1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tid.
No. 1 og 2
Nye=Aars=Ønsker.


Præste=Enken.
Jeg med min Pension, skiønt liden, er fornøyet!
Og derfor ikke nok kan takke Forsyns Øyet.
Gid rette Enker og de Faderløse maa
Befinde at de Hielp fra Himmelen kan faae!
Borgeren i Hovedstaden.
Gid denne Hovedstad i Velstand maae tilbage,
Som Lysten tager til udi Kareth at age.
Gid Rigdom tage til som Overdaadighed,
Saa troer jeg gandske vist at ingen Mangel leed!
5ovmesterinden.
Som smukke Blomster best et Blomster-Bed kan ziire,
Saa gid og Dyden frem udi vor Ungdom spiire;
Som Blomster i et Bed er i Stadens Nymphe Chor.
Gid De da pyntet staae i Dydens fulde Flor!
Hovmesteren.
Hvad skal jeg ønske? Jeg vil ønske vore Unge,
Som nu maa tale med den Udenlandske Tunge,
At, naar de reyser ud, maa komme kloge hiem!
Thi ellers siger man: at Maalet røber dem.
Den givte Rone.
84 Usamdrægtighed fra Ægtefolk bortvige!
Gid at de smage maae paa Jorden Himmerige!
Min Mand er Ejegod. Hver Kone ønsker jeg
En saadan Mand; thi da er det kun Børneleeg.
Borgeren i Riøbstæden paa Landet.
Paa Prent man ofte seer en patriotisk Jver,
Men den gemeenligen og ved det samme bliver.
Gid den i Gierningen sig virksom vise maae!
Og gid at Handelen ep plat maae undergaae!


Huusholdersken.
Gid Mindre vilde ev de Større efterabe,
Og lade sig hver Dag af Skrædere omskabe!
Gid i Landflygtighed maa drives: Ligesom;
Thi dette lille Ord har mangen Pung gjort tom.
Søemanden.
Gid Medbør følge dem, og Vinden stedse føye,
Som paa det stolte Dyb skal Havets Furer pløye.
Ja gid det Røver=Pak, jeg meen, Algiererne,
Saaledes klappes maa, at de kan raabe: Vee!
Den gamle Vegelsindede Jomfrue.
Snart vil jeg ønske Eet, og snart igien et andet.
Forskielligheden har min Tanke-Orden blandet.
Snart Frost, snart Tøe, snart Regn, snart Snee.
Saaledes ønsker tit vi Vegelsindede.
Den gamle egensindige Ung-Rarl.
J fude Tive Aar een Kiørtel har jeg baaret.
Og paa sin Gammeldags min Ønskers Pen er skaaret.
Om Krig jeg gider nok udi Avisen hørt
Men gid i Dannemark den aldrig blive ført!
Den unge muntre Jomfrue.
Gid denne skiønne Snee maa ligge meget længe,
Da, de som Kaner har, vist nok fortiener Penge.
Au! Ønsket blev til Vand, og ikke blev bønhørt¬
Thi nu tøer Sneen bort, som ikke blev udkiørt.
Fætteren.
Jeg ønsker Snee igien, men endnu meget meere:
At Kane=Kiørerne maae og forgyldte være,
Om en med meer, saa dog med Hanke og med Kra¬
Hermed mit Ønske jeg gesvindt og net jo slap.


Samleren.
Som Samler, lettelig jeg kunde sammensamle
Et Nyt-Aars Ønske af de mange andre gamle.
Nye-Aars=Poeter seer man tit at giøre saa.
Gid dette Aar maa vel for os og alle gaae!


Hovmesterinden. Hvor vidt mon det være kommet med
Hr. Professor Basedows Elementar=Bog? Skal jeg
troe, at vi faaer den snart ud?
Hovmesteren. Til Paaske er os lovet Læseøvelsen
og den almindelige Deel af den Bog om den Elemen¬
tariske Methode, og maaskee endda mere af Verket fær¬
digt til Brug. 4000 Rdlr. har Professoren faaet til Ver¬
kets Jstandsettelse, og 3000 Rdlr. mangler ham endnu.
Jeg ønsker ham al villig Understøttelse af de Rige; thi jeg
er vis paa, at Skriftet bliver nyttigt. Men de Halliske
Recensentere siger, at de Rige ville nok før kiøbe spraglede
Sneglehuse, eller anlegge et Myndt=Cabinet til Stats,
som slet ikke er til nogen Nytte, for at være noget mere,
end blot at kunde spise og drikke! Prænumeranternes For¬
trin, siger Hr. Basedow, er den Glæde, at have befordret
et got Verk, Taksigelse for den Ære af Tillid til mig, og
Virkninger af deres egen Ære for den nærværende Tid og
Eftertiden er bevægende Grunde nok for veltænkende Siele!
Præste=Enken. Har man ellers ingen nye og nyt¬
tige Skrifter at legge Merke til, som nylig ere udkomne?
Hovmesteren. Jo, ved Franckfurt am Mayn er
udkommet: Beytrage und Abhandlungen zur Ausnahme
der Land- und Hanswirtschaft.
Borgeren fra Landet. Jeg troer Verden bliver
fuld af Oeconomiske Skrifter tilsidst. Hvem er det, som
har givet os disse Bidrage og Afhandlinger?
Hofmesteren. Det er en Præst i det Hohenloiske;
og saadan en Præst fortiener al Ære og Berømmelse, som
de Frietimer, hans Embede under ham, anvender Tiden
paa Naturlærens Theorie, og opofrer sine Spadseregange,
til Forsøg og Experimenter, om og de Hypotheser, som
han har opfundet i Studerekammeret, holder Stik. Saa¬
dan en Præst, som tillige er en retskaffen Patriot, er ikke
allene opbyggelig for sin Menighed, men endog nyttig for
de omliggende Egne.
Den gamle Jomfrue. Udkommer ingen løyerlige
Skrifter i denne Tid, som Patrollen?
Fætteren. Fra Hamborg er averteret et lærd løyer¬
ligt Skrift, min Jomfrue: som skal være Begyndelses¬
Grunde i Skiørte=Philosophien, hvorudi den heele
verdslige Viisdom skal forestilles i saadan ægte Skikkelse
som den maae have, naar den ey skal være pedantisk eller
Skoleagtig, nemlig foredrages saaledes, at et ærekiert
Borgerskab kan med fuldkommen Jndsigt snakke derom ved
et Kruus=Øl om Aftenen, og ærbare Matroner ligeledes i
deres Spindestuer de lange Vinter=Aftener, og den Fordom
bliver derudi giendrevet, at Philosophien skulde være en
subtil og nøye sammenhængende Videnskab. Men da den¬
ne Philosophie hverken har Begyndelse eller Ende, saa kan
man ikke sige, hvor mange Deele dette Verk kommer til at
bestaae af; men man vil, som billigt er, fare fort dermed
paa Lykke og Fromme. Var det ikke rart Jomfrue?


Den gamle Jomfrue. O ja, prægtigt, Fætter!
men vek med dette Bog=Collegium; jeg kan ikke taale at
høre derpaa. Hvem aabner for denne Gang
Giftermaals=Collegiet.
Fætteren. Det vil jeg, min smukke Jomfrue. Jeg
troer ikke, jeg har ønsket hende et glædeligt Nyt=Aar. Jeg
vil derfor ønske hende en Kiereste og brav Mand inden i
Dag et Aar!
Den gamle Jomfrue. J skal have Tak for eders
spodske Ønske. J anseer det maaskee for urimeligt, at jeg
kan endnu blive givt. Men jeg kan lade eder vide, at jeg
selv seer ingen Urimelighed deri. Jeg er endnu ikke saa
gammel, som J maaskee tænker.
Præste=Enken. Det er artigt nok med den Mode,
at naar man gratulerer ugivte Folk Nye=Aar, saa skal man
endelig ønske dem Kierester.
Den muntre Jomfrue. Det er en flink Mode.
Og dersom der er nogen Kraft i Ønsker: saa bliver jeg vist
givt i Aar; thi ligesaa mange, som jeg har talt med, har
ønsket mig Kierester.
Den gamle Jomfrue.
Der er saa mænd slet ingen
Kraft i saadanne Ønsker, min kiere Jomfrue; thi ellers
burde jeg været givt for mange Aar siden.
Fætteren. Man kan jo nok faae Kierester, uden at
blive givt.
Borgeren fra Landet. Skal jeg troe, at det Gif¬
termaals-Meglerie kom i Stand i Holland, som der for
nogle Aar siden blev projecteret under Titel: Project tot
het aanstellen van Makelaars in Huwelyken, eller Udkast
at beskikke Meglere i Giftermaals Sager. Projektmageren
meente, at man kunde anstille et Meglerie med Fruentim¬
mer. Disse smukke Vahre kan nu omstunder faaes i Over¬
flødighed i alle Stæder, ja ofte for meget let Priis, og
dog finder samme ikkun faa Kiøbmænd, hvortil Aarsagen
vist maae være Mangel paa Meglere. Det var rigtig For¬
fatterens ramme Alvor, og hans Hensigt var, at giøre
Folke=Formerelsen større. Naar saadanne Giftermaals¬
Meglere var bestilt i hver Bye, saa kunde unge Personer,
af begge Kiøn med Tillid strax aabenbare deres Anliggende
for dem; thi disse Meglere skulde være Eedsvorne. De
skulde have noget vist pro Cent af deres Formue, hvis Æg¬
teskabe kom ved dem i Stand, eller i det mindste en For¬
æring, om Handelen slog feyl. Forfatteren meente, at
herved skulde store Uordener i Staten blive forebyggede.
Men mig tykkes, at dette Meglerie vilde allerbest skikke sig
for visse Matroner, som desuden gierne stifter Giftermaale.
Søemanden. Saavidt mig er bekiendt, er det ikke
kommet i Stand. Men mig tykkes, at der blev giort
ligesaadant Project i Patrollen.
Den gamle Jomfrue. Ja vist giorde der; men
hvad frugtede det. Ney, saadanne Projecter duer ikke.
Bliver jeg ikke givt, førend jeg skal mælde mig hos Givter¬
maals=Meglere, saa skeer det vel aldrig; thi derfor har jeg
ret en Afskye.


Hovmesteren. Der er heller slet ingen Lykke der¬
med, min artige Jomfrue. Mig ere adskillige lystige Til¬
fælde bekiendte, som har reyst sig af saadanne betingende
Giftermaals=Megleres Vildfarelse. Iblant andre falder
mig en Historie ind, som jeg nu vil fortælle. En meget
forsigtig og betænksom gammel Adelsmand kom reysende til
London i den Hensigt at gifte sin Søn, og blev af en af
disse Kobblere eller Giftermaals=Meglere viist hen til en
Person, som havde 20000 Pund i Formue. Han satte
i denne Hensigt sin beste Paryk og sin beste Hat paa, iførte
sig en Guldgaloneret Klædning, og aflagde sin Besøgelse
hos det unge Fruentimmers Frue Moder. Han sagde
hende, at han ikke just var bekiendt med hende, men da
hans Søns Lykke beroede derpaa, saa havde han taget sig
den Frihed, at opvarte hende; kort sagt, han kom strax
til Sagen selv, og sagde hende, at hans Søn havde seet
hendes Datter i Kirken, og forelsket sig dødelig i hende;
tilsidst føyede han til, han vilde anvende Alting paa sin
Søn, og nok giøre det den Umag værd, at hendes Dat¬
ter tog ham. Moderen takkede ham for den Ære, som
han vilde bevise hendes Familie; men hun troede, at da
han syntes at være en klog Mand, saa ventede han uden Tvivl
en anstændig Medgivt med hendes Datter. "O derom ville
vi slet ikke tale!" faldt han hende ind i Ordet. "Jeg har
hørt = = men om det endog skulde være mindre, saa skuldet
den Sag dog slet ikke være i Veyen." „Maae jeg spørge
min Herre, hvad siger da Folk, at min Datter har i For¬
mue?" spurgte Damen. — "Eya, nu Madam, jeg tænker
hun har ikke mindre, end 20000 Pund. — Noget mindre,
min Herre, sagde Moderen meget alvorlig. — „Nu got,
Madam, jeg tænker altsaa, det bliver vel Nitten — eller
eller — kanskee kun aften tusinde Pund.“— “Noget
mindre min Herre." — Got, Got, saa meget maaskee ikke;
men, om det ikkun var sytten tusinde“ — „Ney, min Herre¬
— Eller sexten?" “Ney“— Eller (Vi kommer dog nok til
rette derom,) maaskee ikkun femten tusinde.“ Noget min¬
dre, min Herre.” Her paa fulgte en dyb Tavshed, omtrent
i en heel Minute; derpaa kløede den Gamle sig i Panden, og
sagde: „Nu, Madam, vi maae dog engang giøre Ende paa
Tingen. Maae jeg spørge, om det og endnu er mindre, end
fiorten tusinde Pund? Hvor meget er det over tolv tusinbe
Pund?" „Noget mindre, min Herre.“ — “ Endnu
mindre, Madam? — Endnu mindre. “ — Men er det da
over ti Tusinde?" - „Noget mindre, min Herre.”
„Noget mindre, Madam, — Noget mindre. “— Eya,
maaskee det bestaaer i liggende Grunde, Jordegods og fast
Eyendom; betænk, Madam, at Renterne ere meget ringe,
meget ringe; men da Drengen er bleven forliebt i hende, saa
ville vi nok blive forligte om den Smaahed. Har hun om¬
trent saa en otte tusinde Pund?" Noget mindre, min
Herre.“ — „Nu, Madam, maaskee hendes Datters For¬
mue er ikke over sex — eller kanskee fem tusind Pund.“. „Ak,
langt fra ikke saa meget, min Herre.“ — Ved disse Ord
sprang den Gamle op af Stolen, og løb ud af Kammeret. —
„Hendes skyldige Tiener, Madam, hendes skyldige Tie¬
ner. Min Søn er ikke klog; og den dumme Karl, som har


viist mig hid til hende, er en Torskepande, og forstaaer ikke
Handelen.
Handels=Collegiet.
Borgeren fra Landet. Det er sært med den Svenske
Vexel=Cours, at den aldrig kan komme til Rigtighed. Hvor¬
ledes skal jeg troe, at det egentlig hænger sammen med den
Svenske Myndt og dens Ulighed?
Borgeren fra Hovedstaden. Den allerældste Han¬
del skede ved Ombytning. Da gav man Vahre for Vahrer, og
drev slet ingen Handel med Penge. Siden da Handelen blev
udvidet, og for des større Beqvemmeligheds Skyld, maatte
man betiene sig af visse Værdier, som forestillede Vahre: Guld,
Sølv og Kobber, bleve da for sin Nytte, Uforanderlighed og
Rarhed, samt derpaa grundede almindelige Begierlighed an¬
tagne til Alen og Maalestok for alt det, som kiøbtes og solgtes;
og Stykker af disse Metaller gaves saadan Skabning og Fiin¬
hed, som Lovgiveren fandt for tienligt at give dem for den al¬
mindelige Begvemmeligheds og Sikkerheds Skyld. Saa¬
danne Metalstykker, zirede med et vist Præg eller Stempel,
hvorved man forvisses om deres behørige Vægt og Finhed, kal¬
des Myndt, og en Samling af Myndt er Penge. For den
Aarsags Skyld, saasom det allene har kommet an paa Regie¬
ringens Gotbefindende, hvordan Skabning, Vægt og Fiin¬
hed Myndten i ethvert Rige skulde have, samt hvad Navn og
Beregningsværd derpaa skulde settes, saa er Myndten ikke
allene ihenseende til Navnet og Gehalten bleven ulige i adskil¬
lige Riger, men er endog Tid efter anden bleven meget foran¬
dret ihenseende til Vegt og Fiinhed, efter Regenteres Behø¬
vende og Myndtmesteres Bedragerie, omendskiønt Navn,
Stempling og Beregnings Værdie er blevet eens som i Be¬
gyndelsen. Dette er Oprindelsen til de mange ulige Slags
Penge og Beregnings=Maader, som i adskillige Lande ere
gangbare og brugelige, hvis Ligning til indvortes Godhed,
efter giorte Prøve, og de derom Inden= og Udenlands forfat¬
tede Myndt=Forordninger for den største Deel kan sees i
Newtons af Hr. Prof. Berch forbedrede Tabell, som Hr.
Graveur Ackermann har udgivet over Forholden imellem alle
Slags Europæiske Guld= og Sølv=Myndter.
Borgeren fra Landet. Det er altsaa sandt, at Pen¬
gene ere Kiøbmændenes Vinger, og at der udfordres gang¬
bare Penge til Handelen.
Borgeren fra Hovedstaden. Ja, ingen Handel af
Værdie og Betydenhed kan nu skee uden Penge; og de maae
være gangbare paa det Sted, hvor Kiøbet skeer. Om en
Svensk sælger Stangjern i London, faaer han derfor Betal¬
ning i Kroner og Skillinger, udregnede til Pund Sterling, og
naar en Mand i Stokholm vil have Vahre fra Engelland, saa
maae han lade kiøbe dem for Engelske Penge. Ifald den
Kiøbmand, som har solgt Stangjernet i London, ikke behøver
nogle Engelske Vahre, men vil heller for sine Pund Sterling
have Svenske Penge, for at opkiøbe mere Stangjern til Ud¬
skibning, saa kan han for sin Capital i London, bekomme
Svensk Myndt i Stokholm af sin Naboe eller Landsmand,


som behøver at kiøbe Gods fra Engelland. Og dette har væ¬
ret første Begyndelse eller Anledning til Vexelhandelen.
Borgeren paa Landet. Jeg gad høre en Beskrivel¬
se paa en Wexel.
Borgeren fra Hovedstaden. Naar den ene Jndvaa¬
ner i Stokholm skal til den anden overlade sin Engelske Ca¬
pital i London, imod ligegod Betaling i Svenske Penge,
saa maae denne Overladelse skee ved skriftlig Anviisning paa
hans Gieldnere i London, at erholde Betalingen af ham ved
Forevisende. Denne skriftlige Anviisning kaldes Vexelbrev.
Altsaa er Vexel en Foreening, som sluttes imellem to
paa samme Sted sig opholdende Personer, da den
eene udgiver Penge til den anden, at faae dem paa no¬
gen udenrigs Handelsplads igien betalte til sig eller sin
Mand, i saadant Slags Myndt, som paa det Sted er
gangbart.
Fra Eventyrs=Collegiet.
Den gamle Jomfrue. Ney, jeg skal rigtig have min
Optegnelse over Tycho Brahes Dage skrevet paa det rene
Blad foran i min bedende Kiede: saa skal jeg nok tage mig
i Agt en anden Gang. J Dag har det været en af Ty¬
cho Brahes Dage, det kunde jeg vide, om jeg aldrig hav¬
de seet i Optegnelsen: saa fortredelig har denne Dag væ¬
ret for mig.
Præste=Enken. Hvad har da mødt Jomfruen, som
har været saa fortrædeligt?
Den gamle Jomfrue. Alting, min hierte Mada¬
me, har været galt. Først forbrændte Pigen Kaffebønner¬
ne, siden var Fløden sveen; saa slog den Taske en af mine
beste Theekopper i tu; derefter kom jeg selv til Skade og
rev et Glas omkuld, som Foden var af. Det sloges i smaa
Stykker. Jeg vilde ikke have mistet det for meget got;
thi min forrige Vertes Søn havde dreyet en næt Træefod
dertil, som var malet og forgyldt. Men hvad skal man
sige. Jeg blev dog advaret i Morges tidlig, da jeg hør¬
te en Ugle skrige og burde da have advaret baade mig selv
og Pigen, at vi skulde have taget os i agt i Dag over.
Præste=Enken. Jomfruen troer vel ikke saadanne
Tegn og Advarseler?
Den gamle Jomfrue. Jo saa min Troe giør
jeg saa.
Fætteren. Jo jo. Madame! deri maae jeg holde
med Jomfruen. Der er jo baade onde og gode Tegn til.
Har hun ikke hørt det af Bønderne i det Sogn, hvor hen¬
des Mand var Præst, at naar man vil tage sig noget for,
saa udvælger man en god Dag dertil. Det veed endog de
gode Matroner i Wartow, at alting har sin Betydning,
og at det er ondt Tegn, naar man gaaer ud om Morgenen
og seer en Fiirbeen krybe. Naar man tænker paa noget
fastende, og nyser i det samme derpaa, saa er eller bliver
det sandt. Naar man hører en Krage skrige, saa betyder
det ikke Got. Naar man hører en Hund tude, saa bety¬
der det Lug. J Almindelighed er det ondt Tegn, naar man
møder en Blind; item naar man seer en Vasker=Kone paa


Veyen; naar en gaaer forbie med en tom Pose; naar man
møder en Møller, eller naar en kommer imod os med bart
Hoved. Ligeledes naar man hører en enkelt grædende Stem¬
me, naar en Ræv løber over Veyen for os, eller naar
en Hund løber hen til høyre Side. Jtem naar man mø¬
der en Tigger først om Morgenen, naar en Kat løber kors¬
viis over Veyen, og mangfoldige flere saadanne Ting, der
ansees som onde Tegn. Videre naar man paa Veyen mø¬
der en Pottemager eller en Enke, naar man bliver kaldet
tilbage i det man vil gaae, eller der begegner en noget an¬
det. De som giøre Profession deraf, kan sige hvad en¬
hver Ting betyder, og om det, som man tænker til at giø¬
re, vil lykkes og gaae for sig eller ikke.
Huusholdersken. Da jeg tiente paa Herregaarden
paa Landet, saa var der en Stue=Pige, som altid sagde
at hun saae Spøgelse. En Nat syntes hun, at der kom
et Mennske ind til hende, som var meget stort og sort, hav¬
de et hæsligt Skiæg og nedhængende Haar. Hun tog sig
den Dristighed til, at spørge ham, hvem han var? Han
svarede hende: Jeg er den onde Aand. Hun blev da
forskrekket, at hun kaldte paa mig, og spurgte, om jeg
ikke havde seet det fæle Spøgelse, som havde været hos
hende. Jeg sagde Ney; thi jeg havde sovet, og til al Lyk¬
ke slet intet seet. Jeg formanede hende, at legge sig til Ro¬
lighed og sove. Hun giorde saa. Men Spøgelset kom
igien i samme Gestalt som før. Hun stod da op, slog Jld
og tændte Lys. Dette Spøgelse saae hun adskillige Næt¬
r; men jeg var saa lykkelig, at jeg aldrig saae det. Den
stakkels Pige kom siden galt afsted. Jeg skulde snart troe,
at det havde været Ridefogden, som havde ageret den on¬
de Aand, dersom jeg ikke havde kiendt Pigen saavel, og
vidste, at hun var meget sandrue. Hun var vel liidt af
Herskabet som magede det saa, at Ridefogden maatte ta¬
ge hende og hun fortalte mig, at hun saae siden aldrig Spø¬
gelse mere. Hvad siger han derom Fætter?
Fætteren. Jeg siger, at Ridefogden har rigtig nok
været den onde Aand.
Den givte Kone. J min Opvext gik jeg eengang
forbi Kirken imellem Klokken 11 og 12 om Natten, og
da saae jeg skinbarlig med disse mine Øyne at der var Lys
i alle Lysekronerne og op i Choret; og det kan jeg giøre min
Eed paa. Mener J da Fætter, at det ikke har været
Spøgelse.
Fætteren. Phantasie, Madame! Phantasie.
Borgeren fra Landet. Lad Lysene i Kirken være
Phanthasie, saa veed jeg, at det er dog ikke Phantasie el¬
ler Taskenspillerkunst, at Folk kan representere eller skaffe os
at see enten døde eller fraværende Personer. Jeg har hørt
noget om, hvorledes det gaaer til, og Sagen skal have sin
fuldkomne Rigtighed. Naar nogen er saa curieur eller dri¬
stig, at han vil see enten en død eller fraværende Person,
saa skal han gaae ind med et Lys i et Kammer ved Siden.
Hvad da Hexemesteren foretager sig, ved jeg ikke; men det¬
te veed jeg, at efter nogen Banken Mummelen eller Be¬
sværelser af ham, begynder Haaret at reyse sig paa eens Ho¬
ved, og man faaer da den Person at see, som man forlan¬
ger. Hvad siger J derom, Fætter!


Fætteren. Jeg siger, den er Hexemester, som kan giø¬
re det; men vi har mange saadanne Hexemestere iblant Ta¬
skenspillerne.
Præste=Enken. Siden vi nu snakker og saadanne
Ting, saa skal jeg og fortælle dem noget, som jeg har hørt
i min Ungdom. De kan troe deraf saa meget som Dem
lyster. Der var engang en fattig Præst i de Katholske
Tider, som blev for sit ærbare Levnets Skyld holdt for
at være en meget hellig Mand. Han lod sin Brodersøn
studere, og var saa lykkelig at faae ham beskikket til sin
Successor førend han døde. Da nu den gamle Præst var
død, saae Hr. Peder, (saaledes heed hans Successor) en Aften¬
stund den afdødes Præstes Bøger igiennem og fandt en liden
skreven Bog, hvorudi der var lutter Karakterer og Dievelske
Besværinger. Han vilde i Førstningen kaste den paa Jlden,
men det fortrød ham snart og hans Nysgierrighed bragte ham
saavidt, at han manede Beelsebub til sig. Han fremstil¬
lede sig og i Menneskelige Skikkelse og spurgte ham hvorfor
han havde kaldet ham ud fra hans mørke Bolig? Hr. Peder
blev vel i Førstningen lidet forskrekket, men dog spurgte han
Dievelen hvem han var, Han sagde ham, at han var den hee¬
le Verdens Fyrste, og at han efter sit Behag regierede over
Luften, Havet, Jorden og Helvede, og han kunde giøre alle
dem lykkelige, som vilde adlyde ham. Hr. Peder sagde, at
det var got nok, dersom han ikke plagede sine Tilhængere saa
forskrekkelig efter Døden i Helvede. Du er enfoldig, sagde
Dievelen, at Du vil troe dette. Det er lutter Jndbildnin¬
ger og opdigtede Sager, som man fortæller om os, for derved
at indjage Folk en Frygt. Hvo som tiener Dievelen han
bliver herlig belønnet af ham. Og dersom Du vil tiene
mig, saa vil jeg give Dig alt hvad Du vil forlange af mig paa
denne Verdens Jord, og efter Din Død skal Du blive en af
de fornemste af os Dievle. Hr. Peder lod sig forblinde af
denne Tilsagn, og fastsatte en Tid at betænke sig derpaa.
Natten derefter igientog han sine Besværinger, og Dievelen
lod sig see i forrige Gestalt, og spurgte ham, om han havde
betænkt sig? Ja sagde Hr. Peder, jeg vil tiene Dig, saa¬
fremt Du vil love mig følgende tree Ting: Først at Du vil
giøre mig til en fornemme og anseelig Mand; dernæst at leve
i saadan Ære frisk og sund og uden nogen Ulykke i 34 Aar;
og for det tredie mage det saa, at jeg kan blive elsket af hvad
for Fruentimmer jeg faaer Lyst til. Dievelen indgik denne
Accord; men Fanden skrev Haandskriften og satte ikkun 14
Aar i Steden for 34, og da Hr. Peder skulde nu underskri¬
ve den med sit eget Blod, forblindede Dievelen hans Øyne,
saa at han læste 1 saaledes som 3. Denne hans Forskri¬
velse blev endelig aabenbaret, og han blev brændt levende
paa et Baal.
Den gamle Jomfrue. Det var en forskrekkelig Hi¬
storie. Jo, jo, der har været mange Hexer og Hexemestere,
til i forrige Tider. Der ere vel nogle endnu, men ikke nær
saa mange som tilforn.
Fra Snakke= og Løyer=Collegiet.
Fætteren. Har de seet nogle af de mange Besatte? """


Den gamle Jomfrue. Kors! ere der og nu nogle Be¬
satte? i min Opvext talede man meget om det Slags, og
hvem ved ikke, hvor forskrekkelig Kiøge=Huus=Kors har
ikke været.
Den gamle Ungkarl. Ja, Haaret kan reyse sig paa
mit Hoved, naar jeg kun læser Kiøge Huus=Kors. Men
hvad giver i mig for Thisted Besettelse?
Den gamle Jomfrue. Af det er vist mod Verdens
Ende; man spørger nu ikke andet end Ondt: Besatte! Kors
Ak! Hr. Fætter fortæll mig noget om dem; dog, ney, jeg
skielver """" men er det vist, at der er saa mange
Besatte,
Fætteren. Ja, vist, Jomfrue; Men de ere besatte med
det gode. Hun skulde have givet mig Tid til at tale ud, men
disse Fruentimmer skal altid falde en ind i Talen. See nu
paa mig (i det samme slog han sin Over=Kiol til Side) er
jeg ikke besat? See hvor Guldgalonerne ikke glimrer paa
mig fra Top til Taa.
Den gamle Jomfrue. Han seer, min Tro, ret ny¬
delig ud. Jeg kan næsten blive forliebt i Dem Hr. Fæt¬
ter. Saadan Besættelse maae jeg nok lide. Den er no¬
get anderledes end Kiøge Huus=Kors. (O! lad mig see,
raabte den ene. O! lad mig see, raabte den anden.)
Den gamle Ungkarl. Ney see til den Nar. Tænk¬
te jeg ikke nok, han havde noget bag Øret, han smillede saa
mørret ved det Besatte. Han kunde jo have kusset Livet af
os allesammen med det forskrækkelige Ord?
Den gamle Jomfrue. Ja, ja, Hr. Fætter er en
Skalk. Han kan nu let giøre sin Lykke iblandt det smukke
Kiøn. De vil dog gierne have noget Glimrende for Øyne¬
ne. Dersom jeg var 40 Aar yngere end jeg er, vilde jeg
paa min Ære have en Guld=Galon neden om min Appe¬
tit=Klokke; jeg vilde da aldrig kiøre. Men gaae end og naar
Gaden er skidnest, for ret at give Leylighed til at lade de
unge Herrer see min Guld Galon. Man maa jo tage de
yderste Klæder i agt, naar Gaden er skiden.
Borgeren i Hovedstaden. Min kiere Fætter! hvor
har de borget ald den Stads, om jeg maa spørge. Mig
tykkes, De kunde nok bruge deres Penge til noget andet.
Dog maaskee De, ligesom mange andre, lader Kræmme¬
ren sørge for Betalingen.
Huusholdersken. Ja, han har ingen Huusholdning
at sørge for. Derfor tænker saadanne unge Spradere (om
Forladelse Hr. Fætter.) at det er nok, naar det gaaer lige
op. Men var det ikke bedre at samle en Skilling, at gri¬
be til i Nødsfald?
Den unge muntre Jomfrue. J Nødsfald? Jeg
maae ret lide Hr. Fætter, og dersom vor gamle Jomfrue
vilde tillade det, vilde jeg sige, at han ret staaer mig an i
den Dragt; jeg er dog ikke den eneste af mit Kiøn, som
det udvortes stikker Øynene ud paa.
Den gamle Jomfrue. Om Forladelse, lille Jom¬
frue, jeg er slet ikke jaloux. De behøver ikke at give mig
Spidser.
Saadant er ikke i Brug i vort Sælskab.
De er nu nyelig kommet i det, og De maa tale med meere
Ærbødighed med de Gamle. (Her bliver nok Pokker løs.)


Den unge muntre Jomfrue. Jeg beder om For¬
ladelse, at jeg har fortørnet dem. Disse Galoner staaer
mig saa vel an, at jeg vil have en dobbelt Guld Galon om
min yderste Kiol, desbedre kan Folk see dem.
Den gamle Jomfrue Atter Spidser. Hvad skul¬
de vi med den i vort Selskab, Er jeg dem i Veyen, da
kan jeg let gaae. (Hun vil gaae men Fætteren holder hen¬
de tilbage.
Fætteren. Ja, disse unge Piger (sagte jeg meener de
gamle) ere undertiden værre end Kiøge=Huus=Kors.
Den gamle Jomfrue. De har Ret, Hr. Fætter,
Forstanden kommer kun dog med Aarene. Jeg ærgrer mig,
til jeg skielder.
Den unge muntre Jomfrue. Og jeg leer, til jeg
ryster. Den som ikke kan taale Skiemt, bør heller ikke
skiemte. Jeg troede, paa min Ære, at Jomfruen skiem¬
tede, da hun ønskede sig 40 Aar yngere, for at faae Guld¬
Galvner om sin Klokke. Nu er jeg ung, og derfor vil jeg
have dem baade neden og oven. Guld=Brocades-Baand¬
paa et Sæt kan jo best passe sig til en Guld Galoneret Hat,
Borgeren i Kiøbstæden paa Landet. Hvilken
Overdaadighed. Vore Døttre kan neppe faae Silkebaand.
til et Sæt, og her skal det være Brocades. Mon der da
er fleere Penge i Staden end paa Landet,
Borgeren i Hovedstaden. Visseligere der flere Pen¬
ge iblandt Folk i Staden til deels. Men man maa og
betænke, at man er Assistentz=Huuset nærmere her end paa
Landet.
Fætteren. Mine Herrer, dersom De taler længer
i saadan alvorlig Tone, saa spretter jeg alle mine Galoner,
af, og sælger dem, for at give deres Beløb til de Fattige.
(som sagt saa gjort.)
Huusholdersken. Jeg skal nok brænde dem ud, thi¬
den Kunst veed jeg perfect.
Borgeren i Kiøbstæden paa Landet. Folk hos os
paa Landet vilde og gjerne blive rige; Men naar de ikke
kan blive det ved Arbeyde og Fortieneste, saa vil de blive det
ved Kunst. Herpaa skal jeg fortælle dem et Exempel, der
tillige viser hvad Overtroe der endnu hersker iblandt den
vankundige Almue. Historien er denne. Jeg havde for en
kort Tid siden en Gaardskarl, saa dum som en Østers. Den¬
ne sad engang iblandt sine Medtienere, og brontede af sine
mange Cronner og Dracaater. De andre spurgte, hvor¬
har du Tosse faaet alt det fra Du kan jo ikke tiene det
tørre Brød, O! svarede Gaardskarlen: Min Far, det
var en Mand, som kunde samle Penge, han kræbsede alle
de Store i Staden (det er, han bar Kræbs til Staden.)
derforuden havde han en Spiritus, som kunde skaffe ham
Penge. Hvad Pokker, spurgde de andre Tosser, er Spi¬
ritus, Hvad er Spiritus for en Dievel-Unge, Det er saa¬
dan en, svarede han, som kan skaffe Folk Penge; aatte Men¬
nesker kan have den, naar de ey skiøtter om flere Penge, men


de niende kan ey blive den qvit, i hvor gjerne han end vilde
og han maae troe paa det til sidst. En af Pigerne, som
hørte denne Hemmelighed, blev strax slaget med Gierrig¬
hed, og fortalte min Kone det, spørgende tillige, om der
var saadant noget. Vist sagde min Kone for Spøg. De
kommer med Tabelet Kræmmerne fra Bøhmen. O. Ma¬
dame, raabte Pigen, hav den Godhed, og skriv efter en
til mig, jeg er tilfreds den skal koste et heelt Aars Løn;
men det maae for Alting være fra første Haand; thi jeg
vil ikke være med en af de sidste, som har havt den, og in¬
genlunde den Niende; Madamen skal faae de halve Penge
som Spiritussen skaffer mig. Min Kone lovede hende det
og overdrog Commissionen til en god Ven, en lystig Broer.
som nogen Tid derefter sendte en Æske med denne medføl¬
gende Skrivt: "Jo mere Maaden koster, jo bedre den
smager, og jo dyrere en Tinger, jo større Agt skal den
holdes udi, saa er det og med denne hosfølgende Ting.
Den er dyr, men ey for dyr, i henseende til dens Nytte.
Man maa reyse vidt og breedt omkring, førend man kan
faae det rette Slags. De boer in Stercore quind, som
er deres rette murmuratorium. Denne har aldrig været
brugt før, og altsaa en af de beste. Den maae giem¬
mes vel, og eengang om Aftenen maae Eyeren tage Æsken
dog ikke see i den, sette den for sig, og saa sagte 3 gange
udmumle disse Ord: Suans re futirips nim go, ran ne¬
re gei, saa giør Spiritussen alt hvad den kan
Stakkels=Pige blev baade glad og bange. Jh ja! Jh¬
ja, jeg tør ey røre ved den, mon den er levende. Hun
holdt den for Øret, da noget kravlede. Gierrighed over¬
vandt Frygten. Pigen tog Æsken og læste for Spiritus¬
sen; men der kom ingen Penge. Men for at bringe Tos¬
sen ud af sin Overtroe, lod min Kone hende læse Ordene
tilbage, og tillige aabnede Æsken, da derudi var kun en
sort Skarnbasse. Pigen skammede sig, da hun saae sin
Spiritus, og takkede, fordi hun var ført ud af sin Over¬
troe; men bad for alting ey at sige det til Præsten.
Den gamle Jomfrue, Naa, Fætter, han skal min¬
Troe ikke lee saa meget af den eenfoldige Pige. Der er
dog noget deri. Hvad mener Devel, at det er, som man
kalder Gan, Mon de gamle har været mere eenfoldige
end vi, Min Beste Moer fortalte, at der var en Drage,
i hendes Beste Moders Tid, som kastede Penge ned af
Skorstenen i en Messing-Bekken hver Nat, men dette
Bekken maatte hver Dag skuures meget Blank. Engang
havde Pigen glemt at skuure Bækkenet, hvorfore Dragen,
seet skulde falde.
og tog saa forskrækkelig afsted i Skorsteenen, som heele Huu¬
Ho mesteren. Og det troer Jomfruen endnu lad sig
dog aldrig merke med sligt.
Den gamle Jomfrue. Hvorfor skulde jeg ikke troe
det, naar min egen Bestemoer har fortalt det. Det var
jo at giøre Konen til Løgner i sin Grav,


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 3


Fra Giftermaals-Collegiet.
D¬
en gamle Jomfrue. Ney min Troe, Madame,
jeg skal aldrig sette meer i Lotteriet. Mit Num¬
mer er atter kommet ud med Frielod. Havde
jeg endda kun faaet de 10000 Rdlr. saa kunde jeg maaskee
endnu faaet Friere. Jeg siger det saamænd ikke for jeg
har Lyst at gifte mig; men hvad seer vel Frierne meere efter
end Penge, og er ikke saadanne slumpelykkelige Omstæn¬
digheder en af de Maader, paa hvilke Folk kommer i
Brudeseng, Seer man ikke i alle Listerne disse Deviser: Til
en Brudeseng. - Til Bryllup - for Hans Grethe¬
for to Forlovede - for to Forliebte og saa vide¬
re, som alt betyder paa et lykkeligt Giftermaal.
Ney Mænd, Madame, jeg er vel fornøyet med at leve¬
ugift. - Jeg kunde for mangen god Dag siden have
været gift, om jeg ikke havde staaet i mit eget Lys; men
saa gaaer det: man vrager saa længe paa andre, indtil
man bliver selv vraget. Nu er jeg for gammel; man kal¬
der mig den gamle Jomfrue, og bilder sig rigtig ind, at
jeg er henimod 60 Aar, og jeg kan forsikkre hende, min
hierte Madame, at jeg troer virkelig jeg har ikke endnu
fyldt mine halvhundrede Aar. Min Døbe Seddel er ble¬
ven borte, men jeg kan alligevel vide det. Dog det
kan endelig være lige meget; thi jeg givter mig nu ey. Det
er sandt, havde jeg faaet en stor Gevinst i Lotteriet, kun¬
de jeg maaskee ligesaa vel blevet gift endnu, som mangen en
anden gammel Pige, der har Penge, eller slumper til at faae en
stor Gevinst. Det er Fias med disse Lotteriers Indretning.
Jeg kiendte en gammel skikkelig Pige, som i Fior vandt
et Tusinde Rigsdaler; hun fik paa Timen Friere, og blev
gift inden Juul med en ung Spradebasse. Saadan en
Mand vilde jeg slet ikke taget, om jeg havde vundet noget.
Disse unge Springere har hverken Forstand eller Stadighed.
Jeg vilde taget mig en gammel adstadig Mand, og givet
alle andre Kurven. Men nu gifter jeg mig aldrig. Det
var ret en Slumpe=Lykke for den Pige. Engang skal jeg
dog sette i Lotteriet endnu; men saa mænd slet ikke for at
blive gift. Jeg har saa meget, jeg kan leve af, Lotteriet,
foruden, men jeg skal dog forsøge det endnu eengang og
saa aldrig mere. Min Divise skal nu være Fix oder nichts.
Enten noget eller intet. Faaer jeg en af de store Gevin¬
ster, saa faaer jeg vist nok endnu Friere. Det vil blive
artigt, rel artigt Madame, ja min Troe vil det saa.
Men jeg vinder vist nok ikke. Ja ja, det er det allervis¬
seste, jeg vil saa mænd heller slet ikke gifte mig.
Borgeren fra Landet. Da skal Jomfruen og de
andre gode Venner dog komme til Bryllup hos mig med


det første. Min Datter skal saa mænd giftes, og have
sit Sødskende Barn. Jeg var noget imod dette Gifter¬
maal; thi jeg har aldrig syntes got om, at saa nær Paa¬
rørende kommer sammen. Men, hvad skal man sige, for
at have Huusfred, maatte jeg give mit Samtykke dertil,
efter min kiere Kones Overtalelser. Hvad er hans Tanker,
Hr. Hovmester, om saadanne Giftermaale imellem Nær¬
paarørende.
Hovmesteren. Sandt at sige, hover de mig just ikke.
Dog kan der være saadanne Omstændigheder, som giøre dem
meget undskyldelige og tilladelige. Jeg har ellers i
det Hannoverske Magazin nylig læst en Opgave, angaaen¬
de Ægteskabe imellem Paarørende. "Det var at ønske,
heder det, at erfarne og Naturkyndige Læger, saavelsom
og belæste Geographer, vilde beslutte sig til, at oplyse en
af de sværeste Punkter i Moralen, ved at besvare følgende
Punkter og Spørsmaale. Sædelige og Politiske Grun¬
de, til at forbyde Giftermaale imellem Nærpaarørende,
ere allerede tilstrækkelig nok blevne anførte, iblant andre
af Montesquien. Men skulde der ikke og være en physi¬
calisk Grund, Kunde mueligt de fordervede Vædsker, og
deraf kommende Arvesygdomme tilsidst ikke gandske udslet¬
te en Familie, dersom ikke ved fremmet Blod nyt Blod¬
blev forplantet paa Efterkommerne, og Vædskerne atter
blev forbedrede, Man vil tildeels have merket ved Dyre¬
ne, at derhos mange, er en naturlig Afskye og Utilbøye¬
lighed imellem de Gamle og deres Unger, og hos mange at
Avlen af saadanne Sammenparrelse skal immer videre ud¬
arte, blive mindre og svagere. Man vil og ihenseende til
Følgerne have merket noget ligesaadant iblant Menneskene.
Har man nøyere anstillede Erfaringer om saadanne Tilfælde.
Skulde man i den Henseende kunde faae nogen Oplysning
af Planter, hvilke naar de bliver staaende i en og den sam¬
me Jordbund, udtømmer de Fugtigheder, som ere fornød¬
ne til deres Næring og udarter; men naar de bliver flytte¬
de og omsatte, saa faaer de nyt Liv, Viser sig hos de Fol¬
keskaber, hvor Blodskam gaaer i Svang, Spor af svage
Legemer og videre om sig ædende svindsottige, udslaaende
og andre Arvesygdomme, Af det Svar, som her¬
paa ventelig vil komme, vil man nok faae at see, at det ikke
er nyttigt, at de beslægtede i nærmeste Leed gifter sig samme.
Den gifte Kone. Jeg troer ikke at det har noget paa
sig, at Sødskende Børn faaer hiinanden. Jeg kiender i
det mindste en Deel saadanne beslægtede Ægtefolk, som har
baade Guds Velsignelse af Børn, og derhos friske og ster¬
ke Børn.
Den gamle Jomfrue. Om jeg skulde gifte mig,
som jeg nu ikke giør, saa vilde jeg dog ingen af mine


Sydskende Børn have. Den Skoelikker som vandt
de 15000 Rdlr., skal nok vide at anvende Pengene, som
jeg har hørt. Den Karl var lykkeligere end jeg. Jeg fik
slet intet. Jeg skal altsaa ikke blive overløben af Friere for¬
mine Penges Skyld. Men det siger jeg endnu, at omend¬
skiønt jeg vant den store Gevinst i Lotteriet, saa vilde jeg langt
heller al min Tid leve ugift, end tage nogen af mine Sy¬
skende Børn.
Fætteren. Giv sig tilfreds min Jomfrue. Jeg skal
være hende god for, at hun ingen af Hendes Sydskende¬
Børn skal faae, i hvad der ellers bliver af den største Ge¬
vinst og Giftermaal for hende.
Den gamle Jomfrue. Naa, naa, Fætter, ikke saa¬
spodsk. Jeg kan saa man endnu baade vinde den største Ge¬
vinst og blive givt. Er der nogen Urimelighed deri, Hum,
seer man vel.
Præste=Enken. Lad os tale om andet, end Gifter¬
maal. Jeg troer rigtig Jomfruen bliver vred. Det er ik¬
ke smukt Fætter at giøre Jomfruen vred. Hvad skal vi¬
tale om Lad os holde Avis=Collegium. Hvor staaer det
til med Krigen?
Avis=Collegiet.
Borgeren fra Landet. Ja, hvad siger man nu om Kri¬
gen, Meener De, at der bliver Fred inden Foraaret,
Den gamle Ungkarl. Aviserne spaaer til Krig, og
rigstider ere frugtbare for Avisskriverne. Thi enten deres
Blade lyver eller ikke, saa læses de dog med meget Be¬
gierlighed.
Borgeren fra Landet. Hvorledes mon det gaaer
Russerne? Skal jeg troe, de snart har faaet Constanti¬
nopel indtaget?
Fætteren. Tyrken belaver sig sterk paa, at tage imod
Russerne i det Middellandske Hav. Han lader bygge ikke
mindre en 80 nye Brigantiner i adskillige Havne, der alle
skulle være større end de, der bleve bygte forleden Aar. Han
har og ladet udstæde Ordre, at der ved Kysterne skal til
Foraaret hverves 11000 Søefolk.
Søemanden. Ja, ja, han vil nok giøre sit Beste.
Men Russen lærer ham nok at stikke Piben i Sæk. Det
skulde ret fornøye mig, om de forbandede Røverhuller,
Algier, Tunis og Tripolis kunde ved denne Leylighed bli¬
ve tugtede til gavns.
Borgeren fra Landet. Jeg har og hørt forleden,
at Tyrken giør store Anstalter for sin Armee til Lands.
Fætteren. Hvad Anstalter skulde han vel giøre nu
til Vinteren. Han har skyndet paa den nye Storviziers
Afreyse til Armeen, og har givet ham 800de Punge, til
Equipage-Penge, saa at han kan føre en Stat, som
passer sig for en Stor=Vizier, og baade føre sit Seral og
sin Viinkielder med sig.
Borgeren fra Landet. 800 Tyrkiske Punge er en
heel hob Penge.


Fætteren. Ja, efter Tyrkisk Reigning indeholder
hver Pung 500 Løvevalere eller Piastrer. Tyrken maa ha¬
ve mange saadanne Punge. Thi han forærede Grev Potocki
en Søbel=Peltz og 300 saadanne Punge, for den Tiene¬
ste, som de Confodereredes Anfører havde gjort den Ottoman¬
niske Armee.
Borgeren fra Hovedstaden. De Confordererede skal
og endnu være urolige i Polen. Det er sært med de Po¬
lakker, som aldrig kan indbyrdes forliges.
Børgeren fra Landet. Hvad ville vi tale om Po¬
lakkerne. Der er fleere Folk end de, som ikke kan forliges
og hvor Partie=Aand hersker. Jeg gad ellers vide, hvor¬
ledes Udfaldet vil blive paa den Polske Sag.
Fætteren. Tiden vil lære os det. Den Russiske Key¬
serinde skal ellers ikke være fornøyet med Senatus Confilii
Beslutning; og Fyrsten Wolkonski skal have erklæret at
Hendes Majestæt ikke vil imodtage noget Sendebud fra Re¬
publiken. Bemeldte Ambassadeur skal ellers have gjort
Forslag, at en Re=Conforderation maatte sluttes for Reli¬
gionen, Friheden og Kongen, samt at de Polske maatte
nu agere tilfælles med Russerne imod Tyrken, siden han
har declareret Polen Krig.
Den gamle Jomfrue. Vil Tyrken nu føre Krig,
imod Polen med?
Fætteren. Ja, Jomfrue, derom ville vi faae mere
at vide herefter.
Borgeren fra Hovedstaden. Men nu troer jeg Tyr¬
ken vil krybe til Korset. Vi havde sidst i Aviserne, at
Sultanen vil sende en Ambassadeur til Rusland, for at hand¬
le om Fred. Men, det skal være neppe, at Rusland giør
Fred, uden at faae Tyrken til at betale tilstrekkelig Om¬
kostninger og underskrive haarde Vilkaar.
Borgeren paa Landet. Det giør Tyrken neppe,
med mindre han et andet Aar atter faaer Klap. Grev
Tottleden er en flink General. Han er nu paa Marschen,
af Trapezunde ved det sorte Hav, for at giøre nye Cro¬
bringer. Paa Bierget Caucaso har han erobret en Tyr¬
kisk Fæstning, som kaldes Akalzika. Fortæl os noget om
disse Stæder, Hr. Hovmester,
Hovmesteren. Trapezunt, som ellers kaldes Trabi¬
sonde eller Trabosan, er Hovedstaden i Natolien i Asien,
samt et Erkebispe=Dømme og en god Havn. Denne Stad,
ligger paa Kysten af det sorte Hav neden for et Bierg.
Den var i det 12te Hundrede Aars Begyndelse Hovedsta¬
den i det Trapezuntiske Keiserdømme, som florerede næsten
i 260 Aar. Den er ikkun liden og har ey meere, end en
Jtaliensk Miil i Omkreds; men Forstæderne ere dog saa
store, at der boer over 2000 Borgere derudi. Der er og
to smaa Kasteller derved, det ene paa et Bierg og det an¬
det paa en Slette. Det vil ikke blive saa vanskeligt for
Grev Tottleden, at faae denne Fæstning. Hvad den Fæst¬
ning Akalzika angaaer, som han allerede har erobret, da
skrives dens Navn og Acalzice, og er en Fæstning af tem¬
melig Vigtighed paa Bierget Caucasus i Asien, i Landska¬
bet Georgien. Den er omgiven med en dobbelt Muur og


Taarne, og ligger imellem mange smaa Høye, saa det er
meget vanskeligt at komme til den. Bierget Caucasus i
Asien er et Stykke af det store Bierg Taurus, og samme
strekker sig gandske igiennem Georgien og Circassien indtil
Havsundet ved Caffa. Spidsen eller det øverste af dette
Bierg er ufrugtbar, og meest bedekket med Snee; men det
Midterste deraf er frugtbart paa Viin, og beboes af Ge¬
forgiske Christne. Neden for dette Bierg ere smukke Dale,
som ere fulde af Byer og Indbyggere.
Borgeren fra Landet. Dyrker de ogsaa Viinbierge.
i Tyrkiet? Jeg meente Tyrkerne drak ingen Viin.
Fætteren. Faae de Utak saa sandt, som de nok drik¬
ker Viin. Hørte vi ikke forleden, at Storviziren førte sit
Flaske=Foder med sig.
Hovmesterinden. Har J gode Venner læst den Re¬
lation fra Harwich, om det lille bitte Fruentimmer. En
Mand ved Navn Heppenstal, som har reyst omkring en
Tidlang for at samle adskillige Sieldenheder, har bragt
hende med sig. Hun heder Maria Therefia, og er født
Ota paa Corfica i Aaret 1743. Hun beskrives for at
være meget artigt, og tænk engang, hun er ikkun 32 Tom¬
mer høy, men skal være overmaade behagelig af den for¬
undringsværdige Symmetrie. Hun skal og besidde stor
Forstand og Munterhed. Et Barn paa 2 Aar har stør¬
re Hænder, end hun, og hun veyer ikke mere end 26 Pd.
Hun taler Jtaliensk og Fransk og veed paa en særdeles
behagelig Maade at vedligeholde Discourser med enhver,
som taler med hende.
Huusholdersken. Hvilken allerkiereste Glut. Hun
er virkelig et rart Fruentimmer, og Hr. Heppenstal vil bli¬
ve en rig Mand ved hende, i fald hun maae leve med ham,
og han faaer i Sinde at reyse Verden rundt for at lade
hende see for Penge.
Den givte Kone, Vi faaer hende da vel og at see
her i Dannemark, thi jeg troer ikke, at nogen reyser mis¬
fornøyet bort, som kommer til os, for at vise os skiønne
Rariteter og Spilleværker.
Den gamle Jomfrue. Dette Fruentimmer er jo ik¬
ke engang halvanden Alen høy. Hun kommer vist nok til
at døe Pige. Hun bliver aldrig gift, i hvad jeg giør.
Dog jeg er for gammel; Jeg tænker ikke meere paa at gif¬
te mig.
Fra Snakke= og Løyer=Collegiet.
Jætteren. Nu holder vi Snakke=Collegium, Jomfrue.
Apropos var hun ikke paa Maskerade forleden. Uden Tvivl
var det hende i den grønne Schæfferinde=Dragt med Blom¬
ster Kurven paa Armen. Tilstaae det kun, Jomfrue. Der
er jo intet ondt deri, at en gammel Jomfrue gaaer paa
Maskerade.
Den gamle Jomfrue. Altid raisonnerer J om min¬
Alder, min gode Fætter. Jeg er saa min Troe slet ikke
saa gammel, som J bilder eder ind. Ja vist var jeg paa


Maskerade, ja hvad kommer det ellers eder ved Maatte
jeg ikke og engang see, hvorledes det gaaer til der.
Præste=Enken. Hvad synes da Jomfruen derom,
befaldt det Hurlumhey hende, som jeg kan forestille mig
der er i saadan Forsamling?
Den gamle Jomfrue. Nu har jeg været der, Ma¬
dame, og det befaldt mig saaledes, at jeg just ikke forsvær¬
ger, at komme der igien. Det er artig nok, ja men er det
saa, det er artig nok. Man seer der forskiellige Dragter,
og Masker, der findes nok at gloe og gabe paa. Tiden
kan der ikke falde en lang. Man siger ellers, at unge
Mennesker kan der lettelig vennes til Udskeytelser, og faae
Kierester. Men det kan jeg ikke sige. Jeg var klædt som
en ung Hyrdinde; men der var slet ingen som giorde Amour¬
til mig. Det var just heller ikke min Hensigt, hvorfor
jeg gik derhen. Dandse skiøttede jeg ikke om, endskiønt det
blev mig budet. Der kan man faae dandset saa meget man
lyster, naar man er derfor. Men det er ikke min Lyst nu
mere at dandse. Jeg er for gammel. Maskeraderne maae
man sige om hvad man vil, saa har de dog sin Nytte. De
giør aarvaagne Folk. Man kan ikke saa let blive søvnig
paa Maskerade.
Præste=Enken, Got nok, men saa sover man desto
længere Dagen efter.
Den gamle Jomfrue. Ja, det maae man, ellers
seer man ud af Øynene, som man var kogt. Det er sandt,
naar man vil regne det, saa er den Dag efter Maskerade
gjerne spildt. Men hvor regner det saa nøye i vore Tider.
Huusholdersken. Huusholdningen lider dog derved.
Den muntre Jomfrue. Siig ikke det, Mademoi¬
selle, Huusholdningen vinder derved. Den samler nye
Styrke til næste Maskerade. Den Dag man sover Maske¬
rade Sviren ud, hviler Huusholdningen. Den kan vel
og trænge til Hvile imellemstunder. Hvad siger Han Fætter,
Fætteren. Jomfruen har ret, at mange Maskerade¬
Giester lader deres Huusholdning hvile. Ja somme lader
den falde i saa dyb Søvn, at den vaagner aldrig
mere. Der raabes endnu paa nogle i Aviserne, som ik¬
ke har bragt deres leyede Maskerade=Klæder tilbage igien¬
fra i Fior af. Uden Tvivl, ere baade de og deres Huus¬
holdning falden saa dybt i Søvn, at de ikke kan høre disse
Raab. Jeg leyer aldrig Klæder, naar jeg gaaer paa Ma¬
skerade; enten Gaar jeg i de Klæder jeg har, naar de ikke
ere alt for kiendelige, eller jeg laaner. Jeg er ikke nogen
Nar at give saa mange Penge i Leye for en Maskerade Klæd¬
ning. Jeg var der saavel forleden i min Spaa Kiellings¬
Dragt, som andre i deres Dominoer. Men nu tør jeg
ikke meere komme der i den Dragt, for saa er jeg alt for¬
kiendelig.
Den gamle Ungkarl. Tænkte jeg ikke nok, at det
var jer, Fætter, thi jeg kunde sagte see, at det var ikke
noget Fruentimmer. Det ærgrer jeg mig over, at man
vil omskabe sit Kiøn. Jeg saae nogle med Hiortelæders¬
Buxer paa og Jagtstøvler; men det skal ingen faae mig
til at troe, at det var Mandfolk. Jeg tør noget nær sige


at i vore Børnebørns Tid vil Skiørter komme reent af
Moden.
Den gamle Jomfrue. Hvad skulde Fruentimmer¬
ne da gaae med, Monsteur,
Den gamle Ungkarl. Med Buxer, Mademoiselle,
Den gamle Jomfrue. Fy, hvilken grov Karl J er,
Monsteur. Det Ord bør ikke nævnes for et honet Fru¬
entimmer, som jeg er.
Sætteren. Ret, Jomfrue, lad ham kun have det.
Den gamle Pebersvend midt i sin Rottinggot og Frokfor¬
staaer dog slet ikke at leve. Ney, Skiørterne bliver nok¬
i Moden, det skal jeg svare til. Men om vi kan i vore
der faae en anden Mode at see paa dem, det lover jeg ikke for.
Mode=Collegiet.
Den gamle Jomfrue. Skulde vi faae en anden Mo¬
de paa Skiørter end vi nu har, Hvoraf slutter J det Fæt¬
ter, og hvad skulde det vel være for en Mode?
Fætteren. Jeg er i dette Øyeblik ingen Spaaekiel¬
ling; men jeg har dog god Grund at slutte, at vi inden
Aarets Udgang, faaer vist nogle Forandringer at see paa
Skiørterne. Hvordanne de egentlig ville blive, kan jeg
ikke tilforladelig sige; men saa omtrent: lidet kortere end¬
de nu ere, Falbladerne anderledes rynkede, høyere opsat¬
te, udtungede, flammede ned af Siderne og frie for Knæ¬
erne i Gangen, kortere i Siderne end for og bag til, samt
med Fryndser og Qvaster udi. Jeg har hørt noget saa¬
smaat at hviske derom, og mange vilde glæde sig over saa¬
allerkiereste en Mode.
Den nyegivte Kone. Det vilde ikke klæde saa galt;
ney i Sandhed vilde det ikke. Men faaer vi da ingen nye
Moder paa Kiole og Kofter, Fætter: Har J ey hørt no¬
get at hviske derom,
Fætteren. Jojeg har saa mænd, Madamel jeg har
ikke allene hørt at hviskes derom, men jeg har endog en
Optegnelse paa nogle nye Fruentimmer=Klæder=Moder,
som skal være bragt i Forslag af en Skræder i Paris. Jeg
vil forelæse hende et Par deraf hør nu
En Orgnese er en Kiole med Vinger og garneret
med tredobbelte Piber af samme Tøy. Bag til er den op¬
stukket i Flammer, og fra Siderne for til opfæstet i Gar¬
diner med Qvaster som ere nedhængende. Livet er for til
som en Jagttrøye med Sløyser og Knapper. Om Hal¬
sen først en nedliggende treekandtet Krave og oven paa den
en Hætte foret med andre Couleur Silke=Tøy. Kraven
bestaaer af bare Piber, og Ryggen paa Livet neden for den
er belagt med Piber og Rulser, i Flammer. Denne
Dragt seer prægtig ud. Ærmerne ere og ligeledes som
Ryggen belagt med Piber, og et halv Qvarter neden for¬
Albuerne nedhænger trekantede Opslage. Den anden kaldes


En Pretexte eller løs Adriene med dobbelte Vinger
foran og Omslag bag over, hvorudi hænger tre Qvaster,
paa Ryggen, og dette Omslag kan trekkes sammen op ad¬
ved en Snor, som gaaer om Halsen og hænger ned paa
Brystet med to Qvaster. Paa Siderne nedhænger dobbel¬
te løse og udtungede Flasker med Fryndser. Denne Pretexte
er over alt garneret med Kniplinger eller Blonder, Frynd¬
ser og Qvaster ere af Guld og Silke=Arbeyde.
Den muntre Jomfrue. Det er en smuk Maskera¬
de Dragt.
Den gamle Jomfrue. Den kunde ikke klæde saa slet.
Kommer Pretexterne i Moden her, skal jeg virkelig og lade
mig giøre en Pretexte.
Fætteren. Jeg ønsker til Lykke Jomfrue. Det en
en Dragt, som Mandfolkene vist ville blive forelskede i
Er Hun ikke bleven gift før, saa bliver hun gandske sikkert
Brud, naar den Dragt kommer i Moden.
Fra Eventyrs=Collegiet.
En liden Pige paa syv Aar legte ofte med en Dreng af
lige Alder, og kaldede ham almindelig hendes lille Mand.
Hendes Moder, en ung Enke, sagde en Dag til Hende: Hen¬
riette, vil du ikke nok overlade mig din lille Mand? "
Ney, svarede hun gandske kort. - "Jkke det, men om
jeg ikke vil lade dig beholde ham, hvem skal da skille os ad¬
Det skal den lille Mama." (saaledes kaldede Pigen Dren¬
gens Moder. Nu da faaer jeg vundet; thi du veed
at hun giør alt, hvad jeg forlanger af hende." Oden
lille Mama giør intet uden hvad der er fornuftigt.
Hvad siger du lille Tosse, er det ikke fornuftigt, som jeg
forlanger, "Den lille Pige begyndte herpaa lidet at
smille. Men hvorfor skulde hun ikke give mig den lille
Mand spurgte Moderen videre. Fordi han ikke
skikker sig for Dem. - Og hvorfor skulde han ikke skik¬
ke sig?" (Atter en liden skielmsk Smil.) Siig kun reent¬
ud, er jeg maaskee for gammel for ham?"Ney,
Mama, men han er alt for for ung for Dem." Mode¬
ren drev dette Spøg endnu videre. "Min kiere Henriette,
sagde hun, og saae meget alvorlig ud derved, jeg forsikkrer¬
dig, at han skikker sig lige saa lidet for dig. Hvor¬
for ikke, raabte hun med temmelig Urolighed. 11 Fordi
han er alt for uforstandig for dig. O Mama,
er det ikke andet, jeg vil nok giøre ham forstandig og klog.
Men om han nu til Ulykke gjorde dig narrisk.
Ak Mama hvilken Glæde skulde det være mig, at være
Dem lig!"At være mig lig, du Uforskammede."
Ja, ja, Madame, de siger jo heele Dagen igiennem,
at de er ret narrisk efter mig, og jeg, jeg vilde være ret nar¬
risk efter ham, det er det altsammen.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 4


Mode-Collegiet.
Her har vi den Ære, at meddele Resten af den
os tilsendte og i sit Slags meget rare For¬
tegnelse over de i sidste Aaringer nyemodige
og brugelige Coefuerer.
N¬
o. 41. Coffure a la Pompadour, med spidse
Skygger, kort Pulle, lidet opheftet,
med en Alonge sammensat af Fanse¬
louscher og Blonder, samt Rosette i
Pander.
Madame la Pompadeur har maattet give Navn til alle
Slags Fruentimmer=Dragt, endogsaa Skoespænder og
Sløyser a la Pompadour. Man har i Farverne ogsaa
Pompadour Couleur. Det er altsaa intet Under, at der
iblant Coeffurerne maatte være et Coeffure a la Pompe¬
don. Skyggerne, som ere spidse, ere tillige krusede.
Panden er en rund Pibe. Pullen, som er kort, er meget
lidet opheftet, og med et hvidt glat liggende Baand i Nak¬
ken. Alongen er lagt a la grecque med Fanselouscherne
imellem, og Blondiner ere opbundne paa sine Carcasser i
Bølger i Alongen. Rosetten i Panden er af Blonder, li¬
geledes med Fanselouscher imellem, og sat paa en Vire, saa¬
den sidder frit. Hengelen kommer meget høy, og gaaer
ned under Hagen, og er lagt i et Kors eller Sløyse paa
Brystet. Dette Sæt bæres til stor Stads, og klæder
fortreffeligt, i sær for hvem som har et stort og smukt vel¬
skabt fyldigt Bryst, samt præsenterer en stolt Person, saa
at Sløysen over Brystet kan ligge ordentlig og ret vise sig
spillende. Men saa smukt, som det klæder paa saadant et
Bryst, saa slet klæder det paa et, hvorved forbenævnte
Fuldkommenheder ikke findes.
No. 42. Et Snegle-Coffure, med lange smalle
Vinger, kruset, Pullen opheftet, Heng¬
lerne Snegleformige og en Taxis i
Panden.
Man kalder dette Corffure Snegle=Coesfuret, fordi haa¬
de Opheftningen paa Pullen og Henglernes Legning er
snegleformig. Det hele Coeffure er af Blonder, og Vin¬
gerne ere sterk krusede. Den Snegleformig-Opheftning
paa Pullen er brugelist tvert over Hovedet. Jeg har og
seet nogle, som har brugt den paa Skak. Foran er en An¬
stalt eller Opsats, som er af sneehvide smalle Baand, der
ere lagte dobbelte, saa de ere omtrent som et Strages Bred, thi det kan ikke som meldt er bæres uden Soelhat. Heele


de, ifald man ikke ellers kan faae dem saa smalle; De ere
rynkede i Flammer paa Sølvtraad, og lagte efter hinan¬
den som Snegle, men dog brusende. Derimellem gaaer
Pustperler, gjorte i Roser, nemlig sex rundt omkring og
een i Midten, som sidder frit eller levende. Den i Panden
staaende Taxis er af samme Slags Baand, rynket og dreyet,
breed neden til og spids op ad, hvor i Enden sidder en Pust¬
perle. En Taxis er et Træe, som en Pyramide. Man
seer saadanne Taxistræer eller Taxter i Kongens Have, og
altsaa seer man dem der om Sommeren baade i Jorden
og paa Fruentimmernes Pander, som bærer disse Coeffu¬
rer. Den bageste Hengel er af Blonder, meget høy, og
lagt ligesom Snegle Huse efter hinanden; men dog at de
alle falder bag over. Dette Coeffure er overalt meget bru¬
sende og seer fortreffeligt ud.
Nr. 43. Et Jtaliensk Coeffure, med smalle Vin¬
ger, opskaaren Pande, kort Pulle, og
en Forhøyning af bare Bølger.
Dette Coffure er overalt hvidt og bruges meest af¬
fine Kniplinger. Skyggerne, som ere smalle, falder tæt
til Ansigtet. De ere høyt oppe i Panden lagte opbukkede
paa Forhuen, saaledes, at der præsenteres en Topper af
et Qvarteers Høyde. Pullen er meget lidet ophefter, saa
det er neppe kiendeligt, og Nakken altsaa gandske flad som
et Brædt. Forhøyningen er bag ved Toppeen atter et
Qvarteers Høyde, af Bølger som sidder negligente. Der
er omtrent 4 eller 5 Opstalter, den ene høyere end den an¬
den; men den bagerste Hengel er løs og glat til Ørerne,
saa at det omtrent er en halv Alen høyt fortil i alt, med
Topper og Sæt; men bag til gandske flak. Det første det¬
te Sæt blev seet i Hovedstaden, var paa eet offentlig Sted paa
en fornemme Dames Hoved, og Dagen derpaa løb en Pi¬
ge Byen rundt med et Maal, hvor lang Toppeen skulde
være, og vilde have et Coeffure opslukket paa den Fasson,
som det hendes Jomfrue havde seet Aftenen forhen; men
da Moden endnu ey var bekiendt, saa tænker jeg, hun
maatte løbe forgieves den Dag, og Jomfruen blev syg af
bare Længsel og Harme, og kunde hverken komme paa Co¬
moedie eller i Kirken, Hvilken Jammer!
No. 44. Et Coffure, som en Soel, Hat settes paa,
eller Soel=Hatte=Sæt, med smalle Vin¬
ger, breed Pande med en Rosette, en
prægtig Hengel ved Ørerne, opstukken
Pulle, og dertil bæres en Engelsk Soel¬
Hat.
Dette Corfiire kan ikke bæres uden om Sommeren¬
ere lagte dobbelte, saa de ere omtrent som et Strages Bred, thi det kan ikke som meldt er bæres uden Soelhat. Heele


Sættet bestaaer af Blonder og hvide Franske Baand, som
ere syede paa Kanterne med smalle Blonder, der ere op¬
satte eller paasatte i Puffer. Skyggerne begynder fra Tin¬
dingen og gaaer til Øret, saa der er en Distance i Panden
indtil Tindingerne, hvor Hatten ligger paa. Paa denne
under Hatten bare Distance ligger en Rosette af hvide,
Baand, at bedekke det aabne Rum med; og Hengelen lig¬
ger slad oven i med en Sløyse indtil Tindingen, hvorfra
den ligger frit indtil Ørerne og gaaer ned under Hagen,
hvor den er sammenbunden, Pullen er oppuffet. Hatten,
som dertil hører, er af hvid Atlas eller Taft, under og over¬
Den er gandske rund skaaren. Paa den underste Side er
rundt omkring lagt en Rad hvide Blonder i Piber; og
paa den øverste Deel eller Side ligeledes, undtagen de ere
syede tet til Kanten yderst; men bag til staaer de frit, saa
at de ligger paa skak. Oven i, saa vidt som Pullen er,
skal den være belagt med Blonder og hvide Franske Baand¬
i høye Puffer imellem hverandre paa det allerprægtigste,
som man kan optænke, saa at det ligger brusende og frit.
Baandene maae være omsyede med smalle Blonder ligesom
paa Sættet. Den sættes paa Sættet, og bindes om i
Nakken med hvide Baand. Dette Coeffure er prægtigt og
kostbart, saa enhver ikke kan bære det.
No. 45. Et Coffure med tre Skygger, Pullen ryn¬
ket i Topper, stiv Hengel, durchge¬
brochen, og tvende Rader Baand, smalle,
i Bølger, Pibe i Panden med Rosette.
Først maae jeg giøre denne Anmærkning, at dette
Sæt klæder ingen uden fede Folk, formedelst de mange
Skygger. Alle Skyggerne ere glatte. Pullen er kort, og
Rynkningen paa den i Topper er saaledes, at i Midten,
gaaer Spidserne oplad, hvorimellem er en Distance omtrent
af tre Fingers Brede, som ligger klar, og seer ud som dybe
Kruser eller Folder, hvad man skal kalde det. Derfra
gaaer paa hver Side atter en Rad Rynkning, hvor Spid¬
jerne vender nedad; og saaledes er det hele Veyen igien¬
nem, en Rynkning vender op og en anden ned ad. Baan¬
denne maae være tæt oppuffede i Bølger, saa at de falder i
hverandre, nemlig der hvor den ene Rad er indkneben, fal¬
der Bølgerne af den anden Rad ind. Hengelen er meget
høy og spids opsat i Panden; men for Resten falder den
glat og hænger løs. Den er durchgebrokken saaledes, at
den er rynket paa Sølvtraad af Blonder, og sammensat i
Stierner eller Roser. Paa Siderne ere smaa Rulser om¬
dreiede med smalle Baand eller Silke=Arbeyde. Allerøverst
i Toppen er en liden Rosette, som sidder meget frit og
spidst. Pibe i Panden er Hollandsk. Hvorledes denne
er, har man seet tilforn. Hertil bruges gemeenlig et eget
Halsbaand, som bestaaer af en særdeles Rynkning paa Sølv¬
traad, som falder i Huller i Midten, og er sammensat, saa
at den er aaben imellem. Det er meget breedt og brusende,
og er gjort med en stor Sløyse foran, hvorfra kommer


Bølger rundt omkring, og er sat paa hvide Baand, hvor¬
med man binder det.
No. 46. Coeffure a la Belle Negligence, med en
Skygge uden Virer, Pullen rynket med
en Blomst.
Dette er egentlig et Morgen=Sæt, og derfor er der
ingen Virer i Skyggerne, men de sidder platte og falder
til Ansigtet, eller Strimlerne ere rynkede til Forhuen, Pul¬
len er rynket paa langs; og rundt om Hovedet er bundet
et glat Baand med en Sløyse i Panden. Bag ved Baan¬
det kommer en stor dobbelt Hengel, som gaaer ned og er
opheftet tilbage i Krusedoller med en liden Blomst.
No. 47. Et andet Morgen=Sæt eller Dormense,
med Virer i Skyggen og Opsatsen er
af Blonder og Schenellier; Pullen glat¬
lang.
Dette simple Hovedtøy, som ellers klæder smukt for
Ungdommen, har lange Vinger, brede neden til og smalle
oven til, samt plat Pulle med en Rynkning opad Nakken.
Opsatzen bestaaer af en Rad Blonder, lagte i Bølger, og
omlagte i at la grecqve Figurer med Schenellier. Bag ved
en høyere og bredere, ligeledes belagt med Schenellier.
Somme bærer en Blomst dertil; andre en Sløyfe, men
de fleste gjøre en Forhøyning af samme Bølger. Schenel¬
lierne kan bruges tykke og smalle og af hvad Couleur de
selv lyster.
No. 48. Et meget net Corfture med smaae spidse
Vinger, opstukken Pulle, Hængler gjorde,
i Rulser, og Forhøyningen i Roser,
Iblant nette Cossturer fortiener dette unægtelig ikke
en af de ringeste Pladse. Det er overalt af gros beaute,
Vingerne ere meget smaae, og sidder frit. Pullen er op¬
stukken meget prægtig, og Forhøyningen er gjort af smalle
Gros beaute i smaae Roser. Allerforrest er en liden klar
Rulse, som er indbunden med smalle skatteerte Baand med
en liden Rose af Granater. Bag ved Forhøyningen kom¬
mer en større Rulse, som er ligeledes indbunden med Sløy¬
ser og Roser af Granater, og gaaer ned under Hagen.
Forhøyningen er temmelig høy, og imellem Roserne er
Granater. Dette Sæt klæder maverladne Folk fortreffe¬
ligt, formedelst at Skyggerne ere spidse og sidder frit
No. 49. Et Coeffure a la Cabriole med Vinger af en
maadelig Brede, lagte i dybe Læg med
Vierer; Under=Pullen dannet som en
trestykket Hue, hvorpaa er ophæftet
der=Pulle, med en Kringel=Hengel, og
en Anstalt gjort i Panden som en Som¬
merfulgl.
Dette Cabriol Coffure er artigt nok. Det giøres ge¬
meenlig af Flor. Paa Skyggerne kan man sette en kruset.
Blonde eller Knipling, naar de ikke vil legge dem i 2


men ellers maae Læggerne være lagte skal opad. Pullen
er opheftet i dybe Puffer over heele Huen. Foran er en
Rad Baand i Puffer eller Bølger. Fra Panden er en
krum Hengel, som er klar, gaaer ned til Øret, og ligner,
omtrent en Kringel. Oven i Panden er en Anstalt, der
ligner en Sommerfugl, der er gjort af Floer og Baand, op¬
sat paa Virer, saa den er bevægelig. Man kan og ophæfte
en Hengel derpaa, som gaaer ned under Hagen og bindes
i en Sløyse.
No. 50. Et ægte Fransk Corfture med smalle Skyg¬
ger, stor Pulle i Flammer, bred dobbelt
Hengel, og skrekkelig høy Anstalt i Pan¬
den.
Skyggerne paa dette Coeffure ere knekkede, runde
oven til og spidse neden til. Læggene maae være meget
runde og klare. Pullen er lagt i Flammer langs over Ho¬
vedet ned ad. Foran kommer en Rad Baand, som er om¬
Kanterne syet med Blonder, og en liden Rosette i Pan¬
den. Forhøyningen bag ved af smalle Blonder opsatte paa
fine Karkasser, og sammendreyet, saa det er meget høyt og
spidst. Derfra kommer en Hengel, som er kruset, gaaer
ned under Hagen, og er heftet tilbage med en stor dobbelt
Sløyse. Hengelen sidder negligent, og det er overalt i alle
Maader negligent thi det er Fransk.
No. 51. Et Garneret-Coffure, med smaa run¬
de Vinger, en Rad Baand, og glat Pul¬
le, med Kappe og Stierne.
Formedelst at dette Corffure er ærbart og passer sig
for gamle Fruer og Matroner, saa kalder man det et
Garnet. Vingerne ere, som meldt, runde, men meget
nette. Pullen er lang og glat. Den Rad Baand foran¬
ligger i Fletning med en Stierne i Panden. Kappen er
meget lang, gaaer ned under Hagen og bindes tilbage igien¬
i en liden Krussedolle. Vil man lade den hænge løs ned¬
af Skuldren, saa kan man, at det kan lade lidt flyvende
for Alderdommen. Stiernen i Panden seer ud som en
anden Stierne, med syv Spidse eller Straaler, Flere
hører der saa mænd ikke til en fuldkommen Stierne, det
siger alle Opstikkersker.
No. 52. Et Coffure, med smalle Viinger, Pullen,
kreppet, en Allonge af bare Rosetter,
og udi Panden en Pibe med høy Anstalt.
Dette Corffure er omtrent af tredie Classe i den Rang¬
ordning imellem Sætterne. Vingerne kommer tæt til An¬
sigtet i Faldet. Pullen er smaakruset, ligesom paa et Kru¬
sebrædt, og det kalder man kreppet. Allongen bør være
af Baand, men Couleuren berver paa enhvers Behag. For¬
høyningen eller Anstalten i Panden forestiller en Aurickel
der groer temmelig høyt, og kan ligeledes være gjordt af
Baand. Hvad har dog Moden ikke travelt med disse man¬
Forandringer. Sært nok, at Opstikkerskerne kan finde


sig i alle de Nærværende, erindre de forbigangne, og op¬
finde Nye; men de giøre endnu Forandringerne flere, end
de virkelig i sig selv ere, efterdi de ikke opstikker efter nogen
Uniform, saa man snart ikke finder to Corffurer af et Slags
da saadanne dog skal være opstukkene efter et og samme Møn¬
ster. Herefter kan man lade bestille Corffurer efter Num¬
merne i denne Liste, om man behager.
Nr. 53. En meget nyemodig Dormense, gjort
med tre Lav Strimler, en tilrynket op¬
puffet Pulle, og Hengler som bedækker næ¬
sten hele Pullen.
Man giør gjerne denne Dormense af Kniplinger,
Strimlerne eller Skyggerne ere lagte i Læg saaledes at de
gaaer ned ad. Pullen er rynket til Forhuen og for Resten
er den oppuffet. Henglerne ere meget brede og brusende,
tredobbelte. Den første Rad er i fyldige Bølger, den
mellemste i Skyer eller dreyet negligent, og den bageste
glat. Dette Slags Corffure klæder ret smukt for
dem, som holder Hovedet brav i Veyret og kneyser.
No. 54. En Pariser Dormense, med to lav Strim¬
ler i Piber, Pullen rynket, med en Rad¬
Baand, og dertil en Kyse af Grosbeaute¬
eller Blonder, og bindes med en Sløyse.
Denne Dormeuse kaldtes i Førstningen det Parisiske
Sæt; men nu kalder man det Pariser-Dormeusen, som
er mere rimeligt, saavidt der er Forskiel paa Sæt og Dor¬
meuse. Skyggerne ere af Piber meget store og flade, og
saaledes sammenheftede med en Traad, at de falder tæt
til Ansigtet. De bageste Piber ere meget større end de¬
forreste. Det mærkes, at de falder saaledes til Ansigtet,
at de staaer skak, og ere høyere bag til end mod Ansigtet,
hvilket giøres ved at sette lidet Merlin bag til under de ba¬
geste Piber. Næst Strimlerne kommer en Rad brede Fran¬
ske Baand. om hvis Kanter ere syede smallere af en anden
Couleur. som ere takkede. Nu kommer Kysen, som er
rullet tilbage og bindes under Hagen, og enten op igien¬
i Panden eller tilbage i Nakken med en Sløyse. Den er
maadelig høyt opskaaren, saa at jo Kreppen for alting sy¬
nes. Denne Dormense klæder meget næsviist.
No. 55. En Spansk Dormense, gjort med smalle
Skygger høyt opskaaren i Panden til
høyt Haar, overalt belagt med Rulser,
som ere omdreyede med Perler og en
Sløyse med lange Baand need af Ryg¬
gen.
Skyggerne paa denne Dormeuse ere smaa og uden Vi¬
rer; men dog ligger de ordentlig, fordi der er en Traad¬
som holder dem. Distancen i Panden er meget Breed.
Haaret kan enten være glat eller kruset, hvilket man vil¬
To Rader Allonger kommer foran, hvoraf den bagerste er


høyere end den forreste, og derfra kommer Rulser, som
gaaer paa langs bag ned af Pullen, saa at den er gandske
bedekket. Disse Rulser ere af meget klare Blonder, som
ere omdreiede med Perler. De kan og dreie Schenellier,
om, i fald de behager. Øverst i Haaret settes en liden
Rose. Dette Coeffure seer ud i Nakken og overalt, som
det var oppustet af Veyr og Vind. Det maae observeres
at Toppen hertil maae være meget høy. Somme bruger
det næsten et Qvarteer høy. Dertil hører og et Halsbaand¬
af samme Allonger eller Rulser.
No. 56. Et stort Cofffure, med dobbelte Skyg¬
ger aaben Pulle ved Siderne, sterke op¬
satser og brusende Flyvning,
Vingerne paa dette Coeffure falder skal fra Panden,
og breedt ud fra Øynene. Den bagerste er meget lille og
staaer lige i Veyret. Den forreste er saa breed, at den
skiuler Øynene fra Siden. Pullen som er aaben paa beg¬
ge Sider, bestaaer af en Blonde omtrent tree Fingerbred,
samme er lagt i Piber i Midten; og paa begge Sider,
kommer en flad Fletning af Baand, lagt i Flammer eller
Ruder. Forhøyningen eller Opsatsen er meget høy og li¬
geledes lagt i Piber med flettede Baand imellem, som alt
ligger meget høyt og brusende, og er over alt giennem¬
sigtigt.
No. 57. Et Coeffure, med brede Skygger og sto¬
re dybe Læg, en Rad Baand; Pullen
rynket fra Siderne og i Midten en
Baandsletning med tree Lykker i Pan¬
den,
Disse Vinger ere runde og staaer frit fra Ansigtet,
og Læggene ere saa dybe, at der er kun fire eller fem paa
hver Skygge. Paa Baandene, som legges i Bølger, maae
syes en Blondine i Midten. Baandslettningen maae lige¬
ledes være besyet med Blondiner og legges i Rudder,
Flammer eller andre Figurer. Af de tree Lykker i Par¬
den maae den midterste være stor, og de andre to mindre,
som falder ned paa Skyggen.
No. 58. Et Coeffure, forestiller en dyb Rende i
Panden; smaa Skygger, Pullen dyb,
ophæftet med en Allonge.
Renden representeres ved den dybe og høye Opskie¬
ring i Panden, hvori ligger en Anstalt af Baand eller
Blonder, til nogen Liighed med et Fartøi. Skygger,
gaaer meget smalle fra Panden, spidse til Øynene, og at¬
ter smalle neden til Ørerne. Pullen er opheftet i to store
Bølger, men den nederste meget større end den øverste.
Fra Midten af Pullen gaaer en Allonge frem til Panden,


ned til Øret som et Syvtal. Derfra bindes den bag op til
Nakken med en Sløyse.
Nr. 59. Et Krep-Coffure, eller Blomster-Coff¬
fure, som har maadelige Skygger, en
stor Forhøyning, løse Hengler, og kort
Pulle, optrukken.
Dette Hovedtøy er et Stats-Corffure. Skyggerne
ere korte paa Ørerne uden Garnering; Pullen er helst op¬
trukken i smaa Flammer. Førhøyningen eller Opsatsen er
af Blonder og gjort i Roser, Blonder og Fletninger iblant
hverandre i alle Slags Figurer. Hengelen er af brede,
Blonder, som henger negligent, og ere bunden tilbage¬
med smaa Roser. Paa Pullen kan anbringes en Rose.
No. 60. Et Esclavage-Cosffure, med smaa spidse¬
Skygger, kort stiernet Pulle, med Al¬
longe og to løse Hengler.
Dette Coeffure gaaer dybt ned i Panden, Skygger¬
ne staaer frit fra Ansigtet. Pullen er enten belagt med
Stierner eller opstukket i Stierner. Men det sidste seer
man sielden; thi det koster alt for megen Umag. Allon¬
gen skal absolut være opbunden paa Sølvtraad og derefter
dreyet; den gaaer ned under Hagen og heftes over Kors paa
Brystet. Den forreste Hengel er opheftet i Panden med
en stor Stierne, hvor i Midten gaaer en dreyet Blonde.
Den bagerste sidder løs, men er belagt med smaae Stierner.
Nr. 61. Et artigt Coffure, med store spidse Skyg¬
ger, en Forhøyning i Panden med
krumme Fletninger, opstukken Pulle og
to Hengler ned af Ryggen.
De spidse Vinger paa dette Coeffure ligner Fugle¬
Vinger, og maae helst overalt være garnerede. Pullen er
opstukken meget brusende, og Forhøyningen er opsat paa
Virer, at den ligger gandske krum bag over. Henglerne
ere meget kunstigen ophæftede indtil Nakken, hvorfra de
henger glat ned af Ryggen.
No. 62. Et Cosffure med Skygger, representerer,
en Turkan, med Hengler opheftede.
i Figurer og glat Pulle.
Vingerne paa dette Hovedtøy ere høye og runde oppe¬
ved Panden, men gandske skal og smalle ned ved Ørerne.
Forhøyningen i Panden er gjort i en stor Rose, hvor i
Midten gaaer to Rader Vox Perler sammenslyngde og
gaaer op over Rosen. Bag ved paa høyre Side en stor
Sultan. Henglerne ere omdreiede med Perler, og op¬
heftede paa Pullen i tre Roser, og ved Siderne ere de
dobbelte men glatte, og saa lange, at de binder dem ved¬
Halsbaandet.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tid.
No. 5 og 6
Poetisk Beskrivelse
over
Pave Clemens den Fiortendes prægtige Indtog i Rom,
den 26 November 1769.
som
midt under Processionen havde det Uheld at falde af Hesten.
Forfattet
af
Fætteren.
N¬
u firsk! Min Musa! frisk! og spænd nu paa din Spore.
Og sadle op din Hest! Du spørger mig: Hvorfore?
Gesvindt! Det ikke er nu Tid at spørge om,
Om Pavens Jndtog du betragte vil i Rom.
Træk Pegasus (a) herud, og lad ham vel opsadle,
At man din Rideknægt, skal ikke kunde dadle
En Skieppe Havre du paa ham ey spare maae
Om nu Din Pegasus i fuld Galop skal gaae
Flyv nu af Sted, som hiin, (b) der Messe holdt i Joppe.
Lad dig ey hindre af Morads og Bierge-Toppe.
Giv ikkun Pegasus nu brav af Sporerne,
Et prægtigt Optog du da udi Rom skal see.
(a) Pegasus er en meget bekiendt Hest i den poetiske Historie. Han rider gjerne alle Poterne paa i Begyndelsen,
hvorfore, da han nu er, som en Leye=Hest, temmelig udpidsket, maatte jeg give ham en Skieppe Krog Hav¬
re. Pegasus har ellers Vinger. En under da, naar han ey er sulten, at han kan giøre nogle forskrække¬
lige Spring. Poeterne har ellers denne Medus Søn at takke for Hippocrene Kilde, som paa Helicon,
sprang op under Hestens Bagskoe. Naar Porterne kun drikker brav af denne Kilde, flyder Vers fra den i
saadan Overflødighed, som Vandet flyder af Kilden.
(b) Bønderne, i sær omkring ved Slagelse, veed endnu meget at fortælle om den gode Hellig Anders, paa hvis
Hvile Høy uden for Slagelse endnu staaer et Crucifix. Jblandt andre Munke-Mirakler har de gamle
Munke og fortalt os, at denne Hellig Anders hørte Messen i Joppe i det forsættede Land eller fordum¬
Jødelandet, og fra Messen af blev ført samme Dag igiennem Luften, og det saa gesvindt, at, uagtet hans
underveis aflagde nogle Visiter hos andre Helgene i Spannien og Norge og andre Steder, kom han
dog saa betids til Slagelse, at han hørte Aftensang sammesteds, endskiøndt han som tret af Reysen, hav¬
de først taget sig en Middags Luur paa bemeldte Høy uden for Slagelse.


Nu, det gik an. Nu seer jeg Pegasus har Vinger,
Saa over Bierg og Dal i fuld Galop han springer
Hans Bagskoe rørte ey de høye Alpers Top,
(c)
Saaledes Pegasus med mig gik i Galop.
Der vist var Kiern og Kraft udi den Skieppe Havre,
Som Pegasus bekom til Frokost og til Davre. (a)
Jeg allerede mig i Kirke-Staten seer;
Thi aldrig noget Sted der bliver betlet meer.
(c)
Det Taarnefulde Rom (f) jeg alt har udi Øye,
Tilligemed de Syv og fleer tillagde Høye. (8)
Jeg allerede seer St. Peders høye Spir¬
(c)
Som, laae den ey i Rom, var Christenhedens Ziir.
Jgiennem hvilken Port (i) jeg skal mit Jndtog holde,
Derom jeg staaer i Tvivl, at jeg ey skal forvolde
For megen Opsigt, Pru, jeg vil af Hesten staae,
At han udi den Sværm mig ikke af skal slaae.
Til Fods jeg lister mig saa sagte ind i Staden,
Og følger Sandet (k) som er strøet omkring i Gaden,
Her kan jeg forud see, hvor Pavens Optog skeer;
Og efter Kiættere paa den Dag man ey seer.
Og skulde nogen end saa næsviis vilde være,
At spørge mig om min Religion og lære,
(e) Jtalien skilles fra Frankerige, Schweitz og Tydskland ved høye Bierge, som med et Almindeligt Navn kaldes
Alpes. De begynde ved det Middellandske Hav og gaae til det Adriatiske. Det var over St. Gott¬
hards Bierg, min Pagasus sprang. Dette er det høyeste af de Bierge, og følgelig var det et pokkers Spring
(a) Davre bruges kun hos Bønder, som spiser Øllebrød og Sild, naar man i Kiøbstæderne drikker Frokost i
Thee, Caffee og Chocolade, og nyder en Lyngbye Tvebak til Havde jeg ey forstaaet det ordinaire
Davre, havde jeg ey saa let fundet et Ordet rime sig paa Haure, thi Aure bruges kun, naar man ere be¬
skienkede, og lader ey saa got til Davre, som om Aftenen.
(e) En vis Skribent siger: at de Reysende behøve ikke at spørge efter, hvilke Lande der hører til det pavelige
Sæde; thi paa de forarmede Jndvaanere kan man let see, hvilken Herre de tilhører. De Pavelige Kam¬
mer=Betientere har For=Kiøbet i at kiøbe Korn. Disse kiøber ind med en stor Skieppe og sælger ud med
en liden. Det har derfor hendet sig, at naar Paven har vildet meddele Folket sin Apostoliske Velsignel¬
se, da have disse arme Munnesker raabt: Hellige Fader, ingen Velsignelse: men kun større Brød,
De maa da lade sig trøste med det Sprog: Sallige ere de Fattige. Som og den Tyran, Keyser Julia,
nus Apostata saa skammeligen pleyede at sige, naar han berøvede de Christne deres Gods og Formue.
() kom har sit Navn af sin første Stifter Romulus. Den har tilforn været tre Gange saa stor som den nu er¬
Dog er den endnu en af de største og skiønneste Steder i Europa, den har 300 Spire og 300 Kirker.
(a) Rom er bygt og anlagt paa 7 Bierge, hvortil endnu er lagt nogle Høye til Staden, som tilforn laae uden for
Staden.
6) Den største og skiønneste Kirke i Rom, ja i heele Christenheden, er den navnkundige St. Peders Kirke, som
baade inden og uden er beklædt med Marmor. Den er 840 Fod lang, 750 Fod breed, 300 Fod¬
høy, og har i Omkreds 2465 Fod. Den har kostet 43 Millioner Scudi at bygge, og 23 Paver har
bygget sig ihiel paa den.
Rom har 18 Porte.
(k) Der var strøet Sand i de Gader, hvor igiennem Paven holdt sit høytidelige Jndtog


Saa svarer jeg, hvad hiin Kalspier (!) svarede:
Men denne neppe var af de enfoldigste
Nu gaaer Optoget an. Ret nu saa kommer Paven,
Det kan jeg mærke alt paa Folkets megen Traven.
Man trykker, trænger der saa vel som andensteds,
Hvo ey kan faae at see er ikke vel tilfreds.
Man puffede og skiød den ene til den anden,
En fik i Nakken Stød, en anden udi Panden;
En brækkede et Been; en anden raabte: au¬
Man Vagten der, som her, iblandt en Styver gar¬
Tys, raaber man, nu tys, den Hellige Hr. Fader,
Nu kommer. Giver Plads i Stræder og i Gader.
Lad Pavens Jndtog dog høytideligen skee,
Lad ham ey hindres af de saa tilstimlende.
See, der er Paven. Ak, hvo kan det alt beskrive
En tusind Penne skal tilstrekkelige blive.
See alle Ordener. See hvilken Pomp og Pragt.
Ak, under Peders Stoel der er dog meget lagt.
(m)
Sct. Peder, troer jeg knap et saadant Indtog holdte.
Han snarere blev kast i Fængsel, Jern og Boldte.
Skiønt nogle gjør ham til den første Bisp i Rom 6)
(n)
En saadan Ære han, jeg troer dog ey, bekom¬
Til Fods, jeg ogsaa troer, at Peder heller vandret;
Men hvor er Sagerne dog ikke nu forandret:
St. Peders Eftermænd kan ikke meere gaae.
Ja, de har fisket got, og derfor bæres maa
(o)
11) Der fortælles: at en Kulspier kom engang paa en stor Helgens Fæst ind i en Kirke i Rom, og da han stod no¬
get skiødesløs, blev han mistænkt for at være en Kietter. Man spurgte ham da, hvad han troede. Kul¬
vieren svarede enten af Dumhed eller Skalkhed: at han troede det, de andre troede. Hvad troer da de
andre, spurgte man. Det som Paven troer, svarede Kulsvieren. Hvad troer da Paven, spurgte man
videre. Paven troer det, svarede Kulspieren, som Kirken troer. Herover blev denne Kulspier holdet for
en stor Helgen, og Fides Carbonaria c: Kulsvier=Troen, er der endnu den stærkeste Troe.
(m. Skulde de Herrer Paver fremvise rigtige Skiøder og Adkomster til de skiønne Lande, som de har skrabet til
sig vilde de neppe beholde saa stor en Part tilbage, som de kunde sette Peders Stoel paa. De foregive vel¬
at Keiser Constantinus den Store, da han flyttede sin Residentz fra Rom til Bygant, nu Constanti¬
nopel, forærede Pave Sylvester den første det saa kaldede Patrimonium Petri, men de Herrer Bisper eller
Paver har, rettere sagt, tiltaget sig i Keiserens Fraværelse den verdslige Regiering, og saaledes, i Van¬
kundighedens Tider, skrabet et Stykke Land til sig efter det andet, og som de til denne Dag har vidst at for¬
svare sig udi.
(a) Paverne vilde gjerne have, at St. Peder skulde have været den første Bisp i Rom, paa det de des honettere,
kunde ansees for St. Peders Eftermænd, og kalde sig Christi Stadtholdere paa Jorden, som dog Peder¬
aldrig har kaldet sig. Han rakte ey sit Hoved saa høyt i Væyret, som hans indbildske Eftermænd. Thi¬
da han, udi den store Forfølgelse under Keyser Nero, blev korsfæstet, forlangte han selv, at man skulde
korsfæste ham med Hovedet ned ad, som skeede Aar efter Christi Fødsel 64, andre siger 66 den 29 Junii.
() Der fortælles om en vis Cardinal, at han, medens han endnu var i de smaa Embeder, saasom Præst, Munk,
Abbed, og omsider Cardinal, lod alle Dage udbrede i sin Stue et Fisker=Garn, for med Ærbødighed at
have St. Peder for Øyne, som af Profession var Fisker, og da han vandt manges Gunst og Yndest ved
denne sin forstilte Admyghed, fik han et feedt Embede efter det andet, indtil han endelig til fat paa Cardi¬


Og, omendskiønt de kun Statholdere vil være,
Skal dog en Hest, og ey et Asen, dennem bære.
For Klæder haver de et gylden Skaberak¬
Der naaer til Hasene. (a) Men hvad er det for Snak¬
Paa Indtogs=Dagen maa jo Paven være prægtig.
Han har jo Penge nok, fra den Tid han var mægtig. (q),
Han løser Synder af, naar Pungen løses op.
Bør Paven og hans Hest da ey gaae i Galop?
Det store Følgeskab af Præster og Prælater,
Som sammensamlet var fra alle Kirkens Stater,
En Svite gjorde ud saa lang, saa lang, saa lang,
At jeg dem alle ey kan nævne denne Gang.
Et Regiment man saae af lutter Cardinaler,
Halvfiersindstyve, som Disciplerne afmaler.
(r)
De ældste turde ey begive sig til Hest,
Men gik til St. Latran () som det dem tiente best.
Nu er da alle Ting bragt udi Skik og lave,
Og Clemmens rider i Procession som Pave.
See, hvilket prægtigt Syn, Selv Hesten veed Beskeed,
Og pruster af at han nu bær Hans Hellighed. (t)
Roms fire Mænd af Rang og Gang Conservateurer (u)
I fiire stærke Toug og Liner Hesten fører. (v)
nals=Hatten. Ved et indfaldende Pave Valg, faldt ogsaa Valget paa denne forstilte ydmyge og andæg¬
tige Cardinal. Men saasnart han var bleven Pave, glemte han at udbreede Garnet. Og da en spurg¬
te, hvorfor man nu aldrig saa Fisker=Garnet udbredet i Forgemakket, svarede Payen; thi nu har jeg
fanget Fisken.
(a) Paven havde et saare prægtig Ridetøy. Det naaede lige ned til Hestens Haser.
(a) Det vilde blive alt for vidtløftig at opregne alle de Maader, som disse Helligheder har opfundet for at faae
Penge. Deres Aflads-Breve, som i forrige Tider gik over heele Europa, indrentede dem usigelige Sum¬
mer. Disse Aflads=Breve vare ellers nogle Papiirs=Lapper eller Beviser, som Paven eller hans Apo¬
stle gav til hvem, som vilde have dem, men for Penge, at den eller den havde betalt saa og saa meget
for den eller den Synd, eller og for alle sine Synder, og da nu alle vare Syndere, saavel i gamle Dage,
som nu, og gierne vilde have Synds Forladelse, saa kan man let slutte, hvilket fordeelagtigt Kiøbmandskab
dette har været for de Pengegierrige Paver, og hvorledes de har fisket i Vankundighedens Tider. Ja,
nogle Paver vare endog saa ublue, at de solgte endog Forladelse for de Synder, som Folk agtede at begaaet
eller kunde begaae, saa længe de levede. Disse Skatter tilligemed de andre gjemmes paa Citadellet, Em¬
gelsborg, ved Rom, og er endnu en Nød Skilling for deres Helligheder.
() Pave Sixtus Qvintus bestemte først de Herrer Cardinalers Tal til 70, som skal betegne Christi 70ve Di¬
scipler. De ere ellers Pavens Geheime=Raader, og disse giør igien Paverne, ved et Valg indbyrdes paa
dem selv.
() St. Johannes Kirke paa Bierget Laterano er den fornemste og egentlig Dom Kirken i Rom. J den bliver
alle Paverne nu omstunder kronede, og herhid havde de ældste Cardinaler begivet sig i Forveien, saa mange
som ey kunde ride. Disse veed meget got at tage sig i Agt, at dem intet noget ondt skal vederfares.
() Som der fortælles om Alexander den Stores Hest, Bucephalus, at han vidste, hvem der sad paa hans Ryg¬
og at han faldt i Knæe, naar Kong Alexander vilde stige paa eller af ham; saa maa man og slutte, at
denne Hest vidste at han bar Paven.
(a) Roms Fire Conservateurs, eller Statholdere førte Pavens Hest i lige saa mange Liner.
6) Ved disse Toug og Linner falder mig ind, hvorledes jeg for en temmelig Deel Aar siden saae nogle Matroser paa
Grønland, som havde faaet en Hest spændt for en Kariol, og skulde værne ham til at gaae for samme.


Ja, Tolv Personer gaaer omkring Hans Hellighed.
Og til Forsigtighed er alle Ting bereed.
Nu har det ingen Nød. Om Hesten end vil dandse,
Kan disse Fiorten ham nok udi Løbet standse.
Men, hvad er det for Skrig, som heele Folket gav
Aul Hesten sprang og slog hans Hellighed dog af
(x)
Græs=Rytter Paven blev paa Sandbestrødte Gade,
Men fik, som Ordet gaaer, dog ikke megen Skade.
Han selv sig reyse maa. Conservateurerne
Som Leyesvenne sig fra Folket snigede.
Ak. Henrie, kunde du nu see, hvor Paven ligger,
før i Frost og Kuld og Pavens Naade tigger,
Som¬
Jeg sikkert troer, at du tog Skoe paa Fødderne,
Og Paven længer ey bad om Forladelse. (y)
Ja, Henrich, kunde du nu dette Optog skue,
Da vilde du ey meer for Pavens Grumhed grue.
Som sparket Kronen af dit Hoved med sin Fod. (aa)
Her Hesten ham slog af, og man ham ligge lod.
Ja, Erich Mendved, ja, hvad vilde Du vel sige, (bb)
Om Du saae Hesten her med Paven saa at stige,
Du loe vist ved dig selv, og vilde sige: Men,
Hvorfore gaaer Han ey, Det er Giengieldelsen.
Disse havde paa sin Skibs-Maneer Hesten i mangfoldige Toug, en af dem som skulde være Kudsk eller
Styrmand satte sig da i Kariolen, og da alting var færdig, raabte han: Loos, ligesom naar en Jolle skal
løbe af Stabelen. De andre løsede da Tougene, og Hesten tog for sig selv. Kudsken blev ved sin Skibs¬
Terminus og raabte; Stop, i steden for Pru, men Hesten, som ikke forstoed dette, stoppede ey, førend
Tougene og Kariolen var splittet ad. - Havde man taget gode Haandfaste Stalkarle, i Steden for Con¬
servateurer til at styre Pavens Hest, havde den nok gaaet meere stadig.
1) Det var og en Ulykke, at den Hest, som hans Hellighed ellers pleyede at ride paa, var just 2 Dage tilforn ble¬
ven halt, saa man maatte flye ham en af Prinzens af Borghese Stald, som ey var vandt til det præg¬
tige Ridetøy, der slog ham paa Hasene. - De Herrer Conservateurer, som frygtede sig for Almuen, for¬
stak sig, og flyede, og hans Hellighed maatte være saa god og reyse sig selv; thi ingen understod sig at røre
ved Hans Hellighed.
b) Den tydske Keiser Henrie den 4de, som ikke kunde fordrage Pave Gregorii den Syvendes Gierrighed, der
solgte alle geistlige og verdslige Betieninger, maatte føle Pavens Vrede, i det Paven satte ham i Band.
Hvorpaa Keiserens Folk forlode ham, og Keiseren maatte midt om Vinteren reyse til Rom, og maatte
i 3 Nætter og Dage staae i en har ulden Trøye og med bare eller blotte Fødder uden for Pavens Port og
paa det allerydmyggeligste bede Hans Hellighed om Forladelse, den han omsider, da han næsten var død af
Frost og Kuld, med stoer Vanskelighed bekom.
(a) Da den tydske Keyser Henrich den 6te var i Rom bleven kronet af Pave Coelestine, kastede Coelestinus¬
strax Kronen af Keiserens Hoved med sin Fod, for at tilkiendegive, at den Keiserlige Værdighed stod i
Pavens Magt, og at han ey agtede den høyere, end at han med sin Fod vilde sparke den Keiserlige Krone
af hans Hoved.
(bd. Vor gamle Danske Konge, Erie Mendved, (som saa kaldtes, fordi han pleyede at legge den Particul Men¬
til hvad han lagde, fik og et Snært af Pave Bonifacii den 8des Vrede, og blev sat i Band, fordi han
lod Erke Bispen Jens Grand af Lund i Skaane kaste i Fængsel.


Hans Formænd Reysere og Konger haver sagt,
Og dem fra deres Land og Riger ofte jaget.
Nu skal end og et Dyr den Antichrist afslaae,
Dog, Saddelen faaer Styk, som var en ret lagt paa (ee¬
Det lod dog ikke got, at Paven skulde falde
Just paa hans Jndtogs=Dag. Hvad man det end vil kalde.
Det lader meget sært, hans egen Hest var halt
Jeg troer en Jesuit har sadlet Hesten galt.
Den Gang den store Broe faldt ned med Folk og Vogne¬
Jeg spaaer ey, som der hist blev spaaet i Bologne¬ Cad)
Ved Keyser=Kronningen, at saadan Kroning skeer.
Udi Bologne og Jtalien ey meer.
Men skulde Pavens Fald end noget sligt betyde,
Det Christenheden dog ey skulde stort fortryde,
Om dette Jndtog blev det sidste udi Rom,
Og om ey Kirken fleer Statholdere bekom¬
(ee).
Da den fiirbenet Hest ey Paven vilde bære,
Maa de tobeenede dog have denne Ære. (ff¬
En Porte-Chalse strax til Paven færdig var
J den man aabenbar ham smukt til Kirken bar. (88)
Af Erke Præsten her da Paven blev modtaget.
De tvende Nøgler blev ham rigtig overdraget.
Den Tale kraftig var, som Erke=Præsten holdt
Saasnart jeg hørte den, mit Blod, som Jis, blev koldt. b)
(c) Hesten var ide gjordet, eller Sadlen var spændt saa løs, at den dreyede sig ved hvert et Spring, som Hesten¬
gjorde.
(ad) Da Reyser Karl den Femte Aar 1530 blev kronet i Bologne af Pave Clemens den Syvende, og
den store Broe, som ikke kunde bære den store Mængde Mennesker, som ved den Leylighed indfandt sig,
gik i Stykker, siger en vis Skribent; at det maaskee skulde betyde, at denne vilde blive den sidste Keyer¬
Kroning i Jtalien.
(e) De Herrer Paver paastaaer, at være Christi Statholdere paa Jorden.
(. Da Have Hellighed Paven havde ryst sig, og bragt sig nogenlunde i Stand, og havde børset Sandet i
sig med videre, blev han baaret i en Porte-Chalse.
e) Porte Chasen var aaben uden Delse, paa det Folket kunde de bedre se paven, og han see
Folket.
(a) Da Hans Helighed kom til Kirken blev han modtage af Cardinal Eieri Corsini, som Erke=Præst ved den
ne Kirke, hvilken i et Guldbækken overleverede Ham de 2 Nøgler en af Guld og en af Sølv, som beteg¬
nede den Pavelige Magt, og forestiller Løse- og Binde Nøglerne, og holdt tillige denne Tale: "Sce¬
Helligste Fader, Eders Pavedømmes og Apostel-Embedes Tegn, den hellige Latranske Kirkes Nøgler.
1 Jnnocentius den Tredie saae fordum i Drømme St. Franciscum holdende paa sine Skuldre denne Kirke
vaklende og færdig at falde. Det er maaskee Eder, Hellige Fader, som blev seet under St. Francise,
Skikkelse; Eder, som Gud har i vore Dages slibrige Omstændigheder draget ud af denne Helliges Or¬
den, og forud valgt til at regiere sin hellige Kirke. Saa ønske vi da, at Eders Hellighed
maa nyde en bestandig Lykke og vedvarende Fornøyelse.


Jeg kunde meget meer om Pavens Jndtog sige,
Som ved det slemme Fald knap have havt sin lige.
Al den private Stads forbi jeg dog vil gaae;
Men udi Korthed jeg tilsidst dog nævne maa¬
Den smukke Ære=Port, som Parma her opreiste
Der fordum ligesom mod alle andre kneyste.
Jnscriptionen nu var meget net og kort:
Clemens den Fiortende. Dermed var Stadsen gjort
Derover hørtes vel en Deel saa smaat at mumle,
Pasquinus vilde og derover gjerne skumle (i
Men da Lynilden nu ey megen Virkning giør
(kk)
Saa med Taalmodighed man sig om Munden smør.
Jeg nu da været har i Rom, den Herskerinde, (11)
Og maa nu see at jeg min Pegasus kan finde. (mme
Nu gielder, om man ey om mig, som var i Rom
Vil sige: Klogere han ey tilbage kom¬
Der fortælles om Pave Sixtus den Femte, der i sin Ungdom havde vogtet Sviin, men kom ind i en Mun¬
ke=Orden, og ved sit Hyklerie, og forstilte Væsen blev omsider Cardinal, og tilsidst Pave, at, medens
han var Cardinal, gik han altid kroget og nedbøyet, lod som han var altid syg. Da der nu skeete Pave¬
Valg, faldt Valget paa ham, som den sygeligste (thi jo tiere der vælges og giøres en Pave, jo flere kan
der blive, Men da den gode Sixtus var bleven Pave, gik han gandske rank og var frisk og sterk, og da
man spurgte ham, hvorfore han gik saa kroget og nedbøyet tilforn, svarede han: at da ledte han efter St.
Petri Nøgler, og derfor maatte bukke sig; men nu havde han fundet dem.
(ii) Pasquinus var en lystig Skoe=Flikker i Rom, og havde en lyde til hvert Menneske, som gik hans Huus
eller Skuster=Boe forbi. Saasom nu derved stoed en Steen=Støtte, ungefær som den paa Uhlfelts¬
Plads, saa fik samme Navn af Pasquino, og de Skrivter, som af Satiriske Hoveder bleve udspredte,
bleve gemeenligen hæftede derpaa. Der over fik saadanne Skrivter det Navn af Pasquinader, eller Pa¬
squiller, til Erindring af førbemeldte lystige Skye-Flikker.
(1) Den i fordum Tidsaa forstrekkelige Bandsettelse af Paven, bliver og kaldet paa Latins Fulmen raisomme og
den Pavelige Lynild.
(11) Rom, blev, under det Romerske Monarchies Flør, kaldet Verdens Regenterinde eller Herskerinde.
(m) Da ald Stadsen var forbi, vilde jeg igien tage min Hest der, hvor jeg satte ham; men min gode Pegatus,
var ey til at finde. Jeg fordrede ham af Verten; men han loe af mig og sagde, at da han engang vilde
lede ham til Vands, tog han Flugten. Verten svoer paa, at han aldrig meer skulde tage en Hest ind,
som havde Vinger. Han sagde og, at den tog Veyen af Thessalien til Parnassus, for at drikke af
un egen Kilde; hvorfore jeg maatte gaae paa min Fod hiem tilbage, og dette er Aarsagen, hvorfore
denne Beskrivelse udkommer saa længe efter, thi jeg kan forsikkre, at den er gjort ligesaa gesvindt, (som Læ¬
serne nok selv seer) som Pegasus gik i Galop.


Fabel
Den forunderlige Cuur.
af
Misogamo digtet og i Dansk oversat.


Min Hierte Mand! Ol Al og Vel¬
Jeg troer mit Liv det snart har Ende.
Lad Bud dog efter Docter rende
Jeg falder i Besvimmelse,
Og troer, jeg maae af Verden trine.
Saa taler døende Elmine.
O! hvilke Tordenslag for Manden.
Han ringer nu paa een, nu anden:
Spring Kirsten, Mette, Povel, Peer.
Det er ey Tid at nøle meer.
Bed Docteren dog snart at komme,
Min Kones Levetid er omme.
Saa raaber sukkende Alcest:
Hent den, som kan curere best.
Jmidlertid Elmine laae.
Af Marter, Piine saa udmattet,
At Hr. Alcest Mistanke fattet,
Om hun det skulde giennemgaae.
Alcest sig ned ved Sengen setter
Elmine trykker haardt hans Haand,
Som hun udgive skal sin Aand,
Det ligesom dog noget letter.
Min Engel Hiertens Fryd, min Skat,
Hvorledes er det med dig fat
Om paa dit Hoved jeg lidt holder,
Ahal det meere Ondt forvolder.
Elmine kan ey taale det.
Alcest kan ikke holde ret.
Hvad skal den arme Mand dog giøre,
Han gaaer til Vinduer og Døre,
Er Docteren der ey endnu
Af Sorg mit Hierte gaaer i tu¬
Han sig til sin Elmine vender,
Og kysser, klapper Mund og Hænder.


Min Hierte, giv dig dog tilfreds,
Maaskee ey Docteren er hiemme;
Men hentes maa en andensteds,
Det kan jeg rigtig nok fornemme.
Elmine ligger stille hen
Min Engel, her er Docteren.
Her kom Elmine som til Live,
Og vil med Magt sig Kræfter give.
Alcest ey taale kan den Jammer;
Men gaaer ind i det næste Kammer.
Den dybterfarne Æsculap,
Elmines Puls her føelte knap
Før han strax hendes Sygdom kiendte,
Hvad andet kunde man vel vente?
Han trøstede sin Patient
Det ingen Fare skulde have,
Naar hun tog hans Medicament.
Han sin Recept forstoed at lave.
Han setter sig nu til at skrive.
Recepten vist nok bliver god.
Ja vist. Hvad kan den andet blive
Elmines Svaghed han forstod.
Elmine baade leer og raaber.
NB. i Phante,
Aleest kom hastig springende.
Hvad, siger han: Hvad, kan du le
Elmine raabte: Hierte Mand.
Hvorledes kan det vel gaae an?
Hr. Doctor ordinerer Draaber:
Alcest blev veed og Æsculap,
En lykkelig fra Cuuren slap.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 7


Fra Avis=Collegiet.
D¬
en gamle Jomfrue Naa Fætter, hved Nythar¬
J at fortælle os af Aviserne? Om Krigen vil jeg
ikke høre noget i Dag. Hvad har J ellers lagt
mærke til iblandt de mange Nyeheder,
sætteren At Paven har ladet sig aarelade i Kirken,
som jeg glemte sidst at fortælle.
Den gamle Jomfrue, Saa ja han maatte til visse
være bleven altereret.
Fætteren. Hans Hest snublede jo med ham i det store
Optog til Lateran Kirken, for at tage Peders Stor i Be¬
siddelse, som sidst blev fortalt.
Den gamle Jomfrue. Hvad er det for en Stoel,
den Peders Stoel, som Paven har, Mon det virkelig
være Apostellen Peders Stoel, Saa maae den være meget
gammeldags.
Fætteren. Det maae den gandske vist. Men der er
ellers ikke saadan en Stoel til. Det betyder ikkun Pavens
Magt og Myndighed.
Den gamle Jomfrue. Men jeg veed jo, at Peder hav¬
de ikke saadan Magt som Paven har. Haver han
Fætteren. Jomfruen forstod nok ikke det sidste Blad,
fordi det var i Vers og Skiers, Ney Peders Magt var
just ikke ret stor, og man kan heller ikke sige, at Pavens er
det i denne Tid, imod som den har været i de forrige Tider.
Jmidlertid blev der dog gjort stor Stads som jeg selv saae
ved denne Paves Optog; og der er ogsaa til Erindring om
denne merkelige Dag, slagen en Medaille.
Den gamle Jomfrue. Den har vel været meget
prægtig.
sætteren. Ja vist er Præget prægtigt paa den Paa¬
den ene Side forestiller den Pavens Billede, og paa den
anden Side Barmhiertigheden, personificeret, og hvorle¬
des den giver et Par smaa Børn at die af sine Bryster, ne¬
den for den ligger Korn-Ax; og længer borte seer man
Avind og Misundelse, som af Harme bider sig i Fingre¬
ne, og, omendskiønt ugierne, lader en Pung fuld af Guld¬
falde fra sig.
Den gamle Jomfrue. Ellers intet rart Nyt?
Sætteren Jo, noget, som kan blive meget Oecono, at et ugudeligt Menneske har for nyelig angrebet Kongens
misk med Tiden. Man har i Jtalien, tet ved den Bye¬
Meilan, opdaget et Slags Jord, hvoraf man skal kunde
giøre meget fiin Porcellain, som imodstaaer den sterkeste
Jldenden Vand og bliver gandske heelt, om man endog
tager det fra den største Hede og kaster det i koldt Vand.
Denne Porcellains Deig er meget hvid og koster ikke meget.


Den gamle Jomfrue. Det er virkelig got Nyt.
Man tør da ikke være bange at Theekopperne skal springe,
naar de ere kolde og man skienker heedt Vand i dem.
Fætteren. Jeg har og læst, at Kongen af Spanien
har ved en Forordning forbudet alt Brug af Rappee=Snuus¬
Tobak, og det under stor Straf.
Den gamle Ungkarl. Det er et bedrøveligt Forbud
for de Spanske Rappee Næser. Det er ellers,
lært, at man nu omstunder hos os intet got Snuus=To¬
bak kan faae, undtagen Rappee, og den er undertiden
daarlig nok. Snuuskræmmernes Fiinfiin, Søndags To¬
bak eller hvad de kalder den, er ikke meget nyts; men jeg
kan tænke, de skal og leve, og nødes vel til, ligesom an¬
dre, at knibe Negotien i disse Tider, om de ikke for Tiden
skal faae afsolgt. Men har i gode Venner læst om
den Elendighed, der har været i Wirginien?
Den gamle Jomfrue, Ney hvorledes det? Jeg er
meget nyegierrig, fortæll, fortæl snart.
Den gamle Ungkarl. Saa mænd, Børn lille, der
er skeet en forskrekkelig stor Ulykke. Der har reyst sig saa¬
dan Storm, Regn og Uveir, at man ikke troede andet,
end Verden skulde forgaae. Steerke Huse rystede, og sva¬
ge Bygninger faldt om: Floden voxte i en stor Hast, og
de forskrekkede Jndvaanere vidste ikke, hvor de skulde flye
hen for at undgaae Døden; Skibene i Havnen strandede
og sloges i Stykker. Alt dette skeede om Natten, Børn
lille, og da det blev Dag, saae man intet andet, end under¬
gaaende Huuse, nedslagne Skove, ødelagte Agre, omstyr¬
tende Møller, og jeg kan ikke beskrive al den Elendighed,
som det oprørte Hav og Luft kappedes om at anrette.
Der skal dog til ald Lykke ikkun faa Mennesker være om¬
kommen ved denne Ødeleggelse. Men ingen leven¬
de Siel har nogen Tiid seet saadan almindelig Elendighed;
og dersom denne forskrekkelige Forstyrring skulde have strakt
sig over heele America, saa vilde der i nogle hundrede Aar,
ikke kunde raades Bod derpaa.
Den gamle Jomfrue. Det er meget forskrekkeligt
Nyt. Jeg har og været bange for Vandflod her i Byen,
om der skulde kommet en hastig Tøe efter den meget fal¬
de Snee. Men hvad mere Nyt?
Fætteren. Fra Lissabon meldes under 7 December,
Sætteren Jo, noget, som kan blive meget Oecono, at et ugudeligt Menneske har for nyelig angrebet Kongens
høyeste Person.
Den gamle Jomfrue. Atter en Konge-Morder,
hvad var det for en
Fætteren. En aftakket Soldat af Artilleriet, som i
forrige Krig var bleven lemlestet paa den ene Arm, var af¬
gaaet med en liden Pension, og havde anskaffet sig et Muul¬


esel, ved hvis Hielp han søgte at ernære sig og sin Fami¬
lie. Men da Kongen skulde reyse til Villa Vicosa, saa
maatte han, ligesom andre Eselholdere, levere sit Muul¬
Esel til Hofstatens Tieneste. Dette fortrød denne Karl,
saa sterk, at han besluttede at hævne sig paa en af Kongens
Følge, og da Kongen var paa Jagt, blev han overfalden af
dette rasende Menneske med en Prygl, dog tænkte han,
efter hans eget Udsigende, at det var kun en af Kongens
Betientere, som han meente at hævne sig paa. Han ram¬
te Kongen ikkun paa den ene Haand, saa han slap saavidt
uskadt fra Faren. En af de efterfølgende fornemme Per¬
soner blev ligeledes anfalden af denne Soldat, og fik et
Slag over Armeen. Herpaa kom der tredie Cavalier, som
reed ikke langt fra Kongen, sprang gesvindt fra Hesten,
ilede hen til den Rasende, og holdt ham saa længe fast ind¬
til de andre af den Kongelige Svite kom til, som bemæg¬
tigede sig ham, og bragte ham hen i sikker Forvaring. Han
vil vist faae sin Umag betalt.
Den gamle Jomfrue. Ja, det vil han. Men hvor¬
fore kunde man ikke og sagt ladet ham beholde sit Muul¬
Esel. Den Stakkel havde jo ikke andet at ernære sig og sin
Familie med.
Borgeren fra Landet. Tael ikke derom Jomfrue.
Jngen af os forstaaer den Sag. Mig er sagt, at der var
en Underofficier, som ved Kirkemynstring sagde til sine Un¬
derhavende, da de forlangte at gaae i Kirken: Staaer
Karle, Vi skal gaae Exercitien eengang igiennem endnu,
Kongens Tieneste gaaer for alt. Ney, Jomfrue, vi
forstaaer os saa mænd slet ikke derpaa.
Den muntre Jomfrue. Straffes bør han, det er
billigt, men om jeg maatte raade, skulde de straffes lige¬
saa haardt, der tog hans Muulesel fra ham.
Den gamle Jomfrue. Maaskee den Stakkel kan
faae Pardon. Jeg ynkes ret over ham; thi havde man¬
ladet ham beholde sit Muulesel, saa var det dog aldrig
skeet.
Søemanden. Var han i Genua, saa kunde han
maaskee faae Pardon; thi Regieringen har der udgivet
en General Pardon for alle Vagabonder og Dagdrivere.
Naar disse Folk nu herefter ville opføre sig vel, saa kan det
i Krigen, som det tegner sig til, blive brugte som Spio¬
ner; og saa kan de endnu giøre deres Lykke i Verden, i
fald Fienderne ikke skienker dem et Halsbaand, og giør
dem maalløse. Genua maae vist nok være bange for Sar¬
dinien; thi den giør store Krigs Anstalter.
Hovmesteren. Har nogen af dem, gode Venner,
lagt Merke til det vare Nyt fra Wien, at det skal der være
blevet betydet de Franske Acteurer, at man ikke behøvede
dem længer, end i denne Vinter, saa de kunde nu søger
deres Lykke andensteds. Der skal og virkelig være givet
Befaling, at nedbryde det Theater, som er brugt paa
Slottet.
Den muntre Jomfrue. Det er sært Nyt. Men¬
lad de Franske Acteurer i Wien længe nok faae Afskeed.
Jeg bryder mig ikke derom, naar vi kun beholder vore Co¬


moedier, Opera, Maskerader og Vinter Lystighed i sin¬
uafbrudte Gang, saa er jeg fornøyet.
Snakke= og Løyer-Collegier.
en gamle Ungkarl. Da jeg i Aftes røgte min Pibe¬
Tobak, saa faldt det mig ind, om der ikke skulde være no¬
gen prophetisk Kraft i Tobakkens svovlagtige Røg; thi naar
jeg røger Tobak, faaer jeg altid mangfoldige Jndfald, seer
viidtløftige Planer af Projekter, og kan indsee i meget af¬
det Tilkommende, som siden skeer.
Hovmesteren. Jeg røger selv gierne en Pibe Tobak¬
men jeg har ikke merket saadan prophetisk Kraft. Den for¬
aarsager i det høyeste ikkun en Slags Døsighed, hvor¬
udi jeg vil tilstaae, at nogle, ligesom drukne Folk, kan see
Syner og Aabenbaringer. At den svekker Fornemmelser¬
ne, foraarsager Søvn, det kan man tydelig see hos Begyn¬
dere og Syge.
Den gamle Jomfrue. Der er intet bedre Raad for¬
Tandpine end at røge Tobak.
Søemanden. De vilde Folk i America nedsynker
Tobaks=Røgen, og fordriver deres Kolik.
Den gamle Ungkarl. Tobak er da som en Medi¬
cin.
Men kan man vel daglig bruge saadan en Medicin¬
i Mængde, uden at tage Skade deraf.
Hovmesteren. Man kan ved Vanen bringe det saa¬
viidt, at den taber sine skadelige Virkninger. Men det
er dog latterligt, naar man piner og martrer sig selv, for
at lære sig til at røge Tobak. Er man ellers først vant
dertil saa er det heller ikke raadeligt, paa eengang at vænne
sig derfra.
Den gamle Jomfrue. Men mon det være sandt,
som jeg har hørt sige, at Tobaks=Røgen giør Hiernen,
sort og Lungen tør
Hovmesteren. Ney, min Jomfrue, det er slet ikke
om; thi i Hiernen kan den ikke komme, efterdi den finder
ingen Vey dertil aaben, og i fald det ringeste deraf kom¬
mer i Lungen, saa foraarsages deraf en Hoste, som driver
den strax op igien.
Den gamle Jomfrue. Man siger og, at den stiller¬
Hunger og Tørst; mon det være sandt?
Hormesteren. Saavidt som den formindsker Fornem¬
melserne, stiller den rigtig nok Hungeren, og i det den æg¬
ger Spytte Kirtlerne i Munden, saa at Spyttet flyder ster¬
kere til, kan den og siges at stille Tørsten.
Den gamle Ungkarl. Naar mon det være sundet
at røge Tobak,
Hovmesteren. De, som har meget Sliim og Suur¬
hed i Maven, har got af at røge den om Morgenen; men
naar man røger den kort for Maaltidet, forderver man
Appetiten, og man hindrer Fordøyelsen, naar man røger
den strax efter Maaltidet, ja Skaden deraf er større, end
man forestiller sig.
Den gamle Ungkarl. Mange, og jeg selv med, har
den Vane, at røge en Pibe Tobak om Aftenen, for der¬


ved at forberede mig til Søvnen. Hvad siger han derom
Hr. Hovmester,
Hovmesteren. Den Vane troer jeg nok er ligesaa¬
uskadelig som ulastelig; men det skal dog være got, at drik¬
ke et Glas Vand førend man gaaer til Sengs.
Den muntre Jomfrue. Dersom jeg faaer en Mand
som har den Vane, at røge Tobak om Aftenen, saa skal
han min troe vænne sig af dermed, med mindre han vil lig¬
ge allene; thi det kunde jeg slet ikke fordrage. Fye. Om
Dagen kan han endelig røge sig en Pibe i en anden Stue;
men om Aftenen slet ikke.
Hovmesteren. O Jomfrue, naar han drikker et Glas¬
Vand førend han gaaer i Seng, saa kan hun saa mænd,
gjerne lade ham sove hos sig; thi saa sætter Røgen sig ikke
saa fast i Munden.
Den muntre Jomfrue. Ney, Monsier, enten
han vil drikke et glas Vand oven paa eller ikke, saa skal det
blive som jeg har sagt. Hvad siger hun Jomfrue?
Den gamle Jomfrue. Hum, jeg kunde endelig nok
finde mig deri, dersom min Mand i det øvrige blev artig.
Den givte Kone. Min Mand havde den samme
Vane,
førend han fik mig; men han har vant sig reent af
med at røge Tobak, da han merkede at Tobaks=Røg var mig,
viderlig. Det er en Hiertens god Mand.
Den gamle Ungkarl. Det maae han i Sandhed,
være, siden han har vant sig af med at røge Tobak. Det
gjorde jeg min Troe ikke.
Præste=Enken. Men skulde der ikke være nogen
Forgift ved Tobakken? Jeg kan erindre, at min Sallig Mand,
som var en stor Elsker af en Pibe=Tobaks=Røg, sagde tidt
at han vidste nok, den Tobaks=Røgen forkortede hans Liv¬
men han kunde dog ikke nægte sig den uskyldige Fornøyelse.
Hovmesteren. At Tobakken just foraarsager meere
Skade, end Nytte, det er vanskeligt at bevise, omend¬
skiønt Straffen eller Følgerne undertiden kommer langsomt,
thi ved Vanen kan man vænne sig til at taale Forgift; som
ødelegger et Legeme i en Hast. Men et andet langsomt.
En maadelig Tobaks Røgen er ellers ofte en Medicin; men
den daglige sterke Røgen er sielden uskadelig.
Den muntre Jomfrue. Nok er det, jeg kan lide
Madamens Mand, som har vant sig af med at røge To¬
bak, og min Staader skal min Troe giøre ligesaa, naar
jeg engang faaer een.
Den gamle Jomfrue. J Dag har vort Snakke=Col¬
legium ret været et Tobaks=Collegium. Lad os nu aabne
Eventyrs=Collegiet.
sætteren. Hvad vil Jomfruen at vi skal tale om: Var¬
ulve? Hexerie, eller hvad?
Den gamle Jomfrue. Jeg veed nok, J troer ikke,
der er Hexerie til, Fætter. Men det er ikke længer, end
fire Dage siden, at jeg snakkede med en Mand, som heller
ikke havde troet det, førend han var bleven overbeviist
derom.


Fætteren. Hvorledes blev han da overbeviist derom
Den gamle Jomfrue. Det skal jeg fortælle jer. Der
var en gammel ærlig Kone i Jylland, som fik fat paa dette
vantroe Menneske, og lovede, at overbevise ham om, at
der var Hexerie til, naar han ikke vilde røbe hende. Hans
Nysgierrighed drev ham til, at giøre hende Ged der¬
paa, og efterat han havde svoret, førte hun ham med sig
ind i et Kammer bag i Gaarden, hvor han ikke saae andet
end fire hvide Vegge, og et Skab at hænge paa Veggen.
Af dette Skab udtog hun de til hendes forehavende for¬
nødne Jnstrumenter, nemlig en liden Ende af et Lys, en
gammel Hassel=Kiep, to Par Briller, et stort Stykke Kridt,
et Dødninge=Hoved og et Dødninge=Been, tilligemed en
gammel Tromme og et rustet Sværd. Hun tændte Lyset
og satte det ned for sig paa Gulvet, og Manden svær paa,
at ham syntes, Kammeret blev saa lyst, som der var an¬
tændt mange Lys. Hun gjorde en Kreds om sig med Kri¬
det paa Gulvet, og udmonderede sig med Trommen, Svær¬
det, Dødninge=Hovedet og Beenet. Manden maatte sette
det ene Par Briller paa sin Næse, og træde ind til hende
i Kredsen. Hun gjorde nogle usynlige Figurer med Styk¬
ken, og fremsnøvlede nogle uforstaaelige Ord, samt hoppede,
op og omkring paa eet Been, og slog ved hvert Hop med
Dødnings=Beenet paa Trommen. Ved disse Forberedel¬
ser blev Manden vel noget heed om Hovedet; men han
maatte holde ud, og fik derpaa adskillige baade smukke og
fæle Dyr at see. Hun forvandlede hans Klædedragt ved
sit Koglerie, og gjorde, at han tilsidst kom til at sidde paa
en Møydynge, da han meente at sidde paa en Throne af
Guld.
Fætteren. Han har ha. Den Mand har min Troe¬
vildet bilde Jomfruen noget ind, eller og han maae selv
være meget lettroende, og holdt det for Dievels Kunst, som
kan være skeet ved gandske naturlige Midler.
Den gamle Jomfrue. Naturlige Midler, Jomænd,
Fætter, nu skal J nok see, at en gammel Kone i Jylland,
forstaaer sig paa sligt. Ney, ney, hun har rigtig nok
kundet here.
Hofmesteren. Jomfruen maae dog troe, at saadanne
Ting kan forestilles uden Hexerie. Jeg erindrer mig, at
en vis ung Adelsmand paa sine Udenlands=Reyser kom til¬
en Bye, hvor der boede en saa kaldet viis Mand, som fik
Besøgelse af alle Tilreysende. Adelsmanden meldte sig og
hos ham, for at see hans Kunster. Manden, som var
vant ved slige Besøg, saae ham stivt i Øynene, og spurgte:
om han ogsaa kunde holde det ud? Adelsmanden meente¬
jo. Derpaa førte han ham op paa et Kammer, uden at
tale noget videre, og Adelsmanden har selv tilstaaet, at
Kammeret var hverken lyst eller mørkt, men saa skummelt
og særdeles at see til, at han blev underlig til Møde, da
han kom derind. Manden sagde da, at nu kunde han ingen
Kunster faae at see, men vilde han betænke sig derpaa til i
Aften Klokken 12, saa kunde han ved det Klo¬ slet kom¬
me igien. Adelsmanden var dristig, kom, og hankede
paa, just da Klokken slog 12. Den vise Mand førte ham


da op paa Kammeret igien, og bad ham sette sig ned i en
Lænestoel, men ikke at reyse sig deraf, førend han fik For¬
lov, paa det at intet Ondt skulde vederfares ham. Der¬
paa gik Manden fra ham bag et Skiermbræt, og det var
for Adelsmandens Øyne, ligesom han saae adskillige grum¬
me Dyr, Løver, Biørner og Tigre at komme frem; men
det forekom ham selsomt, at de forsvandt paa et vist Sted,
i Kammeret. Han trak uformerkt sin Kaarde, og stødte
til et af disse Dyr. Men hvor forundret blev han, da han
merkede, at det var ikkun Skygge. Han sprang op af¬
Stolen, og fik da det hele Bedragerie at see, men lovede
den vise Mand, ikke at røbe ham, paa det han ey skulde
miste sin Fortieneste. - Hvad siger Jomfruen nu
Den gamle Jomfrue. Jeg siger, at den gode Adels¬
mand har kundet lyve. Han har gandske vist selv opdigtet
den Historie, for at besmykke sin Vantroe. Det skal ingen
i al Verden præke mig af, at der foer Herer til. Vi tales vi¬
dere ved derom, og jeg skal vel engang faae Eder overbeviiste.
Giftermaals-Collegiet.
en muntre Jomfrue. Har de hørt tale om det lyk¬
kelige Partie som Hr. Sparsom har gjort, der fik Jom¬
frue Reenfærdig?
Den gamle Jomfrue, Ney, jeg har ikke engang
hørt, at den Gnier var bleven givt. Har han faaet Jom¬
frue Reenfærdig? Hvorledes mon de to vil komme til
rette sammen,
Den muntre Jomfrue Ohan er allerede saa kied
af sin Kone, som Kat af Senep. Han klager sig jammer¬
lig over det meget, der gaaer med i Huusholdningen, og
hendes store Reenfærdighed er ham og gandske ufordragelig¬
Huusholdersken. En tilbørlig Omsorg for Nethed
og Reenlighed er dog meget fornøden udi et Huus, og det
er sært, at en Mand kan faae Aarsag til at klage derover.
Præsten Enken. Jo, lo, en Kone kan giøre forme¬
get af sin Reenfærdighed.
Den muntre Jomfrue. Hr. Sparsom sværger paa,
at hans hele Huus er ham unyttigt, thi der skal overalt
hvert Øyeblik giøres reent. Pigerne maae drive hele For¬
middagene bort med at skrubbe Gulvene, skure Jerntøyet,
afbanke Gulvtepperne, og den arme Mand bliver jaget af
et Værelse ind i et andet, medens et skal støves ud, et an¬
det gnies og bohnes tørt, det tredie toes, og det fierde stry¬
ges over med en tør Svabbert; og saa længe dette staaer
paa, er hvert Værelse fuldt af Sæbe, stødte Muursteene,
Sand, Gulvskrubber, Støvekoste, Karklude, Bohne- og
Viske=Klæder, og Manden maae ikke engang spytte paa
Gulvet.
Den gamle Jomfrue. Den stakkels Mand, jeg
beklager ham i Sandhed. Hvem mon der har gjort den
Mariage?
Den muntre Jomfrue. Det har de Skillinger, som
hun fik i Arv efter hendes Morbroder. Ellers har Maren


Gifteknivs gjort Partrait, og uden Tvivl faaet sin Umag,
vel betalt.
Hofmesteren. Det er dog en farlig Sag, at giøre,
det Skridt ind i Ægtestanden; thi den har den største
Jndflydelse i vor Timelige, ja endog i vor ævige Velfærd.
Jntet Skridt fortiener derfor at giøres med meere For¬
sigtighed end dette; thi naar det er skeet, lader det sig hver¬
ken forandre eller forbedre, og Døden maae allene opløse
de ulyksalige Lænkers fortredelige Baand.
Søemanden. Ja, det er vist et farligt Farvand,
at give sig ud paa. Men hvad skal man giøre for at kom¬
me vel i Havnen og beholder i Land,
Hovmesteren. Man maa lære at kiende den Person,
som man vil udvælge til sin Ægtemage, i henseende til
Gemyttet.
Borgeren fra Hovedstaden. Jeg blev forelsket i
min Kone paa et Ball, og jeg har, Himlen være lovet, al¬
drig fortrydt mit Val.
Hovmesteren. Det er Deres Lykke, og de maae vir¬
kelig ansee det som en Lykke; thi det udvortes forhøyer ik¬
kun tilfældigviis en Persons Værd, og man kan ikke al¬
tid være vis paa, at der boer en dydig Siel i et smukt Le¬
geme, og man maae ikke saaledes forgade sig i et fiint An¬
sigt, at man derover glemmer at see efter et godt Hierte.
Der maae og være en Lighed og Sympathie imellem Ge¬
mytterne, naar Ægteskabet skal være lykkeligt.
Borgeren fra Landet. Det er dog ikke heller altid¬
got, at Ligheden imellem Gemytterne er for stor, thi naar
de hænger efter Pragt og Vellyst, saa kan de i disse Mo¬
dens Tider snart ruinere sig.
Huusholdersken. For Huusvæsenet spaaer slig Ef¬
nighed en beklagelig Undergang; og man siger for et gam¬
melt Ordsprog, Naar Krybben er tom, saa bides Hestene.
Det treffer og mestendeels rigtig ind.
Borgeren fra Landet. Ere de begge hengivne til
streng Sparsommelighed; saa kan de uformerkt forfaldet
til Gierrighed; og saa er det atter galt.
Søemanden. Det er ret som et Lykketref paa den
Maade; thi det er vel umueligt, at lære at kiende Gemyt¬
terne paa den rette Side hos de Ugifte, og allermindst i
Frierdagene. Naar jeg engang vil gifte mig, troer jeg, at
jeg vil oplede mig en Enke, som jeg kan høre det Rygte,
om, at hun har levet vel med den forrige Mand.
Den muntre Jomfrue. Naar Hr. Sparsom døer
engang, saa bliver der en rig Enke for en Liebhaber.
Søemanden. Ja, for en Liebhaber, Jomfrue,
men for mig vist ikke. Det jeg har hørt at fortælles om
hende har alt afskrekket mig. Lad ham kun leve.
Den gamle Jomfrue. Ja, lad ham leve den Gier¬
jeg baade ynker ham, og ynker ham ikke. Faaer jeg en
Mand engang, da skal jeg vist være saa god og føyelig imod¬
ham, som Dagen er lang.
Den muntre Jomfrue. Jeg min Troeligesaa, naar¬
jeg kan lide ham efter Bryllupet.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 8


Giftermaals-Collegiet.
F¬
ætteren. Nu troer jeg virkelig, at her i Staden er
underhaanden oprettet et Giftermaals Meglerie; thi
jeg kiender i det mindste et halvhundrede Jomfruer
som i en Maaneds Tid ere blevne forlovede.
Hovmesteren. De kan jo gierne være bleven forlove¬
de, uden at det just skulde skee ved Meglerie. Mange For¬
ældre ere selv gode nok i deres Børns Giftermaals Sager.
Den gamle Ungkarl. Deri har de visselig ret. Jeg
kan forsikkre Dem, at det hverken er mine salige Foræl¬
dres, Venners eller paarørendes Skyld, at jeg er bleven
ugivt, thi saasnart som jeg blev, som man siger, min egen
Herre, saa gjorde de sig allesammen saa megen Umag, at
opsøge en Kone for mig, at jeg paa min Side ikkun behø¬
vede, strax at forelsket mig i det Fruentimmer, som deres
Val var falden paa, og dersom jeg havde strax samtykt deres
forskiellige Val, saa skulde jeg paa selvsamme Tid maatte have
giftet mig med et langt og et lavt, et ført og et spædlemmet
et ungt og et gammelt Fruentimmer, med en, som havde havt
megen Formue, og med en anden, som havde havt slet
ingen. Thi enhver af dem blev af mine Venner recommen¬
deret som den Person, der i heele Verden skikkede sig aller¬
best for mig.
Hovmesteren. Jeg veed ikke hvor det kommer sig,
men det er bekiendt nok, at de fleeste Mennesker finder en
stor Fornøyelse i at stifte Giftermaale. Enten holder man
Ægtestand for en overordentlig Lyksalighed, til hvilken man
gjerne vilde forhielpe alle sine Venner og Bekiendtere; el¬
ler man er maaskee selv kommen til Fald, og vil nu og¬
saa gjerne trekke andre med i Garnet, hvorudi man selv
har indviklet sig. Og det skal skee ved disse Venners
gode Megling, som altid ere beredvillige, til at paatage
sig en ærlig Underhandler og Meglers Embede. Mange
Folk ere blot derved komne tilsammen, at deres Bekiendte¬
re har sagt om dem, at de have Lyst til at giftes. Og
jeg har kiendt et Ægtepar, som tilfældigviis vare komne
sammen i et Selskab ved en offentlig Lystighed, hvor de
dandsede med hinanden. J mindre end fjorten Dage der¬
efter vare de allerede ægteviede til hverandre.
Borgeren fra Hovedstaden. Det er forunderligt nok¬
med Andledninger til Bekiendtskaber og Ægteskaber. Jeg
blev og først forelsket i og bekiendt med min Kone paa et
Bal, saa vi bleve først parrede i smaae lystige Sammen¬
komster og siden offentlig i Aviserne.
Hovmesteren. Det er en anden Sag, min Herre,
hvor man vælger selv; men vi taler nu om, hvoraf det kan
komme sig, at andre Folk ville saa gjerne befatte sig med,
at stifte Ægteskabe. Thi da man paa den Tid ikke kan væ¬


re fuldkommen vis paa vore Venners tilkommende Lyksa¬
lighed, naar vi hielper dem til Mænd eller Koner, saa
skulde man tænke, at faa Mennesker skulde gierne blotte
sig for den Fare, at stifte Ulykke der, hvor deres Hensigt,
er at tilveiebringe Lykke. Jeg kiender et brav Fruentim¬
mer, som paa denne tienstfærdige Maade har paadraget
sig mange af hendes fortroligste Venners Mishag og onde
Ønsker. Hun har en Syster, som hun skaffede en fortref¬
felig Ægtemand, hvilken viiste sin Kierlighed imod hende
derved, at han satte sin hele Formue til paa hans Maitres¬
ser, en anden Nærpaarørende af hende fik ved hendes Meg¬
ling en rig Enke, og Brudgommen blev otte Dage efter Bryl¬
luppet sat i Arrest for hendes Gields Skyld; hun bragte
et heelt Aar til dermed, at kobble to forelskede Personer,
tilsammen, som vare af hendes Bekiendtskab, hvilke løde
sig skille fra hiinanden, saa de hverken søgte Seng eller
Bord sammen, førend endnu Lege=Ugerne vare til Ende.
Den gamle Jomfrue. Det er allerbest, at ikke be¬
fatte sig med at stifte Ægteskabe, thi det er fielden at man¬
faaer nogen Tak og Ære for sin Tienstvillighed.
Søemanden. Der skal i Engelland, som jeg har hørt,
være et Slags Folk, der ikke af saa uegennyttige Hensig¬
ter stifter Ægteskabe, de bringer Skiønhed og Rigdom,
til Torv og Market, og driver ret en Handel med alle de
Fuldkommenheder, som kan giøre Ægtestanden lykkelig
Disse Handelsmænd sælger alle Slags rige Arvinger,
Friherrer, Damer af Stand og Land-Frøkener, med
ligesaa koldt Blod, som Qvæghandlere selger deres Oxer.
De holder et fuldkomment Register over alle de Personer,
af Stand og Fortienester, som ere ugifte i heele Landet og
man pleyer ligesaa sædvanlig at henvende sig til dem, for¬
at faae en rig Mand eller Kone, som til visse andre
Folk, naar man søger Tienestepiger eller Tienere. Man
kan virkelig ansee dem som Fædre og Formyndere for den
største Deel af den Engelske Ungdom af begge Kiøn, da man
i egentlig Forstand kan sige om dem, at de giver samme
bort.
Hovmesteren. De har gandske ret og det er temme¬
lig lystigt, naar man seer paa de mange Slags Personer,
som dette Slags Folk bliver nyttige. Man kan let fore¬
stille sig, at et ungt Menneske som, som blot for sig alle¬
ne har sin Udkomme maae være meget glad, naar han kan
blive Eiere af en rig Pige; at en ung Pige, som besidder
mere Skiønhed end Rigdom, maae ikke finde en liden Glæ¬
de, naar hun paa god Lykke og Frømme kan ægte en rig¬
Arving. Mangen en Kiøbmand behøver en Kone til at for¬
re sin Huusholdning, naar han maae være i sin Bod, og
finder det bedre, ved saadan god Ven at lade sig udbyde og
recommendere, end at giøre det ved Aviserne. Der gives


og mange unge Folk, som just ikke henvender deres Hensigt
paa nogen Person i sær, og som just ikke heller har nogen, veed, hvor de ville hen dermed i denne Tid.
stor Tilbøyelighed til Ægtestanden i sig selv, men som dog
gjerne gad være givte, for derved at blive befriede for de¬
es Forældres Opsigt og Strænghed. Men den unaturlig¬
ste Opførsel af dette Slags, som dog er meget almindelig
er rige og fornemme Folkes Forhold, som ere i Stand til
at give deres Børn stor Medgivt og dog betiener sig af de
ringeste Midler og Redskaber, til at forbinde dem med an¬
dre, der besidder lige saa stor Formue som de selv.
Præste=Enken. Det er blevet gandske almindeligt,
at rige Folk ville, deres Børn skal giøre rige Partier.
Men mig tykkes, vort Giftermaals Collegium bliver for¬
alvorligt. Vor gamle Jomfrue er færdig at falde i Stave¬
Lad os faae fat paa noget andet, som kan opmuntre.
Avis=Collegiet.
Den muntre Jomfrue. Hvad Nyt hører man i disse
se Tider,
Fætteren. Vil Jomfruen høre Nyt om Krigen maa¬
skee. Jeg skal fortælle, hvorledes det staaer til paa de
Tyrkiske Grændser: Stor-Sultanen er nær ved at blive
afsat; man er færdig ved at opsige ham al Hørighed og
Lydighed; man taler overalt meget frit og ufordeelagtigt
om Regieringen, og hverken Trudseler eller Straf er nu
mere i Stand til at stoppe Pøbelens Mund. Den gode
Stor=Sultan bliver nok altsaa nødt til, at levere dem
Stor Vizirens Hoved, om han vil ikke selv blive et Offer¬
for deres Rasenhed. Men Stor Viziren synes derover
ikke at have ret Lyst til at komme til Constantinopel. Han¬
vil heller blive i Silistrien, hvor han er, og forbyde Rus¬
serne at gaae over Donau.
Den gamle Ungkarl. Jo, jo han skal nok forby¬
de dem det. Ney, ney, Fætter. Den Tyrkiske Pøbel har
ikke Uret deri, at den gode Stor Vizier har handlet ube¬
tænksomt, og ført Kiernen af de Ottomanniske Tropper til
Slagter Bænken. Den hele Armee, som ved hans An¬
komst til den, var saa talrig, skal nu være hensmeltet til
30000 Mand. De Hielpetropper, han har faaet, vil ikke
meget sige. Tænk engang, den nye Seraskier Hali Bay¬
har ikke kundet bringe fleere end 4000 Mand tilveye. Det
vil ikke meget forslaae. Ney, Ney, Russerne kommer
nok over Donau, naar de ville.
Fætteren. Man skal i denne Tid ellers stedse holde
Raads Forsamlinger ved det Tyrkiske Hof, hvilke, som
man vil mene, sigter til, at bringe Fred til veye imellem
Porten og Rusland i denne Vinter, om det er mueligt.
Den gamle Ungkarl. Det er vist nok det klogeste,
Porten kan giøre.
Søemanden. Som jeg har hørt, saa skal man i det
Middellandske Hav være i stor Urolighed over den Russi¬
ske Flodes Expeditiontil Levantet. At man i Constantinopel¬
ikke leer derad, kan man nok troe, endskiønt de der har


faaet saadan Forraad af tilførte Korn=Vahre, saa de ikke
paa nogen Person i sær, og som just ikke heller har nogen, veed, hvor de ville hen dermed i denne Tid.
Hovmesteren Nogle af Russerne skal allerede være
indrykkede i Wallachiet, som ved en Courier er berettet til¬
Petersborg den 22 December i Fior.
Borgeren fra Hovedstaden. Man siger og for gand¬
ske vist at de fleste Jtalienske Magter giøre store Tilberedel¬
ser til Krig, saa at dette Foraar vil uden Tvivl blive me¬
get frugtbart paa Begivenheder.
Søemanden. Der siges og, at der skal være kommen
Misforstaaelse imellem det Spanske og Engelske Hof og Aar¬
sagen dertil skal være den Colonie som Engellænderne har
oprettet paa Kysten af Patagons.
Den gamle Jomfrue. Er det ikke der, hvor de for¬
skrekkelige store Folk ere, de skal være større end Sill, som
her var for nogle Aar siden.
Søemanden, Man har beskrevet dem saa store i Avi¬
serne; men det er min Tro ikkun Opdigtelse altsammen,
min artige Jomfrue.
Den gamle Ungkarl. Jeg har aldrig troet det sig
re Skraal der blev gjort om de store Patagoner.
Men see nu kun til, hvorledes det vil gaae Tyrken. De
Russiske Pikes=Vagter strekker sig nesten lige til Bender;
og General Romanzow skal have ladet sig forlyde med; at
Vinter=Qvarterret ikke længe vil vare, og at Russerne tæn¬
ker endnu i denne Vinter, at giøre sig Mestere af Bender,
og Octakof, hvortil de allerede har gjort fornødne Anstalter.
Den gamle Jomfrue. Bender er jo det Sted, hvor¬
den Svenske Konge Carl Xll. var flygtet til, da han hav¬
de tabt Slaget ved Pultava. Men hvad er Octakof for¬
et Sted, Hr. Hovmester,
Hovmesteren. Oczakow, som og kaldes Axiace,
er en Stad tilligemed et paa gammel Maneer befæstet Slot
i Woywodskabet Kiow i Ukraine, hvor Nieper=Fløden fal¬
der udi det sorte Hav, og tilhører Tyrkerne. Russerne har
engang erobret det tilforn, nemlig i Aaret 1737, men
Tyrken fik det siden igien, da der blev gjort Fred.
Snakke= og Løyer=Collegiet.
Jætteren. Har nogen af dem læst Kydske Cathrines For¬
svars Skrivelse? Det er skrevet til hendes forrige Hosbon¬
de. Jeg skal forelæse Dem samme:
Min Herre!
De troer vel ikke, hvor nogle Mennesker har ladet
sig være meget magtpaaliggende, at hænge en sort Plet¬
paa Uskyldigheden. Jeg kan give Dem et Exempel her¬
paa i min egen Begivenhed. Efterat jeg var bleven kjed
af at tiene, saa besluttede jeg at sette mig hen paa min egen¬
Haand, og jeg logerede mig ind i et vist Stræde hos nog¬
le got Folk. Da jeg havde været der omtrent tre Fier¬
ding Aar, saa nødsagede mine Omstændigheder mig til, om¬
gjængelig en Reyse paa Landet, for at tage imod en liden
mig tilfalden Arvepart. Forstaaer De mig vel min Herre,
Efterat jeg havde bragt mine Sager i Orden.


saa tiltraade jeg min Reyse til Byen igien, og ankom lyk¬
kelig i mit Logement. Men vil De nu engang tænke,
min Herre, hvor ond Verden er, og hvor slet den dømmer
om min Reyse; de siger nemlig, at jeg havde været paa et
andet Sted, for at aflegge en liden Poppe, for her i Byen
herefter at hedde Jomfrue ligesom forhen. Af denne mig
saa omfindtlige Eftertale vil De nu let slutte, hvor stor den
Smerte maa være, som jeg føler derover.
Den gamle Jomfrue. Det er et dumt Brev, Kun¬
de hun ikke have ladet Folk snakke saa meget de lystede.
Der er saa mangen en Pige i denne Tid, som baade reyser
paa Landet, og i en kort Tid bliver usynlig her i Byen,
og passerer dog for lige god Pige, naar hun kommer tilsyne
igjen. Hvad ville vi tale derom
Fætteren. Vil Jomfruen høre en løyerlig Fortælling,
om Livets Sødhed. En gammel Kone sad og talede med
sin sexten Aars gammel Datter om de nærværende Tiders
Ugudelighed og Skiendighed. Hun forestillede hende, at
mange unge Piger bliver daglig skiendede af de lastefulde
Mandspersoner, der anvender saavel Magt som Kunst¬
greeb for at fyldestgiøre deres fælske Begieringer, ja at
de truer Fruentimmerne med blotte Kaarder og Pistoler,
naar de ikke ville føye dem i deres Ugudelighed. Efter al¬
le disse Forestillinger spurgte Moderen hendes Datter, hvad
hun vilde giøre, om hun kom til at befinde sig i saadan
Forlegenhed? Hun svarede: Af Mama, Livet er kjert.
Den gamle Jomfrue. Det er et gammelt Eventyr¬
Fætter. Veed J ikke andet end sligt at fortælle, saa kan
J ligesaa gierne tie stille.
Fætteren. Naa, Naa, Jomfrue! Jeg skal fortælle,
hende om en sterk Tørst ved en hidsig Feber. Der var en¬
gang en Syg som laae meget hardt angreben af en hidsig
Feber, og tillige plagedes af en overmaade stor Tørst. Da
nu Lægerne beraadsloge for hans Seng, hvorledes man
skulde finde et sikkert Middel, til at stille Tørsten, saa sag¬
de Patienten: Mine Herrer, drager ikkun Omsorg for at
skille mig af med Feberen, Tørsten skal jeg siden nok selv
skille mig ved.
Borgeren fra Landet. Har de hørt det, at en Bon¬
de skal have spillet Bankerot. Jo mænd, han havde hørt,
meget tale om Bankerotter, og faldt derover paa det Jnd¬
fald, at han og engang vilde spille Bankerot. Han foer¬
meget ofte til Staden, og hver Gang erkyndigede han sig
hist og her, hvorledes man har sig af, for at gjøre en godt
og honet Banquerot, Da han nu var fuldkommen under¬
rettet om Alting, saa kom han gandske uformodentlig for
Lyset med en Bankerot paa 200 Rdlr.
Den muntre Jomfrue. Det er Løyer, vil nu og
Bønder til at spille Bankerot. Det bliver altsaa meget
gemeent, ligesom at bære Silkestrømper.
Borgeren fra Hovedstaden. Bondens Bankerot¬
var stor nok for en Bonde; men den Bankerot, som en af¬
de største Viinhandlere i Hamborg gjorde i Fior, var anse¬
ligere, den var ikke mindre, end paa 400000 Mark Bang.


Møde=Collegiet.
Jætteren. See, har vor gamle Ungkarl ikke og faaet sig
et Par runde Modens Spænder. Det vilde jeg have for¬
svoret, at han skulde være saa meget for Moden.
Den muntre Jomfrue. Han maae i disse Tider vist
nok gaae paa Frierie. Frok, Rottingot og runde Spær¬
der, kan ikke betyde andet paa en gammel Ungkarl.
Den gamle Ungkarl. Jeg har ikke begyndt at frie
endnu, min smukke Jomfrue, men jeg har det med første
i Sinde. Seer hun vel, at jeg og har Agramaner paa
min Kiol, ja om otte Dage skal hun see mig galoneret fra
Top til Taa.
Den muntre Jomfrue. Det vil blive mig et løyer¬
ligt Syn. Men har han ingen korte Støvle med Spæn¬
de bag i
Den gamle Ungkarl. Jo vist har jeg. Men det
ærgrer jeg mig dog over, at Skoemageren tog ligesaa me¬
get for dem, som for et Par han syede til mig for ellere
Aar siden, da Moden var, at man skulde have Støvlene
saa lange, de kunde skiule Laarene.
Huusholdersken. Den Mode med de korte Støvle
er meget occonomisk.
Den muntre Jomfrue. Ja, den seer og allerkiere¬
ste nydelig ud; og i min Tid har intet klædet Mandsper¬
soner smukkere, end de nu brugelige Halsklude. Med.
Tilladelse, jeg maae slaae en ret Sløyse paa vor gamle
Ungkarls Klud - See nu - nu sidder den ret. - Nu
seer han min Troe meget yngre og nysseligere ud.
Den gamle Ungkarl. Tak skal hun have, min dey¬
lige Jomfrue. Jeg veed nok, at det kommer meget an¬
paa, at slaae Knuden og Sløysen rigtig under Halsen;
men jeg kan ikke selv komme ret afsted dermed; thi i den
Tid jeg brugte disse Klude i forrige Tider, saa blev Knuden
ikke slagen paa den nu brugelige Maade.
Den gamle Jomfrue. Saa har Monsteur ikke ladet
sig sye nye Halsklude i denne Tid, Jeg tænkte saa mænd,
det var Modens Klude.
Den gamle Ungkarl. Det er og Modens Klude,
Jomfrue. Det er 42 Aar siden jeg lod dem sye, og nu
ere de i Moden igien.
Den muntre Jomfrue. Men vil han ikke og have
Galon omvunden om sin Hatte=Pul og en Krampe og Knap,
som Moden er
Den gamle Ungkarl. Ney Jomfrue, jeg vil nok¬
have en Galon om Hatten; men ikke saadan Springer¬
Stats om Pullen. Det klæder ikkun for saadanne Folk,
som vor Fætter og vor Hovmester.
Fætteren. Tak, min Herre, Alting klæder got for
Fætteren. Er det ikke sandt, min nette Jomfrue
Den muntre Jomfrue. En Gallon om Pullen med
et stort Spænde og Krampe, kunde heller ikke klæde saa ilde
paa gamle Ungkarles Hoved.
Hovmesteren. Min Hat er en Present af Junkeren,
og derfor gaaer jeg med den. Selv havde jeg ikke faldet


paa at lade den saaledes udmondere, det kan De være vise,
paa. Men jeg er ikke saadan Hader af en Mode, at jeg
jo giør den med, naar den ikke falder mig mere bekostelig,
end denne Hat.
Den gamle Jomfrue. Jeg troer man nu og har
faaet en nye Mode paa Halsbaand igien. Jeg var i for¬
rige Uge til et Bryllup, og mit Halsbaand, som jeg dog
til det samme havde ladet giøre af Nyt var slet ikke paa
Moden imod de andres.
Huusholdersken. Hvorledes var da Jomfruens
Den gamle Jomfrue. Jeg leverede en Opstikkerske
Kniplinger til Halsbaand, Bryststrimmel, Smekke og
Manskietter, og hun havde sat mig en Hob Krusedoller,
paa Halsbaandet, som jeg ret ærgrede mig over, da jeg
saae, at de ikke vare i Moden. De andres vare i Bølger
og Sløyser med Perler belagte; men mit ikke, og jeg maatte
dog betale det uforskammet dyrt.
Den muntre Jomfrue. Det maae ikke hielpe, hvad
Stadsen koster at faae i Stand, naar man kun kan faae
det paa Møden.
Den gamle Jomfrue. Deri har hun ret. Naar
jeg havde faaet det paa Moden, saa vilde jeg aldrig have
regnet, at det var dyrt.
Den muntre Jomfrue. Jeg har nu i Sinde, at
lade mig giøre et af de Nyemodens Skiørter med Guld¬
Fryndser og Qvaster, for at komme ret i Moden. Jeg
veed allerede, at to Jomfruer har lagt over med hinanden,
at de til Paaske ville lade sig see i den Dragt. Og saa
snart de har begyndt, vil jeg være den tredie. Vivat
Moden.
Eventyrs=Collegiet.
en gamle Jomfrue. Mon det være sandt, at Sie¬
lene efter Døden sysselsetter sig med det samme Arbeyde i
Tankerne, som de her i Legemet har havt med at bestille
Det gad jeg gierne vide, Hr. Hovmester.
Hovmesteren. Det Spørsmaal kan jeg saa mænd
ikke besvare, min gode Jomfrue. Men sig mig engang;
hvor er hun falden derpaa
Den gamle Jomfrue. Det skal jeg sige Dem. Jeg
drømte i Nat, at jeg saae min afdøde forrige Skræders
Skygge. Jeg blev bange for ham; men det var mig ikke
mueligt at komme af Veyen for ham, i hvor meget jeg
end ønskede det; thi jeg erindrede meget got, hvor utaale¬
lig han var i sit levende Live. Han prædikede stedse om
Stads=Sager; og jeg maatte endnu engang i denne Drøm¬
høre hans dybsindige Betænkninger derom. Han gjorde
mig hundrede Spørsmaal, og lod mig ikke faae Tid til


at besvare et eneste af dem. Hun er dog brav frisk end¬
nu min smukke Jomfrue, sagde Skræderens Geist: Hun
giør ret i, at hun ikke slaaer sig reent fra Verden, for¬
di hun bliver gammel. Hun forstaaer mig vel, Jomfrue.
Nu, jeg vil ikke snakke derom. Jeg vil virkelig under
hende ham. Det er en brav Mand. Lever den gamle
Lieutenant endnu, jeg har havt tusinde Løyer med ham.
Var han ikke lystig, Han havde ret Gaver til at for¬
tælle, naar han var i god Humeur. Den Pommerske
Krig vidste han uden af paa sine Fingre. Nu saae det
temmelig broget ud for Tyrken; med min Villie er det
ikke skeet, at Tyrken er kommen i Uenighed med Rusland¬
Men hør engang. Jeg tænker det vil nok faae et an¬
det Udfald, end Tyrken tænker. Den Blodhund, han
tør slet ikke ved, at giøre sig saa tyk, hvad jeg vil sige
Dem. Det tænkte jeg strax, at Russerne nok vilde tugte
ham, uden Flatterie, min hierte Jomfrue. Min salig
Bestemmoder, jeg veed ikke, om de har kiendt hende.
Hun var en liden pukkelrygget Kone. Hun boede bag¬
ved Volden. Hør engang Jomfrue, det var en Kone,
Hun har mig til Daaben. Men ved hendes Testamente
gik det til, som det kunde. Hvad som er skeet, er skeet.
Jeg har Gud skee Lov og havt mit Brød. Jeg har al¬
tid havt det Mundheld, at ærlig varer længst. Men¬
Tyrken. ja, ja, Tyrken, sagde jeg, vil nok faae sin
Rest, og i det samme vaagnede jeg.
Hovmesteren. Hvilken forunderlig Drøm. Saa
vil Jomfruen slutte deraf, at Skræderen tænker endnu li¬
gesaa forvildet, som han tænkte her i Verden.
Den gamle Jomfrue. Sandt at sige, troer jeg rig¬
tig, at det var Skræderens Skygge eller Geist, som var
hos mig i Kammeret, thi hvor skulde jeg ellers have kun¬
det drømme saa meget Væv, allerhelst da jeg saa mænd slet
ikke har tænkt paa den gode Skræder i lang Tid.
Fætteren. Hal hal hal Saa troer Jomfruen at
Skræderens Geist har besøgt hende. Hal har hal¬
Den gamle Jomfrue. Lee kun ikke saa spodsk min¬
gode Fætter. Jeg overbevises mere af denne Drøm eller
Natte Syn, hvad jeg skal kalde det, at der er Spøgelser,
og Giengangere til. Vel saae jeg ikke Skræderen vaagen,
men jeg talede jo dog med ham og hørte ham tale til mig i
Søvne; og maaske jeg har været vaagen men allene hen¬
rykt. Det kan jeg sværge paa, at da jeg vaagnede, syn¬
tes jeg endnu at Skræderen stod for Sengen hos mig.
Tag det i Betænkning, Hr. Hovmester, om det ikke har
været Skræderens egen virkelige Geist. Jeg er i det mind¬
ste fuldt og fast i den Tanke.
Den muntre Jomfrue. Der er vist nok noget der,
thi det var en Fruentimmer Skræder.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 9.


Snakke= og Løyer-Collegiet.
D¬
en muntre Jomfrue. J Dag har vi forsat og
at holde Snakke= og Løyer-Collegium.
Fætteren. Det er vel Jomfrue mig tykkes og at jeg
i Dag har Lyst til at snakke, naar jeg kun vidste, hvad jeg
skulde snakke om, som kunde være til pas for det selvkloge
Hoved, som med en fordreyet og forvendt Haand har la¬
det os vide under Haanden, at vi skulde snakke og skrive
ham til pas. Men just til pas havde hand ikke erindret
at forandre nogle Sving, i sær de første Linier, og disse
Ord. For Huk, som vil sige saa meget som: For Hukom¬
melsen; hvilket andre eenfoldige pleyer at betegne med de
Ord: Pro Memoria. Jeg vil da igjen give denne For¬
Hukt at han vilde behage at snakke og skrive noget selv, paa
det man kan see hans indbildske Gaver skinne i den Lærde,
Verden, og ey fortryde paa, at man har sendt ham nogle
indsendte Materier tilbage. . .
Den muntre Jomfrue. Nu, holdt, Fætter, det kan
være nok. Men han min kiere gamle Ungkarl, Er han ikke
snart blevet gift endnu, siden han blev saa Modens
Den gamle Ungkarl. Ja, det skulde ikke vare læn¬
ge til, dersom jeg kun ikke frygtede for en Ting.
Den muntre Jomfrue. Jh, hvad er da det, som
kan hindre og tilbageholde saadant priseligt Foretagende?
Den gamle Ungkarl. Sandt at sige, saa er jeg saa
mænd bange for at jeg skulde komme til at bede til Fadder.
Mig tykkes det er det allerværste, som kan møde en Mand,
og jeg skielver allerede, naar jeg ikkun tænker derpaa.
Den givte Kone. Deri har han og Ret. Min
Mand er aldrig i slettere Humeur end den Dag, han skal
bede til Fadder.
Den gamle Jomfrue. Mig tykkes, man læste een¬
gang i Aviserne, at der var en, som tilbød sig at forrette
dette Erinde for got Folk. Det kunde have været meget
got for saadanne undseelige Mænd, som ey havde Mod¬
nok til at dreie sin Hat.
Fætteren. Ja, dette Project gik ind igien af sig selv;
thi saasom Mændene enten de vil eller ikke, maa dog til¬
at forrette dette Erinde, naar de ere ikke syge eller fravæ¬
rende, saa kan man let slutte at det var ikke dennes Leylighed,
at bede til Fadder, for intet uden til sin Kones og egne Børn.
Men min kiere Ungkarl, dersom det allene afholder ham
fra Ægtestanden, saa tilbyder jeg ham enten min personli¬
ge Tieneste i dette Erinde, eller og han kan forrette det


skrivtlig, som man seer af gamle Documenter, der endog
haver været i Brug i de forrige Aarhundrede. Jeg vil
her meddeele ham et par Originaler af Fadder-Breve,
som jeg just haver ved Haanden, hvilke han kan udcopiere,
saa behøver han ikke at dreie Hatten. Her er det eene.
Fadder-Brev.
Gunstige Hr. Rentemester R.
Jeg havde hidindtil levet i den gode Forhaabning, at
jeg efter vores Stands af Hans Kongelig Majestæts
naadigst meddeelte Privilegier skulde fra al virkelig Jnd¬
qvartering bleved forskaaned, ikke desmindre haver der¬
nylig den 21 Junii sidstleden en Person indveltet sig paa
mig, og vil med Magt have Qvarteer. Jeg haver al¬
drig tilforn seet eller kiendt ham, og overalt ey forstaaer
hans Tungemaal. Han taler hverken Fransk, Tydske
eller Dansk, men haver et besynderligt Sprog for sig selv,
og alt hvis han vil have, det fordrer han med Hvinen
og Skrigen. Fast alle udi min Gaard maa varte ham
op, og staaer endda haardt, at man kan stille ham til¬
freds. Paa mig selv prætenderer han og al min Eien¬
dom, ikke det allene, som jeg nu haver, men og det
jeg med min Sveed og Arbeyde kan i Fremtiden staae til
at forhverve. Men det som høyeste er, han lader sig
bære til min Hustrues Seng, og for begge mine Øyne,
ligger hos hende. Til alt saadan at undgaae, har jeg
maattet forskaffe ham et stærkt Qvind Menneske, med
hvilket jeg haver nu truffet Accordt, at han skal blive
hos hende fremdeles, og for sig selv med hende have en
Stue, hvor dem begge Vinteren over skal skaffes frie Seng,
Jldebrand, Lys og anden tilbehørig Tractemente, han
haver, siden han ankom ikke vildet umage sig over Dør¬
Træet. Men nu tilkommende Onsdag haver han for,
udi en stoer Qvinde=Skare, at begive sig herfra til vor
Frue=Kirke, hvor han vil lade sin Person for got Folk,
blive bekiendt, og antager hans Kongelig Majestæts
eget Navn, til at bemande alle sine Gierninger. Han
lader sig til samme Tog herlig udklæde med Gylden¬
Stykke paa Legemet og Smykker og Hovedet, og selv
vil han være for i Spidsen for Qvinderne, at føre den
gandske Troupe. Beviser mig den Gunst for Eders
ædle Hiertens sædvanlige Godhed, at komme i Kirken,
at være Vidne til alt dette, at alting for mig efter
Hiertens Ønske afgaaer. Jeg vil min Livstid igienfin¬
des villig til al Tieneste, Flid, Villighed og Redebon¬


i hed, som Eder kan være behagelig, og næst al Lyksalig¬
heds Ønske stedse forbliver af Hiertet Eders
taknemmelige Tiener.
Datum Hasni
Wes B.
ved 27 Junii 1664.
Her er det andet:
Barsel Brev.
Fra en Degn til sin Præst og hans Kone.
Hæderlige og meget Stands og Mandhaftige
Mand.
Hr. H. S. 81.
med sin Gudelskende Kiereste.
Gives mine Høybaarne Venner med disse faa Liniers
Beskrivelse tilbørlig og Reverenter tilkiende, at der i
disse Dage er udspiiret af vor Ægteskabs Pode=Stam¬
me en ung Spiir og Plante, som er den elskelige og
min Kierestes velprøvede Susanna Nielsdatters Søn,
M. Pæl, allerede kaldet efter min Sallig afdøde
Fader og Formand, fordum Sogne Degn til We¬
I Menigheder, da, som han allerede har sit
Navn henne i den H. Daab, agter jeg og min inderlig
hiertelskende Kiereste, samme min liden Fader og vores
liden Søn i Wdt Kirke H. 3 K. Dag som indfalder
Fredagen den 6 Jan. 1682 ved 10 Slet paa Dagen,
at lade frembære Herren; hvorfore min underdanigste
Bøn og Supplicatz falder til Eder, at J samme Dag
og Tid møder, til velbemelte min unge Søns Confir¬
mation og Fuldbyrdelse at paahøre, med Bøn og Ønske,
at det maa lykkes, og han saaledes maa blive i det som
er hans Faders; men fornemmelig beder jeg, at hendes
Velbaarenhed, Kirsten Olufsdatter vilde erindre sig hen¬
des gode Løfte, og holde min liden Søn over Daaben,
og naar det skeet er, J da begge vilde efterfølge Barnet,
i hiem i mit Paulun, hans Faders Boelig og Sæde og
der inderlig glæde og forlyste sig med mig udi et tar¬
veligt Maaltid Mad, og ved et Jubelklingende og Re¬
sonerende Jubile. Saadan Eders store Høygunstighed,
vil jeg og min Dydskinnende Kiereste fornufteligen erkien¬
de Forblivende Eders Tiener og Broder saa længe jeg
sjunger og siger Amen.
Givet af mit Degne Sæde
Par.
Wed den 30 Dec. 1681.
Af disse tvende Formularer behager de at vælge hvil¬
ken Dem best anstaaer. Det sidste er vel ligefrem; men
man betænker, at det og er temmelig gammelt; de ere og
temmelig afvigende fra Søren Mathiesens Formularer.
Den unge muntre Jomfrue. Men, og propos,
Fætter, har han løbet noget Fastelavn?


Fætteren. Ja, har jeg saa. Jeg har min Troe¬
pidsket vor gamle Jomfrue op. Jkke sandt Jomfrue
Den gamle Jomfrue. Skulde han nu just sige det.
Det vilde jeg just ikke have havt. Men jeg er saa mænd i
vreed paa ham endnu, fordi han ikke havde et smukkere Fa¬
stelavns=Riis. Hvad meener De vel, de gode Venner,
Han kom med et gandske gemeent og ordinair Riis, bun¬
den af en Birke=Kust; Og det saa stort som i man
i gamle Dage brugte i de Latinske Skoler, som min Bro¬
der undertiden viiste mig.
Fætteren. Ja, Jomfrue, dem havde jeg just taget
Model af. Thi jeg erindrer endnu, at naar jeg var Cu¬
stos i min Skolegang, maatte jeg gaae omkring til alle
Kræmmerne, for at udsøge de længste Birke-Kuste; thi
da var det Skik, at Riisene skulde kunde naae fra den ene
Ende af Bordet til den anden. Naar en Discipel af disse
fik et par Haand=Tager, kunde det føles i 2 a 3 Uger,
ja vel længere, men naar Læreren traf Bordet i Steden for¬
Haanden, gav det saadan Skral i heele Skolen, som et
heelt Compagnie kunde have givet en Salve. Men det,
som var det værste, var, at saadant et næsten 2 Alen langt
Riis, kunde fra Mandag til Løverdag blive saa kort og
forslidt som en, en Fierdingaars gammel Gade= og
Feye=Kust.
Hovmesteren. Den Slaae Skik er nu temmelig
gaaet af Brug. Lærerne befinder sig selv vel derved, og
Disciplerne skielver nu ikke for en Lærer, som triiner ind¬
ad en Skole=Dør. Hvilket jeg ofte har gjort i min Sko¬
legang, og dog blev jeg ikke klogere, end Disciplerne nu
omstunder ere, uagtet de lever og læser ikke under en utidig¬
og tyrannisk Jver.
Den unge muntre Jomfrue. Men hvad er det for¬
en Melancholisk Snak, Den passer sig jo ikke i et Snak¬
ke og Løyer-Selskab, og allermindst til Fastelavns Man¬
dag, da alle ere lystige. Hvem kan vel tænke paa de store
Riis uden at blive Melancholisk Fy, hvem vilde vel pid¬
ske op med Birke-Riis, der er jo forskrevet Modeller fra
Paris og Engelland,
Den gamle Ungkarl. Hvad, Forskriver man nu
og Modeller til Riis fra Engelland og Paris, Det kom¬
mer mig for, som naar man i gamle Dage var Custos i
Skolen, og skulde binde Riis, hvoraf man selv undertiden
fik. Hum, hum, hum forskriver Modeller til Riis¬
fra Pariis, det glemmer jeg aldrig. Ak, skal fremmede
endog paa den Maade pidske os op, Tilsidst forskriver man
vel og Modeller paa Støvle=Knægte og Skoe=Børster fra
Paris.
sætteren. Ja, hvad andet. Hør han ikke at vor¬
muntre Jomfrue maa gjerne lide de Parisiske Fastelavns¬
Riis. Og kunde jeg ikke ligesaa gierne faae Lyst til en Pa¬
risiske Støvle=Knægt, og Parisiske Skoe=Børster; og
jeg troer disse sidste ere allerede indkomne, thi paa sidste Mas¬


qverade var der en Maske, som forestillede Skoe=Pudser,
og havde meget propre Skoe= og Spende=Børster i sin Cas¬
se, aldrig har jeg seet saa galante Skoe=Børster.
Den gamle Ungkarl. Hum, hum hum, Hvad er
dog Verden andet end en underlig Maskerade. Skoepud¬
sere vil nu og der spille deres Rølle. Ja, de har spillet den
artig nok paa denne Masqverade=Samling.
Den gamle Jomfrue. Jeg holder dog meest af Fa¬
stelavns Mandag for de skiønne varme Fastelavns Bollers
Skyld; de ere ret gode for mine gamle Tænder, i sær naar
jeg kommer vel smeltet Smør i dem. Om jeg endog skul¬
de ønske mig en Mand, saa skulde det være en Bager,
bare for Bollernes Skyld. Men maae de ikke bage Fa¬
stelavns Boller paa andre Tider i Aaret?
Fætteren. Dette er i Sandhed et vigtigt Spørs¬
maal, ja, lige saa vigtigt, som om Jomfruen vilde spørge
om man ikke maatte have Farvede Æg uden om Paaske¬
Tider, begge Spørsmaale vilde blive vanskelige at besva¬
re, om de end bleve opsatte til Priis Materier. Men
saaledes er det vel indrettet udi mange Ting. Hver Tid
har sine Herligheder og Fornøyelser; thi altid een For¬
nøyelse var ingen Fornøyelse. Om Juuletider har vi¬
de skiønne Juule-Kager; ved Fastelavn de nydelige
Fastelavns=Bøller, og ved Paaske de deylige farvede
Paaske=Æg. Ligesom Blomsterne om Sommeren af¬
vexler med hinanden: Da vi har Foraars=Blomster,
Sommer=Blomster og Efteraars=Blomster. Og ligesom
Forlystelserne om Vinteren afløser hinanden: En Aften
Dansk, en anden Aften Fransk Comoedie, og en anden Af¬
ten Opera, og en anden Aften Masquerade. Det er Af¬
vexlingerne allene der giør Fornøyelsen. Skulde Jomfruen
altid spise Fastelavns=Boller, saa blev hun ligesaa kied af
den og vreed paa den, som paa mit store Fastelavns Riis¬
af Birke=Kusten.
Den gamle Jomfrue. Got Fætter, Men hvoraf
mon den Fastelavns=Løben og Renden, Spiiren, Dandsen,
og Støyen have sin Oprindelse? Alle Mennesker skal have
Friehed Fastelavns Mandag. Er da den Dag meere skabt
til Sviir og Sværm end alle de andre Dage, ja, man fin¬
der alle Værkstæder ledige den Dag, da dog mange svee¬
der endog om Søn og Hellige Dage?
Fætteren Atter nogle fortrædelige Spørsmaale. Jeg
kan ey svare andet herpaa, min god Jomfrue, end spørge:
hvorfor alle skal til Kilden St. Hans=Aften?
Den gamle Jomfrue. Det var en Snak den. Da
veed man Vandet er kraftigere end paa nogen anden Tid.
Men Viin, Øll og Brændeviin er nok lige kraftigt Aaret
igjennem. Hvad siger han Hr. Hovmester, Disse Faste¬
lavns=Leege at slaae Katten af Tønden, at rive Hovedet,
af Gaasen og andre fleere Galenskaber, hvoraf kan de vel¬
have deres Oprindelse?
Hovmesteren. Man finder just ikke noget derom op¬
tegnet i Bøger og Skrivter, men jeg holder for, at deere


Levninger fra Hedenskabet og den gamle Alder; da Hel¬
tene kom sammen paa visse Tider, og enten fægtede, eller
brydedes, eller gik i Tvee=Kamp med Hinanden, Og da
man nu omstunder ingen Kiæmper har; men der dog fin¬
des en liden Draabe Krigerigsk Blod i Aarene, saa vil
man nu vise sin Styrke paa en i en Tønde indelukt Kat,
eller paa een ved Beenene paa et Reeb ophængt Gaas.
Saadanne Fastelavns Løben og Sværmen synes ellers at
ligne de Gamles Bachanalia, da de om Natten, dog kun¬
eengang hvert tredie Aar kom sammen, og paa Bierget
Cytheron i Boedtien, som var Baccho helliget, celebre¬
rede Bacchi Fæst med megen Uteerlighed, Huyen, Raa¬
ben og Skrigen. Vores Danske Poet Reenberg er af¬
samme Meening, da han siger i sin Arte poetica et Sted.
Det skeede først til Bachi Fæst¬
Den drukken Gud til Ære:
i I Vers var siunget, bedet, læst,
At Viinen skulde bære.
Til Offeret en Buk, som var
Beskikket og tillavet.
Porten, og den Priisen bar,
Med samme Skienk begavet.
Deraf det fik sit første Navn;
Og rimeligt jeg finder,
At Christendommens Fastelavn
Af samme Rod oprinder.
Det er ellers ikke meget anstændigt for dem, som vil
bære Navn af Christne, at begynde den ellers betænkeligste
Tid i Aaret med saadanne Galenskaber og Hedenske Lystig¬
heder. Somme Stæder faster man paa een Maade, i
det man skal afholde sig fra visse Slags Spise, og derimod
fraadser i andre. Hvem drager ikke til Rom i Faste=Ti¬
den, for at blevaane alle de Fastelavns Lystigheder og Car¬
nevaler, som der holdes under Fasten,
Fætteren. Har nogen af J gode Venner været til¬
stede ved Carnevalet paa Amager, Det er min Troe ar¬
tigt nok med disse Bønder=Ridder Spill. Den arme Kat¬
som i Ridder=Spill maae være Hoved Manden, er meest
at beklage. Jeg var der ude som Tilskuer, da mig blev
meddeelt et Vers, som denne arme Kat gjorde førend han
blev puttet i Tynden, her er det under denne Til
Amager Kattes sidste Villie.
den paa Fastelavns Mandag 1770.
blev slaget af Tønden.


Jeg arme Kat, som her i Dag
En Abekat skal være
Til Abekattes Velbehag,
Som der søger Ære.
Kun beder Et, før man mig ind¬
Ad Tøndens Spund vil føre.
Jeg i bekymret Hue og Sind¬
Min Villie maa giøre.
Min Slægt og Herkomst gammel er,
Fra Adams Tid har varet,
Jeg har Syndflodens Vande der
Med Nog overfaret.
Med Gommer, Jyllands første Mand;
Jeg kom i disse Egne:
Jeg kan min Stamme her i Land¬
Fra Dan og Humble regne.
Sandt nok, der er kun skrevet lidt,
Om os i gamle Skrivter,
Men¬
sligt er ogsaa hendet til
De største Heltes Drivter.
Dog har Marcholfi Krønike
Viist, al min Slægt til Ære,
Natur meer end Optugtelse :
Al Verden mon regiere.
Æsopi Bog har hængt mig op¬
Paa Væggen for at drille i
De Muus, som om min Døde Kro¬
Sig vovede at spille.
Mig Phædrus forestillet har
Som den, der skulle bære
En Klokke, skiønt der Muus ey var
Mig torde den forære.
J Schoppers Reinicke jeg staaer
Optegnet som en Kæmpe,
Med Kiør imellem Ulvens Laar,
Hans Mod jeg kunde dæmpe.
Kort¬ sagt: Min heele Slægt og Æt¬
Har Ære-Krandsen faaet.
Jeg har ey kundet drømt, at det
Mig saadant skulde gaaet.
Er det Raison at hænge mig
J Luften op fra Jorden,
For nogen Tyv der aldrig slig
En Galge reyst er vorden.
Hvi mon jeg Stakkels Pues skal
Et Sohne-Offer være
For Fastelavens Carnevall,
Og denne Skiændsel bære.


Jeg alt har min Samvittighed
Oprigtig nok randsaget,
ingen Synd i Verden veed,
Som sligt har foraarsaget.
Vist nok, lidt Melk jeg stiaalet har
Lidt Fisk, lidt Flæsk lidt læde,
Naar Leyligheden for mig var,
Og Pigen ey tilstæde,
Men saa har jeg min Herres Huus¬
Giørt Tieneste derfore,
Jeg fanget har ti Tylter Muus,
Og mange af de Store.
Og om man vilde endelig.
Foruden Dom og Stevne
En liden Melke=Skyld hos mig
Saa ubarmhiertig hevne,
Man kunde da til Spinde=Huus¬
Mig sælle Tyv leveret,
Jeg kunde Børnehuusets Muus¬
J mange Aar fortæret.
Men¬ skulde de, som sælger Vand¬
For Melk, og Melk for Fløde
Til Kiøbenhavnske Kiøbstedmand,
Derfor med Livet bøde;
Da troer jeg vist, at jeg slap frie
For Tynde, Spyd og Stage;
Thi da blev der vel neppe til
Af Sælgerne tilbage.
Dog, Ak. jeg er, desværre, solgt,
Nu vil de strax begynde,
Med¬ Carousellens Lancer stolt,
At storme paa min Tynde.
Mit Skriig, mit Skraal, min Moders Mig¬
Dem ikke kan formilde,
Saa Tynden blive skal min Grav
Og mig mit Liv forspilde.
Men¬ jeg min sidste Villie.
Verden dog maa giøre.
For¬ Eder, J Voldsdrabere,
Skiønt I den ey vil høre:
jeg var løs, og J var Muus¬
Da skulde der et pokkers Huus
Jmellem mig og Eder ligge.
Da skulde J om Livet tigge.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 10


Fra Avis=Collegiet.
B¬
orgeren fra Hovedstaden. Det er en forfærdelig
Allarm der har været i London sidst i afvigte Aar
ved to Væver-Svendes Henrettelse.
Den gamle Jomfrue. Fortæl os det. Jeg bliver
ret nysgierrig for at vide, hvorledes det er tilgaaet.
Borgeren fra Hovedstaden. Det var to Silkevæ¬
ver=Svende, Døyle og Valleine, som vare dømte til Dø¬
den, fordi de i Spitalsfields havde skaaret meget Arbey¬
de ud af Væverstolene; men deres Henrettelse blev en lang,
Tid opsat, fordi man var tvivlraadig om at udnævne Ret¬
terstædet, endelig bleve de førte fra Newgate til Bethe¬
nal-Green, blot under Bedekkelse af Justitsbetienterne.
Da de vare komne paa Retterstedet, vinkede Valleine at
en Ungkarl iblandt Tilskuerne, at han skulde komme hen¬
til ham. Da han kom, saa toge de hverandre i Hænderne.
Valleine tog Afskeed med ham og raabte: Jack, husk nu
paa dit Løfte, Hvorpaa denne svarede: Det skal ved Gud
skee. Det varede derpaa ikke længe, saa blev Pøbelen gand¬
ske rasende og ubændig, i sær da den havde hørt, at de Hen¬
rettede bestandig havde paastaaet, at de vare uskyldige. Det blev¬
denne oprøriske Pøbel forestillet, at man af Menneskekierlighed,
havde gjort alt hvad mueligt var, for at redde disse ulykkelige
Misgierningsmænds Liv, men at det var pligtigt og billigt at
statuere et offentlig Exempel, og at see derhen, at Fæder¬
nelandets Love bleve tilbørlig efterlevede, og dette havde
Scherisen besluttet at giøre, om det endog skulde koste hans
Liv. Der blev i Øyeblikket givet befaling, at ophænge
begge Væversvendene: De Oprøriske bleve herover saa for¬
bittrede, at de kastede Stene, og hvad de kunde faae, paa
Scheriserne, saa det var neppe, at de kunde faae dem
hængte. Jmidlertid greeb Pøbelen fat paa en velklædt
ung Mands=Person, beskyldte ham for, at han var en
Spion, skaer Haaret af Hovedet paa ham, og havde vist
skaaret Ørerne af ham med, dersom ikke nogle unge Her¬
rer havde antaget sig ham. De ophængte havde neppe
hængt en halv Time, saa reve Oprørerne Galgen ned og
slæbede den hen til en Herres Huus tet ved Kirken i Spi¬
talsfields. Her sloge de Vinduerne ind og sloge adskillige
af Mobilierne i Huuset i Stykker. En Officier forsvare¬
de Indgangen en Tidlang med en Pistol i Haanden; men
han maatte tilsidst vige, og det var neppe, at han slap med
Livet derfra. Soldater=Vagten, som allerede en Tid lang
havde været posteret der i Egnen, kom først dertil, da disse
Udskeytelser vare skeede. Pøbelen vilde ikke skilles ad, fø¬
rend de hørte, at Soldaterne skulde gives Ordre at skyde
iblant dem. Tre af Oprørerne bleve tagne fast.


Den gamle Jomfrue. Det er ret noget forskrekkeligt
med den Engelske Pøbels Uregierlighed. De vil jo have
Parlementet reent afskaffet.
Den gamle Ungkarl. Ney, Jomfrue, det hænger
ikke saaledes sammen. De ville ikkun have et andet Par¬
lement sat. Men som man seer af Aviserne, saa bryder
Hoffet sig ikke om alle de Memorialer, som derom indkom¬
mer, og bliver en afgjort Sag, at der skeer hverken nogen
Forandring i Ministerio eller at Parlementet bliver disse
solveret.
Den gamle Jomfrue. Men hvorledes hænger det
egentlig sammen med det Parlement, Fortæl os engang
noget derom Hr. Hovmester. Jeg veed dog, De veed det.
Hovmesteren. Parlementet i Storbrittannien,
er den største Forsamling af begge de foreenede Kongeri¬
ger Engelland og Skottland, som bestaaer af Kongen og
de tre Rigstænder, nemlig de geistlige Lord, de verdslige
Lord og Communerne eller de Gemeene, og er deelt i
Overhuset og Underhuset. Overhuset eller Pairernes
Kammer bestaaer af Erkebiskopper, Biskopper og den høye
Adel, som kaldes la Pairie, og udgiør 187 Personer, der
ere Hertuger, Marqviser, Grever, Vicomtes og Baro¬
ner, som sidder paa røde Klædes Uldsekke, og ere iførte en
Skarlagens Habit. Kongen er Overhovedet derudi, eller
hvem han ellers deputerer dertil, og efter den skeedte For¬
ening har og 16 Pairs fra Skotland faaet Sæde og Stem¬
me i Overhuset. Underhuset eller de Gemeenes Kammer¬
bestaaer af Communerne, nemlig af 558 Baronets, Rid¬
dere, Equires, Adelsmænd, Citizens og Burgesses, hvil¬
ke begge sidste ere de Deputerede fra de store og smaae
Stæder, saa og 45 Lemmer eller Representanter for Skot¬
land, og har dette Huus en Taler, som skal være en Mand af
Studeringer, Erfarenhed og Fortienester. Førend Parlemen¬
tet begynder, maae alle Lemmer af Underhuset forsvære of¬
Allegiance og Supremacy, saavelsom og Test, iligemaade nu
omstunder de prætenderende Prinzer af Vallis. De Beraad¬
slagninger, som ere gjorte i Underhuset, maa siden bringes
ind i Overhuset, og der bliver ingen Slutning tagen førend
Kongen har samtykt derudi. Kongen dissolverer Parlemen¬
tet, og der kan ingen Session holdes uden hans eller hans
Deputeredes Nærværelse. J hans Mindreaaringer giør
Rigets Protector det, og i hans Fraværelse Rigets Custos
i Kongens Navn; men døer han medens Parlementet va¬
rer, saa er det med det samme ophævet. Det er ikke en
Rigsforsamling allene, hvorudi der bliver raadslaget om
det almindelig Beste og taget en Beraadslutning, men det
er endog den høyeste Ret, hvortil den sidste Appel skeer fra
alle Retter, hvor gamle Love bliver ophævede, og nye For¬


ordninger gjorte, og hvor Hielpe Pengene bliver Kongen,
bevilgede. Efter Rigs=Lovene skulde i det mindste Parle¬
mentet settes engang hvert tredie Aar. Stedet hvor sam¬
me skal holdes, bestemmer Kongen i hans Udskrivning;
men almindelig holdes det i det Kongelig Pallads i Vest¬
mynster. De Deputerede, som skikkes til Parlementets
Underhuus, maae være Jndfødte eller Naturaliserede, men
ingen Geistlige, 22 Aar gamle, og gaae til Alters, samt
være af den Engelske Kirke. Naar Parlementet bliver pro¬
røgeret, saa maae alle de Biller, ved hvilke den Kongelige
Consens endnu mangler, paa nye foretages og examineres:
men naar det ikkun bliver remitteret, saa bliver Sagerne
i den Stand de ere og kan i den følgende Session afgiøres.
Naar Over- og Underhuset hverken antager eller forkaster
en foredragen Sag, saa udnævnes visse Commissarier til
at undersøge samme, som man kalder en Committe, og
hvis Dom bliver siden bekiendtgjort for det samlede Huus,
og ved de fleeste Stemmer enten samtykt eller forkastet.
Men naar begge Husene ere stridige imod hinanden, saa bli¬
ver af begge visse Deputerede udgjorte, som delibererer om
Billerne i det saa kaldede malede Kammer, og naar ende¬
lig alting er i Rigtighed, saa kalder man saadan en Par¬
lements Beslutning en Act, som ofte bliver bekiendtgjort
ved Tyrkken.
Den gamle Jomfrue. Jeg takker for god Under¬
retning. Der er en heel Hob at observere om det Parle¬
ment. Nu har De fortalt mig det; men jeg forstaaer mig
endnu næsten lige meget derpaa.
Den muntre Jomfrue. Jeg ikke heller. Jeg for¬
staaer mig bedre paa Moder; lad os tale om sligt, i faldt
dem saa synes.
Møde=Collegiet.
Nætteren. For mig er det og mere opbyggeligt at snakke
om Moder, Spøgelser, eller deslige. Vor givte Kone,
lovede os engang en Beskrivelse over nogle Fenneke=Sæt¬
ter og forknebne Dormenser. Vilde hun lade os høre dem
nu, saa kunde det være artigt nok.
Den givte Kone. Ja saa min Troe vil jeg saa,
Fætter, giv nu vel Agt.
Et Tøse=Sæt med en lang Pul, store Vinger og
Paasats af en Deel Baand.
Forhuen er smal, omtrent 2 Finger bred i Panden,
men smallere ved Ørerne. Skyggen er bred og lidt spids.
Kniplingen er maadelig breed og Strimmelen er af got
blommet Nonnenskier. Viren maae endelig indfattes i
Leggene. Pullen er ligeledes af Nonnenskier, vel stivt
bunden sammen med lange hvide Baand, som falder ster,
i det Blaa. Tre til fire Alen høy Couleur de Rosa Baand,
a 6 s. Alen, opsettes i store Bølger, jo høyere jo bedre,
at det kan brav gloe. Skyggerne slaaes vel tilbage, at
den sidder frit for Ansigtet. Disse Sætter lader sig om
Vinteren gjerne see, hvor der er Julestuer og Pikkenikker, og


om Sommeren seer man dem paa Broerne uden Portene¬
hvor der er Musik. Nær havde jeg glemt at sige, at For¬
huen er af got Lerret. Saadant et Tøse=Sæt kan dog
med alt Tilbehør koste henved 2 Rdlr; men saa er det og
sterkt, og de kan have det deres Lives Tid. Det maae
saaledes vaskes stives og blaanes, at det ikke behøves at stik¬
kes op, undtagen engang hvert andet Aar. Det er occonomisk.
En piinagtig Dormense er en Dormeuse med eenel
er to Rader Piber, en liden glat Pul, Knip¬
linger og Baand belagt paa Forhuen,
hvad Figurer man vil.
Underhuen skal absolut være af Olmerdug; thi den
maae være varm. Den maae af Facon være gandskerund¬
i Panden, ikke for langt ud for Øynene, men temmelige
ned over Ørerne. Den maae endelig skiule Pande Haa¬
ret. Piberne ere af Størrelse som en Tobakspibestilk, me¬
get ordentlige, saa de falder næt runde og tæt til Ansigtet.
Stivningen maa være meget sterkt, blaa og Skier, saa de
maa kunde holde, om man slog dem imod Gulvet, uden
at tage en Krølle. Pullen er af skikkelig got Kammerdug,
skaaren rund og accurat efter Forhuen saa der kommer ikke
et eneste Leg over Hovedet, eller og den maae tørres over¬
et Skabilke=Hoved; thi der maae ingenlunde være Læg¬
over Hovedet. Baandene maae være ærbare, violette eller
brune, graae eller saadan en Muursteens Couleur. Disse
Baand kommer i smaae bitte forknebne Bølger, i Panden,
tre, hvorimellem gaaer en smal Knipling i smaa bitte Bøl¬
ger i Flammer, Krusedoller og alle Slags smaae Figurer,
saa at de bedekker Forhuen, men ingenlunde brusende; thi
det maa altsammen være piinagtigt, endog indtil Baan¬
denne i Nakken, som maae være smale Bendler. Pullen
maae være skaaren smal neden til, saa at den ingenlunde
tager Rynker, naar den bliver sammentrukken. Dette er
en ægte Beskrivelse paa en piinagtig Dormeuse, og jeg er vis
paa, at den kan være opstukken i tree Aar, og udstaae baa¬
de Regn og Blæst og alt andet ondt Veyr, uden at blive
beskadiget.
Et forknedet Sæt er et Sæt som er overalt lidet af¬
fiin Kammerdug, fine Kniplinger, Blom¬
ster, hvide Baand eller Kniplinger.
Forhuen er af hvid Trille, meget net og peent syet,
Skyggen er smal med tungede Kniplinger. Viren gaaer
ud efter Tungerne, meget accurate, og maae være ind¬
syet i Leggene. Pullen er meget lille, lagt i smaae bitte
Leg, sammenbundet i Nakken med smalle Baand. Paa¬
satzen bestaar enten af hvide Baand eller Kniplinger, og
bliver lagt i smaa Bølger, ingenlunde for høyt i Panden,
hvorimellem sidder smaae Blomster, enten Chinesiske eller
af Silke. Vil man giøre det lidet pynteligt, saa sætter
man en stram Hengel ved, som er rund for Enderne,
hvilke hænger løse neden til ved Ørerne. Pullen er sam¬
menbunden i sin Orden, og en liden slaaet Sløyse bliver
hæftet paa Nakken, saa at Sættet maae være saa, at man
kan skyde det paa Hovedet, uden at løse det op og binde


det, og saa det slutter net og tet paa Hovedet. Synes
Dem ikke, at dette Sæt er forknebet nok,
Et Fennike=Sæt er og et Sæt, som bestaaer af
Nonnenskier, Netteldug, Kammerong,
skiert Lerret, eller i Mangel af dette,
Klosterlerret, Kniplinger og Baand.
Underhuen er af got slideligt Hørlerret. Skyggen¬
er smaal og rund med en enkelt Vire, syet ude i Strimme¬
len. Det maae være tæt i Panden, langt paa Ørerne
og rundt som en Kappe. Kniplingerne smalle, og i Man¬
gel af Kniplinger, kan man tage vævede. Pullen kan væ¬
re af hvad Slags det skal, stribet eller blommet. Kan¬
Striberne ikke komme paa langs, kan man tage dem paa
Tværs, thi naar det bliver kun et Sæt, saa er det lige¬
got. Baandene maae ikke være dyrere, end til 4 s. Alen.
De maae gjerne settes i Flammer og vel udbredes.
Nakken bindes en stor Sløyse af opvaskede Baand. Man
kan og pryde samme med en Pudevaars Knipling og under
tiden med en Nonnenskiers Strimmel bag ved Baanden,
som præsenterer en Hængel. Mere er der ikke at sige om
et retskaffent Fennike=Sæt. Dog kunde vel settes et stort,
slaget Sølvblomster i Panden, siden det nu bliver Moden,
at bære Guld og Sølv.
Fætteren. Tak Madame for denne Underretning.
Nu kiender jeg baade Tøse=Sætter, piinagtige Dormen¬
ser, forknebne Sætter, og Fænnike=Sætter. Jeg vil¬
de ikke undvære denne Efterretning for 4 s.
Den muntre Jomfrue, Naar dette engang bliver
trykt, saa skal jeg Marre læse det op for vor Pige, og
spørge hende, om hun nu kan begribe, at hendes Sæt,
er et Tøse=Sæt; thi det har jeg til sagt hende, men hun
har ikke vildet troe mig. Nu skal hun dog see, at jeg
har ret. Og disse forknebne Sætter ha, ha, ha¬
Huusholdersken. Lad det nu være nok snakket om
Sætterne. Hvem bringer os en anden Materie paa Bane¬
der kan passe sig som Nyt.
Snakke= og Løyer=Collegiet.
Nætteren. Det er Løyer, at læse Beretningen om det
store Giestebud, som er holdet i Plymouth paa Sir Wil¬
kes Geburts-Dag. Den indfaldt den 27 October i Fior,
da 45 af hans Venner forsamlede sig.
Den gamle Ungkarl Hvorfor mon just 452 Jo¬
det er sandt, det er just No. 45 af Nord Brithon, som
han har skrevet.
Fætteren. De samledes om Aftenen i det Vertshuus,
som til Skildt fører en Figur af Wilckes.
Den gamle Ungkarl. Det Vertshuus har uden¬
Tvivl sterk Søgning.
Fætteren. Jblant de adskillige Retter, som bleve
frembaarne paa Bordet, befandtes og 2 Stykker Oxekiød,
hvoraf hvert Stykke veyede 45 Pund.


Den gamle Ungkarl, Mig falder her en Historie
ind. Der var engang en Mand, som høytidelig celebre¬
rede sin Geburtz Dag. Mange Venner vare indbudne der¬
til, og man trakterede høyt. Konen vilde nu giøre sin
Mand en besynderlig Ære, og spekkede hans Navn under¬
en Krone paa en Hare. Da nu Harestegen kom ind paa
Bordet, saa sagde Madamen fuld af Glæde: See min
Engel, der staaer dit kiere Navn paa Haren, ret ligesom
den lever; seer det ikke nydeligt ud, min Engel. - For¬
tæl nu videre, Fætter,
Fætteren. J hvert Stykke Oxekiød var stukket en
Standart med de Ord: Wilkes og Frihed. Midt paa
Bordet saae man en Pyramide af 45 smaa Pasteter; lige¬
ledes ziret med de Ord: Wilckes og Frihed.
Den gamle Ungkarl. Hal har ha, hvad har dog
de gode Engelsmænd travelt med den Wilkes.
Fætteren Og hele Værelset var udiiret med selv¬
samme Devise.
Den gamle Ungkarl. Hvor meget vil man tilsidste
ikke fange an med Wilkes Billede?
Fætteren. Efter Maaltidet bleve frembaarne 45
Bøller Punsch.
Den gamle Ungkarl. Hver af dem har da vel og
maattet drikke 45 Glas Punsch, og efterat de tilstædevæ¬
rende Damer ere komne hiem, saa har de vel og hver præ¬
tenderet 45 Kysse af deres Mænd. See hvilke Jndfald;
hvilke fattige Løyer,
Den gifte Kone, Ney jeg skal fortælle jer andre
Løyer, som jeg nu erindrer. J Fior Sommer var jeg
og en af mine Veninder henne hos en Madame, som vi
vilde have ud med os i Skoven. Pigen lukkede os ind¬
Vi saae ikke Madamen, og spurgte altsaa, om hun ikke
var hiemme, Jo, sagde Pigen, hun har lagt sig paa Sen¬
gen. Jeg gik da hen og trak Gardinerne fra, og tænk
engang, der laae Madamen i fuld Stads op i Sengen,
med Fiskebeens Skiørt paa og Vifte i Haanden. Jeg og
min Veninde kunde ikke bare os for at smile over denne
gode Kone, som laae der i fuld Mondering. J maae troe
det var et artigt Syn.
Den gamle Jomfrue. Hvor kom det sig, at hun
havde lagt sig i Sengen med Fiskebeens Skiørt paa J.
Fior brugte jo Folk ikke Fiskebeens=Skiørter veed jeg.
Den gifte Kone. Det er en gammel Matrone, som
vil bære sit Fiskebeens Skiørt til sin Dødsdag. Hun vil
have noget at hænge sine Skiørter paa. Og Aarsagen,
hvorfor hun havde lagt sig dermed, var denne, som hun
liggende fortalte os: Hun havde sat sig for, at ville giøre
Tour paa Volden; men Konen kom der ikke, hun blev syg,
træt og forfølet paa Veyen, og vendte tilbage igien, for
at udhvile sig; og da jeg kom hiem, sagde hun, saa lagde,
min Pige mig herind paa Sengen. Det var alt for løyer¬
ligt et Syn; jeg glemmer det aldrig, og jeg glemte der¬
over Ærendet, som var at bede hende følge med os i Sko¬
ven Dagen efter. Hun fik altsaa ikke Deel i vor Skov¬
Reyse.


Eventyrs=Collegiet.
Sætteren. Jeg har paa nogen Tid merket en alminde¬
lig Misfornøyelse iblant Folk. De fleste klager over Pen¬
ge=Mangel, og alle klager over onde Tider. Jeg har nye¬
lig læst en Beskrivelse over et billede paa Nøysomhed, og
dersom J gode Venner vil have Taalmodighed at høre der
paa, saa vil jeg fortælle Eder dette Eventyr.
Om Nøysomheds Billede.
J Jspahan i Persen levede et ungt Menneske, som var
født af fornemme Familie og besad stor Rigdom, ved Navn
Achmet. Han gav fra sin Barndom Tegn til et uroligt
og let opbringende Gemyt. Vel havde han af Naturen,
en god Forstand efter hans Alder; men han lod sig dog
henrive af enhver Bevægelse af hans Lidenskaber, til at
styrte sig selv i de største Farer. Da han havde merket den
Ulykke, som reyser sig af saadan Gemyts Beskaffenhed,
saa blev han noget meere mistroisk ihenseende til hans egne
Kræfter, og besluttede for Fremtiden at følge deres Raad,
som havde gjort sig meest bekiendte med den menneskelige Na¬
tur. Tæt ved Staden boede paa et Bierg en gammel Eremit.
Til ham fik Achmet Lyst til at gaae hen, og da han kom¬
ind i Skoven, mødte han denne ærværdige Eremit, for¬
hvem han beklagede sin Nød. Den gamle sagde: Fortæl¬
mig Aarsagen til din Ulykke, min Søn, Saa vil jeg giø¬
re alt, hvad der staaer i min Magt, til at skaffe dito
Sind Rolighed: "Ak! sagde Achmet, hvor kan det skaffes,
mig igien, som jeg aldrig har eyet; thi jeg kan fortælle
Dig, at saa længe jeg har levet, har jeg aldrig været
rolig eller fornøyet. Lige fra min Vugge af indtil denne
Tid har tusinde Jndbildninger ledsaget mit hele Liv, og
i de forleder mig bestandig ved et falskt Lyksaligheds Skin¬
til lutter Urolighed, da andre imidlertid lever i uafbrudt,
Roe. Siig mig derfor, om Du veed det, ved hvad for¬
et Middel jeg kan komme til at nyde saadan Rolighed, som
Du nyder. De Fordømte kan ikke lide større Uroe og Qva¬
le end jeg nu fornemmer. "Abudah, saaledes heed Eremiten¬
mærkede, at blot et misfornøyet Sind var Aarsagen til dette
unge Menneskes Urolighed." Giv dig tilfreds, min Søn,
sagde han: der kommer en Tid efter Himmelens Villie, da
du skal blive befriet fra al din Ulykke; men du maae endnu
immer taale meere, førend du kan tænke at blive saa lykkelig.
Du spørger mig, hvor den Lyksalighed findes, betragt hele
Verden, og see, den har udslaget sit Paulun og sin Boepæl¬
paa mangfoldige forskiellige Skuepladse. Undertiden dog
meget sielden findes dette Gods i et Pallads, men ofte i en
Hytte. En Philosophs eensomme Hule og en Soldats¬
Telt midt iblant Krigens Allarm og Fare ere vexelviis dens


Boliger. Den Rige kan see den i sin Skat, og den Fattige¬
i sin Tigger=Pose. Paa alle disse Steder er den at finde,
men ikke paa nogen af dem gandske fuldkommen. Gak alt¬
saa, og søg din Lykke iblant de forskiellige Verdens Skue¬
pladse. Skulde dette Foretagende ikke lykkes dig, saa kom¬
om syv Aar til mig igien, naar Din Ungdoms Lidenskaber,
har efterhaanden lagt sig, da vil jeg lære dig ved et helligt,
Sindbillede, som vor store Prophet har viist mig i en
Drøm, hvorledes du skal naae Enden paa alle dine Ønsker."
Achmet, som ikke forstod Abudahs Mening, forlod ham saa¬
misfornøyet, som han var kommen til ham, og gik til Jspa¬
han igien Han besluttede nu fuldt og fast, at fyldestgiøre enhver
Tilbøyelighed til Vellyst eller til Ærgierrighed, da han indbild¬
te sig at finde Veyen til Lyksalighed i en af dem. Paa denne
Maade opofrede han sine første Aarsaandske til Forlystelser, som
udmattede baade hans Gemyt og hans Legeme. Men da han
tilsidst ingen virkelig Fornøyelse fandt i sammes Besiddelse,
men meget mere Besværligheder og Fortrydelse, saa forandre¬
de han sin Levemaade og fulgte Indskydelserne af Gierrighed.
Denne malte bestandig den udvortes Lyksalighed saaledes for
hans Øyne, at den sad paa en Throne af Guld. Hans Be¬
stræbelser havde et got Udfald. Ved Hielp af Lykken blev han
en af de rigeste Folk i Østerlandene. Dog alligevel manglede
han endnu immer noget. Magt og Ære fremstillede sig for
ham, og trakte hans hele Opmerksomhed til sig. Endog den¬
ne Attraae blev ikke længe uopfyldt. Han naaede den høyeste
Værdighed i det Persiske Rige. Men af, han kom dog ikke
nærmere til hans ivrigste Ønskers første Maal. Frygt, Tvivl,
og tusinde forskiellige Bekymringer, som ledsager de Sore,
forfulgte ham bestandig, og gjorde, at han søgte sit forrige
Landlevnets rolige Ensomhed igien. Endog dette sidste var
ikke i Stand til, at forskaffe ham mere Trøst, end hans forrige
Omstændigheder. Kort sagt, da han ikke kunde finde Lykken¬
lighed i nogen Tilstand, saa forføyede han sig anden Gang til
Eremitteen, for at beklage sig over Skjebnen, og erindre ham
om hans Løfte. Da Abudah saae ham komme misfornøyet
til sig igien, gav han ham smillende en venlig Bebreydelse og
sagde; Achmet, holdt op, at foragte Skjebnen for den Uro¬
Skyld, som blot reyser sig i dit eget Hierte. See nu den
hele Viisdoms Hemmelighed, at være fornøyet. Ste¬
hvor adskillige unge Svaner svømmer ivrig efter deres egen
Skygge, og see, hvor disse eenfoldige Dyr ligner Menne¬
skene. De iler efter det, som deres egen Bevægelse driver
paa Flugten. See andre, som har udmattet sig ved deres
ufornødne Arbeyde, og i det de sidder stille, naaer det igien¬
som de aldrig havde kundet erholde ved deres yderste Be¬
stræbelse. Lyksalighed, min Søn, er altsaa Skyggen af
Nøysomhed, og hviler eller bevæger sig bestandig med den
Original.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 11


Snakke= og Løyer-Collegiet.
Fætteren Vil J nu have Taalmodighed, gode Ven¬
ner, saa skal jeg forelæse Eder et artigt Stykke.
Det er en Stump af en Engelsk Reyse Beskrivelse.
En gammel Adelsmands Testamente.
Al min Ulykke kommer deraf, at jeg har givtet mig
Notarius nikkede nogle Gange i en Hast, efter hin¬
anden med Hovedet, og fløy og jagede med Pennen paa
Papiiret, ret ligesom han skrev udaf sin egen Hukommel¬
ser omendskiøndt en elskværdigere Kone med meere
Dyd og et mildere Hierte aldrig kan være falden i nogen
Mands Lod." Mig ikke, sukkede Notarius, og skrev lang¬
somt vek . . . "Jeg blev i min Moders Huus indtil mit
femtende Aar (min Fader var død fra mig i min Ungdom,
og hun havde Opsigt over mig, samt lod mig underviis¬
i alle de Videnskaber, som ere anstændige for en Adelsmand.
Min Moder havde en Kammerpige, som lærte mig at føle,
hvad mine Lærere havde fortiet for mig, nemlig at Qvinde¬
kiønnet er skabt til vort Kiøns Fornøyelse. Denne Pige,
forekom mig saa smuk, at jeg fandt en inderlig Fornøyel¬
se, naar jeg maatte kysse hende paa Kinderne, og dette
tillad hun mig ofte. Men et hvert tilfredsstillet Ønske af
dette Slags avlede nye, større, heftig og mig selv i Først¬
ningen ubekiendt Attraae. Men lader Naturen os vel læn¬
ge blive uvidende om dens Hemmeligheder, naar samme
angaaer os saa nær . . . Ney, mumlede Notarius =
Jeg anholdt saa ofte og saa længe hos Kammerpigen, at
hun gav mig den Tilladelse, at jeg maatte besøge hende
om Natten uden Lys i hendes Kammer. Dette Besøg¬
er : (Her blev Blekket saa falmet, at jeg ikke kan læ¬
se Manuscriptet) . . . Pennen bag Øret . . Nogle
Dage derefter, blev den gamle Adelsmand ved, efter at
han havde udpustet lidet, forestillede min Moder mig, at
det var nu den høye Tid, at jeg Personlig maatte søge min¬
Lykke ved det Kongelige Hof. Jeg maatte adlyde, og da
jeg gik i Krigs-Tienesten, gjorde min Fliid, at lære min¬
nye Profession af Grunden, og min Begierlighed efter
Ære, at min smukke Kammerpige og alle andre af hendes
Kiøn gik mig temmelig af Tanker. Jeg havde tient læn¬
ger end i femten Aar, og var allerede Oberst, da Kong Lud¬
vig den Tolvte skikkede mig i en hemmelig Commission til
Kong Albert af Navarra. J den Tid jeg opholdt mig ved
dette Hof, lærte jeg at kiende en af Dronningens Selskabs¬
Damer, hvilken hun havde taget til sig som en fattig Fa¬
der= og Moderløs Frøken; hun indflød mig saadan en Kier¬
lighed ved hendes Person og hendes Geist, at jeg beslutte¬
de, at anholde om hende til min Gemahlinde. Jeg naar¬
de mit Ønske. og havde Himmelen dog været saa naa¬
dig imod mig og nægtet mig samme. Amen pour¬


moi sagde Notarius under Skrivningen, . - . saa havde
jeg ikkun halv saa forskrekkelig en Historie at fortælle
Min Moder, som jeg ikke havde besøgt, siden jeg kom
i Tienesten, men som jeg ofte havde vexlet Breve med, til¬
meldte jeg mit Giftermaal, da jeg havde havt Bryllup, og
lod hende vide at jeg paa min Hiemreyse vilde selv forestil¬
le hende min unge Gemahlinde; men jeg fik ikkun blot et
kort Brev fra hende med en Undskyldning, at hun just var
i Begreb med at giøre en Reyse i en langt borte liggende.
Provinz og kunde altsaa ikke imodtage min Besøgelse. Det
gjorde mig ondt, at jeg ikke skulde faae min Moder at see¬
som jeg saa høyt elskede, og ikke skulde komme til at nyde
min Lykke for hendes Øyne. Men jeg kom med min unge
Gemahlinde til min Konges Hof igien, og blev vel imod¬
tagen; min Herre var vel tilfreds med mit udrettede Ærin¬
de, og enhver misundte mig, eller ønskede mig til Lykke,
med at have fundet en Ægtemage, som man strax i Be¬
gyndelsen holdt for den smukkeste, og siden for den dydigste
Person i heele Verden. Hvor lykkelig var jeg ikke i et Hier¬
tes Besiddelse, som fandt ingen anden Fornøyelse end i mit
Sinds Rolighed. . . - Overordentlig, min Herre,
sagde Notarius; men endnu seer jeg slet intet som kan giø¬
re min Lykke derudi, De maa forlade mig, . . . . Min
Ulykke har været saa stor, Hr. Notarius, at det ikke skulde
giøre Deres Lykke ifald De lod trykke sammes Fortælling,
mit Testamante. Verden elsker saa meget fæle Historier,
til dens Forlystelse! da Franciscus den første kom til
Regieringen, fandt jeg i ham endnu en naadigere Herre,
end i den forrige, og jeg havde intet Ønske tilovers, uden
at faae Børn af saadan en Kone, da jeg en Morgen blev
kaldet til Kongen, som lod mig komme ind allene til sig i
sit Kabinet: De maae ligesom De der staaer, endnu i
denne Time reyse til Tydskland; De skal udrette en hem¬
melig Commission for mig ved Hof. Jeg
blev ligesom slagen af Lynild. - Deres Majestæt vilde
bevise en Naade, om jeg ikkun allene et Par Timer . . .
Sagen taaler ikke den allerringeste Opsettelse. Reyse¬
Vognen staaer færdig neden for Slottet med Tiener og Til¬
behør. Deres Bortreyse skal paa en god Maade blive be¬
kiendtgjort for Deres Frue, og maaskee De kommer snart
tilbage igien. Jeg viste min dybe Ærbødighed for Kon¬
gen, recommenderede mig i hans Naade, og reyste bort¬
Da jeg i Brussel maatte bryde min Jnstruction, saa fandt
jeg, at min Commission var saa lidet vigtig, at samme hav¬
de kundet udrettes ved et kort Brev. Men den tilbudne,
Anviisning paa Penge gav mig tilkiende, at jeg maatte
være bestemt til en lang Fraværelse. Jeg blev qvælet af
en Mængde tvivlraadige Tanker, uden at kunde udgrunde
Aarsagen, hvorfor Kongen saa hastig havde skikket mig bort¬
da jeg dog slet ikke kunde befinde mig noget, hvorved jeg


havde kundet paadrage mig hans Unaade; og det var dog
en Slags Lands-Forviisning, i hvor skiult den endog ved¬
Forevendingen maatte synes at være. Endelig meente jeg at
have kommet efter det, og følte da første Gang, hvad
Skindsyge er for en Pine og Marter, Mig syntes det at være
afgjort, at Kongen var forelsket i min Kone. Og i hvor¬
fast jeg kunde være overbeviist om min Kones Dyd, saa
farlig syntes mig dog en Krones Glands at være. Og
hvad frygter ikke Hiertet for naar det engang har givet Skind¬
syge Rum. Med saadanne hiertepinende Tanker naaede
jeg det Sted, hvorhen jeg var bestemt. Den Minister,
hos hvem jeg skulde udrette min saa lidet vigtige Commis¬
sion, tog overordentlig venlig imod mig; forsikkrede mig,
efter befaling, om vor Konges fuldkomne Naade, men
at Aarsager, som min Konge af meget gode Hensigter ikke
vilde aabenbare for mig, gjorde min Fraværelse fra Fran¬
kerige uomgiengelig fornøden; at jeg, saalænge som disse
Aarsager vedvarede, maatte opholde mig udi Tydskland,
uden at være bunden til et Sted; at de fornødne Penge
skulde ikke fattes mig, o. s. v. Nu blev Ormen i mit Hier¬
te mere nagende end nogen Tid tilforn; min Kones Utroe¬
skab syntes mig allereede at være afgjort, eller dog i den
følgende Tid urundgaaelig, og Kongens Kierlighed til hen¬
de ansaae jeg som en upaatvivlelig Aarsag til min Bort¬
skikkelse, da Ministeren paa det Spørsmaal, om jeg
maatte lade min Gemahlinde komme til mig svarede mig
gandske reent ud med Ney. Dette Ney gjorde mig endnu
mere fortumlet og sandseløs, end en ordentlig Dødsdom,
havde kundet gjort mig. Ministeren merkede det, i hvor
megen Umag jeg end gjorde mig, for at synes rolig, og om¬
endskiønt han kunde giette min Bekymring, saa talede han
dog slet intet derom til mig, men paa den tekkeligste Maa¬
de af Verden gjorde sig al optænkelig Umag, for at op¬
muntre mig, eller i det mindste at adsprede mine Tanker,
uden at det lykkedes for ham.
Det varede ikke længe, førend jeg fik Brev fra min¬
saa elskelige Hustrue. Det var saa ømt og kierligt skrevet,
at jeg var færdig at smelte hen i Taarer derover, uden at
det formindskede min Angest. Hun talede nu om det Haab,
snart at see mig igien, og jeg kunde intet Haab fatte. Det
var en liden Trøst, at vi maatte skrive hinanden til, men
den var ogsaa ikkun meget liden. Hun syntes ikke at vide
noget af de befalinger, som jeg havde faaet, og jeg vil¬
de ikke gjøre hende hverken den Kummer, eller den Glæde,
om hun var mig utroe, at skrive hende samme til Saaledes
forgik nogle Aar, indtil endelig den ædle Kone vilde reyse
til mig, og af Kongen selv ved en Haandbillet fik den Or¬
dre, at hun ikke maatte reyse ud af Landet. Derhos be¬
klagede han høylig, at han i sin Samvittighed var forhun¬
den til at give saadan befaling, som maatte synes for os
begge to at være saa haard og ginsom, men at han gierne
vilde giøre alt, hvad han ellers kunde, for at overbevise os
sin Bevaagenhed. Det Brev hvor med min Gemahlinde
sendte mig denne Kongens Billet, var en livagtig Afmal¬
ning paa alt det, som en dydefuld og ømtelskede Ægtefælle,
kan føle over den voldsomme Skildsmisse fra hendes Mand


. Vilde han ikkun nu dictere, mumlede Notarius,
saa at jeg kunde faae et Begreb derom. Derved, og
ved andre Efterretninger, som jeg havde indhentet om
min Kones Liv og Levnet, blev vel ald Skindsyge reent for¬
jaget af mit Hierte, men ikke den Kummer over den qvæ¬
lende Uvished, hvad der maatte være Aarsag til vor Ad¬
skillelse og min Længsel efter at see min Elskelige, og mit
Fæderneland igien, tog til og voxte med hver Morgen jeg
opvaagnede.
Min Kummer, tænkte Notarius, voxer hver
Aften jeg skal gaae til Sengs.
Jeg var bleven følesløs imod alting undtagen imod
min Lidelse, og troede, at der ikke var noget ulykkeligere
Menneske i Verden, end jeg; ligesom jeg og holdt det for¬
umueligt, at mine Lidelser kunde stige høyere. Men jeg
tog merkelig feyl.
Jmidlertid da jeg gjorde allehaande Udkast, hvorle¬
des jeg skulde komme til Frihed, og faae Tilladelse at reyse
hiem igien, hvorom nogle røbede den yderste Tvivl, og
hvorfra jeg blev afholdet ved den Umuelighed at sætte sig
op imod en mægtig Konge, saa kom jeg i Bekiendtskab,
med den store Philosoph og Naturforsker Theophrastus Pa¬
racelsus Bombastus von Hohenheim. (han maatte bog¬
stavere Navnet to gange for Notarius.) Da jeg var ble¬
ven saa fortroelig med ham, at jeg kunde aabenbare ham
min kummerfulde Situation, viiste han mig saa meget Ven¬
skab, som jeg troer, at blot Medlidenhed var Skyld udi
hos en saa stor Philosoph at han tilbød mig at undervise
mig i alle sine Hemmeligheder, hvilket, som han sagde,
skulde allervissest befrie mig fra mine qvælende Tanker. Jeg
var saa ørkesløs, og saa ubesluttet, at det kostede en ikke
megen Umag, at bringe mig til saadan en Beslutning; og
uagtet det maatte nu være Følelse af det, som jeg den Gang
virkelig leed, eller en mørk Ahndelse af det som forestod mig,
saa erindrede jeg mig ikke, at jeg havde havt en eeneste rolig
Time, og Paracelsus var dog meget fornøyet med min Lær¬
villighed, og holdt ingen Proces hemmelig for mig. Vi¬
har gjort mange og utallige Forsøg, for at opdage Hem¬
meligheden af de Vises Steen; men hvorfor skulde en arm¬
døende Mand ikke bekiende Sandheden, vi har ikke fun¬
det den; men vel udbragt mangt et Arcanum som var nyt¬
tigt for Sundheden og andre Ting.
. Her brændte Notarius den heftigste Forlæng,
sel og den meest brændende Nysgierrighed ud af begge Øyen,
om han ikke vilde aabenhøre ham nogle deraf, men hvad
enten nu, at den gamle Adelsmand ikke merkede det, for¬
di han var formeget sysselsat med sin Historie, eller han ik¬
ke vilde mærke det, fordi han troede at Chymiske Hemme¬
ligheder maatte man ikke aabenbare for nogen, som ikke
vidste, at omgaaes varsomt dermed, saa blev han uafbrudt¬
saaledes ved . . .
Jeg havde lært saa meget hos ham, at om endog al¬
ting i Verden forlod mig, saa kunde jeg i Chemien finder
min ordentlige Underholdning, da man en Morgen bragte
mig den Efterretning, at min Ven og Lærer var Død.
Men jeg troer meget mere, da han vidste alt for herlige Mid¬


ler til at vedlige Sundheden, at han ikkun af Politiske
Aarsager havde ladet udsprede hans Død, og havde begivet
sig hen til et ubekiendt Sted, for at være befriet fra den
Byrde af de mangfoldige nysgierrige Besøgelser. Maa¬
skee han endog befrygtede, at en stor Herre, som troede om
ham, at han med liden Bekostning kunde giøre Guld, skul¬
de tvinge ham til, at arbeyde for ham. Nok var det
man fortalte mig, at han var død, og havde befalet, at
man skulde begrave hans Liig med en vis Phiole i Liigki¬
sten, uden at lade nogen see ham, i hvem det endog maatte
være, og da man nogle Dage derefter havde opgravet ham
igien, efterdi de Geistlige ikke vilde tillade ham, som en
Kietter, at ligge paa Kirkegaarden, saa fandt man intet i
Kisten, undtagen et Liiglagen. Dog maae jeg tilstaae,
at jeg paa mine vidtløftige Reyser, som jeg har gjort, ef¬
ter at jeg havde erfaret min hele Elendighed, paa hvilke
jeg under allehaande Gestalt og Personer har næsten igien¬
nemvandret alle Riger, og hvorom jeg her kunde lade op¬
skrive meget merkværdigt, om jeg ikke merkede at mine Kræf¬
ter vare borte. Jeg har ikke fundet ham, i hvor
meget jeg end har søgt efter ham, saa ofte jeg ikkun har
hørt tale om en Mand, som levede ensomt og indgetogen.
Punkt, Her skaer Notarius en nye Pen til rette.
den at forglemme mig ved Hoffet. Mine Remisser kom
meget sparsomt, dog var jeg i Førstningen bange for at
anholde om min Friehed, at maatte reyse hiem. Men
endelig vovede jeg det; og man svarede mig, at man vid¬
ste ikke andet, end at min bortreyse og Afholdelse fra Hof¬
fet havde været gandske frievillig; jeg maatte altsaa kom¬
Da Kong Franciscus var død, syntes man efterhaan¬
Men jeg maae haste, for at komme til den store
me igien, saasnart det var mueligt for mig. De storten
Dage, som jeg tilbragte med de hastigste Anstalter og fran, hvilken Kongen af Frankerig havde ladet ledsage med en
ligesaa hastig Reyse til Strasborg, forekom mig, i hvor
glad jeg endog meente at være, ligesaa lange som den øv¬
rige Tid jeg havde maattet tilbringe i Tydskland. Men,
Gud, hvor urandsagelig ere dine Veye, paa hvilke du fø¬
rer os til Lidelse eller Glæde. Min elskelige Kone havde
faaet det at vide, at jeg skulde komme tilbage igien. Og
da hun havde hørt, at min Moder laae dødelig Syg, saa
havde hun holdt det for hendes Pligt, at reyse hen til hen¬
de, og paa alle Grændsestæderne havde hun skikket Breve,
til mig, som vare adresserede til Commandanterne, hvor¬
udi hun bad mig at tage den nærmeste Vey til min Mo¬
der jeg hastede derhen, . Men min Moder var allere¬
de begraven, og man var just i begreb med at ville begra¬
ve min Kone, da jeg kom dertil. . . . . Den Smerte¬
var forskrekkelig, som bemægtigede sig min Siel =
hvo skulde kunde troe, at den endnu var i Stand til at
kunde taale meere? Men den var det : - - Et Brev fra
min Moder, En gammel Tiener leverede mig det.
Men jeg føler i Af Gud, lad det efter din Godhed
være endt med dette jammerfulde Liv. Hr. Notarius,
her er Brevet, sagde han med en svag Stemme, og trakte
det vel forvaret op af en Brevtaske; vær De saa god at
bekjendtgiøre det; dog maae de skaane mit Navn, Magt¬


te dog mangen en lære deraf, at et lidet Feyltrin, som det
synes os, kan udbrede den største Jammer over vort Liv¬
Af Gud lad det ikkun være over dette Liv. Og nu Hr.
Notarius, lad mig nu være allene i Rolighed, for at bede
ham om Naade, for hvis Domstoel, jeg strax skal aabenbares.
Den gamle Jomfrue. Dette var et besynderligt Te¬
stamente. Lad os nu tale om Andet.
Avis=Collegiet.
Sætteren. Har J hørt om den Heremester der har været
Sætteren. Har J hørt om den Heremester der har været
J Brunsvig?
Den gamle Jomfrue, Ney, min deylige Fætter, for¬
tæl os noget om ham.
Den gamle Ungkarl. Jeg meente, at vore Tider vare
nu ret oplyste, saa at Overtroen havde faaet reent Afsted.
Fætteren. Ney, ney, man finder i vore Dage endnu
Folk nok, som ere Daarer, og andre, som formerer hines Hob,
og søger at trekke Fordeel af deres Blindhed. Til disse sidstes
Tal kan man henregne en vis saa kaldet Magister Ofangeler
Hofang, som i Fior i Brunsvig har vildet indbilde Folk, at
han kunde mane og besvære Dievelen og andre Aander, og
forstod at grave efter Penge. Men han forstod denne Kunst¬
meget slet; thi han var selv en fattig Dievel. Derimod har
han virkelig forstaaet sig paa, at giøre sig usynlig, thi da han
skulde have været arretteret, saa var han ikke meer at finde.
Man har udsendt Stikbreve, for, om mueligt, at faae fa¬
paa denne Bedrager.
Den muntre Jomfrue. Det er saa sørgeligt, Fæt¬
ter, En Magister gjort sig usynlig. Har han ikke nogen.
anden rar Nyehed at fortælle os.
sætteren Jeg vil fortælle om den kloge Bønde. Til¬
Frankfort kom en Bønde fra Lothringen, ved Navn Dispe¬
Dage, som jeg tilbragte med de hastigste Anstalter og fran, hvilken Kongen af Frankerig havde ladet ledsage med en
Escorte til Mannheim, og Churfyrsten paa lige Maade til
Maynz, og derfra til Frankfurt, hvor han ligeledes har
Vagt hos sig. Denne Mand har paa det sidste Sted i en Tid¬
af omtrent 10 Dage cureret over 500 Personer i et stort An¬
tal Tilskueres Nærværelse, nemlig Pukkelryggede, Lamme,
Døve, Stumme, og dem, som vare beladte med den falden¬
de Syge &c. og hver i sær i en Tid fra en til to Minuter. Han¬
bruger intet andet, end sin Haand dertil, og Hovedet ved de¬
Pukkelryggede. Men mange har han ikke antaget, men strax
sagt dem, efterat han havde seet dem i Ansigtet, at han ikke
kunde hielpe dem, og de maatte altsaa bære deres Kors med
Taalmodighed. Hans Fader og Farfader har ligeledes kun¬
det curere saaledes, men de ere begge to blevne ombragte. Han¬
tager slet intet af de Fattige, men giver dem Penge til. Efter
Operationen smører han de Syge med en Salve, og foreskri¬
ver dem, hvorledes de skal forholde sig. Fra Frankfurt blev
han forskreven til Dresden; men hvor han siden er kommen
hen, veed jeg ikke.
Den muntre Jomfrue, Hille min troe, hvilken klog¬
Bonde er ikke den. Det er jo Mirakler den Mand kan giøre.
Men mon det og være sandt?
Sætteren. Det har i det mindste staaet i Aviserne; men¬
derfor kan det endelig nok være usandt.


Den gamle Jomfrue. Jeg læste forleden i en Avis,
at Tyrkerne toge Flugten, og Janitskarerne nedsablede saa¬
mange ved den Leylighed. Disse Janitskarer har jeg ikke
noget ret Begreb om. Vær saa god og oplys mig derom Hr.
Hovmester, Jeg kan nok tænke, at det er af dem Janitskar
Musiken har faaet sit Navn.
Hovmesteren. Janitskarerne ere Tyrkiske Soldater.
De erovel behiertede Folk, men deres Maade at fægte paa,
fortiener nu omstunder at foragtes. De rebellerer gierne, ned¬
sabler deres Officierer ved første Anledning til Misfornøyelse,
og tvinger ofte deres Generaler uden al Grund, til at voveen¬
Trefning; thi naar Generalerne gaaer i et Slag, saa lader
de gemeenlig Leyeren med alt sit Tilbehør blive staaende, for
ikke at giøre Soldaterne bestyrtsede. Bliver de slagne, saa
ere de meere betænkte paa, at conservere sig selv, end Leyeren.
Janitscharer søger gjerne at faae Heste, og dræber Rytterne,
som falder dem i Hænder; og det er dem ligemeget, enten det
er Ven eller Fiende. Naar det falder ulykkeligt ud, saa flyg¬
ter de allesammen, paa det at de ikke skal blive mishandlede af
Janitscharerne, følgelig bliver og Janitscharerne mestendeels
nedsablede af Fiender, som setter efter dem, naar Rytteriet
forlader dem.
Den gamle Jomfrue. Men er det ikke spaaet, at Tyr¬
kens Magt skal nu have Ende?
Hovmesteren Jo vist, mange lettroende Folk har
havt nok at bestille med en Spaadom, som skal være funden i
et merkværdigt Verk, der er trykt i Aaret 1570. Derudi,
skal det hede: "at Mahomets Love ikke skal vare længer, end
i 1000 Aar, og at det Ottomanniske Rige skal endes med
den femtende Sultan, at Russerne og Venetianerne ere de
Redskaber, som skal til intet giøre dette Rige." Der er
næsten ingen mere, som tvivler om denne Efterretnings Tilfor¬
ladelighed, at Constantinopel skal snart igien være i Christnes
Hænder, og at Korset igien i Stedet for den halve Maane¬
skal staae paa Stampuls Taarne.
Den gamle Jomfrue. Gid det var saa vel! Troer¬
han da ikke den Spaadom, min gode Hr. Hovmester,
Hovmesteren. Ney, Jomfrue, jeg er i den Fald alt
for vantroe.
Giftermaals=Collegiet.
en muntre Jomfrue. Har De hørt, at Hr. Uegen¬
nyttig har slaaet Forlovelsen op igien med Kieresten?
Den gamle Jomfrue. Ney, hvorfor mon det være
skeet?
Den muntre Jomfrue. For hun lod ham vide, at hun
holdt hans Hensigter ikke for at være gandske uegennyttige.
Den gamle Jomfrue. Hvilket Jndfald, Disse
Mandfolk har dog mange Nykker. Jeg gad nok vide, hvor
mange af dem der vel frier uden egennyttige Hensigter.
Fætteren. Da kan jeg have den Ære, at sige Jomfruen,
at veltænkende Mandspersoner har aldrig egennyttige Hen¬
sigter ved deres Frierier. Jeg skal fortælle hende et rart Exem¬
pel derpaa.
En Engelsk General, ved Navn Blacheney, forelskede
sig for nogle Aar siden en Engelsk Dame, som blev holdt for


meget riig, og tilbød hende Ægteskab. Efterat hun i nogen
Tid havde taget det i Betænkning, gav hun ham endelig det
Svar: "Hun vidste nok, at hun passerede for at være meget
rig; men for ikke at bedrage ham, saa vilde hun her lade
ham see en Optegnelse paa hendes Eiendomme og paa hen¬
des Gield. Hr. Blacheney vægrede sig ved denne Undersø¬
gelse, og forsikkrede, at det ikke var hendes Penge, men hendes
Person, som havde indtaget ham. Men det hialp ikke, Damen¬
nødte ham til, at foretage Undersøgelsen. Han befandt da,
at hendes Gield var langt større end hendes Formue. Men¬
da han havde megen Høyagtelse for hende, og aldrig havde
været interesseret, saa sagde han, at hun for hendes Person
var ham dog altid saa kostbar, som om hun virkelig besad dob¬
belt saa meget, som man havde udgivet hende for at eye. Den¬
ne Tilstaaelse bevægede Damen til at aabenbare hendes rette
Omstændigheder for ham. Hun viste ham da, at hendes
Formue langt oversteeg det hidtil derom gangne Rygte. Men¬
Hr. Blacheneys Ømsindighed og fine Tænkemaade fandt sig
saaledes fornærmet ved dette Kierligheds Stratageme, at han
reent ud sagde hende: "Det gjorde ham ondt, at hun ved saa¬
danne Kunstgreb vilde sette Prøve paa ham, da hun dog
burde ikke have holdt ham for at være egennyttig, efterdi
han altid havde gjort Profession af Uegennyttighed." Han
tog derpaa en høftig Afskeed med hende, og uagtet al hendes
anvendte Møye, vilde han aldrig indlade sig mere med hende,
men heller miste den hele Rigdom hun eyede, end leve med en
Kone, som havde fattet saa sterk Mistanke til hans Op¬
rigtighed.
Den gamle Jomfrue. Hr. Blacheney har ret været
en Phoenixiblant Mandspersonerne. Jeg kan neppe troe, at
den Historie er sandfærdig.
Den muntre Jomfrue. Der er jo aldrig nogen Feyl¬
hos Mandspersoner. Deres Hensigter ere jo altid saa reene,
som deres Stads er pyntelig. Jkke saa, kiere Fætter,
Fætteren. Jeg nægter ikke, at menige Mandfolk jo har
egennyttige Hensigter, og at de lettere kan have dem, end
Fruentimmer, der ikke har saadan Valfrihed som hine; men
overalt findes dog flere Mandfolk, som ikke har, end som har
den Egennyttighed, vi nu taler om.
Den muntre Jomfrue. Javist. Forelskede Mand¬
folk taler for om at dræbe sig end de tilstaaer de ere egennyttige.
i deres Kierligheds Fordrag.
Fætteren, Man har og Exempler paa, at de virkelig
har taget sig af Dage. Der var for nogle Aar siden en Frie¬
i Jrland, som hængte sig af Fortvivlelse, da Kieresten ikke
vilde elske ham, fordi hun troede at hans Hensigt var egen¬
nyttig; men han blev saa tidlig nedskaaren, at han kom til¬
Live igien.
Den muntre Jomfrue. Det var et uegennyttigt for¬
liebt Stakkel! Saa tog hun ham vel siden
Fætteren. Ja, da hun havde faaet denne Prøve paa
hans Uegennyttighed, saa tog hun ham; og de levede meget
fornøyede tilsammen.
Den gamle Jomfrue. Gid Pokker troe deres Uegen¬
nyttighed, og jeg ikke.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mands. Tidende.
No. 12


Snakke=Collegiet.
Fætteren. Har de Lyst J gode Venner at høre:
En Drøm om Sielens og Legemets Omvexling.
J¬
eg var af et Par Timers Spadsere Gang temmelig
udmattet, og mine afmattede Kræfter trængte til
en Vederqvægelse og Forfriskelse. Jeg udvalgte da
Sengen til mit Hvile-Sted og Søvnen til min vederqvæ¬
gelse. Jeg havde ikke længe paa mit søde Leye udi mine
Betragtninger igiennemgaaet den udenlandske Luft, og min
Jndbildning havde nyelig begyndt at indgyde udi mit vidt¬
tænkende Sind de meest følende Fornøyelser, som fornem¬
mes, naar man seer sin Lyst opfyldt og sine Ønsker at stand¬
se der, hvor man den meeste Tiid har sine Tanker, da den
uventende og sagte snigende Søvn hendulmede mit Legeme¬
og imodtog Resten af mine Indbildninger med en Drøm, som
flyedte min Siel meere at giøre, end Lirettes flere Væsen for¬
aarsager en Petit-Maitre af det ømmeste Slags. Jeg drømte
da, men jeg drømte tillige sødt, og som jeg vilde. Min Siel¬
igientog med et ønskelig da Capo det samme nu da jeg var
sovende, som jeg vaagende havde foretaget mig at betragte.
Og hvis der er nogen Morphens til, da er jeg ham
tusind Tak skyldig for den skiønne Forklaring, jeg fik paa
mine Tanker.
Den store Lyst, jeg havde, førend jeg sov ind, til at
reyse Udenlands, forsvandt ved den lette Reyse, min Aand.
i Sælskab af en let svevende Skygge, gjorde til det for¬
tryllende Paris.
Min Aand standsede ved Haven af det Kongelige Lyst¬
Huus, hvor jeg blev opmærksom, og fik Øye paa et Fru¬
entimmer fra samme Landskab, hvor mit Legeme hvilede,
imens min Aand gjorde Lyst=Reyser.
Jeg bøyede alle mine Lemmer i saadanne fordeelagtige
Bugter, som jeg slutter deraf, at min bekiendte Jomfrue
besvarte mig med en Mængde Parisiske Artigheder, udi
en saadan Hiertens Ydmyghed, at der var ingen Haab
mere om, at skille hende fra en indfødt Fransk.
Jeg nærmede mig til hende med lutter danske Lader,
endskiøndt det var nær ved at den franske Luft havde fan¬
get mig og gjort min Aand til en Franskmand.
Jeg giver mine Læsere at betænke hvor Angesten be¬
tog mig, naar jeg tænkte som laae hiemme udi Sengen, nu
da min arme Siel stoed i Fare for at blive fransk, men
et got Raad faldt mig ind, saa jeg slap uskadt fra denne
forskrekkelige Forvandling.
Jeg kom da bag ved Haven med Jomfruen og for¬
talte hende, at jeg var kommen fra hendes Føde=Land¬
hvor der var skeet saa mange Jord Skjælv udi Hanreder¬


nes Sovekammere, og at saa mange Skiønheder vare for¬
gaaede i Kraft af Speyle, Sminke og Skiøn-Pletter.
Men achl forskrekkelig, Min Jomfrue var saa fransk, at
hun ligegyldig anhørte disse hendes Søstres laqueerte Skjæb¬
ne, og forskrekkelige Begivenheder.
Mine bevægende Tallemaader bragte hende dog om¬
sider paa de Tanker, at hun vilde forlade Paris for en
vis Tid og reyse med mig hiem, at besøge sine Venner:
Hun gjorte sig færdig, og fulgte mig.
Da vi vare en Dags Reyse fra hendes Forældres
Gaard, som laae udi den behageligste Egn udi mit Føde¬
Land, møder os en Bonde, hos hvilken vi fik at vide, at
hendes Forældre var hiemme uden Fremmede.
Jeg geleydede hende da til hendes gode Forældre,
som bleve hilsede og omfavnede af et Fruentimmer, som
de mere ansaae for en fuldkommen Francoise end for deres
Datter.
Men da hun videre have udladt sig, og overtydet den
om Sandheden, kunde den gamle Mand, hendes ædle Fa¬
der ikke længer gjemme de Taarer, som havde deres Udløb
fra en reen Kilde, fra en om Faders oprigtige Hiertelag.
Han omarmede hende og raabte: Kiereste Veninde¬
er hun min Datter,
Han fik ikke andet Svar end en spæd Lyd af frand¬
ske kielne Tallemaader, som hans Jomfrue Datter havde
opsamlet paa Viin og Caffee=Huuse udi Paris.
Saa meget som nu den dyrebare Mand beklagede sin
forgjorte Datter, (som han kaldte hende) saa indtaget
af Glæde var hendes Moder, der saa sit levende Skilde¬
rie udi sin saa vel omgjorte Datter.
Hendes Fader, som var en Mand af en sund dansk
Forstand, og som hverken igiennem Jndbildnings sorte
Dunster, eller med andres Øyne betragtede en Sag, saae
vel at hans Datter havde glemt og tabt alt det, som hun
havde ført hiemme fra sin Faders Huus, udi Paris, und¬
tagen en Specie Daler, som hun endnu have tilbage af den
danske Mynt.
Da hun reyste fra sin Faders Huus havde hun et
sundt Legeme, men nu da hun kom hiem, er hun hver For¬
middag og hver Aften syg, da hun deeler Formiddags Ti¬
merne imellem Kaffe=Kopperne og en fransk Blund, og
slutter Aftenen med en Skok Sukke efter Paris.
Da hun drog fra sin Faders Huus, havde hun en god
Forstand, nu da hun er kommen hjem er hendes Hierne paa
et got Raad faldt mig ind, saa jeg slap uskadt fra denne
fuld af omsvævende Skygger af Petit Maitres og slige Bil¬
leder.
Jeg kom da bag ved Haven med Jomfruen og for¬
Da hun tog bort fra sin Fader, havde hun et Hoved,
mage til de danske Fruentimmers, men nu tvivler maa om,
hvor man skal lede om Jomfruens Hoved.


Da hun reyste fra sit Fæderneland, kunde hun gaae
vel, men nu tvivler hendes Fader, og frygter for, at de
første Penge, han skal give ud, bliver til et par Krykker;
thi hendes Gang falder saa mat, som deres der skal følge Liig.
Da hun reyste hiemme fra, havde hun et uskyldig og
rødt og hvidt Ansigt; men nu seer det ud som en laque¬
ret Maske, og desuden har Skjebnen smurt en sort Plet¬
just paa det Sted i hendes Ansigt, hvor Naturen havde
gjort sine behageligste Trek, som den Parisiske-Fruentim¬
mer=Lov, nu har gjort usynlig. Hun reyste hiemme fra
med saa men maadelige Klæder, som kunde være nok for¬
et dansk Fruentimmer=Legeme, men nu er hun saa dybt
indhyllet udi Klæder, at man skal lede længe efter hende,
førend man finder hende.
Hun drog hiemme fra med et Par Hænder, som vare be¬
qvemme til at røre ved Kiøkken og Bryggers-Tøy, men nu
har de en Couleur som vor Jomfrue kunde ligge Liig, og duer
til intet andet end til at kline Kysse paa, til at slaae en Vifte op¬
og, og til at prøve et par Armbaand paa.
Da hun reyste hiemme fra kunde hun læse i hvilken
dansk Bog hun skulle, men nu møder der hende en Parisisk
Qvalme, hver gang hun faaer Øye paa et dansk Skrift.
Kortelig:
Vor Jomfrue forretter sin Andagt paa fransk. Hun
spiser og drikker paa fransk. Hun gaar paa fransk. Hun lig¬
ger paa fransk. Hun leer paa fransk. Hun græder paa fransk,
Ja hun, saamænd elsker paa fransk.
Hendes Fader, som er en lærd og dybsindig Mand er af den
Tanke, at hendes Siel og Legeme er bleven ombyttet udi Pa¬
ris, saa at han længe har haft i Sinde, at bekiendtgiøre i de
Franske Aviser, at hvem der kan opsøge og finde hans Dat¬
ters danske Siel og Legeme, som hun fik ved Fødselen, skal
han til Belønning faae den franske Siel og Legeme, som
han har faaet udi hans Datters Sted.
Hofmesteren. Her er en anden Allegorisk Drøm¬
Ærens Tempel.
en forfærdelig stor Ørken havde afsondret mig fra alle men¬
neskelige Selskaber. Længselen efter at slippe bort fra
dette Sted fordobblede mine 6. ridt; men jo mere jeg haste¬
de, jo mindre syntes denne forskrekkelige Egn at faae Ende,
hvilket satte mig i en meget stor Bekymring, som blev for¬
meret derved, at Solen begyndte at dale.
Jeg stod pludselig stille. Jeg lod mine Øyne endnu
engang løbe over den heele Egn, for at forsøge, om jeg maa¬
skee nu kunde opdage en Vey, som jeg forhen ikke havde mer¬
ket. Men neppe vendte jeg mig noget til Siden, saa saae,
jeg en ærværdig gammel Mand ved Siden af mig, som sat
te mig i en behagelig Forskrekkelse. Han lod sig see for mig i
samme Skikkelse, i hvilken den unge Telemach fordum saae
Præsten Termoir, da han vogtede sin Hjord i Ørken Avisis.
Den Tillid, som denne gamle Mands venlige Aasyn op¬
vakte hos mig, gjorde mig dristig. Min kiere Fader, be¬
gyndte jeg jeg er bleven vildfarende i denne Ørken uden at jeg
veed, hvorledes dette er hændet mig. Jeg var allerede ble¬
ren bekymret derover; men dit Møde og den Venlighed,


som jeg har merket i dine Øyne, lader mig nu haabe en En¬
de paa min Frygt.
Neppe havde jeg udladt mig paa denne Maade imod
ham, førend han rakte mig Haanden. Min Søn, sagde
han med en giennemtrængende Stemme til mig, vel fornøyet
med dette Tilfælde. Jeg vil ledsage dig ud af denne Ørken og
føre dig paa en Vey, hvor du kan komme til Ærens Tempel.
I Øyeblikket vendte han sig imod Østen med mig. Vore¬
Fødder rørte vel ved Jorden, men vi syntes dog at komme af
sted med en ugemeen Hastighed. Jntet, sagde han under¬
veys, møder Menneskene af en Hændelse. Deres gandske
Liver en Kiede af saadanne Tildragelser, som bliver bestyrede
af en viis Magt. Det kommer blot an paa Menneskene om de¬
ikke trekker den Fordeel af disse Omstændigheder, som nød¬
vendig maae flyde af en enhver viis Hensigt. Da de ikkun
løselig betragter alle Tings nøye Sammenhæng, saa geraa¬
der de i Tvivl, Frygt og Overilelse, som bibringer dem for¬
kierte Begreber om sig og om Verden. De haster efter et
Gode, og deres heele Foretagende fører dem langt bort fra
samme. Ubestandige i deres Øyemeed forfalder de paa saa¬
danne Midler, som deres forkeerte Begreber giver dem,
og efter dem bedømmer de deres hele Skjebne.
Under disse grundede Forestillinger vare vi allerede kom¬
men til en stor Skov, og inden faa Øyeblik saae vi os
paa en bred banet Landevey. Veyen var saaledes opfyldt
med Reysende, at man overalt maatte trenge sig frem imel¬
lem dem. Vi holdt os paa den Side ved Træerne,
hvor vi vare sikkerst for Anløb. Min ærværdige Ledsager,
merkede snart min Længsel efter at vide Aarsagen til denne
Forsamling. Alle disse Mennesker, sagde han, som du seer
i saa sterk en Bevægelse, haster til Ærens Tempel, som dog
den allermindste Deel naaer.
Jeg betragtede de Forbigaaende med en flittig
Opmerksomhed. En Mand med et blot Sværd gjorde sig
allevegne Plads. Hans Klæder rygede af Blod og Grusom
hed og Skræk straalede ud af hans Øyne. Ham fulgte en
anden, hvis Klædning var tilberedet af Vaaben og Ahnebreve,
og som med en latterlig Stilling stødte alle bort fra sig, der ikke
vilde gaae af Veyen for ham. En tredie saaes, som havde en
overmaade mørk Ansigts Mine, og som ikke uden Møye flæ¬
bede en stor Bog bort med sig, paa hvilken var trykt med meget
store Bogstaver en forskrekkelig lærd Titel. Efter ham kom¬
en Mand, som med lydelig Røst advarede de andre for Afveye,
hvilke laae forborgene i denne Skov. Men det varede ikke
længe, saa hørte man slet ikke meere til ham, og et vildt Skraal¬
tilkiendegav os, at han var blevet forvildet i en Hekke, og var
bleven undertraadt af en fortvivlende Hob. En Statsmand
faldt mig i Øynene. Han fulgte en Prinz, som vinkede
ad ham, og som han søgte at nærme sig til med tusinde forun¬
derlige Stillinger. En anseelig Mand gik foran ham, der
maaskee havde ligesaadan Hensigt som han. Han snublede,
og hiin betiente sig af denne Leylighed; han stødte ham
gandske omkuld, og banede sig Vey over hans Ryg til sin
Prinz. Nu lod sig en Mand see, hvis Klædning var paa det
sterkeste forsynet med Guld og Ædelstene, paa det at han skul¬


de ikke faae et lidet Fortrin frem for alle andre. Ved Siden
af ham gik et ungt Fruentimmer, som viiste ikke mindre Pragt.
Hun var omgiven af en Hob gamle og unge Mandspersoner,
som med den største Omhyggelighed gave Agt paa hendes
Øyekast, og som med hver Stilling syntes at tilbede hende.
J hendes Øyne læste man en foranderlig Fornøyelighed, som
var ledsaget af en ugemeen Stolthed. Efter hende kom en
Nonne, som gik frem med foldede Hænder og nedslagne Øyne.
Hun stial sig ofte til, at give hendes Øyne mere Frihed; men
naar hun merkede, at man gav Agt paa hende, saa slog hun,
dem strax ned igien i deres ydmyge Stilling. Et velklædt
Menneske gjorde paa den anden Side ikke liden Bevægelse.
Han udkastede Guld med fulde Hænder, hvorefter hans Led¬
sagere grebe, for hvilke han paa denne Maade søgte at fortie¬
ne et Fortrin. Strax derefter kom en bedaget Kone, som
med de bitterste Klager besværede sig over, at man ikke vilde
indrømme hende det Fortrin, som hun dog troede at fortiene.
Et meget stort Antal af disse Vandrere forekom mig som
Drukne. Alle disse fortsatte deres Vey, uden ret at vide hvor¬
for, de tumlede fra et Sted til andet, og de syntes blot at have
udvalgt denne Reyse, efterdi de fandt andre for sig paa Veyen.
Tusinde mødte mig dog, som jeg formedelst deres store Hast¬
ikke ret kunde betragte.
Vi saae nu Enden paa Skoven, og to Templer faldt os
i Øynene, som laae hundrede Skridt fra hinanden paa to høye,
Bierge. Det paa høire Haand var opbygget af hvidt, og
det paa venstre Haand af sort Marmor.
Paa det ene stod med tydelig Skrift: Ærens Tem¬
pel, og paa det andet ligesaa kiendeligt: Hovmods Tøm¬
pel. To Døre aabnede Indgangen til begge disse Bierge.
Den ene havde den Overskrivt: Selvkiendelse; den anden;
Forvovenhed, og begge vare tet sammen. Min Ledsager
førte mig lige hen til den første; men jeg fandt ved Synet af
Overskrivten en hemmelig Modbydelighed, til at gaae igien¬
nem denne Dør. Jeg saae mig om paa alle Sider, om der¬
ikke var nogen anden Vey til Ærens Tempel, men jeg kunde
ikke finde nogen, uden den ommelte Indgang. Næsten alle
Reysende toge Veyen paa venstre Haand. Mange havde alle¬
rede med et stort Frydeskrig naaet Forvovenheds Døren, hvor¬
de bleve imodtagne af et prægtigt pyntet Fruentimmer. Jeg
følte en uvis Lyst til ligeledes at begive mig derhen. Pragten
faldt mig engang i Øynene igien, og det Glædes=Raab, som
jeg hisset hørte, rørte mit Hierte.
Min ærværdige Fader syntes at mærke min Bevægelse,
han fordobblede mine Skridt, og trakte mig nedbøyet med sig
igiennem en lav Selverkiendelses Port. Saa snart jeg hav¬
de reyst mig op igien, stod en bedaget Mand for mig, som viste
mig et klarslebet Speyl, og paa mindte mig, at see derudi. Jeg
gjorde det, og strax faldt mig et Dekke fra Øynene, som hid¬
indtil havde hindret mig fra, ret at kiende den sande Ære. En
klar Straale, som skiød ud fra dette Speyl, giennemtrængte
mit hele Væsen. Jeg fandt en Afskye for de Laster, som fore¬
kom mig i deres sande Skikkelse, og min Siel blev opfyldt med
en Drivt, som paa det kraftigste tilskyndte mig til Dyden. Jeg
merkede et Trek til Æren, som var gandske og aldeles forskjel¬


ligt fra det, hvilket jeg hidindtil havde følt. Jeg saae
Hensigten, hvorfor det høyeste Væsen havde dannes mig, og
indsaae den paa det tydeligste, og jeg brændte af Længsel efter
at finde min Ære i den fuldkomne Skabers Efterlignelse.
Her begyndte min Ledsager atter at tale til mig. Jeg
har vel merket, min Søn, sagde han, hvad for Tilbøyelighe¬
der der ere opkomne i dit Hierte ved Synet af denne Port¬
Dette er just Aarsagen, hvorfor saa mange Mennesker bliver
ulykkelige, efterdi de lader sig bedrage af Skinnet. Forva¬
venhed forblinder deres Syn, og de falske Forestillinger lokker.
dem i deres Fordervelse ved en saa synende Behagelighed. Det
Fruentimmer, som du hisset seer i den sminkede Pynt, er Hov¬
modigheds falske Vellyst, som bedrager alle disse Forblindede,
og, under Forevending at ophøie dem, styrter dem i den dybe¬
ste Afgrund.
Følg mig, blev han ved, jeg vil lade dig see Ærens¬
Tempel, hvis Præstjeg er, paa det at du skal beholde Ind¬
trykket deraf desto fastere ved dig. Jeg tog fat paa hans
Haand med en ærbødig Fornøyelighed, og trykte den af en
lyksalig Følelse. Paa den Vey, som førte op til det øverste
af Bierget, bad han mig at see mig omkring. See der, sagde
han, tre Mænd, hvilke har afsondret sig fra den store Hob, og
har fulgt os igiennem Selverkiendelses Port.
Den første er en Præst, som forestaaer en Menighed paa
Landet. Han har ladet sig det være høyst magt paaliggende,
at anføre samme til en sand Kundskab om alle Tings Skaber.
Han er deres Fader, som paa det kierligste besørger fine Børns
Lyksalighed. Hans Exempel har været dem den kraftigste
Lærdom, og hans Gudsfrygt, hans Sagtmodighed, hans
Taalmodighed og hans Ydmyghed har gjort al Virkning hos
hans Tilhørere. Hans Sted er allerede afgjort i Templen,
og han faaer Fortrin for mange ellers saa kaldede Høy¬
lærde.
Den anden er en Dommer, som tager sin Plads
over to og halvtredsindstyve Helte. Aldrig har han fæl¬
det nogen Dom, som har fornærmet Retfærdighed. In¬
gen Fattig er forfulgt af ham. Jngen Fremmethadet,
gen Rig bestyrket i sin Ondskab, og ingen Forladt bleven¬
agtet. Han har straffet de Onde, for at forbedre dem og
ophøyet og belønnet Dyderne, for at opmuntre Menneskene
til deres Efterfølgelse.
Den tredie er en stor Fyrstes Raad. Han har Landet
at takke for, at det lever i Rolighed med sine Naboer, at en¬
hver nyder sin Jndkomst med Fornøyelse, at Uretfærdighed
er blevet forlaget, og at Dyd og Fortieneste har faaet Fortrin¬
Han er aldrig træt af at høre og hielpe, og han betiener
sig blot af sin Anseelse, for at giøre hans Herres Undersaatter
lykkelige. Han vil endog faae Fortrinner for mange Fyrster,
og man vil inddrømme ham en besynderlig Plads og Alter.
Efter denne Forklaring fortsatte vi vor Vey, indtil vi¬
kom til Templens store Dør. Denne prægtige Bygning hvi¬
lede paa tolv Støtter, paa hvilke vare skrevne ligesaa mange
Dyder. Jeg gik ind i Templen med en hellig Ærbødighed,
og var begierlig efter, at see mig om efter alle gamle Helte der¬
udi. Men hverken Alexander, eller Cæsar eller August vare


at findeder. Derimod fandt jeg Borgere, som oprigtig hav¬
de elsket deres Fæderneland, Mødre, som havde opdraget deres
Børn til dydige Borgere, Koner, som havde ophøyet sig for¬
medelst deres Troskab og Standhaftighed, og saa Fyrster, som
havde været deres Folkes Fædre.
Jeg var just i Begreb med, endnu videre at betragte alt
dette, og endnu at gaae ind i adskillige andre Afdelinger i
Templen, da et forskrekkeligt Tordenslag gjorde mig paa een¬
gang opmerksom. Jeg vendte mig hen til den Egn, hvorfra
det kom, og saae, at en fortærende Jld angreb Hovmodigheds
Tempel. Et jammerligt Skrig og Hylen opfyldte hele Eg¬
nen, og efter et sterkt Knald aabnede Jorden sig, og opslugede
den brændende Tempel med alle de Tilstædeværende.
Handels=Collegiet.
(See No. 1 og 2.)
orgeren paa Landet. Hvorledes undgaaes Tvety¬
digheden ved Vexler, Vær saa god og forklar mig denne
Vexling tydeligere?
Borgeren fra Hovedstaden. At vexle er egentlig at
ombytte det ene Slags gangbare Myndt paa et og samme
Sted, imod et andet Slags, enten større eller mindre be¬
dre eller slettere, i hvilken sidste Fald for det bedre Myndt¬
Slags betales nogen Agio eller Opgeldt, naar samme ud¬
vexles imod ringere Penge Sorter. Men et Vexelbrev¬
er noget gandske andet; efterdi man ved dets Udtagende sø¬
ger at faae Udenlandske Penge og paa et udenrigs Sted.
Og da udenlandske Penge ikke ere gangbare hos os, saa
maae de kiøbes og sælges for vore Penge, ligesom anden
Vahre. Vexel er derfor en Penge=Handling, som beroer
paa Overeenskommelse imellem Kiøbere og Sælgere, hvor¬
formedelst Kiøberen, for en betinget Summa indenlandske
Penge, tilhandler sig udenlandske Gangbar Myndt, som
efter Anordning udbetales paa et fremmet Sted.
Borgeren paa Landet. Hvor mange Personer har egent¬
lig at bestille og maae legges Merke til ved et Vexelbrev,
Borgeren fra Hovedstaden. Ved et Vexelbrev har
man fire Personer at merke. Den, som behøver at udgi¬
ve Penge i fremmede Lande, og som til den Ende maae
kiøbe Vexelen, kaldes Wexel=Tagere (Remitteent). Den,
som for rede Betaling til en anden overlader Penge, at hæ¬
ves paa et udenrigs Sted, kaldes Vexel Giver (Trassent)
Den, som i en udenlandsk Stad indehaver Vexel Give¬
rens Penge, og som skal indløse det udgivne Vexelbrev,
heder Vexel=Betalere eller Godkiendere (Acceptant), og
undertiden Factor eller Commissionair. Den, til hvilken
Vexelbrevet skikkes, og som foreviser det paa det bestemte
Sted, samt optager Penge derfor, heder Vexel=Indeha¬
vere (Presentant).
Borgeren fra Landet. Jeg gad have et ret tydeligt
Begreb om et Vexelbreys udvortes Form.


Borgeren fra Hovedstaden. For desto lettere at
forestille sig en Vexels Beskaffenhed, vil jeg anføre et
Exempel paa et Vexel=Brev. Lad Petrus i Upsalg af John
i London forskrive Bøger for 100 Pund Sterling, og lad
Clas i Stokholm sælge Stangjern til Jsaac i London og
derpaa have til Gode 100 Pd. Sterl. Petrus i Upsala har
ingen andre, end Svenske Penge, hvormed han ikke kan be¬
tale sine Bøger i Engeland; han maae derfor af Clas i
Stockholm kiøbe en Vexel paa 100 Pd. Sterling i Lon¬
don, som efter nu værende Vexelpriis a 75 D. p. Sterl.
betales med 7500 Daler Kobbermyndt, hvorimod han faae
saadant et Vexelbrev.
Stockholm den 6 Augusti 1761. L. 100 Sterl.
Dem Herrn gelede diesen memen prima Wechsel¬
Brieff auf enkel Uso zu zahlen an Herrn John oder Or¬
dres, ein hundert pund Sterling, die Werth von Petro¬
in Upsala empfangen, er volle gute Zahlung thun, und¬
mit a conto stellen, laut advis.
An Herrn Jsaac in London.
Clas¬
Her er Clas Trassent, Petrus Remittent, som til Pre¬
sentanten John i London oversender Vexelbrevet, for der¬
med at betale de erholdte Bøger; da John ved Vexel=Bre¬
vets Foreviisning for Acceptanten Jsaac i London, bekom¬
mer sin Fordring 100 Pd. Sterling.
Borgeren fra Landet. Det forstaaer jeg. Men¬
naar nu Vexel skulde trekkes fra London til Stockholm,
hvorledes gik da til.
Borgeren fra Hovedstaden. Om Recambio eller
Tilbagevexel paa Sverrig var i Brug, saa kunde og disse
100 Pd. Sterling betales ved Vexelbrev fra Engelland til
Sverrig, paa den Maade, at John i London sælger en
Vexel paa 7500 Dl. K. M., at betales af Petrus i Upsalg,
og bekommer derfor af Jsaac i London efter Vexel=Cour¬
sen 100 Pd. Sterling. Med dette Vexelbrev betaler,
Jsaac i London sin Gield 100 Pd. Sterl. til Clas i Stok¬
holm; thi Clas bekommer af Petrus i Upsala Valuta 7500
Dal. K. Mt. J den Tilfælde er John Trassent, Jsaac
Remittent, Clas Presentant, og Petrus Acceptant. Her¬
af er klart, at altid Trassenten og Remittenten ere paa
det Sted, hvor den skal betales. Her handles fornem¬
melig om, hvorledes denne Handel bør styres til et
heelt Folks Velfærd, som paaligger den almindelige
Huusholdning og Statsmænd men ey hvorledes den
bør drives til enkelt Fordeel og Profit, hvilket tilkom¬
mer enkelte Personer og Kiøbmænd. Om et Vexel¬
brevs kloge og lovlige Indretning, samt at Vexler først er¬
blevne brugte af Jtalienerne omtrent i det 12te Hundrede
Aar, kan med Fornøyelse læses udi en under Hr. Profes,
for Berch 1754 i Upsala udgivne Academisk Afhandling,
om Vexel-Contracter.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mands. Tidende.
No. 13


Giftermaals=Collegiet.
D¬
en gamle Ungkarl. J Dag skal jeg fortelle Dem¬
et artig Stykke, som jeg har læst.
Om Kierlighed.
Næsten enhver er enten forelsket, eller har været det
eller troer i det mindste, at være eller have været det. En¬
har fægtet for sin Kiereste, en anden har skrevet for hende;
en tredie har drukket for hende; og endnu en anden
har gjort alle tre Slags for hende, og dog har maaeskee
ingen af dem, Trods deres Tvekampe, Poesie og Drikke¬
selskabe, ingen Tid havt en ret Kierligheds Lidenskab. Jeg
har nylig anstillet mine Betragtninger over de Forelskedes
talrige Hob og da jeg har merket de adskillige Gestalter,
som de paatager sig, saa troer jeg sikkert at kunde paastaae,
at der ikkun findes faa, som virkelig ere beqvemme til Kier¬
lighed, omendskiønt alle foregiver, at de har følet samme.
Det er af Rochefaucults Marimer, at mange Folk
skulde aldrig have været forelskede, dersom de aldrig havde
hørt tale om Kierlighed. En Anmerkning der er ligesaa¬
rigtig som skarpsindig. En Families latterlige Snak har
ofte en sterk Jndflydelse paa unge Gemytter, der læreer
Kierlighed og at elske ved Efterabelse og Exempler, lige¬
som alt andet. Unge Skabninger, som næsten endnu vare
Børn, ere ofte blevne angrebne af denne Lue, som har an¬
tændt sig ved en fremmet Lidenskab, og jeg har undertiden
seet, at en Tieners og en Kammer=Piges Kierlighed hav¬
de den følge, at en liden Dreng paa tretten Aar spillede
allerede den sukkende Hyrde, og en liden Pige, som neppe
havde lært at gaae, den forsmægtende Kiereste.
Den store Mængde af Bøger, som ere fulde af Kier¬
lighed, og ere talrige nok, at udgjøre et eget Bibliothek,
ere store Opæggelser, og mestendeels lykkes det dem, at
tilveiebringe Kierligheds Lidenskab. De fornemste iblant
disse lærde Forførere, ere de gamle Romaner, og deres
udartede Efterkommere, de nyere Fortællinger. Den unge
Discipler læser og Kierligheds Opstigelser, indtil han ind¬
bilder sig, at finde dem brændende og ulmende i hans lille
Bryst; ligesom syge Folk studerer en Sygdoms Historie saa¬
længe, indtil de indbilder sig, selv at have alle sammes Til¬
fælde. Af denne Aarsag giør det mig altid ondt, naar
jeg seer en af dette Slags Bøger i Ungdommens Hænder.
Men omendskiønt Romaner og Fortællinger, ere begge lige
forføriske, saa har de dog en meget forskiellig Maade at
virke paa. Et ungt Menneske, som læser Romaner, bli¬
ver en forelsket Coridon af Sicilien, eller en ægte Damon
af Arcadien, og er virkelig saadan en forsmægtende Hyrde,


at han troer, han skal hænge sig i den nærmeste Piil, eller
drukne sig i den nærmeste Park, i fald han ikke skulde naae
sine Ønskers Maal; Men den unge Læser af Fortællinger¬
ne bliver meer en Mand efter Verden, og naar han har
naaet sin Elskeliges Tilbøyelighed, giør han hundrede Jnd¬
vendinger, at Udkaste og Projecter, at forsikkre sig hendes
Besiddelse.
Jblant Elskernes Mængde gives der et Slags lunkne
Folk, om hvilke man neppe kan sige, at de, efter Kierlighe¬
dens Sprog har nogen ret Flamme for deres Kiereste.
Dette er Folk af overmaade stor Ømhed og Fiinhed, som
har Afskye og Modbydelighed for de grove Begreber, hvilke
den store Hob forbinder med Kierlighed, og som tragter
efter noget mere høyt og Spiritueelt. Disse Philosopher
i Kierlighed har blot henvendt deres Hensigter paa deres
Kierestes Aand, og ønskede gjerne at see hendes blotte Siel,
afklædet fra dens Materielle Omklædning. Folk af denne
Tænkemaade kunde man maaskee allerbest sette i den roman¬
agtige Klasse; men de har selv givet sig Navn af Platoni¬
ske Elskere.
Platonisk Kierlighed er imidlertid meget rart i vore
Dage, og gives der en anden Klasse som er talrigere, der
bestaaer af et Slags Elskere, som man allerbest kan give
Navn af Epicuræer. Denne Sects Grundsætningerst.
der just tvert imod den Platoniske. De tænker saa lidet
paa deres Kierestes Siel, som en Musselmann; men hendes
Person setter dem gandske uden for sig. En Elsker af det¬
te Slags er i en bestandig Henrykkelse. Hans Lidenskab
er saa heftig, at han næsten svier og brænder andre med sin
Flamme, og han gaaer sin Smukkes Fuldkommenheder
igjennem i samme Sprog, i hvilket en Elskere af Heste ro¬
ser og ophøyer sin Hest. "Hvad for Fødder, Hvad for¬
Øyne, Hvilken en Hals. Hvilket et Bryst, Hvilket
o hun er en fortreffelig Skabning." Deres Forestil¬
linger gaaer ikke videre, end til de udvortes Fuldkommen¬
heder, og da man kan sige, at de ikkun ere saarede paa Skin¬
det, saa kan man ikke tilstaae dem, at deres Bryst skulde
være giennemtrængt af Kierlighed.
Andre Folk af en muntrere og fyrigere Gemytsart,
som pleyer at regnes med iblant Elskere, ere Tilbedere næ¬
sten af et hvert Fruentimmer, som de seer. Kierligheds
Flammer optænder sig saa læt i dem, som Gnisterne fatter
i Krudet i en Bøsselags; men de udslukkes og ligesaa ha¬
stigt igien. En Elsker af dette Slags dandser en Dag med
et Fruentimmer paa et Bal, og taber sit Hierte for hende
i en Menuet; den følgende Dag bortsnapper en anden hans
Hierte paa en Spadsergang; og den tredie Dag gaaer han
maaskee uden for Staden, og overgiver det til alle Skiøn¬


nes Besiddelse i Landsbyerne, en efter anden indtil
han tilsidst bringer det med sig igien til Staden, og
bortskienker det til det første Fruentimmer som møder ham.
Denne Klasse er meget talrig; men den skulde absolut ikke.
have noget Sted iblant ægte Elskeres Tal, i det den, der
saaledes forelsker sig i enhver, kan egentlig slet ikke kaldes
forelsket.
Man tilstaaer overalt, at Kierlighed er en egensindig
Ting; og dersom Egensindighed er en væsentlig Egenskab,
ved Kierlighed, saa kan man slet ingen anden holde for æg¬
te Elskere, end saadanne, som beundrer deres Kiereste for¬
noget besynderligt Jndtagendes Skyld, hvorved de bliver
fængslede, omendskiøndt samme ellers ikke skulde fængsle
nogen anden. Mange lader sig indtage af et par smukke
Hænder; andre lader sig vinde ved en lige Rad af hvide
Tænder, og jeg kiender er ærligt ungt Menneske, som lod¬
sig fange ved et guldguult Haar, efterdi det var de Gam¬
les Smag og de ægte Clasiske Haar. De Smukke, hvis
Elskere ere saadanne Beundrere af een Side, løber bestandig
Fare, for at miste dem. En Hede, Rødme eller Kopper,
kan skille dem ved al deres Kierlighed. Alle de, som ikkun
blot gjøre et smukt Ansigt, eller en velskabt Person til Gien¬
stand for deres Tilbedelse, ere i saadanne Tilfældes Magt;
og Kopperne har allerede skilt mangt et fattigt Fruentim¬
mer paa eengang baade ved hendes Skiønhed og hendes
Kiereste.
Men foruden disse utidige Elskere gives der nogle faa,
hvis Lidenskab er oprigtig og grundet. Sand ægte Kierlig¬
hed beroer altid paa Høyagtelse. Dermed vil jeg ikke sige,
at man kan demonstrere sig ind i Kierlighed ved Slutnin¬
ger og Beviser; men ikkun, at en bestandig Omgang med
et elskværdigt Fruentimmer leder os til at betragte hendes
fortrinlige Egenskaber; hun vil uformerkt vinde vort Hier¬
te, førend vi forseer os dertil, og drage alt det Haab,
Frygt og andre Sværmerier efter sig, som naturlig følger
med en ægte og retskaffen Kierlighed. Kierlighed er tusin¬
de gange beskreven; for imidlertid at være forsikkret, at
det lille Malerie, som jeg vil udkaste af hende, er efter Na¬
turen, saa vil jeg beslutte denne Fortælling med den retskaf¬
ne Philints og hans elskværdige Ægtefælles Historie.
Philint og Dorinde blev meget tidlig bekiendte med
hiinanden; han havde en saa nøyagtig Omgang med hen¬
des hele Familie, at man næsten kunde sige, han levede i
samme, Han spiiste bestandig med dem i Staden, og til¬
bragte en stor Deel af Sommeren med dem paa deres Land¬
gods. Philint og den unge Smukke vare begge bekiendte,
som fornuftige og følelsesfulde Personer, og deres idelige
Omgiengelse med hinanden gav dem upaatvivlelige Bevii¬
ser og hver af deres gode Gemyts=Art. De fandt deres
Glæde i at være i Selskab med hiinanden, de beundrede
hverandres Fuldkommenheder, og gave tusinde smaae Be¬
viser paa en tiltagende Lidenskab, som andre ey heller lode
gaae uformerket forbi, da de selv endnu ikke vidste eller for¬
modede noget deraf. Nogen Tid derefter, da de begge


havde gjort Aftale derom, anholdt Philint hos Dorindes
Fader og Hende. Men desverre! "Endnu var den tro¬
faste Kierligheds Løb ikke jevnt og ubehindret.
Den ilde forstaaede Ærgierrighed af en Paarørende
bevægede hendes Fader, af blot Kierlighed til sin Datter,
at afslaae og nægte hendes Haand til den eneste Mand i
Verden, med hvem hun kunde leve lykkelig, efterdi han ind¬
bildte sig, at han, som man pleyer at sige, kunde finde et
bedre Partie for hende. Men den Kierlighed som hviler,
paa en god Grund, bliver ikke let fuldkastet; og da man¬
saae, at deres Kierligheder paa begge Sider allerede hav¬
de slaget for dybe Rødder, til at kunde blive udryddet igien¬
saa gav Faderen tilsidst endskiønt imod sin Villie, sit Sam¬
tykke til deres Forening. De har en anstændig Udkomme,
og Philint giør sit Embede en Ære ved hans Retskaffen¬
hed og Færdigheder, og han er hans Ægtemages Lykke,
hun sætter og sin største Ære og Berømmelse derudi, at
hendes Dyder kan fortiene saadan en Mand; hun glæder,
sig ved, at hun har overladt al Forfængelighed til fornem¬
mere Damer; han anseer hendes Lykke som sin egen, og
deres Exempel overbeviser daglig deres Fader paa nye, at
naar to Personer af sterk Følelse og gode Hierter har fat¬
tet Tilbøyelighed paa begge Sider til hiinanden, saa er
deres Lidenskab ægte og vedvarende, og deres Forbindelse
maaskee den fuldkomneste Lyksalighed under Solen.
Den gamle Jomfrue. Den Fortælling om Kierlig¬
hed gik an, for at høre eengang. Men det maaskee, som
den endtes med, hover mig ikke. Saadanne Eskende bør
uden Maaskee altid være lykkelige.
Den muntre Jomfrue. Det siger jeg min Troe med.
Men lad os nu engang aabne
Mode=Collegiet.
en gamle Jomfrue. Ja nok. Jeg gider gierne hørt,
tale om Moden. Jeg ærgrer mig vel over disse mange nye
Moder; thi jeg er ikke meere saa ung, som jeg har været.
Men dog kan jeg og være Moden lig endnu i visse Ting.
J min Ungdom, at jeg saa skal sige, det kan omtrent være
imellem 30 og 40 Aar siden, da brugte Fruentimmerne nok¬
saa smukke Hoved Tøyer som nu. Jo, jo en Fontage og
Top af et Lav Kniplinger og et Lav Baand sex Etagier høy,
lod nok saa prægtigt og stolt, og da brugte man Favoriter,
som klædte usigelig got.
Præste=Enken. Topperne vare alt af Moden i min¬
Opvext. Jeg skal beskrive hvorledes et Fruentimmer saae
ud i sin heele Pynt paa den Tid, naar hun var stadset.
Jeg vil begynde fra Hovedet. Alle unge Fruentimmer¬
brugte Tourer, enten med en glat Front fortil, eller og
med Skraabukler; hvor Fortouren slap, begyndte paa
hver Side en eller to Rader nedhængende Bukler, og Nak¬
ken var aaben og glat opstrøgen, saa den saae ud som en Gade.
Oven paa Touren blev lagt et lidet Sæt af Kniplinger,


eller smalle rynkede Baand paa eller China Blomster.
den venstre Side af Touren skulde absolut stikke en China¬
blomst, enten rød, guul eller grøn. Det er og at merke,
at Nakken maatte endelig sterk opstives med Gummi, saa
at der ikke maatte røres et Haar, naar Vinden blæste.
Jeg kan prægtig huske den Opstivning, og jeg kan erindre,
at naar jeg rørte Hovedet, saa sprang Haarene i Nakken¬
af bare Opstivning. Der maatte vel Pudder i. Havde
den Mode varet længe ved, saa havde Fruentimmerne vist,
blevet skaldede i Nakken. Det var en allerkiereste hæslig
Mode.
Den gamle Jomfrue. Det kan jeg dog ikke sige. Jeg
har min Tour endnu, som jeg brugte den Gang. Men
fortæl nu videre Madamme. Det maae hun dog tilstaae,
at det var en varm Mode, og Folk forkolede da ikke lette¬
lig deres Hoveder.
Præste=Enken. Det er sandt Jomfrue. Men nu
vil jeg gaae den Tids Mode videre igiennem. Der er dog
ingen, som har optegnet de gammeldags Moder, og man¬
ge, som læser dette, ville vel smille ved at erindre sig, hvor¬
ledes de den Gang vare klædte. Halsbaandet var ogsaa
af Kniplinger, nemlig en stor dobbelt Sløyfe, som var
med stivt i; thi den maatte staae gandske stiv under Hal¬
sen; og Resten var Piber omkring Halsen. Fra Sløysen,
for ned, gik to Rader Kniplinger i Piber eller Bølger, og
somme havde kun en Rad lige ned. Paa Sløyfen var
fem Blomster, og rundt om Halsen samt for ned, enten
China Blomster, af Silke, eller Sølv Blomster. Smek¬
ken var belagt med samme Slags Blomster og Kniplinger.
Der maatte endelig være lange hvide Baand i Halsbaan¬
det bag i. Bryststrimmelen og Manskietterne maatte være
vel stivede og blaa dippede. Strimmelen maatte ikke falde
til Halsen, men staae runden om i sine Leg og Folder; thi
at rynke dem, som siden kom i Moden, holdt man den
Gang for, var kun at forderve Kniplingerne. Ærme¬
Sløyser brugtes ikke. Kiolen var over stort Fiskebeens
Skiørt, der skulde være ligesaa stort for oven som for ne¬
den. Unge Fruentimmer maatte slet ikke bruge Adriener,
førend de bleve givte; men ikkun allene Livkioler. Opsla¬
gene paa saadanne Kioler vare lange med Blye udi. Det
var en underlig Mode.
Den gamle Jomfrue. Ret Madame. Og Klokkerne
maatte enten være broderede, eller med Sølv-Guld eller
Perle-Takker neden om. Jeg har min troe min Appetit¬
Klokke endnu fra den Tid liggende, med nok saa prægtige
Sølv-Takker om, og jeg haaber, at den snart kommer i
Moden igien, siden man nu maae bære Guld og Sølv.
Præste Enken. Skoene skulde enten være af blom¬
met Silke=Tøy eller broderede, med høye Hæle, lange
spidse Næser og smaa Spændelæder. Men gamle Koner,
brugte at binde dem med Baand.
Den gamle Jomfrue. Snørlivene har Madamen¬
glemt. De vare den Gang mestendeel som nu, brav lang¬
livede, og flade til Brystet, men spidse for neden, og foran¬


vare de belagte med Straaperler, naar de vilde være pyn¬
telige, uagtet det ey kom til Syne. Saaledes var mit
Snørliv. Og jeg gjorde hele Moden med den Gang.
Præste=Enken. Ja det er sandt. Naar saadant et
Fruentimmer da var i sin hele Pynt, saa var hun i saadan
en Spile, at hver Mine og Compliment kostede stor Umag,
paa det at ingen Ting skulde gaae af sine Folder; thi hvad
som kaldes frit nu iblant ordinaire Folk, kaldtes den Gang,
Flanevurnhed. Alting maatte være saa sippert og net, saa¬
jeg kan ikke beskrive det. Jeg erindrer, at da jeg var Brud,
saa blev jeg saa exerceret, at jeg var nær bleven tummelum,
for at huske alle de Miner og Folder jeg skulde sette Ansig¬
tet og Klæderne i, og alle de mangfoldige Accuratesser der¬
vare at iagttage ved denne Pynt. Man maatte rigtig
staae op ved Lys om Morgenen, naar man skulde pyntes
for at tage i Stads om Aftenen.
Borgeren fra Landet. Nu skal jeg og fortælle dem,
hvorledes jeg saae ud, da jeg var Brudgom. Jeg havde
en Merledons Peryk paa, en lille Hat, med lavere Skyg¬
ger, end de bruger nu omstunder: et Fingersbredt glat¬
Bind, som gik to Gange om Halsen, langt smalt Kalle¬
krøs i Kraven, smaa Manskietter, lagte i Leg, der stode
som en Soelskive om hver Haand. Kiolen var Lunge¬
bruun med guul Damast under. Livet var kort med lange
Skiøder. Over Brystet var der udstoppet som et Par
Puder. Folderne vare en halv Alen dybe, og udstoppede
med tykke Vatter. J Skiøderne vare dobbelte Haardu¬
ger, og Opslagene vare en halv Alen lange. Vesten var
og af guul Damast med Stivt i Skiøderne. Jeg har min
Brudeklædning endnu; men jeg tør ikke lade mig see i den.
Den skal dog ligge lidt endnu, omendskiønt jeg vel ikke le¬
ver den Dag, at den kommer i Moden igien.
Fætteren. Naar vi kommer sammen en anden Gang,
saa skal jeg og fortælle dem om en artig Mode, som er be¬
skreven af min Fader. Han har efterladt sig en Haand¬
skreven Bog, med adskillige løyerlige Optegnelser udi.
Den gamle Jomfrue. Fortæl os det strax Fætter.
Jeg er nysgierrig.
Fætteren. Ja mænd, Jomfrue. Min Fader har
anmerket, at han i Kiøbenhavn havde engang en Contuber¬
nal, som, naar han var i sin største Pynt, var saaledes
klædt: Han havde Kaffebruun Kiol med guult Taft under,
en broscheret guulbundet Vest, blaa Strømper og brune
Buxer. Det stak af. En anden havde blaa Kiol, rød
stak endnu bedre af.
Vest med blaat Foer under og lysegrønne Buxer. - Det
Hovmesterinden. Nu ville vi ikke have meere med
Moden at bestille denne Gang. Jeg har faaet et Brev,
som henhører under.


Bog=Collegiet.
Høystærede Mademoiselle.
Min Papa har foræret mig en Bog, som kaldes Præ¬
dikener for unge Fruentimmer; men jeg har saa mænd
ikke læst noget i den endnu. Jeg vilde gjerne forhøre.
hvad Hovmesterinden i Fruentimmer=Selskabet dømmer
om den; thi jeg vil ikke engang Blade i den, dersom
jeg hører at den ikke staaer hende an. Vær saa god og
lad mig snart vide hendes Tanker, at jeg derefter kan
rette mig, enten at legge disse Fruentimmer=Prækener
hen hos Bibelen, som jeg fik til Foræring af min Mama¬
til Nye=Aar, og som er saa smuk, at jeg troer, jeg al¬
drig nænder at læse i den, eller og undertiden at forslaae
en Times-Tid med at lige i dem. Jeg forbliver &c.
Den gamle Jomfrue. Jeg har seet disse Prækener,
for unge: ruentimmer; og de kan være vel nok meente. Men
jeg gad nok vide, hvad for en ung Pige, der skulde have
Taalmodighed til at læse dem igiennem.
Den muntre Jomfrue. Prækener for gamle Jom¬
fruer, Taareperser for gamle Jomfruer, det kunde lade sig
høre. Jkke saa Jomfrue?
Den gamle Jomfrue. Ja, ja, enten min Jomfrue
spøger eller ikke, saa er det dog sandt, at gamle Jomfruer
har bedre Taalmodighed til at læse alvorlige Bøger end
unge. Min Jomfrue bliver maaskee engang selv gammel
(dog vil jeg hverken mene eller ønske, at hun bliver gammel,
Jomfrue) saa skal hun nok befinde, at det er sandt jeg si¬
ger. Hun kan være vis derpaa. Jeg har selv været ung¬
og er bleven gammel, jeg veed det af Erfarenhed.
Fætteren. Jeg har saa min Troe kiøbt en af disse
Prækener og foræret min Kiereste, med Formaning, at hun flit¬
tig skulde læse i den; og jeg er vis paa, at giør hun det,
saa skal baade hun og jeg med Tiden befinde os vel derved.
Hovmesterinden. Ja, ja, disse Prækener sortiener
visselig at anprises. De ere skrevne med et fromt got Hier¬
te. Fruntimmernes Pynt er i sig selv ikke lastet derudi,
men ikkun den overdrevne Pynt, naar de giøre for meget
deraf, og det forstaaer sig, bør lastes. Jeg raader der¬
for min Correspondentinde og alle unge Fruentimmer til at
læse disse Prækener, og om det var mueligt at lære dem
uden ad.
Den muntre Jomfrue. Ha, har hal lære dem
uden ad. Jo mænd, Mademoiselle Hovmesterinde, lære
dem uden ad. Ney tael aldrig derom; at lige i dem, for
at forslaae en Times Tid, det kan være noget, og det kun¬
de jeg vel selv falde paa.
Den gamle Ungkarl. Men hvad siger Jom Kiø¬
benhavns Politiske Veyviiser,
Fætteren. Lystigt. Det er en courant Bog. Saa¬
danne Bøger gad jeg selv være Forlegger af. Det første
Oplag er allerede oppe, og nu skal der giøres et nyt Oplag.


Borgeren i Hovedstaden. Jeg hover ret i Sand¬
hed Veyviseren. Saadanne Haand- og Reyse Bøger ere
nyttige for enhver, som færges og har nogen Drift.
Den gamle Jomfrue. Den Artikel om Jordems¬
derne, hvor de boer, er ret artig.
Den muntre Jomfrue. Saa, har Jomfruen lagt
Merke til den. Jeg derimod har med Fornøyelse læst den
Artikel, hvor Bedemændene skal giøre Opvartning; og i
fald jeg bliver givt i Aar, saa veed jeg nu hvilken Bede¬
mand der skal bede til mit Bryllup.
Snakke=Collegiet.
Fætteren. Lad os to, min artige Jomfrue begynde vort
Snakke=Collegium. Mig tykkes, at Jomfruen i Dag er ret
oprømt til at snakke.
Den muntre Jomfrue. Synes han det. Jeg skal
da strax fortælle ham nogle Løyer, som jeg hørte forleden
hos en Enke, hvor jeg var i Besøgelse. Det er Franske Løyer.
Hendes Mester=Svend kom ind og talede med hende om et
Arbeyde, som ikke stoed hende an; og Mesterinden blev vreed,
viiste Svenden ud i Verkstedet og sagde: Ney min kiere Mon¬
steur: "Saadan Resolvering vil jeg ikke have i min Stue.
Vil J resolvere, saa kan J resolvere paa Verkstedet. Den
gode Kone vilde snakke Fransk imellem det Danske, og hun
er sandelig ikke den eneste, som slipper galt derfra.
Fætteren. Ha, ha, ha, hun kunde ingen Resolvering.
taale i sin Stue. Det er mage til Jomfrue Sip, som si¬
ger, at hun har faaet en nye Fakong paa Sætter.
Den muntre Jomfrue. Det er bedrøveligt med saa¬
danne Artigheder. Jeg var forleden i en udstaffere Bod,
hvor der var et Par Jomfruer, som skulde kiøbe noget, og
de vare saa ødsle paa utidige Complimenter, Smiil og
Neyen at jeg ærgrede mig derover. De kunde prutte til
gavns. Det var Skam at høre derpaa. Tænk engang Fæt¬
ter, den ene af dem var færdig at kysse Svenden for at faae
en Skillings Afslag paa hver Allen Baand. Ha, ha, hajeg
kunde ikke bare mig for at lee midt i Ærgelsen derover.
Den gamle Jomfrue. Hun har ret, muntre Jomfrue,
at mange giøre utidige Complimenter, og prutter uden Efter¬
tanke. Prutte nøye og betale rigtig, det er vel en god Ting¬
men at prutte for meget der heller ikke.
Huusholdersken. Det var ret flink, i fald det var bru¬
geligt, at Kræmmerne ikke begierte meere for deres Vahre,
end de vilde sælge dem for; men det kan nu ey lade sig giøre
formedelst alle Kiøbere har den Fordom, at der begieres
mere, end Vahrene ere værde, og at der absolut skal prut¬
tes og aftinges.
Borgeren fra Landet. Jeg holder med vor Huus¬
holderske.
Den muntre Jomfrue. Da holder jeg ikke med hen¬
de. Jeg holder med mine Hænder.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 14


Snakke=Collegiet.
D¬
en gamle Ungkarl. Forleden var jeg i et Selskab,
hvor man talede om Menneskenes Alder, og jeg
fandt saadan Fornøyelse derudi, at jeg siden endog
har ofte tænkt derpaa. Er det ikke mine Venner imod, saa¬
vil jeg denne gang forelæse dem nogle Tanker om Men¬
neskenes længste Liv, som jeg har oversat at Engelsk.
Alt hvad der existerer i Naturen, har en vis Tid i
imod er atter en anden fastsat Tidspunkt, hvorudi de siden
hvilken dets Styrke og Kræfter ere fuldkomnest; og der¬
aftager igien. Jblant alle Skabninger er det fornemmelig
Mennesket, som maae erfare disse Forandringer. Det
Umag, for at komme til det fatale Maal, med hvilket hans
synes, som at han daglig ret med Flid giør sig immer nye¬
ender sig, da derimod de andre Skabninger rolig igiennem¬
Existentz og alle hans komme Jndbildninger paa eengang,
løber den Cirkel, som er bleven dem anviist af Naturens
Orden. Denne saa meget merkelige Forskiel kan man ikke
stunder, som er overordentlig forskjellig fra vore Fædres Op¬
tilskrive nogen anden Aarsag, end vor Opdragelse nu om¬
korte sine Leve=Aar, Mødrene vægrer sig ved at tage imod
dragelse. Thi hvad anvender Mennesket ikke, for at for¬
den Tieneste af det begierlige Barn, hvorved det søger
at befrie dem fra den overflødige Melk, en høystskadelige
en Ubeqvemhed til at give Die, og heller antager en for
sædvane og daarlig Mode udfordrer, at man forudsetter
Løn betinget Amme; baade Moder og Barn paadrager sig
herved saadanne Ubeqvemmeligheder, som ikke allene udtøm¬
og henfaldende Sundhed, som efterhaanden undergraver
mer deres Kræfter men endog legger Grunden til den svage
dige Aar endnu ikke engang har en ung Persons Styrke¬
begges deres Liv. Saadant et Barn, som i sine Man¬
seer sig allerede besværet med Ægtestandens Baand, for
desto hastigere at fortplante sine Efterkommere. Det er
dertil, men den blotte Politik, hvorved dette unge Blom¬
ikke Naturens Drift, som driver saadan en umoden Mand,
ster visner, og den Frugt, som man deraf kunde vente, gaaer
forloren. De svage Efterkommere, som bliver avlede her¬
af, ruinerer sig gandske i Bund og Grund ved Ødselhed,
Magelighed og alle Slags Udskeytelser. Man holder sig
anderledes end paa Duunpuder og Staalfiedeere; man la¬
bestandig indpakket i varme Værelser; man kan ikke sover
man bærer om Vinteren ikke andet end Peltze og andre
der sig omslæbe i udstoppede Carosser og Porto-Chalser;
at man er færdig at flyve bort med Vestenvinden. Man
varme Klæder, og om Sommeren er man saa ledt paaklædt
spiser ikke andet, end den allermeest nærende Føde; man
opægger sin tabte Smag ved de allerfyrigste Kryderier, ældrenes Styrke og faste Sundhed, en sund Luft, Afhol¬


og man kommer Legemets Svaghed til Hielp ved en bestan¬
dig vedvarende Feber, som man søger at vedligeholde ved
Aromatiske Sager og de allerhidsigste Viine. Hvor kan
ves, end Legemets fuldkomne Styrke, naar vi sammen¬
stiger til hundrede Aar. Et robust Legeme, siger de, ta¬
og Døden afmeyer dem den bestemte Tid.
altsaa deslige svekkede og fordervede Legemer imodstaae det
ringeste Jndtryk af Luften. I deres fem og tredivte, eller
i det høyeste fyrretyvende Aar ere de allerede gamle Folk,
Ægypterne paastaaer, at Menneskenes længste Lis¬
ger bestandig til i Styrke, indtil hans halvtredsindstyven¬
de Aar, og tager i ligesaa lang tid efterhaanden af igien.
Epigenes troer at Mennesket overhovedet regnet, kan leve¬
i hundrede og tyve Aar; men Beroses holder for, 117 Aar.
Plinius, som igiendriver disse Meeninger, beviser ved for¬
skiellige Exempler endnu noget mere. Ved en Eftertællel¬
se i 8 forskiellige Jtalienske Provinzer, som man foretog
under Keyser Vespasians og Titi Regiering, fandt man
fire og halvtredsindstyve Personer, som vare hundrede Aar
gamle, to, som vare hundrede og fem og tyve, fire, paa
hundrede og tredive; og ligesaa mange paa hundrede og
fem og tredive og syv og tredive, og endelig tre som vare
hundrede og fyrretyve Aar gamle. De Ægyptiske Hyero
grammatister, Magi, Brachmaner og Essener naaede alle¬
sammen en høy Alder ved deres eenfoldige og maadelige
Levemaade. Dersom man kan troe Homer, saa var Nestor
300 Aar gammel. Den berømte Sibille havde først efter
tre hundrede Aars Forløb fuldendt hendes Løbebane, og
Endymion døde i lille Asien næsten lige saa gammel. Ad¬
skillige Arkadiske Konger skal være blevne tre hundrede Aar
gamle, og efter Diodors af Sicilien Fortælling, fandt
man iblant Ægyptierne mange Exempler paa Folk, som
har naaet en Alder over to hundrede Aar. Alt dette bli¬
ver stadfæstet af Josephus og andre troværdige Skribente¬
res Vidnesbyrd. Den berømmelige Historieskriver Hume¬
fortæller, at man i Aaret 1570 har forestillet den Tyrki¬
ske Feldtherre Soliman en Jndianer, som har været tre
hundrede Aar gammel. Der har endog været Personer,
som efter den høyeste Alder ere saa at sige bleven unge igien.
Dette Livs Varighed kan ingen anden Aarsag tilskri¬
ligner de nu levende Menneskers legemlige Egenskaber med
dem som har levet i Galeni Tider, saa maae man tilstaae,
at vi ihenseende til Alderdommens Cedre ere ikkun elendige
Krat=Busker. Man forsikkrer, at Galenus sædvanligviis
ved hver Aareladning lod aftappe sex Pund Blod; men nu
omstunder gaaer man ikke engang til saa mange Unzer.
Haande med, for at naae en lykkelig høy Alder, ere For¬
Det ægte og eneste Middel, som Naturen gaaer til
opægger sin tabte Smag ved de allerfyrigste Kryderier, ældrenes Styrke og faste Sundhed, en sund Luft, Afhol¬


delse fra Vellyst, og Jagttagelse af en god Diæt.
Men det er ikkun faa Mennesker, som lagttager det sidste.
Den gamle Jomfrue. Du har ret gamle Bestefaer.
Om Forladelse, Min Herre, jeg erindrede ikke, at De¬
var ugift. Saadanne Folk, som vi to, der holder en god
Diæt, bliver gamle i Eenlig Standen. Ja, jeg troer og
virkelig, at man i Ægtestand ikke bliver nær saa gammel.
Jeg vil min Troe nu aldrig givte mig, bare for at leve de¬
sto længer. Men Bestefter har snakket alt for længe om
at blive gammel. Er der ingen af J gode Venner, som
kan snakke om at blive ung igien?
Den muntre Jomfrue. Jeg troer saa Marie, at
Jomfruen havde stor Lyst til at være ung igien. Men det
var ikke got for Jomfruen; thi saa giftede hun sig vist, og
saa blev hun ikke saa gammel, som hun nu kan blive.
Den gamle Jomfrue. Naa, Naa, Mademoiselle!
vær J saa god at gifte jer, naar J har Lyst, jeg har nu
ingen Lyst dertil.
Den muntre Jomfrue. Vi maae ligesaa got.
strax aabne.
Giftermaals=Collegiet.
Dætteren. O ja, see her har jeg et Udtog af nogle Aars
Giftermaals Historier. "For faa Aar siden blev berettet
fra America til Paris, at Hr. von Castera, Brigader over¬
Kongens Armeer og Commandant paa Øen St. Domini¬
qve, var den 15 Mai sammesteds bleven giftet med Frue¬
v. Bidonne, en Capitains Enke af Dragonerne. Bemeld¬
de Frue var den gang allerede 75 Aar gammel, men meget
rig. Hun havde to store Landgodser, det ene med Sukker¬
og det andet med Jndigo Plantager, som aarlig indrentede
120 til 130000 Livres. Bryllupsdags Aftenen sagde,
Fruen, i alle Giesternes Nærværelse, til Hr. von Castera.
Naar De behager at gaae til Sengs, seer De det Væ¬
relse, som er bestemt for Dem, og jeg begiver mig da ind¬
i mit Apartement. Ved det, at jeg har givtet mig med
Dem, har jeg vildet formere Deres Lykke, men ingen¬
Alunde søgt at tilkiøbe mig Deres Kierlighed. Forund¬
mig Deres Venskab i min Alderdom. Herved vil De¬
fornøye mig, og meere forlanger jeg ikke."
Den gamle Jomfrue. Hvad sagde da Brudgommen,
dertil 28.
Fætteren. Efter denne Høymodige Erklæring, em¬
brasserede han sin Kone, bevidnede sin Erkiendtlighed for¬
hende og opfyldt hendes Forlangende.
Den gamle Jomfrue. Hum ja - Var jeg
saa rig, saa maaskee jeg giorde ligesaa. Dog jeg er langt
fra 75 Aar endnu.
Den muntre Jomfrue. Flere Giftermaals Histo¬
rier, Fætrer!
Fætteren. Fra Leipzig blev for nogle Aar siden mel¬
det, at en ung Leipzigerinde bad hendes Moster, som var
en gammel Kone og opvartede de Østerrigske Krigsfanger,
at hun dog engang vilde tage hende med op paa Slottet,


at hun kunde see Fangerne. Da den gamle føyede sin Sy¬
sterdatter derudi, saa fandt hun saadant behag i en Øster¬
rigsk Soldat, som var af Romersk Katholsk Religion, at
hun strax gav sig i Snak med ham, og uden videre Om¬
stændigheder forlovede sig med ham. Fangen gav hende,
3 Dukater til Fæstens Gave, og hun gav ham ligeledes
en Foræring igien. Herpaa løde de bede Generalen, at
de maatte blive vide til hinanden. Han vilde i Førstnin¬
gen ey tilstæde det men endelig lod han sig overtale, at gi¬
ve dem Tilladelse. De bleve altsaa copulerede oven paa
Pleissenborg, og de øvrige Fanger forestillede Bryllupsgie¬
sterne ved et lystigt Tractemente. Da der nu i Fæstnin¬
gen ey blev tilstædet Fangerne at have Senge, saa maatte
hun med hendes Mand tage til Takke med at ligge paa
Halm, og for Sælskabs Skyld blev en Fange med.
Den gamle Jomfrue. Den Pige har været meget
givte syg. Lad os høre nok en Dito, Fætter,
Fætteren. J Engelland har det i forrige Tider været,
Mode, at man kunde sælge og bytte sine Koner bort naar
man var kied af Dem. Der var saaledes i London for ik¬
ke længe siden en Muursvend, ved Navn Williams, som
om Tirsdag Aften sad i et Øllhuus. Førend han ventede
det, kom hans Kone ogsaa derhen, for at hente ham hiem.
Da han nu ikke vilde følge med hende, saa reyste sig en for¬
skrekkelig Skielden og Smelden imellem disse to Folk, hvor¬
ved han saaledes trakterede hende, at hendes beste Æreti¬
tel var Bitich (Tæve). En Barbeersvend, som sad derhos
gav sin Forundring tilkiende derover, at Muursvenden kun¬
de saaledes mishandle en Kone, ja sin egen Hustrue, Muur¬
svenden sagde til Barbereren, at han ønskede, hun ikkun
var hans Kone, saa skulde man see, at han ikke kunde taa¬
le Halvparten saa meget af hende, som han nu gjorde. Bar¬
beren derimod forsikkrede, at han nok kunde leve og komme
til rette med denne Kone. Muursvenden spurgte, om det
var hans rette Alvor, Da nu Barberen sagde ja, saa¬
svor Muursvenden en stor Eed, og sagde, at han vilde over¬
lade ham hende for en Gallon (det er fire Kander Øll. Bar¬
bereren lagde strax Pengene paa Bordet, og Konen gik for
at spøge med hendes Mand, tilligemed nogle af Selskabet,
hjem med Barbereren til hans Qvarteer. Men det varede
ikke længe, saa fortrød Williams Kiøbet. Han gik hen¬
til Barbeersvenden, og forlangte at faae sin Kone igien,
tilbød sig og at betale de 14 Penge igjen enten i paadt eller
tørt (det er enten i Øll eller reede Penge.) Barberen vægre¬
de sig en Tid lang, men lod ham dog endelig faae sin Kone,
dog maatte Williams i Forveien love, at han herefter skulde
holde hende i mere Ære.
Den gamle Jomfrue. Det var ret at Manden bleve
coujoneret. Der er mange saadanne grove Mænd til; og
var det Mode her, at Mændene kunde sælge og bortbytte
deres Koner, saa vilde jeg aldrig raade nogen at gifte sig.
Eventyrs=Collegiet.
Nætteren. Naa, Jomfrue, nu har vi to allene holdt Gifter¬
8 maals Collegium, skal vi nu og holde Eventyrs=Collegiunst,
8 maals Collegium, skal vi nu og holde Eventyrs=Collegiunst,


Den gamle Jomfrue Ja nok, Fætter, jeg gider
gjerne været med, hvor der fortælles Eventyr. Veed han den ud i Vandet. Kierligheden betragtede hende med en
noge. smukt at fortælle mig?
Fætteren. Jeg vil fortælle hende en Drøm, som jeg
har havt om Ungdoms og Skiønheds Flygtighed. Jeg
drømte at jeg uden selv at vide hvorledes, kom hen til det
behageligste Sted, som jeg nogen Tid har seet. Det var
en stor Dal, hvor der løb en Flod igiennem, hvorudi var
usædvanlig klart Vand. Paa begge Sider af samme gik
Landet overlang oplad, og var ziiret med Blomster af uen¬
delig Forskiellighed, og da de stode saa nær Vandet at de
skyggede derudi, saa formerede de endnu mere Stedets
Smukhed. Paa begge Sider af Floden stod en Raad Ma¬
jestætiske Træer, hvis Greene vare ligesaa fulde af Fugle,
som Blade. Ethvert Træe var fuldt af Harmonie og
Sang.
Jeg var ikke gaaet meget langt frem i denne behage¬
lige Dal, førend jeg blev vaer, at der stod en prægtig Tem¬
pel ved Enden af samme. Bygnings Kunsten derpaa var
gammel men dog regelmæssig. Paa Spidsen af Templet
var Saturnus forestillet i samme Skikkelse og Dragt,
som Digterne pleyer at afskildte Tiden.
Da jeg vilde gaae derhen til, for at stille min Nys¬
gierrighed, saa blev jeg stillestaaende, ved det jeg fik no¬
get andet at see, som overgik alt det øvrige i Skiønhed.
Phillis, den deylige Phillis havde lagt sig ned paa Blom¬
sterne, ved Siden af Floden, saaledes, at hendes Hæn¬
der, som paa en skiødesløs Maade laae ved Siden afhen¬
de, allerede rørte Vandet. Hun havde lukt sine Øyne, og
omendskiønt dette hindrede mig i den Glæde at see samme,
saa gav det mig dog atter Leylighed til at betragte andre
Yndigheder, der forsvinder ligesaa snart som hun lukker fine
Øyne op. I det jeg gav disse Tanker Tøylen, saa aabne¬
des de to Fløydøre paa Templen med en stor Knagen, og
da jeg saae op, blev jeg to menneskelige Gestalter vaer, som
komme ud i denne Dal. J det jeg nøyere betagtede dem,
saae jeg at det var Ungdom og Kierlighed. Den før¬
ste var omgiven med et Slags Purpur farvet Lys, som
udbredte sit Skin over den heele Plads. Den anden hold¬
en brændende Fakkel i Haanden. Jeg kunde tydelig see,
at i den heele Tid, da de kom imod os, syntes Blomster¬
ne at have meget klarere Farver end forhen. Træerne fik
Blomster, Fuglene parrede sig, og besang dette Par paa
det lifligste. Kort sagt: heele Naturens Gestalt blussede
af nye indtagende Yndigheder. Neppe vare de komne til
det Sted, hvor Phillis laae, saa satte de sig, hver paa sin
Side af hende, og jeg syntes hun blev meget smukkere deraf.
Da Ungdommen havde siddet lidet, udslog han et
Par Vinger, som jeg indtil den Tid slet ikke havde seet.
Kierlighed blev endnu hos hende, og i det den holdt sin
i Haanden havende Fakkel for hendes Ansigt, saae Phillig¬
endnu ligge saa smuk ud som som tilforn. Endelig blev Phil¬
lis opvakt af Skinnet af denne Fakkel; men til min store
Forundring blev denne Guddom anseet med stor Vrede, i
Stedet for at man skuldet takke samme for Bevaagenhed.


Phillis rev Fakkelen af Kierlighedens Haand, og kastede
gjerne været med, hvor der fortælles Eventyr. Veed han den ud i Vandet. Kierligheden betragtede hende med en
Mine, der tilkiendegav ligesaa megen Medynk, som Mis¬
fornøyelse, og fløy bort. Strax blev hele Egnen bedekket
af en Slags Skygge, og jeg saae et afskyeligt Spøgelse,
som kom hen imod os fra den ene Ende af Dalen. Øynene i
laae dybt ind i Hovedet paa dette Spøgelse; dets Ansigt
var bleegt og fuldt af Rynker; og dets Hud var ligele¬
des fuld af Rynker og Folder. J det samme kom gaaende
langs med Strandbredden, saa frøes Vandet til, Blom¬
sterne visnede og Bladene faldt af Træerne; Fuglene faldt
af Træerne sank døde ned for dets Fødder. Paa disse Kien¬
detegn kunde jeg kiende, at dette Spøgelse var Alderdom¬
men. Den yderste Skrek og Forhavselse overfaldt Phil¬
lis da det nærmede sig. Hun gjorde sig Umag for at und¬
flye; men Spøgelset tog hende i sine Arme: Man kan let¬
forestille sig den Forandring som gik for sig hos Philles ved
dette Favnetag. Jeg blev selv saa forskrekket, at jeg
pludselig vaagnede.
Den gamle Jomfrue. Jeg bliver selv forskrekket,
Fætter, ved dette Eventyrs Ende, og jeg merker nok, at
det Spøgelse, Alderdommen, har ligeledes taget mig i
Favn. Men lad os snakke om noget andet.
Avis=Collegiet.
Nætteren. Har nogen af de gode Venner læst den merk¬
værdige Beretning fra Aalborg.
Den gamle Jomfrue. Hvad er det for en Beretning?
Fætteren. Om det Syn, som der er seet?
Den gamle Ungkarl. Ja, jeg har just Avisen hos
mig, for at oplæse det i vort Avis=Collegium, og høre de¬
res Samtliges Tanker derover. Vil De engang høre:
En Bondemand af Jdom Sogn, som sidstleden 2den Ja¬
nuarii, en Time efter Solens Opgang (det var omtrent
Klokken 9) da Solen skinnede meget klar, og Jorden laae
overalt bedekket med Snee, kom kiørende med et Læs
Lim, havende sin Pige med sig paa Vognen, (de maae
nok ikke have Slæde=Føre der i Egnen) blev et Syn vaer
noget fra sig henne i Heden, ligesom et Menneske kom¬
trekkende med et Høved; men som det kom ham usæd¬
vanligt for, ihenseende til Stedets Beliggenhed, og der¬
for blev ved at see derhen, bredede det sig ud, og blev
ligesom til mangfoldige Mennesker, der ligesom virvlede
om iblant hinanden, foer derpaa hen bag en Bakke,
hvilken betog ham længer at see dette Syn. Han spurgte
derpaa sin Pige, om hun havde seet det, hvortil hun
svarede ja, at hun havde seet det ligesom han. Man¬
den, som dette passerede, holdes af alle deromkring for
en troværdig Mand." See dette er Beretningen.
Hvad dømmer de gode Venner derom.
Borgeren i Hovedstaden. Jeg tænker, at Bonden,
maae have taget for sterk Frokost til sig, og altsaa have
drømt lysvaagen.


Den gamle Jomfrue. Men Pigen saae det jo med,
mine Herrer, Ney, Ney, der kommer mine Ord igien, at
der er virkelig Herer og Hexerie til.
Huusholdersken. Man skulde ikke troe, at nogen torde
skrive saadanne Løgne til Avistrykkerne, og der meldes joud¬
trykkelig, at det er en troværdig Mand, som har berettet det.
Præste=Enken. Sagen forekommer mig dog noget
mistænkelig.
Den givte Kone, Bonden har nok seet Feyl; eller
Sagen kan være overlagt imellem ham og Pigen. Der
ere mange Mænd, som har hemmelig Forstaaelse med deres
Piger, og de kan have havt deres Kneb derunder, som vi
ikke vide.
Den muntre Jomfrue. Jeg er af samme Tanker
som Fætteren.
Hovmesteren. Ha, ha, har Fætteren har endnu ikke
sagt sine Tanker. Hun er en lille skielmsk Pige, Jomfrue.
Sagen er ellers ikke trolig.
Den Søefarende. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige,
derom. At der er Puslerie til, det troer jeg rigtig nok, og
det lader saa meget troligere, siden Beretningen er Jydsk.
Borgeren fra Landet. Jeg er vant til at høre saa¬
danne Fortællinger om Syner af Bønderne, og jeg anhører
dem nu altid uden Forundring; thi jeg veed, at de ere Me¬
stere i at sammenstøbe prægtige Usandheder, i hvor eenfoldige
de end synes.
Fætteren. Mine Tanker ere ligesom den muntre
Jomfrues.
Den muntre Jomfrue. Saa har vor gamle Ungkarl,
faaet alle vore Tanker derom at vide, hvoraf Fætterens og
mine vare de fornemste.
Den gamle Jomfrue. Det er jo Spøg.
Fætteren. Just derfor anseer man det, Jomfrue Men¬
nu skal jeg fortælle hende noget om Tyrke=Krigen. Jeg veed
dog Jomfruen er nysgierrig for at vide, hvorledes det gaaer
Tyrken.
Den gamle Jomfrue. Der er jeg visselig og Hvor¬
ledes gaaer det ham, Fætter, faaer han brav Klap
Fætteren. De sidste Efterretninger fra Constantinopel,
som jeg har læst, tilholder, at Janitscharerne ville heller miste
deres Sold, end drage til Leyren. Vezieren skal have seet
sig nødt til at forlade Leyren ved Silistria, og trekke sig tilbage¬
med Resten af Armeen, samt har givet Ordre, at sette Mu¬
ren omkring Adrianopel i Stand.
Den gamle Jomfrue, Vær saa god Hr. Hovmester,
og beskriv os de Byer, som Fætteren nævnte. Jeg gider
gjerne hørt saadanne Beskrivelser over Stæder og Egne, og
jeg tænker, at samme hover flere end mig.
Hovmesteren. Silistria, som og kaldes Dørestero,
er en Tyrkisk Stad i Bulgarien, ikke langt fra Donau. Den


har et Erkebispe=Dømme og et Slot, er temmelig stor og be¬
fæstet, og Hovedstaden et Sanglacat.
Adrianopel, som endnu almindeligere kaldes Andri¬
anopel, er en stor Tyrkisk Stad i Romania, som har 7 til
8 Jtalienske Mile i Omkreds, naar man regner den gamle
Stad tilligemed mange Haver dertil. Den er rig, og iblant
de Tyrkiske Stæder er den næst Constantinopel den beste i En¬
ropa. De Tyrkiske Keisere pleier ogsaa ofte at opholde sig
sammesteds, naar de enten befrygter et Oprør imod sig i Con¬
stantinopel, eller forandrer deres Opholdsted for Pestens
Skyld, eller ville divertere sig med Jagten, i sær med Fugle¬
Baitznig. Denne Stads Festningsverker bestaaer ikkun i
Mure og Taarne, og Staden har mange Kiøbmænd og
Haandværkere, og en smuk Børs, hvorudi holdes alle¬
Slags udenlandske Vahre til fals. Tyrkerne kalder den
Endrem. Den ligger i en Dal, og var Hovedstaden i det
Tyrkiske Rige, førend Constantinopel blev indtaget. Der
ere mange Vande omkring Staden, hvoriblant de fornemste
ere den Flod Tungia, over hvilken der er lagt tre Steenbroer,
samt Floderne Arda og Merici. Den beboes af Christne,
Jøder, Tyrker, Armenianere, Wallachere, og a. f. og ikke
langt fra Staden findes et Fruentimmer=Kloster, af hvilket
Stor=Sultanen og Basserne pleyer at tage deres Gemahlin¬
inder. Aar 1701 blev denne Stad Halvparten afbrændt.
Borgeren fra Landet. Hvad siger man ellers Hr.
Hovmester om Tyrken i denne Tid, Mener man, at han kom¬
mer til at ligge under i Aar,
Hovmesteren. Det lader dertil; og det vil komme
meget an paa, hvad Lykke den Russiske Flode faaer paa
sine Expeditioner.
Borgeren fra Landet. Det er besynderligt med det
Had; som er indgroet saa sterk til Tyrken hos alle Menne¬
sker. Jeg hørte endog forleden en Bonde, som hiertelige
ærgrede sig over, at Tyrken skulde være saa længe til paa
Jorden. En anden Bonde kom til mig, og med usigelig
Glæde fortalte, at han havde hørt i Hovedstaden, at Tyr¬
ken skulde være hængt. Ha, ha, ha, der løb og, om jeg
mindes ret, et Rygte, at Stor=Sultanen var hængt. Jeg
kan aldrig sige, hvor denne Bonde gottede sig derover. Saa¬
mange af vore Bønder, som jeg endnu har talt med, saa
ere de alle forskrekkelig forbittrede paa Tyrken. De fleste
vide neppe hvad en Tyrker, og maae uden Tvivl forestille sig
Tyrkerne som lutter Spøgelser.
Den gamle Jomfrue. Jeg troer der er heller ikke
megen Forskiel paa en Tyrk og et Spøgelse.
Den muntre Jomfrue. Paa den Maade, min¬
hierte Jomfrue, saa giør mange Folk hos os i disse Tiden
Spøgelser af deres Børn.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 15


Avis=Collegiet.
D¬
en gamle Jomfrue. Hvorledes staaer det nu til i
Tyrkiet? Det er jo en forskrekkelig Bededag, som
Stor=Sultanen skal have paabudet. Mon jeg skal
troe, at det er sandt, som er skrevet derom i Aviserne, at
der skal oftes saa mange Jøder og Eseler,
Den gamle Ungkarl. Det er enten en Digt eller
en gal Oversættelse. Tyrkerne ere alt for fornuftige til at
troe, at Menneske-Offer skulde behage Himmelen. Jmid¬
lertid høres og Oprør i alle de Tyrkiske Provintzer, og den
Freds Tractat, som hidtil har været imellem Porten og
Jspahans Hoff skal være gandske brudt og ophævet, saa
det er gandske troligt, at Persien vil tage Deel i Krigen,
imod Porten. Ak Børn lille, jeg frygter for at vi i Aar
faaer forskrækkelige fæle Tidender at høre der ude fra. Maa¬
bare Russerne beholde Seyer, saa er jeg fornøyet.
Borgeren fra Landet. Det har nok ingen Fare,
at Rusland vinder; thi alle de Græker, som ere under¬
tvungne af Tyrkerne, ville ved denne Leylighed slaae og
banke paa Tyrkerne med, som tappre Soldater. Og, J.
skal meget nær see, at den gode Tyrk ikke beholder en Fod¬
bred Land i Europa. Kan han kun beholde den Deel af
sit Rige, som ligger i Asien, saa maae han prise sig lykkelig.
Borgeren fra Hovedstaden. Tiden vil lære det.
Jmidlertid har vor gamle Ungkarl ret deri, at Sagerne
seer saaledes ud, saa det tilkommende Feldttog vil blive over¬
maade frugtbart paa Begivenheder, paa hvilken Side end¬
de Fordeele vil falde, som enhver af Parterne nu lover sig.
Den Søefarede. Maltheser-Ridderne ville og giø¬
re et med Russerne, og slet ikke indgaae nogen Vaabens
Stilstand med det christelige Navns Arvefiende, saa Tyr¬
ken vil vist nok faae en ikke alt for liden Ulykke, som jeg
under og ønsker hannem af mit gandske Hierte, endskiønd¬
man ikke burde ønske sin Næste noget ondt.
Den muntre Jomfrue. Tyrken er ikke min Næste¬
Mon alle andre Mennesker ere det, endog Jøder og Hed¬
ninger; thi Jøderne giøre de Christne dog ikke saa meget ondt,
omendskiøndt de tager temmelig skiønt hemmelig høy Rente¬
Den givte Kone, Hvi holder de Christne ikke saale¬
des Huus, at de ey behøver at laane af Jøder,
Huusholdersken. Det maae hun nok sige Madame.
Det er ret. Mange af vore Christne ere desverre alt for¬
slette Huusholdere. De holder Huus som Tyrker med sine
Midler og arme Legemer.
Sætteren. Det er en forskrekkelig Allarm, der har¬
været i Gen.
Den gamle Jomfrue. Hvorledes det, Fætter for, hendes høire Haand til Belønning, og der skal ingen vide¬
tæl os noget om den Allarm


Sætteren. Nogle som vare blevne misfornøyede med
det Forlig, som var skeet imellem Magistraten og Borgerska¬
bet, fordi man ikke havde indhentet deres Samtykke dertil,
skreve først saaledes imod dette Forlig, at deres Skrifter bleve
offentlig brændte af Bøddelen, og Forfatterne bleve satte i
Arrest. Men da grebe alle deres Tilhængere til Gevær, og
de skulde uden Tvivl have anrettet et stort Blodbad, dersom
Magistraten ikke strax havde ladet ringe med Storm Klokken
og faaet Borgerskabet i Gevær, saa at alle Poster og Vagter
i en Hast bleve besatte. De Oprøriske vovede dog et Angreb,
men da tre af dem bleve skudte ihiel og nogle flere blesserede,
saa blev alting stille og roligt igien. Otte af disse Oprøre¬
re bleve til ævig Tid forviste fra Staden og dens District.
Den gamle Jomfrue. Det er fælt at boe der, hvor
der hersker saadan oprøriske Aand iblant Folk. Hvad ere
vi lykkelige, som lever i Fred og Enighed.
Den munte Jomfrue, Saa nogenledes, Jomfrue.
Procuratorer og Dommere vide best, hvorvidt Fred og Enig¬
hed hersker iblant os.
Fætteren. Vil De engang høre Udtog af et Brev fra
London den 2 Martii.
Jeg og de andre Folk, heder det, har nu saa meget at
snakke om en Maskerade, som her har været, og om et Ball, som
her skal være, saa at jeg umuelig har Tid at skrive Dem til den¬
ne Postdag. Dog, jeg kan jo skrive Dem til om Maske¬
raden, saa forsømmer jeg dog intet. Ret saa. Jeg vil altsaa
skrive om Maskeraden. Den blev holdt forrige Mandag hos
Mr. Cornelys i Sohosqvare, og Kiernen af Adelen i hele
Kongeriget var der tilstede henved 800 Personer, Sohosqva¬
re og de tilgrændsende Gader vrimlede af Mennesker, som saae
paa Maskerne, der fore til Maskerade, og alle Maskerne,
maatte finde sig i og beqvemme sig til, at lade Karet Vinduet,
ned lade sig holde et Lys for Næsen og lade sig beskue, hvilket vis
maae have været ret fortrædeligt for mangen en. Masker¬
ne vare for den største Deel overmaade prægtige, og mange
udspekkede med mere, end for 30000 Pd. Sterl. Diamanter.
Jeg vilde nok beskrive nogle af disse Masker for Dem, men De¬
skulde dog ikke kunde forstaae sig derpaa, saa vil jeg lade det be¬
roe, Men ligesom der paa alle Maskerader bliver en heel Hob¬
borte, saaledes og paa denne. Man seer følgende Liste i de
offentlige Tidender:
Sager, som i Mandags Aften er bleven borte paa
Maskeraden.
En Prunke, der i hele 10 Aar lod den Mand klappe og
banke, som hun elskede, har været saa uheldig at tabe sit Hier¬
te. Dersom den Herre, der har stiaalet det, vil i Morgen tid¬
lig bringe hende det igien i hendes Huus, saa skal han faae
Den gamle Jomfrue. Hvorledes det, Fætter for, hendes høire Haand til Belønning, og der skal ingen vide¬
re Spørsmaal blive gjort, end de, som Præsten giør.


En ung artig Lady fra Landet, over hvis Hierte Dyd
og Uskyldighed vaagede, har været saa ulykkelig, endskiønt
af blot Uforsigtighed, at tabe hendes Characteer; man
haaber at den Mand, som kan give hende den igien, skal fin¬
de sig velbelønnet i at vide med sig selv at han har gjort en
god Gierning.
NB. Adskillige Ladyes af Rang, som kjendte Verden,
bedre, og vidste hvilken Fare et Fruentimmer er udsat for¬
paa Maskeraden, bragte slet ingen Characterer med sig der¬
hen, og kunde heller altsaa ingen tabe.
En gammel Enke tabte alle hendes Rynker, og alle hen¬
des Bekiendtere søgte og ledte den heele Nat forgieves. Men
hun fandt dem selv igien den følgende Morgen ved Natbordet.
En Adelsmand som var nylig kommen til Staden, har
mistet sin Frue. Hvo som maatte finde hende, og vil dra¬
ge Omsorg for, at hun ikke skal giøre sin Mand noget Bry¬
derie og Fortred igien, skal have hende selv for sin Umag.
Adskillige Ladyes, som ikke kunde faae fat paa deres
Vogne, mistede al deres Taalmodighed.
Alle fornuftige ærbare Folk i Naboelavet ved Sohos
qvare mistede 4 til 5 Timers Søvn og Rolighed.
Den gamle Jomfrue. Er dette sandfærdig skrevet
fra London
Fætteren. Ja, jeg har paa min Ære læst det en
Avis fra Hamborg.
Den muntre Jomfrue. Det kommer mig for, som
det var et Stykke af Patrollen. Ak, Patrollen ophørte alt
for snart. Men vor Fruentimmer=Tidende, som underti¬
den maae krydres vel, erstatter den, saavidt den kan.
Snakke=Collegiet.
Huusholdersken. Jeg har saa min Troe og læst Aviser¬
re, og derudi fundet et rart Stykke, som er en Beskrivel¬
se over hvad Occonomien ikke er og hvad den er.
Den gamle Jomfrue. Hvad er da Occonomien?
om jeg maae spørge.
Huusholdersken. Den ægte Oeconomie bestaaer ikke
derudi, at man tænker til at blive rig, og stræber derefter,
thi denne Stræben og Begierlighed efter Rigdom er gand¬
ske uanstændig for en sand Christen. Den bestaaer ikke
derudi, at man attraaer og længes efter flere Jndkomster,
for enten af Gierrighed at fylde sine Kister og Skrine, og
legge sig flere Capitaler til, eller for tvertimod at giøre flere
forfængelige og vellystige Udgivter, og at forøde det os fra
Himmelen anbetroede Gods. Oeconomien bestaaer ikke
derudi, at man presser og trykker sine Undersaatter, paaleg¬
ger dem flere Skatter og Udgivter eller giør nye Paalæg.)
Den bestaaer ikke derudi, at man Tid efter anden immer¬
afknapper for Arbeyderne og beklipper og beskierer deres Dag¬
løn. Den bestaaer ikke derudi, at man giver fine Betientere,
og Embedsmænd smaa Befoldninger og Deputater, og der¬
imod tillader dem store Accidentier, paa det at de desto be¬


dre kan subsistere. Den bestaar ikke derudi, at man for en
liden Profits Skyld ved Musik eller paa andre Maader for¬
leder Folk til overmaade Drik, eller andre ufornødne Ud¬
givter, og derved ruinerer deres Siel og Legeme. Den
ægte Occonomie bestaaer heller ikke i kunstige Regnskabs¬
Førelser, eller smukke Tabeller, Projecter og Udtoge. Den
bestaaer ikke i at sælge Høe og Halm, eller at bortforpagte,
Mark Avlingen for aarlig Afgivt. Den bestaaer ikke der¬
udi, at man holder faa Huusholdnings Betientere, for
at spare Udgivterne, eller og indrømme Betienterne alt for¬
megen Anseelse, og ikke selv at passe paa og see selv til med¬
Den muntre Jomfrue, Holdt dog op Mademvisel¬
le, det faaer jo aldrig Ende. Siig os nu eengang og
hvorudi Oeconomien bestaaer.
Huusholdersken. Den ægte Occonomie er en sæde¬
lig christelig Klogskabs Dyd, at giøre sig selv, sit Huus,
sin Hustrue, sine Børn og alle Undergivne lykkelig til Liv¬
og Siel. Men har man fleer end eet Huus, en Bye eller
eet Gods at regiere over: saa maae man dog alligevel ad¬
skille den occonomiske Klogskab fra den politiske.
Den muntre Jomfrue, Paa den Maade hører der
meget til at være en god Huusholder og Huusholderske.
Den Lyksalighed, som man skal have for Øyne at befordre,
er vidtløftig.
Huusholdersken. Ja temmelig Jomfrue. Man skal
sørge for nødvendig Næring og Underholdning, nødvendig
Klæder, og nødvendig Huus og Vaaning. Det er ikke
lagt, at det skal være prægtig og kostbart altsammen. Det
kan gjerne være maadeligt og tarveligt, naar det ikkun er
net og reenligt.
Den muntre Jomfrue Men det er jo Mandfolke¬
nes Sag at sørge derfor. Lad dem altsaa passe paa Occo¬
nomien. Vi Fruentimmer har nok med vor Pynt, Mad¬
lavning og Reengjøren at passe paa og bestille.
Huusholdersken. Vor Pynt, Jomfrue, bør ikke
være vor Hovedsag. Hvad siger hun, Mademoiselle
Hovmesterinde,
Hovmesterinden. Smukke Klæder ere visselig en
Ziir, men den Pragt, som er søgt langt borte fra, samt
naar Moden indfører umagelige og ubeqvemme Klædedrag¬
ter, kan jeg ikke give mit bifald.
Den givte Kone, Man maa dog klæde sig efter Mo¬
den. Ja hvad det skal koste, saa maae man dog være med¬
Dog meener jeg ikke, at man skal sætte sig i Gield for saa¬
dant Tøy til prægtige Klæder, som koster 4 a 5 Rdlr. Alen.
Det er ikkun for store og rige Folk, som har Raad dertil.
Vi andre kan lade os nøye med ringere Tøy, men ville vore
Mænd give os det beste, saa tage vi dog gjerne derimod.
Den muntre Jomfrue. Hvad skal da vi Jomfruer
sige, som ingen Mænd har, der kan give os prægtige Klæ¬
der, og det er dog os, som meest behøver dem, for at ind¬
tage og behage. De givte Koner har gjort deres Erobrin¬
ger, og kan nu klæde sig ligesaa ligefrem som de vil.


Den gamle Jomfrue. Der er min Tror noget deri,
min muntre Jomfrue. Dog er det vist nok ikke altid Klæ¬
derne, som Mandfolkene seer efter, thi jeg har urvest havt
saa smukke og prægtige Klæder i min Ungdom, som nogen
Pige af min ja over min Stand.
Den muntre Jomfrue. Og dog gaaer Jomfruen¬
der endnu ugivt vil hun sige. Ja, ja Jomfrue, hun kan
blive givt endnu. Lad os aabne.
Giftermaals-Collegiet.
Den gamle Jomfrue. Det er kun fielden i denne Tid,
at jeg tænker paa at givte mig, Jomfrue. Da jeg var
yngere, paa Jomfruens Alder; saa tænkte jeg vel underti¬
den derpaa; men nu ikke meere.
Den gamle Ungkarl. Det gaaer mig net opligesaa¬
ledes, Jomfrue. Jeg tænker nu og ikkun meget rart paa
at givte mig. Faldt der ellers et Partie for, som jeg kunde
være tjent med, saa har jeg just ikke forsørret det. Man
har jo hørt tilførn, at saa gammel en Ungkarl som jeg har
giftet sig.
Den muntre Jomfrue. Da tænker jeg desto tiere,
derpaa. Fortæl os nogle Giftermaals-Historier, min gode
Fætter, jeg veed dog, at han har Forraad derpaa. Lad¬
os høre engang.
Fætteren. For fem eller for Aar siden var der en for¬
nemme Herre i Engeland, som med sin Familie reyste fra
sit Landgods i Berkshire. Paa denne Reyse hendte sig,
at Vognen gik i Stykker, da han var fiorten Mile fra Lon¬
don. Han blev derover nødt til at leye en anden Vogn,
for at fortsette sin Reyse med. Da Staldkarlen nu fore¬
pændte Hestene, faaes han af en Hendelse af bemelte Her¬
res Datter, som kunde være henved 23 Aar gammel, og
var en stor Skiønhed. Og da dette Menneske viiste en stor
Færdighed og Hurtighed i Forspændingen, saa blev hun
meget indtaget deraf. Hun spurgte ham i Førstningen
om hans Navn, talede siden noget med ham, og rakte ham
derpaa en anseelig Foræring; forlangte, at han Dagen ef¬
ter skulde komme og tale med hende, og om Søndagen giv¬
tede hun sig med ham. Man fortæller, at hun havde
20000 Pd. Sterling til sin egen Disposition. Strax efter
Bryllups Ceremonierne reyste dette nye Ægtepar til Bath.
Den muntre Jomfrue. Den Pige var resolveret.
Hun maae være bleven dødelig forliebt i den Stalkarl,
Men hun havde endelig got ved at giøre det, siden hun hav¬
de saa mange Penge selv at disponere over. Dersom jeg
havde saa mange Penge, skulde jeg og giøre en fattig Karl
lykkelig, thi jeg veed saa mæn og hvor han gaaer, som jeg
da vilde have. Men, fortæl meer, kiere Fætter.
Fætteren. Det er bekiendt nok, at mange Mænd i heds-Brev, som jeg er kommet over. Det er gammelt,
Engelland skiller sig af med deres Koner, naar de ere lie- og skrevet af Hr. von Mausengreif i Nov. 1747, hører
de af dem. Der blev for nogle Aar siden berettet fra Lon, nu vel til


døn, at en Mand, som var Kalbærer, solgte engang sin
Kone for en Lammesteeg, da han sad og drak i et Ølhuus
med adskillige af hans Kammerater. Det er sært nok, at
der er ingen Lav i Engelland, som forbyder saadan Mis¬
brug. En Mand kan giøre sin Kone i Penge, saasnart
hun er tilfreds dermed; og det fattes sielden, at hun jo
giver sit Samtykke dertil. Det som jeg nu vil fortælle er
ingen Roman; og de har maaskee nok hørt det før. Her¬
tuginden af Chandvis har været en Postkarls Kone. Hi¬
storien er følgende:
Da Hertugen hendes Gemahl omtrent Aar 1755.
kom reysende fra sit Landgads til London, saa maatte han
tøve noget i et Verts=Huus hvor han skiftede Heste, Han
saae sammesteds, at Post-Karlen meget ubarmhiertig
pryglede hans Kone med en Stok. Hun var et Fruen¬
timmer omtrent paa 16 Aar. Hertugen ynkedes over¬
dette arme Barns Ungdom, som syntes ham meget smuk¬
og elskværdig. Han bebreydede den tyranniske Ægtemand
sin Grøvhed, og sagde til ham, at han ikke var en attig¬
Kone værd. Postkarlen gav ham det fine Svar: "Han
var tilfreds, at Pokker havde denne artige Kone; han
vilde gjerne sælge hende for en Krone." Hertugen vend¬
te sig til den bedrøvede Kone og spurgte hende om hun vel
vilde forlade hendes Mand, og følge med ham til London,
Hun betænkte sig ikke et Øyeblik paa at sige Ja. Hendes
Mand fik den forlangte Krone af Hertugen, og denne tog
Konen til sig i sin Karosse. Han fandt hende saaledes
efter sit Sind og efter sin Gemyts Tilbøyelighed, at han
fra samme Øyeblik af besluttede, at tage hende til sin
Kone, og formelig at lade sig vi til hende. Han holdt
de dueligste Lærmestere til hende, og gjorde sig selv al¬
Umag for hendes Opdragelse, og for at lære hende en Le¬
vemaade, som passede sig for hendes nye Stand. Dette
vidste hun saaledes at føre sig til Nytte, at hun blev en
Ziir ved Hoffet. Hendes milde og tekkelige behagelige
Væsen gjorde hende alles Hierter underdanige, og hun
blev anseet som et Under. Hun blev ligesaa god en Mo¬
der, som elskværdig og dydefuld Gemahlinde, og har paa
det rigeligste giengieldet hendes Herre den Høymodighed og
Omhyggelighed, med hvilken han antog sig hende. Hun
er et nyt Beviis paa, at der findes Dyd og Ædelmodig¬
hed i alle Stænder, og at disse Egenskaber ere ikke altid
bundne til et gammelt skimlet Pergament, eller til et Par
Ahner fra Friderich Rødskiegs Tider.
Den gamle Jomfrue. Det var en smuk og bevæge¬
lig Historie.
Den muntre Jomfrue. Jeg er ret forbittret paa
den Postknegt som først slog og siden solgte sin Kone.
Den givte Kone. Jeg troer gierne, at der er man¬
ge saadanne grove Mænd til.
Fætteren, Nu skal jeg forelæse Dem et rart Kierlig¬
Fætteren. Det er bekiendt nok, at mange Mænd i heds-Brev, som jeg er kommet over. Det er gammelt,
Engelland skiller sig af med deres Koner, naar de ere lie- og skrevet af Hr. von Mausengreif i Nov. 1747, hører
de af dem. Der blev for nogle Aar siden berettet fra Lon, nu vel til


Uforlignelige Elfenbeens Hierte,
Mit Hiertes eneste Dragedukke.
mine Sandsers store Bortsnapperinde!
Mit Hiertes Træes uafladelige besiddende.
Guldkrage!
Gid jeg blive til en Varulv, troe mig nu, er jeg ikke
saa dødelig forlibt i hende, at jeg er færdig at revne i
tusinde Stykker af Kierlighed; og hvad Under, thi hvor fin¬
der man vel hos noget Creatur saa funklende Øyne, saa rø¬
de Kinder, saa alabasthvid en Hud, og saa rar en For¬
stand; ja, hvor mærker man vel saa galant en Discours,
saa prægtige Tanker, saa charmant et Væsen, som hos
Hende. Hun er, saa vist som jeg ønsker at blive feed som
en Forpagter, en Extract af Qvinde=Kiønnet, og en Qvint¬
Essenz, ja det fineste og subtileste Støv af Fruentimmeret.
Derfor kan mit stakkels travrige og optændte Hierte nu
umuelig holde det længer ud, at qvæles saa af hende med et
uvist Haab om saa uskateerlig en Skat at komme i Eie og
Besiddelse af. Ach, Grusomme, hvor kan dog hendes ga¬
lante Hierte overtale sig til at martre mig paa saa forskrek¬
kelig en Maade. Ach, giv mig dog et Svar, som kan op¬
live min halvdøde Geist, at ikke mit nær fortvivlede Hier¬
te reent skal gaae til Grunde. Der er hende jo af Natu¬
ren skienket de Fordeele, at hun kan fængsle, baste og binde¬
ja reent giøre til Trælle endog de Alleruskiønsomste, og just
derfor er min Forlibelse saa bestialement, cruellement og
bandsattement stor, at jeg faaer en Chiragra ja Apoplexie
paa Halsen, som Doctor von Pille med egen Mund i Gaar¬
spaaede mig, saa fremt hun ikke vederqvæger mig med den
Trøst, at mit Haab maa for det første faae en liden Actic i
hendes uskatteerlige Skiønheders Compagnie. Naar da
hendes Gunst bliver antegnet i min Tankes Toldrulle for¬
Jndkommende, da hverken skal eller vil det feyle, at jo
min udødelige Gienkierlighed og Taknemmelighed skal i sam¬
me Bog staae opskrevet for Udgaaende til hende. Lev da
vel, mit Hiertes sande Toldkammer, min Siæls Diamant¬
besatte Foutteral min Længselers vellugtende Desmer=Huus
og Balsom Bøsse, mine Ønskers forgyldte Carossel udi
hvilken jeg til Døden vil age, som hendes hengivne Sela¬
don og ringe Silke=Orm.
von Mausengreis.
Eventyrs=Collegiet.
mætteren. Jeg læste i disse Dage Mahomets Liv og
Levnet. Jblant mange andre Opdigtelser og Udskeytelser,


af denne Bedrager fandt jeg optegnet om ham, at han i
sit Alders fierde Aar blev henrykt af Engelen Gabriel, da
han stod midt iblandt hans Lege=Kammerater. Gabriel op¬
skar hans Bryst, tog hans Hierte ud, og trykte en sort
Draabe Blod ud af samme, hvorudi Syndens Byrder
laae, som den Tyrkiske Prophet siger, og efter den Tid
skulde han være bleven frie fra Synder. Ved de Betragt¬
ninger jeg gjorde mig over dette Eventyr, faldt jeg i Søvn,
og mig syntes, at to Bærere komme ind i mit Kammer¬
som bare en stor Kiste imellem sig, og efterat de havde sat
den ned midt i Stuen saa gik de bort. Jeg var nysgierrig for
at see, hvad der var udi, og da jeg lukte den op, saae jeg saa¬
dan en Gestalt derudi, som man pleyer at afmale Engle.
Her er, sagde han, Hierterne af nogle af eders Venner,
og Bekiendtere indsluttede. Men førend jeg kand sette
Eder i Stand til at see andre Folkes Feyl, saa maa J.
først selv være reen. Derpaa tog han en Kniv frem, skaer
mig op, tog mit Hierte ud, og begyndte saaldes at trykke
det. Jeg var i stor forvirring, da jeg ved denne Leylig¬
hed saae mange Ting at komme ud af mit Hierte, som jeg
altid havde elsket som Dyder. Men efterat det var ble¬
vet gandske udtrykt, saae det ud som en tom Blære, hvor¬
paa Engelen blæste i det, og satte det ind i sit Sted,
igien. Da han nu havde syet sammen, saa begyndte vi¬
at visitere Kisten. Alle Hierterne vare indsluttede i gien¬
nemsigtige Phioler, og forvarede i noget, der saae ud som
Viin Spiritus. Det første Hierte, hvorpaa jeg kastede
mit Øye, satte mig i Frygt for, at Glasset skulde brydes
i Stykker, hvorudi det befandtes, saa stolt og opblæst var
det. Siden saae jeg et stort smukt Hierte, som klappede
meget sterkt. Det var fuldt af tusinde gode Egenskaber,
hos en temmelig Deel Forfængelighed. Derefter saae jeg
en af mine forrige Venners Hierte, som jeg var bleven for¬
trydelig over; men ved at betragte det ret nøye, fandt jeg,
at han var meget vel findet imod mig, og al min Harme til
ham forsvandt. Siden saae jeg et Fruentimmer=Hierte,
som var meget stort og breedt, og som havde over hundrede,
Slags Farver, der forandrede sig hvert Øyeblik. Jeg
saae og andre Fruentimmer=Hierter, hvori der brændte
først en liden og saa en stor Jld. Jeg faldt i Forundring:
over at betragte disse mange forskiellige Hierter, og jeg vil¬
de gjerne have betragtet fleere af mine Venners og Bekiend¬
teres; men Engelen sagde, at det maatte herve til en an¬
den gang, og lukte Kisten saa haardt i at jeg vaagnede.
Den muntre Jomfrue. Det var ret vel; thi jeg
skiøttede ey om, at han skulde have betragtet mit Hierte,


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 16


Handels=Collegiet.
(See No. 12.)
B¬
orgeren fra Landet. Hvad er egentlig Anledning
til Vexeltagendet, samt Beskaffenheden af Ge¬
vinst og Forliis derved?
Borgeren fra Hovedstaden. Sigtet af Vexelen er,
for det ene Riges Penge at faae gangbar Myndt paa hvil¬
ket andet Sted man behager, enten en Handlende vil trek¬
ke hiem til sin udenlandske Capital, som han har faaet i
Betaling for udskibede Vahre, eller Fabriqueurer og andre
Handelsmænd behøver Middel, paa fremmede Handels¬
Pladse at kjøbe raa Materialier og andet Gods, samt der¬
for at betale sin Gield, om det paa Credit er dem tilsendt.
For den Aarsags Skyld er det af Vexelens Natur klart og
øiensynligt, at ingen Vexel er muelig, om ikke Remitten¬
ten har fornødne Ugivter paa noget fremmet Sted, og Tras¬
enten derimod har Jndkomster eller Penge sammesteds at
betiene sig af og forvalte. Vexel er derfor saadan en Han¬
deel, hvorved en Kiøbmand overlader til en anden den Ka¬
pital, som han har i et fremmet Land, til saadan en Priis,
hvorom de kan forenes. Overladelsen selv skeer ved forom¬
talte Handels-Contract, som kaldes Vexelbrev, hvilket in¬
deholder og forestiller den Kapital, som man overdrager til
den anden. Herpaa peger Hr. Melon i sit Forsøg til en
Politisk Betragtning om Handelen, naar han i det 11
Kapitel siger : At Vexel er en Maade at sende Penge
fra et Sted til et andet ved en Seddel, som Betaling.
Om ingen eyer udenlandske Penge paa det forlangte Sted,
at disponere, saa findes ingen Vexelgivere til det Land, for¬
Ex. fra Stockholm til China, og da maae Remittenten
sende rede Penge derhen, i myndtet eller umyndtet Guld
eller Sølv, for dermed at betale hvad han behøver. Li¬
legedes om ingen havde Udgivter paa den fremmede Han¬
dels=Plads, saa kunde Trassenten ey finde nogen Vexelta¬
gere, og maatte saaledes enten hiemføre sine udenlandske
Penge, eller for de kiøbe sig andre Vahre. Af høy el¬
ler lav Vexel Priis kan Presentanten og Acceptanten hver¬
ken vinde eller tabe, efterdi den ene udgiver og den anden
imodtager just saa meget, som Remitenten og Trassenten
ere komne overeens om, og som tydelig findes nævnt i Vexel¬
Brevet. Altsaa i fald der skulde forefalde nogen Uleylighed i
denne Contract, saa kan Gevinst og Forliis ey treffe nogen an¬
den, end enten Vexel=Giveren eller Vexeltageren, som ophol¬
der sig paa et Sted eller i samme Rige.
Herved er alligevel at merke, at Trassent og Acceptant¬
kan være kommen overeens og drive Vexelhandel paa fælleds¬
Regning, naar Vexel=Coursen er høy i det Land, vor Vexel¬
Drageren opholder sig, samt at det tegner til, at den frem¬


deles maa komme anseeligt til at falde da Trassenten siden med
Fordeel kan vente at kjøbe Vexler eller Penge, at gotgiøre
Vexel=Betaleren, for hans paa Credit og Speculation gjorte
Accepter.
Borgeren fra Landet. Hvad er egentlig Aarsa¬
gen og Udspringet til Vexler i
Borgeren fra Hovedstaden. Udi de Lande, som har
indbyrdes Handel og Fælledskab med hverandre, maae Vah¬
re baade uden fra indskibes, saavelsom og forsælges til Uden¬
rigs Steder. Saaledes findes der saavel udenlandske Credi¬
torer som Debitorer, baade de, som have at fordre, og de,
som ere skyldige udenrigs paa eengang. Heraf er det klart, at
tvende Rigers indbyrdes Gield kan qvittes og betales, om de
imellem sig vexler og ombytter sine Fordringer, eller og det
skeer hos andre, som har Handel og Gemeenskab med dem;
til den Ende er vedtaget, at i Stedet for Metallerne skulde sen¬
des frem og tilbage imellem Landene: saa oversender man nu
en Anviisning, som Creditor har udgivet paa sin Udenrigs¬
Debitor, at udbetale Trassentens Fordring eller Vexelbre¬
brevets Jndhold til sin Landsmand Præsentanten. Mæng¬
den af indbyrdes Gield imellem særskilte Rigers Undersaat¬
tere ere saaledes Oprindelsen til Vexelen, betragtet som en
Overladelse, en Kiøbmand giør til en anden, af de reede Penge¬
han har paa fremmede Steder.
Borgeren fra Landet. Men hvad er egentlig Vexe¬
lens Natur, Øyemerke og Virkning.
Borgeren fra Hovedstaden. Vexelen setter foruden
Riges indbyrdes Kiøb og Salg, samt deraf flydende Udgiv¬
ter, Gield og Fordringer paa begge Sider; og derfor bestaaer,
ogsaa Vexelens Natur i denne Gields eller disse Gieldneres
Omvexling. Var der ey Udgivter paa begge Sider, saa blev¬
Vexel=Handlingen umuelig, og Vahrernes Betaling maatte
nødvendig skee ved Metallernes Oversendelse. Vexelens Øye¬
merke er derfor at undgaae Avanturet og spare Omkostninger¬
ne ved Pengenes Oversendelse; og i henseende til Vexelens
Virkning, da er der ingen Forskiel, enten Vexel=Brevet, el¬
ler de Penge, det indeholder, udskikkes til Creditorens Af¬
betaling.
Borgeren fra Landet. Maae jeg bede, at han ved¬
et Exempel vil forklare mig dette?
Borgeren fra Hovedstaden. Hvad jeg hidindtil har sagt,
om Vexelens Natur Øyemerke og Oprindelse det kunde maa¬
skee og giøres tydeligere ved Anvendelse paa et Exempel. Lad¬
os antage at Jsaac i London var skyldig til Claus i Stokholm
10 Mark Sølv for Stangjern og Ostindiske Vahre. Og
lad paa samme Tid Peder i Upsala behøve at kiøbe Bøger og
andet Gods af John i London for en lige Summa. J Ste¬
det for at Jsaac i London skulde til Creditor Claus i Stok¬
holm oversende 10 Mark Sølv, og Peder i Upsal ligeledes


skulde til sin Creditor John i London sende ligesaa meget, saa
undgaes dette dobbelt Besvær ved Vexel og Creditorernes
Ombytning. Thi da Claus i Stokholm har udgivet Vexel¬
Brev paa Jsaac i London, at betale til John sammesteds
100 Pd. Sterl. for Jsaak sin Creditor i London, og ved
Vexelens Foreviisning betaler han til John samme Summa,
som han ellers skulde have erlagt til Claus i Stokholm, og
Claus faaer Betaling af sin Landsmand Peder i Apsala, der
betaler til ham for Vexelbrevet saa mange Lod Sølv, som
han ellers til John i London burde udsende. Vexelen giør
saaledes, at John faaer sin Fordring hos Jsaac i samme
Stad, og Claus faaer sin Betaling af Peder i samme Rige.
Dersom ingen i Sverrig havde havt Udgivt og Gield i Lon¬
don, saa havde Jsaak været foranlediget til at udføre Metal¬
ler, for at betale sin Gield i Stokholm; eller og Claus i
Stokholm ey havde havt meere at fordre i London, end Halv¬
parten af den Summa, som Peder sammesteds var skyldig,
saa havde Halvparten af Peders Gield blevet gotgjort ved
Vexel; men den anden Halvpart havde ey kundet afbeta¬
tales uden ved Mynts og rede Metallers Udførelse. Man
seer heraf, at Vexelen allene bestaaer i en Ombytning af inden¬
landske Creditorer for Udenlandske, samt at den forudsetter
indbyrdes Rørelser, Udgivter og Fordringer, uden hvilke
den ikke kan have Sted. Dette Exempel forklarer ogsaa
Vexelens Øyemærke, som er at undgaae Faren og Omkost¬
ningerne ved Metallers Oversendelse. Thi naar tvende
Stæder ere til hverandre skyldige 10 Mark Sølv, og Avan¬
turet samt Udgivterne ved Overførelsen stiger til en halv
Mark, saa seer man, at uden Creditorernes indbyrdes Om¬
vexling skulde Regningens Slutning og Afgiørelse koste
hver af dem 10 1/2 Mark, i Stedet for 10 Mark ved Vexel.
Herved legges ligeledes Vexelens Kraft og Virkning fuldkom¬
meligen for Øynene, da Vexelbrevet, som udgives af Claus¬
i Stokholm paa Jsaac i London, er et saadant Tegn til Pen¬
ge, at John i London, til hvilken Peder oversender det, ved
Vexelens Foreviisning virkelig af Jsaac bekommer 10 Mark
Sølv.
Snakke=Collegiet.
Vætteren. Nu, Jomfrue, lad os aabne Snakke og
Løyer-Collegiet. Det falder dog os to til at snakke.
har dog ikke med Vexeler at bestille, det vil vi overlade til
Vexelerere og Jøder.
Den gamle Jomfrue, Gierne, Fætter, Men hvad
skal vi snakke om Tiden falder mig ret lang, naar jeg af
mangel paa Discours skal nødes til at holde Munden stille,
za, jeg kan virkelig faae Hoved= og Tandpine, naar jeg ik¬
ke kan faae noget at snakke om. Hvad har De ellers i
Dag, som vi kan snakke om
Fætteren. J Dag, Jomfrue, vil jeg være meget dyb¬
sindig, og saa høytravende at ingen skal kunde forstaae
mig.
Den gamle Jomfrue. Ja, saa tie kun stille, thi
jeg agter ikke at bryde mit Hoved og Hierne med høytra¬


vende Discourser. Saadant passer sig kun paa de lærde
og ey paa Snakke Collegiet.
Fætteren. Jeg vil i Dag fremsette for Jomfruen og
vort heele Snakke=Collegio nogle Ænigmata eller mørke
Taler, som de kan divertere sig med at opløse til vi samles
igien. Er det ikke brav,
Den gamle Jomfrue. Tak skal han have Fætter for¬
det Jndfald. Jeg maa dog til ligge om Natten og kan
ikke love, saa har jeg dog noget at speculere paa. Lad os
høre, Fætter,
Fætteren. Her er da. Giet nu paa :
No. 1. Jeg har ikkun een Naboe, som jeg ligner accu¬
rat i alle Ting, og hvis vi ey vare Naboer gjor¬
de vi ey saa fuldkommen en Nytte, som vi
nu giør. Vores Fortienester ere fuldkommen:
lige, og vor Skjebne er gemeenlig een og den
samme. For ret at betiene sig af os, setter
man os op at ride, og vor Hest gaaer som
oftest paa tree Been, dog uden at gaae med
os, og ved vores Hielp faaer halvparten af det
som han har mistet. Naar en af os falder,
falder den anden tilligemed.
No. 2. Jeg anførte førend Mars heele Armeer, og han
har mig at takke for sit Navn, Tapperhed og
Rang, ja, uden at forkleine ham, saa har
han aldrig uden min Hielp havt nogen Sol¬
dat, ødelagt Lande, indtaget nogen Stad,
eller gjort nogen til Fange. Jeg underretter
Soldaterne om den Hazard de løber, og uden¬
min Hielp var ey Amour eller Videnskaber at
finde paa Jorden. Der er mange Tilfælde,
hvorudi min Hielp er unyttig; dog den er godt
for Landet, men forkastet i Byerne, skiønt jeg
er i alle Folkes Mad.
No. 3. et Bogstaver udgjør mit Navn, enten man,
læser det frem eller tilbage. Hvad der findes i de
tree første, findes og i de tre sidste.
No. 4. Hvilke Bogstaver er der fleest af i Bibelen?
No. 5. Jeg bliver født om Sommeren
Og smukt af Jorden spiirer.
Jeg bliver holdet smuk og reen,
Og Jordens Klode ziirer.
Dog, naar jeg ret fuldvoxen er,
Jeg Hovedet dog mister.
Og slæbes maa nu hist nu her
Jeg tit Ulykker frister,
Nu snart i Jld nu snart i Vand¬
Tilsidst min Krop man brekker.
Naar jeg da kommet er i Stand,
Min Hud man reent udtrekker.
Den sves underlig omkring,
Og drives af ti Kudske,
Som giør forunderlige Spring,
Og ynkelig mig ruske.


De Smukke er jeg meest til pas¬
Dog tiener ey til Varme,
De bære mig til Pynt og Stads¬
Paa Hoved, Bryst og Arme.
No. 6. Jeg avles som i Fangebuur.
Min Moder boer i Havet.
Jeg er kun liden af Natur,
Med Skiønhed dog begavet.
Mit Liv det koster mangens Død.
Jeg miste maa min Moder,
Før jeg til Verden bliver fød,
Jeg riggiør mangen Stoder.
Jeg fødes blind til Verden, men
Man giver mig eet Øye.
Jeg intet seer, endskiønt jeg den
Mig seer, dog kan fornøye.
No. 7. En Orm jeg er om Morgenen i
Ved Middag faaer jeg Vinger
Jeg flyver ud og hiem igien¬
Og meget got indbringer,
Jeg sanker Føden her og der¬
Dog byder ingen Giester.
Jeg rette Blomster=Kiender er
Og største Bygningsmester.
Dog skiønner man ey paa min Flid,
Og min utrættet Møye
Jeg dræbes imod Aftenstid.
Mit Blod da skal fornøye.
Hvad tykkes Dem om følgende Samtale, som jeg hør¬
te forleden Monsr. Petit fortalte. Hans Ord vare disse,
Forleden var jeg en usynlig Tilhører af 2de uskyldige Pi¬
ge Børns Samtale, jeg vil Ord for Ord anføre den,
desbedre at giøre min egen Anmærkning forstaaelig.
er den: Ach, hvad er det dog ikke en fød lille Glut, som
spiller Pernilles Rulle paa Comoedien, prægtigere har jeg
aldrig seet de naturligste Gebærder, meere at efterligne
nogen tviler jeg paa mange kan, lad see engang Masoeur
Lisette, om Du saa venlig kan strekke Din Arm til mig,
og forestille Dig mig at være Din Allerkiereste, kan Du¬
neye saa dybt, og i det samme spille med Øynene, slaae
Krøller i Panden, og giøre Kalmukler med Munden, Det
alvorlige Ansigt derimod, som den Gamle, der forestillede
Leonore Fader, fremsatte, kunde jeg ikke lide for min Død,
meget mindre de haarde Bebreydelser, det knurrevurne Væ¬
sen og disse Moralske Leve=Regler han forelagde hende, saa¬
dant kan jeg aldrig troe nogen Fader eller Moder tiltaler en
Datter, mindst for saa ringe Feyler, som de vare, der fandtes
hos Leonora, med mindre det er gemenne urimelige Folk, der
ingen Levemaade har. Ere vi dog ikke lykkelige, Lisette, at
vi ey har et Gnau til Moder og en Pedant til Fader, der for¬
langer at et ungt Menneske altid skal staae som Statue, sidde
som der var slagen en Pæl midt igiennem Livet, og gaae hver¬
Trin efter Takken; man maatte jo blive gal i Hovedet, om


man var plaget med saadan Opdragelse? Med dissenskyldi¬
ge smaae Løyer fornøyede disse smaae Jomfruer sig i deres for¬
meente Eenlighed, men Piben siken anden Lyd, da deres gam¬
le Faster kom ind til dem og forandrede Comoedien til en Tra¬
goedie. Hvad, siger hun, er det for Ord og Gebærder Jnd¬
ader eder med, er det Lærdommen af Comoedien, saa skal J.
heller aldrig komme der meer med min Villie. Disse Miner¬
og Gebærder, trækker hun dem for et Speil, siger, klæder
det vel, er det eder anstændigt, eller nogen der vil passere for
at have Levemaade, skulle J ikke meget meere deraf lære,
hvordan en overdreven Tækkelighed kan giøre et Menneske ve¬
derstyggelig, og hvor slet Grimaser, Kalmukler og saadan figs
klæder et honet Menneske, endskiønt J maaskee meene, det
er prisværdigt, fordi een eller anden, ja maaskee Eders
egen Moder og Fader selv i en vis Lunne har kundet finde Be¬
hag deri. Alvorlighed derimod, bliver hun ved, er eder
ubehagelig, fordi det er stridig mod eders Tilbøyeligheder,
man kan deraf see hvorledes J forvexler Dyder med Laster, og
misbruger de Fornøyelser eders Forældre give eder. Jeg var
glad ved, sagde Jomfruen, den Præken fik Ende. Heraf
lærer man, at ingen Ting er fuldkommen i Verden, i den Tid¬
Unge og Gamle leve tilsammen, og det faaer nok aldrig Ende
saa længe Verden staaer. Herpaa træder jeg frem med For¬
varsel af et Slag paa Døren og siger: Min søde Jomfrue
Lisette jeg har ofte havt den Ære at see Dem paa Opera,
Comoedie og Masqverade, i andre fornemme Selskaber har
De og tit gjort mig opmærksom: thi jeg har altid sporet hos
Dem en naturlig Munterhed, fri Lader, fornuftige Vendin¬
ger i Tale og Giensvar, med faa Ord, jeg troer De har Le¬
vemaade, jeg bestyrkes i min Troe ved Deres uskyldige Aa¬
benhiertighed for et Øeblik siden, som jeg Dem uafvidende,
har hørt altsammen. Saavidt jeg kan slutte stemmer vore
Gemytter temmelig overeens, i det mindste ere vore Tilbøye¬
ligheder af een Art og har een og den samme hindring ved den
omværende Alderdom. De har frit tilstaaet Deres Tænke¬
maade, jeg vil et smigrende Haab ikke heller dølge det ringe¬
ste af min: Verden ville i mine Tanker blive meget forbedret,
dersom enhver viiste sig som de i sig selv ere, dersom de drog,
Handsken af, og med sit forstilte Væsen ikke saa idelig bedrog
hinanden; thi hvo veed ikke, at vi alle har vore smaa
Ufuldkommenheder, og hvo vil undre over, at en ung dad¬
les af en gammel for en Tilbøyelighed, han selv i sin Ung¬
dom enten ingen Fristelse har havt til, eller skammer sig
ved at tilstaae, eller og har andre Grunde for, end de der¬
just saa reent kan udsiges, Jeg gad seet den som med
Rette kunde beskylde mig for Lastværdig, fordi jeg tager
Deel i de Fornøyelser min Tid, min Stand og min Vil¬
kaar tillader mig. Jeg er en studerende Person, følgelig
maae jeg anvende nogen Tid paa Læsning; men mit Ho¬
ved Studium er Jura og de smukke Videnskaber, derfor
maae jeg ikke altid hænge med Bogen i Haanden, jeg maa
i Selskaber, for ved Samtale med andre, at lære meere i
en Time, end mange Aftener ved en vidtløftig Læsning.
Jeg er endnu kun ung, maatte længe opdrages under Fi¬
skebeen-Skjørtet, og havde ey Omgang med nogen uden


min egen Familie, jeg maae derfor søge artige Fruentim¬
mer Selskaber; thi af dem, troer jeg sikkert uden at Hyk¬
le, skal man best lære artige Sæder. Jeg er velhaaren,
altsaa maae jeg søge mine lige, og dem finder jeg just jevnlig
paa bemeldte offentlige Steder. Mig er efterladt en ansee¬
lig Arvepart, følgelig holder jeg Tienere, klæder mig net
og veed at leve. Jomfrue Lisette, er De af mine Tanker,
skal vi snart nøyere blive kiendt sammen, betænk Dem ind¬
til nestkommende Masanerade, sig mig Deres Masque,
min bliver en blaa Domino og en rød Fier i Hatten; jeg
vil skrive Dem L i Haanden, derpaa kan vi nærmere aab¬
ne os for hinanden.
Huusholdersken. Her er et Brev fra en af mine gam¬
le Bekiendtere. Jeg troer det kan lade sig læse eengang:
Jeg veed ikke om det er Jndbildninger eller en af¬
gjort Sandhed, at dette Huusholderske Navn er saa rin¬
agtet blant Folk, mig forekommer det saaledes, det kan
maaskee være falskt; men i hvad som helst, har det dog
ofte sat mig i Betænkninger, at en Skolemester og en
Huusholderske ere saa ligegyldige i Mængdens Øyne,
skiønt deres Forretninger, efter mine Tanker, ere begge
af temmelig Vigtighed. Jeg vil intet tale om den Magt¬
paaliggenhed, der synes at være i Ungdommens anbrag¬
te Tænkemaade, Sæder og Kundskab om de Pligter,
hvorved der dannes nyttige og duelige Borgere i en Stat.
thi dette gjør mange sig enten ingen Betænkning om, eller
troe, at Naturens Gaver hos Ungdommen, samlet med
den Forfatning, i hvilken de giør deres Lykke, bør til¬
skrives det altsammen. Men at blive i min Cirkel, saa
synes dog en god Huusholdning at falde Folk meere i
Øynene, og saavidt at et Stykke af deres Velfærdt be¬
roer herpaa, giøre de sig megen Umage for at faae opsøgt
beqvemme Personer hertil, jeg slutter deraf, at dette
Navn bliver misbrugt, taget i urigtig Forstand, saasom
om en Kokke=Pige, eller og nogle faa vanslægtede Per¬
soners Opførsel har gjort Navnet foragtelig. Man skal
fatte andre Tanker om denne Forretning, vil jeg haabe,
naar man udvikler Begrebet herom og giver den saadan
Lys som den virkelig fortiener. Jeg maae endnu tale om
det blotte Navn, for derved at bevise hvad jeg har fore¬
sat mig: Man anseer det jo for en stor Dyd hos et
Mandfolk at være en god Huusholder, hvad kan da næg¬
te saadan deylig Egenskab hos vort Kiøn samme Høy¬
agtelse? En god Huusholder afpasser Udgivterne efter
Jndtægterne, lever vel med Overflødighed og fornøyet,
med det Nødvendige, dette er nok til at befordre sin ti¬
melige Lyksalighed i Eenligheds Stand, men vil man
indgaae et Selskab og samle sig Familie, sandelig Er¬


farenhed skal da lære, at Huusholdere uden Huusholder¬
ske vil omdanne Velstand til Armod, Fornøyelse, Enig¬
hed og Samdrægtighed til Klynken og Klagen, Huus¬
Strid og et evigt Knur. Jeg vilde derfor, at unge,
Fruentimmer fra Ungdommen af fornemmelig blev an¬
bragt til denne nyttige Egenskab, at man meere saae paa
en Huuslig Jomfrue end de Nætheder som allene beha¬
ge; men høylig bedrage baade dem og den de burde for¬
cene deres Kræfter for at giøre lyksalig. Min egen Til¬
stand har lært mig at tale af Erfarenhed. Jeg blev ung,
gift og tænkte med Mængden af mine lige, at Ægtestan¬
den var et Paradis fuld af lutter Forlystelser og frie fra
al Bekymring; jeg troede at en Mands Forsorg betog¬
mig al Byrde, og at der af mig ikke krævedes andet end¬
at behage en Ægtefælle. Jeg var lykkelig i mit Valg,
fik en smuk, en venlig, en from, ja det som er det vig¬
tigste, en dydig, fornuftig og stræbsom Mand: "Jeg
betiente mig i Førstningen af hans føyelige Gemyt, dog
kan jeg ikke beskylde mig selv for Ødselhed eller uanstæn¬
dig Feyl, men jeg faldt paa, uden Vane eller Opdra¬
gelse til noget stort, at være fornem og kunde ey indsee
Følgerne heraf vilde flyde: jeg fik Lyst til Selskaber, og
gjorde mig en Ære af, som oftest at have dem hos mig
selv, Forandringer som forlyste, gav mig Behag i at klæde.
mig efter Moden, og en Lyst rakte den anden Haanden,
indtil jeg ikke gav Standmæssige Personer noget efter¬
men under denne Øvelse maatte jeg fornægte Navn af
i Huusholderske. Min Familie tog til, og jeg blev Mo¬
der til mange Børn, hvis Opdragelse efter vore Tider,
gjorde mig tankefuld, min egen Tilbøyelighed, som be¬
tragtede Sødheden af min egen Levemaade i en opvoxen¬
de Ungdom, kom i Strid med en fornuftig Eftertanke,
om min Tilstand, der daglig tog af ved disse Bekostnin¬
ger. Fornuften vandt Seyer, jeg forandrede mine Tan¬
ker, indskrænkede mine Fornøyelser, lærte at blive spar¬
som uden Gniskhed, Goddædig uden Overdaadighed, at
leve ensom uden at blive Eremit, at være ordentlig uden
Pedanterie, kort sagt, jeg fandt min Regning ved den¬
ne Levemaade, thi nu begyndte jeg at anvende den liden
Regning jeg havde lært i min Barndom, den strakte sig ik¬
ke videre end til de 4 Specier; men jeg brugte den nu
med Nytte, jeg sammenlagde mine Udgifter og Jndtægter:
jeg fradrog mine unyttige Bekostninger, jeg mangfoldig.
gjorte mine Fordeele og uddeelte af det Overflødige til
de Fattige og Nødlidende, saa meget af Regning kun¬
de være nok for et hvert Fruentimmer, naar det rettelig
blev anbragt og tiener, samlet med fornuftig Overlæg,
til at blive en god Huusholderske.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
NO. 17


Eventyrs=Collegiet.
F¬
ætteren. Nu falder jeg ikke i Forundring over vor
gamle Jomfrue, at hun troer Hexer, Varulve, Gien¬
gangere, Nisser, Helheste, Ellekonger, Natravne,
Underjords Folk, og alt hvad der fortælles i Ammestuer.
Den gamle Jomfrue. Det fornøyer mig, Fætter,
om J er bleven af andre Tanker, end J har været. Siig,
mig eengang, hvem der har faaet Eder overbeviist. Jo
min Troe er der saadant til, det skal ingen præke mig af.
Fætteren. Overbeviist er jeg ikke derom, min kiere
Jomfrue. Men jeg siger, at jeg falder ikke mere i For¬
undring over, at Jomfruen kan troe det, naar hun har saa
mange Medbrødre og Medsystre, som troer det samme.
Jeg var i et Selskab forleden, hvor ingen var vantroende
ihenseende til Hexe og Elle Konger, samt alt hvad dertil
kan henføres, undtagen jeg allene. Ja en Person i Sel¬
skabet, som var bereyst, havde endog en vidtløftig Opteg¬
nelse af gamle og nye Sandsager og Elle=Kongen af de
Underjordiske paa et vist Land, hvor han sagde, at der
endnu fandtes virkelig Hexer, Nisser og alt saadant. Han
var saa god at laane mig samme Optegnelse, og jeg har
igiennemlæst den med en Slags Forundring over Folkes
Lettroenhed.
Den gamle Jomfrue. Har J den Optegnelse, Fæt¬
ter, da vær saa god og meddeel mig den.
Fætteren. Her er den til Tieneste, Jomfrue. Vil
hun, at jeg skal læse op for hende, da vær saa god og giv
Agt. De gode Venner og Veninder i vort Selskab beha¬
ger med Taalmodighed at høre. Nu vil jeg lade den Rey¬
sende Talle:
Da jeg kom til Landet B*** fik jeg mange Sand¬
sager at høre om den Underjordiske Konge sammesteds,
hvorom i forrige Tider endogsaa blant Ungdommen derpaa
Landet fortaltes nye Opdagelser. Det var dog meest gam¬
le Kierlinger og udlevede Mænd, som snakkede om Under¬
jords=Kongen, og omendskiønt de i mange Aar har havt
Skade paa Hørelsen, saa forsikkrede de dog, at de endnu
imellemstunder kunde høre Underjords Trommen røres. Jeg
tænkte ved mig selv, i hvor urimelige end saadanne Hi¬
storier synes: saa kan man dog ikke vide, om det skulde være
umueligere for den Underjordiske Konge, at føre sin Hof¬
stat under Jorden, end fornuftige Skabninger at have
hele Republiker paa Havets Bund. En færdig Philosoph
kan anføre ligesaa rimelige Grunde for det første som for
det sidste Slags. Jeg hverken troer eller nægter nogen af
Deelene, og jeg vil ikkun ligefrem berette, hvad jeg har


hørt fortælle om denne Elle-Konge. Elle=Navnet er maa¬
skee denne Underjordiske Slægt tillagt, fordi de ofte ere
seete ved Elle=Busker, hvor de ere forsvundene, og troes
paa sine Steder at have deres Indgange til deres Boliger
fra de med Elle begroede Ager og Vandbekke. For faa
Aar siden, da næsten hele Europa var indviklet i Krig, var
Folket paa dette Land, om endskiønt de under deres milde
Regimente ingen offentlige Fiender havde, dog alligevel
færdige at afvise ubudne Giester fra deres Landemerker.
Disse Øeboer maae selv forsvare sig imod en uventende Fien¬
des første hidsige Anfald; og Naturen har ikke allene op¬
ført uovervindelige Festnings=Verker af høye Klipper om¬
kring dette Land; men Kunsten og Fliden har heller ikke
svaret, hist og her at strøe saadanne Forskandsninger, hvor
det er agtet fornødent, at en forvoven Fiende skulde neppe
kunde ønske sig større Ulykke paa Halsen end Lyst til at for¬
søge Landgang paa denne Øe. De modige Jndbyggere,
som have fra Barndommen lært at omgaaes med Vaaben,
eyer ingen Fare, naar det kommer an paa at vise Lydig¬
ved i at forsvare baade Land og Friehed. Og begge De¬
le forsvarer de formedelst Guds og deres Konges Naade til
det alleryderste. Ja, jeg troer neppe, at nogen af dette Lands
ærekiere Jndbyggere skulde ønske at overleve begges Under¬
gang. Paa denne navnkundige Øe vare Jndbyggerne un¬
der en tapper Commandants Anførsel paa samme Tid ikke
saa sikkre, at de jo stedse vare færdige efter mindste Vink
paa hvilket Sted Faren vilde kalde dennem hen. Rundt
omkring Landet ere udsatte aarvaagne Poster, som ved Sig¬
naler kan langt snarere samle nogle tusinde bevæbnede Mand,
end den snedigste Fiende skulde med 100de Mand kunde be¬
stige Landet, med mindre tyk Luft skulde forhindre Poster¬
nes frie Udsigt til Søen. Dog, i saadan Taage har de
heller ikke stort at frygte for, thi Jndbyggerne ere selv ban¬
ge for at nærme sig til Landet i uklar Luft. Det maatte
være Vovehalse, hvis onde Gierninger havde bestemt dem
til en anden Ulykke, end at frygte for drukne, som i Taa¬
ge eller mørk Nat vilde prøve at sette Foden paa Landet.
Ligesom nu Alderdommen fortæller os, at forulykkelige Hæn¬
delser, saasom Krig, Pest, Jldebrand, ja store Herrers
Død, skeer stedse nogle særdeles Tegn, hvoraf en overhæn¬
gende Fare kan sluttes at være i Vente, saa gaaer det og
til paa dette lidet Land. Neppe saasnart høres der at tale
om Krig eller Lands Fiender, førend man allerede længe har
hørt mange Tidender om Underjords-Kongen. Snart er
een snart flere af hans Folk seete. Snart har han exerce¬
ret og mønstret sine Folk paa eet eller andet udyrket Sted
derpaa Landet, og snart har han marscheret tvert igiennem
Landet i smukkeste Orden, men alt om Natte= Tider. Alt


dette berettes, at Folk kan see, men fielden flere end een
ad gangen; ja end mere, at kunne høre dem commandere
med Maal og Stemme, som den beste Danske Officier.
Trommen, som ofte røres og gemeenlig høres om Aftenen af
dem, der har en stærk Jndbildnings Kraft, har næsten en
Lyd, som en Pauke; men Slagene ere meere langsomme
end de almindelige Tamburers. De underjordiske Folk
skal ofte kunde sees at exercere til Fods, men sielden til Hest,
og man har ikke spurgt, at de betiener sig af Hestene,
uden naar de marscherer. De beskrives at være smaa af
Statur, de største ikkun hemmod to Alen høye, men de
fleste ere mindre. Deres Klædedragt er forskiællig.
gamle Dage var den efter Sigende ikkun graa eller bruun;
men i de nyere Tider skal endog nogle være seete i de aller¬
skiønneste brogede Klæder. Deres samlede Tropper skal el¬
lers uden Forskiæl sees med røde spidse Huer paa Hove¬
det, og røde Ærmer i deres korte Vamsa eller Trøyer,
som ere uden Opslag. Man har ikke seet dem at bruge¬
Hatte. De bærer lange Kaarder og smaae Bøsser eller
korte Studsere, hvilke dog, saavidt vides, ikke ret ere be¬
tragtede af nogen af Jndbyggerne. Hestene ere alle sorte
og af middelmaadig Størrelse; men det forunderligste er,
de synes ikke, at have meer end tre Been. Naar de ere
satte til Hest, marscherer de i største Orden, snart med
fire, snart Parviis, ligesom Veyenes og Vangeledenes
Rum kan tillade. Baade den, som rider foran, og den,
som slutter bag efter, saavelsom nogle andre i Midten har
altid været fornemmere end de andre i Klædedragt, eller
i det ringeste med høyere røde farvede Huer. Ligesaasnart
Rygtet udspredte sig om den befrygtende Nordens Urolig¬
hed, saa hørtes hist og her der paa Landet nye Historier,
om Elle eller Underjords=Kongen; og samme Rygte ved¬
varede indtil Døden forstyrrede deres Overleg, som torde
have vildet forstyrre Nordens Fred. Paa nogle Aar har
man ikkun hørt faa Bevægelser af denne underjordiske Po¬
tentat. Den gemenne Almue der paa Landet er af de Tan¬
ter, at Underjords=Kongen forsvarer Landet; men at han
dog ikke griber til Vaaben, ikke heller uden meget sielden
lader sig see, førend Nøden udkræver det. Der troes, at
han passer paa Strandbredden, og af Kierlighed til Regie¬
ringen aldrig vil tillade nogen fremmed Magts Herredøm¬
me over Bad. Hans Bolig skal fornemmelig være un¬
der et gammelt forfaldent Slot der paa Landet, samt un¬
der en Kiøbstæd midt paa Landet, saavelsom mange andre
Steder under Øen. Alderdommen har havt saadan God¬
hed for ham, at de endog har givet ham en liden Hielp
til Heste Foder. Det var i gamle Dage Brug, at Bøn¬
derne lode en liden Lævning af Havre=Sæden ligge paa
Ageren; og det sagde de, at Elle Kongen skulde have til¬
sin Hest." Men jeg vil opsette Resten af denne Fortel¬
ling til vi holder Eventyrs-Collegium igien.
Den gamle Jomfrue. Seer man vel, at der er El¬
le Konger og saadanne Underjordske Folk til. Jeg har


ofte hørt det især om denne Øe, men aldrig saa omstænde¬
lig som nu.
Præste Enken. Jeg har og hørt det; men jeg bil¬
der mig ind, at det maae være det, som man kalder Ko¬
bolter.
Fætteren. Ney, Madame, Kobolter kand de ikke
kaldes; thi det berettes aldrig, at de har bedraget nogen,
som Ordet egentlig bemærker ikke heller har man hørt, at
de nogensinde har angivet sig for tienstagtige, som Nisser.
Den gamle Jomfrue. Ney, Ney, det er rigtig
nok Underjords-Folk, som ere meget forskiellige fra Nis¬
ser og Varulve.
Snakke=Collegiet.
Nætteren Nu, Jomfrue, Har de speculeret noget paa
de sidst fremsadte Mørke=Spørsmaale?
Den gamle Jomfue. Ol ja, jeg har speculeret
saaledes derpaa at jeg undertiden ey har kundet falde i Søvn.
No. 1 er det ikke et par Caffe=Kopper,
Fætteren. Ney, Jomfrue, langt fra
Den gamle Ungkarl. No. 1 er et Par Briller.
Jkke sandt:
Fætteren. Gandske rigtig.
Huusholdersken. Og jeg troer at Nommer 2 er det
Bogstav A.
Fætteren. Gandske rigtig.
Den givte Kone. Jeg har og speculeret paa No. 3.
er det ikke en Kukkuk
sætteren. Gandske rigtig. Men den er ikke kom¬
met endnu.
Den gamle Jomfrue. Det er umuelig at kunde
giette No. 4. Jeg begyndte vel paa at vilde tælle alle
Bogstaverne i Bibelen; men jeg fik ikke det første Capitel
talt, førend jeg blev gandske kied deraf. Mon nogen vel
har talt alle Bogstaverne i Bibelen, Har nogen paataget
sig dette Arbeyde, da maatte det enten være en Munk eller
en Nynne.
Hovmesterinden. Jeg troer ikke at det skal forstaaes
saaledes: Men at de fleeste Bogstaver i det Ord Bibelen,
ere B. og E.
Fætteren. De har giettet gandske rigtig, min kjere
Hovmesterinde, og jeg erklærer Dem værdig til Magister Gra¬
den; thi det kunde en Magister ikke engang giette forgan¬
gen Dag.
Den muntre Jomfrue. Men hvad Grad skal jeg
aflegges med om jeg kan gjette No. 5.
Fætteren. J Sandhed, min smukke Jomfrue, skal
De være Professorinde, i fald nogen Professor vil giøre
Dem dertil. Lad os høre.
Den muntre Jomfrue. Hvad lader smukkere end
en Ager Hør, som florerer med sine smaa blaa Blomster,
Og hvad pryder vores Hoved, Bryst og Arme meere end
Kniplinger, som virkes af Hør,


Fætteren. Gandske rigtig, min smukke Jomfrue
Naar.
jeg bliver Professor, saa skal De, min Troe, blive
Professorinde.
Søemanden. Hvad skal jeg da have, om jeg kan
giette No. 6.
Fætteren. De maa i Sandhed have alle dem som
De kan faae fat paa, paa fremmede Steder, som endnu
ikke til hører nogen.
Søemanden. De er meget Raisonable Hr. Fætter,
ney jeg takker. Jeg har seet alt for mange Farligheder,
og Besværligheder ved at fiske Perler, som ofte ligger man¬
ge Favne dybt under Vandet paa Bunden i nogle Skiel¬
Fiske. Dersom de Fornemme vidste med hvilken Livsfare,
disse Perler fanges, vilde de visselig faae en Afskye for¬
at bære dem, og endnu mindre hovmode sig af at bære nog¬
le nøyede Perler, som lukker saa manges Øyne.
Fætteren. Jeg merker de har rigtig nok giettet No. 6.
Den gamle Ungkarl. Jeg holder og langt meere af
No. 7, end af nogen af de andre. Hvo er et meere stræb¬
som Dyr end en Bie; den er først en Orm, siden faaer
den Vinger. Hvem kiender Blomsterne bedre end en Bie?
Hvem overgaaer den i Bygnings=Kunsten, og hvor født
og behagelig er ikke dens Blod, eller Møden, som bere¬
des af Honningen. Jeg drikker gjerne et got Glas ube¬
blandet Miød.
Fætteren. De har saaledes rigtig opløst mine Ænig¬
mata, og altsaa ere klogere end Phillisterne. En anden
Gang skal jeg dog see at jeg kan blive en Samson; men
min kiere lille muntre Jomfrue maa ikke blive en Dalila.
Den gamle Ungkarl. See her min artige Jomfrue,
skal jeg opvarte hende med en smuk Skiønheds Recept.
Den gamle Jomfrue. Jeg troer vor gamle Ungkarl,
bliver Petit-Maitre. Hvad er det for en Recept, Lad¬
mig see engang.
Den muntre Jomfrue. Jeg maa min Troe see den
Recept med. Ha, ha, det er en Sminke=Recept. Ef¬
terretning om en Sminke-Olie. Lad mig læse
Man tager en Deel grønt guultagtig Talk Glas¬
som laves af udgiødet to Deele brændt Borax og en
Part Venetiansk Talk i en Steenkrukke, sat i en Sme¬
de Esse, og river dette benævnte grøngule Glas til Pul¬
ver med to Parter Viinsteen-Salt, og lader det siden
smelte sammen i en Diegel. Den sammensmeltede Mas¬
saa legger man derefter paa en Glasskive eller fortinnet,
Blikplade ned i en Kielder, og legger det paa skraaes,
saa det kan afrinde, naar det opløser sig; og til den En¬
de setter man en glas Potte derunder, hvorudi man sam¬
ler den dyrebare Olie, der er det største og beste Middel for¬
Skiønheden, i det den giør en skiøn hvid Hund."
Der har vi heele Hemmeligheden. Jeg agter aldrig at
benytte mig deraf.


Den gamle Jomfrue. Jeg min trae ikke heller.
Jeg toer mine Hænder i hvid Sæbe, og gnier mit Ansigt,
af med en ulden Klud. Det er den hele Allarm jeg giør,
for at befordre min Skighed.
Den muntre Jomfrue. Denne Recept kan være
nyttig for dem der søger Conditioner. Det kan recom¬
mendere dem, naar der kan settes til i Avertissementerne,
og forstaaer perfect at lave Skiønheds-Olie.
Præste Enken. Ja, de skal vide og forstaae meget,
som vil have gode Conditioner i denne Tid. Der blev ik¬
ke nær saa meget udfordret i forrige Tider.
Huusholdersken. Den sidste Frue jeg conditionerede
hos skulde engang have en Pige, og jeg kan aldrig sige
Dem, hvor mange Spørsmaal hun giorde til denne stak¬
kels Jomfrue, om hvad hun forstod. Saaledes omtrent:
Hvad for en Haarskiærer har hun lært at acommodere af:
Hun kan vel stikke op paa den nyeste Mode, endskiønt hen¬
des eget Sæt er ikke efter Moden, Kan hun vaske Blondi¬
ner, Floer og Kniplinger, som de vare nye, Kan hun sye
Klæder, Kan hun forestaae en Vask, Kan hun gaae i
Huusholdningen, om Huusholdersken blev syg, Kan hun
garnere Klæder og sye og sette alt hvad der hør til en Pry¬
delse? Jomfruen svarede ja, at hun kunde alt dette,
som hun blev spurgt om; men hun blev dog ikke antagen,
fordi hun ikkun havde givet 10 Rdlr. for at lære at accommo¬
dere. Fruen sagde: Naar hun ikke har lært at acommo¬
dere hos den fornemste Haarskiærer, saa duer det ikke.
Han lærer ingen ringere end 20 Rdlr.
Den muntre Jomfrue. Man pretenderer nu, at
Kammer Piger og Frøken Jomfruer, som søger Condition,
forstaae alt, hvad man kan opregne, undtagen at sye
Skoe. Saavidt er det endnu ikke kommet.
Fætteren. Ha, ha, ha, Jomfruens Jndfald kom¬
mer mig til at lee. Jeg troer vel heller ikke, at det no¬
gen Tid kommer dertil, at Fruentimmer skal forstaae at
sye Skoe.
Den muntre Jomfrue. Det skal han ikke sige. Da
troer jeg det. Verden er gal nok til det. Herskaberne i
kunde jo derved spare mange Udgivter til Skomageren.
Fætteren, Ney Jomfrue, Det blev for latterligt.
Lad os gaa fra den Snak.
Mode=Collegiet.
Duusholdersken. Jeg vil denne gang aabne vort Mo¬
de Collegium ved at berette dem et Syn, som var maaskee
meere Modens, end man gemeenlig troer, naar man be¬
tragter det i en længer Afstand, end jeg saae det.
Den gamle Jomfrue. Hvad var det for et Syn,
Mademorselle?
Huusholdersken. Jeg saae Fruentimmer komme an¬
stigende i fuld Puds med 2 Rader Falblade om Skiørtet,


i Gardiner opfæstet Kiole, lang Modens Kaabe med Her¬
melin om og ligesaadan Muffe, og et Sæt med store fly¬
vende Skygger og allamodisk Rensning og Opsats paa;
og jeg tænkte rigtig, det var en fornemme Dame, førend
jeg fik at see, da hun maatte tage Klæderne op for at kom¬
me skikkelig forbie en af Feyekonernes ophobede Skarndynge,
at hun havde nedtraadte Skoe paa og store Huller paa
Strømperne, saa at de bare Hæle sad næsten gandske ud¬
igiennem.
Den givte Kone. Ja, der ere mange artige Mo¬
dens Dyr til iblandt Fruentimmerne i Hovedstaden. Ho¬
vedstads, Falblade og sligt skal de med Pokkers Magt
have, i hvor uselt og fattigt de end ere klædte derunder.
Giftermaals-Collegiet.
en gamle Jomfrue. Hvad skal vi denne Gang tale
om i vort Giftermaals-Collegium, Er her noget mærk¬
værdigt Giftermaal skeet i disse Dage, Eller har man hørt
om nogle nye Forlovelser,
Den muntre Jomfrue. Jeg har hørt, at Jomfruen¬
skal giftes.
Den gamle Jomfrue. Jeg min Engel, der er saa mænd
slet intet om. Det samme Snak har Folk løbet saa ofte¬
og saa jevnligt med; og endnu er jeg den samme jeg har
været. Hvem skulde da min Kiereste være?
Den muntre Jomfrue. Det veed jeg min Troeik¬
ke. Frist mig ikke derom. Hør, Fætter, fortæl han os
nogle smukke Giftermaals Historier.
Fætteren. Til Tieneste, min hierte Jomfrue!
Fra London meldtes for nogle Aar siden følgende Begi¬
venhed. En Kræmmersvend, som stod i Boden hos en
der værende rig Silke=Kræmmer, havde for mange Dage
siden merket, at et ungt Fruentimmer, saa ofte han solgte,
hende nogle Vahre, fandt altid Leylighed til at tage noget
hemmelig bort med sig; han vidste imidlertid, at denne
Dame var Eier af en anseelig Capital til Brudeskat og
Medgift for den der blev hendes Mand, og han fattede der¬
for den Beslutning, at anvende hendes Forbrydelse og
Gierrighed til sin Fordeel. Det varede ikke længe, førende
hun indfandt sig i Boden igien, og han lagde adskillige kost¬
bare Sager frem for hende, da hun heller ikke forsømte at
bruge sin sædvanlige Listighed. Men da hun vilde gaae
bort, nødte han hende til, at gaae ind i en Bagstue, hvor


han reent ud beskyldte hende for Tyveriet. Saasnart hun
faae sig røbet, begyndte hun at skielve og hæve, og der fat¬
tedes ikke meget i, at hun jo var faldet i Afmagt og Be¬
sviinelse. Dette søgte dog Kræmmersvenden saa vidt som
mueligt var, at forekomme, og foreslog hende tillige et Mid¬
deel, hvorved hun ikke alene kunde redde sin Ære, men end¬
og sit Liv. Dette bestod derudi, at han tilbød sig at være
hendes Brudgom. Dersom hun ikke vilde tage imod dette
Middel, sagde han, saa vilde han aabenbare den hele Sag,
og strax lade hende sette i Arrest. Hun betænkte sig lidet der¬
paa, og tog imod Forslaget; og det unge Menneske er for nær¬
værende Tid Eier af hende og af en Capital paa 120000 Pund
Sterling.
Den gamle Jomfrue. Det Fruentimmer haver væ¬
ret plaget af en besynderlig Orm, som ikke kunde bare sig for
at rapse til sig, da hun eyede saa mange Penge at kunde kiøbe
og betale for. Hun gjorde ellers meget klogt deri, at hun
tog Kræmmersvenden.
Fætteren. For sex Aar siden meldtes fra Caernarvon,
i Provinzen Wallis i Engelland, at der den gang var nyelig
holdt et mærkværdigt Bryllup imellem to Personer, hvoraf
Bruddommen var fem og fyrretyve og Bruden fire og tyver
Aar gammel, og begge vare Døve og stumme fødte. Det
havde i lang Tid yttret den kiærligste Tilbøyelighed til hinan¬
den, hvilken de dog ikkun med Miner havde kundet tilkiende¬
give.
Den muntre Jomfrue. De to skulde ikke komme i
Uenighed ved at fortale sig imod hinanden, og heller ikke hviske
til nogen til den andens Fortrydelse.
Den gamle Jomfrue. Der kan man see, hvilket
kraftigt Sprog, at Øynenes og Minernes Sprog er. jo
jo, det trænger min Troe lige ind i Hiertet.
Fætteren. Endnu kan jeg fortælle dem om et Gif¬
termaal, som ligeledes for sex Aar siden blev meldt fra Lon¬
don, at der nemlig i Garistowa i Jrland var den gang nye¬
lig sammenviet et Par unge Brudefolk, af hvilke Brudom¬
men ikkun var sytten og Bruden elleve Aar og en Maaned
gammel.
Den gamle Jomfrue. Det var meget ungt. De
vare jo ikkun Børn begge to. Ney, saa tidlig at gifte sig,
holder jeg slet ikke med. Det er en stor Daarlighed.
Den muntre Jomfrue. Det skal hun ikke sige. Det
er daarligere at bie til man bliver for gammel, end gifte sig
for ung. Mig hover det got, at giftes medens man er ung.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 18


Eventyrs=Collegiet.
D¬
den gamle Jomfrue, Naa, Fætter, lad os nu hø¬
re meere om Elle=Kongen og Underjordske paa
Landet B**.
Fætteren. Underjords Kongen har aldrig gjort no¬
gen af Jndvaanerne ondt; men man har dog troet, at
han kunde hevne sig, naar ham skeete Uret. Der er alt¬
saa visse høye Steder, hvor Skov har voxet, som i gam¬
le Dage ey ere blevne behuggede. Ja, der ere visse Ste¬
ne, som aldrig ere blevne rørte, for ey at fortørne ham.
Men nu omstunder bekymrer man sig ikke meget meere om
saadanne Høfligheder. Der fortelles adskillige Historier,
ikke alene fra de ældre Tider, som betegner Alderdommens
Ærbødighed for saadanne Steder der paa Landet; men
endogsaa i vore meere oplyste Tider giver Overtroen Almu¬
en skreksomme Exempler. Det er ikke meget længe siden,
at en velhavende Bonde, hvis Vindskibelighed ikke tillod¬
ham at lade den mindste Plet af sin Jord ligge udyrket
eller unyttig, havde en stor ufrugtbar Høy paa sin Grund,
som i mange Aar havde været ham et Anstød til Fortry¬
delse. Men hans idelige Arbeyde gav ham ikke saa me¬
gen Tid tilovers, at han kunde adsprede denne i hans
Tanker saa unyttig sammenbragte Jorddynge. Endelig
fik han paa hans Alderdom, ved hans Børns Tilvext og
Evnes Formeerelse, Leylighed til at lade jevne denne Høy,
og maaskee ventede han at finde en begravet Skat derun¬
der. Han begyndte sit foresatte Arbeyde lykkelig; men
da han kom midt ind i Høyen, fandt han intet, uden
nogle store Steene, der ligesom dannede en Grav. Her¬
forøgedes hans Begiærlighed. Han lod med megen Umag
aabne denne maaskee i nogle hundrede Aar tillukte Hule,
hvorudi intet fandtes, uden nogle gamle sorte runde Kruk¬
ker, og derudi nogen lysrøe Jord forvaret. Maaskee baa¬
de Forskrekkelse og Fortrydelse ophævede hans Arbeyde.
Men en Sygdom, som kort efter gjorde Mandens Alder¬
dom besværlig, og foraarsagede hans gode Tilstands Af¬
tagelse, formerede blant Lettroende den skadelige Overtroe,
at han havde forgrebet sig imod de Underjordiske. En
anden Bonde siges ligeledes at have maattet betale sin nys¬
giærrige Flittighed med sin Forstands Berøvelse. Om¬
endskiønt disses ulykkelige Skjebne har virkelig havt Natur¬
lige Aarsager, saa har dog saadanne Hendelser meere for¬
øget, end fordrevet Overtroen hos saadanne, som ikke an¬
seer høye Steder og opreyste Steene for den hedenske Al¬
derdoms Rettergangs, Ofrings eller Begravelses Steder.
En anden Historie har jeg hørt at fortælles, men dog af


ulige Beskaffenhed; En Bonde, som beboede sin Fædderne¬
Gaard, lod sin Rendesteens Udløb forandre, og tænkte ik¬
ke derved at beskadige nogen, saasom han paa en halv
Fierdingvey ingen Naboe havde. Men en Aften, da han
kom ene hiem fra Kiøbstæden, stod en liden Person ved
Porten, og hilsede ham en god Aften, samt bad, at han
vilde være saa god, at forandre sin Rendesteen til sit for¬
rige Udløb igien; thi Vandet, som satte sig i Jorden for¬
uleyligede ham meget. Han havde nu i to hundrede Aar
havt sin Bolig under samme Sted, og vilde nødig foran¬
dre den. Bonden som tænkte, det var raadeligst at være
høflig imod denne Ubekiendte, tilsagde ham hans Begiæ¬
ring, hvorfor han takkede og gik bort. Man maatte her¬
af slutte, om det var Sandhed, at de underjordiske Folk bli¬
ver meget gamle. Der tillegges denne underjordiske Slægt¬
stor Rigdom. Der fortælles, at i forrige Tider har de of¬
te havt deres Skat ude i Solen, og at de, som uforvaren¬
de ere komne til saadant et Sted, har seet store Stykker,
Land bestrøet med Guld= og Sølv=Myndter; De har end¬
ogsaa kundet tage nogle af dem, men saasnart de anden
gang har vildet bukke sig, for at optage flere, saa er alting
i en Hast forsvundet. Det er der paa Landet brugeligt,
at Drenge paa tolv eller fjorten Aar maae om Sommeren¬
vogte det smaae og store Qvæg, da enhver Bønde til Fæ¬
drift lader nogle uindhegnede Marker henligge ubesaaede
til Græsning. Saadan en Dreng saae for nogle Aar
siden paa nogle smaae Slaaen-Torne en stor mængde af
de skiønneste linnede og uldene Klæder udhængte imod So¬
len. Han forundrede sig over, hvem der maatte tilhøre
disse saa afsides fra Folk henlagte Klæder, og forlod Qvæ¬
get, for nøyere at betragte dette Syn. Da han kom nær¬
mere, saae han en liden Dreng med broget Trøye og rød
Hue at gaae imellem de smaae Busker, som ventelig skul¬
de passe paa de udlagte Klæder. Jeg veed ikke, om For¬
skrekkelse eller Glæde fordoblede hans Skridt til nærmeste
Bonde Gaard, for der at forkynde dette Syn, men da
flere Folk fulgte ham til samme Sted, saaes slet inttet,
uden de smaa grønne Tornbuske. Det er ikke heller nyt,
at høre Folk være af den Meening, at den underjordiske
Konge skal endelig have nogle overjords Folk i sin Tiene¬
ste, og det maa vel være for visse Forretningers Skyld,
som de ikke selv kan forrette, saasom til Veyvisere og Pi¬
bere. Veyen kiender de vel ikke for nøye paa sine Steder
oven paa Jorden, og paa Piben skal de kunde blæse, ef¬
terdi deres Mund skal være overmaade stor, eller som nog¬
le meener, at de ingen Gaver har til Musiken. Men aldrig
har nogen tilstaaet, at have staaet i Tieneste hos dem, saa man
kan ikke vide om det var andet end en Digt. Naar de i


gamle Dage har reyst forbie et Vertshuus og vilde læd¬
ske deres Tørst paa eet overjordisk Kruus Øll, har det syn¬
tes ligesom de ikkun slog Øllet i Halsen som i en Krukke,
og meget gesvindt vendt sig om, uden at lade sig nøye be¬
tragte i Ansigtet. De har betalt alting forud, og det hø¬
res aldrig, at de ere blevne noget skyldige. Der fortelles,
at der kom en Aften en liden underjordisk Dreng til en Bon¬
de Kone, som, imedens de andre Huusfolk vare alle ind¬
kaldte til Aftens Maaltid, sad alene uden for Gaarden,
og malkede sine Køer. Han bad hende, at hun for god
Betaling vilde overlade hans Moder den Melk, som hun
denne Aften malkede, der var omtrent 16 Potter. Han
rakte hende en halv Krone, og bad, at hun vilde laane
ham hendes Malke Spand, som strax skulde blive hende
leveret igien. Konen, som vel havde hørt tale om de Un¬
derjordiske Folk, men aldrig seet dem, forestillede sig strax
at denne Dreng var en af dem, og spurgte, hvortil hans
Moder vilde bruge Melken, Drengen sagde, at hans Sy¬
ster havde Bryllup; det er i Morgen den tredie Dag,
da skal Giesterne have sød Grød. Da Konen nu stod op,
sagde hun til Drengen, som imedens hun malkede, stedse
havde snakket med hende: Dersom du kan skaffe mig Bru¬
de=Folkene og deres Følgeskab i deres Prydelse at see, da
skal du faae Melken for slet intet. Den liden Dreng tog
Spanden, tilsagde hende det, og gik fra hende. Om
Morgenen stod Spanden paa hendes Bord, og Pengene
laae derudi. Hun havde nu ikke ventet, at faae Brudeska¬
ren at see, men da hun med sin Familie og Huus-Folk
om Middagen var til Bord, saae alle, at Dørene bleve
aabnede, men ingen uden Bondekonen saae Brudeskaren,
dandsende komme ind igiennem den ene Dør og ud af den
anden. Fuld af Forundring raabte hun: See, see,
hvilke deylige Børn, hvilke smukke Klæder, Disse smaa
Folk hoppede eller dandsede ud igiennem Porten. Konen
som saae dem, men ikke hørte nogen Musik, løb efter dem
og saae dem blive borte ved en stor Høy hos den nær ved
Gaarden liggende Skov.
Enten deres Heste sees for eller bag til, saa har de
kun tree Been. Seer man dem foran, saa har de to For¬
been og et Bagbeen; og seer man dem bag til saa har det
to Bagbeen og et Forbeen. Ellers skal Hestene see meget
vel ud, og være gode Pasgængere, som de der paa Lan¬
det kaldes. Der fortælles, at for mange Aar siden kom
en Trop igiennem et Lyngmarks Leed, hvor just en overjor¬
disk Dreng kom dem i Møde. Deres Anfører tiltalede
ham ligesom han længe havde kiendt ham; nævnede ham
ved Navn, og bad ham lukke op, samt blive staaende for
at lukke efter de sidste. Den, som sluttede Troppen, be¬
talte ham hans Umag med en heel Haandfuld god gang¬
bar Sølvmyndt, saa Drengen blev meget glad, og for¬
talte denne Hændelse allevegne.
Jndbyggerne der paa Landet taler ikke med nogen¬
Frygt om de Underjordiske, som om Spoøgelser eller Bier¬
trolde, der troes at de kan giøre sig usynlige naar de ville.


Det er en gammel Sagn, at de i forrige Krigstider saae
disse smaae rødhovede Folk altid paa Strandbreddene,
og særdeles paa den Tid, da nogle Svenske Skibe stran¬
dede, skal de være seete i stor Mængde af de Svenske,
som meente, at det var Landets Folk. Det tilleges dem,
at de betiener sig af Vindbøsser og Steenkugler, af Stør¬
relse som en Bøsse Kugle, og hist og her paa Landet kan
findes saadanne rundagtige Stene, som kaldes af Almuen¬
Underjords Kugler." Resten af denne Beretning om de
Underjordiske, vil vi nu opsætte til vi ved en anden Ley¬
lighed holder Eventyrs-Collegium.
Den gamle Jomfrue. Al den Fortælling stemmer
nøye overeens med det jeg har hørt fortælle før om Under¬
jords Folkene paa dette Land; og det bestyrker mig alt meer
og meer i den Mening, at de ere virkelig til.
Præste=Enken. Saa har Jomfruen hørt dette at
fortælles før
Den gamle Jomfrue. Ja, Hierte Madame, jeg
har hørt det i min Opvext af en Pige der fra Landet.
Hun sagde for en stor Sandhed, at hun med sine egne
Ører, selv ofte havde hørt disse Underjords-Folk at tum¬
le sig og exercere deres Tropper under Jorden, ligesom
Landfolkene oven paa Jorden.
Snakke=Collegiet.
Nætteren. Vil De engang høre nogle attige Sind¬
Digter,
Her er et om Begierlighed.
Hvo kun begierer det, som han begiere skal,
Faaer let alt hvad han vil, og giør det beste Val.
Og vil man hvad Gud vil, hvad kan da ønskes mere?
Den, som vil, hvad Gud vil, kan intet meer begiere.
Her er et Dito.
Hvo mindre har end det, som han sig ønsket har,
Har dog langt meer end det, hvortil han værdig var.
Et om en pralende Pige, af Martial Liv¬
1 Ep. 65.
Du er skiøn, det veed vivel. Det er sandt, at du er Pige.
Du er ogsaa rig dertil; Hvo tør andet sige,
Men Fabulla, vil du prale, og dig heraf giøre til,
Man ey Møe, ey rig, ey deylig, dig da meere kalde vil¬
Deylighed uden Dyd.
Deylighed, som mangler Dyd,
Er en Klokke uden Lyd;
En ziirlig malet Lilie,
Foruden Siel et Billede;


En artig pyntet Dukke,
Et Stierneskud, som ikkun tindrer kort,
En Rose, som for Haanden visner bort.
Betænker det, J Smukke!
Hovmesteren. Har De hørt denne Fabel af Hage¬
dorn,
Om de Stores Magt over de Smaae:
En Maar en Hane tog; Ham Ræven aad igien;
En Ulv saa Ræven slog. Det lærer dig, min Ven!
Hvordan de Store sig af Ringes Blod ernære,
Og at de Mægtige tidt Bondens Sveed fortære.
Søemanden. Det er jo ret lystigt.
Faer slog Moer, og Moer slog mig;
Jeg Katten ruskeed jammerlig:
Paa Musen Katten hævned sig.
Fætteren. Vil De høre:
Doris og Coridons Spøg i det Grønne.
Den smukke Doris laae og sov engang allene
J Skovens Buske, blant de skyggefulde Grene.
Den Hyrde Coridon sig listede derhen,
Forladende sig paa, at han var hendes Ven.
Han sig ved Siden af den søde Nymphe sætter,
Og sine Øyne med den Engle=Skiønhed mætter,
Som hendes blotte Bryst og Ansigt viste frem;
Den Leylighed var for hans Elskoveret beqvem¬
Han Hendes Hænder, Mund og Bryster ofte kyste;
Han Hende tog i Favn, og til sit Hierte kryste;
Han i det bløde Græs og hende rullede.
Hun smillede derved, og ventede maaskee
Men da det blev derved, hun utaalmodig bliver,
Og med en haanlig Smiil ham den Erindring giver:
Det er forlidt, om Du mig har for Alvor kier;
Men er det ikkun Spøg, det da formeget er.
Den muntre Jomfrue. Det er jo prægtige og ly¬
stige smaa Digter. Hvor travelt har dog de stakkels Por¬
ter med at gotte sig over os Fruentimmer.
Mode=Collegiet.
Den muntre Jomfrue. Nu kommer Silke=Brode¬
ring i Moden igien, merker jeg; thi den Frue, som di¬
rigerer Moden i det store Qvarteer, har ladet sig en heele
Klædning brodere med skatterede Silke Blomster.
Den gamle Jomfrue. Jeg troer og at det kom¬
mer nu i Moden igien, at Skoene skal være lange og
spidse, og Spænderne sidde langt ud paa Foden.
Præste=Enken. Det er en hæslig Mode. Den
kan jeg slet ikke lide.


Den muntre Jomfrue. Da er den dog meget
nydelig for dem, som har nyemodiske runde Spender; thi
hvorledes skulde de ellers kunde lade disse allerkiereste runde¬
Spænder sees, dersom ikke Spænderne skulde sidde saa
langt ud paa Foden at de laae næsten paa Tæerne.
Hovmesterinden. Det er og nu Mode at bruge
Forklæder igien.
Huusholdersken. Hvad for Forklæder, Ere de
Hvide?
Den muntre Jomfrue. Jo mænd, hvide det er
alt fattersk naar de ikke ere af Flor eller blommet Kam¬
merdug eller og knyttede, og med Falblade neden om, samt
med Piber op af Siderne.
Den givte Kone. De bruger og Piber op af Sie¬
derne paa Skiørterne, og det tykkes mig, lader meget
smukt.
Fætteren. Med Tilladelse at spørge: Endnu er der¬
vel ingen, som har begyndt at bruge af de nyemodige Skiør¬
ter med Fryndser og Qvaster,
Den muntre Jomfrue. Ney, der er saa mænd,
ikke, lille Fætter; men til Sommer vil han nok faae dem
at see.
Fætteren. Hvilken er nu den fornemste Modens
Couleur iblant Fruentimmerne?
hvidt, det er blaat og det er graat, og det er alle Veder¬
Den muntre Jomfrue. Det er rødt og det er
skins
Couleurer. Et hvert Fruentimmer har gjerne sin
egen Liv=Farve, veed ikke vor Fætter det?
Fætteren. Hvilken er da Jomfruens Liv=Farve?
Den muntre Jomfrue. Det er er blaat. Men
jeg vil ikke snakke meere med ham, hverken om Moder
eller Farver.
Hovmesterinden. Fruentimmerne har Ord for at
være saa meget efter Moden; men i disse Tider ere de det
ikke nær saa meget som Mandfolkene. Vore Tiders unge
Mandfolk ere ret nogle forfængelige Creature, hvad en¬
ten man betragter dem foran eller bag til, paa høire
eller venstre Side.
sætteren. Hvori bestaaer da det Mademoiselle Hov¬
mesterinde,
Hovmesterinden. Det skal jeg give mig den Ære,
at fortælle dem en anden Gang. De skal see at jeg skal
kunde afmale Dem en af vore Petit Maitres saa got som
han stod skildret.
Giftermaals-Collegiet.
en muntre Jomfrue. Ney nu skal jeg fortælle Dem
noget rart. Hr. Frier har skrevet Jomfrue Kiereste et
Brev til, som jeg troer neppe De har hørt Mage til.
Hun laante mig Brevet med en haanlig Smill, og jeg
skal her læse det op for Dem. Det lyder saaledes:


Min allerhøystærede
dyrebare Jomfrue
min Engel, min Skat,
Herved giver jeg mig den Ære, at tilspørge min
hierte Jomfrue, om det er hendes rene og ramme Alvor¬
at jeg skal allene være hendes første Mand, eller om hun
har i Sinde at skikanere Livet af mig, ved at føre mig,
Medbeylere paa Halsen, Videre: om hun vil være
skikkelig imod mig, og ikke saa opsetzig og arrig, som
jeg ugjerne hører hun har været imod hendes Mama
og Papa. Jeg er kun et svagt og skrøbeligt Mandfolk;
og det vil ikke falde Jomfruen vanskeligt at slaae mig, i
fald hende skulde overkomme en slem Lyst dertil; men
det vil jeg baade haabe, hun ikke giør, og ved denne min¬
kierlige Skrivelse have afbedet. Dernæst vil jeg og
spørge, om hun vil sige Du, J eller Han til mig, naar
vi engang faaer hverandre?"Jeg veed nok hendes hier¬
te Mama har aldrig sagt Du til hendes hierte Papa,
omendskiønt de nu har havt hverandre over tredive Aar.
Men saadan Omgang kan jeg slet ikke lide; og min dy¬
rebare Jomfrue skal aldrig troe, hvor ilde hendes hierte
Mama hører iblant Folk derover. Det skulde krænke
mig forskrekkelig, ifald Jomfruen skulde faae i Sinde¬
at begegne mig paa samme Maade, og jeg tvivler paa
at jeg blev saa taalmodig i den Omgang, som hendes
Fader har været. Jligemaade tager jeg mig den Fri¬
hed at spørge: om vi ikke nok, naar vi faaer hveran¬
dre, kan sove i een Seng, eller om det skal være saale¬
des, som det har været hiemme hos Jomfruens Foræl¬
dre, Herpaa udbeder jeg mig tienstvenligst og allerkier¬
ligst min dyrebare Jomfrues tydelige og reene skriftlige
Svar, uden mindste Undtagelse og Forbeholdenhed i nogen.
Maade, under sin egenhændige Haand og brugelige
Signet; og det kunde ikke skade, om et Par gode Mænd,
til Vitterlighed underskrev dette Document, paa det at
jeg siden kunde benytte mig deraf til at overbevise og
igjendrive min Dyrebare med, ifald hun enten skulde
faae i Sinde at slaae mig, eller paa nogen anden Maa¬
de ikke holde det, som hun har indgaaet og lovet mig,
og torde maaskee ville beraabe sig paa, at hun aldrig
havde lovet og tilsagt mig sligt. Tag ikke ilde op min¬
i allerhøystærede hierte søde Jomfrue, at jeg seer mig
nødt til at bruge Forsigtighed, deels formedelst at hun
har selv fortalt mig, at hun har et slemt, ondt og ar¬
rigt Sind, og deels fordi det er vitterligt, at hendes
Mama hverken har været eller er for god og artig imod¬


hendes Papa, og man veed, at Æblet falder ikke langt
fra Stammen. Desuden driver mit eget gode Hierte
mig til at giøre dette Forlangende til hende, thi jeg
vil gjerne afgiøre alting i Mindelighed, og intet skal væ¬
re mig kierere, end at vi i sin Tid kunde leve et frede¬
ligt og kiærligt Ægteskab med hverandre. Lov mig,
nu skriftlig, min allerkiæreste Jomfrue, at hun vil væ¬
re saa god, som Dagen er lang: saa vil jeg forbinde,
mig til, igien at være lige hvorledes hun vil have mig.
Jeg forbliver:
Min allerhøystærede.
hierte søde dyrebare Jomfruens.
ærbare tro Ven og
alvorlige skyldigste Tiener.
Frier.
Den den 29 April 1770.
Den gamle Jomfrue. Det maa jeg bekiende er et
rart Brev. Aldrig har jeg hørt Magen dertil; og aldrig
kan jeg troe, at Jomfruen vil give ham de forlangte
Svar skriftlige med Vitterligheds-Mænds Underskrift,
Den muntre Jomfrue. Jo hun vil. Hun sagde
til mig, at hun vilde giøre det. Det kand jo heller ikke
skade hende noget, eller giøre noget Skaar i det Herredøm¬
me, som hun desuden vist vil tiltage sig og føre over¬
Manden. Thi hun bliver ikke et Haar bedre, end hendes
Moder.
Fætteren. Den gode Jomfrues Fader maa da enten
ikke have vidst, eller ey vildet bruge det gamle probatte¬
Raad for en ond Qvinde.
Den gamle Jomfrue. Hvad er det for et Raad.
Fætteren. Det er følgende:
Hvo som har en ond Kone om Søndagen, skal
tage sig vel vare for hende om Mandagen, skaffe sig en
Knippel om Tirsdagen, slaae frisk paa Qvinden med
samme om Onsdagen, saa bliver hun syg om Torsda¬
gen, giør sit Testamente og Fredagen, og døer om Lø¬
verdagen, saa har Manden Fred for hende om Sønda¬
gen."
Den gamle Jomfrue. Det var jo et hesligt Raad¬
Fy, hvad for en Mand vilde vel bruge det. At slaae sin
Kone, det er jo ret noget hesligt, og det kan man kalde at
bygge paa Helvede.
Den muntre Jomfrue. Ney, det er ikke nær saa
forargeligt at høre, at en Kone slaaer sin Mand, som at
en Mand slaaer sin Kone. Det sidste holder jeg med.
dog ønsker jeg mig helst saadan en Mand, som jeg ikke be¬
høver at tugte paa den Maade.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 19


Avis=Collegiet.
D¬
en muntre Jomfrue. Vi skulde dog engang holde
et retskaffent Avis=Collegium. Det er fias med
vore Avis Discouser. Jeg er vis paa de føres ti
Gange bedre paa Viinkielderne, end i vores respective Col¬
legio.
Den gamle Jomfrue. Ja, min troe giør de nok
saa, endog paa Øl Husene, tænker jeg, der snakkes bedre om
Krigen og mere om Tyrken, end vi snakker om dem.
Den muntre Jomfrue. Her hid, Fætter! og for¬
tæl os noget merkværdigt af Aviserne.
Fætteren. Jeg vilde gierne, Jomfrue! men hvad
skal jeg fortælle. Maltheser=Ridderne vil ikke giøre Fred
med Tyrken.
Den gamle Jomfrue. Det er ikke Nyt. Malthe¬
ser=Ridderne giør aldrig Fred med den slemme Tyrk; men
tager til Fange og slaaer ihiel ligesaa mange, de faaer.
Den gamle Ungkarl. Nu er Tractaten imellem Por¬
ten og det Persiske Hof udløben: saa Persianerne ville nu
vist nok tage fat til gavns paa Tyrkerne. Der skal være
nogle friske Slagsbrødre iblant de Persianer.
Borgeren fra Hovedstaden. Har de hørt at Ja¬
nitscharerne skal have slaget deres Aga ihiel, da han gav
dem deres Sold, og bebreydede dem at de ikke fortiente den.
Borgeren fra Landet. Ja, der har jo været en
forskrækkelig Allarm. De skal jo have raabt til Mufti
paa offentlig Gade: "Skaf os Fred eller slaae vore Fien¬
der ihiel, hvis ikke saa skal dit Hoved snart staae over Se¬
railets Port hos Wallachernes Hoved, som der ere opsat¬
te." og da Mufti svarede dem: Vor Prophet er vreed
paa os: saa har de giort en græsselig Allarm og forskrek¬
kelig skraalet og udbrølet. "Du lyver, Mufti! du lyver
vor Prophet er slet ikke vreed paa os, skaf os Fred, eller
det skal gielde dit Hoved.
Den gamle Jomfrue. Hvad er det for en den Mufti?
Vær saa god Hovmester og fiig os det?
Hovmesteren. Mufti er Tyrkernes ypperste Præst
og fornemste Lærer.
Den gamle Jomfrue. Men hvorfor kalder Tyrker¬
ne sig Musselmænd.
Hovmesteren. En Musselmand betyder saa meget
som en Rettroende. Saaledes kaldede Mahomet alle
som vare hans Tilhængere; og derfor holder Mahomeda¬
nerne det endnu for en Ære, at kalde sig saaledes.
Søemanden. Man har ellers den Efterretning fra
den Russiske Flode, at nogle af dens indehavende Tropper


skal have gjort Landgang i Morea, og allereede taget et
Par Stæder fra Tyrkerne.
Den gamle Jomfrue. Det var min troe deyligt.
Gid vi ofte maae høre slige Tidender. Jntet skal være mig
kierere end at Russerne kan vinde.
Den muntre Jomfrue. Jeg skal i Sandhed hielpe
Jomfruen at klappe i Hænderne ved saadanne glædelige Ti¬
dender; og jeg var tilfreds, at Tyrken i Aar maatte tabe
hvert Slag baade til Lands og Vands.
Borgeren fra Hovedstaden. Ordet gaaer, at den
Russiske Arme skal allerede være paa Veyen henimod Ben¬
der, for at indtage samme Festning.
Den gamle Jomfrue. Jeg ønsker til megen Lykke,
og snart at vinde Seyer.
Den muntre Jomfrue. Og jeg klapper allerede i
Hænderne, og raaber: Victoria!
Den gamle Jomfrue. Men hvorledes gaaer det de
Folk i Polen, som kaldes Confoedererende?
Borgeren fra Hovedstaden. Det gaaer dem kun saa
maadeligt. De har allerede faaet Klap i Aar.
Den gamle Jomfrue. Det er mig virkelig ret kiert;
ja virkelig er det saa. Har man ellers intet Nyt i Avi¬
serne?
Fætteren. Jo, i Leipzig ere nogle falske Pengekom¬
ne for Lyset.
Den gamle Jomfrue. Nu da, man hører heller ikke
andet, end ondt: Det er en heslig Kram at handle med
falske Penge. Men apropos, har nogen af de gode Ven¬
ner hørt tale om den snedige Tyv her i Byen?
Den muntre Jomfrue. Det er nok det Fruentim¬
mer, som skal have gaaet omkring paa adskillige Stæder,
og byttet Rigsorter men taget eller hexet alle de Penge til
sig, som de havde hos sig i deres Lommer.
Fætteren. Denne Historie har jeg hørt fortælle
paa en halv Snees forskiellige Maader, men man kan ikke
troe noget af sligt, førend man seer det i Aviserne
Den muntre Jomfrue. Ja, da er det vist.
Snakke=Collegiet.
Fætteren. Aldrig i mine Dage har jeg seet saadan en
Regning før, som jeg finder i det Hamborgsk Adresse=Con¬
toirs Blad, der er taget af et Jtaliensk Ugeblad, og er en
Beregning over Lykken i det Spil Pharao.
Søemanden. Det Spil forstaaer jeg noget af. Lad
os høre den Bereigning engang. Jeg er nysgierrig for
at vide, hvorledes den kan være giort.


Fætteren. Enhver veed, heder det, at i Pharao¬
ere alle Plierne og det sidste Kort for Tailleuren. Van¬
skeligheden bestaaer ikkun derudi, at man nogenledes nøye
bestemmer, hvor stor denne Fordeel er. For at bestemme
dette, maae man beregne, hvor mange Fald der kan bli¬
de gjorte for Tailleuren, og hvor mange for Pointeuren i
alle de forskiellige Tailler, som kan giøres med to og halv¬
trediesindstyve Kort, og da see hvormeget de førstes Tal
overstiger de sidstes Tal. Men hvo som omstændelig vil¬
de giøre denne Beregning, skulde aldrig blive færdig. Thi
Tallet paa de forskiellige Tailer, som ere muelige med to
og halv trediesindstyve Kort, kan ikke udtrykkes med fær¬
re, end syv og tredsindstive Chiffre. Det vil sige, at det
gaaer i Undecillioner og derover.
Søemanden. Hvilken forskrekkelig fæl Regning er
ikke den:
Fætteren. Det er endnu ikkun smaa Ting. Hør vi¬
dere. Man seer heraf siger Autor, hvor chimærisk de
Folk raisonnerer, som tænker ved at give Agt paa forskiel¬
lige Tailler, og rigtig indbilder sig at de har fundet Loven
og Grunden til, hvorledes Kortene skal følge efter hinan¬
den. (Pas nu paa, nu kommer det beste.) Jeg har udreg¬
net, at et Menneske, som fra Verdens Begyndelse Nat og
Dag taillerer i eet vek, og giør hver Time 8 Tailler, og
Taillen havde hver gang forandret sig, saa skulde han dog
til denne Tid ikke kundet have gjort flere end 420, 480000
forskiellige Combinationer.
Søemanden. Ha, ha, ha, jeg brister af Latter. Hvil¬
ket Jndfald, hvilken Regning! Ha, ha, ha, et Menneske
taillere i eet vek Nat og Dag fra Verdens Begyndelse indtil
denne Tid. Aldrig har jeg hørt galere Jndfald og Bereg¬
ning i mine Levedage. Den Kark har vist foretaget sig en
kostelig Gierning, som har sat sig ned, for at udregne det.
Fætteren. Pas paa! Det benævnte Tal er endnu ikke
en halv Dee lliondeel af den heele Sum af alle Combinationer
som ere muelige med 52 Kort. Om der da ogsaa herskede en
bestandig Lov i Kortenes Følge, eller en Kobolt eller en Stier¬
ne regierede derover; hvad vilde da dette Menneskes faa Jagt¬
tagelser og i den Erfarenhed sige imod det uendelige Antall af
Combina ioner, som han endnu ikke har seet? Virkelig
langt mindre, end de Jagttagelser, som en Naturkyndiger
har gjort i Naturen ere imod de Jagttagelser, som han end¬
nu ikke har gjort; og om de begge To vilde trekke Følger af
de Jagttagelser, som de har gjort, der skulde være tilforlade¬
ge, saa fortiente de, at man skulde lee ad dem begge, men
ad den første høyest.
Søemanden. Naa, Naa, Karlen er endda ikke saa
neffen, som jeg bildte mig ind. Har han selv faldet paa det
daarlige Jndfald, at giøre saadan unyttig Regning:
saa merker jeg at han har giort det for at kømme til at giø¬
re Nar af og lee ad andre, som giøre den endnu daarligere.
Fætteren. Førend vi begynder Eventyrs=Co legiet,
maae jeg spørge min muntre Jomfrue, om hun kan giette


følgende Mørke Spørsmaal, saa skal hun faae en Præmie,
naar vi kommer i det grønne.
En Mørk Tale.
Jeg lugter ofte slemt, seer fort og skiden ud,
Og herbergerer snart en Tyv, brav Mand og Brud.
Den Qval jeg stundum giør, er ret en Helveds Plage;
Men Moden byder dog, at man mig maae fordrage.
Told ved Jndtrædelsen hos mig betales maae
For man ey lige ind i mine Rum kan gaae.
Hver bruger mig saa got, som han formaaer at giøre.
Snart roses jeg, og snart min Last man faaer at høre.
Eventyrs=Collegiet.
Den gamle Jomfrue. Nu, Fætter! nu er vort Even¬
tyrs=Collegium aabnet. Vær nu saa god og fortæl os
mere om Elle=Kongen og de Underjordiske.
Fætteren. Ja nok, Jomfrue! "Der holdes almin¬
delig for at de Underjordiske ere rigere, end Landets egne Jnd¬
byggere oven paa Jorden; men der fortælles saadanne Even¬
tyr, som beviser, at de dog ikke maae have alle de Ting, som
de kan have nødig, men imellemstunder foraarsages at laane
noget hos de Overjordske. Det skal otte hendes der paa Lan¬
det, at en eller anden Ting kan blive borte ligesom imellem
Hænderne, og dog siden igien findes paa samme Sted henlagt,
hvor det tilforn søgtes. Saadant troes nu at have været
laant af de Underjordske. Men derimod tænkes aldrig sligt
om hvad der bliver stiaalet eller borttaget, naar Folk ere fra¬
værende fra deres Gods. Der fortælles, at i de ældre Tider
har de til deres Tieneste laant baade Kiøkken, Bryggerhuus
og Stueværelser, hvor de til deres Brylluper og Gilder har
kogt og steegt og holdt sig lystige om Naten. Her er en Hi¬
storie af det Slags, saaledes som jeg har hørt den at fortæl¬
les: J en af Kiøbstæderne ved Strandsiden boede for man¬
ge Aar siden en rig Mand, som derhos var meget godgiøren¬
de. Da han en Aften kom temmelig sildig hiem, stod
en liden Dreng med en rød Hue og graa Trøye paa,
uden for hans Port. Denne Dreng hilsede Verten, og
bad ham paa en høflig Maade om Natteleye, som og
strax blev tilsagt ham. Men da det var saa sildig, at
Verten ikke vilde tage ham ind med sig i Stuen, viiste han
ham ind i Bryggerhuuset, hvor han i et lidet afdeelt Kammer
i en Krog fandt en Seng for sig, hvilken Manden just brugte
til at legge fattige Børn udi, der kom og bad om Natteleye
hos ham; Men sagde han videre til Drengen: Du faaer at
flyve op med den Kroe du har til i Morgen, da skal Du faae
Froekost, førend Du gaaer bort; thi i Aften er det for sil¬
dig. Derpaa lukte han til efter ham, og gik selv hen at søve.
Om Morgenen tænkte Manden paa sin fremmede Gest, og
gik ud i Bryggerhunset, for at indkalde ham til Frokost; men


blev ikke lidet forundret, da han ingen fandt. Ja, det som mere
var, baade stod Sengen opreedt og Dørene vare lukte. Han
spurgte sine Tieneste Folk, om nogen havde udladt den frem¬
mede Dreng, og opredet Sengen faa tidlig efter ham; men in¬
ingen vidste af nogen Dreng at sige. Han gik derpaa ud om¬
kring sin Gaard, for at fee sig om, og imidlertid tænkte, hvad
det maatte have været for en Dreng; i disse dybe Tanker kom
Manden længere frem, end han havde foresat sig og merkede ik¬
ke at han var gaaet uden for Byen, førend han saae sin egen
Hiord, og midt iblandt Qvæget stod den samme Dreng og
føelte paa en Qvie, ligesom en Slagter, der føler sig for, fø¬
rend han kiøber. Det var om Efteraaret, da Qvæget gik
uden Vogtere overalt paa Marken. Manden tænkte, at den¬
ne Dreng maatte vel ikke være af det beste Slags, men vilde
dog paa en skikkelig Maade skille sig ved ham, og spurgte
ham, hvorfor han gik børt uden at faae Frokost? Drengen,
takkede ham for god Natteleye, og sagde, at han ikke spiste
meer end eengang om Dagen. Men, sagde Drengen vide¬
re, jeg har ofte været hidskikket fra min Fader, og aldrig
førend nu faaet Leylighed til at forrette mit Ærende. Jeg
vil derfore bede at J vil høre min Begiering. Min Fader
skal giøre min ældste Syster Bryllup førstkommende Tirs¬
dag: Hans Bolig er kun liden, og det er for koldt under
aaben Himmel: Vil J være af den Godhed, at laane ham
Eders Huus en Nats Tid, Han behøver ikkuu Kiøkkenet,
Brøggerhuset og den store Stue; hvortil Indgangen kunde
aabnes fra Gaden, saa skulde J med Eders Huusfolk ikke
paa nogen Maade foruroliges. Hvor boer din Fader?
spurgte Manden: Under Eders Havestue, svarede Drengen,
som stedse, imidlertid han talede saae ned til Jorden. Ja
saa mænd, sagde Verten, det vil jeg nok giøre din Fader
til Villie, efterdi vi ere saa nærboende Naboer. Men sag¬
de Drengen videre, min Fader har befalet mig at spørge,
om J vilde overlade ham denne Ovie for Betaling? Vi
veed nok, at J har sat Eder for, at slagte den selv til Eders
tilstundende Barsel-Gilde; men min Fader siger, at J faaer
nok at slagte desuden, naar den Tid kommer. Jo mænd
var Mandens Ord, derudi vil jeg tiene din Fader. Han
har ret derudi, at jeg kan faae nok at slagte, omendskiønt
han faaer Qvien. Hvor dyr er den da, spurgte Drengen:
Jmellem Naboer er den tre Daler værd, svarede Manden;
men det kommer mig ikke an paa en Qviekalv; jeg forærer
din Fader den; og dersom ellers nogen Ting behøves, saa
skal det være til Tieneste. Ney mange Tak paa min Fa¬
ders Vegne, sagde Drengen med en mild Mine, og bad,
at han den Aften Klokken 12 vilde være saa god at være i
Rolighed med sit Huusfolk, og derpaa bød Drengen Far¬
vel, gik hen til Sandbankerne og forsvandt. Manden
tvivlede ikke paa, at det jo maatte være en af de Underjor¬
diste; men udlod sig ikke for noget Menneske derom." Nu
vil jeg fortælle Resten, naar vi samles igien.
Den gamle Jomfrue. Der var nu slet intet at tviv¬
le om, at det var jo en af de Underjordske. Jeg længes
ret efter at høre Resten.


Giftermaals=Colleg¬
Den muntre Jomfrue. Vor Fætter kunde nok være
saa god, at aabne Giftermaals Collegiet med en kort Be¬
skrivelse over hans Kiæreste.
Fætteren. For at tiene min muntre Jomfrue, da er
saa mænd min Kiereste et Fruentimmer, 19 Aar gammel,
temmelig smuk i mine Øyne, smal Taille, høyt Bryst,
maadelig høy og feed, skriver en net Haand, tegner smukt,
strikker, syer Merlin og Hvidsøm, kan accommodere og
opstikke Hovedtøyer med al anden Fruentimmer=Pynt,
dandser og neyer net, taler Fransk og Tydsk, og er i Stand,
til at regiere et heelt Huusvæsen. Med alt dette opreg¬
nede er hun dog ikke af det Slags, som staaer hele For¬
middagen for Speylet, eller pynter sig paa en forfængelig
Maade, for at giøre nye Erobringer hver Dag eller føde
sin Mode=Syge. Hun henbringer ikke sine Dage med
Ørkesløshed og Daarligheder. Hun kiender ikke allene
sine Pligter efter Religionen grundig og tydelig; men hun
iagtager dem endogsaa nøye: saa der er en rar Fromhed
og Gudsfrygt i hendes Hierte. Hvad synes hende om
den Beskrivelse.
Den muntre Jomfrue. Ret got. Men jeg havde
ikke tænkt at vor Fætter var saa alvorlig. Det maa være
en meget stille Jomfrue.
Fætteren. Hun er ikke flygtig, og kan være munter
og frie uden at helde til det flanevurne. Jeg er meget vel
fornøyt med hende, og vilde kun ønske, at jeg eyede hende
gandske.
Den muntre Jomfrue. Hvilket Ønske! er der da
nogen anden, som har Part i hende?
Fætteren. Hun behager at spøge, Jomfrue. Hun
forstaar mig dog nok. Jeg vilde ønske, at hun alerede
var min Kone.
Den muntre Jomfrue. Jeg! Fætter! - Jeg bli¬
ver aldrig hans Kone.
Den gamle Jomfrue. Naa, Jomfrue, hun giør
vor Fætter formeget af det. - Som jeg hører, kiære Fæt¬
ter, saa har han giort et got Val. Det fornøyer mig,
og jeg ønsker megen Lykke.
Fætteren. Jeg takker Jomfruen. Ja det er en brav
lille Pige.
Huusholdersken. Jeg er vis paa, Fætter, at naar
hans Kiereste besidder saa mange Fuldkommenheder, som
han har opregnet, saa forstaaer hun og at koge og lave
Mad. Hun kiender gandske sikkert alle Slags Frugt, alle
Slags Retter, alle Slags Specerier, og alt hvad en
Huusholderske bør vide.
Fætteren. Jeg har ikke spurgt hende derom; men
jeg troer det dog nok, og jeg er vis paa hun bliver mig
en brav og dydig Kone.
Hovmesterinden. Det giør hun vist, Fætter. Jeg
kiender den gode Jomfrues Opdragelse. Hun spiller smukt


paa Clavrer og synger en Arie dertil, Hun har læst ad¬
skillige gode og sunde Skrifter. Der er i hendes hele Væ¬
sen et klart Lys, en mild Glands, en fiin Forstand, grun¬
dige Overleggelser og ærbar Munterhed.
Den muntre Jomfrue. Det en forskrekkelig Berøm¬
melse. Jeg skulde snart blive misundelig, dersom jeg ikke
var overbeviist om, at jeg selv var en fuldkommen Pige.
Men nu maa vor Fætters Kiereste være saa fuldkommen
som hun vil: saa formener jeg dog at kunde komme til at
staae temmelig nær hende; og det er jeg vis paa at mange
flere Piger giør end jeg. Vor Huusholderskes Vidnes¬
byrd er af stor Vegt. Men Fætterens Beskrivelse troede
jeg ikke meget af; thi enhver Fætter, Frier vilde jeg sige,
er blind i Kierligheds og Giftermaals Sager; det er uimod¬
sigeligt. Men vi ville være gode Venner Fætter! Vær
saa god og fortæl os nogle flere af de Giftermaals Efter¬
retninger, som han har Udtog af fra udenlanske Steder.
Jeg gider gierne hørt tale om Giftermaal.
Fætteren. Da kan jeg fortelle Jomfruen, at for fire
Aar siden blev følgende Giftermaal berettet fra Doublin,
at en Person i Headford i Grevskabet Golvay giftede sig
i en Alder af 19 Aar. Dette var nu ikke forunderligt;
men det var noget rart, at denne Brudgom ikkun var 42
Tommer høy, det er ikke meer end 7 Qvarter. Bruden
var en Jomfrue, som var 23 Aar gammel, og hun var
ikke meer, end 39 Tommer høy.
Den muntre Jomfrue. Naa, naa, iblant deres
Afkom vil neppe i det mindste blive saadanne Kiemper som
Gilli var.
Fætteren. For 6 Aar siden tildrog sig følgende ved
et Bryllup i en Landsbye ved London: Et ungt Brudepar
forføyede sig til den der værende Kirke, for at blive sam¬
menviede, men da der fattedes een Dag i den behørige Al¬
der, som Brudgommen skulde have, efter den Parlament ske
Ægteskabs=Acte, saa vilde Præsten ikke forrette Vielsen for¬
ey at paadrage sig den Straf, der i hemelte Act er paalagt
for deres Sammenvielse der endnu kkke har opnaaet den i
samme Act bestemte Alder. Brudgommen som herved saae
sig bedragen i sit Haab, blev herover i Førstningen meget be¬
kymret. Men han besindede sig snart igien, og fattede den
faste Beslutning, ikke at gaae ud af Kirken og hiem igien,
førend Bryllups Ceremonien var fuldendt. Han blev alt
saa hele Dagen og hele Natten til den følgende Dag i Kirken,
tilligemed sin Brud. Alle Vanskeligheder vare nu lykkelig
overvundne for disse to Forlibte, og Præsten viede dem efter
deres Ønske tilsammen.
Den muntre Jomfrue. Hvilket Jndfald af den gode
Præst. Jeg er vis paa, han havde aldrig blevet straffet


for Brudgommen fattedes den ene Dag, med mindre det saa,
udtrykkelig staaer i Forordningen, at der ikke maa fattes no¬
gen Dag eller Time i den fastsatte Alder; men det kan jeg al¬
drig troe.
Fætteren. J Aaret 1765 blev fra London under 30
Augusii følgende meldet: En Ungkarl og en Jomfrue havde
indfundet sig i en af de der værende Kirker, for at lade sig vie.
Da Brudgommen og Bruden nu stode for Præsten, og Brud¬
gommen skulde sige disse Ord: With my Body i thee uors
hip (dee. med mit Legeme har jeg denne Tieneste) efter
Præsten, saa sagde han: "Min Herre! jeg er af andre Tan¬
ker, og jeg kan altsaa ikke eftersige disse Ord. "Præsten sva¬
rede: "Min Herre, jeg er en Præst, og jeg vil ikke udelade
det." Derpaa sagde Brudgommen:"saa er jeg Deres
Tiener, min Herre! Deres Tiener min Herre! og derpaa
gik han ud af Kirken. Bruden maatte altsaa ligeledes gaae,
bort, uden at have faaet nogen Mand den gang. Om
der var nogen anden Præst som vilde vie dem og udelade de
Ord, saa at hun har faaet ham siden, det har jeg ikke hørt,
og skal altsaa ikke kunde berette.
Den gamle Jomfrue. Den Brudgom var meget
Samvittighedsfuld, som ikke torde sige det Ord efter Præsten.
Den muntre Jomfrue. Han har ikke været meget
forliebt i Bruden, siden han kunde giøre sig nogle slige
Skrupler derover.
Fætteren. Det samme troer jeg, Jomfrue! Men
nu skal jeg erindre dem om et andet Giftermaal, hvorom
der blev meldt for tree Aar siden fra Yorck, at nemlig to
Personer der havde havt Bryllup med hiinanden, hvis Al¬
der, begges tilsammentagne, beløb sig til 150 Aar, og det
meest selsomste er, at hun er hans femte Kone, og han hen¬
des siette Mand.
Den gamle Jomfrue. Jeg veed ikke hvor Folk kan
faae Lyst til at gifte sig naar de ere saa meget gamle.
Den muntre Jomfrue. Jeg tænker de giøre det for
at have Selskab af hinanden, eller for ikke at komme af
Vanen med at være gifte.
Fætteren. Der var i Wilstrup i Hadersleb Provstie
ligeledes et Par Folk for et par Aar siden, som vare me¬
get gamle, da de havde Bryllup. Brudgommen var nem¬
lig firesindstye og Bruden tre og tresindstyve Aar. saa beg¬
ges Alder sammentagen beløb sig til 143 Aar. Det var
og anseeligt nok.
Den gamle Jomfrue. Bliver jeg ikke gift, førend
jeg bliver 63ve Aar gammel, saa bliver jeg vist nok al¬
drig gift.
Den muntre Jomfrue. Trøst sig paa det beste
Jomfrue! gamle Piger og gamle Penge ere rare.


1770.
4de Aargang.
Fkuentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 20


Samleren.
Veritas parit odium.
D¬
enne Gang vil vi føre os op med et Latinsk valsprog.
Det lader dog saa fornemme og høytravende, un¬
dertiden at kunde sige noget, som just ikke enhver
forstaaer. Det er ellers vores Hovmesters Jndfald. Man
finder jo, siger han, næsten alle Engelske, Franske og Tyd¬
ske, Danske og Svenske Ugeblade at have et Latinsk=Val¬
sprog, og hvorfor kan vi ikke og engang iføre vort Blad
samme Ziir? Vores i Dag tagne Valsprog er ellers paa
Dansk udlagt: Sandhed faaer en bruden Pande, eller
Den, som siger Sandhed, er ilde lidt, og paadrager
sig Folkes Had. Der er nok ey heller noget Ordsprog i
Verden som har gjort større Virkning end dette. Os kom¬
mer det i det ringeste for, som Menneskene, for den største
Deel, vogter sig for at tale Sandhed; de tænker paa Ord¬
sproget: Sandhed faaer en bruden Pande. Ak! Land
flygtige Sandhed! er du da saadan en uduelig Lem, at
du ikke maae være i det menneskelige Samqvem? Er du
da saa vederstyggelig, at ingen, eller meget faa kan lide dig
Hvordan er din naturlige Gestalt? Ak! viis os dig dog som
du er, og lad os dog engang see dig i din naturlige Skik¬
kelse. - Her er jeg, raabte Sandhed, i det den kaste¬
de alle sine Masker og Ukiendeligheder af sig. Jeg maa
sagde den videre, saaledes skiule, og giøre mig ukiendelig
saasom jeg allevegne er forhadt, og ligesom drevet i Land¬
flygtighed; men jeg maae dog være paa Jorden, saa længe
den er til; men lod jeg mig see i min rette Skikkelse, vilde man
maaskee fordømme mig af Jorden, og hvor skulde jeg da
hen. Derfor gaaer jeg altid under Maske og Forklædnin¬
ger, som bestaaer af Fabler, Lignelser, tvetydige Ord og
Meeninger, dog saadanne som, aldrig strider imod min Na¬
tur, og mit Navn som er den reene Sandhed; men at jeg
paa en uformærkt og forblummet Maade kan dog sige Sand
hed, i hvor ilde den end er lidt. Thi min rette naturlig
Skikkelse er som J her seer (her viiste sig en nøgen Gestalt,
jevn og lige uden Bugter, Folder og Rynker) Men hven
kunde vel lide den; det har jeg prøvet saa ofte. Dyderne
etør jeg vel fremsette uden Omsvøb, fordi alle troer sig at
være dydige, i det mindste troer enhver om sig, end og det
sletteste og skarnagtigste, at der endnu ere dem, som ere slet
tere. Alt saa tør jeg nok ligefrem anprise Dyderne; men
Lasterne, hvormed dog alle ere befængte, hver paa sin Maa¬
de, tør jeg ikke angribe, uden langt fra. Saaledes tør jeg
ikke sige en gierrig Mand lige i hans Øyne, at han er gierrig
og at der er ingen værre end han eller den, som er nidsk imod
sig selv; men jeg siger: at Dragen fortelles, at rue i Mør¬
ket over sin Skat og at den fortæres af Sult, og er et unyt¬
tigt Creatur. - En Storagtig, tør jeg ikke sige at han er


et stinkende Aadsel; men giør ham en Fabel eller Lignelse,
ved en Kalkunsk=Hane, som gik og brystede sig indtil han
plump i en Grav, og alle de andre Fugle beloe ham. -
Den Mægtige, som misbruger sin Magt, beder jeg at læse
Fablen om Løven der tog alle fiire Deelene, og de andre fik
intet. - For Hyklere, og dem, som lade sig indtage af Hyk¬
lere, forteller jeg den Fabel om Ravnen der troede Ræven,
som roeste dens sorte Fiedre. - Dommere, som for Skiænk
og Gave eller af Had, Misundelse og Underfundighed, bøyer
Retten, kan speyle sig i Fablen om Faaret, Ulven og Ræ¬
ven, om det laante Brød: Faaret havde laant Ulven et Brød
og Ræven skulde være Dommer. - De Skinhellige beder
jeg læse Rævens Poenitense. - De som tragte efter Embe¬
der, som de ey kan forestaae, beder jeg skiule Æsels=Ørerne,
at de ey fremstikker af Løve=Huden. - Disse vare Sandheds
Ord, og derpaa forstak den sig igien i sin ukiendelige Dragt.
Men uagtet Sandhed er saa forhadt, tør vi dog give os
den Friehed i Dag at fremsætte nogle nøgne Saudheder;
det skeer allene til en Prøve, løber det got af, saa maaskee
der tør vel komme fleere; Her ere de, som vi har ved Haan¬
den, og som Forløbere:
Et Menneske skal aldrig skamme sig ved at tilstaae,
at han har Uret; thi i det han giør denne Bekiendelse,
giver han at forstaae, at han er bleven klogere i Dag end
han var i Gaar.
Ligesom en Bek, paa hvis Grund man kan see Ureen¬
ligheden, giver os det beste Beviis paa dens Vandes Klar¬
hed og Reenhed; saa er det beste Middel til at beviise sin
Jndsigt og Forstand, ikke at giøre nogen Hemmelighed af
sine Feyl.
De, som ikke foretager sig andet, end giver agt paa
andre Menneskers Handlinger, ere ligesom de, der ere be¬
standig ude af deres egne Huuse, og søger at bringe andres
Sager i Rigtighed, da deres egne imidlertid forfalder.
Man maae enten opholde sig over Verden, eller ær
gre sig over den. Giøre vi det første, anseer man os for
stolte, og for det sidste beskylder man os for Misantropie.
Hvor ringe en Ting Rigdom maae være i Guds
Øyne, seer man ofte paa dem, i hvis Lod den falder.
KunstOrd i en Prædiken ere ligesom de blaae Korn¬
Blomster og røde Valmuer i Hvede=Ageren; de forlyster ik¬
kun deres Øyne, som beseer dem for Lyst; men ere dem ska
delige, som skulde have Nytten af Kornet.
Hver den som taler Usandhed, indseer ikke det Arbey
de, som han udsetter sig for; thi han maae opfinde tusin
de andre Usandheder, for at understøtte den første.
Et Menneske, som blander sig i fremmede Sager,
er ligesom de, der af en overdreven Nysgierrighed under
søger Biernes Arbeyde; deres Nysgierrighed bliver ofte
belønnet med et Stik.


Den Mand, som er beladet med mange Forretnin¬
ger, kan nok tale om Philosophie; men den, som har intet
at forrette, kan bedre bringe den i Udøvelsen.
Der ere mange, som overgiver sig til Eenlighed, og
unddrager sig fra Verden, ligesom Eva unddrog sig fra
Adam, for at indlade sig i Samtale med Dievelen.
Sielden indlader to Fruentimmere sig i et nøye Ven¬
skab, uden det skeer paa den 3dies Bekostning. De foreener
sig med hinanden, ligesom Kongerne i gamle Dage, der al¬
tid slagtede et stakkels Creatur til Tegn paa deres Venskab
og sluttede Forbund; og Venskabet imellem to Fruentim¬
mer bliver sielden ret fast og fortrolig, førend de med Klaf¬
ferske Tænder har sønderrevet et Fruentimmer af deres Be¬
kiendtskab.
At være fornuftig i et Selskab af Daarer og Narre, er
ligesaa modbydeligt, som at vidske en anden noget Hemme¬
ligt i Øret, begge Deele ere Narrene lige empfindtlige, efter¬
di de intet forstaaer af begge.
Fruentimmere omgaaes med deres Libhabere, ligesom
med et Spil Kort. De spiller med dem nogen Tid, og
naar de har vundet, kaster de dem bort, fordrer nye, og
ofte taber det med de sidste, som de har vundet med de første.
En Mandsperson, som seer et smukt Fruentimmer,
har ligesaa liden Aarsag at ønske sig at være hendes Mand,
som Beundreren af Guld=Æblet i den Hesperiske Have
skulde ønske sig at være den Drage som vogtede det.
Vogter eder for en Guldmager, som siger al Ver¬
den, at han besidder den største Hemmelighed; og for en
Frimurer, som giør Parade med sin Orden. De ere Be¬
dragere begge, eller uvidende Pralere.
Snakke=Collegiet.
Samleren. Jeg har faaet et Brev, der ligesom be¬
breyder os vor Forsømmelse med at fortælle, hvad her pas¬
serer. befaler de gode Venner, at jeg skal læse det op for
dem, da er det her:
Efterladne Skribentere!
"Jeg har siden Fahrdag forgieves ventet at see noget
" i Deres Blade, angaaende den. J forrige Tider passede
"De smukt og nøye paa, hvad der gik for sig; Hvorledes
"Folk gik af og i Plads; hvorledes Madmødrene og Huus¬
"bonderne gave Afskeed og toge i Tieneste; hvorledes Pi¬
"ger, Karle og Drenge snakkede, hvor de kom sammen
"paa Torvene og ved Stranden. See, alt dette tier De
"stille med i Aar, ret ligesom intet af sligt nu passerede
"meere. Dette læste jeg usigelig gierne; thi det var saa
"dant som jeg kunde begribe, og derfor kildrede mig meest.
"Sandt nok, at De har skrevet saa ofte i den Materie,
"at De kunde være kiede deraf, og af Kiedsommelighed
"i ikke gider skrevet meer; men betænker dog, kiere Venner
"at der aldrig kan siges formeget i den Materie, og at det
"er en Kilde for Deres Snakke=Collegio, som aldrig kan
"udtømmes, saalænge der ere Madmødere og Tieneste=Pi¬
"ger til. Jeg holder meget af deres Blade, og derfor


"vilde nødig see, at de skulde tabe noget i deres forrige Ziir¬
"lighed og artige Jndfald, og endnu mindre i deres Af¬
"træk. Betænker, kiere Venner, at det er en farlig Tid
for Deres Blade, nu saa mange nye Ugeblade udkommer,
"eller vil udkomme. Tænk engang, om Mette Eirkedom¬
"mers, Amme hos Frue V** havde, efter sine mange
"Jndbydelser lavet en Dansk og Fransk Ragont paa alle de
Piger, som sidste Gang har gaaet af og i Plads, havde
"det vildet giort Dem stort Jndpas i Deres Blade, og selv
"trukket en høben Subskribentere; thi ingen, uden hun,
"var vel bedre i Stand til at fortælle os saadant. De
forlader mig min Aabenhiertighed, som Nidkierhed for
Deres Blade, har tvunget mig til at sige Dem. Jeg har
og en særdeles stor Lyst til at vide, hvordan det gaaer
til i Byen, og det tænker jeg, de fleeste og har tilfælles
"med mig, og følgelig vil De giøre sig mange forbundne
og i sær mig, som er Deres hengivne Læserinde
Pernille Sniksnak.
Den gamle Jomfrue. Denne Kone har min Troe
stoer Ret; og vi har skammelig forseet os, at vi ey, uden
Paamindelse, har efterkommet vor Skyldighed. Hvor¬
for mon Folk vel give os en Daler om Aaret, uden for at
faae at vide alt hvad der passerer i Byen, og i alle Folkes
Huuse; i sær saa meget som man kan faae at vide. Jeg
kan vide det med mig selv. Jeg vilde holde 2 Fruentimmer¬
og Mandfolke-Tidender, om de vare til, naar jeg kun af dem
kunde faae at vide, hvordan det gaaer til i andres Huuse.
Vi har vel nogle levende Aviser, som løber fra et til andet
Sted, af dem kan man vel faae en Hoben at vide; men
det kildrer ikke nær saa meget, som naar man seer det paa
Prent. Man kan ey heller altid troe saadanne levende og
omløbende Aviser; men naar det er trykt, saa maae det
endelig være sandt.
Præste=Enken. Jeg holder dog for, at man skal ikke
bekymre sig om andres Levnet, og ikke fortælle Ven eller Uven
andres Levemaade.
Fætteren. Ak, min kiere Madame! dersom mange
vare saa sindede, saa maatte de sidde som stumme Perso¬
ner i mange Sælskaber. Ney, da holder jeg med vor gamle
Jomfrue. Hun veed bedre hvad der kildrer Ørene, og at
de fleeste helst vil vide, hvad der passerer hos andre, end¬
skiønt de kan have en mærkelig Skueplads hos sig selv og i
deres egne Huuse. Dog, saa kan andre ligesindede igien
forlyfte sig ved at betragte deres Skuespil. Nu gode gamlef
Jomfrue: har hun skiftet Pige ved sidste Faredag?
Den gamle Jomfrue. Ja, jeg blev vel nødt dertil.
Hun havde vel fæstet sig for i Sommer; men hun kom
engang meget fræk ind til mig med hendes Kiereste, og sagde
at hun kunde ikke bie længer end til Pintzedag, saasom hun
ey vidste sig længer Dag. Vilde jeg endelig forholde hen¬
de, saa maatte jeg og beqvemme mig til at hun lagde sig i
Barselseng hos mig. Og da jeg frygtede, jeg skulde kom¬
me til at varte hende op, i Steden for hun mig, og at jeg
maatte komme til at vugge paa min gamle Alder, saa lod
jeg hende gaae med samt hendes Kiereste. Hun bad mig
og om noget Smaatøy til hendes tilkommende Barn, hvil¬
ket Kieresten tog imod. Han paastod et Fierdingaars Løn


for sin Kiereste, hvilket jeg ey heller turde nægte ham. Hvad
skulde jeg som et stakkels Fruentimmer giøre imod saadan
en Karl? Jeg blev glad ved at de gik.
Præste-Enken. Det gik mig ikke et Haar bedre med
min Pige. Hun havde forlovet sig med 2, og ladet sig
besove af den tredie, som da vil nu ægte hende. Jeg kom
uformodentlig over deres Samtale engang i Forstuen, da
hun sagde, at hun havde ey længer Tid end til St. Hans
Dag. Hun fortalte ham og, hvormeget hun havde fixeret
hendes andre formeente Kierester fra, samt nogle Stykker
fra mig, som jeg tilforn havde savnet; men Pigen gandske
havde nægtet, og for at beviidne sin Uskyldighed, sagde, at
hun gierne vilde spendere 10 Skilling paa det, for at lade
det sette i Adresse=Contoiret. Da jeg havde hørt al denne
Samtale, gav jeg hende et Fierdingaars Løn og lod hende
gaae. Hun paastod vel oven i Kiøbet, at jeg skulde give
hende Kost=Penge; men da jeg fortalte hende hendes heele
Samtale med Kieresten i Forsiuen, fandt hun sig i bil¬
lighed, og gik.
Den givte Kone. Jeg har og i denne Tid maattet
skifte alle mine Piger, saasom de vilde være meere end de
vare. Min Stue=Pige vilde være Fruer Pige, min Kokke¬
Pige vilde være Stue=Pige og min Barne=Pige vilde være
Frøken Pige. Og da denne Avance ikke kunde ventes hos
mig, saasom det var ey min Mands Leylighed, at giøre
mig til Frue, toge de alle Afskeed. Om de andensteds
har naaet de attraaede Ærestrin, skal jeg ey kunde sige,
saasom jeg holder aldrig fortroelig Snak og Samtale med
mine Piger. Dog er mig sagt, at min Stue=Pige, som
blev Fruer Pige skal klage meget over, at hun lider en ho¬
ben Brødtrang i hendes ophøyede Stand.
Hovmesterinden. Deri giør Madamen stor Ret,
at hun ikke omgaaes hendes Piger fortroelig. Saadan for¬
troelig Omgang giør undertiden større Urolighed i et Huus
end man tænker. Saadanne Tøser søger ved alle Leyligheder
at indslæske sig, naar Madmoderens Øre er tilbøyeligt nok
til at høre efter Sladder. Saadanne Fuxsvandsere og Øyen¬
tienere ere nedrige nok til at opdigte de største Usandheder snart
om en snart om en anden; indtil de endelig har faaet dem alle
udskudt, og saa omsider røbes deres Falskhed, og de faaer selv
en Hyklers Løn. Fy! hvilken Madmøder vilde fornedre sig
saaledes, at hun vilde have sine Piger til sine fortrolige En
Madmoder kan gierne omgaaes hendes Piger venlig og sagt¬
modig, uden at være fortroelig med dem. Min nye Pige havde
neppe været 2 Timer hos mig, førend hun begyndte at fortælle
mig en hoben om hendes forrige Herskab; men jeg spurgte om
hun og vilde bagtale mig, naar hun engang kom fra mig, og
gik fra hende; siden har hun ey tilbudet mig saadan Næsviis¬
hed. Mange klager over Næsvished af deres Tienestetyende,
men de ere ofte selv Skyld i samme.
Borgeren i Hovedstaden. Tieneste Folk ere nu om¬
stunder ikke som i forrige Tider. Naar en Karl fæster sig nu
omstunder, tør han betinge sig mange Ting i Forveyen. Saa¬
som: Foruden den betingede Kost og Løn, Drikkepenge; Fri¬
hed til at handle med noget underhaanden. Ja, tør næsten
forlange at være Leverandeur i adskillige Huusholdningssager,
hvorved Huusbonden sielden profiterer. Nogle tør endog


forud forlange hvad Kost de vil have, eller i det ringeste
vrager den givne, som dog kan være upaaklagelig. Jeg
maatte give min Kudsk Afskeed fordi han solgte Havren mi¬
ne Heste skulde have, og derimod gik flittig paa Maskera¬
de. Jeg giemmer aldrig, hvorledes jeg traf ham engang
paa Maskeraden, klædt som en Stor=Vizier. Han førte
en gruelig Person, og syntes at kunde kyse 10 Russer, om
der havde været nogle af dem, og de havde vildet lade sig
skrekke af Synet.
Huusholdersken, Vores Kokke=Pige gik ogsaa underti¬
den paa Masgerade, sommetider havde hun en Dommo paa,
og andre Tider som en Bonde Pige. Engang mærkede vi alt
om Aftenen, at hun havde saadant for og lod hende have god
Roe. Da vi alle vare i Senge listede hun sig udaf Porten,
hvortil hun fik Nøglen af Gaarskarlen. Herskabet, som ag¬
tede hende et Puds, og vilde have Plaseer, fik Tieneren til,
som var en Kunstner og havde Jndfald at inventere en Snare,
som blev trukket i Porten. Alle i Gaarden bleve oppe den
Nat, indtil Masgerade Tiden var forbi. Tieneren stod paa
luur ved Port-Kammeret og gav Sigaal, da vor Kokke Pige
kom hiem. Alle vare glade undtagen Gaards Karlen, som
havde leveret hende Nøglen. Nu gik Porten op; an han!
her sad Pigen i Snaren. Herskabet og alle Folkene kom og
fandt en Schæferinde og en Schæffer i Snaren. Det var
et artigt Syn. Tieneren maatte nu hielpe dette Par ud
af Snaren, og som den gode Schæffer, havde for visse
Aarsagers Skyld taget Masken fra Ansigtet, thi han skulde
jo give sin Schæferinde et mundtlig Farvel, saae man at
denne Schæfer var vor Naboes Gaards=Karl. Følgen
heraf var, at Schæferinden kom af sin Tieneste, og Gaards¬
Karlen blev sin Tieneste Opsagt. Saadanne ere Tieneste
Folkene nu omstunder. Hvad under da, at deres Løn ikke
kan strække til for dem, men de maa finde paa at giøre dem
nogle Sportler, helst hvor der ikke er en paapassende Huus¬
holderske.
Den muntre Jomfrue. Min Mamaes Stuepige
blev forlibt paa Galleriet under en meget kiøn og rørende
Comoedie. Siden har hun spillet forunderlige Ruller; thi
naar Pigerne først faaer Gifte=Griller i Hovedet, siger min
Mama, saa bliver de uduelige til at tiene.
Borgeren i Kiøbstæden paa Landet. Nu har man
kun en Fahredag paa Landet. Jeg vil haabe, det vil skaf¬
fe vedkommende noget at giøre; thi nu kan de ikke løbe saa
hastig af Tieneste, som før.
Fætteren. Fahredagen her i Byen er ellers en lystig
Dag, naar det ikke regner. Da seer man saa mange Par
om Aftenen, som der ere Huuse i Byen. Det skulde væ¬
re meget slet, om en Pige ikke blev fulgt af og i Tieneste
af sin Kiereste. Fahredags=Aften spadserer jeg gierne om¬
kring i Gaderne, og hvor man kommer ind den Aften i et
Huus, der finder man gierne alle Trapperne og Forstuerne
skuurede og med Sand bestrøet. Sommesteder kan man
finde Kieresten staae uden for Dørrn, endog medens Pigen
til Afskeed strøede Sandet i Forstuen. Her skeer de kier¬
ligste Modtagelser og de bedrøveligste Fraskillelser. Her ind¬
gaaes nye Forbindelser og Forpligtelser, og her skeer de
fortroeligste Samtaler, om hvad dem har mødt i de gam¬


le Tienester, og hvorledes de skal finde Samlinger i de nye.
Næste Torvedag, som er til Lykke om Løverdagen, setter de
gierne hinanden stevne, paa Torvene, i Slagterboderne og
ved Stranden. Her er det ikke mindre lystigt at holde sig
til. Nu tales der aaabenlyst om deres forrige Huusbon¬
der og Madmødre og hvidskes saa sagte om de nye. Nog¬
le forlyster sig over hvorledes de har beskuffet deres forrige
Madmødre, og andre bejamrer sig at de ere færdige at lø¬
be af Pladsene. Den følgende Søndag er det ey mindre
lystigt at giøre Visiter omkring i Byen paa visse Stæder,
hvor de gierne pleyer at skifte Piger. Jeg var saaledes
nogle Steder, og jeg hørte alle at være misfornøyet med
deres forrige Piger. Alt hvad de snakkede om, var deres
Piger. Madame Sniksnak havde i det halve Aar havt
3 Piger og alle vare Snaus, og den hun nu havde faaet due¬
de slet intet. Hun er ellers bekiendt over heele Byen, for¬
medelst hendes Pigesnak. Og undrer det mig intet at hun
har sendt vor Samler ovenstaaende Brev, da det er allene
for at faae nye Leylighed til at snakke og nye Materie.
Mette Birkedommers, Amme hos Frue V** kom el¬
lers af sin Plads; thi Fruen frygtede at Barnet skulde
faae den Engelske Syge eller dobbelte Lede, naar hendes Am¬
me vilde være Dansk og Fransk Skribentinde paa eengang.
Borgeren i Kiøbstæden paa Landet, Var der nogle
af de gode Venner, som saae Snedkernes ret prægtige Optog?
Endelig derom er vel ingen Tvivl. Jeg havde ønsket mig i
Staden paa den Dag.
Den gamle Ungkarl. Ja, til visse saae jeg det. Jeg
var kommet midt ind i Trængselen, og jeg brækkede min Støk,
som jeg ikke vilde have mist for meget got; thi vi havde fulgtes
ad i mange Aar, og mig tykkes jeg kan ikke faae saadan en Stok
igien, som passer saa vel til min Haand.
Hofmesteren. Jeg holder ret af det Optog. Det var
ret snildt inventeret. Og Høvle=Spaanene i Hatten stod mig
allerbest an. Men Bondekonen, som løb med den levende
Hane eller Høne, tykkes mig var Synd.
Den givte Kone, Vi havde saa mænd faaet saadan
Jndqvartering den Dag, saa at vi neppe kunde komme til at
see ud af vore egne Vinduer. Der vare og komne saa mange
Amagere og Amager=Koner op paa vort Kielder Skuur, at
deres mange Skiørter nær havde veyet Skuret i tu; men det
som var det verste, man kunde ikke see igiennem disse Amagere.
Borgeren i Hovedstaden. Ja, den Mandag kunde
man rigtig kalde Friemandag. Jngen arbeydede, i det mindste
ingen af det Laug. Mange gave sig neppe Tid til at spiise;
men jeg vil haabe der blev drukket desmeere. Jeg havde og
faaet saadan Jndqvartering i mit Huus, at jeg befrygtede de
skulde veye det ned; thi det er Bindingsværk, og jeg har ey
endnu havt Raad til at føre en blind Grundmuur op. Det
var ret artigt at see Huusene i de Gader, hvor Optoget skeede;
thi der var ikke en Gluk, uden der jo stak et Hoved ud af den,
og det lige fra Kielderne til Rygningen, hvor nogle sade skrevs.
Den muntre Jomfrue. Den Dag var det en Lyst at
staae for Vinduerne; thi her var ikke en Petit=Maitre i
Byen, som jo indfandt sig paa Gaderne. Den Dag kunde de
finde nok for Vinduerne at hilse. Jeg beklagede dem, at de


saaledes vilde slide deres Guldgolonerede Hatte for at faae
nogle Buk, og somme Steder slet ingen. Mig tykkes, at de i
to lystige Personer ved Optoget bar sig langt visere ad, end
disse i sig selv forelskede Fruentimmer=Karle (jeg vilde just
ikke sige Narre).
Den gamle Jomfrue. Aldrig skal jeg meere gaae for
at see efter saadant. Jeg blev saa fortrængt og forstødt, at
jeg ey har forvundet det endnu i mine Lemmer. Jeg tabte
min ene Skoe, som jeg ey for Trængselen kunde faae paa igien;
men med een Skoe maatte jeg følge Strømmen, og det var
mig umueligt at komme ud af Sværmen. Min Saloppe fik
jeg gandske sønderrevet, og min Vifte gik i ligesaa mange
Stykker, som der vare Elfenbeens Pinde i den. Det er en
forskrækkelig Pøbel! En Skoemager=Dreng klyngede sig end
og op ved mine Skuldre for at komme op ved en Port=Lygte.
Jeg blev dog glad ved, at han ey satte sig paa mit Hoved. Jeg
tabte mine Hals=Perler som en skielmsk Dreng havde løst op i
Nakken. Alt dette skulde dog ikke have fortrudt mig, dersom
jeg havde faaet noget at see; men jeg blev immer trykt og skub¬
bet tilbage, saa jeg fik slet intet at see.
Præste Enken. Da skulde Jomfruen have gjort det
samme som jeg giorde.
Den gamle Jomfrue. Hvad giorde hun da!
Præste-Enken. Jeg blev hiemme, og saae altsaa lige¬
saa meget som hun.
Den gamle Jomfrue. O! tie dog og spot mig ikke
oven i Kiøbet.
Fætteren. Saae da Jomfruen ikke de to lystige Per¬
soner?
Den gamle Jomfrue. Ney. Jeg saae slet intet.
Fætteren. Saae hun ikke de som dandsede?
Den gamle Jomfrue. Ney dog.
Fætteren. Og de som fægtede?
Den gamle Jomfrue. Jh! Ney dog. Jeg saae slet
Men jeg mærker nok, man vil fixere mig til. Dog
intet.
det er got nok til mig, hvad vilde jeg i den Sværm.
Fætteren. Fandt Jomfruen da ikke sin Skoe igien?
Jeg fandt to Tøfler, kan de være hende til Tieneste, skal hun
gierne faae dem.
Den gamle Jomfrue. O! Fætter! fixeer mig ikke,
han har Synd deraf. Jeg føler det virkelig endnu i mine
Lemmer.
Fætteren. Ja, ja, saa trøst sig ved, min kiere Jom¬
frue, at hun ikke er den eneste som havde den Skiæbne. Hun
kan være vis paa, at den største Deel som fulgte Optoget alle
Gaderne igiennem, fik allermindst at see. Thi betænk kun,
hvilken utallig Skare og Mylen, der fulgte Optoget. Saa
at jeg troer, det gik dem som hiine utallige, der vilde see Wil¬
kes Udtog af hans Arrest, at den mindste Deel saae ham; og
den mindste Deel saae dette Optog med alle sine Ziirligheder,
Dandsen, Fægten &c. Jmidlertid har dette Optog dog været
got for nogle, og ondt for nogle. Jeg fulgte med Optoget i
alle Gaderne, men jeg mistede slet intet; thi til saadan Træng¬
sel legger jeg al min Rigdom hiemme. O! gid alle vilde giøre
ligesaa; saa kunde man omsider fordrive Lommetyvene med
Sult ud af Byen.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 21


Giftermaals=Collegiet.
F¬
ætteren. I Dag skal jeg fornøye dem med en rar
Historie om et mærkværdigt Giftermaal, samt
nogle Tanker derom.
Da engang en vis ung Herre vilde indlade sig i Ægte¬
skab med et ligesaa ungt Fruentimmer, saa aabenbarede han
sit Forsæt for sine fortrolige Venner. Men neppe havde
han fortalt dem det, og udbedet sig deres Betænkning om
hans Valg, førend de allesammen ensstemmig forsikkrede
ham, at det giorde dem ondt, at hans Valg just skulde være
falden paa denne Person. De Taare, som de vare færdige
at udgyde ved denne Udladelse, og den Oprigtighed med
hvilken de frembragte Grunden til deres Befrygtelse, befaldt
ham. "Jeg veed, sagde han, at denne Person er mistænkt
for, ikke at have det ædelste Hierte; og jeg tilstaaer gierne,
at jeg har flere Aarsager til at troe, at dene Mistanke er
vel grundet, end at den er falsk. Jeg takker Dem derfor
for Deres Aabenhiertighed; men jeg udbeder mig tillige
den Tilladelse, at jeg maae forsvare mig og mit Forset.
Jeg er derudi fuldkommen enig med Dem, at det Fruentim¬
mer, som mit Val er falden paa, ikke har det beste Hierte.
Jeg er ligeledes af samme Mening som De, at intet Ægte¬
skab kan falde lykkeligt ud, hvor saadant et got Hierte mang¬
ler. Men jeg haaber til Menneskehedens Ære, at et for¬
dervet Hierte endnu kan blive forbedret, naar det falder i
saadanne Hænder, som ere beqvemme til at omskabe det.
De maae tillade mig de stolte Tanker, at jeg er saadan en,
som har, om ikke Lykke, saa dog Lyst nok, til at anvende al
ting, for at udføre det ædle Forsæt. Dette Fruentimmers
Ungdom synes mig at være særdeles beqvem dertil. Min
tilkommende Kone synes at have manglet en god Opdragelse.
Jeg troer derfor tilforladelig, at om hun havde faaet den, saa
havde hun nu den ædelste Siel. Men hvorfor skulde det end¬
nu ikke være mueligt at forskaffe hende denne ved hiin. Hen¬
des endnu bløde Hierte er endnu beqvemt til at tage imod alle
"de Jndtrykke, som man giør derpaa, og bevare dem troelig.
Jeg tilstaaer, at i fald hun faldt i en vankundig og vanartig
Mands Hænder, saa skulde hun tilligemed ham føre det elen¬
u digste Liv. Men jeg er vis paa at hun endnu kan blive dan¬
net til at giøre en Mand lykkelig. Min Omgang med Dem
hidindtil har maaskee overbeviist Dem om, at jeg altid har
gjort mig Umag for at samle Kundskaber og Jndsigter, for ikke
slagt være vankundig i at hielpe den menneskelige Siel til rette.
ti Maaske De troer mig til, at jeg har fundet saadanne Kunska¬
ber og Jndsigter, eller (og da finder jeg mig endog belønnet)
maaskee De tvivler dog ikke paa, at fortsatte Bestræbelser, for¬
at opklare min Forstand, skal endnu lade mig finde det. Og
maaskee De ere oberbeviiste om, at jeg ikke mangler saa got et


Hierte, som De beklager, at min Kiereste mangler. Dog, her
kan jeg tale med mere Vished. Thi den Ære, at staae i en nøye
Forbindelse ved Omgang og Venskab med Dem, er allerede
Beviis nok for Verden, at Hiertets herskende Uvidenhed og
Ondskab har ikke gjort mig uværdig til disse Fortrin. Deres
gode Omhyggelighed synes ligeledes at give mig det berømme¬
lige Vidnesbyrd, som deres Venskab giver mig. De ville
ugierne see et got Hierte blive forenet med et andet som ikke er
saa got. Tager jeg ikke feyl, saa er dette Grunden til Deres
venskabelige Bekymring. Jeg tør derfor ikke ved at befrygte,
at De skal holde mig for gandske uskikket og utilbøyelig, til at
omdanne et ungt Fruentimmers Hierte og Tænkemaade til
det beste." Her taugde han, og hans Venner vare beskiem¬
mede, fordi det syntes som de ikke havde kundet eller vildet ven¬
te hine ædle Trek i hans Caracteer. De giorde sig nu selv Be¬
breydelser, og bad om Forladelse, fordi de havde tiltroet ham
mindre, end de kunde have Ret til at vente af hans gode Hier¬
te. De samtykte nu gierne i hans Forehavende, og ønskede
ham allerede forud til Lykke til den Ære, at have bragt et ungt
Fruentimmer tilbage paa rette Vey; til den Fornøyelse øn¬
skede de ham Lykke, og ventede at denne Forening skulde falde
vel ud for ham. Men var dette Val da ogsaa got, og faldt det
saa fordeelagtigt ud for ham? Erfarenhed overbeviiste ham
og hans Venner om Mueligheden af saadanne bemøyelsers
lykkelige Udfald. Jeg vover ikke at beskrive den Fornøyelse
som begge disse Personer levede i udi deres Ægteskab. Den
kan ikke føles. Lykkelig den, som er beqvem til at tænke sig ind
i denne Stilling, og føle den Glæde, som altid bemægtigede
sig deres Siel! Men hvorledes fangede han det an, at det lyk¬
kedes ham, at naae denne ædle Hensigt? Det er Umagen værd
at høre ham selv besvare dette Spørsmaal; thi der findes nu
omstunder unge uopdragne Fruentimmer, hvis Hierte synes at
være udartet. Og hvor lykkelig var det om man kunde levere
slige Hierter i saadanne Mandspersoners Hænder, som havde
lært og var beredte til at danne dem, Han elskede, paa denne
Vey naaede han sin Hensigt; og det er venteligt, at enhver med
sine Dueligheder og med sine ædle Hierter udrustet, skal naae
Hensigten paa denne Vey. Han elskede hende ømt. Denne øm¬
me Kierlighed kunde han saa meget før vedligeholde imod hen¬
de, da han havde overbeviist sig om, at hun havde kundet opvise
den ædelste Siel, dersom Mangel paa Opdragelse ikke havde
overladt hende til hendes egen Vext og hendes egen Bildelse.
Fuld af denne ømme Kierlighed til hende, blev det ham let, at
bortrydde alt det, som havde kundet forstyrre deres Enighed,
og give hende Leylighed, til at vise et ondt Hierte. Derved
vandt han dette at hendes Hiertes Ondskab ikke tog til, og blev
sterkere ved denne bedrøvelige Øvelse. Til den Ende vænnede
han hende efterhaanden til at læse gode Bøger. De Timer,
som han tilbragte paa sit Kammer, hvor han ikkun sørgede for
sin Kundskab og Jndsigts Tilvext, vidste han at giøre lette for


hende, ved Overbeviisning om, at der var en blid Fornøyelse i
Følge med Studering. Men maaske hans Exempel skulde ik¬
kun have formaaet lidet hos hende, i fald hans oftere Overta¬
talelser om sammes Behageligheder, og hans Følelser under
disse Beskrivelser ikke øyensynlige vare komne dertil. Det lyk¬
kedes ham, naar han undertiden havde fortalt hende en eller
anden løyerlig Fabel, eller havde forelæst hende et artigt
Stykke, eller havde ladet hende selv læse sligt, at giøre hende
bekiendt med den Fornøyelse, under hvilken vor Kundskab dag¬
lig voxer. Og hvor meget havde han nu allerede vundet over
hende, Hendes Kierlighed til ham blev immer meer antændt,
da han havde overbeviist hende derved, at han gierne vilde,
hun og skulde tage Deel i denne hans Lives Fornøyelse. Hun
sagde, saa tidt hun tog en Bog i Haanden, som skede nu meget
ofte, at hun kunde ikke takke ham nok for det Bekiendtskab med
Læsningen, hvortil hun meente, at hun ikke var kommen, om
hun ey havde havt den Lykke, at falde i saa indsigtsfuld og god
en Ægtemands Hænder. Hun fik nu en fiin Smag og Følelse
af det Anstændige og Uanstændige. Det skulde altsaa have
faldet hende langt tungere, at handle slet, end tilforn. Hendes
kiere Mands Exempel kunde umueligt blive uden alt Jndtryk
paa hende. Han tillod sig ligesaa lidet nogle Forseelser imod
hende, som imod andre han omgikkes med; og hvad var na¬
turligere, end at den ømme Kierlighed, som hun havde til ham,
giorde hende omhyggelig for at undgaae endog de allerringeste
Feyltrin. Man troede imidlertid ikk at Religionen havde no¬
gen Deel i denne saa fordeelagtige Forandring; men den hav¬
de det dog virkelig; thi han giorde sig en Fortieneste af at lede
hende i hendes Religtons Kundskaber. Han besad selv saa¬
dan en Videnskab i samme, som satte ham i Sikkerhed imod
forføriske Skrifter. Det var ham derfor let, efterhaanden at
undervise sin Kiereste derudi, og at anvise hende de Skrifter,
som kunde forøge hendes Kundskab. Han havde faaet hende
indtagen af Christendommen, og det giorde hans Hierte let.
De ere altid meest sikkre imod den modeblivende Christendom¬
mens Foragt, som ere blevne grundigst underviste derudi. Det
er et stort Foretagende, at forbinde sig til, at føre et Menneske
paa rette Vey, som er forvildet og geraadet paa Afveye. Det
forraader en utaalelig Stolthed, naar et Menneske holder sig
for dygtig til at omskabe en allerede dannet Siel, og er forvo¬
ven nok, at lade sig merke med, at han tiltroer sine egne Kræfter
det. Men denne Stolthed er meget tilgivelig, naar den alle¬
ne aabenbares for gode Venner.
Den gifte Kone. Den Historie har ret fornøyet mig,
Den gode Mand har havt ædle Tanker og et ret fromt Hierte.
Hovmesterinden. Det er vist, at mange Fruentim¬
mers Hierter forsømmes alt for meget i Ungdommen at blive
dannede gode; og naar de da falde i en Mands Vold, der ikke
er saa veltænkende, saa seer det bedrøveligt ud.
Den gamle Jfr. Jeg holder i Sandhed af den Mand¬
som fik en Kones Hierte saavel omdannet. Men jeg gad vide
hvad han har tænkt, da han besluttede sig til at tage hende, al¬
jerhelst han vidste, at hun ikke havde noget got Hierte.
Fætteren. Han har uden Tvivl tænkt saaledes: "Jeg
tlsker denne Pige, og hvi skulde jeg vel lade mig afholde fra at


ægte hende, fordi jeg har hende mistænkt, at have et oudt Hier¬
te? Skulde jeg vel tillade at hun faldt en Mand i Hænderne,
som blev ulykkelig med hende, ligesom hun maatte blive det med
ham? Ney det kan jeg aldrig lade skee. Jeg vil skaffe mig en
Fortieneste af begge disse Personer, og affrie dem begge for et
elendigt Liv. Jkkun den liden Stolthed maae man tillade
mig i fald det og er en Stolthed, at see mig an for en af de faaes
Selskab, i hvis Arme et slet artet Fruentimmer er lykkeligt,
efterdi hun er falden i en Mands Hænder, som har Gaver til¬
at omdanne hende. Skulde jeg ikke være lykkelig nok, at faae
mit Fruentimmers Hierte forbedret til det beste, som jeg dog
gierne vilde: saa skulde jeg i saadant Ægteskab dog være min¬
dre ulykkelig, end en anden, som kan mindre taalig bære sin
Ulykke, end jeg kan bære min. Skulde jeg ikke være saa lykke¬
lig som jeg ønsker: saa lover jeg dog at elske og omgaaes min
Kiereste med mere Munterhed og Fyrighed, end hun maaskee
skulde have fundet i en andens Arme! "Saaledes har han
gandske vist tænk.
Den givte Kone. Hvilken allerkiereste Mand! Ak at
vi havde mange saadanne Mænd, saa skul de unge i Opdragel¬
en forsømte Fruentimmer være mindre ulyksalige i deres Æg¬
skabe. Men hvor tager vi mange saadanne Mænd fra?
Snakke=Collegiet.
Den muntre Jomfrue Nu. er Hr. Springer kommen
hiem igien fra hans udenlands Reyse, og han er bleven ti Gan¬
ge galnere, end han var tilforn,
Hovmesteren. Jeg har talt med den unge Herre, men
det er næsten utaaleligt at være i Selskab med den Vildfugl.
Det er bedrøveligt, at Forældre ikke seer deres Børns Feyl.
Naturligt er det, at Forældre, have en øm Kierlighed til deres
Børn; men den udarter almindelig saavidt, at man for den
neppe mere kan see Børnenes Feyl. Denne unge Herre, som
vi taler om, har altid været sine Forældres kiereste Søn. De
kielede stedse med ham, og alt hvad han giorde, da han var et
Barn, var got for dem; ja man kan visselig eller ikke sige, at det
egentlig var ondt eller uartigt. Men naar han ikke var hos
Forældrene i Opvexten, saa kunde ingen styre ham, og hans
gode Hierte blev saaledes fordervet, at han efter faa Aar blev
først modtvillig og tilsidst ligesaa lastefuld, som han tilforn var
dydig. Nu kan eller ville de ikke see hans Feyl, og nu er det
snart forsildig ja næsten uventelig at faae ham forbedret.
Hovmesterinden. Paa en gandske anden men og gal
Maade er den unge Silvan opdragen. Forældrene elskede det¬
te Barn. Men deree Kierlighed ansaae og alle smaae Forbry¬
delser som store Feyl hos ham; og for hver ringe Forsee se blev
han skarpt tugtet. Disse Tugtelser forvandledes snart til tem¬
melig alvorlige Straffe, og giorde nu slet intet Jndtryk mere
til den unge Silvans Forbedring. Han blev gandske forvildet
og hver Straf som han udstod, blev ham en nye Opmuntring,
til at hænge videre efter Udyderne. Alt formegen Lemfældig¬
hed og alt for megen Strenghed ere begge fordervelig for spæ¬
de Gemytter.
Den gamle Jomfrue. Ja vist kan Forældre let forderve
det beste Barn, endog ved at give dem onde Exempler. Den


gode Arist var i sin Barndom, som man siger, saa uskyldig som
Eventyrs=Collegi
et Barn; men onde Exempler forderver gode Sæder, Hans
Forældre vare gierrige, bandede græsselig til hvert Ord de ta¬
Dengamle Jomfrue. Naa, Fætteri Lad os nu høre Re¬
lede, og omgikkes med lutter Kneb og Renker. Det var altsaa
sten af den Historie om de Underjordske, som han sidst ikke
ingen Under, at deres uskyldige Søn blev i Opvexten eft
fik udfortalt.
slemt Barn og er nu gandske fordervet.
Fætteren. Vil hun da nu høre Jomfrue! "Da Tirs¬
Præste Enken. Jfr. Ak var et lille got Barn, og hav¬
dagen kom, saa befalede Manden sine Folk, som pleyede at so¬
de aldrig blevet storagtig, stolt og forfængelig, om hendes For¬
ve i Nærheden af Kiøkkenet, at legge sig andre Steder i Huset,
ældre ikke havde været det, men da de selv klædte sig prægtig og
længer derfra; og da hans gandske Huus var i Rolighed, op¬
over deres Stand, og foragtede andre som vare mindre pynte¬
lukkede han selv den store Stuedør til Gaden, som og Bryg¬
de, ja lærte Datteren, hvorledes hun skulde drive alle Slags
gerhuus= og Kiøkken=Døren, og gik til Sengs, men uden at
Forfængelighed med sine Klæder, og roeste hendes Skiønhed,
sove det allerringeste, og kunde altsaa nøye høre, hvad der gik
hver Dag: saa blev denne stakkels Piges Siel saa fordervet,
for sig. Saasnart Klokken var slagen 12, hørte han der kom
at der er intet got ved hende.
Fætteren. De har stor Ret allesammen. Men nu nogle gaaende, som i Kiøkkenet gjorde Jld paa derpaa hentede
de Vand, og havde meget at bestille med Kogning og Stegning;
vil jeg fortælle dem en Fabel
han merkede mange Fødders sagte Gang men hørte ikke et Ord
Om Springeren i Skakspillet. Efter Lessing.
eller ringeste stærk Allarm. Klokken4 var alting stille og roligt.
To Junkre spilte Skak. En Springer dennem fattes.
En Time derefter stod han op kaldte paa sine Folk, og med et
De toge derfor sig i Stedet en Gemeen;
tændt Lys gik ud i Kiøkkenet, hvor han fandt alting i ligesaa¬
Og denne Mangels=Post ved Bonden dem erstattes.
dan Orden, som det pleyede at slaae men Qviens Hud laae paa
Til mere Sikkerhed de merkte denne Steen.
Retterbenken net sammenlagt, og oven paa Fem Species
De andre Springere derved af Vrede skraalte:
Rigsdaler. Baade Kiøkkenet og Bryggerhuset vare feyede
"Hvorhen? Kun Skridt for Skridt. Det skikker sig for jer¬
og Stuen paa nve bestrøet med Sand, saa der ikke saaes det
Vi aldrig Bønder før i Springe=Standen taalte -
allerringeste Tegn til, at nogen der havde gaaet. Hans
"Er du en Springer født? – Du kun en Bonde er-
Huusfolk forundredes baade over Huden af Qvien og
Men Junkerne gav Agt paa disse Spotterier,
over Gulvet, som saa net var feyet, ja endog Kiøkken=Sagerne
Og talte dennem til for deres Brouterie!
vare reenere end de pleyede at være; men da Manden sagde
"Hør vi befaler jer, at J paa Timen tier!
dem, at de ikke maatte tale noget derom, blev det allene som en
Giør han ey samme Gavn og Tieneste, som J?
Hvad vilde De sige med det dumme Eventyr?
Hemmelighed fortalt iblandt gode Venner. Henimod Julen
kom Konen i Barsel=Seng. Vinteren var allerede saa haard
Saa skreeg Hr. Ahnestolt. "Slet intet, Eders Naade!
at Havet imellem denne Øe og næste Land var tilfrosset, som me¬
Man vil kun visse Folk lidt holde udi Styr.
get sielden indtreffer, og just faae Dage førend Barselgildet
Mit Raad kun er, at man vil Fyrsten lade raade,
skulde gaae an, kom endeel Hiorte og Hinder over Jsen lige til¬
Og ey opholde sig, fordi han bruge kan
Mandens Hauge, hvor han lod sig ikke længe bede, førend han
Et ærligt Borger Barn og fattig Bondes Sønner.
nedlagde en eller to af dem, saa han fik nok at forlegge, og kun¬
g Ophøyer han slig en til vigtig Embeds Stand,
de beværte sine Giester med fremmed Dyrekiød. Dette er ellers
Han paa Fortienester og ey paa Fødsel skiønner.
ikke den eneste Historie af denne Suurdeig. Man kan faae
Borgeren fra Landet. Det var en artig Fabel nok, og
dem at høre, som ere langt forunderligere, end denne; og alle
Lærdommen deraf var meget tydelig.
saadanne Fortællinger troes af mange, just fordi de ere for¬
Fætteren. Nu min muntre Jomfrue! har hun fundet
talte af troværdige Folk; andre staae i Tvivl, og ville hverken
Opløsningen til den sidste mørke Tale, jeg fremsatte?
troe eller nægte samme. Men imellemstunder kan man treffe
Den muntre Jomfrue. Det var et Par Skoe, thi de
ret ivrige Forfægtere af den underjordiske Konge, som aldeles
seer ofte slemme ud af Ureenhed, og de bæres saavel af Skarns
ikke tager imod nogen Jndvending, men blot troer Alderdom¬
Mennesker som brave Folk, ja den finder best, hvor Skoen
mens Fortællinger, og har den enfoldige Meening, at de
trykker som har den paa; Men for Modens og Peenheds
Gamle har ingen Aarsag havt, hvorfor de skulde digte saa¬
Skyld maae man dog altid have smaa Skoe.
danne Urimeligheder, naar der ikke var nogen Sandhed udi
Den gamle Jomfrue. Det er en heslig Mode, og der
dem; ja dersom de selv indbilder sig at have seet dem, eller
som jeg ikke vilde have været den liig i min Opvext, saa havde
havt noget andet Syn, saa kan ingen Overbeviisning hielpe;
jeg nu ikke været plaget med Liigtørne, som jeg er. Men hvad
men de troer sig da selv best. For nogle Aar siden, just i den
skal man sige. Naar vi ere Unge, saa ville vi gierne være paa
Tid, da der taledes meest baade om Elle=Kongen og Krigen,
Moden. Ja jeg kan endnu fordrage det. Dog trykker Skoe¬
kom jeg paa den store Heede, i Følgeskab med en midaldrende
ne mig meget fælt undertiden.
Bonde, som var meget snaksom, og hans Vey faldt just forbi
Den gamle Ungkarl. Det gaaer mig ligesaa, Jom¬
det Sted, hvor jeg agtede at reyse til, hvorfor jeg glædede mig
frue! vil hun lyde mig, saa skal hun ikke bære andre Skoe,
ved dette moersomme Følgeskab. Da denne snaksomme Bon¬
end Ruschwartz; thi de ere meget magelige og bløde, og i
de endelig maatte have noget at tale og spørge om; saa varede
sær gode for dem, som har Liigtorne.


det ikke længe, førend vi havde Rusland, Preussen, Franke¬
rig, Engelland, ja hele Europa paa Bane. Vores Sam¬
tale, ligesom alle andres paa den Tid, gik ud paa Krigen og
den da værende Urolighed; tilsidst udbrød Bonden med disse
eftertrykkelige Ord: Vi her paa Landet har slet ingen Fare at
befrygte; thi Underjordskongen forsvarer nok Landet. Min
Ven, svarede jeg: J maae vende Ordene om, og takke Gud
for vor Konge, hvis Viisdom, Naade og Magt er næst Guds
Hielp vor eneste Trøst. Det er sandt nok, sagde Bonden;
men troer han da maaskee ikke, at der er Underjordsfolk til?
Dette veed jeg ikke, var mine Ord; men i det ringeste troer
jeg ikke, de forsvarer Landet for os; thi boer der endskiønt Folk
under Jorden, saa kan det jo dog være dem ligemeget, hvem
der boer oven paa, med mindre jeg vilde troe, at de vare Lan¬
dets Skyts Engle; og det vil jeg hverken holde med, eller imod
men overlade dem, som er klogere end jeg. Han begyndte da
at fortælle mig mange Historier, og søgte at bevise mig dette
saa rimeligt som han kunde, og det i Sandhed med en god For¬
stand. Men jeg var alt for seendrægtig til at fatte hans Over¬
beviisning, og svarede: Jeg vil lade alle de ældre og nyere For¬
tællinger om Ellekongen staae ved sit Værd; men lad os dog
betænke Sagen nøyere: Kan man ikke snart troe, at saadan¬
ne Historier ere opdigtede, for at indprænte Efterkommerne et
stort Mod imod Fædernelandets Fiender, som de dog selv of¬
te beleer; thi det Haab, at Folk under Jorden skulde giøre sig
Umag for at forsvare Landet, var ikke rimeligere, end at vi
skulde forsvare dem som boer i Luften eller Maanen; alle de
Opdagelser, som fortælles om deres Exerceren og Marsche¬
ren skulde billig ikke forkastes, efterdi troværdige Folk ofte for¬
tælle dem; men man maae betænke, at det skeer de fleeste Ti¬
der efter andres Munde, og man hører sielden meer end en har
seet dem af gangen. Mand kan falde paa at deres foregivne
Exercering kunde maaskee være et Skraal af en, som vilde prø¬
ve sin Stemme. Hvor ofte exercerer ikke Landets Tambourer
sig om Somn er=Aftener? Lyden af deres Trommer kan jo hø¬
res langt borte, og lettelig af Uvidenhed antages for Under¬
jords Trommen. Det som fortælles af en forbedres af en an¬
den, og af slet intet kan oftest komme de urimeligste Fortæl¬
linger. Dersom man vilde mene, at de Underjordske enten
skulde kunde eller vilde forhindre Fiendernes Landgang, da
maae man jo slutte, at de i de forrige Tider har enten været
bestukne, eller og meget slet passet paa deres Post, da
det er bekiendt nok af Historien, at Fiender for mere end
hundrede Aar siden har gjort Landgang paa Landet, udplyn¬
dret og brandskattet det. At lade det sidste ligge paa Ageren,
det er ikke noget, som bør tilskrives saa slet en Oprindelse, at
nogen skulde lade det ligge for de Underjordske Folkes Skyld.
Det var jo betalet Jøderne, at naar de høstede deres Marker
og Viingaarde, skulde de ikke høste aldeles det yderste, men
lade noget ligge til den Elendige og Fremmede. Hvo veed, om
Oprindelsen kunde ikke hidledes derfra? De med Træer begroe¬
Høye og opreyste store Steene ere tildeels Beviis paa vore


gamle Forfædres Afguderie og Hedenskab. At saadanne end¬
nu staaer og bliver staaende, er først skeet af Ærbødighed for
Fædrene, og nu, fordi det er ofte til liden Nytte, at flytte sto¬
re Stene. At de smaa Træer og Torne, som voxer paa høye
Stæder, sielden bliver afhugne, skeer efterdi Creaturerne der
om Efterhøsten i Regnveyr kan have deres Tilflugt. En tredsk
Tyv har aldrig bedre kundet befrie sig fra Mistanke, end at
sige at han har taget de stiaale Penge fra de Underjordske;
og for resten holder jeg for, at de Folk, som giøre sig den meste
Umage for at udsprede Underjordske Historier, troer selv sam¬
me lidet, eller slet intet deraf. Saaledes søgte jeg at overbe¬
vise Bonden, eller i det mindste at betage ham al Umage med
at stræbe efter at faae mig til at troe sine Underjords Histori¬
er. Han talede længe ikke et Ord; men omsider smilende sag¬
de: Ja, ja, De kan endelig ikke holde saadanne Historier for
saa urimelige, at jeg jo selv for nogle og tyve Aar siden har
holdt dem for lige saa urimelige. Men en forunderlig Hæn¬
delse overbeviiste mig saaledes at jeg handlede nu imod bedre
Vidende, om jeg ikke troede, at der var Underjordske til. Det
synes vel utroeligt; men jeg er selv alt for vel bleven overbeviist
derom. Jeg har ikke talet derom med noget Menneske i 22
Aar; og der er intet levende Menneske, undtagen min Kone,
som er vidende om den selsomme Hændelse, der tildrog sig
med mig, Aaret førend jeg blev givt. Men Deres Jver, min
Herre, i at imodsige mig, har overtalt mig, til at sige Dem,
at jeg virkelig har været ved deres Bolig under Jorden, og
det ikke sovende eller i Jndbildning; men lysvaagen. Jeg
skal fortælle Dem det en anden Gang; thi nu maae jeg skilles
fra Dem. Jeg var nysgierrig, vilde gierne vide det strax, og
tilbød mig, at giøre ham Følgeskab endnu en halv Miil, paa
det jeg kunde have den Fornøyelse, at høre denne forunderlige
og utrolige Fortælling; men han var ikke til at overtale; og
sagde allene, at om jeg giorde ham den Ære engang at kom¬
me paa hans Gaard, saa skulde han rigtig holde sit Løfte."
Saa langt gaaer denne Fortælling,
Den gamle Jomfrue. Ja, ja, det er som jeg altid har
sagt, at der virkelig er Underjordske Folk, Hexer, Spøgel¬
ser, Nisser og Vahrulve til. Jeg vilde kun ønske, at den¬
ne Bonde havde fortalt den Reysende den ommelte Tildragel¬
se med ham selv: saa skulde vi nok have faaet Bekræftelsen
paa mine Ord at høre. Hvad siger J ellers nu, min gode Hr.
Fætter? Er J endnu ligesaa vantroe, som J altid har været
Fætteren. O ja, det er det samme Jomfrue. Jeg
fortæller kun saadanne Historier, bare for at fornøye hende,
uden selv at finde mig rørt derved.
Den gamle Jomfrue. Saa troer J slet ingen Under¬
jordske Folk, eller saadanne Spøgelser?
Fætteren. Ney jeg giør saa mænd ikke, min hierte
Jomfrue.
Den gamle Jomfrue. Saa er J selv et Spøgelse,
min gode Fætter! seer J det.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tid.
No. 22 og 23


Elmen.
Overflødigheds Hornet.
(oversat af Græsk.)
E¬
umen havde allereede i ti Aar ønsket sig bedre Lykke,
og var just derover desmeere at beklage, han tragte¬
de efter alt det, som han manglede, og benyttede sig
slet af det som han havde, i hans egne Tanker var han
fattig og kunde have regnet sig iblandt de Rige, hvis han ik¬
ke havde tragtet efter større Rigdom.
Jupiter blev kied af hans idelige Overhæng og befa¬
lede Merkur at bringe ham Overflødigheds-Hornet; dog
paa de Vilkaar: at Eumen skulde faae alt hvad han for
langede, men blev ikkun bønhørt ti Gange, det stod altsaa
til ham selv at begiere det, som kunde giøre ham lykkelig
Merkur adlydede, og nok saa stout, som nogen Tiener, den
udsendes fra en Patron til hans Yndling, begav han sig ti
Eumen. Ufornøyelig Menneske, sagde han til ham, naar
vil Du lade af at overhænge Guderne. Jmodtag dette til
et Pandt paa deres Velgierninger imod Dig, og bliv for
nøyet om Du nogen Tid kan blive det. Han forklarede
ham nøye, hvorledes han kunde og burde bruge denne For
æring. Enmen vilde nedkaste sig for hans Føder, men
Merkur var allerede forsvunden.
Enmen var alt for lang Tid siden kied af den middel¬
maadige Stand, han vilde nu med eet være en stor Herre,
ja end meer, han vilde være Konge. Hans Medborgere
var just i fær med at udvælge sig samme, og Eumen, som
i denne Forsamling havde ikkun en eneste Stemme forene¬
de dem alle og blev udvalgt. Han havde af Naturen man¬
ge Fordeele, et velskikket Legeme, en indtagende Mine og
en giennemtrængende Forstand. Som han var kied af at
være en simpel Borger, saa forhindrede ham nu intet at
blive en stor Konge. Stænderne kom at aflegge deres Lyk¬
ønskning, her fandt han allerede at Kronen ey er uden Be¬
sværlighed. Han anhørte taalmodig nogles vidtløftige, an¬
dres taabelige Lykønskninger, og skammede sig ved de alt
forvidt drevne Lovtaler, som han mærkede vilde blive lige¬
saa mange Love for sig. Det Medicinske Facultet føyede
til deres Harangue et Raad, som havde intet modbydeligt
i sig for den unge Monark. Det var at formæhle sig med
et eller fleere unge og smukke Fruentimmer, det sagde de vil¬
de blive Statens Beste. Alle biefaldt denne sunde Anord
ning, og Eumen var strax villig til at fuldbyrde den.
Det var ey de fornemste men de smukkeste af sine Un¬
dersaatterinder han vilde give Fortrinet, man saae da de
snukkeste af alle Stænder at indfinde sig ved Hoffet, i Haab


om at blive Dronning, og derhos de usminkede Bonde¬
Smukke at komme sin betitlede Medbeylerske til at blegne.
Men af dem alle var ikkun to, som indtog Eumen uden
at han kunde overtale sig til at foredrage den eene af dem
for anden, begge vare lige smukke. Den ene en Brunette,
og den anden en Blondette, den ene munter, den anden
stille af sig, hiin lystig denne bedrøved, man spøgede og var
lystig hos den første, og var stille og traurig hos den sidste.
Men kunde ey overtale sig til at forlade nogen af dem, en
saadan Uvished skulde have sadt en Orientalsk Monark i
Forvirring, men den giorde Eumen forlegen; omendskiøndt
paa Thronen og vis paa at triumphere, saa vilde han dog
sætte sine Elskovs Erobringer visse Grændser, han vilde væl¬
ge og blive ved dette Valg. Han fik derfor i Sinde, no¬
get som ey altid falder en Frier ind, at udstudere deres Ge¬
myt og Tilbøyeligheder, hvis udvortes Skabning han be¬
undrede.
Brunetten Zirphe anvendte al sin Flid for at behage,
og Blondetten Nais syntes at frygte for at blive det. Hiin
flatterede altid Eumen, og denne forøgede hans Kierlig¬
hed til hende, saa Eumen var meere tvivlraadig end no¬
gen Tid tilforn.
Just i samme Øyeblik trængde sig en ung Person igien¬
nem Mængden, og med et vaklende Legeme og forvirrede
Øyen, kom og kastede sig ned for Eumens Fødder, om¬
faunede dem og bønfaldt om, at Eumen ey skulde tage den
troløse og utaknemmelige Zirphe fra ham. Herre, sagde
den unge Ubekiendte: De seer i mig et Offer for hendes
Ærgierrighed og Ubestandighed, hun lod som hun elskede
mig, saalænge jeg havde Medbeylere at opoffre hende, hun
giorde mig alle mine Venner til Rivaler, og vilde have
Fanger af alle Stænder, Oppartning og Berømmelse af
alle. Hun saae mig med stor Fornøyelse at trække Kaar¬
den saa ofte hun tiltrak sig Tilbedere eller Fiender. Denne
Blessure, som vanhelder mig, har jeg faaet for at vilde hevne
og forsvare hendes Skiønhed som man havde angrebet, og
denne Blessure er det hun i Dag bruger til at besmykke hen¬
des Ubestandighed med. Dette Kiendetegn, som jeg bær
paa mit Mod, Omsorg og Kierlighed for hende, hvilken
sidste endnu intet kan afskrække, anseer hun med Spodskhed
og Latter. Zirphe blev nogle Øyeblik, som forsagt. En¬
delig sagde hun: Det er sandt et Mandfolk med saadan en
Skramme er mig modbydelig, den forskrekker mig, og kom¬
mer mig til at besvimme. Ach befal Herre at han skal
gaae bort ebler jeg falder i Afmagt.
Smukke Zirphe, svarede Eumen hende, det er et Mær¬
ke de største Helte maa ofte bære, Kongerne selv er ey altid
fritagen derfor, jeg kunde selv komme af et Slag, værre
tilreedt end som eders Kiereste, J maatte da døe af Afmagt.


Jeg maae velge mig en anden, som er meere modig. Hvad
Eder angaaer sagde han til den unge Person, antag en An¬
seelig Rang iblandt mine Tropper, og strid saa tapper for
Fædernelandet, som J har stridet for Eders Kiereste, det
skal blive mere erkiendtlig. Dette Tilbud blev antagen med
Glæde og Zirphe gik skamfuld bort.
Eumen havde nu ey flere at giøre Valg i, han nær¬
mede sig nu til Nais og saae hende strax for hans Fødder.
Ach! sagde han til hende, lad denne store Underdanighed
fare, staae op og regier. Nais svarede ham ikkun med
Taarer. Hvad seer jeg, sagde Eumen, er det min Rang
eller Person, som er dem modbydelig, Ach! Deres Ma¬
jestet, raabte hun: De skulde have mit Hierte, dersom det
endnu var at give bort, det er ey mere Tid, jeg elsker og er
elsket, det er imod min Villie og med Magt at jeg er bragt
herhid, og intet smerter mig mere end den frygt jeg har,
at min Kiereste skal ansee det for Letsindighed hos mig, og
derover gremme sig. Hvo er denne lykkelige; spurgte Eu¬
men meget fortrydelig. Det er svarede Nais et Exempel
paa Ærekierhed, Vanlykke og Troeskab, han har opofret
alting for min Skyld, imodstaaet de prægtigste Tilbud og
stærkeste Trudsler af en rig og mægtig Medbeylerske, som
elskede og nu forfølger ham. Jntet har kundet rive ham
fra mig og intet skal kunde skille mig fra ham. Just da
hun sagde disse Ord, kom han frem iblandt Skaren, og nær¬
mede sig til Kongen med en noble men bedrøvet Mine ey
for at anraabe hans Ædelmodighed, raadede Nais at ta¬
ge imod den Rang hendes Skiønhed fortiente, jeg har ey
andet, sagde han, end Kierlighed at byde Eder, den skal
maaskee ey altid synes værdig at foredrages en Krone, maa¬
skee De siden vil fortryde paa, at De ey har skiønnet paa at
tage imod Hans Majestæts tilbudte Kierlighed. Denne
Tvivl syntes at fordoble Nais Bedrøvelse. Eumen blev
selv bevæget derover. Elsker sagde han, hverandre jeg vil
ey forstyrre eders Kierlighed, jeg vil endog oprette Lykkens
Ubillighed, og giøre Eder, sagde han til den unge Person,
til Stadtholder over een af mine længst fraliggende Pro¬
vintzer, jeg tillader Eder at gifte Eder i Dag med Nais, og
at tage hende med Eder. Alt Folket udbrød i Glædeskrig
og Beundring over denne uegennyttige Ædelmodighed.
Enmen fandt derover en hemmelig Fornøyelse, og opret¬
tede derved det Offer som han maatte giøre af sig selv, dog
havde han ey Mod nok til at giøre nye Forsøg, saa at for
denne Gang blev Doctorernes Anordning ey opfyldt.
Eumen vilde vide om han var rigere paa Tronen end
i sin private Stand. Han eftersaae sit Skatkammer og fandt
det tomt, han undersøgte Statens Gield, som syntes ham
umaadelig. En Guldmager giorde ham det Forslag, at
forandre Papirus=Bladet til Guld eller i det mindste at
komm det til at synes saa. Tilbudet fandt Biefald og lyk¬
ledes. Enhver vilde da profitere af dette Vunderverk.
Moden blandede sig deri, det blev ey tilladt at have andre Rig¬
domme, eller rettere man havde alt med det papiriske Blad.
Overflødighed regierede nu allevegne, mangen en, som
tilforn havde kiørt med andres Arbeyds=Vogne, lod sig nu,


da Turen kom til ham, skiøre i sin forgyildte Charose, man
manglede intet ved hielp af disse lykkelige Blade. Ære,
Værdighed, Embede, Kiereste, Anseelse, Dyden selv. De
forskaffede alt, de havde den samme Credit, og samme
Magt, som Guldet.
Eumen som i Førstningen havde biefaldet Bedrage¬
riet, fortrød paa at see det gaae forvidt, han vilde redde
sin Stat og ikke ødelegge den, han nedsatte derfor Bla¬
dene til deres første Værdie.
Hvad er herved at giøre, sagde han, jeg søgte ikkun
deres beste, som nu laster mig, jeg tænkte ved en liden
Misbrug at forebygge et større Onde, jeg har taget de
beste Precautioner, for derved at udvirke og tilveyebringe
et stort Gode, er jeg da ansvarlig for Udfaldet. Det var
den første Fortredelighed, vor nye Monark maatte udstaae.
Det var ey alt han havde forøget Belønningerne for
Statens Forsvarere; men der var langt flere, der søgte at
faae Belønninger end han havde Belønninger at bortgive,
en eneste paastod mere, end der kunde falde i manges Lod.
Eumen giorde dem misfornøyede, som han gav, og
næsten ligesaa mange, som han ey gav noget. Det sam¬
me hendtes ham med Skribenterne. De sletteste vare de
arbeidsomste og best belønnede og ivrigste i at beklage sig at
de ey fik nok. De beste holdt dem hos sig selv og taugde stille,
de havde ey faaet noget, beklagede sig ey heller over at andre
var kommet dem i Forveyen. Det er da sandt, sagde Eu¬
men, at med den beste Hensigt kan en Konge synes at være
uretfærdig.
Han anvendte næsten al sin Tid paa Forretninger,
allene tolvte Parten deraf paa at skye Mennesken, det var
en af hans største Fornøyelse siden han kom paa Thronen.
En anden som han endnu tillod sig, var at han ubekiendt
som en simpel Borger indfandt sig i nogle offentlige For¬
samlinger. Han kom helst paa de Steder, hvor man kom
sammen, uden at kiende hverandre, hvor man disputerede
meere for at bryde hverandre end for at sige noget, hvor
man talede uden at blive hørt og uden selv at ville høre.
En af de ældste, men tillige værstsindede iblandt Forsam¬
lingen, blev strax den Person, hans Nysgierrighed faldt paa
det kostede ham ey meget at komme i Snak med ham, saa¬
som han talede meget, og var saa meget desto villigere
dertil, da han talede ilde om andre og vel om sig selv.
Jeg er, sagde denne til den forklædte Monark, jeg
er en gammel Soldat, jeg commandrrede for tredive Aar siden
en Bataillion, som til all ulykke ey fik Fienden at see, det
var den største hazard i Verden, og min Reputation bør
ey miste noget derved. Jeg havde slaget tilveds med en an¬
den, at den General som commanderede vores Armee skul¬
de blive slaget. Jeg var selv beordret at ligge med mine
Underhavende i en Grændse=Festning, som uden Tvivl skulde
blevet beleyret. Beundre den Ulykke, som rammede mig.
Vores General erholdt imod alle Regler en fuldkommen
Seyr. Jeg mærkede midt i min Festning meer end halv¬
fierfindstyve Feyl, som burde have gjort at han skulde ha¬
ve blevet slaget. Men er det min Skyld, sagde han videre,


at Lykken ofte seconderer Forvovenhed? Hvad skeedte?
Denne i høyeste Grad uforsigtige General hastede at faae
Fred, og jeg blev afdanket, men det som Eftertiden ey
skal troe, og det som jeg igientager hvergang og hver Dag
i tredive Aar, uden Belønning - Han blev endnu ved
at snakke og fremførte en Deel Talemaader, som ey ret vel
anstod Eumen. De nødte ham til at forlade denne for¬
tredelige Spilfegter; for at tale med en anden.
Denne trak Eumen til en Side og lod ham see et
Project, som skulde vendt op og need paa heele Asia og Eu¬
ropa. Skulde J vel troe, sagde han til ham, at i ti sam¬
fulde Aar har jeg indgivet meer en tredive Memorialer,
endnu stærkere end denne. Jeg arbeyder allene paa at ud¬
finde Midler og Veye at berige Monarken, og dog alli¬
gevel - O Uretfærdighed! jeg finder mig selv ruineret
uden nogen Redning.
Ey hvad sagde Eumen hos sig selv, alle disse unyt¬
tige og farlige Hoveder, kan de vel paastaae nogen Beløn¬
ning, og dersom de kan, hvor mange Klager seer jeg ey forud at
jeg vil faae, og hvor ubillig skulde det ey væresat fornøye dem.
Strax derpaa kom en Mand, som for en maadelig
Fortieneste havde faaet en honet Belønning, han imodtog
med en fortrydelig Mine, de Complimenter som man gior¬
de ham derover, og strax derpaa besværgede han sig ligesaa
høyligen som de andre.
Eumen gik fortrydelig bort over det han her havde
seet og hørt, han indfandt sig i andre saavel smaae som store
Forsamlinger, men han saae og hørte der næsten det selv
samme. Nesten overalt knurrede de som ey havde faaet
noget af ham, og de, som han havde beviist en Velgierning
efter den anden, viste sig koldsindige og holdt sig taugse. Eu¬
men mærkede endelig at Kongerne har den Skjebne, oftere
at giøre utaknemmelige end selv at være det.
Hans Krone syntes Dag fra Dag at blive tyngere,
han lignede sin Skjebne med en Slaves, der staaer i Bolt og
Lænker øverst oppe paa en steyl og brat Klippe og seer an¬
dre Slaver i samme Tilstand neden for hans Fødder.
Endelig fattede han det Forsæt at frasige sig Regie¬
ringen, og lod det bekiendtgiøre for Folket. Hvilken Be¬
styrtning for Eumen, med et at see Folket overalt nedsla¬
gen og som forsagt, de som han havde forekommet med
Velgierninger, værdigede endnu at erindre sig dem, og de
som han ey havde beviist nogen fortrød paa dem, som de
ventede at han skulde vise imod dem.
Alle disse Kiendetegn paa Folkets Hengivenhed forfør¬
te ham til at beholde Scepteret, men han fornam strax
paa nye intet andet en Koldsindighed og Mumlen.
Det skal da blive Alvor sagde Eumen. Jeg afstaaer
den bedrøvelige Fordeel at være misundet uden at være lyk¬
kelig. En Rang næst efter den jeg har, lover mig mere Rø¬
lighed, og en Ære der er tilstrækkelig nok at fyldestgiøre min
Ærgierrighed. O Jupiter see det andet af mine Ønsker.
Andet Capitel.
Eumen vilde have til sin Efterfølger, en som mere
skulde synes end virkelig være Souverain, han kastede sine


Øyne paa en Hofmand, som han sielden havde seet, naak
han stod op om Morgenen, - - - enhver troede at han ud¬
valgte en Philosoph, men Eumen vidste at denne Skin¬
Philosophie var ey andet en virkelig Magelighed.
Den nye Konge udvalgte gierne til sin Premier Mini¬
ster, den som havde giort ham til sin Herre, han blev hver¬
ken mere actif eller paapassende, han sov længe, han spiste
brav, talte lidt og tænkte mindre. Han lod sig give uden
næsten at tænke derpaa, Raad, Lovtaler og en Gemahl.
Eumen paa sin Side var endnu mere actif end da
han var paa Thronen. Han reformeerte de gamle Misbrug,
og indførte nye, han indlod sig i de ringeste Forretninget
og havde altid store Ting til Øyemeed, han lod see i en
meget delicat Omstændighed en overmaade stor Forstand.
Den unge Egle anholdt om en Naade for hendes
Mand, han var den gandske lidet værd, men Egle var saa
indtagende en Skiønhed, at hun ey burde begiere noget for¬
gieves, Ministeren havde allerede overlagt hvad han skulde
giøre. Denne Post er allerede for i Veyen lovet til Cin¬
thee, (det var den eneste som i Smukhed kunde giøre Egle
Fortrinnet stridig) til Cinthee raabte hun, jeg skal aldrig lade
mig trøste, dersom hun erholder det som hun søger. Ach!
for Guds Skyld afslaae Cinthee den, om jeg saa aldrig
selv skal faae noget.
Det var det som Eumen ventede, han betænkte sig
ikkun saa længe som han behøvede, for at give hans Com¬
plisanee desto større Anseelse. Han lovede at Cinthee ey
skulde erholde den, saavidt det stod til ham. Strax der¬
paa forlod Egle ham langt meere fornøyet og triumpheren¬
de end om det anseeligste Embede havde blevet givet hen¬
des Mand.
En anden Forlegenhed for Eumen. Cinthee ind¬
fandt sig ogsaa og andholdt om samme Embede, og det
mere indstændig og trængende end Egle, da hun soliciter¬
te for hendes tilkommende Kiereste. De kommer forsildig
sagde Eumen til hende, med en Mine, som lod som det
giorde ham ondt. Egle har nylig erholdet det som de kun¬
de være forvisset om at faae, dersom de var kommet lidt før.
Det var et Tordenslag for Cinthee, hun tænkte ey meer paa
hendes Frieres Forfremmelse, hun saae ey andet end Egles
Triumph og den Skam hun skulde have ved at vige hende.
Hvad, sagde hun, Egle skal foredrages mig og Hoffet skal
være Vidne dertil? Ach! lad Egle ey faae noget og lad al¬
ting blive mig nægtet. Eumen havde ey ondt ved at be¬
vilge hende hendes Forlangende. Han faldt selv i Forun¬
dring over, hvor let han havde fornøyet tvende Rivaler og
holdt sig fra den Tid af for en stor Stats=Mand. Den
omsøgte Plads blev ledig. Ministeren gav den til en vis
Militair Person, som havde ingen andre Recommenda¬
tioner end hans egne Meriter, og troede ey engang at bur¬
de søge derom.
En saa fornuftig Opførsel og ligesaa lykkelige Udfald
vedligeholdt lang Tid Rolighed iblandt Folket og Mini¬
sterens Gemyt var fornøyet med sig selv.


Det gik dog her, som det gaaer alletider og alle Veg¬
ne, skumen blev kied af sin Plads og man blev kied af at
have ham i den. Fra den Tid af skyndte han sig at giøre
det tredie Ønske, og det var at commandere en talrig Armee.
Tredie Capitel.
Det var Skik blandt denne Nation ved Lodkastning
at udvælge sig en General, saavel som endeel andre høye
Embedsmænd. Man kan let tænke, at Lodet faldt paa Eu¬
men. Han fandt en hemmelig Glæde over at see den fryg¬
teligste Deel af Nationen maatte adlyde hans mindste Vink.
Denne Post syntes ham tusinde Gange fordeelagtigere
og angenemmere end selv at være Konge, da han var nødt
til at plage sig med en utallig Mængde stridige Bekymrin¬
ger. Det Eumen nu meest bekymrede sig om, var at hans
Underhavende ey skulde giøre andre ondt end Fienden, og
ey skulde ødelægge deres Bundtsforvandte, som de skulde
forsvare: Ey heller kunde han fordrage at de som havde
erhvervet sig Ret til at forsyne Armeen med Levnets Mid¬
ler, skulde betiene sig deraf til at udsulte den. Han var
endnu mere paapassende med at rose det gode nogen gior¬
de, end at straffe smaa Feyl, han gav dem, som havde
været ulykkelige, Andleedning til at see oprettet deres Van¬
held. Han giorde endelig hvad han burde giøre for ey at
have nogen at takke for noget undtagen Skiebnen.
Han høstede af hans gode Indretning stor Fremgang;
han overvandt Fienden i adskillige Trefninger, indtog hans
Byer, og skaffede hans Tiders Skialdrer nok at bestille,
han saae sit Navn besynget i ti Heltedigte, tive, Oder og
tredsindstive Arier, i Førstningen blev han derover meget
indtaget, vendte sig dertil og blev snart kied deraf. Det
gik for Resten med Eumen, som det gaaer med andre
store Mænd, den lykkelige Fremgang giorde ham efterladen.
Han blev angrebet og overfalden om Natten af Fienden,
som han saa ofte havde overvundet; han oprettede alt ved
hans uforsagte Mød, og nye Seyer=Vindinger. Dog
kunde han ey faae igien nogle af hans nødvendigste Klæder,
som Fienden havde bemægtiget sig. Eumen tænkte ey paa
denne Tildragelse, og kom i Hovedstaden for at nyde den
tilbørlige Ære. Men hvor bestyrset blev han ey ved at høre, at
næsten alle sang satiriske Vers over den sidste latterlige Til¬
dragelse. Han haabede i det mindste at høre nogle af de
Heltedigter, Oder eller Arier, som havde været giorde til
hans Berømmelse, men han tog Feyl ingen havde læst dem
og heele Nationen sang Gadeviser.
Hvad er dog min Ære sagde han, Dersom et latter¬
ligt Tilfælde kan forekomme dem til at forglemme alle mi¬
ne Heltemæssige Gietninger. Gade Viserne skurrede ham
saa ofte i Ørene at de forstyrrede hans Gemyts Rolighed.
Der er da intet andet for, sagde han jeg forlader denne
skinnende men tornefulde og utaknemmelige Løbebane. Der
er Freds=Veye for at komme til Lykken. Eumen ønskede
at blive Saturns Ypperste=Præst.
Fieroe Capitel.
Dette Fierde Ønske blev bønhørt, som de andre, den
Ypperste=Præst døde af et Slag og Eumen kom i hans


Sted, man giorde endnu Satyrer over denne Forvandling, og
forglemte det som gav Andledningen dertil. Han var i Først¬
ningen meget vel fornøyet med den Respeet hans nye Em¬
bede forskaffede ham. Monarken selv var ey frie for at han
jo saavelsom de andre maatte beviise ham sin Ærbødighed,
og det var den Eumen imodtog med Hiertens Fornøyelse.
For Resten indskrænkede han sin Ærgierrighed herved, og
fandt Bonetten mageligere og roligere end Port epeen og
Kronen.
Det hendte sig at en af hans underhavende Præster
ragte ham den hellige Kniv med den venstre Haand, man
raabte strax Kietter, Kietter, Præsten stød forvirred over
denne hans Feyltagelse, man fordoblede Skriget og strax
derpaa undsaae han sig ey meere. Han giorde endog en
Bog for at forsvare sin Mening, han angreb sterk den
høyre Haands Fortrin for den Venstre. Ærværdige Per¬
soner forsvarede den og man saae - - - - Her mangle¬
de noget i den græske Haandskrift.
Den Fredsommelige Eumen blev træt af at dømme
i disse Stridigheder, og fortrød paa at han skulde være som
Formand deri. Fra den Tid af syntes enhver Stand ham
bedre end som hans egen, han blev ey heller længe i den¬
ne Forvirring, han nedlagde sit Embede, uden vel at vide
endnu hvad han vilde være.
Femte Capital.
Man sagde at en Mand, som havde saavel dømt sig
selv burde præsidere i Raadet, og Folkets almindelige Valg
bestemte Eumens femte Ønske. Han blev udvalgt med
almindelig Biefald. Naturen havde begavet ham med et
oprigtig Hierte, der elskede Orden og billighed. Han
ønskede sig selv til Lykke med at være i Stand til at under¬
trykte et Partie af dem, som manglede disse Egenskaber,
at kunde forskaffe de Faderløse, som vare undertrykkede el¬
ler bedragne deres Fæderne Arv, at kunde hielpe visse stak¬
kels Mænd, der ofte havde faaet Stryg til, til deres Koner
igien, og de fattige der boede i Naboeskabet af en Rig eller
og en Embedsmand til deres Viingaard og Hauge. Han
havde for Resten al den sunde Smag som er fornøden for at
see den sande Ret igiennem en Mængde Anordninger, som
omringer den. Al det Mod som behøvedes til at igiennem¬
læse tre eller fire Tusinde Toner af Forordninger og vedta¬
gen Sædvaner som imodsagde hinanden, og henimod ti tu¬
sinde Commentarier, som forvirrede dem. Han troede sig
endelig utilgiengelig for de Stores Recommendationer, og
de smukke Sagsøgerskes Taarer. Der behøves ofte mindre
for at synes en stor Magistrat.
Eumen giorde endog meere, han indstevnede for sin
Domstoel alle forskiellige Rettens=Betiente, han vilde være
underrettet af dem selv om deres Opførsel, forbeholden¬
de sig at troe eller tvivle om deres Foredragende efter Om¬
stændighederne. En Advocat talede først og talede lang
Tid, langt om længe holdt han dog op, uden at Eumen
havde beholdt noget af alt det han havde sagt. Hvad er
deres Jndkomster, spurgte han Juristen. Det er svare¬
de den sidste de Bogstaver, som jeg udtaler der dømmer


derom, og J seer at jeg ey er ødsel, jeg er den korteste og
tydeligste af alle vores Oratores, man kan ey miste noget
af alt det som jeg siger, og jeg siger de meeste Ting, som
er muelig i Sagernes procedure.
Han forhørte derpaa en vis Procurator som ti Aar
havde været nok at samle tusinde Talenter. Min sædvan¬
lige Omsorg er at forsvare Enker og Faderløse og at forhin¬
dre at deres Midler ey skal falde i visse Hænder. - - - -
Man siger dog, faldt Dommeren ham ind i hans tale, at
de sielden kommer af Eders.
Jeg er i det bøyeste ikkun Huusholdere derover svarede
Procuratoren, jeg meddeeler Eyerne overflødig deraf, skiønt
jeg lader dem gielde som mine egne. Eumen blev vaer bag
ved den som han tilspurdte et ungt Menneske som syntes at
staae under hans befaling, han kiendte ham igien at det
var en Søn af en af de rigeste Mænd i Staden. Hvad
seer jeg sagde Enmen til ham J er Tiener og det hos saa¬
dan en Herre. Ach svarede dette unge Menneske, jeg er
en af de Faderløse, som han haver forsvaret, og hvis Mid¬
ler han forvalter.
Eumen fik at vide at denne Lovdanne Huusholder,
havde en Datter, som var smuk nok til at komme den som
ægtede hende til at forglemme den Uret, som var vederfa¬
ret hans Fader. Han paastoed at Procuratoren skulde ta¬
ge til Sviger Søn: den som han torde tractere som Sla¬
ve. Han undslog sig derfor. Men Eumen truede ham med
at udstryge de trefierdendeel af heele Summen paa hans Reg¬
ninger paa Omkostningerne, og at medhandle ham som de
Partier, som han havde mindst maltraiteret, paastod, denne
Trudsel giorde ham mere føyelig.
Eumen fortsadte sine Undersøgelser, han forhørte de
øvrige Betientere, som excellerede i at føre Folk i Fortred,
uden at de var skyldig i noget. De Dommere, som vidste
at dreye Loven for at favorisere Parterne, og de Skrivere,
der havde lærdt ret at beskiere Papiiret og at giøre smukke
lange Træk. Med et Ord alle selvraadige Tropper af den
talrige Hær for hvilken han var Anfører.
Disse Tropper, som gemeenlig alle af det Slags, var
endnu værre til at trække til sig og udsue Folket end en fiendt¬
lig Armee.
Eumen foresadte sig at indføre iblandt dem end bedre
Disciplin, han tog de beste præcautioner hertil, men reu¬
seerte ikke, og vandt ey andet derved, end at han fik man¬
ge Fiender paa Halsen. Himlen skee Tak sagde han jeg
skal i det mindste lære at kiende dem iblandt disse Folk som
fortiener min Fortrolighed og Høyagtelse.
Han lod bekiendtgiøre at han vilde nedlegge sit Em¬
bede, og vilde dømme om de retsindiges Tall af de bedrø¬
vede Ansigter, men han saae ingen, alle vare vel fornøyede;
man sagde reent ud, at Eumen skulde være en yppperlig
Collega i Minos og Rodomanthes Rige, men her i Ver¬
den var han ey skikket til at beklæde Domstoelen.
Han blev hidsigen solliciteret af to Sagsøgersker af en
meget stridig Alder, Stand, Skabning og Vilkaar. Den
ene var en Enke paa tredsindstive Aar og havde været grim


siden hun var femten Aar gammel. Den anden var endnu
en Myndling, var ikkun atten Aar, og lod til at blive Skiøn¬
heden selv endog i hendes halvtredsindstyvende Aar.
Eumen beundrede hende, elskede hende og ønskede at
hun maatte have Ret; men til al Ulykke havde hun Uret.
Eumen sukkede, dømte hende imod, ruinerede og beklage¬
de hende. Jeg har, sagde han til hende, ikkun et eneste
Middel til at oprette denne Ulykke og jeg tilbyder eder det,
Værdige at deele min Kierlighed og min Lykke, den ene
saavel som den anden skal erstatte det Tab, som de nu gior¬
de. Den unge Sagsøgerske imodtog Tilbudet og pardoner¬
te ey Eumen. Hvad, sagde hun med en lav Stemme og
hvert Øyeblik, en gammel tandløs Kierling skal formage
mere end jeg? hvilken Dommer, O! hvor jeg haaber at
straffe ham tilstrækkelig derfor. - - - - Hun havde den
Fornøyelse at see denne strænge Dommer at blive meer
og meer forliebt, og at skynde paa det Øyeblik der
skulde giøre ham lykkelig. Hun havde strax derpaa en stør¬
re Fornøyelse, det var at see en halvfiersindstive Aars gam¬
mel Beilere der endnu var mere vanskabt end som affeldig,
at tilbyde hende sin Opvartning. Han er charmant sagde
hun og just skabt for at hevne mig, hun modtøg ham paa
det høfligste, og han besøgte hende saa fl ttig at Eumen
blev det var og besværgede sig derover, det var just det som
man ønskede. Beklag Eder ey herover, sagde den unge
Skiønhed, jeg giør ey andet end at træde i Eders Fodspor.
De veed at Ungdommens Skiønhed ey altid har fortrinet
for Alderdommens Affældighed. Fornøye Dem med, at
De i Deres Dom kan ruinere de Unge, og lad mig den
Fornøyelse at trøste de gamle. Eumen gik skamfuld og
bedrøved bort. Han beklæde endnu nogen Tid sit Dom¬
mer Sæde, stødte mange af de Store for Hovedet, hvilke
han dømte imod ligesom det havde været den gemeene Al¬
mue, ophidsede mange af de Smukke imod sig, og blev
endelig kied af sine Dømmer=Forretninger, ligesom han
var bleven af de andre. Lyksalig sagde han er den, som
er fri for den Bekymring, at regiere, anføre, opbygge og
dømme Mennesken, og indskrænker sine Ønsker til Over¬
flødighed og Rolighed jeg vil da være intet og være Rig.
Siette Capitel.
Neppe havde Eumen gjort dette siette Ønske, førend
han havde Croesi Rigdom, det var den korteste Maade
at blive rig paa uden at sætte Folket i Beundring derover.
Eumen holdt for at han burde føre sig op som hans nye
Stand udfordrede, det er at sige at holde et bedre Bord,
have et prægtigere Pallais, Tienere og Vogn, end da han var
Premier=Minister, og Præst. Han feilede en Maitresse
og strax derpaa feilede han intet. Jeg har allerede sagt
at Eumen var ung og velskabt, han syntes at behage Thais
(saa hed hans Huus=Jomfrue) og Thai behagede ham,
han sparede ey heller noget, hvorved han kunde indtage hen¬
de, han giorde hende Festin og den ene Foræring prægti¬
gere end den anden. Eumen var i sine egne Tanker lyk¬
kelig, og det lige indtil det Øyeblik, da Thais giorde sig
usynlig og derved lukkede Øynene op paa ham.


Kimen søgte strax et andet Slags Fornøyelser, han
antog sig Konsinere, herbergerte Skribenterne, og uddeelte
Almisse til unyttige Fattige; men han kunde hverken giøre
de første lærvillige, eller de andre sømmelige, eller de sidste
erkiendtlige. Han var endnu mindre fornøyet med Hof¬
folket alle ansaae hans Huus, som en offentlig Kilde, hvor¬
af de kunde øse, uden nogen anden Betænkning end den at
de aldrig skulde tage forlidt, og for Resten ey være Kilden
Tak skyldig for sin Gavmildhed, den fik det selv omsonst,
som gav andre. Ach sagde Eumen, det er forstærkt at
giøre sig slige utaknemmelige forbunden og omgaaes med
dem. Jeg vil indskrænke mit Selskab til en viis allene,
dersom jeg kan være saa lykkelig at træffe den.
Man loe meget af en Mand, der bestandig havde me¬
get at sette ud paa sine Ligemænds Opførsel, og ey efter¬
fulgte dem i noget, Eumen saae ham og loe ey. Erfa¬
renhed begyndte at lære ham at alt det som synns allermest
ønskværdig falder ofte modbydelig, hvorfore skulde da ey
(af samme Grund) det som falder os i Førstningen mod¬
bydeligt, tilsidst kunde behage, maaskee sagde han videre
er o bedre end Hveden. Maaskee en Seng af Mos hel¬
lere er gjort for os end en Seng af Dun. Maaskee en Kone
tilhører i det ringeste -- - - - Maaskee et lidet Umen¬
neskelighed. Eumen søgte at bringe Philosophen til en ey
saa streng Levemaade, han lykkedes saavidt at han fik ham
til at forlade sin Hytte for at boe hos ham i hans Pallais
og at finde Smag i gode Smauser, men han fortrød det
snart og vendte om tilbage til sin Hytte og sine Røder. Han
havde talt med saa stor Veltalenhed imod Studeringer,
at han opvagte Lyst hos Eumen at blive veltalende, og da
en Lyst kommer sielden allene, saa tragtede Eumen nu ef¬
ter at raillere saavel i bunden som ubunden Stiil. Dette
var det syvende af hans Ønsker.
Syvende Capitel.
Eumen, som havde ikkun nødig at ønske for at faae
hvad han vilde have, havde Mod nok til at ville fortiene
sin lykkelige Fremgang. Han giorde en Helte Digt som
skulde have gjort Homer jaloux, og opvagt ham Misun¬
delse, hos dem som var meget ringere end Homer. Han
havde endnu flere Beundrere, det er at sige at han manglede
intet i sin Ære. Han fandt den meget bedre end den som
erholdes ved andre Midler, og som man aldrig erhverver
selv allene. Denne Drukkenskab vedvarede endnu nogen
Tid, den faldt endelig hos Folket og hos Forfatteren selv.
Det var ikkun hans Fienders Had, som vedvare¬
de, nogle beskyldte ham for opdigtede Feyl, andre
tilegnede sig hans Arbeyde, andre igien tillagde ham
deres, denne sidste Stræg, var den empfindtligste fork
Kumen, uen han maatte strax herpaa erfare an¬
dre Fortrædeligheder. De Tragiske=Laurbærkrandse kil¬
drede ham, han tog de ypperligste Mesterstykker og i Be¬
synderlighed sit eget Genie til Mønster og sammensatte et
Beundringsværdig Sørgespil, som giorde Tilskuerne meere
bevæget end sadte dem i Forundring, Hiertet fandt sig deri
mere interesseret end Synet, og Actørerne søgte hellere at


udtrykke det ret, end at give det nogen Anseelse, og hele
Forsamlingen fældede vemodige Taare. Det eftertrykke¬
ligste Sted gav til al Ulykke en Skosebroder et artigt Ind¬
fald, og med et hørte man en stor Latter, og saae intet an¬
det end latterligt i det som man nyelig saa høylig havde
beundret. Stykket faldt i Forglemmelse, men Skosebro¬
derens Jndfald, blev indført til evig Hukommelse i Sma¬
gens Krøniker.
Poeten ærgrede sig nogen Tid derover, og sammen¬
satte derpaa for at opmuntre sig, en Roman uden Rime¬
lighed, og som han just vilde have, saa hans eneste Øye¬
meed var at viise Prøver paa hans Forstand, og disse Prø¬
ver kostede ham lidet.
Disse Bagateller faldt under en alt for alvorlig Mands
Censur, han bildte sig ind at et Verk, som ey betydede no¬
get skulde være farligt, fra den Tid af, saae han det deri,
som der ey var, og undertrykkede hvad der var deri. En¬
men, mere lærvillig end nogen Skribent kan være, lod det
beroe paa hans Dom, og giorde Udkast til en anden. Han
forsøgte at forlige to stridige Partier, som deelte og vanære¬
de den lærde Republik. Den Bedømmer under hvis om¬
dømme dette nye Skrift faldt var indviklet i denne Krig.
Han undertrykte Halvparten af Verket. En af Hans Med¬
brødre blev paalagt at tage hans Plads i denne Bedøm¬
melse, denne sidste var af det modsatte Partie og udsletted
den anden halve Part, saa Eumen blev den anden Gang
skilt ved Frugten af sit Arbeyde og næsten bragt til det For¬
sæt ey at skrive meer.
Jmidlertid forkyndte man en Sevr, som Statens
Tropper havde tilfægtet sig, Eumen som var en god Bor¬
ger blev Poet og besang dette berømmelige Udfald i hvilken
han omhyggeligen nævnede alle dem, som havde giort
sig meest udmærkede.
En subalterne Officier som han ey havde talt om og
ey havde hørt tale om, blev stødt over at han var forglemt
og spurte ham Aarsagen dertil. Poeten maatte forlade
Pennen for at bruge Kaarden, han forglemte eller forsømte
at ønske at være Skudfrie, og fik en Blessure i den Haand,
som havde udstrød saa stor Berømmelse. Ey hvad sagde
Eumen skal jeg slaaes med alle dem som jeg ey vil rose,
han giorde i det mindste sin Regning paa en af de fornemste
Officierers Venskab, som han havde roset i høyeste Maade,
han fik at vide, at denne sidste fandt sin Panegyrist alt for
sparsom med sine Berømmelser og ansaae ham for gandske
ringe. Det var alt nok for at komme ham til at synge af
en anden Tone, han blev Satiricus, og sagde en Hoben
Sandheder, som han burde tie. Efter nogle Dages for¬
løb vagte man ham op midt om Natten, for at bringe ham
til et Fængsel, der var endnu mørkere.
Naa see her, sagde han da, Belønningen for saa man¬
ge Vaagne Nætter, og det Friested, som min Renome
har forskaffet mig. Han tog det Forsæt, at forlade en Lø¬
be=Bane, hvor man gjør saa mange Feyltrit og møder ey
andet end Fortred. Han havde dog ey gandske faaet Af¬
smag for de smukke Konster. Tegne= og Bildhugger=Kon¬


fien, som han ansaae, som de yngere Søstre af Digte¬
Konsten, syntes ham at fortiene hans Høyagtelse, og at
sætte deres Yndling paa mindre farlige Prøver, end deres
ældste Søster. Dette blev da Eumens ottende Ønske, som
havde hans Friehed i Følge med sig.
Ottende Capitel.
Det var Historien han opoffrede de første Strøg af
hans Pensel, og det er unyttigt at berette at hans Forsøg vaer
Mesterstykker. Han forenede et prægtig Udkast med smukke
Dannelser og livagtig Skatering, han vidste at giøre sig
Forestilling om en Ting, og at udføre det han havde fore¬
stillet sig. Man raisonerte meget, og meget ilde, om alt
det som kom fra hans Hænder, man udøste imod ham de
ubilligste Satyrer, og slet trufne Lovtaler. Han blev vaer
at man hverken havde merket det smukke, ey heller de Feyl
der var i hans Arbeyde; jeg siger Feyl, thi Guderne hav¬
de givet Eumen Gave til at frembringe beundringsværdige
Ting, men ey fuldkomne, det er en Egenskab de har forbe¬
holdt dem selv allene, og hvoraf de betiener sig meget sparsom.
Eumen kied af dette høye Slags Arbeyde, der nesten
altid er i slet Priis, blev simpel Portrait Mahler. J den¬
ne Stand havde han nye Forhindringer og nye Fortræde¬
lighed at overvinde. Cheffen for Gildningerne lod sig af¬
skildre, og vilde afskildres som en Achilles. Hans Phisio¬
nomie passede sig ey bedre med denne Forklædelse end som hans
Stand, han fandt sig selv saa latterlig under denne Skikkel¬
se, at han holdt sig til Maleren derfor, og udspyede mod
ham, alle de Skields=Ord, som en Karl af hans Slags
der intet har at frygte for kan paafinde. En anden Perso¬
nage vilde ogsaa betiene sig af Eumens Talent. Det var
en Krigsmand, som Naturen havde givet en bedragende og
Martialsk Skabning. Skilderen traf paa det nøyeste Ori¬
ginalen; men her var atter Skam til Takke. Vor Sol¬
dat fandt ey hans Phisionomie mildt nok, han vilde været
afskildret med smilende Øyne, med en indkneben Mund og
lækker Ansigt Farve, med faae Ord, som en Adonis. - - -
Eumen tog det Forsæt at opoffre sine Talents allene til
Fruentimmernes Tieneste, hvis Yndigheder giorde deres Ca¬
pricer meer fordragelig; men han malede dem efter Natu¬
ren og mishagede endog de smukkeste. En af de grimeste
men mægtigste ved Hoffet kunde ey tilgive ham at han ik¬
kun havde forestillet hende smuk.
Han vilde endelig prøve om Phidiæ Konst vilde blive
ham meer gunstig, her fandt han atter nye Fremgang og
nye Fortred, han blev strax beordret at giøre en Statue af
Venus, og bemyndiget til at tage de smukkeste Fruentim¬
mer af Nationen til Model. Nesten alle smigrede sig med
at tiene ham til Mønster, og at være de eneste som kunde
tiene ham dertil, han udvalgte i Førstningen tredive og stødte
tusinde for Hovedet. Jblandt disse tredive giør han et nye
Valg og beholder deraf kun ti og faaer Resten til Fiender.
Eumen laante af enhver af dem, det som stod ham
best an, og stødte dem alle for Hovedet. Han blev selv
heftig indtagen af den smukkeste og havde næsten giort sin
heele Gudinde efter hende. Hun fattede og en særdeles


Gunst for Konstneren, som havde gaaet videre, hvis hun ey
i det samme var blevet vaer at en af Gudinders Nægle var ey
giort efter hendes. Hun paastoed at bevare sin Dyd ube¬
skadiget dersom Eumen ey strax lemlæstede sin Statne Han¬
afslog hendes Begiering, da han derved skulde have forder¬
ved Mesterstylket, og fik igien Afslag paa hans Forlangende.
Det var ey alt, den Skiønhed, som han saaledes fortørnede,
bragt i sine Lænker, en alt formaaende Menneske, og som
lod hende betiene sig af al den Magt som hun havde over ham.
Hun giorde det og dømte Eumens Gravstikke til ey at maat¬
re øve sig paa andet end Abekatte. Han manglede heri ey
heller Arbeyde, neppe var det kommet ud iblandt Folk, fø¬
rend han saae en Skare af Libhabere der alle brændte af Be¬
gierlighed efter at see deres Caminer berigede med nogle af
hans Mesterstykker. Jblandt disse Kiøbere saae Eumen en
ung Doctor, som formedelst hans prægtige Equipage, smukke
Person og fyrrige Heste, viiste at han stod i Anseelse, eller
var nær ved at blive det. Han giorde sig et alt for beha¬
geligt Begreb om denne Stand, for ey at efterlade at bede
Jupiter om at blive forvandlet hertil.
Niende Capitel.
Eumen blev da bebyrdet med at sørge for sine Med¬
menneskers Vedligeholdelse, han eftertænkte hvor betydelig
denne Forretning var, og da han havde vel undersøgt Alting
dømte han at Doctor=Konsten mattte bestaae i at curere sine
Patienter. Naturen havde begavet ham med et Hierte,
der var tilbøyelig til at giøre vel, allene for at have den For¬
nøyelse at giøre det. Han hialp sine Medborgere uden
Forskiel af Rang, Kiøn, Alder og Rigdom, han udstudeerte
deres Temperament som søgte til ham, og lod det være hans
fornemste Omsorg og Forretning at hielpe dem. Han lyk¬
kedes deri, og blev ubekiendt og forsømt, han forundrede
sig ey derover, men Tiden blev ham lang, hvor over han faldt
paa at betiene sig af samme Skilt, som Doctorerne der er
i Moden. Eumen lod forgylde sin Vogn, udstafere sine
Heste, og reyste fra den ene Ende af Hovedstaden til den an¬
den to Gange om Dagen, uden at blive paaagtet af en ene¬
ste Syg, men blev snart hentet af en Mængde af andre som
befandt sig vel. Konsten at helbrede dem, blev for ham et nyt
Studium. Eumen læste om Dagen nogle af de Medi¬
cinske Journaler, som han fandt mindst slette, kom deri
efter nogle Arcana, trak deraf en Qvint=Essence, og uddee¬
lede denne Elexir til sine indbildte Syge. Paa en kort Tid
formørkede han alle sine Medcolleger, og blev foretrukket de
fleste uden at ville giøre det. Han erhvervede sig i Be¬
synderlighed Fruentimmernes Fortrolighed; det gik saa
vidt, at næsten alle troede sig syg, allene for at have den
Fornøyelse at spørge ham om Raad.
Eumen betiente sig af et andet Puds, han bragte
Slaverne paa sin Side, og blev underrettet af dem om de¬
res Fruers hemmeligste Gierninger. Doktøren blev anseet
som en der havde guddommelige Aabenbaringer, og holdt
for et overordentlig Menneske. Man sagde at Apollo havde
intet skyvlt for ham, og vilde ey heller at man skulde kunde
skyvle noget for ham. Fra den Tid af har man Ærbødig¬


hed, men frygtede endnu meere for ham. Det Begreeb
som man havde om hans alt for store Jndsigt, standsede
end og hans Fremgang i en ung Enkes Hierte, som havde
allerede faaet megen Jndpas i hans. Det var en brunette
lige saa levende i hendes Passioner, som munter i hendes
Omgang. En Opvarter, som hun endnu holdt til med,
og som hun maaskee snart skulde have givet Kurven, var en
hemmelig Forhindring for Eumens Lykke. Han syntes at
have faaet nys om denne Hemmelighed, af nogle Ord som
han lod falde og førdte derhos et Forhold, som var mere
overeensstemmende med hans personlige Fordeel, end med
Damens Tilbøyelighed, og da hun ansaae ham for en Per¬
son der havde guddommelige Aabenbaringer, saa kom den¬
ne Tanke hende til at skielve baade for nærværende og tilkom¬
mende Tid. Hun vilde hverken have Doktor eller Mand,
som hun ey kunde bedrage.
Den forliebte Doctor der var afskeediget af den
unge Enke blev imodtaget af en gammel, der vel var
i hendes beste Alder siden hun var ikkun 60 Aar
gammel, men troede sig syg, efterdi hendes Coleur var
ey saa frisk som den pleyede. Eumen bekiendte for hende
at han havde ingen Recept imod dette Slags Svagheder.
Hun paastoed at han i det mindste burde have for de Dun¬
ster som hun gav for at der plagede hende. En anden Til¬
staaelse paa Dokterens Afmagt, men man kunde ey tilgive
ham at han var udygtig i saa mange Ting. Damen var
hevngierrig og mægtig, hun holdt aaben Bord og havde
efter hendes befaling mange Snylte Gieste, som Mun¬
den stod aldrig paa og fandt Fornøyelse i at tale ilde om an¬
dre. Docteren blev ikke sparet -- - - han fik endog at
vide, at den Dunstplagede Enke ey fornøyede sig med at giøre
ham latterlig uden tilligemed at haabe at giøre, at han skulde
synes strafværdig. Han frygtede ey for at blive det, og endnu
mindre nogensinde at blive lykkelig under Esculapii Kiortel.
Jmidlertid havde han ikkun tilbage et eneste Ønske og
hans Skjebne hang deraf. Han tog sig for at spørge Folk af
alle Stænder, som han ey selv havde kundet gaaet igiennem.
Tiende Capitel.
Han kom just til at gaae ved Siden af en Mand, der
ansaae ham med et Slags Foragt. See uden Tvivl et lyk¬
keligt Menneske, thi han lader til at have høye Tanker om
sig selv og foragter andre. Han fulgte ham ind i en of¬
fentlig Have. Rygtet om en Seyer forsamlede nogle Hobe
Tidende Kræmmere. Eumen tog deraf Anledning, for
at give sig i Snak med ham, som han vilde kiende bedre.
Ey hvad kommer mig dette Slags Tilfælde ved, sagde den sid¬
ste, i Dag Seyervinder, i Morgen slaget, for at være snart
det ene, snart det andet, bør man hverken fornøye sig eller
bedrøve sig derover, det er allene Lykke=Spil, og saadant
har det sig med alle Tilfælde i Livet, de hverken nedslaaer
ey heller opblæser undtagen skrøbelige Siele. Jeg seer, sva¬
rede Eumen, at jeg har den Ære at tale med en Discipel
af den store Zenon? Eders Siel er utilgiengelig for For¬
tred og Sorg, døm derom af den korte Fortæling som de
nu skal faae at høre. Jeg havde til Hove en af de for¬


deelagtigste og brillanteste Betieninger. De Store ventede
i mit Forgemal og de Smaae kaldede mig Naadige og
Høybaarne Herre. Jeg behøvede ikkun for at maintinere
mig i denne Post, at meddeele en Deel af denne Ære til
Chesen for Gildingerne, jeg kunde ey overtale mig dertil, og
blev afsat, forviist og bagtalt.
Det er virkelige Ulykker sagde Eumen. Aldeles ikke
svarede Philosophen, de ere og skal altid være Bagateller.
Jeg tog bort for at drage i Landflygtighed, og betroede en
Ven Omsorg for mine Sager og en Deel af mine Midler.
Han var for Spil, Gasterering og Fruentimmer, inden kort
Tid forødde han hvad jeg havde nedlagt hos ham, og skrev
mig til at hvis jeg ey sendte ham en vis Summa til at
betale en Gield med, han havde giort i Spil, saa gialt det
hans Honeur. Jeg efterkom hans Begiering og har aldrig
anmodet ham om noget. Hvilken Ædelmodighed sagde
Eumen; men tilstaae dog at dette Tab bedrøver Eder.
Bagateller blev Stoiken ved at sige, jeg havde en Søn,
som fra hans attende Aar af havde giort Hovedet forrykt paa
tive Jndgetogne, og indtaget lige saa mange Coqvetter, han
kunde i Smukhed sættes i Ligning med Adonis, havde sam¬
me Begierlighed som han for Jagten, og var lige saa uheldig.
En Piil afskudt af en Hændelse eller med Forsæt, stak det ene
Øye ud paa ham, han mistede en Deel af hans Yndighed og
alle sine Erobringer. See her sagde Eumen, et fortredelig
Tilfælde, og som uden Tvivl lærte eder at kiende hvad Sorg
er. Bagateller svarede endnu Zenons Discipel, min Søn
vandt meget ved dette Tab, han blev ufølelig for alle andre,
og utilgiengelig for Ærgierrighed. Endelig, jeg havde en
ung og smuk Kone, til hvilken alt for mange sagde, og som
alt for gierne gad hørt det sige, at hun var smuk. Vores
Forviisning passede sig lidet med hendes Humeur, hun mod¬
tog, hun fandt Behag i Opvartningen af en Sluppert, som
ey engang var værd at være Tiener hos en Philosoph, jeg blev
det vaer. Ach denne Gang raabte Eumen, dette var en
Klippe, hvorpaa Philosophien led Skibbrud. - -- Baga¬
telle igientog den fierde Gang Stoiken. En Kone som løber
gal, giør ey andet end at følge sine naturlige Tilbøyeligheder,
og er det for et saa skrøbeligt Dyr, at vi skulde lade vor Stand¬
haftighed vakle. Han var i fær med at frembringe en Hoben
stoiske Argumenter, da en Epikureer kom og tiltalte ham leen¬
de: Jeg vil, sagde han til ham, komme dig til, at løbe af dit
eget Skind, om du end var Zenon selv: jeg kommer hiemme fra
dit, hvor efter min Sædvane jeg har været for at arbeyde paa
din Fuldkommenhed, jeg gaaer ind uden at blive seet, og uden
at see nogen, jeg gaaer lige ind til Haugen, hvor jeg blev vaer
Zirphe din unge Slavinde, hun flyede gandske sagte for din
Muuleseldriver. Hun er smuk din unge Slavinde, hun er
falden paa et af dine Tulipan=Beed.--- Paa Tulipaner¬
ne raabte Zenons Discipel. - - - Ach hvor ulyksalig er jeg
dog ikke, ach det Skielmspak det er, burde J ikke have re¬
specteret bedre mine Tulipaner. Det er den første Fortred,
som jeg har følet i Verden. Ven jeg forlader dig, jeg maae
løbe og see til, at de ey skal tramse mig det andet Tulipan¬
(Resten følger.)
Beed ned.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 24


Resten af Historien om Elmen.
Overflødigheds Hornet.
(oversat af Græsk.)
Elevte Capital.
E¬
umen blev allene med Epikureren, med hvilken det ey var
ham vanskeligt at komme i Snak, da de ere snaksom af
dem selv. Jeg maae falde i Forundring over disse
indbildte Philosopher, sagde den sidste, de tvinger Naturen i
alle dens Tilbøyeligheder, de ere ufølelige for den største
Ulykke, men lad der komme et Øyeblik, hvor denne forstilte
Standhaftighed forlader dem, saa kan en Bagatelle giøre
dem forvirrede og Støiken begræder sine Tulipaner. Hvad
mig angaaer, blev han ved at sige, mit Systeme er ey at
tvinge mig i noget, jeg tilstaaer Naturen alt hvad den for
langer af mig og jeg er saa lykkelig at den foruleyliger mig
ofte. Jeg har meer end een Huus=Jomfrue og en stor Hol
Venner, lad den ene eller den anden bedrage mig, det kan
vel være, men jeg vil ey vide det, i øvrigt trøster jeg mig
derover ved at hevne mig. Det ene eller det andet brin¬
ger mig ey formeget ud af mit Sinds Stilling. Paa der
Maade, saa er de lykkelig sagde Eumen, den Plan a
Livet forkynder det. Lykkelig saa meget som de behager,
sagde Epikureren, men jeg holder Lykken for en Jndbildning.
Jeg er lykkelig saa længe jeg ey er kied af noget, og jeg til¬
staaer at uagtet alle mine Præcautioner, bliver jeg ofte
kied saavel af det ene som af det andet. Da han sagde
disse Ord, kom een af hans Venner omfavner ham og fore¬
slaaer en Soupe hos et Fruentimmer, som var dødelig for¬
liebt i ham uden at kiende ham, Epikureren tog imod det
te Forslag, men sagde han, tillad, mig at bringe derhen en
af mine Venner som snart skal blive en af Eders, det var
om Eumen han talede, og den anden Ven syntes høyst for¬
nøyet over dette Forslag. Eumen blev mere bestyrset over
end fristet til at tage Deel i denne Artighed. Han søgte
den Lykke han kunde nyde uden Støy og Allarm, og fandt
ikkun Behag i de Selskaber, hvor han kunde lære noget.
Tolvte Capitel.
Man sagde at en vis Eremit havde slaget sin Boepæl
midt i Ørken og det var nok for at drage Eumen derhen.
Han fandt Ensideren i fær med at tillave sig nogle Røder.
Hans Bolig var en Grotte, som maaskee nogle Vellystige
havde udhulet og beboet i den gyldne Alder. Man var
der i Sikkerhed for Uveyr endog for Løvers og Biørnes
Anfald. Enmen efter hans Maade tilspurte strax Eremi¬
ten. J see, sagde denne, at jeg har i min Udørken, hverken


Hyklere som spiller Giæk med mig, ey heller Kone som ha¬
der, ey heller Huus=Jomfruer som bedrager mig, ey heller
Tienere som udraaber mig, ey heller Penge som giør mig
bekymret, ey heller prægtige Klæder, som skal forklæde
mig, ey heller Viin hvoraf jeg skal blive fuld - -- Jeg
seer vel, faldt Eumen ham ind at J mangler alle disse Ting,
men vær saa artig og fornøye min Nysgierrighed; er J
lykkelig? Hvor jeg beklager Hof Folk, fortsatte Eenside¬
ren, der uden Ophold ere plagede med ætgierrige Projec¬
ter og nedrige Kneeb, de henbringer deres Liv med at haa¬
be, at frygte, at bykle for at faae et mildt Øyekast, og mis¬
under den som faaer det -- -. Er man meer viis i Byen,
ney det er næsten overalt intet andet end Bedragerie og
Stolthed hos Adelskabet, Stolt, Barnagtighed hos Ma¬
gistrats=Personer, Stouthed og Egennytte hos Regnskabs
Betiente. Latterlige Grimacer hos Borgeskabet. Dum¬
hed og Skryderie hos de Lærde. Selvraadighed og Skiel¬
merier hos den gemeene Almue. Hovmod hos Alderdom¬
men. Træskhed i den mandelige Alder. Taabelighed i
Ungdommen. Endelig Daarlighed i alle Aldere og Stæn¬
der. J at sige disse Ord vendte denne Gudfrygtige Helgen
sig imod en af Jupiters Statner, ligesom for at giøre ham
et Offer af kierlighedsfulde Discourser.
Eumen begyndte paa nye og altid med samme Spørs¬
maal: Er De lykkelig? Eremiten, svarede endnu ikke.
See, sagde han til Eumen, det klare Vand falde ned af
denne Klippe, er velsmagende og kan ey forvirre Forstanden,
disse Røder, disse Vilde=Frugter vare de første Menneskers
Føde, disse Blade som udgiør min Seng er en Lægedom
imod Kiælenhed, Lyden af dette Vanfald, Surren af denne
Bæk overgaaer Musiken i visse Opera.
Disse bagvendte Svar gjorde Eumen utaalmodig,
og var færdig at gaae sin Vey, da en Soldat kom at be¬
de om Huus hos Eremiten, han var gaaet vild af Veyen,
og lød sig forstaae med at han nok saa høyt trængte til no¬
get at spise som til Rolighed. Vær velkommen sagde Een¬
sideren, i at meddeele ham ædelmodigen af sine Røder, Frug¬
ter og Vandet af sit Vandspring. Soldaten uden at rose
Retterne betiente sig tilfulde deraf, og Elmen var fortry¬
delig over at han ey kunde giøre dette Maaltid bedre. Men
i Forhaabning at han dog kunde fornøye Giesten forsømte
han ey at spørge ham som de andre. Tilstaae, sagde han,
at Æren koster meget at indlegge sig, og den som den koster
meget faaer den ey altid, hvor megen Møye og Fortrede¬
lighed trækker ey Soldaterstanden med sig? Hvorledes svare¬
de Soldaten, jeg kiender ingen bedre Stand. Jeg tilstaaer
at man ofte bliver slagen af Fienden, omendskiønt man er
tapper, pryglet af en Sergiant omendskiønt man er klog,
sultet af en Proviantsforvalter omendskiønt de ere velbetalte,


men i en Stad, naar vi skal indtage den med Storm og den
talder i vore Hænder, der er Penge, Ædelsteene, Piger, Koner
og intet os for got, og sntet mangler os Jeg har intet af alt det¬
te sagde Eensideren, og lyst til Krigsstanden indt og ham ufor¬
mærkt han brændte allerede af Længsel efter at tiene sit Fæder¬
neland og med Stormende Haand at indtage en Stad. Paa
den anden Side betragtede Soldaten nøye denne Eensider Bo¬
lig og sammenlignede dens Rolighed med de Uleyligheder som
følger med Soldater=Standen. Denne Grotte sagde han er
nok saa god som en Telt og Brixen, Vandet af denne Kilde
er klart, og ofte er det, som en heel Armee maa drikke, mud¬
dret. Denne Seng er ikkun af Blade, men hvor mange Ge¬
neraler har intet andet end Straae eller maae ligge paa Jor¬
den. Eumen betragtede meget agtsom disse to Personer
han smilede og giettede hvad der gik for sig hos dem.
Eremiten var den første som gav sin Meening tilkien¬
de, jeg har i lang Tid tient Guderne uden at giøre noget for
Staten, skulde jeg ey kunde tiene uden at fortørne Guderne.
J sagde han til Soldaten, som har uden Tvivl forsømt Eders
Pligt imod dem, nogle Aars Eensomhed skal kunde forsone
Eder med dem igien, det falder mig ind kom og tag althvad
mit er og overlad mig Eders. Han blev taget paa Ordet,
jeg frygter sagde Soldaten, at J snart vil komme igien og
foreslaae mig et nyt Bytte. Jmidlertid bemægtigede sig den
første Grotten og den nye Soldat gik derfra ligesaa hidsig,
som han var kommet at beboe den, den nye Eremit lagde
sig til at sove paa sin Seng af Blade. Og Eumen efter at
have efterladt ham det hvormed han kunde giøre sig lidt lystig
begav sig paa Veyen til Hovedstaden. Han giorde endnu
andre Undersølgelser og blev ey desmeere fornøyet. Ach sag¬
de han, eftersom man kan blive kied af Kronen og de Værdig¬
heder som nærmer sig den, af Bispe og Generals=Standen,
af Dommer Embedet og Plutos Rigdom eftersom en stor Poet
kan blive beskiemmet, en stor Konstner foragtet, og en stor
Docter undertrykket af Fruentimmeret. Eftersom enhver
Stand er underkastet sine Uleyligheder, og det som værre er,
store Fortrædeligheder, lad os da blive det som vi var, og det
skal være det som vi burde være.
Trettende Capitel.
Einem fortsatte altsaa sin Reyse fra Eensider=Boli¬
gen, han var bestandig Eyere af Overflødigheds Hornet, og
i Overflødighed forekom ham Begierlighed, men han blev
kied deraf, den næsten faldt ham væmmelig. Han tog paa
nye sin Tilflugt til Jupiter. Store Gud raabte han, tag
fra mig disse gode Ting, som jeg har bedet eder om, uden at
kiende dem, jeg er ene og udmattet, hvad skal der blive af
mig dersom Mangel ey kommer mig til Hielp? Derpaa lod
Merkur sig see anden Gang af ham, Eumen var nu meere be¬
hiertet eftersom han var en af Gudernes Yndlinger, følg mig
sagde Guden til ham, og Eumen adlydede. De gik igien¬
nem en tyk Skov og kom til en angenem Dal. Naturen hav¬
de der foreenet alt det som kunde fornøye og indtage, men intet
Fodspor af noget Menneske par ey at see for disse to reysende.
De bleve endelig en deylig ung Person vaer med Blomster¬
Krandse paa Hovedet, som stod og speplede sig i Vandet af en


Kilde. Af denne Gestalt skulde man have taget hende for en
Nymphe, men for hendes Smukheds Skyld holdt Eumen
hende for at være Venus. Disse to Mandfølks Ankomst syn¬
tes at forskrække hende, hun flyede med en forunderlig Lethed.
Det er ikke en Gudinde, sagde da Eumen, Gudinderne ere ey
saa frygtagtige, men hvilke Yndigheder i et simpelt Menneske,
han fulgte hende til Indgangen af en Huule, hvor en liden
Skiøde=Hund løb til at forsvare den, og vilde bide denne for¬
meente Jomfrue=Snapper i Beenene. Den ubekiendte
Smukke holdt ham tilbage, hun skielvede og dog faae paa
Eumen med en Slags Fornøyelse, han selv faae paa hende
med en uudsigelig Hentykkelse. Merkur kom dertil, han slog
Hunden med sin Stav og giorde ham ubevægelig. Tag Mod
til eder smukke Eupolis, sagde han til den Ubekiendte: Gu¬
derne har ey givet eder saa overflødige Yndigheder for at lade
eder leve eene og ubekiendt i en Udørken. See her den Ægte¬
fælle de har tiltænkt eder; J maa imodtage hans Kierlighed,
og svare dertil. Disse Ord ere nye for eder, men det er for¬
beholden Eumen at forklare eder dem. Denne liden Hund
skal ey ophøre at være ubevægelig, førend J ophører at være
ufølelig; ved disse Ord forsvandt Guden, og Eupolis Skræk
forøgede sig. Hun vilde flygte, men hvorledes gaae bort fra
den ulyksalige Myrtil, (det var Navnet paa Hunden) skulde
hun overgive ham til hans bedrøvelige Skjebne, han sprang
tilforn med saa stor en Artighed, vidste saa yndig at caressere
hende, og Eumens Nærværelse plaiderte endnu med større
Veltalenhed og lykkelig Fremgang Myrtils Sag. Hvilken
Skade sagde han, at Naturens Mesterstykke har saa længe
været skiult for vores Syn og Beundring. Eupolis hørte
dette Sprog og begyndte at forstaae: hun svarede derpaa, thi
i Mangel af bedre Opdragelse havde hun ey lært at forstille
sig: Jeg veed ey sagde hun, hvad J vil sige med Smukhed,
dog er jeg fornøyet over at J finder den. Ach Tilbedelsesværdi¬
ge, sagde den forliebte Eumen henrykt, hvorfor finder J ey selv
Fornøyelse i den Kierlighed, som De indskyder mig? Hvad
er Kierlighed sagde Eumen, det synes at dette Ord har intet
andet end angenemt i sig. Eumen kaster sig paa Knæ for hen¬
de, hun blev bestyrtset, og Myrtil begyndte at røre Halen,
Kierlighed svarede Enmen er en angenem Følelse, en virkelig
Fortryllelse, man lever ikkun for den Elskede, man
frer ikkun den, og man ønsker at see den uden Ophør;
Ach! hvor dette Skilderie er svagt imod det som jeg føler,
ach hvor skulde eders Hierte lære eder bedre om det vilde for¬
klare sig i Yndest af mig. Men hun svarede oprigtigen Eumen,
jeg føler allerede en Deel af det som de siger, jeg seer eder med
mere Fornøyelse end alle Dyrene her omkring, ja heller end
Myrtil selv; jeg har ey meer i Sinde at flye for eder, jeg fryg¬
ter at see eder gaae bort. En nye Henrykkelse for Eumen, han
kyssede Eupolis paa Haanden og Myrtil rørte Ørene, hans
indtagende Kiereste var fornøyet over at see denne lykkelige
Fremgang. Ach værdige at faae ham reent til live, sagde
Eumen. Hvad skal jeg da giøre sagde Eupolis: Elsk mig
saa oprigtig som jeg elsker dem, gav Eumen til Svar. Jeg
vil da sagde hun, og Myrtil sprang strax op, gjorde adskillige
Caprioler, og tænkte ey mere paa at bide nogen.


Eimen som var meget for at spørge, fandt en gandske
naturlig Leylighed at fornøye sin Nysgierrighed. Ved hvad
Leylighed sagde han til Eupolis er J kommet til denne Een¬
sider Bolig, er hun født her? boer hun her allene? See,
sagde hun, denne Kone som kommer her saa langsom, det er
hende som har opdraget mig med Selskab, og jeg veed ey om
der er flere til. Den gamle Skavinde var allerede nær nok
at Eupolis var ey allene, hun gik tree eller fire skridt tilbage,
og gav et stort Skrig af sig i det hun saa Eumen. Himlen
bevare mig sagde hun, al min Omsorg har da været omsonst,
uden Tvivl er det nu forsilde.
Eupolis løb hende i møde, og sagde med en Slags Hen¬
rykkelse, Ach min søde Moer, nu skal vi ey være meere saa
eene, see Eumen, som vil holde os med Selskab. Det er ey
nok sagde han jeg vil forskaffe dem en bedre Levemaade. Det
er alt for grumt at begrave en saadan Skat midt i en Udørken;
kom at beboe en bedre Bolig, der er Eupolis mere anstændig
uden nogensinde at være for god for hende. Den gamle Kone
i Stæden for at svare gik ind i Huulen, og kom strax paa Ti¬
men derfra med et Stykke Pergament i Haanden. Man
kan ey, sagde hun staae imod Skiebnen, Eders Bestefader,
som var en stor Astrolog, har endog sagt det forud i Vers.
Læser disse fire Liaier, intet er tydeliger.
Naar en ung enfoldig Pige,
Vil høre hvad en Beyler hende veed at sige,
Han Veyen da skal snart til Hiertet finde,
Og hendes Yndest vinde.
Seer J ikke der fortsatte den gamle, Aaret, Maane¬
den, Dagen, Timen, og Øyeblikket af Eders Ankomst her
i Dag? Man maae ey sige at en stor Astrolog har løyet.
Eumen var forlegen for at finde Veyen tilbage. Myr¬
tel gav tilkiende ved sine krumspring at han vilde være Anførere
for Trouppen, man fulgte ham og man fandt sig vel derved.
J medens de gik, underrettede den gamle Eumen om alt det
som angik hans unge Kiereste. Eupolis, sagde hun til ham, er
fød i Egypten, det smukke Land, hvor næsten heele Verden er viis
og forstaaer sig paa overnaturlige Konster, der var hendes Fa¬
der en tapper Officier, som for at vise Prøve paa sit Mod lod sig
dræbe i et Feltslag. Hendes Moder vidste derom lige saa
meget somjeg, og lignede hednes Fader, som vidste deraf ligesaa
meget som hans Bestefader. Hun var smuk og saae forud
at hendes Datter og en Dag skulde blive det. Da hun hav¬
de lært af Erfarenhed, den Fare en ung og smuk Pige
løber, hvad enten det er ved Hoffet eller i Byen ja endog
paa Landet, saa vilde hun boe paa et ubekiendt Sted, og
det var dette Land, som vi udvalgte. Vore Bøger vare
Skyts-Engler, og vor egen Erfarenhed lovede os en lyk¬
kelig Reyse. Vi gik om Bord, og efter otte Dages Sei¬
lads forgik Skibet i en stor Storm, og med det alle de an¬
dre, undtagen Eupolis og jeg som holdt hende i mine Arme,
en Bølge kastede os paa Havbreden, og jeg havde den Lykke
at redde en Summa Guld, som jeg havde i min Forvaring,
tilligemed det Pergament som i har seet og mine Bøger.
Jeg forglemte ey min viise Frues og Skyts Eng¬
lernes Forslag, men sadte mig ned i denne Udørken som


vi Dag forlader, vi har boet her i til Aar og Eupolis var ti
Aar da hun kom her. Jeg har opfødt hende i al Uvidenhed,
hvori en Pige bør være, som ey vilde vide alt for meget, jeg
gik Tid efter anden at hente i næste Bye visse Ting, som ey
findes anden Steds end der, og som man ey kan undvære
men jeg sagde ingen om min Bopæll, meget mindre om den
Skat jeg skiulte der, intet Menneske undtagen J er kommet
dertil, jeg veed ey ved hvad Leylighed den lille Hund er kom¬
met hertil, jeg har ofte villet jage ham bort, men han holdt
sig til Eupolis, og hun bad for ham, og dersom jeg troer min
Videnskab, saa er Myrtil Enpolis Skyts-Engel.
Myrtil opfyldte fuldkommen hans Pligt for Veyviser,
man kom til Eumens Palais, hvor Eupolis blev fortryllet
over at see sig i Speilet, og Eumen henrykt over at see hen¬
de der. Han takkede Merkur paa det høyeste at han ey
havde taget Overflødigheds Hornet tilbage. Ja sagde han
endelig, Rigdom uden Forvirring, Trang uden Ærgier¬
righed, Kierlighed og liden Jalusie, en smuk Kone som er ey
alt for coquetisk, see det kan giøre en Mand lykkelig. Eumen
og Eupolis vare det, og det som endnu er meere rart, de
bleve aldrig kied af at være det.
Samleren.
At Læserne opvartes med saadanne forskiellige Materier
af mig undertiden, uden for den ellers fastsatte og vedtagne
Orden af Selskabets Collegier, skeer efter Selskabets utryk¬
kelige Ordre.
Dyd er elskværdigere end Deylighed.
Jeg har kun Dyden kier.
Den blinde Elskov druler;
Den volder Hiernen Griller,
Ja, Hiertet Saar i sær.
Jeg har kun Dyden kier
Jeg saae jo andre bygge
Paa en og anden Skygge;
Men Fundamenten gleed,
Og Elskov selv faldt ned.
Oprigtig Dyd! din Klippe
Kan aldrig, aldrig glippe.
Paa den gaaer Ønsket op
Til Glædens rolig Top.
Saa staaer en ædel Siel
Jndpræntet i min Tanke.
Lad heele Resten vanke
Og vende mig sin Hæl,
Saa staaer en ædel Siel.
Bort Skiønhed, som har Pletter,
Bort løse Ords Raqvetter,
Bort Pralen med dit Skrald
Bort Stolthed med dit Fald.
Elskværdig Dyd! dit Minde
Har alt mit Hierte inde;


Thi Sielen Vidner her:
Du est mig ene kier.
Følgende er en Berømmelse, som Mars og Venus
tillegger sig, for at vise, hvis Magt og Herredømme er størst.
Man seer deraf som af alle deres Samtaler, at i hvor man¬
dig og tapper Mars end viser sig, saa formaaer dog Venus
langt meer, i det hun uden Vaaben kan overvinde Heltene.
Mars.
Jeg fører Hielm og Skjold, jeg trækker Staal fra Belte.
For mig kan ingen staae, jeg fælder største Helte.
Min Telt er mangen Gang af modig Hærd beleyret,
Som kastes baglænds ned med Næserne i Veyret.
Tør nogen pukke meer, mit Sværd er nylig hvesset;
Det bider ey saa snart, een bider jo i Græsset.
Venus.
Jeg leer af Hielm og Skjold, jeg leer af Sværd ved Laar;
Mars falder selv for mig, hvor stor og stiv han staaer.
Han møder mig saa tidt i Mark, i Telt og Huus;
Men slipper sielden, før han ligger næsegruus.
Ja, Fædrene til dem, han jernklædt ofrer op,
Har rystet hovedkulds for min den bare Krop.
Opmuntring til at være vel fornøyet.
Dette er et Stykke, som lader sig meget got synge i
Selskaber.
Gid den faae Skam, som slaaer i Dag
En Rynke paa sit glatte Pandeskind!
Den var vel gal, som fandt Behag
I det, der qvæler kun det arme Sind.
Nu seer jeg grandt,
Det Ord er sandt,
Verden er,
Som enhver
Tager sig dens Væsen nær.
Hvor mange har dog hvad de vil,
Og nænder ey at giøre noget got;
Ja, tidt maaskee de sparer til
Et Drog, som giør dem kun i Graven Spot.
Hvad hialp det, at
Man Dag og Nat
Sleed sig træt,
Blev ey mæt,
Døde hen, og blev forgiet.
Hvor mange sørger, just fordi
De kan ey meer, end som behøves, faae;
Og føyed Himlen dem deri,
Da skulde heele Verden knap forslaae.
O gierrig Flok!
Du faaer vel nok
J en Klud
Om din Hud
Naar du skal af Verden ud.


Hvor mange søger for at faae
En fattig Titel for en talrig Sum.
Den vil ved høyre Side gaae,
Som mangen gang er baade blind og dum.
Men Titel hid
Og Titel did?
Alle skal
Uden Val
Jevnes i den mørke Dal.
Du har imidlertid kun Støv,
Kun Skum og Skygge usle Verdens Ven!
Din Velstand blomstrer som et Løv,
Kan hastig falde af og smulne hen.
Saa er du dog
En Giek, et Drog,
Der ey veed
Ret Beskeed
Naar din Stolthed styrtes ned.
En Fabel.
Egen og Humle=Planten.
En Eeg saa høyt mod Skyer mødte,
At den snart Himlens Hvelving stødte.
En Humle groede tæt ved den,
Og ønsked', at i Størrelsen,
Den Eegens ranke Stamme maae
Med sammes Stand og Liighed naae!
Strax saae man Eegen sig forbarme,
Omfavner den med sine Arme.
Den lille Humle skiød sig op
Mod Eegens himmelhøye Top;
Men merker nu, hvorledes den
Bedrog sig i Indbildningen.
Man skaffer Ved til Vinter=Kammer
Og Oberførsten med sin Hammer,
Den gamle Eeg til Brug slaaer an,
Som nu at brænde tiene kan.
Den blev og rigtig fældet ned.
Der faldt den stakkels Humle med!
De som paa store Herrer bygge,
Saa længe kun kan leve trygge,
Som slibrig Lykke ynder dem,
Og de paa Velstands Vey gaaer frem.
Vor Lykke blot derpaa beroer,
At vor Patron er udi Flor.
Men falder da vor Naadig Herre
Vi mindre falde med desverre!
Vor ydmyg Bøn os hielper ey;
Vi Smaae maae flygte samme Vey¬
Naar Dyd og sand Fortieneste
ved egen Kraft staaer styttede.
Epigramma efter Holberg.
Arist er Spidsbub, Tyv, en Hoerkarl og en Dranker,
Og saa til Bønnen dog henvender sine Tanker? -
S*11


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 25


Avis=Collegiet.
B¬
orgeren fra Landet. Det er en ret Asiatisk en ret
Østerlandsk Compliment, som Stor=Sultanen har
gjort en vis Christen Tolk, for at bevæge ham til at
følge med den nye Stor=Vizier i Feldten.
Fætteren. Jeg skal læse den op for Selskabet: "Christen!
Dine Dueligheders Berømmelse er alt for bekiendt ved mit
høye Hof, at jeg ikke skulde ønske dig hos min Keyserlige An¬
seelses uomskrænkede Magthaver. Min høyeste Villie er,
at Dine Raadslags Viisdom oplyser den Mands Viisdom,
som jeg har betroet min frygtbare Lantze og mit seyerrige
Sværd. Jndflydelsen af din Aand skal udbrede Mods og
Mandigheds Jld over mine utallige Armeer. Du er værdig
at vandre paa Roser og paa Divans Tepper. Jeg lader i det¬
te Øyeblik en Straale af min Herlighed bestraale din endnu
værende Ungdoms Pande, og føyer endda utallige Skatter til¬
denne Naades Beviisning. En skiegged Officier skal ledsa¬
ge dig paa en Vogn. Jeg vil endda lade 20 Vogne følge med
dig, for at føre dine Sager, samt give dig 20 Slaver til din
Tieneste og 5000 Asper til din daglig Kost og Tæring. Din
Strube være bestandig frisk, som Morgenduggen, og din Sund¬
hed blomstrende som Rosen af Damaskus. Erkiend bestandig
imin Høyhed Skyggen af den Høyeste, Solens og den klare
Maanes Broder, ulykkelige Monarchers Tilflugt, Kroners
Uddeler, hvis Armeer glimrer som Stiernerne, og overgaaer
Sandets Mængde i Havet. Du er bleven værdig, at see mit
straalende Ansigt; hvilket i Skiønhed ligner Maanen i sit fulde
Lys, og mit Hovedbind, der straaler, som Solensom Middagen.
Borgeren fra Hovedstaden. Den Beretning skal være
gandske vis, at den Tyrkiske Armee i dette Feldtog ikkun skal
bestaae af 60000 Mand.
Fætteren. Dermed synes ikke meget at skulle udrettes; og
der giøres store Anstalter ved den Russiske Arme, til at aab¬
ne det forestaaende Feldtog med Eftertryk. Trehundrede Tøm¬
mermænd ere i Arbeyde med at slaae Broer over Niesteren, og
strax efter Paaske vil man meene at Feldttoget skulde aabnes.
Hovmesteren. Lad os først komme noget hen i Sommeren
saa vil vifaae nok at høre om den Tyrkiske Krig. Har de læst
den Bereigning fra Stoekholm over de paa Rigsdagen bevil¬
gede Afgivter sidstleden? Tænk engang 6 Tdr. Guld mindre,
end der tilforn blev betalt. Det vil gandske viist raade Bod paa
den Mangel, der har været i Landet paa klingende Myndt;
og man giør sig det Haab, at der ikke oftere skal komme saa tun¬
ge og vanskelige Tider igien.
Fætteren. Det er ret flink, naar Mængden af klingende
Myndt roullerer iblant Folk.
Den muntre Jomfrue. Naar man først bliver bekiendt
med Bankosedler er man lige saavel tient med dem, som med
klingende Myndt.


Fætteren. Ja det er sandt nok, naar man kan faae dem byt¬
tede, i fald man trænger til Myndt; men det er somme Tider
galt og besværligt nok. Der giøres ellers Anstalter i Sver¬
rig i adskillige Fag.
Borgeren fra Landet. Sandt var det. Hvilken herlig
Anstalt er gjort til Opmuntring at bygge Huse af Steen og
deslige. Den var allerede gjort paa Rigsdagen 1756.
Den muntre Jomfrue. Ak, vi har jo prægtige Anstalter
og Opmuntringer nok hos os, og dog kommer vi ikke uden me¬ -
get seent videre frem. Løfter, Anstalter og Opmuntringer ere
gode nok, men Lysten fattes hos mange, og det er den, som
skal drive Verket.
Snakke=Collegiet.
Dætteren. Det er en sød Vise den om Gubben Noach Jeg
har været saa lykkelig at faae den afskreven; og den er accurat
efter den, som er trykt paa Svensk i Aar.
Den muntre Jomfrue. Der staaer jo paa alle Viser:
Trykt i dette Aar: saa de kan blive hundrede Aar gammel,
og dog være trykt i Aar. Lad os høre den om Gubben Nogch
engang. Jeg har hørt et par Vers synge af den. Det er jo
ellers en drikke-Vise?
Fætteren. Ja det er, min artige Jomfrue! der kan aldrig
være deyligere Drikke=Vise til. Vil nu Jomfruen give Agt;
saa skal hun høre, hvilken from Kone Frue Noach har været.
Om Gubben Noach.
I. Gubben Noacb, Gubben Noach mar en Heders Man.
Sen han gik ur Arken,
Planterade han pa Marken
Mycket Win ogh, mycket Win och si det giorde han.
2. Han wal wiste, han wal miste, hwad en Men ska mar;
Torstig af Naturen,
Som de andra Djuren;
Derfor han, och derfor han ogh Win planterat bar.
3. Noach rodde, Noach rødde ur sin gamla Ark,
Kiøpte sig Potelier,
Sadang man waljer,
Til at dricka, til at dricka pa war uva Parck.
4. Gubben Noach, Gubben Noach brukte egna Har.
Pipskaag Hakan trinder,
Rosen-rdda Kinder,
Och vae lustig, och mar lustig; Hurra, Hurra god Thr.
5. Gumman Noach, Gumman Noach nar en Heders Fru¬
Hon sin Man lat dricka.
Had jag sadan Flicka.
Gifte jag mig, gifte jag mig, just pa Skunden nu¬
6. Aldrig sad hon, aldrig sad hon, Kidra Far na, na!
Stall ifran dig Kruset!
Nei, det ena Ruset
Pa det andra, od det andra, lat hon Gubban si.


7. Da war roligt, da mar roligt pa den grdna Jord.
3
Man fant wal til Basta,
f
Jngen torftig Nasta
5
Satt och blangde, satt och blangde vid et Dukat Bord.
1. Jnga Skalar, mnaa Skalar gjorde mig Beswar.
Eji war da den Laran,
Jag skal ha den Aebran;
Nei i Botien, nej i Boiten drack man ur sa bar.
Søemanden. Jeg har været meget begierlig efter denne
Vise, og jeg har faaet den afskreven af en god Ven; men den
er ikke rigtig imod den vor Fætter her meddeler os.
Fætteren. Dette Ænigma eller mørke Tale skal jeg endnu
fremsette for vor muntre Jomfrue i vort Snakke=Collegium:
Jeg veed en liden Ting, er mindre end en Flue,
Der ikke selv kan see, dog lader sig deskue.
Hos alle Mand det er; hos Qvindfolk er det ey;
Det al id er hos Ja, men ingen Tid hos Ney.
7 Sperrig er det ey, i Upsal det dog findes;
J B abandt ligesaa, om jeg det ret kan mindes.
J Danmaik er det og, dog ey i Fohnske St ft.
Det findes iblaat Faar, men ey i Bukke Drift.
J alle Land det er, dog ey i Norges Rige.
Hos Damer findes det, men ey hos nogen Pige.
J ingen Fisk det er, dog findes det i Lax.
Det kke er i Jern, men i en Skræder=Sax.
J Indien man veed kun lidt deraf at sige;
Men i Sanet Thomas Land det vilde dog indkige.
Paa Landet er det vel; men ey i Kongens Hof.
J Taft man finder det; men ikke udi Stof.
Det ey er i en Kniv, dog vel i Smedens Hammer.
Det ideligen staaer i Fare og i Klammer.
Det er ey udi Leer; men findes vel i Sand.
J ingen Søe det er; men i den salte Strand.
Min muntte J mfrue! kan hun denne Tale giette?
Den lovte Præmie hun da skal faae for dette,
Paa den Condit on, at hun det siger strax.
Det er det mindste, som er i et Havre Ax.
Den muntre Jomfrue. For at opløse denne mør¬
ke Tale. kunde jeg let fortiene Præmien, om den befaldt
mig; men den skal være vor Fætter skienket. Jeg vil ik¬
ke desto mindre sige ham, at jeg længe har vidst, at den
beskrevne og saa dunkelt fremsadte forunderlige Ting er det
Bogstav A.
Eventyrs=Collegiet.
Vætteren. Nu skal jeg fortælle Jomfruen noget, der al¬
tid veyer op imod de beste Eventyr. Sidste Corfirmations
Søndag var jeg tilligemed mine andre Fættere i Kirkerne;
og vi fik saa mange deylige Piger at see, saa en Deel Fæt¬
tere bleve næsten forrykte derover.
Den muntre Jom rue. J hvilken Kirke vare da de
smukkeste Jomfruer til Coafirmation?
Fætteren. Ak, min deylige Jomfrue! de vane alle
smukke, allesammen smukt pyntede; og jeg havde intet at
udsette paa nogen af dem. Var Jomfruen ikke og selv i
Kirken.
Den muntre Jomfrue. Jo jeg var, men jeg kan
just ikke sige, at de vare saa overmaade smukt pyntede.


Min Pynt var i det mindste meget smukkere, da jeg stod
til Confirmation. Da skulde han have seet mig, Fætter!
Jeg kan aldrig fortælle ham, hvor smuk og hvor pæn
jeg var.
Fætteren. Kunde hun svare Præsten noget?
Den muntre Jomfrue. Ja vist kunde jeg. Jeg
svarede ham Ja eller Ney paa hvert Spørsmaal; thi saa¬
ledes indrettede han altid sine Spørsmaale.
Præste=Enken. Det er sært med den Omløben her
i Kirkerne naar Confirmation holdes. Det er Tegn til at
Omløberne maae være meget forfængelige.
Den gamle Ungkarl. Det er dog vel ikke alle, min
hierte Madam, som kan kaldes Forfængelige, fordi de gaaer
i to, tre eller fire Kirker. Naar de gaaer der for at høre
og lære, hvad da?
Præste=Enken. Kan de ikke høre, lære og undervi¬
ses paa et Sted, i een Kirke? Ney, ney, de gaaer omkring
for at gloe og gabe paa Fruentimmerne.
Den gamle Jomfrue. Ja saa min Troe giør de saa.
De gaaer omkring, for at udsøge sig Kierester; og jeg kien¬
der nogle Mænd, som først fattede Kierlighed til deres Ko¬
ner da de stode til Confirmation. Det er brave Mænd og
brave Koner jeg kan ikke sige andet om dem: saa Himme¬
len maaskee selv har ført dem derhen og givet dem Anviis¬
ningen.
Hovmesterinden. Lad saa være Jomfrue. Hvorle¬
des slap hun hendes Pige til Faredagen? Der er vel et
heelt Eventyr at fortælle derom?
Den gamle Jomfrue. Jo, jeg slap hende til al Lyk¬
ke; men jeg er bange, at den jeg har faaet igien, er ti Gan¬
ge være. Jeg skal fortælle Jomfrue Marens sidste Com¬
portement imod mig: da hun skulde bohne min Drag=Kiste
af, rev hun Beslaget i Stykker paa den ene Skuffe: da
hun sidste Gang skulde tørre Theekopperne af, slog hun Un¬
derkoppen i Stykker af det Par Kopper, som havde været
min salig Moders Livkopper, og som var det allerførste Par
der blev ført hertil fra China: Kaffeen havde det Skarn
brændt forsterkt: Lyset lod hun falde om den sidste Aften og
var færdig at stikke Jld i en af mine fine Damastes Servietter.
alting giorde hun med Modtvillighed for at ærgre mig den lil¬
le Mante gik ikke engang ramfrie; hun havde nær brekket det
ene Bagbeen af ham en Time førend hun gik bort; hun sag¬
de nok, at hun ikke vidste, at han havde havt det imellem
Døren, men hun vidste det gandske got, og det var lutter
Ondskab. For at blive skikkelig skilt af med hende, saa
gav jeg hende sin fulde Løn, og lod det Skarn gaae. Jeg
betalte og Skatten for hende, uden at trekke hende noget af
i Lønnen. Hun kyste endelig tre Gange paa min Haand,
da hun gik og lod som hun vilde græde; men det var et falskt
ondt Menneske. Den jeg har faaet igien, som kom først
om Søndag Aften, har en Slank, som løber paa Døren
efter hende. Hver Aften holder hun Raad med ham paa
Trappei, i Gangen eller Gadedøren.
Den nye gifte Kone. De ere lykkelige, som treffer paa
gode Tienestefolk, og de ere ligesaa, som faaer slemme Folk
og bliver vel skilte ved dem igien. Dersom det sidste skulde


nogen Tid vederfares mig, gav jeg gierne 2 Rdlr. til Syge¬
Cassen og 2 til Spiisnings=Cassen.
Den gamle Jomfrue. Jeg havde ligesaa i Sinde da
jeg blev af med min Maren, at ville have givet en Daler til
Syge Cassen; men jeg kunde ikke faae det skrevet læseligt nok,
som jeg vilde der skulde staaet i Aviserne.
Den muntre Jomfrue. Det var noget til Beviis paa
en fiin Hævn, som man saa gierne vil søge, og som i mine Tan¬
ker er ligesaa uskyldig som vore Fætteres Grassatløben i Kir¬
kerne paa vore Confirmations=Søndage. Hvad var det,
Jomfrue! Fortæl os det engang?
Den gamle Jomfrue. Jeg vilde have skrevet: Disse
4 Mark gives til Syge=Cassen, fordi jeg er blevet vel
skilt ved den opsetsige, onde, arrige og uforskammede
Maren; men jeg vilde have havt det til at rime sig, og det
kunde jeg ikke faae det. Det fortryder mig ret. Det var
Skade at det ikke vilde rime sig.
Den muntre Jomfrue. Ja vist var det Skade.
Men det er ikke for sildig endnu Jomfrue. Syge=Cassen ta¬
ger med Glæde derimod, og den taber ikke ved saadanne smaa
Hævne. Kan Jomfruen ikke skrive: Disse 4 Mark gives
til Syge=Cassen for jeg er skilt ved Maren,
som var et opsetsigt, ondt og uforskammet
Skaren.
Den gamle Jomfrue. Skriv mig det op, Jomfrue!
saa skal jeg, ligesaa snart jeg kommer hiem, sende min Pige
hen med Pengene.
Fætteren. Vi har og faaet en nye Pige hiemme til vo¬
res. Det lader til at være et brav Menneske i sin Gierning:
og der er endnu intet at sette ud paa hende, uden det skulde være
dette ubetydelige, at hun fortaler alle de Hosbonder og Mad¬
mødre, som hun har havt tilforn. Men det, kan jeg tænke,
er en Vane, som hun er kommen i med, og den lader hun vel
aldrig.
Hovmesterinden. At Tienestefolk i Almindelighed ere
flettere end de burde være, kommer af en flet Opdragelse.
Blev denne forbedret, vilde saadant have sin store Jndflydelse
i Domestave-Væsenet, til Nytte for det hele almindelige
Væsen.
Den muntre Jomfrue. Vi snakker i Dag i vort
Eventyrs Collegium. Vi maatte dog have det besluttet med
et retskaffent Eventyr. Fætter! herfrem og fortæl os et
Eventyr. Han veed dog saa mange. Naa lille Fætter!
Fætteren. Nu skal jeg da fortælle et Eventyr om det
fortryllede Land. Eventyret ligner en Drøm; og jeg vil
fortælle det, ligesom jeg havde selv drømt det.
Mig syntes, jeg var kommet i et Land, som var opfyldt
med Underverker og Fortryllelser, og blev regieret af Gudin¬
den Falskhed. Landskabet heed falsk Vittighed. Man
fa dt der ingen Marker, ingen Skove, ingen Flo¬
der, som syntes naturlige. Alle Træerne havde forgyldte
Blade. Nogle af Træerne bare Kniplinger, andre Perler
og Ædelstene. Brøndene sprudlede efter en Opera Melodie,
og vare opfyldte med Hiorte, vilde Biørne, Havfruer og Fol
som lever under Vandet. Marsviin og andre Slags Fiske
spillede tillige paa Bankerne, eller havde deres Spøg paa En¬


gene. Mange af Fuglene havde forgyldte Neb og menneske¬
lige Stemmer. Blomsterne giorde Luften vellugtende med
Duften af Røgelse og Lugt som de allerbeste Specerier, og
de vare saaledes indvævede i hinanden, at de voxte op ligesom
de kunde være broderede der. Vindene vare fulde af Sukke
Budskaber fra borteværende Liebhabere. Da jeg gik frem og
tilbage i dette fortryllede Vilderede: saa kunde jeg ikke bare
mig, at gaae og snakke for mig selv for disse adskillige Unders
Skyld. Jeg merkede da til min store Forundring, at
at der i hver Gang var et kunstigt Echo, der stemte overeens
med mig, ved at igientage visse Ord, som jeg sagde, eller og
imodsagde mig i en Sag, som jeg sagde. Midt under denne
Samtale med disse usynlige Kamerater, saae jeg midt paa en
viidt mørk Slette et meget stort Verk, som var bygget paa
Gothisk Maneer, og bedækket med utallige Opfindelser efter
Bildthugger=Kunstens Barbariske Maade. Jeg gik lige
derhen til, og fandt, at det var en Art af et Hedensk Tempel,
som man havde indviet til Gudinden Dumhed. Da jeg
kom derind, saae jeg Stedets Afgud i en Munkedragt, med
en Bog i den ene Haand og en Skralle i den anden. Paa
hans høyre Haand stod Fliden med en brændende Lampe for
sig, og paa den venstre Egensindighed med en Markat, som
sad paa dens Skulder. For dens Fødder stod et Alter af
meget gammelt Arbeyde, hvilket, som jeg siden fandt, var
saaledes bildet, at det rettede sig efter Jndskriften, som om¬
gav det. Paa Alteret laae adskillige Offere af Øxer, Vinger
og Eg, som vare udklippede af Papiir, og fuldskrevne af
Vers. Tempelen var fuld af Ordens=Personer som lagde
sig efter adskillige Forlystelser, eftersom deres Phanthasie
drev dem til.
En af deres spøgende Tidsfordrive bestod i denne Skiemt,
at man tog en Person for den anden. For at give Leylighed
til denne lystige Vildfarelse: saa vare de deelte i Par og Par,
og hvert Par var fra Hoved=Jsse til Fod Saale klædte i eens
Dragt. Herformedelst blev en gammel Mand undertiden
taget for en Dreng, en Kone for en Mand, og en Mohr for
en Europæer, hvilket meget ofte opvakte en høy Latter. Jeg
havde nu ikke meere Lyst til at opholde mig længer her, men
gik ud af Templen, og skyndte mig at løbe over Marken
derved saa hastigt som jeg kunde.
Jeg var ikke kommen ret langt, da jeg hørte Lyden af
Trompetter og en Allarm, som syntes at tilkiendegive en Fien¬
des Anmarsch, som jeg siden fornam saa var det og virkelig
det jeg formodede. Det var Sandheds Armee, som kom an¬
marscherende; og Vittighed kom ligeledes med sin Krigshær.
Hvad Ende det fik, veed jeg ikke, thi jeg vaagnede.
Giftermaals=Collegiet.
en gamle Jomfrue. Vor Fætter faaer holde Gifter¬
maals=Cellegium for os. Han veed dog saa mange Gifter¬
maals Historier at fortælle.
Fætteren. For 6 Aar siden meldte man fra London om
et rart Giftermaal. Der var nemlig i Grevskabet Nordfolk
en Mand, der giftede sig i sit 74de Aar, og tog den femte Kone,


som var 61 Aar gl. Men det lystigste var, at han tog hende
gandske nøgen hiem til sig, paa det at han ey skulde blive over¬
løben af hendes forrige Mands=Creditorer. Hele Veyen fra
deres Huus til Kirken, som var 1 Engelsk Miil, var bestrøet
Blomster som en Mængde nysgierrige Tilskuere havde samlet
og udstrøet.
Den muntre Jomfrue. Hvilken Kierligheds Jld har
der ikke brændt i den gamle Mand til en nøgen Kone.
Fætteren. Det er ikke længer en to Aar siden, at man
berettede ligeledes fra London: i Kirke-Sognet Hartley i Essex
levede en Forpagter, ved Navn Glower, som i Aaret 1762.
havde ladet begrave den første og siden hvert Aar indtil 1768
havde ligeledes ladet begrave een aarlig; og da han lod sin
sidste Kone begrave, erklærede han, at han nu ikke vilde gifte
sig mere.
Den muntre Jomfrue. Deri gjorde han meget viselig
thi jeg troer saa mænd ikke at nogen havde taget ham af Frygt
for at blive begravet Aaret efter.
Den gamle Jomfrue. Siig ikke det. Hun kiender paa
den Maade ikke Fruentimmer ret. Der er ingen Frygt stor nok
til at afholde dem fra at gifte sig. Jo saa min Troe havde han
faaet en Kone igien, om han ikke havde forlovet at gifte sig.
Fætteren. Nu skal jeg fortælle dem en usædvanlig Ægte¬
skabs Begivenhed, der skal være vist passeret 1764 den 17
August i Barnet i Engelland ved den der værende Hesteren¬
den. En ung Karl nemlig der var klædt som en Brygger¬
karl, adresserede sig til et velklædt Fruentimmer, som sad
ved Siden af en gammelagtig Dame i en Post Calesche. Ef¬
ter nogen Samtale med dem forlangte han førstbemeldte Fru¬
entimmer, som sin Kone tilbage, og gav de omkringstaaende
Folk følgende Oplysning om Sagen: "Han var for 3 Aar
siden bleven copuleret og ægteviet til dette Fruentimmer i
Shoreditcher Kirken, og omtrent i 1 Aars Tid levede hun
gandske enig og kierlig med ham; men derpaa havde hun flyg¬
tet fra ham, og taget med sig alt hvad hun havde kundet faae
fat paa; og siden den Tid havde han hørt, at hun havde op¬
holdt sig hos denne hos hende sidende gamle Kone, der holdt
Jomfrue=Huus ved Conventgarden." Det unge Fruen¬
timmer var prægtig klædt og indsmykket med kostbare Knip¬
linger, Juveler og et Guld=Uhr paa Siden, hvilket altsam¬
men meget vel befaldt hendes Mand, i det han var forsikkret,
at disse Sager skulde indbringe ham meer, end det, han hav¬
de mistet, da hun løb fra ham; og han sagde derpaa til hen
de, at hun strax skulde stige ud af Vognen, for at følge med
ham til hans Logement, som han havde i et her ved værende
Vertzhuus. Hun bad ham paa det indstændigste, at han dog
vilde lade hende kiøre hiem i en Vogn, paa det at hun ikke skul¬
de forderve hendes skiønne Klædning i det skidne Væyr. Men
hendes Mand var ey at formaae dertil, og hun saae sig nødt
til, at vade med ham igiennem tykt og tyndt, saa det vare¬
de ikke længe, førend man ey kunde skielne hendes kostbare
Skoe og Silke=Strømper fra hendes Mands Skoe og
Strømper, som han havde havt paa hele Ugen igiennem ved
Ølbrygningen,


Den muntre Jomfrue. Det var en Tyrk af en Mand,
at behandle en pyntet Kone saaledes.
Den gamle Jomfrue. Men betænk, min Hierte, hun
havde jo lagt sig denne Herlighed til i et Jomfrue-Huus.
Jeg vilde i det mindste ikke have været i hendes Sted, naar
hun kom hiem med ham.
Fætteren. Ja, ja, hun har fortient hvad hun har
faaet; thi hun har været en af de onde Qvinder.
Man siger almindelig at alle gode Ting ere 3. Men disse
efterfølgende, som jeg har fundet i et gammelt
Haandskrift, ere det gandske vist ikke.
De onde Qvinders Æreminde.
Der ere
3 Ting, som gierne vil brumle: Tyre, Bremse og en ond
Qvinde.
3 Ting, som gierne vil være i Skarn: Soe, And og en
ond Qvinde.
3 Ting, som gierne vil klinge: god Kiedel, Knippenøgle
og en ond Qvinde.
3 Ting, som gierne vil flye om Bye: Snee, Hagel og
en ond Qvinde.
3 Ting, som giør Hiertet Vee: Stor Sygdom, megen
Sorg og en ond Qvinde.
3 Ting, som man altid skal Banke: Bergfisk, Ambolt
og en ond Qvinde.
3 Ting, som man ey kan undvære; Tyrepidsk, Hesselkiep
Knyt Næve til en ond Qvinde.
3 Ting, som ere fordervelige; Stor Drik, megen Dobbel
og en ond Qvinde.
3 Ting, som ere onde Naboer: Ulve, Biørne og ond en
Qvinde.
3 Ting, som vi maae bede Gud vil bevare os fra: Bød¬
delen, Galgen og en ond Qvinde.
3 Ting, som gierne har deres Næse i Øl: Fluer, Lands¬
knegte og en ond Qvinde.
3 Ting, som er altid Beske: Gammel Galde, Veyerlør
og en ond Qvinde.
3 Ting, som altid ere sure: Skovæble, gammel Eddike
og en ond Qvinde.
3 Ting, som driver Manden fra sin Bordende: Stor¬
Røg, liden Mad og en ond Qvinde.
3 Ting, som kommer fattig Mands Øyne til at rinder
Senep, Rødløg og en ond Qvinde.
3 Ting, som altid gierne creatures; Spurre, Høge og en
ond Qvinde.
3 Ting, som altid ere hvasse: Tidsler, Torne og en ondf
Qvinde.
3 Ting, som gierne ville være ved Jlden: God Smed, lad
Kat og en ond Qvinde.
3 Ting, som man gierne kan hade: Rotter, Muus og en
ond Qvinde.
3 Ting, som ere kiendelige for sin Udyd: Soe med Aag, Stud
med Klap, og en ond Qvinde med et blaae Øye.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 26


Samleren.
Betragtninger i en Skov.
H¬
vor fortreffelig er Naturen smykket, og hvor prægtig er
dens Klædning, hvori den overgaaer en Salomon i al sin
Herlighed, og hvor uudsigelig Stor maae ikke det Væ¬
sen være som har dannet den; snart beskuer man den ophøyede
Skaberes Ypperlighed i Naturens Gierninger, hans Maje¬
stæt, Almagt og det uendelige Store som fremskinner af det
mindste Straae, opfylder vores Hierters Drift at ære dette
Væsen, der tydeligen overbeviiser os om at der er en Gud til.
Hvilke store Tanker om vores Skabere, føder vores Betragt¬
ninger over Naturens herlige Merkværdigheder af sig; hvilke
Straaler af en besielet Overveyelse og inderlig Rørelse opmun¬
trer vores Sind i Skovens inderste; hvilken Ærbødighed for
Skovens Herre opfylder den Tænkende Siel, her sidder jeg
paa det bløde Græs; og kaster mine Øyne snart for mig, snart
til Siden og snart bag mig. Nye Opfindelser af Herlighed og
Pragt. Fuld af Forundring over denne henrykkende Gien
stand, legger jeg Bogen bort, som viser min Siel ubekiendte
Sandheder. Jeg seer, og jo meere jeg seer, jo meere bliver jeg
trukken til dette behagelige Syn her sidder jeg uforstyrret, og
tør ikke frygte at jeg skal blive et Bytte for en rasende Tiger, el¬
ler for en ugudelig Morders Overfald. Her er jeg ikke udsa¬
for hiine forbittrede Løvers Vrede der ere sine Unger berøvede
her ræddes jeg ikke for at blive et Rov for hiine hungrige Ulve
og her truer ingen skummende Vildbasse mit Liv. Her brum
mer ingen grum Biørn imod mig, og her sættes jeg ikke i Skræt
for hemmelig at blive stukken af giftige Slanger. Saadanne
Farer er at befrygte i hiine afliggende Ørkener, og saadanne
Tilfælde begegner ofte den vandrende Pillegrim i hiine rædsom¬
me Skove. Hist reyser en Vandringsmand, og en af Ugudelig¬
hed og Umenneskelighed opbragt Morder, forkorter hans mø¬
dige Dage. Hist ledsager Frygt og Banghed den møysomme
Reysende, men her afskrækker en kierlig Lands=Fader, ved sin
retfærdige Vrede og Straf, de Gudsforgaaene Røvere. Her,
hvor de fredelige Sønner, de Konsters og Videnskabers Dyrke¬
re, forlyster sig i Samdrægtighed og Sælskabelig Venlighed.
Her hærsker en bestandig Sikkerhed. Denne ædle, denne kost
bare Nydelse opfylder mit Sind med den hengivneste Taknem¬
melighed imod min Skaber, den sande Oprindelse til alle føle¬
lige Begivenheder, der har givet mig den Lykke at mine Dage
hendrives under hans Salvedes, under den lykkeligste Regie
ring; der lader mig føle den angenemme Nytte som Videnska¬
berne medfører. Kostbare Anleedninger til de ædleste Betragt,
ninger. Betragter jeg denne Velgiørere, efter den aabenba¬
rede Religion. Sielenes Naturligheder, mit rørende Hierte
lader mig sk mte en Forløser; en Forløser! der med meere
end kierlig Medlidenhed ynkedes over sine Undersaatter, hvilke
vare omgivne med en uundgaaelig Død. En Forløser! der
paatog sig alle Misgierningers Byrde, der vare begangne af
Mennesket til Millioner gange tusinde, og blødede paa hiin Høy


for alle. En Forløserl der er forladt af den største Hob af hans
Forløste, hvilke skammer sig ved Ord og Gierninger at herlig¬
giøre dette Navn. Denne har hengivet sit dyrebare Legeme, for¬
at forsætte de udi Roligheds Boeliger, der vare Slaver af den
faldne Aand, som tilbragte deres levnet i den skrækkeligste Tienst¬
færdighed. Denne har lært sine Brødre Samdrægtighed og
hengiven Ydmyghed, der tilforn vare grummere end Løverne,
hvilke handlede imod sig selv, som rasende Tigere, og hvilke ud¬
bredede deres Egennyttigheds Listegarn over Næstens Gods.
Denne har lært Menneskene, der af Ondskab var betaget, saa¬
ledes, at de vare ukiendelige, der tørstede efter deres uskyldige
Med-Borgeres Blod; hvorledes de skulle udbrede Kierlig Ee¬
nighed under hinanden, og følge ham som deres Forløbere;hvor
megen Tak er jeg da denne Forløsere skyldig? Denne indfly¬
der mig disse uskyldige Tanker, om mit og mine Medmenneskers
sande Forhold. Disse grønne Stæder, denne behagelige Skov,
den ringeste Quist kan indgyde disse overveyende Fornemmelser
i min Siel. Hvo veed, om ikke vores Forfædre, hvilke mang¬
lede det reene Sandheds Lys, ofte forlorede Livets kostbareste
Skat, i disse nu de nyttigste Anleedninger til opmuntrende
Betragtninger i disse Skove? Maaskee, sad jeg her ved
Dagens Afbrydelse, min Naboe spendede sin Bue for at
fælde mig? Maaskee min Siel havde forvirrede Forestil¬
linger om dens Er, og en fiendtlig Piil igiennemborede
mit Bryst. Hvor lykkelig er jeg bleven ved dette Guddommeli¬
ge Menneske, som underviser mine Brødre i hans Skole, om en
kierlig Følelse ihenseende til deres Med=Mennesker. Hvilke
Fordeele! dog en flyvende Skabning trækker min Opmærk¬
somhed til sig. En Fugl skiertser imellem de skyggefulde Gre¬
ne, der svæver over mit Hoved, hvilken Skiønhed! hvor konsti¬
ge ere hans Vinger og Fiedre udbreedede, hvor indtagende spil¬
ler de bundtede Farver paa hans Hoved, og hvor nydelige smaa
er hans Fødder! denne Skov opvækker ham en sød Fornøyel
se. Han iiler fra disse Buske did paa en høy Tue, snart vexler
han dette Sæde, og sætter sig paa hin med Mos begroede Eeg;
han lader sig snart derfra ned til denne hastig løbende Kilde;
derpaa hæver han sig fornøyet i Luften, irrer ophøyet over de
stolte Eege=Topper, og af Solens brændende Straaler, hidsig,
nedlader han sig triumpherende ned paa en Løvfuld Green.
Ubekymret om hans Næring finder han den dog, og førend end¬
nu Morgenrøden blinker paa den opgaaende Himmel, har han
allerede udbredet sin Skaberes Lov indtil Skovens Yderste.
Naar endnu Mennesket paa Ederduns bløde Leye, drømmende
zittrer, over sine opstablede Rigdomme, som ved Jldens Luer
opstiger i Luften, over sine forskrækkede Medborgeres klagelige
Røst, eller Kriegens larmende Tromme, Vognenes Bragen, de
opsporede Hesters Stampen, eller andre ulykkelige fantaseren¬
de Tilfælde; Bange opvaagner han, og med en kippende Puls
bæver han; Naar den uerfarne Ungdom, endnu omvelter sig
paa Ladheds Leye og i Jndbildninger har erholdet Maalet, for
hans skiændige Lyster og Ønsker: saa har denne Skovens li¬
den Jndpaaner, allereede opofret Guddommen sin Morgen¬


sang nogle Gange og begynder fra først igien. Og du O Gud!
bereeder denne ziirlige Skabning sin Spiisning, uden hans
møysomme Omsorg? hvem skulle vel endnu ville tvivle paa din
allerviiseste Regiering? Jeg er din Skabning og du min Fa¬
der. Hvad skal jeg giøre, da min Skiæbne endnu hænger for¬
borgen bag Tidens tætte Forhæng? Jeg vil sikker boe, under
dine Forsorgs Vinger. Hvad skal jeg giøre, naar det synes som
mine fattede Anslag udbryder til min Skade, og tusinde Be¬
kymringer geleider mit kommende Levnet? Jeg vil overlade
mig til dine allerviiseste Førelser. Og her til skal den behage¬
lige Skov og den muntre Fugl give mig Anleedning.
Her sidder jeg endnu og opholder mig under dette grønne
Tag, og læner mig til Stammen af dette Træe, hvilket til
Menneskets Nytte og Fornøyelse paa nogle Aar er blevet stær¬
kere; men naar det synes at byde den fortærende Maaneds
Bortgang Trods: saa forgaaer korte Øyeblikke, og dets Fald
ryster i heele Skoven. Nu forskaffer det mit trætte Legem Ve¬
derqvægelse, og snart er intet formuende at tilbageholde den
det truende Øxe. Nu er det en Tilflugt for de muntre Fugle, og
snart kiendes dets Stæd ikke meere. Hvad er vi Mennisker? os
treffer ligge Begivenheder. Nu lever en velgiører og hans
Rigdomme som Forsynets Haand har begaved ham med, bli¬
ver de Forladtes Hielp. Enkerne kalder ham deres Forsørgere,
og de Faderløse deres Fader. Den Syge er han en Trøst, og
for den Bedrøvede en Tilflugt. Snart bryder en Dag frem, og
denne Velgiører ligger paa Liig Baaren. Nu hersker en Re¬
gent, man hører ikke Underdanernes Sukke. De Forladte
Græder, men ikke af Trængsel, ney, det er Glædes Graad.
Den flygtende flyer tilforladelig til ham, og finder Roe og For¬
friskelse under hans Vinger; snart, og hastig seer man den for¬
hen trøstende Hob, at ledsage ham med Taarer i de Dødes Hu¬
se. Og hvorlænge skal endnu mine Dage vare? Hvo veed
om et Aar eller en Maaned, kan skee før, at mine Venners og
paarørendes Tale bliver denne: Han er Død. Jeg erindret
mig herved ikke allene min Dødelighed; jeg skimter og tydelie
Furer af Skaberens Kierlighed imod sine Creature Ved hans
Villie allene, spiirer den svage Qvist frem af den sorte Moder;
anseer de nærværende tætte Naboer, ligesom et Barn anseer en
bevæbnet Kiæmpe, voxer med andre af lige Alder om kap, og
begynder at udbrede og slaae sine Rødder dybt omkring sig, den
tager til i Drøygten og Størrelsen, ivrer de andre modig til at
drive i Høyden, strækker sig over de omkringstaaende som en Be¬
hersker, skiuler sin Top i Skyerne; Den bukker sig ofte til de
fraliggende Byer, og vinker af Stædernes Jndbyggere, for at
fælde den, da den uendelige gode Guddom har bestemt den til¬
deres Nytte. Saa hast da arbeydsomme Landmand, beslut
dens Undergang, læg den skarpe Øxse til dets Stamme begynd
at fælde dets Greene og Quiste, et hvert Slag, forkynder det
yderste af disse Skovens stumme Seulere, en lige Skjebne. Det
vanker, synker, falder og ligger der hvor det først begyndte af
blive til, hastig føres det bort til Menneskets videre Nytte, og
hvor stod dette Træe? Efter den Fornøyelse som dets Syn har
opvagt hos os, høster vi nu Nytten deraf. En Deel bliver be¬
stemt til Brug for beqvemme Bygninger, og en Deel bliver til¬
beredet at give os Forfriskelse imod Vinterens Strænghed,
naar den iler til os paa Norden=Vindens hastige Vinger, for¬
at nedlade sig paa vores besaaede Marker, og trænger ind i vo¬


res tætte Værelser. Da opliver sig et Sælskab af Venskabe¬
lige i Hierter i hiine opvarmede Kamre, som nu ad¬
spredet under Skovenes grønne og Løvfulde Ziirater, efter¬
tænker de utallige Godheder, hvilke som stridende Strømme
ere overkommen dem; da de i hiine hielpeløse Svøv, ved
Graad tilkien degav den ømsørgende Moder deres Forlangen¬
de. Under hiin Skyge vanker Thyrsis, og betragter de truen¬
de Farer, som hans Skaberes Almagt har befriet ham fra.
Paa hiin Høy beundrer den tænkende Damon Forsynets
Veye, og overgiver sig til samme med Sukke og Graad. Bag
hiine Buske fremkommer Silvan med Langsomme Skridt, og
overveyer, hans Uværdighed imod den Kierlighed og Forun¬
dringsfulde Førelse som beviises ham af den Retfærdigste
blandt alle. Ved hiine Stamme læner sig Alcest og overleg¬
ger ved sig selv, Tilstanden efter dette Liv, han ønsker allene,
at maatte kaste et eneste Blik, ind i De salige Aanders Sæl¬
skab. Og jeg som fraværende betragter disse mine Venner,
geraader i en sand Fornøyelse. Paa engang fremstiller sig en
Rad af behagelige Timer, hvilke som Øyeblikke ere forsvundne
under Venlige og Brøderlige Samtaler. Jeg erindrer mig
de reedeligste Venner, under hvis Tunge ingen forborgen Falsk¬
heds Gift laae skiult. Ach! maatte jeg aldrig skilles fra disse.
Maatte jeg tilbringe mine Dage nær ved Skovene, og i samme
at bringe min Jehovah mine Læbers skyldige Takoffer. Hvor¬
meget anpriiser jeg ikke et Ophold i Skovene, frem for at boe
i de folk eriigste Stæder. J hiine Stæder opfylder en bestan¬
dig Tummel Luften, og forhindrer Geisten at overgive sig til
dybe Betragtninger; Men her kan det oplivede Sind ufor¬
styrret eftertænke salige Sandheder. J hiine, døver Udsvævel¬
sernes skurrende Toner Ørerne; Men her opliver Fuglenes
naturlige Stemme Sandserne. J hiine, bliver Uskyldighed
ofte forrasket, af den listige Forstillelse, men her finder den Næ¬
ring. J hiine taler en hykkelsk Ven, under Oprigtigheds Mii¬
ne, som allene gaaer ud paa List og Bedrag; men her bliver det
needslagne Sind ved Naturens Forlystelser oprettet, det grøn¬
ne Opholds Angenemheder, opliver den om Troeskab imod
Skaberen, imod Paarørende, imod Venner, Skovenes Be¬
tragtninger er en Lænke paa ondskabelige Udskeylser, her er
Uskyldigheds Leye. J hiine, bliver oftest de høytagtet, der boer
i store og prægtige Pallaier, der har større Titler end Fortien¬
nester, hvis sande Fortrin bestaar i at forbruge nogle Tusind
Daler aarlig, hvis Udsvævelser bedækkes med en broderet
Klædning; her allene er den høytagtet, som frygter sin Gud og
elsker Næsten. Hvor mange lever i Stæderne som ønsker hel¬
ler at boe under de nedrigste Hytter i Skovene, hvor ofte van¬
ker Stædernes Jndbyggere i Skovene omkring under de skyg¬
gefulde Greene, og forskrækkes for det Øyeblik som kalder dem
tilbage til deres Boeliger, hvor mange anprlise de for Lykke¬
lige, der borte fra Verdens Tumult i eensomme Skove kan be¬
tragte Naturens Gierninger i stille Rolighed? Og hvad giør
de andet hermed, end at de foretrækker Skovene fremfor Stæ¬
derne? Een af Staats=Forretninger beskiæftiget Printz der i
Cabinetterne med Alvorlighed har eftertænkt sine Staaters
Vel, forlader samme med Fornøyelse, for at forfriske sit Sind
i Skovene. Dette er Maalet for hans Ønsker, naar den glim¬
rende Krones Møysommeligheder har trykket ham, naar han
med naadig Overveyelse har eftertænkt sine Undersaatters Lyk¬


ke, og naar Regieringens betydelige Anvendelse har besk æfti¬
get hans høye Siel. Saa befaler han og det gandske Hof ind¬
finder sig for Printzens Pallads. De forlader de glimrende
Gemakker, og iiler paa flygtige Heste til den bestemte Skov.
Jagt=Hornene lader sig høre, Sporhundene søger Fienden,
Vildtet geraader i Frygt, det iiler ud af Jordens forborgene
Huuler, og Smuthullerne tiener det ikke meere til Sikkerhed,
her løber det opbragte Vildt, Følgeren er nær ved det, Hesten
flyver i Løbet, og dens Rytter brænder løs, her ligger Vildtet.
Hist iiler Lands=Herren, og hans raske Hest, løber med hidsige
Skridt. Ham springer en skummende Vildbasse i møde, den
kommer ham nær, den gaar løs paa ham, og truer ham med
Død og Undergang. Han seer sin Fare og dræber lykkelig sin
Modstander. Fyrsten iiler videre fort, og forfølger en anden
Fiende, han bliver hidsig, indtagende efter Seyer, forfølger
han dette Bytte, og pludselig er han forladt af sit Hof. Hans
Lemmer ere matte og Heeden gior ham afmægtig. Han seer en
liden Bonde Hytte, begierlig efter Forfriskelse, iiler han did,
at besøge sin Undersaatt, og gieste hans ringe Retter. Den be¬
skæftigede Bonde, uvidende om at han beværter sin Landsherre
bærer omhyggelig frem, hvad han med sine arbeydsomme Hæn¬
der har fortient. Hof=Staaten rider imod denne Hytte, Bon¬
den forskrækkes, Cavallierne finder deres Printz, og beundrer
hans Ydmyghed, fordi han slukker sin Tørst med en kølende
Drik Vand af den forbieløbende Kilde. Den forfriskende Her¬
re forlader fuld af Naade og Mildhed, fornøyet den liden Hyt¬
te og dens Beboere, iiler tilbage imellem Buskene og ønsker at
denne Fornøyelse maatte have været af længere Vedvarenhed.
Saa maae du altsaa fortreffelige Skov, forskaffe Herrens
Salvede en Forlystelse Forlyste og styrk deres svækkede Kræf¬
ter, naar Regieringens Sorg har udmattet deres virksomme
Sinds Vilkor. Du O! Skov, er det hvor jeg nu sidder een¬
som, du er det som forlyster Fyrsterne, og opvækker Ærbødig¬
hed i mig for min Skabere. Her er ingen omkring mig. Mine
Venner vanker under hiine Skygger, og mine Paarørende op¬
holde sig i hiine Stæders Tumult. Mine Lærere eftertænker
ubekiendte Sandheder, og mine Brødre er beskæftiget i deres
Forretninger. Jeg er her allene, Stille, Mørkhed, Skygger,
høye Topper, tykke Stammer, muntre Fugle og utallige flere
mærkværdige Ting kalder mig til at ære det Væsen, som har
skabt det. Saaledes som en Undersaat betages af Ærbød ghed,
naar dan staaer i sin Fyrstes Gemak, hvor piægtige Seuler under¬
støtter de forgyldte Ornamenter: saaleedes zittrer jeg ber for den for
den bøyeste Almagts ER. En idee om hiin brændende Busk i
Horeb, og den Røst: dette Stæd er helligt, indflyder mig en stille
Ærbødighed for Skovens Herre, han som efterforskeeMenneskets
Hierter, og prøver deres fraværende Tanker, han er omkring mig
ban fornemmer den lovende Stemme, som frembryder ved stille Suk¬
ke af det taknemmelige Hierte, Han hører den zittrende Klonken som
de Bedrøvede udbulker, der srembringer deres Elendigheds Stor¬
hed ved ofte igientagne Sukke, og som anraaber hans Barmhier¬
tighed ved et afbrudt Ach! De Betrengtes klagende Stemme træn¬
ger sig ind i hans Øren de som er kiede af Livet og som længes efter
dets Ende. Han seer de forladte som afmægtig gisper under hune
kølende Gene, som med de es Graad overduger Græset. Han seer
den Ryggesløse Synder, som formener noksom at være skiult, naat
han ikke sees af noget Menneskeligt Øye. Daarlige Synder? du
tiler din Fordervelse i møde; den usenlige Guddom er omkring dig;
den svæver paa Træernes Toppe, for at overvæde dig med Naade.
Endnu vil den overgyde din Ondskabelige Halstarighed med Lang


modigheds Strømme. Vend om; thi snart skal Hævnens Sværd
være over det Hoved, for at straffe din Ulydighed.
Usyniige Skabere! dette er atter et Beviis paa din uendelige
Godhed imod os, at vit under Træerne kan finde Forfriskelse for So¬
lens brændende Steaaler. Under hine Buscage vanker et pa Ven¬
ner, der ellerede har betragtet Markerne saaledes som Guds Velflg¬
nelse har behaget at belønne Landmandens Møye med. De har betrag¬
tet Arbeydernes Haab. Og af de tilfældige Forlostelser som Marken
har med Skoven, ere de meget indtagne; Faarenes Bræggen, Lam¬
menes Springen, Hæstenes Veinsken, Tyrenes Brummen, Hor¬
dernes Fløyte, uendelige Fornøyelse under den bebageligste Horizont
som pranger med den vederqvægende Soel, som en Brudgom med sin
elskelige Brud. Matt og varm af Solens Heede, iler de ind i Sko¬
ven, for under de Skyggefulde Træer at beundre det Væsen, hvis
Storhed fremskinner af det allermindste i Naturen, saavel uden for
som i Skovene. Hidsig og tørstig, lædsker de dem paa det kiølende
Vand, som sagte raslende igiennem snevre Aabninger trænger un¬
der de Løvfulde Buske. Hvilket skiøn billede paa den allermildeste
Forsørtzere. Naar hans Børn ere næsten kræftesløs af Bedrøvelses
Anfægtninger: saa flyer de til den Allerdøyestes Beskyttelse, og for¬
bliver under den Almægtiges Skygge. Naar deres Dyder er be¬
funden bestandig under de stærkeste Prøver; saa skienker Herren Dem
med Vellyst som med en Strøm. Naar de indtil deres Dødsdag har
baaret denne Tids Byrde og Heede, saa forflytter han dem i saadan
Tilstand, hvor disse Deele ikke trokker dem. Der skal ingen Soel
brænde dem, og ingen følende Kulde skal anfægte dem; Ney der er
den vederqvægende Livsens Soel vores Forløser, der er de levende
Vandbekke. Jeg bører en Lod der bliver immer stærkere. Maaskee
en af mine Venner søger mig for ved hans milde Gehærder at forkyn¬
de mig en lykkelig Begivenhed. Maaskee en af mine Brødre iiler
imod mig, og vil at jeg skal lære af hans angestfulde Gang, og forvir¬
rede Miner, at han er et Sorgens Sendebud. Maaskee- dog!
hvilke Forestillinger giør jeg mig? det er en Vandrende som reyser
igiennem denne Skov. Jeg seer ham hist imellem Grenenes Aab¬
ning. Hans Ansigt opklares, Taarene ruller ned af hans Kinder,
hans Stav, paa hvilken de varme Klæder hænger trykker hans Skul¬
dre, den opeggede Støv er falden paa hans Skoe, og svæver omkring
hans Fødder, hans Haand bliver svag, Knæerne synker, Legemet er
kraftesløs, han staar, og nedlader sig under biine Skygge ulde Træer.
Han folder sine Hænder sammen løfter sine Øyne til Himmelen,
hans Lipper bevæges, Tungen stammer, og Hiertet paakalder den
bøyeste Almagt. Hvor fornøyet er denne Reysende med sin Gud?
Hvor got va- de, hvis alle Mennesker saaledes forholdt sig paa Rey¬
ser til det Ævige, hvor glade skulle de være i deres Gemotter! Vo¬
res Borger-Rett er os forbeholden bist i himne hellige Boeliger. Her
ere vi Pillegrime, og Maalet for mange Besværligheder. Faa er
der som begynder denne Reyse med glade Hierter i Bøn og Tillid til¬
Gud. De fleeste maae erfare deres Pillegrimsskabs Elendighed, dog
i forskiellige Grader. Hist befinder sig en paa Reysen omgivet med
Forældre, Venner, Børn eller Brødre, og uformodentlig skilles de
fra bverandre. Hiin maae søge fit Brød paa Havet og geleydes af
Forfølgelse og Gienvordigheder; denne træder sin Reyse an i beha¬
gelig Soelskins Veor og bliver snart overfalden af Modgangs Uveye.
En anden begiver sig paa Reysen under en med Storm og Uveyr tru¬
ende Horigont, og faaer snart en opklaret Himmel. O at vi i Lykke
og Ulykke ville ære Forsynet og overlade os den Guddomelige Førelse!
Denne Reysende sidder tilfreedsstillet paa det bløde Græs, og de mil¬
de Vinde fra Vesten forfrisker hans af Heede udmattede Legem. Gre¬
nene bevæger sig op og ned, Bladene giør en artig Bevægelse for
Ørerne, og rasler iblandt binanden, og han finder sin Lyst derved.
Var han et Menniske som spottede den hellige Religion, levede til
Skam for sine Medmennesker, og væltede sig omkring i hiine Fæiske
Laster, saa var han ikke saa intagende fornøyet over disse Natueens
Gienstande. Et saadan Umenneske skimter min Geist i hun Dunkelhed
bag de udtørrede Buske. Forgetyve Aar er alt forløben af hans flogti¬
ge Levnet; indtil denne Tid bar han været Dydens Fiende, og en For¬
agter af den Allerbøyestes Naade=Midler. Aldrig har han givet
den ham omgivende Siele=Sørger, Gebør; aldrig har han vildet
agtet hans Paarørendes Formaninger til det Godes Udøvelse; al¬


drig kunde hans Medbrødres anholdende Graad bevæge bam til
nogen nuttig Forandring. Omsonst var det at Gud velsignede hans
Lader med Overflødighed; omsonst var det at ingen Sogdom svæk¬
kede hans Legem; omsonst har han fornummen den Høvestes Lang¬
modeghed; omsonst, at Dødens Engel holdt sit Sverd tilbage og
gik hans Dør forbie; omsonst var alle Guds Barmhiertigheds lok¬
kende Advarsler; hans Ondskabs Forbærdelse tillod ham ikke at tæn¬
ke paa Forbedring, paa et høyere Væsen, hvorfra alle gode Ting har
sin Oprindelse. Guldklumpen var hans Gud, den ansaae han som
sin Beskyttere og Opholdere; han adlydede Syndens Paamindel¬
ser; hans Næstes Gods lystede ham; Rigdommene bandt hans
Hierte i en græsselig Tienstfærdighed; og dans Overflødighed bleve
opbobede med uretfærdige Midler. Han forlod sin Bolig, og fadte
sig paa dette fortørrede Stæd, for at eftertænke Maaden, hvorledes
han kunde mætte sin uendelige Begierlighed. Han kastede sig ned,
og lænede sig til Stammen af et derved staaende Træ, og efter¬
tænkte med nedslagne Øyne hans Forehavende. Hvilken Foran¬
dring! Et Blad ryster, og denne Synder bæver. Paa engang op¬
hober sig hans Misgierningees Mængde. Samvittigheden vaag¬
ner, den sørgende Satan nærmer sig denne ængstefulde Siel. Han
fører ham sine Ondskabers Antal i utallige Hobe til Gemotte; han
viser ham en Tavle paa hvilken hans Misgierningers Mængde
staaer anteignet, for hvilke en Syndere zittrer; Nu ophæver sig
hans Synder som Bierge, der ligger paa hans Samvittighed. Syn¬
deren bæver, og bange føler han en Helvedes Angst. Den foruret¬
tede Næste, den bedragne Borger, den forladte Arme, den beskiæm¬
mede Ven, alting stiller sig blotte for hans Øyne, at han for Bang¬
bed veed ingen Rædning. Han seer Hævnens Sværd at true sit
Legem, han bører langt borte Guds hævnende Torden, han seer
den fortørnede Guds Vaaben lyner, han geraader i Fortvivlel e.
Hvilken Sme te, hvilken Qval, hvilken Døds Angest beklemmer
hans Hierte, han vrier og vender sig som den uselste Orm under Him¬
melen, han græder, han støner, han holer, hvilket Son; Jg gaaer
bort; thi dette Syn er mig for græsseligt. Jeg finder her igien
Spor til Udgang af Skoven. Fornøyelige Timer, som saa tilende
ere forgangne, O behagelige Skor, naar nyder jeg igien den Lyst
at opmuntre min Eeist i og ved dig, og at anstille Betragtninger
over dine fortrinlige Herligheder, fremfor Stæderne? Endog selv
Tilbagegangen skal forskaffe mig Forlystelse. Solen, som først for
faae Timer oplivede de Grødefulde Marker og Vanger, trækker sig
nu fra vores Øyne, og skikker fra hiin Aften Side endnu nogle svage,
Straaler tilbage, de trænger imellem Stammerne og Greenene til¬
Skovens inderste, og lokker os ud, for at beundre dens Nedgang og
glødende Bestrækning som den endnu overskinner. Hvad vi til orn
med svage og blændede Øyne neppe kunde ansee, kan vi nu beskue
med Henrykkelse, dens igiennemtrængende Straaler skiær ikke vores
Syn eller betager os dens Beskuelse; hvelken Rødme flyver ovet
Skovenes Spidse, hvor prægtig, hvor skimrende, hvor vederqvæ¬
gende spiller dens Jldstraaler, paa den nedgaaende Himmel! lige¬
som en kierlig Brudgom, efter en lang Samtale, skiller sig fra sin
Fortroelige, seer nogle Gange tilbage, for ikke paa engang gandske
at betage sig bendes Nærværelse: saaledes kaster den nedgaaende
Soel vederqvægende Straaler paa Horizontens oderste Kant, i
frugtbare Dale, og grønnende Høve, for ikke paa engang at betage
dem sin varmende Kraft. Mægtige Prindser, triumeberende Fyr¬
ster, uovervindelige Konger, som i hiine forgyldte Gemakker, glim¬
rer af kostbare Juveeler. Eders Glands er indtagende, men ikke
at ligne ved den glødende Aftenrøde. Dette er og et af Skaberens
Værk. Saaledes er det min Gud, du giver os saa overbeviisende
Prøver paa dine uendelige store Egenskaber, at vi fuld af Betragt¬
ning og Forundring i stille Ydmyghed ærer din urandsalige Vue¬
dom, som fremskinner af alt hvad der er om es. Hvilken riig Fader
er det som tilbører disse Skove, disse Træer, disse Høye, disse Dale og
disse Marker! Hvor herlig maa den Gud være, som ved Dagens
Ende klæder Horizonten i Purpur; hvor mægtig er denne Herre,
efter hvis Villie Solen skinner, Træerne udforinger, Græsset voxer,
Grenene grønnes, Grøden udspiirer, og denne Gud er min Gud og
jeg hans Skabning; denne Fader er, in Fader, og jeg hans Barn;
denne Herre er min Herre og jeg hans Undersaat. Dog er jeg det
ikke allene; jeg har Brødre der ligesaa vel som jeg ærer dette Væsen
M0


som Aarsag til deres ER. Jeg har Brødre, der har samme Ret som
jeg, til dette Væsens Godbeder. Venner, hvilke jeg i Tankerne
omarmer som mine Brødre: Venner, med hvilke jeg i hiin Evig¬
hed kan have hellige Samtaler, om den Guddommelige Fuldkom¬
menhed, og nærrørende os forborgne Skiæbne, begynder nye Lov¬
taler, og opstemmer et frudefuld Hallelnja til dette Væsens Ære.
Hvem kan være gladere end en Christen; Den Gud som bringer den
grødefulde Saft i de mindste Blade, er hans Fader og kan udgyde
sin vederqvægende Naade over ham; Den Gud som ved Vaarens
Ankomst, giør den opvarmede Jord frugtbar, er hans Fader, og veed
at forekomme hans qvælende Nødtørftighed med Naade og Bi¬
stand; Den Gud, eftee hvis befaling et Træe tiltager og udbre¬
der sine Greene, er hans Fader, som understøtter den ziirlige Byg¬
ning af hans skrøbelige Hytte; Døn Gud, som klæder den udspæn¬
dede Hrælving med Purpur, er hans Gud, der og vil sørge for hans
Ophold og Klæder; Hvilken en god Fader, hvilke velsignede Børn!
Midt under disse Opmuntringer har jeg allerede afviget saa
langt fra min Bolig, at jeg ikke kan skimnte den med det skarpeste
Øvesyn. Jeg gaaer med langsomme Skridt fra et Træe til et an¬
det, og mit Øye kan ikke see sig mæt. Jeg skimter her en Stamme,
som tilkiendegiver Tegn paa den heftigste Kierlighed. Sidst gik
en kierlig Egtemand under disse Skogger, fuld af Bedrøvelse; hans
beklemte Hierte udvældede tufinde Klager ever det baarde Tab af s
den elskeligste Egt efælle. Han erindrede sig de første Øveblikke, da, i
hendes udtagende billede opvækkede hans Gienkierlighed. Han
talte de søde Timer, da de overleverede hinanden deres Ringe paa
en evig Troskab; hvor er denne Troskab, da min elskeligste Mariane
gik bort med Døden, for at være mig utree. Han tænkte paa de
fornøyelige Dage, som de tilbragte i uskyldig Kierlighed; han erin=
drede sig de bastige Aar, som siden deres Forbindelse er flødt i hiin
Forglemmelses Flod. Han erindtede sig dendes Død, og da over¬
strømmede Taarene hans indfaldne Kinder; Et smertefuld Ach!
giorde Gienskraldet beeeed, og forkyndede Træerne hans billige Be¬
drøvelse; Til Hukommelse om hans smertelige Tab, besluttede han
at indgrave sin Kiereste Marianes Navn i denne Stamme, for at
lade de forbiegaaende vilde, at en troe Ven ber havde begrædt en
hensovet Veninde. O, hvor meget større er den Kierlighed, som
Gud har baaren for os Mennesker! Stor er en Mands Kierlighed
til hans Brud; Stor er en Moders Kierlighed imod sine Børn:
men Guds Kierlighed imod hans Søns Forløste, overgaaer al Kier¬
lighed; thi han har teignet os i sine Hænder. Umuelig er det at
han kan forglemme os; umuelig forstøder han os; umuelig er det,
at han lader sine Børn omkomme i Elendighed. Denne Gud er
Kierligheden selv.
Men hvor førskrekkelig er han i Veyret! Denne Eeg, som staar
lige over for mig, og som for nogle Dage stod i sin beste Velmagt, er
et Vidne paa hans forskrekkelige Vrede. Skoerne rykkede den Tid
tilsammen, som en bevæbnet Hær til Krig; Solen skiulede sine
brændende Straaler bag denne Hob; et frogtelig Mørke omgav det
ængstefulde Land; Lynilden foer som Piile igiennem den sammen¬
knibede Luft, dens Ledsager tordnede bag efter den; Jorden rystede,
Qvæget stønnede, Dyrene søgte Huuler til deres Sikkerhed; Guds¬
fornægteren bekiendte et usynlig Væsen, Synderen zittrede, Hykle¬
ren følte en plagende Angest, den Christne bævede. En Huus Fa¬
der sad imellem sine Børn, og paa sine Knæ ærede den allerbøyeste
Almagt; Børnene og deres Moder anstemmede en Lovsang til den
tordnende Beherskeres Ære. Den Høyeste tænkte midt under hans
kævnende Vaaben, paa Naade, børede den Uskoldiges Bøn, og
denne Eeg maatte erfare den Skjebne at et syndigt Huus var truet.
Hvor Majestætisk vil paa hiin Dag den store Dommeres Ankomst
være, naar Millioner Skabninger skal forgaae ved den fortærende
Jld; Da bæver Jordens Grundvolde, da synker Himmelens Støt¬
ter; da udbreder sig et forskrekkeligt Mørk, da nødslaae Lynild og
Torden efter den store Jehovabbefaling bine prægtige Templer
og Muurer, da brænder Skovene i strømmende Flammer, og da
bliver hiine store Have og Søer udtørrede. Tiden nærmer sig,
Dagen rokker frem, de himmelske Herskarer ere rystede til Opbrud
og Ledsagelse; den store Dommer raaber de Døde for Dommen,
og Englenes Basuner lader sig tøre i de Dødes Graver.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 27


Om gamle og nye Moder paa ad¬
skillige Ting.
S¬
amleren. Atter bekiendtgiøres efter Selskabets Or¬
dre, at Bladet for i Dag skal svare til ovenmeldte
Tiel, hvortil Lemmerne har indleveret følgende
Stykker:
H storien om Fruentimmernes spidse Skoe.
Man skulde snart falde paa den Tanke, at Fruentimmer¬
ne bare saa spidse Skoe af den Aarsag fordi de giver Foden
mere Anseelse af liden og net. Det er derhos vel ofte faldet
mig ind, at dette kunde dog nok ikke være den rette Aarsag der¬
til, da den paa Foden uopfyldte Spidse er virkelig en meget
unaturlig Tilsetning til samme, som virkelig giør den større.
Men jeg havde slaget mig til Rolighed ved min første Mee¬
ning, ligesom man undertiden pleyer at lade sig nøye med en
Grund, som man vel har mistænkt for Urigtighed, men dog
vedbliver, enten fordi Sagen ikke er vigtig nok til at søge no¬
get bedre, eller fordi man befrygter at treffe en latterlig Grund.
Af en Hændelse har jeg nylig fundet, at denne Mode paa
Fruentimmer Skoe er en overbleven Rest af en Facon paa
samme, som af to Couriier er offentlig ble ven fordømt i de
trettende og fjortende Hundrede Aar. Jeg vil her kortelig be¬
skrive denne Mode; og maaskee den tør finde nogle af vore Da¬
mers bifald. Unaturlig nok er den i det mindste. De Folk,
som da vidste at leve, bare Skoe a laPoulaine Spidsenaf sam¬
me gik enten lige fremad, som Boasprittet paa et Skib, eller og
den var krummet op ad, som Fordelen af en Norsk Kane eller
Russisk Slæde, men i begge Fald var den af en overordentlig
Længde. Nogle Fruentimmer og unge Herrer af skabersk og
opfindersk Aand, opfandt alle Slags Zirater paa disse Skoe.
Man begyndte at sætte Horn, Kløer og Ansigter derpaa, og
syntes at møn saae ikke lidet smuk ud i disse Skoe. Kun Ska¬
de at Damerne paa den Tid ikke forstod Maleriet, man kun¬
de ellers have gjort dem den Compliment for den fine Jndsigt i
det Philosophiske i denne Kunst. Nu omstunder veed man,
hvorledes ale det som er smukt, bliver forskiønnet ved Contra¬
sten; dette veed man saa meget i Paris, at en smuk Dame ge
meenlig ikke lader sig offentlig see med nogen anden, end en
heslig. La lade fart kombre. Skulde ikke denne Contrast
endnu være stærkere, naar man neden til paa dem saae et hes
ligt Ansigt paa Skoen, og siden saae op til Skiønheden selv?
Billedet paa Foden kunde jo ret blive indrettet derefter ved
modstaaende Trek, for desto meere at forhøye Damens Skiøn¬
hed. Silvie med de smukke Øyne skulde f. Ex paa Foden bæ¬
et Adsigt med røde rindende Øyne; Cloe med den sødsmilendi
Mund, en opsperret Mund o. s. v. Mandspersonerne skal
de velingen Ansigter bære paa Skoenefkerdidenne Omyg


gelighed for Skiønheden, som er en Pligt hos Fruentim¬
merne, maatte være uanstændig for dem. Dog kunde maa¬
skee Kløer, Horn og deslige have deres gode Betydning hos
mange Mandfolk.
Men atter til Historien. - Clerisiet, som i de Ti¬
der havde tilegnet sig et Herredømme over Moderne, slog med
Banstraalen iblant dem, og fordømte disse arme Skoe paa
det Coacilio til Paris Ao. 1212, og paa det til Angers Av.
1365, comme etant contraire a Pordre de la Nature defigu¬
rant Phomme dans cette cette partie de son Corps. Kong
Carl V. forbød ligeledes, under 10 Gyldens Straf cette su¬
perfluite, etant contra les bonnes mæurs & derision de Dieu
& de Peglise, par vanite mondaine & folle presomprion.
Adskillige gamle Malerier beviser, at disse Spidser paa Skoe
ne ere siden immer blevne mindre. Jmidlertid har dog Spid¬
sene paa Fruentimmerskoe fra hiin Mode af vedligeholdt sig
indtil vore Tider; og Politie=Anordninger udretter i Almin¬
delighed meget lidet contra la vanite mondaine & folle pre¬
lomption.
Søemanden. Jeg skulde efter Ordre og levere et Stykke
om Moden paa noget; og det maae denne Gang blive følgen
de Beskrivelse.
Om de Maskiner, hvormed svære Skibe bliver brag
te igiennem Texelen i Havnen for Amsterdam.
Amfierdam skulde være langt lykkeligere, dersom Gien¬
nemløbet i Texelen ey var opfyldt med saa megen Sand, som
Vinden ved Havets Bølger immer meer og meer tildriver og
ophober. Derformedelst ere mangfoldige meget grunde Ste¬
der; og de største af de sværeste Skibe, som Republiquen har,
seer man nu omstunder ikke, naar man er ved Amsterdam, men
de ligger uden for paa Texelen paa Rheden. Jmidlertid er det
en Nødvendighed, at disse svære Skibe ofte maae bringes op
og ind i Havnen. Dertil betiener nu Skibsfolkene sig af visse
Maskiner, hvilke jeg nu vil beskrive, og som de kalder Kameler.
Disse Kameler bærer desvære Skibe over de grunde Steder, i
det de hæver dem lidet op i Veyret saade ikke rører ved Grun¬
den. Disse Kameler ere langagtige runde og flade indvendig
hule Fahr øyer, saaledes byggede, at de kan fyldes med Vand.
Skal jeg ligne dem ved noget, saa er det aflange runde Kobber¬
Varmeflasker, hvorudi man om Vinteren slaaer heedt Vand.
To af disse Maskiner bliver igiennem en Aabning fyldte med
Vand; og naar det er skeet saa bliver de fastbundne og tilklem¬
mede en paa hver Side af Skibet. Naar de saaledes ere fæ¬
stede til Skibet, eller har ligesom taget fot paa det, saa bliver
Vandet deels udladt igiennem andre Aabninger, og deels ud¬
pespet. Da de nu derved naturligviis bliver lettere, saa bli¬
ver de af Søen ophævede i Veyret, og de løvter da ogsaa Ski¬
bet op med sig. Derpaa karer Skipperen saa langt frem der¬


med, som han kan komme for Grundens Skyld, og paa den vore Børn. Hvad skulde disse løde Glutte vinde dervedk Pine
ne Maade bringer Kamelerne Skibet igiennem Texelen.
Jeg har til min Fornøyelse seet, hvorledes man paa
denne Maade ogsaa andensteds betiener sig af disse Maskiner
til største Nytte. J Havnen ved Dendermonde var i Jndlø¬
bet et Skib synket paa Denderen, hvoraf Masten ragede end¬
nu lidet op, og hindrede Farten meget. Skipperen lagde alt¬
saa paa forbemeldte Maade to Kameler an derved, og hæve¬
de det saaledes efterhaanden op. Jeg tænker, at de paa den
Maade kunde trække en heel Stad op af Vandet; thi ved dette
Forfald saae jeg den Styrke, som Vandets Trykning giver
dem. Dendermonderne vilde ved den samme Leylighed med
disse Maskiner optrekke et andet Træe, som ragede frem af de¬
res Havn, og havde to Fod i Digmeter. Men dette sterke
Træe blev brekket paa det Sted, hvor de havde bundet Kame¬
lerne fast derved, fordi de maaskee formodentlig ikke begge to
har trakt lige sterkt.
Om Moden paa Kierlighed til Skolelæreres Beløn¬
ning.
(Taget af et Brev fra en Hurtig Gotheborgare.
Min Herre! J har, som jeg hører, viist eder noget for¬
trydelig over, at vi her i Gotheborg lader den Tanke om den
dyre Tid og Penge=Mangel blive noget usædvanlig alvorlig
hos os, naar det kommer an paa det lille Kierligheds Verk, at
bidrage til de her værende Herrer Collegers Colleet. Det er
vel sandt, at Kongen harbefalet, at denne Colleet skal indsamles
men det er ikke foreskrevet, hvad vi ville legge derudi. Det beroer
paa vor gode Villie, og jeg kan oprigtigt forsikkre min Herre,
at den mindste Skierv til disse Skolelæreres Belønning gives
med Ulyst saa vel af mig som af enhver, der har faaet Gøthe¬
borgske Principier: saafremt man ikke af puur Menneskelig
hed seer mere paa Mændene, end paa det Embede, de saa een¬
foldigt og ulykkeligt har udvalgt sig.
Disse gode Mænd maae læse vel eller ilde og slet nok i de¬
res Skole: saa har vi i disse sidste oplyste Tider noksom indseet
at de hos os kan undværes. Hvad giøre vi med nogen Skole
i Gs heborg? Kan vore Børn læse reent i en Bog, noget af
Christendommen, samt skrive og regne paa Bogholderviis: saa
udfordres for det øvrige ey meere end Penge, til at blive hos
os en om ikke altid tænkende, nyttig og ærlig, dog alligevel hæ¬
dret Medborgere. Al den Lærdøm, vore vakkre Børn behø¬
ver, kan for gandske civil Priis faaes af smaae Skoledisci¬
pler, Gymnasister eller gamle affældige Studentere, og meget
er vel heller ikke en blot Forstandens Olpysning værd. De For¬
nemmere eller Rigere iblandt os nødes i alle Fald vel til at hol¬
de private Jnformatorer hiemme i Huset, i hvorvel disse Kar¬
le vilde sælge deres Tieneste temmelig dyrt, og tør prætendere
(har man vel hørt Mage til saadan Uforskammenhed) en tre¬
die Deel, ja endog Halvparten imod en Contøir Bogholders
sædvanlige Løn. Hvo kan da vel andet end smaaelee, naar
saadan en Jnformator eller Hovmester siden bliver Capellan
paa Landet med 6te eller 12te Deelen af vore hæderlige Bog
holderes Jndkomster.
Troe mig min Herre at vi ere nu ikke mere saa kortsyne¬
de, at pis kan see, hvor i det Stinderinger nytter og gavnen


og plage Hovedet, bortkaste Penge, og lide ondt ved Academiet,
paa det at de siden kunde maaskee have den Ære imellem det 30
og 40de Aar, om det vil vel, ellers først imod det 50de, at kom¬
me til et Embede, hvor de med god Samvittighed ikke har stør¬
re Løn og Jndkomsi, end en god Bogholder kan faae paa vore
Coutoirer allerede i sit 20de Aar.
Jeg skulde troe, at om Herrerne lærte dette, just ikke
paa Latin, men paa reen Svensk og Gotheborgsk, og betænk¬
te det ret: saa skulde de, i Stedet for, at opmuntre til Stude¬
ringer, snarere tiene sine Medborgere med at raade derfra;
allerhelst da jeg er vis paa, at de gode Herrer, endskiøndt de
maaskee for deres Studeringer kan være kommen nogle Trin
op i Rangforordningen, og gaae med 3 eller 4 Kongelige Be¬
stallinger og Bevillinger i Lommen, har ofte den Fortred, efter
nogen Spadseregang paa vore Gader, hiemme af sin gamle
luvslidte Kiole, at afbørste det Dynd og Stenk, med hvilket
disse arme Fodgiengere ere blevne oversienkede af vore prægti¬
ge Stadsvogne, udaf hvilke vi, med mindre Hovedbrud kun
de ved forbiekiørende, heelt ulærdt moeguere os over de lær¬
deste Hoveder, og de derudi boende nøgne og fattige Viden
skaber.
Men, at komme til Sagen, saa veed jeg ikke, hvorfor d
lærde og gode Herrer og eders Consistorium just ere saa enige
i, at haandthæve og vedligeholde den her værendr Cathedral¬
Skole, da J dog nok for længe siden maae have kundet see, at
den hos os her i Staden er mere til Forargelse og Byrde, end
til Nytte. Skolehuset skal, som jeg hører, underholdes af
Stadens Casa; men saa bliver det og underholdt derefter.
Man moeqverer sig over de lumpne Skole=Muserne, og lader
dem vakkert boe i et paa flere Maader lignende Fangehul. Vi¬
dere: da Skole=Lærerne i andre Stæder, og ligesaa i vor
Tydske Skole, har frie vakkre og tilstrekkelige Huusværelser
for deres hele Husholdning: saa gives derimod den Sven¬
ske Skoles Lærere en liden lumpen Huusleye, for hvilken man
ikke skulde faae Værelse at leye til en Kudsk. Hvad i al Verden
gaaer da ad de fattige, og til deels som jeg hører virkelig lærde
og fornuftige Mænd, som søger om at komme ind i saadant
et Hul, og til saadant et lumpent Embede, hvor de for al sin Ung¬
doms Møye, dyrtkiøbte Kundskab, og Mandoms=Møye har
ofte slettere Jndkomster og Udkomme, end vore ringere Arbey¬
dere, Saltmaalere, Jerndragere, og flere saadanne, hvilke
Forretninger vore Kudske og Gadefeyere faae? Jo, J svarer
Meriter, dobbelte Merit=Aar: ja, ja, jeg seer - - re¬
gale Pastorater.
J Sandhed, mig tykkes, at ey allene Cathedralskole
men endog Gymnasium oven i Kiøbet kunde forvises ud fra
Gøtheborg. Da skulde, om mine kiere Landsmænd vilde som
jeg, hvilket jeg har Anleedning til at troe, vort Gymnasiihuus
faae en gandske anden Anseelse. Skolehuset veed jeg vel ikke,
siden det er saa fugtigt og usundt, om det kunde blive anvendt
til andet, end til at bortleye til Vogn Remiser, hvilket vel og
kunde behøves, siden Eqvipager aarligen saaledes forøges, at
jeg ey veed, hvor de ret nu skulde herbergeres. Men det øverste
Gymnasii=Auditorium skulde kunde blive eg smuk Billard¬


Sahl; og det skiønne Værelse, hvor Bibliotheket staaer over!
Skolen, kunde fortreffeligt, passe sig til en Asfemblee- og
Dandse-Sahl, naar først de ængstelige Bøger vare blevne?
bortskydsede. Der kunde vor hurtige Ungdom af begge Kiøn
da hver Dag evertueres og poleres. Og paa det at de under
deres vittige Øvelser, i det øverste Værelse, ikke skulde, stakkels
Børn, savne Forfriskning og Beqvemmeligheder paa Ste¬
det: saa kunde det nederste A uditorium indrettes til Kielder
og Caffesahl, og Confistorii Archiv=Værelset kunde blive Kiøk¬
ken. Der skulde min Troe da vanke saftigere Sager end de
nu der værende tørre Consistorii Papirer ere, Vilde man saa
lyse til om Collect til dette saa kaldede forhen Kongelige
Gynnasii= og Skole-men uu Gotheborgske almindelige
Assemblee og Billard-Verk: saa forsikkrer jeg, at hvad
Tid og Cours da endog var, saa, skulde Colleet=Bogen dog bli¬
ve tre gange fuldere, end de Herrer Frimureres pleyer at være.
Jeg forbliver &c.
Om Moden paa Kiørselen i Gotheborg.
(Taget af følgende Brev derfra.)
- Hos et Folk, som har Ærbødighed for Natu¬
rens Lov og billigheds eenfoldige Røst, er det let at vaage over
Politien. En sund Fornuft opløser de haardeste Knuder, og
naar noget vist Verk, Stad eller Sted udfordrer enkelte sær¬
skilte Forfatninger, saa bliver disse uden nogen Konst baade
gjorte og iagttagne.
Jeg har nogen Tid været en Gotheborgere. Ved min
første Ankomst bedrog en bedragelig Eenfoldighed mig. Jeg
havde paa Credit faaet en smuk Kiol, en rød Kappe og en Muf¬
se, som bedekkede næsten heele Karlen; (Gud veed naar det
bliver betalt). En liden ung Herre var alt mit Bekiendtskab.
Men inden faa Dage skaffede han mig Cousiner i ethvert af de
saa kaldede fornemmere Huse: jeg hovede det got, og en Go¬
theborger forekom mig som en Engel fremfor andre Mennesker:
jeg lærte og et fremmet Sprog, for at behage mine nye Ven¬
ner: jeg pratede, paa engang meget og intet; jeg raabte af
fuld Hals, naar jeg var i Selskab med nogen Cousine; min
Naadige, min Naadige! Jeg lærte mig til at spise, synge
og tørste fra Kl. 2 til 5. jeg saae andre Folk over Skuldren, og
var paa Veye at blive saa fuldkommen tyk, som trods nogen
Indfødt. Men i det samme vaagnede jeg op af min Søvn:
jeg lededes og kiededes ved mig selv, ved saa meget Gøglerie og
Galenskab, og drog mig i en Hast fra mit heele viidtløftige
Cousinage.
Jeg lever nu i Eenlighed, mæt af Daarligheder og Lap¬
perie, og kiender nu Gotheborgere paa en anden eller paa den
rette Side. Myndten i Gotheborg befalder mig og Hovmo¬
det, dens naturlige Søn, foragter baade Fornuftens og de
skrevne Love.
Ved uvarsom Slædefart og Kanekiørsel kan vist nok,
som min Herre vel har anmerket, megen Skade foraarsages;
jeg var selv adskillige Gange i Fare, uagtet at jeg hverken er saa
meget gammel eller gebreklig. Det er bekiendt nok at Ulykker
ere hændede derover, og der er blevet udstædt Forbud, at kiø¬
re saa fort og uvarsomt; men hvad har alt dette hiulpet? Slet
intet. Man gaaer usikker med paa Gaderne om Semmeren.


Herrernes Hovmod giør en saa lykkelig Transport endog ind i
de buskede Kudskers Hierne, at disse troer, de har ene Rettig¬
hed til hele Gaden, og i sær ved Gade=Hiørnerne, ved en saa
fort, sterk, hastig og utidig Kiørsel, sætter alle Nærgaaende i
Fare og Forlegenhed. Dersom der ved saadan Tilfælde hæn¬
der nogen Ulykke, er dog Herren saa ædelmodig ikke at lade fal¬
de for meget af hans myndige Protection for Kudsken. Min
Herre meener vel, at Bielder skulde kunde hielpe paa Sagen;
men jeg er uforgribelig af den Tanke, at et hvert agende Her¬
skab baade Vinter og Sommer, burde underholde en Løber,
som skulde løbe foran Vognen, og udraabe ved hvert Gade¬
Hiørne: Af Veyen; thi her kommer en efter, som hver¬
ken seer eller hører.
Om Moden paa Herredømmet i Ægteskabe.
Der er vel ingen som nægter, at Fruentimmer jo immer stræ¬
ber efter Herredømmet, og naar de først engang har faaet det sø¬
ger og at forsvare det, omendskiønt de just ikke hverken har Kald
eller Ret dertil. Nogle af dem fører saadant Herredømme med
Magt offentkig. Andre søger at tilsnige sigdet ved List; atter an¬
dre bringer deres Mænd til at lade dem faae Herredømmet,
ved atsmigre for dem, og give dem mange fine og søde Ord. Sa¬
bing er en brav Kone og elsker visselig sin Mand; men hun har
dog Herredømmet fra ham, og har conjoneret ham saaledes,
at han ikke tør see paa noget Menneske, uden han kan see paa
hendes Øyne, at det ey er hende imod. Paa noget andet Fruen¬
timmer maae han slet ikke see, og mindre taaler hun, at han
taler eller gaaer med det. Han faaer aldrig Lov, at giø¬
re noget Besøg, uden hun er med. Han laante engang nogle
Bøger til et Fruentimmer, som var meget for Læsning; og
strax heedte det, at det skeedte, for at faae Leylighed at tale med
hende, for at bringe hende Elskovs Bøger i Hænder og maa¬
skee, for at putte en Kierligheds Seddel ind i en af Bøgerne.
Det Herredømme som hun har snakket og støyet sig til over
ham, ja grædt sig til, har uden Tvivl sin Grund i hendes store i
Jalousie; thi dersom det var mueligt, saa fattede hun gierne
Mistanke til den Flue, der sad paa hans Kind, og til hendes
egen Skygge. Vist nok er det, at hun har givet alle de bille¬
der af nøgne Fruentimmer, som fandtes i deres Hange, Klæ¬
der paa; og hendes Jalousie strekker sig endog til Mandfolk,
saa at hun ey fordrager, han bærer særdeles Godhed for no¬
gen af dem. Han tør neppe lade sig merke med, at have Kier¬
lighed til Gud; thi hun vilde frygte for, derved at skulde ta¬
be noget af hans Kierlighed til hende. Bellong har en from
sagtmodig Mand, som hun ivrer sig og viser sit Herredømme
over i det mindste ti Gange hver Dag, endskiønt han sielden
siger hende imod, og lader hende raade i alle Ting. Han sid¬
der og skriver ved sit Contoir; hun raaber: hierte Mand rek
mig det; saa hører han ikke fordybet i Tanker. Din Suurpot¬
terek mig det; siges da med en klingende Stemme; skal jeg
her raabe mig hæs en halv Time. Jeg har Mangel paa Klæ¬
der, hedder det en anden Gang; Lad mig nu faae en af Fløyel.
Gierne, hierte Kone, svarer han; men i Dag har jeg ikke vel
Tid, kan du ey bie til i Morgen: saa skal jeg fare med dig paa
Fabriqven, saa kan du selv velge ud. Hvilken Tølpel, svare¬
rede da Echo; ach jeg ulyksalige Kone som skal være bunden til


saadan en ubehøvlet Mand; Ney Fruentimmer burde dog al-
drig givte sig, og derved bringe sig en Herre paa Halsen. Bli
ver Manden herover noget ærbar, saa kan hun ey begribe,
hvad ham fattes; Du er dog en underlig særsindet Mand, du
kan støde dig over ingen Ting; man kan aldrig tale til Maade.
Sandt nok, efter nogen Tid fortryder hun det; beviidner, at
det aldrig skal skee mere, og giør ham de mildeste Kiertegn; men
efter er Times Forløb fornyes de gamle Optrin igien. Ved
alle Leyligheder roser hun de hastige Folk: De ere dog saa go¬
de Gemytter, helst naar deres Vrede ey gaaer saavidt, at de
kradser Øynene ud paa andre; De ere ey falske, siger hun. At
være Ræv og Chamæleon er ellers verre i hendes Tanker, end at
være Tiger, Ulv og saadant Rovdyr; Høfligheh anseer hun
for Falskhed, men Grovhed for Ærlighed, og hendes Herre-
dømme over Manden, veed hun at haandthæve og forsvare?
Der gives ellers saadanne Fald, hvor en Kone med billig¬
hed kan tage Herredømmet fra Manden, nemlig naar hun har
meer Forstand og Klogskab end han; og Manden giør da me¬
get vel i, at han i saa Fald skikker sig efter sin Kones Villie;
men hun handler ikke mindre fornuftig, om hun ikke engang
lader sig mærke for hendes Mand, at hun har noget Fortrin i
Klogskab for ham. Den fælleds Kierlighed, som Mand og
Kone, bør have til hinanden, tildekker alle Mangeler, og en
Kone som har sin Mand ret kier, søger ved fornuftige Fore¬
stillinger at bevæge ham til at efterlade det, som han kan have
Skade af, eller giøre det, som kan være ham til fordeel; og
man kan i saa Fold aldrig kalde det noget utilladeligt Herre-
dømme, som Konen fører. Naturen er ellers saa forder¬
vet, at man almindelig gierne giør det som er forbudet; og
naar Koner tiltager sig Herredømme over Mændene saa be¬
viser de ikkun derved, at de nedstammer fra deres Moder Eva.
Een slet Opdragelse kan hos mange Koner og være
Aarsag til at de tager Overhaand og bemægtiger sig Her¬
redømmet; thi naar Forældre har ladet Døttre i deres
Ungdom have deres Villie, har aldrig søgt at brekke deres
Egenvillie, men ladet dem opvoxe i deres Egensindighed, saa
at naar de siden skal rette sig efter en andens, i sær efter
deres Mands Villie, saa giøre de det enten slet ikke, eller det
er i det æiindste dog meget vanskeligt at formaae dem der¬
til. Mændkne ere og ofte selv Skyld deri, at deres Koner
tager Overhaand, naar de enten ere for efterladne i at
haandthæve deres Herredømme, eller de ikke har Forstand,
nøk til at regiere deres Koner med Kierlighed, eller de ere
og formeget frygtagtige, saa de ikke i Tide kan støre og
raade Bod paa et efterhaanden om sig gribende Onde;
og med saadanne Mænd bør og kan man slet ingen Med¬
lidenhed have.
Onde Exempler giøre og meget til, at mange Koner
ikke ville beqven me sig til Underdanighed og Føygligket.
Saadanne onde Koner lærer det ofte af deres Mødre, der
ligeledes har havt og haandthævet Herredømmet. De læn¬
ker det skal saa være. Ja mange Mødre har vel endog i
Tide indprentet deres Døttre saadanne Princixier, at de


skal tage Herredømmet over2Mændene, og lært dem de
listige Renker, som de maae betiene sig af, for at komme
dertil. Men da ingen Regiering er uden Byrde, saa er
det sært nok, at Konerne ikke overlader Regieringen til
Mændene. Det er ellers uimodsigelig det allerfornøyelig¬
ste Ægteskab, hvor Regieringen er deelt imellem Mand og
Kone, saa at ingen af dem, hverken Mand eller Kone, veed
hvem der fører Overherredømmet, og det er nu Moden.
Mode paa en skiødesløs Skrift af Fruentimmer.
Da Opdragelsen i vore Tider er særdeles bedre end i
forrige Tider ihenseende til at lære de smukke Videnskaber for
Fruentimmer; og da Skrivningen for dem nødvendig hen¬
hører dertil2 saa er det selsomt nok, at skiødesløs Skrift skal
dog endnu være i Moden hos mange af dem. Følgende Brev
kan tiene til Beviis derpaa; hvorudi Bøgstaveringen er dog
mestendeels rigtig; men Ordenes Adskillelse og Sammenset¬
ning saa forvirret, at jeg maatte læse det nogle Gange igien¬
nem, førend jeg kunde fatte Jndholden og forstaae dets Mee¬
ning. Jeg har havt Møye med at afskrive det. Linierne
vare dog skrevne meget ligere, end i det krumme og skieve Brev,
som vi engang forhen har anført. Det blev mig leveret af vor
muntre Jomfrue, som havde faaet det fra en af hendes Ven¬
inder, og her er det:
" jerte Lille iompru;
der Soman kundef oden lyken Gang Asse jerte jum¬
fru Hossii soskol Delevist skrived Pobi Ellend end Gan¬
Laaft hunmi Alli Velso hvisiat Komet ilmai mæs ias
Østermænd iæse rat Hon hul Dergot Or soiæsk Alsom
æn naake Rinderhin Desar Tihe Jgenmo hontre nu
hviil iæbejer Tejum prugt Hon do Hviilen gan Holde¬
vadhon Harvoren Soarlig olo vetasset Jlmaiog Je ven¬
terat hon kom erpos Ynda ef Tetmida Jæber hilsendes
Mamma otfor Bliver siesse
lile som Fru Es
ven Jnde A. B. C. --
Synes man ikke, at en Jomfrue paa 19 Aar, paa
hvis Skolegang der intet er sparet, burde skrive accuratere.
Jeg er vis paa, at Jomfrue A. B. C. efter denne Dag enten
ikke vil skrive Breve, eller og øve sig i at adskille egsan men
sette Ordene rigtigere. - Førend jeg slulter disse Mo¬
dens Beretninger maae jeg end nu meddeele Læseren en lideg
Fabel
M uldvarpen var aldrig kommen af sin Huule. Engang
blev han besøgt af en viidt bevandret Skopmuus, som for¬
talte ham sine Reyser, hvilke han med stor Agriomhed hørte
paa; udbiyterde dog tiisidsi i disse Ord: Det er artigt,
hbad Tulenctier, og jeg merker, at der maae vist være smuk¬
le Ting i Verden; men det er dog umueligt, at i oget kan
være saa sr ukt som min Hule. Ja, man skal kiende Hiem¬
fødkiugen paa roget, svarede Musen.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 28


Avis=Collegiet.
B¬
orgeren fra Landet. Det skal kun staae slet til i
Polen paa denne Tid.
Hovmesteren. Ja, ja, det staaer der ikke ret vel til.
Der siges at være Pest iblant de Confoedererede. En af deres
Marschaller har trakt dem op for 80000 Dukater, som han
vil Kiøbe sig Gods for i Schlesien, og leve der i Roe. Ellers
arbeydes der nu paa Fred.
Borgeren fra Landet. Jeg vilde ret unde det stakkels
Polen at faae Fred. Men hvoraf slutter man at Freden er
nær forhaanden?
Hovmesteren. Jo Fyrst Primas, som ikke i lang Tiid
Kongen, hvilket er et got Tegn til Enighed imellem de adskil
har været ved Hoffet holdt udstled en 8 April en Conferentz med
Warschou have medbragt, at det Londonske Hof vil paatage
lige Partier. Videre skal den sidste Courier fra London til
ditian at der skal giøres visse Forandringer i den sidste Consti¬
sig Meglingen imellem Rusland og Polen, dog paa den Con¬
tution. Ellers er det merkeligt, som berettes, at Pøbelen i
London, og det Partie, som holder med Wilckes vare meget
paa de Confoedereredes Side.
noget selsomt, som ingen uden de skulde fa de paa. Har de læst
Fætteren, Den Londonske Pøbel udmerker sig altid ved
om de mange Rubler, som i denne Tid skal findes i Warschon!
Borgeren fra Hovedstaden. Ja. De har tilforn
dem mere derfor, og det skal foraarsage en stor Forvirring, i
gieldt 7 Polske Gylden; men nu ville Kiøbmændene ikke tage
sær siden man giver dem ud for denne Priis i Casserne Man
skal aldrig have seet saa mange Rubler i Warschou før; og
man bilder sig ind, at Kongen har faaet dem fra Rusland
alle Hoffolkene faaer deres Besoldning i Rubler, hvorover
Borgeren fra Landet. Kansket han har saa; og det
kan jo ikke give noget til Sagen. Mig tykkes, at de Russiske
Rubler ere ret gode Penge.
Den muntre Jomfrue. Det tykkes mig med. Jeg
vilde ikke slaae Vrag paa et Par Tusinde Stykker af dem, i
fald de kunde falde i min Lod.
Fætteren. De Confoedererede i Polen maa være nogle
thi man har den Efterretning fra de Polske Grendser, at en
fæle Folk at komme i Lav med, og verre at slippe fra igien;
Herre, der var Officier, vilde forlade de Confoedereredes
Tiener, som var kommet efter og havde aabenbaret, at hans
Partie, giorde et Giestebud, hvorved de fornemste vare af hans
Partie, og ved Taffelet sagde han, i det han saae denne Officier
stivt i Øynene, at der fandtes en Jndas iblant dem. Officie¬


ren blev saa forskrekket herøver, at han faldt afmægtig ned til
Gulvet, hvorpaa de andre trakte deres Sabler og hug¬
gede ham i Stykker.
Den gamle Jomfrue. Ja ja, han er bleven anseet som
en Forræder. Ellers er det fælt, at høre saadanne Historier.
Fætteren. Det er og noget rart Nyt, som berettes fra
Paris, at Erkebispens Skriftefader sammesteds, Abbed Gri¬
sel, er sat i Arrest. Han var den største Samvittigheds Direc¬
teur i Paris, og Erkebispen har gjort sig megen Umag for at
udvirke hans Befrielse af Fængselet, men forgieves. Denne
gode Abbed har stiftet en Meenighed af Piger, og oprettet et
Kloster for dem. De kaldes St. Aurens Systre Men disse
arme Synderinder ere nu gandske fulde af Fortvivlelse. De
sukker ved Alterne, at Himmelen vil legge hans Uskyldighed for
Dagen. Hans Forbrydelse skal have Connexion med Hr. Bil¬
lards; hvilken sidste er bleven meer end 3 Millioner skyldig;
og paa Spørsmaal, hvor Pengene ere afblevne, har han sva¬
ret at han efter Samvittigheds Raadens Abbed Grisels givne
Raad har udgivet dem til Jesuiternes og de fordrevne Præ¬
sters Besie.
Hovmesteren. Jeg ynker ikke Abbed Grisel; men det
giør mig i visse Maader ondt for den arme Billard. Han viser
sig uu immer som en Sværmer. Tænk engang, han siger, at
han aldrig har været saa lykkelig, som han nu er, da han sidder i
Fængsel, efterdi han kan oppasse og forrette sin Andagts Øvel¬
ser, uden atforhindres af verdslige Sysseler og Forretninger.
Fætteren. Der har og nylig været en Execution i Rom
paa nogle Skrifter nemlig: de la Met ies philosophiske Skrif¬
ter, Voltaires Compendium af Kirke=Historien og Pilati Be¬
tragtninger af en Jtaliener, hvilke Bøger ere, efter Jnqvisi¬
tionens befaling, offentlig blevne brændte af Skarpretteren,
og forbudne at læses eller eyes, under Straf af Execution.
Borgeren fra Landet. Har man ingen gode Tidender
fra Russerne, siden de giorde Landgang paa Morea?
Hovmesteren. Jo, de giøre lykkelig Fremgang. Land¬
gangen skede paa et Sted paa denne Halvøe, hvor Mainoter¬
ne boer, eller de Folk, som endnu ere frie for det Tyrkiske Aag.
Russerne bleve imodtagne med Glæde af disse Græker; og i et
Øyeblik foren de henved 3000d Mand af dem sig med Russer¬
ne, hvorpaa de strax uden Vanskelighed bemægtigede sig de
Pladse Andrusi, Calamata og Misitra. Hen ved 18000
Mand brekkede derpaa op og marscherede til den smale Land¬
strekning for Corintho, som er den eneste Pas til Morea, og
der har de forskandset sig, for at hindre Tyrkerne at skikke no¬
gen Succurs fra Grækenland. For Malvasia lode sig 8 Rus¬
siske Krigsskibe see og 6 for Napoli de Romania. Tyrkerne
skal være i den yderste Bestyrtelse, saa meget mere, da deres hele
Antal i Morca ikke beløver sig over 10000 Mand, og deres


Fæstningen lider Mangel næsten paa alle fornødne Ting. De
Bækiske Jndvaaneres Gæde over Russernes Ankomst, og
deres Opstand imød Tyrkerne er almindelig i hele Morea:
saa det er ikke lidet, som Porten fra denne Side har at be¬
frygte sig.
Dengamle Jomfene. Jeg er færdig at springe af Glæ¬
de Hr. Hovmester! saa fornøyer det mig, det seer vel ud for Ruf
serne, og at Tyrken er bleven bange for dem. Jeg vil ønske af
mit Hierte, at han altid maae væle saa bange for dem, som jeg
ar for Spøgelse, naar det er mørkt. Men vær faa god og giv
mig nogen Oplysning om de Stæder, han nævnte før; jeg er¬
indrer ikke, at jeg har hørt nogen Beskrivelse over dem tilforn.
Dersom de har andre Navne i Skriften, saa har den slemme
Tyrk vanskabt dem gandske. Det er nogle forunderlige Nav¬
ne de Tyrkiske Navne. De ere ligesaa fæle, som Tyrkerne
ere selv.
Hovmesteren. Jeg vil gierne tiene saa viidt jeg kan, at
give Oplysning om de benævnte Stæder. Morea, som fordum
blev kaldet Peloponesus, og er et i den gamle Historie over¬
maade berømt Land, er omtrent nogle og tredive Tydske Mile
langt og, ligesaa bredt. Det er deels biergfuldt, men og til¬
deels meget frugtbart, og Luften tempereret. Denne Halvøe
hænger sammen med det faste Land, nemlig det Nordlige Græ¬
kenland, ved den Corinthiske Jsthmus eller smale Landstrimmel.
J Grographien finder man en udførlig Beskrivelse om den.
Andrust og Calamata ere tvende Stæder, som ikke har meget
at betyde. Misttra er det gamle Sparta, de gamles Lacede¬
mon. Navnet Misitra er først givet denne Bye under de sidste
Constantinopolitanske Keysere. Da Klipperne og Landsbyer¬
ne deromkring ere fulde af Gede Hiorde, og man af disse Dyrs
Melk giør fortreffelige Ost, som gemeenlig bliver kaldet Mi¬
sitre, saa paastaaer Landets=Jndvaanere, at denne Stads nye
re Navn er kommet deraf. Slottet som kaldes Castrøn, ligger
paa et meget høyt Bierg, der er af Dannelse som en Sukkertop,
Dets Artillerie bestaaer ikkun af 8 eller 10 Kanoner, og dets
Besetning er ikkun omtrent 17 til 20 Janitscharer. Tyrker¬
ne siger at denne Plads kan ikkun indtages ved Hunger. Den
ligger og virkelig saa fordeelagtig, at hverken Historien eller
Tradition siger, at den nogen Tid er bleven indtagen. Mal
vasia er en Stad og en liden Øe ved den østlige Deel af Morea,
hvilket Navn og den lige over for liggende Kyst fører. Dette er
den Egn, hvorfra den Viin kommer, som man kalder Malva
sier Viin. Tyrkerne og Venetianerne har vexelviis besiddet
dette Land, indtil de første giorde sig gandske Mestere deraf i
Aaret 1715 og de følgende Aar, og slæbede ved denne Leylig¬
hed mange tusinde Mennesker i Slaveriet.
Den gamle. Jomfrue. Det er en fæl Tyrk.
Borgeren fra Landet. Det var ellers ret flink, om det
var sandt, som der stod i Aviserne forleden, at Tyrken som før
har taget Gaver og Foræringer af de Europæiske Magter,
naar de vilde have Fred med ham, begynder nu selv at give dem
Gaver og Foræringer, for at faae Fred med dem. Saaledes
er det jo for det første gaaet med Republiken Benedig.


Den gamle Jomfrue. Ak det er deyligt at høre. Vil¬
de kun de Russiske Officierer føre sig skikkeligt op, at Himlen¬
skulde ikke straffe dem. Hvad var det for en en slem Historie,
der stod i Aviserne for noget siden, at en Russisk Officier hav¬
de ført et Fruentimmer med sig i Mands=Klæder.
Den muntre Jomfrue. Det er sandt det stød der, men
der stod og, at der var haldt Krigs Ret over høm: saa han er
gandske vist nok bleven dømt at miste sin Amasia fra Borde,
som mig syntes var Straf nok for den Stakkel, om man og
kan troe den Beretning.
Den gamle Jomfrue. Jo, jo, den er alt for vis. Den
har jo baade staaet i Adresse=Aviserne og i da andre Aviser.
Men den Tyrkiske Bededag hørte man ey siden at tales noget
om. Det har nu rigtig ikkun været en Digt.
Fæ teren. Hvad andet! Der maae saadant noget imel¬
lemstunder i Aviserne, ellers bliver de alt for mavre; og hvem¬
vil da læse dem. Men jeg skal nu fornøye Dem med en Nye¬
hed fra Gottenborg. Det er et Brev til Gottenborgerne, skre¬
vet i Gothenborg, og trykt i den Gottenborgske Spion den 28.
April sidstafvigte. Jeg vil læse det heele rare Brev on for
Dem paa Dansk. Det lyder saaledes:
"Lykkelige Gottenborgere, som nu, for en ringe Pen¬
ge, siden den store Dentist og Oculist Campioni er kom¬
men herhid, har den Kunsf i Eders Magt og Eye, at dræbe
den forskrækkelige Tandpine, og drage Hinderne fra Eders
dumme Øyen. Lykkelige Fruentimmer! J som mangen Bang¬
for Eders Speyl har hiertelig sukket, naar J har seet Eders
Afgud i Munden; nu kommer Eders Tænder til at stride om
Prisen med Sneen selv, og Eders Munde bliver endnu sødere.
end Sukker. Glemmer for ingen Deel den chymisk oriental¬
ske Ring, naar J om Morgenen i eders Senge besværrs af
Krampen, af den fortrædelige Krampe! Lærer for alting den
Konst, at fordrive Liigtørne: Konmmer ihu Eders Sveed paa
vore ellers glade Assembleer.
"J Verkbrudne og Stiøbenede! det koster Eder allene
en Daler, at blive lige og ranke som Humlestænger, og let og
snartfodede Hiørte: ak hvor raskt springer J ikke nu fra de
forargelige og mordiske Biørne. J Gottenborgske Lær¬
de! giører de mange Eders udenlandske Medbrødre Selskab,
og falder i største Forundring over disse chymiske og sympa¬
thetiske Hmmeligheded.
Jeg var paa Veye i Dag, at ønske mig Tandpine,
Star og Øyenhinde, Krampe, Hovedpine m. m. af lutter
Kierlighed til Hr. Campioni, men det randt mig strax ihu, at
man ey bør synde, end ikke af Menneske=Kierlighed. J det
mindste skal jeg skaffe mig den besyndelige Steen, og forunder¬
lige Ring. Jeg blev i Gaar inderlig forelsket i denne sidste,
hvilken en Ven viste mig, i sær da jeg blev vaer de smaa nette
og behagelige Hieroglypher, med hvilke den prunker inden udi.
Tænk engang! om man kunde dechifrere den. Dog ligeme¬
get mine Elskelige Medborgere! J har Ringen; giemmer den
vel! Trods Næseblod, Krampe, Hovedpine og sliimagtige
Vædsker; for en Daler allene kan J kiøre dem alle hurtige
paa Flugten.


Jeg har altid indtil denne Dag troet mig at være over¬
ma; men merker nu, at jeg har taget feyl. Lombardiet og
i sær Mayland synes at være Sundhedens eget Land; thi al¬
drig havde Hr. Campioni tilladt, sine Landsmænd at plages,
ge her i Norden.
hos os at see fleer end een Udlænding, som kunde giøre Mirak¬
ler; og til vor støre Lykke, har de ogsaa faaet Vedkommendes
Tilladelse til at hielpe os: Neppe var en Hoffmann borte fø¬
rend end Campioni giør os den Ære, at forunde os en kort Be¬
søgelse med Undergiørende Stene og Ringe; jeg tvivler ey om,
at han jo giør got Market udi et saa sygt Land. J Herrer
Medici! jeg beklager Eders Skjebne med samme Skiel, som
Folk."
Krigen?
Nogle Kiøbmænd i Livorno har fanet Breve fra Egypten med
den Efterretning, at den navnkundige Ali Bey har ladet sig
erklære til Konge over Egypten, og de der værende Kiøb¬
mænd, skel være meget vel fornøyet med hans Regiering
Videre berettes, at Tyrkerne skal være i stor Bestyrtelse over
Russernes Fremgang, og at Storherren er bleven saa for
bittret paa Grækerne, da han havde faaet Tidender fra Mo¬
rea, at han har ladet nedsable alle de Græker, som fandtes
i Constantinopel; og disse Myrdedes Antal skal beløbe sig
til 5000. De allene af disse ulyksalige Græker har und¬
stres Huuse.
gaaet dette Blodbad, som flygtede ind i de fremmede Mini¬
Fætteren. Jo, Jomfrue. Det ganer slet for Tyrken.
er sandt. Men har man ingen viidere Efterretning om
Den gamle Jomfrue. Det er et ret artigt Brev. Det
Baron Holberg beklagede Hattemagerne iblant et Hovedløst¬
"Vi har i særdeeleshed i Aar hart den Fordeel, her
blot af den Høflighed, for saa ringe en Priis at redde os fatti¬
beviist om, at vi her boer under den lykkeligste og sundeste Cli= Løsladelse?
hævner det nok.
har sendt Deputerede til det Petersborgske Hof, for høyti
delig at underkaste sig Keyserinden af Ruslands Herredøm
me. De har haft en prægtig Audientz, holdt Taler til Key¬
om Keyserindens Naade og Protextion.
stakkels Jndvaanere i disse Fyrstendommer jo ere blevne me¬
Borgeren paa Landet. Det slaaer ikke feyl, at de
ferinden, og blevet antagne til Haand Kys, samt forsikkrede
Lætteren. Fyrstendømmerne Moldau og Wallachiet
Mennesker kan man ret kalde Tyrkisk. Ja, ja, Russerne
Den gamle Jomfrue. Den Omgang med uskyldige
over at være slupne derfra.
Borgeren fra Hovedstaden. Det ken man vist fore¬
stille sig. Men hvor stor maae den Frygt ikke være, som
de nu lever i for Tyrkernes Grusomhed, ifald de enten atter
skulde faae Ram til dem, eller komme til at herske over dem.
Den gamle Jomfrue. Det skeer vist aldrig. Jeg tæn¬
ker gandske vist at alle Tyrker bliver udrydede af Jorden, fø¬
rend denne Krig faaer Ende. Jorden tabte slet intet derped. Kan skee. Han seer jo tidt, at Kierlighed blir mat,
get trykte af det Tyrkiske Aag, og ere nu desmere glade


saavidt jeg kan ser. Men hvorledes løb det af med Mlckes
Lætteren. Der er saa stor en Allarm iblant Pøbe¬
len derover, saa det er uhørt. Det er bekiendt, at de
vilde have baaret ham i Triumph fra Fængslet i Vognen.
Der blev nu intet af. Men efter Breve fra Provintzerne og
Skotland, er saavel i Edinborg som i mange andre Steder
paa Landet den 18 April bleven høytideligholdt ved Jllu¬
mination Kimning og Ringning med Klokkerne o. s. v. hvor
meget endog Ministerii Venner har søgt at forhindre saadant.
Paa nogle Steder har disse bemægtiget sig Nøglerne til
Kirkerne for at forhindre saadan Kimning og Ringning;
men Pøbelen har banet sig en anden Vey til Klokkerne og
ringet og kimet heele Dagen igiennem. Wilckes har aflagt
Eed som Oldermund for Farringdon Witheut i Guildhall;
og da var der et Optog med Pøbelen. Han kiørte med Lord¬
Majoren i en Stats=Carosse, og Pøbelen forsøgte at bære
Vognen; men den var dem for tung, og de maatte lade He¬
stene trekke den. Han har nu alt bivaanet Sesslonen som
Stadens Magistrats=Person; og man slæber om med hun¬
drede Planer efter hvilke Wilckes skal handle og gaae til
Verks; men efter alle hundrede vil han giøre det, som Mi¬
nisterii Fiende. Den 9de May skulde han efter Forlyden¬
de, ville tage Sæde i Underhuset; men man har endnu ik¬
ke hørt, hvorledes det er løbet af. Han har ladet sig for¬
lyde med, at han vil flittig opfylde en Magistrats Persons
og en god Borgeres Pligter indtil Parlementet bliver skildt
ad enten paa sædvanlige eller paa en anden Maade, og da
fortsette sit Fædernelands Fordeel.
Borgeren fra Landet. Det er en farlig Mand,
den Wilckes. Jeg gad vide, hvad Ende det vil faae med
ham; og mig undrer, at man har ladet ham komme paa
frie Fod igien, naar man først havde faaet dette urolige
Hoved i god Forvaring.
Snakke=Cøllegiet.
Den muntre Jomsrue. Vor Samlerfaaer lade vd hore
sine Gaver i Dag i vort Snakke=Collegium. Vi alle ville imid¬
lertid tie og høre paa ham.
Samleren. Her er for det første nogle Epigrammata eller
Sind=Digter.
Hvorfor blev Hr. von Thrax af en Kulsviere
Til Tienere udseet? Af Tienere til Herre?
I Herrestanden gjort til Høy og Raadige!
Var det Fortienester? Ja. Men for ham desverre!
Hans Mod med Æren steeg til Cabinet fra Stalde,
At han langt dybere fra Toppen skulde falde.
Hvorfor man dog Gargtl sin Brud en Kurp har skienkersk
Hans Bryllup var jo dog berammet og fastsat?
Var han af hende kied? Har han sig alt betænket?


Naar Ægtebaandet først fastknyttes med en Mage.
Han troer, den beste Lyst er udi Frier=Dage.
Du længe vente skal, om du vil Brød erlange,
Naar Du saa stille gaaer, ukiendt for en og hver.
Giør Du Ansøgninger, maae Du ey være bange.
Løb, klag, skriig, træng dig frem: saa giør nu Mennesker.
Bibils Æreminde.
Bibil man seer forsmægte for, at drikke,
Naar Bacchi Telt han udi Øye faaer.
Han dagligen og derfra fugtig gaaer.
J Sviir og Døs hans Mage findes ikke;
Men drikker dog kun fulde Pottemaal.
Man hører ham tidt støyende at hikke:
Min Piges Skaal! Jeg lever for at drikke
Alleneste min lille Piges Skaal!
Til Sever.
At Livets Møye vi ved en uskyldig Glæde
Os at forlindre veed, det laster Du Sever?
Du strax seer suurt dertil, naar vi en Vise qvæde?
Du taaler Latter ey, fordi Du selv ey leer?
Din Jver gaaer for viidt, naar Du os kalder Poge.
Du ikkun ærbar sees. Men vi? - Er vi ey kloge?
Til Stax.
Du siger: Elskov giør de Klogeste til Narre.
Den Sag er soeleklar, Stax! det stadfæster du;
Du lod ved Giftermaal dig til en Flane parre,
Men var din Klogskab før vel større, end som nu.
Aspasias og Theanes Character.
Aspasia er altid lystig, nogle sige letsindig. Hun seer
got ud. Den Fornøyelse, som altid fremskinner i hendes An
sigt, giør hende og behagelig. Hun drager derfor og manges
Hierter til sig, men ingen hendes. Derved er hun i Stand,
til at drage manges Penge. Hendes Elskere faae derfor Kys
og Favnetag; men aldrig har nogen endnu nydt mere. Naar
hun merker, at de bliver koldfindige, og at Foræringer vanker
ey saa ofte som tilforn, skiller hun sig paa en eller anden Maa¬
de af med dem. Et af hendes første Mesterstykker, da hun
endda var gandske ung, var dette; Hun kiørte i Kane; hendes
Adonis styrede for hende. Hun lod falde sin Handske paa
Gaden, ligesom af Vanvare, og bad ham at tage den op.
Han stod af; imidlertid pidskede hun paa Hestene, og kiørte
sin Vey. Han løb efter hele Byen over, men var ey god for
at finde sin Allerkiereste. Paa den Maade fik han sin Afskeed
Heraf kunde man let slutte, hvor habile hun i Fremtiden vilde


blive. Ja, i den Tid hun elsker, giør hun jevnlig Nar af sine
Tilbedere, og foragter dem ey allene i sit Hierte, men endog
i Fagter og Ord. Den hun nylig har anstillet sig at elske,
bagtaler hun, saasnart han vender hende Ryggen, tillegger
ham Mopse-Næse Hunde Øyne, Heste-Forstand. Udfal¬
det bliver derfor dette: Hun kommer til at døe Møe; med
mindre hun overdrager tilsidst af Fortvivlelse den kostbare
Skat til en Tiener, den Skat, som i hendes Tanker til¬
forn har været for god for en Fyrste.
Theane har en god from Mand, som dog just ey besid¬
der den høyeste Geist. Han lader hende i alting have hendes
egen Villie. Hans Character er, at være paaholden; men
for at have Fred, lader han hende sette til saa meget som hun
selv vil. Gaaer hun alt for viidt, saa hun er nær at ødelegge
alting, og han til Ulykke kommer for Skade, at sige et eneste
Ord, strax beklager hun sin tunge Skjebne, at Himlen har bun¬
det hende til en Nidding, at hun ey faaer Lov, at sette meer end
10000 Rdlr. til om Aaret, at han er knap, karrig og arrig.
Hun vil da ligge allene, hun vender sig fra ham, naar han vil
kysse hende. Han maae da give mange gode Ord, bekiende
sine Synder, og endda udstaae en stiv Times Prædiken, og
høre, at ingen Kone er saa sparsommelig i heele Byen som hun;
at han skulde have faaet af de rette Koner, saa havde han kom¬
met til at finde andet; at de stakkels Fruentimmer ere at be¬
klage, de sælge deres Frihed, for at bebyrdes med et Huuskors,
der nytter til intet, uden at skaffe dem imod deres Villie een¬
gang om Aaret nær Veyen til Himmelen.
Fabel.
Biørnen laae i sin Hule med Lallen i Munden, slumrede
og pattede paa den. En Ulv kom til, og giorde saadan Bul¬
der, at Biørnen endelig vaagnede; da sagde Ulven: Lade
Dyr, du ligger og sover Tiden bort, giør intet til Gavus, ja
søger ey engang din Føde; dit Liv fortiener ey at kaldes Liv.
Taabelige Dyr, svarede Biørnen, seer du ey, at jeg trives, og
bliver feed, ved intet at giøre, da du derimod sulter, vantrives
og udmavres ved idelig at være i Bevægelse. Lær heraf, at
jeg giør meget, ved intet at giøre, og at du giør intet, ved at
giøre meget.
Faaret og Tornebusken.
(Af Hagedorn.)
Et Faar mod rusket Regn og Vinde
J Tiørne=Krattet søgte Læe.
Vel kunde det her Tilflugt finde;
Men Ulden mistede det Kree.
Lyksalig den, som vil af Faarets Skiebne lære!
Du trettekiere Nar, lad det dig Varsel være.
Betroe dog Ulden ey til Procuratoren;
Din Vinding blir knapt halv imod Omkostningen.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 29


Om Folkeformerelsen i Manheim.
B¬
erlin. J et Skrift om denne Materier som er ud¬
kommet i Frankfurt, leverer Forfatteren Tabeller,
som ere tagne af det Churpfaltziske Videnskabers
Societets Afhandlinger; men Skade, at Skriftet var skre¬
vet, førend alle disse Tabeller vare uddragne; Forfatteren
havde da kundet spare den Umag, at giøre særdeeles Com¬
mentarier over Tabellerne, deels for at igienkalde og deels
for at rette det, der er sagt i Skriftet, og forudsat som Ta¬
bellernes Resultat.
Alle Churpfaltzes Statsmangeler, som Forfatteren i
Førstningen meente at have fundet af Tabellerne, men siden be¬
fandt at være urigtigt, forener han tilsidst, i sær hvad
Manhiem angaaer, allene endnu derudi, at Tallet paa
de Gifte ikke er stort nok, da i de sidste 9 Aar ikkun immer
den 76de Person gifter sig, som efter Susmilchs Regning
skulde være den 55de. Ellers er han meget vel tilfreds med
sin Stads saavelsom og Landets Tilstand; enhver lever der
magelig, sund og i Overflødighed; men just dette synes ham
at være den største Mangel og Brek; der findes ikke Fatti¬
ge nok, til at forrette de fornødne Arbeyder og besette Fa¬
brikerne, for at forfærdige i Landet, hvad man behøver,
og at kunde undvære Jndførsel.
For at raade Bod herpaa, foreslaaer han foruden Tole
rangen, ogsaa at afskaffe Festdagene, at lade Soldaterne
uden Forskiel givte sig, og at lade Lavene formeere sig uden
Jndskrenkelse og de store Bekostninger som medgaaer at ta¬
ge Børgerskab. Manheim skal bilde sig efter Paris; og
ligesom denne Stad er Luxuses Verksted for udenlandske Pro¬
vintzer og Riger, saa skulde Manheim blive det for Naboe¬
Rigsstæderne og smaae Hoffer; og paa Landet skulde Em¬
bedsmændene anlegge flere Byer, for at giøre de vidtløf¬
tige Marker mindre, og beqvemmere til Bearbeydelse; og
Skovene skulde udryddes imod Østen og Sønden.
Vi berømmer Forfatterens Nidkierhed; man ønsker
ham endnu en Mand dertil, som kan underskille det sande Nød¬
vendige, det Nyttige og Giørlige fra det blot Smukke og
Muelige, og da først give disse Klagemaale deres rette Tone
og Forslagene deres rette Bøyelighed, hvilke immer ikkun er
et Verk for saadanne Mænd, som arbeyder med ved Gou¬
vermentets Detail og kiender Anstalternes Collisioner, hvor
over den beste Plan henfalder, naar der ikke først er sørget
for dens Overeensstemmelse, eller, om dette er umueligt,
Bygningen desuagtet bliver anlagt paa en saadan utilfor¬
ladelig Grund.


Forfatteren antager, at Handelen i Churpsalt ikke
skal kunde komme op for Naboehandelsstændernes Skyld:
men os tykkes, om han har ret, hvilket vi ville lade staae der¬
hen, at han lader dog denne Omstændighed anfægte sig alt
for lidet.
Et Land fuldt af Manufacturister uden Handling, uden
store Handelmænd, er som et Universitet uden Lærere.
Saalænge Landsherren ikke anordner Fabrikerne paa sin Reg¬
ning, og det pleyer dog vel den mindste Deel at giøre, giøre
og ret derudi: saa ere alle blotte Folke=Formerelses Anstal¬
ter, for at antage Folk og Kunstnere nok, forgieves Anstal¬
ter. Man maae først see til, at store Handelmænd,
ved streng Justitz, gode Veye og milde lemfældige Skatter
og Paalæg, faaer Lyst og Tillid at sætte sig ned i Landet,
eller og at anlegge Contoirer der, i fald de allerede har ned¬
sat sig der paa Naboe Pladse; saa oprette de selv Fabrikerne,
og Folke Formerelsens Tilvext er en ufeilbarlig Følge deraf
men ikke den virkende Aarsag; Folkets Mængde giør ikke in¬
dustriøs, men meget mere desperat, naar der mangler saa¬
danne Folk, som kan sette dem i Arbeyde. Men Leylig¬
hed til at arbeyde meget og til at fortiene meget derved, det
trækker Folk til sig og befolker.
Alle øvrige Politie=Fevl og Mangler forbedrer sig da
af sig selv deraf. Kiøbmandsstanden maa æres, og denne
ærer Fabrikanterne og Borgerstanden; at forbyde Luxus
bliver en Statsfeyl, Skovenes Udryddelse følger, ikke som
en i sig selv nyttig Sag, men som den, der flyder af en
formeret Consumption og af Jdeen om Fabrikerne, og Fest¬
dagene ophæver sig selv, saasnart Øvrigheden ikke paaseer
den offentlige Høytidelighed, og stiller det enhver Arbeyds¬
mand frit for, at forhverve meget eller lidet; Ogsaa Sol¬
daternes Giftermaale, som desuden altid er en besværlig Fol¬
keformerelse for Rode= og Qvarteermesterne i Stæderne, ta¬
ber da sin forhadte Side, da Soldater Familierne og Sol¬
daten selv bliver arbeydsom for Fabrikerne, og ikke blot som
ellers pleyer at skee, bilder sig til Tienere, Bierfiedlere
og Vaskerkoner.
En eneste Fabrike, saasom Naale=Fabriken i Aachen
er i Stand til at formere Folkemængden i en Stad, men
Folkeformerelsen frembringer ingen Naale Fabrik. Saa¬
dan en Fabrik har for det første nok i en eneste Mand, som
har den Formue og den Credit, at understøtte den og at for¬
sende Producterne. Og det maa være en Kiøbmand. Der¬
som i øvrigt et Land, der til sit Markarbeyde kan bruge
fremmede Daglønnere, ikke er befolket nok, saa maae man
vende Sætningen om og ligeledes lade den gielde paa en
overflødig Folke=Formerelse.


Men nu kommer til Bayern og Francken ligesaa store
Armeer af Pfaltzere, for at fortiene Penge i Høstens Tid, og
det anmarscherende med deres Zegel i Haanden, som der kom¬
mer Schwabere og Schweitzere til Pfaltz, altsaa skulde føl¬
ge, at Pfaltz maatte være for meget befolket.
Men den forreste Sætning ere ikke rigtig. De Tyd¬
skes Vandringslyst foraarsager mestendeel disse Caravaner.
Halve Westphalen vandrer aarligen til Holland, og intet Land
er mindre folkerigt, en Weslphalen. Men overhovedet for¬
tiener de Sandheder, som denne Forfatter, fuld af Patri¬
otisk Jver for sit Fæderneland, foredrager, al Opmerksom¬
hed og lærvillige Læsere iblandt hans Medborgere, om de
end ellers ikke vare nye, for den Aarsags Skyld alleene,
at han synes at have skrevet dem til Forbedring for deres
Tænkemaade.
Efterretning om det Kongelige almindelige Corre,
spondence=Contoir i Paris.
Curenu Royal de Correspondence Generale.
DenVanskelighed, at faae exacte, erfarne og solvable Cor¬
respondentere i alle Kongerigets Stæder har været den største
Hindring, som det Kongelige General Correspondence=Contoii
Compagnie har fundet. Men da dette Val nu engang er
lykkelig blevet truffet, og det meest efter de Herrer Jnten¬
danters Forslag i Provintzerne, saa holder Compagniet for
at det maae tilkiendegive Publico, at det har erfarne og sol¬
pable Folk til Correspondenter, som ere i Stand til at hiel¬
pe til med Compagniet at befordre Ministerii Hensigter, og
at skaffe Publico de Fordele og den Sikkerhed, som det med
rette kan forvente af deres Etablissement.
Adskillige Personer i denne Hovedstad og i Provintzen,
har ladet sig merke med, at de gierne gad have en Prospec¬
tus af alle de Angelegenheder og Commissioner, hvorom
man kan henvende sig til det Kongelige General Correspon¬
dence=Contoir, samt en Fortegnelse over de Commissions¬
Gebyrer og Honorarier, som Contoiret tager. Erfarenhed
har lært, at det ikke er mueligt, at fastsette Commissions
Gebyrerne i saadan en Fortegnelse, efterdi man dog ofte
skulde være tvungen til, at afvige fra den derudi fastsatte
Priis, og at fordre meer eller mindre efter Angelegenheder¬
nes Beskaffenhed og Vanskelighed, og eftersom de udfordrer
megen Møye og Arbeyde, samt meget Skriverie, og saa
videre.
Tallet og Mangfoldigheden af Angelegenheder og alle
Slags=Commissioner som Compagniet har besørget i de tre
første Aar 1767, 1768, 1769 efter dets Oprettelse, be¬
viser noksom, hvor vidtløftigt og besværligt det skulde væ¬
re at give nøyagtig Efterretning om alle de Commissioner,
hvormed det befatter sig. For imidlertid at fyldestgiøre
Publici Forlangende, saavidt mueligt er, bekiendtgiør det
Kongelige General=Correspondence=Contøirs Compagnie,


at det i Kraft af et Priviligium exelusivum, at holde et of¬
fentligt Correspondence=Contoir, saavel for Paris, som i
heele Kongeriget og i fremmede Lande, antager følgende
Commissioner;
At hæve Renter af alle Slags, Pensioner, Afregnin¬
ger, Gager, Jnteresser, Forpagtnings=Penge, og andre Jnd¬
tægter, af hvad Slags de være maae.
Alle Handels=Sager, Kiøb, Salg og Liqvidation af
Kongelige Effecter, Fonders Udsettelse til Kongen eller Par¬
ticulieres.
At besørge alle Fordringer og Processer, ved hvilken
Ret det end monne være; alle Tilsigelser, Assignationer, Ar¬
rester &c.," Executions Befordring af alle Arrets og Domme,
Jnddrivelse af Arveparter, Regninger, Deelinger, Liqui¬
dationer, alle Vexelbreve, Obligationer, Protester &c. kort
sagt, al Handels= og anden Gield.
Det besørge og tilsende alle Døbe=Bryllups= og Begra¬
velses-Beviser, og andre saadanne Extracter.
At kiøbe og sælge Charger og Embeder, Landgods,
Huse og andre Sager.
Besørger Privilegier &c. for Lav, Kunstnere og Haand¬
verkere.
Udvirke og expedere alle Slags Frieheds Breve, og
alt hvad som henhører til det saa kaldede Grande Chancel¬
lerie og til Parlementerne.
Stille Vexelbreve paa de fleeste Steder i Kongeriget;
imodtage Papiirer paa et hvert Sted, og remittere til et
andet Sted, hvor det bliver forlangt.
Compagniet vil betale alle Vexler og Obligationer,
som Particulaires vil stille paa det Kongelige Correspondentz;
Contoir, naar de ikkun giør Anstalt til de fornødne Fonds
til Betaling.
Folk i Provintzerne kan gandske sikkert adressere sig til
det Kongelige Correspondenee=Contoir og til de Herrer Cor¬
respondenter, angaaende at kiøbe, alle Slags, som man
sædvanlig faaer fra Staden.
Ligesom Stadens Jndvaanere kan blive forsynede med
alle Slags Manufactur=Vahre og andet Gods fra Pro¬
vintzerne.
Endelig paatager Compagniet sig, at besørge alle Com¬
missioner, Handlings=Kiøb=Salg=Qvitterings-Sager,
Over= og Forsendelser, og kort alt det, som man kan forlange
af en Correspondent, Commissionair og Ven.
Den uendelig Mængde og Mangfoldighed af Commis¬
sioner, som ere blevne besørgede siden dette Contoirs Op¬
rettelse, den Orden hvormed de ere blevne besørgede, en Cau¬
tion af 500000 Livres, Opsigt af en af Conseillet udnævnt
Magistrats=Person, til at paapasse Contoirets Administra¬
tion, alt dette maa tilveyebringe en stor Tillid hos Pub¬
licum.
Compagniets Adresse er: a Monsieur Bonilanger &
Compagnie, au Purcau Royal de Coriespondence Gene¬
rale, Place de Victoures, a Pariz,


Signaturen er: Boullanger & Compagnie, samt Visa
Charpentiers for alle Acceptationer, Vexelbreve, Compag¬
nie=billetter &c.
Man holder det for vigtigt, for den offentlige Sikkerhed, at
underrette Publicum om disse 2 Signaturer. Saasnart der¬
udi bliver gjort nogen Forandring, skal det blive bekiendt¬
gjort.
Om den Calenbergske Enke=Casse.
Derlin. Efter Hovedgrundsetningen i en trykt Efteretning
herom, som Stifterne af dette Selskab antager i Bidrage¬
nes Beregnelse, skal der være en Enke imod fire Egteskabe,
naar endog Enkernes Antal skulde stige til det allerhøyeste.
Men af nogen Kundskab om saadanne Menneskers Døde¬
lighed, som setter ind i Enke=Casser, lader sig af Jnteres¬
senternes Formindskelse og Formeerelse efterhaanden, let ind¬
see, at to Ægteskabe maae tilsidst komme til at ernære een
Enke. Derover foreregner Forfatteren af dette grundige
udarbeydede Skrift Forstanderne for denne Enke=Casse, en
Skade og Tab af syv Tønder Guld, som Cassen efter 30ve
Aars Forløb allerede vil føle, dersom de enkelte Bidrage,
efter den første Plan ikke skal stige over otte Penge. Hvem skal
skal nu siden betale denne Summa, som de første Medlemmer
vinder? Det Calenbergske Landskab har vel i Førstningen for¬
bundet sig til, at bære og indestaae for det befrygtende Efter¬
skud, men har og paa en forblummet Maade taget sit Ord
tilbage igien. - Recensenten er hverken Medlem af det¬
te billige Selskab, og har heller ingen Aarsag til at være
partisk, men saa meget seer han dog efter anstillet Regning,
at dette Jnstitut nærmer sig med hastige Skridt til sin Un¬
dergang, i fald der ikke snart bliver truffet en Forandring
i Planen, og Bidraget bliver formeret.
Om Handelens Grundsetninger til Landets sande
Opkomst.
Jranækfurt. Herom er udkommen 3 Ark, der skulde staae
opslagne ligesom en Kalender paa Veggene i alle store men
i sær alle smaa Kabinetter ved vore Tydske Hoffer, for dog
engang, om Gud vil, at formilde den Tone, i hvilken man
næsten over alt pleyer at bedømme og besørge det saa kalde¬
de Landenes Vel.
Denne Forfatter viser et giennemtrengende sterkt Fo¬
redrag, med megen Overbeviisning og Læsning, Urigtighe¬
den af de Begreber, som de fleste Kameralister har om For¬
delene af en forbuden Jndførsel. J denne Urigtighed stik¬
ker allene Aarsagen, hvorfor det i mange Lande ikke vil fort.
hvor dog bliver anvendt saa meget paa Fabriker, fordi man
nemlig indbilder sig, Landets Lykke bestaaer derudi, at Jnd¬
byggerne bruger ingen flere fremmede Fingerbøller, ingen
fremmede Nathuer, ingen fremmede Strømper &c. som alt¬
sammen skal blive forfærdiget i de nye Fabriker, men der¬
hos ikke overlegger, at Fabrikanten ved Monopolier giør


slet Arbeyde, hvormed de øvrige arbeydsomme Jndvaanere
belades, og skilles ved deres Penge, samt tillige og ved de¬
res udenlandsk Afsetning af deres Producter, hvilke Naboer¬
ne vexelviis i deres Land ogsaa forbyder. Saasnart vi af¬
skierer os Sammenhængen med den udenlandske Handling,
saa betager vi os Pengenes Tilflydelse, der dog er det eneste
Middel, at afsvadse den Rige sin Overflødighed, der ellers
ikke skulde komme nogen tilgode. Han giver os Korn og
Viin, fordi vi giver ham noget Metal derfor, om hvilket
han indbilder sig, at det er ligesaa meget, eller vel mere,
end det Korn og Viin, han lader os faae. Har vi nu in¬
gen udenlandsk Handling, og lader vore Fabriqver blot ar¬
beyde for os selv, hvor skal da Pengene komme fra, for at
afkiøbe hverandre altsammen indbyrdes? Egne Biergverker!
det er falske Kilder; Sølvet sælges i Barrer og i Stænger
som en Vahre, og da har det ingen Nytte for os; et Land,
i hvilket alle fremmede Vahre ere contrabande, kan vel og
komme ud med Kobberpenge og Papier. Men en Tanke
har Forfatteren, hvilken, i hvor smuk og Patriotisk den end
er, taaler, efter vor Skiønsomhed, dog en Jndskrænkelse.
Han velter ald Uheld paa Accise, og opløfter ikkun allene
Formue=Skat. Om denne Materie skulde man slet ikke
dømme efter studerende Grundsætninger.
At indføre Accise, hvor den endnu ikke var indført,
skulde opvekke Tumult; men at indføre Formueskat, og der¬
imod afskaffe Accisen, skulde endnu foraarsage langt meer
Urolighed. Forfatteren af Folke=Formerelses Tilstanden i
Churpfaltz regner Formueskat iblant Statsfeylene. Man
kan giøre baade den ene og anden taalelig for Commereen,
naar man kun afskierer det, som er for meget; thi alting
kommer her an paa Frihedens Schema, som Folket i sine
Tanker giør sig. Accise er altid anstændigere for en stor
fri Stat, end Formueskat, fordi hiin ikke lader nogen end¬
og Stats-Betienterne være frie; og Visitationerne har slet
intet forhadt, naar de ikke ere alt for strænge. J saadan
en Stat, der og kan være Monarkisk, findes desuden, som
en Regel fra Undtagelsen dog et Forbud paa visse ringe
Manufacturer Sted, som ikke kan være nogle Gienstande
for udenlandsk Handel, f. Ex. grovt Klæde for Bønder, efterdi
det er et Middel til at legge Skat paa ham, uden at han
fornemmer det.
Om Kunst-Verkers Bedømmelse.
Ultona. Der er ingen Mester i nogen Kunst, hvis Stykker
ere allesammen lige skatteerlige; thi der er intet Menneske sig
selv ligt i alle sine Gierninger. En Samler af Kunst=Stykker
maae derover for alle Ting vogte sig for, at han ey faaer Lyst til
at bekomme alle en eller anden berømt Mesters Verker Printz¬
Eugen var en stor Elsker af Kobberstykker, og skal have gjort
sig stor Umag for at eye alle Verker af alle Mestere. Hans
Samling var uhørlig stor og skal have kostet ham henved 4
Td. Guld; men dersom den var bleven mønstret, saa skulde
den maaskee ikke have været saa mange hundrede værd, som


han havde givel Tusinde derfor. Den ægte Kritik undersøger de
forskiellige Mesteres forskiellige Manerer, for at indsee, paa
hvor mange Maader en god Virkning kan blive tilveyebragt,
og hvilken Maner der giør den beste Virkning. En ægte Kien¬
der seer ikke paa Mesteren, men paa Verket; et enfoldigt Ho¬
ved dømmer derimod efter Mesterens blotte Navn. Dette
har den fortryllende Kraft hos ham at skiule haandgribelige
Feyl, og at forskaffe indbildte Skiønheder. At udforske
Mesteren i den Hensigt, paa det at man kan grunde sin Dom
paa hans Navn, er en slet og ugrundet Kritik; thi det er at
dømme om Verket efter Mesteren, da man dog altid
skal dømme om Mesteren efter Verket. Videre er den
herskende Smag en meget vaklende Dommer i Kunsternes
Verk. Moden hersker i alle Ting. Saa længe man ikkun
lader den regiere ihenseende til Klæderne og Visit=Ceremo¬
niellet, saa har det ikke meget paa sig; men vil den opkaste
sig til at bedømme Kunsterne, saa bliver Sagen for alvorlig.
Jmidlertiid skeer det virkelig. Vi følger Moden, og stem¬
mer vort bifald og Dadel efter den angivne Tone, uden at
forstaae Kunsters Regler om Skiønheden eller at dømme ef¬
ter samme. Derover har snart en og snart en anden Me¬
sters Verker Fortrinnet. Mange bestemmer endog Kunst¬
Stykkernes Værdie efter deres Sieldenhed. Men ligesom
den herskende Smag er en blind Veyleder i Kunsten: saa
er Sieldenhed en gandske urigtig Alen, at maale et Kunst¬
Stykkes Fuldkommenhed med. Sieldenhed giør vist nok
et kostbart Stykke endnu kostbarere; men at bestemme et
Kunst=Stykkes Værdie efter Sieldenheden, det er at giøre
en Hændelse til dets Fortieneste. Denne Daarlighed grun¬
der sig paa Pralerie. Den reyser sig af Begierlighed efter
at besidde noget, som ingen anden kan besidde. Man an¬
skaffer sig et rart Stykke ikke for at betragte det, men ikkun
for at giemme det. Denne Daarlighed er saa almindelig
som urimelig. Le Clerek havde tegnet Alexander i Profil i
hans Triumph. Kobberstykket blev foreviist Hertugen af
Orleaus. Denne Herre kunde ikke lide det halve Ansigt.
Den føyelige Kunstner kradsede det altsaa ud og fatte et heelt
i Steden derfor. Men der vare allerede giorte nogle Af¬
trykke af Pladen i dens første Tilstand; og disse betalte man
ti Gange dyrere en dem, der vare udkomne efter Pladens
Forbedring. De fleeste Verker af de største Mestere ere en¬
delig copierede, og mange Copier ere saa gode, at hvo som
ikke bruger Forsigtighed og Forstand, kan let blive bedrag¬
ne dermed. Jngen Copie kan settes i Originalens Sted.
Var en Copie, ligesaa god, som Originalen: saa skulde
det blotte Navn ingen Forskiel giøre! Det gaaer med Co¬
pier ligesom med Oversettelser. Disse kan ikke fuldkom¬
men naae Originalernes Høyde. Den bestandige Frygt
for at afvige, som fører Copiistens Haand, giør hans
Verk stivt; og naar det bliver holdt imod Originalen, saa
falder Forskiellen meget tydelig i Øynene. Copiisten har
derfor sielden den Dristighed at sætte Mesterens Navn un¬
der sit Verk.


Commercen.
Penge=Cours i Hamborg den 29 Junii 1770.
dito al Marco 943.
Ducaten Neue 4 -- besserJpCt. gegen Spec. Bed
mollvigtige das Stuct
Louis dor. 10 mk. 9s.
in Bco.
Fried. For 10 mk. 9s.
Danische Cronen
Hamb. Courant 244
Din. & Holst. grob Cour. 253
dito 1 s 6stückuu 5s 253
PCt. schlechter als Boo
Neue? vor voll. 30
N. Preuss. 4æ Øg. Gr. v. voll.
Louis & Fr. &'or vor voll. 42
Neue J Stiiek vor voll. 33
1 pCt. schlechter als
Louis & Fr. For vor voll. 133
grob Courant.
Duc. 1u 24 Rthlr. I. G.
I pCt. schlechter als
Ls. & Fiied. &or vor voll. 94
N Avor voll.
Neue 3 Stiick 30 s9Ypf.
Ducaten Neue vollw, 7 mk. 9z. -
das Styck in grob
Courant.
Ls. & Fr. For vollw. 13mk. 33
Silber in Barren
4a 5lothig 27 mk. 9s.
6 a 7 lothig 27 mk. 9s--
die Mark fein in Bea)
12 a 13 lothig 27 mkIOs.
Fein Silber
27 mEIIs.
Stuick von Achten
Vexel=Cours i Hamborg den 29 Junii 1770.
Amst. Bco.
334 - s. p. Dder. v. 32 s. ) Kurtas Sicht.
dito
BourdeAux
F. Bco. p. Cr., 2 Uso oder
Paris
2 Monat
s. Bco. p. Cr. f.
253geld.
dato.
London
P.LSterl.)
32 s. 6pf.
Cadix
Uso von
gr p. Duc.
Lissabon
2 Monat
gr p. Crus.
433geld.
dato.
Venetia
grp. Duc..
86 geld.
Pro Cento.
Schl. J Rurtze Sich.
Amsterdam Casla 4geld.
dito
1. 2 Monat
dato.
Copenhagen Cour. 264
dito
J Kurtze Sichef
J AUso.
Leiptig Courant
Breslau in Banco
53 6 Wochen.
413
Prag Courant 423
dato.
Wien Courant p. Cassa. 423
Franckfurt a. Mayn Muintz
Leiprig Courant
Louis For
der Messe.
Naumburg Louis &or
Augsburg Courant
33 Tag
Nuirubetg Courant
J dato.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 30


Spøgelser foranlediger et Mandrab,
J en vis Egn ved Elven gaaer et Rygte og Sagn iblant
Bønderne siden den 30 Aars Krig, at der underti¬
den om Midnat lader sig see Spøgelser hvilke som
Ryttere til Hæst i blaa Kiole med røde Opslage streyfe om¬
kring paa Districktet imellem to Byer, og ikke allene ved
deres Aabenbarelse indjager Frygt og Skrek i alle dem, som
endnu maatte opholde sig om Natten paa Marken, men skal
endog mangen Gang beskadigede Mennesker med deres Ge¬
vær; kort sagt, man troer, at de fraskilte Siele ophol¬
der sig her endnu af de Svenske Ryttere, som fordum i le¬
vende Live har været i Slag sammesteds med deres Fiender.
To Bønder fra en Naboebye, begge af høy Alder
Blodsforvante og fortrolige Venner, vendte en Aften trætte
af deres Arbeyde tilbage fra Marken, og satte sig endelig
ned under et Træe, for at vederqvæge sig ved et Glas Bren¬
deviin. Da denne Drik ophidsede Indbildningskraften,
saa rant dem de Svenske Ryttere i Tanker; de troede, at
disse Ryttere havde omringet dem, og sat dem i Nødven¬
dighed, at de maatte slaae sig igiennem, i fald de ellers vil
de komme hiem til deres Huus. Begge vare efter Bønders
Maneer forsynede med Stokke, og i den Tanke, at de maat¬
te fægte imed disse spøgende Ryttere, sloge de paa drukne
Folkes viis behiertet løs paa hinandnu, indtil den første,
som havde taget sine Sønner med sig, paa engang blev
usynlig. Den anden, som ved Pryglingen havde brekket sin
Stok i Stykker og af en Hændelse havde fundet sin Kamme¬
rats Hat paa Jorder, troede at have erholdet en fuldkom¬
men Seyer over sine Fiender, og holdt endog den Hat han
havde giort til Bytte for en Trophæe, som han maatte
have taget fra en af disse Ryttere. Med dette Seyrstegn
og den sønderbrudte Stok begav han sig tilbage til Byen,
og gik ind i hans ulykkelige Vens Huus, hvor hans Hu¬
strue og Sønner imidlertid med Længsel havde ventet efter
deres Mands og Faders Hiemkomst. Saasnart han kom ind i
Stuen raabte han strax med Glæde af fuld Hals. Dievlene
og Spøgelserne vilde have taget mig, men jeg gav den ene
saa meget at han skal nok forglemme at staae op igien. Men
hvilken Ulykkel man fandt snart under Træet, hvor begge de
Gamle havde sadt sig, den savnede Fader at ligge død paa
Jorden, og hans Hoved stukket igiennem Tindingen paa en
fremragende spids Stub, og et meget Dybt Hul slaget
pag i Nakken paa ham.
Den mistede Pakke med Penge.
En Fraværende overdrog til sin Fuldmægtig, at, dersom
han ikke selv vilde giemme de Penge, som vare ham tilfaldne


ved Deelingen, saa skulde han levere dem til den Eedsvor¬
ne Handels Tiener for alle hans Medarvinger. Men i fald
han ikke tog i Betænkning, selv at hæve Pengene indtil vi¬
dere Foranstaltning: saa kunde han lade afhænte hans forte
Klædning, som han havde lagt i Forvaring hos Handes¬
Tieneren stikke Pengene i Kiol =Lommen og saaledes indpakke
Klædningen, og paa denne Maade sende ham Pengene med
Buddet. Fuldmægtigen holdt det just ikke for nødvendigt,
at lade Klædningen hente hiem i sit Huus, men meente at
han i alle Maader havde opfyldt hans Principals Skrivelse,
naar han paa foreskrevne Maade forrettede Jndpakningen
i Handels-Tienerens Huus. Han behøvede til Forsigtig¬
hed endda ikkun to Vidner dertil, og i disse Personers Over¬
værelse blev Pengene, som bestod af adskillige Myndtsorter,
af hvilke hvert Slags blev indsvøbt i en Pakke for sig selv,
og disse sidste endda forseylede, efter at man i Forveyen nok
engang havde talt heele Summen, stukne ind en Pakke ef¬
ter anden i Lommerne paa Klædningen, tilligemed Forteg¬
nelsen over den heele Summa. Denne Klædning blev der¬
paa indpakket i en Borddug, omvunden med sterkt Seyl¬
garn og udvendig forseylet otte Gange. Til ydermere For¬
sigtighed blev endda hentet et aparte Stykke Voxdug, og
den forseylede Pakke lagt derudi i Vidners Overværelse,
hvilket ligeledes blev omvundet med et Seylgarn og forsey¬
let otte Gange uden paa. Disse, paa en saa forsigtig Maa¬
de indpakkede Penge, leverede Fuldmægtigen til Handels¬
Tieneren med den Begiering, at han Dagen derpaa ved et
særdeles Bud ville skikke dem til Eiermanden. Alt dette
skeede, Pakken ankom rigtig til sin Mand, blev strax efter¬
seet af Eiermanden i Buddets Nærværelse, og udvendig
ikke merket den allerringeste Beskadigelse derpaa. Man
tog Klædningen ud, og lod Buddet gaae; men han var
neppe kommet uden for Kammeret, førend han blev strax
kaldet tilbage igien, og betydet, at der manglede en stor
Sum i Pengene, som skulde have været i en særdeles Pak¬
ke efter den oversendte Fortegnelse. Hvorledes kan det nu
være gaaet til med de borteblevne Penge? Paa Overbrin¬
geren kunde ingen grundet Mistanke falde, efterdi Pakken
var bleven besigtiget nok, førend den blev aabnet, og ikke
den allermindste Beskadigelse fundet derpaa. Handelstie¬
neren, som havde forvaret samme en Nat over i sit Huus
kunde ligeledes ikke vel beskyldes for nogen Utroeskab, ef¬
terdi Pakken var bleven forseylet med Fuldmægtigens Zig¬
net, og denne havde taget sit Zignet hiem med sig, efterat
Jndpakningen var skeet. Nu var endnu ikkun den tredie Fald
tilovers. Fuldmægtigen og Handelstieneren kunde let have
aftalt og rære blevne enige med hinanden om at deele Pen¬
gene imellem sig, og at derfor den første om Natten kunde
have føyet sig hen til den anden, begge to have aabnet Pakken


igien, og etterat de havde udtaget de borteblevne Penge
atter indpakket og forseylet den. Fuldmægtigen blev vel
søgt af sin Principal, men da han paa ingen Maade kunde
blive gjort mistænkt, saa blev han frikiendt for Klagemaal
og Tiltale.
Om Agerdyrkningens og Handelens Tilstand paa de
Engelske Colonier i America.
Gottingen. Handelen paa Hudsøns Bapen bestaar
blot i Tilbytning og Omtuskning af Pelzverk for det slet¬
teste Slags Klæde o. a. paa hvilket Compagniet setter Pri¬
sen efter Behag, og vinder henved 1000 pro Cent. Forde¬
lene af Fiskeriet paa Kysten af Newsoundland for Na¬
tionen ere bekiendte. J Canada er Agerdyrkningen ikkun
i slet Stand. Handelen med Nyeskotland er endnu meget
svag, og bestaaer meest i Fiskerie og Tømmer. Cap Bre¬
ton duer ikke til at anlegge nogen Colonie paa, for den slette
Jordbunds Skyld. Det er ved sin Beliggenhed blot tien¬
sigt til Søefart og F skerie. Den aarlige Jndførsel af
Engelske Vahre til Nye Engelland er fra 550,000 Pd.
Sterling falden til 395,006 Pd. Alligevel er Udførselen
fra Nye Engelland endnu for 370000 Pd. Det er ikke
mueligt, at tvinge disse Colonier til at tage imod Vahre
fra Engelland. Nyeporck er den Provintz som tilligemed
Pensylvanien meest florerer. Nye=Jessy er ikke kommet
meget frem, fordi man endnu alt for lidet har brydt sig
derom. Virginien og Maryland driver en sterk Handel
med Tobak, hvoraf Engelland selv har store Fordeele. Paa
Nord=Caroling er til denne Tid ikkun lidet anvendt, da
Beg, Tiere, Terpentin og Riis er det meeste, som endnu
udføres derfra. Handelen paa Syd=Carolina derimod
er anseelig og meget fordeelagtig for Engelland, i sær
i sær med Riis. De saa forskiellige og sig imodsigende Ef
terretninger om Florida lader sig forene, naar man veed,
at den Kyst, som er det østlige Florida, har en meget
sandig og ufrugthar Jordbund; den vestlige derimod dy¬
bere ind i Landet, har fortreffelig Jordbund, og allerede
nogle skiønne Colonier. Coffardieskibene ved de Engelske
Colonier i America ere tilsammen 1078, hvorpaa farer
28910 Søefolk, som skaffer Engebland en Udførsel for
37924606 Pd. Sterl. og de selv udfører til Eng lland og
andre Steder hen Gods og Vahre for 3,370900 Pd.
Adskillige Natur=Anmerkninger.
Det er en virkelig grundet og almindelig Erfaring, som betyder andet, end Cultum Domini nost i Salvatoiis (Vot
man allerede i Aaret 1669 har bekientgjort i de Lærdes
Journal i Rom, at det venstre Øye seer Tingene altid større,
end det Høyre. - Hr. Edgar Bochart paastaaer
imod den almindelige Lære, at Dunsterne op til Jordens
Overflade ere tynde, men i den øvre Luft ere de tykke, efter
di de neden til af den mindste Luftens Bevægelse meget let
adspredes, men oven til samler sig i Skyer, og bliver syn
bare ved alle Slags Luftsyner. Herudi troer han videre


at finde Grunden til det, hvorfor Maanen synes større for
os ved Horisonten end i Meridianen. Thi ved Horizon¬
ten, siger han, gaaer dens Straaler igiennem tynde Dun¬
ster; men naar den staaer i Meridianen, saa farer den igien¬
nem tykke Dunster, af hvilke en stor Deel af dens Straa¬
ler bliver opslugede. Men jo færre Straaler der falder
paa Øynene, og jo mindre kraftigt de virker paa samme
desto mindre synes Gienstanden. Denne Forklaring søget
endelig Hr. Bochart at stadfæste vedfølgende Forsøg. Man
legge en Specie=Daler paa Bunden i et med reent Vand
fyldt Kar, og merke Diameters eller Tværliniens Størrel¬
se; man helde da Melk eller Øl i Vandet, dog saaledes at
det bliver giennemsigtigt, saa vil Tverlinien af den paa
Bunden liggende Daler synes ulige Mindre. - Ma¬
hogonytræet voxer i America i de Bahamiske Øer paa Klip¬
per til en stor Høyde, og har gemeenlig fire Fod i Tværli¬
nie. Dets Træe er bestandig fast og afholder et Canon¬
skud, i det mindste giør Kuglen ingen Splinter. Frøe¬
sæden er vinget spredet sig vidt og breedt omkring, og naar
den er falden i en Ritze af en Klippe, saa skyder den Rød¬
der. Disse udbreder sig videre paa den stenede Overflade,
og søger flere Ritzer, i hvilke de lister sig ind, og bliver saa
tykke og sterke at de kløver Klipperne, og paa denne Maa¬
de nøder dem til, at lade Rødderne trænge dybere ned. J
hvor liden Næring de endog her finder, saa voxer dog Træet
inden faa Aar til en forunderlig stor Høyde og Størrelse.
Perle=Aske blandet med Vandet i Brandsprøyterne,
giør det mere formuende til at dempe Jldebrand.
Man skal blande en Unge Svovlblomme iblant 3 Pund
Roefrøe, og lade det staae i tree Dage efter hiinanden i
en glasseret Potte, holde den vel og nøye tildekket, og hver
Dag omrøre Frøet, naar nyt Svovel kommes dertil, paa
det at det kan blive vel imprægneret deraf. Naar dette
Frøe bliver paa almindelig Maade udfaaet, Veyret maae
da enten være fugtigt eller tørt: saa bliver Jordlopperne
derfra.
Hr. Jm. Swvedenborgs Brev til Doctor Beyer i Gor¬
tenborg. (Af Svensk.)
For to Dage siden fil jeg Deres Brev af sidstafvigte 21de
Martii, og falder i stor Forundring over de Efterretninger,
som De i Gottenborg vil have fra Stockholm, at der skul¬
de forestaae Dem og Doctor Roseen noget meget vidrigt,
fordi de havde tiltrædet den Cnriitianismo, som man i
Gottenborg kalder Svedenborgianismum, der dog ikke
Herres og Frelseres Dyrkelse). Jeg kan slet ingen Troe
fæste til disse Trusseler; thi at gaae haardt til Verks imod
nogen, fordi man beskylder ham for Kitterie, førend Ho¬
vedsagen selv endnu er bleven undersøgi, det tyktes mig er
imod Fornuften. J den trykte Gottenborgske Protocol fin¬
der jeg intet Spor, at man har gaaet til Sagens Grund,
men at man ikkun har angrebet og tastet om sig med util¬
ladelige Skieldsord; thi Hovedsagen og Status Quætioun


er denne: om det er tilladt, umiddelbar at henvende sig
til vor Frelser og Forløser Jesum Christum, eller om man
er forbunden til, at tage en Omvey, nemlig til Gud Fa¬
der, at han skal tilegne sig sin Søns Værdskyld og Retfær¬
dighed og sende den Hellig Aand. Men at man og maae
gaae den anden Vey, som er den korteste, stemmer saa vel
overeens med den Augsburgiske Confession og Formula
Concordiæ, som og med vore Bønner og Sange: J den
Augsburgiske Confession staaer disse Ord: S. 19. Quia
Scriptura Sacra unum nobis proponit Christum mediato¬
rum, propitiatorem, pontificem & intercessorem, ille in¬
vocandus est & promisit se exauditurum preces nostras, &
hunc cultum maxime probat, videlicet, ut invocetur in
omnibus affectionibus. 1 Joh. 2. J Formula Concordiæ
S. 226. den Leipziske Udgave af 1756 hedder det: Man¬
Matum habemus, ut invocemus Christum juxta illud: ve¬
nite ad me qui laboratis &c. qvod certe nobis æque dic¬
tum est; & Esaias act, in die illo stabit radix Jesse in
signum populorum, ipsum gentes deprecabuntur, & Psalm.
45. Vultum tuum deprecabuntur omnes divites plebis,
& Psalm. 71. Adorabunt eum omnes Reges terne, & pau¬
lo post: orabunt coram eo jugiter, & Joh. 5. inquit
Chiistos: ut omnes honorificent filium sicut honorificant
Patrem, & quoque Paulus 1 Thess. 2. J vore Svenske
Psalmebog findes Bønner og Psalmer, som allene er sti¬
lede til Jesum Christum, saasom den 226 Psalme; hvor¬
af jeg ikkun vil anføre dette: "Jesus er min Beskyttelse
og mit Hiertes Glæde. Jesu! hør min Røst. Paa Chri¬
stum bygger jeg, derover bliver jeg sikker, og frie for Syn¬
den. Jeg frygter ikke for Dievelen, i hvor meget han end¬
og raser; Jesus staaer mig bie. Alle Sorger, som tryk¬
ker mit Hierte, kaster jeg paa min Jesum. Han vil vel
sørge for mig, naar hans Dag frembryder, og jeg lever
sikker. V. 1. 3. 8. Desuden ere i begge mine Breve, som
findes indrykkede og trykte i den Gottenborgske Protocol,
mange Beviiser anførte af den hele Formula Concordiæ,
at vor Forløser, ihenseende til den menneskelige Natur,
ligeledes er Gud. Luther og Formuia Concor. bestyrker
samme paa det kraftigste, og det hele Guds Ord stemmer
overeens dermed. Til Beviis anfører vi Colloss. 2,9. 1 Joh.
5, 20. 21. ikke at melde om tusinde andre Steder.
Dette bliver i den Gottenborgske Protocol til det Sveden¬
borgianismum. Jeg for min Part kalder det den rette Chri¬
stianismum thi ved Svedenborgianismum er ikke blevet
forstaaet andet, end Cultus Domini nostri Salvato is, og
skulde den blive forbuden, hvad følge andet deraf, end først
et Socimianismus og siden et Hedenskab. - Dette er
nu den paa vor Side forsvarede og paastaaede Sta us
Quæstionis, som den Gottenborgske Consistorii Membia paa
den anden Side ikke i mindste Maade har vedrørt, men ikkun
fremfaret med Skieldsord, som ikke allene angriber min
Person og Ære, men endog vor Forløser og hans Hellig¬
hed selv. Hvorledes de engang efter Døden kan forsvare
slige, lader jeg være stillet derhen. - Hvad Guds Søn
af Ævighed angaaer, hoorover og bliver stridet, saa er li¬


geledes blevet beviist af mig, at i det Apostoliske Symbolo,
som bllver antaget af hele Christenheden, og staaer foran i vor
Formula Concordiæ, og indeholder Apostlernes Lærdom, bli¬
ver ingen anden Guds Søn nævnt, end Guds Søn født
i Tiden, som er vor Frelserselv, og Joh. 1,18. Cap. 316.
kaldes Guds eenbaarne Søn, til hvem enhver kan gaae, og
i Følge den Augsborgske Consession og Form. Conc. efter de
hosføyede Sprog af den Hellige Skrift maae gaae, for at sø¬
ge sin Salighed. Dersom det skulde være os betaget, saa vil¬
de jeg heller boe i Tyrkiet, end i Christenheden. Vil nogen
gaae høyere op til en Guds Søn af Ævighed, det staaer ham
frit for. Jeg er af Deres Skrivelse og af Deres Frygt for
haard Behandling bleven forandlediget til, at udvikle den¬
ne Sag saaledes og legge den for Dagens Lys; da de theolo¬
giske Ting ere af den Beskaffenhed at man let kan trave i
Mørket, naar Anklagere af formenentlig Lærdom søger at
sværte dem med deres grove Udtryk, og at dræbe Barnet med
mordiske Ord. Men jeg haaber og er vis paa, at Hans Kon¬
gelig Majestet og hans oplyste Rigs Raader skal bedømme
denne Sag efter dens sande Beskaffenhed og ikke efter Dom¬
Provstens eller Biskop F==s Glosser og Tilskyndelser. Sagen
vil nu snart i sin heele Omkreds blive fremlagt for hele Chri¬
stenheden, og dens Prøvelse og Bedømmelse tænker jeg siden
at indsende til Hans Kongelige Majestet, og saa videre til Ri¬
gets samtlige høylovlige Stænder; thi Præstestanden har paa
en Rigsdag ingen Ret til en særdeles Betænkning, der skulde
have Lovs=Kraft. Theologiske Ting henhører og til de øvrige.
Efterretning om Saltbiergverker i Polen.
De fleste Reysende taler om Saltbiergverker i Wielick¬
scka i Polen paa en Maade, som røber en Entusiasmus.
Deres Dybde beskriver de ligesom Helvede, og Arbeyderne
som Dievle, der udgiøre en underjordisk Republik, og ikke
vide, at der er en Himmel over dem. Disse Saltverker
ere gandske vist et af de smukkeste Naturens Verker, og
man kan ikke uden Beundring betragte de forskrekkelige
Saltmasser, som ere indsluttede i Jordens Skiød; men
skylder man ikke ligesaa vel denne Beundring til de ubyre
store Stykker Marmor, Gips og andre underjordiske Styk¬
ker Stene, og er Menneskenes Arbeyde ikke besværligere i
Steenbruddene, end Arbeydet i Saltverkerne? Jkkun ihen¬
seende til Salt=Biergverkernes Sieldenhed og Saltets Brug,
til daglig Nødtørft har Saltgruberne et Fortrin for Steen¬
bruddene. Et Menneske, som ikke er tilbøyelig til det For¬
underlige, finder her intet besynderligt, og hvo som har seet
et almindeligt Steenbrud, kan og giøre sig et Begreb om
Saltgruberne i Wielickska. De største Saltbænke befin¬
der sig ligesom de største Steenbænke, paa Grunden af
disse Gruber. Saltet er sædvanligmaade lysegraat eller
meget smukt hvidt, meer eller mindre giennemsigtigt. Da
disse Saltverker ligger tyve Mile fra Karpatherne, og
Jordbunden er en med Søelegemer beblandet Sand: saa
vil man paastaae, at denne Egn af Polen har fordum væ¬
ret bedekket af Havet, og at disse Saltverker ere komne af


Havvandets Nedslag. Havbølgerne, som af Karpatherne
bleve tilbageholdte, maatte efterhaanden nødvendigviis af¬
sette det Salt, som de indeholdt, efterdi Vandets Grund,
ikke bevæger sig saa sterkt som dets Overflade. Men, de
fleste Saltkuder bliver, ligesom disse Saltverker, altid
trufne ikke langt fra høye Bierge, saasom i Saltzborg, ved
Hellein, de Kalabriske og Spanske, de i Grevskabet Wit¬
genstein, i Unna i Grevskabet Mark i Westphalen, til Al¬
lendorff i Hessen, til Salzgitter, til Artern, til Halle i
det Magdeborgske. Denne Jag tagelse, at Saltkilderne
befindes gemeenlig der, hvor Biergene ophører, og bliver
borte i Sletter, kan være meget nyttig til Saltfloders Op¬
søgelse. Vandet i Saltkilderne har uden Tvivl sit Salt
af de Saltklipper, over hvilke det har sit Løb. Det kom¬
mer derpaa an, at man paa en beqvem Maade veed at op¬
dage disse Magaziner. Til Wielickseka bliver aarlig vir¬
ket henved hundrede og tredive tusinde Centner Salt, som
indbringer henved to Millioner Daler, og deels bliver for¬
deelt omkring i Polen, deels bortført til Naboelandene.
Anmerkninger om Swvift.
Disse Anmærkninger ere tagne af de Sviftiske Breve, som
ere udkomne i 6 Dele. J de to første Deele ere de fleeste Bre¬
ve skrevne af Dechant Jonathan selv til Jomfrue Johnson, som
siden blev hans Kiereste, og til hendes Veninde Stella. "
Aarene 1710 og 1711 tragtede Dechanten først at erholde
de første Frugter af Dronningen, og blev siden en vigtig Skri¬
bent for de saa kaldede Thories, havde den frieste Adgang til
de fornemste Ministere, og som han troer og siger, har ved nog¬
le Politiske Skrifter bragt Parlamentet til at antage Freden.
Han aabner virkelig det inderste af sine tanker i et Dagregister,
hvorudi han giør sine Veninder Regnskab for hvert Skridt,
han giorde. Man maae see over med utallige Smagheder, til
hvilke den forunderlige Mand nedlod sig, samt undertiden ret
barnagtige Ordspil, hvoraf han var en stor Elsker. Men der
ligger dog meget elskværdigt skiult i disse Snurrepibererier, som
deels bestemmer Dechantens egentlige Gemyts Beskaffenhed,
og deels afmaler de da værende Store nøgne og uden Hyklerie.
Han var stolt og ventende Fortrin for de største Mænd i Ri¬
get, og tog strax ilde op, om de i mindste Maade forsaae sig
imod ham. Han hadede af sit gandske Hierte dem, der havde
anskrevet ham slet hos Dronningen, som man seer paa Herren
af Sommerset: han vilde og have alle Wighs afskaffede, og
paastaaed en alvorlig Afstraffelse, naar nogen havde skrevet
imod ham; han som dog selv slet ingen skaanede. Dog beholt
han en vis Kierlighed og Lyst til Retfærdighed; han raadede
altid fra at afsette Hr. von Marlborough fra hans Feldtherre
Embede, efterdi han dog var en lykkelig Feldtherre. Han kun¬
de heller ikke im odstaae Addisons behagelige Væsen, i hvor
meget han endog hadede hans Grundsætninger. Han roeste ik¬
ke lettelig, og giorde meget lidet af Sachewerell. Først giorde
Skatmester Harley ham til sin Ven, og var meget fortroelig
med ham; ved ham blev han bekiendt med L. Bolingbroke.


Han indsaae meget tidlig den Tvedragt, som adskilte disse 2 Mi¬
nistere, og søgte at forsone dem, men derover maae han have
kommet i Uvenskab med dem begge. Den tredie Minisler Dart¬
mouth giorde slet ingen skridt imod ham, de to andre søgte ik¬
ke at befordre ham, og Dronningen selv vidste slet intet af ham,
omendskiønt han vel selv nogle gange siger, at Ministerne har
tilstaaet for ham, at de frygtede ikke for nogen undtagen for
ham. For Freden var han meget indtagen; men hvorledes
han har tænkt ihenseende til Prætendenten, det kan man ikke
see af disse hans Breve. Doctor Medic. Arbuthnot var Dron¬
ningens Yndling. Han levede som en Epicuræer. Harley sy¬
nes af disse hans Breve at have været en uforfærdet og beske¬
den Mand: Swift var en Ven af den lastefulde Manley, som
har skrevet den nærgaaende Atalantis. Han kvang L. Bo¬
lingbroke, til at lade henrette en Lord, som blev anklaget for en
Voldtagelse. Han afslog Stikpenge med en Modbydelighed,
omendskiøndt han vel ellers elskede Penge: Han bleve meget
snart kied af Hoffet. Han havede Musik. Han beklagede sig paa
den ene Side over den Lyst til Opsættelse hos Hr. L. Harley,
paa den anden Side at begge Ministerne forsømte alle alvorli¬
ge og dybe Overleggelser med ham, da de dog lagde alt Arbey¬
det paa ham; samt over Bolingbrokes Lyst til Vellyst. J de
da værende Tider tog ikke allene Ministerium enhver Skri¬
bent ved Hovedet, som mishagede ham, men af en liden Mis¬
tanke adspredte det og den sædvanlige Procession paa Krudt
Sammenrottelses Dagen. Hven som havde talet imod Hof=
set, blev paa Timen afsat fra alle sine Embeder endog i Ar¬
meen. Da Hoffet engang blev overstemmet, saa faldt endog
Mistanken paa Dronningen, at hun havde røbet de saa kal¬
dede Tories. Alle Taler i Parlamentet, siger Swift selv,
vare tagne af hans Politiske Skrifter. Hele Skotland var
den gang imod Hoffet. Efter 1712 levede Stvift i Jrland,
hvor han vel var i stor Anseelse, men dog uden Jndflydelse
paa de Brittiske Stats=Sager, og som en Misfornøyet, til
hvem alle Misfornøyede, og i sær L. Pulteney skrev med me¬
gen Høyagtelse. J sær havde han en Brev Vexling med den
Jacobitiske D. King, og Carte findes ligeledes iblant hans
Venner, som misbrugte det Kongelige Huuses Velgiernin¬
ger, for at styrke Stuarternes formeente Vundergaver.
bemelte D. King forgiftede alt, hvad Hoffet giorde,
endog nogle Kobbermyndters uskyldige Præg; han var end¬
og saa dristig, at dadle Swifts Skrifter, hvor de fortien¬
te det.
Et fælt Brev anføres af Greven af Orrery, hvorudi
han den 4 Dec. 1742 beskriver den elendige Tilstand, i
hvilken Dechanten var, som var bleven barnagtig. Han
anmærker meget vel, at Swift havde paadraget sig dette
Onde just ved sin haarde Fornægtelse af sit Ægteskab, og ved
sine Paarørendes Forskydelse, i det en Kone eller Syster al¬
drig skulde have tilladt, en Wilson at mishandle den arme
Dechant med Stokke=Prygel og betegnet ham med Stri¬
mer. Swift fulgte de almindelige Kilder og forfaldt i
adskillige Feyl.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 31


Pro Memoria i de Parisiske Dame=Coeffeurs Sag imod
Parykmagerne sammesteds.
Paris 1770. Af Causes amusanles & connues. Den
ne Process er for nogle Aar siden virkelig bleven
ført i Paris ved Procurator Bigot de la Bois¬
hiere og paakiendt saaledes, at Coeffeurerne
vandt. Skriftet selv, som i mange Betragt
ninger er interessant for Damer og Philosopher
synes at være skrevet af en Parisisk Dame=Coef¬
feur, efterdi en ordentlig Advocat neppe skulde
have udtrykt sig med saa megen Kundskab om
Sagen, og heller ikke med saa megen Præci¬
sion, Sprogets Rigtighed og Høflighed.
V¬
i ere i og for sig selv Damernes Coeffeurs, og den¬
ne Function allene maatte forskaffe os Gunst og
Beskyttelse; men begge Dele har, efter Verdens
sædvanlige Løb, paadraget os Misundre. Balberer= og
Parvkmager=Mesterne (a) har forsamlet sig, med Paryk¬
blokkene i Haanden, og har havt den Ubetænksomhed, at
forlange, at Damernes Coeffering allene tilkom dem. De
har uden Grund betient sig af en Forordning, som slet ikke
angaaer os, og derved bragt nogle af os i Fængsel. De
holder os i visse Maader Ragekniven paa Struben, og ved
dette Tyrannie tvinger os til, herved at søge Rettens Bi¬
stand.
Vi har i Begyndelsen spurgt en Lovkyndig Mand til
Raads, og denne har sagt os, at de Romerske Love har slet
intet bestemt ihenseende til de Rettigheder, som vi paastaaer
at der efter al Rimelighed i Carl den Stores Capitulariers¬
Tid endnu slet ingen Dame Coeffeurs har været til; at det
vel kan være mueligt, at vi i den Atheniensiske lykkelige Tids¬
punkt har udgjort en egen Stand sammesteds; men at fra
denne Epoche af indtil vore Tider ere forløbne meer end to tu¬
sinde Aar, og at vi derved kan have tabt vore Rettigheder
" ved Præscription.
Dette Sprog har i Førstningen foraarsaget os ikke li¬
den Urolighed. Men vi har søgt anden Hielp, og fundet
den. Den Lovkyndiges Videnskab er ikke skikket til at ud¬
vikle vore Grunde. Det nærværende Spørsmaal udfordrer
Kundskaber og Jndsigter, hvorudi de med deres Videnskab
ere gandske fremmede.
Parykmagerne paastaaer: at det allene tilkommer
dem at coeffere Damerne.
(a) J Frankerig hører Bartskierere, Haarskierere og Pa¬
rykmagere til et Laug.


For at til intet giøre saadan deres uretmæssige Paa¬
stand, ville vi legge for Dagen og bevise: Først, at den Kunst
at coeffere Damer, er en frie Kunst, og gandske førskiellig fra
Parykmagernes Profession; For det andet, at Parykma¬
gernes Laugs=Artikler ikke giver dem den udelukkende Ret,
som de ville paastaae at have; For det tredie, at de af Justitz¬
Rettens (b) Forordning har gjort en falsk og urigtig Anven¬
delse, og ere skyldige til at betale os en anseelig Skadesløshol,
delse, samt Omkostninger for de imod os forøvede Vexationer,
Første Sætning.
Man maae giøre en stor Forskiel imellem Balbeer= og
Parykmager=Mesternes Haandverk, og den Kunst at coeffere
Damer. Parykmagernes Profession hører til de mechaniske
Kunster, men Damecoeffeurernes til de frie Kunster.
De mechaniske Kunster har givet Andledning til adskil¬
lige Lavs og Gilders Opretning. Disse Kunster indskrænker
sig blot til et praktisk Haandarbeyde, ere langt neden for Ge¬
niets skaberske Opfindelser, og indskrænkede inden den snæy¬
re Sphære, som er dem egen.
Gandske anderledes forholder det sig med de fri Kunster,
for hvilke man meget forgieves skulde betale Mesterskab. Her
kan man ikke for en vis Sum Penge tilkiøbe sig at opfinde og
frembringe enhver Grad i den Smag og den praktiske Færdig¬
hed, som giver dem deres Tilværelse og Liv; dertil maae man
have Kiernen af de skaberske Talenter i sin Siel. Hvo som har
et Genie, der er duelig og beqvemt til den Kunst han griber til,
maae kunde udøve den med fuldkommen Friehed. Dette er
Maximer, hvorved de smukke Kunster bliver beskyttede, og
under hvis Bevaagenhed de i Frankerig har havt en saa for¬
undringsværdig Fremgang. Det skulde have været latterligt,
at indslutte Poeter, Bildthuggere, Malere og Tonekunstnere
i Laug og Gilder, saaledes som Parykmagere, Skoemagere
og Skrædere.
Maleren besieler sin Lerretsdug, Bildhuggeren sin
Klods af Marmor. Begge taler til Øynene, for at bedra¬
ge dem, og dette Bedragerie udgiør deres Verks Fuldkom¬
menhed. Tonekunstnerne og Poeten bringer de Gienstande,
som de bearbeyder, til Sielen, og dersom de besidder deres
Kunstes ægte Genie, saa maler de med Jldflammer, og opvar¬
mer alt hvad der befindersig i deres Virksomheds Sphære.
Vi ere hverken Poeter eller Malere eller Bildthuggere,
men ved vore Talenter giver vi Skiønheden, som hine besyn¬
ger, sin grazie; efter vore Originaler bliver den ofte afbil¬
det af Malere og Bildthuggere. Berenices Haar blev sat
(b) la Cour. Denne Ret har i Paris den høyeste Jn¬
stanz i Politie=Sager.


iblant Stiernerne, og hvo staaer os inde for, at det uden vor
Kunstes Bistand skulde have faaet denne høye Ære?
De særdeles Gienstande, som vor Kunst omfatter, ere
særdeles mange.
En større eller mindre Pande, et meer eller mindre
rundt Ansigt, udfordrer en meget forskiellig Behandling. Al¬
levegne og altid maae vi forskiønne Naturen eller forbedre
dens Feyl. Videre maae vi forstaae og vide lykkelig at forene
Hovedprydelsens Hovedfarve med Hudens Farves Beskaf¬
fenhed. Her bruger vi Malernes Kunst, vi maae kiende
Nuancer, Brugen af det Lysdunkle, og Skyggernes Forde¬
ling, for at give Teinten meer Liv og Grazien meer Udtryk.
Undertiden maae Hudens hvide Farve hæves ved Haarpyn¬
tens brunligere Tinto, eller Blondinens alt for levende Glands
tempereres med den Askefarve, med hvilken vi beklæder hen¬
des Haar.
Hovedpynten er videre forskiellig efter de forskiellige Si¬
tuationer. Hovedpynten ved en Besøgelse, eller paa en Bryl
lupsdag, eller Dagen derefter, er intet mindre, end ens. Den
Kunst, at pynte den Tendre og Sprøde, og ikkun at lade hen¬
des Fordringer skinne igiennem, men ey at forkynde dem; at
oppynte og sindse Coquetten, og af den ældre Systers Moder
at giøre hendes Datter; at forene Pynten med Sielenes Li¬
denskaber, som man undertiden maae giette. Den Kunst at
coeffere enhver i sær, den Begierlighed at befa de, som lige¬
frem aabenbarer sig, det Kielne og Attraaende i Opførselen,
som ikkun vil interessere, og den Livagtighed og Munterhed,
som ingen Modstand vil lide, den Kunst, siger vi, at coeffere
enhver i sær; at bringe nye Moder i gang, undertiden at kom¬
me sammes Egensindighed til Hielp, undertiden at standse og
hemme den; alt dette udfordrer ingen gemeen Jndsigt og
Kundskab om Sagerne, og en Følelse, til hvilken man i visse
Maader maae være født.
Men vor Kunst er endnu videre udbredet. Paa hiint
Theater, hvor Jllusion hersker, hvor Guder, Helte, Geister,
Feer og Hexemestere immer paa nye bliver skabte, der er et
Hoved, som kommer fra vore Hænder, snart en Gudindes,
snart en Heltindes, og snart en Skæfferindes Hoved. En Ar¬
mides Hovedpynt har slet intet ligt med Dianes Hovedpynt,
og Dianes Hovedpynt har ingen Lighed med Aecimadures
Hovedpynt. Giøre ikke de Slangeformige sammensnøede og
iblant hinanden viklede Haar paa en Furie den fuldkomneste
Contrast, med de Elskende spillende Haars bølgeformige
Bevægelser, Hvo som forstaaer og veed at fatte disse Nuan¬
cer, hvilke ere de forskiellige Slags egne, og kan overdrage
Originalens Tekkelighed paa Copien, i ham kiender man en
duelig Kunstners Haand.
Den Kunst at coeffere Damer, er altsaa et Geniets
Verk, og følgelig en smuk frie Kunst.
Haarenes og Lokkernes Anordning udgiør ikke engang
vor gandske Sysselsetttelse. Vi har altid Skatterne fra Gol¬
conda imellem vore Hænder. Paa os beroer Diamanternes
Stilling, samt hvorledes Halvmaanerne (croissants) Sul¬
tanerne og Aigretterne skal settes. Generalen for en Armee


veed, hvor meget han kan regne paa en Halvmaane(demilune)
for en Festning; han har sine ham tilforordnede Jngenieurs.
Vi ere i denne Post ligeledes Jngenieurs. Ved en velstillet
Croissant vil det være Fienden meget vanskeligt at staae imod
eller ikke at overgive sig; og paa denne Maade befæster og ud¬
vider vi bestendig Skiønhedens Herredømme.
Barbererens og Parykmagernes Forretning ere meget
forskiellige derfra. At klippe og rage et Hoved; at kiøbe det
dertil, som man har berøvet det; at give døde Haar den for¬
nødne Krumning ved Jern og Jld; at indforme dem paa et
Træe Hoved; at bruge Hammeren saavel som Kammen, paa
en Marquis Hoved at sette Savojardes Haar, og undertiden
endda noget slettere; at lade sig denne Metamorphose meget
dyrt betale; med et skarpt Jern at betage en Mandsperson sit
Kiøns Kiendetegn, at bade koldt og varmt o. s. v. Alt dette
er lutter Mechaniske Sysselsettelser, som ikke har den ringe¬
ste nødvendige Forbindelse med vores forhen beskrevne Kunst.
Man kan desuden endda tilstaae Parykmagerne den Ret
at accommodere Mandspersonernes egne Haar, efterdi deres
Frisur ikke behøver at være andet end en Orden, som An¬
stændighed udfordrer. Af analogiske Grunde kunde vi vel
disputere dem de søde Herrers Coeffering: men vi ville gier¬
ne lade deres Hoveder blive imellem Parykmagernes Hænder,
paa det at de skal have desio mindre Lykke i Coqvetteriet. Vi
coefferer, med et Ord, ikkun Damer. Deres Ægtemand
selv hører ikke engang til vor Competentz, og saa længe vi hol¬
der os inden disse Grændser, saa maae Parykmagerne immer
skraale saa meget som de vil, Politiet vil dog slet intet have
at tiltale os for i denne Henseende.
Det skulde være forgieves, om Parykmagerne vilde ind¬
vende, at omendskiøndt de selv havde en alt for tung Haand,
for Damernes Coeffering, saa kunde de dog alligevel holde
Svenne, hvis Haand var desto lettere.
Denne Jndvending vilde indeholde en Tilstaaelse, at
den Kunst at coeffere Damerne, ikke passe sig for deres Stand,
da Mesterne selv ikke har de fornødne Talenter at udøve den;
og deraf kunde vi slutte at deres Læredrenge, som bliver ad¬
fpredede ved andre Forretninger, skulde ligesaa lidet lære dem;
men en langt vigtigere Aarsag hindrer, at Damerne kan bru¬
ge disse Lære=Drenge til deres Coeffering. Parykmager¬
Drenge og Svende forandrer deres Herrer og deres Bouti¬
qver alle Øyeblik, og disse bestandige Forandringer tillader
absolut ikke, at tillade dem til en Tieneste, der udfordrer saa
megen Tillid og Fortrolighed som vores.
Et Fruentimmers Coeffeur er i visse Maader hendes
første Toilette Betient; han finder hende saaledes, som hun
er kommen ud af Rolighedens Arme, med endnu halv til¬
lukte Øyne hvis Munterhed er ligesom fængslet endnu ved
den først halv forsvundene Søvn. Under Artistens Hæn¬
der og under hans Kunstes milde Jndflydelser aabner sig
den opspringende Rose og beklæder sig med dens skiønneste
Smykte. Ved alt dette maae Artisten ære sit Verk, og i
hvor tæt og nær hans Tieneste end bringer ham til hende, dog
alligevel aldrig tabe af sit Sigte den undertiden umaadelige


Afstand som Stændernes Forskiellighed bestemmer. Han
maae have Smag nok, til at kunde føle de Jndtryk, som
hans Kunst skal giøre, og tillige Klogskab nok, at ansee dem
saaledes, som de gandske og aldeeles ikke vare for ham.
Det er altsaa fandt, naar man paastaaer, at hverken
Parykmagerne eller deres Svende og Drenge ere beqvemme
og duelige til at beklæde den Betiening, som Dame=Coef¬
feurerne har, og at Coeffeurernes Kunst som en smuk og frie
Kunst, er gandske forskiellig fra Parykmagernes Laug.
Nu vil det altsaa komme an paa at undersøge, om Paryk¬
mager Laugets Laugs=Artikler indeholder noget, der kan være
imod de Sandheder som vi nu har fastsat.
Anden Sætning.
Parykmager=Laugets 58de Laugs Artikel lyder saale¬
des: Parykmagere, Balberere og Badere, skal allene
have Rettighed til at afklippe og rage Haar, at bade,
at giøre Parykker, at holde Svede=Bade, og at for¬
færdige alle Slags Arbeyde af Haar, saavel for Mands¬
personer som Fruentimmer, under Straf af Arbeydet,
Haarenes og Haandverks=Redskabets Confiscation.
Denne Artikel allene skulde være tilstrekkelig at legge for
Dagen den væsentlige Forskiel som findes imellem Parykma¬
gerne og Dame Coeffeurerne.
Parykmageren bearbeyder et Materiale, men Coeffeu¬
ren en Gienstand. Det Materiale er det som man forbruger
ved Arbeydet. Gienstanden er det hvorpaa man Arbeyder.
Parykmageren arbeyder med Haarene; Coeffeuren i Haa¬
rene. Parykmageren giør Arbeyder af Haar, f. Ex. Paryk¬
ker, Lokker og saa videre; men Coeffeuren bringer de egne
Haar i Orden, og giver dem en smuk og behagelig Form.
Parykmageren er en Handelmand, som sælger sit Materia¬
le og sit Arbeyde; Coeffeuren sælger ikkun sin Tieneste; det
Materiale, som han bearbeyder tilhører ham ikke.
Efter disse Definitioner vil den anførte Artikel ingen
Tvetydighed meer indeholde. Parykmagerne beholder allene
den Rettighed, at giøre og sælge Arbeyder af Haar, f. Ex.
Parykker og falske eller uægte Lokker, og det bliver alle an¬
dre forbudet, at forfærdige og sælge samme, under Straf
af Arbeydets, Haarenes og Haandverks=Redskabets
Confiscation. Men en Dames Frisur, som ikke bruger
deres Tieneste, ville de umuelig kunde confisquere, efterdi
denne Frifur ikke er i Commercio, og Haaret, som udgiør
Arbeydets Materiale, tilhører formedelst dets Rødder Hø¬
vedet, som bærer det. Parykmagerne kan altsaa ingen Paa¬
stand giøre hverken paa Materien eller Formen.
Parykmagerne indvender, at de i Kraft af den anførte
Artikul, har den udelukkende Ret, at accommodere Mands¬
personernes egne Haar, og at man følgelig og maae tilstaae
dem lige saadan Ret ihenseende til Fruentimmeret.
Vi svarer derpaa: først, at den anførte Artikel giver
ingen udelukkende Ret til at accommodere Mandspersoner¬
nes egne Haar, efterdi den handler ikkun om Arbeyder, som


ere forfærdigede af Haar, der kan være Confiscation under¬
kastede. Dertil kommer, at naar Parykmagerne har den
Ret at accomodere Mandspersonernes egne Haar, saa maae
dette allene tilskrives gammel Vedtægt eller Possession for
sig ihenseende til Damernes Frisur.
For det andet, dersom Parykmagerne havde ved deres
Laugs=Artikler havt den udelukkende Ret, at coeffere Da¬
merne, saa skulde de gandske vist ikke have tilladt, at saa
stor en Mængde af Coeffauser havde sat sig ned i denne Ho¬
ved=Stad. Hvad ligger det dem altsaa Magt paa, enten
Damerne lader sig coeffere af Fruentimmer eller Mands¬
personer, da de engang ikke har Hævd derpaa eller Ret der¬
til, og om de endog havde, har dog ikke den fornødne Due¬
lighed dertil.
For det tredie, er det vist, at Mandspersonerne har
en meget sikkrere Smag i dette Stykke, end Fruentimmerne.
Thi, dersom det er sandt, at Damerne søger at befalde Mands¬
personerne ved deres Pynt: saa vilde Artisterne af dette Kiøn,
som de beste Bedømmere om det Jndtryk, deres Verk giør,
med desto større Virksomhed for saadant Øyemeed vide at
indrette alle de Skiønheder, som man venter af deres
Kunst.
For det fierde, Parykmager=Mesterne i Marseile
har ligesaadant Lav som de i Paris. Parykmagerne saae
i Aaret 1760, at der var en stor Mængde Dame=Coeffeu¬
rer i Marseille, lagde en Proeess an imod dem, fulgte den
samme Vey, som Parykmagerne i Hoved=Staden havde
gaaet for dem, og fik ligesaadan Dom af Parlementet i Aix,
som de Parisiske Parykmagere havde faaet ved Politie-Ret¬
ten. Men en Definitiv=Dom af 20 Junii 1761 forkaste¬
de alle de Marseiliske Parykmageres Fordringer, og forsik¬
krede Damernes Coeffeurer fuldkommen og frie Udøvelse
af deres Function.
Det er altsaa sandt, at Parykmagermesterne ikke kan
beraabe sig paa Laugs=Artikle, for at giøre Jndgreeb i Da¬
me=Coeffeurernes Profession.
Nu rester endnu at udføre den tredie Sætning, hvor¬
udi skal vises, at Parykmagermesterne har gjort en urigtig
Anvendelse imod os af nogle Politie=Forordninger, og at
det er nødvendigt, ved en uigienkaldelig Dom, at forskaffe
Dame Coeffeurerne Rolighed og Friched.
Tredie Sætning.
Adskillige Parykmager=Drenge hvis Mængde i den¬
ne Hovedstad er næsten utallig, kan vist nok have opført
sig ilde og slet. Saadanne ubehagelige Forefald ere at for¬
mode af de fleste Folk, som har endnu al Ungdommens Jld
ved sig. Man har og gjort sig Umage for at temme deres
Frekhed. Parykmagermesterne har fattet en Beslutning,
at lade samme confirmere ved Politie Øvrighedens Kiendel¬
se, og erholdet en Politie Rets Dom af 12te December 1760
hvorudi det bliver alle Parykmager=Drenge og Svende for¬
budet, at forsamle sig og gaae Troppeviis omkring, uder


at have Attester, og lade sig indskrive at gaae i Lære hos en
Mester, ikke at gaae fra en Mester, uden foregaaende otte
Dages Opsigelse, eller at lade det begyndte Arbeyde lige¬
ufuldendet. Tillige ere de Parykmager=Burscher, som kom¬
mer fra Provintzerne, derudi befalet, inden otte Dage ef¬
ter deres Ankomst at lade sig indskrive ved Laugets Lade, alt
under Straf af Fængsel for Lære-Burscherne og Penge¬
Mulct for Mesterne.
De Præcautioner, som ved denne Forordning ere tag¬
ne imod Parykmager Burschenes Udskeytelser, ere fuldkom¬
men værdige for den Øvrigheds Viisdom og Skarpsindig¬
hed, som med almindelig bifald vaager over Politien i den¬
ne Hovedstad.
En vis Coursel, en Parykmagerbursche, samt nogle
andre, bleve satte i Fængsel, fordi de havde overtrædet det¬
te Reglement. De appellerede fra Under=Politie=Øvrighe¬
dens Kiendelse og derved satte sig imod den Dom, som med¬
førte Reglements Execution, men Dommen faldt dem imod
den 19 Julii 1761, og de bleve afviiste med Appellationen.
Alt dette angaaer gandske og aldeles ikke Damernes
Coeffeurer. Men dog alligevel har Parykmagernes Syn¬
dici, stolt af den lykkelige Fremgang, ladet adskillige Coef¬
feurs arretere, og iblant andre Hr. Barbule af den Aarsag,
fordi han imod Politie=Dommen og Politie=Rets Forord¬
ningerne, ikke havde ladet sig indskrive ved Laugets Lade.
Vi har ikkun sat os imod foranførte Forordning for
saavidt, som man har vildet udtrekke paa os det, som der¬
udi er blevet tilkiendt. Men denne Modsettelse er blot
skeet til Overflod. Thi vi ere ingen Parykmager=Burscher,
vi ere Folk af Talenter og altsaa gandske adskilte fra Paryk¬
magere og Bartskierere. De fleeste af os har lært deres
Kunst af andre Coeffeurer, og skulde komme i stor Forlegen¬
hed, om de skulde blive satte i den Nødvendighed, at give
sig af med Parykmager Professionen.
Man vil maaskee indvende, at nogle Coeffeurer har
virkelig ladet sig indskrive ved Laden. Sagen er muelig,
og denne Art af Underkastelse kan have været en Følge af
de Foruroligelser, som ere os vederfaret paa den efter¬
trykkelige Maade; hvormed Syndici har gjort en urigtig
Anvendelse af de anførte Forordninger. Men deraf følger
ikke, at Syndici virkelig har haft Ret til at sette os i Fængsel
af den Aarsag, fordi vi ey har ladet os indskrive ved Laden;
thi førend man kan straffes for Ulydighed imod en Lov, maae
denne Lov existere. Men nu fandtes der hverken Lov eller
Reglement som kunde tvinge Dame Coeffeurerne til, at lade
sig indskrive ved Parykmager Langets Lade.
Dette er allerede provisorisk antaget for Ret af Poli¬
tie=Retten, og den Politiet udøvende Øvrighed har tilli¬
ge tilkiendt Dame=Coeffeurerne deres Kunstes Udøvelse
ikke at skulle blive foruroligede af Parykmagerne, saa læn¬
ge de ikke befatter sig med Mands=Personernes Frisur. J
Følge deraf er det og ordineret efter Hr. General=Advocat,
Seguiers Dom, og befalet, at Hr. Barbdle, en af vore
Medlemmer, skal settes i Friebed, og rovisprisk blevet for


budet Parykmagernes Syndicis, at arretere Dame=Coef¬
feurerne, men disse ligeledes forbudet, at befatte sig i nogen s!
Deel med Mandspersonernes Frisur.
Man har al Aarsag at troe, at Politie=Retten i sin
endelige Dom vil følge den Plan, som den selv har opteg¬
net for sig ved denne provisoriske Disposition; og naar det¬
te skeer, da at dømme Parykmagermesterne i Lauget til
Skadesløsholdelse og Gotgiørelse for de Vexationer, som
Hr. BarbUle og mange andre af vores Medlemmer har liidt
af dem.
Vi ville slutte med følgende Anmerkning. Der er om¬
trent 1200 af os i denne Hovedstad. Vi lever og ernærer
vore Koner og Børn af de Midler, som vi forhverver ved
vor Kunst. Dersom man treffer os med Balbering, med
Parykkers Forfærdigelse, eller med Mandspersoners Fri¬
sur, saa har vi Uret, og Parykmagerne Ret til at anklage
os. Men naar vi holder os indskrenkede inden vor Stands¬
Grændser, hvorfor skulde man da ophæve og til intetgiøre
vort Selskab?
Nogle strænge Sæder=Dommere ville maaskee sige, at
man let kan undvære os, og at det gandske vist ingen Ulyk¬
ke skulde være, om der hørte færre Nødvendigheder og færre
Tilrustninger til Damernes Toilette. Det er ikke vor Sag
at afgiøre enten de Spartanske eller Atheniensiske Sæder
tilkommer Fortrinet, og enten en Hyrdinde, som speyler
sig i Kilden og smykker sig med Blomster, eller den glunren¬
de Stads=Dame, som bruger den fineste Kunstes Prydel ser,
med mere Ret fortiener Herredømmet over vore Hierter.
De nyttige Kunster har forskaffet os Rigdomme; Rigdom¬
mene har frembragt Luxus, og Luxus har avlet Snurrepi¬
beriernes Kunster. Saaledes gaaer det ved alle Nationer.
Man maae tage vor Tids=Alder som den er. Sammes
pludselige Reformation vilde være imod Tilfældenes Orden
paa Jorden. Vi har Sæderne saadanne som de nu ere, at
takke for vi ere til; og saa længe som de bliver saaledes,
maae vi blive ved dem.
Skulde den Maade, som vi har forsvaret os paa, være
for meget under Justitiens Værdighed: saa er dette et Til¬
fælde, som vi allerede forud beklager. Men, hvor var det
mueligt, med Alvorlighed og Cancellie=Stiil at andrage,
Toiletternes Smaaheder - og disse Smaaeheder vare
dog her nødvendige, efterdi de indeholdt vore Grunde?
Men, den følgende Betragtning tilfredsstiller os der¬
for. Den Ret, at dømme Mennesker, er en Guddomme¬
lig Egenskab. Det uendelige Væsen dømmer endog Men¬
neskens mindste Gierninger.
Øvrigheden fælder Dom over alle Ting, om det endog ik¬
kun er de meest ubetydelige Smaaeheder. Sandhedens Under¬
søgelse er i og for sig selv skatteerlig, og forædler alle de
Gienstande, hvormed Øvrigheden sysselsetter sig; og lige¬
som Solen opgaaer, og lyser for alle Væsener: saa kan og
alle Borgere af enhver Classe med lige Følge søge Rettens
Beskyttelse.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 32


Udtog af et Brev fra Pyrmont.
N¬
u til en behageligere Sag! jeg maae,
min Kiere! endnu fortælle Dem en Be¬
givenhed, eller, om De vil, et Even¬
tyr, som for nogle Dage siden er hendet mig, og hvorudi
De ikke vil tage en ringe Andeel.
Tiden begyndte at blive mig lang i Pyrmont. De
veed at jeg bliver kied af det Eensdanne. Paa Promenaden
kiendte jeg alle Ansigter og alle Negligees; i Spisehuusene
havde jeg saa ofte hørt alle Sygdoms- og Sundheds Hi
storier, og alle andre Politiske Brønd=Discourser, Chroni¬
que scandaleuse ikke forglemt, at jeg næsten vidste dem
uden ad; for at spille Kort, var jeg just ikke reyst til Pyr¬
mont; og i Dandsesahlen fandt jeg ogsaa ofte, at Men¬
neskene, endog ved Omhyggeligheden for deres Sundhed,
og under den munterste Allarm af uskyldig Glæde, ikke kan
forglemme deres Rang, deres Forfængelighed og alle øv¬
rige Daarligheder, at jeg ikke sielden gik meer misfornøyet
bort derfra, end en Brøndgiest egentlig skulde giøre. Jeg
besluttede altsaa, at anvende et Par Dage paa en Lystrey¬
use til Hest i de omliggende Egne ved Pyrmont, for at be¬
frie mig fra Jdeerne om den menneskelige Stolthed og den
menneskelige Elendighed, som man der seer foreenet i en
sælsom Contrast.
Man havde roest den Egn om Polle ved Veseren
for mig, som en af de smukkeste i Fyrstendømmet Calen¬
berg. Der reyste jeg altsaa hen. Jeg havde ingen med
mig undtagen min Tiener, hvilken, som De veed, er saa
5
forstandig et Menneske, at jeg mere holder ham for min
5
Selskabs=Kammerat, end for min Tiener. Den Mor¬
7
gen, jeg reyste bort, var en af de smukkeste, som Naturen
kan frembringe, og min Siel var lige saa klar som denne
Morgen. Da jeg havde ingen Hast, og intet andet Øye
meed, end at betragte de deylige Egne og Landfolkenes Ar¬
beyde: saa opholdt jeg mig paa hvert Bierg, hvor jeg fandt
en behagelig Udsigt, saalænge til jeg havde fornummet al
den Fornøyelse, som de kunde forskaffe mig, og drog
ind i enhver Bye, hvor jeg fandt noget, som kunde for¬
tiene min Opmerksomhed. De veed, min Herre at Tiden
kan meget sielden falde lang paa Reyser for en Ven af Na¬
turen og af Mennesker, i sær naar han besidder den lille
i Kunst, ved sin Opførsel at forhverde sig Landfolkenes For¬
troelighed saaviidt, at de indlader sig i utvungne Samtaler
med ham.


Jeg reyste altsaa ikke ret langt den Dag. Først imod
Aften kom jeg til den Egn, som jeg egentlig var udreyst
for at besee. Jeg oversaae den fra et Bierg og den overgik
alle mine Forventelser. En Bye, som laae endnu omtrent
en Fierdingvey borte, opvakte min hele Opmerksomhed.
Den laae ved Bredden af Veseren, og var omgiven af en
halv Cirkel af Bierge, som deels tykt vare begroede med
Skov, deels indrettede til Haveland og giennemtrakte med
smaae Hekke. Den needgaaende Soel, som speylede sig
i Weserens milde Bølger, oplyste dette indtagende Am¬
phitheater. Henimod mig var en Slette af blømsterrige
Enge og Kornmarker, hvis blomstrende Vexter Aftenvin¬
den vuggede i sagte Bølger. J den Bye maae vi blive i
Nat, sagde jeg til min Tiener. Jeg troer ikke at jeg har
seet nogen smukkere i heele Pais de Vand. Vi rede der¬
hen.
Strax uden for Byen laae et Bondehus, der udmer¬
kede sig frem for de øvrige, saavel ihenseende til sin Byg¬
ningsmaade, som ved et vist ukunstlet Smykke, og en
meget artig Indretning i den dertil hørende Have. Uden
for Huusdøren stod en liden Pige, som var slet men reen¬¬
lig klædt, og hilsede os meget venligt. Jeg spurgte hende
hvor Vertshuset her var. Hun kom nærmere og viiste os
Veyen. Jeg forundrede mig ikke lidet over, at hun hav¬
de intet ved sig af Skye=Væsen, som de fleeste af vore Bøn¬
derbørn desverre viser imod Fremmede, og sagde til min Tie¬
ner paa Tydsk, at han skulde ride hen til Vertshuset og spør¬
ge, om vi kunde blive der om Natten, og paa Fransk Aar¬
sagen at jeg vilde endnu tale lidet med denne elskværdige Pige.
De viser mig alt for megen Ære, sagde den lille paa Fransk
jeg vilde ønske, at tiene Dem - Men jeg har hisset
en Urtekost, skal jeg forære Dem den? Med de Ord løb hun
ind i Huuset, og kom strax ud igien, og overleverede mig den
med en vis Landsbye=Grazie, som endnu mere formerede
min behagelige Forundring. Jmidlertid at jeg betakkede
mig, roste hende, og var forlegen over, at jeg ikke kunde
giøre hende nogen Foræring igien, kom en gammel Mand
til Huus=Døren, der havde saadant muntert og glad An¬
sigt, at jeg paa Timen blev bekiendt med ham. Han spur¬
te mig, om jeg maaskee var bleven forvildet, saa at jeg
vilde blive om Natten i denne Bye. Jeg fortalte ham fra
hvad Sted jeg kom og hele Øyemeedet af min lille Reyse.
Min Tiener kom tilbage igien og sagde, at jeg vanskelig
skulde blive i Byen om Natten, dersom jeg ikke havde Lyst
til at sove paa Halm med nogle drukne Foermærd
Dersom De, sagde den Gamle i sit trohiertige plattydske
Sprøg vil tage til Takke med en haard men teen Seng i


vort Huus, faa lad de ikkun trække Deres Heste hisset ind i
Stalden.
De kan let tænke, at jeg ikke aflog dette Tilbud. Jeg
fandt Huset indvendig saaledes som jeg havde formodet det.
Lidet meer Beqvemmelighed, end i et almindeligt Bonde¬
huus; men meget reenligt, og paa en ædel Maade simpelt.
Hvil sig ud, sagde den Gamle, jeg vil gaae og kal¬
de mine Børn hiem fra Marken, det er desuden Tid at
giøre Fyrabend.
Jeg sad imidlertid fuld af Forundring og snakkede
med den lille Pige, indtil jeg saae den Gamle komme til¬
bage igien, og havde i Følge med sig en meget velvoxen
Mandsperson, som førte sin Person got og var klædt i den
sædvanlige Landets=Dragt, samt havde et fuldkommen ar¬
tigt Bonde=Fruentimmer under Armen. Hvem var be¬
gierligere end jeg, at lære at kiende disse Folk!
Den unge Mandsperson og Bondefruentimmeret bade
mig ligesaa troehiertig at være velkommen, som den Gamle
havde giort. Den unge Mand talede mig til paa Plat¬
tydsk, og betragtede mig derhos overmaade nøye.
Jeg merkede, at han talede ikke dette Sprog med no¬
gen ret Færdighed, og sluttede af nogle Franske Vendinger
derudi, at han maatte bedre forstaae dette Sprog. Jeg
svarede, ham altsaa paa Fransk, og pludselig erindrede jeg
mig meget livagtig, at jeg havde seet ham nogensteds.
Jeg skal kiende Dem, min Herre, sagde han til mig, De
er gandske vist N**, med hvem jeg i sidste Krig giorde
saa mangen fornøyelig Spadsere=Gang i Hannover i Ei¬
lerriede, og hos hvem jeg har tilbragt saa mangen deylig
Vinter=Aften med Fornøyelse. - Og De, sagde jeg,
Deer Davle Men sig mig for Himlens Skyld, hvor
er De kommen her, Hvorledes kommer De til denne Dragt?
til dette Sprog? til denne Levemaade? – Her er hun
som har vundet Seyer over mig, sagde han i det han med
de ømmeste Øyekast saae til sin artige Kone; hun har gjort
mig til Krig=fange, og nu til den lykkeligste Tydske Bon¬
de. De skal faae min heele Historie at vide. Men lad
os først drage Omsorg for nogle Forfriskninger baade for
Dem og os. Jeg har nu omstunder bedre Hunger, end
den gang, da vi ofte philosopherede med hiinanden om de
Menneskelige Handlingers Sædelighed.
Jeg fandt altsaa her, min Herre, gandske uformo¬
dentlig, vor Dav-le. Hvor vil denne min Opdagelse giøre
Dem fornøyet, da De endnu saa ofte erindrer sig hans
Omgang, og immer har holdt ham for en af de retskaffen¬
ste og meest oplyste Offieierer, iblant alle de Franske, som
vi har lært at kiende!
Den lille Pige kom ind. Vl De følge med mig,
min Herre, ned i vort Lysthuus ved Vandet. Der spiser
vi Aftensmad, naar det er got Veyer. - Jeg fulgte
med hende. Dav=le kom til os i Haven, og hans Kone
samt nogle Piger bragte et lidet Landsbye=Maaltid paa


Bordet. Vort Bord=Selskab bestod af den gamle Mand,
begge de unge Folk, den unge Pige, jeg og min Tiener!
Vor Vertinde var i Førstningen lidet undseelig, og man
merkede det meget tydelig, at det endnu ikke gandske havde lyk¬
kedes hendes Mand, at vænne hende fuldkommen af med Skye¬
heden for Ubekiendte, der var en Følge af hendes Opdragelse.
Men i alt hvad hun sagde, herskede saa megen sund For¬
stand, Godhiertighed, Fiinhed af Følelse og Ømhed imod
hendes Mand, at jeg imellem os sagt, nær var bleven hy¬
pochondrisk igien, naar jeg tænkte tilbage til min høylærde
Frue i Staden.
Jeg kan ikke spise for Begierlighed min, kiere
Dav=le, at høre Deres H.storie. - Alting er saa ar¬
tigt hos Dem, at jeg vilde ønske, vore gode Calenbergske
Landsbye=Piger havde i Krigen gjort tusinde saadanne Mænd,
til Bytte.
Jeg kunde gandske vist skrive en Roman af min Hi¬
storie, begyndte Døvle, men det Tydske Clima har end¬
nu ikke havt saa megen Jndflydelse paa mig, at jeg skulde
trekke en Historie ud til en Bog, som er kort fortalt, og
maaskee interessant for mine Venner. Vil De altsaa gand¬
ske kortelig høre de Begivenheder som har bragt mig herhid.
Jeg var, de veed det, Officier ved det F-ske Husar¬
Regiment. Engang kom jeg med 25 Mand igiennem den¬
ne Bye, da der just blev Jldløs i dette Huus. De kan
ikke forestille sig, i hvilken Angest de stakkels Folk vare,
det de gandske vist troede, at hvad Jlden vilde levne, det
skulde være et Bytte for de fiendtlige Hvsarer. Jeg tilli¬
ge med mine Folk giorde mig al Umag for at redde, dem¬
pede Jlden lykkelig, og havde ved udstillede Vagter bragt
det dertil, at jeg nogle Timer derefter kunde giøre mig den
Fornøyelse, at give de arme Folk alt det igien, som de
havde bragt ud af Huuset, uden at det allermindste deraf
var blevet bortstiaalet. Min nu værende kiere Svigerfa¬
der, som De der seer, regnede mig denne Gierning, der dog
var intet videre end en Menneskeligheds=Pligt, til en be¬
synderlig Ædelmodighed, og vidste ikke, hvorledes han
skulde vise sig taknemmelig, da jeg aldrig har ladet mig
betale for de moralske Pligters Udøvelse. Det, som jeg
tog imod, var den Begiering, at om jeg kom tilbage igien
i den Egn, jeg da vilde inqvartere mig i hans Huus. Det
traf sig nogle Maaneder derefter, og jeg kom til at ophol¬
de mig her i sex Uger. En fiendtlig Officier, som har
forhvervet sig sin Vertes Fortrolighed, er, naar han vil væ¬
re en retskaffen Mand, overordentlig lykkelig i saadant
Qvarteer. Enhver her i Huset ansaae mig som sin beste
Ven, og jeg begegnede enhver igien paa samme Maade.
De sex Uger som jeg tilbragte her, var mig de behageligste
paa det heele Feldttog. Her lærte jeg at kiende Datteren
i Huset, min kiere Hanchen. Hun var den gang neppe
atten Aar gammel, smykket med alt det Jndtagende, som
Uskyldighed og Ungdom har, og havde det Fortrin fremfor


andre Bønderpiger, at hun havde en vis Fiinhed af Følel¬
se og Udtryk i hendes Sprog, som jeg strax efter min An¬
komst til Tydskland havde lært at forstaae. (Den unge
Kone gik bort under den Forevending, at bringe hendes lil¬
le Datter til Sengs.) Jeg fandt snart en høy Grad af
Venskab for hende, ikke Kierlighed, derfra afholdt jeg Tan¬
kerne, efterdi jeg havde en Kiereste i Frankerig, som jeg
ved min Bortreyse havde forsikkret om en ævig Troeskab,
ikke med Forpligtelser af Eder, men som en retskaffen Mand.
Men for at unddrage min Veninde fra nogle andre unge
Franzosers Efterstræbelse, saaviidt mueligt var, hvilke og
vare inqvarterede der i Byen, da jeg alt for tydelig saae,
hvor ulige det Partie er, naar en ung udlært Frangzos sø¬
ger at forføre en Pige, som har intet videre til sit Forsvar
end hendes Uskyldighed og Godhiertighed: saa erklærede jeg
hende i vore Selskaber for min Kiereste og begegnede hende
følgelig med al den Opmærksomhed, som denne Erklæring
udfordrede. Men det kom mit Hierte dyrt at staae. Han¬
chen elskede mig, uden at hun selv vidste det, med al den
Styrke, Uskyldighed og Godhiertighed, som giver en Tydsk
Piges Kierlighed saa stort et Fortrin for mine forrige Lands¬
mandinders sædvanlige flanevurne forfængelige Tilbøyelig¬
hed. Jeg søgte, i hvor meget det endog kostede mig, selv
at formindske hendes Tilbøyelighed til mig, -- og
minblev immer sterkere. Nu fik vi Ordre at rykke op,
og Freden som var nær, lod mig lidet Haab til overs, at
kunde engang igien opholde mig i denne smukke Bye. Min
Kiereste i Frankerig ventede efter mig. Altsaa -- lev
for ævig vel, min dyrebare Hanchen! – Jeg havde
den undsigelige Fornøyelse, at see det heele Huus græde
ved den fiendtlige Officiers Afskeed. Den gamle Fader
og Datteren tog mig fat om Haanden - gandske vist
naar Freden er sluttet, kommer De fra Frankerig engang
for at besøge os, dersom det ellers er sandt, at De holder
saa meget af os. - O hvor var Hanchens Øyekast her¬
ved forskielligt fra Faderens Øyekast! – Jeg lovede dem
det, for at opmuntre Dem, omendskiønt jeg ikke havde til¬
troet mit Hierte, at giøre nok en Visite der efter denne Af¬
skeed.
Freden blev strax derpaa sluttet, og vi marscherede
tilbage til Frankerig. J Stratzborg traf jeg min Kiere¬
ste, som var reyst fra Paris dertil, for at komme mig i
Møde, og i Haab om det Bytte, som jeg skulde medbrin¬
ge, havde udpyntet sig med alt det, som den nye Mode i
Paris havde imidlertid opfundet. Vi reyste meget fornøye¬
de til Paris, omendskiøndt jeg undert den ved al den bril¬
lante Vittighed, og ved al den fine Smag, som min Fran¬
ske Kiereste havde, kunde neppe tilbageholde et Suk for
min Tydske Veninde.
Jeg havde store Fordringer til nogle Krigs=Commis¬
sairier. Disse stak sig bag ved adskillige andre Folk, som
badede mig, efterdi jeg ofte i Tydskland havde forhindret


dem at berige sig ved Landfolkenes Udpresninger og Under¬
trykkelse. Man anbragte altsaa en Klage imod mig over
adskillige Punkter, som maae være høyligst fornærmelige
for en retskaffen Mand, beviste af den ubeviislige Klage,
at mine Fordringer vare uretmæssige, og nødte mig der¬
ved til, frievillig at frasige mig en Tieneste, hvorudi
man beskyldte mig for saadanne Forseelser. Jeg hastede
til min Toinette, det var min Franske Kierestes Navn, for
nu med hende, for alle politiske Forbindelser at leve paa et
lidet Landgods, som var min Fæderne=Arv, og i hendes
Selskab at glemme den mig tilføyede Uret. Men hvor
stor var min Forundring, da jeg fandt hende overordentlig
koldsindig, og i Begreeb med at indlade sig i en Kierlig¬
heds Forstaaelse med en fornemme Herre. Jeg skulde i den
første Hidsighed have hævnet mig forskrekkelig over hendes
Utroeskab, dersom ikke en Tanke paa min Tydske Pige hav¬
de lært mig at foragte hende.
Frankerig var mig nu forhadt. Jeg skyndte mig til
Piccardie, for at sælge mit Fæderne Arvegods, og derpaa
at reyse til Tydskland med de Penge, som jeg fik derfor,
der kunde omtrent beløbe sig til Tusinde Dukater. Jeg
saae efter et halvt Aars Fraværesse, min Hancken igien, fik
hendes Faders Samtykke til at ægte hende, anvendte en
Deel af mine tusinde Ducater til at afbetale nogen Gield,
som hæftede paa denne Friegaard, og en Deel til at giøre
nogle store Forbedringer paa den, som den trængte til.
Alle mine Bestræbelser har havt en lykkelig Fremgang.
Min Svigerfader, min dyrebare Hanchen min lille
Datter, og jeg, vi ere den lykkeligste Familie som man kan
forestille sig, efterdi vi elsker hinanden, ere glade og mun¬
tre, flittige og ærlige. J særdeleshed glæder det mig, og
giør ikke lidet til min Lyksalighed her, at Folkene i Byen
elsker mig, omendskiøndt jeg er en Udlænding, efterdi jeg
forstaaer deres Sprog, og har viist dem mange i Frankerig
bekiendte Forbedringer ved Agerdyrkningen, hvis Fordele
de nu begynder at indsee. J Morgen min Herre, vil jeg
vise Dem min Mark, mine Haver, mit Qvæg, mine Enge,
mit Huuses Indretning, saa og, dersom de ikke vil røbe
mig, mit lille Bibliothek, og jeg troer, at De skal skatte¬
re deres gamle Ven lykkelig, for den Situations Skyld,
hvorudi han lever, som iblandt alle er i det mindste den
sikkerste for den sande Lyksalighed
Dette var hans Fortælling. Jeg lagde mig til Hvi¬
le med de behageligste Følelser af Landsbye Lyksalighed, og
den følgende Morgen viiste min Vert mig alt, hvad han
havde løvet at vise mig. Manden er visselig en fortreffe¬
lig og philosophisk Bonde, og hans Kone er den beste Kone
af Verden. Jeg vil ikke beskrive alt det for Dem, som jeg
har seet. De, min Ven, maae selv besøge denne Mand,
og selv see alle Ting. Han har talet meget om Dem, og
vilde glæde sig meget, om De snart kom til ham.


Jeg blev endnu to Dage hos ham, og vendte derpaa
tilbage lige til Pyrmont igien, uden at søge videre Even¬
tyr. Lev vel! - Dersom vor Brønd=Medicus fik
dette lange Brev saa vilde han vist blive utidig og gabe.
§. A. X.
Beskrivelse paa et ægte Canaan i
disse Tider.
Sen Konge, der ey lod sit Folk en Ulskiel lide.
Een Fyrste, der ey gaaer til Fods naar Svende ride.!
Een Junker, der ey af de Sexten er besat.
Een Amtmand, der sin Pung veed fri for Plukke=Skat.
Een Statsmand uden Svig. Een Hofmand uden Smiger.
Een sandrue Handelmand. Een Præst, som giør og siger.
Een Dumherr, der ey er en Herrens Dage=Tyv.
Een Vert, der Fem og Een ey regner ud til Syv.
Een Raadmand, der for sit det meenigt Beste fremmer.
Een Landsknægt, der ey svær. Een Vev, der Ven ey glemmer.
Een Dommer, der ikkun seer hen paa Lov og Eed.
Een Huusbond, der i Tugt og Straf ret Maade veed.
Een Munk af Josephs Art. Een Lærd, der ikke traadser
Een Mand og Eenevolds. Een Rig, dog ingen Fraadser.
Een Arm, der vogter sig for Ran og Betlerslav.
Een Lovklog, der end ey den Frommes Ret forgav.
Een Viis, der ey engang forglemmer den Alviise.
Een Møe, der Brudeseng og Blee for ens kan priise.
Een Læge, der ey for Misgisning sigtes kan.
Een Syg, hvis Helsot just af Timeglasset rand.
Een Værge, der sig ey med fuld Beraad forregner.
Een Foged, den man ey en Mangels=Post udtegner.
Een nye Skribent, der ey af Gamle borget har.
Een Viisdoms-Mester, der ey engang blev en Nar.
Een Dobbler, der kun har ved Vanheld tabt og vundet.
Een Svend, der aldrig har forbudne Veye fundet.
Een nylig Gift, der med sin Pung ret Maade veed.
Een Gammel, som af Guld og Liv er hiertekied.


Een Danneqvinde, som af Herskefok ey plages.
Eet Barn, som uden Hug i Lydighed opdrages.
Een Herre, som sig ret mod Svende veed at tee.
Een Svend, der stedse vil paa Herrens Beste see.
Een Jøde, der i Død, som Daab Messiam kiender.
Een Skialder, som med Digt i Vers ey Sandhed blænder.
Hvor disse samlede kan vises i et Land,
Der findes i vort Tid et ægte Canaan.
En Dames Gravskrivt over sin
Jgund.
Uug og Gamles Sledskheds Gaver
Roser vores Skiønheds Magt:
Troeskab hver paa Tungen haver,
Kun saa længe det blev sagt.
Mandfolk! J, som er begavet
Med en glak og Ordriig Mund!
Troeskab ligger her begravet
Hos min lille Skiøde=Hund!
En Gasconnade.
Jmedens man byggede den nye Broe i Paris, og var
snart færdig dermed, gik en vis Mand, som hørte Byg¬
ningsfolkene at tale om et kosteligt Maaltid, der skulde
gives dem, immer frem og tilbage langs ad Broen og be¬
saae den med saa megen Opmerksomhed, som om han
havde haft stor Forstand paa Bygnings=Kunsten ved
Broer. Da man nu virkelig troede dette om ham, saa
bad man ham til Giest, for at høre, hvad hans Dom og
Tanker var derom. Efter Maaltidet sagde en af
Bygningsherrerne til ham, at han saae nok, han maatte
have et og andet at erindre ved deres Bygning, og bad ham
derfor sige, hvorledes man maaskee kunde giøre det bedre.
Min Herre sagde, vor Gasconier, da han havde reyst sig
fra Bordet og spiist sig mæt, der faldt mig ikkun dette
ind ved Eders Bygning, at det er meget vel betænkt, at
J har bygget Broen tvert over Floden; thi dersom J hav¬
de faldet paa, at bygge den langs ad Floden, saa skulde
J ikke være komne saa let i Stand dermed.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 33


Skatte=Graveren eller Æble=Tyven.
(Et Lost=Spil i en Act.)
Personerne i dette Lyst=Spil ere: 1) Hr. v. Al barn. 2) Frue v.
Althavn. 3) Juliane, deres Datter. 4) Hr. v. Schønfelt
hendes Frier. 5) Hr. v. Blendbeim, Frue v. Althavns
Opvarter. 6) Hanche, Julianes Pige. 7) Valentin, Hr.
v. Schønselts Tiener. 8) Mester Simon, Gartneren. 9.
Martin, Gartnersvenden. 9) Fuchs, en Skattegraver.
Tbeatret forestiller en Have. Hist og her staaer enkelte Træer.
Det er Nat og Klokken 10.
Første Optrin.
Simon og Martin.
(De kommer begge frem bag ved et Træe.)
imon. Ja, du Skurk, det siger jeg, at du er Skyld deri!
S¬
Du havde ellers for længe siden kundet faaet ham fat.
Martin. Nu, nu, Mester Simon, skield kun ikke saa¬
Simon. Jeg vil skielde! jeg maae skielde! thi du fortie¬
ner det!
Martin. Ey, ey, da hvisaa?- Han siger: Jeg skulde
have taget fat paa ham? - Ja, havde jeg faaet fat paa ham,
saa havde jeg jo havt ham, den Æbletyv.
Simon. Vist nok, du Skurk! - det er just det jeg vil.
Jeg maae have fat paa ham, jeg skal have fat paa den Spids
bub! den forbandede Karl! som muser alle mine Borstorpfer¬
Æble fra mig; som tager min Smule Profit fra mig; ja som
har allerede stiaalet den. Jeg vilde ønske, at hvert Æble maat¬
te blive til en Møllesteen i den Spidsbubske Mave! - Du
Spidsbub, den du er!
Martin. Hvad hielper ham alt dekt - Æblerne ere
jo borte, og han faaer dem ikke igien.
Simon. Det er just Ulykken! - Mine deylige Borstorp¬
fer=Æble ere borte! Havde den Spidsbub endda ingen taget
af dem, som den naadige Herre skulde have: saa havde det
endda været got; men han har taget alle de største smukkeste og
røde, som jeg altid har faaet min Daler for. Den Spidsbub!
Martin. Den Skielm, den, den! havde vi kun fat paa ham
han skulde ud med alle Æblerne igien! den Galgeknebel den.
Han havde kun kundet tage de smaa, enten den naadige Herre
havde faaet nogle eller ey; naar vi ikkun havde havt dem!
Simon. Ja Martin, denne Nat maa vi have fat paa ham.
Der er intet andet for. - Han kommer ganske vist igien
thi der sidder endnu en Skok paa Træet dem vil han gandske
vist og hente; men jeg gaaer ikke af Stedet, førend jeg har
ham om jeg endog her skulde passe ham op til i Morgen.
Martin (hvisker) Mester Simon, jeg vilde nok give ham
et Raad-
Simon. Hvad skulde det være?
Martin. Jeg veed ikke om det er saa velbetænkt, at vi
bliver her begge To; Tyven kunde maaskee blive os vaer, og
vende tilbage igien.


Simon. Det var got nok, dersom jeg bare kunde for¬
lade mig paa dig; men du har nu i saa mange Nætter ikke
faaet fat paa ham, saa vil du heller ikke faae ham i Nat.
Martin. Jeg ikke faae ham? - Jo dersom han kun var
her engang, han skulde see et forunderligt Syn, Hr. Simon!
Naar jeg bliver hidsig, saa er jeg værre end Fanden!
Simon. Saa!
Martin. Jeg, jeg kan paa Timen fokke en saaledes her, og
ryste ham, saa - saa at han maae skrige derved! (Han gri¬
ber Simon i Brystet, og ryster ham.)
Simon. Sagte, holdt, du forbandede Karl!
Martin. Ja, hvad giør ikke Hidsighed. Jeg vidste ikke
andet, end jeg havde fat paa Tyven. - Nu Mester Si¬
mon, vær kun ikke bange; jeg skal bringe ham Tyven i god Be¬
tids i Huset, saa kan han giøre ved ham hvad han vil.
Simon. Ja, dersom jeg kun vidste
Martin. Vær han kun uden Bekymring. Jeg bringer
ham Tyven ligesaa vist som mig selv - Gak han kun hiem.
Simon. Nu, jeg vil da gaae: men, tag du dig i Agt.
Jeg kommer hver Time og passer paa.
Martin. Got, got. (Simon vil gaae.)
Martin. Bie, Mester Simon, et Ord endnu!
Simon. Hvad vil du?
Martin Jeg bringerikke Tyven førend jeg faaer ham fatl
Simon. Du Nar! det forstaaer sig.
Martin. Ja, ja det meente jeg ogsaa (Simon gaaer bort)
Andet Optrin.
Martin. (allene) Ha, ha, ha! Pak dig kun din Vey, du
gamle Gubbe. Det havde været en herlig Sag for mig, om
du var bleven her! - Ney, ney, Mester Sion, jeg maae have
Skokken fuld. Hvor de andre har taget Veyen, der kan disse
gaae med. Naar jeg ret overveyer det, saa giør jeg dog en god
Gierning. Jeg betager min gamle Gubbe den Leylighed at for¬
fordele sin Herre.- - At bedrage en Bedrager, det er slet ingen
Uret! (han henter en Kurv klyver op i Træet; naar han er kom¬
men op siger han.) Hvad Fanden! Havedøren gaaer op? hvem
skal jeg troe det er? - Stille jeg vil her være gandske sagte.
Tredie Optrin.
Juliane. Hanche. og Martin op i Træet.
Juliane. Hanche, det er bæl mørkt
Hanche. Hvad kan det hindre? holdt hun sig kun fast ved
mig; jeg skal nok føre hende - Hun er dog vel ikke bange-
Juliane. Bange jusi ikke, men om Schønfelt ikkun kom¬
mer
Hanche. Han kommer vist nok hvem veed, om han ikke alle¬
rede er der. Vi ville see hen hos Æbletræet der vilde han bie.
Juliane. Kun sagte, saa at ingen hører os
Hanche. Hvem skulde vel høre os? Saa sildig kommer
der ingen i Haven. (Hanehe lister sig hen til Æbletræet, og
Juliana bag ved hende.)
Hanche. (raaber sagte Hrø SHhønfell. Hr.v Schønselt.


Martin. (op i Træet sagte og med forvendt Røst) Ja!
Jubiana. Er det dem?
Martin. (ligesom før) Jal
Hanche. Valentin!
Martin. Ja.
Hanche. Hvor er du henne?
Martin. Her. (Hanche tilligemed Jnliana lister sig om¬
kring Æbletræet og føler immer for sig med Hænderne.)
Fierde Optrin.
De Forrige. Schønselt og Valentin.
(Schønselt og Valentin kommer ind ad en anden Dør.)
Schønselt. (kalder paa Valentin som lister sig bag efter
ham) Valentin!
Valentin. (frygtsom) Herre!
Schønselt. Er du der?
Valentin. Ja.
Schønselt. Seer du ingen?
Valentin. (Holder sig fast i Schønselts Kiol) Ney.
(Schønselt og Valentein kommer til Æbletræet. Valentin
følger efter Schønselt, ligesom Hanche efter Juliana, og
saaledes lister de sig omkring Træet indtil endelig Valen¬
tin støder paa Hanche."
Valentin. (skriger) Ach!
Hanche. Hvem er det, jeg har fat paa?
Valentin. Det er mig.
Hanche. Hvem er du da?
Schønselt. (raaber sagte) Juliane!
Juliana. Schønselt!
Valentin. Er det dig, Hanche?
Hanche. Ja, det er mig hvad ryster du for?
Schønfelt. (faaer fat paa Juliane) Er det dem, deyligste
Juliane? Hvor lykkelig er jeg, at jeg endelig har fundet hende!
Juliane. Det er sandt, Schønfelt, man kan kalde det en
Lykke; thi det er saa mørkt, at man kan tage hinanden
i Øynene. Det er en ret fæl Nat.
Valentin. Ja, deri har de ret, Naadige Frøken, den er fæl
nok!Da jeg kom der bag ind, da raslede og praslede det ba¬
efter mig, saa at -at jeg for al Verdens Skatte ikke vilde
høre det nok engang! (han seer sig immer frygtsom omkring.
Schønselt. Tie stille Valentin! vi har længe vidst hvad
du er for en Helt.
Hanche til Valentin. Hvad nu? Har du i Sinde at
krybe ind i mig?
Valentin. Veed du hvad Hanche, jeg vil skiule mig under
dit Skiørt, paa det at i fald der skulde komme noget
Hanche. Eya, hvorfor ikke heller!
Juliane. Hvad er det for Allarm J nu giør?
Hanche. Ey, Valentin, den -. vek!
Schønselt. Deyligste Juliane, lad os føre os disse Øye¬
blik til Nytte. Har de talet med deres Forældre?
Jullane. Ach, Schønfelt, det er altsammen forgieves!
Min Moder er ubevægelig. Jeg troer, jeg endda kunde
faae min Fader bevæget; men hun
Schønfelt. Men hvad er da Aarsagen til denne strænge
Vægring? Jeg tænker dog at min Slægt og Formue -
Juliane. Det er altsammen got, Schønfelt; men min
Faders Gierrighed, at give det allerringeste til et Udstyr, er
ubeskrivelig. Jkke desto mindre tænkte jeg at trenge igiennem:.


men - o hvorfor skal jeg dog sige det? -Min Moders For¬
fængelighed overgaaer alting! Hun kan umuelig taale at høre
at have en Datter, der allerede skulde være i den Alder, at hun
kunde givtes; og jeg troer, at hun skulde være færdig at daa¬
ne, om hun skulde kaldes Bestemoder.
Schønselt. Hvorledes raader hun mig nu, dyrebare
Juliane, at jeg skal angribe Sagen?
Juliane. Kan de spørge mig derom? O Schønfelt, hvor
ulykkelig er jeg ikke!
Schønselt. De har ret deri; men vi maae tænke paa
Midler, at giøre en Ende derpaa.
Juliane. Hvad kan det være for Midler?
Hanche. Naadige Frøken! dersom jeg var i deres Sted jeg
Juliane. Tie du stille, Hanche!
Schønfelt. Det eneste og sikkerste Middel er Flugten.
Vi lader
Juliane. O, hvad siger de?
(Martin kaster et Æble ned fra Træet, hvorunder Hanche og
Valentin staaer, og treffer Valen in paa Hovedet.)
Valentin. (som farer imod Hanche.) Ah! - Ah!
Hanche (bliver forskrekket) Ak! Hvad er der paa Færde?
Schønfelt. Hvad er det?
Valentin. (bag ved Hanche) Der er! der er!
Schønselt. Hvad er der? - Hvad skal der vel være?
Hanche. Jeg veed det ikke. Den Nar har giort mig selv
forskrekket.
Valentin. Jeg er virkelig og i Sandhed ingen Nar! Det
kom mig springende paa Hovedet, saa at -
Hanche. (som faaer Æblet for Foden og tager det op. Ey,
du Nar, det er et Æble, som er faldet ned af Træet!
Valentin. Et Æble? kunde det være saa tungt?
Hanche. Der; der kan du see det. - Seer du det f
Valentin. Ney.
Hanche. Jkke det?
Valentin. Det er saa mørkt.
Schønselt. Ja, min Dyrebareste, det er det eneste Mid¬
del. Vi lader os vie sammen i den nærmeste Bye, og naar Sa¬
gen først engang er skeet, saa maae de siden lade sig det befalde.
Juliane. Men -
Valentin. Hia! - Hia! - Der kommer¬
Schiønselt. Raser du? Karl!
st!
Hanche. Tys - Sti¬
Valentin. Ach! nu kommer det!
Juliane. Schønfelt, der kommer noget gaaende.
Schønfelt. Vær de kun ikke bange.
Valentin. (sagte.) Min søde Hanche-
Hanche. Tie dog stille! Mig tykkes visselig, det er den
naadige Frue.
Juliane. Jeg troer i sandhed det er min Moder. O Himmel
Schønselt. Bekymre De sig kun ikke. Skiul De sig kun
bag ved dette Træe. Det er mørkt; man kan ikke blive os var.
(Schønfelt og Juliane skiuler sig bag ved Træet; Hanche¬
bag ved Juliane, og tilsidst Valentin bag ved Hanche.)
Femte Optrin.
De Forrige. Frue v Althayn og Hr. v. Blendheim.
Fr. v. Althayn. Ja, ja, Blendheim, jeg giver dem min For¬
sikkring. Døer han i Dag, skal de være min Mand i Morgen.


Blendheim. Det er alt for megen Godhed naadige Frue;
men deres Frøken Datter vil vel ikke ære den som Fader, hvil¬
ken hun skulde elske som Mand.
Fr. v. Althayn. Hvad siger De, min Datter elsker hun
Dem? Er De forliebt i Hende?
Blendheim. Ja, jeg kan ikke nægte det.
Fr. v. Althayn. Min Datter! det Barn vil tænke paa
Kierlighed? – og De er saa Enfoldig, at troe hende?
Blendheim. Vi Mandfolk ere i dette Stykke lettroende.
Dersom det altsaa ikke skulde være forvovent, naadige Frue,
at bede Dem om Deres Frøken=Datter
Fr. v. Althayn. Tie stille med saadant Snak! Jkke et
Ord derom! - Har De forglemt, i hvad for en Hen¬
sigt vi ere komne herhid?
Blendheim. O nev, Naadige Frue!
Fr. v. Alth. Nu, hvor kan De da understaae sig at sige mig
saadant noget? Kort: Hør min Beslutning. Min Mand kan
efter al Anseende ikke leve længer end et Aars Tid. Saa bliver
De Min, og Eyer af min hele Formue: thi alt hvad min Mand
eyer, det hører mig til, og det har han faaet med mig. Saa¬
snart dette er skeet, vil jeg paa en eller anden Maade skille mig
af med min Datter, og. Men hvem kommer nu? Jeg hører
nogen komme. Ach, Blendheim, hvor skiuler vi os?
Blendheim. Her bag ved dette Træe.
(De gaaer bag ved et Træe, som staaer lige over for det, hvor
Schønfelt og Juliane ere.)
Siette Optrin.
De Forrige. Hr. von Althayn og Fuchs med en Løgte
og en Spade.
(De gaaee frem imellem de to Træer, hvor de ere skiulte.
Hr. von Althavn er i en Sloprok.)
Fuchs. Eya, det er kun Jndbildning og Overtroe! Tael De
kun ligesaa meget som De vil, det hindrer slet intet.
Hr. von Althayn. Da har jeg dog hørt det af en af De¬
res Herrer Colleger
Huchs. Eya, mine Herrer Colleger ere alle nogle Narre!
Jeg, som i en høy Grad overgaaer dem, maae langt bedre vide,
hvad man skal giøre og lade. Disse Folk tillader en ikke at tale
et Ord for sine Penge. Ney saa slavisk er jeg ikke. Min Kunst
er jeg vis paa, og lader mig brav betale; men snakke og tale
kan de ligesaa meget de vil.
Hr. von Althayn. Ja, ja, betale lader de sig, det er sandt
nok - Men vi ville ikke snakke meere derom. Her
var Stædet ikke langt fra Æbletræet - (Fuchs gaaer
omkring Stedet, og betragter det.)
Fuchs. Her siger De, har De seet det at brænde?
Hr.v. Alth. Ja, Hr. Fuchs, her har det brændt. Dersom jeg
den gang havde havt et hvidt Tørklæde hos mig, saa havde jeg
kundet faae Skatten uden store Vidtløftigheder; men der var
røde Striber i mit Tørklæde, som jeg havde hos mig; og saa¬
dan en Sag forderver det mangen en Gang altsammen.
Fuchs. (efter at han har beseet Stedet.) Hr. v. Althayn!
De er en lykkelig Mand! til Deres Dødsdag.
Hr. v. Alth. Hvad siger De?
Fuchs. De maae takke Himmelen, fordi den saaledes lige¬
som overvælder Dem med Skatte og Rigdomme.
Hr. v. Alth. O Himmel, hvad hører jeg! Hr. Fuchs!


Fuchs (hakker og graver i Jorden) Bie et Øyeblik. (Han
giør en Kreds om sig;) (Althayn staaer med Laternen og seer
nysgierrig paa ham.)
huchs. Nomen, Pronomen, Verbum, Adverbium.
Hr. v. Alth. Hr. Fuchs, det er jo af Grammatica?
Fuchs. (sagte) Nær havde jeg forseet mig; jeg tænkte
jeg havde en Bonde for mig: (høyt) Jeg veed det meget vel;
men disse Ord, i hvor slette de endog synes, har dog en Ma¬
gisk Kraft ved sig, som virker ved mine hemmelige Kunster.
De maae ikke forurolige og forstyrre mig.
Hr. v. Alth. Nu, nu, det var noget, jeg ikke vidste af Fuchs
tager en Bog op af Lommen, og siger til Hr. v. Althayn)
Fuchs. Hr. v. Althayn, leg nu alle Deres Klenodier, eller
andre Ting af Værdie fra sig i et Hiørne, og naar jeg saa har
talet nogle Ord, saa skal De falde ned paa Jorden.
Hr. v. Althayn. Jeg har ikke andet hos mig, end mit
Lomme=Uhr og min Ring. - Der vil jeg legge det.
Fuchs. Pas vel paa Stedet; thi De maae i Nat ikke tage
det til sig igien, dersom De vil bekømme Skatten.
Hr. v. Alth. Got, got: - der har jeg lagt det ved Æble¬
Træet.
Fuchs. Brav.
(Han mumler nogle uforstaaelige Ord af Bogen. Al¬
thavn falder ned paa Jorden. Fuchs gaaer sagte hen,
for at borttage Ubret og Ringen; men mumler immer¬
ført. Valentin bliver bag ved Hanche immer frogtsom¬
mere. Hanche rekker frem omkring Træet, og tager Uhret
og Ringen bort, da Fuchs vender sig om. Fuchs leder no¬
get derefter, men da han intet finder, saa maae han gaae
bort igien, fordi Althavn vil reyse sig op.)
Fuchs (sagte) Den gamle Dievel, hvor mon han har lagt
det hen?
Althayn. Nu Hr. Fuchs?
Fuchs. Nu ville vi begynde at grave.
Syvende Optrin
De Forrige og Simon med en Stok. Han seer der er
nogen ved Æbletræet, og tænker det er hans Tyv; løber lige¬
til, og faaer fat paa Fuchs. Althayn blæser Lygten ud.
Simon. Ha, ha, har jeg nu faaet fat paa Dig, du Skielm;
jeg skal hviske dig Æblerne af!
(Altdavn vil skiule sig bag ved Træet, hvor hans Frue og
Blendbeim ere, og treffer dem der bag ved. Altdavn for¬
skrekkes og begynder at skrige. Frue von Altdavn og Blend¬
beim løbee frem. Fuchsvil slide sig løs fra Gartneren, og
støder paa Valentin, som begonder at skrige. Althavn hol¬
der Frue v. Althaon og Blendbeim bag til og løber bag ef¬
ter dem. Alle Personerne løber forstyrrede iblant hinan¬
den. Gartneren raaber:
Simon. Tyve! Mordere! Røvere! Spidsbuber! Hey¬
da, Foik! Karle! kommer hid og hielper mig!
Ottende Optrin.
De Forrige og to Karle med Lys.
Simon. (seer paa dem ved Lyset) Hvad Dievlen, hvad
seer jeg! - Dem, naadige Hørre? - den naadige Frue?
Frøkenen? -Hanchel og hvor Fanden kommer alle de fra?
Hr. v. Alth. Ach, jeg veed ikke, enten jeg drømmer eller er
vaagen. Det kan umuelig hænge ret sammen -Min Kone?
Ja, i Sandhed, det er hende selv! Siig mig engang, hvad
giør hun i Haven om Natten, Madame?
Fr. v. Alth. Jeg?  jege vilde tage lidet frisk Aftenluft.


Hr. v. Alth. Aftenluft, med det artige Selskab? (pægen¬
de paa Blendheim) Simon slipper Fuche, og løber hen til Va¬
lentin, som skiuler sig bag ved Hanche. Fuchs sniger sig bort.
Simon. (i det han tager fat paa Valentin) Ha ha, god
Karl! du er gandske vist min Tyv, siden du med saadan Angest
søger at skiule dig. Hvem er du Karl?
Valentin. Ach! - Jeg i jeg = jeg = er Jngen.
Simon. Hvem er du?
Valentin. Ja, det er virkelig sandt; Hanche er mit Vidne.
Hanche. Hr. Simon, slip det stakkels Menneske, ellers
døer han af Frygt; det er ingen Tyv.
Hr. von Alth. Hvad vil han sige med det Tyve=Snak?
Det er jo forbandet. Juliane, Schønfelt, Hanche, Valen¬
tin!- Hvor kommer J allesammen fra?
Juliane. Hierte Papa! der er noget usædvanligt at see
paa Stiernerne; og da Hr. von Schonfelt forstaaer sig got
paa Stierner: saa har jeg med ham lidet undersøgt Stier¬
nernes Løb.
Hr. v. Althavn. Gandske artigt! --Hr. von Schønselt, vi ta¬
les nok videre ved med hinanden.
Schønselt. Ja gandske vist; det skal være mig en Fornøyelse.
Hr. v. Allhavn. Og Hanche, bvad har du ber at bestille?
Hanche. Jeg har leegt en smule Blindbuk med Valentin.
Hn.v Atb. Desligt!Allerkiereste! Jeg maae blive gal over
alt dette! Det forekommer mig endnu immer som en Drøm. Ja,
ja naar alt kommer til alt saa tar jeg drømt den hele Kram. Hum,
bum! du min Kone har altsaa taget dig frisk Aftenluft med dit Sel¬
skab? Gandske vel! Min Frøken Datter har med Schønfelt seet
paa Stiernernes Løb?Devligt!Hanche og Valentin har leegt
Blindbuk? Det er Allerkierest! Og mester Simon vil have fat paa
Æble=Tove? Hvilket forbandet Tøy er det altsammeni
Valentin. Hanche, hvad bliver beraf?
Hanche. Det vil du vel faae at see!
Valentin. Hia, bia, hia!
Simon. Nu, Naadige Herre! De har nu spurgt og snakket viidt
og breedt; men jeg er endnu ligesaa klog som jeg før var, og har lige¬
meget faaet fat paa min Tyr. Dersom De ikke vil tage det ilde op,
saa vær saa god og flig: hvad har vel De giort her i Haven.
Hr. v. Altb. (forvirret) Jeg? jeg - - jeg har -- jeg har
e holdt han for sin Mund!
Simon. Ha, ha! -- Deres Naade er vel ikke den som har taget
mine Æble?
Hr. v. Atbeyn. (truende) Simon! Simon!
(Her vil Martin legge sig ret frem paa Grenene, men kommer for
yderlig, og falder tillige med Kurven ned midt iblandt Se skabet,
saa at alle Æl lerne flyver rundt omkring bam Saasnart Martin¬
falder ned fra Træet falder Martin af Forskrekkelse omkuld paa
Jorden: de andre springer tilbage og skriger.)
Martin. (liggende) Av! au!
Simon. Hvad Dievolen er dette for et Syn? --Ab ha, Mar¬
tin? --Nu faaer jeg Øvenene oplukte! Nu er det reent forban¬
det, er du maaskee Æble=Tyven.
Martin. Det kunde være mueligt!
Hanche. Ha, ha! var du Æblepufferen?
Valentin. Jeg fornam det best paa mit Hoved.
Hr. v. Alth. Maae man ikke blive gal over alt dette!
Simon. Siig mig engang Bedrager, hvad har bevæget dig til
at føre dig saaledes op imod mig? Men, got, got! Du har redet smuk
under dig! du skal nu faae Belønning for dine Gierningee!
Martin. Jeg er slet ikke bange for ham, Mester Simon! -
og jeg skal nok bringe baade dam og bele Selskabet saavidt, at de
skal give mig gode Ord.
Hr. v. Altdavn og Simon (paa engang) Du?


Martin. Ja, ja, ret jeg. De skal strax børe paa hvad for en Maa¬
de. Lad mig nu tale. Jeg har siddet i dette Træe og børt at Hr. von¬
Schønfelt vil boktføre Frøken Juliane, og lade sig vie til hende,
dersom De ikke med det gode vil give ham bende, jeg har børt at den
naadige Frue= (Her giver Frue v. Altb. et Tegn, at han skal tie."
Martin. Dog, den Punkt vil jeg gaae forbi. Jeg har børt at den
Naadige Herre ber vil epgrave en Skat, og af en Spidsbub
og en Skattegraver har la det sig narte sine reede Penge fra; -
Hr. v. Altb. Hvad kalder du den ærlig Mand en Spidsbub?
Vartin. Ja, den ærlige Mand, da De lagde sig ned paa Jorden,
saa vilde han borttage Deres Uhr og DeresRing; men Hanche --
(Hanche viser Martin uformerkt Udret at han skal tie."
Hr.v. Altdavn. Hvad? Har han vildet tage mit Ubr?
Hanche. Han har virkelig taget det; jeg og Valentin saae det.
Valentin. Ja det er gandske rigtig; jeg saae det. (til Hanche)
Faaer jeg det?
He. v. Alth. (som ikke finder Ubret ved Træet) Den Spidsbub!
Den Bedrager! Biekun, der skal ingen narre mig mere:
Simon. Det er altsammen endnu ingen Undskyldning. Jeg seer nok¬
Martin. Co, ev, Mester Simon, han behøver slet ikke at giøre
sig saa tok; ellers siger jeg det til den naadige Herre, at han har
selv beholdt de store Æble, og de smaae --
Simon. (sagte) voldt Mund, du forbandede Karl i
Hr.v. A tdayn. Hvad? --Hvad?Lad os børe meer!
Martin. Hør De engang naadige Herre, hvad jeg vil sige Dem:
Dersom De vil give Hr. v. Schønselt Frøtenen til Ægte, og behol¬
de mig i Deres Tieneste: saa vil jeg ikke tale et Ord om alt det, som
jeg har seet og børt. Men hvis ikke: saa skal jeg ikke forsømme
overalt at udbasune, at --
Hr. v. Al kavn. St. st. Nok! Tie stille! Jeg vil endda give dig
noget til, naar du vil tie. Der kunde komme noget smukt Tøy der¬
udaf, i fald vi giorde os latterlige for vore Naboer! Hr.v. Schøn¬
selt, Leyligheden er ret lykkelig for Dem. Tag De Juliane; Re¬
sten skal vi nok komme til rette om. Men De, Hr.v. Blendheim! vil
giøre allerbest i, at De pakker sig jo før jo bellere bort fra os, og som
en Cavalier tier med alting. (Hr. v. Blendbeim giør et Buk, og
gaaer bort.) Du, min Kone, skal aparte forsvare dig foe mig.
Frue v. Althavn. Det vil være en let Sag.
Hr. v. Althavn Kommer, Børu! kommer! Om Ting, som ere
skeede, maae man altid tale det beste. Mesler Simon, en anden
gang vil jeg udbede mig de store Æble.
Simon. Som de falder, naadige Herre.
(Hr. v. Althavn og Frue v. Althavn gaaer bort).
Sebønselt. (til Juliane.) Nu min deylige! naar skal vi tageFlugten?
Juliane. Det Jndfald var alt for overilet.
Hanche. Det var mit Jndfald.
Martin (til Schønsels) De maae ikke forglemme mig!
(Sebønsels og Juliane gaaer.
Simon. Martinl Martin! du har spillet mig nogle deslige Stræ¬
ger! Det er en Lykke for din Rog, at det har truffet sig saaledes.
Martin. Det havde været ubilligt, om min Ryg skulte hare været
indriklei med i Sagen. God Nat, Mester Simon! (Simen gaaer)
Martin. Ha, ba, ha! nu har jeg ret anført dem alle sammen!
Saaledes maae man fange dem, og snoe sig ud af Snaren.
Nu, Børn lille vil i spise Æbler!
Valentin. Ja jeg spiser med. Nu kan de ikke meer falde mig
paa Hovedet, som før.
Martin. Men Hanche, Ubret --
Hanche. Det skal du være vis nok.
Martin. J Morgen tidlig vil jeg af hente det. God Nat, Hanche.
Hanche.
God Nat Martin!
Martin. Skynder jer nu noget ud af Haven.
Hanche. Vi skal ikke opholde os længe. (Martin gaar bort.)
Valentin. Nu Hanche! kom. - Der har du endnu et aller¬
kiæreste Æble.
Hanche. Eet kun:
Valentin, Du lille Tosse, et efter andet.


Ende paa Lystspillet.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 34


Allehaande Gammelt og Nyt.
Det er almindeligt, at Folk giøre undertiden forme¬
get af ubetydelige Ting; men at dette er gam¬
melt, vil man kunde see af følgende Fortælling
Om Bagateller og Smagting.
(Af Peter Pennyless.)
S¬
aavel Religionen som Lærdom og Videnskaber har
liidt meget af Smaating. Har ikke Lærerne i en¬
hver Videnskab ofte tilsidesat Videnskaberne selv
af en liden Forskiellighed i Meningen, af en Misforstaaelse
eller Ordkrig, og vanæret deres Tid og deres Genie, for¬
at forfægte en eller anden chimerisk Hopothese, og at ud¬
speculere en Scurrilitet imod den eller den, som maatte ha¬
ve imodsagt dem.
Men den Magt, som Bagateller og Smagting har,
viser sig ingensteds tydeligere, end i Ægtestanden. Naar
denne er ulykkelig, saa er det mestendeels foranlediget
for en liden ubetydelig Sags Skyld, hvorudi Manden
ikke har vildet eftergive for Konen, og Konen ikke for
Manden. Jeg har engang kiendt en Kunstkiender, som
anholdt om at blive skilt ved sin forben meget elskede Hu
strue, fordi hun af Uforsigtighed havde fordervet Vingen
u paa en tør Sommerfugl for ham, og atter et andet lærdt
Par, som skilte sig fra hiinanden, fordi Manden paastod,
at Ægteskab skulde skrives med Æ, men Konen vilde
have det skrevet med E, og de søgte derover hverken Seng
eller Sæde sammen mere.
Man har altsaa Aarsag til, ikke at dømme saa ringe
om Bagateller og Smaating.- Halpparten i det aller¬
mindste af alt det, som vi foretager os i vor Lives Tid er
slet ikke andet end Bagateller og Smaating, og fortiener
altsaa vor alvorlige Opmerksomhed. Den Mand, som
nforstaaer, vel at give Agt paa og legge Merke til alle de
Smaating, som møder ham paa hans Reyse igiennem Li¬
vet, skal gandske vist ikke spille nogen slet Rolle, og und¬
gaae mangt et ulykkeligt Stød, som ellers skulde treffe
ham, imedens at den, der agter saadanne Smaating
uværdige for hans Opmerksomhed, skal i en vis Periode
af hans Liv befinde, at han har bedraget sig selv.
Jeg kunde her anføre en Mængde store Begivenheder,
som ere blevne foranleediget blot ved Smaating; men
jeg vil lade mig nøye med at anføre nogle faa. F. Ex
Det Romerske Rapitols Frelse ved Giessenes Snaddren;
En Krigshærs Forjagelse ved Silens Esels Brølen; og
paa det at jeg skal sammenligne store Ting med smaa, alle
Hoveders Forrykkelse af Hans Majestets troe Undersaat¬


ter i og uden for London formedelst Bankning og Krads
ning ved en og anden Leylighed; men Exempler af dette Slags
ere saa almindelige, at enhvers egen Jagttagelse skal nok
forsyne ham med saadanne.
Det er Bagateller og Smaating som ofte adskiller
Venner, adspreder Armeer, og forrykker Hoveder i hele
Kongeriger. Jeg kunde blive ved, at vise fleere Helte¬
Bedrifter af Smaatings Magt; men jeg vil allene til Slut¬
ning anmerke den langsomme og uformerkte Maade, hvor
med de ofte undergraver Grunden til et Menneskes Lykke,
og med langsomme og uformerkte Trin ofte bringer Menne¬
sket til Tiggerstaven.
Den Fald er meget almindelig. En Mængde ædrue
flittige Folk kommer sammen paa en Viinkielder, og naar
de nu har forrettet deres Ærende, og maaskee begynder at
faae en Ruus, saa foreslaaer en, som endnu er meere
ædrue end de andre, at gaae hiem. En anden siger: vi
ville dog ikke gaae bort, uden nok at drikke en Flaske; en
Tredie paastaaer, at det er for meget, og kun til at ødelegge:
Fy, siger en Fierde, det er ikke Pinen værdt, at giøre saa
meget Væsen af saadan en Bagatelle. Lyden af det Ord
"Bagatelle" giør strax en Ende paa den hele Strid; en¬
hver af Selskabet troer, at han ligesaavel som sin Naboe
ikke bør regne en Bagatelle, og saa bliver Flasken ensstem¬
mig forlangt; og da den ikkun koster en Bagatelle, saa vil
nok en Flaske heller ikke være uden Smaating for dette Laug
og koste en Bagatelle, og saa immer fort, indtil de til
Slutning falder i Forundring over at Regningen er ikke meer
nogen Bagatelle eller Smaating.
Den største Deel af os lader sig i Oeconomien bedra¬
ge og føre bag Lyset af Smaating. - Dette eneste Mø¬
bel endnu, siger den ene, er ikkun Smaating, og vil ikkun
koste en Bagatelle: - En eller to Domestiquer flere,
og et Bord, som er indrettet med lidet mere Smag, siger
en anden, kan vel ikke være meget andet, end Smaating og
koste en Bagatelle meer; En noget smukkere Equipage, siger
en Tredie, kan ikke koste stort mere, end hvad jeg ofte har an¬
seet for Smaating og udgivet for en Bagatelle. Men hvor of¬
te udgiver ikke den bedragne Smaatings=Kræmmer paa den¬
ne Maade alt hvad han har, og finder til Slutning, at Arrest¬
huset er en Følge af hans Daarligheder og ingen Bagatelle.
eller Smaating.
Betænkning om den Gottenborgske Skole.
(Af Svensk. See disse Blade No. 27)
Sothenborg. Min Herre! jeg læste med Fornøyelse for
nogen Tid siden nogle Tanker angaaende den Gottenborg¬
ske Skole, thi de vidnede om Nidkiærhed for det Almeene;


men jeg læste den med ligesaa stor Misfornøyelse; thi de opda¬
gede derudi den Mistillid, som man i Almindelighed har til det¬
te nyttige Verk sammesteds. Jeg tilstaaer, at man nu med god
Føye kan kalde dette Gottenborgske Lærehuus Schola pau¬
perum (De Fattiges Skole) thi det er et Himmeltegn, iblant
70 og maaskee flere Discipler, som der findes, at treffe en
formuende Mands Søn.
Fordomme ledsagede af Hovmod, som længe har gjort
Gottenborg udmerket, og ret strax usselt, holder de mere
Formuende fra, at lade sine Børn komme til at lære noget
got for intet. En liden fornemme Herre og en ringe Bor¬
gers Søn kan umuelig sidde paa en Benke; den første kun¬
de jo lettelig ved noget Tilfælde komme til at kaldes Du
af den sidste, og da var i Frue Moders Tanke og kanskee
Hr. Faders med den unge Herres hele timelige Velfærd spildt.
Ney, Skolen hører de Fattige til, og det er øyensynligt. Det
var ønskeligt, om Mistilliden til den offentlige Latinske Skole
kunde saaledes tage af, at den Riges Søn ikke skulde hol¬
Forbliver.
de sig fornedret ved den Fattiges Side.
Til et Fruentimmer.
(Af Svensk.)
J snukke Blomster i det Grønne!
Der eyer J Naturens Pragt;
Men udi Haanden paa min Skiønne
End meer hos eder er nedlagt.
Min Zephis! see, hvor disse titte
Af Jorden for at see din Dag;
Lad dem, om ømme Aandedrag
Som Vidner i din Barm kun sidde.
Et Andet.
J vakkre Smaa! som Jorden pryder i
Gaaer nu, og min befaling lyder!
Lugt, Fiinhed, Skiønhed pryder jer;
Men Zephis Hænder endnu meer.
Hamborg. En Stump af en utrykt Ridder=Krønike.
Engang uddrog tre Riddere
Til Lands med deres Spyd og Bue;
De vilde saaes som Bølgerne,
Og milde som en Regenbue.
De raske og behændige
Paa Fod og Haand vel vare vante
At bryder Lantzer. Desuden var de alle Tre
Af høy anseelig Byrd og viidt og breedt bekandte.


De havde stor Forstand, fem Rhinske Fod var høye,
Og i Proportion af denne Høyde drøye.
Disse Ridderes Navne lyder forskrekkeligt, ligesom Klan¬
gen af deres Vaaben. Bararoridomstra, Lancigera¬
dor, Crambondo, det er Riddernes Navne. De droge
igiennem Blomstermarken, hvor Naturens milde Skiønhe¬
der og Yndigheder ere ligesom sammenpakkede, ret som
Deyligheden hos en venlig Pige, og deres Helte Ansigt un¬
der en forskrekkelig Hielm fremsmilede Glæde, da de droge
igiennem Blomstermarken. "Staaer Riddere! " raabte
pludselig Lancigerador, og lænede sig paa sin Lantze, "jeg
har noget at sige: Vi smiler, og denne Mark er fuld af
Venlighed og Deylighed. - Men paa det at vort
Ridderlige Hierte ikke skal nedsynke til den kielne Vellyst,
saa lader os engang slaae paa vore Skjolde," og de opløf¬
tede deres Lantzer-
Strax faldt en Ting i Græsset,
Ligt en Pandorisk Bøsse;
Det var en Onyx=Steen, paa Laaget sad en Paafugl
Som smukt udbreedede sin Gumpe,
Og dreyede den langsomt hid og did i Solens Skin
Den skreeg og saae paa Ridderne,
Og neden under var den som en Svan at see.
Paafuglen strax forsvandt, og Laaget faldt af Bøssen;
Da en Sirene for dem stod med gyldent Harpespil.
En Dreng smuk som Cytheres Dreng,
Som ud af Onyrstenen krøben var,
Forgyldte Hammere Sirenen gav et Par,
Og nu begyndte hun at slaae paa hver en Streng,
Pian, Pian, og sang indtagende dertil.
Men Ridderne tøvede ikke. De sloge strax paa de¬
res Skjolde, saa at baade Sangeren og Sangerinden,
fore ind i Bøssen igien, og hastede hen imod Skoven og de
større Dale. Foran i Skoven har Vulcan et Verksted,
der kom Ridderne først til, og bleve høflig imodtagne; de
saae der de sprudende Gløder og de tordnende Hammere, og
de svedende Cycloper at staae omkring det ubevægelig Am¬
bolt, og da blev Crambondo lidet saaret. Nu hilsede de
Cycloperne og styrtede sig dybt ind i Skoven, om de maa¬
skee ikke kunde finde en forønsket Printzesse, som de kunde
befrie og løse af Troldmandens Baand, eller en Uskyldig¬
hed i et Skarns Kløer, som de kunde komme til Hielp,
og give det skarns Menneskes Hierne til en Føde for Ørne¬
ne i Skoven. Der satte Ridderne sig ned for at tale om
Ridderdømmens Held og Lyksalighed, om den smukke Død i
Dydens Tieneste, og en Gestalt lod sig i det samme tilsynt
for dem, som en deylig Pige i sin beste Floer, - og
da Ridderne saae op, forsvandt hun og der faldt Blomster,


ned fra den blide reene Luft paa det Sted, hvor denne
Gestalt var forsvunden, og en stor Hiort med stolte Tak¬
ker dandsede forbie dem, og foer hastig afsted som en Piil;
Bararoridomstra efter den, forfulgte ham med sit Spær
tæt i Sporene over Bierge og Dale, og jagede ham ti gan¬
ge den hele Skov rundt. - Tilsidst vendte Hiorten
tilbage til det Sted, hvor begge Ridderne sadde, ret ligesom
den vilde søge Redning imod den, der forfulgte ham, og
de stode op, for at værge den og hindre Bararoridomstra;
men Hiorten kunde ikke meer, og styrtede halvdød ned hos
dem i en Bramberbusk. Angesten havde opdrevet dens
Aarer meget tykke, og Hiertet slog i ham, saa at Blade¬
ne og Bærrene paa Brambærbusken skielvede og bævede
ved hvert Slag. Bararoridomstra kom til dem, og Rid¬
derne traade hen til det beængstede Dyr, og strøge det
venlig, og tre store Taare trillede ned af Hiortens blege
Næse, og han strakte sine ranke Bene fra sig og var død
og Lancigerador og Crambondo faae Bararoridom¬
stra i Ansigtet og tavde; derpaa satte de sig hen paa den
døde Hiort, toge deres Hielme af, og sagde: "Bararo¬
ridomstra, vær menneskelig!"
Nytte af Sminke.
Hannover. Den navnkundige Frue vøn Staal fortæl¬
ler i hendes Memoires, at Sminke giorde hende engang
en meget stor Tieneste, da hun formedelst en Stats=Sag
var sat i Bastillien. Da jeg, siger hun, blev fremkal¬
det for Commissarierne, var jeg saa forsigtig, at jeg smin¬
kede mig først med den Sminke, som jeg havde i Lommen. Jeg
havde ellers tilforn aldrig sminket mig; Men for denne gang
giorde jeg det, paa det at jeg kunde skiule en vis Altera¬
tion i mit Ansigt, som ellers havde kundet røbe mig.
Arithmetisk Opgave.
En fornemme Negotiant kommer i Wien til en Vexele¬
rer med 50 Rixdalers Nyrnberger Courant, og siger til
ham: Vil han Vexle mig disse Penge, og give mig saa
megen Wiener=Myndt derfor, som samme ere værde.
Vexeleren veed ikke hvor meget han skal give derfor, og
begierer derom en Underretning.
Derpaa siger den anden:
7Wiener Rdlr. gielder
9 Lintzer Rdlr., og
8 Lintzer -
11 Passauer, og
12 Passaner,
13 Filzhøver, og
15 Filzhøver
10 Regensburger, og
8 Regensburger -
18 Neumarker, og
5 Neumarker giør
4 Nyrnberger.
Spørges nu, hvor meget det beløber sig?


Udskrivt paa et Brev, som først i Julio ankom til
Stockholm.
Kongelig Majestæts og Sverriges høytbetroede Mand og
Raad, Cancellie=Præsident, Øverste=Marskalk, Gouverneur
for Hans Kongelig Høyhed Kron=Printzen, Academie¬
Canceller, Canceller, Ridder og Commandenr af alle
Kongelig Majestæts Ordener, den Høyvelbaarne Greves
N. N. forhen værende Laquay, men nu Vice=Vagtme¬
ster, Ædle og Høyagtbare Hr. N. N. Tienstlig i Stock¬
holm.
(Denne Udskrivt er bekiendtgjort i dagligt Alle¬
handg under 7 Julii.)
Anecdot om den Svenske Provst Magister Jacob
Boethius.
Denne Provst var en from, lærd, veltænkende og
gudfrygtig Mand, som vilde have Alvorlighed i Christen¬
dommen baade hos sig selv og andre. Hvor alvorlig han
var, at censurere endog sin Frues Opførsel, sees af et
Brev, som han skrev hende til, da han havde faaet at
høre at hun brugte et Nat=Tøy med Kniplinger for og et
skiert Netteldugs Halstørklæde. Han tog deraf Anleed¬
ning, alvorlig at formane hende til at "legge af alle Fran¬
ske Kruser og Krøller, være sig Fontanger, Endehuer, el¬
ler Baands eller Klædes Opsetninger, eller anden forfæn¬
gelig og fremmed Prydelse, som brugtes til ingen anden
Ende, end til Lutter Forfængelighed, Hoffærdighed og
Ligeformighed med Verden, eller Verdens stygge og stolte
Sæder, m. m."
Om Myndt og Banker.
Derom er udkommen en Afhandling paa Svensk af Gros¬
handleren Erich Jettersteen, i Stockholm. Hensigten
med denne Afhandling er at bidrage til Kundskab for dem,
som tænker at drive Handel; efter Handels=Systemet,
Stats- og Handels-Historien, Banco= og Myndte=Væ¬
senet ere de rette Grunde, hvorpaa Handels=Kundskaben
fornemmelig beroer. Samme Kundskab er og fornøden
for Statsmænd, ved forefaldende Sager og Underhand¬
linger med Udenlandske Magter. J Fortalen vises Nød¬
vendigheden, at Forfatningerne i et Land maae være jev¬
ne og ordentlige, saafremt Credit og Handel skal have
Bestandighed, og til Fremtarv i Landvæsenet, Handel,
Haandverker og Fiskerier fordres fredsommelig Tilstand,
kyndige og uvillige Embedsmænd, Folkemængdens For¬
øgelse, Indenlandske Raa=Materiers Forædling, m.m.
Siden vises, hvad Credit er, og dens Forskiellighed fra
Myndt, hvor skadelig Dyrhed og Myndt=Forandringen,
er, samt hvilke Forhindringer, der ligger Handel og Haand¬
teringer i Veyen. Videre tales i almindelighed om Ban¬
ker, Vexler, Vexel=Coursen og Sverrigs Forliis af dens


Stiigning. Derefter følger Afhandlingen selv, i hvilken
under visse Titler udførlig beskrives, Myndts og Penges
Oprindelse; Guld og Sølvs Værdie; Beskaffenheden
af Myndt, m. m. Derefter handles om de fleste Staters
Myndtfod m. m. samt hvorledes det rette Vexel=Pari er
imellem Sverrig og Udenrigs Steder, til og med China.
Den anden Hoved=Afdeeling forestiller og beskriver Ban¬
kers første Oprindelse og Indretning, deres Nytte og Skade,
Styrke, Credit, Nærings Til= og Aftagelse ved Seddel=Mynd¬
tens Gangbarhed i et Land m. m. Forfatteren afskildrer
i sær Indretningerne af Venedigs, Amsterdams, Ham¬
borg, Nurnbergs, Engellands, Kiøbenhavns og Sver¬
rigs Banke, samt meddeeler til Slutning det Kongelige
Preussiske Reglement for den Berlinske Banke af 29 Oe¬
tober 1766, bestaaende af 45 Artikler. Tilsidst følger 3
Tabeller, som viser Vexel=Pari, Myndtsorters Vægt og
Halt, og Vexel=Coursens Reduction.
Om Sædernes Forandring.
Det er ofte et behageligt og lærerigt Syn at see, hvor¬
ledes visse Daarligheder vedligeholder og begaaer sig tvert¬
imod alle Love; og ofte endog Løve til en Tid at ivre imod
Laster, som paa en anden Tid gaaer ustraffede bort. Efter
Rigskiendelsen af 1431 skulde alle de, som spillede i Ar¬
meen, miste Haanden. Denne Forordning blev i Rigs¬
kiendelsen af 1486 skierpet derhen, at Spillerne skulde
miste Hovedet. J Rigs=Fod=Knechst=Bestallingen af
1570 indskrænkede og dreyede man det atter derhen, at
ingen maatte spille paa Credit, under Gevinstens Forliis,
og siden har man endog fundet det ufornødent, i denne
Henseende at udstæde Rigs Forordninger.
J Rigs Kiendelsen af 1577, bliver det Fruentimmer¬
ne forbudet at springe. Og nu omstunder lader man
dem springe ligesaa meget som de vil. Der er næsten in¬
gen Rigs=Politie=Forordning, hvorudi der ikke bliver ivret
imod Skalke=Narre. Men er det en Følge af Forbud
eller af de forandrede Tider, at Narrene har aflagt deres
Kapper, og derimod iført sig ærbare Klæder? Hvor
mange gange heder det ikke i disse selvsamme Love, at de
Herrer, som holder Pibere og Trompettere, skal til Nye
Aar ikke skikke dem at lade blæse hos andre, end hos deres
Undersaatter, som vilde lide det? Dog alligevel seer man
i Tydskland ofte mange fra Naboelandene, som drager
omkring paa det platte Land, for ubudne at forkynde Un¬
dersaatterne Nye=Aar. J Kraft af Rigs=Kiendelsen af
Aar 1498 skal enhver kort Kiol eller Kappe i Læng¬
den giøres saaledes, at den temmelig og vel kan dek¬
ke, saavel bag til som foran. Men nu omstunder
skulde der udfordres en Rigs=Lov, for at forbyde Klæder¬


nes alt for store Længde. Videre bliver forbudet i Rigs¬
Afskeden af 1427, slet ingen Koner at bringe med til Ar="
meen; men i den af Aar 1431, bliver dette indskrænket ad
til gemeene Fruentimmer. Hvo der medbragte saadanne,
heder det, skulde hørnes *). J Rigs Kiendelsen af
Aar 1570 bliver begge Deele tilladte, dog med den For¬
skiel, at man skulde skikke de gemeene uærbare Qvinder,
i den første Mønstrings Tid eller siden, naar det blev be¬
falet, til Trosset. J dette Stykke har den nyere Krigs¬
Tugt holdet sig bedre. Men Rigs=Loven af 1667, hvor¬
udi alle Sølv= og Guld=Kniplinger og Borter, saavelsom
og Guld= og Sølv=Knapper, ikke mindre Guld= og Sølv¬
Brokade, og Klæder, som ere broderede med Guld og Sølv,
samt den ufornødne Forgyldning ere forbudne, og hvorudi
videre alle Silke= og Traad=Kniplinger skal være forbud¬
ne, er formodentlig aldrig kommen til Udøvelse, og bliver
allene et Bilag til de Menneskelige Daarligheders Historie. "
(*) Her har man Hornbæringens Skik, som
vel er ældre, efter som Salmasius, Me¬
nagius og andre Kritiker har vist det, men
her bliver bekiendtgjort, som en Straf,
der er fastsat ved Rigs=Love.
Om Spadseregangen i Frydens=Have.
Vi har nyelig faaet en trykt Beskrivelse paa Vers over
saadan Spadseregang, som sælges hos Bogtrykker Sva¬
re for 4s. Læserne maa selv læse den, for at følge For¬
fatteren i Spadseregangen. Af hans opregnede Syner vil¬
le vi her meddele følgende;
Hist kom en Spradebasse frem,
Forgyldt paa Hat, paa Skoe og Klæder.
At han var nylig kommen hiem
Fra Frankrig, viste Gang og Sæder;
Men Dumhed svarede derpaa!
En Skrædersvend det være maa.
Hiin deylige! -- hvor stolt hun gaaer!
Mon dette er Naturens Gave?
Er Kræppen hendes eget Haar?
Hvorfra mon hun sin Rødme have?
Hvis Laant og Sminket legges af:
Saa staaer her blot en kalket Grav.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 35


Avis=Collegiet.
S¬
amleren. Af det ved seeneste Samling i vort Avis¬
Collegio forefaldne, meddelesfølgende, saavidt mueligt
samlende Fortællinger om Krigs=Tilstanden og
Stats-Sagerne til Augusti Maaneds Begyndelse.
Borgeren fra Landet. Hvorledes hænger det sammen
med Krigen imellem Rusland og Tyrken til denne Tid?
Hovmesteren. Det er et stort Spørsmaal.
Jntet opvekker i denne Tid større Nysgierrighed, end
de nye Efterretninger fra Storherrens Lande. J Constanti¬
nopel søger man at dølge for Almuen den lykkelige Fremgang,
som de Russiske Vaaben har. Da Russerne begyndte at ind¬
tage Morea, begyndte man i Constantinopel vel at forfærdes,
forsømte ikke at udsprede det Rygte, at saasnart Russerne a
re Krigsskibe vare satte i Land paa Øen Morea, bleve sam¬
me strax tappert imodtagne, slagne og ombragte af de Otto¬
manniske Tropper sammesteds, samt at 4 Russiske Skibe vare
borede i Grund ved Kanonerne fra de Tyrkiske Fæstninger der¬
paa Øen. Dette Rygte udspredtes, for at oprette Pøbelens
Haab, ja man lod endog tillige tilkiendegive Ministernes Tolke
samme; dog blev det ikke ved Kanoners Løsning i Constanti¬
nopel offentlig bekiendtgjort, som var Aarsag nok at tvivle
om Sagens Rigtighed. Bekymringen hos Stor=Sultanen,
og Constantinopels Jndvaanere forøgedes, da det i May Maa
ned blev bekiendt, at Russerne vare næsten Mestere over hele
Morea. Grækerne skulde nu undgielde det. Den Tyrkiske Se¬
tasker, som blev skikket Morea til Undsetning, lod, hvor han kom
frem, omkomme alle Græker undtagen Qvinder og Børn. Der
snakkedes om, at den Ottomanniske Port havde i Sinde at faae
Fred, og vilde gierne for samme opofre sine gamle Erobringer i
Europa, naar den kunde beholde Romaxien, Bulgarien og Ma¬
cedonien. Der var idel Forskrekkelse rundt om Stor=Sul¬
tanen; der skede hver Nat Mord og Røverie i Constantinopel
og i de Egne, hvor de Tyrkiske Tropper kom hen, var det end¬
nu verte. Det var intet Under, at Porten blev nedslagen
Men de Efterretninger, som den lod udsprede, klingede dog
idelig Østerlandske. Den vilde nu skikke Armeer paa 3 til
400000 Mand imod Russerne; og den vidste at de Russiske
Tropper trak sig tilbage til de Polske Grændser, deels af Man¬
gel paa Levnetsmidler, deels af de grasserende Sygdomme.
Men vissere Efterretninger havde man fra den Russiske Armee
over Petersborg. Ruse ne havde indlagt 2de virkelige For¬
dele over Tyrkerne; den første i April, da Russerne af 8000
Tyrker, som streyfede til Tichugur, sloge hen ved 1000 Mand
saarede langt flere, giorde 77 Fanger, erobrede 600 Heste,
1200 Stkr. Hornqvæg og 1300 Faar; den anden i May
paa hin Side Pruth overvandt Russerne 12000 Tyrker, og
drev dem tilbage, uagtet at de bleve understøttede af en stor
Mængde Tartarer. Om en nyere Affaire skrives fra


Petersborg under 13 Juli Et fiendtligt Eorps af 12000
Tyrker og 20000 Tartarer, under Anførsel af Abasa Pascha
og den Krimmiske Khan havde i Sinde at passere over
Pruth og postere sig i Moldau; men General=Lieutenant
Fyrst Repuin samlede sit heele Corps, og til intet giorde Fien¬
dens Forsøg. Da man nu fik Efterretning at et andet sterke¬
re Tyrkisk Corps under Commando af Abda Pascha, rykkedt
frem fra Bahilo, for at angribe Russerne paa hiin Side af
Pruth, for at forcere Overgangen: saa marscherede Russerne
i fem Dage efter hiinanden uden at holde nogen Rastdag, for
at tage imod Fienden. De Russiske Tropper havde overmaade
store Besværligheder at gaae igiennem paa denne Marsch, i
det de maatte stige og klavre fra et høyt Bierg over et andet
endnu høyere efter hiinanden, imellem hvilke der var dybe Da¬
le og Afgrunde, uden at man kunde see Enden paa denne i
hiinanden hængende Rekke=Bierge. De førte deres hele Train
med sig, og det næsten uden al Beskadigelse. Dispositionen
til Russernes Attaque var saaledes giort, at de den 22 Junii¬
skulde giøre en Marsch for at falde Fienden i Ryggen. Men
saasnart Tyrkerne havde fornummet Russernes Bevægelse,
hvilket var ikke vanskeligt, da man paa de høye Steder i disse
Egne har overalt frie og viid Udsigt: saa lode de den 21de
om Eftermiddagen Kl. 4føre deres hele Magt, som bestod over
20000 Mand til Attaque imod det aussiske Corps, som da strax
besluttede at giøre det første Angreeb; og da Russerne til den¬
ne Ende marscherede tapper imod Tyrkerne: saa søgte disse
bestandig at undgaae Angrebet, og holdt sig bestandig saa langt
borte, at de Russiske Grenaderer ikke kunde naae dem. Saa¬
ledes forfulgte og jagede Russerne dem 20 Verster, og giorde
sig overalt den mueligste Umag, for at komme til at angribe
dem; men Tyrkerne kom alt længer bort, og Veyret var saa
heedt, at det var ikke mueligt for Russerae, at forfølge dem
videre, da og Hestene vare meget udmattede.  Æren
at have jaget Tyrkerne saaledes var da større end Fordeelen for
Russerne; thi det hele Fiendtlige Forliis skal ikke være meer
end 400 Mand døde, og nogle Fanger, hvoriblant en Deel
af Rang og Anseelse.
Man har siden vildet vide, at Tyrkerne skulde have stukke¬
Bender i Brand, og trakt sig til Oezackom, men denne Ef¬
terretning er ligesaa lidet tilforladelig som den, at Tyrkerne
skulde være bleven slagne af General Romansom, og at de hav¬
de maattet lade deres hele Leyer samt alt deres Artillerie i Stik¬
ken. Men det er vissere, at General Panin har tre gange af¬
viist Tartarerne og med deres store forliis drevet dem tilbage.
Dog har man siden hørt, at Russerne har erholdet en temme¬
lig fordeelagtig Seyer over Tyrkerne og Tartarerne, endskiønt
det ikke har været Tyrkernes Hoved=Armee under Stor=Vi¬
tiren.
Det er fæle Seener der spilles. Hvor lyksalige ere dog de,
som i Fred sidder langt borte fra saadanne Elendigheder! Sul¬


Lancahar Aarsag at grue, som er midt deri. Den Russiske
Fløde indjager ham en Skræk efter den anden. Der ud¬
rustes vel idelig Skibe i Constantinopel, og presses Soldater,
og Matroser; men da disse Folk med Magt skulle tvinges til
at tiene, saa begaaer de utallige Udskeytelser. De har endog
brendt løs paa deres egne Officierer, som vilde tæmme dem.
Morea, som i lang Tid har været Krigens Skueplads og
hvorpaa alles Øyne i denne Tid har været henvendte, var til¬
forn et frugtbart og blomstrende Land; men er nu ved Krigens
fortærende Jld blevet en Udørken ligt. Jndbyggerne har flyg¬
tet derfra i 1000de Tal, for at undgaae Sværdet og Hunge¬
ren. Over 6000 af dem har taget sin Tilflugt til Øen Zante.
Kysterne deromkring vrimler af Søerøvere, og der er overalt
en Skueplads af Ødeleggelse. Der er maaskee ikke saa me¬
get Blod udgydet i de allerblodigste Krige, som der paa denne
Tid udgydes i Grækenland. Grækernes Forbittrelse imod
Tyrkerne vor stor og sparede dem ikke, men Tyrkernes var
ikke mindre imod Grækerne. Hvor forskrekkeligt er ikke det
Blodbad og Nedsabling, som forefaldt til Patras; over 20000
Græker ere ynkelig myrdede og omkomne af Tyrkerne; men
i Arta bleve og alle Tyrkerne nedsablede af Russerne og Græ¬
kerne, og hvilke Blodstrømme har der ikke flydt, dersom den
Tidende er sandt, at de der indflattede Tyrker vare 40000
Mand. - Hele Morea skal nu endelig være i Russernes
Hænder. - Den Tyrkiske Flode har hidindtil intet ud¬
rettet imod den Russiske; 3 af Tyrkernes største Skibe bleve
borede i Grund; og hvor vil Sultanen tænke, at hans Søe¬
magt skal kunde holde Stand imod Ruslands, naar denne
nu bliver forøget med de paa nye udsendte Floder. Skulde
Storherren ikke gierne beqvemme sig til et Forlig? Man skul¬
de tænke det, efter saadanne Omstændigheder; men den 5te
Maji var han endnu af langt andre Tanker; da han saae, at
Divanet var tilbøyeligt til at slutte Fred, sagde han: "Jeg
vil først oppebie Udfaldet paa dette Feldtog, førend jeg vil an¬
høre de Forslag, som mine Fiender eller andre mæglende Mag¬
ter ville giøre mig." Det tegner ikke til at Rusland agter
at giøre Freos Forslag og bede om Fred. Man venter nu
at der skal forefalde en Hovedtrefning imellem den Russiske
og Tyrkiske Flode, som skulde giøre et Udfald paa Krigen til
Søes. Det kunde lade sig høre, dersom Rusland ikke havde
flere Skibe til Forsterkning, som allerede ere afsendte paa
Veyen derhen. - Vi har seet dem her og den Fyr og Fær¬
dighed, som i Forveyen fremskinner til Tyrkernes Jmodta¬
gelse. Deres Venner kan lystes ved at see dem; men hvor
maae deres Fiender ey skretkes! - De nyeste Efterretnin¬
ger siger, at Tyrken har tabt et stort Slag til Søes.
Sidst i Junir Maaned giorde Porten sig got Haab om
Seiervindinger i Aar. Der blev den Tid meldt fra de Tyr¬
kiske Grendser, at hele Wallachiet var den Tid underlagt Por¬
ten igien; og der udspredtes lige saadanne Tidender fra Mo¬
reg. Men de Østerlandske Tidender skal klinge af den Tone.
Vi troer dem ikke, og vi troer ey heller, at Veltænkende øn¬
sker dem at være sande.  At Storherren heller ikke sto¬
ler paa sine Vaabens lykkelige Fremgang, synes at være klart
deraf, at han har ladet bringe begge de Russiske Ministere,
Hr. Obreskom og Lewaschof fra Dematica tilligemed deres


Familier. Dette havde han vel neppe gjort, dersom han ikke
havde seet Omstændighederne at være vanskelige for sig. Be¬
gyndelsen til Krigen var just den, at han lod sette disse to Mi¬
nistre i Arrest. Nu har han uden Tvivl i Sinde at begynde, i
en Freds Underhandling med disse to Herrer. Tiden vil lærel
Udfaldet. Skal det gaae, som adskillige har spaaet Tyrken, og
som det hidindtil ikke har seet uligt ud til: saa ville maaskee
Omstændighederne ey blive alt for ønskelige for ham herefter.
Det er ikke længe siden, at 18 Russiske Skibe indsluttede 13
Tyrkiske i Havnen ved Napoli di Romania, som under Com¬
mando af Zasir Bey vare ankomne dertil, for at understøtte
bemeldte Fæstning. De laae der i saadan en Knibe, at de en¬
ten maatte overgive sig eller gaae til Grunde, om de torde set¬
te Forsøg paa at slaae sig igiennem; Dette rovede de dog, og
Rygtet siger: at fem om ikke flere skal være skudte i Grund af
de Russiske Skibe; de andre har maattet overgive sig. To
Russiske Skibe skal og have boret 8 Dulcignotiske Tartarer i
Grund, som satte sin Cours til Morea, og 4 andre ere for¬
jagede. - Saadanne Tidender kan ikke være behagelige for
Stor=Sultanen. - Hvor formidabel er ikke den Russiske
Flode i de Middellandske=Have, efterat den er bleven forenet
med Admiral Elphinston, og den vil blive det endnu meer,
naar den bliver forenet med Contre=Admiral Arff. - Ef¬
ter de sidste Efterretninger har Stor Sultanen med en talrig
Garde begivet sig til Adrianopel. - At denne Potentat er
ikke sikker for Pøbelens Raserie i saadan Tids Omstændig¬
hed, som denne, det er bekiendt nok; det er derfor intet Un¬
der, at han maae have en talrig Garde med sig. J Constan¬
tinopel har Pøbelen forhen i Aar viist sig utømmet. Mange
Grækers Liv blev tilsat; store Udskeytelser bleve begangne,
og Sultanens egen Person var ikke bestandig sikker. Han
kan nu mere tryg i Adrianopel med sine Ministre dirigere Felt¬
togs=Operationerne. At han ikke endnu lader Modet falde,
stuttes deraf, at der arbeydes sterkt paa de Tyrkiske Verfter;
over 500 Europæiske Tømmerfolk ere daglig der i Arbeyde.
De bærer et besynderlig Kiendetegn paa deres Klæder, og de
bliver altid escorterede af en Vagt naar de gaaer ud. - Det¬
te er den nyeste Russiske og Tyrkiske Krigs=Historie.
Borgeren fra Kiøbstæden. Vær saa god og fortæl os nu
noget Nyt fra Engelland?
De Americanske Colonier vedbliver endnu at forfægte
deres Rettigheder. De udgiver derom offentlige Skrifter. J
et af disse læser man følgende merkelige Sted.
Puffendorfs Mening, at Engelland skulde have
svækket sig ved Coloniernes Anleggelse i America, synes nu at
ville stadfæstes, omendskiønt paa en gandske anden Maade,
end han antager. De Grunbe, som man har brugt imod hans
Meening bortfalder, naar Americanerne giøre sig uafhængige,
som de nu virkelig ere, da de anvender de eftertrykkeligste Mid¬
ler, for at blive det. Jkke at tale om de Forholds-Regler som¬
tages sammesteds, for at hindre de Engelske Manufacturers
Afsetning. Er det engang bevirket, hvad for Følger vil der
flyde af?
Det er klart, at Engelland maae fornemmelig takke de
Americanske Colonier, at dets Handel har i de to sidste Aar¬
hundrede ikke taget af men til. Thi omendskiønt at Franzo¬


serne og Hollænderne har udvidet deres Handel i adskillige
Dele af Verden, saa er dog den Engelske Handel mere forøget
ved den store Mængde af Vahre og Productur, som Colo¬
nierne har imodtaget fra Engelland; og disse har altsaa neppe
kundet merke den Skade, som deres Medbeylere har foraar¬
saget dem.
Droning Elisabeth gav vor Handel det første Liv. For
Hendes Regiering var vor Handel af liden Betydenhed, og
man bekymrede sig næsten ikke derom. Hun oprettede Uld¬
Manufa turer paa de Nederlandske Rudera, og befordrede
Handelen og Søefarten til begge Indlerne. Det er langt fra
at Colonierne, da de har forbrugt saa stor en Mængde af vo¬
re Vahre, skulde have svekket os, at Jndvaanernes Tal i Sta¬
den London er i det mindsle sex gange større, end det var i Dron¬
ning Elisabeths Tid; og omendskiøndt det neppe er trøligt,
at Jndvaanernes Tal skulde i lige Forhold have formeret sig
over hele Kongeriget, saa kan man dog med god Grund nu reg¬
ne dem for at være dobbelt saa mange som forhen, uden at ind¬
beregne de talrige Jndvaanere i Colonierne i America. Enge¬
land har altsaa Colonierne at takke for sin Folke=Formerelse,
sin Rigdom, og deraf flydende øvrige Fordeele. Saa meget
mere har da Americanerne saa got, som nogen anden Deel af det
Brittiske Rige, fortient, atnyde Frieheden og Lovenes Handt¬
hævelse."
"Coloniernes Urdersaatter saavelsom Lande maae ansees
som Stykker, der tilhører det Brittiske Rige; og ligesom Ly¬
dighed ventes fra deres Side, saa ere de og berettigede til at
vente Beskyttelse og Opmuntring. Men dersom Regieringen
afviger fra denne Regel, saa maae Americanerne ansee deres
Underdanighed for et Aag. Administrationen maae være
overbeviist om denne Sandhed; og hvor kan man retfærdig¬
giøre at Sager opsettes som ingen Opsettelse taaler, indtil
det maaskee er forsildig at raade Baad derpaa.
Det er den Engelske Friehed, som saaledes skriver og taler.
Man hører stedse ikke om andet, end om Pøbelens Misfor¬
nøyelse fra London. Wilckes er deres Afgud. Der raabes
paa Forandring i Ministeriet. Der skrives og tales til Kon¬
gen derom og man er nu saa vant til at læse og høre saadant,
at det rører ikke meere.
Noget betænkeligere Nyt er det Rygte som gaaer om En¬
gellands Udrustninger. Det heder, at 20 Engelske Krigs¬
Skibe, paa hvilke 6000 Mand Land=Militz befinder sig ag¬
ter med første at lade sig see i den Middellandske Søe.
General Paoli skal og have skrevet til Corsica derom; og Cor¬
sicanerne har begyndt nye Uroligheder; maaskee paa Grund,
af dette Rygte.
Borgeren fra Landet. Hvad Adskilligt Nyt har man
ellers til denne Tid?
Fætteren. Det er saa meget, at man kan ikke oversee det.
Jeg vil med deres Tilladelse, læse nogle Artikler op for Dem.
Fra de Polske=Grændser den 23 Julii. Fyrste Georg
Martin Lubomirsky, som i den Polske Krig i Begyndelsen af
Confoderationen giorde sig saa berømt, er nu, efter Beret¬
ninger fra Warskom ko nmen for Lyset igien af sit Incognito.
Denne Printz er en Sønnesøns Søn af den saa navnkundige
Georg Lubomirsky, som førte Krig imod Johan Casimir,


Konge i Polen. Hans Farfader var Georg Lubomirsky,
Woywod i Cracaw, som præsiderede ved den bekiendte Com¬
mission i Torn. Hans Fader var Anton Lubomirsky, en
Tilhænger af Kong Stanislans Leszinsky. Den nu levende
Fyrste Lubomirsky er en Herre paa 38 Aar. J hans Ung¬
dom har han staaet i Preussisk Tieneste; efter Krigen sadte
han sig ned i sine Arvelande og giftede sig. Han var og i
Spidsen for de Confoedererede, men blev af dem med Utak
belønnet, som han ved et Manifest lod bekientgiøre for hele
Europa. Med første vil han nu blive seet i en større Glands
hos en af de anseeligste Potentater; men hans Corps staaer
endnu hos de Confoedererede.
Paris den 23 Julii. Grevinden af G** en Hofda¬
me hos Dauphine, har faaet en Kongelig befaling, at
hun skal forføye sig 15 Mile bort fra Heffet. Aarsagen
er, fordi hun har været saa ubesindig, paa en uhøflig Maa¬
de ikke at vilde indrømme Printzessen af Montmoreney,
Marschallinden af Mireppix og Grevinden af Barry, en
Loge paa Skuepladsen i Choisy, som efter Kongelig Be¬
faling var bestemt for bemeldte Damer.
Neder Elven den 31te Julii. Dersom man kan fæste
Troe til en vis offentlig Efterretning, saa har en Deel af de
i Ungern liggende Kevserlige Kongelige Tropper faaet Be¬
faling, at tiltræde Marsehen til Grændserne af den Otto¬
manniske Provintz Servien.
Ancona den 2 Julii. Man hører, at tre af de fornem¬
ste Stæder paa Øen Candia, nemlig Candia, Suda og
Retino har afkastet det Tyrkiske Aag og slaget sig til Rus¬
sisk Partie.
Fra Kirkestaten den 3 Julii. Det Keyserlige Hof har
forenet sig med de Franske og Spanske, for at vedligeholde
deres respektive Rettigheder, ihenseende til det, som man i
Venedig kalder Gesandternes Lista. (See Adresse Contoirs
Efterretninger No. 98.) Det Franske Hof har endog ind¬
budet Paven, at giøre Fælleds=Sag med dem, da Pavens
Nuncii ere berettigede til samme Friheder, og Paven ogsaa
paa den Grund kan giøre Paastand derpaa, efterdi Gesandter¬
nes Frihed er ikke større paa noget Sted end i Rom. Den¬
ne Sag vil uden Tvivl sette det Venetianske Senat i temme¬
lig Forvirring, da det engang har fattet den Beslutning, at
ophæve endeel af Gesandtskabs=Rettighederne i Venedig.
Fra Pohlen den 18 Julii. Den Tyrkiske Flode skal være
Slagen af Russerne, og meer en femten Skibe skal være gaaet
til Grunde ved den Leylighed; saa at de nok ikke saasnart ville
lade sig see i Søen igien. - J Varschan bliver nu an¬
stillet flittig Conferentzer, og der giøres saadanne Planer,
som har til Øyemeed, at befordre dette Riges Rolighed
igien. - Hvem ønsker ikke lykke dertil! Det er vist nok
den høye Tid, med Alvorlighed at tænke derpaa.  Man
siger at de Confoedererede har havt et Anslag paa Eracau¬
igien. - Saa ere de Confordererede ikke i Mindelig¬
hed til at formaae at vise sig Fædernelandets Venner! Vist
nok vil Tiden tugte dem, om ingen anden. De har giort
sig indbyrdes Fortred nøk; og synes endnu ey at være kiede
deraf. -
Pohlen udmerker sig paa en egen Maade i Hi¬
storien. Vilde dog Freds=Planerne lykkes -


Borgeren fra Landet. Hvorledes hænger det sammen
med Uenigheden imellem Kongen af Preussen og Sta¬
den Dangig.
Hovmesteren. Om Natten imellem den 28 og 29 de Ju¬
nii kom gandske uformodentlig 30 Mand Preussiske Hufa¬
rer ind i Danziger Værder, hvor der vare nogle og 20ve
Mand af Dangigs Milice, for at afholde de Conforderere¬
de. Derefter kom endnu 400 Mand Preussisk=Jnfanterie,
og bemægtigede sig ikke allene forbemeldte 20 Mand, mey
endog alle de Poster, som vare udstillede, tilligemed 12 smaae
Feldtstykker. Der rykkede immer fleere Preusser ind, saa
at der tilsidst vare henved 2000 Mand med svært Artillerie
forsynede. Magistraten i Dantzig blev urolig herover, og
forespurgte sig hos den Preussiske Resident, om Aarsagen
hertil; men fik intet andet Svar, end at Aarsagen skulde med
første blive bekiendt. Alle søgte nu at giette sig Aarsagen til.
Nogle meente, at Kongen af Preussen skulde finde sig misfor¬
nøyede over, at Hverving der i Staden var nægtet. Andre
meente, det var Penge=Sager angaaende. Borgerne vare
meget bekymrede. Magistraten vilde intet bevilge; men
lod til at være uforfærdede. Jmidlertid er dog underhaan¬
den arbeydet paa Forliig, og som det heder, skal nu den
hele Sag i Mindelighed være afgjort, og har løbet af uden
ald Blods Udgydelse, saavidt man veed. Men Penge
har det ventelig kostet; thi en Efterretning fra Polsk Preus¬
sen af 3die Augusti fortæller, at en vis Sum Dukater stod
indpakket og forseiglet paa Raadhuset at afleveres, saasnart
den Kongelige Preussiske Oberst kunde derfor skaffe Qvit¬
tering. 6 Borger Compagnier har hver Dag maattet trek¬
ke paa Vagt, og alle 5 Porte til Land-Siden har været
lukte og Vindelbroerne ophidsede, og ikkun en og anden Port
er paa visse Tider aabnet, naar der har været mange Men¬
nesker og Vogne forsamlede, som vilde ind eller ud.
Man har ingen nyere Efterretninger derfra.
Borgeren paa Landet. Om Uenigheden imellem Kon¬
gen af Frankerig og Tunis, ønskede jeg nu og, at Hr.
Hovmester vilde fortælle os noget?
Hovmesteren. J Frankerig skeede store Anstalter til at
angribe og tugte Tunis. Nogle Krigs=Skibe seylede der¬
hen, og at et af dem ankom til Tunis, og forlangte af
Beven: at han skulde løslade alle Corser af Slaveriet; og
gotgiøre det Africanske Coral=Compagnie sin tagne Skade,
samt giøre Fyldest for de Fornærmelser, som de Tunesiske
Krydsere havde tilføyet de Franske Flagge. Beyen sva¬
rede: at Slaverne skulde blive fri; men Resten kunde han
ikke bevilge. Dersom Frankerig ey vilde være fornøyet
dermed: saa vilde han giøre den beste Modstand, han kun
de. Den Franske befalingsmand seylede bort med den
Beskeed; og Beyen lod alle Franske Skibe med deres Lad¬
ninger og Gods frit afseyle, samt befalede sin Admiral
som vilde ud at angribe de Franske Skibe, at han skulde
blive liggende smukt stille i Havnen. - Man meener
at denne Krig har med det samme en Ende. Dog
vil man nok faae meer at høre derom, dersom de uyeste Ef¬


terretninger ere sande, at den Franske Escadre virkelig skal
være paa Veyen for at bombardere Tunis, og maaskee al¬
lerede i dette Øyeblik har bragt den i Knibe.
Borgeren fra Landet. Har der ikke været Uenighed
imellem Thurfyrsten af Psalg og Generalstaterne.
Hovmesteren. Jo. Denne Uenighed reyste sig af et
Handels Forbud paa begge Sider. General=Staterne for¬
bød i forrige Aar at indføre malet Kit eller Eement fra frem¬
mede Stæder til Møllernes Nytte i Holland, under en for¬
høyet Told. Churfyrsten af Pfaltz fandt sig fornærmed
herved, og til den Ende forbød Hollænderne at handle paa
Rhinstrømmen, naar de ikke vil betale høyere Told end for¬
hen. Al Seylads og Handel imellem disse Stater blev
derpaa forbudet; og under 6te Julii er dette Forbud igien¬
taget af General=Staterne at skulle vedvare, men den 20de
blev det ophævet igien: saa at disse Tvistigheder ere i Min¬
delighed lykkellig bilagte.
Borgeren fra Landet, Det er deylige Efterretninger vi i
har faaet fra den Danske Escadre for Algier. Der har i
været en Helvedes Jld, siger Avisen os, at to Gange har der i
været Brand begyndt, men den er slukket igien. Fortæl
os noget Hr. Hovmester om denne Uenighed imellem Dan=
nemark og Algier?
Hovmesteren. Hvad jeg kan fortælle Dem derom, bli¬
ver ikke Nyt.
Algererne, bekiendte nok af deres Utroskab og Rø¬
verie, fandt for got at bryde den med Dannemark indgang¬
ne Fred og demægtiget sig de Danske Skibe i Middelha¬
vet. For at hævne dette og kræve Fyldestgiørelse af Algie=
rerne, er afsendt en Escadre under Schoutbyracht Kaases
Commando, hvilken er lykkelig kommen ind i Middel=Ha¬
vet, og efter nyeste Efterretninger skal allerede være kom=
met til Algier, og bombarderer den der værende Fæstning.
Vi ønsker den god lykke til at tugte de utroe Røvere! Al¬
giernes Krudt er kun slet, som vel er.
Fætteren. Jeg maae og fortælle
En Gasconnada.
Nogle Personer stode paa Galleriet i Boldhuuset og saae
paa Legen. Jblant dem befandtes og en Gasconier. Den,
som stod næst for ham bukkede sig ned, da en Bold kom flyven¬
de op i Høyden henimod ham, saa at samme t af Gasconieren
lige paa Hovedet. Han blev derover saa forbittret, at han gav
den et Øresigen, som havde bukket sig, og sagde til ham: Hvad
du Poltron! er du bange for en Bold?
En Fabel.
En Syg blev engang tilspurgt: Hvorfor han ikke vilde
have Docteren til sig? Han svarede: Fordi jeg endnu ey
har Lyst at døe.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og  Mandf. Tidende.
No. 36


Et Eventyr fra Lyneborger
hede.
J en Landsbye paa Lyneborger Hede levede en Mand
som var elsket af alle hans Naboer for hans ær¬
værdige Stand og hans Retskaffenhed og Venlighed.
Han havde i sin Ungdom havt Leylighed til at see sig om i den
store Verden, og at forhverve sig en Deel Kundskab om
samme, havde udkastet sig en smuk Plan, til at drive sin
Lykke viidt, og havde bragt den redeligste Ærlighed ind
med sig i denne Plan, men havde for den største Deel væ¬
ret ulykkelig i sine Hensigters Opnaaelse, og derved havde
han lært at være større, end hans Uheld og vidrige Skieb¬
ne, og levede nu i sin liden Tieneste i den philosophiske Ro¬
lighed og Fornøyelighed, som gemeenlig pleyer at være Be¬
lønningen for den Flid, som anvendes paa Landvæsenet
paa at fornægte alle store Prætensioner og paa at være sig
gode Gierningers Udøvelse selv beviidst. Han var givt med
et Fruentimmer af en liden Rigsstad, som havde et gandske
got Hierte, men ikke megen Forstand, og altsaa en stor
Tilbøyelighed til Forfængelighed og at have Ret, og kunde
undertiden skielde og smelde i et Par hele Timer, naar det
var slet Veyr. Desuagtet levede hendes Mand gandske
lykkeligt med hende, efterdi han var en praktisk Philosopl
og vidste, at endog de smaae hnuslige Uvæyr kan have de
res Behageligheder. De havde, foruden to Sønner; a
hvilke Faderen, efter deres Lyst og Tilbøyelighed, havde
bestemt den ene til Kiøbmandskab og den anden til Skib¬
bygger Kunsten, en Datter, som var en smuk, ung og
huuslig Landsbye Pige, der loe og fang og arbeydede flit¬
tig derhos, men de Penge, som hendes Forældre betalte
hende for hendes smaa Arbeyder, anvendte hun ogsaa rigti
paa hvert Market, som holdtes i Naboe Byerne til Baand,
Kniplinger, virkede Blomster og brogede Skoe. Saale¬
des havde hun levet og opnaaet sytten Aar, med Følelse af
Fornøyelse over hendes Tilværelse og hendes Stand, og den
ne behagelige Følelse var ikkun undertiden da bleven af
brudt, naar hendes Moder de lange Vinter=Aftener, hav
de fortalt hende om de galante Damer i Hovedstaden og
om de lyksalige Dage, som de havde. - Til Foraaret
skal din Papa og skikke dig til Staden, Lieschen, om
det endog ikkun er paa et Aars Tid, paa det, at du og
kan see og høre noget, og lære Fransk, at dandse, teigne
og nogen Musik. - Det var gemenlig Slutnin¬
gen paa disse Aften=Samtaler. Derpaa gik det gode Barn
til Sengs, og drømte at hun var pyntet som en af Stadens
Damer, der farer paa Bal og at hun var Mesterinde i
alle smukke Kunsser.


Jo nærmere Foraaret kom, jo livagtigere bleve disse
Drømme. Den gode Jacobsen, en ærlig ung Bonde der
i Byen, som elskede hende uden megen Affeet, men med
desto mere Godhiertighed, blev nu ikke meere hilset saa ven¬
lig som tilforn. Lieschen, som ellers havde fundet ham me¬
get elskværdig, og for at behage ham havde kiøbt for mangen
Skilling Baand mere, begyndte at merke, at hans Mane¬
rer vare just ikke ziirlige, og hans Hænder vare meget grove.
Af det, som hendes Moder havde fortalt hende om de fine
Stads=Damer, sluttede hun meget skarpsindig, at disse
Damer maatte og have galantere og finere Liebhabere, og at
de unge Herrer i Staden maatte altsaa langt overgaae den
gode Jacobsen. Ved dette Raisonnement mistede Jacob¬
sen i hendes Øyne daglig en af de yndige Jndtageligheder,
som han ellers havde havt for hende. Med Philosophernes
Tilladelse, som har paastaaet, at det dummeste Menneske, naar
han er forliebt, er i dette Stykke skarpsigtigere end den største
Philosoph, som ikke er forliebt, maae vi her anmerke, at Ja¬
cobsen, som ellers var skarpsigtig nok, saasnart det kom an
paa hans Huusholdning og hans Avling, merkede des uag¬
tet ikke det allerringeste af denne hans Lieschens Tænkemaa¬
des Forandring imod ham, men naar han saae hende, trykte
hendes Haand ligesaa kraftig som forhen, blev gandske
fuldkommen i den rolige Jdee, at hun vel endnu engang
kunde blive hans Kone, og lovede sig megen Lykke dermed,
efterdi hun var en Mands Datter, som han agtede høyt og
elskede, og efterdi han immer havde kiendt hende som en
Pige, der jød see Lyst til Huusholdning, og, som han ud¬
trykte sig, ikke lod nogen Skilling falde paa Jorden.
Jmidlertid var Foraaret kommen. Madamen havde
i en otte Dages Tid været gandske usædvanlig venlig imod
hendes Mand. En Aften bragte hun ham en Flaske gam¬
mel Miød, som hun forstød meget got at tillave, og der¬
ved forefaldt følgende Samtale.
Konen. Hvad meener du, mit Barn, skulde vi ikke
snart skikke Lieschen til Staden, hun er allereede sytten Aar
gammel, og forstaaer endnu ikke engang at giøre nogen ret
Kniks, er saa frygtsom i Selskaber, har saa simple Maneerer
og en Smule Fransk, Tegning, og Musik og Dands
maatte hun dog nødvendig vide. O hvad det fortryder mig,
at jeg ikke forstaaer noget Fransk! Du havde gandske
vist for længe siden havt en bedre Tieneste, dersom jeg
havde kundet parlere med Damerne, da vi nylig vare i H**
Vi har jo kun den ene Datter; Hvorfor skulde vi ikke an¬
vende et Par hundrede Daler paa hende? Den beste Bru¬
degave og Medgivt er, naar hun har lært noget. Du har
dog, min Engel, seet S*p*d*s Datter. Hvad hun i
Staden er bleven for en Pige! Hvad hun har lært for
smukke Sager! En saf os kan næsten slet ikke forstaae hen¬


de, naar hun taler. Alt hvad hun har om sig og paa sig
er overtrakt med Filet, Knøtterie, og det giør hun selv,
og det klæder hende saa allerkiereste, og derhos synger hun
undertiden, og ofte Jtalienske Ord. Du veed dog nok,
hvor den unge K** som nyelig var kommen hiem fra
Universiteterne, roeste hende derfor, og hvor hun vidste saa
dristig at imodtage det altsammen, og hvorledes at han
ikke sagde et Ord til Lieschen, og hvorledes at jeg græd den
Aften, uden at sige dig Aarsagen dertil, fordi jeg græm¬
mede mig over, at min Lieschen er saa undseelig imod skram¬
marerede Herrer, og at hun aldrig bliver becomplimenteret
af dem - Ja, hun skal og maae til Staden, og der¬
som Frue Faster Tulkorf ikke kan tage hende til sig, saa
ville vi tinge hende i Pension.
Manden, som meget taalmodig havde hørt paa sin
Kones lange og ilde sammenhængende Tale, drak engang
af Miøden, og holdt følgende Tale til hende igien.
Manden. Du troer mig dog vel til, mit Barn, at
jeg elsker vor Lieschen ligesaa meget som du, og med lige¬
saa megen Jver sørger for hendes Lyksalighed som du. Der¬
som det var nogenledes rimeligt, at hun skulde tilbringe
den største og virksomste Deel af hendes Liv i Staden, saa
havde jeg gandske vist allerede for ti Aar siden bedet dig om,
at megle og mage det saaledes hos vor Faster, at hun maatte
ville tage hende til sig; men nu vilde det i al Fald være for¬
sildig – Jeg beder dig, min Skat, at du vil lade mig
tale ud - Hun er nu sytten Aar gammel. Al den ud¬
vortes Anstand og Anstændighed, som skal gives et Fruen¬
mer af denne Alder ved Besøgelse i store Selskaber eller
ved Dandsemesteren bliver aldrig naturlig, men ufeylbar¬
lig Affectation, og en forstandig naturlig Landsbye =Pige
er tusinde gange elskværdigere end en affecteret pyntet Dukke.
Jeg skulde have glædet mig over, om vi her havde havt Ley¬
lighed til, at lade hende lære saa megen Dands, at hun
havde havt hendes Legems Stilling noget mere utvungen i
hendes Magt; dersom jeg havde forstaaet Tegnekunsten,
havde jeg gandske vist givet hende Underviisning derudi;
Musik kan hun saa meget hun behøver, for at opmuntre
sig ved Arbeydet, eller og for at foresynge hendes tilkommen¬
de Mand noget, ifald han finder Fornøyelse derudi. Du
veed jo, at hun gandske behagelig synger et par Dosin ar
tige Viser. Fransk maatte hun have lært, dersom hun
havde skuldet være opdraget for at leve i Staden og om¬
gaaes iblant de store Selskaber derudi. Dersom dette sid¬
ste havde kundet og skuldet være, saa maatte hun allerede
i hendes syvende Aar havt al denne Kundskab og Kunst inde.
Du kan sikkert troe mig, mit Barn, at det er høyst sieldne
Tilfælde, og at der udfordres et gandske overordentlig Ge
nie til, naar nogen, som i saadan Alder først begynder at
legge sig derefter, bringer det saavidt, at det endnu immer
i Kienderes Øyne ikke skulde være bedre, om han slet intet
vidste deraf. - Men, jeg veed, hvad du vil sige, mit
Barn. - Om Lieschen endog har nok saa megen Due¬
lighed og Beqvemhed, om hun er nok saavel oplagt til at
blive et galant Fruentimmer, saa skulde det dog absolut


være unlueligt, at hun jet eller og i to Aar kunde lære alt
det. Men længer kan vi dog umuelig lade hende blive i
Staden. Men jeg setter nu, at vi skikker hende dog alli¬
gevel derhen; hvad vil da Følgerne deraf blive; og hvad
ere de Følger, som vi daglig seer deraf? – Besind dig
dog paa den Gellertske Fabel om Dandsebiørnen, som ny¬
lig befaldt dig saavel? Ligesaaledes som denne kom tilbage,
til sine Brødre i Skoven, skulde hun komme tilbage til os.
Hverken nogen Stads=Dame eller Landsbye=Pige. Hier¬
tet fuldt af Forfængelighed, ja maaskee endda af noget
pærre; Hovedet fuld af Griller, Modesyge, af et Par huu¬
drede Franske Ord og Talemaader, af Stads=Historier og
Daarligheder; Fingrene afrettede til et Par Dosin Klaveer¬
stykker, eller til den Kunst at besmøre en Smule Papiir
med en Blyants Pen, og Fødderne til en Menuet=Pas.
De fleste af disse Ting maatte hun nu gierne for min Skyld
baade vide og ikke vide, dersom ikke Følgerne deraf kunde
blive meget skadelige, og det virkelig for hendes sande Lyk¬
alighed. Saa fattigt, elendigt og halvfodet hun nu be¬
sidder alle hine Kundskaber: saa vil der dog alligevel paa
Landet findes Daarer og Daarinder, som ville roese hende
for den Aarsags Skyld, at hine endnu forstaaer de Ting
mindre end Lieschen, og denne Berømmelse vil net op til¬
føye hende den Skade, for hvilken jeg fra hendes første Barn¬
dom af har søgt at befrie og bevare hende; hun vil blive
forfængelig, og det endda ihenseende til saadanne Ting,
som egentlig ingen Fortieneste ere for en Landsbye=Pige, og
som hun, efter hendes egen Overbeviisning, neppe engang
halv forstaaer -- Men du vilde jo lade mig tale ud,
min Skat - Staden vil befalde hende meget, derom er
jeg overbeviist. Hun vil ligesom alle andre unge uerfarne Pi¬
ger snart bilde sig ind, at Stads Levnet er ikkun Lyksalig¬
hed. De rige Stads=Jndvaaneres Pragt og Glands vil
alt for meget blænde hendes Øyne at hun iblandt hiin
Glimren skulde kunde see og opdage al den Misfornøyelse
og al den Ufornøyelighed, som saa ofte tvinger Stadens
Jndvaanere til at misunde os. Landsbyelevnet til hvilket
hun dog rimelig viis, er bestemt, vil altsaa naturligviis
mishage hende; hun vil, naar hun er kommen hiem til os
igien, foragte de Arbeyder, ved hvilke hun har været saa
sund og lykkelig, og have lært, at sukke, for at komme til
Staden igien; hun vil ikke forstaae, at skattere hendes Lykke
paa Landet, blot af den Aarsag, fordi hun ikke nyder den
i Staden; hun vil elske hendes Mand mindre, fordi han
ikke er nogen af Stadens Jndvaanere; alle Stadens Mo¬
der og Daarligheder ville blive hende interessante saalænge
hun lever, fordi hun har tilbragt den Periode af hendes
Liv i Staden, da hendes Jndbildningskraft endnu havde
al sin Ungdoms Fyr, og altsaa foremalte hende Gienstan¬
dene langt mere indtagende, end de virkelig ere. Naar
Staden altsaa er bleven meget tekkelig og behagelig for hen¬
de, saa vil en siden stedsevarende Ufornøyelighed og den me¬
get undværlige Kundskab om tusinde Daarligheder næsten
være den uundgaaelige Følge af hendes Ophold derudi. -
Men dersom Staden ikke staaer hende an, saa vil hun og


slet intet antage af dens Tone og Manerer; alt, hvad hun
skal der lære, vil hun holde for meget ubetydeligt for hendes
Lyksalighed, og følgelig lidet eller intet lære. J denne Fald
seer jeg og heller ikke, min Skat, hvorfor vi skulde spilde de
Penge, og sette hende i en Situation, som er hende imod,
og heller ikke af indbildt Nytte - Jkkun eet Ord end¬
nu, mit Barn - Du kiender den unge Jacobsen, han
elsker hende, og hun elsker ham. Jeg ønskede, at han kun¬
de blive vor Svigersøn, og jeg er overbeviist om, at hun
kan være uendelig langt lykkeligere med ham, dersom hun
ikke kommer til at opholde sig i Staden, end om Stadens
Manerer og Kundskaber, ja i en vis Grad Fuldkommenhed
selv
Konen. Ja, ja, jeg seer nok, at du vil, at alting
skal an vendes paa Drengene. Lad kun Lieschen immer blive
en Bonde=Pige! Men om du end vil handle som en Rap¬
ne=Fader imod hende, saa vil jeg dog ingen Ravne Moder
være imod hende. Hun skal ja hun skal til Staden, om
jeg endog skulde sette min Brudestads ud; og jeg skal ikke
lade dig have Rolighed et Øyeblik, førend jeg har faaet
dig til at skaffe hende derhen; og naar hun kommer til
Staden, saa kan hun vel blive givt med en fornemmere
Mand, end Jacobsen, og dersom det ikke skeer, saa skal du
forsvare det, at du giør hende ulykkelig, og i dette Øye¬
blik vil jeg sette mig ned at skrive Frue Faster Tulkorff til,
og skrive hende til, at hun dog skal tage imod hende; og ud¬
siaffere hende efter Stadens Mode.
Manden var ingen af de ubevægelige Philosopher,
som, naar de engang ere faldne paa noget, slet ikke ved no¬
gen Ting, end ikke ved en Kones Skrig, kan bevæges til
at staae fra deres Forset. Det var og blev altsaa derved,
og der blev giort alle Anstalter til Lieschens Afreyse til
Staden.
Strax den følgende Morgen søgte Lieschen, som dog
endnu ikke meente det saa ondt, Leylighed til at tale med
Jacobsen. Hun aabenbarede ham med en glad Mine, at
hun nu skulde drage ind til Staden og være der i et eller
to Aar. - Og hvad vil hun giøre der, spurgte Jacob¬
sen. - Lære Fransk, og Musik, og at dandse, og anden Artig¬
hed. - O artig er hun nok, og for alt det øvrige, satte han
meget naturlig til, giver jeg ikke en Knappenaal. - Det
er sandt, Lieschens Fader havde allerede givet Jacobsen sit
Samtykke til Ægteskab med Lieschen, og da han vidste,
at hun elskede ham, og han ikke havde opholdt sig længer i
Staden, end han for sine Sagers Skyld behøvede at være
der, saa kunde dette naturlige Svar let slippe ham af Mun¬
den, at han holdt for, at hans Kiæreste vilde lære disse alle Kun¬
ster for hans Skyld. Han blev dog urolig derover, og gik
hen til Lieschens Fader. Denne gode Mand aabenbarede for
ham, at Lieschens Afreyse kunde nu vel ikke ved noget Mid¬
del opsettes og omgiøres, men at han dog havde megen Aar¬
sag at troe, at hans øvrige Anslag skulde gaae got, og at
Lieschen ikkun skulde blive en meget kort Tid i Staden.
Jmidlertid søgte Lieschens Fader og Moder, hver paa
sin Maade, at bestemme hende den rette Synspunkt, fra


hvilken hun skulde betragte alt, hvad hun filk at see og erfare
i Staden. Men hvor meget større den Jndtryk er, som
Mødres Underviisning giør hos Døttre, det vil man om¬
trent kunde see deraf, at Lieschen nogle Dage for hendes
Afreyse tog Afskeed med hendes Bekiendtere og med Jacob¬
sen selv, næsten med den Miene som Ninette ønsker sin Kiere¬
ste Farvel, naar hun vil reyse til Hoffet. Hun græd vel
ret ynkelig ved Afreysen selv, men en livagtig Jdee om hen¬
des nye Pynt i Staden, aftørrede Graaden saa hastig, at
hun med de klareste Øyne kom til H***
Frue Faster Tulkorf antog sig hende ret moderlig over¬
leverede hende strax i en Friseurs Hænder, at han skulde
bilde hendes Hoved, drog siden Omsorg for, at hun kom
i et Huus, hvor der blev talet meget Fransk, og holdt Me¬
stere til hende, at lære hende Musik, Dands og Tegning.
Lieschen havde megen Lyst til at giøre andre alting efter, der,
hos megen Forfængelighed og mange naturlige Beqvemhe,
der. Hun bragte det altsaa virkelig i alle forbemeldte Kun¬
ster, i Stadens Tone og Manerer, langt videre, end man¬
ge andre Landsbyepiger af hendes Alder skulde have bragt
det. Hun giorde sig mange Bekiendtskaber og gode Ven¬
inder; hvortil en vis frygtsom Skyehed var hende meget
behielpelig, hvilken naturligviis følger, naar man kommer
ind i en gandske nye Sphære. Thi denne frygtsomme Skye¬
hed eller Unselighed blev af Stadens Jomfruer anseet som
en Ydmyghed imod dem, og altsaa elskede de Lieschen for
at befalde deres egen Forfængelighed. Vor Landsbyepige
kom altsaa i mange Selskaber, om Søndagen spadserede
hun til H**, betragtede det store Vandspring og Damer¬
nes store Frisur med lige Forundring, besøgte Comoedier
og de smaae Ball, og havde den følgende Binter allerede
bragt det saaviidt, at hun paa Maskeraden kunde dandse i
den første Colonne.
De Efterretninger, som indløb til Forældrene om Dat¬
terens lykkelige Fremgang i Stadslevnet, havde en meget
forskiellig Virkning hos Faderen og Moderen. Al den Umag
Faderen giorde sig, at faae hende snart fra Staden igien
var forgieves, og der blev besluttet, at lade hende blive der
nok et Aar.
Det følgende Aar forløb ligesom det første var forlø¬
bet, og nu maatte Lieschen hiem igien, efterdi Moderen
ingen flere Penge kunde skaffe. Hun forlod Staden,
med den yderste Bedrøvelse, og en ung Herre, som havde
foresnakket hende mange Smiggrerier, med det chimeriske
Haab, at han redelig og troelig skulde holde alt hvad han
havde sagt hende. Den gode Jacobsen var i Lieschens For¬
ældres Huus for at tage imod hende ved hendes Ankomst.
Hun kom, og vist nok meget forandret, kyste hendes For¬
ældres Haand, giorde en liden Kniks for Jacobsen, som
bukkede sig dybere, end han nogen Tid tilforn havde giort
aalænge han havde levet, og spurgte ham: Har Mønsieur
stedse befundet sig vel? sagde til hendes Moder: O hvor
fornøyer det mig, at være kommen en liden Stund ud paa
Landet igien fra al den Tummel og Allarm der er i Sta¬
den? og til hendes Fader: O, hvor mange deylige Sager


har jeg at fortælle Dem fra Staden! - Derpaa blev
en Tavshed i nogle Minuter, og de fire Personer giorde
derved en meget characteristisk Gruppo. Moderen græd af
Glæde; Faderen havde Taarene i Øynene - men maa¬
skee ikke af Glæde; Lischen satte sig i den artige Stilling
og trakte hendes Saloppe til sig; og Jacobsen stod som han
var slagen paa Munden. Men han samlede dog al sin Poli¬
tesse og stammende sagde til hende: Hun er dog virkelig
bleven meget artigere i Staden, end hun var før - Saa
mener De det Monsieur Jacobsen, og kastede Hovedet me¬
get gratieus tilbage, i det hun giorde et lidet Kniks for ham.
Man satte sig til Bords, for at spiise Aftens Mad
og derved fik Lischen Leylighed til at lade see alle hendes
Kundskaber. Hun var undtømmelig i at fortælle, og til¬
sidst, da den gode Jacobsen spurgte, om hun endnu kun¬
de synge saa artige Viser som tilforn, saa foresang hun ham
de to Stykker: Monseigneur voyes mes larmes og Pupille
care &c. og det med saa megen Artighed, at han nu lok
alle Tanker fare, at hun nogen Tid kunde blive hans Kone,
og Lischen, som vel tilforn maatte have tænkt det, lod ham
ikke utydelig forstaae, at han ey bedrog sig i sin Mening.
Ægteskabet med Jacobsen var altsaa ophævet, og for at
skille os af med ham paa eengang, saa ville vi ikkun endnu
fortælle, at han strax derefter giftede sig med en mindre
artig Pige, og blev meget lykkelig med hende.
Moderen havde nu intet mere magtpaaliggende at føre
amkring med sig i Naboelavet, end hendes Datter, og den¬
ne var ikke lidet dermed tilfreds, at hun saaledes kom om¬
kring i Besøgelse. Hun behagede eller mishagede, blev
dadlet eller roset, eftersom Selskaberne vare meer eller min¬
dre fornuftige til, i hvilke hun kom. Hun begyndte snart
at blive kied af Landlevnedet, og længtes efter at komme til¬
bage til Staden igien. Om Huusholdningen bekymrede
hun sig vel endnu lidet, men hun giorde det ikke meere med
Fornøyelse. Landets Forlystelser vare alt for ensformige
og alt forlidet indtagende for hende Kort sagt, hun var virkelig
alt for artig for hendes Stand, for hendes rimelige Be¬
stemmelse, og for hendes Formue, og hun havde lært at kien¬
de en stor Mængde Fornødenheder i Staden, hvis Mangel
nu meget ofte giorde hende misfornøyet. At komme tilba¬
ge igien til Staden, dertil havde hun ikkun lidet Haab,
efterdi hendes Frue Faster var død, og hendes Forældres
ringe Formue kunde ikke taale at giøre Bekostninger derpaa.
Hun maatte altsaa blive i en Situation, i hvilken hun ikke
ønskede at være.
Nogle Aar derefter døde hendes Fader, og be¬
klagede dets endnu paa sin Sotteseng, at han ikke kun¬
de efterlade hende som Jacobsens Hustrue. Hendes
Omstændigheder bleve ved dette Dødsfald endnu langt slet¬
ere, og af Begierlighed efter at komme tilbage igien til


Staden, besluttede Lieschen sig endelig til, at blive Kam=i
mer=Jomfrue hos en fornemme Dame, hvortil en af deres -
Naboer, som var af Adel, havde bragt hende i Forslag."
Hvad der nu videre har mødt hende i hendes Kammer¬
Jomfruestand; hvorledes at hun reyste med hendes Dame
til Paris, blev der bortført af en Jtaliener; men paa Høy¬
den af Genova blev tagen af en Algiersk Søe=Røver og
bragt i Slaveriet; hvorledes hun derefter kom i en Basses!
Serail, men blev reddet derud fra igien, formedelst en
Christen Læges Hielp; hvorledes hun paa hendes Hiemrey¬
se til Hamborg leed Skibbrud, blev optagen af Vandet
og reddet fra at drukne af nogle Fiskere; hvorledes at hun
levede i ti Aar iblant dem, og siden blev givt med en En¬
gelsk Loots i Gibraltar; og efterat denne var druknet, kom
endelig efter saa mange udstandne Eventyrer tilbage til hen¬
des Fæderneland igien; alt dette overlader vi til Læsernes
egen Opfindelse, om nogen har Lyst til at giøre denne Bees¬
retning til en Roman.
X. R.
En Fabel.
En Borger i Paris havde en Tiener, som heedte Noel,
og denne var gandske enfoldig; siden nu hans Herre ikke
længer vilde have ham, eller han ikke brugte ham længere,
gav han ham til en Dommer, der var hans gode Ven.
Nogen Tid derefter, havde samme Borger en Prøres som
han maatte føre for Dommeren; i det han vilde gaae ind
til Dommeren, fandt han Noel i Gaarden at pudse sin
Herres Støvler. Han spurgte ham da: Hvorledes han var
fornøyet med sin nye Herre? Saa tæmmelig, svarede
Noel, undtagen med en Mæer af Pige, som altid skaffer
mig nok at bestille; hun sverter mig hos Madamen, og
naar der i Huuset skeer noget utilbørligt heder det altid, det
har Noel giort. Under samme Tale var Dommeren opstan¬
den, og kom ind paa Sahlen hvor han saae at der var
tvende Vindues=Ruder i tu, spurgte han Pigen: Hvem
dette havde giort? Noel, svarede hun strax derpaa. Noel
som hørte det i Gaarden, sagde til Borgeren: har jeg ikke
sagt Herren, at Noel maae have giort det altsammen.
Dommeren faae derpaa at en Salvet var forbrændt, spurg¬
te han igien: hvem der havde ladet den forbrænde? Noel
svarede Pigen. Seer De, sagde Noel til Borgeren, har
jeg vel løyed. Hvor er da den Skurk, sagde Dommeren
derpaa, hvor løber han vel hen, hvorfor bliver han ikke
hos Madamen, som venter hver Øyeblik at komme i Bar¬
sel=Seng, og som altid behøver noget? Seer De, sagde
Noel til sin første Herre, at de skuffer mig noget paa Hal¬
sen; og jeg veddes med Dem, at de endnu vil sige: At jeg
er Skyld af Barnet, hvormed Madamen kommer i Bar¬
sel=Seng.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 37


Mode=Collegiet.
F¬
ætteren. Apropos! min muntre Jomfrue. Har hun
seet Monsr. Nett, siden han kom hiem fra sine Uden¬
landske Reyser.
Den muntre Jomfrue. Hvor har han været henreyst?
han har vel bragt mange nye Moder med sig!
Fætteren. Han har været i Frankerige, Jtalien, En¬
gelland og Rusland. Fra hvert et Rige har han bragt
adskillige Moder med sig; og har 4 Siele, en for hvert Rige.
J Gaar var jeg hos ham at gratulere hans Ankomst, og da
jeg kom i Stuen hos ham, tænkte jeg ikke andet end det var
en Abekat, som havde faaet Klæder paa, men da jeg hørte
ham tale, kunde jeg nok slutte mig til at det var et Men¬
neske. Den Dag regierte der 5 Siæle i ham paa eengang;
thi han snakkede Fransk, Jtaliedsk, Eugelsk, Russisk og
Dansk paa eengang imellem hverandre, hvilket han bombar¬
derede mig fra alle Kanter med, og da jeg spurgte ham: om
han ikke kunde snakke Dansk, saa svarede han mig: Jai For¬
glemt Oublieret alt my Danske; saa jeg ikke kunde blive klog
af alt det han sagde, derfore saae jeg mig nødt til at giøre
Ryk=March.
Den muntre Jomfrue. Fik han ikke nogle af hans
Moder at see? Hvorledes var han klædt?
zætteren. Jo! han viiste mig dem, førend jeg gik.
J Gaar var han klædt som en halv Fransk og en halv En¬
gelskmand paa eengang. Først havde han en løden Engelsk
Hat paa med Guldgaloner, hans Haar acommoderet paa
Fransk men ingen Pudder i, en tyk Halsklud med en Sløyse
under Kinden, i hans Nakke havde han en Engelsk Dust
bepudret paa Fransk, thi den var gandske hvid; jeg tænkte
først den var bunden med hvide Baand, men da jeg saae
nøyere til, var det dog sorte bepudrede Baand. Kraven
paa hans Manschet=Skiorte, var altsammen trukket ud
og sammenspændet med en Bryst=Spænde med glimrende
Steene indfattet; hans Kiole var skaaren paa Fransk, men
med Engelsk Krave, Slag og Opslager; han havde hvi
de Silke=Strømper paa, med hvide Striber langs need ad
dem, hvilke vare gjort i Frankerige, men paa Engelsk Ta¬
cong; han havde Frarske Skoe paa, med runde Engelske
Spænder i; paa den høyre Haand havde han en Ring med
en Fransk Dames Portrait, og paa den venstre en med en
Engelsk Dames Portrait; han havde en Tabatiere Daase
i Lommen, hvilken var to Daaser i eet, den ene Daase var
paa Fransk, og den anden paa Engelsk acong. Kort sagt:
Han saae ud som en Nar in Folio.
Den muntre Jomfrue. Men saae han ingen Russiske
og Jtalienske Moeder.


Lætteren. De slæmmer overeens med de Franske.
Borgeren i Hovedstaden. Jeg har en Søn, men
han skal aldrig giøre rogen Udenlandske Reise, uden det
skulde være her ude i Siælland; thi ellers blev han reent
gal, endskiønt han er gal nok.
Den nyegifte Kone. Men Fætter, veed han ingen Jn¬
denlandske Moder.
Lætteren. Jndenlandske! De vi har her, kommer jo
alle Udenlandsk fra. Men dog! det er reent gaaet af Moe¬
den at ride uden Sporer; thi nu er det en Skam, den mind¬
ste Pog, naar han skal op at ride, skal have Sporer paa.
For nogen Tiid siden bebreydede en mig: Hvorfor jeg reed
uden Sporer (thi han meente, det var en Skam at ride
uden Sporer)? Jeg gav ham til Svar: Min Ven jeg
rider ikke for at prale, men for min egen Fornøyelse. Msr.
Tivicaree var forgangen Dag op at ride, omendskiøndt han
havde Sporer paa, faldt han dog af Hæsten, og havde nær
kommen til stor Skade, han støtte sig saaledes, at han nu
maae ligge og qvaksalve, og bruger nu en Qvaksalver nava¬
lig Franz Nar, hvilken svarer meget fortræffelig til hans
Navn; thi man skulde før tage ham an for en Harlequint
end for en Medicus.
Den gamle Jomfrue. Veed han nu ilgen flere
Moeder.
Lætteren. Ney denne Gang intet, men kanskee næst
kommende Gang; thi Tiderne forandrer sig i en Hast.
Snakke=Collegiet.
Den muntre Jomfrue. Han seer saa skiælnsk ud i
Dag, Fætter, han maae være fuld af Løyer.
Fætteren. Ja noget, jeg har et Brev fra en Tydsk¬
Tyrkisk-Officier til hans Kiæreste.
Den muntre Jomfrue. Naa gesvindt Fætter, lad
os høre, han giør os Tiden saa lang.
Lætteren. Men den er paa Tydsk, forstaaer De
Tydsk.
Hovmesterinden. Jo, jeg forstaaer det saa mæn, kan
ogsaa snakke det, hvis de andre ikke forstaaer det, saa vil jeg
være deres Tolk.
Den muntre Jomfrue. Ney mange Tak, jeg for¬
staaer selv Tydsk.
Den gamle Jomfrue. Jk kan ok Tydske spreke
Fætteren. Ha ha! ha! hør til vor gamle Jomfrue
hun snakker saa mæn et got Mundfuld Tydsk.
Den gamle Jomfrue. O! Fætter, det har jeg læn¬
ge kundet, men lad os nu komme til Brevet.
Fætteren. Ja nok, men høner nu vel til.


Allerllebste!
Mein bis ins Hertz eingeschossene Bombe,
Mein Hertzens Ringkraben.
Meine ins Hertz Marchirende Amazon
Mein Schats!
Das mir Tausend Canon=Kugels im Leibe fahre, wann
ich dir nicht noch liebe Charlotte, verstehst du mich Madt¬
gen. Der Carnaille Hundsfot, der Hr. Diana hat mir im
Le be, geschossen mit seine Liebes=Pfeilen, ja er hat mein
Hertz blee firet, das jeh fast erepire aus lanter Liebe, ja reiner
Liebe. Morgen werde ich ench meine Anfwartung machen
in meinen gantzen Putz. Welches soll 1) bestehen von mein
gantz nenes Kleidung. 2) Meine mit Fingerdick Pomade
und Puder besmirte Haare. 3) Meiner mit weissen Federn
besetzter Hut. 4) Reines Leinwand. 5) Nen Seiden=Band
an meiner Peilsche. 6) Em nenes seiden Halstuch, mit
einer grosse Schleuffe unter dem Kinn. 7) Reine Stiefel¬
Manchetten. 8) Gantz nene Stiefeln, den meine Seidene¬
Strympfe sind anf dem Assistence=Haus gesetzet, weil ich kein
Geldt hatte, um letzlich auf die Comoedie zu gehen. Ach!
ich hin ein elender Kerll, Charlotte, ich stecke im Schul¬
den bis an meinen Hals, den 2 Rthlr. 3 Mk. 4z. bin ich
schuldig an einem guten Freund, welcher ein Paar Schuh
verschlitten hat, um bey mir sein Geldt zu fordren, und
hat sie noch nicht bekommen. Und weilich ein Armer
Schelm bin, Charlotte, somnste ich ihm abspeisen mit emnen
Pfand, neml. mein mit Silber beschlagenes Rohr. An
einem andern bin ich 5Mk. schuldig. Wieder an emem an¬
dern bin ch 6 Rthlr. schuldig in 3 Jahre gewesen, und habe
es nøch nicht bezahlet, und høffees anch nicht zu bezahlen, dann
mo kein Geldt ist, da kan man nichts finden. Jch bin sans Com¬
Paraison, svie der arme Man der nichts hatte, und des Nachts
etliche Diebe in sein Hytte kam um gu stehlen, und da er sie
gemahr wirde, sagte er zu ihnen: Jhr Narren mas wollet ihr
hier finden des Nachts, da ich kaum mas finden kann des Ta
ges. Aus lanter Verzweiflung, kann ich kaum Schreiben,
denn einjeder Augenblick, fallt mir die Feder aus der Handto¬
O! hier fiel er, und veruhrsachte, ein giemlig grosser Punc¬
tum. Jch zittre mie ein Hundt im Februarii Monath. Adien
Charlotte lebe wohl, und in die Hoffnung, das Jhr meine
Schulden bezahlen merdet, Verbleibe ich dein bis zum Tode
Liebhaber,
ergebener
und Diener.
Riemande
Pral Hans
d. 18 Julii 1770.
Lætteren. Var det ikke et artig Brev? Lad mig nu
høre alle Eders Tanker om Msr. Pral Haus.
Den muntre Jomfrue. Han bruger nogle allerkie¬
reste Udttyk i hans Brev.
Hovmesterinden. Han er efter mine Tanker en Nar.
Den gamle Jomfrue. Det siger jeg ja til.
Børg ren paa Landet. Russerne har nok været i
færd med denne gode Karl og pillet ham brav, efterdi han
er bleven faa usel.


Præste Præsten. Mig tykkes Russerne giver Tyrker¬
ne eller deres Offieerer noget andet at tænke paa end at skrive
Kierligheds=Breve. Saadanne Tanker tykkes mig nok
kunde forsvinde dem i denne Tid.
Borgeren i Hovedstaden. Ja, denne Karl har nok
været een af de Confordererede. De Korle veed man nok
har Hiertet i Hælene. Saasnart Russerne giver Jld, smører
de Støvlene Han har maaeskee altsaa havt bedre Tid til
at skrive Kierligheds Breve end at fægte, undtagen med
Hælene.
Hovmesterinden. Men han taler dog intet om
Krigen.
Den muntre Jomfrue. Jo vist giør han. Hvor kun¬
de han bruge saadanne forskrækkelige smukke Udtryk og be¬
title sin Charlotte med saadanne Martialske Navne, om
han ikke i det ringeste havde lugtet Krudet.
Fætteren. Ha! ha! ha! artige Løyer.
Hovmesteren. Havde jeg saadan en Springer under
min Commando eller Opsigt, skulde jeg mørprygle ham,
indtil han afvendte sig fra saadanne slemmme Lyder. Min
Junker er næsten af samme Qualiber, meg han faaer aldrig
en ledig Time, thi ellers blev han en liderlig Bursch. Naar
han er bleven færdig med sine meest magtpaaliggende Stu¬
dier, saa bombarderer jeg ham med Grammairer, Dictio¬
nairer, Themer, Phraser og Gloser, men naar han bliver
alt for slem, saa faaer han Vafler i svære Mængde, og det
varme.
Borgeren i Hovedstaden. Hvis vi havde mange brave
Mænd som De Hr. Pedantus, saa fik vi ikke saa mange
liderlige Karle i Hovedstaden.
Den gamle Ungkarl. Ja det troer jeg. Men hvor
findes vel saadanne brave Mænd som De Hr. Pedantus.
Hovmesteren. Jeg takker Dem for de gode Tanker De
har om mig.
Den nyegifte Kone. Havde jeg saadan en Søn,
vilde jeg før ønske, jeg ingen havde.
Den muntre Jomfrue. Dersom alle Mødre vil¬
de ønske saaledes, hvor skulde vi saa faae Mandfolk
fra. Thi om der blev nogen sparet, saa var det ikke
andet end gamle uduelige Mænd, man skulde da i stæden
for en frisk anstigende Junker, see ankomme en gammel
Mand krybendes med Podagra i Beenene; og i Stæden
for een her 3 Alen høy bepudret Toupee, og med Buklerne
hængendes ned over Øret, næsten ned paa Kraven af Kiolen,
see en gammeldags Paruqve gandske afslikket; i Stæden
for en stor Fransk Pung 2 Alen i Længden, og 3 Alen i Bre¬
den, see her en Pung 1 Qvarteer i Længden og Q Qvarteer i
Breden; og i Stæden for en her hvid fiæret Hat paa Fransk,
see en slet stor treemasted Galliot. Kort sagt: Byen vilde
blive som et Wartom for gamle Mænd.
Borgeren paa Landet. See her min Hat, hvad kan
min muntre Jomfrue klage paa den.
Den muntre Jomfrue. Ja det er ret en Hriginal
for de tremasted Galliotter.


Lætteren. Men Jomfrue: Hvad synes hende om
min Øat.
Dn muntre Jomfrue. Ja den er, som en Hat
bør være.
Borgeren i Hovedstaden. Det er jo en Pandekage.
Sæt den paa Fætter, og lad os see hvordan han seer ud
med den.
Fætteren. Naa hvordan seer jeg ud, med den.
Den gamle Ungkarl. Accurate som en - - -. Men
sæt nu min paa, see det kan jeg finde mig udi, nu seer han
ud som en Mand.
Den nyegifte Kone. Fætter, det er jo en Hanree¬
der Hat, han har.
Fætteren. Jeg troer hendes Mand har accurat, saa¬
dan een Hat.
Den nyegifte Kone Hvad vil han sige med det Fætter?
Fætteren. Aldeles intet. Men min muntre Jfr. siig mig
nu ret: hvorledes jeg feer ud med vor gamle Ungkarls
Hat paa?
Den munt. Jfrue. Han seer ud, som han vilde til
al seile.
Den gamle Ungkarl. De maa sige hvad De vil saa
bliver jeg dog ved min gamle Fasong.
Den gamle Jfrue. Det giør han ret i, det samme
giør jeg.
Fætteren. Siden vi er saa dybt i Discours skal jeg for¬
tælle Dem noget løyerlig Fransk og Dansk:
Forgangen Dag var jeg i Sælskab med Jomfrue Engelke,
og da vi fadde til Bords feilede hun en Tallerken, hun sagde
til Tieneren som hede Mads: Lille Mads, jeg feiler en Tal¬
lerkning. Saa! svarede Mads, mounqverer Jomfruen en
Tallerkin; jeg siufnes dog jeg louveerte Jomfruen Tallerki
ner nok, skal det være en dyb eller flad Tallerkin? Een dyb
Tallerkning, svarede Jomfruen, til Jordbærene; saa
spurgte hun mig, hvordan de smagede mig? Got sagde jeg.
Det er heller ingen Under, at de smager saa souperble got, thi
de ere brav maante, svarede hun. O! lille Mads giv Brød,
Muschøen. Behager Monsøen dem enten suur eller franzøst
Brød, J seer jo, sagde Jomfruen, at Muschøen spiser ikke
Suur Brød. Naa, saa kan han jo faae Franjøsk Brød, sva¬
rede Mads; thi han var en smule næsviis. Kort sagt, jeg
fik Franiøsk Brød, og spiiste det paa Dausk, og da vi vare
opstaaede fra Bordet, gik jeg min Vey. Underveys saae
jeg et Par paa Gaden, som stoed og disputerte med hinanden,
og imellem fulgte der en lille Comma og Punctum, snart i An¬
sigtet og snart i Ribbenene, derefter begyndte de paa nye at
disputere, i det samme gik der just et Par forbie dem, den ene
saae ud til at være en Herskabs Kudsk, thi jeg kunde kiende ham
paa hans Knebelsbarter, han sagde til den anden: Hvad mon
det er de prospererer om? Det veed jeg ikke, svarede den an¬
den, det maae de selv best vide. Derpaa sagde han med Kne¬
belsbarter, til mig, som stoed tæt ved ham, han faaer min
Troe Confect, og det ægte af den lille Knecht;; Hey!
see hvor den lille Fyhr kløer paa ham. Jeg tænkte den Slags
Confeet maae nok ikke smage den anden meget got, thi den rø¬


de Saft som flød af Confecten tilkiendegav det, endelig kom
der en Officier som skildte dem fra hinanden.
Den muntre Jomfrue. Jeg kan ret ærgre mig over
Folk, som vil snakke Fransk og ikke kan, ligesom den Jomfr.
som sagde, jeg har faaet en nye Fakong paa Sætter i Stæ¬
den for Facong, men endnu meer kan jeg ærgre mig over dem,
som er født, og kan snakke Dansk, og dog snakker galt, som
Jomfrue Engelke.
Hovmesterinden. Man kan nok høre paa Jomfrue En¬
gelke, at hun ikke har været under Jnformation, thi ellers
talede hun ikke saa galt,
Lætteren. Jeg troer at Hovmesterinden kiender hende?
Hovmesterinden. Jo jeg giør Fætter, det er et gandske
net Fruentimmer, naar hun kun ikke tyggede saa paa Ordene.
Fætteren. Ja det er en lille indtagende Pige. Jeg kien¬
der og et Par, som ere gandske forliebt i hende, den ene af
dem heeder Msr. Renard de Courpie, og er en gandske Karl,
den anden heder Monsr. Koup de Long Pie, Nobiliteret von
Russ; hvilke ere hinandens Rivaler. Men at komme til min
Fortælling igien, hvor var det jeg slap?
Den muntre Jomfrue. Hvor Officieren, skildte de
tvende Fægtemestere fra hinanden.
Fætteren. Ja det er sandt.
Den muntre Jomfrue. Det maae have været et got
og ømhiertet Menneske; der kan man dog see, at alle Officie¬
rer ere dog ikke saa martialske som man beskriver dem.
Fætteren. Heele Trætten gieldte kun 2z., men de blev
ogsaa nok vasket for de 2 s. af Officieren.
Den nyegifte Kone. O! de Stakler.
Fætteren. Det bliver ikke nok, det de fik af Officieren,
men nu skal de løbe Spitzrod til.
Den muntre Jomfrue. De Karle maae ikke være øm¬
skindet, thi de skriger ikke, hvor meget man en slaaer paa dem.
Fætteren. Tvertimod der er mange, naar de har af¬
løbet, man ikke skulde tænke, at de havde løbet Spitzrod, der
var for nogle Aar siden en som løb 12 Gange, og da han var
færdig med at løbe tog han i Lommen en 3 a 4 Piecer, og deel¬
te dem iblandt Piberne og Tambourerne, og sagde: Der har
aldrig nogen Spillemand, spillet omsonst for mig, naar jeg har
dandset, og J skal ikke heller. Saa svarede en af Spillemændene
paa Tydsk: Du bist holl mich--- ein braver Kerll Juchum,
ich will meiner sex auch auf deiner Gesundtheit trincken, kom
Bruder kom, laz uns in dem ersten Brandtiveins Keller auf
Juchums Gesundtheit trinken, sagde han til en anden. Jo¬
chum du bist doch ein verflugt raisonabler Kerll, adien Jo¬
chum, ich iunsche das dien Ryk hald curirt mag merden.
Den nyegifte Kone. Det maae have været en brav
Karl den Juchum.
Den gamle Jomfrue. Ja det har han været.
Fætteren. Nu vil vi lade Juchum være i Fred, og tage
fat paa vor gamle Huu holderske, med hvem jeg forgangen
Dag havde en Samtale om hendes Amour.
Den gamle Ungkarl. Den gad jeg hørt, skyndlsig Fæt¬
ter; thi jeg skal hen til Madam Faubois og drikke mig en halv
Boutelle Viin.


Fætteren, Jeg maae dog eengang hen med ham til Ma¬
dame Foubois og see hende, thi jeg har hørt, at hun skulde
være en god Huusholderske.
Den gamle Ungkarl. Ja! og helst om Aftenen, thi
saa holder hun Huus, som hun var gal, og holder paa Stoel
og Benke og hvad hun kan faae fat paa i Huuset; men lad nu
denne Huusholderske fare, og tage fat paa vor gamle.
Fætteren. Ja nok! Samtalen lyder saaledes:
Jeg. God Dag Jomfrue, hun seer saa melancholisk ud,
hvor kan det komme sig?
Hun. Det har jeg vel Aarsag til min gode Fætter, thi jeg
maae altid sidde hiemme og kukulure, medens Tieneste=Fol¬
kene render gal. (grædende) Han maae vide Fætter at jeg er
saa tvungen, at jeg knap nok imellemstunder kan faae Luft af
besøge min gamle Moster; og havde jeg ikke min Kiæreste, som
kommer og seer til mig imellem, maatte jeg reent blive folkeskye.
Jeg. Har Jfr. en Kiereste? det har jeg aldrig vist noget af.
Men med Forlov Jfr. hvad Betiening har hendes Kiereste?
Hun. Han søger hvert Aar om et Præstekald; men han
faaer hvert Aar naadig Afslag.
Jeg. Har Jomfruen længe været forlovet med ham?
Hun. Næsten i 20 Aar.
Jeg. Men hvad er Aarsagen til saa lang en Forlovelse?
Hun. Jeg har sagt ham reent ud, at jeg ey vil have ham
førend han bliver Præst.
Jeg. Fy! Jomfrue det er jo barbarisk.
Hun. Barbarisk? kalder han det barbarisk? Ney, ney
Fætter, han skulde heller kalde det Fornuftig; thi hvad skul¬
de vi leve af? Jeg veed min troe nok hvad jeg giør. Han kom¬
mer jo 3 a 4 Gange om Ugen, og saa tracterer jeg ham med
Caffe, og andet, hvad han finder Smag udi. Er det barbarisk?
Jeg. Saa gastererer han da frit hos Jomfruen?
Hun. Ja, hos mig er han altid en frie Gast.
Jeg. Saa maae jeg da bede hende om Forladelse Jom¬
frue; det kalder jeg ikke barbarisk, men fornuftig og godt.
Hun. Det er mig kiert at han er kommen til Raisong. Men
jeg har ikke længere Tid at snakke med din skielmske Krabat.
Jeg. Hvorfor ikke?
Hun. For jeg skal hen til Mosters, Farvel.
zætteren. Skielmske Krabat, var det ikke en Titel den?
Den nyegifte Kone. Ja den passer sig meget vel til
ham Fætter.
Den murtre Jomfrue. Den Dag maae hun have væ¬
ret i god Luune, hun pleyer ellers at bruge Mund hiemme paa
Tieneste Folkene, som en gammel Fisker Kierling ved Sran¬
den, hun er og plaget med Gicht og med Ømhed i alle hen¬
des Lemmer, og i sær i Ryggen, hvilken hun stedse klager
sig over.
Lætteren. Det vil jeg ikke regne, thi gamle Folk ere
skrøbelige.
Den muntre Jomfrue. Hun gammel? Siig ikke det
til hende Fætter, saa bliver han ikke hendes Ven; thi hun vil
ikke gierne vide at hun er gammel, desaarsage giør hun sig en
halv Snees Aar yngere end hun er.


Den gamle Ungkarl. Det giørshun ret i, ellers bliver
hun ikke gift, det samme vilde jeg og alle andre gamle Peber¬
vende giøre om vi havde Kierester; og jeg troer vor gamle
Jomfrue vilde giøre det samme. Jkke sandt Jomfrue?
Den gamle Jomfrue. Ney tænk intet det. Jeg har
havt Friere nok, men jeg har aldrig vildet gifte mig; tvert¬
imod, jeg har altid havt Lyst til Klosterlevnet. Jeg har og
søgt at komme enten i Abel Cathrines Bolig, eller og i Petri¬
Jomfrue=Kloster i Vimmelskaftet, men der har ingen Plads
været ledig, og jeg tænker nu jeg har levet saa mange Aar uden
for Kloster, kan jeg og leve de Aar, som jeg endnu har tilbage.
Den gamle Ungkarl. Har hun haft mange Friere, og
har ikke vildet gifte sig? Havde der kuns været nogen som
vilde have havt mig, skulde hun nok seet, at jeg havde slaaet til;
men nu vi ere paa Snak om hendes mange Friere, skal jeg dog
fortælle dem en Historie om en 9qve Gange Forlovet Møe;
men hillemæn! Klokken er alt halvgaaen 8te jeg maae hen og
drikke min halv Bouteille Viin, kom vil han med Fætter?
Den gamle Jomfrue. Ney han slipper ikke førend han
har fortalt os denne Historie.
Den gamle Ungkarl. Ney jeg kan, gid jeg faaer, ikke,
thi jeg har sadt nogen Stævne til Klokken halv 8te at møde
hos Madame Faubois.
Den muntre Jomfrue. O jo Fættet! Fortæl os nu
smukt den Historie førend han gaaer. Jeg vil give ham et
Kys om han vil?
Den gamle Ungkarl. Denne Gang kan jeg ikke, men
naar vi samles igien.
En Anecdote om Livet.
Ridder Chardin fortæller følgende Aneedote i hans Rey¬
ser, som lærer os, at Livet ikkun er et kort Pillegrimskab.
En Dervische, der reyste omkring i Jndien, saae en Gou¬
verneurs Pallads i en Provintz. Han gik derind, lagde en
Pose paa Jorden i Forgaarden, tog et Stykke Brød der¬
udaf, satte sig ned, og vi de der holde sit Maaltid. En
af Vagten i Palladset kom til ham og spurgte, om han
"J et Verthuus, sva¬
vel vidste, hvor han var?
rede Dervischen. " "Hvad! sagde hiin, anseer J
et Pallads for et Vertzhuus? fort pak Jer bort." Der¬
vischen vilde ikke gaae bort; Striden blev hidsig, og Pallad¬
sets Herre kom endelig selv dertil. Han spurgte, hvad
de stridede om, loe ad den Reysendes Vildfarelse, og sagde
ham, at det var hans Huus. "Hvem eyede det, førend
J, spurgte Dervischen. - "Min Fader. - "Hvem
for Eders Fader? "Min Farfader.
"Hvem for Eders Farfader? - "Min Oldefader."
Hvem skal eye det, efter Eders Død?
Formodentlig min Søn." Ak, min Herre,
sagde Dervischen, et Huus, som saa ofte faaer andre Gie¬
ster, er ikke andet, end et Vertshuus.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 38


Almindelig Afbildning paa den
Østerlandske Skrivemaade.
E¬
thvert Følkeslag har en Aand og Tænkemaade, som
er det egen og som altid har en stor Jndflydelse
paa deres Sprog.
Østerlænderne for Exempel sammenføyer med deres
frie og frugtbare Indbildning en rigtig Dømmekraft og
dyb Viisdom.
Man finder i deres Skrifter dristige Afbildninger, kor¬
te og levende Beskrivelser og ypperlige Lære=Regler. Og
uagtet disse Træk i en Oversættelse tabe den Kraft de have
i Grundsproget, viise de dog disse Folkes fine Udtryk.
Jeg har den Ære at sende min Herre en liden Prøve
af samme. Nogle indeholde Sandheder, der i alle Lande
og til alle Tider finde Sted, og andre indbefatte billeder,
som nu af os fordømmes, men som vi tilforn biefaldt og
som velvillig er antagne paa den halve Jordklode.
Det er visselig ubehageligt, at Østerlænderne finde
Behag i saadanne Lignelser, som skurrer i Europæernes
Ørne. Men de have mange andre Urimeligheder i Be¬
tragtning til os. Deres Skikke og Klædedragt ere vores
meget modstridende: Men til det belovede:
Mine Ønsker for Eder, kan lignes ved kostbare Ædel¬
steene og vel indrettede Blomsterbeeder.
Af tvende Brødre, som havde deelt en funden Skat,
drev den ene Kiøbmandskab i Staden, og den anden reyst¬
og handlede i Jndien. Den sidste blev ved hans Tilbage¬
komst saa misundelig over de skiønne Huuse hans Brodet
havde ladet bygge i Staden, at han besluttede at bygge et
som heele Verden skulde beundre. Han byggede det og
og det paa et Skib; men samme forgik i Havnen og al
hans Rigdom blev opslugt af Bølgerne.
Betragt Eder i en andens Speil.
Blæk Hornet er en Dam af hvis Mitte udspringer
Viisdoms-Kilder og af hvis Breder opstige Veltalenheds¬
Dampe.
Pennen er Ordets Sendebud, og Skrivningen et
Haandens Tale.
Det er Bøgernes Røgelse og gode Lugt der opliver
Siælens Lugt.
Den Dydiges Vredes-Jld er god at antænde, den
ligner Aloens Røg, som en sætter Soed.
Ved Indgangen til en Konge maae du være blind og
ved Udgangen stum.
Menneskelighed bestaaer i at være ydmyg i sin Høy¬
hed, at tilgive i sine Herredømsdage, og at være gavmild
uden at forlange Giengieldelse.


Adlydelse er Fattigmands Rigdom.
Ea viis Mand der staaer under en Eenfoldigs og Dums
befaling er i den ulyksaligste Tilstand.
Naar Viinen gaaer ind, gaaer Hemmeligheden ud.
Hvortil nytter Fortienester naar de ikke have Lykken
til Veyledere? Kan en Blomster=Knop aabne sig naar
den ikke hielpes af Morgen=Vinden?
Den Viise sagde til tvende Venner der vare blevne
neens: Gud har skabt to Slags Mennisker, det ene svær
og plomp som som Jorden, det andet let og flydende
som Vandet; Naar en Bæk blander sig med Jorden, frem¬
bringer den Blomster og Frugter: Efterfølg Vandet i
Sagtmodighed og Taalmodighed, saa vil J derved bringe
Eders Ven tilbage paa rette Vey.
Gid Eders Ords Liflighed maatte forlyste min Siæls
Smag.
Fornuftige Folk bør udslukke deres Vredes-Jld med
Vandet af Taalmodigheds Kilde, og ikke oplive Fortør¬
nelsens Jld med Utaalmodigheds Veed.
Det er med Melk man uddriver Slangerne af deres
Huller.
Skammen fremviste paa sit Ansigt en Tulipan af en
uforlignelig Farve.
Ved Afskeedstagelsen med Keyseren forespurgte en
sig: Hvorledes han skulde behandle de Oprøriske? Key¬
seren svarede: Ligesom naar du opløser et knuderet Reeb;
og giv nøye Agt, at du ey ved at trekke for stærk, giør det
mere urede.
Han lod ham give halvtredsindstyve Stokke=Prygel
og sagde ham derefter: Det skeer for at overtyde dig, at
du ikke bør at mænge dig i uvedkommende Sager. Ach!
svarede denne: Det kunde jeg have begrebet ved det første
Slag, om det havde behaget Dem strax at forklare sig.
Gellaladdin fortæller i sine Vers. At en Kameel, der
var stegen op paa et Klokketaarn, raabte: Her er jeg skiult,
røb ikke mit Tilflugs-Sted!
Fortælling om Palamon og Amasina.
eller
Ædelmodigheds og Taalmodigheds Exempel.
Palamon og Amasina bleve giftede tilsammen, da de
næsten vare for unge til at kiende denne Stands Plig¬
ter, i hvilken de begave sig; men saasom de begge vare
overmaade godhiertede, saa udviiste de i alle deres Ord
og Gierninger en indbyrdes Begierlighed efter at forpligte
hinanden, og omendskiøndt denne Føyelighed var en Virk¬
ning af disse ømme Bevægelser, som drage Hiertet med en


vimodslaaelig Magt, og som bære Navn af Kiærlighed, dog
vare Virkningerne deraf saa nær de samme, at man ikke
kunde giøre Forskiel imellem dem.
Det første Aar i deres Ægteskab gjorde dem til lyk¬
salige Forældre ved en Arving til deres herlige Stamme¬
gods. Deres Paarørende paa begge Sider, syntes at kap¬
pes med hinanden, hvem der skulde give de største Beviiser,
paa deres Fornøyelser. Alle deres Venner ønskede dem
til Lykke med dette Tillæg til deres Lyksalighed, og den fuld¬
komneste Glæde og Rolighed regierede, for en Tid, ikke al¬
leneste i deres egen Familie, men endog hos alle dem, som
i nogen Maade vare dem paarørende.
Efter at Amasina var blevet Moder, følte hun efter¬
haanden, en større og hæftigere Kierlighed til ham, som
havde giort hende dertil, og da hun ingen Aarsag havde
til at tvivle om lige Vederlag af ham, saa agtede hun sig
saa lyksalig som et Fruentimmer kunde være, og troede at
der var langt større Fornøyelse i Kierlighed, end hun til¬
forn havde havt noget Begreeb om.
Langt anderledes var det med Palamon, den Tid var
nu vel kommet, som lærte ham hvad det var at elske. Det
Haab, den Frygt, den Angest, den Længsel, den Utaal¬
modighed, alle de utallige Bekymringer, som tilskrives
denne Passion, bemægtigede sig nu hans Hierte, han grem
mede sig, han forsmægtede, men desværre! ikke for hans
Hustrue. Hand havde ulykkeligen seet et ungt Fruentim¬
mer paa Opera, der havde i hans Øyne saadanne Yndig¬
heder, som han aldrig havde tilforn seet i hendes gandske
Kiøn. Saasom han var kommen til at sidde i samme Logie
med hende, havde han ofte Leilighed til at tale til hende;
og omendskiønt de kuns talede om almindelige Ting, saa
syntes han dog at finde, i alt hvad hun svarede, en stor
Vittighed, der opvakte hos ham den hæftigste Attraa at
blive bekiendt med hende.
Lykken føyede hans ønsker saaledes, at han Dagen
derefter fandt hende i en af de offentlige Spadseregange;
hun var i Selskab med et fornemme Fruentimmer og en
Mands=Person, som han kiendte noget lidet til. Han gav
sig i deres Selskab, og da han merkte, at denne Herre
syntes at holde sig mest til det andet Fruentimmer, saa havde
han des større Frihed til at sige tusinde artige Ting til hen¬
de, som hans Ønsker vare nu henvendte til. Belinda, som
var i alle Maader et af disse Tiders alamodiske Fruentim¬
mer, antog de Complimenter som han giorde hende, paa
saadan Maade, der overbeviiste ham om, at hans Om¬
giengelse var hende ikke mishagelig; og da der ved en Hæn¬
delse blev talt om en Masguerade, som skulde holdes sam¬
me Aften, lod hun ham viide, at baade hun og det andet
Fruentimmer, som var i Selskab med hende havde i Sin¬
de at komme der, og at de nu vilde gaae hen og bestille
sig Klæder dertil.
Palamon lod dette ikke være sig sagt forgiæves; han
fulgte, uformerkt, et Stykke bag efter dem, og da Fruen¬
timmerne vare gaaet ud af Huuset, hvor deslige Klæder
ete at bekomme, gik han der ind, for at leye sig en Do¬


mino Dragt til sig selv; og da han fornam, at Konen,
som bortleyede disse Klæder, kiendte fornævnte Fruentim¬
mer, saa lod hun sig lætteligen formaae til at sige ham,
ikke alleeneste hvad Dragter de havde bestilt, men og af
hvad Stand og Omstændigheder de vare. Hun fortalte
ham, at Belinda havde store Midler, at hendes Foræl¬
dre vare døde, at hun var under en Formynderes Tilsyn,
omendskiøndt hun ikke boede hos ham, men havde Værel¬
ser for sig selv i den næstliggende Gade.
Palamon blev overmaade fornøyet over denne Efter¬
retning, saasom den syntes at love ham en læt Adgang til hen¬
des Bekiendtskab og Frihed til at besøge hende; hvilket for¬
modentligen, i disse første Dage af hans Kierlighed, var
alt hvad han tragtede efter. Jmidlertid drev hans Utaal¬
modighed ham meget hen til Masqueraden, paa det han
kunde have Leylighed til at betragte enhver som kom derind.
Han blev hende snarligen vaer, og det varede ikke længe
før hun blev overbeviist om, at han var den Herre, som
havde giort hende saa mange Complimenter om Morgenen,
hvilket storligen fornøyede hendes Forfængelighed. Hun
hørte med stor Agtsomhed efter de Forsikringer, han gav
hende om sin hæftige Kiærlighed, og hun lod ofte falde
nogle Ord, ligesom de slap hende uforvarendes ud af Mun¬
den, hvoraf han fik Aarsag til at tænke, at hun ikke vilde
blive utaknemmelig, dersom han blev ved at give hende Be¬
viser paa en bestandig Kierlighed.
Palamon blev henrykt af Glæde, da han fandt at det
Tilbud han havde giort hende af hans Hierte, blev saa vel
modtaget, og benyttede sig saa vel af den Leylighed, hun
gav ham, til at holde hende med Selskab den heele Ma¬
sguerade Tid, at han fik Tilladelse at følge hende hiem, og
saasom det var for silde til at fortsætte deres Omgiengelse,
at besøge hende næste Eftermiddag.
Det er formodentligt, at Belinda havde vel ikke no¬
gen anden Hensigt i at have Omgiengelse med Palamon,
og at tage imod hans Besøgelser og Opvartninger end al¬
leneste at hun kunde høre sig berømmes, og at hun kunde,
som hun bildte sig ind, harme andre af hendes Tilbedere,
som ikke bleve saa ofte antagne. Men hvor farlig en Ting
det er at leve i alt for fortroeligt Venskab med en Person af
et andet Kiøn, det have alt for mange erfaret, der endog
have været mere kloge og beskeedne end Belinda. Dette
uforsigtige Fruentimmer blev saa besnæret i det hun pønsede
paa nye Kunster til at fange sin Elsker. Kort sagt, Pa¬
lamons Begierligheder bleve saa fuldkommeligen fornøyede,
som hans høyeste Haab kunde give ham Tanker om.
J al den Tid aftog hans Kierlighed til Amasina; hun
blev hver Dag mindre deylig i hans Øyne, og hvad som
helst hun sagde eller giorde, saa fandt han noget bagvendt
eller urimeligt deri, som han dog tilforn var ikke blevet vaer,
alting var nu mishageligt hos hende;vilde hun holde af ham og
ved Venlighed søge at behage ham, saa var hendes Kierlighed
barnagtig og taabelig; var hun mere ærbar og indgetogen, saa
var hun avindsyg og arrig. Et Øyeblik var han fortrydelig,
dersom hun talede, og i et Øveblik derefter blev han fortør¬


net over hendes Taushed. Han søgte ideligen efter nogen
Aarsag til at faae noget at dadle i hendes allerforsvarligste
Opførsel, ja han blev endog fortrydelig, naar han havde
ingen ret Aarsag til at laste noget. Ulyksalige, dog, visse
Følger af en nye Elskovs Forbindelse, hvilken ikke er for¬
nøyet med den Uræt den giør, men forøger den endnu ved
Arrighed og Knarvorenhed, og ønsker at finde nogen Aar¬
sag til at have den Person, som man ikke længer elsker.
Den stakkels Frue kunde ikke andet end mærke denne.
Forandring i hans Opførsel; men saasom hun var langt
fra at giette den rette Aarsag dertil, saa meente hun at der
var vederfaret ham noget ulykkeligt Tilfald i hans Hand¬
teringer, omendskiønt hun ikke kunde bilde sig ind, hvori
det maatte bestaae, saasom han havde faaet store Midler
med hende, foruden hvad han efter sin Faders Død skulde
nyde, og hvilket ingen kunde tage fra ham.
J mere end et heelt Aar søgte hun at bestride hans
Fortrædelighed med Mildhed, Artighed og den allerfor¬
bindtligste Opførsel; og omendskiønt hun begyndte at tæn¬
ke, at hun havde gandske tabt hans Kierlighed, saa bar
hun dog denne qvælende Tanke, med den underdanigste
Taalmodighed, og trøstede sig stedse med det Haab, om det
og var saaledes, at han vilde en Dag komme til at be¬
tænke, at hun ikke fortiente at have saadan en slet Lykke.
Jalousie var dog saadan en Passion, som var hende
aldeles ubekiendt, hun havde ofte Besøgelser af mange dey¬
lige Fruentimmer, og hun havde aldrig seet den mindste
Tilbøyelighed hos ham til at opvarte nogen af dem; faa
at hun snarere bildte sig ind, at han havde faaet Leedhed
til det heele Kiøn, end at han havde bundet sit Hierte
til en i sær.
Saaledes blev hun bedraget, af hendes uskyldige og
umistænkende Natur, indtil en Dag, da et Fruentimmer
af hendes Venner, mere tienstagtig end viis, aabnede Øynene
paa hende, og sagde hende den rette Aarsag til hendes Mands¬
Koldsindighed. Dette Fruentimmer havde nyelig faaet en
Pige, der havde tient hos Belinda, og vidste den gand¬
ske Hemmelighed om hendes og Palamons Kierlighed,
men var kommen fra hende formedelst nogen Misfor¬
nøyelse; af denne Pige havde hun faaet at vide alt hvad
der var tildraget sig imellem det lastværdige Par. Af dette
troeløse Creatur havde hun hørt, at Belinda var kommet
Barselseng ved Palamon, og at Barnet var bleven over¬
givet til en fattig Kone, som for 250 Rdlr. havde taget sig
det an at forsørge; saa at det aldrig skulde komme frem til
Vanære for dets unaturlige Forældre. Der var ikke den
mindste Omstændighed i denne Handel, som jo blev fortalt a
dette Skarn, deels for at hævne sig over den forrige, der
havde givet hende Afskeed, og deels for at vinde sin nær¬
værende Frues Gunst; thi hun kunde lætteligen mærke, at
hun gierne gad høre saadant Nyt.
Amasina vilde gierne have antaget denne Fortælling,
som en Fabel, og overtalt sin Ven til at betragte den al¬
leeneste som en Virkning af Pigens Ondskab; men den an¬
den blev ved at stadfæste den som en Sandhed, og sag¬


de, at det var gandske umueligt, at saadan en Tøs kunde
sammenspinde en opdiglet Historie med saa mange Omstæn¬
digheder, og med saadant et Skin af Sandhed. Derfor¬
uden sagde hun, i fald der er intet om, da kan vi letteligen
faae det at vide, dersom vi gaae hen til Konen, som har
Barnet at opdrage; thi hun har sagt mig baade hendes
Navn og hvor hun boer.
Amasina, som blev omsidder tvungen til at troe at
hendes Ulykke var alt for vis, kunde i Begyndelsen ikke bare
sig for at græde og beklage sig; men hendes gode Fornuft,
saavelsom hendes gode Hierte overvandt snarligen denne plud¬
selige Sinds Bevægelse, da hendes Ven spurgte hende, hvor¬
ledes hun vilde forholde sig, og for at skaffe sig selv Ret?
Hvad kan jeg giøre andet, svarede denne allerkiereste Kone,
end stræbe efter at giøre mig selv, meere behagelig og mere
indtagende, om det er muligt, end min Rival, og at lade
Palamon see, at han kan ikke finde noget hos Belinda,
som fattes hos mig?
O Himmel! raabte det andet Fruentimmer, kan J
tilgive saadan Uræt? Ja, svarede Amasina, som skiul¬
te sine Suk det beste hun kunde, Kierlighed er en Passion,
der ikke beroer paa vores egen Villie. Men vil J da ikke
forekaste ham hans Utaknemmelighed og beskjemme Belin¬
da? sagde hun. Ney ingen af Deelene, svarede Ama¬
sina koldsindigen; thi hvilket af disse Midler jeg vilde gribe
til, saa skulde jeg visseligen derved giøre mig uværdig til
at vinde hans Hierte tilbage igien; og jeg besværer og be¬
der Eder indstændigen, ved alt det Venskab jeg haaber J
har for mig, at J aldrig vil tale et Ord om denne Han¬
del til noget Menneske i Verden.
Denne Sagtmødighed satte det nærværende Fruen¬
timmer i største Forundring; imidlertid løvede hun at tie
gandske stille, efterdi det blev saa alvorligen begiert af hen¬
de; men hvor lidet hun var mægtig at holde sit Løfte, det
kunde de fleeste af hendes Bekiendtere vidne, til hvilke hun
ikke allenesle fortalte Palamons Forseelse, men og paa
hvad Maade hans Frue havde taget imod Beretningen der¬
om, saa at det inden tre Dage var ikke nogen Hemmelig¬
hed for dem.
Amasina var ikke snarere allene og i Friehed til at
grandske dybere ind i denne anstødelige Efterretning hun
havde faaet, førend hun igien begyndte at forestille sig, at
det var dog mueligt den kunde være falsk. Jmidlertiid
syntes denne Tvivlraadighed meere besværlig for hende,
end om hun var bleven gandske overbeviist om Sagens Rig¬
tighed; hun besluttede derfor at søge fuldkomnere Vished,
om der ellers var nogen Midler til at faae den.
Følgeligen betroede hun denne Sag til en gamme
Kone, der havde været hendes Amme i hendes Barndom,
og hvis Troeskab og Beskeedenhed hun kunde forlade sig paa,
og det blev overlagt imellem dem, at de vilde betiene sig
af en Speider til at følge et Stykke bag efter Palamon¬
hvorsomhelst han gik, saa og hemmeligen at udspørge Be¬
lindas Opførsel og Caracter, hos dem, som vare i hendes
Naboelaug.


Der behøvedes ikkun liden Undersøgning til at opdage
den hele Hemmelighed og at stadfæste alt hvad Amasina
havde hørt derom. Den udsendte Speider fik snart Kund¬
skab om, at Palamon dagligen besøgte dette Fruentimmer,
som allene havde bemægtiget sig hans Hirrte: at man saae
dem ofte kiøre ud sammen i en Hyre-Kareth om Aftenen,
og at Fruentimmeret sielden kom hiem førend om Morge¬
nen: at hun blev tykkere end hun pleyede at være, og hav¬
de gierne gaaet i løse Klæder: at hun havde været borte af
sit Huus i 3 eller 4 Dage, og var kommet hiem igien me
get upasselig: at hun havde lagt til Sengs mere end en
Uge, dog havde hun hverken havt nogen Læge eller Apothe¬
ker til at opvarte sig; og endeligen, at alle og enhver troe¬
de, at hun i denne Tid, havde faaet et Barn.
Palamons ulyksalige Hustrue, der var nu saa for¬
visset om hans Utroeskab, som hun kunde blive uden at
have selv seet den, besluttede at bære det med al muelig
Taalmodighed; hvilken var dog tilstrækkelig nok til at giø¬
re hendes Opførsel saa fornuftig, at han blev gandske for¬
sikret i sit eget Sind, at hun ikke havde den mindste Mis¬
tanke om den Uræt han giorde hende, ja denne hendes Op¬
førsel drev ham meget ofte til at anklage sig selv for en
Mishandling, som han ikke kunde forsvare for sin Fornuft,
omendskiøndt han havde ikke Hierte nok til at forlade Be¬
linda, uagtet at han af hendes lætsindige Opførsel mær¬
kede hvad Forskiel der er imellem et Boelskab og en ægte
Hustrue.
Naar Amasina eftertænkte denne Forandring hos hen¬
des Mand, saasom hun ikke kunde tænke paa meget andet,
da var der intet i den gandske Handel, som forekom hende
mere selsomt, end at et Fruentimmer, der var født og op¬
draget saaledes som hun vidste at Belinda var, og som
havde saavidt ladet sig overvinde af sin Kierligheds Tillok¬
kelser, at hun satte al Undseelse, Tugt og Ære tilside, for¬
at fyldestgiøre sin Lyst, skulde saa lidet bekymre sig om sit
uskyldige Barn, at hun kunde slaae Haanden af det, og
underkaste det saadanne Elendigheder, som hun ikke vedste
selv hvad Slags de maatte blive. Dette var i Amasinas
Tanker saadan en umenneskelig Grumhed, der langt overgil
den Misgierning, hvoraf den havde sin Oprindelse; og
hun tilgav villigere den Uret, som var vederfaret hende
selv, end den, som blev øvet mod dette hielpeløse Barn.
Jo meere hun tænkte derpaa, jo meere faldt hun i
Forundring over at et Fruentimmer kunde handle saa tvært
imod Naturen; og da hun ofte forestillede sig de Elendig¬
heder, som dette arme forladte Barn formodentlig maatte
blive underkastet, saa blev hun omsider saa indtaget af
Medynk, at hun fattede en Slutning, hvilken faa andre
(Fortsættelsen følger.)
skulde kunde fatte.
Den Sandsesløse.
Menalck kommer om Morgenen ned, og lukker Døren
ep for at gaae ud; men lukker den til igien, fordi han med


Haanden føler, at han endnu har Nathuen paa, og kuns
er barberet paa den ene Side; at han har stukket Kaarden
paa den høyre Side, og at Skjorten endnu hænger ud over
hans Buxer. 1. Saasnart han nu er ordentlig paaklædt, ta¬
ger han til Hove, kommer i Forgemakket, fortsetter sin Gang
gandske Stivbeenet under en Lysekrone, Peruqven bliver
hængende paa en af Armene og svæver frem og tilbage i
Luften. Alle de tilstedeværende begynder at lee, og Menalk
leer høyere end alle de andre, og seer sig om efter den som
er Aarsag til de andres Latter. Naar han nu tager bort,
kommer han ned til Slots=Porten, og finder en Kaveth,
som han antager for sin egen; han stiger ind i samme, og
Kudsken, som tænker at det er hans Herre, kiører ham til
et fremmed Huus. Menalk gaaer bestandig i Drømme ind
i Huuset op af Trappen og finder et Gemak aabent, hvor
han gaaer ind, og kaster sig paa en Loybænk. Her bliver
han siddende til det næsten bliver mørk, da Huusets Herre
kommer, forundrende sig over denne Fremmedes Uforskam¬
menhed, og hielper ham endelig af Drømmen.
Naar han spiller Tiktak, saa fordrer han et fuldt Glas
Viin og Vand; Turen kommer til ham at han skal spille,
han har Viinglasset i den ene Haand, og Bægeret med
Tærningerne i den anden. Da han nu er tørstig, nedsluger
han begge Tærningerne, og kaster det fulde Glas med
Viin og Vand i Bretspillet.
Paa en anden Tid skriver han et Brev, og i steden for
Sandhuset tager han Blekhornet og overgyder samme; han er
nødt til at skrive det om igien, og nu forvexler han Udskriften,
saa hans Ladefoged faaer et Brev, som begynder: Deres
Høy Velbaarnheds befaling har jeg med den ydmygste
Ærbødighed imodtaget, og skal jeg &c. En Adesmand faaer
det andet, og ryster paa Skuldrene, naar han læser: Min
kiere Jakob, saa snart som J har læst dette Brev, skal J
sørge for at jeg faaer saa meget Høe, som der bruges i
Vinter &c.
Naar han gaaer paa Gaden hilser han ingen. Han
gjør tusinde underlige Miner, og af hans heele Opførsel
kan man see, at han er aldrig hiemme med sine Tanker.
Bliver han buden til Bords, saa finder man hverken
Knive eller Gafler hos nogen af hans Sidemænd, Menalk
tager det altsammen til sig. Lover han sig ud til en Ven
i vigtige Forretninger, saa kommer han ikke der; men der¬
imod gaaer han 20 andre Steder, hvor hans Nærværelse
ikke er fornøden.
Eengang fattedes hans Tienere Penge, og fik det Jnd¬
fald, at plyndre deres Herre. En af dem sprang ned af
Vognen, tog en Fakkel holdt ham samme for Struben,
og tillige fordrede hans Guld-Børs. Menalk, som var i
sin sædvanlige Henrykkelse, gav dem strax hvad de begiæ¬
rede. Da han kom til Byen, fortalte han denne Hæn¬
delse til nogle af sine Venner; men da de forlangte at vide
Omstændighederne, svarede han; Spørg mine Tienere, thi
de vare nærværende.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 39


Fortsættelse af Fortællingen om Pa¬
lamon og Amasina.
See No. 38).
H¬
un havde faaet at vide af sin tienstfærdige Veninde,
baade hvad den Kones Navn var og hvor hun boede
som det arme lille Noer var overladt til; hun vilde der¬
for ikke betroe noget Menneske sit Forehavende, men svøbte
sig ind i sin Kaabe, og kiørte i en Hyre=Vogn hen til Hu¬
set. Konen tog meget ærbødigen og kierligen imod hende,
thi hun bildte sig ind, at hun kom i det samme Ærende
som Belinda og mange andre vare komne, der elske Syn¬
den, men hade Skammen at blive tøbede deri. Hun førte
hende strax ind i et afsides Kammer og sagde, at hun kun¬
de frit aabenbare for hende, hvad det og maatte være; thi
hun var en Person, der havde været betroet af saadanne
Fruentimmer, som ikke for heele Verden vilde agtes skyldi
ge i saadan Forseelse.
Den dydige Amasina blev rød af Skamfuldhed, da
denne Kone mistænkte hende for at være skyldig i en Gier¬
ning, som hendes Siel skielvede ved at tærke paa at kunde
begaaes af andre; hun giorde derfor hastigen Ende paa den
Lovtale, som Konen begyndte at holde om sin egen Flid,
Omhyggelighed, Dygtighed, og Troeskav. Jeg kommer
ikke sagde Palamons Hustrue i det Ærende, som J synes
at tænke; men mit Ærende udkræver dog ikke mindre Eders
Taushed; jeg har intet ulyksaligt Barn at overgive til Eder,
men jeg kommer for at befrie Eder for et, som J har nyli¬
gen taget eder paa at drage Omsorg for. Jordemo- eren saae
meget forbguset ud, da hun hørte hende tale saaledes, og
vidste ikke vel hvad hun skulde svare; men Amasina htalp
hende strax ud af Drømmen, i det hun fortalte hende, at
hun vidste denne Hemmelighed, at et Fruentimmer havde
faaet et Barn i hendes Huus paa saadan en Tid (som hun
rigtig beskrev) og havde givet hende 250 Rdlr. for aldrig
mere at blive besværet med Barnet. Jeg er sagde Amasi¬
na en nær Paarørende af den Herre som er Fader til det
lille Noer, og jeg kan ikke tillade, at nogen Ting der har
sin Oprindelse af ham, endskiønt avlet paa en uforsvarlig
Maade, skulde blive forladt og underkastet de Elendighe¬
der, som saadanne Børn ofte ere; jeg begierer derfor at
J vil lade mig see det, om det lever endnu, paa det jeg
maae forsørge det paa en anden Maade, end det kan ventes
at J skulde giøre for den ringe Betaling som Moderen har
givet for det.
Konen begyndte da igien at tale om, hvor umueligt
det er at hun kun have den Omsorg, som hun gierne ønskte


for de Børn, som overgives hende paa saadanne Vilkaar,
men Himelen vidste, at hun giorde alt hvad hun kunde,
og ofte betalede meere end hun fik. Hun forsikkrede hende,
at Barnet, som hun spurgte efter, var levende og en deylig
Dreng, og at det var hos en Kone, som vel opfostrede for
Sognet, men det var en meget brav Kone og giorde hen¬
des Pligt?
Det kan vel være svarede Amasina, men jeg maa have
det fra hende, og dersom J kan forskaffe en anden, som
man kan forlade sig paa, da har jeg befaling af Faderen
at fornøye Eder for Eders Umag, og det rigeligere end J
kan begiere; Jmidlertid sagde hun fremdeles, og stak hen¬
de 10 Ducater i Haanden, tag dette indtil videre, og lad
Barnet blive bragt herhid i Morgen, ved denne Tid, tillige¬
med en nye Amme, som J kan sige god for, og jeg vil igien
møde Eder her.
De ta lede endnu en stor Deel videre om denne Sag
og til Slutning lovede Jordemoderen alt hvad hun forlang¬
te, og var, uden Tvivl, ikke mindre fornøyet over det Til¬
bud, som dette ubekiendte Fruentimmer giorde hende, end
Amasina selv var, at hun paa denne Maade kunde redde
fra Elendighed et uskyldigt Creatur, hvilket, endskiønt hun
ikke havde seet det, hun dog fandt en Slags naturlig Be¬
vaagenhed for, saasom det var Palamons.
Dagen derpaa tog dette fortreffelige Mønster af God¬
hiertighed og Ægtekierlighed alting med sig, som behøve¬
des til at klæde saadant et Barn, hvilket hun havde beslut¬
tet at udkaare som sit eget; hun saae det ikke snarere i sin
nye Ammes Arme, førend hun tog det, omfavnede og kysse¬
de det med saa øm en Kierlighed, der var lidet mindre end
moderlig, og da hun havde betinget alting angaaende Bar¬
net, lod hun det, i sin Nærværelse, iføres de kostbareste
Klæder, som hun havde bragt med sig, og da alting var
saaledes afgjort til begge Parters Velbehag, drog hun hiem
inien, med en hemmelig Fornøyelse i hendes Sind, hvilken
ikke med Ord kan beskrives.
Dette var ikke et pludseligt Jndfald af Godhed og Ædel¬
modighed; thi jo meere hun betænkte hvad hun havde giort
jo større Fornøyelse fandt hun deri. Hun lod aldrig no¬
gen Uge gaae forbi, at hun jo kiørte hen at see til det, og
hvorledes den Person forholdt sig, som hun havde betroet
til at opfostre det. Dersom det virkeligen havde været hen¬
des eget Barn, og Arving til det største Gods, saa kunde
hendes Flittighed i at have Tilsyn med dets Opfostring ikke
været større.
Palamon blev i al denne Tiid endnu bestandig ved
at holde sig til Belinda, omendskiønt hendes slemme Op¬
førsel gav ham ofte Leylighed til at klamres med hende, og


det var adskillige Gange næsten kommet saavidt, at de ikke
vilde see hinanden mere. Jmidlertid gav deres lange og
fortroelige Omgiengelse overflødig Anleedning til Eftertale,
og disse, som vare underrettede om deres meere lastværdige
og hemmelige Sammenkømster, talede saa frit derom, at
det var en almindelig Bye=Snak.
Palamons Fader, der var en meget ærbar og sæde¬
lig Mand, og som havde Amasina overmaade kiær forme¬
delst hendes Dyder, talede sin Søn meget alvorlig til der¬
for; men da denne nægtede det, som han beskyidtes for, og
lod nogle Taremaader falde, ligesom han bildte sig ind, at hans
Hustrue havde frembragt nogle Klagemaale over ham, sva¬
rede den gamle Herre: Ney, hun bærer den Uret, som
giør hende, med alt for stor Taalmodighed, og enten ikke
seer, eller lader som hun ikke seer det der er aabenbart for
den heele Ve den. Han begyndte derpaa mangfoldigen at
berømme hendes frømme Gemyt, at enten hendes Føyelighed
maatte tilskrives hendes umistænkende Natur, eller hendes
Klogskab, i det hun søgte at vinde hans Kierlighed tilbage,
ved saadanne Midler, som syntes de beste til at udrette det:
saa burde ingen af disse Egenskaber tabe sin Værdie hos en
fornuftig Mand; og mig synes, sagde han, at J burde skam¬
me Eder, saa ofte J betænke, at J har ført Eder saa¬
ledes op, at J tvinger hende til at udviise al sin Kiærlig¬
hed og Dyd i at tilgive Eder.
Disse og andre deslige Samtaler bleve ikke gandske
uden Virkning hos Palamon; og det er høystformodentlig
at naar han alvorligen sammenlignede en Hustrues retskaf
sene Fortienester med et Boelskabs ringe og letsindige Til¬
lokkelser, han da med Tiden vilde bragt sig selv til at giøre
den ene Ret, og gandske afladet at have nogen Agt for
den anden; men Amasinas Dyder havde allerede udstaaet
en tilstrækkelig Prøve, og Himmelen fandt for got at be¬
lønne dem, da hun, som var vant til at lide, mindst ven¬
tede Befrielse.
(Resten følger.)
Snakke=Collegiet.
Den gamle Jomfrue. Nu, J kiere Venner! Hvad
got Nyt?
Borgeren i Staden. Hum! hum! altid vil Jomfruen
have got Nyt.
Fæ teren. Jomfruen har Ret. J gode Tider formoder hun
ikke an det end got Nyt. Er det ikke sandt? Jomfrue
Den gamle Jomfuue. Det forstaaer sig. Himlen bevare
os fra at høre noget Ondt i vore gode Tider.
Hovmesteren. Man kan døg i vore gode Tider høre en Ho¬
hen Ondt udenlands fra, saasom, om Tyrken -- -
Den game Jomfrue. O! vi vil intet have at bestille med
de Udenlandske Affairer.
Hovmesteren. Hvorledes Raslerne tugten og ydmyger de
stølte Tyrke -- -


Den gamle Jomfrue. O! Hr. Hofmester! vi vil intet
have at bestille med de Udenlandske Affairer. De ere
alt for fæle.
Hofmesteren. Tyrkerne falder jo i Knæe for Russerne, og
beder om Naade og ikke om Ret -- -
Den gamle Jomfrue. Jeg troer, Hr. Hofmester, han
vil qvæle mig med de Udenlandske Affairer. Jeg har
jo sagt, at jeg ikke vil høre noget om dem; de veed
jeg nok, ere ikke gode. Men fortæl os noget got Nyt.
Hofmesteren. Hvad mere Nyt kan man vel fortælle hende,
end det, som er i alle Folkes Munde: At Russerne
har slaget Tyrkerne totaliter baade til Lands og Vands.
Den gamle Jomfrue. O! tie dog stille, Hr. Hofmester!
med de Udenlandske Affairer. Jeg er færdig at daane
naar jeg hører tale derom. Det er jo forskrekkeligt,
at Russerne ikke fandt andet end lemlæstede og halv
forbrændte Tyrker paa Strandkanten af Sciø.
Den gamle Ungkarl. Ja, Haaret reyser sig paa mit Ho¬
ved, naar jeg kun tænker paa at Russerne slog 150000
Tyrker til Lands, og opbrænde nogle og 30 af deres
Skibe.
Søemanden. Vivat. Russerne: De ere kiække Karle baa¬
de til Lands og til Vands. Jeg kunde selv faae i
Sinde paa min gamle Alder at lade mig hyre af dem,
dersom jeg vidste, man kunde slippe heelskindet igien¬
nem Dardanellerne; thi saa var det ikkun en Mund¬
fuld Skraa, at tage Constantinopel med heele Serailet.
Hofmesteren. Serailet er dog nok det mindste, de tragter
efter; thi havde de Serailet i Hovedet, gik deres Søe¬
Expeditioner nok ikke saa fort og saa lykkelig.
Den gamle Jomfrue. Jeg maae dog gaae ligesaa got først
som sidst. Begynder de ikke nu at tale om Serailet, Ney,
jeg maa gaae.
Fætteren. (holder paa hende) Hvorfor vil hun gaae, Jom¬
frue! Hun tør ikke være bange. Jeg skal være hende
god for, at hun aldrig skal komme i Serailet, enten
Tyrken beholder det, eller Russerne aabner de fierke
Jern=Porte derfor - - -
Den gamle Jomfrue. O! lad os dog ikke tale om de Uden¬
landske=Affairer, enten til Lands eller Vands. Men
fortæl han mig noget got Nyt, lille Fætter!
Fætteren. Det skal skee. Vil Jomfruen vel troe, at
jeg forgangen Dag, nær havde kommet i Ordkrig med
4unge Jomfruer paa 15 a 17 Aar, og det paa hele
Kiønnets Vegne i Hoved=Staden.
Den gamle Jomfrue. Ja, saadant noget gider jeg hørt;
hvordan, hvordan Fætter!
Fætteren. Disse 4 Jomfruer, sekunderet af et par deres
Piger, vilde bilde mig ind, at de kiendte ikke det Verk¬
tøy, som kaldes en Rok. Den ene Pige sagde, det
var kun en Ting, som bruges af Fattige Folk i Jyl¬
land og omkring paa Landet.
1ste Jomfrue. Hvad bruges en Rok til? Er der saadan noget
paa Jorden? Jeg har nok hørt, at der er nogle Stier¬


ner, som kaldes Mariæ Rok. Men hvad bruges Rok¬
ke til?
Jeg. Til at spinde paa. Min smukke Jomfrue.
2den Jomfrue. Hvad er det at spinde?
Jeg. Det er at træde et Hiul med den ene Fod, hvilket
Hiul atter ved Snorer trækker en Tridse, som sidder
fast paa en Jern=Pind, og hvorpaa er en anden løs
Tridse, som kaldes Theenen, der snoer og trekker en
Traad til sig, som af 5 til 7 a8 Fingre bliver udtrok¬
ken af en Tot Hør, som sidder paa et opstaaende Rok¬
ke=Hovedet
1ste Jomfrue. Jh! har en Rok ogsaa et Hoved? Hvor¬
dan bliver det accommoderet.
aden Jomfrue. Hvad heder det Træe, Hørren voxer paa?
Men hvordan seer en Rok ud?
3die Jomfrue. Jeg tænker, Søster! efterdi Monsieur
siger at der er Hiul, at det maae være saadan en Ma¬
skine, som skikkelige Folk kalder en Phaethon, som
man kiører i til Dyre=Haven.
4de Jomfrue. Ney, Søster! jeg kan ongefæhr vide, hvor¬
dan den seer ud: har Søster ikke seet Reebslagerne,
der gaaer omkring ved Volden, og snoer Reeb, eller
hvad det er, de giør, disse har jeg tit seet, naar jeg
har gaaet paa Volden, at de gaaer Baglænds og
trækker en lang Traad ud af deres Liv, som bliver
snoet af et stort Hiul, som et Kareth-Hiul. Saa¬
dan maa nok en Rok ongefæhr see ud.
1ste Jomfrue. Deraf kommer det nok, at der er ingen af
disse Rokke i Stuerne i Kiøbenhavn, efterdi de maae
gaae saa langt baglænds for at faae en lang Traad
udtrukket; og derfor bruger man kun disse Rokke paa
Landet, hvor de har større Plads og Rum.
Jeg. Skulde det være Deres Alvor, mine smukke Jom¬
fruer, at De kiender ikke en Rok.
Alle Fire. Vi forsikkrer Dem, at vi ikke kiender saadan en
Dings; thi vi har jo aldrig været paa hin Side Valbye
Bakke, hvor man siger Veyen gaaer ud i den store
Verden og lige til Paris.
1ste Jomfrue. Jeg vidste, min Troe, ikke at Verden var
saa stor som den er, førend jeg forgangen Aar kom
op paa Valbye=Bakke, da det havde brændt i Valbye.
Der kunde jeg ret see, hvor stor Verden er.
2den Jomfrue. Det har jeg mange Gange seet paa de 2
store Høye imellem Jentofte og Jægersborg, naar
vi har kiørt til Dyrehaven; thi paa disse Høye skal
Papa endelig op, naar vi kommer der.
Jeg. (Her havde jeg alt mit kolde Blod nødig.) For al¬
ting, mine smukke Jomfruer! lad Dem aldrig mærke
med, at De ikke kiender en Rok, eller ikke veed, hvad
det er at spinde; thi det vilde være en Skam for Dem,
om nogen paa hin Side Valbye Bakke hørte saadan Uvi¬
denhed. Men De vil kun fixere mig. Jeg kan aldrig
troe andet.


3die Jomfrue. Fy! skulde vi i Kiøbenhavn forrette famme
Arbeyde, som fattige Folk i Jylland. Ney det vilde
lade alt for galt. Tilmed saa har vi heller ikke saa
megen Tid i Kiøbenhavn, som saadanne gemeene Folk
paa Landet, om hvilke Leander siger i Comoedien,
at de staaer op med Solen. Ellers er jeg for min
Part ikke heller ledig, fra Morgenen Klokken 10, naar
jeg staaer op, til om Aftenen Klokken 11 a 12, naar
jeg gaaer i Seng. Jeg kan næsten sidde 2 Timer for
Haarskiæreren; en Time gaaer bort med at rangere
mit Natbord og at pynte mig selv. See! der har
vi Formiddagen. Eftermiddagen er aldrig saa lang
at den jo bliver for kort for mig. Middags=Maal¬
tid og Kaffe=Drikken varer gemeenlig til 4 a 5, saa
kommer Dandsemesteren. Man skulde og filere en
Smule. Det Slags Tøy er nu meget i Moden. Man
seer nu i Aviserne at næsten hver anden Jomfrue kan
filere; thi der ere jo saa mange, som taber baade de¬
res Filee og Filere=Pinde.
1ste Jomfrue. Søster har Ret. Tiden gaaer snart. Afte¬
nen er aldrig saa lang, at den jo dog er for kort til
at spadsere i helst om Sommeren og i Maaneskin om
Vinteren eller Efterhøsten.
2den Jomfrue. Man skal og undertiden i Dyrehaven, eller
og for Sundheds Skyld giøre iblandt en Tour uden
Portene. Man skal ellers sielden see mig ledig for
Vinduet heele Dagen, naar jeg er hiemme; thi en¬
ten har jeg et eller andet at prille med, eller og der
er et eller andet, som man maae see efter paa Gaden; eller
og en og anden forbiegaaende Cavalier, som man maae
hilse; og et og andet Fruentimmer, som man maae
see efter, hvordan Settet var og heele Resten. Der
er, min Troe, mange Ting for os Fruentimmer at
forrette og iagttage.
4de Jomfrue. Jo, jo. Tiden gaaer snart for dem, som
vil bruge den ret. Hvor mange nye Moder har man
ikke at lære. Hvor mange nye Dandse faaer vi ikke
og hvem kan komme paa Maskerade, naar man ikke
kan dem? Jeg har, saa mæn, ikke fileret mere, end
en Alen 3 Fingre breedt i 3 Uger; thi om Aftenen,
maae jeg altid giøre 4de Mand ved Spillebordet,
hvoraf min Mama er en stor Elske; saa jeg mange
Gange ikke kan faae saa megen Tid om Aftenen, at
jeg kunde giøre et Smut ned i den Philosophiske Gang.
Dog, kan jeg ikke nægte, at jeg jo nok gad seet en
Rok.
Jeg. Saa er det da vist, at De ikke kiender dette artige
Møbel?
Alle Fire. Ja gandske vist.
Jeg. Hvor faaer De da Lærred fra?
Alle Fiire, med een Mund. Det lader vi Lærreds-Bodene
betænke, og saaledes tænker alle skikkelige Folk i Kiø¬
benhavn.


Jeg. Men hvad bestiller da disse skikkelige Folkes Piger i
Kiøbenhavn?
1ste Jomfrue. O! har de ikke nok at løbe efter. Nu ef¬
ter Melk, nu efter Fløde, nu til Torvs, nu til Stran¬
den, nu til Skomageren og nu til Skræderen. Jeg
veed den Dag, at vor Pige har været over 10 Gan¬
ge hos Skræderen.
2den Jomfrue. Ja, Søster har Ret. Der er altid nok
i et Huus at løbe efter. Min Mamaes lille Man¬
te blev borte forgangen Dag, og alle Pigerne, saa
mange de vare, løb, saa mæn, i to Dage omkring
over heele Byen, inden de fandt ham; thi Mama
turde ikke lade den sette i Aviserne, at han skulde ikke
mærke det, som havde foræret hende Huuden.
3die Jomfrue. Ja det er sandt nok: Der er, min Troe,
nok at giøre i et Huus. Min Mamaes Papegoje
fløy ud i Gaaer, og Pigerne løber efter den endnu.
Faaer de den ikke, har Mama svoret paa, at hua, som
lod den flyve ud, skal strax paa Porten. Den Stak¬
kels lille Poppe kunde komme i nogle ordinaire Fol¬
kes Hænder, og glemme sin honette Opdragelse. Hun
kunde sige gandske livagtig: Kys ille Poppe.
4de Jomfrue. Ja visselig er der nok at forrette i et Huus.
Vi kan somme Tider lave 3 gange Caffe en Efter¬
middag (det var got, om der kunde blive fastsat en
vis Caffee Tid) Tilmed er det og rart her i Byen,
at faae duelige Tieneste=Folk. Her kommer nok nogle
Skibsladninger hertil hvert Aar; men de ere gemeen¬
lig saadanne, som ikke gider forrette det svære Arbey¬
de paa Landet, og derfor strømme: til Kiøbenhavn,
for at faae ledige Dage. Vi havde engang en Pige,
som sagde, at hun var reyst til Kiøbenhavn, for at
undgaae at bære med Saae, som bruges i Smaae¬
Stæderne, hvor 2 Piger, eller en Pige og en Karl,
sielden 2 Karle med en Dragerstang maae bære en
Tønde=Vand paa deres Skuldre. Vore Piger sover
om Morgenen til Klokken 9. Mama kan ikke faae
dem ud af Sengen om Morgenen, og ind fra Por¬
ten om Aftenen, langt mindre faae dem til at spinde,
Jeg. Da kan jeg fortælle Dem, mine smukke Jomfruer!
at her er dog een Pige i Byen, som i Fiør var oppe
hver Morgen Klokken 5 til 6 og spandt, saa det dun¬
drede i heele Huuset, og i Aar er hun ligeledes oppe
ved samme Tid hver Morgen og syer, jeg kan tænke
hun fyer nu det i Aar, som hun spandt i Fior. J til¬
kommende Aar vil jeg haabe, at see hende spinde igien.
Det er virkelig et deyligt Syn at see saadan en duelig
og flittig Pige. Og denne Pige er et Beviis paa,
at der dog bliver spundet i Kiøbenhavn, og med hen¬
de kan jeg overbeviise alle dem paa hin Side af Val¬
Her
bye Bakke, som vil meene anderledes.


kom et par Smaae=Herrer og tog Jomfruerne ud at
spadsere. Man tilbød mig Selskab, men jeg takke¬
de, for at haste hiem, og opskrive denne heele Sam¬
tale fra Ord til andet. Hvad synes ellers Jom¬
fruen om dennne Samtale?
Den gamle Jomfrue. Disse Stakkels Pige=Børn tilstod
og deres Uvidenhed for den rette Karl.
Den givte Kone. Jeg ønsker mig saadan en Pige, som
den Fætter talte om, der spandt og syede saa tilig og
flittig. Jeg vilde bruge hende til noget langt nyttige¬
re, end at løbe Byen om efter Hunde og Pappegojer;
thi saadan en Pige er en af de rare Fugle i Verden.
De fleeste Tieneste Folk ere ellers gemeenlig af samme i
Tænkemaade, som en jydsk Kudsk eller Gaardskarl,
der tiente hos en vis Mand her i Byen; thi da denne
Karl passede meget slet paa Hestene og hans andeni
Gierning, og hans Herre spurgte ham engang: Men i
Peer tænker du da aldrig til at faae noget for dig selv,
efterdi du er saa efterladen og doven til dit Arbeyde?
Svarede Karlen paa got Jydsk: Næy, saa Marri
mæn, giør a æy Falill!
En Fabel.
Sen ung Advocat behøvede en Tiener; han vælgede da
iblant mange andre et ungt Menneske af 18 Aars Alder;
sammes Aasyns Skabning behagede ham, men han havde
derved kuns en middelmaadig Forstand. Advocaten lovede
hannem aarlig 10 Daler og at klæde ham, hvorpaa han
tiltraadde sin Tieneste, og forrettede sine Sager temmelig
got. Men den følgende Morgen, da Advocatea ventede
paa sin Tiener at han vilde giøre Jld paa, og rekke ham
sine Klæder, slog Klokken 9, 10 og 11, uden at der lod sig
nogen Tiener see. Adpocaten troede at han var død, eller
der var noget andet hannem vederfaret. Han stod op og
gik i Tienerens Kammer, hvor han fandt ham gandske frisk
og sund og gandske munter. Han spurgte ham til; hvor
for hand ikke stod op, at klæde ham paa? Jh! Herre, sva¬
rede Tieneren: Tænker Herren ikke meer paa Contracten
som vi sluttede i Gaaer, har Herren ikke foruden min Løn
lovet at klæde mig? jeg har ventet et par Timer efter Dem,
Advocaten maatte lee over dette Jndfald, og skikkede ham
børt at søge en anden, der vilde komme at klæde ham paa.
Een atadernt.
En Herre saae sin Tiener løbe med en gammel smud¬
sig Hat, som overalt hængte med Skyggen. Hvem har
givet dig den Hahnreder Hat, spurgte Herren. Det
er en gammel een af Deres min Herre, svarede Tiene¬
ren, Madamen har givet mig den - - -


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 40


Resten af Fortællingen om Palamon
og Amasina.
(See No. 39).
V¬
ed det at hun idelig øvede en Moders Pligter imod
Belindas Barn; saa begyndte hun virkeligen at
elske det som Belindas; og det som i Førstningen
var alleneste Medynk, blev efterhaanden forvandlet til en
øm Kierlighed. Naar Palamon var ude, lod hun det
ofte bringe til sig, og sendte Bud efter sit eget, for at fornøye
sig over at see hvilke Grimacer de tvende Børn vilde giøre
lad hinanden. Hun sad en Dag og fordrev Tiden paa den
ne Maade, da Palamon kom uformodentligen hiem og
og gik lige ind i den Stue hvor de vare; hvor stor Koldsin¬
uidighed han end lod see imod sin Kone, saa havde han dog
stedse udviist den største Kierlighed for hans Søn; og han
tog ham nu op i sine Arme og kyssede ham, som han pleye¬
de at giøre. Her er en anden lille, sagde Amasina smi¬
lende, som ligeledes udkræver en Deel i Eders Godhed,
og med det samme viiste ham Belindas Barn. Hvad Ret
har det dertil Madam, spurgte Palamon i samme lystige
Tone. Saasom det er mit, svarede hans Kone. Eders
raabte han? Ja svarede hun, det er mit ved Udkaarelsen,
og jeg maae ligeledes formaae Eder til at betragte det som
Eders.
Min Føyelighed imod Eder, sagde han, kan vel brin¬
ge mig meget vidt; men saasom jeg veed, at J giør intet
suden J er i Stand til at give en Aarsag, saa vilde jeg gier¬
ne høre hvad der bevæger Eder til saadan en usædvanlig
Begiering.
Et af Børnene begyndte at græde; hvorfore Amasina
befalede Ammerne at tage dem ind i det andet Kammer; og
da hun fandt Palamon i en overmaade god Lune, saa blev
hun ved en uimodstaaelig Drivt drevet til at tale ham til
paa følgende Maade.
Det Barn J saae, sagde hun med en mere alvorlig
Tone end tilforn, og som jeg virkelig har taget under min
Varetægt, har sin Oprindelse af tvende Personer af Stand;
men saasom det er avlet paa en ulovlig Maade, saa har For¬
ældrenes Omsorg for deres gode Navn overvundet Natu¬
ren; og denne uskyldige Frugt af en ubetænksom Passion
fandt jeg forladt, som et ulyksaligt Udskud, enten til at
omkomme, eller i fald det skulde leve, til at leve alleneste
for at underkastes Elendigheder der ere meget værre end Dø¬
den. Denne Tanke var mig saa forskrekkelig, at jeg beslut
tede, at rive det ud af de Elendigheder som det truedes med
og at forsørge det af min egen Pung, paa saadan en Maade,
at det ikke skulde have Aarsag til at hade sit eget Liv.


Det er en ret Barmhiertigheds Gierning, sagde Pa¬
lamon, lidet forvirret; men dette er ikke den Aarsag jeg
ventede; thi efter den samme Regel maatte Eders Medynk
strakt sig til hundrede, hvilke J, uden Tvivl, kunde finde
forladte og underkastede samme Elendigheder; der maae
derfor være nogen kraftigere Aarsag end blot Medlidenhed,
som drager Eders Hierte i Besynderlighed til dette Barn.
Amasina, som havde seet forud hvad Svar hendes
Mand vilde give, var i Strid med sig selv, al den Tid han
talede, enten det vilde blive best for hende at undvige, el¬
ler at bekiende den reene Sandhed. Og saasom hun ikke
endnu kunde fatte nogen endelig Slutning, saa syntes hun
ikke mindre forvirret og betuttet, end om hun skulde have
bekiendt og afbedet nogen stor Forseelse. Omsider sagde hun:
der er visseligen en Aarsag, men - - - her tabte hun baa¬
de Mund og Mæle, og det var hende gandske umueligt at
fyldestgiøre hans Begiering.
Palamon, blev overmaade forvirret, og som han ikke
vidste hvad han skulde tænke om saadan en nye Opførsel,
og som syntes at give tilkiende, at det maatte være nogen
vigtig Hemmelighed som laae hende paa Hiertet, saa stoed
han i nogle Minuter og saae stadigen paa hende, og da han
merkede hun skiftede Farve, og holdt sine Øyne fæstede paa
Jorden, saa blev han gandske utaalmodig for at faae Vis¬
hed om det, hvilket (som han siden har bekiendt) han da
begyndte at faae Mistanke om, og raabte; Hvad Aarsag?
Hvad Hemmelighed?
En Hemmelighed, svarede hun, som jeg meget hel¬
ler vilde J skulde selv giette, end forpligte mig til at for¬
klare - O! Palamon, sagde hun efter en kort
Taushed, er der ingen Drivt i Naturen, som kan under¬
rette Eder, at min Kierlighed til Faderen bevæger mig
til at elske hans Afkom, af hvem den og erfødt? Jeg kan
ikke hade Belinda saa meget som jeg elsker Palamon, og
imedens jeg opfylder en Moders Pligter imod dette Barn,
forglemmer jeg den Deel hun har deri, for at erindre hvad
jeg er det pligtig som Eders.
Læserens egen Indbildning maa her beskrive det øvri
ge; thi det er umueligt at finde Ord, der kan give et fuld¬
komment Begreeb om det, som en Ægtemand maae føle,
der er i lige Omstændigheder med Palamon! at finde sin
Forseelse saa haandgribeligen vitterlig for hende, som han
allermindst vilde have det bekiendt for; at blive begegnet paa
den allerforbindtligste Maade, da han ikke kunde vente andet
end Bebreydelser og Vrede; at høre hvorledes den foruret¬
tede Person gav ham tilkiende, at hun vidste hvad han
havde giort, og det paa saadan en Maade som om hun
selv og ikke han havde været skyldig, alt dette forvirrede
saaledes hans Tanker imelem Fortrydelse, Skræk og


Skanfuldhed, at han havde ikke Magt til at svare et Ord, kunde igien vinde det gode Navn i Verden, hvkket haa var
paa hvad hun sagde.
Han gik nogle Gange omkring i Stuen i en forvirret
Bevægelse, og stræbte at faae den Sinds Frimodighed igien,
som syntes saa fornøden ved denne Leilighed, men forgie¬
ves. Omsider slengte han sig i en Læhne=Stoel, lige over
for den i hvilken hans Kone sad, og raabte: Gode Gud!
er jeg vaagen! Kan det være mueligt, at der er saadan en
Kone til i Verden?
Den søde Amasinas fromme og milde Gemyt kunde ik¬
ke uden Bekymring see ham i saadanne Sinds Forvirringer
saa at hun næsten fortrød, at hun havde givet ham An¬
ledning dertil; Hun løb hasteligen hen til ham, slog fine
Arme om hans Hals, og sagde: Min hierte allerkiereste
Palamon, lad det ikke forurolige Eder, at jeg veed en Hem¬
melighed, som jeg hverken har søgt efter, eller, da den i
visse Maader blev tvunget mig paa, har aabenbaret for
noget Menneske i Verden. Betragt mig som jeg er,
eders Kone - en Deel af Eder Selv - og J vil da
blive forvisset om, at J kan ikke være skyldig i nogen For¬
seelse, som jeg jo gierne vil undskylde og med største Fliid
skiule. Døm selv om min Oprigtighed, sagde hun frem¬
deles, omfavnende ham paa nye igien, af min Opførsel,
hvilken J selv veed at jeg har ikke i ringeste Maader foran¬
dret, endskiønt jeg vidste denne Handel.
O! Amasina, raabte han, trykkende hende kierligen
til sit Bryst, jeg er visseligen overbeviist om, hvor lidet
jeg har fortient saadanne Prøver af Eders forunderlige God¬
hed; min Siæl løber over af Taknemmelighed og Kierlig¬
hed; - dog, hvorledes kan jeg forsone min begangne
Misgierning?
Hun faldt ham ind i Talen og sagde: Ved ikke at tale
mere derom, og at lade mig have Deel i det Hierte, som
jeg, formedelst Mangel paa Yndigheder, ikke kan haabe
at besidde gandske.
Til disse søde Ord kunde han ikke svare uden afbrudte
Meeninger, men saadanne som meere forklarede hvad hun øn
skede at finde hos ham imod hende, end den største Veltalen
hed kunde have gjort. Hun var nu overbeviist om, at den
Seyer hun havde vundet over ham var fuldkommen og op¬
rigtig, og hun vilde fundet den inderligste ubeblandede Glæ¬
de derøver, dersom den ikke var blevet formindsket ved den
kiærlige Smerte, som det foraarsagede hende, at hun maat¬
te finde det saa vanskeligt, at overtale ham til at tilgive
sig selv.
Saasom han nu ønskede at betage hende, herefter,
al Frygt, angaaende Belinda, saa skrev han strax et Brev
til dette Fruentimmer, hvori han berettede hende at han
nu kiendte den Uret han havde giort imod den beste Kone
og Fruentimmer, og havde besluttet, aldrig herefter at
søge nogen Fornøyelse, som hun ikke havde Deel i. Han
forestillede hende med de allerbevægeligste Ord, hvilken Skam
og Daarlighed det var, at leve i saadan en hemmelig og
ulovlig Kiærligheds Forstaaelse, som deres havde været; og
formanede hende til at tænke paa at leve saaledes, at hun


skyldig til at bekiende, han havde hiulpet til at skille hende
ved; han forsikkrede hende derhos, at den faste Slutning
han nu havde taget ikke at see hende mere, var saa urogge¬
lig, at den ikke kunde omstødes ved nogen Argumenter, som
hun kunde benytte sig af; bad hende derfor at hun vilde stræ¬
be at følge hans Exempel, og forglemme alt hvad der var
forefaldet imellem dem.
Endskiønt han begierte ikke noget Svar, saa bekom
han dog et, der var opfyldt med de giftigste Bebreydelser
imod ham selv, og blandet med mange foragtelige Betragt
ninger imod hans Kone. De første agtede han ikke noget
om, men de andre udryddede ganske al den øvrige Agt og Ær¬
bødighed han havde for hende. Han rev Brevet i tufinde
Stykker, og for at vise dette ubillige Fruentimmer den For¬
agt og Fortrodelse, med hvilken han havde begegnet hvad
hun sagde, saa sankede han de adspredte Stumper op igien,
og sendte dem tilbage i et forseiglet Papir, men uden at skrive
noget Ord.
Saaledes endtes hans Kierlighed med Belinda; men
den ulyksalige Amasina nød hendes Dyds Belønning i
hendes Mands bestandige Kierlighed, som kunde aldrig elsket
hende halv saa meget, dersom han havde ikke elsket anden¬
steds, efterdi han kunde aldrig have faaet Leylighed til at
lære saa got at kiende disse Dyder hos hende, som vare Grund¬
volden til hans Kierlighed.
Den Medynk hun havde viist imod Belindas Barn,
var ikke et pludseligt og kortrarende Ansiød af Godhed; ney
hun blev ved at have den kiærligste Omsorg for ham, lod
ham opdrage paa samme Maade som hendes eget, og for at
forlindre hans Fødsels Vanheld, overtalede Palamon
til at sette en anseelig Sum Penge hen, hvormed han kun
de bringes an til en æragtig og nyttig Haandtering.
Følgende indvortes og udvortes Egenskaber fordrede
en vis Mand hos det Fruentimmer han kun¬
de indlade sig i Egteskab med.
Hun maatte eye et fromt og got Hierte, som var forbundet
med Ømhed og Ædelmodighed - Ansigtets Lineamenter
maatte vise Yndighed, Mildhed og Munterhed: behagelig
men ey fortryllende, ey nogen fuldkommen Skiønhed, men
ordentlig og velleignet. Fød af sunde Forældre, og selv
af en frisk og god Helbred. Jkke alt for stor, ey heller
alt for liden. - Jkke formeget hvidladen, men heller bru¬
nette. Ung? det forstaaer sig. - Gammel? Ney, Gud
bevare os. - Riig? ja men, dog uden Egenkierlighed.
Hun maatte have en god sund Fornuft, oplivet med
den Vittighed, der giør hende meer æret end beundret -
Men for alting ey være lærdt; Ney ingen Lærdom; jeg siger
det nok engang, hverken nye eller gammel Lærdom, den
maae være saa liden eller stor den vil. - Derimod en
Færdighed, vel at kunde udtrykte sine Tanker i sit Moders
Maal. - Snild, tækkelig, men hverken spitsfindig eller
stiklende. Hun maatte kunde skrive, men ey forziirlig


eller ortographisk; der er en vis Slags Skiødesløshed i
Fruentimrets Breve, som giør dem behagelige. Det regel¬
rette, det kunstige behager mig ikke i den Post, men jo na¬
turligere og uskyldigere, jo bedre.- En fornøden Kund¬
skab i Regnekunsten maatte hun besidde, men ingen i Brøk.
Hun maatte have en meer end middelmaadig god Stem¬
me, og et skikkeligt godt muficalsk Gehør: at kunde endog
synge en Jtaliensk Aria i Selskab af gode Venner, vilde
ikke være mig ubehageligt, men ingen speciel og nøye be¬
kiendtskab have om 4den Deele 8ten Deele i Noderne, Cadan¬
cer med mere - Flittig ved Syenaalen, dog meer tilbøye¬
lig til en slet Søm, end en kruset. Jngen Fiende a
Spinde=Rokken, Garnvinden eller Strikke=Pinden.
Jkke evig paa Visiter, heller ikke stedse indmuuret i sin dag¬
lig Stue. - Oftere i sit Kiøkken end i sin Stadse=Stue.
Ligesaa bekiendt med den practiske som theoretiske Koge¬
Konst. - Hellere see hende med sit Barn paa Skiødet,
end sin Skiøde=Hund. - Skabilke=Hovedet ønskede jeg
kun at see 1 høyst 2 gange om Aaret. Jngen hadere
af Caffee eller Thee-Bordet, ey heller blive siddende derved,
og langt behageligere i sin Kiøkken=Have, end ved sit Nat¬
Bord. - Næt, reen, og anstændig i sin Klædedragt, men
ey for megen Pragt, Moden og den Ævigheds Pynten; for
alting ikke sette en Alen til sin Væxt ved et Kniplings Spille¬
værk paa Hovedet; ikke være den første i Modernes Anta¬
gelse, heller ikke den sidste, og ligesaa lidet følge dens yderste
Regler, som gandske afsige dem. - J Selskab og Om¬
gang maatte hun forene Frihed med Tækkelighed, og Mun¬
terhed med Ærbarhed, men ingenlunde affecteret, fræk eller
spodsk: Feil, som virkelig kunde komme mig til at søge Skils¬
misse Dom.- Hun maatte kunde dandse, men ey saa
got, at hun skulde blive roset -. At spille en Qvadril¬
le burde hun kunde, men ey være befengt med Spille=Syge.
stamme. Hun maatte hverken være formeget roset af
Mandfolk, eller formeget lastet af Fruentimmer.
Kort hun maatte besidde alle de Egenskaber, der udfordres af
Hun maatte have en reen Udtale, og hverken læspe eller
et elskværdigt, et fornuftigt, og et dydigt Fruentimmer.
Noget om Beboerne i Surinam.
(af en Reyse=Beskrivelse ved Hr. Fermin.)
e kommer hvide til Verden; men i faa Dage foran¬
drer sig deres Farve til en lysebruun, der falder i det Rød¬
agtige. Deres Haar er sort, langt og tykt, og bliver først
hvidt i en høy Alder. Naturen har ikke forsynet dem med
noget Skiæg, og de taaler heller ikke Haar paa nogen af
deres Legems Deele, uden alene Hovedet. De har ufor¬
lignelig hvide Tænder og beholde dem indtil Alderdommen.
Af Tandpine vide de intet at sige. De ere alle af middel
maadig Størrelse og deres Qvinder kunde holdes for Skiøn¬
heder, saa ordentlig og forholdsmæssig er deres Ansigters
Dannelse, hvis dem ikke fattedes Europæernes Farve. Ef¬
ter udvortes Anseelse synes de sær kielne, men ere virke¬


lig sterke og haarbføre. De bemale deres Hund ligesom
Mændene, og Underlivet bedekker de med en Lap, hvis un¬
derste Rand er besat med Glas=Perler, at den ikke ved
Luften skal hæves i Veyret. Disse Caraiber, (dette er det
Navn Europæerne giver dem) ere tillige Giæstfrie, snak¬
somme og frygtsomme. Saa tienstfærdige de og anstiller
nig, saa giøre de dog intet omsonst, men kræver Belønning
for den allermindste bemøyelse. Dog ere de fornøyede med
Lidet. En Kniv, en Bil, eller en Flint, ere i deres
Øyne en kostelig Skat. Førend de lærte at kiende de Eu¬
ropæiske Penges Værd, havde de gierne bortgivet en heel
Sæk Guld for saadant et Stykke. Deres største Last for¬
uden Fylderie, som de ere hengivne til, er Løgn. De seer
gandske enfoldige ud, men de ere listige, kiende deres For¬
deel og lade sig ikke læt bedrage. For Resten leve de uden
Bekymringer, uden Smag, i en lad og følesløs Tilstand,
efter deres Vane og Jndbildning, uden Opdragelse og Re¬
ligion. De viise en stor Gienstridighed imod Christen¬
dommen, forblive ved deres Afguderie, og dyrke Soel,
Maane og Stierner. Polygamien er dem gandske ubekendt,
men naar en Mand finder ingen Behag mere i sin Kone, saa
jager han hende uden Betænkning bort, og tager sig en an¬
den. Thi Qvinderne befinde sig i den dybeste Underdanig¬
hed imod deres Mænd. Om en Mand har nok saa øm
en Kierlighed til sin Kone, saa bliver hun dog aldrig vær¬
diget at sidde til Bords med ham. Han spiser allene, og
Konen maae varte ham op. Jkke førend han har afspiist,
tør hun sætte sig til Bords og spiise med sine Børn. Saa¬
snart en Kone er forløst, saa løber hun med sit nyefødte
Barn til nærmeste Vand, og bader og dasker sig tillige¬
med Barnet. Jmidlertid lægger Manden sig i Sengen
og holder den i 6 Uger, for at udhvile fra det sare Arbeyde,
at avle et Barn, og igien at erstatte sig de ved denne vig¬
tige Forretning tabte Kræfter. Han tager imod Besøgel¬
ser paa sin Seng, og enhver beklager ham, at han har la¬
det det være sig saa suurt. Man ønsker ham til Lykke med
det lykkelig og velfuldendte Værk, og formaner ham at han
for igien ret at komme sig, maae vel bruge sin Tid, og nyde
al muelig Roe og Pleye. I denne heele Tid maae Qvin¬
den forsørge ham, og tillige give sit Barn den nødvendige
Pleye, uden selv at nyde den ringeste Opvartning.
Om Canarie= Fuglenes Herkomst
og Arter.
Qblandt den utallige Mængde af forskiellige Fugle=Arter og
Slegter, der alle bære Vidne om Skaberens Viisdom, hvil¬
ken falder stedse meere i Øynene, jo meere man undersøger
disse levende Maschiners Natur og konstige Bygning, for¬
tiener og at erindres den lille smukke og deylige Fugl, den
fortreffelige Sanger, den af mange meget elskede Canarie¬
Fugl, som hos os opelskes i Buur, og opklekkes med stor
Omhyggelighed. De der ere Elskere af disse Fugle, vilde
vist ikke fortryde paa, at man meddeeler dem noget om dette


yndige Slags Fugle, deres Herkomst, forskiellige Arter,
Skiønhed, Vedligeholdelse, Leveorden og fornødne Oppas¬
ning, m.v. Dette Slags Fugle skal være kommet til Eu¬
ropa fra de Canariske Øer, som ligge i det Atlantiske Hav,
de ere af forskiellige Arter. Nogle have graa Vinger, og
den Art holdes for den sædvanligste, dens Strube er stærke¬
re og mandigere. De andre ere blandet gule og deres Sang
er svagere og sagtere. En tredie Art er guul= og graa plettet
denne bliver meest søgt, fordi dens Stemme er hverken for
stærk eller for svag; Den kommer af Samqvem imellem en
Han og Hun af forskiellig Farve. Hannen er guulere end Hun¬
nen paa Brystet, under Bugen, oven paa Hovedet og hos
Nebbet; man giør meget Væsen af de Hanner, som ere meest
smalle af Legeme, og have længste Stiert; thi disse lære best
at synge. Man kan skielne Kiønnene paa Sangens Forskiel¬
lighed. Hunnen synger svagt, og holder ingen sammenhæn¬
gende Stemme, men har ikkun en afbrudt Røst; Hannens
Toner ere derimod stærkere, de udføre Røsten længe uden
at tabe Aandeu, de kan synge lavt og høyt, og give deres
Røst forskiellige Bøyelser; hvorved deres Sang faaer en
behagelig Melodie; men naar de bliver gamle, forlade
Kræfterne dem, de vorde da svage og skrøbelige, der avles
tykke Skorper neden ved Kløerne, og deres Sang taber al
den Yndighed og Vellyd, hvilken den tilforn havde. Den¬
ne Fugl er ellers af et meget hidsigt Temperament, og
lever gemeenligen 18 til 20 Aar, saa fremt man bærer
ret Omsorg for den. De Tydske Canariefugle holdes for
at være de beste af alle baade i Sang og Smukhed, de
staae ikke heller Fare for at blive saa feede, som andre; thi
deres meegen Fyrrighed og langvarige Sang hindrer dem
fra at blive det. Hvad Canariefuglens Føde angaaer, da
bør de passes hver Dag om Morgenen tidlig; man under¬
holder dem med Hampefrøe, Hirse- og Roefrøe, og naar
det synes, at de ikke har Lyst dertil, kan man give dem
lidt Sukker deriblant. Man kan ogsaa give dem nogle Lac¬
tukblade, Fuglegræs, Kaarsurt, Lavendelfrøe og Tvebak,
for at styrke deres Mave, og igien at skaffe dem Tidighed,
men de maae ikkuns faae lidet deraf, at det ey skal hidse
dem. J Hekketiden ere Myre=Æg deres beste Æde, der¬
som man ellers forandrer deres Æde bliver de letteligen
syge; Rød=Arven muntrer dem meget, derved kan de og
conserveres ved deres Sundhed. Canariefuglene blive tidt
angrebne af Feberen, og da maae man strax udforske Aar¬
sagen, og bruge Midler derimod.
M. Hervieux har skrevet en Afhandling om Canarie¬
fugle, og deri viist Maaden at opklække og parre dem, for
at faae gode Arter; han har og vist Merkerne, Tegnene og
Aarsagerne til deres Sygdommee, saa og mange Maader,
at læge dem paa. Deres Sygdomme bestaaae meest deri,
at Hovedet bulner op og svolmer, og da skal man smørre
dem nogle Gange med Smør eller Hønsefit, naar Byl¬


den er moden, trykker man Materien ud, og bliver ved
at smørre, indtil den er lægt. For Luus giver man dem
Melon=Kierner, og bestænker dem ugentlig 2 eller tre Gan¬
ge med Viin, helst i Soelskin, at de des hastigere kan tør¬
res. - Hvert Aar i Høst fælde Canariesuglene, saa
de miste alle deres Fiær, og paa den Tid maae man hol¬
de dem i Buret i Kammeret, paa det Fuglene ikke skulle stil¬
les blotte for Kulden; de maae da ingen kiølende Sager
faae at æde, i sær ingen Lactuker, hvoraf de maatte døe.
Deres Legemer har paa den Tid Varme fornøden, deres
Mave er svag, og opløser ikke godt de ufordøyelige Spi¬
ser, man maae derfor søge at vedligeholde den naturlige
Varme hos dem, og ikkun give dem saadant, som kan
opvarme dem; i al den Tid hører man ingen Sang
af dem, indtil omsider Fiærene med Sangen indfinder
sig igien. - I de behagelige Foraarsdage fuldføre
Fuglene deres Parring, og giøre den høytidelig ved deres
bestandige Sang. Man sætter da smaa Kurve af Vidie¬
riis ind i Buuret, strøer Fiær, Mus, Høe og Haar i Bu¬
ret og derpaa seer med Foruøyelse, hvordan begge Mager¬
ne arbeyde med deres Næb og Kløer paa at tilberede Reden
for deres spæde Unger. Dersom dem da fattes Mus,
saa plukke de tidt deres egne Fiære og legge dem gandske
kunstig i Kurvene. Saasnart Hunnen har lagt Æg, bli¬
ver den stedse siddende paa Reden, Hannen er da i største
Uroe, at Hunnen skal blive kiæd af at sidde, og forlade
Æggene, hvilke snart skulde tabe deres Varme, og med
den deres Liv. Naar hun hungrer, saa bringer han hen¬
de sin Føde, hvilken han med Næbet fylder i hendes. Men
naar han da endelig bliver kied deraf, saa setter han sig i
hendes Sted, skiuler Æggene med sine Vinger, og varmer
dem saa længe, indtil Hunnen kommer igien for at afløse
ham. Efter 14 Dages Rugen kommer Ungerne tilsyne,
og naar alting gaaer lykkelig, saa faaer man 5 deraf; thi
fleere komme aldrig af et Rugen; og naar disse begynder
at vorde lodne, og faae de første Fiær, saa tager man
dem af Buret og sætter dem i et andet; thi ellers plukker
Moderen tit deres Fiær til en nye Reede, og derved be¬
fordrer deres Udergang. - Stiglitserne parre sig gier¬
med Canariefuglene, men de Unger, som deraf komme, yng¬
le ikke, og det Slags som kommer af ovenmældte Parring,
kaldes Canarie=Stiglitser.
En Fabel.
En Eenfoldig Bonde=Pige, blev af Bondens Tieneste¬
Karl giort til Moder, og da Faderen i en Tale holdt hen¬
de dette for, undskyldte hun sig at Karlen havde tvunget
hende dertil; iblandt andet sagde Faderen: Om hun
ikke havde kundet skraale? Ach! Fader, sagde Pigen
det skal jeg endnu giøre.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 41


Brev af Hr. Voltaire om nogle Uleyligheder, som
følger med Studeringer (*)
E¬
ders Kald, min kiere le Fevre, er alt for vel bestemt
til at modstaae det. Det er en Nødvendighed, at
Bien maae giøre Vox, at Silke Ormen maae spinde
Silke, og at Hr. Reaumur maae skiære dem op, og at
J maae besynge dem; J bliver en Poet og en lærd Mand,
ikke saa meget fordi J selv har vildet være det, som fordi
Naturen har gjort Eder dertil.
Men J bedrager Eder meget, dersom J bilder Eder
ind, at Rolighed skulde blive Eders Deel. Lærdoms og
i sær Vittigheds Bane er mere Tornefuld end Lykkens.
Har J det Uheld at blive middelmaadig (som jeg ikke troer)
fortryder J eders heele Livs=Tid derpaa, Gaar det lykke¬
lig for Eder, faaer J Fiender paa Halsen. J gaaer paa
Bredden af en Afgrund imellem Foragt og Had.
Men hvad! vil J sige, skulde man hade og forfølge
mig, fordi jeg har giort et smukt Vers, et Skuespil som
er bleven rost, eller fordi jeg har skrevet en Historie med
nogen Lykke, eller paa andre Maader søgt at oplyse og un¬
dervise andre:
Ja, min Ven! det er alt nok til at giøre Eder ulyk¬
kelig for Eders heele Livs Tid; Sæt, at har J udarbey¬
det et got Skrift, maae J da ikke forlade Eders Roe for
at søge den paa Haanden, som skal eftersee det, førend det
bliver trykt. Dersom Eders Maade at tænke paa ikke
er som hans; Dersom han ikke er Ven af Eders Venner;
Dersom han er Ven af Eders Medbeylere; Dersom han
selv er Eders Medbeylere, bliver det Eder ligesaa vanske¬
ligt at faae Tilladelse til at lade det trykke, som det er for
en Mand, der ingen Beskyttelse har af Fruentimmer, at
faae en Betiening.
Endelig, efter et Aars Afslag og Ansøgninger, bli¬
ver Eders Verk trykt; J maae da see til at J enten kan
stoppe Munden til paa de lærde Bul-Bidere, eller faae dem
til at giøe for Eder. Der er altid 3 eller 4 lærde Tiden
der i Frankerige og ligesaa mange i Holland; Disse udgiøre
ligesaa mange Partier. Forlæggerne af saadanne Tiden¬
der finder deres Fordeel derved at de ere Satiriske, og de,
som skrive dem, tiene med Fornøyelse Boghandlernes Gier¬
righed og Læserens Dadle=Syge. J maae giøre Eder saa
megen Umage som J vil for at blive udbasunet af disse Folk,
(*) Dette Brev er skrevet til Hr. le Fevre, et ungt Men¬
neske af stort Haab, som Hr. Voltaire havde hos
sig, og som døde 1732.


som deele Ære og Skam ud til andre; J maae søge at vin¬
de Skribentere, Beskyttere, dem som føre Ordet i de smuk¬
ke Selskaber, Doctere, Bog=Kræmmere og Vise=Drenge.
J kan med al Eders Umage ikke forebygge at jo en Jour¬
nalist angriber Eder. J svarer ham, og han svarer
Eder igien, og J faaer en skriftlig Proces paa Halsen for
det Almindelige, som dømme begge Parter til at udlees.
Det gaaer endnu verre til, dersom J skriver for Skue¬
Pladsen. J begynder med at fremstille Eder for en høy
Ret af tive Comoediantere, Folk, hvis Forretning, end¬
skiønt den er baade nyttig og behagelig, dog er giort føre
agtet ved en almindelig og haard, men tillige u-gienkalde¬
lig Dom. Den ulykkelige Fornedrelse, hvori de befinde
sig, forbittrer dem. De finder i Eder en Tilhængere, og
viser Eder derfor al den Foragt, som de selv ere underka¬
stede. J venter af Dem Eders første Dom; De dømmer
Eder, og paatager sig endelig at forestille Eders Stykke.
En Spottere paa Paterret er nok til at fælde det; Finder
det bifald, søge strax Gøglerne paa en Skue=Plads, som
man kalder den Jtalienske, og de som fpille paa Torvene,
at giøre det latterligt; Der kommer en Snees Skrifter ud
for at bevise, at det burde ikke have fundet bifald. De
Lærde, som ikke forstaae meget Grædsk, og dog ikke læse det
som skrives paa Franst, foragte Eder eller i det mindste
stille sig an, som om de foragtede Eder.
J overleverer zittrende Eders Bog til en Dame ved
Hoffet; Hun giver den til sin Kammer=Pige, som giør Kryl¬
ler deraf; og en Tiener i et snoeret Liberie leer Eder ud,
fordi J ikke er saa vel klæd som han.
Sæt, at den Berømmelse som J indlegger Eder ved
Eders Arbeyde, nøder Misundelse selv til at tilstaae under¬
tiden, at J har nogen Fortieneste. Det er alt hvad J kan
vente saa lenge J lever; Og J maae endda betale det dyrt
nok! Man tillægger Eder Skandskrifter som J ikke engang
har læst, Vers som J foragter, Meeninger, som J al¬
drig har havt; Og J maae tilsidst tage et Partie, saafremt
J ikke vil at alle Partier skal forene sig mod Eder.
Der er i Paris et stort Antal af smaa Selskaber,
hvor et af de Fruentimmer fører Ordet, som i deres Smuk¬
heds Nedgang viser Morgenrøden af deres Forstand. Et par
Lærde Folk ere de første Ministre i dette lille Rige. Forsømmer
J at giøre Opvartninger, anseer man Eder som en Fien¬
de, og søger at giøre Eder ulykkelig. Med alt dette bliver
J, al Eders Fortieneste uagtet, gammel i Armod og Elen¬
dighed; De Poster, som ere bestemte til Lærde Folk, tilsni¬
ge andre sig ved Underfundighed. En Skolemester faaer
ved sin Discipels Moders Forbøn et Embede, som J ikke
engang torde tænke paa; Og en Snylte Giest af en Hofmand
gaaer af med en anden Betiening, som J var skikket til.


Kommer J af en Hændelse i et Sælskab, hvor J fin¬
der nogle af de Skribentere, hvis Bøger ingen skiøtter om,
at læse; eller af de halv lærde Folk, som ikke engang har
Gaver nok til at være maadelige Skribentere, men som har
en Titel eller Betiening, eller er Medlemmer af en talrige¬
re og anseeligere lærd Forsamling, vil J merke af den høye
Mine, som de giver sig, og af den Foragt, hvormed de an¬
see Eder, at J hører kuns til den ringeste Classe af det men¬
neskelige Kiøn.
Efter 40 Aars Arbeyde beslutter J omsider at søge
ved List og Underfundighed det, som man ikke giver Folk for
deres Fortieneste; J spiller den samme Rulle som andre, for
at komme i det Franske Academie, og for at oplæse ved
Eders Modtagelse med en hees Stemme en Lov=Tale, som
Dagen efter bliver forglemt.
Dette Franske Academie er det hemmelige Maal for
alle Lærde Folkes Ønsker; Det er en Skiønhed, mod hvil¬
ken de skrive Viser og Skiemte Digter, indtil de nyde hen¬
des Guust, og som de forlade, saasnart de har nydt den.
Det er ikke saa fokunderligt, at de tragte efter at komme
ind en Forsamling, som altid har havt Fortienester, og af
hvilken de haabe, skiønt forgiæves, at nyde Beskyttelse;
Men J vil uden Tvil spørge mig, hvorfor de tale alle saa
meget ilde derom, indtil de ere komne deri, og hvorfor
det Almindelige, som dog har Ærbødighed for Videnska¬
bernes Academie, skaaner saa lidt det Franske Academie.
Det kommer deraf, at det Franske Academies Arbeyder
legges den store Mængde for Øyne, og at de andre ere skiul¬
te; Enhver Fransk troer at han forstaaer sit eget Sprog,
og han bilder sig ind at han har Smag; Men han giver
sig ikke ud for at være en Naturkyndig. Mathematiken
er altid for Nationen i Almindellghed en Art af Hemmelig
hed, og følgelig noget ærværdigt. De Algebraiske Udreg¬
ninger giver hverken Anledning til Skiemte=Digter, eller
til Viser, eller til Misundelse; Men man dømmer ubarm¬
hiertig om store Samlinger af maadelige Vers, af Com¬
plimenter, af Taler, og om de Berømmelser, der ofte er
ligesaa urigtige som den Veltalenhed hvormed de fremsæt¬
tes, Man er fortrydelig over at see Udødeligheds Sind¬
billede for i Spidsen af nogle Afhandlinger, som ikke in¬
deholde noget evigt, uden den Forglemmelse hvortil de ere
fordømte.
Jmidlertid er det vist, at det Franske Academie kun¬
de tiene meget til at forbedre Nationens Smag; Man har
kuns nødig at læse dets Anmærkninger over Cid; Cardinal
Richelieus Misundelse havde i det mindste den gode Virk¬
ning. Nogle fleere Arbeyder af dette Slags vilde have en
kiendelig Nytte; Man har nu i Hundrede Aar ventet dem
fra det eneste Selskab, som er i Stand til at giøre det med
Nytte og paa en anstændig Maade.
Man beklager at Halvparten af Lemmerne bestaaer af
Herrer, som fielden bivaaner Forsamlingerne, og at der i
den anden halve Deel neppe er 8, eller 9, lærde Folk som
ere flittige. Academiet bliver ofte forladt af sine egne Lem¬
mer. Jkke desmindre er aldrig saa snart en af de Fyrretipe


død; at der jo er Ti Medbeylere til den lediges Plads; En
Bispe-Stoel søges ikke med saa stor en Hæftighed; Man
reyser til Versailles; Man faaer alle Damerne til at tale
for sig; Man betiener sig af alle sine Venners List, sætter
alle Hiul i Gang; Had og Misundelse er ofte Virkningen
af disse Foretagender; Den fornemmeste Anledning til den
vederstyggelige Skiemte=Digt, som har skilt os ved den
berømte og ulyksalige Ronsseau, kom deraf, at han ikke fik
den Plads, som han søgte ved Academiet. Opnaaer J
endelig dette Fortrin for Eders Medbeylere, finder J strax
derefter, at Eders Lykke bestaaer allene i Jndbildningen;
Men faaer J derimod Afslag, er Eders Fortrydelse virke¬
lig. Man kunde gierne give de fleste lærde Folk den Grav¬
Skrift:
Her hviler nu ved Hippoerene
En fattig og foragtet Mand,
Som ved sin Møye vant allene
At leve i en usel Stand.
Men hvortil sigter denne lange Tale, som jeg holder til
Eder? Skeer det for at afskrække Eder fra Studeringer?
Ney; Jeg vil ikke saaledes sætte mig imod Skiæbnen, jeg
vil allene raade Eder til Taalmodighed.
En Prøve af den Chinesiske Historie Ghistoirechinoise.)
Philosophie og Verdslig Viisdom er Grundstøtten til
alle Stater. Lovenes Kraft og Godhed, Rigernes Magt,
Regieringernes Lyksalighed, et Folks Sæders Anstændig¬
hed, dets Dyder, den forøgede Folkemængde, den forbe¬
drede Agerdyrkning, dets Kunsters Fuldkommenhed, ere
hiin veldædige Moders, Philosophiens Verk. Ved den
maae alle de fornemmelig lade sig bilde, som ere kaldte til
at føre Folkenes Regierings Roer. Menneskenes modsatte
Tilbøyeligheder og Begierligheder ere nødvendige til den
selskabelige Forbindelses Vedligeholdelse; de ere ligesom de
Lod og Hiul, der holder Maskinen i Gang; men en viis
Regiering befordrer disse Kræfters Ligevegt, foreener dem
med hinanden, og afværger den Uorden, som deres Overvegt
kunde foraarsage paa den ene Side. To Bevægelser ere
immer Hiertet egne, dets personlige Nytte og Kierlighed
til Orden. Hele Kunsten af Opdragelsen og Lovgivelsen bestaaer
derude, at svekke den første, ogat forhøye og forsterke den anden,
eller at lette den personlige Nytte til det almendelige Bestes
Øyemeed, og at forbinde samme dermed. At Mennesker skulle
hade hinanden og være glade ved hinandens Skade, det er
grundfalsk; de elsker hinanden meget mere end Dyrene, og
deres Kiøns Vedligeholdelse har giort dette nødvendigt.
Hvor lever Dyrene i saa langvarigt og nødvendigt Selskab
hos hinanden som Menneskene? Falske Religions Mee¬
ninger, slette Love, der ikke henvender og dreyer alle per¬
sonlige Fordele til det almindelige Beste, en slet Opdra¬
gelse, som ikke foreholder Børnene Veldædigheds og Dy¬
dens Exempel, og anfører dem dertil, ere de sande og rette


Aarsager til en Nations Forfaldelse. Menneskene bliver
regierede af Sædvanen, og bestemte og ledede ved Exem¬
pler. Ere begge Deele gode i Barndommen, saa viser de
deres utroelige Styrke i det hele Liv siden. En Printzes
fornemste Pligt er, at oplyse sin Forstand og forbedre sit
Hierte. Hvor tør en Printz udelukke sig herfra, da hans
Nytte er saa nøye forbunden med hans Undersaatters For¬
deel, at den enes Lyksalighed nødvendig bliver den andens
Lyksalighed.
Dette er en Prøve af Hr. Clerc yn le Gand & Con¬
sutius, histoire chnoise; et Verk af en tæn¬
kende og undervisende Lærd, som er udkom¬
met i Soissøns 1769 i 4to.
Beretning om en Pige i Sverrig, som i 9 Aar intet
har spiist.
Den bekiendte Pige Sigrid Niels Datter i Stilykke ved
Skara, er fød 1741 den 5 April, og om Høsten 1759 blev
hun syg af Meslinger, da hun fra November Maaned be¬
meldte Aar til manges Forundring har levet uden at spise
eller drikke, alt indtil den 21 Oct. 1768. Man har havt
mange Mistanker om hendes Foregivende, og troet, at
der var Underslæb under, og at Pigen forstod den Kunst
at forstille sig. Nogle saavel Høyere som Lavere har ladet
gøre og giort saa vel aabenbare som hemmelige Jagtta¬
tagelser over hende, men ey befundet det mindste Bedra¬
gerie derved.
Stedets nu værende Præst, Magister Elias Silvius,
som blev kaldet dertil 1766, har siden ofte besøgt bemeldte
Pige i hendes sygelige Tilstand, og efter hendes Forlan¬
gende, stundom hver Maaned, stundom hver tredie Uge
meddeelt hende Nadveren. Fra October Maaned 1768.
har hun efter bemeldte Præstes Opmuntring forsøgt at
nyde lidet Melk og Vand, hvilket hun og efterhaanden og
smaalig har giort med Moderens Tilhielp, som har løftet
hende op i Sengen, da hun i Førstningen har faaet saa
meget som en halv Pægel til Livs øm Dagen. Ao. 1769.
i Januarii Maaned kunde hun daglig fortære saa meget
som en Pægel Melk og Vand; bare Melk var hende end¬
nu alt for sterk. J Febr. Mart. og Apr. forleden Aar,
vænnede hun sig til, undertiden at nyde saa meget som
en halv Pægel tyndt Øl, og undertiden en halv Pægel Melk
og Vand om Dagen. J September Maaned forleden
Aar kunde hun omsider drikke Melk, og i October saa
meget som en Theekop fuld af tynd Hvedemeels Velling.
Alt som Appetiten forøgede sig, tiltog og Kræfterne, saa
at hun i Januarii Maaned indeværende 1770 Aar ende¬
lig kunde selv sette sig op i Sengen, men kunde ey holde
det længer ud end i 5 Minuter. Siden April Maaned
i Aar har hun begyndt under Skriftemaalet og Nadveren
at kunde sidde oppe i Sengen; og den 19de Junii sidstle¬
den var hun første Gang i Stand til at være oppe af Sen¬
gen medens hun commumeerede under inderligste Taksigelse
til den Høyeste, fordi hun var forhiulpet saa viidt til Kræf¬


ter. Hun kunde da gaae nogle Gange oder Sævet, raa¬
nogen ledede hende. Hun har i Aar ey, søm tilførn,
begiert at communicere hver Maaned, men biet 10 a 12
Uger imellem.
Tilsidst maae man og berette, at i Stedet for, at hun
aldrig tilforn under Sygdommen har taalt den allermind¬
ste Allarm hverken i eller uden for Stuen, med mindre at
hun i nogle Minuter derover har maattet ligge besvimet,
saa kan hun nu taale at de baade væver, spinder, samt
hugger smaat i Stuen, hvor hun er, uden at hun foruro¬
liges der af. Hendes Diæt er nu at spise tynd Hvedemeels
Velling, Ølsuppe, lidet Brød, dyppet enten i Melk, Øl,
eller Vand. Hønsekiødsuppe har hun og nogle Gange
spiist saa meget af som en Theekop fuld hver Gang, da
hun og, efter Sigende, ved samme Leylighed har med stor
Nød fortæret saa meget Hønsekiød, som omtrent et halvt
Lod. Dette er al den Kiødmad, som hun til Dato i 11
Aar har smagt. De naturlige Algange skeer hver Dag,
og det temmelig ordentlig. Hvad de periodiske Afgange
angaaer, saa har hun i hendes lange Fastetid ey været
mere besværet, end i det høyeste to til tre Gange om Aa¬
ret deraf; men nu har samme efterhaanden kommet gand¬
ske i sin ordinaire Gang.
Undet viisning for Modre, hvorledes de skal give
deres Børn en delicat Legems Beskaffenhed.
JFrugtsommeligheds Tiden skal Mødrene gaae hver
Middag og hver Aften til Traktering og i Besøgelse, og
lade alting iblandt hinanden smage sig vel; thi i deres Om¬
stændigheder maae ingen nægte dem noget, og de kan være
visse paa, at intet af alt det, som de faaer Lyst til, er ska¬
deligt for dem.
De skal snøre sig brav tæt, saa kan de conservere de¬
res egen Taille, og forskaffe deres kiere Foster en smal og
rank Vext.
Deres nyefødte Børn maae de endelig holde vel var¬
me og indpakkede, og trekke saa mange Klæder paa dem,
som mueligt er; thi det er ubarmhiertigt, at lade Børn
fryse; Børnenes Fødder skal de bestandig holde til Jlden;
thi Børn har af Naturen kolde Fødder.
Dersom de vil hænge Børnene Engelske Ulvetænder
om Halsen, saa behøver de ikke at giøre sig nogen videre
Bekymring for at Børnene skal faae Tænder.
De kiere Mødre maae lade komme saa lidet frisk Luft
i Ammestuen som mueligt; thi der er intet ømfindtligere og
skadeligere for Mennesket, end frisk Luft og koldt Vand,
som deres egne Mødre nok vil kunde sige dem.
Til Ammestue maae de vælge det mindste og qvalmeste
Kammer i hele Huset; thi samme er got nok til Børnene.
Bleer og andet skident Linnet er best at lade vaske i Amme¬
stuen, og tørre over Gløder eller ved Kakkelovnen, samt
holde Gulvet brav fugtigt. De maae og, foruden Am¬
men, lade saa mange af Pigerne søve i Ammestuen, som


der kan rummes, efterdi Uddunstningen af disse Persøner
er overmaade tienlig og sund for unge Børn.
Forsigtige Mødre maae ikkun sielden besøge Amme¬
stuen, og ikke ellers komme der, undtagen naar det bliver
forlangt af dem, efterdi Ammen og Barnepigen heller gider
skalte og valte allene, og best veed, uden Mødrene, hvor¬
ledes unge Børn skal holdes. Men dersom og de kiere Mø¬
dre ville gaae ind i Ammestuen, saa maae det ikke skee sag¬
te, men med jo større Allarm jo bedre; og de maae visselig
ikkun have lidet Genie, dersom de ikke der kan finde over¬
flødig Leylighed til at skiende og ærgre baade sig og Ammen;
og en Ammestue uden Ærgelse er uden al Lykke og Velsig¬
nelse.
De maae lade give Børnene en heel Hob Meelpap og
Velling, og for alting passe vel paa, at de ingen Tid
blive sultene. J øvrigt maae de lade dem spise hvad de
forlanger og faaer Lyst til, og lade dem i alle Stykker ha¬
ve deres egen Villie, thi det er grusomt at nægte de kiere
spæde Gemytter noget. Man maae give Børn Viin og
Ost; thi Børn maae vænne sig til alle Ting. Man maae
lade Barnepigerne tygge Brød og anden Mad til Børne¬
ne; thi Spyttet, i sær af gamle Koner, er meget Medi¬
cinsk. Man maae og lade Børnene faae store stumper Rug¬
Brød, som de selv kan gnave paa; thi Rugbrød giør røde
Kinder.
Retskafne Mødre maae ikke selv opamme deres Børn
men overlade det til gemene Fruentimmer, helst besovede.
At opamme sine egne Børn, er ikkun passeligt for de Ko¬
ner, som ikke har Raad til at holde nogen Amme. Naar
Børnene bliver syge, saa skal man altid skyde Skylden paa
Doctoren; og naar Doctoren raader noget Nyt, saa skal
man altid være mistroisk, og giøre Jndvendinger derimod,
med mindre, at hans Raad skulde blive bifaldet af Jorde¬
moderen, eller Opvartersken, eller Barsel Konens Moder,
eller hendes Tante, eller en Naboe=Kone, i fald hun ingen
Tante har; thi Doctorerne ville ikkun almindelig giøre Ex¬
perimenter; men en gammel Kiærling og hæderlig Matrone
veed alle Ting af lang og egen Erfarenhed; Drengebørn,
skal man give Viin, men Pigebørn got Øl.
Man skal tage tre Selzer=Vandkrukker, lade dem
fylde med kogheedt Vand, og legge dem i Vuggen til Bar¬
net, og derefter vugge brav frisk til. Dersom Proppen
gaaer ud af en af Krukkerne, og Barnet forbrender Bene¬
ne: saa er det en ypperlig Leylighed til at skielde paa Am¬
men, og at give sig i Klammerie med alle sine Huusfolk.
For at lære Børnene at gaae, vil jeg recommendere
visse velbekiendte Stole, hvorudi man spænder dem ind:
saa lærer de kiere Børn at gaae af sig selv, og der behø¬
ver ingen at lede dem eller at passe paa dem.
Nogle forevidende Daarer har paa nogen Tid begynt,
at bade deres Sønner i koldt Vand, klippe deres Haar


gandske kort af, og at lade deres Fødder være blotte, for
at vænne dem ligesaaledes som Hænderne til Luften. Men
det er noget som ikkun skikker sig for Engellændere og Bøn¬
der, og gandske vist ikke for fine Kiøbenhavns Stadsbørn.
Man skal lee ad de Næsevise, som ville overtale Mø¬
dre til, at de ey skal svøbe Børn; og eller ikke bruge Snør¬
liv til dem, fordi det skal være Børnene hinderligt i deres
Vext. Disse got Folk kan man svare, at vi har alle væ¬
ret svøbte og snørede, og lever endda. Kiøbenhavn har
staaet i saa mange Aar uden saadanne nye Paafund. At
være sterk og behændig, kan man jo gierne overlade til
Haandverksfolk; fornemme Børn skal jo hverken være Ar¬
beydere eller Soldater, naar de bliver store, og har G.¬
skee Lov ikke fornøden at have saa store Legems Kræfter,
o. s. v.
Børnene maae friseres, og deres Haar vel indsmør¬
res, saa det er fuldt af Pomade og Pudder, og ikke bry¬
de sig om, hvormeget det end lastes og snakkes derom. Po¬
maden giver dem en god Lugt naar de ere hos Fremmede,
og det puddrede Haar vil giøre, at den unge Herre vil hol¬
de af sig selv, blive sædelig og stadig, og ikke forspringe
sig. Lusene skal man ikke fordrive; thi saadant er ikke got,
efterdi dette Utøy suger al Usundhed i sig.
Om Natten er Sloprok den varmeste og anstændig¬
ste Klædning for Børn, og om Dagen en Husarhabit.
Man skal lade Snørliv og alle Klæderne giøre brav
snevre, og besette med Tresser, saa seer den kiere Søn ud
som han var trakt paa en Traad. En Moder, som har
saadan en Søn, bliver vist misundt af alle hendes faa rige
Naboersker, og Drengen vil vist nok allerede i sit tolvte
Aar blive en heel Mand og være meget viis.
En rar Recept.
En rar Receyt, og som en Læge ikke ofte skal kunde bru¬
ge, lærer vi at kiende af følgende Fortælling;
Doctor Radeliffe blev engang hentet til en anseelig
Kiøbmand. Han fandt ham sengeliggende, men uden at
der saaes Tegn til nogen Sygdom ved ham; han var kun
meget nedslagen og forsagt. Doctoren gik derpaa ind i
et andet Værelse og skrev ham et Recept af følgende Jnd¬
hold:
Til de Herrer?* og Comp.
D-== betaler efter Sigt til Foreviseren heraf
1000 Pd. Sterl. og stiller samme til Regning for
J. Radcliffe.
Paa et andet Blad Papir gav han Patienten Anviis¬
ning, at spørge efter ham paa en Tavern, hvor han nær¬
mere vilde undersøge hans Sundheds Tilstand. Denne
Recept blev brugt, og virkede saa got at den Syge stod op
af sin Seng, opsøgte sin Læge, og tilbragte ret fornøyet
nogle Timer i Selskab med ham ved et Glas Viin.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 42


Den dydige Kone.
(Efter Salomons Ordsprog 31 Cap. 10 31 Vers)
T¬
re gange lyksalig er den Mand, som har en dy¬
dig Kone! Hun er kostbarere, end alle Skat¬
ter fra Peru. Hendes Værd overgaaer Guld
og alle Perler. Hun er lig et frugtbart Træe, som kaster
sin kølende og vederqvægende Skygge viidt omkring sig. Sie¬
len i hendes Yndighed og Tekkelighed er Viisdom og Dyd.
Orden og Flid ere hendes Klenodier. Hendes Ungdoms
Aar ere ikke forgiftede ved Forfængelighed, og hendes skiøn¬
ne Siel er ikke bleven forblindet ved hendes Kiøns Lidenska¬
ber. Hun har Arbeydsomhed at takke for hendes sunde
Kræfter, og Flittighed for hendes Rigdom. Beskedenhed
og Behagelighed giver alt, hvad hun foretager sig, den meest
indtagende Anstændighed. J hendes forsigtige Øyne glim¬
rer og skinner den Siel, hvis Tanker ere Dyder. Hendes
Øyekast ere saa klare og reene, som en Foraarsmorgen;
og saa milde som Duggen, der funkler paa smilende Fioler.
Ved hendes Øyekast og Aasyn bliver Kummer selv overgy¬
det med Glæde.
Hverken Letsindighed eller en dadelagtig Begierlighed
forbandt hende med hendes Ægtemage. Det fine Jnd¬
tagende ved Dyden, som ikkun sees for den Ædelmo¬
diges Øyen, tilførte hende en systerlig, en saa dydefuid
Siel. For denne allene lever hun. Hendes lykkelige Æg¬
temages Velstand er det ømmeste Øyemeed for hendes til¬
voxende Kierlighed. Venlig Overbærelse og Tilgivelse er
det Baand, som binder deres Ægte Troeskab. Hendes
Kierlighedsfulde Omhyggelighed, adspreder hiine mørke
Skyer hos hendes Kiereste. Glandsen af hendes Exem¬
pel borttager hver Plet af hans Dyd, Hans Villie er hen
des Regel; hans Raad er Rettesnoren for hendes Foreta¬
gender. Under hans huuslige Bestræbelse paa hvilke For¬
synets Øye seer ned med Velsignelse, blømstret hendes Huus
i en misundelseværdig Velstand. Den rædsomme Mangel
flyer bort fra hendes velsignede Bolig. Munterhed strøm¬
mer igiennem Aarerne, og hendes Lænder ere omgiordede
med Styrke. Hendes Næring er hendes syffelsatte Hæn¬
ders Frugter, og Sielen i hendes Flid er et gladt Mod og
et velfornøyet Sind. Under hendes Sysselsettelse og For
retninger inler bevingede Dage forbi som lykkelige Minutter.
Lyksalig hvem som boer i hendes Huus! Under
hendes Tag er Fred, og aldrig mangler de Næring og
Munterhed, som understøtte hendes Flid. Af hendes Tie
nestefolk bliver hun saa hiertelig elsket, som oprigtig æret.
Hun grunder ikke sin Anseelse paa truende Ord, eller paa
foragtende Miner. Hun er alt for klog til at holde Her¬


skesyge for Høymodighed, og Egensindighed for at være
resolveret. Klogskab og Kierlighed leder hendes befalinger
og ingen Forseelser setter hendes Sind i Fyer og Flamme.
Hun stormer ikke, naar der skeer en liden Skade, og ud¬
strøer ingen Galde over Maaltiderne, omendskiønt de ikke
gandske ere tillavede efter hendes Ønske. En sagtmodig
Advarsel er den Straf hun revser med, og hendes kloge Tavs¬
hed stifter meer Forsigtighed, end Daarernes rasende Skrig
og Skraal. For hendes Huusfolk drager hun Omsorg som
for Børn, og bliver elsket af dem som en Moder.
Aftenen frembryder. Nu seer hun den kiere Ægte¬
mage at kommme hiem træt af Forretninger. Formedelst
hendes rene Ømsindighed og Kierlighed flyver hun imod ham.
Han smiler kierlig til hende, og hun vederqvæger ham med
et velsignende Øyekast. Saasnart hun uforlangt har gjort
Regnskab for den forløbne Dags Forretninger tager han
hende glad ved Haanden og velsigner i Tankerne hendes
Dyd, hendes Flid og hendes Kierlighed. Hiertets stille
Ønsker vandrer fra Øye til Øye, og deres forenede Siel
føler harmoniske Henrykkelser.
Med et fornøyet Sind fuldender hun resten af hendes
huuslige Forretninger, og indkalder Huusfolkene til Aftens¬
Maaltid. Enfoldighed og Natur dekker Bordet; Maa¬
delighed er deres Nærings Lov, og Taknemmelighed er Sal¬
tet paa deres Mad. Gode Samtaler kryder deres Retter.
Samtaler fulde af Dyd og Viisdom, som ikke besmittes
af nogen Bagtalelse, ikke vanhelliges af nogen Letsindighed;
som ingen Stolthed giør foragtelig, ingen Ubetænksomhed
farlig, og ingen tør Tomhed ekkel! Hun skammer sig ikke
ved hendes Opholder. Hans Lov og Priis er ikke mindre
paa hendes Tunge, end i hendes Hierte. Taksigelse beslut¬
ter hendes Maaltid, og kierlige Formaninger kroner hendes
Andagt.
Førend hun adlyder de sagte og milde Tillokkelser til
Rolighed, giennemvandrer hun endnu alle Værelserne i hen¬
des Huus. Forsigtighed kan ikke forringe hendes Tillid til
Gud. Kierlighed til Orden kalder hun Viisdommens ene¬
ste Datter og Dydens Livvagt. Hun er endnu munter,
naar hendes Huusfolk snorkee imod den stille Midnat. Det
bløde Leye er født for de trætte Lemmer, og Søvnens Bal¬
som for det slumrende Øye, men langt sødere for hende er
hendes Samvittigheds gode Vidnesbyrd og bifald. Hun
prøver og undersøger hendes Opførsel den forbigangne Dag,
hun anmerker hvert Feyltrin, og holder derom Samtale¬
med hendes Ægtefælle. Bedende tillukker hun hendes trætte
Øyne. Dyden er hendes Vellyst. Hendes lykkelige Mand
omfavner Kydskheden i hende. Hans Søvn er ham en øn¬
skelig Vederqvægelse; med den opgaaende Soel oppaagner
han til nye Lyksaligheds Nydelse.


Lyksalige Dage venter efter dig! Herren hører
din hellige Paakaldelse; Udi lykkelige Efterkommere
skal den fromme Moders Dyder fremleve. Hun hel¬
ligede dem for Herren, førend de bleve fødte og hendes Bøn
samlede alle Velsignelser for dem, da de endnu moednedes
til Livet under hendes Hierte. Midnatten hører hende, og
Gud tæller hendes Eensomheds Taare, som hun andægtig
fælder for ufødte Børn. Omendskiønt den bange Natur
skielver for de forestaaende Smerter, saa vinder dog For¬
nuft og Dyd Seyer og triumpherer: saa træder dog Høy¬
modighed og Haab enhver opstigende Frygt og Gysen un¬
der Fødder. Hun føder som en Heltinde. Jkke en Afgud
for sig, men en tilkommende Himmelens Borger. Glædes
Taare glindser i den glade Moders Øyne. "Det er din
Skabning, siger hun, i det hun omfavner den kiere Ynd¬
ling; det er dine Hænders Gierning, min Fader! Jkke
Verden, ikke mig og Synden, men Dyden, Dig og Æoig¬
heden lad det være gandske opofret!" saaledes beder hun,
og tusinde gange igientager hun hendes hellige Bøn og Paa¬
kaldelse. Hun seer i den kiere Patzeglut allerede den tilkom¬
mende Dyd, og den blivende Engel. Stor nok til at tænke
denne Tanke, og under Støvets Rosenknop at see Udøde¬
ligheden, sukker hun, jo meer hun betragter Yndlingen,
hver gang inderligere for hendes Kierligheds første Frugts
Held og Lykke. Sød er den nærende Melk for den begier¬
lige Patteglut; men endnu sødere er det for en dydig Mo¬
der, at opfylde hendes Pligt.
Dit Huses Velsignelse! Himmelens Øyemerke! lyk¬
kelige Moder: Du er værdig til at see Glæde paa Børn
og Børnebørn, og berømmelig at fremleve i vidtløftige
Slægter. - Med hvert Aar voxer hendes Arbeyde
og Glæde. Muntre Sønner staaer paa hendes høyre Haand,
og elskelige Døttre snoer sig smiggrende om hendes Arme.
Alle voxer under hendes Viisdoms Dug til frugtbare Gre¬
ne paa en velsignet Stamme. Venlighed og Mildhed frem¬
lyser af deres Øyen, og fra deres Læber drypper Behage¬
lighed og Uskyldighed. Den omhyggelige Moder udsaaer
Dydens rene Sæd i de endnu bløde Hierter, og bilder
dem betimelig til øm Følelse af godt og ondt. Jngen
mørke Fabler og Eventyrer forvilder de unge nysgier¬
rige Siele, eller opfylder dem med Frygt og Overtroe.
Jngen fæle og grusomme Historier, fortalte med smilende
Miene, vænner dem hemmelig til Grusomhed. Deres Læ¬
re=Timer bliver ikkun tilbragte med hellige Historier, med
Exempler paa Ædelmodighed og Dyd, med Fortællinger
om de himmelske Lærdomme og den Guddommelige Forlø¬
sers høye Bedrifter, og om det Dydbelønnende Forsyns
vise Veye, og de unge Siele gives betimelig en lykkelig
Bildelse. Den første Straale af den vaagne Dyd er saa
uskatteerlig for den lærende Moder, som Tanken om hendes
Udødelighed.
Hendes befalinger grunder sig aldrig paa en utidig
Egensindighed; de bliver alle ledsagede af billighed. Be¬
hagelighed hersker i hendes Formaninger; Kierlighed smi¬
Lr frem under hendes Alvorlighed selv. Sagtmodig Vis¬


dom dreyer og leder hendes Børns Hierter; men ikke hem¬
mende Lænker af vrede Øyekast og fortredelige Miner. Hun
brekker den opskyder de Egensindigyed med Klogskab og
Godhed, uden selv et røbe Skin af nogen Egensindighed.
Børnene kiender ikke altid Hensigten af hendes befalin¬
ger. Moderen læter dem Lydighed, og de fornemmer, at
de lærer Lyksalighed.
Hun er fortrolig med Børnene, uden at tabe en Mo¬
ders Anseelse. Hun udforsker deres Hierten med en aar¬
vaagen Omhyggelighed. Hun kiender et hvert Barns Feyl,
og er viis nok, at vaage for alle. Hun tugter aldrig, for
at straffe; men for at bedre. Aldrig tugter hun af Uvillie,
eller i en fortredelig Lune. At vredes er en Nederdrægtig¬
hed i hendes Øyne. Jkkun det som røber Ondskab, eller
en ulykkelig Færdigheds Udyd, skynder hende til alvorlige
Tugtelser; at giøre Følgerne af Udyd og Laster følelige, er
hendes Riis; og Snærterne deraf giør hende selv mere
ondt, end dem, som de treffer. Men hendes Ømsindig¬
hed afværger flere Uartigheder, end en for høyt dreren Lyst
til at straffe. Et moderl gt Øyekast bortjager heele Hære
af Lidenskaber. Hun forglemmer snart hends Børns For¬
seelser, og vogter sig omhyggelig for at giøre dem utidige
Bebreydelser og Jrettesettelser. Desto mere tager de sig i
Agt, at fornærme deres gode Moders Høymodighed. Saa¬
ledes lærer de uformerket høye Tanker og ædel Tænkemaa¬
de, som bedre bliver dem bibragt ved Exempel, end ved Ord.
Forlystelser tillader hun dem gierne. Men hun ud¬
vælger ikke saadanne, som føder Børnenes Forfængelighed,
men saadanne, som kan give deres Sind og Aand afvexlen¬
de Sysselsettelse, eller Legemet sin Styrke og Lemmerne den
fornødne Smidighed ved afpassede Bevægelser. Deres For¬
lystelser ere intet andet, end afvexlende Arbeyder, eller lære¬
rige Lege, over hvilke hun selv forbeholder sig Opsigt.
Nu kommer Faderen hiem. Hans Hustrues Dyd
smiler ham i Møde af hendes Børns Øyne. Han betragter
dem, og hans Hierte føler de ømmeste Opvældelser. Hvor
de nu skynder sig, at kysse hans veldædige Hænder, og at fore¬
komme den dydefulde Moders glade Omfavnelse! Nu for¬
tæller de ham deres Forretninger, og alt, hvad den kierlige
Moder har lært dem. De viser ham de Foræringer, hvor¬
med deres Flid og Lydighed er blevet belønnet efter hans Be¬
faling. Han kysser dem kierlig, og opliver deres Jver og
Nidkierhed ved nye Forsikkringer om hans faderlige Vel¬
behag.
En nye Dag opvaagner, og med den tillige den om¬
hyggelige Huusmoder. Priis og Tak ere de første Følel¬
ser og Fornemmelser i hendes rolige Hierte, som hun giør
almindelige i hele Huset. Opfyldt af tillidsfuldt Haab
udbeder og sukker hun om Guds Bistand for den tilkom¬
mende Dag over alle dem, som ere hendes Hierte saa nær
paarørende, eller som ere betroede til hendes Opsyn. Der¬
paa raadfører hun sig med hendes Mand om den Dags
Forretninger, og tildeler enhver sit efter hans Villie.
Ved hendes Ømsindighed og ved hans Børns Lydig¬
hed opmuntret til Glæde, gaaer han fornøyet til hans


Forretninger. Deres Ønske følger efter ham, og deres
sidste Øyekast efter ham er Kierlighed. Sønnerne, forbe¬
redte ved kloge Formaninger, skynder sig til Skolen, for at
berige deres nysgierrige Siele med nye Dyds og Fromheds
Skatte. Betryggede og forvarede for deres Kammeraters
Forførelse, voxer og tager de øyensynlig til i Kundskab og
Kierlighed. Deres Flittigheds Exempel opmuntrer deres
Kammerater, og Lærernes bifald er deres billigste Be¬
lønning.
Jmidlertid sidder de yndige Pigebørn fornøyede rundt
omkring deres Moder, giver opmerksomt Agt paa hendes
Underviisning, og giøre Forsøg paa, at fuldføre hendes
Anviisninger med agtsom Flid. Med megen Færdighed
leder hun de villige Hænder paa de lærevillige Døttre. De
kiere og elskelige Discipelinders Opmerksomhed understøt¬
tes af den moderlige Taalmodighed, som endog ikke træt¬
tes ved ti Gange igientagne Forsøg. Jmidlertid, da hen¬
des sysselsatte Hænder selv arbeider, og hendes forsigtige
s Øye seer paa alt, hvad der gaaer for sig omkring hende,
fortæller hun de flittige Børn en lærerig Historie, og giver
d dem vexelviis gode hunsholderske Lærdomme. Derpaa for¬
vlader hun nogle Øyeblik hendes Hierters Yndlinger, for at
undersøge Huusfolkenes Forretninger, og at giøre fornødne
Anordninger. Hun efterseer og giennemsøger flittig Huus¬
geraadet, for ikke at lade nogen Uorden indsnige sig. Hun
kiender Fordelene af Huusholdningen, og forekommer
omyyggelig enhver Mangel. Hun anordner hendes
Børns Klæder, og lærer dem, selv at drage Omsorg
a derfor.
J den Velsignelses Fylde, som omgiver hende, for¬
nglemmer hun ikke de Fattige og Elendige. Hun er spar¬
u som, for til rette Tid at kunne være rund og gavmild. Hun
vederqvæger den sukkende Armod med Spise, og er en sik¬
nker Tilflugt for den grædende Elendighed. Usynlig, som
n Forsynets Haand, leder hun Velsignelses Bekke ind i de
n Bedrøvedes Hytter, og skammer sig ikke ved at vederqvæge
vvansmægtende Syge med Trøst.
Hun elsker enhver, og bliver elsket af alle. Hendes
Børn skulle velsigne hende, naar hun ikke meere er hos dem,
og Børnebørn skulle sukke efter hende. Hun er dyrebar i
Guds Øyne, og Engle skulle glæde og fryde sig ved, en¬
gang at kalde hende deres Syster.
Jalousie.
Don Alongo, en Spansk Adelsmand, havde en smul
og dydig Gemahlinde, med hvilken han i nogle Aar hav¬
de levet i stor Enighed og Fornøyelighed. Jmidlertid var
denne Adelsmand ikke frie for Feyl, som man gemeenlig tilskri¬
a ver hans Nation; han var stolt, mistroisk og hidsig. Han
holdt en Mohr i sit Huus, hvilken han havde straffet med
den yderste Strænghed for en liden Forseelse, fordi hans
Gemahlinde havde klaget over ham. Slaven svor at hæv¬
ne sig, og aabenbarede sit Forset for en af Fruens Piger
med hvilken han havde en forbuden Omgang. Dette Men¬


neske hadede ligeledes hendes Frue: thi hun var bange for at
hun skulde passe hende op; derover paat og hun sig at giøre Don
Alanzo jaloux, i det hun sagde til ham at Gartneren blev
alt for ofte hemmelig indladt til den naadige Frue, og lø¬
vede ham at han selv med sine egne Øyne skulde faae det
at see. Paa en vis Tid, som hun aftalte med Mohren,
skikkede hun Bud til Gartneren, og lod ham sige, at da den
naadige Frue i en Hast havde noget at befale ham, saa maat¬
te han i Øyeblikket komme ind til hende i hendes Kammer.
Jmidlertid havde Don Alonzo stillet sig i et Kammer der¬
ved, paa det at han kunde see, hvem der gik forbi. Jnden
et Øyeblik saae han Gartneren komme. Alonzo havde in¬
gen Taalmodighed, men fulgte ham ind i Fruens Kammer,
og stødte paa eengang en Dolk i Hiertet paa ham; hans
Gemahlinde greb han fat, og slæbede omkring ved Haarene,
og myrdede hende uden videre Efterspørgsel.
Herpaa holdt han op, og stod og betragtede de døde Le¬
gemer med alle de Bevægelser, som flyder af Hævngierrig¬
hed; Da det Menneske, som havde foraarsaget denne fæle
Forskrækkelse, fandt sig saaledes piint af Anger og Fortrydelse
derover, at han kom og kastede sig ned for Herrens Fødder,
og med en ynkelig Stemme, uden at betænke Følgerne der¬
af, aabenbarede og bekiendte sin hele Misgierning. Alonzo
blev paa engang bestormet af alle heftige Lidenskaber, og lod
i et Øyeblik høre alle sammes afbrudte Ord og Bevægel¬
ser; indtil han endelig kom noksom til Eftertanke, da han,
for at giøre Ende paa sin Elendighed og Jammer, sin
Harme, sin Kierlighed, sin Forbittrelse, Hævngierrighed
og Anger, myrdede Pigen, Mohren og sig selv med.
Copie.
Af Erich Matthiesens Suppligue til Amtmanden Høy og
Velbaarne Hr. Conferentz-Raad Rosenørn om Udri¬
derskabet ved Gaarden Corsolide.
Høx og velbaarne Herre!
Saasom jeg prøbre Stakkel sidder i stor Resolution og
Fattigdom og kan ikke betale Byens Caracteerer, saa Ju¬
penderer jeg hermed Deres Høy Velbaarnhed, at det ex¬
spectante Udriderskab maatte mig deserteres, da jeg igien
skal viise ald habil Extremitet og Færdighed i alt hvad som
degraderes og anbefales; og som jeg dermed kan være En¬
ken min Stivmoder til al Rigeur og Tieneste, saa haaber
jeg denne min Degnitet og Begiering ey bliver confisqveret
og nægtet, hvorimod jeg forsikkrer, at jeg aldrig skal af¬
lade at indlemme Deres Høy Velbaarnhed hans Gud, i
mine Repliqver og Forbønner, med Ønske at Deres Høy
Velbaarnhed med noble Familie altid maa circulere i ald
Fustage og Velstand, ligesom jeg altid skal giøre mig tyk
Deres
af at være
Høy Velbaarrheds
Gregorianske Tiener
Nyekiøbing paa Falster
Erich Mathiesen.
d. 16 Marti 1729.


Nyt fra Engelland.
JLondog har uylig tildraget sig en Begivenhed, som
man i ethvert andet Land skulde holde for meget sælsom;
men i Engelland gives der flere deslige Exempler. Et
ungt Menneske af den nedrigste Pøbel, som er givt med
en Østers Kone, og har tilforn været Haandtlanger, har
arvet 13000 Pd. Sterl. aarlige Jndkomster efter en gam¬
mel Tante, der var den sidste af den Familie, som tilhørte
dette Gods. Hans Glædesbeviisninger ved den Leylighed
iblant hans gode Venner af lige Stand ere ligesaa udskey¬
tende som latterlige, og han og hans kiere Kone ere begge to me¬
get forlegne og ilde farne, for at beslutte, hvad|for en Leve¬
maade de ville gribe til, som kan være anstændig for dem
efter deres Formue.
En ikke mindre særdeles Historie har ikke længe siden
tildraget sig i Harrongate i Hertugdømmet Jorck. Et
ungt Menneske blev vaer, i det han dandsede, at han hav¬
de sønderrevet sin Skoe; han beklagede sig af Spøg over
den Bekostning han nu skulde have, for at lade den flikke
igien, og bad Selskabet om en Bihielp dertil, i det han
gik omkring med sin Hat, da nogle kastede en halv og an¬
dre en heel Penee derudi. En Dame gav ham en Tut
med med 20 Guineer. Han lod, som han ikke merkede det,
men gik anden Dagen hen til hende, og spurgte hende om
Aarsagen til denne usædvanlige Foræring, da hun vel kun¬
de see, at han ikke havde forlangt Biehielpen for Fattig¬
doms Skyld. Hun svarede, at ikke allene disse Penge vare
til hans Tieneste, men da hun var meget indtaget af ham,
saa støde endnu 30000 Pd. Sterl. tillige med hendes Per¬
son til hans Tieneste, naar han vilde imodtage samme for
Alteret. Det unge Menneske betænkte sig ikke længe, og
tre Dage derefter holdt de Bryllup. Han er en ung Kiøb¬
mand, som just ikke er meget rig, og hun er heller ikke nogen
stor Skiønhed.
En Fransk Haandlæge, som en Tidlang flittig besøgte
Abbediet St. Denis, blev seet af en Munk, hvorledes han
faldt paa Knæ ved Ludvig XI. Grav; Munken sagde her¬
paa til ham: Min Herre! dette er ingen Helgens Grav.
Haandlægen svarede: min gode Pater, det er maaskee ikke
eders Helgen, men det er dog min; thi han var den første
som bragte en Sogdom til Frankerig, ved hvilken jeg har
fortient 25000 Daler.
Anecdoter.
En Fransk Marguis kom til et Tydsk Hok, og da han
havde en saadan lykkelig Dristighed, som er hans Nations
egen at tale om alle Ting i den meest afgiørende Tone, saa
blev han Directeur des Plaisirs ved samme Hof. Af hans
Kundskab og Jndsigt i Musiken ventede nu Hoffet at Or¬
chestret fornemmelig skulde faae et stor Forbedring. Strax


ved den første Concert gav han et Bevis paa hans Jndsig¬
ter. J et Musicalsk Stykke havde Hautboisierne en lang sI
Pause. Den gode Marquis, som merkede, at disse Folk 7
ikke spillede med, skikkede sin Kammertiener ned til dem og
lod dem spørge om Aarsagen dertil. De svarede,
at det nu forefaldt, at de skulde pausere. - Mar¬
quis skikkede strax Kammertieneren til dem igien, og lod
Hautboisterne under Straf forbyde ikke fremdeles oftere at
pausere; thi, lod han dem sige, man maatte aldrig pau¬
sere i Fyrstens og Landherrens Tieneste.
Der blev engang i et Selskab talet om Sielevandrin=
gen. En, som meente at have et vittigt Jndfald, sagde,
han erindrede sig, at han virkelig havde været Guldkalven.
Men en Dame svarede ham endnu vittigere derpaa: "Det
er gandske sandt, min Herre, og J har slet intet tabt uden
Forgyldningen."
En Fabel.
En vis Herre havde saa ond en Madame, at han i hen¬
des Nærværelse ikke torde lukke sin Mund op, eller under¬
staae sig at indvende noget imod de Horne, som hun for
al Verden satte ham paa. Denne Konge af Hornebærere
var den allerfredsommeligste iblandt alle, som nogenfinde
har været til; samme havde en meget lystig Tiener, som
skærtsede fortroelig med ham. Da han nu en Dag talede
med sin Tiener om en Sag som han nu var redebon at tage
sig for, da svarede Tieneren ham: Han maatte for alting
først have Madamens Samtykke. Hahnrederen svarede
derpaa: Madamen skal hvad jeg vil. Jh! det maa Her¬
ren giøre en anden viis, men mig ikke. Jeg veed gand¬
ske vist, om Herren ogsaa havde nedsluget en heel Kurv fuld
med Fiedre, vilde han endda ikke understaae sig hverken at
hoste eller spy noget ud, om det ikke befaldt Madamen.
Ach! troe mig, fremsatte Hahnrederen: Dersom jeg vil¬
de, vilde jeg nok sættte Madamen til Rette; jeg er Herre
i Huuset, og bærer Buxerne: Ha, Ha, naar det er saa, be¬
gyndte Tieneren igien, saa er Madamen endnu meer Herre,
end Herren selv; thi Herren bærer kun eet Par Buxer, og
maaskee de samme et heelt Aar; men Madamen bær vel
5 a 6 Pat i en Time.
Grabschrifft.
Ss lebte einst ein Ritter,
Bernhardus Parirot.
Er schmekte sus und bitter
Und mog vier tausend Loth;
Jn einem Ungewitter
Schlug seiner Frau ibn todt,
Und nun liegt hier der Ritter,
Bernhardus Parirot.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
no. 43


Brev fra en Kone til hendes Mand i Tugthuset.
Jo, jeg er det endnu; det er din ømtelskende og ulyk¬
kelige Kones egen Haand, min allerkiereste stakkels
Mand! som du faaer disse Linier fra. Betragt
Skriften kun ret; det er endnu de samme Trek, hvorudi
det beste, det ømfindtligste Hierte forhen udtrykte sig for dig.
hvorudi jeg første Gang forsikkrede at jeg elskte dig fremfor
og over alle andre. Ak, hvor glimrende var den Gang alle
Ting! og hvor lykkelig troede jeg at blive! Den Tid fore¬
stillede jeg mig endnu ikke, at jeg engang skulde komme til
at sukke om Brød og ikke faae det: at jeg skulde komme til
at væde den første Frugt af vor Kierlighed med andre, end
Glædes Taare, og at din førstefødte, o min Allerkiereste
skulde komme til at forhungre ved mit Bryst. Jeg var
ung og uerfaren, og levede ikkun for din Fornøyelse. En
hver Foræring, som du saa smiggrende giorde mig, tog
jeg an med Glæde, for at pynte mig dermed og behage
dig saa meget mere. Dig tiltroede jeg Overleg og mig
ikke andet end Lydagtighed, Men hvorfor overlagde du da
ikke, at dine Udgivter ey skulde overstige dine Jndtægter?
Hvorfor opmuntrede du mig selv og tilskyndede mig, ja nød¬
te mig til, at følge og optage næsten enhver nye Mode, og
paa en eneste Dag at forøde det, som skulde have været til¬
strækkeligt til vor ærlige Underholdning i et heelt Aar? Og
hvorfor skulde jeg mere rære din Forfængeligheds end
din Fornufts Yndling? Det faldt dig til, at sige mig, hvad
jeg skulde udgive, og hvad jeg skulde spare. Af din Kier¬
lighed kunde jeg vente dette Raad; og hvor født skulde end
og det tørre Brød have smaget mig i dit Selskab! det Brød,
som jeg havde maattet fortiene med Spinde Røkken? Ja,
Allerkiereste! vi kunde have været lykkelige. Det, som vi
virkelig behøvede, var ikke meget; vi havde kundet forskaffe
os samme ved noget Arbeyde og med nogen Flid af de Jnd¬
komster, som vi havde; og naar jeg da efter en møysom¬
melig Dag ikkun havde faaet et venligt og erkiendtligt Øye¬
kast af dig; hvor lykkelig skulde jeg da have hvilet i dine
Arme! Jeg var ung og ømsindig og ikke ilde opdragen; et
Ord af dig havde giort et undslukkeligt Jndtryk i mit Ge¬
myt. En aabenhiertig Tilstaaelse om din Gield skulde maa¬
skee have sat mig i nogen Bestyrtelse; men da det strax i
Begyndelsen endda hav de været mueligt at redde dig, hvor
munter skulde min Jver da ikke være bleven, for at tage
Deel i denne Fortieneste med dig? Denne Oprigtighed, min
allerkiereste ulykkeligste Mand! skulde have viist mig din
gandske Kierlighed; jeg skulde ved denne Fortrolighed have
holdt mig for ret stor i dine Øyne. Og da, hvilken Triumpl
for min Kierlighed, at være bleven en Medarbeyder paa
din Redning og Frelse? Hvert lidet Trin, hvorved vi hav¬


de nærmet os til dette Haab, og hvilket vi da efter enhver
fremarbeydet Dag skulde have overregnet med hinanden i
den glade Aftenstund, skulde have forsødet vor Møye, vor
Mad, og o Allerkiereste! ogsaa vore Kysse; jeg skulde væ¬
re blevet den slolteste Kone i Staden, i fald man da vilde
have sagt til min Berømmelse, at jeg for din Skyld afsag¬
de alle Moder, skyede al Pragt, og kogte selv en Ret Mad
af grønne Urter og Havevexter for dig og mig: at jeg var
din gode, redelige og fornuftige Kone. Dette skulde have
ophøyet mig til en langt anden Høyde, end alle de flag¬
rende og kostbare Smaating, hvormed du førte mig din¬
ak hvor dybt faldene - lille Engel i de største Selskaber.
Med hvad for en ædel Stolthed, med hvad for en Over¬
tydelse om din og min Værdighed skulde jeg i Sarge og
Flonel have seet need paa alle de Fruentimmer, som opof¬
rer deres Formue for en eneste Dags forgiengelige Glands,
og opofrer deres Lives Rolighed, deres Børns Velstand og
alle Retskafnes Høyagtelse for en Smule Avinds og misun¬
delig Beundring. Ak, Mand! Mand! hvor meget et
det vi har mistet! Jkke blot allene den Formue, at conser¬
pere os; ikke blot din Frihed; ney noget større end begge,
alle Retskafnes Høyagtelse; og maaskee - o min Smerte
er nær ved Fortvivlelse - endogsaa det, hvorpaa jeg ikkun
tænker med Forfærdelse. Kunde du, min Allerkiereste, i
den Fortvivlelse, hvorudi din Gield styrtede dig, ikke imod¬
staae den Fristelse, i et uvist Haab, at angribe fremmede
dig betroede Penge; Hvor skal jeg da kunde taale at see dit
Barn forsmægte, og ikke før tage Livet af mig selv? Du
var redelig; jeg og. Men Gud afoende Fristelsen!
Man har udpantet alle Ting fra mig? Af alle dine
kostbare Foræringer, af alle mine smukke Klæder har jeg
slet intet beholdt. Vor Seng er borte. Jkkun mit Barn
har jeg tilbage; og dermed sidder jeg nu allerede paa tredie
Dag i mit Sovekammer, som jeg inden 24 Timer skal
forlade; thi jeg har ikke det Hierte, at gaae uden for Døren,
og udsette mig for mine Naboerskers spodske eller stolte Med¬
lidenhed. Hvad for en Overvindelse vil det dog koste mig,
mar jeg skal bede dem om et Stykke Brød, O hvor uvær
dig og Fortienesteløs bliver denne Overvindelse i Sammen¬
ligning ed den, hvorved jeg havde kundet forekomme al
Ødselhed og vedligeholdt vor Formue og conserveret dig i
Ære! Hvad skal der nu blive af mig? J mit 19de Aar
allerede saa ulykkelig! og maaskee til ævig Tid adskilt fra
dig! Med et Barn, som ikkun indsuer de Taare, der rul¬
ler ned af mit Bryst, og i et længselfuldt Øvekast viser mig
sin ulykkelige Faders ømsindede Attraae!
Forlad mig, o Allerkiereste! dette Udtrok af min
Smerte! Jeg burde skaane dig, thi du er ulykkelig nok;
og det kunde trøsle dig, om du vidste, at jeg var røligere.


Men du maae ikke haabe andet, end snart at miste baa¬
de mig og dit Barn; og hvad kan du vel heller ønske dig
i din Ulykke, end snart at lide allene og faae den Sinds
Rolighed, at vide, at de, som nu deler din Elendighed med
dig, ere ikke mere i Verden! Kræfter fattes mig til at skrive
meer. Dog underskriver jeg mig endnu Din ævig troe
Filette Marly.
og ulykkelige Kone
Osnabruck den 1 Maji 1770.
Forskrekkelige Følger af Laster og Udyd.
(Dette er en virkelig passeret Historie.)
En Student paa et vist Tydsk Universitet udmerkede sig
ved sin gode Opførsel og ved sin Flid paa en saa fordeel¬
agtig Maade, at hans Professorer og de fornemste og an¬
seeligste Personer i Staden holdt ham værdig til deres sær¬
deles Agt. Dette unge Menneske gav overordentlig stort
Haab om sig, og enhver troede, at han engang med Tiden
skulde giøre hans Nation og hans Tidalder en overordent¬
lig Ære. Jmidlertid bleve alle disse gode Forhaabninger
meget haslig tilintetgjorte ved nogle liderlige Folks for¬
føriske Exempler, hvilke han til Ulykke faldt i Hænderne paa,
og det første Skridt, som han gjorde fra Dydens Bane,
førte ham efterhaanden immer videre og videre derfra, og
tilsidst indtil de afskyeligste Forbrydelser.
Spil var den første Klippe, hvorpaa hans Dyd leed
Skibbrud. Efterat han havde tabt mange Penge, og saae
sig ikke i Stand til, at betale den store Mængde, som han
skyldte, og som bestandig holdt ham beleyret: saa fattede
han endelig den Beslutning, hemmelig at forlade det Uni¬
versitet, hvor han hidindtil havde studeret, og paa god Lykke
og Fromme at flakke omkring i Verden. Han gik Bye fra
Bye, førte et nederdrægtigt strafværdigt Levnet, og over¬
lod sig til alle Udskeytelser, saa at hans Legeme tilsidst blev
ligesaa fordervet og ruineret som hans Siel. En Aften,
da han just havde taget sin Tifflugt ind i et elendigt afsi¬
des liggende Vertshuus, kom og en Fremmed ind derudi,
som formedelst det slette Veyrligt ey kunde komme videre,
og saae sig nødt til, at blive her om Natten. Han blev
bragt ind i et Kammer, som stødte op til Studentens
Kammer, og ikkun var adskilt fra samme ved et tyndt Skil¬
lerum af Bræder. Førend den Fremmede gik til Sengs,
faldt det ham ind, nok engang at tælle hans Penge, og
da det var bestilt, lagde han sig til at søve. Studenten
som en lang Tid fornam Pengenes Klingen og Raslen, og
var selv saa fattig og i Penge Trang, at han maatte flak¬
ke om iblandt Fremmede, blev ved disse Penges Klang for¬
ført, af tusinde Tanker bestormet, og fattede endelig den
forrykte Resolution, at bemægtige sig samme. Hans Sam¬
vittighed raabte lydelig imod ham, men han fandt snart
Middel til at bedøve samme. Er vort Hierte engang be¬
sat af Lasterne, saa bliver og vor Fornuft snart forblin¬
det, og de fattigste Bedragslutninger synes os da tilstrek¬
kelige Bevægelses Grunde til afskyelige Gierninger. "Min
Fader (sagde denne af Dyden forladte Elendige) skikker mig.


slet intet meer, i sær da jeg i saa kort Tid satte den sidste
Sum til, som han sendte mig. Jeg tør ikke komme til
en Stad igien, hvor jeg har mistet alle retskafne Folkes For¬
trolighed og Agt. Med denne Fremmedes Penge kunde
jeg paa eengang blive skilt ved alle disse Fortrædeligheder.
Men hvad? Skulde jeg fornedre mig indtil en Røvers al¬
lerskammeligste Haandverk? Der har været saadanne Folk
for mig, og jeg vil heller ikke blive den sidste af dette
Lav!"
J saadanne Tanker tilbragte han Natten. Den Frem¬
mede stod meget tidlig op; Studenten, som passede nøye
paa ham, fulgte hemmelig efter ham, qvalte og dæmpede med
Magt alle hans Samvittigheds Advarseler i hans Bryst,
overfaldt og angreb den Fremmede paa et afsides Sted i
nærmeste Skov, og da han vilde sætte sig til Modværge,
myrdede han ham med megen Grusomhed. Hans blodige
Hænder aabnede strax derpaa bag ved en Busk den Fremme¬
des Rantzel, som imidlertid svømmede i sit Blod og stridde
med Døden, indtil han under megen Jamren og Klagen
opgav sin Aand. Morderen fandt i Rantzelen et Brev og
to hundrede Daler, han forvarede Pengene hos sig, og Nys¬
gierighed drev ham til at læse Brevet. Men hvilket for¬
skrekkeligt Brev, man slutte af dets Jndhold til det Jnd¬
tryk, samme maatte giøre paa Morderen, da han læste
følgende:
vanartige Søn!
Jeg har endelig tilsidst endnu faaet to hundrede Da¬
ler sammenbragte, for at sette dig i Stand til at betale din
Gield, og endelig engang at begynde en bedre Levemaade.
Vil du da ikke lade dig røre af en Faders Godhed, som
aldrig har fornærmet dig? Din Moder, din arme ulyk¬
kelige Moder græder Dag og Nat over dine Udskeytelser;
Vil du med koldt Blod ansee, at dine Uordener skal styrte os
i Graven? Min Kones Broder, som har staaet Fadder
til dig, og ikke seet dig igien siden dit siette Aar, besøgte
os for nogle Dage siden, og tilbød sig, selv at overbringe
dig nærværende Sum, for at tale med dig engang. Han
har i Sinde med Tiden at testamentere dig alt hvad han
eyer; du maae derfore begegne ham som han var din Fa¬
der, og beviis ham alle muelige Tienstagtigheder. Lad mig
see at du herefter fører saadant et Levnet som kan være vær¬
digt for dig og mig; tilfredsstil din bekymrede Fader, og
af ør Graaden af din trøstesløse Moders Kinder. Hvor¬
ledes skulde vi vel kunde taale de Tanker, at du er en Fien¬
de af Gud og Menneskene, uden af Smerte at gaae i Gra¬
ven derover. Hav Medlidenhed med os, min Søn! og
forbedre dig.
Efterat Studenten havde læst dette Brev, blev han
staaende der ligesom en Steen. Endelig slog han Hæn¬
derne sammen over Hovedet, saae endnu engang hen til sin
Morbroders døde Legeme, og stak endelig Kaarden igien¬
nem sit Bryst med en grusom Fortvivlelse, den samme Kaar¬
de, med hvilken han nylig før havde giennemboret sin Mor¬
broder. Et fælt og forskrekkeligt Syn for dem, som fandt


begge Ligene i denne Tilstand, og maatte tænke paa det
som den unge Morder endru havde at verte for Guds
Domstoel.
Vi ville overlade til Læseren selv, at anstille sine Tan¬
ker over denne Tragiske Historie. Denne Anmerkning vil
man endnu imidlertid tillade os. Det første Skridt, hvor¬
med man nærmer sig til Lasterne, slyrter Menneskene fast
den meste Tid u udeblivelig i Afgrunden.
AstrologiskeCalender=Opdagelser for det næstkommen¬
de Hundrede Aar.
Om de Cronologiske Kiendetegn. Om Søndags Bog¬
slæven vil den ubehøvlede Hob ligesaa lidet bekymre sig, som
de bekymrer sig om at gaae i Kirken om Søndagen.
Gylden Tallet skal beklippes af Aagerkarle og af de Gier¬
rige indsluttes i mørke Skrine, men gandske og aldeles und¬
drages fra de Nødtrængendes Øyne -e Ægtepagter
skal af mange ikke holdes helligere, end det siette Bud.
Om Planterne: Saturnus skal føre Regimentet
i gamle Mænds Huse, som har givtet sig med unge Ko¬
ner, Jupiter i de store Herrers Palladser, Mars i Feld¬
ten og paa Valdpladsene, Venus i Sove-Kamrene, Mer¬
cur i Kiøbmændenes Pakhuse, Solen om Dagen, og
Maanen Natten.
Om Solen og Maanen i særdeleshed: Solen skal
blive meest velkommen om Foraaret for de Forliebte, om
Sommeren for Gastgivere og Kroeholdere, Høsten for Viin¬
gaardsmænd og Vinteren for den Fattige. Vi skal
herefter ingen nye Maane have, men man maae behielpe
sig med den Gamle; derimod skal Maanen engang hver
fierde Uge blive fuld, hvad enten den har drukket eller
Om Veyerliget: Naar det er klar Himmel, stille
Luft og Soelskin, saa skul vi have got Veyr; men saasnart
det begynder at smaaregne, saa bliver det vaadt Veyr.
Naar det begynder at fryse, saa er Vinteren ikke langt borte
Naar man paa Veyen giver sig i Selskab med en
nyebaget Magister, med en ung Springer eller med en an¬
gaaende og begyndende Helt, som kommer tilbage fra sit
første Feldttog, saa skal man endog hvert Trin ved sille
kuft være udsat for Vind.
Om Frugtbarhed: Et stenefuldt Land vil til bringe
en arbeydsom Eiermand meer Fordeel, end den Dovne har
af den frugtbareste Ager. - Hvo som har saaet sparsom
vil forgieves vente paa en rig Høst. - Frugtbarheden
vil blive større af Marker, end hos ugifte Fruentimmer.
Mange ville bide sine Tænder i Stykker paa Nødder;
Vinen vil giøre mange Daarer, og Blaabær mange sorte
Munde. - Aaret maae være saa frugtbart eller ufrugt¬
bart som det vil, saa vil dog den, som har fuldt op, kla¬
ge med Uret over at han lider Mangel.
Om Sundheden: De Blinde ville ikke have nogen Ska¬
de at befrygte paa Synet; de Stumme skulle ikke fremføre
noge utilbørligt Ord, og de Døve kan være frie for den


Møye, at tilstoppe deres Øren for nederdrægtige Daarers
og Gøgleres Narrepudser og for de sterke Aanders hierneløse
Spøtterier. - Der skal udbrede sig en smitsom Syge
iblant Store og Smaa: Jngen vil være fornøyet med sig
Stand.
Om Krig og Fred. Hunde og Katte, Edderkopper
og Fluer, Begierlighed og Samvittighed, en god Deel Æg¬
tefolk og et ligesaa stort Antal af hidsige Pennekrigere vil væ¬
re indviklede i en bestandig Krig med hinanden -- Kri¬
gen maae vare saa længe som den vil, saa vil den dog til¬
sidst falde ud til Fred.  Den immervarende eller ævige
Fred vil vare saa længe, indtil en af de forenede Parter
anseer det for sin Fordeel at bryde den.
Om Menneskenes Stænder. Kongen skal være den
største og ypperste, og naar han ikkun ved Velgierninger
giver sin Høyhed tilkiende, skal han ogsaa være den elske¬
ligste i sit heele Kongerige-- Fyrster, som hersker over
sine Undersaatters Hierter, skal sove roligere, end andre,
som forlader sig paa leyede Livvagters Beskyttelse.
Den vise Minister skal ikke, uden mærkelig Vanskelighed,
kunde udføre nye Anstalter, som sigter til Statens Beste.
Mangen en Dommer skal straffe Forbrydelser, som
han selv ustraffet haver begaaet. Mangen en Geist¬
lig skal vise andre Veyen til Himmelen, og selv ikke kom¬
me derind. - J et Land hvis Jndbyggere beflitter sig
paa Arbeydsomhed og Maadelighed, skal Lægerne ingen
Rigdom kunne samle.  Kiøbmænd, som handler med
udenlandske Overdaadigheds Vahre, skal giøre baade Lan¬
det og Fremmede Folk skatskyldige for sig. Haand¬
verksfolk, som har allermindst Lyst til at arbeyde, skal al¬
lermeest klage over Næringens Forfaldelse. - Det tør¬
re Brød vil smage langt bedre for en frisk Tigger, end de
Riges Jndianske Fuglereder ville smage deres lystende Gane.
Disse Spaadomme er kun en liden Deel af dem der
findes i et udkommet Fransk Skrift, hvoraf vi med Tiden
kunne levere vore Læsere nogle flere. Det er Forandring,
som forlyster.
Om Troldvæsenet i Stokholm 1677.
JKong Carl den Ellevtes Tid blev anordnet en Kon¬
gel. Commifforial=Ret i Stockholm, til at undersøge Trold¬
væsenet sammesteds i Aaret 1677 og de følgende Aarin¬
ger, hvorom nu er udkommen en paa Svensk trykt Efter¬
retning. Der ere ikkun faa, som ey har hørt tale om det
Uvæsen, som en foregiven Trolddom og Børns Forledelse og
Henførelse til den Ondes Selskab i forrige Aarhundrede kom
afsted i Stokholm; men af den udkomne Beretning, som
er en Ære for Commissorial=Retten og dens Ledemoders For¬
sigtighed, kan den rette Sammenhæng derom indhentes, at
det nemlig hverken var nogen blot Jndbildning, eller epi¬
demisk Melancholie, som en Deel har foregivet; ey heller
nogen virkelig Trolddom, som mange, saa vel Gelftlige som
Verdslige af Eenfoldighed den Tid troede; men det var et
grovt og uforskammet Bedragerie, og en gruelig Ondskab,


stor ved et ondt Rygte at skille Mennesker af med deres Liv og
Velfærd. I Beretningen mældes, at da den ovenmeldte
Ret blev sat efter Kongens og Raadets befaling, da be¬
fandtes dette Uvæsen i sin sterkeste Tiltagelse. Sex Personer
havde faaet deres Dom, og vare blevne aflivede, og alle
Fængsler pare opfyldte med anklagede Personer, foruden dem,
som endda af almindelig Tale og Børns Anklagelse bleve paa¬
grebne og mistænkte. Dette Uvæsen havde faaet sin Begyn¬
delse fra Nordland; denne græsselige Synds Troværdighed
bestyrkedes efter Udseendet i Førstningen af mange Omstæn¬
digheder, og Dommerne fæstede Troe til Børns Klagemaale
m.m. Saa snart Commissorial Retten foretog sig, at un¬
dersøge herom, fandt de den største Deel af Anklagerne at
være smaa Børn, som vel i den almindelige Beretning førte
eens Tale, men vare dog altid forskiellige i Omstændigheder¬
ne, hvortil de foregave nogle elendige Jndvendinger som
Aarsag, saasom at Troldpakket havde slaget dem i Nakken og
forbandet deres Minde, naar de bleve førte ud fra Blaakulle,
saa at de ey nøye kunde erindre sig, hvad der var skeet: at
det ene Barn saae, hvad det andet ikke kunde see, og at den
Onde forblindede deres Syn, m.m. Da de Anklagede
nægtede og bekræftede deres Uskyldighed, med Beviis om
ærbart og christeligt Levnet: saa svarede de Klagende, at jo
sterkere Troldpakket var forbundet med den Onde, jo haardere
nægtede de Sandheden &c. Dette gav Retten Anledning,
ved Ransagning og Forhør allene at benytte sig af Børnenes
Beretninger til Efterspørgsel, men i øvrigt ey tillade eller
antage noget Vidne, som ey var løvlig skikket dertil. Omsi¬
der optog Retten tvende forhørte Sager til Doms, hvilke
syntes at være opfyldte med de sterkeste Grunde; og disse to
anklagede Koner bleve dømte paa visse Grunde til Døden.
Men siden ottredes ved en Piges merkelige Tvetydighed, den
velgrundede Mistanke, at der laae en utrolig Ondskab under
Børnenes Klagemaale og Beskyldninger. En Dreng fra
Gesle, henved 14 Aar, hvis Moder sammesteds var angiven
og dømt for formeent Trolddoms Forbrydelse, var kommen i
Tieneste hos en Høker i Stokholm paa Sødermalm; strax
derefter begyndte nogle i samme Gaard at plages og nedfalde,
ligesom de vare daanede, og sagde siden, naar de komme til
sig selv igien, at de af Troldpak vare blevne førte til Blaa¬
kulle. Dette udvidede sig fra den ene Gaard til den anden;
og som benævnte Dreng berettede mange forunderlige Ting
om Troldfolk, sagde forud, naar de skulde komme m.m. saa
blev han ført til de i Førstningen forordnede Vagtstuer, blev
spurgt til Raads af mange enfoldige Forældre, og fik Penge
for han skulde sige, om deres Børn vare frie eller anfægtede af
Troldfolk. Endelig blev han beslagen med og greben i Tve¬
tydighed, og fængslet paa grundede Mistanker, at han i dette
Verk havde megen Deel, som og befandtes at være sandt, i det
han omsider selv bekiendte, at han havde faret med idel Usand¬
hed, løyet sin Moder paa, og skilt mange andre af med Livet,
da han alligevel ey vidste hvad Blaakulle=Reysen var, men


sagde det efter Sigende, som andre Børn i Nordland pleyede
at fortælle det. Efterat Retten havde faaet denne Oplys
ning, gik den endnu varsommere frem med Executionerne, saa
at to, som allerede vare dømte til Døden, befandtes siden at
være uskyldige og falskelig anklagede. Den ene var en Gart¬
ners Datter, som af sin Kiereste havde faaet en Silkeklæd¬
ning, hvilken misundtes hende af andre gemene Folk, hvor¬
for de angave hende for Trolddom. J hendes ulykkelige Fæng¬
sel, hvor hun ey hørte tale om andet, end Hexer og Blaa¬
kulle=Reyser, havde hun nogle Drømme og indbildte Syner
af Forskrekkelse, som giorde, at hun og tildeels islemte med
sine Anklagere; men blev siden aldeles befriet. Den anden
var en Høker=Kone, som altid havde ført et ærbart Levnet,
samt været flittig i sin egen og sin Mands Haandtering. Ved
en Piges Stemplinger og grove Angivelser blev hun anklaget
og sat i Fængsel. Ved Underretten blev hun dømt til Døden.
Ved Commissorial=Retten anklagedes hun af 33 Stykker, og
deriblant af o fuldvoxne Personer, som bekræftede sine Vid¬
nesbyrd med Eed. Omendskiønt hun selv bestandig nægtede,
blev hun dog dømt til at miste Livet; men da Dommens
Jverksettelse paa nogen Tid blev opsat, opkom det, under et
andet Forhør, som blev holdt over Stads=Capitainens Kone,
at to af de uforskammede Piger, som havde afstedkommet disse
Klagemaale, begyndte at bekiende Sandheden, at de af
Høker=Konens Angivere havde været forledede dertil. Der¬
med fik Retten omsider, ved Løfte om al Strafs Eftergivelse,
den største Deel af denne vanartige Løgn=Bande til at udsige,
hvorledes de vare blevne forledede til saadanne Ugierninger,
og det blev meer og meer opdaget, at det hele Uvæsen i Stok¬
holm havde faaet sin første Oprindelse af Bagtalelse og Van¬
troe, samt siden var blevet fortsat ved Jllusioner, Drømme,
Ondskab, Misundelse og Hævngierrighed.
En Fabel.
El Borger i Paris havde en Datter, som var saa smuk
og velskikked, at hun havde lige saa mange Liebhabere,
som der var unge Mandspersoner i hendes Qvarteer, lige¬
som nu Dievlen sniger sig ind over alt, saa skeede det og
her paa en ulykkelig Maade, at denne smukke Jomfrue
blev frugtsommelig. Faderen som blev det først vaer, gav
hende en heftig Bebreydelse, som blev ledsaged med utallige
Skiænds=Ord. Moderen, som først hørte denne Allarm,
kom løbendes til, og saae at Manden slog Datteren saa
overordentlig grusom, vilde vide Aarsagen til saadan Harm
og Vrede. Manden giorde hende Datterens Frugtsomme¬
lighed bekiendt, og sagde gandske rasende til hende. Dig skulde
jeg prygle, thi du er Skyld deri, at saadan Skiændsel os er ve¬
derfaren; havde du givet bedre Agt eller Vare paa hende, da
havde den Skam ikke faldet paa vor Familie. J over¬
legger ikke hvad J siger, svarede Konen; det er ikke saa læt
som J troer, at forvare en Laas som alle Nøgler kan lukke op.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 44


Om Professor Basedows Methode for Forældre.
D¬
en overordentlige Underftøttelse, som Professor Ba¬
sedom har faaet til sit Elementarverk, er et merke¬
ligt Vidnesbyrd om det bifald, som hans Forslag
har fundet, og om den Tillid man har til ham, at han er i
Stand til, at udføre saa stort og tungt et Verk, som han
frievillig har paataget sig. Og naar man vil dømme efter
den uforventende kraftige Bihielp og efter den duelige Forfat¬
ters bekiendte Jver, saa synes hans Kald og Bestemmelse til
dette Arbeyde retfærdiggiort og man maae vente noget for¬
treffeligt og forhen ikke havt. Vi har allerede faaet en an
seelig Begyndelse og en tilstrekkelig Prøve af hans Verk. Ny¬
lig har han udgivet: Methoden fur Vater und Mutter der
Familien und Volker, trykt i Altona og Bremen 1770,
560 S. 8. Man veed af mange offentlige Anmeldelser, at
Forbedringen ved Ungdommens Underviisning er Hr. Base¬
doms priisværdige Øyemeed. Dette bestemmer han nøyere
og setter sig selv de Skranker, at han har de sædede Stænders
Ungdom, fra en Printz af indtil Kiøbmænds eller anseelige
Kunstneres Børn til Øyemerke, og det ydermere fra deres
spæde Barndom af indtil deres 13 eller 15 Aar. Fra dette
Øyemeed skiller han Kirkernes egentlige Religions Øvemeed,
paa det at alle Kirker og Religions=Partier kan bruge hans
Anledning uden Anstød. Hans Plan indskrænker sig altsaa
til saadanne Sandheder og Lærdomme, som alle Partier kan
antage, deres eget Lærebegreb ubeskadiget. De Sætninger
som han legger til Grund ved sin Underviisning, ere 1)" en
eneste, almægtig, alvidende, algod og følgelig hellig og
retfærdig Guds Forsyn regierer alle Ting. 2) Den samme
Gud vil efter den legemlige Død sette Menneskenes egent¬
lige væsentlige Natur, det er, deres Siele, i et nyt udøde¬
ligt Liv. 3) Sammes tilkommende Skiæbne retter sig efter
deres moralske Tilstand i dette Liv, paa en Maade der saa¬
ledes overveyer alle Jordiske Fordeele og Onde, at Tilbøye¬
lighed af Selvkierlighed, og Pligt af de fælleds nyttige Til¬
bøyeligheder maae være en Kiender af Sandheden en eneste
sammenflydende bevægende Grund for Dyden. 4) Og en
delig, Lirets virkelige Forbedring er paa vor Side et af de be¬
tydeligste Midler, efter begangne Synder at blive saa lyk¬
kelige eller saa lidet ulykkelige, som den over alting regierende
Guds Viisdom kan giøre os. Det er i sig selv ikke nyt,
usædvanligt eller fremmet, at afsondre Religions Anviisnin¬
gen fra Anførselen til andre nyttige Kundskaber. Professor
Basedom erkiender samme, naar han S. 32. anfører, at de
første Christne i Tillid til den seyervindende Sandhed, sendte
deres Børn til Hedningenes rhetoriske, philosophiske og ju¬
ridiske Skoler, og naar han derved søger at legge sig fra alt
hvad derved synes betænkeligt. De Christne besøgte og for¬


dum de lærde Arabers Skoler i Spanien. Jøder kommer
endnu i de Christnes Skoler, og Protestantisk Ungdom har
havt Jesuiter til Lærere. Heraf er det klart, at Professorens
Øyemeed paa den ene Side er sat Grændser, og paa den an¬
den Side igien er udvidet; thi den sædede Stand, som han
kalder den, indbefatter ikkun den mindste Deel af et Folk;
men derimod har han henvendt sit Øyemeed paa den største
Deel af denne sædede Stand iblant Menneskene. Vi maae
nu see, hvorledes han tænker til at opnaae dette Øyemeed og
hvad for Veye han tager, for paa en gemeennyttig Maade at
komme til dette Maal. Der er Mangel paa Skolebøger, paa
Bøger for Ungdommen, paa Bøger, hvorudi Ting= og Ord¬
Kundskab bliver forbunden med hiinanden, hvilke fra de ne¬
derste Trin af deres Beqvemheder i naturlig og let Orden
op til de høyere Trin lærer Ord, Ting, Sæder og Dyder
tillige. Hr Pofessoren har taget sig paa, at levere en saadan
Følge af Skolebøger; og det Elementar=Verk, hvorpaa han
arbeyder, og hvorved han har fundet saa eftertrykkelig Un¬
derstøttelse, er den første Grundvold. Dette er vel endnu
ikke færdigt; men deraf er dog Methode=Bogen udkommen,
hvorudi de Lærende skal blive anviste, hvorledes de skal bruge,
Elementar=Verket ved Underviisningen. Os syntes i Først¬
ningen, at Elementar=Verket skulde have været givet Pub¬
co i Hænder, førend Methode=Bogen, men vi seer, at den
desuden kan læses og forstaaes; og sammes interessante Jnd¬
hold strekker sig langt over Elementar=Verkets Grændser.
Et overtænkt Forslag til en Printzes Opdragelse og Under¬
viisning udgiør den egentlige Begyndelse af Bogen: Det
femte Hovedstykke, om Statsopsigten over Moralitet, Op¬
dragelsen, Skoler og Videnskaber kunde, efter vore Tanker,
have været udeladt af denne Methode=Bog, i det mindste i
sine fleste Sætninger og Forslage. Derover nægter vi in¬
genlunde det Foredragnes Vigtighed;; meget mere tykkes
os, det fortiener endnu videre at blive prøvet, og i særde¬
leshed at settes i Lyset. De følgende Hovedstykker eller Ca¬
pitler, om Opdragelsen og Underviisningen, har nærmere
Sammenhæng med Øyemeedet. Af det 10de Capitel om
Ungdommens Religion, ville vi udtegne Hr. Professorens
femte Raad, hvilket, da han forhen var af andre Tanker,
nu giør hans Hierte Ære. "Vi maae ikke allene haste med
at bibringe Børn Begreeb om Gud, men endog strax i Be¬
gyndelsen forestille dem samme som fande, da de har en natur¬
lig Tillid til hvad vi siger for dem; og det maa skee tidligere
end de kan forstaae Beviserne derfor eller fornemme deres
Kraft." En Moders Samtale med hendes Børn i Til¬
setningerne til det siette Hovedstykke, er i sig selv fortreffe¬
lig, dog tvivler vi endnu, om det overalt er sandseligt
nok, og afpasset eftersom Børn kan forstaae og fatte. Det
er alt for meget forlangt, naar Moderen vil, at hendes


Søn skal overgaae hende i ædelmodig Gavmildhed. Hvad
om Moderen ved hendes egen overordentlige Gavmildbed
havde foranlediget hendes Børn til at spørge, hvorfor hun
giorde det? Skulde hun da ikke lettere og mere giennem¬
trængende kundet have overbeviist og bevæget Sønnen, til
at giøre ligesaa eller det samme?
Om den nødvendige Forsigtighed ihenseende til Børns
Legetøy.
Uerfarne Børns omhyggelige Forældre ere deres kielneYnd¬
linger den Opmerksomhed skyldige, at have et vaaget Øye
over alle deres smaa Snurrepiberier, Legetøy og Tidsfordriv.
Den sande Ømhed tillader ikke, at betroe Opsigten øver vore
Børn til leyede Personer, som gemeenlig besidder meer flag¬
geragtig Letsindigded end fornuftig Forsigtighed, i det mind¬
ste ikke at betroe dem Opsigten allene. Tusinde ulykkelige Til¬
fælde, som ere blevne stiftede i anseelige Familier ved uagt¬
somme Opvarterskers naturlige Letsindighed, tiener ømsin¬
dede Mødre til en nyttig Advarsel, ikke at lade deres Hierters
spæde Yndlinger komme af deres Øyesyn. Naar Forsynet
anbetroer os samme som hellige Pandter, udrustede med Mun¬
terhed og sunde Lemmer: saa bliver deres Legems Velstand og
deres Sieles betimelige Bildelse fordret af de lykkelige Eyer¬
mænd til disse elskværdige Himmelens Gaver. En natur¬
lig Ømheds Fornemmelse, naar den ikke bliver under¬
trykt af Stolthed og Forfængelighed, taler uden Afladelse
i fornuftige Forældres Hierter til Fordeel for deres Smaa
og Umyndige. Just denne Ømsindighed forsøder dem alle de
møysommelige Besværligheder, som ere uadskillelig forbundne
med Forældres, i sær Mødres ærværdige Characteer. Jnd¬
til den muelige Brug af deres egen Fornuft maae Børnene
holdes skadesløse ved anstrænget Brug af deres Forældres
Fornuft. Deres Bevarelse beroer blot paa Forsynets Be¬
skyttelse og deres Forældres kloge Aarvaagenhed. J de før¬
ste Aar skulde hvert Øyeblik, uden fornuftig Opsigt, true
dem med øyensynlige Farer. Det er derfor billigt, og i for¬
sigtige Familier meget sædvanligt, til deres Tidsfordriv og
Legetøy ey at tilstede dem nogle skierende eller stikkende Jn¬
strumenter. Naale, Gafler, Knive, Saxer, Borer, Ham¬
mere og alle Slags skadelige Redskabe maae de af en billig
Forsigtighed ikke faae. Man søger kierlig at advare dem for
Trapper, for at klyve op paa Stole, Bænke, Skammeler, el¬
ler andre høye og fleyle Steder, samt at beskytte dem for de
Farer, som de kan tildrage sig ved unaturlige Stillinger eller
Bøyelser og heftige Rykkelser med Legemet. Kort sagt, man
anvender tusindfoldige Midler, at sette deres Sundhed og
deres Liv i Sikkerhed, som alle i sin Art ere roesværdige.
Midt iblandt alle disse Omhyggeligheder indsniger sig allige¬
vel en Mængde, ved Vane og Fordomme privilegerede Feyl,
der uformærkt kan stifte ligesaa megen Skade, som alle anførte
Farligheder, hvilke man ved tilstrækkelig Opsigt pleyer at
forebygge. Jeg vil iblandt Mængde af uerkiendte Forseelser
ikkun her anføre een, som hemmelig allerede har stiftet meer
Ulykke, end man kan forestille sig.


Det er bekiendt, at man gemeenlig pleyer at forfærdige
smaa Børns Legetøy, som først gives dem i Hænder af Suk¬
ker, Kalk, Deig, Træ og andre Materier, som ere haarde at
fordøye. Dukketøy med et eneste Slags Farve paa, kan, som
man holder for, ikkun giøre faa Jndtryk paa smaa Børn.
Disse smaa Engles Øyne skal endelig forlystes med noget brø¬
get. Man bemaler altsaa deres Legetøy med røde, gule, grøn¬
ne og allehaande adskillige Farver, og belegger det vel endog,
for derved at giøre samme desto mere behageligt, med uægte
Guld= og Sølv=Skum. En Sædvane, som er desto farligere,
efterdi man i særdeleshed søger at tilfredsstille Børn med saa¬
dant brøget og buntet Legetøy paa den Tid, naar de skal have
Tænder, og pleyer at have andre smertelige Tilfælde, hvor¬
over de ere meget utaalmodige og gemeenlig skriger heftig.
Hvo veed ikke, at Børn i den Tid de lider Ondt for at faae
Tænder, uden Forskiel fører alt hvad de faaer i Hænderne
til Munden? De lader sig ikke nøye dermed, at afsuge Skum¬
met og Farven af deres Legetøy. Deres Pine tilskynder dem
ofte at bide hele Stykker deraf, som de nedsynker.
Beviis paa, at saadanne Tilfælde hemmelig undergra¬
ver vore Yndlingers Sundhed, og ikke sielden paadrager os
et smertelig Tab af dem, vil vel ingen fordre af mig, som ikkun
har nogen Kundskab om Skadeligheden af Spanskgrønt, Op¬
perment og andre Farver, og om Ufordøyeligheden af det saa¬
dant Legetøy sædvanlig bestaaer af. Jeg er overbeviist om, at
mange Forældre skulde see mindre Jammer og Elendighed paa
deres Børn, at mange ikke skulde saa klageligbegræde deres alt
for tillige Død, dersom de ikke selv ved saadant elendigt Legetøy
havde tilkiøbt sig Aarsagen til deres Gremmelse. Ufarvet Lege¬
tøy af det allerfasteste og haardeste Træe, af polerede alminde¬
lige Fyrstene, af Agat, Jaspis, Elfenbeen eller Bernsteen o. s. v.
kunde afværge alle disse truende Farer; og forsigtige Forældre
bør ikke unddrage det sin Opmærksomhed.
Dyden bliver til Slutning dog æret.
(En Fransk Historie.)
E¬
n Fransk Ridder var allersterkest hengiven til den Feyl,
som meest gaaer i Svang. Han havde et liderligt Skarn
til Laquay, som stod ikke lidet opskreven i hans Naade,
uagtet, naar han talede til ham, han ikke kaldte ham andet,
end Du Galgenstrick, eller Bestie. Engang, da Herren
om Morgenen klædede sig paa, sagde han: Dreng, forglem
ikke, i Aften at bringe mig en smuk H**. Karlen havde Fær¬
dighed og Duelighed nok, og havde for nogen Tid siden hen¬
vendt sig i saadant Ærende til en fattig gammel adelig Enke,
som havde en ung Pige til Datter, der var smuk som en Engel,
og endnu ikke sexten Aar gammel. Moderens meget store
Fattigdom, og denne underfundige Laqvayes Smiggrerier
og Kiertegn, samt de Berømmelser han lagde paa sin Herres
Ædelmodighed og Mildhed, aftvang hende det Samtykke,
at opofre ham hendes Datter.
Moderens Forestillinger og bevægende Grunde vare vel
mange Slags, for at bevæge hendes Barn til en Gierning,
hvilken hun selv, som hun sagde, havde Afskye for paa den


samme Tid, da hun formanede hendes Datter dertil; men
mit Barn, sagde hun, kan du vel see din Moder døe af
Hunger? Pigen sagde hende herpaa ikke længer imod, men
sagde med en Graadsstrøm: hun vilde gaae, hvorhen man
vilde føre hende. Laqvayen førde hende altsaa med stor
Tienstagtighed og Stilhed til sin Herres Vaaning, og bragte
hende ind i et beqvemt Værelse, indtil han kom hiem.
Ridderen, som vidste nok, at hans Karl aldrig forsømte,
at bringe ham hans Vildt, var vel fornøyet ved det Gilde
han bivaagede, talede meget muntert med de fornemme
Fruentimmer i Selskabet, i det faste Haab, at naar han
kom hiem, skulde han blive imodtaget af en, der var lige¬
saa god som den beste af dem alle. Da han nu kom hiem,
imodtog hans Tiener ham med en frek og glad Fortrolighed,
i det han raabte: hun er saa deylig som en Engel: (thi der
er ingen anden Lignelse ved saadanne Leyligheder;) men den
kielne Tosse har grædt saa længe, at hendes Øyne ere gandske
ophovnede og røde; thi hun er en reen Pige og en Frøken.
Hermed førte han sin Herre ind i Kammeret, hvor hun var,
og gik bort. Da nu Ridderen saae hende flyde hen i Taare,
sagde han med nogen Forundring til hende: Veed hun ikke
lille Pige, hvorfor hun er kommet herhid? Det ulykkelige
Barn faldt ned for hans Fødder, og sagde med tusinde
Hulke og Taare: Ak desverre! vist veed jeg det alt for
vel, hvorfor jeg er bleven bragt herhid; min Moder
har skikket mig herhid, for at giøre hvad De begierer,
paa det at hun og jeg kan faae Brød at leve af. Men
Gud give jeg maatte døe, førend jeg skulde blive føyet
til de elendige Menneskers Tal, som lever uden Ære!
Ridderen traadde tilbage og sagde: Ney, saa ryggesløs
er jeg ikke, at jeg imod eders Villie vil skille eder ved eders
Uskyldighed.


Dette Tilfældes Selsomhed opmuntrede ham til Dy¬
den. Han hængte en Kappe om det unge Fruentimmer,
førte hende hen til en Kones Huus, som var i Slægtskab
med ham, og lod hende blive der under hendes Opsigt
Natten over. Den følgende Morgen skikkede han Bud efter
hendes Moder, og spurgte hende, om hendes Datter endnu
var uskyldig? Moderen forsikkrede ham, at den Gang hun
blev overgivet til hans Tiener, vidste hun endda slet ikke af
nogen Mand at sige. Er J da altsaa ikke, sagde Ridderen,
en ryggesløs Kone, at J vil befordre eders eget Barns
Vanære? Hun slog sine Øyne fuld af Skamfuldhed og Frygt
ned til Jorden, og fuld af Forvirring frembragte nogle af¬
brudte Ord om hendes Fattigdom. Det være langt fre,
sagde Ridderen herpaa, at J skulde søge at forekomme eders
Mangel ved et langt større Onde. Eders Barn er en smuk
lille Pige, kiender J ingen, som vil have hendte til Kone?
Moderen sagde, at der var en vakker brav Mand i Naboe¬
lavet, som elskede hende, og som ofte havde sagt, at dersom
hun havde tusind Daler, saa vilde han tage hende. Rid¬
deren befalede hans Tiener, at udtælle disse Tusind Daler,
og derforuden halvtredsindstyve Daler til en Klædning til
Bruden, og to hundrede og halvtredsindstyve Daler til en
Biehielp for Moderen.
Her er en dydefuld Pige, hvis Dyd er herlig blevet
belønnet. Her en Mand, i hvis Character der ere blan¬
dede mange fleer gode Egenskaber og Skrøbeligheder, end
Laster og Dyder, som bliver ligesom belønnet i sig selv, op¬
muntret til Dyder ved dette uskyldige Barns Dyd; thi hvil¬
ken indtagende Fornøyelse for denne Ridder, at have reddet
en elendig Moder fra Forbrydelse og fra Fattigdom, og en
uskyldig Pige fra offentlig Skam, samt giftet en dydig Kone
til en retskaffen Mand. Saaledes belønnes Dyden.


Da en Person ved Navn: Den Danske Argus har mærket, at Publicum ønskede sig nogle Anmærkninger over
forefaldende Nyeheder og Blodets Sirkulation i det store Stats Legeme &c. og bemelte Danske Argus har til sin Materier, be¬
giert Rum i denne Fruentimmer= og Mandfolke Tidende, hvilket man ey har vildet nægte ham: Saa bekiendtgiøres: at de, som
ey hidindtil har holdet disse Blade, kan paa Adresse=Contoiret prænnmerere paa samme mod 2 Marks Erleggelse for No¬
vember og December Maaneder, hvorimod de gratis faaer dette Blad tilbragt hver Løverdag. Men fra Nye=Aar
koster den kun Subscribenterne, som sædvanlig 4 Mk. der betales ved hvert Aars Udgang.
Den Danske Argus.
Qvid verum atque decens, curock rogo, & omnis in hoe sum.
Hor.
S¬
aa! har man endnu ikke nok, som kan passe paa os og vore Gierninger, at vi skal have en Argus med? Hvad
mon den Karl bilder sig ind, at han vil oversee Alt og alle Folk? At han maa være en Vanskabning er ty¬
deligt nok at beviise af hans Navn. En Person med hundrede Øyne, hvad er han andet end et Monstrum?
Et galant Beviis, mine Læsere, at dømme fra Navnet til Personen. Saadanne Beviser staaer ligesaa fast, som at
ville sige: N. N. er en gudfrygtig Mand, fordi han er Præst; N. N. er en redelig Mand, fordi han er Dommer;
Argus er en Vanskabning, fordi han heder Argus. Sterke Beviiser! Jeg overlader til enhvers upartiske Dom, hvor¬
vidt saadanne Slutninger holder Stik. Men, tænkte jeg ikke nok, at man vilde see skievt til Argus, og skielve ved
u hans Næxværelse. Ja, J har Føye dertil. Argus vil bruge alle sine Øyne, og sin, paa Argisk Maade, skaarne


Pen. Gud give Dig Lykke, Argus! ønsker de Betrængte. Tak, Børn! Argus er saadan en forunderlig Karl, at
han ikke lokkes ved Løvter, eller skrækkes for Trusler. Tar Jer derfor i Agt, J, som tager Stikke=Penge; thi Argus
lar sig ikke forblinde, og J skal ikke kunde udstikke et eneste af hans Øyne med den vægtigste Ducat=Pung. Dog, hvad
er det du siger, Argus? Du skræmmer jo strar Gotfolk? Det er jo ikke den rette Maade at krybe logrende frem?
Holla! Munden paa et andet Skaft: (Seer J, mine Herrer! Argus kan og vende og kiøre i en Hast) Nu da, set¬
ter kun Frygt til Side. Argus er ikke saa slem, som J meener. Han kan ligesaa vel see det Gode, som det Onde.
Du ærlige Patriot og Fædernelandets Vel! glæd dig ved Argi Nærværelse. Din sande Roes skal ved Argi Pen legges
ligesaa tydelig for Dagen, som Lurendreyerens Skam og Beskiæmmelse.
Tænk engang, hvor fornuftig Argus er; han tilstaaer; Naar den Mægtige ey misbrugte sin Magt til at under¬
trykke den Ringe, naar den Ringe ey vilde efterabe de Rige, naar Dommeren aldrig dømte for Gunst, Gave eller af
Had, men allene saae paa Retfærdigheds Haandthævelse, naar Præsten levede, som han præker, NB, naar han præker,
som han bør, naar Procuratoren brugte ingen Lov=Kroge, og bragte Dommeren bag Lyset, naar Kiøbmanden og andre
ey besvigede Kongens Told, og Tolden ey gav alt for stoer Anledning til Toldsvig; naar den Fattige, som kunde arbey¬
de, blev forsynet med Arbeyde, og den, som ey kunde, blev forsørget og ikke hadet; naar den Egennyttige ey vilde tage
Stikke=Penge, men opofre egen Fordeel for det almindelige Vel og Beste, naar Aagerkarlen ey udsugede sin Næste med
ulovlige Renter, og Renterne (NB. de gangbare) bleve saaledes, at Udsætteren og Modtageren kunde leve, og Kongen
dog faae sit; naar de Gamle ey begik Ungdommens Daarligheder, og Ungdommen blev opdraget til Dydens Øvelse, og
følgelig til Fædernelandets Tieneste, naar Hykleren ey fordervede de beste Gemytter, vilde bilde Ravnen ind, han
havde Paafugle=Fiedre, kalde det Sorte, Hvidt, og det Hvide, Sort, og narre baade Gud og Menneskene, naar Her=l¬
remanden ey vilde giøre sine Bønder til Trælle, og Bonden ey vilde være Borger og Borgeren Adelsmand; naar Her=i
ren vilde sette sig i Tienerens Sted, og Tieneren i Herrens; kort: naar alle, hver i sin Stand, vilde giøre Ret og
Skiel, see paa Kongens, og følgelig paa Landets Vel: saa kunde Argus give sine 98 Øyne Afskeed, og lade sig nøye
med 2, og da see ud ligesom andre Mennesker; thi saa havde Argus intet andet at bestille, end udbasune Gotfolkes
Dyder, og dem, meener han, nok at kunde oversee med to Øyne. O! en lykkelig Tid! Da var det en Lyst at være
Argus, og da vilde Argus være velkommen. - Jmidlertid vil Argus troelig holde sig til sit i Dag antagne Val¬
sprog, og allene beskiæftige sig med det, som er Sandt og Anstændigt. Got! siger Lurendreyeren: Vi har alt vundet
Spill; Argus vil da snart holde op at skrive, og med alle sine hundrede Øyne og skarpe Syn blive usynlig. Ha!
ha! Argus vil kun skrive Sandhed og Anstændigt. Nu maa vi lee. Hvilken en eenfoldig Tosse er dog ikke den
Danske Argus, som ikke veed, at han allerede har begaaet en stor Uanstændighed i Valsproget selv. Er det anstæn¬
digt, at sige Sandhed? Ney, Argus, pak kun ind. Tys! tys! Hr. Lurendreyer! veed Du maaskee ikke, at den
Tid, da Du spillede Mester, er forsvunden, og at det nu er Landets Sønner tilladt at sige anstændig Sandhed.
Skiul dine Stræger, Hr. Lurendreyer! thi paa dig og dine Kneeb vaager alle Argi hundrede Øyne. Hvilke Jndfald!
See, hvor man endog veed at betiene sig af et fattigt og uskyldigt Valsprog.
Men at Læserne kan giøre sig et lidet Begreb om Argi gode Sindelaug, da kan jeg aldrig fuldsige Dem, hvor,
glad Argus bliver, naar han seer, det gaaer ret og retfærdigt til. Er det en Lyst, at see en Foged tiene sin Herre,
troe i sin lille Sirkel; hvor meget mere maa da ikke enhver ærlig Patriot lystes og glædes ved, naar man seer Kongens
store Mænd at tiene deres og alles vores Herre troe i den store Staats=Huusholdning. O! hvor vel er det da
ikke bestilt med Staten og det almindelige Beste, O! hvor trives ikke Hiorden, naar Hyrden vil føde og ikke malke
den alt for nær! og da bliver Argus saa glad, som nogen kunde stikke ham 20000 Rdlr i Næven. Kan Du der
see, Hr. Lurendreyer! at Argus er ikke egennyttig. Vær Du ligesaa. - Argus snakker saa meget om sig selv,
siger man maaskee; han skulde fortælle os noget Nyt. Ja, mine Læsere! Lad see engang. Men veed Argus og noget?
Jo, nu faldt mig noget rart Nyt ind, giv vel agt, J Nysgierrige!
Vi har havt en forskrækkelig Størm i dette Efteraar? Prægtigt Nyt! som alle veed, siger Skumleren;
nu veed Argus intet mere at snakke om, og derfor, ligesom vore Koner, naar de giør Besøgelser, begynder, vedlige¬
holder og ender deres Tale med Vind og Væyr. Ey, lad Argus tale ud; Der reyste sig for nogen Tid saadan en
Storm paa Libanon (Dette Bierg hører Tyrkerne til endnu. Kan J see, Argus har en vidtløftig Brevvexling, jo,
luur ham) Denne Storm var saa stor (De offentlige Blade har intet meldt derom, fordi de Confoedererede opsnappede
Posten) men min Brevvexler siger, den var saa hæftig, at de rankeste Cedertræer rystede tillige med de krogede, og
nogle bleve reent oprykkede. Har mine Læsere ikke nok hørt tale om de store Ceder=Træer paa Libanon? Jeg maa
dog ellers fortælle dem, at Træerne voxer der, ligesom andre Steder: Nogle tykke og nogle tynde, nogle høye og nogle
ave; nogle ranke og lige og nogle skieve og krogede. - Gud hielpe de Søefarende i saadan Storm!


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 45


Bog=Collegiet.
D¬
en gamle Ungkarl. Jeg har dog tænkt, at jeg
kunde forstaae noget; men jo længere jeg lever, jo
dummere troer jeg, jeg bliver. Philet, en For¬
tælling, Elhøy den 16 Sept. 1770. Hvad vil det sige?
Hvor ligger det Trykkerie, Elhøy? Jeg gav mine 12 s.
for denne Fortælling (Min Lomme veed den var vel betalt)
men det skulde aldrig have fortrydt mig, om jeg kunde have
forstaaet det ringeste deraf.
Fætteren. Ja, jeg troer nok, at der ikke vare saa
mange Stræger i de Vers, der bleve giorde i hans Ung¬
dom, som i de, der nu omstunder giøres. Disse Stræger
har maaskee forvildet ham. Vers i hans Ungdom vare
saa eenfoldige, at Bønderne paa Amager kunde for¬
staae dem; men, naar nogle Linier nu omstunder skal
bære Navn af et Vers, skal de være uforstaaelige, ja, saa
uforstaaelige, at Poeten ikke selv forstaaer det. See! det
kalder man Vers i vore Tider.
Den gamle Jomfrue. Ja, jeg troer, Verden
staaer nok ikke ret længe; thi mig tykkes den bliver nu reent
gal i alle Ender, saa vel i Vers, som i ubunden Stiil.
Jeg kiøbte og samme Philet, en Fortælling thi jeg er meget
for Fortællinger; men jeg havde nær blevet forrykt i Ho¬
vedet, inden jeg naaede Enden. Jeg troer for min Deel
at Elle Folk maa have skrevet den; thi jeg har altid hørt,
at naar disse Elle=Folk overseer andre Folk, bliver de sidste
forrykte i Hovedet. Men Hr. Hovmester, har han de
Anmærkninger færdige over denne Philet, som jeg bad ham
om, at jeg dog kunde forstaae noget deraf, og ikke gandske
have spildt mine 12 s. (Thi 12 s. er ikke at skiemte med i
vore Tider; og for 12 s. kunde jeg jo have kiøbt mig Jo¬
chums og Annes, Jomfrue Mariæ Forældres Historie,
den kunde jeg have forstaaet.
Hofmesteren. Ja, Jomfrue! Her ere de. Jeg har
rettet mig efter de almindelige Begreb. Philet er just ikke
pagineret; men det kan enhver let giøre selv, og da meget
magelig ved Hielp af disse, som jeg vil kalde Sincer,
Noter, nogenlunde komme efter Meeningen. Man kan og
ansee det, som en Recension. Denne Erindring maa jeg
først giøre:
Saa vidt man, ved Hielp af de 70 Fortølkere, har
kundet komme efter Meeningen af Philet en Fortælling.
slutter man sig til, at den maa være en Afskeed forfatte
af nogle Bønder omkring ved Elhøy a) da deres Herskab
reyste bort. Men enten maatte disse Bønder, eller og de¬
res Poet af Bedrøvelse være faldet i et Raserie, eller og
2) Er en Høy beliggende i Jentofte Sogn.


Poeten har været lystigb), da denne saa høytravende Fortæl¬
ling blev forfattet. Dog ligesom disse Bøuder ere komne ud
af Fælledsskabet i deres Jorder, saa har de og vildet vise, at
de vare komne ud af den fiælleds Tænkemaade, som Hoben
har. De mange Stræger viser endog Fiinheden i deres
særskilte Tænkemaade. Disse Stræger skal være det samme
i deres Fortælling, som de mange Afdeelinger paa deres
Jorde; thi anden Klem kan man ikke see, der skal ligge i dem.
En Deel forundrer sig nok over den høye Priis 12 s. for
saadan en Fortælling; det er sandt, det er en Skilling for
hvert Blad, endog Titel=Bladet og det sidste rene Blad
iberegnet. Men denne Forundring falder bort, naar
man betænker, at disse Bønder, som ligger saa nær Kiø¬
benhavn, har for længe siden lært, at sette høy Priis paa
deres Vahre. Dog, har Poeten bedraget dem, saa ere
de undskyldte, og de skylder ham da ingen anden Tak, end
lange og korte Stræger.
Her ere Noterne over de, i vore Tanker, vanskeligste
Steder:
Pagina I. LI. Denne og følgende Stræger har jeg alle¬
rede erindret, hvad de betyder, nemlig intet.
Pag. 1. L. I. Bleege Skygger har man nok aldrig hørt før.
Poeten har ventelig seet et Gespænst bag den steyle
Muur, da han sank ned. Men, om man kan til¬
legge en Skygge nogen Farve, da bliver den nok
dunkel, og nærmer sig til det sorte.
Pag. 1, L. 4. Her kommer det an paa at kunne tyde. Men
hvorfor en bange Kummer bygger Muur imellem
sig og Haabet, er ey saa let at forstaae. De flee¬
ste er af den Mening: at Kummer heller nedret
den steyle Muur, for at komme til Haabet.
Pag. 1. L6. Her flyder Poeten hen i Graad, og dog har
han et følesløs Hierte. Ja mere: Hans følesløse
Hierte slaaer ordentlig og svagt paa en og samme
Tid. De fleeste meener: at en følesløs græder ikke
meget, og, at det Hierte, som slaaer svagt, slaaer
ikke ordentligt.
Pag. 1. L. 8. Naar Poeten med saadan Ligegyldighed anseet
Trudsler, Trøst og Smerte, (tree vist nok bevægen¬
de Ting) hvorfor mon han da bede got Folk, ey at
standse hans Graad. Dog Poeten græder, lige¬
som egensindige Børn, der græder undertiden, men
ikke veed hvorfor.
Pag. 2. L2. En skrekkelig Følesløshed! ubevægelig at see
den zittrende og blege Dyd at spadsere sit Huus for¬
bi. Man tænker: Den fandt ey sin Lige derinde.
b) Fæcundi calices quem non fecere disertum? Hor.
d. e.
Hvem bliver ey veltalende,
Naar han har tømmet Glassene.


Pag 2.L 4. Her føder ta Eiementer sammen, Børnlillel.
forskrækkes ikke! Skovtrolde tager sig en Springom,
med Havfruer. Saadan een Overeensstemmelse,
meener dog mange, har ikke Sted, uden i Poetens
Hierne.
Paa. 2 L. 12. Her kommer Poeten til sin Følelse.
Pig 2 L. 13. Mange meener: at Poeten lever i en Repu¬
dlik af luttet Herakkiter o: Grædende Personer.
Pag. 2. L. 15. Efter de fleestes Meening skal Lasterhafte nok
være det samme som Lastefulde, som gemeen Mand
kalder det.
Paa 3L4. Preten græder over Alt ug og blues ved Alting.
Duden, siger han, begræder Alting; han giør alt¬
saa Dyden blind, at den ikke kan see noget Got.
Gud skee Lov! Det Gode er dog endnu ikke gandske
uddøet.
Pag. 2. 27. Dette skal aek være en spodsk Latter.
Pag. 3. L. 10. Nu kommer vi ud af Drømmen. Det er
kun en Drøm. Ja, det tænkte vi nok at Poeten
drømte; men herefter er han lysvaagen.
Fag 3L. 1 1 Forrovne! kraadte hun- at Sandhed vinde.
Dette maae vi sige reent ud, at vi ikke kan forstaae.
Enter maae vi drømme, eller Poeten drømme endnu.
Pag. 4. L. 1. Ærværdig skal nok svare til Mænd og ey til
Hvile, thi en ærværdig Hviile veed man ey at have
hørt før. Dog om Poeten havde seet Bispen at
hvile sig paa Elhøy, saa havde han vel og kaldet
denne Hvile høyærværdig.
Pag. 4 L §. Elhør. Hrør denne Høy ligger er allereede
meldt i Erindr agen.
Pag. 4. L. 7. Her meener man sku de staae: over, isteden
for: paa; thi man forundrer sig jo ikke paa en
Ting, men over en Ting. f. E. vi forundrer os over
Poeten. Men hvad giør ikke Harm, naar den
overiiler Sangerinden?
Pag. 4L. 16. Disse Træk af Alderen skal nok ey sigte til El¬
høy, men til de Sølvgraae Mænd, som laae
paa den.
Pag. 5 L. 1. Dette meener de fleeste skal forstaaes saaledes:
at Bachanten hylede af Glæde; thi Glæden hyle¬
de rel ikke. Men at hyle af Glæde er en splinter
nre Talemaade. At hyle af Sorg, har man nok
hørt tilforn, saasom at hyle og græde, men aldrig
at hyle og glæde sig.
Pag. 5. L. 3. Poeten siatuerer ingen Stolthed og Overmod
iblandt sine Vadmels=Kioler. Got for dem at sligt
er langt fra deres Sted. Vi har altid hørt, at
Stolthed kan ligesaa vel ligge under en Vadmels¬
Køfte, som under en Purpur Kappe.
Pag. 5. L. 5. Til Lykke, Hr. Poet! som har fundet de Vii¬
ses Steen i Elhøy. Hvilke Skatte har ikke lagt
stiult i de Siellandske Høye indtil denne Dag. Nu,
det er d og sandt, hvad Horatius har sagt: Quie¬
qud sub terra est in apricum profer at ætas. 9:
Med Tiden skal dog Alting komme for en Dag.
Pag. 5. . 10. Poeten giør her ikke meget af Uskyldighed,
naar han siger: Et kun uskyldigt Folk. Et det


ikke meget at være uskyldig? Men han siger. kun.
En Smaating for ham at være uskyldig.
Pag. 5. L. 11. Et uafmaalt Mæle. Denne Talemaade er
ey saa let at afmaale. Meeningen skal nok være, at
Bønder snakker en Hoben. Poeten vil nok sige
faa meget som, at deres Snak er ey saa vel afmaa¬
let og afpasset som deres Jord.
Pag. 8. P. 3. Naar Natur, Uskyldighed og Glæde kommer,
er Kieden af Lyst vel ikke usynlig?
Pag, 9. L. 11. Det er vel dog neppe Poetens Meening, at
den Jordiske Herlighed har trakt Eyernes heele
Siele til sig; thi da var det en slet Vinding.
Pag 9. L 12. Hvorledes mon denne Skabning har om¬
støbt Hierterne? Ere de ved Rigdom blevne om¬
støbte i bedre eller verre Form? Dette burte Poe¬
ten have sagt os.
Pag. 9. L. 15. Herved skal nok forstaaes unge plantede Træer.
Pag. 10. L. 5. Nogle meener, at ved dette Chrystal skal
forstaaes en rindende Bæk; andre meener Morgen¬
Duggen. Vi overlader til Poeten, hvem der giet¬
ter rettest.
Pag. 10. L. 6. Et Bierg af Høe skal nok være en Høestak.
Pag. 12. L. 5. Her maa vi bekiende, at al vor Taalmo¬
dighed bliver adspredet, ligesom Poetens her ad¬
spredte Deele, da vi ingen Meening kan finde i
det heele.
Pag. 12. L. II. Poeten fortryder ikke paa at vi spørger:
Hvad disse lykkelige Gamle, som en Drøm, maa¬
skee, har famlet til Philets Forvirrelse. Her ere
vi gandske forvirrede.
Pag. 13. L. 4. En mørk Ven er, efter de fleestes Mening
ligesaa uforstaaelig, som en bleeg Skygge.
Pag. 14. L. 1. See min Taarer nu! Tys! nu græder
Poeten. Ja, vi græder med over min Taarer.
Den første Regel i Syntaxi befaler adjectirum
skal føye sig efter sit substant vum i lige Genere,
Numero og Casu. Her skulde da nok have staaet
mine Taarer.
Pag. 15. L. 7. Hvordan Poetens Geist her flyder, før¬
staaer vi ikke. De fleeste har fundet den Tanke,
at Poeten flyder over af Uforstaaelighed.
Pag. 15 L14. Der hører klare Øyne til at see i et lukt Bryst.
Pag. 18. L. 16. Her er det atter en Drøm, eller hvad det
er; thi hidtil har vi ikke vundet andet end adspred¬
te Tanker.
Pag. 19. L. 5. Her meener man, Poeten har glemt en
Stræg imellem Kredsen Glæde. Thi skal Glæde
høre til det første er der ingen Mening, og
skal den høre til det følgende, saa skal Glæde og
Heracliters Grille, som var at græde, bort. Til
hvilken Side vi vender os bør vi græde over Poe¬
ten, som hverken vil glæde sig eller græde.
Pag. 20. L. 6. Her lader det. som Poeten ikke veed, om
han græder eller ikke.
Pag. 20. L. 8. J Sandhed, han kan være afmægtig; thi
der hører vist nok mange (eller og slet ingen) Kræfter
til at kunne skrive 10 uforstaaelige Blade.


Den Danske Argus.
Fit spes fallendi, miscebis faera profanis.
Nam de mille fabæ modus cum sutripis unum,
Hor.
Damnum est, non facinus mihi pactol lenius isto.
kulde ingen anden ville passe paa Tyvene, saa vil Araus Men tænker J, at Argus vil kun hænge de smaa,
og lade de store gaae, da tænker J feyl: Saa fremkommer da for Argi Domstoel, fra den der af Hungers
S¬
Nød har stiaalet et Runde Brød, indtil den, der, med en fuld Bug, har stiaalet en Tønde Guld. Bekiender
reent ud, hvad J har stiaalet. Paa en villig Bekiendelse kan maaskee følge en formildet Dom. (Argus forstaaer og
at trække for Ræve, og lokke for de unge Tyve) Men vil J ikke bekiende, saa skal jeg stævne Jer, slæbe Jer fra en Ret
til en anden, og da vil J udstaae en stor Skam, og faae en forskrekkelig Dom, i Fald J ikke har stiaalet saa meget,
at J kan kiøbe jer frie. Argus kan have en god Dag, siger J, han har ingen Vidner imod os; han skal ikke komme
vidt med sine Stevnemaal og Forhør. O! stoeler kun ikke derpaa, J Herrer Tyve! naar jeg stiller Caution for Sa¬
gen, saa faaer jeg vel Lov til at lade jer afhøre; og kan jeg da ikke faae Jer til at bekiende, i Fald den Tilspørgende
vil hæle med Jer, jegge Jer Ordene i Munden og afviise mig fra Retten. (Dog det gaaer vel ikke an, naar jeg
stiller Caution for mig og Sagen) See! saa kan J legge Sag an imod mig. Men hvad vil J sige? naar Argus
dog kan fremstille Vidner imod Jer, ja, faste Vidner. Hvad tykkes jer om det forskrekkelige sandrue Vidve, Samvit¬
tighed? Denne har endnu aldrig vidnet falsk paa det yderste, endskiønt den iblandt tilforn har kundet lade sig
bestikke, naar man har listet sig til at give den en Dvale=Drik ind, og faaet den dysset i Søvn nogen Tid. Nu snak¬
ker Argus op af Vægene, siger J, at stævne og forhøre Folk paa Samvittighed! Argus er en dygtig Jurist! Den
Ret Argus setter, hvor Samvittigheden skal være Vidne, vil nok see lige saa latterlig ud, som den Ret, hvor Procu¬
ratoren sad ved Siden af Dommeren, og midt under Forhøret spiiste Smørbrød, og imellem hver Qvæstiøn tog en
Mundfuld. Ney, Argus! tag først Examen juridicum, om du ikke vil læse længer dertik end i 4 Uger, saa kan du
dog blive en lidt mere Modens Dommer. Ja, det troer jeg nok mange anseer Samvittighed ringere end et Smørbrød,
og ved et og andet uretfærdigt Conp siger: det vil jeg tage paa min Samvittighed, og det med saadan Ligegyldighed,
som de kunde legge Engelsk Ost eller Capnun=Steeg paa et Smørbrød. De faaer da dobbelt Suld og Sold.
Støikerne holdt for at alle Synder vare lige. Horag siger i mit Valsprog: Naar du tager kun en Bønne,
er vel Skaden ikke saa stoer for mig, som om du tog en heel Skieppe fuld; men det er dog Tyverie. Kan
J huske Jer Børne=Lærdom, og vil eftersee det syvende Bud, saa skal J see, at det har slet ingen Undtagelser. Nu
vel Argus catechisere, siger J, nu er det best at stoppe Bomuld i Ørerne. Ja, som J vil. Men troe mig, Sam¬
vitigheden vil paa det yderste ey heller giøre nogen Undtaggelser; den har kommet Konger og Fyrster til at skielve; thi
dette forskrækkelige Vidne stikker ikke det mindste under Stoel, eller lader sig afkiøbe med ald Verdens Guld.
leer, naar J hører den Eenfoldige fortæller, hvorledes Fanden engang slog Bogen af Haanden paa en Præst, som vilde
mane ham, bebreydende ham, at han i hans Studenter=Dage havde stiaalet et Rundebrød. Mig tykkes det er ey saa
latterligt. Den Eenfoldige vil kun sige dermed, at den mindste Synd er dog Synd. Gaaer derfor til Bekiendelse,
J Herrer Tove, og giører Vederlag, paa det J kan mane Fanden, og Jer Samvittighed skal ikke fælde Jer; thi da
vil det see ilde ud.
Men hvad er det for Trampen uden for? Hvad mon alle de Mennesker vilde? See, hvor de skuuler allesammen
undtagen to. Hvad er J før Folk? Hvad vil J? Ak! kiere Argus! Vi ere Tyve. (en smuk Bekiendelse !) Vore
Samvittigheder tilsiger os det; vi vil bekiende, at den ey skal fordømme os paa det sidste. (Nu skal du rigtig see,
min Læser, at Argus avancerer, og af en Catechet bliver en Dommer. Ak! kunde du nu see, med hvilken myndig
Mine Argus bestiger sit Dommer Sæde, ja, ja, du kan forestille dig det, og see det af andre.) Siig frem, hvad har
du stiaalet? Ak jeg var Foged, og har altid hørt, at det var et slet Fogderie, som ikke indrentede en Skieppe Havre;
jeg tog da noget for dybt i Sækken, og kom af min Tieneste. Kan du betale, hvad du har sliaalet? Jæ. Saa skal
du levere din Herre tilbage alt det, du har beluxet ham fra, maaskee han kan tage dig til Naade igien; men saa kan
du ey heller fortryde paa, at du bliver seet skarpere paa Fingre efter denne Dag. - End du? Hvad har Du
stiaalet? Jeg har just ikke stiaalet directe, men da jeg kunde giøre en Hoben, saa giorde og mange mig anseelige For¬
æringer; Dog maae jeg sige, at jeg har altid ladet min Kone tage imod dem. Det er jo nu Moden, at alle skikkelige
Folk skal kiøre og hvem kunde da undslaae sig for at tage imod Hæste og Vogn? Det har jo da ikke været mere end
billigt, at jeg tiente saadanne betænksomme Folk igien? Den ene Haand bør jo altid vaske den anden? J alt dette har
jeg dog syntes at have reene Hænder, indtil --- Alt dette vil nok sige saa meget, som du har taget Stik=Penge? Ja
naadige Argus? Du kan da nok ikke betale din Herre det, du har bedraget ham fra, og det du har forurettet andre;
Ney, naadige Argus! (Naadig kan giøre en Hoben) Du skal da giøre en offentlig Afbigt midt paa Kongens nye Torv,


ellerude paa Fælleden, at Hyrekudskene kan tiene nogle Penge, for det der gik fra dem, ved den smukke Foræring dufik.
(For denne Dom faaer Argus frie Vogn hos alle Hyrekudskene, i det ringestesdog efter Taxten. Pu! det er et svært Ar¬
beyde at være Dommer) - End Du, Hvad har du stiaalet? Ak! strænge Argus! Jeg er en Embedsmand, og mod
min Villie en fattig Mand; (Argus ligesaa) jeg har saa mange Børn, at, naar jeg udregner min Gage, er der nep
pe en halv Skilling til hver daglig til Brød, og slet intet at klæde dem for, og til deres Lærdom; Nøden har tvunget
mig til at forgribe mig paa Cassen og see igiennem Fingre med Gotfolk som gav mig et Stykke Kiød i Slagter Tiden.
Vil Du være ærlig, om du fik anstændig Udkomme? Ja, hvis ikke, maa man gierne hænge mig. Got der skal blive
sat ærlige Commissarier i din Sag. Maaskee der kan blive taget noget fra dem, som faaer for meget, og lagt til dem, som
faaer for lidet. (Det giør mig ondt, at denne Mand skulde være i dette Tyve=Tal) - End Du? Hvad har du
stiaalet? Du seer saa fræk, ja, mig tykkes, du seer endog Argus over Skuldrene. Jeg, saadant galant homme som
jeg, skulde være Tyv. Ney, Argus! man vil vikle dine Øyne i Blaar. Min Fader siger nok om mig, jeg stiælg Da¬
gene fra vor Herre, fordi jeg ikke gider sadt paa hans Comproir fra Morgen til Aften. Men, Mousr. Argus! Hvi
skulde jeg ikke og, ligesom andre mine Lige lade mig see, om Dagen paa Gaderne, om Aftenen paa Comoedien, og om
Midnat - - - du forstaaer mig nok, Argus! (O! ja i Jomfrue=Huusene, og imod Dagningen slaaes med Vægterne;
giorde jeg ikke det, saa vidste den galante Verden jo ikke af mig at sige. Hør? Du skal arbeyde en Dag i Rasphuuset
og falder dette Arbeyde dig for tungt, saa arbeyd flittig paa din Faders Comptoir. Hører J det, I Herrer Dag=Tyves
Over lige Misgiernings=Mænd fældes lige Dom. (Denne Monsr. Dag=Tyv mumlede saa sagte: Hvilken Nar er
dog ikke den danske Argus, som vil dømme saadan en Karl som jeg, til Raspehuuset) - End Du? Hvad har
du stiaalet? Du skuuler saa. Ak jeg har stiaalet en gammel Hest, som var ikke 4 Daler værd. Du skal hænges.
Ak! kiere Argus! Beed for mig. Ney, du skal hænges. Det er Lovens Ord: Du skal hænges - End du!
du seer saa høyt, hører du og til denne Tyve=Bande, Hvad har Du stiaalet? Ja, skarns Mennesker vil regne mig
med i denne Flok, fordi jeg giorde saa fornuftig en Banqverot, at jeg nu kan leve af mine Midler, og see mine godtroende
Creditorer at sulte. Du skal og hænges. Hvad? Jeg skal hænges? Ja, og det ved Siden af Hæste Tyven. Dog
skal du have Rangen, og hænge ved hans høyre Side. Det har just ikke været saa Skik tilforn; men Argus vil saa
have det, for at ophielpe den stakkels faldne Credit. - End Du! du seer saa forsagt ud. Er Du og med i dette
Tyve=Komplot? Ja, kiere Argus! men jeg har stiaalet saa behændig, som vore Lomme=Tyve, man har endnu aldrig
grebet mig i mit Tyverie, men da Du talede om Samvittighedens Vidnesbyrd, var det ligesom vore fattige Fabriker
og Kongens Casse raabte mig, en i hvert Øre, at jeg var en stor Snighandler. Jeg efterslog det syvende Bud, for
at see, om disse ey vare falske Vidner; men der stod paa got Dansk, at en Snighandler er og en Tyv. Følgelig
skal du og hænges, men paa den venstre Side af Heste=Tyven. Ak kiere Argus! jeg vil giøre en offentlig Afbigt, hvor
det skal skee, og betale til Kongens Casse, alt hvad jeg kan erindre, at have stiaalet den fra. Got, saa skier jeg
dig ned igien; men paa Vilkaar, at du holder dit Løvte, og ey heller lærer nogen anden dine Kunstgreeb. Tak for
naadig Dom. O! gid Samvittigheden maatte saaledes vaagne i alle vore Snighandlere baade en Gros og Detaille,
saa er jeg vis paa, at der vilde komme saa mange Penge i Kongens Casse, at alle Kiøbenhavns Fattige og maaskee
heele Landets, kunde blive frie for at betale Extra=Skat i 10 Aar. Ja, da vilde Argus være glad. - Alle
J andre Tyve vil jeg afhøre en anden Gang. Det er jo dog ikke Nyt, at blive stævnet 2 a 3 Gange, naar man ikke
vil give sig Tid at afhøre fleere, eller har Fornøyelse af at lade Folk løbe forgieves.
Nu! leer nu ikke ad Argus en anden Gang, naar han afhører Folk efter Samvittighedens Vidne. See, hvor
smukt disse gik til Bekiendelse. Hvem skulde have tænkt, at vi havde saadannne Tyve iblandt os, naar man undtager
den fattige Embedsmand og Heste=Tyven, om Argus ikke havde trykt dem paa Bylden. Jo, jo, luur Argus. Men
J har kun seet endnu et Par af hans Øyne.
Stille Dreng, hvad er det for en Skrigen i Argi Ører? Nye Alminak, nye Alminak, tydsk og dandsk,
og dansk og tydsk. Lad see engang den Tydske. Er du gal Dreng? De ere jo contraband? Sagte! sagte! jeg
stikker dem saa uformerkt iblandt de andre. Jeg tør bande paa, Drengen forstaaer og mit Valsprog i Dag: Om
du seer dit Snit, giør du ikke Forskiel imellem Got og Ondt.
Avertissement.
Hermed giøres for alle og enhver bekendt: at N. N. har opfundet en megetkunstig Maskine Denne Maskine ersaa kun¬
stig indrettet, at den, ved meget subtil menneskelig Hielp, kan fra Bunden i det dybe Hav optage Caffe=Bønner og Tobak,
ligesom en Mudder=Pram optager Dynd og andet Skarn. Hvilket tiener til enhvers behagelige Efterretning.
Denne Efterretning er i det mindste behagelig for Argus; thi han drikker gierne en god Skaal Caffe ved en Pibe¬
Knaster. Men hvilken tosset Mand! som ikke skriver sit Navn anderledes. Hvo kan nu vide, hvem han er. Maa¬
skee han kunde faae brav Aftræk paa sine Maskiner. Dog, det er hans egen Skade.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 46


Anmærkninger, gjorte over adskilligt i Paris.
Paris 1761. 62og 64. J disse Aar ere disse Anmærk¬
ninger gjorte i denne Hovedstad, som følger:
M¬
ed et Øyekast betragter jeg Paris, som en Verdens Ho¬
vedstad, i henseende til dens Vide, Storlighed og
Folke=Mængde. Handel og Vandel er meget stor,
men langt fra ikke saa fordeelagtig, som Amsterdams, Lon¬
dons og Hamborgs. Du kan vel tænke, skriver en Autor til
sin Ven, at en Stad, bygget i Luften, med 6 a7 Huse, det
ene oren paa det andet, maae være uendelig folkerig, og at
naar hele denne Verden har steget ud af Husene ned paa Ga¬
den, at der da maae være en temmelig sterk Bulder og Alarm.
Et Antal af 200000 Domestiker og derover ere tærende og
ikke nærende Lemmer i Republiken; 12500 Karosser giør et
dagligt Bulder paa Gaderne i Paris, men til hvad Nytte?
Af 50000 Mestere eller Haandverkere tilvirker sikkert den tre¬
die Deel bare Bagateller, som Frankerig burde undvære,
for at staae sig bedre. Med et Ord, af en Million Jndvaa¬
nere, ere ikke Halvparten nyttige Borgere, som ey allene ik¬
ke beriger Staten, men er den endog til Byrde og Tyngde.
Jeg indbefatter ligeledes under dette Antal tillige Seigneurer,
og dem, der har tilkiøbt sig Titres dhonneurs og Caracterer,
som lever i Paris af sine Renter; de æder deres Penge op i Luxe
og Kræsenhed uden at Arbeyde for sig eller Riget, og saaledes
ere de ikke videre nyttige end indirecte, ihenseende til deres Pen¬
ge, som her roullerer og forødes. Jeg bør ey nævne den
Mængde af afskedigede Officierer, som lever i Paris, men
et usselt Liv nok. Det synes, som de allene tiener, saa længe
det varer, for at faae la Croix de St. Louis, da de mestendels
strax tager Afskeed, og det i deres beste Alder, da de dog, ef¬
ter indhentet Erfarenhed kunde giøre sin Konge den største Tie¬
neste. Somme af dem faaer 5 til 600 Livres i Pension; men
de fleste, i Mangel af Penge til sin Underholdning, spiser kan¬
skee hos Carmerne, uden at betale nogen Styver. At disse
lever og spiser vel og spiser vellystigt, i hvorvel en maigre, det
er uden Kiød, er meget vel betænkt. De ere raisonable, og
lader hvem som vil spise hos fig.
Endelig bør jeg og sette Tiggere i Classen af dem, som
forøger Tallet paa de unyttige Folk, og Sawojarder, som spil¬
ler, dandser og synger paa Gaderne, anstiller Spectaeles paa
Pont neuf &c. Disse Staaderes Tal er uregneligt. Jeg
faaer vel og Forlov at regne til de tærende de 134 Munke= og
Nonne=Ordener, som ere etablerede inden Stadens Porte.
Samt les soi di fantes 50000 filies de joye & les dervis,
om hvilke tales i Lettres Persannes.
Disse opregnede unyttige Jndvaanere i Paris foraarsa¬
ger den største Bevægelse og Spsselsettelse, saavidt de har


Been at gaae med, og Penge at age for. Men jeg tager
saaledes Bevægelsen i sin snævreste Bemerkelse. Hvem finder
ikke, at disse fortære den største Deel af de 77000 Oxer, som her
aarlig gaaer med, uagtet Fasien, samt 120000 Kalve, 54000
Lam og Faar, 32590 Tdr. Sild, 500000 Favne Brænde¬
ved, ikke at tale om andre Vahre, som i utroligste Mængde con¬
sumeres. Handelen som sætter den rette Air paa en stor Stad,
er det mindste, som lyser i Paris. Man tilvirker en hob Sager,
som vidner om Franzosens herlige Opfindelses Gave, som rø¬
ber megen Kunst, men giver ofte føye Nytte. Udlændingen
kiøber dem fordi det er en Fransk Vahre, og bliver bedragen.
M Prevostes Hatte, Halvparten Silke og Hælvten Kastor, ere
tienlige 3 til a Gange paa Bal og Maskerade, men holder ikke
ud i to Regnskyer. Bonnetiers Strømper og Handsker, gjorte
af Kanin= og Hare=Skind, med megen Prydelse af Silke, seer
bedre ud, end de ere gavnlige til, og Hr. Audris Opdagelse,
at conservere Blomster friske og levende fra den ene Sommer
til den anden, veed jeg ey hvad det indrenter enten ham eller
Riget. Fruentimmerne ere Msr. Dulac uendelig megen For¬
bindtlighed skyldige for hans Tambour chantant. Det er en li¬
den Maskine, som er løs og bevægelig paa dens Fod, hvilken tie¬
ner dem ved deres Syening og Brodering; men Elegancen
bestaaer derudi; at naar Nymphen ikke har Selskab, saa spilles
for hende inden i denne Maskine, adskillige Arier, og det
uden at nogen hielper dertil.
Jngen Ting findes i Naturen, som hører til Luxe og Vel¬
lyst, hvilket ikke hittes paa i Paris. En Dupups arbeyder
med en uttrettelig Møye paa sine Artifices de Tables, for at
bringe dette Slags af Vellystens Kunster til den høyeste Høy¬
de. Hans Arbeyder bestaaer i Bordprydelser, saasom illumi¬
nerede Frugthaver, Fontainer, hvoraf springer adskillige
Slags vellugtende Vande, m.m. Han har nylig opfundet nog¬
le Plateaux Cartifice, som giør en uforlignelig Virkning ved Af¬
deknings Retternes Spiisning, og har det uden Tvivl været
saadan en, som ved en eneste Soupee, kostede den Russiske Am¬
bassadeur 2000 Livres.
For commode Folk har Reynard opfunden en Bøsse,
som skyder uden Knal og Bulder, antænder i et Øyeblik Ly¬
set om Natten, og udslukker det ligeledes.
Med et Ord, den Parisiske Mode, som slifter Love i hele
Europa, er en frugtbar Moder til mange Forsøg og Opfindel¬
ser; men som hun selv er vellystig, kræsen og en Forøderske, saa
optrekker hun tillige Børn af svag Consiitution, og som duer
ikke meget.
Nævner jeg, foruden les jolies bagatelles, nogle af de
Parisiske Manufacturer og deres Tilvirkninger, saa har jeg og
nævnet alt det, som giør den reelleste Handel. Det er unæg¬
telig at Gobelins Fabrike, hvor der tilvirkes Tapeter og far¬


ves Skarlagen, jo har megen Fortieneste Fabriken kaldes saale¬
des eftet Gilles Gobelin, en stor Farver En Maler skildrer hele
Naturen med en liden Pensel, og vi tykkes, at hans Arbeyde er
kunstigt og fortreffeligt; men Væverspolen, som her giør det
selvsamme, overgaaer baade Penselen og Kunsten selv.
Men et Arbeyde bør jo blive smukt, naar derpaa an¬
vendes megen Tid, og de erfarneste Øyen vaager over samme.
En, i det høyeste halvanden Alen, som forfærdiges om Da¬
gen, betaler, efter mit Tykke ikke Væveren, end mindre en
Boucher og en le Clere, hvis prægtige Malerier her eftervæ¬
ves. Men det er Kiøberens Nyesigenhed, som skal betale
Vahren, ey efter dens indvortes Værd, men efter den Vær¬
die, som Nysgierrigheden setter paa den. Her er det beste
Farverie, som nogensinde kan findes, hvortil Vandet i Ri¬
viere de Bievre, som løber her tet forbi, allene bidrager; thi
man siger, at dette Vand er besynderlig tienligt, og har en
Egenskab, som man ey finder hos andet Vand. Tapetzerie
Tilvirkningen skeer meest til Hoffets Behov.
En Lerrets Fabriqve, som nylig er indrettet af Stuceard,
og Compagnie, aabner en nye Vey for Paris, at trekke Ud¬
lændingens Penge til sig. Dette Toile males i samme Smag
som Guld-Læder, med Guld= og Sølv=Blommer, og illumi¬
neres med endnu flere Farver. Dugen, som er alt for smuk,
tiener til at tapitzere Værelser, overtrække Stole, Canopeer,
Fauteuiller, Paravents, Bergerer, Senge og mere saadant
med. Det giver ikke Jndiske og Chinesiske Stoffer efter i
Skiønhed, og tager ikke Skade af Vand eller Fugtighed; Allen
selges for got Kiøb efter dets ulige Fiinhed til 2. 10. 3. 10. 5.
&c. Livres. Mousselins og andre fine Linned Fabriqver, som
her ere indrettede, ere uden Tvivl meget fordeelagtige; men
Manschetterne og Broderierne, som giøres i Klosterne, løn¬
ner sikkert ikke Nonnernes Umag og Arbeyde. Speyl=Fabri¬
qven giver nok Paris aarlig den reelleste Gevinst.
Jeg bør og melde om Savonnerie=Tapetzeriet, som giø¬
res ala Perse, men alt, hvad deraf tilvirkes, gaaer med til
Hoffets Brug. Silke Fabriquerne i Paris har intet at sige
imod dem i Lion, som hele Verden veed. St. Clouds og de
Seves Porcellain trekker sikkert mange Penge ind. Det seer
nok saa got ud som det Sachsiske, men dette, saavelsom det En¬
gelske Chelseas, er uendelig tungere, end det forbemeldte.
Disse ere Stadens fornemste Produkter, som giøre det
største Object for Handelen i Paris. De Vine som hidkom¬
mer fra Provintzerne, baade til Lands og til Søes igiennem
Seine, setter vel Folket i Drivt, men indrenter saa meget min¬
dre, som en meget stor Told er paalagt paa alle Slags Viin,
der giør samme dyre. Af denne Vahre skeer herfra ingen Af¬
setning, efterdi hver Draabe uddrikkes i Paris. Den almin¬
deligste røde Viin, som her drikkes, sælges til 8, 10 a 12
Franske Styver Boutellien, men er ret ægte og udvalgt, hvor¬
for det ikke gierne drikkes bart. Jeg veed temmelig nøye, hvor
meget der aarlig gaaer med af andre Vahrer i denne Stad,
tilligemed Prisen derpaa; men jeg har ey kundet faae at vide,
hvor megen Viin der drikkes om Aaret * Paris.


Tillegger jeg endelig Banguerernes Vexel=Handel, som
i sidste Krig uden Tvivl har været fordeelagtig, saa har jeg meest
nævnt alt det, som udgiør den Parisiske Commerce. Tour¬
ton og Bouer i Compagnie holder Stangen imod alle de andre.
Papelier & Eberts, et hæderligt Contoir, handler af alle meest
paa Sverrig.
Heraf seer man, at Paris, ihenseende til Commerci¬
en, er langt under Løndon. De certere ellers med hinanden
i alt andet. London har en stor Havn, Paris ingen. Gyldig
Aarsag nok til Mangel i denne Post for den Franske Hoved¬
stad. Monne ikke just Friheden i London, som savnes i Pa¬
ris, giver Handelen leedige Hænder og bidrager til dens Til¬
vext og Flor? Den er visselig det rette Clima for alle Haandte¬
ringer Kunster og Videnskaber.
Man er i Paris betænkt paa, at udvide Handelen saa
meget som mueligt er. Det Kongelige Ager=Societet i Pa¬
ris har, saavelsom alle de andre Socicteter af samme Navn
i Rigets øvrige Steder, befaling at undersøge Aarsagerne
til Agerbrugets og Kunsternes Fald og Forsømmelse, saavel¬
som Handelens. Det var allerede 1759, da Videnskabernes
Academie i Rouen udlovede sit sædvanlige Physiske Præmium
til den, som kunde opgive et Forslag til at giøre Floden Sei¬
ne mere navigabel, end den nu er. Men intet af alle de Svar
som indkomme, syntes at fortiene Belønningen; og denne en¬
treprise vil nok blive en Trolhætte=Bygning for de Franske.
Mangen en, som aldrig har været uden for Paris, de.
som aldrig har havt Begreeb om Søe, Hav eller Skib, ansaae
nyelig som et Underværk, en liden Fregat, som her blev bygget
og afgik i Januarii Maaned til Havre, for at blive udru¬
stet med 24 Kanoner og 150 Mand Besetning, og saa at
krodse i Søen.
Jeg har talet om Drivten og Folkemængden i Paris. Den
første dependerer af den sidste, og hvad denne angaaer, saa maa
man tilstaae, at Landets øvrige Folkemængde er proportio¬
neret imod Hovedstadens. Saaledes forholder det sig ikke
i Engelland. Man giør der en falsk Slutning og Udreg¬
ning fra 10 til 1100000 Londons Jndvaanere til et propor¬
tioneret Antal af Jndvaazere i Landet. Det var ikke uden
Aarsag, som Pope siges engang at have yttret sig med, at
dersom Verden endnu skal staae et Par hundrede Aar, saa
har man Aarsag at frygte, at hele Engelland kryber indi
London. Dersom man reyser allene 100 Engelske Mile op
i Landet, saa seer man strax en tydelig Mangel paa Men¬
nesker, og man skulde neppe lade sig overtale, at troe, saa¬
vel ihenseende til Tallet paa Mennesker, som den alminde¬
lige Velstand, at der fandtes saadan en Stad i heele Lan¬
det, som London. Man siger al tid, at Landfolket i Fran¬
kerig, er fattigere, end det i Engelland; saadant er uvist;
det er talrigere, og ligesaa dueligt; og dersom man vover at
bedømme Forholden imellem Velstanden i Almindelighed i
begge disse store Riger: saa torde det være ustridigt, at En¬
gelland har langt flere enkelte Rige, end Frankerig; men Fran¬
kerig derimod en større og jevnere Velstand i Almindelighed, og
hvilken af disse Lyksaligheder er vel meest nyttig for et Land?


Har Engelland en Millionair iblandt sin Adel, en Bed= Gelslige af begge Kiøn maatte gifte sig. Jeg erindrer mig her,
hvad jeg har læst hos en nyere Autor, som siger, at en og anden
ford; saa har og Frankerig en saadan en udi Marquis de
habil Regnemester har beviist, at det menneskelige Kiøn fordob¬
Marigny, som efter sin Søsters Madame Pompadurs Død,
bler sig i Antallet paa mindre end 400 Aar (paa 360 Aar,
kom i Besiddelse af Milliacer; Opviser London iblant Bor¬
siger Wisthou), om NB. det ikke paa anden Maade bliver
gere det rige Navn Beckford (Lord=Major, nylig afdød),
ødelagt, end ved de naturlige Aarsager til Døden, som Syg¬
saa prunker Paris ey mindre med Castanier og I'Empereur.
domme og Alderdom fører med sig. Efter denne Regning skal
Denne sidste er Juvelerer. Han havde fem Døttre, og gav
Frankerig, som under Carl IXtes Regiering rummede 19 Mil
hver af dem i Hiemgivt 150000 Livres.
lioner Jndvaanere, inden 200 Aar fra denne Tid indeholde
Frankerig er og bliver altid en Naboe for Engelland, som er
38 Millioner; inden 600 Aar 76 Millioner, og i det mind¬
værd at frygte, og det, ikke at tale om andre Aarsager, just for¬
di de har Fortrin ihenseende til Folkemængden. Tænk, om de ste 152 Millioner efter at 1000de Aar ere forløbne.
Den Danske Argus.
Sylvarumque tremor, tacita qui fraude solebøt.
Mart
Jeg gjorde for nogen Tid siden en Skov=Reyse; dog til Foeds. Man kan altsaa let forestille sig, at Argus holder
ingen Ride=Hest, og følgelig ey vil give sin Ride=Hest an for en Arbejds=Hest. Man kan og let forestille sig, at jeg
kunde blive trættere af denne Vey, end de andre mange Ridende og Kiørende. Saasnart jeg derfore var kom¬
met til Skoven, lagde jeg mig under en deylig grøn Bøg, hvor jeg, foruden den behøvende Hvile, fandt tillige den
behageligste Forfriskning af den kiølende Skygge og sagte blæsende Vind, der, tkods vore Fruentimmers artigste Vif¬
ten, viftede med de spæde Qviste og bævrende Blade. Kort: Jeg faldt i Søvn, og havde en behagelig og fæl Drøm,
som jeg ikke kan andet end fortælle for dem, der ere Elskere af Drømme=Fortællinger. Skulde nogen blive vreede der
over, maa de betænke, det var kun en Drøm, som Argus gierne ønskede sig udtydet; thi han er undertiden noget over¬
trøisk. - Jeg drømte, at Pan og Faun, alle Skov=Guderne de mindre med de større rede Sommer i By¬
og vare alle saare glade. De havde hver sin Rør=Fløyte i Haanden, og spillede saa behagelig, at mig syntes Træ¬
erne i Skoven dandsede alle de Dandse, som bruges paa en Maskerade. Det ene Træe rakte med en behagelig Mine
det andet Træe sin Top og Greene, som vore unge Karle rekker Pigerne deres Hænder naar de slaaer den nye Kiede. Ja, jeg kan
ikke fuldsige dig, min Læser, hvilken inderlig Glæde her var. De lystige Skov=Guder spillede og dandsede; Jrisken sang i den
lave Busk og Skovduen kurrede i den høye Bøg; Nattergalen slog i den tykke Lund og Storken knebbrede paa den kullede
Eg. Kort: her var en almindelig Glæde. Og hertil var Drømmen behagelig. - J det samme hørtes et fælt og
skummelt Rusk i Buskene, af hvilke der kom fremspringende de forskrekkeligste Skov=Trolde, accurat som de gamle Poeter
beskriver dem, med Horn i Panderne, Giede Fødder og lodne over heele Kroppen. (Nogle vilde dog mene, de vare for¬
klædte Mennesker i Ræve=Skind, og at saadanne Skov=Trolde skulde kun være opdigtede, men ligemeget, saa saae de dog for¬
skrekkelig fæle ud) Disse Skov=Trolde lode sig ikke saa snart see, førend de ander Skov=Guder stak deres Piber ind; thi
nu fik Piben en anden Lyd. Disse Skøv=Trolde havde nogle krumagtige Horn at tude i, og de dandsede saadan en for
underlig Dands, hvis Lige jeg aldrig har seet. De kaldede den Bukke= og Hugge Dandsen. Da disse havde dand
set Skoven rundt nogle Gange, kom en forskrekkelig Orcan eller Uvæyr, som for Fode oprykkede alle de Træer, den føer over.
Her kom da en almindelig Forskrækkelse iblandt Træerne i Skoven, og de stærkeste Eege og tykkeste Bøge rystede som Espe
Løv. Ja her var saadan en almindelig Skræk i dette Plante=Rige, som man kan forestille sig, der maae være i den
Stad eller Leyer, som ved et hemmeligt Forræderie bliver overrumplet af en barbarisk Fiende, der sparer hverken de store
eller de smaa, de unge eller de gamle, men nedhugger for Fode. Nu nærmede disse Skov=Trolde sig til det Træe, hvor¬
under jeg laae. Mig syntes, at jeg vognede i Forskrækkelse, og faae 4 Karle hver med en Bull Øxe, at vise deres Styr¬
ke paa dette Træes uskyldige Bull. Jeg spurgte med en Slags Græmmelse, hvi de vilde fælde dette Træe, som dog
ikke stod andre Træer til Hinder i Vexten? Du Tosse! svarede de: J Steden for dette store Træe skal plantes et lille
bitte, der om hundrede Aar skal være ligesaa stort, som det, vi nu fælder. Ak! tænkte Argus i Søvne: Gid et af
mine hundrede Øyne endnu maatte være aabent om hundrede Aar, for at see, om J siger sandt. Jeg skyndte mig
da i en Hast bort, at dette Træe ikke skulde falde mig paa Hovedet, og da saae jeg, at den heele Skov var forvandlet
til en slet Mark, og der var ey det ringeste at see, undtagen nogle smaa spæde Børn, der saae saa sygelige ud, som de
kunde have faaet en stræng Sted=Moder, der nægtede dem den naturlige Pleye. Ja, nogle af disse Børn vare og alle
rede døde, fordi de bleve ikke vel oppassede eller indhægnede, men vare endog udsatte for vilde Dyrs, Hiorters og Ha¬
rers Grumhed, der ikke engang sparede de spæde Lemmer, ja, end ikke Hiertet i disse uskyldige unge Planter (Her


græd Argus i Søvne) Det smukkeste i alt dette Hæsselige var dog dette: at disse smaa Børn stode saa ordentlig i Rade,
som man kan see Vagt=Paraden opstillet paa Slots Pladsen (Ak! tænkte Argus: hvilke Kiæmpe=Regimenter vil de
ikke blive om hundrede Aar! ja; da vil Efterkommerne grue for vore Affødninger. Ja, da vil det gaae lystigt til, naar
man i de vilde Skove kan plukke Æble, Pærer og Kirsebær; og, naar man ey behøver at hente sine Skibs=Master i Norge.
Men, hvor de vil faae Skibs=Planker fra, det seer de til).
Men, hvad er det for støre og lange Hobe, jeg der seer? Mig tykkes, de ere ret net afmaalte 3 Alen lange og 3 Alen høye.
Got! her seer jeg, hvor Skoven er blevet af. Nu! det var dog got, den forsvandt ikke gandske. Men, mig tykkes, jeg
hører saadan ynkelig Lyd fra disse Hobe; jeg maa gaae nærmere (her gik Argus i Søvne, og ved hvert andet Trin faldt over
Stubbene) Fra denne Hob Fagotter hørtes: denne klagelige Stemme: Vi har, medens vi endnu levede, givet rigelig
Olden. Vi har seet med Fornøyelse de kaade Sviin at dandse under os, og at feedes ved vor Gavmildhed; Landmanden,
som ved dem finder sin meeste Styrke, i Qvæg Svagheden, maa nu anvende nogle Skiepper Korn meere, for at feede dem
vi Fagotter har og tient Landmanden til Indhægn og Staver i hans Gierder. Bonden, sagde jeg, skal sette Steen¬
og levende Gierder. (Her hvidskede en Bonde Argus saa sagte i Øret: Vore Herskaber lader os neppe Tid til at æde
mindre Tid til at arbeyde for os selv) Men hvad siger denne Høb stortslagen Brænde? Jeg, siger en Stumpe: kunde have
været deyligt Gavn=Tømmer for Bonden efterhaanden. En anden: Jeg kunde have være brugt til det beste Huus=Bygnings¬
Tømmer. Den tredie; Jeg kunde have indtaget et kostbart Rum i Skibs=Bygningen, see, hvilke Knæer og andet Krum¬
Tømmer, som ikke findes under hver Busk. Den Fierde: Jeg kunde om en 10 a 20 Aar have blevet et kostbart Træe, om
men allene havde borthugget nogle af de mig for nær staaende Træer, som qvalte min Vext; naar jeg saaledes havde faaet
Luft, kunde jeg om en føye Tid have betalt alle de unyttige Træer, som for min Skyld bleve bortryddede, men den stærke
Orcan fældede os alle uden Forskiel, de Gode med de Onde, og de Nyttige med de Unyttige. Hvorfor ere da alle I Hobe
her opstablede? Vi skal sælges og opofres Jlden. (Hillemænd! snakkede Argus i Søvne: Her vil Kongen faae brav
Penge; heele Skove til Kakkelovns=Brænde, maa dog nødvendig indbringe en god Skilling. Ja, Gud give det! Jeg vil
ikke regne, hvad der gaaer bort til Oprydderne og Planteurer). Dette sagde Argus saa høyt, at en nysbaged Proprietair,
som havde kiøbt et af de nylig solgte Kongelige Godser, hørte det, og sagde: Du har Ret; Der er Skov for en Tønde Guld
paa den Grund, som jeg kiøbte for 60000 Rdlr. jeg hugger nu Skov hver Dag, og betaler Kongen med sit eget, saa er
Resten mit for intet, og har endda Skov nok. Her vognede Argus.  Døm nu selv, min Læser! om denne Drøm var
ikke ligesaa fæl i Enden, som den var behagelig i Begyndelsen. - Da dette var drømt, hørte Argus under Haanden denne
behagelige Lyd: Hidtil skal du komme, og ey længer.
Nu maa jeg liste mig saa sagte til Staden igien. Ak! hvor Argus er tørstig! Kunde han endda faae saadan
en Drik Øll, som kunde smage hans argiske Gane. Got! her seer jeg net op Placaten paa en Brygger Gaard til Auction.
Argus har længe ønsket sig en Brygger=Gaard. Her kan han komme let til en, om han havde Penge. Men hvad
staaer her paa Porten? Er her to Slags Placater? Dette maa Argus læse; det er skiøn stor Stiil for gamle Folk¬
lad see; Formeentlige Aarsager til de mange paa en vis Tid arriverede Fallissementer ved Brygger=Lauget
her i Staden, til nærmere Eftertanke fremlagt af Christian Bagge. (Det er nok til Argi nærmere Eftertanke)
Hillemænd! Den Bog maae jeg have. (Argus er ligesaa begierlig efter saadant Nyt, som vore Fruentimmer efter
nye Moder) Lad seee hvad staaer i Bogen! 22 a 23 Concourser iblandt Bryggerne i de sidste 14 a 15 Aar.
(Argus har tit forundret sig derover uden at vide rette Aarsag; men da han ingen Caracteer, Kareth og Stadshæste
holdt, turde jeg ikke spørge derom) Videre; Een og samme Oldermand i al den Tid. (Det er Tegn til Ol¬
dermanden har fundet sig fornøyet, og andre med ham. Det er smukt, hvor Enighed har Sted. Det veed Hol¬
lænderne) Videre; Kiøbenhavn har i 12 a 13 Aar savnet 250000 Tønder Byg. (Det var Skade. Heraf kunde have
blevet en skiøn feed Tønde Øll.) Videre: Skipperne bringer det sletteste Byg hertil. (En smuk Historie! Altsaa
ingen Under, at somme ikke kan faae Øllet got nok.) Videre: 17 Mk. for en Tønde Byg i frugtbare Aaringer. (Dey¬
lige Projecter! Argus har længe forundret sig over de høye Kornpriser midt i et Kornland, dog, naar han seer hen til vore
store Jordegods=Eyere, som har Strygholtet i Haanden, bortfalder al Forundring.) Videre. Jngen Magistrats=Per¬
son har mødt i Laugs=Forsamlingerne. (Ja der har vi det. Hvem, uden Magistraten skal see paa Byens og det Alminde¬
liges Beste? Men, man kan tænke, man har ey vildet incommodere nogen.) Videre: J Steden for at faae Uddeeling,
at maae afgive. (Dette lader noget skummelt, som Argus ikke forstaaer, undtagen han var en Skumalant. Hvorledes den
Fattige ellers ophielpes, behøver ingen Forklaring af Argus, thi det kan sees med et halvt Øye.) Videre: Lauget tabte
ved dets Casserer 4 a 5000 Rdlr. (Dette vil sige saa meget, som Argus har ikke havt opsigt med Cassen.) Videre: ved
vedtægter har Lauget i 15 Aar tabt 10 Tønder Guld. Det er artige Vedtægter! Ney i saadan Forfatning vilde Argus
hellere være Casserer end Brygger.) - Dette er kort Udtog af forbenævnte Piece. (Seer J, Argus kan og være Recen¬
sent.) Jngen kan undre over, at samme Piece er brygget med en god Deel Gallæber=Humle, eftersom Maltet er saa dyrt. No¬
get maatte den dog smage af. Den koster ey heller meget, kun saa meget som 2 Kander Got Øll. Argus ønsker for sin Part,
at den gode Mand maa blire rigere ved sin Trykning, end han hidtil er blevet ved sin Brygning.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 47


Voltaire.
Jblant alle Friegester &r voltaire vist nok den allerfar¬
ligste, efterdi han bedækker sig med Fromheds og Uskyl¬
digheds Kaaabe. Han bærer bestandig en Masqve;
men saa meget han søger at forestille sig, saa kiender man
ham dog. Man kan altid sige om ham, hvad Ha¬
gedorn siger:
Dich kenn ich Masque: nur vorbey.
Han vilde gierne fortiene Navn af en stor Geist,
skiønt han er den mindste af alle dem jeg har seet eller
hørt af
Alle Forstandens Fortrin, det munterste Vid, den
fuldkomneste Gave, at skrive smukt, og deslige flere Fordee¬
le udgiør endnu ingen stor Geist. Et got Hierte, æd
le Tanker, Oprigtighed, Menneskekierlighed, en bestandig
Bestræbelse efter at giøre Got. Dette ere de Træk, der
caractericere en stor Geist, og efter hvilke man maa de m¬
me, om et Menneske fortiener dette store Bienavn eller ik¬
ke; men hvo er i Stand til at finde en eneste af disse skin
nende Egenskaber hos Voltaire?
Jo længer et Menneske har levet, jo større Leylighed,
han har havt, at biedrage til Guds Æres Udbredelse, sin
egen Forbedring, og til det almindelige Beste, men ey
dertil anvendt, desto ringere Geist besidder han, saa stor
han endog regner sig af Fødsel, Rang, Velstand, Magt,
eller Forstand. De ere altsaa ikkun smaa Aander, som
har levet mange Aar, havt mange fordeelagtige Leyligheder
til at giøre Got, og dog ved dem alle, allermindst be¬
fordret sin egen og andre Menneskers Fuldkommenhed.
At Voltaire ikke besidder noget got Hierte, det vi¬
ser hans Handlinger, saavel i Omgang, som ved sine høyst¬
forargelige Skrifter, hvorved han forfører andre uskyldige
Hierter til de groveste Laster.
Man finder i nogle Tidender, gandske nye Ting om
en vis Herre de la Harpe, mod hvem han skal have viist
en ugemeen Ædelmodighed. Denne er ikke den første,
som af ham er bleven oplært i Vantroen. Jeg har med
Forskrekkelse og Forundring hørt af toe andre Mænd, som
tilforn har opholt sig hos ham, hvorledes det gaaer til i den¬
ne Viisdoms Skole; jeg har tillige hørt dem med megen Be
drøvelse at angre den Tid, de har anvendt hos ham. Det
er vist ikke smaa Siele, men meget fornuftige Folk, som
lever i anseelige Æres=Poster og blive meget høytagtede.
Man læse kun Candide og Pigen af Orleaus, saa vil man
strax erfare, at det er sandt! Paa deres Frugter skal
man kiende dennem.


At voltaire ikke eyer nogen ædel Tanke, beviiser
hans Opførsel mod alle sine Velgiørere, i Besynderlighed,
mod en stor Konge; hans skammelige Spot med alt,
hvad helligt kaldes, hvilket han dog, om aldrig andet,
saa for den blotte Velanstændigheds Skyld, burde holde
inde med. Hans listige Bedragerier, hvorom i sær den før¬
ste retmæssige Forlegger af Antimachiavel kan bære Vid¬
ne; hans skiendige Dadel mod Folk, der ere ti Gange be¬
dre end han, og at jeg ikke skal tale videre; hans uædle
Opførsel mod den ulyksalige Rousseau, hvis Satser og
Egensindighed, jeg ellers ikke agter at forsvare.
Hro vilde vel vente at finde Oprigtighed hos et Men¬
niske som fra Ugdommen af kun dermed har været beskæfti¬
get, hvorledes han kunde narre andre, for at berige sig
selv? og efter at dette er gelinget ham, opholder sig nu
paa et Lyst=Sted, hvor det gaaer forargeligere til, end i
Tiberii berømte Bordel paa Øen Caprea.
Hans Hyklerie gaar saavidt, at han betiener sig af den
bekiendte Sag med den ulykkelige Calas, for at skiule sine
Laster og erhverve sig Navn af Dydig. Eet Dosin Avis¬
Skrivere, der staae i hans Sold, forsømmer ikke at opløf¬
te denne Handling indtil Skyerne. Men, er det vel noget
Nyt, at Lasterne søge at skiule sig under Dydens Skik¬
kelse? Hofmod og Egennytte vare hans Drivefiere, og
ikke Menneskekierlighed og Ædelmodighed;; skiønt onde
Rødder frembragte her gode Frugter.
Paa samme Maade foranstaltede Voltaire, til beste
for sit Jndtet, som det heder, til hvilket han vilde for¬
mæle sig, et nyt Oplag af den berømte Corneilles Værke.
Han lod dem paa sin egen Bekostning trykke: og hvad der¬
for indkom, skulde være til Udstyr for hans kiære Abisag.
Derved bragte han mange fornemme Folk, af Medliden¬
hed for hende, til at afkiøbe ham alle Exemplarer, saa
at han derved blev saa mange Louisd or riigere.
Siden de fortredelige Begivenheder som mødte han
i Paris, London og Berlin, hvor visse Personer, paa en
følende og eftertrykkelig Maade lod ham vide, at de ikke var
vandte til, uhævnet at lade sig bespotte, har han temme¬
lig ophørt at bespotte Mennesker, og nu bespotter han
Gud.
Hvor har man nogen Tid hørt at saa stoer en Geist,
ey, som Voltaire, har tordet ladet sig see i det halve Eu¬
ropa?
Man kan ikke nægte Voltaire den Roes, at han er en
med de største Skialdre, som nu lever. Men i al hans
Poesie, viser sig tydelig Religions Spo=teren. Alle skul¬
de være saa forsvaret, som den Pontiske Drøm, hvilken han
i Berlin tilskrev en stoer Princesse. Det er got, at han dog
nogenledes dølger sin Gift i hans Sørgespil.


Hans faa kaldede Philosophiske og Historiske Skrif¬
ter, ere alle forfattede i en smuk og behagelig Skriver=Art;
men man maa deri ikke søge efter Sandheder; det er smuk¬
ke Opdigtelser, af en muelig Verden.
Hævngiærrighed er altid et Tegn paa et nedrigt Hier¬
te: atter et Beviis at vores Heldt ikke er nogen stoer Geist.
Utaknemmelighed er altid et overtydende Beviis herpaa.
Den kan alene herske i de nederdrægtigste Hierter; og det
er til alle Tider et afskyeligt Menneske, der belønner sin
største Velgiører dermed.
Hr. Voltaire vil ikke alene have Navn af en stoer og
skiøn Geist, han vil endog være det i Almindelighed. Der
er ingen Videnskab, i hvilken han jo søger at vise sin Styr¬
ke. Men hans Forsøg, har ofte mislinget ham, og om
halvtredsindstyve Aar vil hans Skrifter være forgiæt; Naar
en Montesquieus Verker, der sigte til det Menneskelige=Sel¬
skabs sande Vel, formedelst deres Værd, Aarhundrede vil
blive erindrede.
Dersom nogen vilde paatage sig upartiisk at forfatte
denne berømte Skribents og vildfarende Ridders Levneds
Beskrivelse, saa skulde man finde at samme vilde bestaae i
en Kiede af Vellyst, Gierrighed, Hofmod og det konstigste
Hyklerie, som alt findes indhyllet under Dydens Kaabe.
Af en sand Menneske=Kierlighed ønsker jeg at denne
skiønne Geist, der i det øvrige besidder mange fortreffeli¬
ge Gaver, nu i sin høye Alder, da han er nær Ævighedens
Porte, dog maatte faa sine Øyne opladte, paa det han ikke,
pludselig overfalden af Døden, skulde blive forfløttet til et
Sted, hvilket ham for nogle Aar siden, til en angenem
Vaaning, er bleven anviist, i de saa betitlede Breve fra
F** til Hr. Voltaire. Men det er vanskeligt for en
saa gammel Lastefuld, at omvende sig og leve.
Dog han døe naar og hvorledes han vil, saa vil det
altid hede om ham, hvad en af vore øye Digtere siger;
Bey Voltairs erhabnen Gaben,
Wird auch zugleich Voltairens Gift vergraben,
Der, wenn Zaire spricht, zum Mitleid uns
er vekt,
Doch bey Uranien Gott und die Tugend
schrekt.
(Denne Forfatter har, efter al Anseelse, ikke kiendt de nye¬
ste og tillige forærgeligste Skrifter af Voltaire.
En forgieldet Landmands gode Huusholdnings¬
Regler.
Han har fortalt dem selv paa følgende Made:
Veg var over i 3000 Dalers Gield, og fattede det
Forset, at rede mig ud deraf. Jeg maa tilstaae, at jeg
i Førstningen var meget tvivlraadig, om jeg nogen Tid
herudi skulde naae mit Ønske og Forset. Nogle giorde
mig det Forslag, at jeg skulde forsøge min Lykke i Lotte¬
rier; men denne Vey kiendte jeg, den var alt for stibrig
og mislingende. J Tillid til den anddømmelige Velsignel¬


se fattede jeg det Forset, at giøre alt, hvad mig mueligt
var ved min Fliid og Arbeide, og modig gaae frem, for
at legge et lykkeligt Skridt tilbage efter det andet.
Jeg giorde det til min første Hoved-Regel: At und¬
være og miste alt det, som kunde undværes og mi¬
stes; og derimod at benytte sig af alle Ting paa det
omhyggeligste, var min anden Hoved=Regel i min nye
Huusholdning. Caffe, The, Viin, Sukker, kort, alt
overflødigt i Mad og Drikke blev strax afskaffet. Alt det
overflødige Huusgeraad solgte jeg og giorde i Penge; og
jeg maae sige det til min salig Kones særdeles Berømmelse,
at hun adlydede mig i alle Stykker, og med en Selvfor¬
nægtelse, som var imod alle Koners Exempel og alle Mænds
Forventelse, solgte endog hendes Brudestads, og alle de
Klæder, som hun havde tilovers og kunde undvære. Den¬
ne Forandring i Mad, Drikke og Klædedragt gav vel i
Førstningen Anledning til Opsigt og Snak; men da jeg
nu eengang holdt for, at det var bedre, heller paa denne
Maade at giøre Opsigt, end ved at stævnes for Gield, saa
lod jeg mig derved ikke føre i Vilderede. Jeg søgte immer
at betale noget, og aldrig at borge mere; og alt det und¬
værlige, om det end kunde faaes for nok saa got Kiøb,
holdt jeg for at være meget for dyrt for mig. Alt hvad
vi selv kunde giøre, lod vi ikke forrette ved andre. Jeg
var den sidste ved Bordet og i Sengen og den første ved
Arbeidet, for at foregaae mine Huusfolk med et got Exem¬
pel. Paa denne Maade har jeg nu i nogle Aar arbeidet
mig næsten ud af al min Gield.- Jeg anseer alle dem
for daarlige, som setter Haab enten til Arvegods, Lotteri¬
er eller andre overordentlige lykkelige Tilfælde. Tillid
dertil og Længsel derefter har alerede bedraget og bragt man¬
gen en i Fattigdom. Man skal altsaa ikke giøre Bereg¬
ning paa sligt. Det er at merke, naar man ikke lader
det mangle paa Troeskab, Orden, Flid og Redelighed;
saa skal man gandske vist ikke fattes Velsignelse og Lykke.
Fabel.
En Mand havde en slem ond Qvinde, og da han engang
sov allene, kom der en Aand til Sængen, hvorover han
blev saare bange. Men langt om længe fattede han Mod
igien, og sagde: Hvem er du? Er du en Engel da tøt
du ikke giøre mig noget Ondt. Er du Dievelen da tør
du ligeledes ikke, siden vi er i Slægtskab med hverandre,
i det jeg er gift med din Syster.
En Bonde havde en Advocat som heedte Ravn, og
da Bonden havde glemt hans Navn, kom han til Staden,
og spurgte om der ikke boede en Advocat som heedte Krag?
samme svarede, at der ingen var som kaldtes Krag, men
vel en der kaldtes Ravn; ja saa var det, fangede Bonden
an, jeg vidste nok det var en Rov=Fugl. Jeg har kuns
væxlet Navnet.


Den Danske Argus.
Dituit, ædificat, mutat quadrata rotundis.
Ho¬
J Dag vil Argus være Bygmester. (Hillemænd! siger Skumleren, da faaer man nok nogle ægte Lust=Ckasteller)
Ja, du kan ansee dem for hvad du vil. Sandt nok, jeg har hverken Kalk eller Steen, ligesom mange andre,
der dog bygger NB. med andres; men jeg vil følge Horazes Plan: Bryde ned og bygge op; giøre fiirkand¬
tet til rundt, og rundt til fiirkantet. Naar jeg saaledes nedbryder først, faaer jeg jo Steen til at bygge op med
igien. Aldrig kan nogen, uden de Erfarne, forestille sig, hvilke deylige og feede Sportler, der falder ved slige Ar¬
beyder. Auctioner og Licitationer: O allerkiereste Tids=Punkter! om det ikkun er et gammelt Tapetzerie at nedrive
og et nyt at opsette, vanker der dog en Smaus. Altid det Gamle, og alting paa den gamle Fod, bliver jo det, det
er. Det kaster intet af sig, og det kan man jo blive kied af. Hvem veed ikke, at Forandring forlyster, og hvem fin¬
der ikke Behag i Førlystelser? Sandt nok! man vil belee den Mand, som af nogle egennyttige Haandverks Folk lod
sig forlede til at bygge sit Huus om hvert Aar, og det saa længe at han tilsidst neppe havde et mageligt Værelse for sig
selv. Men lad saadan en Mand, som giør Dør til Port og Port til Stue, længe nok være en Tosse. Det er kun
den særsindede Uegennytte, som vil, at en gammel Ting, NB. naar den er god, skal blive det, den er. For Egen¬
nytte derimod er ingen gammel Ting god. Den væmmes ved alt det, som lugter af Alderdommen, og til sin egen
Fordeel har Egennytte immer nye Forslag i Hovedet. (De ere kun faa, som giøre uegennyttige Forslag o: Projec¬
ter, maaskee man bedre forstaaer dette fremmede Ord. Ja, vi har til visse lært at forstaae det.) Man maatte falde
i den største Forundring over en og anden god gammel Tings Forandring, dersom man ikke, skiønt de fleeste Gange,
desværre, for sildig, kunde komme efter de forunderlige Hull= og Krumveye, som den sneedige Egennytte har gaaet for
at naae sit Øyemeed. Hvorledes den, trods de beste franske Jngenieurer, har undermineret en og anden Ting, at
den i et Øyeblik er faldet, og omkommet i sit eget Gruus, som dog for Menneskelige Øyne syntes at være en Kiæmpe¬
Bygning. Det er Egennyttes Hoved Egenskab at fiske i rørte Vande, ret ligesom vore Lommetyve, der lader deres
Behændighed kiendeligst fornemme blandt Folks Opløb, enten ved Jldebrand eller andre Tilfælde, som drager Foll
tilsammen. Det er Egennyttes almindelige Talemaade: Det og det Gamle duer intet; eller naar den vil være noget
fiinere, trækker paa Skuldrene, og siger: Det og det Gamle er vel got; men det kunde dog, NB. ved en liden Foran¬
dring, blive langt bedre. Egennytte faaer da saadan en Ting under Hænder til Forbedring. Da gaaer det lystigt
til, min Læser, den bryder da ned og bygger op, (undertiden glemmer den dog det sidste) den giør fiirkantet rundt, og
rundt fiirkantet. Og i alt dette smører Egennytte sin Stræng galant, uagtet, man kan høre den tidt at klynke, at
den taber og setter til af sin egen Lømme. For at bevise dette, vil Argus ikke gaae længere end til Maanen, den nær¬
meste Planet fra Jorden (Ha! tænkte man ikke nok, det vilde blive Luft=Casteller, Argus vilde bygge,)Giv
Tid, det lader ilde at falde en Mand ind i Taleu. Mærk nu, mine Læser! (Siger Præsten, naar han har søvnige Tilhørere.
Vil Folk, som har kun to Øyne, og endda ikkun med det ene seer igiennnem en Kikkert, bilde os ind, at de seer
Bierge, Skove og Markek &c. i Maanen. (Sandt nok, nogle Eenfoldige vil ikke troe det, men alle, som paastaaer,
at være meer, end almindelig, Fornuftige, synes selv at see det) Hvormeget meener J ikke da at Argus med hun¬
drede Øyne kan see? Og, naar jeg faaer fortalt, hvad jeg har seet i Maanen, skal den Eenfoldige ey længer tvivle
om, der ere Mennesker i Maanen. Hidtil har saadant ikkun været Gisninger; men Argus har selv taget dem i sin
Kikkert. Troe ham nu. - Forleden, da vi havde Fuldmaane, og klar Maaneskin! faldt mig ind, at gaae op
paa runde Taarn, for en Gang at faae frie Udsigt til Himmelen. Maanen faldt mig da strax i Øynene. Det er et
velsignet Land, og derfor trækker det og mange Fremmede til sig. Det er naturligt. Jsraels Børn fandt sig jo be¬
dre holden ved Kiød=Gryderne i Ægypten end ved det tørre Sand i den Arabiske Ørk. Det første mine Øyne
faldt paa, vare to, som vare i Haar paa hinanden; Den ene, som var klædt i en gammel luslidt Kiol, hedte Uegen¬
nytte, den anden, som var klædt a la Francois, hedte Egennytte. Men da denne sidste var understøttet af nogle mæg¬
tige Sekundanter, kom den første til at ligge under. Dog maae jeg sige at nogle af disse Sekundanter ey kunde see
Egennytte i Hiertet, hvorfore de og lode sig indtage af hans glimrende Ord og prægtige Løvter. Thi Egennyttes Tunge
er glat, som den glatteste Aal, og kan snoe og vende sig i de forunderligtte Bugter og Krumninger. Altsaa kun¬
de de Sekundanter undskyldes, men de, som giorde Eet med Egennytte, ere uundskyldelige. Saasnart Egennytte
havde faaet Bugt med sin Modstander, Uegennytte, sang den første denne Seyer=Sang:
Til hvad Side jeg mig vender,
Lige got hvordan det bliver,
Har jeg nu ubundne Hænder.
Naar det mig kun Fordeel giver.
Til at vende op og ned.
Derom Lommen veed Beskeed,
da Capo.


(Jeg maae have den Ære, at sige Dig, min Læser, at Argus har, urost, en tæmmelig god Hørelse; Men
denne Saug skurrede forskrekkelig fælt i Argi Ører) Nu gik det lystigt. Egenytte begyndte da strax at giøre Reg=
ning paa andres Pung. (Ja, den Regning er og lettest giort) Den vil i Førstningen dog ikke tage Munden for fuld: Jkkun
20000 skal gaae aarlig med til saa prægtig en Bygning. Hvor mange Aar det kan vare, kan just ikke siges; Thi Rom¬
veed man, blev ikke bygt paa een Dag; det er kun de Fremfusende, som ikke vil lade enhver Ting have sin Tid og de
Nysgierrige, som længes efter at see Enden. Jeg hørte nok, nogle mumlede om, at Manden, som havde Exspectancen
i Lommen paa Graver=Tienesten, vilde sælge den for et 7 Skillings=Brød, og at denne Exspectant alt for nogle Aar
skal være død. (Her rystede Egennytte med Hovedet og Argus sukkede) - Nu skulde Keyserens billede
præges. Alting blev taget paa det knappeste, og dog beløb Omkostningerne sig til henved halvfierde Tønde Guld.
Jngen Under da! der ey kunde blive saa megen Guld=Fernis tilovers, at en anden gammel Keysers billede dermed
kunde blive overtrakt, uagtet hans gamle Klæder af Regn, Storm og Slud næsten reent ere faldne af ham; men hvem
kan hielpe alle? (Her spurgte en næsviis Nysgierrig: Hvor staaer det til med Actierne?) - Nu blev, ved
en liden Guld=Mine, et meget smukt og kostbar Slot nedbrudt. Af dets Ruddera fremkrøb vel et par Herre-Gaar¬
de. Gud veed, hvorledes disse Rudera bleve betalte, og om Landet er bedre tient med de Phoenixer, som opstaaer af
saa kostbar en Aske. (Uegennytte trak paa Skuldrene, og Argus havde nær grædt) - Nu bleve en Deel smaa
Fattige=Huuse omfmeltet til eet Stort. (Her skeede et Mirakel, mine Læsere!) Denne Omsmeltning skeede
uden at komme i Gield, eller at der bortsmeltede en Hvid for den Fattige ihenseende til Rente Pengene. (Naar man
giør den Fattiges Regning, bør man endog beregne den mindste Hvid) Det maae have været en artig Smelte=Digel
den, tænkte Argus. Her sagde en, som dog just ikke vilde indlegge sig et stort Navn: O! kunde man ikke opfinde saa¬
dan en Digel, hvori man kunde omfmelte alle de Fattige til eet Legeme; thi saa kunde de let blive forsørgede. Det
skulde være et stort Fattig=Huus, som skulde kunde rumme alle Fattige, end og de Nødtørftigste, dog bort med saa¬
danne Ønsker! Det var kun den Hedenske Keyser Caligula, som ønskede det heele Romerske Folk een Hals, at han
paa eengang kunde hugge Hovedet af dem allesammen. Saadanne Ønsker ere unyttige i den saa kaldede christne Ver¬
den, hvor man tydelig nok kan see Menneskeligheden mod den Fattige. (Men her vil Argus opsette sin Bygning til
en anden Gang) - Nu blev det deyligste Regiment, som i mange Aar har været opbygt, og i mange Aar er
uden Bekostning kan blive opbygt igien, paa nogle faa Timer nedbrudt. Her svor Egennytte paa, at den ey havde
mindste Deel; hvilket jeg og troer, men den satte Skolden paa onde Raadgivere. (Her bespimede Uegennytte, og
Kikkerten faldt af Argi Haand.
Men jeg vil forlade de Bygninger, hvortil der hører Kalk og Steen, i sær da jeg ey har saa mange Dyttener
eller Sølv Sex Skillinger, som Kong Friderich den Anden, der, som siges, i den Myndt selv daglig betalte Ar¬
beyds=Folkene ved Friderichsborg Slots Bygning. Der ere flere Slags Bygninger, som man lettere kan river.
end bygge op. Det er længe siden, vi i Dannemark havde Skrive=Frihed. Vor allernaadigste Konge har givel
os den. Men i hvad Heenseende? For at nedbryde Dyden og Sædelighed? For at berige Bogtrykkernes Presser
med det, som aldrig burde see Lyset, og som vanærer Menneskeligheden? Ney, J kaade og ublue Skribentere!
saadant bør ikke tænkes, mindre nævnes. Veed J maaskee ikke til hvad Ende en uindskrænket Friehed er tilladt, da
vil jeg sige Jer det, og det med det allernaadigste Rescripts egne Ord: ""At redelig Sindede og for det Al¬
"mindelige Vel, samt deres Medborgeres sande Beste nidkiære Patrioter ey skal, formedelst Persons
"Anseelse &c. afskrækkes fra at skrive frit, efter Jndsigt, Samvittighed og Overbeviisning, samt at
"angribe Misbruge og legge samme for Dagen." See, dette er vor allernaadigste Konges Hensigt
med den allernaadigste forundte Trykke=Friehed. Hvo vilde da, fordi han nu ey har nødig at bukke sig, og for ved
en Tiener eller Gaardskarl ydmyg at udbede sig sit imprimerede Manuscript, misbruge en saa Høy=Kongelig
Naade, til at faae sit eget Hiertes onde Liggendefæe lagt for Dagen, og saadanne utidige Fostere udklækkede, der ey
burde sees i Christenheden? Til saadanne tør Argns regne den nyelig udkomne Carolines Skrivelse til sin Skriftefa¬
der &c. Mon dette ikke er at mi bruge den allernaadigste og viiseste Hensigt, og at nedbryde af Sædeligheds og Høviskheds,
ellers i vore Tider mærkelig brøstfældige Bygning med et eneste Ark saa meget, som de beste Moralister ey kan opbygge med
den største Foliant. Hoved-Titelen til Caroline &c. sees af Skrivelsen til Mette Corporals skal være: Den Danske
Democrit Heraclit. En meget beqvem Titel! Thi disse Stykker, som vi endnu har seet, opvækker kun Daarers
Latter, men Fornufkiges Graad. (Om Argus maa J dømme, hvad J vil.)


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 48


Tanker om Aarsagerne til Kiøbstædernes Aftagelse
paa Landet.
(Af det Bayerske Adresse=Contoirs Blad.)
Jeg vil her anføre de Reflectioner, som en bekiendt Autor
anfører af en stor Statsminister, der var overbeviist
om Hr. von Loens Grunde, da denne forestillede Fyr¬
sten, hans Herre, Kiøbstædernes Forfaldelse og Aftagelse.
Naadigste Herre! sagde Minisieren, De forlanger at vide
Aarsagerne af mig, hvorfor mangen en Kiøbstæd eller Bye
paa Landet kommer i Aftagelse og paa Knæerne. Vil De laa¬
ne mig Deres priisværdigste Taalmodighed, og naadigst høre
paa mig: saa vil jeg aabenhiertig sige Dem det. Jeg kiender
Faderlandet, sammes Forfatning, Landsproducter, Hand¬
ling, Manufacturer; Næringsstandens Beskaffenhed og
Nationens Geist.
Jeg vil tage en Kiøbstæd eller Bye af middelmaadig
Størrelse til Cxempel, og kalde den Monopolis. Dens
gamle Jndvaanere vare huuslige og rige Folk. Enhver Fa¬
der var selv Politiemester i sit Huus. Enhver undte sin Med¬
borger hans Handtering, Gods og Eiendom; derover par
der ikkun faa Processer, efterdi det altid kom til Forlig, naar
der vare nogle Ting, som bleve omtvistede.
Mu Porgerlig Eendrægtighed førte Scepteret; Flid og Ar¬
beiie gerskede og regierede; og Troskab og Redelighed boede
4Pet. Gud, Landsfyrsten og Arbeideren fik hver sit rig
tig; og Ballaneen over Afgifterne og Selvfornødenhederne
vare i en ret Proportion, efterdi de paa begge Sider forud¬
satte Maadelighed og en god Huuholdning.
Øvrigheds Personer, Politiemestere og Justitsforval¬
tere vidste intet at sige af Juridiske Spørtler, men ventede den
evige Belønning for deres Pligters Opfyldelse. De vare
christelige nok til at tænke saaledes. - Enhver Kiøbstæd
havde derfor bemidlede, arbeidsomme og fredelige Borgere;
og der var Penge i Casserne. Men saasnart Efterkommerne
vilde være klogere, og satte en uvis Tillid til Belønningen i
hiin Verden: saa benyttede de sig af alt det, som de immer
og nogensinde kunde faae i denne Verden. Derved gave de
Plads for Uorden, og Ret og Orden blev nedsat og under¬
traaede. - Fremmede Giester, Gasconier, Formiers
Projektmagere, Kiettere, Fabricantere, Guldmagere, ær¬
lige Bedragere, kunstige Spillere, Krudtmagere og Savo¬
jarder, røde Næser og Skalkevarre, samt skramarerede Tig¬
gere, Hyklere og Snyltegiester faldt herpaa ind i Landet:
hvilke man gunstigst imodtog for deres forunderlige Figurs
Skyld, og for de store Papier=Summer, efterdi de forstode
got, at spille deres Kort, og dette giorde man, for at faae
Recepten af dem til at aftappe de gierende Vædsker af Stads
Legemet. - Borgerne saae disse Folk; de saae, at de, uag¬
tet de slet intet giorde, undtagen hoppede, dandsede, aalanl¬
serede, og svømmede i Overflødighed paa Landets Brkostning,


vare dog alligevel langt lykkeligere, end Landets Børn ved de¬
res Arbeide; altsaa fandt de og for got, at prøve en Eftera¬
belse efter den anden. Madamer, Jomfruer og Tienestepi¬
ger fandt Smag og Behag i den nye Mode: at leve i Vellyst
og Galanterie, at gaae og spadsere, og at prunke i fremmed
Klædedragt; kort sagt, de fandt Smag i den nye Mode at
leve paa, at holde Huus paa, og - at ødelegge. De, som
slet ikke vidste at skikke sig derudi, grebe nolens volens til Mo¬
deandagten, betimelig at lade deres Børn indsperre i Klosten¬
ne, førend deres Fornuft blev alt for meget oplyst; og førend
det gandske Menneske tog Overhaand.  Deels Sønner
fordi man immer aftakkede, og fordi Regiementet trakte og
en Eoujonade efter sig, tabte reent Modet, at beskytte Fæ¬
dernelandet, og gik i Udenlandsk Krigstieneste. De øvrige
maatte lære Latinsk og Grædsk, ja endog forsage det Tydske
Sprog, som var deres Moders Maal, for engang at skaffe
Forældrene den aandelige Trøst, at de allerede havde forsaget
Fornuften eller Verden, førend de vare komne til Skiønsom¬
hed. Den liden Rest af Krøblinge, dovne og unyttige Dum¬
methoveder, eller relegerede Studentere, bleve Borgerstan¬
dens Trøst for Haandteringer og Næringsbrugene. Og den¬
ne Hob er jo god nok til at ernære Staten og Landet. Dette
blev siden tilfældigviis den herskende Mode i Monopoli.
Men hvad skede videre? Regieringen maatte sige eller
befale hvad den vilde, hvad der ikke skede med Tvangsmidler,
skede aldrig. Man eluderede Love og Forordninger, og en¬
hver forklarede dem efter sit Behag. Den Sædelige Lov var
et fremmet Navn, og Mosis Tavler forpagtede man til Jø¬
derne. - Endelig tabte de gamle troe Raader Modet;
thi de unge opstillede Jurisler forstode mere Hebraisk, end hi¬
ne, og saaledes blev det et Chaos imellem Uorden og Ret,
Skielmstræger og Credit, og imellem Rov og Mord, - ind¬
til Borgerskabet immer føleligere fornam de indvortes Veer,
og klagede over Mangel og Armod. Den Haandverksmæssi¬
ge Ungdom blev ikke afrettet til Kunstfluttighed, ikke vant til
Arbeide, og i Skolerne lærte man det ikke. - For nær¬
værende Tid, da de indseer Feylene ved deres Profession, ere
de alt for gamle til at perfectionere sig, altsaa kan de ikke ud¬
vikle sig meere af Labyrinthen. Stand og Anseelse, at synes
at være rige Børgere, koster Penge. Sønnerne har hensmel¬
tet sin Fæderne=Arv ved Bekostninger paa Studeringer, og de
Aarlige Renter, som skal betaxs, samt det sædvanlige Vel¬
levnet fortærer alt det øvrige. Arbeidet bliver liggen¬
de. Der indfalder over 40 Festdage, foruden Søndagene;
Frie Mandagene endda uveregnede. Hvor skal jeg faae Tid
til at arbeyde, siger Borgeren, Han bortdriver altsaa Tiden
i Ørkesløshed, saa længe han kan, og arbeyder ikke meere, end
hvad man bestiller hos ham. - Det er allerede nok, at
han har Haandverks Rettigheden, og kan forlade sig paa sit
Monopolium. Den tærende Stand bliver derved immer
mere forøget, jo mindre han arbeyder. Jeg maa næsten sige


det til Skam for Staden Monopoli, at ingen Nation er vil¬
ligere til at lade deres Klæder og Tøy forfærdige Udenlands,
og at giøre sig til Slaver, end Jndbyggerne i Monopoli.
Alle Folk lærer at giøre Beregning over, enten de trækker fle¬
re Penge ind i Landet, eller de skikker flere ud af Landet; men
ikkun disse visse Borgere holder det for en overflødig Uma¬
ge. Endelig, da deres Tal blev alt for stort, som forskreve
deres Vahre til Klæder og andre Fornødenheder fra Fremme¬
de Stæder, men Monopolitanerne ikke forbedrede sig i deres
Fabriker eller Haandarbeyde: saa tog deres Afsetning af.
De skraalede og klagede den ene over den anden; og da de ikke
kiendte deres fædelige Tilstand: saa forbedrede de den heller
ikke, ja de bleve heller immer fattigere. Borgeren vil dog
leve med Kone, Børn og Svende: og da han ingen andre Mid¬
ler har end det Monopolium at pukke paa hans Arbeyde, og
at hente det ind igien og komme sig ved høyere Priser; men der¬
ved driver han Folk endnu mere fra sig: saa at enhver heller la¬
der arbende i Landsbyerne og hos Fuskere, end i Monopoli
hos de borgerlige Haandverksfolk. Disse sidste ere formedelst
deres egen Dyrhed og svekkede Afsetning tvungne til, at tage
lettere og altfaa slettere Materialier til deres Producter, samt
at sludre det fra Haanden, for at faae des meere færdigt, og alt¬
saa derved paa deres Næstes Bekostning at indføre en Slags
Skadesløsholdelse. Medborgeren, Huusfaderen, som end¬
nu behøver saadanne Arbeyder, seer, at Borgerne immer ta¬
ger slettere og daarligere Tøy dertil, og stedse sludrer Arbey¬
det mere og mere af. Han beslutter derfor heller, at lade sig
giøre de fornødne Instrumenter i Landsbyerne hosde der tilta¬
gende Professionister, og bringe dem hemmelig ind i Staden,
derved bliver de øvrige Borgere atter fattigere, efterdi mange
af dem ligeledes sender deres Penge ud paa Landet for Jnstru¬
menter. Proprietairen henregner det til en Dyd for sig,
samt til en Landhuusholdning, ja maaskee og til Rettigheder,
naar han i sine Landsbyer kan sette alle Slags Professionister,
Fuskere, Stympere og Flikkere, og sette dem hen i blandt sine
Bønder, for en liden Afgift. Han maa ofte giøre det fordi Bor¬
gerne i Kiøbstæderne ere saa flet i Forlag, at man intet mere kan
have af dem for let Priis, og intet til den belovede Tid. De
ordentlige Afgifter gaaer alligevel ført, og disse Penge løber ud
i Rente og Skatte Casserne, følgelig gaaer Pengene ud af
Staden igien. Gudstienesten maa nødvendig ogsaa vedlige¬
høldes; thi de roser sig ved al deres forglemte Menneske-Kier¬
lighed, at de alligevel ere gode Christne. Den forhen over¬
haand tagne Overdaadighed, Klædepragt og nye Facons af
Sikke og andre Udenlandske Vahre er bleven til Mode og til
den anden Natur; man skikker derfor de faa forhvervede Pen¬
ge atter ud af Landet. Der gaaer vel for den daglige Nød¬
tørfts Skyld Penge til Bageren, til Mølleren, til Bryggeren;
men alle disse giver disse Borgerlige Penge atter ud i Landet
igien for Kornvahre og Qvæg, for Malt og Humle, ja for
den sidste vel endog Udenlandk. Endelig, fordi Pengene urig¬
tig indløber til Slagteren, og den høyanseelige Kiødgield vox¬
er meget betyde ig til, saa søger den Borgerlige Slagter at
faae rede Penge for Huden. Men han sælger den med mere
Fornøyelse raa Udenlands, og det ydermeere Læderhandler¬
ne til Trods, paa det at Skomagerne skal smukt blive nødte


til, ligeledes at skikke deres Penge ud til Fremmede for Uden¬
landsk Læder. Man giør sig skadesløs ihenseende til Kiød¬
gielden ved en søgende høyere Kiødpriis, paa det at de redeli¬
ge Betalere kan med Skyldnerne nok engang komme til Haand¬
kys. Og saaledes er Moralen beskaffen.
Hvad Fabricanterne? - Ja, efterhaanden giør man
deres Levnets Midler dyrere, saa at de ikke meere kan arbeide for¬
let Priis. Ved det, at de havde liden Afsetning, tilstoppede
de paa nye Pengenes Jndflydelse, og reiste hiem. De gode
Svende, som hialp Mesteren at fortiene Penge, marscherede
bort, og de slette Arbeydere holdt deres Frie=Mandage, og
endda desuden aarlig over 40 Fesldage; thi hvor snart kunde
det skee, at der til Mesterens Fordeel blev arbeydet for meget,
eller at Ørkesløsheden og Lediggangen blev afskaffet. Skul¬
de Børnene arbeyde? ney, de maa studere, de maa lære La¬
tin, for at faae en god Bestilling eller et Præstekald.
Paa eengang taugde Ministeren. - Fyrsten saae paa
ham og sagde: " Har da Stæderne ingen Magistrat, intet
høyere Politie? – Dersom det gaaer saaledes til i Mono¬
poli; hvorledes vil det da gaae andre Stæder, som ikke giøre det
bedre? – Naadigste Fyrste, svarede Mintsteren: De
brøstfældige Huse kalder ikke paa eengang, men efterhaanden.
Og det er alt for Naturligt siger H. A. F. i hans tilfæl¬
dige Tanker om let Priis; at alle gode Hensigter kan aldrig
blive opnaaede uden den strengeste Jagttagelse af Politiens Lo¬
ve. Disse alene kan atter oprette Borgerskaberne og sette dem
paa Fode igien, og giøre Steder og Torve rige og lykkelige,
efterdi det er Flidens Maalestok. Men hvor mange Stæder
findes der, som maa sige: "Hvad Forfængelighed, Laster og
Daarlighed angaaer, saa har vi al id været de Udenlandsket
lærvillige Disciple. Skulde det da nu ikke engang være Tid,
at vi og begyndte paa at efterligne dem i Godhed, i Fliid, i
Arbeyde og i Raffinement? Selv Hoffet, bevaaget af Mis¬
undelses, Skindsyges, Vanens Datters og Hykleries Øyne,
undseer sig endog ved at bære noget, som er giort af de ubety¬
dende Borgere i Landet.
Derover falder Stæder eg Torpe i Gield, hvoraf de ikke mere
kan komme sig; Borgerskabet selv vil deller blive fattigere, og ved
Armoden immer skalkag igere.- Ellers lærer Nøden almindelig
Folk at bede og arbeode; men der heder det, at betle og gaae ørkes¬
løs. Nu, hvad skeer videre: Crediten gaaer bort, Fliden ilige
maade; Kunter og Videnskaber gaaer til Grunde; man drive
Satt med dem. Paa Markeder kommer ingen mere, efterdi Vah
tene bliver der saa slet betalte. Bonden skal levere sine Produkte
for got og let Kiøb; men han skal betale det meget dyrt, som han
behøver at kiøbe af Borgeren. Endelig begynder man at tumle eg
atticitere. Skoldnere, Klagere og Armod, Peocesser, Øvtigheds
Taxter, Kneeb og Skiererien, Executioner, Udpantninger, Men¬
neske og Ckristen=Kierlighed; alting tumles og vendes op og ned
iblant hinanden. Teoskab og Redelighed ligge: i Afma it. Be
dragerie og Rov, Nid og Fiendskaber faaer Plads; Laster holder
bøvtide igt Indtog: Religionen græder; Kierlighed til Næst ne
forsvunden, og Kunnfliden gaaer om at tinge. Forundres ikke,
naadigste Forste og Herre! om Landet ikke vil vorde rigere, den sæ¬
delige Tilstand ikke bedee, og Nærings-Forretningere ikke bkom¬
strende. Man iagttager dette nu omstunder end on i mangfoldige
Steder, hvor det ey gaaer et Haar bedre til. Den sagtmodige
Forste overveyede det: dan tænkte etter: Endelig udbrød han: Hvad
giør da Magistraten og Politiet? "Hvad giøre de? var Svaret;
De soer til indtil Comoedien har Ende; Verden er po en Skueplads.


Den Danske Argus.
Affinis nobis pauper: bene nos aliqnid facere illi decet.
Terent.
D¬
sagen vilde ikke slaae til, siger Cicero, om jeg vilde tale den Fattiges Sag. Og jeg maa sige, det Rum,
mig er forundt i disse Blade, er alt for knapt, om jeg vilde giøre det samme. Men da jeg sidste Gang lovede,
at jeg en anden Gang vilde tale meere i den Sag, og en ærlig Mand holder Ord, saa vil jeg i Dag opofre
den Fattige mit Skrive=Rum. Ydmyghed klæder store Folk got, lyder Ordsproget, og at man ikke skal beskylde Argus
for den fordømmelige Last, Stolthed, vil jeg i Dag fortælle mine Læsere, hvilke Visiter jeg forgangen Dag aflagde. De
vare endog af de saa kaldede Franske Visiter; thi det var mig umueligt, at kunde blive længe paa hvert Sted (Ja, siger Skum¬
leren: der er vel ikke mange, som holder paa Argus) Du har Ret, Hr. Skumler, hos Dig og falske Venner bliver Ar¬
gus ikke længe. Jeg maa dog sige, at jeg ey kiørte om, for at lade en nye Klædning beskue og beundre, eller fordi jeg ey gad
været hiemme; ey heller for at lade min Leye=Tiener (jeg har ingen selv) melde mig nogle 20 Steder en Eftermiddag, og uley¬
lige Gotfolk med at sige dem god Dag og Farvel; ey heller for at lade Leye=Tieneren udlevere et par Dusin V sit=Sædler, ney,
jeg vil ikke giøre andre Visit-Sædler skamrøde; thi tænk, hvor nogle vilde have opslaaet en spodsk Latter, om de ved Hem¬
komsten, blandt en Snees andre Visit=Sædler fra skikkelige Folk, havde fundet en paategnet med den Danske Argus.
De vilde nok have spurgt: Hvad giør Spurre i Trane=Dands. Andre ville have befalet alle i Huset at nægte sig hiemme,
om Argus skulde vilde være saa næsviis og komme igien; men det er jo ikke nyt at nægte sig hiemme for Smagefolk? Hol¬
berg i sin Tid bad jo en Tiener at sige sin Herre, at naar han en anden Gang gik ud, skulde han tage sit Hoved med. NB.
om han havde nogen. Maaskee nogle vilde, af Nysgierrighed, have ønsket sig hiemme, for at have faaet den Karl at see.
Men for at undgaae alle saadanne Uleyligheder paa alle Sider, gjorde jeg nogle langt anderledes V siter. Tænk engang!
Jeg besøgte Sygdoms og Fattigdoms Braaer. Og har Du min Læser! Taalmodighed til at anhøre, hvad jeg her saae,
vil jeg fortælle det. Dog, maaskee du kan anhøre det med koldt Blod: Her i denne Vraa laae en af Sygdom udtæret
gammel fattig Mand, og i en anden Vraae en Kone af lige Vilkaar, begge næsten i den bare Halm. Børn! sagde jeg:
Hvi ligger J her? Er der intet Rum i Hospitalerne? Det gaaer os, som hiin, sagde de: der havde ingen, som kunde
bringe ham i Bethesda Dam, naar Engelen havde rørt Vandet, og derfor blev liggende. Vi har ingen, som kan tale for
os, og ingen, som for intet vil skrive for os. Da vil Argus for intet give en Supplikke ind for Jer. Jeg er vis paa naar ved¬
kommende medlidende Herrer bliver underrettet om Eders Nød og Jammer, og naar Rummet i Hospitalerne og andre Om¬
stændigheder det tillader, bliver J ikke udelukt fra Nødtørftigheds Pleye. (Ak, hvor de ligger omkring i Krogene!) J en
anden Vraae sad en fattig Enke med smaa uopdragne Børn; hun havde ikke det tørre Brød, og dog undseer hun sig ved
at tigge. Ey heller tør hun. Ja mere, et Barn er sygt, det fordrer Moderens Omsorg; men hindrer hende tillige fra at
tiene en Skilling til Brød (Ak hvor veenefuld er hun) O! gid her var nogle Huse for fattige men skikkelige Enker af Middel¬
standen. Hvad vi de her ikke blive spundet, syet, ja maaskee smukke Tapetzerier virkede &c. Deres spæde Børn,
som endnu behøver Mødrenes Pleye, skulde være hos dem, og de større skulde i Opfostrings=Huusene, hvor de kunde lære
noget og i sin Tid blive Staten til Nytte. - J en anden Vraa fandt jeg to umyndige Børn syede sast til en fattig Dyne,
og skreege jammerlig. Børn, hvad skader Jer? Vor Fader er død, og vor Moder har været ude paa Arbeyde den gand¬
ske Dag; vi har ikke i al den Tid smagt en smule Brød; Vi ere sultene, vaade og forfrosne; Sengen kan ikke engang
varme os; Vor Moder syer os fast, at vi ikke skal gaae omkring og komme til Skade. (Ak! værdige men elendige Moder!)
Gid der og var Rum i Opfostrings Huusene for disse og fleere kiere Børn, de vilde og blire Staten til Styrke, i Steden for
de nu maaskee bliver Krøblinger, dem selv og Staten til Byrde, saalænge de lever. Døm nu, mine Læsere! om det
var mueligt for det mindst ømfindtlige Gemyt, at kunde blive længe i saadanne Visiter. Dette er kun dog lidet af den
store Elendighed omkring i Vraaerne. Jeg maae trække frisk Luft. Strax raaber en i denne Gade: Giv mig en halv
Skilling til en syg Mand. J en anden Gade: Giv mig en halv Skilling til Brød til mine fattige Børn. Stille, stille,
Børn! der maae ingen Betiere gaae. Kiender J maaskee ikke de ukiendelige, som lurer paa Jer? Gaaer hiem og Arbender.
Ak! vi ere fattige Folk; ingen tør betroe os end ikke et Pund Hør at spinde; Vi kan ey heller røre Fingrene af Kuld, og hvor
skal vi med Rokken kunde tiene Brødet til 3 4 a 5Munde? Ak! tænkte jeg, hvor mange holder dog ikke lige saa mange Hun¬
de, og nægter den fattige Smulerne, som falde af deres Borde. Her kom en med et Barn paa hver Arm. At! de
kiere Børn, have da og disse syndet; de ligner mere Skygger end Legemer. Maaskee de ere af de saa kaldede Hittebørn, og
maaskee de, som selv intet Brød har, har tilfneget sig dem, og endog æder det, Børnene skulde have. Hvo kan vogte sig for
alle Bedragerier, og hvo kan oversee den heele Zirkel? Jmidlertid forknyttes disse uskyldige Børn, og Staten taber endog
det paa dem anvendte. See, hvem skulde kunde forestille sig saadan Jammer, midt i vor Pragt og Overdaadighed?
M haver mange deylige Stiftelser for Fattige. Det er sandt: men vi have og de Hospitaler, hvor Lemmerne ey faaer meere,
end i Straffe= og Fange=Huuse. - Du velsignede lille Stiftelse, Christians Pleye=Huus! Gid du maae vorde stger!
og jeg troer, du bliver det, naar dine brave Tilsynsmænd maae leve med dig. - Du devlige Opfostrings=Huus!
Gid du kunde tage imod mange fleere forladte Børn. Her er nok at tage af. - Du skiønne Kiøbenhavnske Almin¬


delige Hospital! Du er en vakker stoer Bygning og din Indretning er fortreffelig. Gid du kunde svare til dit allerkiere¬
ste Navu, og være almindelig for alle rette Hospitals=Lemmer, men da vilde dine Muure endnu temmelig udvides, og hvorfra
skal man faae en Fond hertil, og hvor skulde man kiøbe Brød, at disse kunde æde? – Du yndige Waysenhuus.
Hvilken deylig Ungdom har du ikke inden dine Mure. Men mon det skulde være Synd, om den arbeydede noget mere?
Skal den ikke arbeyde, som vil æde, og bør man ikke bede og arbeyde? – Du velsignede Syge=Casse! Du er et
Beviis paa godgiørende Folks Gavmildhed og Godhed mod den Fattige. Ved dig bliver mange Syge qvægede. Gid du
kunde bære Navn af Almindelig, da vilde Du og svare til dit Navn, saa længe Kierlighed ikke uddøer, og dine Forstan¬
dere maae leve med dig. - J velsignede Fattige Skoler! gid J maatte kunde rumme og klæde endnu et større Antal
See, saadanne, foruden mange andre deylige Stiftelser, haver vi. Men hvor skal de fattige hen, som har diende Børn
og Børn under 6 a 7 Aar? Gid vi og havde Stiftelser for dem! da vilde Staten ikke miste saa mange Arbeydere, som
den nu savner. - O! velsigner Kongen, som viser sig at være Fattigdoms Foster=Fader, som fandt det naadigste
Behag i den sande Patriots priiseligste Forslag til en Fond for fattige forladte Børns meere menneskelige Pleye. O! hvo
vilde ikke efter Evne formere denne Fond? Argus har hverken Ride= eller Arbeyds=Hest; men endskiønt han selv maa ar¬
beyde, giver han dog med en god Villie dertil, saa meget, som for en Ride=Hest. (Det er ikke Pralerie, min Læser! thi hvad
kunde det nytte, da ingen kiender mig?) - Det lader ellers, som Overdaadighed og Fattigdom tager kiendelig til i
vore Tider. Best derfore, vi stræber at forekomme begge Deele. - Enhver Stat har sine Fattige at underholde, men
jeg holder for, at det er lettere for en Stat at forekomme Fattigdom, end tilstrækkelig at ophielpe de Fattige. Jeg
holder for at Hospitaler bør være Hospitaler, og Arbeydshuuse bør ey være Hospitaler, men Arbeyds=Huuse. Jeg
holder og for, at det vilde have sin store Nytte, om vi havde Arbeyds=Huuse, foruden Tvangs= og Tugt=huuse,
hvor alle Fattige, Børn og Gamle, Forældre med Børn, kunde gaae hen og arbeyde, og finde nødtørftig Levebrød ved deres
Arbeyde. Mange vilde da arbeyde, som nu intet for Fattigdom kan blive betroet, og for Kuld intet kan bestille. Naar
saaledes alle bleve forsynede med Arbeyde, hver efter sin Stand og Jndsigt, skulde der blive Rum i Hospitaler for fattige Sy¬
ge, og Plads i Tugthusene for modtvillige Tiggere. Ja, der kunde maaskee blive noget tilovers til den Fattige Kone, som for
sine smaae Børn ey kan arbeyde. Men hvor skal vi faae saadanne almindelige Arbeyds Huuse fra? hvor det skulde være meere
en Ære end Skam at arbeyde, og hvor Arbeydet kunde skee meere med Lyst end ved Tvang; hvor honette Enker kunde have
Værelse for sig, og andre for sig, og hvor hver efter sin Stand og af sine Hænders Arbeyde kunde leve, om ikke gandske, saa
dog tiene noget, for at skaane den Almindelige Fattiges Casse, og at de rette trængende kunde vorde husvalede, Hvor faaer man
Penge fra til saadanne Huse? Et par Skippund Hør og et par Skippund Uld behøves ikkun for først til Arbeyds Materia¬
lier. Hvo veed, om ore redelige Kiøbmænd ikke giorde den første Forstrækning?  Men, for at faae en Fond samlet hertil ind¬
til videre, fik jeg nu et galant Jndfald. Jeg har just i Dag laant mit Valgsprog af en Comoedie: Jeg vil staae alle Comoedie¬
Opera= og Maskerade=Aftener ved Ind= og Udgangene med en Bøsse for de Fattige, og indsamle saadan en Capital. Det
galanteste er Maskeraden, thi der kan Argus gaae omkring med Tallerkenen, uden at blive kiendt. Nu! nu! lee kun
ikke. Det er jo dog ligesaa lovlig en Forretning for Argus at indsamle noget til den Fattige, som for Lomme=Tyvene at ren¬
se Folkes Lommer. Kierligheds Gierninger, forstaae, at give og hielpe den Trængende, er jo tilladelig end og om Sabba¬
ten? See! paa saadan en Maade kommer vi let til en Capital, for at bringe de Fattige, som kan og vil arbeyde, i en nye Næ¬
rings=Vey, Her falder mig ind, hvad vor Patriotiske Tilskuer siger et Sted: "J en Stat, hvor Nærings=Midlerne
"befordres, kunne der kuns være faa Mennesker, som behøve en bestandig Underholdning, uden at kunne
"fortiene den ved deres eget Arbeyde. De fleeste behøve saadan Hielpkuns for en kort Tid, og iblandt dem
"ere Huusarme og Børn de, som fortiener meest Omsorg." - Atter seer vi et nyt Beviis paa Godgiøren¬
hed. Tænk hvor glad Argus blev paa de Fattiges Vegne, da han saae Fordeelen af den af Brygger=Lauget imod Sr.
Bagges Tanker udgivne Notice blev opofret til det Almindelige Hospitals Beste. Hvad Indeholder den Notice? ja,
hvad indeholder den. Saa gaaer det, naar to kommer i Klammerie, kommer Sandhed gemeenlig for en Dag. Man
tænker nok Argus her vil opkaste sig til Dommer. Ney Tak! jeg vil endog være meere forsigtig end hiin Dommer, der,
som den Engelske Spektator fortæller, efter at han med en dyb grandskende Mine havde anhørt begge Parter, opstod
efter en lang dybsindig Taugshed for Retten og sagde: J har Ret begge To. Ney, saa eenfoldig vil Argus ikke være.
Han meener: Man bør troe Noticen; thi den er underskreven af Mange. 18 ere jo flere end een?
Atter noget Nyt!
Spørsmaal.
Hvor blev den Snee, der faldt i Fiør?
Tøsset Spørsmaal! Hvad har Argus med Jer Nysgierrighed at bestille? kan J ikke see det af Sort paa hvidt.
Mon det ikke er ligesaa ubehageligt at gaae i Snee, som i Støv, og betales der for Støvet om Sommeren at udføre,
meere maa der betales for Sneen om Vinteren. Dog, om det ey var Synd for Kane=Kiønernes Skyld, vilde Argus
øske, at der aldrig maatte falde Snee over Kiøbenhavn, men at den maatte falde des tykkere paa Rug=Ageren, thi
den skal være, meget god for Rugen, at vi kunde faae desbedre Kiøb, og at den Fattige ey endnu skulde blive meere
fattig.


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 49


Aarsager til
Giftermaale.
Anmærkning over)
E¬
en gifter sig for Tidsfordriv,
Een udaf Omsorg for sit Liv,
Een for at kunde Penge faae,
Een for et Embede at naae,
Een blot af Lyst til Elskovs Spil,
Een for den ret udhvile vil,
Een for at faae en Caracteer,
Een for den ey vil synde meer,
Een fordi nogle det vil ha,
Een for at slippe vel derfra,
Een for den troer, det er en Pligt,
Een kun for det er brugeligt,
Een øre vil Barmhiertighed,
Een prøve sin Taalmodighed,
Een giør det andre til Fortred
Og Een Aarsagen selv ey peed.
Betænk uu, Gifte! hvilken Drift,
Der var hos Jer, da J blev gift,
Og J, som endnu ugift er,
Hvad J vel har for Følelser.
Den 7de November.
af M.
Jn Morgen=Stund efter en fornøyelig Aften.
Fortelning.
Vondon. Den bekiendte lærde Vhitesteld prædiede en¬
gang i sin Ungdom paa aaben Mark, hvor en Tambour og
var nærvæ ende, som fandt en særdeles Lyst at forstyrte
denne unge Prædikant, og rørte Trommen saa stærk, som
det vel var muelig. Whitesield havde vel en giennem¬
trængende Stemme, men dog ikke saa sterk, som Trom¬
men, hvorover han maatte bryde af, og talede til Tam¬
bouren paa følgende Maade: "Min Ven! vi tiene begge
den største Konge, der er til, men paa en forskiellig Maa¬
de. J slaaer Eders Tromme for Kong Georg, for at
hverve ham Recruter, og jeg hverver for min Herre Chri¬
stus; vi vil altsaa ikke forstyrre hverandre, thi Verden
er stor nok for os begge, og vi kan faae Recruter i Mæng¬
de. Denne Tiltale havde saa god Virkning, at Tam¬
bouren gik fornøiet bort, og overlod Marken til Præ¬
sten. - Denne lærde Mhitesield er for nyelig ved Dø¬
den afgaaet i Boston.
En vis geistlig Mand vilde for nyelig i et stort Sel¬
skab giøre et Veddemaal, at blant alle Biskopper i Engel¬


land, kunde Biskoppen af Osaabrus best sin liden Eate¬
chismus.
Et Skib strandede for nøe ig ved Neufoundlard,
og alle Folkene satte Livet til, undtagen en eneste Ma¬
tros, som reddede sig paa følgende Maade: Han greeb
efter en Hønse=Kurv, og ved samme opholdt sig næsten
30 Timer paa Vandet, til et Skib kom, som med samt
Hønsekurpen reddede Matrosen.
Smyrna. Et grækisk Fruentimmer indfandt sig
for nyelig hos Tornagi Bachi, og forlangte Ret over
en Tyrk, som hande slaget hendes Mand ihiel. Domme¬
ren svarede: at han frygtede for, Pøbelen skulde sette sig
imod Afstraffelsen. Konen begyndte derpaa bitterlig at
græde, saa at Dommeren efter lang Betænkning endelig
fandt paa dette Raad, at hun maatte antage Mahomets
Troe, saa vilde han see at tvinge hendes Mands Mor¬
der at tage hende igien til Kone.- Hvilken Tyrk!
Om Cometers væsen og Betydning.
V¬
i ere ikke i Stand til at dømme ret om Cometer; thi
de Kræfter, som ere nedlagte i vor Jordklodes Na¬
tur, bliver immer den Alen, med hvilken vi maa maale
Cometernes og andre deslige Virkninger. Men skulde Ska¬
beren ikke kunde have meddeelt dem Kræfter, som vare for¬
skiellige fra vor Jordklodes Kræfter?
Om en Comeet spaaer Jordens Beboere Lykke eller
Ulykke, det er vel en Gienstand, som i vore Tider er ube¬
tydelig, da Overtroen har tabt sit Herredømme. Er Co¬
meten et Verdens Legeme, som giennemløber sin bestem¬
te Bane, hvilket den uimodsigelig er, saa forkynder den li¬
gesaa lidet Rigernes tilkommende Skiebne, som den tilta
gende Maane Guds Naade, og den aftagende, Guds Vrede.
Men om en Comet, ifald den engang skulde komme
Jorden meget nær, som vist nok er mueligt, ikke da var
i Stand til at foraarsage en vigtig Forandring paa vor
Jord? det er et langt betydeligere Spørsmaal. Den
Newtonske Theorie om Himmel-Legemernes tiltrækkende
Kraft, som giver Stiernekyndigheden saa meget Lys, la¬
der her befrogte noget. Skulde en Comet engang streiffe
saa nær forbie Jorden, at begge disse Verdens Legemer
reve hinanden ud af deres Bane, saa vilde vist nok Foran¬
dringen paa begge Kugler være meget vigtig. Men naar
Cometen er mindre end Jorden, saa vinder rimelig den
større Kugle Seyeren, og i saa fald vilde vor Jord føre
den Comet, der kom den for nær, afsted med sig som en
Fange, og den maatte da opvarte den som en Maane.


Om den Forandring, som dilde paafølge, ifald en¬
gang en Conets Hale skulde treffe ver Jordklode, lader
sig slet intet formode, efterdi vi slet intet kiender noget til
Halens Beskaffenhed, undtagen ihenseende til dens Ge¬
skalt. Men denne Fald bliver ikkun muelig, dersom Co¬
meten skulde faae sin Plads lige imellem Solen og Jor¬
den. Desuden er Cometbanens Flades Situation ofte
meget forskiellig fra Jordbanens Dechnation. De griber
i hinanden, ligesom 2 Leder af en Kiede griber i hinanden,
Whiston udleder Syndfloden af denne Begivenhed. Han
troer og, at en Comet engang skal ødelegge Jordkloden.
En anden holder Crmeterne for at være brændende Ver¬
dens Kugler, hvis sidste Dom nu treffer Dem. En troer:
at Cometerne ere endnu et Chaos, hvis Udviklelse og Be¬
folkelse først skal skee; En anden holder dem for at væ¬
re saadanne Verdens Kugler, som alerede ere forslidte,
og af Guds Haand langt bortkastede ud fra de beboede
Sphærers Selskab, samt at de alerede i Millioner Aar
har svævet Folkeløse omkring i et umaadeligt Rum. En
troer at Cometerne ere befølkede, og skatterer sammes Be¬
boere høyst lykkelige; de kan paa deres Boepæl reise igien¬
nem det umaalelige Rum fra en Soel til den anden, og
i Nærheden beskue Planeterne og adskillige Soler, Maa¬
ner, og betragte en usigelig stor Deel af Skabninger fra
langt bortliggende Synspuncter. Den lysende Hale og
den klare Taage, som kaster sin Glands igiennem en Strek¬
ning af Millioner Mile, vidner om det Lys, som omgiver
disse Lyksaliges glade Boliger. Endnu er der en anden,
som troer, at Evmeter ere et Opholdssled for Frafrærdige
Forbrydere; et Helvede.
Retfærdighed udelukker al Partiskhed, venskab og
Slægtskab. (En Persiansk Historie.)
Da en af Sultanerne havde leyret sig i Dalene for Ava¬
la, saa brød en vis stor Mand af Krigshæren med Magt
ind i en Bondes Huus, og da han fandt hans Kone meget
smuk, saa jagede han den arme Mand udaf sit Huus, og
lagde sig i Sengen til Hende. Bonden klagede derover den
følgende Morgen for Sultanen, og forlangte Hævn; men
det var ham ikke mueligt, at kunde navngive og betegne
Forbryderen. Keyseren, som var meget forbittret over den
Uret, der var vederfaret denne arme Mand, sagde til ham:
at dette onde Menneske vilde ufeylbarlig endnu engang
komme tik hans Kone, og naar det skede, saa befalte han
ham, i Øyedlikket at haste til hans Telt, og at melde det.
befaling manden kom og virkelig inden to eller tre Dage
i Bondens Huus igien, og kastede Eiermanden ud paa
Døren, som strax efter befaling henvendte sig til Keyse¬
ren. Sultaren kom i egen Person med hans Vagt ind i
den arme Mands Huus, og det var Midnat, da han an¬
kom der. Da nu enhver i hans Følge har en Fakkel i
Haanden, saa befalede Sultanen, efterat han havde ladet
udslukke alle Lysene, at opsøge Forbryderen og dræde ham.


Dette blev uden Ophold iverksat, og Legemet blev efter
Keyserens befaling, lagt hen paa Jorden, for ham.
Derpaa gav han Ordre, at antænde Faklerne igien, og
at stille sig omkring det døde Legeme. Sultanen nærmede
sig, saae ham ret i Ansigtet, faldt paa sine Knæe og bad.
Saasnart han stod op, befalede han Bonden, at bære frem
paa Bordet, hvad Forraad han havde af Mad. Bonden
frembragte en stor Mængde af slet og ret Mad, hvoraf
Keyseren spiste en heel Deel. Da Bonden nu saae, at
Keyseren var vel oprømt, saa understod han sig at spør¬
ge ham, hvorfor han havde ladet udslukke Faklerne, førend
han befalede ham, at dræbe Hoerkarlen, hvorfor han hav¬
de betragtet det døde Legeme i Ansigtet, da de bleve an¬
tændte igien, og da knælede ned og bad? og hvorfor han
derefter befalede, at bringe Mad frem, hvoraf han nu spi¬
ste saa frisk? Sultanen, som vilde stille sin Verts Nys¬
gierrighed tilfreds, svarede ham paa følgende Maade: Da
jeg hørte Forbrydelsens Størrelse, og at det skulde være
en af Krigshæren, som havde begaaet samme: saa havde
jeg Aarsag til at troe, at det maatte vel være en af mine
egne Sønner; thi hvem skulde vel ellers være saa dristig og
forvoven? derfor befalede jeg, at udslukke Faklerne, paa
det at Partiskhed eller Medlidenhed ikke skulde afholde mig
fra at straffe Forbryderen. Da nu Faklerne vare antændte
igien, saae jeg den Døde i Ansigtet, og fandt, til min
undsigelige Fornøyelse, at det ikke var min Søn. Der¬
for faldt jeg i Øyeblikket paa Knæe og takkede Gud. Men
at jeg saa hiertelig har spiist af den Mad, som du har sat
for mig, derover skal du ikke falde i Forundring, naar jeg
siger dig, at den store Gemyts Urolighed, hvorudi jeg har
gaaet, siden du første Gang klagede for mig, har været
Aarsag i, at jeg fra den Tid af, indtil dette Øyeblik, ikke
har kundet spise det allerringeste.
Om Børne Kopper.
Den berømte Doctor Heberden taler om de saa kal¬
dede Hønse Kopper eller Vind= og Vandkopper. De
Kiendetegn (siger han) hvorved man kan skielne disse fra
de ægte Kopper, ere 1. at den anden eller tredie Dag efter at
de er brudt ud, viiser sig i Midtet af disse falske Kopper,
en liden vandrig Blære. 2. at den Skorpe eller Roe, som
bedekker Kopperne den 5 te Dag, skeer paa en Tiid, da
de ægte Kopper endnu ikke er kommen til den høyeste Grad
af deres Moedenhed. Formedelst den støre Lighed imellem
begge Arter Kopper formoder han, at mange Personer,
istæden for ægte Kopper, ere blevne indpodede med Vand¬
kopper, og at de derpaa fulgte Kopper, af uerfarne og
alt for tilfærdige Oppassere, ere blevne holdte for ægte.
Dersom denne Formodning skulde have Grund, som ikke
er umuelig, hvad Under da, at saa ofte denne ellers
sieldne Hendelse indløber, at inoculerede Personer, der¬
efter faaer de ægte Kopper, og hvor meget bliver ikke,
ved saadan Jndvending, Nytten af Jnoculationen svække.?


Den Danske Argu
natio
Trapie conenrsam, oceopaa in otto,
Nædr.
Gratis anhelans, multa agendo nihil agens.
S¬
aa gaaer det: naar man først faaer Bisse=Læder i Skoene, er det ligesaa umueligt, at kunne blive hiemme, som
at kunne sove, naar der er Jld i Naboens Væg. Mangen en Mand maa jo beklage dette hos sin Kone, og
mangen en Kone det sammme hos sin Mand, og Argus merker det samme hos sig selv. J forrige Uge kom
jeg i Vane med at giøre Visiter, hvorfor jeg ey heller i denne kan blive hiemme. De sidsle Visiter vare hos de ringe,
og derfor ey heller behagelige; thi jeg har spurgt, at nogle, uagtet de sade i en med Edderdun udstoppet Lehne=Stoel
eller Kanopee, gabede dog nogle Gange og bleve utidige, da de læste mine Besøgelser hos dem, der laae udi Straaet.
Det synes, ligesom Søndag Eftermiddag er ret bestemt for alle skikkelige Folkes Visiter; og Aftensangen i Kir¬
kerne og Bede=Stunden i Wajsenhnuset kun for saadanne Folk, som enten vil bruge Dagen og Aftenen, som den bør,
eller og for saadanne, som ey har andre Steder at gaae hen (det er ikke usædvanligt at høre Frietaleren sige: Han
gaaer i Kirke for Tidsfordriv) Om Argus derfore kan ansees blandt skikkelige Folk, saa vil han og begynde sine
it Visiter om Søndagen; dog ey førend efter Aftensang. Men nu er Spørsmaalet, hvor jeg skal gaae hen; thi jeg er
som en Fremmed allevegne. Dog, ligesom Horatius gil, hvor Vinden førte ham, saa vil jeg gaae efter Caffe=Lug¬
ten. Men her er jeg lige nær: Det lugter jo af Caffe i alle Gader. - Men, hvor møn den Pige skal hen,
hun stønner saa? Hvorhen mit Barn! Vi fik fleere Fremmede, end vi ventede, jeg maa derfore over Hals og Ho¬
ved hente endnu et Pund Caffebønner; gid Pokker havde alle de Snylte=Gieste (da er Argus ikke kommet der endnu,
tænkte jeg) - Denne Tiener er jo færdig at tabe Væyret, saa har han rendt; hør! hvor han skiænder paa
l Hyrekudsken, der jager afsted, alt hvad de stakkels Heste formaaer. Jeg maae nærme mig og døre Aarsagen: Min
Madame og Jomfrue, siger Tieneren, har ventet paa Vøgnen en halv Time, det er en Skam, man skal bie efter
dem i Sælskabet; thi saasom de bliver de fornemmeste i Sælskabet, saa kommer Caffe=Bordet kun ind tillige med dem,
(Argus blev gandske overstænket af Vognen; men got nok til ham, hvad vilde han saa nær) Men jeg gaaer saa læn¬
ge om paa Gaden, at jeg bliver gandske overstænket. Best, jeg begynder paa mine Visiter; og her har mine Læsers
I dem for heele Ugen:
Søndagen. Efter Aftensang besøgte jeg A** Han hilsede mig med en slakket og stønnende Stemme, stak¬
m kels Mand havde forsovet sig, og maatte nu haste i Klæderne; thi de Fremmede vare for Døren. Madamen, Jomfru¬
en, Pigen, Tieneren løbe ind og ud. Just da vi talede om, om det var sundt at tage sig en Middags Luur, hvorved
A*, gabede et par Gange, kom Tieneren ind, og lod Herren vide, de Fremmede vare komne. Vi skiltes ad, og
i saadan Hast glemte jeg at sige ham, at hans Peryk sad skievt.  Jeg gik da til B* Ham fandt jeg ligeledes
midt i Arbeyde, (Han stangede sine Tænder) ikke desto mindre spurgte han mig, om jeg havde været i Kirke. Jeg
begyndte at tale omJ det samme kom Fruen ind, min Hierte! sagde hun: Vognen til Opera har alt biet
Herpaa gik jeg til C*? Her lugtede jeg alt i Porten, at
n et Qvarteer, jeg er bange den første Aet er ude. -
o der skulde være et stort Æde=Selskab. Familien er stoer, og disse æder undertiden hinanden op. Jeg tænkte paa
Pigen, som bandede Snylte=Giestene og vente om igien. - Derfra gik jeg til D*? Her forefandt jeg tree vel
ti besatte Spilleborde. Alle vare meget sysselsatte: nogle blandede, andre deelede ud, og alle stræbte, at kunne over¬
m stikke hinanden. De lode dog alle til at være hinandens Venner, og dog syntes de mig, at ivre sig for at kunne vinde
fra hinanden. Tænk eengang! nogle tørrede endog Sveeden af Ansigterne. Her var og en Hoben at giøre: Man
"raabte Beth i en Krog, la vola i den anden, og rullede med Tærninger i den tredie. - Herfra gik jeg hiem,
og om Natten drømte jeg om dem i Rom, som, i Phædri Tid, havde meget at bestille med Inter.
Mandagen. Jmod Aftenen (thi jeg har ingen Tid førend i Skumlingen) besøgte jeg E? Her spurgte jeg:
ul, hvorvidt man var kommet med Friderichs=Kirke? Men E?, bad mig, komme en anden Gangigien; thi nu skal han
paa Fransk=Comoedie. - Derfra gik jeg til F?? med hvem jeg vilde have talt om de mange Auctioner po¬
o Huufe og Gaarde, Meubler &c. men E*, havde ingen Tid. Han skulde i et faa kaldet Mandags=Selskab,
slte Fra ham gik jeg til G** Min kiere Mester! spurgte jeg: Hvi er der saa stille i Eders Verksted? Mine Svenne, sagde
sii han med en Slags Fortrodelse: holder Frie=Mandag, og jeg maa dog betale dem den heele Ugeløn. - Herpaa
til gik jeg hiem, og giorde Overslag ved mig selv: dersom disse Frie=Mandager ogsaa bleve afskaffede, saa fil vi endnu
m 32 flere Arbeyds=Dage om Aaret.
Tirsdagen. Vilde jeg have besøgt H** men han var ey hiemme. Hans Kone sagde: Der kom Bud efter
vi ham, at han skulde hen og opsette nogle Freds Punkter imellem Russen og Tyrken; samt give sine Tanker, om det kom¬


til er virkelig Krig imellem Engelland og Spanien. Gud bevare ham! sagde slakkels Kone: Jeg er saa bange, han
skal forsee sig i disse Stats=Affaire og støde en af Parierne for Hovedet; forgangen vilde en have slaget ham i Hovedet
med et Kruus Øll, fordi han vilde ikke afstaae en Fodsbreed Jord til Tyrken. Mig synes dog, at denne Paastand
var meget Christelig. (Her kunde den suure Argus neppe bare sig for at smiile) - Herfra gik jeg til 4* Han
havde alt Masken for Ansigtet, og skulde paa Maskerade. Havde altsaa ingen Tid at tale med mig. Jeg vilde just
have advaret ham om en Hykler, som søgte at besnære ham. Hillemænd! tænkte jeg: Hvem der dog kunde trække Ma¬
sken af alle Maskerede, da vilde man faae nogle underlige Ansigter at see iblandt.
Onsdagen. Jndfandt jeg mig hos 1* Jeg vilde have spurgt ham, om de nye Caserner ere Byen og Bør¬
gerskabet til Fordeel eller Skade; men han svarede: Herom kunde siges meget baade med og imod, som jeg ey har Tid
til denne Gang; thi nu skal jeg paa Opera. - Fra ham gik jeg til L*? Her var Dandsemesteren hos de smaa.
Studenten, som skulde sige dem et par Ord i deres Christendom en Gang om Ugen, kom; men da de Smaa havde
mere Lyst til det første, helst man havde lovet dem, naar de dandsede smukt, skulde de komme paa Maskerade, og Ma¬
ma gad nok endnu giort nogle Pas i en nye Dands; saa maatte Msr. Student gaae igien til en beleyligere Tid. Jeg
sagde til L** disse to Timer, Dandse= og Læse Timerne burde, ey følge paa hinanden; de Smaa børde læse om For¬
middagen og dandse om Eftermiddagen. Her tog Mama Ordet: Hun vidste vel selv den beste Maade. Men saasom jeg var
kommet for at tale med Manden, og Konen her vilde svare for Manden, saa havde jeg intet her at bestille. Jeg vilde
ellers have talt med ham om General=Told=Forpagtningens Auction over Aggerhuus=Stift.
Torsdagen. Vilde jeg have uflagt et Besøg hos M* men da han net op stod færdig at træde i Vognen,
for at tage paa Concert, kunde han ikke tage imod mig. Det var dog Skade, tænkte jeg; thi jeg vilde just have spurgt
ham om, hvad hver Trille i Syngekonsten kan beløbe sig til, naar man regner 1500 Rdlr. til et heelt Aar. Det maa
efter mine Tanker kun være lidet for hver, i Fald man regner saa nøye som jeg. (Hillemænd! om nogen, til trods
vilde skyde sammen og give Argus en lumpen 1500 Rdlr. aarlig, hvor vilde han da smiile i Skiægget. Maaskee
stakkels Argus kunde da og faae, lidt mere Tid til at pynte paa sine Materier, der nu maa gaae fra Haanden saa ge¬
svindt, som en 3 Deel Takt) - Herfra gik jeg til N*? Det heele Huus var i Allarm: Konen græd, Børne¬
ne græd; Pigerne søgte i alle Kroge, og Tieneren stod med Kareth=Døren aaben. De skulde paa Dansk Comoedie,
og Manden havde forlagt Nøglen til Penge=Skatollet. Herfra kom al den Stoyen. Nøglen blev fundet og Stor¬
men lagde sig. Her var altsaa ikke Tid for mig at bie. - Jeg skyndte mig til O? og vilde have talt med
ham om noget Landvæsenet angaaende, men han var allereede i Landhuusholdings=Selskabet. (Kunde Argus und¬
være 10 Rdlr. aarlig gik han, som Medlem, ind i dette priiselige Sælskab.)
Fredagen. Besøgte jeg P* Han sad just og vilde udregne, hvor mange Tønder Vand Solen trækket til
sig fra Havet, og om vi faaer ligesaa mange Tønder Regn. Gud forlade Jer, sagde han til mig; nu tabte jeg en
Tønde Vand i Udregningen. Her maa ikke fattes en Draabe, sagde han videre og bad mig komme igien en anden de
leyligere Tid (vigtigt Arbeyde, tænkte jeg, skulde det kun ikke blive til Vand altsammen.) - Derpaa aik jeg ul
O*, ham vilde jeg have spurgt, hvad de nye Veye kostede, og hvor meget der blev gjort aarlig; men Q* stod paa
Springet, og skulde paa Fransk Comoedie. Her maatte jeg altsaa gaae min Vey.
Løverdagen. Besøgte jeg 8* med ham fik jeg dog talt noget, endskiøndt det par Løverdag; thi han er
ikke af det Slags, som kun studerer den sidste Dag i Ugen. Vi talte noget gammeldags, nemlig: om Forberedelsen
til Sabbathen. Dog vilde jeg ikke opholde ham ret længe. - Fra ham gik jeg til S* Han sad just og ær
grede sig over Argus, fordi han ey nævnede Folk ved Navn. (S* kiendte mig ikke som Argus) I det samme
kom hans Søn, en Pog paa aatte Aar, springende ind, og raabte: Papa! Vognen er kommet. Faderen reyste sig
da strax, og sagde smilende til mig: Min Søn er ret begierlig efter at komme paa Comoedie, naar han seer af Avi¬
serne, at en Dansk Fransk Comoedie skal opføres; thi der er snart ikke en Fransk Comoedie, som han jo kan uden
ud. Kom Papa, raabte Drengen. Ja, min Søn. Far da vel min Ven! jeg maa med min Søn paa Comoedie.
(J gamle Dage, tænkte jeg, maatte Børn om Løverdag Aften smukt lære Søndags Evangeliumet uden ad, ja Ar¬
gus maatte endog lære Epistelen med) Her havde mine Besøgelser Ende for denne Uge.
Døm nu selv, mine Læsere! om Argus ikke har havt nok at bestille i denne Uge, og om nogen af alle de
han har besøgt, har været ledig. Hvor gesvindt gaaer dog ikke Tiden, naar man har noget at bestille. Dagene ere korte,
det er sandt; og For Aftenerne, som synes noget lange for dem, der lider ilde, har de, der lider vel, fundet mange
Raad til at fordrive. Om nogle vil sige; Argus og de fleeste af dem, han har besøgt, har havt travlt med intet
saa beraaber jeg mig paa mit Valsprog, at man i Phædri Tid har giort det samme; jeg vil just ikke sige, hvad han
kaldte dem. Mea her fa der mig ind: at Hølberg loe engang, da han saae en Hest under lutter Kaprioler at stønne
og puste, og at staae i fuld Skum ved at gaae igiernem en Gade, da en anden i al Stilded trak et stort Læs,


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 50


Stadens Sæder.
Efter en Jnvenals Satyre.
N¬
ey, min gode Ven, mit Hierte skulde slet ikke blø¬
de i mit Lid, om jeg forlod denne Stad. Jeg
skulde være lykkelig, om jeg kunde komme ud paa
det aabne Land, hvor man lever uden Bekymring, og hvor
det kunde være mig tilladt, at skienke Muserne en Ven;
thi Stilhed er hellig for dem, og den afsides rolige Lund
er dem indviet.
O min Ven, jeg skulde langt mere elske det ødeste
Opholdssted, end denne larmende Stad. Thi hvad for
et Sted kan Jndbildnings Kraften forestille sig saa bedrø¬
veligt og saa øde, naar skal Eensomheds billede saa for¬
skrekke, at den jo skulde give samme Fortrin for disse Sce¬
ner, som ere saa fulde af Fortredelighed. Det brændende
Had, den undergravende Avind, de lyvende Løvter, tusin¬
de Snarrer og besnærende Garn, og tusinde Farer og An¬
stød, som ere lagte i Veyen af de grusomme umedlidende
Byefolk; dertil det qvælende Sælskab af Daarer, den vig¬
tige Mine af den lykkelige Uforstandighed, de bepudrede
Springeres Stolthed, den døvende Skare af dem, som ud¬
forsker de Huuslige Omstændigheder.
Da sidst mineralske Vande, dog meer den sunde
Landluft og dit Selskab helbredede det syge Legeme, og
Morgenen var opofret til Friehed for Arbeyde, ikke til
Sorg og Bekymringer, hanede jeg, da Solen endnu op¬
drak Duggen af Græsset, ind i Granneskovene, hvis Skyg
ge jeg elsker; thi Stilhed boer under dens grønne Løv,
ja der har Eftertanke, Overleggelse og fast Beslutning imod
de pludselige Anfald af Lidenskaberne sin Bolig. Det ro¬
lige Hierte hører her Fornuftens Lærdomme, og vender
stærk tilbage imod den kommende eller tilbagevendende Fare
paa Verdens Skueplads. - Saaledes hørte Numa i
den dybe Lund Egerias vise Lærdomme, og tæmmede det
stormende Folks Bølger. Her slængte jeg mig ned ved Tibe¬
rens Aabred, som er Skovguderne saa behagelig, efterdi
grønne Enge indslutter dens Rende, og ingen Marmor
fordriver den her avlede Flinte= og smaa Steen. Uvillig
tænkte jeg, naar du, o Stad, nægter Videnskabernes Op¬
holds Sted, naar Arbeyde ingen Belønning forhverver,
naar den nærværende Dag giør Gaardagens bedrøvede
Stilling endnu ulykkeligere, og den Dag i Morgen bliver
ved at oprykke de faa overblevne Kræfter, saa ville vi fore¬
tage os med dædaliske Vinger at ile herfra. Endnu spin¬
der Lachesis Traaden. Endnu blomstrer min første Ung¬
dom, endnu er jeg baade fund, frisk og sterk, endnu kan
mine Fødder bære mig, og jeg behøver ikke nogen Stav
i min høyre Haand, for at fløtte mig ved. Jeg vil flye


fra og forlade mit Fæderneland. Lad Arturius og Ba¬
tulus længe nok leve der. Lad dem blive der, som for¬
staaer at giøre sort til hvidt, som det falder let at prale
med borget Glands og eftergjordt Pragt. Det skader
dem ikke, at den Kloge opdager dem. Den store Hob be¬
undrer dem, den Lettroende Store smiler ad dem, og snart
troer de om sig selv, at de ere alt det, som de udgiver sig
for. Og hvorfor skulde de ikke troe det. Gav Lykken dem
ikke alt hvad de forlangte? Thi naar den gode Gudinde
er oprømt, saa ophøyer hun ofte for Spøg paa den høye¬
ste Spidse af hendes Hiul - Narrene.
Hvad skal jeg giøre i Staden? Jeg kan ikke lyve.
Jeg kan ikke rose noget slet Digt, eller med smigrende
Utaalmodighed forlange det af Forfatteren. Jeg kan ikke
opmuntre den ødsele Arving med den Trøst, at hans Fa¬
der snart døer, jeg kan ikke være Kobler for nogen Velly¬
stig, jeg kan ikke befordre Bedragernes Kunster, eller ud¬
spionere den forbigaaende Stores Vey, for at hilse ham
med en dybt og krumbøvet Ryg. Hvor skulde jeg altsaa
her finde nogen Ven, For at blive elsket af disse Folk,
maa man tage Deel i deres Forbrydelser. Verres kiender
mig jo, hvorfor hielper han mig ikke. Ney, han hielper
Carus. Vist nok, thi han er ham forbunden. Carus
veed Hemmelighederne, det er Verresis Forbrydelser; og
dersom han vilde sladdre, saa kunde han bringe ham i Arres
og til Galgen.
O min Aand, skatteer ikke den skyggefulde Tagus?
rige Sand, og alt det Guld, som den velter ud i Havet
saa høyt, som din rolige Samvittighed, din søde Søvn
hvilken ofte afbrydes af Kummer, men aldrig af Skrel
for Straf. Lær at foragte Værdigheder, naar de skal
kiøbes for Nederdrægtigheder eller Laster, eller et stort
skarns Menneske vilde dermed belønne din Tavshed, for
du tier med de Laster, som du selv hielper ham at begaae.
O du Satyr, som gav Juvenal den skarplydende
Fløyte, lær mig, at efterligne hans Toner, og at udlee
Folket med en bidende Spot, det Folk, som nu befalder,
og fra hvilket jeg er flygtet hen til denne Skov. Jeg kan
ikke udstaae den Franske Stad! Allerede i lang Tid har
den Galliske Seine ogsaa blandet sit Vand med de Auso¬
niske Floder. O J Borgere, dersom J ville efterligne,
saa efterligner Vittighed, Arbeydsomhed, Menneskekiær¬
lighed hos Udlændingerne. Men J optager ikkun deres
Laster. Den Kunst, at synke finere, den høflige Falsk¬
hed, den pyntede Vellyst, og den falske Pynt, den sande
Skiønheds Abe. Gaaer altsaa J, hvis eneste Fortieneste
er Videnskab og simpel Redelighed. Nu omstunder er det
en Fortieneste at bære Guld og Sølv, og at gyde balsa¬
misk Duft af sine Lokker. Denne Dragt skiuler vel den


liderlige Forøder, den intetværdige Storpraler, den tanke¬
re og græde, naar han giør en bedrøvet Miine. Han for¬
løse Studser og Springer. Men det er just disse, som
langer en Vinterklædning paa, naar det er en fugtig Høst¬
trænger sig frem for den tiende og tilbagevigende Fortiene¬
dag, og paa Timen ifører de sig en Peltz. Det er varmt i
ste, og river det til sig, som tilhører Videnskaberne og Lær¬
Dag, siger deres Ven, og paa Timen tørrer de Sveden
dommen. Hvem er det, som hisset taler med flagrende
af sig.
Vittighed, med grændseløs Tillid, med Demosthenisk
Krybende Uhyrer, eders Gift besudler alle Ting.
Veltalenhed? Hvem er det? Hvad for en Mand har man
Opmuntrede ved eders bifald, bliver de helligste Pligter
bragt i vort Sælskab? Uden Tvivl en stor Kunstdommer,
overtraadte og de største Laster foretagne. J ernærer, fø¬
en Orator, en stærk Mathematikus, en bekiendt Tonekunst¬
der og underholder de Stores Feil, eders Berømmelser
ler, en fortryllende Maler, en rørende Digter
billiger deres Udskeytelser, formedelst eder bliver de Folkets
Ak ney, ney, en dristig Praler!
Gidseler, og hvor J har fæstet Bolig, der kan den ikke faae
Men man skulde dog virkelig tænke, at han var alt
nogen Ven, som ey vil forhverve sig hans Venskab ved at
dette, og at han kunde klavre op i Skyerne. Hvad er
bifalde hans Laster.
det dog deyligt, at have en løbende Tunge, og liden Over¬
leggelse og Eftertanke, Og jeg skulde ikke flye? Jkke flye
Siig mig engang, hvilke ere de Fortierester, som kan
derfra, hvor man ikkun skatterer og setter Priis paa Pra¬
forhverve, en Fattig, en Uanselig, en stor Vn? Det er
lerie i en bebræmmet Klædning? Hvor den rige Nar regie¬
let at sige: han maae blive en Forsvarer, en Lovtaler af
rer Sælskabets Tone, og skiødesløs hengende paa Kana¬
deres Gierninger. Han maa forsvare dem imod andre,
væen allene sysselsetter Vertens Opmerksomhed? Hvor det
han maae forsvare dem imod ham selv, imod en nagende
ikke hielper den Fattige, fra Ungdom op at have inddruk¬
Samvittighed, som undertiden alt for høyt opløfter sin
ket Luften af det tospidsede Helicon, og at være bleven op¬
Røst, sin vidrige Lyst for den Vellystiges Rolighed. En
dragen i de milde Dyders Skiød. Ney jeg kan ikke skikke
Forsvarer ved Ord og ved Gierninger. Det er ikke nok,
mig derudi, hvor man hvert Øyeblik maa paatage sig et
at han ved en smigrende Berømmelse opmuntrer til La¬
andet Ansigt, beundre enhver daarlig Gierning og narag¬
ster; han maa selv venskabelig tage Deel i dem. Ved
tigt Foretagende med opløftede Hænder, hvor man endog
Taffelet, ved Vellystens Altere, stolt imod enhver uden
for at fortiene et Maaltid Mad og et elendigt Gæzebud,
imod ham, et frekt Redskab for hans Hævn, ødsel med
roser enhver Ret, ethvert Slags Viin, og ved hver Skee¬
ham eller gierrig, - ifald og Gierrighed nogentid har
fuld priser og ophøyer Vertens Smag.
fundet Hyklere!
Man taber Taalmodigheden, ved at vise Øyentiene¬
Der spørges og nu ikke meer efter Fortienester og
res og Hykleres listige Slægt. De ere de færdigste Co¬
Retskaffenhed, for at bestemme en Mands Værd. Hvor
moediant Spillere, og kan paatage sig og spille hvad for en
mange Folk og Betientere holder han? Ere hans Jndkom¬
Person, de ville. Og desverre er intet Hyklerie lette¬
ster anseelige? Er hans Indretning prægtig? Spiser man
lig saa uforskammet, at jo den skulde troe det, som der
got hos ham? Disse Ting ere den Alen, som afmaaler vor
bliver hyklet for. Den dumme Velynder og Patron bli¬
Høyagtelse; disse Ting bestemmer vor Nidkierhed i at tiene
ver i Hyklerens Mund en Baile, den heslige ligner Vene¬
ham, og at tilbyde ham vor Formue og vor Borgen. Thi
ris Yndling. Hyklere sammenligner den svage Vellyste¬
enhver har ikkun saa megen Credit, som hans Formue be¬
ges Arm med Herkulis Arm, som trykte Antæus høyt op
løber sig til. Den Fattige maae sette sin Ære til Pant,
i Luften, og raaber et lydeligt Bravo, naar han synger, som
og sværge ved alt det, som helligt er. - Daarlighed
naar en Griis hviner. Deres Ansigt, deres hele Legeme
og Narrerie! Den Fattige bliver nu omslunder anseet for
retter sig efter deres Mæcenater. En lydelig Latter ryster
en tegnet Synder, for en Himmelens Fiende.
deres Mave, naar han ikkun smiller. De kan fælde Taa¬
(Slutningen følger.)


Den Danske Argus.
Jmpiger extremos curris mercator ad Jndos.
Per mare pauperiem fugiens, per fxa, per ignes
Hor
Du kiere Handelstand, Hvor staaer det til med Dig? Du, som er saa vigtig i et Land, er dog nok værd,
A¬
at Argus iblandt værdiger Dig et Øyekast. Det er jo dog Dig, som skal holde os i Ligevægt med andre
Nationer? Hvor staaer det til med Balancen? Giør vore egne eller fremmede Vahre Udslaget? Mig tykkes
alle tier, ret ligesom ingen enten ikke vilde, eller kunde, eller turde tale. Nu, sig kun frem. Har Du en retfærdig
Sag, og vil tale for det Almindelige Beste, saa har Du Frihed at tale, men vil Du kun meele Din egen Kage, og


handle i Smu, besvige Kongen sin Told og tage Brødet af Munden paa dine jævnlige, saa maae Du skamme Dig og
tie, Nu, hvad siger Du? Endnu ikke Ord! Er da Handelen død, at den ikke kan tale? eller er den saa levende,
at den behøver ey at svare til saa ringe et Spørsmaal? Mig tykkes dog, at det Spørsmaal: Om vore egne eller
fremmede Vahre giør Udslaget paa Balancen, er af temmelig Vægt, ja, saa vigtigt, at det i mange Aar har været
fremfat; men ey endnu besvaret, og fastsat. Det koster en temmelig Umage, og fordrer en stoer Jndsigt, siger man.
Men, maatte jeg spørge, om den Umage var ikke vel anvendt, og om det er tilladeligt at spare den i saa vigtig en
Sag? Mig tykkes dog, man temmelig nøye kunde komme efter denne Hemmelighed endog med maadeligt Arbeyde
og maadelig Jndsigt. Kommer kun frem med Toldbøgerne over ind= og udgaaende Vahre. Der kan man jo komme
efter heele Hemmeligheden (Hvad der er gaaet uden om, vil jeg nu ikke berøre) Det var dog nok værdt at vide, hvor¬
dan vi sidder i det. Enhver fornuftig Huusfader holder jo dog Bog over sin Jndtægt og Udgivt, og det er kun den
Efterladne, som lader det komme an paa en Foged eller leyet Huusholder. Seer man ikke, hvorledes Engelland, Hol¬
land og andre forsigtig handlende Nationer giør nøye Overslag paa deres ind og udgaaende Vahre. Det fortryder
ingen af dem, om de kunde arbeyde for heele Verden, om den vilde være saa eenfoldig, at lade sig bringe bag Lyset
af dem. Ney, man trykker sig. Endnu vil ingen svare. Hør, bør, f. Ex. en Skoemager ikke vide, om han giør
saa mange Skoe, at han kan betale sine Skræder=Regninger? Thi gaaer Udgivten til Skræderen over Jndtægten
for Skoene, saa er det jo Tegn til, at han har ladet arbeydet meere for sig, end han med sit Arbeyde igien kan betale,
og følgelig vil han snart lade af at være Skoemager. Fleere Exempler behøver jeg vel ikke at fremføre. Dog, endnu
et: Hvad mon man vel vilde sige, om en fattig Bonde var saa kræsen, at han ey kunde lade sig nøye med et Stykke
af sin egen Flæske=Skinke, men vilde have Bajonner og Vestphaler, og saa lækker, at han væmmedes ved sin egen
Faare=Ost, men vilde have Engelsk &c. Jeg troer, man vilde dømme saadan en Bonde fra Forstanden, og han vilde
og nok snart gaae fra Huus og Gaard. Disse Exempler ere noget enfoldige; men jeg troer dog de nogenlunde kan
oplyse Sagen. De vil kun sige saa meget: at den Stat, som væmmes ved sit eget, og higer efter Fremmedes, vil
intet giøre selv, men lade andre Nationer arbeyde for sig, maa omsider blive fattig, om den end havde de peruvian¬
ske Guld=Miner. Mon da det Spørsmaal: Hvor staaer det til med Handelen, ikke nok var værdt at svare til?
Ney, endnu tier alle. Nu, saa maa da Argus snakke for sig selv.  Jeg vil kortelig betragte Handelstanden,
fra tree Sider: Først, som den besværligste Stand for sig selv. Andet: som den fornøyeligste Stand tillige for sig
selv og andre. Og Tredie: som den vigtigste Stand for et Rige. - Først, som den besværligste Stand for
sig selv: Naar jeg betragter, hvorledes en Kiøbmand ofte maae betroe sine Eiendomme paa det Bundløse Dyb, hvor
en eneste Planke, saa at sige, er ham Borgen for al hans Velfærd; hvorledes han ligesom maa vove sig igiennem Jld
og Vand, Klipper og Svælg, for at giøre en liden, og ofte uvis, Vinding; og hvorledes han, for at undgaae den
elendige Fattigdom, der følger Ladhed i Hælene, søger til de længstbortliggende Lande; hvorledes han med al sin
m Fornuft, Stræbsomhed, Forsigtighed og Redelighed ofte bliver en fattig og ødelagt Mand ved uredelige Folk og slet¬
te Betalere; hvorledes han er lige saa usikker for sine Eiendomme paa Landet, som paa Vandet. Seer man ikke
hvorledes en og anden Inden= og Udenlands Bankerot drager de fleeste Gange flere efter sig, og her kan det he¬
de med Sandhed, een Ulykke kommer sielden allene. Kort sagt: Handelstanden fra denne Side betragtet, er den møy¬
sommeligste og usikkerste Stand. Men, mon den da ikke kan behøve Opmuntringer og Understøttelser, om den ey skal
lade Modet falde, og give tabt under saa svære Byrder, som ligger paa en udvidet Handel? Men, naar saae man
en flittig, sparsom og fornuftig Kiøbmand, der med alle sine gode Egenskaber ved ulykkelige Tilfælde er bragt tilbage,
at blive hiulpet paa Fode igien; Mon saadan en umistelig Lem i en Stat kunde gribes formeget under Armene, om
det endog skulde skee paa almindelig Bekostning? Gid her var Belønninger for de gode, som ved ulykkelige Tilfælde
bleve satte ud af deres Velstand, og tilstrekkelige Straffe for de Onde, der med Forset forderver baade den inden= og
udenlandske Credit! - Fra den anden Side er Handelstanden den fornøyeligste for sig selv og andre: Hvad
Syn i Naturen kan optænkes behageligere, end naar en Kiøbmand seer sit Skib og Gods at legge ind i sin sikkre
Havn, efter at det har trengt sig igennem fra et Hav til andet, tumlet sig om imellem de stolte Bølger, snart været
nær Syvstiernen og snart i Havets Afgrund. Mon ikke enhver Tilskuer med saadan en Kiøbmand maae glæde sig over
Forsynets forundringsfulde Førelse? Kan nogen siges, at vove sin Velfærd, for Statens Beste, da bliver det nok en
retskaffen Kiøbmand; men en retskaffen Mand føler ingen sødere og fuldkomnere Glæde, end at kunde gavne Staten
og befordre det Almindelige Beste. See, i den Henseende er Handelstanden tillige den fornøyeligste, da saa manges
ja Statens Vel saa nøye er forbundet med den. Enhver brav Kiøbmand kan da ikke andet end lykønske sig selv med
sin Stand i det Land, hvor Handelen florerer, og dens Værd vorder rettelig paaskiønnet. - Ende¬
lig er Handelstanden, fra den tredie Side betragtet, den vigtigste Stand for et Rige. Agerdyrkningen er vigtig;
men Holland er et levende Exempel paa at Handelen indbringer overflødigt Brød i et Land, som ey er et Kornland.
Men, hvor rigt mon da ikke et Kornland maatte kunne blive, naar Handelen tilligemed Korn=Ageren stod i fuldkom¬
men Flor. Seer man ikke hvorledes alle Stater alt meere og meere indseer Handelstandens Vigtighed; den ene kappes
med den anden om Fortrinnet, om det end skulde koste blodige Krige. Men ere nu alle oplyste Stater enige i at be¬


førdre Handelen, og drive den til høyeste Spidse, er det jo et klart Beviis paa dens Vigtighed. Kort! Handelen
er i Stats=Legemet det samme som Fieren i Uhret og Sielen i Legemet. Det er den, der setter den heele Maskine i
Gan;; Det er den, der indbringer Penge og Rigdomme. Men naar en Stat ikke mangler Penge, mangler den ey
heller Brød, Krigsfolk &e. Er da Handelstanden saa vigtig, saa fortiener den og al vor Opmærksomhed. Den bør
da opmuntres og ey trykkes, paa alle muelige Maader fremmes og ey hemmes.
Gid vore beste og redeligste Handlende, som havde den meest udvidede Jndsigt i Handels Videnskaben,
vilde give os et Handels=System, samt Forslag til en bedre og fuldkomnere Handel. Jngen tør skamme sig ved at give
sunde og sande patriotiske Forslag. Forskiellen imellem egennyttige Projektmagere og sande Patrioter er saa kiendelig,
at de Sidste tør aldrig befrygte sig at blive betitlede med de Førsles forhadte Navn. - Men jeg vil ey tale meere
denne Gang, i sær da ingen vil svare. Jeg kan ey heller faae talt nok i saa vigtig en Sag. Jeg vil da, indtil videre,
lade to andre tale. Her er lidet af en lang og ulige Samtale, som jeg hørte forleden:
Den første Kiøbmand: En alt for indskrænket Handel er lige saa farlig for et Land, som en alminde¬
lig Frie=Handel for Landets Fabriker, der ey endnu er kommet til Moedenhed, og opnaaet Fuldkommenhed med andre
Landes.
Den anden Kiøbmand: Bort med Fabriker! og skaf os Frle=Handel. Vi kommer dog aldrig til Fuld¬
kommenhed med vore Fabriker. Vi maa altid betale dyrere end andre, og vort eget er dog aldrig saa got, som det
Fremmede.
Den første Kiøbmand: Du taler som Jøderne, da de vilde have Røveren løs. Vore Fabriker har kostet|
os meget, det er sandt. Mange Forskudde ere ilde anvendte og meget misbrugte; men nu skeer saadant ikke meere, aff
Skade er man bleven kloge. Men jo meere vore Fabriker har kostet os, jo kierere bør de være os. Vi haver gode
Fabriker iblandt, og det skulde gremme mig, om de skulde gaae under tillige med de slette; Vi bør snarere stræbe at
faae de sidste forbedrede. Det er kun de gamle Fordomme, at vor eget duer intet. Jeg tør nok sige, at der nu lever
over 8000 Mennesker ved vore Fabriker. Men, hvor skulde de hen, om Fabrikerne gik til grunde, og bleve deres for¬
rige Intet?
Den anden Kiøbmand: O! lad dem gaae, hvor de kom fra. De giør kun dor Tid i Landet. Naar
vi har frie Handel, behøver vi ey saadanne Folk.
Den første Kiøbmand: Al! min Ven! du forstaaer det ikke bedre. Mange, ja, de fleeste af disse Folk,
ere nu af Landets egne Børn. Men lad dem være fremmede, og de skulde gaae bort; saa fik jo, f. Ex. Skoemageren
saa meget mindre Folk at giøre Skoe til o. s. v. Men det vigtigste, som trykker vore Fabriker er: vore dyre Levnets¬
Midler, og den fordervelige Snighandel. Naar Levnets-Midlerne vare lette, kunde Fabrikørerne arbeyde lettere, og,
naar ingen Snighandel var, kunde de debitere deres Vahre.
Den anden Kiøbmand: Snighandel! nu maa jeg lee. Hvilken Mand er ikke Tyv i sig Næring? Mon
man ikke er nød til at stiæle ind? Hvem kan svare den høye Told?
Den første Kiøbmand: Sagte, min Ven! Hverken du eller jeg har sat Tolden; men baade du og jeg
bør svare den. Jeg tilstaaer, at alt for høy Told giver Anledning til Toldsvig. Jeg tør og sige, at Kongen fik mere
Told, naar den blev nedsat paa en Deel; thi hvem vilde da sette sin Velfærd i Vove, naar der var kun lidet at vinde.
F. Ex. Naar stial man Caffe Bønner ind i Sandbaade og paa andre optænkelige Maader, da der gik kun 4 s. af
Pundet; men nu der kan i det ringeste vindes 12 s. paa Pundet, da er det Umagen værd. Ja, naar tilforn udførte
man Steen for Thee, og Vand for Viin, førend Tolden blev saa høy? Mange bleve da ey heller forarmede og Huus¬
vilde ved Confiskationer, og saa mange Betientere i denne Sirkel behøvedes da ikke. Jeg veed nok, at Toldsvig og at
bedrage Kongen holdes ikke for Synd i Almindelighed. Men jeg veed dog, at en Præst prækede saa eftertrykkelig og
idelig mod Toldsvig og forbudne Vahres Jndsnigelse, at det angrede dem i Meenigheden, som fandt sig skyldige; og
siden lode det Haandværk fare. Et rart Exempel: Det er virkelig skeet. - Her tog den anden Kiøbmand sin
Hat og gik. Saa vidt jeg kunde see, blev han vreed. Men den første Kiøbmand blev ved et roligt og fornøyet
Sind, og ønskede: Handelens Lykke og Udvidelse; Levnets-Midlernes Lettelse, som betydeligst Hielpe=Middel til Fabri¬
kernes Opkomst; men Snighandleres og alle Creditens Ødeleggeres Undergang.
Avertissement.
Den Danske Argus har faaet en trykt Skrivelse fra den Danske Democrit Heraclit med Underskrivt: Claudin
et af hans otte Fruentimmer, (Mette Corporals iberegnet) samme er paa sædvanlig Sted og for sædvanlig Priis at bekon
me. Den er i alle Maader, som Argus formodede den at blive. En stor Lykke at Papiret dog er hvidt, at man ka
see de fine Træk, og ikke sort, som den Danske Mercurius formoder at være i Presborg til Fals for en Mette Corporal¬


1770.
No. 51
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.


Slutningen af Stadens Sæder.
See No. 50.
O¬
sg ak, hans Ulykke er endnu større! Den Fattige giver
al Materie til at øve sin Vittighed, og drive Spot
med. Den førgyldte Springer seer ham i en luv¬
slidt Klædning, i skident og sønderrevet Lintøy, og dreyer
sig om paa sin Parisiske Hæl. Det er det bedrøveligste ved
Fattigdom, at den giør Menneskene latterlige. Dersom
den Mand ikke havde bidt Hovedet af Skam, siger man,
saa blev han borte fra Selskabet, da det har saa liden Ære
af at være kiendt med ham. Vel! saa optager da de pud¬
rede Narre derudi, og det rige Skarn, som med røvet
Gods har forgyldt Sømmene paa sine Klæder. Lad den
rige afdøde Gierriges dumme Søn ikkun glimre der, som
har arvet hans Fortienester, eller den spøgende tankeløse Hof¬
mand, eller den pyntede Soldat, hvis ziirlige Klædning rø¬
ber hans Heltemod. Saaledes befalder det dig, du for¬
fængelige Lykke, som saa falskelig og urigtig bestemmer
Stændernes Forskiel.
Hvs understøtter nu den retskafne Arme? Hvem skulde
vel give en blot Redelig sin rige Datter? Hvem skulde vel
indsette nogen til Arving blot for hans Dyds Skyld? Hvem
tærker paa ham ved Statens og Politiens Indretning? For
saadanne Uretfærdigheders Skyld flygtede engang Qvirin¬
Sønner paa det hellige Bierg. Jkke lettelig vil den have
Mod til at svinge sig i Veyret, som nedtrykkes af Armod
Vor Formue opædes og fortæres af Leyen for et ureent
Kammer og af Betalingen for Spiseqvarleers Mad, samt
af de slette Klæder for os og vor Familie Man henviser
den Viise at spise bittre Roer af Steentallerkener ved Curii
sparsommelige Bord.
Her ude paa Landet, hvor Levemaaden er simpel
opholdes vi ikke ved at udvælge den Klædning, som vi ville
iføre os. Endog paa Høytiidsdagene forsamles Følkene
paa Landet i lige eens Klæder, hvor maaskee ikkun en reen¬
ligere Klædning udmerker og adskiller den Rige fra den Fat¬
tige; eller og de unge Karle udmerker sig ved et broget Baand
og Sløyfe om Hatten, og Pigerne ved en Krands, som er
fletted om Haaret. Men i den udskeytende Stad hersker
en Pragt, som langt overgaaer vor Formue. Vi laaner
og borger af fremmede Chatouller, for at kunde giøre mere,
end vi behøver. Og denne Last er almindelig. Vi lever
alle i en stolt Fattigdom.
Derfor er her alting til fals. Saa meget betaler
man, for at faae hiin Store i Tale, og komme til at giøre
i sin Opvartning hos ham, - og saa meget for at han med til¬
lukte Læber skal give os et Buk med hans Hoved. Deres Tie¬
nere setter Priis paa os efter deres Behag. Deres Herrers
Clienter maae give Skat til dem, og betale deres latterlige
Pragt.


Her, hvor den sagte Tiber afskyller Sander af Granne¬
skovenes Roed, her ere Sorger og Bekymringer ubekiendte
for Landmanden, hvilke opvekker den stedse ønskende Bye¬
mand om Natten paa hans roeløse Leye. Vel ønsker
Hyklerens smigrende Mund sin Velynder at søve roelig.
Men, ligesom naar en hastig Jldebrand angriber et tomt
Huus, og Herren allerede er bortflyet fra de underste Væ¬
relser, og det tredie Stokverk allerede ryger, da den Fattige
beboer et Kammer under Taget, hvor ikkun Tagstene afhol¬
der Regnen, og hvor Duerne tæt ved har deres Reder og
udlegger deres Unger, ikke før bliver advaret for Faren,
førend den angriber ham; saa uadvaret, hielpeløs og sikker
indtil det sidste Øyeblik angriber den ubarmhiertige Man¬
gel den Fattige, og overleverer ham til Fortvivlelsen.
Derfor vil jeg ønske mig at boe paa Landet, hvor jeg
i denne veldædige Skygge rolig kan oversee den slangefor¬
mige Tiber, eller i hiin Haves jevne Gange kan give hun¬
drede Pythagoræer et Giestebud, og lære Sandhed af de
viise Døde. Her vil jeg høre paa Satyrernes bidende
Sange, og uden for lee ad Verdens Daarligheder, da jeg
ikke meere er blandet udi den.
O. A. N.
Marei Aurelii Fortælling om sin egen Opdragelse.
Afmin Moder har jeg lært Gudsfrygt og Godgiørenhed:
ikke allene at vogte mig fra at giøre det Onde, men endog fra
at tænke Ondt: at mætte mig med ringe Føde og spise med
Maadelighed: at føre en gandske anden Levemaade end den
riige Folk ellers i Almindelighed pleyer at føre. Af min
Hovmester har jeg lært at taale Arbeydt og at være tilfreds¬
med lidet: Selv at legge Haand paa Gierningen, ikke at
blande mig i fremmede Ting, og ikke for hastig give Anklagere
Gehør. Af Diogenes, ey at forøde Tiden ved unyttige
Ting, eller at være overtroisk; hellere at sove paa tynde Dek¬
kener end bløde Dyner, med flere andre slige grækiske Øvel¬
ser. Af Rusticus, at taale Forestillelse og Modsigelse,
villig tilgive dem, der fortørner mig; høre og læse med Op¬
mærksomhed. Af Apollonius at være Herre over mig selv,
ikke ustadig, men handle sikker og efter visse Grund-Regler:
ikke at foretage noget uden Grund; J Smerte, Ulykke, og
Sygdomme alletider være eens sindet, og jeg har i ham haft
et levende Exempel, hvorledes man kan underrette og regiere
andre, uden at være knarvorren og fortredelig. Af Sextus,
paa en utvungen Maade at være baade venlig og alvorlig. Af
Alexander ikke vredes over Feyl, som andre i deres Tale eller
Opførsel kunde begaae, og meere see paa Sagen i sig selv, end
paa Maaden den bliver forebragt paa. Af Fronto, hvor
megen Misundelse, Bedragerie og Forstillelse Tyrannis led¬
sages med, og hvor lidet Ædelt man ofte har funden hos dem,
man kalder Ædle. Af Alexander, selv at høre andre, og
ikke lettelig, under Paaskud af Forretninger, at afvise nogen.


Af min Fader har jeg lært, at være sagtmodig og sladig, at
foragte den forfængelige Ære; med Lyst og uden Kiedsomme¬
lighed at ardeyde, og gierne anhøre enhver, som har noget at
foredrage til det almindelige Beste; At elske mine Venner, og
ikke forlange nogen Tieneste af dem; overlegge al Ting nøye,
og ikke føre mig selv bag Lyset ved noget falsk Skin; uden
Frygt og Foruroligelse, være varsom og forsigtig; Foragte
Hyklerie; bruge den nærværende Rigdom og Overflod uden
Stolthed, og saaledes, at jeg ikke savner den, naar jeg en¬
gang skulde forliise noget af den; hverken bekymre mig om
den udvørles Pragt, eller gandske at aflade den; holde saa¬
dan Diæt, at jeg ikke meget behøver Læger; Ære den Viise
uden at foragte den Eenfoldige; ikke saa meget see paa det der
bringer mig selv Ære, som paa det der sigter til det alminde¬
lige Beste; ikke bekymre mig meget om Klæde og Føde, eller
giøre mig til af Mængden og Anseelsen af mine Opvartere.
Efter at han havde opregnet alt dette, og viist sin Taknemme¬
lighed imod Forældre og Lærere, takkede han tilsidst Gud, som
i hans Ungdom havde bevaret ham fra Leylighed til For¬
førelse.
Fortællinger.
B¬
iskopen af Cracau, som for kort Tid siden opholdt sig
paa et af sine Landgodser, blev tilsendt følgende besyn¬
derlige Billet fra et Partie Confoedererede: Efter Apost¬
lernes Exempel og Evangelii Lære bør denne verdens
Gods ikke eftertragtes. Den første Kirkes Prælater
efterfulgte trolig dette Bud. Men deres Efterkom¬
mere, hvis Yppighed bedrøver de Rettroende, have
ligesaa trolig viget af fra det samme. Vi eye saavel
Rettighed som Midler til saadant at afhielpe. Bevæb¬
nede til Religionens Forsvar, skulde vi betiene os af nær¬
værende Omstændigheder, for at anstille en nødvendig
Reformation. Eders Høyærværdigheds Revenuer ere
anseelige; de Fattige behøve dem; og det burde være
Eders ædleste Titel: at være deres Huusholder. For¬
modentlig haver J ikke opfyldt Eders Skyldigheder,
siden J tiltraadte den Bispelige Stoel. Eders Gield
maa derfor nu være anseelig, og vi regne den i det mind¬
ste til to tredie Dele af Eders Jndkomster hvert Aar.
Regner selv efter, og samler disse Penge i een Sum; vi
paatage os Uddelingen deraf. - En halv Time efter at
denne billet var leveret, indfandt sig hos Biskoppen 150 Con¬
fordererede. De berettede da Hans Høyærværdighed, at de
agtede at spise til Middag hos ham, da de siden vilde tale om
deres Affaires; og behagede de selv tillige at give Ordres,
hvorledes og paa hvad Maade de vilde være beværtede og
diverterede. Vinen var god; de sad længe til Bords, og skul¬
de endnu have bler en længer siddende, om ey et Detachement
Russer, som i det samme ankom i Bispe=Gaarden, foran¬
drede Leegen saaledes at alle de Confordererede maatte give sig
til Fanger. - Biskoppen takkede Himlen og Russerne, som
havde hiulpet ham ud af denne Angest. Men der forestod ham
endnu et værre Besøg. Hans Befriere foere sin Vey, men
de vare neppe komne af Sigte, førend et andet Partie Confoe¬
dererede indfandt sig, i Tanke at drive paa de førstes Afreise.
Underrettede om de Fataliteter, som vare dem arriverede


formedelst en uforsigtig Nølen, berettede de Prælaten, at
Tiden var kort, og at de alene ventede paa hans Penge. Den¬
ne soer, at han ikke havde nogen. De Confoedererede gior¬
de derpaa hastige Undersøgninger. De fandt endelig Veien
til hans Sølvskab og Jouveel=Skrin: Disse verslige Pry¬
delser, sagde de til ham, ere blevne kiøbte for de Fatti¬
ges Eiendomme, vi maae giøre Ret, og give dem til¬
bage. Hvad Sølv=Karrene angaaer, saa ere de Eder
ikke nyttige; thi J finder i Eders Kirker Alt, hvad J
behøver til Helligdommens Brug; saa dyrebare Sager
bør derfor ikke have Sted hiemme i Eders Huus. Apost¬
lerne spiste allene af Steen og Trækar; giv Eders Brø¬
dre nu Exempel paa Ydmyghed. De indpakkede der¬
paa disse Sager, og belæssede saavel deres egne Heste, som Bi¬
skopens, hvilken de sagde, burde gaae til Foeds. De reiste
bort med deres Bytte, og vare end dertii saa uraisonable, at
de sloge i stykker alle de Meubler i Slottet, som de ikke kunde
tage med sig.
Et Brev til Forfatteren af den Erfurtske Lærde
Tidende.
M¬
in Herre! Da jeg læste de Jacob ske Reyser, glæ¬
dede jeg mig ligesaa meget over det, der laae for
mig, som jeg i forveyen ærgrede mig over det, jeg selv spaade
mig, at derinden faa Maaneder skulde ligge for mig
over de Verker, med hvilke det tienstagtige Fæe af Efter¬
abere tænker til at forsyne os. Men maaskee tænkte jeg
skulde det være mueligt, at spille disse Folk en Stræg,
hvorved de paa engang kunde blive afskrekkede fra deres For¬
aars Reyser og Høst Reyser, deres Morgen Reyser og
Aften Reyser, og kort sagt, alle deres Reyser, i hvad Navn
og Caracteer de endog maatte have, ikke at bringe samme
ind i Bogladerne og ved deres Originals Vehiculum ud i
Verden. Mit Project er ikke ilde udtænkt, i det mindste
holder jeg det selv for got, fordi jeg er Autor dertil, og
fordi jeg iblant alle Geistens Børn elsker mine egne først
og meest. Jeg vil nemlig skrive en emfindtlig Reyse til
det Sted, om hvilket Dechant Swift har lært os, at det
frembyder den beste Leylighed til Eftertanke, og som man
i Genf har giørt til en Slags Børs, eller fra Caffe=Huset,
hvor man kan faae hinanden i Tale, naar man gierne vil,
og ikke veed, hvor man ellers skal komme til at tale med hin¬
anden. - Planen er alerede færdig; og jeg vil give Dem
en Prøve deraf, for at fornemme Deres Dom, hvilken jeg
dog ingenlunde vil tage mig noget af og adlyde, saafremt
den ikke falder saaledes ud, som jeg ønsker. - Først giør
jeg en Jndledning, hvorudi jeg siger, at da alle reyser, saa
vil jeg og reyse, at jeg følgelig havde stukket et Blad af
den Hamburgiske Nele Zeitung i min Lomme, lislet mig ud
af Stuen, og vandret hen til alt Papiers almindelige Vey.
De Eventyrer, som mødte mig underveis, forteller jeg i
enkelte Capittker. Det forstaaer sig, f. Ex. at paa Sahlen
mødte mig en Tigger, at jeg indlod mig med ham i en
Samtale, at jeg gav ham en Almisse, og snakkede saa længe
med ham, at jeg næsten slod Fare for, at blive en Tycho


Brahe liig, i det mindste i Døden. J det andet Capitel
gaaer jeg igiennem mit Pudderkammer; dette giver Anled¬
ning til en emfindtlig Betragtning over den mængde Meel,
som man strøer og bortpudrer enten i sige egne eller uægte
Haar, og hvoraf man langt heller skulde bage Brød og
uddele iblant de Fattige. J det tredie Kapitel bliver nog
le Emfindelser henslængte over Perykker. "Du arme Tyv!
som for længe siden er bleven hængt i Galgen, og hvis
"Haar nu zirer mit Hoved! Du arme Jomfrue, som i
"din Eensomhed giør Almanaker, dine Haar prunker paa
et Hoved, hvis Bulle, i mangel af en anden skulde være
"dig velkommen, dersom ikke I det fierde Kapitel
gaaer jeg over en lang Gang, seer ned i Gaarden, seer


Duerne, som kiertegne hinanden, en Hane, der gaaer des¬
potisk, som en Sultan i Seraillet, omkring iblandt sine Hø¬
ner, iblant hvilke snart en og snart en anden er Roxolane;
kort sagt, jeg seer saa mange og saa mangehaande Ting, at jeg
dermed endnu kan fylde en heel Række emfindtsomme Kapitler.
Enden paa Reysen skal de gierne ville skienkt mig, saavelsom
Tilbagereyseg, der endnu skal blive mere fuld af Lune og mere
sentimentalsk, end Henreisen, efterdi jeg ved en Egtledigelse
fra visse Anliggender er bleven mere oprømt. Jeg forven¬
ter nu Deres bifald, for at udføre min Plan, og Lofungen
skal bestaae derudi, at de lader indrykke dette Breve i deres
Tidende. Jeg forbliver o. s. v.
§. 5.


Den Danske Argus.
Quod si interciderit tibi nunc aliquid, repetes mox,
Sive est naturæ hoe, sive artis
Hor.
Jen vigtig Sag kan ikke tales formeget. Man kan snart glemme noget, og man kan ey beller sige Alting paa een
Gang. Sidst talede jeg noget om Handels Standens Vigtighed i et Land. Men den til Slutning anførte
Samtale imellem de tvende Kiøbmænd virkede saa meget hos mig, at jeg endnu nøyere har eftertænkt Tilsian¬
den med vore, af nogle saa forhadte Fabriker. Jeg vilde gierne skiule vor Skam, om det var mueligt, og bedække
gammel Skade, om den kunde oprettes ved Taugshed; thi at oprive de gamle Saar, foraarsager dobbelt Svie, men
desuagtet maa dog et gammelt Saar, som ikke fuldkommen er lægt, oprives paa nye, for, om det er mueligt at læge
det gandske. Hadere af Fabriker og alt vor Indenlandske beraaber sig altid paa, at vi ere blevne saa meget bedragne. Det
er sandt. Jeg har selv været et seende Vidne til, hvorledes man udi en Kiøbsted i en af Provintzerne indførte en 34 400
Mennesker, der skulde være Arbeydere ved en der anleggende Bomulds Fabrike. Men ak! den største Deel af disse Men¬
nesker forstode intet mindre end det, hvortil de fra saa langt bortliggende Steder med saa stoer Bekostning vare hen¬
tede. Mange af dem havde aldrig havt Rok eller Teen imellem Hænderne; men vare deels forarmede Bønder, Skor¬
steensfeyere, Glarmestere &c., deels Omstreiffere, ja, man vilde sige, at nogle vare endog tagne ud af Tugthuusene
der ude. Saadanne holdt vore Commissionairer gode nok for os, og saadanne Arbeydere fik vi her. De havde været
længe underveys paa Søen, kom syge i Land, faldt af Afmagt om paa Gaderne. Kort: det var et ynkeligt Optøg
af usle, forsultede og nøgne Mennesker med spæde og fmaa Børn, de fleeste af dem døde ogsaa bort inden kort Tid
og Landet nød den Ære at bevare en Deel af disse kostbare Been. Denne Fabrike gik og under efter et par Aar; Gaarden, som
til den blev kiøbt for 26000 Rdlr. blev igien solgt for langt ringere end det halve. Men hvad mon alle disse Folk have
kostet? Som det er gaaet her, saa er det gaaet andre Steder. Men mon Skylden var paa vore Patrioters Side, som
vilde see Fabriker indført i Landet, ønskende sammes Opkomst og Fremgang? Ney det vilde være Synd at beskylde
dem derfor. Men de ere meere at beklage, at de udi deres redelige Hensigter skulde blive fixerede og narrede af nogle
troeløse Commissionairer, og egennyttige Projectmagere og slette Jnspecteurer. - End videre har man at kaste
i Næsen: de mange og store Forskudde nogle Fabrikører og andre har faaet, og saasnart de samme har faaet, ere gaae¬
de bort. (Ja, nogle har maaskee ikke engang faaet det altsammen; thi hvad som er gaaet af Kongens Cæsse, har
man ikke regnet saa nøye.) Dette er og sandt; og, naar man alene vilde see hen til alle de gamle Misbruge af den
høy Kongelige Naade, saa kunde man og snart falde paa at fordømme alle Fabrikanter. Men skulde man, maatte
jeg spørge, afskaffe alt det, som misbruges, da beholdte vi lidet eller intet tilbage. Men ligesaa vist, som mange af
vore Patrioter, der har meent Land og Riget det vel med Fabrikers Opkomst i Landene, ere mod deres Villie og re¬
delige Hersigt blevne skuffede i det søde Haab at gavne Fædernelandet; og ligesaa vist som de mange og store Forskudde
ere for en sioer Deel misbrugte og ilde anvendte; ligesaa vist er det og, at vi have de Fabriker, som ikke har kostet
Kongen og Landet noget, men ved redelige og formuende Folks Vinskibelighed ere komne til eg saa høy og stoer
Fuldkommenhed, at de ey allene er Landet til Gavn men og til Ære, ja, kan settes i Ligning med de beste Udenlandske
i det Slags. Kongen af Preussen har jo endog indsendt Folk, for at lære at fabrikere vore Klæder? Nu maatte jeg
spørge: om det var gavnligt for Landet (jeg vil ey engang tale om de private Folkes Fordeel, hvis heele Veifærd stik¬
ker i deres Fabriker) at disse Fabriker skulde gaae under, fordi nogle troeløse Folk har misbrugt en høy Kongelig Naade,
eller fordi nogle Fabriker endnu ere slette og ufuldkomne? Engelsmanden selv maa tilstaae, at vore sine Klæder ere
ligesaa gode og ligesaa lette i Priserne, som der; men vore grovere ere dyrere, og hvoraf kommer det, uden fordi her
maaskee bliver fleere af dem, som ere de flestes Brug, stiaalne ind, (vilde Argus være Angiver kunde han maaskee dog


sige noge.) Jeg vil kun anføre et eneste Beviis paa, at vore Fabrike=Vahre ere for en stor Deel gode: naar jeg kan
opgive Kiøbmænd, der har giort og giøre endnu Oplager af vore egne Fabrike=Vahre for 8. 10 a 12000 Rdlr., saa 1l
haaber jeg ikke, nogen skal kunde nægte Sandheden i det, som sagt er; thi Kiøbmænd giør nok ikke saa betydelige Op- 3
lage af slet Kram, som de ikke kan debitere. Men hvor skulde nu disse og fleere saadanne Kiøbmænd hen med saadan¬
ne Vahre og belydelige Oplage, naar her blev en almindelig og uindskrænket Frie=Handel? Veed man ikke, at alle løber
efter nyt, og en gammel Vane vrager vort eget? Ja, hvor skulde de sidst benævnte 8000 Arbeydere hen, som nu le¬
ver ved Fabrikerne? Jeg vil kun regne 6 Rdlr. paa hver udi aarlig Consumption, tabte da ikke Kongens Cassa her
48000 Rdlr., foruden anden Nytte der flyder af Folkemængden og deres Fortienestes Sirkulation i det heele. Har
vi iblandt, som ikke kan nægtes, slette Fabriker og slette Arbeydere, saa lad os heller forsigtig reense Ukrudet fra Hve¬
den, end oprokke den sidste tilligemed den første. Lad os ophielpe de skikkelige og duelige, og bortvise de uduelige
skiønt disse gaaer nok, naar dem ingen Forskudde meer bliver betroet. Jngen nægter mig vel dog den soleklare og af
mange Stater beviislige Sandhed: at den Stat, der har intet at sælge, men maa kiøbe alting, bliver en fattig Stat.
Nu maatte jeg spørge, hvad vi har at selge og debitere? Korn og Fede=Vahre, Jern, Staal, Tømmer &c. svarer man.
Sandt, vort Land er et Kornland. Jeg vil nu ey tale om, at vi midt i frugtbare Aaringer har havt dyr Tid; thi
det kan vi takke vore store Korn=Jøder for. Men er det ikke klart, at den i saa mange Aar grasserende Qvæg=?
syge hindrer og formindsker Korn=Avlens Overflødighed; thi naar Jorden mister sin Giødning, taber den og
sin Frugtbarhed. Det er jo haandgribeligt, at en Bønde, før Qvægsygen, kunde med 12 a 16 Høveders Giødning
bedre forsyne sine Aare, end nu med 2 a 4. Ja, nogle har jo slet ingen. At Jorden ey giver saa overflødigt, naar
den mister sin Giødning, sees jo klarlig af den Foertrang, Bonden, uagtet han har saa faa Qvæg, saa ofte maa
prøve. Ja, hvad tabes ikke i Handelen med Fede=Vahre. Flesk og Fit forbruger man nu selv til at bøde paa
Smør &c. Vort velsignede Norge giver os gode Exporter; men har vi nok derfra, hvorfor tager vi da saa meget
Fremmed? Dog sandt: Vi sælger vort eget Jern til Fremmede, og kiøber igien vore Søm. En skiøn Vinding|,
for lade Arme, og jammerlig Profit for et fattigt Land. Fra det mindre dømmer man til den større. - Naar 3
vi nu tillige vil nediegge vore Fabriker, som just nu høyligst behøves og ere komne til den Fuldkommenhed, at vi ey allene selv
kan forsynes, men endog overlade til andre; om ikke anderleedes saa dog studse dem bort. Hvad skal vi da handle med? At stud¬
se Vahre imod Vahre, er jo dog en Handel, ja fordeelagtig Handel. Jeg vil kun nævne en Ting, f. Ex. Var det ikke
mere profitabelt, naar vi studsede vore Fløyeler bort for Manschester, som her ikke fabrikeres; Kongen kunde jo alli¬
gevel deraf faae en taalelig Told, end da det nu ikke maa komme ind, og dog bæres det næsten af alle, og Kongen
faaer slet ingen Told deraf, men vore reede Penge gaaer ud, og vore Fløyeler ligger os til Last. Endnu et lidet Er¬
empel: Kalder man ikke den Kone vinskibelig og flittig, som giør mange Stykker Lærreder, Dynevaar &c. om Aaret;
og siger: saadan en Kone maa endelig blive riig. Ja, det troer jeg og. Men, mon jeg skal troe denne Kone havde
al den Uleylighed, om hun ey vandt derved, men kunde kiøbe saadant ligesaa let, som hun kunde giøre det selv. Jeg
meener ney: Men holder nu dette Stik i den lille Huusholdning, saa giør det vist og i den store. Har vi end ikke de
fornødne raa Materialier, saa lad os kiøbe dem, vi mangler, saa vinder vi dog i det ringeste Arbeyds=Lønnen, og
har noget af handle og studse med. Al Overdaadighed i Pragt, saa ænge den skeer med vore egne Fabrikerede Vahre,
er ey ødeleggende for en Stat, om den end ødelegger nogle enkelte Daarer, der vil med, som man man siger, men
ev kan komme. Men anderledes er det, naar man rækker efter det Fremmede; jager derfor Penge ud af Landet, og bliver
til prægtige Staadere hiemme. Saadan Pragt er ødeleggende for en heel Stat, og den burde indskrænkes. En stoer Deel
af det Fremmede plat forbydes, men det nødvendige, som vi ey selv haver, tillades mod en billig Told, at Kongen ey
ved Toldsvig skulde bestiæles, og Snighandlere ødelegge rette Handlende. Nogle meener, man kunde belegge alle uden¬
rigs Vahre med 20 pro Cento og de Fabriker, der da ey kunde holde Priis, kunde ryge i Lyset; men hvor meget vilde da
ikke blive indsneget? Visiteurerne har kun liden Gage, deres giorte Eed(burde en Toldbetient med liden Gage
vel giøre Eed? Der er kun et Spørsmaal) - Frie Handel i det fornødne, og maadelig Tolds Erleggelse, vil skaffe Kongen
Penge, og velhavende Undersaatter. - Gud skee Lov! det tegner nu dog til, at Borgerne ey skal skiære sin egen Bræn¬
de og bære sit Smør og Flesk hiem paa sin Ryg, samt Posen bag efter Soldaten, som en engang lod sig for¬
staae med. Maaskee det var den samme, som Philopatrejas siger: der vilde at Borgerne saaledes skulde ud¬
mattes, at de skulde binde deres Skoe med Bast. Med den gode Philopatrejas er Argus enig udi Frie Han¬
del, for saavidt denne ey til intet giør vore Fabrikker og jager Arbeydere ud af Landet, tillige med Penge for prægtig
Unødvendigheder. Men Føde=Vahre kan aldrig blive for lette.
P.S. Sr. Bagges Replique paa de atten Bryggeres Notice har Argus læst, men har ey Rum til at recensere. Saa
meget maa jeg dog sige: at Sr. Bagge ønsker en Commission, som skulde undersøge Klagemaalet imod Direc¬
tionen. Ja, paa den Maade kunde Sagen komme i sit fuldkommen Lys. Men Hr. Bagge, et Ord maa jeg dog
sige Dem: Det er en slem Egenskab hos Dem, at de ikke kan sige: Sort er hvidt og hvidt er sort; dog, Argus har selv
samme onde Egenskab. Ak! hvem der kunde overvinde den, hvilke Kaprioler kande man maaske ikke da giøre!


1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 52


Løgneren.
En god dun Bonde=Dreng, som med sin Junker Hans
Var reyst som Tiener Udenlands,
Og bragte med sig hiem den overmaade Gave
Trods at hans Herre selv saa stoer den kunde have
At lyve ræt dumdristrigen.
Gik kort derefter ud paa Landet med sin Fader
Og Monsør Lars, som fandt, imens de vandrede
Tiid til at lyve brav, ey heller efterlader
At bringe Løgne frem, som vare bestiske
Nu maa det sig til hans Ulykke skikke
At en stor Hund kom løbende:
Ja Fader, sagde da den uforskammede
J maae nu troe mig eller ikke
Men jeg stadfæste tør for Eder og enhver
At jeg har seet en Hund - - - ved Hag, hvor Veyen er
Til Frankerig den var -- - Ja jeg en Skielm være
Om den ey større var end Eders største Hæst.
Ja sagde Faderen dernest,
Det er forunderlig; dog alle Stæder ere
Begavede med et andet, som er rart
Som for Exempel Skyld, den Vey vi have taget
Os fører til en Broe, af en særdeles Art
Hvorover vi skal gaae; den mange har bedraget
(Thi overalt er det ey gandske rigtigt der)
Paa Broen ligger der er Steen, hvorpaa enhver
Som over Broen gaaer, og samme Dag har løyet.
Sig støde, falde, ja, sit Been strax bryde maae.
Hvorover Drengen blev forbaust og misfornøyet.
Dog at vi Hunden skal igien paa Tale føre,
Hvor stort var det, jeg sagde, at den var?
Som eders største Hest? dertil vil meget høre
Jeg det nu ret erindret har
At Hunden kuns et halv Aar gammel var,
Dog jeg derpaa tør sikkert svære
At den var nok saa stoer, som mange Øxer ere.
De gik et Stykke frem endnu,
Og Larses Hierte slog. Hvor kan det andet rære?
Thi ingen bryder dog med Lyst sit Been i tu,
Den skrækkelige Broe han fik i Sigte nu,
Og følte alt det Beenbrud halv,
Jo Fader, sagde han, den Hund, hvorom jeg talte,
Var stoer, og om jeg den en lidt for stoer afmalte,
Saa var den dog langt større end en Kalv.
Han nu til Broen kom. Lars! Lars! hvor vil det gaae?
Hans Fader gik foran, men Lars holdt ham tilbage,
Ak! Fader sagde han, J ikke være maae,


Et Barn og det for Sandhed tage
At jeg saa stor en Hund, som jeg før sagde, saae!
Thi kort og got jeg vil ærklære
Førend vi over Broen gaae,
Den Hund ey større var end alle Hunde ere.
Du ikke strax skal ærgre Dig
Om nu og da en Giek fordrister sig
Ublue Løgne at fremføre;
Lyv og, ja lyv langt stærkere
Og stræb, at Du kan hannem skamfuldgiøre
Saa giør Du baade ham og Verden Tienese.
Om Menneskers Liighed iGraven.
E¬
en Sultan gik og spadserede, og mødte en Dervisch, som
meget dybsindig holdt et Dødninge=Hoved i Haanden;
han spurgte ham om Aarsagen til hans Betragtninger, og
Dervischen svarede: jeg har i denne Morgen fundet dette Ho¬
ved, og fra det Øyeblik af har jeg giort mig Umag, men for¬
gieves, at udfinde, om det har været et Hoved af en stor Mo¬
nark, som deres Majestet, eller af en fattig Dervisch, som
Anecdoter om Alexander den Store.
Araberne har mange Fabler og Fortællinger om Alexander
den Store. Olympias; Alexanders Moder, lod efter
denne Erobrers Død sammenkalde en stor Deel Philosopher,
for at holde en Lovtale over hendes Søn. Men i Stedet for
en Lovtale, bleve de alle eenige om, at udføre en Satyre imod
ham. Verden, sagde en, hørte i Gaar stiltiende paa dine
Ord, men hør du nu, hvad vi har at foreholde dig. En an¬
den sagde: O du, som holdt Verden for liden for din Ærgier¬
righed, hvor kan du nu give dig tilfreds i et saa snævert Rum,
som Graven er. Roxane, Alexanders Gemahlinde, tilta¬
lede derpaa Philosopherne saaledes: J Alexanders nederdræg¬
tige Øyentienere, saa længe han levede, J understaaer eder
efter hans Død at være hans dadlende Dommere. Dersom
J har sammensvoret eder, at drive Spot med ham, i Ste¬
det for at holde en Lovtale over denne Helt: saa erindrer Eder,
at J selv ere dødelige, ligesom han, og at, da J efter eders
Embede ere forpligtede til en streng Dyd fremfor ham, man
da og engang med mere ret vil giøre Eder de samme Bebrey¬
delser, som J legger ham til Last.


Den Danske Argus.
ridentem dicere verum
Hor.
Qvid vetat?
F¬
ar vel allesammen!   Uroe, Had, Egensindighed, Misundelse, Suurseenhed, Kaurvorenhed og alt det, som
kan hindre fra at lee. J Dag vil Argus være Lystig. Han har nu i to Uger været noget alvorlig i sine Hau¬
dels Betragtninger; men hvem gav ham noget derfor? Han havde ellers tænkt: den ene Fabrikør skulde med
Gevalt have trukket ham i en nye Kiøl, den anden i en Fløyels Vest, og den tredie i et par hvide Been; og Kiøbman¬
den, tænkte han, skulde have slaget en Stræg over ham i sin Debets-Bog. Men see! om de giorde det. Ney, tænker
de: Lad kun Argus snakke; han kan dog ikke udrette noget, uden maaskee skille os ved nogle Forskude. Naar vi vil
smøre, veed vi nok de Hiul, som kan tage imod og behøve Smørelsen, og som løber gor derefter. (Ja, J skal luure
det. Sligt var kun i Brug i gamle Dage) Nu, fik jeg da intet, behøver jeg ey heller at takke. Kan og tale des frie¬
re, naar ingen skal hviske mig i Øret: Du husker nok det og det; tal dog et par Ord til min private Fordeel, lige¬
meget, om Kongen, mine Medborgere, ja, heele Landet maae tabe, naar jeg kan kun smøre min Stræng. See!
saadanne og andre gemeene og, i forrige Tider, giengse Ord behøver jeg ey, de krybende Siele skal bebyrde Argi Øier
med. Jo mæn! de skulde kun prøve at giøre Argus en krum Næve. Jeg maae lee, naar jeg tænker paa, hvorledes
en Politie Lieutenant i Paris engang lod sætte et stort aabent Øye over sin Dør, hvilket skulde betegne saa meget som
hans Aarvaagenhed, Paapassenhed og skarpe Tilsyn; men næste Nat kom en Skalk og klinede an Regne=Penge midt paa
Øyet, saa at man den følgende Dag ikke kunde see Øyet for Pengen, og Pengen hindrede ogsaa Øyet fra at see noget.
Saaledes veed Skalken Raad mod alle Uraad. Med saadanne Kroge fanges saadanne Fiske; og i saadanne Huuler
gribes saadanne Ræve. Ney, Argus lader sig ikke saa let blinde; end ikke den tyrkiske Ræv skulde med alle sine Ræ¬
ve=Stræger fange og besnære ham. Ney, mæn! den tyrkiske Ræv er just ikke meget trædskere end de Danske. Men
bort med Alvorlighed, i Dag vil jeg lee, om jeg kan. Dog her er nok at lee af. - Der seer jeg en, som er saa
dum, at han ey kan begribe og Mathematice beviise, hvorledes 2 og 3 er fem, og dog er han kommet til den Færdig¬
hed i at tale, at han med alt sit Hvis Hvas kan døve alles Ører i Stuen. Man tier, just fordi han, som taler saa
meget, er den fornemmeste. Maa man ikke i Hiertet lee ad saadan en meget talende Nar? - Der kommer en
fremkrybende, næsten paa alle fire; Ryggen er saa smidig, som en Aals, og Tungen saa hvidslende som Slangens, han
stiæler for en kort Tid den lettroendes Hierte; men saasnart han har faaet det, bliver den smidige Ryg stiv, i Steden
for Hvidslen stikker Slangen med Brodden; Hykleren bliver opdaget og beskiæmmet; men hvo kan bare sig for at lee
ad hans Fald, og tillige ad Taassen, som troede og lod sig indtage af en Slange=Hvidslen. - Hvo kan bare sig
for Latter, naar man seer en ung Nar, at sette al sin Ære i en nye Klædning; foragter hver den, som ey er saa net
og vel klæd, ja, foretrækker en Haarskiærers Videnskab for boglige Kunsters. Dog, ingen Under! da hiin Videnskab
ofte indbringer 1000 Rdlr. aarlig, naar denne ofte indbringer denne Skam og Foragt, som følger med Fattigdom.
Havde mangen en brav lærd men fattig Landsbye=Præst saadan en aarlig Jndkomst, som nu neppe har 200 Rdlr. kun¬
de han dog anskaffe sig et lidet Haand Bibliothek, som han kunde raadføre sig med, naar han vilde berige den lærde
Verden med gode og nyttige Skrifter; thi uden det første kan man neppe vente det sidste. Da hiin allene behøver en
Pudder=Qvast til at danne deylige Hoveder. Men, bort med Alvorlighed! Argus vil lee. - Der seer jeg Ma¬
dame Forfængelighed. Ak! hvor deylig, hvor glimrende seer hun dog ikke ud. Skulde nogen kunde forblinde Ar¬
gus skulde det være hende (Hun bedaarer jo dog saa mange?) See, hvor Tilbederne, alle galante, alle prægtige, vrim¬
let om hende, som Bierne om Foraars=Blomsteret; men hiine indsuger kun lutter Daarligheder, naar disse trækker den
søde Honning. Ak! du blussende Forfængelighed! nær havde du bedaaret mig, om Fremtiden ey havde hvidsket mig
i Øret: at dit Blomster snart vilde falde af. Altsaa beleer jeg dig med alle dine daarlige Opvartere. Der seer jeg
Korn=Jøden at græde. Nu maa jeg lee. Han græder ey, fordi han har bundet Sækken for den Hungrige; men
fordi han befrygter, der bliver løst for hans Pose. Ja Landet har længe nok sukket; Nu tegner det dog til, at det skal
faae Glæde for Sorg. Men hvem skal da trøste Korn Pugerne? Jeg vil give dem et trøsteligt Raad: Om de af
Ærgrelse ey vil saae Rug i deres Agre, kan de saae Hamp, og dermed komme hinanden til Hielp. - Der seer jeg Dad¬
leren. Hillemænd! hvor geskæftig er han ikke. See, hvor han hverver sig Tilhængere. Alle Misfornøyede ere hans
beste Venuer. See, hvor han hvidsker den og den i Øret; see, hvor han trekker paa Skuldrene, ryster med Hovedet,
og trykker i Haanden. Endelig udbryder han i denne latterlige Tone: Det er ikke efter mit Hoved. Naar han
taler om de Store, hvidsker han gemeenlig, eller og taler Gebærde Sproget. Kan jeg ey høre det første, kan jeg dog
forstaae saa meget af det sidste, at han er gandske misfornøyet med dem. Men hvorfør, Han forundrer sig over, at
ingen kan see hans Fuldkommenheder uden han selv, og ærgrer sig over alle de Anordninger, hvorved hans private


Fordeel svækkes, skiønt heele Landets Velfærd fremmes. Kort: ingen Øvrighed, verdslig eller geistlig, er ham til pas,
Men hvor vilde da stakkels Argus tænke at være ham til pas. Ney, her maa jeg lee. Dog, hør, min Hr. Dadler!
da Du er det, jeg synes at være, saa lad os to lee ad hinanden. Du maa gierne kalde mig dum og grov, saa længe
Du ey viser Dig klogere og finere. Men, her er endnu meere at lee af: Der sukker Madame Rangsyg, fordi hun
ey saa let kan blive Frue; og Frue Kapsomrang fordi hun ey skan stige høyere. Der bander Egennytte, fordi de
nu ey kan faae den og den til at dreye Hiulet. Der græmmer en sig, fordi han ikke længer maa være Menneske-Ha¬
der, og af et ondt Hierte optænke fleere Ulykker over den ringe. Der bider Bonde=Plageren sig i Fingrene, fordi
han befrygter, hans Træhest skal blive aflægs og der skal groe Mos paa dens Ryg, naar den ey bruges til nogle udpid¬
skede Bønder, som pleyede saa ofte at giøre den stillestaaende Ridt. Dog hør! naar J mangler Træe i en forhugget
Skov, saa kan J brænde Træchesten. Der skielver Dommeren, NB. den Uretfærdige, fordi han befrygter, at
blive seet paa Fingrene. Der tygger Rabulisten sin Tunge, fordi han befrygter, den i Fremtiden skal blive bundet.
See, er saadant og andet meere ikke nok en Latter værd? Jeg meener jo. Argus er temmelig lattermild i Dag,
siger man. Ja, er det ikke smukt at være mild? Altid at suurmule og skumle er jo kiedsommeligt? Hvad kan hin¬
dre mig fra at lee og sige Sandhed? Siger Horaz i mit Valsprog. Dog, nu vil jeg være alvorlig, min Læ¬
ser! om Du saa befaler. Naar Enden er god, er jo Alting got?
Dette er mit sidste Blad i det gamle Aar. Et Aar gaaer og et andet kommer. Den har levet vel, som har
levet hver Dag saaledes, som den var den sidste Ved Aarets Udgang, den mærkelige Forandring i Tiden, vil jeg
ønske, at Egennytte og Partiskhed, der ere mægtige til at svække det mægtigste Rige, maa endes med Aaret; men
at Enighed og sand Kierlighed til Fædernelandet, som ere mægtige til at styrke og ophielpe et svagt Rige, maa i det
nye Aar faae fuldkommen Liv, og vise sig virksom udi det almindelige Beste at fremme; og at alle Forandringer,
som skeer i den viiseste og beste Hensigt, maa opnaae sit forønskede Maal. Kort: Gid vi med det gamle Aar kunde
sige Farvel til de gamle Laster og Daarligheder, at den Danske Argus skal ikke have Aarsag til i det nye Aar at
belee de gamle Laster!!


Jndholden af denne Aargang.


1 No. 1. 2. Nye=Aars Ønske. Om Basedoms Elementar¬
Bog. Giftermaals Megleriet i Holland. Den
Svenske Vexel Eours. Tilfælde som den gamle
Jomfrue setter i Lighed med Thycho Brahes Dage
Om de NB. med Guld og Sølv Besatte.
4 No. 3. Om Lotterie Gevinst. Krigen imellem Tyrken og
Rusland. Om Maskerade. Forandring i Mo¬
den. Om en 7 Aars Pige.
No. 4. Om de brugelige Coeffurer.
No. 5. 6. En Poetisk Beskrivelse over Pave Clemens den
14des prægtige Indtog i Rom den 26 Nov. 1769.
No. 7. Adski lligt passeret Udenlands. Om Røg-Tobal
Om Hexerie. Hr. Sparsom hans Giftermaal med
Jomfrue Reenfærdig.
No. 8. Om det forventende Giftermaals Meglerie. Kri¬
gen med Tyrken. Kydske Cathrines Forsvars Skri¬
velse &c. Forandring i Moden. Skræderens
Geist, som besøgte den gamle Jomfrue.
i No. 9 Et Fadder=Brev. Et Barsel=Brev. Om Faste¬
lavns=Riis. Amager Kattens sidste Villie da den paa
Fastelavns Mandag 1770, blev slaget af Tønden.
No. 10. Den Engelske=Pøbels Uregierlighed, om Parle¬
mentet. Om Tøse=Fennicke og forknebne=Sætter.
Om Giestebud paa Wilckes Geburtz=Dag. Nøy¬
somheds billede.
No. 11. Nøget af en Engelsk Beskrivelse. En gammel
Adelsmands Testamente. Adskilligt fra Avis Colle¬


giet. Om Uegenytte under en smuk Fortelling af
Engelsk.
No. 12. En Drøm om Siælens og Legemets Omvexling.
Ærens Tempel (en Allegorisk Drøm).. Den
Svenske Vexel Negocie.
No 13. Om Kierlighed. Noget om Moden. Prædikener
for unge Fruentimmer. Om at tale Fransk imellem
Dansk uden at forstaae samme.
No. 14. Tanker om Menneskenes længste Liv. En Drøm
om Ungdoms og Skiønheds Flygtighed. Adskilligt
fra Avis Cellegiet.
No. 15. Om Krigen med Tyrken. Maskeraden i London.
Fra Giftermaals Collegiet et Brev fra von Mausen,
greif. Om Mahomets Liv og Levnet.
No. 16. Den Svenske Vexel=Handel. Ænigmata eller
mørke Taler. Msr. Petits Samtale med Fætteren.
No. 17. Om Elle=Kongen paa Landet B***. Svar paa
de mørke Taler i forrige No. Noget fra Mode og
Giftermaals Collegiet.
No. 18. Continuation af Fortelningen om Elle=Kongen paa
Landet B**
-Nogle Stropher i Poetien fra
Snakke Collegiet. Adskilligt fra Mode-Collegiet.
Et Brev fra Monsr. Frier.
No. 19. Om Krigen med Tyrken og Pølen. Beregning
over Lykken i det Spil Pharo. En mørk Tale. Con¬
tinuation af Fortelningen om Ellekonger. Noget
fra Giftermaals Collegiet.


No. 20. Samleren med Valdsprog: Veritas parit odium.
Nogle Løyer fra Snacke Collegiet.
No. 21. Historie om et mærkværdigt Giftermaal samt nogle
Tanker derem. Hr. Springer fra sin Udenlandske
Reyse. Om Springeren i Schach=Spill (efter¬
Lessing). Resten om Elle=Konger.
No. 22. og 23. Eumen (Overflødigheds-Hornet).
No. 24. Resten af Historien om Eumen. Nogle Poetiske
Stropher fra Samle en i adskillige Tilfælde.
No. 25. En Compliment fra Stor Sultanen til en vis Chri¬
sten Tolk. En Svensk Vise om Gubben Noach. Ad¬
skilligt fra Eventyrs og Giftermaals Collegiet. De
onde Qvinders Æreminde.
No. 26. Betragtning i en Skov.
No. 27. Om gamle og nye Moder paa adskillige Ting. En
Fabel.
No. 28. Noget om de Confoedererede. Nogle Epigram¬
mata eller Sind=Digter. 2de smukke Fabler.
No. 29. Folkeformerelsen i Manheim. Efterretning om
det Kongelige Correspondence=Contoir i Paris.
Om den Calenbergske Enke=Casse. Handels=Grund¬
sætninger til Landets sande Opkomst. Kunst=Vær¬
kers Bedømmelse. Commercen.
No. 30. Spøgelse foranlediger et Manddrab. Den mi¬
stede Pakke med Penge. Efterretning om Ager¬
dyrkning og Handelens Tilstand paa de Engelske
Colonier i America. Natur=Anmerkninger. Sie¬
denborgs Brev til Doctor Beyer i Gotthenborg.
Om Salt Bierg=Værker i Polen. Anmerkninger
om Swift.
No. 31. Pro Memoria i de Parisiske Dame=Coeffurs
Sag imod Parykmagerne sammesteds.
No. 32. Udtog af et Brev fra Pyrmont. Beskrivelse paa
et ægte Canaan i disse Tider. En Dames Grav¬
skrivt over sin Hund. En Gasconnade.
No. 33. Skatte=Graveren eller Æble=Tyven. (Et Lystspil.
No. 34. Allehaande Gammelt og Nyt.
No. 35. Krigen imellem Rusland og Tyrken. Adskilligt.
En Gasconnade. En Fabel.
No. 36. Et Eventyr fra Lyneborger Hede. En Fabel.
No. 37. Msr. Nett hans Udenlands=Reyse. Et løyerligt
Brev fra en Tydsk=Tyrkisk Officier til hans Kiereste
Anecdote om Livet.
No. 38. Afbildning paa den Østerlandske Skrivemaade.
Fortælling om Palemon og Amasina eller Ædel¬
modigheds og Taalmodigheds Exempel. Den
Sandsesløse.
No. 39. Fortsættelsen af Fortællingen om Palamon og Ama¬
sina. Artige Løyer fra Snakke=Collegiet. Tven¬
de Fabler.
No. 40. Resten af Fortællingen om Palemon og Amasina.
Jnd= og Udvortes Egenskaber, som en vis Mand
fordrer hos det Fruentimmer han kunde indlade sig
i Ægteskab med. Om Beboerne i Surinam. Ca¬
nari=Fuglenes Herkomst og Arter. En Fabel.


No. 41. Et Brev fra Hr. Voltaire til Hr.le Fevre, om
nogle Uleyligheder, som følge med Studeringer.
Prøve af en Chinesisk Historie. Om en Pige i
Sverrig, som i 9 Aar intet har spiist. Hvorledes
Børn gives en delicat Legems Beskaffenhed. En
rar Recept.
No. 42. Den dydige Kone. Jalousie. Copie af Erich
Mathiesens Suppliqve til Hr. Conferentz-Raad
Rosenørn, om Udriderskabet ved Gaarden Corso¬
lide. Nyt fra Engelland. Anecdoter. En Fa¬
bel. Grabschrifft.
No. 43. Brev fra en Kone til hendes Mand i Tugthuu¬
set. Forskrekkelige Følger af Laster og Udyd.
Astrologiske Calender=Opdagelse for næstkommen¬
de Aarhundrede. Trold Væsenet i Stoekholm
1677. En Fabel.
No. 44. Professor Bassedots Methode for Forældre. Om
den nødvendige Forsigtighed i henseende til Børns
Legetøy. Den Danske Argus.
No. 45. Recension af Philet en Fortælling. Den Danske
Argus: om smaa og store Tyve.
No. 46. Anmærkninger over Adskilligt i Paris, giørte
1761, 62 og 64. Den Danske Argus.
No. 47. Voltaires Characteer. En forgieldet Landmands
gode Huusholdnings Regler. 2de Fabler. Den
Danske Argus.
No. 48. Tanker om Aarsagerne til Kiøbstædernes Afta¬
gelse paa Landet. Den Danske Argus.
No. 49. Aarsagen til eller Anmærkninger over Giftermaal.
Fortælling om Cometers Væsen og Betydning.
Retfærdighed udelukker Partiskhed, Venskab og
Slegt. Om Børnekopper. Den Danske Argus.
No. 50. Stadens Sæder (efter en Juvenals Satyr).
Den Danske Argus.
Ro. 51. Slutningen af Stadens Sæder. Marcii Au¬
relii Fortælling om sin egen Opdragelse. Om
Biskoppen af Cracou. Brev til Forfatteren af
den Erfurtske Lærde Tidende. Den Danske Argus.
No. 52. Løgneren. Om Menneskers Lighed i Graven.
Anecdoter om Alexander den Store. Den Dan¬
ske Argus.
Avertissement,
Fruentimmer= og Mandfolke-Tidende, bliver fortsat næ¬
ste Aar under Navn af
Magazin
for alle Stænder.
De Subseribentere som en frasiger sig Fruentimmer= og
Mandfolke Tidende, ansees som vedblivende for Magazinet.
Argus beholder fremdeles sin Plads deri. Aargangen ko
ster derfor ey meer end som sædvanlig 4 Mk., som først er¬
legges efter hvert Aars Forløb.


