jeg tvivler ikke paa, at den¬
ne Beskrivelse jo har god Grund. Hører man ikke en og
anden at udraabes for uselskabelig i de fleeste Selskaber, just
fordi at han ikke giør alting med? Hvorfor bliver Eusebius
utaalelig for de fleste Selskabelige efter Moden? just for¬
di han ikke er lystig med dem. Han taler om intet uden
gudelige Ting; han vil giøre andre dydige. Han giør sig
en Samvittighed over at lee høyt. Han kaldes en Hoved¬
hænger og Særfindet, derfor vil man intet have med ham at
bestille. Hvorfor? Fordi han er uselskabelig. Hvorfor li¬
der man ikke gierne Fabius om sig? Fordi han taler om
Ting, som kan forbedre, og skaffe Viisdom. Han ophol¬
der sig meget længe ved een Ting, og kan i hele Timer ind¬
til Ekkelhed tale om det samme. Hvorfor holder man ikke
Crispin for noget Selskabeligt Menneske, Han er for alvor¬
lig. Han spøger og skiertzer ikke. Hvorfor bliver Richard
anseet for uselskabelig? Fordi han ikke engang kan taale et
Glas Viin. Han duer ikke i Selskab, fordi han ingen To¬
bak kan røge. Han kan ikke meget spiise; han taler ikke
meget &c. Hvorfor er Troels saa ukierkommen i Selskaber?
Fordi han siger Sandhed, og taler ikke Ondt om nogen.
En anden er der for undstaaelig, fordi han intet Nyt ved
at fortælle. Men hvorfor er derimod Galen saa kierkom¬
men og elsket af enhver? Fordi han spøger og skiemter,
og kan lee med, hvor der lees. Hvor man græder, der
græder han med. Men han veed og i rette Tid, at brin¬
ge Folk til at lee. Han spiser, han drikker med; han sid¬
der hele Nætterne med andre. Han veed immer noget Nyt
at fortælle. Tiden bliver en ikke saa lang hos ham &c.
Derfor kaldes han Selskabelig. Hvorfor er Damoet saa
elskelig og kierkommen hos Silvia, hvorfor giver hun ham
Fortrin frem for andre Hyrder, Fordi han giør alting med.
Han græder, naar hun græder; og han leer, naar hun leer.
Han spiser, naar hun spiser; og han kan fordrage alt, hvad
hun fordrager. Hvad hun ikke gider spise, det smager ham
ikke heller. Han røger vel Tobak, men han kan og lade
det blive, for at behage sin Skiønne. Han bliver sidende
hos hende, saa længe hun giver ham Tilladelse dertil. Han
efterkommer hendes befalinger paa det allernøyeste. Han
lader sig see paa bestemte Timer. For at befalde hende,
foragter han alle andre Schifferinder, og derfor kaldes han
et Selskabeligt Menneske.
Naar man nu overveyer dette vel altsammen, saa
skal man give mig ret, naar jeg siger, at det, at leve sel¬


skabelig, vil ikke sige andet, end at giøre alting med. Det
er derfor et selskabeligt Menneske, som giør alting med,
for at befalde et Selskab, som græder, hvor andre græder,
leer, hvor andre leer, bejaer hvad andre erklærer for ret,
og tvertimod aldrig nægter det, som andre nægter. Hvad
andre berømmer, det berømner han og. Hans reyser sig,
naar andre reyser sig. Kort sagt: hvad andre igiør, det
giør han med. Hvad hele Selskabet efterlader, det efter¬
lader han og. Retter han sig nu efter andres Exempel,
saa er han en fuldkommen og selskabelig Mand.
Man skulde mene, at der udfordredes ikke nogen stor
Møye til at efterkomme denne Pligt, og at der behøvedes
heller ikke megen Videnskab til at lære den Kunst, at være
ret selskabelig. Men jeg paastaaer ikke uden Grund, at
Selskabelighed efter Moden forudsetter alligevel adskillige
vigtige Stykker, men i særdeleshed Klogskab, Duelig¬
hed og Erfarenhed.
Klogskab efter Moden (thi jeg beskriver alting efter
den nærværende Mode) er ikke andet, end at man under
Skin af det der er ret, efter andres Exempel er betænkt paa
Midler, til at opnaae visse Øyemed, og derfor trøstig ryd¬
der alle Forhindringer af Veyen: Naar man giver Agt paa
alle Tidens, Stedets og Levlighedens Omstændigheder, for¬
at naae sit Øyemeed. Den handler klogelig, som tænker
paa Hensigter, de maae være hvorledes de ville, naar de
ikkun tykkes ham at være gode og nyttige. Til sammes
Opnaaelse betiener han sig af visse Midler, de maae være
retmæssige eller uretmæssige, nok, naar de ere tilstrekkelige.
Han rydder Forhindringer af Veyen, om det endog skulde
skee til en andens Skade. Han merker Tiden, naar det
gaaer ret an. Han veed at føre sig Stædets Fordeel ret
til Nytte. Han lader den Leylighed aldrig gaae sig af Hæn¬
der, hvor han kan skaffe nogen Nytte." Han pønser
paa, hvorledes han best kan opnaae sine Hensigter.
Og denne Klogskab maae enhver iagttage, som vil
leve selskabelig. Vil han naae sit Øyemed, at være lystig;
saa maae han søge saadanne Stæder, hvor det gaaer lystigt
til. Daarligt skulde han handle, dersom han vilde søge
at opnaae sit Øyemeed hos bedrøvede Folk. Vil han høre
noget Nyt, saa maae han søge saadanne Steder, hvor hans
Begierligheder kan blive stillede. Vil han blive stor ansee¬
lig og formuende, saa maae han pleye Omgang med saa¬
danne Personer, hvor han kan opnaae sine Hensigter! Men
hvo indseer ikke, at der til saadan vigtig Sag ogsaa udfor¬
dres Duelighed?
Men hvad er Duelighed? Intet andet end den Dyg¬
tighed, efter hvilken man i al Hast kan giøre sig tek¬
kelig for andre. Det er en flink duelig Mand, som sid¬
der ret i alle Sadle, som er hurtig og bereedt til at tiene, til
at give allehaande Anslag, som hurtg veed at udføre og iverk¬


sette et eller andet, og er i Stand til at fuldbringe. Ting,
om de endog synes at være nok saa daarlige og galne. Man
kan ikke giøre det daarligt og galt nok for den nu om¬
stunder værende Verden. Jo dummere, jo behageligere.
Jeg undtager herfra alle ærlig Biedermænd og ægte Ver¬
dens Borgere, der har en Afskye for de Ting som strider
imod Ærbarhed. Men hvo som vil leve efter Moden, og
passere for et skikkeligt Menneske, den maae have forbemelte
Egenskaber ved sig. Er han ikke snoe, ikke hurtig, veed
han ingen Finesser at giøre, intet at angive, kan han ikke
tale Folk efter Munden, er han tvertimod langsom, (jeg
vil sige, dersom han betænksom overlegger en Sag, at den
ikke strax kan komme til Endelighed,) har han en Afskye
for listige Rænker; saa heder det: det er et enfoldigt Stak¬
kel; det Menneske har ingen Duelighed.
Hvad jeg her kalder Duelighed det pleyer man ellers
at kalde Conduite. Men der fattes saa meget derudi, at
man vilde forstaae en ægte Mennesketekkelighed derunder,
at man meget mere maae forestille sig det, som er tvertimod.
Et Menneske kan være uhøflig, og dog derhos et dueligt
Menneske, som er fuldt af Conduite: naar han ikkun veed
at stille sig saaledes an som andre, saa maae han mangen
Gang lade en haard Streg løbe med ind imellem. Be¬
dømmer man meget strængt, saa heder det: Det Menne¬
ske har vel ingen synderlig Conduite, men han veed meget
got at skikke sig. Eller: han har vel ingen Conduite, men
han er smukt selskabelig. Jeg har med mine egne Ører
hørt saadanne Bedømmelser.
Endelig maae man og have Erfarenhed, naar man
vil leve selskabelig. Og denne faaer man ved andre Men¬
neskers flittige Betragtning, som veed at leve selskabelig, og
som kan tiene os til Mønster. Men man faaer den først
ved Tidens Længde. Et Menneske kan ikke paa eengang
blive saa selskabelig, som Verden vil have ham; der udfor¬
dres Tid dertil, og en bestandig Omgang med ligesaa sæ¬
delige Mennesker. Tager man nu sin Klogskab og Duelig¬
hed til Raads derved saa vil man blivr vaer hvad der befal¬
der den og den, hvad han gierne gider havt, og hvorledes
man allerbest skal insinuere sig hos ham. Et selskabeligt
Menneske maae lære at kiende enhvers Temperament, paa
det at han kan begegne enhver efter sine Affecter. Men der¬
til udfordres Tid. Naar han nu har lært denne Kunst,
saa kan han faae Berømmelse for at være et selskabeligt og
fuldkomment Menneske.
Men hvo som nu vil lære det ret af Grunden, den
maa iggttage visse Regler. Jeg setter forud, at saadant et
Menneske maae rette sig efter andres Genie og Exempel, paa
det at han kan giøre det ligesom andre, og for alting ikke handle
imod nogen. Men jeg setter, at der skulde være Partier i et
Selskab: saa forstaaer det sig selv, og Klogskab tilsiger ham det,
at han maae holde med det største og mægtigste Partie.
Hvo som nu vil lære den Kunst, at leve ret selskabe¬
lig og efter Moden, den maae
1) Jngenlunde straffe nogen Feyl hos andre, som
han er i Selskab med og bliver vaer. Det strider imod
Selskabeligheds Øyemed. Man samles jo ikke, fordi man


vil forbedre Sielekræfterne og giøre sig lykkelig? Hvad ud¬
retter man med Bestraffelser? Sandhed fortiener Had.
Hvor der er Hid der er ingen Enighed imellem Gemytter¬
ne. Hvor der ingen Enighed er, der er ingen Kierlighed;
og følgelig ophører Selskabeligheden. Meget mere maae
man slet ingen Feyl opdage; eller om der jo skulde blive
opdaget nogen Feyl, enten af den Person, som selv har be¬
gaaet den, eller uformodentlig af andre, saa maae man
ikke allene paa alle muelige Maader undskylde samme, men
endog retfærdiggiøre den, saavidt man kan. At undskyl¬
de Feylene, skulde endnu ikke være nok, thi det giør des¬
uden alle Christne; men man maae endog prise dem høyt,
saasom Dyder. Hvad er det, som vedligeholder Damon
i hans elskelige Calistes Gunst, Han finder ikke en eneste
Feyl ved hende: Jntet uden lutter Dyder, lutter berømme¬
lige Gierninger. Han veed at rose og udraabe hendes Ød¬
selhed under Navn af en vidt berømt Gavmildhed, hendes
Hovmod for en roesværdig og anstændig Ærekierhed, hen¬
des unyttige Taler for en behagelig Veltalenhed. Dersom
han vilde dadle hende derfor, saa skulde det i Øyeblikket væ¬
re ude med hendes Kierlighed; og dersom han skulde miste
hendes Kierlighed, hvad vilde det arme Menneske da leve
af? Han berømmer altsaa hvad han kan hos hende. Hvor¬
for er Tartuffe saa elsket? Derfor, fordi han taler de Vel¬
lystige Smukke efter Munden. Spørger Dorimene ham,
om det er tilladt, at elske nok en anden, foruden hendes
Hyrde? I Øyeblikket veed han da strax at gotgiøre det for
hende, baade af Naturen og Skriften, at det ikke allene er
tilladt men endog billigt, at elske alle Mennesker, og det
ydermere oprigtigt. Man maae foruden sin Hyrde endnu
holde sig en anden, og være samme hengiven med en besyn¬
derlig Kierlighed. Dog alligevel maae man fastsette visse
Skranker og Grader. Og da roser nu Tartuffe alt hvad
hun giør. Derfor hører hun ham gierne, og han har selv
sin Fordeel deraf.
2) Hvad som bliver roest af andre, maae man roese
med. Hvad som tvertimod bliver dadlet, maae man dad¬
le med, i fald man ellers vil holdes for at være et Sel¬
skabeligt Menneske. Jeg vilde gandske vist ikke dele Drik¬
kepengene med Silvester, i fald han understod sig at dadle
sin Skiønne, for hendes Gierrigheds Skyld. Men han er
alt for klog. Hvorledes kalder han da sin Kierestes Gier¬
righed? En roesværdig Sparsommelighed. Derimod maae
han hielpe til over alt at udraabe Doris Gavmildhed som
en Ødselhed. Thi da hun gierne meddeler de Fattige, og
det i Overflødighed, saa heder det: hun kaster alting bort;
hun ødelegger for meget; hun er ingen Huusholderske. Naar
man vil giøre alting med, saa maae man
3) Lee med, naar Selskabet leer. Hvorfor er Cli¬
tander saa utaalelig for Silvia? Fordi det er ham ikke
mueligt, at lee ad alle Ting. Han har en Afskye for den
hyppige og syndige Latter. Det er altsaa intet Under, at
han intet bifald faaer. Han kaldes en Hovedhænger, en
Grillenfænger, et egetsindigt og knorvorent Hoved. Han
duer derfor slet intet i Selskab. Derimod treffer Coridon


det langt bedre hos hende. Han slaaer en afskyelig Latter
op, saasnart der bliver fortalt noget løyerligt og eventyrligt.
Klogskab udfordrer, at man retter sig efter andre Fol¬
kes Genie. Gives der nu Folk, som ere bedrøvede, saa
skulde det ikke skikke sig, at komme frem med Narrepudse¬
rier. Derfor maae man
4) Græde med de Grædende. Naar Phyllis tænker
paa hendes forrige lykkelige Tilstand, og sammenligner den
med den nærværende: saa kan hun ikke bare sig for Graad.
Skulde nu det ikke være daarligt handlet, om Thyrsis vilde
lee, naar Philis græder? Ney, han græder med, og giør
det endnu meget verre, end om det ikke skulde være hans
Alvor. Og det behøver heller ikke at være hans Alvor;
thi hvor længe varer det vel, saa forvandler hendes Graad
sig til Latter. Phyllis er tilfredsstillet igien; hun er for¬
nøyet, og Thyrsis ligesaa.
5) Hvor der bliver skiemtet, der skiemter en Selska¬
belig med. Han hører ikke allene med megen Fornøyelse
paa andres Skiemt, men han frembringer og selv noget
skiemtefuldt. Derved bliver han elsket, derved vinder han
andres Gunst, som derover lader ham meget ofte komme
for sig, at han skal fordrive Griller og giøre et Selskab
lystigt. Derved vinder han Berømmelse af at være sel¬
skabelig.
Naar man har Personer for sig, som ere Elskere af
Forandring: saa skulde det ikke skikke sig, om man vilde
tale alt for længe om een og samme Ting. Klogskab giver
derfor den Regel:
6) Frembring alle Slags, noget af hvert. Ophold
dig ikke alt for længe over en Ting. Fald fra et til et an
det, ellers bliver du ikke vel liidt.
7) Kommer man i Selskab, hvor der bliver spillet,
drukket sterkt, eller røgt Tobak, saa maae man giøre atting
med, ellers kan man ikke passere for Selskabelig. Saa
skulde det snart hede: Med det Menneske lader sig ikke om¬
gaaes. Han duer slet intet i Selskab. Han spiller ikke.
Han kan ikke drikke noget Glas Viin. Han røger ingen
Tobak.
8) Dersom man var i Selskab med ekle Fruer, om
hvilke en Digter har sagt: Lad hver ekkel Frue for Tobak
kun grue: saa maae man her rette sig efter dem, skye To¬
bak, saafremt man ikke vil paadrage sig deres Had.
Jeg har allerede forhen erindret, at man ved at sige
Sandhed kan paadrage sig Had Det som er tvertimod
Sandhed, er Løgn, (thi at fordølge Sandhed, finder her
ikke Sted,) følgelig maae en Selskabelig
9) kunde ret skiere op, ret ligesom at det var pren¬
tet for ham. Jeg setter endog, at een giorde det saa grovt
at man kunde tage og føle paa det var Løgn, han frem¬
bragte, saa skader det intet. Han bliver dog en selskabe¬
lig Mand. Man hører gierne paa ham. Han veed ret
at fordrive Tiden.
10) At være alt for ærlig er ingen Dyd. Et ærlig
Menneske er ikke meget bedre, end et enfoldigt Menneske.
Men en Eenfoldig kommer ikke frem i Verden. Derfor
maae man være lidet falsk. Man maae ikke sige alt, hvad


man tænker. Med alt for stor Aabenhiertighed skulde man
mere skade end gavne sig. Derfor gaaer Klogskab til haan¬
de med denne Regel.
11) Man maae flittig lære den Kunst, at være tavs.
Jeg vil sige saa meget: Man maae ikke fortælle det igien,
som en anden fortæller, uden at man føyer til: ikke mine
Ord igien; thi da bliver det gandske vist holdt hemmeligt.
Skulde man slet ikke fortælle en andens Hemmeligheder,
hvormed skulde man da giøre sig elsket i Selskabet: Hvor¬
med underholder man nu omstunder Selskaber? Dermed,
at man fortæller hiinanden Hemmeligheder, som en anden
har betroet os. Derfor maae man
12) hielpe til med, at igiennemhegle sin Næste for
hans Feyls Skyld, ellers bliver man ikke kaldet selskabelig.
Jeg setter, at det gaaer os ligesaa i vor Fraværelse igien:
hvad skader det? Det er faa Moden, at man taler ilde
om andre Folk, som ere fraværende; men naar de ere nær¬
værende, saa roser man dem i deres Øyne.
13) Man maae troe alt, hvad der bliver talet i
Selskabet. Vilde man kalde noget i Tvivl, eller vel og
modsige en anden, saa skulde man snart tabe den Berøm¬
melse, at være selskabelig.
14) Man maae immer vide noget Nyt. Hvad got
Nyt? det er immer det første Spørsmaal, som man giør
efter aflagt Hilsen, og Erkyndigelse om Sundhedens Til¬
stand. Hvo som ikke veed Nyt, den vil jeg raade at blive
hiemme; Thi han skulde ikke være behagelig for Selskabet.
Vil man endelig ingenlunde tilsidesette Magelighed ved
et selskabeligt Liv, saa maae man
15) ikke opholde andre længe ved et anstillet Besøg,
for ikke at forstyrre deres Rolighed. Hvorfor seer man ikke
gierne Cleobulus, Han lader sig først sildig anmelde, og af¬
legge sin Besøgelse paa saadan en Tid, da man er færdig
at gaae til Sengs. Hvo som tvertimod vil leve selskabelig
med ham, den maae sidde med ham, vaage med ham og
staae op med ham, naar han vil have det,
Men paa det at jeg ikke skal handle imod Selskabe¬
ligheds Øyemed, saa vil jeg ikke længer opholde mine Læsere.
Enhver kan tage deraf efter Behag.
Øretuderes Berømmelse.
Dar nogen Tid en menneskelig Opførsel truet at kuldkaste
Religionens Grundstøtter: saa er det visselig den blinde
Jver, med hvilken vi laster dem, der i en ligegyldig Me¬
ning afviger fra vore engang fastsatte Meninger. Meer end
engang har vi forbittret Vederparter, som i Førstningen
ikke meente det saa slemt, og forført dem til uforsvarlige
Udskeyelser. Man har grundig Aarsag til at befrygte sam¬
me ulykkelige Følger af en herskende Jver i Sædelærens
Rige. Der behøvedes intet videre, end at man skulde endnu
fordømme dem til Baal og Slaverie, som afviger fra vore
Sæder og Skikke, hvis Grundsetninger ofte grunder sig
paa Fordomme: saa havde den moralske Jnqvisitions=Rt
naaet sin fuldkomne Høyde, da vi i den philosophiske Mo¬


ral endnu langt fra ikke ved alle Meninger har sikkre Grund¬
støtter, paa hvilke vi kan hælde deres Gyldighed. Da me¬
get kommer an paa Lands=Love, Sædvaner, Tid og Sted:
saa er det saa meget farligere, at giøre en, som afviger
derfra, til en sædelig Kietter. De, med hvilke man næsten
gaaer allerubarmhiertigst tilverks, ere de saa kaldede Øretu¬
dere og Bagvaskere. Det synes ligesom at hele Verden
havde sammensvoret sig imod dem. Hvor uventet vil det
altsaa nee blive for dem, at læse deres Berømmelse, og noget
skrevet til deres Ære. Men førend jeg foretager mig deres
Forsvar, maae jeg først tydeligere forklare, hvilket Slags
Mennesker, der egentlig har at trøste sig ved mit Skyts=Skrift.
Jeg skulde finde almindelig Modsigelse, dersom jeg vilde for¬
svare ondskabsfulde Bagtalere og Løgnere. En høyere Viis¬
doms Dom setter dem iblant de Forkastede. Jeg forstaaer
heller ikke blot allene dem, som bliver Øretudere og Bagvaske¬
re imod deres Villie og Vidende, i det de ikkun aabenbarer en
Sag for en af deres beste Venner, som skulde holdes hemme¬
lig, hvilken Ven siden udbredet den videre. Ney, men jeg
mener de Folk, som giøre sig den yderste Umag, for at erfare
Næstens hemmelige Gierninger og Ord, og siden ikke slaaer sig
til Rolighed og Hvile, førend de har bekiendtgjort samme for
Halvparten af de Folk, med hvilke de udgiøre et Borgerskab.
Jo mere jeg anatomerer deres Opførsel; jo mindre forkasteligt
finder jeg derudi, og jo flere Kilder til Berømmelse aabenbarer
sig for dem. De ere nysgierrige. Er det en Bebreydelse, som
geraader dem til Skam? Lad være, Nysgierrighed er en
Datter af Uvidenhed; der er jo dog intet Menneske, som er
viist fød; den bliver desuden en frugtbar Moder til høyere
Kundskab. Udgiør ikke det menneskelige Hiertes Un¬
dersøgelse den vigtigste Deel af de Bestræbelser, med hvilke de
største Verdsligvise sysselsetter sig? Og holder man ikke almin¬
delig dem for enfoldige og flanevurne, som uden noksom Prø¬
velse lever fortrolige med deres Medmennesker? Men er det
ogsaa ret, at de udbasuner deres Erfaringer? Saaledes giø¬
re deres Vederparter Jndvendinger imod mig. Men dette
hindrer mig endnu ikke, at fortsette deres Forsvar. Man veed
jo, hvor virksom Viisdom er. Forestil Eder engang en ret
Bereyst. Han maae gandske og aldeles fornegte sig selv, naar
han ikke i alle Selskaber skal fortælle sin Reyse. Enhver Lærd
taler gierne om sin Metier, hvo kan da fortænke en Øretuder,
at han taler om hans Opdagelser. Han lever efter den gamle
Grundsetning: Scire tuum nihil est &c.
Endnu to Grunde kan formaae ham til Sagens Udbre¬
delse, enten han har mange gode Venner, og med dem maae
man leve fortrolig, nok at han altid føyer dertil: men det bli¬
ver imellem os, eller den giorte Opdagelse bringer hans Næste
Skade, og da er han forbunden til at afværge samme. Naar
vi betragter os selv uden Maske, saa skal der findes faa Men¬
nesker, som med Overbeviisning kan rose sig af, aldrig at have
giort det, hvilket de Laster hos andre, som Øretuderie. Mine
Heldte foræviger sig endelig derved, at de skaffer Tidrage til
Privat-Historien. Deres Navn bliver kundbart og deres


Person kiendelig. Ja de overlever deres Død. Hvilken
Æres Glands! Men mine og deres Vederparter kommer
med et nyt Men: Men, heder det, gemeenlig ere deres Ud¬
bredelser Løgne. Dersom denne Bebreydelse var sandfærdig,
saa skulde jeg strax fordømme det, jeg har skrevet, som kietterske
Griller, til at brændes. Men jeg har endnu Baghold. Hvo
siger det, at de udspredte Nyeheder ere Løgne? Man svarer:
De, som det angaaer. Dersom slet ingen anden siger det,
saa beskiemmer det endnu ikke mine Clienter. Man veed jo,
hvorvidt Mennesker driver det, i at nægte deres Hemmelig¬
heder. Er Sagen god, som bliver udbredet; saa nægter de
den dog mangen Gang af Skinhellighed og Egensindighed.
Er Sagen ond, saa skeer Benægtelsen med dobbelt Jver. Ja
endog i ligegyldige Ting tilstaaer men ikke gierne Sandheden.
For Exempel naar en Pige skal være og bliver Brud &c. Hav¬
de mine Clienter Mod og Dristighed nok, altid at sige deres
Vederparter Sandheden i Øynene, saa trængte de ikke til mit
Skyts Skrift; har mine Heldte det som de siger igien, fra en
andens Mund, saa ere de dobbelt at undskylde. De maaler
af en redelig Lettroenhed alle andre efter deres egen Maalestok.
Hvad kan de gode Folk giøre derfor, om en frek Løgner bedra¬
ger dem? Men Sagen synes saa god som den vil, paa Øren¬
tudernes Side: saa drager den dog ulykkelige Følger efter sig,
og fornærmer dem om hvilke der bliver talet.
En nye Attaqve af mine Fiender. Men jeg er overbe¬
viist om, at de viger tilbage, naar jeg beviser det, som er tvert¬
imod. Jeg paastaaer nemlig, at Øretuderne ere ligesaa nød¬
vendige som nyttige. De siger os igien, hvad der er blevet ta¬
let om os i vor Fraværelse. Hvor nyttig er altsaa den Bestræ¬
belse for os! Er det Sandhed, som man talet om mig fravæ¬
rende: saa er jeg den Tak skyldig, som siger mig det i Øynene,
og derved giver mig Leylighed til, at aflegge de Feyl, som giø¬
re mig lastværdig for andre. Er jeg uskyldig, saa faaer jeg
derved Leylighed til at redde min Ære, og at tiltale den, som
har fornærmet den. Afholder Menneskefrygt mig derfra, saa
kan jeg i det mindste vogte mig for dem, hvilke jeg ved denne
Efterretning har lært at kiende som Bagtalere. De som har
snakket om mig, har ikke Aarsag til at besvære sig over de saa
kaldte Øretudere. Har de sagt sandt, saa har de ey behov at
undsee sig; har de derimod løyet: saa fortiener de den yderste
Beskiemmelse, og hober Uret paa Uret, naar de ville laste og
beskiemme den, som har abenbaret deres Ondskab.
Øretuderne ere uundværlig nødvendige i den beste Ver¬
den, Hvor skammeligt og uden Afskye skulde der blive talet om
vor Næste, dersom han ikke maatte befrygte, at det skulde blive
forraadt! Umennesker, som ikke undseer sig for ham, der veed
hvert Ord, som er paa min Tunge, maae tage sig Agt for mine
Helte, og undertiden holde deres Tunge i Tømme. Hvilken
Ære for mine Clienter!
Den høyeste Grad af deres Glands bestaaer endelig der
udi, at de hverken af Foragt eller Forfølgelse lader sig forhin¬
dre i deres Bestræbelser. Jeg finder derfor stor Aarsag til
at berømme dem.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 40


Afbildning af et moralsk Syge¬
huus.
D¬
e Syges Forpleyning og de til saadan Ende op¬
rettede Bygninger ere ganske vist altid prisværdige
Anstalter i en vel indrettet Stat. Medlidenhed
og Klogskab har hertil lagt Grundstenene, og det skulde væ¬
re stridigt imod Naturen selv, om saa mange Fattige skul¬
de lades Hielpeløse. Det er alligevel ikke mit Forset, her
at betragte saadanne priselige Anordninger, og at overvæl
de dem med tilbørlige Berømmelser. Mine Tanker bliver
meget mere henvendte paa noget ligesaadant, som man næ¬
sten maae tilkiende lige Fordeele. Jeg erindrer mig en be¬
synderlig Foranstaltning, som jeg har seet i en vis Fyrstes
Gebeet. Han havde sit Hertugelige Sæde ikke langt fra
Spanske Grændser; Han havde i lang Tid været roest for
mig, som en Herre af besynderlig Jndsigt og fortreffelige
Dyder, der havde anvendt sin Formue, Tid og Kræfter
paa de menneskelige Gemyters Udforskning. De Landgod¬
ser, der laae under hans Herredømme, vare mig beskrevne,
som skinbarlige Mønstere paa en velindrettet Regiering;
dog lærte egen Erfarenhed mig langt mere, end det berøm¬
mende Rygte. Jeg var kommen temmelig nær til denne
Fyrstes Godser, da jeg befandt mig i Toulouse og siden i
Carcassoni, hvor jeg fik Leylighed til at beundre den af Lud¬
vig den Fiortende anlagte Vandledning. De øvrige Mile
derhen lagde jeg tilbage i tre Dage, og steeg af i et Her¬
berge sammesteds. Neppe var jeg kommen herind, saa faldt
mig strax lige over for liggende Bygning i Øynene. Det
første jeg saae den, og betragtede dens udvortes Anleg, saa
randt mig det Parisiske Jnvaliderhuus i Tanker. Jeg ind¬
bildte mig næsten, at Bygmesteren maatte have havt Af¬
ridsningen over samme for sig, da begge vare næsten over¬
eensstemmende ihenseende til de udvendige Hoveddele, og
der ikkun var en Forskiel at merke, ihenseende til Størrel¬
sen og Omkredsen. J denne Meening bestyrkede min Vert
mig, da han paa min Efterspørgsel fortalte mig, at sam¬
me Huus var et uforligneligt Hospital, og var stiftet af
Fyrsten, som eyede disse Lande. Begierlig efter selv at see
disse Anstalter, bad jeg Dagen efter Opsynsmanden om
Tilladelse dertil. Der forløb nogen Tid førend jeg fik Svar
og imidlertid bleve mange Vanskeligheder giorte mig; men
saasnart han havde seet visse Prøver paa min Gavmildhed,
nødte han mig til at gaae ind i den vidtløftige Bygning,
og fortalte mig, at hans Herre havde befalet ham, at fø¬
re Reysende, i sær lærde Folk omkring i Værelserne, og
omhyggelig at optegne saavel deres Dom om Indretningen
i sig selv, som og deres Betænkning om hver i sær af de sig


her opholdende Personers Sygdomme. Ved dette Middel
giorde han sig Umag at forhielpe de Moralske Syge til en
ønskelig Helbredelse. Ved fremmede Personers grundige
Bedømmelser havde han nu samlet sig en mængde Læge¬
midler, ved hvis Brug han merkede en lykkelig Virkning
i forskiellige Gemytter. J finder her, blev han ved, i det
han fulgte mig op ad en høy Trappe, intet almindelig Hos¬
pital, hvis Lige J maatte have seet andensteds. De Sy¬
ge, som man her har optaget, befinder sig ihenseende til Le¬
gemet meget vel; de kan baade spise, drikke og sove, og man
merker ingen øyensynlig Legems Svaghed hos dem. J vil
her finde Sygdomme, der ikke saa meget besværer Legemet
som Gemyttet. Svindsoet hos en frisk og munter Farve,
Blindhed hos et ubeskadiget Syn, en Vattersoet som la¬
der Lemmerne beholde deres sædvanlige Størrelse. J seer
her moralske Patienter af mange Slags, og J vil giøre
eder min Hertug forbindtlig, saafremt J vil anvise nogle
nyttige Forslag til hans Hensigters Befordring. Den pri¬
selige Tilbøyelighed, at see hans Medborgere dydefulde og
lykkelige i Verden, har viist ham denne Anordning, og Kier¬
lighed til hans Fæderneland giør ham beredvillig, at an¬
vende hans fra andre Udgivter sparede og overblevne Jnd¬
tægter herpaa, ja endog for den Aarsag Skyld at indskræn¬
ke Udgivterne. Jmidlertid maae J ikke tænke, at Fran¬
kerig ingen anden moralsk Syge har end disse; disse Mure
indslutter ikkun nogle af adskillige Slags. Desuden bliver
her og adskllige Folk forpleyede fra Naboeriget Spanien,
som ere behæftede med en almindelig men hos os ikke saa
gængse Sygdom, der er dem egen, og som ere overleverede
i de her værende Lægers Hænder.
J skal finde disse sidste alle sammen sysselsatte, ja gand¬
ske trætte og udmattede af bestandig Arbeyde. De taler
om Bryst=Samvittigheds=Lunge=Mave=Tanke=Jndbild¬
nings=Milt= og Ledemods=Sygdomme, om Lægemidler og
deres rette Brug, og den mindste Deel af dem har i deres
Lives Tid lagt sig med Flid og Forset efter den egentlige
saa kaldede Lægedoms Videnskab. De ere for den største
Deel Sædelærere, men deres Lægemidler ere mange Slags
for saavidt de tager samme af forskiellige Kilder, dog ere
de ikke tilberedte af Urter, Dyr, Steen eller Metaller. De¬
res Foredrag er deels christeligt, deels fornuftigt; deres
Formaninger ere eftertrykkelige, deres Bevægelses Grunde
vigtige; deres Øyemeed er reent, og deres Bestræbelse er
nidkier. Strax aabnede han det støre Forgemak, hvis Veg¬
ge neppe kunde sees for Bog Reoler, som vare satte
derop til fra det nederste til det øverste. Han pegede her¬
paa og sagde mig at, dette vare udsøgte Midler, som her
bleve forvarede til Brug. Jeg saae adskillige Personer at
stige op og ned ved disse Bogreoler; enhver bladede med en


dybsindig Miene i en udaf Ordenen tagen Bog; dog mer¬
kede jeg af deres sig forvandlende Geberder, at de vare tem¬
melig misfornøyede. Dette er de naturlige Læger, sagde
min Ledsager, hvilke det ikke ofte lykkes, at hæve en Syg¬
dom fra Grunden af. De giøre sig Umag for, at tillave
Plastere for nogle Udbrud, men sammes Prøver har slaget
dem feyl ved mange Skader. Jmidlertid betiener man
sig af deres Bihielp, for at bane Veyen for de høyere Mid¬
ler. Efterat jeg en Tidlang havde seet til, hvorledes de
slængte Bøgerne hist og her, og snart klavrede hid og snart
did, saa førte han mig ind i et Bislag ved dette Forhuus,
hvorudi der laae nogle prægtige indbundne og med Sølv¬
Kieder til Bordet befæstede Bøger, ved hvilke der stoede tre
Mænd, som med en uforstyrret Opmerksomhed læste i sam¬
me. Dette er geistlige Læger, sagde min Ledsager mig,
og i disse Bøger indeholdes en hellig Aabenbaring. De
Lægemidler, som ere komne fra Himmelen, og tillavede af
en olviis Forstand, fuldkomne Lægedoms Kræfter, og erstat¬
ter i rigelig Maade de førstes Utilstrekkelighed, som blot
allene har den indskrenkede Forstand til Oprindelse. Dis¬
se Læger bibringer og indgiver de Syge de dem foreskrevne
Midler, og erfarer kraftigere Virkning af dem end af hine,
ligesom man og kunde merke deres Arbeydes gode Fremgang,
af deres fornøyede Miener. Jeg ønskede nærmere at kom¬
me til mit Øyemeed, og blev altsaa ført fra dette Kam¬
mer til en af de i Salen værende Døre, med den Efterret¬
ning, at i den ene Deel af Huset befandtes Personer, som
laae syge paa Forstanden, og i den anden saadanne, som
laae syge paa Villien; endskiønt begge Fløyene af denne
Bygning stødte tilsammen. Hvo som ikke kiender Verden
eller Menneskenes forborgene Tilbøyeligheder efter den ud¬
vortes Legems Stilling, ikke veed at prøve dem efter Talen
og Gierninger, saadanne torde denne hele Anordning selv
forekomme urimelig; men hvo som ved en lang Erfarenhed
og en betydelig Omgang med Mennesker har erhvervet en
Kundskab om samme; dernæst giver Agt paa de her indtag¬
ne Personers Bevægelser og Taler, den vil lettelig kunde
giøre sig et Begreeb om et moralsk Hospital, saadant som
det nærværende er. Herpaa blev det første Kammer aab¬
net for mig, hvorved jeg blev saa forskrekket, at jeg ufeyl
barlig var flygtet bort derfra, dersom ikke Opvarteren hav¬
de holdt mig tilbage. De selsomme Ansigts Fortrekninger
som nogle Personer lode see paa dette Sted, havde bibragt
mig en ømfindtlig Skrek. De viiste med foldede Hænder
hen paa Murene i Værelset, hvorhos de aflagde Tegn paa
en gandske besynderlig Ærbødighed. De saae et Lys, hvor
vi intet faae, og Ansigter, hvor der viiste sig intet andet,
end Skyggen af vore Legemer; og da Solens Straaler
faldt ind i Værelset igiennem det halv aabnede Vindues
Skaad, saa overtalede de sig at fornemme et Syn. En
af dem holdt mig for en Engel, og min Ledsager endnu for
meget høyere, og bad med dybt til Jorden nedbøyet Hoved
om en Aabenbaring i visse Sager, som han forelagde os.
Nogle saae gandske bleege ud, saa at jeg skulde have holdt
dem for Liig, dersom deres udvortes Bevægelse ikke havde


overbeviist mig om andet. De syntes mig behæftede med
naturlig Tungsindighed, og vilde udgive al Brug af Spi¬
se for syndig, saa at endog den ellers begierlige Hunger
skulde have fortæret dem, dersom ikke Lægerne havde tvun¬
get dem til, at indtage noget at styrke sig paa; endskiøndt
der fandtes to, som man ikkun Dagen tilforn havde ind¬
bragt, hvilke endnu paa ingen Slags Maade vare at be¬
væge til at tage nogen Næring til sig; deres Ører bleve dø¬
ve ved alle Tilraadelser, og deres Mund tilsluttet. Jeg
troede, at disse Folk af en Stoisk Grund maatte allerede
havde fattet den Beslutning, at ville døe af Hunger, og
faldt i Forundring over, hvor det kunde komme sig at dis¬
se forvirrede Gemytter heller vilde udvælge Døden, end at
spise. Men i sær saae jeg en Person, som forekom mig
meget selsom, der laae afsondret fra alle de øvrige hen i en
Krog paa Jorden. Alle hendes Lemmer skielvede; Hal¬
sen dreyede sig omkring; Legemet og Livet opblæste sig saa¬
ledes, som hun skulde sprekke; derhos mumlede hun nogle
uforstaaelige Ord frem med en fæl Miene, ligesom hun
var besat af en ond Aand.
Med en Skielven næsten ligesom den forrige, forlod jeg
denne Stue, og forføyede mig ind i det næste Kammer,
hvor nogle Personer med høye Skridt gik op og ned ad
Gulvet, og med en viid Udbredelse af Hænderne og Armene
til min største Forargelse forsvarede mange uværdige Sætnin¬
ger om guddommelige Ting; de holdt alle Religioner for
Menneske=Paafund og udspeculerede Tvangs=Midler for den
ubændige Pøbel; derfor vilde de ikke erklære eller bekiende sig
til nogen, efterdi saadant var uanstændigt for dem, som store
Aander. De Læger, som indfandt sig hos dem, begegnede
de med en spodsk Latter, efterdi de ikke holdt dem værdige
til noget bedre Svar. Derpaa gik Lægerne ind i et andet
Kammer, og jeg fulgte efter dem med min Ledsager. Her vare
Folk, som havde en stor Høyagtelse for deres Fornuft, og
derfor ikke vilde underkaste sig disse grundige Mænds Bear¬
beydelse, efterdi de troede, at hielpe baade sig selv og andre
med deres egne Midler. J hvor overbevisende den dem givne
Underretning endskiønt var, saa bleve de dog ved deres forkeer¬
te Meninger. Men vi gik ind i det næste Kammer, hvor vi
traf Personer, som tvivlede om alle legemlige Tings virkelige.
Tilværelse; og omendskiønt en Fornuftig Verdsligviis rakte
dem en Lægedom efter deres Tilstand, saa holdte de dog alli¬
saavel ham som os allesammen for Hiernespind. De løbe lige¬
hen paa mig, ret ligesom at jeg var en Skygge, og syntes end¬
nu at være blevne vissere i deres drømmende Tanker, efterat
jeg havde gaaet af Veyen for den ene, af Frygt for, at han
skulde støde mig omkuld. Paa samme Tid blev jeg en vaer
paa en Løybenk bag ved et Skiermbrædt, som laae paa en
sammenrullet Biørnehud, og havde en Eselshud oven paa sig.
Jeg gik noget nærmere derhen til, og faae, at der laae endda
en anden hos ham. De havde begge meget mørke Miener,
som røbede en søvnagtig Aand. De syntes ikke at bekymre
sig om nogen Ting, ansaae alting, ligesom de ufornuftige Dyr,
med ligegyldige Øyne, og da vi talede til dem, havde de ikke
Lyst til at svare os anderledes, end med en Raslen af deres


Leyersted, som de foraarsagede ved deres langsomme Omvelt¬
ning. Jeg fik at vide, at Aarsagen til Sygdommen var hos
den ene Vankundighed, og hos den anden Vildfarelse. Efter
en flittig Underviisning blev saavel den ene som den anden or¬
dineret at være Savskierere, paa det at den udtørrede For¬
nemmelses=Kraft kunde tilveyebringes igien hos den ene, og de
dovne Lemmer blive smidigere igien hos den anden. Jeg gik
herfra videre frem, og traf adskillige Lærde, som vare syssel¬
satte med at skrive noget. De havde ved Siden af sig liggen¬
de mange aabnede Bøger i adskillige Sprog, og saae snart i den
ene og snart i den anden, for at berige deres Vittighed. De
læste Fortalerne op for hinanden, som de allerede havde for¬
færdiget, førend de endnu havde sammenskrevet Skrifterne
selv. J samme meldte de om deres viidtløftige Belæsenhed
og anvendte Umag; jeg spurgte, hvortil deres Umag sigtede?
og fik til Svar: at de havde foresat sig at udregne, hvor man¬
ge Gange & forekom i de forhaanden værende gamle Rome¬
res Skrifter, med hvilket udfundne Tal de af cabbalistiske
Grunde kunde opdage alle de Stykker, som vare gangne for¬
lørne. Jeg havde endnu ikke udhørt dette, saa begyndte en
anden allerede at fortælle, hvorledes hele Selskabet havde op¬
draget til ham allene, at afgiøre det tunge Spørsmaal: hvor¬
for de fleste Registere begyndes med A, og viiste mig tillige et
for fem eller sex Maaneder siden udarbeydet Verk, paa hvilket
jeg iblant andet merkede følgende Titel: En Dirik til alle for
den lærde Verden hidindtil tillukte Sandheder; Fixstiernen,
omkring hvilken alle Kunster dreyer sig, og af hvilken de allene
faaer deres Lys; den brolagte lige Vey til Salomons Øer;
og en probat Blæsebælg, til igien at oppuste gode Exemplers
uddøde Gnister.
Da jeg dreyede mig omkring, saae jeg endnu et mørkt
Hoved sidde ved et Bord for sig selv, som havde adskillige
lærde Dagbøger for sig liggende. Jeg hørte ham tale om
lutter tørre Beenrader, og tænkte, at han maatte ansee sin
Stoel for en Anatomie=Stillats, og de for ham liggende
Bøger for afpillede Been. Mine Formodninger traf næ¬
sten ind; thi han vilde holdes for en forstandig Kunstdom¬
mer, som var øvet i lærde Verkers rigtige Undersøgelse.
Men han havde en bedragelig Fornemmelses Kraft, saa at
han fandt en Fornøyelse i sine Domme, endskiønt de vare
høystforvirrede; han føelte haarde Knnder og Knokler paa
andre, men Avind, som næsten havde hentæret ham, for¬
blindede ham saaledes, at han næsten intet andet saae
for sig, end tørre Beenrader, hvilket han allerførst kunde
have merket hos sig selv, om han havde havt et friskt og
sundt Syn. Saa lidet Lægerne sparede deres Flid, strax
at komme disse Syge til Hielp efter deres forskiellige Til¬
fælde, saa syntes dog alt Haab til Helbredelse at være for¬
gieves, efterdi disse forunderlige Hoveder skatterede sig for
fuldkommen friske.
Jeg var nu kommen indtil Halvparten igiennem Byg¬
ningen, og kunde allerede giøre mig et tilstrekkeligt Begreb
om sammes Anstalter; dog alligevel besluttede jeg, endnu
at besee de øvrige Værelser. Jeg mødte Personer, af hvilke
nogle saae overordentlig skamfulde, andre ligesaa frygtsom¬


me ud. Nogle forestillede Mønstere paa den yderste Neder¬
drægtighed, andre paa en ubesindig Forødelse af Compli¬
menter. Men den Allarm som var i Kammerne der op til,
tillod mig ikke saa nøye at betragte dem. Jeg hastede der¬
hen, og fandt en svøbt Kone i en Vugge, i hvilken hun blev
vugget af hendes Opvarterske, hvorhos hun dog græsselig
skieldte og bandede. Nogle foresang hende noget, og andre
spillede paa Sekkepibe for hende; men hun overskraalede
dem allesammen. Under denne Allarm begyndte det Brek¬
Pulver at virke, som hun kort tilforn havde faaet ind, da
hun opbrekkede meget af hendes overløbne Galde. Hendes
Mund blev efter lang Skrigen endelig træt; den flygtige
Tunge begyndte at legge sig, og den Jld udsluktes, som
forhen tindrede udaf hendes Øyne. Disse Omstændigher
lode Lægen haabe, at hun skulde blive frisk. Han forord¬
nede hende en vis Tinctur til hendes Vredes Hidsigheds
Kølelse, samt styrkende Piller, til at befordre Fordøyel¬
sen. Jeg kom i et andet Værelse, hvor jeg saae to Perso¬
ner staae for et Speyl, som snart satte deres Hovedsæt paa,
og snart tog det af igien, indtil de endelig fandt det rette
Sted, hvor det sad ziirligst. De vare saa førelskede i sig
selv, at de slet ikke lode sig forstyrre ved vor Jndkomst, at
visse deres Fornøyelse formedelst Smilen over deres velbil¬
dede Legeme. J et andet Kammer fandt jeg nogle, som
indstændig bade, ikke aabenbare de dem betroede Hemme¬
ligheder. Derefter saae jeg nogle, som giorde sig Umag
for at klavre og krybe op ad en usikker staaende Stige.
Nogle skyndte sig i saadan Hast tilbage, naar de vare næ¬
sten komne øverst op, at jeg tænkte, de skulde brekke Arme
og Been i Stykker. Desuagtet fortsatte de denne farlige
Øvelse indtil de vare komne paa det øverste Trin. Andre,
som ikke vare tilfreds dermed, satte sig ned, skelede ofte med
forbittrede Øyne op i Veyret, og giorde sig Umag for at
omstøde Stigen. Endnu saae jeg andre, som giorde sig
Umag for at paatage sig fremmede Miner; og dette Syn
var meget latterligt. Saaledes befandt jeg det moralske
Syge=Huus.
Chloe og Daphnis.
En Jdylle eller lidet Skialdredigt.
Dre Gange havde nu allerede Foraars=Blomsterne af¬
blomstret og visnet, og Hyrderne fandt allerede tredie Gang
Skygge under de skyggefulde Linde, siden den Tid Chloe
var til, og Daphnis hendes Kiereste døde med hende.
Livet elskede de hverandre heftig, omfavnede hinanden ofte,
fulde af Uskyldighed og med hverandre i Favnen, styrtede
de sig ned i den bundløse Afgrund.
Dette klagede endnu denne Øes Hyrder ofte med Be¬
drøvelse for Markerne, og fornyede de Afdødes hellige Jhu¬
kommelse med Sukke og Taare. Ak, at de endnu vare
vore Selskabs=Venner! --- saaledes sagde de ofte; ak,
at de endnu kunde tilligemed os afbrekke disse Roser og
Violer til Krandse, eller udsøge Rør til Fløyter! -- Naar


Chloe flettede Krandse, saa sang Daphnis for hende, og
da kom vi ofte listende over den sysselsatte Pige og den kun¬
stige Sanger. Men de ere ikke meere til, sagde de med¬
lidende, ak, Chloe og Daphnis ere ikke meere til! -- og
Naboe=Dalen igientog ofte en Gienlyd af det, som Hyr¬
derne sagde.
J Dag var nu den bedrøvelige Dag tredie Gang kom¬
men igien, den Dag, paa hvilken de døde. Den blev gjort
til en Festdag, til en stille klagelig Festdag, da vilde de
atter græde og velsigne Chloes og Daphnis Grav. De
kom allerede gaaende i Optog langs ad den grønnende
Mark, Par og Par komme de, en Hyrde med sin Pige,
indsvøbte i et hvidt Gvand, Uskyldighedens Farve og Bil¬
lede og Medlidenhedens Tegn-- Optoget gik bedrøveligt,
ikke som naar de giøre Optog til Pans Fest, eller som
naar de hopper til den milde Ceres Høst-Offer. Endog
Øens Fugle taugde stille, sadde tungsindige stumme under
skiulende Grene, og Solen skiulte sig bag en Skye, da
Hyrderne trakte op med en stille Graad. Endog den Gang
forstak Solen sig bag en Skye, da Chloe og Daphnis
druknede, for ikke at see paa de Døendes Angest og
Arbeyde.
Nu stode Parrene ved Graven. Taare trillede ned
paa lave Cypresser, som voxte deromkring, unge Pigers
deylige Medlidenheds Taare, ligesom Duggen nedfalder af
en rosenfarvet Morgen. Af buntede Kurve nedregnede Ro¬
ser, Blomster og Violer paa Graven, og Melk bedekkede
Grønsværen ligesom Snee. Thi Melk og Blomster
bragte de de Afdøde til Offer, og et Hierte fuldt af Kier¬
lighed, mere værd, end Heltenes Marmor=Støtter, og de
Gravskrifter, som Hyklerie indetzer i Guld. Og da sang
de Chloes Historie, og Daphnis ædle Død: thi alle kun¬
de den Sang. Kierlighed, Venskab og øm Medlidenhed
havde dybt indgravet den i deres Hukommelse, ligesaa dybt,
som Chloe og Daphnis vare indgravne i alle Hyrders
Hierter.
Og de sang saledes:
"Hører det, J Nympher ved Strandbreddene, og
"opløfter eders Klagemaal efter vores. J saae det, hvor¬
"sedes de arbeydende svømmede; Chloe og Daphnis,
"hvorledes de inddrukke Døden med de skummende Bølger!
"Ak, J saae det, og hialp dem ikke, de Døende! Vee eder
"og vee os! Hører det J Nympher, og opløfter eders
"Klagemaal efter vores.
"Den lille Pige, Chloe, gik langs op ad den bun¬
"tede Klever=Ager, og sang en munter Morgensang. Nu
"først havde hun vasket Rosenkinderne i Kilden og opbun¬


"det Haaret, og nu udsøgte hun Blomster til at sette i sit
"Haar -- udsøgte nu allerede længe, ventende hendes
"Daphnis. Men han kom ikke, den nolende Hyrde."
Da sukkede hun, saa at det unge marmoragtige
"Bryst steeg i Veyret. Eensom skal jeg i Dag vogte
"mine Faar, sagde hun, og ikke see ham den hele lange
"Dag? Ak, hvor jeg elsker ham, naar elsker ikke en Pige
"den grønne Mark?
"Men hvi glemmes jeg saa længe af den, jeg elsker?
Der rasler i det samme en Faun, drukken af sildig
"Viin, igiennem de forraadnede Buskenes Blade. Ak,
"raabte han - - - gandske hæs, Pige! jeg elsker dig mere,
"end Daphnis, som kan glemme dig -- og udstrakte sine
"brune Arme, og vilde omfavne hende, han fløy med en
"vild Kierlighed hen til Chloe."
Men forgieves; Han slog de brune Arme tomme
sammen i Luften. Pigen fløy langs op efter Strand¬
"bredden og raabte, saa at Daphnis hørte det langt borte.
"Da løb han efter Chloes Skrig, med en sterk Ahndelse
"i Barmen. Nu kom han - - ak, og faae, hvor for¬
"tvivlende hun sprang ud i Floden, da en Faun jagede og
forfulgte hende."
Og nu saae han allerede ikke meere, end det lokkede
"Haar, det krøllede Haar, som svømmede hen paa Bøl¬
"gerne -= og de smaae runde Arme, som strakte sig høyt
"over Hovedet, eller pidskede Floden, og stræbte stedse for¬
"gieves efter Hielp -= Fuld af Kierlighed og den heftigste
"Medlidenhed sprang Daphnis ud efter hende, greb fat
paa hende og fik hende i sin Favn -- Men ak, da de
havde arbeydet længe i Bølgerne og vare fulde af Døds¬
Angest, sank de nu begge to hielpeløse dybt ned i Vandet.
Hører det J Nympher ved Strandbredden, og op¬
"søfter eders Klagemaal efter vores! J saae det, hvorle¬
"des de arbeydende svømmede, Chloe og Daphnis, hvor¬
"sedes de inddrukke Døden med de skummende Bølger!
Ak J saa det, og hialp dem ikke, de Døende! Vee eder
"og vee os! Hører det J Nympher, og opløfter eders
Klagemaal efter vores."
Nu gik de Par og Par hiem igien, men saae dog med¬
lidende til Chloes og Daphnes Grav tilbage.
Gierrighed.
E¬
n Gierrig blev engang rørt ved en eftertrykkelig Prædiken
om Almisse. Med en angergiven Stemme over hans
Følesløshed hidindtil, sagde han det er en guddommelig Sag
med de Almisser. Jeg har virkelig i Sinde, herefter
selv at - bede derom.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tid.
No. 41 og 42


Enfattig Lærds Levnetsløb fra Øen
Bantam.
D¬
ette meget rare Stykke er ved et bedrøveligt Tilfæl¬
de faldet i Europæernes Hænder, en vis Skibs=Ca¬
pitain havde faaet det af Forfatteren selv. Aar¬
sagen dertil seer man af det følgende. Jkkun det var at be¬
jamre at vor Søe=Heldt forulykkedes paa sin Tilbagerey¬
se, og mistede baade Liv, Skib og Gods. En eneste Kiste
med mange lærde Skrifter blev slagen i Land paa Strand¬
breden ved Calais. Thi saadanne Ting ere langt fra ikke
saa tunge som Kiøbmands Gods. Det var en Franzos,
som fandt disse Sager, og holdt den Bantamiske Lærdes
Levnets- og Giftermaals=Omstændigheder for saa merkvær¬
dige og rørende, at han ikke allene bekiendtgiorde dem iblant
sine Landsmænd, men lod dem endog siden oversette paa
Tydsk. Denne Bantamiske Lærde udtrykker sig saaledes:
Den stierneklare Himmel ved min Fødsel syntes at spaae
mig et ret lyksaligt Liv. Europa, den mindste Deel af Jord¬
kloden, som frembringer mangen en lærd Mand af sit fede
"Moders Skiød, var den Verdens Part, hvor jeg i en ikke
meget stor Tydsk Stad først saae denne Verdens Lys Ao.
1683. Maaskee jeg var bleven lykkeligere, om jeg var ble¬
ven født i en stor Stad, og kunde opregne berømte For¬
lfædre. Bantamerne holdt den Skik for meget latterlig, til
Berømmelse at opregne Mænd, som for længe siden vare
|forraadnede; og jeg havde got iblant dem i den Henseende,
lat jeg ligesaa lidet behøvede, som jeg kunde fortælle, hvil
ikket fornemme Kreatur at min Oldefader havde været i Ver¬
den. Det syntes at være nok, at have havt ærlige og bra¬
hve Forældre, som man ey behøver at skamme sig ved, om¬
endskiønt de ere fattige. Jeg blev af mine Forældre opof¬
ret til Videnskaberne, og i den henseende sat til nogle Læ¬
rere, som maae have havt meget forskiellige Begreb, som
jeg siden har indseet. Nogle Baller Papir skulde neppe for¬
slaae til at beskrive samme. Og det være langt fra mig at
vise dem nogen Utaknemmelighed i deres Grav. Men dog
stalligevel maae jeg reent ud bekiende, at disse Skoleherrer
svare alt for hovmødige, og derover har aldrig befaldet mig.
JJeg vil ønske, at der maae være skeet Forandring i de Eu¬
seopæiske Skoler, siden jeg var der.
Omendskiønt jeg i henseende til Legemet er fraværen¬
de fra mine ærlige Landsmænd: saa har dog min Siel me¬
gen Medlidenhed med de Lærende, som ofte paa en skadelig
og forvirret Maade bliver drevne til Videnskaberne. Med
hvad for usigelig Sved maae man ikke giøre sig bekiendt
med den kiere Prisciano. Med hvilket fortredeligt Væsen
bliver de unge Gemytter bibragte det latinske Sprog, saa


at det bliver mange af dem næsten umueligt at lære, og
man faaer en vis Afskye derfor. Lette Læremaader ere imod
den gamle Slentrian. Alting skulde settes i Bevægelse,
om man vilde indføre en nye Læremaade. Men det bekla¬
geligste er, at man ligesom opgynger de unge Mennesker
til en vis Grad af Hovmod, saa at de troer, de allerede
har giort en Pagt med den sande Lærdom. Jeg har erfa¬
ret alt dette. Jeg var i de nederste Skoler, men allerede
i mine Tanker en lærd Karl, at jeg næsten ansaae en Leib¬
nitz og en Cartesius for meget smaae Siele. Jeg talede La¬
tin med Kiøbmænd; jeg blev roest derfor, og blev storag¬
tig derover. Dog har jeg siden af nogle Europæer faaet
at vide, at der er meget forandret imedens jeg har været
borte og at man har allerede gjort en temmelig Begyndelse
til Skolernes Reformation.
Men, hielp Himmel! hvor blev jeg forskrekket og ydmy¬
get, da jeg kom fra de lavere paa de høyere Skoler! Her
saae jeg, hvad der fattedes mig endnu; og her var det mig
besværligt, at vænne mig fra min Lærdom og til en anden.
Vel faldt Skiellene ikke saasnart fra mine Øyne, men en
vis Magisterkløen drev mig dog til, at skrive et lærd Strids
skrift om Maanens Jndbyggere. Man kan nok tænke, at
det var fortreffeligt udarbeydet, efterat jeg havde været et
Fierdingaar ved Universitetet. Jeg har det endnu, og maae
midt i min møysommelige Levemaade lee derad, naar jeg
læser det. Hvo veed, om ikke en almindelig Skiebne av¬
ler saadanne Foflere? Men et Tilfælde, som jeg forud saae,
hindrede mig fra at lade det komme for Dagens Lys. Et
Tilfælde, som jeg kan kalde lykkeligt for mig. Mine Øy¬
ne bleve opladte, og jeg søgte med største Møye det, som
kaldes Kiernen og Marven i de smukke Videnskaber. Tre
Aar holdt jeg det ud, uden at kiøbe M. Graden, og
jeg byder alle dem Trods, som ey holder mig for nogen
Lærd Mand. Jeg behøver jo intet videre Beviis, end at
melde at jeg har i lang Tid opholdt mig ved den høye
Skole i J*1
Tillader mig, J Herrer Europæiske Studentere! at
jeg, som en over 70 Aar gammel Mand, der er undvigt
fra sit Fæderneland, maae under mine Dages Byrde for
mane eder: aldrig at tænke at man er noget, da man dog
er intet. Lader eder ikke nøye med de tomme Skalle.
Gaaer ned fra en Jndbildning, som giør Eder Veyen
paa Pindus, om ey umuelig, saa dog besværlig. See
eder om en Ven, som altid redelig kan sige eder eders Mang¬
ler. J skal da blive lykkelige. Og J Lærere! kunde jeg
ikkun ønske eder her hid i de Bantamiske Underviisninger!
Hvor kierligt omgaaes man her med sine Underhavende!
Man udlader sig gandske redelig med alt hvad man veed.


Ville J deri følge Østerlændingerne, saa skulle eders Di¬
seiple aldrig blive ukierlige Dom nere over eder.
En liden Udsvævelse var i min Tid meget sædvanlig
i Cathederne, og jeg kan endog i min Alder ikke ansee den
for andet, end den rette Siel i en Tale, i sær naar den
bliver anbragt paa sit rette Sted. Dette forudsat skrider
jeg til min Fortælling igien.
Neppe var jeg kommen uden for mit Fædernelands
behagelige Grændser, førend jeg allerede blev Hovmester for
nogle unge adelige Personer i et høyadeligt Huus. De som
nogensinde har baaret saadan en Regierings Byrde, ville
være enige med mig derudi, at den ofte bliver undstaaelig.
Hvo veed om en Romersk Sæde orbedrer har nogensinde
talt saadanne urol ge Timer, som min Formuenhed i eet
Aar maatte fornemme i denne anselige Tieneste. De beha¬
gelige unge Junkere, Mønstere paa alle Ungdoms Udyder,
bleve, eller rettere skulde blive underviste af mig i det Fran¬
ske og Engelske Sprog, samt i at ride, dandse og fægte.
Men Kors! om jeg havde vildet tale et Ord til dem om
Christendommens Grunde. Siden har jeg af nogle Mis¬
sionairer erfaret her, at disse uvidende Herrer vare blevne
sterke Aander! En (ihenseende til Legemet) ubrugelig Fran¬
so se, hvis Piccardiske Tekkeligheder ikke kunde indtage mig,
og 20 Rdlr. (alva vemia) Salarium nødte mig til at
ophæve min Hovmester=Contrakt. Og nu stød jeg ved
Døren af min Befordring. Jntet var behageligere for
mit Haab, end den Forestilling, at blive selv en egen Herre.
Løvter og de største Forpligtelser bleve mig givne af Befordrer¬
ne i henseende til et Embede. Jeg troede det altsammen;
thi jeg kiendte endnu ikke Verden. Man bør allermindst
troe dem, som ved sterke Forpligtelser forsikkrer, at be¬
flitte sig paa vor Forfremmelse, og at giøre samme til sit
Øyemerke i sine Forretninger. Jntet er derved ømfindt¬
ligere, end naar det gamle Ordsprog bliver sandt i saadan¬
ne Tilfælde: En Prophet er ikke mindre agtet, end i
sit Fæderneland. Jeg har havt Prøver derpaa.e En Frem¬
mod snappede Tienesten bort; men hvad enten det skeede
ved at give eller tage, har jeg ikke kundet faae at vide. Nok,
jeg fik intet deraf!
Giør ellers en forestaaende Lykkes Krebsgang, et
Menneske snart til en Soldat, eller vel endog til en Munk.
saa kunde dog den Lykke, der som en Aal gleed ud af mine
Hænder, ikke giøre mig til noget af disse to. Hvad greb
jeg da til? Mine Læsere maae her bare sig for at lee, naar
jeg svarer: Jeg gik til Søes, og vilde søge min Lykke
paa Øen Felsenborg, hvilken jeg vidste efter mit gamle
Landkort, skulde ligge tet ved Java. Jeg vil her forbie¬
gaae de Storme og Skibets sterke Tumlinger, som jeg ud¬
stød paa min Reyse. Man har desuden Robinsoner nok
i Europa, som giver os fæle Begreb, om de Søefarendes
forskrekkelige Skjebne. Dette befrier mig for at beskrive
en Sag, som jeg umuelig kan tænke paa uden Gruelse.
Under Havets sterke Oprørelse og Bølgernes Reysning tænk¬
te jeg mange gange paa mit Fæderneland. Men det hialp
mig ikke, og efterat vi længe havde kampet med Vandet,


maatte vi omsider see vort Skib at strande. Vi kom
vaade i Land paa en langt børte fra ubekiendt Strandbred¬
de; thi jeg, tilligemed ti andre Personer bleve reddede fra
Døden. Jeg bliver med Flid ved den sædvanlige Stri¬
vemaade som saadannne forulykkede Folk bruger, efterdi det
ellers skulde ansees for noget overdreret.
Vi havde allerede i tre Dage opholdt os, nøgne, for¬
hungrede, og uden al Livs Underholdning for den tilkom¬
mende Tid, i Kummer og Elendighed, paa Klipperne af
et Land, hvis Navn og Leylighed vi længe ikke kiendte ind¬
til vi endelig af nogle Indfødte fik at vide, at det var den
Navnkundige Øe Bantam. Disse indfødte Jnsulaner hav¬
de mere Medlidenhed over vor Elendighed, end mangen
en Europæer. De klædte os, og gave os med Gebær¬
der at forstaae, at de vilde redde os. Vi bleve rigelig
forsørgede, og enhver af os Ulyksalige havde den Fornøyel¬
se, at see sig forsynet med en Vaaning og dertil hørende
Plantage.
Her tager jeg nu fat paa Pennen deels med Fornøyelse
og deels med Ekkelhed. Fornøyet er jeg, naar jeg endelig
efter de Gamles Maade har bragt en lang Indgang til
Ende, og er omsider kommen til Hovedøyemedet af min Lev¬
nets-Beskrivelse; men Ekkelhed omgiver min Siel og min
Mave, naar jeg maae tænke paa det Daarlige i mit tilkom¬
mende Liv, og forestiller mig saadanne Dage, som jeg hol¬
der endnu for langt verre end mit Skibbrud; thi jeg blev
førelsket; en Sygdom, som hos en Lærd virkelig giør hans
Bloes Omløb meget standsende. Jeg havde gandske vel
indrettet mine Sager paa min Plantage, med en Slave,
som var ført paa Øen Madagascar. Vi nøede daglig
begge to en nødtørftig Livs=Underholdning med megen Lyst
og Nøysomhed, da jeg blev ligesom trakt ved Hals og Haar,
til at forandre min behagelige Eenligstand. Omtrent en
Tydsk Miil fra mig boede en Portugies, som havde en
gandske artig Huusholdning. Denne ærlige Mand var ofte
meget opblæst efter deres Maade, som iblant hans Lige sam¬
ler noget for sig. Han var ihenseende til hans Gestalt, en
temmelig fiirskaaren Karl, Hans daglige Forretning var,
at han efter Chinesernes Maade giorde visse smaa Figurer
og Zirater paa Drikke=Kar, og havde dermed i forrige Ti¬
der vel fortient sig en god Skilling, da Kunsterne vare høyt
agtede og i Priis. Foruden alt dette var han en meget
ærlig Bantamer, da det redelige Væsen ellers ikke trykket
dem meget, som exercerer Jødernes Profession. Denne
min Gamle heed Chanftong. Hans Kone var af en Cha¬
racter, som var tvertimod hendes Mands: var han en god
Huusholder, saa kunde hun ved en liden Praas uddrikke et
Par Kander af den beste Polme=Viin, og elskede i Særde¬
leshed en sort Drik, som i Bantam kaldes Effae, saa at
hun før vilde udsette og sælge alt, hvad hun eyede, end ikke
drikke denne Drik to Gange om Dagen. Jeg vilde ikke
ønske, at denne Drik skulde blive bekiendt i mit Fæderne,
land. Chaftong var en meget stille Mand, men hans Kone
sladdrede ligesom en Stær, og var ret oplagt til at brovte.


Jeg har mange Gange hørt hende sige, at den er ret en Nar,
som siger alt, hvad der er sandt. Mine Forældre sagde
altid: Kiere Barn: Du maae stryge lidt ud og sladdre
omkring ved Sandhedens Fortælling. Fortreffelige Regler
til Opdragelse! Derhos gad hun nok havt en Catechismus,
hvorudi det siette Bud var forglemt. Hun smanssede; hun
leflede; hun pyntede og smurgte sig daglig med Feedt, og
i hendes Fode Aar vaskede hun sig endnu immer med Sca¬
misk Sæbe: Hun pralede af hendes Forfædre, og giorde
sig meget til af, at hendes Fader havde eyet en Haand¬
qværn i en af Naboebyerne. Hun kunde lyve prægtig; og
hvo som hørte hende bede efter deres Brug, maatte troe,
at hun var gandske forrykt. Kort sagt: Hun var en artig
Narinde, og heed Ifideditis.
Dette Ægtepar havde en Datter, som var en Mulat;
og det var min Amasia. Man forestille sig i denne Person
en liden bruun Skiønhed, der ligesom andre Fruentimmer
havde ikke faaet den allerbeste Opdragelse hos hendes Mo¬
der. J mit Fæderneland var det i min Tid Moden, at
en Jomfrue kunde neppe ordentlig læse. At lære at skrive,
var en dødelig Synd; thi hvor let kunde man da have
skrevet Kierligheds Breve, og være bleven forledet til Utugt!
Vilde et Fruentimmer, hvor jeg havde hiemme, strikke lidet
mere, end til Nød, og lære at sye til Huus-Behov, saa
var hun en Narinde. Jeg har mange Gange bedrøvet mig
over, naar jeg har maattet see muntre Hoveder af Qvinde¬
Kiønnet at blive undertrykte. Jeg har ærgret mig over,
naar man blot har seet paa Legemets Pynt og Smykken,
hvorledes man skulde gaae og dreye sig; og imidlertid har
man ladet Sielen forruste, som dog er det ædelste af Men¬
nesket. Og endelig har jeg forundret mig over, at velskabte
Døttres slette Opdragelses Syge havde endog sneget sig
til Bantam. Min Mulatte havde gaaet i Skole indtil
hendes niende Aar; var det ikke en lang Tid? og imid¬
lertid havde hun lært at stikke Blomster paa chinesisk Maa¬
de; et Arbeyde, som visselig maae fornøye en Mand, Om
Morgenen maatte hænges lutter Koraller i Haaret, efter
Landets Skik; i Europa skulde et kreppet Hoved være smuk¬
kere. Og dersom det blev Mode her i Lander, at tilbringe
Eftermiddagen uden for Døren og Porten, saa skulde hun
maaskee og have seet paa Skoe, Strømper og Klæder, for¬
dog siden at faae Materie til at tale om i et behageligt
Selskab. Jmidlertid havde Mulattinden en anden Feyl;
hun vidste nemlig ikke at omgaaes med Penge. Hun na¬
skede sterkt, og spiste hver Eftermiddag en Jndiansk Fugle¬
rede. Kom de Hollandske og Portugisiske Skibe i Hav¬
nen: saa gav den kiere Moder hende saa mange Penge, som
hun vilde have. Paa saadan en Dag havde hun engang
allene kiøbt for 4 Rdlr. Baand, efter Tydske Penge at regne,
hvilke hun om Aftenen for Tidsfordriv klippede i Stykker,
og hendes Forældre loe derad. Af Arbeyde var hun ingen
Ven, og hun var et Tydskt Fruentimmer temmelig lig, som
strikkede i sex Aar paa et Par Strømper, men roeste sig
dog derhos, at hun var ret meget flittig. Men gierne vilde
min Mulattinde ogsaa fortiene Penge. Thi naar den rin¬


geste af hendes Slaver vilde give hende noget, i hvor lidet
det var, saa holdt hun sine Fiugre sammen, og lød sig
slaae, ligesom Skoledrengene. Ja, det, som endelig kro¬
nede denne Bantamerindes Dyder; hun var i høyeste Grad
forelsket, og havde slet ingen Skranker for hendes udskey¬
tende Tilbøyelighed. Snart var en Mandarin, snart en
gammel ærværdig Bramie; snart en Skriver fra et af de
Europæiske Factorier, ja vel og Slaver, Gienstanden for
hendes Kierlighed. Hvor got var det, om Mødre her
havde et vaaget opmerksomt Øye paa deres Døttres ube¬
tænksomme Trin! om de lagde en Tømme paa deres uor¬
dentlige Begieringer! dog, det er ikkun at ønske, men ikke
at haabe. Min Mulattindes Moder glædede sig ret inder¬
lig over, at hendes Datter havde mange Tilbedere, og saa¬
dan Lyst har endnu mange af hendes Lige. Kort sagt:
min Brunette havde alle et Fruentimmers Egenskaber ved
sig, som kan tilveyebringe hendes Mands Fordervelse. Hav¬
de jeg tilforn ret indseet alle disse Ting: saa skulde jeg visse¬
lig vel have været varsommere i min Kierlighed. Men hvad
giør ikke den blinde Kierlighed! Jeg saae meget, men hen¬
des Skabning forblindede mig. Jeg blev i øvrigt lokket
til at oprette denne Kierligheds=Forstaaelse. Snart skik¬
kede man mig den beste Palmeviin; snart kom man og
glædede sig over min Plantages blomstrende Tilstand;
snart bragte en lang tør Slavinde mig ved en liden
Sygdom Sager som en Lægedom, hvilke jeg dog aldrig
tog ind, efterdi jeg befrygtede, at de Østerlandske Fruen¬
timmer kunde være færdige, at blande Kierligheds¬
Drikke. Endelig gav man det ret med koldt Blod
at forstaae: At jeg maatte dog betragte den kiere
Datter som min Brud. Thi, sagde engang den ærvær¬
dige Moder: De Lærde af Europa ere dog meget artige
Folk, de har saa bløde Hænder, Hvad? da min Naboes
Datter har faaet saadan en, er da min Datter ringere end
hun? Ney, hun skal og have en, og det endnu i Aar.
Saaledes tænker endnu mange Mødre, og handler paa
saadan en Maade med deres smaa Døttre, at den Ulykke,
hvorudi de bliver styrtede, aldrig viger fra dem. Jeg
vænnedt mig nu til, at gaae paa Frierie, og fandt hvadjeg
søgte nemlig en frie Adgang baade til Moder og Datter,
og ret meget smukke Bantamiske Kiertegn. Min gamle
Portugiser var slet ikke bøyelig; han var rig og havde hørt
i sit Fæderneland, at man giorde bedre i, at give sit Barn
bort til en anselig Kiøbmand, end til en Lærd, efterdi disse
sidste ikke forstode meget om pro Cent. Men kiere Børn
er det da endnu aldrig skeet, at mangen en Svigerfader
har seet tomme Flasker i sin i Tankerne rige Hr. Søns Con¬
toir? I det mindste gaae det ofte saaledes til i Bantam,
og min Gamle havde kundet blive klog af mange levende
Exempler. Men dog alligevel blev han haard; min Skiøn¬
ne derimod elskede tilbørlig. Hun havde efter hendes Li¬
ges Maade talet med mig nogle tusinde gange i Maane¬
skin og Stierneklar Himmel. Hun skrev mig og mange
smaa Kierligheds Breve til. Her er et til et Mønster.
Af Kierlighed til mig havde hun skrevet det paa Tydsk----


Min lille Kylling.
God Morgen lader jeg sige dig. Men hvad giør du?
da min kiere Fader er meget vred, og jeg ligesaa. Og
du lader mig slet ingen Roe have, naar jeg sover, plager
du mig som en Drage; men bie kun, naar jeg kommer
til dig, saa skal jeg nok plage dig igien. Min Moder
lader dig hilse, og sender dig noget Riis Bagverk. Kom
engang snart til mig; jeg elsker dig alt for meget, for du
har saadanne smukke Legge. Jeg skal aldrig svige Dig,
og min Fader skal nok give efter, den gamle Nar, den!
Jeg har havt en fornemme Visite, men jeg bliver bestan¬
dig. Vær Du ikkun ey vreed. Og har jeg endskiønt ikke
megen Tidsfordriv: saa er jeg dog fornøyet. Jeg havde
endnu meget at skrive, men Tiden vil ikke tillade det. Min
Fader maae jeg og give et got Ord; thi han siger, jeg er
endnu for ung, og jeg er dog alligevel sexten Aar. Jeg
har sagt, at du vil vel ikke saasnart forlange mig, og han
har sagt at om et Aars Tid saa vil han sige si: Mening,
og jeg sagde da, Kiere Fader, det gaaer ikke an, J maae
sige Ja eller Ney, og da fik jeg intet Svar; Men han
skal nok give efter. Fra min kiere Moder har jeg en Com¬
Din
plimang til Dig, og jeg er
Bestandige.
Er dette Brev ikke silet med det beste, saa er det
dog skrevet af en troe og forelsket Kiereste, skulde man tæn¬
ke. Men Bestandighed er noget, hvoraf man ikkun lidet
veed i Bantam. Meer end eengang fik jeg Underretning
om hendes Natte=Spadseregange, og de Forolindelser, som
hun hængte for hendes skarpseende Faders Øyne. Men og
meer end engang kunde min sexten Aars gamle Kiereste for¬
sikkre mig, at Folk de slemme Folk, vare fulde af Avind
og Misundelse til hende. Kan mangen en af dette Kiøn
neppe lalle, saa vænner hun sig dog til, at give de skamme¬
ligste Handlinger de beste Farver; hun veed at snoe sig som
en Slange, paa det hun dog kan trekke nogen Nytte af
det i hendes Hierte enfoldige Ord Dydefuld. Naar
jeg foreholdt den lille Omstreiferske det gode Rygte, som
hun lettelig kunde skille sig ved; saa heed det: Du lille Nar!
hvad fattes dig? Veed du ikke, at det er galant? Hørte
hun fortælle om nogen, som skeytede ud, saa spyttede hun,
og sagde: den maae vel slet ingen Samvittighed have! og
dog fandt jeg eengang et Brev, som ikke var skrevet til
Ende, hvorudi hun betakkede sig for den forrige angenem¬
me Nat. Her havde jeg næsten bestilt min Ligkiste; her
var jeg næsten bleven til en Steen, dersom jeg ikke var
bragt til rette igien ved mit Nysepulver. Og hvad troer
man vel, at jeg giorde? Jeg begyndte gandske gelassen
at forstille mig sprøe og ligegyldig, og tænkte. Der er
jo flere Piger, end hun! Saaledes burde alle Forelskede
tænke! Det kunde maaskee hielpe dem. J det mindste
hialp min antagne Høymodighed mig saavidt, at jeg blev
ordentlig forlovet med min Kiereste, efterdi man maaskee
tænkte, at hun ellers skulde gaae glip af mig. Til denne
saa kaldede Forlovelse bleve mig uafvidende giorte nogle for¬
virrede Anstalter, og det var paa en, skal jeg vel sige det,


for mig høyst ulykkelig Aften, da min Chanktong gandske
uformodentlig udbrød med følgende hierterørende Ord: Nu¬
min kiere Søn! saaledes vil jeg fremdeles kalede eder, da min
unyttige Pige Plager mig Dag og Nat, at skaffe mig en Mand,
jeg har seet eders Troeskab og Bestræbelse, og jeg vil altsaa her¬
med give eder mit Ja-Ord som Fader: J og ingen anden skal
have mit Barn. Her er min Haand. Kone du har vel intet
at indvende derimod? Pige giv din Brudgom ogsaa din
Haand. Hun adlydede i Øyeblikket, og jeg havde nu nok
at giøre, at kysse Hænderne; jeg var meget glad, som
man kan sagte tænke, over dette Tilsagn, og lovede som
billigt var, al Sønlig og Mandelig Kierlighed og Troskab.
Men hvor forskrekket blev jeg over Ægteskabs=Contracten!
hvor tunge var Vilkaarene at fordøye for mig! "Hør, sagde
den Gamle: J faaer ingen Penge med til Medgift; thi dem
bruger jeg i min Huusholdning." Paa den Maade,
tænkte jeg, profiterer jeg ikke meget ved dette Giftermaal.
Videre, sagde han, maae J ikke lade min Datter for¬
rette alt for strengt Arbeyde: jeg har derfore givet hen¬
de til en lærd Mand. J maae derfor ikke see snurt, om
mit Barn sover til Middag; Hun har en Svexhed i Ho¬
vedet, som giør hende fortredelig hele Dagen igiennem,
naar hun skal staae alt for tidlig op; bliver alt for hastig
opvakt; eller kommer til at træde paa Gulvet med den
venstre Fod først; Hvert Aar maae hun forsynes med en
Vinter= og Sommer=Klædning: Endelig maae J, som
en lærd Mand selv forstaae, at der hører god Mad til
Livets Nødtørft, og om hendes fine Ansigts Bildelse skal
vedligeholdes. J øvrigt maae J lade hende have hendes
egen Villie, thi vi har opdraget hende til alt got, og J
vil ingen Skade have deraf; Hun er jo et Barn af en god
Art. Er det ikke sandt, min kiere Datter? Jo, Hr. Fa¬
der! sagde min Smukke, jeg lader mig alting befalde; dog
er jeg ikke bange for nogen Ting i min Ægtestand saa me¬
get som for at avle Børn; Ak! Barselsengen skal jo være
som omtrent et Fængsel? Ney vist ikke min kiere Datter!
sagde Moderen, Du maae ikke forestille Dig Tingen saa
farlig. O! det er meget smukt, naar Manden giver sin
stakkels syge Barselkone en smuk Foræring. Jeg har otte
Gange været paa det Sted, og maae berømme min Mand;
han har været ret flink: snart forærte han mig noget fra
China, snart fra Java, snart fra Europa; og da jeg
kom ned med Dig, saa forærte han mig, er det ikke sandt
min Skat? dette franske Damast; O, det er kostbar for
Mændene, naar deres Koner kommer i Barselseng, men
hvad giør ikke Kierlighed? --- Men jeg maae afbryde
disse trøstelige Samtaler, og ikkun sige saa meget, at det var
meget tydelige og forstaaelige Anmerkninger. Men, hvad
sagde jeg til det altsammen? Slet intet undtagen et lunkent
Ja, Ja. Min Trøst var Haab om bedre Tider, og der¬
udi blev jeg bestyrket af min snakkende Sviger=Moder.
Først oprettede hun mit nedslagne Gemyt med føl¬
gende Tale: Hør nu, min kiere Hr. Søn! det er nok Mode
over hele Verden, at vi Koner maae have en Nødskilling,
som Manden intet veed af; hvorledes vilde vi ellers kunde


bestride de nødtørftige Udgivter. Vær vis paa, at der fin¬
des endnu nogle gamle Skillinger i min Pung; og dersom
J handler vel med min Datter; saa skal jeg, naar J leve¬
rer mig det første Barn paa mine Arme, udtælle eder en
Summa af 600 Pattacons paa eet Brædt. Er det ikke
god Belønning for et Arbeyde, som mange forretter om¬
sonst. Kun Skade, at jeg aldrig saae Pengene. Nu be¬
gyndte ret min Qvale. Nu truede man, at skrue mig saa¬
ledes, at jeg i Tide skulde blive vant til den kiere Taalmo¬
dighed, der er en herlig, men og sielden og rar Dyd. Spøre
ikke, paa hvad Maade det maae være skeet? Jeg vil tie
med det altsammen, og giør mig Betænkning over, at an¬
føre alle deres ubetænksomme Gange, med hvilke Tiden
skulde nøyere forbinde mig. Gemytter, som elsker Dyd,
skulde ærgre sig derover; og Lastefulde kunde vel endog tage
et Mørster deraf, og i deres Udskeytelser blive artige Bød¬
ler for dem, som har et redeligt Hierte, og ikke elsker fla¬
nevurent. Hiertet banker i mit Bryst af Ærgelse, naar
jeg tænker paa hine Timer, der bidroge saa meget til min
Ulykke. Aldrig havde jeg tænk, at en gammel Tarterskes
Spaadom skulde være bleven opfyldte paa mig. Hun
sagde: Du unge Menneske! vogt Dig for en liden sort
Person; du elsker hende; men hun ikke dig; du vil blive
ulykkelig ved hende. Og dog alligevel traf det ind i Ban¬
tam, at min Brud gav mig et indviklet Svar, og satte
mig ikke i de beste Omstændigheder. Her ryster min Haand,
ved at skrive mere. Min Veninde blev mig utroe; hun gav
en anden den Haand og Hierte, som hun havde givet mig.
Men det varede ikkun kort. Nu sidder hun og græder over
at hun er forladt, og jeg er glad ved, at Himmelen har
befriet mig fra en Person, som vel aldrig vil lære, hvad
Ægte Kierlighed er. Elendige Person!
Efterhaanden er mit oprørte Sind vel kommet i sin
forrige Orden igien, og nyder nu i mit svage Legeme en
Rolighed, som vel ikke er fuldkommen; men som det dog
haaber at naae, naar det engang har naaet sine Ønskers
Maal. Tager dette til Eftertanke, J artige Børn.
Brev=Vexling.
Dølgende Brev har vi ey kundet andet en bekiendtgiøre,
saasom det kommer an paa vor Opriglighed. Ja, vi vil¬
le endog anføre det med sin Udskrift; at vedkommende kan
desbedre kiende det: Uden paa stoed:
velagtbare Herrer og Unge Karle
samt
Dydziirede.
Madamer og Jomfruer
udi
Fruentimmer= og Mandfolk Tidendes Sælskab &c. &.
med en Ven over Søen)
huldeligst
den Gud ledsage.
Franco directe
Kiøbenhavn


Dette var Udskriften. Lad os nu see Jdskrivten:
Velagtbare Skribentere,
Mands= og Fruentimmer!
"Hvorfor giver De os ikke ogsaa nogle Efterretnin¬
ger om Cometen? Det lader som De ere meget søvni¬
ge og ey vil bryde en Nats Søvn. Hvad siger Eders
Lærde om den? Hvad spaaer man i de store Stæder?
Og hvad tænker De selv, at den betyder? Jeg har ikke
havt Søvn i mine Øyne, siden vor Degn fortalte mig
om denne Comet. Jeg har selv seet den. Dens Svantz
er forskrekkelig! Men hvorfor kan Eders Fruentimmer
ikke lade den Svantz fare, som de altid skal slæbe efter
dem? Hvad mon de betyde andet end noget ondt. Jkke
langt fra os er født et Lam med en lang Hale. Hvor¬
fore skulde vel den fødes? Nu fortæller mon (det gyser
i mig, naar jeg tænker derpaa) at Fruentimmerne i Hu¬
nedstaden begynder at sette Forhøyninger paa deres Ho¬
veder, saa de bliver saa lange, saa lange som
og kommer meget nær de Topper, som Fruentimmerne
brugte i gamle Dage, og som man endnu kan see paa
de gamle Liig=Steene i Kirkerne. Men min Salig
Beste=Moder fortalte mig hvorledes en Kalv blev født
med ligesaadan en Top paa Hovedet. Troe mig, Hove¬
derne ere ikke at skiemte med. Mig tykkes, De skulde
overtale Deres Fruentimmer til at knappe noget af i beg¬
ge Ender, Tiderne ere desuden knappe nok. Og hvad
betyder vel den Pose, som hænger bag i Nakken, andet,
end mangen een vil efter det gamle Ordsprog, komne
til at gaae med Pose og Kiep. Det er: blive Stude¬
re. Det er jo nu og Moden, at Fruentimmerne gaaer
med Stok. Ja, see! der har vi Ordsproget; er det
ikke nær nok? Maa man da ikke blive bange. Jeg vil
ikke engang sette et Baand paa min treestykkes Hue. Bør
man ikke rogte sig for Forargelse og onde Følger? Hvor¬
for er vel Tyrken saa vreed paa Christenheden, uden
fordi, at de Christne ifører deres Børn Tyrke=Habit.
Er der da nogen Ære ved at være Tyrk? Det er jo
dog noget forskrekkeligt at see et Christen Barn med en
Turban paa Hovedet. Den eene Christen maatte jo
snart blive en Tyrk imod den anden. Hvordan en ikke
de Confredererede imod de arme Dissidenter? Det er
nok ikke for intet, at man hører adskillige Træer hist og
her at blomstre tvende gange dette Aar? Hvor mange
Liig sees der ikke paa de Steder, hvor de Confordere¬
rede og Tyrkerne kommer frem. Ak! skulde kun Tyrken
ikke komme til vort kiere Jylland! Man siger jo at Al¬
giererne ere vreede paa os, og at deres Søe=Røvere gaaer
i Flokke-Tal i Søen, ligesom vore Giæs og Ender i
vort Gade=Kiær. Paa saadan Maade ere vi jo ikke
sikkre hverken til Lands eller Vands. Jeg skulde have
min kiere Datter=Søn, lille Peer, over til Kiøbenhavn for
at lære noget, hvad det kunde blive, men jeg er saa bange
at han skal blive optagen af de Tyrkiske Søe=Røvere. Vær
saa god og lad mig vide, om det er sandt, at Cometen
kommer igien; thi saa skal lille Peer blive hiemme. Dette


"Brev beder jeg Dem paa Deres Oprigtighed at bekiendt¬
giøre; og tillige at sige mig Deres Tanker om det jeg
Jeg forbliver
ikke veed til visse.
&c. &c.
Jylland
Abelone Ebeltoft.
den 2 Oct. 1769.
Svar:
"Vi ere ikke Stierne=Kyndige. Vi ere ikke Spaa¬
"mænd. Vi besøger aldrig Viin= og Øll=Huusene, hvor
"Krigen føres, Feldttogene aabnes, Batallier holdes
"Seyeren vindes, og Udfaldet forud vides. At overtale vore
"Fruentimmere til at knappe af, var det samme, som at
forbyde deres Lam og Kalve at fødes. For Tyrken kan
Deres lille Peer gierne komme til Kiøbenhavn; men om
"Cometen kommer igien, kan vi ikke for vist sige. Jmid¬
"sertid kan De ikkun slaae sig til Rolighed, indtil deres
"Degn beretter Dem det. Vi forbliver &c.
Nyt.
Kiøbenhavn. Her fra kan vi have den Ære at berette
vore Læsere, at Kulden tager temmelig til. De, som har
ingen Penge at kiøbe Brænde for, mærker det bedre, end
de, der kan sidde i en varm Stue og give Agt paa et Ther¬
mometers op= og nedstigende Grader. De ønsker derfore
at en Patriot vilde være saa god, og oprette en Brænde¬
Casse; men hvad vilde man da forlange mere, undtagen
en Klæde=Casse. - Nogle meener at denne Brænde¬
Casse kunde allerbeqvemmest oprettes paa denne Tid ved
Indgangen til de nye Tømmer=Pladse, naar hver den, som
i Ride=Timerne gaaer der ind, vilde i en dertil oprettet
Blok nedlegge pro Persona 3 Mark eller 24 Skilling, og
derimod lade sig nøye med at see Berideren, som staaer paa
Papiret ved Runde=Kirke Port. Dette var en meget let
Maade at samle en Fond paa til en Brænde=Casse, samt
et beqvemt Sted; thi her holdes jo et Brænde=Magazin.
Det er jo dog bedee at varme sig end at fryse; og det er dog
til Overflødighed at ride paa 3 Heste paa eengang? Mange
kan jo ikke faae een Hest at ride paa. - Man er ellers
ventende med første en anden stoer Kunstner, som vil kiøre
paa to Vogne, ey jevnsides, men den ene efter den anden,
og det bageste af Vognene skal endda vende sammen, og
Hestene gaae til hver sin Side. - Ja, Kunsten stiger,
sagde Bonden, da han saae en Abekat.
Hertil er fra Cappadocien een kommen løbende, som
vil løbe 50 Miile paa een Dag, han venter allene paa at
Belterne skal fryse til, paa det han ligefrem kan vise sin
Kunst. - Saadan en var ellers vel skikket til gaaende
Pøst imellem Helsingøer og dette. Een var engang
kommet i den Vane, at han altid skulde forøge sine For¬
tællinger med en Løgn. Han fortalte saaledes engang, at
han i een Dag havde gaaet 300 Miile paa Skridt=Skoe
eller Skøyter. Da nogle i Sælskabet ikke vilde troe det,


sagde han: Ja; men De skal mærke, det var den længste
Dag i Aaret. Her blev da en latter, da Løgneren beskiem¬
mede sig selv; thi den længste Dag er om Sommeren, da
Jisen giemmes i Jis-Kielderne. Skulde ellers nogen
have Lyst til at løbe om Kap med den ovenmeldte, kan han
melde sig, naar Belterne ere tilfrosne. Saaledes
kan man tiene Brødet med at ride, kiøre og løbe. Med
første kon mer der vel en, som vil gaae paa Hovedet.
Vores Fætter har nu alt anskaffet sig en galoneret
Hat, og har nogle Gange gjort Stads med den i Maan¬
skin. Alle Helgens Dag vil han bære den ved høy lys
Dag.
Sielland. Her er i en Fiord fanget en Sverdfisk. De
Naturkyndige iblant Bønderne meener, at dette betyder
Krig. Ligesom naar Træer blomstrer om Efteraaret, saa
betyder det Liig.
Tragoedie=Sager.
Paa mange private Skue=Pladse bliver opført Tragoe¬
dien. Penge=Mangel: et Original=Stykke udi 5 Acter,
men hver Act bestaaer af mange forskiellige Seener. Den
rste Act handler om Penge=Mangel til Vinter=Brænde.
Den 2den om Penge=Mangel til Føde=Vahre, i sær til
Kiød i Slagter Tiden. Den 3die om Penge=Mangel til
Viin, Caffe og Spil, samt Traktering. Den 4de om
Penge=Mangel til overdaadigt Boehave, saasom forgyldte
Borde, Stoele og Speyle &c. og den 5te om Penge=Man¬
gel til Pragt og Stads, hvorunder Guld=galonerede Klæ¬
der og Hatte ere indbegrebne, samt Penge=Mangel til Opera
og Comoedier. Jmellem Acterne opføres Balletten, Fat¬
tigdom og Hovmod, componeret af Msr. Ligesom.
Juridiske Beretninger.
En Dommer i London tog engang en Hyre=Vogn og lod
sig kiøre hen paa et Caffe=Huus. Derpaa spurgte han
Kudsken, hvad han havde fortient. 12 Groschen, sagde
denne. Kan J sværge derpaa, spurgte Dommeren, at
er berettiget til at fordre saa mange Penge for den Kiørsel?
Ja, svarede Hyre=Kudsken. Got, sagde han, jeg er en
Øvrigheds=Person, jeg vil tage Eden af jer strax. Han
tog derpaa sin Bog op af Lommen, oplæste Formularen,
og Kudsken svor. Derpaa gav han ham 4 Groschen, og
sagde: De 8te Groschen er for Eeden.
En Tyv havde sammesteds stiaalet en Snuustobaks¬
Daase, som var meget kunstig udarbeydet. Dommeren
vilde gierne see Stymperen reddet fra Galgen, og vurde¬
rede Daasen for et par Engeske Skillinger. Men Eyer¬
manden raabte, at dens Fasong havde allene kostet ham
6 Pund Sterling. Ey! sagde Dommeren; Man hæn¬
ger ingen efter Fasong.
En Tag=Tekker faldt fra et Huus ned paa Gaden
og slog en Broelegger ihiel, men blev selv levende. En af


Broeleggerens Venner anlagde Proces imod Tagdækkeren,
og forlangte Dødsdom over ham. Da nu dette Mord
skeedte af en Hendelse, og den Afdødes Slægt forlangede
Giengieldelses Ret; saa dømte Dommeren saaledes: At
Broeleggerens Slægt skulde stige op paa Taget, og
lade sig falde ned paa Tagdækkeren, som imidlertid
skulde legge sig i den afdøde Broeleggers Sted; men
da han det ikke vilde, blev Processen ophævet.
En Frier kom kom engang ind til en Enke, som hav¬
de to Døttre, og forlangte den yngsto. Moderen vilde
ikke give sit Minde dertil sigende: at det var Skik id and
at givte de ældste først. Den yngste, som hørte dette blev
fortørnet og sagde: at hun kunde bevise for alle Retter, at
det var Skik, at man bragte de yngste Børn først til
Sengs.
En Landsbye, som ingen Rettersted havde, lod en¬
gang en Tyv hænge i en Galge, som tilhørte en liden Kiøb¬
sted i Nærheden. Dette vilde Borgerne ikke taale; men
anklagede Bønderne i Hovedstaden. Deres Procurator
forestillede Dommeren at Bønderne havde grovelig forseet
sig; thi denne Galge havde Borgerne for 2 Aar siden lade
oprette for dem og deres Børn.
Medicinske Beretninger.
En Tyv, som blev ført til Galgen, bad, at man dog
vilde aabne ham en Aare, saasom han havde hørt, at den
første Aareladning hialp for Døden.
En Syg, som var haardt angreben af en hidsig Fe¬
ber, leed en meget stor Tørst. Da nu Docterne, som sadde
ved Sengen, beraadsloge, hvorledes de skulde udfinde et
Middel til at fordrive Tørsten, sagde Patienten: Mine
herrer! sørger ikkun først for at fordrive Feberen;
Tørsten skal jeg siden efter nok selv fordrive.
En Dranker havde af sin daglige Suffen faaet Ansig¬
tet fuldt af Rubiner, samt rindende og røde Øyne, at han
neppe kunde see. Han spurgde en Doctor til Raads, hvad
han skulde giøre, for at blive dette Onde qvit. Doctoren
raadede ham, at han skulde lade den megen Drik fare; thi,
hvis han det ikke giorde, blev han blind inden en kort Tid.
Min Herre! sagde Drankeren: Dersom jeg lader af at
drikke, saa døer jeg. Der maa møde mig, hvad der
vil, saa maa jeg drikke. Det er jo dog bedre, at
Vinduerne paa et Huus gaaer ud, end at det gandske
Huus skulde falde om.
J Frankerig reed engang et halt Menneske paa Ga¬
den, og, da han kom forbi en Schweitzer=Vagt, slog He¬
sten ham af, saa han faldt til Jorden. Det arme Men¬
neske, som ikke kunde reyse sig, skreeg om Hielp. Schweit¬
gerne løbe til og vilde hielpe ham op; men da de saae at han
haltede, meente de, at han havde faaet Skade af Faldet.
De lagde ham igien langs paa Jorden, drog Støvlene
og Strømperne af, for at see hvor Skaden var; og da de
ingen Skade fandt, bildte de sig ind, at Beenet var gaaet af Leed,


og trak orskrekkelig paa Foden, hvorved de giorde ham langt
sture Pine, end den, han havde faaet af Faldet. Han skreeg,
at han ingen Skabe havde faaet, men var lam af Natu¬
ren. Men det hialp ikke, thi da Schweitzerne ikke forsto¬
de hans Sprog, troede de, og af hans Skrigen, endnu
bleve bestyrkede i den Meening, at han maatte have faaet
Skade, og irak endnu langt sterkere paa Beenet; og hav¬
de gandske vist trukket det af ham, om nogle Folk, som
mærkede Feyltagelsen, ey havde løbet til og frelst ham af
disse barmhiertige Pineres Hændek.
En Matroes sneeg sig ind i Proviant=Kammeret,
og spiiste ret trøstelig af en god Skinke, imedens det uden
for stormede saa forskrekkelig, at de frygtede hvert Øye¬
blik at forgaae. Skipperen savnede Matrosen, og gik af
en Hendelse ind i Proviant=Kammeret, hvor han fandt
ham at giøre sig ret vel til gode. Hvad? raabte Skip¬
peren: seer du ikke, at vi alle Øyeblik maa vente paa Dø¬
den? Og du, i steden for at bede, eller tænke paa Red¬
ning, staaer her og fylder din Bug? Jeg seer vel, min
Herre! svarede Matrosen: at jeg i Dag faaer mere at
drikke, end jeg nogen Tid har faaet min heele Lives
Tid; og da jeg befrygter, at det maatte bekomme mig
ilde, uden at have spiist i Forveyen, saa har jeg nu
spiist mig brav mæt paa den salte Skinke, paa det at
jeg kan drikke desto mere,
En Feldtskier blev engang kaldet hen at forbinde en,
som i en Recontre havde faaet en liden Blessure. Da
han havde besigtet Saaret, befoel han sin Dreng, at løbe
hiem det sterkeste han kunde, for at hente ham et vis Pla¬
ster. Patienten blev herover forskrekket og raabte: Ak!
Himmel! Jeg haabede dog ikke, at det havde været
saa farligt. O! sagde Barberen, jeg frygter, at Saa¬
ret er lægt, inden Drengen kommer tilbage, ifald han
ikke kommer snart.
Oeconomiske Beretninger.
Dores Samler har havt nok at bestille, inden han har
aaet alle disse Beretninger samlet. Fahre=Dagen er nu
forbi; men hvor betydelig en Dag var ikke den. A ?
en næt lille Pige maatte forandre Tieneste, fordi hendes
Kiereste besøgte hende om Søndagen under Aftensang.
Det er jo dog almindeligt, at Piger har Kierester. B*
var en flink Pige; men hun vilde ikke lade sig sette til rette
af hendes nye Mad=Moder, som dog vidste intet eller lidet
af Huusholdningen. C?? En ferm rask Pige, kunde
forrette saa meget som to andre, men af de andre blev ilde
paatalt for hendes Madame, og derfor maatte skifte. D*
En vakker Pige; hende kunde Madamen ikke taale for visse
Aarsager. Manden sagde dog nogle Gange: Moer! kan
du ikke sagte beholde den Pige. E* En stadselig Pige,
havde en Deel Kierester, vilde føre sig Jomfruemessig op;
lod sig accommodere, hvorover og en Jomfrue, som stod
Fadder tillige med hende, nær havde faaet ondt i Kirken.


F* en fix Pige, men kaldtes næsvis fordi hun vilde vide
meere end hun maatte. Hendes Hosbond var en gammel
Mand, som havde en ung Kone. G** var arrig, og
slog engang Ammen paa Øret med Potte=Skeen. Hun kom
bort før Fahre=Dag. H? vilde sette ondr for sine Med
tienere, og da hun havde faaet dem paa Dørren allesam¬
men, kom hun selv samme Vey. J  tiente for Øyne,
var meget afholdt, indtil Huusbonden merkede Bedrageriet.
K*, blev syg 2 Dage for Fahre=Dagen, og derfor kom
af Tienesten. L*? blev givt, hun slap got. M*
havde et par Rende=Kierlinger, som sielden gik tomhændet
bort. N? havde sin Brændeviins=Flaske; men Stak¬
kel! hun sagde, at hun var plaget af Moren. O?
vilde gierne have sin Caffe, den hun borgede paa Huusbon¬
dens Regning i Urteboden. P* var en skiden Soe, gad
neppe toet sig endog i Pintze hellige Dage. O? tog paa
Regning i Slagterbodene, Huusbonden uafvidende. R*
skummede alt Fittet af Potter og Gryder, havde heele
Potter fulde, dem hun solgte. S** pleyede at samle
alle Stumper Lys, og Smørret kunde ikke forslaae. T*
vilde heller staae i Porten og Døren om Aftenen end sidde
ved Rokken. U*? kunde aldrig finde hiem igien, naar
hun kom ud; men havde Smut=Huller i alle Stræder.
V** stial sig ud paa Masqverade. E* mistede altid
nogle Stukker paa Bleegdammene og i Vasken. Y?
bar Kierligheds=Breve imellem Jomfruen og hendes Kiereste,
og stod troelig Skildtvagt ved Bag=Døren. Pigen kom
børt, og Jomfruen blev usynlig i nogle Uger. 3? var
en meget god Ven af Hr. Papaes Hr. Søn, som havde
ey ændet at bestille, end at omgaaes med Pigerne. Ø*
vilde ikke tiene længer paa det Sted, fordi der var ingen
anden logerende end vores gamle egensindige Ungkarl;
løber man noget for de logerende, sagde hun, saa faaer
man og blant til et par Bagflikke, naar de ere fornuftige;
men den gamle Pebersvend! fy, jeg kand ikke lide ham,
Han har ikke menneskelig Følelse. A a ? gik bort af sin
Tieneste med vaade Øyne; hun havde slaget en Poreellains
Terrain i tu, som var klinket, og den maatte hun betale
som nye. Bb** kunde ikke accommodere Jomfruen mo¬
derre nok, derfor maatte hun gaae. Ce?* lod et Tin¬
Salzirken løbe paa Fyrfadet, og dette Salzirken blev gjort
til et stort Fad. Dd? kunde ikke flattere og gaae un¬
der Øyne, derfor var hun uværdig til Frøkenens Naade.
Ee? * vilde ikke tygge Mad til Fruens tandløse og udle¬
vede Hund, derfor kom hun paa Porten. Ff** for hen¬
de blev Eggene engang haarde i steden for bløde, hun
maatte strax afsted. Gg* var saadan en glemsom Tosse
at hun slet intet kunde fortælle sin Madame, hvorledes
Huusholdningen var paa de Steder, hvor hun havde tient.
Hh? * vilde ikke spise raaden og bedervet Mad, den Læk¬
kertand blev strax opsagt, og hendes halve Løn ved Fahre¬
Tiden aftrukken, for adskillige borteblevne Sager, som
man meener endnu en anden skal betale. J i ** vil ikke tiene


denne Vinter, men vil sidde for sig sev, for, som hun siger,
at giøre sig et stykke Lærred. - Disse bleve gemeenlig
smukt fulgt af og i Pladk, som sædvanlig af deres Kierester;
man saae mange Par den Aften at tale fortrolig. Mange
af dem gik og paa den Side af Gaden, hvor Maanen ikke
skinnede. Vil nu deres forrige Madamer, Fruer og Jom¬
fruer høre deres Rygte, som dog ey altid er tilforladeligt,
behager de et par Torve=Dage at spadsere over Amager¬
Torv, omkring ved Stranden, og give sig et Erinde i Slag¬
terbodene. Hvad Usandt der bliver talt, skal ikke gravere
dem, og maaskee det kunde gavne dem, at høre en Sandhed,
En kom engang paa et Spise Qvarteer, og lod sig
give en Portion; men da man i stæden for Kiød, gav ham
meest Been, saa forbandt han i en Hast sin høyre Haand,
og lod som den var beskadiget. Derpaa kaldte han paa
Spiise=Verten, og bad ham særdeles høflig, at han, efter
som han havde en Skade i Haanden, og ikke kunde bruge
den, vilde giøre ham den Tieneste, og skiære Kiødet i tu for
ham. Da nu Spise=Værten vilde sette Kniv og Gaffel
paa Kiødet, merkede han den fiine Streg af Giesten og lod
ham give en bedre Portion.
Jndfald.
Det hendtes ofte Biskoppen af Maux, Herre af Lavar¬
din, at hans Hukommelse slog ham feyl; og undertiden
taugde stille midt udi Prækenen: En vis Dame saae engang
hans Portrait, som var ham meget ligt, og sagde: man
maatte sværge paa, at han prædikede.
Een, som havde kun eet Øye, mødte engang en Be¬
kiendt, som havde kun eet Been. Nu! hvor gaaer det?
spurgte den første, Som du seer, svarede den anden.
En Halt kom i Ordvexling med sine Kammerater da
de andre fixeerede ham at han ey kunde gaae lige; ja, sva¬
rede han: Men naar jeg staaer til en Væg, kan jeg
maaskee staae ligere end J.
Den Franske Gesandt ved det Spanske Hof besaae
engang det berømte Bibliothek til Escurial, men befandt
dets Biblisthecarius saa dum og uvidende, at han neppe
kiendte eller kunde navngive en eneste Bog paa Bibliothe¬
ket. Da Kongen af Spanien derefter spurgte Gesandten
hvorledes Bibliotheket anstod ham, Ret vel, svarede han,
men Deres Majestæt skulde giøre dets Biblivthecarius til
Finanzemester. Hvorfor det, spurgte Kongen; jo, sva¬
rede Gesandten; thi han er en saa afholden Mand, at
han aldrig rører det, som er ham anbetroet.
Nogle Soldater af Pyrrhi Armee havde engang gjort
sig lystige ved et Glas Viin, og talt noget frit om deres
Konge. Kongen lod dem kalde for sig, og spurgte, om det
var sandt, at de havde talt saa ilde om ham? Ja, Deres
Majestæt, svarede en af dem: og vi vilde endnu have
sagt meere, om vi havde havt meere Viin.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 43


Historie om Manden med de to
Koner.
J et Selskab, hvor der blev meget talet om Tyrkerne,
ligesom nu omstunder er sædvanligt i de fleeste Sam¬
menkomster, ivrede Damerne sig i særdeleshed over
det, at det er disse Vantroende tilladt, at have meer end
en Kone. Madame Cidalise, som er berømt for den be¬
synderlige Jalousies Skyld, med hvilken hun forfølger sin
Mand, kunde ikke bare sig for gandske christelig at udraa¬
be: Mere end een Kone, det er jo noget forskrekkeligt!
Saadan en Nation kan det aldrig gaae got, og alle Chrisine
Potentater skulde forene sig, for gandske at udrydde dem
af Jorden. En Herre, som havde læst meget, giorde den
Anmerkning, at man ikke maatte falde i Forundring over
noget saa meget, som over den gode Forligelse, med hvilken
disse en Mahomedaners adskillige Koner pleyede at leve og
omgaaes med hinanden; vore Europæiske Fruentimmer,
sagde han, i det han vendte sig til Madame Cidalise, og
i særdeleshed vore Tydske Damer, skulde visselig ikke opfø¬
re sig saa rolig med hinanden i en eneste Mands Huus.
Det vilde og Himlen forbyde, at vi skulde behøve at have
saadan Taalmodighed. Jmidlertid, sagde den belæste Her
re, veed jeg dog et rørende Exempel paa, at en Tydsk Ge¬
mablinde har forligtes meget got med en anden Tyrkisk Ge¬
mahlinde; og dersom De ville tillade det, saa vil jeg for¬
tælle dem Historien; det er mangen gang ikke ubehageligt,
at høre gamle Historier fortælles igien.
J Korstogenes Tid levede en ung Helt, en Greve af
Gleichen, af det berømmelige Schvartzborgske Huus, som
har havt den Ære, at give Tydskland en Keyser. Han
var meget rig, og høytagtet af alle sine Naboer og Vasal¬
ler, og det som endnu mere var, han havde en ung smul
Gemahlinde, med hvilken han havde avlet et Par overmaa¬
de elskværdige Børn. Hvor lykkelig havde han ikke kundet
været! Men hans Tidsalders Mode rev ham bort med
Strømmen. Han vilde hielpe til at befrie Jerusalem, og
derved faae ævigt Aflad for alle sine Synder. Han lod alt¬
saa hefte Korset paa sig, forlod sin smukke Gemahlinde, og
fulgte med Mængden af de ubesindige Krigsmænd, der næ
sten allesammen bleve begravne i Østerlandene.
Greven af Gleichen gil det ikkun lidet bedre. J en
hidsig Fægtning med Saracenerne slap han vel derfra med
Liret, men efterat han længe nok havde fægtet, og længe
nok forgieves havde søgt, med Sværdet at slaae sig igiennem
Fienderne; saa blev han endelig overvunden af Mængden
som overfaldt ham, og bortført fangen i Lænker. Efter¬
at han allerede havde maattet tilbringe et par Aars Tid


i et haardt Slaverie, foranledigede besynderlige Omstæn¬
digheder hans hidtil værende Herre, at tage ham med til
Ægypten, og her blev han paa nye solgt til den Ægypti¬
sie Sultan. Hans Tilstand var imidlertid her meget taa¬
leligere end tilforn; man opdrog ham Opsigten over Se¬
raillets Have; han havde ikkun lidet at forrette, og desto
mere Tid til med Smerte at tænke paa sin forlorne Frihed,
og sin siakkels Gemahlinde.
Fatime, Sultanens Datter var en af de smukkeste Prin¬
tesser i hele Verden. Hendes Fader elskede hende meget
ømt og satte en gandske besynderlig Fortroelighed til hendes
ædle Opførsel. Hun havde derfor en langt større Friehed,
end andre, og blev ikke holdt i det Slavere, til hvilken al¬
le orientalske Fruentimmer ere fordømte. Hun gik ofte og
spadserede i Haverne, og saae altsaa og ofte den ulykkelige
Greve af Gleichen. Hans Ungdom, hans ædle Anstæn¬
dighed, og hans fortreffelige Bildelse indtoge hende overor¬
dentlig. Blodet er i disse Egne meget heftigere, Lidenska¬
berne ere sterkere, og Fruentimmerne meget muntrere, fy¬
rigere, og overlader sig med mere Hidsighed til sine Til¬
bøyeligheder. Fatime kunde ikke afholde sig fra at elske Gre
ven, og ligesaa lidet kunde hun forhindre det Ønske, at
hun maatte behages ham. Hun var begierlig efter
hemmelig at see ham, og uojorske, hvorledes han var sin¬
det. Saadan en øm kielen og nysgierrig Attraa og For¬
længsel er altid meget heftig hos en Mahomedanerinde, og
Udførelsen deraf bliver aldrig ret længe opsat. De Rig¬
domme, over hvilke hun havde at byde, bragte snart hen¬
des Vægtere og Oppassere paa hendes Side. Hun skyndte
sig ned i Haven og nærmede sig hen til Greven. Man be¬
klager din ulykkelige Skiebne, begyndte hun; der findes
dog Midler til at ende samme; giør dig værdig til den
Naade, som man haver for dig. Ak, sukkede Greven, hvad
kan jeg giøre? Jeg er en Fange og Slave i Lænker; men
gandske vist ikke født til denne Ydmygelse; jeg vil bære min
Skjebne taalmodig saalænge jeg lever; hele Verden forla¬
der mig, Kierlighed fremstiller sig til din Frelse, sagde
Printzessen; ved Gienkierlighed kan du forvente alting. Gre¬
ven, som immer hidtil havde frygtsomt nedslaaet sine Øyne,
opløftede dem nu til hende, som talede med ham, og kiend¬
te i hende Sultanens Datter; han kastede sig da strax ned
for hendes Fødder. Er det Dem, naadigste Printzesse!
raabte han, som tager Deel i en Ulyksaligs Skiebne? Hvor
meget kan De lette samme; Lad mig have Deres Velgier¬
ninger at takke for min Frihed! Slave, sagde hun, du
vil flye, og forlade mig? Er det alt, hvormed du vil beløn¬
ne min Medlidenhed, og en endnu meget ømmere Følelse?
Hør mig; du har befaldet mig; jeg vil giøre din Lykke;
du kan nyde samme her; eller, om Kierlighed til dit Fæ¬


derneland ligger dig alt for meget paa Hierte, saa vil jeg
lette din Flugt; men jeg vil selv følge med dig; og dit
Fæderneland skal ogsaa være mit; jeg vil finde det paa alle
Steder, hvor min Gemahl er; dette maae du blive. Giv
mig dit Ja-Ord, og dine Ønsker skal blive hørte.
Dette Tilbud satte Greven i største Forundring og
Forbavselse. Han blev en tidlang sium. Hvad forlan¬
ger hun af mig begyndte han endelig? O Printzesse, vær
forsikret, at min Taknemmelighed kunde opofre alle Ting
til hendes Lykke, men ak, jeg kan, jeg maae ikke bedrage
hende! Jeg har allerede en Gemahlinde og Børn - Hvad
hindrer det, svarede den skiønne Fatime meget muntert;
jeg lader mig nøye med at dele dit Hierte med din Gemahl¬
inde. Vor Lov tillader Mandspersonerne, at have fleer
end een Kone; og jeg vil slet ikke være skindsyg. Hun vil¬
de endnu tale videre, men Sultanen, som hun var bleven
vaer langt borte, hindrede hende derfra. Hun forlod Sla¬
ven, og var nu langt meere forelsket end tilforn. O, hvor
smuk er han! sagde hun ved sig selv, og hans Hierte er
endnu smukkere. Han har talet med mig om sin første Ge¬
mahlinde; han befrygtede sig, at jeg ikke kunde taale nogen
Medbeylerinde, han elsker hende, han vil ikke forlade hen¬
de; han vil heller ikke forlade mig; hans Kierlighed kunde
maaskee tage af; men aldrig hans Taknemmelighed, den
vil altid paalegge ham den Pligt, at conservere mig. Hvor
lykkelig skal jeg da være! Greven paa sin Side giorde sig
og meget alvorlige Betænkninger. Printzessens Forslag
satte ham i stor Bekymring. Han kunde ikte ægte hende;
skulde han bedrage hende? Hertil var han ikke i Stand;
og dog fandt han intet andet Middel, til at see sig befriet
fra Lænkerne. Det stod ikkun til ham, at erlange Frie¬
hed; og denne Tanke giorde ham hans Slaverie endnu me¬
get utaaleligere, end ti forn. Kierlighed til Fædernelandet,
Begierlighed til Friehed, bragte ham endelig til den Beslut¬
ning, at love og indgaae alle Ting. Printzessen var over¬
maade smuk; han skulde ikke have været ilde faren; om han
havde kundet holde hende Ord; man smiggrer sig meget let¬
telig med allehaande Mueligheder: Hans Gemaylinde kun¬
de være død, og saa kunde han ægte Mahomedanerinden.
Han svor altsaa Printzessen sin Kierlighed til; hun giorde
alle Foranstaltninger til Flugten; hun begyndte alting saa
forsigtig at Sultanen ikke merkede det ringeste dertil. Hun
tog en stor Mængde Ædelsteene med sig; de to Forelskede
begave sig paa et Skib, og ankomme lykkelig til Venedig.
Af en Hendelse traf Greven sammesteds en af hans Tienere,
som i nogen Tid havde reyst omkring til alle Søe= og Han¬
dels=Stæder, for at skulle erkyndige sig hos alle de Kiøb¬
mænd, som kom tilbage fra Asien, om han hos dem kunde
faae nogen Efterretning om hans Herre. Glæden var ube¬
skrivelig, da han fandt ham igien; men Greven hørte og
saa tillige at hans Gemahlinde og Børn Dag og Nat paa¬
kaldede Himmelen om hans Tilbagekomst, og at de med
den allerstørste Henrykkelse vilde imodtage ham.
Den gamle Krønike, som fortæller denne Historie,
føyer til, at Greven reyste til Rom og kastede sig ned for


Pavens Fødder, Paven blev rørt deraf, og gav ham Di¬
spensation, til ligeledes at ægte Printzessen. Han bragte
altsaa denne hans anden Gemahl med til hans Slot. Grevin¬
den af Gleichen samtykte hendes Gemahls Taknemmelighed
og fattede en overordentlig stor Kierlighed til den smukke
Fatin e. Begge Gemahlinder forligtes paa det beste til¬
samn en. Printzessen fik ingen Børn, og antog sig altsaa
de af Grevinden fødte, som hendes egne. Greven blev
inderligst elsket af dem begge to og man læser endog nu om¬
stunder paa hans Grav, hvorudi de ligger alle tre begrav¬
ne følgende Jndskrivt: (paa Tydsk) Her ligger to Ge¬
mahlinder; den ene forlod Mahomed, for at følge mig, og
den anden omfavnede hende, som bragte hende sin Mand
tilbage fra Slaveriet. Vi havde, imedens vi levede ikkun
een Seug, og hviler efter Døden ogsaa her i een Grav.
Om Bedragerier i Spil.
Den hele Hob af Spillere kan henføres under to Classer.
Enqver, som giør Kort eller Tærningspil til sin Daglige For¬
retning er enten en Bedragen eller en Bedrager; to Charac¬
terer, som pleyer ligemeget at opvekke Avind og Beundring.
Den Bedragne er gemeenlig en Mand af stor Formue og
svag Forstand, der, Shakespear siger, lader sig saa taal¬
modig føre omkring ved Næsen, som et Esel. Han spiller
ikke af den Aarsag, fordi han finder en Fornøyelse i Kort
eller Tærningspil, men fordi det er Moden, og om man
bringer noget Hazard=Spil i Forslag, saa undslaaer han
sig ligesaa lidet derfor, at være med i det Partie, som han
i et Lav af sterke Drikkere skulde undslaae sig for, at tøm¬
me sit Glas med, naar Touren faldt ham til, fordi han
ikke er tørstig.
Der gives nogle faa Exempler paa Folk, der har li¬
gesaa megen Forstand, som Anseelse og Formue, og som
bliver anførte og bedragne i Spil. De har et saa overor¬
dentligt Anfald af Spillesyge, at de opofrer alting for sam¬
me. Jntet er bedrøveligere og mere beklageligt, end en
fornuftig Mand, som paa denne Maade er bedaaret og
forblindet. Han giør sig og sin Familie til Bytte for en
Hob nederdrægtige Folk, som endnu ere afskyeligere, end
Stratenrøverie; og maaskee, naar hans fuldkomne Ruin er
for Haanden, saa beslutter han sig til, at slaae sig i Fæl¬
ledsskab med de uværdige; som bragte ham i Ulykken og
at leve af andres Berøvelse, som han kan forlede til samme
Daarligheder, der havde saa bedrøvelige Følger for ham.
Her kan vi strax giøre os en Forestilling om en Be¬
dragers Characteer i Spil, og paa det at han ikke skal ha¬
ve Aarsag til, at beklage sig over sammes Forstillelse, saa
ville vi giøre Begyndelsen med hans Fortrin. Man vil
maaskee falde i Forundring over, at jeg tilskriver en Be¬
drager Fortrin; men en Spiller, som giør en anstændig
Figur i Verden, maae have mange elskværdige Egenskaber
ved sig, som uden Tvivl maatte lade sig tilsyne i deres fulde
Glands, dersom de ikke bleve fordunklede ved den foryadte


Character, som er forbunden med dette Haandværk. For
at opfylde sit Emheds sædvanlige Pligter, maae han være
en Mand af munter og levende Natur, forsynet med en vis
stoisk Gemyts=Rolighed, og en bestandig Aandens Nærværelse.
Han maae kunde lee af Tusindes Forliis, og omendskiønt
Lyiken spotter ham lige i hans Ansigt, saa maae det ikke
forandre hans Miene. Og da han skal leve iblandt de
Store i Verden, saa maae det ikke mangle ham paa Ar¬
tighed og en tekkelig Levemaade; han maae være ydmyg og
underdanig, men ikke Slavisk og krybende, han maae have
en uskyldig frie Mine i hans Magt, og besidde en saa sy¬
nende Aabenhiertighed i hans Opførsel.
Disse maae være vor Helts fornemste Fuldkommen¬
heder. Men paa det at man skal ikke beskylde mig for,
at jeg udkaster hans billede alt for fordeelagtigt, saa ville
vi nu, da vi har betragtet ham udvortes, ligeledes giøre
nogle Øyekast til hans Hierte. Her skal vi finde, at Be¬
gierlighed og Vindesyge er den fornemste Drivefieder, som
setter den hele Maskine i Bevægelse. Enhver Spiller bli¬
ver fortæret af Gierrighed, og naar denne Lidenskab naaer
sin største Styrke, saa er dens Magt sterkere, end nogen
anden Lidenskabs Magt kan være. Den undertvinger end¬
og sandselige Lyster, og undertvinger dem sterkere, end Al¬
derdommen. J det tresindstyvende Aar betragter man end¬
nu med Velbehag et artigt Fruentimmer; men naar Kort
og Tærning=Spil har opsluget al vor Opmerksomhed, saa
foragter man Fruentimmer og alt deres indtagende Væsen
endog i det fem og tyvende Aar. En Spiller af Profes¬
sion kan blot allene ved Forstillelse tilfredestille sin umæt¬
telige Gierrighed, saa at alle de saa synende Dyder, som
vi har nævnt, og som virkelig da vare det, naar de kunde
tiene til det menneskelige Kiøns Velfærd, maae hos en
Spiller blive brugte til hans Medskabningers Fordervelse.
Hans muntre og levende Naturel tiener blot dertil, at un¬
derrette ham i den hastigste Methode, og at hielpe ham
snart afsted ved at blande Kortet til sin Fordeel, og hvorle¬
des han kan knibe Tærningerne; hans Standhaftighed,
som setter ham i Stand til, at tabe Tusinde med koldt
Blod, maae han ofte bruge imod hans Samvittigheds
Nag og Bebreydelser; og hans artige Opførsei og antagne
Aabenhiertighed er blot et synende Sløer, hvormed han
anpriser og skiuler den sorteste Nederdrægtighed.
Vi maae endnu giøre det andet Øyekast i hans Hierte,
og, da vi har seet sammes Laster, ligeledes betragte hans
Elendighed. Den feige Mand, som ikke har Mod eller
Tilbøyelighed nok, at formere sin Formue ved Veddemaal,
Kort= eller Tærning Spil, men er tilfreds og lader sig nøye
med, at ophobe sine Tusinde ved mindre synlige Kunstgreb
og Bedragerier, eller ved Midler, som ikke ere saa uvisse,
lever i en bestandig Mistanke og Skrek; men Spillerens
begierlige og vindesyge Frygt og bestandige Urolighed er
uendelig større. Han bærer bestandig en Maske, og vee
ham, om denne Maske affalder.
Men jeg setter, at Bedragerens Hyklerie bliver uop¬
daget; i hvilken GemytsForfatning maae dog ikke allige¬


vel et Menneske være, hvis Lykke hænger af hans Hiertes
Falskhed, af hans Forholds forstilte Troeløshed, og af
hans falske Tærninger, Hvilke Følelser maae han ikke un¬
dertrykke, naar han maae smile, omendskiønt han er opbragt,
naar han ved den yderste Fortvivlelse maae antage en glad
og munter Mine, og spille en Stoiker, uden at han derfor
har mindste Trøst af nogen dydefuld Følelse, eller af en mo¬
ralsk Grundsetning! Hvor ulykkelig maae han selv være i
den Tilstand, hvor han skulde vente den meste Fordeel, nem¬
lig at omgaaes iblant de Fornemme. De Store ere ikke
altid oplagte til at spille, snart leer, og snart skiemter de
engang derimellem. Jmidlertid maae vor Helt gandske
taalig vente den lykkelige Time, og ikke allene lee med, samt
give deres Skiemt bifald, men endog vide at skikke sig i
ethvert forunderligt Jndfald af saadanne Folk.
Den bedragerske Spiller har ofte den Fortrædelighed,
at hans Hensigter bliver til intet gjorte for ham. Leylig¬
hederne til at giøre Svig og Bedragerier tilbyder sig ikke
immer af sig selv. Man kan ikke immer bruge den falske
Tærning, eller immer bringe de bedragersk blandede Kort
paa Spillebordet. Vor Spiller er altsaa i den største Fare.
Men endog da, naar Lykken er ham gunstig, og han har
lutter Gevinst og et got Spil paa sin Side, saa maae han
dog erfare den Fortrydelse og Harme, maaskee at give sin
sidste Dukat ud med lige saa koldt Blod, som han i Spillet
skulde laane en Adelsmand en Rigsort.
Vor Helt forlader nu Skuepladsen, og hans Kata¬
strophe er meget tragisk. Den næste Efterretnig, som vi
hører om ham, er hans Død, som han selv har befordret
ved sin egen Pistol. Man maae hemmelig afkiøbe en lovlig
Undersøgelse; han bliver begraven om Midnat, og forglemt
førend Opgang.
Ved dette en Bedragers døbbelte Malerie, hvorudi
jeg har søgt at vise hans dobbelte Gestalt, falder mig et
gammelt Kobberstykke ind, som jeg engang har seet i Ox¬
ford af Greve Guiscard. Ved det første Øyekast saae maa
ham i en stor Alonge=Paryk, med en Hat med Fieder=Plu¬
mage i, broderet Klædning, med Demants=Knapper, og i
den hele Hofdragt, som var brugelig i hans Tid. Men
naar man trakte et Baand af Veyen, saa gik Papirets
Folder ud fra hinanden, og der blev intet tilovers af det
gamle, undtagen Ansigtet; derimod et nyt Legeme tilsyne,
og Grev Guiscard var en Dievel.
Oeconomiske Beretninger.
Miøbenhavn. Jblant andre Oeconomiske Beretnin¬
ger fort ener vist nok Hytte=Dagen at have Sted. Den¬
ne Dag er ligesaa betydelig, som mange af dem, der staaer
tegnede i Almanakerne med røde Bogstaver. Man behøver
alleneste at gaae et par af Smaa=Gaderne igiennem, for
at blive overtydet herom. Vores Samler har atter væ¬
ret beskiæftiget med at samle disse Beretninger: Aa 2


boede ikke beqvem nok til Leye, kiøbte sig selv et lille Huus
med en Bagdør. Verten opsagde ham, fordi de sov om
Dagen; men vaagede om Natten. Han havde ellers nogle
meget artige Mobilier at flytte, samt en Deel Ponche=Bol¬
ler. B* havde sit eget Huus; men da han i denne
Pengemanglende Tid ingen Capital kunde faae i det, maatte
han sælge det, og boer nu altsaa til Leye. C* Hans
Madame kunde ikke fordrage at boe i saadan en liden Gade;
maatte altsaa flytte til en større. D* havde leyet store
og anseelige Værelser per Speculation, at indbilde Jøder
og andre, at han var en Capitalist; han havde ventet at
giøre et rigt Partie, eller vinde en Klat i Lotteriet; men
da begge Deele slog ham feyl, maatte han flytte om i en
lille Gade, endog i en Bagstue. E*, havde hverken Rist
eller Roe for hans kiere Kone, førend han satte hendes
Stadse=Stue i behørig Stand; hertil maatte den arme
Mand anvende Huusleyen af de hos ham boende, da han
dermed kunde have betalt sine Renter. Nu blev Capita¬
len ham opsagt, Huuset blev solgt; men Stadse=Stuen
blev ikke betalt. Ak her mistede stakkels Mand sit Huus,
og hans kiere Kone maa tage til Takke med en Dagligstue.
F*
maatte kiøbe sig en Gaard med 3 Vogn=Remisser
til Kareth, Chaise og Phaeton; thi han havde nu ingen
Rum, da han arvede den gamle Orgon. G* Flyttede,
just fordi det var hans Maade at flytte hvert halv Aar.
H12
maatte flytte, fordi der var ikke Speyl=Glas i
Vinduerne, og igiennem andet Glas kunde han? Madame
og Jomfrue Døttre ikke see. J* var kied af at leve i
Staden, han flyttede med Pik og Pak ud paa Landet.
K*7
Flyttede fra Stuen ned i Kielderen, da han dog
eyer heele Huuset; men han holdt for, det var bedre at
tiene en Skilling i Kielderen, og trække Leye af en forgyldt
Stue, end at blive en forgyldt Stoder. L* Maatte
forlade Staden for hans Hr. Søns og Jomfrue Datters
Skyld. Sønnen havde faaet en slem Vane at stiele sig ud
om Natten af Faderens Huus, og Datteren havde ved hen¬
des Piges Hielp faaet en Hoben Liebhabere. Ak! hvor
græd disse Børn, da de skulde fra Staden. M? havde
giort en Deel Skov=Lyst=Reyser i denne Sommer. Sølv¬
Caffe=Kanden kom paa Assistentz Huuset Dagen før Flytte¬
Dagen. Huusleyen maatte betales. N Kunde ikke
leve uden Sælskab. Jo flere, jo kierere. Et par Spille¬
Borde hver Aften, og 4re Spille=Borde om Søndagen.
Manden og Konen vare lige findede, hvorfor de og med
lige Taalmodighed saae paa, at andre flyttede for dem.
Ak! - O? kunde ikke blive enig med Von om
Skorsteens=Pengene, og derfor flyttede. P*? Bygde sig
en stor Gaard, den han tænkte at ville have kiørt ind i;
men han kunde ikke bringe den høyere end til Taget, og da
han ikke kunde ligge under aaben Himnel, overlod han
Bygningen til den, som kunde sette Tag paa den. Han
flyttede altsaa til Fods. O* Hans Kone kunde ikke for¬
drage at Vertinden holdt Sladder med hendes Pige, og


vilde vide alting. N** har et stort Project i Hovedet,
naar han faaer det sat i Verk, haaber han at blive en stor
Mand. Han har derfor solgt alle sine Meubler, dem han s.
altsaa ey behøvede at flytte; han har oprettet en Smelte¬
Ovn og anskaffet sig en utallig Mængde Digler. Han
flyttede ind i en stoer Gaard, og man meener han vil være
Guldmager. S* Kunde ikke finde sin Regning ved at
Gade=Dørrene skulde lukkes saa tidlig. T* Maatte
flytte for sin Kones Skyld. Hun maatte endelig boe i en
Gade, hvor der var Udsigt til 4re Sider. Det maa koste
hvad koste vil. U? Maatte flytte, fordi nogle flyttede
ind, som hans Kone ikke kunde taale at see. V* Flyt¬
tede, fordi de boede saa langt fra Comoedie=Huuset; men
maatte leye Vogn 2 a 3 Gange om Ugen. Nu boer de
Huuset saa nær at de kan gaae, og altsaa spare Vogn=Leyen.
Det er jo meget oeconom? E* En stille Enke maatte
flytte, fordi der saa ofte blev holdet Pikenik paa Bagsahlen.
Y* Flyttede og tog Afskeed med de andre, og det saa¬
ledes, at Gaden blev fuld af Folk. Denne Afskeed var
ikke en Kierligheds Afskeed. 3* Flyttede næt og gesvindt.
Hun tog sin Flaske og Glas; Caffe=Kande, Thee=Potte og
et Par Thee=Koppe; Caffe=Møllen maatte blive tilbage for
noget resterende i Huusleyen. Hun flyttede gesvindt. P*
var allerbest faren, han slap got; Han flyttede ud af Ver¬
den. - Hvor vanskelig Leyen har været for mange at
tilveyebringe, føler de best, som med al deres Stræben og
Sparsommelighed neppe har kundet skrabe den sammen.
Barmhiertighed med den Trængende har dog fundet
Sted hos nogle. - En fattig Enke flyttede med 5 nøgne
Børn. - Kort: Flyttedagen er en bedrøvet Dag for
mange, formedelst en uundgaaelig Mangel; og en fortræ¬
delig Dag for dem, som er Aarsag i deres egen Fattigdom.
Jndfald.
En Jomfrue havde en Papegoye, som kunde eftersige, alt
hvad den hørte. Jomfruen havde for Spøg kaldet en vis
Doctor Hanreder, hvilket Popegoyen havde opsnappet. En¬
gang gik Dectoren forbi Jomfruens Vindue, og Fuglen
begyndte at tlde ham ved Navn, og lagde Hanreder til.
Han stod stille, og spurgte Jomfruen, om hun havde lært
sin Fugl saadaltt. Ney, min Herre, svarede Jomfruen:
Det var kun et Jndfald Fuglen fik, den har kun bildet sig
saadant ind. O! svarede Doctoren, den tænkte maa¬
skee, at De var min Kone.
En Søe=Officier, som ved sin Bravour i adskillige
Søe=Slag var bleven Commandeur paa et Skib, og saa¬
som han havde mistet det ene Been brugte han et Træe¬
Been. Udi en Trefning blev dette Træe=Been skudt fra
ham, saa han faldt om paa Dækket. En Matros, som
troede hans Commandeur var bleven blesseret, raabte paa
Feldtskierer. Nicht dog, raabte Commandeuren, men
kald paa Tømmermanden¬


1769
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 44


Splinter Nyt.
J Numer 16 af disse Blade blev under Nyeheds Arti¬
kelen fra Kiøbenhavn berettet om tvende nye merk¬
værdige Stiftelser, hvoraf den ene skulde kaldes Op¬
stiknings= og Bebremmelses=Kap=Kampnings=Socie¬
tetet. Der blev og meldt, at fra dette, saavelsom det
andet der nævnte Selskab, skulde Selskabs=Lemmerne dag¬
lig fremvise øyensynlige Prøver i Sommer=Maanederne.
Siden samme Nyeheds Bekiendtgiørelse har man ingen Be¬
retning seet om disse Selskaber. Men nu har vi den Lykke
at kunde melde en temmelig Deel paa eengang fra Opstiknings
Selskabet. En af sammes værdige Medlemmer, som en
velfortient Fruer=Pige paa en stor Herregaard i en af Prø¬
vintzerne, og en særdeles fortrolig god Ven af den unge Ko¬
ne og Fætteren i vort Selskab, har nylig til os indsendt en
Liste paa alle de Moder og Nøder som hendes Kiøn har
ladet sig see med i sidstafvigte Sommer, saavidt hun
har kundet erindre. Det er en rar Efterretning. Hoved
Beskrivelserne, som ere trykte med forskiellig Stiil, har
hun faaet fra en anden af Opstiknings=Selskabets Medlem¬
mer; men Anmerkningerne ere af hende selv tillagte. Den¬
ne Liste vil være en Ziir i vort Blad, og et Æreminde for
Fruentimmernes Sætter i dette afvigte Sommerløb. Vi
vilde ønske, at vi kunde faae ligesaadan Efterretning fra Be¬
bremmelses=Selskabet, samt om Fruentimmernes øvrige
Dragt. Vi skulde med megen Taksigelse imodtage den.
Fruer=Pigen har tilskrevet os et temmeligt langt Brev med
Listen; men vi ville deraf ikkun allene anføre følgende:
Høystæred.
Fruentimmer= og Mandfolke Selskab!
J mine Frietimer har jeg optegnet følgende Anmerk¬
ninger over nogle af de meest Nye=Modens Coeffurer.
Vil De lade samme trykke i Deres Blad er det mig kiert.
Jeg skal ved Leylighed skikke Dem flere Numere af Coeffu¬
rerne, som kommer i Moden; thi endskiønt vi lever paa Lan¬
det: saa kiender vi dog og her til Moden, og hvad vi ikke
kiender: saa har vi en Hovmester, som skaffer os nok at
vide derom. Det er en flink Karl, en Fruentimmer=Karl.
Læs nu!
No. I. Et stort Coeffure, med kruset Pul, og store
Vinger, som ere garnerede.
Dette Sæt var en Tidlang i stor Mode, og klædte
fede og fyldige Ansigter meget got; men mavre Ansigter
bleve gandske børte derudi, saa man maatte lede efter dem.
Garneringen brugtes enten i Piber, Bølger, eller rynkede
i Flammer, Allønger, Perler, Baand, Kniplinger, Blom¬
ster, og efter enhvers Jndfald.


No. 2. Et dito Coeskure, i Pullen oppusset; vinger¬
ne smaa, uden Garnering; henglerne durk¬
gebrochen.
Denne oppuffede Pul klædte langt smukkere, end for¬
bemeldte krusede: For de Herrer Mandfolks Skyld, som
daglig seer saa mange Forandringer af Pulle, men just ik¬
ke forstaaer at giøre Forskiel imellem krusede og oppuffede
Pulle vil jeg give dem denne Efterretning: En kruset Pul
er rynket saaledes, at Rynkningerne falder næsten i hveran¬
dre med mere accuratesse og flade. En oppuffet Pul der¬
imod falder ligesom i Bølger, mere ophævet, mindre ac¬
curat, sterk brusende, brav negligent, klæder smukt og seer
prægtig ud bag paa. Nu forstaaer man mig nok.
Vingerne er det, som man gemeenlig kalder Skygger.
Den durchgebrochne Hengel paa dette Sæt kan giøres baa¬
de af Blonder og Baand. Den er saaledes sammensat og
flettet, at den baade repræsenterer Stierner og Halvmaa¬
neder. Ellers rynker man og en Slags Fletning, kaldet
Hanekamme; og den bruger man meget til Hængler.
No. 3. Et Coesture, med Kam; overalt med Fante¬
luscher garneret.
Vingerne ere ikke ommeldte, men det forstaaer sig at
intet Sæt er uden Vinger, enten de saa ere store eller smaa,
vender op eller ned ad. Paa dette Slags Sætter skal de
ellers være maadelige. Det er at merke, at dette Coeffu¬
re med Kam og ommeldte Garnering indrettes ellers efter
Klædningens Couleur; og Fanteluscherne ere Silke=Qvaster,
som ere knøttede i Roser, Stierner og hvad Figurer man
vil, enten af een Couleur eller fleere, efter enhvers Smag og
Behag. Dette Slags Hovedziir er endnu brugelig og i
fuld Mode. Kammen, som ommeldes, er en Bygning
af en temmelig Høyde, hvis Grundvold er af Carcasser el¬
ler Virer, saavel paa dette som paa alle andre. Dette
smukke Sæt seer allersmukkest ud, naar en Person med et
smukt Ansigt bærer det.
No. 4. Et halv Coeffure, Pullen opheftet en a la Grec¬
que; Vingerne tet til Ansigtet; garneret
med Silke=Arbeyde.
Her har vi et særdeles net Hovedtøy for os, som bæ¬
res til glat opstrøgen Nakke; og ved det Vingerne skal gaae
tet til Ansigtet: saa maae Toppeen være brav høy. Op¬
heftningen ved Pullen er forskiellig fra Krusningen og Op¬
pufningen derudi, at denne gaaer i dybe Flammer, og kan
heftes enten paa langs eller tvers over Hovedet, dog er Mo¬
den meest at hefte den paa tvers. Enhver veed maaskee ikke
hvad a la Grecque vil sige, og jeg er selv neppe i Stand,
til at beskrive det. Vore Malere veed det. Det er Anti¬
kerne, og var en af de store Ziirater paa den sidste Ære=Port
her i Staden. Nu forstaaer man mig nok. - A la
Greeque, findes og udhugget paa nogle af vore nyeste Byg¬


ninger, hvor Lysthavende kan tage det i Betragtning.
Det Silke=Arbeyde, som dette Sæt skal garneres med og
som oftere herefter ommeldes, er ikke andet end at man knyt¬
ter Flok=Silke ligesom smaae Bølger, helst af hvidt. Dog
bruger somme det og af couleurt.
No. 5. Et Coeffure, a la Grecque kaldet; meget høy,
Hengel, belagt med smaa klare Rulser.
Dette Sæt er ligeledes til glat Nakke, og kaldes a la¬
Greeqne af den Aarsag, fordi Rulserne ere i tre Rader paa¬
syede paa Hengelen, og imellem Rulserne er lagt med Blon¬
der eller Baand og udklippet til Lighed efter den antike Teg¬
ning, som kaldes a la Greque. Rulserne ere af Blonder,
sammensyede neden under, og klare oven paa. Henglerne
kan være et Qvarteer til halvandet Qvarteer høy. Vor
Hovmester her paa Gaarden, som har en Kiereste i Kiø¬
benhavn, siger, at hun havde den engang en halv Alen høy
og det klædte hende got.
No. 6. La Couronne de Dannemarck. Dette Coeffure
er giort til nogen Lighed med en Krone.
Det bruges paa bar Haar.
Huen er spids for til, gaaer efter Haaret og om i
Nakken, er belagt rundt omkring med Piber af Blonder.
Pullen er lidet opheftet eller oppuffet, hvilket man vil. Den
er ikke for brusende. Forhøyningen forhen kommer
ligesom en Kasket, og deri er den Tingest, som de kalder
en Sultan; der bag ved igien er en Blomst. Paa hver
Side kommer en Forhøyning af Blonder, lagt i Piber paa
Sølvtraad, ligesaavelsom den forreste. Der oven for igien
kommer atter en Forhøyning af Blonder eller Baand flette¬
de. Saa kommer der en Hengel, som er ligeledes sam¬
menflettet af Baand eller Blonder. Denne Hengel er aaben
eller durchgebrochen, som man kalder det, og kommer ba¬
ved alt det andet. Dette Sæt er gemeenlig bar hvidt
undtagen den lille Forandring, at man setter en couleurt
Blomst i Panden, i Stedet for den hvide.
No. 7. Le Pavillon, eller Dannemarkes Flye, repræ¬
senterer en Sommer=Fugl med Rumpe,
Vinger og Hoved.
Dette prægtige Coeffure er gjort af har Blonder, er
bevægeligt seer aecnrat ud som en Sommerfugl, og har
maaskee givet mange Anledning til, at kalde Fruentimmer¬
ne Sommerfugle. Det bæres paa accommoderet Haar.
Jeg har ingen seet andre end hvide, men man kan gierne
giøre den couleurte, og saa lignede de Sommerfuglene endnu
mere. Unge Mennesker klæder dette Hovedtøy ellers bedre
end gamle Matroner.
No. 8. Coeffure a la Cour. Huen spids i en Top, som
paa en Amager=Hætte; Vingerne knekke¬
de, Carcasserne deri ere meget kunstige
sammenflettede; der er Baand rundt om¬
kring i Puffer; en liden Rosette i Panden;
en lang Hengel med en Sløyfe oven i; Sidst
opheftet bag til med en Rosette af samme
Baand.
Beskrivelsen over dette Coeffure er fra første Haand,
temmelig udførlig. Det, som jeg har at legge til, bliver


altsaa ikkun noget om den spidse Top, nemlig i henseende
til Høyden, at den kan være fra et Qvarteer til en halv
Alen. De knekkede Vinger ere paa anden Dansk takkede
eller krusede. Carcasserne maae for alting være meget sub¬
tile af Sølvtraad sammenflettede. Baand, Rosetter, og
Sløyfen kan være af hvad Couleur man behager. Dette
Coeffure er ikke almindeligt, og bruges meest blant de Store.
Dog aber de Smaa efter. Der var forleden en Mamsell
fra Vesterbroe, som vilde hos en af Stadens fornemste Op¬
stikersker have sig en Coeffure a la Cour opstukket; men hun
vilde ikke give meere derfor end 14 s. Endelig bød hun
dog 1 Mk., men der blev intet af for den stakkels Pige,
og hun maatte hele Sommeren altsaa dandse med den fasong
af Sæt, som hun havde. Denne Efterretning har jeg at¬
ter fra vor Hovmester, som eorresponderer hver Postdag med
sin Kiereste i Kiøbenhavn.
No. 9. Et Coeffure som et Taarn, meget høyt og
spidst.
Dette Hovedtøv giøres af Blonder. Videre Beskri¬
velse behøves vel ikke herover; thi det seer accurat ud som
et Taarn. Somme vilde gierne have det saa høyt som
Frue Taar. Spidsen, som og kan giøres af flettede Baand,
forestiller Spiret. Nu omstunder begynder ellers Toppene
meget at tage af.
No. 10. En Dormeuse (paa Dansk en Nathue) med kru¬
sede Vinger, Pullen kruset; hengelen lagt
i Negligance, puffet Baand, garneret om¬
kring med hvad Couleur man vil.
Dormeuserne ere gode for Varme. De har en tem¬
melig Tid været i stor Mode. Det artigste er at disse Dar¬
menser begyndte med Piber, og har giennem mange For¬
andringer avanceret til Kruser. Ventelig vil de blive gand¬
ske glatte, inden de gaaer reent af Moden. De vilde i saa¬
dan Stand og svare best til deres Navn, som Nathuer.
Garnering paa Baandene, som her meldes om, er, at der
syes paa begge Kanter et andet Slags smalle Baand eller
Blonder, som ere smukke og klæder vel. Grønt paa hvidt,
eller hvidt paa grønt, og saa videre. J dette og følgende
er stift i Vingerne.
No. I1. Et andet Slags Dormense med et saa kaldet
Skieg, som gaaer ned om Ørnene, men
klæder smukt for Ansigtet.
Vi ville nu først begynde fra Skiegget. Det er gjort
af smukke Blonder, som ere krusede eller krøllede. Somme
har dem saa lange, at de gaaer i Halsbaandet og bindes
tilbage igien, og andre binder dette Skieg sammen under
Hagen. Begge Deele klæder fortreffeligt, og, som jeg har
hørt, skal det i sær være en indtagende Dragt for Smaa¬
herrerne; saa siger vor Hovmester. Han er maaskee selv
bleven forliebt i et.
No. 12. En anden Fasong uden Stift i Vingerne,
men med Piber og friseret med Baand.
Dette Slags Dørmeuse er egentlig for gamle Matro¬
ner, thi ellers havde denne Mode for længe siden faaet reent
Afskeed; men de bør og have noget, naar de er saa ærbare,


at de ikke ville klæde sig lige saa flygtigt som deres Døt¬
tre, hvilket dog en Deel med Glæde giøre.
No. 13. Et Coeffure, giort som en Snip, eller Snip¬
pe=Coeffuret, garneret med Granater eller
ægte Perler.
Dette Coeffure bæres ligesom No. 5, 6, 7, 8 og 9 paa.
bar aller friseret Haar, og det maae merkes ved alle de
Coeffurer, hvor der ey meldes om Vinger eller Skygger,
Dette under No. 13. kan dog og giøres med Vinger. Snip¬
pen er som en ordentlig Snip, undtagen at den er af Blon¬
der og fast ved Coeffuret, som er en temmelig Forhøyning
af Blonder. Derimellem kommer Perlerne i hvad Figur
man vil sette dem. Disse Sætter lader smukt for dem,
som ikke ere grimme; men de, som ere grimme klæder de
bandsat ilde.
No. 14. Et Coeffure, gjort som en Tøffel, eller Tøffel¬
Corffuret, belagt med Vox=Perler i lige
Rader.
Om dette Coeffure veed jeg snart ikke at sige andet,
end at det seer ud accurat som en Tøffel. Moden vender
op og ned baade paa Folkes Klæder og Sæder. Sætterne
vil man, skal see ud som Tøfler, og Tøfler og Skoe begyn¬
der og paa nogles Fødder at see ud som Nathuer, med saa¬
dan prægtige store Baandsløyfer, som en kielen Mama bin¬
der i en ung Papas Nathue. En ung høybedrøvet Enke
var den anden, som brugte dem først, siger vor Hovmester;
og han siger ydermere, at der settes stivt i Skiørtet foran,
paa det at Sløyferne skal desbedre kunde sees. Den Karl
fører en meget nøyagtig Correspondenee, og man maae takke
ham, at denne Anmerkning faldt her ved Tøflen paa
Hovedet.
No. 15. Et Coeffure a la Francoise med en blonde Ky¬
se, garneret med Hallonger af Blonder,
omdreyede eller omviklede med Silke¬
Arbeyde.
Dette Franske Sæt er temmelig prægtigt, og var i
stor Priis det første samme kom i Moden. De omdreyede
H Allonger klæder fortreffeligt. Kysen bliver ophæftet
med en stor Sløyfe op udi, og somme lader to lange En¬
der hænge ned ad Nakken. Forhøyningen maae agtes at
være temmelig høy. Dette Coeture klæder smukkest til ble¬
ge, mavre og langagtige Ansigter, og seer overalt meget
Fransk ud.
No. 16. En Dormeuse a Fangloise, eller en Engelsk
Nathue med krusede Vinger, Baand i
Bølger, med Silke=Arbeyde om Kanterne,
tvende Hængler, hver af sin Fasong, aa¬
ben i Nakken, sammenbundet med trende
Rosetter.
Paa denne Dormense er Vingerne smalle og falder
tet til Ansigtet. Den forreste Hængel settes op temmelig
høy, og den bageste kan bindes med flere end tre Rosetter
og bindes ned under Hagen; thi det maae absolut bindes
under Hagen, om det skal klæde. Nakken bliver da bar,
desmere efterdi Coeturet er aabent i Nakken; men Nakke¬
Haaret maae være brav glat, og om man vil, kan man og


pryde det med en Rosette eller to tre. Dette er ellers en
af de allernymodigste Dormeuser, som vi nu har i Moden.
No. 17. Et andet Coesture a l'Angloise, giort i en
Triangel, med tvende Rader krusede Blon¬
der: en meget tyk Hængel gaaer ned under
Hagen, indbunden med smaa Rosetter.
Jeg har aldrig seet dette Coffure, men jeg veed dog
af vor Hofmester, at det er Moden i Kiøbenhavn, og
altsaa vil jeg og efter hans Fortælling beskrive det. Tri¬
angelen seer ud som en høy Pyramide; i Stedet for Vin¬
ger er der to Rader krusede Blønder. Hængelens Tykkelse
nærmer sig til en pæn Fruentimmer=Arm, hvoraf det smal¬
leste gaaer ned under Hagen. Det er ellers at merke, at
her er Pul til dette, og samme kan baade være glat, kru¬
set eller oppuffet, kort eller lang, hvilket man vil. Havde
Hovmesteren ikke været, saa havde vi ikke faaet dette at
vide. Jeg troer virkelig, at der er mange Mandspersoner,
som bekymrer sig mere om Fruentimmer=Stads, end om
deres hele timelige Velfærd, og ere aldrig fornøyede, und¬
tagen naar de taler om Sætter og sligt med Fruentimmer.
No. 18. Et Coesfure a la Mode, med smaa Vinger,
tæt til Ansigtet, det øvrige af Sættet seer
ud som en Puster, overalt er det garne¬
ret med Rulser, dreyede med Silke.
Dette Modens Hoved=Tøy har jeg selv seet og beun¬
dret.
Dette giør Folk ukiendelige og forhøyer dem mæg¬
tigt. Pufleren, som giver ingen Vind fra sig, er dannet
ligesom en anden Puster, med Spidsen opad; thi det skal
jo altsammen staae i Høyden. Rulse=Garneringen seer
meget prægtig og opblæst ud paa dette Coeffure. Puste¬
ren staaer, som den var fuld af Vind; og Rulserne ere
maaskee omdreyede med Silket, paa det at al Vinden skal
ikke slippe ud; i det mindste lader det saa; Og dersom Pu¬
steren var flad, og ligesom uden Vind, saa lod det ilde.
Hvem vilde vel bære en Puster uden Vind paa Hovedet?
No. 19. Et Coeffure a la Sultane, representerer en li¬
den Kurv.
Sættet i sig selv er i Lighed som en Kurv, oppuffet
og opstukket med Bølger og Blomster, ligesom Kurven var
fuld af Lilier og Roser. Ligesom der ere mange Slags
Kurve, runde, aflange og fiirkantede, saa har og disse
Coeffure=Kurve alle Slags Skikkelser; dog maae de ikke
være saa store som dem Fave=Konerne bærer paa Hovedet,
men smaa Hyrdinde=Kurve, og Blomsterne derudi samles
opad i en Top. Hertil bør bæres Stok i Haanden.
No. 20. La Couronne d'Engleterre, meget smukkere end
Couronne de Dannemack; men den er liden.
Dette Engelske Kron=Sæt er et meget prægtigt Coef¬
fure. Beskrivelsen sees ved No. 6. Saa herom bliver ikke
mere at sige. Hofmesteren har heller ikke nogen særdeles
Efterretning om dette Sæt. Men nu kommer
No. 21. Et Coeffure a la Mode, som kaldes ou ete rous
med brede Skygger, falder krumme ind
til Ansigtet, saa at Spidsen sidder lige for
Øyestenen; garneret med en Rad Baand
og en Rad Kniplinger fra det yderste til


det inderste paa Skyggen; oppuffet Pul
og Baand for Pullen at binde ned under
Hagen; Hænglerne ere lange, at Baan¬
dene fra Nakken kan gaae derigiennem
førend de bindes.
Under dette Sæt maatte man lede efter Ansigterne, og
de maatte see høyt i Veyret, naar de skulde see paa nogen.
Til Siden kunde de slet ingen kiende. De ere meest af
Moden i denne Tid. Dette kan ellers tillegges, at Pullen kan og
være glat, samt at Vingerne kan være dobbelte med Kruser.
Saa langt gaaer ikkun den os denne Gang meddelte
Liste, men Frue=Pigen lover Forttelselsen. Naar vi faaer
den, skal vi trolig meddele den.
Nyt og Gammelt.
Kilkenny. Her lever en Pige, som for 4re Aar siden
havde en ulykkelig Kierlighed, og siden den Tid græder
uophørlig. Vore Philosopher siger, at der i mange men¬
neskelige Hoveder findes en vis Jisagtig Materie, som be¬
gynder at tøe op ved en uregelmæsig Kierligheds Jld, og
foranlediger saadanne Oversvømmelser, og anfører til deres
Menings Stadfæstelse det Ord: Gysetiig. Vi forven¬
ter Efterretninger fra andre Lande, om disse vore Philoso¬
pher har Ret eller ey.
Opera Sager.
Da Prior var Gesandt i Frankerig, kom han engang
paa en Opera til at sidde i Loge, med en Fransk Adelsmand.
Denne sidste sang efter den sædvanlige Franske Maade, høye
re i Logen, end Sangeren paa Theatret. Herover be¬
gyndte Gesandten at udskielde Sangeren paa Theatret, og
lod som han var meget forbittet paa hans Sang. Fransk¬
manden gav Engellænderen at forstaae, at denne Sanger
havde en fortreffelig skiøn Stemme. Ja, got nok, sva¬
rede Gesandten; men han giør saadan Skrig, at jeg
for ham ikke kan have den Fornøyelse, at høre dem
synge, min Herre!
Juridiske Beretninger.
Et Menneske kom engang i en Kramboe og vilde kiøbe
Galuner. Da han nu selv havde udsøgt et Stykke, spurg¬
te han Kiøbmanden, hvad han vilde have for et Stykke,
der var saa langt, at det kunde naae fra det ene Øre til det
andet. Kiøbmanden gav ham Friehed at maale enten over
Hovedet eller under Hagen og tillige fastsadte Prisen. Kiø¬
beren talte Pengene, og da han derpaa begyndte at maale,
sagde han: Det ene Øre er her; men det andet er
slaget paa Galgen til Bristol, og da jeg nu befrygter at
De ikke har Galoner nok til at opfylde Contracten,
saa vil jeg tage dette Stykke i Afslag, Resten kan
J¬


jeg henke en anden Gang ved Leylighed. Kiøbman¬
den, som saae sig saaledes bedraget skielvede derefter hver
Gang nogen kom, at kiøbe Galoner.
Medicinske Beretninger.
En Læge fortrød paa, at man over Hovedet talte saa i
slet om Lægerne, og sagde over mig kan dog ingen klage.
Ney, svarede et lystigt Hoved: thi de døer alle, som
kommer under deres Hænder.
Oeconomiske Beretninger.
Churfyrst Christian af Sachsen, havde engang Pro¬
fessor Taubmann til Taffels. Da nu Taubmann tog
to Agerhøns og indviklede dem i sit Tørklæde og stak dem
i Lommen, sagde Churfyrsten: Hr. Professor! J skul¬
de ikke førge for hvad J skulde æde. Gandske rigtig,
svarede Taubmann, just derfor stikker jeg disse Ager¬
høns i min Lomme.
En Matros i Dublin, som havde været borte i tre
Aar, kom hiem igien, og fandt hans Kone med en anden
Mand siddende for Skorsteenen med et Barn paa Skiødet.
Hvor har du faaet det Barn fra, spurgte han. Min
Kiære Hans, svarede Konen. Jeg tænkte at du var
død, og derfor har jeg givtet mig igien. Ey, nu!
sagde Hans, jeg har havt dig først, og vil, trods alle
Stormvinde, og beholde dig, saalænge jeg er her, naar
jeg gaaer til Søes, kan han være din Mand, imid¬
lertid vil jeg give det halve til Barnets Opdragelse.
Jndfald.
Der kom engang en stor Herre til Vittenberg, som, efter¬
terdi han havde hørt meget tale om Proffessor Taubmann,
ønskede at see ham, og bad ham til Taffels. Taubmann
sad gandske alvorlig ved Bordet, og førte lutter kloge og dyb¬
sindige Discourser. Efter Maaltidet stod Taubmand op,
og vilde tage en høflig Afskeed. Ney, sagde Herren, ikke
saa, Hr. Taubmann! De skulde fornøye os noget i
Dag; De er jo det lystige Hoved, hvorom der bliver
fortalt saa mange artige Narrerier? Det veed jeg ikke,
svarede Taubmann: her i Wittenberg er ingen Nar,
uden han nylig maa være kommet hertil.
Der blev engang i et Selskab talet om Sielenes For¬
flytning fra et Creatur til et andet. En, som gierne vilde
frembringe vittige Jndfald, sagde: at han erindrede sig me¬
get got, at han havde været Guld=Kalven. En Dame
svarede derpaa: Da har De, min Herre! ikke tabt an¬
det end Forgyldningen.
Et ugift Fruentimmer beklagede sig engang, at hun
var saa nær 30 Aar gammel, da hun dog var langt ældre.
Glæd sig, min smukke Jomfrue, svarede et lyfligt Ho¬
ved: De kommer alt længer og længer fra 30 Aar.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 45


Om de nyere Tiders Koge=Kunst og
Skienke=Vittighed.
(Saaledes skriver man i den Gdtheborgske Spion, og
saaledes tykkes mig, man kunde nok ogsaa skrive i
den Kiøbenbaønske Fruentimmer= og Mandfolke¬
Tidende.
R¬
et saa, tænker mangen en af mine Medborgere, i
Dag torde Bladet blive ret artigt: Titelen peger
paa saadanne Sager, som en ærlig Mand kan for¬
staae. Kom, slaae til Veds, Forfatteren af Stykket tie¬
ner nu det Almindelige med en Beskrivelse over en nye Ret
Mad, en nye Sauce, eller i det mindste et nyt Slags
Drikke-Vahre. Vilde vore Lærde arbeyde i disse saftige
Sager: saa kunde Lærdommen allervissest vendes in Suc¬
cum & Sanguinem, man kiendte den da i Blod og
Marv. Hvor lette bleve da ikke alle Lærdoms Forhør og
Overlegninger om Meriter. Man kunde aldeles afmaale
dem med mathematisk Vished; Kindbenenes værdige Vidde
og Trindhed med Cirkelen, samt Mavens med Snoxen,
hvilket det enfoldige Folk nu allene ved Mikkelsdags Tid
forstaaer at bruge uden gamle Ports=Told. Tak være,
Ney Herrer Fleischkopse! falder mig ikke ind i Talen:
Spionen er en Sædelærere; og J forekommer mig allerede
saa forverrede, at man forgieves arbeyder paa Eders sæde¬
lige Forbedring. Staaer eller sidder kun i Fred og smel¬
der paa Maden eller Punchen ved eders Lhombre= eller
Billard=Bord, medens jeg taler med en kanskee mavrere,
men fornuftigere, særdeles med den endnu ey fordervede op
voxende Ungdom.
Ret alvorlig! Der er skrevet nok om Overflødighed;
man kan vel engang blive kied af den Materie; i Særde¬
leshed som det i vor Tid, da alting skal tygges af Partie¬
Hadet, er blevet (med Skam at sige for Fremtiden) en
Partie=Tvistighed hos mange, om Overflødighed i et fattigt
Land er nyttig eller skadelig; enten Vittigheden bør søges i
Hovedet eller Jsterhinden, Peryken eller Silke=Vesten; en¬
ten man ved et for laante Penge kiøbt Landgodses Opelsk¬
ning skal begynde med den stenige og suure Agers og den
maadelige Egns Forbedring, eller med Plan keverkets De¬
ll korering om Haven og Borgestuens Tapitsering; enten man
V i Handel skal først legge sig efter Ærlighed og Paalidelig¬
hed imod Creditorer, end efter smukke og ørkesløse Fruen¬
u timmer, Kudske med Knebelsbarter, Heste og Stads¬
Vogne, &c. Hvo tør vove sit svage Omdømme udi faa
benige Spørsmaals Opløsning; i sær saasom det smukke
og vedfødte Folk gierne har Forraad paa et halvt Dosing


udslidte Bons mots, og tillige saa sterke Lunger, at de kan
lee Lyden fra hvem, som taler dem imod?
Jeg vil da gierne lade det gielde, at Overdaadighed
maae være nyttig, efterdi det skaffer Rørelse og Næring
iblant en Hob fattige Folk. Jeg skal giøre mig for en Tid
saa blind, at jeg ey seer, hvor ynkeligt det er, i Anledning
af forbemeldte Stads=Aarsager, at den tarvelige og ærlige
Jordbruger staaer raadvild i sine nyttige Arbeyder, i
Mangel af Arbeydere, som nu springer til Stæder og
Herregaarde, for at føde sig af Narrers Anstalter. Jeg
skal lade som jeg ey seer, hvorledes Bondens Koe, det arme
mavre Kree, som skulde give Melk til en Høb hungrige
Børn i Gaarden, staaer i Baasen og tygger paa daarlig
Halm, medens man med Høet og Havren feeder Heste i
Stalden, i det lovlige Øyemeed, at de kunde bestandig til
Visiter, Selskaber og Assembleer trekke nogle dovne Fruen¬
timmer omkring, hvilke Overdaadighed længe siden har sat
ud af den Stand, at holde det hellige gammeldags Løfte,
som staaer i Brudevielsen, at de skulde være Mændenes
Medhielp; efterdi de nu gierne ere de besværligste Huus¬
geraad, som en ærlig Mand kan faae i sit Huus. Alt dette
lader man med Ærbødighed være upaatalt.
Men en eneste Reflexion fremstiller jeg til Publici
Omdømme. Monne ikke den store Uførmuenhed og Upaa¬
lidelighed, som man i de senere Tider opdager i saa mange
Embeder og Tienester, Contoirer, Collegier, Retter, ja
ligeledes ofe i Rigsdags Deliberationerne hidrører heller
fra Yppighed i Mad og Drikke, end af Mangel paa Op¬
fostring og Jndsigter.
NN. Collegium overvælder sig med uafgjorte Sa¬
ger for mange Aar; man har i de senere Tider fordobblet
Betienterne og forkortet Arbeyds=Methoden; men det er
blevet næsten galere end før, og Collegiet klager endnu
over Mangel paa Betientere. Titus, min gamle Academie¬
Kamerat, var paa den Tid en af de kiekkeste Studentere
ved Academiet. Jeg glædede mig, da han fik sit nu væ¬
rende Embede, og spaaede megen Nytte af hans Jndsigter,
men hvad hører jeg? Den kiekke Titus begaaer nu Buk
paa Buk i sit Embede, og bær sig af som den dummeste.
Gorgon blev valgt med sine Committenters største
Haab til Rigsdags=Mand: Han var da baade ærlig, flink
og duelig; men jeg har siden seet af hans Voteringer i N.
Deputation, at han bærer sig hiertelig enfoldigt og skiø¬
desløst ad. J en Process for nogen Tid siden havde jeg en
Advocat, som var en kiek Jnrist, og usædvanlig viis, der¬
hos en virkelig ærlig Mand, som en forsætlig vilde skade
mig. Men i hans Hænder kom Sagen aldrig til Slut¬
ning og Endelighed, men jeg maatte af Kiedsomhed og
Trethed indgaae et skadeligt Forlig med min Contra¬


part, og giør Ende paa hele Sagen. Jeg har søgt
Aarsagerne til alle disse opregnedes Upaalidelighed og Uvirk¬
somhed, og finder dem blot fordervede af yppig Æden og
Drikken. Alle skriger, at de har saa meget at bestille, at
deres hele Dag er optagen, og de har derudi Ret; men
man skal tillige vide, at deres Dag ey er saa lang som an¬
dres. De ligger længe ud paa Dagen; der vil Tid til, at
skille sig ved Gaardagenes onde Vædsker.
De gaaer da nogle Formiddags Timer temmelig dø¬
sige til sit Arbeyde. Derved ere de ey i Stand til at tænke,
men af puur vellystig Skiødesløshed, svarer ja til hvad
som proponeres, gaber og længes efter Middagen. Denne
kommer med mangfoldige Retter, Viin, Caffe og Punsch,
hvoraf heele Eftermiddagen er i Bund og Grund forder¬
vet: saa at de ikke kan due til noget andet, end Lhomtie,
Billard eller anden Leeg. Under Betienings Embeder, som
ikke har Raad og Evne til saadant Levnet, kan vel have
Vittighed nok og Tid til at giøre sine Sysseler og Forrei¬
ninger; men som samme udfordrer mere Hovedbrud, end
deres vellystige Formænd ere i Stand til at paatage sig,
at see efter Betieningens Giøremaal og Jverksettelse: saa
kan disse trygt slunte vek, og paa sin Maade more sig ved
Tobak, Øl og Kommen=Brændeviin, m.m. Altsaa bli¬
ver Svaghed og Skiødesløshed hele Veyen igiennem, og
det blot af Kogckunstens og Skienkebordets Hindring.
Seer man paa alle drivende Mænd, og tillige Hoved¬
mænd for Partier: saa skal man see, at de altid ere maa¬
delige og ædruelige i Mad og Drikke, ihvorvel de kan ofte
holde kostbare Bord for andre, hvilke de ville skulle gaae i
Sporene efter dem, saasom tanleløse Kreature, om hvilke
de ere overbeviste, at de heller æder paa Sagen, end mo¬
dent og arbeydsomt tænker paa den.
Adskilligt Nyt fra Avis=Collegiet.
Jblant andre nyttige Anstalter, som udmerker vore paa
Opfindelser frugtbare Tider, bliver ufeylbarlig det
Avis=Collegium, som vort Selskabs gamle Ung¬
karl har anlagt. Han begyndte først med sin Ver¬
tes Børn at holde Avis=Discourser, og som en
Hovmester lære dem at forstaae at læse Aviser; og
det fandt saadant bifald hos Naboerne, da de fik
Efterretning derom, at han efter deres indstændige
Begiering anlagde et Avis=Collegium paa sit Kam¬
mer for et vist Antal Børn, som holdes ordentlig
hver Uge to Gang nemlig Postdagene, to Timer
hver Aften. Han optegner Avis=Discourser¬
ne, som føres i Collegiet, og vil herefter til
fleres Nytte, end hans unge Collegianters lade
dem indrykke i dette Blad. Begyndelsen giøres
hermed til en Prøve.
Fra de Tyrkiske Grændser.
Tyrken, Børnlille, er en fæl Karl, og ingen Ven af
Christenheden. Han kan føre en forskrekkelg Hob Folk i


Marken, og vil altid have Krig. Paa denne Tid, har J
vel hørt af Jeres Forældre, at han ligger i Strid med Rus¬
serne; men han bliver Tid efter anden brav afklappet. Jeg
under ham det af mit Hierte; thi han kalder alle Christne
Hunde og Vantroende. Den Tyrkiske Keyser, Børnlille,
har en prægtig Residenzstad, som heder Constantiovel.
Naar man ellers nævner hans Hof og Slot, kalder maa
det gemeenlig gierne Porten, eller den Ottomanniske Port,
som skal have sin Oprindelse deraf, at der paa Sløttet,
hvor Sultanen har sin Hofholdning, skal findes mange Por¬
te, i sær en besynderlig stor Gevælvt, hvor de forrige Ti¬
ders Sultaner maaskee og har givet Audieuce. Hans for¬
nemste Minister kaldes Stor=Vezter. Det er eg meget høy,
men tillige meget vanskelig Post iblant Tyrkerne; thi han
er ingen Tid, vis paa at beholde sit Embede til sin Døds¬
dag, og han er lykkelig, om han slipper med at blive afsadt
og jaget i Landflygtighed; gemeealig bliver han strangule¬
ret eller qvalt, som er en meget giengse Straf iblant de fæ¬
le Tyrker. Den Sor=Vezier, som først commanderede den
Tyrkiske Armee imod Russerne, er allerede for længe siden
afsat, og en nye kommen i hans Sted. Denne nye Stor¬
Vezier heder Maldovangi=Ali=Pache. Han er beskreven
som et overordentlig muntert Hoved, og skal være en me¬
get stor Vovehals. Den forrige Stor=Vezier skal have væ¬
ret en stor Conjon; og Cojoner duer ikke til at være Krigs¬
folk uden i Freds-Tider; thi da er saadanne Karle gierne
de tapperste. Ellers skal og den nye Stor=Vegier være be¬
friet for mange Fordomme, som ere giengse hos Tyrkerne.
Det er bekiendt, at Tyrkerne maae ikke drikke Viin; men
han skal være en stor Elsker af et got Glas Ungersk Viin;
og det skal altid være hans Vane, stedse at føre en god Qvan¬
titet af de fineste Liqueurs med sig, hvormed Franzoserne i
Overflødighed forsyner ham. Det er Tegn til, at den go¬
de Herre ikke vil tørste, og at han maae være vant til at
opmuntre sin Tapperhed med Viin og sterke Drikke. Han
skal være en stor Elsker af Læsning, og i sær læser han gier¬
ne Jtalienske Skrifter. Han er altsaa mere sleben end hars
andre Landsmænd. Han har smukkere Fruentimmer i sit
Seraille, end Sultanen selv. Sultanen er den Tyrkiske
Keyser; og et Sergille er en Samling af Fruentimmer;
tyi hos Tyrkerae er det Skik, at en Mand maae have
saa mange Koner, som han kan forsørge. En af dem i saa
dant Scraille er dog altid Favoritinden eller den fornemste
Hustrue. Denne Stor=Viziers Favoritinde er en meget
deylig Polakinde, og hun skal være en stor Veninde af
Russerne. Han har maattet love hende, at han endnu
dette Aar, førend Feldttoget endes, skal skaffe hende tolv
unge Russiske Slavinder af fornemme Familier til hendes
Opvartning; men der bliver denne Gang intet af; Ney
saa mænd giør der ikke. Vi have den Efterretning med
sidste Post, at Tyrken havde faaet dygtig Hug af Russerne
og at alle Storvezirens Fruentimmer vare tagne til Fanger.
Lad ham nu tage sig en Taar af sine Flasker paa den Skrek.
Til Exempel paa de fæle Tyrker, vil jeg fortælle jer,
Børulille, en Historie om en vis Konges af Feg grusomme


Kunstgreb: Denne Fyrste en Tyrk navnlig Mehemet Al¬
mehdi, er ligesaa merkværdig i hans Lands=Historie forme¬
delst hans Ærgierrighed, som formedelst hans List og For¬
stillings=Kunst. Han var indviklet i en langvarig Krig med
adskillige Naboe=Folkeslag, som ikke vilde underkæste sig hans
Tyranie. Han havde allerede adskillige Gange overrun¬
det dem; men da han derefter tabte et Slag imod dem,
hvorudi han med en blind Hidsighed havde opofret sine
Tropper, saa lode de Modet synke saa meget, at de ikke
mere vilde rykke imod Fienden. Meyemet Almehdi op¬
tænkte derfor følgende Kunstgreb, for at sette Mod og Mands
Hierte i sine Folk igien.
Han forsamlede i Stilhed et Antal Officierer, paa
hvis Troskab han kunde forlade sig, og lovede dem anseelige
Belønninger, dersom de i nogle Timer vilde legge sigi Gra¬
ver, ligesom at de vare blevne i Trefningen; han vilde drage,
Omsorg for, at de i disse Fængseler kunde have tilsirekkelig
Luft og Aanderum, og naar man spurgte dem ad, saa skulde
de svare, at de nøde Opfyldelsen af den Forjettelse, som Kon¬
gen havde giort dem, og Martyrers Belønning, og de,
som vilde efterfølge deres Exempel, stride mandig imod
Fienderne og blive paa Stedet, de kunde trøste og glæde
sig ved, at nyde ligesaadan en Lykalighed efter deres
Død. Dette Anslag blev iverksat, hvorpaaf Mehemet
Almehdi om Midnat lod sammenkalde de Fornemste af
Armeen, og tiltalede dem saaledes: J ere de, der strider
for den Almægtige, J ere Troens Forsvarere og Sandhe¬
dens Beskyttere. Værer forsikkrede, at naar J for saa be¬
n rømmelig en Sag opofrer eders Liv, saa bier de sødeste
Belønninger efter eder. Men maaskee J tvivler om denne
Sandhed. Gaaer altsaa hen og spørger eders Brødre,
som siden i Gaar ere blevne ihielslagne, og hører af den¬
nem selv, at jeg taler Sandhed. Han førte dem derpaa
ud paa Valpladsen, og raabte med lydelig Røst: Rettroen¬
de Martyrer, fortæller de Mirakler, som den Almægtige
har giort paa eder! De svarede; Vi nyder uendelige Be¬
lønninger, hvorom ingen Dødelig paa denne Jord kan giøre
sig noget Begreb. Denne forunderlige Begivenhed udbre¬
dede sig snart over hele Armeen, og fatte dobbelt Mod i
Brystet paa de næsten fortvivlede Soldater. Men Mehe¬
met Almehdi anstillede sig imidlertid, som han var geraa¬
den i Henrykkelse ved det skeete Mirakel, og tøvede ved
Graverne, hvorudi hans troe Officierer ventede paa deres
Befrielse, hvor hans første Omsorg var, at tilstoppe de
Aabninger, igiennem hvilke de havde havt Aandedræt og
trakt Luft, og saaledes at lade dem i den anden Verden op¬
søge de Belønninger, hvilke de saa dristig havde forkyndet
og tilsagt deres levende Medbrødre, paa det at hans an¬
vendte Kunstgreb, at indprænte sine Soldater Mod i Bry¬
a siet paa nye igien, ikke skulde blive opdaget.
Weichselstremmen.
Denne fæle Krig, Børnlille, tager grusomt afsted
n derude, hvor de Confoederede ere hvert Øyeblik færdige at


myrde hinanden. Det er i Polen at disse selsomme Cøm¬
plotter findes. Hele Allarmen har der begyndt at Reyse
sig forReligionens Skyld. De, som ikke ere af den Ro¬
mankatholske Religion kaldes Dissidenter, og de ere ulyk¬
kelige og forfulgte, hvor de findes. Stakkels Polen det
Ødelegger sig rigtig selv. De Confoderationer, som der ere
oprettede ere lutte oprørske Undersaatter, som roktter sig
sammen complotviis. Det skal hede, at de giør det
for at befordre den indvortes Rolighed; men Frugterne
viser langt andet. Man seer ellers, at den meest af
stuagte og latterligste Fanatismus kan endog affektere en
Slags Relskaffenhed. Beviset derpaa har man i nogle Qvit¬
teringer, som ere udstædde i det Krakaniske, Lublinske og
Sendomirske Voyvodskaber, for det, som de med Magt
har røvet fra Dissidentere; og disse Qvitteringer fortiener
for deres særdeles Jndhold Skyld at legges frem for hele
Verdens Øyne. Her skal J høre artige Qvitteringer,
Børnlille!
Jeg underskrevne tilstaaer herved, at have taget
en sort Hest af Plovhestene fra Administratoren paa Hr.
Nø=s Gods, som er en Dissident, der har ødelagt vor
Troe og Religion. Hvilket for desmere Troeværdigheds
Skyld herved egenhendig undertegnes. Den 24 Junii.
Stephan N. Fændrik.
Jtem: "Jeg tilstaaer herved, at have taget fra N==s
Administrator 120 Alen grovt ubleget Lerret, 84 dito
af Hamp, 21 Dito bleget, 6 Stykker grønt Beslag,
og nok 3 Stykker Lerret &c. hvorfor jeg egenhendig un¬
derskriver. Den 5 August.
Marcian N.
Regimentarius i Woywodskabet N.
Endnu en af de forunderligste, som er gandske ægte,
er følgende:
Jeg giver herved Qvittering til Demoiselle N.
at jeg af Herskabets N==s Sager, som Kalvinere,
hvilket ventelig ingen skal regne mig til onde, har taget
en Pelz af Revskind og andre Sager, som hører stil
Guds vor Beskytters Kirke. Og jeg forpligter mig til
ved Christi Saar og Vunder, at jeg skal levere dem i Guds
Kirke, der beskyrter os saavelsom vort Fæderneland. Vi¬
dere omtrent 4 Alen af et omslag til en Fahne, og en
sort Klædning af fiint Klæde, samt et Stykke Lerret.
Med egenhændig Underskrift, paa det at den kiere Luthe¬
raner, den naadige Herre, kan troe det.
Anton N. N.
Synes eder ikke, Børnlille, at det er smukke Qvit¬
teringer. Vi maae være glade at vi ikke leve i Polen el¬
Lithauen; og maae bede Gud at han vil bevare os her i
Norden fra Krig.
Engelland.
J Londen findes paa denne Tid nogle Tegns Udlegge¬
re, som drist g og fast paastaaer, at Kometen betyder ikke
Krig, men Ægteskabs=Skilsmisse. En anden vil af dens
Hales Elegan, slutte, at den betyder Stridighed iblant de
Lærde.
Saa gaaer det dog ud paa Krig; thi det


er jo Krig og Ueenighed, naar Ægtefolk ikke kan forliges,
men skal adskilles, og hvor glade vilde ikke mangen være,
om de kunde blive adskilte ligesaa let som de ere blevne sam¬
menbuden.
J London ere ellers Folk ligesaa nysgierrige som hos
os. Den Corsiske General Paoli er for nærværende Tid
der i Staden, og Begierligheden efter at see ham, er saa stoer
at det Huus, hvorudi han boer, er næsten immer ligesom
det var beleyret. Denne navnkundige Krigsmand er stor
og før, sterk og velvoxen, og man kan nok sige, at han er
smuk. Hans hele Væsen er behageligt. Hans Alder kan
omtrent være nogle og fyrretyve Aar. Han taler got La¬
tin, saavelsom Fransk og Jtaliensk, og det med ligesaa me¬
gen Ziirlighed som Færdighed; men det Engelske taler han
ikkun ufuldkommet. - Jblandt de Engelske forom
melte Spaamænd er der mange, som ikke sparer ham me¬
get got. Kong Theodors Historie, der ligesom han, kom
til Engelland, maae nødvendig falde ham ind. Der er de,
som har allerede har gjort saadan rar Anmerkning, at Pa¬
oli var 46 Aar gammel 1765, da de besøgte ham i Bos¬
val, og altsaa skal han være 45 Aar gammel naar Wilkes
slipper løs af sit Fængsel. - Disse Spaamænd spaaer
uden Tvivl af Partie=Aand; thi der er dog slet ingen Lig¬
ning, Børn lille, imellem Paoli og Wilckes. Den første
er sit Fædernelands Forsvarer; thi Genueserne handlede
efter mine Tanker ikke billigt med Corsikanerne; men den
sidste er en Fredens Forstyrrer i sit Fæderneland; i det mind¬
ste anseer jeg ham med saadanne Øyne.
Paris.
Fra denne store og navnkundige Hovedstad i Franke¬
rig og for alle nye Moder og Nøder har man den Efterret¬
ning, at Politie=Lieutenanten sammensteds synes at have
forkyndet alle fordægtige Huse en total Ødeleggelse.
Saadan hans Opførsel maae vist nok foraarsage en ikke
liden Kummer og Bedrøvelse hos Venus=Ridderne. Hvad
disse ere for Folk, Børn lille, det kan jeg nu ikke ander¬
ledes sige eder; end det er et Slags Natte=Ravne iblant
Smaaherrerne. Næsten hver Aften bliver nogle Re¬
der udrensede, hvorudi foruden Parisiske ogsaa ere fundne
Provincial=Spurre. Dersom en Moralsk Renselse skulde
overalt have Sted, saa er visselig den Comete, som Hr.
Messier allerførst har observeret fremfor alle andre Euro¬
pæiske Astronomer, den eneste af det Slags Propheter, som
har medbragt gode Tidender, siden den anmeldte sig, som
skal have foraarsaget Syndfloden; thi nogen Ulykke kan
den des uden ikke forkynde os.
Wien.
Den 26 September om Aftenen saae vi et sterkt Nord¬
lys som varede indtil tree Qvarteer paa 10; og imedens
det stod paa afvigede Magnet-Naalen indtil paa 2 Grader¬
Foruden dettte Nordlys saae man og paa samme Tid sterk


Lynild i Vesten.
Dette har vist givet nye Mate¬
rie til nogle Afteners Snak i Skienke=Husene.
Oeconomiske Beretninger.
Om indenlandsk Thee.
Det forsikkres, at Chineserne til Bytte giver 2 Pund
Thee for hvert Pund Tydsk Salvie: Og den, som uden
Fordom, vil forsøge en Blanding af Salvie, Jsop og li¬
det Rosmarin skal neppe længes efter Ostindiske Theer. Vil
man over Gløder riste disse eller anden Slags bekiendte Ur¬
ter lidet, saa faaer man en Theebohe. Det var mueligt,
at nogle faa dertil beqvemme Personer kunde forsiyne et
heelt Rige, paa et maadeligt Stykke Jord til disse Urters
Dyrkning, i fald den hiemmevoxte Thee ikke var saa for¬
agtet; ja om det endog var til Udførsel af de tvende første
Slags, som her i Landet trives vel og sielden slaaer feyl.
Jndfald.
Dronning Elisabeth blev engang en Adelsmand var i
hendes Have, som hun vidste, var mlsfornøyet over, at
hun ikke havde befordret ham saa hastig, som han ventede
det. Hun aabnede Vinduet og sagde til ham: hvad tæn¬
ker man paa, naar man tænker paa intet? Efter en
kort Taushed svarede Adelsmanden: Saa tænker man
paa et Fruentimmers Løfte.
En Mandsperson, som havde begaaet mange og store
Udsveifninger blandt Fruentimmer, og derved forødet en
stor Deel af hans Formue, giftede sig omsider med et ungt
rigt Fruentimmer. For Brylluppet tog han Afskeed med
alle disse, som han havde havt fortroelig Omgang med.
Disse lovede, at de, til Erkiendtlighed paa hans oppebaa¬
ren Gavmildhed, vilde indfinde sig paa hans Bryllups¬
Dag, hver med en Foræring. De kom og alle rig¬
tig nok til den belovede Dag hver med sin Skiænk. Bru¬
den spurgte Brudgommen, hvo alle disse Damer vare?
De har været, svarede han, mine Matresser, som, da
de tilforn har trukket mange Penge af min Lomme, vil nu
igien vise sig erkiendtlig paa min Bryllups=Dag. Hvor¬
for, svarede Bruden, har de ikke sagt mig det før, at
jeg og kunde have ladet alle mine Galaner komme,
som endnu ere langt flere; Jeg er forsikkret om, at
de ey heller skulde have efterladt at giøre mig en Præ¬
sent, og jeg skulde have faaet meere end deres halv
Formue.
Aristippus udbad sig engang en Naade af den Ty¬
ran, Dionpsius for en af sine Venner. Da Tyrannen
ikke vilde høre ham, kastede han sig ned for hans Fødder,
hvorpaa han blev bønhørt. Nogle bebreydede ham denne
Ydmygelse, som var uanstændig for en Philosoph; men
Aristippus svarede: Ser J ikke, at Tyrannen har sine
Ører paa dette Sted.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 46


Adskilligt Nyt fra Avis=Collegiet.
N¬
u er det hele Mandfalke= og Fruentimmer=Sel¬
skab blevet til et Aviis=Collegium. De fortæl¬
ler nu allesammen af Aviser, og raisonnerer der¬
over, som de best kan. Man kan let forestille sig, at der
falder artige Raisonnements imellem. Kunde man ikkun
saa hastigt faae dem opteignede og trykte, som de bliver
førte.
Udtog af London Chroniche, 15 August
1769, p. 157.
Hovmesteren:
Hr. Harry, en ung Engelsmand, fik af sin Fader føl¬
gende Underviisning om den Engelske Regieringsform, efter¬
at han forud af samme troe Læremester havde faaet ind¬
hentet Kundskab om de Fordringer, hvorpaa samme grun¬
der sig, saavelsom og om den menneskelige Natur i vor
nærværende fordervede Tilstand, samt et Menneskes uskyl
dige Forhold, som Undersaat og som Regenter.
Den Engelske Constitution, siger han, maae man til¬
staae, er ikke endnu frie, og til eventyrs bør aldrig blive
frie fra nogle indbyrdes Misheldigheder. Thi omendskiønt
Frihed ikke er forbunden med Partie, Spil og Sammen¬
sætninger mod Regieringen, saa bliver man alligevel vaer
udi dens Natur en Slags Giering, som maae være nød¬
vendig til Lighed og Opmuntring af Dyd til den Grad,
som udfordres at tilveyebringe Patriotisme og patriotist
Nidkierhed. Men naar denne Friheds Giering kommer
til at falde paa svage og heftige Sind og Gemytter, saa
bliver de strax oprørte, ligesom Svovel=Tønder, og gieres
over udi oprørisk Bulder og Allarm. Partie og Uvæsen,
saasom Skum og Ureenhed af denne oplivende Giering, ere
for den Aarsags Skyld sikker Tegn til Frihedens Liv, da
de alligevel hverken tager Deel udi eller meddeler dens gode
Virkning; ligesom friskt voxende Ukrud er Tegn til Solens
Hede og feed Grund, omendskiønt det er en ubehagelig
Følge af begge.
Folket i Engeland tilegner sig ikke nogen Myndighed i
Regieringen, ikke heller den lovgivende Magt og dens Handt¬
hævelse, ved hvilken de samtykker at blive regierede. De
ere selv afbildede udi deres trende Stænder. Kongen deres
Majestet, Overhuset deres Adel, og Underhuset meer umid¬
delbar deres lovstiftende Magt.
Constitutionen er til Arvs for dem og deres Efter¬
kommere; og dem tilhører Rettigheden og Skyldigheden,
altid at vaage over og vedligeholde samme. Derfor finder
J og af Historien, at naar nogen af Stænderne har vildet
gjort noget Indgreb paa de andre, ligeledes naar de alle


har vovet at forgribe sig paa denne gavnlige Constitution:
saa har Folket, som det tilkommer, aldrig efterladt, at
handthæve og sette den i Stand igien. Engelands trende
Stænder, Kongen, Over= og Underhuset, ere Deele af Fol¬
ket, under Forbund med Folket, og ansvarlige for Folket;
men Folket, saasom Folk, udgiør ikke nogen af bemeldte
Stænder. De ere som en bestandig Kilde, hvorfra de tren¬
de Stænder udflyder, eller snarere som en Søe, udi hvil¬
ken trende ophøyede Floder synes at ville have Fortrin, men
kunde dog alligevel ikke skilles fra deres Ophav, men ved
Oprørelsen opløses derudi.
Om Krigen imellem Rugland og Tyrken.
Ruserne har i afvigte Maaneder fire adskillige Gange
erholdet store Fordeele over Tyrkerne. De kom ikke allene
virkelig ind i Moldauen, men erobrede endog Cochzym og
forfulgte Tyrkerne. De Confoedererede har tabt al deres
Credit hos Tyrkerne, fordi de saa slet holdt deres Løfte, at
falde Russerne ind i Flankerne og i Ryggen, naar Tyrken
angreb dem foran. De Confoedereredes indbildte Lykke
staaer altsaa nu ikkun paa svage Fødder; thi alle de, som
Russerne faaer til Fanger af dem, maa underskrive en
Reress, at de ikke ville foretage sig noget imod Rusland,
eller imod det, som ved den sidste Constitution er blevet
sluttet. - Det var et prægtigt Bytte, Russerne giorde
ved Choczyms Erobring. De fik ikke mindre, end 207
Kanoner, 10 Mørsere og 151 Fahner, samt 6000 Mand
til Fanger, hvoriblant befandtes 3 Bassar. De sidstes
Familier, som havde taget Flugten, bleve indhentede igien,
og opbragte af Cosakkerne. Russerne fik og alle de Tyr¬
kiske Fruentimmer til Fanger, som befandtes i Fæstningen,
og for at hindre Plyndringen og andre Uordener, har de
ufortøvet strax besat Fæstningen med 200 Grenaderer og
200 Karabiners. Aarsagen, hvorfore Tyrkerne paa een¬
gang har forladt Choczym, hvilken Fæstning de saa længe
har forsvaret, tilskriver man deels deres paakommende store
Frygt for Russerne, deels deres egen Opstand imod Stor¬
Veziren. Man regner i alt henved 30000 Mand, som
Tyrkerne har tabt ved disse Træfninger med Russerne. Den
hele Tyrkiske Armee gav sig strax derefter paa Veye til Ben¬
dern, og Russerne fulgte efter dem. Uden Tvivl vilde de
der tage fat paa hinanden igien, ifald Tyrken ikke, som det
syntes, enten uden Ophold trak sig til Jfaccia, hvor de
havde i Sinde at tage deres Vinter=Qvarteer, eller og gil
tilbage over Donau. - "Choczym eller Chogim er
"en Tyrkisk Stad og Fæstning i Moldau paa de Podoli¬
"ske Grændser, ved Floden Dniesteren, lige over for den


"Polske Festning Caminiee, 16 ungerske Mile fra Jassy
"imod Norden. Tyrkerne har faaet brav Hug sammesteds
"tilforn af Polakkerne, nemlig i Aarene 1621 og 1674.
"Russerne har og engang forhen erobret dette Sted, nem¬
"lig 1739, men Tyrken fik det igien i den derpaa fulgte
Fred. - Den slagne Storvezier tilligemed 3 Basfar,
reyste til Constantinopel; og som Ordet gik, massaererede
Tyrkerne ham der, fordi han ved Bataillen med Russerne
havde opøfret Kiernen af deres Armee, uden i egen Person
at komme dem til Hielp; thi han skal have brugt al For¬
sigtighed for at skaane sit Liv, og altid holdt sig langt borte
fra det Sted, hvor Faren var størst. Skulde det være
fandt, som siges, at Russerne har i forbemeldte Trefnin¬
ger ikke forliist meere end 200 Mand og faaet 600 Blesse¬
rede, saa er det noget rart. Man vil maaskee endnu
nok faae at høre, at der er forefaldet noget imellem Rus¬
serne og Tyrkerne, førend de har trakt i deres Vinter=Qvar¬
teer. - Den Ottomanniske Port blev sat i største Forle¬
genhed formedelst den nye Krigs=Skueplads, som Rusland,
fik i Sinde at aabne i Dalmatien. Det er og en Ulykke
for Tyrken, at Porten har for nærværende Tid meget faa
Krigsskibe i den Middellandske Søe; det vil altsaa ikke være
Rufferne vanskeligt, at aabne Passagen igiennem Darda¬
nellerne til den Sorte Søe, ja vel og at torde sette et For¬
søg paa, at bombardere Constantinopel.
Jeg maae her giøre en udførligere Anmerkning over
den Ottomanniske Ports Navne=Oprindelse, end
vor gamle Ungkarl sidst giorde: Det egentligste og
sædvanligste Navn af det Tyrkiske Keyserdømme
er, det Ottomanniske Rige eller Ottomanniske
Reyserdamme, og kaldes saaledes efter dets før¬
ste Stifter Ottomann, som lagde Grundvold til
det Tyrkiske Monarchie Ao. 1303. Ligeledes kal¬
des det den Ottomanniske Port. Heraf kommer
og disse høytravende Østerlandske Talemaader:
Den høye Port, den høye Sultanske Port,
Retfærdighedens, Majestetens, Lyksalighe¬
dens Port. Det Navn Porten skal have sin
Oprindelse af den store Port ved Indgangen til
det Keyserlige Residentz=Slot eller Seraillet i Con¬
stantinopel, som Mahomet 2den har ladet bygge
Dette Seraglio med tilhørende Have, har 13
Miil i Ombreds, men er meget mere en heel Sam¬
ling af Palladser og Vaaninger, som af Keyserne
efter deres Gotbefindende ere hængte ved hinan¬
den, end som et enkelt Pallads. Tagene derpaa
ere, ligesom paa alle andre Stor=Sultanens Pak¬
ladser, tækkede med Blye. Den fornemste Jnd¬
gang er af Marmor, og bliver paa Tyrkisk kaldet
Capi, Porten, og hevaf har det sin Oprindelse,
at det Tyrkiske Hof og Rige kaldes den Otto¬
manniske Port. Jgiennem denne Port kommer
man ind i den første Gaard, i hvilken Syge=Huset
og Myndten, tilligemed andre Bygninger ere at
see. Den anden Gaard bliver kaldet Divans¬


Gaarden, efterdi Stats-Raadet der forsamler sig i
en stor Sahl. Foruden dette findes her endnu
Kiøkkenet, Skatkammeret og Marstallen. Jmod
Norden støder det Keyserlige Seraille til Divan,
og man kommer igiennem en Buegang i det præg¬
tige Keyserlige Audientz=Gemak, hvorudi Thronen
staaer. Saavidt tør Gesandterne komme; men
videre frem er det ikke Fremmede tilladt at komme
i Seraillet, i hvorvel mange Reysende har fore¬
givet, at de ere komre i det Jnderste af de Key¬
serlige Fruentimmer=Gemakker, som kaldes Haram.
Dardanellerne, som jeg før nævnte, ere to
faste Tyrkiske Slotte og Kasteller ved Havsundet
af Gallipoli, eller paa Hellespont imellem Mar
di marmora og Archipelago. Det ene ligger i
Asien, Avido, eller Slottet af Natolien, og det
andet ligger i Europa, Sesto, eller Slottet af Ro¬
manien, 50 Jtalienske Mile fra Constantinopel;
og disse Slotte bliver kaldede de gamle Dardanel¬
ler. Men Sultan Mahomet 4de har Ao. 1658.
endnu ladet anlegge 2 andre faste Kasteller gandske
ud paa den yderste Spidse ved Havsundet, som
kaldes de nye Dardaneller, og tilsperrer Passa¬
gen, da Havsundet sammesteds ikkun er en halv
Miil bredt, og kan bestryges med Kanoner fra disse
Kasteller. Der ere endnu to andre lige over for
hinanden liggende Kasteller, som kaldes Dardanel¬
ler, men til Forskiel fra hine, de smaa Darda¬
neller. Disse ligger ved det Havsund, igiennem
hvilket man seyler fra Golso di Lepanto. Det
ene af disse faste Slotte ligger i Grækenland og
det andet i Morea.
Det er artigt nok, at omendskiønt Tyrkerne har tabt
i disse Tider, saa har de dog altid skudt Victoria i Constan¬
tinopel; men uagtet den sterke Kanonade, som Tid efter
anden er skeet sammesteds fra Kastellet, for at tilkiende¬
give en indbildt Seyer over Russerne, og for derved at til¬
fredsstille den Tyrkiske Pøbel, saa vil den gemeene Mand
dog nu ikke meere trøe, at den Ottomanniske Armee befin¬
der sig i fordeelagtige Omstændigheder; thi de faaer Ar¬
meens elendige Tilstand at vide af de mange Desserteurer,
som ankommer. Den Komet, som lod sig see, og blev
øbserveret fra Taarnene paa de Tyrkiske Mofcheer har sat
gemeen Mand i en overmaade stor Frygt, at Krigen skal
ikke faae noget got Udfald.
London.
Hovmesterinden.
Ja den Komet, Hr. Hovmester, hvad mener de vel
at den betyder? Naar er den sidst paa sin Tilbagekomst ble¬
ven øbserveret?
Hovmesteren. Jeg veed i Sandhed ikke hvad den!
betyder. Men den er bleven seet sidst i London den 27 i
forrige Maaned. Dens Gang var meget langsom tilbage,


fra Solen, og dens Bevægelse var imod Østen. Man
meente at faae den at see paa nogen Tid om Aftenen i
Sydvest, men Synet af den blev ikke saa tydeligt, som
man forestillede sig. - Dersom Mademoiselle forstod sig
noget paa Himmelens Løb, saa skulde jeg fortælle hende
noget om Planeternes og Cometernes Forhold til Solen,
samt at de himmelske Episoder ere virkelig anbragte med
saa megen Delicatesse, at den heele Astronomiske Epopee
har faaet en gandske god Taille.
Hovmesterinden. Ja, da jeg endnu var ung, saa
havde jeg og en meget god Taille; men alting forandres
med Tiden. - Siig mig ellers engang, Hr. Hovmester,
"om en Komet stødte an paa vor Jord, hvad da?
Hovmesteren. Det vilde blive en forskrekkelig Scene.
Huusholdersken. Jeg bryder mig hverken om den
Engelske Regieringsform, Tyrkekrigen, eller Kometens Be¬
tydning. Den maa betyde for mig, hvad den vil naar
den kun ikke betyder Pest; thi jeg gad ikke døe endnu.
Men har J læst om den store Brygger=Kiedel, som er gjort
i Engeland. Denne Kiedel skal være den største som nogen
Tid er giort i Engelland og maaskee i heele Verden. Den
blev høytidelig indviet en Fredag forleden engang. Jkke
mindre end 48 Personer sadde til Bords ved den. (enten
de har siddet inde i den, eller oven paa Bunden af den,
kan jeg ikke ret fatte af Avisen; dog har de ventelig siddet
inden i den) Jkke allene disse 48 Personer havde rumme¬
lig Plads, men endog Betienterne, som opvartede dem.
Den gamle Jomfrue. Den Beretning om den støre
Kiedel er artig; men jeg gad gierne høre meere om Kome¬
ten. Man har vel ingen videre Efterretning derom?
Fætteren. Ney, min Jomfrue men jeg skal fortælle
hende en forskrekkelig Historie. Den skrives fra
Paris.
Fra Amiens berettes, at den 20 August sidstleden,
om Morgenen Kl. 6, da Veyret var noget stormagtigt,
har følgende merkelige Hændelse tildraget sig. En Bonde
ved Navn Lembard og hans Hustrue arbeydede med deres
Sæds Indhøstning tæt uden for Byen Romigny, og gil
et Stykke Vey efter en Vogn, som var læsset med Korn,
da den som kiørte Vognen blev kastet omkuld til Jorden,
uden at see nogen Lynild eller høre nogen Torden. Da
han var kommen til sig selv igien efter den Forskrekkelse,
som et saa sterk Fald foraarsagede, saae han alle fire He¬
stene for Vognen kastede omkuld og døde, samt blev vaer
at der paa Marken tæt ved Vognen var et Hul, hvoraf
der opsteeg nogen Røg, og derfra var den Tordenstraale,
efter hans Tanker, opstegen, som hundrede Skridt derfra
havde dræbt forommeldte Lombard og hans Kone, og hun¬
drede Skridt længer borte havde slaget Lombards Fader
paa lige Maade til Jorden, som Karlen der kiørte Heste¬
ne. Da Faderen vilde reyse sig, kunde han ikke betiene sig
af sine Been, men maatte slæbe sig frem paa Hænder og
Albuer til det Sted, hvor hans Søn og Sønne=Kons


laae døde. Feldtskiærerne besigtigede Legemerne eg føge
ingen Blessur paa dem, ikke heller paa Hestene; men de
vare alle meget sterkt ophøvnede, og Lineamenterne i An¬
sigterne aldeles forandrede paa de døde Personer. Konen,
som var ung og smuk, var bleven gandske heslig, og hele
hendes saavelsom Mandens Krop var guul over alt. Alle
fiire Hestene saavelsom alle Følkene vare kastede omkuld
til een og samme Side, og Hestenes Jndvolde fandtes uden
om Kroppene. Karlens Hat var gieunkmboret og hans
Haar affviet; men i øvrigt var han hverken bleven hovnet
eller stødt i Ansigtet. Denne Historie skal være gandste
sandfærdig.
Den gamle Jomfrue. Det er en fæl Histørie. Jeg
tør aldrig spadsere paa Marken om Høsten dersom Torde¬
nen saaledes kan komme op af Jorden. - Jeg har el¬
lers og læst den Artikul fra Paris, og seet, at der meldes
fra Lyon, at der i de der værende Fabriguer er aldrig ble¬
ven fabrigneret saa rige Stoffer, som nu omstunder, i sær
de, som ere bestemte til Dauphins Formælings=Ceremonie.
Der findes nogle deriblant, som skatteres for 500 Livres
hver Alen.
Den nyegivte Kone. Dersom vi vare rige, Jom¬
frue, saa vilde vi forskrive os hver et Par Dosin Alen der¬
af. Eller kunde man faae saa meget paa Credit til den yder¬
ste Dag, saa var det endda bedre.
Præste=Konen. Hun taler saa forfængeligt Madame.
Betænk, at hvad vi nu taler i vort nye Avis=Collegium,
det bliver herefter trykt i Fruentimmer= og Mandfølke-Ti¬
denden. Vi maae derfor tage os i Agt, at ingen skal for¬
arge sig over os. Mig rinder nu i Tanker i denne Andled¬
ning, hvad jeg har læst under den Artikel.
Holland.
I Holland tænker man nu og paa Midler, til at
standse de forargelige Skrifter. (Af det Slags vil jeg
dog ikke haabe, at vor Fruentimmer= og Mandfolke-Ti¬
dende aldrig bliver.) J Følge en sikker Plan skal i de Stæ¬
der, hvor der er fem Boghandlere, bestilles Eensores, og
i Amsterdam skal være en Appollations=Ret, for at paa¬
kiende de Stridigheder, som forekommer imellem Boghand¬
lerne og Censorerne i denne Fald. Hvo som handler der¬
imod, skal straffes første Gang paa 500 Gylden, anden
Gang paa 1000de, og endelig tredie Gang forvises og
rømme Landet. Andre indseer dette Forflag som en Hand¬
ling, der løber saavel imod Pressernes Friehed, som imod
Republiguens Forfatning, og giøre sig al Umag for at
undertrykke samme.
Jeg skal endnu fortælle dem mere Nyt fra
Rom.
Saa meget man endnu har kundet faae at vide af Jnd¬
holden af den Svar=Skrivelse, som den Katholske Konge
har afsendt til Papen; saa vil denne Monark slet ikke ind¬


gaae nogen Betingelse ihenseende til Jesuiternes Sag, men
drirer paa, at det heele Jesuitiske Jnstitnt skal afskaffes.
Der viser sig overalt lutter bedrøvelige Aspecter for disse
forhen ærværdige Fædre. Det beste var vel for dem, at
de fulgte Mercurs Raad og bleve Soldater; de kunde da,
i sær i denne Tid, finde god Leylighed til at giøre sig be¬
rømmelige i den nærværende Tyrke=Krig. Det kunde hel¬
ler ingen Skam være for dem; thi deres første Stifter Jg¬
natius Loyola var jo og Soldat. Jeg troer just ikke, at
Paven er meget paa Jesuiternes Partie. Det skal være en
meget brav gammel Mand. Jeg holder ret af ham, for¬
di han skal være en Fiende af Hyklerie. Der fortælles,
at af en Tale, som Arcadiernes Selskab i Rom lod trykke,
og hvorudi Hans Helligheds Liv og Levnet var meget præg¬
tig fortalt fra hans Fødsel af indtil hans Opkomst paa
Peders Stoel skal have udstrøget alle de Stæder, hvorudi
fandtes nogen Berømmelse over ham. Videre roses han
af Rygtet, at i de første Dage han opholdt sig i Castel Gan¬
dolfo, foretog Hans Hellighed sig en Lystreyse til Barbari¬
ni, hvor han gav en stor Prøve paa hans Aarvaagenhed for
Undersaatters Vel. Han lod fra Bageren bringe sig et
Brød, hvilket han besaae, lugtede til og smagte, hvornest
han - ede, at man skulde bringe en anseelig For¬
raad deraf til Barbarini, og uddeele samme iblant Publi¬
cum. Bør saadan en Pave ikke elskes? Jeg er vis paa,
Mercur vil ikke skielde saa meget paa Paven herefter, som
han har gjort hidindtil.
Den gamle Jomfrue. Men hører man slet intet
mere fra Corsica i denne Tid? Hr. Hovmester! vær saa god
og fortæl, hvad Aviserne sidst har meldt derfra.
Om Corsica.
Hovmesteren. Øen Corsica er nu, efter de sidste
Efterretninger derfra, bleven taxeret paa to gange hundre¬
de tusinde Livres aarlig. Frankerig havde skikket 14 Regi¬
menter og 2 Legioner derhen, for at erobre samme; deraf
er 539 Officierer blevne dræbte sammesteds, og 674 bles¬
serede; iligemaade regner man 3785 døde og 5273 bles¬
serede Soldater: saa at denne Expedition har altsaa kostet
Frankerig 10723 Mand, dem indberegnede, som ere dø¬
de i Hospitalerne. For noget vil noget, som man siger.
Nu er Corsica en anselig Conquette for Frankerig, og tor¬
de vel og blive det, om Himmelen saa har udseet det,
endskiøndt der findes dem, som tvivler derpaa, og som det
endnu ikke vil ret i Hovedet.
Den gamle Jomfrue. De kaldte Corsica Frankerigs
Conguette, Hr. Hovmester; det er jo et slemt gemeent Navn.
Kalder man og Lande saaledes?
Hovniesteren. Conquette og Cogutte Jomfrue, ere
forskiellige. Jeg merker nok hendes Vildfarelse. Videre
berettes derfra, at et heelt Qvarteer af henved 300 Fan¬


ger gjorde Oprør i Bisetta. Overopsynsmanden samme¬
steds, adskillige af hans Undergivne og nogle Vægtere ble¬
ve myrdede; dog kom der strax Hielp til Haanden, omend¬
endskiønt det var om Natten, saa at Fangerne ikke kunde
komme til at bryde igiennem, eller en eneste af dem komme
til at løbe bort. Der er altsaa endnu ingen fast Rolighed
paa Corsica; og det vil være meget uvist, om de Franske
beholder denne Øe ret længe.
Den nyegivte Kone. Dersom jeg havde noget at
sige: saa skulde visselig Paoli være Konge over Corsica.
Han har høldt sig saa tapper, at han nok kunde have for¬
tient det; og han kan blive det endnu; hvo veed! Men
hvorledes er det, Hr. Samler, Han har slet ingen Anmerk¬
ninger giort af Aviserne? Han sidder og tier saa stille.
Vær saa god og fortæl nu han noget med.
Oldsager.
Samleren. Paa Øen Minorka har man i Naboe¬
lavet ved Mahon opgravet en meget gammel Urne med Guld¬
og Sølv=Medalier udi, som ere slagne under Keyser
Titi Vespasiani Regiering. Paa den ene Side staaer tyde¬
lig denne Keysers Navn; og paa Reversis Judis Subactis.
Nye=Sager.
For nogen Tid siden fandt en Mand, som gravede
i Marken ikke langt fra Dortfort, en Lem, som han med
megen Møye aabnede, og hvorigiennem han gik nogle Trap¬
petrin ned. Her kom han til et stort aabent Rum, som var
forsynet med alt Tilbehør til Myndtning, og ved Mynd¬
ten laae omtrent 500 falske halve og hele Guineer. Han
meldte dette strax; men man har til Dato intet kundet op¬
dage om Myndtmesterne.
Luft=Syn.
J Old=Winsor=Green har man den 21 October
om Aftenen Klokken 7 havt et forunderligt Syn paa den
sydlige Himmel: Man saae Strømme af Lys, som et
Nordlys, der alle fore ud fra een Punkt i lige Linie og til
alle Egne. Fra den samme Punkt udstrømmede og en
dunkel rød Straale, der udbredede sig imod Østen og Ve¬
sten, ligesom hele store Stæder paa en lang Distance der¬
fra stode i fuld Flamme. Paa andre Stæder var Him¬
melen samme Tid gandske reen og klar.
Den gamle Jomfrue. Hvad mon det skal betyde?
Fætteren. Var jeg en Spaamand, saa vilde jeg spaae,
at det betyder, alle gamle Jomfruer skal givtes inden Aa¬
ret gaaer ud.
Den gamle Jomfrue. Saa, altid kommer han med
sit Spøg, jeg kan ikke lide ham, Fætter!


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 47


En gammel Onkels Brev til hans
Niece, om Ægtestanden.
Min kiere Niece!
H¬
vad har jeg hørt? Er det sandt eller ey? Man har
vildet fortælle mig for gandske vist, at du skal giftes
og er bleven forlovet med en vis Hof=Cavallier. Hvor¬
for har du ikke skrevet mig et Ord til derom? Du veed jo,
at jeg har elsket dig allermeest, frem for nogen af dine an¬
dre Sødskende. Du burde altsaa med billighed have
spurgt mig til Raads, som din næste Ven, der i saa man¬
ge Aar har staaet dig i Faders Sted. Det var jo ikke
mere end din Skyldighed.
Men tilstaae ikkun: at du for Glæde over at skulle
kaldes Brud, har ikke engang tænkt paa mig, din gamle
Onkel? Er det ikke sandt? Har jeg ikke ret? Men de Gam¬
le har Taalmodighed, og sørger altid for deres Børn.
Nu vil jeg forekomme dig. Siig mig engang: Hvad
er det for en Cavallier, som du har udvalgt, uden at jeg
har maattet faae det at vide? Har du og giort et klogt
Val? Er du og virkelig overbeviist om, at Du ikke har
skienket dit ømme Hierte til nogen Uværdig? Det skulde
visselig giøre mig ondt, om jeg i Fremtiden skulde erfa¬
re det.
Da du imidlertid har gjort dette Val uden mit Raad,
veed du da vel, hvad der udfordres til et lykkeligt Val?
Har du da ikke, at jeg skal tale med hiint meget kloge og
dydige Fruentimmer, skielvet, da Du gav Dit Hierte
bort? Hvorfor skulde jeg just have skielvet? vil du spørge.
Jo gandske vist! Betænk dig ikkun: Ere ikke de fleeste Ægte¬
skabe forenede med bedrøvelige Følger? Hvor mange af
dem ledsages ikke af store Lidelser? Dette Skridt, at gaae
ind i Ægtestanden, er endog for sig selv saadan en vigtig
Forandring i vort Liv, som har den største Jndflydelse paa
sammes hele Tid.
Med hvor megen Varsomhed maae man da ikke giø¬
re dette Val, ævig ved Ægteskab at forbinde sig med et
Menneske! Hvilken Klogskab og stor Kundskab behøver man
ikke, ved at udvælge sig en Ægtemage, i henseende til begge
Kiøn, som skal giøre os lykkelige. Velfødt, lykkelig gift,
og salig død, maae alle tre nødvendig være samlede, naar
man vil sige: Dette Menneske er lykkeligt. Men hvor
mange af dem kan du vel tælle? Angrer ikke de fleeste de¬
res Ægteskabs Val? Eller er ikke det Middelste for Mang¬
foldige en afskyelig Afgrund af timelig om ikke ævig Elen¬
dighed? De desværre hver Dag hyppig forekommende
Exempler beviiser det noksom. Tallet paa saadanne Ægte¬


folk, som forliges virkelig vel med hinanden, er ikke stort.
Hvoraf kommer det, De har ingen rene Hensigter havt ved
deres Giftermaal. Hensigter, som ikke kunde forskaffe dem
nogen varig Lyksalighed.
Ak Himmel! naar jeg betænker, hvorledes det stak¬
kels Menneske, den uforstandige unge Mand, eller den
unge muntre Skiønne glæder og fornøyer sig allerede
mange Aar forud, ihenseende til den tilkommende Pagt
og Forbindelse med en Ægtefælle, naar jeg overveyer, hvor
Tiden falder ham langsom og kiedsommelig, førend et og
andet hengiver og opofrer den blomstrende Ungdom, saa
maae jeg forundre mig. Men denne begge Kiøns naturlige
Drivt og Tilbøyelighed har i dens første Begyndelse været
gandske god, og du, min kiere Niece, vil og som jeg har
fornummet udvælge denne Stand, hvor Glæde og Sorg,
Fornøyelse og Bedrøvelse afvexler med hinanden. Det er
langt fra, at jeg laster dette i sig selv. Man vil have en
Mand, eller du har allerede udseet dig den, som herefter
skal være din Stalbroder i Livet, indtil dine eller hans Da¬
ges Ende, og hvis fornuftige og dydefulde Villie og skal
være din, efter Naturens guddommelige Orden. Du vil
for Herrens Aasyn ved hiint hellige Alter sværge ham en
ævig Troeskab og han dig igien. Jeg taler jo dog med
dig, som med en Christen, og du vil giøre dette Skridt
med ham til en Forbindelse paa Livstid, som vi kalder Æg¬
teskab, hvoraf der ikke allene bliver en særdeles Stand for
eder, men endog i visse Maader i henseende til andre.
Hvad nu denne Stand medfører for Rettigheder og
Pligter, derom vil jeg endnu lidet melde i dette Brev.
At kiende samme, saavelsom din kiere Ægtefælles og dine
egne Dueligheder, er saa meget mere fornødent, som en
stor Deel af Eders timelige ja ævige Lyksalighed beroer der¬
paa. Der er dog ingen, tænker i det mindste jeg, som
mener det redeligere med dig en din Onkel, som i sin Livs¬
Tid har givet dig mange gode Lærdomme og Formaninger,
og som har søgt dit Beste, naar du ikkun har vildet til¬
ladt det.
Hvor inderlig ønsker jeg, at see dig baade timelig og
ævig lyksalig! Du er min Blodsforvandte, og desto mere
og fyrrig Drivt har jeg til at ønske dette.
Ægteskab er et Selskab imellem en Mands= og
en Qvindes=Person, deels naturlig stiftet af Skabe¬
ren, til hans guddommelige Hensigter med Skabnin¬
gen, deels vilkorligt, men en besynderlig meget
nøye Forening, for bestandig at leve sammen, over¬
eensstemmende med den guddommelige Lov, og elske
hverandre, for at avle Børn, og fælleds opdrage
dem og hielpe hinanden.


Vidtløftigere vil jeg ikke giøre min Beskrivelse over
Ægteskab. Nok at den sunde Fornuft og guddommelige
Aabenbaring hos alle dem, der ere Christne, skal retfærdig
giøre samme. Men seer du og, min kiere Niece, Guds
Hensigter dermed, hvorfor han har indsat Ægtestanden,
nemlig at den skal være Øyemeedet for en gandske besyn¬
derlig selskabelig, og ikke allene for en almindelig Hielp i
det menneskelige Selskab.
Det er overe usstemmende med den ævige Kiærligheds
Villie, at ikke eet men flere Mennesker ja at enhver skal giø¬
re sig selv og andres Tilstand fuldkomnere, og at sligt altsaa
skal skee ved fælleds menneskelige Hielp. Det er just Æg¬
testandens Forher igelse og Menneskenes Skabnings Ære.
Derfor ere tvende Kiøn skabte, af hvilke mange Mennesker
eller hielpsomme Lemmer i dette Selskab under hans For¬
syn bliver frembragte, forplantede, og altsaa det alminde¬
lige menneskelige Selskab stiftet og vedligeholdt ved Ægte¬
skabet.
Hvad er altsaa Ægteskab ikke for en meget vigtig
Sag for Gud og Menneskene! Er nu dette Ægteskabets
Hensigt og Øyemeed; saa udfordrer samme ikke allene den
blotte Avlelse, men endog den Avledes Opdragelse. Thi
hvad nytter blot avlede Børn, som ikke kan bevare eller er¬
nære sig selv, eller bringe sig saavidt, at de kan befordre sin
egen og andres Lyksalighed i det menneskelige Selskab?
Hvo skulde vel og efter Naturen være nærmest forbunden
dertil, uden Forældrene, Den naturlige Drivt gaaer der¬
ud paa, at vedligeholde sine, og giøre dem fuldkomne.
Det er den guddommelige naturlige Lovs Pligt.
Alt dette, min kiere Niece, bliver nu virket ved det
ægteskabelige Selskab, hvorudi du vil begive dig. Disse
Ægtestandens Øyemeed maae du nu bestandig have for Øy¬
ne, i det Du saavelsom din Mand ikke allene begge to le¬
vende erkiender det menneskelige Selskabs rette Indretning,
din saavelsom hans rette fornuftige Opførsel, samt Ægte¬
standens Rettigheder og Pligter, Forstyrringer og Fiender,
saa at J ikke styrter eder i allehaande vilde og liderlige Ly¬
sters kiødelige Tanker, men endog indseer mange andre Mel¬
lem=Øyemeed eller Midler til disse Ægtestandens Hovedsig¬
ter, samt deres rette Orden, hvorefter Ægtefolk endnu
videre tragter, for samme Øyemeeds Skyld, og maa at
ter anvende allehaande Midler, ja utallig vexelviis Hielp,
saavidt de ere i Stand dertil.
Har du udforsket dette, ihenseende til dig selv og din
udvalgte Ægteven, ja har du tilstrekkelig betragtet det,
førend du har udvalgt ham? Thi denne Betragtning er
som Kilden til alle Sandheder, og sammes Beviis for Æg¬
testanden, ja til al Giendrivelse af de mange liderliggiø¬
rende Vildfarelser, som herpaa gaaer i Svang, og ofte
bliver paastaaede som Sandheder af ulykkelige Daarer af
begge Kiøn, eller dog holdte for tilladelige Meninger i Ge¬
mytterne, fordi de følger den naturlige Drift til Bivaaning
med det andet Kiøn, ikke efter den guddommelige naturlige
Orden, og efter Fornuften, men efter en vild utæmmet
kiødelig Begierlighed, og geil Lyst, hvormed ogsaa endnu


andre onde Lyster ofte ere forbundne og i Følge, eller de, naar
de seer dette hos mange andre Mennesker, ville holde al or¬
dentlig Fornøyelse af denne naturlige Drift, for gandske
og aldeles syndig.
Det ægteskabelige Sælskab har til Øyemeed, at
avle Børn. Dette har du seet af Beskrivelsen over et
Ægteskab. Derfor maae dette Selskab ikke indgaaes og
begyndes alt for overilet, og uden Beredskab dertil i For¬
standen, Hiertet og de udvortes Kræfter; ja med viis Un¬
dersøgelse om den ene Mage er saavel beqvem dertil, som
den anden, paa det at de kan være hinanden til Hielp i det¬
te vigtige Øyemeed; ikke at tale om, at Omsorgen for
de opdragne Børns Vel, vedvarer som en naturlig særde¬
les Pligt, og i visse Maader udfordrer kloge, christelige,
ja endog efter deres Omstændigheder bemidlede Forældre.
Ere altsaa Ægtefolk ikke skyldige, fornemmelig at see
med derpaa, at de komme i Stand, og staae hiinanden
videre bi derudi, i sær naar de selv, som gemeenlig skeer
maatte komme til saadan Alder, da een af dem saaledes
har opofret sine Kræfter for hiinanden, at den ene eller an¬
den er ikke skikket til et nyt Ægteskabs Øyemeed og det der¬
for skulde være imod Taknemmeligheds Pligter, nu at for¬
lade hiinanden, eller ved liderlige Adskillelser at nægte den
fornødne Hielp til deres egen beqvemme Conservation, om¬
endskiøndt de endog ingen Børn havde? J sær da det
ægteskabelig Selskab paa det nøyeste er forbundet med det
hele borgerlige Selskab paa mange Maader ved dets Øyemed,
og det saaledes, at fornuftige Ægtefolk ogsaa maae staae
andre bi, ihenseende til deres Velfærdt; men dette bliver
atter forhindret ved Ægtefolkes letfærdige Adskillelser.
Ak! du seer altsaa, min kiere Niece, hvormeget du
har at betænke ved et Giftermaal, saavel ihenseende til dig
selv, som din tilkommende Ægtemages Udvælgelse, og
sammes Prøvelse. Jeg veed meget vel, at den mindste Deel
af de unge Mennesker anstiller denne Prøve ved deres Gif¬
termaal. Men hvorledes gaaer det dem ogsaa derefter?
Beklageligt og ynkeligt nok. Har du imidlertid betænkt
alt dette vel, og har du anstillet saadan moeden Prøvelse,
førend du gav dit Hierte bort, saa vil dit tilkommende
Ægteskab ved Guds Velsignelse blive lykkeligt.
Dette er nu et ægteskabeligt Selskabs egentlige Væ¬
sen, og dette er Øyemedet af Ægtestanden, hvorudi du nu
vil indtræde, hvoraf jeg kunde uddrage en Mængde Pligter
saavel ihenseende til Retfærdighed og Billighed, som Klog¬
skav, og som jeg tillige kunde bestyrke af den aabenbarede
Religion, dersom jeg ikke troede, at du nok selv var i Stand,
til, at indsee samme, men ikkun frygtede for, at du maa¬
skee er fangen i Kierlighed til en Gienstand, og ikke først
har ladet din Eftertanle gaae saaviidt; og altsaa udkræver
min inderlige Kierlighed til dig, at give dig endnu nogle Er¬
indringer. Men yvor mange tusinde Mennesker tager Feyl
af samme.
Jeg ønsker imidlertid af mit gandske Hierte, at dy
og din tilkommende Mand aldrig maae tage feyl af samme,
følgelig at J begge to maatte prøve himanden vel, dog ikke


allene ved forelskede Øyne, om J og hver for sig, og siden
ihenseende til hverandre ere beqvemme til saadant nær slut¬
tet og fortroligt Selskab. Thi hvorledes kan den fælleds
Hielp bevises af Ægtefolk, som lever i Uenighed med hin¬
anden?
Ligesom Ægteskab fører meget Behageligt og Fornøye¬
ligt med sig, naar der er en fornuftig Kierlighed imellem
to Egtefolk, saa medfører det og meget Bedrøveligt, ja
noget som ofte skiller Mennesket baade ved sin timelige og
ævige Velfærdt, naar Mand og Kone lever i bestandig
Uenighed. Merker du dette mit kiere Barn.
Den timelige Lyksalighed er en bestandig Fremgang igien¬
nem allehaande Modgang i dette Liv, til immer livagtigere Fø¬
lelser af Nøysomhed og at være vel tilfreds og Hiertets For¬
nøyelse. Dertil skal Ægteskabet tiene saavel dig som din Æg¬
temand, omendskiønt den timelig Lyksaligheds hele Til¬
stand er en Veestand. Jeg beder dig derfor, at du dog
vil overveye dit forehavende Ægteskab og siig mig: Om og
hvorfor du er forsikkret, at det vil være tienligt til din time¬
lige Lyksalighed, samt blive et Middel til din ævige Vel¬
færdt, hvorfor du dog egentlig er kommen i denne Verden,
efter den ævige Kierligheds Hensigt? Men i sær kan du ik¬
ke nægte, at saafremt hiint skal være, saa maae den For¬
nøyelse, som angaaer din og din Mands Enighed, ved¬
vare bestandig derudi. Kommer det derfor ikke her an paa
et klogt og fornuftigt Val paa begge Sider?
At skienke sit Hierte bort til en Person, med hvilken
man skal leve indtil sit Lives Ende, er derfor visselig ikke
en Sag af saa liden Betydenhed, som du, mit kiere Barn,
maaskee anseer den for. Rigdom, høy Stand, et smukt
Ansigt, har bedraget mange ugivte Mandfolk og mange
ugifte Fruentimmer. Vi seer desverre daglig de beklagelig¬
ste Exempler derpaa. Thi saafremt de ikke løber fra hiin¬
anden igien, saa bygger de dog daglig paa Helvede for hiin¬
anden, trættes, slaaes, og plager hiinanden derved indtil
Sielen, eller bedrager hiinanden med Underfundighed, for¬
stilt Væsen og saa kaldet galant Levemaade, og Ægtestan¬
dens Hensigter bliver ikke opnaaede. Har de nu Børn,
saa giver de samme nu slette Exempler; de forsynder sig
imod Gud. Forbandelse og ingen Velsignelse, saavelsom
Aftagelse udi deres Næring, følger dem endelig tilsidst i
Hælene.
Jeg har allerede forhen sagt dig at det kommer me¬
get an paa et klogt Val. Hvorledes vi nu skal anstille
samme, derom giver Gud, som alle Ægteskabes Stifter,
os Anviisning nok i sit aabenbarede Ord. En sand Chri¬
sten maae ved saadanne vigtige Forandringer i hans Til¬
stand i det Timelige, see paa det Guddommelige Væsen,
samt Religionen, efter hvilken vi skal indrette vort hele Lip
og Vandel; men dette maae ikke allene skee efter den almin¬
delige Slentrian, eller som de saa kaldede ærlige Folk giøre
det. Hvo som giør dette, skal ikke tage seyl af sin tilkom¬
mende Lyksalighed; thi herpaa grunder Menneskets hele
Vel sig.


Er Gud, vor beste Fader, vor Ægtestands Stifter,
han, som elsker sine Skabninger saa uendelig høyt, saa kan
et Ægteskab, som begyndes i ham, ikke andet end blive
lykkeligt.
Tag derfor, min kiere Niece! Gud i Raad med dig,
saa skal gandske vist dit Ægteskab blive velsignet. Du skal
da virkelig aldrig tage feyl af Ægtestandens Sigte, som
er dig bekiendt.
Det er sandt, den ædelste Kilde til det sande Vel i Ægte¬
standen er Kierlighed. Dette er vel ikkun et Ord, men det
har meget paa sig. Kierligheds Drivt i behørig Orden er
guddommelig. Den stammer fra vor allerbeste Fader, men
tusindfold Ondt udi os har gruelig forgiftet denne søde Li¬
denskab, dersom vi ikke tager os i Agt for denne mangfol¬
dige Gift. Men saafremt denne rene og ægteskabelige
Kierlighed er der, og findes hos begge Deele oprigtig, og
trofast vedligeholdes, saa forsøder denne søde Lidenskab alt
det Bittre og al Modgang i Ægteskabet. Derved bærer
begge Parter fælleds alle Byrder i dette snævre Baand.
Just denne samme søde Lidenskab sørger og fælleds for deres
Børns Vel, og deeler endelig Lykke og Ulykke. Hvor
Kierligheden tvertimod ikke er øm, hvor kan den da være
fornøyet? Det ene følger af det andet.
Omendskiønt, mit kiere Barn! jeg nu ikke kiender
den Ven og Kiereste, som Du har udvalgt dig, saa tvivler
jeg dog ikke paa, at Du jo har anstillet Dit Val eftær den
dig af mig givne Forskrift. Du har dog ellers altid havt
en god Tænkemaade og været det beste Barn. Den Om¬
gang, som Du maaskee ofte har havt med ham, har vel
lært dig at kiende hans Tænkemaade. Jeg kan intet Be¬
stemt sige derom. Jeg ønsker imidlertid, at Du maae leve
lykkelig med ham, og at Eders Ægteskab maae være vel¬
signet.
En Hyrdes Vinter=Tanker.
Paa en lys Vinter=Morgen sad Daphnis i sin Hytte.
Spillende Flammer af en nys antændt Riishob, udspredte
en angenem Varme inden i Hytten, da en dyb Snee uden
for skiulte Tag og Vegge.
Han saae med Fornøyelse ud igiennem det lille Vin¬
due paa de hvide omliggende Marker. Du Vinter, sagde
han, saa kold du end er, saa er du dog skiøn og behagelig!
Hvor kierligt ligesom smiler ikke Solen igiennem den mul¬
mige Luft ad de med Snee bedekkede Bakker! Hvor glind¬
er ikke Sneen rundt omkring, hvorhos det er et behage¬
ligt Syn, at see hist og her, hvorledes de sorte Træers
Stammer ligesom reyser sig op af deres kolde Beed med
deres krogede nøgne Grene, og hisset borte den lave Hyrde¬
Hytte at giemme sig i Sneedriven. Det kan hende sig,
at der inden for dine snævre Vegge findes mere Glæde og
Fornøyelse, end i Kongernes Palladser og de Riges prun¬
kende Vaaninger.


Det er lifligt at see, hvorledes Vinter=Sæden frem¬
stikker med sine spæde Spidser, og paa en behagelig Maade
blander det Grønge med det Hvide. Hele Egnen her om¬
kring er ellers bar og øde: Hiorderne hviler nu i Qval¬
men indsluttede paa sin Halm: sielden treffer man Spor
efter en villig Oxe, som langsomt hiemslæber til Hytten det
i Skoven af Hyrden fældede Brændsel: Fuglene har for¬
ladt sine Træer: en eensom Dompap slaaer alleneste nu og
da et Slag, og den hiemmetamme Spurre opplukker ved
Hyrdens Dør de omkringspredte Korn."" Hisset borte,
hvor Røgen stiger lige op med Træerne, der boer min Phil¬
lis! kanskee du just nu sidder ved dit fornøyelige Jldsted,
med Haanden under den deylige Kind, tænker paa mig og
ønsker Vaarens Ankomst!
Ak, Phillis, hvor høyt elsker jeg dig ikke, men det
er ikke din Skiønhed allene, som har draget min Kierlig¬
hed til dig. O, hvor elskede jeg dig ikke allerede da, naar
Alexis tvende Geeder styrtede sig neden for Bierge=Klippen.
Den unge Hyrde græd: jeg er fattig, sagde han, og har
nu mistet to Geeder, og den ene var drægtig; og jeg tør
ikke meere gaae hiem til min fattige Faders Hytte. Saa¬
ledes talede han under Taare: Du saae hannem græde,
Phillis. Du trøstede ham, og tog to af dine beste Gee¬
der udaf din lille Hiord. Der, Alexis, sagde du, tag disse
Geeder: den ene er drægtig, og da han græd af Glæde,
græd du og af Fryd, at du havde kundet hielpe hannem.
O du kolde Vinter, vaer du ikkun saa længe du vil;
min Fløyte skal dog ikke hænge ubrugt i Hytten; jeg skal
ligefuldt spille en glædelig Tone, min Phillis til Ære. Du
har vel betaget alle Træerne sine Løv, og Engene sine utal¬
lige deylige Blomster; men du skal endda ey hindre, at jeg
jo af Buxbom skal flette hende en Krands, og pryde den
med Blomster, som hun, Sommeren til Trods, selv har
lært mig at giøre.  Denne Dompap, hvilken jeg i
Gaar fangede, skal synge i hendes Hytte, ja, endnu i Dag
vil jeg forære dig til hende, tillige med Krandsen.
Syng da en glædelig Tone for hende, og hun skal tale
meget venligt med dig, og give dig Æde af sin Haand, der
er nok saa hvid som denne Snee. Ak hvor vel skal hun
ikke passe paa dig og rygte dig, fordi du er en Gave fra mig.
Gamle Skikkes Selsomhed.
Damle Skikke forekommer os selsomme, fordi vi ikke
kiender eller vide deres Oprindelse, og hverken forstaaer
Grunden dertil, eller Hensigten deraf. J de Tider, da der
endnu vare faa myndtede og prægede Penge i Gang, afdro¬
ge Undersaatterne deres Skat og Skyld i naturlige Ting.
Bonden bragte Korn, Mølleren Meel, og Bageren Brød.


Man har fundet i det Kongelige Skat=Kammers Archiv i
London, at en Smed, ved Navn Walkher, maatte aar¬
lig, for den Jord, paa hvilken hans Smedje stod, levere
til de Kongelige Skatte=Opbørsels-Betientere sex Heste=Skoe
med dertil børende Søm. Denne Plads har Lord Maire
og Borgerskabet i London siden tilkiøbt sig, derfor begiver
Lord Sherifs sig endnu aarligen i November=Maaned i
deres Embeds=Dragt med stor Pomp til det Kongelige
Skat=Kammer, og leverer Grov=Smedens Walthers
Skatte=Afgift, nemlig en Heste=Skoe og Som dertil. Swvift
og Pope har ofte taget Anledning til at drive Spot med
dette Optog, og omendskiønt Afgiften fuldkommen lader
sig begribe i Henseende til dens Oprindelse: saa kunde dog
Pragten ved Optoget meget vel blive borte, da Smeden
Walther slet ikke har gjort saadan Stats.
Anekdoter.
OHugenotternes Forfølgelses Tider i Frankerig bleve
de, som vare paa Galeyerne, daglig pidskede efter hinan¬
den af en ved Navn Banbelle. Naar der blev læst Messe,
saa maatte de knæle ned. Hund, sagde denne Barbar,
knæl ned, naar Messen bliver læst; og vil du i dette
Postyr ikke tilbede Gud, saa tilbeed Dievelen; det
være os ligemeget, naar du ikkun knæler. Memoires
dun Protestant.
En Kiøbmand i Marseille blev frastiaalet 20 Lovis¬
dors. Han gik hen til en Galey=Slave, ved Navn Lavine,
som kunde skaffe stiaalet Gods tilbage igien. Denne sag¬
de og strax: at om Pengene end vare i Helvede, saa skulde
han dog faae dem igien. Han aecorderede, at han skulde
have en Louisdor for hans Umage. Alle Kiøbmandens
Betientere og Folk maatte indfinde sig i et mørkt Kammer.
J Stedet for en Hexe-Bog førte han en sort Gedebuk og
en Hane med sig. Hanen havde han besmurgt sterkt med
Kønrøg paa Ryggen. Han fremkaldede en efter anden af
Folkene og sagde: at enhver af dem skulde legge sin Haand,
paa Hanen; men den Skyldige maatte tage sig i Agt; thi
saasnart han lagde sin Haand paa Hanen, saa begyndte den
at gale, og saa kom Fanden, for at tage ham, efterdi han
ikke gierne giorde noget for intet. Da nu dette Optog
begyndte, saa lagde den, som var skyldig, ikke hendes
Haand paa Hanen, og Hanen galede altsaa ikke. Men
da Folkene derefter bleve førte ind i et lyst Værelse, da saae
man af hendes hvide Haand hendes Frygt, og at hun be¬
fandt sig skyldig i Tyveriet; og da Lavine truede, at ville
fremkalde Fanden igien: saa skiulte hun ikke længer Tyve¬
Kosterne, men gik til Bekiendelse, at hun havde stiaalet
Pengene. Memoires dun Protestant,


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 48


Fætteren.
G¬
id jeg sige det i en god Stund, da er jeg ret i en
god Lune i Dag. Jeg har derfore laant af por
gamle Jomfrue nogle af hendes ældste Klæder,
for at kunne spille min Rolle med Jndtryk. Jeg maae ret lee
ad mig selv: En gammel sort Kyse med en lang Krave; en gl.
sort Kaabe; et paltet Skiørt; Mands=Skoe paa Fødderne:
en stor Knorte=Kiep i Haanden, ja, en kort Tobaks=Pibe
i Munden. Jo, nu gaaer det rigtig an. Det er vanske¬
lige Tider. Hvad skal man gribe til? Jeg har lært noget
i gamle Dage af en Spaa=Kielling, og jeg troer, at jeg i
denne Dragt seer ud som den beste Tartarske, helst naar
jeg faaer mig smuurt i Ansigtet med Flesk og Soed. Ja
det gik min Troe rigtig an. Der ere saa mange Bønhaser
paa Æsculapii Profession, hvorfor da ikke i den Chiro¬
mantiske. Som andre Marktskrigere, der opslaaer deres
Theatre paa Torvene, saa vil jeg og. Got! jeg seer allerede
en Mængde om mit Theatre; her bliver en Skilling at tiene:
Hey! hvem vil spaaes?
Deres ydmyge Tiener, min smukke Jomfrue Lisette!
kom lidt nærmere. De smiler. Lad mig see Deres Haand.
O! hvor vilde De ikke gierne, at jeg skulde spaae Dem til
Behag. (Jkke sandt.) De vil vide, om De skal blive givt
i Aar, om Deres Kiereste er Dem troe, om De skal ,
De skal (De sukker) Giv nu agt. Den Stræg der
gaaer ned til den anden Stræg, betyder at Deres Kiereste
bliver Dem troe indtil Døden. Den Stræg, der gaaer,
betyder Ægteskab, hvor hastigt kan jeg just ikke sige, saa¬
som Strægene seer saa critiske ud. (Lissette gik taalmo¬
dig bort, og gav mig en Ducat.)
Deres allerydmygste Tiener, Hr. Orgon! De ryster
med Haand og Hoved. Lad see Deres Haand. Kors!
hvilken stor Penge=Pung De har. De vil vide Deres
Skjebne Hr. Orgon? See, disse to Stræger betyder
Penge=Pungen. Den Stræg betyder saa meget som:
Meer, Meer; 30 pro Cento er det allerringeste. Jkke
sandt? De nikker.) Den Stræg betyder, De vil nødig
døe. (De trækker paa Skuldrene.) Seer De disse mange
Smaa=Kirrer og Stræger, De betyder de mange Sukke
og Taarer, som De udpresser af Trængende: (O bie lidet,
Hr. Orgon.) Denne liden Aabning, som De her seer i
Enden af Penge=Pungen, betyder, Deres Hr. Søn vil ad¬
spreede paa en skammelig Maade, alt hvad De med Aager
og Underfundighed har sammenskrabet.- (Hr. Orgon
gav mig kun 2 Skill. for min Spaadom. Ney, det gaaer
ikke an saaledes at spaae Sandhed.) Der kommer Hr Petit.
Ey! Ey! Serviteur, Hr. Petit! Alt saa puddret.
Ha! ha! Serviteur! Serviteur, Lad mig see Deres
Haand. Au! Au! De bliver forkiølet. Nu, gesvindt,


træk den kun ud af den store hvide Biørn, som hænger i
det prægtige Baand for paa Dem. Det skal snart være
giort. Den Stræg der gaaer, betyder, at al Deres For¬
stand sidder i Deres Lokker, og at De maa kysse Deres
Haarskiærer,(Msr. Petit sprang saa let fra mig, at jeg
ikke fik ham spaaet til Gavns, følgelig fik jeg ingen Penge.
Spaae mig i en Hast, Mutter! Jeg har ey Tid at
bie. Got mit Barn! sæt Torve=Spanden. Den Stræg
betyder, at J faaer en Mand om 14 Dage. (Hun tog
strax sit Krithuus op, gav mig 10 s. og løb, glad blev
hun. Endskiønt jeg havde havt meere at sige hende; saa¬
som: hendes Mands Kierlighed vilde og blive kold om 14
Dage efter Brylluppet.)
Underdanige Tiener, min naadige Frue! skal jeg have
den Ære at spaae dem? Maa jeg med mit Forstørrelses¬
Glas betragte de fine Stræger i Deres Alabaster=Haand.
Ak, hvilken Naade! Den Stræg, som gaaer derfra og der¬
til, betyder et Spil=Kart, og saa længe de Stræger ere aabne,
vil deres Naade tabe og blive fattig ved Spil. Paa det nu,
disse Stræger kan lukke sig, saa maa Fruen holde sin Haand,
saa tæt tilsammen, at Spadille ikke engang kan komme i
Haanden. Jeg tilstaaer, det er en stor Fornægtelse; men
hvad giør man ikke for at undgaae Fattigdom, (Fruen blev
vreed, tog sin Haand, og soer paa, at Strægerne skulde aldrig
groe sammen. Jeg fik altsaa ingen Penge; en anden Gang
maae jeg tage Penge forud, ligesom somme.)
Deres Tiener, Hr. Kikøye! De vil ventelig spaaes? Lad
mig see Deres Haand. Hillemænd! hvor er De lykkelig,,
i Deres egne Tanker. Jomfruen for Vinduet, som de saa ofte
gaaer forbi for at hilse, lukte Vinduet op forgangen Dag, og
saae efter Dem. Det kildrer Dem endnu? Jkke sandt. Men
giv nu Agt. Den Stræg betyder, at De vil slide mange par
Skoe og mangen Hat. Den Stræg vil sige saa meget som
de Fornuftige beleer dem i Hiertet; Og disse 3 Stræger i
Chiromantien betyder N. A. R. og saaledes tænker den
Jomfrue, som lukte Vinduet op, for at see efter Dem. (Msr.
Kikøye tog sit Øye Glas i det han talte mig en Rigsort til i
lutter eneste Skillinger.)
Deres Tiener, min Herre! (ak, hvor denne Mand er
bleeg og mager, og har desuden faaet saa mange Saar i Pan¬
den) Ak! jeg seer allerede, min Herre, hvem De er. Denne
lige Stræg, som her gaaer, viser mig, at De af Profession er
en Sandsiger (ikke sandt, ja, de trækker paa Skuldrene.)
Hør! Dersom De bliver længe ved den Profession, maa de
enten døe af Sult, eller blive slaget ihiel. Veed de ikke, at
Folk kan ikke lide Sandhed; og at Sandhed faaer en brod¬
den Pande. Tag Dem i Agt, min Herre! De siger, at De
kan ikke hykle. Ja, ja, saa bliv da ved, at sige Sandhed.
(Ney tak, min Herre, af Dem tager jeg ingen Betaling.)
(Men der kommer en Karl, han skal betale mig forud.)


Deres submissiste Tiener, Hr. Hypocrit! Hvorle¬
des staaer det til med Dem. De sukker; De helder med Ho¬
vedet; Deres Ryg er som en Aal; De er hver Mands un¬
derdanigste Tiener; De roser hver Mand i Øynene; De er
færdig at kysse Fligen af Deres Mæcenas Kiortel og Skoen
paa Deres Faveritinder; De lister sig saa stille igiennem Ver¬
den, naar De er sluppen til det, De attraaede. Træk
Handsken af. Got! Got! Jeg seer alt, at De har en tyk Hud.
Jngen Morale kan bide paa dem; denne Stræg, somher gaaer,
viser mig, at De er Skummet af det Menneskelige Kiøn. (Hy¬
poerit bukkede meget dybt; thi han er saa kommet i Vane. Den¬
ne Gang kunde han have sparet dette Slags Complimenter.)
Der kommer Hr. Bachus, hør, hvor han stønner og
puster. Mig tykkes han raver alt saa tilig paa Formiddagen.
Ak; ja, intet vissere. Han stammer: Min, min, Frue
Spaa "" Spaa " "Spaa """Spaaekone! Kan
J og spaae, spaae spaaespaae mig?
Hold paa Manden, imedens jeg seer i Haanden;
Her seer jeg en heel Viinkielder. Bachus holder en Rømer
i den ene Haand, og rører Sukkeret om med den anden. Der
staaer 3 tomme Flasker, og der ligger (nu tumlende Bacchus
om) et fuldt Oxehoved. Jeg maa dog spaae ham liggende:
Dersom Hr. Bacchus fremdeles vil gaae ind, hvor
hans Broder staaer uden for, saa bliver der ey andet
tilsidst end Bærme paa Oxehovedet.
Ha! ha! Serpiteur! Hr. Leander! skal jeg og have
den Lykke at spaae Dem? O! gid jeg var i Deres Sted, og
havde saa rig en Fader som De! da behøvede jeg ikke at spaae
for Penge. Men kunde søge Ball, Masquerader, Opera
og Comoedier, Billard=Spille= og Drikke- &c. Huuse; da
kunde jeg vaage om Natten og sove om Dagen; da kunde
jeg ret vise, at jeg forstod at leve. Men nu er det ikke
faldet i min Lod. Jeg maae spaae. Maa jeg bede om Deres
Haand, Hr. Leander! Ja, rigtig nok. Alle Strægerne
viser, hvad jeg har sagt; men disse to Stræger, som udgiør
den saa kaldede Penge=Pung, ere ikke tilforladelige. Det
er sandt, Deres Fader er rig; i men hans Capital vil ikke
være tilstrækkelig. Den Streg betyder, at en Vellystig er led¬
saget med Skam og Foragt. Naar Pengene ere fordøyede i
Uteerlighed, saa følger derpaa en skammelig Fattigdom. (Ja,
ja, Hr. Leander! De tar sig en Priis Tobak. Gid min Spaa¬
dom maa ikke stadfæstes paa Dem!)
Ærbødige Tiener, Madame Magdelone, De vil vi¬
de Deres Lykke i Løtterie, ikke saa? Lad mig see Deres Haand.
Visselig Madame! vil De blive riig, (De smiler) men ikke
ved Lotterie. Dog kan De nu ey heller tabe i samme, om De
lade Deres Lod asseurere, men disse Stræger betyder: at De
skal passe Deres Huus og ikke adsprede hvad Deres Mand
møysommelig samler. Naar De da er fornøyet med den be¬
skikkede Deel, saa bliver De virkelig en rig Kone. (Mag¬
delone gav mig en gammel Krone.)
Fr. Spaakielling! en Priis Tobak! Jeg vilde nok vide
min Lykke. Forstaaer De noget; saa vis Deres Kunst?
Deres ydmyge Tiener Hr. Libertin! nu seer jeg først hvem
De er. De er Papaes Søn. Jkke sandt. Lad mig see Deres
Haand. Strægerne viser sig meget fordeelagtige. Kunde De
blive det, De efter Deres indbildte Fortienester, var værd,


saa blev De virkelig meget; men da nu Deres Fortienester ere
saa smaa i andres Øyne, bliver det best, at De indbilder
sig at alle Mennesker ere blinde. Og saaledes kan De som Hr.
Libertin, lade en Dag komme og en anden Dag gaae, maa¬
skee Folk vil faae Deres Syn, og da vil de ret skiønne paa Hr.
Libertins Fortienester (Nok: De forstaar deres
Kunst, der er en Specie Ducat.)
Gehorsamster Diener, Hr. Mavors! (Det var paa
tydsk.) Mon jeg og torde see i Deres Haand? Wahrsag, oder
ich soll -. Den Stræg betyder, en ugemeen Tapperhed;
thi Holger Danske, havde lige saadan en. Den Stræg be¬
tyder den Uforskammenhed, der gemeenlig findes ved alle Kug¬
ler i Krigen; men den kan De med et uforfærdet Mod und¬
gaae. Om Marchordre skulde paakomme, kan De -. -
(Denne Herre gav mig en Pillar; af Myndten troer jeg han
var en Spannier.)
Der kommer vor givte Kones Pige. See! er J der
Pernille; velkommen! J vil og spaaes; men, Penge først.
Hvor mange skal Mutter have? 2 Mk. Lad mig see jer Haand,
mit Barn! Den Stræg betyder, at J beskubber Jer Mad¬
moder paa alle Kanter; den Stræg betyder, at J har et par
Rende=Kiellinger; den Stræg at J holder til med Gaards¬
Karlen; den Stræg at J har faaet et Ak! Mutter!
spaae mig tilkommende Ting. Ja vel. Den Stræg betyder,
at J omsider kommer i Tugthuset, om J ikke forbedrer Jer.
(Pokker lade sig spaae en anden Gang, mine 2 Mk. mistede
jeg, og fik saa mange Sandheder at vide.)
Tres humble Serviteur Monseignieur Jan de France!
Serviteur! Serviteur! (Ey forbandet med alle de Compli¬
menter) De har været i Paris? Ja jeg kan høre det paa De¬
res Stemme, De fløyter got. Serviteur! Serviteur! (ey
hold dog op.) De vil ventelig spaaes. Ja De synger en Ope¬
ret. Serviteur! Serviteur! (Nu det er forskrekkeligt!
giøre Complimenter, fløyte og synge. Det er jo et artigt Sprog)
Ak, min Herre! staae dog stille, saa længe jeg betragter een
eneste Stræg i Deres Haand. Om, oui. Quater a poinx¬
(Ey for en Ulykke, mit Theatre er jo ingen Billard) Den
Stræg betyder Fa la la, Fa la la. (Ney det Men¬
neske faaer jeg aldrig spaaet.) Den Stræg betyder --
An! chermante la pucelle! Den Streg betyder
(gesvindt! gesvindt!) en Daare=Kiste. (Denne Herre gav
mig en Livres, fløytende.)
Hr. Contrabandit! Er De der? Hvad har De under
Deres Kiol. Fy! for Skam, er det for saadan en Mand.
Lad mig see Deres Haand. Ja, det tænkte jeg nok. Jeg
seer at De har ingen Huustavle i Deres Cathechismus, el¬
ler i det mindste har glemt den. Denne Stræg betyder
at De engang vil blive grebet med Deres Snig=Handel,
og at man vil statuere Exempel paa Dem for alle Contra¬
banditer. (a propos! Kan de skaffe mig nogle Caffee Bøn¬
ner, fordi jeg spaaede Dem. De forstaaer mig jo nok?
Der kommer Madame Sybille. (Hun seer ud til selv
at kunde spaae. Jeg er bange, hun kommer for at friste
mig, og forsøge min Kunst. Hvilke Spaadoms Træk har
hun ikke i Panden? Dog jeg maae holde Ørene stive. To
Doctore maae dog undertiden lee ad hinanden ved een Pa¬
tient.) Deres ærbødige Tiener, Madame Sybille! Be¬


høver De at jeg skal spaae Dem, da lad mig see Deres
Haand. Den Stræg betyder, at De foretager sig intet
paa Tycho Brahes ulykkelige Dage. Den Streg betyder
at De raadfører sig med Planet=Bogen i alle vigtige Til¬
fælde. Jkke sandt? Gandske vist. Den Streg betyder,
at De spaaer Dem intet got af Cometen, og troer at den¬
ne Krig vil giøre Ende paa Tyrkerne. Jkke sandt? gand¬
ske rigtig. Den Stræg betyder, at De skielver, naar
Uglen skriger og Hunden tuder. (O! aldt for sandt.
Den Stræg betyder, at De kan see Helhesten, Varulven,
Kirke=Voer, Risse og alt saadant Pysserie. (Ja det er sandt.
Dem har jeg seet tit. J er min Mester. Der har J en 2 Mk.
Hun spyttede paa den først; men det skader ikke. Jeg slap.)
(Men der seer jeg en Bonde kommer) Go dau Mo¬
lill! aa viil nok spoues, Molill. Ho ska J ha? Aa viil,
Marri mæn, gian vie um aa blyver riig, Molill? Lad
mig see Jer Haand. Den Stræg betyder en Heste=Lykke.
Den Stræg betyder, at J vil blive en gammel Drage og
rue over de Kroner J ved Eders Skinderier kan sammen¬
skrabe. Got, got, Molill, nou er aa fornøyet. (Han
tog sin Pung op med de to Sølvknappe ved, og gav mig
4 Skilling. Naar jeg vil blive riig i en hast; saa setter
jeg i Lotterier; thi Lotterier og Døden ere dog de to ene¬
ste i denne Verden, som ingen Forskiel giør paa Folk.)
Deres skyldige Tiener, Hr. Rabulist! De vil vide om
De skal vinde den uretfærdige Sag, som de har paataget
sig at føre for fiiredobbelt Salarium og giøre Uret til Ret.
Jkke sandt? Lad mig see Deres Haand. Denne Stræg
betyder et stort Vacuum eller ledigt Rum i Deres Hierte,
hvor Samvittigheden skulde boe. De har givet den en
Sovedrik ind, saa den ligger i en Krog og sover; men naar
en vaagner, saa vil den fremføre i Retten saadanne Jnd¬
æg imod Dem, som De med alle Deres Spidsfindighe¬
der, Lov=Kroge og Formaliteter ikke kan besvare. Eja!
da vil der overgaae Dem en stor Skam. De haver vel
det Ordsprog: at den, som smører got, kiører got.
Men da vil det ikke holde stik. Angaaende denne Sag,
som De har under hænde, da vil De komme galt derfra.
Dommerne nu omstunder taaler ikke at De puster Lyset ud
for dem; og de tager nu ikke imod Skienk og Gave. (Ra¬
bulisten blev vreed, og svor paa, at saasandt at han var et ær¬
ligt Menneske, vilde han anlegge Sag imod mig fordi jeg be¬
skyldte Retten; men af Eden haaber jeg at slippe for Process.)
Skoldige Tiener, Hr. Apieius (Smaarodser) skal jeg
og spaae Dem, Lad mig see Deres Haand. Jh! hvor den
er feed og blød. De stanger Deres Tænder. Ja, Capunen
hænger nok fast. Den Stræg betyder, at De, for Krams¬
fuglenes Skyld, ønskede Efterhøst Aaret igiennem, om De¬
res Gane ikke i andre Tilfælde skulde lide derunder. Denne
Stræg betyder, at 100 Østers er kun en Biret for Deres Ma¬
ve. Denne Stræg betyder, at Agerhøns ere gandske usikkre
for Dem, og at de for Deres Skyld ere saa dyre. Denne
Stræg betyder at Frøerne i Moeserne og Oldenborrerne i
Træerne maa tiene Dem til Fylding i Pasteter. (jeg skielver
derved) Denne Stræg, min Herre, betyder Dem ikke me¬
get got; Den forkynder Deres Kokke mange Forbandelser,
naar de ikke kan opfinde nye og lækkre Rætter nok for Dem;


saa vil og denne slemme Stræg spaae Dem, at De skal blive
qvalt i en forskrekkelig stor Østers, siddende med et Glas Rinsk
Viin i den ene Haand og et Fransk Brød i den anden. Og
nogle uforskammede Mennesker vil sige: at der gik to Østers
ud af Verden paa eengang, og den ene var den andens Bød¬
del. (Hr. Apicius kastede mig en Østers=Skal i Hovedet
for min Spaadom. Ja, ja, den kan jeg brænde i Pulver
til at fordrive Feber med. Der kommer just en Febricitant.)
Deres Tiener, Hr. Febricitant, De kommer nu ret
til pas. De har det snart med Kulden, og snart med Heden.
Jkke saa? Intet vissere. Lad mig see Deres Haand. Jh!
der er jo nogle skiønne Guldringe paa Deres Fingre, ih! hvor
de glimrer, de ere saa store som Æbleskiver 3 for 2 s. med
Sukker paa. Den Stræg betyder, at, da Jomfrue Nore
forærede Dem den lille Ring, havde de Heeden. Den Stræg
betyder, at da De havde havt den i 14ten Dage, fik De Kul¬
den. Den Stræg betyder, at da Jomfrue Lischen forære¬
de Dem denne store Ring, fik De en stor Heede. Den Stræg
betyder, at De 8 Dage derefter følede Kulden, da Jomfrue
Lischen forærede Hr. Erast et Hatte=Spænde. Den Stræg
betyder, at Heeden paakom Dem, da De saae den lille Bru¬
nette; men da De Dagen efter saae den deylige Blonde, paa¬
kom Dem Kulde og Heede paa engang, nemlig De følede Kul¬
de til den første og Heede til den sidste. Ak! Hr. Febricitant!,
det giør mig ondt at jeg skal spaae Dem, at De staaer ikke
til at cureres ved mit eller nogen Apothekers Pulver. De vil
blive en Patient, indtil De er gandske udtæret af Hede og Kul¬
de, og da maaskee De kan faae Deres Sinds, om ikke Legems
Kræfter. (Her paakom Febrikitanten saa stor en Heede, at
han sagde: Spaae=Kiellingen var gal)
Ærbødige Tiener, Hr. Jeronimus! (Han har min
Troe alle Lommerne fulde af Aviser. Heele Hovedet med samt
den grundmurede Peryk, seer ud som en veritabel Globus.)
De vil, at jeg skal spaae Dem? Lad mig see Deres Haand. Ja,
det tænkte jeg nok. De er en stor Statsmand, Hr. Jero¬
nimus, ikke saa? Ja, det samme siger alle mine Langsbrø¬
dre om mig. De præsiderer for Bord Enden? Jkke Sandt?
Den Plads disputerer ingen mig; jeg har havt mit Sæde der
over i 20 Aar, og haaber at beholde det indtil min Død. De
er meget grandseende, De kan see ind i Kongers Cabinetter,
og i Førsters hemmeligste Beraadslagninger? Jkke sandt?
Ja, jeg har seet mange Krige forud; og mine Laugsbrødre
har maattet tilstaae min dybe Jndsigt i Stats=Affairerne.
De tager Partie, Hr. Jeronimus, ikke saa? Det kan jeg
ikke nægte. Jeg gav forgangen Aften min Side=Kammerad
et Øresigen, saa han tumlede af til Siden og slog Kielder¬
Pigen omkuld, just da hun stod og skienkede et Kruus dob¬
belt Øll. Aarsagen til min Nidkierhed var, at den eenfol¬
dige Tosse vilde formeene Russerne at komme igiennem Dar¬
danellerne, men jeg aabnede dem Passen, saa han smukt maat¬
te lade dem passere. Kielder=Pigen gav et stort Skrig af
sig, saa jeg vidste ikke andet end jeg var kommet midt ind i
Stor=Sultanens Serail, og hørte der Qvinderne skrige,
saa dybt var jeg alt inde i Tyrkiet. (Det kalder jeg at fæg¬
te for Christenheden) Verten vilde i Begyndelsen haver ta¬
get min Naboes Partie, men han besindede sig, da jeg spurg¬
te ham, hvad han meenede, jeg vilde giøre ved ham, om han


pa den Tyrkiske Keyser? Jeg har nu paa det ene Sted i sam¬
ful de 20 Aar sat ov r hundrede Generaler af og i; jeg vil ik¬
ke tale om dem; som endnuere langt meere. De vil da nok
vide Udfaldet paa denne Tyrkiskle Krig? Ja, det var just mit
Erinde. Den Stræg, som De her seer, betyder Fred. Fred?
da skal jeg give Jer mit Hoved. Jo. Hr. Jeronimus Fred ef¬
ter Krigen. Ja, det lader sig høre; Men jeg giør ikke Fred
med Tyrken, førend han enten er død, eller blevet en Christen.
Denne Stræg betyder, at medens De er Statsmand i De¬
res Klub, saa ere der slette Huusholdere hiemme: Deres Folk
arbeyder intet; Deres kiere Kone -- jeg vil ikke just sige
hvad hun giør; Deres Børn bliver ikke anført paa den rette
Maade; og De vil med al Deres Stats=Videnskab blive en
fattig Mand paa Deres Alderdom, og da, men forsildig, giø¬
re Fred med al Verden, ja, med Tyrken selv (Den Spaae=Kiel¬
ling, sagde Jeronimus, skulde ikke ønske at komme der, hvor¬
jig præsiderer. Dog gav han mig til en Kande dobbelt Øll.)
Skyldige Tiener, Hr. Satirskriver! De vil ventelig
vide, hvorledes Deres under Hænder havende Satirer, vil
blive antaget. Lad mig see Deres Haand. Den Stræg
betyder en pokkers Hoben Stræger, som De agter at traktere
got Folk med. Den Stræg betyder, at De ved Deres
Stræger vil paadrage Dem mange Daarers Had; hvorfore
jeg raader Dem, som en Ven, at De afstaaer fra dette Haand¬
verk; men hos Dem selv lee ad al Verdens Daarligheder.
Hvad bryder jeg mig, siger De, om Daarers Had. Ak! min
Ven, disse, naar de ikke kan giøre andet, saa giør de ondt paa
3die og 4de Haand. Men efterdi De endelig vil skrive, saa
skriv da længe nok, men for al Ting ikke om min Spaadom!
thi saa spaaer jeg Dem min bittre Vrede. De veed jo at Folk
gierne kan lide, at man skriver Satirer, naar de selv bliver kun
ikke trufne. (Satirskriveren lovede mig et Exemplar af hans
udgivende Satirer, fordi jeg spaaede ham saa got.)
Ærbødige Tiener, Hr. Menander, Hvad er Deres
Erende? Jeg vil spaaes, kan J sige mig, Mutter, om min Ko¬
ne er mig troe? Lad mig see Deres Haand. Den ryster. Hvor
gammel er De, Hr. Menander? 70 Aar. Hvor ung er De¬
res Kone? 19 Aar. Lad mig see engang. Den Stræg bety¬
der - Ak! Menander! nu erindrer jeg mig, at jeg er
maa anvende min Spaadom imellem Ægtefolk paa saa øm¬
findtlig et Sted, som Panden er. Troe, Hr. Menander at De¬
har en dydig Kone, saa er De virkelig en lykkelig Mand. (Me¬
nander troede sig til beste, og af gav mig en Specie Ducat.)
Men, hvem er det, som trækker mig i Kaaben? Jh!
see! er det Dem, min smukke Jomfrue Celinde! De hvidsker
mig saa sagte i Øret, at jeg skal spaae Dem, om De bliver snart
givt? Maa jeg spørge: Hvor gammel er De? 16 Aar. Lyv
ikke. Nu, Nu, Mutter! sagte. Jeg gaaer i mit 15 Aar. Got
mit Barn! lad mig see Deres Haand. Denne Stræg bety¬
der, at De vil blive givt inden De er fuldt 15 Aar. Denne
Stræg betyder, at den 5te af deres Kierester vil blive Dem tro¬
men De maae og blive ham troe.(Celinde blev saa
glad at hun kyste mig, og stak mig en Ducat i Næven, førend
jeg fik afspaaet. En gammel Jomfrue, som stod ved Siden,
saae meget spodsk til Celinde. Hum! sagde hun)
L


Deres Tiener, Hr. Projectmager. Den Rulle Papir,
De har under Armen, er ventelig lutter Projecter og Forslag?
Jkke saa? Ja, uforlignelige Forslag. Det tænkte jeg nok. Lad
mig see Deres Haand. Disse Stræger ligner en Spindelvæv.
Naar der falder et Stykke Kalk i den, gaaer heele Bygningen
forloren. De bygger Luft=Casteller, som hænger i lutter Væv.
Sælg dette Papir til Fidibusser. (jeg troer Spaae=Kiellin¬
gen er tosset.) Ja, ja, som jeg siger. Vi har Projectmagere
nok. Og kan De, min Herre, opfinde et Project til at faae
de unyttige af Veyen, tør jeg spaae Dem mange Velsignelser;
dog kun af de eenfoldige som har ey bedre Jndsigter. (Denne
gav mig intet; men lovede, at indfinde sig, naar han fik sit sik
Project betalt.)
Der kommer Jomfrue Penelope. See, hvor hiertens und¬ igt
seelig er hun ikke. Gierne vilde hun vide sin Skiæbne men nep¬ m¬
pe tør hun komme nær mit Theatre. Ak! hvor blufærdig seer fi
hun ikke ud. Kom nærmere Jomfrue Penelope! Kun dristig! hog
Hav den Godhed og lad mig see Deres deylige Haand! Ak:
hvad seer jeg: Gienvordighed over Gienvordighed! De er sog
tvivlraadig hvem af Deres mange Liebhabere De skal udvæl=l¬
ge sig til Mand. En vanskelig Sag. Den afskildrer Deres se¬
funklende Øyne. Den Deres rosenfarvede Kinder. Den ju¬
Deres hvide Marmor=Bryst. Den Deres sorte Haarlokker. ja
Den Deres Næse. Den Deres Sang. en Deres Gang. Allei
ere nogle Hiertens søde Herrer. Nul bliv kun ikke rød. Det se
er almindeligt at smukke Piger maae høre saadant af nogle ls¬
vittige Narre.) De sukker. Den Stræg betyder, at De vils¬
falde i Smaa=Kopper engang, og alle disse Liebhabere vil vende |io¬
Dem Ryggen. Vil De lyde mig, saa skal De, imedens De |a¬
kan triumphere, giøre Dem samme Skiel.
Der kommer vores gamle vegelsindede Jomfrue. a
(Nu skal jeg min Troe have Loyer.) Deres Tiener, minte
Smukke Jomfrue! (Den Kone har Forstand.) Lad mig seeh,
Deres Haand. Den Stræg betyder: at De har haft man=ii
ge Friere, men De har anseet alle Mandfolk for Bedra¬
gere. (De taler som en Engel.) Den Stræg betyder at
De har været en stor Skiønhed i Deres unge Aar, hvoraf
der ere kiendelige Spor. (jeg bliver som ung igien) Om jeg tør
nævne Alderdommen, da vilde jeg sige at denne Streg be¬
tyder en stor Vægelsindighed: Naar De har befalet Deres
Pige at lave Kaal, saa vil De have Suppe, naar De har
bestilt Vognen, saa vil De gaae, naar Pigen har taget
Deres Garnet (et gammeldags Hovedsmykke) frem, saa
vil De have det nyemodens Sæt, som De i Gaar fordøm=P
te, naar de har bedet Fremmede, bliver De anderledes!
til Sinds, og nægter sig hiemme, naar De har befalet De=¬
res Pige at spinde, saa skal hun sye, naar Pigen har lavet
Caffe, saa vil De have Cocholade, naar  (hvad
pokker er det for en Remse? Det hænger aldrig rigtig sam¬
men med den Spaa=Kielling. Naar jeg betragter hende
nøye, da er det jo mine Klæder hun har paa.) Hvad Hr
Fætter! vil De paa et Theater udraabe mine Feyl? Vilf
De spotte en Jomfrue af min Alder? Har De derfor laant
mine Klæder, for at fieere mig selv? (Hun trak Kaaben|
Her skeete et Tilløb af Pøbelen, som sædvanlig
af mig.
skeer, og jeg havde stor Møye med at undkomme. Skadel
der var mange endnu, som vilde spaaes.)


Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
1769.
No. 49


Nye Forandring.
D¬
or at giøre Fruentimmer og Mandfolke=Tidenden ret
frugtbar paa Forandringer, (det er jo dog Forandrin¬
ger, som meest forlyster i Verden) saa samles nu Sel¬
slskabet herefter de fleste Aftener hver Uge; og naar det ikke et
Avis= eller Post=Dage, holdes heller ikke noget Avis=Colle¬
Pgium. Der er alligevel altid nok at tale om. En Aften taler
man om lutter Hexer, Nisser, Spøgelser, Giengangere,
MWarulve, Hælheste, Nattegængere eller Natte=Ravne
Pog deslige, en anden Aften om Bøger og nye udkomne
Skrilfter; den tredie om Ægteskaber, samt hemmelige
klog aabenbard Forlovelser, og undertiden om det altsammen
og meget mere end det opregnede i en eneste Aften. Vi Fruen¬
timmer og Mandfolk har nu altsaa indbyrdes oprettet ligesaa
Hnange Collegier, som der ere Dage i Ugen. Vi har 1) Avis¬
"Collegiet; 2) Eventyrs=Collegiet; 3) Bog=Collegiet;
4) Giftermaals=Collegiet; 5) Mode-Collegiet, og 6.
Snakke= og Løyer=Collegiet. Vor Samler kan ikke mere
liselv overkomme at føre alting i Pennen, som forefalder i disse
Samlinger; han har allerede maattet tage sig en Haandskri¬
koer, og nødes maaskee inden Nye=Aar til at tage sig nok en, og
hanlegge et ordentligt Fruentimmer= og Mandfolke=Con¬
toir, ifald det skeer, at Materierne bliver saa rige, at vi nød¬
sages til at udgive et heelt Ark Fruentimmer= og Mand¬
skolke Tidende ad Aare. Endnu er det just ikke afgjort; men
hom saa skeer, skal Prisen for de læsende Liebhabere dog derfor
kke blive forhøyet. Nu følger noget fra hvert af vore Colle¬
zier efter sidste nye Forandring.
Fra Snakke= og Løyer=Collegiet.
Nætteren. Jeg, kiere og værdige Selskab! jeg har sat mig
por, at aabne vort Snakke= og Løyer=Collegium ved at tale om
de forskiellige Toner, som Jeg bliver udtalt med. Jeg mener
e Toner, hvormed Jeg udtales af alle Mennesker, saa vel efter
deres forskiellige Character, som deres forskiellige Stand, For¬
nue og Anseelse. Det er Folkes Characteristiske Jeg, som jeg
nener. Thi man kan ligesaa vel opdage Folkes Character af
Sprogets Tone som af deres Miner. Naar jeg hører nogen
gævne Jeg, saa kan jeg strax merke, hvor stor hans Tillid er til
hans egne Kræfter, og hvor meget han stoler paa hans Stand,
hans Formue, ja endog paa hans Slægtskab og Bekiendtskab.
En ung Students Jeg er meget kiendeligt fra en gammel lærd
Mands Jeg. Forskiellen lader sig ikke beskrive, men den ud¬
mnerker sig ved Lyden. En honningsød ung Herres Jeg klinger
angt anderledes end en gammel Gierrigs Jeg; en andægtig
gammel Jomfrues Jeg anderledes end en Coquettes Jeg; en
Vindbentels Jeg lyder anderledes end en beskeden Mands
Jeg; en modig mild Menneskevens Jeg langt anderledes end
om en nedrig Underfundigs Jeg, der ikkun immer seer paa sin


egen Fordeel; der er stor Forskiel paa den Behiertedes og den
Frygtsommes, paa den Storagtiges og Ydmyges Jeg Hvil¬
ken stor Forskiel er der dog paa Udtalen af alle disses Jeg! J
den unge Herres Jeg er meget sødt, smiggrende og tiltrekken¬
de; i den Gierriges Jeg er noget kuurrende og murrende. J
har nok maaskee hørt Forskiellen im lem en Adelsmands og en
Bondes Jøg; imellem Postmesterens Jeg og Postillionens
Jeg. - En Spaniers Jeg klinger langt anderledes end Hol¬
lænderens Jeg; og Franzosens Jeg har en langt anden Tone
end Engellænderens Jeg. De Tydskes Jeg er forskielligt fra
de Polskes Jeg. De Danskes fra de Norskes, og de Norskes
fra de Svenskes. Jeg i de store Stæder er forskielligt fra Jeg
i de smaa Stæder. En ung Frøken udtaler sit Jeg anderledes
end en Demøiselle sit Jeg; en Demoiselle sit Jeg anderledes
end en Jomfrue sit Jeg: ja der er endog Forskiel paa Gre¬
thes, Lottes og Cathrines Jeg. De unge Herrers Jeg er an¬
derledes end de smaa Messieurs Jeg, og saa videre. Men
jeg vil ikke sige mere om Jeg, for ey at snappe Læsernes Re¬
flexion op.
Den gamle Jomfrue. Nu det maae man tilstaae jer,
kiere Fætter, at den Jeg=Snak var lang nok. J tager ellers
nok Feyl, naar J af Folkes Jegger vil slutte eder til deres
Jndbildninger om sig selv. Jeg er ikke enig med jer deri. Ney,
jeg skal lære eder en vissere Vey at kiende Folk paa. Saasnart
J seer et Menneske ret i Ansigtet, saa kan J strax sige, hvad Ge¬
myt han er af, og hvad der boer i ham. Det kan jeg, min kiere
Fætter. J har vel merket, at Lineamenterne og Delene i Fol¬
kes Ansigter har noget overeensstemmende med de ufornuftige
Dyrs, og hos mange har denne Overeensstemmelse megen
Liighed. Enhver maae tilstaae det, som har givet Agt paa flere
Mennesker end sig selv; og J maae troe mig om J vil, at der er
megen Overeensstemmelse imellem saadanne Menneskers og
de ufornuftige Dyrs Tilbøyeligheder og Lidenskaber. Giv
kun Agt paa Ansigter, Fætter, saa skal J finde Katte=Ansigter,
Bukke=Ansigter, Esel=Ansigter, Hunde=Ansigter, Oxe=Ansig¬
ter, Ræve=Ansigter, Ørne=Ansigter, Hiorte=Ansigter, Løve¬
Ansigter og Gaase=Ansigter. Naar J nu kiender disse Dyrs
Tilbøyeligheder og Lidenskaber, saa kan J strax deraf slutte
eder til de Menneskers, hvis Ansigter ligner dem, for Exem¬
pel: Ræven har en bred Pande, et over Næsen indbøyet An¬
sigt, en noget ophævet lang og spids Næse. Hans Egenskaber
er, at han er utroe, listig og røveragtig; og denne Natur og
Tilbøyelighed finder man og hos de Mennesker, som seer Ræ¬
ven lige. - Be var os fra dem, Fætter, bevar os fra dem!
Fra Eventyrs=Collegiet.
Duusholdersken. Har J hørt det, som fortælles fra Fin¬
land: J September (i Fior troer jeg) da en Bonde vilde
gaae hiem fra Kirken, kom en Dreng til ham og sagde: at han
skulde prædike Bod og Sinds-Forandring for hele Landet, og


dersom han ikke vilde adlyde denne befaling, saa skulde han
blive gandske blind. Til et Tegn malede og denne Dreng et
Kors paa Bordet, og sagde derhos, at dette Kors skulde staae
der i tre Aar; og omendskiønt man siden har gjort sig megen
Umag baade med at afskrabe og afhøvle Bordet, saa staaer
Korset dog der endnu. Da Drengen endelig vilde gaae bort,
saa fulgte Bonden efter ham ud paa Gaarden, hvor Drengen,
blev tagen op i Luften og forsvandt. Bonden blev blind i tre
Dage. Om han siden har prædiket, veed jeg ikke; men Sa¬
gen skal være gandske sandfærdig og Bonden skal selv have for¬
talt det.
Fætteren. Troer Mamsell saadanne Historier?
Den gamle Jomfrue. Hvi skulde man ikke troe dem,
naar Folk fortæller dem selv. Der var engang en Dronning
i Frankerig, det har min Salig Fader fortalt, hun tvang sin
Kammertiener, som kunde hexe, til at vise hende Fanden. Han
bad hende, at hun vilde lade den Lyst fare, men hans Bøn var
forgieves. Han sagde, at hun vilde faae saadanne Ting at
see, saa hun nødvendig maatte døe af Frygt og Skrek, og om
hun end levede, saa vilde hun dog af Geisterne blive reven i
tusinde Stykker. Den tapperste Helt maatte være bleven ban¬
ge ved at høre og mere ved at see saadant. Men Dronningens
Hierte var haardere end en Flintesteen. Hun vilde med Magt
og Vold have hendes Lyst styret. Hexemesteren begyndte da
at giøre sine Besværelser. Der reyste sig strax en forskrekkelig
Storm: Vinduerne ryflede: Solen syntes at bevæge sig:
Der kom en stinkende Damp, som af brændende Beeg og
Svovl.- Endnu holdt Dronningen sig kiek. - Endelig
fremkom der adskillige Uhyrer, som susede og beed om sig iblant
hinanden, og brølede og tudede paa det allerfælleste. Deres
Gestalt var saa forskrekkelig, at ingen Tunge kan udsige det.
Løver, Biørne, Tigerdyr, Drager, Slanger, Fiirbener og alle
saadanne Dyr vare meget behagelige og smukke imod disse.
Drønningen beed Tænderne sammen, paa det at hun skulde
ikke skrige; men hendes Courage havde og dermed en Ende;
hun kunde ikke længer holde det ud; hun dagnede og fik ikke
Fanden at see.
Fætteren. Ha, ha, ha, Jomfrue - troer Hun den
Hstorie?
Den gamle Jomfrue. Troer Han maaskee ikke Hexer
og Spøgelser?
Fætteren. Jeg nægter vel ikke Spøgelser; men at der
er saadanne Hexer til, som kan vise os Fanden, det troer jeg
slet ikke.
Huusholdersken. Da skal jeg fortælle jer noget, naar
vi samles igien, Fætter, som min Medtienerinde paa en Her¬
regaard paa Landet har fortalt mig; og hende maae J vist
troe; thi hun havde selv med sine egne Øyne seet det.
Fætteren. Ja, ja, da maae man jo troe det. Ellers
tænker jeg, det er af det Slags Hexehistorier, hvoraf Verden
tar fuld i gamle Dage, og det Slags Spøgelser, som endnu
vrimler i nogle Ammestuer. J de mørke og vankundige Tider,
da Overtroen sad paa sin Throne, bleve mange fornemme
Mænd og Koner opbrændte paa en umenneskelig Maade, for¬
di de beskyldtes og man havve dem mistænkte for, at de om
Natten havde hemmelige Sammenkomster med Dievelen, da
Mandfolk og Fruentimmer af alle Stænder forsamlede sig og
skulde have tilbedet Dievelen, men de fik ham aldrig at see i


Ansigtet. Han trakterede dem med et tillavet Maaltid ved
saadanne Leyligheder, hvorved de hol t sig lystige, og siden ble¬
ve alle Lysene udslukte, da enhver holdt til med det Fruentim¬
mer som han først kunde bekomme. Derefter bragte Dieve¬
len dem hiem igien, hver til sit Sted. - Og alle saadanne
smukke Historier troede man i forrige Tider.
Huusholdersken. Hør min gode vantroe Fætter, saa
troer De maaskee ikke heller, at der er saadanne Folk til, som
kan foraarsage andre Hoved=Pine, lamme Been og Arme, føre
dem i Forvildelse, giøre dem gale, rasende og til Narre, ja,
som kan giøre Mennesker heslige og vanskabte, paaføre dem
slemme og skadelige Sygdomme, giøre deres Hænder og Fød¬
der stive, og paa saadan Maade ogsaa skille dem ved Livet.
Fætteren. Jo, det troer jeg nok; men dertil behøves
ikke Hexer eller Hexemestere. Det kan enhver slet Doctor og
Qvaksalver giøre.
Huusholdersken. Jeg merker nok, J er vantroe. Det
er dog en afgjort Sag, at Folk kan giøre Pagt med Dievelen
og forskrive sig til ham med sit eget Blod. Bevar os vel!
Adskilligt Nyt fra Avis=Collegiet.
Beretning fra Franckfurt.
Vorgeren i Hovedstaden. Som man fornemmer, saa
har det Franske Hof givet Ordre, at der skal udrustes en Es¬
cadre ved Toulon, for at bombardere Algierne, og de andre
Søerøverske Stæder paa de Africanske Kyster. Disse Søe¬
røveres Mod er visselig og blevet saa stort, at de for nærvæ¬
rende Tid næsten ikke meere respecterer noget Europæisk Flag.
Det skal ikke være længe siden, at de har insulteret et Fransk
Skib i det Middellandske Hav. Jeg var ret tilfreds, at Poten¬
taterne vilde blive enige om, at udføre det nu, som Keyser
Cart den 5te og andre Potentater havde besluttet, nemlig
gandske at forstyrre disse Rover=Reder, der ere Christenhe¬
den til saa stor en Vanære. Mig tykkes, det lod sig allerbest
giøre paa denne Tid, da den Russiske Flode er inde i den
Middellandske Søe, og lad være det vilde koste en Deel, saa
maae man spørge: Hvad koster ikke de Foræringer, som Aar
efter Aar foræres disse Røvere for at vedligeholde Freden med
dem, og saa snart de har noget at udsætte paa samme, saa
er jo Freden forbie. Dersom de ikke fik Kanoner, Krudt og
Kugler af Europæerne, saa skulde de nok lade blive at være
saa stolte og maatte krybe til Korset; og det kan aldrig slaae
mig Feyl, at naar Africanerne finder nogen Fordeel ved
Handelen, saa skulde de nok blive vante til at ville ligesaa
gierne afsette deres Vahre til os, som vi ville aftiøbe dem sam¬
me. Hvad har han anmærket i Aviserne, min gode Søemand?
Fra Livorno.
Søemanden. Breve fra de Africanske Kyster melder,
at fra Rheden i Porto Farina (en liden Bye i Kongeriget Tu¬
nis i Africa, hvor der er en god Rhede og Havn, hvorfra man
seyler til Goletta, og videre til Tunis,) saavelsom og fra Bi¬
sette (ligeledes en Bye paa Kysterne af Tunis, som er vel be¬
fæstet og fuld af Røvere) er udløben 36 Tunisiske Skibe, for
at krydse i den Middellandske Søe, og at man i lige Hensigt
udruster sammesteds 2 halve Galeyer, som skal commande¬
res af en Bey. De setter og hertil, at der er gaaet 18 store
Fahrtøyer ud i Søen fra Havnen ved Algier, som iligemaade
lurer paa Coffardie Skibe. Det kan altsammen være sandt,


og det er alt for sandt, at vore Skibe har ingen Fred inde i
Strædet meere. Gid vore Vestfarere kun maae komme vel
hiem. Men det, at de Marrokkanske Krigsskibe skulle være
udløben fra Havnen ved Salee, for at komme Tyrkerne til
Hielp imod Russerne, skal ikkun have været en Opfindelse;
thi det er ikkun lutter smaa Fahrtøyer, som ligger i Havnen
ved Salee. Den Marokkanske Keysers Søemagt er desuden
ikke i Stand til at anbinde med et eneste Krigsskib. Det er
for min Part ellers ligemeget derom, enten vi faaer Fred med
Tyrken eller ikke, thi jeg agterlikke at fare mere. Men for
Vestfahrernes og deres Skyld, som skal gaae ind ad Strædet
vil jeg nok ønske Fred med Røverpakket. Dog var det best, naar
den kunde faaes, uden at man skulde kiøbe sig den til hvert Aar.
Fra de Polske Grændser.
Borgeren paa Landet. Har J læst, gode Venner
hvor slet Tyrkerne har handlet med de Confoedererede i Polen.
Det er got nok til de gode Polakker. De raabte allesammen,
at de vare indfødte Polakker, og at de stode i Venskab med
Polen. Men det hialp dem intet, de maatte alle rekke Hals,
og deres afslagne Hoveder bleve pakkede i en Sek og sendte saa¬
ledes til Constantinopel. Hvi har de søgt Hielp af Tyrken?
Gid de dog af denne Krig maatte blive kloge, at de herefter
kunde holde indbyrdes Fred. Men Religions Krig er en far¬
lig Krig, og Religions Had er undslukkeligt. Der siges for
gandske vist, at et anseeligt Corps af den Russiske Arme ryk¬
ker immer dybere ind i Moldau. Hvad Hensigten er dermed
vil Tiden lære. Den største Deel af Armeen skal have ophørt
med sine Operationer, og adskillige Detaschementer deraf tor¬
de maaskee paa nye begynde samme i Polen, saasnart Bladene
ere faldene af Træerne. Troe mig, at den Efterretning, at
de Herrer Russer agter sig til Polen, har ikke været meget be¬
hagelig for de Confoedererede, thi de ville da vist nok blive tug¬
tede og afklappede. Skulde det og være sandt, at en Armee
af 50000 Mand Keyserlig Kongelig Tropper, mest Kavalle¬
rie har besat de Polske Grændser, saa vilde jeg ikke være i de
Confoedereredes Sted. Hvor vel betænkt er det ikke, at det
er meest Kavallerie; thi Kavalleristerne er best i Stand til at
holde de Confoedererede i Tømme. Naar nu Kongen af
Preussen kommer med, for at holde Styr paa de Confoederere¬
de! saa maae der dog vel engang blive Fred, men den Fred
vil kømme Polen dyrt at staae.
Constantinopel.
Den gamle Ungkarl. Det er dog sandt, som blev be¬
rettet fra Porten, at man i September Maaned i Constanti¬
nopel har slaget Hovederne af en heel Mængde, hvoriblant ikke
allene Portens Dragoman, men endog den forrige Storvizier
Mezangt Bacha, samt Fyrsten af Moldau. Det skal være
Mode hos Tyrkerne, at de først hugger Hovedet af Folk, og
siden undersøger deres Forseelser; men det er en Dievels Mo¬
de, Børnlille! thi hvem kan forsvare sig siden, naar man har
mistet Hovedet. - Nu skal jeg læse et Stykke af et Brev
op for eder, Børnlille. Det er fra
London.
Man har ofte sagt, men jeg troer uden Grund, at en vis
Magt (her maae man giette) skulde have bevæget den Tyrkiske
Keyser til, at bryde Freden med Rusland, (ja der er meget Løgn
til) for derved at faae en Prætext (Prætext er det samme, som
Forevending) til at begynde Fiendtlighederne i den vestlige


Deel af Europa. Denne Jdee Cdee er Begreb eller Forestil¬
ling, Børnlillel) kunde vel synes rimelig for dem, som ikke kien¬
der denne Magts Finanzers Beskaffenhed, eller som har alt
for høye Tanker om vore Medbeyleres politiske Kilder. Men
naar man vil betragte, at deres Skatkammer er ikke bedre ud¬
spekket end vores, og at de ikkun ville trække gandske maadelig
Fordeele af Ottomannernes Suceess: (Suecess, Børnlille, er
det samme som Fremgang,) Saa kan man trække de Følger
derudaf, at vore Naboer ingen Krig forlanger, og heller ikke
har antændt samme. (Min gode Herre har stor Ret. (Denne
Omstændighed er for nærverende Tid mere end alt for bekiendt
i London, og jeg har Aarsag til at være overbeviist om, at*
(her er et Ord udeladt) skal ved denne Affaire iagttage samme
Neutralitet som vi. Det Uvæyr, som nogle Politici (det skal
nok være Statister eller Satsmænd) seer at svæve over Euro¬
pa, vil nok fordeele sig, førend det kommer til Udbrud. De
Tyrkiske Grændser (hedder det her) skal forsvares ved deres
Troppers National=Tapperhed, (Himlen forlade mig min
Synd, om jeg lyver) og Polens Uafhængighed skal maintene¬
res ved nogle Naboers Jalousie, som passer nøye paa hinanden.
Holland fører intet i sit Skjold imod nogen anden Nation.
(Dat is ok nog wahr, dat segg der Herr nog dusendmahl, san
sy Hollanners man brav ogser Commercie tom Schaden un¬
serer Frunde fortsetten un goden Schmuu machen kand.) Paa
den anden Side har Holland sterke Barrierer (Slagbomme,
hvor ikke engang Spøgelser kan komme over,) og en temmelig
Armee setter det i Sikkerhed imod de første Anfald. De smaa
Stater i Jtalien, (saaledes siger en Pbliticus, men tager mer¬
kelig feyl; thi de ere store og mægtige nok) bliver siddende stille,
naar Harmonien holder Stand iblant de støre Stater, ligesom
de smaae Deele af en Maskine maae staae stille, naar Drivesie¬
deren ikke bliver anspænd. * (her fattes noget, som man at¬
ter skal giette sig til,) har meget at tabe og intet at vinde (Ved
Krigen kan jeg tænke.) Hvad? a anbelanger, saa er hans li¬
den Kreds en sikker garant for hans Fredsommelighed. Resten
af Brevet har jeg ikke seet. Men af det, som jeg nu har læst for
eder, Børnlille, seer man nok, hvor det er sigtet hen. Af dette
Brev kan J lære, hvor forsigtig man bør være, naar man ta¬
ler om Stats=Sager. Det seer ellers fælt ud til Krig overalt
Børnlille. Hør engang hvad man skriver fra
Amsterdam.
Man veed ikke, hvad man skal tænke om adskillige Mag¬
ters Anstalter; og man kan ligeledes heller ingen Nøgel finde
til adskillige andre Yttrelser. Jmellem Paris og Madrit gaar
uophørlig Courierer; deraf slutter man, at der maae være vig¬
tige Ting paa Tapettet imellem disse Hoffer. Hofferne i Wien
og Berlin lader sterke Armeer rykke hen paa deres Grændser.
(Det er nu sandt nok; og troe mig, det vil ikke vare længe til,
førend det vil see lystigt ud i Polen, i fald ellers den Efterretning
har sin Rigtighed, at der skal rykke et anseligt Preussisk Corps,
somme siger 60000 Mand, ind i bemeldte Kongerige) To an¬
dre Magter formerer deres Krigsmagt til Vands og Lands.
Holland lader sine Tropper complettere og sætte sin Marine i
bedre Stand. Storbrittanien har foranstaltet en Formerel¬
se af 3000 Mand ved de Jrlandske Tropper, og completterer
ogsaa dem, som befinder sig i Engelland og Skotland. Da
nu de store Magter tager saadanne Forholds-Regler, saa tæn¬
ker de andre Stater ligeledes paa, i Freds Tid at giøre For¬


Seer J
anstaltninger imod uforventende Tilfælde.
vel, Børnlille, at det seer ud til Krig allevegne. Dersom
Freden ikke bliver slutttet inden Foraaret, saa vil der vist bli¬
ve noget at bestille.
Den gamle Jomfrue. Er der intet andet Nyt i Avi¬
serne, end om Krig?
Fætteren. Jo, min Jomfrue, jeg skal fortælle hende
noget Nyt som er rart. Jeg har læst det under Artikelen Lon¬
don, og det er om Dødsfald. Hør kun! J Barnsley i Grev¬
skabet Porck, døde nylig en Matrone, ved Navn Martha Præ¬
ston i hendes Alders 123 Aar. Hun var givtet med 5 Mænd.
Men Jomfruen mærker, at hun havde dem ikke alle paa een¬
gang, men een efter anden. Saasnart en var død, Jomfrue, saa
tog han en anden - hvorfor sukker Jomfruen? Denne gode
Matrone havde 27 Børn, hvilken frugtbar Kone! hvilken dey¬
lig Formerelse i Verden! Hun havde 10 med den første Mand,
4 med den anden, 6 med den 3die, og 7 med den fierde. Med
den femte havde hun ingen levende men et dødt Barn, som blev
dødfødt. Nitten deraf lever og ere meget vel givte. Hun saae i
alt 40 Børn og Børnebørn. - Nu sukker Jomfruen igien,
hvor kommer det sig?
Den gamle Jomfrue. Saa mænd, min kiere Fætter,
jeg tænker paa, at jeg maaskee og nu kunde havt 5 Mænd og
27 Børn, og endda levet, om jeg havde faaet min første Frier
og Kiereste. Nu døer jeg uden den Lykke at have formeret Ver¬
den. Nu er jeg for gammel dertil; ja jeg er maaskee og for
gammel at givte mig. Det var en heslig Historie, Fætter; J
maae ikke fortælle mig saadan Nyt af Avisen oftere. Jeg troer
ikke et Ord deraf; fem Mænd, en efter anden, det er urime¬
ligt; og Børn med dem allesammen. Vek med saadant Nyt,
Fætter= En brav Mand synes mig, kunde være nok. Jeg vil¬
de saa mænd aldrig forlange flere. Men det er sandt, jeg gifter
mig ikke, jeg er for gammel til at gifte mig. Fy, hvilken heslig
Historie Fætter. Kom aldrig med slige Stræger mere til mig.
Fra Mode=Collegiet.
Tiderne forandrer sig og Moderne med Tiden.
D¬
en gamle Ungkarl. Jeg gad nok om hundrede Aar staae
op igien og see, hvorledes det da gik til! Dette Ønske har
jeg hørt mange Folk giøre, som ved et temmeligt langt Liv hav¬
de med Forundring merket, hvilke store Forandringer der al¬
lerede i deres Tid havde gaaet for sig i Folkes Sæder og Skik¬
ke, og som ikke ubillig kunde formode, at de endnu mere vilde
have forandret sig saa mange Aar efter deres Død. Hundrede
Aar er visselig en artig Tid! Hvor meget kan ikke opkomme
derudi! Ting, som den gang levende Personer aldrig skulde
have drømt om! Jeg skal fortælle Dem hvad jeg har læst i
Adami Olearii Persianske Reyse=Beskrivelse. Ved det
Maaltid, hvormed den Persiske Cuptzi trakterede os, blev vel
ikkun drukket lidet, men temmelig sterkt omkring, og tilsidst blev
hver af os givet en Porcellain Skaal fuld af heedt sort Vand,
som de kalder Cahawe, at uddrikke.Man finder og ad¬
skillige Taberner eller store Vertshuse, hvorudi drikkes i nogle
Viin, i andre Thee, og i andre Cahawe; og der forsamler To¬
baksrøgerne sig. Man finder derudi ligeledes mange Poeter
og Historici, som jeg saae at sidde midt i Stuen paa høye
Stole, hvor de hørtes fortælle allehaande Historier, Fabler
og opdigtede Ting. J Fortællingen phantaserede de med en


Stok, næsten som vore Taskenspillere pleyer at giøre!
Om Thee giver denne Reysende os følgende Beskrivelse:
Thee=Vertshusene saavelsom andre Steder drikker de et heedt
sort Vand, der bliver kogt af en Urt, som de Usbequiske Tar- s.
tarer bringer til Persien fra Chattai. (China) Det har lan¬
ge spidse Blade, omtrent en Tomme lange og en halv brede,
og seer fortagtige ud, naar de ere tørre, samt ruller og krum¬
mer sig sammen som Ormen. Men det er just det, som Chi¬
neserne kalder Thee, og Japanerne og Jndianerne Kia og
Chaa, og holdes i stor Værdie hos andre Nationer. Perserne
koger det med klart Vand, Annis eller Fennikel, nogle kom¬
mer og lidet Negliker dertil, og forsøder det med Sukker. Det
har en constringerende eller sammentrekkende Fraft. Dette
Vand tilskrives en fortreffelig Kraft af Persierne, Chineserne,s
Japanerne og Jndianerne. Det skal være en Lægedom for|
Menneskets Mave, Lunge og Lever, ja for alle Jndvoldene og
Blodet; det fordriver Steen, Hovedpine og alle øvrige Fug=
tigheder, hvorved Mennesket bliver dorskt og søvnigt. En,
som flittig bruger dette Vand, skal i nogle Nætter blive mun¬
ter og aarvaagen, uden at overfaldes af Søvn, og med Lyst
kunde forrette Hoved=Arbeyde. Naar det drikkes med Maa¬
de, skal det ikke allene holde Mennesket ved god Sundhed, men
endog bringe ham til en høy Alder. - Efter alle disse Be¬,
rømmelser over Thee, siger Olearius: Man kan faae det at
kiøbe i Amsterdam, endskiønt ikke i stor Mængde; og man har
meget nette Kar at koge og tillave det udi. Nogle af dem,
saavelsom noget af Thee=Urten findes i Forvaring paa det
Gottorfske Kunst=Kammer ". Saaviidt Olearius.
Den gode ærlige Mand! Det er endnu ikke meget over hun¬
drede Aar siden han skrev dette, og anførte et Par Thee=Kop¬
per og lidet Thee som en stor Raritet i det Gottorfske Kunst¬
Kammer, Hvilke store Øyne vilde han nu giøre, om han kun¬
de see op igien, og see, at Daglønnere og Haandverkere drikker
deres hede sorte Vand Cahawe saavel Aften som Morgen!
Hvilket Ansigt skulde den gode Mand sette op, om han kom
ind i noget af de Europæiske Caffehuse, hvor man ligesaa vel
som i Jspahan kan finde Poeter, Philosopher, Politiker og i
Historici siddende at røge Tobak, fortælle, disputere, raabe,
læse Aviser, føre Krig, afsette Generaler, dadle og laste alle
Øvrigheds Personer og store Herrer, med den Forskiel allene, at de
ikke som Taskenspillere bar smaa Stokke i Hænderne, for at giøre
Hocuspocus med, Hvad skulde han endelig sige, om han kom ind i
vore rige Bønders Huse, og fandt der Thee= og Kaffe=Tøy i ligesaa
god Stand, som hos de store Herrer i Jspahan? Maatte han ikke
troe, at han paa eengang var kommen til Perslen igien? Det er
forskrekkeligt med de Forandringer i Moden, i alle Ting, mine Da¬
mer og Herrer, i alle Ting, vore Efterkommere ville først faae det
løyerligste deraf at see. Jeg skiøtter ikke om at leve saa længe.
Fætteren. Da gad jeg nok opleve de løyerligste Forandrin¬
ger i Moden; thi dem vi nu har, gaaer dog nok an. Alting for¬
andres til Magelighed. Fiskebeens=Skiørterne ere aflagde; Rot¬
tingotter komme i Brug, og Baand i Skoene i Stedet for Spæn¬
der. Jeg kan nok lide saadanne Forandringer. Men a propos¬
J gode Venner, har ingen af Eder faaet videre Efterretning fra
Fruer=Pigen om Fortsettelsen af de Coeffurer, som har været i Mo¬
den i vor Tid. Den Efterretning kunde dog være løyelig nok, ja ret
som en Skiønplet i vor Fruentimmer= og Mandfolke Tidende,
Den gifte Kone. Ney, endnu har jeg ikke faaet nogen
Efterretning fra hende; men med næste Post venter jeg den gandske
vist. Jeg har ellers faaet en Fortegnelse af en Veninde oper al an¬
den Fruentimmer=Dragt, som jeg skal meddele hernæst.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 50


Fra Mode=Collegiet.
F¬
ætteren. Naa, Madamel! har høn faaet det omtal¬
te fra Fruer=Pigen. Jeg længes meget efter Fort¬
sættelsen af Fruentimmernes Coeffurers Beskrivelse.
Jmidlertid skal jeg vise Dem noget artigt i det Kapitel.
Det er en Stump af Hr. Gleims og Jacobis Breve.
See her, Madame! saaledes skriver Hr. Jacobi til Hr.
Gleim, Halle den 10 Febr. 1768. (Jeg har selv over¬
sat det før Løyers Skyld. De maae derfor overbære med
Oversettelsen.) Hør nu.
"J Gaar, allerkiereste Ven, var jeg i Thee=Selska¬
bet hos vor elskværdige Fyrstinde. Alle Damerne spillede,
og jeg kunde uformerkt betragte og undersøge deres Hoved¬
tøy, som de kalder Obeliøque. For en Digter er dette
gandske vist interesant. Med besynderlig Fornøyelse seer
han.
Smukke Hænders Kunstlerier
Og den Amors Skielmerier,
Som sig Modens Sag antog,
Kammerpiger gierne lærte,
Sig bemestre Unges Hierte,
Og giør mindste Pige Klog,
Veed for Mandfolk at opdage
Alt hvad dennem kan indtage.
"Neppe var jeg kommen hiem, saa holdt jeg en Sam¬
"tale derom med deres lille Amor, som vil blive hos mig
indtil tilkommende Foraar. Jeg saae ham skalkagtig smile;
og endelig sagde han til mig: Dig vil jeg betroe, hvad
"som de Vanhellige ikke maae vide. Dette nye Hovedtøy
er intet andet end Amoretternes Krigslist. Du veed at
"vi immer skiuler os i de smukkes Antog, for at kunde
usynligen udskyde vore Ple. Tilforn havde vi der udvalgt
os det allerskiønneste Sæde.
J vellystfulde Aftenstunder.
Hvor Brystet skiød sin dobbelt Vold,
Der laae vi da i Hinderhold
Og alle maatte ligge under.
"Men snart begyndte man gandske at bortkaste det
Sløer, bleve alt for bekiendte med vores Hinderhold,
"og vi stakkels Amoretter saae os skyede og forjaaede. Læn¬
ge flakkede vi i vilderede omkring, uden at vide, hvad vi
"skulde gribe til. Snart satte vi os i Hætten paa Silke¬
Mantelinerne; Snart krøbe vi ind i Skyggen under Soel¬


"hattene, og snart smuttede vi ind i en Taske=Pung; men
"tilsidst vare vi gandske trætte af, bestandig at være paa Flug¬
"ten, og giorde et andet Anslag.
J eders, smukke Pigers, Haar
Forskandste sig den skielmske Skare.
Det pludselig Forhøyning faaer;
Optaarnte Lokker J da bare.
Det tegnede til nye Krige.
Men for at spille et Bedrag,
Man syntes, at den hele Sag
Var kun et Spøg hos hver en Pige.
Vi grønne Blade flettede
Saa smaat imellem Lokkerne,
Og Blomster derimellem trykte,
Samt dem med Fiederbuske smykte.
"Paa denne Maade opkom de høye Pillere og Støt¬
"ter paa Damernes Hoveder. Nok var det, at vi beskyt¬
"tede ved dem, kunde ødelegge tusinde Hierter, føread man
"faldt paa de Tanker, at et brunt eller blont Haar, saa
"nydeligt opsat, var et Bolverk for Kierligheds Guderne.
"De Fiederbusker, som befaldt Dig saa meget ved vor Lok¬
"ke=Bygning, ere Amors besynderlige Trophæer. For
"Dig tør jeg nok tilstaae det, thi for Digterne har vi ingen
Hemmeligheder.
Som Børn vi snappede den engang uden Hinder
Af Hielmen fra den stolte Overvinder,
Og bragte vores Rov til Huldgudinderne,
Som deres Haar dermed for Spøg udpyntede.
Hvad siger hun dertil Madame! at jeg har gjort mig
den Umag at oversette denne Amourette. Skulde nogen af
vore uskyldig pyntede Læserinder have fundet sig fornærme¬
de ved det i No. 44 indrykkede, kan de herved nogenledes
bleve forsonede igien. Kroner, Kurve, Pustere, Obelis¬
quer &c. &c. &c. af tyndt Flor, er dog langt fra ey saa farligt
som hiint runde hvide Bryst. Lad kun Amor ligge i Bag¬
hold i Hoved=Tøyet; der spøger han kun med Børneleeg;
men Madamen erindrer vel den Tid, da man kunde see vor
Skiønne næsten ned under Armhullerne, og da var det vir¬
kelig ingen Børneleeg mere; da var Forskandsningen blottet,
da undveeg, den uskyldige Amor, og Fauner og Satyrer
mishandlede de alt for blottede Skiønne.
Den gifte Kone. Ja, ja, Fætter: han har ret. Jeg
ekindrer meget vel den Tid. Det saae alt for fælt ud.
Den gamle Ungkerl. Saa mænd, da jeg og me¬
get vel erindrer den Tiid, saa kan jeg just ikke sige, at det
saae meget fælt ud. Jeg kunde nok lide den Mode.


Den var i Sandhed ret artig. Den tør og maaskee kom¬
me op igien. - Men a propos, vi taler om Moden;
jeg har her et Brev, som jeg har faaet fra Landet fra en
Ven. Det er stilet til vort heele Selskab; thi han veed,
at jeg er en Lem af Selskabet. Jeg vil læse det op.
Høystærede.
Herrer og Damer
i Fruentimmer= og Mandfolke=Selskabet!
Det No. 44 hovede mig ret got; og jeg var tilfreds,
at vi snart kunde faae Fortsettelsen der af. Det er ret vel,
at det velvise og smukke Selskab er betænkt paa at forbedre
deres Fruentimmer= og Mandfolke Tidende imod Slutnin¬
gen af Aaret. Folk vil have noget muntert, lystigt og vittigt
at læse. Historier, Eventyrer, Fortællinger, Stumper af
Romaner og deslige kan man blive kied af. Anekdoter li¬
gesaa, naar de ikke ere des nyere og finere. Mavre Sandhe¬
der finder ikke meget bifald. Dersom De gode Herrer og
Damer skulde finde følgende Beretning om den nyeste Mode
i alle Slags Begivenheder af den Værd at De ville unde
den Sted i deres Blade: saa skal det være mig kiert. Jeg
har selv lagt Merke til denne nyeste Anstændighed eller Vel¬
anstændighed eller hvad man vil kalde det, paa mine Uden¬
landske Reyser. Det var smukt og vilde vist nok blive almin¬
delig yndet, om Selskabet vilde være noget flittigere at gi¬
ve Efterretning om alle nye Moder og hvad der er velan¬
stændigt i vort kiere Fæderneland. Landets Mode og Sæd¬
vane ere dog de Tyranner, som man gemeenlig maae rette
sig efter; og at det har været saaledes fra Arrilds Tid af,
det har jeg uden Tvivl læst i Fortalen til Cornelius. J
ville ved saadanne Efterretninger giøre den heele Nordiske
Verden en stor Tieneste; thi Fruentimmer=Tidenden skulde
da blive ligesaa begierlig som Patrollen fordum var; og man¬
ge vide nu omstunder ikke, hvad der i Gaar var Mode, og
hvad der i Dag er velanstændigt.
Den gamle Jomfrue. Den gode Ven har min Troe
gandske ret.
Den gamle Ungkarl. Hør nu min kiere Jomfrue,
hvad han skriver om
Udenlandske nyeste Velanstændigheds Regler.
1. Et fornemme Menneske maae slet ingen hilse, og
heller ikke takke nogen af Pøbelen, som hilser ham; men al¬
lermindst maae han tale med saadan en, og slet ikke lade
nogen komme ind i sine inderste Værelser, som er lavere
paa Straa end han, det befaler Moden og Velanstæn¬
dighed.
2. Naar man vil gaae i Kirken, skal man iføre sig
sine allerprægtigste Klæder, legge alle sine Miner i Folder,
ikke efter Andagts men efter Modens Regler, væbne sine
Øyne, ofte fremvise Ringen paa Fingeren, bedømme alle,


som handler imod disse Love, paa det at man skal ikke for¬
falde til deres Daarlighed. Det befaler Moden og Velan¬
stændighed.
3. Ved Børdet maae man ikke spise sig mæt, naar
man nemlig er paa et fremmet Sted; tilbyde sin forelagte
Portion i det mindste til 3 eller 4re Naboer; og enten vise
sig ret tapper i at drikke, eller anstille sig, som man kun¬
de slet ingen Viin taale, og saa videre; det befaler Moden
og Velanstændighed.
4. Man maae ikke gaae uanmeldt til nogen, ey en¬
gang til sin fortroligste Ven; og naar man efter hans For¬
langende kommer til ham, saa skal man i det mindste tre
gange bede om Forladelse, fordi man har efterlevet hans
befaling. Naar man er i Selskab, maa man tale om
de Fraværende, smiggre for de Høyere, og i et oprømt Com¬
pagnie maae man ikke komme frem med noget Grundigt og
Alvorligt.
5. Ved Bryllupper og andre Gilder maae man i For¬
veyen være betænkt paa, at fremkomme med tvetydig Skiemt
og snappe alle Brudeparrets Miener. Brudgommen selv
maa være lige saa sipper forpæn og forkneben som Bruden;
efterdi det er den sidste Dag i deres Eenligestand. Det er
desuden afgjort, at en ugift Mands Person ikke maae smile
ad en Pige, og allermindst maae de kysse hinanden, om det
ikke strax skal hede, at de ere forlovede; det befaler Mo¬
den og Velanstændighed.
6. J et Sørgehuus maae alting gaae stille til. Det
holder de maaskee selv unægtelig for billigt. Men De veed
mueligt dog endnu langt fra ikke alt, hvad den nyemodiske
Velanstændighed videre udfordrer. Man maae giøre alle
optænkelige Anstalter, for at giøre sin Sorg ret prægtig.
Man maae fremstille den afdøde til Skue, paa det at an¬
dre kan af de prægtige Liigklæder slutte sig til den Kierlig¬
hed, som de Efterlevende har baaret for den Afdøde. En
Enke eller Enkemand maae anstille sig som utrøstelig, og
længer end et Fierding Aar ikke komme i noget Selskab.
Sørgedragten maae være overeensstemmende og vel afpasset.
Det var en stor moralsk Synd for en Enke, at Klæde sig
anderledes end fort over alt. Coeffuret maae være af Kruus¬
Flor med dyb Snip, underforet, breed Søm, Pullen un¬
derforet ligeledes, og glat altsammen, hverken Rynkning
eller Oppufning. Paa Henglerne ogsaa breed Søm. De
maae ikkun egges i en Sløyfe og for Resten glatte. Til
dyb Sorg maae paa Klæderne ikkun være gandske liden
Garnering, og Manskietterne hvide med breed Søm og
sorte Kruusflors Manskietter ud over dem. Det befaler,
Moden og Velanstændighed.
Den gifte Kone. Det er for saavidt gandske rigtig.
Der er meget daarligt i Møden; men man faaer være Mo¬
den liig. Det kan ikke være anderledes.
Fætteren. Men, Madame, Hun lovede engang en
Fortegnelse over Fruentimmernes Mode-Dragt i Klæder?


Den givte Kone. Fortegnelsen er just ikke fuldstæn¬
dig; men mere venter jeg en anden Gang. Den høyeste
Mode paa Klæder er endnu Adriener. Men Slæbet bru¬
ges ikke meere saa langt, ey heller bruges saa megen Fris¬
sering paa Skiørtet eller Forklædet nu som tilforn. En
eneste Falblad, eller og en breed og en smal, ligesom de
selv vil, det er alt, og saa bruger de Smekke og Erme¬
sløyfer af samme Tøy, som bestaaer af ordentlige Sløy¬
fer. Forandring af Baaud bruges og, men det maae væ¬
re Sløyfer alligevel; thi altsammen maae være Sløyfer
i denne Tid. De allerførste Damer bruger nu ikke andet
end Sløyfer til deres Klæder. Garneringen er af samme
Tøy som Kiolen; men naar man vil giøre meget deraf saa
syer man Silke=Arbeyde eller sætter Blondiner derpaa, og
den sættes gemeenlig paa i Piber eller rynkes og syes paa
i Kruser. - Den forrige Mode paa Adriener var
forskiellig fra denne, at Slæbet var meget langt, Frisse¬
ringen var tilforn baade i Hiul og i Kringler, i Taanre og
Topper og Knapper, og saae ud som naar man seer et ma¬
let Løvverk; og endelig slap den høyeste Mode ud til a la
Greque, hvorimellem sad Blomster eller Roser af Blon¬
der, og jo flere Figurer de kunde giøre det udi, jo prægti¬
gere det var, saa at de vare garnerede lige op til det Øver¬
ste. Vilde de have Forandring paa Smekken af anden
Sort, saa var det Blomster med Perler imellem, Blon¬
diner og saadan Kram imellem hverandre, sat i Ruder,
Flammer og hvad Figur enhver fandt for got. Mo¬
den paa Adrienerne for denne Mode igien var tre Falblade,
paa Skiørtet eller Forklædet, Slæbet begyndte da at bli¬
ve langt og voxte daglig, og Garneringerne paa Siderne
af Kiolen var en eller to Falblade, som vare fyede frit,
og flagrede, naar Vinden blæste, saa det lod ligesom der
luktes en heel Hob Lemme op. Manschetterne vare tre til
firedobbelte den Tid ligesom nu. -
Disse tre Mo¬
der paa Adriener maae være nok.
Til Sommer=Klæder bruges nu Bigeser; hvori Mo¬
den har snoet sig forunderlig igiennem Silketøyer, Sitzer,
Stoffer, Kammelotter og tilsidst kommer maaskee denne
Myde krybende ind i hiemmegiort Tøy; thi Kiøbenhavn er
fuld af saa mange smaa Tøser, som allesammen har sat
sig for, at de skal have Bigeser til Sommer, og deraf
slutter jeg det sidste. Denne Mode er en smuk Dragt for
hvem som har en net Taille, men ellers seer den mindre
smuk ud. Garneringen bruges altid af forskielligt Tøy,
saasom rødt paa blaat, blaat paa hvidt, og saa videre.
Ærmerne ere lange ud til Haandledene. Oven for Albnen
er et fire Finger bredt Stykke enten rynket eller glat, og for
Haanden er gierne en trekantet Klap. Foran er den til¬
snørt som en Trøye, og saa gaaer der et løst Slag fra
Skuldren og lige ned til Skoene, hvorpaa er syet et Styk¬
ke af samme Taft som den er garneret med, smalt oven og
bredt for neden. Paa Ryggen er en Krave eller Hætte.
Kraven er af samme Taft, og er det en Hætte, saa er den
foeret med samme Taft. Kraven seer ud som en Krave


paa en Surtont=Kiortel. Paa hver Side er Baand i
Sløyfer meget lange, som bruges at binde den op med
men ellers hænger og flaggrer. - Mode-Sommer¬
Dragten for den, var Sukkerdug og Netteldug eller sint,
tyndt Kipper i Adriener, som bleve opfæstede i Gardiner,
naar de ikke vilde lade dem slæbe. De brugtes baade med
og uden Falblader!
Den nyeste Mode om Halsen er Perler af forsklellige
Slags, Vox=Perler ere ellers de fornemste, og Granatet
og Agater og de store Skotske Perler. De bæres om Hal¬
sen med et sort Baand under neden. - Moden tilforn
var en Opstikning af Sløyfer, enten af Baand, Kniplin¬
ger, Blondiner eller Flor. De brugte ogsaa med Blom¬
ster eller Perler imellem - De brugtes forhen og af
Rynkninger eller Fletninger, saa brusende som det var mue¬
ligt at det kunde bæres om Halsen.
Endnu maae til Livdragten tilføyes de for nylig brugte
Pompadour-Kiole. Saadan en Kiol var skabt som en an¬
den Adriene med Læg paa. Der var en Falblad paa For¬
klædet. Foran var den, som en Vest med Knapper, og
hængte løs med Forstykkerne. Og saa var der Hætte paa.
Ud for Hænderne var den med en Knap, og den gik tet op
i Halsen som en Vest. Manschetter sad over Albuen. De
garnerte den med Taft af samme Couleur for Hænderne,
omkring Hætten, langs ned ad Siderne, paa Vesten, om¬
kring Armene, og neden om Skiørtet. Denne Dragt saae
meget smuk ud.
I Ørerne er ingen Forandring skeet, undtagen fra
Ertzroser til andre couleurte Steene; og, som Ordet gaaer,
kommer Bandeloqverne i Moden igien.
For Hænderne er og Moden paa Mansketterne ihen¬
seende til Snittet i nogle Aar bleven uforandret, undtagen
de har brugt nogle, som de bare under Manskietterne, kaldte
Armbaand, og vare giorte af sorte, røde eller hvide, eller
forskiellige Couleur Baand, som vare satte i negligente Bøl¬
ger og vare egentlig ey for andet, end for et Syns Skyld,
naar de løftede Armen sp. Mansketterne bruges af Flor,
Blondiner, Grosbeante og Antolager; men de allerkostba¬
reste ere af Poinskniplinger.
Præste=Enken. Hvor kan Madamen huske alting
saa accurat? Ved det hun opregner disse Moder, saa er
det ligesom jeg saae dem livagtig for mine Øyne.
Fætteren. Jo, jo, Madamen har en god Hukommel¬
se. Det er got at høre paa hendes Fortælling, at hun selv
er en Elskerinde af Moden.
Præste Enken. Det maae hun vist nok være; (hi
ellers skulde hun ikke saa nøye kunde beskrive Foran¬
dringerne.
Den gifte Kone. Jeg kan ikke nægte, at jeg jo nok
kan lide en smuk Mode; og saa vidt min Staad= og min
Mands Formue tillader, giør jeg gierne alting med. Der


er jo intet Ont. Jeg skal visselig aldrig ruinere min Mand
ved for megen Stads; thi vel har jeg faaet en Bigese, men
den var slet ikke saa kestbar, og jeg skulde dog alligepel efter
hans Løfte havt en nye Klædning i afvigte Sommer. Nu
behielper jeg mig med den samme næste Sommer igien,
ifald Moden ikke bliver forandret.
Præste Enken. Men ifald Moden bliver forandret,
hvad da?
Den gifte Kone. Hvad da? Madame! saa vil jeg
forandre Bigesen efter Moden; det, tænker jeg, lader sig
nok giøre.
Lætteren. Men hvem dirigerer egentlig Fruentim¬
mernes Mode her i Staden nu omstunder?
Den gifte Kone. Det giør -- det giør -- Ney til
visse skal jeg ikke kunde sige det; og altsaa vil jeg heller ikke
udlade mig med noget Svar paa saa delicat et Spørsmaal.
Den gamle Jomfrue. Hvem dirigerer J Mand¬
folks Mode, min Hr. Fætter!
Fætteren. Det veed Marie ikke jeg, min dyrebare
Jomfrue. Jeg troer, der er slet ingen, som dirigerer den.
Den gamle Jomfrue. Ey, hvad Snak! Jeg veed
jo, at en skal først opfinde, og en skal være denførste, som
antager en Mode. Veed J da ikke, hvem her i Staden,
først optager nye Moder? thi just han dirigerer Moden.
Fætteren. Ney, jeg kan sværge paa, at jeg ikke
veed det.-
Borgeren fra Landet. Hvad har dog de got Folk
i Hovedstaden travlt med deres nye Moder og Noder. Vi
Landsbyefolk bryder os ikke nær saa meget derom.
Borgeren fra Hovedstaden. Siig ikke det min Ven.
Jeg var i Sommer i en af Kiøbstæderne her udi Sielland;
og jeg saae ligesaa mange Moder der som her i Byen.
Alle Byens unge Mandfolk havde Frokker med Agrama¬
ner paa, og jeg saae ikkun to Jomfruer uden Bigeser.
Borgeren fra Landet. Ja, ja, de Unge ville nok
giøre Moden med. Jeg maatte og i Sommer give min
Datter en Bigese. Men jeg taler kun om de Gamle.
Den gamle Ungkarl. Der bør og være Forskiel
paa Alderdommen og Ungdommen. Den kiere Alderdom
i vor Hovedstad befrokker og berottinggotter sig heller ikke
over alt. Men om end saa var, da kunde med rette intet
udsettes derpaa; thi baade Frokker og Rottinggotter ere en
forskrekkelig magelig Dragt, Mandfolkene har aldrig havt


saa magelig en Dragt tilforn; og i hvor gammel jeg end er saa
har jeg selv ladet mig giøre begge Dele, og jeg raader alle dem
til at følge mit Exempel, som faaer i Sinde, at lade sig giøre
nye Klæder.
Hovmesteren. Ja, Herren har ret. Dragten erf
magelig. Men det kan ikke nægtes, at de, som ville op¬
tage alle nye Myder, jo ofte rainerer sig selv, eller og be¬
drager baade Krænmpre og Skrædere, naar de kan faae
Credit.
Søemanden. Man skulde af Folkes Dragt og Pynt
her i Byen slutte, at de maatte være Hovedrige Folk, men
det er langt fra ikke saaledes. De mange Klagemaale som
baade hemmelig og aabenbare føres over besværlige Tider
og onde Penge Tider, ere alt for sande i de flestes Munde.
De faa Skillinger, som jeg paa mine Reyser har fortient,
har jeg udestaaende paa Vexler iblant Folk; men jeg kan
aldrig sige, hvor vanskeligt det i nogle Maaneder har været
for mig, at faae endog smaa Vexel=Obligationer betalte.
Folk, som har ladet sig giøre baade nye Frokker og nye
Rottinggotter, har endda slet ingen Penge, naar jeg kom¬
mer til dem, for at erindre dem om, at nu er Vexel=Obli¬
gationen snart udløben. Jeg maae lade dem fornye alle¬
sammen. At lade dem stævne, har jeg ingen Lyst til;
men jeg er bange for, at jeg dog tilsidst kommer til at giøre
det, for at komme til mine Penge. En af Smaa¬
Herrerne, som har ladet bebremme sin Hat og Frok med
Sølv for henved 50 Rdlr. i denne Tid, har ikke kundet be¬
tale mig en Vexel=Obligation paa 40 Rdlr.; og jeg har
dog altid anseet ham for en meget vederhæftig Cavalier.
Skulde jeg kun ikke tabe alt for meget ved ham og hans
Brødre; thi jeg har været saa eenfoldig og godtroende, at
jeg har laant de fleste af mine Penge bort uden Caution.
Det skal jeg saa mænd ikke giøre herefter. Den Mode, ja
den overhaand tagende Mode i Pragt og Forfængelighed
ruinerer dog mange Mennesker. Det gaaer langt ander¬
ledes til i Holland.
Den muntre Jomfrue. Det kan jeg ikke troe. Det
koster dog ikke saa meget, naar man kan faae Credit, at
klæde sig efter Moden; og hvilken Gnier bør ikke udlees,
som beklager sig over Tab, naar han ikkun har tabt ved en
galante homme, en Mode=Junker, der forstaaer at
leve og klæde sig vel paa sin gnieragtige rige Næstes Be¬
kostning. Moden bør man ønske Fremgang, i hvor det
end skal komme fra, som den maae handthæves og vedlige¬
holdes ved. Er det ikke Sandhed og et got Ønske, J
gode Venner?


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 51


Fra Mode=Collegiet.
D¬
en givte Kone. Nu har jeg faaet Brev fra min Ven¬
inde Fruer=Pigen, og derudi indslutlet den belove
de Fortegnelse paa de øvrige Coeffurer og Hoved¬
tøyer, som har været i Moden i de sidste Aaringer. Det
er en flink Pige den Fruerpige; jeg holder i Sandhed me¬
get af hende, for hun har været saa accurat i at optage Mo¬
derne. Nu skal de høre baade hendes Brev og Fortsettelsen
om Coeffurerne.
Min søde veninde!
Bliv ikke vred, for jeg har biet saalænge, førend jeg
har skrevet dem til. Hun maae saa mænd undskylde mig;
thi vi har i disse Tider havt saa meget at bestille, saa vi
næsten allesammen her paa Gaarden har været ret fortum¬
lede. Jeg skal sige Hende, min Hierte, at vor Herregaard
ligger ret paa Strøget for alle de Herskaber, som mod Vin¬
teren har draget til Hovedstaden: og vi har altsaa paa no¬
gen Tid daglig havt Besøgelse, og derover nok at bestille;
saa jeg har ikke havt Tid til at sætte mig engang, og min¬
dre til at skrive. Jeg takker min Søde Madame for hendes sid¬
ste kierkomne Skrivelse. Jo, jeg har læst No. 44, og de andre
Piger her paa Gaarden giorde nok saa store Øyne, da de
saae, at vi nu fik saadan en Dansk Beskrivelse ud, over
de nu i vore Tider brugelige Hovedtøyer. Fruen smilede,
og Herren saa mænd ligeledes. Det naadige Herskab kom¬
mer ikke til Hovedstaden denne Vinter. De Kiøbenhavnske
Forlystelser faaer vi altsaa denne Gang ingen Deel i. Al
nev, hverken Maskerade, Opera eller Comoedier faaer vi
at see i Vinter. Ynk os Stakler, min søde Madame!
Jeg har herved den Ære at sende Dem den forhen belove¬
de Fortsettelse af Coeffurernes Beskrivelse. Beder at hilse
samtlige Veninder og Venner i Deres Fruentimmer= og
Mandfolke=Selskab. Jeg takker dem allesammen, for de
har indrykket mine Anmerkninger med, som vare ikke mi¬
ne Tanker. Det hindrer endelig ikke. Men Hovmesteren
var nær bleven stødt derover. Dog er han alt god igien.
Tag nu fat paa indlagte
Fortsettelse
af Beskrivelsen over de nymodigste
Coeffurer og Hovedtøyer.
No. 22. Et Cokffure med Langagtige Vinger; Pul¬
len aaben med flettede Baand og Perler;
En klar Allonge indbunden; den lange Pul¬
le bunden med Baand i Nakken.


Dette Coeffure bruges til en maadelig Toppee og fal¬
der tæt til Ansigtet. De aflange Vinger ere glatte med
en Blonde eller Knipling for. Allongen er indbunden
foran med Blomster, og bag ved Allongen en Rad smaae
Perler. Aabningen i Nakken er opfylde med Blomster
og flettede Baand a la Grecque. - Det veed de nu af
det foregaaende hvad er. - Det er ellers et meget net
Hovedtøy, og klæder i særdeleshed langladene Ansigter vel,
besynderlig naar Baandet i Nakken flaggrer og Halsbaan¬
det er brusende.  Jeg er vis paa, at mangen ung Her¬
re er bleven Dødelig forlievt i dette Sæt.
No. 23. Et Callot=Coeffure; gaaer efter Haaret
med en Rad Blonder i Piber rundt om¬
kring; kort Pulle opheftet; tre Topper i
Panden som reyser sig.
Dette Coeffure bæres til bar Haar og har ingen Vin¬
ger eller Skygger. Det seer ud som en pyntet Hue eller
Kallot. Blonderne maae være af en temmelig Brede og
Piberne stukne a læ Ronde. Pullens Opheftning maae væ¬
re i Flammer. Topperne maae være af Blonder, en høye¬
re end den anden og den bagerste allerhøyest, som er sat
paa Viirer, for at see brusende ud. Det merkes at disse
Topper af Blonder ere gjorte af Sløyfer. - Dette Coef¬
fure klæder smaa Børn og halvoxne Jomfruer meget smukt,
men ældre Folk mindre smukt.- Det bruges heller ik¬
ke almindelig nu omstunder. - Min Anmærkning over
dette Coeffure, som skaber Ansigterne næsvise, er denne, at
slet ingen anden, end smaa Børn burde for den Aarsags¬
Skyld bruge det.
No. 24. Et Coeffure a la Dauphine, med store Vin¬
ger i Længden, men maadelig Brede;
Pullen opheftet a la Grecque; Forhøynin¬
gen i Panden af Silke=Arbeyde, hvortil
hører Allonger, som gaaer ned og ere hef¬
tede tilbage igien, som en Hengel.
Af Navnet skulde man snart slutte, at Kronprintzes¬
sen i Frankerig havde først baaret dette Slags Sætter.
Vist nok er det, at det seer meget fornemme ud og klæder
prægtig. Vingerne gaaer tæt til Ansigtet uden Toppee,
Pullen er ligeledes som Forhøyningen i Panden sammen¬
flettet af Silke=Arbeyde. Dette giøres af Blonder og een
Farve helst hvidt Silke=Arbeyde. Somme bruger og at
lade Allongerne gaae ned under Hagen som Skieg, hvor¬
de bliver bundne med hvide Baand eller efter Silkearbey¬
det. Dette er saa accurat, som man saae det for Øynene.
Det klæder ellers mere Dansk end Fransk.


No. 25. Et Coeskure giort til Liighed efter en ou
etes rous; Vingerne knekkede; Pullen
rynket. Hengelen glat, oven i med en
Sløyse; Baandene for til lagt i Flam¬
mer.
Af de brusende Coeffurer er dette Sæt ikke. Tar¬
velige Fruer bruger det meest; thi det bedekker deres Pan¬
de Haar. Pullen rynkes paa adskillige Fassons, men ikke
brusende; Vingerne gaaer tæt til Ansigtet. Baandene seer
ud som en Fletning eller Flamme, lagt efter Orden. For¬
høyningen er maadelig; men meget accurat, hvorfra føl¬
ger den glatte Hengel. Dette Sæt er sammenbundet i
Nakken med pæne Baand i en ordentlig Sløyfe, og er, i
alle Maader meget accurat.  Jeg kalder det for¬
fnerpet.
No. 26. Et gandske nyt Coeskure a la Mode, gjort
som en Vifte; Vingerne smaae og krusede;
Forhøyningen foran er stiv Hengel som er
kruset; bag ved samme en Oppufning:
atter der bag ved en udspilet stiv Hengel,
sammenheftet i Midten med en Rossette.
Omendskiønt dette Couffure er kommet til at staae
midt ind imellem de andre: saa bærer det dog i disse Tider
Præferencen; thi det er det nyemodigste, som jeg har hørt
tale om eller seet. Sættet er overalt hvidt, gjort af Dulle
eller enkelte Kniplinger uden Mønster. Det er opstukket
paa en trestykket Hue af Merlin. Pullen derpaa er lidet
opheftet. Vingerne ere krusede som almindelig. Man
kalder dem krusede, naar de ere Slangeformige bukkede baa¬
de for oven og for neden; men knekkede kalder man dem,
som ere skarpspidsede oven til og Slangeformig bukkede ne¬
den til. - Pibe maae der være i Panden. Foran er
lagt en lklar Rulse, omdreyet med Silke=Arbeyde. Lige¬
ledes oven paa den stive Hengel er en klar Rulse med sam¬
me Arbeyde omdreyet. Derefter kommer en Oppufning af
samme Dulle eller Kniplinger. Bag ved samme Oppuf¬
ning er anbragt den ovenmeldte udspilede stive Hengel; det
er en høyere Repræsentation end den forreste, og er ligele¬
des kruset; oven i Kanten med en klar Rulse ligesom de
førreste. Sammensetningen i Nakken seer ud som en ud¬
slagen Vifte, eller ligere som naar en Kalkonske Hane ud¬
breder sin Hale. Rosetten i Midten bestaaer af sex eller
otte Lykker af Blonder, som seer meget prægtig ud. Dette
Coeffure maae bæres til glat Nakke med Lokker ved Ørerne
og en maadelig Toppee. Det klæder overmaade prægtig;
og det maae endelig giøre det, siden det er det nyemodigste
som vi har.
No. 27. Et Coeskure a Pordinaire, med store Skyg¬
ger, lang Pulle og een Hengel med Fletning.
Dette Coeffure ere vel ikke af prægtigste Hovedtøyer,
men dog meget smukt. Skyggerne ere durchgebrochne af
en Slags Fletning, som kaldes Hane-Kamme. Pullen er


glat. Hengelen ligeledes af samme Fletning durchgebro¬
chen, og en smal Fletning foran, som er opsat i Puffer.
Dette Sæt giøres af hvide eller skatterede Baand, af Cou¬
leur efter enhvers Behag. Men det seer dog prægtigst
ud af hvidt.
No. 28. Et Coeffure; meget stort, med dobbelte
Vinger, begge Parrene knekkede, Pullen
opstukken, Henglerne i Bølger, med Baand,
i Puffer og Sløyfer.
Fede Folk og fyldige Ansigter bærer dette Coeffure me¬
get smukt; men mavre Ansigter falder bort derudi. Skyg¬
gerne ere spidsagtige og gaaer til Øynene. De øverste
Skygger ere et got Fingers breed smallere, end de underste.
Ørene bliver bedekkede med Vingerne. Pullen er lang og
opstukken i Flammer, hvor i Midten af Pullen kommer en
dobbelt Sløyse. Foran næst Skyggerne ere en Rad Baand
i Puffer som ovenmeldt, og i Panden en dobbelt Sløyse.
Neden under denne Sløyfe maae endelig være en Pibe.
Hengelen næst Baandet er i Bølger, men den bageste i en
dobbelt Sløyfe og er for Resten glat. Prægtigt klæder
dette Coeffure for dem, som kan lide det brusende, men
jeg vilde i det mindste ikke bære det.
No. 29. Et Kron=Cokffure, med Hierte og nedlig¬
gende Hengel efter Haaret, overalt garneret
med Granater.
Naar Haaret er smuk friseret eller accommoderet, set¬
tes dette lidet Coeffure megtt høytidelig oven paa. Det er
af Størrelse og Fasson som en liden Krone. Det er gjort
af Blonder, og Spidsen fra Kronen er af Skabning som
et Hierte, og gaaer efter Haaret midt i Panden. Henge¬
len gaaer fra Kronen og ned efter Haaret i Kruser, er lige¬
ledes af Blondiner og overalt belagt med Granater i hvad
Figurer de selv synes, som klæder smukkest. Blonderne
maae være meget levende sat, saa de kan bevæges naar de
vender Hovedet.  Jeg satte saadant Coeffure op til
min Frue for noget siden, og hver gang hun havde det paa,
saae det ud ligesom Sættet havde Koldfeberen, saa bevæ¬
geligt og rystende var det. Vi forstaaer saa mænd
og paa Herregaardene, hvad der er den høyeste Mode i
Hovedstaden.
No. 30. Et nymodigt Coeffure a l'accouchee, med
store Vinger, lang Pulle, flettet Hengel og
en Anstalt i Panden.
Den største Deel af Ansigtet skiules under dette Coef¬
fure. Vingerne ere runde neden til Ansigtet og gaaer over
Ørerne. Hengelen er meget kunstigt flettet af Baand og
Blonder, med Perler imellem for dem, som kan fordrage
det. Pullen skal være optrakt som et Gardin. Bag ved
Baand=Hengelen kommer en af Blonder, sammenflettet paa
Sølv=Traad. Den er meget høy i Panden, men huul,
hvorudi den Anstalt i Panden ligger, der repræsenterer el¬


ler seer ud som en Kræbs, gjort af Baand, Blonder og
Perler, saaledes omtrent, som Kroppen var af Baand,
Kløerne af Blonder, Benene af Perler paa Sølv=Traad.
No. 31. En Bormense med to Rader Strimler i
Læg; Pullen rynket; en Rad Baand i
Bølger, hvorimellem gaaer Silke=Arbey¬
de i a la Grecque; bag ved en Hengel.
Denne Modens Nathue bæres meest til Reglige og
Morgen=Habit. Den klæder smukkere end de andre Slags
Dormeuser med Piber. Strimler maae være lagde meget
accurate i dybe Læg, alle op ad til Panden. Den øverste
Strimmel er smallere end den underste, men Læggene paa
begge ere lige dybe. Pullen kan være enten rynket eller
glat. Baandene bruges af alle Slags Farver, hvilken
man efter egen eller Modens Smag finder meest Behag i.
Silke=Arbeydet maae være efter Baandenes Couleur.
Hengelen dertil er meget høy; og der maae endelig til
dette Slags Dormeuser være Pibe i Panden. Dertil
bruges og en Kyse, som gaaer ned under Hagen, og er
heftet tilbage med en Sløyfe i Panden. Dette Hoved¬
Tøy passer sig allerbest for unge Enke=Fruer; men det
maae endelig være saa dybt, at det gaaer ud forbi Øynene,
og da er det ret smukt. Jeg har kiendt en Enke¬
Frue, som baer det med megen Air. Den samme gode
Frues Coeffure var ellers i den Tid, de voxte, altid høyere
end andres. Hun skulde engang kiøre i et stort Besøg paa
Landet, og da hun kom i Chaisen maatte hun sidde krum
med Hovedet uden for Chaisen, for ikke at støde Op¬
reysningen.
No. 32. En Dormenle a la Tus, med dobbelte
vinger, glatte, tæt til Ansigtet, fuld¬
kommen over Ørerne; Pullen rynket, og
derpaa en Rad Baand, med en stor
Rosette.
Vingerne paa denne Dormeuse ere enten af Blonder
eller Kniplinger, ere smalle i Panden og ud til Enderne
som en Dormeuse. Pullen maae være rynket i Ruder,
og den Rad Baand derpaa legges som i en Fletning.
Rosetten er af samme Baand i Panden, og i Midten
af den er en mindre af Blonder. - Saadan en Dor¬
mense bruger jeg selv i disse Tider. Det er gandske kort
siden, at jeg fik Mønsteret af dem fra Hovedstaden. Mig
tykkes den klæder mig særdeles smukt; thi den er ret skabt
til ærbare Ansigter, saadanne som mit.
No. 33. Et lidet Coeffure, bæres paa bart Haar,
giort som et lidet Sæt, med smaa Vin¬
ger, men en stor Blomst og Pibe.
Saa lidet dette Sæt er, saa smukt er det; og siden
alting giøres af Blonder, saa er dette og af Blonder.
Vingerne derpaa ere gandske op= eller udslagne, som til at
flyve. Blomsten er gjort af Blonder og Pust=Perler meget
høy og klar.


No. 34. Et Coeffare a la Sultane forskielligt fra
No. 19, derudi, at dette representerer en
Kaskiette.
Kan giøres enten af Blonder eller hvide Baand. Den
har en liden Pulle som hører til en Kaskiette, sterk oppuf¬
set, garneret rundt omkring med Blonder i Bølger; har
en Blomst paa den venstre Side, som er giort af Blon¬
der eller Baand paa Sølvtraad. Neden for Blømsten
settes Sultanen, som er giort af samme Blonder eller
Baand. Oven i Midten en Rosette. Man kan garnere
det med Voxperler om man lyster. - Gamle Folk bru¬
ger disse Kaskietter paa bart Haar, og Børn og unge Men¬
nesker bruger derimod Sætter som Kapperølleker, der
skiuler det hele Hoved. - Saadan en Herskerinde er
Moden, og saadanne Slaver ere vi af den! Men hvad
skal man giøre? Alderdommen vil være ung for at behage;
men hvorfor vil de Unge synes gamle? Monne det ikke
være for at synes vise, eller og for at blive gifte? Thi jeg
troer gandske vist, at de fleste unge Piger holder for, at
de gaaer alt for længe, naar de ikke kommer i Brudeseng
inden de bliver tyve Aar gamle. Jeg vil ingen Hemme¬
lighed giøre af mit Hierte; jeg havde selv de Tanker da
jeg var paa den Alder; og jeg kiender i det mindste ikke
en eneste, som jo har tænkt lige saaledes som jeg, undta¬
gen den Malke=Pige her paa Gaarden; men jeg troer og
rigtig at hun er, jeg vil ikke sige hvad jeg mener, en --
J maae selv giette det, mine Venner!
No. 35. Coeffure a la petit coeur, er et lidet Sæt
med Vinger, og representerer for Resten
et Hierte for og bag til.
Det sees let, uden min Erindring, at dette Coeffure
ikkun bæres paa friseret Haar. Hvorledes Hiertet seer
ud, kan de, som ikke har seet nogen bære det, best forestille
sig, naar de seer Mercurius afmalet; thi saa flyvende
staaer Vingerne paa dette Sæt. Dog seer de endnu mere
vilde og flygtige ud; thi de ere durchgebrochne eller i Form
af udspændt Net. Forskiellen er, at Mercurii Vinger
ere spidse, men disse ere runde. Hiertet er spidst baade
for til og bag til; og oven i Midten ligger en Rosette af
Blonder, som er meget høy. Det er endnu i fuld Mode;
dog troer jeg, at man nu bruger at legge Vingerne ned
paa Haaret, i Stedet for at man tilforn lod dem staae ret
ud ligesom i Flugten. - Det er allerbest, naar enhver
bruger Hovedtøyer, som klæder Ansigtet, men somme bru¬
ger hvad de faaer opstukket, naar de kun faaer noget paa
Hovedet, enten det klæder dem eller ikke; og derfor seer
mange ogsaa ud i Hovederne som Skovugler, omendskiønt
de har de allerprægtigste nyemodigste Sætter paa¬
No. 36. Et Coeffure, representerer et accommode¬
ret Haar.
Det bestaaer af krusede Strimler, som gaaer efter
Haaret, fire til fem Rader Strimler bag efter hinanden;


alt efter Forhøyning. Strimlerne maae være af klare fine
Blonder, jo klarere de ere, jo smukkere vil det klæde.
Pullen glat, og ligeledes af klare Blonder. Forhøynin¬
ningen i Panden maae være en Rose af Blonder med Per¬
ler, enten Voxperler, Pustperler, eller hvad de vil. Der¬
fra gaaer en Alonge ned efter Ørerne, tilbage igien og er
opheftet i en Sløyfe. Den er ligeledes omdreyet med
Perler. - Dette Coeffure er ikke almindeligt, og er hid¬
indtil ikkun brugt af meget faa; men det klæder meget
smukt. Naar man er noget borte fra det, skal ingen kun¬
de sige andet, end det er bart Haar.
No. 37. Et ny modigt Coeffare til accommoderet
Haar, representerer en Have.
Paa dette Coeffure er Anstalten i Grundvolden lagt af
fiin Staaltraad, omviklet med Bomuld, og omsvøbt med
smalle franske grønne Baand. Derpaa er sat Blomsterne,
som ere gjorte af Silke=Arbeyde, hvilke anbringes i Qvar¬
terer med Aabninger imellem sine Gange. Foran bliver
de mindste Blomster anbragte, saasom Lillie=Conval, Ver¬
gis meiner nicht, smaae Roser og deslige; der bag ved
kommer større Blomster, alt af Silke=Arbeyde med grøn¬
ne Silke, og allerbagest en Silke=Anstalt, som represente¬
rer smaa Træer. Fra Siderne gaaer en flad Allonge af
samme Blomster=Arbeyde, og gaaer efter Haaret. Dette
settes temmelig dybt ned i Panden. - Dette Coeffure er
bragt directe fra Paris af en ung Junker, som dermed gior¬
de en Present til sin Kiereste.
No. 38. Et Morgen=Coeflure med dobbelte Vinger.
breed Hengel, og Brikke i Nakken.
Vingerne paa dette Hovedtøy ere uden Bøyle og har
deres eget Fald, med en Hollandsk Pibe i Panden.
En Hollandsk Pibe er en, som gaaer ud med to Virer, og
ligner en Rende. - Pullen er meget stor og sammen¬
rynket i Midten som en Amager=Hue, med en Kokarde og
en Knap i Midten. Somme bruger dem ogsaa uden Ko¬
karde med Knap allene. - For at holde Pullen stiv,
at den kan see ud som en Amager=Pulle, saa bliver den
underforet med Taft eller Marlin. Den rynkes til Under¬
Huen, og naar den saaledes er rynket, staaer den rundt
som en Brikke. Hengelen er breed, og henger løs med en
stor Sløye i Panden. Baandene ere smalle og takkede
med en Rosette udi Panden, og Bølger lige ned.
Dette Coeffure har en Tidlang været af Moden, men er
nu kommet i Moden igien. - Det maae observeres,
at Kokarden bliver af samme Baand, som anbringes for
Hengelen, og Knappen giøres ligeledes deraf. Farven


paa Baandene kan udvælges efter enhvers Behag; dog
bruges de meest hvide.
Ro. 39. Et prægtigt Coeffure a la nouvelle Mode,
med smalle Vinger, brusende Pulle, Op¬
stalt af maadelig Høyde og Allonger af
Blondiner og Silke=Arbeyde.
Dette Coeffure er vel i Anseendet prægtigt, men dog
tarveligt. Vingerne ere smalle og meget nette, garnerede
med Blonder og Perler; det er høyt i Panden til en Top=l¬
pee. Pullen meget brusende oppuffet, jo meere negligent
jo bedre, og gaaer langt ned i Nakken, saa at næsten slet
intet af Nakkehaaret synes. Opstalten er af Blonder og
Perler ligesom Skyggerne. Hengelen ligeleedes af Blonder a
og Perler samt mellemflettet Silke=Arbeyde. Den er
sammenbunden i Nakken, og henger lige ned ad Ryggen.
Somme bruger og at binde den sammen med en Sløyfe i
Nakken. Dette er en tilforladelig Beskrivelse over et virke=l¬
lig smukt Hovedtøy. Jeg prøvede det forleden hos Kam¬
merpigen paa Naboe=Herregaarden, og det klædte mig for¬
treffelig smukt. Det er en Coeffure, som passer sig for en
ung Enkebrud.
No. 40. Et stort Coeskare, med store vinger, lang
Pulle, høy Opstalt, og glat Hengel med
Silke=Arbeyde samt bølgede Baand.
Meget af Ansigtet faaer man ikke paa Siden af dette Coef¬
fure at see; thi Vingerne ere meget runde og brede, og
gaaer næsten lige ned paa Halsen. De maae være af bre¬
de og meget kostbare Blonder; men maae ikke garneres ikke
just fordi Garnering paa Vingerne er gaaet af Moden,
men fordi det vilde ingenlunde klæde got paa dette Coeffure.
Pullen er lagt i Ruder som en Vaffel, hvor i Midten er
en Blonde, som er lagt i Fletning. Det gaaer meget tet
til i Panden; og Opstalten, som er af Blonder, er saa
høy, at den har foran fem Rosetter. Baandene kan være
best skatteerte. Hengelen følger Forhøyningen og gaaer glat
til Siden. Den er af Blonder med Silke Arbeyde paa,
som er af Couleur efter Baandene. Baandene settes i
Bølger. Her skal endelig være en Sløyfe i Nakken.
Dette er, hvad vi denne Gang kan meddele, som vi
har faaet fra vor besynderlige gode Veninde, den forhen
ommelte Kammerpige. Et Snees Forandringer af Coeffure
lover hun os endnu, samt et Tøse=Sæt, en piinagtig
Dormeuse, et forknebet=Sæt, og et Fenneke=Sæt, og
maaskee inden Nye=Aar haaber vi at kunde meddeele samme.


1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 52


Adskilligt Nyt fra Avis=Collegiet.
B¬
orgeren i Hovedstaden. Hvad got Nyt i Aviser¬
ne? Det er ret fortredeligt, at Postene gaaer saa
urigtige om Vintertider; man maa vente saa længe.
Fætteren. Ja, det er Skade, at Patrollens Forslag.
at fylde Belterne op, ikke blev sat i Verk. Havde man den
gang lagt Haand paa Verket, saa havde det vel nu været op¬
fyldt til Sproe, om ikke gandske, og saa havde man ey havt
nødig at læse i voxe Danske Aviser, Posten var ved Avisens
Slutning ikke ankommen.
Den gamle Jomfrue. Hvorledes gaaer det med Tyr¬
kerne? Er der endnu flere af dem?
Hofmesteren. De bliver ikke saa let udryddede. Men
om han kan levere fleere Batallier vil blive vanskeligt; i det rin¬
geste vil de nok ikke saa let bringe saa mange Folk i Marken til¬
stundende Foraar paa eengang; thi de har lært galant at løbe.
Fætteren. Der bliver intet Krudt tilbage til Foraa¬
ret; thi Stor=Sultanen maae Fyre hver Dag for Lyst, for
at bilde Pøbelen ind at Tyrken slaaer Russerne. Men jeg
frygter Pøbelen vil ey længe saaledes lade sig tage ved Næsen;
sidste Avis meldte om et Oprør af Pøbelen og at Sultanen,
var flygtet til Adrianopel.
Søemanden. Jeg maae lee, naar jeg læser i Aviser¬
ne, at Tyrken belaver sig paa at udruste sig til Søes, og det
staaer strax derpaa, at han nu begynder at bygge Skibe¬
ne først. Det kommer mig for som Tyrken vil sige: Bie, til
jeg faaer smedet et Sverd, saa skal jeg hugge Hovedet af dem
allesammen. Men see om nogen vil bie.
Borgeren i Hovedstaden. Det var et skiønt Coup
Russerne giorde, da de tog Grosvizirens Favoritinde, den dey¬
lige Polakinde tilligemed Papegoyen.
Lætteren. Ja, her treffer Ordsproget rigtig ind. De
skiød Papegoyen.
Hofmesteren. Det er ellers nogle artige Fugle at bringe
i Felten med. Grosviziren tænkte nok, at Russerne vilde ikke
give ham andet bestille, end at snakke med disse to.
Den gamle Jomfrue. Kunde Papegoyen ogsaa snakke.
Fætteren. O! ja, Jomfruel Maitressen og Papegopen
havde eet Sprog. De kunde sige begge to: Oui! Oui! bai¬
sex moi!
Dengamle Jomfrue. Det er nok tyrkisk? Det for¬
staaer jeg ikke.
Lovmesteren. Ney, Jomfrue! Det er Fransk. Det
betyder saa meget som disse to Dyr vare meget kielne, og hel¬
dende med Hovedet, sagde: Ja! ja! kys mig


Den gamle Jomfrue. Fy! de Bestier. Kunde de
ikke ligesaa vel være ublue og løsagtige paa tyrkisk? Hvor¬
for skulde de just sige det paa Fransk?
Fætteren. O! Jomfrue! saadanne søde Ord klinger
best i det franske. Kunde Jomfruen ikke tale saa meget Fransk?
Den gamle Jomfrue. Fy, jeg vilde ikke sige saa me¬
get, hverken paa Fransk eller Dansk, om jeg end kunde vin¬
de heele Tyrkiet.
Lætteren. Da gad Grosviziren heller hørt disse søde
Ord paa Fransk, end Russernes Canon=Sprog. Han
har og derfor tilbudet sig at give 200 Poser Penge for sin
Maitresse og 100 Poser for Papegoyen. Men man troer,
at den Russiske General er saa ædelmodig, at han skienker ham
dem begge to.
Søemanden. Det gjorde jeg min Troe
ikke. Vel tog jeg Pengene først; Men saa skar jeg Tun¬
gen af dem begge, og lod ham saa faae dem. Saa kunde
de raabe længe nok oui! oui! baisez moi. Eller og de
kunde tale samme Sprog, som de lærer saa mange af os Christ¬
ne Søefolk, som falder i deres Hænder. Det er jo dog en
Ynk, at see sine Medbrødre saa ilde medhandlede. Det er
ey længe siden der gik saadan en Skibsmand om, som Tyrken
havde skaaren Tungen af.
Den gamle Ungkarl. Ja, Børulille! har jeg ikke nok
sagt Jer at Tyrken er en fæl Karl.
Huusholdersken. Jeg gad nok seet hvordan Huushol¬
ningen er hos en Tyrk, der har saa mange Koner. Jeg tæn¬
ker, de maae have hver sin Huusholdnings=Uge; ligesom
her, hvor en Mand kan have mange voxne Døttre, der skiftes
disse til at gaae i Huusholdningen.
Den unge muntre Jomfrue. Og jeg tænker ingen
af dem bryder sig om Huusholdningen; men allene giør Over¬
regning, naar Touren falder dem til at være mere i Sove¬
kammeret end i Kiøkkenet.
Den gamle Jomfrue. Ney, hørtil hende. Fy! mit
Barn! Tael aldrig om Sovekammeret. Den Snak kan jeg
ikke fordrage. Nok er det Tyrken er en fæl Karl, og alle de
som vil have flere end een Kone, er ikke et Haar bedre end en
Tyrk. - Men hvad meere Nyt af Aviserne?
Borgeren i Kiøbstæden paa Landet. Nu omsinn¬
der er snart ingen Arrest=Hul stærk nok til at holde Arrestan¬
tere. Hvem skulde kunde tænke, at en omløbende Glar¬
mester kunde brække ud igiennem en tyk Grundmuur, og med
en Træe=Blok, som 4 Karle med Møye veltede ind i Arrest¬
kammeret, slaae Hul paa denne tykke Gruundmuur, helst da


han var vel meest vant til at arbeyde i skiørt, og de gode
gamle Grundmuure ere, min Troe, ingen Skive=Glas, som
en Demant kan skiere over.
Den gamle Ungkarl. Skulde det og kunde være
troligt?
Borgeren i Kiøbstæden paa Landet. Jeg har jo
selv tæst Tillysningen i Aviserne, og naar vi ikke kan troe
Aviserne, hvad skal vi da troe?
Fætteren. Sandt nok! Men der fortælles dog saa me¬
get i Aviserne, som dog neppe er troeligt. Som for Exem¬
pel. Jeg læste forleden i en Avis, "at Republiken Genua
"lod saavel sin Hoved=Stad, som alle sine andre Stæder sterk
"befæste, i Besynderlighed lader den Kysterne med Mand¬
"skab sterk besætte med Mennesker." Hvorledes skal man
kunde forstaae dette: at lade Kysterne med Mandskab beset¬
te med Mennesker? Det lader jo, ligesom at Genueserne
har to Slags Krigsfolk, nemlig Mandskab og Mennesker.
Det er got for dem, har de saa mange Folk, at de kan set¬
te Mennesker paa Mandskab.
Hofmesteren. Hvad Avis har det staaet udi? Fætter
Lætteren. Det kan jeg just nu ikke erindre, men det
var i No. 48. - Har ellers nogen af de gode Venner
seet de splinter nye skrevne Adresse=Aviser?
Den gamle Jomfrue. Nu omstunder har man ey
nødig at gaae feyl. Nu adresserer man næsten i hver Bye.
J min Opvext vidste man ey af saadant. Men hvordan
ere de nye Aviser? Fætter!
Fætteren. Tiielen er blodrød.
Den gamle Jomfrue. Kors en rød Titel! Det maae
lade galant. Det er i Sandhed længe siden, at man saae
rødtitlede Aviser. De maae stikke forskrækkelig i Øynene?
Fætter! De Aviser maae jeg holde. Jeg gider mangfoldig
gierne lide rød Skrivt, naar det kun ikke er skrevet med Blod;
thi det er en stor Synd. Titelen er vel ikke skrevet med
Blod? Fætter!
zætteren. Ney, det skulde jeg ikke troe. Men jeg tæn¬
ker, det røde vil nok blive forandret til Sværte, om de en¬
gang bliver trykt; thi det saae ilde ud med alle andre Avi¬
ser, om der skulde komme een i Trykken med rød Titul; thi
den vilde gandske vist finde lige saa mange Liebhabere, som
gamle Jomfruer har Beylere.
Den gamle Jomfrue. Hør, Fætter! Det siger jeg
ham engang for alle, skiemt ey oftere med de gamle Jomfruer.
Det kan jeg ikke fordrage. Han er ret en slem een.
Fætteren. Nu! Nu! Jomfrue: jeg skal nok tage mig
i agt herefter. - Det jeg maatte meest lee af i disse
nye Aviser, var, at man der iadfører et Vers, og siger at
det er sendt til Indrykkelse, da dette Vers er dog meget gam¬
melt, ja, jeg troer, saa gammelt, som Jomfruen.
Den gamle Jomfrue. Hør nu igien. Nen Fætter!
det gaaer alt for vidt. Jeg skal forspære, at tale med
ham, Fætter; thi han er alt for stor en Spottefugl. (Vo¬
res gamle Jomfrue blev vreed, og var Aarsag til at Avis¬


Collegiet blev ophævet før Tiden den Aften. Men det er
jo dog ikke saa nyt at Collegier bliver splidagtige, og skilles
ad med Vreede.)
Fra Mode=Collegiet.
Jætteren. Nu er da den gyldene Tid kommet, som man
saa længe har ønsket sig. Hidtil har man klaget over at det
var saa vanskeligt at givte sig, saasom man ey kunde see
Fruentimmerne i Hiertet. Nu skal man ikke længer klager
derover, saaledes veed det Smukke Kiøn, at rødde alle
Hindringer af Veyen.
Den gamle Jomfrue. Nu noget Nyt igien. Kan
man nu see Fruentimmerne i Hiertet? Da skal J, min
Troe, ikke kunde kige i mit.
Fætteren. Ja, nu kan man rigtig see, føle og ta¬
ge paa de Smukkes Hierter.
Hofmesteren, Jeg har nok hørt at Poeterne vare
aabenhiertede, at de bare Hierter paa Albnerne; men det
har jeg aldrig hørt om det smukke Kiøn.
Fætteren. Sandt nok. Men nu kan man og kalde
vore peene Jomfruer aabenhiertede; og nu begriber jeg,
hvorfor de hidtil Dags har været saa haarhiertede, at saa¬
snart en stakkels Frier kom til dem, fik han strax Ney.
Thi nu lader de deres haarde Steenhierter offentlig see.
Borgeren fra Landet. Hvad vil det sige, Fætter,
jeg begriber ikke denne Mørke Tale.
Fætteren. Ja, J Landsbye=Folk, hvad forstaaer J
jer paa Galanterier. J har kun Kiød Hierter alle sammen.
Jeg har i disse gode Juule hellige Dage været i Besøg hos
mange af vor Byes peene Piger, og de havde Steenhier¬
ter allesammen. Og mig undrer, at De, min smukke
unge muntre Jomfrue, ikke og allereede har faaet et
Steenhierte.
Den muntre Jomfrue. Pokker komme i Guldsme¬
den, han firerede mig til disse Hellige Dage; Men nu har
han vist lovet mig det til Nye Aar.
Den gamle Jomfrue. Nu begriber jeg at det maa
være en Slags Prydelse. O fortæl mig, Fætter, hvad
det vil sige.
Fætteren. Hidtil har vore peene Modens Jomfruer
kun baaret et Kors under Hagen lidet nedhængende paa
Brystet; og da man har forundret sig over saadannne Kors
vil de nu viise at de ere komne fra Hiertet, i det de nu til¬
lige fremviser deres Steenhierter. De bærer nu tilligemed
Korset, et prægtig og af Sølv eller Guld udarbeydet og
rigelig med glimrende Steene besat Hierte paa deres Bryst.
Dette lader fortreffelig vel, og man kan nu med Sandhed
sige, at mange af vore modens Fruentimmer har smukke
Hierter.
Præste=Enken. Man pleyer at sige: hvad Hiertet er
fuldt af løber Munden over af. Mig tykkes, det var be¬


dre, at forbedre det indvortes Hierte, end at røbe dets For¬
fængelighed med det udvortes.
Borgeren fra Landet. Jeg er bange, at vore Piger
og bliver steenhiertede.
Fætteren. O! J Folk forstaaer ikke at leve. Hvad
er vel en Pige uden Hierte? Det fornøyer mig ret, at
vore Smaaherrer herefter ikke saa let skal kunde faae
Bugt med de ellers saa bøyelige Hierter. Lad dem nu suk¬
ke længe nok for disse Steenhaarde Hierter.
Fra Snakke- og Løyer=Collegiet.
Den gamle Ungkarl. Det var dog artigt nok i gamle
Dage med den Juule=Stue=Leegen. Det er dog slemt saa
mange gamle Skikke bliver aflagde. Jeg kan endnu erindre
mig, hvor glad jeg var i min Opvext, naar Touren faldt
til mine Forældre, at holde Juule=Stue. Da skiftede Folk
i Naboelanget smukt til at holde saadan en Lystighed for
Ungdommen. De Gamle kom med undertiden, og min
Moder kunde huske alle de Juule=Leege der vare til, og selv
førte os an, ja, slog mangen en Dands af med vi unge
Mennesker. Min Fader kunde lee, saa han maatte holde
paa sin Mave, naar en Jomfrue blev tildømt at kysse ham.
Ja, jeg glemmer aldrig, at han selv meget gierne var med
i den Juule=Leeg: Munken gaaer i Enge. Naar han
var Munk, breedte han altid sin Kappe ud for den smukkeste
Pige i heele Kredsen. Nu derimod er det meget rart at see,
Naboer forliges, og mindre holder fortroelig Omgang med
hinanden. Skal de nu undertiden giøre en Visit, skal
Spillebordene strax frem; Børn skal see paa Forældrene
at de kan lære Spillet; Ney, da holder jeg meer af vore
gamle Juulestuer; i sær af de Leege, hvor de skulde give
Pant, og strængelig blev tilholdet at efterkomme Dommen
og løse sit Pant. Jeg kan endnu livagtig erindre mig,
hvorledes min Moder gav min Søster et vældigt Øresigen,
fordi hun ikke vilde kysse vor Naboes Søn, som dog var
en honet Haandverks=Karl. Hvad bilder du dig ind? sag¬
de hun: Du kunde blive en hæderlig Mesterinde i Lauget.
Da vilde Forældrene at deres Børn skulde omgaaes deres
Lige, men nu skal hver anden Borgerdatter være Frue.
Den gamle Jomfrue. De har, min Troe ret. Man
maa sige hvad man vil om de gamle Tider, saa vare de
dog virkelig bedre og fornøyeligere, end de nærværende.
Hvor er nu den gamle Ærlighed? Mig tykkes, den tager
af Aar fra Aar, ligesom Juule=Leegene. Om man kun
alene vilde Drage Handske, saa var det dog virkelig langt
fornøyeligere end at spille Kort, hvorved saa mangen een
dog kommer til kort. Jeg gad meget gierne i min Op¬
vext leeget giem Belte, giem Velte, giem saare vel.


Fætteren. Det er sandt, det er og en deylig Leeg.
Jeg har endnu et Document som viser at den Leeg tillige
med en Deel andre vare i Brug i Aaret 1723. Thi en
stoer Orator betiente sig af dem i en Trolovelses Tale paa
3die Juuledag, da han sagde til Fæste=Møen: Giem Bel¬
te, giem Belte, giem saare vel, saa og den Leeg; Lad
por Herres Fugl ikke døe, og forklarede Beltet og Fug¬
len ved Kierlighed i Ægteskabet, at naar Veltet, Enig¬
hedens Baand, ikke blev giemt, og Fuglen, den antændte
Pind, gik ud, saa blev der leegt den Leeg: Der er kom¬
met et underligt Dyr udi min Herres Have, og det
har gaaet den gandske Nat og giort saa stor en Ska¬
de. Ved dette underlige Dyr skulde forstaaes Ægteskabs¬
Diævelen. Saa blev og anført den Juule=Leeg: Tag
Lys i Haand min Datter, og vogt dig vel for Latter.
Naar en Pige saaledes uden Latter kan holde Lyset, klap¬
per alle i Hænderne, og Forældrene raaber: Nu kan J
alle baade høre og see, vor Datter hun er en fuld¬
troe Møe.
Den gamle Jomfrue. Det var en smuk Leeg. Jeg
kunde endnu have Lyst til at holde en Juule=Stue¬
Den gamle Ungkarl. Jeg og.
Fætteren. Men om Jomfruen da ikke kunde holde
Lyset uden at lee, hvad skulde man da sige, og naar vi faaer
en Jnulestue, saa maa vor gamle Ungkarl endelig være
Juule=Buk.
Den gamle Jomfrue. Naa, Fætter, han vil og
altid have at vi Gamle skal holde Lyset.
Præste-Enken. Jeg holder dog for at denne Juule¬
Leegen er uanstændig, i sær for gamle. For Børn, som
kan leege uskyldig, kan det være hvad det er. Overalt
er det et slet Ordsprog: Det er Juul, i hvad man
giør.
Samleren. Da dette er det sidsle for dette Aar ud=
givne Blad af vor Fruentimmer= og Mandfolke Tiden¬
der: saa har jeg paa Sælskabets Vegne vor offentlige Tak¬
sigelse at aflegge til alle vore Læsere. Og da vi veed, at
vi har fornøyet mange af dem, er det os Opmuntring nok,
til at fortsette samme i næste Aar. Vi haaber en hastig
Forladelse, fordi vi ikke altid har kundet være lige mun¬
tre, saasom enhver veed dog med sig selv, at han ey kan
altid være i lige god Lune. Dog maae vi tilstaae, at vi
tvinger os ofte til at skrive lystigt, og vi maae reent ud be¬
kiende, at vi ikke vare i Stand til at kunde snakke saa meget,
dersom vi ikke havde Fruentimmer med i Sælskabet. Hvor
umistelig er dog ikke dette Kiøn,, og dem skolder vi i sær en
offentlig Taksigelse. Vi skylde og, som vi ber levere


Jndholden af denne Aargang.


No. 1. Nye=Aars Ønske af Sælskabet. Jndfald. Nyt
og Gammelt.
No. 2. Jndfald. Nyt og Gammelt.
No. 3. En Skrivelse til Sælskabet om Huusholdning
med Tiden. En Beregning af Sir Carl Efav.
En Maade, vel at anbringe sine Penge og sikkert
at udsette dem.
No. 4. Det lykkelige Land. Gammelt og Nyt.
No. 5. Brev=Vexling. Ydmygheds billede til Hove.
Vittige Jndfald og lystige Svar.
No. 6. Samtale imellem vor Hofmester og en Hob unge
Messienrs. Jndfald. Nyt og Gammelt.
No. 7. Theokrit. En Historte.
No. 8. Bagtalelses billede. (En Allegorisk Drøm.) Nyt
og Gammelt. Anekdoter om Kritiken. Nye
Pariser=Sæder. -
No. 9. Brev Vexling. Fortegnelse paa nogle Mands¬
og Fruentimmer=Personer, som i Anledning af den
Tyrkiske Krig vil indtræde i Ægtestanden. Nyt
og Gammelt.
No. 10. En Ægtemands Klager over hans Kones Paa¬
rørende. Jndfald. Nyt og gammelt. Caliste en Fabel
No. 11. 12. Den lykkelige Famitie. (en Forlælning af
Marmontel.
Mo. 13. Adstilligt for Børn og unge Folk. Ebn Zaids
Historie. Brev til en ung Ven.
No. 14. Adskilligt for Børn og unge Folk.
No. 15. Fundne Breve. En Fortæling om en Konge,
Jndfald. Nyt og gammelt.
No. 16. De sierke Aanders Rige. (en allegorisk Drøm.
Brervexling. Jndfald. Nyt. -
No. 17. Erkiendtligheds Exempel. Kierligheds Magazin.
Jndfald. Nyt og gammelt. Vers til en stor Herre.
No. 18. 19. Sidney og Silli. Vældædighed og Tak
nemmeligh d.
No. 20. Reslen af samme. Overdreven Høflighed. An¬
mærkninger. Carakterer.
No. 21. Forslag til visse Fruentimmer imod Tidens Lang¬
somhed. Bievvexling. Nyt og gammelt.
No. 22. De Forliebtes Venskab. Brevvexling. Nyt og
gammelt. Jndfald.
No. 23. Adskilligt for Børn og unge Folk. Jndfald. Nyt.
No. 24. Middel til Sielens Tilfredsstillelse i ængstelige
Sorger og Lidelser. Den ædelmodige Arbeyds¬
mand." Anekdoter. Nyt og Gammelt.
No. 25. Den Alpiske Hyrdinde.
No. 26. Resten af samme.
No. 27. Kilde=Reysen.
No. 28. Tanker om Drømme. Jndfald. Nyt og gammelt.
No. 29. Tanker over det Blomster Noli me tangere rør
mig ikke. Philaret, den guddommelige Førelse.


Beskrivelse over Øen St. Domingo. Tanker af
Gleim. Den fundne Skat.
No. 30. Svensk Capitain Hr. Cameens ulykkelige Sør¬
Reyse og Død. Nyt og ikke Gammelt.
No. 3f. Resiten af Capitain Cameens Søe=Reyse. Kla¬
ger over slet Veyr. H.r. A1 §. Caracteer. Jnd¬
"" Fald. Nyt og Gammelt.
No. 32. Brev=Vexling. Lykkens Tempel. Nyt og Gammelt.
No. 33. Tiden. Den hastige Flod til Evigheden. En
i Comoediants Tildragelser.
No 34. Brev=Vexling. En Engelsk Betlers Begivenhe¬
der. Om Velanstændighed.
No. 35. Den forgieves søgte Lykke. De Forliebtes Vilde¬
rede. En Fabel.
No. 36. Om de sælskabelige Dyder. Anekdoter om min
Oldefader. Karrighed. Ædelmodighed.
No. 37. En Schweitzersk Kierligheds Brev. Splinter Nyt.
No 38. Om Forlovelser. Johan kunde ikke leve. En
Hverdags Historie.
No. 39. Om Sælskabelighed efter Moden. Øretuderes
Berømmelse.
No. 40. Afbildning af et Moralsk Syge=Huus. Cloe og
Daphnis. Gierrighed.
No. 41. 42. En fattig Lærds Levnets=Løb fra Øen Bantam.
Skrivelse til Sælskabet. Nyt. Tragoedie-Sa¬
"ger. Juridiske, Medicinske og Oeconomiske Be¬
retninger. Jndfald.
No. 43. Historie om Tanden med de to Koner. Om
Bedragerier &. Spil. Oeconomiske Beretnin¬
ger. Jndfald.
No. 44. En og tyve Forandringer paa Fruentimmer=Sæt¬
ter. Nyt og Gammelt. Opera=Sager. Ju¬
ridiske, Medicinske og Oeconomiske Beretninger.
Jndfald.
No. 45. De nyere Tiders Koge=Kunst og Skienke Vittig¬
hed. Adskilligt Nyt fra Avis=Collegiet. Oeco¬
nomiske Beretninger. Jndfald.
No. 46. Adskilligt Nyt fra Avis Collegiet.
No. 47. En gammel Onkels Brev til hans Niece om Ægte¬
Standen. En Hyrdes Vinter=Tanker. Gamle
Skikkes Sælsomhed. Anekdoter.
No. 48. Fætteren giver sig ud for en Spaa=Kielling.
No. 49. Nyt fra Snakke= og Løyer=Collegiet. Fra Even¬
tyrs=Collegiet. Fra Avis=Collegiet. Fra Mode¬
Collegiet.
No. 50. Fra Mode-Collegiet om Stads.
No. 51. Fra Mode Collegiet om fleere Forandringer paa
Fruentimmer=Sætter.
No. 52. Adskilligt Nyt fra Avis=Collegiet. Fra Mode¬
Collegiet. Fra Snakke= og Løyer=Collegiet.


hermed endes Tredie Aargang. Fierde begynder med næste Aar.


